Aasmund Olavsson Vinje: Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859
Tekstkritisk utgåve ved Nina Marie Evensen og Jon Haarberg, Det norske språk- og litteraturselskap / bokselskap.no i samarbeid med Nasjonalbiblioteket, Oslo 2018

ISBN: 978-82-8319-402-9 (digital, bokselskap.no), 978-82-8319-403-6 (epub), 978-82-8319-404-3 (mobi)

Boka er utarbeidd med økonomisk støtte frå Norsk kulturråd.

Utgivarane: Nina Marie Evensen er forskar ved Senter for Ibsen-studium, Universitetet i Oslo. Jon Haarberg er professor i ålmenn litteraturvitskap ved Institutt for litteratur, områdestudium og europeiske språk, Universitetet i Oslo.

Sist oppdatert: 06.07.2020
Aasmund Olavsson Vinje
Korrespondentbrev
til Drammens Tidende
1851–1859

Tekstkritisk utgåve
ved Nina Marie Evensen og Jon Haarberg

Det norske språk- og litteraturselskap / bokselskap.no
i samarbeid med Nasjonalbiblioteket
Oslo 2018


  1. Forord
  2. Innleiing
  3. Om teksten
  4. Tekstoversikt
  5. Litteratur
  6. 1851
  7. 1852
  8. 1853
  9. 1854
  10. 1855
  11. 1856
  12. 1857
  13. 1858
  14. 1859
  15. Kritisk apparat
  16. Register


Forord

Ei utgåve av Vinjes korrespondentbrev til Drammens Tidende har stått på NSL-lista for ugjort arbeid i mange år. Fart i sakene blei det først da 200-årsjubileet for Vinjes fødsel nærma seg og Nasjonalbiblioteket slo frampå at det kunne høve å markere jubileet med å la desse altfor lenge og altfor godt skjulte nasjonale løyndomane få by seg fram for allmenta på nettet eller som e-bok i ein leseleg fasong. Hermed ligg dei føre – i eit omfang på om lag 1250 standardsider. Utgåva er tekstkritisk, det vil seie at ho registrerer alle rettingar i eit eige kritisk apparat. Ho er i tillegg utstyrt med ei innleiing som gjer greie for den historiske konteksten omkring Vinjes «Korrespondancer», og eit omfattande register over namn og stikkord. Med dette vonar vi at ho kan lesast med utbytte av både lek og lærd.
Utan gode hjelparar hadde dette arbeidet ikkje latt seg gjennomføre i løpet av den tida vi har hatt til rådvelde. Først og fremst vil vi takke alle korrekturlesarane, Hedda Barratt-Due, Kristin Bing Ekren, Sofie Engedal og Eivind Solberg, som la eit godt grunnlag for arbeidet vidare. Utan ei sjenerøs løyving frå Norsk kulturråd hadde vi rett nok mått klare oss utan korrekturlesarar. Vi takkar Kulturrådet som den umisselege nasjonale institusjonen det er. Vi takkar også Drammens Museum for velvillig hjelp og for at dei ville sende originalavisene sine til Mo i Rana for å bli digitaliserte. Under arbeidet har vi nytt godt av sakkunnige råd frå professorane Ståle Dingstad og Kristoffer Kruken; Dingstad har vore oppnemnd som NSLs tilsyn for utgåva. Aina Nøding (NB), Harald Herresthal (UiO) og Per Gisle Galåen (Norsk Maritimt Museum) har hjelpt oss med «nøtteknekking». Stor takk til alle! Ikkje berre til publiseringa, men òg i mangt anna har vi hatt uvurderleg hjelp av Ellen Nessheim Wiger, NSLs bruhovud i Nasjonalbiblioteket. Ho fortener som vanleg ein særskild takk!
Nina Marie Evensen har som prosjektleiar hatt hovudansvaret for inventering, tekstetablering og korrektur, Jon Haarberg for tekstretting, innleiing og register, men vi har hjelpt einannan så godt vi har kunna, og står saman ansvarlege for resultatet.
Blindern, 1. mars 2018
N.M.E. og J.H.


Innleiing

Etter å ha fylt framsida av Drammens Tidende to gonger i veka gjennom åtte år tar Christiania-korrespondenten i februar 1859 høgtideleg farvel med lesarane. Han kjenner vemod, men er samstundes stolt over å ha vågt spranget: frå ein trygg, om ikkje nett lukrativ, post i provinsavisa til eit høgst usikkert tilvære med sitt eige enkeltmannsføretak Dølen, og frå eit «oppnorska» dansk bogsprog til eit nytt og urøynt norsk skriftmål. Korrespondenten orsakar seg – på dansk – for at han ikkje har gjort det før:
Jeg beder herved den ærede Leser om Tilgivelse, fordi ogsaa jeg engang var saa svag og arm og uvidende, at jeg vanærede min norske Haand med at skrive Dansk, at jeg saaledes syndede mod Fædrelandets Aand og gjorde Mit til at slukke den sidste Rest af dens Liv; jeg skal ikke gjøre det mere. (45/1859)
Ja, på vegner av ein enno umedveten nasjon vil den tidlegare korrespondenten byte reform med revolusjon. Brotet med dansken kjem i form av ei pompøs fråsegn: «Jeg tager altsaa herved Afsked med den danske Literatur.» Han gjer reint bord – og set samstundes ein stoppar for eigne forfattardraumar: «Jeg maa sige, at En og Anden har raadet mig til at gjøre et Uddrag af mine Korrespondentartikler og Vers og andre Stykker, og udgive alt dette i en Bog eller to eller tre eller fire eller fem eller sex.» Dette skriv han likevel neppe i forsaking eller resignasjon. Han skryter. Dei om lag 700 kommentarartiklane han gjennom åtte år hadde levert Drammens Tidende, kunne vel – trass i det danske språket – ikkje heilt ha mangla ånd og nasjonalitet?
Oppstarten av Dølen i oktober 1858 set uansett eit tydeleg skilje i Vinjes liv og verk. Litteraturhistorikarane har tolka målskiftet som ein føresetnad for personleg og poetisk frigjering. Vinje kunne slik sett takke Dølen og landsmålet for at han blei forfattar. Denne oppfatninga blir det rett nok lettare å halde fast ved jo mindre ein har lese av korrespondentbreva til Drammens Tidende. Ser vi forfattarskapen under eitt, blir kontinuiteten like tydeleg som brotet. Vinje skreiv den same typen kommenterande, essayistisk prosa før og etter målskiftet. Og alt han skreiv, om det så var på dansk, norsk eller ei «kaudervelsk» blanding, blei publisert i aviser og tidsskrift. Berre éi av dei sju bøkene vi har etter han, skreiv han faktisk som bok (på engelsk!); resten er å rekne som avleggjarar av Dølen. Vinjes gode ven, gudbrandsdølen Paul Botten-Hansen, hadde tidleg auge for kontinuiteten. At Vinje-dikta vaks i uttrykkskraft med åra, ser han ikkje som ein konsekvens av «det nydannede Sprog», men som «den naturlige Følge af en større Modenhed» (Botten-Hansen 1863).
Det skulle vise seg å gå lang tid før noko korrespondentbrev kom mellom to permar. Da Det Norske Samlaget ei ti års tid etter at forfattaren hadde gått bort tok initiativ til Skrifter i Utval, tenkte utgivarane som rimeleg kunne vere først og fremst på den norskspråklege og ikkje den «danske» delen av forfattarskapen. Drammens-korrespondansane blei såleis ikkje representerte i denne første og største av alle samleutgåvene. Men kanskje ein annan gong? «Skulde det verta funnet ynskjelegt aa taka med eit Utval av hans Skrifter i dansk og blandad Maalform […] – so vil der ikkje vera nokot til Hinder for det», skriv utgivaren, stortingsstenograf Halfdan Halvorsen i føreordet til det første bandet (1883: IV). Vi må forstå han slik at avgjerda om å la Drammens-korrespondansane liggje har vore pragmatisk, ikkje prinsipielt fundert.
Da Samlaget seinare, etter at Skrifter i Utval godt og vel var utselde, førebudde ei ny utgåve, ei folkeutgåve av Vinjes skrifter, skjedde det. Halvdan Koht stod for planen, og den nyklekte filologiske kandidaten, seinare kringkastingssjef, Olav Midttun stod for gjennomføringa. Midttun hadde nett levert hovudoppgåva si om Vinje. Etter planen skulle det her takast med «eit større utval av bladstykki hans [Vinjes], baade dei på dansk, dansk-norsk og norsk». Midttun refererer til Kohts plan i føreordet til folkeutgåva (Skrifter i Samling): «Ein [dvs. Midttun] skulde taka med dei bladstykki som ein tykte hadde verd i seg sjølve, og som ein trudde folk framleis kunde lesa med hugnad utan altfor mange og lange merknader og upplysningar til» (bd. 1, 1916: upag.). Alt i alt finn 49 av Drammens-korrespondansane nåde for Midttuns blikk – det vil seie mindre enn ein tidel av dei han hadde til rådvelde.
I den neste utgåva av Skrifter i Samling (1943) satsa Midttun på å nå fram til fleire lesarar ved å modernisere språket. Men han nytta òg høvet til å inkludere eit par knippe korrespondansar som ikkje var komne med sist: «Drammensbrev som meir gjev oss synet til Vinje på ymse politiske, sosiale og nasjonale spørsmål». Nokre av desse nøgde han seg med å gi att i utdrag, og han sløyfa dessutan nokre få som hadde vore med første gongen.
Skrifter i Samling kom ein tredje gong i 1993, til 175-årsjubileet for Vinjes fødsel. Midttun sjølv hadde da for lengst gjort sitt (han døydde i 1972), men den første av utgåvene hans frå 1916–1921 fekk nytt liv som paperback, og med eit tilleggsband som agn for kjøparane. Jon Haarberg fekk supplere det opphavlege utvalet med meir tidleg prosa. Slik kom enda 29 korrespondansar (eller delar av dei) på trykk med «leseleg» typografi.
Alt i alt har dermed 102 av Vinjes ca. 700 korrespondentbrev til Drammens Tidende vore gitt ut etter at dei stod på trykk i avisa. Med denne fritt tilgjengelege digitale utgåva ligg dei for første gongen føre alle saman, dvs. alle som ikkje har gått tapt. Diverre har overleveringa av Drammens Tidende på 1850-talet fleire lakuner eller «hol». Vi saknar i alt om lag 150 artiklar. Det vil bli gjort nærare greie for overleveringa og tekstutgivinga i eit eige avsnitt om utgåveteksten.

Drammens Tidende

Det norske samfunnet opplevde midt på 1800-talet ein veritabel avis- og tidsskrifteksplosjon. Før 1830 hadde aviser vore eit fenomen som gjorde seg gjeldande i hovudstaden og dei andre stiftsbyane, pluss nokre få til, blant dei Drammen. I 1830 blei det gitt ut i alt 14 aviser på landsbasis, 50 år etter, i 1880, kom det 107. Avismediet breidde seg stadig vidare utover. I løpet av dei 28 åra mellom 1830 og 1859 fekk til saman 31 byar og tettstader si første avis, nokre få òg ei avis nummer to.
Ifølgje samfunnsforskarane kan vi forstå denne utviklinga som eit tydeleg teikn på ei gjennomgripande sosial endring, eit hamskifte, som forfattaren Inge Krokann kalla det. Det offentlege ordskiftet voks i omfang og styrke. Dei langt fleste av innbyggjarane hadde opparbeidd ei trygg lesekunne og fann det rimeleg å interessere seg for styre og stell. Samstundes blei ny industri etablert landet over. Byane voks, og pengeøkonomi blei vanlegare også på landet. Den tradisjonelle organiseringa av samfunnet i familiar som livnærte seg av jordbruk (Gemeinschaft), fekk konkurranse av ei ny organisering tufta på næringsinteresser, statlege institusjonar – og aviser (Gesellschaft).
Veksten i industrien og nærleiken til hovudstaden gjorde Drammen til avisby alt i 1816. Frå 1832 konkurrerte jamvel to aviser om lesarane. Grunnleggjaren av Morgenbladet, presten Niels Wulfsberg, etablerte da Tiden, som seinare (1845) tok den opphavlege konkurrentens namn: Drammens Tidende. Den gamle Drammens Tidende hadde mått gi seg kort etter at Tiden blei grunnlagd. Son til Wulfsberg, Jacob, hadde i 1829 fullført læretida som boktrykkarsvein og stod i 1832 dermed klar for større oppgåver. Jacob Wulfsberg eigde og dreiv Tiden / Drammens Tidende frå starten og fram til han døydde femti år seinare (1882).
Wulfsberg kunne rett nok ikkje nyte statusen som einerådande avisutgivar særleg lenge. Drammens Adresse kom med ny konkurranse i 1840; fleire dugande redaktørar gjorde Adressa til ei avis å rekne med. Mot slutten av tiåret blei rabulisten Marcus Thrane tilsett som redaktør. Han fekk rett nok sparken etter nokre månader, ved årsskiftet 1848–1849, men all uroa fekk følgjer for båe avisene; tilhøvet mellom dei endra seg drastisk. Daverande redaktør i Drammens Tidende, F.W. Bergh, måtte takke for seg etter ein periode å ha fungert som redaktør for Drammens Adresse i tillegg (Øystein Sande i Eide 2010: 301). Dermed måtte han nøye seg med å redigere konkurrenten, som frå nyttår 1851 tok namnet Drammens Blad. Wulfsberg festa da juristen Paul Hjelm-Hansen som ny redaktør og tok samstundes steget frå tre til seks utgåver i veka. Slik blei Drammens Tidende den første norske dagsavisa utanfor hovudstaden.
Valet av Hjelm-Hansen som redaktør må ha overraska dei fleste. Best kjend var han for å ha forfatta «Arbeiderforeningernes Petition» til kong Oscar på vegner av thranittane. Som pressemann hadde han lite røynsle – berre eit par månader som redaktør i Folkets Røst etter den danske radikalaren Harro Harring. Den korte tida Folkets Røst heldt det gåande, høyrde denne avisa til heilt ute på venstre fløy i politikken. Drammens Tidende hadde på si side helst vore oppfatta som konservativ eller «ministeriell». Skulle avisa byte side? Nei, Wulfsberg insisterte på at Drammens Tidende måtte vere fri for alle partiomsyn – avisa skulle vere «patriotisk og maadeholden» og «kun søge Sandheden» (Davidsen 1975: 181).
Hjelm-Hansen kjende Vinje som skribent i Folkets Røst – med sympati for arbeidarsaka. Etter omlegginga til dagsavis hadde Drammens Tidende bruk for ein korrespondent i hovudstaden, ein som kunne rapportere til drammensarane om kva som gjekk føre seg i politikk og næringsliv, i litteraturen og på teateret. Til å fylle denne rolla var det at Vinje blei hyrt. I 1851 kunne han enno ikkje vise til nemneverdige litterære merittar. Han hadde gått på lærarseminar og etter kvart tatt artium (1850), og han hadde forsøkt seg som skribent i aviser og tidsskrift: Lister og Mandals Amtstidende, Morgenbladet, Folkets Røst, Tiden og «Manden», som etter kvart fekk namnet Andhrimner. I dette siste bladet, som han etablerte i kompaniskap med Henrik Ibsen og Paul Botten-Hansen, skreiv han hausten 1851 til dels parallelt om dei same sakene som i Drammens Tidende. Den vesle røynsla han hadde, må likevel ha vore stor nok til at Hjelm-Hansen hadde fått trua på han. Grundtvigianaren Olaus Arvesen, som kjende Vinje på denne tida, hugsar det slik i memoarane sine, som han skreiv mange tiår seinare, at det var han sjølv, altså Vinje, som «tok skreppa paa ryggen og søkte tjeneste» i Drammen. Løna, held han fram, blei frå først av fastsett til ti dalar i månaden, men for ein som var van med å leve på fem, hadde det inga nød. Etter kvart blei løna auka til heile 300 spesidalar i året, skriv Øyvin Davidsen, forfattaren av Drammens Tidendes historie (1975: 194). Dermed fekk korrespondenten litt meir enn ein (mannleg) lærar. Delar av løna kunne rett nok kome til utbetaling i naturalia; Wulfsberg dreiv som kjøpmann på si (Arvesen 1912: 74). Sett frå Vinje si side må tilbodet ha vore nærast ideelt. Som korrespondent kunne han finansiere det jusstudiet han nett hadde gitt seg i kast med, samstundes med at han fekk kjærkomen praksis som skribent. To av dei mest markante profilane i samtidslitteraturen, Christian Monsen og Sylfest Sivertson, hadde etter tur redigert Drammens Adresse berre få år i førevegen. Lite tyder dessutan at den redaktøren som tok over for Hjelm-Hansen, brydde seg noko større om innhaldet i korrespondentbreva; Henrik Hermanstorff blei frå hausten 1851 sittande heilt til 1863 og forstod helst rolla si som administrativ (Davidsen 1974: 219).

Korrespondenten

Spente drammensarar kom truleg litt i stuss med det same. I staden for å starte rapporteringa frå hovudstaden tar korrespondenten til med å rydde grunnen, truleg meir for seg sjølv enn for lesarane. Han fyller spaltene den første veka med ein vel førebudd artikkelserie om «Journalistiken» eller «Dagbladslitteraturen», seks artiklar i alt. Her kommenterer han oppkomsten og utviklinga av pressa i dei tre store lærdomsnasjonane England, Frankrike og Tyskland, men òg i Skandinavia. Aller først greier han ut avislitteraturen historisk: som eit resultat av Opplysninga og som eit ektefødt barn av hans eige hundreår. Ordet demokrati nyttar han – kanskje litt uventa – ikkje i denne samanhengen, i staden skriv han om «Humanitet», «Fridom» og «Civilisation» i ein kulturoptimistisk tone som halvtanna hundreår seinare kan verke bortimot utopisk: «Journalistiken begynder med den moderne Civilisation; Friheden fostrede og beskyttede den, og i de Lande, hvor der ingen Frihed er, der er heller ingen Journalistik; dens Historie er saaledes de enkelte Folks politiske Frihedshistorie» (1/1851). Korrespondenten gir med dette pressa ei nøkkelrolle, for ikkje å seie helterolle, i det moderne, demokratiske samfunnet.
Si eiga rolle som fridomsvaktar og journalist definerer han i den siste av dei seks artiklane: «Hvad skulde en Journalist være?» spør han. Og svarar sjølv:
Han skulde være en Lærer for Folk og Stat. Han skulde staa paa Videnskabens og Civilisationens Høider, hvorfra han kunde overskue det Hele i sin organiske Samanheng. Han skulde, saa at sige, føle paa Nationens Puls og som en kjærlig Læge forordne de bedste Mediciner. (6/1851)
Med dette stiller han tre krav til profesjonen. Journalisten skal for det første vite meir, ikkje berre meir enn folk flest, men òg meir enn dei folket har sett til å styre landet. For det andre skal kunnskapen hans ha ei breidd og ei generell innretning som sikrar han det oversynet som representantane for spesialvitskapane manglar. Og for det tredje skal han nytte denne kunnskapen til kritisk verksemd. Ikkje for å sable ned, men for å rettleie dei ukunnige og «kurere sjukdom». Med kunnskap skal landet byggjast, og byggmeisteren kan ikkje vere nokon annan enn journalisten.
Korrespondenten skapa seg stor fallhøgde på denne måten. Analysen av journalistrolla blei ei slags tiltredingsfråsegn som det lett kunne tøysast med, især da det viste seg at den nye mannen i Drammens Tidende meinte alvor. Det varte da heller ikkje lenge før spottarane melde seg. Ein av dei ivrigaste heitte Ditmar Meidell og var redaktør for det satirisk-humoristiske vekebladet Krydseren. I mars 1852 sette han inn ein storoffensiv i form av ei nidvise, ja, faktisk to, kvar på sin melodi. På uklanderlege rim spør han om ikkje nykomaren lurer seg sjølv like godt som han lurer lesarane:
Hver Tankekalv Du kaster – flux
i Aanden ser Du voxe:
«I Drammen», saa Du tror, Din Lux!
«man tar den for en Oxe.» (51/1852)
Kalve-metaforen skulle Vinje for så vidt sjølv få god bruk for seinare. I Dølen nyttar han høvet da Henrik Ibsen (i motsetnad til den ti år eldre kompisen) har fått diktarløn av staten og stipend attpå: «Gjev Kalven ein Høysdott, so rautar han ikkje lenger» (Skrifter i samling, bd. 2: 214). Meidell teiknar eit bilete av drammenskorrespondenten som filosof «udi egen Indbildning» og gjer bodskapen tydelegare ved å byte metafor – frå kalv til «Gedebukk med Visdomsskjæg»:
Den Gedebukk er vel bekjendt –
mække, mække, mække, mæh!
Det er Drammens Korrespondent –
Mække, mække mæh!
Korrespondenten svarte i same sjanger. I vekene som følgde, ga han Krydseren stikk etter stikk på rim, som til dømes dette:
Man trætter nødigt jo med Drenge;
Sligt bider ei, man maa dem dænge. (59/1852)
Eller dette, som lar framtida døme i saka:
Hvis engang man om nogle Aar,
i Bladene studerer flittig,
man sige vil: «O arme Faar,
som fandt, at Krydseren var vittig.» (65/1852)
Det skulle sjølvsagt meir enn ein kryssar til for å vippe drammenskorrespondenten av pinnen. Han heldt fram som før, jamt og trutt. I regelen skreiv han to gonger i veka, onsdag og fredag; artiklane kom på trykk to dagar etter, fredag og søndag. Det hende òg at det kom tre brev i løpet av ei veke, men det siste året (1858) kom det oftast berre eitt. Noko særleg til ferie kan han ikkje ha unnt seg, han ser heller ikkje ut til å ha gjort noko opphald i samband med studia. Det gjekk etter alt å døme greitt å kombinere korrespondentjobben med eksamenslesing. Vinje tok juridikum hausten 1856, med laud (Vesaas 2001: 137–52).
Det einaste lengre opphaldet i korrespondansane kom i 1853, da koleraen herja hovudstaden. Sjukdommen kom med sommarvarmen, og det er ikkje til å undrast over, skriv korrespondenten: «Naar man har været ude paa Landet, kjender man først, hvor usundt her er, og man føler, at Kolera maa finde Alt forberedt» (167/1853). Men så dryger det likevel før det verkeleg blir alvor. Når folk melder om «Krig i Maven», er det helst snakk om ein overdose «baiersk Øl». Koleraen kan kanskje liknast med ein omreisande kunstnar? Kjem han, eller kjem han ikkje? Kven veit. Til slutt, midt i september var epidemien eit faktum. Korrespondenten tok ikkje sjansen på å bli verande i byen og sette kurs for barndomslandet. Frå midt i september til eit stykke ut i desember måtte avislesarane dermed ta til takke med reisebrev – eller ferdaminne – frå Telemark i staden for korrespondentbrev frå Christiania.
Konkurransen med Drammens Blad blei aldri særleg skarp. I 1854 hyrte granneavisa den unge diktarspiren Bjørnstjerne Bjørnson, som Vinje kjende godt; dei hadde mellom anna gått saman på Heltbergs studentfabrikk. Ikkje lenge før hadde Bjørnson òg blitt engasjert som teatermeldar for Krydseren, så dermed låg alt dobbelt vel til rette for strid. Men da det kom til stykket, blei det lite av det. Bjørnson ga seg etter få månader. Berre ein gong gnistra det litt i spaltene. Bjørnson hadde vore frampå og gitt ein lite flatterande karakteristikk av korrespondentens eksperimentelle språk. Vinje ga han svar på tiltale:
Dr. Blad hugser ogsaa mig og kalder mit Sprog «Kaudervelsk», og gjør «opmerksom paa, at det Sprog, som denne person fører, Intet har med Drammenserne at bestille». Nei min sandten om Nogen falder paa, at gjøre Drammenserne ansvarlige for mit Sprog. Jeg er selv ansvarlig for det, og skal forsvare det nok saa godt, naar jeg træffer en Mand, som det lønner sig at tale med om saa viktige Ting; men jeg disputerer ikke med Dr. Blad, hvori forhaabentlig Ingen vil fortænke mig. […] Jeg føler Magten paa min Side, de faar unnskylde! De faar ogsaa unnskylde om mit «Kaudervelsk» bliver verre: naar jeg nu faar samlet mig lidt, kommer jeg en vakker Dag som det staar i Visa:
«Ind kom han Thore Drukkenmand,
slog i Bordi, saa det dundrad:
Bonde er eg no, verri sko eg bli!
Høyrer du det, du Kjæringa mi!» – (17/1855)
Skal tru om ikkje den versjonen Bjørnson gir av Vinje i Synnøve Solbakken (1857), som den drikkfeldige skreppehandlaren Aslak, er ein refleks av sjølvsame Thore Drukkenmand. Elles blir ikkje Vinje hugsa for å ha vore spesielt hard på flaska.
Alt i alt må Vinje ha vore eit stort aktivum for Drammens Tidende i dei åtte åra han heldt det gåande. Han skapte blest om avisa både i og utanfor Drammen, ja, han var stort sett åleine om å gi avisa «farge» og «særpreg» (Davidsen 1975: 200). Lesarane «moret sig og øket i Antal» (Arvesen 1912: 74). Da den famøse Christiania-korrespondenten pent hadde takka for seg, satsa avisa på ein tørr teolog, som til alt hell skjønte teikninga og ga seg før han var blitt varm i trøya. Etter han kom Hans S. Arentz, protokollsekretær i Høgsterett. «Drammens-Hans», som han seinare blei kalla, kunngjorde straks at han ikkje ville «have Noget at bestille med sin Formands Anskuelser». Hans eiga programformulering seier dermed òg sitt om korleis «Formanden» blei oppfatta: «Give en saavidt mulig faktisk og farveløs Fremstilling af Alt, hvad der tildrager sig af Nogen Viktighed, for at Enhver uhildet selv kan opgjøre sin Formening, skal være nærværende Korrespondents Bestræbelse» (Davidsen 1975: 201).
Drammens Tidende gav Vinje dei vekstvilkåra han trong, til vederlag. Da Wergeland sommaren 1840 lét seg engasjere som korrespondent for Tønsbergs Merkur, var han alt etablert som diktar. Han mangla berre pengar. Difor ga han seg også etter eit halvår, da han fekk tilsetting som byråsjef i Riksarkivet (Davidsen 1970: 23–29). Vinje, derimot, gjekk fullt og heilt opp i journalistrolla. I løpet av korrespondentåra utvikla han den skrivemåten, den forma for kommentarjournalistikk, som ga han den sentrale posisjonen han enno har i norsk litteraturhistorie. Frå 1980-åra av blei det vanleg å opphøgje denne journalistikken til essayistikk.

Korrespondansane

Vi har liten kunnskap om korleis drammensarane i 1851 reagerte på dei nye korrespondentbreva. Knapt nokon kjende forfattaren frå før, og han blei aldri introdusert ved namn. Artiklane frå Christiania hadde overskrifta «Korrespondance», men ga ikkje lesarane noko namn på opphavsmannen.
I hovudstaden, derimot, veit vi at dei registrerte kva som gjekk føre seg i Drammens Tidende. Paul Botten-Hansen kallar i eit attersyn 13 år seinare korrespondansane «fortrinlige» og grunngir populariteten utførleg:
[…] ved sin eiendommelige Betragtningsmaade og ialfald ved «Fratzenhaftighed» og Paradoxer var han [Vinje] istand til at afvinde nogen Interesse, og hvorofte man med Uvillie, ja endog Foragt slængte Dagens «Korrespondanse» fra sig, var man dog altid spændt paa den næste der skulde komme. Den menneskelige Skrøbelighed for Personligheder og Korsar-Væsen havde vistnok hos den større og lavere Deel af Publikum sin store Andeel i denne Nyfigenhedens Interesse. Men for andre Læsere var hans pikante Fremstilling og aandrige Indfald den Agn, som trak. (Botten-Hansen 1863: 134).
Tekstelementa han trekker fram, omfattar latterleg karikatur («Fratzenhaftighed»), påstandar i strid med rådande oppfatningar («Paradoxer»), personåtak og satire («Personligheder og Korsar-Væsen») og vittige eller uventa assosiasjonar («aandrige Indfald»). Liknande karakteristikkar følger Vinje gjennom heile forfattarskapen, dvs. Dølen. Men vi skal òg merke oss den sosiale nedvurderinga og moralske fordømminga som ligg implisitt i Botten-Hansens verdsetjing av drammenskorrespondansane. Vinje blir skulda for å fri til «den større og lavere Deel af Publikum» og det kritikaren kallar «den menneskelige Skrøbelighed». No – så mange avisårgangar seinare – råkar denne skuldinga neppe særleg godt. Det synest heller slik at journalisten gjennomgåande set større krav til lesarane sine når det gjeld både kunnskap og argumentasjon, enn han har grunn til.
Christiania-Posten, den eine av dei to hovudstadsavisene, merker seg tidleg kva som går føre seg i Drammens Tidende. Hausten 1851 gir avisa til beste eit lengre utdrag frå ein av dei korrespondansane som i dag ville ha vore tapt om det ikkje hadde vore for Christiania-Posten: ei journalistisk vareprøve til skrekk og åtvaring. Provinsavisene held seg ikkje lenger med hovudstadskorrespondentar slik dei brukte, skriv avisa, det er helst berre denne nye i Drammens Tidende att. Heldigvis. «Provinsbladenes Redaktioner have som det synes, indseet, at deres Hovedstadskorrespondenter ikke vare til sandt Gavn for deres Blade, og heri have de Ret.» Konklusjonen kjem ikkje overraskande: Det beste ville vere om slike korrespondentar la ned pennen for godt. Likevel held altså han i Drammens Tidende på for fullt, produktiv og allsidig som få:
I flere Maaneder har hvert andet Nummer af dette Blad indeholdt lange Udgydelser fra denne Skribent, og man skal have vanskeligt for at nævne nogen Art af Materie, hvorom han ikke har udtalt sig. Han har talt om Kunst, Videnskab og Politik m.m., og det altid med en Sikkerhed, som viser, at han troer, at han tilbunds forstaaer og kan dømme om Alt, som det behager ham at omhandle. Derfor bestræber han sig med al Iver for at indtage de forskjelligste Standpunkter. Snart stiller han sig som en fornem Skeptiker høit over Døgnets Usselhed, snart værdiger han at stige ned i Vrimmelen, snart søger han at være alvorlig eller sentimental, snart spøgefuld eller sarkastisk. Men skal vi i Korthed sige vor Mening om hans Præstationer, da kan den ikke falde anderledes ud, end at de ere Ordgyderi af værste Sort. (C-P/1851)
Christiania-Postens kritikar nemner ingenting om at avisa også sjølv ofte var blitt referert og kommentert av ordgytaren. Alt i den første artikkelen han skreiv om den heimlege journalistikken, set han Christiania-Posten på plass som «Visegut for Regjeringen» og bygger ut metaforen i kjend stil: «Det værste af Alt er imidlertid, at den [visarguten] i de sidste Dage har rendt nogle Splinter i Foden; den løb nemlig i Skodden, da den sprang Ærinder i den harringske og sexeske Sag. Kyndige Læger ryste paa Hovedet og frygte for, at den vil blive en Krøbling sit hele Liv» (5/1851).
Vinje hadde utan tvil evna til å provosere også før målskiftet. Ifølge Botten-Hansen var han «den mest berygtede Korrespondent som vort Land kan opvise» (Botten-Hansen 1863: 134). Historieprofessor Ernst Sars, som lærte Vinje å kjenne så tidleg som i 1853, kan slå fast at «hans Drammenskorrespondancer spillede en virkelig Rolle i denne aandige Sultefodringsperiode, og man reves ordentlig om dem paa Kaféer og i Læseselskaber» (Sars 1912: 337). Korrespondenten hadde med andre ord fleire lesarar i hovudstaden. Olaus Arvesen kan stadfeste:
Der var ingen provinsaviser i de dage der læstes saa ivrig på kaféerne som «Drammens Tidende». Det var Vinjes ugentlige breve, som var trækplasteret. Der fik man Kristiania-Livet set med fjeldguttens øine og som regel servert i saus av vid og ironi, som baade moret og forarget. (Arvesen 1912: 78)
På bakgrunn av minne som desse kan vi ta for gitt at Vinje hadde opparbeidt seg namn som journalist og skribent lenge før lanseringa av Dølen i oktober 1858. Som anonym korrespondent for ei provinsavis var han slett ikkje usynleg. Jamleg stod han fram med dikt og artiklar i andre aviser, med dikt og talar på arrangement land og strand rundt. Like fullt har litteraturhistorikarane hatt lite å seie om korrespondent-åra; Dølen har fått mest all merksemd. Ein kan med god grunn stille spørsmål ved rettferda i dette. Sjølvsagt set overgangen til landsmålet eit skilje i forfattarskapen, men heller ikkje det kan teiknast særleg skarpt. Frå første stund flettar jo korrespondenten inn norske «signalord» i dansken. Det varar heller ikkje lenge før han nyttar norske bøyingsendingar og typisk norske setningskonstruksjonar. Verken litterært eller språkleg finst det noka demarkasjonsline mellom før og no, konformitet og revolusjon.

Politikken

Drammenskorrespondenten skreiv om «alt». Ja, Christiania-Posten meinte altså at ein ville ha vondt for å finne «nogen Art af Materie, hvorom han ikke har udtalt sig». Fire stoffområde skil seg likevel ut: politikk, språk, teater og litteratur. Og dei har ein samnemnar som i og for seg gjer dei til aspekt av ei overgripande større sak: nasjonaliteten. «Et Folk, der vil til Aandens Frihed frem,/ er stort og skjønt og kjæmper ei forgjeves;/ det styrke finder i sin egen Barm,/ og hver en ædel Sjæl dets Daad vil signe» (Skrifter i samling, bd. 5: 15). Dette kvad poeten A.O. Vinje i Studentersamfundet hausten 1851, i full visse om at folket hadde det som trongst – i barmen eller kvar det no var. Det skulle berre forløysast.
Februarrevolusjonen spreidde seg raskt over Europa. Unge intellektuelle glødde for fridom og demokrati på vegner av svoltne arbeidarar. Vinje var ein av dei; i 1848 kom han til Christiania for å bli. Den sympatien han på denne tida kjende for arbeidarrørsla, kan sjå ut til å ha skaffa han korrespondentjobben. Men jobben som journalist og kommentator la tilhøva dårleg til rette for sosialistisk agitasjon. Det kan synast ganske logisk at han tar eit oppgjer med arbeidarrørsla så snart han definerer den nye journalistrolla. Politikken må respektere menneskerettane, skriv han, som om han ein augeblink hadde vore tiltalt av alternativet:
Man finder den [philosophiske Steen] ikke ved Revolutioner og Kampe mod en Civilisation, der ellers kan være raaden nok; man finder den ved Samvittighedsfuldhed og Dygtighed, ved Flid og Sparsommelighed, ved Folkeopplysning og forbedrede Methoder i Underviisningsvæsenet og Statslæren, ved Fremgang i Naturvidenskaberne, der leder os til Sandhedens Erkjendelse og gjør den velvillige Natur til Menneskehedens lydige Tjener. (6/1851).
Vegen ut av fattigdom og undertrykking må, slik korrespondenten ser det, gå gjennom opplysing og ærleg arbeid, ikkje opprør og protest. Som korrespondent tar Vinje liksom eitt steg opp og attende. Han stiller seg over den politiske kampen: som olympisk observatør, som satirisk refsar og som lærar «for Folk og Stat». I desse rollene får han gode vilkår til å gjere utfall i alle retningar.
Bondeopposisjonen, som han kunne ha gjort til sin, held han dermed på armlengds avstand. Gamle vener (som attpåtil hadde vore med og finansiert studia hans) innser at dei ikkje kan rekne med han. Korrespondent blir eit synonym for outsider. Det har vore slått frampå at han som student – ein åndsmann – kjende seg for god for matstrevet til bøndene. «Vinje var redd bondeopposisjonens demokratiske bestrebelser skulde føre med sig trangsynthet og evneløshet i politikken», skriv journalisten Reidar A. Lorentzen i den store jubileumsartikkelen om den namngjetne korrespondenten i 1932, da Drammens Tidende fylte hundre år (Lorentzen 1932: 8).
Rett nok ser han ut til å kome på glid etter kvart. Da ei oppheving av odelsloven kom opp til votering i Stortinget våren 1857, gjorde han bøndenes sak til si – på oppsiktsvekkande vis. «Halvopplyste» menneske meiner loven gjer meir skade enn gagn. Dermed røystar fleirtalet for oppheving, men, til stor lette for opposisjonen, ikkje riktig to tredelar. Korrespondenten jamfører med Richard Sheridans namngjetne komedie: Fleirtalet oppfører seg som sonen i «Bagtalelsens Skole» (The School for Scandal, 1777) «der sælger Portrætgalleriet af sine Forfædre for at faa Penge af Jøden til at betale sin Gjæld med og gjøre Lag for sine Svirebrødre» (73/1857). Odelsretten, nasjonens grunnmur, kan ikkje rivast ned utan at sjølve huset rasar. Dei motsette standpunkta i Stortinget gjer korrespondenten ivrig etter å vilje vise det sosiale mønsteret –klassemotsetninga – på Stortinget. To dagar seinare legg han fram ei «tabellarisk» samanlikning mellom den aktuelle avrøystinga og avrøystinga i 1830 om § 14 i Grunnloven – om at visekongen skulle opphalde seg i Stockholm i staden for i Christiania. Kvifor? Jo, dei to avrøystingane ber bod om den same grunnleggjande interessemotsetninga: «Begge disse Stemmegivninger ville rimeligvis blive lige i sine Følger, nemlig at Nationen faar Øinene op for det Upaalidelige i at lade sig formeget representere af Embetsmænd og Andre, som have sine Bihensigter, eller ikke have Styrke til at trodse et Dagsraab» (75/1857). Dermed listar han opp kvar einaste representant i 1830 og 1857 etter tur, med yrkestittel og opplysing om dei røysta for eller imot. På dette grunnlaget kan han setje opp ei fin oversikt over dei to avrøystingane, der representantane er delte inn i kategoriane «Embedsmænd», «Gaardbrugere», «Kjøbmænd» osb. Resultatet lét ikkje etter seg nokon tvil om korleis det nasjonale sinnelaget fordeler seg på dei sosiale gruppene:
Jeg har her blot paapeget den ene Lighed mellom disse Stemmegivninger, nemlig at de ville faa Indflydelse paa vore Valg. Den anden Lighed er den, at de begge to i sin Virkning vilde gjøre os til Svenske hver paa sit Vis. Det maa atter og atter gjentages, at Udslettelsen af vore nationale Eiendommeligheder, det være nu i Sprog eller Andet, er det virksomste Middel til at lade oss gaa op i et andet Folk. (75/1857)
Vi skjønar at saka for korrespondenten i siste instans ikkje dreier seg om klassemotsetningar, men om nasjonalitet – om å vakte Grunnloven mot lumske åtak. Omsynet til konstitusjonen som ein garanti for nasjonaliteten går som ein raud tråd gjennom heile korrespondentens virke. Tilhøvet til Sverige og dei andre grannelanda, som han ofte har noko å melde om, har òg det nasjonale sjølvstendet som føresetnad. Men symbolsaker overlèt han roleg til politikarane. Stockholm må gjerne gi statthaldarposten til ein svenske, «naar vi kun udvikle vor indre Kraft, nemlig vore Næringsveie og opvække vor Nationalitet» (159/1857). Krimkrigen (1853–1856) kallar ofte på interessa, men også når det gjeld utanrikspolitikk, blir perspektivet helst nasjonalt. Kva tyder utviklinga for Noreg?
Å setje korrespondentens politiske standpunkt på formel byd på store vanskar. Ein ting er at det ikkje ligg fast, men endrar seg med tida, ein annan at kommentatorrolla faktisk føreset at han ikkje kjenner seg bunden av partiomsyn. Han må kunne snu på ein halvskilling og møte seg sjølv i døra utan å blunke. Den vinglinga som litteraturhistorikarane har gjort til eit varemerke for han, og som har vore forklart som eit grunndrag i personlegdomen hans, den kan òg forklarast som eit resultat av dei vilkåra han skreiv under. Det gir god meining å skifte fokus i dette tilfellet: frå psykologi til sosiologi eller mediefag. Som forfattar blei Vinje forma av den kommentatorrolla han utvikla i avisspaltene. Sjølv reserverte han seg tidleg mot «Politiken»: «Nei, mange Tak, politisk Skribent er jeg ikke og haaber aldrig at blive det» (75/1852). Slik skriv ein frifant. Ein kommentator.
Trass i alle meiningsskifte og all vingling er det likevel noko som ligg fast: førestillinga om nasjonen og «det nasjonale». Men heller ikkje denne førestillinga let det seg gjere å definere presist. Vi kan likevel slå fast at «det nasjonale» for Drammens-korrespondenten er ei progressiv kraft. Ofte kan det vere vondt å sjå skilnaden mellom Nasjonaliteten på den eine sida og Framsteget eller Opplysninga på den andre. Den flekksnaue skinnfellen han heiser som parodisk nasjonalitetsmerke i Dølen (Skrifter i samling, bd. 1: 327), feirar fortid og nasjonalromantikk i uskjønn sameining. Korrespondenten tenkjer helst nasjonalitet som god samfunnsøkonomi. Han trur på guano og grøfting, på dampskip og telegrafliner. Han skriv opprømt om dei nye mekaniske verkstadene langs Akerselva, og han sluttar aldri å lovprise jernbanen. Det første strekket frå Christiania til Eidsvoll blei offisielt opna i 1854 (omtalt 205/1854). Da har korrespondenten alt lenge kjent «patriotisk Rørelse» ved synet av dette vidunderet (155/1853). Tanken på toget som eit dikt melder seg lenge før han i Ferdaminni tøffar av stad mot Eidsvoll, på veg til kroninga i Trondheim:
Jernbanen bringer liv. Det er herligt at gaa med Jernbanen; naar man stiger af, elsker man Lokomotivet og vil klappe det som en flink deilig hest. At staa paa Kulvognen og se, mens man giver denne Hest Mad (putter Kul i) og styrer den som et tamt og lydigt dyr, er i mere end én Henseende et ophøiet Syn. Man har en skjøn Tanke om det Poetiske, naar man siger, at Maskiner ere prosaiske. (131/1854)
Det ligg eit radikalt brot med forventingane i det å gjere maskinar til dikt i ei nasjonalromantisk tid, men både det målet han har sett seg – moderne velferd – og den måten han skriv om det på – i paradoksal «motslagsstil» – særmerker Vinje som korrespondent i Drammens Tidende.

Språket

Eit nytt norsk skriftspråk representerer det same nasjonale framsteget som jernbanen og jordforbetringa. For korrespondenten hadde målsaka alltid første prioritet. I januar 1851, da han skreiv dei første breva til Drammen, fanst det rett nok ikkje noko norsk skriftmål. Ein journalist med nasjonalspråklege ambisjonar kunne anten berre drøyme og argumentere for saka eller enda famle seg fram på eiga hand. Vinje trong ikkje mange vekene på å innsjå at det siste blei naudsynt, same kva. Han prøver ut enno uskrivne ord, dialektalt formverk (av det «telemarkiske» slaget) og munnlege setningskonstruksjonar som til da ikkje hadde vore sett på prent.
Fleire av dei norske orda han prøver ut, må ha hatt oddsa imot seg i Drammen. Dei har heller ikkje vore mykje nytta sidan: «Dæmbe», skriv han etter ei studentferd til Ringerike den første våren; han blei i folkemassen «dreven ud i ein 'Dæmbe'», ein pytt, eller, som han for å vere på den sikre sida forklarar i ein fotnote: «En Ansamling af Regnvand. Saavidt mig bekjendt har vort nøgne Bogsprog intet Ord for dette Begreb» (138/1851). «Bræl» er eit anna slikt ord (297/1852); Aasen omset det med «Fjas» eller «Narrestreger». «Omoskab» (normalisert: omodskab), som korrespondenten i ein parentes omset med «smaalig Misundelse» (283/1852), har ikkje ein gong sett spor etter seg i ordbøkene. I tillegg til slike heller krevjande utfordringar for lesarane flettar han inn heller vanlege norske ord på umerkeleg vis, som til dømes «Stakkar» for dansk «Stakkel», «fysen» for «lysten» og «Stav» for «Stok». Heimlege ordtak og vendingar gjer òg sitt til å skape ein norsk dåm: «Mannemonen er ikke stor», skriv han (lydrett) i ein likeglad kommentar til ei statsrådsutnemning (293/1853).
Spreidde norske ord representerer likevel ikkje noko alvorleg trugsmål mot dansken som sprog. Formverket, derimot, kjem med eit tydelegare skilje. Det første eksperimentet korrespondenten gjer i så måte, gjeld gradbøyinga av adjektiv. I november 1852 kjem den første komparativen på -are – i ein omtale av Ivar Aasens ordboksarbeid: eit «flittigare Studium af Oldnorsken» (271/1852). Syntaktisk slår det norske talemålet igjennom på fleire vis, til dømes i såkalla subjektsdublering: «Lorden ser slet ikke saa fornøiet ud, han», kan korrespondenten opplyse da ein engelsk yacht har lagt seg til i hovudstaden (171/1852).
Samla sett fargar desse og andre eksperiment korrespondentspråket i monaleg grad. Vinje skriv langt frå konvensjonelt dansk i Drammens Tidende; «kaudervælsk» er merkelappen dei set på språket hans i samtida, eit uforståeleg blandingsmål. Ei egalitær skribenthaldning forsterkar opplagt verknaden. Korrespondenten vender seg til lesaren sin med «du» (sjå til dømes 108/1851), og han utfordrar rett som det er vanleg sømd eller decorum. I 1856 opnar han eit korrespondentbrev med å samanlikne «vor unge Stat» med ei jente som speglar seg i ei vassbøtte («ein Saa»). Eit gammalt telemarkstev gjer susen:
Den vesle jenta ho er saa nette:
ho sputt' i Næven og strouk seg slette;
ho stod og spegla seg i ein Saa
og gret for Pattane var for smaa. (269/1856)
«Vort Bogsprog er saa fornemt, at det ikke vel taaler folkelige Talemaader i sig», skriv korrespondenten i 1852. Typisk nok våger han mest – med både folkemål og usømelege bilete – når han kan gjere det i form av sitat.
I 1851 hadde Ivar Aasen alt rokke å gjere ferdig både den grammatikken (1848) og den ordboka (1850) som la grunnlaget for kunnskapen om «det norske Folkesprog». Folkemålet fanst verkeleg, det var kartlagt, men ingen hadde enno tatt det i bruk. Den første som forsøkte seg i praksis, om enn ikkje etter Aasens mal, var Peter Chr. Asbjørnsen. Den vitskaplege samleutgåva av dei norske folkeeventyra han og Jørgen Moe saman hadde stått for, kom til jul i 1851. Korrespondenten lèt seg gripe av storhendinga og skriv ein slags lovtale over Asbjørnsen. Moe, som faktisk hadde gjort halve arbeidet, nemner han underleg nok ikkje med eit ord. Asbjørnsen, slår han fast, har verkeleg løyst oppgåva si når han har makta å forstå eventyra «i deres størst mulige Sandhed og Almengyldighed». Dialektbrukarar som korrespondenten sjølv vil i tillegg vite å verdsetje den nasjonale språkforma:
[…] den som kjender Folkesproget, vil vide Asbjørnsen større Ros, fordi han har opfattet Aanden i Folkesproget og gjengivet den i en ægte national Form, der verken er Bogsprog eller Folkesprog, men en lykkelig Forening av begge Dele, en Forening, der verken som Bogsproget er abstrakt og fattigt, heller ikke som Folkesproget sønderrevet i utallige Bygdedialekter, der alle med større eller mindre Ret kan gjøre Fordring paa Almengyldighed. (3/1852)
Her finst ingen atterhald; det er interessant på bakgrunn av den tvilen han gir uttrykk for året etter, da Ivar Aasen la fram Prøver af Landsmaalet: «Jeg drister mig ikke til at have nogen mening om, hvorvidt dette sammensatte Maal af Aasen vil vise sig brugbart idethele eller ikke» (147/1853). Det kan verke som han kjenner seg desavuert som telemarking, for er det kanskje ikkje «Søndmørsk» som får dominere i den nye norma? Korrespondenten gjer som Holberg, han «suspenderer sit judicium» og meiner «Fuldendelsen maa blive Tidens Værk». Aasen kan likevel notere seg at han held mål, om ikkje som «Sprogmand», så iallfall som diktar og omsetjar. «Fremtiden vil blive overtydet om at han ved dette har virket langt mere end ved sine Grammatiker og Lexikaer, der elles vilde mugnet i Bogsamlingerne.» Om vi ser bort frå nedvurderinga, forstår vi at han vil streke under kor viktig praksis må vere i denne samanhengen: at nokon faktisk tar folkemålet i bruk. Utsegner som desse peikar tydeleg fram mot hans eige arbeid med Dølen. Referansane til Aasen kjem ikkje tett etter dette. Berre éin av dei gjeld folkemålet direkte: om ikkje Aasen kunne «fuldstændiggjøre» ordboka si (229/1857).
Språket konstituerer nasjonen. Utan nasjonen veit vi ikkje kven vi er. Vår oppgåve som folk ligg i det å finne attende til det gamle norske språket. Berre slik kan vi «opfriske den Nationalitet, som endnu er tilbage i os», hevdar korrespondenten (1/1857). Denne bodskapen blei etter kvart godt kjend i Drammen og der omkring. Den nasjonale sjølvforståinga låg i tida, men den radikale løysinga på språkspørsmålet verka utopisk eller beint fram komisk på dei fleste.


Teateret

Det store nasjonale språkspørsmålet blir ei hovudsak òg når korrespondenten skriv om teateret. Og det gjer han ofte, rett nok ikkje alltid fordi det er om å gjere å rapportere om ei storhending på scenen, kanskje heller fordi teateret alltid kan by på eitt eller anna når byen elles kan synast å ha lagt seg i dvale. Christiania hadde heile tre teater på 1850-talet: eit dansk (Christiania Theater, også kalla Det skandinaviske Theater), eit nytt norsk (Kristiania Norske Theater, også kalla Det dramatiske Selskabs Theater eller Casino) og teateret på Klingenberg, forlystingsstaden som låg omtrent der Klingenberg kino ligg i dag. Dei tre institusjonane konkurrerte sjølvsagt om publikum. Korrespondenten gjer seg lystig over tilhøvet mellom dei: «Det er virkelig noget drøit, tre Theatre i Christiania. Det gaar vel med dem som med Bjørnene, der sloges og aade hverandre op, saa der blot var en liden Haardot igjen af den ene» (143/1853).
Scenespråket blir eit gjennomgangstema. Når meldarane finn det for godt å filleriste ei oppsetting på Det norske, vender publikum, den «arme Hjord», seg til Det danske. Korrespondenten sparar ikkje på ironien:
[…] deri gjør den [arme Hjord] Ret; den er saa uomskaaren paa Hjerter og Øren, at den ingen Følelse har for Hjemmet eller nogen sands for norsk Maal; den finder at de Danske med sine unorske Fagter og sin Ødelæggelse af Sprog og Udtale deklamerer «nydeligt»! Nu, det norske Theater er just heller ikke meget norsk, men, det kan blive bedre, og som Overgangsled er det brugbart, idetmindste det likeste vi har; det gik vel ikke an at være mere norsk, saalenge Christiania er den «danskaste» af alle danske Byer. (239/1854)
Det nasjonale standpunktet gjer han likevel så langt frå til agent for Det norske teatret. Dårleg skodespel er og blir dårleg skodespel, utan språkpolitiske omsyn. Kan han rose danskane, får han dessutan «paradokset» på kjøpet.
I korrespondansar frå Klingenberg kan han utfordre den rådande smaken ved å spele på ei anna side av førestillinga om det nasjonale. Dei førande boklærde, estetane som kunngjer domane sine offentleg, manglar nemleg «Livets Saft og Marv», dei lèt seg støyte på mansjettane av alt som ikkje er «glattet og afpudset»: «En djerv folkelig vending ‘støder’; et Udtryk, som giver Tanken sit rette Navn, er plump eller plat», konstaterer han (239/1854) og utnemner med det seg sjølv som paradoksal talsmann for det friske og det rå, og for det ukondisjonert folkelege. Hovudstadsavisene passar på å halde avstand til folkelege forlystingar og skriv ikkje om slikt. Korrespondenten kan på si side ikkje få fullrost Klingenberg. Her finn han den same stemninga han kjenner så vel frå fesjå og marknader, med ville dyr, akrobatar og dansarar, gjøglarar av alle slag, jamvel eksotiske innslag frå Zululand: «Kafferen Hagheye forekom mig ligesaa seværdig som disse store Stuter, man utstiller paa Nautemøterne; han aad raat Kjød, han, og levede i andre Henseender ogsaa som et naturligt Menneske» (182/1858). Vi må sjølvsagt spørje oss kor «naturleg» Hagheyes solonummer i realiteten kan ha vore, men retorisk sett, som ein motsetnad til den «æsthetiske» fiffen, gjer ein vaskeekte afrikanar så klart nytta. «Vil man skrive for Folket, maa man sandelig være djærv, norsk og endog lidt 'raa', som disse fine Mennesker kalder det. Der maa være Liv i det man skriver, der maa ingen Liglugt være i Stilen eller Tanken» (264/1855).

Litteraturen

Liklukta kjenner korrespondenten helst i litteraturen. Ein av dei som stinkar verst, heiter Andreas Munch. Han er tidas «Digterkonge». Korrespondenten skriv om den diktboka Munch ga ut i 1852, Sorg og Trøst, og tel seg sjølv mellom dei forventingsfulle undersåttane hans: «Vi hans Undersaatter vente da, at han skal gruble over Statens Ve og Vel, leve for sit Folk og ikke for sig selv» (279/1852). Men kongen skuffar. Den sorga han kjenner, og den trøysta han får, er hans eiga private, ikkje nasjonens: «Alvorlig talt, véd jeg ikke hvorledes man skal tale om Sligt uden i Spøg» (279/1852). Reaksjonane lét ikkje vente på seg. Korrespondenten blir skulda for å mangle «Pietet» og må forsvare seg. Det gjer ikkje saka betre: «Jeg fandt Munchs Digte upoetiske, Metriken sløv og Munchs Digterpersonlighed af en saa underordnet Natur, at han skulde være saa god at sørge privat som vi Andre, og ikke gaa hen og sørge for Verdens Øine» (289/1852).
Denne konfrontasjonen mellom diktarkongen og kritikaren i provinsavisa fann stad før kritikaren hadde vore to år i jobben. Han var da for lengst blitt varm i trøya. Ingen autoritet kunne kjenne seg trygg i Drammens Tidene.
Heller ikkje Ibsen, korrespondentens gamle ven og det nye kongsemnet i samtidslitteraturen, går fri for kritisk «Spøg». Rett nok får det første stykket korrespondenten i det heile ytrar seg om, Hærmændene paa Helgeland (1858), ros som «det bedste som er skrevet her i vort dansk-norske Bogsprog» (278/1858). Språket har verkeleg ein «norsk Klang». Men Ibsen er og blir likevel ikkje «norsk» etter korrespondentens hovud. Han høyrer til desse «Overgangsfolk» (62/1858) som ikkje våger spranget over i det fullnorske. Dei barbariske sagaheltane hans kan ein vel heller ikkje ta heilt alvorleg. Ambisjonen kan sjå ut til å ha vore større enn evna i Hærmændene. Ibsen syner seg som «Væslegut, der hæver en Hugøx saa diger og tung, at han i staden for at hugge selv falder i Bakken under den» (278/1858).
Nei, det nasjonale i litteraturen finn han ikkje på toppen av Parnasset, snarare ned i det poetiske låglandet. Claus Pavels Riis' publikumssuksess kjem han fleire gonger attende til. Dryg humor og fjellnorsk scenografi set han i fyr og flamme. Her har vi det, eit «nationalt Mesterverk» (3/1856). Noko av det same gjeld for studentkomedien Gildet paa Mærrahaug av studenten Olaf Skavlan (som eit par tiår seinare kunne kalle seg litteraturprofessor). Den «ætsende Aandsretning» som kjem til uttrykk på Mærrahaugen, ser korrespondenten som særleg nasjonal, «det kan erfares af den første den bedste Almuesmand» (272/1858). Låtten sit laust i teateret, og korrespondenten trur han veit kvifor: «Alt er Aandsfriskhed og man føler sig let i en Luft hvor Alle vide hvor de ere, hvad de ere og hvor de ville hen» (272/1858).
Vinjes sans for det klassiske – det homeriske og harmoniske – røper seg knapt nok i Drammens Tidende. Alt i den første korrespondansen konstaterer han at «Klassiciteten» er blitt «Borgerkonge» (1/1851). Det moderne uttrykket får oftast forrang for det gamle, ærverdige og opphøgde. Dette viser seg ikkje berre når han lovprisar studentparodiar og anna slikt, men òg i møte med den «nye» sjangeren, romanen. Historia om Grethe Gregoriusdotter les han først om i avisene. Svindelen ho sette i scene, ga henne «dessværre» eitt år i tukthus, for jenta måtte jo vere eit stort geni? Her er «en Opfindsomhed, som man neppe finder hos Verdens største Dramatikere, og en Poesi i Kjærlighedsbrevene, der er ukjendt i vor Literatur» (123/1855). Da advokaten Jacob Homann (han med Homannsbyen) lèt historia publisere som En norsk Roman af det virkelige Liv, gir korrespondenten eit langt og oppglødd innhaldsreferat. «Det er en Historie, som er Guld værd».
Når korrespondenten skriv om litteratur, bruker han den same målestokken som elles, når han ytrar seg om teateret, språket eller politikken. Som måleining set han nasjonaliteten, den heimlege norske kvaliteten på kulturuttrykket eller standpunktet. Denne praksisen samsvarar til fulle med dei ideala han òg seinare skulle kome til å følgje i arbeidet med Dølen. Den einaste skarpe skilnaden (som rett nok er mindre skarp enn ein på førehand kunne tru) ligg i språket: den danske arven han enno måtte dra på.
Den korrespondansen som kanskje målber det nasjonale idealet aller tydelegast, utan ironi, dreier seg om norske folkeviser (201/1852). Vi skriv august 1852. Landstads storverk har enno ikkje kome på marknaden, dermed kan vi trygt tolke korrespondentens førehandsomtale som reklame, ja, som oppmoding til kjøp av bokverket. Landstad hadde sjølv ikkje makta å skaffe mange nok subskribentar, så den «nationale» forleggjaren Christian Tønsberg hadde synt ansvar og overtatt den økonomiske risikoen. Desse vanskane seier sjølvsagt sitt om kor djupt «nasjonaliteten» faktisk stakk i folket først på 1850-talet. Korrespondenten nærer likevel ingen tvil om at Norske Folkeviser med rette kan kallast eit «Nationalverk». For det første har det «national Betydning». Det teiknar ei historisk line frå det gamle til det nye Noreg og knyter dei skilde delane saman att. For det andre har det «national Interesse». Denne interessa må vi rett nok forstå som gitt eller ideell, snarare enn reell. For det tredje er folkevisene nasjonale fordi opphavet ligg i «Nationen selv». Visene har blitt dikta av representantar for folket, og dei er gjennom tida blitt «lutret af Folkets poetiske Sands». Punkt fire: den «thellemarkiske Dialekt», den som liknar mest på «det gamle Sprog», og som på den måten vinn i nasjonalitet. Som eit femte og siste punkt reknar han verknaden. Storverket til Landstad vil stå som eit mønster for dei nye nasjonale diktarane. Det vil lære dei ekte «Folkelighed», både «Grovslagent» og «Djervt». Om berre mønsteret blir etterlikna så det nye uttrykket stemmer med «den sunde Smag» og «Tidens uafviselige Fordringer», har vi fått ei ny nasjonal dikting. Korrespondenten skulle syne seg ikkje å stå aleine på dette standpunktet. Det skulle kome til å bli det rådande i bortimot 150 år.

Fornying

Grunnen til at avisartiklar som kom ut for 170 år sidan, enno har krav på interesse, ligg ikkje berre i litteraturhistoria – i Vinjes kanoniserte forfattarskap. Nei, grunnen er òg pressehistorisk. For det som går føre seg i spaltene til den første provinsavisa som blei dagsavis, markerer ei bråvending i norsk journalistikk. Denne vendinga kjem med ein ny stil og eit nytt standpunkt. Korrespondenten skriv slik knapt nokon hadde gjort før han. Det nasjonale (i tydinga folkelege) standpunktet han tar, representerer eit hjarteleg farvel til «Klassiciteten», konvensjonen og privilegia. Vinje skriv frå ein prinsipielt demokratisk eller folkeleg ståstad. «Demokratisk» tyder i denne samanhengen egalitær; det folkelege kjem til uttrykk i eit språk som tar ei anna livsrøynsle for gitt enn den som inntil da hadde vore den vanlege og sjølvsagde. Korrespondenten står fram som skamlaust ukondisjonert, for evna til å skrive tenksam prosa kjem ikkje med stand og privilegium. Grunnloven kneset eit prinsipp om jamstilling borgarane imellom. Ei ny tid er i emning. «Mange nok […] tale Dødens Sag,» skriv han frå Christiania-marknaden i 1857, «men hvor mange de ere og hvor godt de tale den, saa bliver dog Døden altid Død, og der bliver aldrig Folk af den» (35/1857).
Nytt og gammalt, liv og død. Men langt frå nokon revolusjon. Korrespondenten blir aldri hatefull. Tvert om har han moro med maktas menn, som om dei var gamle kompisar:
Lærde folk «staa i Livet som et Lexikon i en Boghylde; man ærgrer sig hver Gang man ser paa dem og maa slaa op» (249/1852). Idealet til dei kondisjonerte er «saa pudret i Parykken at Øinene fyge fulde», konstaterer han etter å ha vore i eit lag hos statthaldaren (215/1854). Like før jul i 1858 reflekterer han over sosialt fall: «Jeg kjender 'Proprietæren,' som nu gaar med de fine Klædesklæder luslidte og blanke, som herremæssig bleve kjøbte 1½ Aar siden, og den fine Floshat er søkket og ser ud som en Ræv om Vaaren» (290/1858). Ved opninga av Stortinget vinteren 1851 gjer han seg lystig over heroldar, pomp og prakt på ein måte som minner sterkt om den skildringa han gir av kongekroninga i Ferdaminne ti år seinare. Som så ofte elles degraderer han aktørane, seg sjølv inkludert, til dyr: «Herolderne vakte […] neppe nogen Ærefrygt verken hos Dannede eller Udannede; man skottede alene efter dem, ligesom Faarene, naar de se Klodyr» (39/1851).
Norvagismane i språket er tufta på det same egalitære, folkelege fundamentet. Vi har alt vore inne på det. Korrespondentens prosa er munnleg på ein måte som bryt tvert med det hevdvunne avisspråket. Lesarane må tidleg venne seg til at han skriv «du» til dei (sjå for eksempel 108/1851 og 121/1851). Han finn det for godt å byte ut fulle setningar med munnlege konstruksjonar utan verb, såkalla setningsemne («Sandt og Falskt», 173/1853). Avisprosaen får samtalekarakter. Derfor kjem det heller ikkje som noka overrasking at han omtaler konkurrentavisene som om dei var personar: «disse Herrer Storblade» (191/1853).
Det er ikkje til å undrast over at Vinje blei ein institusjon i Drammens Tidende, og at jamvel folk i hovudstaden «reves» om eksemplara. Han sette ein ny tone i kommentar og kritikk, anti-autoritær og utøymande som han var, og like kunnig som ironisk. Styrken hans som journalist låg i evna til å bruke dei dagsaktuelle hendingane til å utvikle generelle resonnement omkring enkeltmenneske og samfunn, stat og nasjon. Rett nok har ikkje alle korrespondansane halde seg like godt; det finst dei som strevar med å fenge den ålmenne lesaren no, så lenge etter at sakene han skriv om, var aktuelle. Likevel kan ein også i dag bli slått av korleis dei beste av desse tekstane enno lyser som kunstprosa eller essay, slik òg mange stykke i Dølen gjer det. Utan tvil fann han forma alt som korrespondent i Drammens Tidende.


Om teksten

Denne utgåva omfattar alle dei korrespondansane eller breva Vinje skreiv for Drammens Tidende i perioden 1851–1859. Men dessverre er altså nokre av dei gått tapt. Det finst fleire «hol» i overleveringa. Desse hola har vore der lenge. Situasjonen har ikkje endra seg sidan Nasjonalbiblioteket fekk Drammens Tidende fotografert (på mikrofilm) ein gong i 1960-åra. Tidleg i arbeidet kontakta utgivarane ei lang rekkje bibliotek, arkiv og andre institusjonar med førespurnad om dei hadde Drammens Tidende frå 1850-åra i samlingane sine – utan resultat. Hausten 2017 gjorde vi eit siste forsøk på å oppdrive manglande nummer av avisa ved å etterlyse dei i Drammens Tidende (Ødegaard 2017). Heller ikkje dette initiativet ga gevinst. Skulle likevel nokon av dei manglande nummera dukke opp, lèt det seg heldigvis enno gjere å innlemme dei i utgåva.
Dei korrespondansane Vinje skreiv for Drammens Tidende, utgjer rett nok ikkje alt han skreiv for avisa. I utgåva har vi inkludert alle artiklane frå Christiania med overskrifta «Korrespondance» (eller «Korrespondence»). Dessutan har vi tatt med ouverturen, dei seks artiklane om «Journalistiken» frå januar 1851, ettersom dei tematisk høyrer naturleg saman med korrespondentbreva. Vi har òg inkludert «stumpefeiden» med Krydseren i 1852. I desse versa er det nett korrespondenten og verksemda hans det gjeld. Ein artikkel med tittelen «Sangerfesten paa Skougom i Asker» (7/1854) skil seg ikkje frå artiklane med den vanlege overskrifta og er dermed tatt inn. Men dei 15 reisebreva frå Telemark, skrivne under koleraepidemien i Christiania hausten 1853, er ikkje inkluderte her (dei finst i Skrifter i samling); det er heller ikkje 18 teatermeldingar og anna som ikkje høyrer med i kategorien korrespondentbrev. Ein fullstendig spesifikasjon over Vinjes skriftstykke i DT gir vi i eit eige oversyn.
Manuskripta til Vinjes «Korrespondancer» finst ikkje lenger. Dei kan vel rett og slett ha blitt kasta etter at dei hadde gjort nytten. Korrespondenten sende dei til Drammen i posten klokka 12; to dagar seinare stod dei på prent i avisa. Han fekk dermed ikkje lese korrektur sjølv, men måtte stole på trykkeriet. Av og til slo rimelegvis Prentesvarten til. Blei det for gale, sende korrespondenten ei retting som blei tatt inn i avisa og sett i flukt med artikkelen veka etter. Slike forfattarrettingar har vi her arbeidd inn i teksten, men spora etter dei kan følgjast i det kritiske apparatet, som gir ei samla oversikt over alle dei rettingane vi har gjort.
Olaus Arvesen, som kjende Vinje frå studieåra i Christiania (1855–1862), fortel i memoarane sine (1912) ei historie om korleis korrespondentartiklane blei til. Om Vinje mangla korrekturlesar, heldt han seg i det minste med konsulent: ein viss Lars Ihle, kjøpmann på Stortorget:
I de senere aar var en dengang meget bekjendt Kristiania-størrelse, Lars Ihle, Vinjes faste konsulent overfor alle Drammens-brevene. Vinje fortalte selv, at han sjelden lod nogen korrespondance avgaa uten først at ha været nede ved Torvet og forelæst den for «han Lars». Denne hadde, sa Vinje, tre sanktionsformler, efter graden av artiklernes godhet. Naar han intet sa, betød det «godt», fandt han artiklen meget god, spenderte han en flaske øl; var den efter Lars's mening udmerket, da dram og øl, alt uten nogen yderligere uttalelser; han leverte sine domme in natura. Kun en yderlig sjelden gang kunde det hænde, at han med et kraftig slag i bordet gav sit aller høieste behag tilkjende, og da spenderte han mindst to drammer til øllet. Lars Ihle var nemlig en i de dage bekjendt kjøbmand ved Torvet, en vittig og djerv natur, ikke just av mange ord, men desto kraftigere i handling, overmaade nationalsindet, en egte hedemarking baade av fødsel og naturel. Vinje kunde ofte med straalende ansigt komme og fortælle: «Han Lars var fornøiet idag – den var god den!» (Arvesen 1912: 76)
Om Arvesen faktisk fester lit til Vinjes fiksjonalisering, blir aldri heilt klart, men at han stod forfattaren nær i desse åra, kan det ikkje vere tvil om. Ein dag korrespondenten hadde «vont i hausen», fortel Arvesen, var det han, studenten, som stod for skrivinga (Arvesen 1912: 78). Forfattaren sjølv nøgde seg med å diktere. For utgivarane 170 år seinare må ei slik opplysing sjølvsagt bli tillagd ei viss vekt. Vi kan ikkje ta for gitt at alle manuskripta har vore førte i pennen av forfattaren sjølv.
Som grunnlag for denne utgåva har vi nytta avisteksten slik han ligg føre (i eitt eksemplar). Alle andre versjonar (Skrifter i Utval og Skrifter i samling) byggjer på dei same tekstane. I to tilfelle har vi supplert med samtidige opptrykk i Christiania-Posten: Det aktuelle nummeret av Drammens Tidende er tapt, men delar av det hovudstadskorrespondenten skreiv, kan dermed enno lesast, takka vere opptrykket i Christiania-Posten.
Arbeidet med attgivinga av tekstane starta med den digitaliseringa som uansett stod for tur i Nasjonalbiblioteket. Drammens Tidende blei i 2016 innlemma i bokhylla.no. Brorparten av årgangane er eigde av Nasjonalbiblioteket sjølv, resten av Drammens Museum. Etter digitaliseringa følgde OCR-lesinga, som i teorien omskapar gammal frakturskrift (såkalla gotisk) til søkbar tekst i moderne antikva-typar. Komplikasjonane denne prosessen fører med seg, kan rett nok lett undervurderast. Heldigvis hadde vi god hjelp av eit heilt korps av studentassistentar som stod for grovkorrekturlesinga. Dei hadde inga lett oppgåve. I tillegg til det faktum at frakturskrift berre ugjerne lèt seg tolke maskinelt, kjem tilleggskomplikasjonar som skriv seg frå skuggar, rifter og brettar i dei gamle avissidene. I mange tilfelle blei problema løyste ved at manuell tasting kom i staden for maskinell lesing.
Når overleveringa som her avheng av éin enkelt tekst, ja, faktisk eitt enkelt sett av dokument (aviseksemplar), er det ikkje mogleg for utgivaren å greie ut problematiske passasjar ved å hente klargjerande variantar frå andre versjonar av teksten. All retting må baserast på gjetting, såkalla konjektur. Utgivaren må setje seg som mål å tryggje forfattarens intensjon, utan, sjølvsagt, å ha direkte tilgang til han. Ein har ikkje anna enn circumstantial evidence: kunnskapen om forfattaren og hans/hennar målbruk i tillegg til kunnskapen om den ålmenne språkbruken og dei typografiske konvensjonane som rådde på den tida da teksten blei til. For oss som utgivarar har det vore eit uttalt mål å rette minst mogleg. Det autentiske, historiske uttrykket fortener å bli tatt vare på. Samtidig må teksten rettast der det er nødvendig, når det dukkar opp innlysande feil, som utegløymde ord eller mellomrom, ombytingar av bokstavar og liknande. Slike «banale» tekstfeil har vi normalt ikkje funne det påkravd å registrere i det kritiske apparatet. Vi har retta stillteiande dersom det ikkje finst rimeleg tvil. Melder tvilen seg (som t.d. i Enge → Egne), blir rettinga derimot alltid registrert. Vi har generelt vilja rette openberre setjefeil. Å skilje mellom dei feila setjaren må ta ansvaret for, og dei som går attende på forfattaren, kan rett nok by på problem. Sære ordformer har fått stå dersom dei er eller har vore i bruk elles. Norvagismar har vi gjennomgåande rekna som intenderte frå Vinje si side. Inkonsekvensar har vi heller ikkje vilja rette, til dømes i fleirtalsbøyinga av verb. Manglande konsekvens er helst regelen i så måte på 1850-talet. Skrivemåten av framandord har vi derimot av og til retta. Det gjeld særleg bruken av dobbel konsonant i første staving. Det kan synast som setjaren har arbeidd etter diktat, og at førelesaren såleis har påverka setjaren til å bokstavere ordet lydrett etter den lokale uttalen. Vinje ville aldri ha skrive Hummanist eller Allarm. Av og til skapar korrespondentens norskspråklege eksperiment problem. Uvande dialektord blir for framandord å rekne, og feil oppstår. Alle slike rettingar er registrerte i det kritiske apparatet og er på den måten moglege å sjå i samanheng for den som er interessert i det.
Eit særleg problem gjeld skrivemåten av personnamn. Korrespondenten nyttar ofte ukonvensjonelle eller idiosynkratiske namneformer: anten fordi norma enno er svak, og det finst fleire som skriv namnet sitt på ulikt vis til ulike tider (patronymet Isaksen, til dømes, finst i eit trettitals ulike former i avisene i 1850-åra), eller fordi Vinje misminnest eller ikkje tar bryet med å sjekke kva han no heitte, den tyske akrobaten som opptredde på Klingenberg i førre veke. Resultatet blir ikkje sjeldan at lesaren lurer på kva for person det er snakk om. Kven er denne «Smith»? Jo, det må vere stortingsrepresentanten som sjølv teikna seg Olaus Michael Schmidt. Vi har sett for oss to løysingar på problemet. Det går sjølvsagt an å rette alle namn til den vanlegaste forma. På den måten vil ingen lesar kunne førast på villspor. Avistekstens ukonvensjonelle eller idiosynkratiske namneform måtte da registrerast i det kritiske apparatet. Vi har likevel valt ei anna løysing, som ikkje gjer vald på det autentiske uttrykket, det Vinje faktisk skreiv, anten det no var ukonvensjonelt eller idiosynkratisk. Rettinga kjem i staden i form av ein popp-opp-kommentar som kan aktiverast med eit enkelt klikk. I registeret har vi nytta dei konvensjonelle namneformene. Openberre tekstfeil, som at den amerikanske oseanografen blir kalla Manry i staden for Maury, har vi likevel retta. Tvilstilfella har fått stå. Eksempel: Vinje kallar den kjende franske arkitekten Chateneuf, ikkje Chateauneuf, som vi ville ha venta, men det gjer òg fleire aviser. Dermed finst det ingen grunn til å skulde setjaren.
Teiknsettinga i korrespondentbreva følgjer stort sett tidas danske norm. Vi har latt henne stå uretta, med inkonsekvensar og alt. Berre der setninga blir uklar og vanskeleg å forstå på grunn av til dømes eit manglande komma, har vi rådd bot på situasjonen, stillteiande. Vi har i tillegg fjerna punktum etter overskrifter.
Typografien, derimot, skil seg i denne utgåva skarpt frå den i avisa. Fraktur er blitt til antikva. Utheving av ulikt slag, sperring, feite typar og antikva, står som kursiv, slik vanleg er no. Av tekniske grunnar har markering av avsnitt ved innrykk blitt erstatta av blankline.
Kvart korrespondentbrev har fått ei overskrift som gir att hovudinnhaldet i det. For at ingen skal kunne komme til å tru at denne overskrifta stammar frå Vinje, er ho sett i skarpe klammer. Elles inneheld utgåva (i tillegg til innleiinga og denne tekstutgreiinga) tre element som utgivarane har eineansvaret for. Det gjeld (1) ei oversikt over alle Vinjes tekstar i dei nummera av Drammens Tidende som enno finst, også dei som ikkje går under nemninga «Korrespondance», (2) det kritiske apparatet, der alle dei rettingane vi har gjort i teksten, er registrerte, og (3) eit generelt register over namn og stikkord i korrespondentbreva. Referansar blir gitte ved avisnummer og årgang, ikkje side. Blir det til dømes vist til «257/1855», gjeld referansen avis nummer 257 i årgangen 1855, det vil seie avisa frå søndag 4. november det året.




Tekstoversikt
Vinje i Drammens Tidende

Forkortingar

DM: Drammens Museum
DT: Drammens Tidende
NB: Nasjonalbiblioteket
SS: Skrifter i Samling

Korrespondentbrev og -dikt av Vinje i DT

Andre tekstar av Vinje i DT

Korrespondansar i DT som ikkje er av Vinje

Korrespondansar av Vinje som ikkje er med i Grepstads bibliografi



Litteratur

Arvesen, Olaus. 1912. Oplevelser og Erindringer fra 1830-aarene og utover, Oslo.
Botten-Hansen, Paul. 1863. «A.O. Vinje – 'Dølen'», Illustreret Nyhedsblad, s. 125–26 og 133–34.
Davidsen, Øyvin. 1970. Tønsbergs Blad 1870–1970, Tønsberg 1970.
—. 1975. Opprinnelsen, bd. 1 av Drammens Tidende og Buskeruds Blad, Drammen, s. 184–99 (kap. «Paul Hjelm-Hansens korte redaktørtid» og «A.O. Vinje»).
Eide, Martin (red. og forf.). 2010. En samfunnsmakt blir til 1660–1880, bd. 1 av Norsk presses historie 1–4 (1660–2010), hovudred. Hans Fredrik Dahl, Oslo.
Grepstad, Ottar. 2017. Vinje-bibliografien. Skrifter av og om Aasmund Olavsson Vinje 1843–2016, Nynorsk kultursentrum, Hovdebygda, s. 147–70 (kap. «Drammens Tidende 1851–1859»)
Halvorsen, J[ens]. B[rage]. og Halvdan Koht. 1908. «Vinje, Aasmund Olafsen», Norsk Forfatter-Lexikon 1814–1880, bd. 6, Kra (særleg bibl. s. 156–58).
Haarberg, Jon. 1984. «Tankehestepærer 1851–1858. Vinje som Drammens-korrespondent», Syn og Segn 1/1984, s. 28–35. Innleiing til utdrag frå 15 korrespondansar som ikkje har blitt trykte etter at dei stod i Drammens Tidende.
—. 1985. Vinje på vrangen. Momenter til revurdering av en nasjonal klassiker, Oslo, s. 31–34 (kap. «Drammens-korrespondanser og borgerlig offentlighet»).
Lorentzen, R[eidar].A[lexander]. 1932. «A.O. Vinje i 'Drammens Tidende'», jubileumsutgåve av Drammens Tidende 02.01.1932.
Sars, J.E. 1912. «Bidrag til en Karakteristik af A.O. Vinje» [1899], Samlede Værker, bd. 4, Kra, s. 337–59.
Vesaas, Olav. 2001. A.O. Vinje. Ein tankens hærmann, s. 111–76 (kap. «Christiania-korrespondenten» og «Med målet i sikte»).
Vinje, A.O. 1993. Skrifter i Samling [1916–1921], 6 bd., utg. Olav Midttun (1–5) og Jon Haarberg (6), Oslo.
—. 1882–1890. Skrifter i Utval, 6 bd, utg. Halfdan Halvorsen (1–4) og Vetle Vislie (5–6), Kra.
Ødegaard, Tor Christian. 2017. «Etterlyst: Drammens Tidende fra 1850-årene», Drammens Tidende 13.09.2017.


Illustrasjon










1851

Nr. 1/1851; onsdag 01.01.

Journalistiken

I.
Allerede i de første Aar, efterat Bogtrykkerkonsten var opfunden, kunde det ikke undgaa Nogen, der tænkte over dens Natur og Væsen, at den maatte blive en Verdensmagt. Ligesom derfor alle Oplysningens Venner inderligen glædede sig ved Tanken om, at Aandens høieste Goder ogsaa kunne blive Menigmand til Deel, saaledes se vi, at de aandelige og verdslige Magthavere, hvis Indflydelse altid har hvilet paa Uvidenhedens Søiler, strax begyndte at frygte og hade denne ædle Konst. Allerede i 1479 begyndte man i Mayntzk1 med at undertrykke den, og den var saaledes ikke mere end nogle og tredive Aar gammel, da den som en anden Menneskehedens Forløser blev dømt tildøde af Mørkhedens Magter. Men ogsaa den bar Livets Kilde i sig og kunde derfor ikke være underkastet Forkrænkelighedens Love. Dens Forfølgere maatte saaledes imod deres Villie forberede den ny Seire. 400 Aars Erfaring har imidlertid ikke kunnet overbevise de Styrende om det Faafængte og Hensigtsstridige i at undertrykke den fri Aand, som vil udtale sig igjennem Pressen. De rase fremdeles mod den, og ikke mindst i de allersidste Dage. Herskerne have en kort Hukommelse og Historien synes ikke at være til for dem. De have ingen Følelse for, hvad Menneskeheden har lidt, og dette har bragt lidende Folkeslag til Fortvivlelse.
Pressens Virksomhed var naturligviis i de første Aarhundreder efter dens Opkomst mindre udstrakt. Læsernes Antal var lidet, da man saagodtsom intet Andet havde at læse, end græske og latinske Forfattere. De europæiske Folkeslag havde endnu ikke nogen Nationalliteratur, og den simple Mand var saaledes henviist til sig selv og den Kundskab, som hos ethvert Folk skyder frem af Erfaringens dybe Grund.
Kundskaben kunde imidlertid efter sin Natur ikke længe være indskrænket til de Lærde alene. Den gik gradviis over til Flere og Flere, og det store Folk stod ikke længere ganske udenfor Straalerne af dens Sol; de moderne Literaturer begyndte at udvikle sig; latinske og græske Ideer begyndte at gaa over i det Nationale og et nyt Liv begyndte at røre sig. Klassiciteten steg ned fra sit kolde og fornemme Sæde og vandrede som en ægte Borgerkonge om blandt sine Undersaatter, løftede høfligt paa Hatten til den ærbødigt hilsende Mængde og vandrede ikke sjelden om blandt de gode borgerlige Mænd, spurgte dem om deres Trang og Fornødenheder, hentede Erfaringens rige Skatte fra deres sunde Bemærkninger og lovede efter Evne at afhjælpe deres Mangel og Nød. De eneste Bøger vare ikke længere store messingbeslagne latinske og græske Folianter; man spækkede ikke saa meget sine uhyre Kvartbind med Gloser af disse nævnte Sprog, naar man undertiden nedlod sig til at skrive i sit Modersmaal, som man ikke kjendte; men Bøgerne bleve nette og letfattelige og saaledes skikkede til at vandre om i Husene og vække Liv, Virksomhed og Glæde.
En saadan almindelig Literatur, der formaaede at sænke sig ned i Folket, er dog egentlig et Barn af dette Aarhundrede. I de forrige fortabte man sig gjerne i theologiske og philosophiske Stridigheder, der i Regelen kun havde Værd mellem de Lærde indbyrdes. Det er en saadan Virksomhed Holbergk2 i sin Peder Paars anskueliggjør os ved at lade Lærde slynge tykke Folianter i Ansigtet paa hverandre. Vel begyndte der lidt efter lidt at afsætte sig noget Folkeligt, og navnlig tog det forrige Aarhundrede, især dets sidste Halvdeel en saa eiendommelig praktisk Retning, at den nyere Tids halve Mystikere, halve Philosopher og hele Supranaturalister have kaldt det «Oplysningens» og have i dette Stikord lagt sin hele Ringeagt for denne Tidens Retning. Men denne Oplysning blev dog ikke almindelig, hvormeget man end lagde Vind paa at gjøre Videnskaben tilgjængelig for den simple Mand. Det var de høiere Stænder og Embedsstanden, som blev dannet og oplyst i hiin Periode, hvis Stræben i enkelte Retninger man dog bør indrømme hovedsageligen gik ud paa at gjøre Alt fladt og forstaaeligt og berøve Livet sin Poesie og religiøse Tro. Ved at indrømme dette maa man aldrig forglemme, at det var denne Aandsretning, der bragte den sande Humanitet, Menneskekjærligheden og Følelsen for den Fattiges Nød og Ulykke til Bevidsthed, at den afklædede Krigen sin falske Glorie og udviklede Theorierne for en Nations Lykke og Velstand. Fra den Tid skrive sig Bøger, som rigtignok først længe efter stege ned i Bondens Boghylder, f. Ex. Helmuthsk3 Naturlære, Salzmannsk4 og Bastholmsk5 Skrifter og Oversættelser af franske Philosopher, som Volneyk6 og Condorcetk7 og Flere. Haand i Haand med Udbredelsen af populære Skrifter gik ogsaa ganske naturlig en Forbedring af Almueskolevæsenet, der egentlig kan siges at begynde med dette Aarhundrede, og navnlig er dette Tilfældet hertillands.
Man fandt det imidlertid ikke tilstrækkeligt at virke til Oplysning alene ved indbundne Bøger. Ved det politiske Livs Opvaagnen med den første franske Revolution, ved den derved aabnede Konkurrence i Handel og Vandel og ved den stadige Forbedring i Kommunikationsmidlerne blev det ligesaa interessant som nødvendigt, at Begivenhedernes Gang blev almindelig bekjendt, at Ideerne med Lethed bleve udvexlede og Menneskene bleve satte i en levende Forbindelse med hverandre. Hertil kunde Bøger ikke være nok; Dagbladsliteraturen, (Journalistiken) begyndte. Journalistiken begynder med den moderne Civilisation; Friheden fostrede og beskyttede den, og i de Lande, hvor der ingen Frihed er, der er heller ingen Journalistik; dens Historie er saaledes de enkelte Folks politiske Frihedshistorie.
Efter disse almindelige Forbemærkninger skulle vi levere en kort Udsigt over Journalistiken i de forskjellige europæiske Lande og specielt forfølge dens Historie hertillands, samt opstille de Fordringer, man maa gjøre til en Mand, der nutildags giver sig af med at være Journalist.
II.
I England har Friheden havt et fredet Hjem lige fra Begyndelsen af det trettende Aarhundrede, da Kong Johank8 udstedte sit bekjendte Frihedsbrev. At den imidlertid igjennem Middelalderens Aarhundreder og under de Storme, der bebudede den ny Tids Anbrud, ikke kunde udvikle sig til en nogenlunde fuldendt Form, var Noget, som deels maatte ligge i Tidsalderens almindelige Barbari, deels i enkelte despotiske Kongers Regjeringssæt, f. Ex. Henrik den 8desk9 og Stuarternes. Den egentlige engelske Frihed skriver sig derfor fra dette sidste Dynasties Udjagelse 1685 og Vilhelm af Oraniensk10 Indkaldelse. Fra denne Tid finder man Trykkefriheden varigt hævdet i England og Begyndelsen til en politisk Bladliteratur. Man turde offentlig yttre sig om Regjeringens Politik og Landets Anliggender. Som et Exempel kan i saa Henseende anføres, at den danske Minister i London beklagede sig for den danske Prinds Georg,k11 Christian den 5tesk12 Broder, der var gift med Dronning Anna,k13 over at nogle danske Regjeringsanliggender vare fremdragne for Offentligheden; men Prindsen svarede ham blot: «Min gode Minister! England er ikke Danmark.»
Nu udviklede den engelske Journalliteratur sig Dag for Dag, og allerede omtrent i Midten af forrige Aarhundrede grundlagdes flere af de engelske Blade, der nu have en saa verdenshistorisk Betydning. I disse bleve Nordamerikanernes Fordringer diskutterede med ligesaa megen Dygtighed som i Parliamentet af Lord Chatam og Rockingham,k14 og Torry-ministeriets voldsomme Fremfærd mod Avisredaktøren Wilkek15 var en af de vigtigste Grunde til, at det maatte aftræde. — Under den franske Revolution kjæmpede Torry-journalerne mod Whighbladene ligesaa heftigt, som Torryernes Leder i Parliamentet Burckek16 og Pittk17 og Foxk18 bleve i sine verdensberømte parliamentariske Kampe kraftigen understøttede af sine respektive Blade. Da Napoleonk19 var styrtet og Fastlandet priisgivet til den hellige Alliance med Metternichk20 i Spidsen, der fremfor Alt lod det sig være magtpaaliggende at kneble Pressen, vovede den ellers saa despotiske Lord Castlereaghk21 dog ikke at røre ved dette Engelskmændenes Palladium. Han maatte taale, at Englands Politik blev diskutteret, og Pressens frimodige og skarpe Daddel bidrog for Størstedelen til at fremkalde den offentlige Uvillie mod ham, der i Forbindelse med Napoleons hevnende Skygge bragte Lorden til at udskjære sin Strube med en Pennekniv. Det var den offentlige Stemme, udtalt igjennem Journalerne, som hævede Canningk22 til Udenrigsminister og gav ham Mod til at holde sin berømte Parliamentstale, hvori han fast udtalte, at England hellere maatte erklære hele Verden Krig end finde sig i sin daværende Stilling og se paa Slagteriet i Grækenland. «England», sagde han, «er Æolus; naar det oplader sine Vindsække, saa flyde Fastlandets Mariner som Vrag.»
De engelske Journaler bidrage ikke mindre end de parliamentariske Debatter til at hæve eller styrte en Minister; i dem maa han finde sin Støtte, skal han være mulig. Det var de liberale Blade, der ledede Gjæringen, som i Aaret 1830 styrtede Wellingtonk23 og fremkaldte Reformbillen; det var ligeledes Journalerne, som eftertrykkelig udtalte Nødvendigheden af at ophæve Navigationsakten og Kornloven. Det er denne Journalernes respektindgydende Optræden og en parliamentarisk Holdning, der alene findes i England, der føre Samfundet fremad uden at skride over en Revolutions Ruiner. Man diskutterer i Parliamentet og i Journalerne Nødvendigheden af en Reform, og tilslut vinder den en saadan Kraft, at Aristokratiets velforstaaede Konservatisme ikke længere tør modstaa den. Saaledes skrider England stadig fremad uden at gjøre et overilet Skridt, der tvinger det til at gaa tilbage igjen. Der udvikle Forholdene sig historiskt, og Journalister og Statsmænd gribe Ideerne, som udvikle sig af Tidens Skjød, og give dem Liv og Virkelighed.
Alene i England, maa man gjentagende sige, er en paalidelig offentlig Stemme, Ministre, Parliament og Journaler. Det øvrige Europa vil heri efterligne England, der flyder ligesaa stolt paa Tidens Hav, som dets Tredækkere paa Oceanet; men det vil ikke ret gaa; man staar ikke paa en historisk Jordbund; Friheden er mere eller mindre pludselig falden med Døren ind i Huset og Folkene ere sprungne forfjamsede op for Manden med Trikoloren; Stole og Borde ere kastede overende som paa en Flyttedag, gamle Fatter rokker paa sin Natlue, Mutter korser sig og taber sit Strikketøi, de opløbne Gutter sparke Sengehalmen udover Gulvet og de gode Døttre springe fra Kjøkkenet og lade Middagssuppen blive sveden.
Stort skal det være, siger Ordsproget spottende, men Ordsproget maa blive til Alvor, naar man anvender det paa England. Dets Marine, Fabrikker, Jernbaner, Kompagnier og Journaler ere Lemmer paa denne Kjæmpekrop, der ere ligesaa proportionale som paa den belvederiske Apollo, eller maaske rettere: de danne en rhodisk Kolos, mellem hvis Been en Fastlandsskude kan seile. Uden at have den hele Stat for Øie, kan man ikke fatte det Kjæmpemæssige i en enkelt Virksomhedsgreen, saaledes som nu her, hvad Journalistiken angaaer. Det forekommer os næsten utroligt, at et enkelt Blad, som Times til Exempel, har sin egen Post og egne Dampbaade. Sætterne i Bladets Trykkeri angives forskjelligt; man er ikke saa prutten paa at sige nogle Hundreder formeget eller forlidet i et saadant Kjæmpeinstitut. Det samme er Tilfældet med Parliamentsreferenterne og de egentlige Redaktører. Naar nogle Beretninger sige Hundreder, sige andre femti eller derover; vist er det imidlertid, at der ere mange. — Ligesom Staten har sine Ministre i Verdens Hovedstæder, saaledes har Bladet sine Korrespondenter, der blive lønnede paa en saa engelsk Maneer, at de kunne holde glimrende Soireer, for saaledes at komme til Kundskap om de politiske Meninger, der bevæge sig i de høiere Samfundskredse. Udbryder der en Krig af Vigtighed, saa har Bladene sine Korrespondenter, der kunne skildre Stemningen og Krigens Gang for at give de egentlige Redaktører i London Stof til politiske Betragtninger, der forskrive Udenrigsministeren den Bane, han har at betræde. I den ungarske og slesvig-holsteinske Krig vare saadanne Korrespondenter. Arbeidets Deling er overalt gjennemført i England, altsaa ogsaa i de engelske Journaler; Statsøkonomer af Faget skrive over statsøkonomiske Gjenstande og levere løbende Bemærkninger til Handels- og Børspolitiken; en Historiker anstiller sammenlignende Betragtninger mellem angjældende Staters For- og Nutid og kaster sine politiske Blik ind i dets Fremtid. Mænd, der have gjort Parliamentets og Valgenes Historie til særlig Gjenstand for alvorligt Studium, skrive for eller imod Reformer i den Retning og — efter Opfordring af de ikke sjelden bestukne Gesantern1 — i Partiets Interesse. Bestikkelser synes overhovedet at være Politikens umistelige Haandlanger, og det er derfor ganske naturligt, at Ordet Politik i Regelen er blevet synonymt med Jesuitisme. Mennesket er dog virkelig ganske forunderligt; det vil ved Svig og Underfundighed befolke Himmelen og Jorden med lykkelige Borgere.
Vel ere Bestikkelser i den engelske Journalliteratur ikke drevne til en saadan Høide, som i den franske til Exempel, men dog ganske respektabelt alligevel. Det er imidlertid trøstende, at den menneskelige Daarskab og Fordærvelse mod sin Villie maa tjene Sandheden. Idet nu Whigh- og Torrypartiet ved alle Midler sætter sine Kræfter i Bevægelse, saa neutralisere de hinandens falske Retninger, og Sandhedens Funke springer ud fra denne Flint og dette hærdede Staal. «Naar Tyvene komme til at trætte, saa faar Bonden sin Ko igjen.» Men til et saadant Resultat kommer man alene gjennem en fri Diskussion; bliver den afskaaren, saa snige Mørkhedens Aander sig omkring i det Dunkle og dræbe, som den ægyptiske Mordengel, alle de Førstefødte.
Det er interessant at lægge Mærke til den eiendommelige Dygtighed, hvormed de engelske Journalister skrive. Et nogenlunde øvet Øie vil endog af en Artikel, der mangler Begyndelse og Ende, med Lethed kjende den engelske Journalist; der er noget saa historiskt Følgerigtigt, noget saa Overlegent, saa Ædrueligt og ægte Grundigt, at alene Engelskmænd ere istand til at skrive saaledes.

Nr. 2/1851; fredag 03.01.

Journalistiken

III.
Da Frankrig i Slutningen af forrige Aarhundrede rystede paa det gamle Træ, var Pressefriheden en af de Frugter, som faldt ned paa den moderlige Jord. Det hungrige Folk spiste af den, og — spiste sig sygt. De republikanske Journalers Sprog var nemlig lige saa vildt og blodigt, som Pøbelen, der dandsede Karmagnolen om Guillotinens blodige Stillads. Den rasende Marratk24 skrev, at Staten maatte aarelades, og Saint Justk25, at Staten var som det menneskelige Legeme; jo mere den transspirereden2, jo bedre var det. Napoleon,k26 der betvang Revolutionen, lagde ogsaa Pressen i Lænker. De Blade, som ikke redigeredes ved leiede Svende, lod han i Frankrig som i Tydskland censurere af Politibetjente og Soldater. «Det er dog», sagde en aandrig Tydsker, «at drive en Forfatter til Vanvid, naar hans literære Arbeider skulle blive kritiserede af Hjørnestaaere (Eckensteher)». Napoleon foragtede «Idealisterne» og troede at kunne beherske Verden med Korporaler; men tilslut maatte han dog paa St. Helena erkjende, at Ideerne havde styrtet ham.
Under Restaurationen vare de franske Journaler i Opkomst, indtil Karl den 10dek27 ved sine polignacske Ordonnancer vilde krænke Forfatningen og Pressefriheden. Men den var allerede voxet over Hovedet, og Verden fik da se, hvad Journaler kunne udrette, der med Energi og Dygtighed tale Sandhedens Sprog. Det var især Thiersk28 og Carrel,k29 der ved sine Artikler i National væbnede den Magt, som udførte Julirevolutionen.
Ludvig Philipk30 viste sig imidlertid mistænksom og ligegyldig mod denne Magt, der hævede ham paa Thronen. Forresten har Historien vel endnu neppe kastet tilstrækkeligt Lys over hans Forhold til Dagspressen. Nogle Beretninger sige nemlig (Nord og Syd), at han sjelden eller aldrig læste Aviser og idetheletaget ikke kjærede sige om Andet end det «Lovlige,» der var hans, ligesom alle Skinmenneskers Gud; Andre berette derimod, at han engang skal have yttret, at en Janinsk31 Pen var frygteligere, end alle Rocheforts Kanoner. Denne sidste Hyperbol er imidlertid mere trolig. Der skulde nemlig en stor Forblindelse til ikke at kunne se, hvor almægtig en Forfatter er i Frankrig, der har at byde over Grundighed, Lune og Vittighed. Men hvad der i alle Fald er vist, er, at Ludvig Philip bestak de bedste Journalister. Janin kom i Journal des Débats, som var «Borgerkongens» Organ, og en Forfatter skal have faaet indtil 200,000 Fr. for at tie. Der var dog alligevel lidt Godt i den Mand; han maatte vel tænke som saa: «forbyder min Interesse mig at gjøre noget Godt, saa skal jeg da ikke gjøre noget Ondt.» At han ikke havde læst Bibelsproget: «Hvo som ikke er med mig, er imod mig,» maa man tilgive en Franskmand.
Den franske Journalliteratur har i de sidste ti Aar udviklet sig til et Omfang, som truede med at sluge den hele Literatur. Man har klaget meget over denne Omstændighed uden at lægge Mærke til den Sandhed, som ligger i enhver Tidsudvikling, og uden at se paa det Behagelige og Lettilgjængelige i at faa Skjønliteraturens Frembringelser med Dagsposten. Hvad der hørte hjemme under den saakaldte Videnskabelighed, kom naturligviis ikke i et Dagblad. Forresten kan man sige, at der ikke existerer nogen Videnskabelighed i Frankrig, forsaavidt som man ved Ordet videnskabeligt altid bringes til at tænke paa noget Haartrukket, Halmtørt og aandsfortærende Opskruet, saaledes som vi Normænd og Tydskere absolut maa gjøre. Franskmændene forstaa den store Konst at kunne belive Alt, maaske med Undtagelse af Mathematik, der dog i sin egen imposante Konsekvence finder sin Poesi. Selv i juridiske Beretninger lægger den levende Franskmand Interesse; det naive Sprog maa ifølge sin Natur komme med vittige Indfald og morsomme Episoder, og virkelig saa man, at de franske Feuilletonsartikler omfattede den største Deel af den menneskelige Videns Gebet, ihvorvel det hovedsageligen var Romaner og Reisebeskrivelser, der udgjorde deres væsentlige Indhold. De franske Romanforfattere, der vare i Skuddet (Alexander Dumas,k32 Eugène Sue, Georges Sandk33 og Flere) fik et umaadeligt Honorar for sine Artikler. Dette gik en Tid godt, men tilslut sank Størstedelen ned til en haandværksmæssig Fabrikeren for hver Dag, og som en Kuriositet fortælles der, at Eugène Suek34 i sin L'enfant trouvé lod Helten den ene Dag dø paa et Hjørne, og nogle Dage derefter fandt det nødvendigt at bruge ham frisk og rask. Victor Hugo,k35 denne Tidsalderens egentlige Hovedmand i «den moderne Romantik», trak sig tilbage af Fortvivlelse over den almindelige Korruption i Literaturen, og levede i sløv Ligegyldighed.
Med Februarrevolutionen steg Bladenes Antal i Frankrig til det Utrolige; hvert politisk Parti og statsøkonomisk Sekt havde sit Organ, og Kampen blev ført med en Forbittrelse og Fortvivlelse, lig Julikampen, som den fremkaldte.
Proudhon,k36 en af de moderne franske Journalisters Heroer, sidder nu i Fængsel, hvorfra denne «Guds personlige Fiende» af og til udsender Artikler, der ved deres sammensnørende Logik fængsle og ved sine Vittigheder og sarkastiske Vendinger vække Forbittrelse eller Begeistring. Proudhons Dialektik opløser det Bestaande i Atomer; man kan kalde ham en Inkarnation af den franske Journalistik, der ogsaa efter de sidste Lovbestemmelser ligger i Lænker som han. Hvorvidt den høie Stempelafgift og Fordringerne til at skrive med Navns Underskrift vil hæve den franske Dagspresse, er imidlertid tvivlsomt. Franskmændene ville nok vide at gjøre Lovbestemmelserne temmelig uvirksomme, og physisk Tvang vil vel nu ligesaalidt som før vise sig holdbar. Et rasende Skriveri kan alene blive fældet af en fornuftig Opinion; ethvert Produkt af den menneskelige Aand indeholder i sig selv Livets eller Dødens Spire, og Pressen maa tugte Pressen.

Nr. 4/1851; søndag 05.01.

Journalistiken

IV.
I Tydskland kunde ligesaalidt som i Frankrig være Tale om nogen Journalistik før 1789, da henved 300 suveræne Fyrster, mellem hvilke det tydske Rige var deelt, tillode ikke Nogen at nære den mindste Tvivl om deres faderlige Regjering. Det Eneste, Folk maatte skrive, var Poesi, Historie osv. Hofferne morede sig ved Poesi og holdt forresten den stakkels Digter for en uskyldig Nar, der gjorde ingen Mand imod. De fleste Digtere levede i Fattigdom og vare hildede af Tidens Pedanteri og fromme Tro paa Fyrsternes Ufeilbarhed. Poesi, Historie og videnskabelige Granskninger ialmindelighed undergrove imidlertid den Jordbund, hvori Despotismens Grundpillere vare nedrammede, og Tiden var saaledes forberedt til en kommende Frihed; men kriticere maatte man ikke, og det vilde da ogsaa have taget sig noget besynderligt ud at kriticere en Fyrste, f. Ex. Kurfyrsten af Hessen, der solgte Landets Børn til England under den nordamerikanske Frihedskamp. Det var en Handel, der indbragte ham over tredsindstyve Millioner Gylden, og det turde maaske have indtruffet, at Hoffets Journaler vilde have retfærdiggjort en saadan Entreprise, ifald en oppositionel Presse offentlig havde dadlet den. Man seer endogsaa hos os, endog i disse Dage, at Regjeringspressen retfærdiggjør Handlinger, der ikke ere meget bedre. De udgaa ialfald fra samme Grundsætning og ere blot i Kvantiteten forskjellige, og det Moralsk-fornuftige, ligesom dets Modsætning, maa man bedømme efter Kvaliteten, ikke efter Kvantiteten, uagtet denne sidste vistnok ogsaa maa være af en væsentlig Indflydelse.
Man antager ellers, at Tydskerne ere altfor drømmende og spekulative til at have nogen egentlig Sands og Takt for det Politiske, en Antagelse, som Madame de Staëlk37 særdeles vittigt har udtalt, da hun yttrede, at Engelskmanden hersker over Havet, Franskmanden over Jorden og Tydskerne over Luften, og den nyeste Tid har ialfald for en Deel stemplet hendes Ord med Sandhedens Præg. Forresten er det ikke sagt, at Luftens Aander ere jesuitiske, og Tydskerne synes at have været noget Sligt mod Danmark.
Napoleonk38 nedtrykkede, som sagt, ogsaa i Tydskland de Spirer til en Journalistik, som kunde have udviklet sig. I 1813 udviklede den derimod til Gjengjæld sandt Raseri. Hadet mod Frankrig var almindeligt; de tydske Fyrster lovede sit Folk Frihed, naar først Napoleon var knækket, og det godtroende Folk opflammedes til et fanatisk Had mod Frankrig. De tydske Tidender indeholdt sande Besværgelsesformularer, og en Literaturhistoriker siger, at der endnu synes at dryppe Blod af Joseph Görres'sk39 rhinske Merkur.
L. Börnek40 skrev med Ild og grusom Sandhed om Tydsklands Undertrykkelse og Sønderrevenhed; men da Bladene havde bidraget Sit til at udjage Napoleon, havde Fyrsterne ikke længere Brug for dem. Beslutningerne til Carlsbad kvalte den sidste Rest af Pressefrihed, og Metternichk41 leiede de meest talentfulde Journalister til at forsvare sine Handlinger. Gentz,k42 der før havde fægtet for de liberale Ideer, sad nu som Hofjournalist i Wien og hævede sit Honorar fra Hofferne hos Rotschildk43. Dog, det var ikke blot Journalister, de tydske Fyrster leiede, men man sætter ogsaa Schellingsk44 og Fredrich Schlegelsk45 med Fleres Overgang til Katholicismen, ligesom ogsaa den «hegelske Statsphilosophi» i Forbindelse med samme reaktionære Retning, om med Ret eller ikke, er Noget, som Historien vel neppe endnu kan afgjøre, da Partiskhed fremdeles behersker den. Maaske det derfor kan være en Partiets Mand, der udraaber: «Det er en Forbandelse, der hviler over os Tydske; alle vore store Mænd sælge sig!» Med Juli-revolutionen kom enkelte Frihedspust ogsaa til Tydskland, og nogle Stater fik sig en Slags Konstitution og fri Presse. Disse almindelige Indrømmelser bleve imidlertid, som Rotteckk46 siger, nedtyngede under Undtagelsernes Blylod. I Aaret 1848 bleve alle hæmmende Baand for et Øieblik løste, og den tydske Bladliteratur steg næsten til en ligesaa forbausende Høide som i Frankrig, men den havde dog ikke det franske Sving; Tydskerne skrive altfor tungvindt og vidtløftig til at være gode Journalister; de kunne ikke med lette Strøg henkaste Meget i faa Ord, og derfor blev deres Journalliteratur ligesaa kjedsommelig og voluminøs som Størstedelen af deres prosaiske Produktioner.
Nu har Reaktionen for en Tid seiret og lagt Pressen i Lænker, og vi faa lade os nøie med Hofjournalernes Beretninger. Det er dog haardt for en Nation, som den tydske, der staar saa høit i Dannelse, at Yttringsfriheden skal være saa indskrænket, og enkelte lærde Mænd, f. Ex. Professor Scheidler,k47 antage, at en væsentlig Grund til de mange philosophiske og theologiske Retninger, som i Tydskland have udviklet sig, maa søges i den Omstændighed, at Aanden er bleven tilbagetrængt fra at komme tilsyne paa en naturlig og ligefrem Maade, ligesom en Sygdom slaar sig paa de ædlere Dele, naar dens naturlige Udbrud bliver tilbagedrevet.
I Belgien og Holland har Friheden udviklet sig jævnt og godt, og Journalistiken har fulgt den Haand i Haand. Imidlertid have deres Blade ikke erhvervet sig noget egentlig europæisk Navn.
Paa den pyrenæiske Halvø og i Italien staar det daarligt til med Frihed og Journalistik. Der ere faa Blade, men mange kronragede Munke.
I Rusland er naturligviis hellerikke fri Journaler; der er Knut og et Sibirien.
I Danmark som et absolut Monarchi var naturligviis ingen Pressefrihed, og vi se derfor i vore gamle Bøger altid et «Imprimatur» med store røde Bogstaver. Uagtet man maa indrømme, at de danske Enevoldskonger i Regelen vare saa liberale, som Tiden tillod det, saa vankede der dog Regjeringshandlinger, som ikke taalte at blive fremdragne for Offentlighedens Domstol. Ligesom Kurfyrsten af Hessen, saaledes solgte salig Fredrik den Fjerde af Danmarkk48 12,000 Norske og Danske til den spanske Sukcessionskrig; derfor roste Historieskrivernen3 hans sparsommelige Regjering, der selv i en krigersk Tid betalte Meget af Statsgjælden. Det er rørende at tænke paa vore fromme Forfædre, der med Andagt lyttede til Præsten, naar han fra Prædikestolen bad til Gud for Landets Fader.
Struense,k49 der var paavirket af de franske Philosophers liberale Ideer, bevirkede som Minister Trykkefriheds-Anordningen af 1770; men i 1799 blev den tilbagekaldt, og frisindede Mænd (Heibergk50 og Bruun)k51 maatte gaa til Frankrig. I Danmark var saaledes ingen politisk Presse; man digtede og levede saa idylliskt, som man kunde, ja Bordingk52 satte endogsaa de udenlandske Efterretninger paa Vers og meddeelte saaledes Dagsnyhederne et poetisk Anstrøg. De Franskes Indtagelse af Ormus gik til Exempel saaledes paa Jamber omkring blandt det poetiske Folk.
I dette Aarhundrede og navnlig i det sidste Decennium har alligevel den danske Journalliteratur nogenlunde holdt Skridt med Tiden. Berlingske, Fædrelandet og Kjøbenhavnsposten have indeholdt klare Fremstillinger over udenlandske Forholde, ligesom ogsaa interessante Afhandlinger over Videnskab og Kunst. Det var Alt godt og vel, naar man ikke stak sin Næse ind i de hjemlige politiske Forholde, for da var Reiersenk53 ude. Derved opkom en Bladliteratur, som man kunde kalde den halvdulgte, der ved vittige Henspillinger sagde mere, end den aabne Udtalelse. Saadanne Blade som Corsaren vare rigtignok ikke egne for Danmark; den var tvertimod en Efterligning af den engelske «Punch» og den franske «Charivari,» men deels virkede den under andre Forholde, deels grunde sig disse Blade ogsaa paa Tvangsbestemmelser, og det er vist, at den væsentligste Livsbetingelse for en saadan halvdulgt, dæmonisk Literatur er Pressetvang; den føler sig ikke ret hjemme i et Land, hvor Diskussionen er aldeles fri; den maa der hovedsagelig holde sig til «Eulenspieglerier.» Carl Johank54 var klog nok til at indse det Hensigtsstridige i en Pressetvang, og han frigav derfor en Presse, som han baade frygtede og hadede.
Siden 1848 har den danske Presse været fri, og den danske Journalistik indtager nu en fremragende Plads blandt sine europæiske Brødre i Journalliteraturen.
I Sverige har Aftonbladet havt Ord for at være liberalt. Det er konsekvent og sindigt, men neppe interessant. De ministerielle Blade derimod redigeres afvexlende godt og slet. Vore har ført en kort, men haabefuld Tilværelse. Bladet «Folkets Røst» spiller i det Røde, Morgonbladet er «graat,» og der er ingen Tvivl om, at den svenske Journalliteratur spiller i alle Regnbuskalaens Farver, og endda hersker der et politisk Mørke; Samfundet vaander sig under de forældede Indretninger, og Journalistiken i Sverige har en vanskelig Opgave at løse, maaske saa vanskelig, at der maa Bajonetter og ikke Avisartikler til at redde Staten. Det har nemlig viist sig, at Mennesket maa blive pryglet til at lære. De første Begyndelsesgrunde maa ialfald komme ind under Akkompagnement af Pisken.

Nr. 5/1851; tirsdag 07.01.

Journalistiken

V.
Man har indtil det Trivielle ført den Paastand, at Norge fik sin Frihed for tidligt, og at vi derfor maa gaa nogle Skridt tilbage, førend vi kunne sættes istand til at haandtere Frihedens blanke Vaaben. Dette maa man til enhver Tid kunne sige om ethvert Land, hvis Frihed og hele Tilstand ikke har udviklet sig som den engelske. Friheden maa altid komme fortidligt, skal den ikke komme forseent. Nationen maa opdrage sig selv; den kan ikke blive opdragen af nogen Anden. Vil man blive en god Svømmer, saa bier man ikke med at kaste sig i Vandet, indtil man kan svømme. Det er derhos i en vis Henseende sandt, men ikke destomindre indskrænket, at klage over vor altfor tidlige Frihed. Det var vel, at den kom; vi bør høitideligholde den syttende Mai. Historien vil nok vide at stille vore Feilgreb paa en Plads, hvor de i sin Barnslighed tillige finde sin Berettigelse. Vende vi os saaledes til vor Journalliteratur, saa vil man se, hvorlidet vi vare modne for Friheden, og smile over vort Uskyldigheds-Standpunkt. Man vil smile, fordi man i en Stat, der kaldte sig den frieste paa Jorden, ikke fandt anden Gradmaaler for politisk Modenhed. Det er netop Særkjendet paa det Komiske, at det kommer uventet og slaar os ved sit Sprang fra det Forventningsfulde til det Ubetydelige. — Tager man nemlig for sig gamle Rigstidender og Morgenblade, saa er det ikke vel muligt at bare sig for at trække paa Smilebaandet; det er noget saa inderlig Barnsligt og tillige barnligt Iltert ved disse Smaalapper af Blade, der indeholde Bekjendtgjørelser, lidt udenlandsk Politik og enkelte indsendte Stykker. Statsborgeren er i en dobbelt Henseende komisk eller maaske rettere sørgelig, fordi den siger os, paa hvilket Standpunkt den Læseverden maatte befinde sig, der kunde taale et saadant Blad. Der vare Mange — det forstaar sig — som afskyede Statsborgeren, men det var nok mere for den Politik, den førte i Skjoldet, end for dens Bordkjørersprog og Fiskekjærringsvittigheder. Nu er man forhaabentlig kommen saavidt, at ethvert, nogenlunde honnet Menneske maatte vende Ryggen til sin bedste politiske Ven, som førte et saadant Sprog. Man vilde synge med Frimank55:
«Nei, sagde jeg, og tog min Hat,
O Herre! fri mig fra den Onde.
Før jeg vil være Abekat,
før vil jeg være stakkels Bonde.» —
Vore Journalister, der ellers med større og mindre Inderlighed have hængt ved det gode Gamle, have i de sidste Aar været ganske pyntelige. Man har i vore Hovedblade ikke seet synderlige Excesser i Udtryk, naar man undtager en og anden Sviregast, hvem Publikum dog efter Haaret har trukket ud af Kneipen; han smutter dog undertiden ind igjen. Slige Folk vil nok til alle Tider findes, og det er vel et altfor dristigt Haab, at noget Blad skulde være saa opmærksomt, at det ikke i Distraktion af og til skulde forglemme sin Værdighed. Man kunde fra et vist Standpunkt føre en ret opbyggelig Forsvarstale for den Naturlighed: at stemple Begreberne med deres rigtige Betegnelse; men det nytter ikke; Civilisationen være nu sand eller falsk, saa vil den ikke vide af noget Saadant. Den fordømte i Athenen og man fordømmer den Dag i Dag Diogenes,k56 som tilfredsstillede alle Naturens Fornødenheder paa den aabne Gade. Det er dog altid et smukt Træk af Menneskene, at de bevare en vis ydre Velanstændighed; det er Alt, hvad man kan forlange af dem. Hvad de bedrive i Mørket, faar blive bedømt af den, for hvem Mørket er lyst. Men det meest Komiske af Alt var dog, at Helten Carl Johank57 var saa underlig ræd for slige Blade. Seer man denne Kjendsgjerning fra en vis Side, saa finder man rigtignok, at Carl Johan just derved viste sin Heltenatur, der, som bekjendt, Intet frygter mere end «Ungeziefer.» Men det var dog neppe af denne Grund, at han frygtede vor oppositionelle Presse og efter Sagnet kjøbte Folk til at tie; men det var, fordi slige Blade dengang virkelig havde Noget at betyde; «Galskab» er Sandhed, saalænge den bestaar, og Carl Johan nærede store Tanker om de norske Magter, hvad enten de nu viste sig under Skikkelse af høie Fjelde og trange Passe eller de fremtraadte som Soldater, Thingmænd eller Avisskrivere.
Rigstidenden og Morgenbladet gik imidlertid deres skjæve Gang og saa om muligt endnu mere skjævt paahinanden. Da begyndte man for en fjorten, femten Aar siden at føle Trangen til et nyt Organ, og Den Constitutionelle blev født. Man skulde nu troet, at det maatte blive et haabefuldt Barn, der blev undfanget af «Intelligents», født af Jurister, pleiet af Jurister og opdraget af — Jurister. Det kunde imidlertid ikke blive Nationens Yndling. Det være nu, fordi det maaske gebærdede sig altfor ufolkeligt, eller fordi dets Lallen maaske ikke var ganske klar og sammenhængende. Det er endnu ikke godt at afgjøre, hos hvem Skylden egentlig laa. Man bør være rimelig og ikke sige, at den er en Stakkel, som ligger under i en Kamp. De indvirkende Omstændigheder kunne være saa mange; Terrænet kan for den Ene være mere ufordeelagtigt; han kan som Tordenskjoldk58 have en for kort Kaarde; han kan endelig være født paa en Tycho-Brahesk59 Dag.
Den Constitutionelle havde unegtelig mange gode Kræfter til sin Raadighed, f. Ex. Professor Schweigaardk60 og Motzfeldt,k61 bedre Kræfter ialfald end den oppositionelle Presse; men den laa dog under. Den Constitutionelles Redaktører skreve nemlig saaledes, at deres Ord kunde blive en søgt Læsning. Redaktionen blev nok desuden betragtet som en Biting, og Konsekventsen maaske ikke altid iagttaget, og som et yderligere Maaske vare vel mange af Redaktørerne altfor meget Salonherrer eller troede ialfald at være det. De vare maaske altfor hyppigt paa Bal hos Statholderen og viste sig fiendtligsindede mod Wergeland,k62 hvem Folket af et naturligt Instinkt elskede, medens de forsvarede «Dæmringens» Forfatter,k63 der unegteligt skulde have smagt af Mester Erik. Maaske de ogsaa sloge altfor krusede Krøller paa Næsen til Storthingsbønderne, der i de Dage bleve feterede af en stor Deel af Landets akademiske Ungdom. Maaske ogsaa Den Constitutionelle var en Smule trættekjær. Alle disse «Maaskeer» bevirkede dog noget positivt Vist; den kunde ikke faa almindelig Indgang. Den blev saaledes blot et Blad for nogle faa Udvalgte; men for at vinde politisk Betydning, maa man finde sin Støtte i den store Masse; det er dog den som gjør Udslaget.
Hvorvidt Morgenbladet blev redigeret bedre, er vel ikke saa godt at afgjøre. Dets Modstandere have rigtignok sagt, at Morgenbladet er saa «fuult», men det er dog ogsaa i Politiken et Fortrin.
Men Morgenbladets væsentligste Støtte var nok den, at det var kommet i Ry for at være frisindet, og negtes kan det vel heller ikke, at det har ført Folkets Sag ligeoverfor Regjeringens. Man maa ellers lade Morgenbladets Hovedredaktør, at han har et godt Hoved, at han besidder mange praktiske Kundskaber, at han er i Besiddelse af lykkelige Følehorn til at opsøge, hvad der smager, at han er nogenlunde konsekvent og i vanskelige Tilfælde saa ubestemt svævende, at han stedse finder en Udvei, der passer til Tid og Sted, — Egenskaber, der indtil en vis Grad ere ganske væsentlige for en Redaktør, og som de ministerielle Redaktører ingenlunde have været i Besiddelse af. Han skriver desuden et ret pent Sprog, og naar han polemiserer, er han ganske honet, ialfald mere honet, end hans dødelige Modstander, Statsrevisoren. Disse Personers Polemik har været til stor Forargelse; deres Strid har rigtignok faaet Udseendet af at være en Kamp mellem to Principer, hvis Bærere de maaske tænkte sig at være. Sagen er nok imidlertid den, at personligt Uvenskab er den egentlige Grund til Striden, og saa skal Liberalitet og Illiberalitet være den Kappe, som skjuler Syndernes Mangfoldighed! Det er nu engang Principernes Skjæbne at blive trukne ned i de menneskelige Lidenskaber. Man bør forresten haabe, at disse Mænd ikke oftere ville besidde den Kjækhed at prøve Publikums Taalmodighed ved sine Trakasserier; de ere formeentlig altfor ubetydelige Personligheder til at spille slige Gladiatorer paa Frihedens Arena. Forøvrigt skal der ikke Meget til hertillands, for at blive fremstillet som Typus paa en Tidsretning. I Morgenbladet lod man saaledes 1845 Friheden være det samme som Ueland,k64 om hvem man dog maa tilstaa, at han som Repræsentant for sin Stand gjør den megen Ære. — Hvad der imidlertid væsentlig bidrog til at gjøre Morgenbladet saa nogenlunde taaleligt, var den Omstændighed, der rigtignok fulgte af det ovenfor antydede Fortrin, at det var den Kanal, hvorigjennem Avisopsatser fra Udenomstaaende flød. Man kan egentlig ikke sige, at noget Blad hertillands bliver redigeret, da de fleste Opsatser maa komme udenfra, skal Bladet indeholde noget væsentligt Interessant. Redaktørerne ere saa faa, at deres Opsatser aldeles forsvinde i de store Blade. Bladene staa saaledes og vente paa Folks Barmhjertighed, eller maaske rettere gaa som Klokkeren i gamle Dage med en Skuffe og ryste for at faa Folk til at kaste sine Kobberdanker i den. Den Klokker, som da først faa sin Skuffe fuld, gjør naturligviis sine Sager bedst. At et Blad er Organ for Nationen, eller en Deel af den, er i sin Orden og bør saa være; men saa skal slige indsendte Artikler ikke være saagodtsom det Eneste af Interesse, der læses, og endelig skal Redaktionen have Vid til at udsondre, hvad der ikke egner sig for Literaturen. Den skal ikke give urimelige Mennesker Lov til at tumle sig i deres Ensidighed, men vide at skjelne det Væsentlige fra det Uvæsentlige, det Sande fra det Falske, og Morgenbladet kan nok ikke siges at have fulgt denne Regel. Det har hovedsageligen levet af Opsatser, der ofte have været ligesaa fornuftige, som øllet Hæshed, og det er ikke forsvarligt af et Blad, der har kastet af sig betydelige Summer; det burde med Dygtighed og Fornuft have ledet den Nation, som skjænkede det sin Tillid; men dets endelige Dom kan ikke udeblive. At Blade, der vanskeligt kunne slaa sig igjennem, maa leve af Lasarussmuler, er tilgiveligt.
Nysnævnte Daak65 fattede for omtrent 9 Aar siden det rosværdige Forsæt: at nære det stakkels Publikum med mere solid Kost. Han grundlagde sin «Gransker» og det er ofte sagt, og sagt med Sandhed, at hans Blad blev redigeret med en hertillands ukjendt Sagkundskab og Selvstændighed. At det forøvrigt i mange Henseender blev skrevet i en Tone, som nutildags vilde have gjort det noget nær umuligt, er Noget, som man nok tør antage. Redaktørens bittre Temperament, der blev gjort endnu mere bittert ved formeentlig ubillige Tilsidesættelser, udgjød sig i et Sprog, der var saa ensidigt bittert, saa bakantisk oppositionelt, at Granskeren i mange Henseender ikke skal skamme sig i Selskab med Statsborgeren og den «syttende Mai.» Dog, ogsaa Granskeren fik Kobberdanker i sin Skuffe, og disse maa nu bære Skylden for en oppositionel Tænkemaade, som Udgiveren ikke længere vil vedkjende sig. Det er klart, at vi leve i Kobberalderen; i en Guldalder vilde Granskeren ikke længere være den samme, som Postens udenlandske Referent. Hans politiske Tænkemaade er absolut forandret, og det er mærkeligt, at hverken han selv, eller nogen af hans saakaldte Forsvarere have været saa fornuftige, at indrømme dette. Saalænge man ikke gjør en saadan Indrømmelse, er det umuligt at forsvare hans Sag; men, saa maatte han give Slip paa Konsekvensen, denne Politikens Gud — ikke den indre, den sande og dialektiske Konsekvense; men den ydre, den paahængte, den slette. Det er en ærlig Ting at skifte Mening; ja, det er naturligt og fornuftigt, aldenstund Udviklingen fører det med sig, og ikke egennyttige Bevæggrunde fremkalde den. Vort Legeme er jo efter 7 Aars Forløb et andet og nyt, siger Physiologien, og den maa aldrig have studeret sig selv, som ikke erkjender, at vort aandelige Indhold ligesaa hurtigt, om ikke hurtigere er et nyt. Alene Skurken og den, som staar stille i sin Udvikling, kan være konsekvent i almindelig og slet Forstand, aldenstund Mennesket ikke med een Gang griber det Sande og Rette, men maa igjennem Prøvelser tilkjæmpe sig disse aandelige Goder. Jeg kan derfor agte Daa, fordi han har skiftet Mening, men maa smile, naar han siger det Modsatte. Det hører ikke herhid at undersøge, hvorvidt han har nærmet sig til, eller fjernet sig fra Sandheden; — nok er det imidlertid, at han ikke staar alene. Det er et af de meest markerede Træk i Tidens Physiognomi, at det konstitutionelle Princip i sin endeløse Udstrækning har færre dygtige Tilhængere nu end for ti Aar siden; Tiden har drevet det nærmere ud til sine Konsekvenser, og, naar det stilles paa Spidsen, saaledes som i Frankrig og tildeels i Tydskland i Aaret 1848, saa viser det sig, at det slaar over i sin Modsætning. Men derfor bliver det ikke rigtigt, at forlade det, aldenstund man ikke har noget bedre at holde sig til. De politiske Principer kunne formeentligen synge i Chor det Baggesenske:k66 «Jeg og Du og Han er fuld, vi ere Alle fulde». De maa derfor klamre sig til hinanden, saa valtre de noksaa skikkeligt ned ad Bakke uden at falde overende; vakler nemlig det ene, saa griber det i det andets Kjolekrave paa samme Tid, som dette stod paa Nippet til at falde paa den modsatte Kant.
Tilslut bleve dog Morgenbladets Synder saa himmelraabende, at «Intelligentsen» — et Ord, der ofte er taget forfængeligt, ikke længer kunde føre det over sin Samvittighed at lade Publikums Faar være røgtede af en saadan Hyrde. Rigstidende havde nemlig efter sin Formæling med Nella ført et sterilt Ægteskab, eller ialfald født Glutter, som Intelligentsen ikke vilde lyse i Kuld og Kjøn. Det gjaldt altsaa, at skaffe Hyrde, og Christianiaposten blev født den 17de Mai 1848. Den kom til Verden i urolige Tider og den har da heller ikke dandset paa Roser. Verden er saa trang, saa prosaisk-philisteragtig, saa haardnævet og ru, at det er vanskeligt at slaa sig igjennem for et mere poetisk Gemyt end Christiania-posten. Vel har Hofpoeten af og til beæret den med sine Poesier, men der skal mere til. Posten skal have kostet sine Fosterfædre mange Penge, og det skal knibe, om den som Visegut for Regjeringen kan paa skikkelig Maade fortjene sit daglige Brød. Den gaar og fryser, og den kolde Vind leger med dens Lokker. Det Værste af Alt er imidlertid, at den i de sidste Dage har rendt nogle Splinter i Foden; den løb nemlig i Skodden, da den sprang Ærinder i den harringske og sexeske Sag. Kyndige Læger ryste paa Hovedet og frygte for, at den vil blive en Krøbling sit hele Liv. Man maa imidlertid lade Christianiaposten, at den leverer gode Referater over den udenlandske Politik, ligesom ogsaa, at den har indeholdt enkelte læseværdige Afhandlinger. Den har saaledes behandlet Arbeiderspørgsmaalet med langt større Dygtighed end Morgenbladet. Dens Bemærkninger over Arbeiderspørgsmaalet paa Ladegaardsøen vare ogsaa ganske fornuftige. — Rigstidenden har i den sidste Tid unegtelig taget sig op. Dens udenlandske Referater ere ubestrideligen de bedste, vi have, og Morgenbladets og Postens Referenter skulle endogsaa benytte sig af dem. Arbeiderspørgsmaalet er oftere og navnlig i den allersidste Tid behandlet med human Sindighed, og dens «Danoman,» som Morgenbladet spottende kalder dens fornemste Medarbeider, er sikkerlig en sand Dannemand, der omfatter Nordens Sag med en Grundighed og Varme, som udentvivl Efterkommerne bedre ville vide at vurdere end vi. Lad Morgenbladets Historiker længe nok bede Publikum om Undskyldning, fordi han nedlod sig til en Diskussion med en saa læg Mand; det turde nok hænde, at denne Lægmand i nævnte Retning har gjort sig mere fortjent af Fædrelandet, end hiin Lærde. Det er ærgerligt at se Morgenbladister og Postkarle med kjendeligt Udtryk af Lede at skyde ifra sig hans Artikler om de danske Anliggender, saa meget mere som det gjerne er Folk, der aldrig ville blive istand til at skrive noget Saadant. De foretrække at svæve i Uvidenhed om et Folks Tilstand og Skjæbne, der dog staar os nærmest af alle Folk, hvad saa Kand. jr. Brandtk67 siger og skriver. — Om vor provindsielle Presse er Lidet eller Intet at sige; det er i Regelen Bogtrykkere, som flytte til Smaastæderne, hvor de udgive sine Blade med Bekjendtgjørelser og Uddrag af andre. Kommer der imellem originale Afhandlinger, saa bære de gjerne Umodenhedens Præg. Det eneste Provindsialblad, som er redigeret med Dygtighed, er unægteligen De bergenske Blade, der dog have været altformeget et Ekko af Christianiaposten til at kunne gjøre noget synderligt godt Indtryk. «Postbudet» er meget godt, for et Provindsialblad at være, og den Frimodige vilde være god, dersom den ikke var saa ellevild oppositionel. Dens arbeidsomme og vistnok dygtige Redaktør Anthon Bangk68 staar paa et Standpunkt, som Sivertson,k69 Daa og Wergeland, der i Attenhundrede og nogle og Tredive sværmede for vistnok agtværdige Storthingsbønder og holdt republikanske Taler ved Punschbollen. Den Frimodige er derhos en Gjenganger, der ikke sjelden spøger i hensigtsløst og borneret Had til Embedsstanden. Man fører ikke Embedsværket tilbage til naturlige Grændser, ligesaalidt som man fremmer Reformer i andre Retninger, ved Skjælden og Smelden. Man maa tale saaledes, at den virkelig dannede Mand maa billige det Sagte; det er ved ham Reformerne maa blive gjennemførte, aldenstund man bevæger sig paa en jevn fremadskridende Bane; gaar det maaske noget langsomt, saa gaar det saa sikkert. Vort bedste Provindsialblad, for ikke at sige det bedste i hele Landet, var imidlertid Christianssandsposten i Aarene 1841 og 42; maaske var den undertiden altfor bitter, men man saa dog ikke de raa Udfald, hvortil den under de senere Redaktører udartede; Skade, at en Pen som Reiersensk70 ikke skulde kunne blive til Fædrelandets Held; Feiltrin nødte ham til at forlade Landet og i sin Bitterhed skrev han Afhandlinger, der vare ham uværdige. Lillehammers Tilskuer, Nordlyset og Drs. Adresse vare ogsaa meget gode under Sivertsons og Monsensk71 Regime. Sivertson var født Journalist og gjorde derfor fortjent Lykke, saalænge han virkede med fuld Kraft. Morgenbladet skylder ham udentvivl Meget af sin Opkomst. Er maaske Monsen mindre som Journalist, saa er han desto større som Digter.

Nr. 6/1851; onsdag 08.01.

Journalistiken

VI.
Hvad skulde en Journalist være? Han skulde være en Lærer for Folk og Stat. Han skulde staa paa Videnskabens og Civilisationens Høider, hvorfra han kunde overskue det Hele i sin organiske Sammenhæng. Han skulde, saa at sige, føle paa Nationens Puls og som en kjærlig Læge forordne de bedste Mediciner. Det er indskrænket, hvad Morgenbladet atter og atter har sagt, at Regjeringen skulde gaa forud med sine Reformer og bryde ny Baner. Dette maa Nationen selv gjøre, og navnlig skulde Journalisterne tyde Tidens Tegn og ved sin klare Fremstilling paapege, hvad Regjering og Storthing have at gjøre. Vor Regjering er administrativ. Den skal administrere godt, handle med Konduite og ikke modstaa Reformer, hvis indre Sandhed er bleven almindeligt indlysende. Dette er Alt, hvad man kan forlange af den; forlanger man Mere, er man formeentligen ufornuftig. Journalisterne i England og tildeels i Frankrig opfylde nogenlunde disse opstillede Fordringer og svare saaledes til sin Bestemmelse; derfor er ogsaa Ordet «Journalist» synonymt med Aandrighed, Dannelse og Verdenskundskab. Anderledes her, hvor en Avisskriver i Tankerne omskrives med en Skraaler, en Schofelist, en bitteliden Ærgjærrighed, der som en Smigerens Snylteplante vil ranke sig op omkring Magtens Humlestang, en forloren Person, der ikke duer til Andet, en Hjerteløs, der slynger Sorg og Bitterhed ind i de private Forholde, og drager en inderlig god og uskyldig Embedsmand efter Haaret; han er et ulykkeligt Menneske, der efter et uroligt Liv har en mørk Alderdom ivente. Man kan ikke nægte disse almindelige Tanker en vis Berettigelse, naar man seer tilbage paa vor Journalistiks Historie. De egentlig dygtige Folk have kun midlertidigen og i Mangel af nogen bedre Beskjæftigelse givet sig af med at skrive i Aviser; og anderledes kan det hellerikke vel blive, saalænge det er mere indbringende at oxe sig til en Embedsexamen, end at studere sit Fædrelands og den almindelige Historie, og idetheletaget tilegne sig en literær Dygtighed, som ingenlunde flyder af noget egentlig Embedsstudium. Saalænge Næringsveiene ikke ere saa opfyldte, at den Allerdygtigste i sit Fag har Vanskelighed med at slaa sig igjennem, saalænge vil det ogsaa i journalistisk Henseende være nogenlunde, som det er. Udsigten til at komme ind i Embedskarieren maa udstrække sig til den graa Alderdom, saaledes som det nu rigtignok begynder at blive Tilfældet. Den samme Lethed, hvormed før en Ignorant, naar han blot havde leveret Mesterprøve i Haandværket, kunde blive Embedsmand, har ogsaa bidraget til at nære den vante Fordom mod Skuespillerkunsten; dette er den væsentligste Grund til, at vi hverken have Journalister eller Skuespillere; thi hvo vilde vel bortbytte en magelig Lænestol og et fedt Embede mod Journalistens og Skuespillerens anstrængende og takløse Liv, hvis Roser eller Torne maatte blive plukkede af et uvidende og lunefuldt Publikum? Det vilde desuden være særdeles resikabelt, at betræde en saadan Bane; man maatte have Talent for at kunne sikkre sig en nogenlunde sorgfri Stilling, hvorimod man til at blive Embedsmand ingenlunde behøver dette. Man behøver blot at puge, og det er en Kjendsgjerning, som neppe kan undgaa Nogen, der har bevæget sig i forskjellige Livsforholde, at man forholdsviis finder færre gode Ho'der blandt den studerende, end blandt de øvrige Stænder og navnlig blandt Bønderne. Dette maa skrive sig fra en forkeert Studeremaade, hvorved det Sunde og Livsfriske bliver overdynget af en Masse ufordøiede og uensartede Kundskaber. Her er ikke Stedet til at undersøge Manglerne ved vort Underviisningssystem og navnlig ved det saakaldte lærde, — nok, det tør vel antages, at Mangelen paa journalistiske Kapaciteter væsentligen er at søge i Tidens Maade at studere paa. Saalænge Latinen er Alt og Modersmaalet saagodtsom Intet, saalænge philosophisk Tænkning og Selvstændighed ikke ere nødvendige Betingelser til at faa Universitetets Stempel, saalænge har man ingen Garanti for at Staten kan faa dygtige Folk; man er priisgiven den rene Tilfældighed, om Anlæg eller særegne Livsstillinger skal aabne Ens aandelige Øine og sætte ham istand til frit at anskue Forholdene. Og selv en Saadan har endnu ikke vel kunnet forfølge sin Udvikling; han har snart indseet det Fordeelagtige i at stikke Tommelfingeren i Øinene og læse til en Examen.
Man bør imidlertid erkjende, hvad sandt er, at vort Land er saa lidet, at det er forbundet med store Vanskeligheder at opnaa en Stilling ved literær Virksomhed selv om Betingelserne for en lykkelig Dannelse vare tilstede, og Fordommen mod en Ikkeembedsmand var udryddet. Men det Hele vil nok jævne sig; Nød vil lære Folk at være dygtige og tilintetgjøre den Smaalighedens Aand, der har slynget sine Polyparme om vore Forholde. Aandløshedens Maskinmestere ville blive tilbageviste til Øxeskaftet og Spaden, hvor de dog kunne udrette en Smule Godt og Nyttigt.
Nødvendigheden af gode Journalister er indlysende. De fleste Vildfarelser sætte Rødder, ifald en Presse, der nyder Nationens Tillid, ikke strax opluger dem. Kaste vi saaledes et Blik paa vore egne Forholde, da maa vi nok erkjende, at Arbeiderbevægelsen neppe var skreden til den Yderlighed, ifald Pressen strax havde ladet mindre haant om den. Morgenbladet har Meget paa sin Samvittighed i denne Sag; det har skrevet overfladisk, tirrende og fornemt stolt mod denne Tidens Bevægelse, ja ved St. Hanstid udtolkede det med en slet Vittighed Arbeidernes uskyldige Vandring til et Sted udenfor Byen som et Forsøg paa at imponere; man disputerer om Pavens Skjæg, om Oppositionalisme og Ministerialisme; man gjør til en Haupt- og Statsaffære, til hvad Parti man hører, som var Sandheden udelukkende hos den Ene og Løgnen hos den Anden. Man hugger sig med eet Ord, som af Bornerthed, fast i det Uvæsentlige, medens mann4 lader Spørgsmaalene om en Tilnærmelse mellem de fiendtlige Kræfter ligge ubesvarede. Man maa nu begynde at indse, at den saakaldte Politik blot er en Kogebog; har man ikke Noget i Kjøkkenet, saa nytter den lidet. En politisk Mening er ikke længer nogen Fortunatuspung. Illusionerne fra den første franske Revolution ere forsvundne; Arbeidsmanden kommer ikke i Besiddelse af Civilisationens Goder, fordi han faar Stemmeret; der skal noget Mere til. Hvad man forlanger af Politiken er, at den respekterer de almindelige Menneskerettigheder. Fordringen er altsaa blot negativ; det Positive er den philosophiske Steen, hvorefter Menneskeheden nu søger. Man finder den ikke ved Revolutioner og Kampe mod en Civilisation, der ellers kan være raaden nok; man finder den ved Samvittighedsfuldhed og Dygtighed, ved Flid og Sparsommelighed, ved Folkeoplysning og forbedrede Methoder i Underviisningsvæsenet og Statslæren, ved Fremgang i Naturvidenskaberne, der leder os til Sandhedens Erkjendelse og gjør den velvillige Natur til Menneskehedens lydige Tjener. Se dette er nok den Sphinx, som stirrer paa os med sine «gaadefulde Øine,» den politiske Messiasn5, som Socialismen venter paa, den ubekjendte Gud, Menneskeheden i sin brændende Trang efter Lyksalighed maa tilbede.

Nr. 12/1851, onsdag 15.01.

[Holbergs politiske kannestøypar; pressekommentar]

Korrespondance
Christiania, d. 13de Januar
Holbergsk72 politiske Kandestøber har i disse Dage gaaet over Scenen. Jeg har aldrig før gaaet med Ærbødighed i Theatret. Publikum, der paa vanlig Viis trængtes ved Indgangen, skjød hverandre med Albuerne, trampede, lo, fjasede og bandte, forekom mig mere tankeløst og letsindigt, end nogensinde før. Jeg gik saa stille og andægtigt opad Trapperne, at vanskelig nogen Katholik med varmere Andagt har gaaet opad den saakaldte Pilatustrappe. Jeg satte mig i min Loge med lydløs Stilhed, og mit Øie svævede ubestemt hen over den brogede Mængde, som søgte det Holbergs ædle Ansigt med de fine satiriske Træk om Munden, og jeg saa alene Mennesker, der blot kunde være aandeligt modtagende, ikke givende, som blot kunde fryde sig i en Tilværelse, der vil forsvinde som Draaben i Havet. Jeg blev greben af en Følelse, som om jeg befandt mig paa en af vore Høifjeldssletter uden at opdage nogen Varde, der kunde pege videre mot mit Maal. En liden inderlig vakker Gut, hvis Lokker Moderen strøk med synlig Glæde, opfyldte mig imidlertid med Haab; jeg ahnede slumrende Evner hos ham, der maaske vilde udfolde sig til en Virksomhed, som kunde paabyde Efterverdenen en Ærefrygt, lig den, jeg nærede for Holberg. Det enkelte Menneske trænger ligesaavel som Verdensudviklingen til store Mænd, der ere hans gode Genier, og jeg følte det Sande i hiin barnlige Umiddelbarhed, som gjorde Menneskeslægtens Velgjørere til Guder og Heroer; jeg følte det sjælelig Sande i den katolske Religion, som tillader Mennesket at dyrke sin Helgen, og jeg begreb den vidunderlige Stemning, som har ladet Menneskene finde sin Stolthed i at dø for en stor Mand. — Noget af det Fortrinligste ved gamle Komedier er, at de levende sætte os tilbage i Datidens Maade at være paa. Stykkernes hele Struktur og Anlæg, Udtryksmaade, kurante Tanker, Dragter og sceniske Arrangement, Alt lader en svunden Tid glide forbi vore Øine, og det virker saa velgjørende paa os; Livets Forgjængelighed taler ikke til os gjennem abstrakte Udtryk, men den har iført sig Kjød og Blod og skrider lyslevende over Scenen. Vi føle, at vore Efterkommere engang ville finde os ligesaa aflægs, og med smerteblandet Vemod betragte os i det sceniske Perspektiv. Slige Tanker gjøre os saa inderlig godt, og gamle Stykkers Værd ligger derfor ikke saameget i deres egen Fortrinlighed, som i de Bi- og Modideer de vække. Vi læse mere mellem Linierne, end hva der skrevet staar; Udtrykkene ere symbolske og svangre af Indhold. — Et Stykkes Godhed ligger overhovedet ikke saameget i det virkelige Syn- og Hørbare som i det Anede og Skjulte, i den Stemning, det formaar at fremkalde. Det Udtalte og Fremstillede gaar eensomt og forladt igjennem Stykket, lig en eenstemmig Sang, ifald den derved vakte Ideeverden ikke træder supplerende til som Understrømmer; først da bruser en Sang, der gaar igjennem Marv og Been. Livets rige Indhold lader sig ikke udtømme ved blotte Ord, ved Sang, Situationer eller Dragter; det Væsentligste, det Bedste maa blive anet og følt. Derfor virker Musikken saa vidunderligt, idet den fremkalder en Stemning, hvis Indhold den frit overlader Enhver at udfylde med det Kjæreste og Vemodigste, han kan fremdrage af Erindringens dunkle Dyb, og heri ligger netop det Poetiske i enhver Frembringelse, det saakaldte Romantiske, ligeoverfor den kolde plastiske Klassicitet, hvis Form man tror rummer og udtrykker det hele Indhold. — Forresten existerer der ingen Klassicitet for oss; Sophokles’sk73 Antigone vilde saaledes t. Ex. ikke være klassisk i den Forstand, at den rummede alle Ideer, vi lagde ind i Stykket. Det vilde tvertimod fremmane det skjønne græske Liv for os, og det maatte under Opførelsen beskjæftige os mere, end de handlende Personer og Magter, med hvilke vi ikke altid kunde sympathisere. Jeg vil nu ikke tale om de spanske Dramer fra det 16de Aarhundrede, da de falde ind i Romantikens saakaldte anden Periode, og staa os desuden nærmere, ihvorvel mange af deres katholske Forestillinger ere os ligesaa unydelige som den græske Pantheisme og ubønhørlige Skjæbne. Og dog, hvad kan vække flere uudtalte gjennem hele Stykket sig slyngende Ideer, end f. Ex. Calderonsk74 «Livet er en Drøm?» Man seer den spanske Grandezza i al sin Pomp, tænker paa de kristne Ridderes Kamp mod de kjække Maurer, paa Lindorme og Drager, hvormed Middelalderens fromme Tid lod de galante og staalklædte Riddere kjæmpe; man skuer det mørke Munkevælde med sine Torturer og Auto da fe, man ynkes over det af Naturen velsignede Spanien, der ligger som en Mumie; man seer den sydlandske Natur, der i overstrømmende Livsfylde iler mod sin Undergang.
Det var slige vakte Biideer, som opbyggede mig under Opførelsen af den politiske Kandestøber. Forfatterens Kampe og vexlende Livsomstændigheder strøge forbi mit Blik, der gjentagende vendte sig mod Kongestolen, for at søge efter de danske Konger, som beskyttede ham mod Pietismens og Pedanteriets Raseri. Dragterne satte mig tilbage i en Tidsalder, da man i Silkestrømper, Fløielsbuxer og med en vældig pudret Paryk skred igjennem Gaderne med Hatten under Armen. Stykket i og for sig selv kunde derimod ikke tiltale mig. Den store Mands Manes tilgive mig, jeg kastede ikke Skylden paa ham, men paa Tidsalderen og dem, han hadde valgt til sine Forbilleder. Stykket er efter vor Forestillingsmaade løst, episk bredt, og Handlingen udvikler sig ikke gjennem Konflikter, men en deus ex machina træder imellem, og Illusionen gaar tabt ved den sædvanlige Replik: «Nu ville vi spille Komedie med etc.»
Dertil kommer den gammeldagse Maneer, bredt og langt at uddrage Moralen, istedetfor at lade selve Handlingen tale for sig og overlade Tilskueren at finde den Lærdom, som passer for hans Standpunkt. En Fortælling, et Digt, et Drama skal blot dække Bordet for os og lade Enhver spise efter Behag; de skal ikke som ufornuftige Mødre stoppe Maden i os; det finde vi os ikke i; vi gaa heller bort fra det velbesatte Bord, indtil den graadige Hunger driver os tilbage. Desuden er det vel ikke muligt at fængsle Interessen gjennem hele 5 Akter, naar man ikke udvikler Andet end en prosaisk Idee, ihvor vittig den end maatte være. Saakaldte Leveregler og politiske Sandheder ere stivt Leer for Kunstneren; de høiere Lidenskaber og dybere Ideer ere alene en «bekvem Materie.» Kjærligheden, dette Livets og Dramaets Drivhjul, finder liden eller ingen Plads i de holbergske Komedier; den er blot noget Udenpaahængt; den slynger sig ikke udviklende gjennem Handlingen, men kommer under Skikkelse af Forlovelse eller Ægteskab som en reen Tilgift tilsyne ved Dramaets Slutning. De holbergske Drøiheder, som en snærpet Tidsalder kaldte utaalelig Plathed, ere neppe nu saa farlige; slige kjernesunde og djærve Udtryk gjøre godt engang imellem, og Publikum lod virkelig til at være saa fornuftigt, at det ikke «skvat» op af Bænkene for dem.
Om Stykkets fortrinlige Egenskaber er det overflødigt at tale; de ere for over 100 Aar siden anerkjendte, og om 100 ville de ligeleges blive det. Det Sande er evigt, og det Komiske og Tragiske vil aldrig forlade Jorden; de ere Døtre af Idealet og Forgjængeligheden og ville Haand i Haand vandre gjennem Livet, indtil Modsætningen mellem et Denne- og et Hiinsidigt er ophævet. Det var derfor ret barnsligt af Christianiaposten, da den faldt i Staver over det Fortrinlige i, at Holbergs Skildringer saa godt passe paa Nutiden. Noget ægte Menneskeligt, som engang er skildret med Livsfriskhed og Sandhed, passer naturligviis, saalænge Menneskene ere Mennesker.
Satiren over politisk Kandestøberi var næsten altfor grusom; den blev saaledes dreven ud paa Spidsen, at den — iallefald hos mig — slog over til et Forsvar. Vi taale ikke Retfærdigheden i sin fulde Udstrækning; man maa lade Barmhjertigheden træde forsonende inn. Havde Theaterdirektionen en praktisk Hensigt med Stykkets Opførelse, saa vandt den iallefald ikke mig. Var jeg før en Ivrer mod «Kandestøberi», saa vil jeg nu tillade det til en vis Grad, og i det finde et fremadskridende Livselement, der redder Staten fra at stivne under Styrelsen af de «Berettigede». Lad de gode «Kandestøbere» politisere; det vilde være ilde, om de ikke gjorde det. Politiken er en Springfjeder, der kaster dem frem paa Fremadskridningens Bane. Vi have Kræfter til at stænge dem ude fra en Helligdom, hvortil de Indviede alene tør komme. Kommer En og Anden uden den rette Høitidsdragt ind i Helligdommen, saa vil han som den «politiske Kandestøber» alene skade sig selv og de Mænd, der have indladt ham.
Det er latterligt, at Folk, der Intet have lært, give sig af med Ting, de ikke forstaa; men mere latterligt, at Folk, der have lært en heel Deel, gjøre det Samme. Skade, ubodelig Skade, at vor Holberg ikke turde pidske Adelen og de høiere Stænder for deres politiske Jammerligheder! Hvilken Ulykke at her nu ingen Holberg er, der kan lade vor saakaldte Intelligents løbe Spidsrod!
Stykkets Udførelse var i det hele taget god. Madame Jørgensenk75 som Gidske, Jørgensenk76 som Herman, og Hagenk77 som Henrik spilte overmaade godt. De fortjente en Opmuntring. Man har ofte fremkaldt Skuespillere, der ikke have gjort sine Sager nær saa godt.
Nu begynder Posten og Morgenbladet ogsaa at trætte. Det er ganske vederstyggeligt at høre slige Skjænderier. Hvorlænge vil Publikum taale Sligt? Jeg er ordentlig ræd i Gaderne. Hvad Garantier har man i et Samfund, hvori de meest udbredte Blade tillade sig et saadant Sprog? De tale om Moral, et helligt Ord, som Publikum burde forbyde dem vanhelligt at tage i Munden. Hvis er Skylden? Postens dennegang. Han har i sin «Morgenbladiana» givet Satser og Vridninger tilbedste, der søge sin Lige. Morgenbladet er dog langt bedre. Feilen er, at det tror at burde forsvare sig mod Sligt.

Nr. 16/1851; søndag 19.01.

[Chr. Tønsbergs forlag; frå Studentersamfundet]

Korrespondence
Paa Tønsbergsk78 Forlag er udgivet Portræter af Deres Majestæter Kongenk79 og Dronningen.k80 Maleren har været særdeles heldig. De høie Personer ere i et beaandet Øieblik fængslede paa Papiret, og Øiet hviler derfor med Velbehag paa et Maleri, som har afklædt Personlighederne det Tilfældige, det Uskjønne, og ladet det Aandelige og Evige blive igjen. Den sande Portrætmaler forklarer Mennesket, og fremhæver netop derved det Karakteristiske og den slaaende Lighed. Ved første Øiekast udbryder man ved at se et saadant Maleri uvilkaarligt: Hvilken Lighed; betragter man det derimod nøiere, saa fremdrager Hukommelsen de uskjønne men udeladte Træk, og man udbryder igjen: Og det er dog ikke ligt! Deraf deres Kritik, som fordre en aandløs og uskjøn Kopi, som ikke begriber, at alene det Aandigskjønne fortjener at bæres over til Efterverdenen. Det Uskjønne skal synke i Graven, men Menneskets bedre Deel skal leve. Deraf den indskrænkede Bebreidelse, at Portrætet flaterer.
De høie Personers Stilling er høist yndefuld. Det er ikke alene Ansigtet, som er idealiseret, og navnlig er Dronningens siddende Stilling og hendes Kjoles yndige Foldkast særdeles tiltalende. Lithographierne ere stukne i et af Europas bedste lithographiske Instituter, og saaledes udførte med en Fiinhed og Smag, som man hertillands vanskeligen skal have seet Mage til. Hr. Tønsberg har ikke sparet paa Noget, for at faa Portræterne saa fuldendte som muligt, og som et Beviis paa hans Stræben efter det meest Fuldendte i lithographisk Henseende, kan anføres, at han indhentede Prøver fra tre af Europas berømteste lithographiske Instituter, førend han bestemte sig til at lade sine norske Nationaldragter udføre af det lithographiske Institut i Berlin. Det er en Stræben efter Smagfuldhed og et Hjertelag til at vove Penge, naar det gjælder fædrelandske Emner, som i Sandhed fortjene Paaskjønnelse, især i et fattigt Land som vort, hvor Enhver i sin Kreds har nok med at sørge for Livets første Fornødenheder og hvor de trange Forholde lade Smaalighed og Misundelse fortære de enkelte Kræfter i indbyrdes Kamp. De fortjene saa meget mere Paaskjønnelse, som det er ved slige Arbeider, Udlandet hovedsageligen bliver ledet til at tænke paa os. Kunsten er universal og vi have derhos vore Kunstnere f. Ex. Bullk81 og Tidemank82, og Kunstens Fremhjælpere, at takke for en Opmærksomhed som ellers ikke vilde blive os tildeel. Det er deres skjønne Kald at bære Fædrelandet til fremmede Egne, og bidrage Sit til at alle Nationer føle sig som et aandeligt Forbund, der stræber henimod Idealet. Vi Andre formaa ikke Andet, end at virke i vor snævre Kreds, vi tjene derved direkte Fædrelandet og derved det Hele; men vi have ikke Lov til at sætte vor Virksomhed som det ene Opholdende og Virkelige, vi skulle indrømme Kunsten dens høie Betydning og ikke maale Kunstneren efter vor Maalestok. Det var borneret af Christianienserne, at hænge sig fast ved Ole Bulls politiske Taler og Anskuelser; man glemte Kunstneren over Politikeren, og blev — en Philister. Hvad spørger Verden om vore Kjævlerier? Hvad Betydning have de for det Hele? Og hvor uendelig liden er ikke den nøkterne Forstand i det Heles Økonomi.
Ligesaa indskrænket og mere ondskabsfuldt er det, at tilskrive Tønsbergs Foretagender en liden Ærgjærrighed. Vi have ikke Ret til at randsage Hjerter og prøve Nyrer; ville vi være liberale og nogenlunde kjærlige, bør vi fæste vort Øie paa det Nationale og Almeennyttige i hans Foretagender. Det er smaaligt at udlede Alt fra lave Bevæggrunde, og Ubekjendskab til vedkommende Personer og til høiere Ideer kan alene føde en saadan Forvovenhed. Hvem giver mig Lov til at bryde Staven over et Menneske og sige, at hans Virken er forfængelig? Det Ædleste og Bedste hos Mennesket bliver dog skjult, og jeg ser kun Tilfældighederne og enkelte Træk, der ved Livets eiendommelige Forhold ofte faar et usandt Skue. Dette skulle de gode Herrer af Studenter betænke, naar de paa Tønsbergs Auktioner, hovere sig over sin bedre Viden, og gjøre Bemærkninger over hans mulig falske Udtale af fremmede Ord paa Bogtitlen. Hvilket fornuftigt Menneske takker dem for deres Kjendskab til fremmede Sprog, da deres Forældre i Regelen have holdt dem i Skole fra de vare saa store som saa? De maatte ikke være Mennesker, dersom Dressuren ikke skulde gjøre dem til en Smule. Den, som har brugt sine egne Vinger har af den tunge Erfaring lært, at Omstændighederne ofte fortjene mere Tak, end Individet. Havde Tønsberg været saa heldig at blive holdt i Latinskole, saa havde han vist ikke staaet tilbage: man vil ikke kunne frakjende ham et godt Hoved, og det er en Omstændighed, der vidner om hans Trang til at dueliggjøre sig, at han i den Alder og som Familiefader nu læser fremmede Sprog og som en liden Gut, skriver engelske Stile.
Den 13de Januar blev Festen for Fædrenes Minde holdt i Studentersamfundet. Det var noget Udelukkende, at man ikke tillod Andre end Medlemmer af Samfundet at deeltage i den. Vel er det saa, at Festen er udgangen fra Samfundet og den nordiske Idee, men derfor skal den ikke udelukkende holdes udenfor Samfundets Vægge. Den skal som enhver høiere Erkjendelse stige ned til Andre, og man tør haabe, at den Tid engang vil komme, da man mere end nu erkjender Betydningen af en saadan Fest. Det er saa sandt, smukt og velgjørende, at tænke paa Forfædrene og sammenligne Før med Nu; det er for Nationer det samme som for det enkelte Menneske at tænke paa sine Barndomsdage, og anstille en Sammenligning mellem hvad man har tabt og vundet.

Nr. 23/1851; tirsdag 28.01.

[Diktaren og staten]

Korrespondence
Christiania d. 25de Januar 1851
Hvad siger Du om det danske Folkething, som har udstyret Digterne Palludan Mullerk83, H. Hertzk84 og Chr. Wintherk85 med 1000 Rdls. Pension? Var det ikke en ligesaa skjøn som retfærdig og politisk klog Handling? Den danske Stat har derved sagt til de andre Stater, at Digterne ogsaa ere nyttige Mennesker, der fortjene, at Staten tager dem under sin faderlige Beskyttelse og ikke lader dem «dø Digterdøden.» Det er mærkeligt, at Staterne ikke før have indseet dette; de have lønnet sine Embeds- og Bestillingsmænd, lønnet Vægtere og Rodemestere, opbygget Tugthuse og sørget for Slaverne, lønnet Skarprettere og Brændeviinskontrollører, taget sig af Fantepak og offentlige Fruentimmer, sørget for Heste og Hunde, men overladt Digteren til sig selv og erklæret ham for en uægte Søn. En Embedsmand, hvem Staten har givet fri Underviisning, og senere et lønnende Embede, er bleven forfremmet for sin derover ofte haandværksmæssige Tænken og Leven, ja han er endog bleven paahængt en Orden for «tro Embedsførelse;» men Digteren, af hvis rige Bryst den hele Nation har suet Næring og Marv, har man ladet gaa fra Boghandler til Boghandler som en demitteret Slave, der gaar fra Dør til Dør med sine Piberensere, Kamme eller Æsker med Blanksværte. Prokuratoren, der efter Ordsproget lærer Folk at trætte og vride, lønnes, og naar han dør, saa sørger Staten for hans Enke; men Digteren, som lærer Folk at synge og elske hverandre, han bliver overladt til et Publikum, der ofte ikke forstaar ham, førend han er død af Armod og Fortvivlelse. Det var kun liden Trøst, at Efterverdenen har slynget Udødelighedens Krands om hans Tinding; det har været en rædsom Ironi over Stat og Menneskehed, at Børnene have aabnet sit Pantheon for den, som deres Fædre have dræbt, at de med Støtter have æret og i Sange lovpriist den, paa hvis Hoved Fædrene trykkede Tornekronen, og om hvis Skuldre de slængte en spottende Purpurkappe. Tænker Du ikke paa Wergeland?k86 og for en Deel paa Mauritz Hansen?k87 Vel have Konger og mægtige Velyndere hædret og belønnet enkelte Digtere; men det var paa en Maade at klappe med den ene Haand og slaa med den anden, idet Digteren dybt maatte føle sin Afhængighed og ligesom spise Naadsensbrød, og det maa dog for en ærekjær Mand være det Græsseligste af Alt, ikke at tale om, at Digteren derved var fristet til et Fyrstesmiger, der var ham ligesaa uværdigt som Efterverdenen væmmeligt. Tænker Du ikke paa Horats,k88 Racine,k89 tildeels paa Goethe,k90 paa Baggesen,k91 Oehlenschläger,k92 Bellmannk93 og, desværre paa Wergeland? Naar Folket derimod lønner, da har Digteren en værdig og evig Gjenstand for sin Taknemmelighed, da vil hans Hjerte svulme for Fædrenelandet og den hele Menneskehed, og han vil opbyde sin hele Kraft for at afbetale sin Gjæld; naar Folket ikke længere stænger ham ude, naar Nattevinden ikke hylende gjøgler med hans graa Lokker, da vil han ikke længere som en Kong Lear udstøde Forbandelser over sit eget Kjød og Blod, ikke anslaa falske Strænge, hvis Dirren netop virker ødelæggende paa det poetiske og sædelige Gehør, fordi et Geni har styret Plektret. At ikke Andre end sande Digtere ville blive belønnede, derfor borger Offentligheden.
Hvorledes har Staten hidindtil baaret sig ad med Digtere, som den ikke ganske har «sat i Ban?» Jo, den har t. Ex. ansat særdeles tvivlsomme Digtere i Stillinger, hvori de vel omtrentlig passede som det 5te Hjul til en Vogn. Og hvorledes har ellers Staten baaret sig ad med fortjenstfulde Mænd? Lønnet dem med Embeder, som ødelægge baade dem selv og Forvaltningen. Staten maa dog vel engang i dette Stykke lære Retfærdighed og dermed sit eget Bedste, saa at den heller giver fortjenstfulde Mænd, for hvilke der ikke er noget egentlig Embede, en reel Pension, der kan sætte dem istand til sorgfrit at leve for sin Idee og Viden, end at den ødelægger Administrationen og lader Vedkommende gaa under.
Hvorlænge mon det vil vare, inden Staten vil understøtte Theatret? Hvorlænge mon den borneerte Mening vil gjøre sig gjældende, at alene Hovedstaden og de enkelte andre Byer har godt af en saadan Understøttelse? Som gav den ikke Kunsten et Fremstød, udbredte direkte eller indirekte en dannet Smag ogsaa i videre Kredse og var en af Betingelserne for en national Musik- og Digtekunst! Hvorlænge vil Staten idetheletaget overse Kunsten og — med Undtagelse af Religionen og den strænge Videnskabelighed — alene holde sig til det grovslagne Livs materielle Indhold? Saalænge Statsstyrelsen skrider fremad i en overveiende materiel Retning, og ikke begriber, at Alt hører med til at danne og forædle Mennesket, og at Staten ikke blot skal fjerne de onde Magter, som den Enkelte ikke kan skjærme sig for, men ogsaa opelske det Gode, som den enkelte Mand eller Kommunen ikke selv er istand til at forskaffe sig.
Dog, vor Stat har allerede gjort en Begyndelse: den har skjænket 3000 Spd. i Budgetterminen til Indkjøb af Malerier og udsat Stipendier i enkelte kunstneriske Øiemed, ligesom den ogsaa med Undtagelse af det ovenfor Skisserede har været særdeles rundhaandet med at kalde de høiere Interesser til Live, især naar man betænker, hvilke Ofre det har kostet i Eet og Alt at «sætte Fødder under eget Bord.»

Nr. 28/1851; søndag 02.02.

[Stortinget og politikken]

Korrespondence
Christiania d. 30te Januar 1851
Nu ere vel de fleste Storthingsmænd samlede herinde; flere af dem have allerede været her en Uge, og man har saaledes allerede havt Leilighed til at betragte Christianiensernes nysgjerrige Skotten efter disse Nationens Mænd. De almindelige Kaféherrer lade ikke til at nære synderlig Respekt for dem, uagtet de vistnok burde yde dem al Tak, fordi de yde dem Stof til de ellers særdeles aandløse Kafésamtaler. Storthingstiden er i saa Henseende en særdeles velsignet Tid; den sætter Tanker i Omløb, som ellers ikke vilde røre sig, og bidrager saaledes til at give det aandelige Liv et nyt Sving. Politisk Stille er ikke sundt for Aanden, og det er en overfladisk Tanke, at man vilde kunne undvære Partier. Den menneskelige Træghed kan alene komme frem til Sandheden ved at kastes imellem Modsætninger. Man bliver under et saadant Boldspil nødt til at anstille Betragtninger over de modsatte Partiers Forhold, deres aandelige Gehalt og endelig deres Betydning for det Heles Økonomi. — Rygterne gaa ellers, at Oppositionen seer ud til at skulle blive særdeles kompakt; de fleste Storthingsmænd ere nok dybt grebne af Regjeringens Handlemaade mod Harringk94 og Sexe,k95 og Enkelte skulle endog have ytret, at Regjeringen sandsynligviis foretog disse Krafthandlinger for at bringe Oppositionen til det Yderste og derved ved et coup de main fælde Oppositionen med eet Slag. Oppositionen er altsaa paa Post baade mod sig selv og mod Regjeringen, og det er særdeles vel. Medfører dette Sandhed og er en saadan Forestillingsmaade almindelig, da kan Fædrelandsvennen trøste sig med, at det ikke vil komme til noget Optrin og at saaledes det Hele vil gaa sin jevne Gang, — Noget, som den norske Besindighed ellers synes at maatte borge for. Imidlertid vil nok ikke Oppositionen være eet Legeme og een Aand; vor almindelige Tvedragtsaand og eiendommelige Lyst til Spaltning vil sandsynligviis kløve Oppositionen i 3 à 4 Leire: de moderat-oppositionelle Embedsmænd, Stabellk96 og Mændene af den gamle Skole med Valstadk97 og enkelte andre Oplandsbønder, de vestlandske Bønder og endelig de meest rasende studerede Folk i og udenfor Thinget, som ved sin oppositionelle Færd ville hæve sig til Ære og Værdighed. Det skulde være beklageligt, om disse fik forledet de svage Hoveder til Skridt, som aldrig vilde kunne retfærdiggjøres for Besindighedens og Fornuftens Domstol. — Thranesk98 Agitation skal staa vel anskreven hos mange af Oppositionens fornemste Høvdinge, deels fordi de indse, at Agitationens gode Sider ere virkelige Fremskridt, deels fordi deres Fødsel og Opdragelse lade dem have et aabent Øie for de Fattiges Lidelser, og vel deels fordi de i Bevægelsen finde et Rygstø. Hvorvidt Thrane selv er populær, skal jeg ikke kunne sige, derimod er det nok temmelig vist, at Abildgaardk99 er det, og han fortjener det da ogsaa, forsaavidt som han unægtelig er en ung Enthusiast, der vil det Gode paa sin Viis. Flere Storthingsmænd skulle have gjort ham deres Opvartning, dette lader jeg nu staa ved sit Værd. Det er forresten ganske naturligt, at de ville lære sine Folk at kjende, saameget mere, som de nok have faa Dygtige herinde i Christiania, hvem de med Hud og Haar kunne kalde sine. De maa i saa Henseende føle sig forladte og fra sit Standpunkt betragte Christiania som et Sted, hvor alle Servilismens Aander have deres Tilhold. Denne falske Tanke er Oppositionens største Ulykke, den miskjender det Gode og har Mistanke til Mange — det vover jeg med Glæde at sige — som ikke tage i Betænkning at vie sine ædleste Kræfter til Fædrelandets Vel. Ved en saadan Miskjendelse støder Oppositionen disse sine naturlige Bundsforvandte fra sig og maa staa alene i en Strid, hvori de Venneløse med Nødvendighed maa bukke under. Det hjælper ikke, at de pukke paa Folket. Folket kan i sin ædle Skikkelse aldrig i Længden ville understøtte Andet, end den humane og udviklede Fornuft; det er en stor Trøst, at det har Sands nok til at adskille de sande Venner fra de falske, men inden en saadan Anskuelse faar gjort sig gjældende, ere mange ædle Kræfter bukkede under, Fremadskridningen forsinket og Patrioterne fortærede i indbyrdes Kamp. At det ikke er det egentlig Stabellske Parti, som hylder Arbeideragitationen, vil Du af Morgenbladets Virksomhed i den Retning let kunne slutte. Morgenbladets vaklende Forsøg paa en Mægling mellem Partierne i Anledning af Storthingsvalget i Drammen skal have indgivet mange af Oppositionen den Tanke, at Morgenbladet ikke vil kunne føre dem frem til Seir, men hvilket Blad skal da føre dem? De maa grundlægge et nyt, og hvem skal redigere det? Rolf Olsen,k100 vil Du sige, ja bi nu lidt, det turde nok hænde, han er overmaade populær i Oppositionens yderste Venstre, hans Variationer over den Harringske Udjagelse og Kirkesagen have skaffet ham mange Beundrere. Forresten gaar nok det Heele op i Vind. Samspillet i Storthinget vil forhaabentlig nogenlunde udjævne Dissonantserne og lade de største Brushoveder i ærbødig Afstand trække sig tilbage for et Liv, som skuer dem i Øinene med bydende Alvor. De lovlige og sædelige Magter ville paabyde dem en ærbødig Taushed og samle de Vanmægtige under sine Vingers Skygge.

Nr. 38/1851; fredag 14.02.

[Christiania marknad]

Korrespondence
Christiania d. 10de Februar 1851
Se nu er da Veiret opklaret og Markedstummelen forbi. Man kan nu vove sig ud paa Gaden uden at svømme mellem berusede og puffende Mennesker; det er nu Tid at komme til Besindelse og gaa over de øde Torve, der synes at skotte om efter sine Liremænd og Sælgekoner. Dersom ikke Følgerne af taabelig Ødselhed, Sygdom og Anger, vare saa prosaiske Fornemmelser, kunde man særdeles poetisk sætte sig hen paa Markedets Ruiner og udmale de stakkels Markedsgjæsters Indre og Ydre. Ifald man ikke betragter Markedet som et Slags Folkefest, et vist nordisk Karneval, saa er det unægtelig saavel fra et nationaløkonomisk som fra et sædeligt Standpunkt absolut forkasteligt, især i en By som Christiania, hvor de samme Mennesker noget nær hele Aaret igjennem kunne træffe hverandre. Det er intet Stevnemøde mellem to Nationer som paa Levanger og Grunsethk101, og det er ligesaalidt særegne Produkter, der paa en vis Tid maa forhandles, det er simpelthen en Sammenstimlen, hvori Schakreriet, Snyderiet, Dandsekipperne, Tombolamændene, Sukkerbagerne, Brændeviinssælgerne og alle Sorter af Vertshuusholdere alene gjøre gode Affærer. Derfor seer man heller ingen egentlig Handel, men alene en nysgjerrig Bevægelse, der «begloer» de se- og ikke-seeværdige Gjenstande, som findes herinde, især i et Aar, som dette, da Hestehandelen ogsaa er flau, og Bonden, som han siger, «ikke engang faaer give bort sin Hest.»
Det meest Interessante ved det hele Marked var Industriudstillingen. Det var isandhed glædeligt at træde ind i det rummelige Lokale, hvor fædrenelandske Frembringelser overalt vinkede En imøde. Det eneste tilgavns Uhyggelige og Smagløse var en opløben Dreng med iisnende koløret Voxansigt, over hvis Skuldre en Mesterprøve af en Kjole hang som over en Stang. Armene hang og dinglede tomme, og hans nye Beenklæder laa i «Skrukker» om den sammenklistrede Figur, der som et Spøgelse stod lige for Indgangenn6. Jeg «skvat» tilbage i Døren og min første besindige Tanke var, at harmes over en Direktion, der tillod eller arrangerede en slig barbarisk Opstilling. Vilde man absolut have slige Spøgelser i Salen, saa burde man dog have saamegen Takt, at man stillede dem forstukne hen i en Krog og ikke skræmmede Livet af Folk. Strax ved Siden af denne opløbne Dreng stode tvende Brystbilleder af Voxfigurer, der ogsaa i samme Aandedræt bidroge til at forhøie Skrækken. De vare flyttede ned fra Barbereres og Haarskjæreres Vinduer, hvor de da ikke længere skræmmede Folk, som gik paa Gaden. Jeg forsonede mig imidlertid paa en vis Maade med deres Hæslighed, idet jeg ved at træde nærmere opdagede deres nydelige Parykker med de rene Tomburette-Delinger. Parykkerne vare — det sagde en Kjender, som stod ved min Side — i enhver Henseende ligesaa smukke og gode som de bedste, man faar fra Udlandet, og det mærkeligste var, at de vare gjorte af Barberer og Parykmager Gunnestadsk102 11aarige Søn. Hvorfor sætter man sine Parykker paa slige Skabilkenhoveder, og ikke heller hænger et Parykskildt udenfor sit Huus med en Paaskrift, som Baggesenk103 saa i Paris: «Havde Absalon havt en Paryk, saa var han ikke bleven hængende i Egen?»
Det meest seværdige paa hele Udstillingen var unægtelign7 de af Juveleer Tostrupk104 forfærdigede Sølv-Alterstager. Saa smagfuldt de end vare forarbeidede, stødte de imidlertid Øiet, idet de ikke frembød noget harmonisk Heelt, men noget vist Afstumpet og Halvt; paa Midten er nemlig anbragt gothiske Taarne, medens den øverste Deel er afstumpet ved en noget bred Rand; det — om jeg saa tør sige — kirkelige Indtryk bliver derved tilintetgjort. Havde derimod de gothiske Taarne været anbragte ogsaa oventil, saa at Lyset havde staaet mellem dem, saa vilde deres Udseende have faaet den Heelhed og Harmoni, som man fordrer af ethvert Kunstværk. Saaledes som de nu ere, maa man med al deres Glands og Kostbarhed kalde dem mislykkede.
Noget af det meest kunstneriske i den hele Samling var udentvivl Glosimodtsk105 udskaarne Arbeider: Thorvaldsensk106 Büste, en Daase med Portræt af Lutherk107 og en Do. af N. Juulk108; de vare skaarne med en Troskab, Fiinhed og Sikkerhed, som gav Ansigterne et Udtryk af Aandighed, der stempler Arbeidet som et Kunstværk. Glosimodt, der som en Bonde fra vore Fjeldbygder, lige til den sidste Tid alene har lært sig selv, er ogsaa et Exempel paa, at vi Norske ingenlunde ere blottede for industriel og kunstnerisk Sands, naar blot de naturlige Talenter tilbørlig bleve fremdragne, og benyttede. At dette ikke før er skeet, er Noget, som er en naturlig Følge af vor uudviklede Tilstand i fast alle Retninger. Vi have hidindtil ligesom ligget i Drømme og begynde nu lidt efter lidt at gnide vore Øine og vaagne op til Bevidsthed. Ingen fornuftig Mand kan imidlertid klage herover: ifølge den naturlige Udvikling maatte det saa være. Nu indse vi det Eensidige, Brød- og Holdningsløse; at de bedste Kræfter kaste sig paa Embedsstudiet, og at Staten ikke forholdsviis yder Kunst og Industri, Fabrikker og mekaniske Anlæg, Haandværk og økonomiske Udviklinger idetheletaget en ligesaa stor Understøttelse og Opmuntring som Videnskaben og Fabrikationen af Kandidater. Alle have de Krav paa Opmærksomhed, og Staten maa og bør som en god Fader sørge for alle sine Børn. Formaar den end ikke at sørge rigeligt for dem, saa skal den dog gjøre det saa ligelig, som fornuftig Beregning kan foreskrive.
Det vilde være ligesaa interessant som nyttigt og opmuntrende at se en detailleret og sagkyndig Fremstilling af de fleste udstillede Gjenstande; de fortjente det isandhed, og det var idetmindste en Opmuntring, Pressen i sin affekterede Penhed og Fornemhed skyldte de flittige Arbeidere, der vist have vaaget mangen Nat, for at faa sine Arbeider færdige til den bestemte Tid. Og vore store Hovedstadsblade havde Rum nok til at gjøre det; de drives hver Morgen af Baasen som Faraos magre Kjør, og brøle til hinanden og stange paa hinandens udhungrede Ribbeen; derved tro de at gavne og forsone Gemytterne. Mon de ikke gjorde bedre i at være lidt mere folkelige. Men, der skal ligesaa store Evner som god Villie til at være det.

Nr. 39/1851; lørdag 15.02.

[Opninga av Stortinget]

Korrespondence
Se, nu er da Storthinget endelig aabnet; igaar timedes det mig at se den Høitidelighed, som jeg bogstavelig kjøbte for usigelig Møie og blodig Sved, og kjøbte den saaledes altfor dyrt. Det Hele vilde have været høitideligt ifald Herolderne ikke havde tittet frem som romerske Satyrer og holdt Parodiens Dæmon tilskue. Mennesket maa ikke være altformeget alvorligt; det er mærkeligt, men sandt. Driver det Alvorligheden til den yderste Spidse, saa fremkommer den meest rystende Komik. Det er derfor mærkeligt at man fremdeles bibeholder den middelalderlige Herolddragt. Menneskene kunne nu ikke længere blive imponerede ved forgylte Baand, røde Kapper og Kniplinger om Knæerne; der skal noget Mere, noget Indre til. Herolderne vakte derfor neppe nogen Ærefrygt hverken hos Dannede eller Udannede; man skottede alene efter dem, ligesom Faarene, naar de se Klodyr. Det var et lystigt Syn.
Kongenk109 oplæste sin Throntale med svag, men tydelig Stemme, og man kunde alene paa enkelte Ords Accentueren fornemme, at han ikke var en norsk Mand.
Det var skjønt og vidnede om huuslige Dyder, at Hans Majestæt begyndte sin Tale med sin Søns, Kronprindsens Giftermaal; det var tillige omsorgsfuldt og landsfaderligt, at han gav det tro norske Folk det glade Haab om en sikker Thronfølge. Vore Efterkommere ville saaledes blive forskaanede for en Successionskrig, der ofte har herjet skjønne Lande, og gamle Norge har ogsaa i henved et Par Aarhundreder vaandet sig under en saaden Feide. Man sparer Skillingen og lader Daleren fare, naar man ømmer sig under en undersaatlig Forsorg for høie Prindser; men man skjønner ikke det Gode førend man har tabt det. — Throntalen ligesom ogsaa Beretningen om Rigets Tilstand giver Arbeiderbevægelsen lidet Haab; dog den var allerede tilbagestødt fra den Kant; nu kommer det an paa, hvad Storthinget vil og kan gjøre. Det vil nok blive nødt til at gjøre det samme som Regjeringen: Arbeideragitationen bliver nok nødt til at gaa fra Herodes til Pilatus: den maa henvende sig til den kommende Tid, der stedse tager sig af den Lidende og fører hans Sag til Seier; da er det rigtignok forseent; men, her er det ikke en enkelt Mand, som skal blive hjulpet, det er en Bevægelse, som skal blive fremmet eller tilbagestødt.
Throntalen satte kjendelig Arbeiderbevægelsen i Forbindelse med Udlandets Theorier og Revolutioner, der bleve underkjente. Det er mærkelig, at man drister sig til at fælde en Dom paa Forhaand; mon det ikke var riktigst, at erklære om slige verdenshistoriske Begivenheder, at man endnu ikke forstod dem? En Privatmand kan ifølge sin Svaghed tillade sig, at fælde en Dom vel tidligt, men en Statsmagt . . . . . . en Idee . . . . den personlige Fornuft . . . . .
Beretningen om Rigets Tilstand var i det varme Veir overmaade lang, det er imidlertid mærkeligt hvor godt Alting tager sig ud paa Papiret. Livet maa være et sandt Paradis for Folk, som bestandig sidde paa Kontorer og idetheletaget bevæge sig i en Papirverden. De høre ikke med Job «de Klagendes Skrig.»
Storthingets Præsident takkede, som Du vel har seet, i faa, men hjertelige Ord, og hans senere Henvendelse til Kongen aandede sand Loyalitet. Det er saa smukt, at «Brødre bo fredelig tilsammen.»
Idag har imidlertid et Forslag fra Direkteur Holstk110 været fremsat. Det er ikke saa ganske fredeligt; det gaaer ud paa Intet Mindre, end at Storthinget skal bevilge den af Regjeringen afsatte Sexek111 fuld Gage. Forslaget blev udlagt til Behandling i et senere Møde. Gaar det igjennem, saa har Storthinget fældet sin Dom over Bretteville.k112 Han bør derfor være saa konstitutionel, at han pakker sammen; men, vil man sige, Formerne ere endnu ikke blevne konstitutionelle hertillands. Kan saa være, og isaafald kan Bretteville blive siddende paa sit Tabouret.

Nr. 44/1851; fredag 21.02.

[Frå Stortinget: adresse- og hurtigskrivarsaka]

Korrespondence
Christiania d. 16de Februar.
Bjørnen sagde engang til Ræven: «Kom, lader os gaa ud og ‘veide’ sammen, og Vildtet skulle vi dele som Brødre.» Ræven troede, det var gjilt at være sammen med Bjørnen, som har 12 Mands Vet, og han sagde ja, kom an! Nu gik det over «Hougar og Hamrar, gjennem Buskor og Smug.» Ræven opdagede altid Vildtet og lærte Bjørnen, hvorledes han skulde stille sig paa det, uden at blive opdaget. Men Bjørnen huskede over Stok og Stage saa uforsigtigt, og det knagede saa i hans Been, at Folkene altsomtiest bleve Fribytterne var og satte efter dem med «Høg og Hund.» De bleve revne og glæfsede, men «smat» altid undda. Naar de da hæsende og blæsende kom sammen oppe i Skogen igjen, sagde Bjørnen: «Det er din Skyld, Mikkel», og han gav ham et Drag under Øret. «Du milde Gud», sagde Ræven, «det skal jeg have for mine Raad, som du finder gode og gaar ind paa, men ved din Husken og Hoppen forraader du den bedste Angrebsplan. Og, naar du ved min Hjælp «veider» Noget, saa «skarver» du det op alene, medens jeg gaar og hungrer, saa det skriger i mig; tror du, jeg kan leve af Halene og Ørelapperne? Farvel.» «Hvilken Uforskammethed», sagde Bjørnen, «saaledes tør du tale til Skogens Konge, som har 10 Mands Styrke og 12 Mands Vid! Maa ikke du og dine Lige være stolte af, at jeg vil «labbe» Eder?»
Denne Historie hørte jeg i min Barndom; jeg tror, at jeg græd for den arme Mikkel og lovede at skyde Bjørnen, naar jeg blev voxen. Men de barnlige Tanker udviskes, og jeg har ikke tænkt paa denne Historie igjen, førend igaar, da det blev mig fortalt af en formeentlig Velunderrettet, at Kongenk113 skal have givet lille Brettevillek114 alvorligt Skrub for den sexeske Sag. Det er ligesaa skjønt at være Konge som utaknemmeligt at være Minister; men, den konstitutionelle Konge er en Fiktion, Statsraaden derimod er et ret og slet Menneske og ovenikjøbet en Kontormand. En saadan Blanding af Materie og Aand kan intet Heelt komme ud af; det maa blive en Homunculusn8, der vel har den rigtige mechaniske Sammensætning, men som mangler det organisk belivende Princip.
— Adressesagen kommer nu igjen op af Dage; den ligger nu hos et Udkast,*) der har at afgive Indstilling. Blot Udkastet nu denne Gang ikke vilde frafalde sine Grunde og saaledes lade Thinget stemme over en hovedløs Mand, der i denne Tilstand rigtignok har det Fortrin, at han er sine Fædres udtrykte Billede.
Det maa ellers blive ganske interessant at høre paa de vordende Adressedebatter, i hvilke Thingets Kjæmper, Schweigaardk115 og Lerche,k116 sandsynligviis ville komme til at bryde sin første Landse. Lerche vil forhaabentlig ikke blive skræmmet fra Vid og Forstand, saaledes som Smaafolkene i 1848. Han vil udentvivl, om saa skal være, falde som en Spartaner og ikke springe fra Skjold og Bue. Om det Rigtige eller Urigtige i at faa en Adresse istand, er vel ikke saa ligetil at sige. Det er godt Fransk og Engelsk, det er vist; men det er endnu ikke lykkedes nogen oppositionel Taler eller Skribent at gjøre en Adresse til en Fjeldets Søn. Man har snakket en heel Deel, men det har gjerne været i Almeensætninger, som i det virkelige Liv saa saare lidet have at betyde. Adressens Punkter ville vel nu som før ligeledes være af en saa almindelig og ubestemt Natur, at de i praktisk Forstand blive meningsløse. De sige Forlidet, netop fordi de sige Formeget. Det er jo klart, at ethvert nogenlunde rimeligt Menneske maa ville Indskrænkning i «Embedsværket», «større Kommunalfrihed», «Gjennemførelse af Grundlovens Aand», og hvad forresten alle disse oppositionelle Stikord hedde; men Graden, Tiden og Maaden, det er Knuden, og den kan alene Tiden og Fremadskridningen løse. Det gaar ikke an at gribe Statssamfundet som et Stykke Viskelæder og spinde det ud efter en Maalestok; man maa lade det voxe under omhyggelig Pleie. Hvad skal Kongen gjøre, naar han seer disse Fordringer? Udnævne frisindede Ministre? Hvor finder han dem, at sige dygtige? Paa Oppositionsbænkene? Men bliver det virkelig ikke resikabelt at vælge Folk til Raader, der love Guld og grønne Skove, naar man kjender Historien og seer, hvorledes disse ride, naar de komme i Sadlen? Dygtigheden lover gjerne ikke mere, end den kan holde, men Uvidenheden er riig paa Løfter, fordi den har Alt at vinde, men Intet at miste. Den Dygtige kjender Livet og veed, at det ikke er nogen let Sag at spinde Silke af det; men Umodenheden og den forresten agtværdige Enthusiasme siger med Spiegelberg i «Schillersk117 Räuber:» «Gjør mig til Finantsminister, og Penge skulle vrimle, somn9 der vrimlede Luus fra Moses Mirakkelstav!»
Dog, den Dag, den Sorg. Naar Adressen kommer fore, skal jeg komme tilbage til denne Sag; kun saameget: Departementsfolk ryste paa Hovedet og sige: Tænk, Adressen blev besluttet mod — 11 Stemmer! Og det var unægtelig en tvingende Majoritet, at sige, naar man tæller efter Dusinet; men da Verden har saa meget Dusinagtigt ved sig, saa skal jeg nok vogte mig for at slaa mig til Departementsfolkenes Side, men sige ganske roligt: det gaar jo ret brav.
Det er ikke nogen grei Sag, at sno sig frem i Verden, især naar man har den Skjæbne, at være en opløben Dreng, som rager op under Thronen. Storthingsmændene skulde ligesaalidt som Bretteville være «tillags.» Der fortælles nemlig, at Kongen skal have kaldt til sig nogle Storthingsmænd og givet dem en faderlig Bebreidelse, fordi de nu i Thingets Begyndelse teede sig noget ustyrlige, nu da Enighed var saa nødvendig. Er dette sandt, saa maa Hvedebrødsdagene være forbi. Alt saa saa inderlig peent ud i de første Taler og Hilsninger. Prindsen skal som Sømand have kaldt til sig Løitenant Rosenkvist.k118 Jeg beklager ham: begynder han at blive spag, saa vil man sige, at han utilbørlig er paavirket.
— Hurtigskriversagen gik al Kjødets Gang, men Haabet lever, den staar nok op igjen under næste Thing. Det er mærkeligt, at man kan beklage sig over partiske Referater, og naar det kommer til Stykket, saa vil man dog ikke have Andet alligevel! Thinget har i dette Stykke viist sig som den Kone, der beklagede sig over sin Naboerskes Trættekjærhed, men da denne kom til Forstand, sagde hun: Gud hvor eensomt og stille det nu er! Det gaar imidlertid ikke an at beskylde Thinget for Haardhed mod Hurtigskriverne. De have isandhed Intet at beklage sig over: de fik fri Underviisning, lærte en nyttig Kunst og fik 50 Daler atpaa.
Enkelte Taler i Hurtigskriversagen vare i sin oprindelige Skikkelse overmaade løierlige, det er ubodelig Skade, at de ikke bleve optagne med Hud og Haar. Storthingstidenden vilde være blevet en morsom Lektüre, men de vordende Personer i Eventyrkomedien vogtede sig for at fryde Publikum. Foretagendet var forresten saa kostbart, at det nok kunde skaffe Sparsommeligheden en Knag at hænge Hatten paa.
*) Et nordisk Ord for Kommitte, der lugter saa meget Latin, at Danske, Svenske og andre skikkelige Folk har fundet paa et hjemmegjort Navn istedet.

Nr. 46/1851; søndag 23.02.

[Litteratur- og kunstkritikk; Myllarguten]

Korrespondence
Naar man undtager den fornyede Behandling af Sexesk119 Sag, saa ferierer Storthinget nu paa en Maade, idet Medlemmerne ere ganske gemytligt samlede inden sine Udkastvægge, hvor Sagerne blive luttrede gjennem en prøvende Skjærsild, inden de komme under Behandling i Thinget. Det er ellers mærkeligt, hvor eensomt det politiske Liv bliver ved et saadant sønderlemmet Storthing inden lukte Døre; man fordrer nu engang Bevægelse, naar Storthinget er samlet, og vi ere saa vante til politiske Opdiskninger, at vi blive flaue, naar Livet gaar sin jevne Gang. Politiken er en velsignet Ting; i den kan Alle deeltage. Den ligner i saa Henseende Poesi, Philosophi og Religion. Det er Menneskehedens Fællesgods, deres Alminding, hvorpaa alle Faar have Tilladelse at græsse.
Under et sligt politisk Dødvand kan det belletristiske Liv blomstre. I «Iduns» æstetiske Værksted hamre visselig for Øieblikket mange Dværge, sandsynligviis endnu flere end de, der have fourneret de sidste Nummere med kritisk æstetiske Sylspet. De gode Herrer skulde heller slaa sig paa Politiken, da der nemlig ingen Tvivl er om, at de ville udmærke sig langt mere i den Retning, og navnlig skulde Hr. Glükstadk120 raadføre sig med sit eget Hjerte, om han ikke skulde have større Kald til at blive Politiker end Digter. Han maa bestemt ikke have læst hvad Baggesenk121 siger: «Man ærgrer sig ikke nær saameget over Sniksnak i Prosa som Sniksnak i Vers.»
Storbladenes poetiske Kræfter samle sikkerlig nu forøget Styrke, og Læseverdenen tør snart vente at faa poetiske Nydelser fra den Kant. Der er noget saa Dagligdags og Hjemligt i Dagbladspoesierne, at man ikke kan gjøre sig fortrolig med den Tanke, at disse Kilder skulde blive udtørrede. Kritikerne tie ogsaa, og det arme Publikum maa nu gaa i Theatret uden i Forveien at være vederkvæget og tilretteledet af Smagens glacehandskede Talsmænd. Det er saa meget mere bedrøveligt, som de fleste Theatersøgende, naar man undtager dem i anden Rad, i Regelen nok ikke have stort anden kritisk Dannelse, end de Lasarussmuler, som falde fra Postens og Morgenbladets velbesatte Bord. Theaterbestyrelsen nyder nu ogsaa et Øiebliks Ro. Det er vel imidlertid ikke Andet end et Havblik, der gaar forud for en Storm, lig den Brill-Sigismundske.
De gode Avisskrivere skulde dog betænke, at det er Synd at hamre paa Værgeløse; man bør bære over med Umyndige, selv om de gaa saavidt, at de, som Rygtet fortæller, skulde have næret Betænkeligheder ved at lade Møllarguttenk122 optræde imellem Akterne, idet de bemærkede, at Møllarguttens Spil ikke strængt taget faldt ind under Begrebet Kunst. Jeg gad nu vidst, om disse gode Herrer vide hvad Kunst egentlig er. Man har ialfald Ret til at forudsætte en saadan Uvidenhed hos dem, aldenstund de ere i Tvivl, om hvorvidt Møllarguttens Spil er kunstmæssigt eller ikke. Dog, de maa ikke have hørt ham, eller ogsaa maa de ved Kunst forstaa Noget, som grunder sig paa kold og bevidst Mathematik. Geniets umiddelbare inderlige Udbrusning bliver da ingen Kunst; Orpheus, til Exempel, heller ingen Kunstner. Dog, Orpheus var maaske aldrig til, og dermed vil da Theaterdirektionen for et Øieblik være hjulpen. De Brillske og Sigismundske Tableauer og Stjernebilleder have vel jaget Theaterdirektionen saadan Skræk i Blodet, at den for Fremtiden vil falde i Skylla for at undgaa Karybdis. Uvidenheden ligner altid en Feberpatient, der snart ligger i Sved og snart fryser, saa Tænderne slaa Generalmarsch.
Du vil allerede af det Anførte slutte, at Møllargutten er kommen til Christiania. Han kom for 14 Dage siden herind med sin Kone, der havde en Værk i sin høire Haand, og han tog med sig sine «Feler», for at være belavet paa at spille. Felen er overhovedet for ham det samme, som Sværdet for de gamle Kjæmper; han kan ikke sove uden den. Nu har han desuden 3 prægtige Feler, hvoriblandt en til 20 Daler, som han agter at forære til Ole Bull. Den er ganske vidunderlig smuk, og det maa vække den høieste Forundring, at den kan være forarbeidet af en Tellebonde, som aldrig har været i nogenslags Lære.
Igaar sendte Kongenk123 Bud efter Møllargutten, og han sad paa en Stol foran Kongen og Prindsen og spilte henved en Time. De høie Personer maatte uvilkaarligt følge Virtuosens trampende Bevægelser — de klappede og Kongen yttrede sin Beundring for denne eiendommelige rørende Musik. Idag sendte han igjen Bud efter Møllargutten og gav ham 40 Daler. Jeg kommer i dette Øieblik fra Møllargutten. I sit naive Sprog strømmede han over af Lovtaler over Kongens Høflighed og Forekommenhed, og han sluttede med: «Aa jagu betalte han som en Konge.»
En af Dagene vil han sandsynligviis give en Koncert. Maatte ogsaa Publikum dennegang have et aabent Øre for de fædrelandske Toner!

Nr. 48/1851; onsdag 26.02.

[Om revolusjon]

Korrespondance
Idag skrive vi den 24de Februar, 3-Aarsdagen efter den franske Revolution. Man betragter slige historiske Dage med en egen Følelse; de ere Milepæle paa Menneskehedens slagne Vei fra Barbari til Civilisation. Det er altid høitideligt at dvæle ved en saadan Dag, naar man lever i Forgangenheden, men spændende og skjæbnesvangert, naar man veed, at den Dag og det Øieblik, hvori man lever, vil blive historiskt mærkeligt. En saadan Dag er at betragte som en Slags Fødselsdag; man føler, hvad Barnet maatte føle paa sin Fødselsdag, dersom det blev født med Bevidsthed. Netop i en saadan Stemning sidder jeg nu, og føler tilfulde, at der imellem det Ophøiede og Latterlige gives blot et eneste Skridt, og jeg veed, at vore Efterkommere engang ville mærke sig d. 24de Febr. 1851, men hvorvidt de ville betragte dens Begivenheder fra en latterlig eller alvorlig Side, det veed jeg ikke. Det er muligt, at de ville misunde os, som levede i Dag, men det er ogsaa muligt, de ville sige: Gud, hvilke Jyder! Kort, en Masse af Muligheder er tilstede, men det Virkelige er, at Dagen vil blive ihukommet, og for os, der leve i dette Øieblik, ere om muligt endnu flere Muligheder forhaanden, men det Virkelige er, at man ikke kan blive klog paa Øieblikket. Det er muligt, at der er Fare forhaanden, men det Virkelige er, at man ruster sig. Det er muligt, at Arbeiderne ville gjøre en Revolution, men det er virkeligt, at Militæret er paa Benene, som var en saadan i Gjære. Det er muligt, at der i Gaaraftes og i Nat er forefaldet Optøier paa Ringeriget og paa Soløerkanten, men virkeligt er det, at et saadant Rygte verserer. Det er muligt, at Arbeiderne i Eftermiddag ville samles paa Torvet og indvie en rød Fane, men det er virkeligt, at Rygtet om denne Ting har spændt Gemytterne og ladet Militæret og Politiet træffe Forholdsregler. Det er muligt, at Thranek124 er en farlig Person, og at han ligger og ruger over Revolutioner, men det er virkeligt, at her i den senere Tid har seet overmaade mystiskt ud, og at hans «Virken paa en anden Maade» kan være godt Fransk. Politiet tror vist Muligheden af, at Abildgaardk125 kunde være indviklet med i en Sammensværgelse; det Virkelige er ialfald, at det i Nat larmede paa Porten til Monsens Gaard og undersøgte, om Abildgaard var hjemme; han maatte blive forskrækket, han Stakkel, naar han, gnidende sine Øine, fandt Politiet over Sengen. Det er muligt, at Generalmajor Birch,k126 som ethvert andet skikkeligt Menneske, sov noksaa godt i Nat; men det Virkelige er, at Rygtet har ladet ham staa op Kl. 4 og inspicere underordnede Officierer og Soldater, der allerede idagmorges havde indsluttet sig paa Fæstningen, som nu findes hermetisk tillukket. Det er muligt, at vi iaften kunne leve paa Fransk; men det Virkelige er, at Gud og hver Mand herinde nu leve som Dagdrivere, der rangle igjennem Gaderne og gabe og glo. Det er muligt, at Gadestenene ville komme til at ligge i Fred og Ro, og alene ville blive opslidte af Dagdrivere, men det Virkelige er, at de i mine Øine ligge og skotte om sig, titte En i Øinene og ligesom spørge: Vil I ikke skjænke os den Opmærksomhed, at bygge Barrikader af os? Det er muligt, at Lygtepælene iaften ville blive brugte til Andet end til Belysning, men det Virkelige er, at de stirre gaadefuldt ned paa den bølgende Menneskemasse. Det er muligt, at Storthinget ogsaa er Nationens Hygge, men det Virkelige er, at Galleriet idag har været usædvanligt fuldt af lasede Mennesker, der saa ud til at sætte den prompte Næveret i Virksomhed, naar det skulde være, ligesom det ogsaa er virkeligt, at Storthinget endnu holder paa med disse evige Storthingstidender og disse temmelig paatrængende Ansøgninger om Understøttelse til Udgivelse af Storthingsefterretninger. Det er muligt, at jeg skulde bie med at skrive, indtil disse Muligheder vare blevne til Virkelighed, eller ogsaa til Intet; men det Virkelige er, at Posten skal afgaa Kl. 12, og at Drammen, som er Arbeideragitationens Vugge, bør saa snart som muligt vide, hvorledes vi leve herinde, og hvorledes den ny Lære kan give Anledning, ialfald til blinde Staaheier. Nu slaar Taarnuhret 12, Torvet er fuldt af Mennesker, ialfald af Sælgekoner, jeg hører Trommen, maaske det er Musiken? Jeg seer Militær; Politiet flyver omkring som et tørt Skind; jeg maa støbe Kugler til Natten. Farvel!
Efterskrift. Det er skjønt at være Franskmand. Jeg gad nu vidst, om Thrane har sendt Bud efter Blusemænd til at gjøre Revolutioner; har han ikke det, saa gaar det galt; man kommer ingen Vei uden Kyndighed i Haandværket.

Nr. 52/1851; søndag 02.03.

[Ingen revolusjon]

Korrespondance
Revolutionen gik op i Røg; mine mange Muligheder bleve til Vind; mine Kugler maa ligge og sortne ørkesløse i Pungen; Gadestenene finde sig i sin gamle Skjæbne; Lygtepælene kom ikke engang paa Theatret — man var forsaavidt mere blodig i 1848/49. Den gamle Døse er indtraadt, Livet har sin gamle Podagra, Politiken sine sædvanlige Ligtorne og her findes neppe Nogen, som med Fynd og Klem kan træde paa dem; ialfald skriger den ikke, men gaar noksaa pertentlig inde paa Stuegulvet med sine udenlandske Tøisko. En Revolution er derfor ikke mulig, hverken i Tankens eller Politikens Verden, af den gode Grund, at her ingen Helte findes. Partierne og Meningerne, fornuftige Folk og Aviserne staa og holde hverandre i Armene, saa at de ikke komme af Flekken, men efter det gode gamle Udtryk, «tøve.» Morgenbladet taler da lidt fornuftigt nu om Dagene saa Altimellem; man vil allerede heraf kunne skjønne, at her er Storthing, og at Morgenbladet kan føde fornuftige Folk, naar Andre ikke ere at bekomme. Det vil ellers blive en vanskelig Sag for Bladet at gjendrive Christianiapostens og tænksomme Menneskers Paastand, at Arbeiderurolighederne ere en consekvent Følge af dets Politik. Thranek127 har blot omsat Lærdommen i Handling og forresten krydret den med endnu mere Galimatias; jeg gad nu vidst hvem der engang vil sætte Christianiapostens Lærdom i Handling. Det maa vist blive en anden Oluf Broch,k128 ifald Thrane paa sit første Stadium ikke allerede har gjort det: han var, som bekjendt, lynende gal paa den forhaanden værende Repræsentation og syntes ligesom at gjøre lange Blikke øster imod Nikolaus.k129
Thrane er dog virkelig en artig Skrue. Han er et talende Vidnesbyrd om, at Mennesket maa opføre Farser, naar det ikke kan være alvorligt og poetisk. Han holdt som du vel har seet, en Tale paa Hestetorvet til den forsamlede Masse og udbragte et Leve for de ny Statsraader; men hvad du ikke har seet, er, at han holdt mange Stubber af Taler.
Allerede Stedet, hvor Stubberne holdtes, er i og for sig selv karakteristisk og leder uvilkaarligt Tanken hen paa Pladsens vanlige Røre, med den Forskjel, at Hesteprangen, Liredreien, Kaffekogning og Jagter i og for sig selv er noget langt Fornuftigere, end slige Sammenstimlinger, politisk Ølsnak og Hocher for ny Statsraader.
Har man hørt sligt Snak, at udbringe Leve for Noget, som ikke er til? Det er et Tankeexperiment, som alene Philosopher kunne forklare sig; det gaar rundt for den simple Forstand, som altid vil have noget Paalideligt. Saavidt vides kan Historien alene opvise et eneste Sidestykke. De gode Athenienser, som ellers af og til vare meget aandrige og fornuftige, havde som bekjendt et Alter for en ukjendt Gud, de følte vel ligesom Thrane, at Jupiter med sine Elskerinder og Statsraader af olympiske Guder, af hvilke i Parenthesi sagt, den ene ogsaa var en Bjergmand som vor, der ogsaa havde sin Sexek130 i Mars, ikke kunde tilfredsstille den almindelige Trang til en social Forbedring og til politisk- religiøse Sammenkomster paa Langvig, ude paa Salamis, men at en forbedret Udgave af Jupiter og et nyt Oplag af de gamle Statsraader var nødvendigt, ifald man ikke skulde see sig nødsaget til at spekulere paa en Revolution. Der er saaledes dennegang ikke skeet noget Nyt under Solen, og saalænge Verden har Thraner, vil der formodentlig hellerikke skee noget.
Oppe i Grubbegadenn10 holdtes Reformbanketten; der fattede man vist under Thranes Præsidium den fredelige Beslutning ikke at indvie nogen rød Fane; der hang ingen glimrende Lysekroner i Salen; slige Prydelser ere alene de Stillestaaendes og Tilbagegaaendes Eiendom. Fremadskridningens Mænd have for det Meste maattet lade sig nøie med Toskillingslys og svømmende Lamper i Ølglas. Belyst af slige, Frihedens, Oplysningens, Philosophiens, Poesiens og Selvopofrelsensn11 Symboler og uadskillelige Følgesvende sad nok Thrane og uddeelte sine fredelige Ordres, medens Kavalleriet skoede sine Heste, Politiet udsendte sine Blænkere, Kongen holdt et lidet Pikenik for nogle Storthingsmænd, jeg støbte Kugler til Natten, og Digteren Glükstad formodentlig skrev en Marseillaisen12 til at synges paa Kaffeerne. Saaledes henrandt Aftenen, og det eneste Optrin, som forefaldt var en Kraakesværm, der nedigjennem Kirkegaden flokkede sig om en Mand, der gik og svaiede med en afbrudt Baadshage. Politiet, der nu altid skal være Daarers Formynder, skred ind og afvæbnede formodentlig Spektakelmageren. Revolutionen var forbi, og gamle Folk sige, at Martsrevolutionen i 1848 var langt blodigere; den var ialfald mere øllet og pibende, og Aviskampen vil neppe dennegang blive saa levende som i hine Tider, da Morgenbladet udslyngede sine Fulmina og en Student i Rigstidenden betegnede sin Artikels Underskrift saalunde: Jeg gjorde vel at jeg «peb».

Nr. 55/1851; torsdag 06.03.

[Frå Stortinget: jernbanesaka]

Korrespondance
Jernbanen, Jernbanen og atter Jernbanen er nu paa Alles Mund. Man beklager sig over Kommitteens Splittelse, og man ender med at forbande de Forvovne og Selvkloge, der have tilladt sig at være uenige med Schweigaardk131 og Brochsk132 Talstørrelser. Man siger og spaar, at Uenigheden og Splittelsen er et sikkert Tegn paa, at det Hele gaar op i Røg, og man maa indrømme, at en saa sønderreven Kommitteeindstilling ikke spaar noget Godt. Christiania er naturligviis rasende, og Jernbanen vil saaledes blive et fortræffeligt Middel til at bringe de skjulte Kræfter for en Dag og begrændse de politiske Partier. Det vil blive etslags Livsspørgsmaal for Morgenbladet, idet nemlig yderste Venstre finder, at dets Stilling er vaklende og at det ikke bliver noget Organ for den. «Morgenbladet bærer Kappen paa begge Skuldre», hedder det; «det har hverken moralsk eller intellektuel Kraft til at gjennemføre de folkelige Fordringer; Tiden har gaaet ifra det.»
Denne Tale er betegnende nok, og dersom Uenigheden ikke var saa stor, Folket saa trægt og de dygtige Publicister saa faa, saa vilde et nyt Organ under en kraftig Haandsrækning reise sit bydende Hoved stolt i Veiret. Men Morgenbladet seer sandsynligviis Faren og reber sine Seil saa godt det kan. Krydseren synes ogsaa at ane noget Sligt, idet den i sine sidste Nummere kjendelig falder ud af sin Rolle og ligesom smisker for Storthinget. Den gode Krydser burde ikke befatte sig med Sligt! den kan vaase og undertiden snakke om intetsigende Ting noksaa gemytligt, men alvorlig kan den neppe være. Den bør lade sig nøie med at være Harlekin og forresten indskrænke sig til at hakke paa Posten og Morgenbladet. Det vil bekomme den bedst, især da man saa alligevel ikke kan undvære et Philisterblad.
Idet Jernbanen saaledes vil bidrage til skarpt at afgrændse de politiske Partier, er den et fortrinligt Middel til at eftervise, hvor stærkt det uelandske Parti vil være*). Uelandk133 og hans Tilhængere ville i Længden vinde ved den Vending, Sagerne synes at ville tage. Ueland har ingen Skam af sit dissenterende Votum; det bærer heeltigjennem Præget af hans klare Aand. Det er patriotisk, og udtaler saa sande Grundsætninger, at man vil have vanskeligt med at slaa ham af Marken. Det er aabenbart, at Christiania og Oplandet har subskriberet for Lidet. Det er dog unægtelig Lidet af en Statsraad at tegne sig for 200 Daler, fordeelt paa fem Aar, ihvorvel det maa erkjendes, at Statsraaderne ingenlunde ere saa vel aflagte, som Sorenskriverne f. Ex. Det er endnu Mindre for Stedets store Kjøbmænd at tegne sig for en Sum, der — som hos Meyer — ikke svarer til Halvdelen af den Sum, de aarligen udgive til Bordkjørere. Byens øvrige Pengemænd have heller ikke i Jernbanesagen viist sig saa ivrige, som naar det har gjældet Assurancekompagnier. Oplandets Gaardmænd, der maatte have den største Opfordring til at faa Banen istandbragt, have heller ikke lagt nogen synderlig Iver for Dagen. De Eneste, der synes at have gjort, hvad de kunne, ere Christianias Haandværkere; men Banen maa da ogsaa for dem være et Livsspørgsmaal, og Ueland vil derfor ikke skaffe sig faa Uvenner fra den Kant. Det øvrige Land og navnlig Bergen har unægtelig været uforsvarligt lunkent, og Staten har, efter de indhentede Oplysninger om Stemningen, ingensomhelst tvingende Grund til at hjælpe den, der ikke vil hjælpe sig selv. Det er desuden en staaende Grundsætning ved alle Foretagender, der særligt komme et enkelt Distrikt tilgode, kun at tilskyde Halvdelen.
Man maa desuden ikke fæste en altfor stor Lid til Brochs Talstørrelser, aldenstund man betænker, at Englænderne ikke ere de Folk, der kaste sit Brød ovenpaa Vandet. Det skulde være underligt, om Norge med sin lykkelige Kredit ikke kunde aabne et Laan paa ligesaa fordeelagtige Betingelser, som de, under hvilke Kapitalisterne ville sætte sine Penge i Jernbanen. Men det er en Hovedsag for England med sin trykkende Verdensindustri at faa en større og større Anvendelse for sine stigende Kræfter.
Norge bør kjøbe sine Lærepenge, men ikke altfor dyrt. Det vilde fremkalde en Forrykning i Forholdene, naar Arbeidet standsede, ligesom ogsaa Norge maatte finde sig i, at mange Poster bleve besatte med Engelskmænd, hvortil Normænd kunde dueliggjøre sig. Under enhver Omstændighed har Forbindelsen med England neppe saameget at betyde, som Morgenbladet synes at forestille sig. Frelser ikke England os fra Østens Barbari paa Grund af Norges geographiske Beliggenhed, saa gjør det det vanskeligt for en kort Jernbane. Vi have desuden i Bodøsagen følt, hvad England har tilovers for en underordnet Stat, og de joniske Øer have ogsaa faaet dette at føle, ikke at tale om det store Ostindien, der visselig engang vil vise Historien et Forhold, som Roms til Sicilien. Det turde hænde, at man engang vil sige om det uelandske Jernbaneforslag, hvad man nu siger om Urokkelighederne i 1814 og 21, og isærdeleshed om den fornuftige Beslutning, der hindrede Salget af Kongsbergs Sølvværk. Det kunde synes formasteligt at erklære sig uenig med Statsøkonomer og Mathematikere, men det er naturligt at fatte Mistanke, naar en Mand kommer til mig med gode Varer og vil sælge dem for en Spotpriis. For at undgaa Misforstaaelse, maa jeg bemærke, at jeg ingenlunde er fræk nok til at mistænke de nævnte Herrer for mindre gode Hensigter.
Overalt have Jernbanesagens Forfægtere bidraget en heel Deel til at forpurre Sagen. Her var nemlig i Søndags et stort Selskab hos en af Byens rigeste Kjøbmænd. Man armeerte sig med aandelige Vaaben og den ikke mindre aandige Champagne; man pillede ud de meest udprægede Personligheder hos Oppositionen og vilde ligesom afgjøre Sagen med eet Kup; men Ueland bandt paa sig Rævekløerne og fremmødte saaledes tilstrækkelig væbnet. Jagtpartiet grupperede sig om de Udkaarede; men disse smuttede væk, og da man ikke kunde fange dem, saa afskjød man enkelte Skud efter dem, og som et Beviis paa Jagtpartiets udiplomatiske Fremfærd kan anføres, at en af dets fornemste Ledere yttrede, at han ikke kunde begribe, hvorfor Oppositionen var saa mistroisk. Han fik et overmaade godt Svar, men min Skygge, der svævede over Forsamlingen, var saa berust af Champagnedunsten, at den ikke kunde opfatte den i sin Heelhed. Man drak derpaa Brettevillesk134 Skaal, og de indbudne Storthingsmænd vare diplomatiske nok til at klinke med, og En af Selskabet var derfor saa satirisk, at han troede det fornuftigt at bringe Champagne ned i Storthinget, naar Sagen endelig skulde blive afgjort.
Nu kommer det an paa, om man er saa fornuftig at bringe nogle Flaskefoder ned i Thinget, naar Kampens Dag engang oprinder. Politiken staar dog over den vilde Krig; Soldaten maa lade sig nøie med Finkel, naar han skal gaa Døden imøde, men Diplomaten holder sig til Champagne.
Idag ere nogle af Banens Hovedmænd nede hos Kongen,k135 rimeligviis for at modtage den sidste Salvelse.
*) Det uelandske Parti — jeg maa benytte dette Ord — lægger en særlig politisk Betydning i Jernbanespørgsmaalet og betragter det som et Tillidsvotum til Regjeringen. Allerede den Omstændighed, at Storthinget skal vælge Tilforordnede til at forestaa Banen, siger ogsaa tydeligt nok dette.

Nr. 58/1851; søndag 09.03.

[Myllarguten og folkemusikken]

Korrespondance
Møllarguttenk136 har nu to Gange givet Koncert i den store Salon paa Klingenberg. Koncerten har begge Gange været godt besøgt, naar man betænker, hvor vanskeligt, for ikke at sige umuligt det er, at undgaa Kollisioner med Theatret, andre dramatiske Forestillinger og Koncerter. Naar man desuden betænker, at Festligheder nu under Kongensk137 Nærværelse ved Storthingets Sammenvær og under Forberedelserne til Jernbanen følge Slag i Slag paa hinanden, saa maa man isandhed forundre sig over, at man i en saadan Mængde strømmede hen for at høre paa en Bondespillemand. Man klappede og forlangte enkelte Slaatter Dacapo. Det være nu fordi Musiken virkelig fandt Anklang, eller fordi man, som det saa ofte skeer, klappede paa maafaa, nok, man klappede og det var Alt hvad baade Møllargutten og de virkelige Kjendere kunde forlange. Maaske Tanken om det virkelig Nationale ogsaa kunde gjøre Sit, ihvorvel dette Ord i den senere Tid er kommet i Miskredit, paa Grund af dets hyppige Føren i Munden af Folk, der ikke kunne have noget egentlig Begreb derom. Men det var et godt Publikum, der hørte paa Møllargutten, og dette er altid sig selv ligt. De nysgjerrig Flanevorne og Blasserte, der paa Grund af Nyheden sledes og reves om Billetter forrige Gang, han var herinde, udeblev nu fordetmeste. Nyhedens Interesse var forbi, og de gjorde derfor rettest i at blive hjemme, eftersom slige Folk ikke gaar i Theatret for at nyde, men for at bruge Lorgnetten. Grunden til disse gode Herrers Fravær med deres respektive Damer laa visselig ogsaa i den Omstændighed, at Koncerten ikke blev holdt i Frimurerlogen. De gode Christianiensere ere som alle Indvaanere af Kleinstädter en heel Deel aristokratiske en miniature. De lægge en overmaade stor Bræt paa det Tilfældige i Tid og Sted, og maa ligesom have et Præjudikat for, at Noget er hoffähigtn13, som Tydsken kalder det. Naar Jernbanen kommer istand, tør vel ogsaa Noget af denne Forrykthed gaa op i Røg. Det er Kultur, som mangler os. Vi have efter Omstændighederne Lærdom, men den sande Savoir vivre mangles os visselig for en stor Deel; deraf den Holdningsløshed ved saa mange theatralske Leiligheder. Vi mangle en sund og alsidig Kritik; deraf vore Feberparoxysmer, naar det gjælder kunstneriske Beskuelser. Livet bliver saaledes kastet imellem sine Yderligheder, uden at kunne finde sit egentlige Tyngdepunkt. Heraf ogsaa vor Journalistik og politiske «Reiben und Treiben».
Møllarguttens Venner turde imidlertid ikke tilraade ham at leie Logen, og saaledes i den Henseende opfylde Alles Fordringer, da han ikke vilde have Raad til at resikere et muligt Tab. Efter de indhentede Erfaringer kunde man imidlertid med Tryghed have gjort det.
Det er allerede Meget, at Byfolk, der fra Barnsbeen ikke have hørt Andet, end kunstig Musik, kunde have Øre for Møllarguttens forunderlige nationale Toner, og det vidner tilstrækkeligt om hans geniale Virtuositet. For Folk, som meget have færdets paa Landet og ikke ere blottede for musikalsk Sands, indeholder hans Spil noget uendeligt Vemodigt og tillige Overgivent; der ligger meget Rørende i den tilsyneladende Eensformighed, det er Folkelivet i sin musikalske og poetiske Skikkelse, det er Poesien, som piblern14 frem af Folkelighedens eviggrønne Jordbund. Man forstaar alene denne Musik i og med Folket; man maa have seet Nationaldandsene for rigtigt at kunne fatte Tonerne i Hardangerfelen med dens dobbeltlydende «Sitterstrænge.» Man seer da, ligesom de dandsende Rækker, der sætte sig i Bevægelse, standse, og gjøre sine runde Hallingkast, man seer de kjække Bosser, der mærke en sort Plet under Himlingen og beskrive efter Nedfarten en Runddeel dreiende sig paa Hælen. Musiken har understøttet Dandsen og Dandsen igjen Musiken, de betinge gjensidigt hinanden.
Det kan ingen Tvivl være om, at Musiken kunde hæves til en ukjendt Høide af Sandhed og folkelig Inderlighed, dersom den kunstige Musik forstod at tilegne sig og forædle dette nationale Musikelement. Musiken har visselig ligesom Poesien revet sig løs ifra det Nationale og er saaledes en Plante uden Jordbund. Man kan blive forvænnet ved det Fremmedartede og den blege Rose under Glasklokken, men de oprindelige og sande Følelser komme i bedre Øieblikke bydende til Orde og man føler Livet tomt og forladt, ifald Naturligheden ikke ganske er udryddet. Derfor finde vi ligesom os selv igjen, naar vi høre vore umiddelbare Melodier og naar Øelenschlægerk138 f. Ex. i sine heldigste Øieblikke indluller os i en poetisk Dvale; vi høre ligesom en sød Plasken af Livets Vandspring, og vore gode Genier vifte Sveden af vore Pander med sine Æthervinger.
Dog, Musiken og Poesien have ikke saameget fjernet sig fra Naturligheden, som de have udviklet sig paralelt med den. Folkelivet er ikke deres Rod; Roden sidder i Pedanteriet og det Laante, og det er et Spørgsmaal, om disse Størrelser ikke ere incommensurable med Naturen; det er et Spørgsmaal, om vore Poeter og Musici nogensinde kunne blive gjenfødte ved dette Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad.

Nr. 61/1851; torsdag 13.03.

[Kommentar til Morgenbladet og Krydseren; konsert med arbeidaranes songlag]

Korrespondance
Det gjør mig vont, at du ikke kunde læse mit sidste Brev ordentligt. Du har saaledes læst: «hoffäicht» for «hoffähigt» og «Poesien jubler frem af Folkelighedens Jordbund» istedetfor «pibler frem.»*) Stedet maatte derfor blive dig meningsløst eller ogsaa latterligt. Om du læser store Forbogstaver for smaa og stumme E’er og D’er der, hvor Folk ikke vil have dem, gjør derimod lidet eller intet til Sagen, da her i saa Henseende hersker et fuldkomment Anarki. Den eneste Autoritet, som protesterer imod en saadan Skrivevilkaarlighed, er Recensenten over «Idun» i Christianiaposten; men den Mand er neppe nogen Autoritet, og han synes ikke at betænke, hvor daarligt det dog er at være konseqvent, aldenstund man ikke har faste Principer. Det er dog aabenbart bedre at være lidt fornuftig engang imellem, end stedse at være urimelig. Jeg kan derfor ikke andet end ønske Skriveanarkiet tillykke med sin Virksomhed. Det vil engang tvinge os til at antage en fornuftig Regel, som en af vore første Forfattere, P. A. Munch,k139 har bragt i Forslag i sin Anmeldelse af Ivar Aasens Ordbog. Han vil at vi skulle gaa tilbage til den oprindelige Skrivemaade, og i den kan da ethvert Distrikt lægge sin eiendommelige Udtale. Præsten Landstadk140 har gjort en Begyndelse hertil i sin Prøve paa telemarkiske Folkeviser. Nu staar der tilbage, at Munch selv efterskriver sin Theori, og han vil sikkert faa mange Tilhængere. Det maa være en Mand med Autoritet, som begynder; vi Smaafolk maa dilte paa den almindelige Landevei, medmindre vi ville gjøre os aldeles umulige. Vi maa betragte det som en Naade, at Folk ville læse os, og det er derfor ikke mere end billigt, at vi føie dem i deres smaa Luner.
Min næstsidste Korrespondance satte baade Krydseren og Morgenbladet i Bevægelse. Morgenbladet er ganske pyntelig mod mig, og det skulde vel gjøre; det var jo ikke mine egne Meninger, jeg gav tilbedste; det var en almindelig Mening, jeg lod flyde gjennem Pennen. Hvorvidt Meningen er grundet eller ikke, derom mælede jeg ikke et Ord. Nu, vi faa se, som Morgenbladet selv siger. Jeg troede tvertimod, at Morgenbladet var saa fornuftigt, at det gjerne vilde høre, hvad Folk sagde om det. Det kan nemlig ikke nytte noget, at være i Uvidenhed, aldenstund man ikke er af samme Mening som Haren, der troer sig sikker, naar han faar skjule sit Hoved inde i et Tykke.
Krydseren derimod er lidt mere ilter, uagtet jeg troede at have talt ret vel om ham. Jeg sagde, at han kunde vaase, og det er dog noget, man ikke kan sige om alle Blade; der skal en Smule Aand til at kunne det. Uvidenhedens Snakken frem og tilbage er ikke Vaas, det er Sludder eller noget Værre. Jeg sagde endvidere, at han kunde snakke gemytligt om intetsigende Ting, og det er dog virkelig en Anerkjendelse, han maa være fornøiet med. Jeg sagde, at vi ikke kunde undvære et Philisterblad, men derved troede jeg ingenlunde, at sige, at Krydseren selv var en Philister. Philisterne ere gjerne vanskelige Folk at skrive for, og det er derfor ingen let Sag at redigere et Blad for dem; en Forfatter, der skal være deres Yndling groer ikke paa hver Busk.
Krydseren vilde derimod ikke indrømme mig saameget. Han kalder mig temmelig ligefrem en Oxe; jeg faar finde mig heri, da jeg ingenlunde er formastelig nok til at vide, hvorvidt han har truffet det Rigtige eller ei. Han lader forstaa, at jeg er hoffærdig, det er mærkeligt! Jeg indbilder mig derimod selv at være ydmyg og beskeden, men saa forskjellige kunne Meningerne være! Vi skulle derfor ikke trætte, især da jeg er en Korrespondent, og saaledes unægtelig en Person, medens mine Modstandere ere Blade, og saaledes Abstrakter, forsaavidt man ikke holder sig til den haandgribelige Papirlap. En Kamp mellem os vilde derfor blive ligesaa urimelig, som da Christianiaposten angreb A. B. Stabellk141 istedetfor Morgenbladet. Man bør overlade Andre at kjæmpe med Næverne; Bladene bør holde sig paa det reent aandige Felt, hvor man har den Fornøielse, at fægte mod Meninger.
Jeg har dog den Fornøielse, at se en af Thingets dygtigste Medlemmer, Lerche,k142 være enig med mig i det Hovedsagelige angaaende Jernbanen. Lerche tegner sig godt: Han talte forleden Dag meget fornuftigt over vore Domstoles sædvanlige sløve og tillige mistænkelige Formel: at erklære En fri for videre Tiltale. Han talte ogsaa idag meget liberalt mod Udestængningen af Tombola og smaa Lotterier. Man bør i slige Smaating lade Folk have sin Frihed; kan ikke Samfundet reddes uden at gjøre dets Medlemmer umyndige, saa er det alligevel priisgivet til Undergang. Det er netop en af de store Sandheder, for hvilken Verden gjennem Aartusinder har kjæmpet, at man skal give Menneskene den størst mulige Frihed. Friheden er selv det bedste Korrektiv imod dens Udskeielser. Mennesket maa nu engang tages paa den Maade, og det er vel. Lerches Sendebrev til Oprørerne paa Levanger var fortrinligt. Der gik en nordisk Sagastiil igjennem det. Om Præsten Arnzensk143 Hyrdebrev kan man desværre ikke sige det samme. Det var saaledes, som man kan vente sig af en Theolog, der skræmmer de stakkels Mennesker med evig Fordømmelse, naar de ikke ville være skikkelige. Dog, — maaske det var rigtigt; uopdragne Børn maa man jo altid true med Pidsken. Det Værste var imidlertid, at han antog Forskjellen i Livsvilkaar, som en christelig Nødvendighed, for at Kjærligheden ikke skulde uddø. Saaledes tale mange Theologer, og de have derfor særdeles let for at prostituere baade Vorherre og hans elendige Skabninger; og dersom nu en Ikke-Theolog finder sig beføiet til at protestere paa sin Faders Vegne mod Sligt, saa afvises han med den Beskeed, at han ikke har noget Vet paa det, men smukt skal overlade til Theologerne at udvikle, hvad man ikke kan tage og føle paa.
Søndagsaften var Arbeidernes Sangforening nede ved Palaiet og sang passende Sange og udbragte konstitutionelle og tillige oppositionelle Hurraer. Det var loyalt og peent, men Kongenk144 skulde ikke lade til at skjænke den Stads nogen Naade. Han vil, at Alt skal gaa saa roligt og stille. Han har derfor viist sig mindre gunstig mod Arbeiderforeningerne, der dog ville røre lidt paa sig. Det er Skade, at Livet ikke kan udvikle sig uden Bevægelse. Da vilde man bestandig kunne ligge i sin Vugge med en varm Hareskindshue paa Hovedet, da vilde man kunne sidde i sin Rullestol og saaledes spadsere over Gader og Stræder, da vilde man som hiin Præst i Bergens Stift kunne have Trindser paa sine Sengefødder, og med fastgjorte Snorer i Væggen manøvrere sig hen til Kakkelovnen, tilbage til Spisebordet og atter hen til Vaskevandsstolen.
Men Livet har en anden Bevægelse, end den mekaniske; derfor staar Opposition og Regjering imod hinanden, og det er vel. Jeg skal ikke være den første Mand, der ønsker en fuldstændig Enighed, dog ynder jeg ligesaalidt en systematisk Opposition, der opponerer opad Stolpene og nedad Væggene.
Idag reiste Kongen. Christiania staar nu forladt. Jeg mødte den høie Vogn i Gaden og hilste som en god Undersaat. Det var mere end de Fleste gjorde; man skylder at være galant mod sin Konge. Det er borneret, at lade den politiske Mening sætte sig fast i Hatten, og overhovedet ved mekaniske Bevægelser, at lade Gemyttet hænge udenpaa sig. Kongen er desuden en snil Mand, der i Grunden vil Alle saa inderligt vel.
*) At der i en daglig udkommende Avis indløber Trykfeil er desværre uundgaaeligt.

Nr. 66/1851; onsdag 19.03.

[Frå Stortinget: debatten om jernbanen]

Korrespondance
Jernbanen er nu endelig kommen ud af Storthinget. Hvorledes den vil finde sig udi det praktiske Liv, maa Tiden vise. Jeg har biet saalænge med at skrive for at kunne have noget Heelt at meddele, men det Hele er alt for stort, og saaledes er jeg nu værre faren end nogensinde. Skal man være interessant i Livet, maa man dvæle ved det Ubetydelige; det Aandrige maa ikke være stoftungt, men fjederlet; det er alene Lamartine,k145 som kan skrive en aandrig Historie; jeg formaster mig ikke til at forsøge paa det; og det kan da ogsaa være det Samme for dig som faar Debatterne i sin Heelhed. Ere disse som oftest end ikke aandrige, saa ere de dog i det Mindste lange, og Nyheden tvinger dig til at læse dem.
Ja det har da ogsaa været nogle Dage, vi have levet i; vi have været i en utrolig Spænding og paa Galleriet i en utaalelig Trykning. Mine 3 Dage ere tabte, og jeg har ovenikjøbet draget mig en Forkjølelse paa Halsen; det er ikke Spøg at komme badet i Sved og Ærgrelse ud af Galleriet i de sølede Gader og den raa Luft. Vort Storthings-Lokale er dog virkelig under al Værdighed og Bekvemmelighed; det er Fattigmands Leilighed, og det er alene i Følelsen heraf man taalmodig taaler Trængselen med hverandre. Jeg fandt mig i min Trængsel, men da jeg finder en Statsraad indkilet ved min Side oppe i Trappen, da blev jeg undselig paa Lokalets Vegne. Havde det endda været en Statsraad, som har den Fornøielse at gjøre sin Runde i Aviserne, saa kunde det endda have været tilgiveligt: det ene Muldvarpe-Hul kan være lige saa godt som det andet, men det var en populær Statsraad, en dygtig Mand, der ventelig netop derfor fandt sig i Omstændighederne med en skjøn Hengivenhed, og han ytrede om muligt endnu skjønnere Ord: hvad en Nations Fleerhed vil, det gaar dog.
Ja det gik, og da jeg tildeels af Erfaring veed, hvor galt det er at opponere mod Enthusiasmen, saa vil ogsaa jeg sige, det gik ganske vel; det er desuden forseent nu at opponere, det nytter ikke at flagre, naar man ikke kan være andet end Minervas Ugle, der som bekjendt først kommer tilsyne naar Solen er gaaen ned. Det nytter saa meget mindre, som dette Brev vanskelig vil blive noget historiskt Dokument, der kunde vise, at ikke Alle vare grebne af den almindelige Svindel; Fremtiden vil alene spørge efter, hvad der blev gjort; Personerne, der vare for eller imod, ere visselig saa ubetydelige, at Tiden vanskelig har Tid til at befatte sig Noget med dem; den har Andet at bestille, end gaa og plukke umodne Ax, den indhøster i det Store.
Det nytter saa meget mindre, som en Opponeren vilde blive kjedelig nu da man ikke har hørt Andet end Jernbane-Snak i Thinget og paa Cafféerne, i Bladene og paa de øvrige Hestetorve; Kjedsomhed er unegtelig Noget af det Værste, der kan hende et Menneske, man kan trumphe eller korse bort Livets øvrige Onder, men Kjedsomhed er en usynlig Lænke, spundet af Bjergrødder, Kattefodsdøn, som den hvormed man bandt stærke Fenris.
Det vilde ovenikjøbet være resikabelt at opponere, jeg kunde nemlig paadrage mig nok engang Morgenbladets Unaade, og det vilde være uklogt, da man altid skal holde gode Miner med Noget, som er i Opkomst. Det har seiret og dersom der mellem Morgenbladet og Kong Pyrrusk146 var den fjerneste Lighed, kunde det sikkerlig med ham udbryde: Vinder jeg en lignende Seier, saa er det forbi med mig.
Man skal desuden altid holde sig til Vens med Ungdommen, og Morgenbladet har unegteligt været Ungdommeligt, ikke alene i sine Kalkuler*) men ogsaa i sine Redaktions-Artikler. Dog det er ikke alene ungdommeligt, men der er Noget vist ponsagtigt i at ende med et spærret Fremad. Jeg troede mig uvilkaarlig henflyttet i et godlidende Selskab med Kridtpiber og Ponseboller, man talte, klinkede, hoppede op i Sophaen, stod paa det ene Been og skreg Fremad, men blev naturligviis ligefuldt staaende eller rettere faldende.
Det er skjønt at see gamle Folk blive foryngede.
Men Bladet har lagt en anden mindre elskelig Egenskab for Dagen, som jeg mindre kan bifalde; den maa stikke i Blodet, og er forsaavidt uforbederlig. Det har nemlig gaaet frem noget voldsomt og ikke villet indrømme anderledes Tænkende noget Vet eller Aabenhed. Jeg var saaledes en Modstander af Banen fordi jeg vilde have den paa norsk, det vil da sige for det første til Strømmen. Det er en Forvexling af Sagen med Opfatningsmaaden, som enten maa tyde hen paa Uklarhed eller Mangel paa god Villie.
Dog det er en heldig Ting at kunne forrykke Stridspunktet og gjøre sig synonym med høiere Interesser og almindelige Tidsretninger. Derved opnaar den Enkelte en ganske overordentlig Vigtighed, og kan stille Sagen som et Skjermbret foran sig. Exempel: den som vilde en norsk Bane for det første til Strømmen, var imod det engelske Forslag eller Morgenbladet, og var man imod det, saa var man imod Jernbanen og Kommunikationsmidler overhovedet; ved et saadant Sprang fik det enkelte Blad en ualmindelig Vigtighed og kunde uddele Dask til Høire og Venstre. Denne sidste List blev isærdeleshed medtagen. Nu kommer det an paa, om den har Taalmodighed nok til at staa under Mester Erik; Godmodigheden kan dog ogsaa engang blive træt.
Men til Jernbanesagen og dens Debatter. Schweigaardk147 talte naturligviis meest og ligesaa naturligt ogsaa bedst. Han besidder dog en forbausende Klarhed, naar man nærmere bliver fortrolig med ham; hans Logik er ligesaa slaaende som fangende, og uagtet jeg ikke kunde være enig med hans Forudsætninger, følte jeg dog en ublandet Beundring og Høiagtelse for Manden. Det var Aandsoverlegenheden jeg hyldede. Den, der efter ham talte bedst, syntes jeg var Lerche.k148 Lerche er vittig, og talte han ikke saa fort, vilde neppe hans Klarhed forekomme mere grumset end Schweigaards; han spiller ofte over paa Nærgaaenhedens Gebet, men han gaar igjennem det humoristiske og er saaledes uantastelig. Det frembragte en heldig Virkning, da han nævnte at Holmboek149 ikke havde løbet af sig sine Horn, men blot vendt dem til en anden Kant; Rektoren havde nemlig gjort opmærksom paa, hvorledes han havde fulgt den almindelige Udviklings Gang: først opponeret, og saa kommet ind i Stillinger, der bragte ham til at tænke i en modsat Retning, med et Ord, stanget Hornene af sig.
Man kan da aldrig lade være at krangle om Statsmagternes gjensidige Berettigelse. Hvem skulde nu kunne tro, at Jernbanen ogsaa maatte faa det Huuskors at drage paa? Det ene Parti vilde nemlig, at Stortinget skulde udnævne 3 Medlemmer til Jernbanens Bestyrelse. Dette var grundlovstridigt, siger Schweigaard, og der manglede naturligviis ikke paa underordnede Aander, som ansaa Magisterns Ord som et Evangelium; de troede sig forpligtede til at prædike for Fattige. Endogsaa Præsten Bergk150 var kommen saa høit op i Klassen, at han fra Prækestolen læste over et Kapitel i Krydseren, der ved en overfladisk Betragtning kunde synes at ligne Schweigaardske Tanker om executiv Magt. Lerche protesterede naturligviis mod Autoriteter, til hvilke det i Forbigaaende sagt ikke skal synderlig meget at blive henregnet, og meente at Grundloven nok tillod Storthinget at have en Haand i Hanke med Bestyrelsen af Jernbanen. Han forekom mig at tale mere grundigt om den Sag end Modpartiet, dog holdt neppe Nogen sig til philosophisk Grundighed, men gik paa en juridisk Jagt efter Lovbud, der ved sin Ubestemthed i Virkeligheden hverken sagde det Ene eller det Andet.
Præsten Aarsk151 talte vakkert, han maa absolut være en god Præst; han taler med Værdighed og fiin Sprogrigtighed; det maa være en begavet Mand. Æblet er ikke faldt langt fra Stammen. Hans Fader var bekjendt for en Mand, hvem Naturen havde udstyret med et ligesaa skjønt Legeme som en klar Aand. En Mand har fortalt mig: Provsten Aarsk152 i Lier lignede Gøethe.k153
Stabellk154 talte ogsaa ret bravt. En Mand kom til mig idag og sagde: det er mærkelig hvilken Force Stabell har faaet i at holde Taler. Rosenqvistk155 talte ret klart og bestemt, og Møinichenk156 drømte sig sandsynligviis paa Theatret, og udbredte sig over den Artighed England havde viist mod Norge og hvor ugalant det vilde være om vi puffede Engelskmændene fra os. Det gaar rart til paa Theatret. O ja! det Hele er jo efter de moderne Begreber bygget paa Illusion. Det løber som oftest uheldigt af naar Talias Sønner ville være philosophiske. Møinichen gjendrev den fremsatte Sætning, at det var uværdigt for en Stat at vælte Ulykken over paa en Privatmand, med den Bemærkning, at saadant maatte ødelægge Associationsaanden, om hvilken han ellers talte meget opbyggeligt. Han beviste saaledes en Sætning ved at holde sig til dens Følger istedetfor at søge efter dens Udspring; han gik paa Hovedet, og det taaler ikke Logiken.
Det er ellers besynderligt, at man aldrig kan indse det haltende i at sammenligne Staten med en privat Mand; saaledes talte Uelandk157 og Aars om en Skomager med Læder og Hammer, og Stabell om en Driftsherre med sit Vandfald, men sligt kalder man praktisk og føler sig truffen, naar man hører sligt Snik-Snak, er det i Grunden ærgerligt at maatte staa saaledes under Pidsken, at man ikke engang kan hysse en Smule. Man er streng hertillands mod slige naturlige Udbrud; Alt skal gaa saa peent til, man skjærmer saa vakkert om de Umyndige, paa samme Tid som man er grusom nok til at nægte Genialiteten sin elektriske Triumph. Saaledes handlede man ikke i Grækenland, saaledes handler man ikke i Frankrig, og saaledes handler man neppe der, hvor man har Hjertelag til at lægge paa Umodenheden de naturlige Grimer. Om Forladelse! Jeg har glemt Lange;k158 han taler gjennemsigtigt. Natvigk159 satte sig op paa Karousellen og kjørte i en Cirkel, det var et vederkvægende Syn. Stavanger er morsomt. Slige Folk sende de istedetfor Christensen,k160 men det var formodentlig Harro Harringsk161 Skyld. Kand. Olsenk162 læste ganske peent af sit Papir; det er fornuftigt at holde sig paa Landjorden.
Det er utroligt hvorledes en Sag kan udhamres; den er ligesaa tøielig som Guld, men derfor kan man ogsaa tilslut blæse den isønder.
Næsten Alle begyndte sin Tale med Indgangsordene: Uagtet der om denne Sag er talt saa meget osv. osv. osv. saa — Jeg gad vide om ikke denne Skik er indført af Præster.
Jeg vil følge de ærede Taleres Exempel og sige: Uagtet der er talt vidt og bredt, forekommer det mig dog, at særdeles væsentlige Omstændigheder ved Sagen, enten aldeles ikke, eller dog kun løseligen ere berørte; men, da Afstemning er foregaaet, Hurraraab skregne og Vinduer i Begreb med at blive illuminerede, saa er det bedst at sætte Punktum. Kun saa meget, ja det bliver dog saa langt, at det er bedst at tie.
Man kunde vide, at Forhandlingerne dreiede sig om Damp, siden man satte Sagen saaledes paa Spidsen, at man end ikke fik Lov at betænke sig Søndagen over, men maatte sammen i et Eftermiddagsmøde. Man fandt det maaske uforsvarligt at spilde Thingets kostbare Tid længere, men man sparer ofte paa Skillingen og lader Daleren fare ved en ubetænksom Hurtighed. Naar man beslutter Noget for 100 Aar, kan man med god Samvittighed give sig Tid til at granske Alt. Man handlede som om en Krig skulde staaet for Døren, man overrumplede, og det var godt for Knaldeffekten, der da heller ikke udeblev.
At man raabte Hurra for Schweigaard var i sin Orden, hvad man saa end dømte om Jernbanesagen. I og for sig selv kan nemlig Sagens Vigtighed eller Uvigtighed Intet gjøre til Sagen, den er noget ydre og tilfældigt, der ikke kan virke bestemmende paa en Persons Værd eller Uværd. Fortjenesten maa ligge i den indre Kjerne, i den elastiske Personlighed, der som Fjederen kaster sig ud til alle Kanter.
Det var et hjerteligt og rungende Hurra og Haandklappene haglede som Geværsalver, eller spruttede og spragede som en mægtig Flamme. Folkemassen er storartet som Havet, der bruser og alene døer gjennem sine Bølger.
Bølgerne væltede sig ned i Kirkegaden til Præsidentens Bolig og udbragte sine rungende Hurra’r; jeg klappede endnu voldsommere der end udenfor Schweigaard: det var Jakob Aalls Søn,k163k164 og saa fortrinlig end Sønnen har viist sig, saa var det dog Faderens ærværdige Skygge, der foresvævede mig; var det ikke bespotteligt, vilde jeg sige, at jeg klappede af Religiøsitet; for andet kan man dog ikke kalde den uendelige Følelse, som griber os, naar vi tænke paa Mænd, der have været Fædrelandets Velgjørere.
Det var ligesaa uhyggeligt som taktløst, at Nogle paa samme Sted begyndte at raabe paa Stabells Navn; det var taktløst, fordi man kunde frygte for at Eenstemmighed ikke vilde være at opnaa, den blev da heller ikke opnaaet, og den hele Demonstration var saaledes en unødig Krænkelse mod en Mand, hvem man dog skyldte den Agtelse at tie stille. Senerehen skulde en heel Deel Ligesindede have samlet sig ude ved hans Hjem og udbragt Hurra’r. Mirabeauk165 tordnede engang i den franske Nationalforsamling, da man vilde dræbe ham; der er kun eet Skridt fra Capitolium til den tarpeiske Klippe. Stabell kunde nu med ligesaa god Grund sige, der ligger kun 2 Aar mellem Lygtepælen og Hurraraab. Pøbelen er dog altid sig selv lig.
Efter at man havde udbragt Hurra for Schweigaard og Aalk166, slang en Deel af Hoben sig ned ad Revieret til Møinichen; jeg fulgte med og tænkte: Naar det regner paa Præsten, saa drypper det paa Klokkeren. Man udbragte ogsaa Hurraer for Brochk167 og Harbitz,k168 og det var i sin Orden. Broch er en god Mathematiker og Harbitz er om muligt en endnu bedre Præsident.
Aftenen og Natten endte blandt Andet med Champagne ned i Logen, Restauratør Nielsenk169 fik Førstegrøden af Jernbanen. Vel havde Notablerne iforveien faaet Klap, men det var blot en Ære, der ved sin Almindelighed for en Deel blev betydningsløs, men Nielsen fik Kontanter, og Logen sønderslagne Flasker; jeg fik, hvorfor ikke tilstaa Sandheden, en Vemod, som jeg gjør rettest i ikke at skildre. Jeg tænkte paa Fremtiden, paa Tankeløsheden, paa Enthusiasmen, paa mig selv, der stod kraftesløs, og endelig paa Tiden, som vilde slukne alle disse Bølgebevægelser.
Til Slut kommer Humlen, siger Ordsproget; jeg glemte at fortælle, hvad vi saa, da Folkemassen bølgede ned over Kirkegaden; vi saa i Cappelens Gaard en Dampvogn i Transparent; det var nok Instrumentmager Hals,k170 der ikke kunde dye sig for at opføre en liden Farce. Publikum studsede, men de naturlige Følelser brød omsider igjennem: man lo.
Det slette Føre har ikke dræbt Enthusiasmen; de fleste Vinduer ere illuminerede. Det er et skjønt Syn, men endnu mere skjønne ere de blomstrende Pigeansigter, der koquettere bag Blomsterne og de luftige Gardiner.
*) Man turde maaskee forlange et Beviis for dette Udtryk, men Beviset maatte blive langt, og til det lange har jeg for Øieblikket ikke Tid; jeg maa derfor indskrænke mig til den Bemærkning, at det dog vel ikke kan gaa an at regne de nuværende Transport-Omkostninger til Indtægt for Jernbanen og Chauseer. Skulde nemlig disse opfylde sin Bestemmelse, saa maatte Prisen nedsættes til det Halve eller til Fjerdeparten.

Nr. 71/1851; tirsdag 25.03.

[Frå teatret]

Korrespondance
Christiania den 22de Marts.
Theatret vil jeg dennegang til en Afvexling skrive om. I disse sidste Dage er her nemlig kommet lidt Afvexling ind i vort dramatiske Liv: Cronborgsk171 Børn have spillet i det dramatiske Selskabs Theater, og A. Munchk172 har oversat «En Haarpidsk»n15; det er ogsaa Noget for vort Repertoire; det er da en Oversættelse, og det er dog bedre, end at hente baade Oversættere og Forfattere fra Danmark af; det viser dog, at vi have Folk, der forstaa sig paa dramatiske Produktioner, omendskjønt de ikke kunne skabe fra første Haand. Det er saameget Mere, som slige Oversættere ere sjeldne, og man bør derfor vide dem Tak, selv om deres Valg ved nærmere Betragtning maatte findes mindre heldigt: Noget er dog bedre, end Intet.
Det har været en gammel Bladskik, at klage paa Theaterdirektionen, fordi den tærskede Langhalm for Publikum; men dette er urigtigt. Man burde heller skjelde paa Naturen, fordi den ikke skaffer os flere dramatiske Digtere. Naar den har faaet sin Bekomst, kan man dænge paa Universitetet, fordi det ikke lader holde flere philosophiske og idetmindste nogle æstetiske Forelæsninger, saa at en eller anden Mand, der ikke fandt sig oplagt til at studere Jus eller noget andet Haandværk, kunde gaa hen og skrive for Theatret efter Recepter. Man kommer langt med dem og der er ingen Tvivl om, at jo de fleste Theaterstykker kunde skrives efter Recepter, at sige af Folk, der ikke havde et altfor godt Anlæg til at puge.
Haarpidsken er imidlertid neppe skreven efter Recept; dertil er den altfor lidet theatralsk og røber altfor lidet Bekjendtskab til den theatralske Økonomi og det Effektfulde, den slæber sig med tydsk Vidtløftighed henover Bræderne uden at være istand til at frembringe den Spænding, som er Betingelsen for alt Liv, altsaa ogsaa for det dramatiske. Charaktererne ere fra første Haand af fixe og færdige, naar man maaske forendeel undtager Kongen, der rigtignok er Hovedpersonen. De gaa og snakke en heel Deel, men dette Snak er ligesaa uinteressant som de selv.
Var den skreven efter Recept, saa vilde ikke Forfatteren anbringe Trommeslag og hyppige Sceneforandringer, der virke forstyrrende paa Illusionen. Til denne Bærer for det moderne Skuespil er der lidet eller intet Spor, og det Lille, som findes, tilintetgjør den ene Person, Prindsen af Beyreuth, ved at fortælle, hvor godt Stof dette skal blive til en Komedie. Man dandser i Stykket og spiller paa Fele, og det hele Indhold viser, at Heibergk173 har godt charakteriseret de moderne Tydskere, naar han siger, at de sammenjaske alle mulige Elementer i sine Lystspil uden at kunne hæve dem til en organisk Eenhed og give dem Liv og Virkelighed.
Stykket er heller ikke poetisk. Det er ikke høiere Interesser, som igjennem Kamp udvikle sig for vore Øine; det er heller ingen Forkjerthed, som gjennem Ironiens og Humorens Ild bliver forbrænt. Stykket mangler næsten ganske Ironi, og Ironien er de Vinger, som alene kan bære de moderne Lystspil ind i Kunstens Helligdom, naar man ikke som Calderonk174 kan indblæse dem Poesiens Aande. Scribek175 er ironisk, og derfor bliver hans Lystspil interessante, selv da, naar han behandler reent politiske Gjenstande.
Stykket er en grovslagen Kompliment til Huset Hohenzollern. Frederik den fjerdek176 maatte føle sig tiltalt ved at se en af sine Stammefædre saa hjertensgod og ærlig. Frederik den førstek177 er nemlig med al sin Galskab for Soldaterlivet, sin Strænghed mod Børnene, sin Smaalighed og chinesiske Isolerthed ein ehrlicher Schüft, han er patriotisk, og dersom han i Berlin var spilletn16 saa godt som her af Jørgensen,k178 saa maatte han gjøre Lykke i Kongelogen, og hos de loyale Preussere, der føle sig saa inderlig fromt rørte, naar de se sin Konge af Guds Naade.
For os derimod kunde han ikke være synderlig interessant, med mindre vi gik i Theatret for at studere Historie; men i Wachsmuthsk179 Historie til Exempel, vilde vi paa vor Sopha faa et langt bedre Begreb om Frederik den første, og vi vilde da være befriet for disse tilbetlede dramatiske Tilstellinger, der mere formørke, end opklare Billedet.
Det er dog elendigt, at vi ikke selv skulde have Smørere, der kunde forherlige nogle af vore gamle Konger, saa at vi dog havde den Fornøielse, at klappe til vor egen Daarskab istedetfor at være nødte til den Latterlighed at klappe til Andres.
Dronningen er særdeles uinteressant. Det er en Dame, som vi kunde træffe i hver nymuret Bygning herinde; hun vil have sin Datter vel gift, og det bør enhver god Moder ville.
Giftermaal, eller idetmindste Forlovelse, kan ikke vel mangle i en Komedie, det kan hellerikke vel mangle i det virkelige Liv; dette har vistnok ogsaa Forfatteren følt, og derfor har han da ogsaa gjennem megen Ubehjælpelighed trukket Kongedatteren Wilhelmine og Prindsen af Bayreuth sammen. Begge Charakterer ere lige saa dagligdagse som de fleste Elskende, der omsider faa prakket en Forlovelse istand, for seent eller aldrig at blive gifte. Gyda,k180 som Wilhelmine, spillede godt. Hun var straalende vakker, men Rollen var utaknemmelig, og Publikum, der synes at have faaet en Fordom mod Gyda, vilde nødigt klappe. Jeg brugte et par Gange mine Labber, men det hjalp ikke stort; Publikum er ikke altid en Faareflok, der hopper over Bækken, naar den Første har vovet Spranget, men det kommer sig vel deraf, at Faarene ere saa fordomsfrie, at Sammenligning i Et og Alt ikke kan finde Sted.
Prindsen var naturligviis ogsaa uinteressant; han vimsede og lod til at være dødelig forelsket; han holdt en kjedsommelig Ligpræken over Kongen, der røgte af sin Kridpibe. Kongen fandt Behag i Talen, og deri lignede han da ogsaa de Fleste, der sikkerlig maa finde Behag i sine Ligtaler. Han fandt endnu mere Behag i at Prindsen kunde være Soldat og derfor gav han ham sin Datter, naar den gaadefulde Intrigue omsider lod Forløsningens Time slaa. Rasmussenk181 formaaede hellerikke at hæve Prindsens Rolle; han var betydningsløs.
De øvrige Figurer vare Fyldekalk. Det var en politisk og ovenikjøbet en preussisk Komedie. Hvilken Ironi af Skjæbnen, at Munch, der ofte har skrevet saa rørende skjønt om Tydskernes Overfald paa Danmark skulde kile en Fyrste af Hohenzollern ind i vore skandinaviske Gemytter; men Politik og Poesi mede hver til sit Maal.
Det skulde være interessant, at kunne gaa nøiere ind i Haarpidsken. Det er saa sjelden, man har Anledning til at dvæle ved Theatret; men Postens og Morgenbladets Kritici ville kunne supplere det Manglende. Du vil der kunne vente opbyggelige Betragtninger over, at Forfatteren ikke har tegnet alle Charakterer med lige Omhyggelighed, at han ikke har lært Noget af Gøethe og Shakespeare,k182 der tegnede alle Charakterer lige fuldendt, og saaledes sagde til Publikum: «Ogsaa den tilsyneladende Ubetydeligste er Been af mine Been og Kjød af mit Kjød.»
Jeg skulde ogsaa tale lidt om Cronborgs Børn. Jeg maa tale vel om Børnene, de viste sig baade artige og dramatisk vel opdragne; men det er umuligt, at tale vel om den fortvivlede Idee, at lade Børn agere Voxne. Kunde man ikke opdrive en Børnekomedie, der lod de Smaa lege med sine Dukker og Kjøkkentøi, saa burde man lade det Hele bero. Det er utaaleligt, at see et Barn agere Voxen. Jeg for min Deel taalte det paa ingen Maade; jeg maatte kradse mig i Hovedet og rømme ud paa Forværelset for at trække sund Luft. En Voxen kan gjerne være et Barn, det er ofte poetisk; men et voxent Barn er en Vanskabning, en fortvivlet Kamp imod Naturen, der er saa harmonisk skjøn. Det er Ungdommens Poesi, at den ikke kjender til Livets dæmoniske Kræfter. Vi Voxne kunne tale om ægteskabelig Kjærlighed, om Livets Sorger og fortvivlede Kampe; men Barnet skal leve i sin Uskyldighed. Den, som river det ud af denne Edens Have, er en æstetisk Forbryder, der maa bindes paa Hænder og Fødder og kastes ud i det yderste Mørke.

Nr. 77/1851; tirsdag 01.04.

[Pensjonsdebatt i Stortinget]

Korrespondance
I denne Uge har man behandlet Pensionerne. Det er unægtelig en ubehagelig Ting at bestemme dem, og Ubehageligheden vil vedblive, saalænge man uden Grundsætninger kastes imellem økonomiske Hensyn og personlige Fortjenester. Men hvorledes skal da Sagen gribes an? Det vilde upaatvivlelig være det meest rigtige, at Staten Ingen pensionerte. Alle ere Statens Tjenere og der er saaledes i Virkeligheden ingensomhelst Forskjel mellem en General og en Skomager, mellem en Statsraad og en Kjøbmand. De ere Alle lige uundværlige og saaledes forholdsviis lige berettigede til at nyde Pension. Den Ene arbeider med Haanden, som det hedder, den Anden med Hovedet, og begge faa Løn for sit Arbeide; det er derfor en Talemaade som klinger næsten latterlig, naar man siger, at En er bleven graa i Statens Tjeneste. Hvem er ikke bleven det? At sige naar han lever saa længe; Tjenesten kan synes at være mere direkte eller indirekte, men det er dog vel i Virkeligheden blot et Skin. Alene ved at opfatte Forholdet paa denne Maade, indseer man det Taabelige i at tale om tærende og nærende Stænder, og Konsekventsen bliver da, at den Tærende faa Pension medens de Nærende maa sørge for sig selv. Den ene Urimelighed fremavler den anden, og naar man da spørger sig selv, hvor man skal standse, saa maa Forstanden gribe rigtignok vilkaarlig ind og sige, som man da ogsaa sagde om en Mand, der var bleven forknust under Arbeidet af en Kongevei: «Han kan ikke faa Pension.» Men hvorfor ikke han ligesaavel som en Officier til Exempel, der var bleven kvæstet; de fik jo begge Betaling for sit Arbeide. En anden Sag er det rigtignok med en Soldat, der bliver kommanderet ud, og vender som Krøbling hjem igjen; han tjener Staten i egentlig Forstand, fordi han ingen Betaling faar for sin Tjeneste, og han fortjener Pension.
Hvad der i sit Princip er falskt, maa i sine Følger være fordærveligt; Pensionene befordre Tankeløshed og Leven over Evne, idet man veed, at man aldrig vil komme til at mangle; de virke demoraliserende, ikke blot fordi de saaledes befordre Overdaadighed, men endnu mere fordi de svække den sande Æresfølelse, som vil staa paa egne Been og leve af sine Hænders Gjerninger.
Pensionerne sætte ogsaa Storthinget i den besynderlige Stilling at agere Historieskriver og holde Ligprædikener over Mænd i levende Live, og da man saa naturlig gjerne vil tale vel om Folk, saa opløser det Hele sig i et galant Ordspil, der maa være mere saarende for den sande Hædersmand, end mere holdbare Sandheder, der udtales til Tid og Sted. Med al Agtelse for Storthinget, maa man dog vel erkjende, at det ikke besidder tilstrækkelig Sagkundskab til at ophøie eller fælde en Mand, og det kan dog vel ikke saaledes miskjende sin Stilling og Sammensætning, at det skulde gjøre den ringeste Fordring paa noget Saadant.
Dog et er det Ønskelige, og et andet det Virkelige, man maa drage paa en allerede aflagt Klædning, ligesom Slangen i nogen Tid maa slæbe paa sin Ham. Forholdene ere vel endnu ikke modne til en Omformen som den paapegede; det maa gaa gradviis, og Storthinget synes ved en ofte forsvarlig Nedsættelse af Pensioner dunkelt at have følt dette; men dette er neppe den rigtige Maade at gaa frem paa. Den, som uden at være varskoet, gaar ind i et Embede kan fordre, at Alt bliver ved det Gamle naar han gaar af. Enkelte Embeder maatte desuden for det første gageres høiere, og en aarlig Indskydelse f. Ex. til et Pensionsfond maatte finde Sted, eller noget saadant lignende, indtil Sandsen for at spare og være overladt til sig selv nogenlunde var udviklet.
Man havde denne Gang mange Statsraader at pensionere, Smithk183, Sibbern,k184 Holstk185 og Foss.k186 Ogsaa denne Omstændighed maa komme i Betragtning, naar man lægger en udenlandsk Maalestok paa vore Forholde, og vil at vore Statsraader skal være ligesaa følsomme for et Majoritets-Nederlag som de engelske Ministre. At de forhen indehavte Poster skulle staa Vedkommende aabne under en mulig Tilbagetræden, har sikkert sine praktiske og økonomiske Vanskeligheder, som ikke saa ligetil lade sig overvinde. Nei det maa være rige Folk som i England, der mere ere Ministre for Ærens end for Pengenes Skyld, som skal kunne være følsomme; her hvor Embedsveien maa være et Levebrød stiller Forholdet sig noget anderledes, og det kan ingenlunde feile, at man tilslut ikke faar andre end tankeløse Kontor-Maskiner til Statsraader; en Mand med Æresfølelse og Dygtighed vil neppe være Statsraad og blive gjennemdænget af elendige Publicister for tilslut at lade Storthinget afsige Dommen over Ens borgerlige Værd, og sætte en paa Naadsens-Brød, naar han enten bliver gammel, eller naar han maatte finde sig beføiet til at aftræde. Under vore Forholde vilde det nok alligevel være tilraadeligt at lade Statsraaderne gjøre en Undtagelse med Pensionerne; Staten vilde sikkerlig gjøre en god Anvendelse af høiere Statsraadsgager og forholdsviis lige saa høie Pensioner. Man sparer paa Skillingen og lader Daleren gaa, naar man prutter om en Statsraadsgage, som om en Hestehandel.
Folket er utaknemmeligt, siger enkelte Historieskrivere; det dømte Aristidesk187 ved Ostracismus og jog Themistoklesk188 i Landflygtighed. Andre sige igjen at dette ikke er sandt, men at Folket er taknemmeligt, og den, Folket ikke lønner, han ligger paa sine egne Gjerninger. Jeg kan Intet sige, men jeg nødes dog til at tænke paa Foss. Han var virksom i sin kraftige Alder, skrev en flydende Prosa og nette Vers; han var Storthingsmand gjennem mange Thing, og blev med Rette afholdt; han var en Frihedsmand i Ordets ædle Betydning, og Wergelandk189 skrev en deilig Sang til ham, efter at han en heel Nat havde skrevet paa Kommittee-Indstillingen, som frigjorde Flaget. Han blev Statsraad i 1845 og hans Kraft var saa brudt, at han under det vidtløftige Regjerings-Maskineri ikke kunde udfolde sin gamle Kraft. Han fik et Slagtilfælde og maatte aftræde; nu maa han holde sig inde og maaske ved Sengen, og Storthinget giver ham 1300 Spd. i Pension. Storthinget taler om, at han saa kort var Statsraad, og at han som Officier ikke vilde have kunnet gjort Regning paa saa stor Pension; det gaar forretnings- og skillingsmæssigt til, men om Folkets Taknemmelighed eller Utaknemmelighed tier jeg. De saakaldte Aristokrater stemme for mere, men Aristokraterne ere da heller ikke Folket efter den oppositionelle Definition af Ordet. Folket siger, at man ikke skal lønne sine Hædersmænd med Penge, men Herre Gud, med Andet kan man i levende Live ikke godt lønne dem. Hæder og Ære er Noget, som maa komme af sig selv og som Ingen kan uddele; den maa som Blomsten sættes om sin Kjerne, og man kan derfor ikke tale om at lønne En med Hæder. Naar Folk ræsonnerer saaledes som Thinget i slige Pensionssager, da tænker jeg altid paa det Holbergske:k190
Dog kunde man tidt se, han var et ærligt Blod;
Thi han med Folkets Gods sig ene nøie lod.
Han fra forfulgte Folk kun Penge tog, ei Ære:
De kan sig, sagde han, med Gud og Ære nære.
Gamle ærværdige Holst fik en anstændig Pension, og hvad Sibbern og Smithk191 angaar, da er paa deres Pensioner ikke noget at sige; de ere smaa, det forstaar sig, men Personerne have da heller aldrig været store, og Stabellk192 oplyste om den Ene af dem, at han blev nødt til at aftræde; han blev altsaa, sagde min Sidemand paa Galleriet, banket ud af sin Stilling ligesom berømte Willisenk193 nede ved Idsted.
Jeg gad nu vidst om Brettevillek194 lader sig banke ud af sin Stilling.
Ved at bevilge Oberstlieutenant Hagemannk195 800 Spd. i Pension, og især ved de over den stedfundne Debatter, demonstrerede Storthinget særdeles kraftig mod Regjeringen og især mod de militære Formler. Det er bekjendt, at Hagemann i Aaret 1836 blev afsat som Kommandant paa Fæstningen, fordi han den 17de Mai lod Musikken spille Nationalsangen. Carl Johank196 var som bekjendt ingen Ven af den 17de Mai og General Wedelk197 ligesaa lidet, Noget som hans meriterede Affærer i 1829 noksom viser. Hagemann blev imidlertid strøgen ud af den militære Liste, men steg til Oberst og Alt gik godt indtil Sommeren 1849; da fik han det Indfald eller maaske ogsaa den Sygdom ikke at ville indfinde sig ved Couren. Wedel, der som bekjendt er en Formens Mand, fordrede Lægeattest, men Hagemann skaffede ingen, men søger sin Afsked og faar den omsider. Hans Ansøgning om Afsked var loyal, ihvorvel han sagde, at han maatte have sin Afsked, enten han saa fik Pension eller ikke. Han anfører Sygdom og Udygtighed til at gjøre Tjeneste, men den egentlige Grund var nok den ovenfor paapegede. Storthinget havde altsaa en delikat Sag at udtale sig over; skulde de give ham en extraordinær Pension og belønne en folkelig Mand, der havde vovet at byde Militærets Afgud, Formen og Reglementet, Trods? Direktør Holstk198 vilde saa, og foreslog Pensionen forhøiet til 900 Spd.; han talte med Værdighed og Varme.
Hagerupk199 var militær; han fnøs imod at antaste de militære Former og meente at det folkelige Hjerte maatte slaa sine lydløse Slag under Militærets Brystharnisk; han brugte ikke saa poetiske Udtryk og det vil sikkerlig ikke forundre Dig.
Lerchek200 og Holmboek201 skulde ogsaa ved denne Leilighed rage sammen. Holmboe havde ikke nogen videre Lyst paa en Demonstration mod Autoriteterne; disse ere hans Helgener, det har Du vist seet af Sexe-Sagen.k202 Men her talte han hovedsagelig om Sygeattesten og Lerche svarede ham indtil Præsidenten maatte stride ind.
Stabell syntes at Hagemann var bleven straffet haardt; han erkjendte altsaa, at en Feil var begaaet; thi foreslog han som en Mellemting 700 Spd. Thinget og Morgenbladet ere dog forskjellige. I Morgenbladet skreges over folkefiendske Tendentser og militært Tyranni, men i Thinget taler man anderledes. Thinget er Nationens politiske Helligdom, hvori selv de største Ministerielle gaa med blottede Hoveder, og ikke tillade sig at kny paa Galleriet, medens de læse Morgenbladet med Glace-Handsker for ikke at gjøre til sine Fingre. Stabell oplyste ellers, at den 17de Mai 1836 indtraf paa en Thorsdag.
Det var mærkværdigt, at ikke Schweigaardk203 tog det militære og kongelige Princip under sin mægtige Beskyttelse; jeg ventede længe forgjæves og troede tilsidst at han maatte være forbyttet. At hans Drabanter ogsaa taug var ligesaa naturligt, som det var mærkværdigt. Det Mærkeligste af Alt var imidlertid, at mange ivrige Opponenter, der ellers gnaale og skrige ved den mindste Ting, her ikke stemte for Holsts Forslag: de tænkte nok paa Pengene og glemte Politiken. De følge en rar Politik; de udmaale Alt i Penge og der er ingen Tvivl om, at man kunde faa dem til at begaa de største politiske Daarskaber, naar Staten blot slap Udtællinger. Dette er ingen ubegrundet Beskyldning; det er et Faktum. Hagemann fik efter et Forslag af Skaark204 800 Spd. Thinget har demonstreret, og var ikke Oscark205 saa godlidende af sig, saa maatte Storthinget vente at blive opløst. Salig Kong Carl havde nok, som det hedder, vist Thinget det fiirkantede Hul, og han havde som Konge sandelig havt Grund til at gjøre det.
Om Wedels Pension vil jeg ikke tale, den er ikke stor, og der faldt Ytringer under Debatterne, som jeg ikke vil repetere. Wedel var ingen Ven af den 17de Mai, det er sandt, men derfor kan han være lige hæderlig og udmærket: det er sandelig ingen let Sag for en Mand af hans Fødsel at blive fortrolig med de folkelige Institutioner, og jeg vilde finde det en Raahed at lægge ham dette til Last. Wedel har været velgjørende og gentlemandsmæssig; han har siddet smukt til Hest, og i det Hele taget været Militær af ganske Hjerte. Manden er gammel, og hans graa Haar paabyder Ærbødighed; jeg kommer derfor til det Resultat, at han burde have havt en større Pension end 1500 Spd. Det gaar ikke an at sætte en gammel Adelsmand i Klasse med os Plebejer, og den sande Demokrat gjør det da heller ikke; han giver Keiseren hvad Keiserens er.

Nr. 81/1851; lørdag 05.04.

[Pressekommentar]

Korrespondance
Christiania den 2den April.
Jeg skulde dog af og til tale lidt om vore Blade herinde; men da jeg ikke kan afskrive mine Klage- eller Rospunkter (!) og saales være idetmindste noget grundig, saa er det vel bedst indtil videre at lade disse Fugle flyve. Løse Betragtninger og henkastede Domme indeholde ikke i sig noget overbevisende, og man kan let imod sin bedste Villie gjøre sig skyldig i Miskjendelse og en skjæv Opfatning, aldenstund man ikke holder sig til noget Bestemt og underkaster dette streng logisk Kritik. Man maa derfor overlade Bladene til Almeenhedens dunkle og ubestemte Kritik, der ytrer sig i et uvilkaarligt Mishag eller Bifald. Som en forsvindende Deel af denne Almeenhed kan jeg derfor nedskrive min Mening om Bladene uden at gjøre mig skyldig i Overfladiskhed. Jeg udgiver da nemlig ikke mine Tanker for at være mere end de ere. Jeg gjør dette saa meget heller som jeg inderlig gjerne skulde ønske, at Bladene maatte følge mit Exempel. Grundighed og Mistillid til egne Domme troer jeg ikke er deres Hoveddyd, og derfor tror man da heller ikke synderligt paa dem, idetmindste gaar det saaledes med mig; jeg læser dem mere af et mekanisk Instinkt, og fordi det nu engang er Skik og Brug, end for at lære og tro. Det er en Slags aandelig Tobaksrygning, Snusen, der ikke skjelden skaffer en tør Hals, en forbrændt Tunge og voldsomme Nysninger. Jeg tænker derfor med Gru paa Fremtiden, der sikkert vil skaffe ligesaa mange Slags Aviser som her gives Sorter Tobak, og da jeg har den Svaghed, at maatte nyde saagodtsom alle Tobakssorter, at sige, naar de ikke ere altfor overhaands dyre, saa maa jeg sikkerlig i Lighed hermed nyde alle Aviser; jeg vil ikke kunne lade mig nøie med Petum-Aviser alene, jeg maa have Portoriko, Melange o.s.v.
Det vilde derfor sikkerlig være et høist fortjenstfuldt Arbeide, om man kunde lægge Tobakken som Inddelingsgrund for Aviserne, istedetfor at gaa ud fra de abstrakte politiske Begreber, som Ministerialisme, Burokrati, Opposition, juste mellieu o.s.v. Jeg vil saaledes til en Prøve foreslaa, at Morgenbladet hedder et Petums- og Christianiaposten et Melange- eller Portorikoblad; ikke fordi jeg herved paa nogen Maade vilde have udtalt den Formening, at Posten skulde være stærkere og give en mere velsmagende Røg, men fordi den oprindelig er bestemt til at drikkes*) af Embedsstanden, der desuden i Regelen maa antages at kunne holde sig med bedre Tobak, medens Folk paa Landet og i Skipperstuer gjerne holde sig til Petum. Krydseren vilde jeg derpaa kalde et karvet Skraatobaksblad, der har ligget og oxyderet sig i en fugtig Kjelder eller i en laset Matroslomme. Dette finder jeg saamegetmere træffende som den kalder sig Krydser og af og til holder opbyggelige Raadslagninger ombord. Jeg seer den ikke blot selv røge af sin korte Kridtpibe, men jeg føler ved at læse den en saaadan stram og ram Smag, som sad jeg med en tommelang Kridtpibe i Munden.
Det vilde være ligesaa træffende som skjønt og kort, om man engang kunde sige: «Jeg læser Petum; jeg læser Skraa; har Du god Petum, god Skraa idag, maa jeg faa den efter dig?» osv.
Efter denne korte Udskeielse vender jeg tilbage til mine mere egentlige Bemærkninger om vore Blade herinde. De give sine Knur ifra sig, det stikker i Blodet og forsaavidt er om den Ting Intet videre at sige, især da Striden nu i længere Tid har været ret anstændig. Der har nu ikke været talt om offentlig Moral, om Ærlighed og alle disse naturtheologiske Udtryk, hvormed man før trumfede i Bordet, naar Stillingen var altfor indkneben, ialfald er dette Tilfældet med Morgenbladet, men det kommer vel deraf, at dets nuværende Redaktører ere lidt mere dygtige, men noget mindre skinhellige; idetmindste kan jeg ikke komme til noget andet Resultat.
Posten iagttager en vis lurende Stilling og skyder ganske uformærket frem fra sit Bureau, naar Morgenbladet gjør sig skyldig i altfor synbare Modsigelser. Saaledes kastede den sig forleden Dag paa Morgenbladets modsigende og — som jeg syntes — temmelig meningsløse Snak om Sexesagen.k206 Men Morgenbladet aftrykker igjen Postens Sammenstilling og siger med den meest uforfærdede Kjækhed af Verden: «Behøves nogen videre Kommentær?» Det er den almindelige Maneer, naar Sagen er aldeles fortvivlet; man vil imponere ved sin Uforfærdethed og overrumple; det er dristigt, men Knebet er saa gammelt, at det blot opvækker Latter.
Morgenbladet er ellers ganske flittigt med veiledende Redaktionsbemærkninger; men jeg er lige klog paa, hvad det egentlig vil, og det skulde inderligt glæde mig, om det Samme ikke var Tilfældet med Storthingsoppositionen til Ex. Hvad skal den sige om et Blad, der fordrer, at den først skal udtale sin Mening, for at det kan vide at understøtte den? (se Bladet for 17de Marts). Et Blad skal nemlig lede og ved sin aandelige Overlegenhed gaa foran, for at kunne bringe Opinionenn17 paa det rette Hjulspor, for ellers er det jo ganske overflødigt; man har nok af Folk, der snakke bagefter. Bladet vil derfor ikke Noget, det vil blot, at Andre skal ville. Det siger rigtignok i samme Artikel: «det Bedste var vel, om vi gjensidigen understøttede hinanden;» men derved sætter det sig jo i et personligt Forhold til Storthingsmajoriteten som Mand til Mand; men det er dog vel unægteligt at falde ud af sin Rolle, og gjøre sig til noget Sideordnet, istedetfor at Bladet enten burde være overordnet eller ogsaa slet ikke existere. Man leier dog jo ikke en Lærer, for at man skal understøtte hinanden, men for selv at lære. Eller maaske et Blad skal være et Echo? Isaafald har Morgenbladet ganske Ret; men da kan man da rigtignok heller ikke tale om at udbrede politisk Oplysning, være Bannerfører og i det Hele taget lede sit Folk. Skribenten skal saaledes ikke belære, han skal blot være en Slags Hurtigskriver, der optager Livets Debatter. Menneskene maa faa sin Kundskab af Luften eller møisommelig uddrage Resultaterne af dyre Erfaringer, kort, man kan ikke lære Noget af hinanden, men hver maa seile sin egen Sø, og forresten raabe til hinanden: Hvormange Miil har Du gjort i denne Vagt, og hvor langt har vi til Havnen? Det er bogstaveligt at bære Korset med hinanden, men dette er trøstesløst. Verdensindretningen er Gud ske Lov saadan, at der gives Individer, som vide mere end Mængden, og disse optræde da med sand Berettigelse som Ledere og Hjælpere. Naar en saadan Mand har udtalt sig, da siger den mere Uerfarne og Ulærde: «Det var netop som skrevet ud af mit eget Hjerte, men jeg formaaede ikke at udtale det.» Saaledes har jeg tænkt mig et Dagblad. Kan det ikke saaledes ramme det dunkelt Følte, da er det, som allerede bemærket, sin Opgave ingenlunde voxent: det maa aftræde og vige Pladsen for det, som kan dette; og er en Majoritet, som f. Ex. her Storthings-Majoriteten, saa daarlig og sig selv saa modsigende, at intet Blad kan gjøre dette; saa er intet Organ muligt for den, den maa synke sammen i sit Chaos. Men saa kan der da heller ikke være Tale om, hvad den vil, og et Blad maa saa snart som muligt sønderskjære det Haandklæde, der symbolisk sammenbandt den.
For 25de Marts siger Morgenbladet, at Storthingsmajoriteten, Folkemajoriteten osv. vil have nye Statsraader, men at man forresten ikke veed andet, end dette Ubestemte; man veed ikke, at et organisk heelstøbt Ministerium med fælles Solidaritet er nødvendigt. Dette veed ikke den «Klasse af Samfundet, hvis politiske Opklaring, hvor tarvelig den end kan være, dog maa ansees for den høieste, man i Almindelighed kan gjøre Regning paa i vort Land. Og hvad den meest oplyste Klasse ikke skjønner, kan man heller ikke vente, at de mindre Oplyste skulde skjønne.»
Men Herregud, hvorledes skal man da faa frem, hvad Ingen endnu skjønner? Ja, man skal oplyse, og her gaar da Morgenbladet foran, ifald det holder Stik, at man ikke allerede skjønner Nødvendigheden af et organisk Ministerium. Har det derimod Ret, da bliver intet Andet tilovers, end at bie til en saadan Mening er bleven levende, og det gaar sandelig ikke saa snart. Det kan da vistnok lidet hjælpe at opfordre en saa uvidende Majoritet til at vise Sammenhold og Konsekvents for at faa et Ministerium, der er ligesaa uvidende. Hvor skal man nemlig tage Brød i Ørkenen? Hvorledes kan man da tale om et Ministerium, der har Nationens Tillid? Nationen veed jo ikke, hvem den skal have Tillid til, og det gaar ikke an saaledes med Eet at springe op til en slig Statskunst; man vilde nu strax gnide sine Øine og se op til slige Statsraader som til nogle forunderlige Fugle.
Det gaar neppe an medeet at «afkaste Broen mellem Fordum og Nu», især da man intet Nu har at staa paa, og havde man noget, saa var Broen allerede afkastet. Udviklingen gaar saa seent for sig, at man vanskelig kan sige: Se der var Fordum, og her er Nu. Er Morgenbladet politisk i dette Stykke, saa er det saameget mindre philosophiskt og historiskt. Det er radikalt og det i høieste Grad i dette Punkt, men da det foresvæver mig, at Bladet paa flere Steder har talt mindre anbefalende om Arbeiderforeningernes Radikalisme, saa er jeg paa Vildspor igjen.
Jeg kommer altsaa tilbage til det, at jeg ikke veed, hvad Morgenbladet vil, og det er da heller ikke saa ganske forunderligt: der skal uhyre Meget til at vide, hvad man vil, især i saa forviklede Tilfælde som i Politiken. Den Mand, som skal have en politisk Mening, der ikke er Fanatisme, Fordom eller raa Uvidenhed, han maa sandelig staa paa Videnskabelighedens og Civilisationens Høider og ovenikjøbet være en Mand, som har seet Samfundslivet i alle dets Afskygninger. Alene en saadan Mand er berettiget til at være Leder og navnlig lede en Presse, der sender sine Artikler hele Landet rundt. Enhver anden Leder er en Latterlighed, ifald han ikke aabenhjertig tilstaar: «jeg veed ikke, hvad jeg vil.» Det faar ikke hjælpe, om han derved brækker Odden af sit Spyd; den fornuftige Mand vil holde med ham, være overbærende og hjælpe ham tilrette. Det er muligt, at Morgenbladet har gjort en saadan Tilstaaelse, og isaafald vil jeg bede om Forladelse og kaste mig i Armene paa det; det er saa skjønt at have med oprigtige Folk at bestille.
Jeg gad nok vidst, om Christianiaposten har gjort en saadan Tilstaaelse; dog, for Posten er den overflødig; den synes dog at vide, hvad den vil, aldenstund Tankeløsheden ikke lader den være hvad man kalder liberal saa alt imellem. Den er ret konsekvent i at forsvare Regjeringen og fordømme, hvad der strider mod dens første Bud, saa synes nemlig jeg; den er utilfreds med Bladskrivere og Oppositionsmænd, Noget jeg fra et vist Hold ikke vil klandre den for. Den finder en Lovløshedens Aand i, at man raabte Hurra for de Redaktører, som havde udstaaet sin Straf for grove og netop derfor uskadelige Yttringer mod Høiesteret. Den synes saaledes ikke at indse, at Folkebevidstheden er den Aand, som levendegjør, naar Bogstaven har ihjelslaaet. Hvad kan nemlig være mere bagvendt, end at straffe en Mand for Yttringer, som fornuftige Folk alene lee af, medens man smukt lader den Aandrige gaa fri, der ved sin snigende Logik og fangende Fremstillingsmaade kan ryste Troen paa noget Anerkjendt i sine inderste Fuger?
Slige Betragtninger anstiller den under Overskrift Pressen!
Krydseren har ogsaa egne Betragtninger under en saadan Overskrift; den Fyren behandler Christiania-Korrespondenterne, og gjør over dem sine Bemærkninger, som i det Mindste ikke jeg skulde besvare, ifald jeg ikke følte Sandheden af Sproget: man skal svare en Daare, for at han ikke skal synes klog i sin Daarlighed. Foreløbig maa jeg bemærke, at jeg ikke kjender andre Korrespondenter end mig selv, og saaledes ikke kan indlade mig paa noget Forsvar i Enkelthederne; jeg vil alene tale om Sagen i sin Almindelighed, derunder maa han formodentlig ogsaa have indbefattet mig.
Da her mit Ja kan være ligesaa godt som hans Nei, og da enhver anden Beviismaade, som ikke tager Retten tilhjælp, her er noget nær umulig, saa maa jeg simpelt hen afvise Krydserens Charakteristikon paa Korrespondenterne som en barnagtig Tankeløshed, for ikke at sige drengeagtig Kaadhed og Løgn. Jeg kunde ellers, ifald han var værd saa meget, tjene ham med en Attest for, at jeg af en Storthingsmand paa hans eget Værelse fik Tilladelse til at skrive om Jernbaneselskabet og et Par andre Efterretninger, der kunde synes at være af en mere privat Natur. Han kjendte Forholdene, og jeg gik aldeles ikke i Portrummene i Svintsærinder og lurede, som Krydseren behager at kalde de Veie, hvorpaa vi erholde vore Oplysninger. Jeg hørte om en anden Skandal, som under et Selskab var vederfaret en Storthingsmand. Skandalen var af den Natur, at den burde være fremdragen for Offentligheden, men jeg gik til vedkommende Storthingsmand og bad ham om Tilladelse til at benytte Historien, men da han, uskyldige og snille Mand, helst vilde tilgive, og lade Kaadheden blive straffet igjennem egen Bevidsthed, saa troede jeg mig ikke berettiget til at benytte Historien. Dette kan jeg bevidne, Hr. Krydser; De faar derfor være saa artig, Hr. Krydser, en anden Gang at gjøre en Undtagelse med mig. Dette er det Faktiske, og nu til det, som beror paa Agtelse for Medmennesker og en god Smag. Det er høist uforsigtigt Hr. Krydser! at fælde sin Mand for enkelte adspredte Ytringer. Jeg synes bestemt, at ingen Anden end Krydseren kunde udkaste et saadant Maleri af Korrespondenterne, ialfald ikke paa Prænt, selv om man har sat sig i Hovedet at være Bajas, og efter min Formening at skrive for Pøbelen i bogstavelig Forstand, saa burde man dog iagttage en vis Forsigtighed og Sømmelighed. Jeg siger ikke dette for at forbedre Dem Hr. Krydser, ligesaalidt som af nogen Ærgrelse — det kan jeg hellig forsikre Dem — over, at jeg var En af de Angjældende, men alene fordi jeg finder, at det er sandt. Det er muligt, at min Smag er falsk og forsaavidt er det ikke forunderligt, at jeg finder Deres formeentlig indbildte Vittigheder at være flaue og platte. De taler om en Dram paa Morgenkvisten f. Ex., Noget som river, Svintseærinder og alle disse Krydser-Vittigheder, som ikke vilde være noget synderligt Behageligt at afskrive. Det er min bestemte Formening, at De alene er skikket til at sidde i et Roof, spleise paa en tjæret Tougtamp og koge Ærter. Det er muligt, at jeg tager feil, men fra denne Formening skal Ingen rokke mig.
De er ikke, Hr. Krydser! synderlig bevandret i det politiske Liv og de europæiske Hovedstæder, siden De finder noget saa Anstødeligt i at referere Rygter angaaende politiske Personligheder. Offentlige Charakterer ere underkastede offentlig Bedømmelse, siger Guizot,k207 og en Stortingsmand er paa det politiske Feldt neppe nogen privat Mand, saalænge han er herinde. Dette har man erkjendt i Udlandet og derfor finder man da ogsaa, at Korrespondenterne ikke tage i Betænkning at referere, hvad der i politiske Kredse er afhandlet paa Soireer og under hemmelige Sammenkomster. Har De den mindste Kjendskab til den politiske Litteratur, Hr. Krydser! saa kan De ikke svæve i Uvidenhed om dette.
Hvorvidt Smaastæderne ere mere slugne paa Nyt og tage tiltakke med en mindre udpyntet Skandale, end Hovedstaden, skal jeg ikke kunne sige. Min Erfaring er imidlertid det Modsatte. Christiania er efter Alt, hvad jeg har kunnet iagttage, den største Smaaby i saa Henseende, som jeg har fundet, og Christiania er ikke den eneste By, jeg har været i. Folk i de mindre Byer er forholdsviis fuldt ligesaa fornuftige og uphilisteragtige som i Christiania, men kanske De, Hr. Krydser, har gjort en anden Erfaring, og isaafald vil jeg ikke gjøre Dem den stridig.
Jeg har svaret paa det Fratzenhafte med Alvor; jeg fandt sandelig, at Krydseren ikke var værd en Vittighed, selv om jeg kunde opdrive en, iallefald ikke denne Artikel af ham.
*) Paa Landet siger man nemlig drikke Tobak, drikke Snuus og jeg er oprindelig fra Landet.

Nr. 83/1851; tirsdag 08.04.

[Frå Stortinget]

Korrespondance
Adressesagen har nu været fore. Den ene vigtige Sag afløser den anden og vilde man igjennem disse studere Thingets Physiognomi, da var det vist ingen let Sag at faa noget heelt Billede ud af det. Det ene Træk ligesom udvisker det andet og Charakteerløshed er det eneste Indtryk, som idetmindste jeg modtager. Og anderledes kan det ikke vel være: De Folk, som kunne have nogen selvstændig Mening ere visselig faa og disse pege desuden hen i en Retning, der ogsaa er ubestemt og svævende: de vil Fremgang og det almindelig anerkjendte Gode, der som enhver Sandhed er et Gudsrige, hvorpaa man ikke kan pege og sige: «Se her eller der er det.» Det er som Luften, der opfylder ethvert Rum, og dog siger den almindelige Bevidsthed, at det Rum, som alene er fyldt med Luft, er tomt. Det er, for at nævne nok et Exempel, som Blodet i vort Legeme, der er allesteds og ingensteds, det flyder nemlig. Det Gode og Fortrinlige gjør ingen Larm; det vil intet egentlig Nyt, det vil blot forædle, hvad der allerede er forhaanden. Derfor se vi, at de meest udmærkede Mennesker ere bramfrie og fordringsløse; de gjøre ingen Revolution paa det almindelige Felt, og er deres Virksomhed saa mægtig indgribende, at Samfundsforholdene ved dem faar en ny Skikkelse, da er dette Noget, som man først langt senere hen bliver vaer. Slige Mænd ere, ihvor faa de end ere, Sjelen i Thinget. Paa denne Klippe brydes de modstridende Bølger: Regjeringens Forsvarere i Et og Alt og Partimændene af Profession. Af denne Situation, som jeg her har tilladt mig at udkaste, vil man da let kunne forklare sig Thingets ubestemte Holdning. Hvert af Partierne synes at gaa af med Seiren, eftersom Sagen mere eller mindre helder over til dem. I enkelte Sager er man aldeles paa Vildspor, deels fordi de egentlige Partier neppe have hævet sig til den aandelige Modenhed, at de kunne være konsekvente, deels og fornemmelig fordi Sagerne ere af en saa aldeles ubestemt Natur, at en Partimening umulig kan gjøre sig gjældende, hvor meget den end bliver trukket efter Haarene. Som Exempel paa den sidste Slags Sager, kan jeg vel anføre den Anmodning, Storthinget forleden Dag stillede til Regjeringen, om at forelægge næste Thing een eller flere Planer til et Pensionsfond for afgangne Embedsmænd. Hvorledes dette Fond skulde være beskaffent, hvorledes og under hvilke Betingelser det skulde yde Pension, hvorledes og under hvilke Betingelser Indskuddene skulde ske, med et Ord, det Tekniske ved det — om jeg saa maa kalde det — se derom kunde der være forskjellige Meninger; men saa godtsom Alle vare enige deri, at Pensionerne afstedkomme Ubehageligheder baade for Storthing og Pensionister, og at det vilde være vel, om man kunde undgaa dette paa en Maade, som lod Staten udøve Retfærdighed mod hver Enkelt, paa samme Tid, som den iagttog sin egen Tarv. Det var mig saaledes en Tilfredsstillelse, at erfare, at jeg i min næstsidste Korrespondance, hvor jeg berørte denne Materie, paa Forhaand havde truffet noget almindeligt Følt og ligesom iagttaget Barometerstanden i den politiske Atmosphære. Nu kommer det an paa, hvorledes Sagen skal gribes an. At jeg har dannet mig en Mening om den, indbilder jeg mig selv idetmindste, men jeg kan ikke dennegang lade mit Lys skinne for Menneskene; jeg maa derfor indtil Videre sætte det under en Skjæppe.
Som Exempel paa en Sag, der udvisker al Charakteer i Thingets Physiognomi, var de Betragtninger Thinget anstillede, over hvorvidt Storthinget burde eller kunde sætte en Pind for den temmelig almindelige Regjeringshandling, at bevilge midlertidige Pensioner under et Things Samvær og lade dem henstaa ureviderede til næste Thing. En saadan Fremgangsmaade er rigtig nok ligesaa smaalig som rethavende, men den egentlige Ret ansaaes nogenlunde ubestridelig af enkelte og ivrige Oppositionsmænd, medens enkelte af de saakaldte Ministerielle, f. Ex. Motzfeldt, antog, at en saadan Ret ikke var tilstede. Selv Jaabæk,k208 der allenfals er oppositionel nok, troede at det ikke var værdt, at klandre Regjeringen denne Ret, eftersom særdeles faa praktiske Resultater var at udvinde af et Forsøg, der maaske ikke var retlig hjemlet. Der taltes meget ret fornuftigt frem og tilbage om Tingen, men det egentlige Punkt syntes mig, man ikke kunde faa fat paa. Naar man nemlig taler om Statsmagternes gjensidige Forhold, da gaar man i Regelen ud fra, at Storthinget er den Overordnede og Regjeringen blot en Tjener, men Intet er vel mere vildfarende end dette. Det er naturligviis ubestrideligt, at Forfatningen er udgaaen fra Folket, og saaledes det Modsatte af oktroieret, men det kommer formeentlig ikke Sagen ved. Storthing og Regjering er Mand og Kone om man vil. Efter en fornuftig Opfatning af Ægteskabet er Ingen den Overordnede. De ere Lige, og det er alene de raa Folkeslag, som gjøre Sproget gjældende i sin grovslagne Udstrækning, at Manden er Kvindens Hoved. De have simpelthen hver sin Sphære, og det er ligesaa unaturligt som ufornuftigt, at Rollerne i Styrelsen blive ombyttede. Det er kun fra den physiske Side sandt, at Manden er Kvindens Hoved. Sammenligningen kunde udstrækkes længere, men det er ufornødent, og vilde maaske blive smagløst. Men dette er ikke det eneste Forhold hvor denne Tohedens Tanke gjør sig gjældende; vi behøve i saa Henseende blot at gaa til vort eget Selv og der finde vi Legeme og Aand, mann18 misforstaa mig ikke, fordi jeg ikke nærmere udvikler dette gjensidige Forhold. Vi støde paa Følelse og Tanke, paa Drift og Villie, paa Vaagen og Søvn. Overalt i Naturen, saavel i den fornuftige som tilsyneladende livløse, finde vi Kræfter, om hvem vi ikke kunne sige, hvilke ere de overordnede, da de alle ere nødvendige til den fælles Harmoni, og den konstitutionelle Idee er dog ikke Andet end en praktisk Gjennemførelse af en Fornuftens Lov som slumrede i Sjelens Dyb. Jeg kan derfor ikke Andet end smile, naar jeg hører Folk tale om noget absolut Overordnet og Underordnet; det er Mennesker med hvem man ikke strængttaget kan disputere, eftersom de mangle de fornødne Forkundskaber. Man maa sige til dem, hvad en Mathematiker sagde til Frederik den Store,k209 da denne bad ham forklare, hvad Differential- og Integralregning var: Sire, svarede han, det kan jeg umulig sige, men naar Deres Majestæt har studeret den hele foregaaende Mathematik, saa falder Svaret af sig selv.
Men det Vildfarende er, at man bider sig fast i enkelt afrevne Bestemmelser, hvori man da naturligviis kan finde, at Storthing og Regjering ere de Overordnede — alt eftersom man vil have det til at passe efter sin politiske Kogebog. At gaa i Detaillerne, kan jeg ikke, og maa — saaledes ogsaa her — indtil videre sætte Lyset under en Skjæppe. Men — Adressesagen, Adressesagen. Der er talt saa Meget om den, at det vilde være en Vexeltrækken paa Læsernes Taalmodighed, om jeg vilde gaa ind i den blot saa overfladisk. Den er desuden en ligegyldig Ting, eftersom Lerchek210 formentlig aldeles rigtigt bemærkede, at den ikke passede til vore Forholde og eiendommelige Statsmaskineri. Den var alene af Vigtighed, forsaavidt som den tydelig godtgjorde, at de heftigste Opponenter ere aldeles lændse, naar det gjælder at bestorme Regjeringen med Logikens og Handlingernes ubønhørlige Bastonade. De kunne kvinkelere og opponere opad Stolpene og nedad Væggene, men naar det gjælder at opdage Regjeringens virkelig svage Sider, da gaa de som Katten om den varme Grød; deres aandelige Synsnerve besidder ikke tilstrækkelig Skjelningsevne, og derfor kan Regjeringens Forsvarere spille i alle Regnbuens Farver og frembringe hvilken optisk Skuffelse, de maatte faa isinde. De Mænd, som jeg i Begyndelsen af Brevet betegnede som de egentlige sunde, saa og se, at Alt ikke er som det kunde være, men paa samme Tid erkjende de ogsaa, at Storthingene maatte faa sig en Rem af Huden, fordi Alt ikke gik, som det maaske burde og kunde, og saaledes kunde der fra den Side betragtet i sin vide Almindelighed ikke være Tale om nogen egentlig Adresse. Over de enkelte Handlinger vilde Storthinget til enhver Tid kunne udtale sig. Sjelen i denne Betragtningsmaade var sikkerlig Kommitteens Formand, Harbitz,k211 hvorfor da ogsaa Kommitteens Indstilling ikke vilde, at der for Øieblikket skulde gjøres noget ved Sagen.
Jeg vil ikke omtale nogen af de Debatterende. Det var de samme, som sædvanlig ere i Ilden; kun maa jeg bemærke, at Niels Dahlk212 indtog mig ved sit logiske Ræsonnement.
Stabell,k213 Forslagsstilleren, blev ganske frygtelig ødelagt; Du vil imidlertid kunne se det af Aviserne. Han blev Skridt for Skridt tørbanket ud af sin Stilling, saa at han tilsidst tog Forslaget tilbage, og det bør dog geraade ham til Ros, at han havde Øie for det Logiske og Gjendrivende. Det er ikke givet hver Mand at se det. De fleste Politikere ligne nemlig den Mand, Salomon beskriver, idet han siger: «Han ligger ovenpaa Masten; man slaar ham og det gjør ham ikke ondt; man støder ham og han føler det ikke.»

Nr. 86/1851; fredag 11.04.

[Tolkinga av Grunnloven; stortingsdebatt om stipend til handverkarar]

Korrespondance
Den 10de April 1851
Morgenbladet og Posten ride nu sine dialektiske Heste for at komme efter, hvo der har Ret til at fortolke Grundloven, Storthinget eller Regjeringen. «Man kan sadle Bukken saalænge til den bliver ligesaa god som Hesten,» siger Folkevittigheden; men jeg skal storligen tvivle paa, om der kommer Noget ud af Morgenbladets og Postens Sadling og Ridning i denne Materie. Sagen er nok simpelthen den, at hverken Storthing eller Regjering i sidste Instants har Berettigelse til at fortolke Grundloven. Grundloven staar over begge; det er alene Folket i den meest rene Forstand og den lutrede Videnskabelighed og den klarede og klarnende Tidsaand, som staar over den, og disse sædelige Magter maa det da være, som fortolke den. Det er saa ganske naturligt, at Storthing og Regjering paa Forhaand og foreløbigt fortolker Grundloven; men de maa fornuftigviis finde sig i, at deres Fortolkning bliver underkjendt for hine store Magters Fora, aldenstund deres Fortolkning maatte vise sig falsk. Storthing og Regjering kunne indtil videre benytte den Stærkeres Ret, og, som Napoleonk214 sagde, fortolke med Bajonetten; men Tænkeren, Videnskabsmanden, Folkebevidstheden og Historien stamper i Jorden og siger: c’estn19 une revolte. Domstolene maa vel være de mere berettigede Fortolkere, men ogsaa disse kunne vise sig at være korrumperede, saa at deres Domme fornuftigviis ikke kunne tillægges absolut Gyldighed.
Den hele Strid forekommer mig derfor særdeles tankeløs eller iallefald ført paa et meget indskrænket Felt. Det falder vist Ingen ind at formene Regjering og Storthing at have sine Meninger om Grundloven; det falder ligesaalidt Nogen ind at nægte dem at gjøre sine Fortolkninger gjældende indenfor de dem afstukne Grændser, men det falder neppe Nogen anden end Tankeløsheden ind at deres Ord skulle være Ja og Amen.
Det vilde være trøstesløst at see sig priisgiven til en endelig Magt. Staten har — menneskelig talt — et evigt Liv og den kan derfor alene blive dømt af et Væsen, der er evigt og sandt. Den peger paa sit Adelsbrev og siger: Jeg forlanger at blive dømt af en Adelig; jeg undslaar mig for at procedere med den store Vulgusn20.
Dette er ingen Lovløshed; den sande Lovlighed er den, som i sidste Instants appellerer til Ideen. En anden Sag var det, dersom Morgenbladet og Posten havde sænket sig ned i det praktiske Liv og sammenstillet Lovbud og indtil videre antagne og anerkjendte Fortolkninger; da havde Dispyten været nyttig og opklarende; men at raisonnere i Almindelighed uden at kunne gaa tilbage til den sidste Grund, det er at være dunkel for den Udannede og triviel for den Dannede.
Thinget synes mig virkelig mange Gange at være overmaade fornuftigt: imandags bevilgede det saaledes 2000 Spd. aarlig til Stipendier for Haandværkere, der i Udlandet vilde dueliggjøre sig i sit Fag. Staten anerkjender i stedse større Omfang sin Forpligtelse til at række alle Stænder en hjælpsom Haand og til at ansee dem forholdsviis lige berettigede. Dette vil hæve Haandværksstanden til et høiere Dannelsestrin, paa samme Tid som det skaffer mere duelige Haandværkere. Det blev udhævet under Debatterne, at slige Stipendier vilde virke bedre til praktisk Duelighed, end et polyteknisk Institut. Det skulde imidlertid være mærkeligt, om Norge var saa lidet, at det ikke kunde bære et saadant, uden at udsætte mange Kandidater for en brødløs Fremtid. Der er neppe nogen Tvivl om, at man hertildags mere vil spørge efter slige Kandidater, end efter Embedskandidater, især saalænge Landet kan tære paa sin gamle Stok. Mann21 faar nedsætte Fordringerne til et bekvemt og maadeholdent Liv og kaste sig paa Noget, som skaffer reel Indtægt. Det var ganske mærkeligt, at ellers tænksomme Mænd, som f. Ex. Holmboe,k215 kunde tale mod Bevilgningen. Det gaar vel ligesaalidt an, ganske at lade de forskjellige Industrigrene skjøtte sig selv, som at unddrage den saakaldte Videnskabelighed sin Understøttelse. Idetmindste kan ikke jeg see nogen væsentlig Forskjel mellem Videnskabsmanden og Haandværkeren. Et Stipendium er saavel for den Ene som for den Anden en personlig Understøttelse, paa samme Tid som det er en Understøttelse for det Almeene. Videnskabsmanden faar Betaling for sit Arbeide, ligesom en Skrædder for sin Frakke, og Reisens Behageligheder kan omtrent gaa op i op for Begge.
Thingets Haandværkere havde ikke mange Ord at sige til Fordeel for Bevilgningen. Hvad Ytteborgk216 og Wangk217 talte, klang ikke synderlig. Fremstødene i enhver Retning maa komme fra Dannelsen; den Uvidende ligger bunden paa Hænder og Fødder, og den Kommune, som vælger ham til Repræsentant, handler ligesaa uklogt mod sig selv som uforsvarligt mod Staten.
Derimod bevilgede man Intet til dem, som maatte ville bese Industriudstillingen i London. Om dette kan vel ikke være saa meget at sige. Imidlertid læser man, at andre Regjeringer have truffet Forføininger i denne Henseende, og maaskee ogsaa vor turde finde sig opfordret til at gjøre Noget, som f. Ex. at lade et af Statens Skibe gaa over. Hvorvidt nogen Plan til Bevilgning ellers er forelagt Storthinget, kan jeg imidlertid ikke sige.
Nu skriver Odelsthinget en Lov for Søfarten, og man skal neppe have staaet paa Galleriet nogle Timer, førend man begynder at nære Tvivl om, hvorvidt slige store Forsamlinger med nogen Rimelighed kunne skrive Love. Jeg fik ialfald mine Betænkeligheder, forsaavidt som jeg ikke paa Forhaand gjennem praktiske Iagttagelser og ad Theoriens Vei var kommen til det samme Resultat. Forsamlingen kan være saa udvalgt som den være vil, saa bliver det dog en vanskelig Sag at bringe saa mange Hoveder under een Hat. Hver har sin Frihed til at tale, og menneskelig Forfængelighed vil derfor vide at gjøre sine Meninger gjældende til Ærgrelse for de mere dygtige og sindige, der tilslut overgive sig og i sløv Hengivenhed lade Alting gaa sin skjæve Gang. Hvad der af dygtige Mænd er tænkt og skrevet sammenhængende, bliver ved Bænkeforslag ofte endevendt, og de stakkels Jurister faa det fortvivlede Arbeide at bringe Sammenhæng i det Hele, ialfald skulle de gjøre det. Jeg siger ikke dette, for i nogen Maade at nedsætte dette Storthing; jeg udhæver det blot som en almindelig Kjendsgjerning og føler mig overbeviist om, at Fremtiden vil erkjende dette langt klarere. Det kunde synes despotisk, men under den stigende Oplysning er intet andet Despoti muligt, end Aandens, og det er dog vel særdeles ønskeligt. Under en fri Presse og en følsom Almeenaand tilkaldte Staten langt flere raadgivende Medlemmer, end et Storthing f. Ex., og man havde ikke synderlig Meget at frygte af det Antal Udvalgte, der inden sin Videnskabs- og Erfaringssphære skrev Love. Man har Mere at frygte af en Forsamling, hvori nogle Faa fornuftigviis alene kunne have det nødtørftige Bekjendtskab til en særskilt foreliggende Sag, medens disse maa opbyde alle Kræfter for at afvise umodne Indvendinger.

Nr. 89/1851; tirsdag 15.04.

[Frå Stortinget og Losjen]

Korrespondance
Den 12te April 1851
I min sidste Korrespondance gav Thingets Behandling af Loven om Søfarten mig Anledning til at anstille nogle Betragtninger over store Forsamlingers Beqvemhed til at skrive Love. Disse Betragtninger kunde maaske for Mange synes at være en haard Tale; men det faar ikke hjælpe. Har man intet Andet end Behageligheder at sige, saa er det bedst at tie; Mennesket trænger ikke til Smiger: det kan saa ypperlig smigre sig selv. Desuden tror jeg, at man gjør en politisk Retning en saare liden Tjeneste ved i Eet og Alt at give den Medhold, og det af den gode Grund, at en Tidsretning eller et politisk Parti ligesaalidt som noget enkelt Menneske er ufeilbart. Jeg tror derfor, at det er vore Partiblades væsentligste Feil, at de med altfor stor Ømhed værne om sine Partier og ikke vil tillade en Tro paa deres Ufuldkommenhed. Det samme er naturligviis ogsaa Tilfældet med Partierne selv. De tro at have fundet Sandhedens Tyngdepunkt, og den, som ryster paa Hovedet til sligt Snak, er da en Kjætter eller Frafalden. Følgen bliver da, at deres Kompagnier blot bestaar af leiede Trælle eller aandelige Krøblinger, der manøvrere til Græmmelse, Spot og Forfærdelse; til Spot og Græmmelse for de Kampdygtige, som blive drevne i Landflygtighed, til Forfærdelse, fordi Menneskehedens dybeste Interesser slaa over til Ironi. Dog, det kan vel ikke være anderledes, siden det aldrig har viist sig at være anderledes, og det er ovenikjøbet maaske det Bedste, siden Menneskeheden alligevel har karet sig fremad. Naar man brækker Foden, takker man Gud, fordi man ikke brak Halsen; dette er maaske tilslut den sundeste Philosophi.
Hvad nu Sømandsloven, som gav mig Anledning til disse mulige Udskeielser, angaar, da er den endnu ikke færdig fra Odelsthingets Haand, men maa ligge Paaskeferierne over, uagtet Thinget ikke har sparet sig denne Uge for at faa den færdig. Man maa lade Præsidenten (Stabell),k218 at han er en Arbeidsmand og at han ogsaa vil at de andre skulle arbeide. Han har trukket Tiden ud og spøgende kastet Skylden paa den uefterrettelige Klokke, ligesom han ogsaa har foreslaaet Eftermiddagsmøderne. Een Dag syntes vel Thinget, at man drev det alt for meget, siden det med nogle Stemmers Overvægt besluttede at tage sig en Rasteftermiddag. Det maa ikke være noget behageligt Arbeide for Præsidenten at følge de udhamrede Debatter over Ting, hvortil han — som rimeligt kan være — ikke har det bedste Bekjendtskab; iallefald kom han mindre godt udaf det, da han debatterede med Rosenqvistk219 om Forholdet mellem Sømandsudtrykkene at «kappe» og «kaste los». Rosenqvist vilde nemlig faa den Bestemmelse ind i Loven, at det skulde berettige til stort Havari, naar et Skib, der havde Kjættinger istedetfor Touge, maatte kaste los, for at lade Seil gaa overbord, da det var det samme som at kappe; man kunde jo ikke «kappe» Kjættinger paa anden Maade.
Det maatte fremdeles ikke være behageligt for Præsidenten at modtage den Mængde Bænkeforslag, og indordne dem til en nødtørftig Sammenhæng. En gammel Storthingsmand sagde mig, at han ikke kunde erindre en saadan Mængde Bænkeforslag, ligesom han hellerikke kunde erindre sig en saadan Debatteren i Enkelthederne. Det er virkelig Skade, at Forhandlingerne ikke ere optagne med Hurtigskrift; det vilde sandelig have svaret Umagen at arbeide sig igjennem det vidtløftige Værk; det vilde have været en Morskabsbog i Ordets egentlige Betydning. Saaledes som det nu er i Storbladene faar man neppe nogen Idee om Forhandlingernes egentlige Karakteer; Alt er sammendraget med andre Ord, og jeg, der stadig var paa Galleriet, kan neppe gjenkjende Forhandlingerne, naar jeg naturligviis undtager Paragrapherne. Der staar Intet om Disputerne om de forskjellige Konjunktioner, ligesaalidt som Betragtningerne over Forskjellen mellem Fiende og Sørøver f. Ex. Alt forekommer mig dækket med Kjærlighedens Kaabe og det er unægtelig peent. De, der meest have været i Ilden, ere foruden Aallk220 og Schweigaard,k221 Motzfeldt,k222 tildeels Møinichen,k223 Rosenqvist, Natvig,k224 Wallace,k225 Hesselbergk226 og nogle faa Gange Sanne.k227 Sanne er en fredelig Mand; det lader ikke til at være Ondt skabt i ham, og hans Bemærkninger i denne Sag have ogsaa været aldeles uskyldige. Rosenqvist har visselig ikke liden Fortjeneste af denne Lov, og vistnok heller ikke Natvig, uagtet baade Schweigaard og Aall have fundet sig beføiede til at modsige disse Herrer tidt og ofte, og desuagtet sagde Natvig disse sine Modstandere og — mærkeligt nok Møinichen — en fiin Kompliment. Han havde nemlig en Tanke, som han vilde sat igjennem, men han kunde ikke finde de passende Udtryk, og da Hagerupk228 hertil bemærkede, at dette var det bedste Beviis paa, at Tanken ikke var meget værd, sagde Natvig: «uagtet jeg ikke kan finde Ord, saa maa her dog være Nogen i Thinget som kan finde dem; jeg tvivler saaledes ikke paa, at jo det vil være muligt for DHrr. Schweigaard, Aalk229 (og efter en liden Pause) Møinichen.» Jeg stirrede mig næsten blind paa Lerchek230 for at se, om han ikke blev stødt over, at ikke ogsaa han blev nævnt; men han lod til at tage Sagen nok saa gelassent. Lerche forekommer mig i denne Sag ikke at have udmærket sig synderligt, uagtet han dog baade har talt og skrevet Bænkeforslag. Jeg havde nær glemt Harris;k231 han har talt adskilligt, og han vilde blandt Andet, at man nærmere skulde specificere den Last, Skipperen skulde kaste ud i Havsnød. Om denne Ting udviklede der sig en temmelig lang Debat, og om jeg ikke husker feil, saa vilde Loven noget saa nær det Samme som Harris; jeg lyttede forgjæves efter en Stemme, der kunde sige, at Sligt fornuftigviis burde være overladt til Skipperens Vet og Konduite. Naar man er i Livsfare, glemmer man let Bestemmelser, der forresten tage sig godt nok ud paa Papiret.
Man debatteerte længe om Skibskosten; der var Mange, som vilde have et Reglement, men Wallace bemærkede blandt Andet, at det var en mislig Sag at foreskrive noget Bestemt, da Levesættet var høist forskjelligt. Tilslut blev man nok med Kommitteen enig i, at Kongen skulde nyde den Ære at være Kjøkkenskriver. — Loven indeholder ellers mange pene Bestemmelser; den formaner blandt Andet Skipperen til at være godlidende og snil mod sine Undergivne. Saalænge man skal befale, ere Folk altid uvillige; ved gode Ord og Formaninger kommer man derimod meget længere. Ytteborgk232 vilde, at Rederietn22 skulde sørge for, at Søfolkene ikke bleve arbeidsløse om Vinteren. Det var stor Synd, at ikke denne Tanke blev optagen i Loven: det vilde have simplificeret Fattigvæsenet noget ganske fortrinligt.
Odelsthinget har i det Hele taget store Fortjenester af Sproget ved sin Behandling af Sømandsloven; kun Skade at Alt ikke er optegnet; jeg er imidlertid glad over at have fulgt med; det skal, som jeg haaber, hos mig ikke blive en død Skat. Schweigaard lærte mig og Thinget saaledes t. Ex. at sige og skrive prisedømt istedetfor prisdømt og Lerche forespurgte sig om Partiklen naar (?) paa det Sted ikke havde Betydningen af omendog. De forskjellige Modulationer ved Udtrykket, «ved Skibets Afreise, naar Skibet afreiste og førend Skibet afreiste» bleve med Klarhed udhævede, uden at jeg kan erindre, hvilken Ordforbindelse man langt om længe antog.
Jeg venter mig behagelige Timer ved Lovens Fortsættelse efter Paaske. Dersom Politiken ikke skulde tilbyde slige Afvexlinger, saa var den ikke til at holde ud med. Den Politik, som gaar med trekantet Hat, Kaarde ved Siden og Stjerne paa Brystet er aandsfortørrende; den maa iklæde sig Jakobiner-Buxer eller komiske Draperier, skal den kunne skjænke den mindste Marv og Saft. Den første dagligdagse Politik, er udhamret Prosa; de to sidste Arter, Poesi. Dette seer man blandt Andet deraf, at ingen Digter kan skrive et ordentligt Vers til Ære for den Første, medens de Sidste have fundet sine begeistrede Sangere.
Jeg talte om at synge over Politiken, men glemte at Komponister kunne som Mozartk233 siger sætte dette Thema auf das Papier. Kapelmester Viereckk234 har blandt Andre gjort dette til sin Afskedskoncert, som han gav i Logen igaar Aftes; han havde nemlig politiske Efterretninger, etn23 stort Potpourri. Iblandt disse lod han ogsaa til at regne Choralen «Vor Gud han er saa fast en Borg.» Det var græsseligt at høre denne gribende Choral forhutlet og kilet ind imellem Variationer over National-Melodier; man affyrede endogsaa Pistoler under den næstfølgende Melodi. Jeg har aldrig siddet i en slig Daarekiste; jeg stod saaledes, at jeg var færdig til at tabe baade Øren og Næse, og Publikum klappede; dog maa jeg sige Sandhed, at jeg saa Mange, der stode i taus Forskrækkelse.
Vi fik ogsaa høre en ny «Christiania-Mjøsner-Jernbane-Galop;» det hvinte noget forfærdeligt, og Hjulenes Klappren maatte finde en ypperlig Gjenklang i Patrioternes Bryst. Charlatanerne forstaa altid at gribe Folk fra den ømme Side. Jeg siger ikke dette saameget til Vierecks Forkleinelse, som jeg gjør det til en almindelig Bemærkning, der gjælder Musicin24 overhovedet. Der drives neppe sligt Uvæsen med ret mange Ting, som med Navne paa musikalske Frembringelser; man giver et Nummer de meest besynderlige Navne; og udgiver sig for at kunne betegne Følelser og Stemninger med en sproglig Nøiagtighed. Selv Ole Bull er ingenlunde fri for Sligt; han har et Tonestykke fra Amerika, hvori Plakaten siger, at de amerikanske Folks Længsel efter Frihed er skildret, (de havde som bekjendt ingen Længsel, men Omstændighederne fremkaldte Reisningen), deres Glæde over Washington og saa fremover. Musiken lader sig endnu ikke kommandere saaledes; den er dunkel og ubestemt og anende, og deri ligger netop dens Poesi. Dersom den kunde gaa i Enkelthederne, saa vilde den ophøre at være Musik; den vilde blive et Sprog, som var befænget i Trivialitetens Forgjængelighed.

Nr. 90/1851; onsdag 16.04.

[Frå Stortinget; disputt med Krydseren]

Korrespondance
Kristiania den 14de April 1851
En Forfatter i Christiania-Posten har irettesat Aallk235 fordi han som Præsident ikke lod alle Repræsentanter den samme Frihed. Han irettesatte saaledes Holmboek236 fordi han om Lerchek237 benyttede Udtrykket Légèreté, medens han lod adskillige mindre passende Udtryk af Uelandk238 og Fauchaldk239 gaa. Det forekommer mig, at man ingen Grund har til at være utilfreds med Aall som Præsident, og finder man ikke ham liberal, saa vil man have Vanskelighed med at finde en Mand, som er liberal nok. At han var mere nøieregnende med Holmboe, var visselig i sin Orden, om han forresten i dette Tilfælde handlede efter Princip, og ikke efter Øieblikkets tilfældige Indskydelse. Det er nemlig formeentlig en Urimelighed at ville skjære alle Storthingsmænd efter en Læst: man finder meget hos Bonden i sin Orden, som man ikke tilgiver den studereden25 Mand. Bonden kan være nok saa flink for sin Stand, uden at der er Mulighed tilstede for, at hans Tankegang netop skal falde sammen med den Studeredes, og navnlig er dette Tilfældet med det, som hører til Smagssager. Bonden giver Barnet sit rette Navn, medens den saakaldte Dannede ofte ikke faar Tilladelse til at gjøre det; han maa gjøre Alt saa pynteligt og peent uden at turde spørge om, hvorvidt Tanken vederfares sin Ret eller ei. Dette hører til Tiden, og forsaavidt er om den Ting ikke meget at sige, det hjælper saa ikke stort alligevel. Bonden er saa lykkelig ikke at være kommen til dette Standpunkt, og det skal man ikke bebreide ham. Det forekommer mig derfor, at Hr. Aall i denne Sag har handlet særdeles rigtigt og lagt en sjelden Skjønsomhed for Dagen. I Smagens Rige gjælder neppe den Sætning: «Du skal ikke gjøre Personsanseelse» og den Tænksomme kan derfor finde de meest modstridende Ytringer berettigede, alt efter den Persons Dannelse og Stilling, som udtaler dem; det vilde ellers se galt ud.
Endogsaa paa Forretningsdygtighedens Felt maa man lægge en forskjellig Maalestok paa Bonde og Embedsmand. Man kan forlange af en Thingbonde, at han skal være den bedste i sin Bygd og at han skal vide at vurdere sine Meninger for hvad de ere; man kan fordre at han skal optræde med Fasthed, der er lige langt fra Haardnakkenhed og Egoisme; man kan fordre den Erkjendelse af ham, at Statsstyrelsen forlanger andre Kræfter end de, han har at byde over, men man kan ikke uden Urimelighed forlange, at han skal være saa dygtig som den Studerede. Til denne derimod maa man stille ganske andre og større Fordringer, især dersom han har ønsket at komme paa Thinget. En Embedsmand som Storthingsrepræsentant, der ikke staar paa Tidens Høidepunkt er en elendig Figur, og hans Dom maa fornuftigviis blive haard.
Flere, der tro at kjende til Stemningen, antage, at Kommitteeindstillingen om Statsraadernes Adgang til Thingets Forhandlinger vil blive antagen. En Anden derimod sagde mig, at nogle Storthingsmænd skulde have undersøgt Stemningen og fundet, at Sagen vilde faa 35 ellet 36 St. imod sig, og i saa Fald har den da ikke ⅔ Deels Pluralitet. Det er ellers besynderligt, at Nogen paa Forhaand kan bestemme sig; thi vel er den Sag temmelig udhamret, men der kunde dog komme nye Grunde endnu, iallefald maa her være mange Repræsentanter, der rimeligviis ikke kjende synderligt til den endnu. Men det er netop en af vor saakaldte Oppositions svage Sider, at den gaar hjemmefra med bestemte og uforanderlige Meninger i Lommen.
Grundene for Statsraadernes Optagelse ere ellers ganske korte og klare. Det er nemlig uimodsigeligt, at meget Skriveri derved vilde undgaaes, og at vedkommende Statsraad maatte kunne meddele mange Oplysninger, som Thinget ellers maa savne. Det er rimeligt, at den Mand, som har Forslagsret til Love ogsaa maa have Adgang til at begrunde sine Forslag paa en mere indtrængende Maade end ske kan gjennem skriftlige Indlæg. Det er billigt, at en Mand, som bliver angreben kan faa Adgang til at forsvare sig paa en mere slaaende Maade end gjennem sine skriftlige Indstillinger, som ovenikjøbet vedkommende Angribere vel i de sjeldneste Tilfælde læse. Det er mere end sandsynligt, at Storthinget vil blive egget til større Dygtighed, naar det Ansigt til Ansigt skal staa ligeoverfor Mænd, der iallefald maa formodes at være Landets dygtigste. Det er klart at Miskjendelse vil forebygges, naar de angjældende Parter mundtlig kunne berigtige skjæve forudfattede Meninger og løsrevne Hentydninger. Det er rimeligt, at en Statsraad, der ikke kan beherske Thinget ved sin Overlegenhed, vil føle sig opfordret til at træde af til Fordeel for sin seierrige Modkjæmper; hans Æresfølelse kan da ikke vel tillade ham at indehave en Stilling, der er ham en Ironi. Denne foreslaaede Grundlovsforandring er saaledes een af Betingelserne for, at Staten kan faa dygtige Statsraader; det maa vel ansees for hævet over al Tvivl.
Det er ganske besynderligt at Oppositionen har sat sig imod dette Forslag, og, at den har gjort det, maa vel være et af de mere slaaende Exempler paa, hvor skjævt den har opfattet sin Stilling: Forslaget vil Frihed og aandelig Kamp, og disse to Ord maa vel være Oppositionens Løsen, dersom den ikke gaar iblinde. Som ægte Burokrat maatte man derimod have saare mange Betænkeligheder ved Forslaget. At imidlertid vore Partier ogsaa i denne Sag have byttet Roller viser, at de enten ikke vide, hvad de ville, eller ogsaa at det saakaldte Burokrati igrunden er oppositionelt og frihedssindet, medens Oppositionen er burokratisk og despotisk.
Krydseren har i sidste No. været haard mod mig. Aa ja, jeg kunde igrunden ikke andet vente. Han har ogsaa Frihed til at have sine Meninger. Han veed, hvad Priis jeg sætter paa hans Arbeider og nu veed ogsaa jeg, hvad Priis han sætter paa mine; nogen Enighed er vel ikke mulig, og vi skal derfor ikke disputere: jeg synger nemlig med Wessel:k240
Fra Fyrsternes Kanoner
og Gammelstrands Matroner
fri mig. etc.
Jeg maa derimod bede Redaktionen, at efterse om der i mit Manuskript til den Korrespondance, hvori jeg sidst omtalte Krydseren, ikke skulde staa: At Smaabyerne ikke ere mere slugne paa Nyheder end o.s.v., istedetfor som jeg idag seer af Krydseren ikke ere mindre slugne.*) Dette giver naturligviis en naragtig Mening, og Krydseren har i det Punkt Ret, da han naturligviis maa holde sig til det, han seer.
*) Manuskriptet er tilintetgjort, men Stedet lyder i Drammens Tidende No. 81, 6te Spalte, saaledes: «Hvorvidt Smaastæderne ere mere slugne paa Nyt og tage tiltakke med en mindre udpyntet Skandale, end Hovedstaden, skal jeg ikke kunne sige;» hvilket giver en fuldkommen god nok Mening.

Nr. 92/1851; søndag 20.04.

[Frå teatret og arbeidarforeininga]

Korrespondance
Kristiania den 18de April 1851
Et Paaskeæg til Direktionen for Stadstheatret i Christiania er i disse Dage nedkommet fra en literær Høne, der neppe vil samle mange Kyllinger under sine Vingers Skygge, ialfald har jeg ingen Lyst til at hvile mig der. Paaskeægget er sikkerlig noget af det meest Uvittige, som er trykt herinde i Vinter, og det vil sandelig sige meget; man kan sige om Christiania, hvad man vil, saa bliver det dog vel en Kjendsgjerning, at det har en fabelaktig Masse af daarlige Forfattere. Grundene ere sikkerlig mange og en af de væsentligste er sikkerlig den, at Byen har et saa lidet Opland, at der ikke kan komme aandelige Frugter nok tiltorvs; de som komme, ere umodne, og Drivhusene herinde ere vel endnu ikke saaledes byggede, at de kunne fremskynde Modningen. Der sniger sig altid en Trækvind igjennem Vinduerne, og de egentlige Gartnere lægge undertiden saa stærkt i Ovnen, at Bladene blive forkrøllede. Det hjælper lidet, at Gartnerne sige, at Alt gaar saare godt; Arbeidet priser tilslut Mesteren, og Havens egentlige Eier vil nok engang kræve dem til Regnskab og fordre klar Bog for Huusholdningen. Eieren lader sig endnu besnakke; han er godhjertet og langmodig.
Paaskeægget er mere end uvittigt; det er formeentlig aldeles raaddent: det omsætter Navne paa Skuespillerne og siger f. Ex. Pyttmannk241 og Poetius istedetfor Blyttmannk242 og Boetius.k243 En saadan Spillen med Navne er karakteristiskt. Naar man ikke kan tegne Karaktererne saaledes, at Enhver, der nogenlunde er kjendt med Forholdene, kan skjønne, hvorhen man sigter, saa knytter man Næverne og giver en Dask under Øret og siger: det var ham, jeg meente.
Paaskeægget vil naturligviis Theater-Direktionen tillivs. Herre Gud skal da Theater-Direktionen undgjælde for vor digteriske Armod? Det er muligt, at man kunde faa en bedre Direktion, men blandt de, som klage over den, var Medlemmerne neppe at søge; Direktionen er allenfals ligesaa god som Publikum og vore Digtere. Mon det derfor ikke var bedst, at vi Alle bare Korset med hinanden og ventede paa bedre Tider? Det er ingenlunde noget behageligt Arbeide at være Theater-Direktør. Det maa være noget ganske Forfærdeligt at ligge og læse Dynger af umodne Stykker, og det maa være utaaleligt at prakke med forfængelige og raa Skuespillere og Skuespillerinder, der Alle ville have de bedste Roller, og ere uartige eller lægge sig syge, naar ikke Alt gaar efter deres Hoved. Kommer nu hertil, at Theaterdirektionen idelig er udsat for Grovheder gjennem Aviserne, saa er visselig den frie Adgang til Theatret dyr nok. Desuden har jo Theatret slet ingen Forpligtelse til Publikum. Theatret er et privat Aktieselskab, og det kommer hverken mig eller nogen Anden af Publikum ved, hvorledes den steller sine Sager. Kan Theatret præstere Noget, nu vel, saa gaar jeg og betaler; vis ikke, saa sparer jeg mine Penge og sidder hjemme. En anden Sag var det derimod, dersom Staten understøttede Theatret. Vistnok maa Theatret ligesom en Forfatter, der udgiver et æstetisk Produkt, være underkastet Kritik, men denne skal holde sig til Sagen og ikke overfalde Personer. Theatret bør desuden formeentlig kriticeres mere skaansomt, fordi det er en Indretning, som man bør lade bestaa. En Bog kan man derimod kriticere skarpere, fordi den strax fremkommer med Fordring paa at være noget Fixst og Færdigt. Man har Intet at befrygte for Smagen: den forfalder ikke saa let, om end de theatralske Forestillinger ere maadelige. Man har saa mange aandelige Styrkningsmidler, at den Mand, som faar sin Smag ødelagt ved Theatrets slette Bestyrelse, han kan gjerne miste den, han har saa alligevel ingen.
Vore Forfattere kunne neppe klage paa Theaterdirektionen: den har optaget norske Stykker, der ere saa maadelige, at Forfatterne vilde have været langt bedre tjente med at de ikke vare opførte, og underligt skulde det være, om geniale Produkter vare nægtede Optagelse. Forfatteren vilde da kunnet lade dem trykke og høstet Ære og Berømmelse, medens Theaterdirektionen smukt sad der. Men Sligt har ikke fundet Sted, og indtil den Tid er det Daarskab af en krænket Forfatter, at skrige over Direktionen. Her er trangt for en stakkels forsulten Literat, vil man sige; kan saa være, men dersom En skriver rigtig godt, saa vil nok vore Dusinkarle af Kritici forstumme, og slippe paa Jorden igjen den løftede Steen. Nu kritiserer enhver stakkels Student, og hvorfor skulle han ikke kunne det? Han har jo ikke Andre end sine Lige at dømme. Nu kritiserer det ene Blad det andet, og hvorfor skulle det ikke kunne det? De ere jo Alle meget nær lige; lad dem kun æde hinanden op, der gives neppe mange rimelige Mennesker, som sørge det Mindste derover. Der er et saa forunderligt Spil i Naturen, den ene Kraft neutraliserer den anden, de skadelige Dyr og Insekter æde hinanden op. Forleden Aar husker jeg saaledes, at en Spasmager lovede en eenfoldig men pengegridsk Person en stor blak Hest, dersom han kunde skaffe ham to Tusinde Lemænner (islandsk Muus) til Nytaarsaften; det var nemlig et Lemænaar. Stakkels dumme Bjørguf — han hedte nemlig Bjørguf Huvestadk244 — samlede da og samlede paa disse ilske Dyr, der ligge i sin Hule og gnistre og vise sine to spidse Tænder, der ligne Kritikernes Pennespalt; men de ødelagde hinanden fortvæk. Tilslut drev han det alligevel saavidt, at han fik det bestemte Antal pakket ind i en stor Kasse, men strax før Juleaften begyndte der en saadan Kamp paa Liv og Død, at de samtlige vare sønderflængede, inden Nytaarsaften brød frem. Denne Historie rinder mig altid i Minde, naar jeg om et Spisebord hører Straamænd kriticere Theaterstykker, Bøger og Aviser; de kunne naturligviis selv ikke skrive Noget, men Herregud de kunne da kriticere, og det er igrunden vel at de gjøre det. Den, de kriticere, er sandsynligviis en indbilsk Fyr af samme Stok: det ene Lemæn æder det andet op. Men klarest staar dog Historien for min Erindring, naar jeg seer Aviskampene. Det er den samme ilske Natur, og Lemænnet er saa tappert, at det skriger indtil det sprænger sig, og naar to af disse tappre Dyr ikke kunne bide længer, saa ligge de og skrige til hinanden, og deres Sider udvider sig som Blæsebælge.
Paaskeægget er ogsaa et saadant Dyr: Det skriger paa Theaterdirektionen og Skuespillerne. Det hele forekommer mig at være den Kasse, hvori Bjørguf samlede sine Dyr. Lad Bidningen gaa for sig, det rydder Pladsen for nyttige Dyr, og lader Græs og Blomster spire op paa de afgnavede Strækninger.
Jeg vil udvide Billedet paa flere Forholde. Isøndags var jeg saaledes oppe i Arbeiderforeningen og hørte en Taler holde et Foredrag, hvori han lod Storthingsmændene passere Revy foran de tætte Masser. Kritiken overraskede mig i Begyndelsen ved sin Dristighed, men tilsidst forsonede jeg mig med den, og tænkte paa Bjørguf Huvestad. Taleren var sandelig ikke ueffen; han efterhærmede vedkommende Storthingsmænd ganske heldigt, og inddeelte dem i Klasser: Folkets Mænd, Middelveisfarere og Ministerielle. Ved denne Inddeling tænkte jeg paa hiin Fiolinist, som lærte Kong Georg den 3diek245 (?) at spille. Han sagde nemlig til sin kongelige Elev, at Musici kunde inddeles i 3 Klasser. Til første Klasse hørte de, som aldeles ikke kunde spille, til anden de, som kunde en Smule, og til tredie de, som spillede nogenlunde godt. «Deres Majestæt, tilføiede Musiklæreren, er nu kommen op i anden Klasse.» Taleren satte f. Ex. Præsten Blomk246 op i den første politiske Klasse og Stabellk247 vidste han ikke hvorvidt han skulde sætte i første eller anden. Dog satte han ham nok tilslut ind i den første. Det samme Bryderi forskaffede ogsaa Uelandk248 ham. Schweigaardk249 blev sat i tredie Klasse og Rosenqvistk250 i første. Jaabækk251 var, om jeg ikke husker feil, Duxen i den første. Jeg beklager, at jeg ikke kom ind saa tidlig, at jeg kunde høre Begyndelsen af Talen, og saaledes komme efter til hvilke Klasser vore øvrige politiske Notabiliteter vare at henregne. Det er fatalt med slig Klasseinddeling, den opvækker Skinsyge og forstyrrer den gode Enighed. Kritiken derimod er sund, det Ene passer til det Andet, og det er ingen Tvivl om, at ogsaa paa disse Marker maa fremspire Græs og Blomster, naar Kampen har hærjet.

Nr. 93/1851; onsdag 23.04.

[Nytt kyrkjebygg (Trefaldigheitskyrkja)]

Korrespondance
Kristiania den 21de April 1851
Kirken oppe paa Sorgenfri skal paa førstkommende Onsdag gaa igjennem Repræsentanternes Skjærsild. Denne Kirke, der endnu ikke er bleven til, har allerede en Historie. Den har desuden sin Chronique «scandaleuse,» hvad enten nu denne er virkelig eller indbildt. Store Lærde og fine Smagsmænd have skrevet meget Sandt og Smukt om denne Kirke. Politikere have behandlet denne Sag med Talent og Omhyggelighed, og ere komne i Vinden. Det er noget betydeligt, hvilke Kræfter Kirkesagen har sat i Virksomhed, og det er sandfærdeligen heller ingen Bagatel for en By, der ikke er større end Christiania, at opføre en Kirke, der kan være en Hovedstad værdig, og svare til Kunstens Fordringer. Det klogeste var vel at bie, indtil man trængte til en Kirke: Efter Restaurationen af Vor Frelsers Kirke er visselig ingen Trang forhaanden, at sige, naar man ikke vil have Kirkerum nok til overordentlige Leiligheder, naar Nysgjerrigheden drager Masserne til at høre og see. Men til slige Leiligheder vil man ikke blive hjulpen med den nye Kirke heller. Jeg for mit Vedkommende tror derfor, at man heller burde se til, at faa dygtige Præster end udmatte Kommunen med Opførelsen af «tomme Stole.» Jeg er ikke saa uforskammet, at jeg siger dette, for at nedsætte vore Præster herinde. Aldeles ikke. De ere visselig saa dygtige, som man efter Leiligheden kan vente, uden at jeg dog tør benegte Muligheden af, at man kunde have trukket større Talere ind til Hovedstaden. Men jeg siger det fordi jeg tror, at Videnskaben og Kirkens sande Interesse stiller alt for nøisomme Fordringer til en præstelig Dannelse, der skal beherske Nutiden og med Overlegenhedens tvingende Magt drage Tvivlere og Sukkervandsdrikkere til Kirken. Det gaar ikke an, at gyde Sandhedens Viin paa gamle Læderflasker, Smagen har sine Fordringer og den opvakte Intelligents sine Berettigelser, som man ikke ustraffet tør spotte. Theologen maa i Dannelse og Talent staa over Andre, og de meest udmærkede af Theologerne maa blive trukne til Hovedstaden, enten de have den til Ancienniteten fornødne Alder eller ikke. Indtil Udviklingen har vundet sig op til et saadant Stadium har man visselig Kirker nok herinde. Ialfald er dette min Tro, der i dette Tilfælde ikke tror uden at have seet. Dog, det er maaske rigtigt, at værne om det Ydre, naar det Indre gaar nedad Bakke; Verden har bestandig gjort dette, og saa maa det vel være rigtigt.
Men, jeg glemmer Kirken, der nu indtil Videre er antagen nødvendig. Dens Historie er sammenslynget, og oprunden ligesaa politisk som den øvrige Kirkehistorie. Historien beretter nemlig, at Constantin den Storek252 gik ganske politisk tilværks, for at hverve Stemmeantal til Beslutningerne i Nicæa, og Morgenbladet lader ane, at Brettevillek253 virkede meget dristig for at faa Chateneufsk254 Tegning og Pladsen nedunder Bakken antaget. Orius blev landsforviist, og Nebelaug (?)k255, som vilde skaffe en Kirke for 80 000 Spd. oppaa Bakken, afviist. Nestoriusk256 vilde en Slags Mellemting, og Schirmer,k257 som nu i den sidste Tid vil gjøre Chateneufs Kirke færdig for 120 000 Spd., ligesaa. Constantin vilde nok styrke sit Rige ved at faa Alting klappet og klart, og Bretteville vilde forevige sit Regimente ved at faa Kirken under Bakken istand.*) Constantin havde Magten, og Forfægteren af den dyre Kirke, ligesaa. Den Kommittee, der blev udvalgt til at fatte Beslutning om Kirken, bestod nok af Folk, der ikke kunde have synderlig Vet paa Sligt. Constantin sendte Herolder rundt Landene, og Chateneufs Tegning blev ophængt nede paa Børsen, for at det kunstforstandige Publikum kunde dømme. Sagen blev dreven med Ilfærdighed, og Grundvolden planeret. Nu reiste Reaktionen sit Hoved i Veiret, og sagde, at Kirken var fordyr, at man burde «lave Munden efter Madkoppen», at man burde bygge sig ind i Huset og ikke udaf det, at man burde sætte Kirken oppaa Bakken og ikke Bakken oppaa Kirken. Man nedsatte en Kommittee, og den har nu sagt, at den første Skade er bedre end den sidste, at man istedetfor at lægge 5000 Spd. til en Sokkel, hvorom der egentlig er Spørgsmaal, burde lade de begravne 3000 Daler ligge i Fred og Ro. Over den Sag skal nu Repræsentanterne bestemme sig. Det er virkelig ingen ubetydelig Sag, det Rigtigste vilde formeentlig være, ikke at bestemme sig for nogen Plan, men se Tiden an og lade Sagen blive diskuteretn26 endnu mere. Selv om man var overbevist om, at Kirken under enhver Omstændighed skulde komme istand, saa er man neppe endnu i Besiddelse af de arkitektoniske Oplysninger, som maa ansees nødvendige, førend man strider til Grundlæggelsen af et Værk, der under enhver Omstændighed vil tilhøre Historien og være et væsentligt Bidrag til at oplyse Efterverdenen om Nutidens Standpunkt. Det er ikke tilraadeligt for os, at handle i vigtige Anliggender, førend vi have hørt, hvad andre Nationer sige om Sager, der ere af samme Beskaffenhed. Man har raadspurgt udenlandske Kunstnere, siger man, og philosopheret over kirkelig Bygningskunst. Kan saa være. Men Uenighed er dog altid et Tegn paa, at en Sag ikke aldeles er bragt paa det Klare.
*) Man bør optage Alt i den bedste Mening.

Nr. 98/1851; tirsdag 29.04.

[Frå Stortinget: kommunane; den nye kyrkja; skolen]

Korrespondance
Kristiania den 26de April 1851
Idag blev da Søfartsloven omsider færdig fra Odelsthingets Haand. Den har været en Smertens Søn og givet Anledning til mange Kuriositeter, som Folk, der ikke have staaet paa Galleriet, til Lykke for Thinget ikke kjende noget til. Jeg har vist før skrevet om det Interessante i, at Debatterne havde været optagne med Hurtigskrift; det er fast utroligt, hvorledes man har debatteret om «Partikler» og «Konstruktioner», om Redaktioner og Omsætninger. Sagen synes mig at være den, at Thinget har havt Mangel paa — hvorfor ikke — Søkræfter. De som have havt det meest praktiske Kjendskab, have været altfor lidet dannede til at være Lovgivere, og de, som have besiddet den juridiske Kløgt, have kjendeligt manglet praktisk Kundskab. Deraf den vidtløftige Debatteren og Omgaaen af Gjenstandene. De eensidige Retninger have neppe før saa kjendeligt kollideret uden at finde sin Forsoning. Man har ligesom følt sig frem og Thinget har for Thingmændene været en Skole, istedetfor at de væsentlige Kundskaber burde være medbragte hjemmefra. Storthinget maa fornuftigviis ikke være en Prøveklud for nye Kræfter, der skulle opdrages. Saaledes opfatte derimod de Storthinget, som sige: «Han Peer eller Ole vil med Tiden blive en god Thingmand; Valget var derfor godt og han bør vælges paany.» Saaledes tænkte en Thingmand i 1845 idet han sagde: Det var ikke min Mening, men jeg bragte Sagen paa Bane for at vække Diskussion og opklare Meningerne. Sligt Snak, mener jeg, behøves blot at blive anført for at sees i sin Forkjerthed. Norge er nu ikke saa aldeles fattigt paa dygtige Folk, at man behøver at vælge Alumner, men saalænge man skyr Dygtigheden for at faa fat paa Folk, der ikke have Vet paa stort andet end at opponere iblinde, da bliver man vistnok nødt til at gjøre Thinget til en Prøveklud. Oppositionen vil ødelægge Oppositionen.
Jeg kjender 2 Mænd fra et Ladested, der vilde have været ganske umistelige i Søfartsloven og i Alt, hvad der hører til Handel og Søfart, men istedet for at vælge om blot den ene af dem, valgte Amtet 3 Bønder og en Præst, der igrunden er daarligere end Bønderne: han er nemlig hverken det Ene eller det Andet. Bønderne kunne da have en Mening om enkelte Ting, som falde indenfor deres Kreds. Jeg kjender fremdeles en By, der valgte en ret og slet Opponent istedetfor en Handelsmand, der kjender ualmindeligt godt til Handel og Søfart, og som tillige besidder en sjelden Dannelse. Jeg blev derfor ikke overrasket ved at høre Debatterne om Søfartsloven. Har man baaret sig ligedan ad paa andre Steder, hvor jeg ikke er kjendt, saa har man gjort alt muligt for at lade Handel og Søfart staa for Lud og koldt Vand. Man kan nemlig ikke vente, at Bønder og gangbare Embedsmænd skulde forstaa sig noget paa slige Ting.
Søfartsloven gav ogsaa Anledning til Rivning mellem Statsmagterne eller rettere mellem Kommunerne og den udøvende Magts Funktionærer. Kommunerne er Oppositionens Værketaa: hvorledes saa Skoen end er syet, saa gnaver den, og overalt skal den ømme Taa tørne imod den mindste Stikke, som ligger i Veien. Paa den anden Side er Udvidelse af de kommunale Rettigheder Regjeringens Skyld — jeg holder mig til Billeder af det «værkede» — og den mindste Berørelse bringer dens Folk til at sprætte op og skrige Au! Vil man derfor gjøre sig tilvens med Oppositionen, saa skal man tøie Kommunerne saalænge som Viskelær og vil man paa den anden Side gjøre sig det gemytligt med Departementsfolk og «Postkarle», saa skal man beklage sig over den sørgelige Retning hos vor Opposition, som vil dele Landet i en 400 Republiker, som salig Nella engang sagde, mens hun levede. Skulde jeg derfor definere norsk Opposition og Ministerialisme, saa vilde jeg begynde saalunde: oppositionel eller liberal er den, som tror paa Kommunen, og ministeriel den, som ikke tror. De politiske Leire dele sig saaledes i Atomister og Centrale eller rettere i Kommunemænd og Statsmænd. Det skulde være et stort Fremskridt, om man kunde antage disse Benævnelser istedetfor de nu brugelige, der passe som Øxeskaft til Goddag.
Men, til Søfartssloven, som gav Kommunefolk og Statsmænd Anledning til at krambulere. Hvem skulle nu tro, at Søloven kunde komme Kommunen noget ved? Mon Skibene komme paa Land, naar de ere blevne Vrag, og da høre de Kommunen til, istedetfor at de tilforn for endeel vare Kongen hjemfaldne. Det bliver da Spørgsmaal om Taxation, og Kommunen vil have den Fornøielse at udvælge Taxationsmænd, medens de Centrale vilde lade dem blive udnævnte af Amtmanden igjennem Fogden. Du smiler, kjære Læser, men det er Principet, det her gjælder, Principet, hvorunder Kommunemændene ogsaa ville putte Juryerne, og som gjør vore Jurister saa lynende gale paa denne Indretning. Naar man begynder at mænge sammen, saa kan Vellingen komme til at indeholde adskillige Sager. Det var altsaas Principet om Juryerne, som man skulde hævde; thi havde man iforveien arrangeret sig, og Sverdrup lod til at have stillet sig i Spidsen for Expeditionen. Han talte ogsaa bedre end man skulde have ventet, naar det gjaldt, hvorimod Lerche sakkede lidt agterud og rystede igjen et Forslag af Ærmet, der iallefald havde det Fortrin, at man snakkede om det. Schweigaardk258 talte naturligviis mod Kommunernes Udnævnelsesret, men han led et komplet Nederlag, da man slap til at stemme. Begge Partiers Talere talte ganske almindeligt. Grundene for og imod den kommunale Udvidelse ere saa udblandede, at man kan sidde i halv Søvne og ramse dem op, og Anvendelsen paa de specielle Tilfælde gaar ligeledes som Kjæppe i Hjul, naar man i Nødsfald har den mindste Sands for Sophismer. Det vilde forresten være fortjenstfuldt, om Nogen kunde berige Literaturen med en Dialog mellem Kommunen og Staten til Lensmandsloven skulde fore igjen, saameget mere som det vilde være en Haandbog, der maaske kunde opdrage ligesaa mange Storthingskandidater som Rolfsensk259 Formularbog. Det vilde være et Vovespil, det forstaar sig for man vilde bestemt støde det ene Parti paa Manchetterne, hvilke Ord man end lagde de Samtalende i Munden: Ingen kan tjene to Herrer. Jeg vilde ikke raade nogen opgaaende politisk Stjerne til at gjøre det, om en saadan forresten kunde skrive sit Sprog saa at det taalte at blive prentet: her er mange Kritici herinde i Christiania.
En saadan Dialog à la Platok260 maatte vække en uhyre Sensation i de respektive politiske Leire: Forfatteren kunde blive Expeditionssekretær, Amtmand, Bankrevisor eller Bankadministrator, alt eftersom det rammede, iallefald kunde han blive Suppleant eller Kopist; i værste Tilfælde fik han Opreisning af vedkommende Koryphæer.
— Kirkesagen blev behandlet ionsdags Eftermiddag. Man bestemte sig til Chateneufsk261 sidste Tegning og bevilge 5000 Spd. til Sokkelen. Det var mærkeligt: Naturen har hertillands opført saa mange Høie, at man ikke behøver at kjøbe dem, især naar man iforveien har dem ligefor Næsen sin. Kildalk262 talte forresten ganske godt mod den chateneufske Tegning i sin afklædte Skikkelse, og for en ny Konkurrentse; men Ytteborgk263 f. Ex. talte imod, og han er Storthingsmand. Da jeg hørte Ordførerens Tale, glemte jeg, at jeg var i Christiania; jeg syntes, jeg var hjemme eller i et Ladested.
Jeg talte om Stat og Kommune, men alvorligt talt, har jeg ikke seet noget bedre om den Ting, end nogle Bemærkninger af K. Gislesenk264 i Christianiaposten for nogle Dage siden. Dette var da ogsaa noget, man kunde vente af Gislesen. Han talte nemlig i sine Bemærkninger til den nye Skolelov nogle Ord om Statens og Kommunens gjensidige Forhold til Skolen, og han talte sundt. Hvad han ellers bemærkede ved den kongelige Proposition og ved forrige Odelsthings Beslutning, er visselig af den Vægt, at Storthinget med frelst Samvittighed uden videre kan antage det. I Alt, hvad der angaar Skolevæsenet, er Gislesen betydningsfuld: han har praktisk Kjendskab, forenet med theoretisk Dygtighed, og han er sandhedskjærlig. Jeg kjender ingen Mand, som jeg finder saa apostolisk som Gislesen. Det var derfor en Vederkvægelse at læse noget fra ham. Man kan om et Dagblad sige hvad man vil; det Blad, hvori saadanne Mænd skrive, er respektabelt og uundværligt. Det var Afhandlinger og Kritikker fra slige Mænd som gjorde Morgenbladet stort, nu ere de skræmte bort derifra, og Morgenbladet maa synke sammen; det gaar alene ved Trægheden af den gamle Fart ligesom en Pendel, efter at man har taget Lodderne ned. Et Dagblad, som ikke kan være et Organ for de Bedste i Landet, er faldet, og kan med den dygtigste Redaktion ikke bestaa i Længden. Aandsbefugtningen fra Folket udebliver, og det synker sammen. Christianiaposten har en kraftig Støtte i sine Afhandlinger fra Gislesen, Monrad,k265 Nissenk266 o.s.v., og det er dens egen Skyld, om den ikke soper Morgenbladet væk.*)
*) Det er formeentlig en Umulighed, at et ministerielt Blad kan «sope Morgenbladet væk» — Morgenbladet beæres desuden ogsaa af og til med «indsendte» Afhandlinger af Mænd med ligesaa lysende Navne som de anførte. At en Mand skriver i Christianiaposten og ikke i Morgenbladet, behøver ikke nødvendigviis at have sin Grund deri, at han finder Morgenbladet uværdigt og Christianiaposten værdig til at være «Organ for de Bedste i Landet.» Det kommer i Regelen vistnok meest an paa, hvilken Læsekreds man ønsker sig. Den uafhængige Forfatter kan gjærne skrive i Morgenbladet idag og i Christianiaposten imorgen, dersom han idag ønsker at have andre Læsere end imorgen. At Embedsmænd, der skrive i Aviserne med Tilføielse af deres Navne, foretrække Christianiaposten for Morgenbladet, kan formeentlig mindst af Alt anføres som Beviis paa Morgenbladets Uværdighed til at være «Organ for de Bedste i Landet.» Embedsmænd, der med Takt for det Passende forene Omhu for deres eget Vel, ville neppe indlade sig paa at optræde som Forfattere i et af Regjeringspartiet forhadt Blad. I en revolutionær Tid som vor, turde selv de, der tro paa Embedsmændenes Berettigelse til at opponere, finde det forargeligt, om nogen Embedsmand gjennem Oppositionspressen vilde søge at svække Regjeringens Autoritet. Vi høre, som Gud og hver Mand veed, ikke til det ministerielle Parti, men vi forlange, at den exekutive Magts Tjenere skulle tilhøre samme; vi sympathisere ikke med Embedsmænd, der søge at forkleine den Regjering, de tjene. Redaktionens Anmærkning.

Nr. 102/1851; lørdag 03.05.

[Treskjæring]

Korrespondance
Christiania den 1ste Mai 1851
de Conincksk267 Træskjæreri fortjener visselig al Opmærksomhed, deels for dets egen Skyld og deels fordi det er en dansk Mand, som har faaet det igang. Vi Norske ere endnu ikke saa opvakte, at vi lægge Mærke til de Kræfter, vi have at byde over: Fremmede maa oplære os, og vi bør være taknemmelige mod disse Fremmede; det er en misforstaaet Nationalfølelse ikke at være det.
de Coninck begyndte med sit Træskjæreri i Marts Maaned 1850. Han antog da en Svend Gundersenk268 fra Vinje i Tellemarken, en Mand, der sikkerlig vilde kunne bringe det overmaade vidt i sin Kunst: der er noget Lethenkastet og ligesom Selvvoxet i hans «Roser» og «Lillier» og Ornamentik; hans Slyngninger ere yndige og slanke; han har overmaade meget tilfælles med Olaf Glosimodtk269 fra Sillejord, der arbeider for Oscarshal hos Kammerherre Holst.k270 De øvrige Tellemarkinger, der arbeide for de Coninck have kjendelig samme Stiil; det er den, man gjenkjender paa Staburstolper, Kubbestole, Spand o.s.v. fra de foregaaende Aarhundreder blot under en forædlet Skikkelse. Det er mærkeligt, hvor frigjørende Tiden har virket ind paa denne originale Træskjærerkunst, uden at noget Fremmedartet eller Indført er kjendeligt. Det er Kulturen, der her ubevidst har været befriende.
De valdriske Arbeider ere blandt Andet karakteristiske ved deres Tilbøielighed til at nærme sig Slangelinierne. Slangebugterne paatrænge sig den ukunstlede Sands som en af Skjønhedens Grundformer; denne Formskjønhed i Forbindelse med den religiøse Tradition om Slangens Falskhed og dens Giftighed frembringer den dæmoniske Skræk, som uvilkaarlig griber os ved Synet af den. Intet Under derfor, at Slangen er bleven en Skjønhedens Typus for de fleste Nationer, og den bevidste Kunst maa med Beundring erkjende disse Naturbørns Takt til at gribe det Rette.
En af de valdriske Træskjærere, Ole Fladaker,k271 har isærdeleshed et godt Øie for at efterskjære; han havde ikke været hos de Coninck mere end 3 Maaneder før han skar en Statuette af Christian IV.;k272 den blev udstillet i den tekniske Forening og Kunstforeningen og er med Rette bleven omtalt som særdeles fiint skaaren og naturtro gjengiven. Forsaavidt er allerede en god Begyndelse gjort til en bildende Træskjærerkunst, der maaske engang kunde udvikle sig til en sand kunstnerisk Høide. Hvorfor skulde man ikke kunne benytte Træet som Marmoret? Det er mere villigt at bearbeide og dets Forgjængelighed er ikke til nogen afgjørende Hinder, aldenstund det ikke ligefrem udsættes for Luftens barske Indvirkning.
Gulbrandsdølerne skulle arbeide hurtigst og lettest og vise den største Opfindsomhed; deres Ornamentik er, noget forædlet, den samme, som brugtes paa Fjerde Christians Tid; man finder — siger Mænd, som have havt Anledning til at se — paa Slottenen27 Fredriksborg og Rosenborg Speil- og Portrætrammer, som vidne herom. «Det er Renaissancens Overgang til Rococo, siger lærde Kunstkjendere; dog er den mere symetrisk og befriet fra al den Usands, som karakteriserede Rococcoen paa Madm. Pompadoursk273 Tid.» De sætte ogsaa op et uhyre lærd Ansigt og tale om byzantinsk Indflydelse. Om denne Ting kan jeg Intet sige, men overlader til den komparative Kunstkritik at udbringe Noget i denne Retning. Jeg holder mig i al Beskedenhed indenfor Landets Grændser og er indtil videre saa national, at jeg holder vor hidindtil udviklede Træskjærerkunst for god Norsk, uden dog naturligviis at turde nægte «en Snæv» af fremmed Indflydelse i Katholicismens Tid. Men det middelalderlig Barokke er nu igjen forladt; man finder det alene i de gamle Storkirker og paa enkelte Skab oppe i Dalenes ældste Stuer.
de Coninck har desuden Træskjærere fra andre Bygdelag end de ovennævnte; han beskjæftiger for Øieblikket ialt 18 Personer, iberegnet Snedkere og Fernisører; desuden arbeide flere i sine Hjembygder og sende sine Arbeider ind til ham. Han har iøvrigt gjort sig det til Regel ikke at engagere nogen fast, for at de ikke ganske skulle hengive sig til Noget, der endnu er uvist. Han har desværre ikke Leilighed til at drive Forretningerne i den Grad, han vilde. Det er allerede Meget, at han har kunnet drive det saavidt. Han har skaffet Mange en ret god Fortjeneste — Svend Gundersen har endogsaa indsat en 50 Spd. i Sparebanken — og det er allerede en stor Fortjeneste af ham paa en Tid da Arbeidsløsheden fremkalder ordentlige Reisninger; det er overmaade Meget, selv om man seer bort fra det Kunst- og Industrivækkende i hans Virksomhed.
Mange spørge, hvortil disse endeløse Taalmodighedsarbeider, der gjorde samme Tjeneste om de vare «rette og slette». Paa slige Spørgsmaal kan man ikke godt svare Noget: de ere for en Deel berettigede, men i en langt høiere Grad uberettigede og røbe en dyb Miskjendelse af Evners mangesidige Berettigelse. Man kunde konsekvent hermed snakke al Kunst ud af Livet, og faa det Hele saa eensformigt som Seiladsen paa det aabne Hav. Det ligger i Tidsretningen og kaldes for Øieblikket civiliseret, at afslibe alle Eiendommeligheder og gjøre Alt ligesom efter Snor og Lod. Det er Maskinens eller — om man vil — Pantheismens Princip; det er en Nat, hvori alle Katte ere graa. Det er derfor ogsaa i denne Henseende sundt, at Eiendommeligheden gjør sig gjældende, selv om den maatte vise sig noget kostbar. Den egentlige Træskjærerkunst, den saakaldte Xylographi, tør maaskee blandt enkelte af de Conincks Folk finde overmaade heldige Dyrkere, og det er da ogsaa sandelig paatide, at vi selv dyrke en Kunst, hvortil mange af vore opvakte Folk have saa kjendelige Anlæg. Det er baade kostbart og nedslaaende, at vi skulle hente fra Udlandet, hvad det hellere burde hente fra os; men saalænge Kræfterne blive overladte til sig selv og ikke møde den nødvendige Understøttelse eller Impuls, saalænge bliver Alt ved det Gamle. Ogsaa i denne Henseende fortjente de Coninck mere end Tak.
En af de meest praktiske Retninger, de Coninck har givet sine Træskjærere, er den, at han har ladet dem begynde med Forfærdigelse af Møbler, navnlig Stole. Der staa allerede mange bekvemme og smukke og — hvorfor ikke — nationale Stole i hans elegante Boutik. Udskjæringerne paa «Brugderne», Fødderne og Armene ere i Regelen særdeles lette og frie. Selv om man i Byerne ikke vilde kunne drive denne Slags Stolefabrikation i nogen videre Udstrækning, saa vil dog de hjemvendende Treeskjærere i sine Bygder mere og mere vække Sandsen for en smukkere Møblering i Bondens Stue. Denne Omstændighed, at de Hjemvendende i de forskjellige Retninger udbrede Sands og Smag, er maaske i Længden det meest Fortjenstfulde ved de Conincks Virksomhed.
De forarbeidede Gjenstande bestaa forresten af Tolleknive, Papirknive, Linealer, Syæsker, Oblatæsker, Snuusdaaser, osv., desuden Smørformer, Sleve, Skeer og Spand. Det Hele staar tilskue i den smukke Boutik med Glasdøre og Glasvinduer. Alt er indrettet særdeles smagfuldt, og de Coninck har virkelig gjort Alt for at blive beæret med en god Søgning.
Han har ikke sendt Noget af sine Træskjærerier til Londonner-Udstillingen: dertil havde han ikke Raad, selv om han troede, at Gjenstandene vilde sig tiltrække nogen Opmærksomhed blandt den uhyre Mængde af fortrinlige Sager.

Nr. 104/1851; tirsdag 06.05.

[Frå Stortinget; om nasjonaldrakter]

Korrespondance
Christiania den 4de Mai 1851
Igaar saa jeg en Eidsvoldsmand paa Storthingsgalleriet. Det maatte være underligt for ham at skue ned paa Forsamlingen, og dersom de bedre blandt den havde skuet op og seet Eidsvoldsmanden, vilde det udentvivl have rørt sig endnu mere underligt i deres Bryst; det maatte have sørget og følt Undseelse. Paa Thingets Politikere vilde derimod Synet ikke have havt nogen Virkning; de vilde have fundet det i sin Orden, at Eidsvoldsmanden stod paa Galleriet mellem den øvrige Plebs og være glade over «den gode Sags Fremgang.» Jeg var derimod ikke glad, jeg blev dybt rystet og opsendte en stille Bøn for mit Fædreland. Naar Staten eller den enkelte Mand er kommen saa langt hen, at den ikke har Ærbødighed for «de graa Haar» og for Talentet — denne Eidsvoldsmand er nemlig et ubestrideligt Talent — se da er den kommen meget langt; naar Nationen vælger Mænd, som ikke kunne skrive sit Navn ordentlig endsige tænke fornuftigt, medens den forbigaar en Konstituent, der ovenikjøbet har udmærket sig som Forfatter, se da er den ogsaa langt, langt henne; naar Nationen vælger Folk til sine Talsmænd, der ikke kunne gjøre stort Andet end opponere over virkelige eller indbildte Mangler, medens den forbigaar Mænd, der baade kunne tænke, tale og skrive, men som netop derfor ikke love mere end de kan holde, se da maa den være syg; naar Nationen er kommen saa vidt, at den vælger efter politiske Troesartikler, som Uvidenheden har skrevet, medens den bortstøder anerkjendte Mænd, der have Mod til at nære en afvigende Mening, som er begrundet i Fornuften og alle Tiders Erfaring, ja da kan store Ulykker ikke være langt borte.
Saaledes omtrent tænkte jeg, medens jeg afvexlende saa paa Eidsvoldsmanden og Storthinget; jeg kunde ikke længe udholde dette: jeg maatte gaa ud, og strax derefter saa jeg min Eidsvoldsmand nede i Kirkegaden; ogsaa han maatte være bleven overvældet; sikkerlig havde han som jeg søgt Trøst i at stirre tankeløst hen paa Gadens tankeløse Vrimmel. Paa Galleriet maatte det være ham, som var han død og skuede ned paa sine Efterkommere, der ruttede med den Stat, han engang var med at sammenspare. En forfærdelig Tanke!
Veiloven var da fore; det var som Alt havde forenet sig til at gjøre Øieblikket skrigende. Schweigaardk274 kom da ligesom idag frem med Indvendinger, som maatte høres af Enhver, der havde Øren, men man vilde beholde forrige Storthings Beslutning trods de paapegede Feil for omsider at kunne gjøre Brug af Grundlovens § 79. Man vil skyde Fluer med Kanoner, og det er ligesaa latterligt som kostbart; det er ovenikjøbet formeentlig aldeles vanvittigt. Kan man ikke opnaa Reformer paa Overbeviisningens Vei, kan man ikke gjennem Pressen og Thingets Debatter mørbanke saakaldte Reformers Modstandere ud af deres Stillinger, da kommer Reformen fortidlig, da er en Seir, som hviler paa Stemmeantallet, et ubodeligt Tab; man stiger nemlig ned fra Fornuftens Throne og kjæmper med de bare Næver. Man mødte Schweigaard, bevares! Mossigek275 og Valstadk276 talte ret godt, men de angreb ikke — syntes mig — Sagen i sit Centrum; det samme forekom mig igaar ogsaa at være Tilfældet med Schweigaard. Man var ligesom bange for at stille det Gamle og det Nye skarpt imod hinanden og gik da efter Ordsproget som Katten om den varme Grød; det forekom mig saaledes, hverken bedre eller værre. Idag derimod talte Schweigaard mere bestemt; man havde nemlig en § fore, som Motzfeldtk277 fortolkede paa een Maade og Uelandk278 paa en anden, medens Schweigaard igjen var af en tredie Mening. Han gjorde da opmærksom paa det Besynderlige i, at en lovgivende Forsamling lod en Lov passere, der allerede under Behandlingen kunde give Anledning til saa mange Fortolkninger. En lovgivende Forsamling, sagde han, har to Forpligtelser, først at Lovens Indhold skal blive godt og sandt, dernæst, at den maa forme Loven saa bestemt som muligt; den er ikke nogen Domstol, der har at fortolke en given §, men den skal udtrykke, hvad den mener og det paa en Maade, som ikke lader Rum for nogen Mistydning. Han glemte at tilføie, at en saadan Fremgangsmaade var at aabne Døren for Processer i det Uendelige; forresten laa denne Tanke i hvad han sagde. Oppositionen, der klager over Processer, antog imidlertid den § uforandret, der vil fremkalde dem; men det var for at antage forrige Storthingsbeslutning uforandret, hvorved man nærmede sig til Tidsrummet for Anvendelsen af § 79. Se det er systematisk! Schweigaard Stakkel fik ikke mere end 17 eller 18 Stemmer paa sin Side, men iblandt disse var t. Ex. Aall.k279 Præsten Blomk280 er nu ophøiet til Præsident. Det gaar noget tungvindt, men, han er ung. Den Tid synes ellers mere og mere at nærme sig, om hvilken Salomon taler, idet han siger: «Jeg saa Tjenerne sidde tilhest og Herrerne at gaa tilfods.»
Storthinget har — som Du vil have seet — i den sidste Tid været noget stødt for den Maade, hvorpaa Prolongationen var given, uden at det dog kom til nogen Adresse. Stabellk281 holdt et gribende Foredrag om den Ting, men han vilde denne Gang blot levere en Skinfægtning og den Slags Kamp er da ogsaa den sikkreste: derved kommer Ingen til Skade; det er blot en Manøvre, som er lystelig at se til. Jeg stirrede mig næsten blind paa Holst,k282 for at se, om ikke han vilde reise sig og igjen optage Stabells frafaldne Forslag. Ja, hvad mere var, jeg ventede mere; jeg ventede, at han skulde have indigneret sig over Udtrykket naadigst, han, som endogsaa nærede Betænkeligheder ved Udtrykket underdanigst, da man i en Skrivelse henvendte sig til Majestæten. Stabell havde rigtignok i foregaaende Møde indigneret sig over Udtrykket, og saaledes var der ingen Anledning for Holst; men en god Ting kan ikke siges for ofte. Det er ellers karakteristisk for overfladiske Mennesker at holde sig til Bagateller, og forsaavidt kunde Udtrykket have ventet sig «eine grausame Salbe» von Protester.
2det og 3die Hæfte af Tønsbergsk283 norske Nationaldragter er i disse Dage udkommet. Det Hele er særdeles brilliant udstyret, det er udstyret saaledes, at neppe nogen Anden end Tønsberg havde Hjertelag til at gjøre noget Lignende i et Land, som Norge. Tegningerne ere særdeles vellykkede, og jeg tror, at Enhver, som ikke er opdragen i en Glasklokke herinde i Christiania, vil finde Dragt og Physiognomier træffende. Christianiaposten kunde ønske — siger den — at Ansigterne havde været mere norske. Hvorledes mon Posten vil have de norske Ansigter? Det er fatalt med denne evindelige Norskhed: Ansigtet og denne Nationalitet i Sproget og Poesien. Erfaring har lært mig, at de som meest prate om disse Ting, forstaa mindst af det. Jeg pakker derfor altid sammen, naar jeg hører en saadan Norskhedens Prædikant. Det er muligt at jeg er urimelig, men, det faar ikke hjælpe. Det er iøvrigt en Kjendsgjerning, at et sligt Særsyn ikke er ualmindeligt t. Ex. i Politiken.
Den ledsagende Text finder imidlertid Posten interessant; det samme gjør ogsaa jeg; i det Stykke ere vi altsaa enige.
Tønsberg har ikke mange Subskribenter paa sit kostbare Værk; jeg har hørt nogle og 50 her inde i Christiania. Skulde ikke Udlandet skjønne bedre paa det, saa har han al Udsigt til at tabe mange Penge; men, det er da ogsaa almindeligt, at man tjener paa «Skrab», medens man taber paa det Fortrinlige; derfor ere vore literære Forholde, som de ere.

Nr. 108/1851; lørdag 10.05.

[Frå Stortinget: statsrådsaka]

Korrespondance
Christiania den 9de Mai 1851
Statsraaderne slap heller ikke dennegang ind i Thinget; man aabnede blot Døren lidt paa Klem; de kunne altsaa trænge sig ind, om de ville; men de løbe Fare for at blive kastede ud igjen, ifald de skulle vise sig altfor kloge og dygtige. Oppositionen, eller de Liberale, som de — snurrigt nok — kalde sig, er nemlig bange for Dygtigheden, og det er da ogsaa ganske naturligt, ihvorvel det er mere naturligt, at de modsatte Parter søge hinanden saaledes som f. Ex. Magnetens Poler og Elektroderne; men dette Særsyn maa visselig komme deraf, at Magnetnaalen og Elektroderne ere reent naturlige, medens vore «Liberale» ere blandede op med en Smule Kultur og saaledes hverken ere det Ene eller det Andet undtagen Storthingsmænd eller haabefulde Evner til at blive det.
Denne Beskyldning at Oppositionen hader Talentet er ikke henkastet «Fanteord;» det er desværre noget Vist og Bestemt. Jeg har igjennem flere Aar gjort denne Erfaring ved at politisere med Liberale; men jeg har aldrig hørt det i Thinget, førend i Staatsraadsagen. Jeg har altid troet, at denne Ostrakismens Tanke var en privat Forestilling, der som saadan maatte skaanes; men naar den træder frem og siger: «jeg er en respektabel Mand, der fortjener offentlig Anerkjendelse», da maa den blive stillet i Gabestokken til Advarsel og Forsmedelse. Jeg har nok seet, at denne lysrædde Tanke har sneget sig om og virket bestemmende paa Valgene, men jeg har før ikke seet (hørt), at de Valgte offentlig have dristet sig til at nævne sin rette Fader ved Navn, men underskudt en anden, som kunde legitimere deres gode Herkomst: man har da beskygget sig med Figenbladet, der iallefald er bedre end den nøgne Adam, siden nu engang Synden er kommen ind i Verden. Jeg har seet denne grædske Tanke — Ostrakismen er nemlig græsk — paradere som det første eller i ethvert Fald det andet store Bud i vore «Politikeres» Lov, men jeg har aldrig før seet dette store Bud være udkommet i Trykken og indbundet i Saffianbind*). Det er isærdeleshed Skaar,k284 Uelandk285 og fremfor Alle Skjerkholdt,k286 som have været Bogbindere og Trykkere; Neergaardk287 satte ogsaa enkelte Bogstaver, og, besynderligt nok — Lerche;k288 Liek289 samlede ogsaa enkelte «Vinkelhager.» Men lad Skaar passere, uagtet han tydeligt nok udtalte sin Frygt for Statsraadernes mulige Overlegenhed og den deraf følgende Ulykke; men da Skjerkholdt kom læggende i Veien med sit Foredrag, da kunde ikke Aarsk290 tie; han talte mod det og talte godt. Skjerkholdts Foredrag, som naturligviis blev oplæst, var mærkværdigt. Jeg har hverken hørt eller seet paa Prent en saa vildsom Polemik mod dem, som tænkte anderledes end Skjerkholdt og Aandsbeslægtede. Det var Straalerne af vor moderne Opposition samlet i et Brændpunkt. Det var Mørket, som satte sig paa Thronen og udestængte Lyset med Laas og Skaader; det var en Banstraale mod hver den, som ikke troede paa Skjerkholdt og Ligedannedes Ufeilbarhed i Politikens saliggjørende Orden; det var saaledes en Protest mod Videnskaben og Studiets Magt til at forædle Patriotismen og til at lede Aanden frem paa Sandhedens Vei. Frelsen maa nu komme nedenfra istedetfor at man før troede, at den maatte komme ovenfra. Dette er et Punkt, som maa fastholdes: det er «Oppositionens» Axe, hvorom den hele Politik dreier sig. En Embedsmand eller Student er mistænkt: han er hverken Patriot eller formuende til at opdage Midler til Landets Frelse; denne maa komme fra Bønderne. Det er forfærdeligt, at Forholdet saaledes skal sættes paa Hovedet: Bønderne — de som ikke ere blevne svimle af Politik — ere sunde og fortrinlige; de ere som det store Hav, der lædsker Jorden; de ere det Stadige og Foryngende, kort de ere unævnelig meget Godt; men noget ligesaa Godt og Umisteligt ere Embedsmændene eller Dannelsen i det Hele; men naar enhver Stand rives ud af sin Sammenhæng med det Hele, og naar man vil sætte det Ene istedetfor det Andet og afklippe Traaden for al Civilisation, da er det paa Tiden at protestere; da er det paa Tiden at Alle, som tro heri at see en uhyre Vildfarelse, slutte sig sammen og kjæmpe til det Yderste for Landets og Civilisationens Frelse; man maa blotte Retningen i dens hele Jammerlighed. Det var derfor herligt gjort af Aars, at han aldeles knusende kastede sig over Skjerkholdt, saameget mere som han derved vidende eller uvidende ramte den hele Retning. Mange vilde at Aars skulde overlade Skjerkholdt til den «skrigende Taushed;» men Mænd, som ere Repræsentanter og som derfor gjøre Fordring paa at blive anhørte, maa ikke skaanes: Landet maa vide om sine Talsmænd, som det har valgt.
Skjerkholdt blev alligevel overtruffen af Ueland: han tog nemlig Aars’s Tordentale til Indtægt for dem, som vilde udestænge Dannelsen, og sagde, at Aars netop beviste, at Skjerkholdt havde havt Ret; saaledes meente han, det vilde gaa, naar Statsraaderne kom ind. Herved udtalte han om muligt endnu meest tydeligt, at Uvidenheden skulde være Repræsentant og at Talentet skulde holdes borte, fordi det ikke lod Uvidenheden rase. Det er haardt at høre slig Tale af en Mand med Uelands store Evner. Efter et sligt Raisonnement er det vel noget nær umuligt at reise sig mere. Ueland og tildeels Lerche udtalte dette Forsvar for Skjerkholdt, men der var mange Thingmænd, som i den Grad vare enige med dem, at de bleve stemte mod Forslaget, fordi Aars tog Mennesket i Skole, uagtet han holdt sig til Sagen og i ingen Henseende overskred Grændserne for en agtværdig Polemik. Det er Synd, at man ikke skal taale et kraftigt og særdeles træffende Ordsprog som f. Ex.: «Der skal skarp Lud til skurvede Hoveder.» Slige Sententser kan stundom ikke erstattes af andre glatede og polerede.
Skjerkholdt maatte bie med sit Forsvar til den følgende Dag, men da begyndte han da ogsaa saalunde, at Præsidenten, Harbitz,k291 der visselig er human og tolerant, maatte skride ind imellem. Skjerkholdt sagde nemlig, at han hverken fandt Præsten eller Provsten i Aars’s Foredrag. Aars havde nemlig i sin Talen28 peget hen paa det Forsonlige i sit Kald. Aars var maaske vel meget Præst, især i Slutningen af sin friske Tale; men han er ubestridelig uden Sammenligning Thingets største Taler; hans Organ er harmonisk og hans Sprog er reent, Sætningerne rulle ligesaa naturligt som Bølgen; og hans Anstand og mandige Gestalt gjør ham i høi Grad bydende og værdig. Han er — synes mig — som Taler for stor til vore Forholde, medmindre et himmelsk Veir skulde trække op; han burde staa i det engelske Parlament eller det franske Deputeredekammer. Jeg er ikke destomindre glad i ham og jeg vil haabe at jeg i denne Henseende ikke staar alene. Det er en Velsignelse at høre ham.
Skal man ikke give slige Mænd Lov til at spille med sit frygtelige Artilleri, saa er det bedrøveligt, og skal man gjøre Uvidenheden til en skudfri Hersker, saa er det til at fortvivle. Kan Landet ikke frelses uden ved den ynkelige Middelmaadighed, saa er det allerede fortæret; Er Videnskaben og Dannelsen blind og Bonden som Saadan seende ogsaa i politisk Henseende, saa er Historien og Fornuften en Løgn. De ere begge seende hver i sin Synskreds og det var derfor bedst, at de ikke udelukkede hinanden, men erkjendte Nødvendigheden af den gjensidige Samvirken. Embedsstanden skulde drage Bondestanden op til sig, men Bondestanden ikke drage Embedsstanden ned til sig og sige: Kom ned! Du seer Intet deroppe.
Du har iøvrigt Debatterne, læs dem i sin Heelhed.
Jeg har forresten Intet imod Bønderne fordi de vægrede sig ved at gaa ind paa en Grundlovsforandring, især da mange dygtige Mænd ere tvivlsomme; blot de havde argumenteret paa en anden Maade. Det er Bondens store Betydning at være konservativ i politisk og religiøs Retning; han er Ballasten i Historiens Skib.
Jeg har brugt Ordene Opposition og Liberale i den nyeste Betydning; den gamle kan ikke bruges af andre end de «Liberale» selv. Man maa finde paa nye politiske Benævnelser, og man begynder allerede saa smaat at gjøre etslags Afændring, idet man siger: kongelige Opponenter og Liberale; men Bondeopponenter kan man ikke sige, da de ufordærvede Bønder ere altfor sunde til at være skjærkholtske.
*) Jeg beder Enhver, der aarviis flittigt har læst i Morgenbladet, om Forladelse, ifald han — som rimeligt kunde være — skulle kunne fremdrage af sin Erindring lignende eller nær beslægtede Satser. Det er blot Mangel paa grundig Lærdom som i dette vigtige Kapitel skorter mig, og jeg vil ikke citere en indre Overbeviisning.

Nr. 113/1851; fredag 16.05.

[Frå Stortinget: rentefoten]

Korrespondance
Christiania den 12te Mai 1851
Idag har Loven om Rentefoden været fore. Det er visselig ingen let Sag at bestemme sig for, hvorvidt Rentefoden skal være fri eller ikke. Det klinger ganske smukt, at tale om den frie Konkurrentse ogsaa i Pengeveien; men det praktiske Liv frembyder ogsaa her sine Vanskeligheder, som Theoretikeren ikke tør oversee. Schweigaardk292 og især Stabellk293 vare — som Du vil have seet — visse i sin Sag, og derfor «gav de paa» Ueland,k294 som vilde raadspørge Virkeligheden. Ueland var i denne Sag igjen den gode gamle Ueland. Han er dog fortræffelig, hvad man saa siger og hvad jeg selv undertiden har sagt. Men han misforstaaes saa let, og man forudsætter altid Noget bagved, uagtet hans offentlige Færd maaskee er mere konsekvent og aaben end Nogens. Hvad der imidlertid er vist, det er, at han misforstaaes, og dette synes at være alle store Mænds Lod. Det er igrunden Synd, at hans offentlige Færd nøder En til at kritisere ham strængt; det er Synd baade paa ham selv og paa den, der ofte mod sin bedste Villie kan blive uretfærdig. Fremtiden vide at være mere retfærdig ogsaa mod ham!
Dog, jeg taler om Ueland istedetfor om Rentefoden; men da jeg aldrig har givet mig Mine af at forstaa mig Noget paa den Ting, saa kan det ikke skade. Det er mig imidlertid en Trøst, at jeg i denne Uvidenhed ikke staar alene. Der er vel neppe noget Punkt i den hele Politik, hvorved man svæver i mere Uvidenhed. Theoretikerne have sit System og de praktiske Folk sine sunde Erfaringer, og der staa de da mod hverandre uden at finde det forsonende Element. Nu turde det nok hende, at Loven ikke blev sanktioneret, siden Theoretikerne vare imod den, og dette er netop Ulykken i Thingets fleste Sager, at man ikke kan blive enig om, at begge Partier baade have Ret og Uret; de ville saaatsige ikke halvere Sandheden mellem sig; men Enhver troer at besidde den heel, og Regjeringen, der ifølge sit Væsen maa antage, at de videnskabelig dannede Mænd har Sandheden, den maa da tage Parti og nægte Sanktion. Heraf de utallige Forviklinger og den sene Fremadskriden paa Reformernes Vei, ligesom ogsaa det Had, hvormed Partierne staa mod hinanden, og saaledes ville de staa, indtil Pressen har vundet sig op til den Klarhed, at den bestemt og skarpt kan eftervise det Rette i de foreliggende Tilfælde. Da vil ogsaa en mere skjønsom og bestemt Almeenvillie gjøre sig gjældende, saa at den bydende kan skride ind og adskille de Stridende. Denne Kamp maa ogsaa i sin Bitterhed blive ført indtil Embedsmanden erkjender, at hans Statslære og Theori er trægagtign29, saalænge den ikke sænker sig ned i Livet og tager Bondens Erfaringer med paa Raad. Naar han gjør det, da vil han ikke fare afsted som Theoretikerne idag. Og, naar Bonden erkjender, at han ikke kan styre alene, da vil han ikke fare frem som f. Ex. Schjerkholdtk295 i Statsraadsagen.
I intet Tilfælde er vel Theorier og statistiske Tabeller mindre at lide paa end i Bank- og Pengevæsenet. Naar man betænker, hvormeget der bliver solgt og kjøbt uden at det kan bringes ind under Beregning, naar man betænker at Samfundet er i stadig Tilvæxt, og at de forskjellige Konjunkturer uafladelig gjøre en Streg i Regningen, betænker man endvidere, hvor umuligt det er at faa noget sandt Begreb om Statsformuen og om det enkelte Lands eiendommelige Maade at leve paa, da skal man sandelig ikke tro paa Banktheorier som paa Bibelen. Det eneste Rigtige bliver vel derfor at experimentere sig frem og møde de mange Klager paa Halvveien, indtil man tilnærmelsesviis kan komme til det Rigtige.
Det samme gjælder ogsaa synes mig om Rentefoden; det er smukt og fra en vis Side theoretisk rigtigt, at gjøre den fri; men de bestaaende Bank- og Pengeforholde, de bedrøvelige Erfaringer og endelig Folkets Retsbevidsthed, der hader Aageriet, gjør det til en høist betænkelig Sag for Thinget at slappe alle Baand. Ogsaa her erklærer jeg mig for en Middelveisfarer, uagtet en saadan ikke er «ligt» i den politiske Verden; men, det faar ikke hjælpe: en Politikers første Pligt er at være aaben, at sige, naar han ikke troer paa Metternichk296 eller Macheavelk297.
Det er dog virkelig beklageligt, at Statsøkonomien ikke skal have flere Dyrkere hertillands. De fleste Jurister studere den ikke synderligt, og det er dog fra den Kant, Landet skulde vente sine Redningsmænd i denne Retning. Man kan nemlig ikke vente, at Bønder skulle sætte sig saaledes ind i de forviklede Pengeforhold f. Ex., at de skulde kunne fatte mere end den ene Side af Sandheden. Jeg har talt med mange Thingets Bønder om Pengevæsenet, men jeg har fraraadet Enkelte at fordybe sig saa aldeles i det, idet jeg har anført, hvorledes det er gaaet mig selv. Jeg forsøgte nemlig engang paa at trænge ind i den Sag for at kunne have nogen Mening om den; men da jeg havde læst og atter læst en Masse af de nyeste Skrifter om den Ting, var jeg igrunden værre faren end da jeg begyndte, jeg var kommen bort fra den sunde Betragtningsmaade, uden at være trængt saa dybt at jeg kunde have gjenfundet den, og saaledes frygtede jeg for at det maatte gaa de enkelte Thingbønder, især da de ikke uden Skade kunde opofre sin hele Tid til at grunde paa Penge.
Du har skrevet om Pengevæsenet; men jeg raader dig virkelig til end ydermere at tænke over den Materie: det er af høieste Vigtighed, at man under dette Thing gjør noget i den Retning. Omstændighederne ere truende og Enhver, som troer at kunne, bør bidrage sin Skjærv.*)
Hvad skal der nemlig blive af, ifald Klagerne over Pengemangel for en Deel ikke blive afhjulpne; Klagerne ere almindelige og dette er dog ikke ganske betydningsløst, hvor lavt man end maatte ville ansætte de Klagendes aandelige Skjøn. En Forfatter har sagt, at Maven tænker undertiden rigtigere end Hovedet, og det vil under vore Forholde være endnu mere slaaende, da jeg i det Foregaaende har ytret mig derhen, at vi intet Hoved havde i Pengeveien, men Mave have vi derimod Alle. Jeg bruger Ordet slaaende, hvad Krydseren saa maatte sige, ligesom jeg ogsaa efter Behag bruger «at staa paa Tidens Høidepunkt» uden at frygte for, at blive misforstaaet derhen, som stod jeg der selv. Man maa bruge Ordføininger, skal man kunne snakke.
Man klager over vor Bank, og det seer virkelig noget Mistænkeligt ud, at dens Aktier staa saa høit: En maa dog svie, det er ikke som med Fiskeri og Bjergværksdrift; der er det Havet og Fjeldet, som lider. Man taler meget om en Statsbank, og jeg har hørt saa mange Fornuftige talt for den, at jeg begynder at blive Troende; men at Arbeideragitationen skulde blive stillet tilfreds, det troer jeg ikke, ligesaalidt som at den letsindige Laantager vil ophøre med sine Klager.
*) At skrive for en Storthingsmajoritet, der ikke synes at stemme efter Grunde, men af Frygt for den uvidende Hobs Opinion, vilde i Sandhed være et altfor utaknemmeligt Arbeide. Naar Mænd som Schweigaard og Motzfeldtk298 ikke kunne finde Gehør i saadanne Sager, maa vi Smaafolk naturligviis forstumme.

Nr. 117/1851; torsdag 22.05.

[Syttende mai]

Korrespondance
Christiania den 18de Mai 1851
Igaar var det Syttendemai, og Naturen gjorde Alt for at faa den festlig; den bestræbte sig idetmindste for at indhente det Forsømte*); men Menneskene — at sige de politiske — arbeidede ikke Naturen i Hænderne, og derfor blev det da heller ingen «Folkefest» af. Det klinger ellers noget opskruet at tale om en Folkefest af politisk Natur: Folket — i den Forstand, som de «folkelige Mænd» tage det — have nemlig overmaade liden Sands for det Politiske, det vil da sige, naar det ikke er pirret af En og Anden, som ønsker at blive en «Folkets Mand.» Den politiske Syttendemai er derfor kold og taagefuld for «Folket», naar ikke en poetisk Sol som Wergelandk299 sprænger Skyerne isønder og kaster sine phantastiske Straaler henover Folkehavet.
Den syttende Mai kan visselig ingen Folkefest blive, førend Oplysningen i væsentlig Grad har trængt ned til Folket, og førend Velstanden er bleven almindelig; der skal nemlig to Ting til at være politisk paa en naturlig Maade, en oplyst Aand og et Legeme, som hverken hungrer, tørster eller fryser; og politisk maa man være for at kunne glæde sig i den syttende Mai; den, der fryder sig ved Dagen uden at være sig Dagens Betydning klart bevidst, den er hverken mere eller mindre end etslags afrettet Dyr, eller en Dandsemand, som kaster og spænder, naar man rykker i Traadene. Jeg har seet slige Dandsemænd, og de vare ingenlunde frydelige at see til.
Jeg har forresten hørt Mænd paastaae, at Folket skulde betragte den syttende Mai som noget mystiskt og saaledes nære en Ærbødighed for Dagen som for de kirkelige Høitider, der hvile paa Troens og Religiøsitetens Grund. Det er vistnok sandt, hvad ogsaa Monradk300 i sin Tale bemærkede, at Friheden har Religionen til sin Forudsætning, men at gaa endnu videre er dog aabenbart at skride for vidt, — og leder alene til franske Urimeligheder. Det er desuden saare tvivlsomt, hvorvidt en saadan Ærbødighed for og Tro paa den 17de Mai var heldbringende: da skulde der først blive Qvalm og Larm med Grundlovsforandringer; da vilde der reise sig mange politiske Haugianer og skrive som vanvittige Mennesker mod de mindste Forandringer i den politiske Katekhismusn30 og Bibelhistorie. Saaledes som det nu er, kan man nok for den Sags Skyld forandre Grundloven; jeg er desværre ikke enig med mange af vore Thingmænd i den Tro, at Folket hænger med Glæde ved Grundloven, som derfor ikke tør blive forandret. Jeg har tvertimod gjort de Erfaringer, at Bønderne ialmindelighed ikke kjære sig hverken om 17de Mai eller Grundloven, og hvorledes skulde de vel elske den, om hvem de intet Andet have hørt end ubestemte og hule Talemaader? Hvad man skal elske, det maa være sammenvoxet med Ens Væsen, det maa — som det hedder — være Been af Ens Been og Kjød af Ens Kjød. Selve deres Kjærlighed til Grundloven og den 17de Mai, som den har skaffet et Par Gange paa Storthinget, selve deres Kjærlighed maa være huul, aldenstund de ikke ere skredne saa langt frem, at Frihedens Idee kan have grebet dem; deres Kjærlighed er som den Brudgoms, der har viet sig til en 60aarig Enke paa sine 60,000 Spd. Jeg har «turet» Mai sammen med slige politisk Elskende, og deres Begeistring var noget af det Uhyggeligste jeg har seet; den var om mulig endnu mere uhyggelig end vore Legioner af prosaiske Syttendemaisange; den var som al Affektation og Hykleri aldeles utaalelig.
Den 17de Mai blev altsaa heller ikke iaar nogen «Folkefest,» uagtet Haandværkerforeningen gjorde det forberedende Tilsprang. Jeg vil et Øieblik glemme hvad jeg ovenfor har udviklet, og sætte mig hen at dænge paa de øvrige Samfundsklasser, som ikke sluttede sig til Haandværkerne, der baade billigt og «folkeligt» havde arrangeret sig. Man skulde roet om Fæstningen og bølget igjennem Gaderne med Faner og klingende Spil; men Separatismens Aand kilede sig ind mellem de tætte Masser og sprængte dem sønder i Haandværker, som gik og drev, — i Arbeidere, som drog til Langvig med Faner, — i Studenter, som holdt Taler i Samfundet, gik ud til Krogstøtten og senerehen rundt Slottet med Sang og Taler, — samt endelig Storthingsmændene, der eensomt sadde nede i Logen og spiste og drak Champagne. Da Vinen midlertid havde nedbrudt de respektive Skranker, stimlede baade Faarene og Bukkene sammen paa Klingenberg og gloede paa Fyrværkeriet og kjørte paa Karussellen og . . . . . . . . . Studenterne feirede Dagen paa en værdig Maade, uden at jeg derfor vil sige, at de Andre ikke ogsaa feirede den paa sin Viis ligesaa værdigt, men Studenterne blive dog tilslut de, som have den meest udviklede Sands for Friheden, hvad saa Oppositionen af Thingmænd og Aviser end sige; Studenterne blive dog de Første til at protestere mod Despotiet under hvilkensomhelstn31 Skikkelse; saaledes har det stedse været, og saaledes kan det ikke andet end være: Frisindet følger Oplysningen som Skyggen sit Legeme.
Studenterne samledes i Samfundet Kl. 12 og Professor Monrad holdt en meget alvorligt og grundig Tale om Friheden og dens sande Væsen. Hans Tale viste sig at være altfor god i Forhold til sit Publikum; iallefald var der ret Mange, som kjedede sig og gik ud eller gjorde sine smaa Bemærkninger. Disse gode Herrer vilde nok have hørt Noget mere floskuløst og flydende; men det var en Tale til ædrue Mennesker og derfor var Talens Ædruelighed paa sit rette Sted, syntes mig. Talen var desuden ingenlunde blottet for poetiske Grundsyn; tvertimod, den var philosophisk dybtgaaenden32 og derfor ogsaa poetisk, selv om man lod den poetiske Sammenligning ud af Betragtning, at Reaktionen, «Ordenens Venner», var som Thor hos Jetten; han kunde ikke løfte Midjordsormen op, da den omslyngede hele Jorden; og han kunde ikke tømme Hornet, da dets anden Ende stod i Havet. Han udviklede med alsidig Skjønsomhed Revolutionens og Reaktionens gjensidige Berettigelse og meente, at den sande Frihedsmand ikke kunde tabe Modet ved de mange Udskeielser, som begge Partier forfaldt til; den, som tabte Modet, viste netop derved, at han aldrig havde kjendt til den sande Frihed; Friheden er af religiøs Natur, den har Religionen til sin Forudsætning; den er Troen paa Ideen og en høiere Verdensorden. At anbefale Friheden for de verdslige Fordele, den skaffede, det var at tage Skyggen for Legemet, ikke at tale om, at en saadan Beviismaade ingenlunde holdt Stik, idet en Anden kunde anføre næsten ligesaa slaaende Beviser paa det Heldbringende i Despotiet. Dette var omtrentlig Hovedtanken; den var trøstende, og man trænger sandelig i slige Tider til at opfriske Troen paa Frihedens evige Værd; det forekom mig derfor raat gjort ikke at høre Talen med Opmærksomhed og Andagt; men de ikke saa Faa endda, som lod til at kjede sig, var rigtignok ogsaa Mænd, som vanskelig ville være istand til at fatte en dybere Tanke; det var Skummet. Iøvrigt maa man tilstaa, at Monrads Foredrag ikke er ganske flydende, og han kan derfor let blive mindre paaagtet, naar man ikke er vant til ham; er man derimod vant til ham, saa synes iallefald jeg, at Ingen kan ønske hans Tale mere flydende: Det er saa vægtigt og svangert med Tanker, hvad han siger, at man sandelig trænger til at skride langsomt frem.
Det var en frisindet og værdig Tale; den var Dagen, Tiderne og Stedet værdig; jeg følte mig trøstet og styrket, idet jeg sagde til mig selv: Saalænge et Land har Frihedsmænd som Monrad f. Ex. og en Ungdom, som forstaar dem og lader sig lede af dem, saalænge er der ingen Fare paafærde, saalænge kan man haabe, at Pøbelbølgerne ville blive brudte paa denne Fornuftens Klippe.
Toget til Krogstøtten var ganske almindeligt, uagtet Joh. Friisk301 talte vakkert ude ved Støtten; han gjorde blandt Andet opmærksom paa, at den akademiske Ungdom var den, som maatte være Frisindet. Det var rørende at høre, at Børn og simple Arbeidere ogsaa skreg Hurra med, da man mindede sig Wergeland, der saa ofte havde talt Begeistringens Ord fra det Sted. Paa Torvet udbragtes et Hurra for Universitetet, og om Aftenen samledes igjen Studenterne i sit Lokale og holdt Taler og udbragte Skaaler og Hurraer for mange agtværdige Gjenstande og Personer, som t. Ex. for Daa,k302 og da man var bleven lidt mere drukken ogsaa for Storthinget og Kongehuset, ude ved Slottet og i Parken udenfor det nye Universitet.
Saaledes høitideligholdte Studenterne iaar den 17de Mai, en værdig Maade: de hyldede Friheden og protesterede stiltiende mod dens Udskeielser. Men det blev ingen Folkefest af, undtagen forsaavidt man kan kalde det en Folkefest, at mange Mennesker vare paa Benene og frydede sig i Guds skjønne Natur. Det Hele var ellers saa ufolkeligt som muligt, forsaavidt som man kan kalde det ufolkeligt at falde fra hinanden i Stænder og Korporationer. Det var imidlertid folkeligt at samles ude paa Klingenberg, forsaavidt som det er folkeligt af Storthing og Studenter og Haandværkere og Arbeidere o.s.v. at samles, naar de af den ædle Saft ere blevne varme i Hovedet og om Hjertet. Jeg spaaer forresten, at Bladene — navnlig Morgenbladet — vil sige, at det var en sand Folkefest.
*) Vaaren er nemlig seen iaar, vil man vide.

Nr. 121/1851; tirsdag 27.05.

[Opptakta til studentmøtet]

Korrespondance
Christiania den 25de Mai 1851
Det er Dig sikkerlig bekjendt, at svenske og danske Studenter skulle komme herop i Pintsen; men hvad der ikke er Dig bekjendt, turde maaske være de foreløbige Forhandlinger, som i den Anledning have fundet Sted. De norske og svenske Studenter vare i 1845 nede i Kjøbenhavn, hvor de bleve modtagne med en festlig Gjæstfrihed, som de Besøgende ikke noksom kunde rose; ja det gik endog saavidt, at de kjøbenhavnske Skomagere ikke vilde have nogen Betaling for at lappe de norske Studenters Støvler. Intet var derfor naturligere, end Ønsket om at kunne gjengjælde den ene Artighed med den anden, og en foreløbig Indbydelse fandt derfor Sted allerede under det kjøbenhavnske Besøg. Ifald Krigen ikke havde udbrudt i 1848, vilde de Danske da være komne herop. Nu da Freden var sluttet, syntes Tiden at være passende, og allerede tidlig i Vaar vidste man, at Broderrigernes Studenter ønskede at gjæste de Norske. Studentersamfundets Formand skrev imidlertid et privat Brev til en Student Hambrok303 i Kjøbenhavn, hvori han fraraadede det paatænkte Besøg. Blandt Andet fordi Jernbaneaktierne havde grebet saa dybt ned i Christianiensernes Pung, at Godtfolk ikke havde Raad til at gjøre Gjæstebud for Fremmede. Dette Brev blev imidlertid snart bekjendt over hele Kjøbenhavn, og de danske Studenter kunde ikke vel bekvemme sig til at beslutte nogen Reise, efterat være saa ubehageligen advarede. Selve Corsaren havde faaet Brevets Indhold at vide, og i et Numer lader han derfor en dansk og en svensk Student i Reiseklæder og med Randsel paa Ryggen banke paa hos en norsk Student, der aabner et Vindue og skvætter en Potte med . . . . . over de trætte Reisende. Bladet Flyveposten benyttede ogsaa Vinket til at udspinde en skandinavisk Strid med Fædrelandet, hvis Redaktør Plougk304 det vilde ramme. Brevet fra Studentersamfundets Formand havde saaledes havt sine Virkninger, og maatte have den, da de Danske absolut maatte tro, at det Hele var en fiin Maade at give dem et Vink paa. De norske Studenter maatte de tænke, ømmede sig vel ad officiel Vei, at udtale sin Hjertens Mening; thi valgte de den private.
Dette var en ubehagelig Misforstaaelse for de Norske — en Misforstaaelse, som maatte hæves og det med det Første. Studentersamfundet interpellerede sin Formand, og man debatterede flere Lørdagsaftener irad denne Sag. Formanden blev fra alle Kanter angreben og truet til at takke af, fordi han havde misbrugt den Tillid Samfundet havde skjænket ham, ved at vælge ham til sin Formand, og en af hans Ministre takkede ogsaa af, da han var enig med Formanden. Nogle af de gamle Ministre bleve imidlertid staaende under den nye Formand, da det formodentlig ikke stred imod deres Samvittighed at gaa ind paa en Systemforandring. Samfundet gik endnu videre: det dekreterede Aktion og de 12 Jurymænd sidder ogsaa værdigt og røger Cigarer omkring et Bord og anhører Klageren og den Anklagede og dømmer tilslut: at Samfundet udtaler sin Misbilligelse af det Skeede: Ministerne bleve imidlertid frikjendte for videre Tiltale.
Formanden var forresten i sin fulde Ret forsaavidt som han repræsenteerte de materielle Interesser hos den mere filistrøse Deel af Christianiasn33 Indbyggere. Det kan heller ikke nægtes, at det fra et vist Synspunkt kunde synes noget underligt, at Studenterne indbøde Fremmede til Borgernes Taffel; men Sammenligningen mellem et saadant privat Forhold passer ikke ganske, da det er Nation som er gjæstfri mod Nation og Studenterne er den Deel af Nationen, som i dette Anliggende nærmest maa føre Ordet. Saaledes havde ialfald de Danske i 1845 opfattet Sagen. Forøvrigt gjorde en Student under Debatterne opmærksom paa, at Studenterne ikke behøvede, at trække Vexel paa Borgernes Kniv og Gaffel; thi vel vare de fattige, men saa fattige vare de dog ikke, at jo ei de fleste kunde dele Seng og Sæde med en svensk eller dansk Student en otte Dages Tid; derved vilde ogsaa de Fremmede lære os bedre at kjende, end om de hørte noksaa mange Taler og tømte noksaa mange Skaaler. Andre gjorde igjen opmærksomme paa, at Christianias mange Embedsmænd vare Studenter ved en slig Anledning, og atter Andre igjen meente, at det var en Fornærmelse mod Borgerne og mod Nationen i det Hele taget, at synke ned til slige Smaaligheder, og Erfaring har viist, at disse Talere rammede det Rette, siden Christiania Borgere nu i disse sidste Dage have viist sig saa generøse til at tegne for Bidrag. Her skal allerede være tegnet for 2700 Daler, og Logis for 250 Studenter.
Den nyvalgte Bestyrelse skyndte sig med at udjævne Misforstaaelsen og sendte øieblikkelig en Indbydelse, der i Samfundet blev antaget med Akklamation. Indbydelsen blev stilet til de Danske, der igjen skulde indbyde de Svenske. Dette var vel imidlertid forsaavidt et Feilgreb, som de Svenske kun fik Indbydelsen paa anden Haand. To samtidige Indbydelser kunde gjerne været udstædte, og ifald man vilde have ladet sig nøie med een, saa havde det dog været ligesaa rimeligt at sende denne til Sverige, som dog maa være nærmere forbundet med os end Danmark. Forøvrigt var det vel Erindringerne og Exemplet fra 1845, som bestemte Studentersamfundets Bestyrelse til at handle, som den gjorde. Det turde imidlertid hende, at denne Omstændighed har gjort, at Upsalenserne ikke skulle kunne komme, uagtet man skylder paa Mangelen af Dampbaade. Skade vilde det dog være, om de kjække Upsalensere ikke kom: Festens Betydning vilde isaafald kun blive halv, ikke at tale om, at det kunde foranledige Misforstaaelser, der vare mindre end behagelige.
Samfundet sendte en særskilt Indbydelse til gamle Grundtvig,k305 og han har takket hjerteligst, og svaret, at Omstændighederne maatte være saa godtsom uovervindelige, dersom han ikke kunde komme til et Land, hvortil han, som han siger, saagodtsom sit hele Liv har ligget paa Reisen. Det bliver høitideligt at se den gamle Gubbe, der, som en Eeg, staar igjen af den gamle Generation. Det er en kolossal Aand, og hans Produktionsevne har været forbausende.
Der synes ellers at hvile en uheldig Skjæbne over vort Samfund med Hensyn til det paatænkte Besøg. Da det havde faaet sig ny Bestyrelse, ventede det alt Godt af denne, og gav den et Tillidsvotum til at kompletere sig efter Behag til den saakaldte Festkommittee; men da Tillidsvotumet var udtalt og Formanden bekjendtgjorde Navnene paa de Tilforordnede, ytrede der sig en almindelig Uvillie, men man stod der overlistet: mange Samfundsmedlemmer havde ialfald ventet at høre Professor Monradsk306 Navn blandt de Udvalgte. Festprogrammet er endnu ikke bekjendtgjort; kun det veed man med Vished, at man blandt Andet skal, foretage en Tour til Ringerike.
Vil det paatænkte Besøg have nogen Betydning? Visselig. Det maa virke forsonende paa de nordiske Nationer, at deres aandelige Repræsentanter trykke hverandres Hænder og udvexle sine Tanker og Forhaabninger. Mangen Fordom vil blive nedbrudt og gammelt Uvenskab vil synke i Forglemmelse. Man vil levende føle, at de nordiske Nationer ere Børn af en fælles Moder, og at Videnskaben igjen maa sammenknytte den Traad, som Uvidenhed og misforstaaet Selvstændighed har afklippet. Det vil imidlertid være sangvinsk at finde nogen politisk Betydning i det paatænkte Stævnemøde. Det Politiske er saa fuldt af Hager, at alene Tiden kan afslibe disse. Studenterne kan ikke uden at miskjende sin Stilling forsøge paa en Løsning af de praktiske Vanskeligheder. Derved vilde de alene udsætte sig for Misforstaaelse og give Politikere ex professo en Knag til at hænge sin Hat paa. Studenterne skulle alene arbeide i den høiere Idees Tjeneste, og naar den er moden, river den med ubønhørlig Konsekventse de opstillede Skranker overende. Her kan man anvende Gamaliels Ord: «Er Læren Menneskeværk, saa vil den af sig selv gaa tilgrunde, men er den af Gud, saa kunne I ikke modstaa den.»

Nr. 127/1851; onsdag 04.06.

[Frå Stortinget: brennevin, gjeldsarrest, tollhus; meir om studentmøtet]

Korrespondance
Christiania den 1ste Juni 1851
Storthinget er nu vistnok meget virksomt; men det vilde neppe lønne Umagen at dvæle ved de Beslutninger, som følge Slag i Slag paa hverandre. Dagbladene eller rettere de stakkels Læsere have det lidet misundelige Arbeide at følge med Forhandlingerne; de udjaskede Læsere maa lade sig nøie med, hvad skrevet staar, og det er hverken Halvt eller Alt; og det Lille, som er, det er noget Pyntet og Slikket, som intet Begreb kan give om Aanden, Tonen, Duften, med eet Ord om det Charakteristiske. Selv da, naar Debatterne ere optagne med Hurtigskrift, forekomme de mig ofte saare uigjenkjendelige; man pynter og næbber ogsaa der paa det, og de meest interessante Episoder stryges ofte over med Harelabben. Jeg kan saaledes f. Ex. ikke erindre at have fundet Disputen om Voteringsmaaden i Bloms,k307 Uelandsk308 et cetera stavangerske Forslag om Brændevinets Afskaffelse, og dog fortjente den at opbevares i behagelig Erindring. Det gik saalunde til: da Sagen baade vel og længe var uddebateret, skulde der naturligviis stemmes, men nu var der Spørgsmaal, hvorledes? om ved Navneopraab eller Reisning. En Repræsentant, jeg tror, det var Skaark309 eller En fra Stavangerkanten, vilde have Opraab, men Langek310 meente, at det maatte være klart, at Sagen vilde falde, og saa var intet Opraab nødvendigt. Præsidenten Blom vilde gjerne føie sine Folk og raabte op, men Aallk311 paaviser af Reglementet, at en Brøkdeel (⅘?) af Thinget maa være for et Opraab, eller ogsaa maa Præsidenten ansee Sagen tvivlsom. Der stod Præsidenten, men efter nogen Nølen hugger han Knuden over og bestemmer sig til at tro, at Sagen var tvivlsom, og man faar da henved en Trediedeel Ja’er. Sagen kunde synes betydningsløs, men det er den neppe saa ganske: Brændeviinsloven er en bedrøvelig Lov, hvorledes man saa end snoer og vender sig; men den, som sidder i Minoriteten er sikker: han kan stedse komme bagefter og sige: Havde man fulgt mit Raad o.s.v. Ved en saadan Lov, der er saa uendelig tvivlsom, burde man dog vel undgaa det tomme Navn paa Stemmelisten og ikke udpege mere end nødvendigt de, der ere af en anden Mening. Debatter skal tale, ikke et tomt Navn, især naar man kan være vis paa, at en Lov vil vække Misnøie. Thinget burde vel i slige Tilfælde bære Korset med hverandre og som en sluttet Trop byde Opinionen Ryggen. Det er muligt, jeg her synes at tage Alt op i den værste Mening, men Situationen tvang mig til at tro, hvad jeg tror.
Man kan længe nok sige, at Brændeviinsloven er en bedrøvelig Lov; men man kan neppe med Samvittighed sige det, for at lægge de Mænd for Had, som have skrevet den. Man seer Ondet, men staar raadvild lige over for det; derfor have da ogsaa gamle Thingmænd, som f. Ex. Schweigaard,k312 byttet Roller i Brændeviinssagen. Beviis nok, at Sagen er saare tvivlsom. Vel have Stemmerne mod et Forbud skridtviis taget af paa de senere og senere Thing, men heller ikke det kan hæve Tvivlen. I slige Tilfælde, hvor Fornuften staar stille, kan man intet Andet gjøre end efter det gamle skjønne Sprog: lægge Sagen i Guds Haand og stole paa den almene Fornuft, der efter mange Forvildelser omsider maa finde det Rette.
Ligesaa tankeløst er det at klage over Regjeringen i Anliggender, som vedrøre Brændeviinssagen. Seer man en daarlig Kontrolleur, saa tage man ham enestaaende, seer man en urimelig Embedsmand i Brændeviinsforhør, saa gjøre man det Samme; men man ophidse ikke Gemytterne mod større Magter, naar man veed, at de gjøre Alt muligt. Her er stor Ulykke paafærde, og da gjælder det at holde sammen. Man har ingen Uvidenhed for sig, der uberettiget har trængt sig frem og anstiftet Ulykken; men de Bedste have opbudt sin hele Kraft, og da maa man føle Agtelse endogsaa for det, der maatte vise sig som Feilgreb; man er inde paa det tragiske Felt.
Man var under Debatterne inde paa den gamle Sætning: Folkets Røst er Guds Røst. Vestlændingerne vare orthodoxe, medens enkelte Østlændinger lode til at være mere rationalistiske. Det kommer saa meget an paa, hvad man forstaar ved Folket, om man mener det oplyste eller det uoplyste. De, som meest føre Sætningen i Munden, mene i Regelen det sidste og netop derfor er Sætningen bleven enslags Falliterklæring, der vækker et medlidende Smiil. Partimænd fremdrage gjerne sine ophidsede Masser og sige: «Hør Modstander! hør hvad Folket siger!» Morgenbladet har t. Ex. gjort sligt, item Thranek313 og vore øvrige Agitatorer. Det Folk, det Folk! dets Navn skal altid blive taget forfængeligt!
Beslutningen om Gjeldsarrester o.s.v. har været flittigt drøftet pro og contra. Mange sige — som i Thinget — at den Fattiges Kredit vil blive ødelagt, medens Andre sige det Modsatte. Sagen vil sandsynligviis blive den, at Beslutningen hverken vil gjøre det Ene eller Andet, om den bliver ophøiet til Lov, undtagen forsaavidt, at den vil give Lovgivningen et mere humant Anstrøg. De bestaaende Forholde lade sig ikke omforme ved en saadan liden Lov; de udvikle sig langsomt og naturligt, og det er væsentlig Tidsaanden — den materielle saavelsom den aandige — der i slige Kreditforholde optræder som Lovgiver. Hvad der altfor meget strider mod det Bestaaende, vil paa en eller anden Maade blive uvirksomt. Loven er en bleg, kraftesløs og abstrakt Person, naar den ikke umærkeligt vikler sig ud af Livet. Det er derfor en mildest talt barnagtig Tanke, naar man seer op til en lovgivende Forsamling og tror, at Frelse pludselig skal komme fra den, og at Alt vilde blive godt, naar man fik mere Haand i Hanke med Valgene, saa at man kunde sætte sin kjære Peer og sin elskede Paul til Lovgiver. Det Ene maa svare til det Andet.
Jeg tror derfor, at Loven om Gjeldsarrester osv. ikke vil forandre stort i det Bestaaende. Under ingen Omstændighed tror jeg, at den vil yde de Fattige den Hjælp, som Mange spaa sig, undtagen den med Tiden kunde hæve hver enkelt Mand til at blive 12 Spd. rigere, see da vil Alt, endog for de Vrangvillige, blive som det var i Kreditveien. Hvad imidlertid Beslutningen med Sikkerhed vil frembringe er en Løftestang for Agitationen og dem, som koketerer med den. Negter nemlig Regjeringen sin Sanktion, saa vil det blive Mad for Mons; da vil man kunne skrige i vilden Sky over Regjeringens Ubarmhjertighed mod de Fattige. Oppositionen har, forsaavidt bevidst eller ubevidst, gjort en Erobring ved denne sin Beslutning.
Forleden Dag debatterede Thinget baade længe og opbyggeligt om, hvilke Tomter man skulde vælge til et Toldhuus i Stavanger. Schweigaard bad, at man vilde tage denne Kalk fra Thinget og skjænke den til Regjeringen, men, man lod det tømme den i lange Drag; man tog sig Hvile, og saa drak man igjen. Det er dog herligt, at hver enkelt By ved slige Leiligheder er repræsenteret. Johnsenk314 f. Ex. indlagde sig saaledes stor Fortjeneste af sin Fødeby (?) i Tomtedebatten.
Jeg maa supplere, hvad jeg sidste Gang skrev om Studentermødet. Borgerne have siden givet mere, men Storthinget skal ikke have fulgt Exemplet. Det skal være en 10 à 12 Repræsentanter, som have tegnet sig og enkelte af disse have gjort det som Privatmænd, f. Ex. de, som ere her fra Byen, ligesom ogsaa Amtmand Aall. Man kunde vistnok ikke vente synderligt af Bønderne; de fleste ligge jo herinde for at lægge sig nogle Skillinger tilbedste. Det er en Dyd at være sparsommelig, og ingen rimelig Mand kan Andet end bifalde Bøndernes Sparsommelighed, naar de blot ikke udøve den i Egenskab af Nationalrepræsentanter, men sætte den i Forhold til sit private Erhverv. Synker Nationalrepræsentationen ned til Pengespekulation, da er sandelig Friheden, den rene og uegennyttige, stædt i Fare. Drives Politikeren af Andet end ædel Ærgjærrighed og Virkelyst, drives han af Andet til at blive Thingmand, da er Repræsentationen det Jammerligste af alt Jammerligt, da maa man seent eller tidligt komme til det Resultat, at maatte kaste den i Sandhed frie Mand i Lænker, som med Nødvendighed oprøres af sligt Rytteri; da maa de usleste af alle Haandværker omsider stagge Samfundet med sin Kniv, sin Sax og sin Skohammer. Dog, det skal være Politik, som har kommet Sparsommeligheden til Hjælp. Oppositionens Høvdinge, f. Ex. Lerche,k315 skulle have fraraadet en Forbindelse med en Sammenkomst, der formodentlig vilde faa en Snæv af Skandinavisme. Jeg vil i det Længste haabe, at dette ikke forholder sig saaledes: det var at løfte paa Hatten, før man saa Manden; det var at yppe Krig der, hvor man vilde Fred; det var at give sig en naragtig Vigtighed til urette Tid; det var at tro sig en Ideens og Fremtidens Repræsentant; det var at handle udenom det Omraade, som Nationen havde givet Fuldmagt til; det var at imputere Folket en Tanke, som det ikke har undfanget; det var at repræsentere Professionister og Opviglere af Politikere; det var at isolere Thinget endnu mere fra alle dannede Mennesker; det var at stænge Repræsentationen for gamle sunde Norge ind i Cirkelen af en chinesisk Muur; det var med eet Ord ligesaa utroligt som uforsvarligt; og dog har Mange, Mange sagt det.

Nr. 132/1851; onsdag 11.06.

[Studentmøtet; frå teatret]

Korrespondance
Christiania den 8de Juni
Se nu ere da de svenske og danske Studenter komne til os; de følge i dette Øieblik sine Værter hjem og hvile sig ud efter Reisen. Det var skjønt at se det stolte Dampskib komme fnysende op igjennem Fjorden og jeg følte mig høitidelig stemt ved at sætte mig hen i en Tid, da disse Brodernationer stode fiendtlige overfor hverandre, men som nu fløie hverandre imøde saa kjærligt. Saaledes forsone Børnene sine Forfædres Synder, og Historien bliver et evigt sig altid foryngende Forsoningsværk, der forener Retfærdighed og Barmhjertighed paa den meest fuldkomne Maade. Jeg havde paa Forhaand tænkt paa Ankomsten og ladet mine Tanker gaa paa Fødder, jeg tør ikke sige Vinger; men jeg fandt iaften mine Vers matte; dog vil jeg ikke tage i Betænkning at meddele Dig dem, uagtet Du sandsynligviis vil faa mere end nok af Vers i denne Anledning.
Velkomstsang til de danske og svenske Studenter.
Velkomne
I, som med «Dampen» kom idag
Velkomne
til trofast Haand- og Hjerteslag!
Som Brødre her I lande:
Vor Moders Sønner vide boer,
og Kjøl og salte Vande
har fjernet Ætlinge af «Nor.»
Velkomne
I Mænd fra Fader Odins Stad!
Velkomne:
os Kjølen ene skiller ad.
Alt videnom er rygtet
vor hellige og dyre Pagt,
og Tvedragts Aand er flygtet
tilbage til sin skumle Nat.
Velkomne
I Brødre fra det gamle Lund!
Velkomne
i denne glade Høitidsstund!
I Eders Dom den gamle
det hele Norden bøied Knæ.
Vi skal den atter samle
I Ly af grønne Frihedstræ.
Velkomne
I, som paa Dannevangen boer!
Velkomne:
dernede Digterblommer groer.
De kvæge og forynge
os mangen Gang i Livets Strid.
Vi derfor glade synge:
Velkomne kjære Danske hid!
Velkomne:
for Norden kjæmped’ I og stred!
Velkomne:
nu Fredens Engel smiler ned.
Man engang ei vil vide
i Vennelag ved Nordens Fest,
om Danmark bedst kan stride,
hvad eller om det synger bedst.
Velkomne:
Ei komme I med Brynjer blaa,
Velkomne
og ei med tunge Køller staa.
I kjæmpe for det Sande
med Aandens Hjelm og dragne Sværd;
men ei paa salte Vande
I øve Fædres Vikingsfærd.
Velkomne:
nu smiler Vaaren from og huld
Velkomne:
Nu Jorden staar med Blommer fuld.
Vor evig unge Moder
har klædt sig i sin Brudedragt:
hun er saa glad, naar Broder
med Broder slutter Broderpagt.
De udkomne, reglementerede Sange af vore Poeter ex professo ere ganske smukke, idetmindste kan jeg ikke sige Andet, siden jeg selv har sat mig paa Pegasen, det kunde ellers synes som vilde jeg rose mig paa Andres Bekostning, og det vil jeg ikke.
Jeg har ellers forregnet mig i det andet Vers: vi fik ikke saamange Upsalensere som gemytligt vilde have været. Skade, dersom tilgivelig Misforstaaelse har holdt dem borte. Nationen maa ikke misforstaaes for en mulig Forglemmelse af nogle Enkelte. Alle de, jeg har talt med, have beklaget sig over, at flere Upsalensere ikke kunde komme.
Her har været livligt i Eftermiddag. Allerede Kl. 6 ½ samledes Studenterne ved Universitetet og gik derpaa med den smukke Fane, som Byens Damer have syet for dem, ned paa Fæstningen. Strax efter kom ogsaa Haandværkerne med sine Faner, og Pladsen udenfor Glads Bygning var snart fuld af tilstrømmende Mennesker. Der var optrukket Snorer, indenfor hvilke Sangchoret og Processionisterne*) kunde staa. Der stod man og ventede en god Stund indtil Salutskuddene bragte lidt mere Brydning i Folkebølgerne; nogle rullede ned til Bryggen, der var smykket med enslags Æreport af opreiste Stænger, som vare omvundne med saamange Birkekviste og saameget Granbar, at vore nationale Digtere deraf kunde have gjort hele Bind af Vers. Det noget tunge Veir lettedes en Smule, da de længe Ventede traadte i Land. Omen accipio, vilde en Romer have sagt, men vi ere saa kloge, at vi ikke agte paa slige poetiske Natursympathier. Jeg var imidlertid saa god Romer, som jeg kunde ønske mig: Jeg lagde ikke alene Mærke til Veirets lille Forandring til det Bedre, men stirrede ogsaa med samme Romertanke op til Svalerne, der da begyndte at vove sig ud og beskrive Ringe over vore Hoveder. Ja, jeg lagde næsten mere Mærke til Svalerne end til de straalende Damer, der ogsaa blikkede ned til os fra Vinduerne, af den gode Grund, at jeg intet Omen fandt i det Sidste, undtagen det, som et stakkels Menneske, der giver sig af med at skrive Vers, kan have hver Dag.
Da de kom marscherende op paa Pladsen, sang Choret en Velkomstsang af J. Moek316 og efter Sangen bød Studentersamfundets Formand J. Friisk317 de Fremmede velkomne med nogle faa hjertelige Ord, idet han pegede hen paa det Betydningsfulde i, at disse Broderfolk nu mødtes saa kjærligt, de, som før havde staaet fiendtlige mod hverandre. Toget skred derpaa op igjennem Gaderne til Slotsplanen, hvor et Musiknumer blev spillet, og Enhver gik derpaa hjem til Sit.
Det var næsten endnu mere gribende, da Grundtvigk318 kom i Fredags. En Taare trillede ned af min Kind, da den ærværdige Gamle aabnede Vinduet og med skjælvende Stemme lyste sin Velsignelse over gamle Norge og takkede Forsamlingen, der istemte rungende Hurraer.
Imorgen skal da Festlighederne begynde. Festprogrammet er udkommet og taler i Lakonismer, som det sig sømmer og bør. Nu vil her herske Fryd og Gammen, der ikke bør blive forstyrret af smaalig Kritik.
Skade, at vi ikke have noget godt Stykke at byde de Fremmede disse Theateraftener. «Huldrens Hjem» er vistnok national baade med Hensyn til Melodier og mange Træk, der med Sandhed ere grebne ud af Folkelivet; men den er altfor løs og uorganisk til at behage; desuden forekommer der en vel hyppig Brug af Guds Navn og det passer ikke for Theatret. Imidlertid forekommer det mig urimeligt at pibe Stykket ud, saaledes som man gjorde i Fredags. Vi have klappet til Stykker, der have været langt daarligere, naar vore nationale Sympathier vare lagte under Beslag; men nu angrer man vel det, og er bleven kjed og vil gjøre gamle æsthetiske Synder gode igjen ved en uvittig Strænghed. «Huldrens Hjem» taaler ellers ikke at blive opført for de Danske, der fra Barnsbeen af ere vante til saa gode Sager. Er det derfor ikke patriotisk tilladt at sørge over, at vi intet nationalt Skuespil have at byde disse Naboer, der, som En af deres Forfattere siger, Alle ere Theaterkritikere.
*) Et nyt Ord formodentlig.

Nr. 138/1851; onsdag 18.06.

[Studentferda til Ringerike]

Korrespondance
Christiania den 15de Juni
Igaar reiste Broderrigernes Studenter fra os, og Byen synes idag saa tom som Christianssand, hvor man efter en Englænders Udtryk kunde bestryge Gaderne med Kanoner, uden at ramme en Moders Sjæl. Her er virkelig tomt, netop fordi her i denne uforlignelige Uge har været saa fuldt; her er ligeledes tomt i Gemytterne — idetmindste i mit — af den gode Grund, at Gemytterne have været saa fulde og gemytlige. Det er sikkerlig en fælles Tanke jeg udtaler, naar jeg siger, at Festen har været til Alles Tilfredshed, og meest til de Fremmedes, ifald man ikke skal betragte alle Taksigelser paa Vers og i Prosa som blotte Mundsveir. Og underligt maatte det da ogsaa synes, om de ikke skulde finde sig tilfredsstillede, det maa vel være tilladt endog for os Værterne at mene. Var maaske det hele Arrangement ikke saa brillant som nede i Kjøbenhavn i 1845, saa var det sikkerlig ligesaa velmeent og hjerteligt. Borgerne skjøde jo sammen en anseelig Pengesum og modtoge som Værter sine Gjæster, for hvilke de efter en Talers bibelske Udtryk slagtede sin fedeste Kalv; og de, som drive Viinhandel, gjorde sine Kjældere en god Deel tommere. Ja Studenter toge endogsaa Gjæster paa sine Værelser og indviede sin Kredit til Gjæstfrihedens huuslige Guddom. Bønderne og Kvinderne gjorde imidlertid det Bedste. Jeg sammenstiller med Flid disse to Livselementer, fordi den sande Bonde og den ægte Kvinde ere de sande Bærere for Livets Poesi; de ere begge umiddelbare og derfor ere deres Følelser og Handlinger saa sande og skjønne. Det er ikke godt at afgjøre, om Bønderne eller Kvinderne viste sig mest elskværdige ved denne skjønne Fest. Det var vakkert af Kvinderne*) at brodere Faner for de tre Nationers Studenter, og at kaste Blomster til de Bortdragende; men det var ogsaa vakkert og opoffrende af Ringerigets Bønder at gjøre en Fest, og af Akers og fornemmelig Askers Bønder at gjøre en Skydstour med Reisen til og fra Hjemmet af indtil 10 à 12 Mile. Det har ikke lidet at sige for en Bondemand at være tre Dage borte fra sin Gaard med sine Heste, som ovenikjøbet blive udmasede til de følgende Dage, og vi som i Byen bo skjønne ikke godt paa, hvad det vil sige at kjøre hjemmefra med Natten og sidde paa en Høsæk i den raa Luft for mod Daggry at huse i en overfyldt Stue, og derpaa at staa tidligt op. Vor Stuepoesi vilde nok flyve bort med Nattevinden. Jeg traf Aftenen før Ringerikstouren en Bonde fra Bærum herinde i Gaderne. Jeg kjendte ham og spurgte, om han var leiet af Nogen til at kjøre. «Nei,» sagde han, «jeg gjør det for Nationaliteten.» Et fortrinligt Svar.
Kongenk319 viste sig som det en konstitutionel Konge værdigt er, som den første af alle Borgere. Festen paa Ladegaardsøen var glimrende: Champagnekorkerne opførte en Musik, der var ligesaa liflig som Orchesterets, om ikke for Øret, saa dog for den behagelige Forudfølelse. Som Vært modtog General Wedelk320 sine kongelige Gjæster og ønskede dem velkomne; han gjorde det med Ynde. Det var en behagelig Modtagelse, efterat vi fra Landingsstedet havde gaaet os ligesaa behageligt varme indover den smukke Øe og gjennem den skjønne Have og de simple men smagfulde Sommerhaller. Da jeg traadte ind i det første Værelse med de legemsstore Kjæmper af Oldenborgerne paa Væggen, greb jeg i den skjønne Tanke at være en udenlandsk Minister eller noget Lignende efter min trekantede Hat for at smide den under Armen, men fik i Haanden — en luslidt Hue med Kokarde, som jeg til liden Opbyggelse havde tilbyttet mig i Logen den foregaaende Aften. Det var en ubehagelig Opdagelse, men, man giver ikke saa let Slip paa det, man vil tro; jeg kastede mig skjødesløs ned paa en Ottoman og drømte igjen, og fik fat paa et Seglas, uagtet jeg har ligesaa gode Øine som mange lorgnetterende Herrer; jeg følte, at det nu var paa Tiden at se fornem-uforskammet ud, og jeg gjorde det med den bedste Samvittighed af Verden, da jeg vilde gribe Leiligheden til at ironisere mig tilgavns; jeg drømte desuden. Paa Tilbagetouren drømte jeg paa en anden Maade: jeg sang og raabte Hurra for Wedels Støtte og hans slumrende Løve og spurgte Blaaveisene borte under Buskene, om Optogene under Kongedatteren af Spanien og de gamle ætstore Beboere af Kongsgaarden havde seet saaledes ud som vi Studenter; men de gave mig til Svar, at Troubadourene og de staalklædte Riddersmænd ikke havde saa abstrakte Lægge, saa cigarbrændte Læber og afsvedne Øienhaar, som Bærerne for den moderne Civilisation, der nu tumlede sig paa denne klassiske Jordbund.
Paa Hen- og Tilbagetouren gik vi med Dampskibet Slesvig, der under Kanonaden ved Fredericia bragte Tropper fra Als og over i Ilden. Hvilken Kontrast mellem os og dem! og Damperen fnysede sikkert ligesaa overmodig og stolt under dem som under os, og den gjorde vel i det: ogsaa de gik til en Seier, de gik til «Ryesk321 Brigade» — de gik til Udødelighed, og Grundtvigk322 sagde, at den nuværende akademiske Ungdom gjorde det samme, hvorhos han haabede, at Ungdommen vilde tage ham med paa sin Reise til Udødelighedens Land. De tapre Landssoldater gik i Kamp mod et flere hunderaarigt tydsk Overgreb, der ved Fredericia havde sat sig paa Stridsgangeren; vi gik i en dandsende Kamp mod en ligesaa gammel Fordom og et ligesaa gammelt Fiendskab, der har kilet sit fladtrykte Slangehoved mellem Nordens Broderfolk. De, som faldt en Time efterat de vare stegne ud af «Slesvig», kjøbte blot en Vaabenstilstand med sit Blod; men de nordiske Rigers Ungdom tør vel lægge den glade Forudfølelse til sin skjønne Fart, at Trillingrigerne ikke vil kjæmpe indbyrdes paa deres hensmuldrede Grave. Det forekom mig, at en sjellandsk Bondeknøs netop havde staaet paa den Plads, hvor jeg stod; jeg trak en Sammenligning mellem os, og den faldt ingenlunde ud til min Fordeel: han stred sikkert paa sin Maade bedre end jeg paa min; jeg var taus og uselskabelig som Mennesket altid er, naar det indre Liv slaar sine stærkeste Pulsslag: man kan ikke tale om, hvad der meest ligger En paa Hjerte, fordi man frygter Misforstaaelse eller et medlidende Smiil. Mennesket beholder ogsaa i aandelig Henseende det Bedste for sig selv.
Ringerikstouren var prægtig, uagtet Veiret var graat ved Opreisen; men det klarnede op mod Aftenen, ligerviis som til Afskedsfesten paa Klingenberg. Naturen kunde ligesom ikke føre over sit gode Hjerte at se mørk ud, naar dens Børn vare saa glade; den saa vel, at vi ilede tilbage til dens moderlige Favn ved at glæde os i hverandre. En dansk Student gjorde mig opmærksom paa det Betydningsfulde i at Naturen ved alle Leiligheder viste sig pludselig saa venlig ved denne Fest. Hertil svarede jeg: «Ja, den skulde vel gjøre: Menneskene ere dog, naar Alt kommer til Alt, dens kjæreste Børn, hvor unaturlige man ofte siger at de ere, og vi skulde da formene at have rimeligt Krav paa særdeles Yndest: vi arbeide jo Naturen i Hænderne ved dette Møde.»
Jovist var Ringerikstouren prægtig; der er smukt paa Ringerike og der er Kjæmpehøie, og Anne Colbjørnsdatterk323 har været Præstekone deroppe, og Frithjof har «skeiset» Ingeborgs Navnetræk i Tyrifjordens Iis, og Thor Hovlandk324 har redet paa den med samt sine Dragoner. At se det store Selskab leiret paa disse Kjæmpehøie var et vederkvægende Syn. Jeg blev ikke saa meget greben af Tanken om Livets Forgjængelighed ved at se de Levende tumle sig paa de hedenfarne Kjæmper, som jeg følte det Trøstende i, at Livets Kilde risler evigt. Det var kvægende at se saamange Mænd over Jorden, der med Sandhed og Poesi have tydet deres dunkle Tro, som under Mulden sov. Kong Ring troede med from Hengivenhed paa Ragnaroksmythen, som Magister Hammerichk325 saa gjennemsigtigt har udviklet. De Høisatte troede ligesaa begeistret paa Thor og Odin, som Grundtvig har sjunget malmfuldt om disse Valhallaguder. Jeg tror forresten, at Grundtvig ogsaa tror paa dem, og det geraader ham til Ære. Jeg troede ogsaa paa dem, idetmindste saalænge jeg var paa Ringeriket. Herinde i Christiania er andre Guder, der hverken have nogen Mjølner eller Sleipner.
Den følgende Morgen var det ophøiet paa Kleiven. Borte paa «Kongen» tog jeg af mig Huen for gamle ærværdige, hvide Gausta — Jeg har blottet mit Hoved for mindre agtværdige Skabninger — Det forekom mig, at et Par Danske og en Svensk gjorde det samme. Vi drak derefter paa Fjeldenes Velgaaende, og nok en Skaal for Ringerike med sine bugtede Fjorde.
Grundtvig talte med paa Kleiven med Ansigtet vendt mod Snefjeldene. Jeg fik ikke høre stort af Talen, men saa sammenlignede jeg ham til Gjengjæld med disse Snehætter: de havde begge et hvidt Hoved og et varmt Hjerte; de havde begge et Udtryk, der svæver imellem Spøg og Alvor, især naar Fjeldene have Sommer og Grundtvig ikke taler om Tydskland; de ere begge talende af sig og eensidigt nordiske osv. i det Uendelige. Paa Jonsrud var det elskværdigste Anarki, man kunde tænke sig, og der herskede en fuldstændig Kommunismus med Kopper og Stave (i det dannede Sprog Stokke). Vi puttede et Par Flasker i vor Kjørers Kjolelommer, men Skjødene danglede mod Kjærren, og vi maatte sidde med en brændende Gane i det ætsende Veistøv, som hvirvlede i Ringe om vore pudrede Lokker. I denne Tilstand kjørte vi forbi Byens Damer med vore dinglende Hoveder. Naturen krævede sin Ret.
Paa Klingenberg var god Musik, smukke Dekorationer, velklædte vakre Kvinder og et brillant Fyrværkeri. Forresten var Selskabet saa uhyre talrigt, at det forekom mig at genere sig selv; det var ellers hyggeligt at se de forskjellige Borgerklasser sammen; det var folkeligt. Jeg var ellers saa prosaisk som muligt den Aften, fordi jeg i Folkemassen blev dreven ud i en «Dæmbe»**) og gik siden fugtig paa Fødderne.
Det kan aldrig slaa feil, at det gik mange Kvinder ligesaa, og de gaa nu sikkert med en «rædsom» Forkjølelse.
Paa en systematisk Fremstilling har jeg, som Du seer, ikke indladt mig: det er mod min Natur, og desuden har især Christianiaposten efter min Formening refereret Alt meget godt. Paa Talerne kan jeg ligesaalidt indlade mig. Du faar desuden se alle dem, som vare meest værd at høre, maaske med Undtagelse af Grundtvigs og Plougs;k326 de Mænd improviserede vist. Jeg har iøvrigt en vis Respekt for Taler, især naar jeg skal høre dem. Jeg ærgrer mig, saasnart en Mand tillader sig at tale i en stor Forsamling, naar han ikke har Erfarenhed for sig, at han kan henrive. Det er indtil en vis Grad tilladt at skrive Sludder, da Læseren kan slænge fra sig det Skrevne, om det ikke behager; men i en fuldproppet Sal er man ofte strakt paa Pinebænken uden at kunne komme ud. Jeg erindrer derfor ikke en Stavelse at de fleste Taler, især da jeg strax blev enig med mig selv ikke at høre efter.
*) Jeg kan ikke føre det over mig at sige og skrive Damerne: det er saa gjennemfranskt og saa hjerteligt unordiskt. Istedetfor Damer og Piger skulde jeg derfor ønske, at man sagde Kvinder og Jenter, siden man nu engang maa gjøre en Forskjel.
**) En Ansamling af Regnvand. Saavidt mig bekjendt har vort nøgne Bogsprog intet Ord for dette Begreb.

Nr. 142/1851; søndag 22.06.

[Frå Stortinget: jødesaka; vegloven og skyssplikta; pressekommentar]

Korrespondance
Christiania den 20de Juni
Nu har da endelig Storthinget hævet Grundlovens § 2; det var ikke for tidligt, og maaskee heller ikke for seent. Det er igrunden vel, at ingen Grundlovsforandring kommer istand, førend de Konservative saagodtsom blive truede til at give efter; først da har man Garantier for at en Reform er tilstrækkelig moden. Det er iøvrigt beklageligt for dem, som gaa forud for sin Tid, at deres Ideer ikke kunne blive gjennemførte, førend de ere døde bort ifra dem. Hvilken Glæde vilde det ikke have været for Wergeland,k327 om han nu havde levet.
Jødesagen var ellers saaledes bearbeidet og forberedt, at Faa eller Ingen, som duede Noget, kjærede sig om at tærsken34 længer paa den Sag. Den blev derfor forberedt i Stilhed paa dette Thing og den gik saa godtsom lydløst igjennem, og Publikum modtog det endelige Udfald som noget Betydningsløst, der ikke var værdt at rømme sig over. Den eneste Mand, jeg har hørt at ytre sig noget offentlig om den Sag, var Ploug;k328 han anbragte med Effekt den Bemærkning under Afskeden, at Storthinget ogsaa havde feiret dette nordiske Studentermøde ved at udøve en længe ventet Retfærdighedshandling.
Jødesagen, der har været saa frugtbar paa Taler under de foregaaende Thing, bragte ikke Mange i Affekt paa dette. Holmboek329 var noget blød eller om man vil øinebefugtende for Enhver, som tager Politiken fra en strikte religiøs eller prosaisk-poetisk Side. Motzfeldtk330 talte baade vel og Længen35, kun Skade, at det Gode ikke var Nyt og det længe var Gammelt, som en fransk Forfatter sagde i Anledning af et literært Produkt.
Den, som meest udmærkede sig i Jødesagen, var imidlertid Dahler.k331 Han var nys kommet paa Thinget, og skulde da, som de fleste nye Folk, gjøre det saare godt i Begyndelsen; men det løb ogsaa, som sædvanligt pleier at ske, uheldigt af for Dahler. Han var meget høitravende og næsten poetisk, og mere poetisk vilde han sikkert have været, ifald han ikke havde været saa uheldig at komme ud af Tankens Hjulspor. Budskerud kan neppe være stolt af denne sin første Suppleant; men, han kan nok blive god med Tiden, som de sige, der ville gjøre Storthingsbænken til en Prøveklud for det første det bedste umodne Subjekt, naar det blot har den ene saliggjørende Tro. Man regner det ikke saa nøie, om en Del af denne Tro skulde gaa i Vasken under Opdragelsen til et rimeligt Storthingsmenneske. Man lader heller velopdragne Folk sidde hjemme, fordi de have en Tro, der er Betingelsen for at de Valgte kunne blive nogenlunde brugbare. Dahler talte ellers og stemte for Jøderne, og var forsaavidt ikke saa Urimelig endda.
Man arbeider meget paa Veiloven nu, at sige i Odelsthinget da. Dette er en Smertens Søn den Veiloven. Det er en Lappelov sagde Holst,k332 men Møinichenk333 meente, at man maatte tage tiltakke med saadanne Lappelove i en Overgangstid. Der hersker nemlig to store og naturligviis mange smaa Meninger i Thinget om Skydsloven. Nogle, heriblandt mange Vestlændinger, ville at den tvungne Skyds skal ophøre og at Skydsvæsenet enten Heelt eller Halvt skal være en Statssag, som man udtrykker sig; Andre vil at det skal være, som det er, blot med nogle tidsmæssige Forandringer. Jeg for mit Vedkommende har gjort den Erfaring, at det Bedste er en liden Tilretteleden af det Gamle. Jeg har talt med ret mange Bønder om den Ting, og de, som ikke bo altforlangt borte fra Skydsskiftet, ere saa langt fra at være utilfredse med Skydsningen, at de meget mere betragte den som en vis Skilling at tjene, at sige, naar det ikke er en «Høværsdag.» Men selv om Andre skulde have gjort modsatte Erfaringer og at følgelig den tvungne Skyds var en Byrde, saa er den dog ingenlunde en saadan, at den skulde være uværdig for en fri Stat, som Mossigek334 sagde. Skydsen er vist en ganske naturlig Beskatningsmaade for de Gaarde, som ligge langs med de meest slagne Landeveie; disse yde nemlig Gaardene Fordele, som de langt bortliggende vilde være tjente med at tilbytte sig for Pligten til at skydse en Gang imellem.
Uelandk335 udtalte under denne Lovs Behandling en Sætning, der blev vigtig fordi den gik ud fra ham, da mange af hans Angribere, f. Ex. Daa,k336 væsentlig har angrebet ham netop fordi han, som de sagde, ikke hyldede en saadan Sætning, der ogsaa unægtelig er en af Grundpillerne for en fornuftig Politik. Ueland sagde nemlig, at man bør vogte sig for at overføre Udgifterne altfor meget fra Kommunerne og Amtet paa Statskassen, og det var netop i Erkjendelsen af denne Sandhed, at Daa polemisk mod Ueland sagde, at Statskassen tilslut vilde bliver «Filler.» Jeg husker ikke bedre, end at han brugte denne Ordvending, iallefald brugte han Ordet «Filler;» det er saa ligt Daa det.
Der har iøvrigt været Tale om at lade Veiloven falde fra hinanden i 2 Afsnit, i den egentlige Veilov og i et Skydsreglement, formodentlig for at kunne vinde til § 79 med den egentlige Veilov; det vakte som bekjendt stor Forbitrelse blandt de bortilende Storthingsbønder, da de den sidste Dag fik vide, at Veiloven ikke var sanktioneret, og denne Lov er en af Hovedgrundene til Oppositionen. Det Bestaaende er vistnok i mange Henseender mindre godt, men har man ikke vægtigere Grunde for sin Opposition, saa tager unægtelig Oppositionen sig noget komisk ud; det er et saare stort Spørgsmaal, om den foregaaende Storthingsbeslutning er bedre, Schweigaardk337 kunde iallefald ikke finde det. Men, det var den gamle Orm, som igjen var ude: Kommunernes og Statens gjensidige Ret og Beføielse, navnlig i Brugen og Valget af Veiinspektører.
Bladene, der have været saa fredelige en Tid, have nu igjen begyndt paa sin gamle Bedrift, at trætte. Det er morsomt at se Morgenbladet at citere Krydseren mod Christianiaposten og Posten (Stang)k338 ligeledes mod Lerche.k339 Herodes og Pilatus ere altsaa blevne Venner, men vel at mærke blot naar det gjælder at opdrive Alt, for at ødelægge Trediemand. Det er menneskeligt handlet, men neppe respektabelt. Det er forresten Noget, som bare er til at lee ad; Krydseren havde vel saameget Vet, at han ogsaa trak paa Smilebaandet.

[Nr. 241/1851, 244/1851, 260/1851 og ukjent dato/1851. Gjengitt etter sitat i Christiania-Posten nr. 1163, 09.11.1851]

[Prøver på «ordgyteriet» til korrespondenten i Drammens Tidende]

Drammens Tidendes Christianiakorrespondent

Indtil for ikke ret lang Tid siden havde en stor Deel af Provindsbladene Christianiakorrespondenter. Nu derimod seer man kun i Drammens Tidende stadige Christianiakorrespondencer. Provindsbladenes Redaktioner have, som det synes, indseet, at deres Hovedstadskorrespondenter ikke vare til sandt Gavn for deres Blade, og heri have de Ret. En god Christianiakorrespondent vilde vistnok være en Vinding for et Provindsblad; men om de Fleste, der hidtil ere optraadte som Korrespondenter fra Hovedstaden i Provindsaviserne, gjælder det, at de gjorde Journalliteraturen den bedste Tjeneste, da de nedlagde deres Penne.
Drammens Tidende har imidlertid, som sagt, endnu en stadig Hovedstadskorrespondent, og det en høist produktiv og alsidig Korrespondent. I flere Maaneder har hvert andet Nummer af dette Blad indeholdt lange Udgydelser fra denne frugtbare Skribent, og man skal have vanskeligt for at nævne nogen Art af Materie, hvorom han ikke har udtalt sig. Han har talt om Kunst, Videnskab og Politik m. m., og det altid med en Sikkerhed, som viser, at han troer, at han tilbunds forstaaer og kan dømme om Alt, som det behager ham at omhandle. Derfor bestræber han sig med al Iver for at indtage de forskjelligste Standpunkter. Snart stiller han sig som en fornem Skeptiker høit over Døgnets Usselhed, snart værdiger han at stige ned i Vrimmelen, snart søger han at være alvorlig eller sentimental, snart spøgefuld eller sarkastisk. Men skal vi i Korthed sige vor Mening om hans Præstationer, da kan den ikke falde anderledes ud, end at de ere Ordgyderi af værste Sort.
Det vilde fylde mange Nummer af Christiania-Posten, om man vilde søge udtømmende at udhæve endog blot hans meest extravagante Skriverier. Vi maae indskrænke os til nogle Prøver, som vi hovedsagelig ville tage af hans Korrespondence af 5te November i Drammens Tidendes No. 260. Her ytrer han sig først i Anledning af «Fædrelandets» Christianiakorrespondent saaledes:
«Det danske Blad «Fædrelandet» har — som de udenlandske Avislæsere ville vide — havt en Korrespondent her i Christiania, som har opbygget det danske Publikum med Nyheder fra Christiania og Norge af. Korrespondenten fra Christiania har været en dannet Mand; det har man kunnet see af hans livløse og slikkede Stiil. Det har været et tørt Referat af Begivenhederne, han har meddelt; forresten har han seet Tingene gjennem sit eget Brilleglas, saa at de vanskelig ere komne ganske rene til det danske Publikum. Korrespondenten har unegtelig været hvad man kalder ministeriel og saaledes ofte med Gensidighed bedømt Storthinget og dets Færd. Navnlig har de Herrer Lerche,k340 Holst,k341 Sverdrupk342 og Uelandk343 faaet sit Pas paaskrevet, medens deres Modstandere for Modsætningens Skyl ere blevne stillede frem til et ærbødigt Skue. Imidlertid maa man lade Korrespondenten, at han ikke har været fuldt saa eensidig som Christianiaposten: han har — om jeg ikke husker feil seet Tingene fra en mere lys Side, og ikke seet med en saadan Ængstelighed ud i Fremtiden som Christianiaposten. Han har saaledes været en ganske god «Ordenens Mand», forsigtig, aandløs, afglattet og udhamret. Man har ligesom seet Glacehandsker, Seeglas og Fadermordere gjennem den sprogrigtige Stiil; man føler ved at læse ham, at Salonlivet ikke er ham ubekjendt, og man siger fornøiet til sig selv: «Det er en ypperlig Skribent for Kongemagten! De passe til hinanden som Strømpen til Foden». Denne Karakteristik bringer mig i Forbigaaende til at tænke paa den paafaldende Modsætning mellem Kongemagtens og Revolutionens Skribenter. Kongemagtens ere i Almindelighed som Korrespondenten i «Fædrelandet», Revolutionernes ere vilde, poetiske og livfulde. Deres Stiil blinker af farvede Billeder. Den er skjødesløs, uregelmæssig, ofte uskjøn, men altid svanger med originale Ideer, der under en smagfuld Bearbeidelse kan vikle sig ud til harmonisk Skjønhed. Deres Stiil er revolutionær; den er med et Ord selve Revolutionen! Men til min Korrespondent i «Fædrelandet»! Han har naturligviis rost alle sine Ligemænd, at sige i vor Bladliteratur, og i det Hele taget givet de gode Danske et Billede af vor indre og ydre Tilstand, som neppe er det sande. Det var nu ogsaa formeget forlangt. «Man bør give Enkeltmand Lov til at have sine Meninger udelands, saa maa han være saa god at paatrykke dem Talentets umiskjendelige Mærke: ellers kan man ikke tilgive ham, men siger: ‘Hør, veed De hvad? — Det er bedst, De tier stille!’
Det er imidlertid Ingen, som har sagt Korrespondenten disse Ord, undtagen hiin Christianiamand i «Kjøbenhavns-Posten» for nogle Dage siden; men han løser da ogsaa Sækkebaandet. Nu er det ingen Tvivl om, at «Kjøbenhavns-Postens» Christianiamand er ligesaa skjæv i sin Dom over vore Forholde; men han taler med Myndighed, og man bør derfor tilgive ham (!). Han ophøier til en Forandring Oppositionen og dens Helte, medens han frakjender Holmboe,k344 Lange,k345 Motzfeldtk346 og Møinichenk347 alle mulige fornuftige Ting. Ja, — han gaar endogsaa Schweigaardk348 paa Klingen; han skriver saftigt: Det er Revolutionens Skribent!»
Derpaa giver han en Skildring af Hovedstadspressen, hvormed han er meget utilfreds. «Den nuværende Bladstilling», siger han, «er til at raadne i.» Han trøster sig ved Udsigten til det bebudede ny Oppositionsblad, hvorom han siger:
«I denne Sløvhed vil det nye Blad «Nationalbladet», som det demokratiske skal hedde, bringe Liv. Det vil gjøre Mere: det vil bringe Kamp paa Liv og Død. Rolf Olsenk349 besidder et væsentligt Fortrin: han har en flængende Pen og naar han har kaalet*) Folk af Veien, faaer han nok Venner, om jeg kjender Verden ret. Nationalbladet vil faae gode Kræfter: Sexe,k350 Gaarder,k351 Meidell,k352 siger man skulle være stadige Medarbeidere. Lerche og Sverdrup ville ogsaa sikkerlig levere sine Bidrag. Det er Penne, som bide, alle disse! — Det er i alle Fald noget ganske Andet, end disse afsjelede Publicister, som i de sidste Tider have vandret omkring i sine Liigskjorter. «Nationalbladet» vil stæde dem til Hvile, eller i alle Fald true dem til at holde sammen. Det vil blive paa Tiden, at vore blade indstille deres indbyrdes Fiendtligheder og væbne sig mod «den fælles store Fiende.»
Men Oppositionen maa give sine Forfattere frie Hænder, som jeg før ved en given Leilighed har sagt.»
I en Korrespondence af 14de October lød rigtignok hans Dom om de sidste Citat nævnte Personer og om Oppositionen selv heelt anderledes. Navnet Rolf Olsen bragte han der i en høist udelikat Forbindelse med en Række Reflexioner over Kjøb og Salg af Oppositionsskribenter, og skjønt han ved samme Leilighed søgte at formilde R. O. ved følgende Tirade: «Hvorledes kan Oppositionen vente, at f. Ex. Rolf Olsen skal skrive for den; og er han ikke dummere end selve Oppositionen, saa gjør han det hellerikke», — bliver dette til den største Grovhed mod R. O., naar det sammenholdes med hans nye Komplimenter til ham i Anledning af hans bebudede Optræden som Redaktør af det nye Oppositionsblad. Om Sverdrup siger Korrespondenten etsteds: «Han forsøgte at være vittig, og det lykkedes ham saavidt, at han selv lo.» Men dette forhindrer naturligviis ikke Korrespondenten fra i det næste Øieblik at hæve ham til Skyerne, — saadanne Bagateller sætter han sig ud over. I ovennævnte Artikel af 17de October benegter han aldeles Oppositionens Berettigelse, gjør de kraftigste Indvendinger mod, at dens Sag er Retfærdighedens, og hvad Folket angaaer, saa omtales det ved denne Leilighed som sløvt og som det, der «lader sig lede som en Flok Faar.»
«Vor Opposition», siger han, «repræsenterer sig selv, en 40 eller 50 Mand og maaskee ligesaa mange til, de ere æggede og fattige, som de selv ere. Den store Befolkning, «Folket,» som de raabe paa, er sløvt, og en Enkelt af disse Opponenter leder Almuen i sit Præstegjæld til Valghandlingen som Faar til Slagterbænken; jeg taler som Øienvidne. Dette Folk, som de raabe paa, læser ikke Aviser og vel gjør det; man maa have et saa stort Overskud, at man kan leve for Aanden, skal man kunne haven36 politikere med Forstand. Fattigmandens Politik er en Feber, som ikke kan vare længe: enten dræber den sin Mand og med ham Samfundet, eller ogsaa forlader den ham, og Patienten bliver sløvere end før.»
Og for at der ikke skal være mindste Tvivl tilbage om at et Oppositionsblad er en Umulighed, udbryder han endelig:
«Men selv nu om Oppositionen havde Penge og Talenter til at faa sig et Organ med» (hvilket han har viist er umuligt) «hvad skulde da Bladet gjøre? hvad skulde det forfægte? Oppositionen har nemlig viist, at den ikke veed hvad den vil; en styrede snart i Øst, snart i Vest; den var opløst. Hvorledes kunde det være muligt at kjæmpe til et Maal, som Ingen seer? Nei! Enhver Tanke maa idetmindste være sat i System, skal den kunne forsvares. Vore Politikere kunde have været meget galere, naar de bare have været konsekvente, og et Blad vilde have havt let for at spadsere foran med Fanen paa Stangen; men saaledes som det her er, forekommer et Oppositionsblad idetmindste mig at være en Umulighed.»
Her har man vel Beviser nok for at fælde en begrundet Dom; men hvor klar Vedkommendes Sak end er, saa vil man dog gjerne have hans egen Tilstaaelse, og vi kunne derfor ikke slippe ham, inden vi have citeret nogle Ord af hans Artikel om Harro Harring-Sagensk353 Behandling i Odelsthinget:
«Jurist mod Jurist, tænkte vel Sagfører Sverdrup; thi reiste han sig bestandig mod Motzfeldt, og godtgjorde, at Regjeringen ikke havde den Ret, som Motzfeldt havde godtgjort.
Man kan let blive forrykt ved at høre to gode Prokuratorer; naar hver af dem slutter og nedlægger sin Paastand, da udbryder man: «Ja Du har Ret; det er en klar Sag», og tilslut siger man med Herman von Bremenfeld: «I har Ret begge to.» Er ikke sligt til at blive forrykt over?»
Heri tro vi, man har en tro Skildring af, hvorledes det gaaer Korrespondenten, naar han skal opgjøre sin Mening om et eller andet Spørgsmaal.
*) Gjøre Kaal paa dem. D. T. Anm.


1852

Nr. 3/1852; søndag 04.01.

[Folkedikting og folkemål]

Korrespondance
Christiania, den 2den Januar
Til P. Ch. Asbjørnsenk354
Til Folkeaanden vendte Du Din Hu,
og kjærlig Dig sit hulde Maal den lærte;
som vanligt gav den mer end Du begjærte;
naar Andre glemte er’, da lever Du.
Saalænge Modersmaalet er os kjært, —
saalænge Barnet vil om Nøkken høre, —
saalænge Eventyr kan Hjertet røre:
vi glemme ei, hvad vi af Dig har lært.
Etter dette Motto har jeg igrunden ikke Mere at sige om Asbjørnsen, om hvem jeg først maa tale, naar jeg vil indfri mit Løfte, at sige nogle Ord om vor Juleliteratur. Men jeg har ikke ganske udtømt mig og maa under enhver Omstændighed videre udspinde de antydede Tanker.
Asbjørnsen har været erkjendt ligetil det sidste Aar og det endog af udenlandske Lærde, f. Ex. af den tydske Sproggrandsker og Eventyrsamler Grimm.k355 En saadan Anerkjendelse er nu visselig af stor Betydning, men den kan alene have Betydning for det Ydre ved Asbjørnsens Virksomhed — jeg mener for Eventyrene og Folkesagnene i deres historiske Form, forsaavidt som de ved Samleren ere bragte til Papiret og staa der som en historisk Kjendsgjerning. Denne historiske Side af Sagen er vistnok væsentlig, idet Forfatteren har løst sin første Opgave, naar han har kunnet opfatte sine Sagn og Eventyr i deres størst mulige Sandhed og Almengyldighed; men den, som kjender Folkesproget, vil vide Asbjørnsen større Ros, fordi han har opfattet Aanden i Folkesproget og gjengivet den i en ægte national Form, der hverken er Bogsprog eller Folkesprog, men en lykkelig Forening af begge Dele, en Forening, der hverken som Bogsproget er abstrakt og fattigt, heller ikke som Folkesproget sønderrevet i utallige Bygdedialekter, der alle med større eller mindre Ret kan gjøre Fordring paa Almengyldighed. Det er netop ved denne Forening, Sproget kan blive folkeligt, paa samme Tid som det bevarer sin Almengyldighed og er modtageligt for nye Udtryk og Vendinger, der dukke op af Folkesprogets Hav. Ved denne Forening drager man Bogsproget ned fra sine kolde Høider, paa samme Tid som man drager Folkesproget op til sig, — forædler det. Derved bliver Sproget levende, som det skal være, og vore Efterkommere ville saaledes kunne forme det efter sit Behov, medens de, ligesom vi, kunne øse af Folkesprogets uudtømmelige Kilde. Ved en saadan Forening bliver Sproget først nationalt, siden nu engang Historien ved et svælgende Dyb har adskilt Bogsprog og Folkesprog. Vort Bogsprog er saa fornemt, at det ikke vel taaler folkelige Talemaader i sig. Nationale Udtryk og Vendinger se ud som jeg kan forestille mig en Baldame med Træsko. Sproget maa ligesom omstemmes i en anden Toneart, førend man kan anbringe Ord, hvori den nationale Musik klinger. Asbjørnsen har i sine Fortællinger givet Sproget denne Stemning, og dette er efter min Formening hans største Fortjeneste. Han har tænkt med Folkeaanden, og derfor kunde han tale et Sprog, som vi Alle forstaa, og som dog er hverken Bogsprog eller Dialekt. Disse djærve, malende og rammende Udtryk, hvoraf Talesproget er saa rigt, klæde Asbjørnsens fortællende Sprog saa inderlig godt; de give Stilen Liv og Sandhed og klinge saa gemytligt og hjemligt. Ved at fortfare paa en saadan Maade og efter Materiens Behov, vil vi faa et Sprog, der bliver ligesaa rigt som folkeligt. Et saadant Sprog vil Folket forstaa, og det vil kaste en Bro mellem Samfundets høiere og lavere Stænder. Hidindtil have de saakaldte dannede Stænder staaet udenfor det egentlig store Folk: de have hver for sig talt sit Sprog, og Almuesmanden har aldrig kunnet gjort sig fortrolig med Bogsproget og i Sandhed opbygget sig ved det. Derfor har heller ingen Skribent været folkelig i Ordets egentlige Forstand med Undtagelse af Peder Dassk356 og Holberg.k357 Den norske Bonde kan ikke nyde Oehlenschlägersk358 Digte f. Ex. og selv Frithjofs Saga har oplyste Bønder sagt mig, at de ikke forstaa. Og intet Under. Alt er fremmed; det gaar saa regelret og glat, som en dansk Turist, der reiser op at se paa Gausta og Riukanfossen. Klædedragt, Sprog og den hele Maade at være paa er fremmed for Dalbeboerne: han er en Fremmed!
Slige Fremmede ere vi Allesammen mere eller mindre med Undtagelse af Asbjørnsen, naar han fortæller. Han selv bliver ogsaa en Vildfremmed, naar det ulyksalige Bogsprog løber af med ham. Da har han samme Fornemhed, som vi andre, der vel kunne faa Plads ved Bondens Bord, men aldrig ved hans Hjerte.
Det er paa Tiden, at vi vende tilbage til os selv. Da ville vi blive naturlige, da ville vi kunne indvirke paa Folket, da ville vi kunne røre Gemytterne og være poetiske; det er maaske en Paradox, naar jeg siger, at man i det slikkede Bogsprog umulig kan være poetisk.
(Forts.)

Nr. 7/1852; fredag 09.01.

[Jul i pressa]

Korrespondance
Christiania, den 7de Januar
Det er vel bedst, at jeg sætter en Tankestreg i min Kritik over Juleliteraturen og skjænker Politiken en Smule Opmærksomhed. Politiken er umistelig for en Avis.
Vore Storblade har i Julen været over Forventning gode. Navnlig har Christianiaposten havt læseværdige Artikler og et Par Bogkritiker saa fornuftige, at det var en Mærkværdighed at finde dem i Posten. Den lange Artikel efter det franske Blad har givet en klar Udsigt over de europæiske Begivenheder i 1848 og 49. Naar Bladene ville lægge sig efter Oversættelser af slige Sager, kunde det være værdt at holde Aviser. Det Originale, som kan præsteres hertillands, bliver gjerne ensidigt og fattigt. Bedre derfor, at ty til andre Literaturer, da Hovedsagen dog med al Læsning maa være den at lære Noget. Dette er ingen unational Tanke, da jeg her mener noget Politisk: Politiken er ikke national; den er en Indførselsartikel, der blandt vore Fjeldfolk bruges til ligesaamegen Upligt og Ødelæggelse som Kaffe f. Ex. Selv i Byerne — og navnlig her i Christiania — føler idetmindste jeg det Unationale i Politiken; — og intet Under: vore Politikere kjende nemlig i Regelen saa lidet til Landets Forholde, at deres Politik med Nødvendighed maa blive unational. Man sidder jo her og danner sine Meninger efter et Besøg i Departementet eller en Samtale med en Storthingsmand, som gjerne vil komme igjen næste Gang.
Der har ogsaa været en Fortælling at læse i Christiania-Posten om en Sultan i Okcidenten, en besynderlig Fremstilling af T. B. Den sér saa fransk ud, at man har ondt ved at antage den for hjemmegjort, og vore unge Herrer, der have besøgt Paris, kan vist ikke have lært at skrive paa fransk Manér; de lære nemlig i Regelen noget ganske Andet, der rigtignok er fransk, uagtet det ikke hører under det Sproglige. Fortællingen «Sultanen» — være nu skreven af hvem man vil — er livlig, men kanske noget vel reaktionær. Den er i alle Fald en usædvanlig Postføde; men det har været Julen nu.
Morgenbladet lunker og drager med det Samme. Hvad vil nu Nissen der med sine fortræffelige Departementsindstillinger om Skolevæsenet?
Det er forresten en god Ting, at man nu kan slutte snart med at hamre paa Morgenbladet. Det begynder nu at afløses af «Nationalbladet.» Det gaar nok endnu en Tid, ligesom et Skib, efter at man har bjerget Seilene; men denne Seilads er saa lugn og melankolsk, at det vilde være Synd at standse Skuden, før den kom paa Grund.
«Nationalbladet» braser derimod op og vil formodentlig dandse let paa Bølgerne, medens Seilene svulme af aura popularis. Bare det nu kan vedblive at være saa moderat, som det har begyndt, og som det lover at fortsætte. Hvad det hidtil har leveret, er velskrevet; det er nemlig Rolf, som har skrevet Altsammen. Det Væsentligste jeg har at udsætte paa Stilen vel at mærke — om Indholdet skal jeg lade være at udtale mig — er den noget forunderlige Brug af Ordet «liberal.» Det støder unegteligt, at se det Uelandsk-Jaabeckskek359 Parti benævnt det liberale. Kunde man ikke finde et norsk Ord, og forskaane denne gamle ærværdige Latin fra at blive misbrugt. Liberal er et saa godt Ord og vi ere vante til at knytte en saa skjøn Tanke til det, at vi ikke bør anvende det paa noget af vore Partier. Jeg skal i alle Fald vogte mig for det. Jeg tør end ikke bruge det om Politikere, der have Formodningen for sig om den største Dygtighed og mest lutrede Patriotisme, end sige om Folk, der hverken legemlig eller aandelig have været stort udenfor sine Bygdedale. Det kan være skikkelige Folk, fortræffelige, men liberale i politisk Forstand kunne de neppe være; «thi hvorledes skulde de tro paa den, om hvem de ikke have hørt?» Liberaliteten er en Verdensborger, der maa udvikle sig ligesaa møisommelig som Holbergk361 f. Ex. Da jeg oversatte følgende Strofer af Goethe,k362 tænkte jeg paa Liberaliteten:
Hvo ei sit Brød med Taarer aad, —
Hvo ei de dunkle Nattevagter
Paa Leiet sad og flød i Graad —
Han kjender ikke Himlens Magter.
Altsaa, Nationalblad, brug ikke Ordet «liberal» om Dit Parti — og vi skulle være Venner og velforligte. Du tog fortræffeligt Morgenbladet fat, gjorde Nar af det og bemærkede meget rigtigt, at det begynder at lakke tilaars med det. Det var et sandt Ord, at det af de milde Guder ingen evig Ungdom fik. Du var høflig mod den Gamle, og det var vakkert. Vedbliv saadan og gjør Læseren af og til opmærksom paa, at det gamle brave Morgenblad gaar i Barndommen — og Virkningen vil være fortræffelig. Han, Tullingen Christianiaposten, kan i Anmeldelsen af Nationalbladet ikke være enig med det i den Ting, at Morgenbladet ikke er oppositionelt nok. Jeg har før sagt, at Christianiaposten skulde have forfulgt Morgenbladet med Høfligheder, havde den været politisk. Men der gaar han hen og kjæmper den Dag i Dag med en indbildt Fiende. Naar nu Morgenbladet bliver ensbetydende med Christianiaposten, saa har det intet Mere at gjøre, — og da holder man naturligvis Posten, der endnu ikke har saamange gamle Synder at drage paa. Dog — kanske Posten er saa ful, at den vil spalte Oppositionen ved at gjøre Morgenbladet oppositionelt.
«Folkebladet,» sér det ud til skal kun blive en Forjættelse. Aa ja, det var noget Besynderligt, at en — forresten god og brav Stavangermand skulde komme ind til Hovedstaden og belære Folk og Stad i en Avis. Det var Noget, der i en vis Forstand mindede om Cincinnatus,k363 der som bekjendt blev taget fra Ploven og sat til at styre Republiken. Men — det var jo en Udvikling af vor politiske Lære, at Folk fra Landet ere de største Politikere og de bedste Patrioter. Se, dette er jo en ægte Cincinnatus-Tanke og derfor vilde Folkebladets Redaktør have været en sand politisk Ypperstepræst. Skade, dersom han ikke drister sig til at prædike. Han maa vel være gjort bange af denne nymodens Tanke, at Nutiden ingen Cincinnatus tager fra Ploven og sætter ham ind i Statsraadet — en aristokratisk Tanke.

Nr. 9/1852; søndag 11.01.

[Oskeladden]

Korrespondance
Christiania, den 9de Januar
Jeg udhævede i min næst foregaaende Artikel Asbjørnsensk364 Fortjenester i sproglig Henseende. Denne hans Virksomhed fandt jeg at være den mest fortjenstfulde, hvorimod den Form, han har givet Eventyrene, nok ikke ganske kan holde sig. Og det kan man da heller ikke vente, da Eventyrene ere ligesaa lokale som Dialekterne. De have vistnok Hovedtanken tilfælles, medens Tilsnittet og Kostumet er særegent for ethvert Dalstrøg nogenlunde. Det bliver da Eventyrsamlerens Opgave at finde det Almene, dersom han ikke vil fremstille det samme Eventyr i de mangfoldige Afændringer paa samme Maade, som han maa træffe et almenfatteligt Folkesprog, ifald han ikke skal tabe sig i Dialekternes babyloniske Mangfoldighed.
Asbjørnsens Eventyr forekomme mig væsentligst østlandske og valderske; sjelden har Eventyret f. Ex. et thelemarkisk Tilsnit. Folkepoesiens almindelige Figur kalder han saaledes Askeladden, medens den i Thelemarken og det Vestlandske bestandig hedder Askefis og i det Trondhjemske ofte Askepot. Nu kan det nok hende, at Asbjørnsen har valgt Navnet Askeladden af Aske og Lad, en liden pjaltet Gut, fordi den klinger bedre, end de andre Navne, der har sin Oprindelse af at ligge og blæse i Asken. Navnet Askeladden udtrykker ikke den djærve Folkevittighed, som de andre Navne. Folkeaanden har gjort ham komisk, paa samme Tid som han er et Lykkens Skjødebarn. Det er en høist mærkværdig Figur. Han er Personligheden for den Sandhed, at det uskyldige og gode Hjertelag kommer længst frem i Verden. Omsorgsløsheden er Lykkens Pleiesøn, medens grublende Forstand og det egennyttige Hjertelag bliver stødt tilbage. Denne Filosofi er opvoxen af alle Nationers Jordbund. Østens Alladin faar ved sin Omsorgsløshed, tankeløse og unyttige Dagdriveri, Tryllelampen, medens den grublende Nureddin gaar Glip af den.
«Naturens muntre Søn er Lykken næst,
hvorefter Nattens Grubler flittigt stunder,
naar Solen slukkes i det blege Vest.»
Saaledes synger Oehlenschlägerk365 om Alladin, og saaledes maatte en Digter synge om den nordiske Askelad, der altid faar Kongedatteren fremfor sine mere omtænkte, men mindre godhjertede, 2de Brødre.
Askeladden er en sædelig Figur. Han er trohjertig, hjælpsom og ærlig. Han er en poetisk Figur, eventyrlig, høihjertet, ofte urimelig og for det Meste latterlig. Han er en Kvindebefrier og romantisk Elsker, paa samme Tid som han repræsenterer den ironiske og spottende Aandsretning ved at tage Alting efter Bogstaven og «paatværke».
Det skulde være interessant og lærerigt at se en udtømmende Fremstilling af denne Folkeaandens Personifikation. En Digter vilde i Askeladden finde et ligesaa righoldigt Emne som Filosofen. Askeladden venter paa sin Fortolker. Asbjørnsen har alene nedskrevet ham.
Det var løierligt ifjor at se de Bebreidelser, man rettede mod Asbjørnsens «Juletræ»; man fandt nemlig ingen Moral i nogle Eventyr, — retsom om Poesien skulde være en Vandbærer for Moralen. Denne Mening havde rigtignok Holbergk366 og hans Tidsalder; men nu er den Anskuelse frafalden, og man lader Poesien have Øiemedet i sig selv som noget Absolut. En Fabel er derimod noget Underordnet, idet den anskueliggjør en abstrakt Sanhed. Men Eventyret er en poetisk Leg af Indbildningskraften, der rigtignok som oftest udtaler en sædelig Idé, men som dog ligesaa ofte er et vilkaarligt Spil. Naar Eventyret sysselsætter Fantasien og saaledes tiltaler, er det godt, og Eventyr, som have udviklet sig i Folket, gjøre altid dette. De ere selvstændige Væsener i al sin Luftighed. De tumle sig ligesom Barnet, der ikke vil andet end leve. Naar Livet faar Hensigter, ophører det at være sandt og poetisk. Da bliver det en Tjener, istedetfor at det skal være Herre.
De, som ville have Hensigter og Moraløiemed ind i Eventyret, vil kunne finde disse i Juletræet for iaar, især i «Tuftefolket paa Sandflæsen». Men disse Øiemed ere, til Eventyrets poetiske Berømmelse, ikke fremspringende. De ligge der som Frøhuset i sin Bælg. Eventyret er fortrinligt, og man kunde skrive en hel Afhandling over det.
Det er dog mærkeligt, at et enkelt Menneske, end ikke det største Geni, er istand til at give sine Digtninger den Fylde og naive Umiddelbarhed, som Folkeaanden. Stev og Eventyr have ingen Forfatter. De ere ligesom skudte op af Jordbunden og ere derfor ligesom Naturen selv uudgrundelige og uudtømmelige.
Man har ikke fundet disse Juletræer passende og svarende til Hensigten. Mærkværdig nok! — Hvad kan være mere passende Julelæsning end Eventyr? — Romaner og Fortællinger i det nøgne Bogsprog er passende Hverdagskost. Disse hærder med Arbeide og ægger til Bitterhed ved deres aandsfortærende og filistrøse Indhold. Jeg har i denne Jul ikke læst stort Andet end Eventyr, og jeg har fundet mig fortrinlig vel ved det. Nu begynder Livets Prosa — og jeg maa læse andre Ting, f. Ex. Politik og Formaningstaler.
Sluttelig maa jeg af Hjertet ønske, at vor elskværdige Eventyrfortæller maa have flere Eventyr ufortalte. Vel er Folkepoesien rig, men den kan dog blive udtømt.

Nr. 13/1852; fredag 16.01.

[Østgaards Fjeldbygd]

Korrespondance
Christiania, den 14de Januar
En Fjeldbygd i Østerdalen er baade mundtlig og paa Prent rost saa meget, at det er næsten bagefter at tale om den. Mærkeligt er det imidlertid, at man ikke mere grundigt er gaaen ind paa Bogen. Et saa berømmeligt Verk fortjener ikke blot Ros af Anmelderne; det kan ogsaa fordre Grundighed, især naar det gaar i en saa original Retning som en Fjeldbygd i Østerdalen.
Da Bogen forekommer mig at være eiendommelig, vil jeg ogsaa være eiendommelig, d.v.s., jeg vil fortælle nogle af de Tanker, som Læsningen af den fremkaldte hos mig. Men dette er jo ingen objektiv Kritik vil man sige; men saa er den til Gjengjæld naturlig, svarer jeg.
Ved Læsningen af Titelbladet tænkte jeg først paa Forfatteren. Lykkelige Mand, tænkte jeg, du er ubekjendt for den kritiske Mangfoldighed. Du kan vente en retfærdig Dom, da du formodentlig hverken har Venner eller Fiender blandt disse Vægtere paa Literaturens Mure. Du bliver mystisk ved denne modne Optræden. Man vil udmale Dig for Fantasien med tiltrækkende Farver. Du vil gjøre Lykke.
Og Du har gjort Lykke.
Jeg foresatte mig dernæst at følge min gamle Regel, læse et godt Stykke og se, om det ikke kjedede mig. Det kjedede mig ikke; thi sagde jeg: det er godt!
Hidindtil havde jeg kun været en Læser som enhver Forfatter maa ønske sig: Jeg kritiserede ubevidst og nød. Det er en respektabel Kritik, denne ubevidste: den befølges av Saamange — og den er træffende. Naar en vid Læsekreds har kritiseret paa den Maade, og en énstemmig gunstig Dom er fremkommen, saa er Sandheden funden. «Menneskehedens Geni» har da afgivet sit Votum.
Etter denne min almindelige Kritik over det Læste, spurgte jeg mig selv: Hvad er det da, som Du finder godt? Hvorfor behagede det Læste Dig? — og nu var jeg inde paa Vildfarelsens Korsveie, idet jeg vilde undersøge den sjelelige Grund til det Behagelige og efterspore de saakaldte æsthetiske Love, som Mange ere sangvinske nok til at tro fundne.
Det er besynderligt, tænkte jeg videre, at en Mand skal kunne tiltale, som tager med sig Alt indtil Stør og Stager. Det kan dog vel ikke være fordi han er Departementsmand, saa at Fuldstændighed er blevet til en anden Natur hos ham. En Mand udenfor Departementet kunde ikke have vovet Sligt — og havde han vovet det, saa vilde det have gaaet galt; men det maa stikke Noget under som ligner Historien om Columbus’s Æg. I det Usædvanlige og Dristige ligger det Fortrinlige.
Forresten turde det nok hende, at Nyheden er den egentlige Grund i inderlig Forbindelse med Bondens naturlige Liv, der bliver poetisk og alene poetisk ved at fremstilles som det er. Den omstændelige Fremstilling bliver naiv og fængsler os, der ere vante ved hule Reflexioner.
Her er Grunden til det Behagelige i den omstændelige Fremstilling. Sproget er godt, tænkte jeg videre. Det røber ikke stilistisk Bøielighed, men er dog naturligt. Det er det fortræffelige Sprog, som Asbjørnsenk367 har bidraget saa meget til at udvikle. Forfatteren maa have studeret Asbjørnsen med Forstand, — selv været paa Landet og hørt — og faaet et lykkeligt Sprogtalent til Faddergave.
Opfatningen er sand. Jeg har selv været paa Landet og kjender mange Figurer igjen. Jeg har ofte seet «Tul-Ivar» og Ragnhild og hendes aristokratiske Fader og Forfatterens Tante og Klokkeren og «Veltbarbru» og alle disse Mennesker. Det er altid et godt Mærke, naar Læseren gjenkjender Personerne.
Det er dog rart, hvor ligt Livet paa Landet er sig overalt. En Thelebonde kan med en liden Forandring i Klædeskuren være Østerdøl — og en «Haringje» Sirdøl osv. Forskjellen er saa umærkelig, at den for Digteren iallefald vil forsvinde.
Og Sproget da! — Det er som hugget af ét Stykke. Det er det nok ogsaa. Afslibningen er rigtignok lidt forskjellig, men Ordforbindelsen — denne Sprogets Sjæl, den er da saa lig som Nogenting.
«Haven hjemme» maa have været herlig. Man læser i Linierne rigtignok, at den har været nøgen, men mellem Linierne, at den har været bevoxet og beplantet, inddelt i smukke Beder og havt alle gode Ting. Haven er fortrinlig, den er Bogens Glandspunkt.
Ei, Ei! Nu kommer Forfatteren med et af disse fatale Romantilfælde. Men det var godt: han husker paa sig og gjør Nar af sig; dog var det Hele ikke saa ganske bra.
Her er han noget kjedelig i Brylluppet — og hans Kagebagning kunde gjerne været borte. Han er en Smule tilbøielig til at tage Alt med, og det Hele mangler Organisme. Det er forsaavidt ikke Livet i et Portræt. Men lad gaa! Det kjeder dog i sin Helhed ikke — og er derfor godt.

Nr. 15/1852; søndag 18.01.

[Ei politisk omvending]

Korrespondance
Christiania, den 16de Januar
Det er ofte vanskeligt for os at begribe Reaktionens milelange Skridt i disse sidste 2 à 3 Aar. Ofte sige vi, at den snart maa være kommen saalangt tilbage, som det er muligt at komme; — og det kan nok hende, at den ikke har nogen lang Strækning tilbage endda. Vi tro selv at gaa fremad eller i alle Fald at staa stille; men tilbage gaa vi nok: Luften ligesom driver os tilbage. Benene ville ligesom ikke bære os fremad, — kort, det Hele er imod en Fremgang i den almindelige Betydning — og ligesom vi i Udlandet se hele Nationer gaa tilbage, saaledes se vi her de enkelte Mennesker «hopa sig.»*)
Jeg har i disse Dage seet en saadan Tilbageskridtets Mand — og hans Historie vil jeg fremstille under Overskriften:
En Akersoknings Omvendelse
Denne Mand, hvis Liv i de sidste 3—4 Aar jeg agter at skildre, er en virkelig Akersokning. Nærmere at bestemme hans Stand og Stilling har jeg ikke Lov til — og det kan ogsaa være det samme; Navnet gjør Intet til Sagen. Vi kunne lære Ligemeget af hans Liv og Skjæbne, om Du, Læser ikke véd, hvad han hedder — naar bare jeg ved det.
Som sagt. Manden var en Akersokning, da jeg lærte ham at kjende i 1848, og han er det endnu. Manden var født af Statsborgeren, opdragen af Morgenbladet og Granskeren, der toge den Forældreløse til sig og oplærte ham i Tugt og gode Sæder. Det var et forunderligt Sprog, denne Mand førte. Naar han talte om Politik, som var hans sædvanlige Gjenstand for Samtale, hørte man ikke Andet end «Gunstsystem,» «Byrokrati,» «Aristokrati,» «Embedsvælde,» — «Grundlovens Aand,» «folkelig Bevidsthed,» «folkelige Institutioner,» «Reformer i Lovgivningen,» «forbedret Retspleie,» — «skandinavisk Vrøvl,» «fanatisk Regjeringsmand» o.s.v., o.s.v. Alt dette rørte han om hinanden med en mageløs Færdighed, ligesom naar En sidder og koger Sæbe. Retsom det var, sprang han fra det Ene til det Andet uden mindste Sammenhæng. Der laa noget vist Genialt i denne behændige Klatren paa en Tankestige, hvor mange Trin vare udfaldne. Jeg traf ham netop paa den Tid Storthinget skulde bevilge Penge til den danske Krig. Han sad omgiven af en Mængde Tilhørere og slog med sine vældige Næver i Bordet, krøllede et Morgenblad paa sine Knær som en Cigar og svor og bandte, at Ulykke og Forbandelse vilde komme over os og vore Efterkommere, dersom Storthinget gik længere end hvad der skrevet stod i Morgenbladet. Christiania, sagde han endvidere, var Landets Ulykke. Det havde holdt Taler, indvirket paa Storthinget og pebet udenfor Landets «største Mand.»
Det var en ægte Politiker, tænkte jeg. Af slige har Morgenbladet og Granskeren opdraget Mange. Vil disse Blade kunne fremstille sig for Historiens Domstol og sige med Glæde: «Se her er jeg og de Smaa, Du har givet mig?»
Udover Sommeren gik han i samme Kogning, indtil han i Juletiden ganske og aldeles kogte over. Han uddelte Billetter og Piber — sagde man — til den politiske Komedie i 49. Han gjorde en Spektakel med sine Folk, saa jeg hørte det fra Theatret og ind paa mit Værelse. Jeg havde lagt mig, men sprang op, da jeg troede der var Ild løs. Men da jeg fra mit Vindu saa de sorte Klaser udenfor Theatret, skjønte jeg, hvad der var paa Færde.
Fra den Tid syntes han at sakne. Selv i den demokratiske Forening var han mindre vild end Nogen skulde formode — og da den sov hen, gik han taus og lidende.
Da Harro-Harringk368 blev vist ud, syntes han ligesom at vogne op igjen — og under de derpaa følgende demokratiske Storthingsvalg kom han sig mere og mere. Imidlertid var der dog en Adstadighed ved ham, der vidnede om en mærkelig Gemytsforandring.
En Dag, da Arbeiderbladet havde sagt, at Regjeringen alene have 11 — elleve — Mænd paa sin Side, træffer jeg ham: «Nu! . . . .» . . . «Aa det har ikke Noget at betyde,» svarede han. «Vi ere saa vante ved Sligt, at vi ikke længere lide paa det. Regjeringen faar Storthinget til at gjøre hvad den vil. Jeg kjender ikke Uelandk369 og Stabellk370 igjen. Aa ja! det kan nok hende, at vi have været en Smule urimelige før.»
Da Jernbanen var bevilget, træffer jeg ham ved Spisebordet; der sidder han og hugger omkring sig med Kniven. Han var bleven varm af en statsøkonomisk Prædiken imod Jernbanen og Morgenbladet, som havde anbefalet den.
Da Arbeiderurolighederne stode paa, var han en Ordenens Mand. Den ene Gale havde kureret den Anden. Jeg tænkte øieblikkelig paa et Slagsmaal imellem to Vanvittige. De brødes længe; men da den Ene trak Kniven udaf Sliren, slipper den, som før havde været mere gal, rømmer og siger: «Nei, Gud bevare mig! — Han er da rent gal han!»
Saaledes handlede en Akersokning — og saaledes handlede hans Opdrager, Morgenbladet.
I Høst spurgte jeg ham, hvad han syntes om Thranesk371 og Abildgaardsk372 Arrestation. «Aa», svarede han, «jeg véd ikke, hvad jeg skal sige!»
Igaar traf jeg ham igjen og vi talte om den franske Statsstreg. Han talte med Ligegyldighed og Sløvhed om det Forefaldne og syntes ikke at kjere sig hverken om Napoleonk373 eller Republiken. Jeg mindede ham om vor Rus ved Februarrevolutionen, men han rystede paa Hovedet og sagde ligesom: Lad det Gale være glemt!
Er ikke dette en Omvendelse, der vil kunne benyttes af politiske Prædikanter, ligesom de theologiske anføre Træk af Helgenernes Historie. Her var rigtignok intet Mirakel skeet, undtagen man vil gjøre til Mirakel en blind og fantastisk Politikers Omvendelse.
Har Du, kjære Læser, i disse sidste Aar ikke seet Nogen, der ligner min Akersokning? Jeg har seet Mange, vel ikke saa paafaldende i sin Omvendelse, men dog have de gjennemgaaet den samme Skole som han. Denne Erfaring har gjort mig mistænkelig, og ladet mig ane, at det maa være en aandelig Sygdom, der skriver sig fra et Smittestof, som ligger i Luften.
*) Gaa baglænds.

Nr. 27/1852; søndag 01.02.

[Teatret på Klingenberg]

Korrespondance
Christiania, den, 30te Jan.
Klingenbergs Theater er et Navn, som paa dette nye Aar er opkommet. Salen var før en Koncertsal, et Ride- og Dandsehus og forresten Alt, hvad Leiligheden krævede. Det er en stor Sal, og den er med faa Omstændigheder gjort til et Theater, der sér noksaa venligt ud. Scenen tager sig godt ud, og Dekorationerne ere overmaade vakkre. Theatret har rummet over 1100 og har saaledes, trods den lave Entré — 12 ß., og i den senere Tid 1 Mark paa første Plads — afkastet en ret vakker Indtægt. Anledningen til et sligt Folketheater gik først ud fra Thrane,k374 der allerede for over et Aar siden lod sig forlyde med, at han vilde virke for et Folketheater, idet han traadte tilbage fra Redaktionen af Arbeiderbladet og ligesom trak sig tilbage fra sin agiterende Stilling. Maa derfor dette Theater trives og vinde heldig Fremgang, vil man ikke kunne nægte Thrane og hans Arbeiderbevægelse Æren for dets Fremkomst. Skuespillerpersonalet ved Klingenbergs Theater skal imidlertid ikke være af den nuværende Arbeiderforening, men Fremstødet er alligevel udgaaet fra Thrane.
Skuespillerne ere vakkre unge Mennesker og de spille, som man overalt udtrykker sig, «over Forventning godt.» Det er ganske mærkeligt, at Mennesker i deres Livsstilling i saa kort Tid kan have tilegnet sig en saadan Brugbarhed. Enkelte af dem synes at røbe Anlæg, der kunne blive til noget ret Fortrinligt; men de arbeide under ugunstige Omstændigheder; de maa hjælpe sig selv, og det skal en lykkelig Forening af tilstødende Omstændigheder til at bringe Noget ud, naar man maa gjøre det. Publikum understøtter dem vistnok derved, at det gaar hen for at se, men paa samme Tid afskrækker det ogsaa, idet Mange tydelig lægge for Dagen, at de betragte det Hele som Narreverk. Det var saaledes Nogle, eller maaske ikke mere end En, der klaskede med Munden, for at efterherme et Kys, som en Skuespillerinde i sin Rolle maatte give. Det vakte Støi og Lystighed, og den stakkels Skuespillerinde skulde ikke blive opmuntret til at spille Mere, naar hun blev begegnet med slig Raahed. Hun gjorde ikke sine Sager godt, det er vist; men man kunde ikke vente det bedre, og den, som ikke var fornøiet dermed, kunde have gaaet ud og ikke kommet igjen. Nogen virkelig Kunstpræstation var ikke lovet for de faa Skillinger. Det er de «dannede» unge Herrer, som paa den Maade opmuntre og lægge sin æstetiske Dannelse for Dagen. De skrige og raabe «da capo» og gjøre saaledes Alt, for at faa det Hele til Kommers. Det er ikke Alle, som bære sig saaledes ad; langt ifra! — Jeg har seet Mange, som stagge paa slige Herrer og lægge for Dagen, at de finde det i sin Helhed godt og noget endnu mere lovende. De finde det Hele at være en Haandsrækning til Bestræbelserne for en national Scene, ligesom de ogsaa tro, at de ville øve en velgjørende Indflydelse paa Christiania Theater. Jeg har ogsaa talt med danske Skuespillere, der mene det Samme og finde, at man bør yde Foretagendet Understøttelse, naar man kan.
Hvad dette Theater nærmest mangler, er passende Stykker og Instruktør. Musik mangler det naturligvis ogsaa. Musiken har været ulidelig.
Dette Theater bør ikke indtil videre spille andre Stykker end de, som bevæge sig i en lavere Sphære. Nationale Karakterer og Almuen, drøie Vittigheder og Optrin, som kan vække Latter, se det hører hjemme paa Klingenberg-Theater. Stykker af en mere ophøiet Aand vilde det være smagløst at lade gaa, ikke blot for et saadant Publikum i Almindelighed, men i Særdeleshed, fordi Skuespillere ville vanhellige den. Det Ophøiede og Ædle taaler ikke at blive fremstillet af Børn og Begyndere. End ikke Karakteren af de saakaldte dannede Klasser taaler at blive fremstillede der. Skuespillerne kan ikke det Sprog, og det Hele bliver travesteret paa en begrædelig Maade.
«Til Sæters» gik meget godt. Man kjendte Karaktererne som sande og Stykket forekom mig mange Gange bedre her, end paa Christiania Theater. Selve Studenterne bleve spillede ganske godt, naar undtages enkelte Anstødeligheder i Udtalen. Det var vel nogle saadanne Daaser, Forfatteren havde tænkt sig; de bleve hverken til det Bedre eller til det Værre idealiserede, men fremstillede gjenkjendelige og passende til Situationen.
Det skulde være glædeligt i mange Henseender, om Nogen kunde oversætte eller skrive passende Stykker for Klingenbergs Theater; ligesom Theatret er en Skole for Skuespillerne, saaledes vilde det ogsaa være en Skole for de unge Forfattere; naar de kunde være livsfriske og vittige, saa vilde man paa Klingenberg ikke regne det saa nøie med dramatisk Ubehjælpelighed.
Man skal ikke overvurdere Skuespillets Gavnlighed, for at indse, at et sligt Folketheater vilde virke forædlende og opvækkende. Den store Masse, som kommer der, har desværre ikke mange forædlende Midler til sin Raadighed; disse Mange maa begive sig til Steder for at søge Adspredelse, der nedbryde det Gode, som de maatte bære med sig did. Karakterer af deres egen Erfarings Kreds vil endog kunne virke moralsk forbedrende og afholde mangen En fra at kaste sig bort. Man har vistnok villet afdisputere Theatrene nogen moralsk Indflydelse; men man trækker visseligen en Grændselinie mellem det Moralske og det Dannende, som ikke er til naar man gjør det. Dersom man kommer til Bevidsthed om det, som er latterligt, og det, som er passende, om det, som er anstændigt, og det, som er uanstændigt, om det, som er høfligt og uhøfligt, naar Skjønhedssandsen udvikles og Følelsen for det Stødende skjærpes, saa er man væsentligt forbedret til at blive moralsk god, om man forresten vil sætte det Moralske i Andet end en klar Bevidsthed om sine Pligter som Menneske og Borger.
Under enhver Omstændighed bør man være velvilligt stemt mod dette nye Foretagende; det er ingen Drivhusplante; men den er ligesom med Nødvendighed skudt op af Jordbunden. Frøet laa der. Visner Planten, saa kan ikke Jordbunden forsyne den med Safter nok, og det er derfor naturligt at den visner, — al den Stund man ikke rykker af den Blade og berører den ublidt. Man behøver ikke at spørge sig selv: «hvortil skal den tjene? — og er den nødvendig eller naturlig?» — Man skal simpelt væk lade den staa, saalænge man ikke tror sig opfordret til at gjøre Mere. Det kan man forlange af rimelige Mennesker, og de rimelige Mennesker gjøre det da ogsaa uden noget Forlangende.

Nr. 31/1852; fredag 06.02.

[Frå marknaden]

Korrespondance
Christiania, den 4de Februar.
Det er idag anden Markedsdag, og Føret er godt. Dette er mærkeligt. Christiania-Marked og Søle har nemlig i de sidste Aar været to ensbetydende Ting. Trods dette gode Føre synes dog Folkemængden at være mindre i Aar end sædvanligt, og det maa vel komme deraf, at Folk ere blevne kjede af at reise ind til Marked, naar de ikke absolut have Forretninger. Fornøielserne ere ikke store, naar Lokalerne ere saa overfyldte. Man er saaledes midt i alle disse Fornøielser ingenlunde fristet til at deltage i dem. Her er mange Fornøielser: Skovpavillionen ved Hestetorvet aabner sig for Tilskueren, der for moderat Betaling kan se Kostumer og høre Deklamationsnummere. Uskyldigheden har i Skikkelse af en gammel skyldig Kvinde deklameret rørende.
Paa Klingenberg spilles Komedie, og det gaar ganske bra. I Christiania Theater spilles hver Aften, og Huset er fuldt for kjedelige Stykker. Efter endt Komedie giver Orchestret Koncert i Frimurerlogen, og man maa saaledes lade vore Kunstnere, at de smede, medens Jernet er varmt.
N. C. Tønsbergk375 har aabnet et Galleri af udmærkede Malerier og Lithografier. Det er gjort til Bedste for Studentersamfundets Byggefond, og Hr. Tønsberg har ved dette Arrangement vist en Velvillie og Ufortrødenhed, som fortjener Paaskjønnelse. Han eier selv en rig Malerisamling, formodentlig den rigeste, nogen Privatmand har heroppe, og mange Malerier har han faaet fra Andre. Han har valgt med Smag, og Publikum faar Lige for sine Penge.
Det Bedste i hele Marked er udentvivl Industriudstillingen ude paa Enerhougen. Det herlige Lokale, Foreningen har faaet sig, er opmuntrende at træde ind i. Salen, der skal kunne rumme indtil 1800 Personer, har et Galleri, og i den ene Ende Staar Kathedret. Over det hænger Grundloven i en Ramme, omslynget med frisk Granbar. Paa begge Sider længere nede hænge Portræterne af Deres Majestæter Kongen og Dronningen, og i den modsatte Ende af Salen ligeoverfor, lyser et Transparent, hvori man læser et vakkert Vers til Samfundsaanden og en Indbydelse til velsindede Medborgere om at slutte sig til Foreningen. Man holder til bestemte Tider Populære Foredrag og religiøse Opmuntringstaler fra dette Katheder i denne Sal, og en Sanglærer instruerer Selskabets Sangforening. Det Hele er saaledes et Foretagende, som fortjener Efterligning, da man arbeider paa at forædle og hjælpe. Det har ikke denne ulykkelige politiske Karaktér, som i slige Foreninger altid maa ende med Bedrøvelse. Man har endogsaa gjort et Sammenskud og nok allerede begyndt at gjøre Indkjøb i det Store, for igjen at lade Indskyderne afhente bestemte Portioner af Madvarer. Østhagenk376 har i denne Henseende lovet at bistaa Foreningen, ligesom ogsaa Foreningens Stifter, Pastor Halling,k377 vil gjøre alt Sit, for at Arbeiderne skulle faa kjøbt til rimelige Priser sine væsentlige Livsfornødenheder. Dette er et Foretagende, som man maa ønske alt Held og Fremgang, og det vil praktisk vise, at et overdrevent Antal af Handelsmænd fører, som enhver Overdrivelse, til sin egen Modsætning. Foreninger ville maaske i Fremtiden træde istedetfor mægtige Handelshuse, da det ikke nu som før er saa let at blive formuende for en enkelt Mand.
Men jeg kommer bort fra min Industriudstilling ved at tale om den hele Indretning. Jeg kunde ikke modstaa Fristelsen at fremstille det hele i kort Omrids. Jeg liker nemlig saa godt denne hele Indretning og dette Hus, at jeg maa omtale den og rose dem, som arbeide for den.
Industriudstillingen var vistnok ikke glimrende, men den var national; det var hjemmegjort Altsammen. De forskjellige Haandverkere af Foreningen havde sendt Prøver af sine Arbeider derop, og Kvinder af Foreningen lode se Arbeider af sin Husflid. Entreen var efter Behag; men Udstillingen var neppe saa besøgt, som den fortjente at være, hvortil den afsides Beliggenhed væsentlig bidrog.
Nu i Marked begynder man at se Bennetsk378 Droscher og Hyrekudsk. Det er en Spekulant den Bennet, — og han er da ogsaa Engelskmand. Det vilde være bekvemt, om hans Foretagende maatte bære sig; men det synes ikke rimeligt; i alle Fald har man før ikke fundet sin Regning ved et saadant Foretagende, — og Christiania er vel for liden. Det er ulykkeligt med dette Christiania; det er baade for stort og for lidet. Det er en ægte Dilettant, — en Tusindkunstner og en middelmaadig Literat, en prosaisk Digter og en Student, der aldrig faar Examen. Skal Nogen faa Skik paa Byen, saa maa det være Udlændinge, og maaske Bennet turde give den sine Hyrekudske paa sit Parisisk og Londonsk; — bare man vidste at bruge det paa Parisisk og Londonsk. Dersom man ikke turde haabe, at de franske Romanforfattere kunde oplære 0s i dette, som i saa meget andet Godt, saa vil det gaa med Brugen af Hyrevognene, som med Brugen af Barter, Glacehandsker, Seglas osv. Man har Løver og Løvinder, der alene besidde én Fuldkommenhed, den, at man kan lé ad dem.
Kiesewetter’sk379 Musæum staar fremdeles aabent. Den, som interesserer sig for det, kan læse Christianiapostens Kjælderetage. Det er beskrevet med Lyrik og gjort saa romantisk, som Nogen kan ønske. Det maa være en Digter,*) som har skrevet det, idet Troen paa det Virkelige bliver noget svag under Læsningen.
Det er dog en deilig Ting at have Marked: man føler sig fritagen for at arbeide og faar Tilladelse til at lade Penge gaa i Vasken, det vil sige dersom man har nogen. Det er en Sabbat og man kan sætte sig ind i Dagdriverens Tankegang, uden at føle hans Selvbebreidelse, naar Dagen er bortslentret. Det er en egen Aandshvile at stirre ligegyldigt henover de ranglende Folkemasser. Den, som er hengiven til Spekulationer og mørke Betragtninger, skulde reise Landet rundt fra Marked til Marked, han vilde sikkerlig blive kureret; men den, som vilde handle, burde neppe staa i «Sjappe» paa Markedspladsen.
Her er mange skjønne Ting at se, vakre Damer og smukke Heste, prægtige varme Frakker og koselige Vogne. Christiania er en respektabel By i Markedstiden. Her burde bestandig være Marked, sagde en Liregut oppe paa Hestetorvet igaar.
*) Digter betyder nemlig hos Holbergk380 En, som prægtigt forstaar at lyve.

Nr. 39/1852; søndag 15.02.

[Avispolemikk; vaudeville på Klingenberg; tragedie på Christinia Theater]

Korrespondance
Christiania, den 13de Februar.
Lad nu Nogen komme og sige, at Christiania-Posten ikke er liberal og en Frihedsmand i Ordets ædleste Betydning! — Han har nemlig nu i en Artikel paa 4 Spalter draget til Felts mod Prof. Holstk381 og forfegtet og bekjempet Hemmelighedssystemet, som Holst holder paa. Han har med et psykologisk Blik, man ikke skulde tiltroet ham, stirret frem af Sjelen den ene Grund efter den anden, som godtgjør, at det er en taabelig Gjerning at lægge Skjul paa nogen Ting. Det er jo den ægte Frihedens og Offentlighedens Aand, som alle fornuftige Mænd hylde. Det er næsten en republikansk Aand. I Monarkierne raader, som bekjendt, gjerne Hemmelighedssystemet, ja man har endogsaa hemmelige Udgiftsposter paa Budgetterne. Man ser her at Christiania-Posten er en Normand, der endogsaa i Sverige vilde spille en daarlig Figur. Nu kommer det rigtignok an paa, om det er udenfor «Barselfeberen», at Posten vil være saa aaben og ligefrem.
Stakkels Post! Han har Ret til at beklage sig over, at Holst er optraadt mod ham med en Fordømmelsesdom i det medecinske Selskab, og at denne Dom er aftrykt i «Magazinet for Lægevidenskaben»k382, hvor «vi — Posten — ikke have Adgang til at retfærdiggjøre os eller komme til Orde.» Det er dog virkelig ikke meget at frygte for en Anklage af den Natur, hvor den skal til skjønsomme Mennesker; værre er det, naar man, som jeg, ofte er bleven angreben i Christiania-Posten og har maattet forsvare sig i et Provindsblad. Jeg fik rigtignok ind efter 7 Sorger et Forsvar i Posten; men jeg var nødt til at skrive det saa usaltet, at det formodentlig ikke smagte et Gran af det. Jeg ønsker derfor Posten til Lykke med den uretfærdige Behandling, som er ham vederfaren, idet jeg haaber, at han vil lære Noget af den.
Jeg har i Vinter mødt mange store deilige Mastetræer, som skulde op til Akerskirke. Det var bestemt endnu flere Mastetræer, end Penne, der skrev mod Nedbrydningen af Kirken. Ved hver Mast tænkte jeg: «Se den er dog noget Andet end en Pen, og Akerssokningerne gjendrive stærkt og grundigt de spinkle Forfattere. Forfatterne maatte føle sig ydmygede, naar de mødte Mesteren. Jeg kjender i alle Fald én, som gjorde det. Verden er dog praktisk, og det er en skjøn Ting at have Magten.
Det ser forresten lidt lysere ud for Skribenterne nu efter Mødet ude i Asylgaarden paa Grønland i Tirsdags. Efter 3 Timers Debat blev Kirkesagen henvist til en Kommitté, der havde at tage den under Overveielse og Drøft, om man skulde nedrive Kirken eller reparere den. Det var karakteristisk, at det var Bønder, som vilde faa dette Resultat frem, medens lærde (?) Mænd nok vilde at Gjort skulde være Gjort. Det viste sig altsaa ogsaa her, at Bønder dog ere Folk, man kan komme ud med, naar Halvdannelsen ikke leder dem.
En original Vaudeville er gaaen over Bredderne paa Klingenberg. Den hedder «Æren tabt og vunden» —og er meget lokal. Nogle bekjendte Personer ere trukne ind i Stykket, — og det pirrer altid. Men man har gaaet for vidt, idet den ene, en gift Mand, fremstilles gjørende Kur til en Pige, som stryger Vask.
Hvorvidt det er Konens Kjoler eller ei, skal jeg ikke kunne afgjøre. Se, dette er utilladeligt. Det egentlige Umoralske tør ikke drages frem paa Scenen. Man synder baade mod Kunsten og vedkommende Personlighed, der her kommer for sit urette Værnething. Hvad der vedkommer det Moralske bør være helligt.
En anden Uhyggelighed ved Stykket var den, at en svensk er den slette Person. Dette er baade uhøfligt, uklogt og uretfærdigt mod den svenske Nation, der vist er ligesaagod som den norske. I alle Fald bør vi sige dette. At den svenske Presse i Sukkerspørgsmaalet er kjøbt, kan gjerne være; men det er i saa Fald gjort blot af enkelte Mænd, — og et saadant Folketheater er ingenlunde det Sted, hvor Sligt skal angribes.
Stykket er ellers ikke blottet for gode Sider. Der er en vis Forstandighed i Anlægget, ganske flydende Vers og heldige Melodier, naar de bare bleve sjungne rigtigt! Dialogen er ret flydende og ingenlunde blottet for Kvikhed. Blev Stykket godt spillet, vilde det være bra og det vilde love Noget.
Theaterdirektionen skal have anmodet Politiet, om at lukke Klingenbergs Theater, fordi det tager bort noget Publikum. Dette klinger utroligt, da Christiania Theater umuligt kan have noget Privilegium tvertimod Grundlovens § 101 f. Ex.
Igaar Aftes gav Speratik383 anden Gang sin Koncert. Det var deilig Musik og Frøken Blomk384 og «Sangeren» Lassenk385 sang meget tiltalende. Huset var ellers daarligt, og Sperati tabte igaar Aftes sikkerlig flere Penge end forrige Gang. Det er bedrøveligt, at slige Koncerter ikke kan gives uden Tab. Følgen bliver blandt andre den, at ingen egentlig Musikus kan sutinere her i Christiania, — og det er ikke vel. Her er ikke mere end omtrent 100, der gaa paa slige Koncerter som fast Publikum, sagde en Mand, der nøie kjender Forholdene, til mig igaar Aftes. Han beklagede sig endvidere over, at Sperati skulde reise. Han har nemlig faaet Tilbud om et indbringende Engagement nede i Kjøbenhavn.
Jeg kommer netop fra Theatret og kan ikke bare mig for at gribe Pennen igjen. Jeg maatte i Theatret i Aften, for at se Ernani af Victor Hugo.k386 Jeg kjendte Hugo, og troede ikke, at nogen Oversætter kunde ødelægge ham, saa at man efter Christianiaposten blev nødt til at tænke paa «Kjærlighed uden Strømper» ved at se Ernani, især da Skylden ikke faldt paa Skuespillerne. Jeg gik altsaa i Theatret og tog Parodien med mig, som jeg havde faaet laant af Christianiaposten. Jeg havde den ved Haanden men fik intet Brug for den. Stykket er bestemt godt oversat, saa godt maaske, som Hugo lader sig oversætte, og det blev godt udført.
Karaktererne ligger ellers over alle vore Kræfter. Det skal ligesaa store Genier til at spille disse Karakterer, som til at tegne dem. Stykket er mærkværdigt. Jeg begriber ikke de Mænd, som under det kan faa Brug for Parodien. Men det kan da ogsaa være det Samme: disse gode Herrer begribe sandsynligvis ligesaa lidt mig, og vi sidde saaledes Alle paa Forundringsstolen og stirre paa hverandre. Se, det er det ægte Publikum, der nyder den høieste Grad af Frihed!
Jeg tænker paa Postens Theaterkritikus, som lod forstaa, at vi Nordmænd i «Kjærlighed uden Strømper» engang for alle havde faaet Afsmag for høie Hæle. Ganske rigtigt! Vi have Afsmag for Aandløsheden, naar den gaar paa høie Hæler, men paa Geniet bider ikke «Kjærlighed uden Strømper.» Man faar intet Brug for Parodien, Jeg tænkte paa «Kjærlighed uden Strømper» og paa Wesselk387 og de bleve mig utaalelig smaa; men Wessel havde aldrig skrevet «Kjærlighed uden Strømper» for at parodiere Ernani. Dertil var han altfor meget Digter. Han vilde have følt Beundring over disse glimrende Modsætninger og disse overraskende Vendinger; han vilde have bøiet sig i Ydmyghed for den Aand, som kunde lade slige Genilyn blinke i alle Retninger; — han vilde have følt Agtelse for den anatomerende Psykologn37, som med sikker Haand kunde opsøge alle disse sjelelige Nerver og paavise deres harmoniske Forbindelse; — med et Ord: han vilde være glad over den poetiske Nydelse — og ikke skrevet «Kjærlighed uden Strømper.» Selv der, hvor han ikke kunde skjønne Digteren, vilde han været skjønsom nok til ikke at maale en Nordbo med en glødende Spaniol. Solen er hedere dernede og Blodet ruller mere glødende. Han vilde have ønsket sig dette Blod, der bærer Sandhed til Hjertet i selve Vildfarelsen. Det vilde Wessel have gjort, det slaar aldrig feil. Christianiapostens Recensent og Nogle, som lode til at pibe og Enkelte, jeg talte med, vil nok sige, at Wessel ikke vilde have gjort dette. Saa forskjellig er Smagen, — dersom denne Uenighed ikke ligger høiere end Smagen. I Aftes begreb jeg tilfulde, hvor nødvendigt det var, at Wergelandk388 blev misforstaaet af Mange, naar Hugo bliver bedømt saaledes. Men jeg begreb ogsaa, at han maatte føle en Trøst i at blive misforstaaet. Hans poetiske Aand maatte sige ham: Du hører hjemme i et andet Samfund.

Nr. 45/1852; søndag 22.02.

[Potethausten; sildefisket; arbeidarrørsla; grovt språk; pressekommentar]

Korrespondance
Christiania, den 20de Januar
Det sees, at Regjeringen har andraget paa en Resolution, der skal nedsætte Indførselstolden paa Potetes. Se, dette er en Regjeringshandling som viser, at Regjeringen har fulgt med Tiderne og foresat sig at gjøre, hvad den kan til Folks Lettelse. Det er saaledes Noget, som fortjener Paaskjønnelse, og man tør haabe, at der ikke nu som 1845 vil blive tænkt paa Rigsret for Overtrædelse af § 17 i Grundloven. Denne § er jo netop skreven for at det almene Tarv kunde blive paaseet af den Statsmagt, der stedse kan være færdig til at skride ind, medens Storthinget alene hvert 3die Aar kan fatte sine Beslutninger. At adskille skarpt mellem Regjeringens og Storthingets Beføielse til at fatte Bestemmelser om Tolden, gaar ikke an. Dette bliver som de fleste Bestemmelser om Statsmagternes Myndighed i Forhold til hinanden, en Konduitesag, der maa afgjøres efter Øieblikkets Behov; og saalænge ingen almindelig og kraftig Opinion udtaler sig mod en Handling, er ingen Overlast at befrygte i et Land, hvor Pressefriheden hersker. Som et Bevis paa, hvor smaaligt man fortolker Grundloven i dette Punkt, kan bemærkes, at man vil indrømme Regjeringen Magt til at nedsætte, men ikke til at paalægge Told. Det Ene kan under givne Omstændigheder være ligesaa heldbringende og gavnligt som det Andet, og i denne sunde Tanke er § 17 skreven.
Ifølge de indløbne Efterretninger fra Amtmændene, ser det ikke trøsteligt ud hverken med Potetes, Korn eller Hø. Tørraaddenheden hersker paa mange Steder endnu, og paa de mere høitliggenoe Steder f. Ex. i Østerdalen, Sætersdalen og Øvre Thelemarken frøs Potetesgræsset, og langs Norges Syd- og Vestkyst var Sommeren saa kold og raa, at Potetesen gav kun ringe Fold. Her paa Østlandene og i Smaalenene anrettede den langvarige Høstregn ubodelig Skade paa den udestaaende Grøde. Det er saaledes at befrygte, at vi ville tiltrænge usædvanlig megen Tilførsel af Potetes og Korn. Det vil endda være godt, om Tilførselen var at erholde, men Efterretningerne fra Udlandet ere ikke lovende. Kornpriserne have jevnligt steget, og en Kornhandler fortalte mig en af Dagene, at han gjennem et Brev fra et udenlandsk Handelshus var underrettet om, at man med temmelig Sikkerhed maatte være belavet paa høie Kornpriser til Foraaret. Dette kunde vistnok være et af disse sædvanlige Handelskneb, men man har allerede længe seet, at i Rusland, i alle Fald delvis, Kornudførsel er forbudt, og saavel der som i Preussen og Sydtydskland oplægger man store Dynger i Krigsmagasinerne, for at være belavet paa mulig Krig, og under det nu herskende Militærherredømme har man alle hæmmende Forholdsregler at vente.
De engelske Spekulanter love sig heller ingen lyse Udsigter, og de give at forstaa, at England vil tiltrænge en uhyre Korntilførsel.
Sildefisket paa Stavangerkanten lader nu til at være sluttet. Det er ikke faldet rigt iaar. Det kan man blandt andet se af de høie Priser. Silden viste sig svindt for Land og drog derpaa tilhavs igjen. Dette skal ikke være noget godt Mærke for det kommende Aar. Maatte den blot ikke udeblive fra vore Kyster igjen, saaledes som den periodisk i Fortiden har vist sig. For en Tid siden stod en Beretning at læse fra Gothenborg, hvor gamle Folk bebuder Sildens Atterkomst til den svenske Skjergaard, men Havet er saa rigt, at den nok kan velsigne baade vore og de svenske Kyster.
Det er dog besynderligt, at man ikke skal kunne bare sig for at styde til Vognen, naar den hælder. Christianiaposten har saaledes for idag optaget en Beretning fra Drammens Blad, hvori der paa en særdeles uinteressant Maade tales i sin vide Almindelighed om Arbeideragitationen og Thranesk389 Uduelighed til at lede den. Christianiaposten finder imidlertid dette forlidet og føier til Noget ogsaa om Abildgaard.k390 Herregud! Hvorfor repetere en Sag, naar man ikke kan afvinde den nogen ny og interessant Side! — Hvorfor lader man ikke Agitatorerne i Fred, naar de ere uskadelige og naar Ulykken saa tilgavns har rammet dem! — I «Den Frimodige» stod forleden en Opsats, som gav det vistnok gode Raad, at hjælpe og rette paa Sagerne og i det Hele taget efter Evne bidrage til at formilde den fiendtlige Stemning mellem Samfundsklasserne, der ikke er mindre fordi Lederne sidde arresterede og Agitationen er splittet. Man kan vistnok ikke undgaa at saare, idet man af det gamle Mangelfulde vil paavise noget Nyt og Bedre; men det maa ske i en kjærlig Hensigt. I Morgenbladet var Madame Thranek391 ude med en Artikel i Søndags. Det er dog virkelig for galt, at lade en Kvinde tumle sig paa det Felt og paa en saadan Maade. Vedkommende staa aldeles vaabenløse ligeoverfor slige Anfald; man kan ikke indlade sig i Kamp med en Kvinde.
Det er dog opbyggeligt at se, hvor anstændig Pressen er nu omstunder. Den hele lange Larm om vor Presses ynkelige Forfatning har dog hjulpet. I Chr.posten stod det saaledes forleden Dag under Referatet af Debatterne om Akers Kirke: Det er ikke godt at tage Katten i . . . . . . Hvor nydeligt, at man ikke torde skrive Ordet ud! — hvor fint, at man overlader slige Ting til Anelsen! — Hvor delikat, ikke at foregribe Indbildningskraften! — Det er pent og fortjener Paaskjønnelse. Jeg kunde ikke undlade at tænke paa en Jomfru oppe paa en Præstegaard paa Landet. Der kom en Ringe med Tyttebær ind paa Kjøkkenbordet og Jomfruen, som troede sig ene, øste i sig med begge Hænder. Dagen efter kom en gammel Mand ind i Kjøkkenet; Ringen stod endnu paa Bordet og Jomfruen pilkede nu Bær med en Knappenaal. Meget fin spørger hun Manden: «Hvorledes spiser Bønderne Bær?» — «Saaledes som Jomfruen spiste igaar,» svarede Manden tørt.
Det har næsten været ensomt i den sidste Tid, saa fredelige have Bladene været. Den Eneste, som har givet Vont ifra sig er Krydseren; men ham har Ingen svaret. Vore Kamphaner Morgenbladet og Posten have Begge været fredelige, og Nationalbladet har meget klogeligen været det samme. Idag kunde derimod Posten ikke dy sig længer; han beskyldte Morgenbladet for at leve af hans Kost, og spørger meget rigtigt, om et Oppositionsblad kan hævde sin Plads ved at aftrykke, hvad der staar i et ministerielt Blad. Se saa! Nu er da endelig Posten kommen saavidt, at han erkjender sig for hvad han er. Nu staar det tilbage, at han ligesaagodt opfatter Morgenbladet og holder sig til Vens med det; han vil vinde Meget ved at komme saavidt.

Nr. 49/1852; fredag 27.02.

[Om Krydseren og Christiania-Posten]

Korrespondance
Christiania, den 25de Januar
I Morgenbladet for i Søndags har en Forfatter bemærket, at jeg har været noget urimelig i min korte Anmeldelse af Stykket «Æren tabt og vunden.» At min Dom om Stykket muligens kan være noget skjæv, det tør jeg ikke benægte, men at jeg dømte saaledes for at «klare den ubeleilige (?] Krydserklæring fra mig, det er en Insinuation, som jeg maa afvise. Jeg tænker saamæn aldrig paa «Krydserklæggen,» naar jeg skriver, af den gode Grund, at jeg ikke føler noget til dens Stik, dette være nu enten fordi min Hud er saa tyk, at Braadden ikke stikker igjennem, eller fordi «Klæggen» ingen Braad har eller i alle Fald en sløv en; nok, jeg fornemmer aldeles intet Stik. Det er saa langt fra, at jeg generer mig for denne «Klæg,» at jeg tvertimod ser med en vis Vemod paa den, naar den anstrenger sig for at bide sig fast paa min Haand; slige Insekter have nemlig noget Rørende ved sig, da deres Tid er saa stakket; de leve ikke stort længere end Døgnfluen og der skal en Caligulas Grusomhed til for at hade dem, især naar de ikke mægte at stikke og sue.
Billedet om Klæggen var ikke ueffent anbragt af Morgenbladsforfatteren. Jeg maa imidlertid forlade det alligevel og tale ret og slet om Krydseren, siden jeg nu er kommen ind paa ham. Jeg har gjort mig til Regel ikke at svare ham, da jeg indser, at en Diskussion ikke vil blive til Noget; vi ere sandsynligvis for stolte baade jeg og Krydseren til at ville lære Noget af hinanden, især da vi vel ere saa ondskabsfulde at vi ikke ville lære hinanden noget Andet, end det som flaut var. Og for Publikums Skyld falder det mig aldrig ind at trætte med Krydseren. Jeg overlader nemlig til dem, som læse os Begge, at dømme os imellem. Jeg skal imidlertid hilse paa Krydseren hver Dag ud over med et Epigram, for at give ham Anledning til at producere sig som Epigrammist. Det er meget muligt at han er en liden kvik Fyr i det Stykke, uagtet han som Prosaist og Digter ikke lover mig stort. Men lad se! Det er uforsigtigt at dømme før Tiden. Jeg begynder altsaa idag med det Første:
Af alle Kræfter
den sorte Plet Du skyder efter,
men aldrig Du at ramme lærte.
Skyd om igjen!
Du rammer den,
kan blot Du sigte paa Dit eget Hjerte.
Konsekventsen er en Guldkalv, hvorom Mange dandse, naar de ville forskaffe sig nogen Indflydelse i Verden. Man er saaledes ikke alene konsekvent i en Politik, som man engang har sat sig i Hovedet, den være nu falsk eller sand; det gjør Intet til Sagen — men man er ogsaa konsekvent i at — elske og hade, altsaa paa det Felt, hvor Naturen ligefrem er inkonsekvent. Jeg erindrer mig saaledes en Politiker, som sagde, at man aldrig burde tale vel om sine Modstandere, men tie stille, naar der ingen Kans var til at hamre løs paa dem. Denne Skik følge vore Blade trolig. Drammens Tidende burde vistnok ogsaa følge den; men da den lader mig skrive i sine Spalter, saa gaar nok denne Konsekventse i Vasken. Nu vil jeg netop idag rose et Blad, som ingenlunde har vist sig godt imod mig, — jeg mener Christianiaposten. Det er først en Artikel mod Selskabet for Folkeoplysningen, jeg ikke kan undlade at tale vel om. Den var skreven med en Kvikhed og Lethed, som sjelden er at se. «De æ tungt Griot i den Steinen» sagde Forfatteren om Folkeoplysningen, men han glemte den Talemaade, som altid slutter sig til den anførte: De tyngste Grioti æ’kje aljamt de stærkaste. Han burde trøstende have føiet til denne Talemaade, for at vise, at Folkeoplysningen ikke er Noget, man fortvivlende maa opgive; den er tvertom et Verk, som daglig skrider fremad, og vor Nation er en lærvillig og begavet Nation. Thi vel er det saa, at mange ædle Kræfter ere udslidte i Oplysningens Tjeneste, men det er netop disse opslidte Kræfter, som er en af Betingelserne for at Oplysningen kan gaa fremad, idet vi derved have faaet en planeret Grund at bygge videre paa, ligesom vi ogsaa fra den kan hente Styrke til at arbeide for en Sag, hvortil saa mange ædle Kræfter have viet sig.
Med hele sit lyse Blik synes mig dog, at Forfatteren af hin nævnte Opsats har været altfor mistroisk mod Selskabet, fordi det «gaar med en saa vid Kappe.» Det er noget Fatalt med dette Vide og Snevre, naar det skal anvendes til at afgrændse en bestemt Virkekreds. Jeg foretrækker ubetinget det Vide, fordi det giver Konduiten Leilighed til at virke. Det Snevre derimod udelukker Konduiten og styrter Virksomheden ned i Latterlighedens Afgrund. Man tænke f. Ex. paa en Indbydelse til Subskription, som har staaet at læse i disse Dage. Det er et Blad, som skal udgives af 4 Theologer og Bladet skal være for «lutherske Kristne.» Tænk engang! — Altsaa ikke for andre Mennesker. Man tænke endvidere paa enkelte Selskaber, f. Ex. «Hatteikkeaftagelsesselskabet!» Man kan prædike mod Spil i Almindelighed, men ikke mod Polskpasn38 f. Ex., kort — man kan virke meget under en vid Kappe, men i en snever kan man ikke røre sig.
For i Mandags var ogsaa Christianiaposten god, idet den paa en ganske vakker Maade imødegik «Svenska Tidningen», — dette Kronprindsens Organ, som en Korrespondent i «Fædrelandet» har sagt —, der lægger an paa at fremstille vor Forfatning som mislig og førende til Landets Ulykke. Christianiaposten afviser slige Domme og Slutninger og dækker vore uundgaalige Misligheder med en Kjærlighedens Kaabe; den taler undskyldende og vakkert om Storthinget, Regjeringen og vore Institutioner. Den taler rigtignok ikke mere end enhver god Borger vilde tale, naar ydre Magter maatte ville angribe os; men derfor er dens Tale ikke mindre trøstelig. Den viser derved blandt Andet, at den ikke vilde slutte sig til de virkelige Fiender af vor Forfatning, og det er meget i disse Tider og af et Blad, som angives at være et Regjeringsorgan. Det viser derved, at Regjeringen er folkelig i Ordets bedste Forstand, og at en Opposition i Grunden er umulig under slige Forholde. Nationalbladet burde derfor, synes mig, udtale sig erkjendtlig mod Posten, selv om den ikke gik saavidt som Nationalbladet maatte have villet gaa. Nationalbladets Mening kan i dette Stykke godt forenes med Christianiapostens. Der er alene en Gradsforskjel tilstede. Nationalbladet burde fremdeles ikke forblande vore indre Anliggender med disse Ydre. Lad os kjevle os selv imellem; det gjør godt, naar ingen Fare er paafærde; men enige bør vi være, naar det gjælder en ydre Fiende. Lad Bevæggrundene til Postens Tilfredshed med sidste Storthing være, hvilke de ville, den er tilfreds med det, naar den vil afvise svensk Indblanding — og det er nok. Det hører til Udviklingen af vore egne Forholde at efterspore Bevæggrundene til dens Tilfredshed med Storthinget i 1851. Nationalbladet havde neppe sveget sin Sag ved at tage Tingen som antydet. Uelandk392 f. Ex. og Christianiaposten kan godt bestaa ved Siden af hinanden. De behøve ikke absolut at staa fiendtlige, men her er Konsekventsen igjen ude. ———————

Nr. 50/1852; 28.02.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Du rider paa din høie Hest
og prygler død det arme Bæst,
og det er evig Skade!
Ak! Pegasus har ædelt Blod,
han er for god
til gaa i Snavs og vade.

Nr. 52/1852; tirsdag 02.03.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Du efter Bytte streifer om, lig Ørknens Rajas.
Rend paa, rend paa!
men Halsen Du ei knække maa:
Det stakkels Folk dog trænger til en Bajas.

Nr. 53/1852; 03.03.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Den literære Stald Du rén vil gjøre.
Fortræffeligt!
Du er jo skabt til Sligt:
Man netop slige Folk sér Møg at kjøre.

Nr. 54/1852; 04.03.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Du deiser om i Landet kry:
Din Lige tror Du ei at finde.
Det Ax man dirre sér mod Sky,
Som ingen «Mad» har inde.

Nr. 55/1852; fredag 05.03.

[Johann Nestroys Talismanen]

Korrespondance
Christiania, den 3die Marts
Faarene gaa derhen, hvor de finde Føde, har en stor Mand sagt. Denne Erfaringssætning vise sin Gyldighed i alle Forholde. Prædiker en god Præst, saa bliver Kirkene for smaa, og naar han begynder at komme ud af Moden stande Stolene tomme. Derfor sagde Biskop Buggek393 til en Præst, som beklagede sig over, at Kirken var forliden: Præk blot Du, Fa’r! — Du præker snart Kirken stor nok.
Det var ikke om Præster og Kirker, jeg vilde tale. Det var om Theatret, der efter Nogles Mening har saare lidet med Kirken at bestille, — ja, endog saa lidet, at en af mine Lærere opførte Theatret paa Listen blandt Kirkens Fiender, og en Præst ytrede i Sommer sin Glæde over, at Theatervæsenet hos os endnu ikke havde naaet den Høide som i Danmark og Paris f. Ex., paa hvilket sidste Sted man siger: Damer kan gaa til Kirke, men en Mand bør gaa i Theatret.
Hvorledes det her forholder sig med det theaterbesøgende Publikums Forhold til Kirkegangen, skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved ikke, om man her som i Paris siger, at en aandrig Mand ikke kan opbygge sig andre Steder end i Theatret; siger man det ikke, sa kommer det bestemt deraf, at man ikke er saa aandrig her som i Paris: De religiøse Anskuelser ere vistnok temmelig lige i enhver Hovedstad. Man er voxen fra det Naturlige, uden at være kommen saalangt, at man har fundet det igjen.
Det kan synes noget rart at tale om slige Ting, naar man i Grunden vil tale nogle Ord om et Theaterstykke; men Tankernes Slægtskab lyder ikke bestemte Love, og den, som er kommen saavidt, at han Strengt holder sig til én Tanke, forekommer mig at ligne en Militær, der stiv som en Pinde stævner fremad uden at se til Høire eller Venstre, eller engang være saa høflig at hilse paa dem, han møder.
Til Sagen da et Øieblik! — Det har været nogle lykkelige Dage for Theatret, disse Dage. Man har havt noget Godt at byde Publikum, og det har med den elskværdigste Beredvillighed givet Theatret sine Penge. Det er dog i Grunden ikke saa galt, det Publikum! — Naar man bare udsondrer dem, som indbilde sig at have nogen Smag, saa er Resten respektabel. De Toneangivende har til alle Tider været det sletteste Publikum, fordi de i Regelen ere ligesaa fattige paa Penge, som rige paa Indbildninger og forkerte Synsmaader. — Da jeg saa «Talismanden», var jeg saa lykkelig at blive kvit nogle Fordomme mod Tydskerne. Man har nemlig sagt, at Tydskerne ikke kan skrive Komedier og være vittige. Det er ubegribeligt, dersom det ikke skulde være sagt, som jeg frygter for, af Mænd, der lignede en af vore store Theaterkritikere, som studsende udbrød, da man for to Aar siden gav Emilie Gallotik394 af Lessing:k395 «Lessing! — hvad er det for en Mand? Er han fransk? — — — Ah! Jeg prostituerer mig nok, jeg?» — — — «Det kan s’gu gjerne være.»
Ja, Tydskerne kan være vittige. I alle Fald kan Nestroy, som har skrevet Talismandenk396, være det. Det er ikke den franske Vittighed, der væsentlig bestaar i Ordspil og Naalespidser; men det er den ægte germanske Vittighed, der i sin dybe Inderlighed ofte slaar over i det Tragiske. Paa et Par Steder i Talismanden lærte jeg at forstaa Platon,k397 naar han i sin Symposion siger, at det Komiske og Tragiske umærkelig spille over i hinanden.
Jeg beklager, at jeg ikke har Leilighed til at gjennemgaa «Talismanden», saameget mere, som Talismanden ikke er Andet end en Paryk, og jeg har altid holdt af Parykker, siden jeg hos Baggesenk398 læste et Skildt, han saa i Paris udenfor en Parykmager: «Havde Absalon havt Paryk, saa var han ikke bleven hængende i Egen.» Talismanden er altsaa en Paryk, der sætter det Hoved, som bærer den, paa ligesaa mange forskjellige Lykketrin, som Parykken kan være modtagelig for Farver.
Den sorte er naturligvis den bedste. Den fremkalder ømme Følelser hos det smukke Kjøn, som Solen fremkalder Blomster. Den, som har en sort Paryk, kommer altid frem i Verden og hvad der er det Bedste: han risikerer ikke at blive hængt, førend Parykken falder af og det naturlige røde Haar slynger sig fast i Grenene paa Fordommens Træ, der ligesom Asken Ygdrasil strækker sin Hjerterod ligetil Jordens Middelpunkt. Den, som er rødhaaret, faar blot en Gaasepige, der ogsaa er rødhaaret. Den Sorthaarede er Barberer og Frisør og faar en Kvinde, der er høiere paa Straa. Barbererne ere nogle lykkelige Folk. De have Talismænd i sin Kosmetik. Jeg har seet Mange her i Christiania, som hos Barbererne hente sig en Talismand; men jeg tror, at de Fleste ikke engang faar en Gaasepige. De forblive nemlig ugifte. Nestroy vilde forbarme sig over dem, kom han herop, men han er i Wien og spiller sine vittige Stykker, og han vil vist ikke ombytte Wien med Christiania. Naar han heroppe var feteret et Aars Tid, saa vilde man vende ham Ryggen. Man taaler bedst Middelmaadigheden heroppe. Himmelen vide hvorfor. Det skulde nu vel ikke ligge i Slægtskabet.
I Talismanden var der dog en Figur, som ikke behagede. Det var en Storæder, der satte sine Retter paa Vers. Det er forunderligt, at Maden ikke vil tage sig ud i Vers. Den er for god; det er Sagen.
Vi elske Alle god Mad, og endda væmmes vi ved Ederen. Han er os det mest ufordragelige under Solen. Naar vi protesterer mod Storæderen, protesterer vi mod den Sætning, at Mennesket ret og slet er et Dyr.
Talismanden var lokaliseret. Der var et Vers om Akers Kirke; det vakte Applaus. Det er dog Synd, at vi ikke skulle kunne se os selv. Det er saa velgjørende at le ad sig selv. Vi tillade Andre at prise vore Dyder; men vi vil gjerne forbeholde os selv at le til vore Daarskaber. Vi kan nok se os selv her ogsaa; men da se vi Personligheder, ikke Latterligheden og Daarskaben i sin afklædte Skikkelse at skride over Scenen. Man giver her sin Modstander et Slag under Øret istedetfor en Vittighed. Det er saaledes Bjørne flaaes.

Nr. 56/1852; 06.03.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Med alt Dit Vand
Du drukner ei, min Mand:
Dig Drenge redde vil,
for nok engang at sé Dit Narrespil.

Krydseren (nr. 51/1852; 06.03.)

[Dikt i Krydseren, besvart av Vinje]

Til Drammenskorrespondenten.
1.
Den stakkels Drammens Tidende
vist føler og erkjender,
hvor Du kan være bidende —
med Halen mellem Tænder!
2.
Din Yngel irrer sulten om,
den efter Fader spejder —
jeg frygter stærkt Du ender som
æstetisk Kronarbejder!
3.
Hver Tankekalv Du kaster — flux
i Aanden ser Du voxe:
«I Drammen», saa Du tror, Din Lux!
«man tar den for en Oxe.»
4.
Du skjælder mig, fordi jeg Smuds
fra Literatur vil føre!
Hvor kan det gjøre Dig saa studs?
Du kommer op at kjøre!
5.
Med Tankehestepærer støt
Drammenserne Du gotter!
Du synes selv De smager sødt
som modne Bergamotter!
6.
Paa mange grønne Blade alt
Du hang for Dig at nære,
men ak de brast og ned Du faldt —
prøv nu om Gren vil bære!
Fortsættelse paa en anden Melodi.
Du driver Dine Tankegjæs —
gække, gække, gække, gæk!
Til Drammens Tidens Sumpegræs —
gække, gække, gæk!
Der boltrer de sin fede Krop,
Hodet ned og Gumpen op
og veltilfreds de snaddrer væk —
gække, gække, gæk!
Med filosofisk Froskekvæk —
kvække, kvække, kvække, kvæk!
Du fylder hver en lille Spræk —
kvække, kvække, kvæk!
De Frosker dukke op og ned,
svømmer om fra Bred til Bred;
med Gjæssene de driver Gjæk —
kvække, kvække, kvæk!
En Gedebuk med Visdomsskjæg —
mække, mække, mække, mæh!
Ved Bredden stemmer i et Bræg —
mække, mække, mæh!
Den spejlet sig i Sumpen fro,
raaber stolt og staar paa To:
Hvor finder man vel sligt et Kvæg —
mække, mække, mæh!
Den Gedebuk er vel bekjendt —
mække, mække, mække, mæh!
Det er Drammens Korrespondent —
mække, mække, mæh!
Og Gjæssene, som raaber gæk!
Froskene som raaber kvæk!
Dem ser vi jo hver Dag paa Prent!
Kvække, gække, mæh!

Nr. 58/1852; 09.03.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Hold Maade med dit Narrespil!
Man deraf snart maa blive kjed.
Det, som er flaut, man kalde vil
«en ægte Krydservittighed.»

Nr. 59/1852; 10.03.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Man trætter nødigt jo med Drenge;
sligt bider ei, man maa dem dænge.

Nr. 60/1852; 11.03.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Paa Alting Noget Du har at sige,
Paa Alle sætte Du maa en Klik.
Man Folk vil gjøre til sine Lige,
Det er den gamle Skik.

Nr. 61/1852; fredag 12.03.

[Tankar om teater]

Korrespondance
Christiania, den 10de Marts
Theatret er en god Ting. Det er et offentligt Liv, som giver Stof til Underholdning, naar man ikke har Andet at snakke om. I de Lande hvor det offentlige Liv holdes i Hænderne af én enkelt Mand, Kongen, der hjælper man sig med Theater og Theaterrescentioner. Naar Historien ikke opfører sine Dramaer, saa gjør Menneskene det i det Smaa, ligesom Smaapiger har Dukker og Kjøkken i et lidet muret Hus, som en Antydning paa sin kommende Livsbedrift. Det er imidlertid godt at man kan gjøre Noget, og der, hvor ingen Censur hviler over Theatret, der gaar det endda an. Her er altsaa godt at være i Christiania, uagtet man vil vide, at Politiet skal have havt sin Haand i Hanke med Klingenberg-Theatret. Er dette sandt, saa er det grusomt gjort. Jeg synes, at Ingen burde være saa urimelig at forstyrre vore Theaterfornøielser, saalænge virkelige Begivenheder tage sig en Rastdag. Det vilde ikke være til at holde ud, naar man ikke fik Lov til at gaa i Theatret og spekulere paa, hvem Forfatteren kunde være til det og det Stykke. Jeg har i den sidste Tid været saa menneskekjærlig, at jeg har frydet mig paa Christianias Vegne, fordi man har havt to Forfattere at gjette op. Den Ene til Stykket «Æren tabt og vunden,» den Anden til Anna Colbjørnsdatterk399. Det er ganske utroligt, hvor mange Tanker disse Gisninger har sat i Bevægelse. Møder man En paa Gaden, saa hedder det: «Hvem i al Verden har skrevet Anna Colbjørnsdatter?» Somme sige, det er Præsten Jensen,k401 Andre, at det er Rolf Olsen, atter Andre, at det er Hans Ørn Blomk402 — og Nogle gjette endogsaa paa en dansk Mand. Grusomme Forfattere, — som ere anonyme! — I udøve dog et Herredømme over de stakkels Mennesker, som man ordentlig kan misunde Eder. Det har forresten givet Anledning til virkelige Ubehageligheder, at Gisningerne med lige Styrke have stanget imod hinanden angaaende «Anna Colbjørnsdatter.» Følgen blev nemlig den, at Stykket gjorde Lykke i Søndags. Det uskyldige Publikum morede sig og — klappede. Havde Forfatteren været kjendt, saa vilde Partierne have organiseret sig og Himlen maa vide om ikke Stykket var bleven udpebet. Jensen har sine bestemte Modstandere i Krydserkliken, f. Ex. Rolf Olsen, ligedan hos Do. Klike. Nu har imidlertid Tingen klaret sig nogenlunde til paa Thorsdag: det bliver nemlig mere og mere almindeligt, at Forfatteren er Rolf Olsen. Men den ulykkelige Søndagsaften, da Alt gik saa godt! — Dog — det var «Søndagspublikum» da. «Thorsdagspublikumet,» der er «saa diplomatisk af sig, som Christianiaposten siger, — er en Slags høiere Instansn39, som nok turde berede «Anna Colbjørnsdatter» en anden Skjæbne.
Den største Ulykke er imidlertid hendt, idet Christianiaposten for igaar og Morgenbladet for idag har gaaet hen i sin Uvidenhed og rost Stykket. Opdages det nu, som det nok desværre gjør, at Rolf Olsen er Forfatter, saa har vel disse Blade spildt sig et Puds. Det er ordentlig saa man kan føle Medlidenhed med dem. Hvad er det vel ikke for en Gjerning at rose sin Modstander!! Dette er nu noget aldeles Uhørt i vor Jurnalliteratur. Nu staa Posten og Morgenbladet der vakkert med bundne Hænder. Den som har Talent maa nemlig til Syvende og Sidst overmande sine talentløse Modstandere, og Posten og Morgenbladet have indirekte sagt, at Rolf Olsen har Talent, ved saa ganske ubetinget at rose «Anna Colbjørnsdatter». Dog har Morgenbladet været en Smule diplomatisk. Det kom én Dag senere med sin Anmeldelse og én Dag gjør meget, naar Rygter begynde at komme paa Glid. Morgenbladets Ros er derfor (?) ikke saa ganske ubetinget.
Kan noget dødeligt Menneske finde en Bagdør, hvorigjennem vore ulykkelige Storblade kunne smutte? Den mest tænkelige Udvei er, at der som i England foregaar en Ministerforandring, for at Ideen kan holde sig uangreben, medens de ulykkelige Syndere gives til Pris for de Feiltrin, de som Ideens Bærere have gjort sig skyldige i. Theaterkritikerne i Posten og Morgenbladet maa altsaa aftræde og give Plads for Andre. Derved kan Bladenes Idé (Uvillie mod Rolf Olsen) være lige frank og fri. Hvad mon det nu kan være for Ulykkelige, som for Øieblikket ere Theaterreferenter? — Et forfængeligt Spørgsmaal. Hvem gider spørge efter dem, især da de efter al Sandsynlighed maa aftræde, og da deres Verker heller ikke vil overleve dem. Det Eneste, man med Bekymring kan spørge efter, er, hvorledes vil Posten og Morgenbladet forvinde det Nederlag, de have bibragt sig ved at rose Rolf Olsen. Det er i Grunden letsindigt gjort af mig at spøge med dette. Det er ikke til at spøge med.
Det er overflødigt for mig at indlade mig paa Stykket, siden Morgenbladet og Christianiaposten saa vel have gjort det. Jeg vilde formodentlig komme til samme Resultat jeg som dem. Jeg tier derfor stille, — saameget mere, som man kunde lægge mig for Had, dersom jeg altfor meget roste Rolf Olsen, hvem det i længere Tid har været Mode at skrive Ondt om.
Dog — denne Mode forandrer sig vel som alle andre Moder. Men jeg tier alligevel stille. Det Eneste jeg gjør er at klappe til «Anna Colbjørnsdatter.»
Det er ikke vakkert gjort af Morgenbladet for igaar at angribe den nye Theaterdirektør. Theatret er dog virkelig kommet sig, siden det fik ham. I alle Fald er det den gamle Bestyrelse, man bør rette sin Daddel imod og lade Borgaardk403 være udenfor. Det var naturligt, at han tog Posten, og han har ved sine mange Oversættelser f. Ex. godtgjort, at han ikke er blottet for Talent. Hvad Mening vi Norske end maatte have om en national Scene, bør vi dog altid være saa folkelige, at vi skaane de Danske og i alle Fald omtale de Talentfulde blandt dem med Agtelse. Saalænge vi trænge til fremmede Talenter, maa vi være glade, at vi finde slige.
Skulle vi være utilfredse med Nogen, maa det være med os selv. Hvad vi derimod synes at kunne fordre, er, at man ikke drager flere Danske herop. Og dog siger Rygtet, at en Skuespiller Smithk404 med Konek405 skal komme. Man kunde lade det være med det, som er, og se, om de manglende Pladse ikke lidt efter lidt kunde blive udfyldte med Norske. Men naar ingen Norske kommer, saa kan dog ikke Theaterdirektøren tage den Første den Bedste op af Gaden og sige: «Kom min Ven! følg med ned i Theatret og bliv Skuespiller.»
Det er en let Sag at snakke om en national Scene, men at faa den istand er ikke let gjort. Naar Alt kommer til Alt, turde det nok hende, at der ikke fandtes ret Mange, der ere enige med sig selv om, hvorledes man rettest burde fange den Ting an. Selve Tidsudviklingen vil her som sædvanligt komme de Ubestemte til Hjælp og klare Tingen nok saa greit. Det Væsentlige er, at vi faa dramatiske Digtere. Faa vi dem, saa faa vi ogsaa Skuespillere. Nu gaar det ret vel op i op med vore dramatiske Digtere og Skuespillere. Vi ere omtrentlig lige rige paa begge Dele. Tallet 0 er et særdeles rundt Tal.

Nr. 62/1852; 13.03.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Satyriker du være vil,
men det er saare ilde,
at Vittigheden ei slaar til;
thi den er dog Satirens Kilde.

Nr. 64/1852; 16.03.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Med Knut i Rusland tugter man,
i Frankrig med Bajonetter.
I Norge har man skiddent Vand,
som Krydseren gaar med og skvætter.

Nr. 65/1852; 17.03.

[Dikt til Krydseren]

Til Krydseren
Hvis engang man om nogle Aar
i Bladene studerer flittig,
man sige vil: «O arme Faar,
som fandt, at Krydseren var vittig.»

Nr. 67/1852; fredag 19.03.

[Arbeidsvilkåra ved jernbanen]

Korrespondance
Christiania, den 17de Marts
Christianiaposten beretter for idag, at Arbeidet ved Jernbanen vil blive fortsat med forøget Styrke, naar nu Vaaren kommer. Dette er ganske rimeligt, og Arbeidere fra Landets fjernere Bygder vil da komme strømmende til i Mængdevis. Det skulde imidlertid være vel, om der kunde gives disse stakkels Arbeidere, som langveis ville komme, en paalidelig Underretning om Arbeidernes Stilling ved Jernbanen, for at de ikke skulle gjøre en lang Reise for Ingenting. Det er vistnok saa, at Enkelte komme hjem igjen fra Arbeidet og fortælle, hvorledes man har det, men dette er ikke altid at forudsætte. For en 14 Dages Tid siden traf jeg trende Arbeidere fra øvre Thelemarken, der kom fra Jernbanen, efter at de havde staaet ved Arbeidet 1 Uge. Disse Karle vil nok lade Thelemarkingerne faa vide, at det ikke svarer Regning for Nogen, som kan arbeide, at reise øst til Jernbanen. De gave en bedrøvelig Skildring af Arbeiderens Vilkaar. «Den, der ikke vilde leve som en Svenske,» sagde de, maatte blive skyldig paa Kosten, og endda lide værre end en «Træl» om Dagen og ligge stængt som Buskapen i trange Baaser om Natten. Vi fik rigtignok 1 Mark og 12 ß. Dagen og kunde vente at faa 1 Mark og 16 eller 20 ß. med Tiden, men det kunde intet hjælpe, naar vi skulde give indtil 14 ß. for en Mark Smør og 7 ß. for et Brød, som man i Christiania faar for 4 ß. «Nei,» føiede de til, «Gud velsigne os da med at arbeide i vore Hjembygder; tjene vi end ikke stort mere der, saa blive vi da ikke helseløse.»
Nu er det vistnok muligt, at disse Arbeidere overdreve Tilstanden, men jeg har af Arbeidere, som nu staa og planere paa Tomten til den nye Kirke, hørt det Samme omtrent. Der er Mange der, som have gaaet fra Jernbanen, og det er nok i Regelen de flinkeste Arbeidere, som have gjort det. Jeg traf ogsaa oppe i Skydsmo Arbeidere, som ikke trøstede sig til at tjene stort ved Jernbanearbeidet, og Alle ere enige i, at Arbeidet er ikke til at udholde, naar man da ikke sløv og ligegyldig vil lade sig kommandere som en «Kronarbeider.»
Den, der ikke selv behøver at svede, men kan sidde og være Herre, vil nok til dette sige, at vi Norske ere nogle Stakler til at arbeide og dovne og fordringsfulde. Dette er en almindelig Klage, men den er visselig uretfærdig. Den norske Arbeidsmand arbeider godt, men han kan ikke «staa som Draaben drypper;» han maa hvile og have nogle Fritimer, men derfor gjør han ikke mindre Dagsarbeider for det, og selv om han ikke skulde række saameget ved denne menneskelige Maade at arbeide paa, saa bevarer han dog den menneskelige Selvfølelse og ikke synker ned til Trældyrets Sløvhed. Jeg synes, vi bør være glade over, at vor Arbeidsstand ikke lader sig bruge som døde Maskiner: der er Haab og Spændkraft i en Arbeiderstand som vor; af den kan blive Borgere, der ikke ere sløve paa Sjelen og Krøblinger paa Legemet. Mennesket kan ikke være en Maskine uden at opgive det Menneskelige hos sig. Jeg bliver mismodig, hver Gang jeg ser en svensk Arbeider, «der er saa flittig og nøisom,» og jeg ønsker, at den norske Arbeider ingensinde maa synke saa dybt.
Vi rose Engelskmænd, men det turde nok komme deraf, at vi ikke kjende de engelske Forholde tilgavns. Den engelske Arbeidsstand frembyder nok et trøstesløst Syn, selv om man finder nogen Overdrivelse i Bulversk406 «England og Englænderne» og «Fabrikdrengen»k407 f. Ex. Og i de Tilfælde, hvor vi kunne anstille Sammenligning mellem Norske og Engelske, falder neppe Sammenligningen ud til vor Skade. Hvor findes vel Matroser som vore f. Ex.? De ere da ogsaa bekjendte videnom. Der kan man se, hvad vi kunne udrette, hvor det kommer an paa en fri Virksomhed, men, naar vi skulde gjøres til Maskiner, da udholde vi vistnok ingen Sammenligning med Svenske, Engelskmænd og Nordamerikanere f. Ex.
Nu ligger der vistnok noget Skuffende i, at vi se enkelte Engelskmænd ved nogle af vore Fabrikker f. Ex. og her ved Jernbanen, «der arbeide som tre» og spise da ogsaa til Gjengjæld for ligesaa mange; men dette er Mennesker, som have faaet en sund Opdragelse og som befinde sig i gode Omstændigheder, der gjør Livet let for Øieblikket og lader En haabe paa Fremtiden; desuden ere slige Folk ingenlunde stadige Arbeidsmænd; de ere det blot i «lunevis.»
Jernbanen har her i Christiania for Øieblikket frembragt en kjendelig Forknythed i Forretningerne: Den overvættes Aktietegning ifjor kommer nu igjen. Det var altfor Mange, som ikke taalte at afse en 50 Spd. f. Ex., uden at det virkede lammende paa deres daglige Bedrift.
Jeg talte saaledes igaar med en Bygmester, der beklagede sig over, at han selv havde «fortaget» sig og ikke fik nogen Fortjeneste igjen, da det havde gaaet Andre ligesom ham. «Her er tre Haandverkere,» tilføiede han, «som nu i disse Dage have gjort Opbud, fordi Alt er stille og dødt, og fordi de ikke taalte at betale sine Aktier.» Jernbanen har altsaa ikke endnu kastet Noget af sig, men det kommer nok. Forunderligt er det imidlertid, at man ikke tror synderligt paa den. Saaledes vil man gjerne sælge Aktier til Underpris, ja, jeg har truffet Flere, som vilde sælge sine Aktier til 50 pCt. og det var endogsaa Folk, som boede oppe ved Banelinien.
Om de gode Sider ved Jernbanen og navnlig om den fortræffelige Fattigunderstøttelse skal jeg skrive en anden Gang.

Nr. 69/1852; søndag 21.03.

[Nationalbladet som opposisjonsavis; strid om ny salmebok]

Korrespondance
Christiania, den 19de Marts
Det er opbyggeligt at se Morgenbladet og Nationalbladet at disputere om Oppositionen. Morgenbladet vil naturligvis tilegne sig den, og det har unegteligt adskillige Daabsattester paa sin Side. Nationalbladet vil gjøre den til sin i Betragtning af, at Uelandk408 er Oppositionens Fader, Jaabeckk409 dens Barnepige og Sverdrupk410 Barnets første Huslærer. Nu ere disse Mænd flyttede ind i Nationalbladet og altsaa kan det tilegne sig Glutten. Det turde dog blive en særdeles vidtløftig Proces af, inden Alt som i sin Rede og Rigtighed. Det er nemlig bekjendt, at Glutten var i Morgenbladet i 1846, da Ueland i en lang Artikel blev personificeret til Opposition og Frihed. Lykkes det imidlertid Nationalbladet at godtgjøre, at Morgenbladet i disse to sidste Aar har forladt den Lille og ladet ham fryse og sulte, saa er Nationalbladet den rette Opdrager, som optog den Spæde og lærte ham op i gode Sæder. Det er imidlertid at befrygte, at Oppositionen, naar den bliver voxen, hverken vil erkjende den Ene eller den Anden, men staa paa egne Ben og forekaste sine Opdragere, at de forsømte Opdragelsen paa en uforsvarlig Maade, saa det var et Guds Under, at der nogensinde blev et Menneske af ham. Han vil med Undseelse erindre sig sine Barnestreger og fortælle, hvorledes han blev dreven til Skogs, for at vogte Faar, istedetfor at sidde paa en Skolebænk og lære Modersmaal paa Formiddagen og om Eftermiddagen lege med de andre velopdragne Børn. Han vil erindre sig, at Opdrageren alene tænkte paa Fosterlønnen, ligesom naar Bygden sætter bort et andet stakkels Barn til den fattige Inderst. Da vil Morgenbladet og Nationalbladet bøie sine skaldede Hoveder — de ville nemlig ikke nyde den Ære at blive graa — bede om Forladelse og sige, at han har lyttet til Bagtalere. «Gaa bort, I Gamle!» vil han sige, «til det Sted, som er bestemt for Eder. Jeg skal ikke tynge paa Eders Minde. Der er nok af dem, som det ville gjøre.»
Han vil gaa videre, han vil ikke lade sig nøie med at være Uelands Søn. Han føler, han maa være kommen af en mægtigere Herkomst. Han undersøger Kristenbøgerne og — o Glæde! — han finder at han er Folkets Søn.
Da vil han, som Mand, hvem Ingen forekaster hans Ungdoms Daarskaber, opsøge dem, der hjalp ham op, naar han faldt, der tog Brødet fra sin egen Mund for at mætte den Lille. Da vil han opsøge alle disse sine forhen ubekjendte Velgjørere og bede dem til sig.
Man arbeider nu herinde i Christiania paa at faa ombyttet den evangeliske Psalmebog med Wexels’s.k411 Her har endogsaa cirkuleret Lister omkring for at samle Navne. Denne Bestræbelse er vistnok i sin Orden, forsaavidt som man dermed vil vise Wexels en Ære. Det kan nemlig være omtrentlig det samme, hvilken af disse Bøger man har, naar man ser hen til dens poetiske Værd, og om Andet tør man ikke tale her, da Theologerne have Eneret paa at tale om det Andet, som hører til en god Psalmebog. Begge Psalmebøger have i Regelen saa afmaalte Versefødder, at man kan spille Melodierne og synge derefter, uden at komme forsént eller tidligt til Versets Ende. Videre poetisk Værd er vel ikke godt at opdrive, naar man da undtager enkelte Psalmer i den evangeliske Psalmebog, der virkelig ere varme og hjertelige. Mon det ellers ikke skulde være bedst at bie, indtil man fik se, om det paatænkte Psalmeverk kunde komme istand. Udsigterne ere vistnok lange, men det turde dog hende, at et Geni kunde blive født, der forstod at digte Koraler i den høie og opløftende Aand, som alene passer til de gribende Kirkemelodier. Der er reist Spørgsmaal, om Psalmedigtning i den gamle kirkelige Forstand er mulig i vor Tidsalder. Man kan gjennemgaa de største Digtere i den nyere Tid og finde, at Ingen har magtet at skrive Psalmer, naar man undtager Wallin.k412 Men den sande Digter er ikke bunden til nogen Tidsretning. Han kan netop skabe en ny, og med det Haab tør vi vente en Mand, der ogsaa kunde give os et Psalmeverk.
Den idelige Ombytten af Psalmebøger leder bare til Forstyrrelse i Menighederne. Jeg har selv været Vidne til flere slige Ombytninger, og de stakkels Folk maatte rette sig efter sine reformerende Præster. Den Ene vil have Kingo’s, en Anden Guldbergs, den Tredie den evangeliske, den Fjerde Wexels’s. Alle have de deres Fortrin og Mangler, og den, som vinder, er sikkerlig derfor alene Boghandleren.
Det er ellers karakteristisk, at Folk, som staa paa et lavt Udviklingstrin, ere de ivrigste til at disputere om Religionen og dens Bøger. Jo mindre man forstaar sig paa verdslig Viden, desto bedre tror man sig at forstaa Religionens Mysterier. Ser man ikke saaledes f. Ex., hvorledes Haugianerne have ivret imod den nye Forklaring. Historien viser os helt igjennem slige Synderligheder. Religionsstridigheder ere ikke mulige, uden i en barbarisk Tidsalder. Den Oplyste er beskeden og tør ikke foreskrive sin Næste, paa hvad Maade han skal dyrke sin Gud.
Naar man ser sig om, er der Meget, som skal reformeres; og det er bra’, at vore Efterkommere ogsaa faa Noget at bestille. Vi trænge altsaa ogsaa til et nyt Psalmeverk. Welhavenk413 var nok en af de Første, som med Alvor paakaldte en Reform i den Retning. Han skrev i attenhundrede og nogle og tredive sine «Antydninger til et forbedret Psalmeverk,» — en liden pén Bog med blaat Omslag. Han omsatte flere Psalmer, som ere ganske nette. Men det tager sig ikke ud at synge dem til de himmelstræbende Melodier. De ere for «vege.» Præsten Landstadk414 har ogsaa skrevet adskillige Psalmer, og her findes Enkelte, der tro ham kaldet til at digte Psalmer. Ja, det har endog været paa Bane i Kirkedepartementet, at lade ham reise til Tydskland, for at sætte sig ind i den gamle Psalmedigtning; men det er vist det Bedste, at Landstad ikke forlader sin Menighed for den Sags Skyld. Præsten Jensenk415 har ogsaa i Tidsskrift for den norske Kirke skrevet flere Psalmer, men de ere vist ogsaa for «vege.» Skolelærer O. Wigk416 har i sine «norske Bondeblomster» leveret flere Psalmer, hvori der vistnok findes den gamle Drøihed i Udtrykkene og af og til et Glimt af den gamle storartede Inderlighed. Men hans Smag var endda ikke saa udviklet, at der fornuftigvis kan blive Tale om at bruge hans Psalmer. Maaske han med Tiden turde levere noget Godt i den Retning. Han forekommer mig i alle Fald at have mere Kald til Psalmedigter, end nogen af de ovenfor Nævnte.
Naar en anseet Mand døer, skrives her gjerne Psalmer, der synges ved hans Grav. Men det passer saare ilde at synge dem. Det er pinligt at man i slige Høitidsstunder skal være fristet til at smile, naar man ikke kan undgaa at finde en utaalelig Kontrast mellem Sangen og Melodien. Jeg erindrer saaledes, at vi ved Sverdrups Grav maatte synge «om Eidsvolds Thing, da Aaget brast» til Melodien: «Hvo véd, hvor nær mig er min Ende,» — denne Melodi, der hensætter En i de gamle Domer og ligesom peger paa de gjennembrudte, himmelstræbende Taarne, — en Melodi, man maa sige klinger ligesom Dommedags Basuner, dersom det er tilladt at bruge denne Sammenligning. En saadan Melodi skal man synge til aandstørre Sange, hvori der forekommer Navne og Hentydninger, der i og for sig selv kunne være gode nok, men som det bliver en Forbrydelse at synge paa en slig herlig Melodi!

Nr. 75/1852; søndag 28.03.

[Tre politiske skribentar]

Korrespondance
Christiania, den 26de Marts
Tilskueren kommer sig: den har i de sidste Maaneder indeholdt Opsatser saa lærerige som man vel kan støde paa i vor Journalliteratur. Det var Synd, at den ikke allerede ihøst skulde begynde saa godt; da havde den været mere udbredt, og Mange, der subskriberede paa den for Daaesk417 Navn, havde ikke sagt den op ved Slutningen af første Kvartal. Man vil absolut, at et Blad skal begynde godt; naar det gjør det, saa bærer man siden over med det. Ja, man gaar endog saavidt, at man holder et Blad, som man engang er vant til at læse, selv om det er ligesaa magert som Morgenbladet. Det er Trægheden, som vedbliver at gaa paa egen Haand. At begynde godt og siden dætte ned, er Charlataneri, det er sandt; men, da Verden nu engang vil have det paa den Fod, saa burde ogsaa Daa have begyndt bedre; thi han kunde have gjort det.
Tilskueren burde bestemt blive læst i en videre Kreds end nu maa være Tilfældet. Ingen kjender vel bedre end Daa til vore politiske og journallistiske Forholde; han har i de sidste 15 à 20 Aar deltaget i Dagens Diskussioner, og Talent kan man ikke frakjende ham.
Det er sandt, at Politiken snart udslider sine Folk; men det er en sørgelig Sandhed, som hviler paa en uhyre Vildfarelse.
Hvad er nemlig mere naturligt, end at en Mand skrider fremad og smiler idag til, hvad han for et Aar siden beskuede med Alvor? Selv Tiden er jo at sammenligne med det enkelte Menneske, der lærer noget Nyt med hvert Aar. Tiden gaar fremad og vi, dens Børn, følge med den; godt er det, om vi formaa det, og aarke vi det, saa tør ingen Stilstandens Mand bebreide os, at vi have gjort det, som galt er.
Saaledes omtrent vilde jeg gaa frem, naar jeg skulde retfærdiggjøre Daa for den almindelige Beskyldning, at han havde forandret politiske Anskuelser; jeg vilde strax sige Ja til Beskyldningen, fordi det ikke kunde nytte at modsige den, og netop i denne Indrømmelse vilde jeg faa det bedste Udgangspunkt af Verden. Jeg tror ellers, at jeg ved en anden Leilighed har sagt omtrent det Samme, og er det Tilfældet, saa beder jeg om Forladelse, uagtet det nok taaler at blive sagt to Gange, at en Mand, der gaar fremad, er bedre end den Mand, som staar stille. Anton Bangk418 har staaet stille, det siger Daa i en af sine sidste Artikler ogsaa; men, hvorledes er hans Ræsonnement? det er en Røst fra Graven.
Daa fortæller fremdeles, at alle politiske Skribenter have dreiet sig om fra Vest mod Øst i de sidste Aar, med Undtagelse af A. Bang. Dette er sandt: Baade han selv, Stabellk419 og R. Olsenk420 have gjort det; og flere politiske Skribenter kan jeg ikke finde. Jeg gned mine Øine, da jeg læste det og tællede efter vore politiske Skribenter, ligesom en Jetegut tæller efter sin Buskap, før han driver den til Skogs. Man maa ikke tage denne Lignelse saaledes op, som vilde jeg stille Jettegutten høiere end mangen brav Oxe; langtifra; det er jo som oftest Tilfældet, at Buskapen hitter Veien, naar Taagen har gjort den vesle Gut forrykt.
Som sagt, jeg fandt ikke flere end disse 3 politiske Skribenter. Selve Postens Redaktører kunde jeg ikke gjøre til politiske Skribenter: de tjene Staten som Embedsmænd, og deres Skribentvirksomhed er en Biting. Vistnok har Arentzenk421 skrevet nogle forfærdelige Artikler om Pengevæsenet, men, det er dog nærmest Statsøkonomi.
Indsenderne i vore politiske Blade kan heller ikke ret vel kaldes politiske Skribenter, fordi de en og anden Gang dels mod Betaling, dels gratis have rørt ved politiske Materier, ligesaalidt som man kan kalde den en Skrædder som af og til tager Naalen og «stopper» sine Klæder.
«End du selv da!» vil maaske En og Anden sige, «Christianiaposten har jo kaldt dig «frugtbar!» Nei, mange Tak, politisk Skribent er jeg ikke og haaber aldrig at blive det. Jeg har rigtignok som saamange Andre mod Betaling smurt Kritiker og andre Artikler ind i forskjellige Blade; men, jeg har altid omgaaet det Politiske, og har jeg undertiden raget ind paa det, saa har det været i en spøgende Tone. Jeg indbilder mig at have været saa høflig mod det læsende Publikum, at jeg i politiske Sager ikke har foregrebet dets Dom, og med Vold og Magt «stoppet» i det mine Meninger. Tager jeg feil heri, saa føler jeg en oprigtig Anger og lover at omvende mig.
Altsaa, jeg er ingen politisk Skribent, ligesaalidt som den store «Skrei»*) af Kritikere og Indsendere. Jeg finder aldeles ikke flere end Daa, Stabell og R. Olsen; og længe vil det formentlig vare, førend en politisk Skribent kommer; man tror nemlig ikke mere paa Politiken nu, og Tro maa man have til det, man skal hengive sig til, ellers kommer den ætsende Selvironi og lader Forfattervirksomheden i bedste Tilfælde slaa om til at skrive Lektüre.
Disse tre politiske Skribenter have bestemt dreiet sig om fra Vest mod Øst, som Daa siger; han selv har gjort det, og Stabell har ogsaa, sagt, vistnok indirekte, at han har gjort det samme, da «Ungarn var kuet.» Nationalbladet siger tit og ofte, at Morgenbladet-Stabell har snut om. Dette er Nationalbladets bedste Artilleri, der frembringer uhyre Virkning paa de beregnede Punkter.
At R. Olsen ikke er den samme i Nationalbladet som han engang var i Morgenbladet, er vel en Sætning som ikke trænger til Bevis, naar man da har fulgt det mindste med Begivenhederne. Det viser, at R. Olsen er en saa dannet og opvakt Mand, at han har fulgt med Tiden, og det vilde derfor være en uforsvarlig Blindhed at lægge ham dette tillast. Vel forekommer han mig at skrive mere mat nu; men han skriver i en Tone, som ikke kan undlade at gjøre et godt Indtryk.
Det er dog virkelig ubegribeligt, at Mænd kan protestere imod, at de have forandret Meninger i Et og Andet; jeg synes, de burde være glade over det, naar Forandringen da ikke angaar saa væsentlige Ting, som at man f. Ex. havde gaaet over fra Konstitutionen til Selvherskeren Nicolaus.k422 Se det vilde være en Kolbøtte, som ikke en Mand, men Tider i flere Aarhundreder maaske kan slaa, dersom Alt skulde gaa til med Rede og Rigtighed og ikke forudsatte et øieblikkeligt Vanvid.
Det er imidlertid langt fra, at disse 3 politiske Forfattere have slaaet slige Kolbøtter; det er tvertimod klart, at de aldrig før have opfattet den sande Frihed saa klart, som de nu gjøre det, skjønt hver vistnok paa sin Maade.
Deres gamle Tilstand var en Rus — jeg beder om Forladelse — men Rusen maatte soves ud paa Virkelighedens og Erfaringens kolde Sten. Det er kjekt at have tumlet en saadan Rus, naar den, vel at mærke, har været fremkaldt af Frihedens ædle Drik, og ikke af smaalige Beregningers Fulhed; men til at afgjøre, hvilken Drik den er fremkaldt af, har man ikke Lov, medmindre man underkaster deres Virksomhed en grundig Kritik, og endda ikke; man tør ikke gjøre Andet end pege paa Sandsynligheder.
*) Et Ord, som fortjener at blive brugt. «Skrei» ɔ: en Mængde, Masse, Hærskare. Man siger Dyreskrei, Fugleskrei (Graagaasene om Vaaren f. Ex.), Ormeskrei osv.

Nr. 153/1852; søndag 04.07.

[Skandinavisk studentmøte]

Korrespondance
Christiania, den 3die Juli
Nu er det blevet stille og roligt i Christiania efter alle de Studenterlagene. Det var ogsaa paa Tiden at faa Ende paa dem, ikke blot for Regningernes Skyld, men i Særdeleshed fordi man snart bliver kjed og led af slige festlige Sammenkomster, og det maa man ikke blive, dersom Hensigten med slige Møder ikke skal forfeiles. Det var vist et godt Møde, og man behøver ikke at være en ungdommelig Sværmer, for at vente noget meget Godt af dette Møde. Hvorvidt derimod slige Studentermøder kan gavne Skandinavismen, er et andet Spørgsmaal. Hostrupk423 lod til at tro dette i sin Tale, idet han takkede for at Mødet havde været saa nordisk, og at Nordens d. e. Skandinavismens Sag var bleven saa kraftig talt. «Fædrelandets» Korrespondent fra Christiania glæder sig ogsaa over det samme. Men Politiken er saa praktisk, naar det kommer til Stykket, at den ikke synderlig kjærer sig om de saakaldte folkeretlige Grundsætninger, end sige poetiske Udgydelser. Man har seet, hvorledes det er gaaet i Tydskland, og ved den nylig skrevne Londonner-Protokol er de «danske Liberales» Forhaabninger slettede ud med nogle Pennestrøg. Danmark er ved denne Protokollering rykket saa langt sydpaa, at Skandinavismen har meget vanskeligt for at drage det Nord igjen. En fælles Konge for de tre nordiske Riger faar ingen Plads, efter denne forandrede Stilling af Danmark: det bliver ondt nok for en Konge at holde sammen Danmark, Slesvig og Holstén, om han ikke faar Bryderi med Norge og Sverige, der ere forskjelligartede nok, om ikke tydske Bestanddele kommer til. Nu haaber man, og det vistnok med Grund, at Slesvig-Holstén kommer til Tydskland ved den næste Revolution, som kanske ret snart er i Farvandet; men endda kommer det an paa, om Stormagterne, der er overordentlig seiglivede, ville tillade en skandinavisk Union, selv om de tre nordiske Riger vilde en saadan.
Det kommer forresten an paa, hvorledes Unionen skal være; den kan nemlig blive saa løs, at den bliver en ganske uskyldig Tingest f. Ex. en literær Union, hvorom man i Skandinavismens Børneaar talte. Denne Union vil Stormagterne nok tillade: den hele civiliserede Verden er jo en saadan Union, idet vi kjøbe tydske, engelske, franske osv. Bøger, og Politiken siger ikke et Ord. At man i Rusland og Neapel f. Ex. stænger fremmede Bøger ude, har en ganske anden Grund. Skandinavismen i denne literære Forstand er saaledes meningsløs, fordi den vil gjøre Noget, som allerede er gjort, eller rettere daglig gjøres. Gaar nu Skandinavismen et Skridt videre, det vil sige, faar nogen Mening saaledes, at det dansktalende Danmark, Sverige og Norge faar en fælles Konge med Bibehold af hver sine egne Institutioner og lovgivende Forsamlinger, da kunne vel ikke Stormagterne have Noget imod, at tre Riger skjød sammen til en kongelig Underholdning, istedetfor at to Riger gjøre det med én Konge og Danmark har sin alene; men da maatte det rigtignok ogsaa blive tilladt at disse tre nordiske Riger holdt sammen i Tilfælde af Krig, og naar Danmark blev skilt af med sine tydske Besiddelser, kunde vel Stormagterne ikke finde noget Ondt i Foreningen, da en aabenbar Erobrings-Krig ikke ret vel udtales som forudsat af selve Nikolaus.k424 I alle Fald tør han ikke forudsætte den aabenbart mod Vesten, om han end daglig driver paa med den øst i Kaukasus, og de nordiske Riger vilde vel selv i Tilfælde af Danmarks Renselse for tydske Elementer ikke nære nogen Frygt for en saadan Forbindelse, da Frygten for en Angrebskrig var borte, med Undtagelse af en barbarisk Fremtrængen fra Syd eller Øst, og da maatte den Enfoldigste indse, at Enighed var nødvendig.
Det er forresten en overflødig Gjerning at undersøge de mulige Bestemmelser i en skandinavisk Union, da de ivrigste Skandinaver sjelden eller aldrig indlade sig paa Enkelthederne, men blot holde sig til svævende og ubestemte Talemaader, som Alle uden Betænkelighed kunne gaa ind paa. Udtrykkene «Nordens Sag,» «Nordens Enhed,» «Et skandinavisk Forbund» osv. skal ikke gjøre Folk uenige, da Enhver kan lægge den Betydning, han vil i den, og endda drikke en Skaal paa den.
Nu i Studenterfesten var man klogelig ligesom ubestemt og derfor var Alle Skandinaver; og det er ingen Tvivl om, at selv Morgenbladet vilde have drukket og klappet med, om man kunde have giort det til et Menneske og givet det Adgangstegn. Det er intet under, at man er glad over Mødets skandinaviske Karaktér!
Kan man derimod ikke uden en taaget Poesi fryde sig over Mødets Nordiskhed, saa er der dog nok ved det, som kan stemme til Glæde. Selv de Avislæsere, som blot læse for Moro, have sikkerlig havt al Grund til at fryde sig over Referenternes morsomme Udtrykke og Vendinger. Morgenbladsreferenten har nemlig sagt, at Frygten for Regn paa Festen udi Lunden gik over til «Resignation.» Han har ligeledes f. Ex. Slag i Slag talt «ustandselig Jubel,» «uhyre Jubel,» «stormende Jubel;» det var til Talerne man jublede! Menneskemassen var paa Ladegaardsøen «uoverskuelig»; men naar «uoverskuelig,» som rimeligt kan være, gjøres afhængig af Bakker og Fordybninger, svinder det betydeligt ind.
Postens Referent sagde, at Wedelk425 var Vært med «henrivende Elegance!» — Dog, det er Synd at gaa irette med Referenterne; de fleste have vel været drukne eller søvnige da de skrev.

Nr. 163/1852; fredag 16.07.

[Interimsregjeringa og pressa; statlege reisestipend]

Korrespondance
Christiania, den 14de Juli
Atter er et Tilfælde indtruffet, hvori Posten har vist sig mere oppositionel end Morgenbladet, nemlig i Anledning af Resolutionen om Interimsregjeringen. Morgenbladet klagede unegtelig over den, som om det havde villet, at Kongen skulde have sat Grundloven og Rigsakten tilside og styret og stelt som en anden despotisk Konge. Det er ikke godt at være Konge for Morgenbladet — virkelig Konge naturligvis, ikke i Betydningen over Morgenbladet —; thi i gamle Dage klagede det, naar Kongen satte sig udover en gangbar Fortolkning af Grundloven, og nu klager det, naar han retter sig efter den. Det er som Kjærringen, der trættede med sin Mand, naar han drak, og naar han var ædru, fordi han ikke gav hende Anledning til «Skjend.» Dog, denne dets Misfornøielse er kanske i Konsekventse med det gamle Gnaal, blot nogle Led ere oversprungne. Tankegangen bliver saaledes den: Før hakkede det paa Kongen, naar han ikke strikte holdt sig til Grundloven, og nu, da vi har en saa snil Konge, skal han være saa god at gaa videre end til den strenge Holdelse; han skal være saa god at gjøre det bedre end Grundloven og vide at gjøre den «hensigtsmæssig», Noget, som forresten ikke kan være let, selv om han tager Storthinget paa Raad med sig, og det forudsættes sædvanligvis at have Vet paa slige Sager, iallefald kan det forlange, at man tror, det forstaar slige Ting, eller i værste Fald, at man overlader det den Gjerning, hvad man saa end tror om det.
Af denne Mening omtrent er ogsaa Posten; idet han skrubber Morgenbladet for det «Hensigtsmæssige» i dets Lovgivningstheori. Posten kunde gjerne være i China for sit formelle Vedkommende, og det kan derfor ikke forundre Nogen, at den giver Morgenbladet paa Hovedet, naar det vil sætte Kongen udover saa vigtige Former som Grundlovens.
Morgenbladet gjør dog Tingen god igjen, uden at slippe det U- eller Hensigtsmæssige ved sin første Mening om Resolutionen og Rigsakten: det spaar nemlig de glædeligste Følger af, at saa mange norske og svenske Statsmænd komme sammen, og kunne æde og drikke ihop og gaa i Selskab; det spaar især meget godt af, at det bliver «ubetydelige Sager», de komme til at forhandle, som om det skulde være en ubetydelig Ting at spise og drikke. Det gjør denne Interrimsregjering til en holdig Slutsten paa den Paktens Bygning, som iaar er opført ved Studentermødet; det taler vakkert, næsten rørende for igaar, og for denne vakre Betragtning vil vel ikke Posten klandre det, men nok ærgre sig gyselig over, at han ikke selv holdt en saadan Opbyggelsestale først.
Det er mærkeligt, at Posten og Morgenbladet i denne Sag kan tale om saadanne Bagateller som, at Interrimsregjeringen er kostbar, da de ingenlunde ere sparsomme efter almindelige oppositionelle Begreber. Det er en behagelig Reise for Medlemmerne af Interrimsregjeringen, og enkelte af dem, f. Ex. Amtmand Blom,k426 ere saa fortjente Mænd, at Staten bør have Raad til at hædre og fornøie dem, især da den paa den anden Side ikke gjør mere end den efter Omstændighederne maa gjøre, og den desuden kan vente gavnlige Følger af det. Det er forresten naragtigt, for ikke at sige taktløst, at tale om Dyrhed i et saadant Anliggende.
Idag indeholde Aviserne Fortegnelse over de Videnskabsmænd og Kunstnere, som skulle faa Stipendier af Staten til Reiser i Ind- og Udlandet. Det er femten, som skulle faa Noget (fra 600 indtil 150 Spd.) og det er 4200 Spd., som saaledes blive uddelte.
Man maa dog vel sige, at vor Stat viser sig saa gavmild mod Kunstnere og Videnskabsmænd, som man efter dens Evner og Kræfter kan forlange. Dette maa ogsaa de erkjende, som allermest ere «sinte» paa Storthinget. Man kniber vistnok, men Resultatet har dog været, at man har faaet nogetnær, hvad man har forlangt, og i enkelte Tilfælde endog mere, f. Ex. i Stipendierne til Haandverkere, hvor mange ellers rundhaandede Mænd syntes det blev formeget.
Men, se det kom nu af, at Mange ikke vilde stipendiere Haandverkere, hvorved de bleve satte ved Siden af Kunstnere og Videnskabsmænd. Men Ret var det visselig af Storthinget ikke at agte paa en saadan Indvending. Alle ere de Haandverkere eller, om man vil, Kunstnere og Videnskabsmænd, blot hver paa sin Vis, og alle ere de Statens Børn, som den maa understøtte, hvad den kan, vil den sit Vel. Dette er saa meget nødvendigere i et Land, som vort, hvor den private Formue er saa liden, at kun yderst Faa kunne komme til Udlandet paa egen Bekostning, og de Faa, som kunne det, reise gjerne blot for sin Fornøielse. Vel er det derfor, at Staten vil og kan sende Folk ud, som ville lære, hvad der ikke altid kan læres hjemme.
Er det paa den ene Side ærefuldt og behageligt for Stipendiaterne at se sig understøttede af Staten til slige Reiser, saa er det paa den anden Side ansvarsfuldt, om ikke for det ydre Ansvar — thi det er saagodtsom intet, da de blot behøve at afgive en Beretning — saa dog for det indre, Selvansvaret nemlig. Det maa være en pinlig Bevidsthed, at se sig understøttet af Fædrelandet og vide med sig selv, at de ikke kunne give fuld Valuta igjen, og at de saaledes kanske have staaet en Værdigere i Veien. Dog, de Fleste tage det vel ikke saa nøie, men ere naive nok til at tro sig de bedste, eller mene som saa, at det er i sin Orden, at Staten understøtter dem, og at Alt er godt, naar de kan reise og leve vel. Anderledes kan man ikke aldeles tilfredsstillende forklare de mange Ansøgninger, som indløbe, og den, idetmindste tilsyneladende Bekvemmelighed, hvorpaa mangen Stipendiat tager Tingen, baade naar han er ude og hjemme. Man ser ret ofte ingen andre Frugter af Stipendiaten end en tarvelig Indberetning i Universitets- og Skole-Annalernen40; saa kommer han i et Embede, og saa er alting vel, ja han kan endog efter et saadant vegeterende Liv faa en Orden for «tro Embedsførelse.» Det er at have megen Lykke og liden Ærgjerrighed og en rolig Samvittighed. Det er med ganske egne Følelser man betragter en saadan «god Embedsmand,» naar han sidder paa Klubben med et Glas Toddy og et Ansigt, som han skulde have staaet og brændt Kaffe.
Det har været varmt at dandse i disse Dage; men nu er det da Slut, for iaften er det sidste Gang. Hvor bliver det nu af Christiania? — Det maa dandse selv.

Nr. 165/1852; søndag 18.07.

[Oppofrande forfattarar; underhaldning i hovudstaden]

Korrespondance
Christiania, den 16de Juli
Man fortæller, at en Kok paa Rhinen — det vil sige paa et af de Dampskibe, som gaa op og ned ad den — var saa fortvivlet, fordi han engang ikke havde noget Herskab at give Mad, at han tog paa at traktere Passagererne iflæng. Han kunde ligesom ikke aande i den almindelige menneskelige Dragt, men naar han fik sit Forklæde, sin hvide Trøie og Nathue paa, var han glad og følte sig ret i sit Kald. Han sprang næsten sandsesløs omkring med sine Brædter og Tariner, og da man takkede for Maden, svarede han: «Ingen Aarsag! Jeg føler mig lykkelig, at jeg har truffet Mennesker, jeg kan traktere; det er min Gjerning og jeg virker i mit Kald.»
Jeg tænker ofte paa denne fortræffelige Kok og ønsker da naturligvis, at Alle vare slige, ikke blot de virkelige Madkokke, men tillige Forfatterne, der unegtelig ogsaa ere Kokke paa sin Vis og neppe have Grund til at hovmode sig over de andre, som servere paa Bordet for dem, for, naar Alt kommer til Alt, kan neppe de mest originale Forfattere rose sig af, at det almindelige, forhen erhvervede og fælles Kundskabsstof gjennem dem mere bliver forædlet, end de forskjellige Næringsmidler gjennem Kokkens Hænder.
De ere altsaa Kokke, men ikke saa uegennyttige som hin paa Rhinen, og det er netop det, jeg ønskede, de vare, og dersom de ikke blive saa uegennyttige, faa vi ikke ret mange Bøger her i vort lille Land, hvor saa Faa kjøber.
Det er derfor glædeligt, hver Gang man ser en Bog udkomme, ikke blot for Literaturens Skyld, men næsten endnu mere fordi det vidner om et Sindelag hos Forfatterne, der uvilkaarlig bringer mig til at tænke paa denne rhinske Kok.
Her er nu i Løbet af en Maaned udkommet mindst to Bøger, der vel ikke ere store, men derfor saa meget bedre, nemlig «nogle Bemærkninger om Flertalsformerne i vore Intetkjønsord» og «Antydninger til en ny Lov om vort Modersmaals Tidsformer,» af Adjunkt Thaasen,k427 og en «Anskuelseslære,» af Seminarielærer Hansen. Dette er Bøger, som trods deres gode Indhold, ikke kunne vente synderlig Afsætning, og det er saaledes uegennyttigt gjort af Forfatterne; dog, Thaasens Bog er som Program trykt for Latinskolens Regning, og Honoraret har han i sin Ansættelse som Adjunkt; man kan derfor ikke for dette Skrift regne ham blandt de uegennyttige Forfattere, der ligne hin Kok; men naar han skriver et saa godt Sprog, som han har gjort, fortjener han alligevel Tak; det er sjelden at se en Norsk saa ren og velklingende; om Indholdet skal jeg ingen Mening have.
Den anden Forfatter derimod, H. Hansen,k428 har været særdeles uegennyttig; det kan nok hende, at enkelte Skolelærere kjøbe hans fortræffelige lille Bog, men mange bliver det ikke, uagtet den ikke koster mere end 12 ß. For en almindelig Omgangsskolelærer er dette omtrent ligesaameget som 2 Spd. for en Kopist, som 10 Spd. for en ret god Præst, som 15 Spd. for en Høiesteretsassessor, som 40 Spd. for en god Sorenskriver, f. Ex. i Aker, og som 70 à 80 Spd. for en udmærket god Høiesteretsadvokat. Der kan man, i Parenthesis sagt, se, hvormeget bedre og vigtigere en Advokat er end en Skolelærer.
Vi ere dog virkelig lykkelige herinde i Hovedstaden iaar: naar den ene Fornøielse forlader os, kommer der en anden igjen. Nu paa Søndag skal der blive en evig Kommers ude paa Frederiksborg, paa Frederiksborg, fordi der er saa «bekvemt,» som det smukt hedder i Bekjendtgjørelsen. Allerede i tvende Dage har en Luftballon været at se i Posten, ikke de sædvanlige Balloner, men en stor en, som hedder «Samson,» til hvis Fyldning der kræves en ustyrtelig Mængde Gas; det staar nok, hvor meget det er, men jeg kan ikke mindes det. Der hænger en Baad under den og i Baaden staar en Dame og en Herre i luftige og fantastiske Dragter og synes ligesom at raabe Hurra til Publikum.
Et Selskab med persiske (?) Gymnastikere skal ogsaa forlyste Publikum; en Dansk, Entreprenøren af det Hele, har engageret dem til 12 Forestillinger for den Sum af 1000 norske Speciedaler, sagde han. Han troede, at Publikum vilde komme til at «more» sig da de «kunde klatre op over en Stang som Aber;» og det Samme tror ogsaa jeg: Slægtskabet maa blive følt, og Glæden vil give sig Luft i Klap og Bravoraab; det kommer nu ellers an paa, hvor lige disse Gymnastikere blive Abekatte; det skal iøvrigt ikke meget til, før man opdager Slægtskabet: Blodets Baand blive instinktmæssig følte.
Her er virkelig mange fortræffelige Ting nu om Dagene. Her er saaledes blandt andet en Sproglærer, som i 24 — eller kanske det er 25 — Timer vil lære Folk at tale og skrive et fremmed Sprog, Tydsk, Fransk eller Engelsk. Kan ogsaa hende, det er alle tre, han vil lære sine Elever i samme Tid; det er nemlig ikke aldeles klart af Bekjendtgjørelsen, hvad han mener. Det maa være en stor Mand, og Synd er det, at jeg ikke skal mindes Navnet. Bare nu Folk skjønte saameget, at de strømmede til ham, saa vilde Christiania om kort Tid blive en oplyst By! Det vilde være glædeligt at erfare.
Men, Christiania bliver nok den samme. Det er endnu ikke stort nok til at kunne drage den tilbørlige Nytte af slige Genier. Her var saaledes for ikke længe siden en Mand, som hedte Gotlieb Flackek429, der trods sit overlegne Geni til «Hombougs» ikke formaaede at reformere Byen synderlig. Han red «Konstantinopolitanske Vædderidt med Oxer paa Heste;» han «faldt tilsyneladende af Hesten,» han vilde foretage en Kapridning tilvands paa «die Rennenthiere» og — Christianienserne skjønte ikke saameget paa ham, at de kunde redde ham fra at blive sendt hjem igjen (til Holsten) til sin Hjemstavn, da Nøden trykkede ham. Himmelen véd, om man engang vil skjønne paa Dzwonkowski,k430 der unegtelig ogsaa har Geni, naar det nemlig gjælder at avertere Verker og Blade. Han rykker blandt Andet i Marken med en Mængde literære Navne, der ere saa berømte, at man absolut maa kjøbe. Nei, Christiania er forlidet, og endda siger Oppositionen, at det er for stort.

Nr. 169/1852; fredag 23.07.

[Svar til Drammens Blad; Krydseren sjuk; om hoffnarrar; nytt norsk teater]

Korrespondance
Christiania, den 21de Juli
Drammens Blad er haardt mod mig, fordi jeg ikke foer hen i Taagen og roste Dandsen op i vilden Sky, men søgte idetmindste at orientere mig lidt. Nu vel, det var Noget, jeg med det samme forudsagde, at «Genierne» vilde tage mig den Ting ilde op, og forvride mine Meninger. Jeg har derfor Intet at klage over, og klager da heller ikke, tvertimod, jeg er netop glad ved at finde mig uenig med det Slags Æsthetikere, og skriver saaledes alene dette for at sige Drammens Blad, at jeg har læst det og moret mig fortræffeligt over dets Følelser for Dandsen. Det maa være en Satisfikation for Dandserne og Dandserinderne at se sig paaskjønnede i den Grad, og erfare, at de kunne hæve Folk saa høit op over Jorden. Jeg har virkelig den Tillid til dem, at de aldrig have drømt om at kunne udrette saa store Ting, men troet sin Opgave løst, naar de kunne more og vække enkelte Anelser. Kunsten er vistnok ophøiet, men den maa lade sig nøie med at svæve mellem Himmel og Jord; op til Himmels rækker den ikke; det er noget Andet, som maa bringe os did paa sine stærkere Vinger. Men Herregud! Kritikere af den Stok som Drammens Blad tage det ikke saa nøie med den Ting. De tage Munden fuld, og det «skure» til stor Opbyggelse for «Kunstnerne,» som derved blive store, og til sand Vederkvægelse for Læserne, som enten finde det «deiligt» eller morsomt; der er forhaabentlig Faa, som ærgre sig derover.
Krydseren er syg, og det er min ringe Formening, at det vilde være evig Skade, om han ikke blev god igjen. Her er et stort Publikum, som trænger til Krydserkost, og ærgrer han ikke Andre mere end mig, saa er han ogsaa ganske uskyldig. Krydseren er altsaa en fortræffelig Mand og han bør blive frisk, dersom han ikke er «for god for denne Verden.» Det er ellers ikke lidet vigtigt af sig, at annoncere sig syg og sende Bulletiner omkring; det er ordentlig paa Kongemanér. Det er tillige ganske karakteristisk for et Blad at være sygt; det viser det Personlige ved Tingen, og antyder idetmindste, at Bladet ikke er et Organ for gyldige Meninger, der gaa sin Gang, om En og Anden af Bladets Medarbeidere blive syge, men blot en Tumleplads for personlige Formeninger, ligesom det skrøbelige Legeme for Sygdommene.*)
Det var intet godt Veir for Balloner og persiske Gymnastikere i Søndags; thi kunde der ikke blive noget af med Forestillingen paa Fredriksborg den Dag; men idag skal Alt gaa for sig, fortælle Plakaterne. Jeg glemte sidste Gang at fortælle, at Gymnastikerne ere Hof-Gymnastikere. Jeg iler med at indhente det Forsømte. Det er persiske Hof-Gymnastikere, og Navnene ere saa persiske, som noget Menneske kan forlange. De Hoffer! De havde alle gode Ting! Det er til at blive ør over, hvormange Charger der er, som begynder med Hof: Hof-Gymnastikere, Hof-Balletmestere, og — Hofmænd maa vide Alt. Det er ellers en sørgelig Tilbagegang, at man ikke længer har Hofnarre i den gamle Betydning; Hofnarrene vare nemlig Embedsmænd paa en Maade i Middelalderen og udover et Stykke. Det var et Embede, som var overmaade godt, og vist er det ogsaa, at der skulde større Talent til værdigt at beklæde et Hofnarre-Embede end et andet borgerligt Embede. Hofnarrene vare vittige Personer, hvad Embedsmændene ikke altid ere, hvor fortræffelige de end kan være forresten, og Hofnarrene turde sige Sandheden frit ud, hvad en Embedsmand ikke altid tør. Under enhver Omstændighed var nok Hofnarren, som velbestaltet Hofnar, bedre end de, som ikke ere velbestaltede, men gaa under en anden Titel med Ordet Hof foran sig. Det har nemlig altid været et Fortrin, at være sig bevidst, hvad man er, og saaledes med Aarvaagenhed at virke i sit Kald; først da kan man drive det til noget Stort i denne Verden.
Som man ser af Morgenbladet arbeider man nu paa Indredningen af et norsk Theater i det gamle Kasinok431. Jeg har ogsaa været derhenne, ligesom formodentlig Morgenbladet, og seet paa Arbeidet. Det lader til at ville blive et ret hyggeligt Hus derinde, og jeg forener mine Ønsker med Morgenbladets, at det maa gaa vel og at Publikum vil skjænke den unge Anstalt sin Opmuntring og Overbærelse. Dette maa absolut til, skal Foretagendet ikke gaa tilgrunde. Det maa nødvendigvis blive ufuldkommet i Begyndelsen, uagtet en saa kyndig Mand som Hr. Skuespiller Cronborgk432 har overtaget Ledelsen. Han har derfor ogsaa blot givet Foretagendet det beskedne Navn af en Theaterskole, uden saaledes at love kunstneriske Præstationer, som da heller ikke vilde kunne præsteres fra Begyndelsen af. Der er neppe nogen Tvivl om, at jo Publikum vil komme Foretagendet imøde, dersom det i Et og Alt bliver ledet med al mulig Skjønsomhed og Omtanke. Her er vaagnet en Trang til kunstnerisk Selvstændighed, der kan være den politiske Selvstændighed værdig, som vi ere saa lykkelige at være i Besiddelse af, og Christiania er naturligvis det Sted, hvor denne Trang mest maa blive følt, trods de forskjellige Partier, der maatte synes at føle en anden Trang, nemlig Trangen til at være afhængige af Danmark, naar det gjælder Skuespillerkunsten. Kan ogsaa hende, at literære Partihaner og den Masse af Kritici, som Christiania indeslutter, vil gjøre Anstalten noget Afbræk, men i Længden vil dog sikkerlig den gode Mening seire, dersom Entreprenørerne have Midler til at udholde den Beleiring, som enhver saadan ny Anstalt maa udholde.
*) Anm.: Jeg faar igjen svare «Bladets» Korrespondent i en Anmærkning. Naar han siger, at jeg er en inhabil Dommer over Krydseren, da har jeg ikke Andet at svare — som han (Korresponten) da finder gyldigt — end det, at Krydseren igjen er en inhabil Dommer over mig. Vi angrebe nemlig hinanden begge, og jeg var nok den, som begyndte med Angrebet ifjor Vinter, om Korrespondenten ellers kan huske det. Og Krydseren er ogsaa et enkelt Menneske, kan man se af hans Sygdom; og om der skulde være flere, f. Ex. et Koterin41, saa gjør ikke det stort til Sagen: Kotterierne pleie nemlig altid at være værre end en enkelt Mand; de ere som oftest mere partiske og urimelige; det viser bestemt Erfaringen; Kotteriet er et Parti med Partiernes velbekjendte Lidenskabelighed; en enkelt Mand kan da komme til Fornuft, og jeg tror idetmindste, at Krydseren (den syge Mand) er mere rimelig end Kotteriet, «Krydser-Kliken,» som den kaldes.

Nr. 171/1852; søndag 25.07.

[Fornyinga av Christiania; nybygg; utvandring; å døy på engelsk]

Korrespondance
Christiania, den 24de Juli
Det gaar fort fremad med Christianias Udvidelse og Forskjønnelse. Jeg traf forleden Dag oppe paa Slotsplanen en Præst fra Landet, som ikke havde været herinde siden 1834, sagde han. Han saa ud over Byen med Overraskelse og kunde neppe kjende sig igjen. «Hele Ruseløkken er ny,» tilføiede han, «og de mange gamle Huse paa hvert Hjørne og i hver Krog ser man ikke noget til, hvorimod Alt er nyt og prægtigt.» Jeg gjorde ham da opmærksom paa, at Byen nu efter de sidste Tællinger viste sig næsten dobbelt saa stor som ved Folketællingen i 1835. «Ja,» sagde han, «og er den dobbelt saa stor, saa er den mange Gange saa skjøn, det kan alene den se, der som jeg ikke har været her i saa lang Tid; for Indvaanerne selv maa intet Paafaldende vise sig.»
Vi talte derpaa om den Indflydelse, Jernbanen vilde have paa Byen, og hvor ukjendelig den maatte blive for ham, dersom han nu igjen blev borte 18 Aar til. Inden den Tid vilde en Storthingsbygning med Taarne kneise over de øvrige, dersom da ikke alle Storthingsmænd blive ligesaa rædde Taarne som Mossigek433 og mange af hans oppositionelle Medmennesker paa dette sidste Thing. Længe inden den Tid vil den nye Kirke beherske Byen og sees langt borte fra, og det katholske Kapel, man nu alt bygger paa ovenfor den, vil maaske ogsaa tage sig godt ud fra sin Høide deroppe paa Bakken, og Akerskirken maa vel ogsaa komme til at «glo mere i Øinene,» naar den gamle kommer ned og en ny op igjen. Det var Præsten, som gjorde den sidste Bemærkning, og jeg skjønnede deraf, at han i sin Menighed maatte have fremskyndet Nedrivelsen af gamle Kirker og Opførelsen af «Ladebygninger» efter de approberede Tegninger, saaledes som saamangen «god Præst» har gjort i disse sidste Dage.
Engelskmændene vil længe inden den Tid have bygget det store Hotel, som man nu taler om, et rigtigt udenlandsk Hotel baade inde og ude, et Hotel med gallonerte Kokke og Ovn til at dreie en engelsk Beafsteg i, forudsat da, at de norske Oxer ere store nok. Det Hotel vil blive Middelpunktet for Gastronomien eller «Ædningen» og «Drikningen» i Christiania. Maatte nu bare de norske Maver komme til at taale saamange stærke Sager som de engelske! Forresten har det vist ingen Fare: Her kommer nok saamange Engelskmænd, at Hotellet har nok med dem.
I disse Dage har her igjen ligget et Skib paa Reisen med Udvandrere. Disse have været fra forskjellige Bygdelag, endogsaa fra Thelemarken. De, jeg har seet og talt med, have været freidige og glade, og gamle Folk talte som om de skulde komme til at leve om igjen, bare de kom bort fra Norge. Det er ganske fælt at høre en saadan Ligegyldighed for Moderlandet, og den kan alene forklares som en Slags Feber, der nu har grebet om sig i fast alle Lande. Armoden er ikke nok til at frembringe Følesløshed for Hjemmet; der maa noget Andet til. Lysten er kommen i Folk efter det forgjettede Land, og er den kommen, hører man ikke længer paa Forestillinger. Man vil forklare Udvandringerne som en Følge af politiske Misligheder hjemme. Det holder vist ikke Stik; thi de Fleste, som reise, have sjelden eller aldrig nogensomhelst Mening om Politik. I Tydskland f. Ex. kan man nok forklare mange Udvandringer som en Følge af Ufriheden dernede; men de, som udvandre for den Sag, ere de Færreste blandt de Hundredetusinder, som aarlig drage bort. Overbefolkningen driver de Fleste afsted, og fremfor Alt den dybe aandelige Trang, som Folkene have efter at stævne mod Vesten.
I mange Egne, hvor før Faa eller Ingen har udvandret, laver man sig nu til. I østre Bærum skal der saaledes f. Ex være Mange, som ville reise næste Foraar.
Her har i disse Dage ligget en engelsk Yacht nede paa Havnen med Lorden, Ladyen og Smaalorder og Do. Ladyer. Det er nogle raske Gutter, som ere Matroser paa den, og de gaa saa kjække gjennem Gaderne som de skulle eie Yachten selv. Lorden ser slet ikke saa fornøiet ud, han. Aa nei, han reiser jo for at spare, og det er ikke saa godt, naar man skal foretage Finantsoperationer, som gaa ud over en selv. Andre Mennesker sidde smukt hjemme, naar de ere nødte til at spare paa Skillingen; men de engelske Lorder reise netop da; de udruste en Yacht med alt Tilbehør og holde endog udvalgte Matroser. Saa lade de Yachten puste lidt ud i Havnen og foretage Udflugter indover Landet, leie Tolke og drage med sig Trods som det var en liden Armé, der skulde paa Tog, og saa betale de Alting saaledes, at de skjæmme ud Folk, som forud sidder: de ødelægge Gjæstfrihed og Hjælpsomhed og gjøre Folk aldeles blue til at forlange Betaling, og indbilde ved alt dette Almuesmanden, at «Fanterne» har det saa godt og letvindt. Slige Folk ere netop de sande Skabere af Revolutioner og Socialisme, og utaaleligt er det ogsaa tilvisse for den menneskelige Fornuft at se slig «Leven.» Men, Engelskmændene leve saaledes for at spare. Det er intet Under, at ⅝ af Befolkningen maa leve «smaat» og ⅓ endog værre end de usleste Trældyr. Det er intet Under, man taler om at dø paa engelsk: to starve, at dø af Elendighed, saaledes som man alene dør i England. Det er da naturligvis ikke Lorderne som dø paa engelsk, undtagen naar de ere blevne overmættede, faa spleen og skyde sig. Det er ogsaa at dø paa engelsk; men paa en anden Vis. Man taler ogsaa ret ofte om at «leve paa sin engelsk»; men i det ligger ikke noget karakteristisk: at gaa med smale Buxer, saa de Kalvebente kunne sees i sin hele Skikkelse, at gaa med korte Frakker, drikke Porter og spise stærk og krydret Mad, at holde Middag Kl. 6 om Eftermiddagen osv., alt dette og mere siger ikke stort; men at dø paa engelsk, det siger mere; det er den nyere engelske Historie, bedre end nogen kan skrive den; det aabner os det hele engelske Samfundsliv, og afslører alle disse Afgudsbilleder, som man tror at finde i engelsk Flid, i engelsk Politik og mægtige Rørelse. At dø paa engelsk, det er Alt, og jeg syntes endog at disse Ord med gule Bogstaver stod paa Yachten, som laa her i Havnen.

Nr. 180/1852; torsdag 05.08.

[Tørke; jødar i byen; ballongferd]

Korrespondance
Christiania, den 1ste August
Nu er da Luften bleven klar, og den tykke blaanende «Moe» er blæst væk. Man har ellers ikke noget almengjældende Navn paa den blaanende Dunst, som i slige varme Sommerdage fylder Luften og gjør den uigjennemsigtig. Paa de fleste Steder kalder man den «Moe», paa andre, f. Ex. paa Ringerige og Hadeland, «Ølrøg.» Denne Benævnelse har J. Moek434 brugt i sin Vise for Kadetterne: «Svøbt i Ølrøg» o.s.v. Opover Skedsmo og Ullensaker kalder man den «Landrøg.» Skriftsproget har, saavidt mig bekjendt, ingen Benævnelse for den Slags Luft; men man kalder den ofte Røg, og det er den neppe. Røgen ser anderledes ud, og saamegen Røg kan slet ikke fremkomme af en Skovbrand. Dette har Erfaring sagt Landmanden, og han ser derfor i den noget Spaaende, et «Guds Under»; ja, man tror endog ofte, at den er et Forbud paa Verdens Ende, «som skal ske ved Brand.» Der var saaledes i 1831, da her var samme Slags tykke «Moe», Mange, som lode sine Arbeider ligge i nogle Dage og afventede Enden; de lod Kjøerne gaa umalkede, indtil den stakkels Buskap «røitede og bar sig», saa at man maatte forbarme sig over den; og en gammel Mand sagde til sin Sønnekone: «Hent mig Bedendes-Kjæde paa Stølen, Tone, at jeg kan bede for Bronen» (Branden). Det synes ligesom man tænkte sig Jorden alt brændende i sit Indre, og at Røgen trængte frem gjennem Revner. Derfor er ogsaa Røgen saa underlig. I 1789 var her ogsaa en saadan «Moe», at Solen ikke mægtede at kaste nogen Skygge, fortalte en gammel Mand, og «der skeede store Ting i Frankrig ogsaa da», tilføiede han med Alvor. — Saavidt mig bekjendt, har Meteorologien ikke forklaret denne «Moe», der synes at maatte være en Slags eiendommelig Dunst i slig en langvarig Sommervarme, naar Luften er stille. Den er ganske trykkende, og man kan ikke forundre sig over, at Overtroen og Uvidenheden ser i den noget Forbetydende og beder til Gud, at «Solen og Maanen ikke maa græde sine Øine røde.» Dette er igjen en anden Forestillingsmaade, der forekommer mig saare skjøn. Det Visse ved denne «Moe» er, at «det er et Skinaar, naar den viser sig», og iaar bliver det vist ogsaa et saadant Skinaar, som længe vil leve i Erindringen, uagtet Tørken kom saa sént, at Høet faldt rigt paa de fleste Steder; men Korn- og Poteteshøsten vil nok desværre blive liden i det Hele. Potetesgræsset har alt paa mange Steder i over én Uge hængt vissent, og Kornet grøntørker («grønheiser») paa Steder, som ikke ere aldeles fugtige; i de høieste Fjeldgaarde vil derimod blive «stridt» (vegtigt) Korn, dersom da Frosten ikke kommer altfor snart; paa enkelte Steder skal den alt være kommen, f. Ex. nord i Romsdals Amt. — Landet ser øde og forbrændt ud i denne Tørke, og det er smukt sagt af Bonden, naar han siger: «Herregud, hvor Jorden sukker efter Regn nu.»
Med sidste Dampskib kom fire Jøder; de havde været i Vestlandets Byer og skakret med sine Smaavarer og agtede nu at besøge Hovedstaden, hvor den ene af dem, som har været her før, agtede at nedsætte sig som Handelsmand. Det var nogle ægte Jøder med fortræffelige Jødefjæs. En af Passagererne fra Kragerø fortalte om deres Handel der paa Stedet. De havde Skosværte, Tinkturer til at aftage Pletter paa Klæde, Fernis, Kompositioner til Strygeremme, Rotteforgift og Raad mod Væggetøi, som det meget smagfuldt har hedt i Avisernes Bekjendtgjørelser ivaares. Alt var naturligvis fortræffeligt, og de forlangte indtil 2 Spd. for Ting, som de tilslut solgte for 16 ß. Sagerne, som de har, koste dem Intet, da det bare er Jux, og saaledes staa de sig godt, naar de bare faar Noget, og saa gjør de dygtige Kuper imellem: det puffer at forlange saameget, og Kjøberne finde, det maa være Røverkjøb, naar de faa den Ting for 3 Mk. f. Ex., som Jøderne først vilde have 2 Spd. for; man pleier nemlig sjelden at byde mindre end det Halve eller en Trediedel af det først Paasatte. Jøderne véd nok at stelle sig; det skal Ingen lære dem at handle. Og saa ere de saa paahængende, at Mangen kjøber for at blive dem kvit; det er nemlig Faa, som ere saa forstandige at jage det Pak øieblikkelig paa Døren; vi Norske ere godmodige i Regelen, og der er ingen Tvivl om, at Jøderne ville vide at gjøre vor Godmodighed i Penge noget ganske fortræffeligt, bare her nu kommer mange Jøder væk. Vi ere ogsaa bra uvidende i den Vei som Jøderne dilte saa let. Vi kan lære Meget af Jøderne; men at vi faar betale Lærepenge, det er vist. Selv vore mest berømte Aagerkarle og Auktionsforvaltere og Handlende med gamle Klæder ere rene Sinker mod Jøder. Man fornemmer snart, det er noget Tillært og Keitet, ikke noget genialt medfødt, og der skal lang Øvelse til at hæve Studiet og Fliden til Geni; ja Mange ville endog paastaa, at det aldeles ikke gaar an. Der er især én Ting, som vi Norske ikke kunne lære af Jøden, nemlig den Agt til at benytte Alting, og ikke kaste Vrag paa det Smaa. Disse Jøder kastede sig endogsaa over Skallerne og Krummerne, som Kokken paa Dampbaaden kastede væk, og nød Alt med den fortræffeligste Appetit af Verden, akkurat som de skulde have været Høns. Jeg min Synder, jeg tog saaledes en liden Næpe, som Kokken kastede væk, spyttede paa den, og saa paa Jøderne og kastede den overbord, ligesom naar man vil faa en Hund til at springe i Vandet; men Jøderne sprang dog ikke efter Næpen; Fisken fik den rimeligvis. Det var dog ikke sagt, at Jøderne kunde svømme heller, uagtet de gjerne ere flinke Folk; man ser strax paa dem, at det er «gode Hoveder» og de dreie sig omkring som «Snurrebasser.» Der er Liv i de Karle, og de komme aldrig i Forlegenhed med Sproget f. Ex.; de lære det i en forbausende Fart, iallefald saameget, at de kunne handle i det. Det er et begavet Folk, og Verdens største Genier ere de ogsaa, fødte af Abrahams Sæd.
«Samson» har nu alt gjort tvende Luftfarter; den første gik godt som bekjendt, men hvorledes det er gaaet idag, faa vi vel vide imorgen. Ballonen gik over Byen i Kvællingen og satte Kursen med Vinden opover til Maridalen. Folk stirrede saa det var en Lyst, og omkring paa Høiderne har Folk siddet og ventet den hele udslagne Eftermiddag; paa Søen laa Baade og i Vinduerne stod de stakkels Mennesker og skottede, som ikke kunde komme ud. Det koster 50 Spd. at være Passagér med; det er dyrt, men man har den fortræffeligste Udsigt til at kunne brække Halsen. Luftfarten har nu ophørt at være et Under, og saalænge man ikke har det i sin Magt at styre den, bliver det Hele blot noget Mekanisk, der ikke aabenbarer nogen Tanke, som virkelig interesserer, og i videnskabelig Henseende har Luftfarten ikke udrettet stort; man opdager det samme ved at bestige høie Fjelde.

Nr. 183/1852; søndag 08.08.

[Disputt med Drammens Blad; Akerskyrkja; kunstutstilling]

Korrespondance
Christiania, den 6te August
Korrespondenten i Drammens Blad er meget ufredelig af sig. Hvem skulde tro, at der i en saa liden Fyr fandtes saamegen «Ildske.»*) Stakkels Barn! Du faar nok Kam i Dit Haar, naar Du bliver større; nu falder man ikke lettelig paa, at gjøre Andet ved Dig end sige: Vær nu ikke saa uartig! Fy, det er ikke pent! Vær nu en sød Gut. Idetmindste vil jeg herefter ikke tiltale ham anderledes, forudsat da, at jeg mere nævner hans Navn, men lader ham i Fred og Ro gebærde sig, og skrige og være uartig, indtil det selvgjorte «Sinne» faar lagt sig, og han udmattet synker om og sovner, som ethvert andet Barn, naar det har skreget sig træt. Det er ikke elskværdigt at trætte med Smaaunger, Kvindfolk og drukne Mennesker. Lad mig nu se, at Korrespondenten ikke tager det mig ilde op, at jeg nævner Kvindfolk og drukne Mennesker i samme Forbindelse! Jeg gjør det ikke for at «sværte» ham, men blot for at faa Treheden istand, denne velsignede Trehed, som man gjerne er høflig imod.
Bitteste Korrespondent! Hvorledes kunde Du falde paa at tale om «Gabestok,» hvori jeg skulde sætte de Folk, hvis Ord jeg ræsonerede? Jeg nævnte jo ingen ved Navn, og desuden talte de saa rimeligt, at en navngiven Mand nok kunde vedkjende sig saadan Tale, dersom han da ikke gjorde den forfængelige Fordring, at være klogere end Andre; men det er sandt, Du er jo (efter min Slutning) et Barn, og derfor tager jeg det ikke saa nøie med Dit Snak; Du mener vel heller ikke saa ondt med det; Du har vel seet Ordet «Gabestok» i Aviser f. Ex., uden saa ganske klart at vide, hvad det var for noget.
Bedste Korrespondent! Vær ikke saa forfærdelig kritisk af Dig; Du maa nok kritisere, hvad jeg skriver; men lad andre Folk være, som virkelig har et Forfatternavn. Du kan ikke tro, hvor komisk det tager sig ud i Dine Spalter, at se Dig mønstre Forfatterne. Jeg mindes en liden Gut hjemme,**) som tog en liden Øxe paa Nakken og meget «karslig» sagde, at han vilde hugge ned en stor Birk ude paa Tunet. «Jeg vil hugge ned det, som stort er jeg,» sagde han, og han hug, saa Kjolen (han havde endda ikke faaet Buxerne) flaksede, men han blev snart træt Stakkel og satte sig paa en liden Stén, og med Hovedet paa Skakke stirrede han paa Birken, som bare havde faaet nogle Rifter i Barken. Han kom ganske modløs tilbage, men «sint» blev han, hvergang man spurgte, om han havde hugget ned den store Birken.
Det begynder snart at blive kuriøst at nævne Akers Kirke, og endnu mere kuriøst vilde det være at nævne den uden at spase. Det er dog ganske ypperligt, hvad den har givet af sig, og der er al Sandsynlighed for at her maa blive et Ordsprog for enhver Ting, som hamres og træskes ud over alle Grændser: «Det er Kirken i Aker,» «det er ligesaa kjedeligt som Akers Kirke» osv. f. Ex. Man kan ogsaa betegne Handelen om Akers Kirke som et Exempel paa Sluhed i Handel, istedetfor at man forhen har maattet lade sig nøie med Hestehandel, altsaa: Den og den er «en Kirkehandler,» ikke nogen Hestehandler, for Sogninger, Hallinger, Vosser og Tellebønder f. Ex., som drive paa «Gamper,» ere nogle store Sinker mod «Majoriteten» i Akers Formandskab. Der ser man dog, at Dannelsen gjør Noget, skjønt Publikum maa vide, at Dannelsen nok ikke er synderlig stor i den «Majoritet,» iallefald ikke hos Formændene; det er vist smaat bevendt med Dannelsen paa de Høider, men den er vel alletider en Smule større end hos DHrr. Hallinger, som drive «Gamperne» om paa Hestetorvet og ride med Skrig og Skraal igjennem Gaderne. Forresten turde det nok hende, at «Majoritetens» Dannelse blot var halv og saaledes meget værre end ingen, og der er vel ingen Tvivl om, at de enkelte «Kirkeprangere», som Publikum kjender, ere nogle halvdannede Mennesker idethøieste.— Det skal endnu som det lader, opsættes en Maaned med den endelige Afgjørelse. Ypperligt! Dersom «Majoriteten» ikke i den Tid «kliver» 1000 Spd. til, saa er den ikke saa god som Folk har Grund til at formode; den kunde meget godt gjøre det: den tabte ikke et Grand i Folks Omdømme, og det vilde være godt for Fondet til en ny Kirke og en ny Kirkegaard; man fik kanske den hele nye Kirkegaard for de Pengene: man fik jo i gamle Dage en Kirkegaard blot for de velbekjendte 30 Sølvpenge, som Judas hængte sig bort fra. Men, kanske det var denne Omstændighed som gav de 30 Sølvpenge saamegen Kjøbekraft, og der er vel Ingen af «Majoriteten» saa fornuftig, at han hænger sig for nogle af de Tusinder, man har øget paa i Kirkehandelen, saa at disse Penge kunde stige i Værd.
Her er udstillet en skandinavisk Malerisamling nu for Tiden; det er vel ikke for at tjene den skandinaviske Idé, at Udstillingen er foranstaltet? Jeg ved det ikke. Vore Kunstkritikere maa være borte i «Ferierne,» eller ogsaa paa Udenlandsreiser, siden man ikke har seet nogen sammenlignende Kritik over de udstillede Malerier. Det turde vel ogsaa hænde, at det er af lutter Høflighed mod de svenske og danske Brødre, man tier, eller ogsaa af Høflighed mod os selv. Sagen er delikat, og det «likeste» er vist bare at se og tie stille. Dette er rigtignok det «likeste» alletider, men helst her, hvor man kan tørne mod nationale Følelser.
*) Jeg slutter af hans Skrivemaade, at han «nys har faaet Buxerne.»
**) Nu sætter jeg vel denne i Gabestokken igjen!

Nr. 187/1852; fredag 13.08.

[Kunnskapen om Norge og norsk litteratur i utlandet]

Korrespondance
Christiania, den 11te August
Vi Norske klage ofte over, at Udlændingen ikke kjender os ret; det er visselig en forfængelig Klage og leder bestemt ikke til Noget. Vi kan ikke vente, at Udlændingen skal lægge Mærke til os: vi er et forlidet Folk og Størrelsen spiller en stor Rolle i denne Verden. Vi kan indbilde os at være flinke og tro, at Norge har et forholdsvis Antal berømte Mænd til at rekruttere Historien med; det hjælper intet Altsammen: Norge er for ubetydeligt. En Engelskmand, Franskmand eller Tydsker gider ikke at se over Norge paa Europas Kart, endsige lære det norske Sprog, og hører han Noget om Norge, kan det i det høieste vække en øieblikkelig Nysgjerrighed hos ham; nogen varig Interesse kan han ikke have for en saa ubetydelig Afkrog, medmindre han som Jernbanekompagniet har Indtægter at haabe her; men dette er igjen en Opmærksomhed som den, man skjænker Laxen i vore Elve; man har Moro af, at kjende den rykke i Stangen, og den smager fortræffeligt. Det er intet Under, man føler sig smigret ved slige Bekjendtskaber!
Nei, det Bekjendtskab til os, som alene Jevnbyrdige kan stifte med hinanden, det kan vi nok ikke vente at stifte med Udlandet; dette ligger i Tingenes Magt, som en bekjendt Mand saa gjerne siger, og i den faar vi finde os, og skulle vi tale om denne vor Stilling, da heller spøge med den, end sætte os til at jamre: man tager omtrent ligemegen Notits af begge Dele, og da er det unegteligt bedre at holde sig ved Mod.
Det var Morgenbladet, som forleden Dag førte mig ind paa denne Tankerække: Det havde en Artikel med Overskrift: «Skandinavisk Literatur eller literær Skandinavisme,» hvori det beklager sig over, at man i Udlandet ikke kjender til os og vore Forfattere! men giver ravgale Fremstillinger af vort Leven og Væsen, som om vi ikke maatte være glade over, at man nævnte os, hvor bagvendt end denne Benævnelse var, især naar det, som her, ikke gjælder stort Andet end en lidt skjæv Stilling af vore Digtere. Sagen er, at Udlandet véd vi har Digtere, og enten man kalder dem Peer eller Paal gjør det ikke stort til Sagen, da man alligevel ikke læser dem, eller tænker noget paa dem, og da man nu ligesaa godt først som sidst maa opgive den søde Tanke, at Udlandet skulde lære os at kjende. Man har mange Skrøner og Historier om, hvorledes Udlandet bedømmer vore Forholde. Saaledes skulde for ikke ret længe siden tvende Pensionærer i Darmstadt disputere ivrigt om Norge var Hovedstaden i Christiania eller Christiania var Hovedstaden i Norge, og H. Heinek435 skriver i «der romantische Schule,»k436 at H. Steffensk437 var født «im Stavanger bey Drontheim,» ligesom Stavanger skulde være en Forstad til Trondhjem. Hvorledes de franske Aviser i de sidste Aar har fremstillet Norge og norske Forholde, er bekjendt, og Reisende fortælle, at have hørt Disputer om Norge mellem Franskmænd; somme lægge det øst mod Illyrien, andre endnu længere mod øst til Bredderne af Eufrat osv. og en norsk Handelsmand fortalte, at han paa en Kaffé i Paris blev spurgt, hvor han var fra: «Fra Norge.» — «Ah, fra Norge! De er altsaa Landsmand til Ole Bull og Ole Høiland.»k438 Det var de eneste norske Personligheder, han kjendte af Navn. — Selv den berømte engelske Retslærde, Lord Brougham,k439 der endog i sine yngre Dage har skrevet om de europæiske Statsforfatninger, lagde her om Aaret — som man saa af Aviserne — en mærkelig Uvidenhed for Dagen om Norge og dets Stilling til Sverige. Nu er det vistnok saa, at enkelte Udlændinger, f. Ex. T. Müggek440 og Franskmanden Marmierk441 i sin nordiske Literaturhistorie, have givet sandfærdige Skildringer af vore Forholde; men slige Bøger gider ikke Udlændingerne at læse; det interesserer dem saa lidet, at se, hvorledes slige Stakler har det, og deri kan man sandelig heller ikke fortænke dem; de have saamange andre og mere interessante Ting at lægge Mærke til; Reiseskizzer fra Borneo og Nyzeland f. Ex. maa tiltale dem langt mere; derifra kan man nemlig høre Eventyr. — Jeg skjønner derfor ikke, hvorledes man kan give sig til at klage over, at det er, som det er; man bør være liberal og sætte sig i Udlændingens Sted. Og selv om nu Udlændingerne gjorde Bekjendtskab med nogle af vore «store Mænd,» saa vilde de snart tage dem fra os, og saa uformærkt gjøre dem til sine. Der er ingen Tvivl om, at jo Franskmændene vil gjøre Asbjørnsenk442 til en Franskmand, dersom hans Eventyr blive oversatte paa fransk; de hensætte ham til Bretagne, og der vil han finde sig noksaa vel hjemme. Lære de Hansteenk443 at kjende, saa bliver han i Tidens Længde en af Aragosk444 Medhjælpere f. Ex., og dersom det ikke gaar an, saaledes at tilegne sig vore Folk, saa har de for dem ingen Interesse; de glemme dem, og deres Virksomhed fly der sammen med den store og ubestemte Kulturudvikling. Det er igrunden skjønt for vore store Mænd saaledes at gaa op i den ubestemte Menneskehed; Forfængeligheden skal ikke anspore dem; Kjærligheden til Kunsten og Videnskaben maa gjøre det og saaledes bør det jo være.
Ole Bull lever væsentlig for at gjøre Norge bekjendt, og han tror, det skal lykkes ham; det er en skjøn Drøm han lever i, og han undlader vist ikke at tale vor Sag, saa godt han formaar; Man lærer Bull at kjende og hans Bue, men Norge kjerer man sig nok ikke stort om, og glemmer iallefald let det Lille, man har faaet vidst om det. Chr. Tønsbergk445 fortæller ogsaa om Norge med sine «Tegninger» og «Dragter,» men man glor paa Dragterne og véd ikke, hvor Norge ligger, og bry’r sig heller ikke om at kjende det; det kan saa ikke fængsle i Længden alligevel.
Forfatteren til Skandinavisk Literatur eller literær Skandinavisme, lader forstaa, at det er Dandskerne, som ikke gjøre hvad de kan, for at Udlandet kan faa en rigtig Tanke om os. Herregud! hvem kan fortænke Danskerne i det, at de saalænge som mulig ville beherske os, ved at lade som om vi vare ingenting? Danskerne har tabt saameget, at det iallefald er dansk Patriotisme at gjøre os til Nuller og Nixer; derved beholde de sit gamle Vælde, og man véd jo, hvor vanskeligt det er, at opgive et Herredømme, man længe har udøvet. Man fortæller saaledes om Tyrannenn42 Dionysios,k446 at han tog sig til at være Skolelærer, da han ikke længere kunde være Konge; det var ham nemlig en Trang at have nogen at prygle. Vi maa virkelig være glade, at Danskerne ikke ere værre; de kunde meget gjerne falde paa at gjøre os til Varulve; nu gjøre de da ikke stort mere end at overse os, glemme os og forresten give nogle smaa skjæve Fremstillinger af os og blande sammen Wergelandk447 og Welhavenk448 paa en noget betænkelig Maade; men det gjør heller ikke stort: Wergeland og Welhaven vare jo Fiender saalænge de levede, og det kan derfor ikke gjøre stort til Sagen at forvexle dem efter Døden.

Nr. 189/1852; søndag 15.08.

[Mississippi-panorama i Losjen]

Korrespondance
Christiania, den 14de August
Igaar var det den sidste Dag Kjæmpemaleriet Missisippi blev forevist; det var uigjenkaldelig den sidste Dag, og saaledes er der vel intet Haab om, at «Fleres Opfordring» kan bevirke flere Forestillinger. Det er bestemt interessant, at se dette Maleri, uagtet «Kjendere» vil paastaa, at Perspektivet er daarligt, mange Figurer og Gjenstande fortegnede og det Hele «slet.» Jeg for mit Vedkommende saa ikke noget til det «Slette,» men hengav mig til Illusionen og levede for nogle Øieblikke i Amerika med mange af mine Barndomsbekjendte; vi vare glade over at være komne til et Land, hvis fremtidige Storhed vakte vor Selvfølelse, og ligesom meddelte os noget af sit eget Haab om Magt og Vælde. Vi følte os stærke i dette Land, der engang maa være bestemt til at beherske den hele Verden, og for første Gang følte vi, hvad det vil sige, at vide sig en Del af et stort Folk, og dette forklarte os Amerikanernes Ilen og Jagen, som om Jorden skulde brænde dem under Foden, det forklarte tillige deres Skjødesløshet og Dødsforagt, som i de brændende og paaseilte Dampere paa en vild Maade traadte os imøde. Man føler der er saameget ugjort; man maa fremad hvorledes det gaar. De uoverskuelige Sletter vente paa arbeidende og forædlende Hænder, og de umaadelige Kjæmpestrømme paa Farkoster til at bære Rigdommen ud i den vide Verden. 1200(?) Dampere er ikke nok, det er blot en liden Begyndelse. Hvad skader det, om nogle springe i Luften, naar mange komme saa hurtigt frem? Der er Bygningsmaterialier i de «evige Skove,» og Landet kan føde saamange Indbyggere, at nogle Hundrede mere eller mindre gjør ikke stort til Sagen. For én Ladning, som springer i Luften, kommer der hundrede fra den gamle Verden, og for hver Dampbaad, som støder paa, staar der hundrede paa Stabelen langs denne Kjæmpeflod. Lad gaa! Man har i denne Udviklingsstrøm, der er ligesaa mægtig som den, man seiler paa, tabt al Sammenligning, alle Forhold og almindelige Hensyn af Sigte; man stævner frem i et vildt Overmaal af Kraft, ligesom Geniet førend det er vaagent til Bevidsthed og Klarhed, og Jordbunden selv er saadant et Genie: den har Palmetræer og Cedere, Bomuldsplanter og Sukkerrør, Slanger og Aligatorer, paradisiske Blomstertræer og dræbende Musqvitos; uoverskuelige Savanner med mandshøit Græs og naar det tørres, fremadtittende Flammebølger, med Sværme af firføddede Dyr, Slanger og Fugle foran sig, som ængstelige ville undfly Ødelæggelsen; Flokke af alleslags vilde Fugle stryge gjennem Luften, og lange Rækker af vilde Heste og Hornkvæg galloppere over Sletterne; i Ly af Paradispalmen ligge giftige Orme. Skyerne sænke sig som Blyhatte ned over Høiderne, og atter opklares Luften til et Blaa, som Nordboen ikke kjender.
Den rige Natur dræber og skaber lige hurtigt i uophørlig Kredsgang, indtil den ordnende Menneskehaand har udtørret Sumperne og tømmet de vilde Kræfter. — — — — — — —
Der vandre Negere omkring paa en Sukkerplantage; de ere solgte og kjøpte som Kvæg, og behandles i Et og Alt som Kvæg, og vi spise Sukkeret, de have udpresset! Hist er Plantageeierens fyrstelige Hus midt i en Have, sikkert ligesaa deilig som den, hvor Eva tog sig et Æble. Ude i Gangene staa Bærestole, hvori Husets Damer hvile, klædte i skylette Dragter, og med en Negerinde ved Siden til at vifte bort Myggene, medens Negerne gaa og bære med sine Bæreseler, og ofte synke om af Udmattelse.
Udvandrere! Hvor ere de fra? Fra alle Verdens Lande. En uforklarlig Drift styrer deres Fjed hid mod Vesten og lader dem trodse alle Farer og Savn; de knurre vist ikke saameget som Israels Børn paa Vandringen gjennem Ørken til det forjettede Land; men, her er heller ingen Ørken; her er Liv og Fylde, og Moderen hist, som giver sit Barn at die, kan sige til sin Lille: «se her din Arv! alle disse Sletter ere dine, saasnart du forstaar at dyrke dem; jeg dør gjerne af Anstrængelse, naar jeg ved min lange Vandring fra mit trange Hjem blot kan give dig en Arv; jeg sidder gjerne i en Jordhytte, naar du kan opføre et Slot paa den samme Tomt.» — — — — — — — — —
Et Mormontempel! Hvilket Indfald at bygge Templer i en slig herlig Egn! At man ikke tilbeder Floden ligesom Hinduerne Ganges og lader disse svømmende Øer være Profeter istedetfor Bedrageren og Narren J. Smidtk449! At man ikke lader disse taarnede Klipper, som speile sig i Floden, være Templer, istedetfor at ødsle sin Kraft paa slige Bygninger, som dog med al sin Pragt blot blive Templer, «gjorte med Menneskehænder!»
Se disse Indianere! De have solgt dette skjønne Land for Glasperler og Brændevinsflasker! Himmelen véd, hvor mange tusinde Aar de have levet her i et Kredsløb uden at kunne arbeide sig ud af Vildheden. De ere ligesom Fuglene omkring deres Baade: den første Fugl var ligesaa klog som dette Exemplar. I sine Kanoer af Bark maa Indianerne se disse prægtige Dampbaade; maa de ikke tro, at Guderne ere stegne ned til Jorden og imellem seiler paa Missisippi for Moro? De fly dem, og kan der røre sig en Tanke indi denne tatoverede Pande, saa maa de tænke, at dette herlige Land ikke kan være skabt for dem, men for disse, som kunde tvinge Naturen til at være en lydig Tjener; og dog er det tragisk at se disse Vilde blive fortrængte fra den Jordbund, der i saamange Tusinde Aar var deres «Odel.» «Odel!» Dette Ord minder os om vort Fødeland. Vi maa didhen tilbage igjen: denne Storhed og Uendelighed her trætter omsider Øiet og sløver Sjælen; man faar neppe drage Aande; man er som paa Havet, og en ufattelig Engstelse griber En; man famler ligesom efter Noget, hvortil man kan klynge sig — — — —. Jeg hører en dansk Tunge og det en hjertelig dum en, som vækker os op af Skuffelsen. At noget Menneske kunde falde paa at give slige latterlige Forklaringer over Sligt! Det Hele bliver Spas, og jeg ærgrer mig hjertelig over min Illusion; dette dumme Menneske har komplet gjort Nar af mig. Saa gaar det, naar man ikke er kritisk, men lader Ens egen illusoriske Natur løbe af med sig.

Nr. 193/1852; fredag 20.08.

[Religion på fransk]

Korrespondance
Christiania, den 18de August
I Søndags den 15de var der Høitidelighed i det katholske Kapel. Man kunde ikke høre, hvad Høitideligheden gik ud paa, naar man ikke var indviet i denne katholske Ritus; thi Alt gik for sig paa Latin, saaledes som det en katholsk Gudstjeneste sømmer og bør; man kunde vel skjelne enkelte Ord og Sætninger, men det Hele var dog indhyllet i mystisk Dunkelhed. Der sagdes imidlertid, at det stod i Forbindelse med Napoleon;k450 den 15de August er jo den rette Napoleons Fødselsdag, og saa var det meget naturligt, at denne Dag blev valgt til at synge et «Te Deum» for de lykkelige Forhold i Frankrig og til at sætte Kirkens Stempel paa L. Napoleons politiske Streger. L. Napoleonk451 holder sig tilvens med Kirken og Jesuiterne, og det er gode Venner for en Regent selv i Frankrig, hvor Vantroen skal være saa gyselig almindelig. Det har vel ellers ingen Nød med den Vantro: der kan vel findes nogle faa Tusinde vantro Mennesker blandt de nogle og tredive Millioner; denne store Masse er troende, og paa den gjør slige kirkelige Høitideligheder et godt Indtryk og visker ud alle Blodpletter, som klæber ved Regentens lange Kappe. Det maa være en deilig Ting at herske over Katholiker, og endnu deiligere maa det være at synde blandt dem, naar man tillige selv er Katholik: naar man er træt af at synde, kaster man sig i «Kirkens Skjød», og der bliver man kvit den hele Anger og spiller ny igjen; men rig maa man være, det er sandt, for Geistligheden skaffer ikke — som rimeligt kan være — slige gode Ting for intet.
Det er intet Under, at Tidens Retning er katholsk saa at den «ene saliggjørende Kirke» fast i alle Lande vinder Tilhængere, selv i England, hvor det er kommet saavidt, at den har talentfulde Medlemmer til det kommende Parlament. L. Napoleon forstaar nok, hvad Tiden vil have, og Tiden gjør Gjengjeld og forstaar, hvad han vil have igjen.
Det synes ellers at ligge i Familien Bonaparte at holde med Kirken: man véd jo, at den store Onkel, var en ivrig Troende, da han blev Keiser, og at han gjorde Alt for at Kirken kunde præge hans Herredømme ind i Gemytterne, da han ikke længere vilde vide af Friheden, som Folket havde sværmet for. Det gik dog galt med ham, men det turde hænde, at Søstersønnen blev heldigere. Det stod nok ellers ikke saa rart til med Napoleons Tro; thi det staar i Wexelsk452 Bibelhistorie paa de sidste Blade, at Folkene kom til Erkjendelse af sine Synder under Napoleons Aag, og at Gud derfor gav dem Seier over ham, da de omvendte sig. Havde Napoleon været en rigtig Troende, saa kunde der i Bibelhistorien ikke have staaet Sligt. Kanske det ikke staar bedre til med Søstersønnens Tro, hvormeget han end holder sig tilvens med Jesuiterne, og det turde derfor komme til at staa noget lignende i en norsk Bibelhistorie, naar nu ogsaa han engang er fældet af Folket, som er blevet troende under Tyrannietn43.
Det er forunderligt at sé, hvorledes de Mennesker og navnlig Herskerne vide at bruge Religionen til at sætte et evigt Stempel paa sine Gjerninger: Man gaar ud i Verden med store Armeern44 og skyder sine Brødre sønder og sammen, og Præsterne staa hjemme paa sine Prædikestole og bede om Lykke og Seier, og naar da Hæren kommer hjem med blodige Hænder, takker man Gud og foranstalter Fester, og den som paa en slig Maade er bleven Hersker, indesluttes i Kirkens Bønner! og er han Katholik, saa røger man for ham til en velbehagelig Duft. En vakker Dag bliver han afsat, og saa beder man for Eftermanden med den samme Inderlighed og røger med den samme Vellugt. Kommer nu Hertugen af Chambordk453 efter L. Napoleon, saa røger man for ham og synger «Te Deum laudamusn45» og læser latinske Epistler under Klinken og Ringen af de smaa nydelige Gutter, som knæle om Præsten, lægge Bogen tilrette for ham og skjænke i for at han kan faa sig lidt Drikke. Den Politiken er en forunderlig Tingest, og intet Under er det, at Folk ere saa slugne paa den, naar man sér, hvilke ordentlige Mirakler den kan gjøre. Den behersker Verden, og gjør selve Religionen til sin lydige Tjener; den er almægtig, og dog er den et Verk af Mennesker: Vorherre vogtede sig nok for at skabe Sligt!
En græsk Digter antog, at Guderne havde gjort Menneskene for at kunne fryde sig over deres Daarskaber. Paa Olymp sad Guderne i koselige Lag og fortalte Historier om Menneskenes interessante Gjerninger, ligesom naar vi sidde i et lunt lidet Selskab og fortælle Skrøner. Naar nu Stoffet blev udtømt for de høie Herrer, saa blev et eller andet Bud sendt ned til Jorden for at ophidse de stakkels Mennesker til Galskaber for at man igjen kunde faa noget at le af. Saaledes sad Guderne i en evig Kommers og tronede høit over de naragtige Mennesker, der vare skabte til at gjøre gale Streger og løierlige Gjerninger. Det kan aldrig slaa feil, at Guderne have havt den uudtømmelige Kilde til morsomme Historier i Politiken; den har altid været sig selv lig: komisk indtil det Uudgrundelige, og de høie Guder — paa Olympen — have nok mangengang faaet sig en sand Latter. Det nuværende Europa maa give dem deiligt Stof, dersom de da ikke ere døde. L. Napoleon er dem en umistelig Mand, og man bliver næsten bekymret paa deres Vegne, naar man tænker paa, at ogsaa han engang maa dø. Tydskland er dem ogsaa et godt Land for Øieblikket. Vort stakkels Norden kan ikke skaffe stort Materie: det er for ubetydeligt, og det lille, som er, er noget tørt Gods, især da man maa antage, at Guderne liden eller ingen Sands har for Aviser og komiske Avisartikler. De bekymre sig visselig intet om Avisfeider, men finde dem ligesaa kjedelige som vi Mennesker. Kanske man der oppe paa Olympen ikke engang ved, at Morgenbladet og Posten ere Fiender og trætte altimellem, saa det er en Gru. Nei, det er altfor ubetydeligt; der skal store Farcer til for at kunne sætte deres Lattermuskler i Bevægelse, f. Ex. naar et helt Folk kjæmper mod et andet, og hver for sig beder om Seier af de høie Herrer, og naar de stakkels Digtere hver paa sin Kant synge, da maa Glæden paa Olympen være stor, dersom det da er tilladt for Mennesker at have nogen Mening om slige Ting.

Nr. 195/1852; søndag 22.08.

[Nye bøker av P.A. Jensen og J.P. Broch]

Korrespondance
Christiania, den 20de August
I disse Dage er udkommet et stort tykt Bind med «Dramatiske Digtninger» af P. A. Jensen.k454 Se! det kan blive noget at kritisere: det er en Bog, som staar paa egne Bén, naar man sætter den i Hylden; i vor Literatur er der faa af det Slags, medmindre de ere indbundne i saa tykt Pap, at tvende Blade af det kan staa, uden at noget ligger imellem. Hverken Welhaven,k455 J. Moek456 eller A. Munch,k457 som dog ere nogle store Digtere, have udgivet nogle Bøger, som hver for sig kunne staa paa egne Bén, men falde overende, naar de ikke støttes af andre Bøger i Hylden. Selve P. A. Munchsk458 Historie om det norske Folk kan ikke staa paa egne Bén, før den bliver indbunden; men da vil man rigtignok til Gjengjeld baade kunne ride og kjøre paa den. Man vil komme til at maale den i Fod- og Alenvis ligesom geografiske Forhold. Det bliver et stort Verk; men, se det er nu Historie, og har saaledes intet at bestille med poetiske Verker, hvorom jeg blot nu vil tale. At dømme efter «Tykleiken» er saaledes Pastor Jensen vor største Digter — jeg sætter Wergelandk459 ud af Betragtning af meget gode Grunde —; thi hvad er vel Digte af J. Moe, ditto af Munch og Welhaven mod dramatiske Digte af Jensen? De ere som en forlært Kandidat mod en «god» Embedsmand med et Glas Toddy.
Jeg holder mig — som man ser — til Tingens Ydre og overlader uden Misundelse til Andre at holde sig til det Indre. Alle disse «Digte», som udkomme, ere mig nemlig ubarmhjertig kjedelige, at jeg blot gjennemlæser dem én Gang i det Høieste, og det er aabenbart forlidet, naar man skal indlade sig paa at kritisere dem, medmindre man vil affærdige «Digtene» med det bekjendte franske Udtryk: «Alle Genre ere gode, undtagen det kjedelige.» Pastor Jensens «Dramatiske Digtninger» har jeg ikke engang gjennemlæst, jeg har blot seet dem opførte, med Undtagelse af den ene. Derimod har jeg læst Fortalen, og den er ikke god, forsaavidt som Digteren beklager sig over Miskjendelse og plumpe Angreb. Det er kvindeagtigt at beklage sig over Sligt. Er han en virkelig Digter, saa gjør Miskjendelse og plumpe Angreb aldrig et Gran; de kan alene egge ham til at skrive bedre eller ogsaa vænne ham af med den stygge Vane at skrive, ifald han efter anstillet Selvprøvelse maatte finde, at han ikke var Digter. I ethvert Tilfælde har han saaledes Fordel af Miskjendelse og plumpe Angreb, og naar man som Hr. Pastor Jensen har en anden og mere solid Levevei end Forfatterbanen, saa er han aldeles ovenpaa; da kan han — som det sig sømmer og bør — lade Miskjendelsen og de plumpe Angreb tørne mod sit indre Liv, og det har godt af slige Stød, ifald der er noget indre Liv hos Manden og ikke blot den flade Forfængelighed.
Ifald Pastor Jensen holder sig til Tingens Yderside, saaledes som jeg ved at omtale hans «dramatiske Digtninger,» saa har Mennesket ret, naar han beklager sig. Pastor Jensen blev i mange Henseender sat overmaade høit, det første han kom ind til Christiania. Troede han paa denne Vurdering, saa maa han nu være ulykkelig, og troede han paa den, saa fortjener han da ogsaa at være ulykkelig. Den, som ikke har Maalestokken i sit Indre, og ikke ser i Døgnets Ros og Miskjendelse tilfældige Bølgeslag, den fortjener at blive opslugt af disse Bølger, han er saa alligevel blevet et Vrag. Men jeg vil haabe, at Jensen ikke er ulykkelig, men at hans Fortale blot er Fraser: af hvad jeg har hørt og læst af Jensen har jeg faaet det Indtryk, at han er en lykkelig begavet Mand, kanske ingen Digter i Ordets sande Betydning, men over denne Mangel kan han let trøste sig, dersom han ikke er forfængelig: han skal ikke staa tilbage for mange Nulevende, og man kan fornuftigvis alene føle sig ydmyget, naar Andre staa lyslevende og overstraale ham.
Hr. Pastor Jensen maa finde sig i, at man ikke nu gjør saa meget af ham, som det første han kom her. Publikum — og navnlig et saa lidet Publikum som det norske — er som Smaabørn, der snart bliver «lei» af sine «Leker» og forlanger nye, for atter igjen at blive lei af disse. Er der noget virkelig godt ved disse Leker, saa vender den første Kjærlighed igjen tilbage, og Lekerne skal være saa gode ikke at blive utaalmodige imens. Jeg har seet mangen Dukke med sønderslagne Arme og Næse ligge i en Krog nok saa taalmodig, og naar «Vesla» befinder sig igjen, sætter hun Arme og Næse paa sit Sted, og Alt er som intet var. Kanhænde, at Digteren dør under denne Forknusning — det maa da her sige sultes ihjel; thi den sande Digter samler alene Kraft af at kastes tilside — dør han altsaa imidlertid, saa opstaar han igjen engang, og det sømmer Digteren at føle sig fuldelig tilfredsstillet ved Efterverdenens Dom: hans Rige er desuden ikke af denne Verden, og dør han «Digterdøden,» (sulte ihjel), saa er han neppe heller nogen Digter: den sande Digter kan nemlig aldrig blive vaabenløs: lukkes én Dør for ham, staa hundrede aabne; vil Ingen kjøbe hans Skrifter saa kan han arbeide med sine Hænder. Det gjorde Paulus,k460 og han var af god Herkomst, saa ingen Digter af «høi Familie» skal undskylde sig med, at det vilde være uhørt, at han greb til Haandarbeider. Og Paulus var en stor Mand, men arbeidede dog — som han siger — Telte om Natten for at kunne prædike om Dagen. Paulus blev ogsaa miskjendt og plumptn46 angreben, men man læser ingen Beklagelse af ham. Jensen burde tænke paa Paulus, især da han er Præst, og undsé sig ved at klage, især da han ikke engang behøver at være Teltmager, men kan i Fred og Ro være Præst og gaa paa Klubben om han vil; det kunde ikke Paulus. Det er iøvrigt sært af Jensen at klage over Angreb: han er jo ikke angreben fra Høider, hvorfra Vaaben kan falde med Styrke. Det er alene Smaadrenge, som har angrebet ham, og at bede om en rimelig Kritik af disse, er bestemt barnagtigt, Bede om Rimelighed! Det er bestemt urimeligt; den, der ikke uopfordret er rimelig, han skratter bare og lér, naar man beder ham være det.
En anden literær Nyhed er udkommen, nemlig Jødeland af Broch,k461 «Orientaleren.» Nyheden har ellers staaet i Nyhedsbladet, om Nogen skulde have læst den. Nyheden staar ikke som «Dramatiske Digte» paa egne Bén, men den er net udstyret, — sjelden net, — og Jødeland i «Fugleperspektiv» ligger foran. En Luftreiser vil kunne sé, om Perspektivet er rigtigt, og Ignatz Lazzék462 kjøber vist Bogen; — den turde ellers være «lærd» og saaledes faa nogle andre Kjøbere end Luftseilere. —

Nr. 201n47/1852; søndag 29.08.

[Norske folkeviser]

Korrespondance
Christiania, den 27de August
Tehlemarkiske Folkeviser ved Præsten Landstadk463 skal nu udkomme hos Tønsberg,k464 ser man af Bekjendtgjørelserne. Samlingen bliver betydelig, men Tønsberg er saa behjertet, at han paatager sig at udgive Verket, og man tør haabe, at han ikke vil tabe noget. Landstad kunde ikke faa saamange Subskribenter, at han trøstede sig til at lade Samlingen trykke. Tønsberg har visselig gjort en fortjenstfuld Gjerning ved at overtage Udgivelsen af et Verk, der sikkerlig maa kunne kaldes et Nationalverk i Ordets egentlige Betydning; man kalder det et Nationalverk, som er af national Betydning og har national Interesse, hvor meget mere maa man da ikke kalde det et Nationalverk, som Nationen selv har frembragt? Og Præsten Landstad har vist, at han er en Mand, som forstaar at lade dette Nationalverk fremkomme i sin rene og sande Skikkelse: Han forstaar selv det thelemarkiske Maal i den Grad, at han kan skrive det, hvilket enkelte af hans Digte om «Næslands» Kirke tilstrækkelig viser, og han er saameget Folkedigter, at han vil kunne træffe den rette af de uundgaaelige Varianter, og vide at sammenknytte det Usammenhængende uden at synde mod Visens Aand. Udgivelsen af disse Folkeviser er saaledes visselig kommen i de rette Hænder, baade hvad Samler og Forlægger angaar, og de ville begge ved dette deres Arbeide indlægge sig en Fortjeneste, som man forhaabentlig praktisk vil yde dem for det Første ved at subskribere paa Verket.
Landstad har som Indledning til nogle Prøver af disse Viser, som han for et Par Aar siden leverede i Langes Tidsskrift, skrevet noget om Thelemarken og de thelemarkiske Viser. Hans Bemærkninger ere sunde og rigtige, og Morgenbladet traf sikkerlig det Rette, naar det troede, at den bedste Anbefaling for denne Visesamling vilde være at aftrykke hans forudskikkede Bemærkninger.
Det tør antages, at denne Visesamling vil have den gunstigste Indflydelse paa vore Digtere: skal noget kunne lære dem Folkelighed, saa maa det være Folket selv igjennem sine egne Arbeider; man lærer ikke Folkelighed af Snak og lærde Betragtninger, men af gode Mønster. Nu er det vistnok saa, at en blind Efterligning af disse Folkeviser vilde tage sig besynderlig ud, og ligesaa vist er det, at mange slige Besynderligheder vil fremkomme under en misforstaaet Iver for at gjenoplive det Nationale; men derfor bliver Mønstret lige godt for dem, som forstaar at benytte det paa en Maade, der stemmer med den sunde Smag og Tidens uafviselige Fordringer. Det Bedste i Verden bliver misbrugt, og man kan visselig sige, at jo bedre en Ting er, destomere bliver den misbrugt. Det Nationale er et godt Bevis herpaa; thi vanskelig har man drevet værre Uvæsen med nogen Ting end med det «Nationale.»
Visesamlingen vil bestemt ikke behage Alle; hvorledes kunde man da ogsaa vente det? Der er meget Grovslagent og Djervt i disse Viser; der er mange Ufuldkommenheder i Formen ved dem; deres poetiske Grundstemning er ofte saa forskjellig fra den, man er vandt til i den moderne Poesi, at der skal en Slags Velvillie og en vis Styrke til at kunne sætte sig ud over det Vanlige til at kunne nyde dem ret; man maa ogsaa kjende noget til Bondens Væsen og Tænkemaade for at finde det Skjønne og Træffende i dem; kommer nu hertil at Sproget vil frembyde adskillige Vanskeligheder for Mange, saa maa man være forberedt paa at Meningerne nok vil blive delte ogsaa om disse Visers Godhed, ligesaavel som naar de enkelte Digtere sende sine Arbeider ud i Publikum. Her kommer imidlertid Moden til Hjælp, tør man haabe og afvæbner de Halvdannede, som altid ere de værste Kritici og som stedse ere Modens trofaste Undersaatter. Desuden vil man vel ogsaa undse sig for at angribe noget, som igjennem Aarhundreder er lutret af Folkets poetiske Sands, og saaledes har gjennemgaaet den Renselse, der alene borger for den ægte Poesi. Hr. Landstad har vist ikke optaget mange «Rendestev» i Samlingen, men holdt sig til de gamle og almenyndede; thi skulde han have optaget mange «Rendestev,» saa vilde man nok kunne kritisere med Grund: de enkelte «Visedigtere» paa Bondebygden kan nemlig meget godt være ligesaa slette Poeter som vore Versemagere her i Christiania.
Denne Visesamling vil ogsaa bidrage til at gjøre den thellemarkiske Dialekt bekjendt og mere forstaalig. Den thellemarkiske Dialekt er sikkerlig den, som mest ligner det gamle Sprog, og den indeholder en Mængde af saa træffende Ord og Vendinger, at det vilde være en sand Vinding for Skriftsproget, om det lidt efter lidt kunde optage nogle; og den eneste Vei hertil er, at Dialekten bliver noget bekjendt og forstaaet af den læsende Verden. Det er ved slige Skrifters Udbredelse, at man skal blive bekjendt med de mange Bygdemaal, og prøve Alt og beholde det Bedste. Denne Visesamling bliver saaledes national i mere end én Betydning
Vi begynder at komme os i Bogveien: nu i disse Dage er der udkommen en almindelig Historie af R. T. Nissen,k465 Skolebestyrer. Den er ganske tyk, kanske et Par Tommer, og den er vist meget god. Jeg skal forresten ikke indlade mig paa at bedømme den, da jeg kun har læst Fortalen og det sidste blad om Februarrevolutionen; men hvad jeg læste forekom mig godt, og med denne Læsning kunde jeg nok efter den vist ikke ualmindelige Skik og Brug give min Mening om Bogen tilkjende, men jeg vil dog ikke gjøre det; jeg vil blot sige: det er sandsynlig at Bogen er god i Midten ogsaa, siden den er det i begge Ender; saaledes slutter man idetmindste om en Pølse f. Ex.
Siden jeg kom ind paa den letvindte Maade, hvorpaa man ofte kritiserer Bøger, rinder mig just et lysende Exempel ihu. Her udkom ifjor en dramatisk Digtning af P. B. Hansenk466 «Huldrebrylluppet.» Digtet er bestemt ikke saa ganske almindeligt, men det blev hverken anmeldt eller kjøbt. En af mine Bekjendte forundrede sig over denne Skjæbne, og ytrede denne sin Forundring til et Stykke Karl af en Digter, Skjønaand og Kritikus. Denne svarede: «Aa det duer intet noget.» «Har De da læst det?» «Aa Nei.» Digtet blev imidlertid senere fordelagtig anmeldt i Nationalbladet, formodentlig af Rolf Olsen.k467 Han havde læst det, kunde man se af Anmeldelsen.

Nr. 205/1852; fredag 03.09.

[Avisene og politikken]

Korrespondance
Christiania, den 1ste Septbr.
«Aviserne er tørre om Dagen.» — Jovist er de tørre, men ingen skjønsom Mandn48 har vel aldrig ventet andet; man maa være glad over, at de ikke udkomme med tomme Spalter, ligesom Corsaren, naar han var beslaglagt. Tiderne ere magre, og Avisskriverne endnu magrere, og godt er det isandhed at Tiderne ere som de ere; man har da værre for at vanskabe dem. En righoldig Tid og slette Forfattere; det er dog frygteligt; det er som at se et ædelt Ansigt mishandlet af en daarlig Portrætmaler.
Her er nu ingen Politik, idetmindste ingen synlig, og Aviserne gjøre Alt, for — om muligt — at faa den endnu mere usynlig. Dette er vist rigtigt; thi med Begrebet Politik forbinder man gjerne noget Hemmelighedsfuldt, som drager sig omkring i Skyggen, og naar Politiken kommer frem i Dagen, ophører den at være Politik og synker ned til ganske hverdagslige Gjerninger. Det var saaledes — for at nævne et Exempel — ingen Politik med Embedsindstillinger før, da Aviserne strax kunde gaa hen og bære dem ud i Verden, men nu ere de langede op til at blive Politik, da Ingen véd om nogen Verdens Ting, før Udnævnelserne komme frem fix og færdige. Saa, dette er et Fremskridt i Politiken. Det Hele bliver saa mystisk, som Nogen kan ønske det, og Ansøgerne kan gruble i det Uendelige paa, om de komme i Betragtning eller ikke; det gaar saa stille pent! I gamle Dage — for et Aar siden og saa tilbage — var der et allerforfærdeligt Spektakel, naar Indstillingerne lod til at være noget rare; man anstillede Sammenligninger og «bar sig» og ymtede saa Smaat om «alvorlig Utilfredshed»; nu er Alt roligt; Protokollerne ere lukkede Bøger, og de snakke ikke af Skole som de ulykkelige Avisskrivere. Jeg tror ellers at Avisskriverne, ligesaavel som Protokollerne have lært meget i den sidste Tid; jeg har den mest ubegrændsede Tillid til dem, at de intet ville gjøre, som strider mod Politiken. Den eneste Mand, jeg frygter, er Christianiaposten: han har nemlig vist, at han ikke kan holde Mund, naar Politikken tager et altfor stort Opsving; han knurrede saaledes i Vinter, naar Politiet vilde regulere Skydstaxten, og nu i Sommer, da man i Stockholm lod til at være ivei med at gjøre det bekvemt med Grundloven om Interimsregjeringen. Morgenbladet er blevet et lydigt og godt Blad; det skal intet Anskrig gjøre, om Politiken kommer sig. Det er træt Stakkel, det har skreget saavidt, at man nok ikke kan blive hæs med mindre Helsing. Det kan nu trænge til Ro, ligesom Nationen, og derfor er det ogsaa et herligt Folkeblad for Øieblikket: taust og aandløst; det gaar som paa Hosesokkene. Det passer til Nationen, som ganske rigtigt ogsaa holder det; det passer ogsaa til Politiken, der mærkeligt nok ikke holder det saameget som før, da det halsede, forsaavidt da som man ved Politik kan forstaa Departementskontorerne. Ja, Morgenbladet er et godt Blad; det er et Udtryk for sin Tid. Naar Politiken larmer saa larmer det med, og nu, da Politiken tier, og er virkelig Politik, tier ogsaa Morgenbladet og «bisser» den Gamle i Søvn. Jeg griber efter Morgenbladet hver Morgen, for ligesom at føle Politiken paa Pulsen. Der staar intet i det. Nuvel, Folket sover og Politiken befinder sig i bedste Velgaaende. Jeg er vis paa, at man engang vil studere vor politiske Udvikling efter Morgenbladet, som man finder i Arkivet. «Det var Nationens Hovedorgan, og Nationen kaldte sig fri dengang»!!
Skulde jeg ellers tillade mig et Ønske, saa vilde det være, at Morgenbladet var nede i Tydskland eller Frankrig. Her hos os er dog Enkelte, som ikke er saa rolige af sig, f. Ex. Posten, som nu er mit Ideal paa Ufredelighed i Politiken. At han har tiet med den «dømmende» Stilhed i Embedsindstillinger er mig en Gaade, som alene kan løses ved at komme ihu, at Postens Redaktører ere Embedsmænd, som ikke agte at søge om Befordring med det Første; thi naar man søger, er man nysgjerrig og svæver i den pinligste Spænding efter at se, hvem den Lykkelige er. Nationalbladet, som var skabt til at larme, gjorde nogen Kvalm om denne fredelige Skik med Embedsindstillinger, men Nationalbladet er ikke mere, og Posten maa nu være Vogteren paa Politikens Mure. Posten maa staa paa Post, dertil er den skabt, naar den farer omkring med Snak, saa lægger den en anden Betydning i sig.
Jeg sagde, at Aviserne vare magre; jeg beder om Forladelse! Jeg kom ikke Bulletinerne ihu, og Postens deilige tydske Vers. Bulletinerne ere ogsaa et godt Tidsmærke. I 1848 vilde man have overseet slige Beretninger og holdt sig til Beretninger om Nationalforsamlinger. Nu er derimod den gamle gode Tilstand indtraadt igjen, og Kongehusene indtage i Folkets Tanker den Plads, som der tilkommer dem. Jeg véd ikke, hvad jeg vilde give for at være Tydsker, og vide mig et Menneske blandt de 40 Millioner, som har nogle og tredive Fyrstehuse over sig! Jeg kom bestandig til at være i en poetisk Stemning. Der vilde være saameget at blive poetisk over; og man ser da ogsaa at Tydskland har mange og store Digtere. Hvad Under? den, som ikke blev Poet ved at være tydsk Undersaat, maatte isandhed være en stor Tverdriver, især nu i disse Dage, hvor der er Feltmanøvrer, Konferentser og Sammenkomster inkognito hver evige Dag. Ved at gaa paa Gaden i en tydsk By kunde man ane en fyrstelig Person under hver borgerlig Klædning, man mødte; man vilde gaa i en evig Spænding, og ved at drikke et Glas «Bier» med en Ubekjendt, kunde man forvente en dramatisk Overraskelse, ligesaa god som i den bedste Komedie. Man vilde dagligdags høre om «geheime» Raadslagninger, og saa svulmede Brystet af Haab om, at en eller anden gavnlig Foranstaltning var igjære. Kort, man vilde føle sig optrukken som et Uhr og skue gjennem et mystisk Slør, som stedse er Kjendemærkerne paa en poetisk Stemning. Hver anden Dag i Aaret vilde være en høitidelig Geburtsdag, og Anledningen til at digte over al Maade fortræffelig. Det er mig aldeles ubegribeligt, hvorledes Tydskerne kan trives i et saa prosaisk Land som vort, hvor der alene er et Kongehus og det residerer ovenikjøbet i et andet Land. Jeg tænker stedse, hvad dog de stakkels Tydskere maa lide; men derfor ere de ogsaa utrættelig arbeidssomme: de vil glemme sin Sorg i Arbeide, og gjøre Christiania saa kongelig som mulig ved at opføre staute Bygninger; det er dem vist en Husvalelse at se disse Bygninger, der minder dem, saa godt det lader sig gjøre, om Tydskland, hvor enhver yndig Plet er velsignet med et kongeligt Slot. Jeg glæder mig paa Tydskernes Vegne naar Kongen kommer; thi jeg holder af dem. Paa os gjør en slig Begivenhed intet mærkeligt Indtryk: vi ere for plebeiske, og en firehundredaarig Mangel paa Hof har gjort os sløve mod det, som denne Tid fast mere end nogen anden sværmer for.
Vil Aviserne blive mere interessante, naar Kongen kommer? Jeg véd det ikke. Skal noget kvikke dem op, saa maa det være en saadan Begivenhed, men, Naturen har negtet dem Vid, og kjæmpe mod den er ikke godt. Jeg er derfor bange for at Morgenbladet fremdeles vil gaa med Søvnen i Øinene og trække af sig Støvlerne for at gaa med Politiken paa Hosesokkerne. Posten vil staa paa Post og skuldre Gevær med et Fjæs, ligesaa aandløst som før. Bliver han glad, kaster Geværet og gjør Glædeshop, saa bliver Bevægelserne fulde af Vinkler, som naar en fuld Mand stavrer afsted. Lad se!

Nr. 207/1852; søndag 05.09.

[Kunstkritikken]

Korrespondance
Christiania, den 3die Septbr.
Den skandinaviske Kunstudstilling har nu i mange Uger staaet og ventet paa en Kritik. Hvor skal den komme fra? Ingen ved det, dersom ikke Morgenbladets Kunstkritikus snart kommer hjem fra sin Udenlandsreise og forbarmer sig over den. Det er ikke blot denne Udstilling, som venter paa denne Kritikus: her er mange Malerier, som baade i Kunstforeningen og i Malernes Værelser vente paa ham, og synes melankolske at spørge: «Kommer han ikke snart og bærer os ud i Verden?» Selv Malerierne paa Oskarshal spurgte i Sommer, da Adgangen til at se dem stod aaben: «Kommer han ikke snart og omtaler os den tiende eller tyvende Gang?» Et Kunstverk taaler ikke Taushed; man maa snakke om det, og holde et Kontrafei af det frem for Verdens Øine, skal det befinde sig vel. Man siger, at et Kunstverk hviler i ophøiet Ro, og skuer ned paa Dagenes Flygtighed; det er vist bare Filosofi; det Praktiske er, at det vil blive omtalt og være med i Dagens Bevægelser. Det maa man kunne se ved at gaa ned paa den skandinaviske Udstilling; at den har fulgt med Literaturen er let at mærke paa den: man hører den ligesom hviske: «Gud! hvor Aviserne ere flaue.»
Men nu kommer vel Morgenbladets Kunstanmelder snart og befrier den; Idun er ikke længere til; fra de Kanter har den saaledes intet noget at vente. Andre Blade ere for kloge eller for taabelige til at sige noget — det er som man vil tage det til — de ere for kloge til at indlade sig paa noget, de ikke forstaa — Høflighed byder idetmindste at sige dette — og for taabelige til at kunne udtale en fornuftig Mening om slige Ting, dersom man da har Lov til at slutte fra, hvad man har seet til hvad man kan vente. Det er heller ingen Spøg at kritisere Kunstverker, og saaledes er baade Taushed paa den ene Side, og en daarlig Kritik paa den anden meget undskyldelige Ting; det sidste dog under Betingelse af, at man paa Forhaand lader Læseren eller Tilhøreren forstaa, at man ikke har noget Vet paa det, man taler om. Der skal en lykkelig Forening af Evner, Kundskaber og Erfaring til at kjende Lovene for det Skjønne, og eftervise dem i det foreliggende Kunstverk med Udsondring af alt det som strider imod dem. Dette er saameget vanskeligere ved de bildende Kunster, der ikke som Poesien (i Digtningen) betjener sig af Sproget, hvorved Tanken mere faar sin Form og Begrændsning. Man er ved de bildende Kunster mere henvist til Indtrykket og den umiddelbare Følelse, der saa vanskeligt lader sig gjengive i Ord. Om det som slet er, kan man vistnok prate adskilligt, uagtet det ogsaa i Regelen bliver mindre træffende; men med det rigtig Udmærkede har man ingen Udvei. Derfor sagde ogsaa Lamartinek468 engang om et Maleri (af Poussin):k469 «Det er saa godt, at jeg maa tie stille.»
Men Tingen er, at man skulde eftervise, hvorfor man var nødt til at tie stille; men saa taug man jo ikke igjen. Men, hvem har sagt, at man skal tie? Det er aabenbart intet andet end en Falliterklæring, naar man siger: Jeg kritiserer ved at tie. Kritikeren skal netop besvare Spørgsmaalet: «Hvorfor mishager eller tiltaler dette mig?» Han skal paavise de Love, som Alle maa bøie sig for. Men naar han nu ikke kan dette? Ja, saa er han ingen Kritikus. Men, naar nu disse Love ere saa aandige, at endog de mest udmærkede Mænd ikke kunne fastholde dem og stille dem frem til Beskuelse? Ja, saa ved jeg ikke, om der gives nogen Love, og det Hele opløses til et vildt og tilfældigt Spil, som den menneskelige Fornuft intet har med at skaffe. — — — — —
Dog, man tier ikke, iallefald ikke saa meget som godt gjorde. Naar nu Morgenbladets Kritikus kommer hjem, skal man se, han kan bruge Pennen. Det er saa deiligt, naar man kommer hjem, at læse en Fortolkning af de Følelser, man havde, medens man stod og beskuede Kunstverket: man nyder det nok engang og lærer saa meget til en anden Gang; og har man ikke seet det, saa faar man se det i Tankerne. Den gode Kritik skal give et levende Billede af sin Gjenstand, vel ikke saa levende, som man fordrer det af en god Beskrivelse — saaledes nemlig, at en Maler skal kunne male Situationen — men dog saaledes, at intet Væsentligt mangler i Billedet. Det er saaledes vor skandinaviske Udstilling vil have det; den er aldeles ikke tilfreds med at Peer og Paal, som have seet den, lægger sammen sine Meninger efter lidt privat Snak og gjør dem til en Slags offentlig Mening her i Christiania; den vil komme ud i Verden; den er endnu mindre tilfreds med at Peer roser hvad Paal laster; den vil blive bedømt af en Mand, som kan bringe baade Peer og Paal til Taushed ved at finde en almengyldig Grund, og bi nu lidt! Manden kommer vel snart i Morgenbladet.
Stakkels Kong Sverre af Michelsen,k470 hvor længe du har maattet bie! Du staar der med et Skjæg saa trodsigt, at det ikke lader til at ville vide noget af Kommen. Da du var nede i Berlin og blev bronceret maatte Tydskerne, som dog i Regelen have en god Skjæggerod, føle sig ydmygede af dit gjenstridige Skjæg. Man ser paa Trækkene i dit Ansigt, at du har kjæmpet mod Meget, men overvundet alle Hindringer; der er tillige noget Lidende i dine Træk; saaledes maatte du se ud, da du havde «helsetaget» dig paa Tønsberghus og stod svækket, men dog seirende paa Borgens Tinde; men der havde du ikke Rigsæblet og Sceptret, ligesaalidt som den kongelige Kappe, der i yndige Folder er slængt over Skuldrene; det var hjemme i Kongsgaarden du stod saadan eller paa Thinget. Det var Synd, du ikke skulde have Støvler, men Støvlerne vare vel ikke opfundne den Tid; du staar i «Husko,» saadane som man endnu bruger i Hardanger og Røldal f. Ex.; godt er det, om du har faaet andet paa dine Fødder end Barkesko, som du og alle dine Birkebenere gik med saamangen Dag. Man ser paa dig, at Snorrek471 har skildret dig rigtigt, naar han siger: «Kong Sverrek472 var ingen stor Mand, men naar han sad i Høisædet, var han høiere end alle de Andre.» Derfor sagde ogsaa en Bonde, da han i sin Snorre læste dette: «Sverre var saaledes som Katten, der ogsaa er størst, naar han sidder.» (Kan fortsættes.)

Nr. 211/1852; fredag 10.09.

[Kronprinsen på vitjing]

Korrespondance
Christiania, den 8de Septbr.
Hans Høihed Kronprindsenk473 er kommen og — reist igjen til Gardermoen. Hans Ophold var kort, og stort længer bliver det vel ikke, naar han efter endt Feldtmanøver kommer tilbage. Hans Modtagelse i Mandags var ingenlunde høitidelig, men det kom deraf, at han indtraf før Tiden. Det norske Folk har sikkert den Takt, at det modtager sin Konge og Kronprinds paa en passende Maade, naar man blot giver det den nødvendige Tid til at forberede sig; men det staar ikke ydmygt og venter mange Timer før den fastsatte Tid, og en Konge, som forstaar at vurdere Selvfølelse hos sit Folk, venter heller ikke en saadan Underdanighed, men frydes netop ved at se sig som Hersker over selvstændige Mennesker, da det alene er hos saadanne, han kan vente kraftig Understøttelse, naar virkelig Fare er paafærde. Det maa derfor være en Misforstaaelse, naar man troede at spore et slet Lune hos Kronprindsen, fordi Modtagelsen var saa kold og uordentlig. Hs. kgl. H. Kronprindsen havde visselig den Skjønsomhed, at føle sig generet fordi Ruten faldt saa, at han ikke kom til den bestemte Tid, men fremkaldte en Forrykkelse i de trufne Forholdsregler til hans Modtagelse. Han indsaa vist, at det endog af en fyrstelig Mand er mindre klogt at sætte sig selv og sin egen øieblikkelige Bekvemmelighed over det hele Folks i en stor By, og derfor var sikkerlig Kronprindsen saa viis, at han fandt ganske i sin Orden, om han skulde have fornummet, at Folk fandt sig skuffeden49 ved den pludselige Ankomst, og at derfor Hurraraabene vare mindre levende end ellers vilde have været Tilfældet.
Det var nok alene det gule Korps, som passede Tiden og mødte ham; men ogsaa det var nær kommet bagud for Kronprindsens Vogn — som det berettes — thi det gule Korps var steget af Hesten oppe paa Veien og Trompeteren sad og passede paa. Men Vognen kom rullende med en saadan Fart, at Trompeterens Varsko ikke fik Korpset paa Hestene, før Vognen alt var kjørt forbi. I rivende Fart red det da efter og først ved Nybroen kom det foran. Da Vognen rullede gjennem Gaderne vare de saa tomme som de pleie paa den Tid af Dagen, da Folket tage sig Ro til at spise Middag, og det var først efterat Vognen var dragen forbi, Folk kom styrtende ud. Kronprindsen var allerede i Palæet, da Skuddene gik og vakte Folk op. Officiererne og Byens Autoriteter kom saaledes forsent, og mange af dem vare endog paa Veien udover for at møde Kronprindsen, da de fik vide, at han for længe siden var kommen. Har man overhovedet Lov til at slutte noget af Folks Udseende, saa forekom det mig, at de Herrer Officierer og Autoriteter baade vare flaue og ærgerlige. Der var et Virvar i Gaderne, saa godt som Nogen kunde ønske det, og udenfor Palæet syntes heller ingen Henrykkelse at straale ud af Publikums Ansigter. Det er neppe vist gjort af Hans Høihed Kronprindsen at gjøre et mindre godt Indtryk paa Folket; thi vel har slige Ting ikke noget egentlig at sige, men det er dog altid godt endog for en Konge at indrette sig saa, at han gjør et godt Indtryk paa Mængden; sligt kan saadanne høie Personer faa for et saa godt Kjøb, at det altid lønner sig.
Idag Kl. 8 bleve de, som sove ret længe, vækkede af mange Kanonskud, der bebudede at Kronprindsen reiste. Det var en svare Skydning og det er en Forsømmelse af mig, at jeg ikke skal vide, hvormange Skud en Kronprinds bør have. Han kjørte ganske tyst gjennem Gaderne: Mange vidste ikke, at han skulde reise da, og Mange laa vist endda og sov.
Igjennem Folketrængselen i Gaderne nogle Minutter efter at Kronprindsen var kommen, banede lange Rækker af Artilleri og Kavalleri sig Vei. De kom fra Fæstningen og skulde op til Gardermoen. Der kommer det til at gaa varmt til denne Maaned. Man skal indexerceresn50 til Feldttoget, som mod Slutningen af Maaneden skal finde Sted. Ved Nitsundbro i Skedsmo skal Slaget staa. Den 13de (?) skal man ogsaa begynde at exercere op paa Etterstad og den 23de (?) skal Garnisonen og Krigsskolen storme opover Gjelleraasenn51 til Skedsmo og op til Gardermoen, hvor den skal støde paa Forposterne af Armeen; der udspinder sig da en Fægtning, men den anrykkende Fiende bliver naturligvis dreven tilbage, og saa gaar det — siger man — nedover Skog og Mark med retirerende og forfølgende Fiender, hvor der da ventelig bliver smaa Sammenstød og Manøvrer om Bjergkullene. Der vil se krigersk ud paa de Strækninger. Bivouakilden kommer til at lyse i de mørke Høstnætter, og mangen modig Soldat kommer til at tage sig en Tur omkring den. Saaledes gaar det nedover, indtil man kommer til Skedsmos kuperede Terræn, hvor man Bakke op og Bakke ned vil skynde sig til Broen, der er det vigtigste Punkt i strategisk Henseende — i kommersiel naturligvis ogsaa, thi der betales Bropenge ved Bommen. Der kommer Kruddet til at brænde, dersom det ikke bliver altfor stygt Regnveir, og Vaabnene til at blinke, dersom Opholdsveir ikke tillade den lerede Vei at opsende sine Støvskyer og indhylle de Kjæmpende med samt deres blanke Vaaben. Jeg ved ikke, hvorledes Planen er, om det næsvise Korps, som kommer fra Christiania og foruroliger Forposterne, skal blive afskaaret Overgangen, eller om det efter en haardnakket Kamp kommer over, ventelig med Tab af sin Bagagen52. Krigsskolen maa vel være bestemt til at gjøre Underverker af Tapperhed, ligesom fordum den polytekniske Skole i Paris, som Napoleon kaldte Hønen, der lagde Guldæg. Imidlertid er der meget for at lade Hovedarmeen paa Gardemoen vinde, især da den er anført af Kronprindsen selv, medmindre Kongen, som inden den Tid er kommen, skulde have bestemt sig til at anføre den fra Christiania kommende Hærafdeling. Den, som ikke er indviet i Felttogets Detail, kan intet vide; han kan fremsætte de mest skarpsindige Gisninger, og Udfaldet kan gjøre dem alle tilskamme. Det er rigtignok ikke Skjæbnen, som her driver sit regelløse Spil, det er dens Hjerne, som har udkastet Planen; men Udfaldet kjender idetmindste ikke jeg endnu. Fremtiden maa lægge det for en Dag. Hvor Bakkerne omkring Nitsunds Bro kommer til at mylre af kjæmpende og tilskuende Mennesker! Hvor fulde blive ikke Husene i Skedsmo, og hvor trangt kommer ikke Husets Folk til at ligge disse Nætter! Hvor grumset kommer ikke Nitsundselven til at rinde, især hvis det tillige regner! Hvor mangt et Gjerde kommer ikke til at ligge overende, og hvor kommer ikke den høie Bro paa sine strittende Pæle til at slingre under de Flygtendes og Forfølgendes Trin! Slaget ved Nitsund kommer til at blive en mindeværdig Begivenhed. Hvor vil det finde sin Xenophon!k474 Om nogle Menneskealdre vil det give en dramatisk Digter Sujetter, og for Øieblikket ondskabsfulde Mennesker Anledning til «Anmærkninger.»

Nr. 213/1852; søndag 12.09.

[Sagene]

Korrespondance
Christiania, den 10de Septbr.
Den Fremmede, som kommer til Christiania og ikke har altfor onde Stunder bør gaa op til «Sagene.» Det lønner godt Umagen at gaa der opover langs med Akerselven: man har en god Udsigt over Byen og Fjorden, og Akerssogn, som ligger til Høire og Venstre, er ogsaa værdt et Øiekast; Elven er rigtignok ikke «sølverklar», men saa danner den Fossehug, der ere noksaa smukke, og det som bedre er, de ere nyttige; de drive Møller, Stamper, Spinde- og Væverier, Olie- og Papirmøller, mekaniske Verksteder og Sténsliberier.
Imidlertid turde dog en Engelskmand falde i Forundring over at saamange Vandfald nær ved en Hovedstad ikke ere mere og bedre benyttede, og han turde meget let anføre dette som et Bevis paa, hvor langt Norge staar tilbage i Fabrikdrift, og hvorlidet vi endnu have lært at benytte os af Naturens Haandrækning.
Der er dog ikke saa liden Virksomhed langs Elven og større vil den snart blive; det gaar med hvert Aar fremad, og øges den saameget i de ti kommende Aar, som i de ti sidste svundne, saa vil endog en Engelskmand finde sig hjemme op ved Sagene; det Eneste, han vil savne, er Sténkulsrøg, uagtet enkelte Maskiner allerede drives med Damp; han vil forhaabentlig ogsaa savne Arbeidere, som have arbeidet sig skakke, skjæve og lidende. Det er klart, at Sagene bliver en Fabrikby; den har alle Betingelser til at blive det; og Hædersmanden Biermank475 har ved sit Testament sørget for Skoler til denne vordende By.
Af «Sager,» hvorefter Strøget har sit Navn, er der nu ikke mere end én igjen, og den er daarlig nok. Det er intet Tømmerdrag.
Møllerierne ere de ældste Indretninger deroppe. Grüners Mølle er vistnok den største; den ligger ved det nederste Fossefald, og dens Bygninger og Have gjør Herligheden til en smuk Nabo for Byen. Det turde interessere Mange at se hvormange Tønder, der aarlig males paa Grüners Mølle, uagtet de ikke havde læst David Humesk476 lærde Traktat om Mél, men af mig er desværre ingen saadan statistisk Tabel at bekomme.
Af Spinderier skal der være fire og af Væverier tre; forresten er ét af disse nede i Møllergaden, hvor det «durer» noksaa godt for Naboerne.
Der er tre Finérsage og én Klædesstampe, som tilhører Tugthuset.
Der er trende Papirmøller, Gladsk477 og Rollsk478 & Stabells.k479 Denne sidste er en prægtig Indretning og den vidner fordelagtigt om sidstnævnte Herrers Magt og Foretagelsesaand. Det vilde være Skam, om en saa staut Indretning ikke skulde svare sig godt.
Der er tre Oliemøller og to Sæbesyderier, to eller tre Teglverker og et Sténsliberi, Hiula. Det er smukke Sager disse Svenskene slibe, og jeg mindes ikke bedre end Prøver bleve sendte til Udstillingen i London. Mekanismen ved denne Gnidning synes ganske simpel, og de tarvelige Svensker, der gaa i sin Nationaldragt, skulle gjøre ret gode Affærer.
Af mekaniske Versksteder er der tre. «Akers Verksted,» der blev anlagt 1841, er det største. Det beskjæftiger gjennemsnitlig 60 Arbeidere, og det leverede i Aaret 1850 Arbeider for omtrent 22,000 (?) Spd. — Strax ovenfor er Hr. Jensensk480 Verksted; det beskjæftiger omtrent 30 Arbeidere.
En Mekanikus Isacksson,k481 der i flere Aar har været Bestyrer ved Arbeidet paa Akers Verksted, har ogsaa nu faaet sig et eget Verksted strax ovenfor; det drives med Damp, og Indretningen ser meget hensigtsmæssig ud. Hr. Isacksson, der fra en simpel Arbeider har taget sig op, er en talentfuld ung Mand, og der er vel neppe nogen Tvivl om, at hans Verksted jo med Tiden vil blive det bedste. Det falder imidlertid haardt for ham nu i Begyndelsen, da Alt skal anskaffes og der er saameget større Verksteder tæt ved Siden; men naar Isacksson bliver mere kjendt, er han forhaabentlig hjulpen. Han søgte om Stipendium til en Udenlandsreise og Akers Formandskab anbefalede ham paa det Bedste. Hans yngre Broder er hos ham, og han lærer ogsaa at blive en særdeles dygtig Mand. Deres Verksted beskjæftiger omtrent 13 Arbeidere; jeg saa der en Dampmaskine paa 3 Hestes Kraft til et Brænderi; den saa godt ud og Arbeidet gik fermt fra Haanden. En Bogtrykkerpresse var ogsaa under Arbeide; den bliver bestemt fuldt saa smuk, som de, jeg har seet af udenlandsk Arbeide. Hr. Isacksson har ogsaa drevet paa med Filhugning ved Siden af sin Virksomhed paa Akers Verksted; nu har han indtil videre indstillet dette Arbeide. Han har forresten en meget sindrig Maskine under Arbeide til at hugge File med.
Nede i selve Byen er ogsaa tvende smaa mekaniske Verksteder, nemlig det, som Pedellen paa Latinskolen har til Forfærdigelse af sine bekjendte Hakkelsemaskiner, og Mekanikus Zarbellk482 skal ogsaa have et andet lidet godt Verksted.
Det kunde være ganske i sin Orden at se en noget detailleret Beretning om alle disse Anlæg; der er mange Mennesker, som have megen Sands for slige Enkeltheder og statistiske Notitser.
Ved at gaa igjennem alle disse Indretninger og se Folk arbeide, overtydes man let om, at de Norske kunne blive fortrinlige Fabrikarbeidere. Det er da ogsaa en Kjendsgjerning, som Ingen lettelig vil modsige, at den norske Nation er meget «hændig», som man træffende siger i Almuesproget; man behøver kun at gaa ind til Hr. de Connichk483 for se dette; der er mange udmærkede Ting i hans Udsalg af træskaarne Sager. — Folk komme herind fra Landet og bruge Kniven og Gravstikken som de skulde have holdt ud sine Læreaarn53, og mange af dem lægge for Dagen et mærkeligt Anlæg til bildende Kunst.

Nr. 217/1852; fredag 17.09.

[Prøveførelesingar i jus; kongen kom ikkje; teaterkritikk]

Korrespondance*)
Christiania, den 15de Septbr.
Til den ledige Lektorpost i Lovkyndighed holder nu om Dagene de tre Herrer, Kandidaterne Schmidt,k484 Aschehaugk485 og Brandtk486 Prøveforelæsninger. De lader alle tre til at være flinke, og det synes ikke at blive nogen let Sag for Fakultetet at vælge. Et væsentligt Fortrin har dog Kandidat Schmidt ved sit klare Foredrag og sit dialektiske Mesterskab, men det er Egenskaber, som Erfaringen viser at være mindre væsentlige for en Universitetslærer, og navnlig for en juridisk; dette synes noget rart, men det er dog visselig saa. Man kræver Grundighed, og jo mere hakket man taler, desto grundigere synes man at være; man har ligesom saa mange Tanker, at man ikke kan faa Bugt med dem, og man aner et Tankens Dyb under Talens Uklarhed. Andre paastaa imidlertid, at Talens Klarhed følger af Tankens Klarhed og Grundighed, ligesom Lyset følger med Solen; men Meningerne ere engang delte, ogsaa om denne Ting, og vist er det, at de fleste veltalende Mænd blive beskyldte for Overfladiskhed. Dette er ikke saa forunderligt som det synes: der er noget vist Hemmelighedsfuldt og Dæmonisk ved et Væsen, som ikke kan tale, og uagtet jeg holder af en klar og sammenhængende Tale, saa har jeg dog en Slags overtroisk Respekt for Mennesker, som tale dunkelt og usammenhængende og ligesom snakke hen for sig selv, og ser jeg en Abekat, f. Ex. ind i Øinene, forekomme de mig saa dybe og uudgrundelige, at jeg næsten tror ham rugende over Skabningens hele Mysterium, blot han kunde tale. Dette er vel igjen Filososi, som jeg faar «Stryk» for! Det er mærkeligt med den Filosofien. Kand. Schmidt forviste den fra Statslæren i sin ene Forelæsning og gav mange store Filosofer drøie Skoser, men desuagtet behagede han ikke Flere, jeg har talt med, og jeg er vis paa, at disse gode Herrer ikke kjendte meget til Filosofien; derimod faldt Aschehaug i deres Smag, og han var muligt mere filosofisk af sig. Jeg derimod, som er beskyldt for at floskulere filosofisk, holdt mere af Schmidt, uagtet han gjorde aabenbar Nar af slige Mennesker; men han gjorde det godt, det er sandt, og det forandrer kanske Sagen.
Man har fornemmelig i Morgenbladet beskyldt Juristerne og navnlig de juridiske Professorer for at være altfor lidet filosofiske, og at Naturretten fik liden eller ingen Plads i det juridiske System; selv DHrr. Storthingsrepræsentanter Sverdrupk487 og Lerchek488 lod sig forlyde med det samme. Er denne Klage begrundet, saa er det vist, at hin ufilosofiske Retning naaede sin Høide i Kand. Schmidts Forelæsning; det vil nemlig vare længe inden en Mand med Schmidts Dygtighed saa bidende gjennemhegler filosofiske Theorier. Dersom Morgenbladet nu var det samme som før, vilde det slaa paa sin Tromme.
Sommeren har varet baade vel og længe iaar, og det saa næsten ud til, at den ventede paa Kongen.k489 Den har dog ikke holdt ud at vente, indtil Kongen kom. Igaar da Kongen skulde komme, var Sommeren reist sin Vei, og en kold Høstvind feiede Støvet i Gaderne. Det var koldt og uhyggeligt, og her var vist flere end mig som beklagede, at Sommeren var reist, før vor gode Konge kom og kunde fryde sig med os i den; — Blomsterne i Slotshaven syntes at være af samme Mening: de «sturede» og ludede med sine skjønne Hoveder; men Sommeren maatte vel reise til en anden Egn og glæde sine Væsener, som der ventede paa dens Komme.
Mod Aftenen syntes dog Sommeren at angre paa sin Bortreise og tænke paa de følelsesfulde Væsener, den havde forladt: den kom tilbage omtrent paa den Tid, Kongen skulde komme; men Kongen kom ikke, og med Natten reiste den igjen.
Henimod Kl. 5 var her livligt i Byen. Alle Forberedelser til Kongens Ankomst bleve trufne og Publikum stod ogsaa og ventede paa Landningsbryggen, hvor Alt saa festligt ud. Flagene legte fra Mastetoppene og Alt var søndagsligt.
I Mørkningen gik Mange hjem, men Mange dreve ogsaa i Gaderne til sent paa Natten.
I hele Dag har man ogsaa ventet. Paa Slottets Tag har staaet Vagt for at signalisere naar Dampbaaden bliver synlig; da vil der blive skudt og Liv komme i Byen. Kongen kommer vel ikke før mod Aftenen; han tog sandsynligvis ind i Gothenborg igaar; kanske ogsaa, der stormede saa ved Lübeck, at han ikke engang tog ud derfra i Forgaars, og isaafald kommer han ikke før i Morgen hid.
Med Theatersaisonen er ogsaa Theaterkritikerne komne i Virksomhed og Hovedbladenes Læsere faa sig lidt Æsthetik, der smager saameget bedre som ogsaa den er Gjenstand for Partistrid ligervis som Politiken. Jeg taler ikke her om den naturlige Uenighed, som maa herske mellem Morgenbladets og Postens Æsthetikere; denne Uenighed er given i og med disse Blades respektive Stilling til hinanden. Her mener jeg blot den Uenighed mellem disse Æsthetikere, som reiser sig af, at hver har sine særegne Bekjendtskaber og sine visse Personligheder, som man har fattet Godhed for. Om slige Kritikere, som Hovedbladenes Theateranmeldere, danner der sig meget naturligt bestemte Grupper af Kunstnere, som ville staa paa en god Fod med Mænd, der ved et Par Pennestrøg kan gjøre et Menneske til Kunstner og Stymper. Men misforstaa mig ikke som vilde jeg hermed sige noget Ondt om nogen Mand! Langtifra! Det hele er jo blot til at le af. Slige Partier og Kliker ere jo dog det Morsomste af Verden. Om en Theateranmelder holder med Jørgensenk490 og en anden med Hagenk491 og Wihe,k492 kan aldrig gjøre et Grand. Jeg holder med dem alle tre og det gjør vist andre Mennesker ogsaa; kun ikke Postens og Morgenbladets Kritici.
Denne Forkjærlighed for nogle Enkelte fremtraadte især tydeligt i Postens Anmeldelse af Rollerne i «Kean.» Der var Jørgensen slet, sagde Posten, og Hagen og Wihe gode. Morgenbladet holdt paa Jørgensen og til en Afvexling var Publikum den Gang enig med Morgenbladets Theateranmelder.
Denne Postens Kritik over Jørgensen vakte en «dyb Indignation,» og nægtes kan det heller ikke, at Kritiken var uforsvarlig mod en saa dygtig Mand som Jørgensen; thi Jørgensen er dog visselig den mest talentfulde af Skuespillerne heroppe, naar man endelig skal snakke om en saa unødig og hadefuld Ting som en Sammenligning. Dette er for længe siden erkjendt og det nytter ikke at protestere derimod; men Postens «lille Minoritet» protesterer, og Jørgensen er maaske saa taabelig at ærgre sig og Hagen og Wihe kanske saa enfoldige at være krye. Det er fortræffeligt og Publikum, der finder sig vel ved Stridigheder, kan takke for al denne theatralske Galimathias.
*) I min næstsidste Korrespondance berettede jeg som et Rygte, at det gule Korps kom bagud for Kronprindsens Vogn. Dette skal ikke forholde sig ganske saaledes.

Nr. 219/1852; søndag 19.09.

[Så kom kongen; engelsk kapital]

Korrespondance
Christiania, den 17de Septbr.
Først igaar Kl. 5 kom Hs. Maj. Kongen; det var haardt Veir, som havde opholdt ham, og den Ængstelighed, man følte, forsvandt, da Kanonskuddene forkyndte, at den kongl. Dampkorvet var i Farvandet. Veiret var smukt og en talrig Menneskemasse strømmede til Bryggerne, hvor man imidlertid fik vente over to Timer. Saavel ved Landstigningen som ved Palæet blev Hs. Majestæt hilset med levende Hurraraab, sikkert mere levende end sædvanligt, og det var da ogsaa ganske naturligt, saavel i Betragtning af hans forbedrede Helbred som hans Frisind, der i slige Tider som disse, maa vække sand Glæde endogsaa hos dem, der ellers betragte et saadant Sindelag som Noget, der falder af sig selv og som derfor ikke paaskjønnes. Men i disse Tider maa Modsætningen mellem Oscark493 og de fleste øvrige europæiske Monarker fremtræde skarp endogsaa hos de mest Tankeløse og vække deres Glæde og Taknemmelighed. Vel er det saa, at vor lykkelige Forfatning er det bedste Værn; men man ser jo, hvorlidet Forfatninger hjælpe i disse Tider, og en konstitutionel Konge kan desuden ret vel i Mangt og Meget handle i reaktionær Aand, uden egentlig at gjøre Brud paa Statsforfatningen.
Bladet «Freischütz» omtaler Oscars Ophold i Hamburg og roser hans Fordringsløshed og Frisind. Det maa vække smertelige Tanker hos en frisindet Tydsker, at se en saa fordringsløs og frisindet Monark som Oscar; netop derved bliver han var, hvor sørgeligt det staar til i hans eget Land, der saa vel fortjente gode Fyrster; netop derved er han nødt til at tænke paa det Sørgelige i Forfatningsbrud naar han ser en lykkelig Monark, der respekterer Forfatningen og — lig sit eget Folk — ligesaalidt bliver svindel af Revolutionen som forblindet af Reaktionen, men jevnt gaar fremad paa Udviklingens Vei. Det var ellers mærkeligt, at «Freischütz» fik Lov til at trykke en saadan Lovtale, der med Nødvendighed indeholdt en indirekte Daddel mod de tydske Regenter, som Alle véd ikke ligne vor Oscar i dette Stykke.
Iaften, hedder det, skal Studenterne synge en Velkomstsang til Kongen. Sangen skal være forfattet af Munchk494 og den maa vist være smuk.
Man ser deilige Vogne i Byens Gader, og Folket færdes meget paa Gaderne og op mod Slottet. Christianias Fysiognomi er mærkelig mod i Sommer i den stærkeste Hede; da var her tomt i Gaderne og man mødte ikke andre end almindelige borgerlige Folk, saaledes som i de andre Byer; Byen var da indskrænket til sin naturlige Livlighed og Rørelse; men nu er Embedsmændene og de Studerende komne tilbage; Byen er bleven en Hoved- og Universitetsstad, og nu, da Kongen er kommen, er den tillige bleven en Residentsstad; den Kunstighed er iøinefaldende; den er affekteret; den er næsten som en Mand med det samme Rusen begynder at virke.
Mange ere rædde for, at Englænderne komme til at faa altfor stor Indflydelse hos os, og at de med sin Pengestyrke snart komme til at eie os med Hud og Haar. Denne Banghed omtrent har været udtalt i Lillehammer Tilskuer, der tog Anledningen til at udtale sig af Mjøsdampskibenes Salg til Engelskmændene. Homank495 svarer i Morgenbladet paa Engelskmændenes Vegne og mener, at man nok kan faa kjøbt Dampskibene igjen paa billige Vilkaar. — Engelskmændene ere for kloge til ikke at gaa pent frem især i Begyndelsen, og naar de have kjøbt sig Indflydelse nok, kan Ingen fortænke dem i, at de udøve den; og den, som paa den anden Side er saa fattig, at han maa sælge sin Magt, han har ikke Lov til at klage, fordi han har mistet den. Fattigdom og Uvidenhed kan ikke vente at herske og være fri i Længden. Er Oplændingerne med sin gjennemsnitlige Gjæld af to Trediedele paa sine Eiendomme nødte til at sælge Alle sine Gaarde og Herligheder til Englænderne — forudsat at disse ville kjøbe — saa er det taabeligt at klage over engelsk Indflydelse; den har Indflydelsen som har Magten, det er som det bør, eller det kan ikke være anderledes. Det gaar ikke an i disse Tider at stænge sig inde med sin Fattigdom; man maa aabne Døren af sin Hytte for Civilisationen, og kan man ikke bo sammen med den, maa man rømme ud; Rigdommen og Civilisationen vil gjøre Hytten til en anstændig Vaaning og dermed er Landet vel tjent. Kan nok hænde, at der i disse Vaaninger vil blive et større Tjenerskab end der fordum var i Hytterne, men saa er der ogsaa Herrer og Husbønder, som baade vil og kan udrette noget Godt og Dygtigt. Den almindelige Armod og Uvidenhed er det Elendigste af Alt.
Naar almindelige Avisskrivere «kjægle» og trætte, forundrer man sig ikke, fordi man ikke venter Andet af slige Folk; endogsaa juridiske Embedsmænd have Lov til at trætte indtil en vis Grad, dels fordi de ere mere eller mindre beslægtede med Prokuratorerne, og dels fordi den almindelige Mening siger med Luther:k496 «Die Juristen sind böse Christen»; men Præster have ikke Lov til at trætte og det er dem næsten forbudt at skrive i en saa ugudelig Ting som i en Avis; om religiøse Materier maa de nu aldeles ikke skrive der. Og dog har en Mand i Morgenbladet for idag skrevet om religiøse Ting; han har nemlig advaret Præsterne fra at være altfor store Riddere paa Bogstaven og bedet dem om at følge med Naturvidenskaberne og Tidens Fremskridt; et forfængeligt Ønske og jeg kan ikke tro, at nogen Præst har fremsat det; det maa være en Jurist, Mediciner eller simpel Avissmører, og forsaavidt er det ikke saa galt, som det kunde være. Forunderligt er det imidlertid, at Forfatteren heller ikke har taget Præsten i Skole siden han vilde skrive om geistlige Ting; thi Posten har for ikke ret længe siden indeholdt en saa god «Avisflaaerpolitik» som nogen kan forlænge, og det mellem trende Præster eller geistlige Mænd; det angik Psalmesagen og Wexelsk497 Psalmebog, som man vil have indført her i Christiania. En M. L. angreb Wexels Psalmebog og angreb den drøit, næsten ligesaa drøit som det skulde være en Kritikus, der flaksede med et Bind mislykkede Digte, eller som en opløben Gut, der i Morgenbladet kastede sig paa en ny Bog f. Ex. Asbjørnsens Ydale. Denne M. L. svarer igjen en Mand, formodentlig en Theolog, og som er ligesaa bitter mod M. L., som denne var mod Wexels Psalmebog. Man bliver næsten bange ved at se Sligt i en saadan Materie og det i et saa pent Blad som Posten. Svarer nu M. L. igjen og hans Angriber ligesaa, bliver man bestemt nødt til at kalde paa Politiet.

Nr. 223/1852; fredag 24.09.

[Hostrups Mester og Lærling; Fredrik Dreiers fritenking]

Korrespondance
Christiania, den 22de Septbr.
«Mester og Lærling,» en Femaktsfarce af Hostrupk498 er nu kommen herop paa Scenen. Farcens Hovedperson er Flyvepostens Redaktør;k499 det er kjendeligt, hvad end Hostrup skrev derimod i «Fædrelandet,» da bemeldte Redaktør var saa tankeløs at lade sig mærke med, at Stykket var myntet paa ham. Hostrup var ikke oprigtig den Gang; havde han følt sig kaldet til at angribe en Mand paa en saadan Maade, saa burde han have havt Mod til at vedkjende sig det, og derved give sin Farce saamegen Vegt, som han kunde, istedetfor, efter Ordsproget, «at løbe som Geden fra sit døde Kid.» Hostrup baade vilde angribe og vilde ikke; han vilde hugge og ikke holde i Skaftet og gjorde sig derved skyldig i samme Dobbeltgjængeri som den Redaktør, han har gjor til en elendig Person. Flyvepostens Redaktør burde have svaret med en Farce paa Hostrup og indflettet Holbergsk500 bekjendte Udtryk:
«Naar Ulv mod Ulv paa Klingen gaar
og vil moralisere,
Han svar’: Vi dræbe begge Faar,
vi begge Ulve ere.»
Hostrup kunde saameget heller have vedkjendt sig sine Hensigter, som Flyvepostens Redaktør blot er en Repræsentant for det almindelige Slæng af uvidende og elendige Avisskrivere. Der er vistnok noget lokalt og personligt ved ham, men i Hovedtrækkene er han saa almengyldig, at man kjendes ved ham overalt, hvor man er velsignet med Aviser. Farcen er forsaavidt god, og det var ingen ueffen Tanke af Direktionen, at lade den opføre paa Christiania Theater. Ved denne Almengyldighed i Karakteren bliver den poetisk og Farcen etslags Kunstverk, der har Lov til at komme paa Theatret. Denne Farce er ikke som saamange andre et raat Angreb, en lidenskabelig Brutalitet; den er en Kamp, der fores med Viddets og Satirens Vaaben mod den slette Presse; iallefald har Forfatteren villet bruge saadanne Vaaben, og Villien til det Gode er allerede Meget.
De kjøbenhavnske Kritici klagede ifjor, da Stykket først blev givet, at Ellefolkene har formeget at bestille paa Scenen. Det er aabenbart en Armod hos Forfatteren, at han maa kalde Ellefolkene til Hjælp i den dramatiske Knude og Løsning, især da han ikke lader dem være Bærere af store og poetiske Ideer, men gjør dem til fjantede og tossede Væsener. Dette i Forbindelse med Spidsborgeligheden, som skuffer dem, viser sig at være deres Søn og prater med dem, gjør Stykket til en komplet Farce i første og sidste Akt, hvor Øiet vel kan frydes ved smukke Dekorationer og Illuminationer, men hvor den egentlige Handling er et Væv af Tankeløshed. Midten af Stykket er derimod god; der kjender man Hostrup igjen.
Mange ville sige, at Hostrup ikke er saa god nu som i sine tidligere Arbeider. Jeg har ikke saamegen Kjendskab til ham, at jeg derom kan have nogen Mening. Imidlertid forekommer han mig fuldt ligesaa kvik i de mellemste Akter af «Mester og Lærling» som i nogen af sine andre Stykker; men han har i den senere Tid skrevet Femaktsstykker, og dem synes han ikke ganske at kunne magte. Det er forresten meget naturligt, at man angriber ham for strængt nu, siden man bestemt roste ham formeget i Begyndelsen; det er Reaktionen, som kommer kastende sig over ham, og Dilettanternesn54 Egenkjærlighed og Forfængelighed angrer desuden snart sin Gjerning, naar de komme efter, at de have været saa ulykkelige at rose en Mand eller tie til hans Ros, og de slippe ham da ikke, førend han enten er ødelagt eller bleven for stor til at kunne skades. Det falder haardt at lade en Mand voxe de Andre over Hovedet, man vil helst, at Alle skal være lige smaa; det er Lighedsprincipet.
Fra Kjøbenhavn er i den sidste Tid kommet et andet literært Produkt: «Aandetroen og den friere Tænkning»k501 af en Dreier.k502 Det var denne Dreier som angreb Goldschmidtsk503 literære Virksomhed iligemaade som vor «Idun.» Det forekom mig forvovent gjort af Dreier at angribe en Mand som Goldschmidt, men efter at have læst denne hans sidste Bog, finder jeg intet forvovent deri. Dreier staar sikkerlig over Goldschmidt i Stilens Klarhed og Styrke, hvorvel Dreier neppe har den lette, vittige og legende Pen som Goldschmidt. Det er sjelden at læse et saa energisk Sprog som hos Dreier; det ligner det Proudhonske,k504 og Tankerne ere ikke mindre Proudhonske. Han angriber Alt: Religion, Kirke og Stat; han vender op og ned paa Alting, nedbryder Alt uden naturligvis at kunne sætte noget Holdbart i Stedet. Det skal undre mig, om en saa gudløs Bog nogensinde er bleven trykt; men den gaar tillykke altfor vidt til at være farlig. Karakteristisk er det iallefald for Tiden, at en saadan Bog udkommer. Forfatteren siger, at Tiden er for slige Bøger, og han paapeger adskillige Omstændigheder for denne sin Paastand, f. Ex. det almindelige Fritænkeri hos de dannede Klasser, Præstestandens Indstivnen i Formerne, og deres deraf følgende Vanmagt til at kunne tilfredsstille Almuesmandens religiøse Trang, hvisaarsag man kaster sig i Armene paa slige Galskaber som Mormonismen. Kanhænde, at det i Danmark er saaledes som Hr. Dreier siger, jeg véd det ikke; men her i Norge er det ikke saaledes; geistlige Mænd skrive baade i Aviser og Tidsskrifter, at «Troens Gjerning» stadig gaar frem hos os nu, og en svensk Forfatter, der blev oversat i Christianiapostens Sprog, sagde det Samme; thi maa det være sandt.
Kjøbenhavnsposten har gjort Nar af Dreiers Bog; det er det Bekvemmeste; Geistligheden lader vel som Bogen ikke var til eller ogsaa lette paa Skuldrene til den; det er endnu mere bekvemt. Hr. Dreier burde ogsaa have taget sig Tingen bekvemt og ikke skrevet om slige Ting, selv om han havde været mere moderat. Fontainek505 siger nemlig: «Om jeg troede at holde alle Sandser i min Haand, skulde jeg vogte mig for at aabne den.» Og Goethek506 siger, at man skal skrive for Verden — — — — — — — —
«In bunten Bildern wenig Klarheit,
Viel Irrthum und ein Bischen Warheit.»
Saaledes skal man altsaa skrive, og naar man er saa urimelig som Hr. Dreier, skal han tie bomstille. Iøvrigt er det vel bedst at skrive saa godt man véd og kan; man kan endda være vis paa, at der bliver Vildfarelser nok i det.

Nr. 225/1852; 26.09.

[Genialitet på teatret; Rolf Olsens teaterpolemikk; utstykking av jord; krigsteater i Skedsmo]

Korrespondance
Christiania, den 24de Septbr.
Under Rubriken: «Theatret» føres der i Posten og Morgenbladet en meget vigtig Strid i disse Dage. Den angaar hverken mere eller mindre end hvorledes et Geni bærer sig ad i Verden. Anledningen er tagen af «Keans» Roller, som Posten fandt at Jørgensenk507 ikke gav genialsk nok. Posten mener nu at Geniet er fint, let og overhovedet en Salonhelt, medens Morgenbladet tror, at Geniet nok kan være mindre slebent og raat, om det kniber*). Dette er et vigtigt Tvistepunkt, og som over alle slige vigtige Spørgsmaal kan man disputere til Verdens Ende, uden at komme til nogen Enighed, men derfor bliver Spørgsmaalet lige vigtigt, og man maa vide de ærede Blade Tak, fordi de uforfærdede kaste sig over slige vigtige Materier. Vel er Spørgsmaalet ikke videre praktisk, da vi ikke har synderlig mange Genier, men hvad vi ikke har, kan vi faa. Forresten gaa mange med Bikkjer, og det har til alle Tider været anseet som et Geniets Kjendemærke.
For Posten og Morgenbladet selv er iallefald Spørgsmaalet upraktisk; thi hvad der er vist, det er, at hverken Posten eller Morgenbladet er noget Geni; vel gjør Posten Fordring paa, at være fin og selskabelig dannet, og Morgenbladet er unegteligt baade raat og grovslagent, og saaledes kunde begge passere for Genier, efter deres egen Forklaring.
Begreberne om det Genialske har været forskjellige til de forskjellige Tider. I Frankrig har man maattet være saadan, som Posten vil, for at kunne gjælde for Geni, og foruden det naiv og grændseløs ulykkelig i Kjærlighed, — en Smule Skjødesløshed, navnlig i sin Paaklædning og et fantastisk Haar, og et vist forrykt Ansigt var ogsaa anbefalende.
I England navnlig paa «Keans» Tid maatte man kunne bore og drikke Madeira for at være et Geni, — kunde man spise en Mængde spansk Peber og tilslut skyde sig en Kugle for Panden var det saameget bedre.
Her i Norge har unegtelig Genialiteten været noget grovkornet af sig og den har især ytret sig i at gjøre dunkle Vers, fyldte med ufordøielige Billeder. En Genialitet, som Posten vil have den, kjende vi neppe til; vore berømte Mænd, som have været glatte og slebne, have været Alt undtagen Genier, idetmindste har Verden intet faaet at vide af deres Genialitet; de maa have benyttet den til eget Husbrug, om de hendelsesvis skulde have eiet nogen. Ad den historiske Vei bliver det saaledes ikke let at løse Morgenbladets og Postens Tvist: man kommer til Resultater, som snart tale for den Ene og snart for den Anden; imidlertid turde det dog hende, at Forskningen blev mest gunstig for Morgenbladet, det vil sige, at Geniet blev at bestemme som et vildt og ubehøvlet Væsen, der vilde gjøre en elendig Figur i Salonnerne, hvor den slikkede Aandløshed altsaa feirer sine Triumfer. Det er deilige Resultater, man kommer til! —
R. Olsenk508 har i sidste Tilskuer begyndt et, som det lader til, temmelig langt og drøit Angreb paa Theatret, og ret grundigt eftervist, at det ikke staar saa vel til med Theatret, som det sidste Regnskab lod formode, navnlig har han dvælet ved Borregaardsk509 Ansættelse som «artistisk Direktør.» Artikkelen er skreven med den samme kunstmæssige Anordning af Stoffet og det udmærkede Sprog, som man er vant til at finde hos denne Forfatter. Det er ikke lidet karakteristisk for vore Avisforholde, at denne for Tiden uden Tvivl bedste publicistiske Pen skal være ledig. — Posten forsvarer sig idag, fordi den havde negtet Optagelsen af bemeldte Artikel. Det er et Forsvar, saadant som Posten kan give det.
For en Tid siden oversatte Posten fra engelsk en lang Afhandling om Nytten af Jordudstykning; den bugnede af lærde Citater og Exempler, hentede fra forskjellige Lande, for at bevise, hvor nyttigt det var, at Jorden blev udstykket. Til dette svarede «Tilskueren» i et Par lange og morsomme Artikler, der hovedsagelig gik ud paa, at bevise det Modsatte. Nu idag begynder Posten selv at angribe Tilskueren og bevise det Modsatte igjen, hvorhos den paaberaaber sig Autoriteter hertillands som Schweigaardk510 og Assessor Hjelm.k511 Der er al Rimelighed, at Tilskueren svarer igjen og beviser det Modsatte, naar nu Posten har faaet snakket fra sig. Dette er et Thema lig det om «Genierne» som man kan disputere om til Verdens Ende uden at komme til noget Endskab. «Men dette er jo en fortvivlet Ting, naar det gjælder slige vigtige Materier som Jordutstykning.» Neimæn er det ei: Man skal lade Forholdene stille sig saaledes som de vil, og da kan man i dette Stykke være vis paa, at Folkets sunde Sands vil træffe den rette Middelvei mellem for store og for smaa Jordbrug. Lovgivningen kan neppe gjøre andet paa dette Felt, end at lade Alt være frit, og lade som den hverken vidste af den ene Theori eller den anden. Slige Undersøgelser kan være morsomme at læse, især naar de ere saa originale og kvikke som i Tilskueren, men i Livet ere de bestemt ligesaa ørkesløse som Disputen om Geniet arter sig raat eller galant. Geniet er ikke bundet til slige Udvortesheder ligesaalidt som Statsvisdom stikker i Tabeller, som ofte ikke ere stort at lide paa.
Fra Krigsskuepladsen op ved Nitsund Bro er intet Nyt. Armeerne skal ligge og manøvrere mod hinanden. Kurerer afgaa og ankomme, kan man tænke; Tilskuere reise op og kommer tilbage, og Bennetk512 staar med sine Vogne ikke længer ledig paa Torvet. Der laa noget melankolsk i Soldaternes Ansigter, da de troppede afsted i Tirsdags (?), men Officiererne sad stolte paa sine Gangere; jeg tænkte paa Mammelukkerne og Pyramiderne. Forresten skal nok Feltslaget være en Fortsættelse af et under Carl XII,k513 som ikke kom istand.
*) De snakke hver i sin Interesse, kan man se. Red. Anm.

Nr. 229/1852; fredag 01.10.

[Prins Gustavs død]

Korrespondance
Christiania, den 29de Septbr.
Det høie Dødsfald har gjort Byen forstemt og indhyllet den i Sort. Det er bestemt andet end Vane og Sagn, som gjør Sort til en Sørgedragt; der ligger noget Uhyggeligt og Nedslaaende i den sorte Dragt, og at vandre gjennem Christiania Gader i disse Dage skal ikke bidrage til at lette Sindet; man bliver forstemt ved at møde alle disse sorgklædte Mennesker, selv om man efter den menneskelige Sædvane ikke sørgede over Andet end det, som vedkommer En selv personlig, og saaledes letsindig ingen Deltagelse følte med vort gode Kongehus i dets dybe Sorg. Den sorte Dragt bidrager saaledes til at fremkalde en indre Sorg, istedetfor den udenpaahængte, som Skikken foreskriver. Det er derfor daarligt betænkt, naar man ivrer mod slige Udvortesheder, som f. Ex. en almindelig Sørgedragt; man har ingen anden Raad med tanke- og følelsesløse Mennesker end at tvinge dem med slige paatagelige Midler. Samfundet maa sørge, for at sikre sig, at hver enkelt Mand ogsaa sørger efter Pligt. Overlod man Enhver til at sørge som han fandt for godt, stod man Fare for at Sorgen ikke kom til Alle. At man hos Enkelte fik mere inderlig og sand Sorg paa den Maade, kunde ikke erstatte den fælles Sorg; Kvaliteten kunde ikke erstatte Kvantiteten.
Det er dog virkelig beklageligt, at man ikke skal kunne tale om en Sorg eller Glæde, som rammer Fyrstehuset, uden at synde imod den sunde Takt. Det maa komme deraf, at man ingen sand Medfølelse har, men vil fremstille en kunstig; thi den sande Følelse finder altid passende Ord; selv det mest uvidende Menneske taler smukt, naar det udgyder sit Hjertes fulde Mening. Jeg sigter her til vore tre Hovedblades Anmeldelse af Arveprindsens Død. Disse Anmeldelser forekom visselig flere end mig forargelige og navnlig var Morgenbladets noget forunderlig opskruet. I Posten har staaet 3de Sørgevers, et svenskt og tvende norske. Det svenske var godt og hjerteligt, men de norske have været noget klynkende Pjank — som det var en Jammer at læse, smagløst og blodfattigt var det. Man tør haabe, at de Kongelige ikke ere saa inde i det norske Sprog, at de indse og føle, hvilke elendige Vers, vi Norske har havt tilovers for vor elskede Kongesøn. Det vilde isandhed være altfor nedslaaende, om de Kongelige skulde føle dette.
Man skal overhovedet enten tie eller ogsaa synge godt, men ved en Leilighed som denne, er det dobbelt nødvendigt, skal man ikke prostituere hele Nationen tilligemed sig selv. Hvad maa Kongehuset, hvad maa Svenskerne tænke om os, naar de se slige Vers? Skriver Hofpoeten slig Erbarmelighed, hvad maa da ikke alle Andre skrive? — — — — —
Prindsenk514 ligger nu paa Ligstraa tilskue i et til Kapellet stødende Værelse paa Slottet. Værelset er betrukket med Sort overalt og hvælvet med en Himmel af sort Slør; fire store Stager med sikkert 20 Lys i hver oplyser dette sørgehøitidelige Kammer. Om Ligsengen, der ser ud næsten som en almindelig Ligkiste, staa Officierer baade ved Hovedgjærdet og «Fodspænnet» som Vagt; over Hovedgjærdet hænge tvende fyrstelige Vaaben, formodentlig de, der tilhøre de svenske Landskaber, hvoraf den Afdøde var Hertug; ved «Fodspænnet» staar en Bænk, hvorpaa Sabelen og den trekantede Hat ligger, og til Høire og Venstre er andre Bænke, hvorfra Prindsens Ordner straale; Liget hviler paa Puder og Bolster af gul Silke i sin Uniform, saa det ser ud som han i levende Live skulde have lagt fra sig Sabel, Hat og Ordener og lagt sig ned og hvile, og Ansigtstrækkene have saalidet af Dødens Skummelhed og Blyfarve, at man næsten maa sige til sig selv, hvad Jesus sagde til Jairus: «Barnet er ikke død, men det sover.» Det er høitideligt og gribende, at skride gjennem dette Kammer, og jeg følte intet til den kolde Gysen, som pleier at gjennemisne mig ved at skue et Lig. Mange Mennesker have igaar og idag været oppe til Ligskuet. Igaar stod Folk af alle Klasser og trængte sig om hinanden uden for Døren; og Publikum kunde heller ikke fornægte sin Natur: det klemte paa, som det skulde været udenfor et Theater og var forargelig høirøstet i Trængselen. Mange hyssede til Stilhed, men det gjorde alene Ondt værre, som begribeligt kan være, og der var intet andet for end give sig over. Publikum er ligesom Havet; man faar lade det rulle sine Bølger, som det lyster; det nytter intet med Xerxesk515 at pidske det. Idag er der mere Orden; man staar i Rækken eftersom man er kommen til; Rækken rak ud paa Eftermiddagen næsten lige ned til Bjergknatten ved Universitetet.
I Eftermiddag samledes Studenterne i Samfundet og gik i Procession op til Slottet; de gik opover ved Siden af den lange Række og slap ind med det samme. Det var imidlertid leit, at ikke alle Studenterne vare med; det maatte være Veiret og det bestemte Klokkeslæt, paa hvilket man afgik, som gjorde, at saa Faa vare med; kanske ogsaa, — og det er det Rimeligste — man ikke have faaet Kundskab om, at en saadan Procession skulde finde Sted.
Kongen skal anse det som et Tegn paa Deltagelse, at Mange komme til Ligskuet, og kan man slutte af den tilstrømmende Mængde, saa er visselig Deltagelsen stor, og stor er den isandhed ogsaa. Det var folkeligt gjort af Kongehuset, at lade Adgangen være aaben for En og Hver.
Sorgen kan ytre sig enten ved at fly eller elske det Hus, hvor en kjær Afdød har udaandet sit sidste Suk. Hvorledes den kommer til at ytre sig for vort Kongehus er endnu ikke godt at vide, om det vil elske Norge og det norske Slot, hvor det fristede den Sorg at miste en kjær Søn, eller om Norge vil vække sørgelige Erindringer, som Kongehuset ikke gjerne vil fremkalde. Man maatte ønske, at det Første blev Tilfældet, saa at Prindsens Død bidrog til at knytte Kongehuset endnu fastere til Norge og det norske Folk. Kronprindsenk516 skal især tage sig nær af Broderens Dødsfald; det berettes, at han faldt i Afmagt, da han kom sprængende tilbage fra Feltleiren og fandt sin kjære Broder allerede død.
Mange Ting ere ved dette Dødsfald slagne om til sin Modsætning: Feldtleiren, som var paa en saa god Vei til at levere Slag, blev opløst, og den ypperlige Anledning for Officierer og Soldater til at lære noget Nyttigt gik tilspilde. Hver maatte gaa hjem med uforrettet Sag, men Ingen tillod sig at klage under slige Omstændigheder, med Undtagelse maaske af Leverandørerne, der som en Personifikation af Handelsaanden alene har Hoved og Hjerte for Skillingen. Slige Personifikationer maa man imidlertid bære over med, saalænge man lever i denne ufuldkomne Verden. Med Borgerballet blev der naturligvis heller intet af. Magistraten havde alt sat sig i Virksomhed for at faa Lister istand. Det skulde have været et Bal i Logens store Sal til 1200 Mennesker, og mangen Sjel, som lever ubemærket kunde ved en saadan Anledning være kommen for Dagens Lys. Nu derimod kan den gaa tilgrunde i sin Enslighed; Ingen véd, at den har været til, og den vil dø som den har levet. Det er tungt at dvæle ved det Tragiske, og dog tiltaler det os saa mægtigt.

Nr. 231/1852; søndag 03.10.

[Sorga over arveprinsen]

Korrespondance
Christiania, den 1ste Oktober
I Morgenbladet ere tvende Rimerier idag, ét i Anledning af Arveprindsens Død og ét til Josephine.k517 Vi havde altsaa ikke seet det Værste med Postens Vers, det timedes os at se et yderligere Bevis paa vor poetiske Armod og Smagløshed. Vort elskede Kongehus havde fortjent gode Vers i sin Sorg, og Nationen har saamegen Selvagtelse, og føler saamegen Deltagelse, at den havde fortjent ganske andre Tolke; — dog, ere Versene gode nok for Andre, ere de det sagtens for mig, saameget mere, som min Formening hverken gjør fra eller til; imidlertid kan jeg dog ikke bare mig for at udtale min ringe Formening. Har en Enkeltmand og to tre andre anonyme Personer Lov til paa en Maade at optræde paa Folks Vegne og tolke Kongehuset vor Sorg, saa har vel ogsaa jeg Lov til at protestere mod disse Talsmænds Kaldelse og mene, at en stum Sorg er bedre end slige poetiske Jammerligheder.
Det er virkelig Synd paa Kongehusene, at de ikke som borgerlige Folk skal faa simple og hjertelige Sange. Det er ogsaa én af Kronens Torne. Man skal ved at gjennemgaa alle Landes Literaturhistorie neppe finde et hjerteligt og smagfuldt Digt uden Bombast til nogen fyrstelig Person. Horatzk518 er væmmelig med sin Smiger til August;k519 de franske Digtere under Ludvigerne ere, om muligt, endnu værre, og Historikeren Warmuthk520 kalder den engelske Hofliteratur — navnlig under Elisabethk521 — «Smagløshedens Slamkiste.» Goethek522 — som skrev saameget for Fyrsterne — var en altfor smagfuld Digter til at skrue sig op til Unatur, men saa vare hans Digte ved slige Anledninger til Gjengjæld usædvanlig intetsigende eller — endnu værre — parodierende, naar man skuede lidt dybere i Tingen. Oehlenschlägerk523 kunde ikke i denne Henseende holde sig saa godt som Goethe: hans fleste Digte til fyrstelige Personer ere i høi Grad vamle, og vil man finde Kuriositeter, skal man slaa op hos de øvrige Digtere efter slige Sange. Faa Literaturer have vel i dette Genre været rigere end den danske. Vi Norske have ogsaa faaet vor Rem af Huden. Det er jo bekjendt, at Wergelandk524 aldrig mere syndede mod Smag og sund Sands end netop i sine Digte til Konge og Kongehus; det er smertelig at læse Sligt hos ham, og det vil stedse være en Orm som gnaver Roden paa hans «Udødelighedstræ.» Welhavenk525 har aldrig skrevet i en saadan Stil; det er en Ros, man maa lade vederfares hans Smag; men, saa have rigtignok hans Vers været temmelig intetsigende. Men nu ere Poeterne løsslupne, og Posten og Morgenbladet have aabnet dem sine Døre. Smagfulde og poetiske ere ikke disse Redaktioner, hvad Dyder de end forresten maatte have.
Arveprindsens Kammertjener skal have sagt: «Der var ikke en Psalme i den hele svenske Psalmebogen uden at han (Prindsen)k526 kunde den udenad. Han spilte paa Orgel og sang ved Husandagten.
Dette er den mest rørende Lovtale, det er muligt at give den høie Afdøde; mod en saadan Lovtale blive alle Sange og Taler matte og intetsigende. Hvor man maa elske det Gemyt, som her er skildret med saa gribende Træk og beklage, at det ikke fik mere Tid til at udbrede Lykke og Velsignelse! I denne Lovtale ligger Trøst, paa samme Tid som den forkynder, hvad Kongehuset og Folket har mistet. Det er en udødelig Lovtale, og ethvert følende Menneske, som kommer ind i Ridderholmskirken, gaar forbi Helten Carl XIIk527 for at se «Prindsen, som kunde alle Psalmerne i den svenske Psalmebog.»
Imorgen, hedder det, skal Bisættelsen foregaa. Biskopenn55 skal forrette Tjenesten og Studentersangforeningen skal synge. Det vil blive en høitidelig Akt. Der bliver vanskelig Rum for flere end Hoffet og de høiere Embedsmænd. Maatte nu en værdig Psalme være digtet!
Det berettes — uvist med Grund eller ikke — at Lægerne skal have raadet Hs. M. Kongen til at blive her udover Vintren for sin Helbreds Skyld. Han skulde være behagelig overrasket over at finde det saa sommerligt her mod i Tydskland og Danmark. Jeg beklagede i en af mine foregaaende Artikler, at Sommeren var reist før Kongen kom. Den er ikke ganske reist endnu; vel staar den med enkelte blege Lokker, men den smilte idag med et venligt Ansigt, hvis Skjønhed blev forhøiet ved de vemodige Træk.

Nr. 235/1852; fredag 08.10.

[Det skandinaviske teatret]

Korrespondance
Christiania, den 6te Oktober
Nu har vi da endelig faaet et skandinavisk Theater herinde Christiania; det er sammensat af norske, danske og svenske Elementer, som alle arbeider til ét Maal; vi have altsaa en saa god Skandinavist i det, som Nogen kan ønske, og længe kan det ikke vare, før man erkjender dets Betydning, og ser i det et Exempel paa, hvorledes tre kunne blive Et. Skandinavismen er nu ikke længer noget Træget og Ubestemt; den har faaet en bestemt Skikkelse, som for Øieblikket er i Christiania.
Skandinavismen har altsaa ikke delt Skjæbne med saamange andre Nationalitetsbestræbelser, som i disse reaktionære Tider ere blevne til Veir og Vind: af et hélt Italien blev der Intet og endnu mindre af et hélt Tydskland; man kan ikke engang faa Toldforeninger istand som Symbol paa Enheden; det Hele falder i smaa Stykker; men Skandinavismen . . . . . den har seiret.
Det har gaaet hurtigt med den skandinaviske Idé; den er vel ikke stort mere end 14—15 Aar gammel og den har alt faaet sig et Theater, en Kunstanstalt, der kan repræsentere Ideen i sin hele Fylde. Andre Ideer kjæmpe gjennem Menneskealdre; de, som frembragte dem først, blive Martyrer; disse Ideens Mænd fylde Fængslerne; deres Modstandere seire, og Sandheden synes at gaa tilgrunde. Anderledes med den skandinaviske Idé: dens Kjæmper have bestandig staaet i Lyset, og den har ingen andre Fiender havt end Morgenbladet og «Den frimodige», Fiender, der vel kunde være farlige for mange Ting, men ikke for en Idé; for Ideer have disse ærede Blade ingen synderlig Sands.
Skandinavismen har saaledes som man poetisk siger dandset paa Roser; det var en Alfedands, skyggeagtig og let. Hvorvidt derimod det skandinaviske Theater vil komme til at dandse paa Roser, er et andet Spørgsmaal; det er frygteligt, at Fremtiden vil besvare Spørgsmaalet med Nei: det Materielle har altid sine Ubehageligheder i denne Verden.
Den skandinaviske Idé har været feiret i Studenterfester, og det var netop under en saadan, at Hr. Borgaard,k528 Direktør for det skandinaviske Theater, blev engageret. Denne Udnævnelse var epokegjørende, og naar man engang skriver Skandinavismens Historie, vil den blive stillet i sit behørige Lys.
Det skandinaviske Theater i Christiania er saaledes betydningsfuldt: i det har Ideen ligesom fundet sit Legeme, og den er ikke fremtraadt saa grovslagent som i Love og borgerlige Institutioner; den er fremtraadt i Kunst; den har faaet et Organ, som var det indre Liv værdig. Saalænge en Idé ikke er fremtraadt i Kunsten, er den ikke bleven verdenshistorisk.
Det skandinaviske Theater staar som et talende Exempel paa, hvor liberale de nordiske Konger ere: andre Fyrster holde Nationaliteterne fra hverandre for deslettere at kunne beherske dem; Kong Oscark529 betaler endog 1200 Spd. om Aaret til det skandinaviske Theater i Christiania.
De fleste Nationalitetsbestræbelser have vist sig fiendtlig stemte mod Kongerne; ikke saaledes Skandinavismen: det skandinaviske Theater har endog sin Kongestol.
Det er iøvrigt en Mærkelighed, at det skandinaviske Theater skal være sat nord i Christiania, som desuden er den mindste af de nordiske Hovedstæder. Det naturligste vilde unegtelig være, at det var i Kjøbenhavn, dette «Nordens Athenen»; men i Kjøbenhavn er man kav dansk; man er mere: man er kav kiøbenhavnsk; man er endog kjøbenhavnsk paa det skandinaviske Theater, forsaavidt man kan tale om enkelte Bestanddele i denne Smelte.
I Stockholm kunde man ogsaa have lagt det skandinaviske Theater: Stockholm er mere end dobbelt saa stor som Christiania; men i Stockholm er man svensk; i Christiania derimod er man skandinavisk, forsaavidt man der kan siges at være Noget.
Imidlertid har dog Kjøbenhavn væsentlig bidraget til at rekruttere det skandinaviske Theater med Subjekter; det danske Element er unegtelig det fremherskende, og det er netop i sin Orden. Danmark har upaatvivlig spillet den vigtigste Rolle i Nordens nyere Kulturhistorie; det er væsentlig fra Danmark, den aandelige Impuls er kommen; det er derfor ikke mere end det hør og bør at det skandinaviske Theater overveiende er dansk.
Svenskerne ere mere talrige end baade Danske og Norske, og de have gjort mange store Ting; men alligevel ere de ikke synderlig repræsenterede ved det skandinaviske Theater; det er en Skjævhed, som man tør haabe snart vil blive afhjulpen. Direktøren vil forhaabentlig vide at opfatte sin Stilling og drage flere Svenske hid til denne skandinaviske Kunstanstalt, og det saameget mere som han netop derved vil vinde specielle norske Sympathier, da det svenske Sprog unegtelig er mere norsk end det danske: vi ere dog ikke saa aldeles gaaede op i Skandinavismen, at vi ikke skulde være erkjendtlige mod den, som fornorsker Scenen, forsaavidt det kan bestaa med Skandinavismens Aand og Væsen. Vi gider nok høre vort eget Sprog; forresten sige de, som ville have Skjøn paa dramatiske Sager, at det norske Sprog ikke klinger godt fra Scenen.
Det norske Element er vistnok lidt bedre repræsenteret paa det skandinaviske Theater end det svenske, men det er dog klarligen for svagt i Forhold til sin Anpart i den skandinaviske Idé. Gaar man efter Høiderne, saa er vistnok Norge repræsenteret meget godt — de fleste Korister og Koristinder ere norske — men ser man hen til de høiere Kunstnere og Kunstnerinder, saa er Norge et rent Stedbarn; selve Suffløren er dansk. Det danske Element har Bugten og begge Enderne. Dette maa forandres, og Direktøren sørger nok for, at en Forandring snart indtræder.
Der skal ogsaa være enkelte tydske Elementer ved det skandinaviske Theater. Dette er ubegribeligt, da Gud og Hvermand véd, at Skandinavisterne ere saa ravgale paa Tydskland.
Det er en beundringsværdig Organisation, dette skandinaviske Theater; det har neppe sit Sidestykke i Historien. Man har nok Exempler paa, at despotiske Fyrster have villet sveitse Nationaliteterne sammen og gjort de anarkiske Sprog til en føielig Enhed; men at man fra Scenen af har ladet trende Sprog snakke i Munden paa hverandre — naturligvis for at gjøre dem til ét — det er sikkerlig uhørt. Det er dristigt, forbausende dristigt — det er næsten komisk i sin Grandiositet; men, det tjener Ideen, den skandinaviske nemlig; Direktøren for Ideen véd nok, hvad han gjør. Vi Norske, vi skal være Ideens Prøveklude, aa ja, vi ere godmodige; man havde nok vogtet sig for at oprette et skandinavisk Theater i Kjøbenhavn eller Stockholm; Indbyggerne i disse Hovedstæder havde vistnok jaget en saadan Smelte paa Porten; men vi Norske véd, hvad Ideen har at betyde; vi lé og gluffe saa smaat, naar det bliver altfor babylonisk; men vi ere seige og haabe paa bedre Dage. Bare nu Oppositionen, som er en Fiende af Skandinavismen, ikke lægger Indførselstold paa Skuespillere! Det skulde være et kuriøst Litra i Tariffen! Hvad vil Oppositionen sige til dette skandinaviske Theater, naar den kommer igjen paa Storthinget? Vel har Oppositionen ingen Sands for Theater og Skuespil, den er ikke synderlig kunstnerisk; men den har dog en hemmelig Gru for alt Idémæssigt, og naar den ser, at Skandinavismen har slaaet saa dybe Rødder, bliver den vist fløitende gal. Den lægger bestemt Told paa Skuespillere, og bliver Tolden for høi, maa vist det skandinaviske Theater gaa under, saa meget mere, som det er i en meget bedrøvelig økonomisk Forfatning; det vil under et prohibitivt System ikke kunne konkurrere med det nationale. Hvor bliver det saa af den skandinaviske Idé? Den lever nok, men den vil komme til at gaa en anden Vei længe, før den drister sig til at betræde Scenen.

Nr. 237/1852; søndag 10.10.

[Dampkorvetten «Nidaros»; Rolf Olsen og teatret]

Korrespondance
Christiania, den 8de Oktober
Dampkorvetten Nidaros ligger nu her paa Havnen; det er et yndigt Fartøi; den ligger som en Fugl, der hæver sig til Flugt, og man føler en patriotisk Stolthed, idet man ror udover Havnen og ser den ligge der og rugge paa de lette Dønninger; jeg indbildte mig, at den var livslevende; mine Tanker begyndte at bevæge sig i Rythmer, og havde jeg været Poet, vilde jeg bestemt have skrevet en Sang til den. Det maa være stolt at se en Orlogsflaade og det er intet Under, at Engelskmanden bliver varm om Hjertet, naar han kommer til Portsmouth og ser disse svømmende Kasteller, som minde ham om Abukir og Trafalgar. Sømagten er den stolteste Magt; den er ligesom ikke bunden til Rummet; den flyver Verden om, og bærer Civilisationen med sig. Da jeg saa Nidaros, begreb jeg, hvilke smertelige Følelser der maatte gribe enhver dansk Mand ved Efterretningen om, at det stolte Linieskib Christian VIII var sprungen i Luften og den skjønne Gefion tagen; det maatte næsten ikke være til at udholde, at tænke paa dette og nynne: «Du Danskes Vei til Ros og Magt, sortladne Hav.» Stakkels Danske!
Har ikke Evaldk530 digtet sin ubegribelige skiønne Sang «Kong Christian stod ved høien Mast» — ogsaa for os Norske? Upaatvivlelig. Han har ment Norske og Danske tilsammen; men Strofen tillod ham ikke at sige mere end «Du Danskes Vei til Ros og Magt»; han overlod til Enhver at sætte istedet «Du Norskes Vei til Ros og Magt», eller at sige de Danskes Vei osv. og have de «Norskes» i Tankerne, eller ogsaa som det Retteste at tænke paa dem begge, da de jo i alle berømmelige Søslag havde kjæmpet Side om Side. De ligge begge nær Havet, og det er deres naturlige Vei til Ros og Magt, og de have begge en Historie som siger, at de have fundet Ros og Magt paa denne Vei, og vil man endelig sammenligne dem, maa man vel sige, at dette i endnu høiere Grad har været Tilfældet med Norge. Vikingerne vare for det meste fra Norge, Adelerk531 og Tordenskjoldk532 ligedan; men, saa frembragte Danmark Evald, som sang saa evigt om dens Vei til Ros og Magt paa Havet, og han bliver saaledes vor ogsaa ligesom han er de Danskes Stolthed; vi kunne jo synge: Du Norskes Vei til Ros og Magt, hvergang vi se et nyt stolt Skib. — Da jeg saa Nidaros, begreb jeg tillige, hvor harmeligt det maatte være for de Tydske at se Begyndelsen til sin Flaade blive solgt ved Auktion, ligesom man sælger Kopper og Kar efter en fattig Husmand. Det er ikke smukt af de Danske at spotte med Sligt. Vel var Tydskerne deres Fiender, men saa respektable Følelser, som at ville have en Sømagt i Forhold til Landets naturlige Beliggenhed, skal man ikke gjøre Nar af, det er baade Synd og Skam.
Nidaros fører sex 60-pundige Bombekanoner; man bliver forundret over et saa lille Antal, naar man kommer ombord og ser, hvor rummeligt der er; men, det er drøie Stykker disse Kanoner, og er deres Virkninger som man fortæller, vil Nidaros gjøre Lys i de fiendtlige Rækker: Et eneste veltruffet Skud skal kunne skyde en Fregat isænk. Det er morderiske Redskaber, Fredrichsenk533 har opfundet, og holder de Prøven ud, vil han staa udødelig i Krigshistorien. Alt saa helstøbt ud ombord paa Nidaros; det var som det skulde være selvvoxet, og tvister man end om Hortens fordelagtige Beliggenhed, vil man dog ikke nægte, at man arbeider smukt dernede. Efter en Beretning fra et Blad paa Horten skulde man tro, at Nidaros seilte daarligt, men Folkene ombord sagde, at man endog seilte forbi lille spidse «Halden», der stryger forbi alle de andre Dampfartøier, som gaa her i Fjorden. Nidaros vil vist vække Opsigt paa sin Middelhavsreise, og vi faa forhaabentlig den Glæde at læse gode Beretninger om den. Det var nogle staute Karle baade Officierer, Kadetter og Matroser; de vil kunne manøvrere fortræffelig; bare man nu ikke vilde drive det altfor russisk ombord! Men der var Flere som klagede over, at Løitnant Wedelk534 (Generalens Svigersøn) «bar sig saa;» og «det er under ham vi staa mest», føiede de modløse til, «da han er den Femte (?) kommanderende ombord; det vil blive en haard Reise.»
Det er ikke hyggeligt at høre Sligt i disse Tider, da man skulde tro, at Humanitet var udbredt ogsaa blandt Officierstanden; men, hele Standen maa ikke høre ilde for en enkelt Mand, og vare disse Klager grundede, vil forhaabentlig de andre Officierer stagge denne ene Person. De maa dog vel indse, at man ikke kommer længer ved at være en Russer, end om man er et rimeligt Menneske. Med slige Karle, som jeg saa ombord, kan man gjøre store Ting, er man human. Det vilde være Skade, skulde denne Wedel være en saa uvittig Mand: han er en kjæk Karl; han var paa Christian VIII og skulde springe i Søen nogle Øieblikke før Explosionen og svømme i Land.
Der var probert og venligt ombord og for i Rummene var Kopper og Kar skurede som i det netteste Kjøkken. Der saa ogsaa ganske bekvemt ud, ihvorvel der maatte blive trangt for den hele Besætning (150 Mand); nu var der imidlertid ikke saa Mange. Kahytterne vare nette, men ingenlunde luxuriøse, og Afstanden mellem Officierernes og Matrosernes Bekvemmelighed var ikke saa forfærdelig stor endda; den var saadan, som den fornuftigvis bør være i et Land, hvor Alle ere frie Mænd, trods deres borgerlige Ulighed. «Hvilken Forskjel her og paa Kamschatka,» sagde En af Følget til mig, «der var den fyrstelig Pragt i Kahytten og Matroserne havde det som Buskapen i Baasen. Her er Alt næsten lige.» Kamschatka var vistnok bygget til et keiserligt Lystfartøi, men der er ingen Tvivl om, at man vilde kunne sammenligne den russiske og den norske Statsforfatning ved at gaa fra et norsk Krigsskib og over paa et russisk, hvor man paa den forskiellige Indretning i Kahytten og Rummet, vilde kunne se, at Fartøiet tilhørte et Folk, der bestod af Adel og Trælle.
Nidaros er kommet for at bære Prinds Gustavsk535 Lig til Stockholm. Imorgen Formiddag skal Kisten bæres ned; den skal staa paa Dækket, sagde Folkene. Det vil blive et høitideligt Tog igjennem Byen. Fra Stockholm gaar Nidaros tilbage til Horten og derfra igjen ud paa Togt.
Christianiaposten har begyndt med at svare paa R. Olsensk536 Angreb paa Theatret. Det er et karakteristisk Svar: det indlader sig ikke paa Sagen, men holder sig til Personen; det giver en Biografi af ham saaledes, som man har seet den mange Gange før. R. Olsen har den Ulykke eller kanske i Længden den Lykke, at hans Fiender skrive hans Biografi; det er ganske artigt, at se en Mand sætte sig hen og skriver en Biografi over sin Fiende; naar jeg læser en saadan Biografi, læser jeg altid mellem Linierne og kommer til et stik modsat Resultat; den, som tror Hadet, er et meget troende Menneske; nei, da tror jeg meget heller paa Nøkken og Nissen og selve Havskummet. Disse Ting ere da poetiske, men Hadet er den skjæve Prosa, især hos Posten; det er ynkeligt. Slige Sager burde ikke staa i et Blad, som skulde foregaa de andre med et godt Exempel. Det er en egen Manér at underlægge enhver Handling slette Motiver; det maa ikke være noget godt Menneske, som gjør det, og sker det offentligt, saa er det Menneske ovenikjøbet uanstændigt. Saaledes som Posten, debattere alle raa Mennesker: de snakke aldrig om Sagen, men skjænde paa Modstanderen sin og det er bestemt saaledes Hundene debattere, naar de gjø paa hverandre. Karo gjøer sikkerlig ikke paa Pasop fordi denne tog et Ben f. Ex. — det har han alt glemt — men fordi Pasop gaar og lurer med langt Haar og Halen mellem Benene.

Nr. 241/1852; fredag 15.10.

[Sørgevers; norsk teater]

Korrespondance
Christiania, den 13de Oktober
Mandag Morgen reiste vor elskede Konge. Uagtet det var saa tidligt paa Dagen, havde dog mange Mennesker samlet sig i Gaderne for at se den høie Familie ved Afreisen. Toget gik stille gjennem Byen og over Alles Ansigter hvilede kjendeligt Alvor; der var endog Mange, som ikke kunde tilbageholde en Taare ved at se den Sorg og dybe Kummer, som nedtrykte de ømme Forældre, der havde mistet en haabfuld Søn,k537 og de kjære Sødskende, som havde tabt en elskelig Broder. Man saa paa Dronningen, at hun havde grædt, og Kongen syntes Aar ældre end da han kom. Jeg udtaler visseligt intet af disse almindelige Ønsker, som ere blevne staaende Talemaader, men et, som kommer fra Hjertet, naar jeg siger, at det norske Folk ønsker og beder, at Gud længe vil bevare vor gode Konge og hans Hus; Hoved og Hjerte fordrer dette i lige Grad. Der er vist ingen Fyrste i Europa for Øieblikket, der i den Grad som Oscark538 nyder sit Folks Kjærlighed. Kan man tro Beretningerne, gaar det vistnok varmt til i Frankrig, men der er det et delirium som spaar Døden eller dødelig Slaphed; her i Norden derimod er det sand Følelse og sund Fornuft; det spaar Lykke og Velsignelse for Konge og Folk. Det nordiske Folk er et ædelt og fornuftigt Folk; med Styrke og Inderlighed elsker det den, som fortjener Kjærlighed, men mod den Uværdige er det ubønhørligt. — Det Digt, som er kommet til oss fra Sverig i Anledning af Arveprindsens Død, var et deiligt Digt; det skal ikke pirre vor Nationalforfængelighed at sammenligne det med den Herskare af Digte, som hos oss ere skrevne i samme Anledning. Det Digt var uagtet sin Skjønhed ogsaa anonymt, men hos os skulde vore Poeter lægge i Veien med Navns Nævnelse. Det var neppe passende ved en slig Leilighed; men, saa var det rigtignok paa den anden Side trøsteligt, forsaavidt som man faar Formodningen om, at DHrr. Poeter dog ikke have glemt sig selv i sin dybe Sorg; man kan dog ikke være ganske ligegyldig med dem heller: de ere ogsaa Konger paa en Maade; deres Rige er vistnok ikke af denne Verden, men . . . . . dog det er neppe heller af den anden Verden; det ligger op i Taagen, og naar Vinden kommer, blæser det bort. Saa gaar det; imidlertid have de dog figureret en Stund; det er ogsaa noget.
Igjennem flere No. af Christianiaposten har staaet en Feuilleton om Lofoten og Livet der nord paa; det er en interessant Skildring og Sproget er godt Norsk: en Storm, som rasede der i Aaret 1848, er visselig endog ganske mesterlig skildret.
I Morgenbladet stod en ret lang Skaaltale af Student Krohnk539 for det norske Theater; den var god. Man vil endelig ombytte Navnet «den dramatiske Skoles Theater» med det «Norske Theater;» det kan nok gaa an, naar man føier «i Christiania» til; thi man har ogsaa i Bergen et «Norsk Theater». Dette for min fremtidige Benævnelse af den nye oprettede Anstalt; jeg vil have Autoritet for mig i en Sag, der er saa delikat som norsk Kunst.
Det Norske Theater i Christiania har nu begyndt sine Forestillinger, og man maa vel sige, at Forventningerne bleve overtrufne, naar man da ikke gik hen med urimelige Forventninger. Der skal meget til at faa et godt Theater i Gang, naar alt skal begyndes fra Nyt af. Det er som at gaa hen i Skogen med en Øxe paa Nakken og begynde paa Rydningen af en Plads. Er Jorden end taalelig frugtbar, skal der dog gaa med mange Aar, før man faar stort at høste. Man maa «øxe» længe, før man faar et taaleligt Emningstræ af de krogede og kvistede Stammer; man maa hugge Braater og brænde dem før man kan faa en liden «Aakerlap;» Stene maa brændes væk, da man som oftest ikke har Raad til at bruge Krudt og selv om man havde Raad dertil, vilde man «svies;» Grøften maa graves i de vaade Myrer og «Sev», og man støder paa «Auren» i «Kullar» og «Hausar.» Er man nu endelig kommen saavidt, at man har Hus over Hovedet og en grøn Flek i Skogen, maa man saa smaat lægge sig til Besætning, for det er ikke sagt, at man altid har Buskap staaende borte paa Foder. Det gaar trangt og tungt, men saa har man en renlig Gaard paa sine gamle Dage, der har det ubetalelige Værd, at den er Ens egne Hænders Gjærninger. Dog, jeg maa slutte med Lignelsen: den gaar og halter.
Det Norske Theater i Christiania har da begyndt; det hilses med Glæde og Forhaabning — Gemytterne ere vel stemte med Undtagelse kanskje af Skandinavisterne — det har et renligt Hus for en 600 Mennesker, en lille net Scene, et petit Orchester, en Anfører, der har et godt Lov, en Direktion, en 3 Skuespillere og idetmindste 1 Skuespillerinde, som alle love mere eller mindre Meget; men, et nationalt Repertoire har det endnu ikke faaet; de nationale Theatre baade i Bergen og Christiania blive i denne Henseende nødte til at sige med Bonden: «Har jeg Klave, faar jeg altid Ko.»
Det første Stykke, som blev opført, var «Krydsbetjenten» af Bjerregaard;k540 det var intet noget godt Stykke; mærkeligt var det, at de uøvede Kræfter kunde bringe saameget ud af det. Publikum klappede ikke saa Lidet og det var «et nydeligt Publikum,» som en Smagsmand bemærkede. Jeg vilde rigtignok heller sige, at det var et alvorligt Publikum, der ogsaa maatte blive alvorligt ved Tanken om, at det var det første i dette nationale Theater, hvoraf der forhaabentlig vil udvikle sig Noget, som taler for vor Selvstændighed; det var altsaa et alvorligt Publikum, idetmindste burde det været alvorligt, godt var det iallefald, og det var et godt Mærke. At det ikke bliver saa godt nu udover i Prøvens Tid, det kan Ingen forlange; maatte det bare fremdeles blive stort, saa vil nok Tingen gaa, og Stemningen for dette nye Theater er saa god, at man forhaabentlig vil gaa der, om ikke for Andet nu i Begyndelsen, saa dog for at bidrage Sit til at fremme en saa god Sag.
Der skal i kunstnerisk Henseende overhovedet meget til, for at man skal kunne holde det ud og med Hensyn til det Dramatiske skal der saa meget mere til, som Kunsten her saa at sige er mere paatrængende; man kan rømme fra et daarligt Maleri, man kan slænge fra sig et daarligt Digt og stoppe sine Øren for daarlig Musik — Ulysses stoppede dem endog for god Musik, nemlig for Sangen af Sirenerne — men i et Theater er man lurt; et daarligt Spil «klamser» en fast, og fordærver selve Luften; man er rigtig kommen did, «hvor man ikke fryser paa Fødderne*).
Man taber sig i Gjetninger, hvorvidt dette Norske Theater vil skade det skandinaviske. Det hedder rigtignok, at man bare vil opdrage Skandinaver — ja man bruger just ikke dette Ord, skjønt Meningen er den samme — men saaledes bliver det neppe; det bliver en Duel mellem Norskheden og Skandinavismen paa Distance af 10 Skridt, det bliver Enden. Hvem vinder? Jeg véd det ikke. Dersom man paa det skandinaviske Theater bestandig spiller saa godt og har saa gode Stykker som igaaraftes, saa kan det længe staa sig. Jeg for min Person vil i de første Aar agte det norske Theater, men elske det skandinaviske.
*) Bøndernes Udtryk for: «Helvede».

Nr. 243/1852; søndag 17.10.

[Teater- og konsertprogrammet; Christiania-Posten og opposisjonen]

Korrespondance
Christiania, den 15de Oktober
Denne Uge er en mærkværdig Uge: Her har været Skuespil hver Aften; Mandag den første Forestilling i det norske Theater, Tirsdag i det skandinaviske, Onsdag i det norske, Thorsdag i det skandinaviske og i Kvel atter i det norske med en Hallingdøl som «Prologus». Vil han dandse? «slænge Hallingen»? eller vil han tale Hallingmaal? Skade, at jeg ikke faar se og høre! jeg maa sidde og korrespondere! jeg er ligesaa ulykkelig, som da jeg fordum mangen Gang maatte sidde hjemme, naar de Andre «gik i Dandsen»; jeg saa efter Dandselyren og græd; nu er jeg bleven voxen og ærgrer mig; det kan man ikke som Barn. Jeg maa sidde og skrive, medens de mange Andre kan være i Dands eller høre Hallingmaal! Fredagen er en «Revsedag.»*)
Vi har det snart ligesaa godt som i Kjøbenhavn nu; det kan ikke blive bedre end Skuespil hver Aften; det bliver snart ligesaavel her som i Kjøbenhavn «en Fornødenhed» at gaa i Theater.
Foruden alle Theateraftener har her ogsaa i denne Uge været to Koncerter af Dannstrøm og en af Hasert.k541 De vare ikke talrig besøgte, en 100 til 150 Mennesker. Det egentlige Koncertpublikum her i Christiania er omtrent 100 Mennesker, sagde en Mand til mig engang. Kommer der flere Mennesker paa en Koncert, saa er det Noget, man ikke kan paaregne, undtagen ved Leiligheder som naar Bullk542 spiller.
Et Musikselskab (det Ehnertske) fra Böhmen spiller i Lütkensk543 Kaffé. Det skal være et særdeles godt Musikselskab; de spille og synge saa det er en Lyst og Kafféen er godt besøgt: man ser der baade Kunstnere og Studenter og nyttige Mennesker. Alle have det tilfælles, at de ville fornøie sig, og disse Böhmere er det virkelig fornøieligt at høre paa. Dersom man ikke kunde trøste sig med Pengemangel, vilde man ingen Rede hitte i alle disse Fornøielser; man vilde som et forstyrret Menneske løbe fra det norske Theater til det skandinaviske, fra Dannstrømk544 og Hasert til Lütkens Kaffé; det var i bedste Fald, i værste vilde det gaa som med Fabelens Asen, der sultede ihjel mellem trende Høbunker, fordi det ikke vidste, af hvilken det skulde æde. Det kan nok hænde, at Mange have Raad til at gaa og rende saaledes eller at dele Skjæbne med hint Asen; jeg beklager dem oprigtigt. Jeg havde nær glemt et Kunstnerselskab: Schwarzenbacker-Kapelletk545 skal komme til Restauratøren i Logen; det vil ikke blive den daarligste Musik. Man maa bestemt faa sig en Timetabel f. Ex. saalunde: Søndag Kl. 6 ½—9 Aften: det norske Theater; Mandag, Kl. 5—11: Musikselskabet paa Lütkens Kaffék546; Tirsdag, Kl. 6 ½—10: Opera (skandinavisk); Onsdag, Kl. 7—9: Koncert, Dannstrøm og Hasert indtil Videre; Thorsdag, Kl. 6 ½—10: det skandinaviske Theater; Fredag, Kl. 6—11: Schwarzenbakerne i Logen. Mellem Afdelingerne studeres Spiseseddel; Løverdagen, fra Kl. 6 af indtil man bliver færdig med Sligt, som passer for Løverdagen.
Mod denne Tabel kan med Rette indvendes, at man ikke faar et og samme Fag mere end en Gang om Ugen og det er aabenbart for lidet, skal man drive det til Noget; men, det mangler Tid, som alle Skolemænd klage over, naar de skrive Timetabeller. Imidlertid kunde man dog tage trende Ting paa en Aften f. Ex. gaa i Logen og paa Lütkens Kaffé efter at man kom fra Theatrene. Man kunde da studere Spisesedlerne og faa sig en «Tørstedrik,» om Musikken alt skulde være sluttet; det er ingen Tvivl om, at jo Mange ville være saa flittige, og naar Hver bruger sig saa godt, han kan, vil Christiania være stort nok til alle disse Fornøielsesanstalter; men lægge Mange sig paa Ladsiden, er det aabenbart for lidet.
Nu gaar da rigtig Posten paa Vikingstog efter Oppositionsmænd. Dagen efter den var færdig med sine trende Artikler mod R. Olsen,k547 begynder den med Lerche,k548 som nu i de trende sidste Dage har været under Pidsken. Det er ikke Smaafolk, Posten angriber; det er anerkjendte Kjæmper; han véd nok saameget, at Hæren opløses til alle Kanter, naar Anførerne ere faldne. Ulykken er imidlertid, at Posten ikke kan fælde dem; han vælger saadanne Vaaben, at han selv maa blive ødelagt, dersom han ikke bytter om, den ubehændige Klodsen. Iblandt vilde Horder kunde man anrette frygtelig Ødelæggelse med slige Vaaben, men nu for Tiden maa andre bruges, især af en Kavallér; Kavalleren maa fægte med en blinkende Dolk, ikke med Garstører og Møgstingere. Handskerne maa se frygtelig ud efter at have grebet om slige Vaaben; Posten gaar bestemt med Handsker, sandsynligvis gule, — hvem skal vaske dem? Han maa kjøbe sig nye, hvad de end koste, eller ogsaa gaa saa barhændet, som han blev født.
Hvad vilde man sagt, dersom Oppositionspressen — forudsat her havde været nogen — havde brugt saadanne Vaaben mod Ikkeoppositionsmænd? Man havde simpeltvæk sagt, at Pressen havde været raa, og havde man ikke sagt det, saa havde man selv været raa. Hvad havde man gjort, dersom en Statsraad var bleven saa angreben som Lerche, Storthingsmanden? Man havde kastet en slig Angriber i Hullet eller burdet gjøre det. Storthingsmanden kan gjøre samme Krav paa Respekt som en Statsraad. Statsmagterne ere jevnbyrdige, og for dens Repræsentanter maa jeg løfte paa Hatten, dersom jeg ikke er en Kvæker. Vil jeg gjøre dem en Bebreidelse, maa Bebreidelsen se ud som en Kompliment; kan man ikke sige en Vittighed, maa man aldrig snakke med slige Folk; man bør da snakke med Mobben.
*) «Revsedag» betyder det samme som Thycho Brahesk549 Dag. Revsedag af revse.

Nr. 247/1852; fredag 22.10.

[Norsk språk]

Korrespondance*)
Christiania, den 20de Oktober
Det skandinaviske Theater fik en Sanger herforleden, hvori baade Folk og Blade vare glade. Corsaren gjør sig lystig herover og finder det glædeligt, at et Klædningsstykke, som de Danske have aflagt, passer saa godt for os norske. Dette kan være sandt, men det er ogsaa sandt, at de Danske bruger Klæder, som vi først har brugt; det er rigtignok ikke aflagte Klædningsstykker, de Danske faa as os; det er nye Klæder, som vi have gaaet «myke» og gode. Vi ere Husmænd og de Danske Gaardmænd. Naar Gaardmanden faar sig en ny Striskjorte f. Ex., saa faar Husmanden den først nogle Dage, saalænge den er stiv og naalet, naar den er gaaen myk, faar Gaardmanden den igjen, men naar den bliver fillet, faar Husmanden den atter tilbrugs. Husmanden maa være glad, at han faar saameget tilbrugs af Klæderne, og dersom han ikke har lært Utilfredshed af Thrane,k550 saa klager han ikke et Ord over sin Gaardmand, men ønsker, at han vilde gjøre sig nye Klæder hver Uge. — Christiania Publikum er vist saa klogt, at det heller ikke ærgrer sig, fordi det opdrager danske Skuespillere, og mister dem, naar de blive flinke, og atter faar Sangere f. Ex., som Kjøbenhavnerne ikke ville have. Naar man ikke selv har noget, maa man tage tiltakke med det, Andre vil give, og naar Publikum her i Christiania finder sig opbygget af Kunstnere, som Danskerne slaa Krøller paa Næsen til, saa skal det takke Gud, fordi det er saa nøisomt; her er Unøisomhed nok i Verden.
Det er haarde Betingelser for et saa lidet Publikum som det christianske: skal det klappe til en Kunstner, saa staar det Fare for, at et større og bedre Publikum skal gjøre Nar af det, og hysser det, saa kan det frygte for, at man kalder det uvittigt strængt; det falder altid i Scylla, naar det vil undgaa Charybdis; det maa være en Pine for det at gaa i Theatret; det maa skjælve for at prostituere sig ved den mindste Meningsytring. Derfor er ogsaa Thorsdagspublikum ɔ: det bedste, saa diplomatisk af sig, som Posten siger: det tier stille og lader enten Søndagspublikum eller 2den Logerad klappe. Det skjønner Faren, det gode Publikum.
I alle Kunstarter maa overhovedet vi Norske være bange for at gaa enten for langt eller for kort, og det have vi da ogsaa været bange for. Paa egen Haand have vi sjelden vovet os ud paa Kunstkritikens glatte Is. Vi have staaet og stirret paa vore Kunstnere saalænge, indtil Udlandet har sagt os, hvad vi burde gjøre; det har «nugget» os i Siden og traadt os paa Taaen saa sagte, ligesom en Moder, der har sin nyskonfirmerte Datter med sig i Selskab for første Gang. Som denne unge lille Gaas, have vi da snadret vor Ros og Daddel; — Synden har ikke været vor, om vi saa har taget feil. Bare vi nu ikke begynder at stavre paa egen Haand! Det gaar galt; men det er nok ikke til at undgaa: her spores en Lyst til Selvstændighed, som allerede er kommen for Dagen i Oprettelsen af et Theater, og fremfor Alt i de revolutionære Bestræbelser med vort Sprog.
Den gode gamle Tid er forbi, da man lærte Rahbeksk551 Rhetorik og snørte Sproget i Livianskek552 Perioder. Det er alene Juristerne, som fremdeles have Privilegium paa at skrive barbarisk; lærde Filologer have aldrig kunnet skrive sit Modersmaal, og dem vedkommer altsaa ikke Sprogreformen det mindste, heller ikke Filosofer, der fremdeles vil gaa paa Storkebén.
Det er forresten det samme, hvem der faar godt af Sprogreformen, bare den kommer, saa bliver den vel benyttet.
Den er i Anmarsch: man har i de sidste 5 à 10 Aar begyndt at nærme sig til Talesproget og optaget Udtryk af dette; man har kastet væk mange fremmede Ord; man er bleven folkelig; man har udenfor Examenerne kastet bort stumme e’er og stavet e og æ om hinanden; q kan man ombytte med k, x ombyttes ofte med ks, og store og smaa Bogstaver «vør(d)es» ikke længer. Al Autoritet er borte; vi staa midt i Anarkiet; Spørgsmaalet bliver, hvor den lovmæssige Orden skal begynde.
Professor P. A. Munchk553 mente engang for en Tid siden, at vi burde begynde, hvor vore Forfædre slap for en 500 Aar siden og kaste bort det hele mellemliggende dorske Væsen; da vilde vi faa Norsk og have Noget at bygge paa. I. Aasenk554 er omtrent af samme Mening. Det er unegtelig gode Autoriteter, disse to Mænd. Andre, deriblandt en «Ro» i Tilskueren, og Tilskueren selv kalder sligt Drømmeri og vil, at man videre skal bygge paa Dansken vor; Bibelen er oversat paa dette Sprog — Bogsproget — og Præst og Psalmebog føre dette samme Sprog. «Ro» ængster sig ved Tanken om, at vi — som have den europæiske Dannelse (?) — skulle lære et nyt Sprog. Mennesket hedder «Ro.»
Andre f. Ex. det norske Theater synes at ville have det hallingdølske Sprog siden det saa tidligt lod en Hallingdøl træde frem og tale. Præsten Landstadk555 kommer til at lade det tellemarkiske Sprog lægge et Ord med i Laget, naar nu hans tellemarkiske Folkeviser udkomme. Østgaardk556 har skaffet det tønsetske frem i sin «Fjeldbygd» og naar nu nogle Aar ere gangne hen, faa vi vel en Bog i hver Dialekt. Hvilken Dialekt skal man vælge? Det Bedste bliver vel indtil videre at holde sig til Bogsproget og med «Ro» til den europæiske Dannelse, og saa forresten fremskynde Anarkiet Alt, hvad man kan, ved at optage gode Ord af alle Dialekter og saaledes lidt efter lidt vænne Folk til dem, saa vil Sproget efterhaanden klarne sig og blive rigt. Men Ulykken bliver da den, at man ikke har nogen fast Regel at gaa efter i Stavemaaden. Skal man give disse Ord danske Endelser, trækker man Glacehandsker paa gamle Thor, og skal man stave dem efter Oldsproget, maa man gaa over til Munch og Aasen, med mindre man vil have danske og norske Endelser om hverandre. Man har Uleilighed, hvor man snor og vender sig. Det ene er ligesaa urimeligt som det andet. Det bedste bliver at tie, saa slipper man det Hele; men saa faar man igjen ingen Aviser; hvor bliver det da af Politiken? Det skal blive morsomt at sé, hvorledes man vil tage denne Ting, men saa ganske morsomt bliver det ikke for de Mennesker, som ere nødte til at skrive i dette anarkiske Sprog. Ingen Forfængelighed kan trøste sig med, at hans Arbeider blive læste længere end idag og imorgen. Skriver Nogen aldeles genialt, kan det vel blive opbevaret som literaturhistoriske Aktstykker, ligesom man i Fortalen til Molbecksk557 Ordbogn56 ser Sprogprøver af det mere og mere fordanskede Sprog. Men for de fremtidige Forfattere bliver det godt. Af Anarkiet vil fremgaa et rigt Sprog, hvori en Digter vil kunne intonere sine lyriske Stemninger som paa et mægtigt Orgel. Denne Tanke kan forsone os og give os Kraft til at arbeide os frem i vort forvirrede Sprog.
Saaledes kjæmper Norskheden paa Sprogets Mark.
*) For nogle Gange siden berettede jeg, hvor jeg talte om Korvetten Nidaros, at den Wedel,k558 som var der og kommanderede, skulde være den, som var med i Affæren, da Christian den 8de sprang i Luften. Dette skal ikke være rigtigt, det skulde være Broderen, som var med der. Jeg er altsaa kommen i Skade for at tage Noget fra den ene Broder og give det til den anden. Jeg anførte hin modige Gjerning i Forbindelse med den Strenghed, Nogle sagde, han skulde vise ombord. Jeg tog feil i min Ros, og Skibsfolk, jeg talte med, toge kanske en god militær Disciplin for Strænghed.

Nr. 249/1852; søndag 24.10.

[Om dei tilsette på Universitetet; dei gamle grekarane og dei moderne engelsk- og franskmennene]

Korrespondance
Christiania, den 22de Oktober
Nu om Dagen holder Kandidat J. Friisk559 Prøveforelæsninger til den ledige Lektorpost i græsk Filologi. Universitetet har i de sidste Aar havt Modgang paa sine Lærere: Thuek560 og Collettk561 døde i sine bedste Aar, og Holmbok562 var heller ingen gammel Mand. Vibek563 blev forflyttet til Rektor ved Christiania Skole, og Aubertk564 var paa Veien til Rektoratet i Christianssand; men nogle Studerende og hans Medlærere skulde formaa ham til at blive. Det maa ikke være godt at være Universitetslærer kan man fornemme, og endda har man i Morgenbladet ivret imod den altfor høie Løn, som Universitetslærerne faa! Folk dør saa snart i disse Poster, at Lønnen ingenlunde er for høi. Forresten leve Somme længe, naar de bare ere komne paa Glid; Schelderupk565 og Rasmussenk566 bleve gamle, og enkelte Nulevende ser ogsaa ud til at kunne holde ved; man maa ligesom komme ud over et bestemt Punkt, da er man indtil videre hjulpen; saadan ser det iallefald ud. Nu kommer det an paa, om disse nye Lektorer kommer ud over dette Punkt; den ene af dem, nemlig Aschehoug,k567 ser meget godt ud; Friis derimod lader desværre til at være mindre stærk; men, det er Aanden som behersker Legemet, siger man, og saaledes er de ydre Mærker lidet at bygge paa.
Det er ellers bedrøveligt med lærde folk: de blive i Almindelighed ikke gamle; man kunde sige, at de ere for gode for denne Verden, dersom Tingen ikke havde en mere udvortes Aarsag: lærde Folk have været flittige fra de vare en Næve stor, og det er ikke sundt at læse, naar man skal voxe; da skal man springe, dandse, lege og sove længe; men naar man er lænket til Skolebænken om Dagen, og maa sidde og læse om Kvellen, bliver man forkuet og gammel før man er voxen. Man kan faa Mirakelbørn paa den Maade, men man faar høist elendige Mænd, syge, prosaiske og blodfattigen57 i Aanden; de staa i Livet som et Lexikon i en Boghylde; man ærgrer sig hver Gang man ser paa dem og maa slaa op; det værste er, at de ere daarlig indbundne, saa de falde fra hverandre, hvergang man skal bruge dem, og Menneskeheden sætter dem tilslut til Auktion, og sælger dem for 4 Skilling som Badensk568 Lexikon, eller ogsaa stuver dem ned i en Kasse og sælger dem tilligemed gamle Aviser som Makulatur.
De have læst af sig Haaret, svedet sine Øienbryn, ere saa nærsynte, at de maa stikke Næsen lige ind paa Bogen, og
Naar Tobak man ryger, da hedest er Faren,
man tænder i Fingren og mener Cigaren.
Det er ingen af disse lærde Folk som synger med W. von Braun:k569
«Jag heller en lömmel vil vara
end utveckla själen paa kroppens ruin.»
De indbilde sig at udvikle Sjelen ved den megen Læsning i sine unge Aar, men de blive «Lømler» baade paa Sjæl og Legeme, istedetfor at det Ene idemindste kunde være reddet, Legemet nemlig, om Aanden kan der ikke ret vel være Tale; den som har Aand, falder ikke lettelig paa at læse den bort, selv ikke som Barn; den kimende Spire vender Braadden mod sligt Barbari. Dog, vore organiserede Skoler klemmer de Unge ind i sin Jernsko; de ere Maskiner, som have dræbt flere Talenter, end de engelske Fabriker have gjort Krøblinger.
Intet Under, at Universitetslærerne ikke blive gamle, og intet Under, at man finder saa megen Aandløshed blandt den talrige studerende Stand.
Jeg har igrunden skeiet ud, men det er netop det jeg vil; jeg vil korrespondere; jeg vil løfte paa Hatten til de Tanker, som stryge forbi mig, ligesom jeg løfter paa den til Legemer, som jeg møder paa Østregade, det vil sige, naar jeg kjender dem; at gaa strunk og stiv, det gjør alene aandelige og legemlige Musketerer; de have begge kjendt Korporalstokken paa sin Ryg, og de ere begge skabte til at dræbe; den ene Legemet og den anden Aanden.
Den første Prøveforelæsning var over Forskjellen mellem Spartas og Athenens Statsforfatninger. Det var et drøit Thema, og Friis, der ofte kan være smaavittig, gav ogsaa — om jeg forstod ham ret — paa en fin Maade tilkjende, at Opgaven ikke saa ganske egnede sig til én Times Behandling.
Det er bleven en staaende Antagelse, at Sparta repræsenterede det aristokratiske Element og Athenen det demokratiske, ligervis som man nu vil finde Aristokratiet i England og Demokratiet i Frankrig. Man maa vente at Sammenligningen halter: 2200 Aars Afstand gjør nogen Forskjel; imidlertid bliver dog Grundkarakteren temmelig lig: Spartanerne vilde Intet lære af Fremmede, Englænderne heller ikke, idetmindste ikke Sprog. Spartanerne havde Heloter, Englænderne Fabrikarbeidere; Spartanerne havde Periøker, Englænderne have Irlændere. Spartanerne havde Eforer, der igrunden besad al politisk Magt, især paa Slutten, Englænderne have Lorder. Spartanerne repræsenterede Ubevægeligheden i Hellas, Englænderne gjør det Samme i de europæiske Statsforfatninger. — I Athenen var Revolutioner, det Samme er der i Frankrig. I Athenen var Themistokles,k570 i Frankrig var Napoleon.k571 I Athenen var man letsindig og vittig (attisk Salt), i Frankrig er man ligedan. I Athenen var Demosthenes,k572 i Frankrig var Mirabeau.k573 I Athenen var Aspasia,k574 i Frankrig var Madame Rolandk575 og de Staël.k576 I Athenen var i den mest blomstrende Periode 400,000 Slaver og 15,000 Borgere — et vakkert Demokrati — i Frankrig har Forholdet mellem de uvidende Borgere og de Deputerede været omtrent ligedan. Det var Talerne i Deputeredekammeret og Avisskriverne i Paris som larmede om Friheden; Folket var sløvt og nu er det halvgalt for L. Napoleon.k577 Friheden eller Anarkiet endte i Athenen med Philipk578 og Alexander,k579 og Napoleonerne — ligedan Mennesker, som vidste at transportere Folk ud af Verden — have ogsaa vidst at bringe Friheden til Taushed i Frankrig. Athenienserne vare Fritænkere, Franskmændene ligedan. Spartanerne vare rettroende — de vilde ikke engang stride ved Marathon paa en Nymaaned — Englænderne holde ogsaa Høitidsdage hellige; imidlertid hindrede ikke Paaskehelgen Nelsonk580 fra at slaaes for Kjøbenhavn. — Friis trak ikke slige Paraleller og alligevel var han neppe lærd. Det var et interessant Thema og det er behandlet af saamange aandrige Mænd, at det er farligt at røre ved det; det er bedst jeg ogsaa slutter, før det er udtømt. Siden skal han tale om Forskjellen mellem Folkepoesien i Grækenland og den reflekterte Poesi som Professor J. L. Heibergk581 vilde sige. Det bliver opbyggeligt. Jeg undres, om ikke alle Versemagere herinde vil ud at høre paa det, ifald Auditoriet kan rumme dem Allesammen.

Nr. 253/1852; fredag 29.10.

[Folkepoesi og kunstpoesi]

Korrespondance*)
Christiania, den 27de Oktober
Imandags holdt J. Friisk582 sin Prøveforelæsning «om Forskjellen mellem den græske Folke- og Kunstpoesi». Han benyttede et Par Tydskere og en Franskmand, der hos de forskjellige græske Forfattere havde udpillet Stumper, der troedes at maatte kunne henregnes til «Folkepoesi». Enkelte slige Stumper havde han kanske fundet selv ogsaa, skjønt det ikke er rimeligt, at en ikke ældre Mand alt skulde være saa hjemme i den rige græske Literatur, at han havde opdaget noget nyt. Det skal baade lexikalsk og grammatikalsk Lærdom til at finde saadanne Egenheder og erkjende dem som saadanne i et dødt Sprog, der ligger saa langt tilbage i Tiden, at man kan være vis paa, at det alene er de bedste Sager, som ere komne til os; endog med en Tydskers Lærdom bliver det vel vanskeligt at opdage saadanne «folkelige» Elementer. Dette gjør imidlertid ikke meget til Sagen, iallefald ikke her for mit Vedkommende; Tingen er, at der vel ogsaa i Grækenland har været en Folkepoesi, der har gaaet forud og ved Siden af Kunstpoesien**), og det kan man vel antage, selv om ingen Brudstykker fandtes, da Nationerne i deres Udvikling ikke gaar fremad i Kolonner én Mand høi, men trippe Gaasemarsch; Præste- eller Krigerstanden er altid de første i Flokken, og i de moderne Stater, navnlig her i Norge, er det Embedsstanden. Disse Forreste gaa med Bøger under Armen og i Hovedet og de synge i Bogsproget. De hente sine Billeder fra den hele Verden, ja endogsaa fra Himmelen. Saaledes erindrer jeg godt en Sang fra Tromsø, hvor der blev talt om Laurbærkrandse. Myrter og Palmer ere staaende poetiske Billeder her i det kolde Norden, og i en Sørgesang her om Dagen i Posten var Snak om Nattergal. Selv Wergelandk583 sang utaalelig meget om Serafer og Engle. Kunstpoeterne lade sig ikke nøie med at plyndre den hele vide Verden og Himmelen; de gaa endog lige til Helvede og drage den arme Djævel med samt hans Engle ind i sine Poesier og prostituere ham tilligemed sig selv. Alle disse saaledes plyndrede Koster blive opstillede i pyntelige og slikkede Former; man fryser bare ved at se paa dem.
Saaledes bærer ikke Folkepoesien sig ad: den holder sig til det, som ligger nær; Billederne tages af det, vi daglig se og høre, og Tankerne er altid alménmenneskelige. — Der er Natursandhed i Folkepoesien. — Sproget er som det daglig bliver talt, og man tager sig Friheder med Sprogformerne, som undertiden kan være betænkelige nok. Det er Sjelens umiddelbare Udstrømning; man sidder ikke inde i et varmt Værelse og forbrænder Tankerne ved Kakkelovnen og sender Bud paa Apotheket efter Røgelser for at frembringe en behagelig Lugt. Man synger ude, under Guds frie Himmel, kaster sig paa Ryggen i Græsset med en Stén til Hovedpude, ligesom Jakob da han drømte om sin Himmelstige, og saaledes synger man om Blomsterne, som rugge med Hovederne i Vinden, man synger om Fuglen, som kvidrer i Træet, og om «vort Herres Lam, som græsse paa Himmelen»***). Sligt er Folkepoesi.
Det meste af den græske Poesi, som er kommen til os, var en saadan Poesi. Homér vil saalænge Verden staar blive et Mønster paa Folkepoesi, og dog er Homér ikke Folkepoesi i den Betydning, hvori vi tage Ordet; men han var Folkepoesi i en anden og mere ædel Betydning: han blev kvædet at det hele græske Folk; han var deres Bibel. Folkepoesien var hos ham lutret til den høieste og ædleste Natursandhed, som altid maa falde sammen med den høieste Kunst.
Naar jeg ovenfor talte om, at alle Nationer skride frem i Gaasemarsch, maa man — som Friis ogsaa bemærkede — huske paa, at Afstanden mellem de forskjellige Folkeklasser ikke var saa stor i Grækenland som hos os, naar man da undtager Slaverne, der rigtignok ikke bleve betragtede som Mennesker. Dannelsen var der mere jevn; den bestod i Musik og Gymnastik, og disse Fuldkommenheder skulde enhver Borger besidde. Det var intet Usædvanligt, at Borgerne opnaaede de høieste Poster i Staten; Embederne vare ikke der Professioner****) saaledes som hos os.
Man maa vel ellers vogte sig for at sætte Grækerne altfor høit. Saaledes som der var i Grækenland, har der været hos alle Nationer paa tidligere Kulturstandpunkt, rigtignok med den væsentlige Forskjel, at intet andet Folk har drevet det til den Fuldkommenhed i Kunst og Videnskab. Men Forskjellen i Dannelse mellem de forskjellige Samfundsklasser var paa et tidligere Standpunkt ikke større hos andre Folk end hos Grækerne. Arbeidet var ikke delt, og de forskjellige Professioner vare saaledes ikke opstaaede; Alle maatte tænke og arbeide tillige; nu er det Somme som tænke og Andre som arbeide*****) Livet er saaledes opløst i Mekanik, hvorved Staten rigtignok først bliver en beundringsværdig Maskine.
Det var visselig Slaveinstitutionen, som hjalp Grækerne i at blive saa almindeligt dannede. De frie Borgere vare, hvad Adelen i andre Lande og Embedsstanden hos os er; det var de, som vare Bærere for Dannelsen, og derfor vare de saa lige; derfor kunde Alle sin Homér og derfor kunde Soldaterne sin Euripides.k584 Det er derfor besynderligt at kaste lange Blikke til Grækenland og se der et idealsk Samfund og sige vemodigt: der kunde Alle synge f. Ex.
Det bliver derfor tvivlsomt, hvorvidt der i Grækenland efter Slaveriets Indførelse var en Folkepoesi og en Kunstpoesi i den Betydning, hvori vi tage disse Ord, og før den Tid var Alt Folkepoesi; det var denne, som senere blev forædlet, og ved en lykkelig Udvikling havde ogsaa den senere Kunstpoesi Folkepoesiens Natursandhed, indtil Grækenland udartede og gik sin Undergang imøde; da kom visselig Folkepoesien igjen og stod som en Modsætning til Kunstpoesien. Jeg vilde derfor sige: i Grækenland var først al Poesi Folkepoesi; derpaa kom en lykkelig Periode, da Folkepoesien blev Literatur i en ædel Skikkelse, da var der liden eller ingen Forskjel mellem Folkepoesien og Kunstpoesien og da kunde Alle synge, om ikke digte. Derpaa skred man videre; Kunsten udartede, men Folkepoesien levede som Modsætning til Kunstpoesien. Jeg kan ikke mindes, om Friis tog det paa denne Maade; jeg tror det ikke; men han var lærd, eller skulde i alle Fald have været det.
*) I sidste Korrespondance stod blandt andre Trykfeil blodsottige i Aanden, istedetfor blodfattige i Aanden.
**) Ordet «Kunstpoesi» er ingen god Benævnelse paa Modsætningen mellem Folkepoesien i sin Umiddelbarhed og deres Poesi, som staa paa Tidens Høidepunkt af Dannelse; man har mere træffende, men noget filosofisk kaldt denne Poesi den reflekterte. Al Poesi er Kunst, forsaavidt som den er Poesi. Kunde man ikke sige Naturpoesi og forædlet Poesi eller Naturpoesi og Drivhuspoesi? Dette er ikke saa uvigtigt endda; thi hvorledes skal vi vel stille vor Folkepoesi. f. Ex. de thelemarkiske Folkeviser, i Modsætning til Wergelands og Welhavensk585 osv. Poesier?
***) De hvide lette Aftenskyer.
****) Se Jaabæksk586 Afhandlinger i Nationalbladet.
*****) Jeg tager her arbeide i den dagligdagse Betydning, ifølge hvilken det ikke er Arbeide at tænke.

Nr. 255/1852; søndag 31.10.

[Interimsregjering; avispolemikk]

Korrespondance
Christiania, den 29de Oktober
Kongenk587 maa være sygere end Bulletinerne forkynde, siden han har skredet til at indkalde Interimsregjeringen igjen; det er et sørgeligt Mærke paa hans lidende Tilstand, og viser, at Sygdommen ikke er af den Art, at den haabes overstaaen saa snart. Budskabet om vor gode Konges Sygdom vil modtages med Bedrøvelse over det hele Land. Vor elskede Kongefamilie hjemsøges haardt, og Dronningen skal være meget lidende under sine tunge Sorger som Ægtefælle og Moder.
Interimsregjeringen skal saaledes atter træde i Virksomhed, og man tør haabe, at ingen uvittig Politikus vil oprippe Snakket om dens Dyrhed og Uhensigtsmæssighed, men finde den ligesaa god som grundlovmæssig. Hvad gjør vel Antallet? Det borger for, at Alt vil blive vel overveiet. Interimsregjeringen i sin foreskrevne Skikkelse er et demokratisk Træk i vor Forfatning, som det vilde være letsindigt at udviske. Det er vel, at saamange Borgere som muligt deltager med i Styrelsen; det falder ikke oftere paa, og selv om det var oftere, saa er de dermed forbundne Udgifter vel farne, ligesaavel som de, der medgaa til Storthinget; det bliver Alt en saa liden Brøkdél af Statsudgifterne, at det næsten forsvinder, ved at stilles mod de andre Summer, og skal man — med al Respekt for de smaa Brøker — spare, saa er det vist klogere at spare paa andre Kanter. Det er et barnagtigt Angreb paa Folkeregjeringerne, at forekaste dem, at de ere kostbare. Historien viser, at de ere de billigste af alle; ere de uindskrænkede, saa har man ganske andre Vaaben at angribe dem med.
Bortseet fra de Erfaringer, som Interimsregjeringen vil kunne indhente, maa det hæve de enkelte Medlemmers Selvfølelse, at vide sig delagtig i den høieste Magt; det maa styrke deres Kjærlighed til Forfatningen og være en Spore til at anstrenge sine Evner og Kræfter for at finde det Rette. Det er, som Præsidentskabet i de republikanske Stater, den høieste Værdighed en Borger kan opnaa, og det er vel at saamange som muligt opnaa en saadan Værdighed: det virker forsonende og udjevnende tilbage paa Folket, der ikke længer finder Afstanden mellem sig og sin Hersker saa stor, at nogen Trældom kan krybe derimellem. Man maa derfor ønske Interimsregjeringen tillykke med sin ophøiede Virksomhed, men paa den anden Side haabe, at man ikke længe behøver at trænge til den. I Sommer da den først blev bestemt til Indkaldelse, var der Mange, som vilde at man skulde omgaa Grundloven og Rigsakten. Selv Morgenbladet, som altid har givet sig ud for at tale Folkets Rettigheder, lod sig forlyde med, at Kongen ikke havde trængt til en saa extraordinær Forføining, og i Sverige var, som rimeligt, et stort Parti af samme Mening; men Kongens og Statsraadernes (især Vogts)k588 Retsindighed vilde helst, at Loven skulde have sin Gjænge. Slige Gjerninger bør holdes friske i Minde, for at man kan lære at kjende Frihedens sande og falske Venner.
Nu leve de personlige Stridigheder i bedste Velgaaende og Publikum gnider sine Hænder af elskværdig Fryd. Sagen hænger i Korthed saalunde sammen. R. Olsenk589 underkastede det skandinaviske Theaters Virksomhed en skarp Kritik i «Tilskueren,» i Posten svarte man anonymt med at levere Olsens Biografi; Olsen troede nu, at det var Vibe,k590 og skrev en lille Epistel til ham. Dette var nu vistnok ikke rigtigt saaledes at hoppe lige ind paa en bekjendt Mand, men det er Praxis i «Posten og Morgenbladet» og saaledes var det i alle Fald ikke noget nyt; man har skrevet Epistler og Sendebreve til hinanden med Fynd og Salvelse. Denne Olsens Epistel til Vibe havde endnu det Gode ved sig, at Morgenbladet fik slaa 3 — tre — Fluer med ét Smæk — man kan nok udenad vide hvilke. — Nu svarer da Vibe og siger, at det ikke er ham, som er Forfatteren og bruger ligedan sin Fluesmække. Den anonyme Forfatter i Posten skriger ogsaa i sit Smuthul som Læmænet baade til Olsen og Morgenbladet. Idag svaret Olsen atter, og P. A. Munch,k591 der ogsaa fik et Slag af Vibes Vifte, er nu ogsaa ude idag og meget alvorlig snakker til Vibe; der ligger noget vist Truende i Snakket, det er ligesom han vilde fare med Jus, godt om det ikke bliver noget værre, en Tørbanken med Næverne: det ser ud til noget af hvert. Ja, nu er vore Politikere og store Mænd i Haaret paa hverandre: R. Olsen paa Theatret, Anonymen i Posten paa Rolf, Stabellk592 paa Vibe, Rolf, Arentzenk593 og Daa,k594 om hvem han bruger det eiendommelige Udtryk, at han har udtømt sin hele «Skarnkiste» paa ham (Stabell); Vibe er paa Stabell, Rolf, Munch og Morgenbladet under én Bank; Munch er paa Vibe; imorgen svarer vel Daa i «Tilskueren» og Vibe Munch i Posten; om Anonymen i Posten, som angreb Rolf, kjerer vel Ingen sig videre; det maa være et Skind, som ikke fortjener et «ærligt Hagl» end sige en Kugle. Blander nu Vibe Stabell ind i sit formodede Tilsvar til Munch, saa svarer han igjen, og Himmelen véd, om ikke Arentzen ogsaa kommer lampende, før Alt er slut. Det er uforligneligt, og R. Olsen er paa en Maade Aarsag til det Hele; han angreb Theatret. Rolf kan ikke røre paa sig, før hele Leiren kommer i Oprør; det er en stor Mand siden han faar alle Publicister til at løbe galne; han er ligesom Lodden, en Fisk ved Nordlandets Kyster, om hvem det berettes, at den draget med sig alle Torsker og Flyndrer, hvor den farer hen. P. Dassk595 synger om den i sin «Nordlandske Trompet» saalunde:
«Profeterne true med fire Slags Ting
For Synden at sende i Verden omkring
Til Landets almindelig Plager:
Det er Pestilents, Hunger, Dyrtid og Sværd,
Og Lodden maa regnes det femte Gevær,
Med hvilket os Himmelen slager.»
Forskjellen er alene den, at Rolf Olsen ikke er noget «femte Gevær;» han gjør netop godt, idet han — rigtignok ufrivilligt — lokker frem al den Jammerlighed, som findes i vor Jurnalistik.
Det er saa udmærket, at man kan blive ganske forrykt ved at tænke paa det; det er efter Goethesk596 Ord som man hørte et Kor «von hunderttausendn58 Narren sprechen.»

Nr. 259/1852; fredag 05.11.

[Avispolemikken held fram; det norske teatret går framleis godt]

Korrespondance
Christiania, den 3die Novbr.
Jo ganske rigtigt! Daak597 har svaret Stabellk598 og Vibek599 Munch;k600 nu kommer det an paa, om ikke Stabell og Munch kommer med sine Dupliker. De burde gjøre det, for at Spændingen kunde holde ved. Den almindelige Menneskeforstand har ikke megen Sands for Sager og Tanker; den maa have Personligheder og anden Ufornuft, skal den finde sig vel. Dette har vore store Publicister indseet, kan man fornemme, eller ogsaa har de gaaet efter et Instinkt, der netop viser, at de ere fødte til Faget; de gjøre Lykke og fortjene den; jeg gribes af en vis Ærbødighed ved at tænke paa dem; den, som kan opbygge et Publikum er der dog alletider noget ved, hvad man saa end siger; han véd at slaa Strænge an, som klinge, og han viser idetmindste at han er den rette Mand; Publikum vil ingen anden have, og det fortjener ingen anden; han er det Husspeil som opfanger dets Tanker. Jeg mindes ikke paa lang Tid, det har været slig Rift om Aviserne, som i disse Dage; man trængte sig til for at se, som naar Folk slaaes paa Gaden, og Aviserne se ud som Skolapper, Morgenbladene ere ynkelig forrevne; det maa lægge i med bedre Papir, vil det fortfare med Epistler; «Tilskueren» og navnlig Posten har godt Papir; man kan trætte mandhaftigt paa det, uden at Publikum skal gaa Glip af Fornøielsen. Man kan sige om Postens Papir som Vosserne, naar de komme ind i en Butik og se en vældig Tællekniv: «Det er Kniv til at slaa en Kar med.»
I Udlandet, især i Frankrig, duellere slige «Rivbikkjer» til stor Skade for Publikum, som ikke længer kan opbygges ved dem. Mange ville paastaa, at dette er det ene Rigtige, og kalder det Feighed og anden Usselhed at bruge Kjæften og være bange for Skindet, ligesom man ogsaa har sagt, at private Sager ikke vedkommer andre Folk. Der er skrevet meget for og imod denne Ting; jeg holder nu for at slige Folk burde duellere, uagtet jeg som Avislæser derved maatte undvære mangen pikant Lektüre; jeg véd vel at Theologien gjør Indvendinger mod Duellen, men jeg maa bestemt tro, at det fra dette Synspunkt vilde være godt for slige Folk, om de gjorde Ende paa hverandre saasnart som muligt: der er liden Udsigt til at de skulde forbedre sig; de lægge bare Synd til Synd ved at leve; det vilde vist være bedre at de aldrig vare fødte, end holde paa at leve og trætte i Aviser; men Faa har villet duellere og de, som have villet det, har man holdt for galne. Duellen er ikke populær; det er langt mere populært at kjævle og skumle, formodentlig fordi man antager, at rimelige Folk ikke tror synderligt paa, hvad man saaledes hører og læser i Aviser; men blot pirrer som af en god Snus.
Nu kommer det an paa, hvorlænge Aviserne ville holde Fred og være kjedelige; længe kan det ikke være: Freden er blot en Vaabenstilstand. Det skandinaviske Theater var Skyld i denne hele Strid; havde nemlig ikke det været til, saa havde R. Olsenk601 ikke angrebet det, og havde R. Olsen ikke været til, saa kunde Posten ingen Biografi have skrevet osv. gjennem den hele Aarsagsforbindelse. Jeg vil gaa flittigt i Theatret af Taknemmelighed mod det; det er saa fattigt, Stakkel, at det maa være glad i hver Plads, som optages, om den saa er i «Paradiset».
Theatret er nu blevet, hvad Politiken før var, et Befordringsmiddel for Prostitutionen; det har rigtignok altid været det for Kunstnere og Kritikere, men det er først nu det er blevet det for Politikere; thi naar man undtager R. Olsen er Alle, som have været i Vasken, særdeles ukunstneriske Mænd; Smagen er neppe deres Sag; de ere Politikere, have i alle Fald været det, men nu er her ingen Politik, som man kan se af en lang Artikel i Morgenbladet; den kalder sig omtrent: «Et Blik paa vore politiske Tilstande.»
Forfatteren til bemeldte Artikel maa have «skrevet for Spalten,» saa tyndt og opslemmet er det Hele. Jeg dadler ham ingenlunde for Sligt, tvertimod, Artikelen er god nok for en Avis; jeg antager endog at det er Ødselhed at skrive godt i en Avis; har man noget Godt at byde over, bør det staa paa et andet Sted og ikke komme i Selskab med Bekjendtgjørelser og Trætter, og er det et Blad som Morgenbladet, burde Spalterne staa tomme: Publikum holdt det nok alligevel, bare det stod «Morgenbladet» over. At Morgenbladets Redaktion er et Geni, kan Ingen betvivle, naar man ser at Publikum holder Bladet, hvordan det end er. Det kan være flaut og skifte politiske Meninger, saa ofte det lyster, og Publikum holder det. Er der ligesaa megen Ironi som Geni i Morgenbladets Redaktion, saa maa det være dens Opgave at gjøre Bladet slettere og slettere og tilslut lade det udkomme tomt, med Undtagelse af Bekjendtgjørelser, der betale sig selv. Det vilde være at behandle Publikum efter Fortjeneste, og med homerisk Latter kunde man da skue ud over det fra sit ophøiede Sæde.
«Tror Du det gaar godt med Morgenbladet,» sagde en Politikus til mig, «det skjælder ud alle sine gamle Venner her i dette sit «Blik», nemlig Oppositionen, Ueland,k602 Lerche,k603 Sverdrup,k604 Gaarderk605 osv.?» «Gaar godt! sagde jeg, det kunde gjerne skjelde ud hele Verden, og den blev blot mere lydig. Det er kommen saavidt, at det er Daarskab at angribe det; det har Nationalbladet og de seneste Erfaringer tilstrækkelig vist. Den, som har den mindste Respekt for det Geniale, maa nu beundre det, og har man været saa taabelig at hade det, maa man nu holde af det; det træffer Publikums Smag, og for den maa man bøie sig; paa dette Feldt spørger man ikke efter nogen fornuftig Grund; det er faktisk, og dermed Basta!»
«Den Frimodige» har længe holdt paa med en Artikel om Storthingene. Man kan lære meget af Artikelen, bare man holder ud at læse den. Jeg staar nu forresten i den Mening, at Artikelen er en Ironi paa al Vidtløftighed, og saaledes læser jeg det ene No. efter det andet og finder det ret godt. Forfatteren er saa gal paa Pressen, navnlig den ministerielle, og endel Smaablade. Det er baade en afmægtig og taabelig Vrede, dersom bare Forfatteren ikke ogsaa her er ironisk og vil snerte den Daarskab, som klager over slige Ting.
Det gaar godt med det norske Theater; det har fuldt Hus og Publikum er saa rimeligt, at det finder sig tilfreds; ser at det gaar over Forventning. De første Gange ere nu forbi, saa man tør haabe, at det er andet end Nysgjærrigheden, som lokker. Tiden viser sig at være moden for en national Scene, og det skandinaviske Theater og Corsaren — der nok udtaler Noget, de andre Danske undsér sig for, men gjerne sé — gjør Alt for at fremskynde denne Modenhed.

Nr. 261/1852; søndag 07.11.

[Presten Hallings samfunn på Enerhaugen; hjelp til fattige]

Korrespondance
Christiania, den 5te Novbr.
Præsten Hallingsk606 Forening paa Enerhougen ser man ikke stort til i Aviserne om Dagen; den arbeider stille og velgjørende, og det er først ved Udstillinger og Aarsberetninger, man offentlig faar noget at vide om dens Fremgang. Halling har Staven i den rette Haanden: han politiserer ikke og fordriver Tiden med unyttig Snak, men arbeider i den praktiske Retning at afhjælpe Nøden ligefrem eller gjennem en af flere opofrende Mænd stiftet Forening til Indkjob af Livets første Fornødenheder lader den ordentlige Arbeidsmand faa kjøbe Madvarer saa billigt som muligt, istedetfor at han var henvist til at tage paa Regning hos Høkere. At denne Understøttelse ikke kan strække sig synderlig vidt, er rimeligt; imidlertid er Exemplet givet, og en lykkelig Begyndelse vil ikke undlade, at trække flere ind i Foreningen og opmuntre til at stifte flere. Det maa nu ellers ligge i Tingenes Natur, at slige Foreninger ikke ville kunne virke i nogen stor Maalestok, uden at de i Længden udarte og drage paa sig saa store Bestyrelsesomkostninger, at den private Virksomhed vilde vise sig bedre. Iallefald har Erfaringen endnu ikke vist, at slige Foreninger i det Store have kunnet staa sig; man har i Frankrig og Schweitz f. Ex. forsøgt med dem; men noget tilfredsstillende Resultat haves, saavidt vides, ikke. Det bedste ved dem er, at de bidrage til at vække Sandsen for Huslighed og Paapasselighed hos de arbeidende Folk. Slige Foretagender ere gjerne forbundne med Foreninger, hvori man holder Foredrag; Laanebibliotheker haves ogsaa, og under Møderne kommer Bestyrerne sammen med dem, som nyde godt af Foreningen, og virke vækkende og opmuntrende paa dem. Det bliver imidlertid tvunget og mekanisk, dersom der ikke findes opofrende Mænd, som gaar omkring i Husene, og underhaanden taler med Familierne. Dette gjør Halling, og det er netop af denne sin Virksomhed, han kan haabe den meste Velsignelse. Skal Mennesket blive hjulpet, maa det ske ved at paavirke dets Overbevisning og vække dets Selvfølelse; al anden Hjælp bliver træt og den Hjulpne faar blot Udsættelse af sin Elendighed; godt om han ikke synker dybere og dybere, fordi han ikke lærer at stole paa sig selv. Det er forresten vanskeligt at sige, hvorledes Understøttelsen bør være. Hovedsagen er, at Enhver understøtter efter sine Evner og Kræfter med det, han kan; gjør man det, vil baade den moralske og legemlige Elendighed blive mindre.
Her i Christiania maa det vel erkjendes, at Hjælpsomheden og Tilsynet med de Nødlidende og Forladte er saa godt, som det efter Omstændighederne kan være. Man ser altid, naar der har været en Ildebrand, at Understøttelse er samlet, og som noget karakteristisk kan bemærkes, at nogle unge Mænd strax efter en Ildebrand vilde skillinge sammen for en Brandlidt; men En af Kommunalbestyrelsen sagde, at det var en Sag, de (han selv og de andre Autoriteter) skulde sørge for.
Arbeiderboligen, om hvilken man i disse Dage har tvistet, hvem Æren tilkommer, er opført ved Subskription af hjælpsomme Mennesker; et vakkert Bibliothek er forenet med den, og en Læge gaar der og ser til, hvorledes Folkene leve. Man har Hjælpeforeninger i forskjellige Øiemed, og af de Navne, man ser deltage i dem, kan man slutte, at Alt sørges for med Omhyggelighed og Forstand.
Paa disse Tanker er jeg nærmest ledet ved at læse sidste Hefte af «Nord og Syd,» hvor en saare interessant Beretning staar at læse om Fattigskoler og Understøttelsesselskaber i London. Vi kjende, Gud ske Lov, ikke til en Elendighed som den, der hersker i de engelske Stæder, men saa kjende vi heller ikke til en selvfornegtende Opofrelse og Hjælpsomhed som den, man der kan finde.
Det synes som om Hjælpsomheden voxer i samme Grad som Elendigheden, og saaledes maa det være, skal en Nation ikke gaa under; en Ligevegt maa finde Sted. Det er trøsteligst at læse om Mennesker, som ikke skyr Forbrydelsen og Elendigheden, men gaar ned til den og drager den op til sig; det styrker Troen paa Menneskeheden, at slige opofrende og høimodige Sjele findes i den; man føler, at Kjærligheden og Ædelmodigheden dog er større end Elendigheden, og man faar det Haab, at denne vil ligge under i Kamp med Menneskehedens ædle Sind og Daadkraft.
Det er synderligt, at «Nord og Syd» overskriver sine Bemærkninger med: «Noget om hvorledes det engelske Demokrati opdrages.» Det er vistnok saa, at denne Understøttelse og Undervisning har Indflydelse paa Demokratiet, men dette forekommer mig at give Tanken en politisk Retning, som paa et saadant Sted bliver næsten uværdigt; men Skriftet er jo et Slags politisk Skrift. — Disse Beretninger burde læses af Alle; men de ere saa vidtløftige, at det endog vilde være meget at optrykke dem i et Dagblad. De indeholde ikke blot Beretninger om en Hjælpsomhed og Selvfornegtelse, som alene findes hos et saa mærkværdigt Folk som det engelske, men der er tillige Vink om Opdragelse og Antydninger om Undervisningsmaader, som ere saa træffende og geniale, at jeg idet mindste ikke véd at have læst noget Lignende. Jeg satte mig hen i den Tanke at skrive et kort Uddrag, men — jeg tør ikke, hvorimod jeg henstiller til Redaktionen at aftrykke det Hele med passende Mellemrum. En Avis kan ikke byde sine Læsere noget bedre; og det Gode faar derved en Udbredelse, som det fortjener.

[Nr. 265/1852; fredag 12.11. Gjengitt etter sitat i Christiania-Posten nr. 1507, 20.11.1852.]

[Nytt norsk mål]

Saavidt Korrespondenten i Romsdals Amtstidende. Den anden Artikel, der er dateret 10de November, findes i Drammens Tid. No. 265. Af den hidsætte vi følgende Brudstykker.
«Man vedbliver i Aviserne at behandle «Norskheden» i vort Maal, og naar man taler om de Fremskridt vi have gjort i mange Henseender, siden vi blev et selvstændigt Folk, tykkes mig, at man først og fremst maa sætte den Ting, at vi nu begynder at finde vort Maal igjen, som blev borte i vor lange Fornedrelse. Vi har fundet meget igjen, som da blev borte: vor borgerlige Selvstændighed med alle dens Velsignelser, men saalænge vi ikke har fundet vort Maal, er vi stumme, som maa lade Andre tale for os; vi mangler det, som gjør Mennesket til Menneske og Staten til Stat, den eneste Livsfylde og ydre Evne til at give vort Fornuftliv en eiendommelig Farve, der er en nødvendig Del af det Fornuftens Lys, som skal lede Menneskeheden til sit Maal, ligesom enhver af Regnbuens Farver er en nødvendig Bestanddel af Sollyset. Sproget er ingen Klædning, som kan indføres ligesom Silke og Fløiel; det maa være voxet frem af Jordens eiendommelige Beskaffenhed, befugtet og belivet af Himmelstrøgets Luft og bearbeidet i vore egne Verksteder, skal den blive en Klædning, som passer os; det maa være hjemmegjort.» — — — —
«Til Disse» — nemlig som ere blinde for at man ved at foragte sit naturlige Maal, foragter sig selv — «kan man vel i Almindelighed talt regne den ældre Embedsstok, «Danskepartiet» herinde, en stor Del af Byernes mere dannede Klasser, og de yngre Studerende, som ikke magte at rive sig løse fra disse gamle Tanker, som de ere opvoxte med i Skolen og Hjemmet. Men alle disse Folk ere ikke farlige: de lade sig overbevise og deres Modstand vil være saa skjønsom, at den bare ægger til at finde det Rette; værre er det, at Almuen paa mangfoldige Steder omsider er vunden for vort danske Skriftsprog, saa at den smiler og lér, naar den sér noget paa Prent, som ikke er Bogsprog og siger, at en Præst f. Ex. «knoter», naar han ikke taler «Fremmindmaal.» Det er kommet saavidt, at Almuen ogsaa skammer sig ved sit eget Maal, og Almuesmanden er ikke god at overbevise, selv om han ikke stod udenfor alle vore Meningsbrydninger. Det værste af Alt er forresten, at vi snart ikke har noget at overbevise ham om, da han med hvert Aar glemmer en Mængde af sit gamle Ordforraad og faar Dansk isteden. I denne Menneskealder har det gaaet foruroligende fort med denne Forglemmelse af det Gamle og «Læring» af det Nye. Det forbedrede «Skolevæsen», Vei- Valg-, Kommune- og Ditto Ditto Væsen har gjort og gjør daglig Ende paa det gamle Væsen, godt om ikke alt det Gamle «tryter» (tager Ende) før den bedre Overbevisning faar saa megen Magt, at den kan sige: «Stop! Du begaar et Selvmord.»
«Friheden», vi fik 1814, turde nok hende er den, som har skamferet os: med den kom det nye Liv, som gallopperende angreb det gamle; nu staar det der som en «Fremming», der har forladt sit gamle Hjem og ikke kan finde sig tilrette i det nye.
«Friheden» kunde vi have faaet senerehen; en Menneskealder tidligere eller sildigere gjør ikke stort for Staterne, som have «et evigt Liv»; vi kunde have udviklet os langsomt men sikkert under vor Uafhængighedsstand, indtil Friheden forberedt og eftertragtet var kommen af en indre Nødvendighed; thi vel er det saa, at Forbindelsen med Danmark er den, som afklippede vor historiske Traad, for at knytte sin egen isteden; men det gik dog langsomt, og disse 38 Frihedsaar har gjort mere end Aarhundreder.»
«Det er i denne Omstændighed, at Modersmaalet hos Almuesmanden saa forsvinder, Modstanderne af Sproggjenfødelsen maa finde sit Tyngdepunkt. At den studerede Stand og det meste af Byernes Befolkning ere blevne Danske, det har lidet at betyde; det vilde være omtrent som 1 mod 7 eller 8, og var end denne Ener af nogen bedre Beskaffenhed, vilde det dog falde den haardt at holde sig i Længden mod 8; den vilde staa ene, dersom den da ikke kunde gjøre disse 8 til Nul.
Nu kommer det an paa, hvorledes disse «Danskere» ville gribe Sagen. Hvad «Ro» i Tilskueren og Theaterreferenten i Posten har leveret, er ingen Ting imod det, som er anbragt derimod af Overlærer K. Knudsen,k607 I. Aasen,k608 Rektor Buggek609 ved sin Oversættelse af Iliaden, Professor P. A. Munchk610 med sine rigtignok bare Formeninger uden Mod til at følge dem i sin Historie f. Ex. og de andre større og smærre Folk. Disse Modstandere have rigtignok den Fordél, at de endnu længe kunne tie, støttende sig paa det Bestaaende og forresten med os Andre kjøbe danske Bøger og skrive paa vanlig Vis; men, det er ikke værdt at de tie forlænge: deres Modstandere forflere sig, og der er endnu saamange Moderord paa Folkets Læber, at de vil være istand til at give Sproget et hjemligere Udseende om ikke ret mange Aar. Man maa være glad i hvert Ord, som faar Borgerret; det er et Vaaben i Tænkeres Haand, hvormed han kan drive ubudne Gjæster ud over Grændsen igjen og beskytte den hellige Arne.
Naar nu bare vore Forskere f. Ex. I. Aasen, Unger,k611 Munch, Knudsen o. fl. kunde forene sig om at opstille Staveregler og vise, hvorledes optagendes Ord skulde knytte sig til det Sprog, vi nu engang maa skrive indtil videre, saa vilde vi andre drage saamange Ord tilveie som vi fandt raadeligt; indtil da maa vi gaa paa egen Haand og stave saa godt, vi véd og kan. Jeg begynder iallefald at optage de velklingende Endelser are i Komparativerne f. Ex. fortare, skjotare (hurtigere af skjote, skyde), stoutare, rikare (rigere), flinkare, stærkare, friskare osv. osv. ligesom ogsaa Flértalsendelserne ar f. Ex. Hestar, Karar, Knivar (udtales Nivar ligesom i Engelsk), Dagar, Nettar, Kvellar, Morgonar osv.
Bliver du forskrækket, kjære Læser, saa kast Bladet, og vil du ikke læse mig, saa er jeg ikke den Mand, som sørger. Publikum gjør mig virkelig en Tjeneste ved at lade være at læse mig, saa slutter jeg at skrive og gjør andet, som jeg bedre er tjent med, og hvormed da ogsaa Publikum er bedre tjent, da det kan faa andre Folk, som falde i dets Smag.»
Særdeles mærkelige ere Ytringerne af Korrespondenten i Drammens Tidende, forsaavidt de, idet de forøvrigt ganske gaae i samme Retning som Artikelen i Romsdals Tidende, dog tillige indeholde den Erkjendelse, at det nye Sprog ikke alene vil være den dannede Mand og Byernes Befolkning overhoved imod — hvilket naturligviis, som ogsaa Korrespondenten bemærker, «har lidet at betyde» —, men at selv Landalmuen, der ligesaa vel har vænnet sig til vort nu brugelige Maal som Skriftsprog, sikkerlig vil modsætte sig dets Forvanskning, uagtet den gaaer i Retningen mod Almuesmandens Tale. Og der er vist ikke Tvivl om, at Landalmuen, naar det ret kommer til Udførelsen, naar man begynder at forgribe sig paa Katechimus, Forklaring og Psalmebøger, naar Præsten begynder at prædike i det nye Maal, vil tage en langt større Forargelse deraf, end nogensinde den dannede Mand. Vi have ganske nylig seet Virkningerne af meget lempeligere Forsøg paa at stille Almuen ved Hvad der ikke engang var Norsk, men forældet Dansk, og Lønnen for den ædleste Stræben blev kun, at den regnedes til aabenbare Angreb paa Troen.

Nr. 267/1852; søndag 14.11.

[Romeo og Julie]

Korrespondance
Christiania, den 12te Novbr.
Romeo og Julie blev igaarkvel given paa det skandinaviske Theater. At en slig Begivenhed skulde indtræffe, var længe forudsagt; man vilde hermed sige, at Theatret var godt, siden det turde paatage sig saa mægtigt et Stykke.
Og Theatret er sikkert godt; Romeo og Julie blev given godt og Huset var ogsaa godt den Kvel. At Stykket selv er godt, vide vi Alle, hvad enten vi saa have læst det eller ei; vi have alletider læst en eller anden Bog, hvori Romeo og Julie ere omtalte, og bare man hører Navnet Shakspeare, véd man det maa være noget «Utepaa»; der ligger en Troldom i dette Navn, som bringer de mest Opsætsige til at tie og adlyde; selv Franskmændene, som ikke anerkjende andet end det, som er fransk, have dog en vis Ærbødighed for Shakspeare, hvormeget de end have ødelagt ham i sine Oversættelser; de genere sig for at pibe ham ud.
Vi gode Norske generede os likesaadan for det Samme, uagtet vist Mangen ikke fandt sig saameget henreven, som han havde ønsket og haabet. Dertil kan der nu være mange Grunde.
Det er igrunden farligt at tale om disse Grunde, da det let kunde faa Udseende af, at man hang paa Shakspeare, og det vilde bestemt være meget latterligt; det var endog latterligt at modtage Mirandolina af Goldonik612 koldt, saa mente Posten; og kjøbenhavnske Blade udskjældte det arme Publikum, fordi det ikke var henrykt over den Gjærrige af Moliere.k613
Dog det er ikke farligt at snakke om disse Grunde: de røre ikke ved Digteren; det er Tiden, som med sin Ormsham, som maatte komme under Saxen, og Arrangøren, som har snabbet af mange gode Stykker. Paa Skuespillerne er ikke stort at sige, da man ikke kan forlange af almindelige Mennesker, at de skulle spille Shakspeare tilgangs. Der maa ikke være stor Afstand mellem Skuespilleren og Digteren. Der skal et ligesaa stort Geni til at spille en Rolle, som til at skrive den; det er ydt som bydt. Jomfru Svensenk614 (Julie), Wihek615 (Romeo) og Jørgensenk616 (Munken Lorenzo) spilte godt, men formeget er formeget. Det er en Bespottelse mod Shakspeares Aand at spille hans Personligheder, naar man ikke er saa almægtig som han. Shakspeare bør læses; det er pinligt at se ham spilt.
Jeg kan godt sige dette og alligevel have Agtelse for Jomfru Svensen, Wihe og Jørgensen, og havde de talt haardt Norsk vilde jeg have beundret dem, men de vare kavende kjøbenhavnske, de sagde f. Ex. gejøre og Vægen. Vaudeviller kan man spille paa Dansk, men Shakspeares Ord maa klinge som Ørehug, eller skjælvende Vaarvinde. Jomfru Svensen er ogsaa dansk nu, kav dansk. Hun er dog med alt dette en gjæv Kvinde, som vi bør være glade i; hun har Talent, kanhende Geni; hun var fortræffelig i Scenen, hvor hun fik vide at Romeo var landsforvist, da hun modtog Sovedrikken af Munken og ved Romeos Lig i sidste Scene; der laa en Sandhed i hendes Fortvivlelse, som næsten opvakte Rædsel. Hun lagde for Dagen en tragisk Magt, som er større, end kanske Mange kommer ihug. Der, hvor Andre vilde styrte i det Utaalelige, staar hun nok saa sikker medens hun neppe er heldig der, hvor hun burde være yndig og blidtrørende. I den verdensberømte Scene i anden Akt, hvor Julie taler med Romeo i Haven, var hun altfor grædende af sig. Det vilde være godt, om hun kunde lægge af sin klynkende Tone; den er ligesaa lidet behagelig som den er ægte tragisk, men hun maa fattes Noget, ellers vilde hun have forlidt at lære, og lære maa hun; det er ingen gode Venner af hende, som maatte have sagt, at hun allerede er fuldendt. — Wihe har neppe den tragiske Styrke som Jomfru Svendsen; han spilte forholdsvis bedre end hun den ovennævnte Scene i anden Akt, men Fortvivlelsen gav han ikke med den gribende Sandhed som hun, dersom det ikke var saa hadsk at anstille en Sammenligning mellem, saa kunde man vel sige, at hans Talent er mindre, men hans Kunst større. De dør begge paa Slutten, men Publikum vakte dem øieblikkelig op — fremkaldte dem. Det er nu saa Skik, men det forekommer mig dog at være et vel vidtdrevet Spil. Baade Publikum og de andre Døde bør dog blive kolde; det varer ikke saa længe: Tybalt (Møller),k617 som blev stukken ihjel af Romeo, blev kold i en to; han var saa stiv som en Pinde, da man bar ham ud.
Jeg talte om, at Tiden gjør Sit til at slige Stykker ikke smager os saa meget som ønskeligt kunde være. De hyppige Sceneforandringer ødelægge Illusionen for os, som ere saa svage at trænge til den og de Fleste ere vist saa prosaiske, at de svimle paa denne Romantikens høie Flugt. Shakspears Stykker ere desuden for blytunge af Tanker og disse komme haglende over En saa tætte som Drevet i en Iling; man faar ikke puste; det bedste er, at man ikke faar mere end Tredieparten af dem, naar det er Danske, som spille: de Ord, som ikke blive opslugte eller gjorte et Hoved kortere, faa en egen Klang, der gjør dem saa uigjenkjendelige, at man ikke kjerer sig om at sinne efter, hvad de betyde, naar man har saa god Forraad paa dem som i Romeo og Julie. Saaledes gaar det iallefald mig og formodentlig Flere, som ikke have hørt de Danske desto længer. Jeg véd ellers ikke, hvorledes det kan gaa til, at de Danske nu forekommer mig at danske mere, enten det er den Omstændighed, at jeg nogle Gange har været paa det norske Theater, eller det er Fanatisme, siden jeg nu har begyndt at tale om Norskhed i Sproget. Jeg tror ikke at de Danske selv have gjort nogen Forandring. Man ser, jeg tar Alt i den bedste Mening.
Stykket var afkappet, sagde jeg; ja det er kappet; det var vel nødvendigt: Shakspeare er drøi og Tiden er saa zart og nipperfin. Man gaar Glip af meget ved at være saa fin, og man trængte saa godt ret til en «Lusing.» Ammen er god, hun er shakspearsk fra Fodsaalen til Issen, universal, saadan som slige Folk ere over den hele Verden. Jeg har seet Mange slige; hun er national; gal og klog om hinanden; trofast og dog ustadig; fin og uendelig grovslagen; fornemt pegende og utaalelig snaksom, en Kjærring, ret et Guds Faar. Og, hvad var hun her? Flau og intetsigende, undtagen da Samson gik med Viften foran hende. Det var Synd om Madame Jørgensen;k618 hun kunde have været en ypperlig Amme; saa fjollet saa hun ud, at det var en Sjelens Lyst.
Engang blev den stakkels Amme latterlig; man forandrede ikke Scenen, og Julie kommer ind mens hun blot var kommen bort til Kulissernen59 og alligevel skulde hun være aandepusten af sin Gang til Julie. Hun puster da ogsaa ganske rigtigt og har ondt i Hovedet, saa hun maa puste lidt ud og slaa sig for Panden, før hun kan fortælle om Romeo. Dette er for meget og jeg kan ikke erindre, om Publikum fniste!

Nr. 271/1852; fredag 19.11.

[Rektor Bugges norske Homer]

Korrespondance
Christiania, den 17de Novbr.
Jeg beder næsten om Forladelse fordi jeg fremdeles skriver om «norskheden»; jeg kunde sige, det ligger Lag paa den; men ingen Grunde nytter, naar man bliver kjed en Ting. Dette skulle vi, som fare med «Norskheden» betænke og holde op en Stund, indtil man atter havde læst sig træt paa noget andet. Verket er sat igang; lad det nu gaa ved sin egen Tyngde!
Som et Indlæg i denne Strid har Rektor Vibek619 i Posten begyndt med en Kritik over Rektor Buggesk620 Oversættelse af Homers Iliade. Bugge har før med Talent forsvaret de gamle Sprog og holdt paa den «lærde Undervisning» i Modsætning til dem, som vilde have mindre af disse døde Sprog, men mere af de nye og i det Hele give Undervisningen en «praktisk» Retning. Bugge har saaledes været Forsvarer af det Gamle, og efter det kunde man sluttet, at han ikke vilde vide af noget Nyt i vort eget Sprog heller; for nyt er det dog at rokke med vort Bogsprog, uagtet man blot vil føre det tilbage til de gamle, som tildels lever i Bygdemaalene. Men hvad enten nu Bugge anser dette som en Gjennemførelse af det «Gamle» efter vore Forholde eller han betragter det som noget nyt, og saaledes maa have forandret Mening i det Stykke, nok, han er bleven «norsk» i sin Oversættelse og det paa en betænkelig Maade. Bugge er en Mand med usædvanlig godt Hoved, og det kunde ikke undgaa hans Blik, at Tiden og Omstændighederne krævte en Fornyelse af vort Maal; han maatte føle, at en slig Forandring var i Gjære, selv om I. Aasensk621 lexikalske Arbeider og flittigare Studium af Oldnorsken ved Universitetet ikke havde sagt ham det. Hvad Under om han følte sig tiltalt af at være en af Forkjæmperne i disse nye Nætter og indsaa Betydningen af sit Navns Vegt i denne nye Kamp. Man vil undskylde ham om han ikke beregnede sine Kræfter netop i dette Stykke, men indlod sig paa Noget, han ikke tilgangs forstod; man vil takke ham, fordi han paa en Maade gav sig selv tilpris for et Foretag, som han desuagtet hjalp meget. Tingen er, at Bugge med al sin Dygtighed dog ikke forstaar Oldnorsk, og Bygdemaalene kjender han ogsaa naturligvis forlidet til, da han ikke er nogen «bygdefødt» Mand; og man maa kjende baade Oldnorsken og idetmindste nogle Bygdemaal, skal man optage og stave nye Ord med Vet og Forstand; at gaa bare efter I. Aasens Lexikon maa føre til Sjævheder i Anvendelsen, hvor godt end Lexikonet maatte være. Det er naturligvis at skrive et fremmet Sprog med Raadførsel af Ordbogen; det gaar an med et dødt Sprog, hvis Ordstilling Ingen har paa Følelsen, men med et levende Sprog gaar det ikke godt; det kan gaa som begyndende Stiløvelser, men skal man skrive Sproget uden Anstød, maa man tale og tænke i det. Dette har ikke Bugge gjort og derfor er mange af hans Ord og Ordstillinger som Øxeskaft til Goddag. Dette lader Rektor Vibe heller ikke til at have kjendt; derfor er hans Kritik mat, hvor velskreven den end er; den rammer ikke, men skyder under, over og paa Siderne; den er skreven uden Sagkundskab til det, hvorom det gjælder. Derfor har Vibe ingen anden Raad end at aftrykke nye Ord og Forbindelser, sige, at disse ikke smager ham, og paakalder andre Folks æsthetiske Smag. Dette er at stævne ind til et uret Værnething i denne Strid og til et endnu urettare er det at aftrykke Wilstersk622 danske Oversættelse som Sammenligningspunkt; thi herved forudsætter man, at det tilvandte Bogsprog er det ene værdige Udtryk for skjønne Tanker og saaledes afskjær al sproglig Udvikling; men det er netop denne Paastand, som skal bevises; det er denne, som er Hjulaxen, hvorom den hele Sprogstrid «sviver,» og for at angribe den, maa man gjøre Andet end paakalde en æsthetisk Smag, der netop tør ansees forvendt ved sin Tilvænnelse til de danske Udtryk. Det er at gaa rundt. Bugge maatte angribes fordi han havde brugt urigtige nye Ord og Forbindelser, ikke fordi han havde brugt nye. Dette har Vibe ikke magtet, og derfor maa man kjende hans Kritik uefterrettelig at være. Bugge kan likefrem afvise den. Saalænge Bugge paastaar Berettigelsen af at optage norske Ord i Sproget og Vibe benegter dette, kan ingen Diskussion mellemn60 dem eller deres Tilhængere finde Sted. Det bliver blot Nei mod Nei; man maa gjøre hinanden Indrømmelser; først da kan man veie og prøve.
I min næstsidste Artikel ønskede jeg, at nogle af vore Sprogforskere vilde lægge sig sammen og holde etslags Politiopsyn med denne norske Retning; dette haaber jeg fremdeles; et saadant Overopsyn er ikke overflødigt ved den Forening, som i disse Dage er stiftet inden Studentersamfundet om at stille sig i Spidsen for denne Retning og virke lutrende paa den; forresten vil vel disse ældre Mænd slutte sig til denne Forening og saaledes har man alle Elementer i den, som betinge en lykkelig Fremgang. baade videnskabeligt Alvor og ungdommelig Begeistring. Det var en Forening til rette Tid og af rette Vedkommende; den studerende Ungdom maa gribe en Idé, skal der komme noget ud af den, og er der noget ved Ideen, gribes den altid af de unge Studerende; det viser Historien; og de Studerendes Dannelse, Samfundsstilling og Livsopgave siger, at det ikke kan være anderledes, Den unge Mand med Dannelse maa være Sandhedens Herold, dertil er han fød og baaren; den Enkelte kan fare vild og blive denne sin Bestemmelse utro, men et helt Lag, hele Slægter kan ikke dette, dersom man skal tro paa Ungdom og videnskabelighed.
Man maa kunne spaa meget godt af dette Selskab skulde det end i ungdommelig Fyrrighed gaa vel vit atimellem, saa skader ikke det stort; det bliver snart rettet paa, og det er et Spørgsmaal om det ikke bør gaa vel vit for at bringe en Ligevegt mellem dette nye og den gamle seige Paaholdenhed. Naar disse Magter have brudt sig mod hverandre, kommer det Rette og tager Yderlighederne i hver Haand og spadserer yndigt gjennem Historien.
Det norske Theater vil ogsaa være et Tilknytningspunkt for «Norskheden» og hvordan det end i disse første Aar maatte gaa med dette Theater, vil det ikke have været uden Betydning; det staar iøvrigt og falder med Norskheden i Tale og Skrift; gaar denne Skole under af en eller anden Grund, kommer en ny og bedre op igjen; man spørger ikke efter den og den Skole, men efter et norsk Theater.

Nr. 273/1852; søndag 21.11.

[Meir om Vibe, Bugge og norsk mål]

Korrespondance
Christiania, den 20de Novbr.
Nu er Rektor Vibek623 færdig med sin Kritik; han vedblev til Enden med Ting, som ikke synderlig ramte, hvad de skulde ramme, nemlig paavise, hvori Buggek624 havde feilet i sin Oversættelse. Han efterviste hverken Feil i Versebygning, i Ordenes Stavemaade eller rette Anvendelse; derimod udhævede han end skarpare det Feilagtige i det nye Spor, Bugge har betraadt.
Hr. Vibe siger, at denne norske Retning er populær for Tiden. Det er vidst tvivlsomt, om dette er saa; naar Alt kommer til Alt, turde det vel hende, at det er mere populært at holde sig til det Gamle; det skulde undres mig, om ikke de Fleste skvætte tilbage for hvert nyt Ord og hver ny Skrivemaade. Var det ikke saa, vilde jo det Gamle være fortabt og det Nye sikret, og al Strid var da ganske overflødig.
Hr. Vibe spaar sig liden Tak, fordi han vover at tale mod et Væsen, som er populært; han lader endog forstaa, at han venter en fanatisk Behandling. Med dette er vist ingen Fare: Hr. Vibe bar skrevet saa net og pent, at neppe noget rimeligt Menneske angriber ham mindre net og pent. Den, som ikke respekterer en Mand, der skriver saaledes som Vibe, om han end er af en stik modsat Mening, han skader alene sig selv og den Sag, han tror at kjæmpe for. Der ligger en vis Vemod i, hvad Vibe her skriver, og det maa der ligge i det, naar han tror, at denne norske Retning vil virke ødelæggende paa Literatur og Kunst. Han kan sikkert holde sig ved godt Mod; bliver vor Fremtid ikke rikare paa Kunst- og Literær-Frembringelser, saa bliver den vel neppe fattigare. Det er vist ligesaa naturligt og haabefuldt for vor Literatur at nærme sig Sverige, som at laane dansk Sprog og Literatur. Det Naturlige er visselig, at Danmark føier sig efter Norge og Sverige og ikke vi efter Danmark: Norsk og Svensk maa blive Grundtonen i Skandinaviens Sprog; det har baade Historien og Geografien for sig. Dette maa sént eller tidligt blive sagt, og siger Ingen det, saa vil Fremtiden dreie sig saa, at det staae der, før man ved Ord af. Dette er ingen Erobringstanke, som skal vække Splid; det er en Erkjendelse af et naturligt Forhold, som sikkerlig de Danske ogsaa ville indrømme, og indsé, at de netop lode sin Nationalitet vederfares Ret, naar de mere nærme sig til os og dermed til det gamle Sprog, som ogsaa var deres, og som i sin eiendommelige Afsondring lever i Folkemunde i Danmark, ligesom her i Norge. Denne gradvise Tilbageførelse og Rensning af Sproget er den eneste Vei til at faa en Literatur, der langt lettare end de nuværende bliver lært i alle tre nordiske Riger. Naar derfor «Fædrelandets» Korrespondent her fra Christiania mener likesom Rektor Vibe, at denne «Norskhed» vil sondre Folkene fra hverandre, saa er han ingen grundig Skandinavist, dersom man da tager Skandinavismen i en anden Betydning end «Kjøbenhavnisme.»*) Nu, da var Wergelandk625 en grundigare; thi han var den, som begyndte med «Norskheden»; han vilde rigtignok ikke være nogen Skandinav, tværtimod; men saaledes maa Menneskene mod sin Villie være Ideernes Tjenere; Følgerne af vore Gjerninger ere vi ikke mægtige; de ordne sig ind i den store Fornuftharmoni; vi staa der — om vi leve saa længe — og sé, at det, vi tænkte til det Onde, er vendt til det Gode; godt, om vi ikke sé, at det Gode, vi vilde, slog om til at blive Ondt. — Dette maa være Meningen af de Gamles Udsagn, at vi ere Legebolde for Guderne.
Rektor Vibe mener fremdeles, at denne Bestræbelse for at optage nationale Ord i Bogsproget, er en Tanke, som gaar i Flugt med den, at gjøre Almuen délagtig i de politiske Rettigheder. Vistnok; det er Erkjendelsen af, at det Gode og Brugbare vil komme til sin Ret, hvor det findes.
Man kan, om man vil, kalde Bestræbelsen demokratisk; men socialistisk maa man ikke kalde den; heller ikke en Bestræbelse for at fremme Masseherredømmet; thi disse Bestræbelser forudsætte, at Masserne ere bedre end de Dannede, men her vil man ikke gjøre Masserne (af Bondeord) til det Enegjældende, man vil blot optage de mést brugbare og de, man savner i Bogsproget, og forresten beholde af dette, hvad der er godt. Det er vel ellers noget sygeligt her at blande Politiken med i Spillet; det er mere, det er grundløst: de, som hertillands har ytret om Norskhed i Sproget, turde vel snøggare (snarere) blive beskyldte for Aristokratismen61 i Politiken end Pøbelisme; det Rette er vel, at de ere Demokrater, og det saa moderate, at hverken Rektor Vibe eller nogen Anden i et saa demokratisk Land som Norge, vil være sig bekjendt at være mere aristokratisk. Iallefal maa man vel sige dette om Rektor Bugge, Overlærer Knudsenk626 og I. Aasen;k627 Andre have saavidt mig bekjendt ikke skrevet noget i den Retning, som er værdt at omtale; hvad jeg har skrevet, sætter jeg naturligvis ud af Betragtning, og det haaber jeg Vibe ogsaa gjør.
Endda rarare klinger det, at Vibe ligesom beklager, at man ikke vil lade Intelligentsen (Dannelsen) beholde noget utepaa for sig selv. Det er en rar Tanke. Intelligentsen skal jo netop intet beholde for sig selv; den skal ikke sætte sit Lys under en Skjæppe, men den skal lyse for alle dem, som ere i Huset. Intelligentsen stikker ikke i Former, den ikke tør give slip paa; Intelligentsen er Intelligents, enten den taler som en norsk Bonde eller som en dansk Bog, enten den er klædt i en Vadmaals Kofte eller Galla; kan den ikke adle Alt og gjøre det til et villigt Redskab for sin almægtige Aand, saa er den bare Pedanteri, og det er Sælebod at gjøre Ende paa dens ufrugtbare Liv saasnart som muligt.
Hvad min Skrive- og Talemaade angaar, da maa jeg sige, at jeg verken kan, vil eller tør være følgerigtig (konsekvent). Jeg vil prøve baade mig selv og andre, og naar det sker i Døgnliteraturen, tror jeg at denne Prøve er ganske uskyldig.
*) Jeg véd ikke, hvorledes dette nye Ord vil smage; jeg finder intet bedre for denne Retning, som i Theater og Literatur gjør sig gjældende. Kanske Kjøbenhavneri er bedre? Finder man ikke disse Ord brugbare, saa kan man finde et bedre, og jeg skal med Fornøielse give Slip paa mine.

Nr. 277/1852; fredag 26.11.

[Militærsaker]

Korrespondance
Christiania, den 24de Novbr.
Morgenbladet og Posten har nu i langsommelig Tid snakket om militære Gjenstande. Det er tidsmæssigt; thi Armeer er Statens Kjep og Stav i reaktionære Tider. Det var Armeen som rædda Frankrig og Civilisationen i Juni Maaned 1848; det var Armeer, som kuede Ungarn og aabnede Morgenbladets Øine for sine oppositionelle Synders Mangfoldighed; det er Armeerne, som har sat Jesuiterne atter ind i sin Virksomhed til «Troens Befæstelse og Udbredelse»; det er Armeerne, som overalt skaffer Agerdyrkeren Afsætning for sine Madvarer; det er Armeerne, som holder alle mulige Gaster i Skindet, og skyder eller hjælper til at kaste i Fængsel hver den, som drømmer altfor uroligt om Fremskridt og Forbedring; Armeen var det, som igrunden standsede Revolutionen paa Hestetorvet her i 1851, samt Hattemagerfeiden op i Hønefossen: under militær Bedækning kom Hattemageren herind til det forbauste Christiania, som havde svævet i bange Forventning. Militæret er altsaa ikke uden Fortjeneste hertillands heller. Intet Under, at Posten og Morgenbladet lugte til militære Gjenstande.
Uagtet Morgenbladet fik Sands for borgerlig Orden, da Ungarn var kuet, stikker dog det Revolutionære i Bladet paa det saa atimellem; det kan man tydelig sé af denne Strid med Posten, som altid er en Ordensmand. Det lader rigtignok ikke til, at det er Morgenbladet, som skriver, men en Indsender, formodentlig et Stykke af en Jurist, som har snakket med en Løitnant, likesom det vel heller ikke er Posten selv, som snakker, men en aldrende Militær, som efter al Rimelighed er dekoreret; men Æren maa dog tilfalde Bladene; de ere Organer for de Røster, som lyde gjennem dem. Den korte Mening i den lange Strid er væsentlig den: En kongelig Resolution skal være udkommen, som lader Løitnanterne blive forflyttede af sine overordnede Chefer, istedetfor at de forhen som andre Embedsmænd bleve befordrede. Dette, at de bleve befordrede som Embedsmænd, benegter naturligvis Posten, for at redde Resolutionen fra at være grundlovsstridig. Morgenbladet siger, at den er grundlovsstridig, da Løitnanterne ere Embedsmænd, der mod sin Villie ikke kan forflyttes (Grl. § 22). Dette, hvorvidt nemlig Resolutionen er grundlovsstridig eller ikke, er en saare unyttig Strid, da man altid vil finde et Smuthul, hvorigjennem en Resolution eller en anden Regjeringshandling kan smutte unda Grundlovens Tugteris; man kan skrive og gjøre Kvalm; man kan faa en Protokolkomité, der skriver saalange Anklager som Medlemmernes eget Synderegister; man kan debattere i Storthinget til Fyldekalk for Aviser og til Adspredelse for Galleriet; det kommer dog lidet ud af alt dette; det Praktiske gaar i sin Gjænge, og Oppositionen, der har for Skik at knytte Næven i Buxelommen, maa være glad til at den faar Lov til at snakke et Bil (en Stund). Har jeg opfattet de sidste Aars Politik ret, saa forholder det sig som sagt, og at ty til Oppositionen med Grundlovsfornærmelser er igrunden en Fornærmelse mod sund Forstand; man maa stole paa, at Regjeringen intet andet gjør end det, som ret er; det er den eneste Trøst som Politikerne kan have, og med den maa ogsaa Løitnanterne lade sig nøie.
Besynderligt er det, at vor Regjering bryder sig om at svare paa Angreb; den kjender ikke Tilstanden, naar den ansér det for nødvendigt. Det er desuden et Spørgsmaal, om det nogensinde er klogt af en Regjering, at retfærdiggjøre sine Handlinger. En berømt Historiker (J. Müller)k628 siger, at en Regjering er forloren, naar den maa forsvare sig. Regjeringen skal handle og Andre skrige, saa har hver sin Post.
Politiken forbyde, at jeg skulde fornærme vor Regjering ved at forudsætte, at Forfatteren i Posten om militære Gjenstande skulde være ægget til at skrive af Regjeringen; jeg vil til Ære for den antage, at Mennesket er gaaet paa egen Haand og er drevet af en sønlig Frygt.
Han taler i Disciplinens Navn og fremhæver den militære Tanke, at Armeen maa gaa foran Individet. Morgenbladsmanden var derimod saa oprørsk, at han likesom lod sig forlyde med, at Individet burde komme til sin Ret ogsaa. Det er det Tankefulde ved den militære Aand, at det enkelte Menneske er Intet, men Armeen Alt; dersom Barmhjertighed, Kjærlighed eller Retfærdighed kommer i Strid med den militære Aand, saa maa man skyde dem efter Takt: én to! én to! Dette gjør den militære Aand stærk og følesløs som Døden, med hvem den ogsaa indgaar det inderligste Forbund.
Den militære Aand fordrer — og det gjør Postkarlen ogsaa opmærksom paa ganske fint — at enhver underordnet Grad maa hænge af den nærmest overordnede; denne igjen af en høiere, og saa fremdeles indtil den Høistkommanderende, der holder alle Traade i sin Haand, og blot ved at trække i dem kan faa den hele Armé til at dandse som en Hallingmand; enhver selvstændig Villie er Synd imod Disciplinen; man sér, hvor galt det har gaaet, naar Soldater og Officierer har tænkt paa sig selv og Borgere, som kanske vare deres Brødre og Fædre; Herren er bleven afløst og Revolutionen har vundet. Man skulde igrunden forbyde Militære at have Beslægtede; de bør intet have tilfælles med Borgerne; de burde igrunden ikke engang være Mennesker, og den militære Aand arbeider ogsaa ganske rigtig paa at udviske det menneskelige hos dem. Indtil det lykkes ganske at udviske dette, vil Militæret ikke være at stole paa; det gjør fælles Sag med Mennesker, før man véd Ord af.
Den militære Aand lader mig antage, at den omdisputerte Revolution vil staa urokket, ifald den virkelig er saa rig paa militær Aand, som Postkarlen lader formode og Morgenbladsmanden synes bestyrke med sine Henvisninger til Grundloven, der i en næsten betænkelig Grad er blottet for militær Aand.
Egentlig fordrer enhver god Administration, at Over- og Underordnede hænger ihop som i de velordnede militære Grader. Først naar den Overordnede har Hals og Haand over den Underordnede opad til den øverste Styrer, kan man vente, det Hele gaar maskinmæssigt og greit. Naturen lærer os dette; thi Astronomerne sige, at Maanernen62 gaa om Planeterne; disse om Solen og Solen igjen som Planet om en større Sol, og saaledes i det Uendelige; den endelige Centralsol kommanderer det Hele, som tilsammen danner «Sphærernes Harmoni.» Dette kan man kalde en militær Aand; dette er Administration! Men jeg tvivler høiligen paa, om nogen Hærfører eller Politiker har tænkt paa dette ophøiede Ideal, og indrettet sin Styremaade derefter; med Bevidsthed har de neppe tænkt derpaa, men de samme Love slumre jo i Enhvers Bevidsthed, og Postkarlen behøvde bare at gaa til sig selv, dersom han da var et velorganiseret Menneske, hvorom der rigtignok kan være et stort Spørgsmaal.

Nr. 279/1852; søndag 28.11.

[Målstrid; Andreas Munchs Sorg og Trøst]

Korrespondance
Christiania, den 26de Novbr.
Sprogstriden vedvarer. En Mand i Morgenbladet har været ganske rimelig, og indrømmet Folkesproget en vis Berettigelse, som fornyende Element i Skriftsproget; han har endog gaaet temmelig vidt, forsaavidt som han lader sig forlyde med, at vort nuværende Skriftsprog turde blive ganske forandret om en Menneskealder. Han taler ellers tillags for begge Partier som ethvert fredsommeligt Menneske, der vil tjene Gud og Mammon. Han er vist ræd for at træde Bogsprogmenneskene paa Foden, og den Frygt er nok paa sit rette Sted; disse Folk ere forsynte med Ligtorne; de have faaet dem af kjøbenhavnske Tøisko.
Bagefter sin Kritik kom Posten med en Prøve paa norsk Oversættelse af Iliaden. Den var holdt i Sjouersprog. Det skulde vel være en tilintetgjørende Harsellas som det sidste og endelige Spark. Se saa, om Posten ikke ogsaa kan være fanatisk og raa, om man saa vil. Man kunde sige, at en saadan Harsellas ikke var passende for Posten, men det er vist ikke Mange, som har tiltroet Posten nogen Takt. I Krydseren vilde en saadan Oversættelse være paa sit rette Sted; der havde den været god, men i Postens Mund tager den sig ikke ud, undtagen Posten nu skulde have fattet den fornuftige Beslutning at blive Hofnar; han har nok før ogsaa været det, men sandsynligvis mod sin Villie.
Det værste Tramp forestaar nok endnu Posten og de øvrige ligtornede Væsener: hen ud paa Vinteren kommer nok Ivar Aasen med en Samling af Folkedialekter; af disse vil han forhaabentlig udfinde det mést Alméngjældende og give det ud som en Prøve paa et norsk Sprog; han faar bestemt Mange med sig til at skrive dette Sprog, naar det bliver færdigt. Denne Fremgangsmaade tror jeg forresten ikke godt lader sig gjennemføre; men jeg bøier mig for en Mand som I. Aasen; under enhver Omstændighed tror jeg, at I. Aasen vil faa flere Tilhængere end Postkarlene, som vil modsætte sig alle Angreb paa det kjære danske Sprog. For Literaturens Vedkommende kan man vist godt undvære alle disse Postkarle; de kan skrige, naar man træder dem paa Ligtornene, men neppe kan de skrive, saa noget Menneske gider læse dem, naar de have ophørt at skrige. Det er væsentlig Vind, de fare med.
Ludvig den Femtende sad engang i Statsraadet, hvor man tilfældigvis behandlede vigtige Sager, i en saare dyb Eftertanke. D.Hrr. Ministre forundrede sig herover, eftersom Hans «Allerkristeligste» Majestæt ikke pleiede at tage sig Statens Anliggender synderlig til Hjerte. Endelig vaagner han op og udbryder: «Nu har jeg fundet det.» Hvad, hvad har Hs. Majestæt fundet? spurgte man forventningsfuld. Jo, svarede han. «Han hedder Bissard.» Saa hedte nemlig en af hans Jagthunde, hvis Navn han havde forglemt.
Jeg kunne ikke la’ være at tænke paa denne Historie, medens jeg holdt paa at læse A. Munchsk629 sidste Sangbog: «Sorg og Trøst». Munch er nemlig vor Digterkonge for Øieblikket — karakteristisk nok — og vi hans Undersaatter vente da, at han skal gruble over Statens Ve og Vel, leve for sit Folk og ikke for sig selv; men Munch har ligesom Ludvig den Femtendek630 tænkt paa sine egne Anliggender. Han fortæller i sin «Sorg», hvorledes han har sørget, og kan han end i sin «Trøst» trøste sig selv, saa skal det undre mig, om han kan trøste ret Mange med sin «Trøst». Alvorlig talt, véd jeg ikke hvorledes man skal tale om Sligt uden i Spøg. Skulde enhver Enkemand sende ud i Verden en Taareperse af daarlige Rim og dagligdagse Tanker, skjønner jeg ikke vel, hvad Enden skulde blive. Man bør sørge for sig selv, da er Sorgen rørende, fordi den faar følge sin Natur, som er først og fremst at være bly og beskeden. Man har ikke Lov til at flæbe paa Gader og Stræder; man kan bære Flor paa Hatten og et lidende Udtryk i sit Aasyn, det er Alt. En Kvinde kunde man tilgive, om hun gik og tørkede sine røde Øine; men, en Mand, en som kalder sig Digter, han bliver utaalelig, naar han saadan gaar og «snufser». Og en Digter gjør det da heller ikke; han bærer sin Sorg, hæver den til noget, som griber Alle; han græder ikke selv, men han faar Andre til at græde. Goethek631 skrev ikke begrædelige Sange, da han mistede sin eneste Søn; han skrev sin vest-østlige Divann63, som er noget af det mest yndige, han har digtet. Af Lessingsk632 Skrifter skal man ikke sé at han fristede megen Modgang. Selv Evaldk633, som sagde, at hans Sorg var rygende, skrev intet Taarevædet, og Byronk634 græder ikke; han vaander sig lig en Prometheus, der er lænket til Forgjængelighedens Klippe af de vrede Guder; det er Titanen som jamrer sig. Dog, jeg taler her om Genier, og selv om det laa i Geniets Natur at græde, saa ville vi give det Lov til at græde, fordi dets Graad vilde ryste os; men, naar Hverdagsmennesket staar til Skue og græder, bliver det latterligt eller vammelt og modbydeligt. Væsener, som Guderne ikke have udrustet med usædvanlige Evner, maa lade sig knase uden at drage et Suk; det skrøbelige Ler maa blive søndermalet, det er dets Lov; en ædlere Bestemmelse har det ikke faaet. Vi træde paa Myren og Ormen, men Sommerfuglens vinger finde vi det grusomt at afrive. Vi skal ikke tilføie slige underordnede Væsener unødig Pine, men vi gjøre dog Forskjel paa det Høiere og det Lavere. Det samme gjør Naturen, Historien og sikkerlig ogsaa den høiere Styrelse. Hvi gjorde den ellers nogen Forskjel paa Væsener i sit uendelige Rige.

Nr. 283/1852; fredag 03.12.

[Teaterøkonomi]

Korrespondance
Christiania, den 1ste Decbr.
Ved det skandinaviske Theater er en Ministerforandring indtraadt, og denne nye Minister har antydet store Reformer. Det skal være hverken mere eller mindre end at han har bevirket det hele Personale opsagt. Opsigelsen rammer naturligvis ikke Direktøren, og derved adskiller denne Revolution sig fra de almindelige, der gjerne afdanker Kongerne, men lader Statens Betjente sidde i sine Poster. Vistnok stryker i adskillige Revolutioner f. Ex. de franske mange Embedsmænd ogsaa med regjeringen i Vasken; men dette bliver dog betragtet som noget omfram ved en Revolution og bliver endog ofte fordømt af selve dem, som finde Revolutioner saare fortræffelige. Selv om der som her ved Theatret er en Statsbankerot, saa fordeler man dog gjerne Tabet paa de samtlige Borgere ved at følge den almindelige og nemme Maade at udstæde en Masse («Fille)penge» (Assignater i Frankrig, og Rigsbanksedler og Sølvrexere af Kobber her i Aarene 1809 og derudover.)
Slige «(Fille)penge» — som Folket ikke saa skjønt som træffende siger — har ikke det skandinaviske Theater under sin Revolution udstædt, medmindre man hertil vil regne Plakater, der antyde gamle og daarlige Stykker, som ingen Folk trækker i Theatret. Det lod sig meget godt sige at kalde slige Plakater Theatrets «(Fille)penge»: Faa eller Ingen vil indløse dem med Sølv og de ere usvigelige Mærker paa en Bankerot, først og fremst paa en aandelig hos Theaterbestyrelsen og dernæst paa en materiel, som altid gaar og træder den aandelige paa Hælen. I denne Betydning har det skandinaviske Theater oversmurt Byens Hushjørner med Papir-(Fille)penge. Jeg tør ikke andet end sætte Ordet i Parenthes, fordi man bør snakke æsthetisk om Theatersager. Nok, det skandinaviske Theater har nu længe havt disse Penge og Revolutionen er nu indtraadt, men den gaar bare ud over de stakkels Betjente (Skuespillerne); Kongen (Direktøren) og Staten (Publikum) mister Intet. Kongen (Direktøren) kan endog faa det Ladmandsarbeide at herske uden Undersaatter — det bliver det Visse dersom Skuespillerne ikke ere ganske «opraadde» — og Staten (Publikum)n64 vil absolut vinde ved denne Revolution.
Dersom der er Samhold blandt Skuespillerne — men det er det naturligvis aldrig, da den Ene misunder den Anden og intrigerer mod ham — saa vilde de, som ikke fandt bedre Udkomme ved atter at reise ned til Danmark, staa sig sammen og spille paa egen Haand. At finde sig i en Direktions Luner, som fournerer Repertoiret med slette Stykker og opsiger dem, naar Kassen er tom, maa ikke være godt at finde sig i, og det er alene den kunstneriske Iversyge mod hverandre, der gjør dem likesom hele Stater af uopdragne Folk til Trælle under en lunefuld og despotisk Styrer. Naar de nu til Vaaren saa alligevel maa reise om i Smaabyerne for at tjene, siden Theatret ikke kan lønne dem i den kommende Sommer, saa burde de til Høsten ikke gaa ind i Theatret igjen paa halv Løn og tage det Øvrige som Toldbetjentene af Procenterne, der kan falde, men slaa sine Tøler sammen og leie det dramatiske Selskabs Theater, om Aktionærerne ved Christiania Theater ikke skulde finde sin Regning ved at overlade dem sit, og slippe det hele Væsen med Direktion og Direktør. Da kunde man være temmelig sikker paa at Theatret blev godt og Skuespillerne vilde tjene vakre Penge. Skuespillerne vare da som rette Vedkommende og rette Skjønnende Direktion og Direktører, der kunde udgjøre et fælles Samraad med Overbestyrelse efter Tur for at hindre vilkaarlig og slet Bestyrelse i Længden og fremfor Alt have et Værn mod «Omoskab» (smaalig Misundelse). Enhver vilde da stræve efter at faa gode Stykker frem i sin Bestyrelsestid, og alle Skuespilleres Interesser vilde være knyttet til Indretningen paa en ganske anden Maade end ellers. Man skulde ikke frygte for at Smagen vilde blive ødelagt derved; at man da først og fremst vilde lægge an paa «Kassestykker» af farceagtigt Knaldeffekt. De bedste Kassestykker ere de bedste Stykker for Publikum og er dette saa fordærvet, at det render efter Fjas, saa kan alene en Direktør, som vil «forædle Smagen» fremskynde Theatrets Ruin, aldenstund Staten ikke holder slige fornemme Opdragelsesanstalter paa Straa. Her, hvor det gjælder at staa paa egne Fødder, maa man føie sig efter Publikum, det er ikke noget at bede for, og Publikum fortjener ikke andet end hvad det vil have; det gaar aldrig godt at agere Formynder for det; er det en Daare, saa véd man hvad det vil sige at være Daarernes Formynder, og er det klogt, saa trænger det ikke til Belærelse; det vil allenfals ingen tage imod. Paa denne Maade tror idetmindste jeg, at vi vilde faa et godt Theater indtil det norske kom saavidt, at Alle kunde være tjente med det. Man vilde da med dobbelt Lyst gaa i Theatret, baade fordi man fik en æsthetisk Nydelse og fordi man derved mere umiddelbart fik lægge sin Interesse for Dagen med Indretningen og dermed for de Spillende. Jeg antager at ethvert nogenlunde rimeligt Menneske holder af Skuespillere, som spille godt, og man fik ved et saadant Arrangement Anledning til at vise sin gode Villie paa en passende Maade. Nu staa de likesom udenfor Theatret, og lider for hvad Andre forvolde. Gaar derimod Skuespillerne ind paa Bestyrelsens Forlangende, saa vil den gamle Hensygnen atter indtræffe, uagtet man vil foretage en Udjevning af det mést Undværlige.
Ved at omtale den Beslutning hos det skandinaviske Theater, maa man dog — som det hør og bør — mindes, at Skylden ikke ene ligger hos Borgaard;k635 han fandt det hele forberedt og der skulde bare til lidt Magelighed i at fremskaffe gode Stykker for at fremkalde Revolutionen. Det norske Theater har vel kanske ogsaa gjort det skandinaviske nogen Afbræk, men kan nu det skandinaviske gjenføde sig noget, vil det nok hævne sig. Det norske Theater kan neppe fryde sig over Forandringen; det bedste for det var, at det skandinaviske Theater gik sygt og skrantet som nu i Høst i Taagen.

Nr. 285/1852; søndag 05.12.

[«Blikket» i Morgenbladet]

Korrespondance
Christiania, den 3die Decbr.
Det lange og fugtige «Blik» i Morgenbladet paa vore «Tilstande» er nu lukket. Det gloede sidst paa «Theatret» og «Pressen.» I Theaterverdenen saa det ganske behagelige Syner, men Redaktionen sætter en Anmærkning til dem, som viser, at den endnu haaber noget af det Parti, «der intet vil vide af Theater og Musik.» Hovedmændene for dette Parti er indtil videre Dahlerk636 og Mossige,k637 hvilket man vil erindre fra Behandlingen af Bullsk638 Andragende.
I «Pressen» derimod saa «Blikket» intet andet end det, som ondt er. Hvem skulde have tiltroet det et saadant Syn? Forstaar sig, det er ingen Kunst at sé det Onde, derimod er det ingen let Sag at skimte noget godt i det, som synes at være ondt; men noget Sligt kunde ikke «Blikket» opdage og derfor saa det slet; det var nærsynt som de Fleste, «der befatte sig med Bogen» (et Landsens Udtryk for at studere). «Blikket» sér overlegent bort fra Provindspressen — det passer sig ikke, siger Sirach, at være fattig og hoffærdig. Provindspressen staar vist ikke høit; men at den ikke staar lavere end Morgenbladet i de seinare Aar, det maa vel antages for vist. «Blikket» sér ogsaa Korrespondenterne fra Hovedstaden f. Ex. i Drammensaviserne og Romsdalstidenden. Det sér intet godt hos dem; — tilpas! Sligt bør de have; hvad skal nu ellers al denne Korresponderen til? Provindserne bør lade sig nøie med de Smuler, som falde fra Christianiabladenes Bord. Med den rige Mand have disse Blade forresten ikke det tilfælles, at de lide Tørste; de have Vand i Guds Gaver.
«Blikket» lader til at opdage samme Feil hos Korrespondenten i Drammens Tidende, som Krydseren saa ofte har iagttaget, nemlig at hans Forstandsevner befinde sig i betænkelige Omstændigheder, saa at de ere modne for Gausta. Det sér betænkeligt ud, naar tvende saa troværdige Folk aflægge et sligt Vidnesbyrd. Det er fuldt Vidnebevis; netop. Korrespondenten haaber dog, at han ikke kommer i samme Celle, som de, der have fældet ham; det maatte blive et forfærdeligt Leven. Den ene Gale kom her til at prædike for den anden, som i alle andre Daarekister. Det gjør man i Bedlam,*) i Literaturen og i det daglige Liv.
Et Ordsprog siger, at man ikke skal male Djævelen paa Væggen; han staar der livslevende før man véd Ord af. Dersom det var Umagen værdt kunde Korrespondenten lægge Blinkseren (den som blikker og blinkser) i Morgenbladet og Krydseren disse Ord paa Hjerte, og gjøre opmærksom paa den gamle Erfaring, at de, som have for Skik at drage Andres Forstandsevner i Tvivl, gjerne ende med selv at blive galne — noget de da ogsaa have været hele Tiden, men det er ikke blevet klart for Alle**). Det kunde man som sagt lægge disse Herrer paa Hjerte, men det er en utaknemmelig Gjerning; de maa komme til det Sted, som er bestemt for dem.
«Blikket» (Mennesket med «Blikket») i Morgenbladet sér meget, saare meget ondt hos Krydseren ogsaa, rigtignok ikke saameget ondt som Redaktionen herforleden saa, og hvortil Krydseren fornuftigt nok taug, men dog meget ondt nok. Man bør ikke være uretfærdig mod Krydseren; der er meget godt ved ham; han er talentløs og flau, forstaar sig. Kanhænde ogsaa, at han ikke tager det sa nøie med, hvad der er sandt og falskt heller, iallefald maa Korrespondenten være af den bestemte Formening; men Herregud, man bør ikke dømme sin Næste for haardt, især naar han har gjort sig til Livsopgave at være Bajas for Mennesker, som vil have Kommers. Man trænger til slige Karle ogsaa, og Krydseren er paa sin Hylle; hver den, som ikke er ganske bagvendt, maa ønske ham fremdeles Held og Lykke paa sin Bane; han baade gavner og fornøier; og godt vil det gaa ham; her er et stort Publikum, som trænger til slig Kost. Bare han nu ikke bliver fornuftig; thi da gaar det bestemt galt med ham.
«Blikket» i Morgenbladet skulde have seet Saameget, og ikke givet sig til at sé bare ondt hos Krydseren, men, det var fugtigt og omtaaget, havde kanske ikke engang Seglas. Det var et kleint Blik. Morgenbladet faar bestemt den sorte Stær; det har længe gaaet med den graa. Posten og Tilskueren er heller ikke tillags for Morgenbladet; det er et frygteligt «Blik»; det er «synet». Det er tilgiveligt at sé bare Feil, naar man blot kaster et skjødesløst Blik hen paa En; men naar man stirrer saadan som Morgenbladsmennesket og ikke finder andet end Galskab, maa ikke Synet være vel bevaret. Posten og Tilskueren have sine gode Sider, og det ikke faa; at de have sine egne Meninger om Morgenbladet, burde ikke have afholdt «Blikket» fra at sé disse gode Sider, siden det nu gav sig Mine af at sé Alting i «Pressen». Blikket saa nok ikke sig selv (Morgenbladet, som det saa for). Det skal da ogsaa være et vanskeligt Kunststykke at sé sig selv i Øinene.
«Blikket» er saaledes undskyldt at det intet Slemt saa hos Morgenbladet, men forudsatte som givet at det var rent og vent og var saaledes kaldet til at sé Flekker paa Andre. Det er ganske fornøieligt at tænke paa en slig barnlig Selvforglemmelse; «Blikket» maa tillade, at man finder det latterligt; det fremkalder en Situation, som vilde gjøre selve Holbergsk639 Opfindelser til Skamme. Det er godt, overmaade godt. Morgenbladet fortjener at blive læst. Det kan spille den fromme Duesjel, og tage Folk overlegent i Skole, som Intet var med det selv. «Det er saa den skal ha’ det.»
Det skulde være morsomt at vide, hvem det er, som har havt dette «Blik»; man maa holde af et Menneske, som er saa naivt. Man kunde sige, det er usømmeligt alligevel, at et sligt Væsen skal have Lov til at sende sit Guttesnak ud i den vide Verden, men, det er for alvorligt talt, og til «Pressen» er det for rum Tid siden blevet Daarskab at tale Alvor. Jeg gad seet den Mand, som ikke bliver lystig, naar han sér slige «Blik», der sér Skjæven i andres Øine, men ikke Bjelken i sit eget; det er unægtelig komisk, og Aviserne maa mere og mere blive Skydeskiver for Folkevittigheden likesom Munkene i Middelalderen.
Det gaar med Aviserne som det hedder i «Regla»: Skrubben efter Geden, Bjørnen efter Skrubben osv. til Klaven efter Koen. Den ene forfølger og hundser til den anden, indtil det Hele taber al Samling og Sands og styrter i Latterlighedens Afgrund.
*) Et stort Galehus i England, hvortil man for nogle Aar siden i Morgenbladet henviste L. K. Daa.k640
**) Vi have et advarende Exempel paa en slig Mand i en af vore Literater og Digtere. Han beskyldte Folk for at være gale, naar han paa vanlig Vis vilde gjøre Nar af dem. Det var hans Sygdom, og den endte med at bringe ham paa Galehuset.

Nr. 289/1852; fredag 10.12.

[Debatt om Munchs Sorg og Trøst; om det folkelege]

Korrespondance
Christiania, den 9de Decbr.
Jeg takker Korrespondenten i Drammens Blad, fordi han har givet mig en kjær Anledning til at rette paa en Feil; jeg siger kjær, thi erkjender man en Feil, saa er det en Lettelse at faa rette paa den. Det er ganske sandt at min Anmeldelse af Munchsk641 «Sorg og Trøst» aandede forliden Pietet mod Digteren; det ser jeg nu, da jeg har Artikelen trykt for mig. Sammenstillingen af Exemplet om Ludvig den XVk642 og Duften over det Hele vilde jeg kalde frivol, dersom jeg intet andet havde at holde mig til end det trykte Blad og forresten Lyst til at optage Alt i den værste Mening; jeg lod da som om jeg ikke saa den Sætning: «Alvorlig talt, véd jeg ikke, hvorledes man skal tale om Sligt uden i Spøg.» — Men hvad jeg har at holde mig til, det kan jeg ikke fordre af Læseren, og derfor gjør jeg Undskyldning; jeg kan nemlig ikke fordre af ham i Almindelighed, at han saaledes som Forfatteren skal lægge Mærke til Ordstillingen og Sammenhængen og derved finde Aanden i det Skrevne; man maa udtrykke sig ubestemt og tilbageholdent; man maa «have Sproget for at skjule sine Tanker» skal man ikke misforstaaes og synes for haard i slige delikate Sager. Det har jeg ikke havt. Jeg fandt Munchs Digte upoetiske, Metriken sløv og Munchs Digterpersonlighed af en saa underordnet Natur, at han skulde være saa god at sørge privat som vi Andre, og ikke gaa hen og sørge for Verdens Øine. Derved tabte Sorgen sin rørende Karaktér og blev latterlig, da han ikke mægtede at hæve den til Poesi og saaledes betage den Endelighedens pinlige Braad. Dette vakte Pine hos mig, og derfor fik vel mine Ord et Anstrøg, der kan udtolkes som Mangel paa Pietet for Manden; men Pietet for ham har jeg Gud ske Lov, og kanske netop min Pietet bidrog til at skjærpe mine Udtryk, da hans Digte forekom mig uheldige: jeg vilde, han skulde have skrevet bedre. Det er ingen Pietet at finde Alt, hvad han skriver fortræffeligt; det er Tankeløshed eller Umodenhed, som alene kan skade ham, dersom han har et høiere Formaal end at blive læst idag og imorgen.
Det er formasteligt at ville bestemme, hvad der er sørgeligt; hvad der er sørgeligt for den Ene er det ikke for den Anden, og Enhver faar i denne Vei følge sit Hjertes Trang. Skulde man imidlertid fordriste sig til at fremhæve noget, som maatte vække en Sorg, der var skikket til at vække digteriske Udbrusninger, saa maatte det vel være den, at se sig miskjendt og ikke paaskjønnet. Det er haardt at miste en af sine Kjære, men Døden er saa barmhjertig, at den skjænker os Religionens Trøst og Haab til Vederlag for de Kjære, den river fra vor Side; vi tale med dem i vore helligste Timer, og Døden sammenknytter os mere inderligt end selve Livet formaaede. Enhver anden Sorg over sine Kjære er ligesaa uskjøn som ukristelig, med mindre den ytrer sig i en trodsende Styrke, der bliver berettiget, fordi den fremhæver det Menneskelige i vor Natur, der sørger over Forgjængeligheden; men berettiget bliver den alene ved ligesom at forbrænde Forgjængeligheden og lade Haabets Tanke glimte gjennem de mørke Klager; men derved er den netop ophørt at være en Sorg over et enkelt Væsen; den er bleven en Sorg over Altings Forgjængelighed. Jeg finder i «Sorg og Trøst» hverken denne Sorg eller hin skjønne og religiøse Sorg, som blot er et andet Udtryk for Trøst. Begge Dele skal nok være der, men Forfatteren har været forlidet Digter; det Hele bliver pinligt, tykkes mig, og jeg har Taalmodighed til at bie paa Medhold i min Mening, om de Fleste nu for Øieblikket ikke skulde være enige med mig. Nyhedsbladet, som Korrespondenten i Drammens Blad gjør til en Autoritet, sagde Intet om Digtene, men fortalte blot, at de vare udkomne, og aftrykte den likeste Sang i dem. Nyhedsbladet er politisk; det siger Intet, og dets Taushed her forekommer mig at sige Meget.
«Ro» i Tilskueren roser «Sorg og Trøst», det er sandt; men Hr. Korrespondent! skal vi ikke være enige i at sætte «Ro» ud af Betragtning, og saaledes hverken tage ham til Indtægt eller Udgift som Autoritet? Naar en navngiven Mand i Langes Tidsskrift kommer, saa skal vi begynde at snakke om Autoritet; det er tidsnok, tænker jeg. Anonyme Anmeldere, som maatte komme i Posten eller Morgenbladet, tror jeg ogsaa vi bør sætte ud af Betragtning, iallefald skal ikke jeg tage dem til Indtægt, om de skulde udtale sig i Medhold af min Mening; De skal faa dem Allesammen Hr. Korrespondent. Kommer det navngivne Folk, ja se da kan det vel hende, at jeg løfter paa Hatten.
Jeg udhævede ovenfor, at det maatte vække Sorg at se sig miskjendt. En saadan Sorg er ogsaa det almindelige Grundlag for Poesier. Wergelandk643 og Chr. Monsenk644 har digtet af en saadan Sorg og deres Sorg tiltaler os, fordi vi finde, at de havde fortjent en større Anerkjendelse i levende Live; men Middelmaadigheden og den snærpede Skinhellighed trykte dem ned. Det var poetisk for dem selv; thi det kunde bare tjene til at ægge deres Kraft, al den Stund de vare sande Digtere; men derfor er deres Undertrykkelse ikke undskyldte, og dersom der er en Retfærdighed i Verden, vil den vække hævnende Aander imod disse, saalænge de leve. Munch derimod skal ikke klage over, at han ikke bliver paaskjønnet; jeg er tvertimod bange for at han bliver formeget paaskjønnet; følte han ikke det, antager jeg, at han ikke vovede at sende det ene Bind Digte efter det andet ud i Verden: han trænger ikke til at lade trykke for at leve; han er saa lykkelig at kunne leve sorgfrit, og hos en saadan Mand skal dertil høie Tanker om egen Fortrinlighed og lave Meninger om Publikums Skjønsomhed for at driste sig til at forøge den poetiske Literatur, der endogsaa hos os maa erkjendes at have altfor megen Ballast at drage paa. En saadan Mand, mener jeg, er man berettiget til at dømme haardt; man skal i sin Dom være retfærdig, det er Alt hvad man kan forlange, men, hvorvidt man er retfærdig, er noget, man i sidste Instants faar afgjøre med Gud og sin egen Samvittighed.
Præsten O. T. Kroghk645 skriver i Morgenbladet for idag om «Folkelighed», som man i den senere Tid saa hyppigt anvender. Det er et Ord i rette Tid. Han er god der, hvor han angriber denne «Folkelighed», men, hvor han skal forklare, hvad Folkelighed er, der er han neppe heldig. Folkelighed er som Nationalitet ondt at forklare. Folkelighed, folkelig (fokkeleg) betyder i Folkemunde, at være som Folk er flest, det vil sige, fornuftig, stø, sædelig, kort alt det Gode som udmærker Folkeaanden, der efter Guizotsk646 Ord er Menneskehedens Geni.
Erklæring.
At jeg ikke er Forfatter af den Række Artikler, som sidst under Navn af «Nogle fædrelandske Betragtninger» har været at læse i dette Blad, finder jeg mig beføiet til herved at erklære.
Ærbødigst
Korrespondenten i Dr.s Tidende.
* * *
At denne Erklæring er overensstemmende med Sandheden, bevidnes herved paa Forlangende. Redaktionen.

Nr. 291/1852; søndag 12.12.

[Teater- og musikkritikk]

Korrespondance
Christiania, den 10de Decbr.
Schwarzenbacher-Kapellet giver fremdeles Koncerter i Logens mindre Sal et Par Gange ugentlig. Det er en sand Vederkvægelse at gaa derhen efter Dagens Arbeide; man er nok saa temmelig enig om, at et bedre Orchester ikke har ladet sig høre her i Christiania; Sammenspillet og de enkelte Solonummer ere lige fortræffelige; Kapelmesteren Virechk647 spiller en Violin, der er saa mjuk*) og gjennemsigtig, at den minder om O. Bulls.k648 Besynderligt, at vore Dagblade ikke omtale dette Kapel mere; der stod rigtignok noget om det i Morgenbladet en Gang, men Posten har tiet rent stille, Morgenbladets Kunstanmelder likesaa; hvad der stod, lod til at være et Indsendt. DHrr. Kunstanmeldere pleie just ellers ikke at være prutne med at omtale, hvad der tér sig i Kunstverdenen. De største Bagateller af Theaterstykker faar som oftest sin Dom og naar Speratik649 f. Ex. opdriver en Koncert, faa vi Læsere meget lærerige Betragtninger. Det norske Theater deler alene Skjæbne med Schwarzenbacherne, formodentlig fordi man ikke kan dadle disse, likesom man vel ikke tør dadle det norske Theater, for ei at saare vor patriotiske Stemning. Det maa være ubehageligt for DHrr. Kunstanmeldere: de gaa Glip af skjønne Leiligheder, og Pligtfølelsen gjør vist ogsaa sine Indsigelser. Hvorledes vil det vel gaa dem, naar de skal fremstille sig med de Faar, som Redaktionerne have givet dem? Man bliver ængstelig ved at tænke paa det. Hvorledes har de vel aagret med sit Pund? Dersom de ikke kunde trøste sig med, at de intet have anammet, vilde det bestemt blive dem frataget. De skal ikke trøste sig med, at Publikum ingen Retledning trænger til; Publikum holder Aviser og vil blive oplyst, likesom det holder Kommunepressen**) for at sé, hvem der har Brød og Smør at sælge, og hvor det skal faa sig Tjenestejenter og Ammer med «et godt Rygte.» Christiania er vistnok ikke større end at Publikum mundtlig kan faa vide, om det er værdt at gaa did og did at sé og høre; men det sér dog godt ud, at Meningerne om Sligt blive forædlede gjennem Literaturen, og der findes endnu Mange, som ikke rigtigt tør tro paa noget Sligt, før de have seet sig for i Aviserne; Mange findes og, som tykkes Tingen er for simpel, naar Kunstanmeldere ikke rangerer dem op i den kunstneriske Ordning. Grunde nok, til at Aviserne bør være talende.
Det stikker dog vel i noget andet end i Avisernes Taushed, at Schwarzenbachernes Koncerter ikke ere saa godt besøgte, som de fortjente at være: her er saa mange Ting, som skal varetages, og Byen er saa liden; man bliver ikke rigtig vaer, at Byen er forliden, før man kommer ind paa vore kunstneriske Tilstande. Det gjælder i en saa liden By at være enig og rette Kraften paa enkelte Punkter; men Ulykken er, at man ikke kan være enig; det sér man bedst i vore Theateranliggender, hvor Spaltningen maa lede til Indretningernes og med det samme til Kunstens Ruin. Forresten er denne Spaltning en Kamp mellem det norske og danske Sprog, som kjæmper om Herredømmet paa vor Scene; og denne Kamp vil her som i Literaturen lede til en Udmattelse paa begge Sider, som gjør at man i Overgangen faar Lidet at vederkvæge sig med; Træthed og Hunger og Tørst vil indfinde sig her som i enhver Kamp, og de, som bare vil leve i Øieblikkets Nydelse kunne derfor ingenlunde være glade; Utilfredsheden viser sig da ogsaa og vil endnu mere vise sig hos Saadanne.
I den musikalske Verden er her ogsaa en Konkurrance, som virker udmattende under vore indskrænkede Forhold; Forskjellen er alene den, at intet af Partierne er norsk; vi ere endnu ikke komne saavidt, at vi har det mindste musikalske Parti, der kan hente Styrke fra det Nationale til at træde i Kamp med Danskerne (de fleste Medlemmer af Theaterorchesteret) og de tydske Musikselskaber, som besøge os. Selv den norske Orchesteranfører ved det norske Theater, Conradi,k650 er nu alt fratraadt, og den anden norske Mand, som imidlertid anfører, kan ikke ret længe holde paa: god Musik maa man først og fremst have ved et Theater. Konkurrencen mellem vore Musici bliver saaledes alene mellem Udlændinge, og Spørgsmaalet bliver da at prøve Alle og understøtte og beholde de Bedste; men her kommer igjen mange umusikalske Ting med i Betragtning: mange af disse Musici have alt været her saalænge, at de ere blevne hjemme; de ere blevne tilaars og det vilde være uforsvarligt gjort at slaa Haanden af dem nu da de ikke let vilde kunne bryde sig en Bane paa et andet Sted. Har man benyttet en Mand, naar han var ung, maa man være saa god at forsørge ham, naar han bliver gammel.
Under alt dette maa vor Musik blive kummerlig, og den første kunstneriske Fornødenhed for et dannet Publikum, nemlig at høre god Musik, vil ikke kunne blive tilfredsstillet. Kommer her flinke Folk til os, maa de reise igjen mere forarmede end de kom; det er Synd om disse flinke Folk, og det er Synd om os, der gjerne vilde beholde dem, og maa beklage, at Dygtigheden hos os ikke skal finde det Brød, den saa ærlig fortjente. Det er ordentlig nedslaaende, at se det fortræffelige Schwarzerbacher-Kapel spille for mindre godt Hus; det forbitrer Nydelsen, idet man finder, at der intet Forhold er imellem det vel besatte Orchester og den lille Sal, som langtfra ikke er fuld. Det tør dog haabes, at Koncerterne vil blive bedre besøgte efterdags: Entréen er billig, og Folk maa komme efter, at Præstationerne ere fortrinlige; de sidste Koncerter have været bedre besøgte. Vi Norske ere tungvindte; vi maa have Tid til at summe os; vi løbe ikke efter den første den bedste Charlatan, men se os for om Manden duger noget; finde vi det, saa bliver han os kjær, og vi fortro os til ham, deri ere vi forskjellige fra Publikum i de store Stæder, der bære En paa Hænder idag og have glemt ham imorgen. Man beskylder vistnok Christiania Publikum for sligt Vægelsind; men en saadan Beskyldning grunder sig paa en altfor rask Slutning; Christiania er endnu forlidet til saadant Vægelsind og sér man det atimellem saa er det Grillen af at ville være stor, som stikker frem.
*) Et Udtryk som Møllarguttenk651 altid bruger for at betegne den fineste Blødhed og Bøielighed i det musikalske Foredrag.
**) Et klassisk Navn paa «Adressen» og «Intelligentsen.» Benevnelsen er desværre ikke min, men jeg tillader mig at indføre den; det vittige Hoved, jeg hørte den af, vil tilgive mig!

Nr. 297/1852; søndag 19.12.

[Norsk dramatikk]

Korrespondance
Christiania, den 17de Decbr.
Det norske Theater vedbliver at være godt besøgt, og man sér unægtelig Fremgang hos de Spillende, men Stykkerne ere daarlige. Synd er det, at man ikke skal have gode Stykker: der kunde blive ret hyggeligt deroppe, naar der var lidt Mening i Stykkerne; thi Skuespillerne ere slettesikke gale, og navnlig er der 3, 4 Skuespillerinder, som snart vil spille ligesaa godt som nede i det skandinaviske Theater. Saameget sér man allenfals, at der kan opdrages norske Skuespillere, og at man ikke behøver at hente op Folk fra Kjøbenhavn, og det er Alt, hvad man for det første kan forlange.
Det er unægteligt flaut, at her i det hele store Christiania med sin Mørje af Studenter, Kandidater, Kopister, Embedsmænd og andre Mennesker ikke skal være Nogen, som kan eller bryr sig om at skrive dramatiske Smaastykker for dette nye Theater. Det er en Ynk; det er saa, at man kan bære sin Næse i en Kind over det. Det er ikke Under, at vi snakke om en national Scene! Jo, det er sagtens Folk, som fortjener at have en saadan! Det er ikke Under, at man gaar i Theatret fin og opstusset og tillader sig at have en Mening! Det er at være fattig og hoffærdig, som Sirach siger. Slige aandsfattige Stakkarar burde finde sig i Alt, og ikke tillade sig det mindste Kny om egen Selvstændighed, men finde sig med Taknemmelighed i Alt, hvad Fremmede vilde forunde dem; det nytter saa alligevel intet alt deres Bræl; det er som naar Thranitterne gjorde Fordring paa Stemmeret. Kanske dette er for strængt sagt? Her er næppe et Liv i Christiania for Øieblikket, som har skrevet noget for Theatret med det mindste Forslag i. H. Ø. Blomk652 og R. Olsenk653 ere ikke her i Byen længer. «Til Sæters» er nok det eneste; man kan indvende hvad man vil mod det Stykke; det trak dog og det meget i vor Nødtørft. Enkelte har vel ogsaa skrevet «Studenterkomedier;» men disse tilhøre ikke endnu Publikum, og dugde de noget, kom de vel ud for det; saa tør man slutte. Hvad A. Munchk654 og Jensenk655 har skrevet for Skuepladsen fryder os allenfals ikke nu: og var det engang godt, kom det vel atter fram. Jeg beder om Forladelse, har jeg glemt Nogen; jeg vilde gjerne drive op slige Folk, men jeg finder ingen. Man tør haabe, at Fremtiden vil finde dem, for ellers vil det sé galt ud med vor nationale dramatiske Kunst.
Hvad kan vel Aarsagen være til en slig Uformuenhed? Dramatiske Digtere ere sjeldne; sandt; der skal Aarhundreder til at frembringe dem. Men, det er store Digtere det; slige brugbare Folk, som kan skrive et Stykke for nogle Kvellar, de ere ikke saa sjeldne, og det er saadanne Folk vi trænge til for vor nationale Scene, smaavittige og lune Folk, som kan plukke smaa Enaktsstykker ud af Livet og lade os lé. Det kan ikke være Tale om store Digtere; de kunde ikke endnu blive spilte; det vilde desuden være grusomt at ønske en stor Digter: det vilde gaa ham netop som Wergeland.k656 Det er Smaafolk, som gjøre Lykke under saa trange Forhold. Ingen misunder dem, og de kan være slikkede som de brave Folk, der give Tonen an.
Hvad kan Aarsagen være til, at vi ingen slige brugbare Folk har? Det er den gustne Armod, som er baade Aarsag og Virkning. Man skal ikke sige, at ingen kjærer sig om at skrive sligt Pjank: den som duger til det, han kjærer sig nok om det; man skal ikke forfængelig trøste sig med, at man nok kunde, naar man vilde og havde Tid. Det er forunderligt med de iboende digteriske Kræfter: de bryde fram, enten de komme beleiligt eller ikke. Man behøver ikke at vente paa god Tid for at digte. Musen staae ikke ude i Gangen, indtil man har gjort ifra sig med de praktiske Forretninger; hun kommer ind, vil hun komme, og spør ikke efter nogen videre Omstændigheder. Det er saaledes ganske løierligt, naar Nogen tror, han kunde vel skrive mange vakre Ting, naar han vilde og bare havde Stunder for sine Studier, Embedsforretninger eller Udveininger af Sukker og Kaffe etc.
Det kan visnok gjøres noget, at man ikke har Tid. Intet bliver godt, som man ikke med Flid lægger sig efter; en Digter staar ikke paa én Gang fix og færdig som Mange tro; og denne Tro er velkommen for dem, der ville kokettere Geni, ligesom de, der aldrig ville vedstaa at de læse stort, men indbilde sig og Andre, at deres «gode Hoved» gjør Alt.
Mangen Framslænge*) kan saaledes vistnok blive hindret fra at drive det til det mindste, fordi han vil komme i en «selvstændig Stilling» og saalænge de unge Studerende have Haab om at blive Embedsmænd, før de ere 100 Aar gamle, kan man rigtignok ikke vente, at de skulle lægge sig efter Noget, som ofte skaffer bare Utak.
Det maa være en ubestemt Følelse af denne vor Armod, som gjør, at Publikum er saa taalmodigt og fornuftigt oppe i det norske Theater. Bød man slige Stykker som «Enken og Enkemanden» f. Ex. nede i det skandinaviske Theater, hvor man har Lov til at giøre Fordringer, saa vilde man skrattele og ikke engang bry sig om at pibe. Men i det norske Theater ser man, hvad man selv har, og det giver Forstand; det lærer Ydmyghed, som fra gammel Tid har været Begyndelsen til al Fremgang. Dette er efter min Formening den store Betydning af vort norske Theater.
Den Følelse man faar ved at se et Publikum, som beskuer sin egen Armod, skal Ingen spotte.
*) Framslænge, egentlig en Halvvoxen, men bruges ogsaa i overført Betydning om en saadan halv Kar i aandelig Forstand.

Nr. 300/1852; torsdag 23.12.

[Målstrid; avisstrid; koppar i Christiania]

Korrespondance
Christiania, den 15de Decbr.*)
Den saakaldte Sprogstrid**) vedvarer, siger «Fædrelandets» Korrespondent her fra Christiania. Den saakaldte! nu, det er ikke det rette Navn at kalde den en Strid; aanei, Striden har ikke ret begyndt endnu, men den begynder nok, det er bare Forpostfægtninger, som hidtil ere levera; den egentlige Stridsmagt rykker nok ud engang, naar nu Skriftsproget er blevet forvirra, saa er det Tid at virke for Mænd med Geni; det vilde være Synd om dem, skulde de komme uden at Jordbunden var forberedt; de vilde ellers blive opslidte uden at det syntes noget efter dem. Naar vore veke Dansktalende- og skrivende har givet os arme Stakkarar paa Hovedet, saa blive de trætte. Vi stryke med, forstaar sig; men det er tilpas, hvi skrive og tale vi ikke som den gamle Slendrian vil ha’ det? Vi faa Løn som forskyldt, og Intet vilde være mere taabeligt end at beklage sig.
Posten er galen paa Morgenbladet, fordi det har omvendt sig fra sine oppositionelle Synder, og har betraadt Postens trange Vei, som fører til Ministeriet. Posten skulde være glad over en saa stor Politikers Omvendelse, hilse ham som Ven og presentere ham for Publikum med de Ord: «Morgenbladet, mine Herrer og Damer! det har nu omvendt sig fra sin Veis Vildfarelse. Lader det Gamle være forbiganget, da dets Politik er vorden ny!» Posten er vistnok artig og fin, om man vil, men den er endnu lidt uhøflig mod Morgenbladet; det bør den aflægge; det bekommer den vel. Posten kan i Publikums Øine intet mere ondt sige om Morgenbladet end: «Vor ærede Kollega, Morgenbladet.» Det er et Broderskab, som vil genere Morgenbladet betydeligt. Han er ingen Politikus den samme Posten. Han var ministeriel i 1848, da al Verden var oppositionel; nu da Verden er ministeriel, er han oppositionel atimellem; det er ikke klogt. Nu da er Morgenbladet en støri Politikus; det kan sno Kaaben efter Vinden og drappere sig i Læ. Det snakker Verden efter Munden, og det er slige Folk, som kommer fram i den. I 1848 og de 10 à 15 Aar derfor var det oppositionelt; det samme var Verden; da Ungarn var knet, blev det omvendt, Verden iligemaade. Nu tykkes Verden, at Politik er noget Væsen og Morgenbladet er klogt nok til at lugte, hvad der er i Vinden. Udbryder nu snart en ny Revolution, vil det upaatvivlelig kjøre paa en Ministerforandring atter. Hvem vil laste det? Skal ikke et Dagblad være et Udtryk for den offentlige Mening? Render den offentlige Mening efter Fjas, er Avisen ikke Skylden; thi dandser ikke Avisen efter den offentlige Mening, bliver den opsagt, og det er uheldigt. Den, som har Magten har Retten; det er Louis Napoleonk657 et godt Exempel paa. Stormagterne sende nu sine Gesandter til ham som Keiser, og man ser med et medlidende Smil paa dem, som tænke paa hans Ménsvorenhed. Napoleon er en Mand for sin Tid, derfor behærsker han den og overlader Moralfilosofer at sitte i en Krog og skrive. Skulde da Posten fortryde, at ogsaa vi havde en politisk Størrelse, nemlig Morgenbladet, der tog Verden som den vil ha’ det og flød ovenpaa? Posten bør gjøre liksaadan; der vil Ingen være, som falder i Forundring, undtagen forsaavidt, at man neppe skulde tiltroet den slig Sveip. Posten kan være ganske vis paa, at den vil vinde paa det. Det store Publikum vil sige: «Posten er et udmærket Blad: jeg finder akkurat min egen Mening i den.» Sukkervand maa iskjænkes; Lægen kan sørge for Medicin, som kurerer. Hvor mangen Natlue sitter ikke ved Theen om Morgenen og venter Avisen, som skal forsøde ham Morgenstunden? Finder han nu Avisen, som skreven ud af ham selv, bliver han livlig, skuffer paa Luen, stopper sig en Pibe og synker læsende i en behagelig Dvale tilbage i Lænestolen. Det vilde være ligesaa Synd som uklogt for en Avis at forstyrre hans Ro med Meninger, som det kostede nogen Anstrængelse at følge med; det vilde ikke være borgerligt og gemytligt. Lad Andre om det Modsatte! Folk, som tror sig beføiede til at bane Plads for nye Ideer, bør holde sig udenfor Avisliteraturen. Dette er rigtignok en haard Dom over mig, som har sat mig i Hovedet at indføre et og andet nyt Ord og stave enkelte lidt anderledes end sædvanligt — for det er dog ogsaa nye Ideer paa en Maade — men derfor korresponderer jeg ogsaa bare, og er jeg inkonsekvent atpaa, jeg er ingen Avisskriver, allenfals ingen politisk, og det er væsentlig det Politiske i Aviserne, jeg her har for Øie, siden jeg taler om Postens Gnaal over Morgenbladets Omvendelse.
De naturlige Kopper skal være ret slemme herinde. Man læser paa Dørene: «Her er Børnekopper.» Folk lader sig derfor vakcinere i Mængdevis; men det er vanskeligt at komme ind til Fysikatet, naar man ikke vil give en halv Speciedaler til den Læge, som faar Betaling af Regjeringen for at have Materie i Beredskab. Man kan gaa ned i den tekniske Forening, men der er saa trangt, og slig Skrig og Damp, at man heller resikerer paa Børnekopperne end staar der, og drager sig kanske en ligesaa slem Syge paa Halsen. Det rimelige var, siden man nu vil hjælpe Folk, at gjøre Hjælpen noget mere tilgjængelig, og holde mere jevn og fri Entré, naar man endelig er saa god at ville hjælpe. Halve Forholdsregler lønnes som oftest med bare Utak.
*) Ved en Forf. utilregnelig Forsømmelse er denne Korrespondance bleven overliggende; derfra det sildige Datum.
**) Jeg maa nok se til at holde paa mine nye Ordformer og komme med flere til: Krydseren vil nemlig gjøre Nar af mig for Sligt, og det er mig et godt Mærke paa, at jeg har truffet det Rette. Man kan nu vistnok ikke slutte sig til Nogenting af Krydseren; men, skal man slutte Noget, saa maa det være til det Modsatte; jeg følger nu den Slutningsmaade og har en vis Forudfølelse af at træffe hvad der vil vise sig som det nogenlunde Rigtige. Siden jeg nu snakker om Krydseren, maa jeg tænke paa hans Slutning isøndags: Korrespondenten er nemlig Subjekt i hans Oversætning og Drs. Tidende Subjektet i Undersætningen; paa den artige Maade faar han ud, at Korrespondenten er Drs. Tidende. Han slutter akkurat som Montanus og Per Degn. Men Krydserens Slutning bliver desuagtet ikke komisk; Krydseren er ingen Holberg.k658
Korrespondenten bliver altsaa efter Krydserens Slutning den, som har talt usømmeligt om Prof. Schweigaard,k659 uagtet han har fralagt sig Forfatterskabet af den Artikel, hvori Schweigaard paa en mindre passende Maade var omtalt; men Krydseren kjerer sig naturligvis ikke om slige logiske Ting; han gjør Slutninger i sofistiske Figurer han; det er nu hans Kald; enten det nu er af Uvidenhed eller Ondskab, kan være temmelig ligegyldigt.
For at gjøre sin Slutning mere skuffende, stiller han A. Munchk660 sammen med Schweigaard; Korrespondenten skrev nemlig om Munchs Digte, men forhaabentlig paa en Maade som intet Usømmeligt er i, naar Alt tages med; det var en Kritik, kanske streng, men den berørte ikke Munchs person undtagen som Digter, og det er vel tilladt? Skal en frimodig Meningsytring være forbuden?
Ved at slutte paa sin eiendommelige Maade, faar altsaa Krydseren ud, at det bliver Æresdrapn65, hvad Korrespondenten siger om ham, imod hvad han siger om Munch og Schweigaard. Han er ikke saa ueffen den vesle Krydseren! han véd da at nævne sig i Flugt med dygtige Mænd!

Nr. 301/1852; fredag 24.12.

[Religiøs fanatisme]

Korrespondance
Christiania, den 22de Decbr.
Læsernes Grusomhed oppe i Kautokeino har vist sig at være forfærdelig. Det er til Lykke sjelden man hører Religionsfanatismen gaa saavidt i disse Dage. Historien har mange Exempler paa slig Grusomhed, og naar man ser efter, hvad der har drevet Menneskene til de værste Misgjerninger, vil man finde, at det er Religionsiver. Det ligger saa nær for Mennesket at hengive sig til Grublerier, især naar Livet er ensomt og kummerligt, saaledes som hos disse forvildede Lapper, og har Grubleriet først faaet Overhaand over Sindet, ligger Vanviddet saa nær. Efter de hidkomne Beskrivelser over Lappernes Færd, maa man erklære dem i en vis Utilregneligheds-Tilstand. Det maa ikke være godt for Øvrigheden at vide, hvorledes man skal gribe Sagen an med slige forvildede Mennesker; det synes ligesaa uforsvarligt at straffe dem som at lade dem gaa ustraffede. Og hvad Straf skal man anvende?
Naar man læser om slige Gjerninger bliver man opmærksom paa hvad Beskjærmelse der ligger i Kundskab og Oplysning; i Gemytter som ere noget opvakte, kan saadan Vildhed aldrig opstaa, og naar derfor en kirkelig Retning, som heller ikke er ukjendt hos os, viser sig fiendtlig stemt mod Kundskabers Udbredelse som noget ugudeligt Væsen, maa man sige, at den ingenlunde arbeider i Kristendommens Aand, men tværtimod i Mørkhedens som den vil bekjæmpe. Denne Retning anfører stedse den franske Revolution som Exempel paa, hvad Oplysning bringer, men den glemmer at anføre den religiøse Fanatisme, der mere end nogen anden Vildfarelse har skjændet Menneskeheden. Oplysning uden Religion er vistnok farlig; Intet er helligt for den; men den har dog en vis Tugt og Sky, som forhindrer den fra at blive et glubende Dyr. Det er ved denne Tugt og Sky det civiliserede Samfund udmærker sig fremfor det raa og vilde, hvor haardt man end vil dømme det. Fritænkeren, som man formastelig siger ikke længer tror paa nogen Gud, er, naar man lærer ham at kjende, mild og overbærende, og Historien viser da ogsaa, at de fleste saakaldte Fritænkere have været gode Mennesker; men Religionsfanatikeren har været grum og umenneskelig; han har myrdet sine Brødre til «Guds Ære» og de Flestes Erfaring vil kanske ogsaa sige, at man finder mere Godhed, Hjæpsomhed og Overbærenhed hos dem, som Verden kalder Vantro end hos de største Ivrere. Tingen er nemlig, at de ingenlunde er vantro; deres vakte Sands har netop ladet dem føle den menneskelige Indskrænkning og gjort dem ydmyge, medens hine blinde Troende formastelig indbilde sig at være stegne ind i Himmelen med en Gang og ere derfor hoffærdige, sé med Foragt ned paa Andre, og tro sig forpligtede til at omvende dem ved alle Midler. Hos dem er det isandhed det raa Gemyt, der ingen Grændse kjender i sin Forvildelse. Raaheden og Uopdragenheden er vistnok sig selv lig overalt, men kommer den religiøse Fanatisme til, ere alle Baand løste, da maa man sige med Digteren:
«Det Skrækkeligste af alt Skrækkeligt,
er Mennesket i sin Forvildelse.»
Disse Historier vil bestemt blive tagne til Indtægt af dem, som præke mod Mormonerne og ingen Troesfrihed vil vide af. Her kunne de sige: «Der ser man, hvad det leder til at lade uvidende Mennesker styre og raa sig selv. For de Umyndige maa Kirken og Staten optræde som Formynder» osv. Der ligger unægtelig meget i en saadan Indvending, men vil man lære noget af Erfaringen, maa man bekjende, at alle slige Formynderskaber har arbeidet rat mod sin Hensigt. Ved at forbyde en Ting, ægges den menneskelige Natur til at søge den, og Menneskene ville faa gjerne være Martyrer, at det er ufornuftigt at give dem Leilighed til at blive det. Der gives ingen anden Raad til Opdragelse end Oplysning; kan være, at det gaar sent med at faa den almindelig udbredt, men den er det Eneste, Kirken og Staten kan gribe til. Her viser den religiøse Fanatismus sig atter; den vil have Tvang, og drømmer ikke om, at den netop derved modarbeider sin egen Hensigt, som den iallefald indbilder sig er at fremme det Gode; den tilintetgjør sit eget Omvendelsesverk, fordi Fornuften hos Menneskene lykkeligvis ikke er uddød. Man skulde ellers tro, at en slig Troestvang ikke længer spøgte i noget Hoved, som kunde udtale sig; men en saadan Tro er for rask; her har jo nys i vore Aviser været en heftig Strid om det Uforsvarlige i, at man taalte Mormonismen. Det er iøvrigt smaat nok bevendt med Taalingen. Mormonerne have været forfulgte nok, og det er vist ligesaamange, der sige, at de ere forfulgte for meget, som de ere, der sige at man har gjort forlidet af det. Overhovedet maa vel Tilstanden siges at være saadan, at den ikke er tillags for nogen af Parterne; de, som ville have Tvang forarge sig over Dissenterloven og den Frihed, man indrømmer Katholikerne og nu den engelske Kirke her inde i Christiania. De, som paa den anden Side ville have ubegrændset Frihed, finde §ne 2, 16, 92 o. fl. i Grundloven, samt §ne 1 og 2 i Kriminallovens ottende Kapitel altfor intolerante.n66 Det er en Mellemting af Frihed og Tvang, som kanske er det Fornuftigste for Tiden, men som ingenlunde har Konsekventse og Holdning i nogen Henseende. Dette bør man komme ihu, naar man drager tilfelts mod Intolleransen;n66a den har en Støtte i Lovgivningen, som gjør den juridisk berettiget i det Mindste, og man var aldeles ikke billig, da man kastede sig saa graadigt paa dem, som for en 10 à 12 Aar siden ytrede Betænkelighed ved at ophæve Forordningen om religiøse Forsamlinger. Det var juridisk konsekvent og mere i Lovgivningens Aand end Dissenterloven. Saalænge man holder fast paa en Statskirke, hvortil Alle maa bekjende sig, som vil vente Befordring i Staten, saalænge bliver det en Modsigelse at tolereren67 andre Kirker, og man sætter en vis Troesbekjendelse i Forbindelse med jordisk Tab og Vinding, som Fornuften umulig kan finde rigtig. Man slaar Døren paa vid Væg for Hykleri, og Erfaring vil nok lære, at man heri ingenlunde har gjort vel. Statskirken bliver tilsidst staaende igjen med sine beslikkede Præster og Menigheder, for hvem enhver Religionsbekjendelse er ligegyldig. Statskirkens Tjenere vil ikke have Magt til at stille de hungrende Sjele tilfreds, de træde ud eller udvandre og Statens Kraft bliver svækket; man bliver nødt til at forfølge Separatister og indskrænke deres Rettigheder endnu mere.

Nr. 306/1852; fredag 31.12.

[Om norsk språk; julelitteraturen]

Korrespondance
Christiania, den 29de Decbr.
I Tilskueren har en Mand, som efter alle Mærker er Professor Monrad,k661 været ude og skrevet om «Norskheden» gjennem to No. Det er forbausende godt skrevet og skjelden er det vel at se en saa klar Fremstilling. Artikelen gaar ud paa, at det er ganske rigtigt handlet at optage Ord og Vendinger af Bygdemaalene. — At give en kort Fremstilling af denne Afhandling gaar ikke godt an: Alt er saa sammentrængende, at Intet kan rives ud eller skjæres væk; det bør læses altsammen, og Tilskueren kan med Sandhed være gjil af saavordne Sager, og faar den mange slige, vil den blive et uundværligt Blad. Artikelen har ogsaa den Godhed at den ikke blot snakker, men siger virkelig noget: der er nemlig mange nationale Ord og Vendinger i den; forresten taler den mere om saadanne end den bruger dem, og det er vel noget som ikke kan undgaaes ganske: «De æ bæri aa seia hel gjera noko tes.»
Forfatteren holder paa Middelveien, og den kaldes da ogsaa gylden. Det er iøvrigt tvivlsomt om Middelveisfarerne udrette synderligt i Verden; Erfaring taler stærkt derimod. Det er Resultatet, som skal være Middelveisfarer, naar Modsætningerne have brudt sig; saa gaar det til i Politiken og alle menneskelige Gjerninger; Enden kan alene raake den sande Middelvei. Man kan derfor sige om en Middelveisfarer, at han formodentlig træffer det Rette, men vis paa det kan man ikke være, for da maatte man kunne leve baade i Nutiden og i Fremtiden paa en Gang.
Det tykkes ellers paa Tiden, at man nu snart slutter med al denne Formening og Theoretisering og bliver mere indholdig. Det nytter aldrig et Grand at snakke, man skal handle og tie stille om det man gjør; det er Andres Forret at dømme: enten altsaa skrive nye Ord saalænge Læseren taaler dem, og kanske lidt mere end han taaler med Godom, eller ogsaa holde sig strengt til det danske Sprog; det kan blive noget af, og det viser Folk, som véd, hvad det vil og har Mod til at gjøre som de vil. Naar Folk snakke mere end de handle, saa er Skaberkraften borte, eller har der aldrig været nogen.
Det hele Sprogsnak har visselig udrettet fint lidet: de som ikke taalte nye Ord før, taale dem ikke bedre nu, og de, som taalte dem før, taale dem fremdeles ompas det samme. Man kan ikke snakke saavordne Ting ind i et Menneske; man skal øve det til at taale og ikke taale: om hele Verden siger, at det og det Ord er det rette, saa hjælper det ikke en Stub, naar det støder mig, jeg maa se og høre det saa ofte, at det Stødende falder væk. Man kunde derfor tilraabe Sprogfolkene:
Ti nu bare stille og gjør noget!
Vi have faaet en ret vakker Juleliteratur, og da det ved den Slags Literatur — som Juleklap — væsentlig maa komme an paa Udstyret, nemlig paa det pene Papir, vakre Typer, smukke, Omslag eller Bind, saa vil jeg for dennesinde holde mig til dette Udenpaa, og maa da yde Dzwonkowskik662 den Ros, at han er en god Forlægger: hans Kalender er bestemt noget af det Bedste, man ser af det Slags i vor Bogverden. Portræterne er nu ikke rare; de ere af samme Tøi som Billederne i «Nyhedsbladet,» og de ere som bekjendt ikke gode. Men det er nu ikke Dzwonkowskis Skyld; det er Træskjærervidenskaben hertillands som har det at tynge paa sig. Dzwonkowski staae paa Tidens Høidepunkt — som Filosofer sige — og mere kan man ikke vente af ham. Tegnekunsten faar vel ogsaa sin Rem af Huden; thi det var vel ligesaameget Tegneren som Skjæreren, der bidrog til at f. Ex. Skuespiller Jørgensenk663 og Hagenk664 saag ud som de saag. Naar man altsaa kan komme over fint Papir og vene Typer, kan en Forfatter godt gaa til Dzwonkowski for den Skyld med Manuskript: hans Ord kommer vakre ud i Verden, om de ere gode, bliver hans egen Sag. Dzwonkowski sørger bare for Navne, og gaar i denne Omsorg endog saa vidt, at han sætter det som Anbefaling for en Bog, at en vis Mand har læst Korrekturen til den — jeg mindes ikke bedre — dersom det endda var en berømt Korrekturlæser!
Dzwonkowski er saaledes en god Udstyrer; Synd alene, at han skal leve i saa smaa Forhold; han kunde godt faa en smuk Literatur istand; det staar nu til Forfatterne at gjøre den god.
Tønsbergk665 har ellers havt Ord for at levere det Smukkeste; han leverer overmaade smukke Ting endnu, men han synes i den senere Tid at have slaaet sig mere paa det gode f. Ex. Folkeviserne. Han leverer jamt og samt Pragtverker, det er sandt, men disse ere mere Kunstverker end egentlig Literatur — «Nationaldragterne» og «Folkelivsbilleder.» I de egentlig literære Verker, Munchsk666 Historie og Wergelandsk667 Skrifter f. Ex. gaar man ikke hans Renomé for nær ved at sige, at enkelte Ting hos Dzwonkowski ere ligesaa godt udstyrede. De ere dristige Mænd begge to, og det er ikke deres Skyld, om Literaturen ikke bliver udmærket. Man burde gjennemgaa Juleliteraturen. Jeg har nu talt om Udstyret, Andre kan holde sig til det Indvortes, om man tror at gjøre noget Gagn med det. Det er vel her som ved Sproget: man bør helst tie stille og gjøre noget, undtagen man virkelig skriver Kritiker som har literært Værd, men da gjør man jo netop noget ogsaa. Den løse Kritik er ufrugtbar; den er bare Snak; ingen bliver klogare af den; de almindelige Aviskritiker er noget af det mést ørkesløse, man kan tænke sig.




1853

Nr. 1/1853; lørdag 01.01.

[Ved årsskiftet: fjellbonden, handelsmannen, embetsmannen og pressa]

Korrespondance
Godt nyt Aar, og Tak for det gamle, er en gammel vakker Hilsen paa Nyaarsdagen. Man glemmer da Livets Fortrædeligheder, og mindes det Gode, man nød paa det svundne Aar; man takker for alle gode Gaver, og haaber at det nye Aar skal blive ligesaa rigt paa Velsignelse; man kommer det skjønne Sprog ihu: «Den Gud, som før har hjulpet, han vil fremdeles hjælpe.»
Det, som er en gammel Skik, er altid smukt og sandt. Slægt efter Slægt holder ikke fast paa noget, som ikke staar sin Prøve, og det er intet godt Mærke at lægge af gamle Skikke, saalænge man ingen bedre har at indføre.
Naar man saadan havde hilst og ønsket til hverandre et godt Aar, satte man sig og talte om de vigtigste Begivenheder i det svundne Aar, med Anvendelsen: «hvordan vil det nu blive ad Aare?»
Fjeldbonden vil saaledes sige idag: Det var et velsignet Aar dette gamle, som reiste fra os inat. Her havde i mange Aar været kolde Somre, og vi vare redde for, at her ikke skulde blive boendes, vilde det holde saa paa, men iaar var Gud igjen saa god, at han lod Solen skinne varmt og Regnen lædske Jorden, naar den begyndte at tørste. Det har i Manneminde ikke været en saa herlig Sommer som i Sommer. Hvor før har ligget tykke Snéfaanner, stod Græsset saa tykt og høit, at det laag nede; Buskapen blev féd og vi fik en Velsignelse af Smør og Ost. Saameget Høy som iaar, kan jeg ikke mindes, jeg har havt op paa Heien, og min Høy og Kornstade er over fire Vægge høiere end ifjor. Jeg fik baade mange og gode Poteter og de raadne ikke saameget som mange Aar før; jeg fik dem tørre ind: det var et usædvanligt Høstvær; Sommeren saa næsten ud til at ville være her Vinteren over; men saa reiste den med én Gang og Vinteren kom uden Forbud med Slud og Sne, saa at jeg ikke fik kjøre fram alt Tømret mit. Det er mest det eneste, jeg kan klage over, men, det er ikke skikkeligt at tale om saavordne Smaating naar Alt er saa vel. Det er ellers sandt: det har været en lei Vinter nu før Juul; jeg har ikke faaet kjørt saameget som jeg pleier af Ved og Høy; men saa bliver vel Vinteren saameget bedre efter Juul, og om Somren ikke bliver saa god som ifjor, faar vi tage det Onde med det Gode. Forresten tryter ikke det Gode heller. «Han» han har ligesaameget gulvet som givet. — — — — — —
Handelsmanden maa sige: Ro og Sikkerhed er vendt tilbage, og jeg har faaet solgt meget af den Last, som laa og graanede i disse usikre Aar; Handelen er bleven gaaende igjen og jeg kan gjøre Udvei, naar mine Bønder komme. Bare nu Freden vilde vare! Frankrig er vort bedste Marked, og jeg maatte for den Sag ønske, at L. Napoleonk668 kunde sitte i Ro og Fred, saalidet jeg end holder af ham. Naar man snakker om Krig, bliver det vi Handelsmænd, som nærmest staar for Stødet, og Handelen maa tilsidst blive den, som gjør Krig umulig. — — Vi kan altsaa haabe paa Fred dette nye Aar ogsaa, og naar Alt gaar i sin Gjænge, kommer vi vel ud af det. Her er forresten en trang Pengetid, man siger, der er lidet at faa i de offentlige Indretninger. Besynderligt! og det har dog været et godt Aar. Det er tvende Ting, som kan bevirke en almindelig Pengemangel: Enten bærer ikke Omsætningen Pengemassen eller ogsaa bærer Pengemassen ikke Omsætningen, saadan som i 1842. Det maa være det samme i Aar, siden Aaret er godt og Alt har gaaet vel. Udsigterne ere eller mørke for den, som ikke sitter i en stø Vei: her bliver flere Kjøbmænd Aar for Aar; der er Butiker paa hvert Hjørne, og jeg skjønner ikke, hvorledes de kan tjene Sukker til Kaffen end sige Mad og Klæder—; men derfor løber ogsaa Mange sin Kos; sligt kan ikke vare; men her er vel intet at haabe med det første: der skal Tid til, før alt jevner sig. — — —
Embedsmanden kunde gjerne sige: Iaar har jeg mere end før kjendt Smækken af disse nyere Love, og næste Aar bliver det vist ikke bedre; en sporteleret Embedsmand maa heller ønske sig tilbage end fremad; det gaar Krebsegangn68 med ham. Hvad skal en slig Mand gjøre, som i «den gode Tid» gik hen og lagde sig til en Mængde Børn? Og hvad Lovene ikke tager fra os, det tager Opinionen, jo vi er’ deran! Man synes nu ikke at trænge til Embedsmænd; Verden bliver saa klog at . . . og er den ikke klog, er den idetmindste vrang. Tør vi vente nogen Forbedring iaar. Disse velsignede Aviser — — — Arbeiderbladet og Morgenbladet — — —
Hvad skal Aviskriverne sige idag? Pressens Velgaaende! Den kommer sig, hvad man saa end skriger om den; naar man sér, i gamle Avisfugger, saa sér man det; man var da rent rebelskn69 i gamle Dage; nu er man da ikke værre end dum og ondskabsfuld, egentlig raa er man sjelden. Her i Norge var den ogsaa ifjor fri og bliver det vel ligsaadan ad Aare; bryder den sig selv ikke ned, vil den være i bedste Velgaaende; men det ser stygt nok ud: i Folkemeningen har den ikke stort at sige. «Det staar i Aviser,» betyder ikke stort; det er et Cainsmærke paa Tanken, og dog læser man. Vanen — — — — — — — — —

Nr. 2/1853; tirsdag 04.01.

[Praktisk og upraktisk; fridom og skaparevne]

Korrespondance
Christiania, den 31te Decbr.
Aviserne have havt mange lange Stykker i den sidste Tid; Posten har især været frugtbar; der har saaledes nu nys staaet et langt Stykke om Modersmaalets Plads og Betydning i Skolen. Det er et Modstykke til de almindelige Bestræbelser at give Undervisningen en «praktisk» Retning, en Retning, som man kjendelig sporer saavel i Tidens almindelige Gang som i Undervisningen. Det er godt at Livet er praktisk; men det maa ikke i sin praktiske Retning arte sig tankeløst og raat. Livet har et høiere Maal end det, som nærmest for Haanden ligger. Det er ikke nok, at man lærer mangt og meget, Sagen er hvorledes man lærer det. Kundskabens Mark er uendelig og det enkelte Menneske vil aldrig kunne erobre den ganske; lidt mere eller mindre har ikke stort at betyde, og som Hukommelsens Eiendom er det en Skat, Møl og Rust kan fortære. Det humane Gemyt, den bøielige og modtagelige Aand er derimod noget, som giver Mennesket mere sandt Værd og gjør det skikket til at finde sig i og finde Udveie i alle Livets Forhold. Man har Exempler nok paa Ynglinge og Mænd, som kan meget men ere hjælpeløse og klodsede i Livet, medens man paa den anden Side sér Mænd, der kan mindre, men som forstaa at bruge, hvad de kan. Det er de sande praktiske Mennesker, men man skaber ikke saavordne Folk ved at lære dem mangt og meget og gjøre Undervisningen praktisk, som man siger. Forsaavidt som sligt kan meddeles og ikke er en Naturens Gave, maa det derimod komme gjennem den tænksomme Læring, der sammenknytter de enkelte Ting, og ordner dem ind under en høiere Lov; men en saadan Undervisning er netop for den flade Betragtning upraktisk, der altid siger: Lær noget! Lær noget! saa jeg kan sé og tage paa det. Dette kalder man at lære noget «nyttigt» og sér ikke, at man netop er paa Veien til det unyttige og ufrugtbare. Det er nu faa sin Sag at snakke om det nyttige og praktiske. Hvad er praktisk? Den stille Tænken eller det travle Liv? Da Liebnitzk669 og Newtonk670 gjennem et stille og anstrængende Studium opdagede mange af Mathematikens høiere Love, sagde visselig Verden at de vare upraktiske, men da holdt de netop paa at finde det, som gjorde Nutidens Machiner mulige; disse ere dog praktiske nok. Paa Spørgsmaalet om han af Latin og Græsk havde lært at styre og regjere saa godt, svarede en berømt engelsk Statsmand: «Nei, men Sprogene har skjærpet min Tænkning, gjort Aanden bøielig og givet mig det sikre Blik, som i ethvert Tilfælde lader mig finde det rette.» Hvad var her det Praktiske? Man maa ikke lade sig narre af det, som ligger nær. Hvad der viser sig at være en Trang for den menneskelige Aand, det er altid praktisk, hvor upraktisk det end sér ud.
Det var derfor visselig klogt, om man holdt op at snakke om det Praktiske og det Upraktiske, især naar man taler om Skolen: det er bare Ensidighed det, og Posten har Staven i den rette Haanden, naar han ivrer mod denne evige «praktiske» Retning, og leder Tanken hen paa Aanden, som maa blive det Hele.
Her er Posten konservativ i en god Betydning, og bliver derved en Magt, som er al Ære værd.
Han er ogsaa konservativ i Sprogstriden og det mann70 man respektere; det er ikke rigtigt at klandre ham derfor: han udfylder en Plads, som ikke kan staa tom. Han bliver alene barnagtig, naar han kommer med slige Hjælpetropper som de enkelte Sprogbemærkninger, man i disse sidste Dage har seet hos den.
I Morgenbladet staar idag et Stykke fra det Engelske med Overskrift: «Frihed og Geni.» Det er en veltalende men smagløs oversat Paavisning af den inderlige Sammenhæng, der maa findes mellem Friheden og Geniet. Der opregnes meget belæst de mange Lande i Verden, hvor Geni har staaet og faldt med Friheden. Dette er smukt og sandt, men naar der udhæves, at det er de fremmede Erobringer, som have kuet Genierne, saa er man overfladisk. Det var ikke Persernes, Grækernes og Romernes Undertvingelse som bevirkede, at Kunst og Videnskab døde hen; det var den Fordærvelse, som gjorde Erobring mulig, der bevirkede det. At Grækenland blev undertvunget af Rom og Rom af Germanerne var ingen Skade, Skaden var, at Grækenland og Rom var ødelagt af sig selv i Forveien. Et Folk bliver ikke undertvunget og dræbt, som fortjener at leve, og det Folk, som taaler Trældom, fortjener ingen Frihed.
Bemeldte Opsats er kjendelig et Partiskrift mod Napoleon,k671 som især Englænderne tror vil føre Krig og erobre. Englænderne ere rædde for Hevn over sin Medfart med Napoleon, og kjender man det engelske Folk ret, saa tage de alle Forholdsregler baade ved at ruste Skibe og væbne Gemytterne. Mon det var samme Forudseenhed, som bestemte Morgenbladet til at oversætte Artikelen for os? Det staar intetsteds i Artikelen at den er skreven i det Øiemed, men det forekommer mig sandsynligt; derfor er dog Artikelen lige god. Det, som er smukt bliver smukt ligefuldt, om man paa en tilladelig Maade benytter det som Redskab til noget praktisk nyttigt.

Nr. 5/1853; fredag 07.01.

[Språkstriden]

Korrespondance
Christiania, den 5te Januar
Nu har det alt længe været forlænge med Sprogstriden; den bliver modbydelig, og man maa have den Tillid til Folks Takt for rette Maal og Maade, at de ikke mere læse disse evige Opsatser om Norskhed og Danskhed i Sproget. Det er Spalter paa Spalter i disse druge Blade og det vilde være en ikke ringe Straf for literære Flauheder at blive dømt til at læse om igjen det, hvad der er skrevet om Sproget i den sidste Tid. Det er haardt nok at læse det én Gang, og en større Tugtelse, fordi jeg vil skrive nye Ord og Vendinger, kan jeg ikke faa, end den, at maa følge med denne Sprogliteratur, der er en sand Kvægsyge paa meget faa Undtagelser nær. Ingen skulde have seet slig Forstokkenhed: snakke om Norskhed og norsk Sprog, og skrive kav Dansk med isprængte Ord, som ere henta endnu længere sydfra. Det er at «seia et og gjera et andet,» saadan som man altid har for Skik at sige om Præsterne. Mener de gode Herrer det oprigtigt med sin Norskhed, hvorfor skriver de da ikke mere norskt? De maa dog vide, at Snak ikke hjælper det mindste. Kan de ikke skrive norskt? meget rimeligt, men saa kan de dog vise en god Villie. Kanske de vil bie til de altid kan blive sig selv like (konsekvente)? Da faar de saamæn bie bra længe. Følgerigtighed er noget, som godt lader sig tænke, men ikke udføre, undtagen tilnærmelsesvis i Mathematiken. Livet taaler ikke Følgerigtighed af den gode Grund, at vore Tanker ere altfor ufuldkomne til at kunne udholdes, naar de faa Liv og i en paatagelig Skikkelse spadsere om i Verden. Dette er for galt, sige vi, naar vi sér dem, saa ændre vi paa dem, og «læmpe os efter Omstændighederne» og — Følgerigtigheden er gaaen i Vasken. Dette faar man finde sig i; der er ingen Raad for det; men saa skal man ogsaa være saa god og ikke blære sig med at snakke om Følgerigtighed. Snakke om Følgerigtighed i Skrivemaaden! jo det skulde se vent ud, naar man skrev følgerigtigt: det vilde bare vera Tussar, som kunna læsa det, ikke at tale om, at det vilde være en Fornegtelse af al Sammenhæng i Udviklingen, der altid er en Ledkjæde. Man kan gaa mere eller mindre vidt i Brugen af nye Ord og Vendinger; det er alt; men noget vidt maa man gaa eller ogsaa tie mut stille. Hvad er desuden mere usammenhængende end selv det stiveste Bogsprog? Det er Brokkern71 af fremmede, danske, norske og svenske Ord, saa man kan blive rent fælen, naar man tænker paa det.
Er disse Folk, som saameget skrive om Sproget, bange for at de skulle blive latterlige ved at skrive mere norsk? Kan nok hende. Men hvem skal le af dem? Folk, som ingen Forandring vil vide af? Men deres Latter maa jo netop være en Ros for dem, dersom de tror, det er rigtigt, hvad de gjøre; og tror de ikke, det er rigtigt, hvorfor snakke om sligt? Nei, da er Rektor Vibek672 en anden Mand, og han skriver da ogsaa uligt smukare end alle de andre; der er Finhed i hans Skrivemaade og den er likesaa norsk som de andres. Nu ikke et Ord mere paa længe om Sproget; det vilde være Dyreplageri at holde længer paa med det.
Dog lidt endnu, dersom man kan kalde dette at tale om Sproget. Tilskueren, om jeg mindes ret, anførte det som et Bevis paa Dagenes Flauhed i Politik at Aviserne saadan hamra med Sprogsagen. Dette vil likesom sige, at Politiken var en mere fornuftig Ting at snakke om i Aviser end Sproget. Man har rigtignok vant sig til at tænke Aviser og Politik som ét og det samme, men denne Tanke er henta fra en Tid, da Politiken var stor og Aviserne smaa; nu er dette Forhold vendt om: Politiken er liten og Aviserne store; og dersom Aviserne ikke skulde tale om andet end Politik maatte de komme tomme ut. Sprogsagen kan vistnok blive kjedelig, men saa kjedelig som Politik bliver den ingensinde, og Politiken er desuden noget, som blot er for den ene Dél af Menneskene; Kvindfolk kan ikke politisere; Sproget er derimod deres Eiendom ogsaa; det er jo Kvindfolk, som snakker mést smukt; disse nye Ord og Former vil rigtignok ikke tage sig ud i Damers Mund, men disse Sprogskrivere herinde bruge da heller ikke synderlig mange nye Ord og endnu færre nye Former. Tilskueren bør derfor ikke klage over at man skriver om Sprog og ikke om Politik. Det er nu ellers et Spørgsmaal, om ikke Aviserne mere burde holde sig til andre Ting end Politik og Sprog, f. Ex. til Guano og de dermed beslægtede Sager; det er brugbare Ting; det er igrunden Betingelsen for alt Velvære, og Aviserne skulde netop staa i det daglige Livs praktiske Tjeneste. Dersom Arbeiderbladet havde snakket om Sligt istedetfor om Stemmeret, saa havde det gjort stort Gagn, og disse Sprogskrivere havde sikkert udrettet mere med Afhandlinger om det Slags, end med sine ufrugtbare Formeninger uden Anvendelse; jeg er endog tilbøielig til at tro, det vilde have været mere gavnligt at skrive om saa fortærede Ting som Spisesedler, ikke at tale om Kogekunst; bedre havde det iallefald været end at skrive om Politik, og man tør haabe, at Aviserne engang vil komme efter, at de altfor lidet har holdt sig til den brugbare Side af Livet, men sverma om paa Politikens Sandsletter, hvor intet grønt Straa er at finde. Det er mærkeligt, at Tilskueren, som unegtelig er en praktisk Mand, skal lade sig forstaa med, at Politiken er en Mad for hver Avismons. Det er lutter forlagte Tanker, som vel kunde bydes Folk før, men vanskelig nu. Aviserne bør nok ellers indskrænke sig til at være Kommunepresser, de kan saa ikke løse den Opgave, Somme har stillet dem, nemlig at være et dagligt Speil af Literaturen i det Hele, en Skillemynt af Tankernes faste Banker, som ere nedlagte i Boglader eller ligge i Ho’dernes Skakter som Sølvet før det er bragt i Dagen. Aviserne kan ikke være et saadant Speil — de give et skakt og skeivt Billede — heller ikke en slig Skillemynt — det er bare (Fille)penge, lik’som Theaterplakaterne. Aviserne faar iøvrigt være, hvad de kan, kun ikke politiske — det er ikke paa Moden nu — heller ikke Beholdere for ufrugtbare Bemærkninger over Sproget — det er udslidt og kjedeligt. De skal først og framst erkjende sig for, hvad de er, og da vil man bære over med dem; men det lære de nok aldrig; de ere utrolig vigtige af sig. Naar man hører dem, skulde man tro paa Maalet, at de vare Visdommens Herolder.

Nr. 7/1853; søndag 09.01.

[Teaterfestivitas for kongen]

Korrespondance
Christiania, den 7de Januar
Efter Opfordring i Posten gav man igaarkvel atter Festlighederne paa Theatret for Kongensk673 Helbredelse. Man kunde være fristet til at komme med en Opfordring end engang, saa smukt og nydeligt er det. Dekorationen er hævet over al Ros; det Hele er saa harmonisk og straalende, at man bliver sat i den blideste og mest forsonlige Stemning, og det er mere end Kunstnydelse, idet Tanken ikke lader sig nøie med den beskuede Gjenstand, men finder den som et Billede paa noget Alvorligt og Glædeligt, hvorved den dvæler. Prologen var — som det meste Welhavenk674 skriver — smuk og smagfuld uden egentlig poetisk Gehalt; den havde forresten mere poetisk Anskuelighed end vanligt er til Leiligheder; der var heller ikke mange Enjambements og lette og tunge Stavelser paa uret Sted, disse Vanskeligheder for Deklamatoren, og Stød for dem, som maa høre paa ham; naar han i et Aandedræt maa balle sammen to-tre Linier, som ovenikjøbet kan være rimede paa hverandre, for at faa Mening, klinger det unaturligt, og naar man hører en tung Stavelse, hvor der skulde været en let, saadan som i Prologens sidste Linier, der begynder med Ordet «prøvet,» da er det som naar man i Dands kommer ud af Takten — høist ubehageligt. Man ærgrer sig over Poetens Klodseri og beklager den stakkars Deklamator, som der maa staa og gjøre noget af en ubekvem Materie, og han er som oftest ingen Skaber, saa der kan blive noget af det. Slige Ting kan til Nød læses men ikke deklameres, og jeg har ved flere Leiligheder, naar Digt, Prologer osv, ere fremsagte, forundret mig over, at nogen Deklamator har villet indlade sig med saavordne umusikalske Orddynger. Jeg mindes godt Jørgensenk675 herom Aaret, hvor han ordentlig syntes at tage likesom et Tilsprang for at komme ind i Takten igjen, naar Poetens Ubehjælpelighed havde puffet ham ud af den. Det var en rén Lidelse at se og høre det. Var jeg Deklamator, vilde jeg bede DHrr. Klokkere af Poeter at deklamere sine Saker selv; men de ere vel forpligta til det og have kanske ikke altid aabent Øre for den sproglige Musik, som aldrig tør savnes i et Digt; kanske ogsaa det kan komme af de forskjellige Meninger om, hvorledes et Digt bør væren72 for at kunne deklameres godt og atter igjen, hvordan Deklamationen bør være. Lette og tunge Stavelser paa Uret Sted kan nu aldrig lade sig forsone med Øret eller Lovene for bunden Stil, det er skjær og klar Vildhed, men om Enjambents eller Versliniernes Sammenhæng efter Meningen, hvorved da Rimendelsen bliver betydningsløs, derom ere Meningerne forskjellige. Mange og deriblandt Postens Kritikus tager det som en Feil, at Rimet bliver hørt, atter Andre, hvoriblandt jeg, vil at Rimet kjendelig skal høres, vel ikke i saa bestemte Pik som Pendulhugget, men dog saa tydelig, at Karakteren er der. Hvi giver man ellers Verset Rimendelser? I de gamle Sprog, hvor ingen Rim vare, men blot Stavelsemaalet (Fodmaalet, Metriken), der maatte man raadspørge Meningen og intet Andet, forresten var nok ikke Hexametret (en Verslinie paa 12 Stavelser) uden Betydning, og det maatte respekteres, om Meningen med Liniens Ende ikke var ude eller om der intet Hvilepunkt var (Cæsur). I de moderne Sprog maa man da saameget mere gjøre det, hvor Rimendelser er noget meget væsentlig i et Digt, hvor denne gamle Versebygning uden Rim er noget kunstigt efterlignet, som da heller aldrig tiltaler den almindelige Mand, der ikke har forvænnet sin naturlige Sprogfølelse ved at læse de antike Vers. Er nu dette saa — som det ubestridelig er — bliver det en fuldstændig Misforstaaelse af Sprogets Aand og Rimets Betydning med Vold og Magt — som vanligt skér — at trænge Rimet i Baggrunden ved sin Deklamation, ligesaagalt som at hugge paa Rimet og standse et Bil om Meningen ikke er ude. Her maa man lade begge disse Ting ske sin Ret: Rimet maa godt høres og Meningen ikke forsømmes, og netop heri ligger det Vanskelige for ikke at sige umulige, naar Digteren ikke lader Rimet falde sammen med Meningen eller med en Afdeling i Fodmaalet. Slike Vers kan ikke deklameres, det bliver Usands. — Wihek676 skal deklamere godt, men, har man ogsaa bemærket, han spiller vel meget, naturligvis, Skuespiller; det er ikke godt at gjøre tillags; den Bemærkning trængte sig ind paa mig igaarkvel, da jeg ikke fandt mig aldeles tilfredsstillet af hans Deklamation, kanske var det Mælet som gjorde det, uagtet Wihe unægtelig er den af Skuespillerne nede i Skandinavismen som dansker mindst. Jeg beklager mig, at den danske Tunge bliver mig mere og mere utaalelig fra Scenen: mange af disse danske Skuespillere spille fortræffeligt; det er en Vederkvægelse at se dem; igaarkvel var de just i sit Es, og Stykkerne vare morsomme, skøieragtige*), om man vil, men vittige og dermed retfærdiggjorte, dersom man ikke er altfor nøieregnende med det Slibrige. Publikum lo da ogsaa hjerteligt og jeg lagde netop Mærke til at endog fine Damer løynte sig**) — Gudbevares — til at le; de lo i det fine Lommetørklæde eller nede i Barmen saa «Bringa huska» og det var i sin Orden: Damerne have ogsaa Sind og Sands for det morsomme, man tør ikke uden Plumphed sige, for det Kommerslige. «For 10 Aar siden» og «Tre for Én» ere kommerslige, og strænge Folk vilde kanhænde sige, at det ikke var saa ganske taktfast at spille saavordne Stykker ved en slig Leilighed efter den alvorlige Prolog og den høitidelige Dekoration; men Publikum kan ikke længe være alvorligt og høitideligt; det vil more sig, og mange Folkeslag dyrke endog sine Guder med Fornøieligheder, skulde det da ikke Sømme en Theaterdirektion at muntre Folk med Antydninger dertil og vittig Skjemt ovenpaa den glade Følelse for deres Konges Helbred? Ret gjort var det; passende, om man saa vil; morsomt under enhver Omstændighed, og dermed er baade Publikum og Direktionen tjente.
Derimod vare de, som raabte «Gud bevare Kongen» ingenlunde vel tjente, eller rettere, Publikum kan ikke være tjent med sin utidige Tilbageholdenhed ved en Leilighed som denne: det burde have stemt i med, men det gjorde det yderst sparsomt; det taug, om jeg mindes ret. Derimod gik det saa taaleligt med Hurraraabene; man var da kommen paa Glid likesom Sauane, der hobevis kaste sig over Bakken, naar én eller to først har vovet Spranget. Det er saa daaset Publikum ved slige Leiligheder; nu var det netop Tid til at Stemme i af fuldt Bryst baade Raabene og Nationalsangen, og det vilde ogsaa inderlig gjerne have gjort det, men, det sat der og glodde paa hinanden indtil Øieblikket var forbi. Kanske man bør bedømme det mildere, det er frisindet, paa en Maade republikansk som vore Institutioner, og disse Raab ere mod dets Natur, saa virkeligt loyalt det til Maade end er; nu gaar det som Kværnen i denne Garen, og kan ikke ringe om sig en anden, før det længe faar malet og knurret sig. Til Sligt er nu ikke Tid, og det gaar som det gik. Det er Mangel paa Øvelse: i en Residensstad faaes den først. Et saadant Publikum kan let blive miskjendt; men høie Vedkommende vil ikke miskjende det; Storbladene gjøre ogsaa Sit til, at det ikke bliver miskjendt, idet Alt fremstilles idealiseret, og for det bør virkelig Publikum være Bladene takskyldige. Publikum er i Grunden godt med alt sit Daaseri, rigtig un bon diable som Franskmanden siger.
*) Prøve paa en Oversættelse af det farceagtige.
**) Løyne sig til noget, gjøre det i Løndom.

Nr. 11/1853; fredag 14.01.

[Portretta i Illustreret Nyhedsblad]

Korrespondance
Christiania, den 12te Januar
Jeg vil snakke lidt om «Nyhedsbladet» denne Gang. — Hvad skal Nyhedsbladet levere? Nyt. Jovel, men hvad er nyt? Naar det ikke vil holde sig til politisk Nyt som Posten f. Ex. og heller ikke rende med Bynyt, men overlade dette til Kvindfolk og Kopister, saa er det ikke godt at skjønne, hvor Nyhederne skal komme ifra: de fleste Ting, som Folk pleier at opbygge sig ved, ere atter og atter trykte, altsaa ingen Nyheder, medmindre Bladet var bestemt for Almuesmanden, og det er det ikke; derom vidner det strunke Bogsprog, det fordetmeste fører; derom vidner ogsaa de mange Skilderier, det koster paa sig i dyre Domme: Almuesmanden skjønner sig nemlig ikke stort paa andre Skilderier end Mansanlit; det øvrige er ham noget tydsk. Nu har vistnok Nyhedsbladet havt mange Mansanlit (udtales Manslik); men de fleste ere Folk, som have været afskjeldra før, altsaa intet Nyt; vistnok har det heri gjort hæderlige Undtagelser, og derved grebet — kanske uden at vide det — Staven i rette Haanden: det har nemlig levera Billeder og Bestridelser af Mænd som f. Ex. Borgermesteren, Præsten Hallingk677 og et Par Skuespillere, lutter nye Manslik. Det er i denne Retning det skal virke; det faar vel Skrub i Førstningen, men vil det være Nyhedsblad, maa det ikke kjere sig om Puf, saameget mere som det kan vente, at Erkjendelsen vil komme i fuldt Maal, naar Kritikaklerne have trukket ind sine Følehorn, fordi de stak dem ut i urette Tid.
Værre er det, at det vækker en ganske frygtelig Misundelse blandt dem, som se sine Standsbrødre komme først i Bladet og blive fælne over at ikke oksaa de skal komme, eller føle sig stødte fordi de ikke kom først ind selv. Saaledes er det mig fortalt, at en Skuespiller dominerte og bar sig, fordi han ikke kom ind før Hagen,k678 og at en anden opsagde Bladet med en lang Klamamus, man kunde godt skjønne, fordi han ikke var afskjeldra der han oksaa. Sligt kan man vente: Kunstnerne ere kilne af sig; det har allerede en gammel Poet, som hed Horats,k679 bemærket. Mærkeligt, at ikke Præster og Theologer ere vordne sinte, fordi Halling kom først, og Jurister, fordi Borgermesteren nød den første Ære; men disse Skilderier stode i Forbindelse med Studenterfesten, og Embedsmænd ere vel heller ikke saa pirrelige som Kunstnere; forresten véd Ingen, hvad Misundelse der kan koge i mange Barme for dette Spik. Dzwonkowskik680 vil af Opsigelser paa Nyhedsbladet kunne se hvordan det staar til.
I slike evige Forviklinger kommer man, naar man ingen Regel følger; man maa følge en Orden og denne maa ligge klar for Alles Øine, saa man véd hvad paafølger.
Jeg vil tænke mig en saadan Orden, og vil Nyhedsbladet følge den, skal det ikke tage Skade: det vil faa saamange Abonnenter, at det kan slippe med Tombola; Nyhedsbladet vil blive som det var saltet. Gjetter Du, hvad jeg vil foreslaa, kjære Læser?
Om Du kunde løse Dit Liv med denne gaadefulde Sfinx gjetter Du det ikke.
Nyhedsbladet skal følge Rangreglementet af 26de Juli 1820n73 med Supplementer!
Behøves Forslaget at sættes under Debat? Antages det ikke enstemmigt? Argumenterne ere ubønhørlige. Skal ikke Literaturen følge samme Grundsætninger som Staten? Er den Person kanske uden Interesse som Staten tager under Armene holder fram for Verden og siger: «Se her en af mine Udvalgte!» Maa det ikke interessere Folket at høire gjeti Mænd, som ere oppe i Numer? Maa ikke slige Mænd have et Navn? Vil man drive Spot med Staten ved at sige: det er latterligt at afskjeldre og beskrive dem? og selv om man Intet havde at skrive om, havde man dog et Ansigt, der under enhver Omstændighed var sat i en Stilling, saa det kunde holde sig Filipensern74, og i Nødsfald bruges for Maane — det er tidt, man liverar Skilderier uten Text — Dersom man tyktes, at Ansigterne paa Grund af den knappe Kost bleve for magre nede i de sidste No. kunde man holde op: man havde en god Røive*) af Blade alt.
Nu er der vistnok en Klasse Mennesker, som man pleier at afskjeldre og beskrive, nemlig Digtere, Talere, Skuespillere, Malere, Billedhuggere med et Ord Kunstnere og Folk, man anser for mere end sædvanlig godt begavede af Naturen; men dersom de ikke findes i Rangreglementet ere de Statens lausbo(d)nn75, som den lader seile sin egen Sjø, og drukne de ikke, er det fordi de skal hænges.
Nu, saa handler Staten og saa burde ogsaa Literaturen handle, imidlertid tør man ikke altid foragte Vanen heller, og den er for at afskjeldre saavordne Folk, som Staten ikke tager sig noget af. Det er en Slags Erstatning, som Læseren tidt kan være tjent med, dersom det kan være Vedkommende til nogen Trøst, og Staten er saa usammenhængende i sin Tanke, at ogsaa den finder det i sin Orden. Lad gaa da! Tag da disse Mennesker, Nyhedsblad, de skaffer dig nok Læsere!
Men, hvor skal man sætte dem? Sidst i Rækken naturligvis, men synes man det bliver forlænge til de kommer, saa lad ti gaa paa én, det vil her sige, mellem hver tiende Embedsmand puttes ind en Kunstner, Digter eller en anden begavet Mand; da kommer man ompas ut i rette Forhold, og Ingen skal klage over at Respekten er tilsidesat, medmindre man vilde slutte bagvendt saaledes, at det var det Bedste, som man fik mindst af.
Videre: Digtere maatte da de være, som havde udgivet mindst ét Bind Digte, ellers fik man saamange, at det ikke kunde kommesn76 over, og iøvrigt fulgte man Ancienniteten, og lod vore Hofpoeter trække Straa; den som fik det længste kom naturligvis allerførst.
Med de øvrige Kunstnere fulgte man Ancienniteten, undtagen forsaavidt nogen skulde være dekoreret.
Kanske man dog burde begynde allerførst med Skuespillere: de ere Øieblikkets Børn; de taale ikke at ligge og Dzwonkowski har desuden alt gjort Begyndelsen med dem.
*) Røive af ruve, svulme op; en Løvrøive, en Bogrøive, ei Røive ogsaa om et stort Fruentimmer, som gaar og føiter.

Nr. 13/1853; søndag 16.01.

[Festen til Fædrenes Minde]

Korrespondance
Christiania, den 14de Januar
Igaarkveld den 13de høitideligholdt Studenterne Festen til Fædrenes Minde. Det er ikke ret mange Aar siden man begyndte med denne Fest, om jeg ikke tager feil, var det i 1845 eller 46. Det er tyvende Dag Juul, og saavidt man véd, var det paa den Tid omtrent, vore gamle Forfædre holdt sin Julehelg og feirede Solens Atterkomst med Ofringer. Det er saaledes en velvalgt Tid til Festen for Fædrenes Minde, baade fordi Julehelgen var deres gjildeste Høgtid, og fordi deres Folkeeiendommelighed bedst kom tilsyne under den, da «Jolen samla alt det, hele Aaret har.»
At man begyndte med denne Fest til Fædrenes Minde, er et Mærke paa, at man begyndte at tænke paa den gamle Tid, og vilde tage af den, hvad der kunde være godt og brugbart for Nutiden. Man har før været saa fremmed for sig selv i det videnskabelige Liv og dermed ogsaa i det som hører til Skole- og Bogvæsen. Man kjerde sig ikke stort om Modersmaalet og holdt sig til Rom og Grækenlands Bog- og Gudeverden; lidt efter lidt har man dog lært, at dette ikke var det ene Rette, og man er mere og mere vendt tilbage til hvad vi selv eie af Gammelt og godt; vort eget Oldsprog studeres flittigt ved Universitet; man maler Folkedragter, optegner Sæder og Skikke, og i den allersidste Tid skriver man, som bekjendt, meget om Modersmaalet, og jeg tager mig endog den Frihed at lade Ord fra Bygdemaalene indflyde i mine Korrespondancer, til liden Opbyggelse for Folk som Krydseren.
Under denne Gang til det Gamle er en Fest til Fædrenes Minde meget naturlig, og man gjorde vist rettare i at betragte disse som et Udtryk for og et Tilknytningspunkt til de nationale Bestræbelser, istedetfor at gjøre en dramatisk Skole til det. Der er Hold og Mening i en saadan Fest; der er nok baade Hold og Mening i en dramatisk Skole ogsaa, men den er ikke hélt igjennem saa betegnende for det, man i denne Retning meder mod.
Paa de første Fester man holdt til Fædrenes Minde skulde det gaa meget festligt til. Jeg mindes ikke ret, men tror dog at have hørt, at man da endog spiste med Tolleknive, allenfals skriver Skikken, at gaa med Slir og Kniv, sig omtrent fra den Tid — jeg mener naturligvis blandt Studenterne. — At denne Skik ikke er saa ganske almindelig nu, maa vel komme af at nogle have stukket sig atimellem.
Saa var man mindre begeistret for Festen nogle Aar. Folk blive snart trætte, naar det gjælder aandelige Interesser; selv de som have nogen Tanke, falde snart i Staver.
Iaar maa Interessen for Festen være større end ifjor og iføraars; Festen selv var iallefald større og jeg tvivler ikke stort paa, at jo Folk vare noksaa begeistrede for den; men den kritiske Sands er saa stærkt udviklet nutildags, at Begeistringen ikke stiger til ret mange Grader. Man er ræd for at tage Munden for fuld, og Følgen bliver da, at man faar lidet eller intet i den. Tvende Drikkehorn stode paa Talerstolen; de vare smaa, men smukt beslagne, og i Førstningen var der ogsaa Øl i dem.
Eilert Sundtk681 opna Festen med en Tale; der var Mening i den; der er altid Mening i, hvad Sundt siger og skriver. Han fortalte, hvor ondt det gjorde ham, at han skulde været borte ved Studenterfesten, hvor den studerende Ungdom saa smukt minte sig om sit Kald og Nordens Betydning, men han fandt dog en Erstatning i de Erfaringer, han fik samle hos Folket paa sin Reise. Der hos det var det meget smukt og godt, men ogsaa meget, som var mindre glædeligt, deriblandt den Mangel paa Alménaand, som fast overalt spores paa Bondebygden. Det er Studentens og Embedsmandens Kald at vække denne Aand, og det bør mere blive gjort end før. Hans mangehaande Bemærkninger over dette sit Emne vare meget sande og gode; de maatte vække Alvor.
Professor Monradk682 talte; i hans Taler er der ogsaa altid Mening; jeg skulde endog være tilbøielig til at tro, at der er for megen Mening i dem. Folk taaler ikke stort Mening, især ved festlige Leiligheder; lette Saker falde bedst for et Festpublikum, som vil more sig.
Monrad talte om Nordens Aand og Nordens Betydning. Norden stod ligesom paa en høi Varde yderst oppe paa Kloden, hvorfra det kunde skue ud over den; men det skulde ikke blot se, det skulde tillige handle, og det havde da ogsaa i gamle Tider handlet; der var ikke mange Folk, som vare saameget med og vidste saameget om Verden, som vore gamle Forfædre — — ethvert Folk, som hvert enkelt Menneske, udfylder en Plads, som ikke er betydningsløs, og det klinger vistnok beskedent, men det er dog ingenlunde rigtigt at mene sig altfor ubetydelig i Sammenligning med Andre.
Præsten Jensenk683 talte; hans Taler ere blomstrende, og der er Kunst i dem; Jensen er ret en Festtaler. Han talte over Prinds Gustav,k684 hvis Büste stod i Salen, omvunden med Sørgeslør.
Dette var Hovedtalerne; der holdtes naturligvis mange foruden disse, dog ikke saa mange som vanligt ved slige festlige Leiligheder. Publikum var maadeholdent baade med Taler og Skaaler, man gik endog saavidt i sin Økonomi, at flere Taler bleve sammendragne til én og den var endda blot en kort Stub. En ret humoristisk Tale om Julen gjorde Lykke og en ditto om Silden.

Nr. 17/1853; fredag 21.01.

[Byråkrati]

Korrespondance*)
Christiania, den 19de Januar
Man vil mindes, at her i Høst blev skrevet meget om Løitnanternes Ansættelse baade i Morgenbladet og Posten. Korrespondenten omtala ogsaa Sagen, og eftervisa Nødvendigheden af, at de nærmaste Overordnede ansatte sine Underordnede, og iøvrigt havde Hals og Haand over dem; alt for at Disciplinen kunde blive god, og sætte den Høieste istand til at herske over Chargens Bevægelser, likesom en liden Gut kommanderer en Hallingmand ved at rykke i Traaden. Med det kan man nu spøge saalænge, man vil, noget sandt er der dog i det.
Resolutionen af 7de Oktober sidstleden, som gav Anledning til alt dette Skriveri, stod igaar at læse i Posten med samt Generaladjutantens og Departementets Foredrag, og det Hele giver et Indtryk, som sandelig ikke skal vække oppositionelle Tanker, naar man ikke i Forveien har sat sig paa den Stolen, at man vil opponere mod Alt, hvad der kommer fra Regjeringen. Foredraget var klart og overbevisende, og man maatte være enig i, at Resolutionen vilde frembringe større Simpelhed og spare meget Skriveri. Den er saaledes en Udvikling mod en friare Styrelsesmaade, og hindrer meget byrokratisk**) Skriveri, som man saameget har klaget over.
Det er vistnok aldeles rigtigt at klage over det meget Skriveri og de mange Formaliteter i Styrelsens forskjellige Grene, men naar man ser en Bestræbelse efter at frigjøre sig fra megen Vidtløftighed, bør man skjønne paa en saadan Bestræbelse og ikke give sig til at klage paa nyt Lag. Det viser, at man fra først af ikke vidste, hvad man klaga over, men foer i Skodden. Denne Centralisation, ifølge hvilken de største Smaating maa gaa gjennem de Øverstes Hænder og faa deres Paategning, er et almindeligt Onde i samtlige europæiske Stater undtagen i England, hvor Styrelsen mere falder fra hinanden i mindre og mindre Kredse, der kun gjennem enkelte men væsentlige Baand ere bundne til de større. Først da kan de Overordnede tænke paa sine vigtige Sager uden at synke ned i de smaalige Forretningers Lerbund. I Frankrig er derimod Centralisationen mest gjennemført, og man har mange latterlige Historier om, hvorledes rene Bagateller maa gaa gjennem mange Hænder, indtil vedkommende Minister eller Keiseren selv har skrevet sit Navn paa. Hvorledes det i denne Henseende staar til hos os, er ikke sagt i faa Ord; man maatte gaa gjennem de forskjellige Ørene af Bestyrelsen og se efter. Imidlertid kan man dog efter den historiske Udvikling slutte, at Centralisationen heller er for stor end forliden hos os, og ved vort vidtløftige Revisionsvæsen f. Ex. springer dette ret i Øinene. Udnævnelser til underordnede Stillinger maatte ogsaa mere kunne ske af de nærmere Overordnede; det gaar saa efter deres Anbefaling alligevel, og vederfares der Nogen en Uretfærdighed, kan han ligegodt da klage og vente Bønhørelse. Har man i en Stat ikke andet end juridiske Garantier, blive disse alligevel utilstrækkelige; man faar stole paa de moralske og sætte sin sidste Lid til en fornuftig Folkevilje, der i sidste Instans maa blive Dommeren over Vold og Uret. Man skal ikke lade være at sørge for juridisk Garanti, men alt maa have en Grændse, og det har netop været Feilen ved mange af vore politiske Stridigheder, at man ingen Grændse vilde vide af, men drive sine formentlige juridiske Rettigheder til det yderste, uden at stole paa et fornuftigt Skjøn, der i det givne Tilfælde vilde træffe det rette. Man tænke her paa Storthingets og Regjeringens Nappetag om grundlovmæssige Rettigheder, og man har et Billede paa, hvad sligt kan lede til! Regjeringen har dog ikke gaaet saavidt som Storthinget. At Striden har endt godt, og at alt er paa Vei til at jevne sig som det bør, det kan man takke Skjønsomheden for, som siger: Her er det Tid at standse med Fordringer og dele Magten, saa der bliver Mening i den.
Sligt bør man tilraabe Løitnanterne, naar de klage over Resolutionen af 7de Oktober 1852, og hjælper ikke det, bør man minde dem om, at Skolelærere og Kirkesangere ansættes af Præst, Provst og Bisp, uden at man har sporet synderlig Ulemper af denne ganske naturlige Ansættelsesmaade. Løitnanterne bør ikke stille sig over Kirkesangere og Lærere ved faste Skoler; dertil have de ingensomhelst Ret, hvad enten man ser hen til deres Dannelse eller Vigtighed i Staten; og som Militære maatte man vel tro dem mere end andre forpligta til at finde sig i reglementariske og disciplinariske Bestemmelser af sine nærmeste Overordnede. De have desuden Haab om at blive egentlige Embedsmænd seinare, indtil de komme saa høit at de igjen kunne afsættes uden Lov og Dom efter Grundlovens § 22. Da kommer Vilkaarligheden igjen, men, man ser intet ondt til denne Vilkaarlighed; Agtelse for Ret og Retfærd og en oplyst Folkevilje lader alt gaa godt.
Der er endnu en Bestemmelse i Resolutionen af 7de Oktober f. A. som bør paaskjønnes som et Fremskridt, den nemlig, at man ved Besættelsen af enkelte høiere Officierposter ikke vilde rent binde sig til Ancienniteten, men tage Dygtigheden med i Betragtning. Dette udtalte Princip vilde i andre Lande have vakt glade Forhaabninger. Man har formodentlig før ogsaa handlet efter dette Princip, i alle Fald for en Dél, men nu er det udtalt som en stadig Fremgangsmaade, Styrelsen vil følge. Det har sine Vanskeligheder dette Princip som naturligvis alle gode Principer, naar de skulle gjennemføres i Livet. Man staar i Fare for at henfalde til et Gunstsystem, men her maa igjen den fornuftige Alménvillie blive Dommer over Vilkaarligheden. Den strenge Anciennitet er da aldeles afsjelet og ved at befølge den kommer man ind i en Mekanik, hvor Alt er Ubøielighed. Ancienniteten dræber alt Liv hos den unge talentfulde Mand; thi hvorfor skulde han anstrenge sig, naar han kommer lige langt, enten han kan Noget eller Intet? Han stiger, naar Turen kommer og dermed har han sin hele Historie.
Her er igjen et af de mange Tilfælde, hvor Skjønsomhed hos de Overordnede maa blive den sidste Garanti: ethvert Princip, drevet til sin yderste Spidse, bliver Usandtn77. Den fornuftige Aand maa svæve over Modsætningerne og mægle.
*) I næstsidste Korrespondance staar blandt andre Trykfeil: Rangreglementet af 26de Juli 1829 istedetfor 1820.
**) Byro (Bureau) skal først betyde et rødt Klæde; dernæst en Skrivepult, betrukken med dette Klæde; derpaa Kontoret, hvori denne Pult stod, og endelig en Styrelse, som regjerte med Skriverier fra dette Kontor, denne Pult og dette røde Klæde, i Modsætning til en mundtlig og mere fri. Burokrat en Mand, som staar i et Kontor, hvor der er en Pult, betrukken med rødt Klæde. Slige oppositionelle Begreber bør opklares nu, da de ere hjemfaldne Historien; saalænge de bruges, er det rettast, at de ere uforstaaelige, for at kunne udøve et Trylleri.

Nr. 19/1853; søndag 23.01.

[Frå teatret]

Korrespondance
Christiania, den 21de Januar
Skuespiller Smidthk685 bekjendtgjør, at han nu i næste Maaned med «adskillige Herrer og Damer» vil give nogle dramatiske Forestillinger i det norske Theater. Abonnements-Lister ere nedlagte, og da det er Afskeds-Forestillinger han vil give, faar han vist fuldt Hus. Smidth har glædet Publikum mangen Gang, og det bliver ikke uden Savn at miste ham. Det er dog antageligt, at han ikke kommer til at reise, naar det gjælder; thi déls vil han forhaabentlig vinde endnu flere Sympathier, naar disse Forestillinger ere givne, og déls maa vel den skandinaviske Theaterdirektion indsé, at den ikke kan slippe fra sig en Mand som Smidth, uden at Theatret altfor meget vilde lide; det maa have fuld Besætning, saalænge det skal virke. Den gamle gode prøvede Stok maa det holde paa; ikke indkalde flere, og heller ikke blande norske Elementer indi med; Blandingen er det utaaleligste af alt: den ødelægger Illusionen tilgavns. Smidth kommer altsaa ikke til at reise, det maa vel antages som sikkert; men derfor kan han lige godt vinde Penge og Applaus paa det norske Theater: Publikum vil faa Valuta for sine Billetter, da han sikkerlig vil spille fortræffeligt, og da flere Studerende skal spille med ham — som man fortæller — og da nogle af det kvindelige Personale ved det norske Theater skal være med, og endelig, da der skal vanke nye Stykker — et originalt idetmindste og et Par oversatte. Alt dette spaar noget ret uvanligt, og Christiania har med sine tvende Theatre ikke faaet saameget Komedi, at det ikke skulde taale mere endnu, især naar nye Personer og Stykker kommer til og vækker Interessen.
Det er meget, at Smidth som dansk Mand vil spille i det norske Theater og i Forening med norske Medspillende; det er liberalt godt, og denne Liberalitet bør paaskjønnes.
Det maa være ganske behageligt for Cronborgk686 — som den der væsentlig raader ved det norske Theater — at kunne imødekomme sin gamle Kollega med en Villighed. Cronborg har visselig gjort det bedst af vore danske Kunstnere, idet han har knyttet sin Skjæbne til det norske Theater. Det saa voveligt nok ud for ham ifjor, da han paa en Maade maatte bryde med sine Standsfæller ved at stille sig i Spidsen for den norske dramatiske Skole. Han forlod det danske Theater, og opgav de Fordringer, han kunde have til det; men, den, som vover, den vinder, og man tør haabe, at han vil vinde. Der kommer nok en Fimbulsvinter for det norske Theater, dersom det ikke kan trække med nye, nationale Stykker — og den har alt kjendelig meldt sig, men, det vil ikke rént fryse ihjel i den Vinter; det har en sund indre Varme, og Hr. Cronborg vil leve nok saa lunt i sin Hytte, naar det fyger og stormer ude. Kan nok hænde, at det ikke bliver andet end en Hytte, han faar, men den er dog bedre end slettes ingen, som hans Kollegaer vil faa. Og naar da Vinteren er over, faar han Sommer, og da er der — efter Harens Udsagn — Hus i hver Busk.
Det kan ikke slaa feil, at jo de andre Skuespillere nære et vist Omaskab til Cronborg, fordi han saaledes har faaet sikret sin Stilling, mens han lever, og sit Navn, naar han er død; thi man vil bestemt tale om ham, naar man engang skriver Historien om den norske Skueplads. Slige behagelige Udsigter kan nok vække Misundelse hos almindelige Mennesker, men Kunstnerne skulde man tro vare saa forædlede, at saadan Følelse ikke fik Rum i Hjertet, og da nu de fleste af Cronborgs Kollegaer ere Kunstnere, tør man vel ogsaa haabe, at de ikke vil misunde ham, men tværtimod være glade i hans Lykke og understøtte ham, saa godt de formaa. Jeg vil endog antage, at det er denne glade og hjælpsomme Følelse, som har bevæget Smidth til at bruge hans Theater og Elever og derved give Indretningen en saa stor moralsk Støtte, som det stod i hans Magt. Blev han ikke bevæget af denne Følelse, maatte han som dansk Mand og anerkjendt Kunstner holde sig i fornem Afstand fra det norske Theater og saaledes knuse det med overlegen Foragt. Det er smukt at sé slig broderlig Deltagelse, og de danske Kunstnere vil vække Agtelse, idet de saaledes undergrave sig selv, thi det gjør de ufeilbarlig ved at kokettere med det norske Theater og anerkjende det. De Danske og det skandinaviske Theater skulde danne et Aristokrati, og om de end ikke gik saa vidt som de fineste Theatre i London, hvor man maa være klædt i Galla for at komme ind, saa skulde de dog slaa Krøller paa Næsen til det norske Theater, og idethele betragte det og dets Publikum som Jøderne betragtede Templet paa Garizim og Samaritanerne. Det vilde gjøre sin Virkning, og ingen Mand med Smag kunde gaa i det norske Theater, end sige rose det. De gode Danske ere ingen Politici, og vil man ikke som jeg kalde deres Handlemaade ædelmodig, maa man kalde den dum. Af dem har det norske Theater mere Nytte end alle Historier, om man skal sige Sø eller Sjø, Kyst eller Kjyst, Kys eller Kjys osv. Jeg gad nu vist, hvad det er for Raadgivere disse gode fælle Danske har. Deres Venner, de kan med Grund sige: Gud bevare mig for dem.
Nu, det norske Theater, Jeg mente at det fik en Vinter, og at den alt havde meldt sig. Kan man vente andet. Man skriver og skriver om det, og skriver bare Prosa og ovenikjøbet filosofiske Sprogbemærkninger, hvori naturligvis Alle ere enige, eftersom de holde sig oppe i Luften. Theatret, Publikum, vil have Poesi, og faar det ikke den, saa sidder det smukt hjemme, og Theatret fryser, for at blive i Lignelsen. Nu har dog Theatret gjort et Fremskridt i sproglig Henseende, idet en Mand har oversat «Til Sæters» i Gulbrandsdøl-Maal. Se det er noget andet end Snak, og Theaterkassen vil nok vide at skjønne paa det Fremskridt.

Nr. 23/1853; fredag 28.01.

[Dansk politikk]

Korrespondance
Christiania, den 26de Januar
Rigsdagen er opløst i Danmark, og der hersker et Liv og en Bevægelse dernede, som vi umulig kunne se paa uden levende Interesse. Det er ikke sandt, at vore Norskhedsivrere ere ligegyldige for Danmark; tværtimod turde det vel hende, at netop de vare de sande Venner, fordi de arbeide for en Fremtid, og aabne Muligheden af en naturlig Tilslutning til hverandre.
Mærkeligt nok, at man ikke her oppe har skrevet mere om Opløsningen af den danske Rigsdag; det er en Gjerning, som vilde give den bedste Anledning til Sammenligninger mellem vor og de danske Tilstande. Man tør vente af «Tilskueren» slige Sammenligninger, som en Mand af de faa, der kan skrive med Sagkundskab, og som har et praktisk Blik for politiske Sager.
Det ligger nu meget nær, at vi have Ro, og at vor politiske Udvikling gaar jevnt og stille for sig, medens Alt er svævende i Danmark, og Ingen véd, hvad Enden vil blive. Partierne kjæmpe mod hverandre, og Baandet, som skal knytte Statsdelene (Danmark, Slesvig og Holsten) sammen, har Ingen fundet. Det er bekvemt at sige, at Fremtiden nok vil finde det, men der ligger liden Trøst i et saadant Haab. Det er som at sige til en Mand: «Vær kun uden Sorg og Bekymring, om saa og saa mange Aar er Du død.» Sagen er at komme saalangt paa en skikkelig Maade; det er netop om den Ting Livets mange Spørgsmaal dreier sig.
Det var igrunden ingen Sag for Danmark, saalænge Krigen stod paa: da vare saagodtsom Alle enige og i Begeistringens Flugt bar man alle tunge Byrder. Den store Tanke besjelte Alle, at holde Danmark oppe som Stat og skjærme sig mod fremmed Indtrængen. Det var Poesiens Tid.
Nu er det Prosaens. Det er Spørgsmaalet at fastholde det Vundne, og forsone de stridende Elementer. Regjeringen tror at løse Opgaven ved at knytte Landsdelene sammen ved ydre Baand, og paa østerrigsk Maxel putte de forskjellige Nationaliteter under én Hat. Dette er den «europæiske Nødvendighed.» Den gjorde Begyndelsen med at forelægge Rigsdagen et Toldsystem, som skulde omfatte alle Landsdele. Detten78 System vilde Rigsdagen ikke gaa ind paa, og den blev opløst. Et andet vigtigt Spørgsmaal er ogsaa i Baggrunden og som sikkerlig ogsaa bidrog til Opløsningen, nemlig den kongelige Arvefølges Overgang til en anden Linie. Det er tvivlsomt om dette havde gaaet igjennem; thi det samme Parti, som ikke vil Toldénheden, har ogsaa store Betænkeligheder ved at forandre Arvefølgen, da man øiner russisk Indflydelse i Baggrunden. Den russiske Politik er langsynt. Kunde Thronfølgen til Danmark om ikke før nogle Menneskealdre komme til det russiske Keiserhus, saa var Kortene godt blanda. Dette sér «Majoriteten» paa den danske Rigsdag og Landets bedste Penne ere i Virksomhed; de udtale ikke denne Frygt saa ligefrem, men den læses godt mellem Linierne.
Det er Kjærnen af Landets oplyste Borgere, som staa i Opposition til Regjeringen — det er væsentlig Embedsstanden, og det er en Opposition, som ikke er at foragte: Kundskab er Magt.
Det er denne Magt Bladet «Fædrelandet» med sin «Eiderpolitik» staar i Spidsen for. Det er ikke saa ganske klart, hvad denne Magt vil. Den vil ikke vide af Samstaten, Toldénheden, en forandret Arvefølge og overhovedet ikke af tydsk og dansk Sammensmeltning; man faar nok tildels vide, hvad den ikke vil, men hvad den vil faar man ikke saa let at vide. I sidste Hæfte af «Nord og Syd» kalder Goldschmidtk687 dens Politik «Følelses-Politiken,» fordi den véd at slaa an de nationale Følelser og kjerer sig ikke stort om den praktiske Forstand.
Det være nu rigtigt eller ikke, hvad Goldschmidt siger, saa er det dog vist, at denne Politik finder Gjenklang hos det danske Folk i Almindelighed og det nytter vist ikke stort for Regjeringen at opløse Rigsdagen. Naar man i næste Maaned vælger igjen, kommer vel Oppositionen stærkare tilbage end før. Men da vil Krisen komme: at opløse Rigsdagen nok engang gaar ikke vel an, og gjør Regjeringen hvad den vil uden Rigsdagens Samtykke, er Forfatningen brudt. Ministre af «Majoriteten» Monrad,k688 Lehmank689 etc. kunde overtage Styrelsen, men var «Martsministrene umulige under Krigen, blive de vel ligesaa umulige under Freden.» Spørgsmaalet er det samme: Skal man skille de tydske Dele fra de danske, eller holde dem sammen? Men hvorfor er der Revolution i Danmark, fordi Ministrene sidde i Minoriteten? I Norge er det ingen Revolution om Storthinget gaar i Vest og Regjeringen i Øst, det gaar tværtimod nok saa godt, og det turde hende, at man fik ligesaa mange Stemmer for, at Storthinget skulde rette sig efter Regjeringen som at Regjeringen skulde rette sig efter Storthinget. Er det fordi Danmark har et Tokammer, medens Norge kun har Etkammer eller en Slags Blanding af begge? Er det fordi Valgmændene stille sig i Danmark, medens de i Norge holde sig beskedent tilbage og lade sig ligesom nøde til at modtage Valget? Eller er det fordi man tror, at den virkelig oplyste Folkevilje bedre er repræsenteret i Danmark end i Norge? Eller er det fordi Ministrene i Danmark ligesom i England ikke, som i Norge, betragte Ministerpostene som Levebrød, men som Honnørs Poster, hvor man da har den Garanti, at ingen Minister vil sidde længer end Æren og Landets Vel kræver?
Det er vel noget af Alt dette, som gjør, at Danmark vil begynde med at ligne England. Det er vist ogsaa det Rigtige; da véd Folket, hvad paafølger; det vælger sine Repræsentanter med større Omtanke og det kan med Tillid sé op til sin Rigsdag, og denne har igjen et Ansvar, som maa virke gavnligt paa dens Gjerning. Da er det Statsmagt mod Statsmagt og Værdighed og Alvor i Legen. Saaledes som det er her hos os, kan det ikke være Tale om egentlig Alvor; Kampen mellem Regjering og Storthing synker ned til Ubetydeligheder, hvorover man formentlig med Rette blot gjør sig munter. Man véd godt, der ingen Fare er paafærde. Ministrene gaa ikke af, hvormed Statskassen synes vel tjent, siden en Minister ikke kan finde sig i at træde ind i en anden Embedsstilling, og Storthingsmændene blive ikke hjemviste til Afknapping i Diæten. Det gaa saa lunt til som i en koselig Stue, hvor Husbonden er en Humorist, der bringer alle Misfornøiede til at smile, naar de har hakket og hamret længe. Kan vi have det bedre? Det er som hos Præsten i Wakefield.
Det er imidlertid et Spørgsmaal, om det ikke ogsaa her vilde blive mere alvorligt, naar Sagerne som nu i Danmark havde noget paa sig. Det vilde nok blive alvorligt, og man opløste kanske Thinget, men Ministerne sad bestemt, og gjorde som de trode rigtigt, uden at bryde sig om Storthinget, ligesom de danske Ministre lader til at ville gjøre. De danske Ministre bør lære af de norske, hvorfor gaa til England og lære Aftakkelse. Det engelske System kommer saa aldrig til at slaa Rødder i Danmark ligesaalidet som i Norge, og naar man derfor i disse Lande taler om en parlamentarisk Regjering, maa man ikke tage en saadan Talemaade efter Bogstaven. Det gaar ikke an at slaa over med én Gang fra en Enevoldsregjering til en parlamentarisk; man skaber ikke den saa let som Grundlove; den maa voxe frem gjennem Aarhundreder.

Nr. 25/1853; søndag 30.01.

[Frå teatret: C.P. Riis’ Til Sæters]

Korrespondance
Christiania, den 28de Januar
«Til Sæters» har nu gaaet tvende Gange paa det norste Theater paa sit Bygdemaal — Gulbrandsdølsk skal det være, — men rént er det vist ikke og det vilde vel heller ikke gaa an at lade en Dialekt være rén, da der ere saa mange Ord i den, som Byfolk ikke forstaar. Det er vel derfor det rettaste ligesom her at tage saameget som brugeligt kan være og forresten have Bogsprog. Det bliver en Blanding, forstaar sig, men intet af Sprogene er fuldkommen rént og de Flestes Øren stødes ikke ved Blandingen, allenfals stødtes ikke Publikum: det var i det bedste Humør, og naar rigtige Dølevendinger kom, virka de som antændende Gnister. Man kjendte sig igjen i disse Vendinger; de vare ligesom gamle Minder der kaldtes tillive hos os. Mange ville kanske sige, at det var det komiske i disse Ord, Tonefald og Vendinger, som tiltala; ogsaa det; men den egentlige Grund var, at vi følte, at saa talte vore Fædre og Mødre i flere eller færre Led tilbage eftersom Ens Familie i flere eller færre Slægtfølger havde været «Fremmindfolk» — et betegnende Ord for By- og Embedsstandens Løsrivelse fra det Nationale. Det er «Fremmind» og «Fremmindfolk» (udtales Fremmendfok) siger Bonden og han har ved dette Ord bedre betegnet Forholdet end alle filosofiske Distinktioner. Det er det egne ved Folkesproget, at det gaar lige paa Sagen — giver Barnet sit rette Navn — og ved nærliggende Billeder giver Tanken paa én Gang forstandig Klarhed og poetisk Fylde. Oversætteren af «Til Sæters» havde paa flere Steder været heldig til at træffe slige Vendinger, og de gjorde, som sagt, sin Virkning.
Det er meget, at man fra Scenen taaler slige Vendinger og overhovedet det mindste Tilsprang til Bondesproget. Det beviser — tykkes mig — mere end alt andet, hvormeget man nærmer sig det Gamle igjen, og hvor stærk Modvirkningen er paa Danskheden. Nogle Aar siden vilde man have skreget over Smagens Fordærvelse, dersom Bygdemaalet skulde været hørt fra Scenen. Vel lod man enkelte Ting gaa, f. Ex. Aagaats Vise i Fjeldeventyret, men dette var noget enkeltstaaende og blev mere betragtet som en Kuriositet, man med en overlegen Mine saa og lo af. Nu derimod gaar et helt Stykke, og ingen drister sig til at opponere. Hvad mon Posten vil sige til denne Vanhelligelse af Kunsten; kanske den tier stille af Frygt for en stærk Modmening; gjør den det, har den ingen Tro paa sin Mening, og da er den ikke saa respektabel som man havde Grund til at vente. Man maa forresten ikke forvexle Posten med dens Theaterreferent, der i den senere Tid har lagt for Dagen, at den kan skrive baade i bunden og ubunden Stil noget ret godt. Jeg kjender ikke Referentens norske Troesbekjendelse; men er han ikke fast i Troen, tykkes mig, han bør støde i Hornet for det skandinaviske Theater; dette Bygdemaal fra Scenen er det mést fuldstændige Oprør mod den danske Theatertunge, som det vel er muligt at puste op. Skal de revolutionære Plebeier vinde? Er her da intet Aristokrati med Saft og Marv til at gjøre Modstand? Det er ordetlig trøstesløst: et Aristokrati gjør altid sin store Nytte baade i Politiken og Smagen. Men, vore Forhold ere smaa, alle ere de igrunden jevne gode Borgerfolk, og det er derfor ingen Tvivl om, at et Aristokrati her vilde blive løierligt, men derfor kunde man dog prøve paa at være Aristokrat; det gaar altid ufuldkomment i Førstningen.
Dersom de ivrigste Politici paa Landet læste Aviser og kunde slutte fra en Lighed til en anden, vilde de af disse Sprog- og Theatergreier komme efter, at her igrunden intet Aristokrati var, og det maatte være dem en stor Lise: de ere saa rædde Aristokratiet i Christiania, at man maa have den hjerteligste Medlidenhed med dem. Saasnart de sé en Mand med Barter f. Ex. er han dem en Aristokrat; havde de nu været i det norske Theater skulde de have seet Folk med skogande tykt Skjæg at klappe, og de vilde have omfavnet dem, dersom Politiken ikke ganske havde fortørret deres Hjerter. Her er altsaan79 intet Aristokrati, allenfals er det saa lidet, at det tier for Øieblikket, og sér paa det mest usigeligløse*) Demokrati.
Det sér fælent ud. Hvem aabyrgestn80 (kaverer) for, at her ikke kommer flere Stykker paa Theatret i Bygdemaal? Begyndelsen er gjort, og det er ingen givet at sé Enden.
Stykket blev godt spildt; Begynderne vare saa gode Bondegutter og Jenter, at det var en Lyst; det var Stillinger som laa dem nær. Jomfru Sørensenk690 var en saa god Sigrid som man kan sé nogen Fjeldjente, og hun talte sit Bondemaal upaaklageligt ligesom de fleste andre Medspillende; de glat ud af det imellem, men det var dog ikke paafaldende, og Illusionen var derfor god. Slige Stykker kan sandelig gives til Fornøielse paa det norske Theater, bare det havde nok af dem. Men nu kommer det vel til at tygge paa dette saalænge, indtil det bliver usmageligt. Skylden er imidlertid ikke hos Theatret; det gjør, hvad det kan, og meget er det, at Hr. Cronborgk691 kan have drevet disse Begyndere saavidt i den korte Tid.
I disse sidste Dage har man seet en Erklæring fra DHrr. Monrad,k692 Knudsenk693 og Østgaard,k694 hvori de sige at de staa til det norske Theater blot som raadgivende Sprogtilsynsmænd. Rygtet skulde have givet dem en bedre Post, men de vil ikke have en saadan Post, lader det til. For nogen Tid siden lagde ogsaa Lektor Friisk695 fra sig alt Samkvem med det norske Theater. Dette syntes ikke at være noget godt Mærke, enten paa Theatrets Tilstand eller paa de ærede Herrers Interesse for norsk dramatisk Kunst. Naar Theaterbestyrelsen trodde at de kunde støtte Theatret og bad dem om en Haandsrækning, saa synes intet naturligere, end at de som dannede Mennesker og Embedsmænd toge sig af en Indretning, som kraftigt maa understøttes, skal den kunne bestaa. Det var en Pligt for dem at yde en saadan Understøttelse, dersom de trodde en slig Indretning gavnlig; skal man nemlig ikke faa Hjælp af slige Folk, saa ere Udsigterne lange; men kanske man ikke har bedet dem om andet end Sproghjælp, og da er det i sin Orden at gjendrive Rygtet, uagtet en slig Gjendrivelse ingenlunde er skikket til at anbefale Theatret. Det havde neppe skadet et Grand den gode Mening, Folk har om deres æsthetiske Forstand, om de end havde ladet være en saadan Fralæggelse, og selv om En eller Anden skulde have draget deres æsthetiske Skjønsomhed i beskeden Tvivl i Anledning af de mindre gode Stykker, saa tykkes mig, at de godt kunde have sat Theatrets Vel over sit eget i en saadan Sag, da de vilde have gavnet Theatret meget og skadet sig selv saare lidet.
Naar man derfor taler om Interessen for det norske Theater, maa man ikke tro, at ret Mange gjøre noget egentlig for det. Det er en Publikuminteresse, der gjør meget, fordi den kommer fra saa Mange, men nogen egentlig personlig Interesse har vist Faa, saa at de skulde ofre Penge, Umage eller virkeligt Arbeide. Folk er dorske, og naar det ikke angaar Ens kjære Jeg, saa lader man Tingen seile sin egen Sjø. Deres Tal har aldrig været stort i Verden, som sætte Ideen høiere eend egen Bekvemmelighed, og lade en Fornærmelse mod det de tro paa, være en Fornærmelse mod dem selv. Troen er hos dem en død tro, maa vide.
Med andre Ord, de udmærkede Mænd, de egentlige Genier have altid været sjeldne.
*) Jeg siger usigeligløse istedetfor buxeløse, som blev indført med den franske Revolution. Jeg holder mig altsaa til de smagfulde Engelskmænd, som kalder Buxer de Uudsigelige (inexpressibles). Han stak Hænderne i Lommerne af sine Uudsigelige, siger Bulwer.k696 Han mener da i sine Buxelommer, som er et alfor ufint Ord.

Nr. 29/1853; fredag 04.02.

[Humanisme]

Korrespondance
Christiania, den 2den Februar
Skolemændene danne tvende Leire, nemlig Realisterne og Formalisterne; man kalder ogsaa disse sidste Humanisterne, men det er vildledende, da alle maa være Humanister og betragte human Dannelse som Skolens egentlige Endemaal, ligesaavist som den humane Dannelse er Endemaalet for den menneskelige Aands Udvikling i Livet. Skolen kan ikke sætte sig en anden Opgave end Livet; den skal være Livet idealiseret; hvad man gjennem Livserfaring maa bruge 10 Aar for at lære, det skal man gjennem Skolen lære paa 1 f. Ex. Skolen er en Beinvei til Fuldkommenhedens Maal; derfor kan en liden Skolegut være kommen længer i Kundskaber end en gammel Mand, som blot har lært af Livet; han kan endog være kommen videre i human Dannelse. Hvor fornuftig, billig og velvillig kan saaledes ikke en velopdragen Skolegut være mod en voxen Mand, som er uvidende?
At adskille Skolemændene i Realister og Humanister, gaar ikke an: alle ere de Humanister; Livet er en Humanist, og dersom det understøttes af lidt Skole, er det den bedste Humanist, for ikke at sige den eneste.
Humanist kommer jo af homo (et Menneske), humanus (menneskelig), altsaa Humanist: En, som selv vil blive menneskelig, eller gjøre Andre menneskelige. Det er dette Sidste Skolemændene vil gjøre, hvor man da forudsætter, at de først have gjort sig selv menneskelige, før de ville lære Andre at blive det.
At være menneskelige maa da her sige, at være saa, som Menneskene bør være, at eie alle Hovedets og Hjertets gode Egenskaber. Først da er man Humanist.
Naar man opfatter Begrebet Humanist paa denne Maade, og saa bør det formentlig opfattes, maa man finde det ligefrem latterligt at kalde Studiet af det gamle Sprog det humanistiske — saaledes som man uden videre gjør. Skulde nogen særegen Dannelse fortjene at kaldes human, maatte det vel nærmest blive den religiøse, ihvorvel den ogsaa er for ensidig selv i sin ædleste Skikkelse: man kan nemlig være et fromt godt Menneske og dog høist uvidende.
Theologen (den religiøst Dannede?) er altsaa ingen Humanist; Grækeren og Latineren ligesaalidt. Ingen er naturligvis Humanist: det er formeget at være saameget. Humanismen er Idealet for vor aandelige Stræben.
Og alligevel har man stillet Realisten som Modsætning til Humanisten! Ja, hvad har man ikke gjort! De menneskelige Forryktheder ere sene at opregne.
Gaar det da an at stille Realister og Formalister op som Modsætninger?
For at kunne besvare dette Spørgsmaal, maatte man først vide, hvad en Realist og en Formalist er.
Realist kommer af res (en Ting, noget man kan tage og føle paa i Modsætning til det, som blot tænkes), altsaa en Realist, En, som holder sig til det, man kalder praktisk nyttige Ting. Bonden, Haandverkeren, Bjergmanden, den Søfarende osv. ere da de egentlige Realister. En Sømandsskole, en Landbrugsskole, en Tegneskole, et mekanisk Institut, en Haandverkers Verksted blive saaledes de sande Realskoler. Imidlertid tager man ikke Tingen saa ligefrem paa Ordet, men kalder de Skoler Realskoler, som have et vist praktisk Tilsnit, hvor man f. Ex. læser levende Sprog, Naturlære, Mathematik (?) og overhovedet Saadant, som ligger nær til Anvendelse i det daglige Livs mangeartede Forhold.
Formalist er derimod den, som ikke spørger om det Brugbare, om Indholdet, om Tingen, om Kundskaber, men blot om det for Aanden skjærpende i alt dette. Aandens Udvikling er Hovedsagen for Formalisten. Han betragter Aanden som en Kniv, og Skolen, Fagene, som Slibestenen. Undervisningen er for ham et Schakspil, der er ligesaa nyttigt som Syslen med nyttige Kundskaber, blot Aanden kan blive slebet som en Ragekniv, saa er der nok at skjære paa for den. Nu finde Formalisterne den bedste Slibesten i de gamle Sprog; derfor holde de paa at rulle den Sisyphussten.
Naar man, som vanligt er, opfatter Realister og Formalister saa adskilt, kan der nok blive Anledning til Strid mellem dem, men det Sande er nok, at de ikke maa adskilles, uden at al Undervisning bliver død, ligesom Mennesket dør, naar Aand og Legem adskilles; de maa virke i Samklang, og man kan alene som en Tankeprøve skille dem ad. Det fornuftige Menneske tænker dem som Et og overlader Lægen Kadavret (det døde Legeme) og Psychologen den abstrakte Aand. Det kan være nyttigt, hvad disse Herrer gjøre, vel at mærke, dersom de anvende paa det levende Menneske, hvad de lære.
Det var mod denne Adskillelse af Realister og Formalister, jeg ivrede i en Artikel ihøst en Gang, idet jeg stræbte at paavise den inderlige Sammenhæng, som maa finde Sted imellem dem, og hvorledes man ikke kan sætte det Ene over det Andet. Det Ene bliver raat og grovslagent, det Andet bliver bare Luft, som er altfor fin for vore Aanderedskaber. Det var — som bemærket — dette jeg ivrede imod, uagtet Spørgsmaalet nærmest var stillet som en Modsætning mellem det praktisk Nyttige og det Videnskabelige. Det er denne samme Tohed (dualisme) som stikker Hestefoden frem i alle disse Undersøgelser, hvordan man end snur og dreier Spørgsmaalene.
Det forundrede mig derfor, da jeg i Morgenbladet forleden Dag saa, at Overlærer K. Knudsenk697 regnede Korrespondenten i Drammens Tidende blandt en af sine Modstandere. Han maa have misforstaaet den omtalte Artikel. Jeg haaber, at Hr. Knudsen er ganske enig med mig hvad jeg har sagt om disse Ting, allenfals er jeg fremdeles enig med ham i hans Ivring mod de gamle Sprog som den ene Vei til Aandsdannelsens ophøiede Hjem. De gamle Sprog ere sikkerlig Guld, men man kjøber dette Guld altfor blodigt dyrt. Dog, her indtræder Begrebsforvirringen, Grunden til den tilsyneladende Uenighed mellem Knudsen og mig, den Begrebsforvirring nemlig, at man forvexler de gamle Sprog med den formale Dannelse. Det er netop det, som maa bevises, at de gamle Sprog ere saa formativt dannede for Aanden, og staa som Modsætning til Pugeri. Jeg tror nu det omvendte er det rigtige, under enhver Omstændighed, at disse Sprog ere ligesaameget Hukommelses- og Sagkundskab som formelt dannende, som Slibestene for Aanden.
Spørgsmaalene bør holdes ud fra hverandre. Man kan tale om de gamle Sprog, om de nye, om Mathematik, om Naturvidenskaberne, om Alt, hvad et Menneske maa lære. Det er en Ting, men Realisme og Formalisme, det Nyttige og Unyttige osv. maa ikke blandes med i de Undersøgelser uden som Noget, der leilighedsvis kan komme til Anvendelse, Uklarhed er den væsentlige Aarsag til Strid og Misforstaaelse. Jeg vil naturligvis ikke her sige at Knudsen gjør sig skyldig i denne Begrebsforvirring mere end andre, som behandle disse Gjenstande, men, saavidt jeg har opfattet ham, anlægger han Striden paa den gamle Grund, og da Grunden er ustø, faar selv den bedste Bygning lidet Hold. Skulde jeg tillade mig at have nogen Mening om Knudsen, vilde den være meget god. Han er desuden en flittig Mand; han tager Haand med i Tidens Bevægelse og driver den fremad.

Nr. 31/1853; søndag 06.02.

[Marknaden]

Korrespondance
Christiania, den 4de Februar
Igaar var det den sidste Markedsdag, men idag er ogsaa tagen med; nu ikvel river man dog ned Skjappene, og Torvet er mere folketomt. Det har været et gjildt Marked, sige de Fleste. Det er ikke tidt man hører en slig Tilstaaelse; det Vanlige er at klage og sige om det som er forhaanden, at det er det Sletteste.
Det er ogsaa rimeligt at dette Marked maa havde været gjildt, da Føret har været godt og Føret forhen har været saadan, at Folk fra Landet næsten ikke har kunnet komme frem. Derfor har her ogsaa været saa fuldt paa Værtshuse og Hoteller, at Værterne har maattet leie Værelser hos Andre for mange af sine Gjæster; og de, som kom ind paa de sidste Markedsdage, fik gjerne det Raad af Folk, de mødte paa Veien, at det var bedst at vende om, da der intet Hus var at faa i Byen. Det ligger derfor meget nær, at Husværterne have gjort gode Affærer; ligesom ogsaa Dandseholderne, Gjøglerne, Karrusseleierne, Koncertgiverne, Theaterne og overhovedet Alle, som maa have en stor Masse at tage af for at finde Nogle for sig.
Man pleier at siige om Markederne, at Brændevinskipperne har størst Fordél af dem; det kan man neppe sige om dette Marked: man har ikke seet saamange fulde Folk, som vanligt. Det være nu fordi Folk ere mere ædruelige eller fordi Politiet har bragt de altfor overstadige Mennesker til Besindelse; nok Alt synes at have gaaet nok saa ganske ordentlig til; mere ordentlig end man kunde vente i en saadan Folkestimmel; man har gaaet af Veien for hverandre og délt broderligt det lille Rum, som Torvet og Gaderne have levnet. Ind paa Salene og i Theatret har man nok traadt hverandre paa Foden, men det har dog gjerne skeet med et: «om Forladelse!»
Det kunde nok lønne Umagen at omtale de forskjellige Markedsforlystelser; det er vistnok gamle Historier, men det er Historier, som altid ere nye. Det virkeligen81 Liv er altid morsomt baade at læse om og tumle sig i. Men, jeg rækker ikke alt og faar derfor lade det være. Drammenserne har desuden selv Marked og har saaledes Adgang til at sé med egne Øine, og det er dog stedse det Bedste. Kan nok hende, at de ikke har tyrkisk Karrussel; men Rigok698 og Alwerströmn82k699 komme bestemt ogsaa derbort, og inden den Tid kunde det hende at Alwerströmn83 har faaet igjen sin Stemme, som han her har skreget bort, og der kommer vel Sluffer derhen baade med det ene og andet Slags Folk.
Her har været smukke Heste, og mange sige at Prisen har været høi. Synd at man ikke fik kjøre paa Isen, en Politiplakat forbød det; men Forbudet kom deraf, at Isen ikke var stærk, og alligevel tog man Forargelse af Forbudet. Man tænkte vel som saa, at Friheden til at dræbe sig ikke kan blive En berøvet, især i en fri Stat. Man vilde blive advaret mod en slig Udaad, men ikke forbudt at øve den.
Priserne paa Tømmer skal være gode, og det kan ikke slaa Feil, at jo Tømmerkakser har ladet Champagne flyde i slige Tider; forresten er ikke Markedstiden den rette; det er ved St. Hans, at Tømmerhandlerne hæve sine meste Penge. Der sér man Følgerne af Napoleonsk700 Regjering. Der skal i langsommelig Tid ikke have været saadanne Tømmerpriser i Frankrig. Man sælger nu maadelig Last til høiere Priser end før den bedste. Bønderne faa nok dette at vide, og man kunde sé paa mange Østerdøler, at de følte sin Magt.
Alligevel maa man laane i Hypothekbanken. DHrr. Forretningsmænd, som ere Mellemmænd i slige Laan, have i disse Dage ikke havt synderlig Tid til at gaa Markedsgang. Tiderne kan være saa gode de vil: er Laan at faa, saa laaner man, og til den lovbefalede Rente, svarer det altid Regning for den, som kan bruge Pengene, og kan man ikke bruge dem, svarer det ogsaa Regning; det er dog en Galgenfrist.
Jeg gjemmer det Bedste tilsidst. Udsalget paa Bazaren (paa Børsen) nu i Markedet var smukt. Man har af Bekjendtgjørelserne seet, at nogle af Byens bedste Kvinder har opfordret til at indsende til de Fattige. Disse indsendte Sager — mést kvindelige Haandarbeider — bleve nu solgte paa Børsen, og smukke fornemme Damer var Butikjomfruer. Kan ikke negtes, at det saa lidt affekteret ud; men Kritikken bør være saa god at tie, hvor alt er saa velmént og kjærligt. Man bør nok heller finde det rørende, at de Lykkelige i Livet komme den Fattige saa meget ihu, at de paatage sig en Tjeners Skikkelse for at hjælpe ham. Det bliver dobbelt rørende naar man sér disse smukke unge Damer, der nu staar og sælger for Enker, som kanske engang vare ligesaa straalende som de, og naar man tænker paa den Mulighed, at andre engang saaledes ville staa og sælge for dem. Man kunde føle sig opfordret til at digte over Sligt, og jeg vil haabe, at her findes saamegen Poesi i Christiania, at der kommer smukke Sange om Udsalget paa Bazaren. Man rimer over mere prosaiske Ting i Verden. De smukke Hænder havde syet og broderet de Ting, som de solgte, og Enker med faderløse Smaa skulde faa Lønnen. Jeg tillader mig at have Medlidenhed med den Mand, som ikke gik derhen for at opbygge sig, og følte ingen større Sorg end den, at han ikke kunde kjøbe Altsammen for at give det bort igjen, og dog er det et Spørgsmaal, om man ikke bøier den Arme, som maa modtage slige Gaver, dobbelt ved at skride til saavordne Foranstaltninger. Der ligger nemlig noget altfor meget i dem. Det er ikke Livets almindelige Gang; det er formeget extraordinært.

Nr. 35/1853; fredag 11.02.

[Christiania]

Korrespondance
Christiania, den 9de Februar
Nu er der Marked i Drammen. Drammen har det nu ligesaa godt som Christiania for 8 Dage siden; kanske bedre; thi der staar i mange Egne af Landet mere Ry af «Branæs-» end af «Christians»-Marken. Skindhandlarar og Skræppekarar drage heller til «Branæs.» «I Branæs er det bedst Kjøb paa Kram næst Bergen.» I Hestehandelen drives ogsaa godt paa Branæs; dog turde det hende, at Christiania heri har Overtaget; men saa taber det i Tømmerhandelen. Kommer nu hertil, at Drammen har Komedie nu i Markedstiden, skal den ikke staa forknyt lige over for Hovedstaden.
Man er tilbøielig til at overvurdere Christiania og stille det saa høit paa Straa mod de andre Byer. Forstaar sig, at Christiania som Hoved- og Universitetsstad har sine Fortrin, bare man ikke anslaar disse Fortrin for høit og glemmer de Misligheder, som disse Indretninger fører med sig for Byen, navnlig i sædelig Henseende og overhovedet i Friskfyreri. Christiania er et Drivhus; der er megen Frugt, men den er umoden; den skal jo netop bringes til Modenhed der; men saasnart den er moden, fordeler den sig rundt det øvrige Land, med Undtagelse af den, som ansætter sig i de gjæveste Kræmmerhuse, hvoraf der i Christiania naturligvis ere langt flere end i de øvrige Byer; men denne Frugt kommer gjerne tilbage igjen som noget for gammel; det er ikke længer den friske modne, det er den sammenskrumpne. Christiania er altsaa væsentlig umoden og for gammel Frugt, i andre Byer og paa Landet er den friske modne.
D’er ikke Under, at Christiania vil være toneangivende. Forresten skal ikke de andre Byer argre sig: Christiania udøver ingen Terrorisme, hverken i Smagen, Moden eller Politiken, saaledes som Paris f. Ex. gjør ved det øvrige Frankrig og den hele Verden, og man skal vel neppe heller beskylde Smaabyerne*) for at danse efter Christianias Pibe. Den eneste Hovedstadsindretning jeg véd Smaabyerne blindt tog efter, det var Karrusseller; de havde ikke været i Christiania et Par Maaneder, før de oprettedes paa mange Steder, og havde man ikke Heste, saa trak man den med Mandmagt. Christiania udøver altsaa intet Overherredømme over de øvrige Byer og har heller ingen videre Berettigelse dertil. Denne min Mening klinger maaske noget rart, og jeg skal da heller ikke fremsætte den som nogen Troesartikel. Anbefaler den sig ikke ved sit ægte «Klangpræg», nytter desuden alle Grunde og Overtalelser til ingen Ting.
Det véd jeg dog, at Mange i Smaabyerne — kanske ogsaa i de større — vil holde med mig; i Christiania derimod faar jeg vel Modstand; men saa indvender jeg, at de gode Folk ere sine egne Dommere, og det gjør dem efter alle Regler for en paalidelig Dom inhabile.
Jeg kan saaledes aldeles ingen Notits tage hverken af Modstandere eller Medholdsmænd; thi vedbliver jeg: Vil man faa en paalidelig Dom over Stillinger og Forhold, skal man ikke søge den i Christiania, men hos enkelte dygtige Mænd i de andre Byer og paa Landet. Jeg henviser til Enhvers egen Erfaring, som har været udenfor Christiania; har han hørt saa sundt Omdømme af nogen Toneangivende i Christiania som hos enkelte Embedsmænd f. Ex. paa Landet og i de andre Byer, saa farer jeg med Fjas.
Det ligger derfor uendelig megen Komik i smaa Kliquer af unge Mennesker i Hovedstaden, som ville regulere Smagen. Det er Ægget, som vil lære Hønen værpe. Dersom man ikke var saa menneskekjærlig at glæde sig med Mennesker, som gaar i slige salige Indbildninger, kunde man ærgre sig.
Er man saa heldig at komme sammen med dannede Mænd, som ere flyttede fra Christiania, skal man høre, hvor sundt de bedømme den og Livet derinde; hos dem er den rensede Smag at søge; de have Kundskaber og en udstrakt Erfaring og saamegen Ungdomsfriskhed, at de kunne forene begge Dele i det rette Forhold. Folk, som aldrig have været udenfor Christiania undtagen maaske som Smaagutter, mangler saare meget for at kunne have et sundt Omdømme, og de, som ere komne tilbage som gamle, høitstaaende Embedsmænd, ere i Regelen sløve.
Man maa føle Respekt for Studenterstanden baade fordi den engang bliver Landets intelligente Kjærne, og fordi Ungdommen ofte træffer det Rigtige, men Studenterne ere dog — almindelig talt — blot Børn.
Hvad nu Christiania anbelanger som By med næringsdrivende Borgere, Kjøbmænd, Haandverkere osv., da møder det vel ikke synderlig Modsigelse, om man med Hensyn til disse sætter mange af de andre Byer høiere. Christiania er i stigende Opkomst, og Befolkningen er derfor som i alle slige Byer strømmet ind fra alle Kanter; det kan være dristige Folk, men i Regelen uden synderlig Dannelse; man faar ikke Tid til at lære noget.
Saaledes maa det være efter Theorien, og saaledes er det ogsaa i Virkeligheden. Man har hverken af Kjøbmands- eller Haandverksstanden fundet nogen dygtig Storthingsmand i Christiania endnu, paa langt nær ikke saa god som i mange af de andre Byer. Denne Maalestok er vistnok ikke saa ganske paalidelig, men den tjener dog til et Maal, i Mangel af nogen bedre.
Drammen kan derfor ture sit Marked og sige til Christiania: «Hinter dem Berge wohnt auch Leute.»
Trykfeil i forrige Korrespondance
Alfinstrøm istedetfor Alwerström;k701 det ønskelige Liv osv. istedetfor det virkelige Liv.
*) Ved Smaabyer mener jeg naturligvis ikke Drammen.

Nr. 37/1853; søndag 13.02.

[Mormonarane]

Korrespondance
Christiania, den 11te Februar
I Hovedbladene har i disse Dage været aftrykt en vigtig Departementsindstilling, om Mormonerne ere at anse som kristelige Dissenter eller ikke, og om de derfor kan nyde godt af den Religionsfrihed, som Dissenterloven af 1845 tilsteder. Det er nu afgjort, at Mormonerne ikke ere at anse som kristne Dissenter, og at en særskilt Edsformular ikke bliver at udstede for dem, hvorom det nærmest var Spørgsmaal. Men dermed er dog ikke udtalt, at Staten ikke vil taale dem; den har alene gjort det umuligt for dem, at vidne, idet den ikke kan erkjende nogen af deres Forsikringer som retlig bindende. Videre kan Staten neppe gaa, førend en Lov enten forbyder dem at leve og virke hertillands eller ogsaa ganske aabner dem Adgangen dertil. Det skjønnes nemlig ikke, at Regjeringen efter den bestaaende Lovgivning kan lægge dem flere Hindringer i Veien, end den har gjort, og man kan alene ramme dem, forsaavidt de forgaa sig mod de borgerlige Love. Det forstaar sig, at de ikke kunne nyde Retsgoder, der ere knyttede til Bekjendelsen af den kristelige Religion, f. Ex. indgaa Ægteskab, men de maa dog kunne søge Erhverv, og nyde den almindelige Retssikkerhed. Det er dette som endnu ikke er taget fra dem og vil troligvis heller ikke tages.
Hvad der er gjort ved dem er — som antydet — blot det, at Regjeringen ikke kan erkjende dem for en kristen Sekt, og derfor ikke efter § 10 i Dissenterloven foreskrive dem nogen Edsformular. Vor Stat har altsaa erklæret Mormonerne for ikke Kristne. Denne Kjendelse er fældt af saa dygtige Mænd og efter en saadan alsidig Prøvelse, at det vilde være usømmeligt at dadle den. Der har vistnok hersket Strid, idet enkelte høie geistlige Embedsmænd og det theologiske Fakultet trodde at maatte kalde dem Kristne trods deres forvirrede og afvigende Lære, men Rigets første Biskop og Departementet antog det Modsatte, og Kongen billigede denne Antagelse. Alt er saaledes i bedste Form.
Det minder stærkt om en død og begraven Tid, naar man saadan ser Mennesker veiede paa Veieskaalen og fundne for lette, og derved erklærede uværdige til at nyde godt af Samfundets Goder. Det er en Slags foreløbig Dommedag, som det ene Menneske holder over det andet, og da nu det Menneske, som dømmer, har Magten, maa man respektere Dommen, uagtet man nok i Hjertet appellerer til den store Overdommer; men hans Dom falder saa sent, at der er liden Trøst i denne Appel: begge Parter ere nemlig døde naar denne Høiesteretsdom falder, og saaledes er man henvist til den trøstesløse Tanke, at den, som har Magten, indtil videre har Retten. Det gjælder altsaa at skaffe sig Magt, og man antager jo netop, at dette er Mormonismens væsentlige Tanke. Det slaar ikke feil, at jo Mormonerne engang ville holde en lignende foreløbig Dommedag over mange Sekter, naar de nu ere komne til Magt og Vælde; de vil exekvere sine Domme og kaste de Fordømte ud i det yderste Mørke.
Man bliver ganske underlig tilmode, naar man tænker tilbage paa Kirkehistorien og ser den ene Sekt holde saadanne foreløbige Dommedage over den anden. Høiesteretsdommeren tier stille og ser paa al denne Justits; han lader alle disse Underretsdomme blive exekverede. Retfærdigheden lægger Fingeren paa Munden og tier stille; denne Taushed er ængstende i høieste Grad, og man tæller forgjæves de Mennesker, den har bragt til Fortvivlelse.
Mon den Tid nogensinde kommer, at man ophører med disse Underretsdomme og opsætter sin Formening indtil Høiesteretsdom er falden? Der skal en stærk Tro paa Menneskeheden til at haabe det, og Kjendskab til dens Historie berettiger neppe til et saadant Haab; den vil nok vedblive at afsige og exekvere sine Underretsdomme, saalænge Jorden har saamegen Livskraft, at den kan nære Mennesker, og naar den dør af Ælde, vil der hverken være Mennesker til at dømme eller til at blive fordømte; da bliver det Slut paa det Hele; da gaar Jorden som et Lig — saaledes som Astronomerne antager om Maanen — og da vil der Ingen være som tænker, idet han ser hen over den fortørrede Flod: her forfulgte Menneskene hinanden, dømte hverandre og kastede hverandre i Fængsel for Ting, som de ikke kjendte noget til. Men da er ogsaa Høiesreretsdommen falden. Da sidder Retfærdigheden som Scipiok702 paa Carthagos Ruiner.
Mormonerne ere altsaa erklærede for ikke kristne Dissenter. Det kan nok ikke andet end være i sin Orden, at theologiske Mænd udtale sin Formening om et vist Parti er kristent eller ikke. Man har sine Kjendemærker paa Kristendom og disse Kjændemærker ere da et Maal, man lægger paa den, som skal maales. Her var det Mormonerne som bleve maalte. Det er rigtignok lidt usikkert, saadan at tage ydre Mærker paa indre Ting, som Religionen dog væsentlig er — men Verden er nu engang udvortes. Det er alvorligt saadan at se Landets bedste Mænd sætte sig hen og bedømme, om en Sekt er kristelig eller ikke, men, da alle Ting kunne sees fra en dobbelt Side, turde der vel ogsaa findes dem som fandt, at en slig Prøvelse slog over til Ironi. Der staar desuden i Bibelen, som man dog gaar efter: «Dømmer ikke!»
Under enhver Omstændighed er den over Mormonerne udtalte Dom et Faktum, som maa vække Nutidens Opmærksomhed, ligesom den sikkerlig vil vække Eftertidens.
Kun én Ting turde man indvende. Det er vel i sin Orden, at Kirken dømmer, men den bør da blot holde sig til Dogmerne, og saaledes ikke stige ned fra sit aandelige Rige. Det er ikke den, som skal fortolke Lovene; det skal Domstolene gjøre. Regjeringen skal heller ikke gjøre det, og Dissenterloven kan ikke have mént, at den skulde bedømme, om en Sekt var kristen eller ikke, for det om den giver Kongen Ret til at bestemme Edsformelen for en Sekt; det vilde ellers være en mærkelig Lov. Hvorledes vil man nu bære sig ad, om Domstolene skulde komme til et andet Resultat end Regjeringen med Hensyn til Mormonerne?

Nr. 41/1853; fredag 18.02.

[Fattigball]

Korrespondance
Christiania, den 16de Februar
Det første Fattigbal blev holdt i Frimurerlogen den 14de. Deslige Baller har i de sidste Aar været noget i Miskredit. Nu iaar kunde man se, at de skulle reformeres, idet flere anseelige Mænd stilte sig i Spidsen for dem og Lister bleve udlagte i Byens «sluttede Selskaber.» Hvorvidt Reformationen strak sig, er imidlertid ikke godt at sige; thi Folk har altid været velklædte og opført sig anstændige paa disse Baller; saadan var ogsaa Folk iaar. Paa Baldragten skal man ikke kjende Studenten og Skræddersvenden, Høker- og Statsraadsdatteren fra hinanden, heller ikke paa deres smukke Ansigter og yndige Dans, og endnu mindre paa deres anstændige Opførsel. I store offentlige Sammenkomster er det ikke de «simple Folk,» som gjøre Brud paa Sømmelighedens Love; dersom Nogle gjøre Brud paa disse Love, saa er det dem, som tro sig hævede over dem, og rigtig vil vise sin Foragt for Selskabet ved at foragte sig selv. Paa Koncerter, Baller, i Theatre og ved festlige Sammenkomster skal man altid gjøre denne Opdagelse. Forargelsen og Brud paa Sædeligheden kommer altid ovenifra; den «simple Mand» — en afskyelig Benævnelse — sér altid opad og vil lære noget, naar han kommer sammen med «bedre Folk.» Man skulde derfor gjøre Alt for at lade ham komme sammen med disse «bedre Folk»; de «bedre Folk» vilde lære meget af disse «simple Mennesker,» og de «simple Mennesker» vilde ogsaa blive hævede i sin egen Bevidsthed og dermed blive forædlede.
Den «fornemme Verden» drømmer neppe om, hvor lærerigt og taknemmeligt det er at iagttage og snakke med den «simple Mand»: der er tidt og ofte en overraskende Sandhed og Friskhed hos ham, som man forgjæves leder efter i den fornemme Verden, hvor man i Regelen har vant sig til at tænke og tale saa slikket og abstrakt, at der hverken er Saft eller Marv i det. I den Verden er sjelden det naturlige Liv at finde, og derfor sér man da ogsaa, at Mænd, som ikke have været udenfor den, ere ukjendte med Livets Trang og uskikkede til at afhjælpe den. Enhver Indestængsel i eget Hi er fordærvelig, og det er netop dette Stængsel, Tiden har holdt paa at nedrive i de sidste hundrede Aar; der er meget igjen at rive paa og vil troligvis altid blive meget.
Man overdriver nemlig Tingen og vil med én Gang springe over Gjerdet; dette gaar ikke an; man kan ikke vente, at Folk i Almindelighed have saameget Vet, at de finde sig vel med Andre end sine Egne. Den Indskrænkede sér ikke længer end ud mod Kanten af den Kreds, han er vant til at bevæge sig i, og da Verden har mest af slige Folk, vil de forskjellige Folkeklasser vedblive at stænge sig ude fra hverandre, baade i Sammenkomster og den daglige Omgang.
Man klager over Christiania, at de forskjellige Klasser ikke der ville blande sig med hinanden ved festlige Leiligheder og paa offentlige Forlystelsespladse. Denne Klage er baade sand og falsk, sand, forsaavidt at man kunde og burde være noget mere omgjængelig; falsk, forsaavidt som man dermed vil sige, at Christania er værre end andre Byer; efter Tingenes almindelige Gang skal man neppe i denne Henseende kunne klage over Christiania, og i de sidste Aar, sige Folk med længere Erfaring, er det blevet meget bedre.
De Fleste gaar vist ikke med Ulyst til disse Fattigballer, fordi Publikum er noget blandet, men simpelthen fordi der er saa fuldt, at der er en Ødelæggelsens Vederstyggelighed paa Balkjoler og Veste, og en Rædsel for Tæer med Ligtorne og en Ængstelse for Øine, som ere aabne for Støv. Logens Sale ere uskikkede til Ballokaler, fordi der ingen Trækhuller ere i Taget; der stiger en Støvsky i Veiret over Publikums Hoveder som paa en Exercerplads. Har man den mindste Sands for Lidelse, maa man beundre Folks Taalmodighed, som holder ud til Kl. 2.
Dette er ingen Daddel mod de ærede Mænd, som stilte sig i Spidsen for Ballet. Det er jo netop Spørgsmaal om at faa saameget til de Fattige som muligt, og Hensigten vilde ikke være opnaaet ved at have Faa, som kunde moret sig, medmindre Entreen var sat saa høi at samme Sum var indkommen, men saa havde man vel igjen klaget, at det var altfor Faa, som kunde komme. Forresten kan det ikke slaa feil, at man jo vilde udrette mere ved at sætte høi Entré; derved antyder man bedre Hensigten, og den, som vil more sig, driver nok op Penge; det samme gjør ogsaa den, som vil hjælpe, og da kan der blive mere Forslag i det Hele.
Det er trøsteligt, at se alle disse Anstalter, man gjør for at komme de Fattige til Hjælp, som man ikke ligefrem kan give af Kommunekassen. Denne Ydelsesmaade er mere beslægtet med den sande Hjælpsomhed, og Gaverne faa det Præg, som gjør dem til Goder og udøver derved sin Virkning paa deres Gemyt, som modtage dem, og naar jeg ytrede en Betænkelighed ved en Indsamling som den paa Bazaren, saa var det fordi den maatte bøie Modtagerne altfor meget paa den ene Side og paa den anden fordi Forfængeligheden ligger saa nær. Med slige Husarme maa man være forsigtig, skal man ikke begaa en saa dødelig Synd mod deres Æresfølelse at Hjælpsomheden bliver raffineret Grusomhed og saaledes efter Lovene for den menneskelige Aand vækker Hevn istedetfor Taknemmelighed. Til at komme den talrige Fattigdom til Hjælp kunde man skride til slige Midler dersom den private Godgjørenhed ikke strak til, istedetfor at man nu lader den gaa med Loven i Haanden og true, og derved nedbryder den Smule Æresfølelse som slige Folk maatte have. Det er netop den, man skulde fremkalde, gjør man ikke det, saa ere alle Skatter som Vand for den Vatersottige; han tørster, jo mere han faar. Kunde Fattigskat taales, maatte det være for disse Husarme, man nu hjælper paa andre Maader, og derved gaar Haand i Haand med Lovgivningen til at vende op og ned paa al fornuftig Fattighjælp. Det er et System, som sent eller tidligt maa straffe sig grusomt.
Her er megen Fattigdom og Lidelse i Christiania; men man sér den ikke uden nærmere Bekjendtskab; ved at gaa paa Gaden, paa Concerter, i Theatret osv. skulde man tro, at her var lutter Velstand og Rigdom. Det er vakkert at Fattigdommen saaledes holder sig tilbage eller véd at skjule sig, men det kan være farligt. Lovgivningen hjælper jo ogsaa til at den holder sig skjult, idet den med Straf belægger Betleri — en mærkværdig Lovgivning. Samfundet bliver derved pyntet og glat udenpaa, men udmarvet i sit indre, og det er en kuriøs økonomisk Slutning, naar Reisende tale om Sydlandenes Fattigdom paa Grund af de mange Betlere paa Gader og Stræder. — Mann84 faar ikke være ømfindtlign85 mod slige uhyggelige Syn. Livet maa udvikle siig efter naturlige Love; de finde en Modvægt i andre ligesaa naturlige. Man betler saaledes ikke længer end man faaer noget, og saalænge maa det være tilladt og uskadeligt. Man kunde maaske straffe Folk, man maatte komme efter, at betle unødigt.
«Det er bedre at dø end at betle,» staar der i Bibelen og dette siger ethvert Menneske med Æresfølelse den Dag i Dag. Heri ligger den bedste Lov og enhver anden maa blive forfeilet.

Nr. 43/1853; søndag 20.02.

[Mormonarane att]

Korrespondance
Christiania, den 18de Februar
Man holder endnu paa at snakke om Mormonerne. Det er en overflødig Gjerning: deres Skjæbne er bestemt og over den kan man ikke klage, dersom man da ikke er Mormon; man kan ligesaa lidet klage over Departementsindstillingen og Resolutionen, dersom man ikke forblander de religiøse Ting med de politiske, og klager over Autoriteterne istedetfor de menneskelige Forhold, som nøder det ene Parti ogsaa paa Religionens Feldt til at forfølge det andet. Det var over disse Forhold jeg klagede i min næstsidste Artikel, men en saadan Klage er ørkesløs, da den ikke holder sig til Personer men Ting. Det ene Parti maa forfølge det andet, skal det ikke opgive sig selv. «Hvo, som ikke er med mig, er imod mig,» heder det. Denne Sætning har man trolig fulgt og fordreiet naturligvis. Jøder har forfulgt Kristne, disse igjen Jøderne. Kristne har forfulgt Hedninger og Mahomedaner, og omvendt, alt eftersom de havde Magten. Katholiker har forfulgt Lutheraner, og disse igjen Katholiker og saaledes alle Sekter, som Ingen rækker at tælle; nu sidst har man forfulgt Mormoner og i Tiden vil vel Mormoner forfølge os igjen kanske. Man er ikke nidkjær i sin Tro, medmindre man forfølger, hader og foragter den, som tror anderledes; man er ikke engang som man skal være, medmindre man forfølger dem med Baal og Brand; først da dyrker man Gud og kan vente Belønning. Det lærer den hele Kirkehistorie. Ludvig XIVs Minister Le Tellierk703 sagde, da han paa sit Yderste havde underskrevet Dommen om flere endn86 100,000 Huggenotters Henrettelse eller Forjagelse: «Herre! nu lader Du din Tjener fare hen i Fred!» Da følte han at have gjort sin Pligt og nærede Haab om Belønning. Han er et Exempel for Alle.
Det har altid været en Kamp paa Liv og Død mellem de forskjellige Troessamfund, og dersom Nogen er tolerant, saa er det fordi han ingen Tro har; han er «indifferent.»n87 Naar derfor Nutiden prædiker Tolerantse, saa er det et Mærke paa, at det ikke staar rart til med dens Tro. Det vilde ogsaa være meningsløst at indrømme sin Modpart Ret, medmindre man vilde tabe selv. At holde med Alle er ikke muligt uden at holde med Ingle.
Dette tror jeg bliver Resultatet af en Betragtning over Historien. Det kan synes spottende; kan nok være at det ogsaa er det; men det faar ikke hjælpe; man kan ikke lukke sine Øine for det som ligger klart i Dagen.
Det vilde derfor efter dette være en Ligegyldighed, dersom man ikke endog gik videre med Mormonerne. Derfor skrev endog en Mand — formodentlig en troende Præst — i Morgenbladet: Skal sligt Djevelskab taales? Det var den rette Manden. Han vilde ikke have gaaet saa lempeligt som Regjeringen.
Dog, hvorfor dvæle ved Sligt? Det nytter ikke, og man bliver alene forstemt, godt, om man ikke bliver noget værre. Man skal desuden ikke vække Forargelse og gjøre Folk vaklende.
Altsaa til noget andet, som er mere lysteligt. Det finder man snart f. Ex. i Historien om Elias Skarpnok704.
Denne Mand er en Færgemand ud ved Frognerkilen, hvor man sætter over til Oscarshal.
Denne Mand vilde «Posten» skaffe et smukt Hus, for at det kunde se smukt ud ligeover for Oscarshal, og for at de Kongelige kunde se noget pent. Dette var nok Postens Mening.
Men da Posten ikke saa ligefrem vil være Rojalist, gav han denne Forskjønnelsesplan for Elias Skarpno Udseendet af en Medlidenhedshandling, og endog i Vers paakaldte Folks gode Hjertelag. Det saa smukt ud, og uagtet man har Paakaldelser nok i velgjørende Retning, tog Posten ikke i Betænkning at fremkomme med flere. Kanske ogsaa Posten var uskyldig, og at det var en Harcelist, som var ude i dens Spalter, for rigtig at gjække den. Nok, man bad for Elias Skarpsno.
Nu kom Morgenbladet og oplyste, at Elias ikke var saa fattig endda, og oplyste, at han kunde tjene indtil 5 Spd. om Dagen. Formodentlig, naar der var Dans paa Langvig. Morgenbladet lugtede nok Lunten og vilde knibe Posten.
Posten svarte og der udviklede sig en svare Trætte i Anledning af Elias Skarpsno. I denne Trætte indblanda man alle mulige Ting om Postens og Morgensbladets mange Synder.
Saaledes blev Elias Skarpsno en Forargelsens Stén, hvorover baade Posten og Morgenbladet har faldet og slaaet sig. Man har benyttet den hæderlige Mand til en Gjenstand for sine private Stridigheder. Posten og Morgenbladet har — som det hedder — slaaet paa Slæden og ment Mærren.
Naar Folk vil trætte, faa de altid noget at trætte om. Alt dette læser Publikum nok saa taalmodigt og synes naturligvis, at Posten og Morgenbladet i denne Historie endogsaa overgaa sig selv, og det skal dog meget til.
Kommer nu an paa, om Elias faar en Stue, der bliver ligesaa anstændig som Postens og Morgenbladets Prostitution.
Hvorfor sagde ikke Posten: «Det vilde være smukt, at der paa Skarpsno var en pen Stue lige over for Oscarshal; det er ikke passende, at de Kongelige skal se en slig Hytte, naar de vil sætte over. Lader oss skyde sammen!» Dette vilde have fundet Anklang; men Posten gik en anden Vei og den var bestemt en Afvei.
Men Morgenbladet kan være glad; det fik et Knibetag paa Posten i Skarpsnohistorien. Hvor den Posten kan være naiv!

Nr. 47/1853; fredag 25.02.

[Ei poetisk nyttårsgåve; målarkunst]

Korrespondance
Christiania, den 23de Februar
En «poetisk Nytaarsgave» for 1853 er kommen til os fra Trondhjem. Den er smukt udstyret, og lader sig virkelig læse.
Det er en gammel Skik at give «poetiske Nytaarsgaver», men i den senere Tid har man lagt den noget af. Den er ogsaa ganske overflødig; thi man kan faa kjøbt de nydeligste Vers i Butikerne, og vælge efter Leiligheden. Der er poetiske Genier, som fabrikere op en utrolig Masse, der sælges som Visitkort. Med disse kan man bærge sig langt.
Dette Afløb for den poetiske Produktion ligner Dagbladsliteraturen for den prosaiske. Tankerne udhøkres, som naar man sælger Kaffe i Fjerdingvis. Det er Tidens Behov.
Denne «poetiske Nytaarsgave», jeg her har foresat mig at skrive lidt om, er dog noget større: den har 22 Blade foruden Omslaget. Den er overkommelig, som man ser, og et poetisk Arbeide bør læses Ud med én Gang. Saa barmhjertige ere ikke alle Forfattere; de ere fordringsfulde nok til at lægge et længere Beslag paa Læserens Tid og Taalmodighed, eller ogsaa fremkalde en Krisis, som ender med, at Bogen eller Bladet slænges paa Bordet eller under det. Det ryster at komme i Affekt, og man skal ikke tilføie sine Medmennesker nogen Lidelse.
Giveren af denne «poetiske Nytaarsgave» forkynder sig bestemt som en Mand med poetiske Anlæg, men han forekommer mig tillige som et Exempel paa, hvorledes man kan skjæmme sig ud ved megen Læsning af poetisk Mikmak. Staaende poetiske Vendinger og Rimendelser kommer altid og altid tilbage, og han er saa kav dansk, at han mange Gange rimer «Lykke» paa «Skygge.» Man bliver ganske ængstelig ved at se vort klangfulde norske Sprog saa aldeles udvisket.
Opsætningen og Sproget ere lige unorske; det er ordentlig Christian Wintersk.k705 Gaven vil derfor være glemt næste Nytaar, og Forfatteren maa da være betænkt paa at komme med en ny. Han kalder derfor ogsaa Sangene ganske rigtigt «Øieblikkets Børn.» Der er imidlertid én Sang: «Penge», som er bedre end de fleste, man støder paa i den poetiske Literatur; den er kvik og sund.
Baggesenk706 mener etsteds i sin «Labyrinth», at Verden engang vil blive saa klog, at den slutter med at skrive Vers. Det er ikke godt at vide, hvorvidt denne hans Formening vil vise sig som rigtig; endnu er her ingen Udsigt til det.
Er det da virkeligt saa godt at skrive Vers? Kan ikke negtes, at den prosaiske Usands er liden mod den, som findes i Vers. Vil man sé noget rigtigt Forskruet, bør man gaa til den poetiske Literatur. Selv blandt store Digtere er vel mindst 9/10 aldeles ufordøielige Sager, hvor modtagelig man end er for Poesi, og hvor gjerne man end vil optage Alt i den bedste Mening, naturligvis under Forudsætning af, at man har Sands for Natursandhed. Men det er endda saare godt, naar 1/10 duger noget; den, som gjør større Fordringer, er troligvis ubillig, og kommer i Skade for at tage Verden anderledes end den er.
Jeg maa her tillade mig at fortælle en liden Anekdot; man disputerede engang om en literær Personlighed dugde noget, hvortil den Ene bemærkede: «Jeg har seet to gode Linier ifra ham; thi er han god; det er mere end man kan sige om de Fleste.» Man tog det for Spot, men Mennesket var alvorligt og vist med Rette. Man siger rigtignok, at en blind Høne ogsaa kan finde et Korn.
Man er bestemt altfor meget fordringsfuld mod Andre; mod sig selv er man det sjeldent. Det er netop et af Blasherthedens Kjendemærker at finde Alting slet eller ogsaa er det den forfængelige Uvidenhed, som er ræd for at prostituere sig.
Men, hvad er det da, som kan bevæge En til at sende daarlige Sager ud i Verden? Mangel paa Selvkritik, kortsynet Forfængelighed eller Nød. Nød er forhaabentlig den almindelige Bevæggrund, selv blandt dem, som levere virkelig gode Ting. Baggesen siger endog om Schiller:k707 «Dersom Maven ikke havde havt andre Kapriser end Hovedet, vilde neppe et Bogstav fra ham være trykt.» Dette er dog vel at drive Selvkritiken for vidt.
Naar Forfatteren kommer med en anden Nytaarsgave, bør han give den paa norsk; det skader ikke om han endog vælger et Bygdemaal. Man bør overlade til Mennesker, som ikke vide hvad Natursandhed og Hjertelighed er, at skrive i vort stive Bogsprog, og jeg antager, at det til Slut blot vil blive skrevet af saavordne Folk; mindre bør de skrive i det, hvis Modersmaal det ikke er. Det Bedste, som er sagt i vor hele Sprogstrid, var en Bemærkning af Professor Munchk708 i Morgenbladet her om Dagen. Grunden — mente han — til at de Danske i Regelen skreve bedre end vi Norske, var den, at de Danske nærmere skrev sit Modersmaal, medens det for os var et tillært Sprog. Munch traf her Hovedet paa Sømmet, og dette trænger Ingle mere at tage sig til Hjertet end de, som give sig af med at skrive Vers. Verset maa flyde naturligt og strømme fra Hjertet, skal det ikke blive søgt og dermed forkasteligt; men hvilken Nordmand kan skrive naturligt i det stiveste Bogsprog? Jeg kjender idetmindste Ingen. Wergelandk709 skrev mere norsk end Nogen, og mange af hans Vers ere da ogsaa saare gode. Man indvende ikke, at Tanken ligefuldt kan være poetisk, i hvilket Sprog den end fremtræder. Det er først naar den finder sit naturlige Udtryk, at den faar sin poetiske Farve. Derfor siger man ogsaa at det ikke ret vil gaa an at oversætte en stor Digter; han maa læsesn88 i sit Modersmaal.
Dekorationsmaler Wergmank710 skal ville fremstille nogle Tableaux’er af Tidemandsk711 berømteste Malerier, Hübnersk712 Udvandrer m. fl. Det maa blive smukt, og man tør antage at han vil faa fuldt Hus nogle Gange. Wergman forstaar at arrangere slige Ting. Det turde nok hende, at disse Tableaux’er ikke vil staa tilbage for dem, som selve Malerne i gave i 1850.
I Kunstforeningen er udstillet et Portræt af Præsten Gislesen,k713 malet af Witmark.k714 Det er særdeles veltruffet og gjør Maleren ligesaa stor Ære som Gislesens taknemmelige Elever, der bekostede det. Det skal hænge i Seminarbygningen, og det vil minde vordnende Lærere og Elever ved Asker Seminarium om den Mand, der saa velsignelsesrigt har virket i en Stilling, hvortil han ligesom synes født.

Nr. 49/1853; søndag 27.02.

[Renta]

Korrespondance
Christiania, den 25de Februar
Det er en morsom Statsøkonomi som atter og atter vover sig frem i Morgenbladet, nemlig en Henvisning til amerikanske Forhold for dem, som klage over den høie Rente hertillands. I Amerika kan det svare Regning at give høi Rente, fordi man kan udrette saa meget Frugtbringende med Pengene. Det kan man ikke gjøre her, hvor det f. Ex. ikke vilde lønne sig at kjøbe en god Gaard, selv om man fik Pengene til 3 eller 4 pCt., vel at mærke, naar man kjøbte Gaarden som Spekulation og ikke som en Tilflugt at holde sig ved for den, som selv kunde saa og pløie. Ligesaalidet vil det lønne sig til Byggeforetagender, ikke i selve Christiania, medmindre man maaske var Bygmester og saaledes fik lægge sit eget Arbeide med i Gaarden. Dette slutter jeg ikke derfra, at de fleste Bygherrer ere blevne ruinerede; thi det kommer vel tildels af, at de laane Penge til 18 eller 24 pCt., men det kan sees af en Sammenligning mellem den aarlige Leiesum og den billigst mulige Værdsættelse af Gaarden. Jeg kjender netop en Mand, som ved sin gode Kredit fik Umyndiges Penge og Laan i de offentlige Indretninger, og som under Bygningens Opførelse iagttog den største Forsigtighed. Alligevel er det med Nød og Neppe, han kan holde det gaaende. Ikke stort bedre gaar det med andre Spekulanter, naar fraregnes enkelte Slumpetræf: man ser jo sjelden, at den aarlige Gevindst ved Aktieselskaber, til Fabrikanlæg osv. stiger til mere end 6 pCt.
Naar man derfor giver høiere Renter, saa er det bare for at faa sig en Galgenfrist eller for at lade Andre bære Tabet. De enkelte Tilfælde kan ikke tjene som nogen Maalestok, hvor det kanske kunde svare Regning at laane til høiere Renter, naar det gjaldt at blive oplært til et eller andet Fag, eller hvor der var Spørgsmaal om at benytte en særegen Leilighed, hvor man f. Ex. vilde benytte sig af Andres Nød.
Man behøver derfor blot at se paa vore Forhold for at kunne sige, hvor høit Renten kan gaa uden at blive unaturlig; man skuffer bare sig selv og Andre ved at henvise til Lande, hvor Forholdene ere ganske anderledes. Og selv om Forholdene ikke vare anderledes, ligger der liden Trøst og Retfærdiggjørelse deri, at Andre have det ligesaa daarligt og forknyt som vi.
Man kan nu vistnok ikke faa Renten nedsat ved at klage over den og sige, at den leder til Ruin. Slige Ting maa have sin Gang, saalænge der gives Folk, som ikke kunne sætte Tæring efter Næring. Man indskrænker den ligesaalidt ved at give Aagerlove, heller ikke ved at skjælde paa Aagerkarlene, saalænge man ikke mere alvorligt skjælder paa sig selv, som tyr til dem og derved yngler dem op. Det er ligesom at skjælde paa den arme Djevel, naar man har syndet.
Alle slige Klager ere unyttige. Man skal ikke angribe Rentefoden og Aagerkarlene; man maa stoppe de dybe Kilder, som skyde dette Skum. Jeg klager derfor ikke over Morgenbladet, fordi det ikke klager over den høie Rente, men fordi det snakker sig fra Sagen ved at snakke om Amerika. Vil det snakke om Amerika, bør det fornuftigvis raade Folk at reise derhen. Den, som kjender noget til Almuesmandens kjæmpende Liv, maa inderlig ønske at han kan vinde noget mere end et kummerfuldt Liv med sin bitre Kamp, men det vinder han ikke her.
I Amerika er baade Rum og en taknemmelig Jordbund, der blot venter paa Mennesker for at gjøre dem lykkelige. Det er virkelig en falsk Patriotisme, som vil holde Folk borte fra denne Lykke; man elsker kanske sit Fødeland, men man hader sine Medmennesker, naturligvis ikke med Villie; thi Faa ere vel de, som af egennyttige Bevæggrunde søge, at holdt Folk tilbage. Det er denne lykkelige Enfoldighed, som ikke véd, hvad det vil sige at slæbe for sit daglige Brød, men altid har havt det magligt og godt. Han siger: «I Norge er dog godt.» Godt er her vel, fordi her hersker Frihed og Sikkerhed, men tungt er her, det skal Ingen vove at negte.
Nu turde man ogsaa kanske indvende, at de, som ikke klagede over den høie Rente, vare de, som ikke trængte til selv at laane. Kan nok ogsaa hende. Det er saa mygt og godt, naar man ikke føler Skoen trykke; men indrømmer man dette; vil man vel ogsaa indrømme, at der findes saa liberale Mennesker, at de ikke blot klage over Skomageren, naar Skoen trykker, men over den knudede Fod, som Ingen ordentlig kan sy til. Ligefrem talt, man kan laane til høie Renter og dog være saa liberal, at de ikke klage over Aager, men over sig selv og Samfundsforholdene.
Hvad skulde man da gjøre for at nedtrykke Renten og ødelægge alle Aagerkarle?
Stelle sig saa, at man ikke trængte til at laane; og kunde man med al Flid og Paapasselighed ikke berge sig, saa udvandre til et Land, hvor man fik større Løn for sit Arbeide, og var det ikke muligt at oparbeide Saameget, at man slap afsted, saa maatte man finde sig i sin Stilling; man var nemlig da et Menneske, som ikke fortjente noget bedre; thi saa fattig er ingen Plet paa Jorden, at man ikke ved flere Aars anstrengende Flid skulde kunne samle op en liden Sum.
Man faar sjelden Bugt med Ufornuft; man maa vende den Ryggen. Erkjender man nu, at det staar galt til med mange Ting i Staten, saa bør man forlade den, saalænge der i andre Stater gives frugtbare ubeboede Strækninger. Dette er den mest eftertrykkelige Opposition. Da slipper man at klage, som saa alligevel sjeldent fører til Noget. Denne Opposition anvender man i Tydskland f. Ex., og der er ingen Tvivl om, at den vil gjøre sin Virkning.
Arbeiderbladet har derfor aldrig været saa opposionelt som nu, da det raader til Udvandring. Tror man, at enkelte Klasser leve paa Andres Bekostning, skal man lade dem igjen alene, og de vil nok faa lære at leve af sine egne Hænders Gjerninger.
Men dette er jo Fortvivlelsens Udvei — turde man kanske sige. Kan saa være; men den er formodentlig den eneste rigtige. Mennesker kommer aldrig langt, har det ikke været fortvivlet, dersom ikke Andre bærer det frem.

Nr. 55/1853; søndag 06.03.

[Unge og gamle prestar; frå teateret]

Korrespondance
Christiania, den 4de Marts
Forleden Dag stod i Morgenbladet en Artikel, som maatte vække Opmærksomhed. Det var nemlig om Befordringsprinciperne for geistlige Embedsmænd. Forfatteren fandt det uforsvarligt, at man til Besættelsen af saavordne Poster alene eller væsentlig tog Hensyn til Alderen (Anciennetetssystemet) og derved glemte, hvad man først og fremst maatte se paa, Talent og Virkekraft. Dette, mente han, var saameget mere nødvendigt inden Præstestanden, som man mere og mere sér Slaphed i selve Kirken og omsiggribende Sektvæsen. Kommer nu hertil, at Præsterne have saameget med Skole- og Fattigvæsenet, og især paa Landet ere de Mænd, Menighederne saavel i aandelige som timelige Anliggender mest ty til, maa det indsees, hvor uforsvarligt det er at befordre Andre end overmaade dygtige Folk. I Byerne er det endnu mere nødvendigt, da Folk der ere mere oplyste og den kritiske Sands mere udviklet; der gjælder det især for Præsten at staa over sine Sognefolk baade i Kundskaber og Aandens Gaver, skal han ikke blive til en Forargelse for Kirken og en Spot for denne Verdens Børn, som man dog ikke saa ganske kan lade være at tage Hensyn til.
Jeg mindes ikke rigtigt, om Morgenbladsmanden rykkede i Marken med alle disse Grunde. Han burde formentlig have gjort det og kommet med flere til, naar han indlod sig paa den Sag. Det kan ikke negtes, at det sér høist betænkeligt ud saadan at sende mindre begavede Mænd ud i Kirken som Sjelehyrder; det kan ingen god Ende tage. Endnu mere anstødeligt er det, at Bykald og de bedste Kald paa Landet skal tage tiltakke med gamle sløve Mænd, som for største Delen have glemt det Lille, de i sin Tid kunde. Men, hvad er at gjøre?
Alderdommen maa man belønne med gode Poster al den Stund man ikke har en saa stærk Pensionskasse, at man rigelig kan aflægge dem, der stige paa Alder. Det er jo om Høsten man skal faa Belønningen for Sædetidens Møie. Det er baade naturligt og stemmer med Statens Interesse, naar man alvorligt sér Tingen an. De Gamle have saa mange Erfaringer og et saa sikkert Blik for Livet, at man er vel tjent med dem, og man vilde ofte gjøre et daarligt Bytte, om man satte en ung begavet Mand ind i vigtige Stillinger, istedetfor en ældre, selv om denne var mindre lærd og begavet.
Det gaar overhovedet ikke an, at forandre Tingenes naturlige Gang, og det vilde ikke være godt, om man kunde. Det klinger nok saa smukt og reformatorisk, at ivre mod den almindelige Ansættelse af gamle Folk i høie og byrdefulde Stillinger, men det er Ungdommen, som snakker, kan man høre paa Mælet.
Hvad den anden Hovedanke angaar, at man ansætter Folk, som ere mindre begavede og kanske mindre vellærde ogsaa, da maa man for det Første betænke, at disse Folk have en Slags Ret til Ansættelse, naar Turen kommer, eftersom de have opfyldt de Betingelser, som Lovgivningen fordrer. Staten kan ikke lade dem hjælpeløse, og naar Alt tages i Betragtning turde det hende, at netop disse Folk vise sig som mest brugbare til de løbende, ofte trættende og aandsfortærende Forretninger. Det klinger maaske noget synderligt, men man var neppe tjent med lutter Genier og vellærde Mænd; disse Folk fare saa høit, at de ikke berøre Jorden, og den maa man fode paa, skal det gaa vel. Har man truffet nogen rigtig Begavet, som var en god Forretningsmand? Mange træffer man vist ikke. Og nu selv ved Gjerninger af en saa aandelig Natur som Præstens, da vil sikkert Erfaringen have sagt den, som har nogen, at mangen mindre begavet og lærd Præst har virket mere velsignelsesrigt end mangen talentfuld og lærd. Dette er ingen Undtagelse, det turde nok hende at være Regel. Den præstelige Virksomhed ligger mere i Omgangsmaaden med Folk og i Hjerteligheden end i Gaverne. Heri maa man dog gjøre den Indskrænkning, at det ikke saameget gjælder Byerne, hvor en større præstelig Begavelse er absolut nødvendigt, ligesom man heller ikke maa tro, at en mere begavet Mand ikke kunde være fortrinlig skikket til at virke i en god enfoldig Menighed paa Landet. Naar det gode Hjerte kommer til det gode Hoved, faar man naturligvis det bedste, Livet kan frembringe. Overhovedet kan man være vis paa, at Evnerne ere saa ligelig udelte, at det Hele vil gaa godt, naar Enhver kommer i den Stilling, hans Alder og lovbefalte Kundskaber hjemle ham; i en fri Stat, hvor Alle have Adgang til at gjøre sig duelige for det Kald, de maatte føle sig skikkede for, der vil det gaa godt, dersom man følger denne Regel, som da ogsaa ganske rigtig befølges. Nu forstaar det sig, at de Overordnede, som ansætte Mænd i de forskjellige Stillinger, maa have Forstand til at gjøre de Undtagelser fra Regelen, som særegne Omstændigheder maatte gjøre nødvendig. Ancienneteten maa ikke være et dødt Maskineri; der skal være Konduite og Fornuft med i Spillet.
Reformatoren i Morgenbladet har derfor Ret paa en Maade, men han har ogsaa Uret, dersom han vil overspringe den jevne Udvikling, og tilsidesætte de ældre og mindre begavede Mænd. Man maa ikke være saa genial, at man ikke vil vide af Andre end Genier.
Nu er Fredagen kommen og Smidthk715 har givet sin første Afskedsforestilling i det norske Theater. Det gik bestemt ikke godt med denne Forestilling. Jeg véd ikke, om det maaske stikker i Theatret, nok Smidth forekom mig ikke saa god som vanligt. Der laa noget vist forceret og tillige forlegent hos ham. De Andre, et Par Studenter, Bucherk716 og Jomfru Sørensenk717 spilte ganske bra. Det er forresten ikke godt at bringe noget ud af Sligt; Stykkerne vare kleine; der var ingen synderlig Mening i dem, allenfals ikke i det første, en saakaldt Natscene. Det sidste, «Contubernalerne» af Crispinus, kunde endda gaa an; det var et kommersligt Studenterstykke; det var en Farce, som kunde lade sig se i Samfundet; men jeg tvivler høiligen paa, at det var vel betænkt af Hr. Smidth at give den ved denne Leilighed. Det skulde undre mig, om man ikke havde ventet noget smukt og godt, en virkelig Kunstnydelse.
Imellem Stykkerne var der nogle Herrer, som sang oppaa Galleriet i det ene Hjørne; det var bestemt — efter det danske Mundheld — grinagtigt, men dog paa en Maade gemytligt, idet man tog det som man skulde være hjemme; man svarte endog fra Parkettet, da Smidth spurgte om ikke Slobrokken var rød. Kanske det er vittigt at tage Tingen saadan? Med Sang fra Galleriet, med Svar fra Tilskuerne og med Farcer? Man kunde have troet sig ude paa Klingenberg ifjor, dersom Publikum ikke havde været saa godt. Man vilde vel give Livet i sin Virkelighed, men i Theatret forlanger man dog noget mere; og desuden er Livet ikke saa aandløst som det man ikvel saa i det norske Theater; der er Sandhed i det. Jeg vil dog for Smidths Vedkommende haabe, at jeg er noget streng i min Dom; forresten klappede man saa lidet som vel muligt.

Nr. 59/1853; fredag 11.03.

[Litteraturkritikk: Onkel Toms hytte; Landstads folkeviser; P.A. Munchs Det norske Folks Historie]

Korrespondance
Christiania, den 9de Marts
Vore Hovedstadsblade have i de sidste Dage været uvanligt gode: Posten har havt en Feuilleton af Franskmanden J. Lemoinnek718 over Onkel Toms Hytte. Denne Kritik, Anmeldelse, Fantasering over Bogen, eller hvad man nu vil kalde det, er skreven saaledes som alene udmærkede Franskmænd kunne skrive. Man maatte være ligesaa genial som Forfatteren for at kunne rose hans Artikel paa en træffende Maade. Der er noget egent ved de franske Forfattere, som lader En føle, at man vilde mangle et væsentligt Indhold af Tanker, dersom man ikke havde læst dem. Det er for os en ny Aandens Virksomhed, de udfolde; det er neppe Vittigheden — som man saa ofte har sagt, det er snarere Overraskelsen, Spændingen og den springende Lethed i Behandlingen af de mest vegtige Tanker; det er med ét Ord det Dramatiske. Selv i belærende Afhandlinger ruller ligesom Tæppet op, og aandløs lyttende følger man Fremstillingen fra Scene til Scene; det Rørende vexler med Humor, og man lér som et Barn med Taarer i Øinene. Det er den franske Aand, som taler til os, den Aand, der er saa dramatisk baade paa Kamp- og Skuepladsen, den Aand, der efter en Tænkers træffende Udtryk, gaar og leder efter sig selv, ligesom enhver ungdommelig begavet Aand, der først finder sig, naar det er — forsént, d.v.s. naar den ungdommelige Fjærkraft er slappet. — Stikker det i Blodet, Luften, vor kolde Jordbund eller endelig i Dannelsen, at vi Nordmænd ikke kunne skrive saaledes? Formodentlig i noget hvert af disse Ting. Det udkræver et dybt Studium af det menneskelige Hjerte til at kunne skrive som disse franske Feuilletonister; man maa saa at sige have fundet Aandens Angrebspunkter, den Achilleshæln89, hvor den kan saares. Naturlig Begavelse er langtfra nok; denne bliver regelløs uden den mest gjennemsyrede Dannelse; Naturen maa være lutret i Kunstens Skjærsild. Vi tage derfor mærkelig feil, naar vi under Læsningen af slige Artikler tro, at det maa være en legende Yngling, som har skrevet dem; Aandens maa være ungdommelig — det er utvivlsomt — men det er et Spørgsmaal, om man kan skrive saa, før Legemet er bøiet af Kummer og aandelig Anstrengelse. Goethek719 siger jo:
«Hvo ei sit Brød med Taarer aad,
hvo ei de tause Nattevagter
paa Leiet sad og flød i Graad,
han kjender ikke Himlens Magter.»
Vi beundre disse franske Forfattere, men selv om alle Betingelser vare tilstede, saa Nogen af os kunde skrive saaledes, vilde vi ikke forstaa ham; vi vilde kalde ham overspændt, svulstig, jagende efter Knaldeffekt, ikke vel bevaret, og det er vist Mange, der sige dette om selve Franskmændene, uagtet de se dem paa en saa lang Frastand, der alene lader Skikkelsen fremtræde i sine sande Omrids for det aandelige Øie, som ogsaa i denne Henseende er en Modsætning af det legemlige, der maa have Gjenstanden nær ved sig.
Onkel Tom har i J. Lemoinne fundet en veltalende Ypperstepræst, hvis Røst vil høres uden om. For Bogens Skyld var vist denne Røst ganske overflødig; thi Onkel Tom har jo faaet en fabelagtig Udbredelse over den hele Verden, kan man vel sige, men Kritiken var derfor lige velkommen, og der turde vel findes dem, der med mig fandt Kritiken ligesaa god som selve Bogen. Saadan burde alle Kritiker være, og er den ikke saadan, er den igrunden ingen Kritik, men en formastelig Formening af en Kloderian, som det vilde være en latterlig Modsigelse at tro paa. Vil man end ikke fordre, at den Kritiker af et literært Verk selv skal kunne skrive et lignende, saa kan man dog forlange, at han skal kunne skrive Kritiken paa sin Maade ligesaa interessant som Verket, han kritiserer, dersom han vil vente, at man skal tro ham. Alene af slige Kritiker lærer man noget og bøier sin egen afvigende Mening ind under dem. At jeg her mener ordentlige Kritiker og ikke korte Anmeldelser, maa vel forstaaes af sig selv.
Man maa vide Christianiaposten Tak for sin Oversættelse af denne Kritik og ønske, at han vil lægge sig efter mange slige.
I Morgenbladet har ogsaa været en lang Kritik af Landstadsk720 thelemarkiske Folkeviser, men det er ingen Lemoinne som har skrevet den; det er en lærd Nordmand, formodentlig Prof. Munch.k721 Det er igrunden ingen Kritik, men interessante Supplementer til Samlerens historiske og sproglige Anmærkninger. Det er en Oldgranskers Eftersporninger, der naturligvis have sit store Værd, men de kunde ligesaa godt være anstillede over et gammelt Skjøde, en Mynt og deslige som over et poetisk Verk. Det er saaledes ingen æsthetisk Kritik som man pleier at vente over Poesi. Andre kan komme med den, og dermed er Alt oplyst. Det er efter Principet for Arbeidets Deling. Kan imidlertid ikke negtes, at en saadan Kritik tager sig synderlig ud; den slaar ved sin Eiendommelighed. Man gaar omkring Pegasus som et andet Trældyr, og sér den paa Tænderne, hvor gammel den er. Nu, dette er nødvendigt: Livet er saa praktisk, at Pegasus ogsaa maa spændes for Skaglerne og ikke efter sin medfødte Natur blot jage henover Sletterne med flagrende Man og hæve sig fra Jorden paa sine spændte Vinger.
Munchs norske Folks Historie anmeldes og sluttelig oversættes i Tydskland. Det er Noget, vi kunne være stolte af, og Christianiaposten bør dele denne Stolthed; det skader ikke, om han har sine Betænkeligheder med Verket som en populær Bog; den er lærd og det skaffer den større Anerkjendelse i Udlandet end om den var tiltalende skreven. At forlange Alt, er formeget. Lad Andre skrive med Geni, dramatisk Studium og Talent, Professor Munch skriver med Lærdom og Skarpsindighed, sige Folk, som skjønner paa den Ting, og det er mere end Nok til at være stolt af ham og lade alle personlige Følelser fare, om man — som Posten har ladet til — skulde nære saadanne. Naar Posten bliver en ligesaa god Historieskriver som Munch er Historiegransker, saa have vi tvende værdige Tolke for vore Sagaers dybe Aand, og Europa vil agte os ligesaameget som det frygtede Vikingerne. Indsenderen i Morgenbladet, som beretter om den tydske Kritik af Munchs Historie, bryter sig paa «Posten,» og mener, at det vil virke paa ham som rødt Klæde paa Stuten. Jeg, og vistnok Mange med mig, haabe derimod, at det vil virke opmuntrende, og at han vil være glad ved hver ny aandelig Magt, som kommer tilsyne hos os, selv om den ikke var saa stærk, at den vakte den europæiske Verdens Opmærksomhed. Posten er forhaabentlig en Patriot.

Nr. 61/1853; søndag 13.03.

[Kongen frisk att]

Korrespondance
Christiania, den 11te Marts
Her hersker délte Meninger, om man skal illuminere Byen eller bygge en Arbeiderbolig eller endelig — som en Indsender i Posten vil — oprette et Vedmagazin, i Anledning af Kongensk722 Helbredelse. Noget maa der gjøres, det føler Alle, men hvad, derom er man som sagt tvivlraadig, og da det er Noget, som interesserer Alle — i alle Fald Folk som bo til Gaden — saa kan man ikke andet end indrømme dem Ret til at have en Mening om dette Arrangement. Sagen kan dog nu paa en Maade synes afgjort, eftersom der fra Formandskabet er udgaaet Indbydelse til en Illumination; men da Posten, der saa gjerne holder sig til Autoriteter, baade i en Redaktionsartikel og tvende indsendte Stubber, kvinkelerer mod en Illumination, saa er endnu ikke alt Haab afskaaret fra at sé den utændt. Det er forresten uafhængigt gjort af Posten at modsætte sig en Illumination, da han derved kan vente at blive opsagt af alle Lysestøbere og Folk, som handle med Stearin*). Det har altid været farligt for et Blad at støde an mod de materielle Interesser. Morgenbladet er som sædvanligt diplomatisk; det kommer ikke med nogen bestemt Formening, før det Hele kan ansees afgjort, og Ret gjør det: det er hos Lysestøbere og slige Folk, det skal søge sin Støtte; Folk med mere aandelige Interesser kan ikke med Tillid hælde sit Hoved til det.
Der kan siges meget for og imod en Illumination; det vegtigste Modargument er unegteligt, at her Ingen er at illuminere for; det bliver igrunden en Illumination for os selv, for det «suveræne Folk.» Man burde bie, til Kongen kom, men da er det igjen Sommer, og saa vilde Illuminationen ikke tage sig ud; skal man illuminere, maa det være mørkt, og illuminere maa man; thi er der ingen anden Raad end at illuminere nu. Det vil blive smukt.
Men saa vælger man den 17de; hvorfor heller ikke den 14de, som er Josephinedagen? Det gaar ligesom paa Skakke altsammen, og man behøver ikke at være overtroisk for at antage, at det efter dette vil gaa mindre godt baade med Illuminationen og Universitetets Fest, som samme Dag skal holdes i Frimurerlogen.
Derimod tør man antage, at det vil gaa godt oppe i det norske Theater med det Stykke, som formodentlig samme Kvæl skal gives i Anledning af Kongens Helbredelse. Stykket er af en bekjendt dramatisk Forfatter, og det skal være nationalt. Det bliver noget Andet end i det skandinaviske Theater, hvor man alene havde en Prolog, og den blot paa en 4, 5 Vers. I det norske Theater skal man ogsaa faa en Prolog — foruden Stykket — og den siges at være mange Gange 5 Vers. At man heller ikke der vil forsømme smukke Dekorationer, følger vel af sig selv.
Vi kommer os. Iaften giver man et originalt Stykke i det norske Theater, «En Aften hos en Høkerfamilie.» Ideen er ikke ueffen; det turde haabes, at Stykket er godt, eller iallefald taaleligt. Bare man nu kunde være uhildet i Bedømmelsen! Det er saa rart med en ung ny Mand; han har altid — latterligt nok — sine Misundere, der finde en Lise i, at Alle ere ligesaa kleine som de selv. For at være aldeles upartisk, sidder jeg hjemme, de første Kvæller det gaar. Det vilde forresten ikke være godt, om alle toge slige Forholdsregler for at bevare den selvstændige Upartiskhed. Man bør ikke sky Faren, naar den da ikke er altfor overhængende.
Paa Smidthsk723 anden Forestilling skal ogsaa komme et originalt Stykke, «Pressens Magt.» Forhaabentlig ogsaa et godt eller taaleligt Stykke, uagtet Titelen ikke spaar noget videre, da der vel maa komme Politik med i Spillet, og den er en meget farlig Ting i et æsthetiske Verk, den er nemlig af Naturen gjerne prosaisk.
Nok et originalt Stykke til det norske Theater skal være i Farvandet, «Fangen paa Æresord» eller sligt noget. Der er virkelig poetisk Klang i den Titel, ordentlig noget, som leder Tanken hen paa Hauch.k724 Sér man det! om der ikke ogsaa boer Folk hinter dem Berge!
Tvende smaa Pjecer ere ogsaa udkomne i den sidste Tid, nemlig et Forsøg i den spekulative Kritik og en Ballade om Kongen og Kongehuset. Den ene har Posten kaldt et Fænomen, og den anden er fordelagtig omtalt i Tilskueren og Nyhedsbladet. Jeg maa oprigtig tilstaa, at jeg ikke har kjøbt nogen af disse Pjecer; og saavidt jeg slutter, er jeg i dette Stykke ikke den Eneste. Pjecerne ligge i Bogladerne nok saa pene. Smukt udstyrede ere de; men de ere saa ulykkelig tynde, at de paa langt nær ikke kunne staa paa egne Ben, og der skal en vis borgerlig Tykleik til for at vække Respekt.
Dette er ogsaa noget af det Mistænkelige ved alle disse nye Stykker; de ere blot én Akt med Undtagelse af «Fangen paa Æresord», der skal være lidt mere, hvormeget, véd jeg ikke bestemt.
Klage nu, hvem der klage vil, over vor literære Fattigdom. Tvende Theaterstykker paa en Akt, et paa to (?) og tvende Pjecer paa respektive 32 (?) og 12 (?) Sider. Alt i Løbet af nogle Uger. Christiania er dog en Hovedstad, kan man skjønne! Naar man betænker, at Posten og Morgenbladet skal fyldes hver evige Dag, Tilskueren og Nyhedsbladet én Gang om Ugen, saa kan man nok skjønne, at store literære Kræfter maa være i Virksomhed. Men, det er paa Føret nu, som man siger.
Det er ellers forbi med Føret. Gaderne se meget forfaldne ud, og det er frygteligt, at vi ikke faar det gode Føre igjen, som vi nu i langsommelig Tid har havt. Det turde kanske hende, at Tøveiret tog saa meget paa Isen, at Farten snart kom igang. Prisen paa Trælast skal være god. — Det skal være lige trangt med Laan i de offentlige Indretninger. Det er dog et slaaende Bevis paa vore forknytte og snevre Forhold, at et Par Hundrede Tusinde Spd. skal indvirke saa meget paa Pengemarkedet, og drage saamange Forrykkelser efter sig.
*) Jeg skylder Sandheden, at denne Bemærkning ikke er min.

Nr. 67/1853; søndag 20.03.

[Universitetsfesten; frå teateret: Mozarts Don Juan]

Korrespondance
Christiania, den 18de Marts
Det gik dog godt med Universitetets Fest igaar. Den stod altsaa ikke i saadan Forbindelse med den paatænkte Illumination, at dennes ulykkelige Historie skadede den noget. Festen var formelig, det er vistnok Alt, hvad man kan sige om den; hjertelige og egentlig høitidelige kan slige Fester ikke lettelig blive. Det Hele maa bevæge sig inden saa afstukne og staaende Grændser, at Hjertet forbliver koldt, dersom den enkelte Deltager ikke selv formaar at lægge Liv og Inderlighed i de afsjelede Former. Ved denne Fest formaaede vist de Fleste at gjøre dette, og saaledes blev den høitidelig og smuk. Det er mere mathematisk end poetisk at se Folk saaledes opstillede efter Rangreglementet, og man tænker nærmest paa en plantet Allé, naar man saadan sér Folk skride mellem opstillede Rækker. Det kan være smukt og regelmæssigt, men hjerteligt er det dog ikke. Denne Verden gjør sig saa meget gjældende, at man vanskelig faar Stunder til at tænke paa hin.
Kl. 11 ½ blev der Liv i Gaderne, da fik man strax en Anelse om, hvilken velsignet Mængde Embedsmænd og Studerende, Christiania indeslutter. Det var koldt, og Vinden legte med de side Kapper. Velbaarne Heste, som jeg tog af mig Hatten for, trak smukke Vogne gjennem Gaderne med smukke Damer i. Byens Autoriteter med Brandofficierer havde nemlig med sig sine Damer, der istedetfor Geværerne ved den militære Fest kom til at staa rundt paa Salens Galleri.
Det var egentlig bestemt, at Studenterne skulde komme først og danne Alleen, men nede i Gangen — Forværelserne til den mindre Sal — hvor man hængte igjen Overklæderne — og inde i denne Sal gik man tværtimod Rangreglementet om hinanden og stod der saa fuldt op som Pinder i en Skohæl. Langsomt bevægede Strømmen sig op ad Trapperne, og i Døren mødte man en Festmarsch fra Orchestret i Salens anden Ende. Paa Bænkene og Stolene laa Kantater og ventede. Man kom i Orden, der blev stille. — Over Orchestret hang et Skjold med dunkelrød Rand, ombordet med smukke voxne Blomster, og i Midten stod et «O.» Lidt foran var en Talerstol, betrukken med Grønt, paa Gulvet var Tepper, men ikke af samme Slags.
Der var megen Intelligents i Frimurerlogens Festivitetssal denne Gang; det bliver altid noget af, naar Saamange komme sammen, og desuden var der Mange, som hver for sig ikke har saa lidet at byde over endda. Og megen Intelligents maatte der være: thi naar man undtager Damerne og enkelte Kommune- og Brandfolk, var det jo lutter Mennesker, som Landet holder til at tænke for sig, og istedetfor at forundre sig over den store Ansamling af Intelligents, maatte man snarere spørge, kan det være tilstrækkeligt til Landets Forbrug, og faar Landet Valuta i Fornuft og Forstand for alle sine Udgifter?
Og her tænkte man isandhed for Folket ved denne Fest; kan nok hende, at Kantaten, Sangen og Musiken ikke vare saa poetisk tænkte, som Folket kunde have ønsket, men det var det Bedste man vidste at opdrive, og det Bedste er altid godt nok. Melodien «God save the King» var derimod folkelig tænkt: da den bruste gjennem Salen blev det høitideligt.
Under Talen var det ogsaa høitideligt. Professor Kaurink725 er en værdig Taler; hans Organ er klart og præsteligt. Talens Indhold behøver ikke at gjengives, da Enhver let vil kunne tænke sig Indholdet ved en Anledning som denne; der gaves intet Valg i Materien. Det maatte være en Tak til Gud for Kongensk726 gjenvundne Helbred, en Bøn for det øvrige Kongehus, hvorunder man ogsaa som efter alle Prædikener — indsluttede den øvrige Styrelse til «Lands og Vands;» man kunde tage det fra en mere eller mindre theologisk Side, men Gangen maatte noget nær være den antydede. — Professor Kaurins Tale var meget theologisk; den anvendte smukt Bibelsprog som: «Der er ingen Øvrighed uden af Gud,» «Herrens Salvede» o. fl.
Professor Monradk727 har dog nok havt en anden Gang i sin Tale, som dog blot er trykt, men ikke holdt. Den er om det arvelige Kongedømmes Betydning, og vist ligesaa filosofisk som Kaurins var theologisk; de ere da ogsaa begge Professorer i hvert Slags. Monrads Tale er vist ogsaa meget god; jeg har imidlertid desværre ikke faaet læst den endnu.
Kaurin ihukom ogsaa Universitetet i sin Tale. Han udhævede paa en smuk Maade dets Betydning og nedbad Velsignelse over det.
Omtrent Kl. 1 ½ var Festen endt.
Skuespiller Hagenk728 har havt en ulykkelig Hæshed disse tvende sidste Dage, saa sige de røde Plakater, som ud paa Eftermiddagen have opsat den ventede Nydelse af at høre Mozartsk729 Musik i Don Juan. Hagen skal synge, og da klinger det ikke godt at være hæs. Den første Dag jeg saa den røde Plakat, faldt det mig ind under Læsningen, «Forestillingen opsættes til imorgen»: det er dog nogle besynderlige Folk, der saa sikkert gjøre Regning paa at Hæsheden skal være forbi imorgen; hvad, om den skulde finde paa at vare lidt længer! Og ganske rigtigt, den vedblev. Man gjorde igaar igjen Regning paa, at den dog ikke kunde holde paa længer end til idag. Kanske den omsider har givet sig; her er iallefald ingen rød Plakat om Hæshed endnu. — — — —
Hæsheden lod sig ikke besværge, men Jørgensenk730 var saa artig at være Mazetto, og saa gik Operaen ikvæl. Men den gik ikke godt; det var en Synd og Lidelse at se dette Mesterverk saadan fremstillet; dog bør man være taknemmelig fordi man fik det og ikke engang gjøre Fordring paa, at det kunde gaa anderledes. Det var derfor utidigt frappent at hysse, som man gjorde, ikke at tale om, at det var uanstændigt, uagtet man nok ikke ville mene Musiken, men blot Udførelsen. Frøken Løvgrénk731 som Donna Anna magtede sin Sang og Rolle mindst. Madame Ursink732 som Elvira var kanske lidt bedre, hvorimod Jomfru Klingenbergk733 som Zerline var smuk, sang ret godt og dandsede sin Menuet ganske fortrinligt. Wolfk734 var Don Juan og var en værdig Repræsentant for Sandseligheden. Lundk735 var en passende Oktavio og Jørgensen var en fortræffelig Mazetto; Sandstrømk736 var en vindtør Lepovello og Nielsenk737 en brav Kommandant især som Stenmand. — I næste No. skal jeg sende en Kritik af J. Janin.k738 Den er lang, men jeg haaber, at Læserne ville finde den for kort: Faar Drammenserne ikke en Don Juan, skal de idetmindste faa en Kritik, som Christianiabladene ikke formaa at byde sine Læsere.

Nr. 71/1853; søndag 27.03.

[Teatera og nasjonaliteten]

Korrespondance
Christiania, den 23de Marts
Vore Theaterforhold er et godt Stof baade for Aviser og mundtlige Samtaler; man skal ikke med Grund sige, at dette Stof bliver formeget tærsket paa; snarere maatte man vel paastaa det Modsatte; thi vore tvende Theatre ere dog, hvordan man end vender Sagen, et kort og godt Udtryk for de forskjellige Retninger i Sprog — mundtlig som skriftlig — i Literatur og — hvorfor ikke — Kunst? Disse tvende Retninger faa ligesom noget at holde sig til i vore Theatre, der blive et Midtpunkt, hvorom Striden kan dreie sig. En Fred imellem eller en Forening af disse vore Theatre, vilde derfor være lidet ønskelig, da disse Retninger, som de repræsentere, maa rives for at noget fornuftigt kan komme ud af det.
Det maa derfor enten være Uforstand eller nærsynet Politik fra én af Siderne, som arbeider paa at faa et Forlig istand. Krig maa der være; skader ikke, om den atimellem bliver bitter — den pirrer det store Publikum, som tilsidst bliver den bedste Støtte. Nu er Tiden at bringe Modsætningerne til Bevidsthed; saalænge man gaar og døser og ikke véd, hvorhen man vil, kommer man naturligvis ingen Vei.
Det norske Theater bør derfor intet andet lære af det skandinaviske, end hvad det overhovedet bør lære af den dramatiske Kunst ialmindelighed; begynder det at efterligne det i Sprog og Udtale f. Ex., saa er det uigjenkaldelig fortabt, ligesom det paa den anden Side ikke nytter det skandinaviske Theater et Grand, at optage norske Skuespillere, al den Stund det tilmeisler deres Sprog efter det danske.
Naar derfor Postens Theaterreferent for idag i en forresten særdeles velskreven Artikel om det norske Theater snakker om en dannet Udtale, som han ikke finder paa det norske Theater, saa bør det norske Theater være saa klogt, at finde denne Daddel særdeles god for sig, og bestræbe sig for at han aljamt kan finde Grund til en slig Daddel. Jeg mener naturligvis ikke hermed den Daddel han med Rette udtalte over Enkeltes raa Organ og tufsede Stemme, men Daddelen over Udtalen og den Frihed man har taget sig til at benytte Bondemaal.
Det norske Theater bliver med Sammenhængens Magt dreven fremad med en hyppigere og hyppigere Brug af Bondemaal. Heri skal det finde sin Styrke til at udholde Kampen og sluttelig seire. Man kan ikke noksom gjentage at det er redningsløst forlorent, dersom det ikke bliver mere og mere radikalt. Det maa ikke gaa paa Akkord med det skandinaviske Theater, og dets Kritici; det maa være et Organ for den nationale Trang til at rense Sproget fra fremmede Bestanddele og lidt efter lidt føre det tilbage til sin Velklang og Styrke. Vil det være et saadant Organ, kan det smile til alle Anstrengelser for at ophjælpe det skandinaviske Theater; vil det, tør det ikke, kan det ligesaagodt først som sidst pakke ind sine Skildter. Dannede Mennesker gaa ikke og vil ikke gaa did endnu i de første Aar for at søge nogen æsthetisk Nydelse, men de gaa af national Interesse og Mængden gaar, fordi den finder noget forstaaligt, og fordi den samme nationale Interesse bevidst eller ubevidst er med i Spillet. Denne Interesse er endnu ikke i noget Land paakaldt forgjæves, og den er stærk nok til at bringe alle andre Interesser til Taushed, naar man blot forstaar at anslaa denne poetiske og følsomme Stræng.
Alene under denne Betingelse kan Entreprenørerne for det norske Theater være rolige, under den Virksomhed, det skandinaviske Theater udvikler, under de stærke Kræfter, det paakalder, og under de kloge Foranstaltninger, det unegtelig træffer. Det vil udvide Theatret for at faa flere og billigere Pladse. 4000 Spd. skal alt være tegnede til dette. Th. Meyerk739 skal have skjænket det 1300 Spd. og J. Meyerk740 300. Af Aviserne saa man, at Kongen havde skjænket 500 Spd. og Interimsregjeringen 400 til Forbedring i Skuespillernes Lønninger. Med slige Kræfter bør noget kunne gjøres, og man bør være disse mægtige Givere taknemmelig baade fordi de berede os Kunstnydelser, som det norske Theater endnu ikke kan byde, og fordi de styrker den Retning, som skal kontrollere vore Nationalitets-Bestræbelser. Den Revolution, som vil andet end personlig Fordel, maa netop ønske, at Reaktionen er stærk.
Det skandinaviske Theater har ogsaa engageret en Jomfru Johannesenk741 fra Bergens Theater. Bergens Stiftstidende beklager det Tab og véd ikke, hvordan det vil komme til at gaa med Theatret dersteds, dersom det skulde blive Skik at de bedste Skuespillere reise til Christiania. Det vil nok gaa saaledes, hvordan det saa gaar med Theatret i Bergen.
Idag bekjendtgjøres ogsaa, at unge Herrer — man har formodentlig Damer nok — der føle Kald til at blive Skuespillere, kunne melde sig hos Theatrets Direktør. Man vil hovedsagelig blot rekrutere sig med Norske. Man sér, at det skandinaviske Theater giver efter for den almindelige Mening. Det er et godt Mærke; men det nytter ikke stort Altsammen, dersom det norske Theater begriber sit Kald. Det skandinaviske Theater bliver med al Optagning af norske Bestanddele alligevel blot en Tvitulle (Hermaphrodite). Danskheden bliver forherskende og de Norske, som komme did, blive skjæmte bort. Deres Sprog bliver hverken det Ene eller det Andet. Dog, det bliver det dannede Sprog, som Posten aljamt taler om. Men det har ingen Livskraft, da det er en Plante, som ingen befrugtende Jordbund har at staa i. Den visner; man sér jo Bladene krølle sig fra Dag til Dag.
Men en Skuespiller og Skuespillerinde, som tror at have nogen Fremtid, bør vist ikke gaa til det skandinaviske Theater. Den større Gage, man der faar i Begyndelsen, bliver sikkerlig liden, naar man sér fremad, dersom man da ikke kan aflægge den danske Tunge som et andet Klædebon.
Saadan staar Sagerne; og man vil begribe at Cronborgk742 maa være ængstelig, naar han sér alle disse Anstrengelser og Reformationer hos det skandinaviske Theater; man begriber det netop fordi han som dansk Mand ikke vil kunne begribe den Norskhed, han maa være Redskab for og som alene kan redde ham. Kan nok hende, at han ogsaa har norske Raadgivere, der heller ikke kunne begribe, at man skal være saa norsk for at kunne holde sig, men at man bør være maadeholden og gaa paa Kontrakt. Lad sé!
Tidsbegivenhederne har en god Logik; de forberede og med ubønhørlig Strenghed gjennemføre, hvad man i Begyndelsen knapt turde vove at tro paa. Hr. Cronborg og de øvrige Entreprenører tænkte vist ikke paa at blive saa norske, som de nødvendigvis maa blive, skal ikke det Hele knage sammen og Enkelte lide et utaaleligt Tab. En Idé tager Omstændighederne og det materielle Liv til Hjælp for at drive Menneskene til at udføre, hvad den vil.
Christiania den 25de Marts
«Sypigerne.» Ja saa hedder et «Lystspil» (?) i 4 Akter med Sang og et Musikbilag, som i disse Dage er udkommet i Trykken og er at faa hos Bogtrykker Halvorsen.k743 Af den Masse literære Frembringelser, som i de sidste Tider er kommen for en Dag, indtager unegtelig dette Lystspil en fremragende Plads — allenfals i Omfang — det er paa 103 Sider, og vis kan man være paa, at dette vil faa det største Publikum: Titelen lokker; man venter noget morsomt og tidsmæssigt, noget, som rigtigt er grebet ud af Livet. Man kjøber Bogen; den er forresten ikke rar, synes mig. Men dette gjør jo igrunden ikke stort til Sagen. «Posten» fandt ogsaa «en Aften hos en Høkerfamilie» slet, men Publikum morede sig nok saa fortræffeligt ved Stykket. Kritikerne have sin Mening og Publikum sin, og den Forfatter, som tiltaler Publikum, er hjulpen; han kan smile til alle Kritici. Forfatteren til «Sypigerne» — egentlig Oversætteren; thi de skulle være svenske, og blot lokaliserede for Christiania — kan godt trøste sig over den haarde Kritik, som muligens kan ramme ham; han vækker Minder, sætter Snak i Omløb, og faar solgt sin Bog.
«Sypigerne» er — som sagt — en god Titel. Man kunde bestemt bringe noget ud af den; men det er ingen Paul de Kock,k744 som har skildret disse Couturièrern90. Dog Sypigelivetn91 er vel heller ikke saa udviklet i Christiania som i Paris, uagtet man vil vide, at det ogsaa her skal blomstre i haabefuldt Velgaaende. Det er unegtelig Synd at saa gode Emner skal blive forkvaklede; det kunde blevet baade en morende og belærende Skildring, og et Optrin af Byens «Løver» maatte kunne tage sig yderst komisk ud i et Selskab af Sypiger; det vilde være den bedste Satire som man kunde ønske sig paa de fine Herrer og det moderne Samfund; ved Modsætningen falder først Hulheden og Raaddenheden ret i Øinene. Det kunde blevet en Straffebog mere virksom end den bedste Prædiken.
Man har vist ogsaa tænkt, at den skulde feie; idetmindste ligge tvende Sopelimer symbolisk overkors paa Titelbladet.
De Herrer, som optræde, ere bekjendte Personer med noget forvredne Navne. Se, det pirrer. Men man kan ikke kjende Personerne af Skildringerne — saadan som det burde være — men Navnene ere ligesom Karaktererne paaklistrede. Det er Krydseren og Krydserkliken som er mént, synes man at kunne slutte.
Der er forresten Ting ved dette Lystspil, som det ikke er tilladt at spøge med. Det er nemlig den Omstændighed, at Personer fremstilles som Forbrydere paa en Maade. Det er ikke æsthetisk, det er juridisk, og hører ikke hjemme i et Lystspil. Har man noget at paasige en Mand, bør man være ærlig og aaben og ikke skumle; det er Gift, som dræber sit Offer, og Gjerningsmændene bliver ikke rammet, før efter Gjengjældelsens evige Lov en Anden kommer og skumler paa ham igjen. Dette er ingen ønskelig Tilstand, og man kan visselig ikke haardt nok revse et saadant Uvæsen. Det skulde være dette, som gjorde «Sypigerne» en Kritik værdige; den skumlende Tendents bør straffes. Kan være, at Enhver føler det Uværdige i en saadan Brug af Trykkefriheden, og at man derfor ikke behøver at gjøre opmærksom paa den, men det kan man jo paa en Maade sige om alle Vildfarelser, og derfor bliver en Daddel over «Sypigerne» ikke ganske overflødig. Dersom Forfatteren ikke var kommen med slige uhyggelige Antydninger, kunde «Sypigerne» passere; de ere allenfals ligesaa gode som mange andre Produkter, idetmindste ligesaa gode som Krydseren, hvem de angribe. Der er enkelte træffende Bemærkninger over Jurnalisterne og en vis Raskhed i Sproget; men som et Hélt betragtet er Bogen slet og den har mange Bemærkninger, som neppe holde Stik f. Ex., at Krydseren har undertrykket fremspirende Talenter. Det er vist intet Talent, som Krydseren har undertrykt; der skal en bedre Kritik til det, end Krydseren kan præstere; han er en høist uskadelig Fyr. Dog Præsten Jensenk745 er unegtelig et Talent, og han jamrede sig i Fortalen til sin Digtsamling over en Kritik, der syntes at have nedstemt ham og dermed kunde han vist ikke mene nogen anden end Krydseren, der har været meget uvittig mod Præsten Jensen; men det maatte være et sygeligt Anfald af den gode Pastor.
Det maa genere Krydseren at se sig angreben af «Sypigerne»; han falder som Abimelech for Kvindehaand, og det har altid været en Tort for tappre Mænd at blive anfaldne af Kvindfolk, end sige af «Sypiger», som i denne nyere Tid, der bringer saa meget for en Dag, har faaet en egen Betydning. Det er virkelig leit, at der saa gjerne i Verden skal komme Ting imellem, som forbitrer istedetfor at more. Havde «Sypigerne» afholdt sig fra utilladelige Hentydninger og blot holdt sig til sit egentlige Element, saa havde det været yderst pudserligt at se Krydseren angreben af dem; det havde været et særdeles passende Angreb paa de Herrer; men som det nu er, bliver Indtrykket af det Hele høist uhyggeligt.

Nr. 74/1853; fredag 01.04.

[Morgenbladet]

Korrespondance
Christiania, den 30te Marts
Nu er dog endelig «Frosten sprukken»: Morgenbladet begyndte at klage over den, og da kunde man med Vished forudse en snar Forandring.
Det er ganske forunderligt med Morgenbladet: naar det klager over Kulden, kommer snart Milde, klager det over Milden om Vinteren og Varmen om Sommeren, kommer der snart Frost og Regn; hersker Vandmangel, taler blot Morgenbladet derom, og her kommer Vand i Overflødighed; herforleden vare Vand-Rørene stoppede, men samme Dag, det var at læse i Morgenbladet, bleve de aabnede. Med Gassen vil man ikke finde det saa forunderligt, at Morgenbladets Ord virke som Naturbegivenheder, da Gaskompagniet bestaar af Aktier. Man tør haabe, at det nu snart vil tale derom; thi Gassen lyser meget sparsomt i Gaderne, Blussene ere saa smaa som osende Natlamper.
Gamle praktiske Folk sige derfor: Nei, dette er ikke til at holde ud: vi maa gaa ud til Morgenbladet og bede om lidt Regn, Opholdsveir, Føre, Frost, Varme, Vand, Tørke, alt efter Tidens Behov, og Skomagerne bede om Uføre for at faa afsat sine Varer.
Man kan let blive overtroisk, naar man sér denne Morgenbladets Pagt med Naturkræfterne; det er igrunden selv en Naturbegivenhed; det har da aldrig havt meget af Fornuft og fri Villie.
Eller kanske denne hele Forunderlighed kommer af Morgenbladets Indflydelse paa høie Steder: det beder i sit Sprog, og bliver bønhørt, enten fordi dets Bøn er saa velbehagelig eller saa utaalelig, at den opfyldes for at slippe det modbydelige Paahæng, ligesom de mahomedanske Præster sagde om Jødernes Bøn, dengang ogsaa de bleve truede til at bede om Regn i en langvarig Tørke. Præsterne bade nemlig først som de Nærmeste, derpaa den rettroende Befolkning; da nu alt dette ikke hjalp, truede man Jøderne til at bede, og der kom Regn. For nu at vedligeholde sin gamle Anseelse sagde Præsterne: «Allahn92 vilde ikke høre os, men Jødernes Skrig var ham saa utaaleligt, at han jo før jo heller maatte stille dem tilfreds.» Og Mahomedanerne troede sine Præster og hadede Jøderne som forhen.
Vil Nogen fortolke Morgenbladets mægtige Bønner som de mahomedanske Præster fortolkede Jødernes, og vedbleve at hade det som før?
Det gjør mig virkelig ondt for Mennesker, som gjerne dvæle ved det Overnaturlige, at maatte blæse bort denne guddommelige Nimbus om Morgenbladets Hoved og tyde Tingen paa en naturlig Maade. Alting har en Ende, og ingen Forandring kommer saa pludselig, at den ikke giver sig tilkjende i Forveien ved visse Mærker. Naar det længe har været tørt, begynder det at blæse fra Syd og drage op med tunge Skyer. Da sætter Morgenbladet sig hen at tale om Tørken og ønske Regn for den tørstige Jord og Vand i de tørre Bække. Den følgende Dag regner det, og Morgenbladets Bøn er hørt. Naar det længe har regnet, river det og klarner i Nord. Øieblikkelig skriver Morgenbladet om den langvarige Væde og beder om Opholdsveir. Det kommer. Efter langvarig Frost gaar Morgenbladet en vakker Dag ud af Døren; der drypper af Tagrenden ned paa det. Som en Vind gaar det ind og skriver en Redaktionsartikel om den langvarige og for de Fattige saa haarde Frost. Om Morgenen er der et fuldstændigt Omslag i Veiret, og den Fattige knuger Morgenbladet mellem sine sammenknæppede Hænder og siger: «O du store Morgenblad, du har befriet mig fra at fryse og kjøbe Ved hos Høkerne til 1 Skilling for en liden Spik!»
Der er kommen Mudder i Vandledningerne og Morgenbladet møder Vandkorpset, som slæber gjennem Gaderne paa de lange, slimsede Rensere; man aabner Brøndene, stiger ned og railer de underjordiske Rør; hjem piltrer Morgenbladet og skriver til næste Dag: «Vandledningen er i Uorden; det er et Ord i rette Tid at henlede den ærede Vandkommissions Opmærksomhed herpaa. Vandverket i en By er en vigtig Ting, men man synes ikke at have anvendt Soliditet nok paa den; en Kontrol med Bestyrelsen var vist ikke paa urette Sted;» og saa videre omtrent.
Næste Dag give Brøndene Vand; Morgenbladets Ord har virket.
Forleden Dag gik bestemt Morgenbladet ud ved Bodsfængslet og saa, hvorledes man svingede med gloende Jern og stak dem i de tilfrosne Tude og Tappe.
Vandledningerne ere frosne ved Bodsfængslet, sagde det den følgende Dag, for at give Publikum og Bestyrelsen et Vink. Det talte dog — mærkeligt nok — ikke om de grunde Vandledninger til Bodsfængslet; det saa nok ikke saa dybt.
Den næste Dag, da Morgenbladet kom ud, gave Springene Vand.
Dette er Morgenbladets Visdom og hele Politik. Ligesom det forudsiger Naturbegivenheder, saaledes akkurat forudsiger det Omslag i Meninger. Det er derfor umistelig under Valg- og Storthingstiden til at lede Mennesker, som ingen Mening have selv. «Fuglen sér Uveiret længe forud» — hedder det — «og flyver til sin Rede.»
Og saaledes bør det være. Folket maa ledes af sine vise Mænd, som se ud i Fremtiden. Derved blive de sit Lands Velgjørere, og Folket, som ofrer sin Førstegrøde, det Førstefødde og Fede af stort og smaat Kvæg, ofrer ikke til de stumme Guder, gjorte af Menneskehænder.
Morgenbladet er et sandt Organ, der virker paa et Vink af den indre Villie. Sjelens Bevægelse maa gaa forud. Naar Folket tænker først, tænker Morgenbladet det bagefter. «Hm!» siger Folket, naar det læser, «nei, hvor det har truffet mine egne Tanker.» Og Folket bliver ledet frem paa Visdommens Vei, og har en Spaamand i Vind og Veir.

Nr. 76/1853; søndag 03.04.

[P.A. Jensens Kongens Magt]

Korrespondance
Christiania, den 1ste April
Kongens Helbredelse feires, lovprises og takkes for paa mange Maader. Man skriver Sange, holder Fester og giver Forestillinger i Theatrene, men, det er ikke af Trællesind; det er et frit Folk, som véd, hvad det skylder sig selv og sin Styrer. Det er ligesaa smukt, som det vidner om Folkets sunde Sands og Modenhed.
I det norske Theater har man nu alt tvende Gange givet et Stykke i den Anledning, «Kongens Magt,» medens man i det skandinaviske Theater blot gav en Prolog. Det norske Theater har uden Tvivl handlet ganske rigtigt ved at gribe Leiligheden, og det har ogsaa vist, at flere digteriske Talenter stode til dets Raadighed, end det skandinaviske Theater havde at byde over. Eller maaske det kom deraf, at dets Direktion handlede med større Omtanke, end den skandinaviske. Nok, det norske Theater fik et Stykke, og trak derved Autoriterne og det herværende Hofpersonale til sit Hus, medens det skandinaviske Theater blot fulgte en Slags Etikette, og saaledes gjorde lidet mere end det pleier til dagligt Brug. Det norske Theater har herved befæstet sig som en Magt, da ogsaa en Anerkjendelse af høitstaaende Folk har noget at betyde i denne Verden. Denne Festlighed maa rapporteres til Kongen af Tilforordnede, og Han vil maaske ogsaa skjænke det norske Theater Anerkjendelse; den kan heller ikke undværes.
Det givne Stykke «Kongens Magt» var vistnok mindre end godt; men det lod sig dog se, allenfals var det saa godt, som man havde det forhaanden, og det er altid en Visdom at finde sig i Omstændighederne; det er desuden et stort Spørgsmaal, om man kunde have faaet det bedre af nogen anden norsk Haand. Vi er et fattigt Folk, det maa svæve os for Øie, naar vi kritisere, men derfor tør vi ikke opgive Ideen; thi opgive vi den, saa blive vi endnu fattigere.
Hvad manglede da «Kongens Magt?»
Det er ikke saa snart sagt som følt; men, lad se lidt.
Scenen aabnes; den er smuk: et norsk Stabur staar mellem de grønne — Kolisser; Gaardmandens Datter træder ind med sin Elskede, Husmandens Søn. Man aner alt en Knude, denne gamle fortræskede Historie om en Kjærlighed, som Bondearistokratiet gjør tragedisk. Historien er gammel, som sagt, men altid ny. Lad den da gaa, indtil vi faa se, om den er national, som den gjør Fordring paa at være!
Men national er den ikke i «Kongens Magt,» det overbevises man snart om ved at høre de Elskende være sentimentale og snakke om at sørge sig ihjel. Saa snakker ikke tvende Elskende af Bondestanden, der undslipper dem enkelte Suk, deres Ord ere faa, men intense; de ere tilsyneladende rolige og ligesom spotte Skjæbnen, de ere ægte tragiske.
Brudens lille Broder kommer ind med et Høiknippe og snakker blandt Andet lidt om Hesten; det er en liden munter Gut, men synes ikke at være nødvendig, og naar han senere taler lidt om, hvad han vil gjøre naar han kommer saalangt (som til at fri?) gaar han udom sin Alder. Men det er nu Mode at gjøre Børnene forvoxne.
Klokkeren kommer ind med sin Tine. Han begynder alt at te sig som Kjøgemester, tykkes jeg at erindre, men det forekommer mig utroligt, da Klokkeren ikke gjerne havde den Forretning. Det maa vist være i et enkelt Bygdelag isaafald. En anden lystig Fætter var Kjøgemester. Han var forresten en ret snurrig Kjøgemester.
Bruden taler med ham, og der snakkes om, hvor langt det er til Kongen. Det er 100 Mile og lidt over. Vil den ulykkelige Brud, som Dagen efter skal gifte sig med en Gaardsgut, hun ikke elsker, reise til Kongen? Man faar romantiske Anelser.
De gamle i Huset, Fader og Moder, træder ind. Der bliver et Optrin mellem dem og Datteren; det tiltaler ikke, fordi det ikke er natursandt. Den samme Feil: mange Ord uden Intensitet. Det er Udvorteshedern93, som Filosoferne sige.
Gjæstebudslyren kommer ind, den saakaldte Stævne ventelig: thi det er Dagen før Brylluppet. Choret er smukt. En Spillemand spiller paa sin Hardangerfele; man dandser. Godt! Kjøgemesteren gjør sine Reverentser og Komplimenter. Meget godt! «Christianiaposten» kommer tilsyne hos Brudgommen (?), Gaardmandssønnen. Man læser at Kongen er syg. Faderen i Huset bliver alvorlig stemt; han vil ingen Lystighed vide af, mens hele Landet sørger. Dette er formeget: paa Bondebygden er ikke den Etikette; der sætter man ikke op noget Berammet, men er alvorlig under et glædeligt Ydre. Der vilde være kommen Alvor i Legen og intet videre. Bonden har en sund, naturlig Takt; han gjør intet «Bræl.»
Imidlertid er Datteren i Huset reist — til Kongen. Hun kommer dog ikke langt. Brudgommen, der har havt et uskjønt Optrin med Faderen, er ilet efter hende og hendes lille Broder; hendes Elskede er ogsaa ilet efter. Alle komme tilbage, og der er ogsaa kommen en Sølvkande fra Kongen til hendes Elskede, fordi han havde gjort en Manddoms Daad, at redde den lille Broder fra «Binsen.» Med Kanden følger det Tilsagn, at han skal drikke af den paa sin Hædersdag.
Den egentlige Sammenhæng her i Løsningen opfattede jeg ikke ganske klart. Nok; man hører at Kongen er bedre; Gjermund, Husmandssønnen, faar Datteren, Aslaug, Gaardmandssønnen, Anfind, intet. En Slutningssang afsynges og under denne afsløres et glimrende Transparent med en Krone, et «O» og Kongens Valgsprog under.
Den væsentligste Feil ved Stykket er visselig den, at Kongen og hans Sygdom trækkes altfor meget ned i Stykket, og gjøres til en deus ex machina, der motiverer og løser alle Forviklinger. Dette er ubehjælpeligt og stødende for Følelsen; det er igrunden en Vanhelligelse; store Ting sat i Bevægelse for saa ubetydelige. Ved en slig Leilighed især burde Kongen blot dæmret poetisk i Baggrunden; da var det blevet høitideligt. Kongen, ligesom alt, hvad der er hævet over Hverdagslivet, maa ikke trækkes ned i det — paa Scenen; der skal de menneskelige Følelser og Lidenskaber, det Gode og det Slette kjæmpe for vore Øine; hverken Gud, hans Ord, eller den jordiske Majestæt maa drages med ind i Konflikten. Udenfor maa de staa og blot gjennem ubestemte Antydninger peges paa.
Dette var ikke iagttaget; derfor bleve de mange baade vakre og sande Ord om Kongen og hans Sygdom uden tilbørlig Virkning, og derfor forekom det hele Stykke mig trods den Omtanke i Kompositionen heller ikke beskueligt; det var ikke poetisk og kanske ogsaa den noget sammentrængte Handling bidrog noget til Uklarheden; kanhænde ogsaa, at jeg selv ikke var opmærksom nok eller altfor opmærksom, idet jeg maaske over Indholdet ofte glemte de ydre Bindeled. Det er saa let at se skjævt eller feilagtigt, naar man blot sér én Gang.
Hvad Sproget angaar, da forekom det mig noget søgt bondeagtigt; det var godt Bogsprog ialmindelighed, men saa kom der Pronomener og deres Stilling f. Ex. altimellem saa bondeagtige. Forfatteren vilde knote Bondemaal, følte jeg, og tog sig derfor ud som en Skolelærer, der knoter Fremmindmaal.
Stykket skulde være nationalt; men Dragter, enkelte Bondeudtryk, Hardangerfele og Dands, Kjøgemester og Gjæstebudslyr, selv ikke virkelige Situationer og enkelte hjemlige Optrin gjør et Drama nationalt, selv om Alt er natursandt, naar det ikke tillige er poetisk. Alt dette er blot Raastoffer, der maa lutres og renses; det nytter ikke at opstille dem i noksaa mathematiske Rækker og Forhold; de maa ligesom forflygtiges af den poetiske Aande. Nu, dette er let sagt og ofte sagt, og det er ligesaa ofte sagt, at man ikke baader vor nationale Digtekunst ved slige mekaniske Sammenstillinger, men skaf os noget bedre!

Nr. 80/1853; fredag 08.04.

[Forlystingslivet i hovudstaden]

Korrespondance
Christiania, den 6te April
Fester, Koncerter, aparte Theater- og Afskedsforestillinger gives Slag i Slag. Det er som det bør være i en Hovedstad, hvor Formue og Intelligents, disse Kilder til Glæde og Nydelser, ere rundne sammen fra det hele Land, for atter at flyde ud over det igjen i en destilleret Tilstand. Det er denne Ansamling til Hovedstaden, hvorved Staten i sin største Beskuelighed viser sig som et organisk Væsen, der har voldt mangen patriotisk Politiker megen Bekymring, f. Ex. Repræsentanterne fra Trondhjem, der netop for denne Sags Skyld ikke ville flytte Bankens Hovedsæde til Christiania. Det var ogsaa denne Tanke, som gav Oppositionen Betænkeligheder med Jernbanen: Christiania blev nemlig for stor og rig og overmægtig, det fik altfor mange Nydelser og Glæder.
Denne Tanke er heller ikke ukjendt i andre Lande; i Frankrig har den vakt og vækker megen Uro. Paris er Frankrig, siger man, og det øvrige Land siger, at det ikke længere med Post og Telegraf vil modtage nogen Revolution fra Paris, ligesom det ogsaa ærgrer sig over de talrige Fester, Koncerter og Skuespil i Paris. Lemmerne gjøre som i Fabelen Oprør mod Maven.
Naar nu Norge ogsaa engang faar Revolution fra Christiania, vil Misfornøielsen blive stærkere end nu, da Oppositionen blot har Ængstelse for den voxende Kolos og af og til Ærgrelse, naar man faar altfor store Doser af Beretninger om Festligheder, Koncerter og Skuespil herinde. Det maa ikke være greit for en brav Mand i Smaabyerne eller paa Landet at bevare Sindsrolighed, naar han faar alle disse Historier. Vil han ikke sige:
«Det er dog altfor galt med al den Lystighed og Gammen, Sus og Dus inde i Christiania. Her slide og slæbe vi og har neppe Salt til Grøden eller en Strikke om vi skulle faa noget ondt i Sinde; medens man i Christiania lever som det var Jul hver evige Dag; did gaar Ungdommen og tærer paa Forældrene, som hjemme sidde. Alt gaar did og bliver fortæret. Det var endda sin Sag, naar intet andet end vor Sved gik med; vi maa ogsaa forsyne Hovedstaden med Moral; thi Staten maatte snart gaa tilgrunde, dersom ikke ufordærvede Kræfter daglig strømmede ind, og Landet var en sund Kjærne, der forblev uangreben af Smitten fra de store Byer, hvor det ydre Liv er ligesaa frit, som det indre er opløst i Fritænkeri og Vantro?»
Det er virkelig foruroligende, men her er ingen Udsigt hverken til at Christiania skal blive mindre, eller at Fornøielserne skal blive færre; tværtimod, Byen voxer, og Folket faar mere og mere Sands for Fornøielser, uagtet Mange vil vide, at Befolkningen endnu ikke har faaet den rette Sands, men gaar sløv eller did hvor den mindre burde gaa, og forsømmer det virkelig Gode, som forvilder sig hid. Saadan staa altsaa Sagerne: gamle støe Folk fra Landet og Byerne og fremfor Alle Politikerne sige, at Fornøielserne ere for mange; unge opvakte Mennesker og Kunstnerne sige, at Sandsen endnu ikke rigtig er vakt, iallefald ikke den rette. Hvem har nu Ret?
Dette Spørgsmaal faar Enhver, som vil, besvare sig selv saa godt han véd og kan: et almindeligt Svar vilde saa alligevel ikke tilfredsstille Mange; det Eneste, man bør gjøre er at komme med Kjendsgjerninger, har man dem, saa er ingen i Forlegenhed med at gjøre sig en Mening.
Og slige Kjendsgjerninger studerer man bedst i Avisernes Bekjendtgjørelser; derfor er den Mand, som flittigt læser dem, en sund og praktisk Mand, der ikke gaar efter Andres Meninger, men sætter sig istand tilselv at have en, og derfor ere de Aviser de bedste, som have mange Bekjendtgjørelser, ligesom de da ogsaa bedst lønne sin Redaktør.
Avisernes Bekjendtgjørelser ere de Sprog, hvorover Recensenternen94 læse sine Texter og forklare deres dybsindige Indhold. «Bekjendtgjørelser for Betaling» er Recensenternesn95 Bibel; Politikernes ligesaa.
Dersom jeg vidste, at mine Læsere havde fulgt med Bekjendtgjørelserne i vore Hovedstadsblade, saa vilde jeg ikke skrive et Ord om Fornøielserne herinde; men det tør jeg ikke stole paa, og om de end have læst dem, saa er det ikke saa godt at samle under Et det, som kommer Dag efter Dag i smaa korte Tyndsprog.
Det tør antages bekjendt og stadigt i Minde, at vi have tvende Theatre, som give hver sine tvende Forestillinger om Ugen, at det Hudsonske og Ehnertske Selskab musicerer hver Aften for — unge Herrer, der sidde og «liebaugle» de smukke Harpespillerinder. Dette vide Alle, og Mange vide ogsaa, at disse Musikselskaber skal forlade os ivaar, og som alle følelsesfulde Væsener drage mod Syd. Det er ogsaa gaaet ind i Folks Bevidsthed, at Skuespiller Smidthk746 har givet sine tvende Afskedsforestillinger og saaledes ikke drager bort uden at forberede Gemytterne. Nu er det snart ogsaa bekjendt, at Skuespiller Lundk747 igaar Kvæl gav sin Afskedsforestilling, der mindst af alt havde noget afskedsmæssigt ved sig: der var hverken fugtige Talemaader eller do. Øine, ikke engang synderlig Klap, men Sang var der i Guds Gave; det var en melodiøs Aften, ligesom Lund selv. Saakaldte Amatører og Amatricer hjalp ufortrødne Lund, og hvad de præstere er altid godt; thi de gjøre det gratis. Enkelte Koncerter høre ogsaa til det Forbigangne som bekjendte Ting, f. Ex. en for et sygt Medlem af Villa Colonna-Kapelletn96, en af Frøken Blom,k748 og Speratisk749 Kirkekoncert i Mandags. Den var opbyggelig blot ved Stedet, hvor den holdtes; egentlig godt udført var den sikkerlig ikke, da hverken Orchester eller Sangchor svarede til hine mægtige Kompositioner. Tonestrømmen var ikke kontinuerlig og blød nok; Paukerne vare for stærke og Instrumenterne ikke altid rene, og mellem Mands- og Kvindestemmerne blev Rummet ikke udfyldt, denne almindelige Mangel ved de blandede Kor, der fremhæver den uforsonede Modsætning. Man bør imidlertid paaskjønne den Flid og Velvillie, som satte Sperati istand til at give Koncerten. Theologerne havde faaet bort Rosinisk750 «stabat mater» f. Ex., fordi den ikke er kirkelig nok for en protestantisk Kirke. Den katholske Musik forarger Protestanterne; den er for theatralsk, sige de.
Nu ere vi da à jour, men den nærmeste Fremtid er rig paa Forestillinger og Koncerter. Jeg traf en Mand igaar Kvæl i Theatret, som talte efter paa sine Fingre at de nærmeste 14 Aftener vare besatte for ham. Lad se! Ikvæl Lund, imorgen (Onsdag) norsk, i Thorsdags skandinavisk Theater, i Fredags Studenternes Forestilling til Byggefondet jo; i Løverdags? Søndag norsk Theater, Mandag Fløitenisten Oluf Svendsen,k751 Tirsdag Wergmandsk752 første Tableauforestilling. Onsdag og Thorsdag Theatrene igjen. Nu mindes jeg ikke længer frem, men kanske jeg sprang over Ørbyk753 og Hasert!k754 Give de ikke Koncert paa Loverdagen, saa give de en anden Dag. Siebaldk755 skal ogsaa snart give en Koncert og han beder om talrigt Besøg, han.
Det er sandt! Schwarzenbakernek756 har jeg glemt. De ville forhaabentlig ogsaa give Afskedskoncerter. Det vil uimodsigelig blive de bedste af alle disse mange Koncerter. Det er virkelig nedslaaende, at et saa udmærket Selskab ikke skal kunne sutinere her. Men, her er formeget, som man sér, og man gaar ikke altid did, hvor man faar det, som godt er.

Nr. 82/1853; søndag 10.04.

[Arbeidarrørsla]

Korrespondance
Christiania, den 8de April
Om Arbeidersagen og de fængslede Høvdinger har Tilskueren istand en Artikel igjen. Tilsk. er det eneste Blad, som bringer i Erindring, at det varer forfærdelig længe med Arresten; jeg skal ikke sige, om Morgenbladet har havt en indsendt Artikel om den Ting; jeg tror det imidlertid ikke. At Posten tier er i sin Orden; han kan ikke andet end finde alt godt og vel, om saa Arresten varer 2 Aar til; thi alene som Jurist maa han forsvare vore Procesformer, ikke at tale om Autoriteterne, som iverksatte Fængslingen. Af Morgenbladet kan man naturligvis ikke vente noget, og derfor er det i sin Orden, at ogsaa det har tiet. Provindsbladene have ogsaa tiet; kun Arbeiderbladet har talt, men Ingen har hørt det.
Og hvad nytter det at tale om den Ting? Man forandrer ikke de Fængsledes Stilling, og deres endelige Skjæbne forandrer man endnu mindre; den maa Loven afgjøre, naar alle Oplysninger ere tilveiebragte; man kan ikke ønske ad Opinionens Vei at indvirke paa Dommerne, undtagen man ved sin egen Fremfærd vilde retfærdiggjøre det Princip, som de ivrigste «Arbeidere» mene at Autoriteterne og Dommerne følge, idet de tro, at man arresterede dem af Hevnlyst og at den endelige Dom vil blive fældet af en forud indtagen Mening.
Følger ikke Øvrighederne og Dommerne andre Regler end Opinioner, man vækker, saa er det snart forbi med det hele Samfund, og at vække Opinioner vilde i det høieste være en Galgenfrist. Naar Liv, Ære og Gods skulde være afhængig af «Folkemeningen», der skifter Ham som Slangen, saa vilde Ret og Retfærdighed være flygtet bort fra Landet. Politiske Lidenskaber ere de mest upaalidelige Dommere under Solen. Man forsvarer ikke Hemmelighedssystemet ved at sige dette, ligesaalidt som Øvrighedens Ufeilbarhed; thi man har i et Land, hvor Videnskaben frit tør foredrages, og hvor Institutionerne lader Statsmagterne kontrollere hverandre, saa megen Garanti, som det overhovedet er muligt i denne Verden; man trænger ikke til Avisernes Hundeglam. Den, som har Indvendinger at gjøre af en alvorlig og virkende Natur, han gaar ikke til Aviserne, saalænge disse ikke staa paa en bedre Fod end vore, og gaar han did, saa gjør han, hvad han formaar til at sætte sine Indvendinger i Miskredit.
Man behøver ikke at være bange for at ingen Folkemening i god Betydning skal danne sig. Den kommer nok, og det er neppe formeget sagt, naar jeg paastaar, at netop Avisernes Taushed om de arresterede Arbeidere har vakt langt flere Sympathier for dem, end om Morgenbladet f. Ex. havde siddet paa sin gamle høie Hest, og skreget som Arbeiderbladet nu skriger. Det er den stille fornuftige Mening, der udvikler sig af Begivenhedernes Gang, som er livsfarlig for Undertrykkeren og frelsende for den Undertrykte. Den, som før lo ad disse arresterede Mennesker og kaldte deres Omgjængelser Guttestreger, han faar nu Interesse for dem; thi andet end Guttestreger kunde deres Snak og Anstalter om Revolution ikke være for den, som kjendte det mindste til vore Forhold og Stemningen hos den Del af Byernes og især af Landets Befolkning, som har Magten og Formuen ihænde og Forstand paa Tingene. Det var ikke 1 mod 100, som vilde gjøre Revolution, om Nogen forresten tænkte paa det, og tænkte Nogle paa det, saa var det Mennesker, der vare ligesaa fattige som de vare galne.
Ubegribeligt, at man derfor ikke heller satte Lægerne end Juristerne i Virksomhed, siden man fandt sig beføiet til at skride ind med Magt, før noget Strafværdigt var kommet for en Dag; thi selve Oprøret paa Levanger har vist sig at være af en temmelig uskadelig Natur for Landefreden; det var nogle drukne eller villiesløve Mennesker, som i Ørska gik hen og gjorde Upligt for Michelsensk757 Skyld; og Hattemagerfeiden op paa Ringeriget var endnu mindre betydelig. Den var nu blot en rén Latterlighed.
Jeg er ikke her «viis bagefter;» jeg mindes godt, hvor komisk det Hele forekom mig den 24de Februar 1851, da Revolutionen skulde være paa Hestetorvet, og en Korrespondentartikel for den Dag kan vise det. Man er ikke gemytlig stemt, naar man tror, der er Fare paafærde.
Den hele Tilstelling under Storthingstiden; Arbeiderhøvdingernes Sammenkomster med Oppositionen og deres Raadslagninger om Landets «Ve og Vel» maatte — synes mig — være rene Guttestreger, som blot vare til at smile ad, og vilde man have skredet ind imellem, saa maatte det formentlig været ved at sende Statsfysikus til at undersøge deres mentale Tilstand, og leiet Ankerløkken igjen som under Koleratiden til et Hospital. Nu, man gjorde ikke dette, men forandrede Lystspillet til en Tragedie, der ifølge Tragediens Natur lader de Skyldige seire i sin Undergang.
Det vilde dog være kortsynet at dadle Vedkommende herfor: de have netop herved frivilligt eller ufrivilligt tjent Arbeidersagen bedre end nogen af dens mange uvittige Talsmænd. Der var meget sandt og sundt i Arbeiderbevægelsen, blot dette Sande og Sunde blev formørket af dens Ledere; man flydde bort fra den, fordi den skeiede ud. Nu kommer den paa de rette Spor, og troede man at kvæle Ondet i sin Rod ved at arrestere og gjøre Fængslet langvarigt, saa har man sikkerlig taget mærkeligt feil. Men, det var ikke Arbeiderbevægelsen man vilde undertrykke, det var dens Udskeielser, og derfor er man bleven en Reformens Fremkalder, og en ubønhørlig Fiende af alle dem, som sagde: Alt staar godt og vel til her; her er Intet at forbedre.
Hvem tør nu sige, at vor Proces f. Ex. er god? Hvor findes den forstokkede Jurist, som ikke siger: Nei dette er dog for galt?

Nr. 86/1853; fredag 15.04.

[Christiania-Posten]

Korrespondance
Christiania, den 13de April
«Om Døde skal vel tales,» siger Ordet, og det er et sandt Ord; thi de Levende kunne tale for sig selv.
Justitiarius Arentzenk758 og Rektor Vibek759 ere nu døde som Redaktører af Christianiaposten; man bør derfor tale vel om dem; i Livet vare de tidt udsatte for Paatale; dog ikke de, men Posten, som de styrte og stelte med. Nu er Miskjendelsens Tid forbi. Det Gode mindes, og det Onde glemmes af Alle, som ikke ligne Morgenbladet, der giver de Bortdragende det sidste Spark. Det er ikke smukt; det er næsten mere end man havde ventet. Hvad Dom vil Morgenbladet faa, naar det dør? I sine Ord over Posten antyder det, hvorledes det selv ønsker at blive omtalt, og der findes vel Folk som gjengjælde det, ligesaa vist som der findes Mennesker, der tage det i Forsvar, allenfals Mennesker, der ikke ville nedværdige sig til at skjælde det ud over Graven. Det er Hunden, som skal tygge Bén.
Jeg var ingen synderlig Ven af Posten; han ikke heller af mig; vi kvittede som sædvanligt, men jeg talte dog virkelig flere Gange godt om ham; jeg kan ikke mindes, at han nogen Gang gjorde det om mig. Det være ham tilgivet, især da det vilde generet mig betydeligt. Og jeg tænkte igrunden meget bedre om ham end jeg talte, men som Korrespondent maatte jeg stundom fornegte mine blidere Følelser. Jeg omgikkes Aviser, og det er intet godt Selskab; de tale ligesaa ilde om hverandre som Jenterne, Skrædderne, Skuespillerne og Forfatterne, naturligvis de smaa.
Jeg mente — og udtalte det engang om Vibe — at de Herrer Redaktører af Posten vare humane, dannede og liberale mennesker; viste de sig ikke altid saadanne, saa var det deres Omgang med Aviser, som bar Skylden; imidlertid maa man vel indrømme, at de bedre end Mange holdt sin Fod fra Fald, hvormeget de end gik i de Ugudeliges Raad og sadde i Spotternes Sæde.
De vare Mennesker, der idetmindste indbildte sig at leve for en Idé, og det er meget i disse Dage. Det var ikke for Penge de skreve i Posten, og havde saa mange Ubehageligheder. Posten har ikke været rig paa timeligt Gods; der har været noget vist Apostolisk ved den; den vilde omvende Morgenbladets Billeddyrkere fra sine Veie til Vildfarelser.
Dette var den store Tanke, som grundlagde Posten i 1848, man syntes at Tidens Fylde var kommen til at styrte Morgenbladet ned i Mørkhedens Lænker, det havde længe nok faret omkring som en brølende Løve og opslugt mange Faar; de, som endnu gik vildfarende omkring, skulde samles under én Hyrde.
Og mange bleve samlede, Morgenbladet fik unegteligt et Knæk, som det aldrig i dette Liv forvinder; men dets Magt er endnu stor; svære Kampe forestaa; det Onde er ikke fældet med én Gang, det er som Salamanderen, der slukker ud Ilden, man kaster den paa, eller som Hydraenn97, der faar nye Hoveder for de afhugne.
Arentzen og Vibe bleve trætte af at hugge paa Morgenbladets Hydra; thi stunge de sine Sværd i Balgen og vege pladsen for nye Kræfter. Kommer nu an paa, hvordan Kampen vil gange! Morgenbladet er seigt; det har i saa Henseende en slaaende Lighed med Katten; Ræven er paa langt nær ikke saa seiglivet.
Medfører Rygtet Sandhed, at Overlærer Daak760 skal redigere Posten, turde Landet faa en ligesaa god Avis som Morgenbladet en farlig Fiende, naturligvis under Forudsætning af, at «Forretningsmanden,» der — som det hedder — har med Bladet at bestille, giver sin Kasserer liberale Instruktioner; thi én Mand, hvor dygtig han end er, rækker ikke meget i en slig «Afause» af Blad, og lade det som den gamle Post og Morgenblad staa for Lud og koldt Vand, haabende paa barmhjertige Indsendere, nytter ikke for et Blad, som skal trænge ind i Gemytterne og jage ud et andet.
Daa har et godt Snit paa at være Redaktør, og han har hvad de andre Redaktører gjerne mangle, Kundskaber. Hans forhenværende skjæve Stilling til Oppositionen, begynder vist ogsaa at rette paa sig, dels fordi Oppositionen selv har gjort endnu bitrere Erfaringer paa andre Kanter, dels fordi den har tabt sin gamle Styrke, men dels og fornemmelig fordi man kommer efter, at Daa med alle tilsyneladende eller virkelige Sidevendinger er en Frihedsmand som Faa, rigtig en Frihedsmand paa godt Engelsk, der tager Tingen praktisk og sundt, saadan En, som det norske Folk vil have ham. Dette maatte nogle af hans mest bitre Fiender lade ham under sidste Storthing, og en af hans talentfuldeste Modstandere i Avispolemiken har i den sidste Tid maattet erkjende det Samme; det véd jeg.
Forstaar sig; det er altid vanskeligt for en Politiker at befæste sig igjen, naar man engang har sat sig i Hovedet, at han harn98 vakled hid og did og været en «Frafalden»; men Tiderne ere dyre paa brugbare Politikere og Avisredaktører.
Det skulde være hyggeligt, kunde nu Christianiaposten blive et rigtig godt Blad. Skam og Skade er det, at den ikke har været det for længe siden. Det beviser bedre end noget Andet, at det ikke var saa farlig mént med Skriget over Morgenbladets og Oppositionens Galskaber og Fordærveligheder i 1848 og der før; thi det har ikke vist sig at være stort flere en Vibe og Arentzenk761, som vilde opofre noget for at faa et bedre Blad istand. Den Mængde Embedsmænd og Studerende vilde Intet gjøre, men taug stille og overlod Posten til sin Skjæbne, ligedan Rigstidenden. Ja, man sendte endog Stykker ind i Morgenbladet — rigtignok sparsomt — og saaledes styrtede sin egen Fiende. Var det Klodseri i at bruge Pennen, Uvidenhed, eller Mangel paa Sammenhold, som har ladet dem handle saaledes? Det er lige jammerligt hvad det er, og de fortjente ærligt at baade Opposition og Morgenblad vare meget slettere; de ere for gode. «Kvæg fodrer man med Skogeskrab.»

Nr. 92/1853; fredag 22.04.

[Kunst, konsertar og teater]

Korrespondance
Christiania, den 20de April
Koncerter og Forestillinger vedvare, og der kommer flere til, end man regnede paa; men mange af disse Koncertgivere have ikke meget for sin Umage. Den haabefulde Fløitenist Oluf Svendsenk762 fik saaledes ikke meget at reise til Udlandet med. I ham mister Theaterorchesteret en god Fløite. Det maa gaa tilbage med Orchesteret, da Enhver, som ei er bunden ved trykkende Forhold, maa sé til at komme derfra. Det er haardt at lade dygtige Instrumenter sidde der for 6, 8, 10 Spd. maanedlig. Dog, hvad er at gjøre? Indretningen holder sig endda med Nød og Neppe. Rigtignok kunde man mere forholdsvis fordele Lønnen; thi der er ikke megen Sammenhæng i at lønne en Skuespiller med 40 Spd. og en Virtuos med 10. Den ene er ligesaa vigtig som den anden, og en Musikus maa opofre langt mere for at blive, hvad han er, end en Skuespiller. Det skandinaviske Theater maa vel vogte sig for at lade sin Musik gaa tilbage; det er Musiken, som væsentlig maa bidrage til at holde det oppe. Selv om man stødes ved den danske Tunge, gaar man did for Musikens Skyld.
Dekorationsmaler Wergmansk763 levende Billeder vare ikke saa tiltalende, som man havde ventet. Feilen laa dog ikke hos Wergman; fra hans Side var Alt arrangeret med Kyndighed og Smag; men Theatret var forlidet, saa Billederne ikke tilbørlig kunde tabe sin kantede og stive Karaktér i den dæmrende Baggrund.
I slige levende Billeder ligger desuden noget Modsigende, en uforsonet Kamp mellem Illusion og Virkelighed. Paa Lærredet finder man den saakaldte Hvilen i Bevægelsen i sin Orden; her er Alt Illusion, og man gaar til Maleriet med den Tanke, at det efter sin Natur maa gribe og fastholde et Øieblik af den flygtige og fremskridende Begivenhed. Det støder saaledes ikke at sé en Udflytningsscene under Frederiksstads Bombardement, men at sé den i et levende Billede bliver Ufornuft; her trækker man altfor store Vexler paa Illusionen, der stryger med under den grundede Indvending, at man i et Øieblik, da Huset brænder, ikke staar stille med den løftede Vugge og den Sengeliggende og Syge i Fanget. Til Skildtvagten med Idstedslaget i Baggrunden siger man uvilkaarligt: «Hvorfor gaar du ikke under denne livlige militære Marsch?» Det er en Misforstaaelse og Forblanding af tvende Kunstarter, naar man fremstiller slige Malerier i levende Billeder. Med Billeder, som fremstille noget Hvilende, fremtræder ikke denne Forvexling saa spids; derfor blev man ogsaa mere tiltalt af «den neapolitanske Fisker» og «Katekisationen», hvilket ogsaa kom af, at Gruppen i det første var særdeles yndig og Skolelæreren og den Bytting af enn99 Skolegut i det sidste vare overmaade komiske Figurer. «Haugianerne» og «Juleskikken» lode sig sé med nogen Pine; den sidste maatte især travesteres, da ude og inde, Konen med Mælkeringen, Fuglebandet, Skiløbning og Sneballer have sin Betydning i Maleriet, hvor Perspektiv, Lys og Skygge giver Alt sin rette Plads og Betydning, men i et levende Billede og paa en saa grund Scene bliver det Usands. — Det gode Orchester og mægtige Sangkor hørtes ikke godt i dette «ulyde» Theater.
Den forgjettede Jomfru Johannessenk764 fra det bergenske Theater er nu optraadt og har saa nogenlunde svaret til Forventningerne; det vilde være formeget, om hun ganske skullet svare til dem. Der kommer brugbare Folk fra Bergen. Bucherk765 ved det norske Theater er en bra Skuespiller, og Jomfru Johannessen ved det skandinaviske Theater vil ligesaa godt forsvare sin Plads. Man lo ad Bull,k766 da han for 3 Aar siden begyndte med sit norske Theater i Bergen, og nu? Nu forskriver man Folk derfra og kan være vel tjent med dem. Det er sjelden, at en Mand, der gaar forud for sin Tid, saa snart kan faa den med sig; man pleier meget længer at lé og bespotte ham.
Borgermester Fougstad,k767 der i den sidste Tid har udrettet saa meget ved Theatrets Anliggender, skal nu være fratraadt. Da han har ladet til at være en Mand baade med Energi og Indsigt, vilde det være vel, om hans Forretninger tillod ham igjen at indtræde i Bestyrelsen. Kan nok hende, at han maa have forekommet Skuespillerne og Orchesterets Medlemmer noget haard, men Theatret laa paa det Sidste og skulde det reddes, maatte det være ved at lade det komme til en Krisis. Han er den, som rigtig har gjort Alvor af at kalde Norske med til Scenen; de Andre har mestendels blot talt om det. Baade for at skaffe Penge tilveie og faa norske Skuespillere har han udviklet en Virksomhed, som fortjener al Paaskjønnelse.
Referenten i Posten, som omtaler Jomfru Johannessensk768 Debut, giver Christiania Publikum en Næse fordi det er altfor enthusiastisk til at modtage en Begynder, og derpaa forlader ham, naar det ikke finder sine overdrevne Forhaabninger opfyldte. Dette viser, at Publikum er ungdommeligt, og at der engang kan blive noget af det. Et blaceret Publikum, som aldrig kommer i Affekt, er meget værre. Kan nok hende, at enkelte Kunstnere og Kunstnerinder blive ulykkelige ved at se sig forladte, af et sligt Solskinspublikum, men det faar ikke hjælpe; man kan ikke rette sig efter Forfængeligheden og Galskaben. Den Kunstner, som ikke har Maalestokken i sig selv, men altid maa hente den fra Yderverdenen, ham er der ikke meget ved, og det er ikke mere end tilpas, at han bliver ulykkelig. Bliver han overbevist om, at han ikke duger, saa slutter han med at være Kunstner og sér til at blive et nyttigt Menneske; og skulde han finde, at Verden ikke endda forstod at vurdere ham, vilde han holde sig for god til at plante og vande om slige Kaalhoveder, og maatte han gjøre det for at leve, saa gjorde han det i den mest fornøielige Ironi. I ethvert Tilfælde er han fuldkommen skadesløs, forudsat, at han er andet end den flade Forfængelighed.
Referenten i Posten er inde paa den samme Tankegang som Præsten i Fortalen til sine dramatiske Virken naar han beklager sig over Kritiken. Jo, det er sagtens Theorier de ærede Herrer give til bedste!

Nr. 93/1853; søndag 24.04.

[Dansk arvefølge]

Korrespondance
Christiania, den 22de April
Fra Danmark kom vigtige Nyheder med Posten idag, og her er et Liv og en Bevægelighed herinde, som paa en ganske interessant Maade minder om 1848 og Begyndelsen af 49. Da var man spændt paa Postens Ankomst og læste Aviserne saadan, som de bør læses. Det var Liv. Af den danske Krig blev man dog tilslut træt, ligesom af de danske Anliggende i det Hele taget, da man ikke rigtig kunde faa Greie paa dem, og de, som fik det, fandt, at Gjærdet paa en eller anden Maade var kommet af lave, saa det var pinligt at tænke noget videre paa det. Man var glad over den Frihed, det danske Folk var kommet til paa en saa naturlig og smuk Maade, men kunde dog ikke dølge for sig, at den under de stedfindende Forviklinger svævede i Fare. Derfor fremkaldte Konflikterne og Ministerskiftet i Sommeren 1851 levende Bevægelse blandt os, og Christianiaposten viste sig ved den Leilighed fra en folkelig og frisindet Side, lige over for Morgenbladet, paa hvilket det ikke syntes at ligge noget videre Sag, enten Danmark beholdt sin Konstitution eller ikke.
Det var den Tid, de europæiske Kabinetter knyttede Underhandlingerne om Danmark og Arvefølgen, og omsider fik stilet og underskrevet den saakaldte «Londonnerprotokol,» som forandrer den danske Arvefølge fra en baade mandlig og kvindelig efter Kongeloven til en blot mandlig og nærmest for Hertugen af Glücksborg og hans mandlige Efterkommere; dersom de alle skulde uddø, da ville de europæiske Magter faderlig sørge for at ordne det siden mellem de nærmest arveberettigede; og da kunde man være vis paa, at det russiske Keiserhus med sin langsynte Politik vilde gjøre sine Arverettigheder gjældende. Det er nemlig paa Mødrene Siden beslægtet med det gottorpske og derigjennem med det danske Kongehus.
Det var isærdeleshed denne Tanke, som vakte Frygt, hos de patriotiske Danske, og alene den blotte Tanke om, at de europæiske Kabinetter engang i Tiden kunde komme til at raade over Danmark efter Godttykke, indeholdt saa Meget for Selvstændigheden saarende, at en oplyst Fædrelandsven med Bestemthed maatte sige Nei! til «Arvebudskabet.»
Og man har anden Gang sagt Nei, og Rigsdagen er derfor opløst anden Gang. Det er dette Budskab, Posten idag har bragt. Den har endvidere bragt den Efterretning, at Stemningen er spændt i Kjøbenhavn og at Militæret er kontrasigneretn100 i Kasernerne.
Rigsdagen anden Gang opløst saa nær efter hverandre! Man vil udslide Konstitutionen og gjøre Folket kjed af den, siger «Fædrelandet» meget rigtigt.
Det er Ministeriet, Adelen og tildels den rige Godseierstand, som vil udslide den; hvorimod Intelligentsen, som man med et Stikord kalder Professorerne, vil holde paa den. Det er Oplysningen, som er frisindet.
Oplysningen stiller sig her imod Kabinetternes Villie i Udlandet og den materielle Styrke i Indlandet. Det synes dristigt, men Kundskaben er Magt, den eneste Magt, hvem den endelige Seier er given.
Det er dog ikke saa farligt med Kabinetternes Villie, den «europæiske Nødvendighed», mente Professor Clausen,k769 og selve Corsaren fandt dette Udsagn af en saa kompetent Mand meget beroligende.
Vi Norske har den glædeligste Erfaring af, hvorlidet «den europæiske Nødvendighed» har at sige, naar den sér et Folk med Standhaftighed staa paa sin evige Ret. Det var europæisk nødvendig for, at vi i 1814 gjorde hvad Traktaterne bød, ligesom ogsaa, at det gjaldt at tage Del i den danske Statsgjeld o.s.v.; men vi stode paa vor Ret og de Mænd, hvem Norge skylder evig Taknemmelighed, maatte synes forvovne, som satte sig mod «hele Europa.» Det gik dog vel, Gud ske Lov, og det vil forhaabentlig gaa Danmark ligesaa vel nu.
Det maa gaa vel, naar Landets bedste Mænd fatte en Beslutning, og gaar det ikke vel, saa kjæmper man med Ulykken og den blinde Skjæbne, der for en kort Tid tillader Ufornuften at herske.
De nuværende Forholde i Danmark maa vække vor Interesse, fordi de minde om vore egne engang og fordi de ikke opgive Haabet om en større Nærmelse, der sént eller tidlig maa indtræde. «Arvebudskabets» Antagelse vilde have fjernet Danmark fra det øvrige Norden.
De maa vække vor Deltagelse og vel efter Forholdenes Natur indirekte Bistand, fordi den danske Konstitution er i Fare, den eneste Konstitution fra 1848, som har holdt sig. Ere vi frie, maa vi ogsaa ville, at Andre og navnlig vore Brødre skulle være frie.
De vække ogsaa andre Nationers Interesse; nogle engelske Blade holde med dem, medens der naturligvis i Journalistikkens Verden, hvor alt er tilkjøbs for Penge, gives Blade, f. Ex. Times, der finder det nationale Parti dristigt som «modsætter sig Regjeringens Ordning af Statsdelene og Forholdene.»

Nr. 99/1853; søndag 01.05.

[Konsertar, frå teatret]

Korrespondance
Christiania, den 29de April
Vinterens Forestillinger og Koncerter ende med Knaldeffekt i Otto v. Kønigsløwsk770 og Hasertsk771 Koncerter. Vil man være poetisk kan man sige: Nu er Vaaren kommen med Sol og Sommer; Aristokratiet tager paa en værdig Maade Afsked med Saisonnen, før det drager paa Landet og nyder Naturen paa sine Villaer, lytter til Fuglesang i de skyggefulde Lunde, istedetfor Instrumenternes Toner i de lumre Theatre og gasoplyste Sale, opføre idylliske Komedier i det Grønne, istedetfor at sé de sminkede Aktører og Aktricer træde frem mod Lampetterne og nyde den ukunstlede Natur istedetfor Scenens Illusioner. Nu kommer Tiden, da Aristokratiet skal bringe sine Kundskaber og æsthetiske Indtryk i Ligevegt med Naturen og styrket begynde paa næste Saison.
Otto v. Kønigsløw og Hasert ere udmærkede og Aviserne lode dem ogsaa vederfares al Ret; men Publikum er ikke talrigt, og rige skal de ikke blive af sine Koncerter her i Norge.
Paa Hr. Haserts Koncert sang Mad. Dahl,k772 Wolfk773 og en Dilettantinde. Det gik godt med dem Alle, noget egentlig Udmærket var det ikke, men Publikum fandt sig nok saa vel tilfreds, og det var dog Hovedsagen.
Vi maa blive meget uddannede vi her i Christiania nu. Ikvæl sluttede det norske Theater sine Forestillinger. Det har gjort gode Affærer i Vinter, bedre end vist Nogen havde tænkt. Skulde man tage Mærke af den gode Begyndelse, vilde Theatret ikke alene være sikret, men kunne hæve sig til en Spekulation; det er imidlertid at befrygte, at det danske Theater kommer til at gjøre etn101 stærkt Afbræk næste Vinter, dersom det ikke slaar ind paa en radikal Norskhed, som kan vedligeholde Spændingen og blive et Tilhold for Ivrerne. Jeg har engang udtalt mig om den Retning, det forméntlig maa tage for at kunne bestaa, og kan derfor henvise til, hvad jeg før har ytret.
Theatret endte Saisonnen med et «Efterspil,» der tog sig noget mystisk ud i Begyndelsen, men det blev taaleligt, da Jomfru Pareliusk774 kom med sin Replik. Det var en Vexel i et ganske poetisk Sprog, trukken paa Norskheden, og den blev honoreret med — Klap. De andre Replikker gjorde ingen Lykke; — enhver af Skuespillerne havde nemlig sin, — som slog ind i hans Fag. Det var en Slags Repeteren af de mest fremragende Roller i faa fyndige Ord. Jfr. Parelius repræsenterte det pathetiske Element, Jfr. Sullestadk775 det forliebte, Nielsenk776 det kavallérmæssige, Bucherk777 det burschenhafte, By det bondeagtige, Nyblink778 det komiske, Jfr. Fischerk779 det sentimentale osv., hvert i sit Genre. De bleve i Karakteren. Godt.
Nu er den Historie forbi, og man har én Ting mindre at skrive om. Kunde Aviserne blive noget mere praktiske for Udenbyesboende i Sommer, saa indstiller vist Hovedstaden med Glæde sine Vinterfornøielser. Nu kommer Politiken, men den er igrunden ligesaa upraktisk og endnu mere kjedelig end Theateriet, hvormegen Lighed der end er imellem Storthinget og en Scene; Storthinget er blot i større Stil, og har væsentlig Karakteren af det Langtrukne. Livet er der i sin naturlige Skikkelse, medens det paa Theatret fremtræder idealiseret. Man siger endogsaa, at den hele Verdenshistorie er et Drama, hvor de enkelte Nationer træder frem med sine Replikker, og forsvinder bag Kulisserne som f. Ex. Grækerne, Romerne, Ægypterne og Hinduerne; de øvrige Nationer holde paa at spille endnu. Der sér man dog, at Theatret ikke er en saa ubetydelig Ting at snakke om endda, siden man tager det til Exempel paa saa mange store Gjenstande.
For at fortsætte Sammenligningen kan bemærkes, at Storthingsmand Strayk780 og Holmbok781 repræsenterte det pathetiske Element ligesom Jomfru Parelius og i det historiske Drama Svenskerne f. Ex. og i den ældre Tid Hinduerne; med Bucher repræsenterte Lerchek782 og Tydskerne naturligvis det burschenhafte; med Byk783, Simon Lie,k784 Skaar,k785 Skjerkholdtk786, de gamle Cimbrer og Sarmater det bondagtige; med Nielsen kom det kavallérmæssige til Orde i Møinichen,k787 Franskmændene og Spaniolerne, med Jomfru Fischer det sentimentalen102 i endel Præster, f. Ex. Aars, Middelalderens Riddere og nu de Danske.
Det bliver ikke morsomt at spinde Sammenligningen ud længer; det Sagte er mere end nok til Oplysning og Retfærdiggjørelse for mig, at jeg skjænker Theatret al skyldig Opmærksomhed, naar jeg sammenligner det med det Vigtigste, som gives.
Saaledes gjentager det Store sig i det Smaa, og det Smaa i det Store. Intet er igrunden Lidet, ligesom Intet er Stort, hvad allerede «Recensentenn103» udtalte om «Dyret,» hvad ogsaa hin praktiske Præst sagde i sin Prædiken, hvis Text han tog af Hospitalet i Christiania. «Hele Verden er et Hospital,» udbrød han, og jeg gjentager, hvad Mange før mig have sagt: «Hele Verden er en Scene.»
Nu i Sommer vil det norske Theater drage om i Provindserne og give Forestillinger. Man kan ikke andet end ønske det Held og godt Besøg. Det vil være et Vink for os Kritikere her i Byen at høre, hvad man siger i de andre Byer. Vi staa saa midt i Norskheden, at vor Dom ikke er at lide paa; ikke at tale om, at en Del ved det skandinaviske Theater spille saa godt og saa gode Stykker, at vi lettelig blive forvænte. Naar vi blive Patriotismen utro og gaa derned, er Musik og alt saa kultiveret, at det skal en Anstrengelse til at hæve sig paa et norsk Standpunkt igjen. Det er den gamle velbekjendte Kamp mellem Pligt og Tilbøielighed.
Kommer nu an paa, hvorledes Norskheden vil modnes i Sommer hos det norske Theater, i vore Gemytter og fremfor alt i Skrivemaaden. Der er igrunden ikke stort ved den endnu; den er væsentlig Snak baade i Skrivemaade, i Tale og paa Theatret.

Nr. 103/1853; lørdag 07.05.

[Den Norske Rigstidende; teaterorkesteret; veret]

Korrespondance
Christiania, den 4de Mai
Rigstidenden er det eneste politiske Blad, vi har, hvor indholdsløs den forresten maa synes; men der er intet Ordgyderi i den; Alt er Resultater og Politik.
I den kan man se, hvilke Gaarde, der staa pantsatte til Banken; det vil vel sige omtrent alle Gaarde baade i By og Bygd; og findes der nogle, som ikke ere pantsatte, saa ere der visselig mange, som staa for mere end de ere værd, saaledes at det bliver som alle vare pantsatte. Der staar omtrent 16 Millioner saaledes ude paa Laan, ligesom Pharao engang fik Ægypten for Kornet, som Joseph sparede op, saaledes vil formodentlig Bankene og Laaneindretningerne faa Landene nu for Tiden. Det er mærkeligt, at Oppositionen ikke har forudseet dette, men tværtimod raabt paa Laan og atter Laan. Det maa komme af, at den aldrig har læst Rigstidenden, fordi denne har havt Ord for at være ministeriel. Efterdags vil forhaabentlig Oppositionen læse den, og derved samle Materiale til de frygteligste Angreb paa Regjeringen, som har sørget for Laanemidler og derved understøttet Folks gamle Tilbøielighed, at leve over Evne. Det skader ikke, at Oppositionen derved kommer i Modsigelse med sig selv; det er den før saa tidt kommen i, og desuden ere andre Personer nu komne til.
Materiale til slige Angreb faar man vistnok ikke fixe og færdige af Rigstidenden; man maa studere den og ved Slutninger faa dem ud.
Man sér ogsaa i Rigstidenden, hvormange Mennesker der spille fallit, hvormange Skifter, der staa under Behandling, hvilke Sager, der ere fundne paa Søen, og hvorsnart man maa indfinde sig for ikke at tabe sin Fordring. Morgenbladet og Posten have spekuleret alvorligt paa, hvorledes de skulle faa disse praktiske Ting fra Rigstidenden; men ret gjør den, at den er dyr paa sit Privilegium.
Nu har den ogsaa grebet Staven i rette Haanden og er et blot sligt Avertissementsblad; det var en Tid, da man troede at det maatte gaa dobbelt godt, naar den tillige bød nogen anden Læsning ogsaa, men Rigstidenden bestaar saamæn bedre end noget andet Blad om det ingen saakaldt Læsning har.
Den har imidlertid Departementsindstillinger som ere Statskløgten i en Hovedsum; vore Styrende give deri Grunde for sine Handlinger og Beslutninger. Det er Texterne, hvorover Dagspressen burde læse; men den gjør det ikke.
Alle offentlige Selskaber gjøre ogsaa Indberetninger til Rigstidenden, eller den giver selv en Fremstilling af deres Virksomhed. Saaledes har der nu staaet en Beretning om Selskabet for Norges Vel. Det har gjort meget godt i det sidste Aar; det tager Tingen praktisk og understøtter det, som slaar ind i det daglige Liv, Jorddyrkning, Opdræt, Ostlavning osv. Man synes ikke noksom at skjønne paa det Selskab og slutte sig til dets Bestræbelser.
Om Maadeholdsselskaberne staar der ogsaa i Rigstidenden. Det gaar tilbage med Maadeholdet, hvor store Navne, der end staar i Spidsen for det. Det passer ikke længer for Tiden.
I Rigstidenden staar overhovedet Alt, hvad der hører til Statsindretningerne og Statsvellet; den giver en Speiling af de Midler, Staten træffer for at virke; den er, hvad Filosofien kalder objektiv. Med disse Egenskaber kunde den blive tjenlig for Alle og saare mægtig, dersom den tillige var subjektiv, det vil sige behandlede alskens Ting fra et énsidigt Synspunkt ligesom de andre Aviser, med andre Ord var andet end et Avertissementsblad.
Den burde kanske ogsaa være det; thi med sit Privilegium har den et Grundfond, som sætter den istand til at levere Ting, som Andre ikke kan; den vilde blive en Avis, som baade kunde gavne og fornøie, og det var dog altid hyggeligere end nu at være bare nyttig, eller om man saa vil, bare fornuftig. Nyhedsbladet synes at have taget mit Forslag ihøst ad notam, at behandle vore egne Personligheder, og, for at undgaa Misundelse, gaa efter Rangreglementet; det har nemlig begyndt med Statholderen; der var en praktisk Tanke i mine Ord, uagtet man kanske tog dem for Spøg. Kan Nyhedsbladet faa Portræter af vore Mænd og forresten komme med Afhandlinger som Skizzerne fra Gudbrandsdalen, vil det sikkerlig faa Abonnenter.
Idag er kommen en Indbydelse til en Koncert i Frimurerlogens store Sal for Theaterorchester-Personalet, der staar uden Gage i Sommer. Koncerten vil forhaabentlig blive godt besøgt og god i sig selv. Det er smukt og hjælpsomt af de musikkyndige Borgere, der have stillet sig i Spidsen, saaledes at tage sig af Orchesteret. Det er hjælpsomt af den, som raader for Logen ogsaa at overlade Lokalet frit. Idet man saaledes, naar det kniber, tager sig af Theatret og dets Orchester, turde en bedre Tid opgaa for det, og det norske Theater faa en Rival, der netop blev farlig, fordi man fandt det en Æressag at opretholde den.
Nu er her smukt Vaarveir, og det grønnes alt omkring paa Bakkerne.

Nr. 104/1853; søndag 08.05.

[Kornmagasin]

Korrespondance
Christiania, den 6te Mai
Om Bygdemagasiners Ophævelse har allerede staaet tvende Artikler i Morgenbladet. Det er et praktisk Emne, og kunde man klare op i den Sag, vilde man virke i de materielle Interesser. De fleste Magasiner ere forresten ophævede, saa man kommer «bag efter.» Men — der er intet iveien for at oprette nye Magasiner, skulde det vise sig, at den gamle Erfaring om deres Utilstrækkelighed ikke var gammel og prøvet nok.
Bygdemagasinerne ere ellers en Foranstaltning fra den gode gamle krigerske Tid, da Militæretaten var Mønsteret paa enhver god Samfundsindretning, da Alt skulde sættes paa krigersk Fod, da man maatte være belavet paa Beleiringer, da Handel og Omsætning gik tungvindt for sig, — med andre Ord, da Verden ikke var som den nu begynder at blive, saa indbyrdes forbunden, at man strax kan hente og faa af andre Folk, hvad man trænger til. Nu er det anderledes. Enten der ern104 Dyrtid i Norge, Preussen, England, Rusland osv. kommer igrund ud paa Eet, da Bølgeslagene komme tilbage paa vore Kyster og Ødelæggelsen udbreder sig jevnt over det Hele. Det Eneste kan være naar der er Krig og Spærring, saa at Enhver maa ligge hjemme og suge paa sin Lab. Men efter slige usædvanlige Tilfælde kan man fornuftigvis ikke indrette den borgerlige Økonomi. Det nytter desuden ikke noget; thi skal ikke Bygdemagasinerne være Ansamlinger, hvor Kornet, mod al fornuftig Økonomi, ligger opsamlet, til Føde for Mus og Rotter, saa er naturligvis Kornet udlaant, og naar man trænger til det, naar Dyrtid kommer, saa var der naturligvis ingen Dyrtid eller Trang dersom Laantagerne kunde betale, saa at Andre fik laane igjen. Det er med dette ligesom med den rige Bank og de velholdne Laaneindretninger, som man tror skal være til en saadan Støtte for Staten, naar en Bankerot staar for Døren. Pengene maa rullere, og naar Bankerotten kommer, saa kommer den netop fordi Folk ikke har noget at indbetale igjen; fordi man ikke har faaet solgt sit Tømmer f. Ex.; ingen Sild faaet; Staten geraadet i Krig, saa svære Skatter ere paakrævede osv. Det vil sige, naar Mangelen kommer, saa er den almindelig, ellers var der ingen.
Der ligger for den korte Tanke noget særdeles Beroligende, Forsigtigt og uhyre Økonomisk i disse Opsamlinger af Korn og Penge, som man, vel at mærke, indbilder sig at opsamle. Men, Erfaring har tilstrækkelig paavist, hvor indbildt en saadan Trøst var, da den første Betingelse for enhver Økonomi er, at man har Lidet paa Haanden, men sidder i god Drift og har god Kredit, undtagen man da i en urolig Tid maatte ville være beredt paa at gjøre store Kouper og benytte sig af Andres Nød. De materielle Kræfter skal gaa fra Haand til Haand, derved stille de sig i Fornuftens Tjeneste og faa ligesom selv Liv; ligge de stille, saa ere de døde.
Det er Barnets og den Taabeliges Økonomi at dynge sammen og tro sig rigtig sikker og glad naar han kan røre om i sine Sølvpenge og Kornbinger. Det er den samme legemlige Tanke som naar man taler om en Tønde Guld, der tænkes at staa inde i den rige Mands Stue som et Sildekvartel.
Det kan vistnok synes noget dristigt saaledes at stille Penge og Korn sammen, som jeg her har gjort; men jeg vil se paa den Statsøkonom, som kan paavise andre Love for Kornet end for Pengene i det Store og Hele taget. At Kjøbmænd og enkelte Kornpugere kan finde sin Regning ved at lukke sine Boder og som Caligulak788 udraabe Hungersnød, gjør Intet til Sagen. Dette er en enkeltstaaende privat Spekulation, der mod Regelen kan bringe Fordel, ligesom at lægge Penge under Laas og Lukke for en Tid. Men den almindelige Økonomi kan ikke rette sig efter slige Undtagelser. I den staar Regelen fast, og Bygdemagasinerne skulde ialfald være et væsentligt Led i den almindelige Økonomi.
Jeg tør paaberaabe mig et ganske udstrakt Bekjendtskab til Bygdemagasinernes Historie, og jeg har truffet Faa, som ikke fandt dem at være en forfeilet Indretning. Den Fattige sagde ganske rigtigt: Naar jeg trænger til at laane, saa faar jeg Intet, thi da kunde de, som havde laant, ikke betale; og den velholdne Mand sagde, naar der var Korn nok i Bygden, og følgelig paa Magasinet; der ligger Kornet og raadner og ædes op, istedetfor at det kunde sælges, og det er desuden en ugudelig Aager at tage 12 ½ pCt.
Der har været skrevet Meget om ethvert Bygdemagasin før man fik Lov af Regjeringen til at ombytte det med en Sparebank. Har man ikke skrevet i Aviserne, saa vil Protokollerne gjemme mange gode Argumenter, Argumenter, som det bestemt vilde være lærerigt at se offentliggjorte. Jeg vil være praktisk og ønske, at Formandskabet i Lier vilde offentliggjøre sine Grunde for Ophævelsen af sit Magasin og Oprettelse af en Sparebank istedet, da jeg kan erindre, at Lier er et af de Præstegjeld, der have foretaget denne efter min Formening fornuftige Forandring. Det vilde interessere Drammenserne og Liungerne og mig ogsaa, der fik læse det. Det er desuden et interessant Spørgsmaal for Alle, især da man sér i Morgenbladet, at her endnu ere Folk, som ønske den gamle Tid tilbage.
Det kan bemærkes, at Regjeringen har opmuntret Folk til at realisere sine Magasiner, om ikke, som Morgenbladsmanden siger, direkte, saa dog indirekte, ved øieblikkelig at approbere Beslutningerne. Regjeringen gjør ikke slige Skridt uden at raadspørge den økonomiske Videnskab, hvad man end finder for godt at sige. Der sidder iallefald bedre Statsøkonomer og mere klare Tænkere i Regjeringen end anonyme Indsendere i Pressen, som disse tvende Herrer i Morgenbladet, af hvilke den ene angreb og den anden roste Angrebet. Det er dog sandt, at Krage finder sin Mage.
Det eneste Tilfælde, hvor Bygdemagasiner vilde være gode, maatte være i et Distrikt, hvor man ikke kunde komme til Folk, men var en Verden for sig selv, som enkelte paradisiske Lande i de indiske Høilande, om hvilke Romanerne vide at fortælle. I vort mest isolerede Kirkesogn, Røldal, ved jeg af Erfaring, at Magasinet ikke svarer til Hensigten. Man kan nemlig føre Korn paa Kløv baade fra Telemarken, Hardanger og Suldal.

Nr. 108/1853; fredag 13.05.

[Spiritisme]

Korrespondance
Christiania, den 11te Mai
Borddandsen er Dagens Tale. Man møder Mennesker paa Gaderne, som fortælle om nye Prøver, den ene mere vidunderlig end den anden. Man skulde med det almindelige Folkesprog sige, at det var paa Verdens Ende, og var det for 200 Aar siden blot, vilde Baal lyse rundt om Byen, hvorpaa alle Troldmænd og Djævlebesværgere brændte. Man brændte Folk for det, som mindre var. Nu kan man ikke længere sige, at Noget er forunderligt; Forskjellen mellem det Naturlige og Overnaturlige glattes ud, og Menneskene maa enten blive meget fromme og troende eller frivole og vantro. Enten maa Alt blive Legeme, fysiske Naturlove, eller ogsaa en fornuftig Sjel.
Theologerne vil faa en Hjælpetrop mod Vantroens frembrydende Hær, dersom de kunde aflægge sin gamle Natur og indgaa en Pagt med Naturen. De vil kunne sige: «Se, hvor Livet gjennemstrømmer Alt; se her Aandens Udødelighed, som har taget Bolig i en Hat, i en Tobaksdaase, en Komode osv. Den lyder den blotte Villie af os Mennesker. Se Troens Kraft! Naar Du tror, gaar Tobaksdaasen meget hurtigere. Nu bliver Sproget kanske bogstavelig sandt, at man kan flytte Bjerge. Nogle hundrede Mand ville kanske danne en Kjæde over en Fjeldryg og faa den til at gaa afveien; vi kan Intet vide, men med Hengivenhed vente Alt. Det Ene er ligesaa rimeligt som det Andet.»
Vantroens Børn vil gjøre Miraklet til sit og sige: Nu kan man se, at Alt er Natur, at Ubegribeligheder, som man troede af en særskilt Naade, kom herned, opløse sig i Naturlove for den hele Tilværelse. Gjengangere vise sig at være Luftpartikler, som stige op fra Forraadnelsessteder af dyriske Legemer, og som vise sig i flagrende Skikkelse for det sensitive Øie. Bankninger paa Døren og den saakaldte Ligdraabe, der pikkede, som naar det drypper paa en Kjedelbund, er blot en egen Virksomhed af Luftstoferne i levende Væsener. Nordlysene, hvori man saa Bebudelser paa Krig og Dyrtid, er en Udstrømning af den levende Jord, der aander, lever og bevæger sig ligesom vi. Magnetnaalen, den elektriske Strøm og Telegraferne ere Metallernes Sjelsvirksomhed; Mennesket skal ikke rose sig af at have saa Meget aparte; de have kun det, at de ride af sig selv (ja hvo ved om ikke ogsaa den dandsende Hat og Tobaksdaasen gjør det samme?) og at de gjøre sig dette Liv i Jord, Træ, Stén og Metaller hørige og lydige. De ere Opsynsmænd ligesom i denne Uendelighed af Liv, som omgiver os paa alle Kanter.
Tager man Tingen alvorlig, sér man af dette, at der ikke bliver synderlig Strid mellem de Troende og de Vantro. De maa begge erkjende et allestedsnærværende Liv og en Virksomhed, som vi først nu er paa Vei til at efterspore.
Men til Faktum. Jeg maa ogsaa komme med mine Erfaringer. Jeg har rigtignok ikke faaet Borde til at dandse, men kanske det kom deraf, at vi først drak op Øllet i de Flasker, vi siden lagde under Bordfoden. Bordets Aander kunde vist ikke lide, at vi drak, medens de Intet fik. Derimod har jeg faaet min Hat til at dandse blot ved at sætte mine Lillefingre paa den efterat den først var bleven gjort oprømt af tvende andre med mig, som karesserte den. Den gik først med Solen, men paa min Befaling: stat stille! stod den som Solen i Josafats Dal, og paa mit Kommandoord: gaa tilbage! gik den tilbage som Solen paa Esekias’s Solskive i Kongernes Bog. Vi forsøgte igjen alle tre, overtog Kommandoen vexelvis, ligesom Grækenlands gamle Feldtherrer, og saalænge der herskede Disciplin blandt os, gik Alt godt, men naar den Ene kommanderte i Øst og den Anden i Vest stod Hatten stille og viste derved at heller ikke han kunde tjene to Herrer. Dog — det er ikke blot saakaldte døde Ting man kan dreie. Herforleden Dag dreiede vi en Jomfru, efter at vi først havde isoleret hende. Vi stillede hende paa tvende Glasruder og sluttede den saakaldte Kjæde om hendes smukke Hals, medens tvende Andre trykkede hende i Hænderne. Det varede ikke længe før hun fornam forunderlige Fornemmelser i Kroppen og gik Solgang henimod Døren.
Jeg og de, som vare med mig, smigre os med at have beriget Videnskaben og Erfaringen ved dette Experiment. Hvad staar nu tilbage at experimentere med? Nu skal Theorien gribe Experimenterne og sætte Lovene i System. Nu maa vel Theoretikerne tro, siden Erfaringer komme fra alle Kanter; før have de ikke villet det, og kunde ikke ville det, thi Theorien kan umuligt erkjende Noget, som ligger udenfor den, dersom den ikke med det samme vil ophøre at være Theori. Derfor sér man ganske naturligt, at de saakaldte Videnskabsmænd altid ere vantro, men nye Erfaringer driver dem fra Punkt til Punkt, hvor de have forskandset sig, indtil Alt enten opløser sig i vild Flugt eller i en seirrign105 Erobring af Alt det, som er i Himmelen og paa Jorden.

Nr. 113/1853; fredag 20.05.

[17. mai]

Korrespondance
Christiania den 18de Mai
Gaarsdagen var smuk og Folket høitideligholdt sin Frihedsdag paa en naturlig Maade ved at nyde den frie Natur; thi Støvet i Gaderne er ogsaa Natur og ligesaa frit som nogen anden Ting, f. Ex. Blomster, der fyger af Hæggen og andre Frugttrær. Det er sjelden man sér saamange Mennesker paa Fødderne, og den, som klager, at Stænderne holde sig fra hverandre, skulde have været her igaar, og han vilde have seet det mest demokratiske Blandingsgods, der indhyllet i Skyer flød frem og tilbage. Det var som det burde, en folkelig Dag.
Mod Kvælden gik dog Hver til sit Sted, efter at det almindelige Tog til Kroghstøtten var vendt tilbage. Arbeiderforeningen drog under Fane og klingende Spil udover til Ladegaardsøen, hvor der paa Fredriksborg (Langvig) skulde være «Arbeiderbal» til en Ort og tolv Skillings Adgang. Paa en ny Diligence sc. Sylfiden, som i disse Dage er sat igang mellem Gamlebyen, drog Mange til Kongshavn, hvor Alt var at faa til «billigste Pris.» Paa Klingenberg var dog Hovedstedet; der morede man sig baade vel og længe; der var smukt og Fyrverkeriet var brillant.
Studentersamfundet tænkte først paa at holde en almindelig Fest i Logen; men da der ikke tegnede sig Mange nok, indskrænkede man sig til Samfundslokalet, hvilket dog ikke var til Hinder for at nogle andre borgerlige Folk ogsaa fik Rum med; og da der blev udbragt en Skaal for disse Handlende, Haandverkere o.s.v., som vare tilstede, viste den almindelige Jubel, hvormed Skaalen blev modtaget, hvor liberale og folkelige Studenterne i Virkeligheden ere, og hvor gjerne de i Almindelighed ville være, hvad de skal og bør.
Festsalen var smukt dekoreret og Arrangementet net og pent. De reglementerede Taler vare gode, især talte Overlærer Daak789 og Kand. Rollk790 meget godt. I sin Tale for Dagen minte Daa paa Udvandringerne til Amerika, der synes at tyde hen paa, at Europa, baade det, som har Konstitutioner og det, som ingle har, viser sig gammelt og affældigt mod den nye Verden, hvor Ungdom udvikler sig. Men dette synes blot saa; thi Europa viser sig ingenlunde som affældigt, hvad enten man sér hen til Dampskibe, Jernbaner, Handelsomsætninger og Industri eller aandeligt Liv i Videnskab og Kunst. Han troede derfor, at Friheden og vor 17de Mai vilde vedblive at have sin Betydning, trods alle Udvandringer og alle mislykkede Forsøg paa en Frihed, som man greb efter i 1848. Den sande Frihed gik fremad med den sande Oplysning.
Roll talte væsentlig om den evige Berettigelse, som Frihed og Fædrelandskjærlighed har, hvormeget man end nu for Tiden synes at nedsynke i det Materielle, og hvormeget man end raaber, at Fædrelandet er der, hvor man lever bedst. Det var sandt det han talte; Fædrelandskjærligheden, som ikke kan forlade Fødestedet, om det end er fattigt, og om den end kunde faa det bedre andensteds, er poetisk, hvad man end kan have at sige paa den. Hr. Roll holdt sig som det bør i en Festtale, til én Side af Sagen, og han holdt sig til den, som mest tiltaler vor poetiske Sands og udsætter os for de færreste Misforstaaelser.
Professor Monradk791 talte naturligvis godt. Han talte om Ungdommen, og endte med at udbringe en Skaal for Wergeland,k792 som dens udtryksfulde Billede.
G. A. Kroghk793 talte om Danmark; det var godt og paa rette Sted, men da han kjendelig dvælte ved det nye Ministerskifte dernede som noget Ulykkebringende, og da han som Modsætning dertil fremhæver de «45,» tyktes mig han gik formeget ind i det Enkelte og artede sig formeget som Partimand. Vi kan ikke smukt indlade os paa at demonstrere mod Ørsted,k794 som har skrevet saameget og saa smukt for os, ligesaalidt som demonstrere de «45,» hvis Motiver og Handlemaade vi forlidet kjende; og selv om vi kjendte bedre til Forholdene dernede end vi gjør, saa vilde det være et ringe Fremstød for Ideen at demonstrere en saa liden Forsamling, selv om man troede det rigtigt at optræde demonstrativt under vore Forhold. Pressen bør gaa ind paa Enkelthederne i slige Sager, men neppe Studentersamfundet; naar det i Almindelighed hylder Ideen, er det nok. Der blev ikke meget klappet til Hr. Kroghs specielle Skaal, og det kan ikke feile, at Mange fandt, han gik for dybt i Tingen; men det kommer vist desuagtet i «Fædrelandet,» at de norske Studenter den 17de Mai viste sig begeistrede for de «45.»
Kandidat Schulzek795 talte godt om Ønskeligheden af at man vilde stille sig til Valg istedetfor at lade som om man ikke vilde blive valgt paa Storthinget, hvor hjertensgjerne man ogsaa ønsker det. Han ønskede at man kunde faa Medhold af Valgloven til at gaa frem uden Hykleri.
Efter Alles énstemmige Formeninger gik det baade smukt og godt med Sangfesten paa Horten. Vore Sangforeninger, som stiftes viden om i By og Bygd og disse Sammenkomster af flere Foreninger er et af de store Fremskridt i disse nyere Tider og man er sikkert tilbøielig til heller at anslaa dette Fremskridt for lavt end for høit. Det er Kulturen og dens ædlere Fornøielser, som med sin harmoniske Sang træder ind i Laget og forhøier Glæden og gjør Sorgen høitidelig og gribende.
En tydsk Digter, jeg her oversætter, siger:
«Sæt dig, hvor man synger, vær ei bange!
Slette Mennesker har ingle Sange.»

Nr. 115/1853; søndag 22.05.

[Framlegg til nye stortingsrepresentantar]

Korrespondance
Christiania, den 20de Mai
De arme Storthingsmænd! Det er ikke nok at Aviserne hakke paa dem og Referaterne give Anledning til Omtale over Land og Strand, men der gives endogsaa ud hele Bøger om dem, ret ligesom det overhoved skulde være Noget at skrive Bøger om, og ret som om man kunde koge dem i levende Live og registere dem ind i Historien. En Mand maa være bleven kold, før man kan det, ja, man sætter endog 100 Aar som det første Tidspunkt. Dog, hvad Tiden sluger op, maa man tage, før det synker ned i dens Strøm, og ganske rigtigt, man gjør det; thi de Mænd, som ville holde sig idetmindste en Stund, snakker man saa lidet om; man affærdiger dem med den korte Besked: «Om N.N. er det overflødigt at ytre sig osv.»
Det var, om jeg har læst Alt i denne Retning, Fougstad,k796 som begyndte i 1836 med en Kritik over Storthinget. Det var en liden velskreven Bog. Wergelandk797 skrev i sit poetiske Sprog «Jødesagen» i 1842 med en Slags Kritik over Thingets Personligheder. Som Digter roste og dadlede han over Maal og Maade; han idealiserede Alt.
Den egentlige Personalhistorie begyndte dog først i 1845; da bleve Storthingsmændene stillede op til Mønstring, saa Enhver kunde se deres Skabelser og Holdning. Det var en Bog, som gjorde Opsigt; den var noget Nyt og man vil gjerne se Historien i Negligé: den er en Dame, maa vide. Det var ogsaa noget Utroligt, hvad enkelte Repræsentanter ærgrede sig, medens Andre igjen vare overstadig glade, og dette gav igjen Anledning til Protester og mangen opbyggelig Debat. Siden har man efter hvert Storthing leveret en «Karaktérskildring; men disse tvende sidste have været meget mere matte, og da de have manglet Partisanens Bestemthed og skarpe Farve, har der ikke været noget Moro i dem; Ingen har brydt sig om dem, og man har ligesaa snart glemt «Karaktererne» som Mændene.
En væsentlig Feil har der været ved alle disse «Karakterskildringer» og den er, at de ere komne bagefter, ligesom der berettes om Minervas Ugle. Det er overhovedet en Feil at al Historie først kommer bagefter; man skulde have den forud, saa man vidste sig vare at tage, ligesom Franklink798 foreslog, man skulde regne Adelen forud, og ikke som vanligt bagud, da Fortjenesten af en stor Mand unegtelig maa tilkomme Forgjængerne og ikke Efterkommerne, som arve nok, om de ikke arve Fortjenester og gode Gjerninger.
Det er denne Maade at skrive Historie paa som nu er forsøgt afhjulpen ved «motiveret Forslag til Repræsentanter paa 14de ordentlige Storthing.» Det er i denne Henseende et fortjenstfuldt Arbeide og bør blive efterlignet. Arbeidet er forresten ikke videre rart; det er en gammeldags pen Lovtale, og naar Drammens Blad tror, det er en ungdommelig Forfatter, da maa det gjøre sig en egen Mening om Ungdommelighed; Ungdommen slaar gjerne med Storslæggen baade paa Od og Ende. Den forholdsvis lange Indledning er ogsaa gammeldags; den Fredsommelighed i Politiken ligedan og Sproget! det er som en Olding af enn106 Jurist skulde have skrevet det med Mellemsætninger, med «at», «naar», «fordi», «at» og alle disse periodiske Begyndelser og Ender. Man se f. Ex. Side 20 mod nederst paa den!
Det er en sat Bog, saadan som den forméntlig bør være, naar man taler om Stat, Statsmagter og Embedsmænd. Alt er godt, naar det har et officielt Præg, stille, roligt og majestætisk. Dette sér man næsten altid, naar der embedsmæssigt gives Anbefalinger og Indstillinger; man sér det, naar her kommer Ordensudnævnelser; man bliver ordentlig forbauset over, hvor mange udmærkede Mænd, vi ere saa lykkelige at eige. Det er godt, meget godt, godt Alt, som er officielt; skulde da Storthinget, der netop skal være det mest Officielle, ikke være ligesaa godt? Jeg sér ingen Grund til at dadle Bogen for sin Godhed.
Men desuagtet tror jeg dog ikke, den vil udrette stort. Man vil vælge efter Bekjendtskaber, efter Intriger og drage Straa, naar det kniber paa Valgmænd, f. Ex. i smaa Byer. Bogen med sin gyldne Visdom vil nok i de færreste Tilfælde blive befulgt, naturligvis med Undtagelse af de Mænd, «hvorom det er overflødigt at ytre sig.» Den lærer altsaa ikke tilgavns Andet end det, man iforveien véd; thi hvad man ikke befølger, det har man igrunden aldrig lært, at sige, naar det er godt.
Det er nu sagtens en synderlig Methode at sidde i Christiania og skrive om Folk udover hele Landet; det maa troligvis skorte paa Personalbekjendtskabet, men det er dog noget bødt paa, idet Forfatteren har holdt sig meget til de gamle Storthingsmænd, der kjende og ere kjendte i Christiania.
Bogen maa vel være skreven i Christiania, allenfals er den trykt her og stort hjalp det ikke, om den var skreven i Drammen eller Trondhjem f. Ex. Den maatte være skreven i hver By og Bygdelag, men det skjønner man vilde ikke gaa an. Man maatte hjælpe paa Tingen ved at oprette et Kontor herinde, hvortil hver Korporation indsendte sine Lister, ligesom man til Tabelkontoret indsender Fortegnelser over, hvor stor Besætning der er paa den og den Gaard, hvormegen Torsk den og den By udskiber osv. Saa gjorde man et Uddrag og fik en Bog istand, hvorpaa Visdommen strømmede ud fra Christiania over Landet igjen.
Dog, heller ikke det vilde hjælpe; thi de, som mere trænge til Veiledning, læse ikke og endnu mindre kjøbe Bøger. Det gaar paa Skakke, hvordan det gaar.

Nr. 119/1853; fredag 27.05.

[Arbeidet på jernbanen; unge kvinnelege skodespelarar]

Korrespondance
Christiania, den 25de Mai
Igaar var en Passagér-Vogn til Jernbanen at se paa Bryggen. Den var smuk og komfortabel; man vil unegtelig sidde lunt paa første Plads, men des mere ubehagelig bliver Overgangen, om Vognen skulde gaa ud af Skinnerne, en Bro falde ned og alle disse fra Banetogene bekjendte Hændelser. Paa den norske Jernbane vil ogsaa kunne træffe slige Hændelser; thi Folk, som forstaa sig paa Tingene og ere kjendte med Arbeidet, sige, at det ikke er solid, noget, som ogsaa bekræfter sig ved, at Hvælvinger styrte ned og lignende Veibegivenheder, som Vaaren er saa rig paa.
Kan man tro disse Folk — jeg har ingen Mening om det — saa ere Engelskmændene ogsaa her Forretningsmænd. De egentlige Entreprenører have sine Procenter; de paa anden Haand sine, de paa 3die og 4de ogsaa sine, og skal Arbeidsmanden have noget, saa maa Hvælvinger, Murer og Broer blive derefter. «Godt nok for en norsk Jernbane.» I Vognen bliver ogsaa godt nok at sidde, naar man kan vove sig til det. Bare jeg nu kunde holde mig fra at gaa med; men jeg maa vel deran for at faa en Korrespondanceartikel.
Det synes ellers at gaa sent med Arbeidet og Udsigten er ikke til, at det skal blive færdigt paa Tiden. Det er mærkeligt, at man ikke har skrevet mere om Jernbanen: det har gaaet ret kuriøst til med Taxationerne f. Ex. Men, det er ikke brav at diskutere Banen formeget, da vi saa let kunde faa Udseende af, at vi ikke vare tilfredse med at Englænderne kom til os, hvilket vi bør være. Det turde dog hende, at Uelandk799 med Parti engang fik mere Medhold end i Vinteren 1851. Tiden vil vise det, endnu er den ikke kommen; men Mænd, som maa forudsættes at kjende til Tingene, sige, at den desværre vil komme.
Det er ikke blot det varme Solskin, som idag minder om Italien; men jeg har virkelig hørt dunkle Rygter om Serenader, der som bekjendt høre hjemme i Italien. Jomfru Johannesensk800 Geburtsdag skal være ivente — jeg ved ikke hvorsnart — og man vil synge! Meget smukt, og poetisk!
Hvad siger Jomfru Svensen?k801 Hun er forméntlig glad, fordi man nu lader hende sove i Fred, ligesom man vel for Fremtiden ogsaa vil unde Jomfru Johannesen denne naturlige Rettighed, naar man har faaet sig en ny en. Det varer ikke længe, men det er overstadigt, mens det varer. Jeg skal ikke kunne sige om Jomfru Johannesen er saa i Vinter som Jfr. Svensen for 4 Aar siden; kun det ved jeg, at hun ikke endnu har faaet Vers i Aviserne, men naar nu Geburtsdagen kommer, turde ogsaa hun faa trende paa én Morgen. Man har ingen Garantier for hvad Kjærlighed og Enthusiasme kan drive det til. Jeg har heller ikke endnu seet Jomfru Johannesen tilhest med vaiende Fjære i Luntetrav med nydelige Kavallerer; men store Selskaber skal der gjøres for hende og «fine Selskaber, Gud bevares,» forsikrede En med gravitetiskn107 Alvor. Hvorvidt hun har faaet Gulduhr og anonyme Kjoletøier ved jeg ligesaalidt, men der er overveiende Sandsynlighed for det. Det er smukt at være Skuespillerinde; jeg tænker alene med Vemod paa de andre Damer, som desværre ikke saaledes kunne gaa fra Triumf til Triumf. Saaledes burde alle Damer have det. Der gives dog Intet, som i den Grad kan vække Enthusiasmen, som unge Kunstnerinder. «Selv Alderdom bli’r ung igjen,» som det staar i Visen.
Til Stockholm skal Pepita Oliviak802 komme, som nu i over et halvt Aar har fortumlet de adstadige Tydskere. Naar Teppet rullede op, og hun i sin uovertrufne Skjønhed stod i yndefulde Stillinger, før hun svinger sig i Dandsen, sad Publikum og aandløs snappede efter Veiret en Stund, en Torden af Bravo og Klap truer med at sprænge Huset. Hun faar sikkert ogsaa Serenader, uagtet Sangforeninger ere forbudne i Tydskland af Frygt for «demagogiske Umtriebe.» Vi have derimod Frihed, og er derfor intet Andet i Veien, kommer nok Serenaden istand til vor feirede Dame.
Sang og Festligheder er Ungdommens Liv, nu skal nemlig en af Dagene den akademiske Vaabenøvelse have Sang og Festlighed for sin Chef; der kommer vist Deltagere nok paa den i Samfundet nedlagte Liste, som berettes at ligge der i den indbydende Anledning. Det er virkelig en smuk og maaske nyttig Indretning den akademiske Vaabenøvelse, og efter det frisindede Aar 1848 har vist ikke Regjeringen noget imod disse Vaabenøvelser, men laaner ud Tasker og Geværer. Studenterne burde ogsaa lære at fegte og skyde med Pistoler; det hører med til Kavalleren, uagtet vore Sæder ikke tilsteder Dueller; men giver og modtager Fornærmelser med Sagtmodighed.
Ikvæl giver Frøken Løvgreenk803 sin Afskedskoncert, og Sangeren Wolfk804 annoncerer ogsaa en, men det er vist ingen Afskedskoncert. Saa bliver det vel Ro en Stund baade for Koncerter og Theatre, thi nu maa man vel snart slutte nede i det danske Theater ogsaa, og Skuespillerne vil vel gjæste andre Byer ligervis som de norske Skuespillere, der nu ere i Fredrikshald, og tjene der, som i Drammen, Penge og Berømmelse.

Nr. 121/1853; søndag 29.05.

[Katolisisme]

Korrespondance
Christiania, den 27de Mai
Der bygges godt paa det katholske Kapel herinde, og det vil ikke vare længe, før et Tempel for «den ene saliggjørende Kirke» staar midt iblandt os i al sin Herlighed. Men det er rimeligt, at Theologerne ikke ere saa glade i det som vi Andre, der fryde os i Forskjønnelsen og elske Tolerantsenn108; og isandhed, de have heller ingen Grund til Glæde; thi for det Første maa denne herlige Bygning forekomme dem syndig, da den tilhører et andet Samfund, som naturligvis ikke kan være det Rette, for ellers maatte de selv gaa over til det. Dernæst maa de med Grund finde, at Kapellet vil blive et Skjød, hvori Mange komme til at samle sig, og de, som komme did, forlade deres; thi naar man sér Mormonerne samle Tilhængere, maa Katholikere samle endnu flere. Der er saa meget ved Katholicismen, som tiltaler: den skjønne Musik og overhovedet det Dunkle og Hemmelighedsfulde, som aljamt har været den bedste Prædikant for Menneskene; ikke at tale om, hvor bred og slagen Katholicismen gjør den trange Vei, især naar Jesuiterne ere Rodemestre, og Menneskene ville saa gjerne have det mageligt, hvori man ingenlunde kan mistænke dem. Man behøver bare at tage en Trediedel i det Høieste af sine med Synd samlede Penge og give dem til Kirken eller Præsterne, saa er man vis paa Absolution, og det maa dog betragtes som en god Handel. Man kan opslide sin jordiske Klædning i Verdens Tjeneste, og naar man paa Slutten giver den til gudeligt Brug, ligesom man giver den Fattige det Plag, man ikke længer vil gaa med selv, saa er man frelst. Protestanterne ere ikke saa føielige, og det er ikke at overse, naar man begynder at tænke paa Faren ved dette deilige Kapel.
Jesuiterne ere ogsaa kloge og i Regelen velopdragne Mennesker; de have et eget Snit at tage Verden paa. Selv Gustaf Adolphk805 fandt dem langt mere kultiverede end de andre Præster. De ere organiserede gjennem alle Grader paa en beundringsværdig Maade; der er en Lydighed og Disciplin i den Stat, som den Militære aldrig opnaar; man snakker ikke af Skole, og man er villig til paa første Vink at rydde en Kjætter af Veien, og man er klog nok til ikke at vække nogen Opsigt med det; Alt gaar lydløst. Man sender ikke Folk ud før de ere prøvede paa Kollegierne; man studerer deres Karaktér for at se, hvor de passe, og har man udfundet det, saa har man Penge for disse hellige Missionærer. «Propagandaen» skal være den rigeste Indretning i Verden. Den har deilige Villaer i Europas herligste Lande, hvorpaa de oprindelige Eiere levede i Fryd og Glæde, mens de levede, og for at faa det ligesaa godt efter Døden, gav de dem til Jesuiterne, naar Livet havde tabt sin Tillokkelse. Don Carlosk806 af Spanien har givet meget, f. Ex., dels for at ikke blodige Erindringer fra Borgerkrigen i Spanien skulde ængste ham altfor meget, og vel dels for at Præsterne kunde holde med ham i et Land, hvor der kommer 1 Præst omtr. paa 4 Mennesker. Jesuiterne have det gaaende; de have det ikke som vore arme Præster, af hvem Oppositionen daglig tager den ene benificerede Gaard efter den anden, og vantroe Folk i en næsten ligesaa foruroligende Grad indskrænker deres aandelige Herredømme. Kampen maa derfor blive ulig, og Præsterne maa visselig med Bæven og Bangen se Kapellet reise sig stolt i Veiret, uagtet man strax nedenfor bygger en herlig Kirke, der ikke vil staa tilbage i Skjønhed, men det er ikke Huset af Træ og Stén, som skal gjøre det; det er Aanden, som lever inden Murene, og Kraften, som rører sig udenfor.
Nu er det vistnok saa, at Katholicismen ikke har gjort mange Erobringer hos os hidindtil, uagtet den have holdt Monsen,k807 der lod det være sig angelegent at være høflig mod Avisredaktører for at de skulde kaste Gemytterne, hvilke de naturligvis have i sin Lomme, til den Side, som han stævnede mod; den har ikke vundet, uagtet den har prædiket paa mange Sprog; thi Folk have gaaet der i Sproglære og tænkt paa Grammatiken istedetfor paa Dogmerne; men meget kan være vundet, som ikke jeg ved, og naar Kapellet kommer istand, vil Virksomheden først begynde for Alvor. Imidlertid er dog Adskilligt vundet: her er lærde Mænd og forhen gode Protestanter, som holde stærkt med Katholicismen og hvo véd, om ikke En eller Anden reiser til et Jesuiterkollegium for derfra at gaa til Christiania f. Ex., istedetfor at drage til et Kald oppe i Valders eller omkring Krødern? Hvo véd, om ikke mange af den «dannede Verden» ere Katholiker af Hjertet, siden de gaar saa sjelden til Kirke? Ingen kan vide Grunden, og endnu Færre tør rykke ud med den.
Det kan umulig feile, at den katholske Præst heroppe sender glimrende Rapporter ned til «Propagandaen» og beretter, hvorledes «den ene saliggjørende Kirke» samler Mennesker heroppe, i ultima Thule samler mange vildfarende Faar til sin store Hjord, og nu da Kapellet er under Arbeide, maa Indberetningerne være ligesaa lovende som fra Stipendiater, der ogsaa trænge til mere Penge. Det kan ligesaalidt feile, at Propagandaen foranstalter Takkebønner, fordi vi komme paa ret Vei, og derpaa sætter sig hen at udstæde solide Vexler.
Den bliver nu igrunden narret noget ganske uforsvarligt; men Christiania bør være taknemmelig fordi den faar en Pryd og vi bør ogsaa efter Omstændighederne blive saa gode Katholiker som det lader sig gjøre; thi saa gode, som Rapporterne sandsynligvis berette, kunne vi neppe blive, og heller ikke paa langt nær saa mange. Vi ere vel desværre, naar det kommer til Stykket, enten vantro eller sløve ligesaavel naar Katholikerne prædike som naar Protestanterne gjøre det; Forskjellen bliver nok ikke stor, enten paa den ene eller anden Maade.

Nr. 125/1853; fredag 03.06.

[Teater og politikk]

Korrespondance
Christiania, den 1ste Juni
Igaarkvæl tog man med Mai Afsked med Theatersaisonen. «Feiltagelserne» bleve givne tre Gange islag, og «Emilies Hjertebanken,» jeg véd ikke hvormange; men at det var for mange, det véd jeg. Her er ordentlige Partier mod hinanden, stridende om hvorvidt Jomfru Sullustadk808 i det norske Theater, eller Jomfru Johannesenk809 i det danske var bedst i «Milles Hjerteklap.» Da jeg altid har havt en vis Respekt for Partier, slutter jeg mig ikke til noget, men tror, at hvert har gode Grunde for sin Mening. Det er nu sagtens ikke blot Æsthetisk, som her kaster sig ind i Spørgsmaalet, men ogsaa det Nationale, da man tykkes, at Jfr. Sullustad er mere norsk. Det vil være interessant til Høsten at se, hvorledes Striden da vil vaagne op igjen; thi nu i Sommer blive de begge ude paa Togt.
Her gjærer skjulte Kræfter, som nok tilvinters komme for en Dag, vordende Skuespillere nemlig, som paa Tagkammere forberede sig til at modtage Klap, og sandsynligvis Digtere, som nu i Sommerheden ængste sig med den frygtelige Tanke at blive udpebne, naar Vinteren kommer. Her synes blot at være stille nu i Ferierne, men Theatrets Kræfter udvikle sig, ligesom Jordens under Vintersneen. Nu skal vel ogsaa Udbygningen foregaa ved det danske Theater og nogle Omforminger ved det norske. Det norske udstæder ogsaa Indbydelse til en Aktietegning, hvorved det vil konstituere sig til en mere offentlig og interesseret Indretning, og ikke lade sig nøie med at flyde paa de nationale Sympathier; thi det trænger efter den offentliggjorte Status ikke til nogen pekuniær Hjælp endnu og vil vel heller ikke gjøre det, uagtet Enthusiasmen let kan bortdunste, da den væsentlig er Spiritus. Det gaar godt med Aktietegningen, uagtet man gjør Vanskeligheder med de noget store Indrømmelser, der leilighedsvis maa gjøres den oprindelige Direktør. Naar nu det norske Theater saaledes udrustet med en valgt Direktion i Spidsen begynder til Høsten, og naar det danske Theater med sin Udvidelse gjør det samme, vil Kampen for Alvor begynde, og man bør se til at kvæsse Modsætningerne for at Spændingen kan holde ved, og Theatrene blive fulde. Saa bliver der Nappetag om de nye Skuespillere: thi Fordommen maa vel være nedbrudt og Erfaringen saa lang, at det er bedre at være Skuespiller nufortiden end nogen anden borgerlig eller embedsmæssig Stilling. Det kan ikke længe vare, forstaar sig; men man maa smede medens Jernet er varmt. Disse Theaterkampe vil være en Erstatning for den rimelige Sløvhed i Politiken, som her i Christiania bestemt maa gjøre sig gjældende, da Storthingsvalget for Romsdals Amt, der idag er at læse, og de hidtil bekjendte Valgmændsvalg tyde hen paa at Storthinget bliver overordentlig bondeagtigt. Skér nu dette, saa gaa vi naturligvis i Theatrene og lade Storthinget seile sin egen Sø, overladende til Regjeringen at sørge for Ror og Ballast. Vi ville disputere om Jfr. Johannesen og Jfr. Sullustad i Lystspillet, om Jfr. Svendsenk810 og Jfr. Pareliusk811 i Tragedien, om Hr. Bucherk812 og Hr. Nielsenk813 i det Komiske osv., istedetfor at gruble over det Ubehagelige i, at Aandahlk814 blev valgt fremfor Schavlandk815 i Romsdals Amt, og hvad de andre Amter og Byer kunne bringe af en lignende Surdeig; vi ville gjøre dette istedetfor at hænge paa Galleriet og disputere om de parlamentariske Kampe; vi ville holde os til Kunst istedetfor Natur — jeg kalder det nu af Føielighed saa —; vi ville arbeide paa Formiddagen og benytte Aftenen, skrive Vers til Skuespillere istedetfor til Repræsentanterne — den ene ubekvemme Materie kan være ligesaa god som den anden — og ere vi ikke med dette gode Patrioter, saa ere vi gode Kunstnere. Vi ere, hvad vi kunne være; naar det sunde friske Liv ikke faar sin naturlige Gang, bliver det som det stillestaaende Vand; naar Fornuften ikke faar herske, faar Komedien gjøre det; naar Friheden stiller sig som det uartige Barn, lade vi den skrige, kalde Orchestret tilhjælp og spille den isøvn. Over denne Behandling skal den ikke beklage sig.
Det kan derfor betragtes som et Tidens Tegn dette Theatervæsen herinde. En dunkel Følelse har sagt Folk, at man maa have Noget for sig. De fleste historiske Erfaringer sige nemlig, at Skuespil give en Erstatning for en synkende Frihed, enten den nu synker ved Overgangen til det ene eller andet Despoti. Dette er ikke vel. Skuespil skulle netop være et af de mange Dannelsesmidler til at opnaa sand Frihed; men hver Enkelt faar blive fri hos sig selv; den almindelige politiske kommer ofte ikke længere end paa Papiret.

Nr. 127/1853; søndag 05.06.

[Ny publikasjon om Stortinget og partia]

Korrespondance
Christiania, den 3die Juni
«Storthinget i 1851 og Partiernes Stilling i vort Land» er nys udkommet hos Bogtrykker Halvorsenk816 paa 35 Sider til 12 ß. Det er kort og i en vis Henseende meget godt. Man skulde ventet en lang Bog og kjedelig, en Bog, som gjennemgik Storthinget og dets Arbeider grundigt, en Bog, som gjennemgik Partierne historisk fra sin første Oprindelse af og indtil nu; men Intet eller Lidet af dette; derimod er det korte og fra et vist Standpunkt træffende Strøg, en sjelden Livlighed i Fremstillingen og logisk Skarphed. Det maa være en talentfuld Mand, som har skrevet Bogen, hvem det saa er. Han er naturligvis anonym, men i en By som Christiania bliver man ikke lettelig skjult i Længden. Forfatteren bliver nok bekjendt, og man kan gratulere ham, selv om man i mange og det væsentlige Punkter maatte være uenig med ham. Det er en dristig Forfatter: han drager tilfeldts mod Mænd som Professor Schweigaard,k817 Statsraad Sørensen,k818 Assessor Motzfeldt,k819 Toldkasserer Lange;k820 ikke at tale om Mænd, man er vant at hugge paa; selv Amtmand Aallk821 siger han har en «aaleagtig Glathed.»
Man vil skjønne at Manden er oppositionel og det i den Grad, at man uvilkaarlig tænker paa Folk fra 1836 f. Ex. Det er overraskende at sé sligt nu i disse Tider, især da det er velskrevet; man sér nok løst Snak oppositionelt, men at sé en ubestridelig dygtig Mand oppositionel, det overrasker; jeg gned mine Øine og troede at læse galt. Han vil gjøre affærer den Manden; thi han har Mange paa sin Side, for hvem han vil kunne være Ordfører. Storthinget vil, som jeg alt har antydet, blive bondeagtigt, og en Flaaer vil kunne sætte dets Meninger i Stil, gjøre Effekt og ruske mange Dorske op af Søvnen. Kanske jeg overvurderer Mennesket; det skulde gjøre mig ondt, om saa var; thi slige Folk ere meget nyttige; ere de ofte uretfærdige, saa komme de tidt og tidom med mangen Sandhed, som ingen Anden er uvørden nok at sige. Det er især nødvendigt nu, da al Opposition er uddød hos skriveføre Folk, og de fleste Aviser alt andet end politiske. Begynde mange slige Skrubhøvler at gaa, saa faar saamæn den kunstdannede Verden herinde Andet at tænke paa under Storthingstiden end gaa i Theatrene som jeg sidst talte om.
Hvad om Oppositionen skulde vaagne op igjen? Det har hændt sligt før. Forstaar sig, jeg er nu altid saa «skjot» af mig jeg og tager ofte Svalen for Sommeren. Det er unegtelig noget fantastisk at ane en Opposition i en Piece paa 35 Sider, men, den turde være et saadant lidet Fængkrudt, som antændte en hel Ladning. Kan ikke negtes, at vor Stilhed, Forsigtighed og Spasing med al Politik er uheldsvanger, og det er intet godt Mærke, at de, som kan tale, tale om lutter Fred og gode Dage. Man maa mindes paa, at Samfundet har en stor Masse, som tier stille og arbeider; sætter den sig i Bevægelse og faar dygtige Talsmænd, kan den ramle paa, og vinder den ikke stort med sin Ramling, saa afstedkommer den dog Ubehagligheder for Mange; den skyder Folk frem, som snart ligne dem, de før hjalp til at rykke af Pinden, og saa gaar det; men med alt dette vindes dog noget for Samfundsudviklingen i det Hele.
Bogen er paa første Side ganske moderat og floskelerer om Oppositionens Berettigelse ligesom jeg her, fremhæver de groveste Træk af vor Politik før 1833, hvilket Aar hos alle gode Oppositionsmænd danner et Vendepunkt. Derpaa tales om Valgene til sidste Storthing, der gjorde et saadant Tilsprang, men som endte med liden Vinding. Endel Storthingsarbeider gjennemgaaes ganske overskueligt; men naar Forfatteren siger at den gamle kriminelle Retspleie var bedre end den nuværende, da kjender han neppe det, han snakker om. Dog, det er ikke Meningen hverken at være mod eller med ham, men blot fortælle om ham og yde hans Talent Anerkjendelse.
Mod Morgenbladet er han haard, og han efterviser, hvorledes Chefen og Bladet have snut om. «Blikket,» hvorpaa Saamange hængte, fordi det først hang paa dem, hænger han ogsaa paa, og fortæller som et Rygte, hvem det er som har skrevet det. Mod Posten er han mere god, ligesom han ogsaa tykkes at holde mere af Daak822 end Stabell.k823 Det er, som man vil sé, en Bog for Valgmænd, der nu snart skal kaare Repræsentanter, og en meget nyttig Subtraktionstabel for Storthingsmændene, dersom de bare engang kunde lære at kjøbe Bøger.
Han taler om Udvandringen til Amerika uden at sætte den i en saa nær Forbindelse med Politiken som de allerivrigste Oppositionsmænd. Han taler endog poetisk om den Ting.
Han hentyder ogsaa paa det Ønskelige i at Valgloven blev forandret, saa man kunde stille sig.
Sverdrupk824 og Lerchek825 faa naturligvis Ros, Uelandk826 ogsaa, skjøndt han dadler hans Hang til «diplomatiske Fif.»
Bogen maa være skreven nys; derpaa tyder mange Ting; thi han gjennemgaar endog Enkelte af Storthingsmændene i det «motiverte Forslag,» blandt hvilke han især synes at kjende Sorenskriver Fougnerk827 meget godt.
Forfatteren er ellers ikke altid sig selv lig, noget, der vel heller ikke er saa godt, naar man saadan sætter over Stok og Stein. Han synes saaledes at hylde en jevn og sagte Overgang i alle offentlige Foranstaltninger, naar han taler om det «Tilbageskridt,» man i 1851 gjorde med Aagerlovgivningen, medens han ingenlunde kan hylde den samme Lære, dersom der skal være nogen Mening i hans Tale om Juryinstitutionen f. Ex.
Kommer nu an paa, om Bogen vil blive omtalt i Aviserne; man er saa uhyre fornem paa det. Det tager sig ikke godt ud at være hoffærdig for den Fattige.

Nr. 131/1853; fredag 10.06.

[Langes tidsskrift]

Korrespondance
Christiania, den 8de Juni
Langesk828 Tidsskrift, der alt har gaaet i 6 Aar og forméntlig opfyldt Fordringen til et saakaldt videnskabeligt og kritisk Skrift, er nu i disse Dage kommet i andre Hænder, der ventelig ville stelle med det ligesaa godt om ikke bedre. Det er Professor Monrad og Kandidat juris H. Winther-Hjelm.k829 Monrad har før saa altimellem havt med det at styre, naar Lange i diplomatiske*) Anliggender var i Udlandet, ligesom han nu er det i Stockholm. Monradk830 er saaledes alt en prøvet Mand i Redaktion, og om Kandidat Hjelmk831 har man ogsaa Grund til at nære gode Forhaabninger. Det er af Vigtighed at have dygtige Folk i en saadan Redaktion, da Tidsskriftet er og bør være en literær Høiesteret, til hvilket enhver Forfatter, som har tabt Sagen i de underordnede Instantser — i Publikum og Aviser — vil kunne indanke Sagen, naar den har summa appellabilis, det vil sige, et rimeligt Antal Pagina f. Ex. 100 eller objectum appellabile d.v.s. en indvortes Egenskab f. Ex. Godhed eller Lærdom og videnskabelig Tendents. Det er desuden det gode ved dette Høiesteret, at man kan faa Sagen did til Stadfæstelsesdom, om man har vundet i de underordnede Instantser, ligesom ogsaa dette har en Adel, for hvilket mange Sager umiddelbart indstævnes f. Ex. Grammatik i gamle Sprog, Lexika’er, gamle Dokumenter, Ruiner osv.; thi paa slige Sager har Publikum og Aviserne ingen Fornuft; og de bør dog faa sin Karaktér, da Saamange leve blot for dem, og de repræsentere det videnskabelige Liv i den brugelige Ordbetydning. Det vil derfor indsees, at Tidsskriftet ikke alene er nyttigt men i Grunden nødvendigt, og meget er det allerede, at et saadant Skrift kan leve hos os, og fortjenstligt af de Mænd, som nærmest maa sørge for det; Alt kan de nemlig ikke skrive selv; thi Kunsten og Videnskaben er mangfoldig, medens den enkelte Mand blot kan sammenlignes med en einaste Traad i disse Væver.
Det er derfor nødvendigt, at hver i sit Fag bidrager Sit til Skriftet, skal det blive, hvad det bør. Det er ogsaa nødvendigt idetmindste at have Dubletter i hvert Fag: nemlig en Forfatter og hans Kritikus, som ogsaa maa kunne skrive noget Lignende, skal hans Dom være at lide paa, naar man da undtager enkelte Kunstretninger og de Ting, som kræve en mekanisk Færdighed. Men endogsaa blot Dubletter ere vanskelige i et saa lidet Land som Norge, og har man dem, saa ere de tidest paa en eller anden Maade sammenbundne, saa de kan betragtes som Et. Hvor skal nemlig Tidsskriftet finde en Mand, som kan eller vil kritisere Munchsk832 det norske Folks Historie? En, som kan alsidigt kritisere Landstadsk833 thellemarkiske Viser? En, som kan og vil kritisere Schweigaardsk834 Proces? Nu, slige einstake Forfattere kan kritisere sine egne Verker selv: Lektor Brochk835 var original nok til at slaa ind paa den Udvei med et mathematisk Arbeide af sig, Professor Monrad fulgte hans Exempel med sin filosofiske Propædeutik, og jeg indsér ikke, hvorfor de andre lærde Mænd ikke skulde kunne følge deres Exempel, naar de gjorde det med samme Takt: Enhver er jo selv, efter det gamle Sprog, sine egne Ords bedste Fortolker, og en Oversigt, et Standpunkt af selve Forfatteren er dog bedre end aldeles Intet, bedre allenfalds end noget Saadant med Ros atpaa af en Ven og Kjending, eller med skjæv Daddel af en Uven. Man faar stelle sig som man kan, naar det er trangt, og er der Hjerterum, saa er der ogsaa Husrum.
Det vil skjønnes, at det ingen smal Sag kan være at redigere dette Tidsskrift; man bør skjønne paa Udgiverne ved at subskribere paa det og saaledes sætte dem istand til at ofre Tid og Kraft paa det og honorere Forfattere godt. Det har baaret sig ganske bra hidtil, men, alle Udgifter fraregnede, skal dog ikke være meget blevet tilovers. Det var godt gjort af de Herrer at overtage Redaktionen, da den blev ledig; thi de, som kan Sligt, have hidtil for det meste været i en Stilling, som tillader dem at leve for sin Bekvemmelighed, hvorved det da maa gaa med de høiere Interesser som det bedst vil og kan; men Professor Monrad følte, sér man, at han skyldte sig selv og sin Stilling at lede et Foretagende, der ingenlunde er saa ansvarsløst, som Mange kunde falde paa at tænke. Et Dommerkald var altid vigtigt, og det er ikke mindre vigtigt, fordi man dømmer over en Mands aandelige end over hans borgerlige Gjerning.
Jeg sagde, at Monrad stillede sig i Spidsen for Tidsskriftet, og det er vel ogsaa ham i det Væsentlige, da han i alle Fald er ældre end Kandidat Hjelm. Tidsskriftet bør vel derfor rettest kaldes «Monrads Tidsskrift for Literatur og Kunst», istedetfor Hjelms, uagtet Hjelms Tidsskrift har en gammel god Klang fra den Tid, da Advokat Hjelm udgav sit. Dog, «det kommer ikke paa Navnet men Gavnet», hedder det, hvorvel Navnet har sin store Betydning i denne Verden, der saa gjerne sér paa det, som udenpaa hænger.
Her er meget at gjøre nu før Tidsskriftet komme à jour med Forretningerne. Mange Verker med summa appellabilis og objectum ligge upaadømte, og det er vist de færreste Forfattere, som har acqviesceret med de underordnede Domme; det samme turde ogsaa være Tilfældet med det Offentlige paa sin Side. Her er forsaavidt en retløs Tilstand. Nok af Dommere, men ingle endelige i den sande Tydning af Ordet. Dette ængster Flere end man tror og tænker; denne Ængstelighed maa afhjælpes, saavidt den menneskelige Ufuldkommenhed kan gjøre det; thi vel kan en Høiesteretsdom ikke lænkebinde de frie Meninger, men den er dog upaaankelig; og blandt Kritiker i Publikum og Aviser maa et kritisk «Tidsskrift for Literatur og Kunst» være et Høiesteretstribunal, skal der være nogen Mening i det.
*) At læse Kalvskinds- og Pergamentsbreve.

Nr. 133/1853; søndag 12.06.

[Valmannsval for Akershus og Romsdal]

Korrespondance
Christiania, den 10de Juni
Storthingsvalget for Akershus Amt blev gjort i Frimurerlogen igaar, og de gamle Repræsentanter paa én nær bleve — som man kunde vide — valgte igjen, trods alt det Skrig og Skraal, man har reist mod nogle af dem; men Valgmændene viste paa en haandgribelig Maade, hvor lidet de bryr sig om Aviser og enhver Mening, som ikke stemmer med deres egne. Det er selvstændige Folk, som de norske Bønder altid har havt Ord for at være. Naar man saa dem i Gaderne med sine solbrændte og i Regelen særdeles kloge Ansigter, maatte vel en Avisskriver skjønne, at det vilde være en fortvivlet Kamp at binde an med dem, og naar man tillige betænker, at det dog blev paa deres Skuldre Ansvaret hviler, saa kan man ligesaa godt først som sidst opgive al Strid og sige, at Alt er saare godt. Det er desuden ikke saa ganske passende, naar man ret betænker det, at angribe dem: de repræsentere det paalidelige Element i Staten, medens Folk, som maa leve af sine Kundskaber og Færdigheder hænge af Andre, af dem, som trænge til dem eller kan skyde dem frem. Dette véd ogsaa Bønderne meget godt — Mange ville sige — altfor godt; derfor vælge de blot af Sine og dem, som de ere visse paa udtale deres Meninger. Dette er saa ganske ligefrem, at det ikke maa forundre Nogen; det er den simpleste Tankesammenhæng af Verden; enhver Stand vilde gjøre det Samme; thi kunde man tænke sig Vælgerne, bestaaende af udelukkende Embedsmænd, Handlende, Haandverkere og Kunstnere, ligesom nu Bønder, vilde de gjøre det netop ligedan, ja man tør nok antage, at de vilde gaa et Skridt videre og aldeles ingen Bonde vælge, medens dog Bønderne gaa udenfor sin Midte, naar de finde En, de rigtig kan lide paa, saaledes som Akershus Valgmænd fandt Stabell;k836 Sorenskriver Borchseniusk837 havde ogsaa mange Stemmer. Der er dog — kan man se — Sands for det Ypperlige, hvor det findes; ja jeg tør sige, at denne Sands var saa almindelig blandt Valgmændene, at Mange endog vare ganske mistrøstige, fordi de intet Ypperligere havde at vælge, men maatte holde sig til det, som var «prøvet,» da Ingen kunde vide «om man fik noget Bedre»; med denne Resignation valgte man, og dette forklarer den følgeværdige Enstemmighed i Valget; thi da man havde snakket sig imellem, følte man at maatte deran og opgive sine Betænkeligheder, og i Følelsen af sin Enhed faa noget solidarisk Ansvarligt istand. Der ligger noget Tragisk i denne Resignation i Omstændighederne; det er som naar det poetiske og dybe Gemyt, skuffet, fordi det ikke fandt sine Idealer, kaster sig i Livets Hvirvel.
Denne disciplinariske Enighed og militære Takt finder man ikke saa let i mange andre Egne af Landet, f. Ex. paa Vestlandet. Der følger man enten sin Overbevisning og lader det staa til eller ogsaa kaster man bort sine Stemmer i Haab om at slumpe paa at bli valgt selv. Det er derfor intet ualmindeligt Syn, at en Repræsentant kommer ud af 8—10 Stemmer. Uagtet Akershus Amts Valgmænd intet Prøvevalg foretog, viser dog Udfaldet, at de ere mere politisk udviklede. I Virkeligheden er det imidlertid en Skuffelse, som blot tar sig godt ud paa Papiret, denne Enstemmighed; thi den Valgte repræsenterer dog Amtet ligefuldt, om han saa blir valgt med én Stemme, naar Lovens Former ere iagttagne, og det solidariske Ansvar hviler ogsaa lige fuldt paa dem alle, da ingen Stemmeberettiget, endsige Valgmand, kan trøste sig med den Undskyldning, naar Repræsentanten ikke er god: «Jeg har ikke valgt ham, min Stemme har han ikke faaet.» Opgiver man ikke al fornuftig Mening om, hvad en Stat er, kan man umulig hjælpe sig med en saadan Trøst, og denne følgeværdige Enstemmighed bliver saaledes, nærmere beseet, et Skin, vel at mærke, naar Enstemmigheden ikke fremgaar af Enhvers egen Overbevisning; dette forresten under Forudsætning af, at Alle kunne have en Mening; men de, som ingen har, maa faa en, siden de endelig skal bruge den.
Man maa med Rette forundres over, at Akershus Amt ikke har flere Kapaciteter. Det skulde netop være af dette Amt rundtom Hovedstaden, man kunde vente Mønsterfolk af velhavende og kundskabsrige Bønder, sande engelske Politikere. Skal de ikke findes i et sligt Amt, hvor vil de da findes? Man maatte nu næsten gjøre den samme Fordring til Buskeruds, Christians og Hedemarkens Amter ogsaa, men naar man sér, at det holder haardt paa mange af disse Steder at finde en Mand af Bondestanden, der med nogen Anstændighed kan være Ordfører i Formandskabet og Forligelseskommissær, saa er rigtignok Udsigterne lange.
Stort bedre er det nok ikke her i Akershus Amt heller, og dette er ingenlunde beroligende. Østlændingerne har vistnok Folkeskik paa sig, men Faa kan egentlig leve for den aandelige Gjerning, og det er nødvendigt, skal man være en Storthingsmand, som det sig hør og bør.
En ny Repræsentant blev dog valgt, nemlig Gaardbruger Grimelundk838 med 25 St. Borchsenius fik 18 og han vilde have faaet flere, siges det, og saaledes være bleven valgt, hvis man ikke havde hørt at han vilde stemme paa Arupk839 og derved gjort sig mistænkt som ministeriel. Det er Troen, man spørger efter; Præsterne gjøre det samme.
Jeg maa gjøre opmærksom paa, at Efterretningen om at Præsten Schavlandk840 selv frasagde sig Valget, ikke var indløben, da jeg skrev om Valget i Romsdals Amt; derved bortfalder naturligvis min Beklagelse over, at han ikke blev valgt, og da der i Romsdals Amt ikke skal være noget stort Forraad paa Kandidater af Embedsmænd, maatte det — siden Oberstløitnant Brunk841 er flyttet bort — ansees for et taaleligt Valg, da de tvende nye Bønder skal være flinke. Blandt de 8 hidtil valgte Repræsentanter er saaledes ingen Embedsmænd. Det begynder amerikansk.

Nr. 137/1853; fredag 17.06.

[Valmannsval for Jarlsberg og Larvig; rapport om rikets tilstand]

Korrespondance
Christiania, den 15de Juni
Storthingsvalget for Jarlsberg og Laurvigs Amt staar idag at læse i Storbladene, men med forskjelligt Udfald, idet Fadumk842 staar i Posten, medens Gaardbruger Hesselbergk843 har faaet Pladsen No. 3 i Morgenbladet, en Forvexling, som snart maa blive rettet paa; thi én maa alene være den rette, og det ene af Bladene være feil underrettet. Det er forresten godt, hvilken det er af disse tvende, da Hesselberg, uagtet uprøvet, skal være en fornuftig Mand, og Fadum viste sig ogsaa som en saadan paa sidste Thing, uagtet han ingenlunde opfyldte de oppositionelle Forhaabninger, man efter hans tidligere politiske Virken i sin Fødebygd havde Grund til at nære om ham. Men saa gaar det: man holder som ungt Menneske oppositionelle Taler paa 17de Mai, man leder Tanken hen paa mange Brøst i Samfundet, og vækker Anelser om, hvorledes de maa afhjælpes; man gaar med Lommerne fulde af Reformer, og naar man kommer i Thinget er Lommerne «sonde,» Reformerne borte, men en anden Ungdom eller Agitator har tillykke fundet dem; nu ryster han i sine Lommer som Posen, naar man spiller Gnav, finder en Gjøg, og holder denne frem for det forbausende «Folk,» indtil han kommer paa Thinget, da ogsaa han finder, at Lommen er tom, medens Andre hjemme i Bygden ryster med hans Figurer.
Fadum svarte aldeles ikke til Oppositionens Tanker, han var ganske ret og slet en fornuftig Mand, der erkjendte det Gode, hvor det saa var at finde. «Man kunde ikke lide paa ham i Stemmingen,» d.v.s. han lod ikke lægge op for sig som et Barn, men en overbevisende Tanke bestemte ham, om den saa først kom mod Debattens Slutning.
Sagfører Hesselberg ventede derimod vist ikke Mange skulde komme igjen; han lod til at være en temmelig uvirksom Mand. Hagerupk844 og Harbitzk845 ere derimod værdige Repræsentanter, ja man maa endog sige om Harbitz, at han er en særdeles dygtig Mand, især som Præsident.
Af de 12 Repræsentanter, som nu alt ere valgte, har man altsaa 1 Præst, 1 Officier, 1 Sagfører, Stabell,k846 og 8 Bønder. Jarlsberg og Laurvigs Amt har taget sig op denne Gang.
Departementet har nu faaet færdige Tabeller med Betragtninger over Landets Tilstand i Femaaret fra 1845—50. Det er Kost for Aviserne og Christianiaposten har da ogsaa optaget noget uden dog at knytte Bemærkninger dertil, som slige store Aviser formentlig burde gjøre. Morgenbladet har derimod hverken gjort det ene eller andet, derimod havde det Statsregnskaberne i raa Materie for en Tid siden. Det er ikke saa godt, og det kræver desuden sit Arbeide at knytte Bemærkninger og Sammenligninger til saadanne offentlige Aktstykker, man gjør derfor rettest i at meddele dem hele og holdne og lade Departementet tale, uagtet det er grusomt kjedeligt at læse, saa at det nok i Regelen alene bliver læst af dem, som umiddelbart holde Kilderne. Det er ellers trøsteligt at læse disse Beretninger og Beretningen om Rigets Tilstand i de sidste 3 Aar, ved Storthingets Aabning, naar man blot kommer til; thi man sér og hører af Talstørrelser, at Landet gaar fremad i det Store og Hele, om end enkelte Poster gaa i modsat Retning, og anderledes kan det ikke være: vi ere paa lang Tid velsignede med gode eller mindst med middels Aar, Fiskerierne have slaaet til, Trælasten med Undtagelse af 1848 i god Pris, Styrelsen visselig i Regelen upaaklagelig og de indre Kommunikationer gaa jevnt endog meget rask fremad; Konkurrentsen begynder at blive trykkende i de fleste Næringsveie, og det er en af de første Betingelser for, at de kan blive udviklede. Dette sidste kan være haardt for den enkelte Mand, navnlig for den udygtige, som derved gaar tilgrunde, men først, naar det kommer saa vidt, at den Dygtigste maa anstrænge sig for at komme frem, gaar det for Samfundet godt i det Hele betragtet. Saalænge Embedsstudier ere fordelagtige, vil Folk med og uden Hoveder lægge sig paa dem og de praktiske Interesser ville ligge uforsøgte, blot overladte til gammel Vane og Tankeløshed. Man kan derfor i en vis Henseende sige, at det først er i de senere Aar, Landet begynder at komme sig, idet man før væsentlig blot maatte være betænkt paa at holde det gaaende og iøvrigt virke forberedende, hvilket man mod sin Villie gjorde, uagtet man samlede de bedste Kræfter af Lærere og Lærlinge om Embedsstudier, der, med al Agtelse for deres Betydning, dog ere ufrugtbare for Landets økonomiske Opkomst. Nu begynder flinke unge Mennesker at slaa sig paa Handelen, paa Agerbruget, Fabrikdrift, og Sandsen aabnes i Almindelighed hos dem for Næringsveie, hvorved Ingen mister, men alle vinder, og det kan derfor ingen Tvivl være om, at jo den næste Femaarsberetning maa give endnu glædeligere Resultater end denne sidste, dersom Freden maa vedvare, og Jorden og Havet vedblive at skjænke os sin rige Velsignelse. Det gjør Intet, om den Femaarsberetning skulde efter al Rimelighed vise en Tabel paa 20,000 Udvandrere, istedetfor at den nu blot er paa 10,000. Det er et Afløb, som er sundt i mange Henseender, og varer ikke længer end naturlige Aarsager er forhaanden i et Land som vort, hvor Friheden dog hersker, hvad mange Utilfredse og Uforstandige end sige.

Nr. 139/1853; søndag 19.06.

[Skipinga av Det norske teateret; Wergelands fødselsdag]

Korrespondance
Christiania, den 17de Juni
Det norske Theater — thi nu kan det ikke længer hedde den dramatiske Skole — havde igaar sin første Generalforsamling af Aktiehavere, hvor da Theatret blev konstitueret som en Indretning, der baade har Bestyrelse og Direktør, ligesaavel som det danske. Det trænger saaledes ikke til Privatmandens Beskedenhed, men bliver paa den anden Side igjen som en offentlig Karakter underkastet offentlig Bedømmelse. Før har man igrunden ikke havt Lov til at bedømme andet end Skuespillerne; Stykkernes Valg, hvorvidt Indretningen har svaret til sin Tanke, Bestyrelsen og Theatrets hele Opførsel maatte tildels og har da ogsaa ialmindelighed ligget udenfor Kritiken. Nu anderledes.
Man véd, at det var dansk Skuespiller Cronborg,k847 Hofgartner Mortensenk848 og Inspektør Klingenberg,k849 som sloge sig sammen ifjor for at faa Theatret istand. Man véd ogsaa, at det gik. Den ene opofrede sin Stilling ved det danske Theater, der rigtignok ikke var meget værd, og de to Andre satte Penge ivove. De faa sine Penge igjen og fortjene Anerkjendelse, fordi de sloge ind paa og forfulgte en Idé, der endog kan samle Subskribenter, trods de bedrøvelige Erfaringer fra Aktierne i det danske Theater. Man tør dog uden at træde Sandheden for nær, sige, at dette Arrangement ikke vilde være kommet saa snart istand, hvis ikke Inspektørens Broder, Departements-Fuldmægtig R. Klingenberg,k850 ufortrødent havde arbeidet med og væsentlig udført det altid ubehagelige Arbeide at samle Subskribenter. Han har været Sekretær og Regnskabsfører ved Indretningen og sikkerlig ikke været uden Indflydelse paa dens efter Omstændighederne ganske heldige Gang. Jeg tillader mig at skrive hans Navn, uagtet han ikke før er nævnt offentlig blandt dem, som have virket for det norske Theater. Man skal være saa god at lade hver faa Sit; thi hvordan det end gaar med det norske Theater i sin nuværende Skikkelse, vil man dog mindes Brødrene Klingenberg blandt de Mænd, som arbeidede ikke mindst for det i dets Barndom. Det kan vel hænde, at Mange ansaa og ansér dem for vel store Ivrere, men det kan ogsaa vel hænde, at Norskheden vil gaa videre end de have faaet Lov til at drive den. Den maa idetmindste gaa videre, skal det norske Theater bestaa i Kampen med det danske, uagtet det har faaet sine fem Direktører og støtter sig paa Aktier.
Professor Monradk851 er en af disse Direktører. Nu begynder Monrads Virkekreds at udvide sig. Det er patriotisk og opofrende af ham, at han saadan er med, hvor han efter sine Egenskaber og Stilling maa blive sat i Spidsen. Det er hæderligt af ham, men ogsaa ansvarsfuldt, da han dog er den alene af Direktørerne, mod hvem man kan gjøre nogen Ansvarlighed gjældende. Man fornærmer ikke de andre ved at sige dette, naar man til Overflod indrømmer, at de visselig ere ligesaa hæderlige som i sit Fag dygtige Mænd. Monrad vilde ogsaa have staaet mere udenfor og blot veiledet og holdt æsthetiske Foredrag for Skuespillerne, men da det var et fælles Ønske at have ham med, gav han efter. Imidlertid tør man haabe, at han vil kunne holde disse Forelæsninger alligevel. De maa til, skal det blive noget af; thi Praxis uden Theori duger ligesaalidt i Skuespilkunsten som i nogen anden Kunst eller Videnskab. Det er de tvende Hjul, som skal rulle Aktøren frem mod Fuldkommenhedens Maal. Er nu Welhaven,k852 som Mange antager, dansk, burde han som den anden Professor i Filosofi holde æsthetiske Forelæsninger ved det danske Theater. Det kunde nok trænges til der ogsaa; man behøvte blot at gaa noget videre: Theorien er ligesaa lang som Praxis, og vel det; og at Welhaven kan gaa videre end de unegtelig flinke danske Skuespillere, maa formentlig være givet i og med Professoratet. Dette kunde give Stødet til at man endelig engang begyndte at holde æsthetiske Forelæsninger ved vort Universitet ogsaa; thi den private Sal vil forhaabentlig snart blive forliden, dersom, hvad rimeligt er, Andre ogsaa faa Lov til at komme, og saa er intet rimeligere, end at man flytter ud paa Universitetet. Der er Salene velsignet store, hvilket man kan se ved at komme ind paa Forelæsningerne.
Cronborg skal naturligvis være artistisk Direktør og have 600 Spd. og 120 Spd. i Husleie, naar han flytter fra Theaterbygningen. Det kan tykkes meget, men naar man betænker, at han opgav sit Forhold som Medeier til Theatret, der altid har sine Fortrin, og betænker man endvider, at Statuterne ligesom Fremtiden er af Gutta Percha, saa er Lønnen ikke saa meget for stor endda.
Nu eier altsaa Aktionærer det norske Theater; de kan vælge Direktion og holde Knappen for Pungen; de kan tage sine Procenter, uagtet disse vel ikke blive store, da Theatrene i Regelen ere ligesom Kunsten overhoved ikke rige paa Guld og Gods; man faar hjælpe sig med Ideer og hygge sig med Misundelse og Intriger.
Det er Wergelandsk853 Geburtsdag idag. Dette maa Restauratøren paa Kongshavn vide ogsaa; thi det er vist ham, som bekjendtgjør i Aviserne og lægger Plakater ud, som sige, at der skal holdes Fest med alt det Behør, som maa til paa et saadant Sted, Karrussel og Bal der strax ved o.s.v. Det viser, hvad Popularitet Wergeland maa have, siden en Mand — om det saa ikke er nogen anden end en Vært — tør gjøre sligt og haabe at tjene ved Arrangementet. I Stockholm har man Bellmannsfester,k854 og det kunde hænde, at vi fik Wergelands, uagtet Wergelands stærke Side aldeles ikke var at skrive populært. Festen er ikke ilde; man kunde sige, det ingen passende Maade er at erindre Digteren paa; men naar man véd, at man har dyrket Guderne ved Drik, Dands og Udsvævelser, saa kan man nok dyrke et Menneske paa den Maade; det ligger desuden ikke langt borte fra overspændte Menneskers naturlige Ønske at ville se sig efter Døden hædrede paa den Maade; thi der var engang en Englænder, der sikkerlig ogsaa var Digter, som vilde sat ud sine Midler, for hvis Rente man aarlig paa hans Geburtsdag skulde kjøbt Brændevin og drukket det op paa hans Grav under Slagsmaal og Spektakler, som han vel vidste ikke vare udeblevne. Men han fik ikke Lov til at gjøre dette Testamente. Han maatte haabe, at man af sig selv vilde støie. Monstro han fandt nogen Syvertsonk855?

Nr. 143/1853; fredag 24.06.

[Valmannsval for Oppland og Telemark; jernbanen; favoriseringa av det danske teateret; teateret på Klingenberg]

Korrespondance
Christiania, den 22de Juni
De tvende sidste Storthingsvalg, nemlig for Oplandet og Thellemarken, maa unegtelig ansees for et tilfredsstillende Valg, hvad enten man sér paa Sammensætningen, ligemange Bønder som Embedsmænd, eller man paa den anden Side tager Hensyn til Dygtigheden, der virkelig synes at have gjort sig gjældende. Forresten lader sig lidet sige om denne Ting, undtagen man saa nøiagtigt var kjendt i vedkommende Amter, at man vidste, Ingen mere dygtig var at finde. Man bør ellers være nøisom, og finde Valget godt, naar ikke alle Dygtige ere gangne forbi, da et virkeligt Valg saa alligevel ikke kan ventes valgt, selv om vore Valgbestemmelser vare bedre end de ere. Det er med dette, ligesom man maa være tilfreds med et Menneske, naar man finder noget Godt hos det, og rose det naar Godt og Ondt gaar op i op; thi videre driver dog neppe Nogen det, naar man sér rigtig til, uagtet Katholikerne lære, at man kan lægge sig Noget tilbedste, der som en anden Kapital kan overlades til Andre.
Kunde Storthinget drive det dertil, at det havde ligesaamegen Dygtighed som Udygtighed, saa maatte man holde skjønne Lovtaler over det, men saavidt kommer det vist aldrig; det er godt naar enkelte dygtige Folk er der, og det lader unegtelig til, at der adaare ogsaa vil komme nogle og Thinget derfor vække Tilfredshed.
Provst Nissenk856 fra Øier bliver vel en af disse dygtige Folk; han har idetmindste været paakaldet længe. Thormod Knudsenk857 fra Thellemarken er ogsaa en dygtig Mand; han er iallefald en Digter og det en lykkelig begavet. Der er mange smukke Sange af ham i Folkemunde der oppe i Bygderne, og allerede i 1821 skrev han en Sang over Zetlitz,k858 der var Præst i Hvideseid, hvorfra Tormod er. Det er en Sang saa smuk og hjertelig, som man vil læse den. Men, Digterne have ikke Ord for at være gode Politikere: de ere for ideale, og deres Tænkning er saa skabende, at man idag ikke synes kjende dem igjen fra igaar. Derfor have de ingle Grundsætninger, siger den almindelige Mand, der saa prægtig véd at fastholde en borneret Tanke i lang Tid, da nye ikke strømme ind paa ham. Det skal derfor prosaiske Mænd til for at være gode Politikere; de kunne have Grundsætninger, som ikke optø. Digterne ere i Regelen desuden aabne, godhjertede Mennesker og finde saa let Grunde til at undskylde en Feil; dette er ikke politiske Egenskaber. Politikeren maa holde Tand for Tunge, ikke tage det saa nøie med Overbevisningen og være ubønhørlig. Digterne have desværre ofte sine Lidenskaber og Feil, medens Politikeren maa være saa skikket, som naar man kommer ud fra Frisøren. Digterne ere altsaa ikke Politikere, og ganske rigtigt, man bruger dem da ogsaa sjeldent til den Ting.
Den anden Repræsentant fra Bratsberg Amt, som heller ikke var paa forrige Thing, er Foged Borchsenius.k859 Han har før vist sig at være en brugbar Politiker, ihvorvel ingen fremragende Mand. Han er netop en af disse Mennesker, man kan være tilfreds med.
Saa er da nu ialt 20 Repræsentanter valgte, hvoriblandt 12 Bønder, og af disse 12 er endda et Par Lensmænd. Holder det paa saa, maa man ikke kalde Thinget bondeagtigt.
Rygtet gik, at Jernbanen skulde indvies og prøves et Stykke nu paa St. Hansdag; men saa kom nogle Skinner i Ugreie, og saa skal det blive paa næste Thorsdag. Det er ikke fortidligt, men alligevel klinger det utroligt «paa Grund af Omstændighederne.» Det vil da blive smukt.
Der staar en Resolution i Posten idag, som vilde været en sund Oppositionsnæring, dersom Oppositionen ikke alt var Død. Det er nemlig en Resolution, som tager 2500 Spd. af Auktionsfondet og giver til det danske Theater. Resolutionen er vistnok ligesaa fornuftig som stemmende med noget af Aanden i Statuterne for Fondet, men dette var ikke til nogen Hinder for en bitter Opposition; man behøvte blot være bra ensidig saa kunde man gjøre mægtige Indhug, holde med Formandskabet, som negtede, og udbrede sig over det udemokratiske i, at man ikke lader en saa folkelig Forsamling som Formandskabet være den afgjørende Bevillingsmyndighed. Det er sjelden man har slig Grund til Opposition. Det vilde kunne blive en sand Principstrid, og hvo véd?
Det er paa Tiden at tale om Theatret paa Klingenberg, som lader til at vaagne op igjen efter sin Vintersaison, mens man spilte oppe i Cassino. Det er «Skolens nederste Klasse,» som spiller tilligemed nogle nye. Theatret paa Klingenberg vil blive en farligere Fiende for det norske Theater end selve det danske, dersom det drives med nogen Forstand, da det ogsaa er norskt og Klingenberg desuden har saamange Fortrin for det demokratiske Publikum, som unegtelig er det talrigste. Og det vil ikke blive i Beit for Skuespillere; thi der falder altid Uenighed oppe i Cassino som i ethvert Theater, og saa kan Skuespillerne true med at gaa til Klingenberg. Der bliver Konkurrence. Theatret paa Klingenberg har virkelig Kans til at staa sig, og vi Kritici faa rig Anledning til at sammenligne Præstationerne ved vore tvende norske Theatre baade hvad Maal, Stykker, Spil og Musik angaar. Man kan ikke vente store Ting, men det er Begyndelsen til noget, som kan blive godt, og jeg sér ingen Grund til at overse det ene for det andet, især da Theatret paa Klingenberg er ældre og saaledes det første egentlige norske her i Christiania. Dog, det er fortidligt endnu at sammenligne, især for mig, som endnu ikke har seet nogen Forestilling paa Klingenberg ivaares, men maa holde mig til Posten, som baade har roset og lastet det, hvoraf synes at følge, at det gaar an.
Det er dog virkelig noget drøit, tre Theatre i Christiania. Det gaar vel med dem som med Bjørnene, der sloges og aade hverandre op, saa der blot var en liden Haardot igjen af den ene.

Nr. 145/1853; søndag 26.06.

[Ivar Aasens Prøver af Landsmaalet]

Korrespondance
Christiania, den 21de Juni
«Prøver af Landsmaalet i Norge» af Ivar Aasen. Jeg maa nøyte mig med at omtale denne Bog, uagtet jeg endnu ikke har rukket at læse den saa mange Gange, at jeg kan gaa ind i Enkelthederne, om det ellers kunde nytte mig noget. Jeg bør være beskeden ligeoverfor denne Bog og jeg haaber, at andre Kritici ville være det samme, da jeg, idetmindste, ikke kjender Nogen, som kan have en Mening om denne Bog. Mænd, som Munch,k860 Keyserk861 og Ungerk862 kjende vel Oldnorsken, og fra en almindelig Sprogside kunde de gjøre mange sunde Bemærkninger; men de kjende vel neppe nogen enkelt Dialekt, endsige mange, hvilket er aldeles nødvendigt, skal man kunne have nogen Forstand paa denne Bog og, bogstavelig talt, ikke snakke som den Blinde om Farverne. Sprogmænd og de fleste Andre kjende vel Ordenes Betydning, naar de læse dem; men enten Ordet paa Stedet er ret eller galt, enten Stavemaaden har gjort Vold paa Udtalen eller ikke, enten Ordstillingen er i Sprogets Aand eller ikke, enten sjeldne eller meget brugelige Ord ere anvendte til Tiden og Stedet, enten Ordet burde være Imperfektum eller Perfektum — det kjende de ikke. De komme nok alligevel med sine Anmeldelser og naar Publikum sér et bekjendt Navn, saa faa de Publikum til at fare vild tilligemed sig selv, og Vildfarelsen bliver Sandhed saalænge den bestaar.
Nu kunde det synes underligt at skrive en Bog, alle have saa lidet Vit paa, og underligt er det unegteligt ogsaa; men Forfatteren vil jo netop komme med noget Nyt, og forresten drage frem noget, som er helt eller halv forglemt, og dertil har han Ret. Han anslaar en Stræng, som giver Klang, uagtet man endnu ikke saa ganske kan beregne Svingningerne og finde Harmoniens Love, og dette er for det Første nok; man kommer snart efter det, naar man igjen er bleven fortrolig med disse gamle Toner. De ere igrunden kjendte endogsaa for Byfolkene, uagtet deres Oldefædre kanske glemte dem. Man finder Meningen ved Hjælp af Ligheder, og ellers hvor disse glippe, ligesom siger sig selv: «Vi tykkes at have hørt dette før.» Det er nemlig nationalt i Ordets gode Betydning; man befinder sig netop paa den rette Grund, og her er et Tilfælde, hvor Slægtens Sammenhæng som en hel Person viser sig umiskjendelig. Man kan lé og finde dette mørk Tale, at Sønnen skal erindre, hvad Faderen har glemt, men denne Latter er, som Latter ialmindelighed, mere morsom end dybsindig; den viser, hvor godt man kan lé ad sig selv, naar man ikke begriber, hvad man lér ad.
Holder dette, som jeg haaber, Prøve, saa er Ivar Aasens Gjerning en meget frugtbar Gjerning for Byfolkene ogsaa; at den er det for Bondestanden, vil man vel ikke falde paa at betvivle. Thi selv de Ord, som ikke bruges i den og den Dialekt, eller ere brugte med nogen Forandring i Skikkelse og Betydning — de kommer man let efter — lettere vist og sandt, end efter Bogsproget, der meget rigtig er et «fremind Maal».
Man kan mod Antagningen af dette Sprog, som kaldes nyt, længe nok fornufte over det Ufornuftige i at ville afklippe Historiens Traad; men, kjærevene! man vil jo ikke afklippe Traaden, men blot knytte sammen en, som var afklippet. Og saa siger man, at dette Sprog er ubekvemt for en udviklet Tænkning; man taler om Ting, man ikke kjender. Sproget er rigt, saa rigt, at Tanken kan gives de fineste Penslinger og blødeste Afskygninger. Tanken kan bevæge sig med Liv, Sandhed og Kraft, forudsat at Tanken kan bruges til slige agtværdige Ting. At Sproget ikke er udviklet i filosofiske Talemaader, det er rimeligt, uagtet vore Forfædre havde sunde Meninger om og følgelig Udtryk for aandelige Ting. Denne Mangel er forresten et Skin, da Sproget har en Rigdom av Betegninger, som den øvede Tænker godt kan anvende. Hvor rigt er saaledes ikke det tydske Sprog blevet i filosofisk Retning, fordi der var Folk, som kunde benytte Sprogskattene, og skabe nye Ord, naar det kneb. Forøvrigt kunde man ligesaavel i dette som i andre Sprog benytte de latinske og græske Fagudtryk.
I andre Retninger, hvad der vedkommer daglig Handel og Vandel, «Landlære», Jordbrug og Fiskeri og fremfor Alt i Poesi, der er det uendeligt rigt og udtryksfuldt. Man behøver ikke som nu i Skriftsproget at omskrive Ordene og udvande Sætningerne, for at faa en tynd Mening af, hvad man vilde sagt. Det er ordentlig latterligt at høre en Mand udvikle sig i det rene Skriftsprog, naar man kjender noget Bedre. Det klinger som om han vilde knote og gjøre Nar af sig selv og alle dem, som hørte paa ham. Sandt, intet Sprog er saa slet, at en fortræffelig Mand jo kan tale fortræffeligt i det efter Omstændighederne. Men dette beviser kun, at han vilde tale saa meget mere fortræffeligt, naar en større Sprogrigdom stod til hans Raadighed. Man beklager ikke en Klodrian, fordi han maa betjene sig af et fattigt Sprog; det er mere end godt nok for ham. Men Dygtigheden maa man beklage og sig selv, som ikke kunde faa Anledning til at lære nok af den.
(Fortsættes.)

Nr. 147/1853; onsdag 29.06.

[Ivar Aasens Prøver af Landsmaalet, del 2]

Korrespondance
(Fortsættelse fra No. 145 «om Landsmaalet i Norge»).
Nytten af en Omforming i Sproget vil blive ubestridelig for Flere og Flere. Men Knudepunktet bliver, hvor en Form er at finde, der tilfredsstiller saamange Dialekter som muligt. Jeg drister mig ikke til at have nogen Mening om, hvorvidt dette sammensatte Maal af Aasenk863 vil vise sig brugbart idethele eller ikke. Det er unegtelig hvad det maatte være stærk Søndmørsk, farvet med de øvrige bergenske Dialekter. Der er meget fra Tellemarken ogsaa f. Ex. de adjektiviske Endelser paa eg (nugleg, naturleg, og det skarp udpregede Superlativ einaste, som rigtignok ogsaa bruges meget i Hardanger f. Ex.), hvorimod den vel gjennemførte Verbalendelse paa a ligesaalidt høres i sin Rénhed i Tellemarken, som det jeg véd, i nogen anden Dialekt. Dette er er et stort godt Enhedsmærke, han lykkelig har indført, og som forhaabentlig vil blive uantastet, da alle Dialekter ved et lidet Omslag finder det naturligt for sig. Ligesaa har han et godt Fælledsmærke i Superlativerne paa aste (høvelegaste, truverdugaste) og som en nødvendig Følge deraf, Komparativer paa are, uagtet jeg ikke har været saa heldig at støde paa noget. Endelserne paa leik (Storleik) og Dobbeltlydene ei, au, øy osv, (beit, bleik, braut, døy) er ogsaa Fælledsmærker, som have Hjemstavnsret overalt, med Undtagelse af visse Strækninger om Byerne, hvor man har et Miskmask af Sprog, der er ligesaa stygt som fattigt. Han har overhovedet ligesaa dristigt som vellykket optrukket Sprogets Grundlinier, saa man har noget at konstruere videre efter; Fuldendelsen maa blive Tidens Værk, med de Forandringer i Planen, der maatte vise sig som det mést Alméngyldige. Man vil maaske kunne angribe ham i et og andet, kanske ogsaa i mangt og meget; men i Hovedsagen vil man give ham Ret.
Ja — hvorledes vil man nu gribe Sagen an, da man har faaet andet end tomme Talemaader at holde sig til. Mange skrive- og læseføre Folk vil kalde det et Tankespind, men ligesaa mange vil hilse det med inderlig Glæde, og i Skrift som Tale bruge dette Sprog, selv om de hverken kunne eller tør strængt gjennemføre det. Det vil blive hvad jeg strax i Begyndelsen af Sprogstriden sagde, en Tid, hver Mand gjør hvad han tykkes, indtil Lovene ved sin indre Sandhed have vundet sit Herredømme over alle Gemytter. Der kan ikke blive Tale om noget Magtsprog fra nogen Kant. Det Sprog, hvori de bedste Verker for Fremtiden blive skrevne, vil naturligvis blive Seirherre. Videnskaben tør vel ikke andet end holde sig til det nuværende Bogsprog udover en Stund, da de nuværende, især ældre, Videnskabsmænd intet andet kunne skrive, og man vil i de første Generationer heller intet andet bruge. Men folkelige Skrifter ville blive skrevne paa Norsk, uagtet den nuværende Komité for Folkeoplysningen formodentlig ikke tør gjøre noget med det Første, men staa tvivlraadig indtil det bliver klart for Alle, at den er noget ganske andet end den skulde være. Poesier ville udkomme i det nye Sprog og ved sin Hjertelighed og Skjønhed vinde Hjerterne. De Poesier, Aasen har oversat, ere oversatte med sand digterisk Begavelse, og naar jeg siger, at I. Aasen er en ligesaa stor, om ikke større Digter end Sprogmand, vil man maaske finde mig urimelig. Men kunde han efter en erhvervet Fasthed i sit Sprog, som alene Erfaringen kan give ham, række at oversætte de nyere Klassikere og imellem skrive noget af sig selv, vilde man snart komme efter at jeg har Ret i min Paastand, og Fremtiden vil blive overtydet om, at han ved dette har virket langt mere end ved sine Grammatiker og Lexikaer, der ellers vilde mugnet i Bogsamlingerne. Thi vanskelig vilde nogen uden praktiske Prøver af ham, kunnet gjort det gamle Maal til en kjær og velklingende Røst.
Den samme Rædhed, som behersker alle, der befatte sig med det nye Sprog, har meget rimeligt ogsaa behersket Aasen. Han har saaledes ikke turdet skrive Alt med smaa Forbogstaver, ligesom han heller ikke har udtrykt den gjængse Udtale, men istedetfor gj og kj skrevet g og k. Den valgte Skrivemaade sér bedre ud og er unegtelig rigtig, men gjør Ordene og sammes Udtale ukjendelig for mange. Adjektiverne se ogsaa noget afhugne ud, f. Ex. i Udtrykke som: en snild Mand, medens man, kanske med Undtagelse af det Trondhjemske, hvor man er saa økonomisk med Endelser, overalt siger: «ein snilde» Mand. Han har ogsaa i det første Stykke skrevet Myntmeisteren istedetfor det mere historiske og brugelige Myntmeistaren. Derimod har han paa den anden Side gaaet noget vidt og gjort Sogninger og Haringer vel store Indrømmelser ved at bruge «da» i Poesi udfyldt til dat og kva til kvat istedetfor det mere brugelige det (udtales de med en Ælyd paa mange Steder) og hot. Dog dette sidste er mest tellemarkisk; men Forfatteren mener jo ogsaa, at den tellemarkiske Dialekt kommer til at spille en Hovedrolle, og rimeligt —, den har, hvad de andre ikke har — en Literatur. Dog — nu kommer jeg ind paa Enkelthederne, hvilket jeg i Begyndelsen af Opsatsen ikke kunde.
Barne-Minnek864
Naar Sjukdom kem med manga faara Rider
og køler Varmen, som i Aadrom skrider;
naar Helso verter skjerr og flyg sin Veg,
kvar Gong at Vaardags-Vedret vender seg;
naar Verken inkje berr’ i Kroppen flagar
men ogso paa dat fallne Modet gnagar,
og Rygd og Ræddhug slær med Verken Lag,
so Hugen rys og kvekk med kvart eit Slag,
endaa han undergiven stødt maa strida,
alt med ei vefall Vonn109 um Liv mun bida:
daa døyvest Verken tidt, naar Minnet vil
slaa ut sin Ljosstrøym i dat myrke Bil
og um dei gengne glade Dagar mæla,
daa Elsk og Venleik var ei Himmels Sæla,
og tekna blide Barneheimen av
med all dan Leik og Lyst, han alltid gav.
Som Morgonsoli gjenom Vindsky-Flokar
kem fram og lyser i dei myrke Krokar,
straar Gull paa Doggi fraa sin Straalekoll
og blinkar dimt ut paa dan vaate Voll:
saa mot mi Framtid, mot dei Dagar svarte,
skyt Minnes-Soli sine Straalar bjarte.
Vist er ho inkje meir som fyrr so klaar,
daa skin ho langt att paa dei fyrste Aar;
og Fred fær Hugen, naar han dit kan flya
og røra gamla Tider med dei nya.

Nr. 149/1853; fredag 01.07.

[Norsk jernbane]

Korrespondance
Christiania, den 29de Juni
Jernbanen bør blive norsk Eiendom. Det er en Tale, som baade føres i Aviserne og Mand imellem. Det er altsaa kommet saavidt med den Erkjendelse, som kun Faa nærede og endnu Færre turde udtale ligeover for Landets Orakler. Det var en smuk barnlig Uskyldighed, man levede i den Tid, da man troede Engelskmændene vilde gjøre saa Meget for os; det var som naar Husmanden er stolt over, at Gaardmanden vil besøge ham og finde hans Øl værdigt til at drikkes. Gaardmanden kan være en meget brav Mand, men efter Verdens Gang kommer han der ikke uden at vente sig godt betalt paa en eller anden Maade, og Husmanden «tregar» da som oftest ogsaa paa Samlaget, hvori den «nedladende» Gaardmand beholder Bugten og begge Enderne for sig. Dværgen kom ogsaa til den samme Erkjendelse, da han en Stund havde gaaet i Ledtog med Kjæmpen, og Hunden med Løven. Det er den samme Tanke, som træder frem under de forskjellige Skikkelser, og med den Tillæmpning, som de mere eller mindre forviklede Forhold medføre.
Tingen er altsaa klar at vi gjerne ville have Jernbanen igjen blot efter denne almindelige Grundsætning, og en Forfatter har i Christianiaposten for 26de ds. været saa god at komme denne ubestemte Følelse til Hjælp med et praktisk let Regnestykke, og ligesaa praktiske Vink. Det Hele er saa kort og godt, at det vanskelig lader sig gjengive bedre, men bør helt og holdent aftrykkes.
Naar man har læst Fremstillingen, falder man naturlig paa den Tanke, at Engelskmændene maa have tjent godt, siden de finde sin Regning med at sælge til det Afslag. Nu ville de til et andet Sted og kaste Pengene i en ny Smelte. Det er Folk, som forstaar at gjøre Forretninger.
Man er nok temmelig utilfreds med Engelskmændene oppe i Landet. Den norske Bonde lader sig ikke behandle som den engelske og svenske f. Ex., der ydmyg kysser paa Riset. Vi har godt af at lære Et og Andet, men skal det kjøbes med vor Selvfølelse, saa er det altfor blodig dyrt.

Nr. 155/1853; fredag 08.07.

[Innviinga av jernbanen; fest på Klingenberg]

Korrespondance
Christiania, den 6te Juli
Jernbanen blev dog paa Mandag indviet paa en Maade; det vil sige, man kjørte paa den, og det skulde gaa ganske godt, hvorvel ikke saa fort som den senere kommer til at kjøre. Det er Englænderne om at gjøre, at det kan hedde: man har alt kjørt paa Banen. Det er nemlig Penge af Statskassen, de ville have fat i, man siger 18,000 Lstrl. eller omtrent 81,000 Spd., der skulde være forfaldne allerede i forrige Maaned; men da Banen ikke er skreden langt nok frem efter Kontrakten, saa holder Regjeringen rimeligt Pengene tilbage. Det var vel ogsaa derfor, at ingen af Regjeringens Medlemmer var med paa Farten; men lod Interessenter og Tilsynsmænd kjøre til sin private Fornøielse. Det var nu heller ikke meget at kjøre efter, da Veien paa langtnær ikke er færdig, men mangler Fyld overalt, saa Skinnerne ligge indtil en halv Alen høit paa Stokkene. En af Opsynsmændene ved Banen sagde, at det ikke kunde være at tænke paa at faa den fyldt og tilstelt med de nødtørftigste Stationer før mod Slutningen af September. Paa Banegaarden ligger Alting ogsaa raat og ufærdigt. Sommesteder er Grundmuren lagt og paa andre Steder holder man blot paa med Grøften. Saadan er det langs hele Linien blot til Strømmen og længer opover er naturligvis endnu mindre gjort. Dampvognen syntes imidlertid ikke at kjere sig om det halvgjorte Arbeide, den maatte gaa paa, men skred noksaa majestætisk opover og standsede paa Broen ved Oslo, ligesom for at syne sig. Det gjorde et eget Indtryk paa os Nordboere, der nu i en Menneskealder har ligget nordenfor Civilisationen, at se denne pustende og stønnende Hest. Jeg vil antage, det gik Andre som mig selv; jeg kjendte virkelig en patriotisk Rørelse ved Siden af Beundring, og det gik mig som paa Theatret, at jeg uvilkaarlig klappede i Hænderne. Det er noget besynderligt, men det er en Kjendsgjerning, at Begeistringen springer ud i Fingertopperne, enten det nu er til at skrive eller under den mere grovslagne Form, Klap. Her var megen Livlighed i Byen denne 4de Juli. Man pleier ellers at maatte lade sig nøie med de sædvanlige Parader paa Fæstningspladsen og Skud paa Kontraskjæret, naar de ærede Herrer have udbragt sine høie Skaaler. Alt dette er overmaade smukt; men der er skrevet saa meget om slige militære Høitideligheder, at det ikke er let at udfinde nogen ny Side ved dem. De ere imidlertid saa smukke, at man maa tilgive Herskerne, om de finde den samme Glæde i dem, som Veslejenta i sine Dukker og Veslegut i sin Bue.
Ude paa Klingenberg var ogsaa en ganske pyntelig Fest om Aftenen. Schwartzenbacherne spilte som sædvanligt meget godt, og den store Sal var smukt dekoreret. Kongens Buste stod paa Scenen; der var Blomsterhave og Vandspring og bengalske Flammer. Ud paa Aftenen blev et smukt Fyrverkeri afbrændt og man maa sige, at Festen idetheletaget var ligesaa smuk som passende. Det skulde være vel, om Klingenberg kunde tage sig op igjen, da det ofte er sagt, at Christiania trænger til et Forlystelsessted. Men Christiania er lidet og som en Følge deraf meget hængende i det Formelle. Klingenberg har derfor en vanskelig Opgave, at faa det «passende» for den «anstændige» Verden, der har mere Honør end Penge, og tilgjængeligt for det store Publikum, som skaffer mest i Kassen. At forene disse tvende Ting er vel umuligt, og Spørgsmaalet bliver da, hvilket man skal opgive. Dersom man kan leve af «Honør,» bør man gjøre Alt slikket og pent; men trænger man til Penge i den materielle Verden, er man nødt til at aabne sine Døre for Publikum, siden man nu endelig efter gjorte Erfaringer ikke kan forene begge Dele. Det skal imidlertid være bedre paa Klingenberg nu end før, da man har fundet Politimesterens Formaning ganske fornuftig, saavidt muligt at holde borte et vist Slags Publikum. Det maa ogsaa være en Opgave, at skjeldne mellem saa mangeslags Publikum! Det er endnu værre end at skjeldne mellem Faarene og Bukkene; thi det er blot tvende Slags, mens Publikum har fast utallige Grader, hvori selv en boglærd Mand kan løbe sur, endsige Billettører.
Det maa virkelig være sandt, hvad jeg hørte af tvende Restauratører, idet de talte om sine mangfoldige Observationer, at der var intet mere vanskeligt i Verden, end at være Restauratør. Nu, det Samme siger alle Mennesker i sin Stand og Stilling. En Lærer i Ridning sagde saaledes, at Livet var for kort til at lære at ride godt, og en Vægter paastod, at det næsten var umuligt at finde et Menneske, der var skikket til Vægter; thi selv om man kunde finde mange af Vægterens Egenskaber hos ham, var dog en stærk Stemme en sjelden Gave. Vedkommende havde nemlig en umaadelig stærk Stemme, der skreg alle Folk op af Søvne. Naar man lægger Mærke til slige Erfaringer, vil man ikke finde det urimeligt, at selv en stor Stat har megen Vanskelighed med at opdrive et tilstrækkeligt Antal dygtige Ministre, og store Mænd paa Lærestolene. En Mand, der er sin Stilling voxen, er en sjelden Ting, og en Forfatter sagde derfor, at han først erkjendte B.s Kald for Dandsekunsten, da han kom efter, at Mennesket gjorde pas de deux foran sin Faders Dødsseng; han var Dandsemester med Liv og Sjel.

Nr. 157/1853; søndag 10.07.

[Fare for krig og dyrtid; depotsaka; sommarstemning]

Korrespondance
Christiania, den 8de Juli
Man hører nu om Pest og Krig; der fattes altsaa blot én Ting, nemlig Dyrtid, for at de tre Landeplager skulle være komne, hvori man til alle Tider har indbefattet Summen af al Elendighed. Disse Plager pleie ogsaa at følges ad, især naar Krigen er den begyndende. Det arter sig forresten til, at den tredie, Dyrtid, skal komme til, idet man fra de fleste Lande hører, at Udsigterne til et godt Aar ikke ere gode: I Frankrig skal der være falden for megen Regn — for ivaar skulde der være for tørt — og i disse trende nordiske Lande og England har Tørken været for stor. Her ser ud! Gamle Folk ville visselig sige, at det «maa være paa Verdens Ende.» Nu, dette have de sagt saa mange Gange, at man formodentlig ikke længer tror paa dem, men lever ligesom før, netop som det Mindste ikke skulde være. For Øieblikket er rigtignok ogsaa adskillige Trøstegrunde forhaanden, saa man nogenledes kan forsone sig med Sorgløsheden. Af Tyrker- og Russerkrigen bliver formodentlig Intet af, da Rusland og de øvrige Monarker sandsynligvis betænke sig paa at slippe de revolutionære Kræfter løse, som ville vikle sig ud af en almindelig Krig. Imidlertid er vel Lidet at slutte efter, da der ogsaa ere mange Ting, som tale for Krig, saasom Tyrkiets slette Tilstand, det fanatiske Had mellem Mahumedanerne og de Christne i Rusland og endnu mere i selve Tyrkiet og Grækenland; kommer nu hertil, at Revolutionen endnu maa sove nogle Aar efter de sidste Kampe, og at Rusland, der pleier at kjende Stillingerne godt, nu som sædvanlig vil benytte sig af Forvirringen og Uenigheden for at faa en Udvidelse paa en pyntelig Maade, der blot er «fremkaldt af nødvendige Omstændigheder,» saa er Udsigten til Krig ganske god. Det vil altsaa nu paa Forhaand gaa Enhver, der tænker over Forholdene, ligesom det danske Blad Berlingske, som i Corsaren er fremstillet med en Bunke Aviser foran sig og skriver omtrent saa: Der bliver Krig! Nei, der bliver ingen Krig; der er al Sandsynlighed for, at der bliver Krig; det er imidlertid usandsynligt, og saa fremover i den Stil. — Vort Morgenblad har ogsaa havt ledende Artikler om Krigen, men de have været nogenlunde bestemt krigerske.
Et ligesaa opbyggeligt Snak kunde man føre om Kolera; det er allerede begyndt: Kolera angriber ikke andre end uordentlige og drikfældige Mennesker og dem, som bo paa mere usunde Steder. Kolera angriber uden Forskjel paa Stand, Stilling, Levemaade og Opholdssted. — Hvem har Ret? En længere og mere paalidelig Erfaring. Dette er liden Trøst; thi vi ere «forvitne,» om vi end Intet have med det, men Sygdommen kan imidlertid let komme til os.
Dyrtiden er forresten alt kommen til os; overalt hører man, at Priserne paa Levnetsmidler ere dyrere iaar end «nogensinde» (?) før. Her er virkelig haardt for Mange, og for de Fleste falder det tungt nok. Skal Priserne paa Kornvarer stige i Forhold som mange af de andre Livsfornødenheder, vil det ikke blive let at komme ud af det. Ogsaa her kommer man til samme Resultat som med de andre Plager; thi idet man vender Bladet om, kan man med ligesaa stor Sandhed sige: Det er en herlig Tid: Fiskerierne slaa godt til; Priserne paa Trælast ere udmærket gode; Fragterne ere usædvanlig høie; Aaret ifjor var meget godt og iaar ser det ud til at blive et Middelsaar idetmindste. Hvad skal man da sige om Tiderne?
Nu er da endelig Dom falden i Depotsagen. Den har været et godt Æmne for talende og skrivende Folk, der ligne raa Mennesker, som altid finde en Fornøielse i at tale om det Sørgelige og om Skandalen. Da Sagen var fore i Høiesteret, rendte Folk derop og kom tilbage ligesom bedrøvede, ret som man siger om Kvindfolk, der gjerne ville se til Henrettelser, uagtet de falde i Svime, eller ligesom man ser Folk samle sig om Slagsmaal og Skjænderi paa Gaden, og overhovedet hvor der «ryter» noget Ondt af. Aviserne forkyndte i Forveien naar Depotsagen skulde fore, ligesom de vilde sige til det kjære Publikum: Ærede Publikum! Nu kommer noget fore, som er værdt at høre; der er noget at snakke om, som kan interessere. Det kunde ikke være for at gjøre Folk opmærksomme paa, at vigtige Retsspørgsmaale vilde blive løste; thi Sagen frembød ikke mange juridiske Sider; heller ikke kunde det være at give Folk Anledning til at hente Advarsler og se Syndens bedrøvelige Følger; thi Menneskene belæres ikke lettelig paa den Maade. Det forstaar sig, at det, som ondt er, ikke bør holdes hemmeligt; men en alvorlig Offentlighed af rette Vedkommende ytrer sig dog anderledes.
Nu begynder det snart at se ud i Christiania som i en anden By, idet Størstedelen af de Studerende ere ude paa Ture og mange Embeds- og Handelsmænd paa sine Løkker. Det ser tomt ud i Gaderne, men det er dog hyggeligt at vide, at man møder flere arbeidsomme Mennesker forholdsvis.

Nr. 161/1853; fredag 15.07.

[Valmannsval i Buskerud, Smålenene, Lillehammer og Hamar, og Drammen]

Korrespondance
Christiania, den 13de Juli
Storthingsvalget i Buskeruds Amt er visselig mærkværdigt fordi det alt stod i Christianiaposten paa Søndag, og blev holdt paa Løverdag. Der er noget vist Engelsk ved det; thi 12 Timer idethøieste efterat Valgmændene havde sat sig hen for at skrive Stemmesedler, vare disse gaaede gjennem Pressen. Dersom vi ikke levede i en Tid, da Intet mere er forunderligt, kunde man falde rent i Staver over slig Hurtighed og Punktlighed. Hvad Valget selv angaar, da ser man af Stemmelisten, at Stemmerne vare spredte, hvilket pleier at anføres som Bevis paa, at man ikke er politisk disciplineret, men gaar efter sit eget Hoved, hvorved den vigtigste politiske Dyd, at gaa efter Andres, ikke bliver prakticeret. Skal imidlertid en Mand, der blot har Aviser og Storthingsforhandlinger at gaa efter, tillade sig nogen Mening om Valget i Buskeruds Amt, maa han erklære, at den Repræsentant, der er valgt med de færreste (14 af 39) Stemmer, uimodsigeligt er den Dygtigste. Man har endog Arbeider fra ham, der ere omtrent 30 Aar gamle, som stille ham overmaade høit i aandelig Begavelse. Den 3die Repræsentant, Bjøre,k865 der valgtes med 16 St., er en ny Mand og formodentlig god, da man efter den almindelige Regel er forpligtet til at have en god Mening om den, man ikke kjender til, No. 2, Gaardbruger og Student Sundt, er en af dem, der ifølge Livsstilling og formodet Dannelse maa ansees selvskreven til at komme i Betragtning. Hans Virksomhed paa forrige Ting var imidlertid ikke stor, men han kan komme sig. No. 1, Hervig,k866 er en stø Bonde og, som jeg har hørt, velstaaende. Han er derfor en værdig Repræsentant. Naar der er dygtige Arbeidsmænd ved Siden af saadanne Karle, bliver det en respektabel Forsamling, som man da kan sammenligne med en Personlighed, der har en begavet Aand og et stærkt Legeme.
Siden jeg sidst talte om Politik, har man ogsaa valgt for Smaalenenes Amt, hvor 3 Bønder og 1 Præst kom ud, samt for Lillehamar og Storhamar, et nyt Valgdistrikt, hvor man valgte Rektor Lange,k867 som i 1845 var Repræsentant for Tromsø og har et agtet Navn i Storthingsforhandlingerne. Han er Toldkassererens Broder og sikkerlig ikke mindre begavet end denne. Han vil blive en Arbeidsmand og saaledes hjælpe paa disse sidste tvende Amter, der ikke synderlig have beriget Thinget med mange Arbeidskræfter. Saavidt Valgene nu ere komne maa de vel kaldes gode, uagtet der ligesaalidt synes at være Kans for en systematisk Opposition, som for en ministeriel Majoritet. Det lader til at være en Mellemting, der bliver ganske fornuftig; men som ikke rigtig kan tilfredsstille nogen af Ydersiderne. Her er gode Oppositionsamter igjen forresten, Robygdelagets, Lister og Mandals og det store Stavangers Amt, og Trøndelagen. Bergenhusamterne blive vel som sædvanligt politisk ligegyldige. Før man har valgt i disse Amter kan man ikke sige, hvad Vei Byerne burde slaa ind paa, og navnlig er det ikke godt at sige, hvad det kjære Drammen skal gjøre, enten det skal fortfare oppositionelt, som forrige Thing, eller se til at finde ministerielle Kandidater. (Jeg bruger Ordet «oppositionel» og «ministeriel», fordi det nu engang er bleven en Talemaade.) Jeg holder derfor tilbage mine veiledende Bemærkninger, indtil Valgene i de nævnte Amter ere holdte. Drammen bør desuden som en stor By bie, til Smaabyerne have gjort ifra sig, og da i Forening med Christiania f. Ex. kaste Ligevegtens Lod paa Skaalen, og give Thinget de Kræfter, det trænger til. Imidlertid bør man nu begynde at forberede Gemytterne saa Hus og Husimellem og give Oppinionen en Svingning, og man tør haabe at Lokalpressen vil gjøre sit Bedste.
I den «Frimodige» begynder man at debattere Valgene og Redaktionen formener i en Anmærkning, at Grunden til Avisernes Taushed om Valgene iaar, maa forklares som en Reaktion mod den altfor livlige Diskussion før foregaaende Thing. Det maa være Morgenbladet, den «Frimodige» mener; thi man véd jo, at det i 1847 anbefalede en Mand til Storthinget fordi at han var gift med en Bondejente. Det var en juridisk Mand, der paa den Maade havde lagt sin Folkelighed og sit Frisind for Dagen. Hos en Bondemand vilde det fornuftigvis ikke have været nogen Dyd, medens man efter Principet maatte finde det ufolkeligt og ministerielt, om han giftede sig med en Jomfru og naturligvis endnu værre, en Frøken. Dersom den «Frimodige» mener, at det er mod slige Ting, man reagerer, saa har den Ret, mod andre Ting kan ikke reageres; thi det Eneste, man saa, var ligesaa tossede Forslag, om at Per eller Paal skulde blive valgte. Det var ingen Diskussion, som fremtraadte med nogen Ret til at have Betydning.

Nr. 163/1853; søndag 17.07.

[Gjestespel i Drammen; dampskipsplanar]

Korrespondance
Christiania, den 15de Juli
Vore danske Skuespillere, der nu i Sommer have gjæstet flere Byer, og overalt modtaget Beviser paa den Kjærlighed, de som Kunstnere fortjene, komme til Drammen imorgen for at give nogle kvikke Stykker, som allerede Christianiaposten har navngivet. Stykkerne ere valgte saaledes, ser man, at ogsaa de norske Skuespillerinder ville faa Anledning til at syne sig. Vi herinde kjende Stykkerne; de have tiltalt os, og Jomfru Johannesenk868 er i «Emilies Hjertebanken» ganske net og værd at se paa. Jeg ved ikke, om Jomfru Svensenk869 er med, men om hun er det, vil ingle af de bestemte Stykker give hende Anledning til at vise sine rige Anlæg, og saaledes sætte Drammenserne istand til at trække en Sammenligning mellem hende og Jomfru Johannesen, der faar en af sine gode Roller. Publikum kan godt sammenligne med sig selv og sine Klap, ikke saaledes En, som skriver. Jeg vil alligevel give min Mening tilkjende og sige, at Jomfru Svensen er et Geni og Jomfru Johannesen et Talent. De danske Skuespillere kjende Drammenserne før; det er fortræffelige Kunstnere; de kjende vel ikke Volffk870; men han er formentlig heller ingen Kunstner endnu; han kan blive det, ligesaavel som saamange Danske, der har praktiseret sig op her i Norge. Drammenserne vil nu føle, om vi — jeg og mange Andre — ere ensidige Ivrere for Norskheden, naar vi beklage, at vi under Nydelsen af de Danskes kunstneriske Forestillinger skal blive forstyrrede af Sproget, der klinger os saa fremmet, saa kjedeligt, kraftløst og udvisket. Dog, hvorfor tale om Sproget, der er saa omtvistet! Vi bør Alle omfatte de Danske med Kjærlighed, da de skaffer os saamange Nydelser, hvormeget de end sløver vor naturlige Sprogsands; vi bør omfatte dem med Ærbødighed, fordi de ere det sidste Kuld, der er hos os: vi maa nemlig ikke glemme, at de Danske have lært os meget; de have spilt en stor Rolle i vor Udvikling; vi bør derfor gjøre dem deres sidste Dage blide, dersom vi have den fornødne Selvagtelse. Jeg tillader mig derfor at mene, at det danske Theater vil staa sig godt, dersom man ikke indkalder flere Danske.
Man har talt om at anskaffe et Dampskib til at gaa mellem Christiania og Hamburg. Enkelte Spekulanter have ogsaa omtalt det som et rimeligvis lønnende og med de nyere Kommunikationsmidler stemmende Foretagende, at faa et lidet Dampskib til at gaa mellem Bryggerne, Kongshavn, Oscarshal, Langvig og videre om i Fjorden. Omnibusserne, der nu ere blevne mange alt, synes ogsaa godtgjøre, at et saadant Foretagende maatte svare god Regning. Et sligt lidet Dampskib vilde blive leiet af enkelte Familier og sluttede Selskaber, og der er vel ingen Tvivl om, at man snart maatte faa tvende. For Alvor er dog vel endnu ikke tænkt paa sligt noget; det er blot Folk af engelsk Omtanke, som have gaaet forud for Tiden her i Christiania, og forundret sig over, at man endnu ikke er kommen saavidt. Det var slige Genier, som fik Omnibusserne istand, Droscherne og Sjapperne for Kurvekonerne. Le hvem der vil! Det Geni, der faar en Omnibus igang, er ikke mindre end det, der gjør andre Opdagelser, digter eller spiller godt paa Scenen.

Nr. 167/1853; fredag 22.07.

[Dekorasjonen av statthaldar Løveskiold; nasjonaliseringa av jernbanen; svik mot dei fattige; frykt for kolera]

Korrespondance
Christiania, den 20de Juli
Saa er dog Morgenbladet virkelig oppositionelt endnu! Det kommer med sin Opposition til Tid og Sted som Regnen ovenfra. Sagen er den, at det har idag skrevet en liden Anmærkning til Medaljen, Statholderen har faaet for sin fortjenstfulde Virksomhed. Anmærkningen er mærkværdig uklar; men man faar dog ud, at Folk formodentlig har en anden Mening end Kongen om Statholderens Virksomhed; det er gamle Erindringer, som griber Morgenbladet, ligesom der fortælles om en gammel Soldat, som i Raseri slog om sig med Forskjærerkniven og knusede Talerkener og Fad, saasnart der kom paa Tale om Tydskerkrigen, hvor han havde været med i sin Ungdom. Morgenbladet mindes 1836 og 1842 (?) m. v.: det første Aar var Løvenskjoldk871 under Rigsret, det andet gav han efter 4000 Daler af sin Gage, men Oppositionen fandt det ikke rigtig gjort alligevel. — Disse Minder griber Morgenbladet som en Samvittighed; det mindes, at en Politiker maa være konsekvent, om ikke mod Sager, saa dog mod Personer; thi giver det den gamle Mand paa Hovedet og vil med Slaget vække Nationen op af sin Forglemmelse: denne Mand maa I forfølge; han er gammel, det forstaar sig, men saalænge han sidder i Tjenesten, og saalænge der er Liv, er det fortidligt at tilgive. — Nationen bliver maaske glad og udbryder: «Morgenbladet forsvarer dog vore Rettigheder.»
Aviserne ere ellers temmelig magre, og denne Morgenbladets Opposition mod Løvenskjold var derfor en grøn Plet i Sanden. Den Sag, der lader til at beskjæftige Gemytterne, er, hvorvidt Jernbanen bør vindes for Norge igjen, men man er naturligvis tilbageholden, da det vilde være en Underkjendelse af alle store Mænds Meninger i 1851. Man taber heller Penge og Penges Værd end staar der som en Mand, der Lidet «sættern110,» og Departementet kan ikke uden at svække sin Tillid slaa om i en anden Gade. Det er haardt. Her er ogsaa mange Mænd, der leve af Banen, saalænge den er engelsk, og Intet faar, naar den bliver norsk; det er haardt for disse Mænd; de have al Opfordring til at modvirke en Forandring. Her er, hvad man med et almindeligt Ord kalder Interesser, og vi maa takke vor ligefremme Norskhed, saalænge Aviserne ikke ogsaa faa Interesser. Man véd jo af Udlandet og ikke mindst af England, at man først og fremst sikrer sig Pressen, naar et Kup skal gjøres og en truende Fare afværges. Men vore Aviser holde sig selvstændige; thi man ser jo i Morgenbladet en Opfordring til Møinichenk872 om at han som Amtmand skal lære Englænderne Forsigtighed med Banen, — hvilket Alt er ledsaget af selvstændige Ord og en tapper Henspilling paa, at vi Normænd ere rimelige Mennesker, men Urimeligheder taale vi ikke.
Christiania-Posten har været mere virksom for Banen; der staar den ene Gang efter den anden Noget om Banen, der synes at ville, at vi skulle faa Banen tilbage. Men igaar stod der en Retfærdiggjørelse mod de hyppige Beskyldninger, at Banen ikke var solid, hvilket tykkes at pege i en anden Retning. Denne hele Retfærdiggjørelse maa bestemt være engelsk; thi for det Første er vel ingen norsk Mand saa bekjendt med de fremmede Baner, der citeres ligesom Lovsteder i en Dom, og dernæst er det Hele for godt; Banen fremstilles altfor god til at vække nogen Tillid; denne lyse Skildring er under enhver Omstændighed lidet skikket til at omvende den almindelige Mening, der ikke begriber, hvorledes det skal gaa med Banen, naar Frosten tøer op af Jorden om Vaaren, og naar de løse Jordhouge, hvormed Dalene ere udfyldte, synke sammen.
De, som tro, at det vilde være godt, om vi fik Banen tilbage, bør arbeide paa Gemytterne saameget de kan, for at Regjering og Storthing kan have Noget at staa paa, naar Spørgsmaalet for Alvor bliver reist. Enhver mindes jo, at man stillede denne Sandhed i Spitsen i 1851, da man sendte sine Subskriptioner videnom.
Man kan blive kjed af det evige Snak om Banen, men det er en vigtig Sag, saa vigtig, at den ikke i Aarhundreder kommer igjen; man maa derfor gaa paa Akkord med Taalmodigheden og tage Fornuften til Hjælp.
Det er Synd, at Regnskabsføreren for Enerhougens Magazin til Indkjøb af Mad skulde rømme bort med Kassen og saaledes bevirke, at en Forening blev opløst, som var saa velgjørende. De ærede Mænd, der have opofret saamegen Tid og Umage paa at faa Foreningen istand og senere hen holdt den gaaende, fik liden Tak for sin Opofrelse, og de maatte betale det, Mennesket rømte bort med, for ikke at faa endnu større Utak og udsætte sig for Misforstaaelser. Det er det Tungeste, naar man hjælper Fattigdommen, at man saa ofte miskjendes, fordi den ikke har Opdragelse nok til at optage Alt i den rette Mening. Derfor siger man med Rette: der skal større Skjønsomhed og Lykke til at gjøre vel end til at gjøre ilde.
Her er usundt i Byen trods Politiets Indskjærpninger, der staar i Aviserne, — og de komme vel ind i Husene ogsaa og gjøre sin Virkning. Men der er meget at gjøre med dette træffende Billede paa en gammel Administration. Naar man har været ude paa Landet, kjender man først, hvor usundt her er, og man føler, at Kolera maa finde Alt forberedt. Man mener dog, at den ikke vil komme, fordi den saa mange Gange har været her uden at være i Kjøbenhavn. Man underlægger den samme Bevæggrund som en omreisende Kunstner. Den kunde dog komme, og idet jeg beretter, at Flere skulle have følt forbigaaende Ildebefindende, som de sædvanlige Forbud, har jeg ikke til Hensigt at alarmeren111 Gemytterne, da intet Officielt er fremkommet, men Alt støtter sig paa ubestemte og forhaabentlig upaalidelige Angivelser af Folk, der kanske tage en Forkjølelse — vel meget baiersk Øl og Alt, hvad der efter Holbergsk873 Ord fører Krig i Maven, for Kjendetegn paa en Kolera, der troes i Anmarsch.

Nr. 169/1853; søndag 24.07.

[Opposisjonelle streiftog i Morgenbladet; utnemning av ny statsråd]

Korrespondance
Christiania, den 22de Juli
Jeg beder om Forladelse, fordi jeg sidste Gang betragtede Morgenbladets oppositionelle Anmærkning over Statholderens Dekorering som Et Anfald af gamle Minder, der sprang op i «Hugsen» paa det! Morgenbladet er virkelig oppositionet; idetmindste har det været det nu i 3 Dage. Det er næsten foruroligende, at det saadan lægger i Vei. Hvad skal Enden blive? Nu holder det paa at drage opp ligesom Demokratiet, indtil det exploderer i en Revolution; saa lægger det sig rolig hen en Stund, medens Reaktionen triumferer. Det gaar op og ned, som man ser, man kan sammenligne det med Bølgen.
Den anden Sag, Morgenbladet opponerede i, var en Officiers Udnævnelse til Major. En virkelig Major er nu ikke længere til, det er blot en Titel, og da Titel uden Embede ikke er saa ganske grundlovsmæssig, har Morgenbladet unegtelig Ret. Det er en Bagatel, forstaar sig, men agter Morgenbladet paanyt at blive oppositionelt, bør det tage Alt med. Det kunde forresten gjerne spare sig Umagen; thi det udretter intet med sin Opposition i vigtige Ting, end sige i Titel- og Ordens-Sager, hvor Forfængeligheden har saameget at sige. Man gjør, hvad man vil for Avisskrivere; det Eneste de udrette med sin Opposition, naar den findes begrundet, er, at de faa Læsere, men det er dog allerede noget; de faa Sympathier, men Reformer faa de ikke frem; disse maa komme fra andre Kanter, idetmindste hos os.
Den tredie Sag, Morgenbladet opponerede i — om man kan kalde det saa — var i den nye Depotsag, som forberedes paa Frederikshald. Det fremhæver det Forargelige i at høitstaaende Embedsmænd skulle give saa onde Exempler. Dette er dog, naar man betænker sig, oppositionelt sagt; thi alt, hvad der gaar ud over Embedsmænd, er ligesaavel oppositionelt, som det, der gaar ud over Regjeringen. At angribe Handels- og Haandverksmænd, Gaard- og Husmænd er derimod ministerielt i den politiske Katekismus.
Jeg tror neppe at sige formeget, naar jeg beretter, at disse trende oppositionelle Streiftog af Morgenbladet har vakt Bevægelse: ældre Oppositionsmennesker sige med et vist forklaret Smil: Nei da! begynder ikke Morgenbladet at blive fornuftigt igjen? Det er hyggeligt!
Ja, nu staar Christianiaposten der overfløien med én Gang; Tiden vil have Opposition, og da Posten ikke havde Mod til at begynde, kommer den nu forsent, og maa bestemme sig til den modsatte Side, skal den gjøre Lykke; i sin ubestemte Stilling kan den ikke længe blive staaende.
Det gaar stille for sig, med hvem der skal blive Statsraad i Sørenssensk874 Sted; i et konstitutionelt udviklet Land vilde en forventet Ministerudnævnelse være et Dagens Spørgsmaal. Hos os gaar det saa lunt og det er blot enkelte Forvitne, som spørge derom, naar man da undtager at det har sin Interesse i Embedsstanden som en Befordringssag og i nogle Kredse som et Familieanliggende. Politisk er det ikke; ligesaalidt som det skulde gjælde Befordringen af en Kopist, Regnskabsfører eller Veibetjent. Man fortæller ellers, at hverken Byfoged Thrapk875 eller Sorenskriver Lassonk876 skulle ville indtræde i Statsraadet, og det er da ogsaa meget rimeligt, at de ikke ville bytte bort sine smukke Stillinger med en Statsraads besværlige Post, der for slige Mænd desuden maa blive mindre lønnende. Man taler ogsaa om Amtmand Møinichen,k877 der som en flink Forretningsmand skulde være særdeles skikket for Indre-Departementet, ifald, som rimeligt kunde være, at Stangk878 vilde overtage Justits-Departementet; han maa arbeide saameget i sit Indre-Departement, at han nok kunde været træt for længe siden. Andre nævner igjen Assessor Motzfeldtk879 som designeret Chef for Justits-Departementet, atter Andre tale om Amtmand Aall.k880 En af de nævnte eller andre bliver det vel engang, Posten bliver nok besat, og Andet spørge vi igrunden ikke om. Dygtigheden er Noget, som falder af sig selv. Det var et rart Spørgsmaal, man opkastede i 1848, da man foer med Adressen: «Hvor skal man finde nye Statsraader?» Man maatte heller spørge, «hvor skal man finde Poster til alle Kapaciteter?»

Nr. 173/1853; fredag 29.07.

[Sjøfartsnæringa]

Korrespondance
Christiania, den 27de Juli
I Morgenbladet for idag og igaar staar en god Artikel af Toldkasserer Langek881 om Sømandsskolerne. Det er et saare nyttigt Emne, som fortjener at bearbeides af alle dem, som har Kjendskab til det paa nogen Maade. Søfarten er en af Landets bedste og naturligste Næringsveie og Søfolkenes Dannelse bør gaa Haand i Haand i med den udvidede Fart. Dette siger Toldkassereren bedre end mange ville kunne gjøre, og navnlig fremhæver han det som nødvendigt med Hensyn til Farten paa større Farvande; der er det nødvendigt at Skipperen kan den høiere Sømandsvidenskab, kjender til fremmede Sprog, navnlig det engelske, og overhovedet alt det, som hører til Fragters heldige Afslutning, til Vexelret og de forskjellige Kostumer i det, som rører ved Handel og Skibsfart. Dette er en Kundskab, som i sin Theori maa læres i Skoler, skal den i det praktiske Liv kunne anvendes til Tid og Sted. De saakaldte praktiske Mænd er bra nok; men de kunne dog ikke altid hverken løse sin Opgave eller repræsentere den norske Sømandsstand i fremmede Lande; den bør repræsenteres godt, da vor betydelige Søfart og vore bekjendte dygtige Søfolk fortjene, at det ene svarer til det andet. Ved saaledes at befordre Dannelse hos vor Sømandsstand vil Norge tilfulde indtage den Rang i Verdens Skibsfart, som dets naturlige Beliggenhed og Folkekarakteren forjetter det. Dette er et taknemmeligt Feldt, som Staten og den private Mand maa føle sig opfordret til at virke paa.
Man gjør det ogsaa; thi Staten lønner jo Examinatorer og giver Tilskud til de Kommuner, som bidrage til Navigationsskoler; men dette er ikke nok heller neppe ganske rigtigt; thi man kan ikke vente, at Kommunerne, der have saameget andet at drages med, skulle opofre meget for Navigationsskoler. Det er intet Kommuneanliggende; det er et rent Statsanliggende, dersom den private Virksomhed ikke strækker til. Det er fuldtsaavel et Statsanliggende som at danne Embedsmænd og Skolemestre; gaar Staten ind paa det ene, maa den ogsaa gaa ind paa det andet; den private Magt er lige tilstrækkelig og utilstrækkelig, og det maa være en Spekulation for en Fader at faa sin Søn til Embedsmand som at faa ham til Sømand. I det Staten saaledes oprettede Navigationsskoler eller knyttede dem som egne Klasser til sine andre Skoler, hvor da almindelige Kundskaber og Sprog kunde blive lærte, maatte den ved Lov fastsætte, hvad der skulde blive lært, og Marine-Departementet blev da naturligt for dem, hvad Kirke-Departementet er for de almindelige Skoler. Toldkassereren udtaler intet Bestemt, om Staten skulde gribe mere virksomt ind eller ikke, men ytrer blot at der er meget, som taler for begge Dele. Han er, hvad han som Storthings- og Embedsmand bør være, forsigtig for ei muligens at maatte tage sine Ord til sig igjen.
Saadan som det nu gaar med Navigationsskolerne, de faste og private, gaar det som det kan. Det er voxne Folk, som puger udenad Formlerne og iøvrigt mekanisk tilegner sig Greb, hvilket alt mere sløver Tænkningen end udvikler den. Lærte de sin Mathematik, faldt alt af sig selv, de vilde dannes og i det praktiske Liv fare frem med Omtanke; og er det nogensinde vigtigt i Livet, maa det være hos slige Folk, som mere end andre har Liv og Gods i sin Haand. Naar man da lidt efter lidt vænnede sig til at foretrække saadanne Folk — hvad ogsaa Lovgivningen maatte understøtte — vilde Sømandsstanden faa en Dannelse, som den paa Grund af sin materielle Betydning, sin Vigtighed, sin Karakterens Aabenhed og Hjælpsomhed saa ærligt fortjener.
Alt dette kommer nok alligevel, ville Mange sige, det kommer til Tid og Sted af sig selv; Forholdene ville føre det med sig. Sandt og Falsktn112. Man kan ligesaa godt sige, at alt kommer af sig selv; men det gjør det dog ikke; det maa understøttes og Omtanken maa gaa i Forveien og berede det et Sted. Det var et godt Arbeide Toldkasserer Lange gjorde, som friskede op denne vigtige Sag, og man tør være forvisset om, at Regjeringen vil føre den videre; det vilde ogsaa være meget passende om Storthingsmænd fra Byerne satte sig ind i den, og gjorde hvad de kunde; det er meget de kunne gjøre; de have Adgang til at virke paa det rette Angrebspunkt, og Dygtighed maa de besidde, dersom de tør modtage Valget.
Dette vilde være et passende Emne at bearbeide og oplyse ogsaa i Drammen, og man tør vente, at kyndige Folk ville gjøre det paa den Maade de bedst finde passende. Drammen har megen Skibsfart og den har vel sin Navigationsskole ligesaavel som Porsgrund, hvor Kjøbmand Boyesenk882 har virket saameget, som Arendal, hvor Lange gjør det Samme, ja det lille Mandal har endog sin Navigationsskole, der gjør det godt. Christianssand har sin, Bergen og Trondhjem ligedan; men Skolerne ere langtfra hvad de skulde være; det er en Begyndelse.
Studenter bør tage sig til at blive Sømænd. Jeg kjender Mange, som have gjort det, og det er visselig det Fornuftigste, de nu for Tiden kunne slaa ind paa. Naar de kunne tilegne sig det Praktiske og vænne sig til Søen, vilde man faa Skippere som de burde være.

Nr. 175/1853; søndag 31.07.

[Lindemans folkemelodiar; det danske teaterorkesteret]

Korrespondance
Christiania, den 29de Juli
Nu begynder Nationaliteten at blive musikalsk, og det maa til, skal den rigtig blive anerkjendt. Saalænge den er i Prosa, ja endog i Poesi, er det Faa som kjere sig om den; men naar den kommer i Musik, forstaaes den af Alle.
Nu, jeg vil fortælle, at her er udkommet tvende Verker i den nationale Musik: Organist Lindemannk883 har i længere Tid samlet nationale Melodier Slaatter og Hallinger. Noget har han ogsaa meddelt for i Universitets- og Skole-Annaler; men først nu er han saavidt fremskreden, at han hæftevis vil udgive sine Samlinger. Det første Hæfte er alt udkommet — og idet jeg roser det, argumenterer jeg ikke fra Forlæggeren, Bogtrykker Malling,k884 ligesom en literær Anmelder i Morgenbladet, da han omtalte nogle æsthetiske Sager, som udgives paa bemeldte Forlag. Jeg kunde formodentlig gjøre det med samme Grund jeg ogsaa, men vil ikke, undtagen hvad Udstyret angaar. Det er ret smukt, saa Hæftet kan ligge paa hvilketsomhelst Pianoforte. Det skal dog ikke liden Kunst til at spille det; thi Hallinger ere meget vanskelige at spille; Musikkyndige ville endogsaa paastaa, at de ikke godt lade sig bringe i Noder; iallefald har Ole Bull sagt det, og da han til Tønsbergsk885 norske Nationaldragter satte i Noder nogle Hallinger og Springdandse, følte han, at han ikke kunde gjengive Karaktererne. Melodier derimod kunne gjengives; vore Nationalmelodier bevæge sig gjerne i Moll og de ligesom ruge over Tanker, de kun langsomt blive færdige med. De kunne være «sprittande» ogsaa; men alligevel kan de gjengives, ihvorvel det bliver mere vanskeligt. Det er især i de lunefulde Overgange.
At Organist Lindemann heldig har løst sin Opgave, er al Grund til at formode, og jeg har hørt enkelte Melodier, jeg gjenkjendte, som vare sig selv lige.
Først naar vi faa nationale Musici kan det blive noget af vor nationale Poesi og navnlig vor dramatiske. Kan en Forfatter gaa til en Musikus, som kan understøtte ham med sit Sprog, kommer Noget istand; uden dette bliver hans Gjerning halv eller rettere til ingen Ting. Den bliver Noget, som ingensteds hører hjemme. En fransk Melodi til en national Situation og en Text i Folkesproget! Holde det ud, hvo som kan! Komponisten er paa langt nær ikke saa ilde faren; han forstaaes alene. Imidlertid maa han blot holde sig til det Ubestemte, skal hans Melodi rigtig blive yndet og Text og Melodi smelte sammen.
Her er lange Udsigter, førend det kommer saavidt, at vi faa begge Dele; men det kommer nok. Det vil hjælpe betydeligt hvad Lindemann leverer. Man tør haabe, at vi om ikke ret længe ville se hans Melodier benyttede.
Det andet Verk er Noget i samme Genre, som udkommer hos Neupert.k886 Jeg kjender ikke noget til det endnu; men Udvalget er forhaabentlig gjort med Skjønsomhed. Vil det danske Theater blive norsk og det norske nationalt, maa de være ligesaa betænkte paa at opdrage Musici som Skuespillere, — jeg mener naturligvis understøtte dem; men det norske Theater ombyttede en norsk Musiklærer med en italiensk, — og kasserede en norsk, som de formentlig uden Skam kunde have havt. De maa tage Staven i anden Haand, skal det gaa.
Det danske Theater sætter sit Orchester paa ingen Gage i Sommer. Det er økonomisk; men det burde formentlig have fordelt Økonomien paa Alle i Forhold til Indtægterne. Det var vist heller ikke Kongens Mening, da han gjorde sin Skjænk til Theatret, at Musiken skulde være udenfor. Det har rigtig været haardt for Orchesterets Medlemmer. De havde liden Løn før; men det forbedrer ikke Sagen. Det er mere haardt at miste én Daler om Maaneden for den, som tjener otte, end sex for den, som tjener 50. Man behandler rigtig Musici som Arbeiderne paa Jernbanen. Naar det er Uveir saa «skofte» de. Kanske det er rigtig; jeg har i alle Fald hørt en liten sær Personlighed sige det.
Orchestret ved det danske Theater er ikke norsk; men bør dog forsørges, baade fordi man ikke kan undvære det, og fordi man har havt mange Medlemmer saalænge, at man er moralsk om ikke juridisk forpligtet til at have dem endnu længere. De Fleste af dem have ingen anden Fremtid.

Nr. 179/1853; fredag 05.08.

[Koleraen trugar; ombygginga av det norske teateret]

Korrespondance
Christiania, den 2den August
Er Kolera kommen her til Christiania? Jeg véd det ikke; om jeg vidste det, saa var det vel ikke tilladt at skrive om det. Hovedbladene tør ligesom ikke gjøre det; det er som om der skulde være Censur; man antyder blot, og vækker derved Indbildningskraften paa det Allerstærkeste. Hvorfor ikke sige Sandheden lige ud, saa vidste Folk, hvad de skulde tro. Man er overordentlig frygtsom her hos os. Det er ligesom Samfundet var behængt med skjulte Sygdomme, der ville komme til Udbrud ved at sige Sandhed. Anderledes kan man ikke forklare sig denne Manér at gaa som Katten om den varme Grød, medmindre DHrr. Redaktører skulde være Hofmænd, saa de vare komne i Bane med at sige Et og mene et Andet. Det ere de dog ikke, men af ganske almindelig Exstraktion, og deres Hverv skulde netop være at sige Sandheden.
Morgenbladet er dog mere demokratisk, kan man se. Det sagde saagodtsom ligefrem igaar, at Kolerine og Symptomer til Kolera var her; idag er det noget mildere i sine Udtryk og ender med en Opfordring til Renslighed. Christiania-Posten derimod fortalte i Søndags, at Dit og Dat skulde gjøres, dersom Kolera kom; han vidste nok, at den var kommen; men af Forsigtighed turde han ikke gjøre mere end vække Anelse. Hvad jeg har erfaret er, at et Kolerahospital er udlagt, at i det Mindste én Koleralæge er ansat ved det, og at nogle Kolerapatienter ere døde der. Hvor mange der i Alt ere døde, ved jeg ikke, men har af forskjellige Angivelser faaet ud, at det maa være syv eller otte. De Døde ere i Regelen Folk, som have havt det møisommeligt og usundt; dog vil man vide, at det var Kolera Inspektøren paa Hospitalet døde af. I hele Gaar skulde intet nyt Tilfælde være indtruffet, derimod idag ét.
Koleran vækker ikke saa megen Bevægelse som man skulde tro: man er nu alt tvende Gange vant ved den; imidlertid er den et staaende Æmne for Samtalen istedetfor det Almindelige om Vind og Veir. Den, som har Raad til det, drikker Portvin, og de, som kunne gjøre smaa Landture, uden at forsømme Altformeget, gjøre det. Det skal forresten ikke være klogt at rømme for Kolera, da Erfaring vil have lært, at ogsaa den med særegen Forkjærlighed forfølger de Feige.
Man maatte intet Mere ønske, end at Aviserne fremdeles vilde udtale sig som de have gjort; thi de kunne tale saaledes indtil Tyve ere døde, for da skal Byen officielt erklæres for smittet. Her er faa Læger i Byen for Øieblikket, men udbryder Kolera, komme de vel tilbage, da Noget bliver at fortjene, uagtet man fra Kjøbenhavn har Efterretning om, at Lægerne forholdsvis ere blevne stærkt angrebne. Det er dog med alt dette rimeligt, at Lægerne ønske Pesten, ligesom de Militære Krig, for at kunne avancere eller i værste Fald tjene noget mere end sædvanlig paa en kort Tid, — ligesom der ogsaa turde findes yngre Mænd af andre Charger, navnlig den militære, der ikke ugjerne saa, at Sygdommen kom, haabende, at den fortrinlig vilde holde sig til de, som havde levet meget godt. Mennesket er dog tappert; det udsætter sig selv gjerne for Fare, naar Noget er at vinde.
Jeg maa i Forbindelse hermed fortælle en Anekdote, der forresten er aldeles sand. Da Kolera var her første Gang, sagde en Tjenestejente derhjemme: «Kolera kan gjerne komme herop ogsaa og tyne Alle, naar bare jeg og Kjæresten min slippe; for da kunne vi faa, hvilken Gaard, vi ville.»
Det gaar stadigt fremad med Ombygningen af Theatret; det vil rumme langt flere nu end før; men der bliver ogsaa langt mindre rummeligt. Nedsættes nu Entreen, norske Skuespillere komme til og gode nye Stykker kunne gives, vil det gaa godt. Hvor snart man kan begynde med Forestillingerne i det, er vel ikke bestemt. Man fortæller, at det skal aabnes med en Omarbeidelse af Pastor Jensens Stykke «Huldrens Hjem.» Man faar vel Prolog istand ogsaa, Optog og symbolske Antydninger til Indvielse af Kunstens Tempel, der nu fremtræder i en ny Skikkelse. Det et en smuk Opgave for Direktøren, eller hvilken Anden han dertil udvælger, at faa noget ret Vakkert og Passende istand.
Man ser det høstner; thi man spilte Komedie igaarkvæld oppe i Dramatiken. Det er bare Smaabyerne, som se Skuespil i den varmeste Sommer; i Hovedstaden har man det om Vinteren og Høsten. Det var dog ikke for Kunstens Skyld, man spille igaarkvæld; det var for de Skuespillere, som ikke havde været ude paa Togt. Huset skulde være godt besat, Spillet godt og Musiken god. Schwartzenbackerkapellet var nemlig Orchester, men Stykkerne vare gamle og udslidte, om de forresten vare gode. Det er unegtelig fattigt at byde slige gamle Stykker til en Extraforestilling i understøttende Øiemed. Det er at gjøre Tiggeriet aldeles paatageligt; thi man maa dog vide, at Faa eller Ingen gaar for at se det, man har seet atter og atter, naar det ikke er Abonnement, saa man kan sige: Det koster alligevel det Samme.

Nr. 181/1853; søndag 07.08.

[Skolepolitikk: striden mellom Halvor Folkestad og Hartvig Nissen]

Korrespondance
Christiania, den 5te August
De gamle gode Dage, da man skrev om vigtige og videnskabelige Ting i Aviserne, ere nu standne op igjen med Provst Folkestadk887 og H. Nissenk888 i Morgenbladet. Det er en alvorlig Strid mellem disse tvende Herrer, og det er vigtige Ting, de fare med, dobbelt vigtige, dersom nogle af deres Theorier nogensinde kom længere end paa Papiret, men det gjøre de neppe; det vil nok gaa omtrent som det har gaaet ogsaa i Skoleveien; store Forandringer komme ikke ind saa snart; men desuagtet er det dog baade nyttigt og behageligt at snakke om Forandringer, der dog engang i Verden kan komme. Folkestad og Nissen tale dog som om Forandringen stod for Døren; de ere virkelig alvorlige og det er igrundet det morsomme ved Striden; de ere formelig Uvenner, det som værre er, idetmindste levne de hinanden ikke synderlig literær Fortjeneste eller Evne til at tænke sandt og sundt. Over dette falder nu Publikum, som læser, i den høieste Forundring, da det altid har tænkt, at disse tvende Herrer vare overmaade dygtige Folk, hvad det der heller ikke lader sig tænke anderledes, eftersom den Ene er Provst og den Anden Konsulent i Kirkedepartementet. Nu ser man dog det Modsatte, og det er en ubehagelig Opdagelse; thi enten maa man drage deres Dygtighed eller Sandhedskjærlighed i Tvivl, og det ene er ligesaa umuligt som det andet.
Hr. Nissen syntes en Tid at være meget reformatorisk i Skoleveien; han lod ligesom til at ville omforme Skolevæsenet fra øverst til nederst, især med Hensyn Rangforordning af Skolerne No. 1, 2 og 3 og disses Bestyrelse; de skulle have sine Inspektører, der visiterte og var en Overautoritet, som alle Skrivelser gik igjennem. Dette saa meget Nyt ud, men naar Hr. Nissen faar forklaret sig er det ikke saa farligt endda. Folkestad vil have det Gamle med Tilsyn af Præst og Provst og Bisp udelukkende og uden nogen Hjælp af Inspektører, der efter hans Formening vil fremkalde megen Bekostning og Forvirring, men liden Nytte. Nu maa han heller ikke tages saa skarpt paa Ordet; thi man véd jo, at de geistlige Mænd ikke staa alene i Skolebestyrelsen, men have Formandskab og Skolekommission ved Siden, og naar man kommer længere op er Stiftamtmanden med og endelig Regjerings-Departementet. Det er altsaa blot de 6 Inspektører — flere skulde det ikke være — i hele Landet, hvorom Striden dreier sig. Og om dem bør de ikke stride; thi Storthinget — det kan man være vis paa — bevilger vist ikke Gage til disse Inspektører, medmindre de maatte befindes saa nødvendige, at Ingen vovede at modsige, og til slig Enighed er Udsigterne lange. Striden mellem Folkestad og Nissen har dog en dybere Grund og denne er netop den interessante. Det er den samme Strid som nutildags føres i alle Lande, især i Frankrig; det er den gamle Strid mellem Kirken og Staten, eller nærmest mellem Kirken og Skolen. I Middelalderen og overhovedet i enhver uvidende Tidsalder var Kirken almægtig; den havde Alt, ja endog, som man véd, Nøglerne til Himmeldøren. Uden Kirken maatte intet ske, og den, som lærte Noget, som Kirken ikke gik ind paa, han blev brændt, om det var noksaa nyttige Ting, han lærte. Kirken havde altsaa Skolen i sin Magt. Da lærte man ikke megen Regning, Historie, Sprog eller Geografi, for disse Ting ere ugudelige for en rigtig troende Kirke, og naar derfor Kirken taaler disse Fag med samt al anden Oplysning, da er den ikke længer saa ren, som den skulde være, dens Magt er knækket af den oprørske Fornuft, som har gjort Staten til en Magt over den. Det har gaaet tilbage med Kirken fra Luthersk889 Tid og længe før ham; den nyere Tids Videnskab og Filosofi gav dog Kirken det haardeste Stød; det gik endog saavidt at man engang i forrige Aarhundrede ophævede Jesuiterordenen, der saa mægtigt havde virket for Kirken og taget sig af Skolerne. Den samme nyere Aand skabte ogsaa Friheden og de nyere Grundlove, f. Ex. vor af 1814. Disse Grundlove satte Staten over Kirken, der blot blev en Indretning i Staten, og Lovgivningen omfatter den ligesaavel som de øvrige Indretninger. Storthinget skriver Skolelove uden at spørge Kirken. Dette er en utaalelig Tilstand for Kirken og derfor er den da ogsaa en trolig Forbundsfælle med dem, som ville indføre de gode gamle Tider igjen. Hos os kan nu dette ikke blive noget af; men i Udlandet, i Frankrig og Tydskland, der er Kirken en god Hjælpesmand for Herskerne til at afskaffe Grundlove og Friheder. Der faar Kirken noget af sin gamle Magt igjen, og Jesuiterne bygge sine store Skoler paa Konstitutionernes Ruiner. Denne nuværende Trældommens Tid er en gylden Tid for Kirken, og det er igrunden Synd paa den, at den ikke ogsaa skal vinde noget heroppe i Norge, men maatte finde sig i at Grundloven vor staar noksaa sund og karsk. Man begriber nu, at Kirken maa være en Fiende af det man kalder Frihed og Politik; derfor ser man da ogsaa, at det Hele fremstilles som et oprørsk, syndigt Væsen. Det er saaledes, ser man, en stor Idé, Folkestad kjæmper for. Han kjæmper godt og mener vist ikke saa ondt med det, men Tanken er klar. Ligesaa urimeligt vilde det være at gjøre Nissen til en Talsmand for Staten paa den anden Side; de ere, forekommer det mig, ligesom ikke bevidste, hvad de tale om, men Striden er en interessant Strid, naar den skarpt opfattes. Det tør dog Ingen vel gjøre; thi hverken Statens eller Kirkens Parti tør Nogen ligefrem tage, men gaa og spankulere med Kappen paa begge Skulderne.

Nr. 185/1853; fredag 12.08.

[Valmannsval i Drammen, Trondheim og (snart) Christiania]

Korrespondance
Christiania, den 10de August
Drammens Prøvevalg paa Valgmænd er allerede kommet hid. Det er et godt Valg, maa man kunne skjønne, selv om man ikke er kjendt paa Stedet. Man synes dog at have gaaet vel vidt med at udelukke Arbeidere. Det er en Gjengjældelse, forstaar sig: Arbeiderne havde nemlig, kan man tro hvad der skrives, gaaet forvidt før ved det kommunale Valg; men det er dog neppe rigtigt gjort af de egentlige Borgere, naar de engang tage sig op, saa aldeles at tænke paa sig selv alene. Det er netop alle Partiers Feil, at de formeget tænke paa sig selv, ligesom det da ogsaa er den almindelige Feil hos ethvert enkelt Menneske. Naar Fornuften kunde faa Bugt med Naturen, saaledes at man tænkte Noget paa Andre ogsaa, vilde det sikkerlig gaa meget bedre, af den gode Grund at det var det mere Rigtige. Dersom Prøvevalget gjentager sig ved det rigtige Valg, er derfor Valget i Drammen ikke egentlig godt, uagtet det saa synes. Hvad der er Mere: det er ikke saaledes som Grundloven mener det; thi den vil netop, at lige saa forskjellige Mænd skal komme i Betragtning, som den har gjort stemmeberettigede. Man synder derfor mod Grundloven ved et Partivalg, det gaa nu i hvilkensomhelst Retning. Men saa jevner man paa det ved at bytte Kommando hver Dag som de græske Hærførere. Idag mig, imorgen Dig. Man kan derfor være sikker paa, at Arbeidsstanden i Drammen ved næste Valg vil slaa sig op og faa noget rigtigt for sig istand, dersom Valget nu iaar gaar som Prøvevalget peger. Nu forstaar det sig, at man til det endelige Repræsentantvalg ikke er bunden inden Valgmændenes Midte, men falder det haardt at faa et blandet Valgmandsvalg istand, saa falder det endnu haardere for Valgmændene at gaa udenfor sin egen Midte. En god Ting er dog ved disse Prøvevalg, den nemlig, at man ser Liv og Interesse. Saalænge man i Sløvhed lader Alt gaa, som det vil og kan og ikke møder frem, da er Tilstanden meget værre. Der kan blive en Orden af alle disse Partibevægelser, og de ere saaledes Begyndelsen til, at det engang kan komme til at gaa som det bør.
Valgmandsvalget i Trondhjem ser ikke godt ud for Lerche,k890 uagtet han er tredie Valgmand. Halvdelen af Valgmændene i det Mindste ser ud paa sine Navne som om de ikke ville vælge Lerche. Nu maa det endelige Valg være holdt, og man er mere end almindelig spændt paa Udfaldet, der nu en af Dagene maa komme med Posten. Der er dog unegtelig noget Stort ved Lerche, da det synes at ligge Mange Lag paa, at han ikke bliver valgt. En ubetydelig Person vilde man ikke skjænke saamegen Opmærksomhed. Saaledes er det ogsaa med Rolf Olsen,k891 som Christianiaposten efter «Gjengangeren» mener bliver valgt. Der skal blive Spektakel, dersom nu baade Lerche og Rolf Olsen bliver valgte. Man er saa taabelig at blive allarmeret derover, hvorved man netop mod sin Villie siger: Det er dog virkelig Folk, som er Opmærksomhed værd. Hadede og foragtede man disse Mænd grundigt, saa taug man stille. Det gjør Morgenbladet f. Ex., og viser derved at det er større og fornuftigere end Folk almindeligvis komme ihu.
Dersom nu Daa,k892 hvad der ogsaa var at ønske, bliver valgt for Christiania, vil der blive Liv paa Thinget. Man tænke sig Rolf Olsen, Daa og Stabellk893 sammen! Lerche saa ved Siden til at sekundere med sine Stikord! Politiken vilde blive interessant paa samme Tid, som den uimodsigelig blev meget nyttig. Men det Hele er vel blot et fromt Ønske, da vi endnu ikke ere saa værdige, at slig Lykke bliver os forlenet. Man har overhovedet en vis Banghed for at praktiske Mænd skulle komme paa Thinget; man vælger enten Mænd, som Intet kunne gjøre, eller ogsaa Theoretikere og Talemaskiner uden Aand.
Valget her i Christiania kommer vel som sædvanligt ikke før i næste Maaned. Man sporer endnu intet Liv hverken i Pressen eller, saavidt jeg har hørt, i de mundtlige Kredse. Flere tale dog om, at Daa bør blive valgt, medens Andre igjen sige, at han ikke bliver det. Der skal Virksomhed til for at drive ham frem, det er vist; men hvorvidt man kan bekvemme sig til at rykke ud af sin Uvirksomhed er meget uvist. Man kan ogsaa have Grund til at hvile sig ud efter Valgbevægelserne for tre Aar siden, og jeg holder med, hvad jeg læste i Drammens Blad engang, at det bliver vanskeligt at faa nogen Diskussion om Daa herinde, da Morgenbladet naturligvis bliver en lukket Bog for Skriverier i den Retning og Christianiaposten ogsaa maa tie stille, da Daa jo har med den at virke, og andre Blade er her ikke, undtagen Kommunepressen, «Adressen» og «Telligentsen.» Men disse have Nok med Bekjendtgjørelser og i det Høieste Valglister. Krydseren og Arbeiderbladet have formentlig i denne Henseende Intet at betyde.

Nr. 187/1853; søndag 14.08.

[Utvandring]

Korrespondance
Christiania, den 12te August
Her er etableret et Udvandringskontor, Morris & Komp. Det staar i Aviserne saagodtsom hver Dag; en Dampbaad og en Dampvogn staa øverst oppe paa Bladet; selve Kontoret er nede i Toldbodgaden med smukke Inskriptioner over Døren. Planer ere at se udlagte («Prospektus»); Prospektus er holdt i en fliot Stil og Løfterne ere endnu mere fliote: man kommer billig og bekvemt til Amerika eller Australiens Guldregioner. Der er sørget for Alt, som kan gjøre Reisen behagelig. Den hele Prospektus er en Bekjendtgjørelse i engelsk eller amerikansk Stil. Vi, der staa tilbage i saamange Ting, kunne heller ikke skrive ordentlige Bekjendtgjørelser; der bliver altid noget prosaisk ved dem, godt om de ere sprogrigtige. Vistnok dukker et og andet Geni frem, f. Ex. det, som vilde lære Folk at tale og skrive det engelske og franske Sprog i 24 Timer, men slige Bekjendtgjørelser ere sjeldne; med engelsk og amerikansk Paavirkning vil vi tilegne os ogsaa denne Fuldkommenhed. Disse Kontorfolk med sin Prospektus skulle ikke være Engelskmænd eller Amerikanere; de ere Tydske; Tydskerne kunne ogsaa skrive Bekjendtgjørelser, og ere de som disse skulle være, Jøder, saa skrive de endnu bedre. Handelen er nu kommen til en høi Fuldkommenhed: man har Kontorer og Agenter til at afslutte Menneskefragter, ligesom Oxer fra Danmark til England, og Sild fra Norge til Østersøen. Agenterne have sine Procenter; man skriver Konnossements (her bliver det nærmest Pas) og afleverer Varerne til nye Fragtemænd. For at Ligheden kan holde sig, stuver man ogsaa disse Varer saa trangt i Rummet, at de som oftest blive bedærvede; man slænger dem paa Bryggerne, og leier ikke saameget som Pakhus for dem, men lader dem ligge under aaben Himmel, hvilket man ogsaa kan se af et Brev i Morgenbladet fra en af de Stangelandske Varer. Selskabet Kolumbia med sit Kontor og sin Prospektus vil dog ikke stuve sine Varer og slænge dem som værdløst Gods paa Bryggerne. Kolumbia har Saloner i sine Fartøier, og paa Bryggerne staa parate Dampvogne eller Baade ligge og vente.
Man skulde ikke tro, at dette Kontor kunde faa mange Varer heroppe, da Fragten løber op i mange Penge, især da de fleste Varer, som udføres herfra ere saadanne, at de lade sig stuve, men, man vil vide, at et ikke saa ubetydeligt Oplag skal være afsendt alt med «Christiania» til Hamburg, for derfra over Liverpool at gaa videre; flere skulle sendes med det Første, og det er antageligt, at Kontoret vil gjøre Forretninger; thi man ser jo Bekjendtgjørelser fra Haandverkere om at samles og lægge Reiseplaner foreløbigt. Det er en almindelig Mening, at Mange ville reise her fra Christiania i Høst og til Vaaren; de Haandverkere, som ere reiste, skrive tilbage, at det gaar dem bedre end det nogensinde kan gaa her, og er det sandt, kan man ikke fortænke dem i at de reise, saamange som paa nogen Maade kan. Der skrives nok tilbage om det Modsatte, f. Ex. Brevet i Morgenbladet for igaar, men dette angaar nærmest Bønder og desuden tror ingen paa slige Breve, men antager dem skrevne af Politik for at faa Folk til at være smukt hjemme; de ægge tværtimod langt mere til Udvandring end et Brev, som roser saa maadeligt. Naar det nu kommer saa vidt, at der i hver By bliver Udvandringskontorer og Agenter fare om Bygderne, da vil Udvandringen rigtig fange an; kunde da Mormonerne komme til og love fri Reise og skjønne Boliger i Utha, saa vilde Udvandringsstrømmen blive baade dyb og bred. Det gaar nok saa; men saa maa ogsaa andre studerede Folk end Theologer være betænkte paa at reise med; thi man har ikke Brug for alle her, især dersom det nu bliver rigtig Alvor af med Udvandringen. Embedsmænd og Embedsaspiranter vilde være ilde farne uden Folk at forvalte; de maa derfor gaa did, hvor Folket gaar og dermed praktisk vise, at de ere til for Folkets Skyld. Det bliver dog vel ikke saa farligt, men Mange maa dog reise, skal de ikke gaa tilgrunde; thi henved 100 nye Studenter hvert Aar vil snart ikke have meget at gjøre i Norge, dersom de da ikke slaa sig paa nyttige Forretninger; drive i Byen og gjøre Turer om Sommeren, haabende, at deres Aandsvirksomhed nok vil blive betalt, det kan ikke holde længe ud. Verdens Prosa vil afløse Aandens og Ungdommens Poesi.

Nr. 191/1853; fredag 19.08.

[Arbeider-Foreningens Blad]

Korrespondance
Christiania, den 17de August
Arbeiderbladet er nok uden Redaktør nu; H. Hansensk894 Post er vel ikke besat, og vanskelig bliver den at besætte, da der skal Kunst til at skrive i den Stil, hvori Arbeiderbladet i den senere Tid er holdt, og i den Stil maa det skrives, skal det holde sig blandt de politiserende Mennesker, som nu finde sin Opbyggelse i det. Det er ikke egentlig Arbeidere, som holder Arbeiderbladet; det er Politikere; de egentlige Arbeidere bry sig lidet om Politik, og de vil heller ikke vide af saa haarde Ord som de, Arbeiderbladet har brugt; de vil fare smukt frem, være drøie, forstaar sig, men godmodige. Skulde derfor Arbeiderbladet være et egentlig Arbeiderblad, maatte det fare lidet med Politik, men derimod indeholde hjertelige, lærerige og morende Afhandlinger; det maatte blive poetisk og ikke politisk. Men at omskabe det nuværende Arbeiderblad til et saadant Folkeblad vilde være en fortvivlet Opgave, som Ingen, der paa nogen Maade var den voxen, kunde falde paa at ville løse, naar han fik tænkt sig om. Thi for det Første vilde de nuværende Abonnenter ikke læse Bladet, men sige, at det var et Forræderi mod den «gode Sag;» dernæst vilde ingle Andre læse det, da man vilde tro, at Bladet var som i fordums Dage, hvad de saa end læste i det, og endelig vilde som en Følge deraf den Mand, som skrev, blive slaaet sammen med de, som forhen havde skrevet i det. Man saa jo, hvordan det gik Wergeland,k895 da han skrev i Statsborgeren uagtet han der skrev noget af det mest Fuldendte, Literaturen eier, baade i Vers og Prosa, blev han dog erklæret for et raat og samvittighedsløst Menneske, og — til en udødelig Satire paa Athenæet — negtet Adgang did. Hvad han skrev var Vanvid eller Smagløshed og Rabulisterin113. Gik det saaledes med det grønne Træ, hvorledes maatte det da gaa med det tørre, der nu kunde opledes. Det vilde derfor være en Skuffelse at tro, at Arbeiderbladet kunde gjøres saadan, at det blev en Velsignelse for Land og Folk; paa hvilken Vei man slog ind, vilde man komme i Udyrkek896. Det er virkelig Synd, at et Blad med 3000 Abonnenter — som der fortælles — skal være saaledes stillet. Det er uberegneligt, hvor meget godt der kunde virkes paa en saa stor Læsekreds, og ligesaa uberegnelig er Skaden, som kan anrettes. Almuesmanden læser det skrevne Ord med Begjerlighed og suger af det enten Lægedom eller Gift; han er ikke som vi, der lader det gaa ind af det ene Øre og ud af det andet.
Jeg traf engang i Sommer tvende Arbeidsmænd matte og trætte ved Veien, siddende med Arbeiderbladet i Haanden, og syngende en af disse Sange over Norges Elendighed og Trældom. Jeg blev ræd; det var forfærdeligt. Disse arme Mennesker skulde været trøstede med Kundskabens Lys og Poesiens Hjertevarme; det havde de fortjent, og det trængte de saa saart til. Nu reise de til Amerika. Maaske blive de lykkeligere der? De saa i de Arresteredes Skjæbne et Bevis paa Sandheden af det, de sang. Gjør man retfærdigt, klogt og vel i at holde alle disse Arbeideranførere arresterede saa længe? Griber man Sagen rigtig an ved at lade Enhver søge Underretning om Amerika saa godt han kan, under disse Omstændigheder? Er det rigtigt at lade Alt gaa sin Gang og ikke sørge for en Oplysning, der kan være en Modgift mod Arbeiderbladet? Kanske man vilde virke paa det rette Angrebspunkt ved lidt efter lidt at faa Arbeiderbladet til et sandt Folkeblad? Men saa blev man erklæret pestsmittet af dem, som ved sin Dannelse og Stilling i Samfundet vare kaldede til at veilede de Enfoldige. Det gaar ilde, og ilde vil det gaa indtil et Geni — et andet Menneske tør ikke — bryder med Filisteriet og skriver for Folket paa den Maade, det kan forstaa og under de Former, hvorved det Skrevne kan vinde Indgang. Indtil et saadant opstaar, vil det gaa, som det gaar. De saakaldte Dannede vil skrive paa sin Vis og Folket forstaar dem ikke; og Folket vil paa sin Side finde Mennesker uden Aand og Hjerte, der vil ophidse dets onde Lidenskaber.

Nr. 193/1853; søndag 21.08.

[Pressekommentar; utbrot av kolera]

Korrespondance
Christiania, den 19de August
Det er morsomt, hvorledes Christianiaposten og Morgenbladet ere røgne i Haarene paa hverandre for Drammens Tidende. Tidenden var unegtelig streng mod Morgenbladet, men saa kom Morgenbladet med en Artikel til Posten af «den Frimodige,» som var endnu strengere, om muligt. Det er ikke første Gang, disse Herrer Storblade saaledes rage uklare for Andres Skyld. Man begriber ikke, hvorfor de skulle være Uvenner, dersom de ville repræsentere en Politik og ikke trætte om andre Ting; thi deres Politik er igrunden nu den samme efter Christiania-Postens forandrede Redaktion. Ja, man maa vel sige, at Christiania-Posten er mere oppositionel og mere repræsenterende en offentlig Mening. Kunde den frigjøre sig mere fra sine Forbindelser og Traditioner, vilde den utvivlsomt blive et folkeligt Organ. Det fattes den ene Ting, nemlig originale Artikler. Morgenbladet er i saa Henseende bedre situeret, da der lægges Mere af det Slags til for det. Christiania-Posten maa se til at opdrive slige Artikler. Gjør den det, vil den i Forbindelse med sin vel redigerede udenlandske Artikel, de fortræffelige Oversættelser, f. Ex. den om Tilstanden i Irland, og dens indledende Bemærkninger til Landspressen blive et Blad, som Mange har godt af at læse. Det er forresten en farlig Kamp, den har at bestaa med Morgenbladet, som holdes af gammel Kjærlighed, og som der lyser en saa heldig Stjerne over. Naar nu Storthinget kommer sammen, vil det vise sig, hvilket af disse Blade der har Mod og Konduite til at tage Tingen paa den rette Side. Der bliver Meget at tale om, hvad enten man ser hen til de mange Love, man har Ret til at vente behandlede, eller man ser hen til de mange Spørgsmaal, som maa bringes paa Bane, f. Ex., hvad der er at gjøre ved Udvandringen, hvorledes man skal indrette sig her for at Folk kan blive hjemme, hvorledes man skal komme Associationsaanden til Hjælp, der saa livlig vaagner til Bevidsthed og endelig, hvorledes man skal stelle sig med Jernbanen. Det er vigtige Spørgsmaale, værdige at bearbeides og løses af Hovedstadens Blade. Bladene ere ikke for store, naar man tænker sig om. De synes blot saa, naar man er uden Omtanke. Det er en vigtig Opgave de have: de skulle veilede Regjering, Storthinget og Folket, vil de løse sin Opgave. Morgenbladet synker vel som sædvanligt tilbage under Storthingene? og Christiania-Posten har vel hverken Magt eller Mod til at drive det til Noget? Der skal virkelig Mod til. Der skal Mod til at kunne skrive interessant og endnu større Mod til at omtale Tilstande, som man helst vil skal gaa paa den gamle Vei. Man opirrer paa den ene Side en ufrugtbar Kritik, som Intet taaler udenfor den dagligdagse Trivialitet, og paa den anden Side berører man Interesser, som ere meget saare. Men hvorledes disse Storblade end tage sig op, vil de dog altid blive indskrænkede til en vis Kreds, og det netop den Kreds, som forholdsvis mindst trænger til Veiledning. Største Parten af Byernes Borgere og Almuesmanden paa Landet læser dem ikke, og om han læser dem, forstaar han dem ikke. Jeg kommer derfor tilbage til hvad jeg skrev i min forrige Artikel, at et Blad som Arbeiderbladet netop vilde virke paa det rette Angrebspunkt, dersom det blev ledet med Talent og Velvillie. Hvad nytter igrunden vor hele Literatur og Dagspresse, naar den ikke kan blive en Velsignelse for den store Mængde? Den bliver bare en Slags Luxus for de Lykkelige og Oplyste. Man kan skrive, saalænge man vil og saa godt, man vil. Skriver man ikke populært og ser til at det kan blive et fælleds Gode, vil det blot tjene til at udvide Kløften mellem Samfundsklasserne og sent eller tidligt gjøre det indlysende for den mest Vantro, at Staven maa tages i en anden Haand. Man behøver intet Andet end et aabent Blik paa Livet og Nutidens Bevægelser i Gemytterne og de talrige Udvandringer, for at skjønne dette. Man vil dog ikke se det, men holde sig fornemt borte fra alt det, som ikke hører hjemme i de finere Kredse. Det gjør man i Literaturen, i Aviser og fremfor Alt i sproglig Retning. Her er en Bevæggrund til at gjøre Sproget nationalt, som gaar over alle de andre, hvor stærke de end ere. Men det gaar her igjen som overalt, hvor Forandringer maa gjøre sig gjældende: man driver dem ikke igjennem, førend man har betalt dyre Lærepenge og saaledes i en vis Henseende for sent.
Nu er dog endelig Kolera erklæret udbrudt her i Byen. Nu maatte dog Bladene fortælle, at de i tre Uger havde tiet stille med den for ikke at virke skadeligt paa Tilstande og Folkefærdselen. Dette tør man sige, medens man vilde straffe den, som taug stille med en smitsom Syge, han bar paa, for at komme ind til Folk og gjøre Forretninger med dem! Den offentlige Retfærdighed, ser man her igjen, er anderledes end den private; Moralen er ikke den samme. Man behøver aldeles ikke at gjøre Nar af Mænd som Gustav den Trediek897 f. Ex., der saa ofte udtalte den Sætning: at Fyrster og Politik aldeles ikke maatte bedømmes efter den simple Mands Moral. Man praktiserer denne Sætning uden at vide af det. Kolera har ikke angrebet Mange, men den er dødelig. Byen er organiseret med ambulerenden114 Læger, og igaar ryddede man en Skole ude paa Grønland (eller Enerhougen) til Hospital.

Nr. 197/1853; fredag 26.08.

[Kolera; start på teatersesongen]

Korrespondance
Christiania, den 24de August
Kolera gjør Fremskridt: i de sidste 24 Timer staa 20 Angrebne. Man ser ellers ingen Forskjel i Dagens Handel og Vandel, men Enhver gjør sin vante Gjerning med Resignation og fast Tillid eller med lykkelig Letsindighed. Det Offentlige gjør ogsaa, hvad det kan til at berolige os. Det sørger for Hospitaler og Læger, og Politiet gaar om i Husene for at se om de ere renslige. Kongen sender ogsaa til Bespisning for de Forladte paa sin yngste Søns Geburtsdag (Prinds Nicolaus August).k898 Aviserne sørger man ogsaa for; thi de faa lange Bekjendtgjørelser hver Dag om de ambulerende Læger, og hvor de bo. Det er i slige Tider man først rigeligt ser, hvormeget bedre den offentlige Forsorg er nu end i gamle Dage, da Enhver var overladt til sig selv, og maatte omkomme, dersom han ikke selv kunde redde sig. Denne fælleds Hjælpsomhed, siger J. Janin,k899 idet han skriver om Kolera i Paris, er en Heltedaad, større end Seiervindinger ved Marengo og Austerlitz; det er en Kamp mod Dødens Engel, af hvis Strube man river de Ulykkelige og Forladte. Det har meget ved sig, som tiltaler Indbildningskraften og Ærgjerrigheden, at gaa i Krigen, men at gaa i Sygestuen virker paa en mindre behagelig Maade og er dog ikke mindre farligt. Der skal det Tro og Menneskekjærlighed til, medens Krigen er en vanvittig Rus.
Det var et trøstende Syn at se de Rige og Mægtige tænke paa sine mindre lykkelige Brødre, at se de vandrende Læger, rede til at hjælpe Alle og overalt, at se med hvilken Ømhed og Varsomhed man kjørte og bar de Syge.
Saaledes omtrent skrev denne berømte Franskmand, saaledes skrev man fra Kjøbenhavn, skjøndt det ikke lod til at være frit for, at Mange reiste bort i Nødens Stund, f. Ex. nogle Præster; ligesom man ogsaa faar det Indtryk, at hverken Kommunerepræsentationen eller Ministeriet gjorde hvad man burde vente. Skal det times os, at Kolera bliver haard, haabe vi, at ingen med Grund vil kunne reise Beskyldninger for Hjerteløshed og Forsømmelse, uagtet Punktlighed og Konduite, hvorpaa det i en saadan Tid væsentlig kommer an, just ikke er vor største Dyd: vi ere tunge og betænksomme af os, og kaster som oftest først Brønden til, naar Barnet er druknet.
Som Exempel paa vor Senfærdighed vil jeg anføre en ret morsom Anekdot. Her om Dagen blev en meldt kolerasyg og Hjælp ønsket; men da man efter en rum Tidsforløb kom, var Mennesket alt kommet sign115 saameget, at han stod foran Speilet for at faa Alt til at sitte igjen. Det var nemlig en Musikus, der som alle Kunstnere havde den elskværdige Vane at pynte om sig.
Saa lykkeligt gaar det desværre ikke altid; thi ofte skal det være forbi med mange Syge ude paa Grønland eller længer borte, naar Lægen fra Byen kommer. Sygdommen er ondartet og værre end i 1850. Griber den derfor mere om sig, bliver det nok nødvendigt at flere Læger sættes i Virksomhed, og at de som Krigsmænd ere færdige ved første Opraab og ikke behøver at gaa langt, eller ogsaa at de som Soldater vexelvis gaa paa Patrouille eller staa paa Vagt. Saadan har det været paa mange Steder i Udlandet, navnlig i Paris. Før det er saaledes indrettet, maa man gaa fra Autoritet til Autoritet til man kommer til de Tjenestgjørende; men det er kostbart at faa Disciplinen saa godt igang, og vi bør haabe, at den ikke maa blive paatrængende nødvendig.
I Sverige, hvor alle gamle gode Indretninger og Vaner have tilhuse, bærer man sig synderligt ad mod Kolera med Afspærringer og Forholdsregler. Historien om Gjeldsfangerne, som man vilde løslade for at faa Lazareth, har vel Alle læst. Det er en Historie, der er ligesaa fortræffelig som karakteristisk. Det maa bestemt være nogle gamle Adelige, som har gjort den, — saadanne som have faaet Baand og Stjerner, tilslut Embeder og endelig paa sidsten faa Orden for udmærket og nidkjær Embedsførelse.
Kjøbenhavnsposten klagede for ikke længesiden over den ringe Sympathi hos Lægerne «hinsidan Sundet» og oppe i Norge; der kom saa faa til Danmark i denne ulykkelige Tid. Kjøbenhavnsposten spørger i denne Anledning spydigt «Fædrelandet», hvormange «Brødre», der ere komne, og griber Anledningen til at anstille en Sammenligning mellem Deltagelsen i Krigens og Pestens Tid med Deltagelsen i Studentermøderne og deres skjønne Taler og Skaaler. Der ligger en bitter Sandhed i disse Kjøbenhavnspostens Ord; men det er saa gammelt, at man har Venner i Lykken og ikke i Ulykken, at det næsten er barnagtigt at klage derover. Man nyder Lykken og Deltagelsen i den Tanke, at man i Ulykken vil blive forladt, og har man ikke været saa omtænkt, er det tilpas, at det sker, som det sker. Ingen dansk Student eller Kandidat var vel heller saa sangvinsk, at han trodde nogen Mediciner eller Kriger, «som var i god Vei», vilde gaa af denne Vei mod Krig eller Pest, selv ikke i det Øieblik Medicineren eller Krigeren staar paa Talerstolen og udbringer en begeistret Skaal, men tænkte, skal vi faa Hjælp, maa det være af «Sværmere eller Folk, som intet Andet have at tage sig fore.» Tænkte han som Verden, tænkte han saaledes, og tænkte han ikke saaledes, var han ikke af denne Verden; men da nu Kjøbenhavnsposten unegtelig er af denne Verden, maatte han tænke saaledes, og har derfor Intet at beklage sig over. Jeg har hørt Mange gjort sig lystige over de Frivillige i Krigen og de faa Læger, som ere reiste til Danmark nu; det er Folk af rette Slaget, som kan repræsentere en offentlig Mening! Nu vil man ingle Læger have. Kolera var dog bedre end «Brødrene hinsidan Sundet og om Kjølen.»
Nu er Theatersaisonen begyndt paa det norske Theater ude paa Klingenberg. I Kassinok900 skal man begynde paa Søndag siges der. Det er iøvrigt ikke saa ganske rigtigt at kalde Theatret paa Klingenberg norskt, da der er en dansk Skuespiller med, og det den bedste maaske. Det danske Theater begynder vist ikke paa længe, da der ser meget ufærdigt ud i det; men smukt lader det til at blive, naar det nu engang bliver færdigt.

Nr. 199/1853; søndag 28.08.

[Stortinget og folkemeininga]

Korrespondance
Christiania, den 26de August
Storthingsvalgene gaa rask fra Haanden; men man synes ikke meget at kjere sig om dem; man skriver blot Navnene og Stemmefaldet. Stundom tager man sig dog lidt op og sammenstiller, hvormange Klokkere, Lensmænd, Embedsmænd og Bønder, der ere valgte, saadan som Morgenbladet for idag gjorde. Det er Alt; kanske ogsaa det er nok; thi man kan dog ikke saa ganske «passe paa ubeset.» Men det Mislige er netop, at det er «ubeset.» Det skulde være bekjendte Folk, om hvilke man paa Forhaand noget nær kunde vide, hvad de vare, og var man end stundom nødt til at tage ubekjendte Størrelser, saa maatte det være Undtagelser, som ikke var til Hinder for at gjøre sig en omtrentlig Tanke om Thinget, saasnart Valget var bekjendt.
Man kan vistnok gjøre sig en saadan omtrentlig Tanke nu ogsaa; men den bliver meget ubestemt. Det eneste man kan sige er, at Thinget ser ud til at blive et ret arbeidsført Thing, og betragter man Storthinget som et Departementskontor, er igrunden dette nok at vide. Men Storthinget har en anden Opgave ogsaa; det skal ikke blot arbeide, detn116 skal tænke, og vide at give Tankerne Liv. Det skal ikke blot tænke selv men vide, hvad Nationen tænker og give Nationen dens Tanker igjen i Love og Beslutninger. Storthinget skal ogsaa se efter, om Regjeringen har tænkt rigtigt for Folket i de mellemliggende 3 Aar. Det er meget Storthinget skal tænke, og derfor burde man faa mere at vide om Folks Tanker, før man valgte, og fik man vide mere, saa vilde man ogsaa kunne fortælle lidt, hvorledes Storthinget vilde tage sig ud. Det er ingen ørkesløs Ting det, at ville vide, hvordan Thinget vil blive. I Lande, hvor der er Frihed, gjør man sig en ligesaa klar Mening om Nationalforsamlingen, før den træder sammen, som efter at den er opløst. Man anstiller Betragtninger over Valgene eftersom de skride frem, ser til, hvordan Sagerne staa, for at se, hvad man har og give Vink om, hvad man trænger til mere, ganske som man gjør i det daglige Liv under Arbeidets Fremskridt. En ganske almindelig Arbeidsmand er saaledes en større Politiker end Pressen og den offentlige Mening, som vi forresten ligesaalidt som Storthinget har, siden man ikke spørger den Enkelte om hans Mening, men tror at den skal komme af sig selv, ligesom hin Mand der antog, at han nok fik Ko, naar han bare havde Baas. Storthinget vil nok faa en Mening, mener Folket, naar vi blot faar besat alle Bænke. Men, naar da Thinget kommer sammen, viser det sig at være uden Mening; thi det mener hid og did, og den, som modsiger sig, er igrunden meningsløs. Saa ender Thinget, og Folket har igjen ingen Mening om det, og Aviserne ere et godt Udtryk for denne Meningsløshed fra først til sidst.
Denne Meningsløshed er meget frisindet, selv tillader den sig de største Friheder, f. Ex. imorgen at mene det Modsatte af det man mener idag; mod Andre er den ligesaa liberal; thi er det vel muligt at tænke sig større Liberalitet, end den at vælge en Storthingsmand og ligesom sige til ham: «Du kann117 tænke, tale og gjøre netop det, du vil for mig. Jeg vælger dig jeg, saa bliver Resten din Sag». Det kan man kalde Tillidshverv. Naar da Mennesket, man har valgt, gaar sine egne Veie, som ikke er Folkets, f. Ex. taler og stemmer saa eller saa i Haabet om Forfremmelse, saa siger man: «Han handler efter Overbevisning den Manden; det er En, som hverken lader sig lede tilhøire eller venstre.» Naar Mennesket gjør det, som er endnu værre end dette, nemlig er dum, saa siger man: Stakkels Mand! han blev valgt mod sin Villie, hvorfor rev man ham bort fra sin stille Virksomhed hjemme? Man kan desuden ikke vente stort af Folk i den Stilling, det er godt, naar de ere dumme med Maade.» Er Nogen saa haard at klage over en Repræsentant formedelst Dumhed eller formedelst Hensyn til sig selv, saa siger man: «Det er et ondskabsfuldt Menneske, som saadan kan nenne at bedrøve Folk. Lad nu denne Mand i Ro, til næste Gang slipper vi ham,» d.v.s. man vælger en Anden da, som man faar samme Historie med. Saaaledes bliver Storthinget en offentlig Barmhjertighedsanstalt. Er det ikke smukt og gemytligt? Endda siger man at Nationen nu er vaagnet op af sin idylliske Tilstand og det var nødvendigt, føier man filosofisk til, for ligesom at retfærdiggjøre Oppositionen, som man mener kom for Dagen i 1833.
Det maa blive en pludselig Forandring for Folk, som reise til Amerika. Der sender man ikke Mænd til Repræsentationen uden at sikre sig, hvad man har at vente. Man bærer sig ad som i det daglige Liv, naar man tager sig en Fuldmægtig, og gjør Fuldmægtigen andet end han har Lov til, saa fragaar man hans Gjerninger og lader dem staa for hans egen Regning; men dette giver Anledning til saa mange Processer, at det er bedst at have det som hos os.

Nr. 203/1853; fredag 02.09.

[Nasjonaliseringa av jernbanen; koleraepidemien]

Korrespondance
Christiania, den 30te August
Man virker i Stilhed for at faa Jernbanen tilbage fra Englænderne. Den offentlige Diskussion om den Sag kjender Enhver, som har læst Aviserne, og det vil ikke have undgaaet Manges Forundring, at man ikke tør angribe deres Mening, der fremstille en Erhvervelse af Jernbanen som ønskelig; thi man maa med Rette undre sig over et saa hurtigt Omslag i Meningen om Engelskmændene, deres Arbeider og heldbringende Virksomhed for Norge. Jeg har før omtalt dette Særsyn, men kommer tilbage til det, da man ikke vil se en Mening saa hurtig og grundig forandret. Jeg tror paa formentlig kyndige Folk og bestyrkes i denne Tro da Ingen med Fynd vover at modsige disse Mænd, men tværtimod skulde gaa ind paa deres Planer saavidt det med Anstændighed lader sig gjøre, naar man i Forveien har været af en stik modsat Mening. Jeg vil hermed sige, at Regjeringen og dens Nærmeste skulde finde det ønskeligt om vi fik Jernbanen tilbage, og at derfor de, som skrive og virke for Sagen, kunde gjøre sig Haab om at faa en mere kraftig Understøttelse end den, at man fordetførste blot tier og samtykker til deres Gjerning. Det maa nu snart komme saavidt at man forbereder Subskription og derved mere aabenlyst fremsætter sine Begjeringern118 og mere fatteligt for hver Mand gjør sine Beregninger indlysende. Det er ogsaa paatide at komme de norske Aktiehavere til Hjælp. Den ene Betalingstermin forfalder efter den anden og man faar Kvitteringer, der intet Værd have. Betænker man nu, at Mange i Begeistringens Rus tegnede sig for mere end deres Bedrift kunde taale, saa vil man finde, at Tilstanden ikke er til at holde ud. Kunde man nu godtgjøre for Alle, at disse værdiløse Kvitteringer kunne rullere i Handel og Vandel, naar man fik de engelske Fortrinsaktier, saa er det indlysende, at man vilde tegne sig paa en ny Subskription, der kunde dækkes ved Laan paa de samlede Aktier. Dertil kom at man vilde faa, hvad man nu ikke har, Stemme i Jernbanens fremtidige Bestyrelse og Anliggender. Man turde vel ogsaa gjøre Regning paa, at Patriotismen vilde gjøre Sit; thi det er ingen forfeilet Patriotisme at ville faa en saa vigtig Sag som Jernbanen i norske Hænder. Naar man erindrer sig Bodøsagen og nu alle disse Smaaligheder ved Helgebystén, ser man ingenlunde Spøgelser ved lys Dag naar man antager, at Jernbanen vilde kunne give Anledning til mange Paaskud og Ubehageligheder. Betænker man endvidere, at Aaringerne nu ere gode, at vore Produkter staa i god Pris og som en Følge deraf Banker og Laaneindretninger have Rigdom paa Midler, saa vil man finde Tiden just beleilig til at gjøre et Skridt, der rykker os saa uendelig langt fremad i indre Udvikling. Man vil finde, at det vilde være en værdig Slutstén paa de glædelige Foretagender af Regjering, Amtsformandskaber og Kommuner til Kommunikationens Lettelse med Veianlæg, Kanaliseringer og Dampbaade. Det vilde være et Sentralpunkt, hvorom alt det Øvrige kunde grupere sig, og naar man véd at Regjeringen saa godt opfatter Tidens Krav i denne Retning, maa man antage, at den slutter sig til Planen uden at lade sig afholde af den Tanke, at den for et Par Aar siden talte og virkede i en anden Retning. Man tør haabe at Lyst til at fremme det Gode vil seire over en saadan Forfængelighed. At Regjering og Privatmænd i dette vigtige Anliggende vil faa Hjælp af Storthinget, derom kan man være forvisset, da fordetførste mange Storthingsmænd under forrige Thing vare for en norsk Jernbane, og da Thinget i Almindelighed ser ud til at blive et godt Thing, der vil have saamegen Forstand, at det indser, at det er den sande Økonomi, som optager Laan til Tid og Sted.
Man kommer altid ved denne Jernbanesag tilbage til de mange Knuder, som ikke godt kan knytes op. Hvorfor ville Englænderne sælge sine Aktier til en saadan Underpris? Hvad man svarer herpaa bliver lidet tilfredsstillende, med mindre man antager, at de, efter det Bekjendtskab de nu have gjort til Norge, ikke tror at Banen vil bære sig. De maa tro dette, saameget mere som de se, til hvor billig Pris de kunne kjøbe de norske Aktier. Men er dette Grunden, ere de bestemt i en Vildfarelse; thi at Banen vil bære sig og det godt, derom kan ingen Tvivl være, selv om den ikke vil kunne gaa Aaret rundt. Vi se jo at alle Foretagender i denne Retning bærer sig over Forventning. Da Kjøbmand Ludvig Wiesek901 i Aarene nogle og tredive talte om at faa Dampskibe paa Mjøsen, troede man, han ikke var vel bevaret; det gjorde Regjering, Storthing og Privatmænd, han henvendte sig til. Men det viste sig, at hans Mening var den rette, og nu er endog tvende Skibe forlidet paa Mjøsen, man maa faa et tredie. Saaledes troede man ogsaa om et Dampskib paa Nordsjø, men nu bliver «Statsraad Stang» snart forliden og maa vige Pladsen for en, som bedre opfatter Tidens Krav.
Kolera har aldrig været saa streng som idag. Man maa lade Folk herinde, at de med Fasthed og Hengivenhed finde sig i Tilstanden; men idag synes man dog at spore nogen Modløshed. Man reiser ikke saameget bort fra Byen her som i Kjøbenhavn. Grunden kan dog tildels være at søge deri, at det ikke nu er en saa beleilig Tid som midt paa Sommeren i Ferierne; men den sande Grund turde ogsaa være, at de Norske ere mere modige. Der er visselig Mange ogsaa som sige med Psalmistem «Hvor skal jeg komme bort fra din Aand, og hvorhen skal jeg fly fra dit Ansigt?»

Nr. 209/1853; fredag 09.09.

[Det norske teateret og pressa]

Korrespondance
Fra Christiania skrives under 7de dennes: Længe, men forgjæves have vi ventet paa en mere ordentlig og begrundet Udtalelse saavel om det i Kasinotheatretk902 opførte originale Stykke: «Fangenskabet i 1807»k903 som om Theatrets hele Præstation paa dets Aabningsaften. Morgenbladet har visket over Altsammen med en Harefod; Christiania-Posten har heller ikke gjort noget Mere eller Bedre. Det Faktiske er dog imidlertid, at der blev opført et originalt norskt Stykke den Aften, at Theatret blev aabnet med en original Prolog, at Orchestret var formeret og forbedret, at nye Elever vare antagne og endelig, at Theatret var ombygget. Vel muligt Intet af alt dette kunde forekomme nogen af DHrr. Kritici i og for sig at være saa godt, at det fordrede en offentlig Omtale. Men saalænge vi ikke have noget Stort, maa vi tale om det Lille, — og saalænge vi ikke have noget Godt, maa vi tale om det Slette. Lukker Avisens kritiske Størrelse — han, som kan og bør se —, fornemt Øinene til, hvergang et Stykke passerer forbi ham og det ene under Paaskud af at det er slet, saa kunne vi aldrig vente med Føie at faa noget bedre. Thi saalænge Stillingen er saadan, at saavel Publikum som Forfatterne her tillands maa dramatisk opdrages, forinden det kan blive til Noget, maa DHrr. Kritici, hvem dette Opdragelsesverk for en væsentlig Del er anbetroet, ikke sove paa Post, ikke afvise Alt, som nærmer sig Scenen, kun fordi det endnu ikke er fuldkomment, og fremfor Alt ikke henkaste afgjørende Fordømmelsesdomme uden at levere endog det mindste Fnug af en ordentlig Præmisse; thi da ere de ikke belærende, hvilket er deres første og fornemste Pligt; da ere de ikke engang interessante, som de dog for egen Anstændigheds Skyld burde se til at være. Vi, som agere Publikum, vi kunne tage os slige Friheder som at lukke Øinene til, naar der præsteres Noget, vi ikke like, at vende vor Tanke bort fra det med den sidste Hyssen, vi sende hen over det. DHrr. Kritici derimod skulle være baade aarvaagne og taalmodige, fordi de skulle siden levere Kommentaren til den Dom, Publikums Lune inspirerede i Præstationsøieblikket, eller ogsaa protestere, forsaavidt Dommen var feilagtig, — og i ethvert Fald skulle de give Forfatteren den Belærelse, som Publikums til en eneste Udtryksmaade henviste Dom aldrig kan levere. Skal Forfatteren selv lede Præmisser frem udaf al den Hyssen og Piben, som mishandle hans Stykke, resikerer han i sin Bestræbelse for at undgaa den ene Feil at styrte sig lige over i en anden, og resikerer i ethvert Tilfælde at gaa Erfaringens lange og tunge Vei frem mod det Bedre. Jeg forstaar godt, hvad man her vil svare: «Hint Stykke var saa slet, at man aldrig bør spendere en dramatisk Opdragelse paa Forfatteren.» Jeg vil ikke tale om den utidige Tillid til sit eget Skjøns Ufeilbarhed, som ligger i en slig Udtalelse. Jeg vil kun minde om, at Kritici — langt, langt større end vore Storblades — have saa aldeles dømt feil af Mænds første Optræden, som senere ere blevne rene Mestere i deres Fag, at de ganske have fraraadet dem ethvert videre Trin paa den valgte Bane. Derfor synes det mig billigst, at man med Redebonhed retter Feilene ved den første Præstation og afventer Eftertiden den endelige Dom, om hvorvidt det var Talentet, som her ledte frem en Ubetydelighed, eller Ubetydeligheden som ledte efter Talent.
Det, som Morgenbladet gav tilbedste over Jomfru Sullustadsk904 og Buchersk905 Spil i «Den hemmelige Lidenskab» er da ogsaa alt andet end en Kritik. Hvordan er det: ere ogsaa disse Tvende altfor ubetydelige, til at der kan spenderes en ordentlig dramatisk Opdragelse paa dem fra Kritikens Side? — «Bucher og Jomfru Sullustad spilte godt; især Bucher.» Saaledes kriticerer Morgenbladet tvende fremadstræbende Kunstnere, der just som Elever af en norsk dramatisk Skole kunne gjøre Fordring paa Velvillie og Interesse af Alle, der elsker norsk Kunst og behøve Veiledning af Alle dem, som ere betroede at hegne om det Nationale i vort Land.
Hvad skal ogsaa en slig kort og suffisant Udtalelse due til? Bucher kan ikke regne sig den til Ros, fordi den, henkastet uden videre Begrundigelse, kun bliver en subjektiv, en Enestes Dom; — for Jomfru Sullustads Vedkommende er den en blot og bar Chikane. Naar hun saadan, uden at findes en Tilrettevisning eller Kritik værdt, simpeltvæk slænges bagom Bucher er man ikke alene i høieste Mon uretfærdig mod dette utvivlsomme Talent, men skjødesløsere mod den nationale Spires Udvikling i vor eneste Kunstanstalt end den Gut, som i samme Øieblik slaar Bold udenfor Hr. Kritikerens Dør; thi denne lader den dog i alle Fald være i Fred, medens hin bidrager Sit til at gjøre Skuespillerne kjede af Altsammen og fravriste Bestyrerne af Anstalten den Belønning, som der ligger i offentlig Omtale og Opmærksomhed, den de visseligen have gjort sig fortjent.
Theaterkritikerne skulle nu snart sammen med Theatret begynde en ny Sæson; det var ønskeligt, at de med det Samme begyndte en ny — for Kunsten og Kunstnerne mere frugtbærende Bane.

Nr. 218/1853; tirsdag 20.09.

[Der Wanderer]

Korrespondentartikel fra Christiania
Her er i disse Dage udkommet et Prøvenumer af et nyt Blad, og det endogsaa af et tydsk et. Bladets Navn er «Der Wanderer,» og det er bestemt til at vandre ud hver Søndag. Udgiveren er en Hr. Ritter.k906 I Fortalen, der saavel som alt det Øvrige i Prøvenumeret er af Hr. Ritters egen Pen, lover han Meget; vi faa nu senere hen se, om han er istand til at holde det. «Efter megen udftanden Besvær og Møie», siger han, «er «Der Wanderer» endelig ankommen til Norge. Han har meget at fortælle; thi han har ranglet vidt omkring.» — «Engang var det godt med den muntre, aldrig trætte Wanderer», siger han videre, — «baade Gamle og Unge hørte gjerne paa ham, fordi han talte saa herlig om den tydske Enhed og Frihed; — dog, det kom slemme Tider», siger Ritter, — «den muntre «Wanderer» kunde ikke mere rangle i Fred; han blev forstyrret af Kanontordenen, og den kunde han ikke lide, men reiste til andre Lande.» «Denne Wanderer, mine Herrer og Damer,» siger Ritter endvidere, «er en svær til Fant; han kan give baade den Ene og den Anden gode Raad, baade Husfædre og Husmødre, baade Jagt- og Fiskerielskere; Ynglingen kan han give et «hævende Blik paa Verden og Livet,» og for Jomfruer er han forsynet med «Blumen des Herzens», og endelig vil han give Politikerne et sandfærdigt «Wochenrundschau.» Denne mærkelige «Wanderer» er nu ankommen hid; skynd Eder, mine Herrer og Damer, prænumererer, beskytter og hjælper ham til at kunde friste Livet.»
Paa denne Fortale følger et Digt, «die Hoffnung»,*) af det gode, gamle Slags. Det vrimler nemlig af deilige Billeder, saasom Tryllefløiter, Morgenrødmer, Nektarbægeren119, Irisbuer osv. Haabet er ligt alle disse Ting, siger Digteren; det havde dog kanske været bedre, at han havde holdt sig til Regnbuen; thi den skal jo, efter Rygtet, være slem at faa Tag i.
Derpaa producerer Hr. Ritter sig i Naturskildringer, ja endogsaa i at skrive Noveller, og tilslut styrter han sig ind i Politiken og begraver sig i det tyrkiske Spørgsmaal.
Det er klart, at en saadan Mand som «Der Wanderer» fortjener al mulig Opmærksomhed, og hvis han ikke vandrer heden, skal den ogsaa blive ham tildel.
*) nemlig om at faa mange Abonnenter.

Nr. 261/1853; onsdag 09.11.

[Valmannsval i Christiania; Thomas Overskous En Valgdag; det danske teatret]

Korrespondance
Christiania den 4de November
Christiania bier længe med sit Storthingsvalg iaar: det handler med Sands for det Passende ved saaledes at vente til Sygdommen har lagt sig. Valget skal være frit, ikke paavirket af en sygelig Stemning, og de politiske Lidenskaber bør kunne tumle sig frit. Et andet Gode opnaaes ogsaa ved denne lange Venten: man faar Stunder til at tælle efter de Kræfter, som andetsteds ere valgte og se, hvilke man nu maatte mangle for at Thinget kan faa, hvad det trænger til. Hovedstaden maa have et saa godt Oplag, at den kan forsyne Thinget med, hvad det skal være. Skam ellers! Nu er det Spørgsmaal, om Hovedstaden véd at vælge paa en saadan udfyldende Maade; vi faa nu se. Det er ikke saa godt for Christiania heller; det gaar Surr i den Mængde af formentlig dygtige Kandidater, lik’saa godt som et andet Distrikt i sin Mængde af udygtige. Det vil maaske gaa det som Asenet i Fabelen, der sultede ihjel mellem Høbunkerne, fordi det syntes, at alle vare like kaalgrønne og derfor ikke kunde bekvemme sig til at give nogen Fortrinet — at æde den op! Det er unegtelig en pinlig Stilling, som man alene — synes mig — kan komme ifra ved at lade Skjæbnen raade. Gaar man til den anden Yderlighed og leder efter udygtige men forresten rettroende Folk, i Betragtning af, at Thinget for denne Gang saa alligevel bliver dygtigt nok, men derimod forlidet ministerielt: da er man ikke stort bedre faren paa den Kant; thi da har man fuldt likesaamange at vælge paa, og det Kandidater, hverandre saa like som to Draaber Vand. Vælger man en tredie Udvei og holder sig til Middelmaadigheden, som ligger imellem begge Yderkanter, saa er man ikke om et Haar bedre faren, kanske værst, om det kniber; thi Middelmaadigheden er saare stor og talrig. Stakkels Christiania! Det er intet Under, at det har den Vanlykke at være uheldigt med sine Storthingsvalg. De enkelte Mænd, man ikke kan tage feil af, maa man ikke rose Vælgerne for.
Theaterdirektionen følte vist denne fælleds Nød, siden den saa nær indunder Valget opfører en «Valgdag.» Den vilde tale Politik fra Scenen, som er det rette Værnething at stævne et oplyst Publikum ind for; det er især det rette Værnething nu, da det oplyste og kunstforstandige Publikum ikke kan hvile med Tryghed i Morgenbladet og Posten, som en Uenighedens Aand er faren i, og hvis Blik derfor er formørket i det, som hører Storthingsvalget til. Morgenbladet vil ikke, at Posten med det skal komme paa Storthinget, og Posten maa have den Tillid til sine Gaver, at Fædrelandet bør nyde godt af dem. Jeg vil haabe, at Posten ogsaa kommer paa Thinget; det være sagt uden Fornærmelse for Morgenbladet, der er like godt for det, om Posten kommer med; det skal ikke skamme sig for Selskabet! Men saa fornuftigt er desværre ikke Morgenbladet, der ivrer saa paatageligt mod Postens Valg, at alle fornuftige Mennesker maa fremme det. Morgenbladet er ikke klogt; det være sagt uden at drage dets øvrige Egenskaber i Tvivl.
I denne Taagens Tid og indunder Valget opfører man en Valgdag, formentlig til Veiledning for de arme Vælgere, som ikke vide sin arme Raad. Men af en «Valgdag» skal man ikke hente megen Visdom: det er en Farce, saa god, som Nogen vil eige den. Skal man faa Noget ud af den, saa er det, at det hele Valgvæsen er en Latterlighed og at «Folket» er likesaa løyerligt. Det er netop et Stykke, som vil fremkalde Spas med Politik og Valg. Det er et frivolt Stykke, forsaavidt som man ved Frivolitet forstaar en Spas med det, man har anseet for helligt og dyrebart. Det kan til Nød gaa an at spase med Politiken i Aviser, men paa Theatret skal man ikke gjøre det. Politiken er en meget agtværdig Ting, der ikke bliver mindre agtværdig, fordi Mange misbruge den, og gjøre den til en Kaabe for egen Blygsel. Netop det Allerbedste bliver mest misbrugt, og det er et Bevis paa dets Godhed. Nu vil vistnok Forfatteren sige som saa: Det er blot Uvidenheden jeg vilde revse, naar den drister sig til at tale Folkets Sag. Men det Ene er saadan vævet sammen med det Andet, at man ikke længer finder nogen «Skilvangji» mellem det Komiske og Alvorlige. Det er en Farce, der vil more, og Følgen bliver, at man ler ad det hele Væsen, og det bør man ikke gjøre her hos os, hvor Politiken er saa god, og Forfatningen saa velsignelsesrig. I Danmark kan man gjøre det, hvor man da ogsaa gjør det, men Følgen bliver, at ingen Forfatning der er mulig, undtagen den gamle absolute, som kan true det leende og spasende Folk med sin knyttede Næve. Naar Frivoliteten er kommen i Hjerterne, maa man have en Despot over Hovedet. Det lærer al Historie. De Danske synge og spille og ere letsindige, de ere elskværdige; men Livets dybe Alvor have de ikke; derfor maa de være umyndige i politisk Forstand; de ere Parisere, og kanske al Dannelse er saadan; den overfladiske Dannelse er det i alle Fald; den sande derimod maa finde Livets Alvor igjen.
Hovedfeilen ved Stykket «En Valgdag» er forresten, at den ikke er sand, idetmindste ikke hos os, og ventelig heller ikke i Danmark. Slige «Basunblæsere» af Aviser, slige Pengespekulationer i Valget, saadant Snyltegjæsteri hos Valgmændene og slig latterlig Galskab hos Kandidaten finder man til al Lykke ikke lettelig. Det er Karikaturn120. Og hvad er det for en Mand, som repræsenterer Dannelsen, der endelig gaar af med Seieren? En stakkels Prokurator, der henter Kraft og Begeistring af en Forliebelse. Der skimter intet Dybere gjennem hos ham. Man begriber ikke, at Folket valgte dette Mælkefjæs fremfor den gamle Hane. «Folket,» som man træsker saa paa, bærer sig ikke saaledes ad. Det Hele er usandt, og vilde Theatret med en «Valgdag» gjøre Folket herinde vise nu under Valget, saa maatte det have ringe Tanker om Folkets politiske Sands. Nei da lader man sig formentlig heller lede af Arbeiderbladet — om en Leder er nødvendig — end af en «Valgdag.» Dog, man bør ikke gaa i Rette med Theatret for dette Stykke; det vilde more, og det gjorde det ogsaa tildels; thi det maa man lade Overskou,k907 at han ikke var ueffen til at behandle Politiken paa Theatret. Den er en ubekvem Materie for Kunsten; den ligger over Kunsten likesom Religionen. Det er nok hele Hemmeligheden.
Det danske Theater ser smukt ud nu; det er en sand hygge at sidde der. Tre Logerader er der, men Studenter sidde dog i den tredie. Man kunde bygge Loger over hverandre til Himmelen, og Studenterne maatte komme øverst, hvor de egentlig høre hjemme. Geist og Spiritus stiger til Veirs, men Stenen synker til Bunds.
Logerne for Skuespillerne ere tilgitrede. Det er Synd. Skuespillerne skal se og sees; det er deres Kald. Bag Gitteret sætter man Fuglen Fangen og i de katholske Lande Nonnen, men Skuespillerinderne ere frie, meget frie paa sig; Skuespillerne naturligvis ogsaa: det hører med til Faget.

Nr. 263/1853; fredag 11.11.

[Valmannsvalet og «Lagji» (skjebnen)]

Korrespondance
Christiania den 9de November
Det gaar nu om Dagene fort med Optællingen af Stemmerne til Valgmænd. Paa Børsen sitte de ærværdige Herrer, Borgermester, Raadmand osv. og læse Stemmesedlerne, gjøre et «Riv» i dem og optegne Stemmefaldet i sine lange Bøger. En Kasse («Urne») staar foran paa Bordet; i den ligger Skjæbnen eller som det paa Norsk heder, «Lagji;» det er nu hans Vugge her. «Lagji» er en Person, maa vide, om hvem det heder i en Vise:
«Lagji var fød aa Kveldi;
om Morgonen bar’n Skjoldi.
Lagji var fød, før Hanen gol,
vog ein Mann, før uprann Sol.»
Saa fort bliver dog Lagji ikke «til Manns» her; det tager idetmintste med 3 Dage, fra Mandag til Onsdag, og «med Skjoldi» gaar nu ikke rigtig før om en 8 Dages Tid (naar det endelige Storthingsvalg er holdt).
Det er virkelig «Lagji» eller, abstrakt udtrykt «ein Lagna,» hvem der skal blive Storthingsmand i Christiania, dels af de Grunde, jeg i min forrige Artikel udhævede, dels og fornemmelig fordi man efter det sandsynlige Valgmandsvalg ikke øiner nogen Plan. Det er da heller ikke godt at have nogen Plan for sig selv end sige for Andre. Jeg ved virkelig ikke, hvem jeg skulde vælge til Storthingsmænd, endsige til Valgmænd. Naar jeg undtager Tvende, tror jeg virkelig, man uden at spotte kunde lade Lagji vælge mellem 1000 idetmindste. Man tror forlidet paa den Manden nutildags og derfor gaar det som det gaar. Lagji raader dog uden at man selv véd det. Jeg har seet og hørt mange Stemmesedler, og fik Troen i Hænderne paa, at «Lagji» havde været ude. Det maatte være Lagji, som fremtrak Mænd, man ikke engang har seet paa Brændevinsskildterne; thi Lagji er frisindet og gjør ingen Forskjel paa Personer; han nedtrykker det Høie og ophøier det Lave. Det maatte være Lagji, som satte Departementsfolk paa Stemmesedlerne: Lagji vilde paa sine usporlige Veie vise, at Departementsfolk ogsaa kan være frisindede, og at det nok kan ligge i Grundlovens Aand*) at gjøre dem til Valgmænd, uagtet dens Bogstav forbyder at vælge dem til Storthingsmænd. Lagji maatte det være, som satte Kammerherrer og Junkere Side om Side med Skomagere og Gjørtlere, — der satte Navne som Løvenskjoldk908 ved Siden af Larsen**);k909 Verden gjør ikke Sligt; men Lagji er netop kommen for at rette paa denne Verden, og her saa man, hvor «sleip» han igrunden var: han gjorde dette for at faa stikke frem dem, han vilde; det var Larsen han vilde have frem. Folket skulde vælge Larsen; thi han lader Kongen holde sig til Navne som Løvenskjold, og saa faar Enhver Sit; Lagji véd nok at stelle det og sætte Manden der, hvor han hører hjemme. Lagji har godt læst Grundloven; han sætter Borgermesteren paa samme Liste som Skrædderen; de ere Borgere begge to, mener Lagji, blot den ene er Mester, og det kan intet skade; naar de komme paa Storthinget, saa tale de ikke om Mester eller Svend, men arbeide paa samme Verksted og ere jevngode. Det er saaledes Grundloven vil have det; det véd Lagji meget godt; thi han har selv været med at gjør den.
De uforstandige og vantro Mennesker har forhindret Lagji fra at gjøre, hvad han i sin Visdom havde villet under dette Valg; idetmindste have de indskrænket hans Virksomhed meget. Man har nemlig om Stemmesedler i Husene saa «aakapt» at mange Borgere bleve sinte over den Umyndighed, man satte dem i, og ikke vilde vælge paa Nogen, men holdt sig hjemme. Det var Skam gjort af de ivrige Politikere, Synd om de gode Borgere, og et uretmæssigt Angreb paa Lagjis Rige; disse Borgere ere Lagjis Undersaatter og udføre trolig hans Bud, og de ere meget vise. Den menneskelige Politik og Omtanke naar ikke langt; den kommer i Modsigelse, og véd, naar det gjælder, hverken Øst eller Vest. Det er desuden ugjørligt, at komme tilrette i den forvirrede Hob, men Lagji slaar ned i den og finder sine Udvalgte. Synd, at det ikke skal være Valg paa første Haand i Byerne, da fik Lagji mere umiddelbart virke og havde mindre Umage; nu maa han inspirere tvende Slags Vælgere og tælle Stemmerne tvende Gange. Det maatte ogsaa fryde ham likesom os Mennesker at høre paa dem, som stillede sig til Valget. Man fik se, hvad Folk førte i sit Skjold, høre deres politiske Troeslærdom, og føle Geniets Magt, naar det traadte op for det forsamlede Folk. I Hovedstaden maatte det især blive en sand Nydelse, da Ingen der turde være saa uforskammet at træde op, med mindre han som Jupiter kunde faa Olympen til at skjælve blot ved at ryste sine rullende Lokker, medmindre han havde Ørnen ved sine Fødder og Lynilden i sin Haand. Da turde ikke Middelmaadigheten komme frem uden at blive udpeben; da vilde det ikke nytte smaa Ærgjerrigheder at bære Stemmesedler om i Husene; da vilde Valget blive et storartet Drama, der kunde indgyde sand kjærlighed til Politiken; nu maa vi lade det være nok med at agte den, og med vor bedste Villie kunne vi ikke afholde os fra at le af den stundom. Jeg henstiller til erfarne Folk, om det er muligt at sitte paa Børsen og høre Oplæsningen af Stemmesedler uden at le imellem. Sammenstillingen er stundom saa eventyrlig, at man ordentlig maa «skvætte» op af Bænken. Dersom man ikke trodde paa Lagji vilde man «skose», men nu tror man og smiler godmodigt.
*) Er dog høist tvivlsomt.
**) Det gik i alfabetisk Orden nemlig. Korrespondentens Anm.

Nr. 265/1853; søndag 13.11.

[Etter koleraepidemien: planar om takkefest]

Korrespondance
Kristiania den 11te November
I Kristianiabladene har alt staaet tvende Opfordringer til at holde en Takkefest i Anledning af Koleras Ophør. Man ser imidlertid ikke til Noget, som skulde tyde hen paa, at man vil holde en saadan. Det er heller ikke ganske Tid dertil endnu, eftersom Sygdommen ytrer sig her og der i Byen, ikke at tale om andetsteds i Landet; og vare vil den vel endnu udover, Gud ved hvor længe. Imidlertid kunde Tiden til en saadan Takkefest sættes før Sygdommen ganske var ophørt, ved den Tid den tabte sin epidemiske Karaktér, og den Tid antages at være kommen allerede. Man tør haabe, at en saadan Takkefest vil blive holdt: det er en Trang for det religiøse Gemyt at takke Gud ogsaa offentlig, hvorved man først føler sig som Medlem af den store Menighed, og deraf henter Bestyrkelse og Trøst. Det maa ogsaa være en Trang for Kirken at holde en saadan Fest, eftersom den er Udtrykket for sine enkelte Lemmers Tro og Haab, Legemliggjørelsen af den Tanke, som rører sig hos ethvert Menneske i hans høitidelige Timer. Kirken burde ikke forsømme Leiligheden til at befæste sig: dens Herredømme er sandelig mere vaklende nuomstunder, end man ofte forestiller sig. Den angribes paa mange Sider: Videnskaben er den ingenlunde huld; «det er fra den,» har en Tænker sagt, «Kirken maa vente de alvorligste Angreb.» Herved maa dog bemærkes, at det er Kirken i sin nuværende Skikkelse, det menes; Kirken som et Udtryk for Menneskehedens religiøse Trang, maa Videnskaben ikke kunne angribe; den Sande Videnskab maa jo netop lede til Religiøsitet, blot under en anden ydre Form maaske.
Nu kan det ikke være Meningen, at Kirken skulde styrke sig paa Videnskabens Bekostning; Videnskaben maa gaa sin dybe ustandselige Gang, og det Maal, den kommer til, maa være det Sande, skal Menneskeheden ikke opgive sig selv; men Videnskaben kan være overfladisk, og det er denne, der er den almindeligste, som Kirken ogsaa skal bringe til Ærbødighed ved at tale Livets Alvor til Tid og Sted.
Den saakaldte dannede Verden skulde Kirken ved en Leilighed, som denne, virke paa og vinde en Magt over, som forméntlig Alle maa erkjende er i Aftagende i det Hele taget. Det er denne Verden man uden Fornærmelse mod dens mange gode Egenskaber vel maa sige mest har frigjort sig fra Kirken, hvad enten man tager det bogstavelig — at den mindst søger Kirken — eller man tager det aandeligvis — at den er mindre religiøs. Religionen gaar i bedste Fald hos dem op i en Slags Æsthetik, hvilket praktisk viser sig deri, at den, som Alle véd, heller læser Digte og Romaner end Bibelen. Det er i denne Verden, Letsindigheden seirer sine Triumfer paa alle de Maader, den kan træde frem i Livet. For den er Intet helligt; den spotter med selve Døden. For denne Verden skal Kirken vise, at der gives Noget høiere end Livets Lyst og sandselige Begjer, og Tid til at vise det, tør man mene, det ogsaa nu er.
En offentlig Takkefest vilde styrke Almuesmanden i hans fromme og velgjørende Tro. Han vilde ogsaa ved den faa bedre Tanker om Byerne og den saakaldte fornemme Verden; thi han har desværre ikke gode Tanker om dem. Han ser, hvad Alle maa se, Letsindigheden, og han er ikke endnu kommen saa langt, at han til en vis Grad kan undskylde den og finde en Slags Forklaringsgrund til et Liv, der ofte er saa aldeles modsat det, Skriftens Ord kalder det ustraffelige, og som den gode Almuesmand ofte saa glædelig bestræber sig for at føre.
Spørger man paa Landet: Mon man i Kristiania vil holde en Takkefest, naar Kolera standser? da svarer man: «Aa nei vel! Kristiania har Theatre, de ere Kirker og til andre trænger man ikke der.» Man aner neppe hvilken Forargelse man gjorde ved at begynde med Skuespil, før Sygdommen ophørte. «Saaledes takker man Gud i Kristiania,» sagde man, og der er alle Storskoler og lærde Folk! Jo, den stakkels Almuesmand har gode Veiledere!
Jeg taler af Erfaring i dette Stykke. Det er en sørgelig Erfaring; men endnu sørgeligere vilde det være, om Folket ikke dømte saa strengt; thi da havde det ikke mere sit dybe Alvor, og var det borte, vilde alle hellige Baand være brustne, da det endnu ikke har det Hjælpemiddel, som ligger i en skjærpet Anstændighedsfølelse, som Kulturen indgiver, — da det endnu ikke har Dannelsen, som i sin mest overfladiske Skikkelse er en Afværger mod altfor grove Brud.
Véd man nu, hvorledes Almuesmanden tænker, og hvem véd ikke det, naar man ikke er aldeles blottet for Kundskab og Verdenserfaring, saa er man forpligtet til at respektere hans agtværdige Mening, selv om man selvklog trodde sig høit ophøiet over den.
En Takkefest vilde derfor være en forsonende Fest, og denne Tanke maatte allerede i og for selv være nok til at holde den.
Mange Præster — og det de dygtigste kanhende — ere aldeles enige med Almuesmanden i denne Betragtning af Verdens Letsindighed og Kirkens ringe Indflydelse. De tale som Almuesmanden og i Forening med ham danne de mod Kirken, mod Universitetet, mod den saakalte Dannelse, mod Bylivet i det Hele taget en fiendtlig Magt, som sandelig ikke er at anslaa ringe. Det er Religiøsiteten, som her kommer til Orde, og som ikke er mindre stærk fordi den er noget ensidig. Her er en Synsvidde fra hvilken man ser Kirkens Brøst. Kirken bør kjende sine Brøst og hele dem. At være alvorlig og tiltale Menneskesjelen virker mere end alle Synoder og theologiske Foreninger.

Nr. 269/1853; fredag 18.11.

[Kommentar til stortingsvalet]

Korrespondance
Christiania den 16de November
Nu er da Storthingsvalget gjort i Christiania. Det er et godt Valg, formentlig det bedste fra Christiania. Om Schweigaardk910 er det ikke tilladt at tale. Roser man ham ikke over Maal og Maade, er man ufornuftig, og roser man ham, fortæller man intet Nyt. Assessor Motzfeldtk911 er visselig ogsaa god; han forekom idetmindste paa sidste Thing mere frisindet end man kunde vente af en saa høi juridisk Embedsmand. En lærd Jurist er han, men tungvindt, som det sig hør og bør. Dennes Broder, Postexpeditionschefen skal ogsaa være flink, idetmindste er han skrivefør, hvilket enhver Avislæser maa vide. Som forhenværende Søløitnant vil han være nyttig i Søfartsloven, der forrige Gang blev negtet Sanktion, og i Værnepligtsloven, som vist kommer fore, uagtet man nok kan vide, det ikke bliver stort Mere heller. Det var især i Egenskab af Militær, man skulde vælge ham; det kom pludselig paa efter Prøvevalget, siges der. Han er ikke kommen i Skuddet, før man skyder ham et Skridt videre, og mener, han bliver Statsraad. Saaledes gaar det. — Den fjerde Repræsentant Daak912 er — en omtvistet Personlighed. Han har denne Lykke; det maa udentvivl stikke i noget Overordentligt hos Manden. Han har mange Modstandere; men han siger vel med Beaumarchais:k913 «Jeg taxerer mit Værd efter Antallet af mine Fiender.» Daa blev valgt af de næringsdrivende Borgere. Dette viser, at han endnu er Folkets Yndling, som han i gamle Dage var, trods dette Mellemrum i hans Virksomhed, der af Mange er bleven fortolket som en Omvendelse. Disse Borgere glemte alle Disputer om hans politiske Tro, men Embedsstanden kunde formodentlig ikke glemme, at han engang var oppositionel, siden den ikke gav ham sin Stemme. Anden rimelig Grund dertil synes ikke at være forhaanden. Der var virkelig liden Respekt for Vælgerne hos Embedsmændene, siden de ikke gave Daa sin Stemme, da de godt kunde skjønne, at Folk vilde have ham valgt. Det var sikkerlig i Tillid til, at de skulde vælge Daa, at Mange af dem selv bleve valgte til Valgmænd. Under et direkte Valg vilde Daa blevet anden Repræsentant, det kunde man tydelig se. Nu kommer det an paa, om han er istand til at svare til Forventningerne; han har en svær Opgave at løse: han maa tilfredsstille sine Vælgere og overtyde Embedsstanden om, at ogsaa den skulde have valgt ham.
Det hele Storthing er nu altsaa valgt. Efter et almindeligt Udseende maa det ikke blive meget oppositionelt. Vel har det enkelte dygtige Opponenter, men det er uvist, om de faa noget stort Parti om sig. Dette Thing er reaktionært, idetmindste efter sit Udseende. Til forrige Thing vilde man faa ret mange Næringsdrivende; man fik ogsaa ret mange, men de maa ikke have tilfredsstillet Forventningen, siden man har slaaet om i en anden Gade, og næsten ingen af dem valgt. Der er nok en Snedker fra Stavanger, og det er formodentlig Altsammen. Man vil altsaa nu prøve med Embedsmænd og se, om de ere gode Haandverkere.
Det er at gaa fra den ene Yderlighed til den anden. Det viser, at man ikke er synderlig befattet i sin Politik, men prøver sig frem. Til næste Gang vælger man igjen mange Haandverkere og Handelsmænd, dels fordi man vel vil finde at mange af disse Embedsmænd ikke kunne sætte sig ind i de forskjellige Livsstillinger og træffe deres sande Tarv, dels fordi man maa finde, at et Storthing med saa mange Embedsmænd tager sig synderligt ud: en Blanding bør der dog være, om ikke for Andet, saa dog for et Syn Skyld.
Suppleantvalget i Christiania var om muligt endnu mere embedsmæssigt end selve Storthingsvalget. Statsraadsrygterne, som i Sommer have været saa mange og forskjellige, skal være en medvirkende Grund til dette Suppleantvalg; thi Schweigaard og Assessor Motzfeldt skulle begge blive Statsraader, og saa maatte man have Suppleanter derefter. Nok en Statsraad skaber Rygtet, nemlig Oberstløitnant N. S. Wergeland.k914 Denne Mand turde være den Visse; thi han skal være meget anseet hos sin Konge; det var ham, som blev sendt til Levanger, da Borgerkrigen var udbrudt; han er Adjutant hos Kongen, har i Sommer (?) været ved en Manøvre i Paris; han er Ridder af Sværdordenen, og skal være en saare dygtig Mand.
Det er naturligvis dygtige Mænd alle de mange, som Rygtet har gjort og fremdeles gjør til Statsraader; af den Omstændighed er derfor Intet at slutte. Man maa alene forundre sig over, at Rygtet har været saa rimeligt hidindtil: man havde Grund til at vente, at det blev eventyrligt, siden der hales saalænge ud med Statsraadsudnævnelsen. Det Eneste, hvori man synes at være noget eventyrlig, er i Omkomplingen af de gamle Statsraader for at faa Plads til sine nye. Saaledes skal Statsraad Eriksenk915 blive Admiral, og saa bliver K. Motzfeldtk916 i hans Sted over Marinen. Sylovk917 skal overtage Revisionsdepartementet og saa kommer Wergeland over Armeen. Til den ledige Statsraadspost bliver da én af de nævnte store Jurister, men det er blot én; hvad skal den anden faa? Dette Thema er modtageligt for mange Variationer; jeg gjengiver blot én. Man foredrager forresten disse Variationer med saa liden Følelse, at man nok skjønner, det intet Hjertetsanliggende er. Den Ene er god som den Anden, mener man; Alle ere de overmaade gode og dermed hengiver man sig til den lykkelige Fremtid, som intet andet end godt kommer med; — komme hvem komme vil, hvem Kongen sender. — Her er et fredeligt, et nøisomt Land til konstitutionelt at være. Raabet paa «folkelige» Ministre er forstummet; selve Morgenbladet, det store Morgenblad, tier og haaber med os Allesammen. Dets gamle Røst om Ministre og Ministerskifte i demokratisk Retning lyder ikke mere. Har det endelig opgivet Haabet om selv at blive Minister? Det var ikke fortidligt; thi det var et forfængeligt Haab.
End en Ting ved Valget i Christiania maa omtales, og det var, at Møinichenk918 og Daa stemte paa hinanden, uagtet de vel vidste at de vare Rivaler. Det var ridderligt gjort, og det var Synd at Posten skulde finde sig beføiet til at fremhæve dette Faktum. Han burde have vidst, at en saa smuk Handling talte for sig selv, og at der vilde findes nok af dem, som talte om den. Verden er ikke saa slet, at den lader Sligt hengaa upaaagtet og uomtalt.

Nr. 271/1853; søndag 20.11.

[Frå det norske teateret]

Korrespondance
Christiania den 18de November
Det norske Theater er det nu igjen Tid at tale om, saameget mere som det har sine Spalter i Posten og Morgenbladet; det er i saa Henseende næsten likesaa godt som det danske; man gjennemgaar Stykkerne, Skuespillerne og Skuespillerinderne; det er, som det bør være ved et Theater. Kritiken, der er det samme som Aviserne, skal jo holde Øie med en Kunstanstalt og lede den paa rette Vei. En slig begyndende Anstalt trænger idetmindste til det; naar den er bleven som det danske Theater, saa kan man lade sig nøie med blot at rose, hvilket man ganske rigtig ogsaa gjør.
Det norske Theater lever altsaa endnu; man har ikke ødelagt det ved at ombygge det danske. Det er mere, end Mange havde ventet. Man begriber rigtignok ikke, hvor alt Folket kommer fra; thi det danske Theater er fuldt, saa man ofte i Virkedagene ikke kan faa Billetter til nogenlunde billige Pladse, og det norske Theater har ogsaa fuldt Hus. Det er meget, at et saadant kan holde sig nu, netop nu i Nyhedens Tid med det danske, da Publikum altid er bekjendt for at rende efter det nye. Kan det klare sig udover denne Tid, saa vil en bedre komme, dersom man véd at gjøre Fremskridt i Forhold til de, man allerede har gjort. Det norske Theater er meget bedre end ifjor; Huset er en Smule bedre, og Musiken likedan; sammenlignet med det danske Theater er Musiken ret taalelig; thi det danske Theater har indskrænket sit Orchester og derved igrunden tabt ved Forandringen: Musiken lader sig ikke erstatte ved et smukkere Hus, med al Glimmer er der dog noget simpelt ved det danske Theater nu, siden Orchesteret er blevet saa faatalligt; man gaar likesaa gjerne op i det norske for den Sags Skyld, hvilket man ikke gjorde ifjor. Vore Theatre kan have saa gode Skuespillere, de vil, og fortrinlige Stykker, de blive dog Fjæleboder, saalænge de ikke tænker bedre paa Musiken. Det er ordentlig Synd om de enkelte dygtige Folk, at de skal sidde i slige Orchestere.
Enkelte Skuespillere ved det norske har gjort gode Fremskridt; Jomfruerne Sullustadk919 og Parelius,k920 Bucherk921 og i enkelte Stykker Olsenk922 kan sees med Fornøielse af hvem det skal være, at sige, naar de har Stykker at spille og ikke bedrøvelige Trivialiteter, som den bedste Skuespiller ikke kan holde sig i. Jeg tænker nu blandt andre paa «Egensindighed.» Det var en Referent, jeg mindes ikke om i Posten eller Morgenbladet, der skjendte paa Publikum, fordi det var saa egensindigt mod «Egensindighed.» Han burde heller have takket det, fordi det ikke peb det ud eller ogsaa beklaget det, fordi det maatte udholde den Lidelse. Man er for haard mod Publikum og betænker altfor sjelden, hvormeget det maa døie. Det er dog virkelig formeget, først betale Penge, for at kjede sig over et slet Stykke i Theatret og saa faa Skjend af Referenterne. Dette sidste smerter dog ikke saa dybt, man bryr sig ikke noget om dem, saa egensindig er man idetmindste.
Der spilles franske Stykker paa det norske Theater ogsaa. Et af disse «Familien Riquebourg,» roste Referenten i Morgenbladet som det bedste paa Repertoiret. Den Mand har nu ogsaa sin Smag. Det franske Snit paa Tingen, at unge Herrer forlibe sig i Koner, vil ikke rigtig tiltale os Norske i Almindelighed. Men det gaar vel med dette som med Tobak, man vil nyse og kaste op saa i Førstningen, men naar man bliver vant med den, gaar det.
Man har ogsaa spilt gode Stykker ved det norske Theater. Erik Bøegk923 er en vittig og behændig Herre til at arrangere, men man synes at have Noget imod ham, siden man ikke kan faa sig til at rose hans Stykker. Det maa være fra gamle Dage, man har Noget. Hans egentlige Modstandere holde ved, og de, som kastede den pressede Citron, vil ikke tage den op igjen. Det ene Parti er taabeligt, og det andet er slet. Man skal erkjende det Gode, hvor det findes.
Det norske Theater! Aa ja, hvorfor ikke kalde det norske i Modsætning til det danske? Det er dog norskt i mange Ting, Besætningen er iallefald norsk paa lidt nær, norske Stykker har ogsaa været opførte, men det har ikke rigtig villet gaa, undtagen med «Til Sæters.» Det gaar paa Skakke med Norskheden, synes mig, fordi man gjør den saa halv. Man maa gaa paa Forlig med det danske Theater, det danske Bogsprog og den danske Tænkemaade. Det er vel nødvendigt, men det varer ikke længe før det brister. At gaa med Kappen paa begge Skuldre holder Ingen ud i Længden. Et af to, dansk eller norsk; det er Holdning. Var det norskt, saa gik man did for Principets Skyld; Theatret vandt og vilde vinde Kræfter, som det nu ikke kan vinde, det vil sige, det fik en befrugtende Jordbund at staa i, hvor det kunde slaa Rødder. Men, siger man, Theatret kan ikke gaa videre, end det gjør; lad saa gaa da!
Mod Klingenberg synes Aviserne at være noget ubillige, de omtaler det ikke, undtagen det ryter lidt vondt af. Det var endda vel, om de skjeldte, saa bragte de da Liv i Tingen og vakte Interesse; thi Publikum er efter lang Øvelse kommet efter, at Aviserne just ikke er Troesartikler, saa der skader ikke noget at skjelde og smelde. Præstationerne paa Klingenberg er nu fortrinlige til Stedet, og Publikum gaar da ogsaa hen og ser paa dem. Der er bedre Musik end ifjor, thi en af de dygtigste Medlemmer ved Christiania Theaters Orchester er Anfører der. Saaledes splitter man Kræfterne, til Skade for Kunsten, til Lidelse for Kunstnerne og til liden Opbyggelse for Tilhørerne.

Nr. 275/1853; fredag 25.11.

[Skipsførarsertifikat; mormonarane ikkje kristne; religionskrig]

Korrespondance
Christiania den 23de November
En Resolution af 5te Oktober har i disse Dage staaet at læse i Aviserne. Den har vakt Opmærksomhed, ikke blot fordi den angaar Manges Interesse, men ogsaa fordi der i juridisk Henseende adskilligt er om den at sige. Det er Resolutionen, som fortolker Lov af 14de Marts 1716 § 1 Litr. d derhen, at en indenlandsk Mand ikke kan faa Skippercertifikat, før han er 22 Aar. Denne Fortolkning er virkelig uvelkommen nu, da der er saadan Mangel paa Søfolk formedelst den gyldne Tid. Det syntes derfor at være en ligesaa klog som billig Politik, der paa en saadan Tid saavidt muligt løste Baandene for en fri Virksomhed, og lod Folket stelle sig som det bedst vilde og kunde, naar det ingen Mand gik for nær. Om Skipperen maa være 22 Aar ellern121 om man kan berge sig med en paa 20, det synes nærmest at maa blive Rederiets og Matrosernes Sag eller Skipperens egen. At Staten ogsaa har sin Interesse, er klart, men denne bliver dog mere middelbar, og i Tider som de nuværende maa Staten kunne eftergive Noget; dermed er baade den og Folket bedst tjente. Dette kan den ogsaa meget godt gjøre, naar den ikke kommer i aabenbar Strid med sine egne Forskrifter, og det vilde den ikke have gjort ved at lade Folk blive Skippere, naar de vare 20 Aar gamle, saaledes som Forordningen af 3die Juni 1803 § 67 Litr. d og § 69 siger at de kan være. Denne Forordnings §§ ere nu i 50 Aar forstaaede efter sit klare Bogstav, og man har ikke fundet, at Folk vare for unge til at være dygtige Styrmænd og Skippere. Loven af 14de Marts 1816 vil ingen Forandring gjøre; den forkynder sig blot som en authentisk Fortolkning af Forord. 3die Juni 1803, og en Fortolkning maa dog staa tilbage for det klare Ord, selv om den fremtræder som authentisk. Det er desuden ikke de indenlandske Skippere Loven af 14de Marts 1816 vil bestemme noget om; den inskriberes: «Lov som fastsætter de Betingelser, under vilke Fremmede kunne antages som Skipper-Borgere.» — Jarlsberg og Laurvigs Amt, Buskeruds Amt og Krigskommissær Brochk924 har ogsaa udtalt sig mod Departementets Fortolkning.
Departementets Fortolkning være nu forresten rigtig eller urigtig, saa er det ikke den udøvende Magt, som skal fortolke Lovene: det skal Domstolene gjøre. At Departementerne udfærdige sine Skrivelser og lader Resolutioner falde, kan være nok saa godt for underordnede Embedsmænd, som ofte kan være i Forlegenhed med Lovenes rette Anvendelse; men slige fortolkende Vink ere ikke bindende, det véd Alle. — Denne Resolution var saa meget mindre nødvendig nu, som Sjøfartsloven, der under sidste Thing ikke nød Sanktion, vel paa dette vort forestaaende maa blive til Lov. Tidernes Tarv og den gamle Forstaaelse af Loven kunde godt gaaet sin Gang Høsten og Vinteren udover.
Mormonerne, som man ifjor skrev Saameget om, ere nu ved en Høiesteretsdom af 4de dennes dømte ikke at være Kristne. Det tager sig meget Synderligt ud, at en juridisk Domstol afgjør Religions-Spørgsmaal, men saalænge man ingen anden har, maa man benytte den, siden Staten endnu befinder sig paa det Standpunkt, at en Afgjørelse i slige Ting er nødvendig. Under denne Tilstand er det vel endog bedre, at Afgjørelsen er lagt i Juristers Haand end i Theologers; thi, kan end ikke Jurister forudsættes at have saamegen Indsigt i den egentlige Theologi, saa ere de dog mere uhildede og lade Videnskaben og Tidens Aand ytre sin Indflydelse med paa Spørgsmaalets Afgjørelse. Historien viser, at Theologerne have været meget ensidige og fanatiske og ikke sjelden dømt til Baal og Brand Mænd, som Eftertiden har erkjendt for de herligste og bedste; og uagtet man har seet dette, seet endog at vor Religionsstifter blev slæbt til Dommen af et Præsteskab, saa er man dog ikke bleven træt eller har taget til Fornuften. Det synes være Menneskehedens Lov, at den saadan er dømt til at holde Dom over sig selv og sine Vildfarelser. Den sildigere Slægt dømmer den tidligere, beklager den og er ofte grusom nok til at foragte den. Saadan gaar det, indtil den sidste Slægt kommer og over de svundne udtaler en Dom, som vi endnu ikke taalte at høre.
At dog Menneskene endnu ikke skulle være komne saavidt, at de kunde lade Troesanliggender være en Sag mellem Gud og hvert enkelt Menneskes egen Samvittighed!
Naar Menneskeheden sér Religionskrige og jordiske Domme over himmelske Ting, maa den blive tilmode som vi, naar vi opdage Synd og Daarskab i vor egen Barm. Selv det enkelte Menneske kan ikke lade være at tænke paa sin Slægt og føle sig nedbøiet over den; man er et Led af det Hele og maa dele Skjæbne med det. Vi rose vor Tid og ere glade i den, men saa finde vi igjen Træk, som kan lære os Ydmyghed og overtyde os om, hvor meget endnu er at gjøre.
Høiesteret maatte tjene Staten og Lovgivningen, og den følte vist det Tunge i at maatte give Dom i et religiøst Spørgsmaal; den Videnskab og Sandhedskjærlighed, som Høiesteret repræsenterer, kunde ikke let bortvise denne Tanke. Og her var man lige ilde faren enten man fældte eller frikjendte; det Ene var ligesaa vanskeligt som det Andet.
Oplysende var det dog om Mormonernes Lære, at Høiesteret, der altid synes være saa liberalt i religiøse Sager, fældte den som ikke henhørende til Kristkirken. En dyb og nøiagtig Prøvelse af Sektens Lærdomme maa være anstillet. Det theologiske Fakultet, og Christianssands, Trondhjems og Tromsøs Bisper, samt Kirkehistorikerne Guerike,k925 Niednerk926 og Kurtzk927 (citerede af Overretten) maa have Uret; det er juridisk Vist; vi har Præjudikat for det.
Vi skal forresten ikke beklage oss over, at vi ikke kunne stifte nærmere Bekjendtskab med Mormonerne. Deres Væsen og Leven er ikke indbydende og det er nedslaaende, at Folk nogentid kunde finde dem opbyggelige. Man kunde dog vel have holdt dem ude ved Politiforanstaltninger indtil videre. Folket kunde da faaet tænkt sig om, og Troesfriheden vilde have havt sin Gjænge. Man gjør dem hellige i Folks Øine ved at dømme dem. Herpaa kunde imidlertid Høiesteret ikke indlade sig; den maatte dømme retfærdigt uden at spørge efter Følgerne.
Saaledes er da Striden om Mormonerne endt. Her er mange Religionssekter i Verden. Skulde vi faa Besøg af blot en Hundredel, vilde vore Autoriteter og Domstole faa meget at bestille.
Nu fører Tyrken og Russen en Religionskrig. De anraabe begge Gud om Seier; hvem har Ret og hvem skal blive bønhørt? Dersom det var tilladt for et Menneske at tænke i Guds Sted, saa maatte man finde sig raadvild i hans Stilling. Det er den gamle Historie i alle Religionskrige, at ethvert Parti beder om Seier og tror, at de vise Gud en Tjeneste ved at myrde de Andre.

Nr. 277/1853; søndag 27.11.

[Jernbanen og engelskmennene; telegrafen]

Korrespondance
Christiania den 25de November
Det maa allerede nu være værdt at gjøre en ret lang Reise til Christiania alene for at se Jernbanen, Telegrafen, Banegaardene og det mekaniske Verksted til Banen borte ved Ladegaardenes Jorder. Selv i sin halvfærdige Tilstand, som det nu er, frembyder det meget at se og tænke over. Det gjør godt at se Jernbanen: man styrkes i Troen paa Videnskaben ved at se dens store Gjerninger. Det er da ogsaa alene paa denne Maade at Folk faar Agtelse for den. Man tror paa Astronomien, fordi man finder at Formørkelser f. Ex. slaar ind, og paa Chemien, Mekaniken og Mathematiken, naar man ser, at den løfter og kjører og er Rorskarln122. Virkningen paa Gemytterne af alle nyere Opfindelser er derfor ingenlunde ringere at anslaa end Virkningerne i den ydre Verdens forandrede Udseende. Den Folkeaand, Jernbanen og Dampskibene vække, vil i Længden virke mere end hele den herlige Føring og alle Opdyrkninger, som disse Ting bringe med sig. Man vil ogsaa lære at benytte sin Tid bedre og at vurdere den menneskelige Virksomhed, som ikke kan erstattes af nogen anden. Det er netop et af Mærkerne paa en raa Tilstand, at man ingen Forskjel gjør paa Hestemagt f. Ex. og Mannemagt, men taxerer den efter Vegten af det, den mægter løfte eller drage.
Hvad man end kan have at udsætte paa Englænderne og deres Arbeide hertillands, maa man føle Agtelse for dette dygtige Folk, som saa godt forstaar at gjøre Tanken til Handling og Videnskaben saa nyttig. Man føler, det maa saa være, at dette Folk udbreder sin Magt over den hele Verden og erobrer den. De ophøiede og nyttige Tanker, som andre Folk maatte kunne have fundet, give Englænderne Liv og Virksomhed; de slaa Mynt af andre Nationers Guldbarrer og lader den roulere. Englænderne staa ikke og gruble, de skride til Verks og spørge: «Hvad kommer der af det og det, hvad Nytte og Gavn fører det med sig?» Saaledes ogsaa i Politiken. De disputere ikke over Theorierne for Kongens og Parlamentets Myndighed, men de spørge efter et Reglement for Drocher og Kudske f. Ex. for at komme billigt frem. Som en Modsætning til denne praktiske Sands tykkes deres Hang til Sektvæsen at være; men nærmere beseet, er ogsaa dette praktisk: thi de ville gjerne blive lykkelige, og saa tro de, at den ene Sekt gjør Veien lettere og billigere end de andre. De synes ordentlig at føre Konkurrencen over ogsaa paa dette Feldt.
Denne praktiske Retning fører imidlertid med sig Følger, som vilde berøve Livet al høiere Betydning, dersom de ikke bleve modvirkede. Det er dette evige Spørgsmaal: hvortil nytter det? som føder af sig Materialismen. Og Englænderne véd man ere meget materielle. De vittige Franskmænd skrive om deres mandhaftige Retter, og mange Englændere se ogsaa ud, som om de ikke havde gjort andet i Verden end ædt og drukket. I intet Land, som England, spørger man vel saameget efter: hvad er han? det vil sige, hvormange Penge har han? Ordsproget, «Pengene gjøre Manden» er et ægte engelsk Ordsprog. Pengearistokratiets sande Hjem maa derfor være England.
Dog det er vistnok mere praktisk at skrive om Jernbanen end om Englænderne. Man bygger nu paa Banegaardene, som ere store, stærke Bygninger, der ikke ere saa ulige selve Lokomotivet endda, og Lokomotivet er igjen en langagtig Vogn med et Rør paa, Dampkjedelen, og frem i Enden staar et Rør som en Skorstenspibe. Paa en liden Buk sidder Kudsken, som kjører og standser ved at aabne og tillukke Ventiler og Klapper. Naar Vognen kommer i Gang høres det i Afstand, som naar en Hest traver paa Isen med skarpe Sko; Vognen indhylles i Damp og den frøser som en anden Hest, blot noget stærkere. Man spænder en foran de mange Læs opigjennem Aker Sogn, og en bag til at skyve efter, og naar denne sidste har skøvet op ad Bakkene, kommer den jagende igjen og gaar ind paa Sideveiene for at kippe Læs frem til eller af Storveien. Nedover kan man nok heller ikke kjøre med fuldt Læs, fordi det skyver formeget paa.
En af Dagene skal Passagerfarten gaa til Dal (henved en Mil fra Eidsvoldbakken) og Transporten lige op. Da vil man se, hvorledes det arter sig, og Christiania vil da formentlig kunne faa adskillige Ting, saasom Ved, billigere.
Broen over Akerselven ser stærk ud. Den hviler paa Jernpæle og Jernmaster, og brede Plader staa paa Siderne som Rækverk. Det er «Ovverk» Altsammen.
Den elektriske Telegraf, som anlægges ved Siden af Banen, ser simpel ud. I en hundrede Skridts Afstand eller saa omtrent staa nedrammede Pæle paa en ti Alens Længde maaske og af sex eller otte Tommers Tykkelse. Fra den ene til den anden af disse ere Telegraftraadene udspændte; det er tvende.
Det mekaniske Verksted er en mægtig Bygning. Den skal tækkes med Glas, idetmindste for en Del.
Forleden Dag kom Lokomotivet af Skinnen; men det var nede mod Baneenden, hvor den sakkede, saa det gjorde Intet.
Piben, som varskor og skriger i, naar Farten begynder, er kvas og gjennemtrængende. Denne evige Skrigingen maa ikke være behagelig for Folk ud i Gamlebyen og der omkring.

Nr. 281/1853; fredag 02.12.

[Dei nye universitetsbygningene]

Korrespondance
Christiania den 30te November
De nye Universitetsbygninger nærme sig sin Fuldending snart. «Veldrune» og «Vandringane», Stillatsen tages bort, og Stolperaderne af Granit staa frie, bærende Hovedindgangen. Det er mægtige Stolper, som Øiet med Ro hviler paa; der er Styrke med Skjønhed forbundet. Øverst ere de lik’som krøllede ned igjen, som naar man lægger noget tungt paa en Sløkepibe eller en ung Rønning, der maa stræve og bære. Det er da tungt det, disse Stolper maa bære; det er Bygningens «Utskot,» som er en stor Trekant, feldt ihop af huggene Stene saa slette og jevne, som de vare høvleskudte. Oppe paa Trekanten, paa Mønet staar et Billede af en Kvinde, der husker lik’som et lidet Barn paa Hænderne sine. Det skal nok ikke være en Moder eller Hjælpekonen123 med Barn heller, som Nogle have mént; de have Intet med hinanden, men staa blot saa. Den Store skal være en Genius og den Vesle en Seiersgudinde, eller Minerva; eller kanske det er noget Andet! Ved at se paa dem kan man ikke vide, hvem de skulle være, men maa høre eller læse det. Der har været meget Leven om disse Mennesker; man har villet gjøre Nar af dem og være morosom. Folk staar ogsaa ned paa Tunet og peger op til dem med Staven sin eller med Haanden. Saa er der Folk igjen, som forsvarer dem. Det, som tykkes Folk mést uhøvligt er, at den Store staar og lik’som flakser med Vinger. Hanstenk928 skrev, at Mennesket ikke kan have Vinger, da dette ikke er skabt med Fuglebringe og er saa langvaxet, at det vilde hænge ende ned om det kunde bære sig oppe til Hoveds; det maatte ellers have et stort «Veli»*) og enda vilde det vel ikke beint kunne og fare frem i Luften. Efter denne forstandige Tale, som er tagen af selve Skabelonen, er her dog endnu Mange, som tro at Mennesket kan være Fugl. Man tror endog, at tvende Professorer snart ville tviste om den Ting til Belærelse for os Alle. Da faa vi se, hvem der gaar af med Seieren og af Konsthistorien og Skjønhedslæren godtgjøre, at Mennesket kan være Fugl, om det kniber. Den meget véd, kan bevise, hvad det skal være. Bevises det nu, at Mennesket kan være Fugl, vil Kvindemennesket med Vinger paa Mønet faa staa; hvis ikke, maa det vel ned.
En Ting gjør det rimeligt, at den kommer til at vinde, som stemmer for Vinger, den Ting nemlig, at en berømt Bygmester, som hedder Schinchelk929, skal paa Tegningen til Bygningen have tegnet et saadant vinget Væsen. Han maa altsaa være for den Mening, at Mennesket kan være Fugl; og efter denne sidste Opdagelse begynder man at finde Billedet paa Mønet noksaa fortræffeligt. Man tør ikke være af anden Mening end store Mænd.
Det var Synd at man ikke skulde vide om denne Anordning af Schinchel før, saa hadde man sluppet at være Nar og gjøre Nar af Figuren.
I «Svåli» indenfor de fire store Stolperne er fire mindre, og indenfor disse er fire endnu mindre igjen ved Gangene og Trapperne; de ere paa samme Maksel saagodtsom, men slette, medens der i de fire fremste er «Meitar»**).
I Svåli mellem første og anden Stolperad er tre og tre Indhulinger***) i Muren. Der skal vel engang Billeder staa, Guder eller Gudinder, som skal betyde Noget.
Høgtidsværelset (Festivitetslokalet) er ogsaa færdigt snart. Det bliver deiligt; det er i en Halvrunding. Paa Tværsiden er tvende svære Stolper, og imellem disse skal nok Talestolen staa. Paa Gulvet er Bænkerader, og midtpaa Halvrundingen gaar en Gang med Stolper foran, tolv i Tallet. Opunder Himlingen staar tolv Billeder paa Rundelen, og tre og tre paa Tværsiden. Det er, saavidt man kan skjønne, Guder og Gudinder, eller Mennesker, som staa istedetfor Konster og Videnskaber. Paa selve den malede og rudede Himling ere Tegninger, som skal skildre af Konster og Videnskaber, der skal læres i disse Huse. Der er saaledes en Lyre, ventelig for Digtekonsten, — en Himmelkugle og Stjerne for Astronomien, — en Vegt og et Sværd for Retfærdigheden, Lovkyndigheden, — Sydesager for Chemien, — Blomsterkrands, Rive og Spade, ventelig for Botaniken og Havevæsenet, — en Kvinde med en Krukke, som en Slange drikker af, for Lægevidenskaben, o.s.v. til alle eller de fleste Videnskaber har faaet sin Betegning.
Denne Høgtidssal vil blive staut og herlig, og der vil vist findes den, som kommer til at synes, den er for staut, thi Videnskaben skal ikke omgive sig med Pragt og Glands, men med høitideligt Alvor og stille Værdighed.
Hvem tør tale i denne Høgtidssal? Der skal Dristighed til. Talen maa være som Huset er til, og hvor have vi den Mand, som passer for dette Hus og hvis Røst er det værdig?
Nu har man ogsaa faaet Kakkelovne i de fleste Værelser. Varmeindretningen med Rør, som man spaadde saa godt om, dugde intet og var saa dyr.
Kjælderværelserne, hvor Betjentene bor, ere ikke sunde. Bygningerne staa paa en sumpig Grund — der staar ofte et Kjenn nogle Hundrede Skridt oppe i Dokken — og det slaar sig derfor Sop paa Væggene i Kjælderværelserne. Bare nu Grunden ikke vil sige unda og skjække eller fordærve Bygningerne. Det er Synd, at der skal hænge Uleiligheder ved saa herligt et Anlæg.
Det er lik’som det skulde være gjort paa med vore store offentlige Foretagender. Anlægget ved Horien har sine Sorger, der ere saa store, at Mange ønske, at det endnu maa forlades og mene, at den første Skade er bedre end den sidste. Slottet siger man ogsaa har kostet formeget til at være som det er, og nu det nye Universitet, som i det Mindste ligger lavt og nedtrykt!
*) Halefjerer siger det fattige danske Sprog, men Halefjer — om Nogen siger saa — er noget Andet end Veli, der slaar sig ud som en Vifte.
**) Meit, plur. Meitar. Render, Striber omtrent vilde man sige paa Dansk, men det er dog noget Andet. Slige Stolper siger man er «Meitsla», f. Ex. Stolperne paa de gamle Stabur.
***) kaldes formodentlig Nischer i Kunstsproget.

Nr. 283/1853; søndag 04.12.

[Filosofiens stilling]

Korrespondance
Christiania den 2den. December
Der har i de sidste Dage været nogle ret betydningsfulde Udtalelser i Chr.posten og Mgbl. — betydningsfulde visselig, fordi de ere Udtalelser af forskjellige Retninger i vort videnskabelige, literære og selskabelige Liv. Anledningen var følgende: en Kandidat med et pseudonymt Navn, Barner,k930 har efterladt en Bog, som ganske eftertrykkeligt giver sig af med at gribe fat i Philosophien, der fremstilles som en Pandoras Æske af hvilken alt Ondt stiger ud. Tydskland skal nu være ødelagt af Philosophien, og vi have ogsaa faaet vorn124 Rem af Huden. Det nyere Liv er paa Afveie. Denne Bog anbefales i Chr.posten; hele Sider aftrykkes, og Anmelderen synes dermed at godkjende Indholdet. Dette maa saa være; thi Forfatteren har anslaaet en Stræng, som finder almindelig Gjenklang; han har rigtig været en Personifikation af den philosophrædde Aandsretning. I Videnskaben er man virkelig ræd Philosophien hertillands. Lovkyndigheden vil nu som bekjendt ikke vide Noget af den, men siger, at al Ret er historisk, og at man faar holde sig til det Givne uden saa egenlig at spørge efter Grunde og Billighed. Det er nok Prof. Schweigaard,k931 som — forstaaet eller misforstaaet — er gjort til Stifter for denne historisk-juridiske Skole. Det gaar med denne Skole som med alle saakaldte Skoler: Disciplene ere aandløse Efterlignere af Mesteren; de bide sig fast i hans svage Sider, som lettest falde i Øinene. Derved bliver naturligvis Skolen en Karikaturn125.
Man støtter nok væsentligt sin Mening om, at Schweigaard er Skolens Stifter, paa en Afhandling af ham i dansk-juridisk Tidsskrift for 1829. Her drager han til Felts mod de tydske Systematikere og den philosophiske Behandling i Jus overhoved. Afhandlingen er skrevet i et Sprog saa begeistret og livligt, at man ikke synes at kjende den senere roligt undersøgende Schweigaard igjen. Af Schweigaards senere berømte juridiske Forelæsninger og Kommentarer ser man ikke stort til den samme Polemik mod Philosophien. Flere Sidehug indflyder imidlertid i hans mundtlige Foredrag.
Som noget betegnende for denne samme Retning er den Omstændighed, at hverken her eller i Danmark, saavidt mig bekjendt, i de sidste tredive à fyrgetyve Aar er skrevet Noget over Naturretten med Undtagelse af «et Forsøg» af Lic. juris Kall,k932 der maatte staa tilbage i Konkurrence til en Lektorpost for Bang,k933 formodentlig ogsaa fordi han havde været for drabelig philosophisk. For tyve Aar siden omtrent skrev ogsaa nuværende Statsraad Stangk934 en Slags Naturret, som skal være meget god. Den læses vitterlig ikke nu, og de enkelte Afskrifter ere snart ikke at faa.
Det syntes at spaa et Omslag i Retningen ifjor Høst ved Besættelsen af Lektorposten i Lovkyndighed, da Smithk935, som bogstavelig stod og vilde gjøre Nar af Philosophien, maatte staa tilbage for Aschehaug,k936 som syntes mere philosophisk. Aschehaug begyndte ogsaa sin nye Bane med Forelæsninger over Naturretten eller en Slags Retsphilosophi, og han havde i Begyndelsen mange Tilhørere, men da Nysgjerrigheden formodentlig var mættet, bleve de borte. Med alt dette giver man Opgaver paa en Maade i Naturret; det er ligesom man erkjender, at der er Noget, som heder saa, om man ikke foredrager det.
For nogle Aar siden skrev en bekjendt Mand i Morgenbladet Meget om denne Retning; men det gik ham ilde; det var jo naturligt, at man forenede sig om at finde det ubegrundet. Kanske det ogsaa var ubegrundet. Faktum er imidlertid sandt.
Det tyder ligeledes Paa et Omslag i denne almindelige Aandsretning at man for halvandet Aar siden omtrent har indført en philosophisk Opgave til Philologicum. Det var en Bestemmelse, som ikke gjorde noget godt Indtryk, og har man end paa høiere Steder begyndt at forsone sig med Philosophien, saa har man sandelig ikke gjort det paa de lavere. De fleste yngre saakaldte Videnskabsmænd snakke meget kavallérmæssigt om Philosophien, og har man været tilstede ved festlige Leiligheder og seet Rynkeslagene paa Næse og Pande til Taler, som man indbildte sig vare philosophiske, vil man kunne have en Mening om denne philosophiske Skræk.
I Theologien er man om muligt endnu mere ræd Philosophien, thi der bliver den syndig; i de andre Videnskaber er den da blot uvidenskabelig, kjedelig og uvittig. Man har Anekdoter fra det theologiske Fakultet, som ere særdeles oplysende. Der var saaledes en Theolog for nogle Aar siden, som fik Haud. Han gik da til en meget lærd Professor i Theologie for paa vanlig Vis at raadspørge sig om han skulde læse om igjen. Under Samtalen beklager han sig over, at han ikke havde gaaet paa de philosophiske Forelæsninger (over Philosophiens Historie). «Tak Gud! eller saa omtrent, sagde den theologiske Professor, «at De ikke har gaaet og hørt Philosophi, thi da vilde De have været en Mand, som vi (Kirken) ikke havde havt Brug for.» En anden Kandidat havde skrevet godt til Examen, men nogle af Censorerne fandt, at han havde været betænkelig philosophisk. Han fik dog Laud, thi den samme Professor skulde blandt Andet have sagt: Uagtet jeg ikke lider Philosophien, saa har dog Kandidaten her lagt for Dagen en formalistisk Dannelse, som ikke kan skade.
At disse Anekdoter ere mulige, om de tilfældigvis ikke skulde være ganske sande, vise de tomme Bænke paa de philosophiske Auditorier netop under Forelæsninger, som især ere bestemte for Theologer. Theologerne tør ikke komme der for ikke at komme paa det sorte Bræt; det har jeg hort af Theologers egen Mund. De philosophiske Professorer ere sande Skræmmebilleder for Theologerne, idetmindste for Størsteparten.
Naar Tilstanden er saadan og jeg tror ikke, at jeg efter min Opfatning overdriver den, da er det intet Under, at Barners Bog maatte finde Gjenklang. Det er heller intet Under, at vor tarvelige Literatur, er saa uphilosophisk. Den almindelige Dagsliteratur og Digtning især tykkes mig at ligne et af disse negative Mennesker, som kommer ind i et Selskab med hvide Handsker, Halstørklæde og Vest; han er pent antrukken; han bukker og hilser med en passende Mellemting af Stivhed og Ydmyghed, han spiser og drikker sin The uden Anstød, han dandser ganske net; han siger Ja og Nei nogenlunde til rette Tid og vogter sig for at komme med originale Tanker, kort han er et Menrneske, som gjør Lykke. Naar nu hertil kommer, at Kritiken og Literaturen under vore trange Forhold slutte sig sammen til Laug, saa vil man begribe at det gaar ret husligt til. Det er pent, net, korrekt, men overordentlig aandløst. Frygten for Philosophien ender ganske naturligt med Spidsborgerlighed. Man gjør Philosophien Uret og forvexler formodentlig Philosophien med daarlige Philosopher og Mennesker, som føre udslidte Almensætninger i Munden.
Forfatteren i Morgenbladet angreb Barners Bog og forsvarede Philosophien; han forekom mig at gjøre det med Dygtighed, og dersom han blot havde været mere fattelig og udførlig og noget mere tiltrækkende, vilde Folk have havt godt af at læse, hvad han skrev. Men det var en altfor vældig Opgave, han satte sig. Det skulde mange Afhandlinger til for at tydeliggjøre Philosophiens Nødvendighed og velgjørende Virkninger paa Videnskaben, Kirken, Literaturen og Samfundet. Men det var en Begyndelse, som viser at her ere aandelige Kræfter, der stevne i en anden Retning end den store Hob. Her turde udvikle sig en Kamp imellem disse Retninger, som vilde være saare velgjørende. Det, som var sandt i begge, vilde træde frigjort frem og det Falske vilde kyses bort til det Mørke, hvorfra det er kommet.

Nr. 287/1853; fredag 09.12.

[Christiania kunstforeining]

Korrespondance
Christiania den 7de December
Christiania er kommen langt nu i kunstnerisk Henseende især hvad Theater og Skuespil angaar, det vil sige: Enhver kan faa sin Trang tilfredsstillet ved at gaa did, hvor det behager ham. Den, som vil se Tragedier og den høiere Komedie, kan gaa til det danske Theater. Den, som vil se og høre Vaudeviller, kan gaa til det norske, og den som vil se akrobatisken126 Kraftprøver kan gaa paa Klingenberg. Nu i Onsdags traadte denne rige Afvexling særdeles frem, og om en Reisende, der Intet kjendte til Christiania, blot havde læst Plakaterne paa Gadehjørnene, vilde han være kommen efter, at han befandt sig i en høist respektabel By. Nu staar det blot tilbage at faa et Hoftheater, saa har man Residentsstaden. Hovedstaden har man allerede; thi man hører virkelig tale om Statstheatret, hvilket naturligvis er det danske. Man kalder det ellers ofte blot «Theatret», ret som her ikke var noget andet.
Det maa være forfærdeligt at bo i en stakkels liden By, hvor man ikke har Theater Saisonen igjennem endsige Theatre til Enhvers Behov, og man begriber næsten ikke, hvorledes Christiania har kunnet platte sig før. Nu kunne ikke det gjøre det, efter at have faaet Blod paa Tand. Det er ligesom i de Bygder, som have faaet nye Veie og Dampbaadslinier: Man begriber ikke, hvorledes Folk kunde leve i gamle Dage, at afskaffe Vogne og Dampbaade vilde være at sætte Folk aldeles «skjærfaste.» Ligesaalidt derfor som Folk paa Landet ødelægger sine Veie og Dampbaade, ligesaalidt opgiver Christiania sine Theatre: De ere blevne til en Fornødenhed, som man allerede længe har sagt i Kjøbenhavn.
I Konstforeningen — man kalder den virkelig Konstforeningen, ligesom den skulde være en Forening for Konst overhoved, — i Konstforeningen altsaa er nu indunder Udlodningstiden mange Malerier. Det er fordetmeste Malerier alene som er i Konstforeningen. Enkelte Billedhuggerarbeider og nu ogsaa Træskjærerarbeider findes der vel imellem, men det er næsten ikke «nævnandes.» En Konstforening vil derfor sige en Forening til Indkjøb og Udlodning af Malerier. Konstforeningen betyder ogsaa Malerigalleriet i Talemaader som: «Jeg vil gaa ned i Konstforeningen.» Ved man nu, hvad Konstforening er, og det maa især Udenbys vide, skal de ikke gjøre sig en falsk Tanke om Tingen ved at se og høre Ordet «Konstforening,» da, og først da, kan man tale om den. Konstdommerne ɔ: de, som forstaar sig paa Malerier — Morgenbladet og Posten skrive ingenlunde om Ting, som 999/1000 af Læserne ikke havde den ringeste Tanke om. De forudsætte først «Konstforeningen,» som Noget af sig selv indlysende og dernæst bruge de Ord og Talemaader, som ingle Andre forstaar end de, der blot spilde Tiden ved at læse det, da de intet lære, som de forhen ikke vidste. Ingen har dog vel gaaet videre end Konstdommeren i Dagens Morgenblad, der skriver om Figuren paa Universitetstaget; han farer med saa mange fremmede Ord, at han maa være ligesaa kjedelig for Folk, som skjønne ham, som han er ufattelig for Folk ialmindelighed.
Konstforeningen har som enhver Forening sine Ledere og Styrere, og i Valget af disse gaaes der frem som i ethvert andet Valg efter Meninger og Konster og af disse Styrende kræver man ligervis som i Politiken visse Lærdomme, de skal bekjende sig til, f. Ex. at tro eller ikke tro paa den indenlandske Malerkonst, at kjøbe Malerier af forskjellige Mestere eller holde sig til enkelte Udvalgte, at skyde frem En eller Anden, som Nogle have imod, kort alle disse Hensyn, som Konsten giver saa megen Anledning til.
Ligesom der i Politiken gives et vestlandsk Parti med Udlandk937 i Spidsen, saaledes er her ogsaa i Konstdommerveien et bergensk Parti med Welhavenk938 i Toppen, og ligervis som det vestlandske Parti har sine Modstandere saaledes har ogsaa det bergenske sine, som især er det Tidemandskek939 Parti. Mellem disse store Leire glimter Blænkere med forskjellige Mestere i sit Skjold og ofte med ret eventyrlige Grundsætninger, vil sige, naar de have nogle. Nu paa Fredag skal Valget, vil sige Striden, staa. Da kommer det an paa, hvem der kan manøvrere de andre ud af Sadelen. Der lægges Planer mod det bergenske Parti, hvorfor ikke sige det? da det gjælder en saa vigtig Ting som Konsten, og det bergenske Parti har visselig ogsaa sine Jern i Ilden, da det gjælder at beskjærme Grundsætninger. De, som nu ikke holde sig til noget Parti, men til Konst overhoved, de staa Fare for at kaste sine Stemmer bort. Saa opstilles der Mænd, — Æsthetikere Gud bevares, der kunne betragtes som et Slags Bro mellem Partierne. Ja Nogle blive nu valgte, det er vist, men hvilke?
Mennesker uden den mindste Kundskab og Smag, men med en morsom Indbildskhed og et sandt Konstraseri ere nogle herlige Drivhjul i en Konstforening og til Befordring af Konsten i Almindelighed. Christiania er saa lykkeligt at eie slige Mennesker, men det vilde være ligesaa syndigt som uforsvarligt at nævne dem. Det Gode skal man lade virke saa det ligesom ikke véd af sig selv. Er det latterligt som her, skal man le i Stilhed og i Nødsfald sige offentlig: der have vi netop en Beskytter af Konster og Videnskaber. Da gaar det netop som i Verdensstyrelsen, hvor, som bekjendt, det som ikke egenlig er Godt, har sin store Betydning, ja i Theologien selv er det aldeles nødvendigt.

Nr. 289/1853; søndag 11.12.

[Meir frå kunstforeininga]

Korrespondance
Christiania den 9de December
Saavidt Resultatet er bekjendt, fik man ikke manøvrere det bergenske Parti — som jeg kaldte det — ud af Direktionen i Konstforeningen. Det er nu ogsaa gammelt ved Roret og har en vis Autoritet i æsthetiske Sager, saa det ingen let Sag var at skaffe det tilside. Det er som med Præsidentskabet i Odels-, Lagthinget eller Storthinget. Om Præsidenterne have nok saa mange Modstandere, sidde de dog paa Stolen, naar de engang ere komne der. Man nænner lik’som ikke at skaffe dem ned, eller det er som en Slags usynlig Magt holdt dem oppe. Saamange Modstandere nu end f. Ex. Stabellk940 kommer til at faa paa næste Thing, hvoriblandt R. Olsen,k941 Daak942 og Kittel Motzfeldtk943 ere de drabeligste, saa bliver han nok desuagtet Præsident i Odelsthinget, ja det tør ansees for vist, at han bliver det.
Saaledes med Welhavenk944 som Direktør i Konstforeningen. Han var og han er der, men om han vil blive der, er uvist. Jeg, der tykkes at den Ene er lik’saa god som den Anden, synes at han bør blive der.
Det er noget vanhelligt at sammenligne Konstforeningen med Storthinget. Det samme tyktes ogsaa Direktionen iaften under Valget, da Nogle gjorde Ophævelser under det. Det var en Konstforening, og man burde derfor bruge Konster, mente lik’som Direktionen og dens Venner. Det gik ikke an at iagttage det Formelle som «nede paa Børsen;» her var man inde paa Ideen.
Der blive mange pene Malerier udloddede, Malerier af Tidemand,k945 Gude,k946 Eckersberg,k947 Mordt,k948 Baggek949 f. Ex. Det var forholdsvis mange af vore egne Malere, og endda har man klaget over, at man har kjøbt for meget af Udlandet. Det er ikke godt at træffe det Rette; thi Konstforeningen kan dog ikke ganske være et Galleri blot af vore egne Mestere; den bør vel have lidt ogsaa af Udlandet, og idetmindste saavidt det lader sig gjøre repræsentere Malerkonsten ialmindelighed, og sætte Medlemmerne nogenlunde istand til at følge Tiden. Man kan saa alligevel ikke give alle vore Malere Beskjæftigelse hvilke som er; man skal hjælpe dem mere end andre, men udelukkende holde sig til dem vilde ende med en Ensformighed, som maatte blive høist trættende og det Hele blive værdiløst. Vore mange Malere holde sig ogsaa med Undtagelse af Tidemand og Bøek950 til ét Genre, nemlig Landskabsmaleriet. Det er Landskab og atter Landskab, og det Landskaber, som vi fra Barndommen have seet og daglig se, norske Landskaber. Det kan interessere Udlændingen, men os trætter det i Længden. En praktisk Mand siger, og der er megen Sandhed i det, han siger: «Jeg vil heller se Naturen i sin Renhed, end se den malet.» Og kan man ikke finde Poesi i selve Naturen, saa finder man den heller ikke i et Maleri. Det bliver det Sande, hvilke Theorier og ophøiede Tanker man ellers kunde finde for godt at lægge i et malet Landskab.
Det var derfor en Vederkvægelse at se i Konstforeningen et Stykke fra Madeira af Eckersberg. Der var noget, som vakte Anelser og Længsler; man kunde ordentlig blive frisk for Brystet af at se det. Den indigoblaa Sjø, Rankerne og de svulmende Blomster viftede En imøde; den dybe Længsel efter Syden, som stille hviler hos Norboen, vaagnede med al sin Vemod. Det var som naar man ser sit Hjem efter lang Fraværelse. Maleriet var sikkerlig forresten ikke saa aldeles heldigt, som det kunde have været. Det hørte jeg Folk sige, som give sig af med at forstaa den Ting. Et lille Maleri af Mordt var tiltalende. Der er noget «mjugt» ved Mordts Farveblanding, der gjør at Øiet lik’som hviler paa hans Malerier. Han har en uendelig Baggrund, og en poetisk Stemning ligger over det Hele. Der er Tanke hos Mordt og Alt er saa let henkastet. Mordt er vore Maleres Wergeland.k951
Der vare nogle Sypiger, som gjorde megen Lykke. De kostede 185 Spd.; men det maatte ansees for godt Kjøb, kunde man skjønne paa Direktionen, som priste Konstforeningen lykkelig med Bekjendtskab, man havde stiftet med Paris.
Der vare adskillige Træskjærerarbeider, meget gode. Der kan blive noget af disse Bondegutter, som skjære for senere at meitsle Marmoret. Der er Sandhed hos dem, bare nu de havde Raad til at stevne lige frem mod sit fjerne Maal!
Der var en liden Statu af Prinds Gustavk952 ved Billedhugger Borch.k953 Den er meget rost. Drammen har nu Eckersberg og Borch; kanske flere? Det er ikke ilde.
Norge har forholdsvis mange Konstnere, og det tør ansees for vist, at de ville indtage en udmærket Plads om ikke gjøre en Epoke i Konsthistorien. «Den norske Skole» vil det engang hede.
Nu tør vi snart haabe at se Malerierne ordentlig gjennemgaaede i Posten og især i Morgenbladet. Morgenbladet forstaar sig godt paa Malerier.

Nr. 293/1853; fredag 16.12.

[Utnemning av ny statsråd; bygginga av St. Olavs kyrkje]

Korrespondance
Christiania den 14de December
De lange Ventninger og mange Gjetninger om, hvem der skulde blive Statsraad, endte dog med en Overraskelse: Karakteren af Komedie holdt altsaa ud til Enden. General Blochk954 maa ikke være likt, kan man skjønne af Morgenbladet, som idag opponerer mod Udnævnelsen i saa forblommede Udtryk, at man faar ganske uhyggelige Tanker om den nye Statsraad. Det er ingen smuk Opposition. Morgenbladet skulde sige, hvad det troede at vide om Manden, aabent og likefrem, saa der kunde svares paa, om man kjærte sig om det. Paa det, som staar, kan ikke svares; thi det siges Intet og dog Alt: der skumles.
Det maa dog én Gang indsees, hvis unyttige Tingester slige Aviser er til at lede Folkemeningen og gjøre det, som nyttigt er. Morgenbladet skulde iforveien have udpeget den, det troede burde være bleven Statsraad, saa at Styrelsen kunde have havt Noget at gaa efter. Og naar Valget var gjort burde det tiet stille, enten saa den foreslaaede var valgt eller ikke; thi i første Tilfælde fik det sin Villie frem og i andet Tilfælde var det forsént at tale om, naar Valget var truffet, da Valget ikke gaar om igjen, fordi Folk maatte være utilfredse med det. Det er dette taabelige Skrig bagefter, man støder i, som ingen Verdens Nytte gjør, men megen Skade: man paafører et Menneske unødig Lidelse, og man svækker ligesaa unødigt Tilliden til Vedkommende. Kort, man nedbryder istedetfor at opbygge. Skal man have Lov til at snakke bagefter, maa man idetmindste have talt Noget i Forveien ved enten specielt at lede Opmærksomheden hen paa en bestemt Person eller ogsaa i Almindelighed advaret Styrelsen mod at træffe et mindre godt Valg, men ingen af Delene havde Morgenbladet gjort. Dets Opposition er derfor et vildt Spil
Jeg har ingen Mening om den nye Statsraad, men jeg har hørt ham mere rose end laste. Saameget tør vel ansees for vist, at han er ligesaa god som Andre, hvorom der kunde blive Spørgsmaal; «Mannemonen er ikke stor» siger Ordsproget. En anden Ting kunde man maaske med mere Grund opponere mod, og det er Foreningen af Statsraadsposterne og Kommandoen over respektive Hæren og Flaaden. Dette synes være noget uformeligt og ikke i bedste Samklang med Grundlovens Tanke og især med §§ 25, 28, 75 f, 86 og i visse Tilfælde § 89. Det synes ogsaa klart, at Stillingen maa kunne blive dobbelt som konstitutionelt ansvarlig Statsraad og Høiestkommanderende. Men dette maa ikke have Noget at betyde, siden man ikke taler om, men tværtimod roser Arrangementet. Det er forresten en Tid nu, da man ikke er saa mistænkelig. For 20 Aar siden havde man neppe vovet paa dette Arrangement, og heller ikke havde man for at nævne et andet Exempel, vovet at negte Offentliggjørelsen af Embedsindstillinger.
I Statsraadet skal iøvrigt have været delte Meninger ved Indstillingen eller Betænkningen til Statsraadsudnævnelsen. Der er forresten mere Interesse ianledning af denne nye Udnævnelse end man skulde have ventet, man taler iallefald om den.
Nu er Taarnet reist paa det katholske Kapel. Det er en herlig Bygning, som allerede tager sig skjønt ud. Naar det bliver færdigt vil det fra sin høie Beliggenhed beherske Byen og være den til en sand Pryd. Kirken nedenfor (Apostelkirken?) vil neppe rage saa høit, da den staar saa meget lavere, uagtet den i sig selv bliver meget større. Nu har man for Vinteren indstillet Muringen paa den. Den er ganske høi og endda skal der være 6 Alen igjen, før Taarnet ansættes. Det bliver ogsaa en herlig Bygning; den imponerer allerede nu, saa ufærdig den end er, og gaar man ind i den, faar man Respekt for de solide Mure og de vældige velhugne Granitstene over Dørene og paa Hjørnene. Man hugger Sten om den nu; det skal være til Mur neden- og søndenfor den op mod Bjergvæggen, som man har mineret og gravet sig ned i. Der bliver en Gang mellem denne Bjergvæg og Kirkens Vinduer og Indgang paa Opsiden. Den kommer ganske vist til at blive smuk, men det kommer dog til at mørkne Kirken, det kan ikke feile. — Disse tre Kirker kommer til at ligge i Flugt opover, og det maa engang blive meget smukt og storartet. Var den nye Kirke lagt op paa Sorgenfri, vilde den have behersket de øvrige og, seet langt borte fra, været et herligt Centrum for Byen. Men, det er nu forbi, og bagefter skal man ikke klage, sagde jeg i Begyndelsen af Artiklen.

Nr. 295/1853; søndag 18.12.

[Juryordninga; prisane på jernbanen]

Korrespondance
Christiania den 16de December
Det er en bekjendt Sag for hver den, som har fulgt det mindste med vor Udvikling, at et almindeligt Ønske om at faa Jury ogsaa hos os har udtalt sig paa mange Maader. De Fleste have ikke ganske vidst hvad Jury var for Noget, men taget almindelige Talemaader om dens Væsen og Virksomhed til Indtægt. Denne Mangel paa Bekjendtskab til Juryvæsenet følte man ogsaa, idet Storthinget bevilgede store Summer til kyndige Folk for at undersøge denne Jury-Indretning i England og Amerika, hvor den oprindelig hører mest hjemme. Frugten af disse Undersøgelser foreligger nu Offentligheden i tre stærke Bind. DHrr. Aubertk955 og M. Ræderk956 have udentvivl gjort Gavn for Pengene. De have leveret fortræffelige Materialier, men disse Materialier ere saa vidtløftige, at der skal et alvorligt Studium til at komme ind i dem. De Mænd, som nærmest maa sætte sig ind i disse Materialier ere Storthingsmændene, men det vil overstige deres Kræfter; ikke 1 af 10 tør man antage har Tid til at læse Alt og Forkundskaber nok til at læse det med Nytte. Man er i Grunden derfor lige nær Opgavens Løsning, som maa være at faa udbredt almindelig Kjendskab til Juryvæsenet, inden der med Forstand kan blive Spørgsmaal om at faa se Sagen bragt paa det Rene i Pressen og paa Thinget. Der er nu engang en Mængde Mennesker, som staa i den Formening, at Jury bør indføres og denne Mening opgive de ikke, om enkelte Retslærde sige, at Jury ei duger noget; man vil raabe paa den indtil man enten faar indført den, eller maatte finde, at den hverken passer til vore Forhold eller stemmer med de nyere Fremskridt. Og for at komme efter dette maa Fremstillingen forkortes og saavidt muligt afklædes det juridiske Gevandt, hvori den er hyllet ind.
Det første er gjort af Høiesteretsassessor C. Winther-Hjelm,k957 der paa 8 Ark omtrent i Tidsskrift for Videnskab og Literatur og det Samme i et særskilt Aftryk har sammendraget M. Ræders 2de Bind. Man faar af denne korte Fremstilling en ret klar Tanke om, hvad Jury er, i hvilkes Sager den bruges, og endelig Assessorens velstilede Kritik. Men, hvad man ikke faar og kanske heller ikke kan faa, det er en fattelig Fremstilling af det Hele, saa den kan bruges af Storthingsmænd, som ikke ere Jurister og iøvrigt læses af mange Andre, der ogsaa burde have en Mening om Sagen. En saadan Fremstilling maa til, skal man tilfredsstille den virkelig almindelige Trang og derved faa en Jurykjendelse for, om vi bør have en Jury eller ikke. Hvad Assessor Hjelm har skrevet, læses med sand Fornøielse; det er endog aandrigt skrevet, men man maa være Jurist for at kunne læse det. For Storthingsmændene vil det være til liden Nytte, og naar de derfor se Kritiken over Juryen og Meningen om dens Forkastelighed, vil de ikke begribe, hvorledes man kan være kommen til dette.
En Kommission skal ogsaa være udnævnt til at give sin Bedømmelse, og efter denne kommer da formodentlig vel Regjeringen til at gjøre sin Indstilling til Storthinget. Da har man altsaa Auberts og Ræders stærke Bøger, Hjelms kritiserende Referat af dem, Kommissionens Formening og Regjeringens Indstilling. Materialier nok synes det være for Storthinget. Men Storthinget vil dog staa raadvildt og ikke kunne gjøre Andet end opsætte Sagen og henstille til Regjeringen at faa den bedre oplyst og drøftet. Derved opnaaes jo virkelig ogsaa Noget, idet Sagen skyndes ud, indtil der Intet bliver af den. Saaledes kommer de kompetente Dommere, Juristerne ad en liden Omvei til deres Maal; thi det er nok en temmelig almindelig Mening blandt dem, at Juryvæsenet ikke duger Noget, og at det er en Indretning, som har overlevet sig selv og langtifra skaffer den Sikkerhed, som Nutiden og navnlig vor Rettergangsmaade. Naar man roser Hjelms Kritik, gaar man ogsaa lidt ind paa denne Mening: han har ved Exempler, hentede fra England og Amerika, ved Autoriteter derfra og andre Lande, ved Betragtninger fra Juryens eget Væsen, ved almindelige Bemærkninger og Sammenstillinger med vor nuværende Rettergangsmaade godtgjort, at Jury er en Uting ligefrem, og at kalde den tillive, vilde være at opvække Døde. Kommer nu hertil, at han ganske humoristisk spotter med den, viser ganske slaaende, at den efter vore Forhold er næsten upraktikabel, at den bliver overmaade, for ei at sige uoverkommelig dyr, og at Grundloven staar den iveien, saa ville Folk, som maatte ønske Jury, undskylde om man ikke vil have den, idetmindste ikke strax efter at man har læst Kritiken. Det er iøvrigt synderligt, naar man argumenterer for Jury hertillands fra en almindelig Mening, at Folk skulde synes, at de nuværende Straffe vare for haarde og at Referentloven af 1827 og Loven om den mere summariske Behandling af 6te September 1845 skulde gjøre Retssikkerheden utryg. — Vor Retspraxis om foreløbigt Fængsel kan være noget Andet. — For her at sætte Erfaring mod Erfaring, da har jeg erfaret, at Folk, navnlig paa Landet, synes det gaar altfor slapt til, og at Mange slippe fri, som ikke burde. Naar man er moralsk overbevist om en Forbrydelse, kan Folk i Almindelighed ikke faa i sit Hoved, at det juridiske Bevis skal kræve mere. Jeg tør derfor antage, at det er saa langtifra, at Folk er utilfreds med vor kriminelle Proces i den Retning, som Jurymændene ville, at det meget mere turde vise sig ved grundige Erfaringer, at man heller vilde gaa i skjærpende Retning. Vore trende Instantser og den undersøgende Stilling, som Dommeren indtager, er saa god Garanti for Uskyldigheden, som vel nogen Jury der nok ikke sjelden dømmer den Uskyldige og frikjender den Skyldige. Det er forresten vanskeligt at have nogen rigtig begrundet Mening om Juryen, førend Sagen er mere drøftet og belyst, og vist er det iallefald, at her ere yderst Faa i Landet endnu, som tør tale i nogen afgjørende Tone om den, naar de faa tænkt sig om, og endnu vissere er det, at Storthinget, om Sagen kommer fore, ikke er saa inde i den, at det med nogensomhelst Rimelighed tør afgjøre Noget. Men dette forhindrer igjen ikke, at Mennesker, som det, der forleden Dag var ude i Morgenbladet, tale om den i høie Toner og hæve den til Skyerne mod den Rettergangsmaade, vi nu have, og som de naturligvis ligesaalidet kjende.
Nu gaar det flinkt paa Jernbanen; der er Dag, den tjener 1000 Spd.; men Folk tykkes Fragten, især Passagerfragten, er for høi. Det synes dog være billigt, naar man véd, at en Eidsvolding, der gav 12 ß, for at kjøre sit Læs fra Torvet og ned til Banegaarden, fik det samme Læs for 11 ß. derfra op til Eidsvold; han stod forbauset og kunde ikke tro det gik rigtig naturlig til. Man klager ogsaa over, at Toget kommer ned Kl. 3 saa at Folk maa bie til næste Dag. Ved skal det endnu ikke lønne sig at fragte.

Nr. 299/1853; fredag 23.12.

[Hjelp til koleraoffer og fattige]

Korrespondance
Christiania den 21de December
Nu holder man paa med Uddelingen af de indkomne Koleragaver. Der er Meget indkommet til Christiania og Akers Sogn: man siger mellem 7 og 8000 Daler. Er der i andre kolerahjemsøgte Byer indkommet forholdsvis saameget, maa man sige, at Folk har givet rundelig. Hvorvel det er naturligt, at Frygten for Kolera aabnede Folks Hjerter til rigeligere Gaver end ellers vilde været Tilfældet, vilde man dog opfatte Tiden urigtigt, dersom man ikke sagde, at Velgjørenheden er stor. Ved alle Leiligheder, hvor det gjælder paa, betænker man sine trængende Brødre, og alene dette Træk er nok til at glæde sig over Nutiden og Civilisationens sunde Kjerne. Tager man for sig de forskjellige Forsørgelsesindretninger og Hjælpeforeninger, vil man se dette med overbevisende Tal. Nylig har der i Aviserne staaet et Regnskab fra Foreningen til Husarmes Understøttelse; det udviste vakre Summer, og man er ligesaa taktfuld som opfindsom til at skabe Indtægter. Bazaren i Markedsugen, som virkelig frydede Øiet saameget ved den smagfulde Udstilling og det godlidenden127 Arrangement, indbragte over 800 Daler. Den, som har Lokale til Forsamlingen, stiller dette gratis til Afbenyttelse. I denne Henseende er det formentlig passende at nævne Nielsenk958 i Logen. Orchesterne understøtte gratis Sangere og Virtuoser, der stille sine Talenter til den Armes Understøttelse.
I Industriforeningen arbeide Mænd og Kvinder ufortrødent baade ved Forvaltning og ved Regnskabsførelse og ved indsendte Arbeider. Foreningen til fattige Barselkvinders Understøttelse er virksom. Maa man end sige, at en Smule Forfængelighed ofte komme med i Spillet, er dette Noget, som nu engang ikke kan være anderledes, og derfor godt.
Nu under Juul udstilles der Bøsser til Indsamling af Gaver, og til vor dygtige Fattigforstander gaar vist Mangen i sin Taknemmelighed over lykkelige Foretagender hen og yder sin Skjærv.
I andre Retninger, hvor det gjælder at understøtte lovende Talenter, er man ikke mindre velvillig. Man tager Lodder paa Kunstsager og Udbyttet tilflyder den, som skal hjælpes. Saaledes har der nu været en Udlodning for Fladager.k959
En synderlig Hængen ved Ordet og ikke ved Tanken har dog vist sig ved Uddeling til Kolorahjemsøgte. Gaverne lød paa Christiania og Aker Sogn og man har derfor ikke turdet gaa udenfor de trukne Jurisdiktionsgrændser, om det har vist sig, at Folk tæt udenom dem særligt vare kvalificerede til at faa Gaver. Meningen af Gaverne kunde dog ikke være saa juridisk, men det maa dog ogsaa erkjendes, at denne Ængstelighed efter at holde sig til Givernes bogstavelige Ord, kan være noksaa agtværdig, om end noget mindre konduitmæssig. Man har derfor hjulpet paa Tingen ved at omsende Subskriptionslister til disse Enkelte udenfor Jurisdiktionen og Noget er indkommet.
Efter saa mange Kjendsgjerninger paa Hjælpsomhed er det ikke smukt at se bønlige Opfordringer i Aviserne om at komme Nødlidende til Hjælp. Men, Herregud, Alle kunne ikke hjælpes, og den, som Intet har, han beder. Her er ogsaa haardt nu. Alt er dyrt, Ved og Mad; men saa er her ogsaa gode Tider, thi aldrig, idetmindste ikke paa lang Tid, har vel Tiderne været saa gode i alle Retninger, maa man sige. De, som mest føle Trykket, er den Del af Arbeidsbefolkningen i Byerne, som ikke ere Søfolk; thi Søfarten har dog af alle vore gode Ting iaar været den bedste.

Nr. 301/1853; søndag 25.12.

[Julelitteraturen]

Korrespondance
Christiania den 23de December
Nu er det Tid at tale om Juleliteratur. Det er nu engang bleven Skik at have en Juleliteratur; det er saadanne Smaasager som Kager, Daaser, Knivskafte, Paparbeider, Ranglerier, Svæsker, Naalehus og alle disse Smaatterier, som fryde Børn og barnlige Sjele og som hænger i Juletræet med smaa morsomme Udskrifter og Indskrifter. Det er paa disse Sager Husvittigheden øver sig. I Lighed med alt dette er Juleliteraturen. Den er aandelige Smaakager og konfekturer, og ligesom der skal en Smag og Mave for det Søde til at taale den virkelige Julekonfekt, saaledes skal der ogsaa en aandelig Smag og Fordøielsesevne til at holde ud med Juleliteraturen. Men den er i Grunden ikke for Folk med Smag; den er for Juletræet.
En saadan idealsk Juleliteratur have vi ikke, jeg maa sige desværre, thi en Juleliteratur af dette Slags er de smaa Affald af en righoldig Literatur. Dette er ligesom smaa Kræmmere ved Siden af Grosserere, og hvor den Ene ikke findes, er sjelden den Anden. I Tydskland der er Juleliteratur, der er Almanakker og Bøger af alle Slags til Julen. En «Soldatenbuch» er endogsaa kommen hid med Træsnit naturligvis, hvor Grenaderen staar strunk og stiv med Hænderne ved Siden som hængende Kjødpølser og Chakoen paa Hovedet som en drabelig Vasbøtte. Bogens Indhold kjender jeg desværre ikke, men efter Træsnittene at dømme maa det være meget krigersk. Det Eneste, hvori vi kan hamle op med denne Soldatenbuch, er, at der nu under Jul til de Militære er kommen en Forbedring af Uniformsreglementet fra 1846. Rabaterne skal vare noget anderledes, Opslagene, Kantingerne, Hatter, Chakoer, Port-Epéer, og overhovedet alt det, som gjør Krigsmanden harmonisk og ensformig. Se her har dog virkelig de Militære en Juleliteratur, og Skrædderne bør være meget loyale.
En af vore egne Landsmænd som har havt den Patriotisme at ville blive Literat, har sendt op til os en ægte juleliterær Bog, som heder «Pennetegninger.» Man bør paaskjønne Bogen, fordi Forfatterenk960 vil være Literat: det er saa Faa, som vil være det; thi dersom Nogen er det, saa er han det nødtvunget. Man tænker ikke paa smaa Julekager, hvormeget man forresten ligner Bagerne. Nogle Smaadigte have vi ogsaa faaet; disse ere ogsaa særdeles juleliterære, men da de ere af en Dame, bør man være galant mod dem og sige dem Artigheder, som man igrunden ikke mener det Mindste med.
En Kolera-Bog er ogsaa udkommen — ægte juleliterær. Den kalder sig Nytaarsbog og Nytaar hører unegtelig ogsaa med til Julen. Den kunde forresten ligesaa gjerne have hedt Helligtrekongersdags-Bog, thi der er Intetsomhelst i den, der passer for Nytaar. En Hverdagsbog vilde unegtelig have været det rette Navn. Men den heder nu engang Nytaars-Bog, thi lad gaa! Jeg blev ordentlig glad da jeg hørte, at det var en Kolera-Bog, for jeg antog naturligt, at den bar en Række Rescepter og Forholdsregler til at lutre Gaardsrummene; jeg troede det var en nyttig Bog. Men det er en Bog af Reisebeskrivelser og Vers, hvilket Altsammen er kleint. Man er nødt til at sige det, trods de renomerte Forfattere. Det, som er godt, og virkeligt godt, det er af Asbjørnsen,k961 thi Asbjørnsen fornegter sig aldrig, om han end stundom er nødt til at rive paa. Men det er saa kort dette af Asbjørsenk962, saa det ikke er værd 4 Mark.
En illustreret Kalender er udkommen hos Dzwonkowskik963 som Juleliteratur. Men Kalenderen tykkes mig saa brav, at den ikke burde være Juleliteratur. Den er smukt udstyret og P. B. Hansenk964 har der oversat et Digt af en polsk Digter, som maa være godt oversat, det føler man strax, om man ikke har den Ære at kjende det polske Sprog. Der er ingen overflødige Ord eller Riimendelser paa «hed,» som vore ulykkelige Poeter træske iveien med. Samme Forfatter har ogsaa i Kalenderen skrevet om Oskarshal; man kjender ogsaa her denne Mands fortræffelige Sprog, — vil sige Skriftsprog, forsaavidt det kan vare fortræffeligt — uagtet han i denne sin Beskrivelse tykkes at have været noget kunstig.
Hos Dzwonkowski og Cappelenk965 ere ogsaa ind under Julen udkomne nogle Bøger, som dersor maa regnes til Juleliteratur, uagtet det er Prædikenern128 af Linderotk966 og Wallin.k967 Det er gode Sager, blot Synd at de ere udkomne under Julen.
Hr. Tønsbergk968 har et Oplag af «Nationalverker» til Salg, nu under Julen ogsaa, men alt kan ikke være Juleliteratur.
Det erkjendes almindeligt, at Juleliteraturen er ringe iaar; men det skal være Kolera, som har gjort det. — Man bør haabe at Theatrene ville vide at komme med Nyheder i Julen og saaledes hjælpe paa Juleliteraturen. Paa Kassinotheateretk969 skal ogsaa indkluderes en Nytaarsfarce,» der formentlig i Lighed med «Nytaarsfarcen» for 5 Aar siden kommer til at indeholde personlige Allusioner. Det trækker det; man ser altid at Folk stimle til, naar Nogle slaas paa Gaden. Kassinotheatret behøver heller ikke at genere sig; thi der er vist ikke Mange, som forlange Kunst af det. Jeg kalder det Kassinotheatret som man fra Først var tænkt paa med; det skader ikke dets Norskhed det; thi det bliver saa alligevel bare for Spøg eller i Modsætning til det danske, at man kalder det norsk Theater. Det skal gaa ret taaleligt med dette Theater endog i denne Tid, da Kritiken skriver, at Publikums Lyst til vor Hovedscene er i kjendelig Tiltagende; dette er meget mere end venteligt og kan nu Nytaarsfarcen trække Hus nogle Gange, saa skader det med.
Med det dansken129 Theater gaar det godt, og der gives gode Stykker imellem; men man holder paa med at rekrutere sig med danske Folk. Publikum er dog et fortræffeligt Publikum, siden det finder sig i disse nyeste Danske. Det er til Fordel for Kassinotheatret at det danske Theater engagerer Danske; thi derved faar det Folk paa sin Side, som tilsidst finde, at Danskheden gaar for vidt, og derfor tager det hjemmegjorte, hvordan det saa er.


1854

Nr. 7/1854, søndag 08.01.

[Songerfesten på Skaugum]

Sangerfesten paa Skougom i Asker
Man holder ikke blot Sangerfester paa Horten og Hamar, hvor Foreninger fra By og Land komme sammen, men man begynder ogsaa nu at have Sangerfester og Sangermøder præstegjeldsvis. Saaledes maa det være skal Sangen blive saa almindelig som den engang var og bør blive, det vil sige, skal Alle, som har Stemme, synge paa sin ensomme Vandring hjemme i Huset og i festlige Lag. Det vilde været interessant at se — og det var ogsaa snart gjort — hvormange Sangforeninger her allerede nu ere komne istand paa Bygderne. Det er mange, flere idetmindste end man kan vente i saa kort en Tid. Det er ikke længe siden man begyndte med Sang og Sangforeninger i selve Byerne, kanske 10 Aar i det høieste, man sang nok før den Tid Verset: «Naar Harpen tier ved breden Bord, da høres ei Samfundets Glæder»; men man begreb det ligesom ikke. Det var forbeholdt denne nyeste Tid at vække Sandsen for Sang, ligesom at vække Sandsen for det Nationale. Disse to Ting høre sammen; de kunne ikke adskilles, saa langt fra hinanden de end synes. Naar Nationen finder sig igjen i det Ene, maa den finde sig igjen i det Andet, og derfor er Sangen bare et enkelt Fund af disse tabte Skatte, som Nationen leder op igjen efter at have kastet dem bort i Aarhundreder. Dette alene forklarer den virkelig folkelige Interesse, som Sangen mere og mere faar. Det er ikke blot det Naturlige for Mennesket i at synge, som gjør det; der ligger noget Dybere i det end det, som vedrører det enkelte Menneske, hans Glæde og Smerte. Der ligger noget Historisk i det, som vedrører vor hele Slægt. Man føler sig uden at vide af det som en følende Del af de henrullede Slægtfølger. At virke for Sangen er derfor ligesaa fortjenstligt som taknemmeligt, da man derved slaar an en velstemt Stræng.
Nu, det var da Sangerfesten paa Skougom. Askers Sangforening besøgte i Høst Liers Sangforening, som blev stiftet ivaar. De kom ridende over Heien i øsende Regn med sine Sanghæfter under Regnkapperne; de sang for Liungerne, som paaskjønnede dem og gjorde et lidet Lag, hvor man sang og talte om Sangen og den nyere Tid i Modsætning til Fortiden, da man ofte mødtes med fiendtligt Sindelag og, længere tilbage endog med Vaaben i Haand, trods Grandeskabet. Det var da ikke mere end Lige for Lige at Askingerne indbød Liungerne til en anden Gang. Denne anden Gang blev bestemt til Julehelgen, hvorved man da kunde lade det være som et Julebesøg med den virkelig nye Tilgift af Sang. Mødet blev talrigt; thi begge Sangforeningernes aktive og passive Medlemmer gaar op til omkring 80. Nu havde de Fleste sin Dame med, da der skulde dandses. Man havde valgt et godt Sted, thi Hovedbygningen paa Skougom er en Bygning saa rummelig og smuk, som den vel sjelden findes i Landdistrikterne. Den er gammel, omtrent 300 Aar, og med et gammelt Præg. Væggene, Stole og Bjælker ere saa oldnorske, som det skulde være op i en afsidesliggende Fjelddal, og dog er den med alt dette moderne og bekvem, virkelig smagfuld. Det var derfor ikke uden Grund at en Taler fremstillede Bygningen som et Mønster paa, hvorledes vi skulle være og udvikle os, at vi skulle være trofast nationale, og dog civiliserede, hvortil der under den videregaaende Udvikling blev gjort Antydning til Kubbestolene og Bjælkerne, og ligesom man her saa i Nærheden af Byerne noget godt gammelt Norskt i Stuen, saaledes fandtes der ogsaa nationale Træk i Skikke og Sprogvendinger, hvor udvisket Alt end syntes at være.
Der blev ikke talt saa Meget som der ved slige Anledninger pleier. Man drev det ikke til Kjedsomhed, men Dandsede. En Taler sammenlignede disse Sangmøder med Studentermøderne og mente, at Forskjellen alene stak i Massen istedetfor i Beskaffenheden. Man vilde lære hinanden at kjende, udvide sine Kundskaber, udslette Fordomme og fornøie sig. Man vilde lade Besøget ligesom antage en ædlere Tone og derved hæve det til noget i sin sidste Grund Poetisk. Der blev talt meget Humoristisk. En Skolelærer Olsen fra Asker var som Grundtvig efter Maaden paa Studentermødet. Det var en sand Fornøielse at høre denne Mand, idetmindste for en Stund, og de, som beskylde Skolemesterne for Stivhed og pedantisk Alvor, vilde ret slaaende være blevne gjendrevne af denne humoristiske Mand. Man kan ikke godt gjengive omtrentlig Indholdet af hvad han sagde; det var morsomt. Askers Sangere bød Liers Sangere velkomne i en Sang og Liers Sangere hilste med en Sang. Denne sidste var trykt, derfor meddeles den her. Den var forfattet af Student Vinje og lyder saaledes:
Mel. Held os, vi har et Fødeland.
Held os, vi funde Sangens Mø,
som borte, borte var saalænge,
mens Harpen hang med sprungne Strænge, —
hun lagde sig som hen at dø.
Vi favned hendes tause Minde,
det brændte Hugen mangen Gang.
Vi ledte — de, som lede finde —
vi fandt den svundne Sang.
Til Liv af lange Dvale frem
i Byen først man vakte hende;
til Landet vil hun nu sig vende,
til Landet, hendes Moderhjem.
Der kan hun i en Ven sig glæde,
som deler hendes Fryd og Harm;
thi der hun hører samme Kvæde
fra Fjeldets brede Barm.
Der finder hun sig selv igjen,
hver Gang hun hører Fossen drønne
og Furuskoven tungt at stønne,
naar Vinden drager gjennem den.
Forsonet der hun blidt kan mæle
om Morgendug og Aftenfred;
der kan hun lægge sig og knæle
paa Mindehougen ned.

Nr. 14/1854, tirsdag 17.01.

[Krimkrigen og den skandinaviske nøytraliteten; det norske teateret; nordisk einskap; festen til Fædrenes Minde]

Korrespondance
Christiania den 11te Januar*)
Man skulde efter vore store Aviser slutte, at her i Hovedstaden maatte være megen Spænding i Anledning af den saakaldte «Nøitralitets-Traktat» de skandinaviske Riger imellem. Men nogen Spænding er her visselig ikke; man snakker nok om Tingen, men det er fordetmeste blot for at spase med Morgenbladet, som kan gribe ud af Luften den Tanke, at vi skulle holde med Russen mod England. Vi ville jo være nøitrale, det vil sige holde med Ingen, og stiller engang Tingenes Tilstand sig saaledes, at vi ere nødte til at tage Parti, er det tidsnok at deklamere om, hvem vi bør holde med, og Valget kan da ikke være tvivlsomt, om vi bør holde med Civilisationen eller Barbariet, om vi bør begaa et Selvmord eller leve saa længe Gud vil opholde vore Dage. Men Regjeringen i Danmark og «Junkerpartiet» i Sverige holder med Rusland og dets Politik, mener Morgenbladet, og dette Medhold kan blive af ulykkebringende Følger for os. Denne Synsmaade er fortræffelig gjendreven i Chr.-Posten, som mener, at Fyrsterne og deres Sympathier ikke have det samme at betyde nu som før, da Fyrsterne stelte med sine Lande og Riger, som en Mand gjør med sine Gaarde, gifter dem bort o.s.v. Postens Mening var omtrentlig denne, tykkes mig; den var fornuftig.
Her er Folk nutildags, og disse frie Folk have en Mening, som ingen Magt ustraffet tør spotte. Disse frie Folk agte og ære sine Konger, naar de opfylde sit skjønne Kald, at opfatte den fornuftige Folkevillie og lede sine Børn frem til Lyksalighed, som man saa skjønt sagde i gamle Dage: Men blive Fyrsterne sig selv utro, det vil sige have de en anden Mening end sine oplyste og selvstændige Borgere, da synker Dynastietn130 sammen som en udbrændt Askehob. Det viser al Historie. Da Gustav den 4dek970 ved sin Daarskab skilte Sverig ved store Landsdele og bragte Resten paa Undergangens Rand, faldt han uden at der blev udgydt en Blodsdraabe, han blev behandlet som en Umyndig, og da han paa sine Folk skreg «Gevaldt!» svarte en Grenader: «Kongen beder om Vand; han er syg».
Det er en Fornærmelse af Morgenbladet, at give den Tanke Rum, at vor gode Kongek971 nogensinde skulde ville Andet, end hvad Nationen vil. Den russiske Indvirkning kan ikke rokke Ham; det er umuligt at tænke sig Muligheden af det. Han er altfor oplyst til ikke at kjende til og spørge efter Folkemeningen, og Han véd, hvad det har at betyde at trodse den; Han kjender sin Stilling som konstitutionel Konge, og Han kjender de Norskes og Svenskes Sindelag mod Russen; Han turde antage, at enhver Norsk og Svensk Officier, som blev befalet at stride med Rusland mod England vilde sønderbryde sin Kaarde, og heller blive skudt af en Standret, end staa under den russiske Fane. Kort, Han ved at her er en Folkevillie, og Han føler det som Sin kjæreste Pligt at repræsentere denne.
Det er uforsvarligt af Morgenbladet at fremkalde slige uhyggelige Tanker, og kunde man ikke undskylde det med Dumhed, vilde dets Gjerning være endnu mere uforsvarlig. Det er fast ubegribeligt, at man har taget Notits af det og skrevet saameget om dette Thema. Det kan næsten ikke forklares paa anden Maade, end at man var glad ved at finde en Leilighed til at skrive om slige statsvigtige Ting, som de engelske Aviser ere saa lykkelige at kunne tale om Dag ud og Dag ind. Det var noget rigtig Gjilt at tale om denne «høiere Politik» og veie Statens høieste Interesser i sin Haand; det var noget Storartet at føle sig som en liden Hage i det store Verdenshjul. Alt vel betænkt, kan man derfor ikke forundre sig over nogen Avisskriver og mindst over Morgenbladet, især naar man betænker, at det i disse fine politiske Betragtninger unegtelig har været aldeles fabelagtig dumt.
Det gaar nok vel med vor Nøitralitets-Traktat, og hvorledes det gaar, saa opfylder visselig en Avis sit Kald bedre ved at tale om praktiske nærliggende Ting end ved at skyde Skræmmeskud op mod Maanen. Tier man til det er Tid at tale, saa virker Talen og en Tale i rette Tid med Alvor, Værdighed og Begeistring vilde i dette Spørgsmaal virke som et Lyn, fordi Luften først da var svanger med Elektricitet.
Nu derimod staar Morgenbladet og experimenterer inde paa sit chemiske Laboratorium. Det kan være belærende nok som en Prøve paa kunstig Lynild og Torden, men man finder det i Grunden komisk. Det skulde undre mig, om ikke Morgenbladet med en Professor i Fysik siger, naar Experimentet ikke lykkes: «Dette ubehagelige fugtige Veir.» Veiret er forresten godt nu; her er klingende Føre og deiligt Maaneskin; men det gjør naturligvis intet til Sagen for en Klodrian af en Experimentør.
I min sidste Korrespondance under Jul var en slem Trykfeil; der stod mod Slutningen det norske Theater istedetfor det danske Theater. Feilen var saa grov at det Hele blev meningsløst; jeg lod det derfor være, da jeg antog, at Enhver matte skjønne det var en Trykfeil. Jeg er imidlertid gjort opmærksom paa, at Enkelte have antaget det anbragt med Forsæt, for ligesom at antyde, at vort danske Theater var mere norskt, end vort saakaldte norske. Dette var ikke Meningen; thi vel ansér jeg ikke vor saakaldte norske dramatiske Skole for synderlig norsk i egentlig og god Forstand, men naar galt skal være, saa er dog Skolen mere norsk end det danske Theater. Skuespillerne ere idetmindste norske saalænge, indtil de blive lidt mere oplærte af de danske Forstanderen131. Enkelte have ogsaa taget mig ilde op, at jeg bragte i Forslag paa en Maade at det skulde hede Kassinotheatret, som Mange efter min Erfaring vilde kalde det og virkelig kaldte det i Begyndelsen. Jeg inhærerer mit Forslag og agter indtil videre at benævne det Kassinotheatret, naar jeg har den Ære at tale om det. Det stemmer saa godt overens med Bygningen, som heder Kassino, og saa slipper man at snakke om Norskheden, som man ikke bør tage forfængelig. Navnet gjør desuden lidet til Sagen for Andre end Skræddere f. Ex., som absolut ville kaldes Mestere, og for gamle Pebermøer, som man maa vogte sig for at kalde andet end Jomfruer eller Frøkener.
Gid Kassinotheatret maatte gaa frem og blive norskt. Det kan gjerne være norskt for det, om ikke jeg tror det; men Herregud, jeg faar da vel ogsaa Lov til at have en Mening, naar jeg farer beskeden med den, og det haaber jeg at have gjort med Hensyn til Kassinotheatret, som jeg isandhed holder af, fordi der maaske engang kan blive Noget af det.
*) Denne Korrespondance er ved en Forfatteren utilregnelig Feil bleven forsinket, saa den først igaar kom Redaktionen ihænde. Vi have imidlertid af forskjellige Grunde troet det rigtigst nu at meddele den i sin Helhed. Redakt. Anm.
Den 13de Januar.
Man holder paa at «eike» med Krigsspørgsmaalet og snakker om disse «Operationer tilsøs,» som paa Død og Liv skal betyde Operationer mod England og for Rusland. Det er som naar en Mand holder paa at fortælle den samme Skrøne til han ordentlig tror den. Man søger Bestyrkelse i ubestemte og intetsigende Udtryk i svenske og danske Aviser, og Enden bliver, at vi komme til at «operere» og atter operere, — faa en Krig med England paa Halsen. Har man spurgt Sligt?! Var her endda som i Udlandet, hvor man spekulerer i Papirer ved at gjøre Krig, saa var der da Mening i det; men nu er det bare Hang til at udmale sig det Rædselfulde, saaledes som alle «faakunnige» Folk gjøre eller blaserte Mennesker, som ville pirre sine slappede Nerver. Og saa skal det stakkels Danmark drages ind i med og faa Skylden, fordi man ligger og bygger i Luften! Det er nogle vakre Skandinavister! Nu kommer det an paa, om den «nordiske Fest,» som i Kvæld skal holdes, og som i sit Væsen maa være skandinavistisk, ogsaa er greben af Krigsrædselen og giver Danmark Skylden og følgelig ikke tør tale om Nordens Enhed. Det maa blive artigt at se Kampen i mange Skandinavisters Sjel mellem Kjærligheden til Danmark og Indbildningen, at det vil føre os en Krig paa Halsen, da det ikke er umuligt, at nogle kunne være bidte af denne gale Hund.
Man talte ikke om Krigen som forstyrrende Nordens Enhed; man talte netop om Nordens Enhed, som om Intet var skrevet i Aviserne. I denne «nordiske Fest» eller Festen til «Fædrenes Minde» holdt man sig til den historiske Tanke og lod alle Dagens smaalige Spørgsmaal ligge dybt under sine Fødder. Det var Videnskaben, Poesien, Ungdommen, som talte. Professor Welhavenk972 udhævede netop i sin fortræffelige Tale, at vi ikken132 burde tabe Modet, fordi Tvivl reiste sig og den skandinaviske Tanke blev formørket af tilfældige Begivenheder, da det er en Tanke, som lever i Folket, i Broderskabet og kommer dukkende frem, naar man mindst skulde vente den, — kommer frem i Fyrsternes Raadslagninger og Planer, uden at de ligesom selv vide af den, — kommer frem i Tænkerens Forskninger og Digterens Inspirationer, naar den synes ganske glemt; den er den Plante, som vel voxer langsomt, men som derfor engang kommer saa meget herligere frem og skyder sine skjønne Blomster. Det var isandhed en trøstende Tale, netop fordi den var sand; den var ogsaa i rette Tid; man trængte til en Styrkning i sin Tro under Tidens Tvivl.
Daak973 talte meget humoristisk om Rusland i Modsætning til England, og spurgte Forsamlingen, hvad der var lettest at læse Engelsk eller Russisk med sine syv Kasus og sin umulige Udtale. Man skreg naturligvis Engelsk! Han lærte os nogle russiske Ord, som vi havde i vort Sprog og deriblandt et, som betyder Pidske eller Pidskning. Det slog an; man lagde en god Mening i det.
Man talte ogsaa om Danmark og om Røddinge Høiskole (en Skole i det sydlige Slesvig, man har samlet Bøger til som Værn mod den indtrængende (?) Tydskhed) og man sendte Lister til Paategning af Bøger. Man talte naturligvis i det Lange og Brede som vanligt ved slige Leiligheder og udbragte Skaaler for Kongen og Storthinget. Norskheden turde man ligesom ikke snakke om, uagtet det dog maatte have været noget af det Første ved denne Fest; men man var vel ræd det for alt det, som er snakket om den og skrevet i Aviserne. Paa Slutten vovede dog En at omtale den og Sproget som noget af det mest karakteristiske ved den. Der blev Støi, forstaar sig, men dog mindre end man kunde ventet.
Det var i Grunden en fortræffelig Fest, langt mere livlig end de sidst foregaaende Aar. Der var ogsaa flere ældre Folk og Folk i «Stillinger» som Professorerne Welhaven, Monrad,k974 Lektor Friis.k975 Bibliothekar A. Munchk976 var der ogsaa, og han havde forfattet Visen paa den ophøiede Melodi: «Vift stolt paa Codans Bølge.» Welhaven og Munch bleve baarne omkring i Salen.
Paa Væggene vare Emblemer og Navne paa Nordens berømteste Mænd. Buster af Holberg,k977 Thorvaldsen,k978 Oehlenschlæger,k979 Ørstedk980 og Rye.k981 Den prægtig oplyste Sal var paa én Gang høitidelig og munter: det var Livet og Ungdommen, som færdedes i den.

Nr. 32/1854, tirsdag 06.02.

[Førebuing til krig; isfri hamn i februar]

Korrespondance
Christiania den 3die Februar*)
Nu under Forberedelserne kan Storthinget ligge og betænke sig paa de vigtige Ting, det har at gjøre. At det er vigtige Ting, skjønte man allerede af Avisernes Hilsningsord til det; men Aviserne vilde dog ikke ret ud med Sproget; man vilde vel, at det skulde være et Folkeæmne Mand imellem, hvor da enkelte noget Overspændte kunde gjøre Vigtigheden saa stor som mulig og fylde somme Storthingsmænd med Ængstelse for Ansvarsfuldheden i deres høie Kald. Vigtigheden angaar Krigen, som Enhver let kan skjønne. Vi skulle ogsaa faa Krig, tænker man, efterat man med den største Lethed har tænkt sig, at Krigen bliver almindelig i Europa; og naar det her bliver Krig, maa Storthinget bevilge, og selv om her ikke bliver Krig, saa maa Storthinget bevilge alligevel, for at man kan være færdig til Krig; thi siger man med en dybsindig Mine: «Det bedste Middel til at undgaa Krig, er at være færdig til Krig.» — Nu skal der da i et hemmeligt Møde, antager man, bevilges Midler til de 5000 Mand, som skulle sættes paa Krigsfod og fordeles 3000 til Stockholm, 1200 til Christianssand og 800 til Horten og Kaholmen; dette bliver Thingets første Gjerning. Dets anden maa blive at flytte Banken til Christiania for at ikke nogle Linieskibe skulle komme ind igjennem Trondhjemsfjorden og tage Sølvet.
Der turde forresten være mere sandt end ønskeligt var i disse Historier. Man vil med Sikkerhed vide, at 5000 Mand eller saa omtrent skulle sættes paa Krigsfod, og da maa vel Storthinget bevilge, dersom det ved de fremlagte Dokumenter finder sig «moralsk tvunget,» som man sagde i 1848. Der maa andre Grunde til end de, man kjender af Aviserne og Nøitralitets-Traktaten; man maa se, at Traktaten er sluttet efter alvorlig Opfordring af Magter, som vilde og havde Magt til at forlange rent Bord. Idetmindste er her Storthingsmænd som sige Nei i det Længste; andre derimod finde Bevillingen øieblikkelig i sin Orden og spørge bare ganske almindeligt «Tidsomstændighederne» tilraads, sigende som saa: «naar Valget er mellem at tabe Alt og Noget, kan Valget ikke være tvivlsomt.» De gaa nemlig ud fra, at Noget maa tabes. Det er dette, Mange ikke ville indrømme; men paa Sagens nuværende Standpunkt kan man ikke vel sige Noget om den Ting; flere Oplysninger maa til. At Storthinget skulde være nødt til at bevilge, fordi den svenske Rigsdag har gjort det, er Noget, som ikke rimer sig.
Hvad nu Bankens Flytning angaar, da turde vel de nuværende Omstændigheder blive benyttede som et Agitationsmiddel, og i det var vel intet Ondt; thi Banken bør vist flyttes til Christiania; de som nu ikke ville eller kunne erkjende dette, maatte det vel være tilladt at true, ligesom man skræmmer Børn med Nøkken eller Nissen.
Aviserne idag bragte ikke synderlig Nyt fra Tyrkerkrigen. Men, det maa da sige, Mange tror, det bliver en almindelig Krig. Det er ikke saa godt at tro Noget nu; kun det kan man tro, at England lader Rusland gjøre særdeles meget, før det griber ind med Fiendtligheder; det holder i det Længste paa med Demonstrationer, hvilket paa norsk omtrentlig vil sige, det syner sig bare. Man kan ogsaa tro, at Krigen ikke vil blive almindelig: de revolutionære Kræfter maa samle flere Kræfter, før de vaagne; de fik et saa grundigt Stød i 1848 og derudover, at en ny Generation maa til, før det rigtig bliver Noget af; det Eneste er, at enkelte Kræfter vaagne for hist og her at opponere; først naar de have opponeret en god Stund og tro sig, saa smelder det.
Fuldmagtsudvalget var meget frisindet; det agtede ikke paa den formentlige Uformelighed ved Worumsk982 Stemmeret, men indstillede ham til Antagelse. Man fandt en heldig Bestemmelse, som redde gamle Præjudikater. Formen maa for alle Ting bevares.
Valget paa Kongsberg er godt. Alle Valg ere gode.
Det er en Mærkelighed at Havnen paa denne Aarsens Tid er aaben, saa at Farten kan have sin Gang. Skibe komme og Dampskibet St. Halvard bugserer opover, naar Vinden ikke er god; det faar sig godt betalt. Saltet staar i høi Pris. Man venter Ladninger Dags daglig baade med Stykgods og andre Varer.
*) Indtraf først hertil den 5te Febr. Red. Anm.

Nr. 35/1854, fredag 10.02.

[Konstitueringa av det nye Stortinget; trontalen]

Korrespondance
Christiania den 8de Februar
Idag aabnes Storthinget og igaar red Herolderne om for at sige det. Idag oplæses altsaa Throntalen, som vi Alle snart faa Anledning at læse. Man er vel spændt for at høre, om Kongen berører Krigsspørgsmaalet og hvorledes. Igaar skulde man i Thinget raadslaa, om man paa Forhaand skulde besvare Throntalen eller bie, til man fik høre den; mod et forresten stort Mindretal, blev besluttet, at man skulde bie og høre. Det var saa rimeligt. Det er bare i Skervendsel man passer paa «ubeset.» Dette hører forresten inden lukte Døre, men det kommer altid ud, naar det er Ting, som taaler Dagen.
Nu er da Storthinget «konstitueret.» Det har gaaet Fuldmagterne gjennem, valgt Lagthinget og Udvalg (Komiteer siger man endnu). Lagthingsvalget har vakt Opmærksomhed. Til sidste Lagthing valgte man Oppositionsfolk uden Hensyn til Alder og Dygtighed i Paavente af Rigsret for H. Harringk983 og Sexe.k984 Da derfor Sorenskriver Raschk985 blev syg, sad Faa eller Ingen igjen, som synderlig var skikket for en prøvende og dømmende Forsamling. Der blev ingen Rigsret af, men Partimeningen var lige godment, at ville lade Partistemning faa Indflydelse paa en dømmende Magt. Dette er en Kjendsgjerning, som ikke maa glemmes, naar man vil gjøre sig en Mening om vore Partier. Nu har ogsaa Partiaanden, eller, hvad der er værre, rent personlige Hensyn, gjort sin Gjerning ved Valget til dette Lagthing. Der er nemlig komne tre Mænd ind i Lagthinget, som netop burde været i Odelsthinget, nemlig Amtmand Birch-Reichenvald,k986 Daak987 og R. Olsen.k988 Man kan ikke have valgt disse Mænd til Lagthingsmedlemmer af nogen fornuftig Tanke, men af grumsede Bevæggrunde. Birch-Reichenvald skulde vel have Smæk for sit Mellemværende med Oppositionen i 1848 og Daa skulde vel blive skildt fra Stabellk989 paa en nem Maade.
Det er mærkelig, at Stabell, der pleier at være en klog Mand, drev Tingen til den Yderlighed, at medvirke til dette Daas Valg; — og lige saa mærkeligt var det, at Stabells Venner ikke skjønte bedre paa sin Vens Vel og egen Agtelse end at virke for et Resultat, som ikke kan gjøre noget godt Indtryk. Man er vel berettiget til at sige, at der blev virket for Valget, uagtet nogen egentlig juridisk Vished turde være vanskelig at faa. Man burde havt den Tillid til Stabell og Daa, at de af Respekt for Thinget og Nationen, havde hængt sit Mellemværende igjen med Hatten ud paa Knaggen; idetmindste turde man ikke have forudsat Andet, men ladet det komme an paa en Prøve og da grebet til Midler, som havde været virksomme nok. Nu derimod har man for denne Sags Skyld brudt et Princip og stillet personlige Hensyn over Thingets Vel.
Dette maa ikke glemmes, for at man kan lære sine Folk at kjende. Man behøver ikke at holde hverken med Daa eller Stabell for at sige dette, ja man kan gjerne holde med dem Begge for den Skyld.
At Rolf Olsen kom i Lagthinget, var om muligt endnu mere paafaldende. En ung Mand uden Erfaring i Thingets Former, men med en forventet Arbeidsdygtighed kom i Lagthinget! — Det er vel stridt! — Det ser ud, som om Lagthinget skulde være en Tugtelsesanstalt, hvorhen man kan putte Enhver, som man selvraadig ikke liker. Lagthinget skulde jo, saavidt Grundloven tillader, være et Overhus, hvor Erfaring, juridisk Kløgt og ubestridelig Selvstændighed hørte hjemme. Dette Begreb formørker man alt, hvad man kan, og saa bør det ikke være! De tre nævnte Herrer ere dygtige Folk, men det maa gjentages: i Lagthinget komme deres Kræfter ikke til den rette Anvendelse. Ved dette Mistag glemte man ogsaa at sætte ind i Lagthinget Assessor Motzfeldtk990 eller Byfoged Meldahl,k991 hvis juridiske Lærdom er ubestridelig og som mindre tiltrænges i Odelsthinget eller kanske ere mindre skikkede for den Virksomhed.
Møinichenk992 kom med en god Tanke under forrige Thing, den nemlig at Lagthinget burde forberedes ved en Komité. Alene paa den Maade og ved at lytte nogenlunde til Vedkommendes Ønske kan man faa Lagthinget rigtig besat og afskjære Partiskhed og Personlighed fra en Sag, hvor den allermindst hører hjemme. Dette vil engang ske, og dersom Erfaringerne fra dette og forrige Thing kunde hurtig lede dertil, vilde de ikke være spildte.
Lagthinget vil forresten nu, kan man vente, komme paa en bedre Fod og ikke længere være Stedbarn for Referater og Aviser. Det turde ogsaa komme saavidt, at det valgte sine egne Udvalg til at gjennemgaa først Odelsthingets Beslutninger, hvilket maatte bringe ligesaa megen Orden som Klarhed i Forretningerne, og belyse den Tanke, at Lagthinget har noget at betyde. Besynderlig nok, at man ikke holder mere ud ifra hinanden Odelsthing og Lagthing. Vel sætter man ikke Lagthingsmedlemmer i Protokol- og Decisions-Udvalget; men der er dog liden Sammenhæng i at Lagthingsmedlemmerne sidde i forberedende Udvalg til Odelsthinget. Storthing, Odelsthing og Lagthing burde formentlig have sine særskilte Udvalg; fordelte man Kræfterne rigtigt, skulde man ikke frygte for at splitte dem, og der vilde være Overensstemmelse mellem Thingene og deres Forberedelser.
Aabningstalen var som alle slige Taler fredelig: man haabede det bedste. Men skulde det knibe, haabede man ogsaa, at den gamle norske Tapperhed ikke vilde fornegte sig. Dette kan man trygt haabe, dersom Tapperheden faar bruge sig paa den rette Kant, hvis ikke vender den sig med en uventet. Bevilling maatte forresten til.

Nr. 48/1854, lørdag 25.02.

[Krigsspørsmålet]

Korrespondance
Christiania den 21de Februar
Krigsspørgsmaalet begynder at blive nærgaaende. Igaar Morges Kl. 9 var Møde for lukkede Døre i Storthinget; Storthingsmændene bleve budstikkede iforgaars; man antager, at Mødet gjælder Bevilling, hvilket er saameget mere troligt som den sidste svenske Post bragte en kongelig Proposition desangaaende. Det er virkeligt uhyggeligt nær dette Krigsspørgsmaal nu, og uagtet man endnu tør haabe, at der i Virkeligheden Intet bliver af, saa ængstes dog mange Gemytter, og Bevillingen til at sætte en Arméafdeling paa Krigsfod vil tage bort Penge fra vor indre Udvikling, som nu saa herligt har gaaet for sig: Mange Veiarbeider f. Ex. maa standses og det som skulde være til en Hovedagerbrugsskole og til en polyteknisk Skole, det gaar til ufrugtbare Rustninger. Vi maa imidlertid være glade saalænge intet Værre rammer os; thi Verden ligger endnu saameget i Barbariet, at man ingen Sikkerhed har. Kan man vel tænke sig noget mere Barbarisk end at en eneste Mand skal kunne sætte hele Verden i Bevægelse? Under en saadan Tingenes Tilstand kan man vente al mulig Daarskab og Elendighed. De sidste Efterretninger syntes dog at tyde paa en anden Vending; men det er ligesom Spørgsmaalet først nu kom til os. Da Kureren var kommen, samlede Statholderenk993 til sig nogle Storthingsmænd, og Regjeringen skal være i betydelig Virksomhed. Man taler om at rekrutere de laveste Officiergrader med de bedste af Underofficiererne, med Disciple i Krigsskolens øverste Klasse og med Studenter. Dette klinger noget underligt, men det gaar noksaa «stavløst.» Vi vide jo forresten fra 1848, at vi ikke ere godt forsynede med krigsdygtige Officierer, og skulde her virkelig blive Alvor i Legen, saa blev man nok nødt til at rekrutere Officierklassen ogsaa.

Nr. 87n133/1854, onsdag 12.04.

[Friskytten og avisfreden]

Korrespondance
Christiania den 10de April
Et nyt Blad skal nu udkomme af B. Poulsenk994, og det skal hede Friskytten. Det har sin Nytte et saadant Blad; thi Alt maa komme til Orde ogsaa inden Pressen. Aviserne kunde gjerne skjænke Friskytten lidt Opmærksomhed; thi Friskytten vil ikke gaa dem i Næringen: det er en egen Mark den kommer til at spade og hakke paa, dersom B. Poulsen ikke «skifter Farve,» som jo i Politiken er det Værste, man kan sige om et Menneske. Vi trænger næsten nu til et Blad, som kan antre: Aviserne ere saa fredelige og venskabelige indbyrdes, at man føler, de ikke leve overensstemmende med Naturen, som jo for en Avis er at give ondt ifra sig, navnlig er Chr.posten og Morgenbladet saa fredelige med hinanden, at man næsten fristes til at antage Et af To: Enten have de byttet politiske Roller eller ogsaa have de faaet fornuftige Redaktører saalænge. Det er dog et Spørgsmaal om Publikum finder sig i Længden med denne Fredelighed, Spørgsmaal, om Publikum kan fornegte sit Hang til Komedien og Farcen. De andre Aviser herinde ere ogsaa fredelige; af Arbeiderbladene ryter nu lidt Ondt imellem, men det har dog Intet paa sig. Friskytten tør der antages at ville afhjælpe et Savn for Øieblikket, dersom han bare kan komme saavidt, at han kan kjøbe sig Rifle og Kniv.
Aviserne have dog saa lempeligt talt om Pressens Ret eller Uret til at aabenbare, hvad Storthinget vilde holde hemmeligt. Det synes nu være ganske klart, at Pressen ikke har Lov til at gaa Storthinget ind i Næringen. Naar derfor Storthinget beslutter Noget, faar man lyde det. Pressen kan vel ialmindelighed rose og dadle, men ind i Storthingets Forretninger kan den vist ikke gaa. Pressen bør nu ogsaa være en Smule beskeden og ikke tro sig saa forfærdelig klog. 107 Storthingsmænd maa vel antages at vide ligesaa godt hvad der er rigtigt som nogle stakkels Avisskrivere.

Nr. 90/1854, onsdag 19.04.

[Inga tid for Bibel og norgeshistorie]

Korrespondance
Christiania den 14de April
Det er visselig uheldigt, at man i disse Dage udgiver saamange Verker. Det er uheldigt fordi denne Tid mere end de fleste andre Tider er en Overgangstid, og man kan have hvilken Mening man vil om vor Sprogbevægelse, saa er dog det vist, at Sprog og Fremstillingsmaade Dagsdaglig undergaar en større Forandring end man bliver vaer samstøndes, og bliver ikke Sproget nyt, bliver det dog temmelig ukjendeligt om nogle Aar, lik’som det allerede nu er et ganske andet end for 20 Aar siden selv hos dem, som mest fortvivlet sparke mod enhver Forandring. Paa en saadan Tid er det uheldigt at oversætte Bibelen; thi vi og sikkerlig ogsaa Kirken kunde godt have berget os med de ældre Oversættelser endnu en Stund, indtil vi kunde have faaet en af den yngre Slægt, som mere folkeligt vilde have kunnet gjengive dens rørende og ophøiede Simpelhed. Den dogmatisk mere rigtige Gjengivelse kan vel have sin Betydning for theologiske Systematikere og for Mennesker, der læse Bibelen som Juristerne Kriminalret, men for Almuesmanden og overhovedet religiøse Gemytter gjør en mere streng dogmatisk Oversættelse intet til Sagen; kan den være med, er det vel nok, men det Væsentlige bliver at faa Bibelen i sit Barnesprogs gribende Styrke, som en fortrolig Omgang med Folkesproget og Sagastilen alene mægter at gjengive, forsaavidt det nu kan gjengives; thi det kan ikke negtes, at den gamle Fortællemaade med den storartede Natursandhed og de malende Billeder er en Kunst som synes uddød. Det er lik’som Tankerne blive mergstolne des flere de blive, og lik’som Sproget tabte sin Malm jo mere det blev udhamret. Selv de største Genier kan ikke gjengive disse ubegribelig skjønne Digtninger; de gjengive dem en Stund, men saa falde de ud af «Duren», uden at kunne opløse Dissonnantserne; og naar nu middelmaadige Mennesker ville skride i denne gamle Aand, faar man først Usands saa det munar. Sproget som lappet sammen fra alle Verdens Kanter og fjernet fra sit naturlige Udspring maa visselig gjøre meget til denne sørgelige Følelse, man fornemmer ved at læse vore Nutidens Forfattere, naar de ville være gamle, og naar de befatte sig med det Gamle. Man skulde derfor lade det Gamle være saavidt som muligt, til man fik se, om den glædelige Retning efter at finde os selv igjen i Sprog som i sand Folkelighed ikke kunde lade os røre ved det Gamle uden at blive bespottelige. Bibelen er netop en Folkebog i Ordets bedste Forstand, og det er derfor uberegneligt, hvilken Indflydelse den har paa Nationen med sit ufolkelige kunstige Sprog. Alle Bestræbelser i folkelig og sproglig Retning nytter lidet, naar vore vigtigste Bøger, de religiøse nemlig, føre Slægten bort fra Modersmaalet og med det samme fra Grundlaget for al sand Dannelse. Den hele Geistlighed og Skolelærerstand, som har saameget at sige, virker derved tilintetgjørende paa Nationens aandelige Liv.
De religiøse Skrifter staa først; dernæst de historiske. Munchsk995 «det norske Folks Historie» gjør ikke saameget; thi den hverken viln134 eller kan læses af Folket i udstrakt Forstand; de som læse den kan enten ikke blive værre end de ere, eller ogsaa taale de Paavirkningen, der for dem heller ikke kan blive værre end den er. Munchs Historie vil have sin store Betydning for Forskerne og Liebhabere, der ogsaa kan læse tydske Verker. Og Munch som en enkelt Mand kan ikke bie; han faar skrive mens han lever, og vi bør være ham taknemmlige, selv om han ved sin Autoritet og Frugtbarhed mere end nogen Anden næsten ødelægger Modersmaalet. Men Selskabet for Folkeoplysningen — det kalder sig virkelig Selskabet for Folkeoplysningen — det skulde man dog haabe begreb, hvad Folkeoplysning var, og hvorledes den burde tages. Det er formodentlig ubeskedent af mig at gjøre Indvendinger mod det, og især da jeg ikke er Medlem som saa mange Andre af det. Er jeg ubeskeden, hjælper det vel intet, om jeg beder om Forladelse; thi det er bedst jeg skriver som jeg mener, at det neppe griber Tingen rigtig an, og navnlig er vel de Fleste enige om, at det er paa Vildspor, naar det lader til at ville faa en folkelig Historie istand; dertil er Tidens Fylde ikke kommen; det kan man vist trygt sige. Hvem skulde skrive en saadan Historie nu? Den eneste Mand, som maaske var Opgaven voxen, maatte da være I. Aasen;k996 men han har andre mere uopsættelige Ting for sig. Her kan vistnok være skjulte Kræfter i Nationen, men dem kan man ikke regne paa, før man kjender dem. Naar Sproget faar sætte sig, er det Tid at tale om slige Verker, vil man ikke modvirke aldeles paatageligt, hvad man dog giver sig Mine af at virke for. Lad Selskabet oplyse «Folket» saa godt det kan; her er nok ikke noget bedre for Tiden — bedre vrang Stad end ingen —; men udgiver Selskabet en Folkehistorie nufortiden, saa vil det gjøre en stor Skade, dersom da Udgivelsen ikke viser sig umulig, naar man tænker sig om.
Det Hele kunde gaa, dersom man ikke gav sig en norsk Mine. I Bibeloversættelsen har man saaledes seet at man i sin Danskhed ikke turde optage Ord som femti, sexti o.s.v, og endda vil man tale om en selvstændig norsk Oversættelse! Man river sig løs fra Danmark paa en unødig Maade: man bliver alt andet end norsk alligevel. Da var Sagenk997 i Bergen en hel Mand: han kaldte sine Bøger danske.

Nr. 116/1854, lørdag 20.05.

[17. mai 1854]

Korrespondance
Christiania den 18de Mai
Gaarsdagen høitideligholdtes meget smukt, uagtet Ingen maa sige, at det var nogen Folkefest. Der saaes ikke saa store Menneskemasser, som sædvanligt, at drage gjennem Gaderne, hvorimod Publikum ganske skjønsomt drev ad Klingenberg til for at se paa Løver og krybende Dyr. Her er virkelig komne Løver til Norge; jeg mener ikke de sædvanlige Løver i Christiania, men virkelige Løver.
I Logen skulde Storthingsmændene have levet nok saa hyggeligt med Sang og Taler; siden ud paa Aftenen kom en Del til Haandverkernes Gilde, hvor man holdt paa til Klokken var over 2. Der taltes vel og længe, og følgende Sang af Student A. O.n135 Vinje blev afsungen:
Nu firti Aar er rundne
for os som Frihedsaar,
og lykkelige svundne,
kun Daaden atterstaar.
Med freidigt Haab vi vandre
paa Fremtids dunkle Vei,
og trøste saa hverandre:
Det Gode trættes ei.
Vor gode Aand os førte
fra mange blinde Skjær:
Ulykker, som vi hørte,
drog af og kom ei nær.
Her nordeligst paa Verden
i Nordlysglands vi stod,
og saa den vild i Færden, —
og væltet i sit Blod.
Med Kraft og Mod den fatter
paa ny hver evig Gang:
Nu krummer den sig atter
som Bjørnen til et Sprang.
Den aldrig kan gaa under:
— dens Aande kom fra Gud —
af sine slagne Bunder
den suger Næring ud.
Og disse Kampens Kvider,
som kuer modig Hær? —
Det Verdens Fødselsrider
til Frihedsbarnet er.
Forløst den Smerten glemmer
og kvæder Seiersang, —
ved Hjertet Barnet gjemmer,
og kjæler det paa Fang.
Men Østens Tusse ikke
var nogen Børneven:
han Barnet bort vil stikke
og lægge sit igjen.
Skal Bytting vi ei kysse
og græde hen vort Liv,
vi Tussen bort maa hysse
med Salmebog og Kniv.

Nr. 117/1854, søndag 21.05.

[Frå Stortinget]

Korrespondance
Christiania den 20de Mai
Thinget har nu igjen om Dagen bevilget mange smukke Summer. Det maa dog være noget i det Ord, jeg har hørt af enkelte Thingmænd: «Dette Thing bevilger, hvad det skal være.» Noget er vistnok i dette Ord, men det er aldeles ikke sandt; thi man bevilgede f. Ex. Intet til Theaterne og heller ikke noget til en Kaserne; men dette er nok ogsaa de fleste Poster af nogen Betydning, som ikke ere gangne igjennem. Forstaar sig, det er nyttige Ting, man har bevilget til, og derved er det igrunden ingle Bevillinger, men blot Laan eller liksom; og Fyrvæsenet, som man har anvist saa hæderlig meget til er blot en Tilbagebetaling fra gamle Tider; man paaviser endnu nogle hundrede Tusinder Spd. som Statskassen har fjelget sig af Fyrvæsenet. Men desuagtet er det smukt, at den betaler tilbage, og ser hvor vigtig en Ting Fyrvæsenet er; selv de fleste Bønder vare samstemte i at bevilge. Under Behandlingen af Fyrvæsenet led Sagfører Sverdrupk998 et Nederlag, forsaavidt han blev greben i, at han ikke kjendte til, hvad han talte om. Det er vistnok undskyldende for en Thingmand, der har saa uoverkommeligt meget at gjennemlæse, om han ikke sætter sig ind i alle Sager, men saa skal han da heller ikke tale om dem. Det var dette, som ødelagde Lerche,k999 uagtet man nok overdrev denne hans Feil. En Storthingsmand maa være som en Bismer saa plent; kommer man efter, at Bismeren er for «let» eller for «strid,» saa stoler man ikke paa Vegten, og man har i denne Henseende ondt for at sige: En Gang er ingen Gang. Man siger heller: En Gang er alle Gange. Det var især K. Motzfeldtk1000 som greb Sverdrup i Uefterretteligheden. Han har et Slags Støvertalent, han.
Da man bevilgede Reisestipendier for Haandverkere, kom Stabellk1001 ilde ud i det, idet han vilde, om jeg ikke mindes feil, nedsætte Summen (2000 Spd.) med det Halve. Der fik hans Modstandere noget at hænge Hatten paa, og der udviklede sig en ganske kvik Strid. Det var næsten mærkeligt at høre Assessor Motzfeldtk1002 som en aldrende Embedsmand tale for Stipendier til Haandverkere og mene, at det laa liksaa meget Lag paa for Staten at understøtte dem som Videnskabsmænd. Under saadanne Ideer var ikke Motzfeldt opvoxen, og selv under forrige Thing vovede en Embedsmand af den gamle Skole (Holmbok1003) at bestride Sammenligningen mellem Videnskabsmænds og Haandverkeres Ret til at faa Reiseunderstøttelse af Staten. Nu mente derimod Daa,k1004 at Haandverkere havde en større Ret; thi Videnskaben er for hele Verden og vil nok understøttes, om ikke vi gjøre det — han nævnte Syrisk, Arabisk og Mathematik — derimod maatte vi selv være betænkte paa at understøtte vore Haandverkere. Sverdrup kaldte Haandverksstanden vor femte Næringsvei.
Igaar var der ogsaa livligt i Odelsthinget over Lagthingets Anmærkninger til denne ulykkelige Sjøfartslov. Det var om Vragningen af Skibskosten og Skipperens Ret til at skjelde lidt. Man begynder at blive en Smule spids i Thinget nu; man bliver kjends og lei af Adskilligt. — Statsraad Blochk1005 har faaet sin Arméplan enstemmig henlagt. Denne Arméplan kan gjerne betragtes som hans Program; dette bliver enstemmig henlagt, og Ministeren sitter like støt i Sadelen! Her er idetmindste ingen parlamentarisk Regjeringsform, hvad her saa er. Det hjalp visselig Intet, om saa Statsraaderne kom i Thinget; enten de havde Thinget for eller mod sig, vilde de, som nu, gjøre det samme; det er Størrelser, som ikke hænge af hinanden, og den, som tror, at de nogensinde ville hænge af hinanden hertillands, er bedre forsynet med Tro end Eftertanke.
Det er underligt, at vor 17de Mai blot skal være noget folkeligt, og ikke tillige regjerligtn136. «Monarkiets Kanoner,» der drøne ved alle Hoffets Fødselsdage, maa smukt tie stille paa Konstitutionens Fødselsdag. Naar man begynder at tænke over dette, tager det paa som noget Spirituelt. Man kunde i Rusen let komme til at tale og synge mere end Nogen havde godt af. Man bier dog og drager ihop, men saa kommer det nok en Dag. Det er nordisk, det. Hverken Militær eller Baller hos Statholderenk1006 den 17de Mai. Den er noget, Folket kan have for sig selv. Det bliver nok ogsaa det Sande, det. Det er godt at Embedsmænd faa Lov til at være med paa denne Dag som private Folk naturligvis. Det er godt, at Studenter i Samfundet ikke sætte sig op imod Dagen, og derpaa blive budne til Statholderen, hvor da Dørene springe op for disse «unge haabefulde Mennesker» med hvide Silkeknæbuxer og Hat under Arm.

Nr. 119/1854, onsdag 24.05.

[Premierar på teatera]

Korrespondance
Christiania den 23de Mai
Tvende nye Stykker ere nu nys nylig opførte her inde, et paa det danske Theater, et paa Skolens, og det ene var da naturligvis dansk og det andre liksaa naturlig norskt. Begge vare af drevne Forfattere, det danske af Hostrupk1007 og det norske af Gud véd hvem, men det stod i Aviserne, at det var af en øvet Haand, og saa maa man tro det. Vi kunde følgelig gjøre en Sammenligning mellem vore skandinaviske Brødre af Digtere, Skuespillere og Spillerindern137.
Stykkerne, «Drøm og Daad», det danske, og «En Morgen i Eidsvold»k1008, det norske, lade sig godt sammenligne; de ere begge skrækkelig romantiske, det ene farer med Madonne, det andre med Huldren og Nissen; begge trække de uhørte Vexler paa den sunde Fornuft, der maa finde sig i sit Lag i at tages fangen under Troens Lydighed. Man maa bære sig ad som Haren, der skjuler Hovedet i Busken; naar det er skjult, ser man idetmindste ikke Verden, og er forsaavidt frelst; man ser hverken Scenen eller sit Medpublikum, som man føler Medlidenhed med og Undseelse for. At have Huldren og Nissen saadan ind paa Næsen af sig, gaar ikke an; man kunde enda til Nød se dem — blot som snarest og i flygtigt Forbigaaende — men høre dem tale og væve! det er tyrannisk. Madonna saa man derimod ikke, undtagen en Fyrstedatter, som Fiskeren trodde var Madonna, men det trodde ikke Publikum. Der er store Ord i begge Stykker, høie Talemaader, der ser ud som Poesi og tages af de Fleste ganske rigtig for det. De ere som et udstoppet Menneske med forloret Haar, Tænder og Barter, sminket naturligvis, med flagrende Kappe og Fjær i Hatten. I «Drøm og Daad» er Shakespearek1009 heldig efterlignet, sige vore Kritikere! Fortræffeligt.
Begge Stykker have endvidere det fælleds, at de vække Erindringer om Ting, man før har læst eller seet paa Scenen. At et Stykke vækker Erindringer om Ting, man har seet i Livet eller selv oplevet, er behageligt og viser, at Stykket er sandt. Forfatterne ere Mænd, som maa have fulgt Tiden, og i Theatret ser man tydelig de have gaaet. Selv de sidste Arbeider af Leon Gozlan,k1010 «Prindsen af Wales Eventyr,» maa Forfatteren til «Drøm og Daad» have læst. Det vilde forresten ikke være paa sit rette Sted her at eftervise, hvad Forfatterne havde seet og læst.
I begge Stykker vare smukke Dekorationer, og i «Drøm og Daad» hørte man et Kanonskud. Det rev, det.
Stykkerne bleve godt spilte, og Smaagutter førte igjen an med at fremkalde Spillende; Nogle fulgte vist Smaagutten med et oprigtigt Hjerte og i ægte Begeistring, men Mange gjorde det ogsaa for at se Kommers (Løgi). Bucherk1011 spilte iøvrigt meget godt, endog fortræffeligt, den fordrukne svenske Gesel, og det var aldeles ikke af Veien saa en Gang at fremkalde ham, om ikke for Andet saa dog for at faa Theatersnit paa Skolen.
Men ned i det danske Theater der driver man Fremkaldelser til Upligt. Jørgensenk1012 og Wiehek1013 og Mad. Schrumpfk1014 fremkaldes altjevnt. De spille godt, disse Mennesker; men de tale saa utaaleligt; jeg har ikke hørt dem danske værre end i «Drøm og Daad.» Mad. Schrumpf, som forresten er den værste af dem Alle, spilte iøvrigt ikke den Aften jeg saa Stykket, men jeg mindes hende fra andre.
Denne Ødeleggelse af Sprog og alle hjemlige Lyd har man Øre til at høre med endnu! Man gaar endog saavidt, at man i Studentersamfundet lytter til Jørgensen og Wiehe deklamerende. I Aaret 1854 hørte de norske Studenter med Nydelse i sit eget Samfund paa disse danske Mennesker. Det er Noget, som fortjener at mindes, og det er et godt kjølende Pulver for de Norske, der maa bringes til at stikke Fingren i Jorden og komme efter, hvor de ere.
«En Morgen i Eidsvold» vilde gjøre Nar af Norskheden! Det var en forvoven Gjerning af en Mand som ham; men det er netop Slige, som kan falde paa at gjøre det. Det var nu den falske Norskhed, han vilde tillivs, men han forstod ikke at gjøre nogen Skilnad. Det var underligt nok af Theaterskolen ogsaa at slutte Halvaaret saadan med en Satire paa sig selv; Det var idetmindste frisindet.
Forfatteren tillod sig den Bespottelse at nevne Asbjørnsen.k1015
Han vilde ogsaa gjøre Nar af Kritiken! Det er godt, bare man kan gjøre det godt.

Nr. 121/1854, lørdag 27.05.

[Tollsaker i Stortinget]

Korrespondance
Christiania den 24de Mai
Igaar fattede Storthinget en Beslutning, som ikke vil gjøre noget godt Indtryk, den var, at man lagde Lastpenge ogsaa paa Skibe, som reise til Amerika med Folk. Man erlagde disse Penge indtil 1845, da et Toldkammer fandt, at et Menneske ikke kunde henføres under Begrebet Vare, og derfor ikke krævede Noget af Kommercelæsten, naar den var lastet med Folk. Nu vilde man sætte det Gamle i Brug, overladende saa til Enhver at laste de udgaaende Skibe efter Behag. Fra denne Side er Afgiften nok saa uskyldig, men der var Folk, som opfattede det som en Afgift, en Skat paa Udvandrende, og denne Tanke vil sikkert gjøre sig gjældende som et Ophidsningsmiddel. Der kan drives meget Løgi med denne Told paa Udførsel af Mennesker; den kan betragtes som en Opmuntring til at fremme den indenlandske Produktion, eller mere statsøkonomisk som en bedre hjemlig Benyttelse af dem. Almuesmanden, der helst udvandrer, vil sige: der ser man, hvor nødig Staten vil miste os, hvor nyttige vi ere den, og hvilken Fordel de høiere Samfundslag har af os. Det er en Told, som er ubetalelig for et Oppositionsblad, og tankeløst var det tilvisse af Storthinget at paalægge den, den munar saa Intet for Staten alligevel, medens man derimod maatte være hugheil paa, at den vilde forbitre. Storthinget kan ikke ville forhindre Udvandringen, naar det tænker sig om, men lade den have frit Løb, vel vidende, at Forbud saa alligevel ikke nytter. Udvandringen skader ikke, og selv om den skader, maa man dog vel sætte Menneskets Lykke over Statens Vel, og ikke som i gamle Dage lade den enkelte Mand være til og ofre sig for Staten. Hver Mand maa søge sin Lykke der, hvor han tror at finde den, det er menneskeligt og frisindet. Bliver Norge folketomt, saa sker det naar Alt har sin naturlige Gang, fordi Folket tror at finde et bedre Hjem og da er det Uforstand at angre paa Byttelaget.
Idag har man i fem Timer talt om Tolden paa Bomuld. Det var en Lyst at høre alle statsøkonomiske Kundskaber, og det var netop Tid at bruge dem i et Spørgsmaal, der paa forskjellig Maade giver den hele Verden saameget at tænke paa. England er bekymret, hvorfra det skal hente Bomuld til sine umaadelige Fabrikker, naar Amerika, som det ivrigt arbeider paa, selv faar Fabrikker nok til sin Bomuld, der forsyner næsten den hele øvrige Verden. Den nuværende Krig antager tænksomme Folk har Bomuld paa Bunden af sig, og Ægypten vil i Englændernes Besiddelse blive en stor Bomuldsmark. Hvorledes nu dette end er, saa er det dog vist, at Bomuld giver Verdens Statsmænd ligesaameget at tænke paa som den giver Befolkningerne Klæder. Fem Timer i det norske Storthing var derfor ikke Meget for Bomulden, men det bliver vel fem og fem til før man er færdig med Alt af Bomuld. Det var selve Ulden og Garnet, som idag var fore. Tolden paa Uld blev sat til en halv Skilling Pundet, om jeg hørte rigtigt, og paa Garn til fire og en halv.
Det var altsaa Nedsættelse efter Toldkomiteens Indstilling, som paaviste, hvormeget Staten gjennem Beskyttelse til Skade for Kjøberne havde givet Fabrikanterne. Mange Penge. Sverdrup,k1016 der mærkeligt nok talte om Frihandel, stred imod Nedsættelsen med statsøkonomisk Belæring og Papirer fra Vævkoner. Langek1017 havde ogsaa sine Papirer og der blev en Strid om Papirer. Lange, der saa ofte formaner Thinget, haabede, at ikke Væv- og Spindekonerne havde havt nogen utilbørlig Indflydelse paa Repræsentanterne her som i Sverige. Sverdrup tilbageviste Mistanken og kaldte Lange en Skolemester, — skal nu ogsaa det være en Feil? Det maa være fordi man tror, at Thinget ikke længer trænger til at gaa i Skole.
Det synes være naturligt at Indførselen paa Bomuld blev fri, saa vilde Norge med sine Fossefald kunne drive Spinde- og Væveri billigere end mange andre Lande; det vilde forsaavidt være en naturlig Bedrift og som en søhandlende Stat vil det ogsaa passe. En Nedsættelse paa Spinding og Væving maatte fremkalde Kappestrid, som Forbrugeren havde godt af. Det er ellers vanskelige Ting at tale om, og det vilde ikke have været ilde, om Mange i Thinget ogsaa havde talt mindre.

Nr. 122/1854, søndag 28.05.

[Frå Klingenberg]

Korrespondance
Christiania den 27de Mai
Det er virkelig høist agtværdigt, hvad man gjør for det ærede Publikum ude paa Klingenberg. Man har alt Løver, Aber, Papegøier og drivende hvide Mennesker, som ere saa lyse, at de ikke taale Solen, og dersom nu heller ikke Solen taaler dem, er Aabryskabn138 idetmindste gjensidig mellem disse Væsener. Til alt dette siges at skulle komme en Elephant og maaske andre rare Dyr. Et Beriderselskab skal ogsaa komme, et overmaade godt et, det bedste, som har været her. Morrisk1018 fornøier ogsaa Publikum imellem ved at være Abekat; han gjør det godt, og Publikum, der maa staa i den Formening, at man ikke har Abekatte nok, er henrykt.
Maa nu Sommeren holde paa, saa smukt, som den har begyndt, vil her blive behageligt, og det godlidende Klingenberg vil blive et Sted, som er en Hovedstad værdigt. Man har havt Musik før, men Publikum synes ikke at have havt Smag for den; man tør haabe det vil have bedre Smag for vilde Dyr, Heste og Ryttere. Man tør haabe det for Eierens Skyld, der gjør Alt for at tilfredsstille billige Fordringer.
Ved saadan at se, hvad Publikum liker, kommer man efter dets Beskaffenhed, og man kan da faa ud, at vi er et mere haardbart og tappert end blødt og kunstelskende Folk, hvilket kan komme vel med i disse krigerske Tider. Man gjør aabenbart mere af Aber end af den bedste Musik; Løver er nu ikke at tale om, det er og maa være ovgildt. Der er Harpespillerinder ogsaa; deres Spil og Sang er nu den herligste Musik; man lytter og «øyger» forelsket. Løverne ere nogle herlige Dyr; man tager uvilkaarlig af sig Hatten, og føler dyb Agtelse for dem; snille se de ogsaa ud; der ligger meget Godmodigt i deres udtryksfulde Ansigt og forstandige Øine; deres hele Skabelon og Væsen vidner om Selvfølelse og Selvagtelse. Staar man imidlertid en Stund og ser paa dem, kommer man dog efter, at det er Dyr man har for sig og dette gjør et nedslaaende Indtryk; man vilde saa gjerne, at det Store skulde være et talende Fornuftvæsen; det vilde være Stemme fra Talerstolen, det vilde være Værdighed under Foredraget, og det vilde fremfor alt være Magt til at sætte sine Meninger igjennem; hvilket overbevisende Haandslag!
Men her staa Løverne i Bur, og maa lade sig piske paa Lab og Snude af en vimset Mand, som gaar foran! De faa ikke anden Mad, end den man kaster til dem! Saaledes gaar det med Storheden og Magten, naar den er umælende, og saadan gaar det ogsaa med den, naar den er syndig.
Abene ere naragtige, Børn synes saa morosomt om dem, de le saa godt; der er ogsaa meget Løgi ved dem; det er en Satire paa Menneskene at staa og se paa dem.
Papegøierne vare glimrende; med sit butte korte Undernæb og krumme Overnæb og med de runde Øine midt paa Siden af Hovedet sad de der ligesaa karslige som yderst naragtige.
Det maatte være skjøndt og belærende at kunne komme til Palladset i Sydenham, naar det nu bliver færdigt, og i kort Tid gjennemvandre alle Zoner og Tider! Englænderne vide godt, hvad der virker paa det menneskelige Sind, hvorledes det opløftes og belæres. Det er ikke tomme Tanker og skuffende Billeder, det er Syn for Sagen.

Nr. 126/1854, fredag 02.06.

[Toll på luksusvarer]

Korrespondance
Christiania den 31te Mai
Nu har Storthinget i flere Dage holdt paa baade For- og Eftermiddag for at kunne slutte Pintseugen idag og komme hjem at pintse sig. Det var kvalende i disse varme Dage, og de lærerige Forhandlinger blive dyre nok for selve Storthingsmændene og endnu mere for de arme Gallerister, der dog kunde holde sig skadesløse gjennem Døren, naar Nogen talte liksaa usundt som Luften; thi Toldtarifferne er det ikke Spøg at indlade sig paa: de kræve en Oversigt, Erfaring og alsidig Eftertanke, som Mange ikke have. Man talte dog glatvæk, og der var ofte saa mange Forslag og Indskydelser, at Præsidenten er en opmærksom og tænkende Mand, som kunde samle dem alle til rigtig Afstemning.
Tolden er en god Lud til at skirne Partier og Interesser ud, som i almindelige Spørgsmaal ere rørte om hinanden. By og Land, Vest-, Øst- og Nordland, Fiske- og Skogbygder pege til hver sin Kant; Frederikshald (Saxlund),k1019 som koger Sukker, vil noget Andet end det øvrige Land, som forbruger det. Alene i Kaffe og Tobak ere de Fleste enige, erkjendenden139, at disse Ting ere Nødvendighedsvarer overalt, og kjæmpende mellem Lysten til at tage høi Told af disse bekvemme Varer og den menneskelige Følelse at unde endog den fattige Mand noget Beskt for en ringe Skilling. Kaffeen kom til at staa i sit Samme, men Tobakken blev noget forhøiet.
Saa forskjellige Interesserne end vare, gik dog den fælleds Tanke gjennem Thinget, at nedsætte Tolden paa Livets første Fornødenheder og saaledes komme Almuesmanden især i Byerne til Hjælp. Dette er Kjendsgjerninger, som Arbeiderne bør vide og se, for at komme efter, at baade Storthing og Regjering i den Vei gjør alt hvad de kan til Lettelse. Man vilde gaaet endnu videre, men det maa have sin Tid før Alt kan blive jevnet; fort kan man ikke gaa, hverken for Handel og Vandel, som forrykkes ved pludselige Omslag, eller for Statskassen, hvis væsentligste Indtægt Tolden er. Man slog sig op med Sukkeret som blev forhøiet, og det var denne forøgede Sum man regnede paa ved mange Nedsættelser, f. Ex. Saltet. Brændevinsafgiften hjalp ogsaa langt. Med Silketøier turde man heller ikke denne Gang gaa op af Frygt for at modarbeide sin Hensigt ved at friste farlig til Smugling. Denne Frygt, som gjør sig gjældende med Forhøielsen paa saa mange Varer, er forhaabentlig noget ængstelig; thi Straffen er saa høi og Folkestemningen saa glædelig imod en saadan Bedrift mod før, at den Tid tør ventes at ville komme, da man mere dristig tør tillade sig at beskatte Overdaadigheden. En høi Beskatning er det eneste Middel til at hemme den; Præk munar intet, og det vilde være en skjøn Ting at kunne lægge paa Ødselheden og Forfængeligheden alle borgerlige Byrder og Tyngsler. Den betaler ganske godt for sig nu ogsaa; og naar derfor Almuesmanden siger, at han maa bære de værste Byrder, da er dette alene sandt under den Forudsætning, at han lever til Upligt, f. Ex. drikker dygtig Brændevin og kjøber fulde Kramskræpper. Det er fortræffeligt med denne saakaldte indirekte Skat, og saa smukt som Staten kan hjælpe sig med den uden at ophidse Folk! Lagde den bare paa nogle Skilling ligefrem i Skat, skulde man høre Hus! Det vilde være en Trældom, som var utaalelig. Nu derimod, naar man faar være Kar «ataat,» betaler man saa det drysser efter. Her er vistnok Mange, som ser, hvori det stikker og derfor blive sinte, — Folk især, som spankulere slikkede og nyt antrukne. Jeg har været saa heldig at kjende en Mand, som var opfarende fortørnet paa Told, Regjering og Storthing hver Gang han skulde faa sig et nyt fint Buxepar, og naar Skjægget havde «nugget» hans Silkehalsklud. Fif i Klæder var nu hans Orm og den gjorde ham til en fortræffelig Oppositionsmand. Thranek1020 var heller ikke saa ilde, da han gjorde Kaffe til Grundlag for sin Politik og Prædiken til Reisninger. En Politiker, som maatte falde paa at gaa om paa Kipperne og lære, vilde sikkerlig vinde Stemningen for sig; thi det er noget ganske betydeligt, hvad disse arme Drukkenbolte maa skatte til Stat og Kommune. Det er igrunden paa disse Fødder de praktiske Engelskmænd tage Politiken; de holde sig ikke til luftige Sætninger, men til Mad, Drikke og Klæder. De holde Forsamlinger (meetings), hvor man f. Ex. bare snakker om Tobak og sender Adresser i Favnevis om den til Ministerne og Parlamentet.
Det er en Grén, hvori dygtige Handelsmænd maa spekulere, nemlig i at kjøbe Oplag af Overdaadighedsvarer under hvert Storthing og sælge dem ud igjen siden, naar Tolden er forhøiet; thi en gradevis Forhøielse af disse er en Tanke, som jevnt og sikkert har gaaet gjennem de sidste Storthing.
Rettelse i sidste Artikel: Paa første Spalte stod Aabryskolen istedetfor Aabryskab, Jalusi omtrent.

Nr. 131/1854, fredag 09.06.

[Verneplikt; ekteskapsforbod for spedalske; fest for den danske grunnloven; jernbanen]

Korrespondance
Christiania den 7de Juni
Nu skal man snart behandle Værnepligtsloven ogsaa paa dette Thing. Det er Noget, man kan vente at Mange af Storthingsmændene ere for almindelig Værnepligt; det er Noget, som Grundloven har bifaldt, og vor frie Forfatning siger saa maa være; har man da paa den andre Side rigtig seet Mislighederne ved den nuværende Udskrivningsmaade, kan man fornuftigvis ikke være i nogen Tvivl, om hvad der bør og engang maa gjøres. Det er fast uoverkommeligt at opregne enkeltvis alle Fordele ved en almindelig Værnepligt og alle Mangler ved den nu brugelige Maade, men Ødelæggelsen vilde først tilfulde vise sig, naar det leita paa, og vi fik Krig; thi man tør ikke vente meget af en Armé, som i Regelen bestaar af fattige Mænd, der ikke have kunnet «løyse sig» eller «slængt unda,» af Mænd, der ere de mindste og usleste, fordi Armod og Nød har forkuet dem i Opdragelsen, af Mænd, der efter al Synsmaade har mindst at stride for af Alle, og derfor lettest maatte kunne lade sig bruge til, hvad det skulde være. Det er saa ilde, at det ikke er Noget at tale om. Man maa blive skamfuld af hvilken Stand og Stilling man er, undtagen Soldat, naar man løs og ledig gaar og ser paa Soldaterne under Gevær, paa Marser eller paa Arbeide og da betænker, hvormeget de betale til Samfundet for os. I gamle Dage begreb man ogsaa dette, idet Soldaten blev agtet og æret, hvor han kom frem. Men nu? En stakkels Student eller Haandverkssvend overser ham; en Postkarl, en Skolemester, og hvad alle disse Mennesker ere, som slippe «Kongens Tjeneste,» tro sig bedre end Soldaten, som vogter dem Alle. Det er kommet saavidt idetmindste i mange Egnen140, at det er en Skam at være Soldat, og saavidt maa det komme, naar Fattigdom, Tilfældighed og Uvyrdenskab paa det nærmeste bestemmer, om en Mand skal blive Soldat eller ei. «Det er ikke nogen rar Kar, for han gaar som Soldat,» er et Ord, man tit og tidom hører. Naar saa er, begriber man, og undskylder saavidt muligt, at Folk bestikke, hvor det lader sig gjøre, lyve sig feilfulde, «laga seg» eller virkelig gjøre sig syge, og bedrog paa mangehaande Maader for at slippe Soldat. Soldaten lider ondt, bliver «svelt og elt» og bliver overseet ataat!
Det er uværdigt for en fri og lykkelig Stat at tillade Sligt.
Hvorledes har man nu baaret sig ad med Soldaterne paa Horten? Saameget fremgaar dog af Alt, at man har befalet dem til noget Arbeide, og fra Christianssand har jeg fra en paalidelig Mand ladet mig fortælle, at Soldaten ligefrem sulter, naar han ikke selv har Raad til at «skjøte paa.» En saadan Behandling vilde ikke gaa an, naar Værnepligten var almindelig; thi selv om vi endnu en Stund maa beholde vore gamle Militærlove, vilde man dog undse sig ved at bringe dem i bogstavelig Udøvelse mod velopdragne Folk, og skammede man sig ikke, vilde Systemet ikke længe kunne staa. Hverken Staten eller Enkeltmand fornærmer ustraffet den Mand, som kan hevne sig. Det vilde ikke gaa an at sige til slige Folk, hvad en høi, nu afgaaen Officier skulde sige til nogle Soldater nede i Malmø 1848, da Taalmodigheden, som havde været stor, var dem forgaaen, og de derfor kom med en Klage: «Jeg tilgiver Eder Gutter» — sagde han — «for denne Gang, kommer I igjen, saa gjælder det Eders Hoveder.»
At almindelig Værnepligt vilde have sine Uleiligheder for Mange, fik ikke hjælpe, og at den synes urimelig for Mennesker, der betragte det Nuværende eller noget Lignende, som det ene Rette, fik endnu mindre hjælpe; det er tværtimod Noget, som anbefales; thi man kan let skjønne, enten en Sag er god eller ikke, naar man kjender de Folk, som ere imod den, det er iallefald udvortes Grunde, som det ikke skader at tage med.
Almindelig Værnepligt vilde skjærpe Samfundsfølelsen, som man med Rette har rost saameget hos de gamle Folkeslag; den vilde ogsaa opfriske forglemte og skjærpe mindre brugte Færdigheder, altsammen Ting, som ere nyttige og behagelige i Freden og gjøre uovervindelige i Krigen. Det er godt, at vi have Mænd af Faget, som kjæmpe for almindelig Værnepligt. Krigskommissær Brochk1021 bliver ikke træt; han er ogsaa idag ude i Morgenbladet.
— Idag gjentog Odelsthinget sin Beslutning om Ægteskabsforbud for Spedalske; Lagthinget vilde ikke vide af noget Forbud; kommer nu an paa, om det ikke kunde forandre sig, og hvorledes det vil gaa i Storthinget, naar Sagen, som rimeligt er, kommer did. Folk forandre vel forresten ikke sin første Mening, hvilket ogsaa har sin Betænkelighed for en Politikus; han kunde let blive «ustød.»
— Studenternes Fest for den danske Grundlov skal have været meget gild. Det er ellers Synd om Kjærligheden til Danmark, at den hos Mange skal være blandet med Had mod Tydskland; her er nogle Vers i Posten idag som i den Henseende ere pudserligen141. Dampskibet Waldemar er nok endnu ikke kommet; man venter med det Underretning om, hvorledes Dagen er gaaen af i selve Danmark. Der er vel Intet hendt; man fandt sig vist noksaa taalmodigt i Hindringerne, bare man fik more sig og spille Komedie. De Danske ere underlige; de kunne ikke være sinte, idetmindste er deres Sinnen142 bare til at le ad; de fare op — de jeg har seet — og bære sig, som det var et Komedispil. Naar en Nordmand bliver vred, er det noget Andet. Derfor blev det vel bare til Snak den 5te Juni ogsaa.
— Paa Lystturen til lille og store Hamar gik det behageligt. Nu isøndags skal der blive en Tur til op paa Øieren, ligeledes med et extra Banetog. Jernbanen bringer Liv. Det er herligt at gaa med Jernbanen; naar man stiger af, elsker man Lokomotivet og vil klappe det som en flink deilig Hest. At staa paa Kulvognen og se, mens man giver denne Hest Mad (putter Kul i) og styre den som et tamt og lydigt Dyr, er i mere end en Henseende et ophøiet Syn. Man har en skjøn Tanke om det Poetiske, naar man siger, at Maskiner ere prosaiske. Det skulde altsaa være poetisk at kjøre med en toten Gamp!

Nr. 133/1854, søndag 11.06.

[Kapellanstillingar; juryordninga; forlysting i og utanfor byen]

Korrespondance
Christiania den 10de Juni
Det var ikke lidet opbyggeligt i Thinget, da man herom Dagen talte om Bevilling til 12 personel Kapellaner, der skulde staa spendt færdige, om Nogen maatte finde paa at trænge til dem. Man bevilgede ikke til disse Varastyri (En man har at tage til, Reserve); men Præsterne vare liksom hugheile paa, at man i Betragtning af deres vigtige Kald vilde have Folk færdig staaende paa Sold til at træde ind i de tomme Rækker. Thinget syntes dog, at Nabopræsten gjerne kunde forrette saalænge, eller ogsaa, at man fik sig en af de mange ledige Kandidater, naar man traang ham. I andre Stillinger berger man sig paa den Maade, og der var ingen Grund til at undatage Præster, om hvilke Historien viser, at Folk ere mere uvidende, jo flere man har (Ueland).k1022 Man anførte til Fordel for Forslaget, at den svenske Geistlighed er talrigere end vor, men der passede ogsaa Uelands Kjendsgjerning, som naturligvis Ingen kunde gjendrive; forresten er det nu i de katholske Lande, at den passer bedst, hvor der efter Folkemængden er flere Præster, Bisper og Munke end vi kan finde rimeligt, og hvor Uvidenheden blandt Folket alligevel og netop derfor er større, end vi paa nogen Maade kan finde menneskeligt. I disse Lande, som ved sin Frugtbarhed burde vise noget Andet, ser man Skarer af Munke mellem Myldren af pjaltede Folk, der gjøre sig elendige for at vække Medlidenhed, medens Andre fare om og sælge smaa Helgenbilleder og Vievand.
Præsterne Berghk1023 og Nissenk1024 kom ilde ud i Kampen sin for Forslaget; det er nu ogsaa Mænd forresten, som ved sit Medhold kan dræbe et Forslag, hvor godt det end maatte være.
I Spørgsmaalet om de rigere Latinskoler, f. Ex. Christianias, skulde afgive nogle af sine overflødige Midler til de fattigere, var ogsaa Ueland heldig. Man fik, hvad rimeligt var, drevet gjennem, at Regjeringen skulde se til at ordne en saadan Fordeling, som baade er i Medfør af den ældre Lovgivning og den fælleds Kasse, hvoraf de fleste Midler til Skolerne ere tagne. Det hænger ikke godt sammen, at Staten, som afgav meget Jordegods til enkelte Skoler, skal aars aarlig skyde til de andre Skoler, medens hine tildels ældre skulle have et Overskud af indtil nogle Tusinder om Aaret. Schweigaardk1025 stred mod dette og mente, man ikke burde røre ved en saadan Fordeling, om end en ældre Lov aabnede Adgang dertil. Han talte ved denne Leilighed paa en Maade selv ilde om en Lov, medens han ved en anden mente, det ikke var tilladt, — nemlig iforgaars, da man opholdt sig ved den juridiske Brug, at «frifinde for videre Tiltale» og ilægge Omkostninger den, som man ikke har fuldt Bevis imod men dog halvt eller stærk Formodning om er skyldig. Ueland skulde ikke have angrebet denne næsten hundredaarige Brug blandt Dommere, især da den hviler paa samme Grund som hans Juryforslag, nemlig paa den, at de lovbefalede Bevismidler ere utilstrækkelige til at træffe det Rette, der mere tilnærmelsesvis bliver truffet, naar et frit fornuftigt Skjøn træder mæglende imellem.
Idag skal Juryforslaget prøves i Odelsthinget. Ueland har omgjort det noget og ledsaget det med Grunde samt en liden Prøvning af Assessor Hjelmsk1026 Prøvning af Munch Rædersk1027 Bog om Juryen. Det er altsaa Prøvning paa Prøvning eller i det laante Sprog Kritik paa Kritik. Saa maa det gaa, skal Alt faa en rigtig Styrkeprøve. Nu staar det paa, hvordan det vil gaa Forslaget i Thinget. Det vil blive anfaldt skarpt af Jurister, ventelig af Schweigaard især, medens Sagførerne Sverdrupk1028 og R. Olsenk1029 f. Ex., som ogsaa ere Jurister, ville holde med det. Det er et stort Spørgsmaal, større uden Sammenligning end noget andet, som siden Grundloven har været fore, maaske med Undtagelse af Adelsspørgsmaalet i 1821 og de af Kongen foreslaaede Grundlovsforandringer i 1824. Det gjælder ikke her enklen143 Bestemmelser, som snart kunne ændres, det gjælder en Tanke, som vilde være af uberegnelig Indflydelse paa Rettergangens og Folkelivets fremtidige Udvikling. Man er derfor med Rette spændt. Nu, denne Gang bliver det Intet af, dertil er en saa vigtig Sag for lidet forberedt, men, man faar dog høre Noget, og man kunde dog faa en Beslutning istand, ikke i Haab om, at den skulde blive Lov, men i Forventning af, at en saadan Storthingsbeslutning vilde nøde Regjeringen til at tage fat paa Sagen med Alvor og vække Kræfterne til atn144 røre paa sig. Dersom man bare lader det være med en Anmodning, er det frygtelig, at det sent eller aldrig bliver noget af. Det er sandsynligvis dette, man tænker, og derfor belaver man sig nok ikke saameget paa Taler og Forandringer, som ellers vilde været Tilfældet. Hvert Parti har vel sin Mening, som ikke rokkes, og saa kommer det an paa Stemningen. Det bliver saaledes en Slags Nævekamp for det første. Hvem vinder? De, som ikke vil have det formodentlig denne Gang.
Iforgaars kom Beriderselskabetn145. Det var deilige Heste, nogle og tyve store og et Par ganske naragtig smaa samt et smukt Mulæsel(?), en Foræring fra Kongen af Neapel(?). I Morgen skal det begynde. Det er mærkeligt, kan det holde sig; thi det maa koste meget om Dagen. Smukt maa det blive at se paa.
Imorgen skal der gaa et Extratog med Jernbanen til en Lystfart paa Øieren, dersom Veiret bliver smukt. Jernbanen og Dampbaadene skaffe alt og vil skaffe endnu mere Liv og Glæde.

Nr. 151/1854, søndag 02.07.

[Landbrukskonferanse; sjømilitære saker i Stortinget; hesteveddeløp på Etterstad]

Korrespondance
Christiania den 1ste Juli
Man har sagt om Berlin, at den er skabt for Filosofer, eftersom den ligger paa en Sandslette; kun i en saadan sandig By var det muligt for hine store Mænd at tænke saa fint. Efter denne Grundsætning maatte Christiania med sin frugtbare Omegn væsentlig være skabt for Agronomer; selve Byen med alt sit Støv er ikke engang ilde for dem, da her udvikles en betydelig Mængde Kvælstof, til stor Glæde ogsaa for Kolera, om hun skulde finde paa at komme igjen. Hvordan dette nu end er, saa er det dog vist, at Christiania om Dagene er Sædet for megen agronomisk Tale baade paa sit Sted i Logen og i private Kredse. Man er for en Stund kommen saalangt, at man snakker om Plog, Harv, Drainingsrør, Hakker og først og sidst om Gjødsel, denne Nutidens filosofiske Sten og dette Guld, som maa gjøres fremfor alt; man snakker om alle disse Ting med Forglemmelse af selve Politiken, der ellers pleier at være et liksaa godt Æmne for Samtalen som det velsignede Veir. Man undersøger Landbrugsskolerne efter Enhvers Bekjendtskab omkring i Landet og ender sædvanlig med en Disput om den nye Agerbrugshøiskole, som Storthinget ventes nu at ville bevilge til. At Norge vil kunne brødføde sig og slippe at kjøbe Korn for Millioner, er en slaaende Grund, som man ogsaa véd at benytte; thi her er endnu mange Vantro, som bør omvendes, da de sitte i Storthinget og har en Stemme over Pungen; de blive nok ogsaa omvendte eller ogsaa svundne ind til saa Faa, at de intet formaa.
Trods al denne agronomiske Tilstand besluttede dog Storthinget med 1 Stemmes Overvegt ikke at gaa hen og høre paa Landbrugsforhandlingerne, men holde paa med sit Budget for Sømilitæret, og mangfoldige Storthingsmænd har paa den udlagte Indbydelsesliste til Agronommiddagen ud paa Ladegaardsøen om Søndagen skrevet: «Kan ikke have den Ære» eller «Fornøielse;» formodentlig i Betragtning af, at den koster 4 Mark og Spandering atpaa, men Mange vist ogsaa af Grundsætning.
Derimod besluttede Storthinget mod al Forventning at flytte ud i Universitetets Festsal, hvor man nu steller og laver til. Folk er med én Gang blevne syge nu ned i den gamle Hybel; man har lidet eller intet hørt om det før, ventelig fordi det den Gang ikke nyttede noget. Det skulde være vel, om det ikke var for en Ulykke at drive saa paa med Udflytningen for de Mænd, der saa ivrigt vare for det, f. Ex. den, at de ikke mere komme igjen og derfor i Forudfølelsen af «Feigdensen» vilde gjøre Upstyr, mens de kunde.
Budgettet for de Sømilitære giver meget at bestille: der er gjerne 2 eller oftest 3 Meninger i Komiteen, og disse skal forenes ved Mæglingsforslag eller ogsaa stemmes for; der bliver saaledes bra Snak. Storthinget er for Militærbevillinger og især for de til Horten, som naar man drager Katten efter Halen; det maa deran, men det strittern146 imod, og i denne sin Fortvivlelse finder det liksom en Trøst i at kunne hænge paa Skillingen, og debattere og stemme over Ting, der ikke ere saa meget værd som Tiden. Det er virkelig ondt om Storthinget i denne Sag, og ondt om de Mænd, f. Ex. Kjøbmand Borchk1030 og Dietrichs,k1031 der paatale Misbrug; thi man er paa den anden Side saa saar som en Kaun (Byld); Motzfeldtk1032 og Hagerupk1033 sprette op, hver Gang man peger ind paa. Under en Post skulde der ogsaa bevilges til en Præst, og Spørgsmaalet var da, hvormeget; man skulde give Præsten i Bore Sogn 300 Spd. tror jeg, for han mistede Horten og saa skulde den nye Præst have 200 Spd. til, efter andre 400; der blev Strid, 2 var for lidet og 4 formeget; de 300 til Borepræsten kom ogsaa til Indtægt, for saa god maatte Horten være; her var tvende Ting at komme ud af: Var 300 formeget til Borepræst; det maatte man sige for at faa 400 til; men det kunde man igjen ikke sige og sagde man det, saa fik man ikke mere end 200; her var Hensyn til Borepræsten, der burde faa saameget som rimeligt, og Hensyn til den nye Præsten, der ogsaa burde faa; det var et Regnestykke, som kunde gjøre en Mand forrykt, og Storthinget sad da ogsaa en god Stund med det, og næsten liksaa længe med Almueskolen der, som Nogle mente skulde bæres af Oplysningsvæsenets Fond, Andre af Statskassen. Der udspandt sig en statsøkonomisk Debat hos Manden om, af hvilken Lomme han skulde tage Skillingen.
Imorgen skal der være Hestevæddeløb paa Etterstad; kommer nu an paa, om Nogen tør melde sig mod Beridernen147 og isaafald, hvordan det vil gaa. Det maa blive ret smukt, nyt idetmindste og maa Veiret blive godt, kommer der vel Folk; vare vi som Engelskmænd, vilde et Hestevæddeløb være et folkeligt Skuespil; paa Landet er det saa; man gaar lang Vei for at se Folk kapride. Hestemarkederne staa i Yndest og man siger i et Ordsprog: «Et Rus i Karen sætter Mod i Mærren.»

Nr. 155/1854, fredag 07.07.

[Lagtingets konstitusjonelle stilling; kongens fødselsdag]

Korrespondance
Christiania den 5te Juli
Lagthinget forkastede Odelsthingets Beslutning om Bankens Flytning, og satte derved Kronen paa sin Virksomhed, som denne Gang har været saa forkastende og kritiserende. Bortseet fra de mulige Misgreb, har Lagthinget været, hvad det bør være, om ikke efter Forfatningens Bogstav, saa dog efter den Tanke, som maa have foresvævet Grundlovsforfatterne, da de vilde have tvende Kamre, — en Tanke, som dog maa have været mindre klar, siden de ikke traf Bestemmelser, der kunde gjøre Todelingen til noget Andet end et tilfældigt Spil som naar man paa Slump kløver enhver anden Masse. Der ligger vistnok Antydninger til at Lagthinget skulde være en moden Forsamling, da det udgjør den væsentlige Bestanddel af Rigsretten, men denne Forfatningens historiske Tanke og de enkelte Antydninger har dog neppe været opfattet tilgavns af Storthingene og har den været opfattet, saa har dog Opfatningen ingenlunde vist sig i Gjerning, idet Lagthingsvalget enten har været det Tilfældigste af alt Tilfældigt eller ogsaa Følgen af politiske og personlige Synsmaader, der ved et saadant Valg mindst af Alt burde komme i Betragtning. Derfor har Lagthinget været et Væsen, som intetsteds hørte hjemme, og som ikke engang Referenter vilde høre paa, fordi de vidste at Nationen ikke kjerde sig om at læse deres Referater; det har været et Mørkeloftn148, som man bar oppaa alle de Kopper og Kar, man ikke trodde at have nogen videre Brug for i Statshusholdningen, og nu denne Gang blev det et Exil. Dette var formeget; den politiske Daarligheds Maal var fuldt; den krænkede Grundlovsaand maatte hevne sig, men som en god Aand vilde den med sin Straf forbedre og belære. Nu maa man dog have faaet opladte Øine for Lagthingets Kraft og Betydning, naar man ser paa dets Gjerninger. Man maatte have kjendt Kraften før og kunnet maale den uden at tage Erfaringen tilhjælp; man burde vidst, at nogle Linier paa en Løftestang ind under Angrebspunktet virker mere end Favne ud mod Enden, og at 1 Stemme veier mere, naar den kommer mellem 27 end mellem 69, — at Betydningen af den enkelte Person stiger eftersom Forsamlingen bliver mindre og mindre med samme Magtfuldkommenhed, indtil Magten lægges i en enkelt Haand, paa hvem Alles Øine ere fæstede. Dette er saa simple Ting, at man ikke skulde troet det nødvendigt at paakalde den forklarende Erfaring; men Storthinget har ikke forstaaet denne simple Ting og det er ilde, men kan vendes til det Gode. Derved nemlig, at man begriber, hvad Forfatningen vil med Lagthinget og vælger dets Medlemmer derefter, vælger Folk med sand Dygtighed og prøvet Erfaring, — vælger saaledes, at det efterdags bliver en Ære at være i Lagthinget, — vælger efter moden Overveielse af Thingets Kræfter, saaledes at man ikke som nu faar Flertallet i Lagthinget til Mindretallet i Odelsthinget, hvorved en rimelig Overensstemmelse bliver umulig og Forretningsgangen render sammen til en uopløselig Knude, som maa skjæres over. Dette er ikke Lagthingets Skyld dette, Lagthinget er visselig bedre og selvstændigere end nogensinde, — det er Storthingets Skyld, som valgte saaledes, og, om man vil, Odelsthingets Skyld, som ikke bedre forstaar Lagthinget, der er det overlegen.
Lagthingsvalget vil herefter blive det Valg, som Partierne mest maa kjæmpe for at faa i sin Aand; thi nu ser man, at Oppositionen, saa ringe den syntes at være, aldrig har været stærkere — til at nedbryde rigtignok — end paa dette Thing, netop fordi man har kastet den ind i Lagthinget i et Forhold, som ikke staar til Forsamlingen, medens man i Odelsthinget har ladet sig nøie med enkelte raabende Røster i den store Hjord.
Søfartsloven, Spedalskhedsloven, Bankens Flytning, maaske Loven om Skjøns- og Meddomsmænd ved den indskudte § om Udskydelsesretten og sikkert nok Loven om Skjænketiden og Straffen for Gjentagelse, alle disse med mulige flere ligge nu og lærer Nationen Fortolkning over Grundlovens Mening om Odelsthingets og Lagthingets Forhold til hinanden. Kan Nationen lære, har den ikke betalt sin Manduktør for dyrt, ihvorvel den maa ærgre sig over sin Umodenhed og holde et vaagent Øie med de Personer, som finder sin personlige Regning ved at nare den.
Det var Fest igaar paa Kongens Fødselsdag, noget andet til Fest end paa Grundlovens Fødselsdag. Man skjød og paraderede og musicerten149, og gav Soupé; det gjør man intet af den 17de Mai; man kan ikke se saameget som en trekantet Hat den Dagen. Det var dog enkelte Storthingsmænd, som i Stilhed opponerede ved ikke at gaa med og nogle Præster vare endog saa opsætsige, at de skreve paa den fra Statholderenk1034 udlagte Liste: «Skal ikke have den Ære, siden vi maa møde i Ornat saalangt» (paa Ladegaardsøen). Jeg lægger en politisk Tanke i dette for at finde Mening.
Ridningen paa Etterstad i Søndags var smuk; det er ordentlig rørende at se de ædle Dyr saa tugtige og vellærde. Man siger spottende om en Dandsemester, at han har Hovedet i Benene, men til Hesten maa dette vel være en Kompliment, ventelig fordi man forudsætter at Mennesket er fornuftigere. Der gik noget galt idet Stilladsen faldt ned og man beder det mægtige Publikum om Forladelse; det samme store Publikum var ogsaa fortørnet paa Jernbanebetjeningen, fordi man ikke kom op efter det igjen og det havde Grund til sin Vrede, da det havde betalt; man har Lov til Alting, naar man betaler; det véd Publikum meget godt.

Nr. 157/1854, søndag 09.07.

[Juryloven, Stortinget og regjeringa; krigsrykte]

Korrespondance
Christiania den 7de Juli
Idag har Storthinget med 59 mod 44 Stemmer besluttet selv at nedsætte en Kommission til at behandle Juryforslaget; dette gjør Storthinget, medens Regjeringens Kommission paa forrige Storthings Anmodning til den samme Lov endnu sitter samlet; men rigtignok først efter at det havde hørt, at Regjeringens Kommission er imod Forslaget og saaledes intet hverken kan eller vil gjøre; Storthinget vil altsaa ved sin Kommission se til at gjøre noget selv, siden Regjeringens intet vil. Dette er Kjernen og det mærkelige ved Dagsarbeidet, at Storthinget vil, hvad Regjeringen ikke vil. Nu dette, kan man sige, er da ikke noget rart eller nyt, at Storthing og Regjering ere usams. Vist ikke, men det er dog sjelden eller aldrig, at Uenigheden mellem dem træder frem i en saa skarp Modsætning, — sjelden at Storthinget siger til Regjeringen: jeg kan ikke bruge dig til den vigtige Gjerning, men maa gjøre den selv, skal der komme noget udaf. Dette er noget mere end den dagligdagse Uenighed, at Storthinget gjør en Lov og Regjeringen ikke sanktionerer den, at Regjeringen foreslaar en Gage, og Storthinget ikke bevilger den eller med en mindre Sum, — det er noget mere end den vante Uenighed i Betragtningen af mange Forhold og hvorledes disse bedst bør ordnes, det er saameget, at man ikke bliver var, hvormeget det er, før man ret tænker sig om, — saameget, at enhver anden konstitutionel Regjering, maaske med Undtagelse af den danske, øieblikkelig maatte gaa af; det vilde være Revolution mod Folkemagten at blive sittende, især efter Udtalelser før Beslutningen som den: «Det vilde være stridende mod Velanstændighed, om Storthinget nu nok engang henvendte sig til Regjeringen; saa betragtes det i det daglige Liv, naar man beder efter at have faaet Nei, og saa maa det ogsaa være Statsmagterne imellem» (Ueland).k1035 Men som noget saadant Vigtigt betragtes det visselig ikke af Regjeringen og dens Meningsfæller; det kunde man godt skjønne paa Modstanden i Thinget, som var mat og flau, maaske fordi man saa Skjæbnen og gav sig den ivold. Det kan hende, at man ærgrer sig ikveld, men imorgen er man upaatvivlelig i sit samme lykkelige Lune og tripper om som intet var: man har lært den Kunst at glemme. Tænkes der mere paa denne Sag, saa er det f. Ex.: Ja, det er nu et Spørgsmaal, om Regjeringen vil anvise Penge til en Kommission, den ikke selv har valgt; den har gjort det før, men Forholdene vare anderledes da; Regjeringen har ikke opgivet sin Sanktionsret til Pengeudtællinger, den ikke selv har forlangt. Men saa faar man Rigsret! Ja saa frikjender den! Men saa negter Storthinget Penge f. Ex. til Militærbudgettet. Dermed er Storthinget ikke bedre farent end Regjeringen. Dog (tænker man fremdeles) lad nu Pengene til Kommissionen blive anviste, saa kommer der intet ud af den: nu skal vi først se Valget paa Thorsdag; vælges Folk, som kan skrive, saa vil de ikke skrive, og vælges Folk, som vil, saa kan de ikke, og skulde de kunne, saa vil Kritiken myrdende kaste sig over denne Jurylov, og slæber den sig end under Lemlæstelser gjennem Thingene, saa vil Regjeringen give den Naadestødet. Men (tænker man modsat) saa har vi § 79 i Grundloven. Nu ja, vil Folket endelig have Jury, saa lad det faa den med Regjeringens og de store og gamle Juristers Villie; men, «det gaar tilbage Hakon, det gaar tilbage Hakon.»
Var der saa god Raad paa Alting i Livet som paa Trøstegrunde, vilde der ingen Nød være.
Der er nu heller ingen Nød paa Regjeringen; den har sit daglige Brød, og saa vørder den hverken Stemningen i Thinget eller Gemytterne; den ser Tiden an, og Tiden den igjen. Der er heller ingen Nød paa Storthinget: det vinder saameget det kan ønske sig, vinder den ene Seier efter den anden. Det er en gjennemgodslig Styrelse dette, Regjering og Storthing: de slaast og slippe Tag og vende sig leende til Nationen og sige: Vi mene igrunden intet med det Hele.
Alle Venner af Juryen maa imidlertid være glade i Storthingets Dagsarbeide; thi den faar ved det saalangt et Fremstød hertillands, som det efter Omstændighederne er muligt, og det er Alt, hvad man billigvis kan vente. Noget maa dog vel endelig komme ud af alle disse Bestræbelser for Juryen, og kommer der intet, saa er det fordi det af en eller flere Grunde er en Umulighed, og da bør vi slaa os tiltaals, men før kunde vi ikke. Dette burde dog Regjeringen og Juristerne indse og ikke sætte Stolen for Døren; Tiden vil ud, og man kan saa alligevel ikke stænge den inde.
Imorgen Løverdag skal Statsraadernes Deltagelse i Thingets Forhandlinger osv. fore. Saa skal man igjen træske paa de gamle Straa som i Bankflytningen. Forunderligt, at man ikke stemmer over slige Ting uden at tale; enhver har sin Mening opgjort. Der er forresten i denne Sag indtraadt en Vending: den er ikke længer nogen Troesartikel, og underligt skulde det være, om Regjeringen var huga paa den; thi det er ikke den som vil vinde, og desuden passer det ikke til vort Maskineri. Statsmagternes Forhold til hverandre opfattes saa juridiske, at der aldrig kan blive Tale om nogen parlamentarisk Regjering, og de Oplysninger, man ønsker, kan man faa, som det er.
En paalidelig Mand, der for nogle Dage siden kom fra Stockholm, har berettet, at han talte med en norsk Kaptain paa et af Øvelsesskibene, der igjen havde talt med en Kaptain paa et engelsk Skib, som sagde, at han med nogle andre havde ligget og loddet udenfor Sveaborg, hvorpaa snart som ogsaa paa Kronstat vilde ske et Angreb, ikke saameget i Haab om at ødelægge de stærke Fæstninger, som, at kunne skyde de russiske Flaader ibrand. «Vi» føiede den engelske Kaptain til, «vi, som have loddet maa gaa først, og vi blive knuste af de frygtelige Batterier, men vi maa adlyde høiere Pligter.»

Nr. 161/1854, fredag 14.07.

[Stortinget i Universitetets festsal]

Korrespondance
Christiania den 12de Juli
Imandags flyttede Storthinget ud i Universitetets Festsal, og Folk fulgte med om Morgenen i det Haab, at Præsidenten vilde holde en liden Tale som Indvielse, men der kom ingen Tale: man begyndte Dagsarbeidet som naar man om Morgenen kommer ud paa Aakren og tager sine Spader og Hakker. Det skal nu Maade med Ligefremhed og Stuvarbeid ogsaa! Det havde slettes ikken150 været afveien sagt nogle Ord, om ikke andet, saa dog bedet denne deilige Sal om Forladelse, fordi man tog den ibrug, og bedet om Undskyldning, ifald nogen Mand skulde komme til at tale mindre godt end den kan gjøre Fordring paa; det havde været en klædelig Beskedenhed at ordsage sig for de 18 Gudinder opunder Himlingen, der ere Billeder af dem, som have hørt Talere paa Athenens og Roms Torve og i Folkeforsamlinger, der vare mindre taalmodige end vore Gallerister. Tænk, nu maa de høre paa . . . . . . . . . . . . . . . . f. Ex.! Det er intet Under, at de staa som en Tanke.
Salen og Gudinderne havde nok hørt Undskyldningen, om andre ikke havde hørt den første Gang, før Talere, Folk, Vægge, Gulv og Tag vare vante, og det havde været nok; siden kunde man, som nu gjort, have lempet og vant sig. Det var ganske artigt, da man begyndte at tale om Salen og Værmaalet i den, som svarer fra alle Kanter og skriger sig selv i Øret: man opdagede nemlig, at Folk, som var Vane blive uhørte, hørtes bedst, og da disse lavmælte Mennesker hørte, at de hørtes, talte de sagtere og sagtere og til værre blev det. Det er en underlig Sal: den kommer til at omgjøre vor thinglige Talekunst, idet man nu maa beflitte sig paa at tale sagte og ulydt og fremfor alt fremkalde Jevnhed uden disse Puf og Stød og Smaaskrig, som før maa have gjeldt for Veltalenhed, siden vore største Talere have puffet og stødt og smaaskreget. Man faar ikke engang Lov til at slaa i Bænken med Snusdaasen uden at det vil ramle rundt Væggene; og denne Hvisken man liksom i Fortrolighed under Talen har henvendt til sine Sidemænd vil bæres Huset rundt; derved vil de største Flauser komme ud i Verden, medens det Gilde, man skriger ud, vil blive et forvirret Raab. Salen vil blive Thingets bedste Kritikus.
Det var ganske forunderligt det første Møde; det maatte være som for Bønderne i den katholske Tid, da de gik til Kirke for at høre latinske Messer: de saa Præsterne røre Munden, men hørte og forstod intet, og endda vare de som vi andægtige: det er Magten af det Hemmelighedsfulde.
Der var dog en Mand, som talte for Salen og Gudinderne, nemlig Dr. Konow;k1036 han aabnede Debatterne om alle disse Grundlovsforandringer 6—8 i Tallet; det kunde Ingen høre Konow læse sin Tale op af Papiret, og da han maatte fornemme, at Ingen hørte ham, læste han endnu fortere, som han skulde være jaget afsted. Vi saa alle paa Mennesket med Forundring, først fordi han talte i en saadan Sag, og dernæst fordi, han læste op saa jagende, men vi tænkte, det maatte være meget godt, og idag da Talen staar i Avisen, ser man, den er usædvanlig. Det var Synd, vi ikke skulde høre den, men Gudinderne gjorde det, og det være nok baade for os og Konow.
Var det med Hensigt eller paa Slump, at man havde Grundlovsforslag første Gang i denne Sal? Det er godt, hvad det var; det viste, at man ikke vilde kaste bort det Gamle, for det om man fik et nyt Hus. Det skulde Ingen have seet slige Grundlovsforslag. No. 1 forkastedes mod 3 Stemmer, No. 2 mod 7, No. 3 mod 2, No. 4 mod 1, No. 5 mod 5 og No. 6 mod 9. De tvende andre med 20 Stemmer. Daak1037 var med alle Gange og stemte for, og følgelig var han den eneste under No. 4. Det er at begribe sin Tid at fremsætte slige Forslag, og disse Mennesker, som havde vedtaget dem, stemte imod! Nu da Forslagene ere døde, kan det være det samme, hvad de vare; imidlertid gik de ud paa Forandring i Valgvæsenet til Storthinget baade for Folk og Statsraader. Thinget var ordentlig grusomt; det dræbte uden at tale: Konow talte ikke, han læste. Man kunde i hint Øieblik gjerne betragte Billedstøtterne i Salen som Grundlovens Genier, der feirede en Triumf.
Man holder nu paa med Civiletaten, og Storthinget kniber ikke; det bevilgede endog til som personligt Tillæg til Civilingeniør Berghk1038 400 Spd. atpaa de 1000 Spd. 200 af disse 4 lagde man paa i Thinget. Det viser, at man ingen Smulegraatar er, naar man liker en Mand. Kaptain Røyem,k1039 Kanaldirektøren, fik derimod ikke disse 200 Spd. til; han fik blot 1200, uagtet han i sit Fag skal være ligesaa god som Bergh og ældre. Nu har man faaet Øinene op for Veie og Kanaler.

Nr. 163/1854, søndag 16.07.

[Juryordninga; sosiale skilnader]

Korrespondance
Christiania den 15de Juli
Det gik bedre med Valget til Jurykommissionen end man næsten skulde ventet under saamange Gjenvordigheder og virkelige eller tilsyneladende Hindringer fra Juristernes og Regjeringens Side. Storthinget har næsten bogstavelig gaaet fra Herodes til Pilatus, og nu kommer det an paa, om det ikke maa gaa videre, ogsaa fra disse valgte 5 Mænd eller fra nogle idetmindste. Motzfeldtk1040 takkede for Tilliden, men udbad sig Betænkningstid; det samme gjorde Uelandk1041 og Sverdrup.k1042 Man skal nu være saa beskeden, maa vide, hos os, naar det kommer til og paa Valg. Dommerne Aubertk1043 og Lassonk1044 toge vel ogsaa sin Betænkning og, naar den er ude, sige de kanske nei. Saa maa Storthinget vælge atter og da tillige Varastyri (Suppleanter) og saa fremdeles, Gud ved hvormange Gange!
Det er nu forresten ingen saadan Fare med det, om Folk siger fra sig Valget; man finder altid Folk nok, og en Idé har aldrig manglet sine Mænd; den har tværtimod altid just netop truffet paa de rette, om den stundom har maattet gaa og lede en Stund. Juryen finder nok sine Folk, om Storthinget tilfældigvis ikke skulde finde dem for den, og finder den ikke dem, saa viser den derved, at den ingen god Idé er eller en Idé, som ikke kan trives hos os; og i begge Tilfælde kan vi være rolige. Det kan tage Tid ud i et Land, hvor man trods al Frihed og Jevnhed mere spør efter hvem der har sagt noget, end hvad Mennesket har sagt. Man spør efter Manden, og har man den, er det nogetnær det samme hvad han siger. Det synes underligt, men er dog saa; man tænke sig om! Vi ere sande Autoritetsdyrkere; men vore fremmede Guder blive dog engang vippede af Stolen; de have nemlig det Gode ved sig, at man glemmer dem snart, bare man giver dem Stunder til at dø! Saa kommer andre op i Høgsædet og kunne tale, men det tager Tid for dem, som iaar eller adaare vil have en Tanke frem.
Dette har jeg troet at burde skrive til Trøst for dem, som tro, at Juryen er fortabt hos os for det, at mange store Mænd (Embedsmænd) allerede have eller maatte frasige sig Valget til en Jurykommission, som ikke var valgt af rette Vedkommende (Regjeringen).
Storthinget har nu længe holdt paa med Lønninger og Tillæg for Embeds- og Bestillingsmænd, hvilket i Thingsproget heder Budgettet for Civiletaten. Det er især her, man faar Brug for Ordet Kniberi, naar Storthinget ikke bevilger, hvad Regjeringen forlanger for dem, den er kaldet til at sørge for. Man har snubbet af nogle Hundrede hist og her. Der er over dette Æmne talt adskilligt, som man lykkeligvis ikke godt har hørt i denne nye Sal, men af Uddragene i Aviserne og de enkelte Ord kan Tankernes Hovedsum sammenfattes i de faa Ord, at man skal lønne sine Folk godt, men heller ikke bedre end nødvendigt. Men, hvor stor skal Lønnen være for at være god, og hvor stor for at være til det Nødvendige? Ja, se det har man nu talt om ved Amtmænd, Fyrbøderen151, Postmestere osv. og da vil man kunne skjønne, at Meningerne have været høist forskjellige hos de forskjellige Mænd, alt eftersom de selv i sit Liv bruge meget eller lidet. Den Storthingsmand, som ikke sætter til mere end 20 Spd. Maaneden med alt, har naturligt en anden Tanke om Livets Prisbillighed og følgelig taler for en lavere Løn end den, som forbruger alt det han faar. Den, som samler paa og fører med sig hjem Korkerne af Ølflaskerne, han drikker og trakterer op, har naturlig en anden Tanke om Sparsomhed end den, som lader Champagnen imellem skyde Korkerne bort i Luften, og følgelig taler og stemmer han anderledes, med mindre han har noget bag Øret. Man vilde klart kunne se alle politiske Farver fra det rødeste Venstre til det formodentlig hvideste Høire gjennem det Graa og alle Regnbuens Farver, dersom man bare havde for sig de politiske Notabiliteters Spisesedler, Priskuranter paa Drikkevarer, Regninger for Husleie med samt alle Regninger fra Lærere, Skræddere og Skomagere. De enkelte Misvisninger herfra maatte forklares som Misvisninger fra andre Naturlove, f. Ex. Magnetnaalens, Lysets, Aberration osv. Med disse Papirer vilde man især letvindt kunne beregne Stemmefaldet over Lønninger og, karakteristisk nok, det er dette Stemmefald fremfor andre, som hos os bestemmer, om en Mand er oppositionel eller ministeriel.
Tag da for dig, kjære Læser, dersom du ønsker at vide Stemmefaldet, en Avis, hvori Navnene paa Storthingsmændene med Stand og Stilling staar; slut dig saa til Levesættet og Opdragelsen af Alt det du kjender, og du kan sige med Kjøbmanden, som blev spurgt om, hvorfra nogle Handelskarle vare: «Man behøver ikke at spørge hvor de ere fra, bare man ser Sækkene.»
Nu kan man vistnok være i Forlegenhed med Enkelte, f. Ex. unge Præster, men om dem kan man da ialmindelighed antage, at de stemme for lave Lønninger paa et Par Thing. Saa blive de leie, lidt eller meget fede, efter Omstændighederne, og tænke saa smaat paa at forflyttes til et bedre Kald; thi begynde de om og om at stemme lidt høiere og tilslut komme ogsaa de paa Toppen. Andre ville nyde sin Indflydelse i det Længste og stemme lavt. De Mænd, som isandhed ere dygtige, følge ingen anden Regel end Fornuftens; de overspringe ofte endog Opdragelsens og Levesættets Naturfølger, men hvor faa ere ikke de?
Dette er Sandheder og Kjendsgjerninger, som Ingen skal forarge sig over eller tage ilde op.

Nr. 167/1854, fredag 21.07.

[Statthaldarposten]

Korrespondance
Christiania den 19de Juli
Statholderposten blev igaar ophævet af Storthinget paa grundlovsbestemt Vis og efter Forslag fra Assessor Motzfeldt.k1045 Det er en Beslutning, som for 20 Aar siden og flere vilde være modtagen med sand Begeistring af Enhver, som var glad i Fædrelandets Selvstændighed og havde et andet Maal end at blive Salonhelt; det er en Beslutning, som man da neppe turde haabe, men holde for Poesi. Statholderposten var anseet som en Stav for den haltende nationale Selvstændighed; nu kaster man denne Stav, men næsten med en vemodig Følelse, som om Staven var ligesaa god som Foden. Posten har været en Mur, der har kløvet sine Digterpander, som nu altid skal rende mod Bolverker; ja der sad endogsaa Mænd i Salen med sine bengrodde Ar fra Ungdomsdagene; deres Pander bleve ikke rigtig brudne; thi de vare ikke varme nok. Nu glemmer man alt dette Gamle, glemmer, som vi saa ofte gjøre, Kampen, naar Maalet er naaet: da det er blevet en Nationaleiendom, at Statholderposten ikke bør være til, tænker man ligesom ikke paa de Mænd, som har erhvervet os denne Skat. Anderledes kan man ikke godt forklare sig Debatterne igaar for og imod Posten. De, som talte mod, kunde dog synes Synd om at spilde seirende Ord paa en Sag, som maatte antages falden i de fleste Gemytter, og deres Mathed bør vel saaledes rettest ansees som en god Husholdning med Vid, Logik og hele det poetiske Trylleri, som ligger i fortræffelige Taler. Dette er fine og stærke Sager, som vi bør spare til en anden Gang, mente formodentlig disse ærede Herrer, og det med rette; det bedste, de sagde, var deres gode Tanker om Broderfolket, som forhaabentlig vil finde Postens Ophævelse aldeles i sin Orden. Hvad Modstanderne derimod tænkte med sin Tale for Posten, er mindre godt at sige; nogle tænkte nu, at Posten var god som et Rygstød for Monarkiet mod Demokratiet, — andre, at Regjeringen trænger til en Mand, som har Stunder til at give «konfidentielle Meddelelser,» hvilket i Folkesproget og under mere simple Forhold vilde hede en Fisletud. Atter andre og formodentlig de fleste af de 29 Herrer, som stemte mod Postens Ophævelse, tænkte paa Politik; de vilde have Posten ophævet, noget som var saa rimeligt, siden gode Opponenter var med iblandt, men de frygtede for at Beslutningen ikke nød Sanktion, og saa stod man der med et Præjudikat for, at Grundlovsforandringer tiltrænger Sanktion, — Noget, man ikke burde lade det komme til, men lade dette, som Engelskmanden siger, endnu være et aabent Spørgsmaal; thi Storthinget vilde ved at bevilge Gagen efter at have ophævet Posten ligesom finde sig i den Fortolkning, at Kongen har et absolut Veto til Grundlovsforandringer. Men for det Første kunde nu Kongen som en folkekjær Konge sanktionere Beslutningen, dernæst kunde jo Storthinget ligesaa godt negte Gagen, om derom kunde blive Spørgsmaal, som fatte denne Beslutning, og under ingen Omstændighed burde dette Parti med sine gamle Protester mod det andre være kommet med en slig Tale, der ophæver alt konstitutionelt Begreb og Storthingets Selvstændighed. Men, det var Politik, som sagt, og det en Politik, vi Alle maa kjende igjen som en Søn af Huset. Disse Mennesker, især nogle af dem, fortjene forsaavidt Anerkjendelse, som de for denne sin Politik stillede sig blotte for en Mistanke, der formentlig ikke vil udeblive, den nemlig, at de maaske havde sine Hensigter. De blive saaledes Martyrer for sin politiske Tro og sit Haab, men saa bevise de ogsaa Troen i Gjerningen.
Talerne og Stemmerne i denne Sag er et nyt og godt Tillæg til den gamle Erfaring, at det hos os er umuligt i Forveien at forudsige en Sags Udfald. Vore Partier rinde væk som Vand mellem Hænderne, og holder man for et Øieblik fast paa dem, véd man ikke, hvad Tid det kunde falde Herodes og Pilatus ind at blive Venner. Det er gemytligt, idetmindste barnsligt.
Dog, lidt Alvor i Legen! Det var en Alvorsgjerning af Storthinget at ophæve Statholderposten, og Hans Majestæt Kongen og det svenske Folk vil agte paa et saadant Alvor, selv om de for Øieblikket ikke kunne tage det tilfølge. Den gode svenske Presse vil stille Sagen i sit rette Lys, og overtyde Ildesindede om, at Beslutningen hverken fremgik af en utidig Selvstændighedsfølelse eller af usømmelig Uvillie mod Broderrige, Stænder eller Personer, men af et naturligt Frisind, og Bestræbelse for at rydde afveien Anledning til Misforstaaelse. I denne Tanke er visselig den norske Nation enig med sit Storthing, og den svenske Nation vil, naar den tænker sig om, føle, at den er en altfor stor og frisindet Nation til at lade sig mærke med noget Tegn paa Overmagt. I det gode Selskab vil Ingen herske, og det er den Uopdragne, som lader Folk føle sin Overlegenhed; frit og utvunget giver og modtager man hverandres gode Gaver. Et saadant Selskab skal Norge og Sverige være og er det igrunden allerede.

Nr. 169/1854, søndag 23.07.

[Renovasjon og velferd; sommarvarmen]

Korrespondance
Christiania den 22de Juli
Med Usundheden og dens Følgesvend Kolera lyder overalt i Europa Raabet: Sund Luft, varme Klæder og kraftig Spise! Kolera vil engang lære Menneskene at leve ordentlig, at forskjønne og udlufte sine Byer, og fremfor alt, at sørge for sine Fattige paa en ligesaa smuk som hensigtsmæssig Maade. Men før alle disse Goder komme, vil ogsaa Millioner være faldne som Offer; thi man er tungnemmet. Se vi nu hen til Christiania, da er det omtrent som ifjor ved disse Tider: Udkanterne og de usunde Gader ere lige vederstyggelige, og selv i Hovedgaderne fare Vinde, som kan tage Pusten fra En; her tillades fremdeles Rensninger i Gaardsrum og Kjørsler om Dagen, som alt burde ske midt paa Natten. Skildringerne fra Tyrkiet er i denne Henseende som de skulde være skrevne fra selve Christiania. Det er mærkeligt, at ikke Folk finder det Uanstændigt, selv om Nerverne skulde være saa afstumpede, at Lugtesandsen var borte. Synd om Christiania, der har en saa god Adgang til Vandledning, at det ikke skal kunne aabne Spring og lade friske Bække flyde gjennem Gaderne, naar man trængte til dem. Det bliver nok nødvendigt at bevilge mere til Kloakvæsenet end saa, at man faar en Rende i Prindsens Gade. Udgifterne vilde være sparede paa andre Kanter, naar nu alt kom i Orden, og enten de nu bleve sparede eller ei, saa faar man dog se til at leve saalænge som muligt. Denne Usundhed er ogsaa et Barbari i mere end en Henseende, idet de dyriske Stoffer, som nu forpeste Luften, kunde, rigtig opsamlede, blive til Rigdom og Velsignelse for Landet; saaledes opsamlede man dem i Byen Ammonium i Ægypten, hvoraf Stoffet Ammoniak har sit Navn, saaledes skal man tildels opsamle dem i Wien, og saaledes maatte man formentlig ogsaa kunne gjøre her. Man taler og skriver saameget om Landbruget, men forsømmer det Vigtigste, som kan gjøres paa enhver Gaard og i hver By, nemlig skaffe Jorden Næring; man ødsler paa en utilgivelig Maade med de rige Kræfter, som derved hevne sig og udbrede Pest.
Kun i én Retning gaar man betydelig fremad, skjøndt man for endel har noget andet for Øie, nemlig ved at opføre Arbeiderboliger; vi har alt en smuk herinde og der var for ikke længe siden Tale om at faa en til. Ved store smukke Arbeiderboliger maa man ødelægge disse Forstæder, Udkanter og Huler, hvor Forbrydelser, Pest og al anden Elendighed opelskes. Byerne ville blive smukke paa samme Tid som de blive sunde og nyttige.
Dog, det er saa let at forbedre med Pennen, ude i Livet er det uligt vanskeligere, og fornuftigvis bør derfor hvad vi skrive ikke være Klager, men Ønsker og, om det var muligt, Veiledninger.
Denne Kultur, som fremkommer ved at væbne sig mod ødelæggende Sygdomme, vil ogsaa knytte Folk nærmere sammen; man føler, at man indbyrdes er medansvarlig for Samfundets Bestaaen, og Forholdet mellem Rige og Fattige vil blive bedre; thi Gaverne man giver, blive ikke Naadegaver, men en Understøttelse af Selvhjælpen; Enhver føler, at han maa redde sig selv og Andre med sig, ligesom han selv bliver reddet af Andre. Den moralske Fremgang bliver saaledes ikke mindre, end det legemlige Velvære, hvilke tvende Ting ogsaa altid maa følges ad, naar Livet er sandt.
Varmen og Frugtbarheden vedbliver, skjøndt det nu begynder at blive for tørt paa sine Steder. Som Følge af denne svangre Luft har man ogsaa havt mere Tordenslag iaar end sædvanlig. Paa Landet vil derfor dette Aar blive et af «Foreaarene,» hvorfra man ligesom fra «Aaret, den store Flaumen var,» mærker Tiden og Tidsregningen. Han blev født, døde f. Ex. det Aaret den store Flaumen var, det store Foreaaret, det gode Aaret, det Skinaaret, Frostaaretn152 osv. Dette Aar vil ogsaa blive mærkeligt, fordi det kom saa tidligt. Jeg har talt med Landsfolk, som berettede fra sine Hjembygder, at Mange trodde, Hansteenk1046 havde gjort sin Almanak «galin,» saa at Aaret kom tidligere end det skulde. Det kommer vel «atter i Houst» mente de; «men det er da rart, for Hanstein er Vani væra vis; 3 Aar siden kom Solformørkelsenn153 paa ein Prik, vi mindes alle det Ubegribelige; men iaar maa han vist ha reikna gali; det var grøntn154 og vent naar det plaga væra kvit hel’ flekketaai, og Soli tis (tykkes) heiltup stande høgare iaar hel’ ifjor dette Bil. Det ville væra Synd om Hanstein skulle hava fari altfor ilde gali.
Andre sige, at Jorden er som forynget (ho ynger seg up at) for nu i flere Aar har det været bedre og varmere og frugtbarere end flere Aar før i Rad. Vi tænkte, sagde en Mand, at Jorden skulde dø af Ælde, som der staar i Bibelen, men Gud ske Lov, han kommer sig. Mange se ogsaa i dette et Varsel for Krigen og sige: Det gaar som med Lyset: «det toppar og brenne bedst næst før det sloknar».

Nr. 173/1854, fredag 28.07.

[Industriutstilling for allmenta]

Korrespondance
Christiania den 26de Juli
Industriudstillingen*) i Christiania er nu aabnet og lader til at besøges ganske flittigt, om just endnu ikke saa talrigtn155 som Beridningen. Det er nemlig Mange saa store paa det, at de tænke paa Verdensudstillingen i London, Paris, München etc. og derfor finde vor Udstilling en Hærming, som en Mand med lidt Begreb om Verden overlegent maa smile til. «Vi skal nu altid hærme efter!» Ganske rigtig; Barnet hærmer ogsaa efter den Voxne og bliver derved engang selv en Mand, og hærmer det stundom Daarligheder, lægger det dem af, naar det vitras (faar mere Vit), medens det stadig gaar fremad i det Gode, det lærte; og ingensinde vil vi finde det utidigt at udstille vor Flids Gjerning ligesom andre Folk, al den Stund vi ikke finde nogen Daarlighed i at føde og klæde os og gjøre os Livet smukt og behageligt, kort, saalænge vi ikke finde det utidigt at leve og være Mennesker og æde vort Brød i vort Ansigtesn156 Sved.
Naar Industriudstillinger nu ere blevne en Dagens Gjerning i fast alle Lande, saa viser det, at Dagen er god; Folk har begrebet, at man maa arbeide for at leve, at Gjerninger, som før vare ringe, nu ere komne til den fortjente Hæder, og at det, jeg har, er stærktn157 og godt, naar det ikke er laant, men selvgjort.
Det er disse sunde Tanker, som har frembragt Industriudstillingerne. Det er derfor ikke Udstillingerne, som have sin verdenshistoriske Betydning, men Tankerne, den oplyste Folkeaand, som har frembragt dem; de ere store og gode, fordi de synlig vise, at Menneskene have begrebet sig selv og sin Stilling i Livet, at de ikke længer sætte sin Ære i Rov og Ødelæggelser, men i stille nyttig Virksomhed, at ikke Æren hænger i Knaphullet eller staar malet paa Vaabenskjoldet, men er en Krystal af egen Sved; man har begrebet, at Aandens Gjerning ikke er den eneste, som fortjener Agt og Ære, men at Haandens ogsaa maa være med i Høgsædet, ligesom Legemet under vore jordiske Forhold maa være sammen med sin Sjel, støtte og styrke den og være den et hvorvel skrøbeligt Kar. Livet maa ikke tabe sig i tomme taagede Billeder, men have et Indhold. Dette alt og mere siger den Tidsaand, som har skabt Industriudstillingerne, og det er en poetisk Aand, saasandt som Poesien aldrig maa glemme Jorden for at kunne hæve sig over den.
Med Rette have derfor de agtværdigste Mænd i de forskjellige Lande stillet sig i Spidsen for slige Udstillinger, og ikke uden Grund har de dygtigste Forfattere sagt mange af sine skjønneste Ord om dem; Nationerne have omfattet dem med Glæde og Stolthed; og at vinde Prisen der, grunder en Mands varige Lykke; thi den er fortjent. Industriudstillingerne spaa Folkene et langt og lykkeligt Liv.
Det er overraskende, at vor Udstilling er saa stor og smuk, som den er, ikke fordi man jo kunde vente, at vi havde saamange gilde Ting at syne frem, men fordi man ikke turde haabe, at Folk saadan sendte sine gode Ting: vi ere sene og tilbageholdne af os; man kunde heller ikke vente, at Bestyrelsen med ikke større Midler og under forskjellige Gjenvordigheder saa net og passeligt skulde faa det istand. Den fortjener fuldelig vor Alles Erkjendtlighed, og dens Indbydelse til Storthingsmændene at overvære Aabningen er saa træffende sagt, at det formentlig er rigtig at lade flere Folk læse det:
«Den overordentlige Deltagelse, som Industrien i de senere Aar har vundet ikke alene blandt dens egne Dyrkere, men endog hos den store Alménhed, har ogsaa i vort Land fremkaldet Udstillinger af dens Frembringelser. Medens denne Art Markeder for Kunstneren, Fabrikanten, Haandverkeren og Hjemmearbeideren frembyde Mønstre og Anvisninger til praktisk Udvikling i Faget, lærer Folket at paaskjønne Flid og Dygtighed formedelst rigere Afsætning, og erholder tillige den sikreste Maalestok for de Fremskridt, Næringsveiene have gjort siden det sidste Gang havde Leilighed til at beskue dem.
Den Udstilling, som den tekniske Forening i Christiania den 25de Juli aabner for Alménheden, lader visselig meget tilbage at ønske, om man end ikke ubilligen sammenligner den med de storartede Fremstillinger i andre Lande. Imidlertid have dog de til os overleverede Gjenstande givet os Grund til at udtale den Forvisning, at den vil skjænke enhver Fædrelandsven rig Anledning til Glæde over Norges synlige Opkomst. Naar vi taknemmeligen erindre med hvilken opofrende Omhu og hvilken utrættelig Omtanke samtlige Grene af vort Lands Styrelse har sørget for denne Industriens Fremvæxt, bringes vi til at tro, at De ikke ugjerne modtager vor Indbydelse til med Deres Nærværelse at aabne Udstillingen, hvorved De vil afgive et nyt Bevis paa deres Deltagelse for en patriotisk Sag.»
Det er, som sagt, smukt og smagfuldt nede paa Udstillingen, og de bedste Ting ville forhaabentlig blive omtalte til Tid og Sted. Nu kommer det an paa, om vore tegne- og skriveføre Folk kan gjøre sine Sager saa godt som vore andre Arbeidsmænd, Fabrikanter og Kunstnere. Folk bør opmuntres og vækkes, og Udstillingen havde vist været rigere, dersom ikke Mange havde tænkt: «Det er ikke noget at syne mine Sager.» Og jeg kjender særdeles dygtige Folk, som have sagt: «Det er vel ikke andet end noget Væsen denne Udstilling.»
Den er ikke «noget Væsen;» det vil nok ogsaa vor sunde Almuesmand komme efter; men han er som disse gammeldags tykke Kakkelovne: man maa brænde op det ene Vedfang efter det andre før man kan mærke Noget; men saa kommer den paa Slutten, saa Døre og Glas maa slaaes paa vidan Væg.
Landbruksskoler er endnu ogsaa «noget Væsen,» men Bonden vil nok engang have dem, om ikke paa dette Thing.
Alting er «noget Væsen» i Førstningen for hver den, som maa se for at tro. Det er alene Tænkningen, som kan springe i Forveien og drage Livets Las op ad Bakken.
*) Industri er et Ord, som nok kunde trænge til en Forklaring; det betyder nærmest Flid, Strævsomhedn158, Vindskibelighed, altsaa Industrigjenstande, de Gjenstande, som ere frembragte ved Flid osv. Nærmest vilde dette Ord i Folkesproget oversættes ved Heimil, d. e. alt det, man trænger til og frembringer i et Heim (Hjem) i en Husholdning. Industriudstillingen vilde derfor kunne gjengives ved Heimiludstillingen.

Nr. 175/1854, søndag 30.07.

[Krimkrigen; landbrukshøgskole; lausarbeid]

Korrespondance
Christiania den 29de Juli
Gøtheborgs Sjøfarts- og Handelstidning har for nylig havt en Artikel om Krigen og vor mulige Deltagelse i den. Tidningen peger da paa, hvad vi vilde forebygge og vinde, og haaber at mann159 ikke nu som i 1848 med Danmark slipper dennen160 Leilighed af Hænderne, som vanskelig turde kommen161 igjen. I Forbindelse hermed gjennem[...]k1047 en Artikel i Morgenbladet, som vi Alle [...]bi dets gamle politiske Træk var i den [...]e skarpe og kjendelige. Morgenbladet [...] Fred med vore Grander; det mener [...] given Leilighed gjerne vilde herske over [...] Arm derfor ikke bør være den, [...] sig ud for at hjælpe dem. Saa[...] Danmark, saaledes i nævnte Artikel [...]erige, der ikke burde, om det var [...] Finland igjen. Morgenbladet er [...]tionalt, forsaavidt som det for den [...]enneskenatur er nationalt at være mistænksom mod Folk, men sidde med Hænderne ikors, indtil Taget raadner ned over Hovedet paa En selv, eller dorsk ned i Dalen sidde og stirre op mod det Klippestykke, som siger løst fra Fjeldet og saa sikkert som nogenting vil komme med et ødelæggende Stenskred, naar Kløften er bleven vid nok. Kanhende det er nationalt dette! Vist er det, at Morgenbladet har sine Medholdsmænd, der i det ser Bladet, som er folkeligt, frisindet, forstandigt og betænkt. Men er dette sandt, saa er det ogsaa sandt, at der gives noget høiere end Mistanke, nemlig Tillid, og at der gives noget mere forstandigt og betænkt end at lade Huset raadne over Hovedet og Stenskredet begrave Gaarden, det nemlig, at pynte paa Huset og flytte Gaarden bort under et sikkert Fjeld. Det kan være dyrt og tungt alt dette, men, den Vise ser Ulykken og undflyr den.
Kan dog hende, at Ulykken kunde drage over en Tid, og saa var vi døde; thi lader os glemme den! Saaledes kan til ynkeligste Nød et Menneske tale, ikke saa et helt Folk: det er evigt. I et Folk maa den ene Slægt leve for den andre, opofre sig for den, forsone Fædrenes Synder for at gjenløse Børnene, ligesom det ene Menneske maa dø for det.
Er det en saadan Tid nu? Hvem drister sig til at sige Ja? og hvem Nei? Tiden er et Janushoved, som kan give et dobbelt Svar. Det er derfor en sømmelig Beskedenhed at lægge Fingeren paa Munden for Enhver, som ikke er nødt til at tale, og kan det synes uforsvarligt og letsindigt at raade til Deltagelse i Kampen, saa turde det ikke være mindre letsindigt og selvforglemmende at raade fra, og sige: her er Fred og ingen Fare. Det Sikre er, at Folket ikke gjerne vilde have Krig, og at man med Bedrøvelse vilde se Fredens Gjerning standset; men, det er det samme som at sige ingenting; thi det er noget, som siger sig selv.
Men mindst af Alt bør man vel med Morgenbladet sige Mistro til Sverige, Finland eller Danmark. Vi er Gud ske Lov saa sikre, at ingen Overmagt fra disse Lande var at befrygte, selv om de vilde herske over os, hvad de dog ere for oplyste og frisindede til at ville. Det er med Frihed og Oplysning man skal holde sig tilvens. Vi véd Alle, hvor Vankundigheden og Slaveriet er, som vi skulle hade. Det er stort og stærkt nok, om vi ikke klandre skikkelige Folk.
Det havde ogsaa været smukt af Gøtheborgs Sjøfarts- og Handelstidning om den ikke havde mødt Morgenbladets norske Ensidighed med den ligesaa store svenske. Det er ikke godsligt i et saavidt udbredt svenskt Blad at læse Bitterheder og Harm, fordi Sverige ikke vandt, hvad det kunde haabe; det opirrer, naar man ser sig mistænkt, og det er smerteligt at blive beskyldt for Utak. Men Handelstidningen vil som Morgenbladet finde sin Straf hjemme, hvor det rette Værnething er. Aftonbladet har baade Evne og Hjertelag til at møde den, om det finder det Umagen værdt. Aftonbladet misforstaar os ikke; derpaa har vi det sidste og i en vis Henseende det smukkeste Bevis nu her om Dagen, da det holdt med os i Ophævelse af Statholderposten; man kunde ikke uden Tak og Bevægelse læse dets fornuftige Ord om den Sag. Det er saa godt at Brødre bo enige tilsammen.
Igaar gik det dog igjennem i Thinget, at vi skulle have en Landbrugs Høiskole. Thinget maatte være sig selv ligt og bevilge til at faa Næring, naar det har bevilget til Veie og Kanaler for at kunne reise. Naar man reiser, maa man have Niste, ellers forsmægter man paa Veien og har intet Brug for den. Det er det greie Ord for Thingets Tanke. Maatte nu ogsaa Høiskolen virke med Held, og Arbeider og Byggeforetagender drives saaledes, at man ikke der som paa saamange andre Steder skulde blive skræmmet fra at bevilge til noget andet Nyt i Fremtiden. Det kunde synes underligt, at Bønderne, hvem det nærmest maatte paagjælde, talte og stemte imod; men de ville have Syn for Sagen, og det gaar ikke altid an; man maa bie og se.
Vore gammeldagse Bestemmelser om at løse Folk skulle tage fast Tjeneste bleve ophævede af Thinget forleden Dag, efter Forslag af Assessor Motzfeldt.k1048 Det var en Bestemmelse, som længe er ventet, og man bør vide Assessoren Tak for hans Frisind, uden hvilken det endnu havde gaaet med det Forældede i lang Tid. Regjeringen har nok engang faaet sig henlagt et Forslag «enstemmig og uden Debat.» Det er at have Majoritet i Kamrene.

Nr. 179/1854, fredag 04.08.

[Christianias grenser; å vera tenar for staten]

Korrespondance
Christiania den 2den August
Allerede fra 1801 har man været betænkt paa at lade Christiania tage Forstæderne op i sig. Det er intet godt Forhold, at den egentlige gode og berettigede By er for sig selv og Forstæderne, der er et naturligt Tillæg til den, hører under Landet, hvorved Forvikling i mange Forhold opstaar. Saaledes har det været f. Ex. i Skien, men nu skal ogsaa det forandres, men værst er det maaske i Arendal. Disse Levninger fra gamle Tiden begynder man altsaa at røre ved, men det gaar sent, thi Egennytten er seig, længe efter at man indser det Bagvendte i den. Christiania og Aker har da ogsaa staaet i Thinget mod hinanden; Christiania har forlangt nogle Tusen, men Aker vilde ingle give og saaledes blev det i Odelsthinget. I Lagthinget blev heller ingen Erstatning tilkjendt, hvilket var saa rimelig, uagtet Aker ikke sidder der. Derimod gjorde man en meget interessant Forandring i Lagthinget med Grændserne. Man trak nemlig Grændsen saa langt oppe, at Heimdalen med Stabellk1049 og Akers Sparebank kom ind i Byen. Uden Kort er det ikke saa godt at finde denne udvidede Grændse afrundende, men det gjør det samme, eftersom enhver maatte indse, det var Stabell, man vilde faa fat i. Efter Forslag af Daa,k1050 der kraftig understøttedes af Rolf Olsen,k1051 besluttede man dette. Dog, Rolf følte vist, at Stabell var et nødvendigt Tillæg til Byen, hvor hans Person burde spille en likesaa stor Rolle som hans Blad. De sagde, Gud bevares, ikke dette; de argumenterte naturligvis fra det Geografiske osv. Det var gode Grunde, de havde, og de udviklede dem med Dygtighed, Noget Enhver kan vide, siden Thinget gik ind paa dem. Stabell maa nu flytte Heimdalen op i Bakken, om det gaar igjennem i Odelsthinget og det samlede Thing, og Kongen endelig sanktionerer, da han formodentlig ikke er enig med Daa og Rolf deri, at han er et nødvendig Tillæg til Byen. Lever han nu til Christiania trænger til en ny Udvidelse, saa maa han flytte sit Heim endnu længere op i Bakken, naturligvis under den Forudsætning, at Daa og Rolf ogsaa lever. Saaledes kunde det gaa, indtil «Heimdal» blev liggende oppe paa Grefsenaasen, hvor Sendebudet mellem Guder og Mennesker unegtelig ogsaa bedst hørte hjemme.
Altsaa: man havde Stabell og hans Parti mistænkt for at stikke Daa og Rolf ind i Lagthinget, nu kan man til Gjengjeld have dem mistænkte for at ville udstøde Stabell fra Bøndernes Synagoge og ind i Skriftlærdes Forsamling, hvor de maa mene, han ikke saa ganske hører hjemme.
Det har altsaa gaaet op i op med disse tre Mænd. De kan række hverandre Hænderne og sige Tak for sidst.
Sorenskriver Aubertk1052 vil ikke — har han skrevet — modtage Storthingets Valg paa sig til Medlem af Jurykommissionen. Det gaar vel ligedan med Lasson.k1053 Mærkeligt er det, at man ikke vil modtage et saadant Valg, mærkeligt nemlig, fordi man maa antage det er fordi Storthinget og ikke Regjeringen vælger. Det er som om det ikke var i sin Orden, at Storthinget ogsaa valgte Folk til at forberede sine Forslag; før fandt man dette aldeles rigtigt, da Storthinget i 1827 f. Ex. valgte en Lovkommission; det gik endog saa venskabeligt for sig, at Kongen sanktionerede Valget, — noget, som naturligvis var ganske overflødigt, men som dog vidnede om, at den andre Statsmagt fandt Gjerningen velgjord. Vil man indføre en anden Grundlovsfortolkning nu, og vil Embedsmændene hylde den? Det ser næsten saa ud, og det er intet godt Mærke. Tror man, at Regjeringen vil tilsidesætte dem, som modtage Valget? Saa ser det ud endog af M. Rædersk1054 Skrivelse, men det er at være lidet artig mod Regjeringen. Eller endelig, vil man sætte Storthinget skjærfast? Da maa disse gode Herrer tro sig umistelige; det gaar nok det, som kan gaa, om saa alle Embedsmænd satte sig paa ende, men, det bliver ubehageligt for Storthinget og ikke mindre ubehageligt for Embedsmændene selv, der med Grund kaste en Mistanke paa sig, som desværre ogsaa Uskyldige vil komme til at lide for. Det kan nemlig ikke gjøre noget godt Indtryk dette, og Juristerne bør vel vogte sig for at synde mod den sunde Fornuft, selv om de oversaa Grundloven, Storthinget og Nationen. Hvad Mening de have om Juryens Brugbarhed hos os, maa Ingen klandre dem for, men man maa godt kunne sidde i en Kommission, om man ikke er enig i det, man vil have frem; derfor skulde man føle sig opfordret til at modbevise det, og det vilde man gjøre, dersom man ikke var bleven enig om at drive Tingen paa Skakke. Det er ikke patriotisk gjort, og den Stat, som har oplært dem, skaffet dem gode Embeder og sendt dem til Udlandet med Reisepenge, den Stat kunde sandelig fordre noget mere. Men, man er vant til at betragte sit Forhold til Staten som noget rent kontraktmæssigt, ligesom man skulde have at bestille med en Aagerkarl. Saaledes tror en Mand i et fedt Embede eller en lignende Stilling, at han intet skylder til Staten, naar han tørt opfylder, hvad der «paaligger» ham; men en Mand som kan tænke saaledes, maa med Nødvendighed være en daarlig Tjener, noget, Erfaring da ogsaa tilstrækkelig viser. Tænkte man ikke saaledes og var man ikke saa indskrænket paa Hoved og Hjerte, at man maatte tænke saaledes, saa havde vi baade større og bedre Gjerninger at opvise end vi have; thi vi have mange Embedsmænd i Forhold til Landets Befolkning, der oplærer, føder og klæder dem for at tænke og tale for sig. Det er Skam at vide, hvor trangt det gaar; men man tør haabe, at Folket fremdeles vil være langmodigt mod dem, som føde sig med Mælken og klæde sig med Ulden og overlader Faarene til de glubende Ulve.

Nr. 181/1854, søndag 06.08.

[Allmugeskolen; samferdselspolitikk og sterke menn]

Korrespondance
Christiania den 5te August
Christiania Stifts Skolelærerforening har i disse Dage været samlet herinde; det har været Skolelærere og Kirkesangere fra Stiftets forskjelligste Egne, enkelte endog udenfra det, alle tilsammen over 60 Mand. Enkelte Præster og Kandidater har ogsaa været med og deltaget i Undersøgelserne, hvorved disse have faaet et mere livligt og alsidigt Præg. Det var hel trøsteligt at se Folk med den Dannelse saa dygtige, og en ældre Mand vilde ret føle Forskjellen mellem Før og Nu ved at sammenligne disse med ældre i samme Stillinger, som han maatte have kjendt. Seminarierne have været et godt Mellemled i Kundskabsrækken fra Ingenting at lære til den saakaldte Studering, og findes der end stundom Enkelte, hvis seminaristiske Dannelse ikke strækker til værdigen at udfylde bedre Skole- og Kirkesangerposter, saa maa man dog sige at Skolelærerstanden er saa dygtig, som man i Almindelighed kan vente den, hvilket ogsaa kommer deraf, at de fleste unge Folk fra Bygderne, som reise til Seminarierne, gjerne ere gode Hoveder, hvorved de fordelagtig adskille sig fra de Studerende, om hvilke man som Regel ikke kan sige det samme, da disse saaofte drives frem enten de due noget eller intet, hvorfor en Mand ganske vittigt og træffende sagde, idet han opregnede, hvad hans Sønner skulde blive: «Min næstyngste Søn er det daarligste Hoved, derfor skal han ogsaa studere.» Efterdags vil det nok blive ligedan med Seminaristerne, naar man kommer efter, at det er en ganske smuk Stilling at træske en tungnemmet ung Mand op til Skolelærer ogsaa, — en Mand, som i Livet ellers, naar det da skulde være anstændigt, ikke vilde kunne snu sig frem. Det er denne naturlige gode Forstand, som hjælper Seminaristerne frem; thi deres Skolegang er ikke stor; paa 2 Aar, som Læren gjerne er, skal en Mand ikke komme langt, naar han som Barn ikke er mere forberedt, og man maa takke den afgrændsede Fagundervisning ved Seminarierne, at Eleverne dog blive til Noget i den korte Tid, de blive endog forholdsvis meget duelige Lærere, om de end maa mangle den Aandsfrihed, som sætter Mennesket istand til at udtale sig og træde frem. Det var imidlertid mærkeligt, hvor godt man under Mødet klarede sig i Munden, og vi, som ere vante ved Storthinget, maatte finde det saameget bedre. Det kom nu deraf, at mange og vel de fleste Skolelærere have gaaet fremad siden de vare «udlærte;» de fleste lære saaledes nemlig siden af fremmede Sprog idetmindste Tydsk, hvori saamange Bøger ere skrevne for deres Fag. Der var mange særdeles flinke Folk iblandt, Mænd, som blandt andre Ophøielser sikker ogsaa engang vil eller dog burde komme paa Storthinget; det var, hvad man kalder solide Folk og af disse ikke saa ret faa.
Da Almueundervisningen væsentlig gaar ud paa at bibringe Børnene Christendomskundskab, var det saa naturligt, om Religion, Religionsundervisning og religiøse Bøger var det, man talte mest, og i disse Materier gik man vist ofte vel dybt til at kunne bringe noget udaf det. I denne Henseende var Skolelærermødet et Præstemøde i det Smaa med den samme Ufrugtbarhed, fordi man ikke holder sig til det Simple, Ligefremme, Gode, som alle Mennesker kunne fatte, men til dogmatiske Spidsfindigheder.
Saasnart man derimod kom ind paa det Praktiske, var man interessant: om Historie og den historiske Undervisning blev talt adskilligt, som Mange havde godt af; det samme og i endnu høiere Grad var Tilfældet med «Norskheden,» det «Nationale» og Modersmaalet i Modsætning til Skriftsproget. Skolelærerne, som de fleste Almuesbørn, maa være glade i «Norskheden,» naar de blive vakte, og deres Erfaring som Skolemestere maa have lært dem, hvad vort danske Bogsprog er for Almuesbørn, ligesom deres egen Lidelse under Udpiskningen af det Folkelige op igjennem Skolerne til paa Seminariet ikke kan være glemt. Denne Udpiskning trodde man hørte med til «Dannelse,» dette sagde jo alle Lærere og «dannede» Folk, derfor bar man den med Taalmodighed; men naar man senere i Livet tænker paa eller hører tale om dette Folkelige i Maal og Eftermæle, bliver man tilmode som naar man mindes Barndommen; man kan ligesom Schweitzeren kaste Geværet, styrte sig i Floden og svømme over den bort med Bjergene, hvorfra man hører Hjemslaatten.
Naar nu saaledes Skolelærerne blive vundne for vor folkelige Retning, har man en Magt, som virker paa det rette Angrebspunkt, og en stor Magt.
Det skulde sikkert interessere Mange at se Uddraget af Forhandlingerne paa dette Møde, især Forhandlingerne om disse praktiske Sager, men det blev med Rette bestemt, at man ikke skulde rykke dem ind i Aviserne, men have dem for «Folkeskolen,» der bør staa sig, og søges af dem, som interessere sig for slige Ting. Det er forresten meget, kan et Skrift for Skolelærere staa sig, da et theologisk Tidsskrift har Vanskelighed for det; thi gaar det saa med det grønne Træ, hvorledes skal det da gaa med det tørre?
Om 3 Aar blev det bestemt at have et Møde igjen; man turde ikke svække Interessen ved at gaa for tidt paa. Dette er igjen et af vore store Fremskridt, at vi have slige Møder. Hvert Lag i Samfundet bør vide af sig selv, og først da kan det ogsaa vide af de andre og paa sin Vis arbeide til det Heles Forædling. Da bliver det først rigtig et Samlag.
Det gaar godt med Storthingets Bevillinger til Veie, men Lærdommen kommer ogsaa her i Kast med Livets Tarv, idet Oppositionen gjorde Vanskelighed ved at have saamange Veiarbeider gaaende paa lang Tid, hvorved man bandt Bevillingsmyndigheden paa længere end 3 Aar; man vilde altsaa have bestemte Arbeider færdige til bestemt Tid, men denne forresten grundlovsmæssige Lære fik kun 11 Stemmer, da nogle og 90 følte det Hele var et Statsanliggende, hvor det ikke var værdt at skjelne for skarpt mellem Regjering og Storthing, bare man fik det godt.
— Nu er her kommen en Kjæmpe, som syner sig ud paa Klingenberg; han er stærk, men vi har sikkert flere Norske end vi komme ihu, som ere stærkere end han. «Storeviken» fra Bergensstift er langt stærkere: han rendte Armen gjennem Øiet paa store Kværnestene og bar dem ind i Butikkerne, og saa fik han en Dram for at bære dem ud igjen.

Nr. 185/1854, fredag 11.08.

[Konsulatavgiftene; unionen]

Korrespondance
Christiania den 9de August
Atter har Lagthinget forkastet en vigtig Odelsthingsbeslutning, nemlig om Nedsættelse af Konsulatafgifterne. Sverdrup,k1055 Forslagsstilleren allerede paa forrige Thing, oplyste, at Konsulatafgifterne kan løbe op til mange Penge for et enkelt Skib, og at det derfor er nødvendigt at nedsætte dem, skulde Byrden ikke være saa trykkende, at den vilde hindre en livlig Fart, omkaps med andre Nationer. Det var saameget rimeligere, at Afgiften blev nedsat, som vore Skibe ved sit større Antal ydede henved det dobbelte mod de svenske, og enda besættes Konsulatposterne med lutter Svenske. Det maa være i Manges Erindring, at vi for fem Aar siden, da Konsulatposten i Hamburg var ledig, vilde faa den besat med en Nordmand, eftersom vi der have en udbredt Handel; men Posten blev besat med en svensk Mand. Det er nu ogsaa væsentlig i disse, Konsulat- og Ministerposterne, det svenske Aristokrati har størst Fordel af Norges Forening. Vi yde til Ministerkassen 40,000 Spd. eller saa omtrent, og nu saameget til Konsulatafgift, og Konsuler ere Svenske, og Ministrene i Regelen det samme. Imidlertid have vin162 en af disse sidste, en i Holland og en i Amerika, der ere Nordmænd. Det er nu paa sin Vis i sin Orden, at svenske Adelige ere Konsuler og Diplomater, da de formodentlig ikke due til noget Andet, hvorimod vi Norske, som borgerlige Mænd, kan slaa os frem ved anden Bedrift, og kanske vi hellerikke have den tilstrækkelige Smidighed og krumme Ryg som det sig i en slig Stilling formentlig hør og bør. Vi ere saa ligefremme af os vi, og hjælpe en Mand tilrette uden lange Audientser, medens Konsulat- og Diplomativæsen maa have noget Vidtløftigt og Undvigende ved sig, dersom det skal blive sin Historie tro. Der er desuden saa liden Frihed udenfor os, undtagen i England og Amerika, at vi Norske, som Konsuler, vilde komme til at vække Forargelse, og saaledes gjøre det uhyggeligt i det diplomatiske Theselskab. Det er derfor taaleligt, at det er som det er; men vi skal nu altid være saa frisindede af os vi, at vi ikke taale slige Gemytligheder. Vi bær os ad, som vi skulde være en Verdensmagt, der kunde sende store Flaader for at kunne overbevise Verden om, at vi talte Sandhed. Ubegribeligt er det igrunden, den, at man taaler saa store Ord, der ikke kan ledsages af et godt Næveslag, om nogen modsiger. Det viser, at Rimelighed enten er mere almindelig end man tror, eller, at man ikke hører os. Det var ikke disse Grunde man udhævede i Lagthinget for at forkaste Odelsthingets Beslutning. Langtfra: Præsidenten, Christensenk1056 var meget høitidelig, og mente, at vi i disse Tider ikke burde fremkalde Misforstaaelser. Heri understøttedes han af Lange,k1057 Lippek1058 og Reichenwald,k1059 hvilke Autoriteter skræmte Thinget, saa de blev tolv mod tolv.
Det er altid en saar Byld at komme ind paa vore unionelle Anliggender. Vi tage det som det er, og takke til, at det ikke er værre, da Grundloven og Rigsakten liden Forskrift og Sikkerhed give. Det var allerede meget, at Kongen gav Resol. af 13de April 1835, efter hvilken Statsministeren eller i dennes Fraværelse den ene af de norske Statsraader skal være tilstede, naar diplomatiske Sager, der angaa Norge, foredrages af den svenske Statsminister. Vi kan ærgre os over, at den konstitutionelle Ansvarlighed ikke er gjennemført ogsaa med Hensyn til diplomatiske Sager, men hænger, saavidt det kan komme til Anvendelse, i en Resolution, der kan tilbagekaldes, naar det skal være. Vi har ingen anden Udvei end at finde Alt godt, og takke, at det ikke er værre. Det nytter ikke at slaa om sig med frisindeden163 Ord, naar man ikke gjennem Domstolene eller paa Bajonetspidsen kan bringe dem til Anvendelse. Man maa stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvor man er.

Nr. 187/1854, søndag 13.08.

[Sagbruksprivilegium og samferdselspolitikk]

Korrespondance
Christiania den 12te August
Muligt, at jeg har skrevet før om Sagbrugsprivilegierne, men da Grundloven forbyder slige Ting, vil en Gjentagelse undskyldes. Storthinget har baade denne og forrige Gang besluttet deres Ophævelse ved 1860, og Regjeringen maa vel sanktionere, siden det saa alligevel næste Gang bliver Lov efter Grdl. § 79. Det er en lei Paragraf, og man kan ikke forundre sig over Kongemagten, som har været saa lysten paa at faa den ophævet. Man maa altsaa vente en Ende paa disse Ansøgninger og Processer om Sagbrug, og Folk vil vel da have færre Grinder i sine Sage. Man forlangte Erstatning, retsom om de gode Sageiere ikke havde faaet mere end nok. Skulde man veie hvad dette Thing har udrettet i Lovgivningsveien, saa maatte denne Beslutning paa tre à fire Linier veie ligesaa meget, som det hele øvrige Lovverk; thi det har gaaet smaat med de andre Love. Lagthinget har revet ned, og saa har Lovene gaaet istykker. Det er forresten ganske godt, at Lagthinget har gjort dette, thi havde ikke Lagthinget havt sin Majoritet, vilde Thinget have været meget ministerielt, for at bruge et almindeligt Ord. Men nu bøder Lagthinget paa dette ved at rive Sagerne istykker, saa Lidet kommer ud, men Alt bliver ved det Gamle. Veibevillingerne ere nu igjennemgaaede; man vil komme frem, kan man se. Under Veibevillingen kom den gamle Orm igjen, nemlig Forholdet mellem By og Land paa den ene Side og Statskassen paa den anden Side. Vestlændingerne ville igjen, at Statskassen skulde bære den halve Udgift til Veiene, hvilket imidlertid forkastedes, da man skjønner, at Statskassenn164, som væsentlig er Tolden, ikke er den nærmeste til at bekoste Veie, eftersom da Udgifterne ville falde paa dem som mindst reise paa Landet, nemlig Bybefolkningen. Desuden vilde Statskassen, som Daak1060 sagde allerede i 1845, blive en «Fillekasse,» et Udtryk og en politisk Retning, som var den væsentlige Aarsag til hans Brud med Oppositionen. Om Forholdet mellem Land og By talte man ogsaa, hvoraf Resultatet blev, at Byerne dog skulde betale noget til Landets Veivæsen, hvorvel det Rimeligste var, at de i denne Henseende havde nok med sine egne Gader, Stræder, Render og Gasindretning osv. — Noget, der ogsaa engang vil anerkjendes, naar nu Byerne koste mere paa disse Ting end hidtil. Det er kunstigt med alle disse Regnstykker om den ligelige Fordeling mellem Land og By. Man grubler over den gjensidige Fordeling af Byrderne, og tror, at det er tvende Magter som staa fiendtlig mod hinanden. Saa er det imidlertid ikke. Byerne ere en naturlig Ansamling, og selv om man mere løsner Betingelserne for Handel og Næringsdrift, vil dog altid By og Land skille sig ad, dog med den inderlige Forbindelse, at det, som er godt for den Ene er godt for den Anden og omvendt. Talen om at Byerne have det godt paa Landet eller omvendt er en daarlig Tale. De maa begge dele Skjæbnen med hinanden, hvad Midlerne til Næring angaar, og synes det end for en Tid saa, at By eller Land har vel bedre, er det blot indtil Livet snart faar jevne sig, og den naturlige Vexelvirkning indtræde.
Nu synes det vistnok saa, at Byen skulde sørge for sine Gader og Landet for sine Bygdeveie, medens Postveiene burde være en Statssag. Denne Tanke maa det ogsaa være, som har frembragt en Fordeling af Byrderne ved Hovedveiene, hvorvel det ved nøiere Eftertanke maa vise sig, at Byerne faa formeget; da Gader osv. kræver en ganske anden Udgift end Bygdeveie, til hvis Oparbeidning en almindelig Gaard kan slippe med en Dags Arbeide om Aaret.
Oppositionen, der giver sig Mine af at modarbeide Centralisationen, fremmer den netop ved at vælte Alt paa Statskassen. Fik den saakaldte Opposition raade sig, vilde vi snart have en Tilstand som i Frankrig, hvor Statskassen bekoster Veie, Brygger, Vandspring etc. med al den heraf offentlige Betjente, som ere betænkte paa at underslaa til egen Fortjeneste saa meget som muligt — fremkalde Depotsagern165.

Nr. 191/1854, fredag 18.08.

[Heidringa av Ueland; figuren på universitetsbygninga; samferdsel]

Korrespondance
Christiania den 16de August
Det er ganske ængsteligt, hvorledes Aasgaardreia nu er ude i Fylking og rider; den rider i Morgenbladet, gjennem Ordførere, i Formandskaber; kort den rider, hvor to eller tre ere forsamlede i Politiken, den synes endog efter Morgenbladet idag at ride en ren Orrarid*) paa Repræsentanterne fra Hedemarkens Amt som Sopelimer, og den rider næsten Sprængsriden**) paa selve Ueland.k1061 Stakkars Ueland, han er kommen ud i det! men saa gaar det, naar man ikke skjærmer sig mod Aasgaardreia med «Kvælvingar»***) og krassar seg; forresten er den heller ikke i dette Tilfælde livsfarlig, man ligger bare igjen en Stund som en nyskaven Orebrand (nys afbarket Stykke Oretræ) lidt rødagtig; saa kommer man sig og mindes som en Drøm det vældige Ridt over de susende Toppe og gjennem Skyer som Blyhatte. Ueland skader nok ikke mere, da han ikke har fremmanet Reia, men blot er overfalden av hende. Hvem kan nu ogsaa i disse oplyste Tider tænke paa, at Sligt som at Aasgaardreia skal være ude at ride! Det var Martin Berger,k1062 som bidslede hende op, før hadde hun gaaet løsbenet om som et andet Øg.
Jeg tør ikke andet end sige, at det er Aasgaardsk1063 Indbydelse til et Minde for Ueland, jeg mener. Det er virkelig Synd om Ueland, og han bør standse det hele Væsen ved at frabede sig den tiltænkte Hæder. Nu er ogsaa Folk rent bansatte til at snakke og skrive om ham. Hans Uvenner føle, at nu maa de gjøre Alt for at han ikke skal faa formeget. Det gaar her med Ueland som med Jenta: «hun lastes ikke tilgavns, før hun skal gifte sig.»
Det er ellers en forfærdelig Uskik der nu omstunder drives med Erkjendtlighedsbeviser: Aldrig saasnart forlader en Præst eller Profet en By eller Bygd, før han skal have en Flødemugge, en Slev, en Daase osv. Det kan være noksaa bra for hans Kone i Husvæsenet, men som Erkjendtlighedsbevis er det unegtelig ligesaa latterligt som forslidt. Lidt bedre er det med Portræter, men det er ogsaa for længe siden blevet drevet til Upligt. Ansigter, som svulme af Steg og bayersk Øl, skal nu males, og det eneste træffende i de fleste af disse Portræteringer er Ophængningen. Det er saadan, at en Mand af virkelig Fortjeneste maatte frabede sig alt dette Uvæsen, der om muligt er kommet i endnu større Miskredit end Ordensuddelinger og Papirpenge uden Sølvfond, Assignater, «Fillepenge,» som Folket mere træffende end egentlig smagfuldt siger. Folk bør desuden neppe æres, før de ere døde: de taale det ikke. Dette Afguderi, man driver med enkelte Mennesker, har skabt de latterligste Figurer og de mest anmassende Personer, som skjæmme ud alt det Gode, de maatte have gjort og mere til. Kan man ikke opmuntre det Gode paa anden Vis, saa er det bedre at være det foruden, og trænger en Mand til denne Brandskat, saa er han ikke assureret i nogen solid Indretning. De største Mænd ere da ogsaa meget sjeldent blevne paaskjønnede før efter Døden. Verden handler ganske rigtigt, naar den ikke véd af det, men følger sit Instinkt.
Endnu strides man om Figuren paa Universitetet og strider med Dygtighed; man skriver saadan, at den, som har skrevet sidst, har skrevet bedst, og saa bør det være; da kan man læse, og ikke kjære sig om Sagen, der ogsaa i dette Tilfælde er en ganske ligegyldig Ting. Det er en Turnering, et Ridderspil, som bare gaar ud paa at vise, at En er Kar. Man er forresten ikke høflig, og forsaavidt ingen Ridder. Den ene, den sidste af dem, har dog gjort sig til Ridder for den «dannede Klasse» i Christiania. Hvo véd nu, om han faar en Handske, et Baand, en Sløife eller en Blomst af denne Dame! Det kan betvivles. Den dannede Klasse trænger ikke til noget Forsvar; det er Dumheden og Raaheden som trænger til det.
Mon ikke den «dannede Klasse» er det saakaldte Publikum? og Publikum trænger heller ikke til Forsvar. Det vil desuden ikke forsvares; da bliver det først rigtig opirret. Publikum er som Lykken og Kvinden: man skal blot være uforskammet, saa gaar det bedst; at bukke, skrabe og gjøre Kruser er det daarligste, man kan finde paa. Har derfor Professor Monradk1064 Publikum imod, saa er det ingenlunde for det, han har været uhøflig.
Nu har man gaaet Veibudgettet igjennem, og mange Amter ere vist glade i de store Bevillinger; nogle Amter have ogsaa nøyt sig med at faa sine Planer færdige til Forelæggelse nu paa dette Thing; thi de indse godt, at et Omslag i Bevillinger snart maa indtræde; det kan ikke vare længe dette, at Byerne, Statskassen og Fordeling paa den hele Matrikulskyld saaledes gjør Veie og Broer for enkelte Amter; de faar gjøre det selv, og Tolden skyde til om nødvendigt; det falder altfor ujevnt til at kunne holde sig.
Det maatte vække Forbauselse i Udlandet at se et Budget saa lidet som vort belastet med saameget til Kommunikationen. Hvad dog en Stat kunde gjøre, naar den ikke trængte til Hær, Flaade, Militær og andre Tugtemestere! Dersom Menneskeslægten ikke var uopdragen, kunde den være stor og lykkelig. Det er nok saa med det enkelte Menneske ogsaa.
Heimdal og Sparebanken kom ikke ind i Christiania. Saadan er det at snakke om en Ting, før den er færdig! Forresten bliver nok ikke Loven sanktioneret.
Rettelser.
I de tvende sidste Artikler var flere Trykfeil.
*) Orrarid blev enhver heftig Rid kaldt efter Øystein Orre i Slaget ved Stanford.
**) Sprængsriden, den sidste Rid, som sprænger En, Dødskampen.
***) «Kvælvingar» kaldtes de kvælvede (hvælvede) Brødsleivar, som man lagde i Brøddeilden; disse taalte ikke Aasgaardreia. «Hyt om Hei,» sagde hun, «her er Kvælvingar.» Hun maatte videre og kunde ikke afsadle.

Nr. 193/1854, søndag 20.08.

[Overformynderi; Russlands overgrep i Finnmark]

Korrespondance
Christiania den 19de August
En vigtig Lov er nu gaaen igjennem begge Thing, men bliver vel heller ikke denne Gang sanktioneret, det er nemlig Loven om Overformynderiernes Omlægning paa Kommunerne fra Sorenskriverierne. Odelsthinget antager forhaabentlig Lagthingets Anmærkning, at Loven baade skal gjælde By og Land, ikke som Odelsthinget vilde, blot «paa Landet.» Man kommer her igjen tilbage til den gamle Skik, at Familien tager sig af sine Umyndige men dog med den Sikkerhed til, at Bygden (Kommunalbestyrelsen) vælger Formynderne og saaledes kommer til at have Opsynet med Forvaltningen og Ansvaret for den. Man vil naturligvis vælge Overformyndere nærmest i Slægten ligesom de egentlige Formyndere, og Bygdefolket vil da kunne se, hvorledes det Hele forvaltes og paatale Misbrug; nu har det været saalangt til Overformynderen, at mange Misbrug ere gaaede hen baade for det, og fordi Mange ikke vidste, hvorledes Tingen skulde gribes an. Bygden bliver ogsaa paa en Maade interesseret i at Alt gaar ret og rigtig til, saa at man kan slippe de mangfoldige Overformynderhistorier, og Statskassen de Udlæg, som ofte paafølger; thi Staten er unegtelig forpligtet til at svare for den Embedsmand, som ikke kan klare for sig, naar den betror ham at være Embedsmand, og derved siger, at andre Folk ogsaa maa tro ham. Naar nu Bygden ligedan vælger en Mand til at forestaa Noget, maatte den selv om intet var bestemt, svare for ham; det er rimeligt idetmindste. Denne Lov er dobbelt vigtig, forsaavidt som den er et godt Exemplar paa Love, der drage Forretningerne fra Embedsmand og Stat til paa Borgerne selv og Kommunerne. Her hos os behøver man visselig ikke at frygte noget af den Retning, som gaar ud paa at frembringe dette mere og mere; det er denne Retning som skulde være det liberale Parti, det som vilde befri fra Baand, og saadan er det ogsaa tildels; de, som stræbe mod denne Retning og vil have Statens Fingre med i Alt, skulde derimod være de illiberale, og saa er det. I dette har man det bedste Delemærke. De illiberale ere rædde for, at Kommunerne skal misbruge sin Magt; men Tingen er, at det blot er sine egne Sager de have med at gjøre, og skulde de imellem misbruge dem, saa er de dog nærmest dertil; det vedkommer meget mindre Embedsmændene at misbruge. Man er ogsaa ræd for, at Embedsmændene skulle faa for lidet at sige, og nu Sorenskriverne her kunne ikke let ville miste selv dette ulønnede Overformynderi, da det giver Fordring paa at lønnes saameget bedre for andre Ting. Men dette er igrunden en nærsynt Betragtning; Embedsmænd, det vil sige dygtige Mænd, ville altid blive søgte og lønnede, men de vil komme til at staa i et andet Forhold, der for Dovenskab og Uduelighed bliver meget værre rigtignok, men med en saadan Forandring maa Alle være tjente, naar man vil, at Enhver skal bestille noget og gjøre Lige for sig, og det maa Alle ville. Det er intet godt Forhold nu, og det kan umulig vare længe ved hos et oplyst Folk, det Forhold nemlig, at Staten prakker paa Bygderne Embedsmænd, enten de ere skikkede for sit Kald eller ei; der leve de da som Herremænd og tage Offeret af Alteret, som man er nødt til at lægge paa, medens man liden eller ingen Nytte har af dem, eller idetmindste ikke den, som efter Lønnen burde haves. Over dette Forhold spotter man, saagodt man kan, men det oprører ogsaa, og Regjering og Embedsmænd burde modarbeide det af alle Kræfter og ikke sætte sig imod Forandringer, som kunde sigte til at hæve det eller hjælpe paa det, og dygtige Folk gjøre det da ogsaa. Det skal saaledes være fra Sorenskriver Raschk1065 denne Lov om Kommunernes Overformynderi oprindelig er udgaaen; vist er det imidlertid, at han som Autoritet blev paaberaabt i Thinget. Det synes ikke at være nogen ønskelig Ting at danne Sammenhobning af Forretninger og Revisioner; det naturligere var at Forretninger og Revisioner blev fordelt, hvorved alene noget Nyttigt fremkommer.
Man tror imidlertid, at man hos os gaar for fort med denne Omlægning fra Staten til Kommunerne, og derfor taler man imod af alle Kræfter og derfor negter Regjeringen sin Sanktion, naar den kan, og derfor klage ældre Folk især: «Det gaar tilbage, det gaar tilbage.» Saadan synes det, naar man farer rigtig fort; Gjenstandene fare tilbage.
De fangne Arbeidere fik ikke Noget; der er sagtens Sammenhæng i mange af vore Oppositionsmænd stundom! De opponere og naar det gjælder, saa fare de hen i Yrsken og snakke og handle stik imod. Det var bare 33, som stemte for Tillægget. Daak1066 og R. Olsenk1067 talte smukt for disse Vilfarende, men det hjalp intet: Der hvor der ikke er Forstand, der er heller intet Hjertelag. Uvidenheden er grusom. Det er intet Under, man snakker om vore Retsformers Ufuldkommenhed, naar man intet vil gjøre for at bedre paa dem og gjøre dem saa taalelige som muligt! Det er dog vist og sandt, at der er større Umyndighed i Thinget end det er passende og tilladt at snakke om. Det skulde Ingen hørt slig Moral, som Mange kom med!
I Politik er man ikke hjemme. Da man havde for sig Sagen om Ruslands Overgreb i Finmarken, stod man og saa ende til Himmels og vidste intet at gjøre, men foreslog at «vedlægge Protokollen!» Det skulde blive Hus, dersom noget kom paa. Dette var en udenlandsk Sag, som vi sjelden have, og i den var man nødt til at kaste sig i Regjeringens Arme; det var nok ikke saa galt det denne Gang, men Forhandlingerne viste ligefuldt Umyndighed.

Nr. 197/1854, fredag 25.08.

[Frå Stortinget; bergverket på Kongsberg; nytt frå krigen]

Korrespondance
Christiania den 23de August
Det er betegnende for Stemningen i Thinget, at det efter et Bænkeforslag af Dahlk1068 bevilgede til 2de istedetfor 1 Dampskib til Fart i Nordlandene. Man er kommen did, hvor man ikke kan standse, og den ene Egn maa faa, fordi den andre har faaet. Saaledes gik det ogsaa med Bevilgningen til en theoretisk Anstalt ved Hortens mekaniske Verksted. Enten det nu er en Erkjendelse af Nytten ved Næringsveiens Opkomst, som driver Thinget fra Bevilling til Bevilling, eller det er Tidsaanden og den almindelige Stemning, som ikke kan modstaaes, saa er det lige godt. Landet faar, hvad det trænger til, og den Ball som voxer under Rullingen, væltes paa af alle Hænder. Det slaar aldrig feil, at mange af Storthingsmændene grue ved de store Udtællinger, og prise i Hjertet Uvidenhedens Husholdning, der ikke tør styre Skillingen ud i Verden for at lade den komme igjen som en Daler, med mindre den sættes ud som rede og kommer lige blank igjen. Man frygter for at den skal forvilde sig, naar den optræder som Vei-, Bro og Kanalarbeider, som Dampbaad, Lokomotiv, som Agerbruger, som Lærer og reisende Mand. Den kunde komme bort under alle disse Forvandlinger; den kunde fordampe denne Krystal af menneskelig Sved ved at kastes i Virksomhedens Digte. Man kan føle den dybeste Medlidenhed med de Mange, der under Skikkelser af Indvendinger, at Sagen ikke er forberedt nok, ligesom udstrække Armene efter Skillingen og sige: «Du drager ud i Livet og kommer aldrig igjen!»
Men den Karlen kommer igjen: han er ikke af ædel Herkomst for ingenting; han véd, at han maa ud i Verden for at blive Mand; kan nok hende, at de, som udsendte ham ere døde, naar han kommer atter, men saa leve Børnene.
Det er trøsteligt at se dette Liv, som en saadan Anvendelse af Statens Midler fremkalder. Det hele Land bliver et travelt Verksted, hvor Hænder og Hoveder ere i nyttig Virksomhed. Officierer sidde i Kontorer med opslagne Tegninger og Karter og sende sine Adjutanter runden om; de sprænge ikke afsted som Kurerer, men gaa ofte bag en Vogn med Hakker og Spader paa. Det er ikke en indrykkende Fiende, som skal tilbagekastes, det er en gammel en, som har staaet iblandt; det er Elve, Fjelde og Tverdale. Det er ikke Barakker som skal opføres, det er Lader. Det er ikke rige Strækninger, som skal plyndres, det er ufrugtbare, som skal bære Frugt. Mod Armod og Elendighed paakalder man Videnskaben og Geniet, ikke mod Velstand og Lykke. Det er ikke Slagenes Gud, man anraaber, det er Fredens.
Det er en gylden Tid for Alle, men mest for dem, som have slaaet sig paa praktisk Virksomhed. Den unge Mand, som har en nogenlunde vakt Omtanke og lægger sig efter Naturkundskab, Agronomi, Forstvæsen, Bygnings- og anden Byggekunst, Mathematik, Sømandskundskab eller hvad praktisk Bedrift det maatte være, var det ogsaa blot Haandarbeide, den Mand vil komme frem uden at støde Andre af Veien.
Man har fremdeles bevilget til Samlinger i forskjellige Øiemed, til Taterfolket blev ogsaa en god Sum; «vi har mange Hedninger iblandt os», sagde Skjærkholdtk1069, men havde vi ikke flere end Taterne, var ingen Nød paafærde. Man «jagta» Regjeringens Udlæg til Kjøbet af Dampskibet «Viken»; og Elieson,k1070 der gjerne viser sig konstitutionel, vilde tilføie en Bestemmelse, som antydede Storthingets Bevillingsret, men man fandt nok Handelen saa god, at Bestemmelsen blev anseet som overflødig. Sandt nok, at man ikke skal binde Regjeringens Hænder, naar den ser en Kans, og endnu mindre anlægge Rigsret, som i 1827, fordi Dampskibe ere kjøbte, men det er heller ikke raadeligt at gjøre Alt for slapt, og forsaavidt havde Elieson Ret. Havde ikke Storthinget givet bort formeget, havde det sluppet adskilligt af disse Kongsberggreier, som det nu kommer mere og mere Urede i. At forbeholde sig «moralske Garantier», er noget vel lidet, da de fleste Mennesker have saa tungt for at tænke med Hovedet, at man maa lære dem til at tænke med Ryggen eller Maven. Der er de meget flinke. — Disse Kongsberggreier, det er nu ogsaa noget! Nu har man igaar og idag talt om dem og skal i Eftermiddag ned i det gamle Hus igjen for at se, om det ikke der kan gaa bedre, saa at man da kan komme til Endskab idetmindste. Driften og Knæet er blevet en Partisag saa ivrig som nogen, og Slagene holde sig i Aviserne, før de komme i Thinget. Skal man tro Skriverierne i Et og Alt, saa maa intet af Parterne have sine fulde fem; saadan lyder det næsten ogsaa i Thinget. Det er Autoritet mod Autoritet, og det arme Thing, der har nok af Autoriteter, véd hverken frem eller tilbage selv, noget som er saa ganske rimeligt. Præsterne ere igrunden de flinkeste; Blomk1071 og Thornek1072 maa være gode Bergmænd; de talte hver sine 3 Kvartér igaar om Knæer, Hestebaner etc. Schweigaard,k1073 der saa rimeligt holder med det Bestaaende, blev idag rost af Jensenk1074 fra Trondhjem. Slaar nu ikke Modpartiet sig op i Eftermiddag, saa turde det spøge for Sexek1075 og de andre Bergkandidater. Han skriver mærkværdigt godt, den Sexe; det er et Liv og en Anskuelighed, som forraader Digteren. Det er Synd om saa mægtige Evner, at de ikke skulle faa virke, som de burde; det er en Spot at man skal nødes til at sætte dem paa Pension saa tidlig. Dog, det er ikke godt at dømme om Kongsberggreiene hverken for Avisskrivere eller Storthinget; men det maa nu dømme og det var at ønske, at det maatte dømme rigtigt; thi det er vigtige Sager, saa vigtige, at Storthinget har ikke ret mange saa vigtige, om det har nogen; det kan være Millioner. Over dette skal Storthinget handle og kaste sig i Armene paa Autoriteter! Rimeligt maatte det være, at man nok engaang udsatte Sagen og fik en Kommission med tilstrækkelig Blanding af Partierne og, om muligt, af Folk, som stod udenfor dem, dersom slige fandtes. Efter den Kommission fik man da bestemme sig. Det er næsten for ilde, at Storthinget saa som nu skal handle. Der er Dokumenter nok og flere end nogen skikkelig Storthingsmand kan overkomme at læse, men alt maa befrygtes farvet. Det er formeget forlangt, at Bøbertk1076 og Sexe skal være ganske uhildede; man bør dog tillade dem at være Mennesker.
Saa har da Bomarsund overgivet sig. Vigtigt. Det saa truende ud med næstsidste Post, da Besætningen lovede at holde sig til sidste-Mand og i Nødsfald sprænge Fæstningen, som skulde være undermineret. Men det gik godt. Det har formentlig været med mere virksomme Kugler end Bly og Malm man har skudt. Trældommen kan ligesaalidt holde sig for Guldet som for Oplysningen.

Nr. 199/1854, søndag 27.08.

[Erobringa av Bomarsund; meir om bergverket på Kongsberg]

Korrespondance
Christiania den 26de August
Indtagelsen af Bomarsund maa være en vigtig Begivenhed, da den er Førstegrøden af Barbariets Torner og Tidsler, som Kulturen afmeier. Denne Begivenhed opfattes ogsaa i Sverige for hvad den er, og vi Norske maa med samme Følelse læse disse sidste Dages Hændelser, da vi ere mere beslægtede med Svenskerne, end man i Livets daglige Lag tænker paa, og da deres Sag ogsaa er vor, ligesom Vestmagternes er det, selv om vi vare nøitrale; thi Hjertet er ikke nøitralt, om Hovedet og Politiken end er det. Forresten bliver vel Politiken heller ikke længe nøitral, da mange Ting tyde paa en Forandring, som desuden Enhver maa skjønne ligger i Tingenes naturlige Gang, dersom disse ikke ret snart tage en anden Vending. Endnu har man naturligvis kun Rygter, men disse ere gjerne Forbud paa Sanningen, som de enkelte Vindstød bebude Stormen, og da man nu endelig er prisgiven Rygterne, kan man lade dem gaa: de ere jo det bedste, man har. Altsaa: af de svenske Blade og især af Aftonbladet vil man vide, at vor Konge er tilbuden 14 Millioner Fr. for første Maaneden, 7 for de følgende og Sikring mod Ruslands Hevn bagefter. At Kong Oscark1077 skal være tilbuden Ålandsøerne, har derimod mindre at betyde. Flere Opsatser i Aftonbladet og navnlig en om Sveriges Stridskræfter vise ogsaa, at Stemningen i Sverige er spændt og naturligt hældende til Vestmagterne. Men, der er et Adelskab og, som det lader, enkelte Ministre, der ere russevenlige, saa det for Kongen ikke maa være let at bestemme sig. Saaledes er ogsaa Stemningen og Tilstanden i Danmark, hvor Russevennerne vove endnu mere. Derfor var det paa Tiden for disse Nordens Folk — thi ved Folket mener man jo alle Fornuftige og Frisindede — at klargjøre sig Tilstanden og Øieblikkets Krav og derved støtte Kongen i sin endelige Beslutning; thi Folket og Kongen maa være enige. Af Massernes Raadslagninger kommer iøvrigt ikke meget; de ere den Dag idag som før Syndfloden: de vil «æde og drikke og tage tilægte,» indtil Noahn166 gaar i Arken og Oversvømmelsen kommer, der gjør en Ende paa alle Raad, enten den saa kommer fra Østen eller Vesten. Begivenhederne baade tænker og handler for Folkene, idet de tvinge dem med Nødvendighedens Magt; men det er ikke den blinde Nødvendighed, det er Historiens Gang, det er hvad der lever og bor i Folkene, kun at de ligesom ikke kan komme ud af sin Træghed, før noget Ydre forløsende kommer til. Og netop derfor skal Folket ikke lade være at tænke og handle, saa godt det kan. Det maa erkjendes, at det nu ikke er let at tænke og handle. Vestens Tog mod Østen synes nemlig kun at ville gaa til en vis Grændse, da man ikke griber til de virksomme Midler at opflamme den polske og ungarske Nationalitet, hvilket Kossuthk1078 i sin Tale den 5te Juni viste at være en Nødvendighed; men, Keiser Napoleonk1079 er gaadefuld; rimelig at han har arvet Onkelens Hensigter mod Rusland, ligesom hans Keiserkrone, og at han i sit Venskab med England vil være heldig. England turde ogsaa engang for alle ville faa sig Rusland af Halsen, og det er Foreningen mellem England og Frankrig, som giver det hele Holdning.
Med en af de sidste svenske Poster skulde komme Underretning om en Samling af Over- og Underofficierer paa Gardermon, og nu siden at Kongen eller Kronprindsenk1080 skulde komme for at overvære Samlingen og raadslaa baade med Officiererne og Storthinget. Disse Rygter vækker naturligvis Anelser, og enhver vil skjønne, at Krigsspørgsmaalet ret grundig afhandles. Storthinget vilde altsaa ikke kunne slutte den 4de eller 5te næste Maaned som bestemt, og mange Officierer er vel saa gamle og ellers ubekvemme, at de ikke synderlig hygge sig til en saadan Samling og endnu mindre til en Krig; til Krig kan nu mange sandsynligvis ikke bruges.
Bliver her nu Alvor i Legen, faar vi andet Brug for Pengene end til Veie og Broer; det maatte nu ogsaa være for noget, at dette Storthing bevilgede saa rundelig til disse Ting; det var saa godt, at man efter den gamle Tro maatte frygte for, at det ikke kunde vare længe.
Stollsagen paa Kongsberg blev ved sit gamle; man besluttede sig til at følge den gamle Økonomi, da man fandt bedre Regning ved at gaa bakkede Veie hele Aaret end lægge nogle Skillinger ud for at faa dem slette. Denne Økonomi er forladt paa alle skikkelige Veie, men oppe i Jonsnuten vil man endnu følge den nogle Aar og tabe flere Tusinder, indtil Ufornuften blir altfor gal, saa man nødes til at kaste det hele overende. Næste Ting vil saaledes kunne trøste sig med at faa den samme Sag i fornyet Skikkelse.
Igaar og idag har man talt om at frigive de sølvførende Gange i Kongsbergs Omegn, men Betingelserne er i Komitéindstillingen, der især forsvares af Schweigaard,k1081 saa strenge, at neppe nogen vover at gaa ind paa dem. Daak1082 vil gjøre Adgangen mere let, men, han har sagt, han nødes dog til at stemme for disse strenge Betingelser denne Gang, for at ogsaa han kan hjelpe til at faa Erfaringen for, at de ikke duger. Ved disse strenge Betingelser arbeider man mægtige Udlændinger i Hænderne, da ingen her hjemme tør eller kan indlade sig paa slige Vanskeligheder. Dette er ikke vel; thi det var dog bedre, om vi kunde bruge vor Rigdom selv end lade den gaa til England, saaledes som Tilfældet er med Espedalens Nikkelverk, der nu giver et overordentligt Udbytte og lover endnu mere, rigtignok efterat over 100,000 Spd., som det meldes, er krævet som Forskud.

Nr. 203/1854, fredag 01.09.

[Ny stortingsbygning; løning av kopistar i forsvaret]

Korrespondance
Christiania den 30te August
Nu spørger man ikke efter, om man skal have en ny Storthingsbygning, men om, hvor den skal ligge. Aallk1083 vil altsaa ikke denne Gang faa Udsigt til at ophænges i Glas og Ramme, om han stemmer imod Bevillingen. Det er en skjot Forandring i Meninger om en saa grei Ting! Der turde dog ingen Bygning blive af denne Gang heller, fordi man ikke kunde blive enig om Tuften, og driver man denne Strid om Tuften for vidt, kan man være sikker paa at Mange med større Grund end ofte ellers «finde sig nødte til at stemme imod, fordi Sagen ikke er forberedt.» Negtes kan det heller ikke, at det er bedre at bie, end at have noget til unyttes eller halvnyttes. Havde man biet lidt med Slottet og Universitetet, saa vilde sikkert mange onde Ting været undgangne, som nu maa drages med. Det haster overhovedet aldrig med slige Indretninger, bare man faar demn167 gode, naar man endelig faar dem. Storthinget kan godt sidde i Universitetssalen den varmeste Sommertid; Salen har sligt saa at gjøre, og der falder gjerne ikke kosteligere Ord, end at Værmaalet godt kan opsluge dem; desuden var der vel Raad for det ogsaa. De fornuftige Beslutninger, man fatter, er for det meste ikke Følgen af gode Taler, men af en Slags Tidsnødvendighed, fordi Sagen er moden i Folkemeningerne. Den, som skulde have Grund til at klage, maatte være Publikum, der unegtelig har Ret til at more sig og kritisere sine Folk, men det er nu saa alligevel ikke for Publikum, man bygger Storthingsbygningen.
Hvor skal den ligge? Ingen ved det, maaske ikke engang den «specielle Komité,» uagtet den skal have bestemt sig for Pladsen bag det nye Universitet, hvor Tuften kan faaes for «ingenting.» Bliver den som rimeligt der, saa kommer den til at ligge meget høiere end Universitetet, og derved antyde, at Politiken staar høiere end Videnskaben, ligesom Monarkiet staar over dem begge, da Slottet ligger høiest. Gausta ligger nu meget høiere endda, hvoraf man kunde uddrage lidet opbyggelige Slutninger; men Gausta er saa langt unda, at ingen Sammenligning kan finde Sted. Man har virkelig hentet Grunde for en høi Beliggenhed fra Bygningens Vigtighed for at faa et Symbol. Andre tog igjen Tingen fra en anden Kant, da man tvistede om den nye Kirke, idet de sagde omtrent, at Kirken ikke burde staa paa en Høi, men rage frem ved sin egen Storhed, altsaa ingen laant, ret som naar man taler om Mennesker. Efter Grundsætningen: «sæt dig nederst,» bygde man Kirken under Høien, ja minerte sig endog ned i den for ikke at laane nogen Storhed.
Kvartalet i Carl Johans Gade ved Egersk1084 Brænderi vilde være det smukkeste Sted for Bygningen, men den Tuften bliver dyr; men Christiania By, der bør sørge for sin Skjønhed, kunde hælvte om Kjøbet med Statskassen, saa vilde det nok gaa. Staten har ikke med at sørge for Byens Skjønhed mere end billigt til eget Brug, og Byen var ogsaa vel tjent med at faa noget Vakkert til halv Pris. Men Christiania har ikke megen Skjønhedssands, hvad Bygge- og Gadeanlæg angaar. Udenfor de gamle velbekjendte er der ingen Greie paa Gader og deres Navne; de ere baade vinde og skjæve, og Navnene hører nu ingensteds hjemme. Naar man fra et høit Sted ser over Gaderne, saa finder man saa god Forvirring som nogen kan ønske. Man skulde tro, at Reguleringskommissionen havde læst i Baggesens Labyrinth om «Staden paa Vers,» og derved taget Forskrækkelse af alle rette Linier og Vinkler. Har man ogsaa engang havt Mening om en Vinkel eller en ret Gade, saa har Bygherren fundet sin Regning ved at skyde frem en Væg eller et Hushjørne — som f. Ex. paa Seilstadsk1085 Gaard — og derved er alt blevet i den samme Mørje. Det er saaledes ikke rimeligt at Byen vil hælvte for at faa Storthingsbygningen paa et smukt Sted, og til at give Raad har den ingen Berettigelse.
Igaar bevilgede Storthinget 3000 Spd. som Tillæg for Kopisterne. Galleriet var usædvanligt fuldt, da Sagen var fore, næsten hele Hæren var tilstede. Man saa Mænd, skaldede og graa i Statens Tjeneste med sine 16 Daler for Maaneden, og naar det nu lider af nogle Aar, kan man være vis paa, at Hæren faar flere Veteraner. Dietrichsk1086 talte godt, forsaavidt som han maatte bringe Folk til at tænke paa Jeppe paa Bjerget. Jeppe sagde nemlig, da nogle af hans Undergivne i hans Ophøielsesstand sagde, at de ikke kunde leve af sin Løn: «Ja, hvem har sagt, at I skal leve?» Der faldt Ytringer, at Kopisterne kunde gjøre dobbelt saa meget, hvortil Daak1087 meget rigtig bemærkede, at det samme kunde siges om alle Mennesker. Daa udhævede endvidere en Modsætning man længe har gaat mellem den nye og den gamle Verden, at man i Amerika lønner de Underordnede godt og de Overordnede forholdsvis mindre godt, medens man i den gamle Verden lader de Underordnede arbeide for Ingenting eller saagodtsom Intet, og de Overordnede faa urimelige Lønninger. Saaledes stiller bestandig Barbariet og Trældommen sig, kunde han have tilføiet; men Friheden er væsentlig Lighed og Retfærdighed; den er en Pyramide, som staar paa sin Grundflade. — Kopisterne burde igrunden være Embedsmænd, saa kunde man lade sig nøie med et mindre Antal og lade de rene Afskrivninger ske ved sine Kontorfolk, som i Regelen ere bedre til den Ting. Det hænger ikke godt sammen, at en Kopist absolut skal være Kandidat nu, og dog ansættes og afskediges som en anden Betjent, der ikke maa kny, ligesom det heller ikke hænger godt ihop, at man absolut skal være Kandidat med Laudabilis, for at være Afskriver, og addere Regninger og Tabeller.
Forresten har Departementsfolk ikke noget at klage over. De stige gjerne fra Kopister til Fuldmægtiger, Bureauchefer og Expeditionssekretærer; mange voxe endog saa fort som Soppen om Høsten, og vi har endogsaa i disse Dage Exempler paa, at ret middelmaadige Karle af unge Folk ere Expeditionssekretærer. Derfra blive de ialmindelighed Amtmænd eller Toldkasserere; det har ingen Nød.
Men Spørgsmaalet er, om den almindelige Stemning ikke maa løfte sin Røst, og minde om dygtige og ældre Folk, der ligefra de bleve Kandidater have færdes om blandt Folket og kjende til det praktiske Liv.

Nr. 205/1854, søndag 03.09.

[Opninga av jernbanen]

Korrespondance
Christiania den 1ste Septbr.
Jernbanens Aabning blev idag feiret efter at Opinionen og Aviserne havde protesteret derimod. En Mand spurgte nemlig meget bittert i Morgenbladet, hvilket Afsnit denne Aabning vilde være i Jernbanens Historie; og Aktieeierne, af hvilke Christiania har mange, synes, man burde faa en bedre Bane istand. Publikum har imidlertid længe faret paa Jernbanen, og saa længe det gaar godt, farer man; men hænder en Ulykke, kan man være vis paa, man standser. Vi Norske ere ikke som Amerikanerne, at vi synes sligtsaa, om en Dampbaad springer i Luften og et Jernbanetog styrter udover en Mur. I Amerika har man Folk nok, fordi Europa producerer og sender over. I Norge derimod er folketyndt, og følgelig gaar det paa Landet som en Rædsel over hele Amtet, naar en gammel Kone bryder af sig Benet.
Man synes, det er en underlig Kontrakt med DHrr. Engelskmænd, at de selv er Part og Dommere i Sagen, thi Stephensonk1088 er jo den, som skal erklære, om Banen er færdig og god nok. Man bebreider Regjeringen for en saadan Kontrakt, men Regjeringen og vore Herrer stolte paa Englænderne, og Fremtiden kan alene vise, om man har taget Feil. Englænderne ere rige Folk og verdensberømte, saa det synes urimeligt, at de skulde spilde noget af sin Berømmelse ved at snyde os; men hvordan det er og bliver, saa er det bedst at tie og vente, da Intet er at gjøre undtagen at kjøre.
Jernbanen blev altsaa indviet idag, og det gik smukt til fra først til sidst, kanske noget overdaadigt paa Slutten, men Menneskene maa æde og drikke, skal det gaa rigtig godt. Hovedstationen her inde i Christiania vaiede med Flag idagmorges; man kjørte gjennem en Allé af Flag og Blomstertouge. Ved Indgangen til Pladsen var Porten behængt med Blomster og Flag; det norske og engelske Vaaben paa hver Side og Robert Stephensons over. Længere borte stod ogsaa R. Stephensons Vaaben over det Hele; det er sindrigt; det er et Lokomotivhjul med tvende Vinger, ventelig for ligesom at antyde den jordiske og himmelske Hurtighed, hvormed dette nye Underverk farer gjennem Verden. Da Jernbanen gik, skreg man ikke Hurra. Enkelte kvad i, men som en Tydsker siger: «eine entsetzliche Stillschweigung entspanntn168 sich» — en frygtelig Taushed udspandt sig. Dette syntes man godt om bagefter. Hvem skulde tro, at Publikum havde saamegen Takt, sagde man. Publikum læser Aviser, kunde man skjønne. Regjering, Storthing og Jernbanedirektører stak Hovedet ud af Vognene og — Publikum taug og glodde paa sin vante Vis efter Toget. Paa Stationerne, hvor man dennegang forresten ikke stoppede undtagen paa Trøgstad, var Flag og Blomster; især var Broen ved Strømmen smukt prydet og ved Eidsvoldbakken var Publikum paa Bakkerne, Blomster og Flag ved Stranden og i Landingshuset var dækkede Borde for de Hungrige og Tørstige, som kom fra Byen. Man aad og drak men talte Intet i omtrent halvanden Time; saa kjørte man til Byen igjen og kom did, for Publikum havde ventet det; saa gik man hjem og børstede sig og derpaa til Logen.
I Logens store Sal var smukt. Der var, sagde en Dekoratør, paa det fjerde hundrede Alen med Blomstertouge. Et stort O i Baggrunden, et Lokomotiv i Forgrunden, det norske og engelske Vaaben paa høire og venstre Side, Damer og enkelte Herrer paa Gallerierne, Gasflammer i Midten, Gardiner fore, lange Borde paa Gulvet med Mad og Drikke paa. Gjæsterne bænke sig; ved Tverbordet øverst sidde Statsraaderne, Storthingets Præsidenter, de engelske Kontrahenter og enkelte Mænd. Der hersker en høitidelig Taushed, som blot blev afbrudt af Gaflernes Raslen, Talerkenernes Klirren, Tændernes Knusen, Glassenes Klinken og Strubernes Synken. Man maa være mæt og utørst for at kunne tale; man begyndte at tale. Petok1089 aabnede Rækken af Skaaler; han udbragte vor Kongesk1090 Skaal, og Kanonerne svarte pligtskyldigst udenfor. Han talte Engelsk og vi følte mere end forstod dette naturlige Sprog med sin simple Bygning. Vi maa lære Engelsk alle vi norske Mennesker. — Peto er en noget ung Mand, paa hvem man ikke skal se, hvor mange Penge han har. Statsraad Vogtk1091 besvarte Skaalen ved at udbringe Dronningen af Englands.k1092 Peto udbragte Storthingets Skaal som det, der havde bevilget Penge til Jernbanen, og han ytrede sin Erkjendtlighed for en Folkeforsamling, der kunde være saa beslutsom. Præsten Bergh,k1093 Lagthingets Præsident, udbragte Robert Stephensons Skaal. Han talte ret godt; han har Ordet i sin Magt, hvorvel han ikke behersker Ideerne saa godt som Sproget. Han udhævede naturligvis Robert Stephensons europæiske Fortjeneste uden dog, som man burde ventet i en Festtale, at gjøre ham til en Typus for den moderne Civilisation, der ikke som i gamle Dage søger sin Ære i Vaabenlarm, men i Kamp mod og Undertvingelse af Naturens Kræfter. R. Stephenson svarte og udbragte en Skaal for Jernbanens fremtidige Held. Han sagde, at han af alle sine Jernbaner, selv engelske ikke undtagne, neppe havde afleveret nogen saa fuldfærdig (completely)n169 som den norske. Han følte vist, at han maatte modsige den norske Mening, at Banen ikke var god og fuldfærdig til Afleverelse. Han erkjendte, at enkelte Ting manglede endnu, men som snart skulde blive rettede paa. Han roste den norske Jernbane. Han roste Norge og det norske Folk og blev afbrudt med levende Bifaldsytringer. Det er en herlig Mand Stephenson, dobbelt herlig maaske, fordi hans Storhed ikke er arvet, men selvfortjent. Han har paa godt Engelsk gjennemgaaet alle Grader fra Arbeide paa sin Faders Verksted til sin nuværende Høide. Til sin praktiske Dygtighed har han ogsaa videnskabelig Dannelse, hvilket noksom fremgaar deraf, at han har gjort Opfindelser og vundet Prisen til flere udsatte Præmier. Intet Under, at han er en Mand, der bogstavelig bugner under Ordener, af hvilke han dog aldrig skal gaa med flere end det Lands, hvori han er. Han sad der som en sand Verdensborger. Han er ikke blot engelsk; han tilhører ogsaa os baade ved vor Jernbane og ved Herkomst; thi vi Norske smigre os med, at Englændere ogsaa nedstamme fra os. Ved at se Stephenson begriber man, hvad man ellers kan læse om, at Englænderne er og vil blive Verdens største Folk. Det maa blive storartet at skrive den engelske Historie om tusinde Aar; det bliver Verdenshistorien. Englænderne har ikke erobret Verden ved Sværd som Romerne. De bruge ikke sit Jern til Vaaben men til Lokomotiver; de sende ikke Verden under Aaget, men under Friheden. Bidderk1094 er ogsaa et godt engelsk Ansigt; han har Stephensons graa krøllede Haar, men ikke saa krum Næse. Bidder er den egentlige Overingeniør for Jernbanen. Han bygger Baner, som Stephenson udkaster Planer til. Bidder svarte paa den Mængde Skaaler, han fik. Nogle vare til ham og nogle til Jernbanen, hvori ogsaa han var indbefattet. Alle spurgte efter Stephenson og Bidder; Synd, at man ikke skulde forstaa dem ganske, thi man tror altid, at Englænderne tale saa godt efter de lange Taler, man læser fra Parlamentet og Lord Palmerston.k1095 Statsraad Erichsenk1096 talte Engelsk og udbragte Skaal for Kontrahenterne. Amtmand Møinichenk1097 talte om Association og mente, at den kunde gjøre store Ting. Det var en slem Ting, sagde han, at vi ikke havde Penge nok, men naar vi sloge os sammen, kunde der dog blive Noget af. Stabellk1098 talte for de Mænd, som mest havde virket for Subskriptionen. Han nævnte Mange, men ikke sig selv. Brettevillek1099 talte ogsaa, og gamle General Wedel,k1100 der dog, naar Alt kommer til Alt, var det ærværdigste Hoved i hele Forsamlingen. Kapt. Aubertk1101 for Englændere ved Banen; han talte godt, sikkert bedst af de Norske; ogsaa han vred sig under Opinionen mod Jernbanen. Hvorvidt han i sin Skaal nævnte og roste alle Hovedmænd ved Jernbanen, var ikke godt at høre; der var nu saa mange at udbringe Skaaler for, at man tilgiver, om Enkelte bleve glemte, der have gjort meget, f. Ex. Ingeniør C. Rammell,k1102 en ung smuk Mand, der har tiltalt Christiania ved sit ægte engelske Væsen; man kan se paa ham, hvorledes en Gentleman ser ud.
Kl. 8 gik man baglastet af Stabelen; man kunde se, at Guds Gaver havde taget endog paa Thingets ærede Præsidenter.
Saa er da Jernbanen færdig og indviet; vi haabe det ikke er den sidste som den første i Norge; Englænderne have lært os Noget, som vi nok ikke forglemme; naar vi faa Øinene op, se vi ligesaa godt som noget andet Folk.

Nr. 209/1854, fredag 08.09.

[Statsrevisorval; jurykommisjonen]

Korrespondance
Christiania den 6te Septbr.
Statsrevisorvalgene er en Achilleshæl, hvor Pilen kan ramme dødeligt. Havde man for sig fra først af og til nu alle Statsrevisorvalg med deres Planer og Mysterier, vilde man sikkerlig faa en oplysende Bog i Statskunsten. Som noget af det mest Slaaende vilde man da finde Maribo,k1103 der for sin Opofrelse, Dygtighed og Fædrelandskjærlighed fik en ægte atheniensisk Løn af sit Folk; han blev afskediget. Utaknemmeligheden, denne tungeste Byrde i Livet, kunde han i sin fremrykkende Alder ikke bære: han blev sindssvag; og Wergelandk1104 i sit underbare Digt lader ham ryste de graa Haar, som han tror er Borgerkronen, Fædrelandet har skjænket ham. Lützowsk1105 Valg i 1845 vilde fremkalde en anden Følelse; han holdt sig tilvens med de rette Folk, og, lidet begavet som han formodentlig er, led han følelige Nederlag, af hvilke det haardeste var i Debaten om «Kasernen,» hvor han ordentlig blev risdængt. Dette var formeget: han maatte faa Trøstepenge, og, han blev Statsrevisor! Man er kommen i Vane med at give slige Saarbøder, og de læge unægtelig sin Mand. Chr. Johnsenk1106 fra Stavanger, som nu blev valgt, har hverken noget Tragisk ved sig som Maribok1107 eller noget Komisk som Lützow; han har Ingenting, og det er unegtelig det Værste; han er vistnok en skikkelig brav Mand, men dem har vi Gud ske Lov nok af uden at det kan falde noget fornuftigt Menneske ind at sætte dem til Statsrevisorer; de ere Samfundets Støtter paa andre Kanter: de kjøre Vand og Ved og Tømmer over Heia, eller blive andre Embedsmænd, naar «Staten er nødt til at forsørge dem» og ikke «kan forbigaa dem.» Men, man vælger ikke gjerne saadanne «snille Mænd;» de slænge til at komme paa Storthinget imellem, og det ikke saa ret sjeldent, men til Statsrevisorer burde de formentlig ikke vælges. Statsrevisorposterne skulde efter sin oprindelige Tanke være Poster, hvorpaa man satte vaagne Vægtere over Konstitutionen, mens den lovgivende Forsamling var borte, en Tanke, som man ogsaa stræbte at gjøre til Sandhed i den spanske Konstitution af 1812. At man maaske har givet Slip paa denne Grundtanke og gjort Statsrevisorene til blot at se efter i Tabeller og Tal, det forandrer ikke Sagen i sit Væsen og berettiger ingenlunde til den Talemaade: «han er god nok!» Der maa desuden være en inderlig Sammenhæng mellem Dygtigheden og den ydre Stilling i Samfundet, skal Retfærdigheden ske Fyldest og Ulykker afværges.
Hvorledes skal Majoriteten efter slige Valg møde mulige Misgreb ved Embedsforfremmelser paa den anden Kant? Man lægger Sværdet for Knæet og bryder det isønder og staar der vaabenløs.
Dette Johnsens Valg er isandhed mærkeligt; man hørte nok saa smaat mumle om det iforveien, men det syntes saa eventyrligt, at Ingen kunde tro det. Men saa ser man en vakker Dag Valget med nogle og femti Stemmer. Der maa være virket, det er klart, og man kjender de mest Virksomme, men Bevæggrundene kjender man ikke ganske; man har nok Meninger og Gisninger paa dem, men disse ere saa smaa, at man ikke har Lov til at tro dem. Det hedte at man vilde «hjælpe Manden» Herregud! her er Mange, som trænge til Hjælp, skulde man gaa efter det, saa fik vi Statsrevisorer nok.
Nær glemte jeg at minde om L. Kr. Daask1108 Afsættelse sidste Gang; det er ogsaa en god Statsrevisorhistorie. Man kunde ikke sone den gamle Synd, men maatte lægge en ny til; saa gaar det.
R. Olsenk1109 kunde heller ingen Vei komme; man kan skjønne, hvor Vinden har staaet ifra.
Man hang af Juristerne, navnlig Motzfeldt,k1110 som man ikke kunde slippe og derfor maatte spørge eller gisse til hvem han vilde sidde med. Havde man derfor Mening paa En eller Anden, saa maatte man opgive ham som umulig; mann170 blev en Hallingmand, der dansede til Traadenes Ryk.
Assessor Smithk1111 blev afskediget. Nu det var i sin Orden ikke at vælge Høiesteretsassessorer, der kunne blive Medlemmer af Rigsret; men ifølge denne Lære valgte man paa Assessor Motzfeldt! Der er Sammenhæng!
Nu har man da efter syv Sorger faaet Medlemmer af Jurykommissionen. Storthinget tog sig Vand over Hoved og maatte derfor give sig Juristerne og navnlig Motzfeldt ivold, der trak i Vælgerne som i en Hallingmand. «Kundskab er Magt, og Uvidenhed Umyndighed,» det ser man overalt, og det saa man ogsaa her. Det var Synd om Thinget, men endnu mere ondt om Nationen, der maatte se paa dette Skuespil af dem, som den udsendte. Alt dette kan nok i sin Ende blive godt. Noget man forresten maa tro om Alt, hvad der sker i det Store; men det er mistrøstigt for Øieblikket. Lidelsens Kalk for Storthinget var dog ikke udtømt; det maatte drikke en til idag og det den bitreste, den, som Dunkerk1112 skjænkte. Man tømmer den med en rørende Ydmyghed, som maa afvæbne Satiren. Saaledes endte «Nederlaget, som Regjeringen fik.»
Man vilde have en Jury og fik derfor drevet igjennem, at en Kommission skulde blive valgt af Storthinget; thi Regjeringen havde en Kommission, som ingen Jury vilde vide af. Nu efter dette tager man Folk, som saa ligefrem erklære, at de blot kan sidde i Kommissionen for at modarbeide Juryen! Faar man ikke Ende paa Juryen med tvende Kommissioner, saa maa den have god Levedygtighed. Man sørger for at dræbe den baade med Dolk og Gift. Hvad Ondt har den gjort?
Dunker skrev forresten saaledes, som alene Dunker kan skrive, og han skrev aabent; Brevet geraader Manden til Ære; han vidste nok, hvorvidt han kunde gaa; han kunde sikkerlig have gydt endnu mere Malurt i Kalken, og man havde været nødt til at drikke og nyse i Lommetørklædet. Enkelte vil dog nok maaske opponere mod Dunker og ikke finde sig i Ydmygelsen; men det bliver afmægtigt. Der gives en Fredsbetingelse, som heder at overgive sig paa Naade og Unaade.

Nr. 211/1854, søndag 10.09.

[Mot slutten av stortingsperioden; svensk motstand mot avviklinga av statthaldarposten]

Korrespondance
Christiania den 9de Septbr.
Firskibsbestemmelsen, som man gjorde saamegen Kvalm om ivinter, er gaaen nok saa pent igjennem Protokolkomiteen og Odelsthinget. Det var nok Enkelte, som dadlede den, men saa var der ogsaa de, som fandt den god, og blandt disse var endog de mest Dygtige. Ingen skal altsaa kunne sige, at den var ilde faren. Det var denne Bestemmelse, man skreg saameget om, og antog at Statsraad Blochk1113 maatte stilles for Rigsret; det er mistrøstigt for alle Avisskrivere at se sligt; thi de maa frygte for at Folk ikke tror dem en anden Gang, naar man kommer efter at de støde i Trompeten for Ting, som senere vise sig at være ganske i sin Orden.
Foreningen af Statsraadsembedet og Kommandoposten blev ogsaa fundet rigtigt af Protokolkomiteen og Odelsthinget; den blev endog rost. Overhoved har Protokolkomiteen fundet lidet eller intet at hænge paa denne Gang. Statsraaderne bestne paa sin Side, og Odelsthinget bliver paa sin mere ræd for at dadle og sætte Rigsret, der findes at være et Vaaben, som man ikke tør bruge, før det gaar paa Livet; det er vist ogsaa en rigtig Betragtningsmaade dette, og Statsmagterne komme paa denne Maade til den bedste Enighed, om hvis Nødvendighed man især paa sidste Thing talte saa mange rørende Ord.
Derimod har man kvinklet noget om Traktater, afsluttede i dette sidste Treaar, og navnlig tyktes man den med Rusland ikke var den bedste og mest stemmende med frisindede Grundsætninger; den fandt dog sine Forsvarere den ogsaa; der var altsaa ingen Fare.
Storthinget negtede den overordentlige Bevilling paa 350,000 Spd., som Regjeringen havde forlangt til paakommende Tilfælde. Det var nu ogsaa et Forlangende, man ikke ret kunde blive klog paa; thi Regjeringen og dens Talsmænd lod heller ikke til at vide ret, hvorledes et saadant Forlangende skulde være at forstaa: forstod man det saaledes, at Regjeringen skulde være bemyndiget til at optage et Laan hos Banken, om Indtægterne ikke strak til de bevilgede Summer, saa paaviste man, at der var Penge nok i de andre Kasser at tage af saalænge, indtil Pengene kom ind; og forstod man det som en ny Bevilling, saa kunde man ikke gaa ind paa den for det første, og derom maatte da blive en anden Tale. Det lod til, at man helst vilde holde Tingen i det Ubestemte og betragte Bevillingen som et Tillidsvotum; men det fik man nu da ikke. Der er dem, som anser det muligt, at Storthinget for den Skyld kommer til at bie, indtil et ordentligt Forslag kommer, da man kan trænge til Penge i paakommende Tilfælde f. Ex. til Nøitraliteten eller Krigen; men Storthinget drager nok bort, saasnart nu Opløsningen kommer fra Stockholm (i Løverdags eller i Søndags), og skulde man trænge til Penge, saa faar man sammenkalde et overordentligt. Det vil blive brydsomt det, og der er vist Mange, — de 18 idetmindste, — der stemte for Bevillingen, som tro, det havde været bedre om man havde bevilget med det samme og paa en saa ubestemt Maade, at man kunde have brugt Pengene til hvad der skulde komme. Det maatte blive kjedsommeligt at ligge for Storthinget, da det nu ikke har mere at gjøre; men saa kunde Folk tage sig Udflugter, hvilket de allerede i denne Mellemtid saa smaat gjøre, og man holdt vel ud Vintertiden.
I Gøtheborgs Sjøfarts- og Handelstidning for 4de dennes læses igjen en Artikel om Norge af en endnu værre Slags, end de foregaaende iaar, uagtet de have været onde nok. Artikelen er i Anledning af Statholderpostens Ophævelse, som nu forresten staar fast nok, da Beslutningen ikke blev sanktioneret. I Artikelen sammenlignes Norge med Ungarn og Irland, som have det meget værre, uagtet det lader til, at vi ikke kunde have ventet det bedre af det senrige Sverige, som kunde tage alt, men tog intet, end hine Lande kunde vente det af Huset Habsburg og af England. Naar man gaar ud fra slige Forudsætninger, er det rimeligt, at man finder os overmodige og utaknemmelige, at vi sammenlignes med et Plogbest, der «skinar» ud over Skoglerne og at vi stikke Sylen i Næsen paa de Svenske. Billedet er taget af Grisen, som man ser! Aftonbladet faar høre næsten ligesaa ilde, fordi det har holdt med os; detn171 er usvensk og meget andet ondt. Kunde man ikke trøste sig med at Tidningen var gaaen fra Forstanden, saa vilde en saadan Artikel isandhed være meget utrøstelig, især i disse Tider. Jeg tør antage, at ingen Bogtrykkergut hos os vilde sætte saadan Tale om Sverige, endsige nogen Mand skrive den.
Det vilde være paa Tiden for vore store Aviser, som læses i Sverige, at møde Tidningen med Kraft og Værdighed; thi der lader til at være et Parti i Sverige, der tænker som den skriver, ellers kunde den ikke komme med Sligt, medmindre den da virkelig skulde være forrykt. Det er for hellige og store Interesser det gjælder til at kunne trøste sig med Taushed og Ligegyldighed.

Nr. 215/1854, fredag 15.09.

[Oppløysinga av Stortinget; fest hos Statthaldaren]

Korrespondance
Christiania den 13de Septbr.
Idag blev da Storthinget opløst; af de krigerske Rygter blev det altsaa denne Gang heller intet andet end Rygter, og Folk tør sige, at vi vare bedst tjente med det. Imidlertid er det nok en almindelig Tro, at her til Vaaren bliver et overordentligt Storthing, naar nu Fiendtlighederne begynde igjen, dersom det da ikke før den Tid bliver Fred. I Opløsningstalen blev det af Hs. Maj.k1114 berørt, at det var lykkes at bevare Nøitraliteten, hvorved det igjen var lykkes Storthinget at bevilge saa glædeligt til Næringsveienes Udvikling. Statholderen,k1115 som oplæste Talen, lagde fortrinsvis Eftertrykket paa Ordet «Mig.» Idet Storthinget fik den Erkjendelse, at det havde bevilget saa godt, blev der dog gjort opmærksom paa, at man ikke havde bevilget efter Forlangende til Forsvarsvæsenet; det er et godt Ord det Ord «Forsvarsvæsenet», da det vækker Tanken om det Nyttige og Nødvendige ved ethvert militær Skridt, og enhver militær Foranstaltning.
Statholderen oplæste den kongelige Tale med en sikker Stemme for hans høie Alder; det var en høitidelig Stund; Skade blot, at man ikke kunde lade være at se paa Herolderne hvis fantastiske Dragt synes være udtænkt til at mildne det dybe Alvor i slige Høitidsstunder og vække Følelsen af det Humoristiske; forsaavidt er der en dyb Sandhed i disse middelalderlige Herolder, hvorhos man ved at lade dem ride gjennem Gaderne, betænker det store Publikum, som ikke slipper ind.
Det faldt ogsaa denne Gang i Harbitz’k1116 skjønne Lod at svare paa Opløsningstalen, og siden at takke af til Repræsentanterne. Han taler med Følelse og Værdighed, Harbitz; der var visselig mange vaade Øine, da han endte. Han mindede om Rummelhoff,k1117 som var kaldt bort fra deres Midte, og endte med, at han var gaaen til det Hjem, hvortil «vi Alle stunde.» Vel, om Harbitz endnu nogle Gange kunde tale for Thinget i dets Opløsningsstund!
Næst før Thingets Aabning var der Tale om, at Repræsentanterne skulde indfinde sig og tegne sig paa en «Nationalsubskription» for Statsraad Stang;k1118 Andre talte igjen om, at det gjaldt en extra Bevilling til ham, hvilket dog er lidet rimeligt, da Budgettet var afsluttet. Under hvad Form nu end der blev valgt, maa man antage, at den smukke Hensigt blev fremmet paa bedste Maade, paa en Maade nemlig, som ikke gaar Modtagerens naturlige Selvfølelse for nær, men fremtræder som en sand Hædersgave; det maa ogsaa antages, at de første, som tegnede sig, ikke greb for dybt i og derved paa en Maade tvang Mange til at tegne sig for mere, end de havde Raad til.
Nu er man i Selskab hos Statholderen. Det er ellers en farlig Ting at tale om Selskaber og Gjæstebud hvor der er store Folk; thi ogsaa der vil man at Høitideligheden og Subordinationen skal anerkjendes; det tillades ikke, som Præsten sagde, at hænge Kraven og Kappen igjen i Forstuen og inde være et almindeligt Menneske. Disse høitstaaende Mænd skal behandles som Guderne, der, som bekjendt, hverken spise eller drikke. Om «simple» Folk kan man sige, at de ere fulde og alt Uskjønt, men om Mænd i Rangen maa man ikke engang sige at Guds Gaver virker paa dem. Man har et Ideal af det «Passende,» der er saa pudret i Parykken at Øinene fyge fulde. Folk maa ikke være Mennesker! det er Synd det! Paa Landet siger man om en rigtig smuk og pertentlig Jente: «hun er saa smuk, at hun ikke «tar» (trænger til at) spise;» stundom tager hun dog et Par Bitar (Mundfulde); hun snyrper paa Næsen til «det Stærke.» Saadan er Autoriteterne. Det er smukt! Men at Mennesker, som indbilde sig at kjende Grændsen mellem det Passende og Upassende, tror alt dette og ikke finder denne gammeldagse Mening yderst latterlig, det er ikke smukt, det er ordentlig foruroligende. Men at derimod de, som spise og drikke mest, finde sig mest stødte, naar Nogen tillader sig at finde dette Menneskelige hos dem, det er ganske i sin Orden; thi Enhver vil sikkert have hørt en fuld Mand hikke: «æ— æ— er jeg fuld kanske!»
Nu med al denne Fare for Øie, maa jeg dog fortælle, at der er Selskab hos Statholderen; imidlertid er der vel ikke saamange Storthingsmænd som vanligt paa Grund af den originale Indbydelse idetmindste til enkelte Storthingsmænd. Indbydelsen gik nemlig gjennem Politiet!
Der maatte ikke have været nogen Liste paa Forsamlingsværelset, saa man kunde forberede sig med det passende Antal «Couverts;» thi sendtes Politibetjente om med Billetter og bad Folk komme paa Politikammeret og angive sig Kl. 9, tror jeg. Folk, som ikke var hjemme, kommer hjem og finder Bud til sig om at indfinde sig paa Politikammeret; de studse og lede efter en Synd i Samvittigheden, og finder de nu ingen, maa de tro, det er fordi de havde stemt for Statholderpostens Ophævelse, det vil da sige de, som havde gjort det. Der var dem, som kastede Billetterne til Politiet og sidde nu hjemme, medens mange Andre leve vel.

Nr. 217/1854, søndag 17.09.

[Dom over stortingsrepresentantane; eksport av storfekjøt]

Korrespondance
Christiania den 15de Septbr.
Underlig nok, at her ingen Bedømmelse af Storthingsmændene er udkommen. Det vilde være en nyttig Bog det, naar den var skreven med Sagkundskab og Dygtighed. Men Tingen er nok den, at de, som kunne skrive, ikke have Hjertelag til saaledes at tage Folk for sig og behandle dem paa en Maade, der for de Fleste ikke kunde blive lemfældig, dersom der skulde være nogen Sandhed og Interesse i Bedømmelsen. Desuden kunde man ogsaa let komme til at begaa Uretfærdigheder, da selv det nøiagtigste Kjendskab til en Mands enkelte Storthingsfærd ikke altid er tilstrækkelig til at begrunde nogen fuldstændig Dom om ham, hvorvel man kan være temmelig vis paa, at den Uvirksomme er uvirksom, fordi han ikke kan være Andet, naar da Sygdom undtages. Begavelsen og Dygtigheden er noget, som ikke lader sig stænge inde; man vil nok indbilde sig selv og Andre, at man kunde gjøre noget, bare man vilde, men dette er en af Indbildningens og Forfængelighedens Puder, som igjen andre forfængelige eller dumme Mennesker lader Folk hvile paa. Dygtigheden er som Troen: den maa vises i Gjerningen.
Den Gjerning, som bestaar i at gjøre intet, er vistnok bedre end at gjøre galt, men den er dog ingen Gjerning, hvordan man snur og vender det. Af saadanne daadløse Mænd var her mange, og de burde faa sin Dom ligesaavel som de, der gjorde ilde, og de faa, som gjorde vel. Det er dog en mærkelig Umyndighedstilstand, at man saaledes lader fem være lige; for Folk i Christiania og enkelte Andre, som læser Forhandlingerne, kan det være det samme, uagtet Referaterne i sin sammendragne Skikkelse ikke give noget sandt Billede, men ofte endog et rent falskt, idet Vævere desværre ofte staa som store Mænd; men for Folket, Vælgerne ialmindelighed, var det nødvendigt at se, hvilke Mennesker de udsendte, for at de en anden Gang bedre kunde sørge for sit Ansvar og sin Værdighed. En Bedømmelse, der var god og retfærdig vilde være gavnlig i mange Maader, gavnlig endog for dem, som i Følelsen af sin Udygtighed ingen Glæde kan finde i at være paa Storthinget.
Dersom Aviserne vare, som de burde, tog hvert Steds Avis for sig sine Storthingsmænd og gjennemgik deres politiske Færd til Belærelse for sin Læsekreds. Saaledes vilde Kundskaben komme til dem, som nærmest trængte til den. En Bog kunde ikke faa nogen saa almén Udbredelse, at den tilsigtede Nytte aldeles blev naaet.
Byen og Amtet, Valgkredsen, maa engang komme saavidt, at det bliver en Æressag for den at sende gilde Folk paa Thinget; den maa med Kjærlighed og Ængstelse følge deres Fjed, og ligesom enhver Vælger maa skamme sig, naar de Udsendte ikke gjøre det godt, saaledes er det billigt at han glæder sig og er stolt, naar det gaar vel. Han vælger sin Mand, sender ham ud og modtager ham, naar han kommer hjem med et «Velkommen» eller «du var ikke Mand for det Ærinde, jeg gav dig.» For er detn172 kommet saavidt, kan man ikke vente meget; og det bliver paa Slump, om det gaar godt engang.
Det er imidlertid godt, at Styverfængere ikke denne som saamange Gange ere komne med nogen Bog; de maatte vel tro, at de ingen Penge vilde tjene med en «Karakteristik.» Det er allerede meget dette, at Folk kan lade være at gjøre galt; det er netop saameget, som saamange Storthingsmænd have gjort.
Man begynder nu her som i Danmark at udføre Oxer til England, der saameget trænger til Beaf. Dette vil blive en god Udførsel for os, naar nu Folk mere kommer efter, at Kvægavl er en naturlig Bedrift hertillands. Det er en nem Maade for Landmanden at omsætte sin overflødige Grøde til Fedme, der let kan føres tiltorvs og gjøres til rede Penge, derved vil ogsaa Jordbruget komme sig. Da skal ikke Hedemarken klage, fordi Brændevinsafgiften er for høi, og da vil man heller ikke finde, at flere gode Aaringer er nogen Ulykke for de kornrige Bygder, om hvilke man ofte hidindtil har kunnet sagt, at de steges i sit eget Fedt; thi selv om Naturhindringer skulde forbyde at anlægge gode Veie eller Jernbaner, vil man dog altid kunne drive Slagt til Byen, og naar nu Prisen bliver henimod det dobbelte, svarer det nok Regning. Allerede længe og mest nu især have enkelte Kornbygder, f. Ex. Toten, avlet Svin og Heste og solgt til andre Bygder, og de fandt, at dette var en noksaa grei Maade at sælge Korn paa; men dette kunde dog ikke blive meget af, ligesom det overhoved ikke bliver i det Store, før man finder et udenlandsk Marked. Kommer det nu, som rimeligt er, igang med Kvægudførselen til England, skal man se, hvor Bygderne vil komme sig og Jordbruget forbedres, ligesom man ogsaa bedre vil lære at benytte vore fede Fjeldbeiter, og ikke nedtrampe det gyldne Græs eller lade det staa og visne.
Det vil blive dyrt Slagtet for os Byboerne, men det faar ikke hjælpe; Byerne faa vel Sit igjen paa sin Maade, og desuden maa Landets Vel staa over Byens; thi, som en Mand har sagt: «Vor Herre har gjort Landet, men Folk Byen.»

Nr. 221/1854, fredag 22.09.

[Kyrkja og staten]

Korrespondance
Christiania den 20de Septbr.
Christiania geistlige Forening holder idag Møde paa Universitetet; der er mange Præster fra Byen og Landet, flere af Universitetslærerne, mange theologiske Kandidater og Studerende og ikke ret faa Tilhørere, da man har været saa god at holde Forsamlingen for aabne Døre, hvilket ogsaa er noget, som maa falde af sig selv; thi det er jo i Lysets Tjeneste man vil arbeide. Det er ikke længe siden denne Forening var sammen: Ordføreren læste op Uddrag af Møderne i Marts og Juli sidstleden. Theologiske eller geistlige Foreninger er i den senere Tid stiftet overalt, formodentlig i hvert Provsti eller større Kredse. Her synes saaledes at være Liv i Kirken, og at det er det rette Liv, Lysets Liv nemlig, det kan ingen Theolog betvivle; derfor glæder han sig ogsaa over Nutidens troende Retning imod den ældre vantroende, og venter, at en saagodtsom ny Dag er i Anbrud, en Dag, da Kirken kan beherske Staten, en Dag, med mange Helligdage, en Dag, som man havde den i Middelaldren.
Ja, virkelig vente Theologerne en saadan Dag; de se Straaler fra den i Nutidens bevægede Liv. De finde, at Alt gryer mod den: ved Universitetet foredrages Læren, ogn173 purt og rent. De yngre Præster og Kandidater ere gjennemtrængte af et ganske andet Troesliv end forhen, og Menighederne, tro de, føle Trang til et andet Lys. Selv i Præstegjeld, hvor Kirkerne staa saa godt som tomme, nærer man den samme Tro, saa stærk er den! Bevægelserne i Kirken, f. Ex. den Lammerske,k1119 gjør man til Tegn paa en troende Aand, som kjæmper sig under mange Skikkelser frem til Klarhed. Den geistlige Stand er lykkelig, fordi den tro paa alt dette.
Men Ingen er blottet for Tro paa Sit. De «verdsligen174 Vise» have ogsaa sin Tro; de tro, at Videnskaben, fornemmelig Naturvidenskaberne, den frigjorte Tænkning, den sunde Fornuft, den praktiske Forstand, vil engang faa sin Dag, under hvis Sol Menneskeslægten vil blive ydmyg, hjælpsom, arbeidsom, kort god og nyttig. Man tror, at Staten vil vedblive at beherske Kirken og foreskrive den Loven175, at de geistlige Forsamlinger kunne tale og raadslaa længe nok, uden det mindste Resultat, og at de blot stampe mod Braadden, naar de saaledes have hele Tiden og den mere dybsindige Aandsretning imod sig.
Saaledes omtrent staa disse Magter mod hinanden. De respektere ikke hinandens Ord, de forstaa hinanden ikke; kort, en Samtale mellem dem er ikke mulig. Dette er at sætte Modsætningerne paa Spidsen, vil man sige, saaledes som de ingensinde staa i Livet. Kan saa være; imidlertid tror jeg det ikke. Man spørge grundigt sig selv og sine Erfaringer; men, som sagt, han maa spørge grundigt.
Mellem disse Partier ligger et mæglende, et, som vil, efter den bekjendte Talemaade, «retfærdiggjøre Troen for Tænkningens Domstol.» Men dette Parti er i Aftagende, idetmindste blandt Videnskabsmændene, idet enhver paa sin Side, mere og mere kommer til Erkjendelse af, at en Forening er umulig.
Et andet Parti er ogsaa, og det et stort et, nemlig den store Hob, som Intet tænker, og den, som ikke kjærer sig om, hverken det Ene eller det Andet, den, der ligesom Menighedens Engel i Smyrna, hverken er kold eller varm. Nok et Parti, men det er lidet, mener, at Uenigheden blot bestaar i Ord, og at Alle ere enige, men hver har sit Sprog. Man hører hverandre, og oversætter det i sit eget Maal, og saa er Alt godt. Den Ene tager Billedet for det Virkelige, og den Anden lader Billedet vederfares Ret; men lader det være et Billede. Dette Parti er ikke saa ufornuftigt endda, om det i saa vigtige Ting er tilladt at udtale nogen Mening. Det er desuden den store Fare ved at ytre sig mod den ene eller anden Side, at man altid kan være sikker paa at blive mødt med Raabet: Korsfæst! — et Opraab, som den uvidende Mængde altid saa gjerne lytter til og istemmer.
Man bør vide til alle disse Modsætninger og betænke, at de altid i større og mindre Grad have staaet saaledes, og Verden er gaaen nok saa smukt frem!
Imidlertid tør det vel antages som givet, at de saakaldte «verdslig Vises» Tal voxer ustandseligt, under Videnskabernes raske Udvikling.
Dog lidt om Mødet. Pastor Grimelundk1120 udviklede Betydningen af Helligdagene i Kirken, og kom til det Maal, at Forordningen af 26de Oktober 1770, som afskaffede dem, var en Forordning, der vidnede om Tidens Fritænkeri. Forordningens Præmisser lyde saaledes: «Skjøndt disse Helligdages Anordning kan have havt et gudeligt Øiemærke, ere de dog mere blevne anvendte til Lediggang og Laster, end til sand Gudsdyrkelse; hvorfore det er bedre, de efter andre protestantiske Landes Exempel blive anvendte til Arbeide og nyttig Gjerning.»
Dette er Ord, som ikke lettelig gjendrives, hvad man end siger om Tiden. Ministeren Struenseek1121 var et Geni, som gik langt forud sine Tider, og at han derfor blev styrtet og henrettet, kan ikke forundre Nogen, som kjender til Verdens Gang.
84 Aar efter dette taler den norske Geistlighed om at indføre idetmindste nogle af disse Dage; dette er Noget, som fortjener at skrives paa Historiens Tavle. Trænger man til flere Helligdage, faar man dem vist; Folk har jo Frihed til at lade Arbeidet være, og samles naar de vil. Finde Præsterne, at Kirkerne blive for smaa og at Halvparten af Menigheden ikke slipper ind paa Søndag, er jo ingen Ting mere ligefrem, end at man prædiker paa Mandag, man faar altid Hus. Og kan man ikke paa de aarlige Høitiders tvende Dage tilfredsstille Søgningen, saa faar man vist Lov til at prædike den 3die. Og bliver alle Kirker for smaa og alle Helligdage for faa, saa kan man samle Folket om sig i Ørkenen eller paa Bjerget; her er ingen Fare. Men ser man nu ikke til et saadant Liv hos Mængden, og en saadan Begeistring og Begavelse hos Lærerne, saa har man nok med de Helligdage som er, og kan alene ønske, at Livet og Begeistringen maatte komme. Hvorfor er man ikke praktisk, og hvorfor ser man ikke mod Syd og betragter de katholske Lande med alle sine Helligdage, Processioner og — Uvidenhed? Man taler om Trang til mere Præstehjælp, saaledes som da man vilde have de mange Kapellaner, og man ser endog med ét Øie, at i de rigeste og største Præstegjeld har man Rum til Overflod i de gamle smaa Stenkirker, og at det mere er af Hensyn til visse Dage og ydre Omstændigheder end af virkelig Trang, at man ombygger dem; Præsterne ere selv taktløse nok til at hænge paa sine Menigheder, at Kirkerne skulle ombygges; det falder dem ikke ind at spørge sig selv, om ikke Kirkerne ere bedre end de selv ere. En saadan Præst blev svaret af en Bondemand, da Præsten synte ham den nye Kirke, som han efter megen Modstand havde faaet den fattige Menighed til at opbygge: «Ja, Kirken er ven nok, Gud give nu Præsten ogsaa var efter den.»
Man farer frem uden at spørge Livet til Raads, og stiller Fordringer, som man skulde være ufeilbar. Saaledes gjorde ikke den Mester, i hvis Fodspor de sige at træde. Dette er ikke vel hverken for Kirken eller det religiøse Liv. At forresten ikke Alle ere saaledes, er naturligvis overflødigt at bemærke.
Hvorfor spørger man ikke efter Grunden til at disse Mormoner kunne formeres, og at Haugianer kunne trives! Det er ikke Mangel paa Præster, ikke de faa Helligdage eller de smaa Kirker, som gjøre dette. Grunden ligger noget dybere, og ned til denne Grund var det vel værdt at komme. Hverken de høieste eller de laveste Lag i Samfundet almindelig talt finde Næring for sin hungrige Aand i den anordnede Gudstjeneste, og de Fleste gaa, fordi det maa saa være. Dette er kjendsgjerninger, som vanskelig skal gjendrives. Hvi agter man ikke paa Tidernes Tegn! Dog, at sige dette hjælper intet og endnu mindre hjælper det at angive et Redningsmiddel, som Theologerne selv ikke have udfundet. Livet faar gaa sin Gang og Tiden tale med sin Røst. Den, som ikke vil høre, maa føle.

Nr. 223/1854, søndag 24.09.

[Prestar og lærarar]

Korrespondance
Christiania den 23de Septbr.
Den anden Dag paa Præstemødet talte man om «den indre Mission,» hvor da Udtrykket «indre Hedninger» brugtes som Modsætning til Hedningerne, man sender Missionærer til. For at faa «en indre Mission» trængte man til flere Præster; By og Bygd maatte ligesom inddelesn176 rodevis, og hver Præst burde inden sin Rode føre Opsigt med den «aandelige Tilstand» og «Nøden,» den «aandelige Nød,» være en Censor morum, som det hedte i Rom. Denne aandelige Rodemester skulde da holde nøiagtig Regning paa, hvormange og hvem der gik i Kirke; han skulde i Roden fare om i Husene og rode efter i Boghylderne, hvad Slags Bøger Folk havde, om Romaner og Komedier og andet ugudeligt Væsen; man skulde famle om Væggene for at finde ugudelige og letfærdige Malerier og Skilderier. Hvad der skulde gjøres med dette syndige Tant, blev ikke rigtig sagt; men ventelig skulde det opbrændes paa en hellig Ild; for at faa Sammenhæng var en Autodafé nødvendig; naar man har det ene, maa man have det andet; naar man vil indføre Inkvisitionen, bør man være fuldstændig og strængt taget ikke alene brænde Bøger og Skilderier som ikke er «gudelige,» men ogsaa de syndige Mennesker; thi det er dog de, som ere de skyldige. Middelaldren bør fuldstændig komme igjen, følgelig ogsaa Hexeprocesser og Opbrændelser; det nytter ikke at have nogenting halvt.
«Man skulde ikke bryde sig om Regjering og Storthing» men arbeide, saa kom det nok af sig selv; ja virkelig blev ogsaa dette sagt og uimodsagt! Det var saaledes man vil vide, Thraniternen177 ogsaa talte, da de i al Gemytlighed sad og debatterede om en Revolution. Ligheden mellem disse Korporationer er slaaende, og det er ogsaa her paa Tiden at Pressen, Folket og den sunde Fornuft er paa Vagt. Det er visselig ogsaa paa Tiden, at de geistlige Foreninger for Fremtiden holder sine Møder for lukkede Døre, saa at Verden ikke faar noget om dem at vide.
Slige Forhandlinger og Taler ere isandhed ubegribelige, naar man betænker, at det er «lærde» Folk, som holde dem; man vakler og véd ikke enten det er Drøm eller Virkelighed, man hører.
«Vi trænge til flere Præster,» siger man atter og atter her som man sagde i Thinget, da der var Tale om de mange Kapellaner. Folket trænger til «aandelig Hjælp,» til «Sjelepleie.» Visselig, men neppe til en saadan Sjelepleie. Folket trænger ogsaa til legemlig Pleie; Folket trænger til Meget, og saligt er det for den, som kan give Folket noget.
Men skulde det virkelig være paa Tiden at ansætte mange Præster? Spørger man uhildet Livet, saa faar man unegtelig Nei. Og saa maa det være. Folket trænger til virkelig Lærere; den Lærevirksomhed, som Præsten optræder med, kan kun beklædes af Faa, af rene Udvalgte. Det gjør et sørgeligt Indtryk at se saamange høist almindelige og middelmaadelige Mennesker beklæde Prædikestolen; det er en Lidelse at høre dem fra et saadant Sted; fra det Sted maa alene Ildtungern178 tale. Lad dem tale og alene dem! Saa indsætter man Lærere, gavnlige Folk, som ingen Bedrøvelse vække! Det vilde være en god Anvendelse af de store Præstegaarde og de præstelige Lønninger. Naar man ser i rige Præstegjeld, at Folk ikke synderlig gaa til Kirke og gaa de, saa gaa de for en Skik; naar man ser dette, bliver man bedrøvet, og man klager ikke over Mangel paa Præster, men man finder, at Folkelærerne maa fremtræde under en anden Form, at Organisationen af Præstekald som nu,n179 er en Indretning, der ikke kan tilfredsstille Trangen. Der sidde Præster paa store Gaarde og ere administrative Embedsmænd, medens de egentlige Lærere bo paa en liden Plads eller have sig en Stue i Udkanten af Byen. Lad enhver være gavnlig og faa Løn for sit Arbeide; men for Guds Skyld lad Ingen betræde Prædikestolen, naar ikke hans Tale kan trøste, røre og begeistre Sjelene. I denne Forstand have vi altfor faa Præster; men det lader som de geistlige Foreninger tro, at man ved at sammenlægge mange ubetydelige Mennesker kan faa én stor Mand, ligesom man adderer Talstørrelser!
Skolelærermøderne, som nu saa glædeligt komme igang med samt Skrifter for Skolelærerne, vil danne en Modvegt mod disse theologiske Forsamlinger, Taler og Skrifter. Det er at møde Folk paa deres eget Feldt; vi andre kan ikke gjøre stort og maaske ogsaa Almuen heller ikke har den nødvendige Tillid til os som til sine Skolelærere. Skolelærerne ere af Folket, kjende dets Trang og Tænkemaade; Skolelærerne er en Magt, som Friheden, Civilisationen og Folkeopdragelsen maa tage i sin Tjeneste. Men Præsterne er neppe Skolelærermøderne hulde.
Jeg behøver ingen Undskyldning, fordi jeg har talt saa meget om disse Ting: det er vigtige Ting; men derimod kunde jeg bede om Undskyldning, ifald jeg ikke havde talt med den Styrke, som Sagen fortjener, ligesom jeg ogsaa kunde trænge til Undskyldning for mulige Misforstaaelser fra min Side; at man vil læse mig uden Misforstaaelser, tør jeg ikke vente. Had vil jeg ikke vække; dette er Ting, som bør være uden Vrede og Bitterhed.

Nr. 227/1854, fredag 29.09.

[Teaterpublikum: fakkeltog for prof. Hansteen; strid mellom lærde]

Korrespondance
Christiania den 27de Septbr.
Publikum er skjønsomt og taknemmeligt indtil Rørelse; bare det finder noget at gjengjælde, saa gjengjælder det Kongeligt; det har baade Gods og Ære at give bort. Den, som klager over Publikum, er uvillig; thi selv om det ikke vil «kannas»*) ved en Mand, saa skylder det ham intet; han maa være glad ved, at han uændset kan gaa; om en Kritiker angriber ham, saa kan ikke Publikum for, at en vigtig Herre opkaster sig til dets Talsmand. Kan ikke en Forfatter, en Kunstner osv. træffe Publikums Smag, saa er Skylden hans; han kan trøste sig med, eftersom han er forfængelig til, at Publikum er paa Afveie eller umodent til at fatte ham, men ogsaa her er Publikum uskyldigt og saa godt, som det kan. Hvorfor byder han sig til et saadant Publikum? det klænger sig aldrig ind paa nogen Mand. Dette er Tanker, som altjevnt brydern180 op igjen, naar man sitter i Theatret med Publikum, naar man taalmodigt ser det læse slette Vers og kjøbe flaue Sager, naar man ser det klappe og fremkalde Skuespillere, kort hvor man ser Publikum, gaar det med Langmodigheden selv uden paa sig; det tramper nok og bærer sig lidt undertiden, men det mener igrunden intet med det altsammen; det bliver snart godt igjen.
Herom Dagen bragte Publikum Madam Schrumphk1122 en smuk Hylding paa 25aarsdagen efter hendes Optræden; man fremkaldte hende i Theatret, kastede Blomster, og ud paa Kvælden kom sammen skogtykt udenfor hendes Vinduer for at raabe Hurra og synge. Publikum vilde gjøre det bedste det kunde, for at gjengjælde de glade Timer, det havde nydt i Theatret. Aviserne skreve smukt, men iagttoge en diplomatisk Taushed med de mange smukke og kostbare Presenter, Skuespillerinden havde faaet; de maatte vel tro, det var vanhelligt at tale om dem, eller noget, som ikke kom Publikum ved; men Publikum er glad i Presenter; det klapper til Diamantringe, Armbaand, Schawler og broderte Teppener; det vil have disse Ting og lader sig ikke afspise med noksaa poetiske Talemaader. Der var endog Tale om, at en rig kunstelskende Mand skulde være betænkt paa at give Kunstnerinden en Pension. Det havde været det smukkeste af Alt, og vidnet om, at vi ogsaa her i Norge have Mæcener. Et Land maa have slige Yndere og Ophjælpere af Kunst og Videnskab, dersom Kunstnere og Videnskabsmænd skulle arbeide med Haab og Fortrøstning til de onde Dage. Staten og de andre Pensionsindretninger ville ikke altid slaa til, og det er desuden mangengang saart at ty til dem.
Igaarkveld bragte man Professor Hansteenk1123 et Fakkeltog paa hans 70de Fødselsdag; det var en talrig Skare, som sluttede sig til det oplyste Tog udover til Observatoriet. Studentersangforeningen havde en Sang, som burde været bedre. Professoren kom ned og takkede rørt. Han er for sin Oldingsalder mærkelig ungdommelig; han har det tilfælleds med Humboldtk1124 og saa mange store Mænd, at Tiden ligesom ikke vil bide paa ham. — Maa nu Hansten leve til sit Jubilæum, faar han et Fakkeltog til; det er en Glæde at lyse Folk, som har lyst for os først. Hansten er sikkerlig den af Professorerne, som taler mest folkeligt og interessant; han kan paa den simpleste Maade af Verden forklare meget vanskelige Ting; han staar ikke og koster sig, men gaar lige paa Sagen; der er i hans Tale og Foredrag noget høist nationalt og folkevittigt. Han er nu saa rost, at det vilde være utidigt at rose ham, men saameget maa dog vel siges, at det var en Fornøielse at bære en Fakkel for ham.
Studentersamfundets Formandk1125 burde have talt godt for ham; kan hende at han talte, men saa maatte det være lavt, siden det ikke hørtes. Daarligt, at der blandt en saa stor Hob ikke skal findes Folk, som kan tage sig ud ved slige Leiligheder; det maa næsten være kjedsommeligt at modtage Hyldest af Mennesker, som ikke kan andet end bære «Skondur» (Fakler omtrent). Publikum maatte ogsaa blive flaut; man kom og — gik; der var ingen Opløftelse hverken i Sang eller Tale. Det burde man have ventet. Derimod klang Sangen godt i Universitetets store Forstugu (aula), hvorimod man drog «attende;»n181 man kunde tro, det var for «Medianfiguren,» man sang saa smukt.
Fr. Brandtk1126 og gamle Professor Holmbok1127 har ført en varm Strid. Holmbo udgav for et Par Aar siden i Udlandet et lærdt Sprogskrift, som Professor Munchk1128 angreb, og Fr. Brandt kom med nogle Flyveblade atpaa. Nu kommer Brandt igjen som en Ridder for den norske Videnskabelighed, og paaviser en Tydsker, som har revet Holmbo ned, altsaa givet Munch og han, Brandt, Medhold. Holmbo svarer og viser, at han har baade Tydsker og Franskmænd paa sin Side, og at Brandtsn182 Mand (Roselet) ikke er noget tils (udtales tes). Hvem har Ret? Det er ikke godt at vide; formodentlig ingen. Men desuagtet er dog Brandt en Mand, som maa føle varmt for os og vor Videnskabelighed, siden han uden Foranledning og formodentlig ogsaa uden Kald protesterer paa vores alles Vegne mod den Tort, som er tilføiet os ved hin Sprogbog. Der ser man dog, at nogle Aander altid blive opvakte til at tale Folkets Sag; Nationen ligger og drøser, men saa staar der Mænd op, som tale. Se saadan en Mand var Brandt, og Morgenbladet, der i de sidste Aaringer har havt saamangen lærd Afhandling, optog ogsaa denne, ventelig til stor Opbyggelse for sine Læsere. Mange klage dog vel over at heller ikke de «Lærde» skal kunne stride og tale med Ro og Værdighed; man venter af Videnskabsmanden, at han som Jupiter skal sitte paa sin Olymp og aldrig slaa en Folde i sin klare Pande, men bare ryste lidt paa sine Lokker. Forresten var nok heller ikke Jupiter saa rolig og fredsommelig af sig, som man vil paastaa, idetmindste tyde hans Kranglerier med Konen (Juno) paa Adskilligt, ligesom det heller ikke var smukt gjort, at slænge sin Søn (Vulkan) ned paa Lemnos, saa han blev halt al sin Tid. Vore «klassiske» Mænd ere ligesaa gode selv, naar de skrive i Aviserne.
Rettelser
I næstsidste Artikel 2den Spalte: Staten vil foreskrive Kirken Lære, istedetfor Love. 1ste Spalte men purt og rent istedetfor og.
I sidste Artikel 2den Spalte staar Ildtænger istedetfor Ildtunger. Længere nede staar et Komma, som gjør Sætningen meningsløs. Skal være: Organisationen af Præstekald som nu, er en Indberetning osv.
*) Kanne, kannast bruges om den Kjendsel som et Væsen drager paa sin Afkom, altsaa stærkere end at kjendes ved. «Moderen vil ikke kanne sit Barn.»

Nr. 229/1854, søndag 01.10.

[Landbruket har framtida for seg]

Korrespondance
Christiania den 30te Septbr.
Det hedder nu at benytte vore naturlige Hjælpekilder og lade dem flyde saa rigt som muligt, da det lader til, at Englænderne ville kjøbe af os, hvad vi maatte have at yde; og Englænderne ere bekjendte for at betale godt. I denne Henseende turde vort Bekjendtskab med England være af uberegnelig Vigtighed for vor Udvikling; det vil lære os at slaa ind paa praktiske Sysler og bevirke et Omslag i mange af vore Forhold. Det gjælder at skabe noget, man kan tage og føle paa; thi Englænderne ere Folk, hvis vældige Kjøkken f. Ex. er en Gru for de aandrige Franskmænd, der med springende Lystighed tale om den engelske «Lædermave» og deres «Baron of Beaf.» Vi faar se til at gjøre noget for denne «Lædermave» om vi saa for det første skulde hungre selv; naarn183 vi faa klingende Guinér, kunne vi altid kjøbe noget siden. Det er sandelig paa Tiden, at vi oprette Agerbrugsskoler, gjøre Frøudstillinger, anstille Kappløininger og Oxesammenligninger; det er paa Tiden at vi studere Mælkekjørene, Grisemæskinger, Ostelavning, Smørkjærning og Pølsevidenskaben istedetfor romerske Antikviteter og andre «videnskabelige» Sager. England kjøber og vi er igrunden et Folk, som gjerne vil sælge. Vi skal godt komme ud af det med England; kan nok hende, at det bliver Smalhans i Begyndelsen, især for lønnede Betjente og Embedsmænd, som tilfældigvis maatte have flere Kundskaber end Indtægter, men saa kommer det igjen i Længden, naar nu alt faar rette paa sig. Englænderne vil lære os at gribe Staven i rette Haanden og vi bør være dem taknemmelige ved at skaffe gode Varer og behandle dem med den Artighed, som et mægtigt og praktisk Folk fortjener.
Slige Tanker kan man nu i Slagtetiden faa paa Torvet hver Dag, hvor det lyder: «Englænderne udarme os: alting er saa dyrt, det ingen Maade er paa. Smør og Slagt og Fugl er næsten ikke at faa for Penge; Gud véd, hvordan Folk skal leve i Byen nu. Slagt reiser til England med «Courier»*), og Englænderne have sine Opkjøbere ved «Bakken»**) til Smørladningerne fra Mjøsen, som stuves lige for vore Øine i «Courier;» Fuglen gaar med «Courier;» «Courier» reiser med Maden vor.» Vi trodde, at Jernbanen skulde hjælpe os, men det lader til at den vil arme os ud. Bønderne blive saa dyre og børge, at der intet Udkomme er med dem; Driftekarlene give sandelig ikke nu noget «Mikkelsmæskjøb.»
Selv Byfolk indse dog i Regelen, at denne Afsætning er god, naar de tænke sig om. Det kommer nok igjen for næringsdrivende Folk, men for mange af vore Betjente er det visselig haarde Tider. Veden er ogsaa urimelig dyr; det er næsten som at kjøbe Stokfisk nord i vore Fiskebyer. Talgen er naturligvis ogsaa dyr; det er en Lykke, at vi have Gas. Underligt nok, at Slagtet efter den lange og varme Sommer ikke er federe ihøst; det er magert. Det maa komme af, at Sneen saa tidlig gik i Fjeldet, hvorved Græs kom tidligt for sig, og blev «trænet» for Kvæget ud paa Sommeren. Naar Sneen er stor og gaar af lidt efter lidt i Fjeldbeitet, har man nygrot Græs den hele Sommer, og det er det, som gjør, at Kvæget kan fedtne saa mærkeligt fort i de faa Uger.
Fjeldbeiterne vil blive store Herligheder nu, og de, som i de senere Aar have kjøbt af Statens Almindinger, have gjort store Handler. Beiterne ere dog endnu ikke stegne mærkelig i Pris; man leier ofte bort et Beite til 150 eller 200 Stykker Fæ for 15 à 20 Spd. Heraf kommer det ogsaa, at de ikke ordentlig benyttes og opdyrkes; thi ogsaa en Havn, om end i vilde Fjeldet, kan pyntes paa. Dette i Fjeldbygderne og Staldforing paa Fladbygderne maa til, skal Kvægavlen komme sig, og vor Handel med England blive livlig. I Gjennemsnit maa vi endnu indføre Fedevarer; bliver her udført noget paa Øst- og Nordlandet, saa maa hele Vestlandet indføre. Fra Kragerø af og til Stavanger er næsten ikke et godt Slagt eller en skikkelig Mark Smør at faa. Derfor ligger der Jydeskippere, ligesaa fede som sine Pølser. Man hugger Træpinder og flaar Egebark til Udførsel igjen; men naar nu Skogene ikke længere strække til, vil man nødes til at lægge sig paa en Bedrift, som skaffer mere Velstand og Kultur. At dyrke Jorden og røgte Kvæg, er noget langt mere ædelt end at drive Tømmer og flaa Bark; dette viser sig ogsaa, idet de Bygder, som mest drive paa med denne sidste Bedrift, ere langt mere raa end de andre. Har man lidt Kjendskab til Folkelivet, vil man derfor paa Folk kunne skjønne, hvad de lever af. Der ligger saaledes Kultur i det, som Englænderne ville lære os — Handelen bringer altid Kultur, det er maaske den, som mest har opdraget Menneskeslægten. — Det er ikke saa materialistisk, som det ved første Øiekast ser ud til; naar man har smilet en Stund kommer Alvoren. Det gjælder i Verden at skabe Levemaade, har man den, bliver Folk kloge nok; thi vi hungre ligesaameget efter aandelig som legemlig Føde, og har vi taget den ene til os, maa vi ogsaa tage den anden, og hvilken vi først maa tage til os, kan Enhver prøve. Englænderne gaa den naturlige Vei; vi har ofte villet gaa den modsatte, idet vi have sat os til at spekulere over den tomme Gryde, foredraget høie og prægtige Lærdomme, medens Landet har ligget i Armod.
*) Dampskibets Navn.
**) Eidsvoldbakken.

Nr. 233/1854, fredag 06.10.

[Prisen på arbeid; embete og forstand]

Korrespondance
Christiania den 4de Oktober
Som en i disse gode Tider naturlig Følge af den Dyrhed paa Livets første Fornødenheder, jeg omtalte forrige Gang, er den tilsvarende Dyrhed paa nødvendigt Arbeide. Det er aldeles ukjendt, hvor dyrt Arbeidet er, naar man er saa heldig at faa Arbeidsfolk; men dette har især i Aannetiderne været meget vanskeligt, og nu ihøst viste det sig paa den mest haandgribeligste Maade, hvilke Folk i Bygden der vare de «bedst likte», idet de fik de Arbeidsfolk, som var at faa, medens de, som vare vante til at «svelte og elte» Folk, ingle fik, men maatte drive sine Brug selv og derved gjøre Aannen lang som i gamle Dage: Vaaraannen til Urban (den 25de Mai), Slaatten fra 14 Dage før Olafsok til Krosmes (den 14de Septbr.) og Skuren indtil en Maaned. Den Vaaraankar, som før fik 1 Mk. Dagen, fik 1 Mk. 12 til 1 Mk. og 16 ß. og fri Kost, og 1 Dalers Slaattekar stod nu i halvanden Daler «med Bøn og Betaling til.» «Kvindfolk var nu mest ikke at faa, og en liten Hjuringgut maatte klædes fra Top til Taa.» Saaledes heder det fra ganske betydelige Egne, og saaledes lader det til paa sin Vis at maatte lyde fra de fleste andre. «Skal dette holde paa, gaar det ikke an at drive Gaardene,» sige mange Eiere, og virkelig er det haardt nok ogsaa i Egne, hvor man ikke har saa god Adgang til at sælge sine Varer og derved jevne det Hele til at gaa op i op. Paa Steder, hvorhen Folk i Aannetiderne ere komne, har det især gaaet ilde, da de iaar ikke eller dog kun for en liden Del ere komne: de have havt Arbeide nok i sine egne Bygder. Saaledes i øvre Thelemarken, der har faaet «Aannefolk» fra nedre Thelemarken og i Gudbrandsdalen fra Hedemarken. Paa mange af disse Steder var Aaker og Eng saa «forstadin», at det var «syndlikt at sjaa.» Naar man sagde til Gaardmænd, at denne Dyrleik kom igjen, idet de fik saameget mere for sine Varer, svarte de gjerne med det Ordsprog, som til at oplyse slige Ting ofte bruges: «Ka nyttar det, Kua melkar, naar a spender det ned at’.» I disse Ord ligger en ganske praktisk Statsøkonomi, udover hvilken den almindelige Forstand sjelden hæver sig; men Statsøkonomer tog nok ikke denne Lære for god, idetmindste ikke mange af dem; thi ogsaa blandt dem er Strid; de fleste mene vist, at de høie Priser ere gode, naar Tilstanden er naturlig og Adgangen til Marknaden let; disse Priser vise Liv i Omsætningen og det høie Værd af det menneskelige Arbeide, som altid er Mærke paa et Samfund, der er i Fremkomst. Forresten hænger dette af saamange Ting, og Exemplerne fra de forskjellige Lande ere saa modsigende, at nogen klar Lov vanskelig maa være at udbringe selv for Statsøkonomer af Fag. Ved at sammenligne det dyre England med det billige Sverige, hvor man til Exempel kan faa en voxen Mand til at rende en hel Mil for 8 ß. norsk, kan man nok finde en Slags Lov, men saa er det velholdne og kultiverede Danmark billigt igjen. Det er ellers en ufrugtbar Ting især i et Dagblad at gruble over Sligt; det Nærliggende er, at vore høie Priser nu for Tiden ere gode for den, som kan og vil arbeide, men ødelæggende for den Dovne og Efterladne. Saa bør det være.
I Byerne, navnlig her i Christiania er ogsaa Arbeidet dyrt. Arbeidsmænd ud paa Løkkerne, som før fik 1 Mk. 8 ß., have i Sommer faaet 1 Mk. 16 ß. til 2 Mk. Mursvende, som før kunde hænde til at faa 3 Mk., have nu faaet 1 Spd. Blandt Snedkere og Skræddere har Forholdet været omtrent det samme, hvorimod Forandringen ikke har været fuldt saa stor blandt Skomagerne. At Mesternes leverede Arbeider maa have steget i samme Forhold, er saa rimeligt; imidlertid, vil Mesterne selv ikke vide, at det er saa, men at det nok maa komme. Som et «Løgi»*) kan mærkes, at Sopelimer, der før have staaet i 1 ½ ß., staa nu i 3 ß. paa Torvet.
I Mange Bygder siger man, at det er Udvandringen til Amerika som gjør, at Arbeidsfolk ikke ere at faa og saa dyre. Udvandringen har Vistnok gjort Sit; thi den har været stor paa sine Steder, aldeles udmattende stor; men disse gode Aaringer ere vel den nærmeste Aarsag, da Folk ikke trænge til at «være borte» men faa Aarsføden paa sine Pladse, som de nu kan dyrke paa for sig selv. Vor Almue — og ventelig alle Landes — har stor Uvillie mod at «være borte hos Andre;» Folk sulte heller lidt end «leige seg burt;» «Sjavsbiten» er god den.» Dette Nationaltræk gjør, at store Herregaarde ikke lettelig blive indbringende her, selv om Jordbunden var mere frugtbar. Enhver vil have saameget Jord, som han selv kan drive, og naar Aaringerne ere som de svundne, lever han godt. Men kommer Uaar, maa han bort; da kan de store Gaarde blive opdyrkede. En Trællestand og store Gaarde følges ad.
Man ser, at Statsraad Sylowk1129 er befordret til Toldkasserer i Laurvik. Statsraaden gav ved dette et Exempel, som fortjener Nationens Paaskjønnelse: kunde denne Skik komme, vilde Statskassen slippe store Pensioner, og man turde haabe at faa gode Statsraader, idet den Æresfølelse kunde blive almindelig, at Ingen vilde sidde som Statsraad, medmindre han følte sig Kaldet voxen og besad Nationens Tillid. Naturligt vilde det ogsaa være, at Enhver paatog sig det Embede, som han troede at kunne røgte, men Folk ere saa tilbøielige til at tro, at de kunne gjøre, hvad det skal være, og naar en Mand har faaet et Embede, falder det ham ikke lettelig ind, at han ikke er god nok. «Den vor Herre giver Embede, giver han ogsaa Forstand;» dette er en meget almindelig Embedstro. Og om nu en Embedsmand tilfældigvis ikke skulde have denne Tro, saa maa han ofte klynge sig til Indtægterne, der blive elendige, fordi de ikke ere fortjente; og kunde en Mand leve for mindre, saa staar Embedsrangen og Forfængeligheden iveien, naar han vil stige lavere; hvorhos tilbørligt Hensyn tidt maa tages til Hustru og Børn. Der skal mange Ting overvindes, før man som Statsraad Sylow kan stige ned; det var et Træk af Manden, som er ophøiet over al Ros, og troede maaske Nogle før, at Hr. Sylow ikke var paa sin Hylde som Statsraad, saa vil de forhaabentlig være omvendte nu ved dette hans Skridt. Lad se, hvem der gjør dette ham efter! De sidde nok, om saa Storthinget Gang efter Gang henlægger deres Forslag, og om Pressen og Folkemeningen nok saa lidet godkjende dem. Man sidder hos os indtil man dømmes væk, eller bliver ældgammel eller dør; da, men først da resignerer man.
*) af le, Laat og Løgi, Latteren og det man ler af.

Nr. 235/1854, søndag 08.10.

[Russland]

Korrespondance
Christiania den 7de Oktober
Dersom nu Sebastopols Fald bekræfter sig, saa er det store Efterretninger, der gjennem Telegraftraadene blinke kring Verden; men er Efterretningen ikke sand i det Hele endnu, saa bliver den vist sand. England og Frankrig maa vinde over Rusland, Oplysning maa vinde over Uvidenhed, Lyset over Mørket, Frihed over Trældom. Det er Vantro, naar man frygter Rusland og tror, at det nogensinde kunde blive forligt; det er som skulde man tro, at Løgnen nogensinde kunde blive farlig for Verden, der dog i sit inderste Væsen elsker Sandheden og overgiver sig ikke, før den er funden; Løgnen, Bedrageriet og Trældommen er Menneskeslægtens Dødsfiender, og den kan ikke overgive sig, før de ligge for dens Fødder; Kampen er haard og langvarig, men uvis kan den ikke være, tvivler man paa det, saa er Troen paa vor Slægt opgiven.
Denne Glæde, som nu griber alle folkelige Mennesker ved Efterretningen om Sebastopols Fald er derfor naturlig og smuk, den er endog rørende, fordi den viser, hvormeget Frisind der bor i Folks Hjerter, blot det faar en Anledning til at ytre sig; men dybsindig er denne Glæde ikke; den er vantroende: maatte ikke Enhver sige til sig selv: kunde det være anderledes? Et enkelt lidet Land og Naboland kan glæde sig, fordi det kunde blive sønderflænget af Vildheden, men at Verden glæder sig, det er at vyrde Rusland formeget; det er at skjænke det en Opmærksomhed, som næsten er latterlig. Dog man er glad, fordi man venter, at Ofrenes Tal skal blive færre og færre; det er sørgmodigt at se saamange kjække Mænd falde, og det Mænd, hos hvem Tanken for det store Maal kan være mindst klar: Masserne rulle frem som Havbølgerne og lade sig bryde; det er paa dem Verden seiler mod Frihedens Havn; de Lykkelige, som ere inden Borde, maa af Taknemmelighed ville kaste sig i Bølgerne for at kunne kysse dem.
Forresten ofrer enhver Mand sig for Slægten, naar han er, som han bør være, blot hver gjør det paa sin Maade: den Ene lader sig knuse i Kampen og den Anden dør langsomt i Freden; den Ene fortæres af Krigens og den Andre af Tankens Flammer. Det er blot Selviskheden som lever for sig selv; det er den som er Rusland, og falder som det under Verdens Latter og Spot.
Rusland er noget, som tilgavns er at le ad: En russisk Tidning sagde i Sommer, at Rusland ingen anden Allieret havde end Kolera; den fik ved en net Slutning ud, at Kolera var Vorherre; saaledes slutter Rusland! Det glemte, at Kolera havde bortrøvetn184 Hundredetusinder af dets egne Børn; det gjorde intet, bare den tog nogle af dens Fiender! Det russiske Hof anlagde Sorg, fordi en Fyrste i Tydskland var død, men det anlagde ingen Sorg for de faldne Tusinder og atter Tusinder og de brændende Byer. Saaledes sørger Rusland!
Nu skal man i Rusland arrestere dem, som ikke tro, at Toget til Krim er en Fabel!
Studentersamfundet illuminerte sine Vinduer igaarkveld, og i de oplyste Vinduer stod at læse: «Sebastopol capta.» Det var en lykkelig Tanke af Studentersamfundet. Den sande Student maa elske Frihed og hade Trældom; han maa elske Oplysning i Liv, Sang, Tale og i illuminerede Vinduer med «Sebastopol capta.» Det var kjækt gjort af Studentersamfundet saaledes at repræsentere Byen og Landet, og Folk vil vide Samfundet Tak fordi det gjorde dette.

Nr. 239/1854, fredag 13.10.

[Misforstått teaterkritikk; Sevastopols fall?]

Korrespondance
Christiania den 11te Oktober
Kritikerne ere haarde mod det norske Theater nu om Dagen, og der gives Læsere, som tro Kritikerne paa Ordet, selv om Kritiken ikke har Overbevisningens Kraft i sig; disse Mennesker gaa ikke i Theatret under slige Omstændigheder; de blive redde og tro, at de kunne prostituere sig; det er Modens Folk, disse ulykkelige Halvdannede dette; denne arme Hjord vender sig nu til det danske Theater, og deri gjør den Ret; den er saa uomskaaren paa Hjerter og Øren, at den ingen Følelse har for Hjemmet eller nogen Sands for norskt Maal; den finder, at de Danske med sine unorske Fagter og sin Ødelæggelse af Sprog og Udtale deklamerer «nydeligt»! Nu, det norske Theater er just heller ikke meget norskt, men, det kan blive bedre, og som Overgangsled er det brugbart, idetmindste det likeste vi har; det gik vel ikke an at være mere norsk, saalænge Christiania er den «danskaste» af alle danske Byer; den forholder sig til Danmark som nogle Efterhærmere til Grundtvig:k1130 de gaa som ham, kjæmme det lille Haar som han, have ham staaende paa en Piedestal og skotte bort til ham, mens de staa for Speilen og binde paa sig Halskluden for at faa Sløiferne til at ligge ligedan; de tale som Grundtvig, men hans Aand have de ikke, og det var nu ogsaa vel meget forlangt. Et norsk Theater i Christiania! Det var nu ogsaa et Indfald!
Men, Mange ere æsthetiske i Christiania. Ja, deri stikker ogsaa Ulykken. Esthetiske Mennesker — det vil sige de, der have sin Visdom fra Bøger — ere som en udkrystet Svamp; Livets Saft og Marv er tørret ud i dem. Derfor vil de, at Livet og Kunsten og Literaturen skal være tør og forsigtig, som de selv ere; de stødes over ethvert dristigt Ord; de ere nemlig saa tørre at det knager og skrøner i dem, ligesom naar man slaar paa et tørt og hult Træ. Enhver Fremstilling, som ikke er glattet og afpudset, «støder»; en djerv folkelig Vending «støder»; et Udtryk, som giver Tanken sit rette Navn, er plump eller plat; men herved røbe de netop sin egen Synd, og denne Saarhed kalder man Sædelighedsfølelsen! Sædelighedsfølelsen, den ægte nemlig, Uskyldigheden, stødes ikke let; den tager Livet, som det maa være og dandser let hen over det. Det er forresten nødvendigt, at denne tillærte udpaahængte Sædelighed er som den er; det er den friske Ring om det hule Træ; tog man den bort, sank det sammen.
Talsmænd for dette Slags Folk har unegtelig Kritikerne over «en Komedie» i det norske Theater været. «En Komedie» var just intet godt Stykke, men, man kan le, og Sproget i den var mere norsk end sædvanligt. At klage over Usædeligheden i den og holde Prædikener over Kunsten og Theatret, er Lyden af dette hule Træ, som unegtelig «en Komedie» bankes paa. Det norske Theater behøver ikke at ængste sig for denne Lyd; det kan godt trøste sig med at kaldes raat fra de Kanter; dette er uundgaaeligt; det er til Folket, det maa holde sig. Hermed vil jeg ikke have sagt, at «en Komedie» var folkelig, dertil var den meget svensk, uagtet visselig ingen sund norsk Mand blev stødt af den. Det norske Theater maa ikke fare med abstrakte superfine Sager; det maa fremkalde Liv og Latter; det skal være en Afskygning af den Sundhed, som rører sig i Nationen. Kan det ikke fatte denne Sundhed, men vil være pertenteligt og gaa med Sminke, saa falder det, men ikke falder det for Bladkritikens Haand eller for et Maaneskinspublikum. Den gamle Skik at tale til Hjertet er en Skik; som hverken Theatret eller nogen Kunst bør foragte. Det er iøvrigt uklogt af det norske Theater at blande de arme Kritici ind i sine Stykker, naar disse ikke ere aldeles fuldendte; thi for det første tager det sig ilde ud, at en «Neming» optræder som Keas er, og dernæst fordi Sandheden ikke maa komme styrtende frem paa Scenen som en Skolemester med Riset i Haanden, men uformærkt og ligesom gjennem en Sidedør: man maa aldrig lade som man vil belære, og mindst maa Kunsten lade saa; den skal være sand og skjøn og ikke vide af, at den er det; den samme Fordring gjør man ogsaa til Menneskene, skulle de tiltale os. Heri stikker det Usmagelige i alle saakaldte Tendentsstykker.
Støt og stadigt kommer man tilbage til det Spørgsmaal: «Hvorfor er Theatret og den moderne Literatur saa uforenelig med Folkesandsen?» Foruden af det unationale Sprog kommer det af Tørheden, Sminken, det Kunstige og Opskruede, den Mangel paa Djervhed og folkeligt Humor, af det Gjennem-Prosaiske. Folket er poetisk: det vil have Dristighed, Ligefremhed, Overraskelse og store Billeder; det forstaar intet andet end det Geniale. Et aandløst Menneske kan gjøre Lykke i det saakaldte «fine Selskab»; men hos Folket kommer et saadant Menneske ingen Vei; det forstaar ham ikke, fordi han ikke er Ben af dets Ben og Kjød af dets Kjød. Man kan oprette saamange norske Theatre og skrive for Folket saameget man vil, begriber man ikke dette, saa bærer man Vand i et Sold.
Man er tilbøielig til at antage Efterretningen om Sebastopols Indtagelse for en Skrøne, skjøndt den sidste Post igrunden ikke har modsagt den, undtagen forsaavidt Dagen angaar, men blot ikke bekræftet den; man forklarede med hinanden de forskellige Telegrafdepecher, som naar man forklarer dunkle Lovsteder for at finde en fælles Regel. Men er ikke Sebastopol falden, saa falder den; thi Vestmagterne kunne ikke føre det over sin Ære at give tabt paa noget Begyndt, og er de engang rykkede ind i Krigens Hvirvel, saa vil de nok ikke slutte, før de have truffet, hvad de sigtede paa, og skulde det knibe, saa vil de nok løse de revolutionære Kræfter i Polen, Ungarn, Tydskland og Italien, før de give sig tabt. Det bliver nok heller intet storartet af med Krigen, før den Dag kommer, og heller ingen andre Resultater end inddirekte. Der gives endog mangfoldige Mennesker, som sige, at det ene Despoti er ligesaa godt som det andre — det russiske skulde nemlig være ligesaa godt som det franske. — Det er Demokraterne, de røde, og Republikanerne i amerikansk Stil, som mene dette. Derfor ser man ogsaa, at Nordamerika er russisk, men det kan ogsaa være for at faa Cuba under den europæiske Forvirring. Vist er det imidlertid, at de ivrigste Demokrater og de mest despotisk-russiske Statsmænd ere enige, Modsætningerne berøre ogsaa i Politiken hinanden. Derfor var det ganske vittigt og træffende af en Mand at kalde slige Demokrater «keiserlig Russiske.» Derfor saa vi ogsaa, at vore Arbeiderledere vare russiske, og derfor har man altid seet, at Pøbelen har holdt med Despoterne, hvad enten de vare kronede eller ei.
Konger og gamle Statsmænd frygte for Sebastopols Fald; ogsaa vi ere saa lykkelige at eige en høitstaaende Mand i vor Midte, der for nogle Dage siden skal have sagt: «Det skulde være ilde, om Sebastopol faldt; thi da blev England for mægtigt, og i England véd man det er Mobben, som regjerer!!!»
Det er ingle Andre end Podagrister af Statsmænd, som véd det; tværtimod véd man, at det netop er Oplysningen, som regjerer i England. Det er derfor ikke England, trods sit Aristokrati som de røde Demokrater frygte, det er Frankrig, Napoleon,k1131 der har sat Forskrækkelse i alle Demokrater, og fik han herske, skulde da heller ikke Verden kunne fryde sig i Trykkefrihed og Nationalforsamlinger. Men mod sin Villie vil han fremme Frihed ved sin Kamp; Folkefriheden tager Laurbærkrandsen af hans Hoved og sætter den paa sit. Han er, som det kaldes, et Redskab, og derfor ønske Folkeslagene ham tillykke. Forresten turde nok deres Tal være størst, som gjerne saa, at Rusland var seigt og vandt mange Fordele, for at en almindelig Reisning kunde opstaa, der kastede flere Throner end den russiske overende.

Nr. 241/1854, søndag 15.10.

[Statsrådutnemning; Sevastopol står framleis; Hertz på teateret]

Korrespondance
Christiania den 14de Oktober
Toldkasserer Langek1132 er udnævnt til Statsraad; det har længe været tænkt paa ham, og, om ikke erindres feil, var han en af de Statsraader, som i 1848 skulde være med, efter at den berømte Adresse havde redet Bordet; han var en af de konservative og agtede Elementer, som maatte være med for at man ikke skulde se alt for revolutionær ud. Fra andre Kanter har man ogsaa talt paa ham, men man frygtede for, at Manden var for svagelig og alderstegen til at overtage det byrde- og ansvarsfulde Hverv; man beklagede dette; thi man troede, at Toldkasserer Lange baade vilde og kunde gjøre noget godt. Nu er han da endelig udnævnt og de fleste Aviser vil vist med Chr.-Posten give ham et godt Lov og knytte Forhaabninger til ham; men hvis her hos os for Tiden kunde være Tale om nogen politisk Farve, vilde Udnævnelsen ogsaa møde sine Modsigelser, da Lange gjerne har været en god Regjeringsmand i Thinget og forsvaret Propositioner og Lovkommissioner saa godt som Nogen. Vistnok har han, og det ikke saa ret sjeldent, ogsaa talt om paa den andre Siden, men i Politiken spørger man væsentlig efter en Grundstemning, en Tro, hvorpaa Alt kommer an, og Toldkasserer Lange har ikke været anseet for nogen Oppositionsmand. Statsraadet vil altsaa heller ikke ved ham faa nogen Tilvext af de saakaldte «folkelige Elementer,» som Adresser og Politikere saa gjerne vil skaffe ind. Der kunde altsaa være Grund for oppositionelle Aviser til at gjøre sine Bemærkninger, blot vi, som sagt, havde nogle. Nu kommer det an paa, hvad Morgenbladet vil gjøre; det har diplomatisk tiet hidindtil, og det pleiede altid at komme i Aande, naar der var Tale om Ministere; der er noget Tillokkende ved det «grønne Bord,» og Morgenbladet vil rimeligvis begribe sin Stilling i et konstitutionelt Land og fremdrage sine halvforglemte Minder. I et konstitutionelt Land er en Ministerudnævnelse en Begivenhed, der spidser avisskrivende Penne og spænder politiske Læsere, og saa bør det være; thi ogsaa vi bør gjerne ville have gode Ministre, selv om vi ingen Ministerkriser og parlamentariske Nederlag kunne befrygte. Vi maa ønske vore Ministre Ordets Magt, selv om de ingen Brug have for den; vi maa ønske dem Lovkyndighed, selv om Kommissionerne kunne gjøre Alt; kort vi maa ønske store Mænd, selv om vi kunne nøie os med smaa; det er en Æressag for Nationen, der i Ministernes Dygtighed har en Maalestok for sin egen, da Meningen af en Regjering er, at den skal bestaa af Nationens Ypperste. Det er vistnok ikke nu som før nogen Velfærdssag: vor Stat, der skrider saa stille og jevnt paa Udviklingens Strøm, kommer nok frem, om ingen saadan Mesterlods sidder til Rors; Kursen er betegnet og Strømmen har ikke mange Banker; desuden er Besætningen vaagen og kyndig, saa den selv kan gribe Rorpinden, om Noget skulde være paafærde. Saaledes bør det ogsaa være: ingen enkelt Mand bør være umistelig eller staa synderlig høit over Andre; det er Nutidens og Civilisationens store Borgen for oplyste og frie Nationer, at de ikke behøve at kaste sig i Armene paa enkelte Mænd, men kunne være trygge og maaske aller tryggest da, naar de hverken trænge til at elske eller frygte nogen af sine egne. Det gaar nok, og naar noget Menneske tror, eller Nogen tror om det, at det kan gjøre store Ting i Forhold til mange Andre, da er dette en Tanke, som er smuk nok, saalænge man har den, men den staar ikke længe paa. Departementsfolkene og navnlig Kopisterne have igrunden den rigtigste Tanke om Følgerne af en ny Statsraadsudnævnelse: de spørge ikke efter, hvilke Reformer han vil gjennemføre, — udover det Standpunkt ere de komne, — men de spørge og det ofte betænkeligt: «tro han vil være snil? hvorledes mon han bliver at arbeide under? mon han bliver hyggelig i Kontorene?»
Det ser dog ud til, at Sebastopol ikke er tagen. Rusland maa altsaa ikke være saa svagt endda; de Allierede have tabt meget; men man tror nu, og det vistnok med Rette, at det er svagt; det er nemlig hult ligesom Thorsbilledet paa Hundtorp; bare en Kolbein hin stærke kommer med sin Klubbe og slaae det, saa springer der Rotter og Mus ud af det. Nu fortæller man om Rusland, at de skyde med Trækugler, som ved de svigefulde Leverancer ere anskaffede istedetfor Malm. Ved Silistria skulde de have Sand i sine Patroner istedetfor godt Krudt, og deres Mure, — hvilket man har faaet vidst ved Bomarsund — skulle være fyldte med Sand og Grus inden en tynd Yte, saa man kan behandle dem som naar man stikker Hul paa en Ertesæk. Alt er altsaa let, men for den endelige Seier, tør man haabe, at det dog ikke er saa ganske let.
Det Stykket Ninon, som i Thorsdags blev givet paa det danske Theater, gjorde ikke Lykke. Theatret vilde som Modsætning til det norske være fint, nobelt, sublimt, men det glap nok denne Gang. En Mand, som havde seet det i Kjøbenhavn for nogle Aar siden sagde, at det ikke var godt der som Theaterstykke, men det har vist sin Poesi, da det er af H. Hertz.k1133 Dog, det er ikke om Stykket, der ikke kan interessere Udenbyesboende, jeg vil tale; det er om Modsætningen mellem Theatrene, der er en fattig Spænding for os, nu siden vi intet Storthing have.

Nr. 245/1854, fredag 20.10.

[Skandinavia]

Korrespondance
Christiania den 18de Oktober
Er ikke den norske Politik bedre end sit Rygte? Dette maa nu være et stort Spørgsmaal for enhver Mand, som har nogen Tanke om Landets Ære og Fremtid; den norske Politik er nemlig i disse sidste krigerske Tider ilde omtalt i franske og engelske Blade; derved bæres vort onde Rygte videnom, og det vil ikke anbefale os i Europas store Raad, der har Magten til at gjøre med os, hvad det vil. Det Eneste, som skal frelse et lidet Folk i farefulde Tider, er at det viser sig som et skikkeligt og agtværdigt Folk; det er dets moralske Magt, som skal frelse det; er den borte, staar det værgeløst.
Vi ere beskyldte baade i franske og engelske Blade for at være egoistiske og «avindsjuke», vi stænge os inde med vor Frihed og begribe ikke det Samhold med vore Naboer, som maa til for at styrke os Alle og holde ud i Længden; vi ere bange for, at vor Grande og Bundsforvandt Sverige skal blive for mægtig, dersom han faar Finland, og derved hindre ham fra at træde op i det rette Øieblik. Dette er haarde Beskyldninger, og vare de sande, fortjente vi al den Bebreidelse, vi har faaet og mere til; vi fortjente, at Friheden skulde tages fra os og gives til et Folk, som bar dens Frugter. Men, vi tør trøste os med, at disse Beskyldninger ikke ere sande: Folket i det store er godmodigt og vennesælt; det har et gammelt smukt Drag af Kjendskab til Danmark; man finder mange Gamle, der tale med Rørelse om de «gode Konger, der altid skaffede hver Mand Ret, bare man kunde slippe fram til dem.» Og selv til Sverige er det gamle Had mærkeligt mildnet, hint Had, der i al sin Unatur dog var saa naturligt, fordi en syndig Politik tvang Granderne til at skjænde og brænde hos hinanden; det var de, som fik svie, og det er næsten ubegribeligt, at al denne Svie i saa kort Tid kan være læget; det viser, at det ikke er Folkene selv, som hade og forfølge hverandre, men de, som have Folkenes Skjæbne i sin Haand; fra dem kommer Hadet, og saa siger man, det er Folkene, som hade hverandre!
Vore virkelig oplyste Mænd dele med Folket denne Kjærlighed til Granderne; men de gaa videre; thi deres Kjærlighed er af et høiere og ædlere Slags; den naturlige Velvillie er lutret ved Prøvelse og Tænksomhed; det er Bevidstheden om fælleds Lykke og fælleds Nød, som hos disse Bedre i Nationen knytter Folkene til hverandre. Det er disse, som repræsentere Folkene i sin Sandhed; det er disse, der imellem fremtræde som Digtere og synge om Fortidens Synder, om Nutidens bedre Følelser og Fremtidens store Haab; «Skandinavien» er for dem intet tomt Skyggebillede, men Sandhed og Liv, saaledes som den engang maa fremtræde i Tidens Fylde.
Men mellem disse — mellem Folket og dets rette Talsmænd — ligger Ulykken, Halvdannelsen, Mennesker, som have Alt at vinde, men Intet at miste; Friheden kan de ikke miste; thi da de ingen indre have, er den ydre blot et Skin; Ære have de ikke at miste; thi den vil de vinde ved at gjøre sig til Talsmænd. Livet miste de ikke let; thi de ere feige, og Penge! ja det er Penge, som skal vindes paa den vilde Jagt. Det er disse Mennesker, som nære Spliden og bringe Landene i Vanrygte; thi de tale og tale høit med Uvidenhedens hele Dristighed. Morgenbladet har været en utrættelig Taler af dette Slags; enhver kjender dets bekjendte Talemaade: «skandinavisk Vrøvl», som altid kommer frem ved alle Leiligheder. Hver Læser maa mindes Artiklerne fra i Sommer, da der var Tale om at faa Finland tilbage; det maatte endog gjøre en Anmærkning til en Forfatter, som talte rimeligt om Finlands Tilbagegivelse, i hvilken Anmærkning det naturligvis reserverede sig mod slige Meninger. Hvad andre mindre Blade har talt, er mere ligegyldigt, eftersom deres Tale formentlig ikke er kommen ud af Landet. Der er flere af Storthingsmændene, som mene det samme og vilde sandsynligvis tale ligedan, dersom Leiligheden kom. Alle disse mene, at Sverige vilde blive for mægtigt om det fik Finland; de tænke sig et Forbund, som i den barbariske Tid, da Ligevegten stak i den raa Magt og ikke i Lov og Ret. Skulde man se efter Magten, saa var allerede Unionen i Fare nok; da Sverige jo har over dobbelt saamange Folk som vi. De tro, at Faren vilde stige med Flerheden af de Forbundne, ligesom ikke Styrken netop skulde ligge deri. De tænke Saameget, men Alt er sat paa Hovedet; de glemme, at hvert Land kan have sine egne Love og blot gaa op i et fælleds Overbegreb, hvor intet Underordnet hersker, men er Lemmer paa et Legeme. Der er noget Chinesisk ved deres hele Tanke, som nok kan vække Udlandets Forundring.
Naar et Folk lader slige Mennesker tale høit uden at modsige dem i samme Aandedræt, saa faar det finde sig i at bære Følgerne. «Dig sker, som du vil have det,» maa man sige til Folket. Der er intet Ansvar at gjøre gjældende; det er uansvarlige Folk, man har for sig.
Man tør dog haabe, at der er skjønsomme Mennesker baade i Frankrig og England, ligesom der er i Sverige med Aftonbladet i Spidsen; det er det man stoler paa; Dygtigheden og Uskyldigheden er altid godtroende; den tier i det længste hjemme og leier ingen Penne ude.
Vi har ligesom de fleste Lande havt vort Frihedsparti, der kastede sig paa vore egne Forhold og var godt til sit Brug. Men naar det gaar udenfor vore Enemærker og vil søge de samme Love Landene imellem som hjemme i vore smaa Tilstande, da forgaar det sig. Saaledes vil vi, for at tage Alt op i den bedste Mening, forklare meget af Morgenbladets Skriverier og mange af vore folkevalgte Repræsentanters Meninger. Man vil vedligeholde en Konsekventse og glemmer, at baade Tiden er en anden og at det er noget ganske Andet, man taler om. Det har et Skin af Frihed og Selvstændighed og historisk Lærdom, naar de kalde Skandinavismen «Usands» og ytre Frygt for Sveriges Overmagt. Men det er ogsaa blot et Skin og som saadant skikket til at blende.
Det er forresten ikke udtømmende sagt, at Folket og dets rette Forsvarere have tiet til alt umyndigt Snak. De have talt, og kunde man samle Alt, vilde Indholdet være en høihjertet Politik mod Udlandet. Vi har ogsaa havt et Parti, hvis udadvendte Politik fortjener al Ære, hvad man end maatte kunne sige om den indadvendte; og det er dette Parti som faktisk udgjør vor Styrelse, nemlig det Aristokrati vi have. General Wedelk1134 var Hovedmanden for dette; han var ligesaa svensk som norsk, og Historien kan fortælle, at uden ham vilde Foreningen med Sverige ikke være gaaen saa smukt for sig. Om ham samlede Folk sig som vilde frem i Verden, og de kom i Stillinger, som gav dem Anledning til at tale, saa at selv Udlandet kunde høre dem. Det er vore Statsmænd og mange af vore Diplomater.
Ungdommen har Ret, og hvad den mener, det mener hele Folket. Vor Ungdom har ment det godt med vore svenske og danske Brødre. Det har vore Studentermøder noksom vist. Det blev ingen Ende paa Jubelen, da man under et af disse Møder udbragte Skaalen for Universitetet i Helsingfors med Ønsket om, at det maatte tælles blandt Nordens øvrige Universiteter.
Burde nu ikke Udlandet tro ligesaameget paa Folket, vore Digtere, vor Styrelse og vor akademiske Ungdom som paa en Del af vor Presse, der vitterlig ingen af Delene repræsenterer? Man tør derfor trygt sige, at vor Politik er bedre end dens Rygte.

Nr. 247/1854, søndag 22.10.

[Landbruksutstilling i Børsen; militærøving på Gardermoen]

Korrespondance
Christiania den 21de Oktober
Nu har vi nok en Udstilling, og det en smuk en, den bedste Udstilling, vi endnu har havt, nemlig Udstillingen af Jordens Grøde. Det er ikke træffende at kalde den Frøudstillingen; thi vel er der mange Slags Frø, men der er saameget mere; man kunde kalde den Blomst-, Ax-, Næpe-, Turnips-, Gulrod-, Mais-, Brød-, Olie-, Tjære-, Honning- osv. Udstillingen, men dette hver for sig betegnede blot en liden Del. Det er virkelig en velsignet Udstilling; man bliver overrasket og synes det er utroligt, at vort Land kan frembringe saamange deilige Sager; alt er ordnet smagfuldt omkring paa Bænke og Borde og det griber uvilkaarligt ved sin Orden og Skjønhed; her kan man sige, man er i Naturen, og man bliver glad, fordi man ser, at Folk nu begynde at holde sig til det Paalidelige, at dyrke Jorden, som altid er trofast mod sine Dyrkere. Det er rigtig en glædelig Aand, som aabenbarer sig i denne Udstilling; den er et saare vigtigt Led i vor nye Udvikling, som har lært at søge efter det Praktiske ved Tingen. Det er denne Aand, som besjeler vore Landhusholdningsselskaber, som tænker paa Ysting, Dobbeltspinding, Draining, Pløining, Kvægdræt og Budræt. Selskabet for Norges Vel har endog tænkt paa et godt Marked, og derfor med Umag og Tab sendt Slagt og Livkvæg til England; thi Selskabet begriber, at man maa faa bedre Betaling, skal Avl og Dræt gaa godt. Det er denne Aand, som gjør Industriudstillinger, som holder Landbrugsmøder og opretter Jordbrugsskoler. Det er Tidens Aand, der saa lovende adskiller sig fra ældre Tiders, en Aand, der skaber sig et stærkt sundt Legeme og spaar Folkene et langt og lykkeligt Liv.
Man bliver virkelig overrasket, naar man træder ind paa Børsen — det er nemlig der Udstillingen er — og man kommer efter, at det er en Uretfærdighed og Utaknemmelighed mod vort Fædreland, naar man siger, det er koldt og ufrugtbart; bare Jorden pleies med kjærlige Hænder saa giver den endog Druer og Landet flyder med Mælk og Honning, som der sagdes om det forjættede Land. Vort Land kræver vel mere Omsorg og Møie, men det skjærper vor Aand, hvilket maa til, skal Jordens rige Gaver ikke sløve os og bringe Ulykke istedetfor Velsignelse.
Man maa rigtig være taknemmelig mod de Mænd, der have faaet denne Udstilling istand, det har havt sin Møie, og jeg kjender dem, der for det ikke have opofret saa lidet af Bekostning og Møie. Saaledes ser man, at det er dygtige og opofrende Folk, som blive Folkets Velgjørere, der sørge for Folket og tænke for det. Nu vil forhaabentlig Lysten til at lægge sig efter Dyrkningen af disse Væxter gribe mange Almuesmænd, og naar nu om en Tid mange af disse Frugter voxe paa Bondens Jorder og skaffer Kultur og Smag i Husholdningerne, vil man med Taknemmelighed mindes de Mange, som forberedede denne lykkeligere Tid. Saaledes lever endnu paa Folkemunde mange Mænd, der for henved hundrede Aar siden indførte Potetes i sine Bygder. «Potetesprosten»n185, «Æblepræsten» er Navne, som Bonden løfter paa Hatten for, og han hilser ingen Uværdig.
Man tør vente en fuldstændig og fattelig Fremstilling af de Væxter og Ting, som findes paa denne Udstilling, en historisk Fremstilling af dem og korte Omrids af Dyrkningsmaaden. Blev dette skrevet fatteligt, vilde det blive en god Folkebog. Det er en værdig Gjenstand for «Selskabet for Folkeoplysningens Fremme.» Men, det er vanskeligt: Folk, som ere naturkyndige nok, ere for videnskabelige endnu, og alle disse praktiske Ting bliver derfor noget Ufatteligt. Vor Praxis er for ung endnu til at kunne gaa ind i Livet rigtigt; den holder sig paa Taagehøiderne, men den stiger vel engang ned. Her gjælder det at tænke paa vort eget Sprog, med Skriftsproget kommer man ikke langt.
Fiskeformerelsen er en Gjenstand i disse sidste Aar for Husholdningslæreres Opmærksomhed. Det skal være ganske forbausende, hvilke Følger den kan frembringe, og man er nok berettiget til at kalde denne Fiskeformerelse en sand Velsignelse. Nu har man — eller har nys havt — en Mand bort i Buskeruds Amt, en dygtig brav Mand, som blev sendt for at lære Folk Omgangsmaaden. De, som ere saa heldige at træffe ham, ville vist skjænke ham den Lærvillighed og Agtelse, som hans smukke Sendelse fortjener. Slige Folk ere sande Velgjørere.
Før Leiren af Officierer og Underofficierer blev sluttet paa Gardemoen vilde man faa et ordentligt Tog istand, hvor man kunde beleire og jage hinanden i Skog og Mark, ordentlig føre Krig, liksom; man maatte da faa Soldater og saa skulde Byens Borgere forrette som Vagt osv., medens de rette Soldater vare borte; men Borgerne gjorde Indsigelser og Lægerne fraraadde Leiren i Høstbløden, for ikke at skabe Elendighed og Sygdomme. Man synes nok, det er haanligt, at vi skal ligge, medens Europa kriger; man vilde derfor lege, eller rettere være som Smaabørn, der have sine «Beinkuer,» sine Rideheste af Stave, sine Dukker og sit Kjøkkentøi. Det var Synd, at man ikke fik det.

Nr. 251/1854, fredag 27.10.

[Morgenbladet om Russland]

Korrespondance
Christiania den 25de Oktober
Hvorledes vil Morgenbladet at Rusland skal stagges? Mærkeligt Sammentræf: Samme Dag som min Artikel var optagen i Christiania-Posten stod der i Morgenbladet en politisk Tale paa over 2 Spalter. Af denne lange Tale fik man ud mod Forventning, at det vilde stagge Rusland, men hvorledes vil det stagge det? Ja, det er Spørgsmaalet, og om det gjaldt dit Liv, kjære Læser, kunde du ikke løse Gaaden, dersom du ikke tog Morgenbladet i Haanden. Det vil, at Alt skal blive ved det Gamle. Danmark skal vi ikke nærme os, dertil have vi for mange sørgelige Minder; Sverige skal ikke faa Finland, dermed er hverken vi eller de Svenske tjent, i hvilken Mening det endog citerer berømte svenske Mænd. Finland skal ikke blive selvstændigt, thi «Vestmagterne vil ikke ødelægge det russiske Vælde,» og om det blev selvstændigt, mene vi det maatte naturligt helde til os, hvilket Morgenbladet ikke vil det skal gjøre. Men hvorledes kan det nu være muligt at stagge, naar Alt skal blive ved det Gamle? Der er ingen Tvivl om, at der er preussiske og østerrigske Morgenblade, der kan tale ligedan om Polen som vort Morgenblad om Finland. Rusland skal altsaa stagges og være lige mægtigt. Dette er virkeligt forunderligt, men end større bliver Forundringen naar Morgenbladet mod Slutten af sin Artikel siger: «Vi vilde ikke anse det for ønskeligt, at Norges Forening med Sverige ophævedes, men kunde det ske paa fredelig Vei ligesom naar et Handelshus opløser sig i sine Bestanddele og Enhver fortsætter Forretningerne for egen Regning og kunde man sikre Fred og Venskab imellem disse to Riger uden fælledsn186 Kongehus, vilde Skaden maaske ikke være uovervindelig.» Men hvad bliver det nu af med Ruslands Stagging? Det er jo dog aabenbart at Rusland bliver mægtigt naar vi blive afmægtige, opløse os. Thi da kan det tage den Ene efter den Anden indtil det har os Allesammen. Men det tænker ikke Morgenbladet paa. Det vil, vi skal sørge for den materielle Udvikling, naturlig for at berede Rusland en saa meget federe Steg, naar det kommer. Dette er dog en mærkværdig Politik. Direkte og indirekte skal vi arbeide os Rusland i Hænderne og paa samme Tid skal det stagges.
Denne Tanke, at Norge og Sverige kunde opløse sig som et Handelshus, er forresten en Tanke, som kan gjøre Folk ængstelige. Der gives Ting, som ikke maa udtales fordi man ikke har Lov til at tænke dem, eller rettere fordi man forudsætter det umuligt, at Nogen kan tænke dem.
Nei, skal Rusland stagges, maa det nok ske tværtimod Morgenbladets Formeninger. Dersom Rusland ingen Strækninger mister, vil Krigens Saar være lægte for det i nogle faa Aar: Man skildrer Krigens Rædsler, men føier dog til: Freden kommer, Herrens Aande blæser over de hærjede Marker og Alt staa igjen i Flor. Blokaden skader ikke Ruslands Vælde saameget som man tænkte. Det ser man af de engelske Aviser. Det mister sine Skibe, men Skogene gro og Finland har Matroser. Man maa nok tage Strækninger fra Rusland, skal det hjælpe, men det vil nu ikke Morgenbladet, og saa bliver det vel Intet af. Det vil blot stagge detn187 ved at opløse os skandinaviske Riger som Handelshuse — meget godt.
Paa denne Maade har Morgenbladet modificeret sin Politik i disse krigerske Tider; det har maattet give efter for Opinionens Tryk. Dets gamle Sætninger har vakt Forbitrelse hjemme og Forbauselse ude. De vare korte og bestemte. Nu derimod er det vidtløftigt uden at opgive sin Tro. Det vil forsone de vrede Guder ved at stagge Rusland. At det under denne sin Forsoningsakt styrker Rusland og opløser Skandinavien, gjør Intet til Sagen — Morgenbladet har en god Mening. Og Meningen maa være den, at man skal skræmme Rusland. Men saa siger det, at Rusland vilde vist ikke have glemt os om vi havde været med, hvori det udtaler den ganske sunde Tanke, at Rusland vilde hævne sig, naar det kom til Kræfter igjen, hvilket det saa let kan gjøre, naar man ikke blot lader det beholde sine Kræfter, men svækker Modpartiets. Vi skulde endog have svækket os end mere, thi Morgenbladet taler høitideligt om, at Storthinget nok vilde være gaaet ind paa Skræmselen, thi Andet kunde Krigen ikke være.
Morgenbladet kan dog virkelig ikke mene, at en Skræmsel hjælper noget; det maa blot lade saa. Rusland maa gjøres uskadeligt, og vil man ikke tage Noget ifra det, maa man idetmindste stille store Magter udenfor det, og da vi nu ikke kan gjøre Mere end holde sammen, saa stagge vi nordiske Riger vist Rusland bedst ved at være Venner og vel forligte. Det kan vi gjøre og da Morgenbladet ogsaa er en Magt, skulle vi indbyde det til en saadan venskabelig Forening, bede det glemme alle Handelshuse og slutte sig til vor Mening om den rette Maade at stagge Rusland paa.

Nr. 253/1854, søndag 29.10.

[Drammens Theater; avdukinga av Karl Johan-støtta i Stockholm; politiet i Christiania]

Korrespondance
Christiania den 27de Oktober
Saavidt skjønnes har man ogsaa i Drammen et norsk og et dansk Parti. Nu ja, hvorfor ikke? Drammen har jo de samme Betingelser til en saadan Tvideling som Christiania, blot i en noget formindsket Maalestok; det har ogsaa sine gamle Konservative og æsthetiske Mennesker, som sværme for «Kunstnydelse,» der naturligvis er dansk, medens det norske Væsen er mere ligefremt og derfor ikke fuldt saa kunstigt. Det kan forresten ikke være min Mening at lade Nogen høre ilde, fordi han er dansk; jeg finder det blot interessant, at ogsaa Drammen har sine tvende Partier, og at disse komme tilsyne i Theatervæsenet, hvilket man har kunnet se af Underhandlingerne med det norske Theater og Diskussionen, som er ført om den Sag. Theatrene ere mislige Ting, fordi der er saa meget kunstigt ved dem; man giver Intriger paa Scenen og vænnes derved til ogsaa at føre Intrigerne ud i Livet; man sminker sig paa Theatrene og vasker ikke Sminken af sig i den daglige Færden; man holder sig bag Kulisserne; det Hele er Spil; derfor er Theater og Theatervæsen en meget kjedsommelig Ting, undtagen at se paa. Men det er stundom, man er nødt til at befatte sig med det Væsen, og i en saadan Nødvendighed er desværre Drammen nu, da den skal ordne sit Theater. Det maa ikke være godt for DHrr. Direktører for det dramatiske Selskab: holder de fast ved det trufne Engagement af det norske Theater herinde, saa have de Mennesker, som forlange «Kunstnydelse» over sig, og beslutte de sig for et dansk Theater, saa have de Norskheden over sig, der heller ikke er at spøge med. Saadan gaar det, naar man opgiver sin gamle Godslighed og indlader sig med Kunsten. Dog, Striden maa udkjæmpes; man faar gjennem Prøvelser arbeide sig frem til Skjels Aar og Alder.
Man turde maaske vente, at jeg, der jo er i Christiania, kunde fra Stridighederne herinde om Theatervæsenet give Folk et Raad, men det skal jeg vogte mig for, af den gode Grund, at jeg ikke kjender til Forholdene i Drammen. Kun saameget tror jeg at kunne sige, at der neppe er nogen Frygt for, at de saakaldte bedste Kræfter forlade det norske Theater ved Aarsskiftet; dette vilde nemlig være saa utrolig dumt af de «bedste Kræfter,» at det ikke kan antages. Disse «bedste Kræfter» faa vanskelig saamegen Løn andetsteds, og desuden skjønne de vel med Cæsar,k1135 at det er bedre, at være den Første i en Landsby end den Anden i Rom. De vilde desuden ikke blive den Anden, men den Tredie eller Fjerde; man sørgede nok for at faa dem saa lavt i Rangen, selv om de fortjente at komme høiere op. De blive nok ved det norske Theater, naar de have været vidtløftige og urolige af sig en Stund. De behøve desuden ikke at tro, at de ere uundværlige; kom det end til at knibe lidt udover, saa fik man nok Folk igjen. Det norske Theater skal ikke være ængstelig for Skuespillere; det turde blive en større Hungersnød for Digtere. Det er ikke ved det norske Theater som ved det danske, at det maa opretholdes ved enkelte dygtige Personligheder, selv om der var nogen; det danske Theater er en kunstig Ting, som maa hente sit Liv udenfra; det norske Theater derimod har et indre Liv, som ikke skal blive ødelagt af nogle Skuespillere. Det danske Theater er som gamle udlevede Fyrstehuse, hvis Linier maa holdes ilive ved underskudte Arvinger.
Nu er vel alle indbudne Officierer og Soldater afreiste til Stockholm til Afsløringen af Carl Johansk1136 Billedstøtte. Vor Foreningsdag med Sverige, den 4de November, var en velvalgt Dag til den Høitidelighed, og det vil gjøre godt i Sverige ogsaa at mindes den Dag, og ihukomme, at Carl Johan betragtede den Dags Gjerning som sin største og bedste.
Det har iøvrigt vakt nogen Forundring, at ingle andre end Officierer med nødvendige Soldater vare indbudne. Det havde været smukt og maaske mest gavnligt for vor gjensidige gode Stemning, om nogle høiere civile Embedsmænd ogsaa havde været med. Festen vilde derved have faaet det mere nationale Præg, som den burde have; nu er den saa militær, at den ikke paa os gjør det Indtryk, som maaske tilsigtes; vi ynde mest det Borgerlige vi, det Demokratiske, hvor Alles Hjerter kan være med, og ligesom man forhaabentlig ikke behøver at true os med Soldater, for at faa os til at være skikkelige, saaledes elske vi heller ikke Soldater mere end høist nødvendigt; vi tro, at Staten styres og repræsenteres af andre Folk end Soldater, og det er ingen Tvivl om, at den, som vil blive folkekjær og udrette noget Stort, maa holde sit Hoved til Andre end Soldater. Det havde taget sig smukt ud, at Norske om muligt af alle Stænder vare komne til Stockholm til Afsløringen; det havde været i Samklang med Billedet af den store Mand; thi Carl Johan var som en Mand, der havde skabt sin egen glimrende Historie, en ligesaa borgerligsindet Mand som stor Helt. Men sender Norge alene Militære til Festen, saa forbyder ikke det, at vi jo sende gode Ønsker til den ogsaa, og fremfor Alt mindes Dagen med den Kjærlighed, den tilkommer.
Her har været adskilligt Skriveri om vor Politimester, i Anledning af den bekjendtgjorte Politiretsdom med «de unge dannede Mennesker,» som man saa smukt har udtrykt sig. Det maatte være en Strid mellem kjære Pligter at skrive om den Ting. Det tør antages, at denne Dom vil gjøre godt ogsaa i de mindre Byer, hvor man véd, at Politiet hersker med megen Myndighed; vi kjende Smaabyer, hvor Fogder som Politimestere regjere som Smaakonger. Vore Politianordninger, der ere over 100 Aar gamle, kan man gjøre med, hvad man vil, og desuden ligger det i Politilovgivningens Natur, at meget maa overlades til Skjønsomhed og rigtig Sands, for at handle i Tide. Man trænger derfor i den Gren af Styrelsen til mere Takt og Humanitet end i nogen anden. Det kan vist ikke negtes, at man ofte har brugt vel meget Tamperrettenn188; men den er ogsaa en meget grei Ret, blot den bruges med Forstand. Forresten bliver det den bedste Politilovgivning og de bedste Politiembedsmænd, at Enhver er saa skikkelig som mulig; thi det kan ikke negtes, at de som mest klage over Politiet, gjerne ere ustyrlige af sig. Den, som gaar stille frem, han slipper dog endelig Politiet, og man kan selv i en fri Stat som vor gjerne sige, at den som er ustyrlig og «giver Kjæft», gjerne kan blive lidt ublidt behandlet; men det er igjen et stort Spørgsmaal, om Politiet træffer det rette Valg ved at gjøre Gjengjeld; det har en saa stor Magt, at det visselig kommer bedst frem ved mere at tro paa det Gode i den menneskelige Natur.

Nr. 257/1854, fredag 03.11.

[Dansk politikk]

Korrespondance
Christiania den 1ste November
Der er ingen Maade paa Rigsdagsopløsninger i Danmark; den som talte efter, kunde se hvormange der alt har været. Da man vilde drive igjennem Arvefølgeloven, som der nu fortælles England og Frankrig vil forandre, til Skade for Rusland, saa opløste man Rigsdagen saalænge, indtil Ministeriet fik hvad det vilde. Nu vil man indføre Enevoldsmagten igjen, man siger nu «ordne Statsdelene» og da Rigsdagen staar imod, opløser man den efter al Rimelighed indtil man faar hvad man vil. Ministeriet maa vist kjende sine Folk, ellers indlod det sig ikke paa et sligt Spil. Ved Siden af disse Opløsninger, afsætter man nogle Embedsmænd og truer andre; man anlægger Pressesager, og Domstolene fælde. Man omlægger Troppene, de Danske til Slesvig-Holstein og Slesvig-holsteinerne til Kjøbenhavn: Despotismen er sig selv lig overalt, enten den er i Østerrig eller i Danmark. Og hvad gjør nu det danske Folk til alt dette? Det tier. Det har vistnok sine Avisskrivere, der baade paa Vers og Prosa skrive fortræffeligt mod alt dette Uvæsen; den har en Embedsstand, der lader til at være frisindet. Men Folket ialmindelighed ser ud som det var ligegyldigt. Det er ogsaa en egen Stilling i Danmark; opunder Thronen er tydske og danske Adelsmænd, der helst vil at Alt skal være som det var før 1848. Disse Folk ere mægtige, og da de ere beslægtede med Rusland, har de Penge til at leie Penne med, der meget rørende skrive om «Nødvendigheden,» just ikke den europæiske, som da det gjaldt Arvesagen, fordi Europa nu har den Forstand, at være mod Rusland. Som Modsætning til Adelskabet er den danske Bondestand, som vist ikke er meget politisk, men lader sig være medgjørlig; den er snil, og med den Aarhundreder vante Kongekjærlighed, spørge de, hvad Kongen vil, og da Kongen vil hvad Grevinde Danner vil, og da Grevinden vil, hvad Aristokratiet vil, for at hun kan komme op i dets Kredse, saa er Folket enigt med Aristokratiet. Midt imellem ligger Bybeboeren, og navnlig Kjøbenhavneren. Bybeboerne ere nu, som de i gamle Dage vare i Rom. Naar de faa Brød og Skuespil (Panem et circenses) saa have de nok. Friheden er en haardfør Gudinde, som kræver ægte gammel Romerdyd, saadan som Catok1137 var, skal den kunne trives og ikke flygte bort til et Bjergfolk, der æder sit Brød i Ansigtets Sved. Betegnende for Kjøbenhavnernes politiske Interesse i disse sidste skjæbnesvangre Dage, kan mærkes: En Mand, der kom fra Danmark blev spurgt, om ikke Kjøbenhavnerne vare spændte paa Rigsdagen, og, om man talte om Andet end Politik. Spændte paa Rigsdagen og tale om Politik? sagde han: Nei du min Gud! Nei, om Theatret og Instruktør Nielsen,k1138 som nu har søgt sin Afsked taler man i alle Kredse, og er høilig fortørnet fordi Kongen svarte ham saa tørt, da han takkede for Afskeden, og ikke hængte en Medaille paa hans Bryst. Det var jo en Ringeagt for Kunsten, som ikke var at tilgive. Overveier man alle disse Elementer i den danske Stat, er det ganske rimeligt, at det gaar, som det gaar. Det er desuden egne Forholde i Danmark. Det er delt i to Dele, Tydsk og Dansk. Disse Dele maa holde sammen, skal Danmark vedblive at være en Stat, og at holde disse sammen, saaledes at begge ere jevnbyrdige, er ikke let. De skulde udgjøre et Helt med en fælleds repræsentativ Forfatning; men det forbyder Sprogforskjellen og formodentlig mange historiske Forholde; det lader til at de maa holdes sammen af en Enevoldsmagt; den ser man ogsaa maa til med Stater af forskjellige Nationaliteter. Forholdet er unaturligt og derfor maa der Vold til, og faar den ene Nationalitet Overvægten, saa er den ligesaa voldelig, som en Enevoldskonge, saaledes som man har seet England med Hensyn til Irland og tildels med Skotland. Det er rigtig en bedrøvelig Stilling i Danmark, og det ser ud, at det ikke bliver godt, før det Danske og det Tydske skilles ad, hvilket naturligvis engang vil ske, hvorlænge man end limer det sammen. Da vil Danmark ganske naturligt blive skandinavisk, og slutte sig til Unionen paa en ganske beskeden Maade. Det maa være Betydningen af Skandinavismen i Danmark, fordi det er den eneste fornuftige Betydning. Det er derfor intet Under, at den møder Modstand fra Helstatsmænd og Kongeligsindede, som grant maa se, hvad den sidste endelige Mening maa være. Det kunde dog træffe, at Slesvig-Holstein indsaa, at det var bedre tjent med at knytte sig til Danmark, end til Tydskland, hvis Grændselinier og Kongehuse krydse hinanden som Jernbanenet. Som selvstændig forenet med Danmark, ligesom vi med Sverige f. Ex. kunde det leve smukt og fredeligt.
Det skulde iøvrigt være interessant at se en Betragtning over de danske Forholde, hvor man gik ind paa dem; men man tør ligesom ikke det. Konsekventserne skræmme.

Nr. 259/1854, søndag 05.11.

[Unionen truga?]

Korrespondance
Christiania den 4de November
Det er ikke med ringe Forskrækkelse man læser de forskjellige udenlandske Aviser, hvor der Tid efter anden tales om Norges Forening med Danmark og Adskillelse fra Sverige som Noget, der nok kunde arrangeres. Vistnok omtales det ikke som bestemt, men det er foruroligende nok, at man blot tillader sig at tale om det. En Tanke er kommen vidt, naar den tør udtales. I Sammenhæng hermed er det ogsaa, at disse Aviser intet optage fra vore, der udtale sig mod dette, men ligesom planmæssig overse Alt, hvad der kunde oplyse Udlandet om vor sande Politik og Stemning. Det er klart nok, at vedkommende Avisudgivere eller deres Korrespondenter ere leiede af visse Partier, naar man betænker, hvorledes det Slags literære Rytteri drives, og om hvilket Goldschmidtk1139 i 1849 sagde, at Danmark ikke maatte være mere enfoldigt og uskyldigt end Andre, men have sine Folk. Det er at være oprigtig idetmindste. Man skulde nu tro, at det ved en slig Fremfærd maatte gaa rent galt, men saa har hvert Parti sine Folk, der holde hinanden Stangen, hvorved en Tilstand kommer frem, som om Alle vare ærlige, netop ligesom med al anden Handel.
Vi buldre bare her hjemme vi, og Udlandet hører os ikke; det er vist ogsaa bedst, at vi ikke befatte os med den kunstige Ledning af Udlandets Opinion: gaar det da ilde, saa have vi idetmindste en god Samvittighed, og det er godt, skjøndt man vil sige, at Politiken ikke kjender noget til en saadan og derfor heller ingen Pris sætter paa den. Vist er det imidlertid, at vor Stilling ikke er god saadan som den nu er, og dersom Verden blev styret af Aviser, kom vi ingenlunde godt ud af det. Det tør dog haabes, at man undersøger Tingen, før man gjør noget Bestemt; det maa vi idetmindste haabe. Forresten kjære vel heller ikke de saakaldte Kabinetter sig meget om vor Villie, dersom de finde nogen Regning ved at omkomple os. Et Folk har altid vist sig som et Møbel i Verdens Husholdning; det behandles som det er godt, nyttigt og kostbart til, og trænger man, stilles det til Auktions. Vi tør ikke smigre os med den bedste Skjæbne, om Verden skulde trænge til at have Brug for os.
Her ser isandhed underligt ud, og har man før isommer og ivaar sagt, at Intet kan forudsees, men alt maa gisses, og at man ikke kan gjøre det engang, saa maa man endnu mere sige dette nu. Det Frygteligste og mest uberegnelige i sine Virkninger er, at det ser ud som Rusland havde Mordbrændere i de fiendtlige Lande. Man ved bestemt, at det var saadanne som brændte Varna i August, og nu ser det efter alle Mærker ud til, at de ere i England: nys har Newkastle brændt saa frygtelig, og nu med denne Post spørges, at Liverpool brænder ligesaa frygteligt. Mordbranden maa vel snart komme til Frankrig ogsaa, skjøndt Agenterne der vist have nok at gjøre med at understøtte Socialisterne, og forberede en Revolution. Komme nu ogsaa vi til at bryde Nøitraliteten, saa kan vi vente Ildebrande. Her mangler ikke Russevenner, hvilket man kan se af Arbeiderblad og Friskytte, men fra Russeven til Redskab for en forbrytelse er dog et stort Sprangn189. Det er dog voldsomt at føre Krigen saaledes som Rusland; man har altid gjort Forskjel paa at dræbe et Menneske i Krig og i Fred; det sidste var Mord og det første en meget honnet Gjerning. Ugjerningerne blive saa store i Krig, at de blive respektable igjen, og det er Staterne, Fyrsterne, og Skjæbnen eller sligt noget, som da gjør sine blodige Gjerninger, og disse giver man Tilladelse til alt; man gjør det endog til noget gudfrygtigt. Man har dog ikke opgivet Forskjellen mellem Krig og Fred, og enhver Ugjerning udenfor Kampen bliver en simpel Forbrydelse. Kommer man nu efter, at Rusland begaar slige og navnlig er saa forfærdelig som Mordbrand, saa maa Europas Folk forene sig om at udrydde det russiske Navn af Jorden; enten det eller selv gaa tilgrunde.
Det er en god Tanke, at man ikveld vil holde en Fest for 4de Novbr., Foreningsdagen med Sverige, ligesom for den 17de Mai. Saaledes forandres Tiderne: det vilde for nogle Aar siden været en politisk Vantro at holde en saadan Fest, ikke fordi vi paa nogen Maade vare utilfredse med Foreningen, men fordi vi trodde, at man ikke burde holde andre politiske Dage hellige end 17de Mai; men nu da vi se at man kan misforstaa os, saa er det Tid til at vise Sindelaget ogsaa i det ydre. Denne Fest vil gjøre bedre end alle Skriverier, den er en Kjendsgjerning.
I Digtet til Dagen, som stod igaar, var udeglemt et Vers:
Vort Venskab varer nok som født af Nøden
og voxet op med Suk og ei med Sang.
En Moder elsker Barnet indtil Døden,
for hendes Liv har staaet som paa Sprang.
Vor Enighed er skjøn, forhadt af Mange;
den er et Paradis, der har sin Slange.

Nr. 263/1854, fredag 10.11.

[Festen 4. november; mangel på arbeidskraft]

Korrespondance
Christiania den 8de November
Festen den 4de dennes var en smuk Fest, og D.Hrr. Daak1140 og Dunkerk1141 holdt gode Taler; vel var Dunkers noget kunstig og Allegorien om Lindormen eller Dragen vel meget udpint, men Dunker forstaar at sætte Folk i den rette Stemning, hvilket er Hovedsagen ved en Festtale. Han brugte ogsaa et Billede, der ingenlunde passede, da han sagde, at Norge og Sverige var et Skib, der havde sin Kjøl, (Fjeldet Kjølen), hvorpaa det kunde seile paa Verdenshavet. Lignelsen havde først da været træffende, naar han havde sagt, at Skandinaviens Skib var et Vrag med Kjølen iveiret, hvorunder det drev for Guds Vind og Veir; men dette havde ikke været smukt sagt.
Ved denne Fest viste man, at vor Mening med Foreningen er god, trods Alt, hvad der maatte være skrevet borte og hjemme. Der ligger noget meget Alvorligt i en saadan Maade at protestere paa: saamange af et helt Folk, som kan, sige stiltiende, at man har logit paa det og logit paa det Bedste, det har, nemlig dets Hjertelag. Forsaavidt var denne Fest ligesaa smuk som klog; men, naar Aarsagen ophører, maa ogsaa Virkningen ophøre. Det var paa Tiden denne Gang at feire den 4de November, men at gjøre dette hver 4de November vilde neppe være rigtigt, undtagen at ogsaa det svenske Folk feirede den; thi ellers vilde de i Sverige, som ere misfornøiede med Foreningen, sige: «Der kan man se, hvor glade Nordmændene ere i Foreningen og hvor fordelagtig den maa være for dem, og skadelig for os, som derfor naturligvis ikke feire Dagen», hvilket alt er overensstemmende med det gamle Ord ved Kjøb og Salg: «Han ler: han har snydt mig.» Folk kunne nemlig ikke selv bedømme, om noget er godt eller slet, men de maa se det paa Andre. Dette maa ikke oversees ved at feire den 4de November hvert Aar. Lad derfor det Offentlige, som hverken er norsk eller svensk, feire Dagen med Kanonade fra Fæstningen og Skibsbroen og ved en større Middag! Det norske Folk feirer sin 17de Mai og det svenske sin Frihedsdag, om det har nogen, og saaledes forblive vi de forente gode Venner.
— Mangelen paa Arbeidsfolk er fremdeles lige følelig, og i enkelte Haandverk, f. Ex. Bødkernes, kan man ikke faa Bestillinger uden at det gaar efter Ordenen som ved retlige Udlæg; man maa bede og betale. Vin- og Ølhandlere ere ikke vel farne. Ølbryggerne sluge nu ogsaa svært mange Træer; det grændser til det Overordentlige, hvad Schous Bryggeri har bestilt. Man maa nu ogsaa se til at brygge, saa Byen ikke bliver blankn190 som ihøst og tørstig som endnu. Storthingsmændene gik fra hinanden i rette Tid, da de havde sprængt alle Ølkjældere og overladt os Arme til at tørste baade efter Øl og Politik. Havde Udlandet ikke været, kan Ingen vide, hvorledes det vilde være gaaet. Nu bygger og brygger man da og faar vel ogsaa Træer, naar man bare giver lidt Fordrag. For Vinhandlerne er det ikke fuldt saa ilde; thi vel lægger man Hjemmevin mange Gange mere end for nogle Aar siden: men fra Udlandet minker det betænkeligt især af Bordvine, der ved Druesygdommene, som alt har forvandlet mange Vinbjerge til Pløieland, blive baade mindre, slettere og saameget dyrere, at det antages, at den Flaske, som før har staaet i 1 Mark 16 ß., snart vil komme op i 1 Spd.
— Oppaa Kirken var forleden Dag et Arbeiderstriken191 paa godt engelsk, idet Murerne satte sig ende ned og vilde ikke mure, før de fik bedre Løn; man maatte føie dem. Hvad de vandt, skal jeg ikke sige. I de andre Lag er næsten ligesaa ondt for Folk; man kan næsten ikke faa en Smed til at brase Skjæret paa en Nøgle eller en Snedker til at pynte Døren før den forn192 Nøglens Skyld er broten sond. Møbelmagasinet skal have været tomt ihøst. Kunde Haandverkerne og Arbeidsmanden i disse gode Dage tænke paa de onde, saa var det godt; Kundskaber og Midler burde de lægge sig op; men den menneskelige Natur og vel saa det stikker vist ogsaa i dem endnu. Har det før været almindeligt at gaa hen og stifte Familie paa et Par Maaneders godt Arbeide, saa gjør man det sikkert nu ogsaa, og det vistnok med end større Uforfærdethed, eftersom der nu let kan bygges paa Forhold, som ikke lettelig komme igjen; den hele Grund kan med en Gang glide unda Fødderne. Man skal vistnok ingen Uveirsfugl være og spaa ondt, men den gamle Sætning vil dog saa let komme igjen: «Det er saa godt at det ikke kan vare længe.» Her ser ikke godt ud. Hver Post synes at rykke os nærmere ind paa Krigen, og det tør antages at de Militære, som nu ere inde i Stockholm, ligesaa meget ere der for at raadspørges, som for at overvære Afsløringen, der saa godt blev valgt. Det er ganske rigtig hvad et Arbeiderblad siger, at vi nu ville vide at vurdere Soldaten, om her kommer Krig; og det af en dobbelt Grund baade fordi han skal forsvare os, og fordi vi i disse arbeidsdyre Tider saa vanskelig kunne undvære ham hjemme. Det vilde forresten være godt om mange af dem, som gaa ledige paa Torvet, kunde lære sig til at arbeide. Nøden og Omstændighederne vil lære baade dem og den, som har en mindre praktisk Bedrift, at slaa sig paa det Nyttige og Nødvendige. I den Henseende er Tiden god og kan blive endnu bedre: den renser Samfundet, og raaber de gode gamle Ord til os: «Gjør noget Nyttigt!»
Rettelse.
I sidste Artikel for isøndags var midt nede paa anden Spalte udeladt en hel Sætning, der lød saaledes: «men fra Russeven til Redskab for en Forbrydelse er dog et stort Sprang,» hvilken Sætning umiddelbart fulgte efter: «Her mangler ikke Russevenner» osv. — hvilket nøie bedes bemærket.

Nr. 265/1854, søndag 12.11.

[Næringsinteresser og lovgiving]

Korrespondance
Christiania den 11te November
Dommen, der paalagde Vognmændene 1 Spd. Mulkt i deres Tvistmaal med Politiet, har bragt noget Liv baade i Kjørere, Jurister og Publikum; Enkelte tillade sig endog i sømmelig Ærbødighed at være af en anden Mening end Dommen, hvilket er en ganske betydelig Selvstændighed, naar man ved, hvad det er for en stor Autoritet, som har afsagt den. Politiets andre Sag mod de «dannede unge Mennesker» skal ogsaa være indanket, og det tør vel antages, at Politiet tillige i den vil vinde, hvorved det faar en god Opreisning for alle de onde Ord, det har maattet høre. Man vil vel da ogsaa komme i Aande, men forresten intet videre; thi man har den pæne Skik at lade det være med Snak. I England, hvorfra vi saa ofte med Ret eller Uret hente Exempler, vilde man i slige Tilfælde, og navnlig naar det gjaldt saa solide Folk som Vognmændene, holde Møder (meetings) og indgaa til Regjering eller Parlement med en Ansøgning (petition) om at faa en Forandring i den Gren af Politilovgivningen. Hos os kunde Vognmændene endnu mere sikkert og lige gaa paa Tingen, eftersom mange af dem ere stemmeberettigede; de kunde gjøre det til Betingelse for den, de valgte til Storthingsmand, at han skulde virke for en Forandring i Loven; vare Vognmændene som rimeligt ikke stærke nok selv, saa skulde de slaa sig sammen med andre Næringsdrivende, som ogsaa havde sine Kjæremaal; gjorde de det, vilde de være stærke, og man skulde se, at de fik frem rimelige Ønsker. De, som vilde lade sig vælge, maatte da have sine udarbeidede Lovforslag eller ogsaa være Mand for at stille saa eftertrykkelige Anmodninger, at disse bleve tagne tilfølge. Det gik nok, naar man saa, at Vælgerne mente Noget med sine Valg og gjorde Andet, end lod Tingen gaa som den vilde og kunde. Saaledes skulde de Stemmeberettigede gjøre sig Friheden og Mands-Myndigheden gavnlig; derfor have de den, og ikke for at tælles med for et Syns Skyld; og fordi man handlede naturligt og gik lige paa Tingen, vilde man ogsaa gavne andre Medborgere og Staten selv: man vilde faa dygtige Storthingsmænd, Mænd, der havde et Ord at holde, en Opgave at løse, der ikke kunde svøbe sig ind i den Kappe, som dækker alle Svagheder, den, «jeg har gjort, hvad jeg kunde,» hvilket ogsaa er saare lidt, da man intet Bestemt har at gjøre. Naar Borgere hver i sin Stilling saaledes sigtede paa et bestemt Maal, skulde man se, hvor snart og ligefrem alt blev rettet, som lod sig rette, og da slap man de ørkesløse Klager over Love, Regjering, Storthing og Kommissioner. Det er ikke engang passende for Borgere i et frit Land at klage, og i et ufrit faa de ikke Lov til det: de have sig selv at takke for, at det ikke gaar som de vil, og dersom de ikke have Forstand og Samhold til at rette paa det Skjæve, saa vise de netop derved, at de ikke bør have det anderledes, men maa takke sin Gud og de gode Love og den gode Regjering, fordi det ikke er meget værre: det vilde være efter Fortjeneste, om saa var. Det er derfor ganske latterligt at høre Klager over vor gamle Politilovgivning; man maa have følt før, at den er gammel, og skulde man mærkelig nok ikke have følt det, saa kan man klage til næste Storthing, men da ikke længer. Den saavel som mange andre Love er god nok, saalænge man taalmodig venter paa en Kommissions Nedsættelse, og lader Juristerne drøfte og slumpe til at forundre sig i det høieste. Det gaar nok paa den Maade ogsaa; det ser man, men sent. Tilslut kommer dog Tidens Fylde, om de gode Borgere intet Andet gjøre end lide og snakke. Regjeringen og Juristerne ere ædelmodige: de greie paa den gamle Hæspel, knytte og vinde af den, saameget de kan og skjøte Nyt til. Folket har igrunden bedre Formyndere end det ofte tror, og dersom Politilovgivningen engang bliver anderledes, skal man nok se, at det ikke er Vognmændenes Skyld; de kjøre saalænge Tøi og Rem kan holde, og bande naar det gaar i Grøften; men sin Stilling i et frit Land begribe de neppe, og skulde de end begribe den, kan man dog være vis paa, at de ikke handle, som de begreb den.
Det er det haabefulde i et frit Land, at en Stand kan omsætte sine Lidelser i Love, og derved slippe for at lide en anden Gang, saafremt ikke Lidelsen kommer af egen Daarskab eller ikke lader sig afvende. Det maa gjentages: ingen Opfordring til Regjeringen! intet Kjæremaal over Lovene! Et enkelt Menneske kan til Nød klage, men naar det Samme rammer flere, saa maa de ikke klage, men afhjælpe det eller ogsaa have det saa godt de vil. Men istedetfor at gaa denne lige Vei, gaar man endog Omveie atpaa. Se nu skal man se, at Brændevinshandlerne omlægge Søndagen til Mandagen eller en anden Dag ved at sætte Prisen høi de andre Dage og slaa den lav paa den Dag; dette ville de formentlig gjøre, istedetfor at vække Folks Opmærksomhed, før man skrev en saadan Skjænkelov, eller sørge for Mænd, som til næste Thing kunde faa den forandret, om Forandring overhovedet var mulig. Saalænge man lader Folk give Love, som tro at fremme det Gode ved at afbryde Livets naturlige Gang, faar man taalmodig finde sig i egne Gjerninger; naar man lader Folk undertrykke Drikkefriheden, skal man ikke klage over Trældom. Prisen kan være saa høi den vil, men Drikkefrihed bør der være, ligesom der bør være Trykkefrihed, hvilket Ansvar man end vil sætte.
Men, man lader alle Friheder gaa sin Gang, Drikkefrihed saavelsom Kjørefrihed; man vover lidt og dermed gaar det. Praktisk kan man ikke være; er man praktisk imellem, saa er man voldsom eller ogsaa smyger bag Lovenes Ryg; men praktisk, det vil sige fornuftig og selvstændig, er vanskeligt at være; dertil skal Opdragelse, og vi kunne være opdragne i Mangt og Meget, men politisk opdragne ere vi ikke endnu; vi snakke smukt stundom, men vi handle daarligt.

Nr. 269/1854, fredag 17.11.

[Industriutstillingar; teaterabonnement]

Korrespondance
Christiania den 15de November
Det er en tidsmæssig Foranstaltning af den «tekniske Forening» i Drammen, at den til Marknaden vil faa en Industriudstilling istand. Der er Industriudstillinger overalt, og her i Christiania har man jo ogsaa havt en Frøudstilling. I England var for 3 Aar siden den verdensberømte Udstilling, der lykkedes saa vel og blev kaldt Fredens Seier over Krigen. Krigen kom dog sidenefter i saameget større Maalestok end før, som denne Udstilling var større end de foregaaende Udstillinger. Man vilde efterligne England selv i Tydskland, hvor man dog før ogsaa har havt Udstillinger, men det gik ikke rigtig godt: Kolera og Opmærksomheden for Krigen gjorde, at den storartede Udstilling i München i Sommer ikke svarede til Forventningerne, men paadrog Foretagendet Tab og gav endog tydske Patrioter Anledning til at beklage sig over det adsplittede «Vaterland.» Med Industriudstillingen i New-York gik det endnu værre. Nordamerikanerne kyte paa sin gamle stortalende Maade, de gjorde den til noget Politisk, da Politiken er Noget, som de altid maa buldre med; de indviede den med religiøse Ceremonier og skreg i Aviserne; Intet hjalp; den gik med Tab, og de republikanske Nordamerikanere maa bide sig i Læberne og erkjende, at den engelske Udstilling i 1851 var bedre. Nu slaa de paa med en anden Udstilling, som det nok gaar godt med: de have foranstaltet Børneudstillingn193, og de Mødre, som komme med de bedste Exemplarer af Børn, faa sine Præmier. En Moder, fortælles der, kom med sit 17de(?) Barn, men det var ikke saa frodigt, at hun fik nogen Præmie; en yngre Moder fik den. Der har endog været Spørgsmaal om at udstille Negerbørn ogsaa, og trods Nordamerikanernes Fordom blive vist ogsaa Negerbørn udstillede; thi man trænger til Folk og Trælle, disse til at arbeide paa Plantagerne, hine til at blive knuste eller springe i Luften, naar man kapkjører paa Jernbanerne og kapseiler paa Floderne. Det gjælder i Amerika at producere Folk, uagtet den gamle Verden sender sine Millioner; man vurderer Folk, for hvad de kan løfte, ligesom man vurderer en Maskine og intet videre. Derfor gjør man Børneudstillinger; thi det er vel et Spørgsmaal, om man i Amerika staar saa høit som Grækerne, saa at man vil opmuntre til Forbedring af Racen. Grækerne sluttede nemlig saa: forbedrer man Dyreracerne, saa maa man saameget mere forbedre Mennesket, der er det ædleste Dyr. Amerikanerne staa neppe saa høit som de gamle Grækere.
Nu arbeider man ogsaa paa Udstillingen i Paris til næste Aar, uagtet der høres ildevarslende Forbud, dersom det gaar galt med Krigen. Det skal blive en stor Udstilling; men tydske Korrespondenter sige dog, at den bedste Smag ikke raader i alle Dele af den kjæmpemæssige Bygning. Engelskmanden staar over Franskmanden, trods dennes høflige og fine Væsen. Engelskmanden er solid, og han har Penge nok, naar det kniber, og Almenaand.
Der bygges Hoteller i Paris til at modtage de Industribesøgende fra alle Verdens Kanter; et Hotel, berettes der, laves til at modtage flere Tusinde, og det mærkeligste af Alt er, at Gjæsterne skulle faa spise frit, mod at tage vist Vin, der naturligvis maa betales. Det er nyt og pikant, man pleier ellers at betale Maden og faa Drikken fri, naar endelig noget skal være frit. Man betinger Skuespillere og Virtuoser, kort man sørger paa det bedste for Publikum, bare nu ikke Krigen kom og lagde sig imellem!
Derfor er det tidsmæssigt at faa en Industriudstilling, og det er tillige meget rigtigt, naar Tingen tages paa en Maade, som intet Væsen gjør af sig. Det giver Haandverksmanden og Bonden den Selvfølelse, at hans Gjerning paaskjønnes; det er nemlig ikke altid nok at faa sælge sine Sager. Det opvækker Kappelysten og lader Enhver gruble over, hvorledes han skal gjøre det bedste Arbeide. Den, som har været uheldig f. Ex. med sit Mesterstykke, han kan vise, at han forstaar sin Dont, og den, som maatte have nydt ufortjent Tillid vil de, som herover have harmet sig, se tilbagestødt. Det vil blive Gjenstand for Samtale, hvorledes Nabo og Kjendinger gjøre sine Ting; man snakker nok altid om den Ting, men det bliver saa let Sladder, naar man ingen Maalestok ser. Det er en god Skik op i mange Fjeldbygder, at man ærer den, som forstaar sine Ting, om det saa ikke er Andet, end at han har gjort en god Kniv; der omtales med Beundring og søges af Liebhabere, ligesom man ser Folk samle Maleriern194 af gamle og store Mestere. Kniven eller Sliren omtales som en stor Begivenhed, og der findes ingen Mand i Bygden, der ikke kjender den. Den som kan gjøre en god Naver eller Sko med kniplet Udslag, staar ligesaa høit, og kommer han i Dands, vil den bedste Jente gjerne dandse med ham. Ungkarlene sidde paa Bakken og syne Knivene sine og bytte, og Kniven, som «Smelluppen» har gjort, lægger man gjerne en Slir eller nogle gamle Knapper i Byttelag med. Se det er ogsaa Industriudstillinger, og den Jente, som kan slænge de fineste Sokkebaand, omtales med Beundring af Guterne og med Misundelse af de andre Jenter. I Gjæstebud gaar det især for sig. Vi har altsaa vore Industriudstillinger, saa vi ikke behøve at hente Exempler i London og Paris, og naar vi holde os til det Nationale, skal heller Ingen le. Det bliver nu noget større i Byerne, men Arten maa være den samme og fremfor alt Aanden, som peger paa det Huslige og Gavnlige.
Det er ellers ikke liden Umage med disse Industriudstillinger; der maa være Mænd, som baade kan og vil opofre Noget for det fælleds Bedste. Slige Ting maa ledes med Forstand, skal de ikke komme i Vanrygte og derved skade mere end gavne.
Man vil nemlig se Frugterne af sin Gjerning strax, og naar nu dette ikke lader sig gjøre, men Høsten maa oppebies, saa gjælder det at kunne vedligeholde Interessen, og vedligeholde Alles Interesse er ikke let, om det forresten er gjørligt. Saa smukt som det end gik til med Udstillingen herinde, og saa megen Umag end Mange lagde paa den, var her dog Adskillige, som klagede og forresten fandt, at det Hele var noget Væsen. Det vilde derfor neppe være tilraadeligt at komme med en Udstilling for snart igjen. Folk maa desuden saa lidt og lidt vænnes til dette ogsaa. Det er ikke frit for, at man tager det altfor aakapt med alle disse Udstillinger og deres Lovprisninger. Man kan ikke sno Tankemaaden og Skikken om saa glat som en Vaffelkage; man maa idetmindste smørje godt, skal det gaa. Der indbydes idag til Abonnement paa Midtviks-Forestillingerne ogsaa i det norske Theater. Det er dog vel mere at ønske end at haabe, at det vil gaa godt. Det forudsætter et stadigt og godt Repertorium, som endnu ikke er forhaanden, og det er netop det, som væsentlig mangler endnu. Desuden maa det norske Theater nu i Førstningen finde sit Publikum blandt Folk, som ikke abonnerer, men gaa frit, naar det saa falder ind. Imidlertid turde det hende, at Abonnementet vandt nogen Fremgang, og isaafald vilde Theatrets Ungdoms- og Prøveaar være forbi; men dette er dog vel tidligt; man kan ikke vente saamegen Sands for vort eget endnu, og det er næsten dristigt at vove et Forsøg. Man faar tillade Folk, især de gamle og solide, at holde sig til det Fremmede endnu nogle Aar eller saalænge de leve.

Nr. 271/1854, søndag 19.11.

[Krimkrigen]

Korrespondance
Christiania den 18de November
Statsmanden og Historieskriveren Thiersk1142 skal have ytret: «Sebastopols Fald bliver Signalet til en Verdenskrig, og Beleiringens Ophævelse Fred.» Ihvorhvel dette nu, om sandt, er at sætte Tingen paa Od og Ende, saa røber dog dette Udsagn et dybt Blik paa Verdens nærværende Stilling, — Noget, som ogsaa er at vente, naar Thiers har sagt det. Ophæves Beleiringen, saa kan det blive farligt nok for Napoleonk1143 at holde sig; hans mange Fiender ville da faa noget Omraade, og Tilstanden i Paris, hedder det, er betænkelig; man fattes Penge, og Krediten er tillige ringe, om dog ikke saa ringe som russevenlige Blade paastaa, der skildre et Optrin mellem Napoleon og Rotschild,k1144 omtrent saadant som Enhver vil kunne erindre sig det, naar han har henvendt sig til Aagerkarle. Kunstig viser ogsaa Tilstanden sig, rigtig en fransk Situation, idet man skal træffe Forberedelser til Triumfen, saasom at have en Vogn for Keiseren, og en Seiershymne, digtet af Merryk1145 og sat i Musik af Aubertk1146. Den, som er overtroisk, kan spaa meget ondt af Sligt. Historien med den nordamerikanske Gesandt kan ogsaa drage meget efter sig. Souléek1147, saa hedder han nemlig, handler vist ikke uden Overlæg ved at klænge sig ind paa Frankrig. Der er landflygtige franske Republikanere i Amerika, og Amerikanerne ville have Cuba. England kan ogsaa blive træt og faa formeget at bestille. Rusland i Øst og Amerika i Vest. Et tydsk Blad har kort og fyndigt skildret Tilstanden ved at aftegne det unge Amerika som en Amazone med Cuba, Domingo og Monaco i Folderne; hun træder paa Frankrig med den ene Fod — man kjender Napoleon liggende paagruve — hun rækker Haanden til Rusland, der ser endnu mere vild ud, fordi han griner og ler; Knutten dingler, og han træder paa England — John Bull — der ligeledes paagruve vrider sig under Smerten med Skolten bort mod Napoleons. Det gaar dog nok ikke saa, selv i værste Fald; men usigelig Kamp kan det blive, og Østerrig, der, som en aandrig Franskmand sagde, «staar med tre Hundretusind Mand for at ile Seierherren til Hjælp», vil efter al Rimelighed gjøre Udslaget i dette Schakparti. Derfor modtager det ogsaa under alle Rustninger Gesandter fra Rusland og Ruslands kjøbte eller forblindede Tjenere, de uendelig mange tydske Stater — Diplomaterne flaksen195 som Maager for Stormen fra og til Berlin — Og paa samme Tid som Østerrig klipper Øinene til begge Sider, stiller det sig saa i Donaufyrstendømmerne, at disse selv, Polenn196 og Vestmagterne kunne blive utilfredse og Krigen begynde, naar det skal være. Det følger Sætningen: «Stel dig med Ven som du skulle blive hans Uven engang, og med din Uven, som du skulde blive hans Ven.»
Det er dog en stor Trøst for os under alt dette, at engelske Blade opfordre til Aarvaagenhed, for at Rusland ikke skal hænge sig ind paa os og Sverige op i Finmarken, og at de tillige nu komme tilbage til Sandheden, at vi og Svensken leve godt sammen.
Under alle disse Forviklinger, som det var formasteligt at ville faa Greie paa, hører man næsten Kanonbrag fra Sebastopol. Det er ligesaa ørkesløst at tale om Bombardementet, Explosionerne, Udfaldene og Pesten: man maatte gjøre et ganske nyt Sprog for at tale om de Ting, eller ogsaa tørt uden oplysende Lignelser sige: den største Flaade i Verden lægger sig yndigt udenfor Batterierne; man skyder fra Land og Hav med 10,000 Kanoner paa en Dag — ja, saa staar der. — Det dundrer 25 norske Mile; Soldaterne grave sig ned i Huler for Kuglerne og Nordenvinden, men tørster og svelter vist ogsaa; Krudtvogne og Magasiner springe i Luften; Byen brænder og der er Liglugt i den. Man faar læse mellem Linierne og sprænge dem fra hinanden med sin egen Indbildningskraft; saa lukke Øinene igjen som da man var liden og tænkte paa Aasgaardreia og Thor, som kjørte med Bukkene. Hjelper ikke dette, saa faar man reise til Sebastopol og se og høre. Der maa være godt Kjøb paa Døden dernede nu; og man sælger vist ogsaa Livet meget billigt; thi Mennesket bliver sløvt og vyrder ikke nogenting paa Slutten; man finder sig tilrette med det Forfærdelige og gjør sig det ganske husligt, ja, vil endog have mere, ligesom naar man har staaet en Stund ved en larmende Fos; man savner den ordentlig, naar man kommer fra den igjen; og Folkene paa Gaarden Fos oppaa Riukan faa ikke sove «nede i Bygda,» fordi Fossen ikke holder Hus! I lige Maade er det i Musiken: man skjød imellem med Pistoler i Orchesterne, og siden fortælles det virkelig, at man fyrer af Kanoner: det maa stige og stige op igjennem Aplikaturen indtil Kvinten springer. Nu synes man snart, det ikke har noget at betyde med Sebastopol, idetmindste naar man ikke er der, og der er vel ingen Tvivl om, at de, som ere der, ogsaa synes, at det blot er nogle smaa Puf; thi man maa bestemt have Dot i Ørene, saaat man bare ser Ilden fra Kanonerne. Flere Byer maa snart bombarderes, skal det ikke blive kjedsommeligt — vi har nu alt længe ruslet gabende i Avisbunkerne — Tilslut maa hele Verden bombarderes og naar det igjen bliver kjedsommeligt, faar man i Kast med Maanen; derfra til Mercurius og de øvrige Planeter; saa ilag med Solen, derefter med Fixstjernerne, Melkeveien og Orions Taagepletter; men da er det ogsaa ganske vist paa Verdens Ende.
Og man skal ikke tro, at Folk ere modløse under Ødelæggelserne og Forhærdelsen; ingenlunde; tror man det, har man ikke meget seet selv og læst. Der er virkelig ogsaa skrevet, at man i Sebastopol tidligere i Beleiringen dandsede og levte lystigt. Franskmændene udenfor synge og dandse; Englænderne skulle være mere stille, men det holde de nok ikke længe ud. Vi mindes ogsaa fra ifjor, hvorledes man under Koleratiden drak og slang i Rendestenen. Saa var det altid: under en af de endløse Borgerkrige i Rom da Fraadseren Vitelliusk1148 og hans Folk bleve dræbte, berettes det, at man drev Livets vante Bedrift paa Ligdyngerne. Da Pesten hærjede i Italien og især Florents, sad Boccaccion197k1149 og fortalte sine Noveller til Lyttenden198 og Leende. Den franske Revolution vilde rose sig paa Exempler til dette Brug. Aftenen før Girondisterne skulde guillotineresn199, spilte de Komedie, de selv havde digtet i Fængslet; det skulde rigtignok forestille Gjengjeldelsen og den yderste Dom, men det var dog Komedie, og de sang Marseillevisen til Retterstedet. Den, som var rigtig kjendt i Historien kunde finde nok af Sligt. For en 20 Aar siden, da her en Sommer var saa megen Røg i Luften, da trodde vistnok Enkelte, at det var Jyderne, som brændte op Halmen sin; men det var ogsaa Mange, som trodde, det var paa Verdens Ende; paa flere Steder — jeg mindes det — var man nok forskrækket, og en gammel Mand bad sin Sønnekone om at komme med «Bedendes Kjæde»n200 paa Sæteren, for at han kunde bede for Ilden, men han blev snart træt og fandt sig i Budeiernes Fremgangsmaade, der lod Buskapen gaa umalket, sørjede først, men skummede derpaa Fløden af den staaende Mælk og kogte Smørgrød og dandsede ude paa Sætervolden. For nogle Aar siden fulgte jeg Dampbaaden forbi Jæderen; der blev en Storm, saa det saa stygt nok ud. Mange hellige Folk fra Stavanger og Kanten vare med; de kom fra et Missionsmøden201; de sang i Begyndelsen og en Tone høiere for hvert stærkere Bølgeslag; men snart gave de sig over og tog til Maden, og havde de ikke været i Maadeholden, havde den202 sikkert taget sig en Taar. Jeg var ogsaa ræd en Stund: men da jeg kom ned i Kahytten og saa en gammel Kone jamre sig, maatte jeg smile; jeg trøstede hende saalunde: «Aa gamle Mor, giv dig tilfreds; du kan saa alligevel hver Dag vente Døden, naar vi Unge ere ved Mod, kan du godt være det.» Hun blev trøstet.
Det staar i Bibelen: De aade og drukken203 og toge til Ægte og lod sig tage til Ægte, indtil den Dag kom, da Noah gik ind i Arken.
Og paa et andet Sted skildres de Ugudelige saaledes: «Lader os æde og drikke; thi imorgen skulle vi dø.»

Nr. 275/1854, fredag 24.11.

[Avisene om krigen]

Korrespondance
Christiania den 22de November
Efterat vort Folk var bragt i Vanrygte hos Udlandet af Publicister, der ingen Ret havde til at tale, bleve vi nødte til at protestere mod de Meninger, man tillagde os, og vi protesterede paa en ligesaa smuk som kraftig Maade ved Festen den 4de November. Naar Folket gjør Noget selv, har det altid Virkning, og denne Fest er derfor anerkjendt for hvad den var i Udlandets og selv i de mest fiendtlige svenske Blade. Man kan ikke uden Rørelse læse den smukke Anerkjendelse, man har ydet os. Vi følte, det ikke var mere end Ret, forstaar sig, men at faa sin Ret er allerede saare Meget, og det glæder saameget mere som Intet smerter dybere end netop Miskjendelsen. Nu efter at Alt var saa smukt, efter at fornuftige Folk havde talt, skulde man tro, at Ufornuften vilde tie og være bange for at «syne» sig med det Første; men — den var ikke Ufornuft, dersom den kjendte noget til Folkeskikken og havde Følelse af Skam. Den vil være Mand og tale Folkets Sag fremdeles. Den véd ikke, at den har gjort galt. «Man slaar ham, og det gjør ham ikke ondt, man støder ham og han føler det ikke.» Morgenbladet taler fremdeles og næsten endnu mere ubegribeligt end før; thi det er unegtelig meningsløst og modsigende. Før havde det en Mening, hvorvel bagvendt. Det holder paa hver Dag at tale om Krig og Fred og Unionsudvidelse blandet med lyriske Bemærkninger om vor Tapperhed og Æresfølelse. Hvad skal alt dette til nu, da Alt er jævnet? Var det ikke bedre at afvente Fremtiden med Fingeren paa Munden? Upaatvivleligt. Men Morgenbladet vil lede Meningen og spille en Rolle, velbekommen hjemme hos os; men Udlandet kan igjen blive uroligt og med Rette sige: «Det maa dog ikke staa saa ganske vel til med det norske Venskab, siden man tillader sig at kvæde paa samme Vise og gjøre den endnu mere hemmelighedsfuld.» Det er ikke sagt, at Udlandet kjender til en Tilstand, hvor et saa stort Blad har fri Spas og kan tale uafhængigt af den fornuftige Folkemening; Udlandet kunde ikke kjende vor norske Godmodighed og Træghed, som lader sligt gaa og ryster lidt paa Hovedet idethøieste. Det er dette vi kunne befrygte og derfor blive vi urolige over de fortsatte politiske Betragtninger. Christiania-Posten burde heller ikke have svaret Noget paa Morgenbladets sidste Artikler, men ladet det bero med sine egne ældre Artikler. Forstaar sig, det er ikke godt at tie, men det er saa vigtige Ting, her nu handles om, at man bør tale sjelden og med Eftertryk, ikke blot for Udlandets Skyld, men ogsaa for vort eget stakkels Folk, der snart ikke maa vide hverken op eller ned. Altsaa Taushed, Taushed i alle Blade om Krigen og vor Politik! Nu er vor Stilling god og Udlandet er retfærdigt. Forandres Tilstanden, kommer Krig, da er det Tid at tale og tale med Klarhed og Følelse, som det sømmer sig i store Tider. Folket kan vente, at de, som kalde sig dets Hulspeil, skal give Billedet rent og sandt, og frygte disse Hulspeil ikke for at blive sønderslagne, bør de dog have saamegen Agtelse for et sørgende Ansigt, at de ikke ville forvrænge det.
Det bliver nødvendigt at gjøre en Fest til, dersom Morgenbladet ikke snart holder op at snakke om Politik; dets hele Snak maa oprives ligesom en fiendtlig Leir.
«Naar man sender Barnet til By,
maa man selv efter paany.»
Rettelse i sidste Artikel.
Flaske istedetfor flakse, 2den Spalte. Lystende istedetfor Lyttende, 3die Do. Bedendes Kjode istedetfor Kjæde, 4de Do. Messensmøde istedetfor Missionsmøde, Do. Drakke istedetfor drukke, Do.

Nr. 277/1854, søndag 26.11.

[Samfunnet treng universitetskandidatar]

Korrespondance
Christiania den 24de November
Nu er det juridisk Examen, og 38 Kandidater ere oppe. Det er mange, og man har alt længe spurgt, hvor skal det blive af dem allesammen? En 30 Stykker eller saa omtrent har Examen — 2 Gange om Aaret — blier mange tilsidst, og det er tilstrækkeligt til at fylde Landets juridiske Embeder paa 6, 7 Aar. Det er virkelig forunderligt, hvor det bliver af dem alle; men Landet er ikke saa lidet endda, og Forholdene, hvor de kan komme end, ere mangfoldige, og endnu mangfoldigere vil de blive, eftersom Livet og Næringsveiene udvikler sig. Juristerne ere brugbare Folk, og selv de, der duger mindst, have dog et Skjøn paa det praktiske Liv, som andre studerede Folk mangle. Man har derfor sagt, «at det er Juristerne, som regjere Verden.» Dette er spottende og ærgrende sagt af dem, som selv vilde regjere, men der ligger dog megen Sandhed i disse Ord; thi det er noget, som falder af sig selv, at Juristerne lettere end Andre kan finde Greie i Livets mangehaande Forhold, og derfor blive brugte. Forudsæt, at en Jurist har en human Dannelse, og forsaavidt kan maale sig med andre Studerede, er han disse overlegen, idet han kjender til Statens Indretninger, og maa være vant til at tænke med Klarhed og Sammenhæng, hvilket ikke saa nødvendigt fremgaar af de andre Studier. Vore mange Jurister ere saaledes ikke ilde farne, og Landet trænger til saamange, det kan faa, just ikke saameget til at føre Sager eller procedere, som til at være med i Kommuneanliggender, være Ordførere, Regnskabsførere og idethele gaa Folk tilhaande med Raad og Daad. En flink Jurist, som Gaardmand i en Bygd, er en meget dygtig Mand, naar han er, som han bør være; han vil netop kunne forhindre mange unyttige Processer, og stille sig i Spidsen for gavnlige Fremskridt; vi maa faa mange i hver By og Bygd, før det gaar rigtig godt. Det er derfor ikke noget, som er foruroligende, at Landet faar mange Kandidater, tværtimod. Men for Juristerne selv kan det ikke blive saa godt; den frie Sagførsel skal ikke give meget af sig; er man som Sagfører i en velholdende og oplyst Bygd, tjener man neppe saameget som til Salt og Tobak; men, den dygtige Mand vil dog kunne leve: han kan tjene lidt som Kommunemand, og hans vakte Sands vil aabne ham Spekulationer i forskjellig Retning, i Jordbrug, i Trælast, om han er i en Skovbygd, i Sild og Fisk, om han er i en Fiskebygd; han vil kunne udgive en god og fornuftig Avis, om han er i en By eller tyk Bygd; han vil kunne være Skolelærer i praktiske Ting, som Præsterne og de andre Skolemestere ikke befatte sig med; kort, han vil kunne leve nok saa godt, om end tarveligt. Han skal ikke gjøre Regning paa at blive Embedsmand, undtagen han er overordentlig dygtig, idetmindste burde han i en velordnet Stat ikke gjøre Regning paa det, hverken han eller nogen anden Kandidat. Hver 20de eller 30te Kandidat kunde efter Naturens Orden gjøre Regning paa det; thi flere usædvanlig begavede eller arbeidsomme falder ikke paa, og knapt saamange heller. Paa den Maade vilde man faa en dygtig Embedsstand; det har meget at betyde at være Embedsmand; det er ikke engang anstændigt for Tanken end sige for det virkelige Liv, at Folk gaa ind i Embedet, som i et Haandverk, hvor det gaar efter en Mesterprøve, der ikke kan give den fornødne Sikkerhed, som aflagt i den grønne Ungdom; det skal prøvede Folk til, Folk, som gjennem en lang Ventetid daglig har aflagt Prøver paa sin Berettigelse til det vigtige Kald. Dette maa endda mere være Tilfældet med Theologerne, af hvilke Ingen burde tillades at betræde Prædikestolen uden ligesaa store Evner som grundig Dannelse og lang Prøvelse. At være Dommer er ogsaa vigtigt og høit, og de fleste Jurister bør vist være saa beskedne, at de ikke skuffes, om de sent eller aldrig blive Dommere. Den almindelige Kandidaturn204 er igrunden ikke mere end en nogenlunde god Opdragelse, som burde til for at være en god Borger. Først med den kan man sige, at Opdragelsen er endt ligesom paa Landet, naar Bondebarnet har staaet til Konfirmationen. Da skal man først ud i Livet og se, hvad der kan blive af En. Det var et altfor godt Kjøb før, da man lige fra Examensbordet kunde gaa ned i Departementet og tage sig ud et Embede; det var en unaturlig Tid: saa billigt kommer ikke Folk til Velstand. Kandidaterne skal ikke beklage sig nu: de have alligevel et godt Forsprang, og ere de dygtige, saa vil de altid komme frem. Guldet synker ikke saa let i Pris. Det er derfor ingen Mistrøst at vi faa mange Kandidater hverken af Jurister eller andre. Theologerne kan være Skolemestere og forresten Gaardbrugere eller andet: Vi have theologiske Kandidater, som ere Ølbryggere: praktisk og vel gjort! er der forresten nogen Præstenatur i dem, saa kommer den ikke bort for det, om de just ikke gaa paa en Prædikestol. Der er en større Prædikestol end Kirkens; men det er nu det bagvendte, at alle vil op paa den, hvor saa usigelig Faa burde komme. Det er en almindelig Talemaade, man hører af Kandidater: «Bare jeg kunde komme til at virke,» hvorved man mener at prædike! Sørgelig Vildfarelse, og et godt Mærke paa Udygtighed. Den Dygtige finder nok sin Prædikestol. — Filologerne, de egentlige Skolelærere, faar man sent for mange af. Om de ikke blive Rektorer, Overlærere eller Adjunkter, saa er her andre Skoleposter, og flere vil oprettes, og Huslærere trænger man til; og jo mere Landet gaar fremad, desto mere trænger man til dygtige Lærere. Barnet er saa haabefuldt, at det ikke maa betroes til Folk, som lidet kan.
Læger trænges til; af dem bliver det ikke let formange; i hver nogenlunde god Bygd maa engang blive en Læge. Med Velstanden og Dannelsen stiger Omsorgen for et sundt Liv. Bergkandidater har man Brug for; vore Fjelde ere velsignede, og det kan nok lønne sig at søge og slaa sig sammen med Kapitalisterne. Endnu drives meget som det kan, og endnu meget mere ligger ubrugt.
Vi har altsaa Brug nok for Kandidater; men mest Brug havde vi dog for Mænd, der lagde sig paa en enkelt Ting, Specialmennesker. Det er dog underligt og viser, hvor lidet man er kommen frem, at man blandt Kandidaternes Mængde har saa vanskeligt for at finde Folk til enkelte Poster. Man maatte gaa til Udlandet for at faa en Professor i Theologi og en i Chemi, og da man skulde faa Professorer i Filologi og Jura, havde man sin arme Nød. Man læser, og kan alt og ingenting! Der tænkes paa de almindelige Embeder, hvortil der fra et Haandverksstandpunkt heller ikke skal meget.
Livet vil lære Folk meget godt. Vi faa nok Specialmennesker, naar man ikke kommer frem med det Gamle. Konkurrentsen hjælper godt ud af Forlegenheden og lader Staten saavelsom den enkelte Mand finde det Nyttige, men da maa rigtignok i denne Retning Ancienniteten modificeres betydeligt. Thi ellers faar man bare udlevede Oldinge til Embedsmænd og dermed er ikke Staten tjent. Alle de gamle Forslag have sine uigjennemførlige Uleiligheder, f. Ex. det af Wergeland,k1150 at man skulde lade hver Præst søge ud de bedste Hoveder, hvilke da Staten skulde oplære. Det maa gaa af sig selv ved Konkurrentsen, blot man frigiver Dygtigheden, saa kommer den af sig selv paa sin rette Hylde, og der skal ingen anden Opmuntring end det blotte Haab om at faa virke og tjene sit Livsophold; men saa maa igjen Embedsstanden holdes i Agt og Ære, for ellers søges den bare af middelmaadige Folk, og vore saakaldte Frihedsmænd, der ville svække den, arbeider Uvidenhed og Uordentlighed meget godt i Hænderne. Men indtil et vist Punkt var det nødvendigt for at vække Sandsen, og ingen Tilstand er mere skrigende end den, at Udygtighed føder sig med Mælken og klæder sig med Ulden.

Nr. 278/1854, tirsdag 28.11.

[Fridomens martyrar]

Korrespondance
Christiania den 26de November
Idag var det Gudstjeneste i det engelske Kapel med Skildring af Krigen, dens Formaal og Følger, med Bøn for de Stridende og Ihukommelse af de sørgende Efterladte. Det var en høitidelig Stund. I dette fremmede Land vare de herværende Engelske sammen for at bede for sit Folk, der sender sine gjæveste Sønner i Kampen mod Frihedens og Oplysningens fælles Fiende. Vi Norske, der vare tilstede, forenede vore Bønner med deres og hver gav sin Skjærv, der fik sit bedste Værd af det gode Hjertelag. Ligesaalidt som vore Blade, der anbefalede det, fandt vi ingen Betænkelighed ved at deltage i Gudstjenesten og yde vort Bidrag; thi vel er her Nøitralitet i Politiken, som vi Alle respektere, men den har Intet at gjøre med vore Følelser og Ønsker, og den kan ikke forsøge det Umulige ved at ville lægge dem i Lænker; den kan ikke vinde Samvittigheden eller tilintetgjøre Taknemmeligheden mod de tapre Mænd, der falde som Martyrer ogsaa for os. Vi sidde i Fred og Ro, og disse store Folkefærd kjæmpe for os og de andre smaa, ligesom Faderen kjæmper for sig og sine Smaa mod indtrængende Voldsmænd. De kjække Mænd gaa Døden imøde saa freidige som de vidste at deres Aand vilde blive en Tilvæxt til den evige Stjerne, der lyser Menneskeheden mod sit store Maal; det kan ingen anden Tanke være end denne, der giver den enkelte Mand Mod til at forsvinde i den store Mængde som Draaben i Havet. Man kan ikke uden den dybeste Rørelse tænke paa alle disse Brave, der forbløde sig for at skaane saa uendelig Mange; man kan trygt uden Bespottelse sige, at de forløse os, ligesom man kan sige, at den hele Verdenshistorie er et Forløsningsverk. Vi tænke saa sjeldent paa dem, der ofre sig for os, det være nu Slagenes Kamp eller i Fredens Gjerning; vi tro, at Hvern205 staar og falder for sig selv og at Menneskene Intet have med hverandre at gjøre; men vi alle Folkeslag ere et Helt, en Slægt, hvori hvert enkelt Menneske er det Samme som en Blodsdraabe er i os selv.
Det er dog alvorligt at betænke: paa samme Tid som man beder i England og Frankrig og vi bivaanede en Kirketjeneste med Engelskmændene her, paa samme Tid beder man i de russiske Kirker og Klostre for det, som er tværtimod. Saaledes staa Menneskene mod hinanden og bede til en fælleds Gud! Alle leden206 efter Sandheden og tro at have fundet den! Men er Frihed, Oplysning og Menneskeværd ikke en Vildfarelse, dersom Menneskeheden gjennem Aartusinder ikke har gaaet sine Fødder tilblods efter en Lygtemand, saa er vore Bønner mere velbehagelige.
Der kan være forskjellig Mening om Krigens Førelse og om Tilstrækkeligheden eller Utilstrækkeligheden af de Midler, som ere satte i Bevægelse; men den Mening maa dog staa fast, at Historien, især naar den virker i det Store, griber de rette og eneste mulige Midler. Ere disse altsaa ikke komne, saa komme de.
Vilde det være dristigt og uforeneligt med vor nøitrale Stilling, om der i hver By og større Bygd dannede sig Foreninger til Indsamling af Bidrag for de Faldnes Efterladte? Var det anderledes her i Christiania, hvor det var Engelskmændene selv, som gjorde det og vi vare med?
Det kunde ikke være for Hjælpen; den blev liden; thi vi have saameget at hjælpe hjemme hos os selv, og Engelskmændene maa vide, at vi ere rigere paa godt Hjerte end Penge.

Nr. 281/1854, fredag 01.12.

[Bygdekunstens vilkår]

Korrespondance
Christiania den 29de November
Isøndags laa paa et Bord i Kunstforeningen udstillet endel Sølvarbeider af en Bonde fra Annexet Aamotsdal til Siljords Præstegjeld i øvre Thelemarken. Det var Arbeider, som maatte tiltrække sig Opmærksomhed: de var som de bedste af sit Slag beundringsværdige hvad Filegranslyngning og Forgyldning angik, men mangelfulde, tildels barbariske i Sammenstilling og Komposition; vinde og skakke med Grundformer hentet fra Kirkernes Ornamenter, blandet med gamle nationale Former. Disse Prydelser bar især tilskue denne Kunstens Mangler og Fortrin, idet nogle af dem skulde være etslags Minnetavle med Kors og Symboler for Thelemarkens Vaulundur, Jarand Rønjom,k1151 som var Guldsmedens Farfar. Jarand Rønjom har jeg beskrevet i mine Skildringer fra Thelemarken. Han har opført flere Kirker og omarbeidet deres hellige Kar; han har gjort Stuklokker, der efter sytti Aar er like gode og følge Gaardene som en Herlighed, Ingen formaster sig til at røre. Der er Knapper, Søljer, Spænner, Sølvstøp etc., som alt heder «Ronjom’ens» og kan alene nævnes ved Siden af «Næstestogens,»k1152 som nu desværre er i Amerika. Denne Jarands Sønnesøn, som var herinde, har arvet Farfarens Hændighed, skjøndt neppe tilfulde, og det er at beklage, at han skal være saa gammel, 35 Aar, at han ikke kan faa den høiere Indsigt, som vilde gjøre ham til stor Mand. Han reiser hjem idag. Han følte, det var forsent, og han tjener ganske godt hjemme for sin Familie. Man tør haabe, at Jarands Aand vil findes i en Yngre af Slægten, og blev man opmærksom paa en slik, vilde sikkerlig Christianiasn207 kunstforstandige Folk hjælpe. De har alt hjulpet Mange. Hr. Kammerherre Holstk1154 har hjulpet Glosimotk1155 og Hr. Edm. de Conninckk1156 Fladager.k1158 Brødrene Bergslienk1159 ere nok ogsaa hjulpne frem af Byfolk, hvis Navn jeg desværre ikke kjender. Ethvert Geni saaledes fra Landet maa komme frem ved Byfolk, som har Skjønsomhed og Hjertelag for det Gode. Paa Landet selv skal ikke Mange blive hjulpne. Der ler man af saadanne Folk, kalder dem endog stundom halvgale, hvilket er ganske rigtig, forsaavidt som de ikke tænker ligt Folk i Almindelighed eller samler Penger, som er det eneste man sætter Pris paa. Det er sørgelig at maatte sige sligt, men det er desværre sandt. Uvidenhed og Slæp for Maden i Munden kan ikke være anderledes. Slige Folk har det derfor haardt, de føler en høiere Aand inden i sig og finder en leende og spottende Verden udenom sig. Vil de laane Penger, vil Ingen betro dem noget; de faar til Svar: «Du, som kan saa meget, maa kunne tjene Penger nok, du skulde passe paa.» Skal der være nogen Redning, maa han laane af Fattigkassen; men allerede dette Navn er nok til at standse enhver Ærekjær paa hans Vei og heller lade ham gaa tilgrunde.
Naar vi derfor taler om Nationaliteten og dens Ophjælpelse, da maa det være oplyste Folk, som skjønner paa den og hjælper den op; og Folk i Christiania fortjener i denne Henseende en Ros, som det var at ønske, at mange Bønder kunde høre. Det vilde lære dem meget, det vilde forsone dem, og det vilde ydmyge dem.
Rettelser.
I sidste Artikel stod Hære istedetfor Hver; man læse altsaa: «Vi tro at Hver staar og falder for sig selv;» længere nede stod bede istedetfor lede, altsaa: «Alle lede de efter Sandheden og tro at have fundet den.»

Nr. 283/1854, søndag 03.12.

[Privat initiativ; kopistsaka; svenskegrensa]

Korrespondance
Christiania den 2den December
I disse Dage er sendt til Universitetet en betydelig Bogsamling fra Amerika. Det skal være en rig Mand, der har testamenteret sin Formue til literære Øiemed, og af de rigelige Renter kan hvert Aar gjøres storartede Gaver og Undersøgelser. Foruden til vort Universitet skal der være sendt til 400 europæiske Universiteter og lærde Selskaber, og Direktionen, som oversender disse Gaver, forlanger ganske tørt Erkjendelse for Modtagelsen, og Intet videre. Det er Bøger især af naturvidenskabeligt og historisk Indhold, og trykte og indbundne paa den solide og elegante Maade, som udmærker Produkter fra den engelske og amerikanske Presse. Denne Gave vil være en Pryd for vort Universitetsbibliothek.
I Nordamerika, hvor intet Hof er, der kan kokettere med Kunsten og Videnskaben, og heller ingen samlet Statsindretning, der optræder for sit Land paa europæisk Skik, der er Privatmænd, som sørge for Kunster og Videnskaber, og Republikansken208, som Regjeringsformen, foregaa med Exempler paa, at Borgerne skal sørge for sig selv. Ligesom den Mand, hvem ogsaa vort Universitet skylder denne store Gave, saaledes ere der Privatmænd, som have Naturaliesamlinger. Der er Mænd, som udsende Kunstnere til Italien for at blive Billedhuggere og Malere, og samle deres Verker til Beskuelse. En Mand har opbygget et astronomisk Observatorium og sendt Astronomer til de berømteste Observatorier i Europa. Men som Noget af det Vigtigste, der er udgaaet fra en saadan Privatmand, er det, som Løitnant Manryk1160 har gjort, der har forfattet Vind- og Strømtabeller, hvorefter man ved at følge den observerede almindelige Vind og Strøm kan komme til fjerntliggende Steder paa beregnet Tid. Han har faaet en almindelig Forening istand mellem Verdens videnskabelige Folk, hvorefter Enhver gjør sine Observationer efter de Plancher, Løitnant Manry har udkastet. Saaledes arbeider Kræfter i dette forunderlige Folk, der iler fremad og spotter alle Theorier for et velordnet Statsliv. De mest forskjellige Retninger krydse hinanden, Slavehandel, Materialisme, videnskabelig Stræben og republikanske Dyder! Satiren finder det fortræffeligste Stof i den umaadelige Stortalenhed og forkerte Skoleundervisning, hvor Lærer efter Lærer afskediges, dersom han ikke smigrer de unge Republikaneres Forfængelighed. Man iler afsted som Jorden var glohed, enten det er paa Jernbaner eller paa de gamle prosaiske Veie. Alle Verdens Folkeslag ere kastede sammen med sine forskjellige Sæder og Skikke; med sine religiøse og politiske Anskuelser. Religiøse Sekter opstaa, og man prædiker nye Gjenveie til Himmerig, ligesom forbedrede Methoder til at styre Staten og forkortede Jernbanelinier. Alt koger og bruser i denne Jettegryde, og kommer der en god Ende efter alt dette, vil Offentligheden og den nye Lære, at Alt skal raade sig selv, have seiret sin endelige Triumf over de gamle Læresætninger i Skoler og Hofkroge, at Menneskene maa holdes itømme ligesom de vilde Æsler. Ingen kan sige, hvad Enden vil blive, men vist er det, at Menneskeheden spiller et søgt Spil i Nordamerika. Alle Læresætninger af Frihedens Filosofer og Digtere ere satte lige ind i Livet og spille sin Rolle i det store Drama. Naar man ser alle disse videnskabelige Bestræbelser og de storartede Opofrelser, som gjøres af Saamange, betænker man endvidere Offentlighedens Magt, som slæber al Synd og Daarskab for sin rette Domstol, da maa man tro, at det Hele vil ende vel, hvor forvirret og fortvivlet Alt end kan synes. Det er derfor i mere end én Henseende sandt, at den gamle Verden trænger til den nye, ikke blot for at skaffe sin overflødige Befolkning en Virkeplads, men endnu mere for at se en Levendegjørelse af og Prøveklud paa sine Theorier og Drømme.
Det Tillæg til Kopisternes Gage, som Storthinget bevilgede, er endnu ikke fordelt, saa Nogen har faaet noget, men Alle gaa og vente. Det kan ikke være saa godt, at fordele den Sum; thi Alle kan ikke faa, og det bliver derfor Spørgsmaal om hvilke, men noget burde dog nu være gjort, og der er ikke liden Misfornøielse inden Kopisternes store Leir, fordi Sagen ikke er kommen til noget. Regjeringen burde betænke, at det var klogt at tænke paa sine Egne og det saa nær Beslægtede som Kopisterne; thi ellers kunde den danne Overløbere til Oppositionen, hvilket en god Regjering ikke maa gjøre. Det kunde ganske forandre Situationen, dersom Kopisterne, der saa naturlig have holdt med Regjeringen, skulde blive oppositionelle; thi Kopisterne ere mange, og de maa være Regjeringens bedste Støtte baade paa Kaffeerne og paa Storthingsgalleriet. Man tør derfor vente, at Regjeringen vil forstaa sin egen Interesse og ret snart fordele Tillægget paa en Maade, hvormed Alle ere fornøiede, hvilket rigtignok er en vanskelig Opgave, eftersom Kopisterne ogsaa maa være Mennesker og saaledes hver tro sig fortjent til at faa noget, og da nu ikke Alle kunne faa, er det Hele en saa vanskelig Sag at ordne, at det maaske havde været bedre, om Storthinget ikke havde bevilget en Skilling; det var isaafald ikke blevet en Forargelsens Sten.
Aftonbladet skriver i sit sidste No. en meget smigrende Artikel til os Norske, og haaber at vi mere og mere bør slutte os sammen, ikke blot aandeligt men ogsaa materielt og navnlig peger den paa Ønskeligheden af at vi ikke saaledes skulde stænge ude vore Grænser og derved ophjælpe Smugleriet men udvide Mellemrigsanordningen af 1825 istedetfor at vi hver paa vor Kant have indskrænket. Aftonbladet haaber, at den norske Presse vil bearbeide dette Emne og vi haabe, den gjør det; men det er altid saa underligt i Verden, naar Interessen kommer med i Spillet; man kan tale saa smukt, naar det ikke koster noget.

Nr. 287/1854, fredag 08.12.

[Boktrykkeri; kongeleg gåve til Studentersamfundet]

Korrespondance
Christiania den 6te December
For en Tid siden blev paa Toldboden fortoldet mange Pd. Bibelhistorier, som en Boghandler havde ladet trykke i Danmark. Det klinger lidt underligt at tale om Pd. Bibel og Bibelhistorier med samt andre Bøger, naar de da ikke ere altfor slette eller verdslige; men det er for Tolden, der er paalagt for at faa Folk til at trykke hjemme, eller ogsaa skaffe Staten en Indtægt, naar man ikke gjør det. Forunderlig nok, at vi ikke kan trykke til Husbehov, da her er 16 Bogtrykkerier med et omtrent gjennemsnitlig Antal af 9 Mand paa hvert Trykkeri — et Par Trykkerier have nogle og 20, her er 6 Hurtigpresser. Af dette skulde man slutte, at vor literære Bedrift ikke var saa liden enda, og den er virkelig heller ikke saaliden, naar man tænker efter og ikke ser paa Lande med mange Gange saamange Indbyggere; men det er nu Arbeider for Regjeringen med Blankuetter osv., som giver det meste og sikreste Arbeide, samt Aviserne; det andre er snart bestilt, naar undtages Optrykningen af Skolebøger og Tabeller, af gamle Bønner- og Psalmebøger, af Sjelens Luth, Dorte Engelbretsdatterk1162 og Rolands og Keiser Carls Krøniker. Det er disse daglige aandelige Fornødenhedsvarer, der gaa som varmt Brød. De videnskabelige Verker ere ikke mange for Bogtrykkeren. Professorene diktere for det meste og gjøre saaledes Auditoriet til en Bogtrykkerpresse; tager man alle disse med, 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, . . . . . . . . faar man mindst 26 Presser eller Trykkerier og Svendenes Antal stiger foruroligende.
Nu faa vi snart et Blad til: et Prøvenummer af «Nordmanden, et Skillingsblad til Alménoplysning» er udkommet hos Bogtrykker Steen,k1163 og dette første No. lover ikke ilde. Der begynder en politisk Oversigt, som er noksaa hjemlig skreven. Træsnittene — det skal ogsaa have saadanne — er ganske rene; men andre Træsnit end Portræter forstaar Almuesmanden sig ikke paa; Sandsen for Lys og Skygge er ikke vakt hos ham. Et Blad for Almuen bør derfor ikke koste paa med Træsnit, men anvende Udgifterne til gode Læsestykker. Et saadant Skillingsblad, især naar det kunde udkomme nogle Dage om Ugen og derved række noget, er det Eneste, som kan bringe den større Alménhed til at læse Blade; disse dyre og store Aviser læser blot Enkelte. Her maa engang komme et Dagblad til 1 ½ eller høist 2 Spd., skal det blive noget af med Avislæsning. Et saadant Blad, sundt, forstandigt og fattelig skrevet, vilde virke utroligt meget godt, og det bliver ikke noget rigtigt af med «Oplysningen,» før man kommer saavidt. Alle Spekulationer i Bog- og Avisveien kan vel til Nød uden dette bringe sine Spekulanter Fordel, især naar man farer med Fjas, Sladder og Skandale, men nogen virkelig almén Trang bliver ikke afhjulpen, nogen stor aandelig Magt ikke opdreven, nogen rig Velsignelse ikke udbredt. Ubodelig Skade, at Arbeiderbladet med sine mange tusinde Abonnenter ikke var godt! en slig Anledning kommer ikke let igjen.
Studentersamfundet er af H. M. Kongenk1164 tilstillet en Gave for 3 Aar paa 150 Spd. aarlig til at lønne en Sanglærer med. Denne Gave med dens mulige Mening og Følger har været omtalt baade i Chr.-Posten og Morgenbladet, idet hvert paa sin Vis, og det ret godt, enkelte Personligheder undtaget, har dadlet og fundet Modtagelsen i sin Orden. Posten har været for og Morgenbladet imod. I selve Studentersamfundet har ogsaa været Meningsforskjel, og det saa alvorligt, at Enkelte af Direktionen for den Sag kanske træde ud. Var Sagen kommen under ordentlig Behandling i Samfundet, turde Gaven let være bleven afslaaen; men man fordrygde sig, til den officielle Meddelelse gjennem General Wedelk1165 kom; først blev nemlig Formanden hentet ned til Generalen og Kongens Beslutning foreløbig meddelt. At omtale denne ringe Ting saameget, kunde synes være, at gjøre en Elefant af en Myg; men den politiske Tanke, som kan lægges i Gaven, om vist ikke af den ophøiede Giver, den er ingen ringe Ting. Det er nemlig Selvstændighedstanken, som ikke tør give Ildesindede den ringeste Anledning til at kaste nogen Skygge paa sig. Det er Frihedens Blufærdighed, som ikke bør taale den fjerneste Hentydning uden at rødme. Fra dette og netop fra dette Synspunkt vilde et Afslag fra Samfundet ikke have været udelikat mod den ophøiede Giver, men just vakt hans Kjærlighed i en endnu høiere Grad, da det havde været en Udtalelse af en Karaktér, som vi saa gjerne vil skal være norsk, og som vi under vor Frihed maa stræbe at bevare, skal Friheden bringe os sin fulde Velsignelse. Denne Karaktér kan ofte synes frastødende og raa, men da er det, fordi man ikke fatter hans Dybsind gjennem den korte og fyndige Maade, hvormed han efter sin Natur taler. H. M. Kongen er dog i al sin Ophøielse kun en Person, og en Gave fra ham, maa derfor vække en personlig Taknemmelighed og fremkalde den samme personlige Afhængighed som en anden personlig Gave. At søge Sikkerheden i en Personlighed som vor nuværende Konges, der ingen anden Mening har end en god, kan være sandt nok for Tilfældet; men en saadan Tanke gjennemført er den absolutiske Tanke, som søger Statens Sikkerhed i Kongens Personlighed og ikke i Love og Institutioner. Af Storthinget, Staten nemlig, kunde Studentersamfundet have modtaget de 150 Spd., som det ogsaa søgte om, men som ikke blev bevilget; det kunde gjerne have bevilget den Sum ogsaa, det bevilgede saa meget og smukt; uagtet vi Alle kjende Fabelen om den, som fik Sten efter Sten paa Byrden, indtil han sank under den.
Hender det nu, som vel kan hende under disse Tider, som Ingen ved, hvad bringer, hender det nemlig, at Studentersamfundet maa optræde mod Storthinget og for Kongen, vil der sikkert findes dem, som sige, at Samfundet har solgt sig, og dermed er Braadden, som skulde stinge, afbrudt. Man skal nu ikke snakke i Yrska og sige, at Studentersamfundet er nogen Tunge paa vor politiske Vegtskaal, dertil er det med sin daglige ringe Besøgelse af Ældre altfor meget bestaaende af Ungfolk; men det er et bekvemt og naturligt Samlingssted, naar noget Vigtigt er paafærde, ligesom det ogsaa har let for at skjønne Stemningen og derved give den passende Anledning til at udtale sig, saaledes som nu den 4de Novbr. Det er denne passende Anledning, man glap, dersom der blev kastet en Skygge paa Studentersamfundet. Med denne Forklaring af Studentersamfundets politiske Betydning kan den Sætning godt forenes, at «det er Ungdommen, som har Ret.»
Naar man ser slige Rørelser i Studentersamfundet, forsones man med dets Unorskhed i sproglig og literær Henseende; man undskylder det «uomskaarne» Øre, som kan høre danske Skuespillere deklamere Digte fra Kathedret deroppe Løverdagskvelder. At det ikke udstøder et Skrig over Mishandlingen af Modersmaalet! Det viser, hvad der kan blive af en saadan Slægt, og hvor liden Ret den i saa Maade har til at være Folkets Lærer og Veileder.

Nr. 289/1854, søndag 10.12.

[Utdanning av sjøfolk]

Korrespondance
Christiania den 8de December
Sømandsstanden begynder at tage sig op, idetmindste forsøger den paa det, og det er allerede halvt paa Veien. Man kommer efter, at vor norske Sømand bør være ligesaa dannet og kundskabsrig, som han er kjæk paa Havet, er søgt af Fremmede, og har et stort Minde fra Fortiden. Sømandsskolen i Drammen tilkommer al Ære, fordi den ganske kraftigt har skrevet en Forestilling til Marinedepartementet i Aarets Begyndelse, om at Sømandsstanden bør hæves høiere, end Skolen antager, at den for Tiden er. Forhenværende Toldkasserer, nu Statsraad Langek1166 har ogsaa skrevet i denne Retning, og nogle Numere af den vestlandske Tidende samt Skrivelsen fra Sømandsskolen i Drammen ere af Regjeringen tagne under Overveielse, og nu omsendte til Landets Sømandsskoler, Søforeninger og andre Foreninger, som kan antages at skjønne sig paa den Ting. Naar alle Erklæringer ere indkomne, skal Sagen tages under Overveielse af en Kommission, der efter kongelig Resolution bliver at udnævne. Lovudkastet vil da saaledes prøvet blive forelagt Storthinget til Lovbeslutning. Man har foreslaaet en saakaldt Skipperexamen, ifølge hvilken Ingen skulde kunne føre Skib især paa længere Farvande uden at have aflagt sine Prøver paa Kundskaber og praktisk Dygtighed. De Søfarende ville saaledes, ligesom i Sverige f. Ex., blive at inddele i 2de Klasser, den høiere og den lavere. Frigives nu, som allerede paa Storthinget var fore, Søfarten paa vore Nabokyster, saa ville vi faa 3 Klasser af Søfarende, de som ikke kunde fare tilsøs, de, som kunde fare lidt, og de, som kunde fare godt. Der ligger vistnok Strid i disse Principer, men det er ikke sagt, at Noget af dem kommer til Udførelse; under ingen Omstændigheder blive de samtlige gjennemførte; thi frigiver man Farten paa de kortere Vande, saa gaar man i en forvildende Retning med Prøverne, og maa gjennemføre dette Frihedsprincip i Næringsveiene, som ogsaa Handelsloven af 1842 med saamegen Dristighed slog ind paa. Det er nu rigtignok en Forskjel imellem Handelen og Søfarten; thi denne sidste har Menneskeliv under sin Varetægt, som Staten ikke kan lade ubeskyttede; men Friheden kræver nok sin Gjennemførelse i samtlige Grene af den menneskelige Virksomhed, uanseet, at den tørner mod adskillige Indvendinger, der ikke ere uden Vegt. Sømandsforeningen i Drammen har ogsaa omtrentlig i denne Aand afgivet sin Erklæring, idet den har udhævet de Uleiligheder, som det vilde afskedkomme, naar man f. Ex. skulde ombytte Skippere, naar et Skib kom fra Østersøen til England, og tog derfra Fragt over til Amerika. Den har ogsaa imødegaaet Klagerne over vor Sømandsstands mindre tidsmæssige Uddannelse ved at gjøre opmærksom paa den Omstændighed, at den norske Sømand er søgt overalt og at det praktiske Liv ikke har paavist de Uleiligheder, som Theorien vil opstille. Disse Synsmaader have som overalt i Verden begge Ret, og Resultatet skulde som Følge heraf blive, at Ingenting blev gjort fra Regjeringens Side, men Sagen overladt til sin egen jevne Gang. Dermed er man rimelig ogsaa bedst tjent; thi en Lov, der ikke paabydes af en almindelig følt Mangel, er utidig, og kan aldrig holdes uden at afbryde det naturlige Løb. Sømandsstanden faar blive uddannet gjennem de almindelige Skolevidenskaber, og den høist nødvendig praktiske Prøve, uden at bebyrdes med andre Specialfag, dem de Færreste af Søfolkene efter sit Livs Medfør kunne befatte sig med. Spørgsmaalet bliver altsaa at hæve Sømandsstanden ialmindelighed, at give den god Skolekundskab, og senere udvikle den gjennem god og passende Læsning, og især ved at hæve Matrosernes Selvfølelse ved human Omgang af Overordnede. Det tør antages, at de fleste Foreninger ville slutte sig til Drammens i sit endelige Resultat; Christiania Sømandsforening har udnævnt en Komité til at afgive Betænkning, og det er rimeligt, at den ingen Skipperexamen vil vide af. Det maa blive mange Erklæringer, Regjeringen og Kommissionen faar; thi de fleste Byer ere nu komne saavidt, at de have Sømandsforeninger og Navigationsskoler. Men derved bliver ogsaa Sagen drøftet, og Intet antages, uden det er vel overveiet. Regjeringen har ogsaa ved Indhentning af alle disse Betænkninger handlet frisindet, idet den paa en mere grundig Maade har givet Borgerne Anledning til at give sig selv Love. Det er dette, Borgerne bør paaskjønne, og betænke sine Sager godt.

Nr. 293/1854, fredag 15.12.

[Koksomnar; siste nytt frå det norske teateret]

Korrespondance
Christiania den 13de December
Paa en Tid da 1 Favn Granved, huggen og baaren op paa Loftet, kommer paa 16 à 18 Mk., er det godt, at man finder paa Besparelser i Vedveien. En saadan Besparelse er virkelig ogsaa funden nu nys i de saakaldte Kokksovne, der er nogle Kasser af Valtsejern, som stilles paa Kakkelovnspladen, saa Lufttrækket og Røgen kan fare gjennem Døren til Ovns; paa disse Kasser er Laag, saa de se ud som en almindelig Tromle, og over Bunden er anbragt en Rist for Trækket. Ved nu at grisle med lidt Flis og skuffe Kokks (Stenkul, som er udbrændt til Gas) ovenpaa, faar man en fortræffelig Glødning, der ikke paa sædvanlig Maade sluges i en Fart bort gjennem Ovn og Skorsten. Kokks’en koster blot 1 Mrk. Tønden og man kan med den Varme 6, 7 Værelser i 3, 4 Dage; nu maa rigtigtnok noget lidt Véd til ogsaa, men en Mand herinde, der har indført denne Varmeindretning i sit Hus, har opgivet, at den hele Opvarmning nu blot koster ham omtrent ⅓ mod før. Det er ogsaa ganske bekvemt, idet man som i en Komfyr kan koge i det Smaa. Der, hvor ingen Kokks var at faa, kunde man ogsaa bruge ren Stenkul, men det er ikke frit for, at ose. Disse Ovne maatte dog vist kunne indrettes, saa man af ren Stenkul heller ingen Os kjendte, og det vilde være fortjenstfuldt, om Nogen kunde give en Anvisning paa den netteste og bekvemmeste Maade i Brugen af disse saakaldte Kokksovne. De koste blot 4 Mrk. til 1 Spd., saadanne, som de nu ere, og man begynder paa flere Steder at bruge dem herinde. Det kan ikke slaa feil, at de jo vil frembringe en Revolution blandt Ovnene, og Støberier bør mærke sig dette Tidens Tegn og tænke paa nye Former. Det er sandelig ogsaa paa Tiden at indskrænke sin Opvarmning til Stuen og ikke som før opvarme Himmelrummet, der er saa stort, at vore Vedfavne og Stenkultønder ikke har den mindste Indflydelse paa Luftens Temperatur. Det var endda tilgiveligt dersom ikke Veden var saa dyr, men her i Christiania gaar det paa ingen Maade an; i Smaabyerne og paa Landet kan man derimod til Nød endnu holde paa en Stund, idetmindste indtil Skovene aldeles blive ødelagte, men da maa man ogsaa slutte og tænke paa Kokksovne eller noget som kunde være endnu mere besparende. I England er man endog paa Vei til at brænde op Røgen og saaledes gjøre den til Véd istedetfor at den før blot har gjort baade Solens og Menneskets Øie rødt og lagt sig paa Linned og Lunger.
I vor Theaterverden gaar det noksaa livligt til, idetmindste skriver man usædvanligt meget om Theatrene. I Nyhedsbladet stod saaledes for isøndags en Kritik over det norske Theater, som var bedre end Kritiker man hertillands pleier se; man kunde blot ønsket, at denne Kritik mere gemytligt havde omtalt Velviljen mod det norske Theater, en Velvilje, der igrunden er ganske rørende; thi Folk hænge dog igrunden ved sit Eget, og bære over med det. Nu det forstaar sig, at det norske Theater ikke trænger til nogen egentlig Overbærelse i andet end sine Stykker; thi der spilles noksaa godt, og navnlig har Hr. Døvlek1167 i den senere Tid slaaet sig op og vist, at han kan blive en Karaktérspiller navnlig i det noget komiske Genre. I en «Nat paa Slottet» og «Magister Blækstadius» har hann209 formelig gjort Lykke. Naar det norske Theater nu have gode Stykker, kunde det ordentlig være en Fornøielse at gaa did, og det siges, at Stykker ere ivente, som ikke turde blive ilde. Iaften gives et nyt Stykke med original Musik, og begge Dele skal gaa nok saa godt an, efter hvad jeg paa Forhaand har hørt. Det er aabenbart, at det norske Theater er i Opkomst, og at den Reaktion mod det i Gunst af det danske Theater nu er i Aftagende; thi Folk maa komme efter, at det ikke gaar an at gaa i det danske og lade det norske staa tomt; det er altfor unaturligt til at kunne holde sig. Endnu staar dog de, der holde med det danske som Smagsautorister, men de maa snart komme i samme Stilling som Kongen i Schakspillet, naar alle Bønder og Springere ere væk. Endnu ser man Theaterkritiker vove sig frem og tale om dansk Sprog og Manér, som noget kunstnerisk ogsaa for os Norske; men dette kan ikke vare længe; det kan ikke vare længe man tør skrive som Theaterkritiken i Posten for isøndags, der siger at Koret har en «plat Betoning af Ordene,» hvori ligger, at Skuespillerne bedres godt, eftersom de ikke ogsaa faa Smeis. Det er forunderlig at tale om «plat Betoning,» naar man tier stille til en Udtale som Gus for Gud; bes for bed; Skæget for Skjægget; Vægen for Veggen; glædd for glad; «jeg er saa glædd, fordi jeg har faaet et Fadd Madd.» Jeg væder istedetfor vedder, hvilken Udtale man endog har faaet en norsk Skuespiller til at bruge. Blodd for Blod, alt med en klissende Hvislelyd, næsten som Blass. Sligt maa man høre paa og se Folk vise, at tale om «plat Betoning!» det er dog for galt; og man maa snart engang for alle afsætte disse Smagsdommere ved at pibe dem ud, hver Gang de vove sig frem; man gjør dette med fuld Ret; thi man gjør det i Modersmaalets og Nationalitetens Navn. Det gaar ikke an at være liberal mod slig Bespottelse.
En norsk Skuespillerinde Madame Hundevatk1168 fra Bergen har nu tvende Gange optraadt paa det danske Theater i saakaldte Gjæsteroller, og hun har gjort Lykke; men det skal gaa noget traat for hende med at blive ansat saavel der som ved det norske Theater. Det tør dog haabes, at hun vil faa Ansættelse, da Meninger, som maatte ligge udenfor Scenen, intet med den har at gjøre.

Nr. 295/1854, søndag 17.12.

[Ny eigar av Morgenbladet? Høgsterettsjustitiarius Bull er død]

Korrespondance
Christiania den 15de December
En Ministerforandring har ikke meget at sige hos os; det er en Forandring af Kontorchef og intet Videre. Men med al denne ukonstitutionelle Betragtningsmaade har vi dog en Snæv af Frisind, og det er det, at vi med Interesse følge Aviserne og navnlig Morgenbladet, som er Avisen for alle Aviser, det rigtig fede Blad, som Folk holder fordi man har holdt det saa længe, dette gamle Dyr, som man holder af, fordi det er blevet husvant ligesom en gammel Kat eller Skjødehund. Nu i disse Dage gaar det Rygte som en Løbeild gjennem Byen, at Morgenbladet skal bytte Redaktører, at Stabellk1169 har solgt sit Blad, Nogle sige for 10, Andre for 15,000 Spd. til Lektor m. m. T.n210 Aschehougk1170. Om der er et sandt Ord i alt dette, vil ikke jeg borge for, men vist er det, at det sætter Gemytterne i Spænding og fremkalder de fortræffeligste Beregninger over Morgenbladets fremtidige Rolle. Det synes utroligt, at Aschehoug, der er Universitetslærer og saaledes har Ansættelse nok, skulde ville vove Saameget; men han kan ville gavne Land og Folk ved at benytte Bladets Abonnement til en Kilde for sine Ideer; det er smukt tænkt om saa er, men Spørgsmaalet er, om Publikum vil finde sig i Byttelaget: Stabell er en politisk Mand, og kommer han bort fra Bladet, er det efter al Rimelighed forbi med det. Han er en Mand, hvorom Lidenskaben kan slaa sig til en Svul, og det er nødvendigt i Politiken. En Mand, som intet duger, er ubrugelig, og en Mand, som duger formeget ligedan. Han maa være midt imellem, middelmaadig, det er en Mand i Politiken. Hverken Djævel eller Gud, men simpelthen et Menneske, og jo svagere det er, desto bedre, blot det ikke er for svagt, det vil sige en ren Synder. Bare man kan trætte om en Mand, saa er han pikant. Om Morgenbladet kan finde nogen Mand, der i denne Henseende kan erstatte Stabell, det er et meget stort Spørgsmaal. Stabell er en Mand, der ikke vil mangle Lovtaler, naar han træder fra Morgenbladet; han forstaar bedre end nogen Anden at polemisere, d. v. sige at tie stille. Kun én Gang har han glemt denne Klogskab, hvor det rigtignok gjaldt mest, nemlig med Daa.k1171 Man skal lade Menneskene dø Straadød, at dræbe er desuden forbudt i Loven; at angribe en Mand er at skjænke ham Opmærksomhed og vender man nogle Gemytter fra ham, saa vender man flere til ham. Man saar, som Jason, Dragetænder. Jeg kjender en politisk Mand, der er fortvivlet fordi man ikke vedbliver at angribe ham i Aviserne og Manden er at beklage i sin Fortvivlelse, thi han føler, at han er forglemt. Det er som med en Dame: naar hun nærmer sig sine 30 Aar, taler Ingen om hende, fordi man véd, at hun ikke bliver gift.
Justitiarius i Høiesteretk1172 er død i disse Dage. Den skjønneste og mest ophøiede Post i Riget er bleven ledig. Hvem skal faa den? De Fleste mene Sorenskriver Lassenk1173; Nogle sige, at Statsraad Petersenk1175 turde søge den og Andre sige, at Schweigaardk1176 kunde falde paa at have den og han fik den naturligvis fremfor nogen Anden, om saa var. Det vilde imidlertid være en Misforstaaelse af Professoren om han tog Posten; thi Schweigaard bør være Professor tilligemed det bedre, som han er, hvor han virker mest i Overensstemmelse med sine Evner. En tør Mand er sikkerlig bedst skikket til at være Dommer; En, som med Passeren maaler sig frem for hvert Skridt, istedetfor at skyde Gjenveie, der oplyses af geniale Lyn. Assessor Motzfeldtk1177 vilde være vel skikket til Justitiarius, men han er vel endnu for ung i Tjenesten og har ikke de ubestridelige Fortjenester at paaberaabe sig. Assessor Langek1178 er vel for gammel og Hjelmk1179 er vel ogsaa for genial til at være Justitiarius.

Nr. 299/1854, fredag 22.12.

[Harro Harring til Amerika; kunst og litteratur til jul]

Korrespondance
Christiania den 20de December
Harro-Harring,k1180 som vi Alle kjende, lever endnu. Han er ikke omkommen af Nød og Elendighed som saamange politiske Landflygtige. Han lever tværtimod særdeles vel og har Leidebrev som amerikansk Borger og staaende under Republikkens høie Beskyttelse. Det var dette, som frelste ham for lidt over en Maaneds Tid siden i Hamburg, hvor Politiet i sine Pligters Opfyldelse gjorde Larm paa ham. Det hedte i de Beretninger om hans Opdukken dernede, at han vilde faa en Dampskibsfart mellem sin Fødeby i Slesvig og Amerika. Det skulde være et amerikansk Kompagni, der drev Verket, thi Amerika vil have Folk baade til Arbeide, Explosioner og til Anvendelse i Politikken. Til dette sidste maa Harring være en god Ypperstepræst, idetmindste er han troende nok. Nu en af Dagene kom en Christiania-Mand hjem fra en Reise til England og beretter, at han boede i samme Hotel som Harring. Han vilde snart komme til Norge igjen, sagde han, og sætte Norge, Sverige og Danmark i Dampfart med Amerika. Farten skulde blive billig og efter Omstændighederne paa Kontrakt, saa man kunde tjene Frakten op igjen naar man var kommen over. Kommer en saadan Dampfart istand, turde Harring faa Passagerer nok, og han vil paa den Maade virke mere praktisk end da han udgav sin Amerikavise, og gjorde en Avis. Thraniterne ville derved faa en god Anledning til at vandre ud, og deres Politik blive af noksaa megen Betydenhed for Norge. Det vilde være større Anledning til at kaste Harring ud nu end før, da han skrev, men han staar under Amerikansk Beskyttelse, der forresten vel ikke behøvede at respekteres om man fandt sig beføiet til at holde saadant Politi i eget Land, og dernæst turde vel Erfaringen være for, at man gjør rettest i at lade Folk raade sig, naar de ikke begaa nogen Misgjerning. Det Eneste, man burde gjøre, maatte være at sende paalidelige Folk med en af Ladningerne for at granske de Amerikanske Tilstande. Fandtes der saa gødt at være, maatte man takke Harring, fordi han beredte vore Folk en bedre Skjæbne, bare han nu kan gjøre det, og det Hele ikke er Amerikansk Vind. Men kommer han, vil han blive beglod som et underligt Dyr, og han er ikke ueffen til at kunne rumle Folk op og omkomple Meninger.
Der er allerede skrevet Adskilligt i vore Storblade om Tønsbergsk1181 Kunstudstilling. Det er virkelig en god Udstilling, og den overtræffer sikerlig vor saakaldte Kunstudstilling, baade i Mængde og Fortræffelighed. Konsulen har faaet deilige Sager fra Baiern, og jeg tillader mig at bringe min egen Spaadom i Erindring, da man gjorde Larm om hans Udnævnelse til Konsul: at han vilde blive en Konsul for Maleri og anden Kunst, og saaledes repræsentere det kunstforstandige Baiern og München, paa samme Maade, som Folk i Barcelona ere Konsuler for vor Torsk. Det er ganske rigtigt gjort baade af Baiern og Hr. Tønsberg, og vi har al Grund til at være begge takskyldige. Han sælger ogsaa Malerier og Kobberstik, og jeg var netop paa Kunstudstillingen en Dag, han solgte et smukt Maleri for 100 Spd. til en Mand, som med det vilde gjøre sin Kone en Julepresent. «Vi har Folk her paa Bjerget ogsaa,» sagde Jeppe. Her er Mænd, der kjøber Malerier ganske betydeligt, og en af vore egne Malere har Bestillinger for Privatfolk til mange Penge. Et af vore deiligste Billeder i Kunstforeningen ihøst, tilhørte en Privatmand, som af sin Godhed tillod Folk nogle Gange at fryde sig ved det. — Tønsberg er ellers driftig som før i Bogveien; det er noget ganske betydeligt efter vore Forhold, hvad han forlægger. Der kommer en god Lod paa ham af det Julenyt, som Aviserne nu begynde at blive fulde af. Det er ellers upraktiske Sager en stor Del af alt dette Julenyt. Det er Vers, gamle og nye og poetiske Fortællinger, romanagtige, hvilket Publikum vel har Forstand til at kjøbe saa lidet af, som muligt. Folket har saa sund Sands, at man forresten ikke trænger til at opmuntre det i den Retning, men der gives dog dem, der ere naive nok til at kjøbe. Derimod kjøber det neppe nok af historiske Sager, og ellers Saadant, som kan være nogen Næring i; men det er en ret forfængelig Ting, at sige hverken det Ene eller det Andet om dette. Publikum gaar sin Gang, og det er vel saa klog, at det lidet tror paa Til- eller Fraraadelse, da Handelsaanden og Vild- og Venskab omgaaes aandelige Ting med stor Forkjærlighed. Vidste jeg ikke dette, vilde jeg rigtigt anbefale den Kalender, som hos Dzwonkowskyk1182 kommer ud til Jul, hvor der forekommer gode Sager af Ivar Aasen i Landsmaalet.

Nr. 301/1854, søndag 24.12.

[Kranselag for den nye kyrkja (Trefaldigheitskyrkja)]

Korrespondance
Christiania den 22de December
Idag havde Mesterne og Arbeiderne sit «Krandselag» paa Hammersborg nye Kirke. Allerede tidlig idag flagede Kirken baade fra sit store Taarn og sine mindre og fra Bryster og Gavler; den harmoniske Reisning tog sig overordentlig skjøn ud med alle disse Flag; og Krandsen af Grønt, som er afstukken ved det store Taarn, pryder ogsaa Kirken meget nu, mens den staar utækket og Kuppelen uklæd. Kl. 2 omtrent havde Arbeiderne faaet op sin Krands, og Bygmesteren traadte frem paa en Stillads øverst oppe i Taarnet og fremsagde et Digt, og udbragte Skaalerne; efter Digtets første Del kom et Leve for Kirken, og efter anden Del Kongens, Byens Borgere osv. Det gik alt smaat for sig. Arbeiderne og nogle Andre op i Kuppelen raabte Hurra og ned paa Planen de, som kunde høre; man havde ingen Musik og intet Traktement, thi Bygningskommissionen vilde heller dele Penge ud til Arbeiderne nu under Julen; efter endt Forretning gik Folkene op paa Sorgenfri (hvor Kontoret er) og fik sin Skjænk og en Tegning af Kirken og takkedes af nu til Høitiden. Krandsen vil hænge saalænge den kan for Arbeidet.
Det er dødelig Synd at denne mægtige Kirke skal være kilet ned i Bakken og bort ifra Gadernes Strøg, saa den hverken sees udenfra eller inde i Byens Gader og Krydsninger. Arkitektere og Bygmestere beklagede dette, men, med den Ting er intet at gjøre nu, ligesaagodt at tie; der blev talt meget før som ikke hjalp, nu hjælper det slettes ikke. Skorstenen paa det østre Skruvn211 ser man langt ned i Akersgaden, hvilket alt har givet Anledning til Spot. Kirken, som er 200 Fod høi, sees dog vide, og uagtet den er 8 Fod lavere end Vor Frelsers Kirke, staar den dog saameget høiere, at den raader. Den katholske lidt ovenfor er ogsaa lavere. Med disse 3 Kirker i Rad ind i Byen og Akers gamle paa Bakken og den nye paa Kalvehougen, er Byen og Omegn nu prydet med Kirker, som pryde overordentlig meget denne deilige Dal, om hvilken Folk, som har reist meget, sige, at den søger sin Lige i Verden.

Nr. 303/1854, fredag 29.12.

[Ei kritisk presse er umissande]

Korrespondance
Christiania den 27de December
Det omtales som vist, at Amtmand Møinichensk1183 Udnævnelse til Statsraad er ventendes fra Stockholm nu mellem Jul og Nytaar. Indstillingen skal være afgaaen for nogle Poster siden. Denne evige Sætning, at en Statsraadsudnævnelse er en Begivenhed i ethvert andet konstitutionelt Land end vort, kan nu gjentages. Vi betragte en Statsraadsudnævnelse som enhver anden Embedsmands, og den Lære maa altsaa være optagen i vor Folketanke, at en Statsraad er intet andet end enhver anden Embedsmand, hos hvem der blot spørges efter Brugbarhed, medens den egentlige Kjærnefuldhed og Genialitet er noget, som mere staar i Veien, end aabner denne. Man kan med Tryghed sige, at dette forholder sig saaledes, og tager man for sig i Tankerne Udnævnelser til de høieste Embedsposter i de senere Aar, skal man have Vanskelighed for at finde en eneste Mand, der kan gjøre Fordring paa at ansees for mere end nødtørftig brugbar til de løbende Forretninger, der tages paa en saa gevorben Fod som muligt. Der er ikke Tanke om Raad til at besjele det døde Lér. Nu, mod Tingens Gang nytter det ikke at føre Krig, selv om jeg gjorde en Undtagelse fra Regelen og turde gjøre det. Jeg bruger med Flid Ordet «turde,» thi andet end Frygt og Hensyn kan det ikke være, at man intet Andet end Lovtaler ser og hører over Foranstaltninger og Udnævnelser. Det er nemlig ingen naturlig Ting at rose bestandig, eftersom Menneskene ere ufuldkomne. Men i en Stat som vor, hvor alle Skriveføren212 ere afhængige Mennesker, der kan man ikke vente nogen selvstændig Dom over Indretninger og høitstaaende Mænd. Det er muligt, ja endogsaa meget rimeligt, at en Frygt for at ytre sig er aldeles ugrundet, at det er en Miskjendelse af de Raadendes Samvittighed og Sindelag at tro dette. Men den indbildte Frygt er ikke bedre end den sande, og etsteds maa dog vor Holdningsløshed komme fra. Her ser ud som Alt først blev undergivet Sax og Rødkridt før det kunde komme paa Prent, hvilket det ikke gjør, da vi have Trykkefrihed. Jeg mener ikke med denne Sky for at sige sin Mening Arbeiderbladene, heller ikke en enkelt Uvyrdenskab mod en og anden Mand; men jeg mener det Almindelige, det samlede Indtryk man faar af Pressens Tilsyn med Storthing, Regjering og Embedsmænd. Vi ere et lykkeligt Folk, det forstaar sig, det gaar bedre kanske end i noget andet Land; men det vil aldrig gaa saa godt i Verden, at man kan tie stille med det; vare vi komne saa langt, havde vi ikke mere at leve efter, men kunde pakke sammen, tage ind Skiltene og lukke Boden. Her er altsaa noget at dadle, virkelig Meget! naar man ser efter i Sømmene, men — man roser eller tier stille eller i det Høieste spaser. Hvoraf kommer nu alt dette? Jeg har sagt, at jeg tror det kommer af Afhængighed; Folk vil komme frem i Verden, og man kommer bedst frem ved at bukke og bøie sig. Da skal Hullet ikke være stort før man smutter igjennem. Jeg kjender Folk, der ere saa ubetydelige som nogen Ting i Verden kan være, jeg kjender mange af dem; de komme frem, og mange af dem ere store Mænd. Men saa ere de tillige saa medgjørlige som Nogen kan være. Man hører ikke et ondt Ord af dem, undtagen de ere visse paa det ikke kommer igjen. De ryste paa Hovedet til enhver offentlig Udtalelse og spørge: «Er du gal Mand, som siger Sligt, mens Mange høre derpaa?» Det er naturligt, at man har Sands for en saadan praktisk Retning og lidt efter lidt indfører en Pressetvang, som ikke ligger i Loven, men i Hjerterne. Med dette begaar man en dobbelt Synd, man synder mod Sandheden, og man synder efter al Rimelighed mod de Mænd, som have mest at sige i Landet; thi den Tanke maa ikke faa Rum, at disse skulle se paa andet end Retskaffenhed, Dygtighed og en aaben Fremfærd. Det vilde være altfor trøstesløst at tro Andet.
Derfor bør Pressen være hvad den bør være, aaben og kritisere, derfor bør den udtale sig om Møinichen, og det kan ikke slaa feil, at den med al Agtelse for Manden, maa komme til det Resultat, at han ikke er saa fremragende at konstitutionelle Fordringer til en Statsraad i ham finde sit Udtryk. Han skal være ganske flink som administrativ Embedsmand; men det tør man haabe, at ni Tiendedele af Embedsmændene ere. Nu er vistnok Meningerne saa, at en Statsraad blot er Kontorchef; men det er mod denne Mening man maa protestere. Thi enten man i Regjeringen har Brug for Talentet eller ikke, saa maa det være der, skal en Regjering være, hvad den bør være, nemlig Udtrykket for Nationens Forstand og Fremsyn. Talentet maa være der, skal den høie Stilling og Løn ikke være Terningekast, eller noget endnu Værre!

Nr. 305/1854, søndag 31.12.

[Rikets tilstand; norsk språk i Drammen]

Korrespondance
Christiania den 30te December
Efter et engelsk Blad stod for nogle Dage siden i Christiania-Posten en Beretning om Festen vor den 4de November. De Bemærkninger om vore Forholde og Tilstande, som hint engelske Blad knyttede til Beretningen, var meget smigrende for os, men Gud naade os! de vare ikke sande alle. Det er ikke alle, som kan læse, skrive og synge, det er vistnok flere hos os efter Maaden end i England, som kan dette. Men vi har Mange gaaende i Vankundighed, Mange baade i By og Bygd, ja saa Mange, at vi nok kunde anvende vor Missionskasse til vore egne Hedninger, istedetfor at holde Folk i Sydafrika blandt Kasserne. Det er vistnok saa, at de fleste Børn øves op i Skolen til at stave Tabeller og læse udenad Budordene, uden at forstaa dem; men om de end «slipper fram» hos Præsten, saa fører de Flestes Liv med sig, at de snart glemme det Vesle de have lært, og, læser Almuesfolk noget, saa er det Traktater fra Stavanger og «aandelige» Bøger samt Rolands og Tristans Krøniker. Det er færre end man tror, som læser Ting, der oplyser Forstanden og Hjertet tillige; og endnu færre ere de, der læse Politik, hvilket det engelske Blad siger, at det norske Folk er saa hjemme i. Vort Folk har en sund Sands, men det er ikke politisk paa Nymoden! Der er mange Præstegjeld, hvor blot et Morgenblad holdes, og intet andet Blad naturligvis. Præst, Lensmand, Medhjælpere og nogle faa andre faa disse Lapper og læser de udenlandske Efterretninger med sin Sands for det Historiske saa godt man forstaar. Man springer over alle fremmede Ord, der ere mange, og klør sig under Øret til de mest unorske Ordstillinger; man finder dog i denne arabiske Ørken af Land enkelte grønne Flekker, hvor de gjøre sig tilgode. Nu er vel Folkevennen med sine fattelige udenlandske Efterretninger paa mange Steder, Provindsaviserne ere ogsaa paa enkelte Gaarde omkring sine Byer, og paa vore Bredbygder gives Folk, som har alle Aviser, men det er grumme faa. Politiken gaar derfor som den kan, og naar man kan tale for sig selv uden at snakke til Udlandet om det, saa maa man sige, Folk, der spekulere i politiske Blade, ikke skal finde nogen stor Læsekreds. Arbeiderbladet har nok sine Læsere, men Enhver skjønner dog, at Sligt ikke er Politik, det er bare Ølkveise. Jeg ved ikke om det var værdt at ønske det anderledes, saalænge man ikke har et renere Sprog og saalænge man ikke tillige kunde hæve Armoden og fremme et almindeligt Velvære, hvorved Oplysning og Politik vilde komme ganske af sig selv. Det engelske Blad siger, at vi ere overordentlig frisindede. Jamen ere vi saa! Men for den store Masses Skyld kunde man maaske indføre, hvad Regjeringsform man lystede. Vort Folk har en stærk Følelse for Ret og Sandhed; men i Politiken gaar det rundt med Begreberne. Den, som kan skaffe gode Aaringer og billig Mad, han er en god Politikus, ligegyldigt hvad enten han heder Autokrat, Despot, Konstitutionel eller Republikaner. Det kommer saa omtrent ud paa Et. Det er de Oplyste, de Velstaaende, som gjør Forskjel paa dette, og disse ere efter vort Folketal glædelig mange. Men gudbevares hvor faa de ere i Forhold til Hovederne.
Vi ville slutte os med Glæde til Krigen, mener det engelske Blad. Jamen tror jeg det! Mulig Officiererne og atter igjen de Oplyste. Men de, som skulle udgjøre Hærens Kjærne, ville helst have Fred, og en Fader vil nok gjøre alt Muligt for at faa sin Søn fri for Kongens Tjeneste, og det unge Mandskab selv turde nok finde paa Mangt for at slippe.
Kom de i Krigen, saa slog de nok, men bevares! hvor nødigt de vil gaa, det vil da sige, naar de ikke saa lige se, hvad de stride for. Det er for den almindelige Forstand noget uforstaaligt, at tale om Vestens Civilisation og Østens Barbari, den skjønner ikke egentlig hvad det betyder, og disse Ting, der for os Bogfolk ere som Nat og Dag, ere for Arbeidsfolk Graat i Graat. Det er derfor ikke værdt at gjøre store Ord; men hugse paa den gamle Bondepolitik at man lader Huset staa indtil det dætter over Hovedet paa En. Tingen kunde skildres værre, hvis man var sikker for at ingen Udlænding fik det at se. Man bør ikke engang være saa uforsigtig at tale om Manden, der feirede Keiseren af Ruslandsk1184 Navnedag. Ligeover for Udlandet maa vi være Karle!
Det var ret, at der ogsaa i Drammen gjøres Indvendinger mod Norskheden! Saa bør det være. Det var «Krage» som vakte Forargelsen. Manden hugsede vel paa den bekjendte Fugl, som skrives i vor Dansk for Krage, men som paa Norsk heder Kraake. Naar Opponenten tænker paa dette, saa finder han det vist i sin Orden, at man sagde Krage istedetfor Kraake. Det er morsomt nok, at man finder alt godt og vel, om man bruger latinske, græske og mesopotamiske Ord, men norske Ord og norsk Udtale støder! Naar Galskaben drives til den Grad, er den nok saa lystelig at skue. Og det er netop denne Galskab, som udgjør Kjernen i vor Sprogstrid; man er bleven saa fortrolig med Forrykkelsen, at man skriger og holder begge Hænder mod Fornuften.


1855

Nr. 3/1855; fredag 05.01.

[Årsrevy 1854]

Korrespondance
Christiania den 1ste Januar
— — — Det maatte være herligt at leve det Aaret, da man førte Krig over hele Jorden og endda ikke glemte Fredens Gjerning, men ligesom kappedes om at leve og dø, — det Aar, da Rusland æggede England og Frankrig til Kamp imod sig, fordi det vilde tage Tyrkiet og derved faan213 fast Fod i Jordens bedste Lande, — det Aaret, da de største Søflaader med de største Skibe stak i Søen, — da disse Flaader seilede ind i Østersøen og vilde skyde sønder de tykke Graasteinsmure, som Rusland stikker mod Vesten som et Billede paa sit eget Hjerte, — men disse Mure bleve staaende, og man tog blot Bomarsund, som ligger paa en Holme, — det Aar, da man ligefra Norge valfartede til disse store Skibe, og hele Vesten saa i dem veltalende Præster for Frihed, mod Barbari, — det maatte være et skjønt Aar at leve i dette, da man endogsaa i Christianssand saa nogle af disse Skibe og ved selve Nordcap, forbi hvis Odde de gik bort til Rusland, og skjød Kola i Brand, og tog bort Fartøier med Fisk og Mel, — det Aar, da vi fik en Admiral, som gik med vor egen norske Flaade paa sit Admiralskib øst til Sverige og Østersøen for at syne vor egen Herlighed for de Engelske og Franske, — det Aar, da vi sendte Tropper til de Lande, hvor Solen skinner ved Midnat, og til Christianssand, hvor Brødet ved Troppernes Mængde blev baade lidet og dyrt, — da vi sendte Tropper til Kaholmen og Drøbak, for at holde paa Nøglen til Norges Hovedstad, — det Aar, da man vilde befæste Horten saa drabeligt, men da Storthinget, som kjendte sin Kraft, blot bevilgede 15,000 Spd. til denne Norges Orlogshavn, — det Aar, da man skræmte Folket med en Firskibsbestemmelse, som fremkaldte hemmelige Møder i Storthinget, hvis hemmelige Raad man ikke kunde tie med, — det Aar, da man i Høstningen havde en Leir paa Gardemoen af Landets Høvedsmænd, — det Aar, da Norges første Jernbane blev aabnet til Fart, og mange nye paatænktes i vort Klippeland, — det Aar, da ogsaa vi Nordmænd fik Telegrafen, og det Mærkelige hendte, at Storthinget vilde have den længer end Regjeringen, — det Aar, da man tællede vor Dampflaade til 30 Skibe, og da den samme Mærkelighed indtraadte, at Storthinget vilde have to Dampskibe paa Nordland istedetfor ét, — kort da det norske Folk ikke kunde komme fortnok fram i Verden, det mærkværdige Aar, da vi fik en Agerbrugshøiskole, og havde Udstilling af Kaalhoveder, da man sendte Folk omkring for at yste og kjærne, — det Aar, da Baron og Friherre von Eckensteink1185 var i Molde, og førte Krig i Aviserne om Jordbruget, hvilket viser, at en Baron ogsaa i disse krigerske Tider kan tale om Andet end Sværd og Landse, — det store Aar, da Tyrkerne kjæmpede med sit gamle Saracenermod og jog Moscoviten fra Silistria og Donau, — det Aar, da Pontus Euxinus havde sine Storme, ødelagde saamange stolte Skibe, som Russerne angrebe, medens de kjæmpede mod Stormen, — det Aar, da Taurien og Krim blev Skuepladsen for de forfærdeligste Kampe, hvor 1 Engelskmand slog 7 Russere, — og da Russerne sænkte sine Skibe ned for at stænge Veien, da de russiske Præster gav Stridsfolkene Brændevin, lovede dem Himmelen og en Skat i den engelske leir, men Intet hjalp, thi den, som Intet ved, kommer ingen Vei i Verden, — det troende Aar, da man i Italien fra alle Verdens Kanter har under Kampene holdt et helligt Consilium, og i hvis Følge Paven fra Peterskirken til evig Fryd for den troende Slægt har paalagt Verden at tro paa Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse, — det Aar, da Tydskland ikke vidste hvad det vilde, men hældede til Frihed og Trældom, — da Danmark fik et nyt Ministerium efterat 3 Rigsdage vare opløste, — det mindreværdige Aar, da vi for første Gang feirede vor Foreningsdag med Sverige, — dette store Aar 1854 er nu forbi, men det vil mindes længe, det var stort, men 1855 turde blive større, og bringe til Modenhed den Sæd, som er saaet; — vi vare lykkelige vi, som fik leve i dette Aar, da Alt gik fremad og Verden var saa stor; erkjende vi ikke det, saa fortjene vi ei at faa et endnu bedre Aar.

Nr. 5/1855; søndag 07.01.

[Lønnsemda ved jernbanen; nytt frå utlandet]

Korrespondance
Christiania den 1ste Januar
Nu ved Juletiden er Færdselen med Jernbanen meget livlig, og navnlig reise mange Mennesker op og ned. Varetransporten hviler derimod noget. Man kommer i sin Betragtning af Jernbanen atter og atter tilbage til den gamle Klage, at Taxten paa Føring af Varer er vel høi. Det gaar saaledes neppe an at føre Ved, thi det koster næsten en Daler Favnen fra Banens øverste Skifter. Det kunde nok endda gaa an, var Prisen altid saa høi som nu paa Ved. Men man er endnu ikke fuldkommen forberedt paa det, og Englændernes Tilbud paa at kjøbe, har ikke slaaet synderlig til, dels fordi de byde forlidet, men især fordi man ikke har vidst det tidlig nok. Plankekjøringen fra Strømmen, som man engang ventede sig saa meget af, skaffer heller ikke Eierne synderlig Gevinst, thi man vinder blot 2 Skilling paa et Læs Planker ved at kjøre det med Banen, og derfor gaar den gamle Kjørsel noksaa livlig for sig endnu. Bønderne ere nu ogsaa vante med det gamle Kjør, og finde det fremdeles fordelagtigt at tjene 2 Mrk. à 2 Mrk. 12 ß. om Dagen til en Hest og Mand. Det er lidet for saa tungt og leit Arbeide, der æder og endnu mere drikker sig op igjen i Byen og paa Stationerne. Forresten kan Bønderne ikke klage over, at Banen tager bort deres Fortjeneste, da Skyds og Kjøring til Stoppestederne og den ellers livligere Færdsel skaffer Arbeide nok. Det er underligt med det, jo større Virksomheden bliver i en Retning, desto større bliver den ogsaa i en anden, istedetfor at borttage den; men dette tror man ikke, førend man sér det, og derfor hører man altid, at der klages over Gang i Næringen for Arbeidsmanden, naar Ild og Vand træder istedetfor Heste og Mandemagt. Saaledes se vi det ogsaa er paa vore Vande og Fjorde, hvor vi have faaet Dampbaader. Der er Liv og Færdsel ved Stranden, om man ikke slider og roer, eller venter paa Bør. Forsaavidt kan man ikke ganske tage til Indtægt den almindelige anførte Grund for slige Forslag, at det skulde virke fysisk og moralsk forædlende paa Befolkningen; thi Folk faar Tungarbeid væk alligevel, blot Pladsen og Karakteren noget forflyttes, og navnlig Grunden ikke mellem Strømmen og Christiania, hvor man kjører Planker den Dag idag. Kyndige Folk, forsaavidt vi have slige, ville sige, at Jernbanen ikke er at lide paa, og nu i Frosten kjender man virkelig paa Vognen, at Banen er baade vind og skjev. Naar nu Vaaren kommer, maa meget blive omkomplet ved Tæleopløsningen. Men slig Tale bør ikke komme ud i Publikum, for ikke at vække Misnøie og Ængstelighed, som kanske kunde være grundet. Man maa selv tro, at Alt er godt og vel, og meget mere lade Andre tro det samme. Dette er bare noget, som hvisker en Mand i Øret, dette. Man skal ikke være mistroisk, men underordne sin Skjønsomhed under Folks, der maa skjønne hvad de gjøre og ville. Det er denne Tanke, som opretholder Autoriteten, den maa derfor ogsaa opretholde Jernbanen.
Kulden angriber ikke alene Jernbanen, den angriber endogsaa Telegraftraaderne. Nu en af disse koldeste Dage, sprang de paa mangfoldige Steder opover Linien, saa man maatte braastandse indtil man fik hægte i igjen, hvilke gaar ganske glat for sig. Man udspente Traaderne forstramme, og tænkte i Varmen, at den lille Slapning skulde være nok til Indkrympning i Kulden. Om Drammenskorrespondenten er sprunget i Kulda, har jeg ikke hørt noget til, men det er saa rimeligt.
Udenlandsposten er ikke kommen idag, som den skulde, og vi vente paa den med Længsel for at se, om det bliver fredeligt, saaledes som sidste Post kunde lade formode af Krigens og Underhandlingernes Gang. Det turde i saa Fald ikke blive noget af med et overordentligt Storthing, hvorom man i den senere Tid har troet og talt ret flittigt. Man har endog ventet Kurér fra Stockholm, man venter saa meget, naar man er kommet paaglid med at vente. I en saadan Stemning tænker man nemlig paa Officierer og Krigsstanden, og udbringer deres Skaal ved alle mulige og umulige Leiligheder.

Nr. 9/1855; fredag 12.01.

[Hartvig Nissen forlèt departementet; utbygginga av telegrafen]

Korrespondance
Christiania den 10de Januar
Kirkedepartementets Konsulent, H. Nissen,k1186 har nu traadt fra sin Stilling, fordi Storthinget blot bevilgede Gagen «midlertidig» og saaledes gjorde det konstitutionelt umuligt for ham at blive Embedsmand. Saaledes vilde Nissen ikke have det, og da han ikke kunde hede Embedsmand, traadte han fra. Om dette hans Skridt er intet at sige, eftersom Storthinget paa en Maade kunde siges at have givet ham et Mistillidsvotum, skjøndt den Opfatning ogsaa er noget søgt; thi Storthinget kunde ikke ville have Embedet som saadant, hvilket vistnok ogsaa var det Rette, da en Konsulent ikke er saa nødvendig i Kirkedepartementet som i det «Indre», hvor praktisk Kjendskab til specielle Ting som Veie og Broer osv. udfordres, medens Kirkens og Skolens Afgjørelser og Raad er noget, som enhver videnskabelig dannet Mand mere eller mindre maa forstaa sig paa, men heller ikke nogen i den Grad, at han af alle Parter kan nyde ubetinget Tiltro, hvilket vilde være nødvendigt. Man tænke f. Ex. paa Modsætningen mellem Geistlighedens og de andre Videnskabsmænds Fordringer, og atter igjen paa Skolemændenes Modsætning indbyrdes i de saakaldte Humanistern214 og Realister. Naar man rigtig fatter for Øie det svælgende Dyb som ligger imellem alle disse Meninger, føler man mere klart, end det kortelig kan belyses, hvor umuligt det er for en enkelt Mand at være Alle blot saa nogenlunde tillags; han maa blive Partimand og derved rykke ud af sin rette Stilling paa en saadan Post. Vi saa da ogsaa, at Nissen var paa Vei idetmindste til at hælde mod én Side, og derved støde sammen mod Præsterne, hos hvilke der vel tør siges var en ret stor Utilfredshed med Nissen. Provst Folkestadk1187 var ikke ene om sin Mening for det, om han skrev; tværtimod maa det vel siges, at han, hvad Sagen angik, var et godt Udtryk for Standen. Folkestad vidste godt, hvad han skrev og hvor vidt han kunde gaa. Hr. Nissen maatte vist ogsaa føle Trykket, dersom han havde oprigtige Venner, eller med Skarpsind tydede alle Mærker, naar han tilfældigvis f. Ex. var hos aldrende Præster eller paa Seminarier. Dette være ikke fremhævet som nogen Daddel mod Hr. Nissen, men som et Bevis paa, hvorledes det maa gaa en Mand i den Stilling. Gjorde man nu en Mand som Provst Folkestad f. Ex. eller hvilkensomhelst anden god Præst til Konsulent, saa skulde man først rigtig se Storm om en Stund. Ligedan om man satte en Realist til Posten, en Mand, der i Skoleveien mente at arbeide i «Tidens Aand»; Humanisten vilde da med godt Skyts rykke i Marken. Tog man en praktisk Mand, vilde det gaa endnu værre, om muligt; thi de upraktiske Folk, som ere mange, vilde da sætte sig paa Domstolen, svøbte i Ordbrammens Hermelinskaabe. Dette var nu det galeste af Alt: Autoritet maa til paa slige Poster, enten den saa duger noget eller ei. Kort, jeg drister mig til at sige, at en Mand paa den Post, er umulig, dersom han vil noget, og vil han intet, saa berger man sig med det, som er, og lader Tiden, Videnskaben og Livet selv under sin stille alsidige Gang gjøre sin Gjerning, hvormed ogsaa Alle paa Slutten blive bedst tjente. Det er ikke Sager, som der kan rumles med; det er Ting, som ikke lader sig omkomple i en Fart. Kirkedepartementets Chef faar føle Tiden paa Pulsen, saa godt han kan; han faar finde sin Hjælp i sit Personale, der kan bestaa af andre end Jurister; saa faar han nedsætte Kommissioner, og er en Sag noget moden, griber Storthinget ind som den rette Magt, naar noget skal leves efter istedetfor blot snakkes om. Det gaar ikke saa galt som det gaar. Under enhver Omstændighed maatte en Konsulent for Kirkedepartementet være en stor Mand, og naar vi se en saadan, kan der tales om den Ting.
Hr. Nissen har ikke skrevet saa lidet endda i sin Stilling; men han fik jo Reisepenge til Udlandet af Staten, og nød derved den Ære og Modtagelse, han som Udsending kunde gjøre Fordring paa. Han bør derfor ikke beklage sig over Utaknemmelighed, hvilket han som en fornuftig Mand vist ikke gjør; skjøndt det er underligt med det: faar man først offentlig Understøttelse (Stipendium), saa venter man ogsaa gode Poster, naar man kommer hjem, og gjør sig fornem, naar man ikke faar dem glat nok! Man burde dog vel heller takke Staten, for hvad man har faaet, og beskedent føle, hvor meget der skal til, for at gjøre lige for en saadan Udmærkelse. Det er ikke Mange, som faa den.
Der skulde forresten være stridende Meninger i Statsraadet, da Nissen forlangte sin Afsked, idet nogle af Statsraaderne alligevel vilde gjøre Manden til Embedsmand, trods det «midlertidige» i Storthingets Bevilling; medens andre Statsraader ikke vilde gjøre ham til Embedsmand; og vi maa i Grundlovens Navn takke disse Statsraader, og ære dem for deres Mening, de vandt da ogsaa.
— — Om alle disse Telegrafposter, som nu skal besættes, er betydelig Rift; selv de mere underordnede til 144 Spd. om Aaret eller saa omtrent, søges i Mængdevis af Studenter og Kandidater. Dette synes være haardt, og det tyder ikke paa gyldne Tider for det Slags Folk. Man bliver ganske ængstelig, naar man ser det, og man ser paa vort Held, hvor vanskeligt det er at leve, især i Hovedstaden. Der skal sandelig snart Dygtighed til for at komme frem paa de Veie, hvilket naturligvis er godt for Staten, men høist trøstesløst for de mange Mennesker, som engang har havt sine skjønne Drømme. Det er saaledes det maa gaa til, og ikke ved Lov, skal blot Folk studere, som har Kald til det; saa maa det gaa, skal man faa tilbørlig Agtelse for Tungarbeid og overhoved lægge sig paa en enkelt Ting, for dog at kunne være nyttig til noget.
Understøttelsen til at komme paa Forstskoler søges ogsaa i Mængde af Folk, der for et Snes Aar siden vilde have betragtet en Forsterbestilling som altfor svert ringe. Ligeledes gaar det med smaa Skoleposter. Det er intet Under, at en Mand kan takke sin Gud, naar han er saa meget som Kopist. Om en Stund vil en Kopist være en stor Mand, og derfor tager man da ogsaa nu næsten blot Laudabilis til det. Man skal ikke længere som før hænge paa de stakkels Kopister, og gjøre Nar af dem ved alle Leiligheder, ligesaalidt som de blive nogen Forfærdelse for Jomfruer og Frøkener.

Nr. 11/1855; søndag 14.01.

[Utskriving av soldatar; lagretteloven]

Korrespondance
Christiania den 12te Januar
Ved høieste Resolution af 10de dennes er det befalet, at 1000 Mand af det sømilitære Mandskab søndenfjelds, 600 hel- og 400 halvbefarne, skal udskrives saasnart som muligt. Underretningen herom er idag afgaaet til vedkommende Krigskommissærer og Indrulleringschefer, dels med de ordinære, dels med Extraposter. Det var nemlig af Vigtighed at det rette Budskab kunde komme før frem end Rygtet, for at Skibsførere og Rhedere ikke skulde hyre Folk, eftersom en Forordning siger, at den som alt er forhyret, før Udskrivningen blev bekjendt, skal slippe for at udkommanderes, naar det ellers er tilstrækkeligt Mandskab til kongl. Tjeneste. Efter et andet Lovsted kan man seile med sine Folk, der ere hyrede før Sessionen er afholdt, naar man forbinder sig til at seile 14 Dage efter at Listen er expederet. Det er dog ingen Fare for at man ikke skal faa Folk nok; thi dels lader Farten til at blive flau iaar, dels har man saameget søværnepligtigt Mandskab, at 1000 Mand tager ikke meget paa, om det end endelig skulde vise sig, at der blev Alvor af med Udkommanderingen. Dette kan blot være som en Forberedelse til hvad hende kan, for at man ikke skulde findes ganske uforberedt, men skulde der blive Alvor af, vilde disse tusinde Mand ikke kunne sige stort, det maatte nok flere til. Allerede denne Omstændighed ser forresten krigersk nok ud; det viser dog, at man kan være forberedt paa noget af hvert, og der fattes ikke paa dem, som se meget i denne vesle Udskrivning. Posten igaar fra Sverige saa derimod fredelig ud, da det hedte, at den russiske Gesandt havde antaget de «fire Punkter;» men Udenlandsposten idag er ikke saa fredelig; den er modsigende som vanligt og efter hvad man endnu ved, kan der ligesaa let og endnu lettere blive Krig end Fred og lettere endnu. Vi tale saa kjækt om Krigen, naar den er borte fra os, men kommer den, skal vi se, hvor betænkelig den ser ud. Allerede denne Udskrivning vil vække Uro og forstyrre mange Beregninger, ligesom den hos de Overordnede fremkalder Møie med det, som er, og Ængstelse for det, som kunde komme: vi ere ikke forberedte paa Krig; vi mangler nok mangt og meget kun ikke Penge til at begynde med idetmindste, hvilket dog allerede er meget paa Vei forresten; men Pengene vilde snart heller ikke flyde saa rigeligt, thi om vi end holde med de Magter, som vi hænge mest af, saa vilde dog Krigen arme og lamme, ligesom vi ser den gjør i England og Frankrig; det faar vor Trælasthandel kjende. Til denne Døs paa disse Trælastmarkeder siges der endnu skal komme en Indførselstold paa Trælast i England, enten den nu skulde være for at skaffe en øieblikkelig Indtægt eller for at ophjælpe sit Kolonialland, Kanada. Dette alt synes dog ikke rimeligt efter de frisindede Toldbestemmelser, som England har fattet i de senere Aar.
Man vækker Skibe ud igjennem Havnen herinde; det er tredie Gang man har vækket Voka op igjen. Det er altsaa gaaende endog paa denne Aarstid, men Sømænd sige, her ser daarligt, yderst daarligt ud.
Man har nu alt seet Lagretsmænd i Retten efter denne nye Lov. Det blev en agtværdig Ret, og Dommeren skulde ordentlig genere sig igaar, da det traf til at være nogle høitstaaende Mænd, som sad Lagret. Det vil gjøre godt dette: Dommeren skal f. Ex. da ikke modtage Vidnernes Ed siddende, eller tillade sluen215 Advokater og Sagførere tværtimod Loven og Forordningerne at vride Ordet ud af eller stikke det i Munden paa de arme Vidner, saa de i sin Ængstlighed ikke vide hverken frem eller tilbage. Man har med den største Forargelse kunnet se og høre paa sligt Spil. Det vil ogsaa holde mange raa og skjødesløse Retsbetjente i Tømme; thi hvor finder og især, hvor har man desværre ikke fundet slige, og naar vil man ikke finde dem? Det er nu forresten ikke værdt at love sig alt formeget af denne Lov, især ikke paa Landet; der vil det blive omtrent som før; i Byerne kan derimod træffe ret ofte til, at bedre Folk end før vil sidde Lagret. Men Folk vil nok blive leie af Loven og forsaavidt vil den være en Prøvesten paa, hvorvidt man kan gaa endnu videre med Juryen. Men, Herregud, det faar ikke hjælpe om man bliver noget lei, naar bare noget virkeligt Godt fremmes; man faar vænne sig. Det er iøvrigt en ret betænkelig Ting med alle disse tiltagende Kommunebyrder; de blive snart saamange for enkelte Mænd, at det maa rige og ærgjerrige Folk til for at kunne holde dem ud. Den store Mangfoldighed af Folk, som maa arbeide for Brødet, har ikke Raad til at holde sig saamange hæderlige Hverv; man skal spise ogsaa; man kan ikke som Guderne leve af Røgelse.
Det har kostet megen Møie paa mange Steder at faa Mandtallet efter denne Lagretslov istand (dens § 5 og 18). «Det er grovt, hvor fælt Storthinget nu bliver til at lægge Tyngde paa Folk,» sagde en forresten meget fornuftig Bondemand.

Nr. 15/1855; fredag 19.01.

[Norsk-svensk hopehav]

Korrespondance
Christiania den 17de Januar
Det er noget glædeligt og beroligende, hvorledes vi Norske og Svenske nu ere komne igang med at opgjøre vort Mellemværende, og se efter, hvordan det er vi egentlig har det; og enhver af os begge maa da lidt efter lidt tilstaa, at vi kjende grumme smaat til hverandre, og at Baandet, der forener os, mere ligger som et Tøndebaand om de sammenlæggede Staver end som en indre Tilknytning. Derfor kan man da heller ikke vente andet end at Staverne imellem slaa sig vinde og skjæve, om end Baandet holder det læke Kar sammen. Det er vel nok, at man tænker paa vor Mellemhandel og Told, men dette alt bliver dog kun et Regnestykke, og den bliver mest glad, som vinder mest. At faa Enhed i Vægt, Maal og Mynt vilde ogsaa være godt og kommer vel engang, men det er igjen noget rent Udvortes, noget, som blot ligger i Handel og Vandel; det er ikke noget, som virker paa Gemytter og forandre vor indbyrdes Stemning, undtagen forsaavidt det Nyttige og Hensigtsmæssige kan gjøre det. Selv vore Besøg og Studentermøder er noget Udvortes: vi kan være gjæstfrie og venlige, vi kan drikke, skaale og tale, ja endog sige «Du» til hverandre; der bliver dog alligevel en Skillevæg mellem os; naar vi ere skildte ad, saa føle vi ingen egentlig Længsel efter hverandre: det var ikke en Del af os selv, som vi fandt, og som igjen forlod os. Vi kan endog skrive Afskedssange og sende med hverandre hjem; men det er ikke en Sang i vort eget Maal, som vi faa med os. Heri stikker Ulykken, der just bliver en sand Ulykke, fordi vi føle at Sproget er ét, naar vi tænke os om, men nu se, hvilket Dyb der er, som har adskildt os. Det er som naar der er saaet Had eller Ligegyldighed ind i en Familie. Hvis er Skylden? Vi maa sige det er vor: det er vi, som ere faldne fra vort Sprog og Nationalitet, og har ladet paaklistre os noget vildt fremmet, Dansk nemlig. Straffen er som overalt, naar man lægger Haand paa sig selv: vor egen Udvikling gaar unaturligt for sig, og vor Kjendsel til vore svenske Brødre — der netop ere vore Fuldbrødre — bliver noget ligesaa paaklistret, som vor egen Udvikling, og Literatur. Vor egen Sprogstrid og de Kræfter, som allerede brydes og først herefter med Alvor ville tørne mod hverandre, er derfor ikke blot en Stræben efter at finde os selv igjen, men det er ligesaameget en Tilnærmelse til Sverrig, en rigtig folkelig Tilknytning, der i Aand og Sandhed maa fuldende vor politiske, som Historien i sin vise Forudseenhed bandt for at den andre kunde komme efter, naar Menneskene fik Tid til at tænke sig om. Det varer længe, før Menneskene komme efter, og skulde vi endnu den Dag idag regne efter, hvor mange det er her hos os, som begribe den dybe Betydning der ligger i vor Sprogstrid, saa blev det ikke ret mange; de fleste betragte endnu det Hele som en Strid mod al Historie og Civilisation! De have mangen216 Grunde for sig; thi der er mange fornuftige Mænd iblandt, men det faar ikke hjælpe, det er dog hverken ubeskedent eller forvovent at udtale denne Mening her med Troens og Overbevisningens hele Styrke; man faar appelere til Fremtiden og arbeide paa det, som tidt synes haabløst, saa godt man formaar, da man har en god Grund: man har Naturen paa sin Side og en mægtig Løftestang i det fælleds Ønske at komme i nærmere Forbindelse med Sverige.
Man overrasker ofte sig selv, hvorledes det saalænge kan have undgaaet En, hvor svenske vi ere. Naar vi sige: «Hvor deiligt det svenske Sprog høres, især paa Vers», da er det Hjemmets Toner, som klinge for vort Øre, uden at vi rigtig ved, hvor de komme fra. Den, som ikke er helt opdragen i Bogsproget eller saaledes har læst sig ind i vore danske Bøger, at han ingen Sands har for Livet kring sig, han maa ved at læse det svenske Sprog finde, at Ord og Ordstillinger er gjennemnorsk paa de enkelte Undtagelser nær, der aldrig kan udeblive. Sprogets fineste Nerver ere vore egne, og de forskjellige Dialekter, f. Ex. den Bohuslehnske, er saa mærkværdig lig vor Thelemarkiske, at man ved første Øiekast kunde tage den ene for den andre, hvilket jeg erfor af nogle Oversættelser af en finsk Sang, som en Zetterqvistk1188 vil samle alle overkommelige Oversættelser af; selv en Dialekt bortved Østersøen — jeg skulle mene det var Sødermanlandsk — var meget lig. Intet Under da, at vore Bønder saa godt tale med Svenske og læse det svenske Sprog med naturlig Lethed, blot de faa nogen Øvelse i den forandrede Stavemaade. En gammel Mand fra Landet var herinde under Studentermødet — det var nemlig han, der gik som et Pragtexemplar med en gammeldags Dragt — han sagde: «Det var ingen af Talerne, jeg skjønte saa godt som de Svenske, de have et Maal som hjemme hos os. Det er underligt at høre sligt i Byen, hvor jeg trodde at Alle maatte tale Fremmindmaal; men det er nu vel for det at Svensken ikke kan andet!»
Under denne Tilstand oversætte vi Svensk paa Dansk og læse! Dette er alene muligt for et Folk, som har glemt sin Fortidn217 og sig selv, og skriger: Jeg vil ikke finde dette tabte igjen. Ødelæggelsens Verk, som har varet saa længe, skal holde paa, indtil der af vort gamle Tempel ikke bliver Sten paa Sten. Men med denne Nedrivelse bryder man ogsaa væk de Hjørnestene, hvorpaa vort Foreningstempel med Sverige maa blive bygt. Det er overfladisk at snakke om Inderlighed mellem os og tro, at den kan fremmes ved Studentermøder, ved Told og Mellemhandel. Sagen maa tages i sit Dyb: Vi maa finde os selv igjen for at vi med det samme kan finde vore svenske Brødre.
Man har i Morgenbladet og Chr.-Posten ligesom ogsaa det svenske Aftonblad afhandlet vort Mellemværende med Sverige. Det kan derfor ikke være afveien at fremhæve denne Side ved Sagen; den synes nok upraktisk, men det faar ikke hjælpe. Sanningen maa for en Dag.

Nr. 17/1855; søndag 21.01.

[Forsvar for statsråd Krog; den famøse dreiebenksaka]

Korrespondance
Christiania den 19de Januar
Her er to Ting i Byen, som foraarsager meget Skriveri og endnu mere Snak:
1. Morgenbladets bekjendte Angreb paa gamle Statsraad Krog,k1189 alle Svar derpaa og tilslut det bedste Svar, nemlig Deputationen, som gik til ham. Det var udentvivl en rigtig Bemærkning i etn218 af Bladene, at en saadan Deputation ikke vilde have fundet Sted, ifald Morgenbladet ikke havde været saa urimeligt. Statsraad Krog burde have levet i Fred, næst før han indgaar til den evige. Han var vidselig et af disse lykkelige Mennesker, der aldrig vække Had, fordi de heller aldrig vække Begeistring, men vandre stille hen og gjøre sin Gjerning, uden at Nogen næsten ved, at de ere til; disse brave Folk, der aldrig blive upopulære, fordi de aldrig have været populære, — disse hæderlige Mænd, hvori Bagtalelsen aldrig skal stikke sin Braad. At angribe slige Mænd er noget næsten unaturligt, der fortjener al den Uvillie, som Morgenbladet saa fuldelig har faaet.
2. Den bekjendte Dreierbænksag, som nu i de sidste Dage er vaagnet op igjen med forøget lidenskabelig Hæftighed, i Anledning af en Opfordring i Chr.-Posten til Direktør Sørensenk1190 at afgjøre Sagen med den Kyndighed, han alene formaaede; thi Stenstrupk1191 og Isachsønk1192 have gjort sit, og en kyndig Mand maa dømme. Det kan vel ingen Tvivl være om, at jo Sørensen maa svare, og svarer han ikke, saa fattes det ikke paa dem, der betragte Isachsøn som seirende, da hans Talstørrelser for Mange staa lige uigjendrevne. Det er en meget kjedsommelig Sag, og dersom Direktør Sørensen nu ikke klarer den op som Dagen, synes der ingen anden Udvei at være end den, at Departementet selv eller ved en Kommission undersøger Sagen og dømmer de Stridende imellem. Med den nuværende Tilstand er visselig ingen af Parterne tjente, og Regjeringen neppe heller lige over for Alménheden, der er huggen af en Gifttand, som maa ud; den er ikke mindre giftig for det, om den maatte være af Gramhugn219. Det er aldeles dramatisk, hvordan det er gaaen til med denne Sag: det Ene har grebet det Andre og draget det med sig, indtil man er kommen saa forfærdelig langt, at man ingen Udvei ser undtagen i en Ende med Bedrøvelse for en af Parterne. Det turde dog hende, at begge slap fra det, og det Hele endte med en Feiltagelse eller noget, som Trediemand kunde være Skyld i. Saaledes gaar det ogsaa til i Dramaet, naar det ikke bliver Tragedie, men Komedie eller Lystspil. Men, tilende maa Stykket spilles: Publikum gaar heller ikke her ud midt i Forestillingen.
Hr. Nergaardk1193 er kommen ud af det Hele han; han sidder i sin olympiske Ro og lader Folk snakke saalænge, indtil de maa tage sine Ord i sig igjen og bede om Forladelse, paa en Maade, ligesom i hans Brændevinsgreie. Han siger til Publikum ligesom der staar i Komedien: «Passiar, min Engel!» Han siger ved sin Taushed til Alle, hvad jeg her vil sætte paa Vers:
For det du er saa lei og vild,
som Verden paa dig pakker!
Lad Verden snakke, hvad den vil,
blot Sandhed den ei snakker.
Dr. Blad for 17de ds. er virkelig lysteligt at læse; det tager Drammenserne i Forsvar mod Forfatteren i Chr.-Posten, der skriver Theaterhistorien, hvori han sikkert ganske uskyldigt har ladet indflyde en Bemærkning om «Tydsk, Dansk og Drammensisk», for at betegne det blandede Sprog, som Skuespillerne den Gang førte. Manden har Exempelvis nævnt disse Sprog, der kunde være ligesaa gode som hvilkesomhelst andre; og tage Fortrydelse af sligt, er særdeles betegnende for den, som gjør det; man maa tænke paa gamle Kvindfolk, Pebermøer, der er sinte paa hele verden og umaadelig mistroiske; derfor tage de enhver nok saa uskyldig Ytring til sig, og skjælde og smelde. Naar den første Storm er over, drister man sig til at sige: «Gud bevares, søde Møer, hvad er nu igjen paafærde? Vær nu bare snil og blid, saa skal du faa dig en Kjæreste paa dine gamle Dage.» Man staar som paa Naale, og ved ikke, hvad Øieblik Stormen kan bryde løs igjen, da man ingen Sikkerhed har for, at ikke Mennesket tager et nyt Ord til sig, og begynder paa en frisk En. Man bliver ganske ængstelig, naar man ser sligt i Literaturen, om det saa blot er i «Drammens grønne Blad». Man maa med rette beklage de gode Drammensere, der skal se sligt Jaaleri, men, der er Trykkefrihed der ogsaa, og man har ingen anden Raad end at lade Tingen gaa og komme med Ansvaret bagefter. Dr. Blad hugser ogsaa mig og kalder mit Sprog «Kaudervelsk», og gjør «opmærksom paa, at det Sprog, som denne Person fører, Intet har med Drammenserne at bestille». Nei min sandten om Nogen falder paa, at gjøre Drammenserne ansvarlige for mit Sprog. Jeg er selv ansvarlig for det, og skal forsvare det nok saa godt, naar jeg træffer en Mand, som det lønner sig at tale med om saa vigtige Ting; men jeg disputerer ikke med Dr. Blad, hvori forhaabentlig Ingen vil fortænke mig. Jeg skriver mit Sprog, og har virkelig, om jeg selv skal sige det, den Tanke, at jeg ogsaa kunde bidrage Mit til at forbedre vort Bogsprog, der slettes ikke er saa norsk og naturligt, som det burde være, og som det vistnok engang vil blive. Jeg tror ikke at være ubeskeden, naar jeg siger dette, men alligevel skal jeg ikke forundre mig, om Dr. Blad siger det; det vil ikke engang gjøre mig ondt, om Dr. Blad faar Medholdsmænd, og, jeg havde nær sagt, jo flere jo bedre; det er nok saa morsomt at tage mange Dusinkarle paa én Bankn220. Jeg føler Magten paa min Side, de faar undskylde! De faar ogsaa undskylde om mit «Kaudervelsk» bliver værre: naar jeg nu faar samlet mig lidt, kommer jeg en vakker Dag som det staar i Visa:
«Ind kom han Thore Drukkenmand,
slog i Bordi, saa det dundrad:
Bonde er eg no, verri sko eg bli!
Høyrer du det, du Kjæringa mi!» —
Alvorlige Folk beder jeg virkelig om Forladelse. Leiligheden var saa god til at slaa Gjækken løs; den har ogsaa her sin Sanning.

Nr. 21/1855; fredag 26.01.

[Om statsrådane Krog og Møinichen]

Korrespondance
Christiania den 24de Januar
Der skrives endnu om Statsraad Krog.k1194 Nu skal han ogsaa males af Revisionen, siges der. Det er underligt nok, at man ikke under al denne Strid har udhævet nogle af Statsraadens Fortjenester som offentlig Mand. Jeg vil da gjøre en Begyndelse og henvise til Lov- og Rescriptsamlingen for 1833 og 34. Ifølge Lov af 22de Juli 1833 § 5 skulde de militære Inddelinger iverksættes ved Kongens nærmere Foranstaltning, hvilket ogsaa paafulgte ved Resolutionen af 6te Febr. 1834. Bogstav A. Plan «til Forandring i den bestaaende Fordeling af samtlige Landdistrikter imellem Land- og Søvæbningen.» B. «til en forandret Inddeling af Landvæbnings-Rekruterings-Distrikter» i de 4 Stifter. C. «til en forandret Regulering af Land- og Krigskommissariaterne.» Krog var da Chef for det Departement og Inddelingen med Planer skal være meget gode, hvilket ikke er af saaliden Vigtighed endda, naar man ved hvor brydsomt og bagvendt det ofte kan være under vort Lands Forhold, at Jurisdiktionerne ligge komplede om hinanden uden Hensyn til Strækninger, Elve og Dalstrøg, saaledes som man ofte ser det med de geistlige og juridiske Inddelinger. At gjøre noget i slige praktiske Veie er bedre end mange fugtige Taler og megen Snak. Siden kom Krog i Revisionsdepartementet, hvor man vanskelig kan gjøre meget, selv om man er opdragen i et Kontorlokale; noget nyt kan vanskelig gjøres: man modtager og reviderer Pakker i lassevis og gjør en stor Gjerning, naar man f. Ex. i et Toldregnskab saa stort som saa, kan finde en Unøiagtighed af 4 ß., efter Additioner og Multiplikationer, saa man kan blive hovedgalen, om man ellers er vant til at have sine fulde fem. Nu forstaae det sig, at Statsraaden vel slipper sligt umenneskeligt Arbeid, men som Chef for Revisionen er dog sandelig ringe Ting at gjøre. Revisionsdepartementet som et eget Departement burde aldrig bestaa, men hver Sag revideres af det Departement, hvorunder den hørte — man skal nok ogsaa være ment paa at komme dertil —. Disse Bemærkninger beder jeg satte i Forbindelse med de, jeg gjorde om Statsraad Krog i sidste Artikel.
Siden jeg nu er saa lykkelig at kunne rose en aftraadt Statsraad, er den samme Lykke mig beskaaren med en ny, nemlig Møinichen, om hvem jeg ogsaa før har skrevet lidt og udeglemt en god Side. Møinichen er en meget musikalsk Mand, og det fortaltes endog, at han som ung Student allerede udsatte, naar han kom hjem, et Musiknummer, han havde hørt paa Fæstningen. Det er i sit Slags som det man ved om Møllarguttenk1195 eller Mozart,k1196 der nedskrev det Gregorianske Miserere, som han blot fik høre i det Sextinske Kapel om Langfredagene, hvorved han bragte ud i den forbausede Verden den Herlighed, der alene skulde være Paven og de, som kom i Peterskirken, forbeholdt. Møinichenk1197 var ogsaa Theaterdirektør og saaledes maa formodes at have Skjøn paa det Skjønne: de Muser, Melpomene, Thalia, Euterpe og Terpsichore, ere saa nær beslægtede, at man ikke ret vel kan have den ene uden tillige de andre. Man skal ikke le, for det, om Muserne ere komne ind i Regjeringen: man trænger sandelig til dem der ogsaa og det allermest; thi en Regjering skal staa i Spidsen for Alt, lide Alt og paaskjønne Alt. Det var at ønske, at Muserne ret snart maatte komme ind i Storthinget ogsaa, saa kunde det hende, at vi fik Bidrag til et Nationaltheater og noget mere til Opmuntring for Musikkyndige. Det er næsten Skam at sige, at der i alle vore 40 Frihedsaar neppe er givet 1000 Spd. til Musik, medens man har været noksaa rundhaandet med Videnskab og enkelte Kunster, f. Ex. Maleri, og dog maa man sige, at vort Folk væsentlig er et meget musikalsk Folk, saa det netop var i Musikken man skulde hjælpe. I vort fattige Land kan man ikke vente, at Nogen paa egen Haand kan gjøre meget, medmindre han bliver en Exekutør som Bull.k1198 I det Hjemlige maa Staten hjælpe: vi maa faa Komponister og flinke Samlere. Derfor se vi ogsaa, hvordan det gaar: vi har ingen Musik, snart sagt i Byerne, men maa faa Kapeller fra Udlandet, og i Drammen har man endog klaget over, at det var ondt at faa Musik til en Dands. Naar jeg her taler om Understøttelse til Musik, saa mener jeg ikke det, Roverudk1199 fik, der var for at lære Skolemesterne til at synge. Jeg tænker paa de, som har faaet Stipendium til Udlandet; vi trænger ogsaa til det, og fremfor alt trænge vi til at man lægger sig paa vor egen Musik. Hvorvidt Lindemannk1200 har Understøttelse, ved jeg ikke, formodentlig har han dog vel noget; men paa Musikken falder alligevel altfor lidet. Det maa hjelpe meget, at man nu har en Mand i Regjeringen, der forstaar sig paa disse Ting, og forbereder dem gjennem indtrængende Indstillinger. Det maatte være denne Tanke, som bevægede en Sangforening til at synge for Statsraaden, da han var udnævnt; andet kunde det ikke være, eftersom Formanden som Valgmand ikke valgte paa Møinichen til sidste Storthing men derimod sang nu. Manden maatte ikke betænke, at man ogsaa trænger til musikalske Elementer i Storthinget ligesaavel som i Regjeringen skjønt dog i en mindre Grad, da man kan vente, at de maaske der kunde komme fra andre Kanter. I Regjeringen derimod ser man med én Gang, hvad man har, og hvad man trænger til.
Vor ophøiede Kongek1201 er ogsaa musikalsk, og vi bør derfor haabe, at Musikken offentlig mere vil blive paaagtet, siden den ogsaa er kommen ind under Tronens Fod. Maatte ogsaa Møinichen blive ved Revisionsdepartementet for at kunne hellige sig de skjønne Kunster, medens Personalet reviderer.
Rettelser.
I næstsidste Artikel: de have ingen Grunde for sig, skal være mange Grunde. Et Folk som har glemt sin Fremtid, skal være Fortid. I sidste Artikel, staar Granshug, skal være Gramhug. Hugget, Bidet af en liden giftig Orm, som kaldes Gram. Toge mange paa en Bænk, skal være paa én Bank.

Nr. 23/1855; søndag 28.01.

[Krigen; jurysaka]

Korrespondance
Christiania den 26de Januar
Posten idag bringer den samme Uvished som før og om muligt en endnu større en. Man ved hverken frem eller tilbage. Et tydsk Blad er rent fortvivlet, det skriver omtrent følgende:
«Dersom Folkets Stemme var den, som udtalte sig gjennem Pressen og Fyrsternes Forhandlinger, saa maatte man holde med Bruno Bauer*)k1202 og Ligesindede, der mene, at Europas enerverede Civilisation maa gjenfødes af Kosakker og Knut. Tingenes Tilstand er virkelig saadan, at Enhver, som har Forstand at tabe, maa tabe den. Al fornuftig Mening i Politik er ophørt. Den gamle Sætning, at 2 Gange 2 er 4, maa nu hedde: 2 Gange 2 er 3 eller 5, dersom den tilfældigvis ikke skulde være 4. Hvo der endnu taler om Logik, Ærlighed og Tillid til Ord og Gjerning, han er en Tosse, hvis Tale man bryder af og vender ham Ryggen. Her hersker en saadan Fordærvelse, at den maa fylde et ærligt Menneske med Gru. Hvad der før hedte Løgn, hedder nu — offentligt — Klogskab og Visdom; den elendigste Svaghed er nu Kraft; Nedtrædelse af Menneskerettigheder er nu Kristendom! —»
Verdensstillingen — saadan som den staar i Aviserne — er nu aldeles ubegribelig; midt under den blodigste Kamp, sige Fienderne, at de ere aldeles enige. Man ruster sig, sender Tropper og Ammunition, fordi man er overbevist om sin Modparts Oprigtighed og Lyst til Fred! Rusland antager uden Forbeholdenhed de «fire Punkter», men har ved enhver af dem sine Betænkeligheder og Modforestillinger! Vestmagterne slutte en Foreningstraktat med Sardinien for at faa 15 eller 20,000 Mand til Fredsunderhandlingerne i Februar! Preussen vil uden Magts Anvendelse Freden af al Magt! Østerrig slutter Forbund med Vestmagterne og staar paa en fortrolig Fod med Rusland, og drikker en Skaal med Tyrkiet. Ved Russernes Indskriden i Dobrudscha finder det ingen Foranledning til at skride ind, da det «ingen Fare har for Østerrig.»
Det er virkelig ikke Raad med at faa nogen Greie paa Tiden; men Nationerne fare frem som den enkelte Mand, naar han er i Nød og Fortvivlelse: han ved ikke rigtig, hvad han har gjort, før bagefter, og takker da som oftest sin Gud, at han ikke gjorde mere ondt og var mere galen. Man skal derfor ikke forundre sig, om den ene Modsigelse slaar den andre ihjel. Betegnende for den hele Tilstand er en Tale af Prindsen af Preussen til Soldaterne, hvori følgende Udtryk forekomme: «Tapre Soldater! I komme nok snart til at bruge Bajonetterne, men mod hvem, det er endnu uvist.» Jeg har hørt Slagsmaalsbrødre sige: «slaas vil jeg», og paa Spørgsmaal med hvem, «det er det samme, men slaas maa jeg.» Denne hele Forvirring og Uvished kommer rimeligvis af den falske Stilling, hvori Vestmagterne ere komne til Krigen. Det er omtrent som i gamle Dage: én Fyrstekrig mod den andre; Krigen er ingen Frihedskrig mod Barbari. Det viser sig nu at være bare Snak. Frankrigs og Østerrigs Politik er neppe et Haar bedre end Ruslands, og det er endog et stort Spørgsmaal, om Folkefriheden i Europa ikke vilde være værre faren, dersom Frankrig og Østerrig kuede Rusland altfor meget. Som Rusland staar, maa man ty til Friheden og Folkene, for at skjærme sig mod det; men bliver disse despotiske Soldaterstater Herrer, saa staa Alle for Bajonetanfaldene. Derfor seer man ogsaa, at Republikanerne mere og mere nu holde med Rusland og fra Vestmagterne, der slukkes ligesom Napoleon den Førstek1203 gjorde i sin Tid. Man kan derfor uden Spænding se Tiden an og ikke ærgre sig over Modsigelserne eller Forhalinger. Imidlertid er Tiden og Begivenhederne stærkere end Menneskene, og Enden turde blive noget ganske andet end Diplomaterne tænke; det ene griber det andre og drager det med sig, og det, som kommer, bliver under enhver Omstændighed det bedste, som kan komme, iallefald det eneste mulige; thi kunde noget andet og bedre komme, saa kom det. Den Tanke kan man sikkert have, og med den er man fornøiet. Der gives intet mere taabeligt, end at være utilfreds med Verdensgangen; man sætter sin egen Visdom mod Verdens Visdom, og indbilder sig at kunne tage Historien i Skole, istedetfor at gaa i Skole hos den.
Forleden Dag havde Chr.-Posten en Artikel om Grundene, som talte for Krig paa én og Fred paa den anden Side. Det var en bedre Artikel, end vi ere vante til at se i vore Aviser; den fortjente at læses af ret Mange.
Da Thinget blev opløst, hedte det, at den thingvalgte Jurykommission skulde træde sammen i Midten af December; men saa blev det igjen udsat til Midten af Januar. Om nu flere udenbys Medlemmer end Uelandk1204 er kommen, ved jeg ikke, han er i alle Fald kommen for en 14 Dages Tid siden. Nogen Resolution er neppe heller falden, og den skal vel til, idetmindste maa de valgte Embedsmænd faa Fritagelse for sine Forretninger. Denne thingvalgte Kommission finder ellers meget ufærdigt, da den kongevalgte Kommission (Lasson,k1205 Hallager,k1206 Lous)k1207 ogsaa arbeider paa sin Vis, og har faaet laant alle Bøger om den Materie af Bibliothekerne, saa den thingvalgte Kommission ingle faar, men maa skrive efter Bøger fra Udlandet, og det paa Føret! Det gaar ikke saalidet skakt med denne Kommission endda; og kan man sætte den ibeit, saa gjør man det. Det er nu unegteligt noget underligt ogsaa at have to Kommissioner om den samme Sag, men Meningen var, at de skulde sidde som de to Vestmænd, der rodde Baaden ved at ro mod hinanden og anføttes (spænde med Fødderne mod hverandre). Det vilde imidlertid ikke gaa for Vestmændene, for de borede Hul i Baaden, saa den Ene maatte staa og øse. De trodde først, det var Hexeri. Juryforslagene blive dog dyre nok ved saaledes at holde 8 Mand og tvende Skrivere, og naar nu Thinget kommer sammen igjen, tale nogle Dage mere end paa dette Thing, foruden de 3000 Spd. jo til Stipendiaterne; men saa kan Tingen blive prøvet; forkastes den, saa forkastes den grundigt, og findes den god, saa er alt saameget bedre. Staten er ingen Smulegraatar.
Der er Mange, som dels af faldne Ytringer, dels af Dunkersk1208 Originalitet antager, at han vil slaa sig paa Vestmagternes Side, hvorved der bliver 3 mod 2. Han vilde ogsaa derved blive en nødvendig Mand paa næste Storthing, uagtet man skulde tro, at han alligevel burde komme der. En slig Taler burde fremfor Nogen være paa Storthinget, skjøndt det rigtig nok vilde være høist ubeleiligt for de Mange, som ikke kunne tale. Han er forsaavidt tilovers.
*) En af Tydsklands største nyere Filosofer, der finder, at Verden maa faa en ny Kirke og en ny Stat. Man fortæller om denne store Filosof, at han skal have slaaet sig til Værtshusholder, formodentlig fordi han føler, at Øl og Mad ikke kan filosoferes ud af Verden, om saa alt det øvrige ryker overende. Han holder sig til det Paalidelige. Det gaar ofte saa med slige lærde Folk: naar de blive leie af at tomle sig i den aandelige Verden, saa sænke de sig kav ned i den legemlige.

Nr. 27/1855; fredag 02.02.

[Soldatløn]

Korrespondance
Christiania den 31te Januar
Vore Storblade føre en evindelig Strid om Dagene ianledning af Hyren, som Staten giver sit søværnepligtige Mandskab. Fra én Side menes at Staten maa lønne Matrosen bedre nu i disse Tider, da hele Verden staar aaben for den unge raske Mand; paa andre Siden gjøres opmærksom paa Grundlovens Bud om Værnepligt, og at Staten lidt efter lidt har forhøiet Hyren. Man ser saaledes, at denne Strid i sin inderste Kjærne er en Strid mellem Frihed og Tvang, rigtignok lovbunden Tvang, men derfor ikke mindre tvingende hos den, som det gaar udover.
Alt er godt og vel, saalænge man finder unge Folk til at anvende Grund- og Militærloven paa; men naar nu, som sikkerlig vil indtræffe, de unge Folk reise ud i Verden til Amerika eller Australien, førend Loven kan faa Tag i dem, saa staa de høitærværdige Politikere som en Konge uden Land; de staa skjær- og skorfaste, og have ingen anden Raad end at falde Livet til Fode og bede om Naade, dersom de ikke ere stærkere end Friheden og Landets øvrige Befolkning. Det nytter aldeles ikke i en fri Stat og i disse Tider at tale om Grundloven og det Smukke i, at enhver Mand skal tjene Fædrelandet: man maa betale Folk for Arbeidet, det er den evige Grundlov, som aldrig ustraffet trædes under Fødder, og betaler man intet, faar man ingle Folk, naar man ikke er Mand for at dingle med Knutten. Trænger Staten til Politi, Soldater og Matroser, saa bør den betale netop saa godt som en anden Mand, og kan den ikke betale Mange, faar den nøies med Faa. Det er en grei Sag. En anden Sag er det derimod, naar Fare er paafærde, da er det liksaa greit, at Enhver, som kan, maa forsvare sig, og den, som har meget at forsvare, maa være stærkere end Andre eller ogsaa leie Folk med sig. Alt dette er greit, og man kommer engang til det, hvorledes man end snakker, jævner, kompler og skriver Militærlove. Man er nødt til det, fordi det er det Naturlige, og kan man ikke faa det ind i Hovedet, saa kommer det nok engang i Maven. Den Manden tænker overmaade sandt; han farer ikke med Fjas og Kunster.
Det er alene i despotiske Lande som Rusland, man kan tromme ud den fattige store Befolkning «til Landets Værn», som det saa smukt heder. I frie Stater derimod, som England, Nordamerika og formentlig hos os, kan en saadan Udskrivning ikke findes billig. Med Oplysningen og Friheden kommer Retfærdigheden, at Hver skal faa Løn for sin Gjerning, og at Enhver bør arbeide, som han faar Løn til; man kommer endvidere efter, at Arbeidet maa være delt, saa hver Mand har sit, skal han kunne gjøre det godt. I saa Maade bør der ingen Forskjel være mellem Soldaten og Officieren; de skal begge være Mænd af Faget og derfor nyde sit Livsbrød. Det gjør ondt at se de arme Soldater staa paa Vagt og gaa med Bøssen i Fang frysende om Skildthusene, for hvilket de hver 5te Dag faa sin Stomp og de smaa «Liningspenge,» som en skikkelig Mand kunde tjene med nogle Timers Arbeid. Vi Andre, som gaa paa Gaden forbi dem, maa føle os ydmygede, fordi vi bør føle, at de arbeide for os.
Det gjør ogsaa ondt at se de gamle militære Tanker gaa igjen i Skikkelse af Skildtvagter udenfor en høitstaaende Officiers Dør. Dette er ikke sømmeligt i en fri Stat, saalænge det ikke sker efter frivillig Akkord: vilde en Mand saaledes sælge sin Nattero og Menneskeret, saa var paa den Ting intet at sige, især naar vedkommende Officier betalte selv. Staten havde ingen Grund til at yde denne Beskyttelse i Fredstid og i eget Land: en Ildgjerningsmand gik nok før ind til andre Folk, hvor noget var at hente, dersom den almindelige Retsorden ikke kunde faa Bugt med ham. Vi se jo, det gaar glædeligt godt med andre Mennesker: rige Folk slippe for Overlast, og vore Statsraader likedan; de bo som borgerlige Folk og vandre paa Gaden som borgerlige Folk; Officiererne kunde saamen gjøre det samme, og de vilde finde en bedre Beskyttelse i Folks Kjærlighed og Agtelse, end i Gjengangere af Militærlove og Subordinationsforordninger, der husvilde maa vanke om paa en Jord, som løser Lænken af Negerslaven med det samme han betræder den.
Det vil visselig i mange Stykker blive meget forbedret ved den nye Militærlov; men den er dog blot en Mellemting mellem tvende modsatte Systemer, og Tingens Magt vil drive den mod en almén Bevæbning til Brug i Faren, og en gavnlig Øvelse i Freden, medens Soldater, Garnisoner, Korps til Parader og Lystleire, Matroser til smaa Togter maa blive Folk, der faa fuld Betaling for sit Arbeide, og da tager man nok ikke flere end høist nødvendigt. Man ser ogsaa Følgen af vort haltende System nu: vi har formange Soldater i Freden, og bliver det Krig, saa var det saa alligevel ikke noget Forslag i at sende dem ud; ikke at tale om, at der hverken er Klæder, Mad, Rustning eller fuldkommen kunstmæssig Øvelse, og det Værste er, at det i Reglen er smaa og fattige Folk, uden den Styrke og det moralske Mod, som en bedre Opdragelse altid skaffer, naar den bare ikke er for fin. Bedre Gaardmandssønner er gjerne slungne unda.
Her er vistnok endnu mange Mennesker, som finde det i sin Orden, at de Fattige saadan kommanderes ud til «lav Hyre», da de ellers er frie for andre borgerlige Tyngder. Det er en aldeles klassisk Tanke dette: En Romer sagde: «De Fattige betale Skat nok med det, at de opdrage Børn.»*) Børn, mente han — til at drives ud i Krig til Erobring af Lande for Patricierne, som da godt kunde betale Skat. Men denne Tanke er nu for gammel, trods sin Klassicitet; Erkjendelsen af Menneskeretten har medført andre Tanker, og det gjælder i et frit Land at rette sig efter disse.
Det er forresten ganske tidsmæssigt af vore Storblade at behandle denne Materie. Naar Næstens Hus brænder, er det Tid til at tænke paa sit eget. Vi se nu i England og Frankrig Fordelene og Manglerne ved begge Systemer. Det Land, som vil gjøre Erobringer, maa have Trældom og tvungen Udskrivning. Bestemmer Norge sig til at gjøre Erobringer, saa er det Snak at tale om Frihed og fuld Betaling til Soldaten; og skal vi tage det, som træffer, er det kanske bedst at Systemet fremdeles er en Tvitulle. Saa har man idetmindste noget at skrive om i langsommelig Tid.
*) Satis stipendii pendere, si liberos educarent.

Nr. 29/1855; søndag 04.02.

[Åger]

Korrespondance
Christiania den 2den Februar
Her er mange Penge, siger man, og Christiania Sparebank viser, det saa maa være, idet den nys har nedsat Renten for dem, som ville gjøre Indskud. Man skulde nu tro, at denne gode Tid maatte være en ond Tid for Aagerkarlene; men kyndige Folk vil paastaa, at Bruget for de Herrer gaar lige godt. Laantagerne se Obligationerne sine med hver Fornyelsesdag voxe som Soppen om Høsten. Det er underligt med de Pengene: der er altid Uaar paa dem for den Fattige. Mange eller faa Penge i Bankerne, høi eller lav, fri eller tvungen Rentefod, Alt er omtrent lige fedt for den, som Intet har, men maa bede og laane; dog paastaa erfarne Folk, at Nøden aldrig er større, end naar Rentefoden er fri; thi da rider Rytteriet i strak Gallop uden at tygge paa Lovens Bidsel.
Det er ikke liden Styrke for den Trængende, at Aager har Loven imod sig; det viser, at han har Samfundets Moral paa sin Side, om end denne ikke altid formaar at hjælpe ham i Nøden.
Det er noksaa interessant at staa i en Aagerkarls Kontor og vente, til Turen kommer: man ser fine unge Herrer, som man kjender igjen fra Theatrene og Restaurationerne, hvor man skulde tro, at deres overflødige Penge flød fra en ganske anden billig Kilde. Kunstnere ser man hyppigt; der er deres egentlige Hjem: Kunstneren trænger til Tanker, og Tanker koste Penge — det er sandt hvordan man end vrider og vender det, — Tanker ere igrunden den største Luxus — og da nu Kunstnerne sjelden ere saa store, at de tjene store Penge, saa er Aagerkarlens Kontor den Havn, hvor de kaste Anker. Det er faa, som kan holde sig oppe ved at tegne Aagerkarlen saaledes paa Lærred eller Scenen f. Ex., at Gjelden dermed betales. Lykkes dette stundom, maa man sige, det gaar smukt til, idet de ærede Herrer gjensidigt leve af hverandre.
Folk i høie Stillinger ser man sjelden paa de Steder; derimod kjender man ofte Kuskene og Lakeierne deres igjen. Livet maa have et smukt Ydre. Det vilde ikke se godt ud, om Manden, som holder Konen sin paa Stats, selv skulde slide Aagerkarlens Trapper; man maa have Folk til at gaa for sig.
Det er ikke egentlig fattige Folk, som gaa til Aagerkarlene; thi de have intetsteds at gaa. Det er heller ikke mange Studerende; thi de fleste af dem har i disse Dage ogsaa altfor liden Betrusel, og Borgere faar man ikke let til slig Ødelæggelse; det kan være til Galgenfrister imellem.
Ingle Folk er imidlertid stadigere Gjæster paa disse Kontorer end Bygmestere og andre Bygherrer. De faa til sine nye Bygninger nogle Penge og mange Murstene med andet Material — de solide Pengemænd sidde altid i en eller anden praktisk Vei, saa de har Varer — alt dette gjøres i Penge, der en Stund i Obligationer staa og fornyes paa høie Procent, eftersom Folk ere gode til. Pengene kan naturligvis ikke staa længe, da de snart blive saamange, at Bygningen ikke er mere værdt. Saa stryker Huset med, dersom Bygherren ikke mod høi Opgjeld kan gjøre sine Penge faste til en folkelig Rente eller i de offentlige Indretninger. Men det er ikke Mange, som kan dette; de Fleste bygge for Udlaaneren, efter at de have lagt i Bygningen sine egne Penge — mange eller faa — sit Arbeide, sine Bekymringer, sin Sved og sine Suk. Dette er den mørke Kjælder til flere af vore deilige Bygninger end man vil tro. Christiania er forskjønnet i en høi Grad, det er sandt; men det er ikke mindre sandt, at denne Forskjønnelse har sine Martyrer. Mangen vakker Mand har arbeidet sig ihop Penge; mange Gaardmandssønner ere komne fra Landet; atter andre have faaet sig rige Gaardjenter; de have bygd her i Christiania, og, som Ordsproget siger, bygd sig ud af Huset hen paa Bakken kold.
«Forretningerne,» som det kaldes, drives ogsaa med Gaardmænd op i Landet. Solunger og Andre, der spille sin Polskpas med «Besta under Taget,» gjøre sine «Forretninger» naar de komme til Byen. Det er mig sandfærdig fortalt, og jeg har Grund til at tro det, at en saadan Mand gjorde sin «Forretning» i 70 Spd. med Forskrivelse af 100 Spd. til Tremaanedsdagen; da den kom, gjorde han igjen sin «Forretning» i 100 Spd. med Forskrivelse af 140 eller saa omtrent til Tremaanedsdagen igjen. Saaledes holdt han paa at gjøre Forretninger hele Aaret, indtil Obligationen ved Aarets Ende var over sine 200 Spd. Længer har jeg ikke faaet fulgt ham i hans Forretninger, og jeg formoder, at Ingen heller længer kjærde sig om at følge ham, idetmindste ikke de, som havde Penge: med ham kunde ikke ret længe blive nogen Forretning at gjøre.
Nu er det snart Marknad og da er det Tid at gjøre sine Forretninger.
Det vilde være en sørgelig Stilling dette, dersom den ikke var mere naragtig; thi vistnok er det Mange, som Kniven saadan staar paa Struben, at de er nødte til at flytte Tag, og at det for en Gangs Skyld kan frelse; men at Letsindigheden skal gaa saavidt, at Folk gjøre Forretninger i dette, det er unegtelig komisk. At forlorne Mennesker lade det staa til, saalænge Baaden bærer, det er hverken sørgeligt eller komisk, det er ligefrem Rædselfuldt. Men, det er ikke rigtigt at skjælde paa Aagerkarlene: hvad vil man med dem? Den skikkelige og stræbsomme Mand kommer ikke i den Nød, og kommer han der af Ulykken eller ved en undskyldelig Feilregning, saa er der andre Udveie og ere alle lukkede, saa . . . . . . Men Moder Eva har lært os Talemaader: «Det var Slangens Skyld,» sagde hun, «han narrede mig og jeg — aad.»

Nr. 33/1855; fredag 09.02.

[Apokryfe skrifter i Bibelen]

Korrespondance
Christiania den 7de Februar
Nu er her Møde*) igjen i den theologiske Forening. Man maa sige, at Geistligheden paa sin Vis ser sig om, og drøfter sine Spørgsmaal til Dagen. Isaahenseende er Præsterne bedre end Juristerne, der hverken har Foreninger eller Møder eller noget Tidsskrift, men lader Tingen gaa sin Gang, og overlader til Storthinget at gjøre Love, og til Professorene at fortolke dem i sine Forelæsninger, der dels ere skrevne og nogle trykte. Nu har vistnok Juristerne ogsaa et Ugeskrift i «Retstidenden,» men den er væsentlig en slags Dagbog over Retsbrugen; der er faa Undersøgelser og egentlige Afhandlinger slettes ikke. Uagtet Selskaber og Forsamlinger i denne Bogtrykkertid paa det nærmeste ere overflødige, naar de ikke ligefrem gaa ud paa en fælles Understøttelse med Pengemidler, saa kunde det dog ogsaa lade sig høre, at der var en juridisk Forening, som holdt sine større Samlinger og f. Ex. afhandlede, hvorvidt man skulde udelade Artikler af Lovbogen som rent afskaffede eller ude af Brug istedetfor at trykke op med dem de andre, — saaledes som nu paa dette theologiske Møde man idag drøftede Spørgsmaalet, hvorvidt man burde udelade de apokryfiske Bøger af Bibelen.
Over dette Spørgsmaal holdt Lektor Casparik1209 et langt, grundigt og belærende Foredrag, som ved sin Lærdom og logiske Skarphedn221 det var en sand Fryd at høre paa. Der er dog noget Stort og Ærefrygtsfuldt i Lærdommen, hvad den end giver sig ilag medn222. Caspari godtgjorde fra sit granskende videnskabelige Standpunkt, at de apokryfiske Bøger ikke burde lades ude af Bibelen, uagtet de «ligger mellem de tvende Inspirationsperioder,» (nemlig de ældre Bøger i det gamle Testamente og det nye) ligesom han efterviste, hvorledes meget i vor Kirke og mange Stykker i vore Bøger hang sammen med dem, saaledes f. Ex. Salmen: «Nu takker Alle Gud,» var tagen af det 50de Kapitel i Sirak. — Wexelsk1210 var ogsaa enig med Caspari, men mente dog, at man ikke burde beholde Ting, som man idethele ikke kunde erkjende for rigtige, selv med al Agtelse for det Gamle. Det var en Fremskridtstanke, Wexels her udtalte, som det gjorde godt at høre.
Præsten Brunk1211 herfra, som vor heder, gjorde Indvending mod Casparis Bevisførelse, idet han bemærkede, at Beviserne tilsammentagne ikke kunde holde sig, naar de enkelte Beviser ikke kunde gjøre det; men baade Caspari og især Professor Monradk1212 paaviste det Ufine i en saadan Tanke, som ikke begriber, at det er Aanden, der sammenbinder de enkelte Dele, hvori Styrken ligger; og da alt var klart, kom Monrad til Forsamlingens Fryd med Wesselsk1213 bekjendte Vittighed, at «to halve Hoveder udgjør et helt.»
Provsten Brunk1214 fra Nordrehaug vilde ikke have de apokryfiske Bøger, idet han mente, at man burde fjerne alt, hvad der i hans afgjørende Sprog ikke var ægte: Rationalister, især de fine burde man udrydde, men endnu mere maatte man passe sig for Katholikerne, især de fine ogsaa af disse. Her er et Kirkespir, (den katholskes nemlig,) som intet godt Mærke er midt iblandt os sande Lutheraner. Jeg kan saaledes ikke vente at behage Provsten Brun, naar jeg i Digtet til den nye Kirke siger:
«Den katholske Kirke der
under samme Læ sig luner;
de paa samme Orgel er
kun forskjellige Basuner.»
Det er en svare Mand, Brun, kraftig med en rullende Veltalenhed, men han lever i en Tid, som ikke kan skatte ham tilbørlig; havde han levet paa Korstogenes Tid, vilde han have staaet kanoniseret i Almanaken; han maatte have fundet sin rette Plads i Følge med de mange Jesu Stridsmænd, der ved Jerusalems Erobring «vadde i Blod indtil Knæene» (egentlig staar der, at det var Hestene, som gjorde det). Han maa kunne virke mægtigt, Brun, paa den store Almue; ja han maatte endnu den Dag idag kunne reise en Korshær, især paa Stavangerkanten. Det er unegtelig en stor Mand, og vi medgjørlige Folk, der i «Ting, som Engle selv ei fatter,» ikke sjelne saa haardnakket, vi maa takke, at han ikke sender en Hævnensn223 Hær indover Krogskogen til os. Men de gode Ringerikinger ere vel ikke saa gode at faa i det Slags Reisning. Der er vist megen Sundhed paa Ringeriket, skjøndt man kom i Reisning i Hattemagerkampen der i Hønefossen; men Politiken er et andet Slag det.
Det var sandt: Brun, sagde ogsaa, at man ikke burde være ræd Paven i Rom. Den Tanke maatte Brun ikke have udtalt, dersom han havde levet under Korstogene; thi da var Paven en svare Mand.
Professor Monrad talte mod Brun og viste, at det sande Mod ikke bestaar i at stænge sig ude fra Fienden, men i at indlade sig med ham. Vor Kirke, som havde beholdt de apokryfiske Bøger, var saaledes mere tapper end selve Brun. Iøvrigt efterviste Monrad de apokryfiske Bøgers Plads og Betydning paa en slaaende Maade; men dette saavelsom Professorens fine og skarpe Tankegang tror jeg ikke de ærede Herrer, som talte mod ham forstod, da det ikke syntes slaa dem. Jeg viste ikke rigtig, hvem jeg skulde beklage, enten dem eller Monrad, der maatte føle, at han hørte hjemme i en anden Luft. Der gives intet mere forladt end den Følelse, at man ikke forstaaes: man kjender Tankens og Sammenhængens Almagt, og ser, at denne Almagt ligger afmægtig. I denne Følelse sang Schiller:k1215
«Mod Dumheden kjæmper selve Guderne forgjæves.»
(Fortsættes.)
Her synes ikke være saamange Mennesker paa Marknaden iaar som ifjor. Her er mange Fornøielser, og paa det norske Theater spiltes Jeppe igaarkveld fortræffeligt, men der var ikke fuldt Hus. Det var noget at byde Landsfolk det. Det tog sig fortræffeligt ud, at Jeppe og Nille, (Bucherk1216 og Hundevadtk1217) talte Standemaal (sognsk mest). Det er helt ubegribeligt, at Nogen kan finde det upassende til Stykket, men saa gaar det, naar man faar efter Meninger, der ligge paa Lager som Varer, og ikke har Øie for Livet. Jeppe og Nille spilte særdeles godt.
*) Ved sidste Møde drøftede man Spørgsmaalene om Indførelsen af flere Helligdage, i de «aflagtes» Sted, samt den «indre Mission.» Det første hørte jeg selv, og det andre i Hovedsagen af en studeret Mand, efter hvis Opfatning jeg skrev. Han maa imidlertid ikke skarpt nok have opfattet Tingen, idet en af Referenterne gjorde mig opmærksom paa, at jeg i min Fremstilling havde taget feil af Forsamlingens Mening, den nemlig, at Geistligheden skulde gaa sin egen Gang, uden at spørge Staten ad. Dette har jeg troet at burde rette, og jeg haaber, at min Feiltagelse var saa undskyldelig, at man vil undskylde mig: jeg stolte paa en paalidelig Mand ligesom jeg her stoler paa den paalidelige Referent. Forsaavidt farer jeg ingenlunde med Snak, men holder mig til det, man ofte i Livet maa gaa efter.

Nr. 35/1855; onsdag 11.02.

[Marknaden]

Korrespondance
Christiania den 9de Februar
Nu er Marknaden herinde forbi; i dette Øieblik erklæres den ventelig sluttet. Spørger man, om det har været en god Marknad, kan man ikke vente at faa samme Svar overalt, ikke engang hos dem, hvis Levevei er den samme. Derfor er det igrunden et meningsløst Spørgsmaal, at spørge efter Marknaden; det er næsten som at snakke om Veiret. Imidlertid kan dog adskilligt siges om den, naar man gaar i det Enkelte.
De Mange, som for Trælasten ere komne ind til denne Tid, skal ikke have gjort det stort; Trælasthandlerne finde sig ikke vel ved de Priser, som ere og frygte for dem, som komme, uagtet der er dem, som tro, at Krigen vilde gjøre os godt, idet den stængte mange østersøiske Udskibningssteder. Til dette kommer, at megen Last blev liggende mærket i Skogen eller Elvene og kunde ikke komme frem for Vand, hvoraf følger, at Folk ikke kan faa alle Pengene, men maa slaa af til. Dette alt gjør, at disse Folk, som ere gode Kunder til Adskilligt, endog til fine Vine, ikke kjøbe saameget; desuden gjør ogsaa Jernbanen, at de mere paa andre Aarstider ogsaa kan kjøbe, saa Marknaden ikke længer ganske er nogen Hovedtid.
Med Hestehandelen, som ogsaa paa Marknaden er en Storhandel, har det heller ikke gaaet livligt, da Hestene ere saa dyre, at Faa handle mere end høist nødvendigt. Artilleriheste, som pleie at staa i 70 eller 80 Spd., have nu iaar staaet i 100, 120 til 130 Spd. En dreven Hestehandler sagde, han ikke trodde, nogen Artillerihest var solgt under 100 Spd. Med Slæder og Vogne og andet Kjøretøi, hvor her altid er et særdeles smukt Udvalg, har det ogsaa gaaet smaat. En af de betydelige Handlende i dette Slag antog, at han paa denne Marknad vist kom til at tabe et Par hundre Spd. I de andre Haandverk skal det ogsaa have gaaet meget traat, med Undtagelse da af Bagernes; thi Kager og Slikkerier maa man have, og Herrerne maa være galante mod Damerne, der altid holde af det Søde. Legetøi har ogsaa gaaet flinkt. En Fader, som eier en Skilling, maa i Marknaden skaffe sine Smaa en Dukke, en Sabel, en Kat, som kan snu Hovudet og mjaue, smaa smukke Kanarifugle, som kan kviddre, og alt dette, som er saa smukt at kjøbe og endnu smukkere at give bort, uagtet det slaaes sundt eller kastes bort Timen efter.
Folk fra Landet med Fedevarer, Fugl, Skind og Vildvar, have handlet godt; det er stive Priser paa dette nu som før iaar, skjøndt Fugl har ikke egentlig været saa dyr som venteligt. Brændevinshandlerne have neppe havt noget Gyldenaar heller; thi Folk har forekommet mig pyntelige og pene; det er ganske mærkeligt, at man i en saadan Marknadslyr ikke ser flere fulde Folk slænge. Det viser bedre end mangt Andet, at Folket gaar frem i Oplysning og Selvagtelse; der er en god Orden i disse Masser, der slaa sine Bølger som en Rugaager for Vinden; Alle synes Moro i at stirre tankeløse hen over Mængden og lade sig drive med. Selv paa Hestetorvene og hvor man spiller Lire, er i al den forfærdelige Larm ikke saamegen Banding og Ulæte, som man maatte vente af Næringen, og man støder ikke sjelden paa Folk, som under sit hæse Raab slaar op et Ansigt, der ligesom gjør Nar af sig selv og den hele Bedrift, som man er nødt til at drive.
Spil- og Dandsehuse have ogsaa denne Gang været gode; Aber og Kometer have havt god Søgning. Folk maa more sig, og de rigtig leie strømme ikke engang did, almindelig talt. Der ligger noget Ungdommeligt og Kraftigt i Nysgjerrigheden, som klæder «Folket» godt, naar det ikke er blevet Lidenskab som hos Romerne og slappede Beboere af de moderne Hovedstæder.
Politiet er godt nu: man kan med Tryghed gaa i Gader som Præstegaden, der formodentlig har sit Navn af sit Mørke og sin Søle, naar det ikke er koldt som nu, — selv der kan man gaa tryg, og man hører sjelden eller aldrig til nogen egentlig Ugjerning. Man overraskes behageligt af en eller to ridende og væbnede Mænd senkveldes. Alt dette staar nu vistnok i Sammenhæng med den bedre Justits i alle Grene, som nu er mod før; men vist er det, at det er en skjøn Ting, som vi maaske ikke tilbørlig skatte, men tænker, det saa maa være eller helst intet tænker. Nu ræddes ingen Mand fra Landet længer at reise til Marknads eller overhovedet til Byen, da de frygtelige Historier om Overfald og Tyverier ikke mere fortælles fra Barns Bén af, og han pakkes heller ikke længer fuld af Advarsler og Formaninger af dem, som hjemme sidde. Det ansees ikke nu saameget at reise alt til Amerika som før at gjæste Christiania Marknad fra Egne langt op i Landet. Det var en snaal Kar som intet Vanheld havde mødt, «den Manden kan passe sig for uvyrdne Mennesker,» sagde man, naar han som et Karstykke fortalte, at han alene havde reist mellem Drammen og Christiania og i Skumringen gaaet i en Udgade.
Marknaden er en Helg: man giver Lov paa Skolerne og de fleste Professorer indstille ogsaa sine Forelæsninger; der kommer Ugreie i de daglige Forretninger: man gaar Marknadsgang; paa Theatrene spilles hver Kveld, men der har ikke altid været godt Hus. Marknaden er dog en god og nødvendig Ting, selv om den som iaar har været «flau»; den er en Omrystning i Folk, en ordentlig Skaking, som naar man ryster en Flaske, hvilket ogsaa er nødvendig for Gjæringen. Christiania vil vist ikke som saa mange andre Byer afskaffe sin Marknad for at indføre den igjen, selv om den nogle Dage hvert Aar bagefter ligger og trækker Natluen nedover Øinene.

Nr. 37/1855; onsdag 14.02.

[Frå teateret]

Korrespondance
Christiania den 11te Februar
Det bedste af Marknaden var igjen, efterat den var sluttet; jeg mener «Fruentimmerhaderen» op paa det norske Theater, som blev given igaarkveld. Virkelig spilte man ogsaa igaar, Kvelden efter Marknaden og Løverdagskvelden, da man ifølge Lovgivningen ikke engang kan faa Punch og endnu mindre en skikkelig Dram, hvilke er høist nødvendige Sager mellem Akterne, især i en saadan Kulde. Men det var da ogsaa alene paa det norske Teater, man spillede; det danske blev indstillet, det være nu fordi «Stadstheatret» i sin Værdighed enten fandt det upassende at spille om Løverdagen, eller fordi det ligeledes ifølge sin Værdighed ikke ville bringe Folk til at sukke over Brændevinslovgivningen, endsige friste til at overtræde den, eller endelig fordi det gik træt af en Dands, der nu i disse Dage ikke har været saa glimrende som op i det norske, hvor Mænd fra Landet saa «æ’ Sigrid» til Sæters, naar en vén Bondejente kom hoppende ind paa Scenen. Egentlig skulde det være fordi en Skuespiller bekvemt var bleven syg, og Følgen var da, at Flere nød den Glæde at se «Fruentimmerhaderen», end ellers vilde været Tilfældet. Dandskepartiet prøver den sidste Stormbuk (aries) paa det norske Theater, efterat det har brudt Hornene af de andre; det finder nemlig med et fornemt Skuldertræk, at det ikke er saa ganske fint at gaa did. Det er et stort Under, at denne Buk ikke stanger Benene unda flere ustøde Mennesker end den gjør: man kunde vente, at den just i de Kredse maatte anrette en frygtelig Ødelæggelse. Men, der stikker dog noget hjemmegjort igjen ogsaa der, bare det tør vove sig til at staa, men man kunde faa noget haardt, et godt Ord imellem! Man sagde jo engang bort i Drammen Kragen istedetfor Kraven. Det varer ikke længe, før man siger Kraaka. Det er til at dø af. — Dog det var i sin Orden, bemærkede en Kritikus, (vi har mange af dem i Hovedstaden), at Jeppe og Nille talte Bondemaal, saa at den naturlige Raahed stak frem, eller saa omtrent. Fint sagt, og det skulde undre, om dette ikke maatte bestikke. Man er frygtelig ræd Raaheden, fordi man har den saa inderlig nær paa sig, man gaar bestemt og bær paa den.
«Fruentimmerhaderen» var altsaa god, men Madam Hundevadtk1218 var endnu bedre: hun synger bedre end vi ere vante til at høre; hun er en talentfuld Kvinde. Ved hendes Hjælp kan «Fruentimmerhaderen» blive et Stykke, der gaar og drager som «til Sæters».
«En Komedie» skal gives ikveld, og ligeledes bort i Drammen, har jeg seet. Det er et af de omtvistede Stykker ved det norske Theater. Det er nemlig mange saa slette, at man ikke engang taler om dem. Nogle Kritici herinde har lastet det, men Publikum, der unegtelig er godt, morede sig. Jeg har før rost dets gode Oversættelse. I Sverige, hvor det er gjort, har det gaaet godt, og i Bergen blev det meget rost. Det bliver interessant at høre Stemningen af Drammens Publikum med i Juryen. Man har beskyldt det for at være umoralsk. Det er nu for det første underligt at snakke om Moral i Kunsten, og dernæst er det vel med det «Umoralske,» som ovenfor bemærket, med Raaheden: man er ræd den udenfor sig, fordi man selv gaar og bær paa den indvortes. En anden Sag er, at det saakaldte Umoralske i Kunsten ikke kan tiltale, fordi det er noget Hastigt, der støder Sjelen ligesom Øret stødes af en ustemt Streng eller en anden falsk Tone. Men «en Komedie» er slettes ikke saa; den er kommerslig: man kan le, og det man kan le af, er i Kunsten retfærdiggjort. Stykket er unegtelig morsomt, og Bucherk1219 er endnu morsommere; man forbauses ordentlig over hans Mangfoldighed.
Danskerne der i Drammen er vist fortvivlede, fordi den224 nu i Marknaden ikke faar det danske Skuespillerpersonale til sin Vederkvægelse. Kunde min Beklagelse hjælpe noget, skulde jeg med Glæde skjænke den. Det er en frygtelig Tid, man lever i nu: gaar man ud, hører man Norsk især i Marknaden, og vil man kvæge Sjelen i Kunstens Skjød, saa hører man det ogsaa der. Den eneste Trøst er, at Stykkerne og de norske Skuespillere ikke ere farlig norske paa et Par Undtagelser nær; hører man rigtig fint efter, saa er det bare Snak med deres Norskhed. Men, de tør vel ikke selv og Direktionen endnu mindre gaa videre; de frygte en Kontrarevolution, som de i sin Svaghed maaske ikke kunne modstaa. Eller kanske de ikke engang have Sands for noget Andet? Det sidste skulde jeg mene er den rette Grund. Dog bedre vrang Stav end ingen.
Rettelser i næstsidste Artikel:
I de øverste Linier 2den Spalte et «i,» som gjorde Sætningen meningsløs; længere nede «efter sit Væsen» som overflødige. Midten af 3die Spalte: Haanens Hær, istedetfor Hævnens o.s.v.

Nr. 39/1855; fredag 16.02.

[Grunnloven sett på prøve]

Korrespondance
Christiania den 14de Februar
Jeg sagde før i en Artikel om Jurykommissionen, at man vilde sætte den ibeit, dersom man kunde. Dette maatte Enhver skjønne, som havde lagt Mærke til den Uvillie, hvormed Storthingsbeslutningen paa mange Kanter blev modtagen, og den Maade, hvorpaa Storthinget valgte sine Kommissionsmedlemmer, idet man tilslut var afhængig af nogle Mænd i Thinget, efter hvis Raad og Villie man gik. Det viste sig at Storthinget greb et Vaaben, som det ikke kunde haandtere, og det fremkaldte Smil hos Nogle, Skadefryd hos Andre og Sorg hos Mange, der gjerne ville, at Storthing skal være Storthing, en aandelig Magt, der nyder samme Ærbødighed, som udvortes Anseelse. Det, Storthinget foretog sig, gav Kongemagten og dem, som holde med den, et mægtigt Vaaben, som man kunde vide vilde blive brugt. Man maatte derfor mene, at Regjeringen vilde lade sig nøie med sin egen nedsatte Kommission, og gribe den gode Anledning til at vinde et Fodfæste for sig ved at trodse en afmægtig Magt. Meningerne hos mange dygtige Folk understøtte virkelig Regjeringen i at gjøre, hvad den finder forgodt ligeoverfor en Repræsentation, om hvem Saamange tro, at den mangler de Pidske, som Verden kan dænge: der har hverken Kundskab, ei Aand eller Penge.
Nu fortælles det dog som noget ganske vist, at Regjeringen har gjort dette; det vækker megen Omtale i Staden, og de Fleste ere nok enige i, at det i alle Fald nu under disse Omstændigheder var uklogt af Regjeringen, hvorved man ogsaa skjønner, at det ikke vil have noget stort paa sig, idet man nok ligefuldt bevilger Penge, om her bliver Krig, og neppe heller sætter Rigsret, men bare snakker i Pressen som siden i Odelsthinget, og magter man frem til at faa Stemmeflerhed for Rigsret, saa vil neppe Rigsretsdommen blive nogen Seier for Storthingsmagten, der enten vil se Spørgsmaalet lige uløst eller ogsaa løst paa en Maade, som giver Regjeringen Ret til at tage Beslutninger og Pengebevillinger «tilfølge,» i Lighed med Sanktion til Love. Derved vil Regjeringen slippe sine «Forbeholdenheder,» og ikke længere sige «paa Grund af Omstændighederne,»n225 men rent ud Nei eller Ja. Spørgsmaalet, i sin Skarphed, som vore Grundlovsfortolkere have vridt sig fra eller ogsaa besvoret hver efter sin politiske Tro, vil rykke ud af sin Dunkelhed.
Saaledes ere Meningerne idetheletaget; det kan trygt siges, og Folkemeningen virker som en Tordenluft paa den, som den tynger paa, selv om han maatte have Lovens Bogstav paa sin Side. Hs. Majestæt Kongenk1220 har nok vidst, hvad han har gjort, idet han gik efter Statholderensk1221 og gamle Vogtsk1222 Raad imod de andre Statsraaders, der vel efter Grundloven har «protesteret», men neppe med den Sjelens Fylde, som gjør Protesten til virkelig Protest. Det er nok at Rigsret sættes mod tvende; Spørgsmaalet kan ved disse komme tilknivs.
Den enkelte Mands Mening er i et saa almenvigtigt Spørgsmaal temmlig ligegyldig, og jeg er ikke den store Jurist, at min Mening har noget at betyde. Jeg skriger derfor ikke, men beretter; der vil blive nok af dem, som skrige, og grundige Afhandlinger og slaaende Taler vil komme fra begge modsatte Kanter, det kan man være vis paa; et Tvistens Æble vil det blive, og sikkert er det, at et mere afgjørende og dristigt Skridt ikke er gjort i disse 40 Aar, vi har havt Grundloven. Det er hverken mere eller mindre end Spørgsmaalet om Kongen har Sanktionsret til Storthingets Bevillinger, og om Storthinget kan som før upaatalt mange Gange forberede sine Lovarbeider ved selvvalgte Kommissioner. Det kan være Spørgsmaalet, om den sidste endelige Magt er hos Kongen eller Storthinget; thi sættes Tingen paa Spidsen, saa maa Magten etsteds ligge, naar man ikke vil lade Fornuften og en skjønsom Folkemening gribe ind til rette Tid i det, der ifølge sit Væsen maa være ubestemt, men hænge i Lovens nøgne Bogstav, og lade det efter gammel Skik ihjelslaa.
Hvem har nu sat Tingen saadan forfærdelig paa Od og Ende? Storthinget som valgte eller Regjeringen? Ja, det er Spørgsmaalet i sin sidste Grund, og af dets Besvarelse vil det afhænge, om det er Storthinget eller Regjeringen, som har brudt Odden af det Sværd, som ingen Magt maa bære forgjæves. Det er en saa vigtig Sag, at man ræddes ved at tænke paa den med Alvor; thi Ingen kan vide, hvad Enden kan blive, uagtet her nu ingen Fare er paafærde, da her er saa mange oplyste og frisindede Mænd, at de nok vil vide at anvende Grundloven i den bedste Mening og tilbagevise Raahed, Uvidenhed og Trællesind, fra hvilken Kant Fienderne end maatte komme.
Ja, hvad der vil blive talt og skrevet om den Ting! Er der nu nogen Livsmagt i Oppositionen, saa maa den bruge sig, og den kan gjøre store Ting, skjøndt de stærke Raab fortiden vil være en Røst i Ørkenen. Naturen kvekker ikke op; thi Storthingsmajoriteten har gjort sit for at vugge den i Søvn, og Jurykommissionen kan gjerne gaa hjem og lægge sig: den faar ingen Martyrkrone, om den sidder paa egen Kost og Tæring. Det Hele er nu en privat Forsamling: man er uden Loven.
Vil man trumfe, saa trumfer man over sig, og paakalder man en anden Magt end den sunde granskende Fornuft, saa bliver det sidste Nederlag værre end det første. Det nytter ikke at paakalde Masserne. Den Kjæmpe, som skal slaa, maa kunne reise sig selv op.
Kanden til en Borgergave for Uelandk1223 skal være sendt til Udstillingen i Drammen nu til Marknads. Den er værd at se. Den er gjort af Guldsmed Olsenk1224 herinde og Mandsliket (Portrætet) af Bergslien.k1225

Nr. 41/1855; søndag 18.02.

[Kulda; pressefridomen; kjærleiken til samfunnet]

Korrespondance
Christiania den 16de Februar
Op i Landet har Kulden været 30 Grader og derover; her i Byen har den neppe været over 20; men det er dog haardt nok alligevel for de Mange, som ingen Ved have og maa bo i daarlige Huse eller paa Kvister, hvor Trækken jager gjennem hvert Væggenot; det er næsten heller ikke ud kommendes, naar man ikke rigtig er velklædt, og derfor er ogsaa Gaderne i al denne Sno og svedne Luft mærkelig folketomme. Derimod ser man Ovne ryge i Gaderne for at tine op de frosne Vandspring, og Folk drage paa de lange Slimser for at ræle Rørene. Det er sandelig en Beleiring, som ikke er god at holde ud, og Elendigheden under den kjender man heller ikke her saa ganske rigtig, saalænge den staar paa. Der gjøres vist alt muligt af gode Mennesker, og man ser Fattigforstanderen takke for Ved, men det er Formange at hjælpe, og Nøden er ofte størst hos dem, som undse sig ved at frembære den, men kjæmpe mod Kulden og de høie Madpriser med sin ringe Skilling. Man bør dog ikke klage, da det ser ud som man vilde anklage Rigdommen, Barmhjertigheden og Samfundet, men det gjør dog godt at dvæle ved Tilstanden engang imellem, og betænke, hvor haardt det maatte blive under et Uaar eller anden Forrykkelse i Næringsveiene, naar det kan gaa haardt nok paa i et saa velsignet Aar som dette. Det skulde jo være under Nødens Tryk, at man lærte noget og fattede det Forsæt at tage Tiden iagt; men det gaar gjerne os som Haren, der om Vinteren sagde: «lever jeg adaare, skal jeg bygge mig et Hus»; men da nu Sommeren kom, hoppede han om hæseblæsende og sagde: «Hus i hver Busk, Hus i hver Busk.»
Der skrives godt baade fra Morgenbladet og Chr.-Posten om Udskrivningen og Matroshyren; de fleste Smaaaviser skrive ogsaa om det samme: det er nu kommet saalangt med det gamle Væsen, at en Forandring maa ske, hvormeget det gamle Systems Tilhængere — formodentlig Officierer, der nu gjøre Morgenbladet til Tøihus — end stampe derimod. Kunde Nogen længere forundre sig over Morgenbladet, saa maatte man gjøre det nu, da det forsvarer Ting, som det før banstødte og hvorved det blev hævet i Veiret som frisindet. Selv Angreb paa Officierernes Skræddervæsen og øvrige Naragtigheder, som ikke længer passe med Tidens dybe Alvor, forsvarer det. Dets Frisind er det ikke stort bevendt med, og dets gamle Skik har det nu om Dagene bragt Folk i Minde ved at nægte, som man ser af Chr.-Posten, at optage J. Isachsensk1226 sidste Tilsvar i Dreierbænksagen, efterat det havde optaget alle Anfald paa ham og selv hen i Yrsken lagt sin egen Mening om den forhøiede Arbeidsløn med i Laget. Chr.-Posten derimod, som ikke har været Stridens egentlige Tumleplads, gjengav et Uddrag af Tilsvaret. Dersom Isachsen i Lighed med andre Angrebne vilde have betalt som Bekjendtgjørelse, saa havde han nok faaet ind sit Forsvar, men Manden kan ikke være saa taabelig at gjøre det; thi Opinionen slaar sig mere og mere paa hans Side, trods Morgenbladets Negtelse. Direktør Sørensenk1227 forsvarede Hortens Sag med mærkelig Mangel paa Omtanke. Naar man ser sligt, skjønner man bedst af hvad Slag Morgenbladets Frihed er. Det kan synge:
Jeg Mennesker sorte som Ravnen kan male,
og naar de vil vaskes, saa maa de betale.
Naar man undtager slige Træk, saa er dog Morgenbladet ganske uskyldigt og man bør ikke tynge paa det; men frisindet er det ikke, og det kan ogsaa gjerne være det samme, da Chr.-Posten i den Vei begynder meget godt: den har nu f. Ex. foruden Kampen for en frivillig Tjeneste til Orlogs havt en Paatale paa nogle Misbrug i et af Departementerne. Det var ikke noget Stort ved denne Paatale, men man saa dog Arten. Angriberen vil man ellers vide skal være en høitstaaende Mand, der om slige Ting kan tale med Myndighed. Og saaledes bør det være, skal det have nogen Klem. Findes der iblandt oplyste og udholdne Mænd ikke saamegen Frihed og Redelighed, at de paatale Misbrug og ellers værne om vor Frihed, saa er det forbi med den, hvormange uvidende Mennesker vi end har til at skrige. Det maa være Folk, der elsker Samfundet, som paatale dets Feil, ikke Folk, som hade det af Fattigdom, skuffede Forhaabninger eller hvilkensomhelst anden Grund. Derfor kan man neppe heller vente noget Stort af et nyt Blad «Vækkeren,» hvorpaa her nu indbydes til Subskription. Der gaar en samfundsfiendsk Aand gjennem denne Indbydelse; det er denne skarpe Adskillelse mellem «vore» og Andres Folk, saaledes som man har hørt Arbeiderbladene og vor gamle Opposition tale; denne samme Ufordragelighed og Ukjærlighed i Politiken som hos Præsten Bruunk1228 og hans Folk i Religionen. Det er lutter Faar og Bukke, den hele Hjord bestaar af; enten Engle eller Djævle, intet Menneskeligt, ingen Undskyldning, lutter Forgudelse eller Fordømmelse. Saaledes tænke og tale alle raa Mennesker. Saaledes prædike baade religiøse og politiske Partigjængere, og saaledes maa ogsaa Uvidenheden have det, da den ikke kan tænke.

Nr. 45/1855; fredag 23.02.

[Mormonarane]

Korrespondance
Christiania den 21de Februar
Mormonerne herinde ere meget virksomme: de har sin Menighed, sine Opbyggelsestimer og sine Ældste eller Ypperstepræster, meget dygtige og begavede Folk. Man skal ikke let sætte dem ibeit; thi de ere i høieste Grad mundhage (dialektiske). De ere vel skikkede til at omvende Folk til sig, og da Menneskeaanden finder sig bedst, jo større Ubegribeligheden og Umuligheden er, naar der er lidt sund Fornuft imellem, saa kan disse Mormonpræster vente sig et godt Tilhæng.
Ordets Vægtere finde dog, at de maa skride ind og oplyse; thi sætter man Mormonpræsterne Stevne og disputerer ligesom i gamle Dage Lutherk1229 og Kardinal Cajetan.k1230 I et saadant Stevne var jeg igaarkveld borte i Piperviken i en stor Skolestue. Stuen var fuld længe før Tiden, baade af Nysgjerrige og Folk, som trodde, at det gjaldt en Salighedssag. Man begyndte med Daaben, som Mormonerne foretage ved Neddypning i Vandet. Vore Folk vilde, at man skulde døbe, som vi gjør; men Mormonerne havde Bibelsprog paa rede Haand, for at godtgjøre sin Paastand, og da vi lod en Mand, der havde læst Grundsproget troppe op, for at godtgjøre, at angjældende Bibelsprog ikke var rigtig oversat, saa man ikke maatte hænge i Ordene, da slog Mormonen os som en ægte Advokat med den Bemærkning, at ogsaa vi havde en feilagtig Oversættelse. Det var aabenbart, at vi tabte i dette Kapitel, og nogle gamle Koner bag paa Bænkene hviskede: «Nei hør, hvor han slaar fra sig,» ligesom Ridefogden hos Erasmus Montanus sagde om Per Degn: «Han maaler ham min Tro Skjeppen fuld.» Forøvrigt holdt man sig under denne Del af Disputen til almindelige Sætninger, hvorom der ikke lettelig opstaar Tvist, hvortil ogsaa vor Høvedsmand bemærkede, at Mormonerne skyder sig ind under slige Sætninger, for at undgaa de vanskelige. Men disse kom nu i fuldt Maal; thi en grundig Mand af Vore havde samlet af Mormonernes forskjellige Troslærdomme en Mængde Sætninger, som han spurgte, om de turde vedkjende sig. Det var stive Sætninger, f. Ex. at Vorherre æder, drikker og sover som andre Mennesker, at han ikke kan være paa flere Steder paa én Gang, at han gaar og staar, har Lidenskaber, kort, at han er omtrent som Grækernes Zeus og følgelig ogsaa har Elskovseventyr. Dette Sidste kunde jeg ikke høre blev omtalt; men disse menneskelige Træk maa følge de andre og det maa ligge i Mormonernes Trosbekjendelse, siden de tillader Flerkoneriet og navnlig lader sine Ypperstepræster, Profeter og Konger have saamange Hustruer, de lyster. Jeg stod og trodde, at nu var Mormonerne maalbundne; men den ene af deres Ypperstepræster vedkjendte sig alle disse Sætninger, og beviste dem af Bibelen!! Skridt for Skridt slog han os med Bibelens egne Ord f. Ex., at Jehova brødes med Jakob og brak hans Hofteskaal. Han slog paa Bibelen med Linealen, og mente: der har vi Dokumentet. Jeg havde ei troet at faa høre slige Sætninger forsvarte og beviste i en Folkeforsamling. Man fniste hist og her, men der blev paabudt Taushed. Der stod vi pent! Det er ikke muligt at svare paa Sligt, men naar man tager alting efter Bogstaven, saa var det mærkelig, at man ikke kom med større Urimeligheder. Vi talte Mange imod dette Sidste, og var undertiden saa ufornuftige at skjælde de arme Mormoner ud, skjøndt de finder vist os ligesaa arme og har sine Medholdsmænd ude paa Ruseløkbakken og i Vika, som finder deres bogstavelige Fortolkning af samme Bog bedre end vor mere aandelige og ofte for den greie Menneskeforstand mere kunstige. Det slaar aldrig Feil, at Theologerne kommer tilkort med Mormonerne. Skal man møde dem, maatte det være med paatagelig Sandning og sund Fornuft. Det nytter ikke, at Theologerne kommer med sine Dogmer; Folk forstaar dem ikke, og Mormonerne finder sine egne meget bedre, ligesom det ogsaa er daarligt at lægge den Vegt paa deres Lære, saa at Folk tror, det gjælder en Salighedssag, for da blir man rigtig forstemt og grubler og grubler, indtil man enten blir Mormon eller rystet i Samvittigheden. Man burde heller stelle sig som en engelsk Lord, der klædde ud sine Lakeier og lod dem vandre om gaardimellem og lod dem præke som Independenterne og Methodisterne. Derved fik Folk Øinene op. Jeg mener derfor, at man ikke bør skildre Mormonismen som saa skrækkelig. Enten det eller ogsaa med én Gang jage dem ud af Landet; thi i denne Forbindelse at tale om Ordets Frihed passer ikke.
Det er ellers ikke godt at sige, hvad man bør gjøre, og om man vidste det, saa er det en farlig Ting at snakke om, da man let kunde blive forkjætret ligesom Mormonerne, selv om man for med det fornuftigste af Verden; thi var det rigtig fornuftigt, saa var det først rigtig galt, naar man er inde paa denne Mark. Det er derfor bedst, at Menneskene raade sig selv og disputere. Næste Tirsdag vil jeg ogsaa ud at høre paa deres Forunderligheder. Da kommer der vel endnu flere Theologer, og da bliver der vel rigtig Hus. Det er bogstavelig Noget, hvorover man ikke ved, enten man skal le eller græde.

Nr. 47/1855; søndag 25.02.

[Meir om mormonarane; jurykommisjonen]

Korrespondance
Christiania den 23de Februar
(Fortsættelse fra sidste Artikel om Mormonerne). Det er altsaa ikke godt at vide, enten man skal tage Mormonernes Lærdomme med Spøg eller Alvor. Aandsmyndige Folk, der vide at gjøre Forskjel mellem det Væsentlige og Uvæsentlige, kan ikke godt lade være at smile, naar man f. Ex. vil bevise, at Gud ikke er alvidende med hans Raab til Adam efter Syndefaldet: «Adam, hvor er du?» og hans Foranderlighed med det Udtryk, da Syndfloden skulde komme: «Mig angrer, at jeg skabte Menneskene.» Almuesmanden derimod finder slige Udtryk bespottelige, og derfor er det en stor Feil blot at disputere med Mormonere, naar han hører paa det, selv om man kunde tro, det nyttede at disputere med Folk, som enten ikke kan eller vil forstaa Noget, og allermindst nytter det for Theologerne, som jo maa hente sine Bevissteder fra den samme Kilde. Der ligger en dobbelt Misforstaaelse til Grund; thi enten forudsætter man Tro som nødvendig Betingelse for at kunne tale om slige Sager, og da er det en Modsigelse at disputere, hvor Fornuft og Logik maa være det Afgjørende og det Eneste, hvorom der kan blive Tale, eller ogsaa vil man bevise, og da maa man tage mod Bevis fra samme Kilde og ikke komme med et Tredie, som hentes andetstedsfra, hvorved det Hele bliver forvirret, og gjør Folk vaklende istedetfor at befæste dem. Det kan derfor neppe feile, at alle Disputer med Mormonerne gjør mere ondt end godt, dersom man ikke griber Sagen an fra en anden Side. Det er jo desuden umuligt at svare paa slige Ting.
Mon ikke engang Menneskene kunde blive saa fornuftige, at de ophørte med Disputer og blodige Stridigheder om slige Ting og holdt sig til det Gode i al Simpelhed, som Alle kan forstaa. Historien har lært os, at man ingen Vei kommer med disse Stridigheder. Men Menneskene finde det Gode og Simple for svært; thi fortabe de sig i det Ubegribelige og i sin Egoisme tro at kunne skyde Gjenveie til Himmelen. Men slig Tale vil end ikke Theologerne vide af: de kalde den Hedendom, og derfor bliver der ingen anden Raad end at overlade dem ene til Mormonerne, som vil komme til at gjøre dem det surt nok, dersom Staten ikke rækker dem en hjælpsom Haand og jager disse fremmede Gjæster ud af Landet. De have faaet sig nogle Fiender og det af argesten225a Slag. Men selv om Staten ikke skrider ind, maa man ogsaa her tro, at noget Godt kommer ud af Rivningen. — Christianiapostens Referent ved Mødet ser jeg har opfattet Forholdet mellem de Stridende anderledes end jeg, idet han har fundet at Mormonerne ikke vare saa flinke. Nu, dette er et Skjøn. Han har ogsaa farvet Fremstillingen med sin egen Overbevisning. Har man Mistillid til Læsernes sunde Sands, saa kan det være godt.
En egen Bevæggrund til at blive Mormon kan jeg ikke lade være at anføre. En Madmoder sagde til sin Tjenestepige, som var meget tilaars: «Vil du ikke gaa over til Mormonerne, saa faar du gifte dig.» Dette var Spøg, bevares! men Tanken kunde dog i det Stykke have noksaa meget lokkende ved sig. Den ene Galskab kan jo være ligesaa god som den anden.
Ja sandelig maa man sige, at man i Midten af det nittende Aarhundrede har faaet nydelige Sager at disputere om! Det viser ogsaa, hvor langt Verden er kommen med saamange Mennesker, der kan befrygtes at tage Mormonsagen med andet end et Smil, og for hvis Skyld man maa skride til Midler, som Ingen ellers kunde falde paa.
Vi ere dog komne langt alligevel; thi for 100 Aar siden vilde man formodentlig have brændt Mormonerne ligesom Troldmænd eller idetmindste behandlet dem, som det staar i Christian den 5tes Lov 6te Bog 1ste Kapitel 7de Artikel: «Hvem, som overbevises at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sakramenter, hannem skal Tungen levendis af hans Mund udskæris, dernæst hans Hoved afslaais og tilligemed Tungen sættis paa en Stage.»
Dette er skrevet for 168 Aar siden og først aldeles sat ud af Kraft i 1842, med en Straf i Stedet, som er meget mildere.
Det kunde nu vistnok vanskelig bevises, at Mormonerne med ond Villie havde bespottet Gud. Men denne Ting, tog man i hine Dage ikke saa nøie: Mormonerne have sin Mening, og tro at kunne omvende Verden med den. Det er derfor urigtigt at beskylde dem for Gudsbespottelse.
Jurykommissionen blive siddende. Det var ogsaa det Eneste, den fornuftigvis kunde gjøre, skjøndt de Udenbys nok kunde paadrage sig Uleiligheder ved «Overhørighed mod Overordnede.» Sverdrupk1231 har ikke faaet Lov til at have Fuldmægtig anderledes, end at han maa sende sine Fuldmagter hver Gang herfra, og Uelandk1232 faar vel neppe heller Lov til at være borte fra sit Lensmandsombud. Regjeringen maa være konsekvent, og heller ikke, naar Tiden kommer, tage Lønninger eller «Gratialer» for de Siddende «tilfølge,» førend den ved Rigsretsdom kunde blive tvungen dertil. Har man sagt A. faar man sige B., andet sømmer sig ikke for en Statsmagt. Det er ellers nok saa kjækt gjort af disse Mænd at de blive siddende, og navnlig af Motzfeldt,k1233 som er en saa høi Embedsmand.
Det er mærkelig, hvor mat eller taust vore Hovedaviser tage denne vigtige Sag. Det viser, hvor død Politiken er og trøstesløs for hver den, som glæder sig i Liv og ønsker at Sandhed maa vikle sig ud af Kampen. Denne Stilhed spaar ikke, at dette kraftige Ryk skal vække Folk op og bringe Naturen til Eftertanke, at den maa sende dygtige Folk paa Storthinget, som kan skaffe det Anseelse. Det burde man dog vente.

Nr. 51/1855; fredag 02.03.

[Å ha fleire embete samstundes]

Korrespondance
Christiania den 28de Februar
Her er dog virkelig mange Synderligheder i vor Styrelse og offentlige Forvaltning, naar man ser efter og tillader sig at tale om dem, hvilket man ogsaa bør gjøre, naar man ikke vil være Partimænd og blot se med det Øie, som vender til Modparten. Man skulde nu tro, at dette var en saa grei Ting, at det blot var Snak at tale om den; men saa er det ikke: «Man skal tage sit Parti,» heder det, «og være en Mand med Konsekventse,» hvilket vil sige: man skal udelukkende rose eller dadle, ligegyldigt enten det er sandt eller ikke.
Dette har jeg troet at burde stille foran disse efterfølgende Historier paa Grund af den Opfatning, man maatte kunne have af min Betragtning over Regjeringens Negtelse af Storthingets Jurykommission. Der er intet iveien for at baade Regjering og Storthing kan handle mindre rigtigt hver paa sin Vis.
Du faar ei Hovedet, for det om jeg faar Halen. Du er ei klog for det, om jeg er yr og galen.
Nu! Bureauchef Ravn,k1234 om hvis Kopisttillæg man alt har skrevet i Chri.-Posten, skal egentlig være fortiden:
1) Foged i Mossefogderi;
2) Foged i Buskerud (derved bliver han vel en Stund, naar han nu engang flytter bort).
3) Bureauchef;
4) Regnskabsfører eller sligt Noget for Krigshospitalkassen;
5) Regnskabsfører for Nestehjælpskassenn226 (eller hvad nu disse Kasser hede, Kasser er det);
6) Nyder han et Kopisttillæg. Det er et bansat indviklet Regelverk at komme efter, hvordan det egentlig hænger sammen; men det hænger nok sammen for hver den, som forstaar sig noget paa Forretninger i Departementerne.
Det maa være en mangfoldig Mand den Ravn, som kan være Saameget, og med én Gang er han som Minerva sprungen frem af Jovis Pande. Ingen har kjendt ham før. Saaledes kan Genierne ligge i det Dunkle en lang Stund.
Men, hvorledes er dette muligt, kunde den Enfoldige spørge?
Det gaar ganske naturligt til: man staar for Embedet og nyder dets halve Indtægt i Reglen fra man er udnævnt og indtil en Anden bliver udnævnt, egentlig skulde det nu ikke være længer end til man fik et andet Embede, hvor da den forrettende Mand fik Indtægten af det herreløse Embede, indtil en ny Mand blev udnævnt. Fremdeles sidder man i sit gamle Embede, indtil man flytter væk. Saaledes kan man som Jongløren holde 3, 4, 5, 6 Kugler i Luften med én Gang, eller som en Mand drive flere Brug, og alt er i sin Orden; og man er «heldig,» og saa «heldig» som Ravn, men det har dog hendt, at en Mand har siddet med 3 à 4 Embeder, og det nogle af de største, og forsaavidt mere heldig end Ravn, hvis Embeder vel ikke egentlig ere store, men dog høist anstændigt. Oprigtig talt forstaar jeg dog ikke, hvorledes Ravn tillige ogsaa kan være Foged i Moss — med Præstekald er det noget anderledes — men jeg har hørt det af paalidelige Folk, og saaledes giver jeg det indtil videre som en juridisk Mærkværdighed.
Prokurator Conradi,k1235 berømt fra Hollebystenen, sidder fremdeles som Sagfører i Sarpsborg og lader være Thelemarkens vestfjeldske Sorenskriveri lutvindes. Det heder at lutvinde en Gaard, naar Lutvindsmanden faar Halvdelen af Afkastningen for Arbeidet og Eieren den anden Halvdel. Ravn driver ogsaa den gamle Gaard i Departementet med Underbrugene, de tvende Kasser, medens han maa have Lutvindmænd i Moss og Buskerud. Det kan ogsaa være stelt paa en anden Maade, saa man blot har Bruger, hvor da Eieren svarer alle Tyngsler, for han faar Halvparten eller andre Dele, f. Ex. nogle flere Ku- og Soufæstre og nogle Snipper af den bedste Aakren.
Den, som hev mange Garar paa Kullen,
hun svelte ’kji med Baanekrullen. —
Den, som hev Garar nok,
sleppe sjaa paa den nakne Baaneflok.
Er der mange gode Garar,
tar der ’kji vera snaale Karar.*)
Torva
gifter Slorva.**)
Det er altsaa godt at have mange Garar (Gaarde), og det er stundom godt at være Lutvindsmænd òg. Jeg ved saaledes om en Lutvindsmand, som har været saa «heldig», at drive (lutvinde) et Fogderi paa Oplandet et Par Aar, men om Eieren boede eller Fogderiet (Gaarden) var falden tilbage til Staten for en Stund, ved jeg ikke. Ligeledes har en ganske ung Mand som Lutvindsmand eller sligt noget været saa «heldig» at drive et Sorenskriveri et Par Aar i det Trondhjemske. Her er mange Lutvindsmænd, naar man vilde tælle efter. Det er ogsaa «heldige» Folk. Man ved nu Gangen og vil naturligvis gjerne komme tilgaards, hvor man ved, Husbond falder fra eller «søker,» for saa bliver man Lutvindsmænd, (man kalder det med et fremmed Ord Konstitution.)
Var det nu ikke bedst, at Manden selv drev Gaarden, og det hverken med Underbrug eller mindst flere Gaarde paa én Gang? her er saamange jordløse Folk (Kandidater og Mænd i smaa Embeder), at det er en Sorg. Det er næsten værre end i Husmandsforholdet; men,
enten er det Svengen
eller Sprengen.
Enten stinte
eller inte.
Man er lykkelig, saalænge man kan spase med sligt; men, her er desværre Mange, som ikke kan det: gamle Mænd i smaa Stillinger og dygtige unge Embedsmænd og Kandidater kan ikke gjøre det, og det kan alene være den feige og forhaabentlig urimelige Tanke, at det vilde gaa dem endnu værre, naar de talte om, som gjør at de lide, taale og — tie. Man maa dog kunne tale om Ting som ligger for Alles Øine, og hvori Ingen just behøver at være skyldig i aldeles ond Forstand. Det er noget Slæng fra gammel Tid, kanske lidt Gunst imellem og Lovbestemmelser, som bør rettes paa. Men hvad det er eller ikke er, saa er det dog Noget, som bør bortvises fra vort frie Land.
*) Siger Jenta
**) Torva, dansk Tørv, poetisk en Del for det Hele, altsaa Gaard. Slorva, feminin af Slarv. Siger Guten.

Nr. 53/1855; søndag 04.03.

[Helsetilstanden i Christiania]

Korrespondance
Christiania den 2den Marts
Der har alt længe været fuldt med Syge paa Rigshospitalet, og det heder, at her ellers ere saamange Syge i Byen — der siges omkring 5000 — saa at Lægerne skulle have ligesaameget at gjøre som ifjor i Koleratiden. Forholdsvis mange smitsomme og farlige Sygdomme skal det dog ikke være. Det er vel Forkjølelser og Sygdomme deraf, som efter denne Kulde og tørre Luft har gjort Sygdommene saameget mere mangfoldige end ellers; thi vel kan man sige, at Livet for By- og Kakkelovnsfolk er en evig Forkjølelse, men det er dog Maade med Alting; nu derimod i denne Kulde har det ingen Maade været: har man været paa Komedie eller i andre Lag, saa har man hørt Folk gjø og hoste omkring sig i hver Krog; saare Munde, rindende Øine, kvæsende Stemmer og døve Øren med sprungne Trommehinder imellem har været talende Vidner paa Sandsningens Forfald under denne Vintrens Beleiring, der ogsaa har været paa god Vei til at afskjære os vore Vandledninger, saa man nu skvetter og kjører Vand fra Grændsen og de enkelte Brønde, som endnu pible. Det kan ikke blive liden Ugreie i det vidtløftige Regelverk af Vandledninger, naar det saadan stopper paa sine Steder; men isaafald turde dette give Anledning til, at man fik mere Skik og Stødhed paa det, og at det blev ledet ind længer oppe i Akerselven eller helt op i Maridalsvandet; thi den Tilvæxt af Anlæg om Elven ovenfor Indtaget gjør igrunden vort Drikkevand yderst betænkeligt, og en vakker Dag kunde det gaa os som Fisken i Akerselven, der engang ihøst fandtes i mængdevis døde og drevne paa Stranden.
Christiania skal ellers være en af de usundeste Byer i Europa, fortælles der fra en af vore berømte Læger. Det er underlig nok, men Noget lader sig godt forklare: her blæser nemlig meget sjelden, og den, som kommer hertil, vil snart spørge efter Vinden, som paa andre Steder i vort Land stærkere eller svagere istemmer sine Sange. Til Gjengjeld farer Folk selv med Vind og ere i Vinden. Vind maa nu til. Dunsterne faa saaledes hænge i Ro over Byen i Forbindelse med det Fog og Gyv, som blafrer fra den leirede og kalkede Bund og Færdselen, sildrende sig ind i Værelser og Lunger; det øvrige Gov forener sig med Røgen og Dampen, og Luften ligger uklar over Byen, saa Solen ser ud som et forgrædt Øie. Sumpigt er det i Byens Udkanter: i Piperviken, paa Leret og Bordtomterne er Pyttern227 og Dæmber med gult Vand og grønne Kranse (Konserver) hvor Ænder, Grise og halvnøgne Unger har det saa godt, rigtig Nøkker, der løfte sit vaade Skjæg. Om Fæstningen er en Grav med grønt Vand og grønne svømmende Totter og Lopper. Rendestenene ere fulde af sin seige Væde. I Gaderne møder man midt paa Dagen Renovationsvogne! Det er selv om Vintren en Luft, som kan dræbe; men vi, som nu bo her, have faaet vore Lugteredskaber saa afstumpede, at vi først rigtig blive Tilstanden var, naar vi komme ind igjen efter en Reise, hvor vi har været ude i Guds frie Luft. Gaardsrum og Kummer og Latriner især i Byens Udkanter og de ældre Huse ere ogsaa fæle, — Ting, hvorover der er skrevet med Kyndighed i Chr.-Posten. Grunden er ogsaa paa mange Steder sumpig eller dog fugtig; saaledes er Kjælderetagen i det nye Universitet næsten ikke beboelign228; der lægger sig Sop paa eller i Gulvene. Saa revne Gasrørene tidt og udbrede en kjedsommelig Stank.
Her vilde være meget at gjøre og rette og det bliver vel ogsaa gjort lidt efter lidt. Det ligger nu i Tidens bedre Erkjendelse at sørge for Sundheden, istedetfor som i Middelalderen at lade alt raadne om sig, og naar da Pest udbrød foranstalte Bønner og Processioner til den hellige Jomfru, men ingen Renselse. Det gjør man endnu den Dag idag i Italien.
Kunde nu Frosten give Anledning til, at man for Alvor tog fat paa Vandledningen, hvorover man saamange Gange og ikke mindst under dens sidste Anlæg har klaget, saa vilde det være det største Fremskridt. Saa kunde man faa Springe til Pryd og Kjøling om Sommeren, og Vand nok om Vinteren og til alle Tider Slukning under en Ildebrand, der nu maatte kunne brænde op paa nogle Timer, hvad en Vandledning, bygget paa romersk Vis, for Evigheden vilde koste. Man fik rindende Bække i Gaderne, naar det trængtes om og Renselser i Gaardsrum og Priveter som i saamange Udlandets Byer f. Ex. Paris. Man tænke sig bare en Vandledning som den, der i 1849 blev fuldført til Dresden, hvor man ledede Vandet gjennem borede Sandsten med saa stort Hul, at en Mand kunde krybe derigjennem. Her havde vi et endnu bedre Virke, nemlig Granit, hvori der kunde meitsles Meit (Rende), og saa tvende slige Stene hvælves ihop. Det vilde være Greier engang for alle; saa slap man al denne Usseldom, der tilslut bliver dyr nok ogsaa. Christiania er en Kommune, der har baade Dygtighed, Magt og Hjertelag, naar den faar omraade sig. Under vor forgrædte Sol og al usund Luft, som Stedet fører med sig, er her dog — man sige hvad man vil — mere Fornuft og Mandskabstag — i Christiania end i det hele øvrige Land; Byer og Bygder skal ikke tage sig dette nær: det kan ikke være anderledes.
Vandledningen og hvad med den stod i Forbindelse var Hovedsagen. Saa gjorde man flere Kloaker, som man saa godt begynder paa i Prindsens Gade. Saa tappede man ud Sumperne i og om Byen og tørrede de øvrige Grunde. Maaske man ogsaa kunde, hvad jeg før har skrevet om, lægge en Rørledning, til Urinafløb, hvor man havde Bakkeheldet for sig, og lade det udenfor Byen paa sine Steder krystalisere til Ammoniak som i Ammonion i Ægypten og nu lidt i Wien f. Ex.; saa fik man ogsaa den herligste Gjødning, der kunde føres paa Jernbanen til Hedemarken. Det var Ting, som kunde lønne sig endog endsige rengjøre. Nu gjør man saameget for Gjødning, og kan ikke gjøre nok. Kandidat Hansenk1236 er sendt paa Fiskerierne for at lave Guano. Det er baade Synd og Skade for alt det, som kastes bort, og saa skaffer man Pest atpaa i Byerne.

Nr. 57/1855; fredag 09.03.

[Nikolai I er død]

Korrespondance
Christiania den 7de Marts
Telegrafefterretningen, at Selvherskeren over alle Russer er død, vækker ikke liden Bevægelse. Det er i despotiske Lande som Rusland og endnu i Frankrig, at et enkelt Menneske har noget at betyde, naar han er Konge, vel at mærke, thi ellers betyder han ingen Ting. I frie Lande derimod betyder Alle noget, men Ingen meget; thi der er Love og Indretninger, der ikke fødes og dø med det enkelte Menneske, men lever med Alle og over Alle. Det er den gamle Skik i despotiske Lande at dræbe Herskeren, naar han bliver for galen, ligesom man skyder et vanefuldt Dyr, og det er paa dette, at man kjender bedst Samfundets dyriske Tilstand. I frie eller fornuftige Stater gjør man Folkerevolutioner, i despotiske derimod Hofrevolutioner. Istedetfor at kjæmpe paa Barikader og følge Ærens Love, giver man Gift, og naar den ikke virker hurtigt nok, smikker man et Lagen eller et Tørklæde eller Serviet om Halsen, saadan som med en af Ruslands foregaaende Keisere. Det hjælper stundom at gjøre en saadan kort Proces, men i Regelen er det Systemet, Regjeringsformen man skulde tage; den lever ogsaa der, om den enkelte Mand dør, og man gaar bare fra Herodesk1237 til Pilatus.k1238 Saaledes saa man med Pavemagten; mange Paver fik Gift, men den følgende Pave var ogsaa Pave. Magten, Systemet levede, og man fik Sau i sama Skind. Om nu Selvherskeren skulde være død despotisk eller død Straadød, saa kommer der en Selvhersker ligedan; Rusland bliver indtil videre Rusland, og den russiske Adel, de egentlige Storrusser, ville have sine asiatiske Følelser mod Vestens Frihed og Civilisation. Men det kan blive en Galgenfrist, man kan slutte Fred, og Verden kan tro, at nu er her Fred og ingen Fare, indtil Mentschikoffk1239 optræder igjen med Frakken paa i Constantinopel eller i en endnu finere By. Det synes dog som man har regnet paa dette pludselige Dødsfald, idet en Mand, der maa antages kjendt med den engelske Diplomatik, har sagt, at der ikke bliver Fred saalænge Nikolausk1240 lever. Thronfølgeren maa saaledes antages at blive som Forgjængeren; imidlertid vil man vide, at den ældste Søn Alexanderk1241 skal være mere svag og slappet end den anden Søn Constantin,k1242 om hvilke Brødre man har følgende Historie: Over Bordet kom de lidt uklar engang og Faderen skilte dem ad med den Bemærkning: «Hør Constantin! du faar føie din Broder, som engang vil blive din Herre» hvorpaa Constantin tager et Æble af de præsenterte Frugter, trækker sin Sabel, skjærer det ito og siger: «Saaledes vil det gaa!» Om denne Historie er sand eller ikke, faar staa derhen; den er i alle Fald Karakteren af den kjække Sømand. Constantin er nemlig over Flaaden. Kunde det gaa det russiske Rige som med Æblet, vilde ogsaa Europa være sikret; thi da kunde der komme indbyrdes Uenighed, og det var ikke sagt, at det ene Rige vilde ganske det samme som de andre. Desuden maa Staten være stor, skal Despotiet være rigtigt stærkt. Naar det nu viser sig, at Dødsfaldet er sandt, kan man anstille de øvrige Betragtninger, og Keiserens Død vil da spilde ligesaa meget Blæk som hans Liv har spildt Blod. Morgenbladet er ganske gudfrygtigt under de lange Bogstaver, hvori det anmelder Dødsfaldet, det suger paa Gjengjeldelsen og den evige Dom — naturlige Tanker for Synderen. Forstanden staar ellers stille, naar man tænker paa slige verdenshistoriske Figurer som Nikolaus; thi man har ingen Maalestok for Straffen, lige over for os arme Mennesker, der med vor bedste Villie ikke kunde have gjort en Milliontedel. Thi selv Morderen har dog kun i Regelen ét Menneske paa sin Samvittighed og myrder heller ikke efter forudgangne diplomatiske Aktstykker, ligesaalidt som han foranstalter Bønner og Takkefeste, og derved gjør Synden endnu mere himmelskrigende. Nei, Forstand og Fornuft staar stille her, selve Troen kan ikke omfavne dette endeløse Uhyre. Man maa tie stille og ikke være Morgenblad. Gustav den 3diek1243 tog forresten slige Ting spøgende og sagde: Fois de gentilhomme! «Kongerne har ikke den samme Moral som den simple Mand; det vilde ikke gaa an.»
Det er iøvrigt Adskilligt som taler for, at Dødsfaldet er vist, idet Efterretningen er kommen over Berlin, hvor Svogeren er Konge og har Despoti nok til at se Alle paa Fingrene. Politimester Hincheldeyk1244 holder nok Øie ogsaa med Telegrafkontorerne, saa Jobbere ikke let faa bestikke Telegrafbetjente til at udbrede Skrøner til Fortjeneste for dem, som spekulere i Statspapirer, saadan som det maa være gaaen til med Tartarens Efterretning om Sebastopols Fald. Historien kan ellers være lavet i Hamburg, men paa Sverige, Danmark og Norge, som det nærmest angik, kan ikke Fortjenesten være saa stor.
Det kan ogsaa være af Slag, at Keiseren er hensoven efter et af hine sindssvage, sværmeriske religiøse Anfald, hvortil den Romanofske Familie (den russiske Keisers) er saa hengiven, naar de blive lidt tilaars. De blive alle sindssvage, naar de komme ud med sine 50 Aar. Saaledes Faderen, saaledes Broderen Alexander, der blev indviet i Mysterierne af Madam Krüdner.k1245 De tro sig at være Guder eller naar Galskaben bliver noget mindre, at have en særegen guddommelig Sendelse at udføre. Deraf deres religiøse fanatiske Manifester, hvormed de opflamme sine Millioner Trælle, hvis Ryg er mørbanket af Knut. Saadan gaar det: Slaven og den Vanvittige tror, at han er det skikkede Redskab for de himmelske Magter. Den fornuftige Mand har ikke saa store Tanker, han er ydmyg; han er klog og dermed fornuftig.
Dødsfaldet vilde ogsaa være velkomment for England, hvor der er Pengekriser og Arbeideropløb; altsammen Tegn paa, at Krigen matter og at Fred vilde være velkommen for dette Handelens Folk. Uenighed, næsten Anarki, er ogsaa i Ministeriet, kort alt er i en Slags Opløsningstilstand. Det Hele er nu kommet saavidt, at Keiseren af Rusland maatte dø, skulde ikke Verden faa Ølkveise.

Nr. 59/1855; søndag 11.03.

[Russland; frå teateret]

Korrespondance
Christiania den 9de Marts
Saa, det bekræftede sig dog, at Keiseren af Rusland var død, og han sees at være død saa smukt til Beskjæmmelse for de onde Tanker, som anede noget Russisk i Døden hans. Disse onde Tanker kommer nu ikke bort for det, om Beretningerne sige noget Andet; thi man har vist aldrig sagt som det var ved Hofrevolutionerne og mindst i Rusland. Der er nu vistnok intet i Veien for, at Nikolausk1246 kunde dø som et andet Menneske, men Døden kom saa beleiligt, og Rusland har slige Minder, at Folk ere ugudelige nok til at tro det Værste. Historien vil alene kunne sige Sanningen; til dets faa vi bie og enten glæde os eller sørge, fordi den store Selvherskers Død efter al Rimelighed standser Historiens raske Fart og lader den som vanligt lunke Dult om Dult. Han døde beleiligt. Nu var Forbundet snart saa stærkt og Rustningerne saa uhyre, at Rusland maatte vorde blive sønderrevet; thi selv de revolutionære Kræfter vilde være blevne paakaldede. Polakkerne skulde have været med den franske Hær og landsatte ved Østersøen. I Paris forberedte de sig med Faner og Greier, berettes i Privatbreve, og England maatte endnu alvorligere have paakaldt disse almægtige Kræfter for at slaa sig op i sin sørgelige Ydmygelse. Fra sit havomfyldte Fæste kan England uden Fare stikke hele Verden ibrand, naar det drives til Fortvivlelse, og som Æolus (Vindens Gud) behøver det blot at løse Grimen paa sine Vindsække for at reise en Himmelstorm. (G. Canningk1247 i Parlamentet, da han reiste sig for Grækerne 1826.)
Nu var England kommen saalangt, og alle landflygtige Frihedsmænd jublede; men saa dør Selvherskeren, og man tager vist med begge Hænder . . . . (de fire Punkter) overladende det til en anden Menneskealder at kjæmpe den store Vigridskamp mod Østens Vilde, der komme dinglende med sin Knut.
Rusland turde dog folkes paa en skikkelig Maade ved Oplysning udenfra og Kræfter i sig selv. At der er Frihedsmænd, som arbeide i Stilhed og træde kjække frem, naar de se nogen Kans, viste allerede Opstanden 1825, som Nicolaus saa blodigt undertrykte, da han kom til Thronen. Der var Digtere og Statsmænd saa begeistrede for Oplysning og Frihed, at hverken Athenen eller Frankrig har frembragt dem bedre. Men Raaheden var endnu for tyk om dem; de skjød frem som de enkelte Roser paa Fjeldene, og derfor bleve de afsvedne. Der kan undertrykkes nogle slige Forbund; men de vinde tilslut, naar Jordbunden er bleven frugtbar af Martyrers Blod. Føler man nogensinde, at Jorden er forbandet, saa er det, naar man ser, at den ikke kan blive skjøn uden slig en Befrugtning.
Saaledes kunde altsaa det russiske Rige gaa frem med Alexander II for det Første som Hersker. Han kunde ogsaa ligne sin Navne i hans Begyndelse, og med sin tydske Aand indkalde Videnskabsmænd. Men Broderen Constantin,k1248 der skal være en ægte Storrus, kunde ogsaa slaa sig ind paa Thronen; thi paa ham er de troende Russers Øine vendte, da man haaber, at han som heder Constantin, skal tage Constantinopel, ligesom det var en Constantin, der i 1453 tabte det til Tyrkerne. Det var ilde, at Aaret 1853, 400de Aaret glap forbi, hvortil Troen saa smukt knyttede sig. En vakker Dag kunde vi derfor høre, at de ægte Russer med Constantin til Fører kom over Alexander, dersom nu han gjør en Fred, som efter Hertugen af Clanricardsk1249 Ord er mere værd end Papirlappen, hvorpaa den skrives. Her er dog noget for Gisningen og Indbildningskraften endnu, for det om Gamlen er død, og de . . . . staa til Antagelse for en Verden, som har betalt dem blodig dyrt.
Nu gjør man i Morgenbladet meget Væsen af at Søstrene Pareliusk1250 og Sullestadk1251 ere gangne til det danske Theater; man gjør denne Gang til et Ulivssaar for det norske. Det er den samme urimelige Vægt som før man lægger paa disse Søstre, der kan være gode nok, naar man ikke med Livsmagt vil gjøre dem til noget Stort og siger, at det norske Theater hænger af dem. Det norske Theater er nu for det Første en Idé, der ikke hænger af et Par Mennesker — det kunne gjerne være et Par Tylvter; og for det Andet har det norske Theater faaet ganske andre Kræfter end før i Døvlek1252 og Abelstedk1253 som Herrer og Madm. Hundevadtk1254 som Dame og snart kunne ogsaa Jomfru Jacobsenk1255 og Jomfru Holmk1256 erstatte de afgangne Søstre, der hver for sig have sine uovervindelige Hindringer for at blive store Skuespillerinder, hvormeget man end steller med Skriverier og Fremkaldelser. Madm. Hundevadt trænger ikke til Kunster, da hun anbefaler sig selv. Det er altid et leit Mærke, naar man ser meget Skriveri og hører meget Skraal. Det eneste gode Mærke er, naar det gaar i en nedtrykkende Retning, for da kan man være vis paa, at der er noget Ualmindeligt ved Mennesket, som Misundelsen vil standse i Farten. Fornuftige Folk spilde ikke et Ord paa det, som er slet.
Det norske Theater gaar virkelig frem, og Publikum er saa godt, at det bærer over med de enkelte Ufuldkommenheder og haaber paa en Fremtid, som rigelig vil erstatte det Savn, man føler under Opdragelsen. Man kan ikke noksom rose den norske Del af vort Publikum, thi jeg for mit Vedkommende tilstaar ærlig, at jeg ikke er saa taalmodig, men det kommer sig vel deraf, at jeg ikke synes det er norsk nok.
Det er ellers en Kjendsgjerning, at det norske Theater aldrig har været saa godt besøgt som nu efter at Sullestad var dragen væk og Parelius traadt i Baggrunden. Nu dette kan være et Tilfælde, men det er et af disse Tilfælde, som staar i Kunstverdenen, hvor man dømmer det meste efter Antallet af Publikum. Det er igrunden Synd om disse Søstre, der sikkerlig ikke komme langt paa det danske Theater, hvor man har Madame Schrumpfk1257 og Jomfru Svendsen.k1258 Der fortælles som noget Vist, at Hagenk1259 efter megen Betænkning skal have bestemt sig til at modtage et meget glimrende Tilbud fra Cassino i Kjøbenhavn. Det vil være et Knæk for vort danske Theater. Snart drage vel andre af hans Brødre efter; thi de Danske maa som skjønsomme Folk begribe, at her i Norge ikke bliver noget blivende Sted for dem, og at de derfor maa se sig om, mens de er i Magt. Men det skulde ikke være vel om de for snart gik, da en god Del af vore gode Dansknorske maa dø eller komme ud af Vælten først, for ellers gjør de en bansat Støi og skaber sig Uleilighed.

Nr. 63/1855; fredag 16.03.

[Fiskeutklekking; sportsfiske]

Korrespondance
Christiania den 14de Marts
Det er godt, at Kulden, som har fordærvet Saameget, ikke har ødelagt vore haabfulde Leg med Fiskeudklækning, af hvilke der mindst er tvende, et i Lier ved Dramsfjorden og et paa Hedemarken af Mjøsørret. I den strængeste Kulde var en af vore fortjente Mænd som staa for disse Leg, henne og saa til dem og fandt Vandet i Opkomune*) mellem 3 og 4 Graders Varme, hvor de smaa Kræ fik udvikle sig, indtil de ivaar kan slippes paa egen Gang ud i Havet eller Elven. Det er en Ting, som lover megen Velsignelse, denne Fiskeopklækning; men den kræver ogsaa megen Omhu; man maa have en Mand til stadig Tilsyn for at se efter Vandet og gjennem Forstørrelsesglas se paa Æggene for med en fin Tang at pille væk de bedærvede og rense de angrebne. Til de enkelte Mænd, som har stadigt Tilsyn, maa der igjen være Overopsynsmænd, som forstaar mere, der i sine Kredse farer om og ser, hvorledes det Hele gaar. Det maa en ordentlig Indretning til, og det Anlæg, som det skal gaa rigtig godt med, koster ogsaa indtil 120 Spd. Det vil derfor neppe gaa godt, undtagen Staten for det Første gjør nogle Opofrelser; thi Privatfolk vil selv nu i Begyndelsen ikke være omhyggelige nok, eller gjøre den store Bekostning, som maa til. Men naar man begynder at se de store Følger, som den hyggelige Pleie fører med sig, vil man siden kunne gaa paa egen Haand. Det er overordentligt, hvad denne Formerelse kan udrette; man har Exempler fra England, hvor man nu i nogle Aar har drevet paa med det, at Fiskeriet i en Elv bringer mere ind end den hele Landeiendom, hvorigjennem den flyder, og det et rigt lille Strøg. Vi kunde nok trænge til det her hos os, hvor vi har saa velsignet mange Elve og Fjorde, og var blot en Tiendepart af det man lover sig, vilde det være af uberegnelig Velfærd. Det er paa Tiden ogsaa at komme vore udfiskede Elve tilhjælp. I Mandalselven f. Ex., hvor der 6 Mil op i Landet mod Aaserald er en Fos, af hvilken man ifølge gamle Sagn skattede 12 Tønder Lax om Aaret til Domkapitlet; til denne Fos kommer nu ikke en eneste Lax, og 3 Mil opi Elven, hvor Fiskeriet for ikke længe siden udgjorde Gaardens bedste Herlighed, fiskes nu ikke til Husbehov. Ved Osen fiskes nok endnu og et Stykke opefter Elven; men Ødelæggelsen gaar saa fort for sig ved at tage Laxen, naar den gyder sin Rogn, at det snart bliver Ende. Det er nu ogsaa forfærdeligt, hvorledes man paa sine Steder ødelægger. Det har hendt, at man har gjødet Ageren med Smaalax, idet man ved Ledninger fra Elveviker har ført Vand, hvori disse nydelige Smaakræ har dandset gjennem Rænderne og sprællet paa Ageren. Et Par Aar efter vilde disse have været ordentlig Lax. Det er strafværdige Gjerninger. Man har ogsaa gjødet Svin med slige Mørjer. Det kunde hende, at man i Tiden vilde rette paa det Værste ved at følge Loven af 17de August 1848 om «Fredning af Lax og Søørret»; men det bliver dog ikke nogen Mængde, undtagen ved Formerelsen. Og nu alle de Tjørn med sin fede Bund i vore Heier og Marker, af hvilke mange nu ere fiskeløse eller har et daarligt Fiskelag! Ligedan med Fjordene, hvor man øser op og ødelægger det som er, istedetfor, naar man kunde formere. Det er vist, at denne Formerelse maa være et Nationalanliggende for os, og man kan ikke være glad nok i Erfaringen og Videnskaben, som kan understøtte Naturen og skabe Overflod der, hvor man trodde den tiltagende Folkemængde maatte æde Nøden ind i Huset. Bare man kan benytte paa en fornuftig Maade og ophjælpe det som er, saa skal man ikke være ræd for, at Hjælpekilderne udtørres, og ingen Frygt er taabeligere end den, at Folkemængden bliver for stor og Erhvervet for lidet; bruger man blot Flid og Omtanke, finder nok alle Munde Mad; men naar man ødelægger som vilde Dyr, saa farer nogle faa Mennesker over store Strækninger som en fortærende Ild.
Det maa ogsaa blive skjønt for Mennesker, som ere glade i at fiske. Det er ordentlig fornemt at fiske, og der er ikke Faa, som lægge sin Dannelse og gode Smag for Dagen ved at have en Lidenskab for Fisketure, ligesom for Jagten med Hundekobbel, skjøndt man ikke kan tale Fransk og Tydsk med Fisken som med Hundene. Men saa kan man sætte sig ind i den engelske Fiskeliteratur og studere alle Fluekroge paa illuminerede Plader med Kot.**) De engelske Gentlemenn, der med sin Stang fare fiskende om hele Verden, og ikke mindst i de norske Laxeelve, have skrevet skjønne Bøger om den Kunst, ligesom de ogsaa fiske nord i Namsen f. Ex. og lade Eieren faa al Laxen, blot de kan have Glæden af at hive den op. Saa fiske de og studere med Dybsind alle Stænger og Sneller og Strænge og Snorer og de Fioler eller Kvirvler,***) som have mest romanfarvede Vinger til at lokke Fisken med; fremdeles de Kot, som gjøres af Blik og males med guldfarvet Skjæl; det er et Studium og en Kunst at faa disse Smaakræ rigtig skuffende lig de naturlige. Alt dette aftegnes, beskrives og Bogens øvrige Text er da efter Omstændighederne Undersøgelser om Fiskens Vaner og Tilbøieligheder; Bøgerne trykkes og indbindes paa den mandhaftige engelske Maade. Saaledes udvikler Nutiden sin Fiskeliteratur, skjøndt vi staa endnu tilbage og maa faa den mest fra England, hvor der gives Mænd, som maatte sende sig en Kugle for Panden, dersom de ikke fik fiske. Og ligeledes var her kommen til Christiania en saadan fiskende Engelskmand, der fik høre, at en anden Engelskmand alt havde faaet Lov til at fiske i Rauma i Romsdalen. Over dette blev han saa bedrøvetn229, at han holdt sig inde i 3 Dage og modtog enhver Indtrædende med Udraabet: «Jeg har megen Sorg.»
*) Opkome kaldes et saadant Væld, som kommer frem af Jorden ofte i tør Sandbund. Enkelt, Opkome egentlig Upkome, Flertal Opkomur.
**) Kot detn230 er, hvor man har en liden Fisk (Kræ) paa Krogen, Kotfiske.
***) Dansk, Sommerfugl.

Nr. 65/1855; søndag 18.03.

[Husflid og framsteg]

Korrespondance
Christiania den 16de Marts
Mamsell Svensonk1260 farer fremdeles om for at lære os Norske at spinde med Dobbeltrok; sidst man nu nys hørte fra hende, var hun nede i Smaalenene, og efter endt Skoletid fik hun ogsaa der af Eleverne paa Examensdagen en Foræring — her et Schawl, hist et Gulduhr. Præsterne eller Andre holde Taler til hende og hendes Dobbeltrok, og den, som kan gjøre Viser, gjør dem. Mamsellen spinder og lader Andre væve. Altsammen meget smukt, skjønt gamle Koner ryste paa Hovedet og finde at Spinningen her er Væv. Det er for tungt at træde Dobbeltrokken, og Traaden bliver ujevn og ustærk. Selv unge Kvinder, hvis Ord altid maa have Vægt, tykkes ikke stort om Dobbeltspinningen; men Landhusholdningsselskaberne vil have den, og Andre ligedan i denne Tid, Korrespondenten ikke mindst vil med Livsmagt ophjælpe alt muligt, som har Hensyn til Spinning, Væving, Pløying, Mekanik, Møglaving og hvad der hører til Hus, Hjem, Ægtefælle, Børn og alt det, som godt er. Det faar ikke hjælpe, at vi ofte plukke umoden Frugt; vi har som et ungdommeligt Folk en god Mave, saa vi nok fordøie den, uagtet ældre Mennesker imellem faa sine Vridninger, saa de for længere Tid tabe Apetiten endog til kraftig og sund Føde. Uden Lignelse talt, man forskrækkes over de raske og ubetænkssomme Planer og halve Iverksættelser, saaledes at man staar mod, om noget sandt Gavnligt kommer under Spørgsmaal. Der ligger derfor megen Sandhed i den Seighed, som man gjør til et Karaktértræk hos vor Landbefolkning. Synes man ofte at gaa for sent frem, saa gaar man sikkert, og bliver under ingen Omstændighed latterlig. Dog var det vel, om man kunde handle uden saa lang Betænkning, vel at mærke handle sikkert, men da nu det er saa vanskeligt, er det dog altid bedre at være træg Nordmand end forfløien Franskmand, der navnlig i Politiken prøver Alt og beholder Ingenting undtagen Trældom, der unegtelig ogsaa er ældet. Det gaar dog vel ikke os saaledes under vor nuværende Il og Forsøg i Mangt og Meget; Noget beholde vi dog vel, da vi have mange sande Fremskridningsmænd, der mægle mellem Yderlighederne, Trægheden og den grønne Umodenhed, som vil indkalde Folk og sende dem i Øst og Vest baade til det Ene og Andet. En anden Gang staa vore reisende Agronomer f. Ex. for Tur; idag var det Spinningen.
Vi ere dog heldige her i Christiania: man kjører Apelsiner til os fra en Skonnert i Nevlunghavnen, der ikke kunde komme frem for Isen. Vi have gode Borgerere; de betale 7 Spd. Læsset. Det var godt, Skonnerten slap saalangt; thi man kunde gjerne have fundet paa at kjøre Alt fra Christianssand. Damerne maa have Noget.

Nr. 70/1855; lørdag 24.03.

[Karneval og folkelegheit]

Korrespondance
Christiania den 21de Marts
Vor Karnevalsfest, hvortil der var gjort saa store Forberedelser, vil dog mange skjønsomme Folk paastaa var temmelig forfeilet, hvilket ogsaa er saa rimeligt, da man trygt kan sige, at sligt Leven er noget Fremmed og Udenlandsk hos os, ligesom vi ogsaa have den Ytringsfrihed, som Karnevalet alene skaffer de trælbundne Italienere og Franskmænd. Der skal desuden en naturlig Livlighed til for at kunne tumle sig med overgiven Lystighed uden at synes tvungen, og der skal fremdeles en medfødt Genialitet til for at kunne være galen i rette Tid. Saa flinke, vi forresten kunne være, tør det dog vel paastaaes, at vi ikke i saadan Mængde have disse Egenskaber, at vi kunne give et Karneval, som det skulde være. Men Herregud, man skal nu ikke være saa kritisk, især naar man som jeg ikke ser Andet end Programmerne, der dog, det maa man lade, vare saa flaue, som de vel kunde være. Man havde nemlig faaet den ulykkelige Idé at ville være vittig. Sangene, som have været at se, vare forresten ikke ilde. Der gjøres imellem mange ret pudsige Viser i eller af Studentersamfundet. Publikum paa Karnevalet skulde være godt; det var «Byens bedste Folk», som en Autoritet iblandt os saa gjerne siger, hvilket man ogsaa kunde vente, da Ideen gik ud fra den Kant som den gjorde; thi det har noget for sig, hvad jeg har hørt af mange Handlende og Haandverkere, at Intet er saa galt, at det ikke gaar, naar Embedsmænd og Studenter blot stille sig i Spidsen. Det kan heller ikke være anderledes paa et Sted, hvor Embedsmænd og Studenter er Hovedsagen af Befolkningen, ikke at tale om, at dette Slags Folk paa Grund af sin Dannelse maa have det meste at sige, og at Andre derfor ikke bør kny, men maa lade Alt gaa, selv om de imellem havde en lysere Tanke end de Toneangivende.
Saameget om Karnevalet kan man dog vel sige var forfeilet, nemlig at man gjorde saa store Beredelser, at der nok ikke bliver stort tilbage for Studentersamfundets Byggefond, hvortil dog Festen hedtes at være foranstaltet.
Som et Bevis paa, hvor yre Folk er efter at «være med» ved slige Leiligheder, kan anføres, at man skulde faa 5 Spd. for enkelte Billetter, der paa Grund af Omstændighederne ikke kunde bruges, samt at En skulde være buden 10 Spd. for sin Billet, men han foretrak heller at give den til en Bekjendt eller Beslægtet, der kom fra Landet, rimeligvis en Dame. Nogle have ogsaa talt om 20 Spd., hvilket ikke er urimeligt; thi naar man vil og har Raad til at være galen, saa kan man være det tilgavns. En Engelskmand skulde i sine Pund have givet omtrent 40 Spd. for 1 Billet. Det var godt, han ikke gav mere: i London har man givet 1 Pund (omtrent 5 Spd.) for en Hummer, og Hertugen af Waterfordk1261 gav det for en raadden Appelsin, som han rigtignok fra sin Vogn i Londons Gader vilde kaste paa Folk.
Nogle Folk fra Thelemarken spille nu og dandse herinde; de optraadte første Gang igaarkveld i Hallen under det norske Theater, og de gjorde Lykke, navnlig Spillemanden, som heder Olaf Bergslandk1262 fra Hvideseid, og den ene Hallingdandser, som heder Helje Hougenk1263 fra Hjortdal. Den Andre, som skulle dandse, gjorde derimod mindre Lykke, da han var en gammelagtig Mand og saaledes ikke spræk nok; Hensigten skulde forresten ikke være med hans Optræden at vise Kunstfærdighed, men hans rigtig gamle Dragt. Det er ikke ilde, at der saaledes imellem kommer Folk fra Landet for at vise, hvad vi selv have og hvilken Grund vi have at bygge paa i vor fremtidige Musik og Dands. Vi er et ungdommeligt Folk, der har meget at lære og vil lære meget, men hidtil have vi laant vore fleste Sager, Musik saavelsom Mimik ikke mindre end Sprog. Under alle disse Laan have vi været stolte, foragtet det, vi havde selv, fordi det var «bondeagtigt» og «raat». Nu begynder man at fatte Mistanke til denne gamle «Dannelse», som stak i laant Gods og Affektation, og holde sig til det, man selv har med stadigt Øie for at udvikle og forædle det. Det er denne overmaade sunde Tanke, som gjør, at vi klappe til disse Mænd fra Landet, siden de ogsaa ere flinke, og finde det aldeles ikke «raat». Vi har været Fine Folk, Gud bevares, men vi er snart kommen saavidt, at vi bare le af dem.

Nr. 71/1855; søndag 25.03.

[Ueland]

Korrespondance
Christiania den 24de Marts
Nu er Advokat Kildal,k1264 der var valgt som Varastyrin231, traadt ind i Jurykommissionen, som saaledes nu er fuld besat; men paa samme Tid har Uelandk1265 faaet Ordre fra Amtmanden, om at komme hjem til sit Lensmandsombud. Ueland skal være meget modløs og lei over disse Sagernes Stilling, vel ikke fordi han kunde have Udsigt til at miste et Lensmandsombud paa en 50 Spd. om Aaret kanske, men fordi hans klare Hoved maa vide, at Stillingen er latterlig. Advokat Dunkerk1266 i sit Forsvar for Kommissionens Medlemmer synes mig endogsaa at gjøre Sagen værre, idet han saa skarpt fremhæver dens private Side, at man — som en Mand bemærkede — ikke kunde lade være at tænke paa Pickwickklubben. Pickwick — saa fortæller Dickenk1267 — gjorde en Klub paa egen Regning, af disse sine indbudne Gjæster blev han valgt til at reise ud i Verden paa egen Regning og samle Kundskaber især politiske, og naar han kom hjem, vilde det komme an paa en Tilladelse af disse Klubmedlemmer, om han fik Lov til at udgive — paa egen Regning igjen naturligvis — sine Reisebemærkninger.
Ueland maa være bedrøvet over, at man kan tage Tingen saadan paatverke, og endog tillade sig at være lystig med det, som er saa stort, nemlig en Beslutning af en Storthingsmajoritet. Dersom Majoriteten udgjorde Landets bedste og fornuftigste Mænd, saa var der ogsaa visselig al Grund til at være bedrøvet, naar man saa sligt, men da nu det ikke var Tilfældet, synes mig man maa være glad over, at Folket kan gjøre sig en bedre Mening, og at Grundloven i slige vigtige Punkter er saa ubestemt, at man kan holde med den, som bærer sig fornuftigst ad uden at være nødt til at se Loven ihjelslaa. Derved kan netop Loven følge Tiden uden voldsomme Rystelser, saaledes som i England. Da hersker Folket, Oplysningen, og saa bør det jo være. Det var ingen fuldkommen Tilstand, naar man skulde se et tilfældigt og uvidende Parti at bruge Grundloven som en Kniv til at flænge Nationenn232 og den sunde Fornuft med. I slige Ting som de ubestemte Steder om Storthinget, og Kongemagtens Grændser, er det derfor taabeligt at undersøge, hvem har juridisk Ret istedetfor: hvem har handlet fornuftigst i dette givne Tilfælde? thi kun den har Lov til at herske som er bedre og klogere end Andre. Man skal ikke være ræd; har man ikke en høiere Lov end en skreven, saa er det forbi, og hænger man en Stund i de skrevne Former, saa springe de med et Knald, naar de en Stund have været misbrugte. Dette burde Ueland og dem, som med ham maatte være bedrøvede betænke, og deres Sorg vilde forandre sig til Glæde. Man kunde ønske Ueland denne Glæde; thi han er en Mand, som staar saare høit over sin Stand og hvem vi igrunden Alle burde elske, idet vi burde skrive hans Mistag paa Regning af en tilgivelig Mangel paa Kundskab, endvidere paa hans daarlige Venner, der fare og indbilde ham det, som de tro svare bedst Regning for dem selv, uden at have Mod til at sige ham noget ubehageligt imellem; man maa nu ogsaa undskylde dem ofte, da de selv forstaa lidet, mange maa dog forstaa bedre; men de er rædde for at blive politisk mistænkte i en Mands Øine, som har havt saavidt meget at sige; thi at blive politisk mistænkt er næsten ligesaa fortrædeligt som at blive religiøs mistænkt; man har hele Mørkhedens og Uvidenhedens Hær imod sig.
Det er noget, man bestandig har klaget over, at en formaaende Mand sjelden har gode Venner, og Enhver som er kommen i Berørelse med en saadan vil mindes, hvilke væmmelige Smigrerier der har vanket. Det er ingen Tvivl om at jo Ueland nu træffer Mange, der klage over Fordærvelse og Ufrihed hos Regjering, Aviser og Folk, og mene, at man bør slaa et Dommedagsslag til Advarsel og Skræk; men Ueland maa dog skjønne bedre, og derfor ærgre sig over at være kommen i en skjæv Stilling. Man kunde ikke ærgre sig over mulig at miste det sultne Lensmandsombud; det maatte gjøre godt.
Det er dog lidet efter den Rolle Ueland har spillet, at faa et sligt Ombud og Udsigt til at miste det. Politiken har været en bedre Melkeko for mange Andre. Og som Storthingsmand har heller ikke Ueland tjent saameget som de fleste Bondestorthingsmænd, da han gjerne har levet nogenlunde saaledes som det sømmer sig for en Nationens Repræsentant.
Han har hverken gjemt paa Korkerne til Ølflaskerne, eller spist og drukket paa Torvet, eller brygget og havt en sur Øldunk under Sengen, eller leiet paa en Kvist som en fattig Student, eller givet Tjenestepigen 1 [mark] i Drikkepenge naar Storthinget var slut, eller været sin egen Oppasser eller idetheletaget levet for 11 à 12 Spd. om Maaneden. Ueland har da levet som et Menneske om just ikke altid som en Nationens Udvalgt. Dette har han gjort og intet fedt Embede taget imod, thi at han kunde have faaet det en Tid er ingen Tvivl om. Dette skal man komme ihu.

Nr. 75/1855; fredag 30.03.

[Vassforsyninga i Christiania]

Korrespondance
Christiania den 28de Marts
Kulden, som har sprængt meget af vore Vandledninger, har dog bragt til Modenhed noget, som længe var paatænkt, nemlig at faa nye og bedre Vandledninger. Magistraten har saaledes henstillet til Ingeniøren, der staar for Byens Veivæsen og forskjellige Ledninger, at udarbeide et Overslag til et nyt Vandverk, hvilket Overslag snart kan ventes færdigt for strax at Haand kan lægges paa den store Gjerning, da det ingen Tvivl kan være om at jo Penge bevilges og Laan optages, idet man med fuld Fortrøstning lægger en stor Del af Byrden paa Efterkommerne, naar Verket er saa stort og nødvendigt som dette. Om Enkelthederne og Maaden ved Anlægget er intet endnu bekjendt, da Planen ikke engang er færdig; imidlertid menes dog af Folk, som kjender til Tingen, at Indtaget bliver paa samme Sted som før, da Elven der danner et godt Udsig, samt at Rørene blive af Støbegods, da de nyere Erfaringer skal have vist dem som de bedste, uagtet de neppe vare længer end et Par hundrede Aar; de komme heller ikke til at have et større Lo (Aabningen paa Bøsser og Rør ellers) end 12 Tommer, da det har vist sig nok til at forsyne en By paa 80,000 Mennesker, og Christiania bliver ikke saasnart større. Dybere end før maa ogsaa denne Vandledning lægges; thi i Vinter har Frosten fordærvet Rør, som laa 5 Fod dybt. Det bliver et mægtigt Arbeide og Christiania værdigt, tør man forvente.
Idag er Professor Fayek1268 ude og skriver om Vaskeindretninger, der ogsaa af vor storsindede Kommune kan ventes indførte. Her er meget at gjøre, meget er gjort og alt kan man vente af en Kommune, der er saa mægtig og har saamange dygtige Folk til at lede sig. Kommunen maa ogsaa vel vide, at den har et Ansvar paa sig som Exempel for andre; dens Gjeld er vel stor — Kirken gjorde meget — men Gjelden staar dog ikke i noget stærkt Forhold til Bæreevnen, naar man tænker sig om: hid samles Alt, og nu paa næste Thing kommer ogsaa efter al Rimelighed Banken. Det nytter ikke at sætte sig mod Midtbølingenn233 (Centralisationen*); den ligger i Oplysningens og Tidens Magt, der er den rette Samson til at slide alle Baand, som Philisterne binde. I Hovedstaden maa man med én Gang se det bedste, Landet eier; den er en Bog, opslagen paa Nationens Bord til Underretning for Hjemfødninger og Fremmede, kort og fyndig skreven, da det er uoverkommeligt for de Fleste at grandske alle Kilder. Og saaledes er virkelig alt Christiania; det, den voxer mere, bliver ogsaa Landets Væxt netop i et passende Forhold, noget idealiseret kanske, om man vil tale i Kunstsproget, men dog aldeles naturligt. Man kunde ved Exempler oplyse Alt, Skridt for Skridt: i 1814 stod Nationen som Rokkehovedet afspundet: vi havde hverken Penge, Kasser, Veie, Broer, Handel eller nogen Ting, som var værdt at tale om af national Betydning. Da var ogsaa Christiania liden (9000 Indbyggere jo efter Platousk1269 Geografi); de fornemste Bygninger da betragtes nu næsten som Skrumpehus (Departementsgaarden, det gamle Universitet); man ler med en vis Overlegenhed, naar man taler om, hvor tarveligt Statsraader og Professorer bodde; det var i gammeldagse Huse i Grændsen, Smalgangen eller Vaterland. Studenten, som nu bor i en stor Bygning, bliver stolt, naar han tænker paa dette, og han ser med Overlegenhed paa Tverdriveren, der maa bøie Hovedet under lave Bjælker og dumpe ud i Sølen, naar han skal ud. Saaledes overalt med Bolaget. Stræder, som ligne Per Madsens Gang hos Holberg,k1270 straaler nu med skjønne Husrader. Her er Slot, Kirker, Theatre, Universitet, Bank, Børs, Frimurerloge, Depoter, Observatorium, Bodsfængsel, Galehus en Stub fra; her er Gas og Brolægning. Samlinger og Arkiver skal ikke være at kjende igjen; her er én Jernbane og flere komme vel snart; her er Assurancer og faa vi nu Vandledning bliver næsten det Kronen paa det Hele. Kan man ikke faa Lov til at kyte?
Uagtet de andre Byer ligesom Gaardene paa Landet idetheletaget have kommet sig paa sin Vis i samme Mon, saa er det dog saa for Folk, som i længere Tid ere vante til Christiania, at de næsten ikke kunne begribe, naar de komme ud, hvorledes man kan trives og bo paa disse Steder. Alt er smaat og man ser næsten ikke et Menneske i Gaden, og det værste er, at man er kry midt i al denne Stakkarsdom, ja man bliver endog lidt sindt naar Folk fra Christiania begynder at kyte. Er man der en Stund, finder man det dog der noksaa hyggeligt, man slaar Rødder som et Træ, og voxer om Jordbunden ikke er saa rar, da man vel ved med sig selv, at man dog igrunden ikke fortjener dette. Men glad bliver man dog, naar man kjører til Christiania igjen.
Kommer man om Natten, ser man Himmelen oplyst en halv Mil fra Byen, og kommer man nærmere, blinke Lyspunkterne i sine Rader: Man nærmer sig Oplysningen i enhver Forstand, og er man ikke utaknemmelig, priser man sit Livs Førelse, at det timedes En, at se og nyde alt dette Store og Skjønne. Alligevel klager man over Dit og Dat, og klager med Grund, naar man blot har Øie for Livets mørke Sider.
Rettelser i forrige Artikel.
I 2den Linie staar Varafyri istedetfor Varastyri, Suppleant.
— 2den Spalte 18de Linie staar et «med» overflødigt.
*) Utbøling, Decentralisation.

Nr. 77/1855; søndag 01.04.

[Europa etter tsarens død; Østgaard på teateret]

Korrespondance
Christiania den 31te Marts
Det begynder at livne op igjen med Politiken, efter at hele Europa har fryset ligesom Hæren for Sebastopol: Den sidste Post var noksaa krigersk, idet Underhandlingerne i Wien ikke synes at blive andet end for et Syns Skyld, da den russiske Gesandt ikke kan gaa ind paa Ruslands Svækkelse i det sorte Hav, hvilket Vestmagterne lade til at fordre; Rustningerne vedvare i det Store; Napoleonsk1271 Reise til Krim dukker atter frem igjen, skjøndt Ingen i Europa tror paa Napoleon, før man ser Syn for Sagen; i det engelske Parlament taler Lord Palmerstonk1272 paa en diplomatisk og anelsesfuld Maade om Polen, som sætter hele Europa i Spænding og gribes af Aviserne som Udgangspunkt til de mest udsvævende Betragtninger; der myntes paa, at Spanien og Portugal vil slutte sig til Vestmagterne; disse velsignede men ynkelige Lande, der maa gjøre, hvad England og Frankrig vil; i det preussiske Kammer taler man idetmindste med Bekymring om Tidens Fare, uagtet Pressen anstiller Røgofre for den afdøde Keiser. Det fattes dog ikke paa tydske Aviser, f. Ex. Freischütz, der fører et Sprog mod Rusland og Europas «Faulheit» (Raadenhed) som vi hos os nutildags ikke rigtig kunne fatte, med mindre vi slaa op i støvede Aargange af Aviser for en 15, 20 eller 30 Aar siden. Vi kan ligesom ikke tage Munden fuld nu, men det ser ud som vi spilte Komedie om vi ere sinte. Aftonbladet skriver i sit sidste No. næsten en hel Bredside om Europas Stilling og om Krigen, som det antages vi Norske og Svenske endelig maa være med i. Dersom Aftonbladet ikke hele Tiden havde været krigersk, saa kunde det havt lidt at betyde alt dette, men nu betragte vi det blot for Udgydelser og vente paa Svenska Tidningen til at gjendrive alt og forsikre om fredelige, det vil sige russiske Hensigter. Forresten turde der dog være Noget i det, da vor egen Regjering har taget en Sum til Armeen, hvilket synes at tyde paa Adskilligt, ihvorvel man kan ville benytte Tiden til Anskaffelse af Et og Andet, som Storthinget ellers ikke kunne ville bevilge. Om denne Sum har vore Storblade trættet, idet Morgenbladet fortalte Tingen som en Nyhed og ligesom raabte til Nationen: I Gevær! Posten fandt det snakkesaligt, og en liden Fægtning udspandt sig. Saaledes er altsaa ogsaa Politiken kommen til os. Det fortælles ogsaa, at man paa nogle Verksteder har bestilt saakaldte Pontonbaade, hvilket ogsaa kan have sin Betydning, uagtet det ikke er godt at sætte denne Ting i Forbindelse med Krigen nu.
Dersom vi nu ikke saalænge havde været i Spænding, at vi vare blevne slappe, saa kunde vi meget let alarmeresn234 over alt dette og ligesom gjøre os færdige til Krig; men vi ere blevne vantro, og selv om vi høre et ordentlig Krigsbudskab, saa tro vi det neppe, men mene at det er det gamle Snak og stole paa Stockholms russiske Sindelag, der ogsaa sender sine Folk til Sorgen i Petersburg. Fyrsterne komplementere hinanden og Folkene slagte hinanden. Der er jo dyb Sorg i Frankrig over Keiserens Død, medens man slaas paa Krim, og Napoleon siges at ville reise. Det er ikke godt at blive klog paa alt dette, og det kan jo ogsaa være det samme, da vor Visdom eller Daarlighed saa alligevel ikke siger stort. Vi bie og se Tingen an; det er det bedste; bare vi nu havde Telegrafen færdig, saa vi kunde faa Bud hver Dag; men, saa gjerne vi kunde ønske det, saa nødigt maa Aviserne finde sig i det; thi en eneste Telegrafunderretning om Dagen under 24 Ord koster fra Sverig omtrent 1000 Spd. om Aaret, det vil sige omtrent 3 Spd. Dagen, og Aviserne faa ikke flere Abonnenter for det. Men saa kommer det an paa, om nogen Avis er saa mægtig, at den kan holde det alene; thi kan den det og de andre ikke, saa gaar det den godt, i modsat Fald bliver det ikke bedre end før og Udgifter til. Sad nu ikke Aviserne ligeover for hverandre som Skræddere, saa kunde de slaa sig sammen.
Det nye Stykke «Et Fiskerhjem,» som er saa forfærdelig banstødt i Aviserne, og som Drammenserne jo ogsaa har seet, er ikke saa ilde, synes mig. Sproget er overmaade sundt og godt norsk, saa godt endog, at Stykket endog vil betragtes som en af de mange Milepæle paa vor nationale Vandring til Fuldkommenheden. Alene dette gjør, at vi maa være saare glade i Stykket og takke dem som have gjort det og givet det for os. Man har klaget over, at det ikke var skjønt nok, og sagt, at man maatte protestere mod en saadan Opfattelse af vort nationale Liv. Det var ønskeligt, om disse Protestanter havde Ret; men Sandheden tro, have de ikke ret. Vort Liv er ikke altid vakkert, og det er en forunderlig dramatisk Lære, som vil, at det altid skal være vakkert, det vil sige løgnagtigt. Lad kun Sandheden komme frem engang imellem; man har godt af den, den maa endog til, skal man ikke komme paa Afveie. Folk bør vænnes til Sligt, og man maa ret alvorlig protestere mod disse Skjønhedens Ypperstepræster, som altid vil dandse paa Roser. Tingen er nok, at de ere dygtig uvidende og gjøre sig dramatiske Læresætninger, som de spinde af sit eget Rokkehoved. Stykket havde sine Feil; det havde mange Feil og var derfor ikke lystelig at skue, men det man mest har klaget over, var Mishug. Saameget tør i al Beskedenhed siges.
Frøken Blom,k1273 som nu har sjunget, skal ikke synge mere, siges der. Det var ikke for tidlig at hun sluttede.

Nr. 81/1855; søndag 08.04.

[Strid om utnemning av sorenskrivar; problem ved jernbanen; meir om krigen; påskelitteraturen]

Korrespondance
Christiania den 4de April
Det er dog ikke ganske dødt endnu med Klagerne over Embedsbesættelser, midlertidige eller bestandige, uagtet det har liden Klem mod i gamle Dage fra Morgenbladets og Statsborgerens grønne Tid. Nu staa endog disse Klager ofte i Aviser, som man skulde tro, ikke befattede sig med slige Ting, men man er rimeligvis mere retfærdig nu end før, og taler ikke om, før man er nødt. Det nytter nu ikke stort at klage over det: den ansatte Embedsmand bliver hvor han er, og de Styrende maa vel have lært af gamle Metternich,k1274 Idealet for alle Regjeringsmænd, der sagde: «Lad kun Andre skrige, naar vi faar Lov til at handle.» Disse Folk, som skreg, tog sig rigtignok ogsaa den Frihed at handle, f. Ex. i 1848, da de jagde ham væk og slæbte hans Billede gjennem Gaderne; men det Gamle kom igjen. Nu handler Metternichs Folk og Andre skrige, de faa ikke engang Lov til det, forsaavidt ere vi norske Avisskrivere lykkelige, vi kan da skrige. Men man vælger, om man lyster, til Storthingene ligefuldt umodne Mennesker, man fabrikerer, om man lyster,n235 Statsraader, Embedsmænd og alle de Væsener, som maa til for at holde Statsmaskinen i Gang, ligegodt for det, om vi skrige. Man anviser Summer paa Statskassen til Ekvipering og en Avisartikel er ikke længer noget Brandskud. Det er smaa Puf fra Smaagutter, som løbe omkring med Nøglebøsser og Sværmere.
Konstitueringen af Akers Skriveri med dertil hørende Skriverier har ledet mig ind paa disse opbyggelige Betragtninger. Udnævnelsen gjorde lange Ansigter først, et enkelt af disse kom i Morgenbladet, en Indsender i Posten finder Udnævnelsen ganske i sin Orden, og hamrer løs paa den, Morgenbladet heller vilde have. Nu ventede vi Allesammen, at der skulde komme en Diogenesk1275 og dømme imellem begge. Diogenes gaar nemlig engang med sin Lygte og fillede Kappe ranglende gjennem Athens Gader. Han træffer da tvende Trælle som trættede, om hvorledes den Enes Kjør skulde faa Lov til at beite paa den Andens Marker, hvilke Herligheder de ventede at faa, de fattige Stympere, naar Retfærdigheden steg ned iblandt dem. Da Diogenes, der skulde være Voldgiftsmand, havde hørt dem begge, sagde han: «I ere nogle Skabhalse og Galninger Begge to.» Da de hører dette, glemmer de sin indbyrdes Strid, og smider Diogenes i Rendestenen. Han reiser sig noksaa taalmodig, skvætter af sig Sølen og gaar videre mumlende: «Sligt kunde jeg vente mig, naar jeg indlod mig med Trælle.»
Denne Diogenes kom virkelig ogsaa i Christianiaposten, og mente, skjøndt neppe skarpt nok, at hverken den Konstituerte eller den i Morgenbladet Forslagne burde være ansatte, men en eller anden Trediemand, en Mand, som havde baade det Ene og det Andre; som hine manglede, Kundskaber især. Det er nogle Examinater og det visselig ikke af de bedste. De kan være gode nok til sit Brug, og til Dommere op i Fjeldhuler kunde man ogsaa kanske til Nød sende dem; men i Akers Dommerkreds, om og i Christiania, der er det mildest talt uanstændigt at have dem. Her vrimler af juridiske Løver i Christiania, og trængte vel til noget for at opretholde sit Mod. Men den først Ansatte bliver siddende, man sætter sig ud over alt vort Skrign236, og havde vi noget at bestille, gjorde vi Andet end skrev om Sligt. Nu staar det bare tilbage, at disse To, som holdt hver med sin Examinat, slaa sig ihop og kaste sig over den sidste Mand i Christianiaposten, som ingen af dem vilde have, saaledes vilde da Ligheden med Historien om Diogenes være igjennemført.
Her er ikke liden Ængstelse og Ærgrelse med Jernbanen nu. Nu nylig gik den jo April udover Skinnerne mellem Dal og Eidsvold. Farten er derfor standset mellem disse Stationer og der tales om, at Folkefarten paa den ogsaa skal standse udover ivaar. Det kommer ogsaa op nu, at der flere Gange skal have været smaa Uheld, man hidtil har kunnet tit med, men nu kommer Alt og Ængstelsen for hvad Tælen vil gjøre, kommer vel desværre til at minke Færdselen. Underligt er det at de ugentlige Indtægter, sammenlignede med de ifjor, ere saa meget mindre, da Banen nu er længer end da, og man skulde tro at Alt var i bedre Gang. Dette skal ikke være opmuntrende for Aktiehaverne, der fremdeles maa rykke ud med sine Terminer; det er saameget værre, som mindst Halvparten af vore norske Actietagere ikke havde Raad til at gjøre disse Udlæg, men bleve drevne til at tage sig over Kraften, en Fædrelandsfølelse, der vel fortjente, man idetmindste indrettede Alt ved Banen, saa godt som det lod sig gjøre. Man skal nu forresten ikke tro paa alle Klager, som fare mundtlig omkring og undertiden kommer ud i Aviserne; thi de komme ikke sjelden fra Folk, som af en eller anden særegen Grund ere misfornøiede, men vist er det dog, at man ikke godt kan forklare sig, hvorfor Fragten nu skal være saa dyr, at man ikke kan fragte Véd til Byen — at man driver paa med den gamle Plankekjøring fra Strømmen, og at selv gamle gode Kjøbmænd sende Varer med Læs. Der maa dog være en Feil ved alt dette, thi unaturligtn237 er det, og snarest maatte man da vente, at der hersker tilbørlig Hastighed, Skik og Orden ved Modtagelse og Aflevering, det er da ikke en saa forfærdelig sammensat og mangfoldig Indretning den Jernbanen, at man ikke maatte kunne faa Greie paa og i Alt saa det gik som Kjæpper i Hjul. Det er underligt, at Englænderne, der kaldes slige Forretningsfolk, ikke have sat Alting paa den bedste Fod; thi Stammen bliver i alle Fald deres, uagtet Tabet nærmest gaar udover os.
Den 6te April
Blev Alt lagt ihop, var det snart tykke Bøger, som er skrevet om Keiser Nicolaus’sk1276 Død, om hans Regjering og personlige Egenskaber. Det er da heller intet at undres over, at man skriver om den Mand, som i de sidste tvende Aar har holdt Verden paa Krigsfod. Men af alt det, vi har seet skrevet om ham, er dog neppe noget bedre og grundigere end det, som Christianiaposten (rimeligvis L. K. Daa)k1277 har skrevet; selv ikke Times, den «avisskrivende Zeus,» har gjort det bedre, maaske noget mere rystende og slyngende, men neppe saa gjennem grundigt og sundt. Dette er noget som bør erkjendes; thi vi have saameget at laste i Aviserne, at det er en Vederkvægelse at kunne rose engang imellem, og sige med Ridefogden: «jo vi har da Folk her paa Bjerget ogsaa.»
Nu vender man sig til Sønnen, Alexander II, især i franske Blade og Aftonbladet. Man har meget godt og smukt at sige om ham, og var bare en Tiendepart sandt af det, saa maatte Rusland og Verden prise sig lykkelig. Forresten faar han vel ikke Lov til at være et Menneske, naar han er bleven Keiser over et Folk isærn238 som det russiske; thi da maa han være en Legemliggjørelse af det og føre det mod Maalet paa den Maade som det kan føres. Gjør han ikke det, saa styrtes han og en Anden kommer, nærmest Broderen,k1278 der er en Storrus, som kan være det hele Folk i én Person. Saaledes har det altid gaaet, saaledes saa man det gik med Paverne og nu sidst med denne sidste Pave Pius IX, der blev anseet for en saa blid Mand, indtil han blev Pave; da blev han som de andre, og maatte komme med Urimeligheder og underskrive politiske Dødsdomme i mængdevis. Det er derfor ikke meget bevendt med Fyrsternes Mildhed; det er Folkenes Mildhed, man maa spørge efter; er Folket oplyst og skikkeligt, saa bliver altid Kongen det; han maa være som sit Folk; han er Folketanken i en Personn239. Derfor er vor Konge saa god, fordi Folket er godt og Oplyst.
Aftonbladet holder paa at tale om vor Deltagelse i Krigen, men Svenska Tidningen, der taler for høie Vedkommende, er fredelig og mener, at vi ikke er forberedte paa Krigen. Til dette mener Aftonbladet, at Stænderne har bevilget mange Penge og sidst det saakaldte «lille Kreditivet,» saa Nationen nok kunde vente, at Tingen stod paa en bedre Fod. Det samme kunde ogsaa vi sige, men Pengene gaa med til Lønninger og «Etaten», saa at Armeens Materiale er uforberedt, om Noget kommer paa. Det er kjedsommeligt ved slige Bevillinger, at man ikke aabenhjertigt siger, hvortil Pengene skal anvendes, men ligesom foregiver noget Andet til den bevilgende Magt, for at faa Skillingen ud, saadan som man især gjorde ved det «lille Kreditivet» ihøst bort i Sverrig, hvor man lod Folk hemmelighedsfuldt hviske til Rigsdagens Medlemmer, at man maatte være forberedt paa Krig. Til dette var det stakkels Folk villigt og bevilgede, hvad man forlangte, da det igrunden var besjelet af krigerske Tanker og vilde staa paa Nationens Ære. Det arme Folk! og nu hører det, at Alt ligger saadan paa Ende, at der ikke kan være Tale om at være forberedt paa nogen Krig, om den skulde komme paa. Med dette kan man da smøre Folket om Munden, naar man Intet vil, og stille den umaadelige Ufærdighed i Udkik. Dette er alle Bevillingers Historie. Det er som naar man narrer Smaabørn til at give fra sig en Kniv eller sligt Noget. Det kan maaske ikke være anderledes, men det er mistrøstigt.
Vi se ikke mange Paaskeæg i vor Literatur og det er saaledes ikke mange literære Høns som løse ind sit Hoved. Man ved, hvortil Hønen er hjemfalden, efter den strænge Retfærdighed, dersom hun ikke værper før Paaske. Af Digterne er A. Munchk1279 en flittig Mand: nu har han gjort et lidet dramatisk Stykke, som nok heder «En Aften paa Giskø.» Det blev oplæst en Kvel i Studentersamfundet, paa Dansk naturligvis, og det gjorde naturligvis Lykke. Det skal ventelign240 snart spilles. Det er virkelig rosværdigt af Munch, at han arbeider saa traat, og navnlig vilde det være godt, om han kunde slaa sig paa det Dramatiske; thi vi har igrunden mere end nok af lyriske Smaastubber, især naar Digtene fra Sprogets Side intet nationalt Værd har. Disse Bind Smaadigte som Folk udgiver, er noget af det Ugavnligste og Kjedsommeligste man kan tænke sig, og Publikum er da ogsaa ganske rigtig saa sundt, at det ikke kjøber til Dækning af Trykningsomkostningerne engang. Dette er den eneste Maade at bringe disse Galninger til Forstand paa, da de gjerne ere nogle fattige Stympere disse here Poeter.
Wergelandsk1280 «Søkadetterne iland» er sammendraget og stelt til for Scenen af R. Olsen;k1281 det er længe siden det blev indleveret og kommer dog vel endelig til Opførelse snart. Det skal tage sig godt ud og vil efter al Rimelighed komme til at gjøre Lykke. Olsen har Skjøn paa det Dramatiske.
Paa det norske Theater er vel ogsaa nye Stykker ivente, idetmindste ved jeg om et rigtig norsk Stykke, som har været i Arbeid; bliver det færdigt, saa bliver det idetmindste godt nok. Der er Sproget norskt og Mange frygte vel det er formeget norskt for Scenen; men det har ingen Fare; bare der er Handling og Poesi i Stykket, saa kan man tale til Publikum i hvilkensomhelst af vore Dialekter det skulde være, endsige i et lutret Sprog. Saalangt er vi kommen nu, og det er langt; man kan ikke ønske sig mere. At Publikum ikke vil høre Sludder paa Norsk, kan Ingen fortænke det i; det er haardt nok at høre dette paa Dansk, og at det heller taalesn241 paa Dansk, viser, at Folk har Ære for sit Modersmaal ved blot at ville høre smukke Ting i det. Kommer en Mand, som skriver godt, rigtig godt, saa trætter man ikke længer om Sproget, men sluger ham. Det er Ufrugtbarheden som trætter, netop den, som hverken kan gjøre det Ene eller det Andre, Negativiteten, som en Filosof vilde sige.

Nr. 84/1855; fredag 13.04.

[Isbryting og hamneutbygging i Christiania; ei lysteleg historie om mormonarar]

Korrespondance
Christiania den 11te April
Nu skulde det jo efter Aarstiden være Vaar, men vi ligge endnu lige støt frosne inde og vil endnu gjøre det en god Maaneds Tid, dersom man ikke kommer Vaaren og de bundne Vande tilhjælp med Isvækking; den 15de ds. siges der, man skal begynde med den; men det vil tage Tid med, inden man gjennem denne tykke Is kommer ud til Drøbak, da man paa gammel Vis maa hugge sig frem med Øx og Isvække, eftersom Isplogen, som man kyte saameget af engang, ikke stod sin Prøve men gik sund. Vest i Kragerø skal man skjære godt med en Slags Ishøvl, som har mange Tænder, der ere længer og længer, indtil den længste gaar gjennem Isen; det er saadan en tandet Planke, der kjøres, og denne Høvl synes, om man ikke har seet den, at maatte anbefale sig ved sin Simpelhed og forstandige Sammensætning. Underligt er det, at man ikke forlængst siden har fundet op et Redskab til Isskjæring, da det er Noget, man hver Vaar mere eller mindre trænger til, og det ingen ringe Udgift er at vække Skibene ud, selv om det ikke er saa langt som her i Christiania, og det værste er næsten at faa Alle til at tage Del i med efter sin Tørn, da «Alle vil eta, menn242 Ingen gjera»*) Der er ogsaa, om jeg ikke tager feil, engang kommen til Proces om den Ting bort i Langesundsfjorden, uden at jeg nærmere kjender til Sagens Udfald, men Lovgivningen har neppe nogen afgjørende Bestemmelse om slige Tilfælde, hvor der kunde blive Spørgsmaal om Lov eller ikke Lov til at lade sit Skib gaa i en Vaak, som en anden Mand havde hugget. Man trængte visselig til Bestemmelser for slige Tilfælde; thi Kranglerierne med nærige og vrange Mennesker ere mange, hvor man gaar den private Vei.
Denne sædvanlige Indising halve Aaret gjør Christiania uskikket til mange Ting, som staar i Forbindelse med Søfarten, selve Flytningen hid af Søkadetinstitutet vilde alene af denne Grund være forkasteligt. End ikke Horten er skikket for sin Bestemmelse af denne samme Grund. Nu faa vi ogsaa føle, hvad denne evige Draging til Horten med Alt det som er, har at betyde, idet man neppe endnu om en god Stund kan begynde med Dampskibsfart paa Udlandet, da Skibene ligge indefrosne i Hortens Havn, hvorhen man endelig ihøst skulde føre dem fra Frederiksværn. Derfra skal nu Alt, saa det snart bliver blot en Lotshavn. Vore Statsmænd ere ikke som Themistokles,k1282 der vendte Talerstolen ud mod Havet for ligesaa skjønt som dybsindigt at antyde: derfraa maa Magten komme. De synes tværtimod at fryde sig mest ved at se ud over Isen eller glytte gjennem Kanaler (der tales om at grave en Kanal gjennem Øyren udenfor Hortens Havn); men det er nu rigtignok heller Ingen, som har tænkt, at de skulde ligne Themistokles. Bare de enda selv maatte slippe fra at fryse ind, men, det kommer vel til at gaa ymist med dem ogsaa. Under alle Omstændigheder kommer det vel til at gaa Nationen med alle disse Hortengreier som Manden, der skjød sig en Ræv 3 Mile tilfjelds og vilde bære den hjem, da han fandt Kniven sin for ukvas til at flaa med. Det gik godt, saalænge det bar ud for Bakke, men mod Hjemmet var nogle bratte Brækker, hvor Solen stak ham varmt i Ryggen, og da han var træt, kaster han i sin Forbitrelse Ræven og Altsammen, sigende: «lig der, saalænge du vil! du har skaffet mig Slæp nok!»
— Man begynder nu med Forberedelserne til de store Arbeider, som skal foretages med vor Havn og vore Brygger. Byens bevilgende Magt lagde efter megen Strid 2 pCt. paa Indførslen, for at Havnekassen kunde bestride disse høist nødvendige Arbeider. Det løber op til mange Penge, omtrent en 18000 Spd. om Aaret, om Alt gaar som før. Det er især Palæhaven, som skal skydes ud til en lang Brygge; de andre Brygger skal ogsaa skydes ud og gjøres af Sten. Ganske mærkelig er det, at man har kunnet berge sig med det vesle Rum og disse Skjærereder af Brygger under al den myldrende Færdsel og de mægtige Fortoldninger — omtrent Tredieparten af Landets samlede Toldintægter. — Man begriber ikke, hvorledes Forretningerne kan gaa, naar Dampskibene komme og gaa, da Publikum, som nu Alting skal se, driver der frem og tilbage saa tæt som en Børste; og stak ikke Kattenaturen frem, som er ræd for det Vaade og hænger med Kloen i Alt, som holde kan, saa maatte man faa en Forening istand til «druknede Menneskers Redning,» som en Forordning siger. — Dampskibene burde lægge an til Revierbryggen; det er blot Dampskibene fra Udlandet, hvor der kan være Tale om at se efter Fortoldning; desuden kunde Betjente til de bestemte Tider gaa derned. Paa et Sæt maatte man kunne stille sig for saalidet som muligt at standse Forretningernes Gang, uagtet det ikke er givet at møde Egennytten, gjøre sig «til Bikkje for et Beins Skyld.»
En lystelig Historie maa jeg fortælle. En af vore Mormonpræster skulde fra Piperviken være kommen drivende ud i Lakkegaden, hvor han prædikede for nogle Slagtere og andre stærke Folk, der ikke vare oplagte til Andagt og Grublerier over Neddyppelsen. De murrede først og toge derpaa Mormonpræsten og slæbte ham ud, til de fandt en Søle eller Urinkum, hvori de neddyppede ham sigende: «Du har døbt Saamange af os, nu skal vi døbe dig.» Noget lignende hendte i Risør, hvor som bekjendt Mormonerne først slog sig ned. Der var en gammel afdanket Sømand med Klængenavnet Rotta, som prækede Omvendelse til Mormonismen. Bedst som han engang staar og taler til en stor Forsamling, kommer en Mand sendende med en Kat, som han kaster bort paa Prædikanten, hvorpaa hele Forsamlingen stemmer i: «Au! Der tog Katten Rotta!»
Bare Folkevittigheden ikke undertiden blev grusom, saa var den bedst til at møde slig Galskab som Mormonlæren, ligesom den overhoved er den bedste Retspleie i mange Ting fornemmelig til at vi pidske det Naragtige. Men Folket er ofte saa mat og ligesom blygsomt, at det ikke haandhæver sin Ret. Gemytlige Optog og Pibing eller Klap vilde være bedre end baade Avisartikler og alvorligere Sager. I England er man i saa Maade mere flink; der huier man f. Ex. til en ufolkelig Statsmand. Men Korsbevares! her vilde sligt være vant; man gaar heller da og døser; finder sig i Alt og er — flau.
Rettelser i sidste Artikel.
1ste Spalte 23de Linie Sætningen: «om man lyster» udeladt efter Ordet «fabrikerer.» 2den Spalte 36te Linie: «man sætter sig ud over Alting» skal være «ud over alt vort Skrig.» 3die Spalte 22de Linie «naturligt» istedetfor «unaturligt.» Samme Spalte 2den Linie fra neden Ordet «især» udeglemt efter «Folk» og «som». 4de Spalte 15de Linie er Sætningen: «han er Folketanken i en Person» udeladt efter Sætn.: «han maa være som sit Folk.» Samme Spalte 13de Linie fra neden: «Det skal endelig snart spilles» istedetfor ventelig m. m.
*) Paa slikket Bogsprog maatte det hede: Alle vil spise, menn243 Ingen arbeide.

Nr. 86/1855; søndag 15.04.

[Akademikarstreik; heller kyrkje enn skole]

Korrespondance
Christiania den 14de April
Det er underligt nok, at Medicinernes Overenskomst, om ikke at indtræde i Tjenesten, er gaaet upaatalt hen. Man har spottet over Arbeiderbevægelsen og de enkelte Arbeiderstrikesn244; man har sagt, at alle disse Foreninger og Bevægelser var en Oprørets og Umodenhedens Aand, der ikke begreb, at Alt maatte gaa efter Statens og Arbeidsherrernes Godttykke. Nu skal man ikke længere spotte over alt dette, de studerende Folk som engelske Kul- og Fabrikarbeidere rotte sig sammen. Egennytten og Oprøret er sig ligt overalt, enten man er læg eller lærd; Alle føle, at de maa leve, og dersom Vedkommende ikke giver dem deres Løn, saa gjøre de Oprør. Fra et almindeligt Synspunkt er derfor denne Lægernes Sammensværgelse mod Staten, naar de ikke faa sine 3 Spd. om Dagen f. Ex., ganske i sin Orden; men ser man Oprøret fra en anden Side, maa man finde, at det ikke er smukt gjort af Medicinerne, og det kan alene være deres Stand, som har gjort, at man ikke har hudstrøget den hele Tilstelling og kaldt de gode Herrer og lærde Mænd Traniter m. m. Det er ikke smukt saaledes at danne Foreninger mod Staten og trumfe den til at give sig større Løn. Man kunde vente Sligt af Bordhuggere, men medicinske Kandidater og Studerende skulde man tro maatte begribe Tingenes Stilling bedre og vide, hvorledes Uleiligheden maatte afhjælpes. Det er at sætte fysisk Magt mod Overbevisningens. Bordhuggere og Gadefeiere vilde man tilgive Sligt, men saakaldte videnskabeligt dannede Folk maatte dog vide at gribe Tingen an fra en anden Side. Nu have imidlertid Medicinerne indgaaet sin Forening og Arbeidere, Plankekjørere, Stenbrydere, Bryggesjouere kan gjøre det Samme, og en Hund skal ikke gjø efter dem. Det er en Gjerning, som bør mærkes og Arbeidsmanden faar Lov til at sige: Andre ere ikke bedre end jeg er. Sligt tør man gjøre midt i Christiania og skrive om det som om ingen Ting var! Det er mærkværdigt, og jeg maa tro, at jeg selv, som finder det Hele saa galt, maa bedømme Tingen skjævt for ikke at tro en hel Forening fra Forstanden, hvilket vilde være meget værre. Man tør haabe, at Regjeringen indkalder udenlandske Folk og lader de gode Herrer praktisere paa egen Haand.
Her skrives og tales Meget om at faa en ny Kirke eller et Kapel ude paa Ruseløkbakken eller en anden Udkant af Byen. Tanken er smuk, og det vilde ikke være vel betænkt, at ytre nogen anden Mening. En Mand i Christiania-Posten har endog slaaet paa, at man skulde ansøge om at faa Kirken i Slottet. Det er Meget forlangt. Man har talt om, at denne Kirke kunde være for Studenterne, men det er vist overflødigt at have nogen særegen Kirke for dem. Forresten kan man vist bie med Opførelsen af en ny Kirke eller et nyt Kapel, thi det er visselig ingen letsindig Tale, men en velbetænkt en, naar man mener, at den nuværende flittige Kirkesøgning har stærk Lighed med en Modesag for Øieblikket. Man kunde eftervise dette ved at paavise den Mængde Mennesker, som gaa til Kirke, hos hvem der fornuftigvis ikke kan være Tale om nogen aandelig Trang. Men det vilde ikke være nogen opbyggelig Paavisning. Lad derfor Meningen staa i sin Nøgenhed, enten den falder eller ei. Man skal derfor bie, saa blive Kirkerne store nok og man trænger ikke til flere nye. Det er ellers en meget smuk Mode, og man maatte ønske, at den bestandig vilde holde sig, men det nytter ikke at smigre sig med et ugrundet Haab. Slaar det ind, saa er det godt, hvis ikke, var det noget, man kunde vente. Kapellet skulde nu ellers være for Folk, som ikke ere paa Moden, for Almuesmanden, der er hungrig i Aanden. Men Almuesmanden trænger visselig mere til Skoleoplysning, end egentlige Prædikener. Det vilde derfor være bedre at udvide Skolerne, uddele Bøger og ellers virke for Oplysningen, istedetfor at bygge et Kapel og faa en Præst, som maaske Almuesmanden ikke kunde opbygge sig ved. Der skal en særegen Gave til at tale til Folket, og da Præsterne ikke oplæres til det, saa kan man ikke vente, at de skal kunne det, selv om de havde Gaverne, der neppe ere givne En af Titusinde. Derfor bør Præsterne være nyttige paa den Vis, de kan, nemlig som Skolelærere. Lad saa dem, der have Aandens høiere Gaver, opbygge og driste sig til at bestige en saa hellig Ting som Præstestolen. Da har vi Kirker nok; thi blive de for trange ved høitidelige Leiligheder, saa kan man prædike til Mængden fra Bjerget, som Mesteren gjorde. Det vilde være paa Tiden ret grundigt at overdøve Dagens Raab: «Flere Kirker, flere Præster.» Raabet er sandt med en Forandring af Præster til Lærere og Kirker til Skoler.

Nr. 90/1855; fredag 20.04.

[Sølvverket på Kongsberg]

Korrespondance
Christiania den 18de April
Nu da Storthinget har tilladt og Regjeringen taget tilfølge, at der under sine Indskrænkninger kan afhændes sølv- og andre metalførende Gange om Kongsberg, saa er det paa Tiden, at man benytter sig af denne Tilladelse og gjør sig denne «Frigivelse» saa nyttig som muligt. Hint gamle Forbud blev, hvad vi Alle mindes, anført som Exempel paa vor bundne Tilstand og ringe Forsorg for den private Driftighed og Arbeidsmandens Udkomme. Nu kommer det an paa, om det ikke ogsaa med dette politiske Emne gaar som med Lekerne, Børnene skrige efter og kaste, naar de faa dem. Det er nu sagtens ikke let at gjøre sig denne Tilladelse nyttig med det samme, da der skal Forstand og mange Penge til, men det er dog noget at betænke, og det er ligesaa meget en Æres- som Velfærdssag; navnlig maa Folk i Drammen og paa Kongsberg og Strøgene deromkring være gløgge paa det. Man ser da ogsaa, at en Mand derbortenfra har skrevet meget fornuftig om den Ting til Morgenbladet, og at det selv har skjænket Sagen sin Opmærksomhed. Det tør saaledes haabes, at mange af dem, som kan tale og skrive og fremfor Alle dem, som har Penge, vil gjøre sit Bedste for denne Sag, som unegtelig mere end mange andre er et Nationanliggende; thi paa samme Maade, som vi nu takke og prise dem, der gjorde, at Kongsberg Sølvverk ikke blev solgt til Udlændingen, paa samme Maade vil man ihukomme dem, der frelser disse Feldter fra at gaa i Andres Hænder. Det er ikke mere end en fornuftig Selvopholdelsesdrift, at vi ville beholde vore Herligheder nærmest for os selv, og den, som siger, at det er det samme, enten vi selv eller Udlændingen er Driftsherre, naar bare vi faa Arbeide og Omsætning kommer igang, han siger ikke sandt. Det vil nok — for at tale om noget lignende — ikke vare længe, før den Mening deles af Alle, at det var en daarlig Gjerning at overlade Jernbanen til Englænderne, der forresten kan være saa gode de ville, og at det havde været vel, om vi heller nogle Aar havde biet med at faa Banen. Det gaar ikke an at kjøbe saa dyre Lærepenge, at man senere sættes ud af Stand til at gjøre sig sin dyrekjøbte Kundskab nyttig, og «Frisindet» maa ikke gaa saavidt, at man gjør sig selv til Slave. Kan man ikke andet, nu vel, saa gjør man, hvad man kan, men saa daarligt Folk er vi ikke enda, at der ikke skulde være Raad til at redde saa vigtige Ting som Sølvgangene om Kongsberg, naar Alle har en god Villie og de rigeste og fornuftigste Mænd især paa de nærmeste Steder stille sig i Spidsen for Aktietegning eller andre Foranstaltninger, som maatte være at træffe. Drammen er nu saa lykkelig at have en god Anledning til at gjøre noget godt og stort, og det tvivles ikke paa, at den vil gjøre, hvad den kan.
— I Guldsmed Tostrupsk1283 Butik er en skjøn Frugtopsats at se, som skal paa Udstillingen i Paris. Det er en Lyst at se den staa der som en Angelika med udslagne Blade, udsprungne Blomster under dem og toppe med en Krone, hvori der sidder en Guldsmed som sædvanligt. Det er trende Bladlag, hvorpaa Frugterne skal ligge. Alt er høist naturligt; det er upaatvivleligt et sandt Kunstverk, og det virker ikke forstyrrende paa Enheden, at Blomsterne ere af forskjellig Slags, Kalaer underst med sin røde Frødob midt i, egentlige Roser og andre Arter under de øvre Bladudslag. Blomsterne ere drivende hvide af saakaldt «kogt» Sølv; de ere ikke drevne men hamrede, uagtet man ser Texturen og alt i dem, som det skulde være Drev. Her kan man tydelig se, at det hvide Sølv er skjønnere end, naar det er forgyldt; det vilde have taget sig overlæsset og barbarisk blandt den øvrige Speilglands, om Blomsterne havde været forgyldte. Opsatsen veier 340 Lod og er ansat til 400 Spd., hvilket for et saa fint Arbeide synes meget billigt. En af Tostrups bedste Arbeidere, en Svenskn245, skal have megen Andel med i dette Arbeide, der sikkert vil gjøre Lykke paa den store Udstilling, og geraade baade Mesteren selv og vort Land til Ære. Det vil vise, at vi kan forarbeide vore skjønne Stufer fra Kongsberg, der vist ogsaa blive sendte til Paris som i 1851 til London. Saa skal det være. De gode Franskmænd især, Englændere og Tydsker ogsaa, ikke at tale om andre Folk længer borte, vil tro at Norge er et Peru-Eldorado betyder intet stort nu, da man finder saa meget Guld i Kalifornia og Australia —; de vil prise os Norske lykkelige, og da de ikke kan stort Geografi, og ere meget blaserte, som ventelig er, vil Norge blive et uhyre poetisk Land, hvor man maaske lader Dverge spinde Sølv af Bjerget som Traad af et Rokkehoved. De vil maaske endog lade os sko vore smaa Nordbagger med Sølv, ligesom Karl XIIk1284 lovede sine Folk, naar de blot kunde trænge frem til Kongsberg. Det er Ingen som rigtig ved, hvad de vil gjøre; men meget og eventyrligt kan man bande paa, det bliver, baade paa Udstillingen og siden i Soirerne, naar Frugtopsatsen staar paa Bordet — den bliver nu vel kjøbt af en Marquis eller Lord. — Hvor Herrerne skal være aandrige over Norge og Damerne sukke efter at komme did!!
Det er intet Under, at Udlændingen vil faa Klo i vore Bjergverker især i Sølvet. Paa Langebro sad tvende Tydskere forleden Aar — det var i 1851 — og talte paa sin Tydsk om, at de snart vare paa Kongsberg. Det var umaadelig overdrevent, hvad de vidste om den gode Bjergstad med sit uhyre Verk. De sluttede sin Tale med følgende Ytring: «Ja, derfor er den norske Statskasse saa rig, fordi den kan faa Sølv nok fra Kongsberg.»
Det er paa Tiden at vi beholde vort Sølv for os selv for at vi selv kan leve vel og give Udlændinge Stof til Fantasier. Det er en skjøn Tilstand.

Nr. 92/1855; søndag 22.04.

[Jurykommisjonen]

Korrespondance
Christiania den 20de April
Det er, som det bør være, at følge med Jurykommissionen; thi det er en stor Gjerning, den har fore, og hvad der er, endnu mere den har været en Forargelsens Sten baade for Storthing og Regjering; de have formodentlig stødt Taaen tilblods paa denne Sten; Nationen vil gaa af Veien for den, og de maa være saa gode at følge efter. Hvori denne Forargelse og dette Slag har bestaaet, er nu alt noget Gammelt og Kjedeligt; men det skader ikke at rippe det op igjen, naar det sker med tilbørlig Forandring: Storthinget eller rettere den saakaldte Opposition gjorde sig Skade først ved noget utidigt at ville vælge Kommissionen, medens Regjeringen havde en af samme Slag siddende; det havde været tidsnok, naar man endelig havde faaet seet og prøvet, at der slet Intet blev af med Regjeringskommissionens Arbeide. Det skal Ingen kunne sige, at nogen Hast var paafærde, og om Hast havde været, saa kommer man ikke fortere frem, for det om man gaar paa Fire. Det var dernæst ilde, at man trodde, denne Beslutning om Kommissionens Nedsættelse skulde i og for sig være et Nederlag for Regjeringen, en Mistillid, som maatte have sin Styrke, naar den kom fra den Kant, at det skulde være en parlamentarisk Seir som det heder i Politikmaalet. Slige Seire er det snart at vinde, men de ere dyre.
Værst var det dog med Tvivlraadigheden, da man endelig havde vundet denne Seir og skulde vælge sine Mænd, med andre Ord, da man havde snakket og skulde til at handle. Det er ogsaa en lei Ting at handle; det vilde være herligt, om man kunde berge sig gjennem Livet med Snak. Vi vide Alle, hvorledes Majoriteten handlede: den lod én eller to Mænd handle for sig, og skrev saa efter Recept sine Stemmer. Oppositionen var i dette Tilfælde som i mange andre lig en ung Pige, en Fremslænge, der med Gaaseøine ser paa sin Moder, om hun maa gjøre det og det, naar hun sammen med hende er ude i Verden. Det er Ungdommen, Uvidenheden og Uerfarenheden maa vide. Og den vil angive Tonen! Det gaar ikke an. Forresten var det bedre at falde med Glands end at blive leet ihjel. Denne ulyksalige Akkorderingspolitik, som man havde her ved dette Valg ligesom ved alle Leiligheder, hvor der er Spørgsmaal om at drive noget igjennem f. Ex. i den mindeværdige Adressesag 1848, den er det, som gjør at man intet bliver vyrdet, men at vor hele Politik lever paa Kongens Naade. Nu driver man nok i Jurykommissionen ogsaa denne Akkorderingspolitik med Undtagelse af Sverdrup,k1285 der kan have sin egen Mening. Der fortælles saaledes, at man fik Uelandk1286 til at gaa ind paa, at Regjeringen skulde være Appelinstants i Anklagejuryen, som nok er foreslaaen at skulle bestaa af Dommeren og 6 Lagrettesmænd. I dette er ikke megen Sands, naar man tænker paa politiske Sager. Skal der være nogen Mening med at tage Anklagemyndigheden fra Amtmanden, saa maa man da ikke gjøre Regjeringen til Appelinstants, men lade denne være hos nogle Overdommere, hvilket ogsaa Sverdrup skal ville. Men, det er igjen Akkorderingspolitiken. Dunker,k1287 der i Aviserne holder paa med sin Pickvickklubk1288, vil ingen Jury have; det har han sagt, og det siger han paa sin afgjørende Maade. Som god Prokurator maa han derfor ville gjøre Juryforslaget saa ubrugbart som muligt, og saa akkorderer han med Ueland. Motzfeldtk1289 gjør vist det bedste, han kan, men han vil jo heller ingen Jury have. Om Kildalk1290 véd man Intet endnu, og det kan igrunden ogsaa være det samme. Det skal blive interessant at se det endelige Forslag med sine Meningsafvigelser. Bliver det saa lysteligt som Jurykommissionen selv, dens Valg og det hele Snak om den, saa faar Nationen Like for sine Penge, om den forresten bekvemmer sig til at give nogle ud. Det er iøvrigt en Komedi, som ærlig fortjener sin Entrébillet.
Regjeringen var ogsaa kommen til Skade, tillod jeg mig at mene ovenfor. Havde der været Logik og Styrke i Justitsdepartementets Foredrag, saa havde det været i sin Orden at henholde sig til det, da man endelig var af den Mening, at Kongens Sanktion var nødvendig; det havde endvidere været i sin Orden at henholde sig til Foredragets Slutning, dersom dets Præmisser havde forberedt den; men det sigtede i Vest og skjød i Øst. Det smagte igjen af Akkorderingspolitik. Underligt forresten, at man lader noget udgaa fra Regjeringen, som ikke i Stil og Tanker og Alt er et Mesterverk; det synes ikke være passende ellers. Alt som kommer fra Regjeringen og, hvorfor ikke ogsaa fra Storthinget, burde staa der som hugget i Granit.
Det var dernæst ikke vel betænkt af Regjeringen, dersom den ved Sanktionens Negtelse trodde at standse Juryen; den kommer nok alligevel, skal den komme; man standser ikke en Strøm ved at holde for med den flade Haand. Man kunde negte Sanktion, men det maatte være af en Grundlovsmening. Derimod er det i sin Orden, at Regjeringen har trukket alle Følgesætninger af Sanktionens Negtelse, saasom at kalde Sverdrup og Ueland hjem: En Statsmagt maa være konsekvent, vi har fra Oppositionen Exempel paa hvad Halvhed duger til. Men alle disse Regjeringens Foranstaltninger maatte gaa ud fra dens Grundsyn af Grundloven; det maatte ikke være af nogen Frygt for Juryen, thi da vilde alt have opløst sig i noget latterligt. Naar alt kommer til alt, kommer nok Statholderenk1291 og Vogtk1292 bedst ud af det. Det er Mænd, som tør have en Mening det; om Alle ikke ere enige med dem, det gjør Intet. De øvrige Statsraader vilde og vilde ikke.
Underlig nok, at Nogen kan tro, at Kongemagten lider noget ved det, at Kommissionen blev siddende. Den er saamen uangribelig. Underligt ogsaa, at det er Dunker saameget om at gjøre at retfærdiggjøre sin Siddelse, naar han ikke kan anbringe andet end Høiesteretsargumenter, som ere morsomme nok, naar man hører ham der.
Den kongevalgte Jurykommission skal komme til det, at Juryens Indførelse hos os vilde stride mod Grundloven. Meget bekvemt.
Vi faa vel Jury i Politiske- og Pressesager. Det bliver formentlig Enden og det vilde vel ogsaa være en god Ende. Saa faa begge Parter lidt. En Akkord igjen.

Nr. 96/1855; fredag 27.04.

[Allmugeskolen]

Korrespondance
Christiania den 25de April
I «Selskabet for Folkeoplysningen» saa man igaar til Behandling Spørgsmaalet, om den Oplysning, vore Almueskoler yde, er nok, og, ifald den ikke er nok, hvorledes da Sagen burde gribes an. Man kan nu ikke vente meget af slige Forhandlinger: den Ene har sin Mening og den Anden sin; der tales og modsiges, og naar Mødet er endt, vilde det ikke være godt at sige, hvad Forsamlingens Mening egentlig var. Jeg kommer derfor tilbage til, hvad jeg ofte har sagt om slige Møder f. Ex. Præstemøderne, at de ikke længer svare til sin Hensigt, nu da man har saa let for at trykke. Det læsende Folk kan nu være en Forsamling, der baade er bedre og større. Man skal derfor ingen Vind gjøre med disse Forsamlinger og Selskaber og sige: «Nei se, hvor man kommer sig, hvor Tiden gaar fremad.» Det er altsammen noget, man er voxen fra, som naar man finder en gammel Trøie fra sin Opvæxt. Noget andet er det, hvor det gjælder om Sammenskud og at fatte Beslutninger; men hvor det gjælder at oplyse og høre Meningsforskjel, der er Forsamlinger og Møder til intet andet end Kvalm og Blæreri, hvor Umodenheden eller noget endnu værren246 til Taalmodighedens Undergang kan spilde Tiden med Snak. Jeg var ikke i Folkeoplysningen, men jeg tør antage at ogsaa den maa adlyde den almindelige Lov.
Det er iøvrigt smukt af Folkeoplysningen saadan at tænke paa vore Almueskoler og spørge, om de kan svare til Tidens Fordring i et Land, hvor det heder, at man styrer sig selv.
Man Hoben hæve vil, som ern247 i Mørket fangen,
og ligner Guden Thor, der vilde løfte Slangenn248.
Det er gudalikt, men desværre, man kommer ingen Vei. Naar man sætter Almueskolen i Forhold til en statsborgerlig Dannelse, der skal kunne styre sig selv, gjør man et altfor vældigt Sprang. Et af To; enten ved man ikke, hvad der kan udrettes i en Almueskole — den være nu hvordan den vil — eller ogsaa ved man ikke, hvad der skal til for at kunne forestaa det mindste borgerlige Ombud med Forstand, f. Ex. være Formand, ikke at tale om Ordfører. Til at være det vigtigste i Livet, et godt Menneske, en god Borger, er Almueskolen tilstrækkelig selv der, hvor man som paa mange Steder i Fjeldbygderne ikke har mere end 6 Dages Skoletid om Aaret, naar man kun har Bøger og Lysten til Læsning er der, hvilket til syvende og sidst bliver vor mest praktiske Skole; men til at gaa videre maa man have sine særegne Skoler, hvorhen de, som have Evner og nogen Raad, kan gaa. En taabeligere Bestemmelse findes derfor neppe end den i de sidste Skolelove, at Kirkesangeren skulde være Lærer for en Almueskole istedetfor som før paa de fleste Steder at være Lærer for en saadan liden høiere Skole, hvor nemme Børn og bedre Gaardmandssønner kunde komme. Det bær sine Frugter, fordi det var naturligt, og vi se da ogsaa, at de Bygder ere sunkne tilbage, hvor man troede at kunne løfte den hele Menighed, de Blodfattige og Traanemme, der hænge i Skolen som Blylodder paa dem, som vil og kan frem. Dersom man ikke fik mange Klasseindelinger, hvilket alene kunde være muligt i bedre Byer, saa bliver det alene en tom Tale at hæve Almueskolen til noget som kunde kaldes en statsborgerlig Dannelse i et «frit Land.» Det er dette, som maa begribes. Vilde man tale om Fagene i Almueskolen, som f. Ex. at man ogsaa der burde lære Barnet, hvad Barnet kan lære, ja da var det en anden Sag. Underlig nok, at man ikke mere ser paa Livet, hvordan det daglig stiller sig og derefter indretter sig. Da maatte man se, at de mest dresserede Børn fra vore mest methodiske Skoler, hvilke Læreren kan rykke i og faa til at dandse paa Examen som Hallingmænd, synke tilbage til Sløvhed og Elendighed, naar de intet have men maa kjæmpe sin fortvivlede Kamp for Maden i Munden, eller naar den rette Natur ikke er i dem; medens man ser Andre, der knap har havt 1 Maaneds Skolegang sit hele Liv, ere dygtige Folk og arbeide sig frem. Man ser ogsaa, at enhver Gaardmand, som har den mindste Raad, holder Huslærer for sine Børn, eller sender dem til bedre Skoler; det samme gjør man i Byerne. Kort, man sætter Tæring efter Næring ikke blot i legemlig, men endnu mere i aandelig Henseende. Mennesket var ogsaa vanvittigt, om man ikke gjorde det. Lighed er nu engang ikke muligt; men Enhver faar arbeide sig selv op. Det er underligt, at vore «Præster og andre lærde Mænd,» som den gamle Lov udtrykker sig, der saa godt vide at prædike mod Lighed, ikke skulle begribe, at Lighed i Undervisningen er umulig i «Almueskolen.» Man taler om Almueskolen og Almuens Undervisning, ret som den ikke ogsaa maatte have de samme Trin, som naar man kommer høiere op paa Samfundets Stige. Man maa indskrænke Almueskolen, Statens Ret til at kræve noget Vist, til det allernederste Trin, til dem, som ikke selv kunne leve, men maa faa Hjælp. Det bliver Usands, naar man gaar høiere op. Thi hvor skal man ende?
Jeg skulde derfor mene, at den største Hindring for den saakaldte Almueundervisning ligger i dette unaturlige Forhold, at man tager Almueskole i en altfor vid Betydning og derefter giver sine Lovbestemmelser. Man vil løfte formeget og løfter derved intet, men fortager sig.
Jeg gjentager: det er smukt af Selskabet for Folkeoplysningen, at det saadan tænker paa Almueskolen. Der er vist mange Mænd i Selskabet, som med sand patriotisk Følelse tænke paa at hæve det hele Folk til et myndigt Folk, til et Folk ogsaa af politiske Ypperstepræster; men slaar det med sin formentlige Betragtning af Almueskolens Opgave ikke ind i en anden Gade, tillader jeg mig at spaa det en ringe Fremgang. Folk, som det gjælder, vil ryste paa Hovedet, og sige: «det gaar ikke an.» Det samme som man siger til Budene om Oprettelse af faste Skoler og en forlænget Skoletid. Man bærer det en Stund, men, saa falder det Hele i Stykker.
Det var et leit Forvarsel, at Flagskibet Hertugen af Wellington stødte paa et Udvandrerskib den Dag Flaaden seilede ud, saaledes at det nok maatte ind og reparere. Det er intet Under, at John Bull er mørk over dette Varsel, og dersom det havde været for de gamle Romer, saa vilde hele Flaaden være seilet ind igjen, og Krigen indstillet. Man saa, hvordan det gik i det Søslag, som Claudius Pulcherk1293 249 f. Chr. holdt mod Kartagenienserne, da blot «de hellige Høns» ikke vilde spise før Slaget, hvilket var et ondt Mærke. Pulcher vilde være Karl, han, og kastede Hønsekurven i Havet sigende: «Ville de ikke spise, nu vel, saa skulle de dog drikke.» Men han tabte Slaget, som ventelig var. Da Napoleonk1294 drog ind i Rusland 1812, snublede hans Hest med ham ved Grændsefloden, og han havde ikke den Aandsnærværelse som Cæsar til at afvende Varslet, idet han faldt paa gruve med det samme han landede i Afrika. «Jeg omfavner dig Afrika», sagde han og vandt Seier. Kommer nu an paa, om ingen Engelskmand har været vittig nok til at vende Varslet af. Vi vide Alle, hvor uheldigt blot et ondt Mot er, naar det er noget vigtigt vi skal ud paa, endsige naar noget støder til os. En Mand paa Landet og vistnok ogsaa i Byen, som f. Ex. skal bort at fri, vender øieblikkelig hjem som slagen paa Kjæften, naar det første Menneske, han møder, er et Kvindfolk. At møde en Mand, men især Hest og Mand, er derimod godt. Skal man ud paa Skytteri (Jagt), gjælder det samme, og til Krig maa det endnu mere gjælde. Arme John Bull!

Nr. 99/1855; tirsdag 01.05.

[Nytt skodespel av Andreas Munch]

Korrespondance
Christiania den 27de April*).
At faa et hjemmegjort Skuespil paa Scenen, som lader sig se, og se med Glæde, det er virkelig en Begivenhed, som altfor lidet agtes paa. De dramatiske Digtere ere ikke mange, selv i store Lande, ja, man kan endog tælle dem alle i den hele Verden. Den dramatiske Digter digter i Karakterer, Situationer og Handlinger, istedetfor at den lyriske, kan man sige, digter i Ord og Rimendelser, ligesom han dysser sin Sjels Følelse og Inderlighed; kan han deri tillige lægge originale Tanker, slaaende Vendinger og nye Billeder, saa staar han allerede et godt Trin høiere; men op til dramatisk Digter er langt endda. Drama betyder Handling, og ligesom man taler om en Handlingenes Mand i Modsætning til en Tankens eller Følelsens Mand, der gjerne er ubestemt og lidet skikket for det saakaldte praktiske Liv, saaledes kan man tale om en dramatisk og en lyrisk Digter. En dramatisk Digter, f. Ex. E. Scribe,k1295 kan man derfor kalde Poesiens Napoleon,k1296 medens den lyriske Digter vilde være en Mand, som «den Vægelsindede» hos Holberg;k1297 Livet falder i Smaastykker for ham; der er ikke Sammenhæng nok i hans Fornuft til at holde det sammen; kort, det er ingen Mand med egentlig godt Hoved.
Dette er en lang, lang Fortale, især da jeg ikke egentlig vil bruge den. Jeg vil nemlig ikke undersøge, om A. Munchk1298 er en dramatisk eller lyrisk Digter, idet jeg omtaler hans Stykke, der blev givet igaarkveld, «en Aften paa Giskø.» «En Aften paa Giskø,» synes mig er et godt Stykke. Man kan sige, det er et Stykke med Hjerte, om just ikke egentlig med Hoved. Med al sin Unorskhed i Sprog og Vendinger og fremfor Alt i Spil har Stykket nationale Stemninger, der umuligt kan forfeile sin Virkning, naar man ikke er et ugudeligt Menneske af bare Kritik. Vi hensættesn249 til de gamle ætstore Slægter, vort Aristokrati, som vi maa kalde det, til den gamle Kraft og Selvstændighed, den ubøielige Stolthed, der endnu glimter igjen paa enkelte Steder, hvormeget den end er kuet og udvisket under Norges lange Forfald. Det er dette ægte Nationale, der griber os som en kjær Tanke, vi have glemt. Man kan kalde det Vildhed, Opsætsighed mod Lov og Øvrighed, men det er dog Kraft. Det er Noget, som ligner Manden paa Steig, der sagde til Frederik den 6te,k1299 da han vilde sadle hans Hest, som Kongens Kudske vilde gjøre: «jeg har sadlet Hesten for en bedre Mand, jeg.» «Hvem var det?» spurgte Kongen overrasket. «Det var for Far din.» I «en Aften paa Giskø» se vi Manden i Huset som Kong Olafs Ven, der lader til at begribe, at man for Kristendommens og Tryghedens Skyld maa finde sig i Enemagten fremfor den gamle Gjenstridighed og Lovløshed, medens Konen i Huset, Datter til Erling Skjalgson, ligner Faderen og alle de gamle Store, der sætte Uafhængighed og Gjestfrihed over Alt og ved Intet saa jammerligt, som at kaldes en Kongetræl. Det er Folk, som kan røre en til Taarer, og jo Mindre de tale, desto bedre. Det var den største Feil i Stykket, at de talte for meget. Konen havde Sønnen paa sin Side, en fortræffelig Ørneunge, der saa gjerne vilde digte, være Viking og skyde med Bue. De optage en Islænder, en Skald, der lærer Sønnen Frihed og Skaldekunst, en Mand der havde dræbt en af Olafs Folk og derfor var landlyst. Da Faderen kom hjem, vilde han ikke skjæmme sit Hus med at huse en Fredalaus, og Kampen mellem Fader, Hustru og Søn er derfor Stykkets Knude, som løses derved, at Olaf selv som forklædt Bonde er kommen ud og hører dette, hvorpaa han lader Forklædningen falde og tilgiver Alle. Det er unægteligt dramatisk, og Stykket kan røre, hvilket dog, naar Alt kommer til Alt, er det Bedste, man kan sige om en Ting. Jeg tager ikke i Betænkning at kalde dette Munchs bedste Arbeide. Her er Sandhed og Natur i sin inderste Kjerne. Jeg er saa ulykkelig ikke at være nogen ivrig Tilbeder af Munchs Muse. Det er unegtelig en Muse, men hun er mig altfor meget forgrædt; der er ikke Styrke og Høihed nok i hende, kort man føler, hun ikke er af Adel, ingen Datter af Erling Skjalgson; men hun er et tækkeligt, godt, snildt Menneske, som man kan elske indtil en vis Grad. Men derfor holde vi lige Meget af Munch og desto mere, jo nærmere vi komme til det Standpunkt, at vi se i ham, hvad han er, og ikke lade os blænde af barnagtige Kritici, der gjøre ham til noget saa Stort, at vi næsten ikke have Rum for ham. Det er kommet saa vidt, at man næsten bliver landflygtig, naar man som jeg ikke slaar Hænderne ende over sig til alt det han skriver. Han er unegtelig stor, men denne Storhed skal have sin Grændse; han er intet Gausta. Vil og kan derimod Munch fortfare som med «en Aften paa Giskø», saa skal Tidens Bølger ikke lettelig skylle hans Gjerninger bort. Blot han kunde vænne sig af med Danskhed i Vendinger og tænke paa Norsk; at han skulde lære at skrive Norsk, kan, maa og bør man billigvis ikke vente. Ved at skrive Norsk mener jeg ikke blot at bruge betegnende Ord og melodiske Former, men næsten endnu mere at have norsk Ordlag og Tungesveip. Men, han har alligevel sin store Betydning, uagtet han ingen Fremtidens Mand er, han er just Manden for vore egne Danske, der endnu en Stund kunde indbilde sig, at de alene ere de Dannede og vi Andre nogle smagløse Mennesker.
Det er dog en Forskrækkelse, hvordan det tager sig ud for os at se og høre Danske spille nordiske Karakterer; saasnart man et Øieblik kommer ud af Stemningen, er man (jeg idetmindste) færdig at skrige, da det ser ud, som man vilde gjøre Nar af det Altsammen. Madam Wolffk1300 var godt Dansk, som Sønnen paa Giskø, men Jomfru Parelius,k1301 Hustruen, Erlings Datter, holdt sig ikke ilde. Stykket blev iøvrigt godt spilt, især af Jørgensen,k1302 Manden paa Giskø. Det er herlige Folk, og dersom de eller nogen Dansk tro, at vi i vor Norskhed have Noget mod dem, saa er det en beklagelig Misforstaaelse.
Det var vel, om Munch kunde føle sig oplagt til at skrive mere som «en Aften paa Giskø,» uagtet det vel maa siges, at Emnet, saadan som vi finde det i Professor Munchsk1303 Historie, ikke har faaet den gjennemgribende Behandling, det fortjente, og som derfor gjør, at det paa en vis Maade kan siges at være taget bort; men, vor gamle Historie har store Emner nok, og den, som kan digte, finder altid Emner; han var ingen Skaber ellers. Det er det mest naragtige, naar man siger, vi have ikke Emner, og vore Forholde ere for smaa til Romaner og Dramaer. Det er ellers ingen ualmindelig Klage.
Rettelse.
I Artikelen for Fredag sidstleden vare de 2de Linier, som gik paa Vers, slagne, saa de haltede. De skulde hede:
Man Hoben hæve vil, som er i Mørket fangen,
og ligner Guden Thor, der vilde løfte Slangen.
*) Kom os først ihænde Søndag. Red. Anm.

Nr. 100/1855; onsdag 02.05.

[Aasens Ervingen på det norske teateret]

Korrespondance
Christiania den 30te April
Søndagskvelden kom det længe ventede norske Stykke til Opførelse paa det norske Theater. Det er ogsaa norsk tilgavns; thi for det første tale alle Personerne Landsmaal med Undtagelse af én, og dernæst ere de norske i Færd og Væsen, rigtig greie Folk, som ogsaa Publikum syntes at kjende igjen, hver fra sin Kreds, eftersom man klappede og var glad (fjaag, som det maatte hede paa Landsmaal). Det er et Stykke af stor Betydning i national Henseende baade for vort Sprog, vor Scene og vor Sundhed i Opfatningen. Det er første Gang, at noget Helstøbt kommer frem paa Scenen i denne Retning, ikke blot oversat som noget af «til Sæters,» og lidt af «Jeppe» m. n. a., men tænkt og skrevet paa Norsk; derfor er alt saa sandt og passer saa vel til hinanden. Det er bedst med én Gang at sige, at Stykket er af Ivar Aasen, for at Folk kan vide, at det er fornuftigt. At bruge Ordet fornuftigt om et Theaterstykke kan forresten misforstaaes, da man derved ligesom kunde sige, at det ikke var poetisk, hvilket dog maa være Hovedsagen. Jeg vil derfor bruge et andet Ord og kalde det all gildt (objektivt, vilde Filosofer og andre kunstige Folk sige), hvilket efter Ordet vil sige, at det er gildt, har Gyldighed for Alle. Det er givet efter en Lov, som Alle maa lyde; man kalde den Fornuftens eller Poesiens, det gjør intet til Sagen, naar man mener det rette med det. Man har sagt, Holbergk1304 var fornuftig og forstandig, det ramte ikke ganske; thi han var noget mere, han var ogsaa poetisk. Man har sagt, han ikke var poetisk, umaadelig falskt; men, han var igjen noget mere end poetisk, og det var det, som forvildede. Han var allgild. Det var Sagen. (Han var af en «vidunderlig Objektivitet», har man atter og atter skrevet.) Derfor er han ogsaa igaar og idag den samme. Jeg ved Ingen at sammenligne Ivar Aasen med, undtagen med Holberg, og jeg frygter ikke for at være bespottelig. Det er det samme Allgilde (denne «vidunderlige Objektivitet») hos dem begge, denne evige Sandhed, dette Hulspeil, der opfanger Straalerne af Folkeaandens Sol, og hvori man ligesom med Lysprøveren kan finde alle Lysets syv Farver, som her da blandt andre kunde være, Poesi, Vid, Fornuft, Forstand, Barnslighed, Aabenhed og — Rævekløer.
Vore andre store Mænd have sjelden mere end den ene af disse Farver; men da ogsaa ofte i en saa forbausende Grad, at det næsten ser ud som rent Sollys, f. Ex. H. Wergeland;k1305 men Uagtet hans mærkværdige Vers, vil han dog aldrig, som noget helt, blive allgild; han vil, indtil man blot ser igjen disse enkelte evige Malmstøbninger, der altid staa glødende, blive en omtvistet Mand. Men om Holberg tvister Ingen, og næppe Nogen heller om Ivar Aasen. Maaske dog det endnu er fortidligt at fælde en saadan Dom om ham, iallefald maaske upassende.
At gjøre saa forfærdelig meget af dette hans nye Stykke, «Ervingen,» vilde idetmindste ikke være passende; men det er et af de enkelte Mærker paa Manden. Det vilde saaledes ogsaa være urimeligt at dømme Holberg efter ét af hans mange Theaterstykker, af hvilke mange nu, og det ikke frit de bedste, forekomme lidt kjedelige, naar man saa sidder i Theatret.
«Ervingen» er egentlig ikke efter vore Begreber dramatisk; det ligner i Plan og Væsen meget de holbergske Stykker; alt gaar saa simpelt og greit til, og var ikke det fortræffelige Maal, den Mængde Falkvisdom, den Kjernesundhed i alle Karakterene, saa maatte det kjede; men alt dette Gode gjør, at man synes, den ellers lange Akt, hvoraf Stykket bestaar, bliver altfor kort. Der er mange Viser i Stykket, og nogle idetmindste, ere virkelig saa poetiske, at man i vor Literatur skal lede efter Magen, f. Ex. Steinbrytarvisa og den, som Inga, Stykkets Elskerinde synger:
«Dann250 tyngste Sorg og Møda,
er dann251, som ingen ser.» o.s.v.
Der er ogsaa en Stevkamp, som gaar naturligt for sig, og en Vise med Stevsnit og Melodi fra Thelemarken. Den gjorde især Lykke ved Madam Hundevatsk1306 Sang. Stykket blev spilt upaaklageligt af Madam Hundevadt og Bucherk1307 endog godt. Det gaar vel bedre med Spillet en anden Gang, naar de bedre komme ind i Sproget.
Folk lod til at forstaa Sproget nok saa godt og finde det smukt. Det viser, at Publikum ikke er ræd, naar det hører noget som duger, saaledes som vimse Kritici og enkelte Lærere. Det er vort eget Maal, det er greit det, uagtet det væsentlig er søndmørsk, men Forskjellen mellem det og thelemarkisk, der ere vore reneste Former, er saa ringe, at det igrunden intet gjør. Den af disse Mundarter, med tilbørlig Hensyn til det bedste ved de andre, som kan faa den rigeste Literatur, det bliver Grundlaget for Landets Literatur engang. Dette er Ord, som Mange vil ryste paa Hovedet til eller le ad, men det faar ikke hjælpe.
Hvilken Uretfærdighed at skjælde Folk ud, at de hade det Nationale! Arme Folk, det længter blot efter det Skjønne og Gode under sin Kamp.

Nr. 102/1855; fredag 04.05.

[Kyrkje eller skole]

Korrespondance
Christiania den 2den Mai
Det er dog underlig, hvordan det kan gaa til i selve Christiania, hvor alt sker for Landets Øine. Som Exempel paa en Underlighed, kan man vel henregne Mødet og Forhandlingerne paa Børsen i Mandags, hvor man kom sammen om en ny Kirke eller et Kapel ud paa Ruseløkbakken, og valgte da efter nogen Tale en Komité til at fremme den Sag ved Indbydelse til Subskription og iøvrigt træffe Bestemmelse om, hvor Kapellet skal staa m. v. Komiteens Hverv var saa rumt, at den kan gjøre, hvad den vil.
Ved Mødet gik Lederen, Provst Rohdek1308 ud fra, at her vare for faa Kirker og saaledes forlidet Kirkerum. Dette gik man ud ifra, og det var formentlig dette, og netop især dette, som burde været undersøgt, om forresten en saadan privat Forsamling med nogen Rimelighed kunde indlade sig paa disse Ting, da vi have Loven af 24de Septbr. 1851 om Kirkerummets Forhold til Folkemængden, hvilket bliver et greit Regnestykke, og slaar ikke det ind, saa bliver den Ting en Sag for Byens Fædre og Formandskab, altsaa ikke for noget andet Børsmøde. Denne Lov maa vel være tagen Hensyn til ved den nye Kirke, og er denne for liden, at den ikke ved «sædvanlige Leiligheder,» som Loven udtrykker sig, «afgiver Plads for de Kirkesøgende af Menigheden,» saa kunde det være Tid at tale og faa et Formandskabsmøde istand, men intet Anstaltmageri, der være nu udgaaet fra Mænd, som gjerne vil blive Præster, fra Geistligheden, som gjerne vil være gilde ved at tale om forlidet Kirkerum eller fra nærsynte Folk, som er rædde Mormonerne. Tanken være nu kommen fra hvem den vil og næret af hvem det er, den er bestemt noget utidig, og jeg har før tilladt mig at ytre, at man maa se til at oplyse Folk paa andre Maader end med Kapeller.
Man gik, som sagt, ud fra, at der var forlidet Kirkerum, og med det samme fik vort ældre Christiania en Smeis for sine faa og enda tomme Kirker i Modsætning til Bergen, Drammen og Trondhjem, om hvilke det blev oplyst, at disse Byer hver for sig have flere Kirker end Christiania, som blot havde havt 1, nemlig Vor Frelsers. Denne Tale var noget skjæv, thi Christiania havde ogsaa havt Slotskirken, Oslos og Akers, ikke at tale om, at her er katholsk og Brødremenigheder med sine Kapeller. Vilde man sige, at Christiania har mange Oplysningsanstalter, f. Ex. Universitetet, og saaledes naturligt kunde undvære flere Kirker, vilde Enkelte maaske sige, at dette var bespotteligt sagt; men — det er lige sandt for det, og man jager ikke Sandheden bort for det, om man lyser den i Band.
Nei! nu er sandelig en Tidsretning saa, at Præsterne og deres blinde Venner kunne gjøre sig brede. Dette kan man vistnok vide blot er et Tilbageskridt (Reaktion) efter en ældre Bevægelse (f. Ex. Arbeideragitationen) og derfor ikke vil være af nogen Varighed. Men derfor kan det vel være tilladt at tale mod denne Reaktion, med den Agtelse, man skylder en saadan geistlig Bevægelse. Dette ligger ikke alene i Luften heroppe hos os, men ogsaa i den øvrige Verden, som man paa den Maade vil forsone med Revolutionen, den tabte Frihed og Fyrsternes Krige. Saaledes har Verdenshistorien altid stelt sig og nu i disse oplyste Tider behøver man ikke at frygte for at Nationernes Liv skal størkne, saasom i Indien, Ægypten, overalt hvor Præsterne have regjeret, saadan som i Europa i Middelalderen og nu i Spanien og Italien, ikke at tale om Rusland, der staar saa lavt, at ingen anden geistlig og verdslig Magt kan herske der undtagen Knutten. Jeg ved vel, at jeg faar høre ilde for dette jeg her siger, men det er naturligvis lige sandt for det, og jeg ved ogsaa, at man vil sige, jeg mangler Tro; thi et saadant Udsagn er det almindelige Vaaben, man slaar om sig med, og det er et dræbende Vaaben, naar man slaar om sig med det i den uvidende Hob. Men det Unyttigste et Menneske gjør, er at frygte, det er næsten ligesaa unyttigt som at bruge Grunde mod Uvidenheden og Fanatismen. Men man skal ikke blive træt af at sige det, man tror er rigtigt til Tid og Sted. Det bærer vel en Frugt.
Man kan ikke noksom græmme sig over Gangen i skriftlige og mundtlige Forhandlinger, der angaa Skole og Kirke, idet ingen fri Mening tør ytre sig uden at maatte frygte for at blive kaldet et Bileals Barn. Derfor tie de Fleste og lade fem være lige. Ja! hvad værre er, man hører Folk, af hvem man ikke skulde tro det, stemme i den samme fromme Tone — det er ikke den daarligste Spekulation det —, hvilket Alt frembringer et Indtryk, som ikke er glædeligt. Man skal Ingen dømme, men menneskeligt talt, ser det rigtig ud, som om vi have nok af lydende Malm og klingende Bjelder.
I Børsmødet var Ingen af dem, man vilde bygge Kirke for; man saa enkelte Haandverkere, det var Alt, Resten var studerte Folk.
Det var altsaa aandelige Formyndere, som vare tilstede, Myndlingerne sade hjemme paa Ruseløkken, i Piperviken, paa Grønland, paa Leeret ind i trange Gaardsrum og Kjælderetager. Men skulde det være rigtigt at gjennemføre Formynderlovgivningen saa strængt? Skulde det i disse oplyste Tider og i dette vort frie Land ikke være rigtigt at spørge disse arme Mennesker, hvad ogsaa de tænke? Det var nok gjørligt det; man kunde foranstalte Møder og lydelig Tale til Folket, da fik man ogsaa høre, om vi havde Folketalere, uden hvilke det er en udvortes og hjælpeløs Ting at bygge Kirker og Kapeller.

Nr. 103/1855; søndag 06.05.

[Unionskrise?]

Korrespondance
Christiania den 4de Mai
Den bekjendte Korrespondenten fra Christiania i det danske Blad «Fædrelandet» har kastet ud en Brand, som det længe vil ryge af. Han har nemlig i sin sidste Artikel sagt, at vi «uundgaaelig nærme os en unionel Krisis,» hvilken ubestemte og forunderlige Bemærkning «Aftonbladet» har bidt sig fast i. Det begynder sin Redaktionsartikel i sit sidste No., der er kommet os ihænde, med at rose Korrespondenten som en fritalig Mand, der giver mange gode Bemærkninger tilbedste, som Christianiatidningerne «tie med,» og derfor finder det hans Ytringer saameget mere at lide paa. Efterat have rost Manden, anføres Artikelen i sin Helhed og bagefter kommer Bemærkninger og Spørgsmaal til os Norske, hvad Grunden skulde være til, at vi nu skulde gaa en unionel Krisis imøde. Aftonbladet læser denne Korrespondentens Bemærkning med «Forundring og Overraskelse;» det samme gjøre vi og. Det beklaget, at det efter den herlige Fest, den 4de Novbr. nu skal se sig nødt til at mistvivle om Sandheden af hine varme Udtalelser, men tro, at det er kommet saavidt mellem Rigerne, at ikke Aabenhjertigheden, men Diplomatiens «Løgnsprog» tale. Bladet siger endvidere, at det ofte, hvilket er sandt, har faaet høre ilde af et stort Parti i Sverige for sin Norskhed, og at det nu; indtil nærmere Forklaring kommer, maa antage at have taget feil af os.
Dette er bitre Ord af et saa fornuftigt Blad som Aftonbladet, der altid har været en Mægler i de enkelte Misforstaaelser Norge og Sverige imellem. Denne Aftonbladets mæglende og forsonende Rolle har ved sin Betydning mæglet og forsonet det Hele, saa at de enkelte Mislyd hist og her fra ere forblevne uhørte; og ligesaa glædeligt, som det var for enhver Norsk at læse det fortræffelige Aftonblad før, ligesaa smerteligt er det nu at læse dets sidste No. Vi maa haabe, at det fra Korrespondenten selv vil faa Forklaring over hans dunkle Bemærkning, hvorved Misforstaaelsen maa bortfalde, da Korrespondenten — om vi kjende ham ret — ikke er den Mand, som vil udsaa Uenighed mellem Norge og Sverige, hvor stor Dannemand han end er. Giver ikke han Fyldestgjørelse, saa nytter det ikke stort de andre Blade at sige, at Mennesket farer hen i Yrska og snakker over sig; thi da er han den Oprigtige, medens de andre Tidninger føre Diplomatiens Sprog. Kanske vi ogsaa nødes til at gjøre en Fest igjen og skrive Sange, for at gjendrive nogle Daarers Ord. Aftonbladet, der ser saa megen Vranghed og Urimelighed og selv bliver saa miskjendt for sit smukke unionelle Sindelag, bør og vil begribe, at ikke den norske Nation kan svare for alle de Daarer, som maatte findes inden vore Enemærker, der enten ikke kunne tale, saa Folk forstaar, hvad de ville, eller ogsaa ville noget, som er ilde. Vi have nogle Folk, som elske Danmark saameget, at de i Norges og Sveriges gode Forening se en Fare for Danmark og derfor ville gjøre os Norske og Svenske utilbeins. Vi have atter andre Folk, der ere gode Patrioter nok, men ulykkeligvis altfor gode idet de ville stænge os ude fra al Verden, følgelig ogsaa fra Sverige. Vi have igjen andre, der efter Profetens Ord fare som Blinde, der famle efter Væggen. Andre, der spekulere i Lidenskaberne for at berige sig. Men alle disse Folk sætte vi under Formynderskab, naar det gjælder, saa mandstærke ere vi da.
Aftonbladet, der altid er saa fornuftigt, maa ogsaa vide, at en Forening, som skal være god, ikke altid kan være sukkersød. Vi have et Ordsprog i vort Landsmaal som siger: «Bedste Venine ymist røynas» (de bedste Venner rage ofte uklare, for at forske hinanden ud). I en Familie maa der ogsaa imellem komme Kurrer paa Traaden; man larmer lidt paa Tjenestepigen, naar hun ikke har kjøbt ordentlig Fisk, Poteter osv.; man smælder, naar en Bog eller andet Kjøral er forkommet; man giver Børnene Ris; kort, der er Larm og Kvalm i Familien; men se, det er noget, som hører med til Husstanden. Skulde Norge og Sverige i sin Forening, kunne vente det anderledes? Jeg mener Nei, og mener, at ingen ærlig Norsk og Svensk kan mene andet. Vi burde tvertimod glæde os over, at vi finde slige Livsmærker. Men, det forstaar sig, vi holde lige god Orden i Huset og risdænge de uartige Unger lige godt for det. Der vilde ellers blive Uorden, og Ukrudet vilde voxe En over Hovedet.
Man kunde forfølge Sammenligningen med Familien videre og sammenligne Mellemrigsanordningen og «tullfrågan» med forskjellige daglige Indtægter og Udgifter, Apanagernen252 og Bidrag til Ministerkassen med Selskaber til Husets Glands og Honnør; men Sammenligningen saa udbanket vilde lettelig blive smagløs, undtagen i en mundtlig Tale, hvor der kunde spækkes med Bemærkninger og Indfald. Tingen er dog lige sand for det, og det er visselig det fornuftigste at se Forholdet i dette familiære Lys, istedetfor at fare op som en Tordengud ved det mindste Krangel, eller holde følsomme Taler ved det ringeste Lag, hvor man smauser paa Broderskabets Vegne. Men dette forudsætter rigtignok Tillid, og kanske vi endnu ikke ere komne saa langt, at vi kunne bruge den i fuldt Maal, men indtil videre maa sætte Korrespondenten i «Fædrelandet» og andre med ham i Umyndighedstilstand og med Graat og Laat forsikre de gode svenske Brødre om vort kjærlige Sindelag.
Der er ikke liden Utilfredshed især blandt Sømænd med, at man ikke selv hug Isen væk med de Penge, man for den Ting tager af Tolden, istedetfor at bie indtil Courrier kom og da være saa ydmyg at lade Pengene gaa med til Lag og Sølvbæger for ham. Det var ikke mandigt og selvstændigt.
Vort store Dampbaadskompagni siges ikke at kunne faa den ene færdige Baad, før det skaffer Sikkerhed for, at den ikke benyttes i russisk Interesse nu under Krigen. Deraf Forhalingen, som kan vare længe.

Nr. 107/1855; fredag 11.05.

[Rett og politikk]

Korrespondance
Christiania den 9de Mai
Nu kommer da endelig snart Arbeidersagen fore i Høiesteret. Der trykkes fort væk paa Aktstykkerne, der skal være saamange, at det bliver en hel Protokol. Det vil blive et historisk Skrift, og den Dag turde komme, at Digtere i det fandt gode Emner til fortræffelige Sørgespil, ligesom ogsaa at Historieskrivere maa være saa gode at lade Arbeiderbevægelsen med sin Proces fremsige sin Replik i Tidens Drama. Det er derfor intet Under, at vi i Forudfølelsen af dette, tale om den Dag, da Proceduren skal begynde som en Begivenhed, og høre med Agt paa dem, der fortælle, at Høiesteretsskranken maa tages væk eller udvides, da saamange af de Domfældte — man siger 13 — skal ville tale selv. Vi føle Medlidenhed og en vis Banghed for det, som Fremtiden kan bringe, naar vi høre, at disse Mennesker, der nu have siddet i snart 4 Aar, ser blege og elendige ud som Planter, der ingen Sol faar; deres Klæder skal være Pjalter, og Storthinget fandt sig ikke beføiet til at tage Hensyn til de forhøiede Madpriser og forøge deres Kostpenge. Hvad vil nu Høiesteret gjøre eller rettere maaske, hvad kan det gjøre? Stærkere end her kan man ikke føle Nødvendigheden af «Jury,» der, mindre bunden af den skrevne Lov, kunde tage Alt i Betragtning og derefter give sin Dom. Arbeidersagen vil da ogsaa blive den grundigste Grund for Juryen, som Juryens Modstandere aldrig i Evighed kan komme bort fra. Den arresterede Arbeiderbevægelse vil med sin egen Undergang kjøbe en ny Lovgivning for os, og man kan endda ikke sige, at Forandringen hos os er saa dyr som sædvanligt; thi det pleier altid at være de ædleste og største Mænd, som med sit eget Blod kjøbe bedre Dage for kommende Slægter. Her er det blot almindelige Mennesker, men det er dog Menneskern253, altsaa hverken Guld eller Sølv. Der er dog nogle som staa over det Almindelige, blandt andre en Mand fra Landet, der har 6 Børn siddende hjemme uden Moder; han er en af de i Kommissionsdommen haardest ansedde, ventelig fordi man har fundet Breve, som enhver munter Mand i et overgivent Øieblik kunde skrive, eller hørt Ord, som det sunde fornuftige Liv maatte tage for Spøg, da han er en saa begavet Mand, at man vilde give ham Lov til at tænke og tale meren254 toldfrit, ja, glæde sig over at se ham kaste Streiflys over mørke Malerier. Det er dog altfor fælt, at vide slige Mennesker i Selskab med Forbrydere. Det er, som en Digter har sagt, saaledes, at Guderne kunde blive vanvittige. Men Loven er ens for Alle; den kan ikke hudstryge Mennesket og lade det gaa; den tager det helt, naar Gjerningen er given paa den ene Side og Forbudet paa den andre; Dommen bliver da, at disse tvende passe til hinanden, og der kunde endog efter vor retlige Tilstand spørges, om Dommeren kunde gaa saavidt som til at skjelne mellem det, som var mentn255, og det, som blev gjort, hvormeget end Kriminalloven overlader til Dommerens Skjøn. Nei, i Politiske- og Pressesager maa der være en Jury, som ikke behøver at lade Bogstaven ihjelslaa, men kan lade Aanden tale. Politiken maa flyde paa Tidens Bølge, og det er i Politiken Ret, som kan retfærdiggjøres for Tanken og vende Folkets Hjerter til sig. Derfor ser man da ogsaa, at de gamle Former springe med Brag, naar man altfor længe har dyrket dem og ofret til dem sine Martyrer. Verden jubler og kaster Purpuretn256 om den, der for nogle Timer tidligere maatte være faldt som Forbryder. Der sér man Politikens Natur, at den ikke er nogen naturlig Ret, men en Ret, som kan være god nok, indtil der dages en bedre Ret. Man burde derfor formentlig følge denne Rets Udvikling og anerkjende den i dens Fremvext, saa vilde alle gamle Former smuldre sammen, og man trængte ikke til Revolutionernes Blodstrømme eller behøvede at løse Lænkerne af sine bedste Brødre, der knækkede gives tilbage til dem. Det nytter ikke at kjæmpe mod disse Sætninger: Historien har altfor slaaende prædiket dem. Saaledes er Politiken. Det kan rigtig nok mangen Gang gaa rundt for et Menneske ved at tænke paa Sligt; men, det faar ikke hjælpe; saaledes er det.
Efter dette skulde det rigtignok synes som om den, der havde Magten, burde dømme og slaa uden at se paa Meningen, indtil en Anden kommer og slaar stærkere, men dette er voldsomt, og den Tid turde vel komme, da Verden skred jevnt og stille frem uden gjennem Fald paa Næsen og blodige Opreisninger, — da man var vis nok til at lade, som man ikke saa det, der ikke kunde undgaaes, indtil man let og uformærkt var kommen over i en anden Tilstand. Det er saaledes Reformerne skal gaa, siger de samme Mennesker i et andet Aandedræt, naar det passer ind i Systemet. Juryen maa og vil komme i politiske Sager. En Jury vilde se Arbeiderbevægelsen i sit rette Lys, og en ret Jury vilde neppe kunde have holdt sig for at smile, naar den selv havde seet denne vor Arbeiderbevægelse og var kommen ind i dens Akter.
Dog selv om Høiesteret i sin Magtfylde frifinder, saa vil dog den lange Arrest være en god Grund til at fordre Jury i politiske Sager. Arbeidersagen er bedre end alle Kommissioner og alle Skriverier om Juryen. Den taler med den tause Handlings ubønhørlige Magt.
Det er skjønt for de Advokater, hvem det timedes at tale i denne Sag; den Advokat, som ikke der er god, er slet i enhver anden. Vi vente Alle af Dunkerk1309 noget Overordentligt der.

Nr. 109/1855; søndag 13.05.

[Chr. Monsen på teateret; utvandringa]

Korrespondance
Christiania den 11te Mai
Det er en meget frugtbar Tid paa nye Theaterstykker nu herinde; men vi faa vel til Gjengjeld bie en god Stund paa noget nyt, idetmindste faa vi ikke noget mere fra den Mand, som skjænkte os dette sidste Stykke «Guldbrandsdølene;» thi han er død; og om han havde levet, havde vi neppe fundet Stykket saa godt; saa underlig er Verden, og det er et godt Træk hos den, da man kan ikke som mod Mennesketn257 være for streng mod Kunstneren, Digteren og Literaten, saalænge han lever, og at man ihukommer ham som død, er en ren Naadegave.
Jeg vil just ikke hermed sige, at det mere end almindelig talt er en Naadegave, at ihukomme Chr. Monsen;k1310 thi Monsen har skrevet mange gode Ting f. Ex. «Emigrantens Hjemve,» der er noget af det bedste i vor danske Literatur; men det kan siges, fordi han blev gjort saa inderlig lidet af, mens han levede. Verden var retfærdig mod ham; men fordi den imellem er saa urimelig at gjøre meget af enkelte Andre, der ikke ere bedre eller slige engang, saa syntes den at være uretfærdig mod ham, og det gjorde ham bitter og skjæmmede flere af hans Verker. Vi finde ogsaa lidt af denne Bitterhed i «Gulbrandsdølerne;» den ligger saltet i flere Ytringer og Synsmaader, naar man kjender Manden. Guldbrandsdølerne er unegtelig et godt Stykke, især vilde det have berettiget til store Forhaabninger, om Forfatteren havde levet: der er poetiske Glimt i det, og den dramatiske Holdning i det er spændende, næsten overspændt med Knald og Effekt, og for Folk, som har læst meget og levet lidet, maa ogsaa Karakterene, navnlig Bønderne i Guldbrandsdølernen258, være fortræffelige; thi de tale, som de skulde have lært det udenad af en Roman eller være Stuepoesier; de tale om Norges Frihed næsten som i Syttendemaisange, hvilket man ved, sunde Bønder aldrig gjøre ligesaalidt som andre fornuftige Folk. Stykkets Elskerinde, en gild Bondejente, der bliver fangen af Skotterne — Stykket angaar naturligvis den bekjendte Skottekrig — hun udbreder sig over Norges Herlighed, netop som En, der gjør Vers, og tænk, hun taler om Sommerfuglen. Men trods alle disse Forryktheder, som Byfolk vist synes er deilige, gaar der dog en poetisk Flugt gjennem Stykket, der viser, hvad der kunde være blevet af Monsen, dersom han havde indseet Usandheden i den almindelige Roman- og Poesistil og fundet den djerve Folkelighed og Greihed i Ordlaget, kort dersom han havde været national. Jeg kommer atter og atter tilbage til Sætningen: Sproget maa stemmes om som et falskt Instrument; dette maa Folk tidlig eller sent indse, thi selv fornuftige Byfolk snakke ikke saa bredfuldt og modbydeligt, som naar et Menneske begynder at skrive og skal være poetiskn259. Bare et Menneske tager Pennen i Haand, saa er det som en ond Aand skulde være faren i ham; da Farvel Natur, Sandhed og Folkevit. Ved Siden af de fremmede Ordformer er her den dybe Grund til, at Folket i sin Storhed aldrig i Evighed kan fordøie vore Forfattere og Digtere.
Jeg har opholdt mig meget ved denne Side af «Guldbrandsdølerne,» fordi den viser, hvor farlig den maa være, siden en saa stor Aand, som Monsens kunde hildes af Unaturen, og gaar det saa med det grønne Træ, hvordan maa det saa gaa det torre? Vi have da ogsaa seet, hvordan det har gaaet og se det daglig i Aviser, Bøger, Digte og Skuespil. Har man engang faaet Øie for dette, saa er det en usigelig Lidelse at høre Taler og de sædvanlige hjemmegjorte Skuespil; en Avis og en Bog kan man da slænge fra sig; men i en Forsamling og i Theatret kan man ikke engang grine og rykke sig i Haaret. Der sidder man vakkert!
«Guldbrandsdølerne» er 4 Akter, og Traadene er slynget saa godt, at man følger dem med Opmærksomhed, næsten Ængstelse. Det er utvivlsom det bedste større Stykke i vor unge dramatiske Literatur. Sinclark1311 er en Mand, man maa holde af, Bønderne — deres Unatur fraregnet — og Fogden Gram ligeledes; men derimod er der en gammel Kone, som er uhyggelig og næsten hæslig ved sine Forbandelser over dem, som «skjænde og brænde» og «dræber Barnet i Vuggen» og alle disse Fugtigheder, som Visen: «Hr. Sinclar drog over salten Hav» har saamange af. De ere svært mange i Stykket. Konen, stakkel, har nu mistet sin Søn og vi se hendes Hus brænde. Lad hende bande! Jenta, Elskerinden, blæser i Lur og staar paa et vakkert Fjeld; der er da Udsider nok af det Nationale; men det eneste Sande hun siger er, at «hun bliver 20 Aar til Jul.» Publikum skjønte, dette var godt sagt; man kjendte det igjen. Jomfru Svendsenk1312 er stor. Hvad hun maatte kunne spille! Der skal en stærk Tro til at høre Danske være Døler. Det var en fortræffelig Dekoration; man skal se paa den og ikke paa Toget med Sinclars Baare, der i Slutningen drager over Scenen; gjør man det, saa fornemmer man ingen Pine, men Øiet hviler i stille Fred paa Lougen, Kirken og de bratte Fjelde.
Musikus Conradi havde komponeret Musikken; den tiltaler meget, især Bøndernes Bøn til Kamp i Slutningen af første Akt. Instrumentationen forekommer ogsaa ren, om det er tilladt at snakke saa musikalsk. Der er unegteligt nationale Stemninger i flere af Stykkets ikke faa Musiknumer; og kan Conradik1313 gaa frem, som han her stavner, vil han afhjælpe et stort Savn og blive en fortjent Mand af Samfundet. Vi mangler om muligt mest Musik; kan Musik sættes til lette Vaudeviller, saa gaa de, om de ikke ere gode; det ser man bedst fra Kjøbenhavn, hvor man har Mænd som Poullik1314. Og ved man at man kan faa Musik til sine indlagte Sange, saa kan man skrive efter Indskydelsen og ikke pine sig paa opgivet Versemaal, ikke at tale om, at der først bliver Enhed og Holdning, naar Digter og Komponist arbeide sammen og forstaa hinanden. Vi maa have et Oplag af dramatiske Forfattere og Musici, før her egentlig kan blive Tale om en national Scene. Saadan som nu, er det bare enkelte Svaler, der desuden tumle i Flugten, og de gjøre ingen Sommer.
Skuespiller Isaachsenk1315 med Konek1316 er kommen hid fra Bergen for at give nogle Gjæsteroller. Han er en ung Mand i Tjenesten, og kan han alt nu optræde med Berettigelse, saa maa der engang kunne blive Adskilligt af ham. Han har et godt Ord fra Bergen, der virkelig udfører gode Skuespillere og -indern260. Det er unegteligt meget dansk til norsk at være i dem, men det er just fint det. Bucherk1317 gjør dog en god Undtagelse.
Folk drager dog til Amerika iaar ogsaa, skjøndt vel ikke saamange. Det gamle velbekjendte Syn af Kister og Madbommer med krøllet Aarstal og Navn er ogsaa ivaar at se paa Bryggerne. Efter al den Skildring af Penge- og Arbeidsløsheden i Amerika mangler det dog heller ikke paa gode Skildringer fra paalidelige Folk fra det Indre, fra Franklin i Iowa. Det føles at Folk reiser. Arbeidslønnen er ikke sprungen op for Ingenting hverken her eller i Danmark, hvortil man nu ser, at Ladninger med Gutter og Piger komme fra Sverige, hvor der heller ikke skal være mere end «hava tar.» Værst er det for at faa Søfolk. Fragterne ere lave og Folkene ere dobbelt saa dyre, og enda maa man tigge til, endog true med Arrest, naar det er saadanne man har afmynstret. Disse 1000 Mand, som bleve udskrevne, toge ikke lidet, især her paa Østlandet, og det var de Fuldbefarne, «som Kongen tog.» Skulde det blive Krig af, fik man se, hvad man havde igjen til Arbeide; men saa kunde Studenterne og Kandidaterne tage sig til noget — Frugtbart.
Jurykommissionen skal nu udsætte sine Forretninger til ud paa Høsten, siges der. «De vigtigste Principer ere diskuterede»(?). Uelandk1318 reiser hjem en af Dagene til sit Gaardbrug. Lensmandsombudet finder han ikke igjen. Nu finder man vel en Lensmand, som er Regjeringen hørig og lydig. Aa ja, han har sligt saa at gjøre.

Nr. 112/1855; torsdag 17.05.

[Den nasjonale fridomen]

Korrespondance
Christiania den 16de Mai
Her ser just ikke festligt ud til 17de Mai; man tænker nok saa smaat paa den, og de forskjellige Foreninger komme vel sammen paa sin Vis og feire Dagen saa godt de kan; men nogen saakaldt Folkefest bliver det neppe iaar heller, uagtet man ogsaa denne Gang har hørt Røster, som paakalde en saadan. Det lader ikke til at ville gaa med en Folkefest, om man forresten ved, hvad en saadan er. Grunden stikker nu i vort nordiske Blod, i vor Mangel paa rigtig varm Frihedsfølelse eller deri, at vi ikke have det rette Greb paa at faa en Folkefest istand. Nok er det, vi faa ingen Folkefest; men Mangel paa Frihedsfølelse eller nogen Undervurderen af Friheden er det neppe. Hver især efter sit Vilkaar er vist saa glad i Friheden, som det overhovedet er mulig at være glad i en Ting, man allerede har. Det Gode, man har, synes man jo overalt i Livet er Noget, der bør saa være og kan ikke være anderledes, Noget, man ofte ikke engang ser, før man har tabt det. Friheden er desuden Noget, der ikke kan tages og føles paa; den er, hvad boglige Folk kalde, noget Abstrakt. Folk hos os er derfor undskyldte, om de ikke gjøre saa megen Høitid af 17de Mai. Der ligger intet ondt hos dem for det; de kan være lige gode Borgere for det, og de vilde for det forhaabentlig ikke mindre reise sig med Vælde, om Nogen faldt paa at tage bort 17de Mai. Her er nu vistnok Mange ogsaa hos os, som dels synes at Friheden er for liden og derfor ikke har kunnet bære sin Frugt, dels Andre igjen, som synes, at den er for stor og udskeiende, saa Enden ikke kan blive god; atter igjen Andre, som Intet tænke og derfor heller ikke paa Friheden; men om Nogen og vilde tage den, skulde man se! Dette er en Tillid, man maa have, skal man tro paa Samfundet, paa Borgerdyd, paa Friheden selv, og, hvorfor ikke, paa Gud. Denne Tillid maa man saameget mere have nu, da Alle som En maa vide, at det dog i sin inderste Grund er for Friheden, at Verden kjæmper under usigelige Lidelser. Man kan kalde det de . . . ., de . . ., det . . ., Tyrkiets Selvstændighed, Ruslands Ydmygelse, Europas Ligevegt, Polens Gjenoprettelse, Englands Fabriker, Handel og Jernbaner, Napoleonsk1319 Despoti eller Gaadefuldhed; man kan endnu kalde det en Kabinetskrig, hvor Folkene ere blot blinde Redskaber; Frihed er det, — leder idetmindste til Frihed, og faar Verden engang Friheden, som vi have den, saa vil den paa sin 17de Mai være som vi paa vor, uagtet den har kjæmpet mere for sin, end vi for vor. Man skal ikke indbilde Nogen, at vi ere saa dorske, fordi vi fik Friheden saa let; vi vilde efter 41 Aars Forløb, da en ny Slægt er kommen, være ligedan, om vore Forældre havde lidt som Polakkerne, Tydskere, Franskmænd eller hvilkensomhelst anden Nation. Det er nu desuden heller ikke saa sandt, at vi fik Friheden saa forfærdelig let; vi havde vore mørke Tider vi ogsaa, og naar man sammenligner Norge før med nu, kan man nok komme efter det. Vi laa ikke i aandelig og legemlig Armod for Ingenting; og, at man ikke forfulgte os var, at vi var saa usle, at vi ikke var Noget at forfølge; at man ikke stenede vore Profeter, kom deraf, at vi ikke havde nogle Profeter at stene. Deri stak vor Ulykke, og den var ikke mindst den.
Bliver derfor 17de Mai mat, saa er det ikke Mærke paa noget andet end Tryghed i vor Frihed. Vi ere trygge, hvordan end Verden ser ud omkring os, og selv Partier i Broderlandet gjør os ikke for Alvor ængstelige; thi vi bør dog vide, at det svenske Folk ville skjønne saameget paa sit eget Bedste, at det holdt med vor Sag, Frihedens nemlig, om nogen Fare skulde komme paa.
Rettelser.
I næstsidste Artikel, en hel Sætning udeladt; «men det er dog Mennesker,» altsaa hverken Guld eller Sølv; hvorved altsaa først fik Mening. 2den Spalte, tænke og tale toldfrit, skal være mere toldfrit. «Skjelne mellem det, som var mest og det, som blev gjort,» skal være ment, m. m.
I sidste Artikel, 1ste Spalte, et som udeladt, altsaa: «man kan ikke som mod Mennesket være for haard mod Kunstneren, Digteren» osv. 2den Spalte, praktisk istedetfor poetisk.

Nr. 114/1855; søndag 20.05.

[17. mai]

Korrespondance
Christiania den 18de Mai
Gaarsdagen gik smukt, men stille af, trods det Godveir, som kom ud paa den. Haandverkersangforeningen gjorde en Tur med Jernbanen, Handelsstanden og Studenterne vare ude med sine Faner og disse gjorde sin sædvanlige Tur til Universitetet og Krogstøtten; dette var nok alle Optog. Haandverkerne havde ikke som sædvanlig nogen Fest i sin Forening, og Arbeiderne vare gjennem sit Blad bedne om at holde sig rolige paa en Dag, «de ingen Nytte havde havt af». Saa ugudelig kan man tale, og kunde man ikke finde Undskyldning i Uvidenheden, saa maatte man frygte for en grusom Straf over slig vanvittig Utaknemmelighed. Og Sligt skriver man! Det er jo rent fra Forstanden. De gode Arbeidere skulde komme under Rusland, blive revne ud til Slagtoffer i Krigen, blive solgte som Kvæg og knuttede ihjel! Her er deres Person ligesaa hellig som nogens, og man drager endog kjærlig Omsorg for Forbrydere. Lovgivningen aander paa hvert Blad Kjærlighed til den Fattige og Hjælpeløse, og ingen velopdragen Mand nu tillader den Fattige eller Bonden paa sin gamle Slavevis at staa med Hatten i Haanden. Her er intet, som hindrer den Fattige fra at blive saa stor Mand i Staten, som nogen kan blive, og den, som her hos os er fattig og foragtet, har sig selv at takke for det, naar ingen Ulykke kommer paa. Ingen har Lov til at være trængende hos os, uden med det samme at skrive sit Pas. Og endda har Friheden ikke bragt den «simple» Mand noget hos os! Her kan man anvende Ordene: Guds Rige skal tages fra Eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter.
Det er vel sandt, at Friheden har bragt de velholdne Folk mere; naturligt, jo mere et Menneske er Menneske, desmere godt nyder det af Friheden, og deskjærere maa den være det, da et saadant Menneske bedre skjønner paa det, som gjør Livet lykkeligt, og har saa uendelig meget at tabe. Gadeslarven ved intet og har intet at tabe, og har han ved Daarskab ødelagt sig, saa skal han ikke skylde paa Friheden, som han netop har misbrugt. Arbeidersagen viser ikke, at Fattigmand intet har faaet af Friheden; den viser idethøieste, hvor megen syndig Arv vi have igjen og hvor paatværk det kan gaa, hvor Alle vil saa vel som her. Med Sligt næres Arbeiderne og holde sig inde den 17de Mai. Hvorledes skal man kunne virke paa denne store Mængde og blæse Livets Aande i den?
Arbeidere — enkelte idetmindste — samt Haandverkere og andre Folk vare dog ude paa Klingenberg til Dands, Karrussel og Spadsering i Haven. Der var Mange, antageligt over 2000, og Reisende fra Udlandet fandt noget af det, man kalder Folkeliv i Livet og Færden derude. Vi forstaa os nu ikke stort paa at bedømme den Ting, men kalde sligt ofte noget, som intet godt og skjønt er.
Studentersamfundets Lag var derimod denne Gang bedre end mange Gange før. Alle, som kunde betale, havde Adgang, men man blev ikke overhængt af Borgere, som ikke vare «akademiske,» hvilket ingen Glæde var for de akademiske Borgere, der ikke bære Navnet forgjæves. At der denne Gang ikke var mange «borgerlige Folk» med, kunde komme af den Tvetungenhed, at man først vilde være alene, men derpaa, tvungne af en bedre Mening, tillod andre Folk at være med. Men det var ikke blot denne Gang, man saa denne Skyhed hos de andre Samfundsklasser; man ser den altid mere eller mindre; men ligesom det vidner om megen Skjønsomhed, at Folk ikke vil ind der, hvor de kan indbilde sig at være uvelkomne, saaledes vidner det ogsaa om Mangel paa Skjønsomhed, at man ikke kan faa i Hovedet, at man ved slige Leiligheder er inderlig velkommen, ja, saa velkommen, at det næsten klinger som noget Paataget, naar en Student eller Embedsmand af Hjertet beder disse Folk velkommen. I detheletaget er ikke den rette Selskabsaand kommen ind i os: den, som har mere af Kundskaber eller Formue, ser ofte i taabeligt Overmod den, som mindre har, over Axlerne, og den Ringere nærer ofte igjen en uretfærdig Mistro mod den mere Heldige. Skrædderen kan knapt være sammen med Skomageren, end sige med Embedsmanden, og denne er ikke, hvad man maatte vente, et Haar bedre, almindelig talt. Livet falder fra hverandre i Smaastykker, og selv paa Kaffeerne, i Theatrene eller Koncertsale ser man Taarnene eller Bakkene adskilte, og man er ræd for at faa lidt af Ulden eller Ragget paa sig, om man skulde gaa om hinanden. Det viser bedre end noget andet, hvilket Filisterfolk vi igrunden endnu ere. Derfor lærer man heller intet, og derfor bliver ogsaa Selskabet saa flaut, at det er en Jammer.
Præsten Jensenk1320 var den, der var udnævnt til Festtaler; han er unegtelig veltalende, efter den almindelige Maade at tale paa. Han fremstilte Dagen som en forbuden Frugt, der ligesom den gamle i Edens Have fik sin Sødhed, fordi den var forbuden; hvorhos han fremsatte Frihedens Væsen og vor Stillingn261 til den paa en smuk Maade. Det var gode Formaninger de Unge fik, og det gjør godt imellem at stille sig for Øie, hvad man har at gjøre, selv om det er paa en Festdagn262, da man væsentlig vil være glad. Nogen anden længere Tale blev ikke holdt; de sædvanlige Skaaler bleve udbragte med Agtelse for Folks Taalmodighed. Da jeg ikke ved, om nogen Anden gjør det, saa maa jeg nævne Vinjes Skaal for England, hvor de store og verdensbeherskende Englændere blive fremstillede som vore Efterkommere, idet Historien blev udbanket om Giskebrødrene, der reiste til Normandiet og deres Æt siden til England under Wilhelm Erobrer.k1321 «Naar vi rose England, rose vi os selv.»
Underlig at man ikke talte stort om Nutidens Tilstand og mærkelige Begivenheder. Man burde i et saadant Lag have ventet Fantasier, vittige og praktiske over de store Tider vi leve i; men her er ikke megen Poesi, endog de Sange til Dagen, man har seet, ere ugudelig prosaiske.

Nr. 120/1855; søndag 27.05.

[Moss jernverk]

Korrespondance
Christiania den 25de Mai
Vi, som unegtelig frede alt hvad vi kan om de faa Minder vi eie, har dog en gammel Erindring, som vi lade forfalde; det er en lykkelig, om just ingen stolt Erindring, der saameget mere burde drages frem nu, da man paa saamange Maader vil gjøre os mistænkte. Jeg mener Gaarden paa Moss Jernverk, hvor Konventionen med Sverige blev afsluttet i 1814. Denne Bygning staar nu og forfalder, saa fort det lader sig gjøre, og de sparsomme Rester af Salens Indretninger ligeledes. Saa burde det ikke være; men da det er privat Eiendom, kan man ikke sige Andet derom end beklage, at det gaar saa, og ønske, at Selskabet for vore Minders Bevaring vilde lægge sig imellem; fandt da Selskabet, at ingen anden Raad var, saa fik man nok Penge af Storthinget i Lighed med det, man har faaet og faar til Bygningen paa Eidsvold og Gallerisamlingen der, og fik man ikke Penge af Storthinget, saa bragte man dem nok sammen ved Subskription, saadan som med Akers Kirke, da man vilde bevare den fra Ødelæggelsen. Sagen maa gaa, bare man kommer den ihu, og ved, hvordan den staar. Det er rigtignok sagt, at Eieren saa smaat tænker at pusse lidt paa denne gamle Bygning saavidt, at den kan boes i, men forudsat, at der bliver mere af end tænke «saa smaat,» vil en saadan Reparation ikke hjælpe stort, hvor Bygningen saaledes drages med Enden som her. Det blev vel lidt Slikkeri ude og inde, der mest tjente til at viske ud det gamle og ærværdige ved Karakteren; de tvende ovalformige rigtig gammeldagse Speile paa den ene Væg vilde man isaafald rimeligvis tage bort, da man ikke har de tilsvarende paa den modsatte, hvilke nogle tankeløse Mennesker brød fra Væggen og kastede ud gjennem Vinduerne under en Ildebrand i Grandlaget! De gamle Lysekroner af Glas med deres Ihæng vilde vel ogsaa tages ned, ligesom de gamle engang forgyldte Lister om Døre og Vinduer maatte blive ombyttede med andre. Man vilde blot se Værelsernes Rum igjen, kanske ogsaa de gammeldags Vinduer, der staa saa høit fra Gulvet, vilde sænkes, og de forholdsvis smaa Ruder og tykke Indfatning tages væk. Kort, det vilde blive som naar en gammel Døl i sin Jakke og Knæbuxer kommer til Byen og kjøber en Frakke og et Par stramme Benklæder paa Bazaren, hvilket det arme Menneske gaar og vrider sig til Plage for sig selv og Naragtighed for dem, som kjende ham. Den høie Stentrappe inde i Bygningen og de gamle Sprinkeltrapper kom vel ogsaa til at forandres, ligesom den stensatte Borggaard med den smale Udgang blive udvidet. Den gamle Bygning for Husfolkene, der danner en Vinkel med Hovedbygningen, blev heller intet moderne Naboskab; thi den ser saa gammel ud som vel muligt med smal Mørkegang, Sval og Døre som paa 6-700 Aar gamle Stabur; og i Værelset «for Hoffrøknerne», der nu benyttes som Pultérkammer, er mangekantet og har Vinduet midt op paa Væggen, vilde neppe nogen Frøken bo nu, hvor billigt man end faar Frøkentitlen.
Man skal ikke være affekteret og sentimental, men blot sømmelig alvorlig for at føle sig høitidelig stemt, naar man gaar i denne Bygning, hvor Carl Johank1322 i sin Manddoms- og Heltefylde akkorderte med vore dyrebare Mænd Niels Aallk1323 og andre om Norges Fremtid, medens Hæren laa bort i Smaalenene og paa «Mossehøgda.»

Nr. 121/1855; onsdag 30.05.

[Norsk stein — og norske hattar — til verdsutstillinga i Paris]

Korrespondance
Christiania den 28de Mai
Nu er her mange smukke Ting at se af dem, som skal til Udstillingen i Paris. Hver gjør sit Bedste, og naar det sker, saa bliver det altid noget af selv hos os, som man vil have til at være saa fattige: Det er nu vist bare en Beskedenhed, som maa klæde os selv godt, naar vi sige, at vi ere fattige. Vi er igrunden rige, især paa Graastein, som vi da ogsaa ganske rigtig sende til Paris, der vel kunde trænge til nogen Fasthed. Der følger en Beskrivelse med Graasteinen af Prof. Keilhau,k1324 som kan oplyse de gode Parisere om, at vi have 5 [square] Mile af det faste Slag. Det maa iøvrigt være paafaldende for Enhver, som ikke er Geolog, naar han hører, at vi ikke have flere [square] Mile; thi man skulde tro, at det var Stein Størsteparten af det, vi have, altsaa en 5000 [square] Mile, eller hvad der nu staar i Geografien; men det er nu Granit dette og navnlig den fra Grefsenaasen, denne Stein, som man herinde hugger af til Gravminder, Stolper, Dørstokker, Dørheller og Hjørner. Der er to Gravminder, som skal sendes til Paris, slebne og hugne til, saa det er en Lyst at se paa dem, men tunge ere de, og derfor maatte man da ogsaa fare gjennem Departement og Kommandantskab med meget Slæb for at faa dem paa Reisen, idet man nok ikke ganske var vis paa, om Storthinget ogsaa mente Stein med de Penge, som det bevilgede. Med disse Blokke følger ogsaa Beskrivelse over dem, som ivinter reiste nord til Nordcap for at staa der og opgive «Længden.» Den var smuk, og den vil staa længe som et Mærke paa vor Tids videnskabelige Bestræbelser, om den Tid skulde finde paa at komme, da man stræbte efter noget andet. Christiania geologiske Forholde sendes ogsaa til Paris, og det er disse, som en Forsker for 50 Aar siden sagde, vare en Guldgrube for Videnskaben. Derfor have vi ogsaa Stipendiater, som fare om og grave i Røyser, Kleiver og Skalberg for at finde — Guldet. Det er farlige Ting for Troen dette; thi de lære os, at det er mere end 6000 Aar siden Verden blev skabt, kanske 6000 Millioner Aar. Det skal idetmindste være 200,000 Aar siden Mennesket fremtraadte. Man ved nu forresten ikke noget Bestemt; thi denne Videnskab er saa ung endnu, at den ikke har rukket at finde nogen Maalestok. En Geolog har sagt, at et geologisk Aar maatte idetmindste vare 70,000 Gange saa langt som et historisk eller borgerligt. Det er lange Udsigter, men derfor stræber man ogsaa for at finde denne Alen i Hast førend om 70,000 Aar. Det er næsten farligt at skrive sligt, da Theologerne kunde sige, at det er imod Bibelen, og derved bringe hele Hæren paa de arme Mennesker, som grave i Fjeld, Jord og Røyser, og koge imellem disse haarde Ting i sine Potter.
Fra Selbo sendes et Par Kværner, haarde og velhugne. Pariserne maa dog finde, at her er godt Grjot her nord.
Bogbinder Hoppek1325 sender smukke Arbeider, et Exemplar af disse store Plader med Text efter vore Malerier, et Exemplar af «Nationaldragterne,» en Bibel og noget Smaatteri, alt i Fløiel og Guld, saa det glor. Hattemager Freyk1326 sender 17 No., der hænge som Frugter paa et Træ. Det Mærkeligste er Frakken med Vest og Buxerne, hvilket alt er som hin berømte Kjortel, der endnu gjør Mirakler: den var fra øverst til nederst ikke syet men tvunden. Her har dog Skædderen kantet og gatad (syet Knaphullerne) stærke Klæder, og vastætte, siges der; men der ligger dog ikke meget parisisk i dem; de synes at maatte være for nordiske Kjæmper, uagtet de ere fine og sikkerlig beundringsværdig gjorte. Hatten af norsk Bæver er ogsaa mærkelig ved sin Silkefinhed, den er næsten som Dug, og det har idag staaet i Chr.-Posten, at den norske Bæver er den fineste i Verden, hvilket ogsaa Hattemagerne sige. Dette vidste vel ikke Storthinget i 1845, uagtet det forbød at skyde Bæver i de første 10 Aar, altsaa først iaar og nu fremdeles blot af Grundeieren, men desuagtet fandt det dog, at den burde fredes; thi man har ødelagt den noget voldsomt; der er blot nogle igjen vest paa Vegaardsheien, og i Thelemarken ser man endnu Hus efter den i Vandet; der bygde den som et Menneske. Han beit af Træerne, Asp, som er tung og smekkern263, han beit dem af med sine brede Tænder, og Hunnen lagde sig paa Ryggen med Stokken i Fanget; saa gik det paa det glatte Haaret hendes, medens Han beit i Stokenden og drog, til de kom til Vasbredden. Men saa skjød man dem bort. Nu er der ingen Bjor mere.
Det er duelige og lette Hatte alle de, Frey sender; og han gjør bedre Hatte end Eckmann,k1327 og Carl Johan,k1328 som selv var en Franskmand, sagde, at det var de bedste Hatte, de han fik af Eckmann; følgelig maa Freys Hatte være meget bedre end alle franske og derfor gjøre Lykke. Man burde nu forresten sende dette Udsagn af Carl Johan med for at slaa Folk med en Autoritet; thi ellers kunde de, hvor klart det var, ikke faa i Hovedet, at Hattene vare saa gode. Vi maa endog have Sligt, da vi tro paa en fransk Hat, om den end er baade tung og skrukket.

Nr. 123/1855; fredag 01.06.

[Frakt til Paris; frå Høgsterett]

Korrespondance
Christiania den 30te Mai
Det er for en Værdi af 15,000 Spd. der herifra er afsendt Gjenstande til Industriudstillingen i Paris. Storthinget bevilgede 1500 Spd. til Afsendelsen, men da man skulde se til, blev denne Sum meget forliden, idet Fragten af Briggen Thor alene kom op til 800 Spd. omtrent, og Breve skulde skrives, og Verker oversættes, hvilket Alt kommer op, man antager til 5 à 6000 Spd. Der er nu Spørgsmaal hvad man skulde gjøre, enten at overskride Storthingets Bevilling, eller ogsaa Intet at afsende; men da det maatte være Storthingets Mening, at man skulde udstille, og Summen, tagen paa Slump som muligens tilstrækkelig, var det udentvivl meget rigtigt af de Mænd, som havde med Afsendelsen, at de toge Storthingets Bevilling efter Aanden og ikke efter Bogstaven; Storthinget, tør man haabe, vil finde Fremgangsmaaden rigtig og ikke gjøre noget Væsen af den. Der er mange smukke Ting afsendte, og kommer vore Sager maaske end ikke til at gjøre nogen egentlig Lykke, saa vise de dog, at vi ere et kristent Folk, som kan syne os i Selskab med andre skikkelige Mennesker, hvilket ogsaa er Alt, hvad vi kan forlange, og faa vi mere, saa er det noget helt Uventet.
Arbeidersagen gaar fremad i Høiesteret, men Aktor er endnu ikke færdig. De Tiltalte sidde i sin egen Skranke, og de fleste af dem have vel aldrig før i sit Liv havt saa vakre Klæder paa sig. De have nemlig faaet spilderny Dragt fra Top til Taa. Det skulde nu egentlig høre til Arresthusenes Tilbehør at have Klæder for sine Folk; men da disse Tiltalte baade ere saa mange og saa af et eget Slag, har Justitsdepartementet ladet Udgifterne gaa paa Statskassen, saavidt bekjendt baade den hele Tid som vist disse nye Klæder. Det var smukt gjort dette, at de kunde fremstille sig saa anstændiget, uagtet de ere saa pene, at man næsten tænker paa den gamle høitidelige Skik hos saa mange Oldtidens Folkeslag, der bekrandsede sine Offerdyr, da de ledtes til Templet og Gudernes Alter.
Historien om Pigen i Bergen, der var saa fortræffelig til at narre Folk og gjøre Eventyr, læses med Interesse i Dagbladene, ligesom den var en sand Komedie for Høiesteret. Den vil læses i Udlandene og staa i juridiske Tidsskrifter. Det er en Historie, som er Guld værd, og Pigen Grethe Gregoriusdatter,k1329 der desværre skal lide et Aars Tugthus, maa være et stort Geni, dersom hun ikke har faaet en Hjælp, som ikke er oplyst. Det er en Opfindsomhed, som man neppe finder hos Verdens største Dramatikere, og en Poesi i Kjærlighedsbrevene, der er ukjendt i vor Literatur. Den Mand, der kunde skrive en Bog saa, ham vilde vi hilse som vor første Literat. Men man skal nu altid pynte og stelle paa Livet før det kan komme i Bøger, hvorved det bliver usandt og flaut, og Barnsligheden og Vittigheden skal være beregnet, hvorved disse smukke Ting bliver væmmelige. Trods dette er det vel muligt, at man i Bergen afskyr a’ Grethe, medens hun her i Christiania bestemt vilde være Dagens Heltinde, om vi vare saa lykkelige at se hendes Ansigt, og bliver hun ikke benaadet, vil bestemt Mange i dette Aar gjøre Valfarter til hende i Fængslet, og fortælle om det usædvanlige Udtryk med flere geniale Herligheder i hendes Ansigt. Benaades hun derimod, burde man subskribere for at lære hende boglige Kunster, hvorved hun kunde sættes istand til at lade sit Lys skinne for Menneskene. Bogen om hende, som A. S. Ellingk1330 vil udgive, maa finde en rivende Afsætning, og vist er det, at det bliver den bedste Bog vi har, især hvis Udgiveren kunde faa mere at vide, end hvad der staar i Høiesteretsakterne. Vel gjorde Forlæggeren i at stille hendes Kontrafei foran i Bogen: vi se saamange kjedsommelige Forfattere smile Læseren imøde fra Titelbladet, at Grethe godt kan gjøre det.

Nr. 125/1855; søndag 03.06.

[Svensk song; frå teateret; svensk muntrasjonsråd; nytt frå krigen]

Korrespondance
Christiania den 1ste Juni
Frøken Valeriusk1331 fra Sverige sang igaarkveld og begeistrede Publikum. Kjendere paastaa, at bedre Sang er ikke hørt i Christiania. Deilig var den, saameget er vist, uagtet Frøkenen skulde være forkjølet, saa Stemmen imellem syntes noget omsløret. Det var en overlegen Stemme: man sad tryg under de mest dristige Satser, uden som sædvanlig at være paa sit arme Liv, for at Kværken skal komme og pines, fordi man føler, at Sangeren piner sig om muligt endnu værre.
Man kunde beundre de raske og sikre Løb, de naturlige Overgange fra Dybden, der var fyldig, til Høiden, der var blød i sin Finhed. Især traadte alle disse Ting frem i en italiensk Sang, der ved sin spillende Uro ikke egentlig kan tiltale os, men som dog giver Sangerinden saa god Anledning til at glimre i. I disse bekjendte Sange af «Norma», men især af Frischützk1332 maatte vi føle mere, og mest i de svenske Folkesange, der desværre var saa faa, at Glæden var snart forbi. Det er til disse Jenny Lindk1333 griber ligesom Bullk1334 til vore Slaatter og Stev, naar Publikum ikke vil klappe rasende nok. Det er Fædrelandet, man har i Baghaand, der kan overtrumfe Alt. Frøken Valerius glæder os vist med en Sang endnu, og siden siges der, at hun reiser videre, iallefald til Drammen. Om Frøken Minna Fugl,k1335 som spiller med paa Fortepiano, er vel ikke meget at sige; hun har nu ogsaa et utaknemmeligt Instrument for Koncerter, og det er ikke sagt, hun altid faar det bedste. En Dame, der spiller Pianoforte, skal være Kone og intet mere; til det kan hun være godlidende, og er hun flink, kan hun nu og da faa Kunstgriller og være Amatrice, som det smukt heder.
Disse Damer skal hertil være adresserede til Hr. Konsul Tønsberg.k1336 Der ser man dog, at han er mere bekjendt i Udlandet end nogen Anden af os for sin Kunstsands, Smag og mægtige Beskyttelse. Det falder nok haardt dette, for mange af vore Skjønsaander og Autoriteter i Stilling og Pung, men, faar inte hjælpe; Hr. Konsul Tønsberg har udenlandsk, for ikke at sige europæisk Berømmelse, og hvem anden af os andre Stympere har vel det? Men saa hevne vi os herhjemmen264 og glise og glytte paa Konsulen, og ere taktløse nok til at lade disse Damer f. Ex. mærke med: «Det var nok egentlig til os, I skulde været adresserede.»
— Her er megen æsthetisk Nydelse nu om Dagene. Skuespiller Isaksenk1337 med Konek1338 fra Bergen har givet Gjæsteroller og derved frisket op Sandsen for Theaterlivet, uagtet Ingen skal klage over Mangel paa den Sands hos os, men Isaksen var dog en Nyhed, der altid pirrer. Han har klaret sig godt og endog været saa lykkelig at blive Gjenstand for Strid ikke alene i Publikum, men ogsaa i Aviserne, idet nogle have bedømt ham for haardt, andre ledede af Nationaliteten, maaske for gunstig, i Modsætning til vore danske Folk. Dette har været pikant, og det er ikke sagt, at Striden er udkjæmpet endnu, da der lettelig turde komme nok en Avisartikel, som lagde sig imellem og sagde, at ville give Keiseren hvad Keiserens er. Nok er det, Isaksen med Kone har klaret sig godt, saa mørkt det end begyndte, og han vil ikke have Grund til at angre paa sin Reise hid; og vi Norske kan ogsaa være tilfredse, idet vi i ham se en Kraft til hos os, som hjælper os ud af vor gamle danske Afhængighed. Vilde nu ogsaa Brunk1339 med Konek1340 komme hid saa snarest fra Bergen, var det saameget bedre, som Brun skal være den bedste norske Skuespiller for Tiden og hans Kone ligeledes bedre end vore bekjendte bergenske Damer. Det kan altsaa sees, at vi Norske nok kan faa Skuespillere, hvilket rigtignok heller ingen fornuftig Mand nogensinde har tvivlet paa, hvormeget der end er vævet med det, at vi ere for tungvindte og matte. Det er ligesom naar man siger, at Andre ikke kan gjøre en Ting, fordi man selv ikke kan gjøre den. Saaledes har man ogsaa sagt om Digtningen og fast alle Kunster. Det siger man altid, indtil man ser Mænd, som staa der og kan gjøre sine Sager. Det norske Folk kan gjøre Alt; det kan man trygt sige, uden at blive beskyldt for Nationalforfængelighed og Skryt.
— Madame Schrumpfk1341 gav igaarkvæld sin Benefice (Velgjerning) efter 1 Aars Indtrædelse i sit andet Jubilæum; det er af Sølv det første og Guld det andet; (25.50). Diamant det tredie (75). Madamen var som altid god, og Publikum var ikke mindre godt; det havde foruden sin daglige Hyldest, Klap og Fremkaldelse, tillige Blomster og nogle Studenters Sang. Bedst af alt var dog Stykket, «De Uafhængige», som blev givet her første Gangen. Det er vidunderligt, hvad dog de Franske kan skrive for Komedier.
— Paa det norske Theater har ogsaa været Beneficer i Guds Gaver, men der er det en egen Lønningsmaade, saa de betyde intet. Jeg ved ikke, om man engang havde «Epiloger» alle Gange, hvilket er et Tilbehør til en Benefice, og den «Epilog,» Madm. Schrumpf fremsagde, var endog saa poetisk, at Norges Klipper og Fjelde forekom deri! Det er nydeligt! Men hvorlænge Poeterne vil vedblive at være galne, er ikke godt at sige.
Tilslut maa blandt vore æsthetiske Nydelser nævnes en Muntrationsraad Höökenberg,k1342 der giver Børneballer og holder «Bildningscirkler.» Han er meget rost i svenske Aviser, men det har gaaet traat med den Slags Ros her. Det er noget eget i sit Slag det, Höökenberg giver, og derfor have vi endnu ligesom ikke faaet summet og omraadt os. Vor Smag er nu ogsaa i mange Stykker forskjellig fra den svenske, ligesom ogsaa vort Samfund anderledes i sine Trappetrin, hvilket Hr. Höökenberg og andre Svenske bør begribe, for at de ikke skal falde i nogen Forundring, eller opfyldes med Bitterhed. De kan jo gjerne til sin Trøst sige, at det er vor Smagløshed og i mange Stykker vor Smaastedsaand, som gjør det, idetmindste sømmer det ikke os at sige: vi have bedre Smag. Det er en mangfoldig Mand den Höökenberg; man kan gjerne kalde ham genial: han er Student, Løitnant, Muntrationsraad, Escamatør, Dandselærer, Lærer i den «höga konsten» at hænge paa sig Shawlet, han har skrevet en Kogebog, der har oplevet utrolig mange Oplag; han har gaaet paa Vandski og jeg tror taget Feierbevilling m. m.
— Der er gjort store Ting ved Sebastopol siger den sidste Post og i «Kladderadadsk»k1343 staar Østerrig forskrækket og ser paa Napoleon,k1344 der rider paa en Løve, en Tiger og en Leopard, som er den polske, ungarske og italienske Nationalitet. De ere i fuldt Sprang med gabende Kjæft. Det synes at vaares ogsaa i Krigen og Politiken, men her kommer nok kolde Dage, saa vi maa lægge i Kakkelovnen igjen.

Nr. 129/1855; fredag 08.06.

[Teatersesongen over; kongen og folket]

Korrespondance
Christiania den 6te Juni
Frøkenerne Valeriusk1345 og Fugl*)k1346 gave igjen igaarkveld en Koncert for godt Hus og til megen Glæde. Frøken Fugl havde faaet et bedre Instrument. Det slaar ikke feil, at jo disse Damer vilde gjøre Lykke og tjene Penge, om de besøgte nogle af de større Byer; men det er muligt, at man af en misforstaaet Forsigtighed ikke tør indlade sig paa den Reise.
Sverige kan være stolt af sine Sangerinder, ligesom vi af vor Bullk1347 og vore Malere, som de upaatvivlelig ligne deri, at de engang vil komme til at danne en egen Skole.
Da Theatret slutter, maa man være betænkt paa andre Fornøielser, og nu faa vi Heste igjen, som Publikum vist vil være glad i, ligesom — ifjor. Der finder man sin Natur igjen. Utroligt er det næsten, at Christiania to Aar itræk kan holde saamange Heste og finde sig i saamange Ryttere og Ryttersker. Det er dog bare Bæster, hvordan man snuer og vender det med disse Heste, og man bliver dog træt af Dressuren, thi det er dog blot Dressur, hvad man end gjør af Kunsten. Man faar Medlidenhed med de ædle Dyr, hvor smukke og fede de end ere, og en hel Forestilling kunde jeg derfor af Pine ikke holde ud. Men noget maa man have, og man skal aldrig gaa irette med Publikum.
Paa Fredag kommer der en Elefant. Den staar allerede i Aviserne og kaldes en Kjæmpeelefant. Nogle Løver skal komme efter, fortælles der, og vi faa saaledes Ørkenen op til os, — det Bedste i alle Fald, skjøndt Tigre, Leoparder, Slanger og Strudse kunde ogsaa være gode at tage med.
I disse Herligheder, omgiven af en skjøn Natur, skjønnere kanske end nogetsteds i Verden, klare vi os nu halvanden Maaneds Tid udover, indtil Kongenk1348 kommer, dersom nu blot Forgjættelsen gaar i Opfyldelse. Det skulde være hyggeligt, om Kongen kom, det var netop den rette Tid nu, da man i svenske Aviser hakker saameget paa os Norske. Hans Majestæt skulde da faa se, at vi mene Alting vel, dersom han nogensinde, hvilket ikke er rimeligt, har tvivlet paa vort gode Sindelag, og fik vi ham paa vor Side i Sverige, ere vi igrunden hjulpne mod de enkelte urimelige Folk, som skrive hen i Yrsken. Det er en underlig Tænkemaade hos enkelte af vore gamle store Oppositionsmænd, idet de ikke gjerne se, at Kongen kommer, af Frygt for, at vore frie Indretninger og vort Sindelag skulde paavirkes. Det falder dem ikke ind, at vort frie Sindelag skulde kunne indvirke paa Kongen og hans Omgivelser, og saaledes igjen paa Sverige. Dette vilde være den naturligste Tanke; thi Frihed og Greihed ere stærke Magter, som endog trænge gjennem Purpuret, og det er alene de Magter, som taale Dagen og godt Selskab. Dersom vi vilde noget ondt, maatte vi helst ønske at være alene, og ikke se Folk iblandt os. Men dette begribe ikke Alle. De ere overmaade velmente, men gudbevares hvor enfoldige! De have læst om Kongemagt og Despoti og ere blevne livrædde; ifølge den gamle Folkeskik fly de Faren, istedetfor at møde og afvæbne den. Dette ere nu de, som har læst noget og lagt sig lidt efter Politik. De, som intet have læst og ikke ved af Politik at sige, de have det gamle Drag til Kongen, hvem de troede kunde afhjælpe alt Ondt, uagtet det vel neppe har gaaet saavidt her som i Rusland, hvor Zaren raader for Regn og frugtbare Tider, og hvis Billede de i al Hemmelighed giver Skuf, naar Aaret bliver for tørt, eller Mak æder op Løvet. Man har været folkelig og intet videre. Slaveri har Normanden aldrig faaet i sit Hoved, og vil aldrig faa det. De Svenske ere lidt mere østlige end vi Norske; de har blandt Andet Ordet «ødmjuk», som den norske Bonde ikke kjender.
Her var ifjor, om jeg ikke hugser feil, mange svenske Udvandrere med et Skib, som førte dem tilbage igjen. Det var rørende at høre, med hvilken Tillid de saa op til Kongen, som den, der raadede for Alt. De kjendte sin Nød og Kongen, som skulde hjælpe dem udaf Nøden. Saadan Tale skal man ikke kunne høre i vore fjerneste Fjelddale. Folk have da nogen Tanke om, hvad et Menneske kan udrette, om de end ikke kjende alle de mange Kræfter, som maa være enige, skal Landet og den enkelte Borgers Stilling blive bedre. Vort Folk løfter ikke engang paa den «slitna Hatten,» som Tegnérk1349 siger i sin «Axel,» naar Kongens Navn nævnes. Det kan være enkelte gamle Koner, som gjør et Knix, naar de i Kirken høre et høiere Navn; men de unge Piger smile gjerne ogsaa til dette, og Mændene tager det endnu mere ilde op. Saa ugudelige ere vi.
*) I min sidste Artikel om disse Kunstnerinder var nogle Betragtninger over Frøken Fugls Spil og deres Modtagelse nedskreven uden, som besluttet under Gjennemlæsningen, at blive udstrøgen og andet sat istedet. Jeg telegraferede siden for at faa gjort det, men Rettelsen var ikke bleven fuldkommen effektueret; hvem der er Skyld i det, ved jeg ikke. Det er nu sagtens ikke meget at gjøre noget Væsen af, saameget mindre, som alt i Hovedsagen var vel; men Damerne maa man nu behandle extra fint, og Kunstanmeldelser have jo Hævd paa at blive forgyldte, naar det skal være humant.

Nr. 131/1855; søndag 10.06.

[Reguleringa av Øyeren]

Korrespondance
Christiania den 8de Juni
En Nationalrigdom, der kan sammenlignes med de kongsbergske Sølvfeldter, stræber man at udvinde ved Udtapning og Regulering af Øiren, hvilken Bestræbelse er i fuld Gang med Haab om det bedste Udfald, hvor mange Hoveder der end maa bringes under én Hat, før det egentlige Arbeide kan paabegyndes. Men Foretagendet er saa idrætsfuldt og Velfærden saa stor, at det engang maa gaa, naar Synden om de rige Strækninger, der nu ligge druknede, føles altfor stærk, — naar alle Kommissioner ere færdige med sine Indstillinger, — naar alle Planer og Beregninger ere gjorte, — naar Sagen er behandlet i Storthinget og Laan bevilget efter Foredrag fra Regjeringen, — naar de priviligerede Saugeiere enten komme efter, at de ingen Skade lide, eller de tvinges til at afstaa sine Herligheder mod Erstatning efter Skjøn. Naar Alt er færdigt, saa gaar denne Ting ogsaa; men det kan tage Tid, og det er det, som gjør ondt.
Allerede i 1788 fattede man den Tanke, at udtappe Øiren. Ordet allerede kan nok bruges; thi vi synes nu, at Folk i gamle Dage ikke saa nogen Ting. Men det var ogsaa den store Flom, som aabnede Øinene. Man saa Ødelæggelsen paa de rige flade Strækninger; men det er ikke sagt, at man saa Fordelen ved Indvindingen af Myrstrækninger og Vasbund. Enhver Bygd har sine Folk, som gaa forud for sin Tid, og det var Krigskommissær Heiss,k1350 der i 1788 vilde tømme Øiren noget. Det var ikke Tiden dengang til slig Stordaadn265. I denne sidste Menneskealder maa vel General Birch,k1351 der er bedre end alle andre Mennesker, nævnes som den, der har virket mest for dette Nationalverk. Indvaanerne af Fedt satte Sagen egentlig igang nu: de henvendte sig til Kommissionen, der for nogle Aar siden undersøgte, om Glommen skulde kanaliseres, eller om man burde faa Jernbane; man valgte denne sidste, og derved blev Øiren som før, uagtet Jernbanen dog vil bidrage til Udtapningen, idet den i stor Flom paa en stor Strækning vil komme til at staa under Vand. Dette maa forhindres, om det saa kommer til at koste Banen mange Penge; men i disse første 5 Aar kunde gjerne ingen stor Flom komme, og derfor er vel Englænderne ikke saa hidsige paa det. For et Par Aar siden kom en Forsamling istand af Folk fra Fedt, Skedsmo og Enebak. Der mødtes over 200 Mennesker, og man valgte en Direktion af 7 Medlemmer til at handle i Sagen, som Alle vilde fremme. Dette foranledigede Regjeringen til at nedsætte en Kommission, bestaaende af Provst Bull,k1352 der ogsaa var valgt af sit Sognefolk som et af de nævnte 7 Medlemmer, Kanaldirektør Røyem,k1353 en Departementsmand og Ritmester Egeberg.k1354 Alle Interesser bleve saaledes repræsenterede. Det var denne Kommission, som ifjor ved Ingeniører maalte, hvad der kunde vindes og regnede, hvad det vilde koste. Det vil koste 20,000 Spd. og der indvindes omtrent 20,000 Tønder Land = 80,000 Maal, for ei at tale om de store Strækninger, som da vil kunne bruges bedre. Det er Øirens Udfaldsos, Mørkfossen, som skal mines ud, og en Dam anbringes for at regulere Vandstanden. Ved dette vinder Trælasthandlerne og Saugbrugseierne ogsaa, idet Tømmeret ikke længer vil slaa sig sundt i Mørkfossen, og Vandet ikke længer kunne stige og bære Tømmer ind i Evjer, hvorfra det ofte ikke bliver udkjørt igjen. Sageierne ved Strømmen vil faa en grei Rende til Føring for sit Brug, og sænkte man meget, maatte der kanske mudres paa enkelte Steder, men det vilde være let. Det er forresten dette, som det væsentlig staar paa, idet Saugbrugerne tro at tabe og vil derved standse det Hele, i alle Fald forlange de endnu en saa høi Opdæmning til enkelte Tider, at det tilsigtede almene Gavn ikke kunde opnaaes. Tømmerdriften vil saaledes standse Arbeidet, medens den ved sine mange Damme op igjennem Glommens Sideelve, hvorved ogsaa Vand er dæmt hid fra Grændsen, forøger Vaarflommen, naar Dammene slippes, og derved skader saameget Land. Alene dette synes at maatte stemme Saugbrugseierne til Eftergivenhed, og være en Spore for Staten, der har givet alle syndige Privilegier, til at gjøre, hvad den kan. Enkelte Saugeiere ved Glommen nedenfor Øiren vil ogsaa sætte en Pind for, vist er det i alle Fald, at de, der gjorde sig udødelige ved Hollebystenen, ville faa en ny Hollebysten i Mørkfossen; men forhaabentlig med ligesaa liden Erstatning, idet flere Sagkyndige og deriblandt den berømte Oberst Eriksonk1355 har erklæret, at Mørkfossens Udminering ingen Skade vil gjøre.
Den kongelige Kommission er — saavidt vides — ikke færdig med sin Indstilling. Dens Opgave vil være at anvise Løsningen af de Knuder, som slaaes af de modsatte Interesser, og forresten lægge Planen for Arbeidet. Den nævnte Syvmandsdirektion vil, at Staten med sine Ingeniører skal udføre Arbeidet, at den skal garantere de mulige, uforudseede Ansvar, som kunne opstaa, og forstrække med et stort Laan. Det er unegtelig store Fordringer til Staten, og saaledes kommer det nu neppe til at gaa, hvordan det gaar. Blot man nu kunde komme med sine planer og Forslag saa betids, at Bevillingen til Laanet, som under enhver Omstændighed maa til, kunde ske paa næste Storthing!
Jeg beder ikke om Forladelse fordi jeg sender denne Beretning til en Avis, som ikke har sin nærmeste Læsekreds der, hvor det i dette Stykke skulde gjælde paa. Sagen er almen, og den maa vække Læseren til Eftertanke, om der ikke ogsaa i hans Kreds kunde være noget lignende at gjøre.

Nr. 135/1855; fredag 15.06.

[Forlystingsliv]

Korrespondance
Christiania den 13de Juni
Elefanten, som fremvises paa Klingenberg, er besynderlig rar, han er værd at se, og Slangen (boa constrictor) er hæslig. Det er ganske forfærdeligt at se Manden, som farer med disse Udyr, tage denne boa og vikle den om sig, som Damerne gjøre med sin Boa, naar det er koldt. Han kysser Slangen, som slikker med sin spaltede Tunge, det er jo vederstyggeligt, hvad disse arme Djævle gjøre for at tjene Penge. Man læser jo ogsaa om, at slige Dyremennesker kjæle med Løver og Tigere og stikke sit Hoved ind i deres ildrøde Gab. Det tager som oftest en Ende med Forfærdelse, og Publikum, som vil se sligt, er ikke stort bedre, skjøndt det maa være en egen Fornøielse, at staa i den Feberspænding, hvor man ligesom har Livet i Næven.
Det Hinné-Ducrowskek1356 Beriderselskab er kommet, men har ikke kunnet begynde at ride, da man blot fik nogle saakaldte Skoleheste med Dampbaaden, medens de øvrige (henimod 50) skulle komme til Drammen med et Seilskib fra Odense. Man fandt vel ikke nogen bedre Leilighed. Folk bør passe paa, naar de komme, for at se smukke Heste. Nu have vi faaet en Sangerinde igjen, Mad. Prom,k1357 før Jomfru Wiese, som for 3 Aar siden var her og sang; hun lovede Adskilligt dengang; men det er saa underligt, naar Kunstnerinder indtræde i den hellige Ægtestand, da er det gjerne forbi med deres Fremadstræben. Det vilde være Skade, om Familielivet her skulde have taget et Geni fra Kunstnerlivet, især siden det er en Sangerinde, af hvilke vi desværre have faa. Folk har vel saameget Hinnés Heste i Tankerne, at de ikke gaa hen og høre Sangerinden. Det er ellers et lidet Koncertpublikum vi have, den faste Stok her i Byen kan være omtrent 100 Mennesker. Derfor reise næsten alle virkelige Kunstnere herfra med Tab, medens Larm og Spektakel, Heste, Hunde og Orme tjene Penge.

Nr. 137/1855; søndag 17.06.

[Telegrafen; arbeidarsaka; møte i amtsformannskapet; krigen]

Korrespondance
Christiania den 15de Juni
Iforgaars blev Telegrafen aabnet med Udlandet. Det var en vigtig Gjerning, og havde vor lærde Ungdom været som den burde, skulde den have holdt Fest og skrevet storartede Vers over denne Forbindelse, hvori vi kom til Europa og Civilisationen. Nu først kan vi sige at være kommen ud af vor Indestængning og traadt ind i de folkelige Staters Række. Kongen,k1358 vil Læseren ogsaa have seet, hilsede det norske Folk og Storthinget, der saa smukt bevilgede Penge. Man har alt hilset til Udlandet, dels for at faa Fysen af sig, dels naturligvis i Forretninger. Men skal denne storartede Indretning have sin tilsigtede Nytte, maa Budsendingen være billig, og det bør være med Telegrafen som med Postportoen, at den heller nedsættes end forhøies; imidlertid se vi nu, at Telegraftaxten fra imorgen skal forhøies. Dette kan være nogen Mening i, forsaavidt Overløbet maaske vilde blive saa stort, at alt ikke kunde telegraferes, og det maa vel være af Hensyn hertil, at man har forhøiet Taxten; men saa kunde man spende op flere Traade. Staten, som har begyndt sin gode Gjerning, burde vist lade den blive god til Enden, da den saa alligevel maa holde sine Tjenere og Stationsbetjente, som efter en god Mening bør have noget at bestille for sin Løn. Staten gjorde saa alligevel efter al Rimelighed ikke Telegrafforbindelsen af Spekulation paa øieblikkelig Fortjeneste, men for at være folkelig og lette Samkvemmet for sine Undersaatter; den staar sig godt nok ved at have lykkelige Borgere; det er den rigeste Statskasse og den bedste Indtægt.
Arbeidersagen har nu alt været fore i 3 Uger, og Dunkerk1359 begyndte sin Forsvarstale igaar. Dunker har ikke skuffet Forventningerne, han har endog overtruffet dem; selv rigtig oppositionelle Mænd have været glade i ham, og det er sandelig meget sagt. Vist er det, at Fru Justitia, den nedsatte Kommission og det hele Stel aldrig er angrebet saa skarpt af Arbeideragitationen selv eller dens Blade. Mens Dunker gjør det med Genialitet, og kan man være genialn266, kan man sige, hvad man vil; for det bøier Alle sig, selv de som føle sig trufne. Derfor er da ogsaa Geniet den største Despot i Verden, og saameget farligere, som han har Folkemeningen med sig, der tilsidst ellers styrter alle andre Despoter.
Det er ganske underligt at høre Departementsmænd ogsaa være glade i Dunkers Tale. «Den var saa pen, at —.» Hans Tale eller idetmindste Hovedindholdet af den bliver formentlig optaget med Hurtigskrift af Referenterne, man ser sidde der. Men man maa høre Dunker, for at kunne begribe ham. Det skjønnes ikke, dersom Dunker holder fram, som han stavner, hvad Menneskene paa Anklagebænken selv skal kunne have at sige efter alt dette.
Akershusformandskab er nu i disse Dage samlet her i Byen. Det er ogsaa et Storthing, og det vilde ikke gaa godt med det store Storthing, dersom Amtsformandskaberne, alle disse smaa Storthing, ikke vare gode. At Akershusformandskab er godt, burde Ingen tvivle paa, da Akershusamt er Kjernen af Rigets politiske Forstand paa Landet, burde idetmindste være det. Forresten er der vel ingen Tvivl om, at jo Amtet mere repræsenterer det Landøkonomiske end det egentlig Politiske, og saaledes vil vel Bevillinger til reisende Landbrugslærere og Talerne derom spille en vigtig Rolle i Forhandlingerne. Af saa erfarne Landmænd som i denne Forsamling maa man vente, at de vælge sine reisende Folk med Forstand; de ere pligtige til at gjøre det, da de ogsaa i denne Retning bør være et Mønster for de øvrige arme Amter. Man skulde formene, at det var ligesaa rigtigt at vælge dygtige Mænd til at reise om og belære Landmanden, som at vælge dygtige Storthingsmænd; thi Bonden tager Forskrækkelse af en upraktisk Mand, som skal være hans Lærer, og de gode Forbedringer, der ellers kunde indføres i Landbruget, blive derved mistænkte og i lang Tid stængte ude, medens en daarlig Storthingsmand ingen synderlig Skade gjør, maaske væsentlig for det, at vi ere vante ved saamange af det Slag. De faa sin arme Diæt, og dermed bruger man dem som al anden Fyld.
Krigen kunde det nu igjen være værdt at anstille Betragtninger over; men alle Betragtninger ere udslidte, og Læseren vil heller høre Bomber og Granater end rørende Talemaader og diplomatiske Konferentser fra Wien, der forresten nu atter siges at være afbrudte. Men de blive snart knyttede igjen, ligesom Væverkonen knytter sammen sine Ender efter altfor haarde Slag.

Nr. 143/1855; søndag 24.06.

[Generalforsamling i det norske teateret; nytt frå forsvaret]

Korrespondance
Christiania den 22de Juni
Forleden Dag havde det norske Theater sin Generalforsamling. Af Bestyrelsens Fremstilling erfaredes, at Theatret havde gjort det bedre iaar end man kunde vente, thi man maatte frygte for at Tilbageslaget mod Bestræbelserne for Norskheden vilde blive større, naar den første Nyfigenhed var over. Men Kræfterne, som anfalde Nationaliteten, have vist sig saa afmægtige, at Alt gaar sikkert frem, og nu tør man antage, at det norske Theater herinde har overstaaet Meslingerne lykkeligt og vel. Nu er det Tid at give Barnet fastere og fastere Kost, indtil det opnaar sin Modenhedsalder, saa det kan raade sig selv. Det er formentlig begrundet at bruge denne Lignelse, idetmindste efter de nærmeste Ammers Opfatning; thi hver Gang der er talt om at komme med Noget, som duger, er der sagt: «nei, nei, vi tør ikke forskrække Folk og jage de Velyndere, vi have, ifra os.» Desuden har jo «Hæren med Blæk og Pen» skreget paa Skjønhedssandsen, ret som vore gamle Uvaner skulde have vundet Hævd paa at være skjønne. Nu slipper man vel snart al denne Ulyd, og Theatret kan virke efter sin Bestemmelse. Det var nu rigtignok en stor Skade, at Kapt. Klingenberg,k1360 der har været saa rask og virket saa ufortrødent for Theatret, maatte træde fra paa Grund af Sygelighed og Forretninger; men det var bestemt et heldigt Valg, man igjen gjorde i Sproglærer H. Krag,k1361 der maa have gode Erfaringer af sit fleraarige Ophold i Paris. Istedetfor Eger,k1362 som nok ogsaa har været flink, valgte man Kand. C. F. Gjerdrum.k1363 Lektor Unger,k1364 Fuldmægtig Østgaardk1365 og Overlærer Knudsenk1366 bleve gjenvalgte. Det er sandelig en Opofrelse for disse Mænd dette; thi det tager Tid, lidt Penge ogsaa, og skaffer Ærgrelse, da det hører med til slige Forretninger at faa Daddel, drages med Theaterkarakter og stelle med Folk, som alle vil være store og hede «Kunstnere.» Det er paa Livet at bisse slige Folk. Men disse direktører ere mere eller mindre i offentlige Stillinger, og saaledes har Fædrelandet Krav paa meget af dem, uagtet det just ikke har været Skik her at gjøre noget Utenom for det; tværtimod har man forlangt at blive baaren paa Hænderne, fordi man var i «Statens Tjeneste.» Man overlod til dem, som ikke havde andet at leve af, at virke for det Almennyttige, især i Kunst og Literatur. Det var unegtelig godt og letvindt at være i «Statens Tjeneste.» Nu bør man fordre, hvad der ogsaa staar i Skriften, at den, hvem meget er betroet, af ham kræves der ogsaa meget.
Man takkede da ogsaa de afgaaende Direktører. Derimod blev der reist Spørgsmaal, om den saakaldte artistiske direktør gjorde sin Pligt. Dette besvarede en af Direktørerne med ja, forsaavidt Fliden i den senere Tid angik, medens en anden af dem derimod drog hans Dygtighed for Posten i Tvivl. Der skal nu ogsaa megen Smag og Dygtighed til for at være en god artistisk Direktør. Selv J. L. Heiberg,k1367 der er en saa stor Mand, knurres med ned i Kjøbenhavn, hvor man lader til at være mere fortvivlet over Theatret, Heibergs Styrelse og Skuespillernes Afskeder, end over den politiske Forvirring, Grundlovens Forandring, Folkets Ligegyldighed for Valgene og Ruslands Ærindsvende. Brød og Skuespil, sagde Romerne! Idet vi glæde os over Christianias Sands for Theatret og navnlig mange Menneskers for det norske, maatte vi dog bede Gud bevare os fra nogensinde at ligne Kjøbenhavn. Lad os beholde den gamle Greihed og Sands for Livets alvorlige Formaal, hvordan det end saa gaar med Theatrene, det norske iberegnet.
Det var paatænkt at kjøbe Theaterbygningen og ombygge Scenen noget større; men man turde ikke iaar beslutte noget bestemt, hvorimod der skulde holdes paa Tegning af Aktier, saa man kunde have noget at gjøre med. Overskudet var ikke stort, men der var dog noget og det er allerede meget. — Theatret havde ikke tjent noget paa sin Kontrakt med Drammen, hvor flinke Drammenserne end havde været med at skaffe godt Hus. Det koster formeget at reise, og gode Aftener glap for Christiania.
Der skal nu foregaa en Forandring med Armeens Forsyning, idet nye Feldtkjedler skal anskaffes. De gamle af Kobber irrede saa, at Suppen ofte blev ganske grøn af Spanskgrønt; thi Fortinningen gik tidt af, og Soldaten er ikke vant til at vaske. Skal Ombytning ske med alle, saa bliver det jo 12,000 Kjedler af Jernblik, som maa anskaffes, til Opmærksomhed for alle Blikkenslagere. Men det bliver ingen Udgift for Statskassen, da man vil kunne faa ligesaameget for de gamle Kjedler af Kobber, som disse nye af Jern koste. Man fik nok de første Prøver fra Frankrig ifjor, hvorfra alt godt Krigen og Soldaten tilhørende maa komme. Saa gjorde man nogle Prøver her da, og iaar nogle flere, hvorved alt befandtes godt, og Beslutningen for en Tid siden blev tagen. Nu skal mange Kjedler gjøres til Leiren paa Gardemoen, og saa de andre vel efterhaanden. Ifjor fik man efter forudgaaen Undersøgelse en ny og meget bedre Soldaterstomp istedetfor den gamle, der saa ud som bagt af Sand. Her er saaledes i kort Tid indført tvende gode Forandringer ved Forsyningsvæsenet. Efter den Grundsætning, at det er Generalen som vinder Slaget, maa vor Krigsminister vederfares al Ros for disse Forandringer. Ligesom Humaniteten bliver større blandt Officiererne i disse Dage, saaledes faar ogsaa Soldaten det i de Henseender bedre. Nu er det noget andet «at tjene Kongen» end i gamle Dage. Dette skulde Almuesmanden ogsaa betænke, naar han, Stakkel, lader sig forlede til at sige, at Friheden ikke har skaffet ham noget Godt.

Nr. 147/1855; fredag 29.06.

[Nasjonal sjølvkjensle, del 1]

Korrespondance
Christiania den 27de Juni
Er Norge et ubetydeligt Land? Ja, siger det svenske Blad «Wäktaren»; «det er et i alle Afseender obetydligt Land», hvorfor han mener, det ikke er værdt at gjøre saa meget Væsen af et saadant. Denne mærkværdige Yttring af Wäktaren er, saavidt bekjendt, ikke imødegaaet under dette store Opgjør mellem de norske og svenske Blade i disse sidste Tider. Men dette er et Ord, en Handske slængt i det norske Ansigt, som maa kastes tilbage, dersom Norge ikke skal kaldes en feig Usling. Ved slige Udtryk bliver der ikke Tale om Høflighed eller Overbærelse eller Fredsommelighed eller Kjærlighed. Selvforsvarets Tid er kommen ligeoverfor en erklæret Fiende, og det ovenikjøbet en Fiende, som forhaaner. Ligeoverfor en saadan Fiende maa man sige, stop! Om man har skrevet skandinaviske Sange, holdt skandinaviske Taler og drømt om et lykkeligt Skandinavien, saa vaagner man forskrækket op av sin Drøm, naar man hører Sligt, idet man faar vide, hvorledes denne Broder har ment det med Broderskabet, nemlig at han vil være første Mand i Laget, herske og, naar han møder Modstand, ser med overmodig Foragt ned paa sin Broder og kaster ham i Næsen, at han er en «obetydlig» Mand. Ingen Mand lader sig kalde «obetydlig», førend han er falden, da kan Modstanderen sætte Hælen paa Halsen og sige: her ligger en «obetydlig» Mand. Det norske Folk har sikkerlig saamegen Ære i Livet, at det ikke hverken af Svenske eller Danske lader sig kalde «obetydligt», før det har kjæmpet en Kamp. Og spørge vi Historien tilraads, skal vi finde, at Norge og norske Folk ligeoverfor Sverige og Danmark ikke er «obetydligt»; og Norge har aldrig været saa livskraftigt som det nu er, da Friheden har blæst Livets Aande i alle Statens Ledemod.
Lad os se, hvorledes Norge har været ligeoverfor Sverige og Danmark! En Historie kan ikke skrives; men det maa blive nogle Streiflys. Det er for langt at gaa til Vikingetiden, da vore Vikinger beherskede Europas Kyster, erobrede Nordfrankrig og Sicilien, og deres Ætlinger under Vilhelm Erobrerk1368 kastede sig over England, tog det og blev Stamfædre til de normanniske Jarler og det øvrige engelske Aristokrati, som nu behersker Verden. Det er for langt at gaa saalangt, men det fortjener dog at ihukommes for at minde om, at et Folk, som har udsendt slige Folk, ikke lader sig kalde et «obetydligt» Folk.
Vi kan begynde med Kalmarunionen, for at give Modstanderen, som det hedder, Vind og Sol. I denne Elendighedens og Fornedrelsens Tid døde dog ikke Norge, uagtet det var en Sæter under Danmark, hvorop man sendte til Beitet tydsk og jydsk Kvæg, der rigtignok som tandløst mere traadte ned end aad op. Det var en Sæter, der var knapt nogle Hytter paa den; der var ingen Veie og ingen Broer; der var intet Madbur eller Klædekammer; der var ingen Pengepung eller Kasse; det var en Fjeldsæter, et rent Udyrke. Man plyndrede og solgte Kirkerne og skjældte paa Kirkeeierne, naar Regnen slog ind i Stolene, og Blyet paa Vinduerne var afrevet! Man solgte Landets Sønner som Slagtekvæg til den spanske Sukcessionskrig, hvor disse kjække Gutter, hvis Mødre graat hjemme, hjalp Malboroughn267k1369 til at vinde Slagene i Nederlandene. For disse Penge opførte den danske Konge Slotte, og man priste ham for landsfaderlig Omsorg! I denne Vildhedens Tid kunde endda Norge forsyne Danmark med Penge til Skatkammeret, med Oldsager til Rustkammeret, med Pergamenter til Archiverne, som man nu, tænkt engang, ikke engang vil laane ud igjen! Man kunde forsyne Danmark med Søhelte, en Kort Adelerk1370 og Tordenskjold,k1371 disse Idealer for Søhelte, og uden hvilke neppe Ewaldk1372 vilde have sunget om «de Danskes Vei til Ros og Magt», det skulde hedde «de Norskes Vei til Ros og Magt», og det vil det vel og hedde engang. Man kunde forsyne Danmark med Holbergk1373 og Wessel,k1374 for blot at holde os til dem, som have Europæisk Berømmelse. Norge kunde i de sidste Dage forsyne Danmark med Schleppegrell,k1375 Helgesenk1376 og Rye,k1377 og det kunde paa den samme Tid sende et Korps fra Nummedal, som vakte selve Preussernesn268 Beundring, og om hvilket Berlingske sagde, at det var Kjærnekarle.
Vende vi os til Sverige i denne samme Fornedrelsens Tid, saa skal ikke Sverige spinde Silke. Det var et dygtigt Folk den Tid, de Svenske, men de faar tilgive, at de tabte for os Norske. Læs Historien, og tal med gamle Soldater, du, som ikke vil tro! Et Sagn lever mellem Fjeldene om Karl den Tolvte,k1378 hos hvem nogle norske Mænd havde været en Stund i Fangenskab. Da de kom hjem, sagde en Mand af disse: «Det var en gjild Mand Kongen; jeg tror, han var stærk som jeg og Du, men han var meget mindre! Af Soldaterne kunde 3 gaa paa 1 af os.» Det samme sige Soldaterne fra den sidste Krig, der med Raseri kaste Skylden paa Anførerens Uduelighed, da de ikke véd, at det var Trykket fra det øvrige Europa, som bragte Konventionen istand 1814. Havde ikke England været med sin Flaade til at stænge os inde, skulde selv Karl Johank1379 have seet, hvor langt han var kommen i Norge, som han rigtignok selv paa sin Reise til Kroningen i 1818 erklærede for at være uindtageligt, da han kom did, hvor ogsaa Sinklark1380 faldt med sine Skotter. Karl Johan skulde have seet, at Kjærnen af Befolkningen med Begeistring havde modtaget Hertzbergsk1381 Forslag paa det overordentlige Storthing i 1814, det nemlig, at enhver Mand skulde brænde sit Hus, eftersom Fienden rykkede frem og skyde eller hænge enhver Mand, som vendte Fienden Ryggen. Saaledes vilde de Norske have stredet, og saaledes vil de stride, om Sverige gaar fra Forstanden, som det lader til af de svenske Aviser. Karl Johan vidste nok, hvad han gjorde, da han lod os beholde vor Forfatning, og endda fører mange Svenske det Kjæremaal, at de ingen Nytte har havt af Norge, hvilket de i sin Yrske betragte som et godt Krigsbytte.
Hvad gjorde Reichweink1382 i Trondhjem mod de Svenske; hvad Brødrene Kolbjørnsenk1383 paa Halden; hvad Annek1384 paa Norderhoug? Hvorledes gik det «Kung Carl, den unga Hjelte», da han kom til Fredrikshald? Hvad gjorde Krusek1385 paa Riser i Høland; hvad gjorde man paa Toverud og Blaamynenn269? Mindes man Lerdølerne, som tog til Kniven? Dette er rigtigt vore egne Folk; og saaledes skal Svensken og den øvrige Verden finde os, naar man er uforskammet. Men er man fornuftig og rimelig og lader os beholde hver eneste Tomme af vor Frihed, saa er vi høflige og medgjørlige og synge Skandinavsange og drikke Skaaler og holde Lag med svenske og danske Studenter. Vi ere forhaabentlig et skikkeligt Folk, naar man ikke angriber vor Ære og Menneskets høieste Rettigheder. Men Ulykken er nok, at Sverige og Danmark ligger i sin politiske Elendighed og drages med sine Synder fra Middelalderen. Derfor ser de med Misundelse og indædt Harme op til os, og vil have os til Sæter igjen, vi som flittige gaa fremad til det Maal, som vore Brødre, de Svenske og Danske, ogsaa vil komme til, naar Tidens Fylde er kommen. Dette kalde vi paa Norsk at tale rent ud af Skjægget.

Nr. 149/1855; søndag 01.07.

[Nasjonal sjølvkjensle, del 2]

Korrespondance
Christiania den 29de Juni
(Fortsættelse fra forrige Artikel)
Naar de svenske og danske Digtere skal finde gode Emner, maa de reise op til Norge til os. Saaledes se vi Tegnérk1386 gaa til Sogn for at finde Frithjofs Saga som Grund for sit bedste Digt. Oehlenschlägerk1387 tager efter Henrik Steffensk1388 Tilskyndelse fat paa de nordiske Guder og Sagahelte og med H. Steffens Hjælp skriver han sit bedste, ja eneste dramatiske Mesterverk: Hakon Jarl. Det kunde heller ikke være anderledes, end at de bedste Emner fandtes i Norge, hvor det gamle Sprog og den eneste nordiske Litteratur findes, en Litteratur, der allerede nu erkjendes at staa saa høit blandt Oldtidens Litteratur, at man næsten endnu ikke rentud tør fortælle det. Sverige har vedligeholdt endel af Malmen i dette gamle Sprog, men paa vor Folketunge lever det mere livsfriskt for éngang at fremtræde i Literaturen med den Berettigelse, som dets gamle Adel Ingen vil kunne negte; og først da finder Norge sin Kraft og Høihed igjen, som blev borte i sin glandsfulde Fremtræden ved Forbindelsen med Danmark, da Alt skulde komme fra Kjøbenhavn. Vi har saaledes en virkelig historisk Jordbund at staa paa, hvilket man i den klassiske Forstand hverken kan sige om Danmark, eller Sverige. Paa denne klassiske Jordbund staar man fast og vakler ikke i Fristelsens Time, og vi have ogsaa en Forjættelse paa, at det saaledes vil gaa, idet vi frit tør sige, at der er større Kraft og moralsk Alvor i den norske Karakter end i den svenske og danske. Folket er som sit Sprog, det klinger som Øxehug i Skogen. Derfor beholde ogsaa vi vor Frihed og udvikle den, medens det gaar, som det kan i Danmark, hvor vi virkelig synes, at man snakker mere, end man handler, og gjør større Ophævelser over Theater og Skuespillere end over Rigsdag og Folkevalg. Vi vide ogsaa, at Norske fra Krigen i 1848 roste Anførerne, der havde hentet moralsk Kraft fra sin Dannelse, medens Hæren var træg og maatte ligesom drives fram. Hele Verden véd, hvorledes det staar til i Sverige. Adelen, der kunde være god nok for sin Tid og bære Nationen frem, klamrer sig nu fast til gamle Minder og nedarvede Rettigheder, og staar ved sine nedarvede Privilegier og Standsfordomme og forfængelig Jagen efter Baand og Stjerner i Veien for en folkelig Udvikling af Landets Tilstande. Friheden, som vil, at en Mand skal herske for hvad han er og ikke for hvad han er født til, kan ikke under slige Forholde lykkelig gjennemføres. Som Modsætning til Adelstanden er der en Bondestand, som i sin «ödmjukhet» kysser Brugspatronen paa Stigbøilerne og kan ikke komme op til sin naturlige Kraft. Vi se mange af disse svenske Arbeidere komme over til os; de ere flinke Arbeidere, men udslæbte, og — man tilgive Udtrykket — umenneskelig nøisomme, der sidde med Graabensilden i den ene Haand og Havregrødskeen i den anden, en Havregrød, der er sort som kogt af Aske, og hvor Saaen stikker op som Svinebørster. Vor usleste Husmand lever som en Herremand imod slige Folk; der er noget russisk ved dem, som kan være godt nok til sit Brug, men som har langt igjen til statsborgerlig Selvbevidsthed. Vi høre med Rædsel om «Supingen» i Sverige, om Postrøverierne paa Landeveiene. En norsk Mand siger ikke dette for at ydmyge hverken Sverige eller Danmark, eller for at tvivle paa, at der kan blive noget Stort og Herligt af disse Folk; men han siger det som Selvforsvar, og med Pharisæerens Ord, men ikke Sindelag, takker Gud, for han hverken er en Tolder eller Synder. Det er nødvendigt at sige Sligt for at opretholde sin egen Selvfølelse ligeoverfor vanvittige Angreb.
Se vi hen til Norges Beliggenhed, finde vi ogsaa, at det har et Overtag for Sverige og Danmark; det har en Kyst, der er tagget som et Sagblad, saaledes som ingen anden Kyst i Verden, og det har en Udstrækning til Havet, saaledes som neppe noget Land i Forhold til sin Størrelse. Det var ikke Under, at Vikingerne seilede ud herfra, hvorfra nu en Handelsflaade, den femte eller sjette i Verden, stevner ud og ind, og hvor Fabrikker lidt efter lidt opstaa i alle Viker under de mange Fossefald. Den rigeste Del af Landet: Oplandene, Hedemarken, Jarlsberg, nedre Thelemarken og nordre Trondhjems Amt ere ogsaa Kornbygder, som ved en fornuftig Dyrkningsmaade rimeligvis engang ville kunne brødføde to à tre Gange saa mange Indbyggere, som her nu er (1 ½ Million). Vi have Intet at frygte, men tværtimod en stor Fremtid, dersom ikke Nabostaternes Barbari standser vor og tillige sin Udvikling. Vi elske under Alt dette Sverige og Danmark og ønske Intet hellere, end at Alt maa blive, som det er, eller noget bedre; men vi ere nødte til at sige Sandheden, naar man kalder os «et ubetydeligt Land;» og det er vist, at de mange oplyste Mænd, vi have, i Forhold til Landets Befolkning, vaage over sin Skat og Herlighed, og at de ville vide at sætte en Nation i Bevægelse, der forstaar en halvkvædet Vise, naar Nogen voldeligen vilde berøve os vor Frihed og Rettigheder. Man ser jo, med hvilken Forfærdelse man modtager endog en ubetydelig Embedsbesættelse eller Kommandopost ved Armeer, naar man tror, at Retfærdigheden er krænket. Det tør forhaabentlig siges, at det er et Folk, som taaler Alt undtagen Uretfærdighed, og at Penne, dyppede i Blaasyre, vil vide at gjøre sin Pligt, dersom Uretfærdighed og Fare staar for Døren. Saaledes maa man engang imellem opgjøre Regnskabet med «Wäcktaren» og urimelige Mennesker.

Nr. 153/1855; fredag 06.07.

[Skolepolitikk]

Korrespondance
Christiania den 4de Juli
Borgerskolen derborte hos Eder i Drammen har nu været et livlig omtvistet Emne. Det er interessant at se, hvor dygtige Folk I har til at skrive, og dobbelt interessant at se den praktiske Sands, som tager fat paa hjemlige og alménnyttige Indretninger. Saadan maa det gaa efter Tur fra den ene Komunalindretning til den anden, skal Byens Fædre og Forsvar blive lettet under Opfyldelsen af sine Pligter, og faa Folkemeningen om det Ene og Andet at vide. Først paa denne Maade kan ogsaa Stedets Blade opfylde sin Pligt, idet de blive Røster for Folketrangen. Den gamle Saarhed for at røre ved offentlige Indretninger og Personligheder maa forsvinde, altsom Berørelsen bliver mere almindelig og fintfarende. Det er en Puls, som af Lægen maa føles paa, for at de rette Lægemidler kan foreskrives. Man skulde endogsaa gaa videre i denne sin Berørelse; thi endnu staar mange Personligheder og Indretninger aldeles udenfor en offentlig Kritik, f. Ex. Lærere, Præster og overhoved de fleste Embedsmænd, ligesom ogsaa Skolerne, de kirkelige Tilstande o.s.v. Det skjønnes ikke, hvorfor alt dette mere skal være unddraget den offentlige Kritik end Kunstnere, Kunstfrembringelser og overhovedet alt det, som maa leve af Medmenneskers Tillid og Trang. Alt maa leve af Medborgeres Tillid, og maa det gjøre det, skal det ogsaa finde sig i at blive bedømt for Alles Øine. Det er det Sande, man vil faa frem, hæve Dygtigheden, og sætte Udygtigheden til det, den kan være dygtig til. Den, som ikke er dygtig til at belære Folk paa Aandens Veie, han kan dog f. Ex. skaffe Folk Kaalhoveder, og derved blive et nyttigt Menneske for Samfundet.
Borgerskolerne maa være et ulykkeligt Mellemled, siden deres Kaar ere ringe, og deres Paahængen stor i saagodtsom alle norske Byer. Selv i Christiania er det bare saavidt Borgerskolen sliter og biter. Derfor slaar man ogsaa Borgerskolerne sammen med Latinskoler, hvorved man faar det Fortrin, at der bliver Enhed og Samhæng for Alle fra det Laveste til det Høieste, og Ledelsen staar under et Skoleraad af Mænd med anerkjendt Dygtighed. Det er med Skolerne som med Samfundet: jo mere fuldkommet og udviklet det er, desto bedre og alsidigere kan Mennesket udvikle sig, idet man ligesom kan gaa gjennem alle Trappetrin paa en kort Tid, medens der i det ufuldkomne Samfund ikke læres saameget i mange Menneskealdre. Ligesom Oplysningen og Samfundsudviklingen skaber store Byer, saaledes skabes store Skoler af samme Trang og efter samme Lov. De komme med Nødvendighed, om man end længe sætter sig imod.
Disse Sammenstøbninger af Skoler er saameget nødvendigere nu, da Naturvidenskaberne med Nødvendighed mere eller mindre maa indføres i Skolerne. Til dette maa kostbare og mange Apparater og naturhistoriske Samlinger, som der skal en stor Indretning til at bekoste; dygtige Lærere skal ogsaa til, som en liden Skole ikke har Raad til at lønne. Saaledes som Latin- og Borgerskolerne nu staa adskilte paa en unaturlig Maade, sygne begge hen. Det turde nok ogsaa for Latinskolerne være en Nødvendighed at tilbyde Borgerskolerne sin Haand, da Storthinget kunde finde paa at negte Bevillinger til Indretninger, som arter sig saa urimelige, at der paa enkelte Steder falder 3 à 4 Børn paa 1 Lærer. Dette er jo rent rasende; jeg mindes desuden ikke rettere end, at der ved en Skole var 1 Lærer til 2 Børn. Skoler derimod, som forene Alt og ere godt bestyrede, give godt Overskud, t. Ex. «Nissens Skole» herinde; medens de saakaldte «offentlige Skoler» maa faa Tilskud mere eller mindre, naar de ikke fra den gamle Tid af eie store Kapitaler, som t. Ex. Latinskolen i Christiania.
Skoleundervisningen er sandelig en saa vigtig Ting for Samfundet — man kan gjerne kalde den Samfundets Støtte — at den nok fortjener at overveies. Enhver Familiefader maa føle den inderligste Interesse for Skolerne, som hans Børn skal gaa paa: det er hans Børns legemlige og aandelige Velfærd det gjælder.
Sammenstøbning af de offentlige Skoler er ogsaa nødvendig fra en anden Side betragtet, fra den nemlig, at det er den eneste Maade, hvorpaa Privatskolerne kunne modarbeides. Naar Privatskolerne ikke kan drives i det Store, ere de i Regelen meget daarlige Indretninger, idet man er nødt til der at stuve sammen Smaat og Stort, og have flere Børn, end man skikkelig kan raade med om Gangen. Det maa nemlig være en Næringsvei, hvor man ogsaa som i andre Næringer er nødt til at kappes med andre, og derved ofte fare med Tant og Fjas for at blende Øinene. En Lærer maa mere end nogen Anden sidde stød i Sadlen, skal han virke velsignelsesrigt i denne Retning, som ingen Bram taaler. Man faar holde Læreren vaagen, flittig og dygtig paa andre Maader end ved at stikke ham af Hesten som i gamle Dage, da man fegtede. Han kan opsiges med Varsel f. Ex.; men Skolen maa gaa sin stille sikre Gang. Lærerne maa ikke sidde som Aviser eller Skræddere ligeover for hverandre. Børnene ere altfor gode til Lapper og Prøveklude eller som Etiketter paa Revalenta arabica &c.
I Trondhjem er man nu paa en god Forbedringsvei med Almueskolerne, idet man arbeider paa at slaa flere Distrikter sammen og ansætte flere Lærere for at kunne faa mange Klasser og jevn Udviklingsgang i hver Skole, istedetfor denne bedrøvelige Tilstand, som vi Alle drages med i Almueskolen. Det er den samme Enhedstanke, som at slaa sammen Borger- og Latinskoler, for at faa noget Stort og Dygtigt istand til hvers Behov, som han er til. Har man ikke ogsaa i Drammen talt og skrevet om sligt noget for en Tid siden?

Nr. 155/1855; søndag 08.07.

[Misjonen; dei domfelte agitatorane]

Korrespondance
Christiania den 6te Juli
Missionsforeningerne fra Landets fleste Kredse holde nu sine Møder i Logens store Sal. Man skulde tro, at det maatte være høist vigtige Ting, der saaledes drog Folk sammen fra Landets vide Egne og lod dem gaa paa Missionskassen; men, saavidt skjønnes, er det ikke vigtige Sager man farer med; jeg har hørt Forslag til Omforminger af Missionslovene, der ere saa smaalige, som de mest være kan; og det Ubetydelige fremtræder saameget stærkere i en saa stor Forsamling og paa et saa prægtigt Sted, hvor man gaar hen for at opbygge sig. Her kan man vel se, hvor lidet store Forsamlinger due til at afhandle Sager og drøfte dem; thi der findes altid en Mængde Medlemmer med den Sindets Raahed, som man kalder Forfængelighed, at de vil være vigtige og tale bort Tiden til Formørkelse af Sagen og Kjedsomhed for Forsamlingen. I slige Forsamlinger maa der være en Leder paa Talerstolen, som kan skride ind til rette Tid med klart Øie for Sagens Kjerne og Vid til at gjøre Folk Afbræk paa en behagelig og passende Maade. Præsten Haugek1389 (Søn til Læreren) er vist en dygtig Mand; men han stod saa blid paa Talerstolen og bad Folk snakke, som helst burde have tiet. Det skjønnes ikke, hvorledes Forsamlingen til Søndags skal blive færdig med sit foresagte Arbeide. Hovedspørgsmaalet, og det visselig et vigtigt Spørgsmaal i denne Sag, er Præsten Schreudersk1390 Virksomhed som Missionær i Afrika. Det blev bestemt, at man idag (Løverdag) inden lukte Døre skulde oplæse af hans «33» (?) Breve, det man kunde række, og ventelig da gjøre sine Bemærkninger om Missionsvæsenets Gavnlighed paa et Sted, om hvilket vi Alle have seet i Aviserne, efter Beretninger fra Schreuder selv, at det er et Sted, hvor Europæer ikke kunne holde ud i Længden, hvor Folket er dorskt og staar paa et saa lavt menneskeligt Trin, at det næsten er en Misbrug af Ordet, at kalde det Mennesker. Derfor er da heller «ingen Zulusjel, ikke en eneste én vunden,» efter alle disse Aar, fulde af Anstrengelser og virkelig store Pengeforsendelser. Den Karaktér, Schreuder selv giver af Zulufolket, er den forfærdeligste Kritik, som gives kan over den norske Missionsvirksomhed, idet Enhver maa kunne skjønne, at det ikke gaar an med én Gang at hæve et sligt Folk til Erkjendelse af Kristendommen; det maa først gjennem Aarhundreder eller Aartusinder opdrages gjennem Handel og Vandel til et menneskeligt Selskab. Englænderne og Hollænderne tage Sagen bedre; de handle med de Vilde og lade dem gjennem Glasperler og sligt noget Smaatteri faa de første Æbler af Kundskabens Træ. Saaledes opdrages Barnet: man taler ikke først med det om høie Sandheder, og saaledes maa ogsaa de Vilde opdrages. Dette, som ogsaa Erfaringen til alle Tider har bestyrket, skulde man tro maatte bringe den norske Mission til at opgive sin Virksomhed paa slige Steder, og sende sine Penge, om de kunde afse nogle, til den engelske, hollandske eller tydske Mission, der kan virke i det Store. Men uagtet nu alt dette er klart som Dagen, vilde vist en saadan Tale blive anseet som en ugudelig Tale. Det vil derfor gaa sin taabelige Gang, indtil Folket selv i vore Byer og Egne bliver saa oplyst, at det ingen Penge yder til en Virksomhed, som sikkerlig er velment af Mange, men som dog er lige vanvittig for det. Det kan vistnok ogsaa med Styrke siges, at vi selv have Hedninger nok hjemme, som saart trænge til Oplysning; men uagtet dette er bedrøvelig sandt, saa kunde man dog yde sin ringe Skjærv til den store Sag, «Hedningernes Omvendelse.» Man kunde sende Lidt til det største og bedste Missionsselskab man kjendte, saaledes en liden Bæk, der i Forbindelse med de mange Bække smaa vilde gjøre en stor Aa. Men Missionsforeningerne af de forskjellige Kirkesamfund sidde ligesom Kirkesamfundene selv som Skræddere ligeover for hverandre, og var ikke Tiden saavidt oplyst, vilde de som før gaa med Ild og Sværd løs paa hverandre. Saaledes kløve de sig selv og den Kraft, som skulde bringe Verden fremad til sin store Bestemmelse. Den kommer nok frem i Tidens Fylde, men Sektvæsenet gjør sandelig hvad det kan for at holde det tilbage. Nu paa dette Missionsmøde er ogsaa mange Haugianere, og de, siger man, vil skille sig ud fra Missionen og ventelig gjøre en for sig selv. Det er godt, dersom ikke ogsaa den Lammerskek1391 Retning skiller sig ud. Saaledes har vi Kløvninger nok hjemme, hvori vi kan se den hele Missionsvirksomhed og iøvrigt den hele Kirkehistorie som i et Speil. Hver Retning tror naturligvis, at den alene bliver salig og at alle de andre uden Naade og Barmhjertighed blive fordømte, ligesom hine Sekter i det sydlige Rusland, der førte en Kamp paa Liv og Død, om man skulde døbe med 3 eller 2 Fingre af Haanden.
Den 4de Juli, vor høie Konges Fødselsdag, blev de fire politiske Domfældte, Thrane,k1392 Abildgaard,k1393 Bernhard Hansenk1394 og Uhrmager Qvarmek1395 der vare saa kjække, at de ikke vilde søge om Benaadning, ført til Fængslerne. Det var mærkverdigt just at vælge den Dag; det saa ud, som vedkommende Authoriteter trodde at gjøre Hans Majestæt en behagelig Gjerning ved paa denne Maade at høitideligholde Hans Fødselsdag, ved saaledes at bringe ligesom et Offer af den faldne Revolution paa Kongedømmets Altar. Ja saadan saa det ud, og man kunde næppe tro sine egne Øine, da man saa det. Men de gode Autoriteter toge vist mærkeligt feil af Kongens gode Sindelag, og han tør vel sikkert fortørnes paa disse sine Tjenere, der i sin Lydighedsiver udsatte det høie Navn for Misforstaaelse. Selv have de nemlig Intet i den Retning at tabe. Saaledes har man til alle Tider tjent Kongerne, der ogsaa i den Henseende ligne Guderne, at de have daarlige Tjenere. Det har ikke bekommet nogen af Parterne vel. Den menneskelige Fornuft lader sig ikke spotte i Længden. — Dog disse gode Authoriteter tænkte maaske ingenting. Det er nu en gammel Vane. Men ogsaa derfor bør de faa sin Straf; thi Folk i de Stillinger skal tænke, og navnlig skal de lade os nyde Glæde paa den kongelige Fødselsdag og ikke kaste Brander ind i Sjelen.
Rettelser i de sidste Artikler:
Der stod Prindsernes Beundring istedetfor Preussernes Beundring; Malborough stod galt stavet og Blaamynen ligedan.

Nr. 159n270/1855; fredag 13.07.

[Kristeleg vekking]

Korrespondance
Christiania den 11te Juli
Den Tid vil nok komme, da man kalder denne Tid en Opvækkelsens Tid; thi her er mange Ting, som tydelig røbe dette, og det saameget mere bestemt, som denne Opvækkelse har vidst at afpræge sig i den kirkelige Lovgivning, der jo for en stor Del efter Grundlovens § 16 er lagt i Kongens Haand. Vi har saaledes under 27de f. M. faaet en kongelig Resolution om, at Kirkebønnen skal faa et Tillæg, hvori der skal bedes om Troens Udbredelse baade blandt Hedninger og saakaldte Kristne. Dette er karakteristisk for Tiden, og det opfordrer sandelig Enhver til at holde Øie med den. Meningerne om denne kongelige Resolution er nu iøvrigt forskjellige, idet Nogle mene, at alle disse geistlige Rørelser baade blandt Lærerstanden selv, blandt den saakaldte oplyste Befolkning især blandt Damerne, der blive saa opbyggede af «Sorg og Trøst,» den «kristelige Tragedie» Salomon de Caus og den flittige Kirkegang af disse samme Folk navnlig her i Christiania, ligesom ogsaa Rørelsen i Skien og blandt Læseriet, der tiltager i Bygderne omkring og Mormonismen, der nu forresten lader til at have forladt Christiania, — Nogle mene, siger jeg, at alle disse aandelige Rørelser har rørt Hs. Majestæt med høie Raad til at give denne Resolution og derved sætte et varigt Indsegl paa Tidens Pande, der vistnok som alle andre voxe ud igjen, men som man dog kan se igjen paa de Portræter, der blive tagne af den. Andre mene igjen, at denne Resolution blot er et Barn, som Rehak1396 Sylvia har kastet til Kronask1397 for at faa ham til at tie, indtil han faar tænkt sig om, — uden Billede, en øieblikkelig Tilfredsstillelse til alle disse Rørelser i Tiden, for at de skulle lægge sig saalænge og sige, at de dog have faaet Noget. Atter Andre mene igjen, at Resolutionen er et Udtryk for Tidens Retning mod Ufrihed, idet de med Øie for det gamle Indien, Ægypten, Middelalderen og de nuværende katholske Lande læse Verdenshistorien saadan, at Geistlighedens voxende Magt er et ufeilbarligt Mærke paa en hensygnende Borgerfrihed og en Folkeaand, som gaar sin undergang imøde. Hver tror naturligvis at finde gode Grunde for sin Forklaring, og navnlig tro de, som se et Mærke paa den slappede Frihedssands, at have gode Grunde for sig i den hele Retning, hvorpaa Sandsen og Ytringsfriheden hjemme og Dristigheden og Paavirkningen ovenfra arter sig, idet de mene, at Tiden er til at sige: «Stands Østenvind! blæs Vestenvind! for at de kostelige Urter kan dryppe af Fedme!» (Høisangen). At forklare Tiden, som man lever i, er vel ligesaa umuligt som at løfte Stolen, mens man sidder i den; men vist er det, at Tiden varer os til at være aarvaagne. Det er ikke Rusland eller noget andet Land, men det er os selv, vi maa frygte. Literaturen maa ikke forraadne; Fornuftens Lys*) maa ikke slukkes; Frihedssandsen maa ikke formørkes, og den aabne mandige Udtalelse maa springe fra Brystet, som Lurtonen fra Fjeldvæggen.
Her ser rigtig præsteligt ud i Christiania nu under alle disse Møder: man saa slige Præstekraver i Gaderne paa Søndag, at man skulde tro sig flyttet hen til en By i Spanien eller Italien. Varmen var tillige saa stor, at Indbildningen kunde blive fuldstændig. Lammersk1398 prædikede, og Tilstrømningen var naturligvis uhyre. Han straffede haardt, og vi Christianiafolk fik vide, hvad vi var for nogle. Man kan snart ikke møde en gammel Matrone paa Gaden, uden at hun spørger: «Var De i Kirken om Søndagen? Det var Noget at høre paa! Det er en duelig Mand, han Lammers! Den som maatte have slig en Præst!» Dette være nu ingenlunde sagt for at antyde, at ikke ogsaa Andre tyktes godt om Lammers som Taler; tværtimod; men det er for at antyde slige Menneskers Væsen, der saa gjerne hører det Rystende og fryder sig ordentlig over at blive revsede saadan i en Tale, da de ventelig tro, at det udsoner Ungdommens Forfængelighed. Paa andre Naturer har Talen, som de dog indrømme var talentfuld, gjort en anden Virkning, idet de rigtignok ganske lavt og ligesom hviskende sige, at det var uforskammet; thi Christiania bliver dog, naar Alt kommer til Alt, Lyset for det øvrige Land. Jeg selv var ikke saa heldig, hverken at høre Lammers Prædiken, eller hans Tale i samme Stil igaar ud paa Enerhougen; jeg har derfor selv ingen Mening, men gjengiver saa godt jeg kan, det meget jeg har hørt. Jeg refererer som det sig hør og bør. En Mand, en Skolelærer, som man sandelig ikke skal beskylde for Vantro eller Lunkenhed, sagde igaar, da han kom fra Enerhougen: «Nei, dette gaar dog ikke an; vi maa ogsaa gjøre andet end læse og bede, og mange af de Fornøielser, vi have, ere dog sandelig saa uskyldige og lærerige, at det er for galt at revse dem.» Efter at Talerne, Bøn og Sang havde varet henved 3 Timer i denne Varme ud paa Enerhougen igaar, havde dog en Mand, en «Opvakt,» som man meget betegnende siger, ikke faaet nok, men satte i at synge paa en frisk en. Forsamlingen gik dog nok.
Derimod har jeg disse Dage hørt Lammers paa Præstemødet, hvor man har talt om «Nøglemagten» eller Præstens Magt til at løse og binde som sankt Petri Efterfølger, af hvilke Paven i Rom dog var den bedste og derfor ogsaa solgte Aflad. Mange i Forsamlingen have talt om dette «Nøgleembede», men saavidt skjønnes, er man ikke kommen noget længer for det. Kirkehistorien har ogsaa arbeidet paa det samme Emne i snart 1800 Aar, og man er nok kommen saalangt som første Dag. Man kan nok — og ventelig vil man — holde paa i 18 og 1800 Aar til, uden at komme til nogen Enighed om Tingen. Man kommer gode Stykker paa Veien; men saa kommer den menneskelige Fornuft og gjør Streger i Regningen, saa man begynder forfra igjen. Den er ikke syndig for Ingenting. Sætningen er ikke vel sat i Stil, før der sker Oprør mod den. Nu i disse Dage er det vistnok en fredelig Tid i denne Vei, men man kan være hellig forsikret paa, at det varer ikke længe; saa at om Forsamlingen denne Gang — hvilket forresten er meget tvivlsomt — kom til Noget, vil det ikke vare ret længe, før man er paa samme Flekken med Besvarelsen af Spørgsmaalet: Kan Præsten løse og binde, og hvorvidt strækker dette hans Nøgleembede sig? Der var Nogle i Forsamlingen, som vilde, at «binde» skulde staa først.
Hvorvidt Tilhørerne, og navnlig blandt disse de mange Damer, havde mere Udbytte af Forhandlingerne, er vanskeligt at sige. Jeg for mit Vedkommende maa oprigtig tilstaa, at jeg ikke lærte meget, men Skylden kunde godt ligge hos mig selv. Damerne kan nok have et Øie for slige Ting, uagtet Paulusk1399 ikke synes at have meget tilovers for dem i Forsamlingerne, men han siger nu udtrykkeligt blot, at «de skal tie», og det gjorde de ogsaa her. Men jeg formoder, det varer ikke længe, før de begynde at tale d.v.s. «opbygge.» Det bliver noget ganske andet, end at se dem i Theaterlogerne, glimrende af Silke, Guld og Ædelstene. Det hører til Tiden.
*) Jeg venter ingen Misforstaaelse for det, om jeg nævner Fornuften, uagtet jeg vel ved, at det nu ikke er Tiden til at bruge dette Ord.

Nr. 167/1855; søndag 22.07.

[Utskriving av soldatar]

Korrespondance
Christiania den 21de Juli
Det er intet Under, at Krigen skaffer Gjeld og Arbeid, naar en saadan Stakkarsdom som Leiren paa Gardermoen bringer slig Rørelse. Blot disse 3000 Mand — thi saa stor er det jo sagt, Leiren skal være — gjør meget borte fra Arbeidet i denne Tid, da Arbeidet er saa dyrt og Folk næsten ikke er til at faa. Derfor savnes disse «Udkommanderede» hver paa sin Kant, og taler man med Folk fra Landet eller faar Breve, saa klage de Fleste over, at deres Tjenestegut, Arbeidsmand eller «Slaattekarl» skal paa Gardermoen og det «nu i denne bedste Tiden.» Og i Forhold til Savnet af Soldaten hjemme gjælder ogsaa hans Tid høit for ham selv, saa at det for mange er en Velfærdssag at være borte paa denne «Lystleir,» hvorfra man kommer udmagret og udslidt hjem, saa det ikke blot er Tiden, man ligger borte, der gaar med, men ogsaa den Tid, det tager at hvile sig ud igjen og spise sig lidt Magt i Livet efter alt Mas, knap tilmaalte Rationer og smaa «Liningspenge.» Det er ingen Spøg at være Soldat selv i Fredstider, og det er saameget værre, som det gjerne rammer de fattigste Folk, da de rigere gjerne paa en eller anden Maade vride sig unda, hvilket ogsaa vil ske nu, efter at den nye Militærlov træder i Kraft. Man kan bære sig ad med Lovgivningen, hvordan man vil: det som er forhadt, bliver forhadt, og den bestemte Armésum vil som før udfyldes med Folk, der har mindst Grund til at være Soldater og derfor mindst taale at være det. Her maa komme en anden Aand, skal det hjælpe den gamle gode Aand nemlig, da det var en Ære at være Soldat, da Soldaten gik i Bygden som en «Frikar,» havde Kans til at faa den «bedste Jenta» og gik for klogere end Hjemfødningerne, hvilket han naturligvis ogsaa var; thi Militærlivet har vist sig at være Folkenes første Opdragelsesanstalt, og er det fremdeles for de enkelte Mennesker, som ingen Anledning har til at lære noget paa en anden Maade. I sit gode Navn og Rygte maa Soldaterstanden gjenindsættes, skal man faa dygtige Folk til Exercitier og Lystleire i Fred og tapre Mænd i Krig. Det er dog paa somme Steder, det endnu gjælder noget at være «Jæger,» f. Ex. tildels paa nedre Rommerike; men det er sjeldfængt, og naar han har været «Jæger» et Aar eller to, er han lei og vilde gjerne slippe «Jægeriet.»
Det er svære Forsendelser af Soldater med Jernbanen baade op og ned; thi her finder en Dislokation Sted (Omkompling), idet Garnisonen rykker op og Korps fra Landet kommer ned igjen for at ligge disse Uger i Garnisonen. Igaarkvæld Kl. 9 skulde et Extratræn gaa med Militær opover. Det er dog godt, at Jernbanen sparer disse trætte Mennesker at gaa denne Vei med Oppakning, ligesom Dampbaadene rodde for dem. Saa kan de hvile sig og tænke og have lidt Glæde imellem. Men Krudt turde man ikke føre med Jernbanen; derfor blev igaar tilsagt mange Heste paa Stationerne opigjennem — man sagde en 70 —; det var fra nogle Gaarde, der blev tilsagt 3 til 4 Heste, der maatte spændes fra Høilæsset og kjøre Krudt. Saadan er Krigen.
Det gaar livligt paa Jernbanen nu, men i Bakkene gaar det ofte sent, og op fra Strømmen hænder det, at man maa sprætte fra og tvivende. Det er en stor Mangel ved Stationerne opover, at der ikke strax er Forfriskninger at faa kjøbt, hvilket især i Sommerheden og Støvet kunde være meget nødvendigt. Der burde være ordentlige Restaurationer, og det skjønnes ikke, hvorfor man ikke ligesaavel maatte kunne fordrage disse der som i Byen, selv om de havde Udskjænkningsret. Men, det er vel den engelske Puritanisme, der kan være god nok til sit Brug, som ikke vil tillade noget saadant. Man skulde dog mene — iallefald have vi ment det før — at Engelskmændene vare Forretningsmænd, og det vilde bekomme Trafikken særdeles vel, om Folk kunde finde Vederkvægelse paa Stationerne og Aftrædningsværelser for dem, som tage af eller kom ind paa. Flere vilde gjøre Smaature fra Byen, naar man saadan paa Landet kunde være nogle Timer og have det hyggeligt. Som det nu er, véd man ikke, hvor man skal gjøre af sig, naar det ikke er godt Veir og kan sidde borte under Buskene og leire sig og vente paa Tilbagetoget, da det langtfra er ved alle Stationer, at man kan finde Hus over Hovedet at være i og det endda langt borte. Derfor gaar man og driver paa Bordgulvene ved Stoppestedet og dette er ikke altid det Fornøieligste. Det er, som sagt, høist besynderligt, at Banebestyrelsen eller Tilsynskommissionen ikke har havt Øie for dette og faaet istand noget, hvormed alle Parter saa vel vilde være tjente. Men, man er nu ikke kommen vidt endnu, og det bør ikke ventes, at Alt kommer med én Gang. Blot man vilde erkjende dette og gjøre noget, som tydede paa, at man vilde gjøre sit Bedste, saa var alting vel; men det er dette, man neppe gjør, og derfor burde Folk tale hvis Røst havde noget at betyde. At skrive om det i Aviserne nytter ikke stort, da de ogsaa i Stridigheder om Jernbanen have vist sig at fare med noget Fjas, saa at Bestyrelsen og kanske Mange med den bare le, naar de høre Smeld i «Avisen.»
Rettelse i næstsidste Artikel
Der stod, at Lammersk1400 var en from Mand, skulde være ferm. From er han neppe i dette Ords særegne Betydning, hvor det omtrent svarer til Landsmaalets Godsau.

Nr. 173/1855; søndag 29.07.

[Forsvaret tar handverkarane; forlystingsliv og sosiale distinksjonar]

Korrespondance
Christiania den 24de Juli
Paa Armeens Verksteder er meget travlt; man driver Verksteder baade paa selve Fæstningen, noget paa Hovedøen, og ved Sagene. Man har i denne Tid, da her er en saadan Mangel paa Folk, leiet op alle, ja endog faaet fra Sverige, saa at de forskjellige Professionister, især Vognfabrikanter, Smede og Sadelmagere, næsten ikke kan faa Arbeidere, og de, som de faa, ere saa dyre, at det tungt svarer Regning at have dem. En simpel Smed fik saaledes 9 Mk. 12 ß. (?) for at være med og sko Heste paa Gardermoen. Efter dette og noget, som ikke er fuldt saa godt, rette Andre sig, og da nu Arbeidet for Mesterne ikke forholdsvis er steget saameget, skjønner man let, det ikke maa være godt at holde Folk. Derfor ligge ogsaa Bestillinger, som ikke kan blive færdige, især blandt Vognfabrikanterne, som baade maa ty til Smede og Sadelmagerne, der hver for sig maa hjælpe sig med godt Snak, hvormed den, som vil kjøre og sidde godt, ikke er synderlig tjent. Derfor er der ogsaa svare Hus blandt disse Haandverkere; thi de klage ikke blot som alle de andre over høie Mad- og Arbeidspriser, og med det samme over Folkenes Kryhed og Uefterrettelighed, da disse jo ogsaa skal have Tid til at ødelægge sine Penge; men ogsaa og det mest over, at Staten saadan optræder som Konkurrentn271, uagtet den ikke gjør mere end til eget Brug, som jo enhver Mand har Lov til at gjøre. Det Værste er dog, mene de, at Statens Hververe skjæmme Folkene ud ved at hverve iflæng, og saaledes, som der staar, indbyder baade Krøblinger, Halte og Blinde. Dette er nu Statens gamle Skik, og det er godt imellem at have med Staten som Kirken at gjøre, der ingen Personsanseelse gjør. Men Haandverkerne og Folk, som maa arbeide sig frem, mene, at det gjør ondt, indtil Meningerne igjen faa jævne sig, og hver faa Løn som forskyldt.
Dersom det var tilladt at have nogen Mening om denne travle Virksomhed i de militære Verksteder, saa kunde man sige, at det maatte betyde noget især i denne Tid, da man taler om, at Hoffet i Stockholm trykkes af Kabinetterne i England og Frankrig; men det er vel neppe andet end at man paa almindelig Maade vil forsyne sig og lappe noget Gammelt og Skrøbeligt, som ogsaa Armeen har nok af. Desuden kunde det nok være brav, at man var lidt forsynet, om ellers noget skulde komme paa, saa at man da ikke var som i 1848, da Alt laa paaende før Toget til Malmø. Vi have nu engang en Armé og ere vel nødte til at have den; rigtigt derfor at holde den istand, saa at den dog er noget, siden den saa alligevel koster Penge. Man har klaget over, at Hæren ikke holdes istand og rimeligvis med Grund; man har forekastet Storthinget dette, rimeligvis ogsaa med Grund; men Storthinget vil ifølge sin Natur, at man skal bære sig ad som en privat Mand, og det gaar ikke let for Staten.
Den 27de Juli
Her bliver lidt mere folksomt nu i Byen, uagtet hverken Varmen eller Stanken har taget synderligt af, men tvertimod synes nok saa trykkende som nogensinde, og det er derfor nu udover vi kan vente Kolera, som man spaar paa, dels fordi Folk helst spaa det, som er ildt, dels fordi Sygdommen har været her før og kan komme igjen, og dels og fornemmelig fordi man altid i en saadan Varme faar spørge til «lette Tilfælde.» Uagtet disse Spaadomme kommer dog Folk ind, det være nu enten fordi man ikke tror paa dem eller har Forretninger, ja endog Troldmænd komme; vi har nu havt en, der har drevet sit farlige Spil op i det norske Theater, og nu da han reiser, kommer Le Tortk1401 igjen, hvem endogsaa Aviserne beundrede ifjor, ikke at tale om Damer, Barn og Landsfolk, som alle helst dvæle ved det Overnaturlige. Det er nu ogsaa Fornøieligt «ikke at vide hverken op eller ned,» helst naar man dags daglig er vant til en saadan Tilstand med det, som er langt gruere end Le Torts Gjerninger.
Derimod reiste Elefanten idag, uagtet han nok taalte baade Varmen og Usundheden. Det var kommen saavidt med ham igaar, at det var uigjenkaldelig sidste Gang, han skulde dandse paa en Line, «hvor — som det hedder — en stor Bjelke forestiller Line.» Beriderne slog sig sammen med ham nogle Gange, og kom derved i et godt og passende Selskab; de fik ogsaa Folk; thi det maa siges til Byens Ros, at Besøget hos Beriderne er tyndere iaar end ifjor. Der er imidlertid nogle Magneter, som daglig trække: det skal nemlig være deiligt at se nogle af de vakre Damer at flakse paa Hesteryggen. Selv fine Damer sidde og lorgnettere ende opunder og synes finde det skjønt. Der kommer imellem Vognlæs ind fra Løkkerne og gaa paa Circus, og kjøre naturligvis ud igjen efter Forestillingen, da det er ligesaa sundt som fornemt «at bo paa en Løkke;» det er igrunden det stadige Ophold i Byen, i Modsætning til Udflytningen om Sommeren, der danner Grændsen mellem «de Simple» og de «Fornemme.» Naar alt kommer til alt, er det saaledes mere «simpelt» end usundt at bo i Christiania om Sommeren. Derfor ser man da heller snart aldrig til fornemme Folk, der af gode Grunde maa bo i Byen om Sommeren: de komme sjeldent ud og gaa ogsaa sjeldent paa Cirkus. Opinionens Tryk hviler paa dem, saa de er som ikke til, indtil Høsten kommer, saa de igjen kan vise sig i godt Selskab i Gaderne. — Det er altsa blot den egentlige By, som nu er i Byen, de nødvendige Folk, der dog have det smukkere end de andre paa sine Løkker, idet vi kan gaa i Slotshaven, som er den smukkeste af alle. Ikke engang der tør de Arme, som ingen Løkke have, gaa midtsommers, for saa ser man, de ere i Byen, og til Brødrene Bøhlek1402 paa Bankpladsen gaa de endnu mindre; det er igjen noget, som de aarvisse Byfolk have for sig selv. Det er noksaa velvilligt gjort af Byen at overlade denne Plads til disse Kunstnere, hvor de kunne forevise sine «Præstationer;» men det er nu ogsaa Væg i Væg med Theatret, der er indviet til Spil, Puf, Trængsel, Larm og Klap.
Men, naar nu Sangerinden H. Nissenk1403 kommer, saa bliver de «Fornemme» i Byen synlige, og vældige Læs komme fra Løkkerne; men det bliver da heller ikke stort mere end én Gang; thi det er igrunden ikke fint at gaa mere end én Gang, hvilket det naturligvis heller ikke er, naar man ikke gaar for at høre og opbygge sig, men blot for at syne sig frem og ligesom sige: «se her er jeg.» Det koster desuden sine Penge, og dem har ikke Alle, som ere fine, allenfals ikke mange nok til egentlige Koncertgivere, der maa være dyre, om saa Huset skulde staa tomt. Den som tager under en halv Spd. Billetten, er ingen rar Kunstner; allerede 2 Mark vækker Mistanke om, at det ikke staar saa brav til med ham. Ved Siden af det lystelige Syn er det nok de 60 ß. til første Plads, som har holdt Beriderne oppe, hvor ofte de end faldt af Hesten.
Nu drager naturligvis ogsaa Mange ind til Byen for at se paa de Kongelige. Det var en Tid, da man talte om, at ogsaa Kongen af Danmark skulde komme samt Kongen af Nederlandene; hvor her da skulde blive Raadslagninger i Politiken, men dette synes nu at være opgivet i Folkemunde. Det bliver alene Prindsen af Nederlandene,k1404 som kommer, og Christiania bliver nok saaledes ikke Sted for verdensberømte Konferentser, men som sædvanlig blot for vor egen gemytlig Politik. Imidlertid bliver her vel adskillig Stas, og op til Gardermoen siges der at alle disse Høie ville reise paa næste Søndag, som er Kronprindsessensk1405 Fødselsdag. Da bliver der Pragt, aldeles kongelig, eftersom der er Militær tilstede. Der vil Mange komme til at reise op og se, da desuden alt er saa vel indrettet der med Restaurationer, at man ikke skal savne Byen. Med det samme faar man ogsaa se saamange Soldater, at det vil svare Regning, endog for længere bortliggende Folk, at gjøre sig en Tur.
Kommer nu ogsaa Prindsessen op fra Sandefjord, saa maa sagtens Badegjæsterne se til at komme med, idetmindste de, som ikke ere farligt syge. Det er ellers betænkeligt, hvor mange der nu maa blive syge og reise til Sandefjord, siden Prindsessen er kommen der. Der er ogsaa kommet Militær did, hvorover man har klaget; men Sammenhængen var nok den, at det ikke her var Lyst til militære Skuespil eller nogen Sikkerhedsregel fra høie Vedkommendes Side, som drog Militæret i Sandefjord sammen: det siges nemlig som noget Vist, at det var Folkene paa Præstegaarden selv, hvor Prindsessen bor, som forlangte det, da de vilde være sikre for en altfor nærgaaende Begloing og Nedtramping af Jorder, Have og Gjærde; thi Folket og især fulde Folk, af hvilke der ogsaa i Sandefjord skal være mange, vil gjerne glo og komme nær. Siden man forlangte Soldater, er det imidlertid rimeligt, at der er sendt flere end nødvendigt.

Nr. 177/1855; fredag 03.08.

[Forvitnelege målarstykke; kongeleg vitjing]

Korrespondance
Christiania den 1ste August
Hr. Enslensk1406 Malerier have nu i mange Uger været at se, og det har gaaet stille af med dem; de have nok engang imellem været roste i Aviserne, og det er dog noget, hvor knapt det end har været; de have nok ogsaa været besøgte med Fornøielse, og det er allerede meget mere. Stort mere end alt dette synes ikke at kunne gjøres eller forlanges; imidlertid kunne jo Beskrivelserne have været mere fuldstændige og Besøgene mere talrige. Grundene til, at det neppe saa er skeet, maa vel ligge i den gangbare Sætning, at alt det, som virkelig er godt, gaar lydløst gjennem Verden, kanske ogsaa deri, at Betalingen 1 Mk. 12 ß. tykkes noget høi; thi det er ikke med Malerier og slige stille Kunster saaledes som med Ridning og maadelige Koncerter, at 60 Skillings Entré gjør dem fine, «deilige» og nydelige. Det er ogsaa ganske rigtigt, at det som er værdt noget, skal være billigt, og det som er Fjas, dyrt, da det Første har Værdien i sig selv, medens det Andet maa faa den af de høie Indgangspenge. Derved blive begge hjulpne.
Malerier, der gjengive Personer og Lande, ere mere forstaaelige og tiltale ialmindelighed mere, end disse egentlige Malerier, der jo væsentlig ere poetiske, og derfor kræve en dybere Kundskab og et Sind mere modtageligt for Stemninger. Et godt Billede af et Land, som er til, vil desuden vække Tanker og Følelser hos Enhver, der overhovedet kan tænke og føle; han lægger sit eget aandelige Indhold ned i det, og faar derved ud, hvad Øieblikket er oplagt til, og har man ikke noget af sig selv at lægge ind i de egentlige Malerier, saa kommer der intet ud af dem, hvor gode de forresten kunne være; og det eneste, man kunde sige, skulde da være, at de ligesom mere vække Ens egen slumrende Følelse og Tanke. Nu, alle disse Sætninger kan der tvivles om; men hvad der ikke kan omtvivles, er, at vi Alle ville lære og se os om, og fremfor Alt se gamle Herligheder, hvorom vi have hørt og læst, rigtig se, om alt dette Gamle var saa herligt, som vor Indbildningskraft har gjort det til, eller om det overgik vore dristigste Forestillinger. Dette er ikke blot behageligt, men det er i høieste Maade lærerigt: vi lære Historie og Geografi — gammel og ny — paa den bedste Maade, idet vi reise, uden at føle Reisens Besværligheder, og vi kan leve i en gammel Tid, uden at trykkes af dens Uvidenhed, Grusomhed eller Fordom; vi reise og dog staa stille, vi ere gamle og dog unge, vi ere omgivne af Farer og dog trygge.
Hr. Enslens Malerier giver os alt dette; alle de, jeg har talt med, sige, at det er godt, og de som have reist og seet, sige, at det er sandt. Det er behageligt saadan at reise ned til Kjøbenhavn og se, hvor smukt der er, og igrunden stort mod i Christiania, og saa tænke paa Forfædre eller Slægtninge, som have levet og virket der, at det har været vor egen Hovedstad, hvor alle vore gamle Bøger ere trykte — jeg saa efter det Hus, hvor «Sjelens Luth» monne være trykt —, hvor kjends Folk færdes, der er os mere beslægtede, end vi næsten ville tilstaa, — et Sted, der i Mindet er ligesom et gammelt Hjem med sine Stene, man har stødt sig paa, og sine Blomster, man har plukket. Der kom Vand i mine Øine, men jeg skal ikke afgjøre, enten det vældede op fra Hjertet eller blev skaaret ud af Glasset, man ser igjennem. Det er stort at vandre i Rom og se Cirkus og Colossæum, Pladsen del populo og den ægyptiske Obelisk med sine Hieroglyfer, der blive saa betydningsfulde, fordi Ingen kan læse dem; det er vel en Skrift, Afguder, Mennesker og andre vilde Dyr, hugne ind i Sandsteinen. Hvor billedrigt og poetisk maatte de ikke tale, siden de skrev saa! Det er noget andet end vore tørre Streger og Kroker! Hvad dog de Gamle kunde bygge, og hvilke elendige Dværge ere vi ikke mod dem! Derfor har man da ogsaa altid sagt, at de bygde for Evigheden. Man maa imidlertid under Beskuelsen af disse Verker ikke tænke paa Despotismen og Grusomheden, der altid bygger stort, og desto større, jo større den selv er, for ellers vil Tanken om den menneskelige Elendighed og Vanvid overvinde Følelsen for den menneskelige Storhed. Det er igrunden noget grusomt at se slige Verker; Menneskene selv blive til ingenting, idet man springer over Tid og sædvanligt Øiemaal; det er som at være hensat i en Verden af Trolde, der tænkte i Stein, hvorfor man da ogsaa siger, at de Gamle forstode den Kunst, at balsamere sine Tanker; det er ingen Sag, naar det er Stein, man farer med. Da man for nogle hundrede Aar siden bygde Peterskirken, benyttede man Colossæum til Steinbrud, ligesom vi kjøre fra Grefsenaasen, og det lader til at have taget omtrent ligemeget paa: de øverste Lag paa nogle Kanter ere ramlede af, deroppe nemlig i «Paradis,» hvor plebs stod og saa ned paa Sandpladsen (arena) til Gladiatorerne, Tigerne og Løverne, der alle maatte se saa smaa ud som Tinsoldater og andre Børneleker. Længere nede var fornemmere Loger, 3 Rader, alt efter hverandre og Keiserlogen. Der skal være 80 Bueindgange, hver 11 Alen høie. 90,000 Tilskuere kunde det rumme — Christiania Theater tager 1200n272. Gluggene, hvorigjennem man slap de vilde Dyr og Gladiatorerne (de Kjæmpende) og de Kristne, der vare dømte til at kjæmpe. Keiser Titusk1407 siges der indviede det ved at lade 5000 vilde Dyr af alle Arter kjæmpe for det mere vilde Folk, der klappede og skreg Bravo, naar de Sønderflængede væltede sig i Sanden. Siden satte man Kors og Altre paa denne Kampplads og malte Billeder af den hellige Historie udenfor Logerne, hvorudover man hængte sine Togaer. Her ser man Verdenshistorien med ét Øiekast. (Fortsættes).
Nu er her virkelig Stads med Militære, Musik, Parader og Hurra’r. Folket var mere taktfast, end man næsten kunde vente, idet man livligt raabte Hurra for Hs. Majestæt Kongen,k1408 hvem de svenske Blade i denne halvgale Strid lader være enig i vore Bestræbelser for at tilsidesætte Sverige. Om ikke af anden Grund maatte vi af denne raabe Hurra, selv om vi, som man kunde vente sig af et ungt Folk, havde ladet det være eller, støttende sig til et umodent Frisind, der ikke kan tie og raabe til rette Tid, men altid farer paatværke. Det var derfor hyggeligt at høre Raabene, for at ikke Hs. Maj. Kongen skulde faa Nag som enkelte andre Svenske, hvilket havde været meget naturligt, naar vi havde vist os butte, hvad vi let kunde have været, hvor vel vi mener det baade med ham og Foreningen; thi Taktløsheden kan gjøre meget. Men, som sagt, det gik smukt, ligesom det da ogsaa altid gaar, naar vor høie Konge kommer. Nu taler man om, at Studenterne skulle ville bringe ham et Fakkeltog paa Oscarshal; det vil tage sig smukt ud paa Søen, og at det vil være passende, vover Ingen lettelig at benegte. Jeg véd nu forresten ikke vist, om det kommer istand, men det er saa rimeligt.
Prindsen af Nederlandenek1409 ser rask ud. Det fortælles, at han viste sig meget rundhaandet mod Skipperen, Styrmanden og Folkene paa Vidar, som bragte ham hid. Han er nu ogsaa en velholden Mand, en af de rigeste i Europa, siges der; men det er ikke altid, at man derfor skjænker meget.
Vi er dog et Folk, der i vor Frihed har Sands for kongelige Personer. Saaledes fortælles der, at nogle adstadige Mænd, rimeligvis gamle og høitstaaende, ønskede ned i Sandefjord at blive forestilte for den vesle Prindsessen, Audients kunde det ikke godt være; thi hun kan vel neppe tale ordentlig endnu. De bleve stedede til Opvartning, men den Vesle blev ræd, som rimeligt var, da de ærede Herrer rimeligvis ikke vare synderlig vakre. Hun skjulte sig, beretter Historien, bag Hovmesterindens Kjole eller sprang indom et Holt i sin «englelige Dragt.» Det er virkelig smukt.

Nr. 179/1855; søndag 05.08.

[Norsk råskap; kronprinsen vert visekonge?]

Korrespondance
Christiania den 4de August
I denne Tid, da vi og Sverig med Pennen som Landse og Blæk for Blod strider mod hverandre, er en virkelig Tildragelse med virkelige Mennesker og ikke Avisskrivere mere værd, skulde jeg tro, end uendelige Artikler, som forhaabentlig snart Ingen mere læser. Tildragelsen er da denne: Paa et af de offentlige Steder — der er mange Slags offentlige Steder, men dette var en Restauration — kom ogsaa tvende Mænd, en norsk og en svensk; den norske Mand var en god Borger, noget gammel, stor og fed med Ansigtet som en Hummerklo, velnæret og gjødet i alle Ledemod, altsaa ikke fed saaledes, at blot Maven var en Pose og Benene spinkle, nei jevngod som et smukt Talglys og med den eiendommelige Stemme, som røber slige Menneskers Blodsforvantskab med Grisen — Maalet er bestandig gryntende og med det samme de have ædt, udstøde de gjerne et langt Bof. — Denne gode Borger var ogsaa paa en liden Støvle; thi slige Mennesker maa som oftest gaa for Seil, om disse end ikke altid ere fulde. Hans Forstand var naturligvis ikke stor; thi slige Mennesker æde snart Forstanden af sig, eller den bliver tyk som de selv ere. Denne Borger kommer seilende paa en Stav ind i Spisesalen og ser sig med en dyb Grynten om efter Seddelen, sin Bibel. Foran sidder en Svenske, en fin Hofmand, virkelig ogsaa ansat ved Hoffet, som nu er her; Hofmanden var ligesaa spinkel som Borgeren var tyk, ligesaa sliben som Borgeren var ugarvet og ligesaa diplomatisk høflig som Borgeren var endefram. Et sligt Mot kunde ikke ende godt. «Hvad, Bæ — hvor er Du ifra, Du? er Du en Svenskeradd, Du?» siger Borgeren, «aa ja, derfor kan Du nok være en brav Mand for det, uagtet Svenskene ere nogle Radder, Bæ, Hæ!» Hofmanden svarer da som rimeligt Intet paa dette, men kalder paa Verten og Folk og da disse vare komne, mener han, at det vilde have gaaet en Svensk ilde, om han saadan havde opført sig imod en Norsk derhenne. Verten bukker og undskylder, og man faar endelig Borgeren til at gaa, efterat man havde taget fra ham Maden, han havde sat sig til. Hvad skulde ogsaa han gjøre der, naar han ikke fik æde? Derimod fik han nok tømme sin Bayerflaske. Derefter sagde Svensken: «nu har jag två gånge varit i Norje och er båda gånge begagna sådan . . . ta mig aderton, om jag kommer den trea —» eller sligt Noget. Og denne Svenske var en bildad Mand og havde enda en ikke ringe Hofcharge. Hvad mener I om Sligt? Det kan gjøre Ondt nok, og er Historien sand, som det sandfærdig berettes, saa geraader den os Norske ikke til megen Ære. Det er nu vistnok saa, at man maa betragte slige Mennesker som Umyndige, og at ingen fornuftig Mand betragter deres Snak for andet end hvad det er, nemlig Raahed; men det efterlader dog en Braad, da det synes at vise, hvorledes Mængden af Folket maa være; thi saadan vil Udlændingen rimeligvis slutte, og neppe har det vel hendt nogen Norsk, at han i Sverige er mødt paa nogen saadan Maade som denne Hofmand. At det var en Hofmand, undskylder rigtignok Sagen noget; thi Folk ialmindelighed har ikke noget godt Øie til Hofmænd, og Folkevittigheden henlægger gjerne gale Streger til Hoffene og er gavmild paa Klængenavne.
Vor gode Borger havde vist ikke talt saa, dersom han ikke ligesom var bleven opirret af Munderingen; thi det er en Mand med oprindelig godt Hoved og har været en flittig Mand ogsaa.
Værre var næsten et andet Optrin for en kort Tid siden mellem en anden Svensk, ogsaa en bildet Mand, og en Norsk, en rigtig raabarket velholden Bonde, en Mærrabytter. Denne Bytter havde solgt en Hest til en anden Mand, og idet Hesten blev kyt af som sædvanligt, siger Svensken, ja det er bra nok, men Hesten er sprængt. Men da kan det hende, Mærrabytteren kvæder i; thi at angribe Hesten, er for slige Folk det som ret bider, især naar det er sandt. Man kan skjælde slige Mennesker ud for alt muligt, blot man ikke skjælder Hesten.
Han slaar derfor i Bordet, saa Glassene single og skjælder ud for Svenskeradd og meget værre. Slige Folk skjælder altid for Æt og Afkom, for Ting, Ingen kan noget til. Der blev et Syndehus, og naar Sligt kommer til Sverig, saa er det ikke godt for os. Men, hvad skal vi gjøre? Raaheden kan Ingen faa Bugt med; den maa voxe ud.
Det berettes, at Statholderenk1410 skal ville gaa af, og Kronprindsenk1411 blive Vicekonge. Dette sidste er ikke meget rimeligt. Saadant er jo sagt mange Gange før, baade da Kongen var Kronprinds og nu for nogle Aar siden. Naar alt kommer til Stykket, er her dog ikke meget at være efter her i Christiania for en Kronprinds. Han maa være i Stockholm baade for det Ene og Andet, og han kan nok lære Nordmændene og vore Forhold at kjende, om han ikke bor her som Vicekonge. Den, som har en vakt Sands og god Slutningsevne, skal ikke se meget, før han kjender Tilstanden, og den, som ikke har det, nytter det ikke, hvormeget han ser og hører.
Rettelse i sidste Artikel.
Christiania Theater rummer nok ikke 1200 Mennesker. Jeg tror Ingen véd, hvormeget det rummer, da det neppe nogen Gang har været saa fuldt; men 1200 rummer det ikke.

Nr. 183/1855; fredag 10.08.

[Skandinavisk union]

Korrespondance
Christiania den 8de August
I Sagnet var engang en Mand, som levede i 40 Aar, uden at han selv eller hans Slægt og Venner ligesom vidste, at han var til. Men med én Gang falder Sløret af Øinene paa dem Allesammen, og der blev et Slagsmaal og Leven om denne nye Mand, der ogsaa vilde være Noget, som endte med, at Alle gik til Grunde. Fra en vis Side er Norge med sin Selvstændighed netop som denne Mand: Vi har levet, virket og været frie i mange Retninger; men hverken vi selv og endnu mindre Naboerne i Udlandetn273 har ligesom vidst, at vi har været til. Det var en Uskyldighedsstand, der maaske som ethvert tabt Paradis ønskes tilbage. Nu derimod begynde vi at leve og Udlandet med os, og Livet bliver saa fiendtligt som overalt, hvor der spørges om at være eller ikke være. Ikke saa snart havde vi faaet en Lise*) med de svenske Avisstridigheder, hvori man vil gjøre os til Intet, før vi igaar faar en Ladning med danske Aviser, hvori man med en liden Forskjellighed i Tonearten spiller paa samme Stræng. Det ene Blad holder med os i, at vi er en selvstændig Stat, men mener dog, at vi bør finde os i at gaa op med Sverrig i en fælles Repræsentation i Udlandet, under den fælles Konge, der er Udtrykket for begge Nationer. Dette er nu ganske sandt og saa rigtigt, at det vilde være en Daarskab at modsige det, men vel at mærke under den Betingelse, at ogsaa begge Lande gik op i et nyt Overbegreb, en ny Benævnelse, Navn paa et nyt Land f. Ex. Skandia eller den skandinaviske Halvø, eller hvad man nu vil nævne Norge og Sverige, der paa Kartet hænger som en Pose paa Europas og navnlig paa Ruslands Ryg, udover hvis Nakke det meget ubehageligt kan gyde sit Indhold, om Ryggen skulde krumme sig. Med denne nye Benævnelse skal Norge aldrig drage et Suk over, at det gaar op i Sverige og ter sig som saadant i Verdens Øine. Kom Danmark til, som er Skandinavismens kjæreste Tanke, saa gik naturligvis Danmark ogsaa op i denne nye Benævnelse, hvorved det da maatte hedde: Kongen af Skandinavien, den skandinaviske Konges Udenrigsminister, det skandinaviske Vaaben osv. osv. Der blev naturligvis ikke Tale hverken om Norge, Sverige eller Danmark som noget Andet, end hvad disse Lande kunde have til sin egen Fornøielse, og som en indbyrdes Skjilnad, ligesom vi sige Bergens, Christianssands og Akershus Stifter. Dette, maaske med Undtagelse af Navnet, er ogsaa den eneste Maade, hvorpaa Foreningen, som er, kan være lykkelig og en større Forening komme istand; thi saasnart den ene vil opføre sig som Overmand og føre Ordet, skjønner man, hva Menneskenaturen siger: Der bliver Kamp, og Fred er alene mulig under en Voldsmand, som kan tvinge de Andre til Taushed. Derfor modsige vi, naar man vil lade os gaa op i Sverige paa den Maade, at det fremstilles som Hoved og Herre lige over for Verden, og derfor handler vor Mand i Paris, som det andet danske Blad (Berlingske) vil gjøre Nar af, i norsk Aand, naar han paa Udstillingen stræber at gjøre den Tanke gjældende, at Norge er et selvstændigt Land «Royaume de Norvège,» som spottende er gjentaget. — Vil Svenske og Danske gjøre Nar af dette, saa se vi deri et Sindelag, som ikke er broderligt, og følgelig et Sindelag, som ikke begriber Nordens Fremtid, men er en Gjenganger fra svundne Aarhundreder, der maa vandre husvild om paa den nuværende Jord og her i Norden fryse ihjel. Hver eneste Tanke, vi se fra Sverige eller Danmark, der spilles hen paa nogen Overmagt, kaster os Brander i Sjælen, som der skal Menneskealdre til for at slukke. Vi fornærme ikke vore Brødre ved at sige dette: Det er noget saa greit og menneskeligt, at det engang maa siges, og jo længere man udsætter med at sige det, desto være; thi saalænge Nogen svæver i Vildfarelse, kan intet Varigt komme istand. Livet, og navnlig Staternes Liv, er dog ingen Komedie, hvor Lysten og Glæden ligger i Intrigen og Illusionen.
Hidtil se vi Lighed med den ovenfor omtalte Mand i Folkesagnet, men at Alle her ved Opvaagnelsen til Livet skal gaa til Grunde som hist, ville vi ikke haabe, skjøndt Udsigterne kan være gode nok, holde vi paa, da Rusland meget vel kan komme og tage os alle tre, vi ere ikke større end saa. —
*) Den var ikke lang; thi Aftonbladets sidste Afhandling om de unionelle Forholde kom med sin Slutning med Posten i forrige Uge.

Nr. 185/1855; søndag 12.08.

[Skalkestrid på Gardermoen]

Korrespondance
Christiania den 10de August
Leiren paa Gardermoen endte med et Slag, som skulde være et stort Nederlag. Rygtet gaar om et stort Mandefald, men da det er større end selve Hæren, især af Officierer, saa maa det som alle Krigshistorier være overdrevent. Det kan være stort nok alligevel, om man ikke lyver Folk ihjel; vi have ikke flere Folk end saa; det eneste, man synes at have nok af, er Studerende; thi iaar kommer her mindst 100 til. Dette er paa en Tid, man knapt kan faa et Menneske til at «slaa et Slag»*). Og enda holder man Slag paa Gardermoen, hvor Mandefaldet har været saa stort blandt Befalingsmændene, at der maa blive en stor Forfremmelse i Armeen**). Som en Følge af denne pludselige Stigning, kom Mange med engang saa høit, at de svimlede, og det skulde være denne Forrykthed, som gjorde, at Leiren brast 1 Dag før Tiden; navnlig var det nok en Oberst eller sligt noget, som ikke forcerede et Pas eller saadant noget, som gjorde, at Forvirringen blev babylonisk og forhindrede de faa Kropper, som var igjen fra at holde ud til sidste Mand. Toget skulde gaaet over Bjerg og Dal, og Nattekvartér var endog leiet for Hs. Maj. Kongenk1412 med Følge paa en Gaard ved Eidsvoldverket. Konen i Huset havde Dagen iforveien været inde i Byen og kjøbt noget mægtigt, for at kunne modtage de høie Gjæster paa en værdig Maade. Alt stod beredt, men saa gaar det Surr med Slaget, og ingle Gjæster kom. Skylden maa komme paa den daarlige Høvedsmand, som blev tullet, til hvem Konen paa Eidsvold maa stille sine Fordringer paa Skadeserstatning. Det kan ikke slaa feil, at ogsaa de gjenlevende Officierer maa være harme over Stregen i Regningen, nu da der ogsaa var Svenske, som saa det, og ligeover for de høie Personer, som havde Overkommandoen; de kan nu rigtignok trøste sig med, at Mange faldt, hvilket tyder paa Tapperhed; men det burde være gaaet tappert til Enden. Egentlig burde Alle som En være faldne, først da havde de været fornøiede. Saa tapre og ærekjære ere vi Norske. Dette ulykkelige Slag, som opløste Hæren en Dag for tidlig, var ogsaa til Skade for mange Andre, som dels vilde sælge og dels bare se; her var Mange som tænkte paa at se lidt til Livet paa Krim. Det var virkelig et Krimliv; der var endog Stank over visse Luftstrøg i Leiren; og under Musik og Kanonade drak og sang man og kastede afgnavne Kjødben i Hovederne paa hverandre. Feldtraabet den sidste Dag var endogsaa: Krim. Tænk paa — —? blev spurgt, og Svaret skulde være: Krim. Soldaterne fik endog daarligt Kjød***) og paa sine Marscher bleve stuvede ind i Hytter. En Underofficier sagde: «Jeg og mine Kamerader har ikke været af Klæderne, siden vi for 20 Dage siden var her i Christiania.» Der blev endog som paa Krim klaget over dit og dat. Saaledes blev der valgt et Udvalg af Underofficierer til at frembære for Hs. Maj. Kongen Beklagelse over den vesle Løn, Underofficieren har, idet de engang ikke kunde kjøbe en Flaske Bayer om Dagen for sin hele Løn. Klagen blev naadig anhørt, og der blev lovet, at Storthinget skulde faa vide det. Man sang endog som Franskmændene paa Krim, thi Sangerne blandt de Gevorbne i Christiania var der, og de sang foran de Kongeliges Telt om Aftenerne, og fik Cigarer af Kronprindsen,k1413 der viste sig meget kameradslig og vakte derfor Soldaternes Hengivenhed. Han sprang med dem i Skog og Mark. Man saa Røg og hørte det smelde bort i Buskene. Saaledes er da Leiren endt og Slaget har staaet.
*) Saaledes kalde Gadesluskene det at feie et Gaardsrum; «3 Mark Slaget» sige de nu for det, de for nogle Aar siden sagde 1 Mark Slaget.
**) Det gik for at være 14 Generaler, 63 Stabsofficierer og 143 Subalterne. Armeen har vist ikke saamange, men det gjør ingenting.
***) Mange sagde dog, at Forpleiningen var god, men naturligvis for liden.

Nr. 189/1855; fredag 17.08.

[Meir om skalkestriden på Gardermoen; siste nytt frå Klingenberg; kongen vitjar Oscarshall]

Korrespondance
Christiania den 15de August
Det var inderlig godt, at ingen Feil var begaaet paa Gardermoen*), og følgelig vel heller intet Slag tabt, idetmindste intet saa blodigt, ligesaalidt som de høie Øverstkommanderende tagne tilfange, saadan som Historien har gaaet, med flere skjæbnesvangre Enkeltheder. Det var inderlig vel, at Alt har gaaet godt, og at det blot var af Agtelse for Ager og Eng og muligens Mangel paa Penge, som Storthinget kanske ikke vilde have bevilget, hvilket gjorde, at Leiren blev hjemforlovet en Dag eller saa før Tiden. Det kunde man tænke, at ikke vi Norske tabte noget Slag, hvilket forresten havde været nok saa hæderligt, naar det ogsaa var Norske som vandt, og som en Følge heraf er det ikke rimeligt, at nogen norsk Officier (tilbagelevende) vilde have ærgret sig over Tabet undtagen vemodigt tænkt paa de Tapre, som faldt paa Ærens Mark og ladet den Dømmekraft vederfares al Anerkjendelse, som heller gav sig til Fange end kjæmpede uden Haab mod en overlegen Fiende; man skal spare Blod, naar det ikke kan rinde til Nytte. Man kunde vente, at Generalerne og andre Høvidsmænd «rekognoserede Terrænet» (saa efter Jordlændi); det er jo Mænd af Faget og maa forudsættes kjendte, kanske enkelte af dem har Sætre til sine Embedsgaarde derop i Marken, hvor Slaget stod eller skulde stande? det er ikke altid man kjæmper i saadanne Hjemmarker, idetmindste gjør man det ikke paa Krim, som mer maa tages til Exempel.
Det er ondt, at man ikke skal kunne kjæmpe mere, ligge mere i Leir og drage flere Folk sammen, især da det ikke er ment paa at skulde gaa paa Livet løst. Derfor beklager da ogsaa Høistkommanderende sig herover og ønske, at Krigens Gud (ingen anden kan det være) vilde drage Storthingets Hjerte hen paa Bevillinger til Forsvarsvæsenet. Det gaar hertil næsten en Trediedel af Budgettet; men det burde egentlig være to Tredieparter eller rettere det Hele; thi dersom vi reiste vor Selvstændighed, saa er det forbi baade med Budget og altsammen. H. Wergelandk1414 sagde engang, at vore Fjelde tilslut vilde blive vore bedste Fædrenelandsforsvarere, men Wergeland var ingen Militær. Det er heller ikke Militære men fornuftige Folk, som mene, at vi bør tage til Mandhusingerne, naar det kniber; thi den staaende Hær, vi kan holde, bliver saa alligevel blot en Haandfuld, og at forresten hver vaabenfør Mand bør øve sig lidt hvert Aar, hvilket han ogsaa har godt af, for at faa lidt Sving paa sig. Andet trænge vi ikke til, da vi er et frit Folk, som ikke behøver Militærmagten til Politi over sig som i Østerrig, Preussen o.s.v. Men det nytter ikke stort at holde sig til Gisninger, staaende Hære kommer nok til at staa endnu en Stund, bare de vilde slaas dygtig ligesom i Skogene om Gardermoen. Kronprindsenk1415 havde et Telt, som han skulde have faaet af Keiser Napoleon;k1416 det kunde være til Sommer og Vinter og bæres let. Det var underligt, at ikke ogsaa Napoleon sendte slige Telte til Krim, for der var de ikke forgode, men det kan være en senere Opfindelse; Napoleon som en Kriger maa drømme om forbedrede Telte, Chackoer og langskjøyte Rifler og Kanoner. Men, hvad man end drømmer om Opfindelser i Krigsvæsenet, saa bliver nok tilslut den ældste Krigskunst den bedste, den som ogsaa Katten har i Tand og Klo; man ser nu fra Krim, at det heder at gaa paa, om det saa er imod Kanoner. Derfor var ogsaa Lærdølerne i sidste Krig Soldater, vi maa være stolte af, idet de kastede alt og tog til Kniven. Østerdølerne ere ogsaa gode Soldater; thi Prindsen skulde have sagt, at de østerdalske Jægere være de bedste Tiraillører i Verden, og da der paa Spørgsmaalet, hvor en stor og ferm Mand var fra, blev svaret: fra Østerdalen, sagde han: «ja, det kunde jeg tro.» Man skulde ogsaa have seet nogle andre Folk, dersom de velholdne i Bygderne havde mødt frem og ikke «Stækkarædne» som man siger, ligesom ogsaa, dersom Soldaterne havde været ældre; disse Ungguter paa 22 Aar er efter vor nordlige Luft og Jordbund intet andet end Halvvoxne, der hverken taale Arbeid eller Surt eller Sødt eller Salt, derfor var der ogsaa Skavank næsten som paa Krim.
Ligesaa krigersk som man var paa Gardermoen, ligesaa hestagtig er man fremdeles paa Klingenberg; derfor skal ogsaa Beriderne have sagt, at de aldrig har fundet en By med saamegen Hesteforstand som Christiania. Igaarkveld var der et baade stort og godt Publikum, maaske fordi man trodde, at de Kongelige skulde komme ligesom forrige Kveld til Henriette Nissen-Salomon,k1417 hvem Sanglærer Garciak1418 i Paris skulde regne til sine bedste Elever. Det skulde være skjønt at høre hende, men saa har man disse ulykkelige Deklamationsnumre imellem, som maa sætte En i den ynkeligste Stemning; men det forstaar sig, man kan gaa ud, mens de staar paa, og saa lader man Wolffk1419 synge med, hvis haarde Stemme ikke vederkvæger, hvor flink han forresten kan være, og saa er det 3 Mrk.; det er da fornemt nok, men saa kommer rigtignok ogsaa de Kongelige. — Philippe,k1420 Magikeren paa det norske Theater, er unegtelig morsom at se for én Gangs Skyld, og han farer ikke som vanligt og jafser efter Klap udover Lamperne, men er ret en folkelig Mand. Hans Lysbilleder vare især overraskende. — Nu synge Natursangerne igjen. De er værd at høre. Her er megen Glæde, og det er forunderligt, at Theaterne ikke alt begynde nu, da Kveldene begynde at blive lange og mørke.
H. M. Kongenk1421 bor imellem idetmindste paa sin Oscarshal; men man kommer nok efter, at Bygningen og Anlægget er forfeilet, hvor smukt det end af Beliggenheden tager sig ud. Det er Legetøi og ikke virkelig Bolig; det ryker i Værelserne og ind i Spisestuen kommer Os fra Kjøkkenet. Man tog Hul paa en Himling forleden Dag for Røgens og Osens Skyld; der er fugtigt paa Væggene, og man maa pudse og male altjevnt, skal det staa sig. Kongen skal have beklaget sig over, at han er, hvad vi andre Mennesker vilde have sagt, snydt noget ret dygtigt. Det er leit dette, at et Anlæg, der ogsaa er gjort for vor nationale Kunst, ikke skal skaffe dem Glæde, som saa vel var fortjent. Det Ene kommer til det Andet for at gjøre Norge uhyggeligt nu i denne Tid, og her er igjen Byggeverk — om just ikke offentligt i almindelig Mening — som er forfeilet. Vi er dog uheldige, og naar faa vi kjøbt Forstand eller naar skal vi faa Lykken med os?
*) Se Christiania-Posten.

Nr. 191/1855; søndag 19.08.

[Skandinavismen]

Korrespondance
Christiania den 19de August
Det er værdt at mærke sig, hvorledes Skandinavismen rykker ud af sit Taageslør og træder frem i bestemt Skikkelse. Der skrives i disse sidste Dage gode Sager om den Ting baade fra Sverige, Danmark og her hjemme hos os; selv i engelske Blade ser man den skandinaviske Tanke mere eller mindre ligefrem udtalt. Det er Tiden, der fra sit beklemte Bryst sukker ud en Tanke ligesom uden at vide af det selv. Det gaar med Tiden som os Mennesker: naar noget ret alvorligt tynger Sjelen, faar den imellem sine Lynglimt, og en høiere Aand synes at nedlade sig til vor Aand. Det er Profetien. Tiden vender nu som hine gamle Profeter sit Aasyn mod Østen og spaar. Den Tid skal komme, siger den, da Norge, Sverige og Danmark skal forene sig og staa mod de mange Vande, som drage fra Østen. Dette er forresten sagt længe af Digtere og Statsmænd, hvis Gjerning det altid har været at tolke Tidens Tanker, før den næsten selv synes at have anet dem.
Denne skandinaviske Tanke er endnu ingen folkelig Tanke neppe i noget af disse tre Riger. Folkene, de arme Folk, ere nu som altid bundne af skrækkelige Magter, Uvidenhedens og Fordommens nemlig, med mange flere. Tidens Strøm maa derfor løse dem og drive dem frem som den altid har gjort, ligesom naar man ser en mægtig Elv bryde sine Tømmerlændser og kaste dem ud over sine Fossehug mod Havet. Folkene ere altsaa neppe Skandinavister. Den, som derfor vil gjøre Forretninger i de folkelige Følelser, som smukt kan kaldes en Spekulation i Uvidenhed og Fordom, han skal ingen Skandinavist være, tvertimod, han skal i denne politiske Vei være saa folkelig som bedst mulig, rigtig smelde paa Granderne. Vi har da rigtignok ogsaa gode Spekulanter i denne Vei i alle tre Riger. Disse Aviser, som Enhver, der har læst noget, kjender, fryde sig i mange Abonnenter — det nytter nemlig ikke stort for andre end Aviser at spekulere paa dette Felt, det skulde da være for Folk, der vilde blive valgte ind i Politikken, det være nu ind i Storthing eller Rigsdag. Disse arme skandinaviske Blade staa visselig derimod paa smal Kost, deres Publikum er vistnok særdeles godt, men det er Mængden, som maa gjøre det. Hvorledes mener man vel det gik den, som i gamle Dage sagde, at Kongeriget Eker burde slaa sig sammen med Kongeriget Lier til fælleds Værn op ved Gjællebæk mod Kongerigerne Asker og Røken? Jo, han blev kastet i Dramselven af de gode Patrioter, som skjalv ved Tanken om at opgive sin Selvstændighed. Nu have disse tvende Kongeriger i mange Herrens Aar været Venner og fundet sig i at være et Amt, uden at hverken Selvstændighed — de have jo f. Eks. hver sine Formandskaber — Sprog eller øvrige Nationalitet, om de nogensinde have havt nogen, er gaaen tilgrunde. Nu kan de i Ro og Fred lade sine «Røyerter» ro til Hougsund og Vestfossen med Brændevin og Tobak, istedetfor at holde en slagfærdig Flaade i Dramselven. Før Foreningen kom istand, maa nok Ekværingerne have vundet begge Aabredder, siden Grændsen er efter Fjeldryggen. Nu kan de dyrke sine Marker istedetfor at holde Tropper og Vagt paa Stensfjeldet, kort Foreningen er af uberegneligt Gavn, og spurgte man nu Beboerne, om de vilde have sin gamle Selvstændighed igjen, saa vilde de nok svare: nei, mange Tak! Ja, de kunde endog falde paa at le af sine Forfædre for hin deres Selvstændighedsfølelse og Patriotisme. Saa og netop saa har det gaaet og gaar i Verden. Amterne (Fylker) slog sig derefter sammen, f. Ex. Budskerud og Jarlsberg osv., indtil de alle under Harald Haarfagerk1422 blev ét, det blev først rigtig Norge, det. Man kjæmpede længe baade før (Slaget ved Hofursfjord) og siden (de borgerlige Uroligheder). Den gamle Bygdeselvstændighed hang længe i. Nu tænkte man: videre kan det ikke gaa med at forene sig. Derfor bankede man da og sloges med Sverige i mange hundred Aar. Dersom Nogen i hin Tid tænkte og sagde at Norge og Sverige burde se til at blive Et, saa blev han vist betragtet som en galen Mand eller en Forræder. Rigtignok kom endog alle tre Lande sammen, naar det led paa, men det var endnu altfor raa Masser til at kunne samstaves.
Norge og Sverige syntes aldrig at kunne blive Venner, og endnu den Dag idag maa den raa Nordmand, naar han rigtig vil være Patriot, smekke paa Sverige, og at det maa være ligedan i Sverige, tør vel efter alle Mærker antages som vist. Det er gode Patrioter dette: de græder ordentlig af Patriotisme, og nævner man Danmark med, bliver det først rigtig bevægeligt. De vil heller spise Barkebrød end finde sig i slig Ydmygelse, netop ligesom Ekværingerne og Liungerne talte i gamle Dage, da det var Spørgsmaal om at blive ét eller forene sig med Asker og Røken.
Men saa kom 1814, hvori Begivenhederne gik Aarhundreder forud for sin Tid. Vi bleve forenede, saa forbitrede vi vare, og det har gaaet saa godt, at vi nu ikke ret vel kunne faa det i Hovedet, at vi nogensinde kunne have ligget paa Grændsen og ført Krig og brændt hinandens Byer. Det var Vanvid, sige vi, idet vi fare ind Furnæsfjorden til Hamar og nynne:
«Vort Broderskab med Sverig Hamar følger:
den ser det paa sig selv i Mjøsens Bølger»,
hvor nu Bygningerne speile sig, ligesom Flammerne før.
Saadan udvider Kredsen sig, alt eftersom det aandelige Blik ser videre om sig. Det er underligt, at Filosoferne, der drømme om Broderskab og en evig Fred, neppe gaa ud ifra disse Kjendsgjerninger, der paa sin Vis ere de samme over hele Verden. Konsekvent maa der blive én Stat ligesom én Hjord og én Hyrde; men lad nu de nordiske Lande først blive Et. Saa staa de en lang Tid forenede mod Østen, indtil ogsaa den bliver saa oplyst, at den drager et Smil om Munden, naar man taler om Krigen i Østersøen, ligesom naar Ekværingerne og Liungerne tale om sine Søslag paa Dramselven, eller Totningerne og Næsingerne om sine Slag paa Mjøsen, af hvilke det sidste var for 50 Aar siden. Det hang lidt igjen at det Gamle; men nu da Dampen er kommen, tør Baadene ikke ro ud og lægge an.
Og endda kan man sige, at Skandinavismen er noget Tulleri og upraktisk Tøi. Den er netop historisk, den. Naar nu Tidens Fylde kommer, saa staar den der, og Folkene vil sige: «at man dog nogensinde kunde løfte en Røst imod den!»

Nr. 197/1855; søndag 26.08.

[Fare for kolera; kongeleg forlysting; nytt dampskip]

Korrespondance
Christiania den 24de August
Uagtet her er ren Luft og usædvanligt sundt i Byen efter alt dette Tordenveir, har dog nogle Koleratilfælde vist sig i de sidste Dage; Læger og Apotheker tro iallefald det saa er, hvorvel disse Mennesker ofte tage den ene Sygdom for den anden. Luften er dog saa god og Aaret saa langt fremme, at man ikke frygter noget egentlig Ondt denne Gang, men anser det Hele som Noget, der i en saa stor og usund By som Christiania ikke betyder mere end sædvanligt. Tilfældene staa her dog, og man taler naturligvis om dem. Hvad der kommer, ved Ingen, eftersom man kan vente Alt selv senhøstes i en Sump som denne, dersom Veiret skulde slaa om. I 1851 var Kolera her i Slutningen af September og Begyndelsen af November; men det var udpaa Grønlandsleret i Huse, hvor der efter Lægernes Beretning, flød halvraadne Dyr i Kjeldervandet, og hvor Baggaardene vare som værst i Byens Udkanter. Det er ikke urimeligt at Kolera kommer igjen til slige Gaarde ogsaa iaar, og tager den Alle med, vil den finde en rig Høst; thi vi ere i dette Stykke ligesaa gode som Katholikkerne, at vi bede heller Gud bevare os fra Pesten, og sidde med Hænderne i Skjødet end fjerne dens Aarsager. Kolera er ellers som man ser usædvanlig heftig i Udlandet iaar. Selv i Wien, hvor den før ikke skal have gjort meget Ondt, raser den med Heftighed, og fra Italien ser man de forfærdeligste Skildringer. Man sagde for en Stund siden, at Kolera var i det sydlige og mellemste Europa, og Tordenveiret i det nordlige, men man hører dog nu om Koleratilfælde under Tordenens Bælte, idet man paa Steder ser Kolera bekjendtgjort, hvor vi har læst om Lynslag og Antændelser, hvilke i dette Aar har været saa almindelige, at man skulde tro, Tordenen vilde beherske det nordlige Europa til Gjengjæld for, at Krigen larmer i det sydlige og østlige.
Idag har H. M. Kongen med Følge beæret Kunstforeningen og Enslensk1423 Malerier med sin høie Nærværelse. Vi have en ordentlig Hovedstad nu: kongelige Vogne kjøre gjennem Gaderne med deilige Spand og udstafferede Kudske paa Bukkene. Paa samme Tid er her fuldt op af Kunstnere af alle Slags; her er Plakater paa Gadehjørnerne mandshøie, og selv Jomfru Ponnert,k1424 der er europæisk berømt fra Historierne i Bergen, giver svævende Stillinger paa Klingenberg. Det er forhaabentlig en god Spekulation; thi med hende og Tjenestepigen, som spandt Romanen, vilde man kunne have tjent mange Penge, især i Amerika, blot man havde trykt Historien iforveien og forberedt Verden paa disse mærkværdige Kvinder, ligesom Barnumk1425 gjorde med Washingtons Ammek1426 og J. Lind.k1427
Paa Theatret gives igjen i Aften Koncert, hvor Henriette Nissen-Salomank1428 synger med nok engang. Hun synger naturligvis godt, men desværre, vi forstaa ikke stort af det, og de enkelte Kjendere vil paastaa, at der ikke er nogen Musik i hendes Stemme, navnlig ikke i Mellemstemmen. Den, som gaar efter det naturlige Indtryk og dømmer efter sin enfoldige Følelse skal ikke blive begeistret af hende, hvorhos han stødes over den Koqveteren med Publikum, især naar hun sidder ved Pianoet og synger sine Romancer.
En Michaultk1429 giver ogsaa Vandkunster og foredrager Læren om mange videnskabelige Ting; jeg ved ikke endnu, hvordan det gaar, men det ser fortvivlet ud, at optræde belærende for Publikum: det vil ikke belæres, da det er klogt nok, det vil mores. En Hvalros er ogsaa at se med saa lange Tænder som saa . . . Han kommer vist til at blive Dagens Helt en Stund, og den Smag maa roses.
Dette nys anskaffede Dampskib Olaf ligger nu ved Bryggen; første Dag sagde man, det laa i Kvarantæne, da det kom fra Hamburg, men idag ligger det til. Det er et vældigt Skib, og Folkene sagde, at det seilede forbi alle andre, naar det fik op sine Seil med. Det maa laste meget, og det synes ikke rimeligt, at det nu i Førstningen kan faa Fragt nok undtagen de første Vaarture. Denne Vending havde det ikke mere end omtrent halv Fragt. Naar nu Selskabets andet Dampskib ogsaa kommer, saa maa det dog blive Dampskibe nok, og det skulde være meget, om de begge kunde gaa uden Tab i Begyndelsen.

Nr. 201/1855; fredag 31.08.

[Fakkeltog til Oscarshall; siste nytt frå krigen]

Korrespondance
Christiania den 29de August
Beskrivelsen over Studenternes Fakkeltog til Oskarshal staar idag at læse i alle Aviser, der allesammen have faaet et poetisk Sving paa sin Stil, saa glade og henrykkede ere de. Det var ogsaa smukt, og istedetfor at sammenligne Frognerkilen og Alt med et Feslot, vil jeg til en Afvexling sige, at det saa ud som en Digterfantasi. Det var heller ikke mere end man kunde vente, at det saa maatte være; thi Oskarshal ligger smukt, Frognerkilen er vakker, og Løkkerne paa begge Sider deslige; naar nu Kunsten kommer til og Maanen over Ekeberg, maa der blive noget af. Det gik jo ordentlig militærisk til, idet Studenterne gik efter en trykt Arméplan, der rimeligvis var lige saa vidtløftig, som den, der blev uddelt i Varna, da Hæren skulde sættes over til Eupatoria, og man havde vel taget for sig en «Illustrert Zeitung» for at se Rækken, hvori Baadene skulde drage. Man havde ogsaa sine Fløimænd, sine farvede Lygter paa en Stang paa hver Fløi, og udkastede Raketter til forudsagt Tid og Sted var Mærke paa, hvad der skulde gjøres og lades. Saa drog man da ud fra Pibervigen i temmelig uordentlige Rækker, men laa svaiende paa en Mørbugt ved Tyveholmen, indtil Mørket faldt paa. Saa tændes Blus efter Blus, medens Farkosterne vippe paa Bølgerne bortover og Publikum strømmer ud igjennem Veien med Øinene henvendte paa Flaaden saa ufravendt, at det hyppigt faldt paa Næsen, indtil det kom saa langt udover, at det maatte bruge sit høire Øie til de brændende Tjæretønder, af hvilke der skulde være 12 eller saa omtrent paa en Løkke opi Bakken der. Synd var det, at Publikum ikke ogsaa kunde have et Øie i Nakken for at se Maanen over Ekeberg, der ogsaa paa sin Vis vilde illuminere, men enten det nu var af Fryd eller Smerte, saa er det dog vist, at den gode Maane skjulte sit Ansigt og overlod Oplysningen til disse Verdens Børn, der ogsaa helst vilde være ene om den, eftersom man er saa vant til Maanens Lysning, at det ikke er noget høitideligt ved den. Udpaa Havnen ligge Skibe glimrende som St. Hansorme, Vinden drager sine sorte Slør over Havet, der skummer lidt, ret som det skulde være sint, den flammende Flaade lægger til Bryggen, Elias Skarpsnok1430 med mange Andre sætter Publikum over, der er saa mangfoldigt, at man maa tænke paa Xerxik1431 Armé, som farer over Hellespont (Sundet ved Skarpsno er vel ogsaa omtrent saa bredt.) Sælgekoner staa iland med Øl til Vederkvægelse, og Militære med Gevær ved Indgangene til Afholdelse. Nu stiger Raketter i Luften, og under Musik og Sang tropper Hæren med sine Fakler op igjennem den dunkle Furuskov, medens Anførere blinke omkring paa Siderne, som Lord Raglank1432 ved Eupatoria og Kvinder og Børn kravle opefter Murene, og Smaagutten følger sin Natur, klattrende op i Træerne som Ekhorn, hvis glade Ansigter Illuminationen viser imellem Grenene. Saa gaar det rundt, indtil Toget kommer som fra et Baghold ind paa Tunet i Oskarshal, hvor man standser og sender sin Framsending (Deputation) ind. En Del af Publikum, hvoriblandt jeg befandt mig, stod udenfor Muren ligefor Vinduet, hvorigjennem vi saan274 Alle Høiheder, med samt Kammertjenere og Kammerherrer, der ude og inde vimsede omkring som ved en Ildebrand.
Vi hørte ikke hvad som blev sagt af Studentersamfundets Ordfører, og det var vist det bedste som kunde times os; thi havde vi hørt det, havde vi sikkert ærgret os endnu mere over, at Samfundet skulde være saa blodfattigt, at det ikke skulde kunne finde nogen dygtig Taler for sig eller overhovedet nogen fremragende Personlighed. Men, det stemmer jo godt med Frihedssandsen, at Alle er lige smaa, saa skal man ikke misunde den, som er fremme, men ligesom gotte sig over, at intet Udmærket blev gjort. Derved er man ligesaa stor selv og mulig endnu større, idet man altid tænker, at man selv vilde have kunnet gjort det bedre. Vi hørte altsaa ikke Taleren, men derimod saa vi ham bukke altsomtiest og ligesom hoste. Der var smukt derinde, og de Kongelige saa meget naadige ud. Ude paa Tunet talte de ogsaa med de Nærmeste, og vare meget naadige. Saa sang Sangforeningen, medens andre Studenter lyste for den og os Alle; derpaa gik man med sine Fakler i en Runding, og saa var Herligheden forbi paa Hallen, men den drog sig nedover til Baadene med nogle Fakler, som brandt enda; saa steg man i Baadene igjen og seilte hjem, og Publikum gjorde det samme. Der var Sang og Latter og lystig Leven paa Kilen. Det var som man læser om Seiladsen paa Lagunerne i Venedig. Det var en skjøn Kveld, skjøn ved sin Glands og skjøn ved sin undersaatlige Hengivenhed, og da nu Studenterne ikke længer mistænkes af Oppositionen for ministerielt Sindelag, saa kan heller ikke Festen give Anledning til nogen Misforstaaelse, men vil betragtes som en passende Ting nu første Gang Kongenk1433 er her efter sin Sygdom og under vore Stridigheder med Sverig. Hvorvidt Politiken og navnlig den udenlandske nu i disse vigtige Tider fortjener en slig Fest og Illumination, er ikke godt at sige endnu, og da man i saa Henseende ikke drister sig til at have nogen Mening, saa var det vel bedst for et sindigt Folk at være roligt saalænge baade med Fester og Mismod. Det kan hende, at H. Maj. Kongen har ved sin udenlandske Politik gavnet os usigeligt, men det kan ogsaa hende, at vore Efterkommere faa det, vi have sluppet for, og at en Leilighed til Rigdom, Ros og Magt er gaaen Broderfolket af Hænderne, som maaske aldrig kommer igjen. Historien vil dømme, og indtil den har dømt, tie vi stille i Forventning om, hvad Tiderne ville bringe.
Byen er idag delt i tvende Partier; det ene holder med Chr.-Postens Oversættelse i sit Extranumer af Depeschen om at Malakoff er taget; det andet holder med Aftenbladet og Morgenbladet, som oversætte at blot Udenverkerne ere tagne. Den tydske Text synes at give Chr.-Posten Ret, og han er overhoved en bedre Sprogmand end de andre Blade, men derfor kan han have taget feil, og militære Kundskaber kan have godtgjort, at Taarnet ikke kan være taget. Bladene er dog efter hverandre som Hund og Kat, idet der ordentlig kan blive Spektakler om slige Ting. Mærkeligt er det ogsaa, at Publikum endnu kan have Sands for Telegrafmeldinger om Krigen og det saamegen Sands, at det kjærer sig om slige Oversættelsesgreier. Men Striden stikker vel i, at Morgenbladet, som forresten tier stille, og Aftenbladet ere sinte paa Chr.-Posten, fordi den er saa opmærksom, at den kom med et Extrablad. Imorgen kommer vel en Melding om, hvorledes det er, men efter Oversættelsen synes Chr.-Posten at have Ret. «Har Du seet, hvorledes Chr.-Posten har prostitueret sig med Telegrafmeldingen» siger En; Aa Snak, han har ganske Ret, siger en Anden. Saaledes har vi det i Christiania for Øieblikket. Publikum er sig selv ligt; det løber til, naar Folk slaaes paa Gaden.

Nr. 203/1855; søndag 02.09.

[Dei domfelte arbeidarane; statthaldar Løvenskiold]

Korrespondance
Christiania den 1ste Septbr.
De domfældte Arbeidere fik naadigst ingen Benaadning. De fire, som ingen Benaadning søgte, skal derfor i sit Fængsel ikke græmme sig over, at de ikke søgte. At Justitsdepartementet, efter hvis Indstilling Benaadningen naadigst blev negtet, ikke underdanigst indstillede til Benaadning, kom vel deraf, at de Dømte vare dømte af Høiesteret saa lavt som muligt efter de Lovsteder, hvorunder de maatte gaa. Muligens ogsaa, at Justitsdepartementet indstillede som det gjorde, af den Grund, at Styrelsen bør være stærk lige overfor slige Forsøg og ikke give Rum for en Medlidenhedsfølelse, som det i Egenskab af Privatmenneske maatte ville have vist. Maaske ogsaa dette er den bedste Politik lige overfor de store Masser og navnlig lige overfor vor Almuesmand i By og Bygd, der just ikke er meget modig af sig, men bliver forskrækket, blot han ser en Politistok, end sige en Hjelm, altsaa en strak Modsætning til vore svenske Brødre, om hvilke vi læse noget, men høre endnu mere, maaske falskelig, at de forenede sætte sig op mod Rettens Tjenere, der skal hjemsøge dem især for Brændevinsbrænding. Hos os skal man ikke se Sligt. «Redde sig, hvo som kan», er et Ordsprog, der formentlig enten er opfundet af vort Folk, eller i alle Fald burde være det.
Af selve Oppositionen i vort Storthing er dette samme Ordsprog ligesom skrevet ud af Sjelen. Der er ikke Tale om Sammenhold i Farens Stund eller et Suk over Syndebukken, der bringes som Sonoffer. Naar det gjælder, tabe Alle Modet. «Redde sig, hvo som kan,» er Løsenet, og det kan aldrig feile, at de ærede Oppositionsmænd ville hver for sig krybe i Skjul i en Kjælder, om de slap ud naar en vakker Dag Nogen skulde finde paa at spærre Huset med Bajonetter. Man kom ikke engang til at subskribere for de Faldne; thi Alle ere fattige og have intet høiere Formaal end at komme hjem med sine sammensparede Skillinger. Lige overfor et saadant Folk bør man aldrig indstille til Benaadning eller overhovedet give efter i noget Punkt; man har Intet at frygte, og Barmhjertigheden behøver ikke at bønfalde Retfærdigheden, om man forresten kan tillade sig at bruge disse Ord i politiske Anliggender.
Dog, enhver Ting har tvende Sider idetmindste. Er det sandt, hva man før har sagt, saa er det ogsaa sandt, at Almuesmanden «drager efter» som han selv kalder det, det vil sige er ligesom disse tykke gamle Ovne, der sluge mange Vedfang, før man mærker nogen Varme, men naar Varmen kommer i den, saa kommer den saa det duger. Klogskab byder derfor, at man standser til rette Tid, op fra denne Side turde nok Justitsdepartementets Indstilling kaste Brander i Sjelene, der under en passende Vind eller med gode Blæsebælge kunde udvikle en Glød, hvorved man fik varme sig, mere end godt gjorde. Sæt at Arbeiderforeningens Rester slog sig sammen og bleve ledede med Begeistring og Forstand; da turde det blive en Magt, som Ingen skulde spotte. Der hviler mange bitre Viser fra Arbeiderbladet paa Folkets Læber; man hører ikke sjelden gamle, svedte og daarlig klædte Mænd sidde paa Veikanten og synge i Fortvivlelse de forfærdeligste Sange om Norges Fornedrelse og Frihedens Spot; der kan komme Meget af dette. Det kunde nok svare Regning at indstille til Benaadning. Lad haarde Aaringer komme, og det vilde ikke falde svært nu som under Harald Graafellk1434 at kaste Skylden paa de Styrende. Naar en Mand fremtraadte og kunde tale, saa Almuen forstod ham, og som vidste at samle alle Misgreb til en ordentlig Slaglinie, vilde han blive meget farlig. Dersom slige Ledere vare retskafne og tilstrækkelig dygtige, vilde naturligvis Alt bare gjøre godt; men hvo borger for, at ikke Slægtninge, som nu Ingen kjender, kunde optræde og efter Fædrenes Tro føle sig forpligtede til at gjøre Noget! Der ligger forunderlige Kræfter i vor Almue og det kunde nok svare Regning at indstille til Benaadning en Gang imellem, naar man ser rigtigt langt.
Saaledes er da omsider Arbeiderhøvdingerne traadte ud af Skuepladsen, og Skriveriet om dem vil ophøre for det første. Om deres Personer vil ikke være mere at sige, da de ere borgerlig døde. De tilhøre Historien, og den vil baade under Udviklingen og paa Papiret gjøre adskilligt af dem. Den, som elsker en kjærlig Ende og med Fortrøstning vil se ud i Fremtiden, han beklager sikkerlig, naar han skal være alvorlig, at det ikke kunde lave sig saa, at de uskyldige Redskaber kunde blive frelste, naar de egentlige Anførere, som maatte vide bedre, fik sin Løn.
Statholder Løvenskjoldk1435 har søgt sin Afsked, og Kronprindsenk1436 er os forjettet som Vicekonge. Det var en grei Udgang paa disse tvende Storthingsbeslutninger, at Statholderposten skulde ophæves. Nu falder rimeligvis Spørgsmaalet bort af sig selv, da Storthinget neppe nu gjentager sin Beslutning tredie Gang eller forsøger paa at faa en Fortolkning, hvorvidt Grundlovsforandringer trænger til Sanktion. Nu faa vi Vicekonge en Stund, og saa, om ikke længe, en Statholder; thi Thronfølgeren kan dog ikke være tjent med at være længe her i Norge: Sverige maa dog blive Hovedlandet, og der er mere at betænke end her, hvor Alt dog unegtelig gaar ligefrem for sig. Om vi skal være glade eller ikke ved Vicekongens Udnævnelse, beror ganske paa os selv som vi ere til; thi vise vi os at være efter Thronfølgerens Sind, saa kunde vi være glade, men maatte vi findes ikke at være efter hans Sind, saa skjønnes ingen Grund at være til Glæde. Men derfor bliver det ligefuldt en Opmærksomhed mod os, at han blev udnævnt, hvilket vi vil vide at paaskjønne. Vi ligne som ethvert Folk forsaavidt Israels Børn, som vi af Samuel forlange en Konge.
Statholder Løvenskjold er en Mand, som hos ethvert Folk maa blive agtet. Han er en Modsætning til vore fattige og smaalige Mænd der gaa efter den arme Skillingen; nu frabad han sig 2000 Spd. i Pension, og for 13, 14 Aar siden gav han frivillig slip paa 4000 Spd. aarlig. Alene slige Mænd kan med Anstændighed have en mægtig Røst i Landets Anliggender. Vel er han saa lykkelig at have nogen Formue, saa han kan være opofrende; men laa det ikke i hans Natur at være det, saa vilde det ikke hjælpe stort, da det almindelige Menneske aldrig faar nok; og hans Formue dog heller ikke er saa mægtig, at hans Børn og Børnebørn jo kunde have godt af den og mere til. Statholder Løvenskjold har heller ikke stukket Sine frem i Statens Embeder til Fortrængsel for Andre. Han har været som en Regjeringsmand bør være, og har end hans Meninger ikke altid været efter Mængdens, saa har han dog paabudt Agtelse som en Mand, der turde have en Mening. Man vil engang kunne skrive en skjøn Lovtale over ham og sige, at med ham tog Adelen en værdig Afsked med de frie Folk, ja saa værdig, at Demokratiet en vakker Dag kunde sige: skaf os Adel igjen! Smaalighed er dog det ynkeligste i Verden.

Nr. 207/1855; fredag 07.09.

[Lønningar og prisar; nye hotell; kolerafaren]

Korrespondance
Christiania den 4de Septbr.
Det er en underlig Ting nu med Priser, Leie, Arbeidsløn og saadant Noget, som hører til Livets daglige Handel og Vandel. Det kan med faa Ord udtrykkes saaledes, at Alting er dyrt, skjøndt dette heller ikke ganske holder Stik, i alle Retninger, da mange Ting endnu ikke ere sprungne opefter i Dyrhed. Saaledes ere Fragterne ringe og Hyren høi, uagtet denne og er sjunket noget fra ivaar, for en almindelig Mand fra 15 til 9, 10 Spd. Husleien er heller ikke stegen i det Forhold, som den maa gjøre, dersom denne Tid skal holde paa. Husene blive kostbare, da de Arbeidsfolk, man imellem er saa heldig at faa, tage henimod den dobbelte Løn. Saaledes faar nu en Tømmersvend eller Murer 4 Mk. til 1 Spd. om Dagen, medens han før lod sig nøie med ½ Spd. eller deromkring. Det er ingen god Tid for de egentlige Bygmestere, som skulde bygge og sælge; thi Gaardpriserne har ikke begyndt at stige efter Arbeidslønnen. Omtrent ligedan er Dagslønnen stegen i de andre Næringer. Vi har jo nylig seet Striden mellem Skomagermestrene og deres Svende, men der var det nu noget overdrevent fra Mestrenes Side, da deres opstillede Beregninger vare altfor urimelige til Skade for dem selv. Saadanne Priser paa hvert enkelt Stykke til en Støvle kunde vel holde Stik, naar man skulde gaa hen og kjøbe hvert enkelt Stykke, skaaret ind paa det bedste af en Hud eller Skind, men for en Mand, som sidder i Drift og gjør sine ordentlige Indkjøb, var Prisen altfor stiv. Men desuagtet kan det være haardt nok for en Skomagermester at staa sig, før Prisen paa Skotøi ialmindelighed er kommen i naturlig Høide til Materialier og Arbeidsløn. Her er Skomagere, som derfor nu foretrække at sidde alene eller med 1 Svend paa sit Verksted og arbeide, hvad Kræfter holdes, istedetfor at drive som før.
Vognmænd, som for nogle Aar siden kjørte for 4 Mark Dagen, tage nu 1 ½ Spd.; og som en Mærkelighed kan fremhæves, at en Mand maatte betale 2 Spd. 3 Mk. for Hest og Vogn fra Gamlebyn til Akers Kirke og tilbage, rigtignok med halvanden Times Venten oppe ved Kirken. Man kan sige, at den personlige Kraft er kostbar, medens Kapitalen ikke har naaet den tilsvarende Kostbarhed, som Samfundet før har været vant til. Kundskaber og personlig Kløgt og Dygtighed som den 3die af disse Magter, der gjør sig gjældende i Livet, er heller ikke stegen i Værd, meget mere er den stadigt i synkende, da Tilstrømningen til Studeringer vedbliver i stigende Maalestok, hvorfor det nok vil blive en Nødvendighed, at Studenter og Kandidater, de daarligste af dem naturligvis, tage paa at blive Tømmermænd, Vedhuggere og Vanddragere, holder Tiden fram, som den stævner. De, som sidde i Embedet, ere imidlertid nu, idetmindste mange af dem, ilde farne, da alt det Arbeide, de skal have udført til Husbehov og den daglige Næring med samt alle Fornødenheder, er steget til henved det dobbelte. Det kan saaledes betragtes, som om deres Løn under sædvanlige Omstændigheder var slagen ned til det Halve. Forsaavidt vilde der intet urimeligt ligge i at foreslaa en Forhøielse i deres Løn, hvilket ogsaa er tilstaaet Embedsmændene i Danmark, hvor Forholdene arter sig omtrent som her nu. Men da det er gaaet ind i Folkets Overbevisning, at Embedsmændene her har været urimeligt godt lønnede, hvilket ogsaa har været Tilfælde med mange Sorenskrivere f. Ex. og især Præster paa de store Præstegaarde: saa vil det nok ikke nytte at andrage paa en Forhøielse i Embedsmændenes Løn, dog turde det hende, at enkelte Oppebørselsbetjente og Departementsembedsmænd fik Forhøielse, Universitetslærere og Skolelærere ligedan. Man saa endogsaa, at Kopisterne fik Forhøielse af Storthinget. Det vil dog vel imidlertid gaa mange Aar fremad endog som nu, før Embedsmænd faa noget Tillæg, da det maa erkjendes, at Embedsmændenes Stilling er sikker og yder mange Fordele, selv om han maa spare og i mange Maader staa tilbage for den, der vel kan tjene mere, men som dog er udsat for Tidernes Omvexlinger. Det geraader forresten vore Embedsmænd til Ære, at ingen af dem i disse Dage har kjæret sig om sin Stilling, og begrundet et Ønske om Forhøielse i Lønnen. Fra Danmark har vi seet den trykte Bogen over Indtægt og Udgift, hvor Tjenestepigens Løn, og Skolepenge med alt mere var opført, ligesom ogsaa Artikler har været indsendte med Underskrift: «En Mand, der har gjort Gjeld i 3 Aar og ønskede gjerne at slippe i det 4de.» Hos os kunde en saadan Mand udstyre sin Regning med den statsøkonomiske Bemærkning, at Smørret var steget 75 pCt., Kjødet 120 pCt. og Sopelimen 250 pCt. Det kan ikke vare længe, førend vi faa slige Regninger. Det gaar virkeligt agterud.
I slige Tider skulde man tro, at Arbeidsmanden maatte lægge sig noget til Bedste og lære noget godt, men det gjør han nok desværre ikke. Det ligger i vor Alles Natur og især i deres, som mangle Opdragelse, at lade det gaa, saalænge man har noget tilovers og derpaa lade hver Dag have sin Plage. Fylderiet er desuden nu i Opkomst, hvilket de Mennesker bør mærke sig, som sige, at den, som vil have Brændevin, kjøber enten han har Raad eller ikke, at det følgelig ikke nytter noget at forhøie Prisen, men derimod blot at virke paa Overbevisningen. Overbevisningen er en meget god Ting; men Nød og Mangel er meget bedre. Lad derfor Brændevinet blive dygtigt dyrt, saa prædiker man meget godt mod Drukkenskab. Og ser man, at Tiderne blive mere knappe end nu, saa kan man slaa ned Brændevinet igjen, for at ikke Folk ganske skal mangle Vederkvægelse.
Som det mest synbare Mærke paa Christianias Fremkomst og de Reisendes store Antal er vistnok de mange nye Hoteller, som er kommen til, udenfor hvilke store Flag vaier. At gaa ind paa disse forskjellige Hotellers Fortrinlighed eller Mangel, saaledes som en Mand i Kongsbergsadressen, vilde være meget betænkeligt, da man af Mangel paa Kjendskab kunde gjøre skikkelige Folk megen Uret. Man maatte saaledes som Reisende have prøvet dem alle i lang Tid. For Folk fra Vestkanten drister jeg mig imidlertid til at mene, at Hotel D’Angleterre ikke bør stilles i nogen Underklasse, saaledes som Kongsbergmanden har gjort.
Idag fortæller Morgenbladet, at nogle Koleratilfælde har vist sig her i Byen i de sidste Uger. Det vil vække Forskrækkelse saaledes uden videre at fortælle dette. Jeg var ordentlig bange at jeg skulde have gjort ondt i min ringe Kreds, da jeg for et Par No. siden fortalte det samme, uagtet jeg fremhævede Omstændigheder, som viste, hvad vi her inde Alle anse, at det ingen Fare var paafærde eller noget Usædvanligt stod paa. Men Folk læser ikke mere end den ene Halvdel af Sætningen, og derfor kan de let tage Forskrækkelse, naar de se Navnet Kolera, som de river ud af al Sammenhæng. Saavidt mig bekjendt, lægger neppe Nogen her inde Mærke til disse enkelte Tilfælde, og Hosten er saa langt fremme og Luften saa sund, at Ingen tror, det betyder noget. Det Bedste er dog at fortælle Alt og ikke ved Dølgsmaal vække Folks Indbildningskraft og derved gjøre en Elefant af et Myg, saaledes som Autoriteterne her og i Udlandet i sin Visdom gjøre.

Nr. 210/1855; tirsdag 11.09.

[Stilt i byen; kongefamilien]

Korrespondance
Christiania den 7de Septbr.
Nu sturer ligesom Byen efter de Kongeliges Afreise; Flagstængene staa nøgne paa Slottet og Oscarshal, og Vinduerne tilmales i Palæet. Folk blive altid forstemte, naar de se Huse tomme, hvori der før var Liv og Lyst, og den gamle Tro befolker da disse Huse med andre indflyttende Væsener. Naar Folk tilfjelds flytter hjem af Sæteren om høsten, saa flytte Huldrene ind i Bua og deres Bjergbuskap ind i de tomme Grinder. De, som komme op igjen paa Heien, se dette Folk med sine Pikluer og Blaatrøier gjæte sin vesle kollede Buskap langs Lierne og under de svarte Fjeldvægge. Mod Kvælden kauer og jaler Huldrejenten med sine lange Fletter Bufærden hjem, og den, som er tilstede ved ikke andet, end Sommerens gamle Liv holder paa, uagtet Skygarne blive saa lange; thi Solen siger mod Høsten: Han spiser hos disse gjæstfrie Folk, og Alt er godt og vel indtil han om Kvelden ved Ljaarilden faar se, at det er Roveguro der gaar og jugger omkring som Madmoder.
Saa poetisk er man tilfjelds, idet Savnets Følelser og de uhyggelige Stemninger gjøres til levende Væsener. Her i Christiania er man neppe saa poetisk; man er altfor tom selv til at kunne udfylde det tomme Rum, med andet en Tomhed. Slottet, Oscarshal og Palæet staa derfor tomme, og det falder neppe Nogen ind som gaar i Slotsparken og ser paa de henvisnede Blomster, at lade Blomsterne visne af Savn. Man føler ikke noget Savn selv, og derfor er det de lange kolde Nætter, som visne dem, Alt er Prosa og Naturlove, og derfor bliver ogsaa alle Sange, man gjør, bare Prosa. Ordbrammen kan ikke dække Fattigdommen. Var man endda saa klog at give sine Følelser en politisk Mening, saa kunde det gaa an, hvilket rigtignok en Digter i Christiania-Posten havde gjort til Kronprindsen,k1437 men derfor fik han ogsaa sine kjære Stryk i Aftenbladet. Tingen er nok den, at man ligesaalidt kan være politisk som poetisk; man er prosaisk, det er det Hele og derfor bliver Fakkeltog, Parader, Prologer og selv Hurraraab Tilstellinger, embedsmæssige Pligter og Vane. Det er imidlertid godt, at det er Noget, og det vilde være en daarlig Gjerning at klage. Alt har gaaet smukt og pent, kun ikke rørende, hvilket man heller ikke kan forlange, naar man er inde paa det Embedsmæssige, det reglementariske og ceremonielle. Til Vederlag faar man Ordener og Brystnaale; det er heller ikke rørende eller poetisk. De Kongelige skulde dog have været rørte i Theatret. De var saaledes de bedste, hvilket de ifølge sin ophøiede Stilling naturligvis ogsaa maatte være.
Vi Norske er dog i dette Stykke bedre end vore svenske Brødre; thi Ingen falder her paa at skrive ilde om Kongehuset eller Politikken, hvilket man meget hyppigt ser fra Sverig. Der myntes paa østlige Forbindelser, og Huset Bernadotte, som det ofte benævnes, faar sine Hentydninger, og Stamfaderen gjøres mistænkt for usvenskt Sindelag baade ved sin værdige Fremfærd mod Norske, men især ved sin Fremfærd eller Mangel paa Fremfærd mod Finland. Mødet i Åbo mellem Bernadottek1438 og den russiske Keiser Alexander,k1439 drages evigt frem og Følelser kastes ind i Sjælen paa enhver Svensk, der intet Godt spaa. Dette Møde paa «Skjoldet paa det svenske Hjerte» kunde blive en Achillishæl hvor Familien Bernadotte kunde saares dødeligt, dersom man paa Frastand kunde tillade sig nogen Slutning, og dersom Tiderne skulde forandre sig noget betydeligt. — Nu med sidste Post kom saaledes et Brev fra Stokholm i Värmelandstidningen, optaget i Gøtheborgs Sjøfarts- og Handelstidning, som anbefaler dette Brev ved at kalde det vittigt, hvori alle slige østlige og usvenske Hentydninger rigelig fandtes. Der taltes da blandt Andet om, at Kongefamilien var i Norge og der fik Besøg af Prindsen af Nederlandene,k1440 som kom lige fra sine Slægtninge i Petersburg og Berlin. Forfatteren lader ane Ønsket om at kjende Samtalerne og Forhandlingerne med denne Mand, der kom fra disse Hoffer; man skimter mellem Fingerne i ham ligesom en af de røde Traade, der sammenslynger disse nordlige Hoffer. Det gjør ikke godt at læse Sligt, og i Sverig vil det blive læst. Vi her i Christiania, der saa denne pene beskedelige Mand kjøre gjennem Gaderne, med endog en halt Hest i Følget, som en af vore Vognmænd havde ladet slænge med for samme Prisen*), vi hverken skulde eller skulle fatte slige Tanker. Vi, der tænke saa godt om alle høitstaaende og rige Mænd, saa i ham en elskværdig aldrende Mand, der kom fra Slægt og Venner og reiste over Havet for at besøge sin kjære Datter, Datterdatter og Svigersøn, samt at de Gamle, der havde giftet Børnene ihop, vilde tale nogle Alvorsord om deres Fremtid. Vi fandt det smukt og var ovenikjøbet stolte af, at vort Land blev beæret med et Besøg af en fyrstelig Person. Politik falder os ikke ind, fordi vor egen Politik, om vi forresten have nogen, kan være fri og ligefrem. Vi ere desuden saa loiale, at vi lade vore Følelser omstemme af fyrstelige Personer. Saaledes gik vi strax ind paa disses Mening, der om de dømte Arbeidere berettes at være den, at de istedetfor Benaadning burde have faaet større Straf. Mange af os havde virkelig Medlidenhed med disse Ulykkelige; men da Rygtet bragte os disse høie Vedkommendes Mening, sagde vi til os selv: det er jo ganske rigtigt.
Det turde dog hende, at man omsider ved alt Skriveri og Opinionstryk fik Regjeringen paa Vestmagternes Side. Saaledes skulde det af de Rette været sagt paa Gardemoen, at Soldaterne trængte til Øvelse, da de nok kunde komme til at kommanderes ud til Vaaren. Det klinger ikke troligt, at man skulde udlade sig med slige Hentydninger, og allermindst, naar man mente noget med dem.
*) Den var ikke stor.

Nr. 213/1855; fredag 14.09.

[Norske interesser i krigen]

Korrespondance
Christiania den 12te Septbr.
Dersom Avisskriverne i disse Dage skulde leve af Nyheder, vilde det se ilde ud med dem, da Telegrafen borttager dem alle. Man kan ikke berette en ærlig Skrøne, uden at Alle i forveien kjende den, og er Telegrafmeldingerne korte, saa ere de saa meget syndigere, at det er utaknemligt at søge efter. Disse Nyheder, som nu sætter os i Bevægelse, ere derfor ingle Nyheder. Drammenserne véd ligesaa godt som jeg at «Norge» er sunket, «Bergen» Vrag, og Sebastopol taget. Det eneste vi her i Christiania maaske har forud for Drammen i dette Øieblik, er den Skrøne, at Ludvig Kossuthk1441 skal være under et andet Navn paa et af vore Hoteller. Han skal være der med Skjæg og Alt saa livagtig som nogen Ting. Men det vækker ingen Forbauselse, da vi nu ere saa vante ved overordentlige Ting, at man gjerne kunde fortælle, at Napoleonk1442 var i Hotel du Nord, uden at der for den Skyld kom noget Menneske i Dronningens Gade. Det er naturligvis ikke sandt, at Kossuth er her, men lad gaa, vi kan lige godt for det sige, at han kommer i den beleilige Tid for at holde Taler mod Rusland og om Nationaliteternes Gjenfødelse. Netop nu er dette beleiligt, da Sebastopol er falden, og Rusland slaaet lam paa den ene Haanden. Nu kan vi være Karle og lade os paavirke af Kossuthn275 til at forlange Kola og forøvrigt en god Strimmel bort over til Archangel med en tilsvarende Grændseafrundning ind over Fjeldryggene, hvorved vi slipper al denne Leven med russiske Fiskere og Rensdyrjætere. Vi har jo en Slags historisk Ret til en stor Del af disse Strøg, og den, som rigtig kunde grave efter i Arkiverne, maatte kunne finde noksaa gode Papirer til en Trætte og ægle sig ind paa Rusland, der nu maa dele Skjæbne med enhver Vogn, som hælder. Vi kan begrunde Nødvendigheden af en Optræden nu ved at sige: Klænge vi os ikke ind paa Rusland i denne Stund, saa kommer det bagefter paa os, naar det faar omraadt sig. Dette bliver da de tvende Bén, hvorpaa vor Krigslyst maa gaa. Paa disse Bén, nemlig Retten efter gamle Skindbreve og Nødvendigheden af at knipe Rusland i dets Nød, paa disse tvende Bén, siger jeg, gaa vi ind til det norske Folk, tager af os Hatten og efter et godt Maaltid Mad spørge, om det ikke vil være med at gaa mod Russen. Derfra gaa vi ind til Kongen, bukke os underdanigst og spørge ham om det Samme. Hos ham kan vi tale smukt om det Store i en saadan Optræden og det historiske Navn den Fyrste maatte faa, som gjorde slige Ting. Det kan ikke feile, at det jo maatte gaa, og til en Begyndelse er det jeg skriver dette, og skjønner jeg at Folk finder min Tale fornuftig, saa kommer jeg med mere, da der om den Ting lader sig Meget sige. Skulde vi ikke ogsaa faa Noget under disse mægtige Rørelser i Verden? Skal vi ligge og se paa de fabelagtigste Heltegjerninger uden at gjøre det Mindste, vi, som gjennem vor Diplomatik har vexlet Noter om Reensmos og Kolje, — vi, som gjennem vore Storthingsmænd for lukte Døre, har ligesom kjendt Strygninger af Ruslands Veidehaar? Vor Opposition blev ræd for dette Haar, krøkte sig ihop med Hænderne i Boxelommen og sagde: «vi faa overlade Alt til Regjeringen», hvilket ogsaa var det klogeste, den kunde gjøre, eftersom den selv manglede Kundskab og Mod til at gjøre Noget. Det er muligt at denne Opposition nu kunde være mere modig efter at Sebastopol er faldet, ligesom Morgenbladet vel bekjendt lod sig omstemme, da Ungarn var kuet. Der er et Blodforvantskab mellem disse Sjæle. Men ligger nu Rusland paa Nordsiden af Sebastopol i de mægtige Fæstninger der, og skyder paa de Allierede, som færdes mellem Grushobe, saa er det ikke værdt at udtale sig bestemt om vor Deltagelse i Krigen, før Krim er feiet. Kanske selv Østerrig, der begyndte at holde til Vestmagterne, nu da det lod til af Militære, at Sebastopol maatte falde, kanske ikke engang det, der er ligesaa god Politikker, som noget Menneske, erklærer sig bestemt, før det faar høre Mere. Det er derfor raadeligt, at ikke vi fremsatte vore Fordringer paa Kola med mere ved Ishavet og paa Snehøiderne, før vi faar høre mere om Ruslands Nederlag. Det er endnu istand til at give os et Svimeslag. Iøvrigt slaar det os alligevel, naar de faa sin Kans, enten vi nu ere dets Fiender eller Venner, og intet politisk Snak er daarligere end det, at vi ikke bør opirre Rusland, der kunde komme over Skandinavien, naar Flaaderne vare seilede hjem. For den Sags Skyld kunde vi gjerne være med de Engelske og Franske, forudsat at disse vilde have os i sit Selskab. Lader os derfor være praktiske og tale om den Vinding, vi kan have af Ruslands Ydmygelse istedetfor at tale om disse store Begivenheder og store Følger for Slægtens Civilisation, som saa alligevel Ord ikke kunde udtrykke.
Men faa vi ikke Kola, saa kan vor store Handelsflaade faa god Fortjeneste i Østersøen efter Krigen, da den russiske Handelsflaade er ødelagt. Dette bør Skibsredere have i Udkik og derfra hente Mod til at bære Nutidens Tryk, der ikke er ringe for dem, som have store Penge liggende i Skibe. Selv amerikanske Handelsmænd tænker paa de gyldne Dage, som skal komme, og det skal være Hovedgrunden til, at Amerika vil hæve Sundtolden for uhindret at jage ud og ind i Østersøen. Den, som nu kunde bygge Skibe, vilde sikkerlig gjøre ret godt; thi paa Østersøen og det sorte Hav vil blive Liv, naar Freden kommer.

Nr. 215/1855; søndag 16.09.

[Asbjørnsen og skogen]

Korrespondance
Christiania den 14de Septbr.
«Om Skogene og et ordnet Skogbrug i Norge,» er Tittelen paa en Bog, der snart kan ventes udkommen af vor bekjendte Asbjørnsen.k1443 Men da Bogen ikke bliver saa liden — omtrent 20 Ark —, og da der ikke skal ringe Forskud til Udgivelsen, har Forfatteren talt med Selskabet for Norges Vel om en Understøttelse af 250 Spd. Dette havde imidlertid paataget sig saa meget, at det ikke kunde yde noget Bidrag, hvorimod det anbefalede Skriftet til Tømmerforeningerne som dem, hvem det maatte ligge nær at virke ved Midler for Udbredelsen af et saadant Verk. Tvende Foreninger, den fredrikshaldske og christianske, har ogsaa ydet hver 50 Spd., og det tør formodes, at andre Foreninger, hvoriblandt ogsaa den drammenske, vil træde til. Ved en saadan Understøttelse vil Bogen, hvad der ogsaa er Hensigten, kunne sælges billig og derved ret mange Skogeiere og Andre i Landet kjøbe den. Man véd, hvordan det er, at selv den rige Bondemand ikke kjøber undtagen han faar det billigt, allermindst gjør han det med Bøger, som han først efter Kjøbet kan lære at vurdere. Ved en saadan Understøttelse vilde ogsaa den agtede Forfatter kunne faa for sit Arbeide, hvad Salget af Bogen i Tidens Længde kunde indbringe, hvilket formodentligt efter dens Godhed vil kunne blive ganske anstændigt, men heller ikke mere, end han ærlig fortjener. Det er ikke saa hertillands som i Lande, hvor Mange læser, at Bogforfatterskabet lønner sin Mand, og allermindst den Forfatter, som videnskabeligt og granskende gaar til Verks. En saadan Mand maa faa Understøttelse af Staten, Kommuner eller Selskaber, naar han ikke selv er saa rig at han kan opofre sig for det almene Bedste.
Asbjørnsens folkelige Pen og naturhistoriske Kundskab i mange Retninger vilde være en tilstrækkelig Borgen for hvilkensomhelst Tidningskriver til at anbefale denne ventendes Bog endog ubeseet; men da Brudstykker af den allerede har staaet i et Blad (Nyhedsbladet?), og da jeg har været saa heldig at se dem i raa Materie, kan jeg trygt rose den, om dette forresten ikke var en unødig Gjerning, efter at Selskabet for Norges Vel har gjort det. Imidlertid kan hver af os, hver paa sin Maade, have fundet sine Fortrin ved Bogen: Selskabet for Norges Vel har vel rimeligt fundet Bogen videnskabelig begrundet og tænkt paa den Nytte, den vilde gjøre, naar den kom i Almuens Hænder; medens jeg er mest glad i Bogens fattelige Fremstilling og de mange norske Ord, der ere optagne af Almuesproget, som i Skogvæsenet er saa rigt paa Betegnelser, da Norge jo er et Skogland. Dersom en Bog, som denne, skulde have holdt sig indenfor det saakaldte Skriftsprog, havde den maattet vrimle af fremmede Ord og Omskrivninger, der for de fleste Læsere havde været lige meningsløse. Naar Almuesmanden faar fat i denne Bog, vil han forstaa den og glæde sig over, at han finder sine Benævnelser igjen. For Folk, der ikke like vort eget Sprog, maa det dog være en Beroligelse at Forfatteren har raadført sig med vore Sprogmænd, hvorvel man ikke synderlig tror paa Nogen, naar det gjelder at forlade det kjære danske Tungemaal.
Bogen gjennemgaar beskrivende vore Træer og fortæller tillige, hvorledes de voxe i andre Lande, tilligemed en Anvisning om at hegne og opelske dem. Iøvrigt er Frøsaaing noget som Forfatteren senerehen vil komme med, naar han i Udlandet har lært mere. Han er lovet Stipendium, 800 Spd. til i tvende Aar at besøge Forstinstituttet Tharan i Sachsen og bereise Rhinegnene, Ungarn, England og Sverig, eller hvilke andre Steder et ordentligt Skogvæsen maatte være igang. Det bliver ikke nok til 2 Aars Ophold og Reise disse Penge, men saa faar han vel mere, da man neppe kan faa nogen bedre Mand, og da Staten har indseet, at Noget maa gjøres til Oplysning om Skogvæsenet, hvorover man fast fra alle Kanter klager. Det er Oplysning man først maa søge at faa udbredt; thi at skride ind med Forbudslove, hjælper vel ikke stort efter de gamle Erfaringer vi have fra vore Forordninger om Skogfuter, Forbud mod Udførsel af visse Slags Last og de priviligerede Sagbrug. Man maa i det Længste haabe, at Folkets eget Gavn vil tilsige det at drive Skogene sine med Maade, naar Videnskaben belyser deres egne Erfaringer, hvorledes Bruget bedst skal drives. Man vilde vel kanske endog sige, at det var et Indgreb. Eiendomsretten om Lovgivningen forbød f. Ex. den almindelige Plyndrehugst af Spekulanter, der trives saa herligt ved vore større Vasdrag. Men Skogene ere ikke blot den nulevende Slægts Eiendom; de ere som enhver national Indtægtskilde ogsaa Efterkommernes Eiendom, som en fornuftig Lovgivning tillige maa sørge for. Asbjørnsens Bog har i sine følgende Afsnit gode Vink for Skogeieren, til at passe og udnytte sin Skog med Affald og Alt, hvorhos han har Betragtninger over Skogenes Indflydelse paa Luften, Jorden og Vandet, hvilket Altsammen vil læses med Fornøielse og Belærelse og aabne Øinene for mange grove Misbrug. Det er dog ganske ødelæggende hvorledes selv forresten forstandige og husholderske Folk fore med sin Skog; det er som den aldrig kunde tage Ende, og den, som hegner og er ræd om den, betragtes af de andre Bygdefolk som gjerrig og smaalig, hvilket viser, at den rette Aand ikke er kommen ind i Folket. Det er denne, som denne Bog og lignende Skrifter skulde bringe. De vil sikkerlig ogsaa gjøre det; men paa mange Steder er det forsént, undtagen forsaavidt man kan plante og opelske Lunde og Gange til Ly, Skjønhed og Hytte. Klage over Ødelæggelsen nytter ikke; thi de som Klagerne virke paa, ved allerede at det staar galt til, og Klagerne ere nu rigtignok mange Gange overdrevne. Ødelæggelsen af Skogene er paa mange Steder et godt Mærke paa, at Jordbruget er i Opkomst: Sletter og Dale der før prangede med rank Skog, ere nu Aaker og Eng, og det er dog vel bedre.

Nr. 219/1855; fredag 21.09.

[Ei svindelhistorie]

Korrespondance
Christiania den 19de Septbr.
«Vi har Folk her paa Bjerget ogsaa», sagde Peer Degn. Det samme kan Christiania sige til Bergen, der naturligvis er stolt af sin Grethe Gregoriusdatter.k1444
Ifjor i Marts Maaned drager en ret smuk og ung Pige op paa Landet nogle Mile fra Christiania for at kjøbe en Gaard, som just var tilsalgs. Det saa noget underligt ud, at en Pige gav sig paa Gaardhandel, men hun var forældreløs og havde heller ikke nogen Tillid til sin Formynder, der lod Arven blive staaende i Overformynderiet, og ingen Sands havde for sin Myndlings Kjærlighed til Landlivet og den skjønne Natur. Derfor drager hun ud paa egen Haand i Følelsen af at hun dog er den, der tilslut maa sørge for sig selv, og at Kvinden bør befri sig fra sin Umyndighed saa meget som muligt. Formynderen kunde jo billige hendes Valg af Gaard, og kunde ikke han gjøre det, saa er der Udsigt for en Jente paa henved 5000 Spd. at blive gift; og den glade Mand vil da ikke negte sin unge Kone at kjøbe den Gaard, hvortil hendes Hug staar, især naar det er for hendes egne Penge. Det var derfor intet urimeligt for vor gode Thea at se sig om efter Gaard, og der var saameget mindre, som den Mand, der vilde sælge Gaarden, just var en Ungkarl, der nok var skyldig omtrent saameget som Theas Arv; blev den lagt i Gaarden, saa kunde han beholde sin Gaard og hun tillige faa den; det vil sige, de kunne gifte sig ihop.
Hvilken ung Pige med Penge anstiller vel ikke Sandsynlighedsberegninger, og hvilken Mand med Gjæld paa Gaarden sin vil ikke gjerne faa en Pige, som kan løse den? Thea har derfor god Sands til at vælge en Gaard. Gaarden behager hende, dog findes Et og Andet at udsætte paa den for at faa Noget at snakke om, indtil Kjærligheden faar Stunder til at flamme i; den fænger, Manden bliver forelsket, naturligvis som sædvanligt, ikke i de 4865 Spd. 77 Skill., men i Pigens Elskværdighed, Skjønhed, gode Forstand og kvindelige Dannelse. Overvældet af sin rene Kjærlighed maa han erklære sig. Med sænket Blik og rødmende Kinder besvarer hun hans rene Kjærlighed. De Lykkelige forlove sig, vexle rimeligvis Ringe og love hinanden Troskab indtil Døden. Det er daarlig Ting at gaa længe forlovet, naar man har Raad til at gifte sig, og hvad skulde nu hindre disse unge Folk fra at gifte sig, naar han har Gaard og hun Penge til at løse den med? Fæstemanden kjøber derfor Stats og Bryllupkost, og Thea holder ham ikke tilbage, men skynder heller paa. Længe var det ikke fra den Tid, hun som en Fremmed kom for at kjøbe Gaarden, og til hun stod Brud; man drak Bryllup i 6 Dage. Mangesteds paa Landet er Brylluppet langt, eftersom Bruden er rig til, ofte 1 Dag for hvert 1000 Spd. Da det led ud i Hvedebrødsdagene (Flikkremaaneden heder det i mange Bygdelag), begyndte Manden at tænke paa Medgiften; men den unge Kone afvender denne materielle Tanke med Kvindens fine Takt. Hun reiser derimod ofte i Besøg til sine Slægtninge, som er indved Byen, og hver Gang kommer hun tilbage med Brystnaale, Broscher m. m., hvilket Alt tyder paa at hun maa være af god Familie. Omsider vil dog Manden have Medgiften. Naar man skal være oprigtig, saa var det nu vel den han giftede sig efter, da han lignede de fleste Mænd, der ikke ere saa ganske unge og som enten ere skyldige paa sine Gaarde eller ingen har. Han synes det bliver underligt, og gaar ind til Byen, hvor han spørger efter den og den, kommer paa Spor, og Politiet synes den omspurgte ligner en Randine, der kjøbte en Gaard for 1300 Spd., som Manden ikke vilde have mere end 900 Spd. for, men da 1300 Spd. eller saa omtrent var netop saamange Penge, som hun havde i Overformynderiet efter sin Mand, da hun varn276 Enke: saa blev naturligvis Sælgeren glad og for at gjøre hende en Billighed igjen, laaner han hende Kjeraald, Sengklæder og 20 Spd., 10 Spd. og 5 Spd. til at begynde Husvæsenet med, da hendes egne Penge stod saa faste i Overformynderiet, at hun ikke kunde faa noget før alt paa en Slump; men da det nu tager Tid ud, og hun pantsætter i Laaneindretningen sine laante Sager, snakker Manden med Politiet, der ingen Vei kunde komme med hendes rappe Mund, førend en Gadedame i sit eiendommelige Sprog kalder denne nye Huseierske sin Søster, hvorved da Lys efter Lys gaar op, indtil hun maa gaa fra Gaarden til Vand og Brød.
Man finder endvidere, at Thea, som Ægtemanden søger efter, ligner en Randine, der med en ung vakker Arbeidsmand, som havde tjent sig sammen henved 100 Spd., vilde til Lier for at kjøbe en Gaard. Politiet, der længe havde gaaet fra Christianias ene Ende til den anden, for at søge efter en Randine, der flyttede hver Uge eller 14de Dags Dag fra Sted til Sted med sine laante Sager og øvrige Misligheder, finder, at hun, som var reist hen med sin Kjæreste for at kjøbe en Gaard, maatte være den samme Randine. Opmærksomheden blev vakt ved Udraabet af nogle Arbeidere: «Det var da svært, hvor godt Tag han Olaf gjorde, der nu med sin rige Kjæreste er op og skal kjøbe en Gaard;» man opspørger Veien og finder efter mange Feilstik a’ Randi med Kjæreste i Lag med nogle Valderser, der vare stolte af at være komne i Selskab med en saa fornem Dame, hvem de derfor ogsaa havde laant 3 Spd. og et af disse store Klumpuhr, som hun dinglede med paa Livet lig en Klokke. Kjæresten begyndte at græde, da Politiet fik Tag i hende, hende, som han havde elsket, naturligvis for sine Penge og kostet paa alle sine egne Penge, som han saart havde slidt for. — Hun kommer i Tugthuset, som Forbryderske anden Gang. — Ifjorhøst kommer hun ud derfra, og ivaar bleve hun gift til Gaard og Grund. Det er ganske rigtigt den samme Randine. Paa Politikammeret i forrige Uge faar Manden fuldstændig Oplysning om sin Kone, der med forslagen Mund vilde være Thea, men overvældet af alle Synder og Trudselen om Straf, hænger hun Manden om Halsen og beder ham ikke at forlange Paaklage, og han siger: «Ja, dersom du endda nu vilde være skikkelig, saa faar vi prøve, men du véd, hvorledes du har bedraget mig». Det skulde være bevægeligt at se denne bedragne Mand være saa taalmodig og høihjertet mod en slig Kvinde, der saa ynkeligt har misbrugt sine store Evner. Enkelthederne i hendes mange Historier røber et Menneske, der kunde være blevet berømt til det Gode, dersom hun havde brugt sig dertil. Vist er det imidlertid, at Historien er mærkværdig, og dersom den ikke var sand, kunde man ikke tro den i disse Dage. At Præst, Forlovere og Brudgom tog alt for godt og ingen Mistanke fik til Papirerne, af hvilke dog Daabsattesten var i sin Orden. —
Endda siger man, at Verden ikke længer har Eventyr! Medens hun var i Besøg hos sin Familie efter Brylluppet, bevægede hun visselig mange Hjerter, der gav hende baade Theaterbilletter og andet, da de hørte hun var saa rig. Det er en Roman saa god som Nogen vil eige den, og da Kjærligheden er det Forhærskende, saa kan den læses.

Nr. 221/1855; søndag 23.09.

[Møkk og kålhovud]

Korrespondance
Christiania den 21de Septbr.
En Politikus skal i disse Tider ikke gjøre større Forretninger her i Norge og allermindst i Christiania, hvor man nu istedetfor politiske Møder paa Børsen holder Møder om Gjødsel og Ved. Det er praktiske Sager, og de vise overmaade godt Tidens Retning. Hvorfor skulde man ogsaa holde andre Møder? Det gaar brav med vor Politik: Regjeringen pleier sine Forretninger, Storthinget ligeledes, især nu da det sidder hjemme. Den, som ikke er tilfreds med Gangen, gaar forud for sin Tid, eller slænger bagefter den, og ham fører man i begge Tilfælde ikke efter. Det gaar godt, og gjøres Noget, som ikke tiltaler Alle, saa siger man ganske beskedent: jeg forstaar mig ikke noget paa det, det er vel det Bedste, som sker, da de rette Mennesker gjøre det. Derimod føle vi alle, at vi ikke have Gjødsel nok, og at Veden er dyr. Det er Ting, som vi alle forstaa os paa, og derfor tiltales vi alle af disse Møder paa Børsen, hvorved Fiskemager og Fiskeaffald i vore Fiskebygder kan blive til Næring for Jorden, og hvorved Skat og Kviste i vore Skogbygder kan blive til Ved for os. Vi ere komne did, hvor man, som Filosoferne sige, vende Blikket indad — paa Magen nemlig. Det er Magens Tid; Hovedet og Hjertet har ligesom udspilt sin Rolle, nu skal Magens begynde, og den Rolle bliver lang. Man kunde sidde paa en Møgdynge og holde de mest overbevisende Foredrag om Magens Betydning i Mennesket og Samfundet. Dokterne gjør det samme; thi nu ere de komne efter, at det er fra Magen alle Sygdomme have sin Oprindelse: Øiensygdomme, Tandverk osv. Det er en Møgets og Magens Tid, det Eneste man kan have imod den er, at den ikke saa aabenbart blev baaren tilskue. Baade Møget og Magen har sine Fordringer, men man skulde vel pleie dem, og forresten lade, som ingenting var. Det bliver noget stivt, naar man saa aabenlyst bærer Materialismen tilskue. Vi komme snart ligesaa vidt som i Amerika, der efter en berømt Forfatters Ord dyrke Treenigheden: Guld, Sølv og Banknoter. Sligt kommer af den praktiske Retning, man altid skriger paa. Livet, Literaturen, Aviser og Samtaler blive Møg og Mage, bliver det Guld, Sølv og Banknoter, saa synes det idetmindste lidt mere aandrigt. Det gaar snart ikke længere an at skrive om Jorddyrkning og den Mangel paa Husholderiskhed, man før har vist: det bliver til Møg, førend man ved Ord at det, og i hver By og Bygd bekjendtgjør man snart ligesom paa Christiania Børs, at man vil debattere om Møgdynger. Det hjælper ikke at kalde det «Guano», thi det Navn leder Tanken endnu nøiere ind paa Herkomsten. Saa er der videre Forsamling om Kaalhoveder og man siger: skaf blot Menneskene Møg, saa faa de Kaalhoveder, og have de først faaet Kaalhoveder, saa kommer Kundskab og Frihed af sig selv. Der kan være Noget i dette, men det klinger kosteligt, og det er sikkerlig bedst ikke at tale om det.
Naar man er kommen til dette Punkt, har man et Skridt til det næste, som er, at man har nok af Mennesker, men mangler Dyr; nok af Fornuft, men Mangel paa Ufornuft. Det er underligt, at man ikke har holdt Møder paa Børsen om Anskaffelse af Dyr og Ufornuft nu i disse Dage, da Arbeidet er saa dyrt, da man har nok af Bogfolk, men ikke Arbeidsfolk. Det næste Møde bliver om denne Ting; Sammenhængen fører det med sig. Naar nu dette Punkt er naaet, hvor kommer man saa hen?
Ved Siden af denne Retning mod Møget og Magen, gaar her i Christiania en anden Retning, som idetmindste indbilder sig at være modsat, det er nemlig den Retning, som stiller ud Blokker i Butikker og Restaurationer til Opbyggelse af Kirke. Ja virkelig gjør man dette, saa utroligt det end klinger. Der er ingen Maade med nogen Ting; enten galer man som Hanen paa en Møgdynge, eller ogsaa flyr man op paa Kirketaarnet. Man kan ikke holde sig til Jorden. Her er Mange, forstaar sig, som holde sig til Jorden, men disse Mennesker overdøves af hine Haner dybt nede og høit oppe. Det er i Grunden den samme Hane, blot det synes være to; thi det ene følger med det andet; naar Hanen har siddet en Stund paa Dyngen, tykkes han det bliver usundt og flyver op, men længe taaler han ikke den rene Luft; den er ikke nærende nok, han bliver hungrig og flyr ned igjen. Saa gaar det op og ned og de, som staar og ser paa, synes det er underligt; men de, som flyve med, sige det ene Øieblik: nu er her godt Haab; man har Bøsser i Butikker og Restaurationer, og den gamle ugudelige Tid er forbi, da man blot tænkte paa Verdens Fornøielser; nu oprinder Lyset. De, som sidde paa Dyngen, sige derimod: nu har man da omsider lært at holde sig til praktiske Sager og ikke deklamere i den tomme Luft om Politik, Oplysning og Frihed, der intet Hold havde, fordi man manglede Møg og Kaalhoveder.
Christiania gaar dog forud for Landet; thi man har vel neppe begyndt hverken med Møgmøder eller Bøsser paa Restaurationerne andetsteds. Derfor er det ogsaa i Hovedstaden, hvor alle praktiske og theoretiske Hoveder ere samlede. Der kommer vel snart i Literaturen Repræsentanter for disse to Retninger. Literaturen for Bøsser paa Restaurationer til Kirker er i god Opkomst; man tænke paa alle disse fromme Sange, paa kristelige Tragedier o.s.v. Der sidder Hanen paa Taarnet og galer. Derimod er der ingen Digte komne ud om Møgdynger, Komposter, Kaalhoveder, Tang o.s.v. De komme snart. Det er begyndt med prosaiske Afhandlinger i Morgenbladet, og Resten følger af sig selv.
Det unge Norge, der saa godt gaar fremad i praktiske og nyttige Retninger, maa passe sig for at blive cynisk.
Veden, og de gode Folk, som vil skaffe de Fattige Ved for billig Pris, burde ikke være nævnte i dette Selskab.

Nr. 225/1855; fredag 28.09.

[Utanlandske tidsskrift og aviser]

Korrespondance
Christiania den 26de Septbr.
Her holdes mange udenlandske Aviser i Norge og navnlig i Christiania. Paa hver Kaffé, Restauration og Skjenkested, ser man svenske, danske, tydske og engelske og franske imellem. At man har disse Aviser paa slige Steder, kan være fornøieligt nok, men naar private Mænd foruden enkelte Handlende, holder dem, synes de være gavmilde mod Udlandet; og naar Bønder som oppaa Hedemarken holde Kladdaradaschk1445, skal man ikke klage over Mangel paa Avishold eller Ulyst til Læsning. Derimod kunde man klage over Lyst til at have alt Fremmed, skjønt man kunde berje sig med sit Eget. Det er ikke selvstændigt dette eller patriotisk, som heller vil savne en Nydelse end hente den fra Udlandet. Men vi ere nu engang fordømte til at leve af Andres aandelige Smuler, og en Selvstændighed hos os, som hos Franske, Engelske, ja endog Svenske og Danske, der vil at Andre skal lære af dem, en saadan Selvstændighed vilde vel ikke være god at haandhæve, uagtet der ingen Tvivl er om, at vi kom ligesaa langt ude, og vandt større Selvstændighed hjemme, naar vi gik vor egen Gang, og vare for stolte til at gaa i Skole. Vi vil imidlertid gjerne gaa i Skole, og vi læse heller alle Verdens Sprog end vort eget. Mange turde maaske finde det at være mere civiliseret at læse Malayisk end Modersmaalet. Det er denne Ting, som vore Videnskabsmænd anføre mod vort eget Sprog og vore egne Meninger: Det er at stille sig udenfor Civilisationen, sige de. Denne Lære, der foredrages af vore Videnskabs- og Bogmænd, den følger Folket troligt efter: det læser udenlandske Bøger og udenlandske Aviser, og endda tillader man sig at klage over, at vort Eget er slet.
Skulde det derfor ikke være selvstændigt, om man blot lærte af dem, som lærer af os, og navnlig om man skulde holde Aviser fra Lande, som ikke holde vore Aviser? Svenske Aviser holde vi saaledes i mængdevis; men i Sverrig er faa Norske. Selv Morgenbladet, som er vor Avis fremfor alle Aviser, var for nogle Aar siden ikke at finde paa nogen Restauration eller noget Hôtel i Stockholm, saa har en troværdig Mand fortalt. Han gik just omkring for at lede efter Morgenbladet, men fandt det kun hos en norsk Mand ved Statsraadafdelingen. At han ikke fandt noget andet norsk Blad, følger af sig selv. Avisredaktionerne holde dog vel nogle norske Blade; men det er vist ogsaa Altsammen. Saaledes kunde vi ogsaa uden Skade stelle os her, og det vilde være selvstændigt. I Kjøbenhavn skal derimod findes norske Aviser paa enkelte Restaurationer; men om nogen privat Mand holder dem, er saare tvivlsomt. Selv berlinskek1446 Avisredaktionen synes ikke at holde Morgenbladet, idet den citerer Christianiaposten en Gang i imellem. Her holdes derimod danske Aviser i mængdevis, og andet kan aldrig slaa Feil, end at baade de Svenske og Danske le af os, fordi vi holde deres Aviser, og foragte os, fordi vi hente Alt udenifra. Man skal ikke finde en Probenreuter af dansk Boghandler, uden at han ved Leilighed hænger os i Næsen, at vi nære os af danske Forfattere, og at vi maatte synke ned i Barbari, dersom vi ikke fik Tilførsel. Det er unegteligt ærgerligt, og den Mand, som ikke føler sig krænket over dette, er ingen norsk Mand. Det vilde derfor være et stort Skridt til national Selvbevidsthed at lade være at holde Størstedelen af de danske Bøger og Aviser. De svenske Bøger og Aviser derimod kunde vi holde nogle af, da baade Sproget er mere vort eget, og vort politiske Samvær gjør en Vexelmening ønskelig. Men det er formange, som holde svenske Aviser, og indtil vi fik Vished for, at de Svenske ogsaa holdt vore, burde vi stoppe lidt.
At ikke Tydskland, England og Frankrig læse os, er saa rimeligt; men vi kunde ogsaa godt være disse Landes Aviser foruden. Lad Avisredaktionerne gjensidig bytte; deres egen Interesse maa tilsige dem at oversætte og meddele saameget, vi har Brug for. Naar man nu undtager enkelte Handlende, saa skal ikke vore Politikkere have nogen Brug for disse Udlandets Aviser. Den almindelige Tidsgang faar vi af vore egne; og vi skal ikke spille nogen Rolle, saa vi for den Sag trænge til at sætte os ind i politiske Enkeltheder i andre Lande. Vor Tid kan anvendes meget bedre, og fremfor Alt vilde vor Selvstændighed og aandelige Dygtighed faa en kraftig Næring, om vi afholdt os fra en Masse af dette udenlandske. Vi er et Folk, som nu har havt Frihed i mange Aar, og holdt den vedlige, medens det har gaaet daarligt med mange andre Folkefriheder. Vi gaa fremad i Næringsveiene. Det kunde snart være paa Tiden ogsaa at være et aandeligt selvstændigt Folk og have sine egne Bøger og Aviser. Vi har nok enkelte berømte Forfattere som f. Ex. Professor Munchk1447 og Wergeland;k1448 men for det første er det faa vi have; dernæst er de fleste vi have Danske, og endelig er som det Vigtigste — vor læsende Verden unorsk. Faar ikke den et andet Sindelag, saa kan vi ikke kaldes et Folk i literær Henseende; vi blive afhængige af Udlandets Meninger; vi tilintetgjøre det vesle vi har igjen af vor egen Natur, og enhver fremmed Mand, selv en dansk Boghandler, vil med rette le ad os. Man paastaar, og sikkerlig med Rette, at det er Englænderens og Franskmandens udelukkende Engelskhed og Franskhed, som gjør, at disse Folk ere saa store Folk. Hvad der ikke er engelsk eller fransk, det duger intet. Det ser noget chinesisk ud dette; men saameget chinesisk trænger ethvert Folk og enhver Mand til, naar ikke alt skal sees i en Nat, hvori alle Katte ere graa. Selv det vesle Danmark er dansk; derfor er det ogsaa et Folk, som idetmindste har en Literatur og en Scene, om det end ingen Frihed synes at kunne fordrage. Sverige er ogsaa svensk, og man kan laste den svenske Adel og Aristokrati saameget man vil i den nye Tid; det maa dog Alle erkjende, at den svenske Adel er Svensk; og selv de Svenskes Angreb i Aviserne paa os Nordmænd er Udtrykket af et svensk Sindelag, som derfor fra den Side fortjener al Agtelse. Men vi Norske ere sletikke Norske, vi rende og gabe efter alt Fremmed og skal være upartiske, som vi smigre oss med at kalde det; men det Hele bliver hverken det Ene eller Andet, undtagen Holdningsløshed og Gjenstand for Latter af Andre og Foragt af os selv, naar vi forsent komme til Erkjendelse. Kjære, lader os for det første ikke holde saamange udenlandske Aviser!
Af Island kan vi lære: der gjør man Alt til Islandsk og skriver, saa Almuen læser. Derfor trives der ogsaa et oplyst Liv, selv i dette ublide og fattige Land. Det klinger utroligt, hvormange Abonnenter almindelige Tidsskrifter kan have der i et saa lidet Land; men der trives de, og Folk blive oplyste, medens her kan intet hjemmegjort trives; og saa smaa og fattige ere vi ikke, at ikke ogsaa vi kunde have noget. Lad os lære af Island; det er vort eget Folk, og i dette Folk ligger Selvstændighed. Der var Intet saa utaaleligt for de gamle Nordmænd som at rette sig efter Andre. At være Karl selv, var Hovedsagen.

Nr. 227/1855; søndag 30.09.

[Tilhøvet mellom dei skandinaviske landa]

Korrespondance
Christiania den 28de Septbr.
Der staar jamt og samt i de svenske Aviser om Carl Johansk1449 «usvenske» Politik, og gjennem denne synes man at ville undergrave det nu regjerende Dynasti i de svenske Hjerter. Det er ikke godt at komme efter, hvorfor den svenske Presse just nu leger denne dristige Lég, om det er Striden med os, der foranlediger denne Vending, — om det er gustavianske Papirer, — om det er den svenske Adel, der vil faa sin Magt igjen, eller om det er det svenske Folk, der føler sig skuffet med den franske Marskalk og Efterkommere, som det hævede paa Thronen. Det er vel noget af alt dette tilsammen; men, hvad det er, eller ikke er, saa er det en betydningsfuld Kjendsgjerning, der med Opmærksomhed maa følges af os Norske; thi uden at blande os i de Svenskes indre Anliggender, hvortil vi ingen Ret have, kan vi dog ikke være ligegyldige mod Angreb ogsaa paa vort Kongehus, saameget mindre, som disse Angreb i sin dybeste Grund synes at være Angreb paa Foreningen med os, idet Omkvædet paa alle Klager over Bernadottes «usvenske Sindelag og karaktérløse Handlesæt» er det samme og det samme, nemlig: at Norge var en daarlig Erstatning for Finland. Bernadotte kunde ved Mødet til Åbo med den russiske Keiser Alexanderk1450 have faaet af den da betrængte Keiser Alt, for at hjælpe ham mod Napoleon.k1451 Af Napoleon kunde han ogsaa have faaet Finland og Besiddelser i Pommern. Men Bernadotte lod sig nøie med et lidet Pengelaan fra Rusland og et løst Løfte om Norge. Disse Tanker dukke frem gjennem flere Opsatser i Aftonbladet angaaende en udkommen Bog «Schinkelsk1452 Minnen;» og en «gammel Student» fra Lund, der nu sidst skriver om disse Afhandlinger og «Minnen,» istemmer det samme. Han sammenligner ogsaa, hvilket er det Bitreste, Napoleon med Bernadotte, og mærker sig Forskjellen mellem de Erindringer, som disse tvende Fyrster have efterladt sig hos de Folk, over hvilke de have hersket. Naar han nu paapeger hvilket Afguderi Franskmændene drive med Napoleons Minde, og stiller de Svenskes Følelser for Carl Johans Minde som strak Modsætning hertil, saa indsees det, at man ikke kan stile Angrebet mere slaaende end gjennem disse Modsætninger.
Gothenborgstidningen omhandler i et af sine sidste No. det samme og med smaa Giftdoser omtaler Aaret 1812. Den gjennemgaar ogsaa noget af den gamle Strid med os, men siger dog, at «Foreningen maa bæres som et andet Kors med Taalmod,» hvilket «Kors» naturligvis er Carl Johans Verk, en prægtig Modsætning til Tabet af Finland. Dette Kors maa altsaa bæres og ingen svensk Mand, mener Tidningen, falder paa med Vaabenmagt at ville omgjøre det. Meget fornuftig! Derimod skjænker den Aftonbladet sin Anerkjendelse, fordi det i Lighed med vort Morgenblad har talt om at opløse Foreningen i al Goslighed. Christianiapostens Idé om Danmarks Optagelse i Unionen, som en passende Modvegt, finder Tidningen rimelig; thi med Nordmændene alene, «der ere gode Regnemestere» til egen Fordel, er intet Udkomme, hvorimod Danmark som det 3die Rige i Unionen vilde gjøre godt, og den «folkekjære» Konge i Danmark turde nok frasige sig Kronen til sit Lands Velsignelse, og den danske Prinds Christiank1453 lade sig nøie med Storhertugdømmet Holsteen. De europæiske Stormagter antages Intet at have derimod, og Rusland giver vel efter. «Turde hende,» siger Tidningen, hvilket Udsagn er mærkværdigt, «turde hende var Udgivelsen af de Schinkelske Minners*) sjete Hæfte just nu hovedsageligen beregnet paa ret tydeligt at vise Rusland «uti hvilka omätliga förbindelser» det staar til Dynastiet Bernadotte, og tillige et Vink om den Erkjendtlighed, som dette nu venter fra Ruslands Side ved frivilligt at indgaa paa Danmarks Tilslutning til begge de andre skandinaviske Lande. Isaafald skulde meget, der nu synes sort som Natten, betydeligt lysne, og vort Dynasti forhverve sig virkelige og store Fordringer paa det svenske Folks Erkjendtlighed, ifald det kunde formaa Rusland til godvilligt at indgaa paa de nordiske Staters Forening. Men viser sig dette Dynastis rimelige Forhaabninger frugtesløse, — og Ruslands hele Historie lader befrygte, at de blive det — da har Kong Oscark1454 vanskeligt andet Valg end at ty til sit Folk og med Sværdet i Haand søge at gjennemføre, hvad som er uomgjængeligt nødvendigt for deres Fremtids Lykke; thi skulde Sveriges vigtigste Interesser for andre Gangen ikke blot tilsidesættes, men rent modarbeides, saa kunde Misnøie i Landet let tage saadant Omfang, at de bekjendte**) 15,000 Russer kunde behøve at paakaldes til dets Dæmpelse.»
Dette ser truende ud, og Luften i Sverrige maa ikke være god for Kongehuset, naar Sligt kan skrives. Dette er dog ikke det Værste; en liden Stub i Aftonbladet var næsten værre, da det i Høst spurgtes, at Kongen havde omdøbt Hortens Befæstninger og Kaholmens. Saaledes omtrent, siger Aftonbladet, hvilket jeg nu ikke har forhaanden, saaledes har man ogsaa gjort i Sverige med Omdøbningen af Byer og Befæstninger, ret ligesom der i Norge og Sverige ikke var nationale Navne, f. Ex. Olaf, Sverre, Hakon, Sture og Engelbrechsonk1455. Men saaledes steller altid Folk sig, der ingen virkelig Fortjeneste have; de ville forevige sig ved slige udvortes Handlinger og klynge sine Navne til nationale Steder, der bærer dem over til Efterverdenen.
Omtrent saaledes skrev Aftonbladet. Saaledes vilde ingen norsk Tidning skrive; thi vel fandt mange af os disse Omdøbninger underlige, tungvindte og unødige; men vi taug stille, og kan vi ikke beholde deres gamle Navne i Folkemunde, saa rette vi os efter de officielle Benævnelser, og kan ikke vi i dagligt Lag sige Oscarsborg og Carljohansværn, saa kan vore Efterkommere sige det, hvilket ikke skal smerte os.
Selv Wergelandsk1456 Navn, der klinger saa fortryllende, vænne vi os af med at lægge til Bakken nedenfor hans Grotte, siden Byens Autoriteter ikke vilde tillade os at kalde den Wergelandsbakken, men Parkveien; hvormeget bedre vil vi da ikke finde os i at ombytte Horten og Kaholmen, der ere opkaldte efter saa kjære Navne? Det Værste er, at disse Navne ere blevne saa lange og tungvindte, at Tingen gaar i Baglaas, medens de gamle klinger med Sprogets nordiske Malm.
Det vilde være fortjenstfuldt, om vore større Aviser kunde gjøre Uddrag af disse svenske Skriverier; men et passende Uddrag var rigtignok ikke godt at trække. Morgenbladet oversætter dog noget af Aftonbladets Betragtninger over Kronprindsensk1457 Udnævnelse til Vicekonge. De vare ikke for gode for Vedkommende, disse Betragtninger; der var meget at læse baade i og mellem Linierne, som ikke maatte være opbyggeligt for den høie Person og hans Slægt. Man saa Aanden, der raader i den svenske Presse; man saa Vredens Blink fra den lig Jupiters, der fordum rystede Olympen, hvor Guderne havde Sæde.
Gud bevare os fra det, som ondt er, siger et dagligt Ordsprog i Folkemunde.
*) Det er disse Minder, hvorom i det foregaaende af denne Artikel er talt, hvilket Aftonbladet har skrevet saa meget om.
**) Korresp. maa beklage, at han ikke kjender disse Russer, men det maa vel være nogle, som ere lovede til «Dynastiet Bernadotte» mod sit Folk, efter denne Forbindelse.

Nr. 231/1855; fredag 05.10.

[By og land i tronge tider]

Korrespondance
Christiania den 3die Oktober
Man har alt begyndt i Offentligheden at tale om Toldnedsættelse paa Livets største Fornødenheder, nemlig Kornvarer. At ogsaa andre Madvarer kunde trænge til Toldnedsættelse i disse dyre Tider, er klart; men Statsudgifterne maa ogsaa holdes gaaende, ihvorvel Staten nok vilde klare sig med sin øvrige Told indtil Tiderne forandredes. For Bybefolkningen er det virkeligt haardt nu, og Ingen vil kunne lade sig høre med den Tale, at Tolden er en saa ubetydelig Ting, at det ingen Mon er. Det er den sidste Skilling, som skal ud, der tager mest paa, og at indvinde et Maaltid Mad i Husholdningen for nogle Dage, det siger virkelig meget. Det kan ofte hænde, at det er dette Maaltid Mad, som frelses fra Nøden, og sætter Manden istand til at tjene flere Maaltider for sig og Sine. Dette er jo ogsaa sagt i Ordsproget, at «mange Bække smaa gjør en stor Aa;» og fandtes der ikke Folk, som gjorde Indvendinger, saa kunde Ingen falde paa at udtale slige soleklare Sætninger. Men, idet man stiller Enkeltmands Tarv i Modsætning til Statens, saa bliver det Spørgsmaal, hvem der skal opretholdes. Er ingen anden Raad, saa maa Individet gaa tilgrunde ligeoverfor Staten: et Menneske maa dø for Folket. Men det er blot ogsaa naar Tilstanden er saadan, at Noget maa gaa tilgrunde, saasom naar der er Krig, eller man som paa Alfs Snekke maatte springe overbord for at frelse de Øvrige, eller som ved Hungersnød, naar Nogle maa opoffres for de Andre. Men saadan Nød er Gudskelov ikke nu paafærde. Landet er rigere og mægtigere end nogensinde, og det er blot endel af Borgerne, der føle det tunge Tryk. Under slige Omstændigheder er det naturligt, at Byrderne omlægges til Fordeling, saavidt det lader sig gjøre, inden Storthinget kommer sammen. Det er ikke nogen Mening dette, som alene gaar ud paa at gjøre Vind og smigre sig ind; det er den sunde Fornuft, der griber en Udvei, som ligger saa nær, og enhver Indvending herimod, der ikke indskrænker sig Maaden at gjøre det paa, maa nødvendig betragtes enten som Uvidenhed eller Paastaaelighed eller Noget bag Øret. Anstiller man nu en Sammenligning mellem By og Land, saa vil man finde, at det nu er Byerne, som lider: Byerne maa kjøbe alle Livsnødvendigheder, medens Landet avler dem selv for sig og paa mange Steder tillige kan sælge. Det er jo en Velsignelse at høre, hvor lunt man bor inden Vægge paa Landet nu. Det er vistnok ikke lige godt overalt, da Aarfaldene kan have været noget forskjellige; men almindeligt talt er det godt overalt, om just ikke saa godt, som til en Prøve, i Tellemarken, hvor man ikke har ført noget fra Byen af Kornvarer, men har saa store Beholdninger hjemme, at man vilde være født til langt paa Vinteren uden at tage paa Aarsgrøden, der ogsaa er saa god som den næsten nogensinde kan være. Det samme er i en endnu høiere Grad Tilfældet med vore bedste Kornbygder, som Hedemarken og Toten. Allerede ifjorvaar, altsaa før det gode Aar ifjor, fandtes store Kornbeholdninger, og man vilde ikke sælge, fordi Prisen var for lav, eller man fik ikke solgt til de Bygder, som pleiede at kjøbe. Naar man nu skulde se efter, vilde man finde velsignede Beholdninger. Til dette kommer, at man faar næsten dobbelt Betaling for det Kvæg og de Fedevarer, man har at yde. Blive ikke Bygderne rige nu, saa er det deres egen Skyld, om de kjøber Overflødighedsvarer, der sluger op Overfloden. Man kan ikke tage Hensyn til saadanne Kjendsgjerninger, som at der ifjor opover Gjeiteryggen fra Skien blev kjørt flere Kaffesække end Kornsække. Man faar spørge efter det Nødvendige, og efter det maa Tilstanden bedømmes og Forholdsregler tages. Det kan være ilde nok at maatte forrykke Ting, man er vant ved, og til hvis Bestandighed især Handelsmænd kan have gjort Forretninger; men at anføre dette som Grunde, er det samme som, naar enkelte Reskripter i gamle Dage retfærdiggjorde en skjæv Tingenes Tilstand ved at erklæren277, at en Forandring vilde skade Embedsmændenes Indtægter. Istedetfor at tabe Oversigten ved at tænke paa og tale om mange Ting, faar man holde sig til Hovedsagen og se til at finde Tingens Kjærne. Man ser paa den Taa som Skoen klemmer, og beder Skomagerne tage Skoen paa det Sted. Under de nuværende Omstændigheder kan det ingen Tvivl være om, at det jo vilde være fornuftigt at nedsætte Tolden paa Kornvarer og forresten de Varer, som for Bybefolkningerne ere Nødvendighedsvarer. Det kan ikke nu være Tale om at hjælpe eller beskytte Landet; det gaar sin sikre Gang fremad, naar Aarene ere gode. Kommer Staten til at mangle Penge, saa faar den træffe Paalæg paa dem, som bedst kunne bære. Dette kunde lede til, ifølge Tingenes ubønhørlige Magt, at Landskat blev igjen paalagt, men ved at nævne dette, vækker man en slumret Partiaand tillive igjen, og fremkalder Forskrækkelsen278; godt, om man ikke bliver anseet som en politisk Kjætter og derved bryder Spidsen af sin egen Pen. Det er derfor ikke værdt at tale om Landskatten, men blot om Toldnedsættelse og derpaa lade Konsekventsen gaa sin sikre Gang.
Den oplyste Landmand vil finde, at Landet nu har det godt og Byerne svært, især nu i Overgangstiden, før Alt faar jevne sig noget; men hvorledes det end jevner sig, saa vil dog efter Nutidens Retning Landet altid have Overvegten over Byerne; thi Landet kan dog leve uden By, men Byen ikke uden Land.

Nr. 233/1855; søndag 07.10.

[Likskap for loven; samfunnsøkonomien; utskriving av soldatar]

Korrespondance
Christiania den 5te Oktober
Høiesteretsdommen igaar, der paalagde Politimesterenk1458 en Bod til Statskassen af 20 Spd. og i Sagsomkostninger 50 Spd., har gjort et gunstigt Indtryk. Det kan vel hende, at dette Indtryk er mere gunstigt, fordi det var mod en Kandidat. Politimesteren havde misbrugt sin Embedsmyndighed; thi havde det været mod en anden Borger, saa havde man neppe fundet det Umagen værd at gaa til Høiesteret og høre paa eller siden tænke over Dommen. Vel er Retsfølelsen saameget skjærpet og den oplyste Frihedssands saameget vakt, at man nærer Agtelse for Alles Rettigheder og oprøres over enhver vilkaarlig Behandling, selv imod den værste Gadeslusk; men med alt dette, er det dog ogsaa sandt, og kan ikke være anderledes, at man gjør Forskjel paa Personer, især naar disse have Venner, der umulig og paa Prent kunne støde i Trompeten og blæse over Vold og Magt. Retten er virkelig, eftersom man formaar at skaffe sig den, og saaledes vil det altid være, selv i de frieste Lande; den samme Handling er tilladelig eller utilladelig, alt eftersom Manden er til. Forunderligt var det næsten, at ikke Retterne fulgte den Ordenens Tanke, at opretholde Autoriteten, selv om Enkeltmand imellem skulde komme til at lide. Dette er det gamle System, der har sine varme Forsvarere, et System, der den Dag i Dag befølges med fuld Styrke i Neapel, Frankrig og Tydskland.
Særskilt kunne man her mærke, at det ikke var mindst nødvendigt, at Politiet har Magt over de saakaldte «dannede Mennesker;» thi deres Dannelse bestaar ofte i at være krye og tro sig løste fra alle Baand og Regler. Det er ofte, man med Forargelse ser og hører, hvorledes de «dannede Mennesker» farer afsted med Politi og Orden: de give Kjæft og true med baade det Ene og det Andet. Der er ikke blot én Pøbel, som gaar paa Torvet og i Rendestenene eller som kommer i sin raa Tilstand ud af Skogene, men der gives ogsaa en Dannelsens Pøbel, og den er igrunden ikke bedre end den anden, men meget værre, idet Kundskaben gjør det raa Sindelag saameget mere farligt og utaaleligt. Det var høist besynderligt, at ikke Politimesterens Advokat fremhævede denne Side af Sagen og var grov ligesom den andre Advokaten; man kunde glimrende have forsvaret Politiet ved at se Tingen fra denne Side, men Politimesterens Advokat syntes at være ræd for at komme i Aviser, der staar til Partiets Tjeneste. Naar man ser Tingene paa nært Hold, indbilder man sig idetmindste at finde Forklaringer paa mange Ting, og Folk udenfor Christiania maa vide, at alle Ting er ikke, som det ser ud. Hvad Sagen her angaar, saa er det naturligvis en overflødig Ting at have nogen Mening om den, efter at Høiesteret har dømt; Alt er da godt og rigtigt, ligesom det er glædeligt, at Alle ere lige for Lovene.
Det er hurtigt, hvordan Pengetiden har slaaet om: fra fulde Kasser til tomme har ikke været mange Uger. Nu kan Beholdningerne langtfra tilfredsstille Behovet, der ved den egentlige Diskontoindretning skal forholde sig som 1 til 25 omtrent. Grundene til denne Forandring ere mange: Skibsfarten er flau, og det drager paa. Frankrig og England, vore bedste Trælastmarkeder, ligge udmattede under deres uhørte Krig. Kornet er dyrt, og da Indtægt ikke svarer med Udgift, vandrer Sølvet ud; der bliver Pengemangel. Bankerne og Laaneindretningerne selv have ogsaa, og det ikke mindst, fremkaldt Omslaget, idet de, havende Overflod, nedsatte Renten og forkyndende sin Overflod, fremkaldte Laan og Foretagender, der gik udenfor den daglige Bedrift og sikre Gang. Heri viser sig den svage Side ved alle slige Banker og Indretninger, der stiger og falder med Tiderne, idet Folk laaner og indretter sig efter de gode Tider, ret som disse skulde vare evigt, hvorved da Ruinen pludselig kommer, naar Tiden slaar om. Var der Banker og Laaneindretninger, som vare ophøiede over Øieblikkets Vexel og gik sin sikre Gang efter en lagt Plan for et større Tidsrum, da vilde man have en Mægler i Tidernes Vexel, og slige Omslag vilde ikke være tænkelige. Alt vilde gaa sin jævne Gang, og Beregninger kunde gjøres med større Sikkerhed. Saadant, som det nu er, følger Banken og Laaneindretningerne Tidens Øieblikke og fremkalder derved Omslag og Svindel, istedetfor at regulere en sikker Gang. Men, det er Læren om Pengenes Lighed med enhver anden Vare, som her kommer igjen, en Lære, som det efter den nuværende statsøkonomiske Tro er formasteligt at røre ved.
Nu begynder der at ske Udskrivninger efter den nye Militærlov, og Folk, som af en dobbelt Grund skulde være frie, blive tagne, samt om Studenter, der baade som saadanne skulde være frie og som Embedsmandssønner, naar de ogsaa ere det. Der tales om, at man vil prøve Dom før man tager dette for godt, idet nogle Jurister antage, at denne Lov ved dette faar en tilbagevirkende Kraft, som er stridende mod Grundloven. Der er ogsaa skrevet i Aviserne om dette. Skulde dette gives Medhold, vilde denne nye Militærlov for Mange ikke faa Anvendelse paa dem, som vare frie efter den gamle; men dette bliver vist ikke antaget: thi skulde man bedømme den tilbagevirkende Kraft saa strengt, saa vilde Lovgivningen være mærkelig bunden i at ordne Samfundsforholdene. Det ser noget uvant ud at flinke Studenter og Kandidater ere Artillerister eller Musketerer; men det er jo ganske rigtigt: det vil gjøre godt paa Aanden baade hos de andre Soldater, og fremfor Alt indvirke paa Officiererne til at være folkelige i sin Tiltale og Adfærd; thi Alle maa behandles lige, undtagen forsaavidt man gjør Forskjel mellem en Slusk og et pynteligt Menneske.

Nr. 237/1855; fredag 12.10.

[Byplanlegging]

Korrespondance
Christiania den 10de Oktober
Det er underligt, at ikke Christiania By har sig et eget Blad, der kunde behandle Byens Anliggender saaledes i det Enkelte, at det kunde være til Veiledning i de mange Sager, som daglig forekomme. Christiania er saa stor, og har saamange Interesser, at disse vilde være mere end tilstrækkelige til at beskjæftige et vel redigeret Blad. Det er ikke nok med, at Christiania er stort og har meget for sit eget Vedkommende at tage vare; men det er Hovedstaden, og har som saadan et Ansvar paa sig til at være det paa en værdig Maade for hele Landet. Det er sagt, at her er mere Fornuft i Christiania end i det hele øvrige Land; dette kan paa en vis Maade være sandt nok; men desuagtet er det egentlige Christiania, Borgerne der nemlig, ikke saa høit ophøiede over andre Byborgere, som man burde vente. Ser man saaledes til Interessen for Valgene til Storthing og kommunale Ombud, saa vil man finde, at denne ikke er større end andetsteds. Ser man endvidere hen til, hvorledes Byens Anliggender i mange Ting røgtes, skal man ofte heller ikke finde, at det er Byen, som raader, men enkelte Hyrder, der leder den store Hjord. Der er ikke Omtanke og Kundskab nok hos «de Stemmeberettigede» til at se efter, hvorledes det gaar, og derefter indvirke paa Begivenhederne. Man tænke paa Historierne ved den nye Kirke og det ynkelige Sted, hvorpaa den omsider blev sat. Man tænke endvidere paa, hvordan de nye Dele af Byen bygges: de ere uregelmæssige, og naar man farer gjennem disse nye Gader, skulde man tro, der ingen Reguleringskommission var; saa vindt og skjævt er det. For et Blad blot til Christiania vilde man kunne opregne de mange Huse, der stikke sine Vinkler frem og de mange Gader, der ligge i Kroker — — Nu alle Byens Jorder, der især ligge opover til Aker; Det er nogle prægtige Jorder, store og mange, og ved Byens Udvidelse maa de stige noget overordentlig i Pris. Byen trænger ikke til at sælge; den kan bie, indtil Tiden kommer; men Byen sælger og sælger billigt. Saaledes har den ifjor solgt et Stykke til Byskriver Ryek1459 paa 47,304 [square] Alen til 1025 Spd., hvilket udgjør omtrent 53 Spd. 113 ½ ß. pr. Maal. Dette er godt Kjøb, især da rimeligvis Betalingsterminerne ere som sædvanlig ved slige Leiligheder udstrakte til 28 Aar. Fra Ulevold blev solgt til den nye Kirke et Skalberg til 50 Spd. pr. Maal, og det var langt ifra Byen. Dette var ogsaa meget godt Kjøb og havde Manden paa Ulevold forstaaet at handle, saa havde han ikke solgt for det heller; thi ogsaa deroppe vil Jordflækkerne blive Guld værdt; selv Bergkratter vil blive det. — Nu var det ikke nok med, at Byen solgte saa billig til Byskriveren; men Stedet, som blev solgt, laa ogsaa langs Veien i et passende Bakkehældn279, og naar nu Byen vil — som vist er — beplante St. Hans-Hougen, saa vil det bortsolgte Stykke være til megen Ménn280 eller og under enhver Omstændighed indskrænke Rummet paa et Sted, der er det smukkeste om hele Christiania. Dog ikke nok med, at det første Stykke var solgt; men nu iovermorgen skal der ogsaa sælges et lidet Stykke til — lidt over ½ Maal rigtignok blot, men et Stykke, der ligger ligesaa bekvemt for det forhen kjøbte Stykke som umisteligt for Byens St. Hans-Houg; det er nemlig Veien op til Hougen, som skal sælges, samt lidt deromkring, der bestaar af féd Madjord. Skal nu Byen komme op paa sin Houg, maa Veien lægges i en liden Dal, hvis Opfyldning vil koste mange Gange saameget som det Solgte er værdt, og endda støder man øverst op mod en Fjeldskræntn281, der maa mineresn282 væk. Men Stykket ligger overmaade fint for den nykjøbte Løkke. Kjøberen er vis paa, at Formandskabet vil antage Kjøbet efter Indstilling; thi Stykket er udpælet og jevnet til, saa alt er færdigt. Dette er karakteristisk for Formandskabet, blot Ordføreren og Magistraten har indstillet, saa gaar det; der er naturligvis ikke en Mund, som vil eller kan tale om, og er der Nogen, som taler om, saa stemmer naturligvis Hoben efter Indstillingen. Det er Christiania Formandskab. Det er greit, at Formandskabet er Embedsmændene i det; Borgerne ere Borgere; de jagte og neigte efter Behag. Det falder ingen Kommunemand ind at gaa op til St. Hans-Hougen og se efter; dertil har han hverken Tid eller Lyst; det kan Embedsmændene gjøre, og de gjøre det da ogsaa. Saaledes er Selvstyrelsen i Kommunen; saaledes er den ogsaa i Staten. Det er Umyndighed, der hverken har Magt eller Mod. Det kan vel ikke være anderledes; men saa skal man ogsaa erkjende, hvad det er, og ikke snakke om Selvstændighed og Selvregjering. — Kom man ind paa Ligningsvæsenet, skulde man finde lignende Ting; Folk sidde der og ere Fyldekalk ligesom de Mange paa Storthingsbænken.

Nr. 239/1855; søndag 14.10.

[Dyrtid og krig]

Korrespondance
Christiania den 13de Oktober
Naar Noget er galt, saa skal Kjeiseren hjælpe, mener man i Rusland. Han er Guden, der sørger for Regn og frugtbare Tider fra Himmelen, og sørger han ikke ordentlig for det, saa tager man i Stilhed — thi høit tør man ikke gjøre det — hans Billede og pidsker det, og hænger det deretter op paa Væggen med Anger og Ruelse, fordi man har været saa ugudelig. Vi ere Russere Allesammen mere eller mindre; thi vi se op ad og vente Hjælp fra dem, som staa over os: Nu, da Poteterne ere dyre — 6 Mrk. Tønden — og Korn og Malt ligeledes dyrt, vil vi, at Kongen skal give en provisorisk Anordning, at man skal standse med Brænding og Brygning om saa og saa mange Maaneder.
Det forstaar sig, det er ikke Alle, som vil det; for det Første ikke Brænderne og Bryggerne selv, da de saa ofte ere ødelagte af vor Spirituslovgivning, at de ønske at være frie nu en Stund, idetmindste i disse tre Aar, indtil Storthinget kommer sammen igjen. Dernæst de, som drikke; thi Folk, som gjøre det, undvære heller et Maaltid Mad end en Dram og et Glas Øl. Endelig de, som ere Politikere; thi de mene, at Grundlovens § 17 ikke tillader, at give en saadan provisorisk Anordning, eftersom den vilde stride «mod de af Storthinget givne Love.» Sluttelig antages heller ikke de at ville det, som have Poteter at sælge; thi dersom man brænder fortvæk, saa kan de til Vaaren sælge sine Poteter til 3 Spd. Tønden eller derover. Det er altsaa ikke Alle, som man ser, der vil have en provisorisk Anordning; men det er dog Mængden, de jevne gode Folk, Borgerne nemlig og især deres Koner, der staa for det daglige Indkjøb og Kogningen. De synes, det er noget Bespotteligt at «brænde» i disse Tider, og ville, at Kongen ikke skal tillade saadant noget: Det er de egentlige «Russer.» Det er ikke umuligt, at deres Røst bliver hørt. De have god Sands for Politik, naar de kan finde den paa Torvet eller i Madgryden. Det bliver nok ogsaa denne Madpolitik, der kommer til at ende denne Verdenskrig og skabe Freden. Saalænge man talte om Vestmagterne og Rusland, om de . . . . Punkter, af hvilke der nu blot er . . . . igjen, efterat den russiske Flaade er ødelagt, saalænge man talte om Civilisation og Kosakker, da forstod Ingen sig paa Politik, undtagen de, som vare i Ilden; men nu da Kornet bliver dyrt, Renten høi, Pengene faa og Opbudene mange, da forstaa vi os Alle paa Politik og synes, at Freden snart maa komme. Nu synes vi, det er urimeligt, at Russerne skal ligge i Krig og lade sig skyde ihjel istedetfor at dyrke Jorden og skaffe os Korn; nu tykkes vi ikke om, at man opbrænder Kornbinger og skyder Sjøboder i Knas og standser Udførslen. Det er Mange, som synes dette: det er den hele ædende europæiske Befolkning, og den er stor. Larmen og Heltegjerningerne fra Sebastopol begeistre ikke, naar 5 Skillingsbrødet er for lidet, og naar en Mand skal staa nogle Timer i Banken og intet faa paa gode Papirer eller ogsaa give en stor Opgjæld, da tykkes han, det var bedst at slutte Fred. En Mand i Stavanger og Bergen, der ikke har gjort det saa godt med «Silda» i Østersøen i Sommer, mener, det var bedst at standse med Spærringen, og Russen, der maa spise sit Brød uden Sild, mener vist det samme, og kunde han tale som vi, vilde vist ogsaa han sige det samme. Dette kommer nok Diplomaterne til at tænke paa i Vinter; thi naar Folk slaar ind Vinduerne og huie efter Mad, ligesom nu nys i Jønkøping, vil man ikke gjøre saa store Fordringer til Fredsbetingelserne. Banken, Børsen, Magasinerne tale alvorlige Fredsord. Selv vi, der jo have været «nøitrale,» faa noget af Smekken; thi Handelen gjør, at det som sker paa et Sted, føles paa alle. Et oplyst Samfund, der har mange Fornødenheder, trænger til hele Verden for at bytte og handle, og naar det derfor standser paa et Sted, om nok saa langt borte, kjender man det overalt, ligesom det hele Legeme bliver sygt af en Verkefing eller Verketaa. Af Dyr, som staa lavt i Skabningen, kan man hugge Lemmer uden at derfor de andre Lemmer dø, ja man kan endog hugge Hovedet af, endda leve de en god Stund, saaledes som Ormen. Saadan næsten er det med Rusland: der har den store Befolkning faa Fornødenheder, og derfor gjør ikke Krigen saa meget. Faar ikke Russen Salt, saa æder han usaltet saa godt, som ingenting var. Han kan, om det kniber, lade være at leve, men de øvrige Europæere maa leve godt. Han kan undvære Hamp; thi han føler i sin Jammer ikke engang Trang til at hænge sig, medens vi Andre maa have Hamp, hvad den saa koster; derfor have vi i Sommer seet Hampen indføres til over dobbelt Pris. Der se vi Krigen, og en Grund til Pengemangelen. Holder det nu paa, skal man se Sager til Vaaren, dersom nu Freden, trods Dyrtiden, viser sig umulig i Vinter. Da maa vel ogsaa vi være med, eftersom Krigen da maa lægges mere mod Norden, saa vi til Høsten faa spørge det samme om Petersburg, som nu ihøst om Sebastopol. Det vil nok tage paa at udruste en Hær, og det turde vel hende, at vi ikke bleve saa modige til at tilraade Krigen endda. Men lykken bliver, at vi nok slippe at raade: kommer den, saa kommer den med Nødvendighed. Da turde det gaa os som de gode danske Avisskrivere og Politikere, der talte ét og gjorde et andet nu med sin Helstadsforfatning. Det er dog nogle snodige Folk: de skrev og talte som det skulde være Landsforræderi paafærde, og nu stemte endog Plougk1460 ja. Man drives af Nødvendigheden, og den, der er godfjottet, glemmer, hvad han har sagt. Det er endda godt, naar han ikke lader sig vende om af Egennytte.
Da skal man ogsaa se disse samme Danske, der have skrevet saa varmt for Vestmagterne, at være mod Krigen; for da kommer Nødvendigheden. Det som var godt, bliver ondt, ligesom nu for dem med Helstadsforfatningen og for nogle Aar siden med Arveloven, det som var ondt, blev godt. Vi ere dog vel ikke slige Vindhaner, som disse Danske; men lad se! vi tage dog ogsaa af os Hatten for Nøden, hvormeget vi end have spottet den i de gode Dage.
Idag er nogle «husvilde» Studenter ude i Bekjendtgjørelserne og beder om Værelser til mærket Billet: «Tag over Hovedet.» Dette er nu vel Spøg; men Mangel paa Husrum er her virkelig, og som en Mærkelighed kan anføres, at her har været en udenlands Mand nu i over en Maaned, der ikke har kunnet faa sig et godt Værelse, men har maattet ligge paa Hotellerne og nu sidst paa et lidet «midlertidigt Rum.» Naar det er gode Bekvemmeligheder, saa bliver Folk ordentlig djerve og sige: «vi maa faa Hus.» Det bliver snart paa Tiden for Mange at reise fra Byerne, navnlig fra Christiania og paa Landet, hvor der baade er Hus og Mad: i Christiania ere begge disse Ting dyre, og holder det paa som hidindtil, saa kan man let komme til at mangle Livets første Fornødenheder, hvilket unegtelig Hus, Hjem, Mad og Drikke er. Her bliver nemlig snart ogsaa Mangel paa Øl, Bayersk. Det begynder alt at blive betænkelig ferskt.

Nr. 243/1855; fredag 19.10.

[Korrespondenten har laga røre i hovudstaden]

Korrespondance
Christiania den 17de Oktober
«Rører du ved Hvæpsebølet, blir du stungen,» siger et Ordsprog. Uagtet jeg nu godt kjender baade dette og mange lignende Ordsprog, kan jeg dog aldrig lade være at røre ved Hvæpsebøler, men derfor er jeg da ogsaa stungen, saa man næsten ikke kan se, hvad jeg er gjort af. I min næstsidste Artikel rørte jeg igjen ved et saadant Bøle, og er ganske rigtig bleven stungen, saa jeg gaar med store Poser over Øinene (Hvæpsen søger nemlig Øiet, og dersom man ikke blunker, faar man det i Synet). Nu ja, hvorfor tale i Billeder! Jeg skrev paa en noksaa godmodig Maade om Christiania Kommunalbestyrelse, talte om de vinde og skjæve Gader, om den nye Kirke, om Ligningsvæsenet, om Salg af Byens Jorder i Utide og til en Spotpris, om Uselvstændigheden hos de egentlige Borgere, alt paa en Maade, som var beregnet paa at fremkalde et Smil og ingen Vrede. Jeg kom ikke med Historier som de: at en rig Mand skulde sige til ham, der kjøbte Løkken, under Auktionen: «ah, ja, jeg har Løkker nok jeg, Du kan gjerne faa denne Du;» hvorved man i al Godslighed blev enig om at faa godt Kjøb. Heller ikke, at en anden Mand kom under Ligningen ned i en Klasse, hvorved han vandt det Sexdobbelte, af hvad han yder til en Beslægtet i Underholdning. Han havde nemlig Folk «at forsørge.» Jeg talte intet om de personlige Hensyn, der rimeligvis gjorde sig gjældende ved Pladsen, hvor den nye Kirke skulde staa. Jeg talte intet om det formentlig Upassende i, at en Mand, der selv er med i Kommunebestyrelsen selv kjøber af Kommunen. Kort, jeg holdt mig ikke til Historier, som man aldrig skal fare med, men talte ganske lugnt, og alligevel blev det, jeg skrev, «saa træffende,» som en Mand sagde mig, hvem jeg bad om at optage i Avisen det angrebne Stykke, «at Folk ikke taalte det;» Sandheden er for nøgen, hvori laa, at han nok skulde have taget det op, dersom det havde været Fjas. Det er Avismoral. Man tager Hensyn til Alt, kun ikke til Sandhed. Morgenbladsreferenten er haard mod mig: han fortæller, at Borgermesteren forlangte Stykket oplæst i Formandskabet, menende at det vilde more. Er dette sandt, hvilket betvivles, saa holder jeg dog af Borgermesteren, da det led saa langt ud paa Kvælden, at han rimeligvis er at undskylde. Stykket blev oplæst, siges der, og jeg har virkelig den gode Tanke om Forsamlingen, at den fandt Stykket godt, trods Trykfeilene. Et Angreb — om det forresten kunde kaldes et Angreb — paa en hel Forsamling bider ikke nogen Enkelt, der naturligvis tror, det ikke angaar ham. Fordi jeg nu tror, at Forsamlingen fandt Stykket godt, giver jeg Morgenbladsreferenten Ret deri, at det var en næsten for stor Ære, der vederfores mig; thi en slig Forsamling har dog noget at betyde, hvor lidet den end maatte forstaa sig paa slige aandelige Ting: den er nemlig en Autoritet, og Autoriteten betyder meget her hos os, ligesom i enhver Umyndighedsstand. Derimod har neppe Referenten Ret, naar han siger, at Folk herinde ligesom gjøre Nar af mine Artikler; thi jeg tror, her er mange fornuftige Folk, som finde mine Artikler gode, og skulde slige Folk ikke findes, saa kan jeg ikke andet end beklage dem, uden selv i mindste Maade at blive forknyt. Men det er vel bare Referenten, der naturligvis er sint, fordi han selv skriver daarligt, ligesom en stakkars Skrædder gaar med sandt Raseri til Naboen om Hjørnet, der gjør fortræffelige Buxer. Beskedenhed nytter intet ligeoverfor slige Folk, og Publikum, der især i Længden er saare fornuftigt, liker ogsaa at høre Sandheden, og finder det i sin Orden, at man imellem roser sig selv, naar man har altfor slette Naboer. At derimod Morgenbladet lader ilde om den, der vækker op en Mening, det selv før har udtalt, saaledes som jeg her om Kirken, for hvilken ogsaa Morgenbladet engang stred, — det er ikke i sin Orden; det er en Selvforglemmelse, som smerter mig meget; thi ogsaa jeg har engang elsket Morgenbladet, og siger derfor med Cæsark1461, naar jeg ser det blandt mine Modstandere: «Er ogsaa Du med, Brutus! ogsaa Du min Søn!!» Men det er ikke Morgenbladet, det er Referenten, den stakkars Kroken!
Jeg skammer mig ordentlig over at tælle saa daarlige Folk blandt mine Fiender, jeg vilde være meget fortvivlet derover, dersom jeg ikke kjendte Ordsproget, der siger: «Det er Mark paa Trivnad, naar Lusa vil hænge paa Ein.» Den hele Historie har mere, end da jeg skrev sidst, overtydet mig om Ønskeligheden af at behandle grundigt mange af Christiania Anliggender. Her er Adskilligt at gjøre, som vilde kunne læses med Opbyggelse viden om, naar man tog det paa en gemytlig Maade. Det vilde ogsaa være en daarlig Hovedstad, der ikke skulde have saamange Feil, som det hele øvrige Land. Om man nu saaledes f. Ex. tog alle Redaktører for Provindsaviserne, saa vilde man ikke kunne kryste ud af dem en eneste saa storartet Sætning som den: «Stykket er for træffende»: det kan derfor ikke optages. Og dog er dette sagt af en eneste Mand i Christiania! Der ser man, hvad Hovedstaden kan levere! Andre almindelige Folk vilde sagt: «netop fordi Stykket er sandt, tager jeg det; det, som er Løgn, vil jeg aldrig have noget med.» Hovedstaden er dog Basen; der er meget Aadsel der, hvorom Ørnene sig kunne samle.
At Byskriveren skulde imødegaa Stykket, som der skrives, det betvivles; thi det, som var sagt, var sagt efter en Befaring af Aastedet, og den Bemærkning, at Stykket var solgt ved offentlig Auktion, oplyser Intet; thi Ingen kunde falde paa, at det var solgt paa anden Maade, og der var ikke klaget over Formerne, som man nok iagttager, men der var ytret Tvivl om det Hensigtsmæssige i at sælge fra Byen.
Jeg maa bede om at aftrykke Stykket igjen for at have Alt paa ét Blad, frit for de første Trykfeil. Her er det:
«Det er underligt, at ikke Christiania By har sig et eget Blad, der kunde behandle Byens Anliggender saaledes i det Enkelte, at det kunde være til Veiledning i de mange Sager, som daglig forekomme. Christiania er saa stor, og har saamange Interesser, at disse vilde være mere end tilstrækkelige til at beskjæftige et vel redigeret Blad. Det er ikke nok med, at Christiania er stort og har meget for sit eget Vedkommende at tage vare; men det er Hovedstaden, og har som saadan et Ansvar paa sig til at være det paa en værdig Maade for hele Landet. Det er sagt, at her er mere Fornuft i Christiania end i det hele øvrige Land; dette kan paa en vis Maade være sandt nok; men desuagtet er det egentlige Christiania, Borgerne der nemlig, ikke saa høit ophøiede over andre Byborgere, som man burde vente. Ser man saaledes til Interessen for Valgene til Storthing og kommunale Ombud, saa vil man finde, at denne ikke er større end andetsteds. Ser man endvidere hen til, hvorledes Byens Anliggender i mange Ting røgtes, skal man ofte heller ikke finde, at det er Byen, som raader, men enkelte Hyrder, der leder den store Hjord. Der er ikke Omtanke og Kundskab nok hos «de Stemmeberettigede» til at se efter, hvorledes det gaar, og derefter indvirke paa Begivenhederne. Man tænke paa Historierne ved den nye Kirke og det ynkelige Sted, hvorpaa den omsider blev sat. Man tænke endvidere paa, hvordan de nye Dele af Byen bygges: de ere uregelmæssige, og naar man farer gjennem disse nye Gader, skulde man tro, der ingen Reguleringskommission var; saa vindt og skjævt er det. For et Blad blot til Christiania vilde man kunne opregne de mange Huse, der stikke sine Vinkler frem og de mange Gader, der ligge i Kroker — — Nu alle Byens Jorder, der især ligge opover til Aker; det er nogle prægtige Jorder, store og mange, og ved Byens Udvidelse maa de stige noget overordentlig i Pris. Byen trænger ikke til at sælge; den kan bie, indtil Tiden kommer; men Byen sælger og sælger billigt. Saaledes har den ifjor solgt et Stykke til Byskriver Ryek1462 paa 47,304 [square] Alen til 1025 Spd., hvilket udgjør omtrent 53 Spd. 113 ½ ß. pr. Maal. Dette er godt Kjøb, især da rimeligvis Betalingsterminerne ere som sædvanlig ved slige Leiligheder udstrakte til 28 Aar. Fra Ulevold blev solgt til den nye Kirke et Skalberg til 50 Spd. pr. Maal, og det var langt ifra Byen. Dette var ogsaa meget godt Kjøb og havde Manden paa Ulevold forstaaet at handle, saa havde han ikke solgt for det heller; thi ogsaa deroppe vil Jordflækkerne blive Guld værdt; selv Bergkratter vil blive det. — Nu var det ikke nok med, at Byen solgte saa billig til Byskriveren; men Stedet, som blev solgt, laa ogsaa langs Veien i et passende Bakkehæld, og naar nu Byen vil — som vist er — beplante St. Hans-Hougen, saa vil det bortsolgte Stykke være til megen Mén og under enhver Omstændighed indskrænke Rummet paa et Sted, der er det smukkeste om hele Christiania. Dog ikke nok med, at det første Stykke var solgt; men nu iovermorgen skal der ogsaa sælges et lidet Stykke til — lidt over ½ Maal rigtignok blot, men et Stykke, der ligger ligesaa bekvemt for det forhen kjøbte Stykke som umisteligt for Byens St. Hans-Houg; det er nemlig Veien op til Hougen; som skal sælges, samt lidt deromkring, der bestaar af fed Madjord. Skal nu Byen komme op paa sin Houg, maa Veien lægges i en liden Dal, hvis Opfyldning vil koste mange Gange saameget som det Solgte er værdt, og endda støder man øverst op mod en Fjeldskrænt, der maa mineres væk. Men Stykket ligger overmaade fint for den nykjøbte Løkke. Kjøberen er vis paa, at Formandskabet vil antage Kjøbet efter Indstilling; thi Stykket er udpælet og jevnet til, saa alt er færdigt. Dette er karakteristisk for Formandskabet, blot Ordføreren og Magistraten har indstillet, saa gaar det; der er naturligvis ikke en Mund, som vil eller kan tale om, og er der Nogen, som taler om, saa stemmer naturligvis Hoben efter Indstillingen. Det er Christiania Formandskab. Det er greit, at Formandskabet er Embedsmændene i det; Borgerne ere Borgere; de jagte og neigte efter Behag. Det falder ingen Kommunemand ind at gaa op til St. Hans-Hougen og se efter; dertil har han hverken Tid eller Lyst; det kan Embedsmændene gjøre, og de gjøre det da ogsaa. Saaledes er Selvstyrelsen i Kommunen; saaledes er den ogsaa i Staten. Det er Umyndighed, der hverken har Magt eller Mod. Det kan vel ikke være anderledes; men saa skal man ogsaa erkjende, hvad det er, og ikke snakke om Selvstændighed og Selvregjering. — Kom man ind paa Ligningsvæsenet skulde man finde lignende Ting; Folk sidde der og ere Fyldekalk ligesom de Mange paa Storthingsbænken.»

Nr. 245/1855; søndag 21.10.

[Autoritet og fornuft]

Korrespondance
Christiania den 20de Oktober
«Det er bedre at rette sig efter Byens Klokke, hvor galt den gaar, end at Hver farer efter sin egen,» siges der for at retfærdiggjøre Despotiet, og fordømme Friheden. Men nu har Christiania paa nogle Dage ikke havt noget Taarnuhr, og skulde det staa ligesaa slet til med Despoterne i Verden som med vor Klokke, saa vilde Folkene være ligesaa frie, som vi nu kan gaa efter vore egne Uhre. Det staar igrunden ogsaa daarligt til med dem; deres Visere hænge slappe som vore paa Taarnet: Keiseren af Rusland,k1463 der er Hovedet for dem alle, maa se ud som Skiven paa Taarnet: det ved Ingen, hvad Klokken er slagen; Regelverket er i Ustand, og kommer idetmindste til at staa ligesaalænge som vor Klokke. Kongen af Preussen dingler frem og tilbage som vore Visere, og i Østerig ere Viserne tagne ind ligesom paa én af vore fire Klokkeskiver. I Frankrig gaar nok Verket, men det surrer ned saa fort, som med det samme Fjæren springer. I Neapel ved nu Enhver, hvor rent galt det er: Kongen har længe været som fra Forstanden, og nu maa han have mistet den ganske, siden han slaar sig sammen med Lazzaronerne (Folk, som sover paa Gaderne, og naar det regner, under hvælvede Baade). Italienerne, der ellers taale utrolig megen Galskab, turde dog finde, at dette gaar for vidt. Klokken gaar vel snart istaa, og Viserne dingle. Man faar det vel nu snart overalt ligesom vi her i Byen, og da kan Hver en Stund gaa efter sin egen Klokke, ligesom vi nu gjør; men Uhrene komme vel istand igjen, og da faar man rette sig efter Byens Klokke, selv om den skulde stilles saaledes som her engang for nogle Aar siden: Her var nemlig en gammel Bisp (egentlig Stiftprovst, der var istedetfor Bispen) som gjerne vilde ligge ud paa Morgenen, da han var gammel. Nu ved man, at der er mange Forretninger, der maa holdes paa en vis Tid paa Formiddag, og for nu at gjøre sine Sager paa det bestemte Sæt, fik han Taarnvægteren eller dem, som havde med Taarnuhret, at stille det saa pas langt tilbage. Det gik en god Time forsent. Længe har Byen dette Klokketyranni med en beundringsværdig Taalmodighed, indtil her kom en Astronom, der har det øverste Opsyn med alle Klokker. Da blev der Oprør: det var tvende Magter, som stode ligefor hinanden: Despotiet og Fornuften, som hviler paa Naturlovene. Det var den gamle og den nye Tid. Spændingen var stor; men omsider brød Revolutionen ud, og den seirede som sædvanligt. Vi har altsaa ogsaa havt en Revolution, rimeligvis den eneste i vor hele Historie. I Begyndelsen vilde Despotismen ogsaa her underhandle med det revolutionære Parti, da det begyndte at blive stærkt; men det vilde ikke gaa: Revolutionen ruller frem som et Sneskred, indtil der ikke er en Spiker igjen af Despotiet. Astronomen havde naturligvis hele Byen paa sin Side; de gode Borgere turde som sædvanlig ikke kny, før de fik sig en Bannerfører. Bispen havde derimod alle Kirketjenerne paa sin Side, Taarnvægterne, Alle, som vare «hellige» og Enhver, der tænkte paa «at komme fram» ved Bispen. Det var nu et stort Skrab af en Hær dette, ligesom alle Despotismens Hære. Bispen mynstrer sine Folk, og de faa forfærdeligt Skrub, naar de tvungne af den «offentlige Mening» havde stillet Klokken lidt fram. I private Selskaber snakke Bispens Venner fint med Astronomen for at faa ham til at læmpe sin Klokke efter Bispens ɔ: Byens; men Intet hjælper. Tilslut griber Bispen til det Yderste: han kalder Astronomen til sig en Morgen. «Jeg er en gammel Mand» sagde Bispen. «Jeg ser det» sagde Astronomen. «Ja, men jeg vilde saa gjerne sove ud paa Morgenen.» «Kansaavære.» «Men kunde nu ikke Du stille Klokka, saa hun gik en Time sagtere?» «Nei, det kan jeg paa ingen Maade,» sagde Astronomen; «men Du, som er Bisp, maa staa Dig saa godt med ham, der styrer Solen, at Du kan bede ham om at lade den staa op lidt senere, og da skal det være mig en Fornøielse, at stille Klokka derefter.» Paa dette indlod nok ikke Bispen sig, og dermed maatte han give tabt. Dette, der nok omtrentlig er aldeles sandt, er ikke 50 Aar siden. Saaledes havde man det i hine gamle Dage, og vil man have en Prøve bedre end alle andre paa, hvorledes Embedsmændene den Gang regjerede, saa kan man tage denne Historie for sig; den er god den. Omtrent som hine Klokker gik, styrede af Bispen, saaledes vil ogsaa Klokkerne længe gaa, om end Selvstyrerne for en Tid skulde gaa ned. Der er nemlig altfor mange gamle Bisper endnu udover Verden og Folk, som lyder dem og ved dem vil komme frem, samt modløse Borgere og lydige Taarnvægtere. Men naar hvert Land faar mange fornuftige Folk, saadanne som vor Astronom, da vil Klokkerne gaa efter Solen, og Borgerne vil juble, fordi Fornuften har forløst dem fra Tyranniet, ligesom vore Borgere i Christiania vare glade i Astronomen, der henviste dem til Solen.
Men nu staar Byens Klokke, ligesom Europas Despoter begynde at gaa i Staver. Imidlertid har vi Observatoriet og Universitetets Klokke, hvorefter vi os kan rette, om just ikke efter Taarnet paa Torvet. Det er værst for Sælgekonerne og den store Hob, der maa have et Taarn at se op til. Saaledes ogsaa i Europa; thi hænge end Despoternes Visere, saa finder dog oplyste Folk sig tilrette med Observatorierne og Universiteternes Uhre. Det er ogsaa der værst for Sælgekonerne og Torvenes Mængder: de maa nemlig have en Konge, et Taarn, op til hvilket de kan se, hvormange Klokken er slagen. Hænge Viserne deroppe, saa gaa de hver efter sine egne Klokker, som enten ere «Handelsklokker», eller Katte- og Gjeiteøine, der blive runde, naar det kvælder. Efter disse Klokker rette især Kjærringerne sig, naar enten Magen, som ogsaa er en god Klokke, ikke slaar til, eller Solen skjules af Skyer. Er der nu mange med slige Klokker som i Byerne, saa løber det Surr, idet Enhver gaar efter sin Klokke. Derfor maa Taarnuhret komme istand. Despoterne maa ogsaa heise sine Visere igjen. Folkene trænge til en Klokke.
Selv Kommunebestyrelsen trænger til en Klokke, der er bedre end dens udtrykte Billede Taarnuhret, hvis Visere hænge som Kommunebestyrelsens, og naar den gaar, kiler den paa uden Maal: gaar saadan, at den maa staa længe igjen. Taarnuhret maa pyntes. Kommunebestyrelsen trænger til en Klokke.

Nr. 249/1855; fredag 26.10.

[4. november; hagebruk i Børsen]

Korrespondance
Christiania den 24de Oktober
Nu nærmer sig snart den 4de Novbr., som er vor Foreningsdag med Sverig, og Spørgsmaalet bliver nu, om vi skal optage den til Festdag lig vor 17de Mai. Dette Spørgsmaal er ogsaa nylig opkastet i Studentersamfundet og besvaret med, Nei. Man kan trygt sige dette Nei høit og endda staa paa den broderlige Fod med Sverig, som Foreningen opfordres til; thi Sverig vil i Længden alene agte os, naar vi agte os selv, og vi agte vor Selvstændighed alene da, naar vi udlede den fra os selv, altsaa alene høitideligholde 17de Mai som vor Frihedsdag. Den 4de Novbr. hører til vore officielle Dage, som Hoffet, naar nu det kommer her, Statholderenk1464 og Militæret holdte hellig. Paa slige Dage bruger man Kanoner, Parader, Middage og Baller. Dette er Dage for sig selv, som vi Alle agte, medens 17de Mai er en Dag, som vi burde elske. Man kunde sige, at 4de Novbr. er en kongelig Dag og 17de Mai en folkelig Dag, og det er alene de folkelige Dage, Folket holder hellige; Politiken tager sig af de andre Dage. Det gaar desuden ikke an at have tvende Dage, for da ved man ikke ret, hvo der er den rette, og forene dem begge er Noget, som Folkesandsen ikke godt kan gjøre: den vil have enten den Dag eller den. Saadanne fine Skilnader kan Folk ikke faa i Hovedet. Det er Politikens Sag. Men om vi nu fik denne Ting i Hovedet, saa vilde vore Brødre Svenskene ikke kunne faa den ind i sit. Det saa vi ifjor, da vi holdt 4de November hellig paa en saa herlig Maade for at vælte fra os den uretfærdige Mistanke, at vi skulde være misfornøiede med Foreningen. Fra denne Dag af kan man sige, at Stridighederne med Sverig begyndte; thi nu trodde Svenskene: «Der sér man, hvor glade de Norske er i Foreningen; hvor bedrøvede maa da ikke vi være! Kun Ein kan vinde, og naar nu de Norske have vundet, saa maa vi have tabt.» Saaledes se vi de Svenske have draget sin Slutning fra vor Fest den 4de Novbr. Lader nu vi, som vi aldrig ser den 4de Novbr., saa vil Svenskerne se den, og slutte om igjen saalunde: «Vore norske Brødre holde ikke den 4de Novbr. hellig, og det er dog for Norden en god Dag; de maa derfor ikke tykkes at have faaet Fordel nok af den, følgelig maa Fordelen være paa vor Side.» Naar vi da se Svenskene saaledes tage Dagen, saa komme vi saa smaat om smaat efter, tilsyneladende ugjerne for ikke at vække Mistanke, men naturligvis hjertens gjerne, blot vi bare ikke vare rædde for at skræmme vore gode Svenske med vor Glæde. Saa turde den Tid komme, da vi som fornuftige Folk høitideligholdt Dagen uden at Nogen misforstod vor Glæde. Men indtil den Tid lode vi os nøie med 17de Mai og endog vække op hine gode gamle Dage, da det var noget Folkeligt og Frisindet at udraabe 17de Mai medens det var noget Kongeligt at fremhæve 4de Novbr., ved hvilke Dage altsaa hver Mand paa sin Vis gjorde Lykke: 4de November-Heltene kom med Knæbuxer og Hatten under Arm ind paa Kongebal og siden høit op paa Embedsbanen, hvor de endnu sidde, dersom de ikke ere døde. Ingen har nemlig tænkt paa dem siden, undtagen forsaavidt de have faaet sig nogle Ordener. 17de Mai-Heltene kom derimod paa ingle Baller og fik med stor Vanskelighed Embeder; de ivrigste kom naturligvis aldrig i noget Embede. Hvad skulde de ogsaa gjøre der? Denne Tid maa vi se til at faa igjen. Det maatte være en hæv Tid.
«Nu,» tænkte Svenskene ifjor efter vor Fest 4de Novbr., «nu er det Tid til at ‘amalgamere,’» et politisk Ord, som betyder at sammenblande omtrent; «nu ere de Norske modne til Skuren.» Da begynde alle disse heftige Avisartikler, der har varet til denne Dag, dog med den Forskjel, at det nu er Carl Johank1465 og Huset «Bernadotte» der i Stridens sidste Halvdel angribes. Det kommer paa Eit ud dette; thi Carl Johan var for dem saa usvensk fordi han var norsk. Det er bare at hugge paa den anden Hærd og tage Skaftet i den andre Haanden. Naar de nu have hugget sig trætte, saa blive de vel Venner baade med os og Carl Johan og forsone sig med Huset «Bernadotte.» Da blive vi Allesammen Venner og Velforligte, og da kan vi tale om den 4de Novbr. Da har vi raset ud. Det maa ogsaa gjøres. Vi maa Allesammen have vore Slyngelaar.
Schybler,k1466 der er Hovedet for alle Kaalhoveder, har nu havt sin Udstilling igjen paa Børsen. Det er nogle gjilde Udstillinger, og Æblerne fra Stedje maatte være gode. Der var mange «ætelige» Ting at se, og naar man ser dem, maa man sige: Norge er et godt Land; det er den blodigste Bagtalelse, naar man siger, det er haardt og koldt; det har igrunden alle Belter fra Indiens Varme til Nordens Is. Det er et godt Land, — at det er smukt, véd Alle, — blot det blev mere opdyrket især paa Østlandet, hvor saameget er at gjøre og lidet gjort i Forhold. Paa Hedemarken er sagt: «Kunde vi beholde disse Kornpriser, skulde vi snart brødføde Norge.» Der ligger kanske ikke saamegen Overdrivelse endda i dette; men gjorde det ikke det, saa vilde det være paa Tiden at beholde disse Kornpriser. Norge kunde ogsaa blive et Vinland: Bærene og Frugten er deilig. Men Kaffe og Tobak kan man vel ikke faa til at voxe, uagtet vi for nogle Aar siden hørte til Kaffe fra Christianssund; og dog trænge vi meget til Kaffe og Tobak; for disse Ting faa vi da sælge Tømmer. Furu og Gran er vor Kaffebuske og Tobaksplante. Alle disse Udstillinger ere nyttige og gode; men da det er Ting for Munden, saa kan man ikke tale meget om dem. Hver dyrker og udstiller efter Leilighed, spiser og — tier stille; man læser i Skrifter om den bedste Maade at dyrke paa og Skridt for Skridt sammenligner Bogen med Erfaringen; kort, faar Næringsvit uden dog at være raa. Det er en vanskelig Opgave, dette.

Nr. 251/1855; søndag 28.10.

[Graving i gatene; Morgenbladet og nasjonaliteten; planar om ny teologisk avis]

Korrespondance
Christiania den 26de Oktober
Vi leve som i en beleiret By, eller rettere som i en barrikeret under en Revolution; saaledes som her maa der have seet ud i Paris mange Gange. Men Napoleonk1467 vil ikke vide af sligt: han modarbeider Revolutionen paa Gaden ved at makadamisere den istedetfor at brolægge; derved finder Revolutionen ingen Gadestein og kan ikke bygge Barrikader, følgelig kommer ingen Revolution istand. Her er man ikke saa ræd Revolutionen; thi man lader Gadesteinen faa hverken Rist eller Ro: brolægger og river op igjen, og brolægger og river op igjen. Tingen er, at der skal graves, snart efter Gasrør, som lække, snart fordi der er Vand i en Kjælder, snart for at rense en Kloak og nu især for at grave nye. Alt dette tilligemed Brolægning er nu vistnok rosværdige og nødvendige Gjerninger, naar det gik efter en Plan og først og fremst, naar man i en Fart gjorde fra sig paa ét Sted; thi det er ikke Spøg for Næringsdrivende at have Gaden udenfor sig spærret hele Uger eller Maaneder, hvorved de naturligvis miste sine Kunder og selv ligge beleirede; saaledes var der Folk i Storgaden forledent Aar, der bleve ilde medtagne under Arbeidet udenfor deres Dør, som varede saagodtsom hele Sommeren. I Udlandet siges der, at man tager slige Ting i en Fart og helst om Natten, hvilket ogsaa er saa rimeligt, at man ikke kan skjønne, at det kan tages paa nogen anden Maade i en By, hvor Færdselen er livlig, og Folk maa komme frem og Handelen have sin Gang. Her derimod forsagter man ofte bort slige Arbeider, og da skjønner man, at der arbeides med saa faa Folk som muligt. Saaledes staar der nu idethøieste et halvt Snes Mennesker i Kloakerne i Kongens Gade og øvre Slotsgade; der mines og graves med en Taalmodighed, som det skulde være paa Landet og det endda einbølt. Grøften med de opkastede Bredder optage hele Gaden og Folk maa seile forbi paa Brætter, medens de enkelte Arbeidere hist og her i Grøften se op til Folkemasserne med en Mine, som vilde de sige: Se dog, hvilke Hindringer vi kan lægge! For dem, som ikke ganske er hjemme i Kloaker, er det ikke godt at have nogen Mening om dem; imidlertid synes de at være saa trange, at de ikke blive gode at rense, ligesom de ogsaa, lagte midt efter Gaden, turde blive iveien, naar nu det nye Vandverk skal komme. Men saa kan man rive op igjen, det er Noget, man kan, lig Penelope, der sprættede op om Natten, hvad hunn283 sydde om Dagen. Nu vel, naar Byens skatteydende Borgere tie, saa kan sagtens jeg gjøre det. Men leit er det at komme frem og «Alfarveier og Gader hører os Alle til.» Sølen maa vide, paa hvor mange Steder der nu graves! men paa mange er det: for Vissen i Kongens-, Slots-, Grændse- og Møllergaden. Det er efter Fremgangsmaaden med Opdyrkningen af en Gaard: mange Veiter i Verk paa én Gang.
Man kan tro, her ser ud! Derfor blev ogsaa en Udlænding, der forleden var her, forbauset over alt det «Søleri» han fandt. Hus var ikke at faa og paa Gaden bare Skvæt. Dog alt dette er nationalt: naar man ser en Lygte staaende flere Dage over en Grøft, der i nogle Timer kunde gjøres istand, saa kjender man sig igjen; det er ligesom hjemme hos os udover Landet, hvor man lader en Stein ligge i Veien, hvor man kjører mange Gange om Dagen, istedetfor at anvende en liden Stund for at faa den væk for bestandigt. Det er saa overordentligt nationalt alt sligt, at man kvikner op, naar man finder det igjen: man skumpes tilside eller gaar i Slusk og Søle med den mest nationale Følelse af Verden; man føler sig hjemme og er færdig til at omfavne den moderlige Jord.
En lignende Nationalitet var det ogsaa Morgenbladet angreb forleden Dag, da det lynede mod de «uefterrettelige» Debitorer, der lode sig indkalde til Betaling. Det var dog ikke saa ganske ligt heller; thi her kommer Mangel til, som spotter al Nationalitet. Men om der nu skulde stikke noget Nationalt i denne «Ligegyldighed,» saa var det ikke ganske rigtigt for Morgenbladet, som sidder i Lænstolen med en tyk Mage, at angribe denne Nationalitet. Men, Morgenbladet er vist: den, det revser, den elsker det, som skrevet staar, og Morgenbladet kjender sit Publikum, der finder sig bedst, naar det faar Smurning; det vil ligesom byes og hænges; da folder det sine Hænder og siger: Morgenbladet har dog Ret! Derfor kan man ogsaa være vis paa, at Bybefolkningen (om Landet er ikke at tale) holder mere af Morgenbladet, der ikke vil hæve Korntolden, end af Chr.-Posten, der ikke vil haven284 den; thi ligesom en gammel Mand, hvis Hus har staaet til Auktions, læser med Opbyggelse Straffetalen om Uefterrettelighed og kanske var stolt af at se sit Navn i et saa stort Blad, saaledes jamrer han sig over de smaa Brød og beundrer Morgenbladet. Der stikker Statsøkonomi i Manden.
Vi kan vente en theologisk Avis, idet baade det theologiske Fakultet og nogle Præster have tilsagt tvende «unge Mænd» sin Understøttelse til Udgivelsen af en saadan. Disse «unge Mænd» blive angrebne for sin «Dristighed,» men saa kommer alle disse navngivne Løfter. Det var ikke fortidlig, man fik sig et Blad, og ledes det med Forstandighed, saa kan det faa mange Læsere; men videnskabeligt maa det ikke være; mere som Opbyggelse end som Klargjøring i Dagens Strider; thi nogen Klargjøring er der ikke at tænke paa: Partierne ere for mange, og intet Parti slaaer af et halvt Ord. Klarhed hører heller ikke hjemme i disse Riger; thi Folk, som stride om disse Ting, har ikke endda Øie for Klarhed. Saasnart Øiet aabnes for Klarhed, falder al Strid bort.
Fordi nu disse «unge Mænd» rimeligvis ville opklare Et og Andet, saa kan man spaa, at det ikke vil gaa Bladet godt; men det er dog godt, at der kommer et Blad, hvori theologiske Ting udelukkende kan behandles; thi for almindelige politiske Aviser passer ikke saadanne Materier. Det bliver let misforstaaet at tale om dem, og hvor forsigtigt man end udtrykker sig, saa tror dog Folk det Værste, naar de se det i en almindelig Avis. Man maa derfor ønske disse «unge Mænd» tillykke med sit meget vanskelige Foretagende. Noget godt vil altid komme ud af det, idetmindste saameget, at det bliver indlysende, at slige Ting ingen Vei komme, naar man vil oplyse og mægle mellem Partierne. Paa dette Felt gjælder Goethesk1468 Ord:
«Sucht nur die Menschen zu verwirren,
Sie zu befreidigen ist schwer.—»

Nr. 255/1855; fredag 02.11.

[Forlenging av jernbanen]

Korrespondance
Christiania den 1ste November
Jernbanen er som hint Haugetrold — Stamfaderen for alle Tværdrivere — den gaar ikke, naar den just skulde gaa: nu om Høsten, naar Folk skulde faa sig noget fra Byen til Vinteren, kan den i Virkeligheden ikke tage mod mere, uagtet den bekjendtgjør, at den modtager paa visse Tider; men da Folk véd, hvad denne Modtagelse vil sige, tør de fleste Afsendere ikke andet end være tilstede ved Dal for at modtage Godset og kjøre det til Minne, hvortil nu alene Mjøsdampskibene kan gaa. Banen har nemlig ikke Pakhuse store nok; thi saa staute man end har sagt, de se ud, ere de dog igrunden nogle Skjærereder, hvilket ogsaa er naturligt; thi naar man faar Betalingen iforveien og kan bygge som man vil, maatte man være et godt Menneske, om man bygde anderledes end efter eget Behag. Vi kan nemlig ikke andet end rose Englænderne, fordi de have gjort saameget og saagodt efter den Kontrakt, som vore «store Mænd» indgik med dem, — en Kontrakt lig den, som en bekjendt Præst for ikke længe siden indgik med en Brugsmand, nemlig at Manden skulde mure et stort vakkert Steinfjøs for Præsten, og imidlertid bruge Præstegaarden frit saalænge, indtil Fjøset var færdigt. Den, som ikke fik færdig Fjøset var naturligvis Brugsmanden: han bygde paa det til Præsten døde!
Englænderne ere meget bedre end denne Brugsmand, uagtet deres Kontrakt om muligt er endnu mere fabelagtig, dersom man overhovedet kan gaa videre i Kontraktslæren, end at overlade Alt væsentligt til Modparten. Dog, Tiden er endnu ikke kommen til at tale om dette: vore «store Mænd» ere endnu saa store, at det er Daarskab at anfægte deres Gjerninger, før Tiden har forvirret dem; Jernbanen vil med Tiden virke som Gravrust. Indtil den Tid faa vi lade os nøie med at rose Englænderne, fordi de have gjort saameget, og fordi de ikke hænge os til Spot for Verden. Forment er det dog ikke imidlertid at finde Jernbanen og Færdselen ufuldkommen, da det omsider maa lede til, at Nødvendigheden gjør Alt om igjen, og bærer det Gjorte som en Lærepenge, der maaske ikke kunde blive billigere. Alt dette man nu lapper, kan ikke holde: naar nu den ene Pengesæk efter den anden er sænket ned som Risbundter i Vormen for at faa den seilbar Høst og Vaar til Minne, saa slutter man med at mudre en Elv, som gaar i Krik og Krok mellem høie Lerbanker; og naar man har bygget den ene Dæmning efter den anden, som den man holder paa med ved Sundgaarden, saa lader man Elven rinde i Fred, og bliver træt af Skuespil som ivaar, hvor morosomme de end nogle Gange kan være, da nemlig Bygmesteren ligesom med den ene Haand holdt i Dammen, indtil han fik Pengene i den andre; da slap han naturligvis Tag, og saa dat Dammen, hvorpaa han begyndte paa ein ny ein, og har rimeligvis intet imod at holde paa med dette ligesaalænge som Brugsmanden med at bygge paa Steinfjøset. Men omsider bliver man træt, det kan ogsaa blive ondt nok at faa Pengesække til Risbundter, og Hedemarken er saa stor og skjøn og mægtig, at det vil have fri Skuring. Saa lægger man af Jernbanen mellem Mo og Trøgstad vestenfor Hersjøenn285 opover Gardemosletterne og kommer med den ned til Mjøsen mellem Minne og Byrud f. Ex., hvorved ogsaa Vormen kan rinde i Fred og være poetisk som før. Dermed slipper man ogsaa Rævehuler (Tunneller) og Skjærereder (Pakhuse); hvor Varer blive fordærvede, fordi man ikke fort nok kan kjøre unda; man slippe 15 ß. til paa hvert Skippund foruden alt Krangel og Slittage, hvilket vil blive en passende Fragtpris alt til Hamar. Det er ikke noget Røn286 om andet, end at dette maa ske; thi da kan der først blive Tale om Fortsættelse af Jernbanen langs Mjøsbredderne — først paa den østre til Hamar og derfra ind til Østerdalen. Det maa ske; det føler man strax, naar man kommer midt op paa Mjøsen og ser alle disse Verdens Riger og deres Herlighed. Hedemarken er ikke tjent med at have Føring blot 4 eller 5 Maaneder af Aaret — saalænge idethøieste bærer Vormen Dampskibene —, den er ikke tjent med Mudring, som siler i at’, — ikke med Damme, som dætter, — ikke med Rævehuler, der er ligesaa mørke som smale og frygtelige over Hovedet; Hedemarken maa have Alt greit, endog tvende Spor paa Banen. Christiania trænger heller ikke mindre til alt dette, og naar Christiania ser, at noget Stort kan komme istand, er det patriotisk nok til endnu en Gang at «fortaka seg,» hvormeget end mange Borgere har maattet svie for Svindelen i 1851, da man ovenikjøbet satte Lys i Vinduerne, skreg Hurra for dem, som «drev det gjennem med Englænderne,» og forfulgte med Massernes hele Meningstyranni dem, der vare af en anden Mening, «disse halvgalne Norske.» Disse Norske faa dog en forsvarlig Opreisning, som de altid og i alle Spørgsmaal faa, naar Tiden kommer, som giver Enhver Sit. Men Opreisningen er som i hint bekjendte Opsæt, da En satte en Mark, at han netop skulde hugge af det Svarte paa Ræglen, hverken mere eller mindre: «Au, jeg har vundet,» sagde Manden, som havde holdt sin Finger fram, der nu laa igjen paa Stabben som en afskaaren Tobaksnab.
Man maa begynde med at tale disse Tanker høit. Det er dristigt, uagtet de maa opstaa i ethvert Hoved, som har havt Anledning til at se og erfare disse Ting; men saa stærk er Uselvstændighedens Magt, at den bruser over enhver Mening, som ikke den eller den har udtalt. Her drives et saa grovt Afguderi her som nogetstets, og her er ingen anden Raad til at omvende Mængden, end at stelle sig som paa Hundtorp med Thorsbilledet: da Dølerne saa Rotter og Mus komme ud af Guden, da lode de sig døbe. Her kan Begivenhederne tale, man behøver blot at pege paa dem. En Mand, som nu har ligget her i 8 Dage for at udfinde den bedste Maade at faa Noget hjem paa til Vintren, han er sikkert omvendt; han har seet Rotter og Mus nok komme ud af Afgudsbilledet. Der er Mange med ham og Flere vil det blive. Selv de, der have betalt, saa de have faaet sine Aktiebreve, ere omvendte, disse rosede og liljede Aktiebreve, der se ud som «svenske Penge.» Jeg har havt den Fornøielse at se Aktiehavere rykke sig i Haaret og slaa med den knytte Næven paa dette deilige, store lange Brev. Den patriotiske Søn havde faaet en Stein istedetfor et Brød, som han bad om og burde vente. Hvor blev det af Pengene? Nissen tog dem. Endda giver Manden ud sine hundrede Daler til, naar han ser, men vil rette paa Feilen og faa noget Almengavnligtn287 istand. Folket er dog godt; det fortjente ærligt at tjenes ligesaa godt.

Nr. 257/1855; søndag 04.11.

[Trefaldigheitskyrkja; tilhøvet til Sverige]

Korrespondance
Christiania den 1ste November
Vor nye Kirke paa Hammersborg er ligesom Jernbanen og alle vore store offentlige Arbeider: der kommer altid Noget atpaa; det, som er galt gjort, slipper ikke saa let Tag, men drager sin Ophavsmand med sig ned i Afgrunden, hvor det hører hjemme. Nu, da Kirken udenpaa syntes være saagodtsom færdig, hører man, at Murhvælvingen vil synke sammen og maa derfor gjøres om, et Arbeide, der vil koste flere Tusinde Daler. Iforgaars var der «i al Stilhed» naturligvis, et Skjøn, og idag skal der være Overskjøn ogsaa i «al Stilhed,» hvilket dog ikke forhindrer, at Byen véd altsammen meget godt og trods den forøgede Bekostning og Skam dog er glad over, at Bygningskommissionen og alle Herrer, der med Liv og Død have sat Kirken paa det Sted og efter den Tegning, faa Noget at bide i, og at Sandheden omsider kommer op, at man har gaaet iblinde og faret efter Mænd, der ikke skjønne sig paa Tingen trods al Stortalenhed og overlegent Haan til Enhver, der dristede sig til at modsige. Byen er saa godmodig, at den betaler Alt og er ovenikjøbet glad over, at disse Mænd kan ilægge dem Omkostninger ligesom den fransken288 Almuesmand, at han er stolt over, at hans adelige Herre prygler ham op; thi han ved af dette, at han har staaet i Berørelse med sin Herre og nydt hans Selskab paa en Maade. Naar Nogen drister sig til at gjøre Indvendinger, saa faar han Smurning, og Byen føler, at dette er i sin Orden og siger: Ja, hvad vilde Du ogsaa der! og Anpiberen gaar med den største Taalmodighed der og der hen i Kongens- eller Østregade osv. for at faa Oplysninger, efter at Sagen alt er afgjort; thi paa Stedet, hvor det gjælder, afvises alt, og det betragtes som en Forvovenhed at modsige disse Autoriteter. Byen betaler og føler sig stolt over at faa Prygl. Det bliver nemlig Byen, som ogsaa her maa betale; thi hvad der idag i et Blad stod at læse om denne Ting, holder nok ikke Stik, nemlig at Murmesterne kom til at undgjælde. Murmesterne ere nok efter sin Kontrakt sikre; de have blot i dette Stykke været Figuranter; man vilde faa det billigt, ligesom enhver økonomisk Ødeland, spare paa Skillingen og lade Daleren gaa. Kommissionen og Arkitektenk1469 «havde paa Følelsen, at det nok vilde holde,» og saa bygde man, men maa nu rive ned igjen. Tænk, at Nogen turde modsige disse og en Tegning fra en Mand, der havde «europæisk Berømmelse», men var forresten i et Sindssygehus. Man gaar efter «Berømmelser,» der naturligvis ikke duge stort, naar de komme herop; efter disse og lignende hjemmegjorte «Berømmelser» gaar man, men ikke efter sund Fornuft og praktisk Sands. Dette er Grunden til vore Uheld med offentlige Bygge- og andre Verker: alt skal komme udenfra, ligesom vort Sprog, og naar nu Mennesker med daarlige Hoveder, som blot har læst sig til, hvad de fare med, skal sætte alt dette Udenlandske i Verk, saa skjønner man, det maa gaa til Wandsbæk, men som sagt, Byen og Landet er glad over at komme ned i Bækken, og faa vaske sig. — Kyndige Murmestere antage, at Kollonaderne ogsaa maa gjøres noget ved; men det bliver nu ikke før Murhvælvingen er reven ned og bygget igjen, og saa kunde man faa Anledning til at gjøre Ting end en Gang om igjen. Det er ellers Synd, at Tiden ikke skal stikke i Hjørnestenene, saa man kunde rive ned den hele og flytte den op, hvor den skulle staaet, saa at man ogsaa slap «Kjælderetagen» og «Spøgelseshyblen.» Det er dog skjønt, hvorledes man kan komme ud af det, naar man ikke vil, at Nogen skal være ansvarlig: der skulde nemlig være skjønnet ved dette første Skjøn « i al Stilhed,» at Ingen var Skyld i det. Det bliver Nissen igjen, der tager det paa sig, ligesom han tog Pengene til Jernbanen. Jo, man kommer nok ud af det.
I de svenske Aviser holdes paa og om muligt endnu dristigere end før med de «Schinckelskek1470 Minnen» og Carl Johank1471 og Huset «Bernadotte,» ligesom de ogsaa tale om disse Kommissioner, der nedsættes af Norske og Svenske med Udtryk, som vilde de sige: Det er blot for at drage Tiden hen uden Maal; vi Svenske kan naturligvis Intet vente. (Det er nemlig disse Kommisioner om Dommes Virkning i begge Riger osv., hvilken Kommission skal samles i Christiania, og en om Mellemrigshandel og Told osv., hvilken skal samles i Stockholm). Medlemmerne af den Kommision, som skal samles her, ere Folk, siger en Korrespondent fra Stockholm i Gothenborgs Tidning, som høre til Junkerpartiet, saa at de om Kronprindsen,k1472 naar han i Vinter kommer, kan danne en «Junker Kamarilla.» Lad os se! Samme Tidning omtaler ogsaa den Artikel i Times fra en Nordmand, hvilket vi Alle have læst, hvori han taler om Norges og Sveriges mulige Deltagelse i Krigen og siger, hvad de maatte kunne gjøre. Vi (jeg idetmindste) syntes ogsaa, at han kyte vel meget af os Norske og navnlig af vore Kanonbaade og Mængden af Matroser. Det Samme synes Tidningen, og tykkes endvidere, at han formeget har udhævet Navnene «tvende Kongeriger» og ikke vist «Courtoise» nok mod Granderne. Paa dette lægger den dog ikke videre Bræt, men destomere paa, at han siger, at Svenskerne vilde faa Anledning til at tage Sveaborg og afvaske Pletten fra 1809. Det var ingen Plet: de Svenske og Finlænderne «skjørdede» Under af Tapperhed, men maatte vige for Forræderi. Det er ikke værdt, mener Bladet, for en Norsk at tale saa, da de Norske maa erindre, hvorledes de strede i 1814. Vi kan ogsaa svare, at vi strede tappert, men maatte vige for et Forræderi, der har Høiesteretsdom for sig. Lærde og Jurister vil rigtignok vide, at denne Dom (mod Staffeltk1473) er det eneste Justitsmord under vor frie Forfatning; men i Folket og især blandt Soldater og mange Officierer fra hin Tid er Troen paa Forræderi saa dyb, at vi nok kan svare Svensken det Samme, som de om Sveaborg og Finland. Det er forresten vanvittigt at næsekaste en Nation Feighed og Daarlighed i Krig eller andre store Foretagender, der røre den hele Nation. Det er en Fornærmelse som ingen Mand, selv ikke den sletteste, taaler. Man kan skjælde en enkelt Mand ud og han tilgiver, men et helt Folk taaler ingen Flek; et Folk er evigt, og det er denne Evighedstanke som lyner frem af sit ubevidste Dyb, naar man farer op i Raseri mod Fornærmeren mod Ens Folk og Nationalitet. Vi enkelte Mennesker, vi dø snart, og derfor kan man fornærme os; men et Folk! Derfor var vor Nordmand i Times uforsigtig, og vi maa protestere mod ham og beklage det svenske Blad, som svarer med samme Mynt og endnu grovere.

Nr. 261/1855; fredag 09.11.

[Vedproduksjon; bokgåver til studentar]

Korrespondance
Christiania den 7de November
Her har ligesiden i Sommer hersket travle Bestræbelser med at faa et Selskab istand til billigere Vedforsyning, og nu er man endelig kommen saavidt, at Noget bliver af det, men ikke før til Høsten, idet Kontrakter maa afsluttes ihøst og Veden kjøres til Vasdraget ivinter, derpaa fløytes frem til Sommeren og komme paa Jernbanen herind til Høsten fra Strømmen. Det er General Birch,k1474 som har faaet dette istand, denne fortræffelige Mand, hvis gode Hjertelag og Dristighed er ophøiet over al Ros. Det er dog virkelig Synd, at saamange Skat og Vindfælder skal ligge og raadne til ingenting i de rige Skogstrøg, medens de unge Træer hugges om til Ved ved Kysten og i Byernes Nabobygder, hvor hver frisk Ronning kan blive saa værdifuld. Dette er Noget, som endog i det hele Samfunds Vel burde betænkes. Kunde man derfor skaane de friske Skoge, saa vilde sligen289 Vedforeninger være af megen Fortjeneste, og den Omstændighed, at Veden blev billigere, var vistnok i og for sig god, men dog ikke det bedste; thi man véd jo, at det, som er billigt, det farer man mere ødselt med, og i denne Henseende var det bedre at virke for mere varmegivende Ovne, for varmere Værelser og i det Hele for mere Husholderiskhed end for billig Ved, der brændes til Opvarming af Himmelens Luft, hvilket saa alligevel ikke kan frembringe nogen videre Formildelse i Landets Klima. Da var det bedre at udskibe Ved til London f. Ex., hvor en Favn vilde være sit Guld værd. Nytten af denne Vedforening maa derfor søges deri, at man vil kunne benytte Træer, som blot ligge og raadne væk; var det ikke saa, maatte man finde Foreningen meget skadelig; thi vel er det haardt for den Fattige at betale Veden saa dyr som Stokfisk, men det er ogsaa den eneste Maade at lære Folk Husholderiskhed paa. Var Veden saa billig i Byerne som paa Landet, vilde det snart være forbi i de norske Skoge. Jo nærmere man kommer til Byerne, desto mere sparsommelig er man med Veden og desto mere hensigtsmæssige blive Husene; op i Skogbygderne gaar det ganske barbarisk til: en liden Husmandsplads svier om sig en stor Lysning i Skogen, og de deiligste Emningstræer hugges ubarmhjertig om til at «lægge paa Varmen.» Om vi derfor Alle fik Veden billig, vilde det ikke vare længe, før vi aldeles ingen havde; men kunde man drage Affald frem, og gjøre det nyttigt, saa gjorde man en god Gjerning, dog kun under den Betingelse, at man ikke brændte op flere friske Træer for den samme Skyld, idet man kom i Vane med at være ødsel, og Vedbønderne saaledes maatte hugge saameget mere, som Veden var bleven mindre i Pris. Lader os derfor kun fryse imellem; det sparer Skogene og lærer os at bygge Huse paa en menneskelig Maade og idethele vise en Omtanke, som ogsaa kan komme vel med til andre Bedrifter. Folk maa lære Fornuft af Nøden; Prædiken nytter lidet.
Det er en smuk Gave, Studenterne have faaet af det brittiske og udenlandske Bibelselskab paa dets Jubilæum, nemlig 400 Exemplarer af det nye Testamente og Psalmernes Bog i ét Bind med Guldsnit. Paa første Blad staar, at det er en Gave, og dens Navn, som har faaet Bogen, skrives til af det Komitémedlem (en af de theologiske Professorer) som leverer den ud. Synd er det, at ikke Papir og Tryk skal være ligesaa smukt og stærkt som Bind og Forgyldning; baade Tryk og især Papir er imidlertid meget daarligt, og er det Bogtrykkeren (Grøndahl) som er Skyld i dette, saa er det ikke smukt, at Bibelselskabets skjønne Gave skal blive mindre fuldkommen end det i sin Opofrelse havde tænkt. Dette burde oplyses; thi vel staar der paa Titelbladet: «Sælges uindbunden for 30 ß;» men det brittiske Bibelselskab, der er vant til den solide engelske Udstyring, kan maaske dog ikke vide, at Papir og Tryk er saa forfærdelig slet, saameget mindre som Indbinding og Forgyldning ikke tyder paa, at der var lagt an paa at spare. Det skulde nu vel ikke være nogle af disse heldige Akkorder, hvor Bogtrykkere have at gjøre med store Selskaber eller Staten, saaledes som enkelte af vore heldige Bogtrykkere har det stundom. Det er netop Papir og Tryk, som ikke engang vil vare 50 Aar, hvilket Tidsrum dog en berømt Bibliothekar har sagt er de nuværende Bøgers Levealder. Bøgerne dø altsaa snarere end selve Forfatterne af Ælde. «Derfor,» sagde hin Bibliothekar, «faa vi Rum for alle de Bøger, som nu trykkes, idet Afgangen næsten er stor som Tilgangen, naar man er kommen i Tur.» Det er dybsindigt dette, at Bøgerne saa snart forgaa; det er en udvortes Forgjængelighed til den indre. I gamle Dage, da man skrev paa Skind og Pergament, skrev man mere varigt end selve Skindet og Pergamentet; man forstod at isprænge sine Tanker med Røgelse, Myrrha og vellugtende Smørelser og allehaande dyrebare Salver, saa de kunde holde sig ligesaa evigt som deres kjære Afdøde. Nu derimod gaa Tanker, Papir og Tryk til Grunde i 50 Aar og kan endda rose sig af at gaa gammel og mæt af Dage. De fleste leve ikke saalænge som Løvet fra Vaaren til Høsten. De fødes gjerne med Fluen og dø med den i Løbet af 24 Timer.
Som en Modsætning hertil er Programmet for Universitetets andet Halvaar, nemlig Christian 4desk1475 Norske Lov. Det er et Papir og Tryk saagodt som muligt at se. Bogen er udstyret med Fortale og Anmærkninger af Professor Hallagerk1476 og Kand. Fr. Brandt,k1477 alt saa oplysende, at Bogen er en værdifuld Gave for de juridiske Studerende, som faa den. For nogle Aar siden udkom ved offentlig Foranstaltning de gamle Love til Dronning Margareta,k1478 saa at man blot mangler Lovene og Retterbøderne fra 1388 til 1604, som er Aarstallet for Chr. 4des Lov. Dette maa antages snart vil komme; thi Universitetet har nu i en Række af Programmer udgivet gamle gode Sager, som med Møie ere samlede tildels ved at ligge i Kjøbenhavn og tage Afskrifter. De Studerende, som faa alle disse Ting for Intet, bør være meget erkjendtlige, og det er tillige for Andre et godt Mærke, at man saaledes finder vore gamle Sager og udgiver dem i vort gamle Maal, istedetfor at holde sig til latinske Programmer. Sproget i denne Lov er gammeldags og med «broti Prent,» men Dansken havde dog alt da faaet Overhaand. De gamle Love og Rettebøder bleve oversatte, da de danske Embedsmænd ikke forstod Sproget i vore egne Love. Fortalen ladern290 En kaste et Blik ind i den bedrøvelige Retstilstand, her maatte være i hin Tid, da Folket holdt ved sine Love, som Dommerne ikke kunde læse. Jyder «seilede herop paa Træsko» og styrede Landet og ødelagde vort gamle Sprog. Det er intet Under, at Saamange elske den danske Tunge og finde den norske pøbelagtig! Hvilken Jammer og Elendighed har ikke blot Sprogforandringen forvoldt! Lov og Ret var ikke at faa.
Trykfeil
I sidste Artikel staar den svenske istedetfor den franske Almuesmand. Det var den franske Landalmue, som var stolt over at faa Prygl af sine adelige Herrer. At ogsaa den svenske Almue er stolt af dette, er rimeligt, naar man kan være det i selve Christiania, og det uagtet det ikke er Adelsmænd som prygler (figurligt), men rette og slette Folk, rene Plebeier, aandløse Embedsmænd nemlig.

Nr. 264/1855; tirsdag 13.11.

[4. november; fransk diplomat i Stockholm; blått lys for Nyhedsbladet; Samfundsbladet]

Korrespondance
Christiania den 9de November*)
Den 4de Novbr., Foreningsdagen, gik af i al Stilhed, undtagen forsaavidt man lig de andre officielle Dage kanonerte o.s.v. Vi Borgere vare derimod stille, og det Digt, som viste sig i et af Bladene, var en vildfarende Fugl, der sang for ufølsomme Tilhørere. Saaledes kan Tiderne forandres i et eneste Aar! Folket har en god Smag: det taler og tier til rette Tid, og møder det ikke et kjærligt Hjerte, forstaaer det at være koldt. Dette er unægtelig en uhyggelig Kulde, der næsten synes at spaa «Fyr» atpaa. De svenske Blade have nu fundet paa et nyt Udtryk for at betegne Sveriges Vinding i 1814: Saa og saa meget (Tabet af Finland m. m.) kostede det Sverig «at skaffe Norge Frihed og Selvstændighed.» Bitterheden har fundet et vittigt Udtryk, saa den kan opløse sig i Latter; og dermed er Faren forbi.
Her ere vi dog ikke saa politiske som en Korrespondent i Gothenborgstidningen skriver, at man er i Stockholm, hvor man paa alle Sæt afhandler General Canrobertsk1479 Betydning med hans Sendelse til vor Kongek1480. Vi synes nok ogsaa, at denne Sendelse maa have noget paa sig, men vi lade den bero med den dybsindige Bemærkning: «Det maa have noget paa sig, det», uden at gaa ind i Feldttogsplanerne. Det eneste vi (jeg idetmindste) holde os til, er den Omstændighed, at man saa trabelt arbeider paa Armeens Verksteder, at Smedene klage over, at de vanskelig kan faa Folk. Men da denne Virksomhed har varet længe, saa kan den ikke have noget at gjøre med Canroberts Ankomst til Stockholm, der neppe endnu er ankommen, iallefald kom han først for nogle Dage siden. Kunde iøvrigt ikke Høflighed tilsige Keiser Napoleon,k1481 at han sendte en saa stor Mand til at overbringe nogle Ordener og Portræter, siden baade Friherre Knut Bonde,k1482 Admiral Virgink1483 og Statsminister Duek1484 ere afsendte i saadanne Ærinder? Det var endda én mod tre, og er nu end Canrobert større end alle disse tre, saa kan man dog ikke sende mindre end én Mand, medmindre man, som Carl XIIk1485 vilde sende en rød, usmørt og afskaaren Støvle til Raadet for at sidde der og «præsidere.» Men da Napoleon ikke er saa endefram som Carl XII, saa sender han et helt Menneske og ovenikjøbet en stor Mand, især da Støvler ikke vilde kunne sige Høfligheder eller med Ynde frembære Ordener og Portræter.
Det vilde iøvrigt være en fransk Vittighed, om den ene og samme Mand, Canrobert, var bestemt til at prygle af Rusland i begge Enderne, nu ved Angreb paa Sveaborg, Kronstadt og Petersborg at give Despoterne paa Hovedet, medens han ifjor laa nede paa Krim. Da kom Canrobert til at give Keiser Alexanderk1486 «baade framme og bag», som det heder.
Det heder, at «Illustreret Nyhedsblad» skal gaa ind, og det er allerede beklaget; det vilde unegtelig ogsaa være et Savn; thi Nyhedsbladet har havt mange gode Sager, der neppe tilstrækkelig ere blevne paaskjønnede. Der leveres især Bogkritiker imellem, som virkelig ere mere lærde end vanligt. Men dette tror jeg just er Nyhetsbladets Feil, at det holder sig til «de Dannede», som der stod i Morgenbladet. Som Nyhedsblad maa det være folkeligt og let, hvilket ogsaa Træsnittene vise, at det igrunden vil være, da det i Regelen blot er Børn og Almuesfolk, som ser paa «Skilderier.» Der har saaledes vist sig tvende Naturer i «Nyhedsbladet», som ikke kunde tage nogen god Ende. Skal et Blad, der ikke bygger paa Politik, komme op, saa maa det være greit og endefram ligesom Almuesmanden selv uden Lærdom og Kunst, og fremfor Alt maa det ikke med en fornem og dansk Mine snerte Norskheden, saaledes som Nyhedsbladet forleden gjorde, da det omtalte Kaalhovederne. Naar man snakker med og skriver for ufrugtbare, vindtørre og dannede Mennesker, disse vore nu Forfattere, Versemagere, Studenter eller Professorer, da kan man med Ord i rette Tid skjælde paa Norskheden og kalde den raa; det samme kan man ogsaa gjøre med gamle Tanter, der have været i det «køne Køpenhavn.» Men vil man skrive for Folket, maa man sandelig være djærv, norske og endog lidt «raa», som disse fine Mennesker kalder det. Der maa være Liv i det man skriver, der maa ingen Liglugt være i Stilen eller Tanken. Redaktionen af Nyhedsbladet er en Mand, som kan skrive, naar han turde lade den norske Natur glimre frem og ikke lyttede til disse literære Benrangler, der endnu hersker ved den Frygt, som Døden altid fører med sig. Den, som slutter Pagt med disse, skal ikke komme langt frem i Livet, det vil sige som Skribent, thi som god Filister kommer han just langt. Jeg tror derfor, at Døden vilde være en Vinding for Nyhedsbladet, dersom det ikke bryder med disse Danske af Norske, medens dets Død vilde være til Sorg, dersom det kunde mande sig op og være et Udtryk for den djærve Folkeaand med sit greie Sprog. Med dette Haab bør man ikke opsige Nyhedsbladet, men tvertimod abonnere mere og ikke opsige en dygtig Mand, før man er naue nødt til.
Studentersamfundet har nu begyndt at udgive et Blad som «Manuskript» for sine Medlemmer. Da det er «Manuskript», skulde man jo efter en Vane ikke tale om det; men da det er et Studenterblad, burde man tale om det, eftersom det vel maa være et Udtryk for Aanden hos Studenterne, hvem Nationen burde kjende, da det er af Studenterne den skal faa sit aandelige Foder, om den forresten kan æde og fordøie det. Det udkomne No. er virkelig et smukt Blad, og det begynder med et bra Digt; men det er denne samme Ufrugtbarhed i Tanke og Sprog, som gjør — det er vist — at de ærede Herrer, der tænke og skrive saa, aldrig vil blive læste af Folket eller nogensinde bære Nationen end ikke et Hanefjed fremad, men derimod føre den tilbage til dansk Trældom. Det er ikke trøsteligt, at slige Mennesker engang skal blive Embedsmænd. Skal Nationen have det til Tak, fordi den har baaret dem paa Hænderne? Men, saa har det gaaet: Folket har født med Melken og klædt med Ulden dem, der som Gravrust have tæret paa Selvstændigheden, Sproget og Nationaliteten. Det er Embedsmændenes og de Studerendes Historie fra de første Tider indtil denne Dag. At her i de sidste Aar har vist sig en bedre Retning, gjør ikke stort; thi Retningen synes at slaa om i en anden Gade, og det er desuden umuligt for de fleste af disse Mennesker endog med den bedste Vilje at være anderledes end sine Fædre. Islænderen Vigfussen,k1487 hvis Reise her i Norge ifjor saa godt har været oversat i Nyhedsbladet, har givet vore Studenter og Embedsmænd det bedste Pas, idet han siger, at de saa lidet kjende til sit land og Sprog.
*) Kom os først ihænde den 11te Novbr.
Redakt.s Anm.

Nr. 267/1855; fredag 16.11.

[Teateret og norskdomen]

Korrespondance
Christiania den 14de November
Theatrene herinde burde jeg ogsaa engang imellem tale om, hvorlidet det end vedkommer Folk udenfor; thi selv her i Byen læser meget Faa Theaterkritikerne undtagen Skuespillerne, af hvilke Skuespillerinderne græde, naar de ikke blive roste nok, medens Skuespillerne følge sin mandige kraftige Natur og spytte og bande og sige forresten med enhver daarlig Forfatter eller Kunstner, at Kritikernen291 due ikke til nogenting, men at det er en Skandal, at man skal tillade slige Folk at skrive Kritik. Jo daarligere man selv er, desto mere laster man Verden og de ulykkelige Mennesker, som færdes i den. Kritikken er ogsaa haard nu med det norske Theater; men mod selve Theatret er den neppe for haard, hvorimod den er det mod Skuespillerne. Der er virkelig mange brugbare Folk, enkelte endog talentfulde; men der kan intet gjøres ud af de fortvivlede Stykker, som gives der. Se nu Dragedukken af E. Falsen!k1488 Det var ordentlig Synd om Falsens Minde at give dette Stykke, der er saa pinligt som bedst mulig. Det var nu vel ogsaa givet for at M. Hundevadtk1489 kunde faa synge, og hun, der kan bruges til Alt, sang ogsaa godt; men af Intet kommer jo Intet. Adolf og Clara er ogsaa et gammeldags daarligt og yderst barnagtigt Stykke, fuldt af danske Vendinger og Ordformer, som Direktionen eller hvem det nu er, som har med Tingen, ikke engang kunde bortskjære eller ombytte. Saadan gaar det: man tager danske gamle Stykker og giver dem i deres hele Danskhed eller iallefald uden at frigjøre sig fra den. Dette er jo dog noget latterligt ved et Theater, som kalder sig norsk, og det er en Langmodighed uden Lige hos Publikum, som gaar og hører paa Sligt. Men, det tager vel engang Ende, og Direktionen vil blive nødt til enten at tage ned Skiltet eller ogsaa at blive norsk. Det norske Theater maa vide, at det kun har ét Valg, nemlig at blive mere norsk; thi vore «Smagsfolk,» vore Danske, vil saa alligevel blot le ad det, hvorledes det end bærer sig ad, og nogen egentlig Nydelse i dansk Forstand kan det heller ikke skaffe for det første. Men ved nu som det gjør, at ville være begge Parter tillags, gaar det som med Enhver, der vil tjene Gud og Mammon. Det norske Theater maa søge sin Næring i Norskheden og bryde med Danskheden og med de saakaldten292 Smagsmænd; det maa være djervt i Sprog og Tænkemaade, rigtig ungdommeligt, saadan at det laver et Liv. Men Direktionen synes være staalsliten*). Den tror vel som saamange af vore Nationale, at man skal gaa Smaat; men Ulykken er at dette Smaa just er Ingenting andet end Snak, og kunde Nogen være dristig, saa var det sandelig det norske Theater, der vilde have mange Venner; men dette forudsætter igjen Genialitet, som det norske Theater ikke har; det er tvertimod saa flaut, som Noget kan være. Det maa gaa til Afgrundsn293 med det, dersom det ikke retter paa sig og paakalder Folkeligheden. Det kan undvære baade Embedsmænd, Studenter og store Trælasthandlere, som ere kravlede op i Verden paa Planker; det har nok med Haandværks- og Arbeidsstanden og de Reisende; det vilde gjøre glimrende Sager ved at holde sig til disse. Publikum vilde le, klappe og Pengene klinge i Kassen, og det vilde flyde sikkert paa Folkelighedens Strøm og skylle med sig baade det danske Theater og Kritikerne. Men, som sagt, der skal Kraft og Geni til. Saalænge man ikke har dette, faar det gaa, men Folk bliver snart træt af at gaa. — Studenterløier af Rolf Olsenk1490 var heller intet godt Stykke. Theatret skal ikke fjelge sig af slige norske Stykker, om der end snakkes om Jernbanen og Hôtel du Nord samt Numre i Dronningens Gade. Det gaar imidlertid; thi R. Olsen har Greb paa Scenearrangementet; men staalsliten maa han være, som giver saa aandløse Sager fra sig.
Paa det danske Theater skal det gaa godt, og Jomfru Svendsenk1491 er nu efter 5 Aars Forløb igjen bleven fremkaldt. Hun lovte Publikum at gjøre sit Bedste, da hun rørt kom frem. Er det ikke barnsligt og smukt? Nu kan Jomfru Svendsen igjen vente Vers baade i Morgenbladet, Christiania-Posten og Intelligentssedlerne (var det ikke ogsaa i Krydseren?) paa sin Fødselsdag. Nu er hendes Prøvetid forbi. Det gaar med alle dygtige Folk som med Jomfru Svendsen: først hilser Publikum dem; saa synes Publikum og med det Kritikernen294, at det har gaaet for vidt og holder tilbage; det er ligesom bange for, at det skal have rost noget, som ikke var Ros værdt, og bliver grusomt; men naar det da faar Troen i Hænderne, saa klapper det med Tryghed og Hjertelighed. I denne Prøvetid gaa alle de tilgrunde, som Publikum først har taget feil af; thi de smaa Mennesker have alene Forfængeligheden at leve af, og naar den ingen Næring faar, saa dø de. Jomfru Svendsen vil blive stor, kan hun aflæggen295 enkelte affekterte Manerer; thi affekteret er hun ofte. Nogen norsk Skuespillerinde er hunn296 ikke egentlig; hun er saa dansk som bedst muligt. Hun lærer i det Selskab hun gaar i.
Paa Klingenberg giver man Scener fra Krigen, stormer Malakoff, Sebastopol slaaesn297 ved Alma; men Krigen koster; det gaar nok med Hinnék1492 som med Vestmagterne.
Paa Kaffeerne og i nogle Vertshuse musiceres. Der er gode Sangere imellem. Her er da Fornøielser, og underligt er det, at man ikke har lagt paa Adgangsbilletterne ligesom paa alt Andet, Sopelimerne ikke undtagne.
*) Dette Ord er ikke ganske rigtig; thi staalsliten forudsætter, at der engang har været en Eg med Staal i. Derimod er staalsliten det eneste rette Ord som om et Bitjern om en Mand, der engang har havt Eg; istedetfor sløvet, hvilket Ord betyder, at der blot fattes Slibning, men ellers er Staalet der. Sløvet passer endnu mindre paa Direktionen; thi det nytter ikke at slibe. Vist er det dog, at Direktionen ingen Eg har.

Nr. 269/1855; søndag 18.11.

[General Canrobert i Stockholm]

Korrespondance
Christiania den 16de November
Det er med os nu, som med en Mand, der har en Sag staaende for Høiesteret, hvor hans Velfærd staar paa Spil: Han kan med hver Postdag vente Dommen, thi Stevningen er udtagen til Sessionen og Sagen alt opslagen paa Kartet. Saaledes vide vi nu, at Canrobertk1493 er i Stockholm og dinerer og superer hos de Høieste, kjører i Gallavogn med hvide Heste for og sidder i den kongelige Loge i Operaen. De fleste europæiske Blade, og deriblandt selve Times antager, at Generalens Sendelse betyder noget andet og vigtigere end at overlevere Orden og Portræter. Svenskerne selv mene ogsaa, at noget Stort er igjere eller ønsker idetmindste, at det saa maatte være. Dersom vort Kongehus overhovedet brydde sig om Avisernes Meninger, der rimeligvis deles af hele det svenske Folk, saa synes det at maatte slutte sig til Vestmagterne og erklære Rusland Krig. Det er noget ganske voldsomt, hvorledes de svenske Aviser, med Undtagelse af Tidningen og maaske enkelte mindre betydelige, drive paa et Forbund med Vestmagterne som det eneste Middel til at opvække Sverriges gamle Bragdern298, igjen blive en Stormagt og faa Finland tilbage med samt Norge som et afhængigt Rige, hvilket sidste naturligvis ikke udtales, men maa efter hele Stridens Gang ligge paa Tankens Bund. For at spore Hoffet til Krig benyttes især disse bekjendte «Schinkelskek1494 Minnen», hvoraf der faaes ud, at et Familieforedrag er sluttet mellem Carl Johank1495 og Keiser Alexander, og følgelig mellem deres Æt. Herved stilles Hoffet paa russisk Side, hvorved Modsætningen til det svenske Sindelag bliver saa skarp, at det for at redde sig selv synes at maatte slutte sig til sit Folk. Men paa den anden Side er ogsaa alvorlige Røster, der minde om Faren af et krigersk Skridt, og selv Times for 9de dennes siger, at det vilde være uforsvarligt at faa Sverrig med sig uden at sikre det mod Ruslands fremtidige Hevn. Øieblikkene ere isandhed skjæbnesvangren299, og Følelserne maa hos Hoffet være meget modstridende; thi i disse Dager, den 6te, kom Kronprindsens Svigerforældre fra Petersborg til Berlin, og man kan heller ikke være døv mod sine Nærmeste. Som Mærke paa, at Neutraliteten ikke vil opgives, synes det ogsaa at være, at General Canrobert modtages saa glimrende, hvorved man kunde ville forsone et afslaaende Svar, og vise sig upartisk ligeoverfor Rusland og idetheletaget holde sig tilvens med alle Parter som Østerrig. Vi bør haabe, at Visdom vil lede vor Kongesk1496 Fjed, og i dette Haab afvente vi med Hengivenhed det, som vil komme. Men med Spænding maa vi følge Begivenhederne i Stokholm nu.
Som et Bevis paa Enthusiasmen i Sverrig over Canroberts Ankomst oversættes her et Digt til ham i Aftonbladet, hvilket ogsaa er optaget i Gothenborgstidningen, og sandsynligvis bliver det i alle Sverrigs oppositionelle Aviser:
Hilsning til Canrobert
Hvorfor jubler man saa saare
under Festen nu idag?
Hvorfor svulmer hver en Aare
som af et elektrisk Slag?
Gamle Svea! har du skaaret
Laurbær paa Moskovitens Kyst?
Har de svenske Drager baaret
dine Faner did med Lyst?
Nei, de gamle svenske Sværde
hvile endnu Aar for Aar,
medens Krigen er paafærde
og kring Verden Flammer slaar.
Nordens Løve med Condoren
har ei slaaet Fosterslag;
ei med stolte Trikoloren
vifter det blaagule Flag.
End ved Ingen, hvad det lider,
om ei Ærens Time slaar,
om ei snart mod nye Strider
vikingbaaren Nordbo gaar.
Tordner rullede i øster
fjernt frem mod vore Skjær.
Hør! da raabe tusind Røster:
Almas Helt er hos os her!
Se, han kommer! Voven bruser,
stolt af Byrden, som den bær.
Nordenvidens Aande bruser
Hilsningen fra vore Skjær,
Hilsning til den høie Helten,
som med romersk Kraft og Mod
trodsig paa de krimske Felten
mod Barbarens Hære stod.
Mælarsstad gaa ned til Stranden,
høitidsklæd som til en Fest.
Ræk o Svea! trofast Haanden
til den seierkronte Gjæst!
Han, som op paa Ærens Baner
sine friske Laurbær vann,
regner sine store Aner
ifra Alma, Inkermann.
Vær velkommen! Ser du Norden
strækker mod dig aaben Favn!
Her som paa den søndre Jorden
badet er i Sarmatiens Navn.
Nok forstaar du Sveas Trængsel,
tæller hendes Hjerteslag.
Nok du fatter hendes Længsel
efter at gaa med en Dag.
Vi har saasom du en Lære
fra den Tid vi Helte var.
Feiret Navn og feiret Ære
Rygtet paa sin Vinge bar.
Som de tapre Caroliner
fordum fremst med Sværd i Gjord,
da Novembersolen skiner
ned paa Narvas hvide Jord.
Ser du, . . paa vor Himmel flammer
Carlsvognens Blus og Baal!
Endnu Klippen staar og ammer
i sit Skjød baad’ Jern og Staal.
End omkring de blanke Søer
Dalens Blomsterrammer gaa,
End med vore Skjær og Øer
Havets frie Bølger slaa.
Er det ikke samme Norden,
som berømt det fordum var,
og der med Eder frelste Jorden
og den frem til Lykke bar?
Richelieuk1497 og Oxenstjerne,k1498
Gustaf Wrangelk1499 og Turennek1500
blinke lig en Dobbelstjerne
paa Historiens Himmel end.
Det var da man hørte synge
fra vor’ Skogers dybe Nat
end en David med sin Slynge
mod den Tidens Goliath . . . . .
Liden Hob men vel tilmode
bæres mod en fremmed Kyst;
den paa Gud og Sværdet gode
stoler i den varme Dyst.
De, imellem hvasse Sværdes
altid lydde Varskuraab,
Sangen lød: ei du forfærdes
vesle svenske Hob, men haab,
Sandhedens og Lysets Vinding
skal vor Seiersære bli’
og med Lauren om vor Tinding
uden Frygt saa stupe vi.
Almas Helt! ja saa har Sverge
tænkt og slaaet mangt et Slag.
Tro os . . . Saa — vi dyrt det sværge —
tænke vi den Dag idag.
Blik omkring dig, Kjæmpe, gjerne,
paa én fredet Strand du staar!
End ei sluknet er hver Stjerne
omkring Heltemoders Haar.
End engang skal denne Lære
atter ildne Nordens Mænd;
og det gamle Sverges Ære
lig en Sol gaa op igjen.
Seiersraabet lystigt vækker
op igjen den gamle Falk.
End en Gang paa vore Snækker
synge vi vor Vikingbalk.
Rusland, heder det, skal være «forfærdet» over Canroberts Sendelse til Sverrigs Hovedstad, og et Sendebud sendt for at afværge Faren. — Med hvilken uhyre Jubel vilde ikke en Krigserklæring blive modtaget af det svenske Folk! Og man kan være vis paa, at de svenske «gossar» tappert vilde slaa Moskoviten og skrive «ur vägen!» Vilde de Norske være ligesaa tapre??

Nr. 273/1855; fredag 23.11.

[Verdsutstillinga i Paris]

Korrespondance
Christiania den 21de November
Vi har vist al Grund til at være glade i den Opmærksomhed, som er blevet mange af vore Folk tildel ved Pariserudstillingen, og naar nu alt bliver bekjendt, turde endnu flere komme i Betragtning. Norge er altsaa blevet bekjendt for de gode Franskmænd, der dels trodde, at det var et Fabelland, saadan som Victor Hugok1501 har skildret det, dels at det vel var et Land med menneskelige Væsener i, men dog en Provinds af Sverig saadan som Algir er af Frankrig. Vort Forhold er altsaa meget, om ikke ganske opklaret, og det er allerede større Ting, end Mange komme ihu nu i disse Tider. Det er ingen Tvivl om, at jo E. Tidemand,k1502 den norske Kommissionær ved Udstillingen, har bidraget særdeles meget til, at Verden opfattede vort Forhold rigtigt. Allerede i Æreslegionens Kors, som han har faaet, vil han have Opreisning for de Spaltegloser han har faaet i danske og svenske Blade, fordi han vilde holde vore Sager ud fra de danske og svenske og fremstille Norge som et selvstændigt Land. Men vi synes ogsaa passende at burde paaskjønne ham, naar han nu kommer hjem. Vel sige Enkelte, som have været i Paris og seet Udstillingen, at de norske Sager vare daarligt opstillede; men det kunde vel ikke være saa godt at gjøre det bedre under al den Trængsel og med den ringe Opmærksomhed, man paa en saadan Verdensplads maatte skjænke vort vesle Folk og ringe Udstilling. Om nu end dette er sandt, saa er det dog noget, som væsentlig rammer de enkelte Udstillere, der maaske ikke faa de Præmier, de vilde kunne have faaet. Det er slemt nok — meget slemt nok dette — men under slige Omstændigheder maa man være glad ved, at noget og det Hovedsagen opnaaes: vi have dog fremtraadt som et Folk, og i Forhold til sin Størrelse turde det vel hende, at der er falden en god Lod paa det. Disse Ridderudnævnelser og Optagelser i franske Selskaber, vi nu i disse Dage have seet, er allerede overmaade meget, og det mærkeligste er, at Th. Brochk1503 i Krigsvidenskaben kunde vinde Opmærksomhed i et Land, hvorfra Krigsvidenskaben gaar ud, og hvor Napoleonk1504 har hersket, hvis Meninger er alle Militæres Bibel. Vi kjende Alle Broch som en smagfuld Forfatter; men at han var et militært Geni, det vidste iallefald ikke den større Alménhed før.
Der maa rimeligvis være andre end de bekjendte norske Sager, som faa Præmie, naar nu alt bliver bekjendt, idetmindste kan man antage dette om Hattemager M. Freyk1505 i Christiania, som nu i det sidste No. af europæische Modenzeitung roses saa meget for sine valkede usydde Klæder paa Pariserudstillingen. Det er ogsaa nogle mærkelige Klæder dette, saa nette som af den bedste Skrædder og dog valkede ihop, tætte og fine som den fineste Hat. De maa være meget stærke, og hint Blad mener, at denne Opfindelse engang vil komme til at spille en stor Rolle. Rimeligvis faar ogsaa Frey Anerkjendelse for sine Hatte, der efter Kjenderes Udsagn kunde sættes ved Siden af de bedste franske. Men dels kan Pudsningen og Opstillingen gjøre meget for at faa dem tufsede, dels turde det falde Franskmændene vanskeligt at erkjende noget af dette Slag uden sit eget. Det er ellers mærkeligt, at de saa meget kan have frigjort sig fra sin nationale Indbildning, som de alt have gjort. Vidunderligt er i denne Henseende, hvad den berømte Vernetk1506 sagde om Tidemandsk1507 Malerier. Men det var nu Kunst; vanskeligere turde det falde at anerkjende noget Industrielt af Andre.
Det er behageligt nok, at Bisethsk1508 Agerdyrkningsredskaber kjøbes i Frankrig og Schweitz.
Paa samme Tid som vi saaledes blive bekjendte ved Fredens Gjerninger i Frankrig, paa samme Tid tager Times os i sine mægtige Arme og bærer os Verden rundt med Hensyn til Krigen. Den Nordmand, som før er omtalt, har nu fortsat med at fortælle om de lappiske Forhold og Ruslands Planer med Havnene i Finmarken. Det vilde være fortjenstligt gjort af denne Nordmand, dersom hans Fremstilling i alle Dele var saa sand, at den ikke gav Anledning til Modsigelse videre end skeet er i Gothenborgstidningen; men dette er allerede ilde nok; thi Tidningen har foruden sin Protest mod Udfaldene mod Sverige ved «officielle Opgaver» eftervist, at Nordmanden havde taget Munden altfor fuld med Hensyn til vor Søstyrke. Dette er vigtige Ting saaledes at tale for den hele Verden, og det bliver en grændseløs Letsindighed at komme med Ting, der ikke til Punkt og Prikke holder Stik.
Men idet vi tale om dem, som bringe vort Land og Folk vide om i Verden, maa vi ikke glemme Ole Bull, der igrunden har gjort mere end alle de Andre. Hvor er Bull nu? Norge har glemt ham, og han maaske det, idetmindste gik han i digterisk Beruselse over til Republikanerne i Nordamerika og ligesom forsvor Norge. Dette har man taget ham saare ilde op og overstænkt med Forsmædelser; kanske om han kom igjen, at man ikke vilde kjendes ved ham, hvor god Grund han med sit poetiske Gemyt end havde til at gjøre, hvad han gjorde. Folket har en kort Erindringssands, er det sagt, og det Folk, som ikke forstaar at behandle sine store Mænd, det fortjener ikke at faa flere. Det er ordentligt bespotteligt, hvorledes man har skrevet om Bull nu efter at han reiste, og Sønner i Huse, hvor Bull var anseet efter Fortjeneste, have været slyngelagtige nok til at omgaaes med Folk, som rev ham ned. Lad ham have sine Feil; det er Feil, som synes at være forbundne med saadanne mærkelige Naturer. Filisteren er korrekt; det synes være en Naturlov. Stakkars Bull! Saa faldt han i Hænderne paa de graadige og materialistiske Nordamerikanere! Men Norge, som han har gjort berømt, vil ikke glemme ham, naar han er — død.

Nr. 275/1855; søndag 25.11.

[Song og arbeid; krigen]

Korrespondance
Christiania den 24de November
Om Studentersangforeningens Tiaarsfest vilde ikke være meget at fortælle, ligesaalidet og endnu mindre om det Sniksnak af Sange med Undtagelse af L. Dietriksonsk1509, der dog ikke var blottet for Originalitet og bestod af Andet end disse Talemaader, der gjør, at intet fornuftigt Menneske læser slige Vers; men Folk faa overhoved en Vandskræk for alt, hvad der gaar paa Rim; derimod er det en anden Ting, som i Forbindelse hermed fortjener Omtale, og det er, at man nu ikke hører saamegen Sang som for nogle Aar siden, da man i maanelyse Aftener drog syngende gjennem Gaderne og rundt Slottet. Arbeiderne, der havde saamange gode Sangere, forstummede (tagnan300), da deres Mænd bleve satte fast og siden dømte; der var ikke saamegen Styrke i dem, at de i Ulykken først sang rigtig sjælfuldt; den, som blot synger, naar det gaar ham godt, han er en daarlig Sanger; Modgangen gjør først den ægte Sanger, ligesom Legemet, der maa saares, før det bløder. Alene Klumpfoden, siger man, gjorde Byronk1510 til Digter. — Haandværkernes Sangforening, der nok var den bedste af alle, synes ogsaa at have tabt sig betydeligt, hvilket ogsaa er rimeligt; thi Haandværksmanden, der skal arbeide dagligt og sent og tidligt, kan hverken i Længden have Stunder eller være oplagt til at øve sig paa Noder og drage ud i Sangtrop eller deltage i Fester og Sangreiser. Det kan gaa en Stund, saalænge det er nyt; men Livets Krav er saa tungt og alvorligt, at slige verdslige Ting blot kan blive Søndagskost engang imellem. Nogle Mennesker skal arbeide, og andre synge. Selv Studenterne synge ikke saameget, som man kunde vente; mange af demn301 have ogsaa sine alvorlige Arbeider, saa de ingen Tid have til at synge. Det tager Tid at ofre til de frie Kunster. Derfor bliver det blot Folk af Faget, som holder ud med det. Alting bliver nu saa kunstigt, at selv den ringeste Ting er et Studium, som kræver sin Mand hel og holden, ligesom ved en Fabrik, hvor En lever for at gjøre Kræmmerhus; men saa blive de ogsaa tilspidsede og fine. I gamle Dage, da man lærte at synge ved at høre og havde hverken Noder eller Instrumenter, da kunde Mange synge, og derfor sang man paa Værksteder og ude paa sit Arbeide, derfor kunde man ogsaa høre «Harpen ved breden Bord.» Dette Vidtløftige ved Sangen gjør ogsaa, at Sangforeninger, som ere stiftede paa saamange Steder paa Bondebygden, endnu mindre kan holde sig i Længden; thi der har man ogsaa lang Vei at gaa. Derfor hører man heller ikke længer der saameget til Sangertog, da de kom ridende over Heien med — sine Noder under Armen. Det var altfor kunstigt og fornemt til at kunne holde ud. Sangen er god, og man kan indtil Naragtighed skrive om det Forædlende ved den; men Livet er endnu bedre: det har sit Alvor og dybe Krav.
Aftonbladet har igjen en Sang til Canrobertsk1511 Afreise, ligesom en til hans Ankomst. Begeistringen for Krigen kjølnes ikke, hvor lidet man end blev klog paa Generalen og hans Sendelse, og hvor viselig end Hoffet vogter sig for at meddele noget til Aviserne, der ere som Kvindfolk, som aldrig kan tie med nogenting, men bærer det ud i Verden, undtagen man beder dem at gjøre det; thi da tro de, at der intet rart er ved det. Nu er vel Canrobert i Kjøbenhavn, og Bladene der modtage ham vel ikke med Vers, men «Fædrelandet» skriver idetmindste en lang Artikel, hvori det udvikler Hensigtsmæssigheden af Krig, og antager, at ogsaa Danmark bør se til at komme med ind i den for at afklippe de slesvigholstenske Rænker, som vil spille Hertugdommerne til Tydskland. Der gaar allerede danske Undersaatter op gjennem Bagtrapperne ved tydske Hoffer og især ved det preussiske. Blev nu Danmark igjen «Offerlammet» for den europæiske Politik, idet Slesvig-Holstein kom til Tydskland og det egentlige Danmark til Sverrig, hvor blev saa Danmark af? Dette vilde just være skandinavisk. Men siden «Fædrelandet» frygter dette saameget, maa det ikke være meget skandinavisk af sig, hvad vi dog trodde. Men Skandinavismen lader efter dette sidste Aars Erfaring til at stikke i at være størst selv og herske over Andre. Det er Synd dette om os, der tog Skandinavismen saa poetisk, og virkelig drømte om, at Broderlighed kunde være til.
Morgenbladet taler ogsaa idag om Krigens Mulighed; men haaber dog ligefrem, at Vestmagterne nok et Aar ville blokere og gjøre «Streiftog», som Times har kaldetn302 det; og saa rykke paa i 1857, for da vilde baade Rigsdag og Storthing være samlet, saa man slap noget overordentligt. Det kan man kalde er at have Respekt for Storthinget! Nei, kræver Verdensgangen det, saa er nok baade Storthing og selve Rigsdagen næppe saameget som Kanonviskere, hvor godt Kjøb der end maa være paa dem nede paa Krim og paa Østersøflaaden. Det minder om hin Mand, der vilde lade Kværnehuset gaa omkring Kværnen, eller de gamle Astronomer, der lod Solen gaa om Jorden.
Vi vilde nok, trods al Travelhed paa de militære Værksteder, ikke være synderlig færdige til Krigen. Selv med Feldtkjedler kom vi tilkort; thi her skal i hele Byen ikke findes Blik til nogle Hundreder, og det er til mange Tusinder (rimeligvis til de bestemte Linietropper 12,000) man nu i næste Maaned ved Licitation skal ville indbyde lysthavende Blikkenslagere. Det er langt paa Aaret nu, saa det kan holde haardt at faa Blik, og vore Blikkenslagere ere heller ikke saa mægtige Folk, at de vil kunne gjøre meget. Det er underligt, at man for det første ikke tænker sig om itide, og dernæst, at man ikke i et Tilfælde, hvor der dog kunde være nogen Mening i det, selv gjør Indkjøb af Material.
Det kræker alt til Is udover Fjordenn303. Nu begynder altsaa snart vor Beleiring igjen, som ifjor varede omtrent 6 Maaneder. Toldbetjenterne trænge ogsaa til at hvile: det har gaaet haardt paa i disse Høstmaaneder.

Nr. 279/1855; fredag 30.11.

[Frykt for russisk hemn; kjemper før og no]

Korrespondance
Christiania den 28de November
Nu, da det rimeligvis er forsent, tage vore Aviser fat i Politiken og afhandle Krig og Fred og Canrobertsk1512 Sendelse med al ønskelig Selvstændighed. Men, nu gjorde de vistnok rettest i at tie stille, naar de ikke havde talt før. Det havde nu vel ikke hjulpet at tale før heller; men det havde dog seet lidt bedre ud, og Mange kunde dog have tænkt, at deres Ord ikke havde været ganske forgjæves. Men dette Bagefter er den gamle Skik, vi kjende fra Storthingene, og Foranstaltning fra Regjering eller Kommune. Man tier til det er gjort; men saa kommer man somoftest med sin Ros eller Last. Det er mageligt dette, men det betyder lidet. — Der lægges megen Bret paa, om Vestmagterne skaffer Sikkerhed eller ikke mod Ruslands Hævn. Nogen Sikkerhed staar det nok ikke i Vestmagternes Magt at skaffe; thi selv om de gjorde Krigen til en Resolutionskrig, og udraabte Finland og Polen som frie, saa var endda ikke Kampens Udfald sikkert, da Revolutionen kunde bryde ud i Frankrig og selve England, saa de fik nok med sine egne Ting, og da vilde det gaa Revolutionen som i 1848, at Militærmagten i Rusland, Østerrig og Preussen vilde seire, og derved stod vi lige blanke for Ruslands Hævn. Der kunde ogsaa ret snart komme Ugreie mellem Frankrig og England, da man alt hører Røster fra Frankrig om Englands Overvægt til Sjøs, medens der nok ogsaa er Folk i England, som frygte Napoleonsk1513 Planer med England, hvilke han ogsaa turde have arvet efter sin store Onkel,k1514 hvor fintfarande han end er. Desuden lader Dyrtiden og Formindskelsen i de engelske Fabriker sig heller ikke beregne. Vi staa nok under enhver Omstændighed udsatte for Ruslands Hævn. Det tager os, naar det ser sit Snit, enten vi er med eller ikke. «Han finder sig altid til Vise, den kvæde vil» og Rusland maa efter sin Natur have Norden ligesaavist som Konstantinopel; det var et Træf, at det først begyndte syd paa. Det vil naturligvis tage os, dersom ikke Vestmagterne kan hjælpe, og kan de hjælpe, saa hjælpe de alligevel for sin egen Skyld, enten de love eller ikke. Stockholm, der til ifjor hørte Bomarsunds Kanoner, var intet Øieblik sikker. Det levede paa Ruslands Naade. Ingen kan være saa enfoldig at tro hverken paa Familie- eller andre Foredrag; men disse Foredrag og Venskab kan være en Galgenfrist; og den tage vi alle Mennesker desværre med begge Hænder imod.
Spørgsmaalet i sin sidste Skikkelse bliver altsaa igrunden for Nordens Folk: er det Tid nu til at slaa Sværdet af den Haand, der svinger sig over vore Hoveder? Dette Spørgsmaal kan Aviserne ikke besvare; Folkene neppe heller; thi Enighed hos dem alle er ikke at tænke paa. Regenten, der har Krigs- og Fredsretten, maa besvare det; og hans Svar istemme vi alle med Hengivenhed uden at være kloge bagefter. Der gives ingen anden Dommer end Historien; dens Dom maa vi afvente og ikke kaste Brander ind i Sjelene. Der gives kun een Ting, som vi alt nu se er umulig, og det er at bryde alvorligt med England, der kan lade nogle Skibe krydse udenfor Kysten og svelte os ihjel. I alt det Øvrige finde vi os i Skjæbnen; vi kan aldrig i slige Øieblikke lade være at tro paa den.
Det er ligesom en Framfari, at General Krog,k1515 «den norske Løven», i disse Dage er død. Han var gammel; men den, som saa ham endog i de sidste Dage, maatte næsten tro, at Tiden ikke kunde bide paa en saa velbygt Mand. Jeg har aldrig seet noget Skjønnere end ham med sit oldnorske graa Skjæg skride gjennem Gaderne i fuld militær Honnør. Hans norske Haandtag paa Ætterstad i 1821 fyldte ogsaa Sindet med Ærbødighed for denne Helteskikkelse. Det er næsten unaturligt for slige Mennesker at dø i Fredens Ro; man føler, at de ere skabte for Krigen; de falde der og ere ligesom store Forhugninger af vældige Furustammer mod den indtrængende Fiende, bag hvilke Kratskog og Blaaveiser kan voxe uden at trampes ned. Vi har dog Gud ske Lov herlige Folk igjen ogsaa, om just neppe nogen saa fuldendt. Det Store og Gode dør aldrig ud, saalænge Samfundet har en moralsk Luft til Jordens Frugtbarhed. Det er derfor vantroende at sige, naar en stor Mand falder fra: «Magen kommer ikke igjen; det var et uerstattelig Tab.» Det er som at sige, naar Løvet falder af om Høsten: «Nu kommer her aldrig mere Løv igjen.» Det kan hende, at man selv ikke faar se det nye Løv, men det kommer nok for det alligevel.
Det er ellers en gammel Tale, at store og stærke Folk blive sjeldnere. Dette har man vist sagt bestandig og med samme Uret. Paa Landet er ældre stærke Folk fuldt forvissede om, at Brændevinet og især Poteterne har mergstolt den yngre Slægt. Kan nok hænde, at der noget er i dette, uagtet man ser herlige unge Folk. Man skulde ogsaa tro, at det finere Liv hos dem, som ikke ere Bønder eller andre Arbeidsfolk, maatte veikne Folk, men ogsaa i de Kredse ser man helstøbte Karle, paa hvilke Asathor har strammet Senerne. Jeg kjender Folk af disse, som er de mest fuldendte jeg har seet. Jeg maa sige, at jeg tager dybest af Hatten for dem; thi for det første kunde de prygle os Allesammen, og dernæst er Naturen lige stor i hvad Form den end voxer ud over det Sædvanlige, hvad enten det er som legemlige eller aandelige Genier. Disse spinkle Mennesker, som indbilde sig at være aandelige Genier (legemlige kan de ikke indbilde sig at være, hvor forfængelige de end altid er), disse turde nok modsige denne Opfatning og kalde den særdeles legemlig; men lad dem forsøge at opkaste sig til Herskere, skal de se, hvor langt de komme, medens Ingen gjør Helten Rangen stridig, og Mængden dømmer sandt, uden at kunne forklare sig tydeligt. Skjønhed er ogsaa noget Genialt. Man faar altsaa mange Genier: legemlige og aandelige og som Underafdelinger til de legemlige, de stærke og de skjønne; til de aandelige de forstandige og de moralske.
Jeg er kommen til at skrive om Sjelelære uden at ville det. Filosofer af Faget kan udvikle Tanken videre; thi Sjelelære er en Gren af Filosofien. De have intet andet at bestille, end at udvikle Andres Tanker, da de sjelden have nogle selv.
Men have vi end stærke Folk endnu, saa er det dog vist, at Hæren ikke har saadanne Kjæmpekarle, som de man ser igjen fra 1808 og 14. De største og bedste ere slungne unda og kun Fattigfolk igjen, der saaofte blive forkuede i Børneaarene. Derfor siger ogsaa disse gamle Kjæmper vistnok med noget Skryt, at der kunde gaa 3 af Fiendens Folk paa 1 af os. Nu vilde man nok ikke kunne sige saa store Ord, undtagen man kunde gaa om i Bygderne og samle en Hær af dem, som have «sluppet for Soldater.» Da var der Norer at finde.
Rettelse i sidste Artikel.
Der staar togna istedetfor tagna (standse med at tale, eller hvordan man i Bogsproget skulde oversætte dette Ord, som heller ikke ganske gjengives med at forstumme (tydsk verstummen).

Nr. 281/1855; søndag 02.12.

[Dyrtid og brennevin]

Korrespondance
Christiania den 30te November
Den dyre Tid strækker sig ogsaa til Brændevinet, og var det ikke saa, at den, som drikker meget, spiser lidet, maatte Drukkenbolten blive en ruineret Mand; men da man kan leve flere Dage uden Mad, naar man drikker stærkt, saa gaar det op i op for Drankeren ogsaa, uagtet det drager paa at lægge en Skilling eller saa omtrent paa Drammen, naar man hver Dag «bærer Grisefoten»*) d. e. drikker saa mange Drammer, som der er Ben i den, 36 tror jeg eller saa ved Lag. Det er en Mands Dagløn under almindelige Tider. Det er næsten ligesaa ondt for dem, der bære Grisefoten, som for Kopisterne og overhoved Embedsmænd paa fast Gage. Det kan ikke holdesn304 ud; man maa søge Storthinget, naar nu det kommer sammen. Det er med den største Medlidenhed man ser disse Mennesker, som daglig bære Grisefoten: deres Sko blive daglig mere sonde og deres Trøie mere forreven, og dersom man ikke vidste, at de daglig lægge i sin Pensionskasse, saa maatte man rent opgive dem; men de lægge virkelig i sin Pensionskasse ved de 4 ß af Potten, som Kommunen tager i Skat, hvormed Byen kan føde dem, naar de komme paa Kassa, hvilket naturligvis de fleste gjøre om en Stund. Saaledes kan man faa Folk til at spare sig en Skilling med det Gode. Det er en viis Indretning; men derfor skriver ogsaa Storthinget en Brændevinslov hver Gang.
Brændevinshandlerne her i Byen har nu i disse Dage sat op en Priskurant, drevne af Dyrtidens Tryk. Det skal ikke være noget Mesterstykke denne Kurant, men saa er det saameget mesterligere, hvorledes de have faaet Folk til at underskrive. Da det kunde være til et Exempel for Smaabyerne fra Hovedstaden, hvorfra alt Stort maa komme, saa vil jeg fortælle Historien. Her var nemlig en Brændevinshandler, der gjorde Vanskeligheder med Priskuranten, og mente tillige, at det ikke stort kunde nytte at forbinde sig under Mulkt til Noget, som Ingen tænkte paa at holde. Over disse Indvendinger bleve de ærede Snapskonger leie, og en af de stærkeste kommer derfor ind paa Kontoret til den Gjenstridige og taler sig varm over det Fornuftige i Priskuranten og i den Mulktbestemmelse, som Enhver i Hjertet saa sig nødt til at overholde. Under sin Varme var imidlertid Kjolen krøppet op lidt, hvorunder et vældigt Svipuskaft stak frem, hvis Snert med en Troldknude var slynget om Halsen, saa Svipa i en Fart kunde løses til sit Brug. Men nu skulde Ulykken være ude, saa der var Folk inde paa Kontoret, og da Mennesker, der bruge Svipu, ikke liker Vidner, saa forsøgte Manden at faa disse væk, først med det Gode og saa med det Onde. Da nu dette ikke vilde gaa, fik han ikke Brug for sit Svipuskaft; men Hensigten blev dog naaet! thi den Gjenstridige, der har Respekt for Svipuskafter, skrev under Dagen efter, og nu kan det forventes, at Priskuranten vil blive sat i Udøvelse til fuldkommen Ødelæggelse for Alle, som bærer Grisefoten.
Skulde man ikke kunne vente, at Exemplet blev efterfulgt paa flere Steder af de ærede Snapskonger! Hvem skulde tro, at der var saamegen Nationalitet i Christiania? Det er kort og godt, og minder om Historien mellem Bjørnen og Ræven. «Er det ikke sandt! sagde Bjørnen. Nei, sagde Ræven. Er det ikke sandt, siger Bjørnen igjen, og løfter sin vældige Lab til Slag? Jo, jo Gud bevares», svarer Ræven da, inderlig overbevist.
Stakkars dem, som gaa og bæren305 Grisefoten! det er dog nogle despotiske Herrer de har over sig! Dersom de sige, at det dyre og vasblandede Brændevin ikke er stærkt, saa kommer Svipuskaftet tilsyne, og saa har de Politiet over sig, og Afholdenhedspræsterne og Aviserne, der tale om Brændevinsdjævelen. Man skulde ikke plage dem saa saart; de have Plager nok, mens de faa gaa og lægge i sin Pensionskasse. Jeg er overbevist om, at man vilde omvende flere ved saadan som jeg her at tage det paa en koselig Maade med dem. Var jeg Maadeholdspræst, vilde jeg opvarte dem med slige Historier, og jeg skulde fryde mig ved et fornuftigt Smil paa deres Ansigter, der lovede en mere varig Forbedring end Indskrænkninger, som ikke holdes, og begrædelige Taler af Folk, som naturligvis ikke kan tale. Dog, om dette kan tvistes og vist er det, at jeg ikke faar «noget Levebrød som Afholdenhedsmand.» Her er virkelig svare Tider, der ogsaa virker paa Hestene paa Torvet, saa man ikke ser saamange af dem holde der. Maden er for dem saa dyr, at de ikke finde sin Regning ved at jage gjennem Gaderne efter «Tariffen», hvorfor de heller tjene sig en halvanden Mark ved at rykke op et Vedlas eller drage paa Tønder og Kasser og slige fragtbare Ting. Det er mærkeligt, at de ikke have sig en Sammenkomst med Politiet og forhøie sin Tarif ligesom Snapskongerne forhøiede sin «Kurant», og endnu mere mærkeligt er det, at ikke de Allesammen tilligemed dem, som bære Grisefoten, og Folk paa fast Gage med Kopisterne i Spidsen gjøre Oprør mod Dyrtiden og ødelægge det Vesle, som er, saa de dessnarere kunde have Udsigt til at tørste og svelte ihjel; thi det er altid Følgen af at gjøre Oprør mod en saa stærk Magt som Dyrtid.
Brændevinsbrænderne fra Oplandet klage ogsaa; dog ikke saameget over, at Poteterne ere dyre, som over Destillatørerne, der med sine Kunster af Kemien gjøre Alkohol, saa Brændevinsbrænderne have Vanskelighed med at faa over 20 ß Potten. Det er en Strid i denne Verden!
Vore Aviser ere saa oppe i den høiere Politik nu om Dagene, at de intet Øie have for slige Stridigheder og Kampe, som gjære paa Samfundets Bund: de vide ikke, hvorledes man overtales med Svipuskaftet; de tænke ikke paa dem, som gaa med Grisefoten; de spørge ikke, hvor Hestene paa Torvet ere blevne af. Men noget har de dog talt om Folk paa fast Gage, det maa man lade dem.
*) Et meget almindeligt Udtryk i mange Egne. Vil man være Kar, maa man altid bære Grisefoten den Dag Grisen slagtes.

Nr. 285/1855; fredag 07.12.

[Folket, Stortinget og regjeringa]

Korrespondance
Christiania den 5te December
«Paa Dommens Dag skal du gjøre Regnskab», staar der skrevet. Men det var nok bedst at gjøre Regnskab før Dommen. Dette gjælder ikke mindre Staten end det enkelte Menneske. Komme vi nu i Krig, saa bliver der ogsaa en Doms Dag for Nationen, og der vil da spørges, hvorledes Fredens Aar ere anvendte. Dette synes nu ogsaa at føles, idet man fra nogle Kanter ser (især i Morgenbladet), at man vil drage Krigsministerne til Regnskab for, at vi ikke ere forberedte; medens man, om det kommer til Udtalelse fra deres Side, ikke vil undlade at kaste Skylden paa Storthinget, der ikke har bevilget Penge nok. Hvem har da Skylden? Her vil Historien gjentage sig om Syndefaldet: «det var den Hustru, du gav mig», sagde Adam. «Det var Slangen, som forførte mig», sagde Eva. Alle vare skyldige, og Ingen vilde have Skylden; men Synden var dog indkommen i Verden. Det var Hovedsagen. Her vil det ogsaa hende, om Krigen kommer, at Norge har syndet, kanske saa grovt, at det jages ud fra sit Paradis, d. e. mister sin Frihed og bliver en Provinds. Men, hvis er Skylden? Folket selv, Storthinget eller Regjeringen? Det bliver nok Folket selv, der har syndet, som det ogsaa faar bære Syndens Sold: thi Folket er det, som vælger sit Storthing, og Storthinget er det, som har det i sin Magt at faa Regjeringen efter sit Hoved. At skjælde paa Regjeringen er altsaa at skjælde paa Storthinget, og at skjælde paa Storthinget er at skjælde paa selve Folket. Det er Tingenes Ende. Vel er det saa, at Kongen vælger sit Raad; men i en fri Stat, der er et Raad umuligt, naar det ikke har Folkets og Storthingets Godkjendelse. Navnlig gjælder dette, hvad Krigsministerne angaar, da Storthinget ved Pengebevillingerne kan gaa saa i Enkelthederne som det vil, og sige: «faar vi det ikke saa og saa, bevilge vi ikke Penge.» Storthinget skulde altsaa have sagt: det og det skal befæstes af Horten; de og de Skibe skal bygges. Men, dette forudsatte Kyndighed hos Storthinget og Kraft til at tale. Har nu Storthinget bevilget paa Slump og overladt Ministerne at gjøre det efter Skjøn, saa kan Storthinget ikke klage og Nationen ikke med det. Var det Ting, som hang af Kongens egen Bestemmelse, saa kan man heller ikke klage paa Nogen; naar Storthinget gjennem sin Protokolkomité ikke i Odelsthinget har draget Statsraaderne til Ansvar. Alt er da greit, og det er ligesaa uretfærdigt som barnagtigt at skjænde paa Regjeringen, naar Faren er for Døren og ikke forberedt. Naar vil man dog lære, at det er Folket, som bestemmer sin Regjering, og at Regjeringen er som Folket i det store taget vil have den.
«Den, som kan tages, er værd at hænges», sagde Frithjof. Dette er nu poetisk om en enkelt Mand, der ofte maa gaa tilgrunde; men om et helt Folk gjælder det som en evig Sandhed. Man kan derfor aldrig beklage et Folk formedelst sin Regjering: den er, som Folket, og netop den bedste, Folket kan have. Kvæget maa have en Hyrde, der pidsker det efter Behov, og Rusland maa have et Despoti med Knut. Frankrig kan ikke have nogen bedre end Napoleon,k1516 ellers kom nok en bedre, og vi kan ikke have nogen Regjering bedre end den vi have, for ellers fik vi den nok. Regjeringen er Folket, den er det Fornuftigste i Folket. Den er ofte meget mere fornuftig end Folket, og det er et Spørgsmaal, som ikke hører hid, om ei vor Regjering og Forfatning har været bedre i disse 40 Aar, end Folket havde fortjent. Under ingen Omstændighed har man Lov til at klage, naar Regnskabsdagen kommer. Da, om den kommer, maa Folket bære Ansvaret, og man bestikker hverken den fornuftige Mand eller Historien ved at kaste Skylden paa Krigsministerne. De kan have været gode eller slette, det gjør Intet til Sagen; de have været som Nationen vilde have dem, og at Nationen har taalt dem, kommer netop ud paa det Samme. «Den, som kan tages, er værd at hænges.»
Det bedste er derfor, om det gaar paa med os, at være fredelige indbyrdes og Ingen anklage; thi Anklagen kommer for sent. Det kan vel hende, at vi have været dumme; men vi ere da ikke latterlige eller endnu værre syndige nemlig, naar vi saadan tie og bære den fælleds Skyld, som vi Alle have forbrudt.
Dette vil kunne lære Nationen og Storthinget, dersom vi af det blinkende Sværd ikke jages ud af vort Paradis; det vil lære Folket at vælge sine bedste Folk til Storthingsmænd, og det vil lære Storthinget at holde Tommelfingeren paa Regjeringens Øie hvert tredie Aar, nemlig gjøre rent op hvert Treaar, og vide, hvad der i det næste Treaar skal ske. Ikke Snak men Handling, og kan man ikke handle, faar man leve paa Naade, og takke Gud, saalænge Galgenfristen varer.
Men ingen Anklage, naar det er forsent! Man kan og maa nok straffe Synderen, naar den er skeet i det korte Tidsrum fra man var samlet sidst; men endog da har igrunden Nationen den egentlige Skyld; thi hvorfor var ikke den offentlige Mening saa almægtig, at den gjorde det umuligt for Statsraader at handle anderledes end Folket vilde?

Nr. 287/1855; søndag 09.12.

[Allmugeskolen]

Korrespondance
Christiania den 7de December
Nu er det paalagt Præsterne, som vil tage sig Kapellaner, at opgive, hvad disse skal faa. Dette er jo næsten en Gjentagelse af Lovbogen og senere Forordninger, der vilde beskytte Kapellanerne mod Præsterne, «som bandt Munden paa Oxen, der tærskede.» Nu, ja, dette er brav nok, og vore «mange theologiske Kandidater» trænge visselig til en Haandsrækning. Imidlertid er der dog vist en anden Side ved Kapellanvæsenet, som mere burde sees paa, og det er den, at Kapellanerne ogsaa burde tages efter Alderen, naar Præster maa eller vil have dem; thi vel synes Huskapellanen at være Præstens Tjener, som han kan antage og afskedige efter Behag; men dette er noget, som ogsaa blot synes saa. Kapellanen skal staa og tale til Menigheden, og Staten maa følge de samme Hensyn med ham som med den ansatte Præst. Det er ikke nok, at han er præstlærd; men retfærdigt Hensyn til de ældre Præstlærde maa ogsaa tages. Det er ingen retfærdig Skik, at den ældre Præst tager sin unge Søn — som saa ofte sker — til Kapellan med Forbigaaelse af den 15 à 16 Aar ældre Præstlærde. Det er ikke retfærdigt, at Præsten tager sin unge Kjending eller den, som han af en eller anden Grund liker, til Kapellan, atter med Forbigaaelse af en ældre Mand. Naar Præsten trænger til Kapellan, saa oplader han delvis sit Kald, og da indtræder Statens Ret.
Det dukker atter og atter op igjen, at vi have for faa og daarlige Skolelærere, eftersom de lønnes saa slet, at ingen dygtig Mand vil ofre sig for Skolefaget. Dette er sandt; det er ogsaa sandt, at enhver dygtig Mand trækker sig bort fra Skolen, naar han paa nogen Maade kan, forudsat, at han ikke tillige er bleven Kirkesanger! thi da lever ofte Skolemesteren «som en liden Præst.» Men ved at indrømme dette, har man ingenlunde indrømmet, at Lønnen bør forhøies; thi saalænge Skolevæsenet er indrettet, som det nu er, vilde det blot skabe en endnu mere forrykt Tilstand, om man forhøiede Almuskolelærerens Lønninger, især paa Landet. Det bør derfor gaa, som det kan nu, indtil man lærer at omordne Skoleplanen; ja, man kan endog sige, at den naturligste Tilstand nu er den, som bruges op i Fjeldbygderne, hvor en Skolemester faar sine 10 til 16 Spd. om Aaret. Dette er meget godt for ham, han slipper for Soldat og 10 Spd. der for Vintren er bedre end 120 Spd. for hele Aaret i en By eller i Nærheden af den. Ved at lønne paa denne Maade kommer ofte det gamle Ordsprog tilsyne i Livet, at «den, som intet duger til noget Andet, han skal være Skolemester», et Ordsprog, der ligner en ytring, jeg har hørt af en meget fornuftig Mand: «Min yngste Søn har det daarligste Hoved; han skal studere; til Andet duger han ikke. Hvorledes skulde ogsaa han kunne slaa sig frem i Verden, uden som Kandidat? Vel sent, men omsider kommer han dog til at spise Havre af Krybben i den store Embedsstald, som Algreen Ussingk1517 siger.»
Ved en slig Tingenes Tilstand vil man finde det nødvendigt at omgjøre Skolen, da den i en fri Stat er altfor god til at vogtes af legemlig eller aandelig Halte, Blinde og Lamme.
Det er Klasseinddeling, som maa indføres, og kan der som oftest paa Landet ingen Klasseinddeling finde Sted, fordi ingen fast Skole er mulig, saa maa man have flere Skoler fra de lavere til de høiere, saadan som det undertiden har været, før de nye Skolelove kom, da Kirkesangeren holdt en Slags høiere Skole, som de flinkere Børn kunde gaa i. Nu vil man tage alle Børn og løfte dem op til en vis Høide med én Gang, men ikke høiere heller. Dette gaar paa den ene Side ikke an, og paa den anden tabe de, som vil frem, Sandsen for Almuskolen, saa den igrunden bliver en hel unyttig Ting, som man føler lønnes for godt, hvor daarligt det ogsaa er. Man vil tage Alt, og det bliver Ingenting. Denne evige Tale, at man kun skal lære Børnene, hvad Staten kræver af enhver Undersaat, denne Tale er daarlig; thi hvad kræver Staten? Den kræver meget den, og det kan ikke afgjøres med «Saameget, som Præsten finder.» Dette er netop den daarligste Maalestok, da Børn derved drives til at lære, hvad Børn ikke kan lære, istedetfor at lægge en Grundvold, hvorved Barnet kunde faa Lyst til at lære mere, naar det blev større eller voxent. Det er Selvstudiet som fuldender ethvert Studium, især blandt den store Almue, som saa alligevel ikke kan lære mere i Skolen end «faa Smag for Bogen.» Men nu er just Almuskolen (mon ikke ogsaa mange høiere Skoler) saadan, at Barnet faar Ulyst til Bogen, da det maa hamre paa Ting, som ikke er for Børn, ligesom ogsaa, at det ingen Vei kommer.
Man kunde derfor, som Skolerne nu ere, sætte Skolelærerens Løn til 6 à 800 Spd. eller idetheletaget lønne dem som en Præst, saaat et Præstegjeld havde sine 10 Præster eller flere; det vilde intet gjøre til at forbedre Skolevæsenet. Almuen vilde være lige klog, naar man ikke omgjorde selve Fremgangsmaaden og lagde en ganske anden Plan. Det, som er imod Sjælens Natur, er imod Naturen; det er ikke noget at bede for det. Det er endogsaa et Spørgsmaal om ikke Almuen vilde blive dummere ved at have saamange Præster, Historien og Erfaringen fra de katholske Lande tale idetmindste for det. Men dette er en Tale, som kan vække Forargelse blandt Mange, hvorfor jeg heller ikke vil tale videre om det. Kun det maa man tale og atter tale om, at Almuskolevæsenet ikke, som det nu er indrettet, forbedres ved at forhøie Skolelærernes Løn, men ved at omgjøre det fra Grunden af, hvorfor man ikke skal klage over de daarlige Lønninger, undtagen for deres Skyld i Byerne og deromkring, som ere Skolelærere; men tvertimod beklage, at man har lønnet saa høit, hvorved Tingen er sat paaskakke, og mange flinke Mennesker drevne ind paa en Vei, hvor ingen Udgang er at finde, istedetfor at de paa en anden Maade kunde være blevne dygtige Mennesker for sig selv og derved nyttige Borgere for Staten.
Den fornuftige Plan, man læste om fra Kongsberg, hvor man har klassedelt Almuskolen, er ikke seet mere til. Selv her i Christiania er den ikke tagen tilfølge, og Udsigterne turde være lange. Her staar neppe rart til med Almuskolevæsenet i Christiania. Her er nu mange særegne Hindringer ogsaa her; men saa skulde her ogsaa være Oplysning og Magt, som overvandt alle Hindringer. Men ved at se nærmere paa Styrelsen i Byens Anliggender, finder man, at den ikke ganske er hovedstadsmæssig. Det kan tvertimod antages, at de mindre Byer holde mere rent Bord, idetmindste har jeg aldrig været inde i saa pakkede, stuvede og usunde Skoler som i Christiania, og jeg har dog seet mange Almuskoler i By og paa Land.

Nr. 291/1855; fredag 14.12.

[Vigslinga av Gamle Aker kyrkje; preikekritikk; kommentar til Drammens Blad]

Korrespondance
Christiania den 12te December
Akers nye Kirke blev indviet idag. Det var en lang Forretning fra Kl. 11 til omtrent 2 ½; dette kjøler Andagten, især naar det er saa koldt som idag; man kan ikke holde Tanken spændt paa noget, naar det varer over en Time, hvorfor ogsaa Loven forbyder Præsterne at tale længer. Men ved slige Leiligheder er der saamange Ceremonier at iagttage, at Tiden trækker ud, hvorfor det tør forventes, at alle disse Ceremonier engang ogsaa ville forkortes, dersom man har til Hensigt at opbygge Menigheden.
Da den Tid engang maa komme, at ogsaa Præsterne undergives anden Kritik end tomme Kirker ligesaavel som ethvert andet Menneske, der træder op offentlig, saa vil jeg begynde at ytre min Mening om, hvorledes jeg syntes om Talerne. Jeg syntes da, at Provst Rode,k1518 der holdt Indgangstalen fra Kordøren, ikke var heldig; den Tale skulde ikke røre mange Hjerter, uagtet Beretningerne nu som altid lyde: «Han holdt en gribende Tale fra Kordøren.» Det værste var imidlertid, at han berørte Akers gamle Kirke, hvorved den gamle og lange Strid maatte dukke op i Manges Sind; thi de, som vilde rive den ned, kunde umulig finde den ærværdig ved sin høie Ælde. Derimod var Biskoppensk1519 Tale fra Prædikestolen simpel, hjertelig og inderlig tiltalende; der var Tanker i den, og saaledes himmelvidt forskjellig fra de fleste geistlige Taler, der gjerne blot bestaa af abstrakte Alménsætninger, som ikke kan varme Sjælen. Biskoppen var fortrinlig i sin Tale ligesom enhver begavet Mand, der føler sig tryg uden at braske og gjøre Kvalm. Han lagde Eftertryk paa sine Ord, eftersom Meningen bød, og lignede derved ikke næsten alle Talere, der fremsige i Prædiketone de ubetydeligste Ting som Tal, Navne, Kapitel, Vers, Dato o.s.v. Det er som naar man paa Melodien «Hvo ved, hvor nær mig er min Ende», synger Personnavne, Stedsnavne, f. Ex. da man ved Sverderupsk1520 Jordefærd sang saaledes Storthing, Eidsvold, og nu over General Kroghk1521 «Revyen» og «Krig», hvorved Digteren vilde slaa ind paa, at han var Krigsmand. Det var som naar man saaledes vilde synge over en Skrædder «Sax» og «Strygejern.» Men det er af vore anerkjendte Digtere og i Embede ansatte Talere; kort det er af vor «aandelige Adel», som Nyhedsbladet siger. Det er dog «Papiradel» tilgavns dette. — Af de rimeligvis 20 Præster læste en Salomons Bøn i Templet og nogle andre hver sit lidet Stykke af det nye Testamente, især af Jesu Bøn for sine Disciple. Det var Synd, at alle disse enfoldige og ophøiede Ord skulde læses enten saa affekteret som af Nogle, eller saa skrigende som af Andre, eller atter saa utydeligt, at de ikke kunde høres: Lydlaget er neppe ganske godt i denne nye Kirke, uagtet Orgelet tonede med Gjenlyd i de smukke Hvælvinger. Det var ganske katolsk at se saamange Præster; i sine hvide Messesærker var de en fuld Bordsætning om Knæfaldet. Biskoppen forrettede Messen og læste Velsignelsen. Han bad skjønt for Alle og for de kommende Slægter, som vilde forsamles der, og han bad ogsaa for dem, som skulde forkynde Ordet, uden dog, som jeg synes, at lægge Eftertryk paa, at de maatte være dygtige, saa de kunde røre Menneskehjertet. Man kræver formeget af Menigheden og forlidet af Talerne. «Faarene gaa derhen, hvor de finde Føde», siger Luther.k1522 Enhver Kirke vilde være fuld bestandigt, dersom det var en god Præst, og naar derfor Præsten bebreider Folk, at de ikke gaa i Kirke, saa bebreider han sig selv. — Der var næsten ligesaamange Klokkere og Klokkerlærde som Præster og Præstlærde. De stod paa Orgelet og sang med mange af Skolernes Børn. Det er vist et nok saa godt Orgel, Brantzægk1523 har bygget til Kirken, smukt er det idetmindste.
Det er dog en gild Kirke, Aker har faaet sig, smukt ligger den med Udsigt over hele Byen, Dalen og Fjorden; men selv tager den sig ikke smuk ud fra Indseilingen, hvorimod den fra Vestsiden ser bedre ud; man kjender igjen disse samme tunge og stive Masser som paa Gaustad og Jernbanegaarden. Men indvendig er Murværket smukt og Hvælvingerne med Stolperne stærke, hvorimod Træverket er altfor spinkelt derefter, ligesom det heller ikke er smagfuldt. Der er desaarsag ingen egentlig Harmoni mellem Delene. Lys er den, men de tre Vinduer over Alteret paa Endevæggen virker ikke i Samklang med den modsatte Væg, hvor Orgelet staar, ligesom de ogsaa maa være til Hinder for at skyde Altertavlen op nok. Overhovedet synes der at være for lyst om Alteret, som bør tabe sig i en dunkel Baggrund; der ser noget bart ud og derfor koldt; Alteret staar der næsten som et Skab under et andet Vindue. Altertavle skal snart komme; den skal være bestilt fra Tidemand;k1524 tre Udkast af Andre skal være forkastede.
Kirkeklokken er god; den hilste klangfuldt med sin Metaltunge for første Gang den talrige Menighed. Saa stor Kirkealmue kommer ikke snart igjen: hele Kirkegaarden var fuld af Heste og Kirkefærdene vare lange. 1200 Billetter skulde være uddelte, og Mange var der vel ogsaa uden Billetter, men Kirken var endda langtfra fuld. Det er en rummelig Kirke, og nu skal der snart komme en til i Østbygden. Akerssogn tager sig op med Kirker. Der er nu baade Menighed og Kirker; det beder at faa gode Præster for at de ikke skal staa tomme.
Menighederne Landet rundt gjøre aarligaars meget for Kirkerne; der bygges nye og gamle indredes paany. Sidst her i Nærheden har Sørum istandsat sine tvende Kirker, saa at Biskoppen skulde sige, at de vare, især Hovedkirken, nogle af de venligste i hele Landet. En Mand havde skjænket 700 Spd. til Orgel. Paa Steder derimod, hvor Kirkerne eies af Private, der gaar det smaat, trods Loven af 24de Septbr. 1851. De se paa mange Steder værre ud end Ladebygninger med disse forfærdelige Snit og Udskjæringer. Alle maa komme istand og staa der, uagtet den stigende Oplysning gjør Kirkegangen sjeldnere, medmindre Prædikanten er udmærket; den oplyste Mand opbygger sig heller ved en god Bog end gaar hen og føler Lidelse af en daarlig Præst.
Dr. Blad siger, at jeg har forandret Stemning mod Regjeringen. Jeg har for det første bestræbt mig for ikke at have nogen Stemning med Regjeringen, hverken gunstig eller ugunstig; thi Stemninger i den Retning er en meget forfængelig Ting; dernæst har jeg ingenlunde rost Regjeringen ved at sige ganske ialmindelighed, at et Lands Regjering er det Fornuftigste i Folket; jeg har blot sagt, hvad der ikke kan være anderledes. Regjeringen kan gjerne være meget daarlig og dog være det Bedste, man har, hvilket er tydeligt nok, naar man i samme Aandedræt nævner Rusland og Frankrig. I den Retning har jeg altsaa ikke forandret mig; men Behovet tilsiger, at man ser en Ting fra forskjellige Sider for ikke at synge støt paa den samme Vise. Vær rimeligt! Dr. Blad! saa skal ogsaa jeg være rimelig, endog mod dig.

Nr. 293/1855; søndag 16.12.

[Norsk heider i Paris; nasjonaliseringa av jernbanen]

Korrespondance
Christiania den 14de December
Norge maa være glad over den Anerkjendelse, det har vundet paa Industriudstillingen i Paris; vi have ikke blot vist, at vi ere et Folk, hvilket man forhen næsten ikke vidste, men vi have ogsaa vist, at vi ere et Folk, der kan vise os blandt andre Folk uden Skam, og dette er allerede meget. Det er vel ogsaa et Spørgsmaal, om noget andet europæisk Folk forholdsvis har faaet mere Anerkjendelse, idet næsten hver tredie Udstiller er hædret. Det var nemlig omtrent 150 Udstillere i det Hele, og 4 have faaet Medaille af første Klasse, 9 anden og 33 mentions honorablesn306, altsaa 46 tilsammen, foruden vore Kunstnere, af hvilke Tidemandk1525 fik første Medaille og Æreslegionen, en Udmærkelse, der stillede ham lige med Verdens første Kunstnere, og ingen af de svenske eller danske Kunstnere kom saa høit. Om Industrien mellem disse Lande og os kan Intet siges, da vi ikke vide, hvormange Sager de havde udstillet.*) Dog, det kan ogsaa være det samme: en Kappestrid i andet end det Gode eller nogen Misundelse og Hoveren bør ikke finde Sted. Vi maa Alle være glade; thi det betyder ikke Lidet at vinde Opmærksomhed, endsige at faa nogen Anerkjendelse paa et saadant Verdensmarked.
Men idet vi tale om, hvad vi have faaet, maa ikke glemmes, at flere af vore Udstillere ikke ere Norskfødte, om end norske Statsborgere. Dette maa erindres, naar vi tale om Prisen, som den norske Nation har faaet. Det er ofte sagt, at det er en dygtig Nation, vel seig og tungvindt, men dog begavet, naar den sætter sig i Bevægelse. Dette er nu en af de almindelige filosofiske Talemaader, som man efter Klimatets Beskaffenhed kan sige om ethvert Folk, og ingen Nation er saa udlevet, at den ikke kan opvise noget Udmærket.
For da at lade vore egne Fremmede vederfares sin Ret, maa Hattemager M. Freyk1526 først og fremst nævnes: han, en født Ungarer, har unegtelig staaet sig bedst af Alle, idet han har faaet for Alt, hvad han sendte, nemlig anden Medaille for sine Hatte, og mentions honorables for sine valkede Klæder, hvorom vi allerede tidligere fra den parisiske og tydske europæiske Modejournal har læst Ros. Og han har gjort disse Sager selv, hvilket neppe kan siges om mange andre Udstillere; men efter den gamle Regel, at det er Generalen, som vinder Slaget, maa denne Ting ikke tages for strengt. Hvad hans Hatte derimod angaar, da opgav han ivaar, før Sagerne afsendtes, med Sætningen for Øie: Enhver Sit, de Mestersvende, som havde arbeidet med ham; det Samme gjorde ogsaa Guldsmed Thostrupk1527.
Vore Instrumentmagere, der have faaet mentions honorablesn307, er ogsaa Udlændinger; det samme rimeligvis ogsaa Reemesk1528 paa Modum (for Kobolt). Tager man endvidere saadanne Naturprodukter, som Stufferne fra Kongsbergs Sølvverk (første Medaille), Møllestenene fra det Trondhjemske (2den Medaille), Ringeriges Nikkelverk (mentions honorablesn308), Frøsorter fra Tøien (2den Medaille), Universitetets Mineralier (mentions honorablesn309, saa svinder vor egen Fortjeneste i industriel Retning noget ind. Vi ere overhoved endnu ikke noget industrielt Folk, og den industrielle Udholdenhed ligger neppe heller i Folkekarakteren, der er mere genial kunstnerisk, og som Følge deraf doven. Vor Fabelhelt Sterkodder er vor Typus; han laa og pustede i Asken, til han var en voxen Mand; men saa tog han sit Sværd i Haand og fik det til at bide.
Ved det, at saaledes mange Udlændinger komme til os, lære vi noget af den industrielle Udholdenhed, som især synes at udmærke Tydskerne; dette vil lære os meget og skaffe os Alsidighed. Dette skal vi erkjende og vide, hvad der er vort Eget, og hvad der tilhører Andre. — Med vort Skræddervæsen var vi ikke heldige; vi fik ikke alene ingen Udmærkelse, men vore udstillede Skræddersager bleve ogsaa lastede, det stod at læse i europæisk Modeszeitung. Vi havde mange bedre Skræddere end de, som sendte Sager, og vi har Folk her i Christiania, der sikkerlig i selve Frakkenes og Buxernes Hjem, Paris, vilde vække Opmærksomhed. Det være nu Tilfælde eller Skjødesløshed, at disse Intet sendte, nok, de sendte Intet, men havde Forstand nok til at dadle det, som blev sendt, og de gode Parisere tro vist, at vi Norske endnu klæde os i Dyrehuder og sy vore Klæder med Dyresener ligesom Finnen og Grønlænderen. Dette er dog ikke sandt: vore Skræddere rette paa vort Legems Skrøbeligheder, saa det er en Lyst at se; Folk ere som støbte af Malm, om det er neppe, at de hænge sammen.
At vore Skomagere vandt Anerkjendelse, var næsten ligesaameget som, at Hattemagerne vandt den. Den, som vil være fin i Verden, maa faa Hat, Sko og Kjole fra Paris. Franskmanden synes være fød Skrædder, Sko- og Hattemager, idetmindste vil han være det; ogsaa i dette Fag har Keiserdømmet sine Marskalker.
Der har alt længe gaaet det Rygte, at de norske Medlemmer af Jernbanekommissionen — iallefald nogle af dem vil gaa af, fordi de have Intet at sige, men Alt gaar efter Engelskmændene. At gaa af, er dog en unødig Ting; thi de maatte dog vide, at de Intet vilde eller kunde faa sige. «Naar man kjøber Hesten, følger Bidslet med», siger Ordsproget. Naar Kontrakten lod det komme an paa Englænderne om Banen var god nok, og da Storthing og Regjering drak paa Banens Fuldendelse og var henrykt over, at Stephansonk1529 og Petok1530 — Parterne selv — sagde, at den norske Bane var en af de solideste i Verden, saa faar man sandelig finde sig i, at Englænderne indrette Alt efter eget Tykke, og er glad til, at det gaar, som det gaar. Man skal være rimelig, naar man engang har været fra Forstanden, for ellers er man galen bestandig. Man kunde ellers tirre Englænderne; men, man skal være vigtig, Gud naa’os. Og saa taler man om, at Nationen skal lægge sit Ord med i Laget! Ja, det skal blive et eftertrykkeligt Ord! Den stakkar, fik da alene vende sig mod dem, som havde bortgivet den; men, den taaler Alt, endog en saadan Kontrakt, og ærer ovenikjøbet dem, som har afsluttet den!
Dersom vi Norske med Regjering, Fyrste og Alle dem, som forresten efter Kontrakten kunde synes at have noget at sige, ikke give godt Veir, saa kan Peto, der er engelsk rig, Parlamentsmedlem og har gjort Bane ved Balaklava, sige til sin fine Ven, Lord Palmerston,k1531 hvem han kan skaffe mange Stemmer: «hør Palmerston, disse Norske, som har givet os Sort paa Hvidt, ere nogle urimelige Folk; det er nok bedst at sende nogle Orlogsmænd til deres Kyster for at bringe dem til Fornuft, saadan som vi for nogle Aar siden gjorde i Grækenland.» Dette mindede nogle Norske paa i 1851, som vilde have Banen for egen Regning. Men dette var for fælt: Englænderne vare nogle prægtige Folk, som endog en Statsmand sagde, vi maatte prise os lykkelige at have stiftet Bekjendtskab med. Byen og det toneangivende Publikum skreg det samme. Nu kan man være vigtig og tage Afsked; men vi Norske, som advarede for Englænderne, takke dem, fordi de ere saa rimelige. Den, som har solgt sig, har ingen Ret.
*) Det var nok 40 Danske, som vandt Anerkjendelse; men Folk, som vare i Paris i Sommer, sagde, at den danske Udstilling saa mere glimrende ud en vor, og at vi dog fik mere Anerkjendelse, maa komme deraf, at Juryen var af en anden Mening. Sørensensk1532 Sættermaskine opveier dog meget.

Nr. 297/1855; fredag 21.12.

[Novembertraktaten]

Korrespondance
Christiania den 19de December
Traktaten mellem vore forenede Riger og Frankrig og England, som i f. M. er afsluttet og nu i alle Blade at læse, hvad skal man sige om den?
Det retteste er vistnok ingenting at sige; thi da vi hverken kjende de hemmelige Artikler, som altid ere i saadanne Traktater, heller ikke vide, hvad vore og de fremmede Diplomater have ment med de, ligesaalidt, hvorledes Rusland vil optage dem, og heller ikke, om Krigen vil vare ved eller ei: saa er det umuligt at sige noget, men blot tro ligesom i alle andre Ting, hvor Fornuften staar stille. Man kan nok sige mangt og meget om den, men saa maa man slaa sine Ord ihjel i næste Sætning, og det leder ikke til stort, skjøndt det som al anden Fødsel og Død er Livets største Indhold. Altsaa til Sagen!
Det var noget stort og herligt at faa denne Traktat; det var ligesaameget som vi kunde vente af et helt Aars Feldttog.
Men, havde Rusland angrebet os og faaet Havne til Atlanterhavet, saa vilde, naar det kom til Stykket, England og Frankrig alligevel for sin egen Skyld have sagt Stop til Rusland, om de da vare Venner eller i den Stand, at de kunde gjøre Noget, naturligvis efterat vi havde kjæmpet til sidste Draabe. Andet skjønnes ikke at være opnaaet ved Traktaten heller.
Ved denne Traktat ere vi forhindrede fra at sælge eller bytte bort noget af Landet eller dets Herligheder.
Men, det er jo igrunden en Fornærmelse at forudsætte, at vi nogensinde vilde gjøre sligt; vi sammenlignes derved paa en Maade med en Mand, der gaar med Tanker at begaa Selvmord, men forbinder sig til, at han ikke skal dræbe sig, førend han har givet Varsku; eller vi ere at ligne med den Mand, som forbinder sig til at skrige, naar han bliver overfalden. — Det er herligt, at vi nu efter Traktaten har faaet saa mægtige Formyndere.
Men, Formyndere ere jo et Mærke paa Umyndighed.
Ved denne Traktat er Vestmagternes Sag bleven vor ogsaa; dette vil udøve et moralsk Tryk paa Rusland og dets Venner. — Men for det første er det ingenlunde i den synlige Traktat givet, at Vestmagternes Sag er vor for dette; de kan krige ligegodt og vi være neutrale, og i Sindelaget var Folkene ligesaameget for Vestmagterne før som efter Traktaten. At den vil øve noget Tryk paa Rusland mere nu end før, kan vanskelig siges; thi Rusland maatte vide før ogsaa, at det ikke kunde røve noget fra os, uden at vi idetmindste skreg. Derimod kunde let Trykket komme paa os, dersom Rusland i Vinter paa Isen pludselig kom til Sverrige ligesom England i 1807 paa Danmark i Anledning af en noget lignende Traktat. Naar man ser en Mand, som ser ud til at ville stinge, saa skynder man sig med at tage Kniven fra ham.
Ved denne Traktat ved Rusland, hvad det har at vente, dersom det vil tage noget fra os.
Men, kan Nogen, som vil tage noget, vente andet end Modstand, saalænge den aarker; forsaavidt staar Sagen nu som før.
Traktaten er et Mærke paa, at vi blive med i Krigen til Vaaren; den er Forspillet til Stykket.
Som bemærket, intet Mærke; men derimod synes (alt maa her være synes) den at være et Mærke paa, at Vestmagterne gjerne vil have Fred i Vinter, idet den skulde være et Vink til Rusland at byde Fred, for ellers ser det, hvad der kan paafølge. Men Rusland har nok sine Diplomater ude, som vide at lugte Sammenhængen, og det skjønner nok Forskjel mellem blinde og skarpe Skud; ligesom det vist grant kjender Nøden i Frankrig og England, samt Vestmagternes med de øvrige europæiske Hoffers gode Hjertelag, der ikke nænner at sløse mere end godt gjør. Det frygter derfor neppe Krigen, men tvertimod ser dens Fortsættelse med Tillid imøde. Rusland har Mod og Trælle og en Despot. Man skræmmer det derfor vist ikke, hvorimod Traktaten som en Ting, der kan udtydes paa mange Maader, synes være skikket til at vække dets Gram mod os, om det forresten kan faa større Gram end det har havt. Sender saaledes næste Storthing en Mand til at afhandle om Finmarken, kan det ikke behandle ham mere fornærmende end i 1851, da en Udsending gik i Stockholm en 6 Uger uden at faa saameget som Audientse hos den russiske Minister. (?)
Hvad skulde ogsaa Storthinget kunne vente af Rusland; det kan ikke anerkjende nogen Mand fra en fri Forsamling; han maa idetmindste komme fra et Hof.
Vi maa være glade i Traktaten og sammenligne os med Tyrkiet efter Traktaterne med det om Dardanellerne og Floden Pruth. Vor Sag er nu den civiliserede Verdens.
Nu ja, vi ere visselig ogsaa glade, vi ere idetmindste troende, for andet kan vi fornuftigvis ikke være; men Sammenligning med Tyrkiet er ikke smigrende, undtagen vi ved Tyrk mene enhver fattig Mand, som ikke kan hjælpe sig selv, og ved Rusland enhver rig og stærk Mand. Se der er Tyrken, kan man altsaa sige om en Stakkar, og der er Russen! —
I Moralen har Enhver, som lider Overlast, den civiliserede Verden med sig, og i Politiken har han den med sig, som her kan være til Nytte; kan vi altsaa være den civiliserede Verden til Nytte, saa have vi den med os, naar Rusland vil tage fra os vore isfrie Havne og Rensbeite. Da derfor de engelske Aviser fik Øinene op for Faren for England og Verdensligevægten, om Rusland fik disse Havne, saa sagde de: «det fortræffelige Norge er paa Vei til at lide blodig Uret af det erobringssyge Rusland.»
Ved denne Traktat har vort Hof bevist, at det ikke er russisksindet.
Næppe; thi Hoffet maatte som ethvert Menneske elske sig selv mere end sin Næste. Et Venskab med Rusland, der skulde give bort med det Gode Havne og Strækninger, er ligesaa utænkeligt, som at en Gaardmand skulde give bort sin Gaard eller Stykker af den til Naboen, hvor fine Venner de forresten kunde være; gjorde han det dog, vilde det blive betragtet som Galskab, og han blev gjort umyndig.
Her tales meget om Traktaten; mere end man efter vor upolitiske Natur kunde vente. Vi ere naturligvis glade i den uden at begribe den, hvilket vi igrunden heller ikke bør, for saa vilde vi snakke i Øst og Vest til al Verden, og enten briske os eller sørge. Nu kan vi svæve i Dunkelhed og gisse og forundre os og tro. Det er saaledes Folkene skal have det: de skal faa Eftersætninger uden Forsætning, et gammeldags Total, som ikke kan sjelnes fra et Syvtal, et Nul, som ligner ofte paa et Haar. Saa kan man gruble, og Aviserne skrive opbyggelige Betragtninger.
Diplomatiken har ogsaa sin Troeslærdom, sit Allerhelligste, hvortil Diplomaterne bære Nøglen, og faa end ikke disse Dører op, saa sige de: Laasen er omgjort.
Nu bliver det kjedeligt at skrive længer om Traktaten, end sige læse det Skrevne. Lader os nu leve i Troen; vi komme nok engang til at leve i Beskuelsen.
De svenske Kommissionærer skulde reise idag, er fortalt. Om noget er kommet ud af Samværet, er ikke godt at sige for Udenforstaaende. Rimeligt er det dog, at intet er kommet ud af det, da vore Jurister, som var med, næppe gik ind paa, at en Dom, afsagt i Sverig skulde kunne exekveres her; men man blev vel enig om ubestemte Sætninger og idethele udstyrede Sagen med Niste til en lang Reise. De svenske Kommissionærer skal have udtalt sig med Beundring om vore Folks Dygtighed under et Afskedsgilde.

Nr. 299/1855; søndag 23.12.

[Jernbaneøkonomi]

Korrespondance
Christiania den 21de December
Ministerkrisen i Jernbanen voxer endnu, uagtet de nye Ministre alt ere udnævnte. Det er nemlig ikke Ministrene selv, man egentlig spør efter, men efter det, som Ministrene vil gjøre, eller hvad der kommer ud af dem. Med Ministrene gjør man, som en fransk Hofmand sagde: «Man holder Potten for dem saalænge de sidde paa Tabouretten, men naar de ere stegne ned, slaar man den over dem.» Dette gjøre nu Folk, som vil fram, Embedssøgere og den større Hob nemlig, men Folk, som alt ere framme, Pengemænd, forstaar sig, de gaa paa Børsen og se, hvorledes Papirerne staa; de kjære sig ikke om Ministrene, men om det Sving, de give Statspapirene; de dyrke — som en Mand har sagt — Treenigheden: Guld, Sølv og Banknoter.
Vi have ogsaa slige Mænd, men alt er smaat, Gud bevares; man gaar paa Børsen og ser, hvorledes det staar til med Vexler for Sukker og Kaffe; men nogen Svingning i Statspapirer har man egentlig ikke. Derimod er her nogle Papirer, som kaldes Jernbaneaktier, der skal faa Rente, naar Englænderne have faaet 5 pCt. Det bliver sent, de faa nogen Rente; thi det Haab, man havde ifjor, da Fortrinsaktierne stode saa høit, er faldet iaar, da det viste sig, at der var en Streg i Regningen, at nemlig Englænderne havde sat Renterne op, saa de kunde sælge godt. De fleste Fortrinsaktier maa være solgte nu, siden man slipper Sandheden frem fra sit Smuthul og siger vel omtrent det rigtige. Næste Aar maa Renten blive meget lavere, for da er vel alle Aktier solgte.
Som en Følge af dette staa vore norske Aktier ikke synderlig høit: de fik nogle Skillinger af hundrede Speciedaler ifjor; iaar faa de rimeligvis ingle, og adaare faa de lidt mindre end intet, det vil sige, de maa spleise til, naar de daarlige Træbroer blive endnu daarligere, om just ikke de, saa Statskassen eller Andre, da Banen dog maa gaa.
Man skulde nu tro, at disse Papirer ikke kunde synke mere, men da der gives noget paa Gradestokken, som heder Nul, og da Kviksølvet kan synke under Nul, det vil sige, man kan komme under Frysepunktet, saa maa der ogsaa med Jernbaneaktierne gives et saadant Punkt. Dette Punkt er nu kommet: Man fortæller virkelig, at Papirerne ere faldne betydeligt ved Ministerskiftet. Man kan næsten ikke blive af med dem, hvilket ogsaa er meget rimeligt. Da Birch-Reichenvaldk1533 osv. traadte af, og O. J. Brochk1534 osv. kom ind i Bestyrelsen, sank Kursen. Bestyrtselsen skal være stor. Jeg kjender en Mand, der har en Aktie paa 100 Spd.; han tænkte før paa at benytte den til Fidibusser, men nu synes han, den er for daarlig!
Er det ikke en frygtelig Ministerkrisis???
Saaledes have vi det i Norge! Det er et lidet Land, men det gaar da ogsaa med sine Ministerkriser og Papirer saaledes i det Smaa, at man bliver ganske ængstelig.
Dog, vi bør ikke fortvivle: den ene Minister er ligesaa god som den anden: det vil sige, ingen har det ringeste at sige, da Englænderne maatte være nogle taabelige Folk, dersom de ikke gjorde Alt efter eget Hoved, og blot tillod os at have vore Figuranter. Papirerne kunne igrunden heller ikke blive slettere end de ere, dersom man ikke tager Tingen poetisk; derfor skal man ikke blive forskrækket over Bestyrtelsen paa Børsen.
Saaledes forsone vi os med Ministerkrisen og fortsætte vort elskværdige Liv.
Brochk1535 og Morgenbladsredaktøren ere nu altsaa med i Bestyrelsen. Nu kan de være som en Mand, der efter Brylluppet finder en Troldkjærring i hende, som han før elskede med romantisk Duft. Broch talte — om ikke erindres feil — paa Børsen for Englænderne i 1851, og skrev sine mathematiske Afhandlinger, som naturligvis Ingen læste, og Morgenbladets Redaktør paa Rim for det engelske Projekt i sin Avis.
der vor’ til den rent fra Forstanden blev voxen,
og blev til en Græsgang for Faaret og Oxen.
Han fik sig en Avis; den voxte med Tiden,
til Magen blev stor og Forstanden saa liden.
I Thinget talte han skjønt for det engelske Projekt og understøttede troligt den Minister, der satte sin patriotisken310 og Statsmandsdygtighed paa dette Spil.
Nu ere disse ærede Herrer blevne Jernbanedirektører!
So stehen die Ochsen am Berge.
Man vil ud i Byen ikveld vide, at der fra Stockholm skal være sendt Bud efter Statsraad og Hærens Øverste, Bloch,k1536 samt Oberst Broch. Forholder dette sig saa, da begynde vi alt at se Sløret om Traktatens hemmelige Artikler, idetmindste kunne vi tro det, for dog at have noget for vor Indbildning.
Her er koldt nu, og holder det paa, vil det tilligemed Maaneskinet blive rigtigt Juleveir. Dette er efter de gamle Julemærker Mærke paa godt Aar, især naar det kommer Lining paa Kyndelmesdagen, 1ste Febr. Ordet lyder:
«Jolefrost og Kynnemes Tøy*)
er godt paa Garen som tolv Læs Høy»
*) Tøy ogsaa Tøyr; dansk Tø.

Nr. 301/1855; fredag 28.12.

[Jernbanepolitikk; julelitteratur]

Korrespondance
Christiania den 26de December
Det bliver bedre og bedre med Jernbanen: Det gamle Ordsprog holder sig: Naar Tyvene komme til at trætte, faar Bonden sin Ko igjen.
Jernbanens Advokat tror man at finde i Mærket J. H., der vil dreie Tingen derhen, at Amtmand B. Reichenwaldk1537 er en ufredelig Mand, som gjør Modstand, naar Alle ere enige. Det er en god Anbefaling for Amtmanden, om han forresten trænger til nogen, at han ikke er enig med de andre; det viser, at der maa stikke noget af Generalensk1538 ærlige Sjæln311 i ham, Sønnen. Vi have Alle lagt Mærke til Amtmanden, hvordan han som Direktør har gaaet paa Banegaarden og Stoppestederne, og vi har tænkt, at han maa være en dygtig Direktør, dersom han er saa god i Raadet som i Leiren. Nu har vi Bevis for dette, og naar Banens Advokat rimeligvis vil fremstille ham som en ufredelig Mand, saa tage vi hans Parti og sige, at han er en brav Mand. Vi har nemlig Mistanke til Banemændene, Gud forlade os, og nu da vi se Peto’sk1539 Jernbanehistorier fra Times, saa vil Ingen finde, at vi ere urimelige. Vi vidste alt iforveien, det vil sige vi trodde dem som Forretningsmænd ikke godt, men gaar vor Tro videre, end vi turde haabe. Det fattes nu blot, at man faar Greie paa Toldhistorien, der skal have været hos Departementet, ifølge hvilken den toldfrie Indførsel til Jernbanen skal være benyttet i en vid Udstrækning. Her vil ogsaa Advokaten faa Anledning til at prøve sin Kløgt, og kan han forsvare alt, er han en flink Mand, der ærlig fortjener al den Fortjeneste, han har af Englænderne.
Det skulde være morosomt, om Alt kom for en Dag med Jernbanen, ikke fordi vi vandt noget ved det, men det var dog altid en Fornøielse, der kunde sætte Nationen istand til at le ihjel sine Raadgivere og Afguder, ligesom det ogsaa kunde lære Folk lidt Alvor. Det er altid godt for noget.
Nu synes Amtmanden at maatte fortælle, hvordan Tingen egentlig forholder sig. Vi holde Alle med ham indtil videre og betragte de andre Direktører som mindre dygtige og patriotiske. Kommer nu an paa ved det endelige Opgjør. Selv de andre Direktører kan ikke være tjente med at staa som uenige med Amtmanden og enige med Englænderne; thi Folk er ondskabsfulde og slutter indirekte paa mange Maader. Det skal man forbyde Folk at gjøre, naar man har noget at sige i Nationens Anliggender; thi Ingen tror at Amtmand B. Reichenwald er en ufordragelig Mand.
Vil derfor ikke Direktørene og Advokaten gjøre Selskab med Peto, saa bør de gjøre Greie paa Tingen. Nu staar det Hele saa galt som muligt.
Dog, hvorfor larme om Sligt. Fred med Jernbanen og dens Folk indtil videre! Det er ogsaa Julen nu, saa man skal være fredelig.
Det er gammel Skik at anmelde alt det, man efter en gammel Skik trykker til Julen; især burde man anmelde Digterne, som kommer med sine Sager til Julen. Men, Gud og hver Mand ved, at Digterne nu ikke have stort at betyde, af den gode Grund, at de intet due; thi den store Digter har altid meget at betyde; han blir til evig Tid en Konge, som Ingen styrter fra Thronen.
Hermed skulde altsaa være udtalt, at vore Digtere, som have trykt til Jul, ikke due noget. Nu ja, de have vel heller aldrig tænkt selv, at de skulde due noget, og derfor bør man ikke kritisere dem, men takke dem for den Opofrelse, at de have trykt sine Sager og iøvrigt læse dem, naar man intet andet har at gjøre.
Det maatte dog være et forfærdeligt Selskab at komme i. Appollo — den græske Digtergud — bevare Enhver, som skriver Vers, fra at udgive en Digtsamling!
Imidlertid staa dog vi høit mod de Danske; thi af Anmeldelser fra Kjøbenhavn kan man se, at der trykkes saadant utroligt Sniksnak af Vers, at vore Julepoeter ere nogle store Mænd derimod. Vi maa takke Gud, at vi har faaet M. Glückstadk1540 over paa Danmarks poetiske Samvittighed.
Det er dog et fortræffeligt Folk det norske, som ikke kjøber Digte; det er sundt som Fjeldnaturen; thi selv om der var Sandhed i Følelserne og det mindste Spor af Tanker, saa er dog Sproget i alle disse Digte saa ubrugeligt, at det norske Folk ikke kan nytte det. — For ikke at være uretfærdig maa jeg tilstaa, at jeg dels ikke har seet disse mange Juledigte, dels blot flygtig læst dem; men jeg mindes mange fra Aviserne, hvor en hel Del har staaet. Desuden kjende vi Folkene og sige med hin Kjøbmand:
«Man ved hvor de ere fra, bare man ser Sækkene»
Nyhedsbladet, denne Literaturens Politibetjent, har ogsaa været maadeholdent med Juledigtene. Det kommer vel med mere. — Det er dog Synd at kalde Nyhedsbladet en Politibetjent, det som har kaldt sig den aandelige Adel; men Adelen bliver fattig i disse Dage, og den argesten312 Politimand er ordentlig kry. Saa dybt kan Mennesket synke!

Nr. 303/1855; søndag 30.12.

[Teatergalskap; kaféunderhaldning; studentens kall]

Korrespondance
Christiania, den 29de December
N[...]k1541 jo blot tale om Kunst [...] Jeg vil gjøre det til en Prøve. [...] saa meget om Theatrene, og det er [...]lader sig at [...]ud [...] thi ud[...]and alle disse [...]der, og han giver [...] Snak. Det Enes[...]kelt Skuespiller, der virkelig fortjener Navn af Kunstner, og det vel at mærke kun, naar han var en national Kunstner, der saaledes kunde betragtes som en national Eiendom: endda maatte det blot være faa Linier man ofrede paa ham. Men det er fra Danmark vi har faaet denne Theatergalskab, hvor man taler om Theatret, som om Nationens Ve og Vel stod paa Spil; om Folkefrihed og [...]dag taler man ikke med halv saamegen Alvor.
Altsaa er det urimeligt at skrive om Theatrene undtagen i Christiania Intelligentssedler. Men siden man nu endelig er kommen i Vei med at skrive om Theatrene, saa skjønnes ikke, hvorfor man ei ogsaa skal skrive om andre Kunstnere, der ere ligesaa flinke som de egentlige Skuespillere, og opbygge naar Alt lægges sammen, et ligesaa stort Publikum som de. Jeg mener de saakaldte Værtshussangere og -Spilleren313. Mange af dem ere meget flinke, og Publikums Tilstrømmen er Beviser nok for, at de have noget at betyde, idetmindste ligesaa meget som Nitiendedel af vor Skuespillerstok, og de Sager, som foredrages, er atter igjen bedre end Nitiendedel af Theaterstykkerne. Hertil kommer, at man paa slige Steder er fri for Theatrets Fornemhed: man gaar og kommer, naar det skal være, røger sin Cigar og drikker sin Flaske Øl, kort man hviler sig ud efter Dagens Arbeide, faar sig en Latter til Husbehov, og er man fugtig af Gemyt, kan man ogsaa faa sig en Rørelse.
Paa Lütkensk1542 Kaffé, jeg vil begynde med mine Naboer, er et Selskab Knebelsberger.k1543 Det er et godt Selskab, jeg skal have det usagt, om Sofonias Kragk1544 har rukket at optage det i sine Erindringer. Denne Litterat, som i Forbigaaende sagt, er ligesaa god som vore fleste Forfattere, og derfor ogsaa har kritiseret Professor Welhaven,k1545 han [har vist] havt Eneret paa at skrive om [Værtshussangere]. Aviserne synes dette er under deres [...]k1546 Herregud, der skal ikke meget til[...] Imidlertid bør Krag [...] Exemplets Skyld [...] det er nemlig den eneste Maade man kan vænne Folk af med at sætte [...] Miner til Theatrene, og hvad man egenraadigt kalder Kunst. Naar Alt gjøres lige, er det alene Behandlingsmaaden, som giver Tingen sit Værd framfor en anden.
Knebelsberg er virkeligen Virtuos. Han spiller saa godt, som man skal høre Nogen, og han skal da ogsaa have været Anfører for et af disse saakaldte Kapeller. Han fører sin Bue med Ynde, og var han kommen hertil som Kunstner for at give Koncert i Frimurerlogen, vilde vore musikalske Kritikere, der ikke ere værd mange Penge, have paataget sig en utaalelig Vigtighed og skrevet sine Anmeldelser i Hovedbladene med et betydningsfuldt Vink til Læseren, ligesom naar man byder fram sin Snusdaase. Nu derimod, da Knebelsberg spiller paa en Kaffé, værdiger Litteraturen ham ikke sin Opmærksomhed, og er man rigtig fin, tør man ikke engang klappe, hvor gjerne man end vilde. Saadan er Verden. Men det er netop Verden, man skal omvende.
(Forts.)
Gjennem flere Morgenblade har gaaet en Opsats om «Christiania og Studenterne». Tanken, som ligger til Grund for denne Opsats er ikke ilde, nemlig at granske Christiania og dens Forhold til Studenterne; men det er en vanskelig Sag dette. Navnlig er det vanskelig at anvise Studentens Forhold til Hovedstaden eller rettere til Livet. Studenten skulde jo i Grunden betyde Noget; men det gaar med Studenterne som med al Vare: naar Markedet bliver overfyldt, synker Prisen. Nu fortiden staar virkelig Studenten paa lav Kurs, hvilket især praktisk viser sig deri, at han, naar han ikke har Familie om sig, ikke bliver indbuden til Selskaber, hvori ligger, at Mødrene ikke anse ham for nogen Kunde til sine Døttre; thi gjorde de det, saa fik han nok Indbydelser; det ser man daglig, idet man kan følge Folks Historie fra Studenter til Kandidater, fra Kandidater til Kopister, fra Kopister til Fuldmægtige — nu begynde de at faa Indbydelser. Kommende op til Bureauchefer, faa de hverken Rist eller Ro, og om de ere gamle og krokeden314, kaste Frøkenerne lange Blikke op til dem. Saa skal det være. Det er jo at tage Tingen poetiskn315.
Naar man med disse Kjendsgjerninger for Øie taler om, at Studenten skulde være ude i Selskaber og have Kvindeomgang, saa viser det blot, at man ikke begriber Livet, og hvor praktisk man end taler, vil Livet dog aldrig gaa ind paa denne Tale, men sige til Studenten, som der er [sagt til] Skomageren: Bliv ved din Læst! det er: lig paa din Kvist og læs, til Du er bleven aandsmyndig, det styrker din Sjæl bedre og gjør dig til en nyttigere Mand for Samfundet, end alt Jaaleri med Damerne. Dette kan overlades til virkelig Ægteskabskandidater det, saasom til gamle udslidte Filologer, gigtsyge Bureauchefer, skaldede Theologer, som snart kan vente et lidet Kald, som «Kvikne», samt alle formuende Folk. Studenten skal kjæmpe med Verdens Raahed og al Synd og Ondskab under Himlen. Kraft til det skal han hente fra stille Timer og langt borte fra Verdens Larm. Har han ikke Kald til dette, men føler Trang til selskabelig Omgang, som det heder, saa er det et usvigeligt Mærke paa, at han ikke duger til Noget, og at han burde være alt Andet end Student.









1856

Nr. 3/1856, fredag 04.01.

[Juleball og teaterframsyningar]

Korrespondance
Christiania den 2den Januar.
Her har været et fælt Føre i Julen, værre end Nogen kan mindes det, siger gamle Folk, hvilket de forresten altid siger. De gode Julemærker, som begyndte med Frost før Jul, fik en bedrøvelig Ende, og slaar derfor ikke alle Julemærker feil, maa vi intet godt Aar faa ad Aare; thi Skogen stod ikke engang i Stak Nytaarskvælden. Faa vi nu Kyndelsmesfrost til, saa vil enhver god Veirprofet forberede sig ligesom Josef paa et kommende Uaar. Den Vise ser Ulykken langt borte og afvender den, siger Salomon.
Trods alt dette Uføre har der dog vanket gód Juling i Byen (:) Theatrerne har været propfulde, med Undtagelse af Nytaarsaften i det danske, Syvaarsdagen efter hin berømmelige Aften, da man under Byens Jubel hængte Morgenbladets redaktør paa Lygtepælen, forsaavidt man kan sige, at Nogen hænges paa Theatret. Publikum bliver dog mere menneskeligt, kan man se; thi nu vilde en slig Grusomhed betragtes med samme Øine, som naar man læser Oppositionsartikler i gamle Morgenblade, i Statsborgeren og nu i Arbeiderbladet og Friskytten. Der er Saft i alle disse Ting, og man kunde fra en anden Side sige, at Folk nu er forfinet, at der ingen Mærg var i dem.
Til Gjengjæld for sin tabte Grusomhed dandser man nu, og man kan ikke komme i det mindste Bal paa Bondebygden engang, uden at Bønderne gaar med Glacehandsker og hvid Hest, og Jentene med Kjoler som Vaarskyer; paa Trediveskillingsballerne er det nu ikke at tale om; der svinger Krambodgutten sig med Haar, som lugter brændt af Krøljernet til al den øvrige Herlighed. Disse Folk er den316 bedste Kunder for Frisørerne; der gives Mange, som frisere sig hver Dag, men saa staar de ogsaa vakre med sin Sax og Alen ved Disken til at modtage Damerne. Allesammen er fugtige af Eau de Cologne. Er de saadanne i et dagligt Lag, hvorledes maa de da ikke være paa Baller, og navnlig paa Trediveskillingsballerne, der forresten ligner Noa Ark paa et Haar, hvor endog Løver er at se, der nyser Katte ud af sine Næseborer. Disse Baller er forresten ikke meget i Vinden nu, og var det ikke for Barmhjertighedens Skyld, og fordi enkelte spræke Karer stilte sig i Spidsen for dem, vilde ingen fine Folk gaa der, men nu ser man nogle for at pryde Laget, og i Følelsen af, at deres høie Personer er en ligesaa stor Opofrelse som mange Penge. Man ser altid ved slige Barmhjertighedslag nogle Loger forpagtede af enkelte vederhæftige Familier, der fryder det store Publikum ved sin Nærværelse. Madame X og U kan derfor stolt sige: «Jeg har været paa Bal med Statsraadinden», og Jomfru Skrædder, der forresten spiller Fortepiano, kan stolt sige: Jeg var paa Bal med Frøken Politimester eller hvilken Høihed man kan ophitte. Det er jo skjønt; det er demokratisk, og det er ikke langt fra den samme Nedladenhed, som Hofferne viser de begeistrede Folk, der faar Lov til at se sine Herskere spise.
Her bliver storartet nu, idet man kalder op en Dandsesal nede i Piperviken efter det romerske Amfitheater «Kolossæum»n317, hvis Ruiner staa igjen som sammenstyrtede Fjelde. Paa den anden Kant af Byen ude ved Oslo har man Balaklava, der vækker saa krigerske Minder, og det var paa Nippet, at en Mand i disse Hotellernes Tid vilde kalde sit Hotel du Crème, hvilket upaatvisteligt vilde have gjort hans Lykke; men han havde ikke Mod, da det galt paa. Paa Klingenberg dandses, og havde ikke Isen veikna nu i Tøiren, saa vilde man have holdt paa med Baller og Kjøring til Langvik, hvor Alt om Juledagen varn318 saa billigt, at det mindede om Guttens Ord, der sagde: «I min Moders Tid fik man en Skilling for at spise op en Kage og en Kage atpaa.»
Folket vil more sig, og nu har det Penge. Her maa være en Mængde Penge blandt Folk, for ellers var ikke Fornøielserne saa mange, uagtet man siger, at Folk altid har Penge til den Ting, naar Lykken er stærk. Man skulde ellers tro, at Byerne nu ikke havde saamange Penge, eftersom Alt nu er saa dyrt, hvorimod Landet maa være vel forsynt; men det er saa underligt med slige statsekonomiske Betragtninger: det gaar vel saa, at den Ene har, naar den Anden har, og at de begge blive lense med en Gang.
Saa meget det end er imod min Hug, og rimeligvis ogsaa mod Læserens, at tale om Theatrene, saa kan dog siges lidt om Døvlek1547 og Kone.k1548 Baade i «Anna Kolbjørnsdatter» og «Til Sæters» spilte de hver for sig meget godt, det vil sige Døvle som Thore Hovland og Mad. Døvle som Sigrid. Dersom de ikke blive udskjæmte af de sædvanlige Skuespillernykker, turde de blive de sikreste Folk ved det norske Theater. Iøvrigt synes alle at have kommet sig i den sildigste Tid, og det er helt Synd om Mad. Hundevadt,k1549 at hun har faaet en saadan bombastisk Rolle som Præstekonen Anna, hvor hun er nødt til at være det Umenneske, Forfatteren har gjort hende til. Stykket gik iøvrigt godt, og Scenen, hvor de norske Dragoner ligger om Stokilden, er virkelig smuk. Vergmansk1550 Dekoration er mesterlig, og Stabur og Alt er saa skuffende, at man næsten griber efter de udskaarne Fjæle, og fryser ved Sneen, som har klængt sig ved Vægge og Tag, kun se Fjeldene i Baggrunden ud, som det skulde være Sommer.
Byek1551 i «Til Sæters» er fortræffelig, og Stykket, der hver Gang synes nyt, hvilket det til dels ogsaa er, bliver til Slut et nationalt Mesterverk.
Christianiapostens Nytaarsopgjør er saa historisk i denne Krigens Tid, at det fortjente at trykkes for dem, der maaske ikke læse Posten. Betragtningerne over Tiden er visselig ogsaa sande. Det er i slige Stykker, man kjender Chr.-Postens afgjorte Overmagt over alle andre Aviser.
Trykfeil i de tvende sidste Artikler:
ærlige Spil for Sjæl; ærgeste Politimand istedetfor argeste; dette æ for a er en Udartning i Talen; krækede staar for krokede, praktisk staar for poetisk.

Nr. 15/1856, fredag 18.01.

[Festen til «Fædrenes Minde»]

Korrespondance
Christiania den 16de Januar.
Festen til Fædrenes Minde eller den nordiske Fest, hvormed Studentersamfundet «Tjugondag Sol» drikker Julen ud, er en noksaa norsk Fest, især i de hedenske Tider, da man frydede sig i Solens Gjenkomst og ofrede. Da Meningen nu ikke kan være at feire Solens Komme og ofre til Thor, saa maa Meningen af Festen være at ville efterligne Fædrene, som man mindes; thi man minder sig ikke noget, som man ikke vyrder og vil efterligne. Meningen med denne Fest maa altsaa være at ville efterligne vore Forfædre og lære Andre at gjøre det samme. Gjøre nu vore studerende og studerte Folk dette? Lad se? Bjørne- og Hestekjød spise de ikke med Tolleknive eller drikke Mjød (Bayersk Øl) af Drikkehorne. Dette skulde nok blive forsøgt den første Fest; men er ventelig fundet latterligt, siden det er frafaldt. Til Krig have de ingen Lyst, naar de selv skal slaas, hvorimod de nok turde finde sin Fryd i at se paa Andre gjøre det, hvilken Ulyst til Kamp man godt nu kan se deraf, at de efter vor nye Militærlov gjerne vil skyde sig ind under sine Briller for at slippe, hvorimod Lysten til at se paa Andres Kamp fremgaar af Skaalerne for Krigen. Vore Forfædre kunde ikke holde sig at se paa Andres Kamp, men maatte selv tage Tag i med. «Samfundet» er altsaa ikke nordisk i dette Stykke endnu, men det kan blive og man maa forudsætte, at Lysten er der, siden Festen til Fædrenes Minde holdes. — Vil man gjenopvække Fædrenes kraftige Sprog? Nu, det har man Svart for Hvidt paa, at man ikke vil. Det er for raat og fælt dette Maal, fy! Adelen er fin den; derfor vil den ogsaa klisse Dansk, og forøvrigt holde sig til den «europæiske Civilisation», hvilken den rimeligvis ikke ved, hvad er; men destobedre, saa kan man gaa i Taagen og fryde sig i det Samsek1552, at alle Katte ere graa. Nu, dette er vistnok meget letvindt; men nordisk er det ikke, og man kjenner ikke godt, hvorfor disse Mennesker holde en nordisk Fest; thi Sproget maatte dog være det Fornemste at efterligne. Men, finder man nu end, at selve Sprogets Ord ere for haarde og raae, saa skulde man dog mene, at Sprogets Aand — denne fortræffelige Aand, som hjælper Alle, der intet ved og intet vil — man skulde altsaa mene, at Sprogets Aand maatte ville efterlignes, at man derfor brugte Ordlag og Fynd som de Gamle. Men intet mindre: Ordstillingen ligner mere den Romerne end den vore Fædre brugte, og vidtløftig er man, gruselig vidtløftig, ligesom heller ikke Poesien er den syndige og naturlige, men udhamret og kunstig, saadan at Almuen ikke kan faa den i sit Hoved og idethele Ingen, hvis Hoved ikke sitter paa Skakke. Altsaa er heller ikke her videre Nordiskhed, og man skulde dog mene, at den netop hos Bogfolk maatte stikke heri.
Men er der ingen Nordiskhed, saa kan den komme, og man bør vel antage, at disse nordiske Festfolk inderlig gjerne vilde være nordiske, bare de kunde blive det ved intet at gjøre og intet at forandre. Derfor er det ogsaa væsentlig i Aanden de ere nordiske, saadan som En i Aanden kan være flittig ved at ligge i Sengen og tænke over Flidens Velsignelse; men det er for haardt at staa op, hvorfor han trækker Natluen dybere og dybere ned over Øinene, og filosoferer over Arbeidet destomere. Man ser ogsaa, at de igrunden vil være nordiske ved at høre paa og finde passende et Foredrag over et Selskab af norskfødte Mænd, der studerede i Kjøbenhavn og vare Arbeidere paa Norges Selvstændighed, skjønt en Tale om dem ikke passer bedre ind i en nordisk Fest end en Tale og den 17de Mai.
Imidlertid kanske dog Festen blot skal være en Ligbegjængelse, hvilket man maa slutte deraf, at Navnene paa de i Aarets Løb større Mænd erindres, og at man saaledes blot tænker paa Forfædrene med samme Tanke som naar man gaar paa Rustkammeret og Musæet, uden at det nogensinde falder En ind at ruste sig til Krig eller gjøre sine Redskaber, som de Gamle. Dette maa det være, som er Tanken i den nordiske Fest; men saa kommer der igjen Ord og Hentydninger i Sanger og Taler, som viser, at der dog er Mening paa at efterligne de Gamle. Det er derfor ikke let at blive klog paa Festen, og det Rimelige er ogsaa, at de, som gaa did, ikke ret vide, hvad de gaa efter, undtagen det, at de vil have et Lag, hvori alt Muligt kan tales og skravles om, endog om Damerne. Derved bliver Festen elskværdig; thi da vil man blot more sig. Dette er ogsaa at tage Festen op i den bedste Mening; thi lægger man nogen Mening i den, saa staar den i saadan Modsigelse med Festfolkenes Liv og Idræt, at den umulig kan frelses fra Latteren.
Men saadan gaar det: man leger saalænge med en Ting, til den bliver alvorlig. Disse Festfolk, vor Adel — Nyhedsbladet var rimeligvis ogsaa med — snakke saalænge om Nordiskhed og holde saamange nordiske Fester, indtil de i Gjerningen blive nødte til at være nordiske. De vil selv omsider finde det altfor naragtigt blot at snakke, og det øvrige Folk vil finde det Samme, og da vil Ordet gaa over til Handling. Det er godt, det gaar som det gaar nu; man skal være rimelig og ikke vente mere; det er allerede meget, at man snakker om en Ting og skammer sig ved ikke at kjendes ved den. Naar man er kommen saalangt, er man solgt. Man bør derfor ikke gaa i Rette med Adelen om den nordiske Fest eller dens Norskhed overhoved: den gjør, hvad den kan og har bestemt en god Mening. Det Øvrige kommer nok i Tidens Fylde. Man skal ikke forlange af Barnet, at det med engang skal være voxent; det er nok, at det ligesom sin skjæggete Fader greier sig om Munden som efter Barterne, naar det vil kysse. Det faar nok ogsaa engang Barter, det.

Nr. 17/1856, søndag 20.01.

[Lønnsauke for embetsmenn]

Korrespondance
Christiania den 18de Januar.
Den forhøiede Pris paa alle Livsfornødenheder har mere og mere ledet Tanken hen paa dem, der sidde i saadan Bedrift, at de ikke kunne forhøie Prisen paa sit Arbeide og derved følge Tiden, navnlig gjælder da dette Embedsmænd paa fast Løn, især de mindre; thi de større forudsættes bedre at kunne bære Trykket paa Grund af deres virkelige eller indbildte Overflod. De andre Stænder, af hvilke Mange ogsaa af dem ikke saa hastig kunne følge Tiden, tænker man ikke paa, men overlader dem til deres Skjæbne, da Staten saa alligevel ikke kan hjælpe Alle, men faar overlade Livet til sig selv. Departementsfolkene er da de, som man først vil hjælpe, dels fordi det i Christiania er saa dyrt og de ere saa mange, dels fordi de ligge nærmest for Haanden og saaledes mindst af Alle bliver glemte. Her har saaledes været Tale om at forhøie deres Løn, endog før Storthinget kommer sammen, og Rygtet gik endog, at Beslutningen var inde i Stockholm for at blive til kongelig Resolution. Men det er nok ikke saa, hvorimod nogle Statsraader privatim skal have været sammen og raadslaaet om, hvad der ved den Ting kunde være at gjøre, da det nok ikke skal have manglet paa Ansøgninger og Besværinger. Nogle af Statsraaderne skulde være for og andre imod, at Noget kunde gjøres, før Storthinget kom sammen. Det er vel ingen Tvivl om, at Noget kunde gjøres og endda gaa fri af grundlovsmæssigt Ansvar; men neppe gik man fri ved af at faa Forhøielsen ind under Grundlovens §75 Litr. i, saadan som en Mand i Christianiaposten for idag efter Christianssandsposten vil det, en Mand, der forresten vistnok skrev meget godt og aftrykte det danske Forslag til en lignende Forhøielse. Det gaar vel nemlig ikke an at faa bemeldte Lovsted, der taler om midlertidige Sager, ogsaa til at passe paa Tillægssager; thi Grunden er her forskjellig. Hvorimod et saadant Tillæg fornuftigvis maatte blive en Analogi af Grundlovens §17, hvorefter Kongen paa Grund av forandrede Tidsomstændigheder kan træffe Bestemmelsen, sigtende til at lette Trykket, selv om disse gribe ind i Handel-, Told- og Næringsveie. Kan Kongen dette, maatte han saameget mere foreløpig kunne gjøre en Anvendelse af de tilfældige og uforudseede Udgifter, som ere stillede til Regjeringens Raadighed. Et Tilfælde som dette synes netop at kunne passe ind under Anvendelsen af disse uforudseede Udgifter, og der kan vel ingen Tvivl være om, at Regjeringen slap fri for det saakaldte konstitutionelle Ansvar, naar man forresten erkjendte, at Tiden var til at hjælpe Folk ud av Nøden. Det bliver saaledes, som Juristerne siger, et faktisk og ikke juridisk Spørgsmaal, og det er dette Faktiske ved Tingen, som gjør Sagen tvivlsom; thi en Enstemmighed for, at Lønningerne skal forhøies, er ventelig ikke at opnaa endnu. Var nemlig den at opnaa, saa kunde Regjeringen trygtn319 handle, selv om det Juridiske ved Sagen var langt mere tvivlsom end her, da Regjeringen jo er den, som skal opfatte det Fornuftige og Nødvendige i Samfundet og udføre det, naar Storthinget ikke er tilstede.
Men kommer man ind paa det Faktiske, saa begynder Striden: Mange ville sige, at Departementsfolkene især godt kan bie, da de efter den nyere Befordringsmaade saa sikkert engang i Tiden kan vente at faa et bedre Embede, ja at de endog burde staa paa lavere Løn for ei at sige være rene Auskultanter som i mange andre Regjeringskollegier, det vil sige gaa og høre paa og lære uden Løn. De, som ikke tage Tingen saa skarpt, kunne dog mene, at Tiden ogsaa kan komme for Embedsmændene til at leve smaat, da det har været en saa stærk Tro, at de før har havt formeget, at endog mange Politikkere ere blevne politisk salige ved denne Tro, som de har præket paa Gader og Stræder. Vi have mange rige Folk ved denne Tro, og skal man være retfærdig, maa man sige, at Morgenbladets Hus er bygget paa denne Klippe. At det i den sidste Tid har udtalt sig for en Lønsforhøielse maa betragtes som et Frafald. Nu er det vistnok saa, at de store Embedslønninger, man har skrevet over, ikke vedkommer disse Saalebotsmenneskern320, som trænge til høiere Løn, men allerede i gamle Dage har man vist, at man retter Smed for Bager (quicquid delirant reges plectuntur Achivin321) endnu friere oversat: Naar Manden drikker, saa dænger Moderen de uskyldige Børn. Som Modsætning til disse og flere Grunde mod for høie Lønninger, kommer Andre og siger det maa være vort Skjold og Værge her, hvor ingen rig Godseierstand er, at Embedsstanden er godt lønnet, saa den kan leve nogenlunde sorgløst og gaa i Spidsen for vor Oplysning og Frihed, ellers synker Alt ned i Uvidenhed og Kamp for Livets første Behov, hvorved den hele Skare bliver et let Bytte, for den Første den Bedste, som vil berøve os vor Frihed.
Hvem har nu Ret af alle disse? Rimeligvis den, der her, som overalt, følger Middelveien, og hvorvidt Regjeringen følger Middelveien ved nu at forhøie Lønninger, afgjør den vel bedst selv. Vi Avisskrivere kan idetmindste ikke tillade os at sige andet end det, at man vel bør bie til Storthinget kommer sammen, og skulde det end for Mangen gaa haardt paa at bie til den Tid, saa kan man give Sagen en lystig Vending ved at sige, at det dog ikke rammer andre end dem, der saa alligevel ere vante til at gjøre Gjæld.

Nr. 21/1856, fredag 25.01.

[Bokkjøp og danning]

Korrespondance
Christiania den 23de Januar.
Efter Kristians Amtstidende har Christiania-Posten optaget et Stykke, der handler om Bøger og Bogkjøb. Paa dette maa svares paa en Kant, og da muligens Andre ikke gjør det, saa gjør jeg det. Forfatteren klager over, at Almuesmanden ikke kjøber Bøger nok, men at disse kjøbes af dem, som ikke har Raad til det, nemlig de Studerende, — at dette vedligeholder Kløften mellem By- og Landsmænd, og endelig at der ikke sørges bedre af Boghandler og Regjering for at fremme Bogkjøb.
Hertil maa svares: Vi maa prise Folkets gode Sands fordi det ingle eller blot nogle Bøger kjøber; thi herved bevarer det saalænge som muligt sit sunde Liv, der er stærkt og livsfyldigt som den Natur, de lever i. Vi se, hvorledes det gaar de Folk og Bygder, som kjøber Bøger og læser Aviser. De tabe sit Sprog, sine Skikke og gamle jevne Tænkemaade; den gamle Malm er borte, Talen bliver uden Billeder, og Ordlaget har ikke længere det Malende ved sig, som griber enhver Læg og Lærd, der har Sands for Digtekunst; thi en Almuesmand, med nogenlunde godt Hoved, er Digter i al sin Tale. Sagasproget flyder af hans Tunge, og forstandig ter han sig i Livets Færd, saa at han kan lægge et vægtigere Ord i Laget end sin halvstuderede Søn, der har forladet det Gamle uden at have læst saameget, at han har fundet det igjen, forsaavidt som det kan gjenfindes, naar man skal gaa gjennem Nutidens Sprog og kunstige Tænkning. Enhver, som har færdes noget, vil se, hvilken himmelvid Forskjel der er mellem Fader og Søn, og navnlig bliver Sammenligningen paafaldende i disse større Bygder, hvor Formuen sætter Sønnen istand til at være Storkar. Sønnen gaar med Skrubskindspels eller en Sobelkrage, som laver om Halsen. Paa Balet har han hvid Hest og Handsker og dandser Cotillion med Kurven paa Hovedet. Gamlefar kommer tilgaards med Sauskindspels — for han er ogsaa godt klædt —, naar Pelsen tages af, kommer han grovvorentn322 klædt som en Furustuv ind i Salen, faar sig en Dram og slænger til den ukjendelige Ungdom nogle godmodige Talemaader, hvori Forfædrenes Aand ligesom drager sine sidste Suk. De Unge sige rigtignok, at den Gamle er grov i Kjæften, men vi, som ønsker det gamle bevaret, agte ham høiest i Laget og forudse med Smerte den Dag, da slige Folk ikke vil være at finde. Udbringer han en Skaal, saa er den sund og morsom, men Sønnens er kunstig og flau: Gammelt og Nyt kjæmper i ham nemlig, og da han af de nye Bøger har faaet Ord og Talemaader, som han blot har lært udenad, anbringes disse som «Goddag Øxeskaft.» Det er disse unge Mænd, som skal blive Storthingsmænd. Med alt dette miskjendes ikke Sønnen, der ligesom det nye Liv i sin Almindelighed har faaet et skuret Hus, Gardiner for Vinduerne og en vis behagelig Slibning i sit Væsen. Men dette er ikke de nye Bøgers Skyld: det er Livet, som har gaaet i Skole i Byerne og hos Folk, som var længere framme. Af Bøgerne har han faaet sin Indbildningskraft fortørket og Tænkningen som en ugrei Hespil. De gamle gode Ord kan han ikke bruge, men maa ligesom Bygdens Præster og Øvrighed omgjøre dem efter Bogsprogets Tilskjæring, f. Ex. Brøden istedetfor Brauti — paa Maaden som Grøden istedetfor Grauten — Skildbred istedetfor Skjeldbreid, Løvig for Lauvik, Kragenes for Kraakenes, Gadeholt for Gotuholt og uendelig lignende.
Bygdefolk staar først og glor paa disse Jaalinger, der ikke engang kan lade Gaardsnavnene være i Fred, men saa tror de, at det maa være gjildt, siden Embedsmændene og Folk, som har været i Byen, siger det. De faar sig en Bog og læse og læse og tørker Sveden af Panden med Kuftermen, og saa ved man ikke Ordet af, før de knoter. Det er et begavet Folk, der lærer Alt endog Galskaben. Her har vi den hele Udvikling for os, saadan maatte det først gaa i Byerne, saa paa de nærmeste Breidbygder og nu kommer det med Veiene og Dampbaadene tilfjelds. Det er vel ikke Noget at gjøre ved dette, men Spot maa drives med det eller dybsindige Klager udstøtes, eftersom Sjelen er stemt til. Dog Tiden turde være kommen til at sige stop; endnu var saare meget at redde. Men Intet reddes, det er vist, dersom man klager over, at Folk ikke kjøber Bøger. Folket kjøber nok Bøger, naar det faar Bøger, som er gode, og ingen Forfatter klager over kold Modtagelse og Ulyst til Bogkjøb, undtagen den, som ikke selv kan skrive. Det vil gaa vort Folk som nu Islænderne, dersom vi skrive folkeligt i Maal og Mæle: der læser Almuen meget, og Tidsskrifter kan finde et godt Udkomme, selv i et saa lidet Land, medens det her i et mange Gange større gaar smaat. Dette maa stikke i Noget, thi Folket er af samme Rod, og selv den nyere Forskning (Pettersenk1553 i Danmark) har udfundet, at det ikke var Island, men det sydlige Norge især Thelerne, der lærte fra sig Saga og Skjaldekvad. Dette være nu som det vil, det faar de lærde afgjøre: men vist er det, at vort Folk vil læse og synge, blot de faar noget, som de kjender igjen, finder sin egen Sjæl og det, hvortil den higer. Men vore nye Bøger, vor konstige Poesi og vore Aviser med fremmede Ord, som Vest til det danske Varp, det læser de ikke, og derfor synes jeg, vi maa være glade og takke Gud.
Hvorledes kan nu ogsaa en Forfatter klage, der paa en liden Artikel lang som saa maa bruge fremmede Ord som: isoleret, private, sutineredes, praktiseres, gratis, Appetit, altsammen Ord, der mange Gange kan ombyttes med hjemmegjorte som: einbolt eller einstaka, selveigde, holdtes oppe, gjøres, ligefram, frit eller ubetalt, egentlig Madlyst, men her Lyst eller Hug, for Appetit. Vi mangler ikke Ord, men kunde spille paa vort Sprog som paa et fuldtonende Orgel, blot man fik væk den Galskab, at det er raat. Men Vildfarelsen er Sandhed, saalænge Folk tror paa den.
Det er disse fremmede Ord og denne ulykkelige Læsning af nyere, som i sin fulde Glands kommer fram paa Storthinget. Vore ellers skikkelige Bønder ere saadanne i sit Sprog, at man kunde gjøre det bedste Skuespil over dem og faa Folk til at le sin Mave itu, som Holbergk1554 siger. De tror det saa maa være. Mange kan ikke andet, og Andre synes det er gjildt. De ere næsten som Gutten, der havde været i Byen længe og kom hjem. Han kjendtes naturligvis ikke ved sit gamle Maal, og spurgte derfor om Noget, som laa paa Tunet: Hvad heder dette? Idetsamme traadte han paa det og fik en Smeis paa Øret. «Den fordømte Riva», sa’en.
Rettelse i forrige artikkel
Saalebotsmennesker skal det være for Sælvbotsmennesker; Saal betyder Sjæl. Med denne Sammensætning betegnes de Fattige, som faa Almisse.

Nr. 23n323/1856, søndagn324 27.01.

[Amalgamasjon i praksis; minnesmerke over Karl XII]

Korrespondance
Christiania den 25de Januar.
Paa den Avisblæst i Sommer mellem os og de Svenske har nu fulgt mildere Luftninger. Kommissioner bleve udnævnte — ikke mindre end tre — der skulde være Mæglere mellem os, og disse Kommissioner komme naturligvis ikke til Noget eller dog saare Lidet, da Et er at snakke i den ubestemte Almindelighed, saadan som Politikere og Avisskrivere, et Andet er at gjøre noget bestemt, som griber ind i Livet og forandrer det. Livet har slaaet Rødder som et andet Træ, og disse roter man ikke let op, og naar da Aviserne ser, at det ikke gaar saa let, stemme de Tonen om og sige, at Alt er saare godt — hvor daarligt det forresten kan være. Saaledes se vi nu Svenska Tidningen, naar Sagen med Kommissionen rykker ind paa, at fremhæve nok saa skarpsindigt Umuligheden af, at Norge og Sverige toldforene sig, og dog er det paa en Toldforening, de svenske Blade mest have skreget, saalænge det gik an at spille vildt. Det kan ingen Tvivl være om, at jo de øvrige svenske Blade, et efter andet, komme til den samme Erkjendelse; thi Fornødenheder, Beskatningsmaader, Magtfordelingen af Statsmagterne, Landenes Beskaffenheder, Oppebørselsbetjenternes Stilling, kort, Alt er saa forskjelligt i begge Landene, at en Sammenblanding kunde holde sig i Længden, om den end med Vold og Magt blev indført. Nogle gjensidige Lettelser er det Eneste, som kan gjøres. Dette have ogsaa Statsøkonomer for længe siden udtalt, og det maa falde Enhver i Øinene, som tænker det mindste derover. Staterne maatte isaafald blive til en med en Grundlov, et Storthing eller Rigsdag — en Konge har vi — en Hovedstad, der for at undgaa Misundelse fra nogen af Kanterne, maatte lægges midt paa Kjølen, — Folkene maatte blive et, og vi helst slutte med at fiske og Svenskerne med at æde Fisk, — vi slutte med at kjøbe Korn og Svenskerne med at sælge, — vi slutte med at slide og Svenskerne med at væve; vi maatte se til at blive rene Aander saasnart som muligt og for at blive det, maatte vi igjen lægge os til at dø; da kunde vi sammenblandes — amalgameres kalder Politiken det. Men dette Ord amalgameres liker heller ikke Sv. Tidningen nu, uagtet det har været yndet før i Sverige, og en svensk Mand, der opholder sig i Norge, skrev i Vaar til en af sine Venner her: «Nu ser jeg, at en Amalgamation er mere umulig end nogensinde.» «Ja, det tror jeg nok,» svarede Vennen her, «da rimeligvis ingen fornuftig Norsk eller Svensk, som ved, hva Amalgamation betyder, nogensinde har tænkt paa en Amalgamation.»
Det var derfor ikke ilde af Kongen at udnævne Kommissioner for at skille sine tvende stridende Barn ad. Naar derfor en Knude kommer paa, saa udnævnes igjen en Kommission, saa granskes Tingen, og saa ser man, at Intet eller dog saare Lidet er at gjøre, og saa tagnar man, netop paa samme Maade som en klog Politik sætter den største Skrighals ind i Regjeringen eller Embedsstanden, og omvendt gjør den Regjeringsmand, der finder at Bonden eller Handelsmanden har det saa godt, til Bonde eller Handelsmand, saa kommer nok disse Folk til Fornuft; thi de komme ind i Livet. Enhver vil ogsaa i sin Kreds mindes Storthingsmænd — jeg mindes mange — der før de bleve det, holdt Maitaler saa røde, som de kunde blive, og gav Storthing og Regjering Øredasker, som det traf til; men da de bleve Storthingsmænd, klapper de begge ogsaa som det træffer sig. Det skulde derfor være underligt, om de Avisskrivere, der have skreget mest over Alt det som kunde gjøres og over Manglerne ved Foreningen, ikke bleve de spageste og de som fandt Foreningen bedst, naar de kunde blive Medlemmer af Kommissioner til at afhjælpe Manglerne. Men da nu Politiken ikke endnu gjør sine Valg efter Grundsætninger, som de ovenfor fremstillede, saa faar man nøie sig med de almindelige Valg, og se hvad der kommer af dem; dette er ofte ogsaa nok til at tænke sig om: der kommer Tal og Kjendsgjerninger frem og disse kan man ikke godt komme ifra. Vi se alt gode Følger af vore forenede Kommissioner, og bedre vil Følgerne blive.
Det er meget underligt, at der inden den svenske Armé skal samles Bidrag til et Mindesmærke over Carl XII.k1555 Det kan vistnok trænges til; thi Støtten, hvor han faldt, er saa angreben af de Mange, der vil tage med sig en liden Helligdom i Lommen, at den snart kan blive opbrugt. Det er ikke godt at vide, enten en ny Støtte skal være til Ære for os, der fik Bugt med en saadan Helt, eller den skal være til Hæder for Svenskerne selv, som havde frembragt helten, eller endelig til et mere evigt Minde om Helten selv, forsaavidt han kan faa et varigere Minde end det, han har i sit Folks Hjerter; thi ingen svensk Konge — Gustaf Wasak1556 og Gustaf Adolfk1557 ikke undtagne — er vel saa forgudet som Carl XII. Det er vist ingen Overdrivelse, naar Tegnér lader den gamle Mand «lyfta på den slitna hatten,» hver Gang Carls Navn nævnes.
Men Tingen med Støtten maa vel være den, at Kronprindsenk1558 er saa svensk, at han vil ihukomme «Dunderguden» og endnu heller vilde ligne ham, hvortil der nu kunde være blevet Anledning, dersom ikke Rusland havde antaget Fredsforslagene fra Østerrig. Skal man tro Børsen og Kornpriserne i England, saa maa der blive Fred, og dermed har det lange Udsigter med at ligne Carl XII, og for en svensk Løitnant, som Braunk1559 siger, at «erovra Finland från Ryssarna åter.» Det er ilde dette, ligesom det er ondt om mange af vore unge Officierer, der ogsaa kunde komme til at ligne vore Forfædre, som sloges med Bjørnene i det nordlige Rusland, saadan som f. Ex. Erik Blodøxe.k1560 Hvo ved om de ikke ogsaa som han paa Taget kunde faa sig en Gunhildk1561 Kongemoder?

Nr. 27/1856; fredag 01.02.

[Fred i sikte]

Korrespondance
Christiania den 30te Januar
Udsigterne til Fred, der nu i Udlandet gjør et saa voldsomt Omslag i Madpriser, Eiendomme og rentebærende Papirer, vil heller ikke her tillands gaa af uden Svindel; og bliver det til virkelig Fred, vil nogenlunde den gamle Tilstand indtræde med Slapping af de nu opskruede Priser paa næsten alle Ting. Gaar det end ikke saa fort med Lykkehjulet her som i Udlandet, hvor den Mand idag kjører med smukt Spænd, som for fjorten Dage siden sneg sig frem paa Gaden langs Væggene, saa vil dog en ikke ringe Forandring indtræde. Til Statspapirer, der i Udlandet gaar fra Haand til Haand som Lotterisedler, kjende ikke vi, og vore Jernbaneaktier blive de samme enten saa det er Krig eller Fred, selv om Krigen blev ført i vort eget Land, vilde ingen Forandring ske i deres Pris. Men alligevel er her nok at løbe paa: Mange ville blive fattige eller dog tabe meget, og bliver paa den anden Side end Ingen rig, saa vil dog særdeles Mange komme sig; thi at faa billigere Mad, Drikke, visse Værelser, Hus, Hjem*) og alt det, som godt er, drager dog i Længden, ihvorvel Menneskene bestandig indrette sig efter den daglige Tilstand, saa at den, som er Fant, bliver Fant, hvordan Tiden end er, og den, som er en velholden Mand, bliver en velholden trods Tiderne, naar da ingen særegen Ulykke for ham eller en almindelig Landeplage kommer.
Vi har virkelig ogsaa havt Spekulanter i denne Tid; det er Mange, som har kjøbt en Mængde dansk Last, der nu har staaet godt, og derved regnet paa Krigen; mange Andre har kjøbt Byg og især Havre, af hvilke en velsignet Mængde findes paa Oplandet; Prisen har været høi, og kommer nu Freden, vil den synke, i alle Fald til man ser, hvorledes næste Aar bliver. Gaardhandelen har gaaet livlig for sig baade i By og Bygd, og det er vanskeligt at sige, paa hvilket af disse Steder Priserne har været mest ukjendt høie. Jeg kjender saaledes en Mand paa Landet, der for nogle Aar siden gav 10,000 Spd. for sin Gaard og nu neppe solgte den under 30,000. Vel har han forbedret den meget; men da al Afdrot staar omtrent i det Dobbelte, saa er det rimeligt, at Gaarden stiger i samme Mon. De gode Tider har ogsaa gjort, at der ikke er saa meget Avaat paa Jorden med Fattigskat, Betleri osv., omendskjøndt Arbeidslønnen er dyrere, men denne, især hvor der ern325 Husmænd, betales gjerne med Gaardens egen Afdrot. Her i Byen solgtes for kort siden en Gaard for 14,000 Spd., der endog i Sommer kunde været at faa for 10,000. Husleien har naturligvis været ompas derefter, idet en Mand, der før havde taget 250 Spd. for en Bekvemmelighed, nu ihøst forhøiede den til 400. De andre Huseiere har gaaet høiere eller lavere, eftersom de have været betænkte til og Leiligheden søgt. Af Priserne kan man da vide, at Mangelen paa Husrum er stor, og Klagerne har da ogsaa været mange med mange besynderlige Forslag til at afhjælpe Nøden.
Meget af dette vil forandres med Freden, og navnlig maa Priserne paa Landeiendommene falde med de bedre Madpriser, dersom da Storthinget ikke efter Jordbrugernes Ønsker, især paa Østlandet, forhøier Tolden paa Fødevarer, fornemmelig paa Korn; men da nu dette er tvivlsomt, saa kan Intet redde Gaardspriserne fra at falde idetmindste for en Tid. I Byerne vil Priserne ikke falde saa let, forudsat, at Aaringerne fremdeles blive gode og Fiskerierne rige. Trælasten maa almindelig talt stige; thi af den bliver det altid mindre og Forbruget større; men naar nu vore Skoge blive saameget mindre, vil naturligvis dette ytre sin Indskydelse baade paa By og Land. Dog, dette vedkommer ikke Freden.
Men kommer Freden? Ja, spør om det! Det ved Ingen, neppe engang Keiser Napoleonk1562 og Lord Palmerston;k1563 thi Begivenhederne ere stærkere end Menneskene, og ligesom Krigen blev større end nogen af Parterne ønskede det, saaledes kunde den holde længere paa end nogen af dem vilde; den har jo alt gjort det. Ethvert Menneske ved, at ethvert Fyrstehus i Europa gjerne kunde baade kysse og klappe Russland, fordi det er, hvad enhver Fyrste kunde ønske sig at være, en mægtig Politibetjent mod Revolutionens Gadeuorden. Man kan derfor vide, at det maa have skaaret dem i Sjelen, hvergang et Skib sænktes i Sebastopols Havn og en Fæstning blev stormet, og var det ikke for det, at Enhver elsker sig selv mest, saa vilde man ingenting have gjort eller taalt at se derpaa. Det var da heller ikke Meningen at gjøre saa meget, og derfor er det nu paa Tiden at blæse i Saaret som naar et Barn har faaet en Rift. Forsaavidt bliver det Fred. Det bliver ogsaa Fred, fordi Napoleon synes at trænge til den. Der ser ikke godt ud i Frankrig, og det værste er, at Eleverne ved den Polytekniske Skole lader til at blive urolige: de har altid været nogle Stormfugle — i 1814, 1830 og til dels før 1848, og intet Under; thi Børn af de bedste Familier, ved, hvad der rører sig. Samfundets mægtigste Kredse, og de alt vide, at de engang skal blive Marskalker, og ere unge og modige, rigtig Franskmand, saa er deres Holdning altid betydningsfuld. Studenterne have ogsaa tilladt sig at trampe til en Professor, som talte om tvende Moraler — en gammel Tale forresten. En Skipper, der nylig kom fra Cette, sagde ogsaa, at Tilstanden var ond i Frankrig, og nu se vi — saa meget faa vi dog se af Aviserne — at man der jubler over Ruslands Antagelse. Der jubler man nu forresten altid til det, som er nyt. Men England da? England har tabt meget ved denne Krig; Omkostningerne og Menneskelivene er det mindste, saa uhyre de end ere. Det har tabt Troen paa sit Aristokrati, sin Forfatning; dets Berømmelse tilsjøs tror nu Verden ikke mere paa: thi de Franske have ogsaa der vist sig bedre. Disse sine Nederlag synes England at maatte oprette, og de føles nok bittert af det patriotiske Folk, der vilde sende et Smertensskrig gjennem Verden, om Fred nu blev sluttet. Dette taler mægtig for Krigen. England kan ogsaa staa alene, dersom det forener sig med Friheden og de undertrykte Folkeslag.
Dette gjør det nok ogsaa, dersom det drives til Fortvivlelse, men ikke før; og engang maa denne Fortvivlelse komme. Det er fra den Friheden maa vente sin Frelse. Staar en Mand Canningk1564 i 1826 op i Parlamentet og sammenligner England medn326 Vindens Gud, der kan hærje alle Strande og blæse alle Flaader isænk, saa vil han blive baaren paa Hænderne, blive Udenrigsminister, og Protokoller vil underskrives med skjælvende Hænder. Fyrsterne maa redde, hvad reddes kan, og saa usigelig kjært end Russland er, saa elsker man dog mere sig selv. England er mægtig.
England op af vilde Hav
skyder laadne Ryg som Hvalen:
hovedkulds mod Bølgedalen
finder Rytteren sin Grav.
*) Det er et Spørgsmaal, om Ægtefælle, Børn ogsaa bliver billigere; men Mark og Fæ bliver det vist.

Nr. 29/1856; søndag 03.02.

[Problem på jernbanen]

Korrespondance
Christiania den 1ste Februar
Det skal som det fortælles nu endelig efter henved halvandet Aars Forløb være kommet til en Beslutning med Jernbanen og dens toldfrie Indførsel paa sine mange Fornødenheder. Det var disse Fornødenheder, som antoges at være udstrakte over det Fornødne, og hvorover det skal være gjort Undersøgelser, Erklæringer, Betænkninger og nu Beslutning af Tolddepartementet, saadan som det altid gaar, naar der er noget paafærde med Told. Det er dog vist ikke paa Tiden endnu at tale om denne Sag før den ad rette Vei kommer for Dagen, da man med al Forsigtighed og trods de rimeligvis gode Kilder saa let kan fortale sig, hvilket i slige Sager er saameget farligere som Folks Ære ved dem berøres; thi selv om man siger «Jernbanen,» saa er der dog Mænd, som har staaet for Jernbanen og paa hvilke Ansvaret maa falde, ihvorvel nogle af disse Mænd nok ere reiste sin Vei; og naar det kommer til Alvor, tør det antages, at man har stelt sig saa, at Ingen er at faa Tag i, hvilket unægtelig ogsaa i en vis Henseende var det bedste, eftersom saa alligevel neppe nogen af de ærede Herrer vilde kunne erstatte Statskassen de store Summer, og de indførte Ting ogsaa nu vanskelig vil kunne paavises til at hefte for Sagen. De bliver saaledes ikke godt at finde op igjen, Spaderne, som i Mængdevis ere spredte udover Landet. Enhver Arbeider arbeidede gjerne først for en saadan Spade og da han havde tjent den, sluttede han ofte og saa kom en ny Mand, der ogsaa fik sig en Spade. Det bliver ikke godt at finde igjen Kjøreredskaber, som endog igjen kan være solgte paa Auktion; heller ikke godt at finde Kronometrene, af hvilke en Del kan være forærede til gode Venner. Kjettinger og Jernet bliver ikke godt at finde igjen i den Spiger med mange andre Ting, hvortil det er brugt. Jernpladerne rives ikke saa ligetil af Dampkjedler, kort, det ser fortvivlet ud med Konfiskationen. Bare nu ikke altfor Mange af vore egne Handelsmænd og Driftsforstandere kom i Ulykke! Det vil dog vides, at det hele skal danne et tykt Knippe. Det kan dog ogsaa være det samme for Staten, enten den faar noget igjen eller ei; den har nok Raad til at lægge ogsaa disse Lærepenge til alle sine øvrige. Hovedsagen er, at Alt bliver bevist, og at det oplyses hvad Folk det er, man har med at bestille.
Det bliver nu, naar det kommer — og det kommer nok ret snart — en værdig Opgave for Jernbanens Advokat at blankskure den.
Det er underligt nok, at det har gaaet saa stille med denne Leg; der er nok ikke skrevet mer end en Gang om den før; men uagtet det var optaget i et av Hovedbladene, saa var det dog som dræbt i Vand. Det pleier ikke at gaa saa, naar noget Sligt er paafærde; men dette har nu været saa stormægtigt, at det var vanskeligt at tage et Tag med. Kommer nu an paa, om man faar nogen endelig Bugt med det.

Nr. 45/1856; fredag 22.02.

[Rikdom, ånd og stand]

Korrespondance
Christiania den 20de Februar
Nu begynder det at stilne i Gaderne efter den store Begravelse idag — Grosserer Jakob Meyerk1565 blev nemlig begraven Kl. 12. Det var vistnok Norges rigeste Mand, han som idag blev stedet til Jorde, og det var derfor intet Under, at Mange vare paa Benene; thi Rigmanden er en af de tre Magter, som beherske Verden. De øvrige to er Kundskab eller Aand og Stilling. Det er opbyggeligt ved slige Leiligheder at sammenligne denne Treenighed indbyrdes. De Fleste vil nok sige, at Rigdom er den største af disse tre Magter, eftersom den jo er den behageligste og har for Mængden det mest Tillokkende. Men til Ære for Menneskene bør det dog siges, at det dog ikke er saa, hvilket bedst viser sig i Enden; thi for her at have en Sammenligning sige dog Alle — jeg har talt med — at Gaderne paa langt nær ikke var saa fulde idag, som da Henrik Wergelandk1566 blev begraven, ikke at tale om, at Mængden da var ærbødig stille og ligesom følte, at Noget var tabt. Der var noget Moralsk-Sædeligt i det Ligtog, og den, der havde tilladt sig et spottende Ord, var bleven anseet som ugudelig, om han ikke var bleven sønderreven. Det styrker Troen paa Menneskets høie Bestemmelse og sædelige Værd, naar man ser Sligt; thi det viser, at Menneskene ikke er saa onde og uretfærdige, som mange Misfornøiede sige, men bedømme Pengene og den sande Fortjeneste ganske rigtigt. Pengene og Aanden faar sin Dom. Verden var ikke kommen saa langt som den er kommen, dersom det ikke var saa. Der ligger ligesom noget Lurende i den Hyldest man viser Rigdommen; det sker fra et Baghold eller helst om Natten; man taaler ikke, at Solen skinner paa denne Hyldest, da man ved, at Aanden bagefter vilde komme med sin Hevn, og det er et godt Træk hos Menneskene, at de Intet frygte saameget som Aanden. — Almuen med sine Tankesprog udtrykke godt Randens og Rigdommens Værd. «Naar den gjæve Mand dør, er det som Væggen faldt ud af Huset; men den Rige (den, som blot har samlet Rigdom) er som en vis Skabning*): der er intet godt i ham, før han kommer paa Fadet.» — Hvad nu den tredie Stormagt, nemlig Stand, angaar, da staar den ligesom for sig selv; thi naar Kongenn327 dør, saa er det nu noget udvalgt; man kanonerer, ringer med Klokker, prædiker overalt, sørger med Flor og sætter den Hedenfarne i Historien, enten saa man vil eller ikke. Hjertet kan ikke der komme tilorde; det er Politiken som sørger. Men skal man endelig sige, hvilken er den største Magt, saa bliver det ogsaa her Aanden; thi selve Napoleonk1567 sagde: «Det er Folkemeningen (Aanden), som har styrtet mig.» — Det er et mærkværdigt Aar dette: Rotschildk1568 er død i Frankfurt og Meyer i Christiania. Men det gaar dog nok ikke saa her i Christiania som i Frankfurt, hvor en Mand — rimeligvis en fattig Skribent — først skrev en Lovtale; men da nu rimeligvis det tydske Folk syntes dette var for galt, kom en anden Forfatter og leverte, som han kaldte det, «Medaljens andens Side», en Side, der viste, at Rotschild blot trodde paa Penge, og at han udlo for Enfoldighed hver den, som var en ærlig Mand; forresten var han et meget agtværdigt Menneske og nød al mulig Ære. Efter vor Rotschild bliver ingen slig forargelig Strid; thi Aviserne berettede blot Dødsfaldet med Tilføiende, at Manden var bleven rig, og selve Ligtalerne fortalte heller intet videre Nyt. — Ældre Folk, der mindes meget, anstille Sammenligninger mellem Bernt Anker,k1569 Pløenk1570 og selve Youngk1571 og den nu begravne rige Mand. B. Anker staar nu over Alle, og man maa sige, at en Nation bør være stolt af at have aat en saadan Mand. Det er næsten ugudeligt af Christiania By at rive ned hans Lysthus nedenfor Kirken og der opføre et Vagt- og Sprøitehus. Af alle Ankers store Gaver f. Ex. Krigsskolen med en dertil hørende Bogsamling af 4000 Bind, til Kathedralskolen 1144 Bind, et Vaisenhus, og hvo kan tælle Alt, er hans Kavallerifordringer, det er saadanne Laan, som han aldrig gjorde Regning paa at faa igjen, de mest karakteristiske; de findes opførte med 456,367 Rdl. 3 Mk. 12 ß, altsaa næsten en halv Million.
Saaledes hjalp Anker uden at lade Folk føle nogen Ydmygelse. — Storthingsmænd fra 1821 tale med Begeistring om Pløen og Young, der ved sine mægtige Sølvskeern328 og fortræffelige Vine understøttede sine fædrelandske Grunde, at Adelsloven skulde gaa igjennem uforandret tredie Gang. Den gik ogsaa, og er nok den eneste Lov, som er bleven til efter Grundlovens § 79 — uden kongelig Sanktion. Det var et Leven og Liv paa deres Løkker da, som langt gik over Selskaberne i Stifsgaarden. Det var Mænd det, som havde Mandskabstag til at gjøre Noget for Fædrenelandet. Nu venter man paa Meyers Testament for at kunne sætte ham i Rækken af sine Mænd, hvem meget var givet, og som man derfor kræver meget af.
Ægypten var et underligt Land — Filosoferne kalde det Dødens Land. Der holdt man blandt andet Dom over de Døde: Hinsides Nilen ved Indgangen til de store Gravhvælvinger, modtog en Ret de Døde, og faldt Dommen gunstig ud, fik han Lov til at sættes ind. For denne retfærdige Dom havde Ægypterne megen Frygt; thi faldt En igjennem, saa var ikke den efterladte Rigdom nogen Tvist for Arvingerne, der maatte bære paa det dømte Minde, og saaledes drikke en Gift af det skummende Bæger.
Det var Retfærdighed.
*) Jeg tør ikke nævne Skabningen ved Navn af Frygt for at blive kaldt raa, hvilket jeg er kommet i Ulykke for med et andet Ordsprog. Der er Rædsel i mit Blod. Det er dog svært, hvad disse fine Folk kan udrette!

Nr. 47/1856; søndag 24.02.

[Kristelig tidsånd]

Korrespondance
Christiania den 22de Februar
Tiden er som vi Allesammen: den har sine Luner, er alvorlig, skinhellig og frimodig spøgende, alt som det kan træffe. — Nu fortiden er den unegtelig skinhellig; men det varer nok ikke længe, da den er sund af Gemyt, blot den faar tænkt sig om.
Beviset for denne Sætning falder Enhver i Øinene. Jeg vil nu dennegang ikke tale om Præstemøderne eller Damerne, som gaa did og paa «Opbyggelser», men jeg vil tale om Bogvæsenet; thi det er altid Noget, der en lang Stund staar som Mærke paa Tidens Pande. Det er især om Skjønhedsskrifter og Morskabsbøger dette gjælder, da de egentlige Opbyggelsesbøger til alle Tider næsten ere de samme; Forskjellen er gjerne blot den, at der til enkelte Tider ere flere meningsløse Talemaader, Efterslæng og en mere bespottelig Brug af Guds Navn; iøvrigt er det blot Trykken og Papiret, som er forskjelligt: en Opbyggelsesbog nu og en fra 1556 er forresten som to Draaber Vand. De andre Bøger derimod ere et Aftryk af sin Tid, naar man da undtager enkelte Verker, der staa som Mønster til alle Tider; og selv i disse Bøger vil man kjende meget af Tiden igjen; ofte se de ud saa, som naar man ser et smukt Menneske med forældet Snit paa sin Kjole; man liker ham godt, men kan ikke lade være at smile. Den, som har været paa Bal og seet en Herre med disse nu tyveaarige Skræddersaxe af Kjoleskjøder, vil forstaa, hvordan det omtrentlig er, naar man læser disse gode gamle Verker.
De andre Bøger, hvorom jeg nu vil tale nogle Ord, ere derimod, for at bruge et smukt Billede — som Damerne: man byder dem op til en Dands, indtil de ere nogle og tyve Aar, saa lader man dem sidde i Hylderne og ser sig om efter yngre.
Det er dette Slags Bøger, som ere saa fromme nu. Jeg vil ikke tale om Sorg og Trøst af Munchk1572 og hans kristelige Tragedie S. de Cousk1573; thi om dem har jeg talt før, men om «Sjelen i Vildmarken» af Welhaven.k1574 Den har ogsaa meget af dette «gudelige Vas», som fornuftige Bønder sige om de omreisende Prædikanter. Heltinden i dette Stykke — ventelig «Sjelen» — er igrunden hellig og idethele saadan som det Slags Folk ikke ere; men derfor ere de ogsaa sunde og kunne blive til Noget. Welhaven synes at have slaaet ind paa denne fromme Retning, hvilket man næsten endnu bedre kan se af det Dusin (eller to?) Sange, som er hængt bag i hans Skogmarker fra Aadalen for 4 Aar siden. Nu ja, han er ogsaa et Tidens Barn, som vi Andre. Dette kan være godt nok for os, men det var Synd om den driftige Forlægger Dybwad,k1575 at han skulde begynde sit kostbare og velmente Følgeblad til Chr.-Posten med noget sligt noget som «Sjelen i Vildmarken», der — det tør trygt siges — var et yderst daarligt Arbeide. I dette Følgeblad har været en god Historie, nemlig «Sopelim-Manden.» Det er en god Mand; men ogsaa paa ham har Tiden voxet ind med sit Mærke, skjøndt lidet, og da Manden er saa fortræffelig, mærkes det neppe.
Man gaar endog saa vidt, at Bogtrykker Fabritiusk1576 bekjendtgjør, at Følgebladet til Skillingsmagasinet er i «kristelig» Aand. Det var vist bedre, at Følgebladet var godt; thi blandt fornuftige Mennesker bør forudsættes, at Alt er kristeligt i Ordets gode Betydning; men saa blev det ikke et Skilt, et Tidsmærke.
Man giver — saa utroligt det synes — religiøse Koncerter i Latinskolens Sal. No. som Davids Harpe, Troens Skat, og hvo kan mindes alle disse syge Navne? Vel skal man nu ikke egentlig regne denne Koncert til andet end godt, men den viser dog, hvad der er i Vinden og hvad man tillader sig at bekjendtgjøre. Forsaavidt er Koncerten god; den er igjen et Tidsmærke, og det, som godt er.
Slige Tidsmærker ere ogsaa meget tidt om Dagene traadte ind i Aviserne; det er saa hængehovedet, at man bliver ganske ængstelig mangen Gang. Nu ja, saalænge det staar paa, gjør man vist forsigtigst i at folde Hænderne og synge med; thi Ingen sætter sig ustraffet op mod det, som er i Vælten. Derfor ser man heller ingen Opstand endnu. Selve Departementsfolk, Handelsmænd og Bogtrykkere gaa som Holbergk1577 siger: «sagte, Fod for Fod som til Ligfærd.» Det er meget opbyggeligt dette.
Verden ser mig ud, som den netop skulde være begyndt paa at studere Theologi, saadan som jeg har kjendt mange unge Studenter. De vare nogle flinke morosomme og menneskelige Folk (somme af dem), men om Høsten, da de begyndte med Theologien, da . . . hang Hovedet, og der blev et Alvor, som tog sig meget naragtigt ud, da det ikke var eller kunde være naturligt. Man tilgive mig Lignelsen, men det var som naar man ser disse udklædte Abekatte, der i fuld Mondur med Sabel og Greier skrider majestætisk frem og tilbage paa Lirekassen.
Det er ikke uklogt dette, da det ikke turde være barmhjertigt at blive mistænkt som Vantroende for en vordende Præst. Dette turde engang ikke være klogt for Nogen, som agter at blive Embedsmand. Man gjør derfor bedst i at flyde med Strømmen. Den flyder snart over i et andet Leie.
Det er paa disse og flere Tidsmærker Præsterne bygge Haabet om Gjenindførelse af Kirketugten.
Jo mange Tak! Moden er en farlig Ting at bygge paa. Det faar mangen Skrædder vide og mangen Galanterihandler, der har Butiken fuld af rudet Tøi fra ifjor, og iaar skal det være randet.

Nr. 53/1856; søndag 02.03.

[Ytringsfridom]

Korrespondance
Christiania den 29de Februar
Igaar begyndte Aftenbladet med at aftrykke Angivelser og Erklæringer fra Toldvæsenet og de andre Vedkommende, om formentlige Misligheder ved Jernbanens toldfrie Indførsel af Varer. Der læres mere af det Slag med samt Bemærkninger. Imidlertid ser man endnu ikke noget til den Sag fra Tolddepartementet, uagtet man længe har ventet og talt om de pleiede Forhandlinger. Det maa vel snart komme op om den Sag, og Aftenbladet vil vel gjøre sit Bedste, da det engang har kastet sig i Skydehullet; thi det maa siges, at det har staaet ene med denne vigtige Sag, da de andre Hovedstadsblade have været forsigtige nok til at tie stille, og Morgenbladet desuden ikke kan angribe sit eget Verk. Her skal have været Forhør idag over Toldbetjente, om de have givet Aftenbladet Oplysninger. Det er ogsaa noget dette, at bringe slige Ting til Opklaring; der skal holdes Orden, og de Underordnede maa aldrig snakke af Skole; der skal bies indtil de Rette snakke, enten saa disse opløfte Munden eller ei. Det er den gode Orden, som man finder i enhver Gren af Styrelsen. Det er noget kjedeligt med disse oprørske Folk og især med Aviserne, der ere som Kvindfolk, at de aldrig kan tie stille, og derfor er det intet Under, at «Ordenens Mænd» hader den frie Presse som Pesten, der bringer Revolution og al Ulykke over Landene.
Det er svært, hvad Opstyr der gjøres, naar Nogen saadan snakker om det, som bør ties stille med. Da der saaledes for et halvandet Aar siden kom et Stykke i en af Hovedstadsaviserne, at der havde været en Kavalkade (en Ridetur i sin Lighed med Kanefart istedetfor Kjøretur) hvor Politiet havde været med og ridet mod Politiet, da blev der et evigt Spurlag af Politiet paa Politikammeret, hvem denne syndige Mand monne være, som saadan kunde tillade sig at skrive om sligt, ret som der kunde være nogen Fare paafærde, naar Politiet selv var med. Den Gauken burde være opspurgt og straffet efter Fortjeneste. Men dette unavngivne Skriveri er noget Væsen; nei, da er det noget ganske andet at være Korrespondent.
Ligesom det ikke er barmhjertigt for nogen vordende Præst eller anden Embedsmand at aabne den mindste Glyt paa Hjertets Dør, saaledes vilde jeg heller ikke raade noget kristeligt Menneske til at skrive i Aviser, naar det agter at komme i Statens Tjeneste, undtagen det skriver det, som godt, lydigt og uskyldigt er. Der skal være Orden i Alt, og man bør ikke taale Fiender i sin Leir. Hvad vilde man f. Ex. sige om en Kopist eller Departementsmand, som skrev mod Regjeringen? Det var jo Tjeneren, som satte sig op mod Herren, og derfor have vi Hustugt. Det er ogsaa noget, som staar skrevet i Aarbøgerne, at tvende af vore Departementsfolk traadte ud, da de stak Næbbet altfor dybt i Avisernes Mudder. Denne Tolder — dersom det bare nu er en Tolder — fortjente derfor ærligt at faa sine Smeis, fordi han har søgt Selskab med Aviser, og bestræbt sig for at kaste Skygge paa Jernbanen, der som et Nationalanliggende omfattes af det hele Folk, og paa hvis Kløverknægt vore største Statsmænd have sat sin hele Kløgt. Det er ikke sagt, denne er stor; men, det er lidet man haver, det er meget man mister. Denne ulykkelige Tolder — ja dersom det nu igjen var en Tolder — han burde — afsættes. Det kan ikke bestaa med god Orden paa Toldboden heller, at nogen Tjener er en Slange; thi paa Toldboden bør igrunden den samme Orden og Respekt være som i Militæret. Intet Snak! Det opløser Samfundsbaandet. Derfor gik hin Officier tilgrunde, og Asbjørnsenk1578 kom i det forfærdeligste Par Buxer, fordi han havde været for mundsk i sin Ydale. Af megen Tale kommer Fortrydelse, men Taushed er sikker.
At forraade en Grundtanke er farligt; selv iblandt Lærerstanden er det ikke tilladt, hvilket vi have seet af en Lærer ved en Latinskole, der blev med, at Understøttelse til et Skrift vilde udeblive, dersom han ikke var lydig i Troen paa de gamle Sprog og lod være at snakke om Norsk. Vil vi tale noget med vor egen Mund, saa kan vi idethøieste tillade os at bruge Dansk, hvilket alle vore dannede og bogføre Folk bruge. Det vilde være farligt at give Norsken formeget Raaderum: den vilde skave den aandelige Forgyldning af mangen anseet Mand. Der skal være Orden i alle Ting.
En Læge har været ude i Chr.-Posten idag og skjældt paa Morgenbladet, fordi det har kaldt Lægernes Forening, om ikke at modtage Ansættelse uden visse Betingelser, Strikes. Men da Morgenbladet iaar har udtalt den samme Tanke som jeg ifjor, saa har det talt meget fornuftigt og ganske rigtigt, og alle Lægens Indsigelser vil ikke kunne høres; thi lader man Arbeiderne høre ilde — hvilket er gjort om ikke just mere af Lægerne end Andre — fordi de gjorde Strikes (stak Ho’derne sammen) saa maa ogsaa Lægerne høre ilde og finde sig i at sammenlignes med Arbeiderne, hvad enten de nu kaldes Thraniter eller andet, ja de maa høre mere ilde; thi da Lægerne ere boglærde Folk, der ovenikjøbet har faaet fri Boglærdom, om de end maatte holde sig selv med Kost og Klæder. Det er dog alletider noget gjort af Staten dette, uagtet man nok paa en Maade kan sige, at Staten ogsaa har gjort det for sin egen Skyld. Men Staten gjør igrunden Alt for sin egen Skyld, og dette siger derfor saameget, at det intet siger, omvendt paa de enkelte Forhold. Lægerne faa derfor finde sig i at staa som Thraniter, men Herregud, derfor ere de lige agtværdige Folk; det er kun, at Tingen gives sit rette Navn.

Nr. 57/1856; fredag 07.03.

[Kunstige ordlag og halvlærde menneske; minneord om Heine]

Korrespondance
Christiania den 5te Marts
Istedetfor at tale om Telegrafmeldingerne, som nu om Dagene maa lyve hele Verden fuld — thi af saa modsigende Ting kunne dog ikke alle være sande — vil jeg tale om en meget ubetydeligere Ting end baade Telegrafen og Fredsmødet i Paris, skjøndt igrunden ligesaa morsom som disse; jeg mener Lensmanden i Hurum, der nu gjennem tvende Morgenblade har skrevet om Tilstanden i Hurum i disse sidste fem Aar. Det maa være en pudsig Mand dette, og da man altid udmaler sig en Forfatter efter det Indtryk, man faar af hans Verker, saa har jeg faaet et kosteligt Billede af Lensmanden. Det skulde være en Fryd at se ham engang for at komme efter, om min Indbildning har truffet ham. Dog dette er ikke muligt; Billedet er altfor eventyrligt til at være af et Menneske og ovenikjøbet af en Lensmand. Det maa være et snilt godt Menneske; men, du Alverden, hvor naragtigt. Det er en ganske vidunderlig Artikel han har skrevet, og af Morgenbladets mange grønne Blade ere dog disse tvende Blade de mest kaalgrønne. Det er bleven Mode nu, som Enhver ved, at skrive og tale om Stats- og navnlig Landhusholdningen, nemlig om Skog og Mark, om Fisk og Fangst, om Berg og Bakke, om Ku og Kalv, om Grise og Møgdynger. Det er underligt, at Ingen endnu har sat denne Statskogebog paa Vers, ligesom vi jo har en rigtig ægte Kogebog for Kjøkkenet paa Rim. Det var disse Tanker, som foresvævede mig engang, da jeg skrev følgende Linier af en Sang til en meget husholderisk og flink Kone paa hendes Fødselsdag:
— — — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — — —
En Hustru, som sit Hus tilbørlig Agt vil vise, —
som steller Kjør og Faar og Høns og gjøder Grise,
en saadan Hustru er som ment den ene Mei;
den anden Manden er paa Livets Landevei.
— — — — — — — — — — — — —
Men, hvad jeg her skrev til Ros for Kvinden, maa siges til Spot for disse Landhusholdere af den gode Grund, at de færreste forstaa sig noget paa det, de skrive om. Desuden maa det trykte Ord opretholdes i en vis Værdighed: det maa udtrykke Aand, og den, som ikke kan blæse Aand i Skog og Mark, i Svin og Møgdynger, han maa ikke løfte sin Mund op om dem.
Dog, det var ikke just Mangelen paa Aand i sin Landhusholdningsskrivelse, som gjorde Lensmanden saa pudsig. Om Aand kunde der nu ikke blive Tale. Det var derimod den mærkværdige Mængde af fremmede Ord og deres Anvendelse, som gjorde Afhandlingen vidunderlig.
Er det nu ikke besynderligt, at de, som kan mindst, skal være saa forspikkede paa at bruge fremmede Ord? Man kan bande paa, at den, som bruger mange fremmede Ord, er ligesaa uvidende som smagløs. Denne gamle Skik hænger nu alene igjen hos halvlærde Mennesker, f. Ex. Kontorister, Skolemestre, Storthingsbønder og ældre Kjøbmandsmadamer, ligesom den ældre Dragt med de korte Livstykker endnu bruges i Valders og Thelemarken, efterat de forlængesiden ere afskaffede i Byerne. En virkelig oplyst Mand bruger som Almuesmanden et Sprog, som er endeframt, og helst taler han Norsk, naar han forstaar det; men selv om han ikke kan Norsk, men blot Dansk, saa snakker han dog som et Menneske, og i de lange Ordlag er der dog en vis Klarhed. Statsraad Vogt,k1579 der staar saa høit i mange Ting, fører netop i Modsætning til Landets Jurister, for hvilke han har været Øverste, et simpelt Sprog, og ofte har han f. Ex. strøget ud Cirkulære og sat Rundskrivelse paa Udkastene til sine Sendebrev. Jo nærmere en Jurist kommer op mod Vogt, desto greiere skriver han, indtil man kommer ned til Examinaten, han være nu Fut eller Skriver, der skriver saa lærd og kunstigt, at man kan blive hovedgalen.
Dette er jo igrunden ganske naturligt, naar man tænker sig om: den, som intet kan, maa synes at kunne noget. Det er som med Skolelærere og Officierer, der maa være harske og holde Børn og Soldater ti Skridt fra Livet, naar de intet forstaa; thi skulde de, som ingen Aandsfylde have, være fortrolige, saa vilde man se deres Jammer og rive Parykken af dem, hvilket jeg engang har havt den Opbyggelse at se.
Saaledes skulde det vel ogsaa se ud, naar disse halvlærde Mennesker talte og skrev som skikkelige Folk! Det vilde hverken hænge i Sæk eller Toug, Almuesmanden vilde forstaa dem og sige: «ee synes det er noget Vas», medens han ellers kan ryste paa Hovedet og sige: «Gud fri os for Lærdom!»
Det er desuden letvindt at slænge udenadlærte Stumper om sig, medens der skal utrolig meget til at tale fatteligt, naar Tanken er noget indviklet. Det skulde vel ogsaa se deiligt ud med Filosoferne, dersom de ikke kunde bruge sine hule Talemaader!
Altsaa, kjære Læser, ser du en Avis eller Bog, hvor der er mange fremmede Ord og kunstige Ordlag, saa kan du være vis paa, at Forfatteren er en Klodrian.
Den tydske Digter Heine,k1580 Jøden, blev begraven i Paris den 20de f. M. Heine var maaske den vittigste Skribent, som har levet i Verden. At læse ham er, som det maa være for Kineserne at røge Opium. Han er sandsynligvis den eneste Mand, som aldrig har skrevet en Dumhed i sit Liv, og man ved ikke, hvad det vil sige at være aandrig, førend man har læst Heine. Christiania-Posten tillod sig at dømme Heine. Det var stivt det. Det blev ogsaa sagt der, at hans Ligfølge ikke var stort, medens et Brev fra Paris i et tydsk Blad siger det Modsatte. Men der sidder formange af Heines Vittighedspile i de mange Nulevendes Hjerter, til at han kan erkjendes, førend de ere døde. Man har kaldt ham en Spotter, hvilket dumme Mennesker altid kalde Aandrigheden.

Nr. 59/1856; søndag 09.03.

[Riksrett og trykkefridom]

Korrespondance
Christiania den 7de Marts
Af den danske Rigsretsdom, som for Ministrene er bleven frifindende, kunne vi Norske for vor Rigsret lære meget. Først, hvor farligt det er at anklage Nogen for politiske Overtrædelser, naar Gjerningen ikke kant og klart falder ind under Lovens Bogstav, idet de høie Dommere som Mæglere mellem Lovens Ord og Tidens Nødvendighed, gjerne give Tiden Ret i sine Fordringer, hvad enten disse gaa i frisindet eller trælbunden Retning. Derved bliver det først ogsaa Aanden, som dømmer og ikke Bogstaven, og dette er det just, som er den store Betydning af en høieste Domstol, at dens Dom er Tidens Dom. Tænke vi paa vore egne Rigsretsdomme, vil vi finde, at de have været saadanne Domme, og det er ingen Tvivl om, at jo i Danmark de fleste fornuftige Meninger vare for en Frifindelse, og at det blot var det anklagende Parti, der efter Politikens Medfør maatte drive paa at se en Domfældelse. Naar man derfor vil sætte et saa vældigt Redskab som en Rigsret i Bevægelse, maa man altid ligesom veire, hvad der ligger i Luften, og ere Varslerne ugunstige, maa man som en ægte Romer indstille Slaget, hvor fortræffelig end Planen er, og hvor klare end Lovens Ord monne synes at tale. Det er bedre at trække sig tilbage end tabe Slaget.
For det Andet kunne vi lære Noget, der ligger os saa nær, og det er, hvor ræd man maa være for at lade en mindre oplyst Dommer dømme den mere oplyste Anklagede. Naar vi saaledes tænke os en Rigsret hos os med det halve Antal ellers skikkelige Bønder til Dommere dømme en af vore ældste og lærdeste Mænd, som dog i Regelen en Statsraad maa forudsættes at være, da er dette Noget, som ordentlig er et Mord paa den menneskelige Fornuft, og et saadant Syn som Digteren maatte mene med det, der kunde bringe Guderne til at gaa fra Forstanden. En Dom af Landets høieste Domstol — i Himmelens Navn — den skulde jo være den høieste Retfærdighed paa Jorden, og denne Retfærdighed skulde betroes til Andre end til de ældste, lærdeste og mest prøvede Mænd! Der maatte ikke findes Fornuft og Retfærdighed paa Jorden, dersom Sligt kunde gaa, og det kan trygt siges, at vort Lagthing vil gjøre Ende paa vor Grundlov, dersom man ikke vælger Folk derind efter andre Grundsætninger end før og lader det komme til Rigsret. Menneskene kan taale Alt undtagen høieste Rets Domme, der ikke have alle menneskelige Formodninger for Retfærdighed for sig. Naar Staten slaar til med sin Mjølnir, saa maa den løftes af en Gud, der er mere retfærdig end Thor; thi han bragte Død og Undergang over Aserne, fordi han svigefuldt brugte sin Hammer nede hos Thrymer.
Derfor have vi en saadan Tillid og Fortrøstning til Herrens Dom, fordi han staar over Alt og kan bedømme alle menneskelige Omstændigheder, og ret finde ud, hvad der kan tale for Enhver. Paa de menneskelige Domstole maa den samme Tanke være, og jo nærmere vi komme dette ophøiede Forbillede, desto fuldkomnere ere Domstolene. Det er paa Trappen op til denne Throne vi maa gaa, skal vi ikke gaa tilgrunde. — Med denne Tanke er ogsaa Juryen dømt i Alt, hvad de egentlige Forbrydelser angaar. — Lad Almuesmanden gjøre Modstand, naar det bliver for galt; at bruge Næven, det forstaar han, og da er han i sin Ret, men juridisk Dommer maa han ikke være.
Danmark, Verden og den sunde Fornuft maa takke sin Gud for, at gamle Ørsted blev frikjendt. Det skulde have seet ud, om han var bleven dømt af Mændene fra Landsthinget! En vidunderlig Lovlærd og Lovgiver i henved tvende Menneskealdre dømt maaske af en Hosekræmmer, Hofbager, Overjægermester eller endog Amtmand uden synderlig juridiske Kundskaber! Jo, det skulde have været opbyggeligt. Det var nok, at Høiesteret i hin mørke Tid fældte Griffenfeldtk1581 og Nationen tillod, at Struensek1582 blev henrettet. Det er nok dette, mere end et helt Folk kan bære. Et Folk ihjelslaar ikke sine Profeter, uden sidenefter at vandre ved Babylons Floder. Arme, gode frugtbare Danmark! Det gaar tilbake Hakon, det gaar tilbage Hakon!
Det er ingen Tvivl om at Danmark maa ligesom Østerrig holde de forskjellige Nationaliteter sammen mod Enevoldsmagtens Tøndebaand, dersom det skal bestaa som selvstændig Stat. Mere end provindsiel Frihed er under slige Omstændigheder ikke tænkelig. Det maa være haardt for oplyste Danske dette, men, naar det gjælder at redde Livet, saa kan Valget ikke være tvivlsomt. Det maatte være denne Tanke, som ledede gamle Ørstedk1583 og de andre anklagede Ministre. Helstatsforfatningen med sit Rigsraad kan ikke blive andet end en Gjennemgang til den gamle Tilstand før 1848, da omtrent Halvparten Tydske og Halvparten Danske umulig kan baase sig sammen, og hvordan skal det i Længden kunne gaa med Island og Færøerne, hvis Nationalitet ogsaa maa komme til Orde, skal det mindste Skin af Frihed være? Altsaa Enevoldsmagt eller Despoti maa til, og det af en Person, Kongen; thi et Despoti af en enkelt Nationalitet, f. Ex. den rent Danske, bærer ikke Baaden.
Bortseet fra denne sidste Skeien ud fra Æmnet, kunne vi for det Tredie lære af nogle danske Blade, hvorledes vi ikke skal skrive om høieste Ret. Det er dog altfor voldsomt, for ei at sige uanstændigt, hvorledes der skrives om Rigsrettens Dom. Vel er der for Tiden større Trykkefrihed i Danmark end her, hvor man for halv saa haarde Ord maatte komme i Fængsel; men Trykkefriheden kan være som den vil — det vil sige Ansvarligheden — et Punkt er der, som ikke kan overskrides, og det er Anstændighedens. Saalænge man har Statsmagter, maa man tale til og om dem i sine Ordlag, der ogsaa er den Klinge, som biter bedst. Det er alene Plumpheden, som er grov, og om ikke for Andet, saa dog for sin Dumhed fortjener den Straf. Omsat i denne Tanke siger derfor §en om Straf for hvad man skriver: «Hvo, som er dum, ansees med Fængsel eller Bøder.»
At sammenligne Høiesteretsassessorerne med Heste, der trække de Frifundnes Triumfvogn, og sige, at Ministrene ere frifundne, men Høiesteret er dømt, det kan ingen Lykke bringe, enten man juridisk straffes eller gaar fri. Gjennemfører man saadan Tale i anseede Aviser, maa det trykte Ord tilslut vandre om i Landet som Fantefølgerne, der finde Folkenes Døre stængte.
Lader os derfor Alle, som politikere og skrive, lære meget af den danske Rigsret og Avisernes Sprog!

Nr. 63/1856; fredag 14.03.

[Theis Lundegaard]

Korrespondance
Christiania den 12te Marts
Det er nødvendigt at være poetisk engang imellem, og at tale om Theis Lundegaardk1584 paa andet end Vers, vilde være en Misbrug af Sproget. Man skulde igrunden skrive paa Oldnorsk om ham og i bare Bogstavrim; thi først naar man kommer ind paa Mænd som Theis, føler man, hvor umuligt vort Bogsprog er, ligesom overhoved ved Alt det, som er rigtig Nationalt. Det er som at trække en Balkjole, der lugter af Strygejernet, paa en Kjæmpe: den revner i hver evige Søm.
Over Theis Lundegaard
Af dem, som sad paa Eidsvoldsthing,
ei Mange er igjen.
De samles hele Landet kring
til sine Fædre hen.
Nu atter En af disse Faa,
i Jorden sænkes ned.
Vi sige, som paa Graven staa:
Hvil sødt i evig Fred!
Vor gamle Theis, som døde sidst,
var just en nordisk Mand,
saa norsk — det er baad’ sandt og vist —
som Nogen være kan.
Der Manddomsmerg i Manden stak,
af Vid var Talen fuld,
og naar han saa blev tørst — han drak,
men aldrig faldt omkuld.
Der var ei noget Kjæleri
og Kvindeklynk hos ham.
Han brugte aldrig Smigreri,
men gik saa endefram.
Som Bjørnen han med Labben slog
i lange, tunge Drag,
og aldrig Haanden sin han drog
tilbage fra et Slag.
Sin egen Vei han vandred paa,
han taalte ikke Baand;
og vilde man ham faa til gaa,
saa gik det tungt fra Haand.
Det hjalp ei Magt, ei Speil og Spil,
ei Leik og Lokkebud;
det maatte som med Galten til:
at trække agter ud.
Den Mand ei sukkede med Kors
og Hovedhæng mod Bryst:
Sin Gud han hørte aarligaars
i Stormens Kvad om Kyst.
Ved Lindesnæs er Lundegaard,
hvor i sin Messesærk
sig Bølgen dybt for Panden slaar
med Hugen fuld af Verk.
Hvad Under, han, som der var født,
var stærk som han var god,
og knælede som Havet blødt
ved Norges Klippefod, —
var atter fnysende og vild
til Storm beredt at gaa,
og saa igjen som Sjøen mild
med Svømmefugle paa!
Han var i Slægt med gamle Thor
og kunde hammerslaa;
han fram mod Mørkets Jetter for
med Munkehætter paa.
Som Thor han vidste, at man bør
i Kilde stemme Elv.
Han gjorde det, som Helten gjør:
han trodde paa sig selv.
Han gamle Kjæmpeviser kvad
og havde vældigt Ljo;
det ljomede i Aaserad,
— saa var det Kvad af to —
Var Kvadet godt, han graat af det,
og tidt af Kvinde-Hot*)
Den store Mand han graater let,
men af det Skjønne blot.
Som Storthingsmand var Theis vor Gjæst
ved Kongens rige Bord,
og Theis begreb, at Kongen bedst
maa like norske Ord.
Er de ei fine, Herregud,
tilslut det blir dog dem,
som bære os i Verden ud
og skjærme Hus og Hjem.
Det her som i Valhalla var
og alle Gudelag:
der bliver dødt, naar Ingen har
en Mund af rette Slag.
Ja, Dronningen man endog saa
at faa sig mangein Laatt,
naar Theis kom atter rigtig paa
sin gamle Rammeslaat**).
Det bedste Land paa Jordens Kreds
han trodde Norge var;
og derfor var han blot tilfreds,
naar Norge Prisen bar.
Til Broderskab han kjendte ei
— imellem Lande saa —
kun den er paa den rette Vei,
som ligger ovenpaa.
Som hver en gammel nordisk Aand
han var i Munden grov.
Det var ei Handske paa en Haand,
men He’sko paa en Hov,
og Grevet var paa Skoen stælt
— saa er den vante Vis —
og derfor gik det reine fælt,
saa Gnister sprang af Is.
Med Theis og slige Mænd som han
den gamle Kjæmpehaand
til trofast Tag rak netop fram
med Nutids frie Aand.
Det Olafsøxen give kan
til blanke Egg et Skaft.
Har Manden Aand, han er ei Mand,
har han ei Manddomskraft.
Du lette fine Kvitehveis,
der gaar paa Tip og Taa!
smil ei ad slige Mænd som Theis,
der sige graa er graa.
Naar Fremtids Ungdom ser paa dig,
som ligner pisket Halm,
da sukker den: «Hvo skaffer mig
den gamle norske Malm!»
*) Hot betyder baade omtrent Tække (objektivt) og Følelse, Længsel (subjektivt); i denne Betydning her.
**) Rammeslaat ɔ: en Slaat, som man begeistret spiller og ikke vil slutte med.

Nr. 65/1856; søndag 16.03.

[Statens pung; kommentar til Drammens Blad]

Korrespondance
Christiania den 14de Marts
Som i Sommer omtalt, skal Armeen forsynes med Feldtkjedler og Madkopper og Tallerkener af Blik, der ikke som Kobberet er giftigt, naar Fortinningen kommer af. Ihøst blev der saaledes aabnet Anbud paa 6000 Madkopper og Tallerkener efter antagne Prøver. Der skede da naturligvis flere Bud, som blandt andre Hensyn ogsaa vare dyre til, eftersom Mestrene tænkte paa at levere godt Arbeide til, og billigst blev da den og fik det, som trode at kunne komme fra, om Arbeidet ikke var ganske kontraktmæssigt; og kom end Besigtelsesmændene efter dette, saa vilde Medlidenhedshensyn lade dem tage Arbeidet for en lidt ringere Pris, hvormed Mesteren ogsaa kunde være tjent; thi Besigtelsesmændene ere menneskelige Folk, der føle Barmhjertighed for en stakkars Mand, der kunde komme til at blive siddende med sit forkastede Arbeide. Dette skal ogsaa være indtruffet nu om Dagene eller paa Vei til at indtræffe, idet Arbeidet ikke blev befundet efter Kontrakten, ligesom det nok ogsaa indtraf ved Horten for omtrent 4 Aar siden med 600 af samme Slags Madstel. Men det er neppe rigtigt dette, for det Første, fordi saadan Underhaandshandel kan sætte Døren paa Glyt for adskillige Ting, dernæst fordi Sagerne ikke blive saa gode, som de saart kan trænges til, og endelig fordi de dygtige og paalidelige Folk træffe sine Forberedelser for intet og siden ganske afholde sig fra at gjøre Bud, da de ikke kunne levere sine gode Sager saa billige. En anden Feil ved disse Soldatersager, som maa anskaffes, er ogsaa den, at Besigtelsesmændene — saavidt vides — ere blot trende Officierer, der med al sin Dygtighed og Nidkjærhed dog ikke kunne forudsættes at forstaa sig paa alle disse Ting, hvorfor det maatte fremstille sig som noget Rimeligt, at man ved hver Sag tilkaldte en Mand af Faget, der kunde rettelede.
Det maa indrømmes, at det ikke er godt at finde den rette Maade med Anskaffelsen af alle de Sager, som Staten trænger til. Naar det ikke er egen Pung, som svier, saa bliver man let høflig og barmhjertig, ja, man kan næsten sige, at man bliver mere medgjørlig og pyntelig, jo mere samvittighedsfuld man er, da det ligger saa nær, at det er bedre Staten lider end Enkeltmand, og at det altid er kristeligt at skaffe en Mand lidt Fortjeneste, naar den faar for saa godt Kjøb. Derfor ser det paa den ene Side saa underligt ud med Kulleveringer f. Ex. som nu nys har været omskrevet, og derfor kan vedkommende Styrismænd bortvise alle Hentydninger og finde de fortræffeligste Grunde. Alle ere i sin gode Ret, baade de, som forundre sig, og de, som finde, at Forundringerne ere høist urimelige. Man kommer ind i disse fortvivlede Slutningsrækker, hvor man hverken finder ud eller ind, og for hvilke en berømt Græker styrtede sig i Havet. Men Taalmodighed og lidt Kunst kan dog faa den mest ugreie Hæspel af Vinden. Saaledes ogsaa her. Tanken maa holde fast paa en Pung, en Pung vel at mærke, som ikke svier. Det er denne Egenskab ved Pungen, som gjør det hele Vildrede, og da man nu ikke kan betage Statens Pung denne ulykkelige Egenskab, saa vil vi selv og alle vore Efterkommere komme til at forundre os, saalænge vi leve og føre Smaafægtninger med vore Styrismænd, som med den høieste Forbauselse og smerteligste Saaring afvise vore Angreb. Det er dog en ulykkelig Pung dette; bare man kunde faa den til at føle Svie! Man kunde virkelig styrte sig i Havet over dette. Man tænke sig blot en Departementsmand f. Ex., der er saa from og god som Dagen er lang; han vil ingen Moders Sjæl Uret, saa at man begik den blodigste Synd ved at mistænke ham for det Svarte paa Naglen; og han kjender ovenikjøbet en Bogtrykker f. Ex., der udbreder Guds Ord. Hvad er nu naturligere og mere uskyldigt, end at denne Mand faar trykke for Staten og tjene sig en Skilling? Hvem forbinder Mennesket til at prutte og se sig om? Man iagttager de almindelige Forholdsregler under slige Omstændigheder, og Samvittigheden sidder saa lunt i Ovnskrogen som den nydeligste Hund. Denne ulyksalige Pung, som aldrig kan lære at føle Svie.
Ja min Sæl har Dr. Blad taget Lensmandens Parti, som var saa grov til at knote i Morgenbladet! Velbekommen! Jeg maa gjøre en Visestub om den Ting paa Melodi: Ifjor gjæt’ eg Geitan:
Beslægtede Aander hinanden behage.
Der fandt, som man siger, en Krage sin Mage.
Visen burde være gjort paa Syrisk, Chaldæisk og Chinesisk, for da maatte den have frydet disse Herrers Sjele. Jeg har imidlertid blot gjort den paa Dansk, hvilket Sprog de rimeligvis like næst hine orientalske; paa Norsk turde jeg ikke gjøre den, for da kunde de have leet ad mig; det kan være Mange nok, som gjør det alligevel; saa siger Dr. Blad, og jeg gjør intet Andet end tror.

Nr. 69/1856; søndag 23.03.

[Skoleskip]

Korrespondance
Christiania den 19de Marts
Det er en meget god Antydning, som fra Kjøbmand Nichelsenk1585 med Anbefaling af tvende høie Officierer og Sømandsforeningen staar i Christiania-Posten for igaar, nemlig at et Skib burde udrustes ligesom ved Marinen til praktisk Lære for vordende Sømænd, saadan som man ogsaa har det i Stockholm og temmelig ligt før i England, hvor man vil have det igjen. Tanken er blot løselig antydet, uagtet et Overslag over Skibets Kostnad er gjort; Tanken synes at maatte anbefale sig selv, saa at Enhver kunde udsmykke den med nærmere Grunde. Det er dog ikke saa. Dette er en saa stor Forandring i den gamle Skik, at det nok kunde trænges til at udvikle Tanken nærmere, og inden Sagen kommer igang, vil nok ganske rigtig Meget blive skrevet.
Det er underligt, at man ikke længe har seet og søgt forandret den almindelige Oplæring til at blive Sømand. Man har gaaet frem igjennem den raa Erfaring ligesom i Verdens første Dage, ret som Videnskaben og Velstanden ikke ogsaa paa dette Feldt kunde skyde sine Gjenveie. Man har nok sin Navigationsskole om Vinteren, men fordi den er skilt fra Sommerens praktiske Bedrift, bliver den ufattelig for disse mange Mennesker, der i Regelen have saa liden aandelig Udvikling, at de ikke kunne tænke sig en Ting uden at se dem for sine Øine. — Hvad de lære, bliver derfor noget rent Udenadlært, noget Paakalket, der strax falder af i store Flænger. Lærte man dem derfor at logge, at tage Solhøiden, at beregne Strømmen, at finde Misvisningen og alle disse praktiske Ting under Skibets Gang, kort: dersom Navigationen blev en Agerbrugsskole paa det Vaade, saa skulde man se for alle de flinke Folk, man fik, og saa kunde man i Lovgivningen forkorte de befalede Aar til at blive en befaren Mand, efterdi man lærte mere paa en Sommer end paa fire. Man lærer i Grunden ingen Ting ved at fare, naar man ikke farer for at lære. Det bliver en tankeløs Bedrift, som opløser sig i at klyve, løfte og heise, ligesom det jo er erkjendt, at man ingen Jorddyrker bliver ved at trælle med Jorden sit hele Liv, dersom ingen Fremskridningstanke kommer til. Derfor er den ene Slægt ligesaa klog som den anden, næsten ligesom Dyreslægterne, hvor en Bjørn nu og en Bjørn paa Kristi Tid ere lige kloge. Bortseet fra den Sømandsvidenskab, som Enkelte har tilegnet sig, er vor Sømandsstand neppe bedre end i gamle Dage. Arbeide uden Tanke kommer aldrig i Evighed længer end til det samme og det samme Arbeide.
Tænker man sig nu videre, at det er mange velholdne og velopdragne Børn, som efter vort Lands Natur maa finde en passende Levevei paa Søen, saa fremstiller det sig som noget Nødvendigt, at faa en svømmende Skole istand. Det er unegtelig haardt for en saadan Gut med engang at gaa med som Koksmat-Jong eller hvad han kan gjøre; thi selv om Forældrene kjende Skipperen, selv om han er en kjærlig Mand, saa kan han hverken for de Andre paa Skibet eller efter sine tilvante Begreber om Sømandsopdragelse gjøre synderlig Forskjel mellem ham og de Andre. Gutten bliver lei eller fortvivlet, da han altid er vant til Tanke ved sit Arbeide; han gaar væk og forlader en Levevei, hvor han kunde være baade sig selv og Andre til Velsignelse. Fik man derimod et saadant Skoleskib, vilde han blive oplært.
Ligesom der ved Skolerne er høiere og lavere Klasser, saaledes kunde man idetmindste tænke sig to Klasser af Skoleskibe: den lavere, som gik paa de europæiske Farvande, og den høiere, som gik paa de fjernere, i Lighed med den lavere og høiere Sømandskundskab, som man alt har og som man har afhandlet om nærmere burde indføres i Lovgivningen. Det er jo forendel dette Departementet har indhentet Erklæringn329 om fra Sømandsforeningerne Landet kring. Ved at gaa ind paa denne Vei, kommer man længere end alle Love, som saa alligevel blive døde og magtesløse, naar de ikke understøttes af Folkets Opdragelse.
Men hvorledes skal man nu begynde med disse Skoleskibe, som man her kalder dem? Skal hver By stille sig i Spidsen for et eller flere og faa Understøttelse af Statskassen, i naturlig Lighed med den Amterne faa til sine Landbrugsskoler? Eller skal man overlade det til Enkeltmands Driftighed, der faar sin bedste Navigationsskole istand ved at fare med Skoleskibet om Sommeren og praktisk indøve, hvad Lærlingen har læst over om Vinteren?
Det bliver vel en Raad med Udførelsen, naar Folk kommer efter, at Tanken er god, ja nødvendig, for at Norge kan gaa frem til sin «Ros og Magt» paa Søen. Har Naturen nogensinde anvist et Folk til Havet, saa er det de Norske, og det maa være den enkelte Mands saavelsom Statens Tanke at opfatte denne Landets Naturstilling og arbeide derefter. Vi se hvor stor vor Handelsflaade alt er, — om den er den femte eller tredie i Rangen, gjør ikke stort; stor er den i Forhold til Landets Befolkning, og det er nok; den største forsaavidt i hele Verden. Dette er ogsaa Noget, der kan ægge til at gaa videre, og se til at blive et Mønster saavel i Styrke som Dygtighed. Den norske Sømand er bekjendt som modig og praktisk dygtig; han bør ogsaa se til at blive ligesaa berømt som aandelig overlegen; thi først naar disse tvende Ting komme sammen, har man den egentlig store Mand.

Nr. 72/1856; fredag 28.03.

[Norsk teater, norsk råskap]

Korrespondance
Christiania den 26de Marts
Vi kommer os: nu have vi havt en Theaterkrisis ligesom den haves i Kjøbenhavn. Efterdi vi ingen Ministerkrisis have, saa er det godt, at vi som de gode Kjøbenhavnere, hvem vi saa gjerne ville ligne, dog kan have en saadan Kværk (Krisis). Ligesom der i Politiken gives mange Ting, der bevirke en saadan Kværk, hvorom Folk ingen rigtig Mening kan have, saaledes skal Du heller ikke, kjære Læser, spørge efter, hvad der kan være Aarsagen til denne Kværk ved det norske Theater, eftersom den aftrædende Direktion intet vilde sige, og ved sin Il ligesom bad Folk ikke at kige bag Kulisserne. Der paa Theaterne er ogsaa mange Ting bag disse malede Blomster, Buske, Træer og mere, hvor man med Blade skjuler sig ligesom fordum i Eden da Røsten lyder: Hvad har Du gjort?
Uden derfor at granske de aftrædende Medlemmer og deres Gjerninger, ville vi hefte os til de nye og haabe paa dem, holdende os til en fransk Hofmands Ord, der lød saalunde: «Man holder Potten for Ministerne, saalænge de sidde paa Tabouretten, men naar de ere stegne ned, slaar man den over deres Hoveder.» Verden er ikke anderledes.
Det er ingen Mand for fedt, at være Theaterdirektør; man kan endog forundre sig over, at Nogen vil være det uden Løn; men da der altid i Verden gives ubetydelige Mennesker, som finde i en saadan Bestilling noget Stort, saa gaar Forretningen, ikke at tale om de sjeldne Tilfælde, at Folk gjøre det fordi de tro at gjøre en nyttig Gjerning.
Hvilke ere da de nye Direktører? Naar Overlærer Knudsenk1586 og maaske Student Hartvig Lassenk1587 undtages, saa kjender Ingen dem. Knudsen var saa medgjørlig, at han gik ind igjen, og han er saa fredelig, at han kan arbeide sammen med Alle; og uagtet han har skrevet mere nyttigt om Norskheden end maaske nogen Anden, saa hindrer dog ikke det, at Stykker nu som før vil kunne opføres paa det norske Theater med de mest unorske Talemaader af Verden. Isaahenseende maa det rimeligvis blive noget værre end før; thi har man nogensinde sat Bukken til at passe Kaalen, saa var det sandsynligvis ved at sætte disse Andre til Direktører over et norsk Theater; thi hvad de kan eller ikke kan, saa kan de dog saameget, at de elske Dansk og hade Norsk. Det maa de nemlig gjøre, da de rimeligvis gjøre Fordring paa at kaldes dannede Mennesker, og vi ved Alle, at vore fine Folk betragte norsk Sprog og norsk Theater som en Raahed, der kan være god nok for Pøbelen, men som Enhver, der gjør Fordring paa Dannelse, ikke kan vedkjende sig. Saaledes vil det ogsaa blive i den første Menneskealder, og rimeligvis saalænge der gives halvdannede Folk, der ligesom Jean de France (Hans Frantsen) knappe Kjolen bag, fordi man gjorde det i Paris.
Det er dette som det norske Theater ligesom ikke har vidst, eftersom det har stræbt at være tillags for vore Danske, der til evig Tid bare vil le ad det norske Theater og blot gaa derop engang imellem ligesom man stundom gaar paa Klingenberg for at se paa Dyr og Karussel. Det norske Theater kan «trække saamange gode Familier» det vil ind i Bestyrelse og andet; de «gode Familier» vil vende derifra, dersom de ikke faa Tingen paa sin gode Dansk, og den eneste Brug man her som overalt har af de «gode Familier», er at man kan ødelægge sig med dem. Det er derfor klogest i Verden, at lade de «gode Familier» være for sig selv, og holde sig til sine Egne; thi de «gode Familier» synes altid det er en Naade, naar de nedlade sig til at fortære Ens Mad og Drikke; bagefter drive de endda Spot, og med Rette; thi hvad vil man der? Det er Forfængeligheden.
Imidlertid er denne det norske Theaters Nærmelse til de «gode Familier» dog kanske nyttig for Noget. For det første fordi det viser, hvad det norske Theater i sin nuværende Skikkelse kan blive for noget, og dernæst fordi det maa give Anledning til at et andet norsk Theater lidt efter lidt kan drage Kraften fra det danske og saaledes gjøre Overgangen. Saalænge her blot er et norsk Theater, vil det danske bestaa, eftersom et norsk Theater i Modsætning til et dansk vil blive Pøbel, da Afstanden dog altid bliver nogen; men ved nu at have et saadant dansk-norsk Theater, vænnes man fra det fuldblods danske, og Norskheden kan gaa sin sikre Vandring fremad paa det andre norske. Stillingen tegner sig derfor ikke ilde nu, og den Bemærkning, at de Norske burde se til at være enige, er blot en Bemærkning af Folk, som vil det Umulige.
Det er ikke at vente Enighed nu saadan i Førstningen. Det er en altfor stor Ting, man vil, til at kunne vente Enighed, og dette Norskhedens Rige splittes ikke fordi det endnu er uenigt med sig selv. Men skal et norsk Theater gaa, maa en enkelt kraftig Mand alene staa i Spidsen for det. Af slige Generalforsamlinger og mange Direktører kommer bare Strid og Betænkeligheder og Ingenting. Publikum er den Eneste, som bør og kan dømme.

Nr. 74/1856; søndag 30.03.

[Dampskip]

Korrespondance
Christiania den 28de Marts
Naar man saadan som nu om Dagene ser en Menneskemasse hugge Raak, og Skibene langsomt flytte sig indover, da tror man at befinde sig op i Landet og se Naturstanden i al sin Ubehjælpelighed. Saaledes bar man sig vist ad for halvandet tusinde Aar siden: Isvækker, Brot, Kjettinger, Vandstøvler, Skrig og Hallo, alt var saa ligt som to Draaber Vand, det kan ingen Tvivl være om; og havde her da været By med Fiskeædere, vilde man som nu have kjørt Fiskekar, omvundne med Baasser og Halm, for at holde Klaken ude hele den lange og kolde Vinter igjennem, istedetfor at have et Fartøi til at holde Raaka aaben og dermed staa i Forbindelse med Verden og Fiskebygden. Tvivlsomt kan det dog være, om man havde været saa ubehjælpelig, dersom man havde kjendt til Dampskibe af Jern, der uden at saare, men blot vedn330 at blænke sin Bringe, kan knase en sex Tommers Is, den tykkeste, som kan fryse paa den længste Nat.
At man nu ikke har sig et saadant Vinterskib, er daarligt og dyrt; thi regnede man blot efter, hvor dyr og ofte umulig Fiskeforsyningen hele Vinteren igjennem bliver, saa skulde man vel se, at det vilde svare god Regning, at have et saadant Fiskeskib, der ogsaa maatte kunne benyttes til mange andre Ting, ikke at tale om de mange Penge, det koster at hugge Raak hver Vaar, hvilket ogsaa maatte bringes i Afslag. Desuden havde man Pusterum og laa ikke beleiret, hvilket ikke blot er en utaalelig Ting, men ogsaa ydmygenden331 for en By som Christiania, der ligesom al Oplysning maa se til at blive Herre over den raa Naturmagt, især naar den saa let lod sig overvinde som her.
Af Dampskibe, som kom ind igjennem Raaken, var Ganger Rolf, der kom op første Gang, et mægtigt Fartøi og ret smukt. Det svarer til sit Navn. Saaledes skal Ganger Rolf komme tilbage til os fra sine Efterkommere, der ogsaa ere i England ligesom i Normandiet. Under en forædlet Skikkelse skal han vandre ud igjen og bære Norges Ros videnom i Verden; thi ligesom Norge i gamle Dage var Heltenes Land, saaledes skal det i denne nye Tid være Skibenes Land. Det passer ligegodt til begge Dele.
Det er gode norske Navne man finder paa mange af vore Dampskibe. Slige Ting virker mere for Nationaliteten end lange Afhandlinger om Sproget i Bøger og Aviser. Naar Øret hører Navne som Ganger Rolf, «Foldin» og «Drafn,» vækkes gamle Minder, og man kommer efter, at vore Forfædre havde Sands for Malm i Mælet. «Drafn» er dog det bedste, fordi det viser haandgribeligt, hvorledes Ordene ere blevne vanskabte. «Drafn» er blevet til «Drammen;» det er netop, som man vilde gjøre «Navn» (Nafnn332) til «Nammen.» Nu ja, der var lidt Tydsk i det ogsaa: «Namen.»
Paa Moss har man derimod været uheldig med Navnet paa sit Spidse, hurtige Dampskib; man har nemlig kaldt det «Moss», hvilket er et daarligt Navn; og endda fik man først dette kjedsommelige Navn ud efter meget Hovedbrud. Saa gaar det, naar man har et daarligt Hoved. Jeg maa her fortælle en Historie. Jeg var ifjor engang paa Moss, medens man holdt paa at bryde sit Hoved med et Navn paa sit Skib. En Mand spurgte mig da, om jeg ikke kunde forløse de ærede Mossinger med et Navn. Jeg var netop paa et Sted, hvor jeg kjendte Lugten af Drank fra alle Brænderierne, og foreslog derfor, at Dampskibet burde hede «Finkeljokum» (et kønt dansk Navn forresten.) Men, Mennesket saa paa mig med en sand Forskrækkelse, og kom dette Navn ud, hvilket jeg forresten ikke tvivler paa, saa kan jeg ikke vente mig noget godt paa Moss. Jeg tvivler dog ingenlunde paa, at de ærede Mossinger havde vundet ved at kalde sit Skib «Finkeljokum;» thi Brænderi er jo en ligesaa ærlig Bedrift som nogen anden, og de havde ved at kalde Skibet «Finkeljokum» lagt en saadan Aandsfriskhed og godmodig Selvspot for Dagen, at det maatte have vundet dem alle Passagerers Hjerter. Hvem vilde nemlig ikke heller have gaaet ombord paa «Finkeljokum» end paa de andre Skibe, der nu komme til at ligge omkap? Hvilken Fryd maatte det ikke have vakt paa Moss og overalt, naar «Finkeljokum» kom? Og saa «Finkeljokum» for Anker eller fortøiet? Men, saaledes er Folk: de vil heller være flaue, og tro derved at bevare en Værdighed.
Paa Hedemarken har man ogsaa holdt et Syndehus med at faa et Navn paa et af de nye Mjøsdampskibe. Man fik fat paa Ordet «Skidbladner:» men saa blev der Kvalm over Bogstavet «d» ind i Ordet, der formentes at lede Tanken hen paa noget Stygt, eftersom man var vant ved et dansk Ord, der betyder noget andet end et afkløvet Stykke Træ. Nu har man faaet «d»’et udstrøget og «Skibladner» staar igjen, rimeligvis til ingen Forargelse for de fine Folk deroppe. Navnet er ellers tungt.
Det gaar med Byerne, naar de faa sit Dampskib, som efter Ordsproget med unge Mennesker, der falde hen i Tanker, om hvilke man siger: «Han grubler paa, hvad det første Barn skal hede.»

Nr. 80/1856; søndag 06.04.

[To nye statsrådar]

Korrespondance
Christiania den 5te April
Tvende Kongsraader er nu at vælge, og det er derfor intet Under, at Aviserne gjøre sine Gisninger og adskille Faar og Bukke. De kunde nu vistnok ligesaa gjerne tie, de gode Aviser, for Styrelsen hører vel ikke mere denne Gang end før efter dem; men det er nu engang Skik at skrive om slige store Ting i et frit Land.
Tvende Mænd er — saavidt mig bekjendt — ikke bragt i Forslag, og dog er dette Mænd, der længe have udgivet Aviser, været Storthingsmænd og Præsidenter atpaa, — kort, Mænd, som i et folkeligt Land fortrinsvis synes at maatte kome i Betragtning til Kongsraader, det er Daak1588 og Stabell,k1589 der hver for sig have sine særegne Fortrin, den Første som Videnskabsmand, den Anden som Forretningsmand, og begge saa kjendte med Landets Tarv som nogen Anden. Det tør ogsaa antages, at de ikke undsloge sig for Kaldelsen, uagtet de maaske begge, og især den ene, tjene ligesaa meget nu, som om de bleve Kongsraader, ikke at tale om, at de vilde miste den folkelige Indflydelse, som en Avis altid giver; men af høiere Hensyn og maaske trætte af den folkelige Hyldest afsloge de neppe Væsken (Porteføljen). Der er en Længsel i os Alle efter at sætte Foden paa alle Trin af Livets Trappe, og navnlig ønsker den, der med Aanden har virket for Folket, at kunne virke for det med Legemet; thi, man sige hvad man vil, en Kongsraads Virksomhed hos os er væsentlig legemlig.
Det er dog sandsynligt, at Assessor O. Løvenskjoldk1590 bliver den ene Kongsraad, og negtes kan det umuligt, at ogsaa dette Valg maatte være et godt Valg. Vi har nemlig saa faa gode Navne, og Norge bør hegne om sine sidste Adelsskud; thi har Folkets Mænd, som Daa og Stabell, sine Fortrin, saa har ogsaa Adelen sine, og det mindste er ikke det, at Adelen er ophøiet over Smaalighed, hvortil vi Smaafolk ere saa tilbøielige, og kommer da Formue til, som her hos Løvenskjold, saa kan man love for det Sande og Gode, ligesom man i Høiden nyder den rene Luft imod nede i Mudderet og stillestaaende Damme. Man slipper at læse «Kollekt Epistel, lader os Alle bede», hvilket en Statsmand ikke maa gjøre, undtagen han med det samme træder af. Uafhængighed er Statsmandens første Betingelse, og var det ikke for det, at det i et folkeligt Land saa noget underligt ud, saa vilde jeg sige, at en Kongsraad burde være rig, for det første for at han heller kunde understøtte sin trængende Familie (thi hvem har ikke en saadan) med sine egne Penge end lade Staten være Familieforsørger, og dernæst ogsaa for at kunne gjøre et Selskab, der kommer sig og er nødvendigt for en saadan Mand, især nu, da vi faa et Hof og ellers naar Kongen er her og som et Træf udenlandske Gesandter. Det ser nok saa folkeligt ud at se vore Kongsraader gaa som Hjuringgutter med Væsken under Armen; men, gaar det nogensinde galt med vor Frihed, saa bliver sikkert en af de fornemste Aarsager den, at vore Kongsraader, Storthings- og Embedsmænd ere uformuende. Den, som er fattig, bliver lav, før han ved af det, almindelig talt; thi at Mange ere store i sin Nød, maa til Troen paa Menneskeslægten siges; men Folk maa tages som de ere flest til, idetmindste maa det gjøres i Politiken. Løvenskjold vil forhaabentlig ligne sin Fader, om hvem jeg af Erfaring gjennem ældre Folk kan sige, at han i sit Embedsdistrikt og ved sit Verk var elsket som Fader. Naar han reiste til Stockholm, fulgte de ham paa Veien og graat og trode «det var sidste Gang de saa ham.»
I Politiken kommer man nu aldrig til nogen Enighed, og det er vel: der skal man netop slaas, og uagtet jeg ikke indlader mig i politiske Slagsmaal, saa liker jeg dog at se paa dem, ligesom jeg standser paa Gaden og glor, naar Folk haardrages.
Vil O. Løvenskjold ligne sin Fader, kommer nok Landet til at være tjent med ham i Længden. Det er godt for Folket at have Mænd i Kongsraadet, som have Mod til at sige sin Mening, og som kan true med Afsked, fordi de have Noget at leve af, om Herren tager Husholdningen fra dem.
Et stort Navn er heller ingen ringe Ting i Verden; men maaske vi Smaafolk føle dette bedre, fordi vore Navne ere smaa. Man tænker altid stort om det, man ikke har.
Amtmand Aallk1591 har ogsaa et Navn og er rig, hvorfor han vilde være skikket til Kongsraad, saameget mere, som han tillige er arbeidsom.
I dette Øieblik fortælles, at Storthingsmand Hagerupk1592 fra Horten er udkaaret til Kongsraad. Der er altsaa blot en Post igjen; men der bliver vel snart en til; Vogtk1593 er en gammel Mand.
Saavidt Udenforstaaende kunde skjønne, lod Hagerup til at være en arbeidsom Mand paa Storthinget, og man har ellers intet andet end godt hørt om ham. Hans Udnævnelse maa derfor ansees som god. Iøvrigt er det, om muligt, endnu mere overflødigt at tale om den, der alt er udnævnt, end om den, der antages at burde udnævnes; men mest overflødigt er det at tale om dem, der ere aftraadte, f. Ex. Eriksenk1594 og Stang.k1595 Det bedste var, om vi Allesammen kunde tie baade om Kongsraads- og andre Embedsudnævnelser; thi af alle Avisernes Ordgyderier er saadanne Taler det største.
Derfor har ogsaa jeg taget mit Parti og skrevet om Skjæg saadan som i sidste Artikel, naar jeg ikke kan gavne og fornøie med noget Andet.

Nr. 81/1856; tirsdag 08.04.

[Skjegg — og fred]

Korrespondance.
Christiania den 2den April*)
Propter barbam et staturam homo (Manden kjendes paa Skjægget og Skikkelsen) sagde allerede en romersk Digter, og vist er det, at Skjægget spiller en stor Rolle i denne Verden, hvorfor man ogsaa siger, naar det gaar En galt, «han bliver barberet.» Det er Synd, at vi ikke fuldstændig kjende Skjæggets Historie, men se blot ligesom enkelte Lyn i den ellers mørke Nat. Vi vide, at Patriarkerne og det gamle Jødefolk havde langt Skjæg, og at de holdt det saa helligt, at de i en Sorg ragede sit Hoved, men lod Skjægget staa. Vi vide, at Mohamedanerne sværge ved Profetens Skjæg, — de give endog Alla Skjæg og sværge: «ved Allas Skjæg.» Grækerne gave Jupiter og de andre Guder langt Skjæg, og de kristne Malere i Italien for tre Aarhundreder siden give alle bibelske Personligheder vældigt Skjæg. I Rubensk1596 «sex Dage,» staar saaledes Mesteren med ærværdigt Skjæg. Paverne derimod havde nok intet Skjæg, hvorfor man siger, naar der strides om ingenting: «De trætte om Pavens Skjæg.» Af denne Skjægløshed hos Paven maa det komme, at alle «hellige Folk,» saaledes som nu i Skien, betragte Barter som et Mærke paa Ugudelighed og al anden Vantro, ligesom vel ogsaa, at vort alvorlige Landsfolk har meget imod alt Bartvæsen, hvorfor de saakaldte Løver, hvis største Skjelnemærke er Skjæg, sortbrændt af Helvedessten, er en Afsky i Folks Øine.
Dog kan ogsaa den hellige Afsky mod Skjæg komme af den gamle Tro, som ogsaa i den nyere Tid en tydsk Forfatter — om erindres ret — Cannek1597 har udtalt, nemlig at Skjægget er Mærket paa Synden og Vildhed. Den lærde Muretk1598 siger saaledes i et af sine Breve, at man i den nyere Tid er kommen efter, at det nok turde være sandt, hvad der berettes om Jugurta,k1599 at han ikke blot var skjægget i Ansigtet, men ogsaa paa Hjertet, idet man saa efter paa en grusom Røver, der blev henrettet i Mailand saa ved det 14de Aarhundrede, paa hvilken man ikke blot fandt et Ansigt saa skjægget, at man neppe saa, hvad det var gjort af, men Røverens Hjerte var endog skjægget.
Underligt er det dog, at Kvinden ikke ogsaa har Skjæg, dersom det kommer af Synden, eftersom hun jo havde fuldt saamegen Andel i Faldet som Manden. Man ser nok Skjæg paa enkelte Kvinders Hage, naar de blive noget tilaars, men det er aabenbart mod Naturen, hvorfor de ogsaa nappe et af og blive sinte, naar man siger dem det. Forsaavidt er ogsaa den Sætning begrundet, at Kvinden er det forsonende Element. Imidlertid lader Holbergk1600 forstaa, at Kvinderne under Jorden have Skjæg; thi da Niels Klim dernede gjorde sin Reise, blev en Sugge (dansk So) forelsket i ham, hvilket utvivlsomt i det besynderlige underjordiske Sprog maa betyde en Kvinde. Men da Klim ikke gjensvarede hendes Følelser, sagde hun med Mistanke til sine Børster: «Hold det ikke for en Lyde, at jeg har stive Børster; thi et Svin uden Børster, en Hest uden Man, et Faar uden Uld, en Mand uden Skjæg ere uanseelige.»
I Rusland var Skjægget en Nationalhelligdom, indtil Peter den Storek1601 begyndte at oplyse sit Land ved at ansætte Barberer i By og Bygd. Det gik tungt som med al anden Oplysning, idet Folket rakte frem sin Hals og sagde, at de heller vilde miste sit Hoved end sit Skjæg. Heraf ser man, hvoraf Ruslands Oplysning har sit Udspring, og naar man taler om Ruslands Kultur, maa aldrig glemmes, hvorfra den har sin Oprindelse, hvorfor den ogsaa kjendes igjen; thi Alt gaar ud paa at barbere.
Kongelige Personer og Militæret har altid havt Barter; men da Henrik IV af Frankrig blev forelsket i den «skjønne Gabrielle,»k1602 som ikke likte Skjæg, maatte han tynde det saameget som hans kongelige Værdighed tillod, og dette tynde smale Gjærde paa Overleben har siden været i Mode under Navn af «Bartn333 à la Henri quatre.» I England har i de senere Tider — saavidt vides — alene Kavaleriet brugt Skjæg, indtil Hæren nu kom paa Krim, hvor det har voxet paa Alle som et Vildnis, til stor Forargelse for «Ordenens Mænd.» I alle monarkiske Lande ere Forordninger gangne ud om Skjægget, sidst, saavidt vides, i Danmark, og alle Konger have ligesom smukke unge Kvinder drømt om Barter og Moustacher.
Denne min lærde Undersøgelse om Skjægget, har alene til Hensigt at forberede mine ærede Læsere ogsaa paa mit Budskap om at Freden er afsluttet, til hvilket glædelige Budskap jeg som mest passende vil knytte nogle skjæggede og barberende Betragtninger. Tildels, efter hvad ovenfor er udviklet, kan Skjæg betyde Krig og Barberen Fred, hvorfor jeg ogsaa, da Enhver er sig selv nærmest, begyndte at anlægge Skjæg, da Budskabet om Traktaten af 21de November kom hid; men ved hver Post og navnlig Minister Manderströmsk1603 Redegjørelse, der sagde, at Traktaten intet Fiendskab betyder mod Rusland, lod jeg mig barbere; ligeindtil det af Russerbladet Le Nord grant viste sig, at Traktaten var det samme som et Forbund med Vestmagterne, om Krigen skulde vare ved, — da, da fra den Tid sad Skjægget i krigersk Forventning. Jeg har saaledes rimeligvis været den eneste norsk-svenske Magt som har, hvad man kalder, demonstreret. Det er ingen stor Demonstration, men, naar man gjør, hvad man kan, med god Villie, saa er man undskyldt, og derfor drister jeg mig til med Selvfølelse at kalde mig en god Borger. Havde vore Statsmænd gjort saameget efter sine store Evner under Krigen og nu ved Fredens Budskab — thi jeg har nu barberet mig — saa vilde vor Fremtid have seet mere lys ud. Derimod har jeg ikke taget det hele Skjæg, efterdi Freden endnu ikke synes at tegne sig til at blive af lang Varighed. Der stikker en Braad igjen af Krigen. Men en Skjægmængde maatte dog falde for Kniven, da Fredens Bud med Telegrafen kom blinkende hid. Jeg følte, at jeg maatte staa barberet som den øvrige Verden, med Undtagelse af Napoleonk1604 og Rusland, uagtet det har mistet sin Sortehavsflaade. Friheden i Europa er barberet, England og Tyrkiet saa barberede, at der rimeligvis aldrig kommer Skjæg paa dem mere. Det franske Folk er barberet, medens Keiseren staar med sit martialske Skjæg, indtil man formodentlig om en Stund tager baade Skjæg og Hoved. Den norske og svenske Statskasse vil blive barberet, ved alle fremtidige Rustninger og Befæstninger mod Østen. Vor egen Frihed vil efter alle Mærker blive barberet; thi vover man at udtale sig saa om den engelske, der er saa gammel og befæstet, hvorledes maa det da ikke gaa vor? Vore Skog- og Gaardpriser vil blive barberede, da Last og Korn vil billig kunne faaes fra Østersøen.
Over Alle staar Rusland skjægget med Kniven: over Tydskland, men først og fremst over Norge-Sverige, som det længe vil barbere og derpaa, efter rimelige menneskelige Beregninger give et dødeligt Snit, ligesom det alt har gjort med Polen.
Det er intet Under, at jeg har barberet mig.
Barberer Eder Alle!
*) Kom os først ihænde den 6te dennes.
Red. Anm.

Nr. 86/1856; søndag 13.04.

[Gatene i Christiania]

Korrespondance
Christiania den 11te April
Nu i Førefaldet har her rigtig været et ganske vidunderligt Uføre her i Byen, hvilket har været saameget utaaleligere, som Uføret ogsaa er kommet ind i Aviserne, hvor Gadedrivere og rimeligvis ogsaa Politiet har faret med sin Søle, sine Stoup (Støb), sine Rendestene, Baggaarde og alle andre tilsmurte Ting. Men saa maa det heller ikke glemmes, at man tillige har feiet, og uagtet Feiningen endnu ikke er kommen sine tre Gange om Ugen paa Gaderne, saa er det dog en stor Hjælp, at den er kommen i Aviserne. Jeg tror igrunden, at man kan hjælpe sig med Gadefeiningen af de side Damekjoler, og dette er ogsaa en saa smuk Feining, især da mange ere af Silke, og mange Skjørter kniplede, at Brostenene og Pytterne rimeligvis ville gjøre Indsigelser mod at skrabes med Skraber og viskes med Koste. Nogen rigtig Feining kan saa alligevel ikke være at tænke paa, saalænge som hele Strækninger enten aldeles ikke ere eller ogsaa slet brolagte, — saalænge man har saa daarlige Gasrør, at man ikke kan komme ud i Byen, uden paa et eller andet Sted at kjende Gaslugt, hvoraf følger, at der maa graves og Lere opkastes, — det nytter neppe, saalænge man ikke har et Vandverk, der til sine Tider kan oplades til Bække, som rendse Gaardsrum og Rendestene, — det nytter heller ikke stort til Sundheden, saalænge selve Byen og især Udkanterne ikke ere Gjennemskaarne med Hulveiter. Det kan imellem og paa sine Steder komme til at se smukt ud; men det vil hverken svare til den ikke ringe Byrde paa Gaardeierne i disse folkedyre Tider, heller ikke forjage stort af Usundheden, som er meget stor herinde. Det maa tages fra Grunden af, og i denne Henseende forestaar her Christiania store Bekostninger; thi længe kan det ikke holde paa at være et Pesthus for Indbyggerne og en Spot for alle Hovedstæder. Vidtbereiste Folk sige, at der ikke er værre i Constantinopel.
Naar nu et Hof kommer, saa vil man ogsaa finde det nødvendigt at gjøre det sundt for det og berede det Vei; det er som naar en Huseier faar en fornem Leietager, da maa der pyntes og pudses; her kommer desuden en Pligtfølelse til og den naturlige Lyst efter at vise sig gjildn334.
En Hjælp, og det ikke den mindste, faa vi ogsaa af Politiken, idet her snart i Byens Raad maa blive som i Storthinget, hvor Vest- og Nordlandets Storthingsmænd ikke vil bevilge til Veie, Broer, Dampskibe m. m., undtagen de ogsaa faa lidt som Østlandet, hvorved de Alle bevilge for — at faa Noget selv. Dette er igrunden maaske Hovedgrunden til, at det er gaaet saa rundt til med slige Bevillinger.
En lignende Politik har alt dukket op i Aviserne ogsaa for Christianias Vedkommende, og denne Politik maa snart gjøre sig gjældende i Formandskabet saadan som i Storthinget. Da vil Formændene og Repræsentanterne fra Toldbodgaden staa mod dem fra Russeløkveien, der ere saa begunstigede, — Repræsentanterne fra Akersgaden mod dem fra Østregade, — Pilestrædet med sin Søle mod Grændsen med sit Skrangel, — Raadhusgaden med sine Pytter mod Skippergaden med sin Lugt, — Torvet, der har mistet sin Høvegt, mod Jernbanetorvet, der nu har faaet den igjen under Skikkelse af en Galge, hvormed Kommunebestyrelsen rimeligvis vilde reise sig et Minde som alt Stort paa Jorden, — Brogaden, der maa sees for at forstaaes, vil slaa sig sammen med sine Aandsbeslægtede, Store- og Vognmandsgade, Rødfyldgaden og alt det, som slusket er, de vil faa kraftig Hjælp fra Hammersborg, Kanten og Møllergaden, og komme styrtende paa Kirke- og Kongensgade, uagtet disse arme Væsener have nok med sig selv. Det vil blive en Gadekamp, som vil frembringe en Revolution. Naar endelig Forstæderne blive lagte til Byen, vil de med sine Smog (dansk: Gyder), sit sure Vand i sine Kjældere, sine Smaabørn, der som Grisunger bade sig i det gule og grønne Vand udenfor Døren, de vil forene sig med den fugtige Pipervik og storme Grev Wedels Plads, hvor man begynder med Plantninger. Frihed, Lighed og Broderskab vil paakaldes for at besværge Pesten.
Men saa kommer Hovedgaderne, hvor Færdselen er størst, og fremstiller som Modvegt brukne Ben og forslaaede Lemmer af Mennesker og Heste, som i Nattens Mørke ere optrukne af Veiter og Faldgruber for at finde sonde Gasrør. Da vil der blive en vældig Kamp i Christiania Formandskab og Kommunebestyrelse, og uagtet der sidde ærede Medlemmer, som vitterlig ikke kan læse skikkelig i Bog, saa vil de dog ved slige rørende Begivenheder bøye sig til en Veltalenhed, der kan bringe de slet sammensatte Brostene til at flokke sig nærmere sammen og lytte; de vil blive mere følsomme for Slaget af «Jomfruen», der saamangen Gang har bedet om en Skilling, d.v.s. de, som slog med den. «To Skilling for Jomfruen», sige de.
Her forestaar Christiania store Ting, og størst bliver den, naar Hvælvet af den nye Kirke falder ned, og befrier de Mange, som ellers ikke vilde komme ud af Gjælden, hvori de ere satte til den.
I de Dage vil her ogsaa blive Politik i Christiania.

Nr. 90/1856; fredag 18.04.

[Kanalutbygging]

Korrespondance
Christiania den 16de April
Om det storartede Forsæt, som Drammen og Opland nu har fore, nemlig Farbargjørelsen af Vasdraget, vil jeg tillade mig at sige nogle Ord.
Min Mening er da den, at man gjorde det vel i at bie endnu en Stund med et saa mægtigt Verk. Det er sandt nok, at Tid er Penge, og at man ikke skal bie til imorgen med hvad der kan gjøres idag; men med vigtige Arbeider gjør man dog vel i at betænke sig for tilslut at kunne gjøre dem saameget bedre, og nogle Aar er intet at regne med Verker, som gjøres for Slægtfølger. Vi Norske, som siges at være tungvindte, fare dog altfor fort og ubetænksomt frem med vore fleste store Arbeider, hvorfor næsten heller ikke et eneste kan nævnes uden at det er mere eller mindre mislykket. Har da Nogen talt imod og bedet at bie, er han bleven kaldt ildebesindet eller dumdristig, fordi han vovede at modsige offentlig bestaltede Talsmænd. Gasverket i Christiania og endnu mere Jernbanen er i frisk Minde. Nu gaar Opdæmningen for sig i Vormen. Folk sige, at det ikke vil gaa, men de offentlige Mænd sige at det vil gaa. Den, som derfor har Noget lignende og saa vigtigt fore, bør derfor se Tiden an for at kunne holde sig til Kjendsgjerninger. Ved Skien arbeides, som bekjendt, paa et stort Kanalverk; det Samme gjøres i det frederikshaldske Vasdrag. Det er store Arbeider og meget staar paa Spil, og Ængstelsen for dem er ikke ringe. Vistnok er Ængstelsen væsentlig hos dem, som ikke ere Vandbyggere af Faget, men, man har Lov til at være ængstelig indtil man ser Ængstelsen gjendreven i Gjerning. Naar nu disse mange Arbeider ere færdige og man ser, at Kanalerne opfylde Forventningerne, saa kan Dramselven, som er den største, tages. Det er vistnok ikke godt at bie hverken for Drammen eller Opland, men det er dog intet øieblikkeligt Livsspørgsmaal; thi Oplandets Drag til Christiania paa Grund af Jernbanen bliver ikke saa meget større end det alligevel vil blive, om Dramselven end bliver farbar. Desuden er det ingen dristig Spaadom, at Jernbane vil komme til at blive lagt fra Christiania til Bunden af Holtsfjorden, derfra igjen ned gjennem Lier til Drammen, gjennem den og til Kongsberg og fra Kongsberg til Skien. Taber Drammen noget ved dette, hvilket ikke kan være rimeligt, saa vil dog ikke Kanaliseringen kunne afværge denne Nødvendighed; den kan idethøieste opholde den en Stund. Kan man hente nogen Erfaring af Jernbanen til Strømmen, saa skal ikke Drammen frygte for at miste meget af sin Trælast, der vil følge sine gamle Veie gjennem Elvene.
Ingen bør tage denne min Uglestemme ilde op; thi jeg har læst Komiteens Indstilling med Fornøielse; og at Drammen agter at sætte sig i Spidsen for et saa stort Verk, er Noget, man maatte vente af en saavidt stor og oplyst By. Sagen kan ligefuldt forberedes og bør forberedes, for at man kan være belavet. Naar da Gemytterne ere vakte, og Alt færdigt, kan man se Tiden an, og ændre Planen efter de gjorte Erfaringer. Formandskaberne opigjennem Landet derborte, som for nogle Aar siden i Thelemarken ianledning af Kanalen ved Skien, har godt af at faa sig en Vækkelse, afgive sine Erklæringer og tale med de rigeste Mænd i sine Bygder. Det bringer dem til at tænke sig om, og virke for Ting, som kommer Slægtfølger tilgode.
En Bemærkning turde heller ikke være afveien, og det er den, at man i gode Tider som lykkeligvis nu skal gjøre Alt, hvorved igjen Alting bliver saameget dyrere, og naar da de onde Tider kommer, som efter Naturens Gang aldrig kan udeblive, saa staar man der igjen med Arbeidsstyrken. Godt var det derfor, om man kunde oplægge Penge og tage disse, naar Tiderne blive onde, hvorved igjen Folk vilde blive hjulpne.

Nr. 91/1856; søndag 20.04.

[Handverksforeining og politisk union]

Korrespondance
Christiania den 18de April
Haandverkerforeningen herinde har længe tænkt paa at faa sig en saakaldt Bazar d.v.s. et Hus, hvorfra man udsolgte Varer. I en mere udvidet Betydning er Bazar ikke blot et Udsalgs- og Udstillingssted, men ogsaa et behageligt Opholdssted, hvor man kan nyde sin Kaffe, røge sin Pibe og høre Fortællinger af «Tusind og En Nat», eftersom man i Østerlandene ikke har Aviser, der træde istedetfor disse Fortællinger. Bazaren i den sidste Betydning vil man ikke have; thi man har Kaffeer, det er Bazar i Betydning af Udstillings- og Udsalgssted, man vil have, og i forrige Uge, da Haandverkerforeningen endelig fattede sin Beslutning, tegnedes paa Stedet flere hundrede Dalere, og man venter med Grund, at der kan tegnes saameget, at et eget Hus kan bygges, saadan som Studenterne vil bygge et Samfund; medens man nu i Begyndelsen vil lade sig nøie med at leie et bekvemt Hus, saadan som Studenterne ogsaa bo i Leiehus, indtil man faar se, hvordan Bygningen vil tage sig ud. Her kommer Liv i vore Haandverkere; thi allerede i Vinter begyndte de med en ugentlig Udstilling, saadan som man har det i Kjøbenhavn, og naar de nu faa sig en Bazar, vil der blive baade Udstillings- og Udsalgssted, hvorhen hver Mester bringer sine bedste Sager. Saadan skal det være for Hovedstaden, der ogsaa i Haandverk bør foregaa det øvrige Land med Exempel til Efterlignelse og Opbyggelse, og hvorfra Mestere og Svende sprede sig ud over i Byerne og Landet rundt, paa samme Maade som Kandidater og Departementfolk sendes ud til Besættelse af Embeds- og Ombudsposter:
Lykkes denne Plan, vil den knytte Haandverksmesterne sammen; thi ogsaa de ere som saamange andre Samfundsklasser faldne i mange Stykker. Man maa ikke tro, at det blot er Satans Rige, der bliver uens med sig selv, det er ogsaa alle andre beslægtede Smaariger, saadan som her Haandverkernes Rige, Embedsmændenes Rige, Bøndernes store Rige og Studenternes vesle og Norskhedens almindelige. Enhver vil herske, og da vi alle ikke kunne være Konger, men Størsteparten maa blive Undersaatter, saa opstaar der Uenighed, hvoraf følger, at man grunder et eget Rige med et nyt Overhoved. Og er der ikke Anledning til at grunde et nyt Rige, gjør man et lidet Selskab, hvor den største bliver Hersker.
Det er noget nationalt hos os Norske, at vi allesammen gjerne ville være Konger, det er vistnok et almindeligt Mennesketræk dette, men hos os er det bestemt usædvanligt udpræget, hvilket synes at maatte forjætte os noget Stort, f. Ex. den skandinaviske Treenighed. Det er vistnok oplysende dette Træk, men naar vi faa en Mand, som kan prygle os allesammen, saa bliver dog Riget i Virkeligheen et Rige af Konger, uagtet det ser ud som et Rige af Trælle, der blot for sin ustyrlige Herskerlyst maa finde sig i at underkaste sig en Overkonge.
Dette vort kongelige Sind forbyder os ikke at være betydelig feige; thi aldrig saasnart se vi en Magt, før vi krybe ind i Hullet; og en Politibetjent med en Snor paa Huen kan med den største Sikkerhed bringe en hel By til at stikke Piben i Sæk. Det voldsomste Bondeoprør lægger sig ved Synet af en gammel rusten Kanon, og en Opposition i Politiken skjælver for en Mand, der kan brase op med lærde Historier, udspundne i hans egen Hjerne. Men her kjender man de fødte Herskere igjen, idet de bøie sig for dem, der ikke bære Sværdet forgjæves.
At opmuntre os til Enighed er derfor en forfængelig Opmuntring, der strider imod vor Herskernatur, og den, som formaner os til Enighed med denne Fordanskning, Forsvenskning og Forrusning, han kjender ikke sine Folk. En saakaldt dannet Familie eller en Mand her i Christiania vil derfor ikke opofre saameget som at spare sine Penge til et Besøg i det danske Theater for at hungre Dansken ud, han finder det tvertimod i sin Orden, at vor høie Borgermester, som dansk Theaterdirektør, nu efter Sigende skal være nede i Kjøbenhavn for at hverve Skuespillere. Kunsten staar over Patriotismen, siger man, og uagtet de Danske ere saa fornuftige, at de le af os og behandle vore gjorte Bøger med al mulig Haan, saa finder dog Adelen, d.v.s. Nyhedsbladets Folk, det i sin Orden at røbe Winthersk1605 Pæredansk og anbefale den til vor norske Natur. Her stikker vor kongelige Natur frem igjen, den er ophøiet over al Smaalighed, men ikke destomindre overordentlig skikket til at blive en evig Træl og som ganske rigtig bliver det ogsaa.
Aftenbladet ivrer imod vor Sammenblanding — Amalgamation — med Sverige. Aftenbladet kjender ikke sit Folk, der er broderligt og steller sig med Andre som Skovmusen med Glenten i det bekjendte Digt af Skjaldemosek1606:
Fangen i en Jægers Net
Glenten vilde Skrig udstøde,
Fromme Skovmus hører det
Og dens ømme Hjerte bløder.
Hurtigt af den skarpe Tand
Garnet søndergnaget bliver,
Men den grumme Glent paa Stand
Sin Befrier sønderriver.
Moral: Hjælp den Onde, og Du bliver Offer for din fromme Iver.

Nr. 117/1856; fredag 23.05.

[Valmannsval; visekongen i Christiania]

Korrespondance
Christiania den 21de Mai
I Jarlsberg og Laurvigs Amt sees en Kammerherre at være bleven valgt til Valgmand og en forhenværende Statsraad til Suppleant (Varastyri.) Det er Folk, som ved at stelle sig, det! Vistnok er nu Intet iveien for, at en Kammerherre kan blive Valgmand, uagtet han efter Grundloven § 62 ikke kan blive Storthingsmand, men i Lovens Aand kan det dog ikke være at give den nogen indirekte Indflydelse, som ingen direkte kan faa, idetmindste ikke give ham en saa nærliggende indirekte Indflydelse som nærmest at stemme paa Storthingsmænd, og i Valgforsamlingen at virke for sin Mand. Det er greit, at Vælgerne have troet, at Kammerherren kunde blive Storthingsmand; thi Forskjellen mellem at kunne blive valgt til Valg- og Storthingsmand kjende Folk ialmindelighed ikke; de tro tvertimod, at det Ene følger af det Andet, eller at Forholdet opfattes som 1 Mil til 2 Mile. Jeg ved nemlig, man har sagt om en Mand, der aldrig kom længer end til Valgmand, men var ogsaa det hver Gang: «Han Storile vart inte med læng hel’ til Grundsæt (hvor Valget holdtes) denna Gonga Hel’.» Og: «Han kom atende (tilbage) denna Gong fraa Byen (Skien, hvor Valget var) ou, han Olav.»
Det er imidlertid store Ting af Amtet, dersom det ikke vælger Kammerherren sin endefram til Storthingsmand. Man kan ligesaa godt vente det, som man efter det gjorde Skridt kan vente, at Statsraad Eriksenk1607 ikke bliver valgt. Det Ene er det Gale og det Andet er at lade det Rette. Statsraad Eriksen burde sikkert blive valgt til Storthingsmand. For det Første fordi det vilde være saa Engelsk, at en aftraadt Minister blev valgt til Parlamentsmedlem. Dernæst fordi Eriksen er en dygtig Mand, der rimeligvis blot har den ilde likte Marine at takke for, at han ikke blev ligesaa afgjort som Statsraaderne for Dampskibe, Veie, Broer osv. Folk skjønner ikke saaledes paa Flaaden og Krigsvæsenet som paa en god Vei og et Pengelaan, hvorfor det i sin Forglemmelse af Landets Værdighed saa ganske naturligt dyrker Merkur (Guden for Veie, Handel), men har ingen Ærefrygt for Mars (Krigsguden.)
Det skulde være Synd, om Eriksens Kjendskab til Marinen og dens Tarv ikke kunde blive benyttet i Storthinget, hvor man saa saart trænger til Dygtigheden; især vilde det være ilde nu, da Krigsvæsenet paa Grund af Forholdene og Tidsbegivenhederne vil blive tænkt mere paa end forhen. Det vilde være sømmeligt, om Eriksen indtog Hagerupsk1608 Plads, ligesom Hagerup har optaget Eriksens, og det vilde gjøre Almenheden fortrolig med den Tanke, som man har kaldt det parlamentariske System, om Statsraader og Storthingsmænd vexlede: En træder af, en Anden op, og saa rykker den Andre af Pladsen igjen, eftersom Dygtigheden er til. — Man maa heller ikke glemme, at en Statsraad har Vægt, og saaledes vil skaffe Storthinget Anseelse, hvilket i denne Tid turde være mere nødvendigt end mange Gange forhen. At Eriksen fra enkelte Kanter har været forfulgt, skal ikke gjøre ham mistænkt hos fordomsfrie Folk; thi noget egentligt Ondt har man beviseligt ikke kunnet paasige ham. — Saa ubetydeligt det end kunde synes, bør dog ogsaa det erindres, at man savner den værdige Eriksen i Christiania Gader. Friheden er god; men den skal ikke være lurvet. Den skal være en Gentleman. Vi har Statsraader, som det er en Forbarmelse at se paa; og kom det i Hærdingen, skulde man se, hvad der blev af disse gudnaadslige Mennesker. Verden trænger ikke mindst til Noget for Øiet. — Man tør derfor haabe, at Jarlsberg gjør sin Pligt, og vælger Statsraad Eriksen.
I dette Øieblik, Kl 4 ½ ankom Vicekongen.k1609 Jernbanetorget var fuldt af Folk og Militæret opstillet langs Gangen, belagt med Klæde, til Palæet. Folket havde Takt og skreg Hurra. Vicekongen med Gemalindek1610 hilsede. Det er et stout Par, og Norge kan ikke andet end lykønske sig med sin Vicekonge, og bede — som det saa smukt staar — at Gud vil vende hans Hjerte til sit Folk. — Assessor Motzfeldtk1611 bød Vicekongen velkommen med en smuk Tale. Han svarede paa Norsk. — Jeg saa netop idag i Bladet «Tiden», udgivet af N. Wulfsberg,k1612 hvorledes man den 22de Mai 1814 modtog Kong Fredrik,k1613 da han kom fra Eidsvold til Christiania. Det laa i den Tids Betragtningsmaade at gjøre mere af kongelige Personer end nu, ligesom det ogsaa havde mere paa sig den Gang. Men Folket var dog ikke mere at lide paa for det. Et oplyst Folk, der er frimodigt og kjækt, er nok den bedste Støtte for en Throne, og tillade end Nordmændene sig frimodige Ytringer, saa vise de netop derved, at de er et Folk, man kan stole paa. Jeg vil her fortælle en Bemærkning, der maatte klinge underligt i kongelige Øren, men som den Konge, der forstod at vurdere Frimodighed, vilde være saare glad i og antyde som om, at han her befandt sig paa et godt Sted. Da nemlig en Skaal den 17de Mai blev udbragt for Vicekongen og det Ønske udtalt, at han maatte blive en norsk Mand, svarede En af Forsamlingen: «Ja, er han ikke Norsk, vil vi lære ham at blive det.»
Det er som jeg skrev engang:
Ei Kongen godt
bor paa sit Slot,
naar Slaver ham blev givet:
For krumme Ryg
han er ei tryg;
hver Dag han gaar paa Livet.

Nr. 123/1856; fredag 30.05.

[Norsk sjølvkjensle]

Korrespondance
Christiania den 28de Mai
«Den, som ikke sig selv kan raa, men støt maa paa Granden sjaa, han har intet at stole paa», siger et Ord, som sandt er. Selvstændig er ogsaa enhver fornuftig Mand, og adspørger først, hvad han tror er ret, før han læser i Naboens Øine, hvad disse sige. Men det gjør ikke vi Norske (Størsteparten af os); vi se paa Granderne og spørge: «hvad mon de sige til dette.» Og den, som da roser Granderne og skjælder os selv ud for uvidende og alt ondt, han faar Ros. Saaledes se vi Welhavenk1614 blive rost i Danmark for sin «Norges Dæmring», for hvilken han her burde være bleven behandlet som et uartigt Barn, og han bliver det ganske vist ogsaa med Tiden. Saalænge vi kjøbte Bøger fra Danmark og indførte Skuespillere, og idethele saa der sydpaa som efter Solen, saalænge var Alt godt, og vi var nogle «køne, nette og artige unge Mennesker», som man, rigtignok fortjent, lo i Smug ad, men som dog ikke var ganske Isbjørne heller. Men ikke saasnart bruge vi et hjemmegjort Ord, snakke som Folk, have vor egen Historieforskning og Skuespil, før Hundrede og Et er ude. Selv vore fortræffelige Danske, hos hvilke Naturen dog undertiden gaar over Optugtelsen, selv disse er ikke tillags. Saaledes gjør ikke Welhaven længer den Lykke i Danmark, rimeligvis fordi han i enkelte af sine Vers røber en norsk Natur, f. Ex. i «Raad for Uraad», tildels i «Aasgaardsreien» og maaske i enkelte andre. A. Munchk1615 faar i «Berlingske» høre meget ilde, fordi han i sine «Vandringer», eller hvad de hede, er for Norsk (!) og har saamange norske Ord (?), at vi (de Danske) som til Avisartiklerne maa bruge Lexikon. P. A. Munch,k1616 der med Historiens Thorshammer har slaaet saamange Dværge, tager man lidt paatverke og helst lader som han ikke var til. Og nu da han i sine «Sprogbemærkninger» i «Tidsskriftet» dristede sig til at angribe Ordet «skrinlægge», som Oehlenschlägerk1617 har brugt, da maatte man i «Fædrelandet» give et lidet Glefs fra sig.
Saa skal det være, for at vore norske Mænd kan finde, at det nok bliver det sikreste at holde sig til sit Eget; thi kan disse Mænd ikke gaa klare af Skjæret med den lette Nordenvind, som før har spændt ud deres Seil, hvorledes vil det da vel gaa dem, om en Storm skulde komme? Og Stormen maa komme; Skyfloken i Vest spaar ikke Stille. Det er ikke med liden Seiersfryd, at vi «Norsk-Norske» ser vore «Dansk-Norskes» Skjæbne; thi de kan være saa Danske, de være vil, og skjælde os ud saameget de lyster, naar vi skrive Norsk eller Pibe i Theatret; den norske Natur stikker dog i dem, saa de fortørne den danske Tunge og de danske Hjerter. Angerfulde vende de derfor omsider tilbage til Fædrenehjemmet som den forlorne Søn og sige: «Jeg har syndet; tilslut maatte jeg være Svinehyrde; lad mig som før være min Faders Søn!»
Saaledes gaar det og endmere vil gaa med vor andre Grande, Sverige. Naar vi holde med Sverige og opgive os selv, saa ere vi fine Venner, hvorfor vi ogsaa se, at enhver unorsk Artikel optages i svenske Aviser og faar Ros, medens en norsk Artikel eller en norsk Sang ikke bliver det. En Sang til 4de November 1854, der var norsk i Tanke, blev ikke optagen i de svenske Blade, medens en anden, meget daarligere, blev det, idetmindste var Sangen god nok til at optages i en Avis, siden den er optagen i en Sangsamling.
Dette forresten uskyldige Theaterslag, hvor vi Norske rørte lidt paa os, dette gjør «Aftonbladet» paa en Maade Nar af, rigtignok støttet til en Sætning efter en af vore Aviser, som gjorde det samme. Naturen stikker igjennem: vi er gode nok for Sverige ogsaa, naar vi Intet er, men saasnart vi vil være Noget, blive vi Intet.
I Forbindelse hermed bør bemærkes, at det danske Blad «Dagbladet» gav os, Piberne, Ret, idetmindste talte det om Theaterslaget som noget, der maatte have en vis Berettigelse for os Norske. Det var smukt sagt af Dagbladet dette, og en Forfatter i Chr.-Posten havde ogsaa ment, at de «Bedre i det danske Folk» maatte holde med os. Der er naturligvis Undtagelser baade i Danmark og i Sverige, som ikke fortænke os i, at vi ville være os selv, naar vi Ingen fornærme efter den gamle Sætning: «Den, som udøver sin egen Ret, fornærmer Ingen.» Men Folk af en saa storsindet Tænkemaade er faa, medens de Urimelige er mange, og det er disse Mange, som vi ikke kunne være Venner med uden selv at gaa tilgrunde. Dette er Erfaringer, som Studentertoget kunde have godt af at tage med sig paa «Ganger Rolf.» Han, stakkar, er nu kommen; det hjalp ham ikke at lægge sig syg; men Reisen er ikke vel endt endnu.
Vi Norske kan dog paa ingen Maade forundre os over, at de Danske og Svenske tage det saa mod os, ligesaalidt som en ung begavet Mand af ringere Stand kan forundre sig over, at han ikke bliver optagen i ældre Familier, men maa se Folk, han iøvrigt overser, gaa foran sig. Alt skal have sin Tid, og en gammel Æt er ikke for Intet. Nu er vistnok Norge ligesaa gammelt som Sverige og Danmark og dets Historie og Sprog endog ældre; men vi maa regne fra 1814. I de 400 Aar før det Aar var vi Intet; vi var en Sæter, hvorop man sendte Kvæg til Beites, og det tager Tid, før Sæteren bliver saa god som Gaarden; men, naar den saa engang er opryddet, bliver den ofte meget bedre.
Men Sæteren maa ikke lade sin Hævd gaa fra sig og ned paa den fraskilte Gaards Jorder.

Nr. 135/1856; fredag 13.06.

[Valmannsval i Akershus]

Korrespondance
Christiania den 11te Juni
Fabelen beretter om et Asen, der svalt ihjel mellem tvende kaalgrønne Høisaater, fordi det ikke kunde besinde sig til at vælge en Madbit af Frygt for at glippe den bedre ved at æde af den ene. Det vilde have ædt af begge paa en Gang, men da nu det ikke gik an, saa svalt det under Betænkningen ihjel. Vi ere Allesammen et saadant Asen, især naar vi skal ud at fri eller i Politikens Navn vælge Storthingsmænd; og det er ingen Tvivl om, at det gaar Regjeringen ligedan, naar den skal vælge Embedsmænd; thi uagtet den staar over os Alle, saa stikker dog Folkenaturen i den, og det er netop ved at følge Naturen, det gaar slig: den, som følger sine egennyttige Beregninger, kommer altid ud af det.
Denne Sandhed skal være vor Gjenstand, idet vi tale om Valget i Akershus Amt*).
Jeg indbilder mig da at være Valgmand i Akershus for ret levende at føle, hvad hint verdensberømte Asen følte; og for mig ligger da ikke blot tvende kaalgrønne Høisaater, men mange, mange. Lad se!
For ei at gaa ganske Surr i denne Mangfoldighed, tager jeg for mig Næringen, der spiller en stor Rolle i denne Verden, hvad enten den er legemlig eller aandelig.
Altsaa først Landbonæringen, der maa være den første her, som den var det i Samfundet.
Her er da mange at vælge mellem, ja saamange, at Akershus Amt gjerne kunde tage alle Thingets Bønder paa sin Samvittighed og flere til. Exempler, eftersom de falde til:
Christopher Husebyk1618 i Aker, en ung Mand, som engang maa komme frem; at han ikke blev Valgmand hører til disse Bygdehemmeligheder, der ligesom Familiernes bedst afhandles over et Glas Punch med en Pibe, helst en god Cigar, for da kan man være vittig, hvilket man efter den gamle Skik ikke kan, naar man skriver «offentligt;» thi da skal man være kjedelig.
Brødrene Martin Bergerk1619 og Christian Næssk1620 i Asker; oplyste Folk og gode Hoveder. Efter de Prøver, man har seet fra dem, vilde de kunne skrive en Indstilling noksaa god, og det er meget sagt om en almindelig Bondemand.
Aasgaardk1621 fra Nordli i Sørum, en særdeles begavet Mand, der har svunget sig op til anseelig Formue ved lykkelig og skjønsom Handel og Vandel. Han er et sandt Handelsgeni, og skulde Nogen finde det ringere end naar det lægger sig paa boglig Drift, maa jeg svare med nogle Linier af en Sang, jeg skrev til Haandverkerne:
— — — — —
— — — — —
Der stikker Geni som i Sangen
i Saxen, i Sylen og Tangen.
Og den begavede Mand maa altid komme i Betragtning; thi han finder sig snart tilrette i alle Forhold. Med ringe Evner kommer Ingen nogen Vei, hvormeget han end har studeret. Man maa engang lære at slige Mennesker ere de mest uskikkede ogsaa til Storthingsbænken. Det er en Ynk at se mange af disse belæste, men ubegavede Mænd i Thinget; de have hverken Magt eller Mod, og da de gjerne ere afhængige Mennesker, slaa de om, naar de tænke paa at blive befordrede. Det er de egentlige Leiesvende.
O. og Chr. Haneborg,k1622 mægtige Folk, — som altid maa tages i Betragtning, — og tillige saa dygtige, at de nok forsvare sin Plads.
Hans Løkenk1623 fra Fedt. Han har ikke skrevet ilde i Aviserne han.
Dette er nok for at blive raadvild i Valget af Bønder.
Fabrikerne maa i dette Amt have en Mand paa Thinget; det bliver snart uanstændigt ikke at tage Hensyn til dem, og det ikke blot for Amtets Skyld, men for det hele Land, der saart trænge til Mænd, som leve for den Bedrift og derfor kan lægge et fornuftigt Ord med i Laget baade om Told og alle slige Ting. Det er især af Vigtighed nu, da Kommissionens Arbeider om Mellemrigshandelen med Sverige vist maa komme fore.
Adam Hjorthk1624 synes at maatte være en selvskreven Mand her, ligesom ogsaa Halvor Schouk1625. De ere begge store Fabrikherrer.
Præsterne, der i de sidste Dage have rørt saameget paa sig, maa faa Mænd af sin Midte paa Thinget, der kan tale Fornuftens Ord. De maa bringes til Sands af egne Tropper; thi om os Andre sige de, at vi ikke kan tale om deres Sager, da de bedømmes aandeligen. Altsaa dygtige Præster, og i Akershus er Præsten P. A. Jensenk1626 Manden. Men, han turde have det imod sig, at han som en genial Mand ansees for «ustø» af de Mange, der tage Dumhed for Gudsfrygt og politisk Paalidelighed, ligesom de tage den bevingede Genialitet for Ugudelighed og politisk Ustøhed. Nu ja, det er idetmindste en «solid» Betragtningsmaade, som gjør, at den Dumme ogsaa kommer fram i Verden som en «værdig» Lærer eller «stø» Politiker. Digterne, naar de ere rigtig store, gaar det derfor — ere de Præster — som den persiske Digter Hasis,k1627 der blev udstødt af Synagogen, og — ere de Politici — gaar det dem som R. Sheridan,k1628 der efter en af sine verdensberømte Taler i Parlamentet sagde, da han kom ud i Forfriskningssalen, skjælvende som en Felestræng efter Slaatten: «O, jeg Ulykkelige, som har kastet mig paa Politiken: med Fjerdeparten af den Aand og det Vid, jeg har ødslet paa denne Tale, skulde jeg i hele tre Maaneder have holdt Londons fine Publikum mellem Graad og Latter paa Theatret i et Stykke som «Bagtalelsens Skole,» medens jeg her Intet udretter hos disse tykke Forpagtere og fortørkede Forretningsmænd, der i sin Dumhed tro, at jeg for nogle Dage siden talte det Modsatte, og ingen Sjel have for Skjønheden»**).
Nu er vistnok ikke Jensen nogen saa stor Digter, men han er dog stor nok til at blive mistænkt for «ustø;» han har, som enhver Digter, Ideer, der lig Diamanten bryder Lyset i alle Farver, medens Dumhed er som en anden Graastein, der er «stø» af sig, rigtig en af de «solide» Folk, man kan slaa Oxen for Panden med.
Præsten Schønheyderk1629 er ogsaa værd at mærke, og han er rimeligvis mere «stø» og «solid.» Han er desuden bekjendt for sine Skolebøger.
Sorenskriver Borchseniusk1630 er ogsaa værd at agte paa. Han er en norsk endefram Mand, og han er Søn til ham, som skal have faaet den smukkeste § ind i vor Lovsamling, nemlig § 9 i Loven af 24de Juli 1827, « — — Saasnart han (nemlig Negeren) kommer paa norsk Grund, da er han fra samme Øieblik fri.» Norge er her ligesom gjort til et levende Væsen, der løser Slavens Lænker.
Landhandler Chr. Larsenk1631 i Eidsvold kunde ogsaa nævnes; men her er alt Saamange, især med de mange Kandidater og Studenter, i Udsigt, som ere Gaardbrugere, at en stakkars Valgmand nok har Grund til at tænke paa hint Asen og sige til det: «Igaar dig, idag mig.»
End de gamle Storthingsmænd da? Verden kjender dem, saa jeg intet Nyt kan sige og tier derfor stille. Men Publikum er dog foranderligt; det bliver let lei af sine offentlige Mænd og behandler dem som tømte Flasker. Altsaa ærede Valgmænd for Akershus!
Har I mange tomme Flasker?***)
*) Buskerud kunde ogsaa have godt af at lægge sig det paa Hjerte.
**) Anført efter Hukommelsen fra Leon Gozlan.k1632
***) Ideen er efter en fransk Forfatter, men anvendt paa et andet Forhold.

Nr. 137/1856; søndag 15.06.

[Pensjon til Lammers; Hagerup utnemnd til kontreadmiral; metodar til å sleppe militærteneste]

Korrespondance
Christiania den 13de Juni
Saa har da Præsten Lammersk1633 nu efter Ansøgning faaet sin Afsked med en Pension af 400 Spd. — isandhed en liden Pension. Dermed endte altsaa hin Larm fra Skien; thi for det Første tør Lammers vist ikke for ei at miste Pensionen prædike mod Statskirken; og dernæst, om han torde, fik han vist ikke med sig andre i sin nye Menighed end nogle gamle Jomfruer, i hvis Midte han ofte har siddet og talt gemytlig om alle jordiske Tings Forgjængelighed, og naar saa Nogen er kommen ind og har modsagt endel af disse syge Sætninger, saa har Damerne hjulpet Præsten i Dispyten, — Noget, han forresten ikke trængte til; thi han bliver med al sin Overfladiskhed og Forrykthed en begavet Mand af Naturen, der kunde være bleven til noget ret Stort, istedetfor at han nu af Regjeringen faar sin Afsked, forladt af sine Faar, og intet andet Minde efterlader sig i Verden end Forstyrrelse. Det var greit, det var en Trumf han spilte ud, da han først talte om at søge Afsked — han vilde skræmme. Siden kunde han ikke trække sig tilbage, og Statsraad Riddervoldk1634 var Manden til at tage ham paa Ordet. Det er dog virkelig en Velsignelse i disse syge Tider at have en saa sund Mand som Riddervold til Styrer for Kirken. Han skal ikke af Skriget lade sig lede hverken til Høire eller Venstre, men han stevner fram mod den sunde Fornuft med Besindighed, og svarer Mænd som Lammers, naar de ligesom true: «jeg maa nok søge om min Afsked» —: «ja det tror jeg ogsaa er det Bedste.» Og naar Mænd faa sin Afsked, gaar det dem som Thrane,k1635 da han blev arresteret: Folket falder fra dem; thi den store Mængde anser mere end nogen Anden Personer. Den Uvidende er nemlig forfærdelig feig, og tror ved den mindste Kvalm, at en Fare er paafærde, hvorfra det er sikrest at fly. Dette Træk hos Mængden kjende Vindmagerne ikke til eller ogsaa glemme de det; men derfor blive de ogsaa ærlig hængte. Kan man ikke med en Tanke gribe de ædleste, mest begavede og oplyste Gemytter i Samfundet, saa er det Bevis paa, at Tanken ikke er rigtig. At henvende sig til Pøbelen — den være legemlig eller aandelig — saaledes som Thrane og Lammers — det fører til Fordærvelse.
Statsraad Hagerupk1636 er med samme Post udnævnt til Kontreadmiral. Det er som for nogle Aar siden, da Blochk1637 blev udnævnt til Høistkommanderende for Armeen, nemlig at forene det, som hører sammen, til Greihed i Forretningsgangen, Armé- og Marinekommandoen med vedkommende Departementer. Naar vi nu engang i Verden ogsaa kunde faa forandret Grundlovens §§ 28 og 75 Litr. f derhen, at militære Kommandosager bleve undergivne den samme Ansvarlighed som andre Regjeringssager, men helst dog faa de diplomatiske Sager undergivne grundlovsmæssigt Ansvar, da først vilde Grundloven fra den Kant være helstøbt. Men vi maa takke med det, som er, og være glade i det, som gaar: man ser en kjendelig Bestræbelse efter at gjøre det paa det Bedste. Men, det er som med alt det, der hænger af Personligheder og ikke af Lov: man har ingen Sikkerhed for, hvorlænge det vil gaa godt. Det er at leve paa Naaden.
Det er onde Mærker man dagstøt ser af den krigerske Aand hos vore Bondegutter. Mange reise til Amerika for at undgaa «Kongenstjeneste», Mange gjøre sig syge og saare og faa «Pas fra Doktoren», og atter Andre igjen gjøre det, som er styggere end Alt — de hænge sig, hvilket f. Ex. tvende have gjort paa Gardermoen nu i disse Dage. Havde de endda skudt sig, saa havde det dog været Noget, man mere kunde have tilgivet en Krigsmand. Det er uhyggeligt, ligesom det er syndigt alt Sligt, men Hængning er da afskyelig, og Fortvivlelsen maa være bleven rent Vanvid hos disse Ulykkelige, der saa sørgelig vanslægte fra sine krigerske Fædre. Gud bevare Land og Rige fra en slig Aand!

Nr. 141/1856; fredag 20.06.

[Regjering og opposisjon; diskreditering av kandidatar til stortingsvalet]

Korrespondance
Christiania den 18de Juni
Er Oppositionen gaaen over til at være Regjering?
Ja, siger Aftenbladet for 14de ds., men dog med Tillægget for «en væsentlig Del.» Denne mærkelige Sætning udtaler det i Forbindelse med den, at DHrr. Daak1638 og Stabellk1639 engang indehavde «Chefskabet» for den gamle Opposition, som «nu er gaaen over til at være Regjering.»
Det mærkeligste ved denne Sætning er, at den ikke er sand og bliver det i Evighed aldrig, forudsat, at den gamle Opposition var, hvad Oppositionen egentlig er i Ordets sande Betydning, nemlig de nye Ideer, som vil komme frem til Anerkjendelse i Staten. Regjeringen er altid de gamle Ideer, der have faaet sin Skabelon, men lidt efter lidt blive forbenede ligesom Mennesket selv. Den nye Slægt af Tanker, som opstaar i Nationen, arbeide paa at komme til sin Ret med Fortrængsel af den gamle, og saalænge denne Fødsel og Død gaar for sig, det vil sige saalænge der er Mennesker til, saalænge vil her være en Opposition, som ikke gaar over i Regjeringen.
Dette er dog noget Uforstaaeligt og det bliver ikke mere forstaaeligt, om man videre udvikler, hvorledes det ikke kan være anderledes, end at Regjeringen er den Stillestaaende og Folket (Oppositionen) den Gaaende. Exempler maa til:
Daa og Stabell ere nu for det Første ikke komne ind i Regjeringen og komme heller aldrig derind, forudsat at de have været vigtige Oppositionsmænd; thi Ragekniven kommer aldrig ind i Regjeringen, men just det lunkne Barbervand.
Nogen anden Oppositionsmand er heller ikke — saavidt vides — kommen ind i Regjeringen, og skal nogen komme der, maa det være efter en grundig Omvendelse.
De nye Ideer ere heller ikke — saavidt vides — komne ind i Regjeringen, og komme der heller aldrig, før de blive gamle: Ungdom er ingen kongelig Raadgiver; der skal graa Haar til.
Saaledes saa man ogsaa til sidste Storthing Forslag fra Regjeringen, der ingenlunde vare oppositionelle, nemlig et Forslag, som gik ud paa en mærkelig Indskrænkning i den akademiske Frihed, et som gik ud paa at Hor skulde være offentlig Paatale undergivet; man ser Bestræbelser, sigtende til at afskaffe den private Dimission. Man har seet Modstand mod den naturlige Frigivelse af Sagbrugslovgivningen, indtil det endelig ikke kunde nytte noget længer, og Loven af 26de August 1854 derfor kom ud. Man har seet Modstand mod Juryen, dreven saa smaat som nogen kan forlange, og man saa ingen Lettelse for de arresterede Arbeiderhøvdinger. Kort, man har seet Meget, som viser, at Oppositionen ikke er gaaen over i Regjeringen, og ser det daglig ved Befordringerne af Departementsfolk og Tilsidesættelse af Sagførerne. Jeg drister mig ikke til at dadle Regjeringen for disse Ting, men jeg drister mig til at sige, at den ikke er skabt af Oppositionens Ribben.
At mange oppositionelle Tanker ere gangne over i Lovgivningen, f. Ex. Dissenterloven og Formandskabsloven, det er ikke Regjeringens Skyld, det er Tidens, for ei at sige Oppositionens. Naar bare Tingene blive noget gamle, saa komme de ogsaa ind i Lovgivningen som i Regjeringen. Man kan blot mærke sig Veie, Kanaler og Dampskibe for at se, at Regjeringen ikke er først ude: man vil først fram, saa taler og skriver man, saa subskriberer man, og — saa kommer Regjeringen. Ligesaalidt som nogen Regjering har opfundet Krudtet, ligesaalidt har den opfundet Ideer; det er Oppositionens Sag, det. At enkelte Statsraader gaa forud for sin Tid, som den, der i 1827 anskaffede den første Dampbaad, det forandrer ikke Hovedsætningen, det paadrager idethøieste en Rigsret, hvilket viser, at man har vandret udenfor sin Hjemstavn.
Oppositionen er altsaa ikke gaaen over i Regjeringen. Den lever og vil leve ligesaalænge som Tragedien, om hvilken Bulwerk1640 siger, at den vil aldrig dø.
Hvad skulde ogsaa Aftenbladet og de andre Blade gjøre, dersom Oppositionen var gaaen over i Regjeringen, d.v.s. død?
Intet Andet end fare med Fjas, og overlade Alt til Hoftidninger, Ordenskapiteler, trekantede Hatte og — Døden med Oppositionens brudte Glavind paa Kisten.
Jo, der er dog en Ting, de endda kunde gjøre, og det er at ophidse Folkene mod hinanden, saa at Kongerne lig Østerrig kunde benytte det ene Folk som en Paak at slaa det andet med, tvertimod Mazzinisk1641 vise Raad, der — som en Mand har sagt mig — engang skrev, at Folkene maatte holde sammen og danne et solidarisk Forbund mod Ufriheden.
Men, der er ingen Fare for Aviserne: de kan leve baade vel og længe, som det staar i Eventyret; thi Oppositionen er ikke gaaen over i Regjeringen, hvilket ogsaa viser sig deri, at Regjeringen ikke lader til at kjære sig stort om Reformer i vort Valgvæsen, hvilket ogsaa var en af den gamle Oppositions Tanker, idetmindste en af de nævnte Herrers.
En Avisskriver maa dog ikke ganske være som hin Discipel, der slap Linklædet og flydde nøgen.
I Skiensbladet «Korrespondenten» advarer en Indsender mod at vælge til Storthinget Mænd, der ere hengivne til «Gjerrighed, Utugtighed eller Drukkenskab.» Det er som Nogen skulde have Kjærlighed til at vælge slige Folk. Det maa være en af Lammersk1642 Folk, som her skriver, eller ogsaa En, som vil Nogle tillivs og selv frem, og da benytter Helligheden som det bedste Middel til at skade sin Næste med; thi saa er den gamle Skik, hvilken de religiøse og politiske Sekter ypperlig forstaa.

Nr. 143/1856; søndag 22.06.

[Visekongens talar; honorering av politiske verv]

Korrespondance
Christiania den 20de Juni
Akershus Amtsformandskab har ogsaa hilset paa Vicekongen,k1643 og Akers Kommunestyrelse siges at ville gjøre det Samme, og enhver Bygd vilde vist gjøre det, dersom den laa saa nær til, at det ikke vilde tage sig søgt ud. Drammen laa allerede langt borte og Christianssand endnu længer, som ogsaa engang var herinde for at hilse paa sin Konge. Vicekongen har gode Ord at sige, naar Folk saadan komme til ham, og den Tale, hvormed han ledsagede Præmierne fra Verdensudstillingen i Paris, var virkelig smuk. Det gaar nu vistnok ikke an at skrive, at en kongelig Person taler slet, saadan som man kan gjøre det om andre Mennesker; men, taler han ikke godt, saa tier man stille eller siger: «han holdt en Tale.»
Det var ogsaa Noget at holde en smuk Tale over disse Præmier fra Paris: de ere isandhed smukke, og det er en Trøst at vide, at vi have saamange dygtige Folk, som fik disse Præmier. Det maa kunne begeistre en Konge at se dygtige Undersaatter og et Land, som indtager en hæderlig Plads i Verden. Det maa være som naar Faderen ser en dygtig Søn. Den gamle Tanke og Tale, at en Konge kaldes Landsfader, er en skjøn Tanke, men desværre ikke altid sand.
I Akershus Amtsformandskab, der idag slutter sine Forhandlinger, har man ogsaa havt en anden Ting fore, som fortjener Omtale. Paa Grund af denne dyre Tid, da Alt maa forhøies, var ogsaa sendt et Forslag om Forhøielse i Ordførernes Dagpenge (½ Spd.), der virkelig ogsaa ere saa smaa, at de næsten klinge som en Spot paa Mænd, der skal ligge i en By nogle Dage og vise sig som værdige Udsendte fra en Bygd. Intet var derfor mere rimeligt end at Forslaget blev antaget til Anbefaling i Komiteen — (en Komité skal nu være til Alt); kun en Stemme mod 6 var imod (Aasgaardk1644 fra Norli i Sørum) og hans Mening gik mod 3 Stemmer gjennem i Forsamlingen, altsaa maa tre have forladt sit eget Forslag, hvilket ogsaa kan være værdt at anmærke til Exempel paa, hvordan udvalgte Mænd kan være. Hr. Aasgaard mente, at man heller burde anbefale en Nedsættelse end Forhøielse, skulde man tale om en Forandring, da man saa alligevel ikke kunde faa Tilstrækkeligt, og bedst var det derfor at have saa Lidet, at Alle saa, det var jevngodt med Intet. Det Retteste ved slige Love var dog først og fremst at forandre dem saalidet som muligt, hvilket ogsaa godt kunde gjøres her, da Ordførerne maatte forudsættes at være Mænd, som havde Raad til at gjøre en saapas Opofrelse, ligesom det idetheletaget var en rigtig Tanke, at slige borgerlige Ombud vare for Ingenting, og Ordførernes var ingenlunde det besværligste, ihvorvel paa sine Steder besværligt nok.
Der er Meget i den Tanke, at de borgerlige Ombud, endog Storthingsombudet, skulde være for Intet, og var alle rige Mænd gode Mænd og alle fattige slette, saa var Tanken fuldkommen sand; men da nu dette ikke altid er saa, vil denne Tanke blive omtvistet, og for at tjene begge Parter vil derfor Lovgivningen vælge en Middelvei ved at betale Noget og ikke Nok, og paa Grund af de forskjellige Kaar vil dette Noget, men ikke Nok, altid blive Formeget for Mange og Forlidet for Mange. ½ Spd. Dagen er meget for den Ordfører, som er vant til at tjene meget, naar han tjener 1 ½ Mk. om Dagen, men forlidet for den, som kan snu og vende ud mere, og 3 Spd. Dagen er noget Uhørt for den Storthingsmand, som har surt Øl liggende paa en Kagg under Sengen, eller som sender hjem Korkerne af Bayerflaskerne, men det er Ingenting for den store Handelsmand eller Godseier. Det kunde være ønskeligt, at Sager som Storthingsbænken ikke var en Pengespekulation for Mange; men saalænge ikke Alle ere rige, staar denne Ting ikke til at undgaa, uden at forfalde til Noget, som kunde være endnu værre. Man kan længe nok spotte over Stymperen, der er Husmand som Storthingsmand, men man vil ligesaa længe spotte over Rigdom og Overflod uden Aand og Sjelshøihed.
Det er ikke godt at træffe det Rette her i Verden, og derfor maa vi Alle bære Korset med og for hverandre, og haabe at det Rette tilsidst vil komme gjennem almindelig Oplysning. Ved Love retter man ikke det Krogede: det maa voxe bort. Men derfor er ogsaa den i sin Ret, som klager over Styverfængeri hos mange af vore offentlige Mænd, og den har ogsaa Ret, som anbefaler Fattigdom, naar den er forenet med Dygtighed og siger, at et Pengearistokrati er det Værste; det er et Aandens, som skal forløse Verden.

[Nr. 197/1856; søndag 24.08. Gjengitt etter sitat i Christiania-Posten nr. 2863, 25.08.1856]

[Stortingsgalleriet]

— Vi kunne ikke negte os den Fornøielse at indtage følgende uforlignelige Artikkel af Christiania-Korrespondenten i «Drammens Tidende.»
«Storthingets Tilhørere, som er det saakaldte Galleri, efter Baasen, hvori de staa, eller Galleristerne, have al Grund til at takke Trondhjem for Lerchesk1645 Valg. Vi Gallerister vare i den pinligste Angest for, at vort Kjælebarn Lerche ikke skulle komme igjen. Borte var han i 1854, og vi kjedede os som i gamle Dage før 1851, i hvilket mindeværdige Aar vi lærte, at en Storthingsmand ogsaa kan være vittig og morosom. Før troede vi som alle Andre, at det hørte med ogsaa til en Storthingsmands Værdighed at være kjedelig og aandløs, en Tro, der desværre endnu troes af de Fleste, eftersom de nok kunne have Udsigter til at blive Storthingsmænd, men derimod ingensomhelst Udsigt til at blive vittige. Derfor slaa de op et alvorligt Ansikt og sige: «Det er upassende for en Mand i en offentlig Stilling at være som Lerche.» For at snu sig fra denne Sætning, der er tviegget, stryke de bare Fingren paa den ene Ægg, nemlig at Lerche gav Anledning til, at Ordet «faktiske Oplysninger» blev udstæmt i Sproget, saa det bare kan bruges for at ljuge istedetfor som før haandgribelige Sandheder; han kom med «faktiske Oplysninger» vil altsaa sige, at en Mand laug; han har faret med «faktiske Oplysninger», han har (hev) logi(t). Det er forresten upassende, at bruge Ordet Løgn om en Usandhed, hvormed igrunden intet Ondt er tænkt, men Sproget er ikke ganske som Farverne heller, at det altid kan afskygge Alt; skrøne og skravle passer heller ikke ganske paa Lerche, medens derimod Bondeordet smaalygen (omtrent smaaløgnagtig) passer netop; han farer med Smaalygner, siger man derfor om en Mand som Lerche uden at mene noget Moders ondt med det, men derimod noget Raskt og Morosomt til at gribe det, som falder.
Disse Sprogbemærkninger fandt jeg nødvendige for ikke at synes grov i Kjæften, der baade er ufint og speligt (fører til Spe, farligt)
Jeg tør altsaa sige, at Lerche var smaalygen, og det maa vel være dette, som gjorde, at man stelte op et saadant Bedemandsansigt om ham, og dermed slap ham for Vittigheden med det Samme, der just netop var den, man vilde til livs, for Lygn kunde Ingen som sit eget Kjød og Blod hade; thi Wesselk1646 siger:
Igrunden synde (ljuge) vel de Store som de Smaa; men Maaden, som Enhver sin Fejl (Lygn) udøver paa, den Ene gjør til Helt, den Anden til en Staater.
«Og det maa man sige om Lerche,» sagde en Mand, «at han lyge (smaalyge) med Smag, hvilket er mere end man kan sige om mange af vore store Mænd.» Jeg maa heri være enig, idet Lerche, som det forekom mig, smaalaug med en Lethed som en Mand af Faget; de Andre komme som tiest labbende tungt som Bjørnen. Det var, saavidt jeg skjønner, i Grunden sandt, hvad Lerche kom med, men det kom som i en kunstnerisk fri Oversættelse, der ofte gjør Tanken ukjendelig. Det var dette Geniale ved Sagen, som gjorde, at saa Faa kunde bedømme det rigtig, og derfor paadrog vor gode Lerche al den Svie, han har maattet føle. Det er ogsaa vist dette, som gjorde, at to Storthingsmænd fra Trondhjem ikke stemte paa ham, medens den tredje og de sunde Borgere der som overalt havde den sande Følelse af det Store, der gjerne fingres væk af dem, som selv vil være Noget.
Galleriet takker altsaa Trondhjem, og dersom denne norske By i Norge tror, at Galleriet Intet har at betyde, da tager denn335 fælt Fejl. Storthingsgalleriet betyder paa sin Vis det Samme som Galleriet i Theatret, om hvilket det er bekjendt, at det idetmindste paa vort danske Theater her i Christiania er Styrismanden i Smag og Kritik, hvorfor jeg ogsaa engang skrev for at begrunde denne Kjendsgjærning: Gejst og Spiritus stiger tilveirs, men Stejnen sekker tilbunds.»
Storthingsgalleriet er Hovedstadens bedste Stok, der i Kunskab, Aand og Vid kunde gjøre mange Storthing; paa Galleriet komme Mænd fra Smaabyerne og Landet, som Misundelse, Kringelkroge (Intriger), politisk Kulbrændertro og Mistanke for Ustøhed have ladet sidde hjemme, medens Barnet sendtes til By. Der staa de paa Galleriet med sine spottende Slangelinjer om Munden eller sukkende over Verdens Ufuldkommenhed i slige store Ting. Det er de sande Folk, som beherske Stillingen, hvorfor ogsaa Storthingsmænd, der tit gaa for store Mænd i sine Hjembygder, krystes, saa de næsten ikke faa puste, med Undtagelse af Raaheden, de ringen Skam har. Man skal ikke tro, at det er sine Medvalgte, de ere redde, thi de fleste af dem ere stedse i samme Vaande og desuden sammenbunden med dem ved et Sømmelighedens og Broderskabets Band, saa at man nok ustraffet kunde være dum inden lukkede Døre. Detn336 er derfor Galleriet, Publikum eller Almendommen (den offentlige Kritik), som fylder Sjelen med Angst, og lader forfængelige Talere skotte op til det.
Galleriet, der hylder sin franske Sætning: «det kjedelige Slag er det værste Slag» (Genre), føler derfor en kvægende Bind om sin brændte Pande, naar en Storthingsmand kan være vittig. Publikum er saa barmhjertigt, at det helst vil le Galskaben i hjel, medens «Folk i Stillinger» vil banke den med Paaken.
Galleriet takker derfor Trondhjem, der ogsaa har Skjønsomhed nok til at vælge Lerche som sin Ordfører til at byde Kronprinsen paa Bal; Galleriet venter Lerche som en grej, modig og morsom Mand, en Mand, der ligner de gamle kongelige Gjester i Trondhjem, der kastede Kjødbein i Hovedet paa hverandre og under Vittigheder gnog paa dem. Galleriet er taknemmeligt og synger:
Du Tronderhejm
har end ej Rejm
af gamle Kjæmpetaatten:
Din Heltemund
saa rau og rund
er endnu skapt for Laatten.
Du Trønderfos,
som kun til os,
vi Lerche give Prisen:
Du lystig laug
som Hesten flaug
med Sko paa haale Isen.
De ljuge vel
med Ret og Skjel
de andre Mænd paa Krakken;
men ej som Du
de kan sig snu
lik Fladbrødslejv paa Takken.
De synde tidt
med Svart paa Kvit
og ere atpaa dumme;
men Du er den,
som er vor Ven
og gjør de Andre stumme.

Nr. 201/1856; fredag 29.08.

[Om relikviar]

Korrespondance
Christiania den 27de August
«Sandt» Olaf bliver reist op at’ nu paa mange Maader: her i Christiania «sandt» Olafs Kirke, i Thelemarken og det Søndenfjeldske med Dampbaade, i Romsdalen Præsten Kroghk1647 (han vil reise op at’ Olafsokdagen) og i Finmarken samles og indbyder Katholikerne til et Festmaaltid paa Olafsokdagen, ligesom man endnu i somme Fjeldbygder følger den almindelige gamle Skik at «koke Olafsokgrauten,» der er «fløymande feit Smergraut» (Smørgrød). Klæggen rider ogsaa Bruman (Brudgom) paa Olafsokdagen, d.v.s. han faar et Skar i Vingen, siger Fjeldfolk. Olafsokdagen har saaledes været en Høitidsdag baade for Folk og Klæg. Det er blot i Byerne og Storbygderne, man i de sidste Menneskealdre intet har agtet Dagen, d.v.s. Menneskene; thi at ogsaa der Klæggen fremdeles rider Bruman, maa antages, eftersom neppe Vantroen har angrebet den. Det er smukt, at Bestræbelserne i disse sidste Tider atter ere henvendte paa n’ Olaf, og at det saaledes kan vise sig, at Fjeldfolk med sin Graut og Klæggen med sin Riding Bruman ere de eneste Væsener, der have holdt fast ved det gode Gamle. Vi, der ere faldne fra dette Gamle, skal ingen Hindring lægge i Veien for disse Omvendelsesforsøg, men om vi selv blive omvendte, er en tvivlsom Sag, og det kan ogsaa være det Samme, da Menigheden er stor nok; thi vel er det ikke svært Mange, der endnu eter Olafsokgrauten, og Driftsherrerne finde, at det er «ein sjavils dyr Mat» (som gjør En selv ilde, egentlig); men derimod er det utrolig mange Klægge, som ride Bruman især i varme Sommere, saa at Høitiden kan blive nok saa summende.
«Sandt» Olafskirken, som nu isøndags blev indviet, er en smuk Kirke; men det er en stor Synd at man ikke endnu skal kunne have opdrevet nogen Løyve (Relikvi) efter vor Helgen Olaf, saa at Messen kan blive fuld; thi jeg har hørt at man i en katholsk Kirke ikke holder fuld Messe, undtagen den indeslutter idetmindste nogle Løyvur (Relikvier). Jeg ved ikke, om dette er sandt, men rimeligt er det, at Kirken ikke er færdig, saalænge der mangler et Bein eller en Knop, f. Ex. af Helgenen i den. Man skal have henvendt sig til en fortræffelig Oldgransker for at høre, om ikke den mindste Løyve var at finde efter «sandt» Olaf; men desværre Intet skulde være at finde. Det maa altsaa ikke være sandt, hvad man før har sagt, at Olafs Hjelm og Sporer hænge i Sverige, ventelig tagne fra Trondhjem, for ellers vilde vist Olafskirken faa dem, da den er saa ibeit for Løyvur, og omfattes med slig Kjærlighed baade fra Stockholm og Rom. Det er Synd, at man ikke skal kunne komme paa Bunden i Trondhjemsfjorden ved Agdenes, hvor det berettes at Skibet med Olafsskrinet og øvrige Herligheder sank. Det vilde have været en værdig Ting i denne nye Kirke. I Mangel af denne Kostbarhed tykkes mig, at man kan hugge et Stykke af et eller andet Olafsskib, af hvilke her ere mange baade i Thelemarken og det Trondhjemske. Det er gamle gode Sager disse Fjelde, og Folketroen, der har givet dem Navnet, er ogsaa en hellig Ting. Tager man ikke slige ægte Sager, saa udsætter man sig for at blive narret med uægte, for vore Handelskarle ere nogle store Gauker, der have tjent mangen god Skilling af Oldgranskerne, idet de ere komne dragende med udskaarne Fjele, Gryder, Kjedler, Stoup, Knive, Sværde, Øxer, Beinstumper, gamle Tænder osv. Det kan enda gaa an at have slige falske Varer i Rustkammerne og Musæerne, men i Kirken vilde de blive bespottelige; man skjælver næsten ved at tænke sig, at slige uægte Sager skulde blive røykte og skvætte med Vievand og baarne i Procession og læst Latin over! Og hvem forbyder at vore Handelskarle komme med slige Ting, naar de høre, i hvilken Nød man er? Det er Ingen sikker for deres Opfindelser og alvorlige Ansigter; og det endnu mindre her end nede i de gode katholske Lande, hvor man ugudeligen ofte har solgt en gammel Verketand af et syndigt Menneske og givet den ud for en Helgens. Menneskenes Begjærlighed er stor! Hvor let kunde ikke En finde paa at sige, at han havde fundet «sandt» Olafs Votter, om hvilke Folketroen siger, at Olaf kunde hænge dem paa Solegjusli (den Stribe man ser, naar Solen gjennem en Sprække skinner ind i et støvet Rum)? Handelskarlen behøvede blot at tage et Par gamle Bundingsvotter og gjøre sine Kunster med dem, og vi kunde have den Opbyggelse at se dem baarne i Procession gjennem Gaderne med syngende Kordrenge og kronragede Præster, skvættende Vievand!
Derfor advarer jeg, da jeg kjender mit Folks Ugudelighed.
Havde jeg kjøbt en «beneficeret» Gaard, vilde jeg ikke føle mig tryg paa min Eiendom, da Paven i Rom har Opskrift paa alt Præstegodset ogsaa her i Norge, og vil tage det igjen til Kirken (vindicere det, som Juristerne sige) naar nu Landet vender tilbage til sin gamle Religion. Her er Mærker nok til en saadan Omvendelse nu, for i Finmarken og Christiania, altsaa i Norges Nord- og Sydende, virkes fort væk nu. Man er vistnok vantro i Christiania, men her er ogsaa Mange, som lade sig lede, f. Ex. gamle Jomfruer ligervis som bort i Skien hos Lammers;k1648 og i Finmarken er Høsten stor, men Arbeiderne ere endnu faa. Kommer nu Krogh til med sin Olafsokdag, saa bliver her en Summel, og den som gaar af med Seieren, bliver Paven, der tager igjen sine gamle Gaarde lige for Kirkedepartementets Øine, som daglig sælger dem.

Nr. 233/1856; søndag 05.10.

[Jurysaka]

Korrespondance
Christiania den 3die Oktober
En stor Bog er nu under Trykning herinde, den største som maaske er trykt hertillands, sagde en Bogmand. Det er imidlertid en Bog, som ikke skal fryde mange Læsere; thi liksom den trykkes paa offentlig Bekostning, saaledes maa en ogsaa læses paa offentlig Bekostning, som under en Samtale blev sagt. Det er nemlig den kongelige Jurykommissions Indstilling, der som alle Indstillinger blot læses af de ulykkelige Storthingsmænd og det ogsaa af meget faa af dem. Ret gjøre ogsaa de som ikke læse Sligt, da det blot vilde være et Dyreplageri at grave sig gjennem disse «offentlige» Arbeider, der alle have denne velbekjendte «Kancellistil» og disse ufordøiede tunge Masser, som udmærker den juridiske Grundighed.
Jeg tror ikke, at den «kongelige» Jurykommission havde trængt til 200 trykte Ark med 16 Sider paa Arket = 3200 Sider for at ihjelslaa Juryen. Den var nok bleven kvalt af alle de andre skrevne Dynger, om ikke ogsaa en slig tung Protokol var kastet paa den.
I denne bindstærke Bog er vist Alt opdrevet, som kan opdrives mod Juryen. Men én Historie staar der vist ikke, som jeg derfor vil meddele her.
En Mand, saa fortæller et tydsk Blad, Freischütz, for et halvt Aar siden omtrent, — en Mand kom ind paa et Skjænkehus i Kentucky i Nordamerika og ser der tvende Mænd sidde med Lidenskab og spille Kort. Der var en levende Mumlen i Stuen og Alles Øine vare henvendte paa de Spillende, da Stikket galt Liv og Død. Paa Spurlag viste det sig, at de Spillende vare tvende Jurymænd, der af de lige stærke Modpartier vare valgte til at lade Kortet afgjøre, om Manden skulde kjendes skyldig eller ikke skyldig. Man havde nemlig som vanligt været stængt inde uden Mad for at faa en Endskab paa Voteringen; men da Stemmerne for Fældelse og Frikjendelse vare lige og hver stod paa Sit og man sad der som i en Skruestikke, saa fandt man at Kortspil maatte være en nem Udgang helst da Kentuckyeren skal være en Ven og Kjender af Kort. De høistærværdige Dommere sad da med Kortet krøllet i Haanden og stak og lod sig stinge indtil det sidste Stik afgjorde, at Manden var uskyldig, da den vandt som havde stemt for ikke skyldig. Publikum klappede og Enhver troede, at Retfærdigheden var skeet Fyldest. Manden var nok en Morder, men Retten frikjendte ham ved Hjælp af Kort, den havde sin Gang, og det var nok; man fik idetmindste Ende paa Sagen.
Det skal holde haardt, om den «storthingsvalgte» Kommission kan opdrive slige Historier for Juryen; at den ikke skriver 3200 Sider, maa vel ansees for afgjort, uagtet der er enkelte forfærdelig vidtløftige Folk i den Kommission ogsaa. Men det er altid lettere at holde Livet i slige Ting end at dræbe dem, — det modsatte af, hvad der gjælder om andre Dyr. Det kommer nu deraf, maa vide, at Døden skal komme saa videnskabeligt.
Denne «storthingsvalgte» Kommission arbeider dog ogsaa, som man kunde høre af Advokat Kildalsk1649 Procedure for Sagfører Sverdrup,k1650 hvem Statsraaden gjorde den Ære at sætte under Tiltale, fordi han fulgte Storthingets Valg og reiste til Christiania fra Laurvik for at sidde i Jurykommissionen. Men om nu den storthingsvalgte Jurykommission end arbeider, saa arbeider den neppe samstemmigt, da tvende Medlemmer bestemt ere imod Juryen og tvende for den, medens den femte ingensteds hører hjemme. Hvad skal nu ogsaa denne storthingsvalgte Kommission gjøre? thi om den nu end skriver Noget, saa faar den det ikke trykt, da Regjeringen nok vogter sig for at anvise Penge til Trykningen og Medlemmerne selv have hverken Raad eller Lyst til at trykke det paa egen Bekostning. Det kan nemlig ikke være Tale om at trykke paa Fortjeneste, da man ikke vilde faa en eneste Kjøber end sige Læser; thi naar man maaske undtager et Par, saa vilde Ingen af begge Kommissionens Medlemmer fortjene Salt til Maden med det, de skrev, dersom de ikke fik skrive paa «offentlig» Bekostning som Embedsmænd eller Kommissionærer.
Dette er netop de grundige Folk.
Hvorledes vil det dog gaa med Juryen hos os? Ingen ved det endnu; kun det kan man vide, at den ikke vil blive indført for almindelige Forbrydere. I Presse- og politiske Sager bliver den derimod vel indført, og dermed faa begge Parter Noget. Det turde dog holde haardt at faa Saameget af Juryen, da Kongemagten nok vil betænke sig paa at indrømme dette, uagtet der ikke er synderligt vundet ved det idetmindste ikke under de nuværende greie Forhold. Jeg for min Del vilde heller under en Pressesag stilles for vore nærværende Dommere end for en Jury, der ubundne af Loven, som de igrunden ere, gaa efter et bestemt Indtryk. Loven kan nemlig godt undgaaes, men ikke Indtrykket, og havde man da Uvenner i Juryen, saa ved man, hvorledes Indtrykket farves af Uvenskabet. At Stemningen ogsaa kan farve en Dommers Dom, er vistnok sandt, men han er dog mere bunden. I farefulde Tider under tænkelige Overgreb fra Oven vilde derimod Juryen være Skjold og Værge i Presse- og politiske Sager; men Overgrebet kunde ogsaa tænkes fra Neden, og da vilde Juryen være en Sluse til Syndfloden.
Forresten kan vi være rolige: de som ere satte til at sørge, sørger nok for os, saa vi hverken behøve at være bekymrede eller lægge vor Mening med i Laget. Vi bør være glade over at vi faa en Bog paa 3200 Sider; thi Bogen har vi, hvordan det end gaar med Juryen, og en Bog er en aandelig Skat, som dog fortæres af Møl og Rust, skjøndt en Bog som denne kan holde sig længe, da der ikke gaar noget med til Slitage.

Nr. 243/1856; fredag 17.10.

[Om oppkjøp]

Korrespondance
Christiania den 15de Oktober
En Forsamling især af Haandverkere udvalgte herforleden Dag en Komité til at tage under Overveielse Opkjøbervæsenet og om muligt udarbeide et Forslag til Afskaffelse af dette Væsen paa næste Storthing. De gode Borgere fandt, at Opkjøbervæsenet nu i disse dyre Tider er en utaalelig Ting, der maatte mødes, førend Christiania fuldkomment blir indesluttet af Opkjøbere, som kjøber op Fisken og tvinger de arme Borgere, der maa æde, til at betale Torsk og Lange som de vare Sølvbarrer, — af disse Opkjøbere, som jagter paa Folk ud efter Veie og Stræder og sætte Potetes, Kaal, Smør, Høns og al Madkost i en Pris, der især er utaalelig nu, da her er saa lidet Penge at faa. Det er en Beleiringstilstand, som med megen Sagkundskab er udhævet i et af vore Blade, og som kunde skildres meget pudsigt, naar man lagde sig efter alle Slusker.
Vi se og føle Alle denne Tilstand, men det gaar os som den, der skar et Hul paa Skoen, som trykte, saa at Taaen hang rød ud. At angribe Opkjøbervæsenet nytter nemlig Intet, undtagen man angriber Tanken i vor hele Handelslovgivning og fordrer Dygtighed af dem, som give sig af med Handel, paa samme Maade, som man kræver Dygtighed af Haandverksmesteren og Embedsmanden. Nu da enhver uberygtet Gadefeier kan tage Handelsborgerskab og blive Kjøbmand, ser det noget underligt ud at ivre mod Opkjøbervæsenet; thi selv om disse Opkjøbere toge Kjøbmandsskab og betalte sin vesle Skat, saa var dermed ikke Stort vundet, da de, som nu drive Opkjøberiet, ere Folk, der have saavidt mange Penge under Hænder, at de nok kunde betale Skatten, og den Mængde Kvindfolk, som ere i denne Handel, vilde nok vedblive at være med som Tjenerinder idetmindste. Det er endog et stort Spørgsmaal, om det ikke er bedre som det er, da saamange Mennesker ikke saa let kunne slaa Hoderne sammen om at drive op Prisen, som naar det var færre. Forsaavidt vilde det ikke engang hjælpe, om Betingelserne for at faa Borgerskab bleve strammede op. Men derimod vilde det hjælpe betydeligt paa, at friske, arbeidsføre Folk sloge sig paa noget Nyttigt istedetfor at ligge og høkre og vænne sig til Snyderier. Og dette var ingen liden Vinding hverken i disse Tider, da Arbeidet er saa dyrt, eller i Almindelighed for Landet, der ikke er tjent med at Folk oplæres til Dagdriveri og Skarvesnit. Men denne Side af Sagen har neppe vore gode Borgere tænkt paa: de have vist alene tænkt paa at faa Maden billig, og det er ikke let at faa hvordan man snur og vender sig, medmindre man som i de gamle Byforordninger vilde lægge Baand paa Bonden, som kom tiltorvs; men disse Baand ere ikke gode at faa kaste om ham nu, og et Forslag, sigtende hertil, kan man spaa vilde falde igjennem i Storthinget, hvor Landmanden har Overmagten. Det er altsaa forfængeligt at prøve paa det.
Bedre vilde det vel heller ikke gaa, om man foreslog, at Handelsloven skulde forandres, saa at en Mand maatte kunde Noget, før han blev Kjøbmand og derved skaffe den Sikkerhed, som Kundskaber altid giver. De Folk, som gjorde Handelsloven, leve og virke endnu, og de vilde nok vide at tilbageslaa et Angreb fra den Kant, saameget mere som de med det Samme kunde benytte Ordet Frihed og holde skjønne Lovtaler over den. Man benytter altid en Ting, saadan som man har Brug for den til. Desuden kunde man slaa om sig med alle disse europæiske «Kongresser», hvor Frihandel (i en anden Betydning) prædikes og tør ikke modsiges. Det er saaledes en høist ubeleilig Tid nu at ville angribe Opkjøberiet, og om nu Christiania Borgere henvendte sig til en Mand, som de lovede at vælge til Storthingsmand under den Betingelse, at han skulde kjæmpe mod Opkjøberiet, saa vilde han maaske love godt og sige: «ja, Gudbevares!» Men naar han kom paa Thinget, blev det nok ikke Noget af med hans Kamp, fordi han vidste, at han saa alligevel vilde blive gjenvalgt for det, om han forresten dugde Noget. Her vilde ellers være Tid nu under Valget for Christiania Borgere til at sikre sig Mænd som idetmindste kunde prøve paa at faa Opkjøberiet afskaffet. Man mener Nogen af Christiania Borgere ligesaalidt som noget andet Steds tænker paa Sligt eller noget Andet som ligger dem politisk paa Hjertet? De agtværdige Borgere tulle og vælge uden anden Tanke end den som nogle Faarehyrder have. Derimod have de nok sine Sorger; men de holde disse Sorger skjulte for den Verden, der skulde kjende og afhjælpe dem, medens de som her nu have sine Møder (Metings), hvoraf naturligvis de ærede Storthingsmænd le. De agtværdige Borgere tage ikke Staven i rette Haanden.
Der bliver derfor — saavidt jeg skjønner — Intet andet tilbage for dem end at lade være at æde nogle Dage, saa vil nok Prisen falde og Opkjøberne komme ilde ud af det, eller ogsaa at lægge sig til noget Forraad, saa de kan tage sig en anden Middag, naar de komme paa Bryggen og finde Fisken urimelig dyr. Et Husholdningsvæsen, der lever fra Haanden til Munden, maa nødvendigvis komme i Knibe. Dersom Opkjøberne ikke vare nogle Stakkarer og ligesaa uenige som de andre Borgere, saa kunde de godt her som i London drive op en Hummer til et Pund (omtrent 5 Spd.) og de andre Levnetsmidler i Forhold dertil; thi da Husvæsenet har sine Fiske-, Suppe-, Kjød-, Beauf- og Stegedage, saa er det blot at passe disse Dage og være enige i at drive Prisen op paa Ting, som maa haves. — Hvorom Alting er, saa ere Priserne høie, og høiere vil de nok desværre blive trods alle Metings, hvoraf naturligvis Intet kommer ud andet end Snak; thi Folk har den besynderlige Egenskab, at de aldrig kan blive enige om nogen Ting, men sidde som sine Vestmænd anføttes og ro Baaden. Det gaar forresten utroligt alligevel; thi da Alle ere uenige saa gaar det som Alle vare enige. Se nu her: Borgerne kan neppe blive enige om Maaden at angribe Opkjøberiet paa; men da nu Opkjøberne igjen heller ikke kan blive enige, saa gaar det op i op, og Maden bliver vel ompas saa dyr, som Tiden gjør, at den maa blive.
De ærede Borgere og stemmeberettigede Indvaanere af Christiania By, burde ellers vogte sig for at blive mistænkte for, at de ikke saa rettelig vil forstaa Friheden, men tænker paa Ting, som ikke staar i den bedste Sammenhæng med et frit Land. Jeg siger intet Ondt om denne Opkjøbergreia, bevare min Mund, men jeg mener blot, at det kunde vække Mistanke, helst da Tingen nok tages fra Prisbillighedens Side og ikke fra det Fordærvelige i at Folk rangle og handle istedetfor at være nyttige Mennesker.
Men, da man er anføttes, saa er vel ingen Fare paafærde.

Nr. 245/1856; søndag 19.10.

[Norge sett frå Sverige]

Korrespondance
Christiania den 17de Oktober
Svenska Tidningen har gjort Norge den Ære, at bedømme os og vor Tilstand. Det ser ud til at være et Brev fra Norge, og enten nu dette Brev skriver sig fra Ethnografen Hebbe,k1651 som laa her ifjor og holdt Forelæsninger, eller fra en Mand i Vicekongensk1652 Følge, saa er det en Bedømmelse, der maatte fremkalde mange Bemærkninger. Her er nogle.
Studenterne fremstilles som de, der ere Sveriges bedste Venner. Fra et svensk Standpunkt kaldes dette at begribe Tidens Fordringer; men fra et norsk Standpunkt maatte det kaldes at opgive sit Fædreland. Vi ere Allesammen Sveriges Venner i den Forstand, at vi ville være høflige mod det og yde det Ret og Skeln337: men vil man dermed tro, at vi skulle opgive os selv eller slaa det mindste af i vore Rettigheder eller vor Selvstændighed, saa tager man feil, og Studenterne ville forhaabentlig være med dem, som sige, at vi først og fremst ere Norske. Det kan vel hende, at mange af Studenterne have holdt Fester og Taler, der kunde fortolkes som en barnagtig for ei at sige letsindig Opgivelse af sig selv, sit Folk og Nationalitet; det kunde ogsaa hende, at mange Studenter virkelig ere fiendske mod vor egen Nationalitet og gav den gjerne bort for Svensk eller Dansk; det kunde endvidere hende, at ogsaa Studenter lod sig forblinde af Gunst og Haab om Befordring, saa at de stemte i med Alt, som sigtede til at undergrave vor Selvstændighed og lade os gaa op i Sverig og Danmark; men i sin store Almindelighed er visselig Studenterne gode Patrioter, og ingenlunde fortjener det Vidnesbyrd, Svenska Tidningen har givet dem.
Har de syndet, saa har de idethøieste syndet af Uvidenhed, og uagtet denne kan gjøre liksaa stor Skade som Ondskabs Synd, saa bliver der dog altid en stor Forskjel mellem disse Synder, og Svenska Tidningen har ingensomhelst Ret til at rose de norske Studenter for deres svenske Sindelag; den kunde idethøieste sige at de fare og tulle. Men der er noget særdeles godt og Patriotisk ment med dette Tulleri: man vilde som Tidningen nok ogsaa siger, følge Tiden og være human. Ungdommen og god Skolegang maatte fornægte sig selv, dersom den med Villie skulde fornægte sit Fødeland: det er netop til alle Tider og i alle Lande, at en slig Ungdom synge og digte patriotiske Sange, gaar med Frihedskokarden i Luen, lader et republikansk Skjæg voxe og er hvad Tydskerne kalde Freischärlern338. De gode svenske Brødre maa ikke lægge mere i Studentermøderne og Fester end hvad der ligger i dem, nemlig Poesi. At ville bedømme Skandinavismen politisk efter dem eller overhoved at slutte til en nærmere Forbindelse med Sverig, det er bogstavelig at gjøre Regning uden Vært, og beviser tilfulde, hvor barnagtige Folk det er, som skriver Sligt i svenske og danske Blade. De norske Studenter vil forhaabentlig holde Fred med Alle og allerhelst med sine Grander, de Svenske og de Danske, men heller Intet videre; de vil skaale og drikke og være Kammerater, men det har ikke det Mindste med Politikken at gjøre. Man skulde idetmindste haabe det.
At Morgenbladet derimod skulde være fiendtlig mod Sverrig, er ikke sandt; det har nok engang været det, men de Tider ere forbi. Tværtimod var Morgenbladets Artikel om Tolvmandskommissionen langt mere unorsk og dermed svensk end Chr.-Postens, som netop faar Ros for sit svenske Sindelag. Der er en god Blanding af Sandt og Falskt i denne Artikel om Norge. Falskt er dette, som nu er paapeget, men Sandt er det, at vor Almue er mistænksom mod en nærmere Tilslutning til Danmark, og endnu mere til Sverige, kunde være tilføiet. Denne Mistænksomhed fremstilles som Mangel paa Sands for Tidens Ideer, men det er dog den bedste Lovtale, man kan give vore Bønder; de lugte liksom, hvad der er godt og ondt, eller rettere de føle det. Man føler, at de vil komme til at føle det, om man drager Rigerne mere sammen. Det er Bondens Hest og Bondens Havre, som da faar undgjælde.
Det er betydeligt for al den Opmærksomhed, Verden skjænker Norge nu. Der skrives Korrespondancer i udenlandske Blade om Nødvendigheden af en nærmere Tilslutning til Sverige og Skandinavismen, disse Artikler sendes i smaa Bøger og fremkalde lange Bemærkninger; fremmede Prindser reise her igjennem og man kan være stø paa, at de hverken reise for Naturen eller Videnskaben, men for at se, hvad man kan bruge os til; Vicekongen reiste til Danmark og var der med Prinds Napoleon,k1653 og man vilde miskjende saa ophøiede Mænd. Nu har Ministerkrisen varet flere Uger, og man tager neppe feil i at give Skandinavismen Skylden: der er nemlig Kamp mellem Danske som vil have sin Helstat, bevare Danmark helt, og dem, som ville opgive et selvstændigt Danmark for Nordens Skyld, d. e. Skandinaver. Ministerkrisen er derfor rimeligvis en Efterve af Vicekongens og Prinds Napoleons høie Besøg. Vi skjønner, hvad der forberedes med Norden og maaske vortn339 eget Hof endog trykkes paa af England og Frankrig efter Traktaten af November ifjor. Herfra tror jeg at alle Bevægelser maa sees, ja endogsaa Aftonbladets sidste fiendske Artikler mod Carl Johansk1654 «russiske» Politik og Oscarsk1655 Ros for Novembertraktaten. De Svenske maa naturligvis være glade i alle disse Tidsbestræbelser, der naturligvis gaa ud paa at gjøre Sverige til den mægtigste Høne i Korgen. Derfor bliver der saameget Svenskt blandet med ind i alle Hoffernes Paavirkninger, at det Ene ikke er godt at skille fra det Andet. Men det kan ogsaa være det Samme: Vi se, hvad der gjælder os, og det gjælder at se det klart, for at vi skal kunne fatte vore Beslutninger. Vi have nu igrunden blot én Beslutning at fatte, og det er den at være, hvad vi ere med Ret og Skjel, saa Ingen skal kunne paasige os Uforstand. Det gjælder dog mere og det er, at blive mere Norske for at samle Modstandskraft og dermed Seier efter Nederlaget, om Magten skulde overvælde os. Thi uden Magt forandrer man forhaabentlig ikke vor Stilling. Nutiden maatte ellers vanslægte saameget fra Fortiden, at dens Dødsdag var kommen, og enten den faldt for Dolk eller Gift, kunde derfor være det samme.
Nu vil de smukke Taler kunne begribes, som man nok vil holde for at faa Storthinget til at gaa ind paa en vis aarlig Ydelse til Forsvaret, det vil sige det første store Greb i vor Selvstændighed. Man vil ogsaa begribe de skjønne Taler for en nærmere Toldforening, ja endog for en Jernbane mellem Norge og Sverige. Der sker Intet uden dyb Plan.

Nr. 249/1856; fredag 24.10.

[Mot stortingsval]

Korrespondance
Christiania den 22de Oktober
Her er mere Liv end man skulde tro i Christiania før Storthingsvalget: Haandverkerne og Handelens Venner have sine Møder og Aviserne komme med lidt hver Dag om den og den store Mand, som bør vælges. Det er som det skulde have noget at betyde, hvilket det slettes ikke har, al den Stund man som her blot ser efter Dygtigheden; thi Dygtighed har man saameget af i Christiania, at man for den Sags Skyld gjerne kunde tage islæng, medens man igjen paa den anden Side heller ikke har saa overvættes Dygtighed for Storthingsvirksomheden, at nogen Skade var skeet, om Nogen blev udestængt. Nogen egentlig Taler kjender ikke jeg i Christiania undtagenn340 Advokat Dunkerk1656 og Overlærer Daa,k1657 og nogen af disse Mænd bliver neppe valgt, saa det er kjedsommelige Folk at høre paa, hvem man ellers vælger. Efter et politisk System gaar man heller ikke som i andre Lande, saa at Valget efter mit Skjøn er det mest intetsigende man kan tænke sig og ingenlunde fortjener den vesle Umage, man gjør sig, da Dygtigheden som sagt ellers maa være stor nok, hvor man maatte slaa ned i Flokken, det vil sige den almindelige Storthingsdygtighed, hvilket atter igjen vil sige Middelmaadighed.
Under en slig Tingenes Tilstand er det underligt, at man ikke tænker paa en Handelsmand og en Haandverker ved Siden af de tvende Mænd af Embedsstanden som ere visse: man tilsidesætte Ingen ved dette, men derimod handlede man formentlig i Grundlovens Aand ved at sammensætte Thinget af hver Stand, saavidt det uden Forbigaaelse af store Evner lod sig gjøre. Det er unegtelig en underlig Ting at sende lutter Embedsmænd paa Thinget; thi hvor skikkelige og velmente de end kunne være, saa er det dog i sin Grundtanke at sætte Bukken til at passe Kaalen, da Afhængighed af Regjering eller Ønske om Befordring ere Ting, der maa ytre sin Virkning paa det skrøbelige Menneskehjerte, uden at det mangen Gang selv ved af det. Det kunde især være af Vigtighed nu, at have uafhængige Folk, da saamange store Ting for vor Fremtid ville blive forlangte af Storthinget, og en ubegavet yngre Embedsmand er dog den skrøbeligste Lerpotte som kan tænkes, naar Hoffet har sine store Hensigter og løfter Hammeren. Men, det er nu bleven en saa staaende Talemaade, at Standen ikke bør komme i Betragtning, at det nytter ikke meget at sige mod den.
Man maa under denne Tilstand være glad over, at Haandverkere, Handelsmænd og Borgerne ellers i Almindelighed ikke give det Hele en god Dag, da ingen af dem kan vente at komme i Betragtning, men Alt gaar som Storthinget skulde være kongevalgt. Det er nemlig saa naturligt, at der i hver Stand findes Nogle som vil frem, og da det altid er disse som sætte Liv i sine Standssæller, saa gaar det godt, naar Haabet ikke er udestængt for Nogen; men naar Alle se, at Tanken er bleven den, at det blot er Folk af én Stand som skal frem, saa maa man ikke forundre sig, om Sløvhed indtræder. Det er nemlig ikke saa godt for de almindelige Borgere at faa det til at gaa anderledes, da deres Kald ikke er at skrive i Aviser eller bruge Munden i Forsamlinger. De gaa med sin jevne gode Forstand og tie stille og lade Skrighalsene beholde Valpladsen. Vilde man heise et Mærke paa politisk Umyndighed, saa tog man nok ofte Feil og vist er det, at man her i Christiania vilde kunne finde Mænd af Handels- og Haandverksstanden, som var liksaa gode og bedre til end de nye Mænd. Det er nok saa, at Christiania ikke har mange dygtige Handelsmænd og Haandverkere, hvilket saa naturligt kommer deraf, at Christiania ikke har som de fleste andre Byer sine gamle Familier, men de fleste Kjøbmænd ere komne hid fra alle Verdens Kanter liksom det skulde være i en amerikansk By. Det ern341 gjerne gode Hoveder disse Bondegutter eller Eventyrere som have slaaet sig op til Rigdom, men det er Mennesker som ikke kan Andet end handle og lægge sammen; det er et Tran- og Baghunaristokrati som just ikke er skikket for Storthingsbænken, og findes her end enkelte som have lært noget, saa træffer der saa ind, at de fleste af disse Faa ikke have Sands for Andet end Heste og Skuespil. Man skal forsaavidt ikke snuble i dygtige Thingmænd, men nogle maatte her dog være og mange nok fremfor talentløse Statstjenere. Det vilde da kunne være paalidelige Stemmer, og i en Tid som denne har Stemmerne Meget at sige; det skal desuden ikke skorte paa Arbeidsfolk, dette Thing, saa det væsentlig nu blot er Spørgsmaal om Graastein til Ballast i Baaden. Men man skal nu ville være saa oplyst, maa vide, ret som denne almindelige Oplysning uden Aandens høiere Gaver ikke var det bedrøveligste, som til er. Det er bogstavelig hverken Fugl eller Fisk, men derimod et Rør for alle Vinde. Af slige Folk har Storthinget mange denne Gang, og Hovedstaden sender nok ogsaa sine. Jeg beundrer disse vore Haandverkere og Handelsmænd som bry sig om Valget denne Gang, men jeg kan ikke have nogen Medfølelse med dem, da deres Handling er den mest intetsigende som kan tænkes. Dog turde her maaske findes dem, der sagde at det netop er et Bevis paa det norske Folks politiske Forstand, at det just vælger dem, som Kongen selv vilde have valgt. Det vidner om en skjøn Enighed og maa bære sine Frugter.
Hovedstaden er besynderlig: her er ved Siden af den sunde saamegen Snusfornuft, at Politikken og Valget ikke skal frembyde Noget, som kan tiltale Sindet. Det gaar saa kjedeligt til Altsammen og saa forsigtigt, at man kan forgaa, og da de fleste Vælgere ere saadanne, hvori der efter Ordsproget hverken er Godt eller Ondt, saa vælge de naturligvis Mennesker som have de samme Egenskaber, det er egenskabsløse. De skvætte tilbage for Mænd som Dunker og Daa. Det er Aandløsheden som skal herske, fordi den er saa inderlig snil og bra. Det er et godt og yderst skikkeligt Folk, men hvor kjedsommeligt!

Nr. 255/1856; fredag 31.10.

[Ny redaksjon i Christiania-Posten]

Korrespondance
Christiania den 29de Oktober
Vi Nordmænd, der med al Ret intet Bræt lægge paa egentlige Ministerkriser, men betragte som en ligegyldig Sag enten Per eller Paal er bleven udnævnt til Statsraad, vi burde skjænke et Avisredaktørskifte nogen Opmærksomhed for dog at have lidt af Skikkene i frie Lande, hvor Pressen er den fjerde Statsmagt eller rettere den, der burde beherske de tre andre. Fra dette Synspunkt kan det være værdt at tale om Skiftet i Chr.-Posten og betragte det som noget Andet end en anden Rispe fra Hovedstaden. Daak1658 er da fratraadt Redaktionen og det «definitivt,» som den nye Redaktion, der lader til at ynde fremmede Ord, udtrykker sig. Da Daa nu «definitivt» er traadt fra, saa er det en unødig Ting at tale om ham, helst da det nok turde være paa Tiden at lade ham faa Fred en Stund; men Freden bliver nok ogsaa blot en Stund; thi Daa har en god Levedygtighed, der lader ham igjen opstaa under en eller anden Skikkelse. Han faar sig rimeligvis en Avis igjen og den burde være svensksindet, eftersom nogle Artikler af ham have været af det Sind, der maaske ogsaa bidroge til at Posten skiftede Regjering. Chr.-Posten har nok været svensk for det, om den ikke har været saa svensk som Morgenbladet i den sidste Tid. En rigtig svensk Avis i Norge nu maatte have Udsigt til at gjøre Forretninger, da saamange Tilknytninger til Sverige skal ske. Den maatte idetmindste gjøre Forretninger i Sverige, og Kongehuset vilde ikke slægte paa sin ophøiede Stamfader, dersom det undlod at yde en saadan Avis al mulig Opmuntring; det svenske Adelskab maatte ogsaa like en saadan «bröderlig Tidning,» og det vilde derfor være et mærkeligt Tegn paa norsk Mangel af Foretagelsesaand, dersom ingen Nordmand skulde falde paa i disse Tider at udgive en saadan Avis, — Tider, i hvilke Folk, der kan ansees at være en Skilling værdt, efter Verdens Gang maa have Udsigt til at finde Kjøbmænd. Det maa siges nu at være mindre godt for «Spekulanter;» thi ere de norske, saa kan de nok til Nød faa Abonnenter, men for det første saa ere nu de heller ikke videre stadige Væsener, og dernæst saa er det «raat» og «udannet» at være Norsk, det er at være et Menneske som ikke begriber «Civilisationen,» «Tidens Fordringer» og vel snart ogsaa her som i Danmark ved Arvefølgens Forandring «den europæiske Nødvendighed.» Paa den anden Side kan det ogsaa komme til at have sine Ubehageligheder at være Svensk, f. Ex. at blive pryglet op; men «fram i Verden» kommer man, det bliver liksaa vist som at de bleve Professorer og Andet, der holdt med Danmark og skjældte ud Norskheden og Wergeland.k1659 At forraade sit Land svarer gjerne Regning for den enkelte Mand, vel at mærke, medens de, som Efterverdenen have kaldt Patrioter, i Reglen ere gangne tilgrunde. Det har vistnok ikke altid truffet saa, men i Regelen sker det dog. Hvad skal derfor «Spekulanterne» gjøre nu i denne forestaaende Tid? Vi faa for det første se, hvorledes Aviserne rigtig ville tage det.
Hvorledes Chr.-Posten vil tage det, skal man ikke blive klog paa af Artikelen idag om de svenske Forhold. Den er nok desværre saadan, at den ikke tilfredsstiller nogen af Parterne. Chr.-Postens nye Redaktion, som jeg har hørt benævne «Kvartetten,» er vist en noksaa bra Redaktion, og at ikke «Kvartetten» indøver Ligsangen over Posten, er vel afgjort, da det er Folk med «gode Karakterer» allesammen, hvorvel en «god Karakter» er Et og Tanker og Sprog et Andet. Det skal ikke være opmuntrende for Posten at erindre sig den «Constitutionelle,» der gik tilgrunde uagtet den blev redigeret af de bedste «Karakterer,» som alle nu ere Landets første Embedsmænd. Men det er Mænd som kun da ere store, naar de skrive og læses paa Statens Bekostning, og en Avis er saa ulykkelig, at den intet Føderaad har af Staten, men maa som en anden Næringsdrivende æde sit Brød i Ansigtets Sved eller ogsaa som en Kunstner leve af sit Talent. Det er et kjæmpende Liv.
Det er især et kjæmpende Liv for Forlæggeren Dybwad,k1660 om hvem man maa sige, at han har vist sig som en driftig Forlægger, og hans store Bekostning «Feuilletonen» havde ikke fortjent den vistnok vittige, men uretfærdige Behandling af en Mand, der ubegribeligt nok havde forvildet sig til Morgenbladet. Posten med Feuilletonen er visselign342 det billigste Tryk af alle Aviser og det bedste kanske ogsaa; men Posten er for frisindet ved Siden af sine Hensyn til at gjøre Lykke. Den skulde blive et sandt Regjeringsblad, og faa alle Stemmer som den ene i «Kvartetten,» der sang om «Aftenbladets Trafik;» det var just en Stemme, som klang lærd, jeg synes erindre, at den «noterte et karakteristisk Faktum.» Det er Talemaader, som Folket ikke skal forstaa meget af. Men saa er der igjen en anden Stemme i «Kvartetten,» der er saa norsk som man skulde høre: «Ifjor gjæt’ eg Gjeitan.» Det maa bestemt blive Disharmoni (Uljo).
Ubetænksomt var det ogsaa af Redaktionen med det samme Daa «definitivt» var aftraadt at skrive om «Aftenbladets Trafik;» det var at begynde med Strid, og det er en taabelig Ting at stride, før man har Udsigt til at vinde. Man ser derfor i Verden heller ikke, at et Dyr angriber et andet eller en Slagsbroder en anden, undtagen der er Udsigt til at banke Modparten op. En Avis maa ogsaa være som den Pave, om hvem det hedte: «Han kom til Regjeringen som en Ræv, regjerede som en Løve, og døde som — en Hund.»

Nr. 261/1856; fredag 07.11.

[Stortingsvala over]

Korrespondance
Christiania den 5te November
Det gaar underligt til med Politikken i Hovedstaden ogsaa, hvor man dog skulde tro, den ret hørte hjemme. Saaledes er vel neppe nogetsteds i Landet Borgernes Uselvstændighed og Usamdrægtighed større end just netop her, hvilket igjen maa komme deraf, at Uvidenheden hos disse Folk er størst her, hvor de ere løbne sammen fra alle Verdens Kanter. Det er næsten som i en Amerikansk By en Samling af Eventyrere, der gjerne som alle Slige have gode Evner, men ere uden Kundskaber og Tankens Tugt med sit ustadige Blik paa Verden og gramsende Hænder efter Maden. Det er et virksomt Folk dette, men det er ikke meget tes i Politikken; det maa tomkjøres af Andre, hvilket det da ogsaa ganske rigtig bliver; det kvekker for en Avisartikkel, og dersom en Mand i et nogenlunde godt Embede taler til en slig Forsamling, saa tør den ikke kny et Ord; det virker som Smeld af en Svipusnert i Sauflokken.
Det var derfor et Under, at Storthingsvalget herinde blev saapas godt som det blev. Størsteparten af Haandverkerne og Almuesmanden vilde have havt Daak1661 til Storthingsmand; men da nogle Aviser og anseede Embedsmænd skjød ham for Glug, saa turde mange af dem, som vare valgte for at stemme paa Daa, ikke vælge ham, men stemte paa K. Motzfeldt,k1662 Gud bevares, da de skjønte, at han var udseet til Paak for at slaa Daa og Nissenk1663 af Marken med. Disse to Mænd vilde navnlig Styrismændene ikke have. Da jeg tager Alt i den bedste Mening, saa tænker jeg mig, at de ikke vilde have Daa, fordi han engang i Verden nok har ligget i Avistvist med de fleste af dem, fordi han var saa høirød i sin «Gransker», og helst fordi han er saa uheldig at tale godt og være smaavittig. Nissen vilde man vel ikke have, fordi han synes have betænkelig mange Planer for Skolevæsenet og kunde gjerne ville indskrænke den saakaldte lærde Undervisning samt foreslaa Oldnorsk til Examens Fag for alle, som vilde blive Embedsmænd. Han kunde ved alt dette være bleven en lei Mand i Storthinget han, fordi Folkemeningen vilde have givet ham Medhold i disse Ting, og naar man kan faa det som man vil, bør man spare sig for Ubehageligheder og holde Thingsalen fri for slige «revolutionære Elementer.» Daa er ogsaa «revolutionær», men af en anden Grund, fordi han er aandrig nemlig. En aandrig Mand er som vore dybe trange Fjorde: man ved ikke hvad Øieblik der kan komme en Kastevind fra de høie Fjelde.
Saa er da nu Storthingsvalgene tilendebragte, og dersom der havde været Tanker i dem, maatte man kunnet have havt Tanker om dem; men efter noget «Princip» har man nok neppe nogetsteds valgt, og derfor vil det være en forfængelig Sag at anstille Betragtninger over, hvorledes Thinget vil komme til at se ud, saadan som man gjerne gjør i frie Lande. Thinget vil naturligvis ingen Karakter have, men være et skikkeligt godt Væsen, om hvilket man ikke kan sige Andet end Godt. Det er «hæderlige» Mænd allesammen, og blandt de fleste kan man som blandt de Stemmeberettigede i Christiania smælde med Svipusnerten og faa til at skvætte, hvorhen man vil; det er kanske 3 eller 4 Mænd, som ere «støe» i politisk Betydning, men disse kan sandelig ikke denne Gang samle noget Parti om sig. Det er derfor en underlig Tanke af Morgenbladet idag, at dette Storthing skulde bringe Jurysagen noget fremad; thi de, som raade noget i Thinget, vil ikke vide noget af Juryen, og dermed gaar det.
Naar nu Greierne med Sverrig kommer fore, saa vil den «europæiske Nødvendighed» gjøre Alle forknytte, da det er «oplyste» Mænd, som lytte til Grunde. Det bliver nok nogle Mænd, som ikke bry sig om den «europæiske Nødvendighed», men det bliver neppe nogen Stemmevegt. Bare man kan faa laant ud den russiske Knut og ringle med, saa gaar det Altsammen som smurt. Jeg tænker mig dette saa paa Forhaand, da de fleste Thingmænd ere «oplyste» Folk som ikke vil udsætte sig for Noget. Var der mange som Uelandk1664 og Sæter,k1665 saa vilde de rimeligvis se Knutten først og efter Ordsproget ikke løfte paa Hatten, før de saa Manden, men da de fleste som sagt ere «oplyste» Mænd, saa er den bare Tanke nok.
Jeg tror derfor, at Styrelsen, forudsat at den er svensksindet, kan være saare vel tilfreds med dette Storthing, liksom den ogsaa vil kunne være tilfreds med det i alle andre Sager. Det skal vist ikke sætte nogen Rigsret eller nægte en Bevilling, saalænge der er en Skilling i Kassen.
Det bliver et godt Thing, medgjørligt og snilt, ret et Udtryk af det norske Folk, godmodigt som Dagen er lang.

Nr. 267/1856; fredag 14.11.

[Om embetsstanden]

Korrespondance
Christiania den 12te November
Christiania Byfogedembede bliver rimeligvis delt i tre nu, en notarius publicus, en Underdommer og Byfogdens Andel i Skiftevæsenet gaar vel fra. Et Embede som Christiania Byfogderi er en urimelig Ting under vore Forhold, da Tjenere og Tjenerstjenere maa gjøre det meste, medens Embedsmanden sidder og faar de uforholdsmæssige Indtægter. Hvoraf ogsaa følger, at Embedsforretninger, der burde beklædes med Værdighed, udføres af Mænd, der ingenlunde svare til Gjerningens Vigtighed. Sligt kan ikke undgaa at vække Forargelse, og skabe Fiender af vor Samfundsindretning. Det er nu vistnok ingen klog Politik at gjøre Embederne for smaa og stræve efter at sætte vore mange Kandidater i Vei. Kandidaterne faa leve som de kan; det er bedre det, end at Embedsstanden om en Tid skulde synke ned til arme Betjente, der ikke kunde være Bærere af Tidens høieste Dannelse og føre Samfundet fremad. Om vor Bondestand endnu ikke kan gjøre dette og Handelsstanden aldrig ifølge sin Bedrift vil kunne gjøre det, saa maa Embedsstanden gjøre det. Men om det nu ikke er tilraadeligt at stykke Embederne ud formeget, saa er det dog rigtigt at tilveiebringe nogenlunde Lighed mellem de ensartede Embeder og ikke lade Mænd af samme Dannelse og Hæderlighed neppe have det Nødtørftige, medens enkelte andre have meget mere end Nok. Det forstaar sig, at Urimeligheder ikke kan undgaaes med Embeder paa Steder, der i en Embedsmands Tid voxe saa meget som Christiania; men derfor er det ogsaa paa Tiden at rette paa slige Urimeligheder, naar Leiligheden er tilstede; men videre maa man heller ikke gaa, og alt dette Raab paa Deling af Præstekald med flere Embeder, er visselig ikke kloge Mænds Raab. Nu er det vistnok saa, at Embederne ere til for Folkets Skyld og ikke Folket for Embedernes; men der maa en klar Nødvendighed og Mangel paa Forholdsmæssighed til, før man forflerer Embederne, helst da vor Embedsindretning er bygget paa en forældet Grund og maa fremtræde under andre Former, saasnart det lader sig gjøre. Saaledes er vore trende Dommerinstantser en Uting og tvende vilde vist være det Rette, naar Underretten havde flere Dommere saa som Stiftsretten nu. Amtmanden og Fogden ere ogsaa Embedsmænd, der ikke længer passe godt, og en Omlægning af disse er vist liksaa nødvendig som vore Omlægninger af de gamle Veie. Den geistlige Etat er ikke mindre synderlig og aflægs. Den biskoppelige Indretning passer ikke godt til Reformationens Tanke, at Kongen er Kirkens synlige Overhoved, liksom heller ikke Biskoppens Overtilsyn gjør det Gavn, som kunde ventes, naar en saadan Mand virkede paa en anden Maade. Provsten er endnu mere synderlig, og Præstekaldene svare ikke længer til den Tid, som skabte dem. Præsterne ere fra Folkelærere drevne videre og videre ud af sin Stilling og ind paa Opbyggelsens Felt, og naar man betænker, hvor faa Mennesker det er givet at tale Trøstens, Opbyggelsens og Begeistringens Ord, saa indses det, at alle «Lægemidler for Kirken» ikke kan helbrede, saalænge man lægger den nye Vin paa disse gamle Flasker.
Erkjendes det nu, at vore Embedsinddelinger ere fattede ind i en Ramme, som den nyere Tid sent eller tidlig maa sprænge, saa kunde der spørges, hvorledes Fremtiden bedst beredes og Overgangen gjøres, om det sker bedst ved at lade Embederne være udelte eller om det gaar naturligen at dele dem og dele dem, indtil de paa en Maade af sig selv opløses og gaa umærkelig over i andre Former? Dette Sidste er maaske den mest historiske Vei, og forsaavidt er det at stride mod Tingens Gang at ivre mod Embedsdelinger, og min i Spidsen stillede Grundsætning kommer da i Modsigelse mod denne her. Det vil da ikke kunne undgaaes at Embedsstanden synker i timeligt Velvære og med den i Kundskab; thi god Løn er altid Betingelse for Dygtighed og — man tør nok sige det — for Retskaffenhed.
Det begynder alt nu at ytre sig betænkelige Tegn paa Embedsstandens Nedadgaaende. Er man i et Lag af velholdne Bønder, saa kan man nok høre en vis Medlidenhed endog med høiere Embedsmænd og Underordnede, om de ere nok saa flinke, vederfares en Naade, naar de faa være med i Laget. Man kan ikke andet end glæde sig over at Banken kommer sig saavidt; men naar Kundskaben ikke er derefter, saa spaar det ingen Lykke for Samfundet, at Tjenerne begynde at stige til Hest og Herrerne at vandre tilfods. Kun den fortjener nemlig at være Herre, som kan Noget, og som kan være Herre uden at blive latterlig.
Det bør ogsaa siges, at jeg har hørt af en flink Bondemand at Embedsstanden bør sættes istand til at holde Skridt med de øvrige Borgerers Fremskridt i Velvære, og ikke som nu gaa tilbage mens Folket gaar fremad.
Hertil kan dog bemærkes, at Tiderne forandre sig let for de øvrige Næringsdrivende, medens Embedsmanden har Sit sikkert.

Nr. 269/1856; søndag 16.11.

[Schübeler]

Korrespondance
Christiania den 14de November
Vor unge Stat er strævsom; den vil frem, men det mangler den somoftest Evnen til at kile saa fort paa som den gjerne vilde. Den er som Jenta, der synges om i Folkevisen:
«Den vesle Jenta ho er saa nette:
ho spyt’ i Næven og strouk seg slette;
ho stod og spegla seg i ein Saa
og gret for Pattane var for smaa.»
Det er derfor godt, naar Staten kan finde Mænd, som ere kyndige nok til at virke med Raad og Daad i det, der mest trænges til. En saadan Mand har Staten fundet i Schübeler,k1666 og Morgenbladet, der altid er saa heppentn342a at finde dygtige Folk, har da ogsaa ganske rigtigt faaet fat paa Schübeler.
Ikke saasnart begynder man i Romsdalen at gruble over Dyrkning af Tobak, før Hr. Schübeler kommer i Morgenbladet med en grundlærd Afhandling om Tobakken. Aldrig saasnart har man paa Listerland kjørt noget mere Tang end sædvanligt, før Schübeler som Jonas i Hvalfiskens Bug kommer i Morgenbladet omviklet af Tang. Man snakker i det Trondhjemske om et Kornslag, der maaske kan erstatte dette vort gammeldagse Korn, og Hr. Schübeler er øieblikkelig ude med en vidunderlig lærd Afhandling. Poteterne raadne, og Hr. Schübeler underkaster Knoldfrugterne en dybsindig Grandskning for at have lidt for Tanden, om Potetessygdommen skulde blive dødelig.
Det var ikke formeget sagt, at man kunde opregne Alt hvad der gaar igjennem Munden, for at afpæle den hele Mark, hvorpaa Hr. Schübeler med lige stor Sagkundskab bevæger sig. Fiskekraas og Fugleguano falder især fortrinlig i hans Smag*). Men Kaalhovederne maa dog vel erkjendes at være hans fineste Venner. Man kan blive rusk over al denne Lærdom og sige som Fjeldfolk om Præstlærde: det er ubegribeligt at ikke Hovedet springe sonde.
Det forargelige Aftenblad kom imidlertid forleden Dag med en Sammenstilling, som viste, hvad vi forresten Alle anede, at det Hele blot var en tro Oversættelse fra Tydsk, hvor nu Alting staar paa Prent. Men at Oversættelsen var saa tro, at endog Parentheserne vare tagne med, det anede vist ikke Mange.
Dette vilde nu Altsammen være baade godt og vel nok, dersom ikke Hr. Schübeler (thi det maa vel være ham) ogsaa havde oversat de deilige Trærækker ved Trondhjemsveien og om Tøien, saa at de nu staa tørre og skaldede. De arme Træer ere afsagede en tre, fire Alen oppaa Læggen sin, og da de havde for fyldige Aarer, have de forblødet sig. Men hele «Amputationen» maa være en ordret Oversættelse, uden Tanke om vor Luft og Træernes Natur, det er greit det, og tillige med en saadan Tro paa Tidsskrifterne, at hele Alleern343 ere strøgne med. Der var ikke Tanke om at prøve sig fram, lidt Smaat i Førstningen og se! — Det maa være haardt for Morgenbladet fra sine Vinduer i de tørre Træer at se sin Lærdoms Frugt. Det er ikke altid, at Frugten bliver saa tidlig moden, og det vilde ikke heller være vel for Morgenbladet om saa var, skjønt det kunde være godt for dets arme Sjel.
Liksom Hr. Schübeler kan oversætte Træer fra Livet til Døden, saaledes kan han ogsaa blege. Forleden Aar skulde han saaledes lære en Husmoder (rimeligvis ogsaa flere) at blege, naturligvis igjen efter «Recepter.» Men det skulde have gaaet som der staar: «Han døde det er sandt, men Feberen ham forlod.» Linnedet blev drivende hvidt, men Traaden var nok opbrændt af det chemiske Stof.
Det er høist besynderligt, at der endnu ikke har staaet nogen Artikel i Morgenbladet om Blegningen. Dog den kan gjerne have staaet der; det er ikke godt at sandse Alt af det Slag.
Hr. Schübeler har ogsaa skrevet en Havebog i et saa greit norsk Sprog, at det er en Lyst; men, Gud bevares! Asbjørnsenk1667 omkalfatret den først og saa kom den til Ivar Aasen. Den staar dog som «Schübelers Havebog» og hans Navn vil straale paa Literaturens Himmel. Det er en Bog som ved sit Sprog er Guld værd; men efter Indholdet turde idetmindste ikke jeg dyrke nogen Have, om jeg aatte nogen; jeg turde neppe gjøre River efter Tegningerne; nei, før gjorde jeg dem dog efter eget Hoved.
Ja, det er en mangfoldig Mand denne Schübeler, men derfor var han jo ogsaa paa Vei til at blive udseet til Universitetslærer og som saadan tillige skulde have havt øverste Kommando over Tøienhaven. Saa vilde da Schübeler have syslet der med de kjære Blomster og Træer indtil de maatte falde paa at tørke bort som Alleerne udenfor. Der vilde han have gaaet med de medicinske Studerende og plantet Blomster for dem til Menneskenes Lægedom. Han vilde have skrevet i Morgenbladet og været et Lys for Landmanden, medens den beskedne Moek1668 var en underordnet Mand, uagtet Blyttk1669 har faaet mange Blomster af ham til sin Flora. Men han kan ikke oversætte.
Det er storartet, hvordan Norge gaar frem i Landbovæsenet, men det er heller ikke noget at takke det for, da det har Mænd i sin Spidse som Schübeler.
Jeg har her villet udkaste paa min Vis et Literaturbillede, der svarer til vor Ilfærdighed og Laan af alt Fremmed. Vi hente Jernbane fra England, Sprog og Skuespillere fra Danmark, Chemikere fra Tydskland, kort vi ere alt Andet end os selv, og den Retning i os, der altfor raat kaster sig over «Tidens» Materialismus, turde nok være værdt at dvæle ved. Idet jeg herved finder mig beføiet til at give en Nøgle til denne Artikel, vil jeg ogsaa have udtalt, at jeg fuldt saa godt som nogen Anden indrømmer Hr. Schübelers virkelige Værd og Betydning i vor Udvikling.
*) Forbyde at jeg skulde gjøre Manden Uret! Kanske det er en anden Mand, som har skrevet om disse Ting. Hr. Schübeler har iallefald udstillet norsk Guano.

Nr. 275/1856; søndag 23.11.

[Byane veks]

Korrespondance
Christiania den 21de November
Christiania bliver stor nu, naar Forstæderne og Sagdalen, rimeligvis alt op til Maridalsoset, bliver indlemmet i Byen. Tager man det Ene, maa det Andre ogsaa følge med, og Formandsskabets Beslutning holdt aabne Grændser for Befaring og Skjøn. Det Bedste var vel endog at gaa saalangt op i Aker, at Tøien blev med, hvorved tillige Afrunding vilde fremkomme. Denne Formandskabsbeslutning, der vist bliver Lov adaare, vil have mærkelig Indflydelse paa mange Ting i og om Christiania: disse Elendighedens Huler i Forstæderne vil blive meget rensede, og Gader og Hus stelt paa, kort, Christiania vil ikke se ud som nu, nemlig som en Mand med sin Frakke, Vest og ren Skjorte, men med udslidte Støvler og lurvet Hat. Det forstaar sig, at det ikke vil gaa fort; thi Piperviken er styg nok den, hvor prægtigt som en Hestesko den end ligger om Bugten og afbakket (amfitheatralsk) opover. Men selv denne arge lugtende Sump er der dog lidt Greie paa mod Grønlandsafkrogene og Enerhougen.
Det bliver til stor Tyngsel for Christiania, og Udvidelsen af Handelsgrændsen vil forrykke mange Ting, hvad end de sige, der Intet tabe. Men et Slag maatte ske, da den nuværende Tilstand er en urimelig Ting.
Saaledes steller man sig ogsaa i de andre Byer: paa sidste Storthing blev nemlig Skiens Forstæder lagt ind under Byen, og nu holder man nok paa at folke om Arendal ogsaa, hvor der i denne Henseende har været mest utaaleligt. Arendal havde det rigtig paa en god Fod før: det havde det fattige Opland i sin Lomme, og fik Tømmeret til den Pris, de faa Kjøbmænd indbyrdes bleve enige om. De Fattige og Arbeidsfolkene vare udenfor Byen i sine Skjærereder, medens det vesle Arendal laa der som et Venedig. Det var intet Under, at der vare rige Folk og et Plankearistokrati, mere stort og naragtigt end maaske nogetsteds. Der var vel Finhed af Greier i disse afsluttede Kredse, med Vrangheden af Dannelsens Kappe om Skuldrene! Det var som med alle slige Halvkauringer, at de havde Gudfrygtighedens Skin, men negtede dens Kraft. Det er et Hul i vor Historie, at ingen Digter har hugget i Granit slige ævrefine Herrer og Damer. Nu er her snart ikke mange igjen af dem, hvorvel Rigdom uden Aand og dermed Naragtighed vil leve evig; men naar Privilegierne udviskesn344, kommer ikke Mange uden Talent og Kundskab til Velmagt, og da har det ingen Fare.
Det kan neppe feile, at disse Udvidelser af Byerne drager mere efter sig, end Mange tro: det udvisker umærkelig Modsætningen mellem By og Land, indtil Forskjellen ophører saavidt det efter Grundloven maatte være tilladt. Man vil holde paa med Forslag og Love om Landhandlernes Berettigelse, flere og flere Sager vil man handle frit med paa Landet og nærmere og nærmere Byerne. Fra sin Side møde Byerne igjen paa halv Vei ved at udvides og fortyndes, indtil Modsætningen By og Land saaledes umærkelig forsvinde. Saa staar da alene tilbage den abstrakte politiske Modsætning, hvis Sjel ikke kan leve længe, naar den intet Legeme har at bo i. Det er disse Følgesætninger, jeg tror man ikke fatter i Øie ved al denne raske Udvidelse af Byerne paa den ene Kant og Handelens Frigivelse paa den anden. Man er pyntelig og villig, vil være rimelig og frisindet, og sandser ikke Strømmen man seiler paa. Det var vist ikke godt at modsætte sig Tingenes Gang, selv om man havde Fordel af det. Men snakke om det kan man dog.
Det er naragtigt, hvad der skrives fra Stockholm (?) til et tydsk Blad om vore Storthingsvalg i Almindelighed og Christiania i Særdeleshed. Der er god Udsigt efter Valgene til «Unionen» (en nærmere Forening med Sverige) menes der, og Christiania Borgere ere svært «unionelle,» siden de vilde have Daa.k1670 Det er vist første Gang, Nogen har tillagt Christiania Vælgere en politisk Tanke, og de gode Borgere ville vist frabede sig en saadan Chikane. Dersom Brevskriveren til det tydske Blad ikke er en Mand, som vil gjøre Nar af Daa og faa ham aldeles umulig for Fremtiden, saa maa det være en almindelig Gap; thi saa dum kunde Ingen være, uagtet her sker utrolige Ting i Politiken. Saaledes vil vel snart den svenske Rigsdag afgjøre, hvormeget ogsaa Storthinget skal give til Prinds Oscar, der nu skal gifte sig. Der var foreslaaet en Sum, som skulde fordeles mellem Sverige og Norge efter Folkemængden, og naar nu Rigsdagen voterer sin Del, er Storthinget «moralsk» tvunget til at give sin. Det er den rette Maade dette at gjøre Storthinget til en Hallingmand, der maa dandse efter Traadenes Ryk. Det er intet Under, at man vil en nærmere Tilslutning, og gaar Storthinget ind paa Noget af disse Brøker efter Folketallet, saa er det saamæn solgt, og vi med det. Vi have ophørt at være frie og maa finde paa andre Talemaader i vor 17de Maisang.
Men det gaar nok, skal I se. Storthinget er «liberalt» og begriber den «europæiske Nødvendighed.» I 1814 begreb Storthinget ikke den; men nu er man mere oplyst.

Nr. 281/1856; søndag 30.11.

[Styre og stell i Christiania; jernbanedireksjonens hasardspel]

Korrespondance
Christiania den 29de November
Det er ikke store Ting, jeg har at fortælle fra Hovedstaden denne Gang, men de ere ret morosomme eller i alle Fall karakteristiske. Byen har nemlig solgt den gamle Brandvagt ved Torvet istedetfor at den skulde indkjøbt lidt efter lidt den hele Husrække mellem Torvet og Østregade og udlagt det Hele til Torv, som saa saart trængtes til og ved Byens Vext bliver end mere nødvendigt. Christiania bestyres virkeligt paa en underlig Maade, og den Mand, der kunde opgrave alle vor Byregjerings Handlinger, vilde gjøre sig fortjent af Landets øvrige Byregjeringer ved at lære Folk, hvorledes der ikke maa regjeres. Kirken, Gadegravningen, de fremspringende Hjørner paa de mange nye Huse, de vinde og skjæve Gader, Mangel paa Omtanke til at udvide Torvet og dets Forlæggelse for en Del ned til Jernbanen, alt dette med mere er virkelig mønsterværdigt, og man begriber ikke, hvorledes det kan gaa saaledes til, naar man ved, at der sidder enkelte dygtige Mænd i Kommunebestyrelsen. Men Ulykken er vist — for at tage Alt i den bedste Mening — at disse faa dygtige Folk ikke have Tid til at se og tænke sig om, medens de Andre ere saa uvidende, tankeløse eller paavirkede af personlige Interesser, at de lade Tingene gaa sin skjæve Gang. Det bliver sandelig intet Godt af, før man paa en pyntelig, men eftertrykkelig Maade med Navns Nævnelse fremdrager de handlende Personer og kræver dem til Regnskab for sine Gjerninger i Byens Navn. Saalænge det gaar som det gaar, skylder den Ene paa den Anden, og et Angreb paa den hele Kommunalbestyrelse opløser sig i bare Vind, da Ingen føler sig truffen. Derfor besvares ikke engang de rimeligste og grundigste Angreb, selv om det sker i saa skikkelige Blade som Christiania-Posten. Det har man tilstrækkelig seet. Man handler efter sit eget Hoved og bryr sig om ingen Ting, saa at den eneste Maade at tage Stellet paa er at spase. Det er nemlig faafængt at ville opmande de Stemmeberettigede til at se sig om efter andre Valg, dels fordi dygtige Folk i den Vei ikke ere gode at opdrive, dels og fornemmelig fordi de stemmeberettigede Borgere altid ere sløve og lader fem være lige, og det Værste af Alt er enda, at de, som ere lidt i Veien, gjerne ville blive valgte eller vedblive i sin valgte Stilling og derfor ikke ville bryde med Nogen. De Embedsmænd der ere valgte med ind i Kommunebestyrelsen, de tro som vanligt paa sine Overordnede og have ingen Tid til at sætte sig ind i Sagerne, hvorfor de ogsaa sidde som Maskiner. Saadan gaar det i Christiania og saa gaar det vist overalt i de andre Byer.
Man har sagt: Det er en Lykke for et Land at have gode Bygmestere, men en Ulykke, der strækker sig ud over Efterkommerne i Slægtfølger, at have dem daarlige. En falsk Smag i Literatur, Skuespil og de øvrige Kunster fortrænges snart og efterlader intet blivende Sted, medens en falsk Smag i Arkitekturen staar som en Forbandelse i hele Tidsaldre. Saaledes kan man sige om en Lands- og Bystyrelse: det er ikke saa farligt, om den øder Penge til liden Nytte, om den træffer Planer og Indretninger, som ere forfeilede, men, naar den bygger, nedriver og anlægger galt, da staar dette som en Hindring og Skam i lange Tider. Det bliver saaledes ikke muligt at faa Christiania skikkeligt, medmindre det ganske skulde brænde af. Den gamle By er vinkelret og smuk, men det er nu den mindste Del, imod det Nye, som bygges til. Her er saaledes omvendt med det, som pleier at være Tilfældet i Verden, idet de gamle Byer ere krogede og trange, medens de nye ere vinkelrette og lyse. Her kan man se Friheden i al sin Tøilesløshed uden den mindste ledende Tanke.
Siden vi ikke har noget Ministerium, der træder af, naar det skulde ske, saa har vi til Gjengjæld en Jernbanedirektion og Tilsynskommission, der vexler som Høstveiret. Forsaavidt har vi dog et «parlamentarisk System.» Nu har det Underlige indtruffet, at Jernbanens Tilsynsmænd og Direktionen med Departementet kom i Uenighed angaaende Fortolkningen om Fare og Menneskeliv. Løken-Tunnellen er nemlig sprukken og truer med at dætte ned, hvorved Toget let kunde komme til at ligge som Musen i Fælden. Dette syntes Tilsynsmændene var for fælt og vilde standse Farten, da Menneskeliv kunde være i Fare, medens Direktionen med Departementet blot vilde standse med Personfærdslen og forresten lade det staa til med Varefarten og de nødvendige Betjente. Om nu disse bleve begravne, var da ikke mere farligt end at man maatte lade det skure, indtil man saa det dat. Det er nu rigtignok en Forskjel mellem at begrave 100 Mennesker og 4, 5, men disse faa Betjente ere dog ogsaa Mennesker, om just ikke saa høit paa Straa som enkelte Passagerer kan være. Det synes saaledes, at Fortolkningen af Fare for Menneskeliv efter Loven ikke er ganske rigtig, da der selv om det blot var en Betjent, hvis Liv blev udsat for Fare, vilde være Grund til at standse eller ogsaa lade Alle gaa med. Nu er det vistnok saa, at man af to onde Ting skal vælge det mindste, men med Menneskeliv er dette noget Egent; thi et er allerede meget nok; det er ikke som med Skillinger.
Da nu Direktionen og Departementet fortolkede Fare for Menneskeliv saa indskrænket, traadte Ministeriet af Jernbanetilsynsmænd af, og nye Poster ere altsaa ledige, indtil Tunnellen styrter sammen, hvorved rimeligvis Taalmodigheden hos Folket, der ikke slaaes ihjel, brister og alle Banemændene blive nødte til at gaa af. Det er ikke fortidligt. Iøvrigt tier man stille med Banen nu, da en saa farlig Skavank viser sig. Det er som ellers i Livet: naar Ulykken er rigtig stor, saa tier man og tyr til Taalmodigheden. Det er næsten ogsaa som det vil vides, at et dødeligt Saar smerter ikke med det Samme.

Nr. 282/1856; tirsdag 02.12.

[Studentar har det godt]

Korrespondance
Christiania den 30te November
Dersom det er sandt, at Juristerne regjere Verden, saa kan Verden trøste sig med, at den snart ikke faar mange Herskere, men forfalder til et Despoti, hvilket den mellem os sagt alt har gjort i en 15—16 Aar her i Christiania. Nu til denne juridiske Examen er der ikke mere end 16 Mand oppe, og dette er nok det mindste Tal, siger kjendte Folk, i over 20 Aar. Folk blive nu Polytechnikere, Agronomer og slige nyttige Mænd istedetfor at læse sin Jus, have Udsigt i lykkeligste Tilfælde at komme ind i Departementet og i et endnu lykkeligere Tilfælde at faa et lidet Fogderi i sit 50de Aar, undtagen man da har Slægt og Bekjendtskaber eller et saa lykkeligt Sindelag, at man lader 5 være lige. Jeg vil ikke her udkaste nogen Brand og sige, at her gaar galt til, jeg gjør blot opmærksom paa, at man lever i en Verden, der i alle Lande og Samfund er sig lig og kan rimeligvis ikke være anderledes, for ellers var man det nok. Man maa heller ikke tro, at jeg vil gjøre Juristens Liv mørkt, og Polytechnikerens og Agronomens til lyst. Tværtimod en Student har det dog virkelig godt, og han finder nok et Levebrød, selv om han er Jurist, naar han dugern345 noget. Det er igrunden prægtig at sysle med Bogen og bevæge sig i den Legems- og Tankeverden, hvor slige Bogfolk holder tilhuse. Man er fri og opløser den dagligdagse Verden, som Folk tager for ramme Alvor, i Aand og lystig Skjemt.
Der ligger følgelig Noget i dette Liv, som ethvert Menneske med nogen Tanke maa føle sig hendraget til og som ikke kjøbes for dyrt, selv om man gaar glip af, hvad Verden kalder Lykke. Derfor kan man nok være vis paa, at Folk vil vedblive at studere, hvorledes Tiderne end arte sig og en ægte Student misunder ingen Mand, men er glad over at det timedes ham at leve blandt sine Bøger og det livsfriske Selskab, et Selskab, der just bliver livsfriskt, fordi det ikke tager Tingen efter overfladisk gjængse Hensyn. Man læser Livet ligesom gjennem Fingerne og finder Verden skjøn, fordi der er skjønt i Brystet. Derfor skal heller ikke nogen Mand med Medlidenhed se ned paa Studenten og sige, at han har det smaat, eller at Udsigterne ere trange. Skal man tale alvorligt, maa man sige, at Pengene igrunden blot have Værd forsaavidt som man kan gjøre mere end Penge af dem og leve saaledes, at man finder, hvad der ligger i Gemyttes Dyb, nemlig tilfredsstiller Lysten til at lære og begribe Livet omkring sig. En Student er derfor igrunden hovmodig og støder derved imod sin bedste Villie en Mængde fortræffelige Mennesker, som ikke fatte, at en saadan Mand kan være andet end ydmyg, hvilket han naturligvis er, om man kjendte ham ret. Det er en Krig mellem de tvende Verdener, Aandens og Legemets, hvilke Riger dog vilde være de bedste Venner, om de forstode hinanden.
Her bliver altsaa nok af Studenter, Jurister og Philologer, uagtet der dennegang ikke er mere end en oppe til Examen af dem; og at der bliver nok af Theologer, kan man begribe af de idelige Raab om Præstekaldenes Deling og disse katolske Bestræbelser.

Nr. 285/1856; fredag 05.12.

[Diplomatiet]

Korrespondance
Christiania den 2den December
Norske Diplomater. Endelig er da den ene af de 2de Diplomater ansat og Morgenbladet er ordentlig sint over at man har valgt en saadan ung Mand som Fr. Duek1671 ind i de underordnede Bestillinger, der baner Vei til den egentlige Diplomatik. Hvorledes det er med den anden Diplomat, nemlig Kandidat Foss,k1672 høres ikke noget til. Ifjor til Jul gik begge disse unge vakre Mennesker op til Examen og fik sin Haud. De vare begge bestemte til den diplomatiske Løbebane, sagde de selv, og lagde derved for Dagen ved sin Aabenhjertighed, at de idetmindste ikke vare fødte Diplomater. Vi Andre forundrede os nok over, at just slige Folk skulde være Diplomater og gjorde vore Bemærkninger, men disse unge pæne Folk vare vakkert klædte, kunde godt spille Billard, havde sin Hest og badede sig i koldt Vand hver Morgen, kort de vare Gentlemen, der som ægte Engelskmænd gik med trange Buxer og vare kalvebente saa at vi nok ved at tænke om fandt, at de kunde være upaaklagelige Diplomater, saamegetmere som Due havde drevet det dertil, at han kunde gaa med Seglasset paa Øiet og spille Billard uden at det faldt ned. Det var virkelig nogle unge pæne Mennesker og de havde en ordentlig Garderobe, hvilket ikke er almindelig iblandt Studenter. Vi gjorde nok vore Bemærkninger over at Norges Forhold til Udlandet ofte skulde bero paa slige Mennesker, men vi vare ensidige og glemte, at en Diplomat maa kunne snu sig fram i Verden. Hans Hovedegenskab er at være Kavaler og kunne behage Damerne, som man faar de vigtigste Nyheder af. Den saakaldte Dygtighed er god nok til sit Brug, men den er ofte meget keitet og falder overende paa Hoffernes glatte Gulv. Det vide vi af Erfaring, idet en dygtig Kandidat af vore Folk var bestemt til at blive Diplomat, men Rygtet fortæller, at han ved en Opvartning hos Grev Løvenhjelmk1673 i Paris under sin Bukking og Skraping gled tilbage paa Gulvet og kastede Grevindens Nipsbord overende, hvilket nok foranledigede blandt Andet at han fandtes ubrugbar for den diplomatiske Løbebane. Vor gode Frederik Due vil vist ikke ramle saaledes i de høie Sale og det skjønnes ikke rettere end at Morgenbladet farer med Fjas, naar det lader sig forlyde med, at man skulde have dygtige Folk i den Vei. Dygtigheden skal sidde paa andre Høider. Den skal skrive og tale i Folkenes Raad, men Diplomaten behøver blot at være en Dukke, som Folkeaanden trækker i og faar til at dandse som Hallingmanden. Det klinger noget underligt, men det er Dandsemestere, der spørges om. Den som ikke kan dandse, gjør sandelig ingen Lykke i Hofkredsene; end ikke i det borgerlige Selskab gjør han Lykke, hvilket til Overflod kan oplyses med et Exempel her fra Hovedstaden. En af vore Professorer var for en Snes Aar siden kommen i Omtale som en dygtig Mand. Dette kunde nogle Damer ikke begribe, men sagde: «Hvem skulde tro, at der kunde blive Noget af ham, vi gik paa Dandseskole sammen med ham, da han var bleven Student og han traadte os paa Fødderne og op i Skjørterne og var idethele forfærdelig lei og han vidste ikke hvor han skulde gjøre af sine arme Hænder, der slang som Kjødpølser.»
Nei, vi maa have glatte Folk til Diplomater, det er en gammel Sag og især Folk, som have et Navn, en Slægt. Vi have igrunden ingen andre Folk end Duerne, Wedelerne og Løvenskjolderne, som kunne være Diplomater. En Olsen og Hansen skulde vel klinge deiligt! Det maa ogsaa være rige Folk, der kunne gjøre Selskaber, have Saloner og derved pumpe Gjæsterne. Se vi til England, saa finde vi, at det er bare nogle faa Familier, som skaffer Ministre og Diplomater og Napoleon den 1stek1674 var i den dødeligste Forlegenhed med sine raa Generaler, der vare skudte op af Ingenting til Magt og Værdighed. Derfor var det, hans første Omsorg at faa dem rigt gifte og ind i gamle Familier, hvor de skarpe Kanter kunde slibes af før han kunde sende dem ud i Verden.
Vi bør derfor være fornøiet med at Due er kommen ind i Diplomatiken og ikke vrøvle om Dygtighed og derved vise os utaknemmelige mod Hoffet, som har ladet os komme i nogen Betragtning. Det nytter ikke at føre hjemmegjort Snak naar vi komme ud paa slige glatte Ise. Vi maa takke for Alt og opdrage Dandsemestere. Da fortolke vi mere praktisk Grundloven end ad Rettens Vei at kræve Repræsentation hos de udenlandske Magter, hvilket saa alligevel aldrig bliver os indrømmet. Naar vi derfor se en ung pæn Mand af god Familie efter vore Begreber, skulde vi skyde sammen som et Aktieselskab paa ham, for at sætte ham istand til at dandse, ride, fegte, være i Velten og udsvævende.

Nr. 287/1856; søndag 07.12.

[Politiske parti]

Korrespondance
Christiania den 5te December
Ret som en Mand, der vil leve vel til Enden, tænker paa sine Udgifter og sammenligner dem med Indtægterne, for derefter at indrette sin Levemaade, saaledes burde ogsaa de saakaldte Politikere sammenligne Statens Indtægter og Udgifter og se, om Husholdningen er god. Dette gjør nu vistnok Storthinget, men Avisskriverne skulde ogsaa paa Forhaand gjøre det og lære Folk. Det er nu den Vanskelighed med det, at Folk saa nødig læser Tal, naar de blive noget store, men lader alle Beregninger staa som Skigjærder, man kjører forbi. Brugte man derimod Exempler og sagde tusinde Gaarde værd (til tusind Spd. hver) istedetfor en Million, eller sagde som saa, at vi faa ind fem og tyve Tusind Kuværd (til 20 Spd. Stykket) i Brændevinsafgift, saa vilde vist det statsøkonomiske Studium (Husholdningslæren) udbredes og slige Artikler som den i Morgenbladet idag faa Læsere, hvilket den ærlig fortjente, da Folk kunde have godt af at se, at Landet vil have Raad til at udrede de stigende Behov. Det er nemlig Mange, som tænke, at Landet er fattigt, og at det maa tage en galen Ende med alle Udgifter til Krigsvæsenet og Præsten og Klokkeren og alle disse Lønninger.
For at faa ud de nødvendige Summer steller Morgenbladet med Indtægterne især af Tolden som en rig Mand herinde, der i sin Tegnebog opfører alle Udgifter postvis: 1) til Spillepenge, 2) til Naalepenge for Konen, 3) til Kjøkkenet, 4) til Theatret. Flere Poster har jeg ikke hørt, men der maa sagtens være flere. Naar nu Mennesket kommer til kort med en Sum, saa laaner han af en anden Konto og fører saaledes et meget indviklet «Regnskab med Udsættelser, Ballancer og Decisioner.» Det er, kan man se, en fød Finantsminister.
Det er et Bevis paa Uskyldigheden i vor Politik, at man saaledes lader Morgenbladet og de enkelte Mænd i Thinget stelle med Tolden istedetfor at man skulde vente, at Landets forskjellige Interesser dannede Partier og forfægtede sine Synsmaader. Se det kunde være noget Greit, som skildte Øst- og Vestlandet fra hinanden. Navnlig er det mærkeligt, at ikke det rige Østland har faaet en Forening mod den stadige Nedsættelse af Tolden paa Korn og Fedevarer, hvilken Told Morgenbladet end yderligere vil nedsætte, altsaa gjøre det Samme, for hvilket Daak1675 fik høre saa ilde, idet Morgenbladet sagde, at han talte saa for at fiske Stemmer for sig i Byen.
Man har virkelig ogsaa talt om, at en saadan Forening, lig den danske Grundeierforening paa sin Vis, har været ifærd med at danne sig; men at det ikke er blevet noget af, da Folk ikke har havt Mod til at vedkjende sig en saadan Kamp, naar det kom til Stykket. Der vilde nok ogsaa blive forfærdelige Skrig, dersom en slig Forening kraftig traadte op og mente, at alle Bestræbelser for Agronomi, Ysting, Kjærning, og forbedret Buskap ikke nytter stort, saalænge man vedbliver at nedsætte Tolden paa Korn og Fedevarer, da vi endnu ikke ere saa udviklede, at vi kunne kappes med andre Lande i disse vore naturlige Frembringelser.
Disse «Protektionisters» Grundsætninger ere vel bekjendte fra gamle Dage af, og uagtet den «nyere Statsøkonomi» holder paa at gjendrive dem, saa leve de dog lige friske og tænker som saa, at det blot er de Lande, der have Fordel af det, som forkynde Frihandelens Lære, saasom England nu, der har en slig Overmagt, at Frihandelen blot tjener den til mere Styrke. Cromvellk1676, som gav de nylig ophævede «Navigationslove,» der vare til saadan Beskyttelse for England, er da den største politiske Vismand. Det vilde visselig være til Nytte at en slig Grundeierforening dannede sig, da mange Ting vilde blive bedre oplyste, hvad Udfald Striden end mod vore Frihandelsmænd vilde faa.
Det vilde i alle Fald være en Nyhed at faa et politisk Parti; thi det gamle saakaldte Bondeparti var igrunden intet Parti, men Folk, som havde Interesser at varetage, det vilde være et Parti. En Gaardmand, der sælger 500 Tønder Korn, har 250 Spd. om Aaret at kjæmpe for, naar Tolden var ½ Spd. Tønden. Det er Mange, som sælge mere af sine Gaarde foruden Fedevarer, hvorpaa der kunde indspares ved Tolden næsten ligesaameget. Forener alle disse Folk sig til en stor Bondeforening eller for at bruge det naragtige og aflægsen346 Ord Proprietærforening, saa vilde det være en Forening, som havde Klem, og den vilde ved sin Pengemagt beherske vor Politik. Men vore gode Landmænd have for faa Kundskaber, og en Professor eller anden lærd Mand kan drive dem foran sig som en Saueflok. Her er derfor ringe Udsigter med et politisk Parti, og det være langt fra mig at sige, at denne ringe Udsigt er nogen sørgelig Udsigt. Den er kun sørgelig forsaavidt, at Jordbrugerne, som i alle Stater er den paalideligste Stok, ikke endnu skal være kommen saavidt hos os, at der kan blive Tale om at tillægge dem politisk Betydning, men at de lader alle Fordomme gaa for gode Varer. Det er noget høist pudsigt — det se vi nu — da man for en ti Aar siden talte om «Bondepartiet». Det er intet Parti, og bliver neppe noget Parti i den første Menneskealder. Man kan nedsætte og forhøie Told uden at en Hund gjøer efter det.

[Nr. 291/1856; fredag 12.12. Gjengitt etter sitat i Aftenbladet nr. 295, 16.12.1856]

[Til minne om Peder Fauchald]

Indlandet
Drammens Tidendes Korrespondence fra Kristiania for 10dek1677 December indeholder følgende Digt over
Peder Fauchaldk1678
Saa er da atter død igjen
en af de gode norske Bønder,
der fra sin Storthingsbænk forkynder,
at norske Bønder lever end,
uagtet glemt er gammelt Maal,
hvis Toner skulde mægtig lokke.
Der ringes blot med Kolvens Staal
til Messe paa en sprukken Klokke.
Men dette Maal for Fauchald var
saa ilde ei, som for hans Lige,
der Vittigheder ej kan sige
og give raske, kvikke Svar.
Han snartænkt var og Sproget ret
fra Læben sprang som Piskesmeldet
og hoppede som Bokken let
fra Stup til Stup nedover Fjeldet.
Han var en livlig Sydens Mand,
men derfor lige Norsk for dette,
som Hedemarkens rige Slette
kan ligge smukt i Norges Land.
Naar man især paa Toten er,
man tror, det kan ej Norge være,
og Ingen kan ej drømme der,
at Dovre være skal saa nære.
Hans Hus stod aabent for Enhver,
og Bygdens Folk han hjalp til rette.
Det var med Grund især for dette,
at Toten havde ham saa kjær.
Han elskte hver en Moders Sjel, —
hva Verden gjør til noget Værre.
Selv Synderen han vilde vel,
og deri ligned han Vorherre.
Han var en Digter og tog fat
paa Tingen i de rette Hanker
og sendte mange nye Tanker
som Blink igjennem Dumheds Nat.
En Latter fulgte ovenpaa:
det gik som med en anden Torden,
der efter Lynet plejer slaa.
Saa er Naturens gamle Orden.
Uagtet han var Storthingsmand,
var han dog ingen Politikker:
Naar Digteren i Manden stikker,
kan han ej styre Folk og Land;
Han ser for ofte ind til Gud
paa sin uendelige Færden,
og derfor maa han stødes ud,
naar han vil se igjen til Verden.
Han fulgte Aandens friske Drag,
og dermed staar han ej tilskamme
mod dem, som være vil det Samme
igaar som hver en evig Dag.
Et ægte Menneske var han
og dette ere mange Flere,
men derfor ingen Statens Mand,
som være vil en Smule mere.
Han var en Fædrelandets Ven,
men dette ere vel vi Alle.
Om Fædrelandet skulde falde,
vi gik dog vel i Døden hen?
Der kan ej findes nogen Mand,
som ikke lader Norge raade
og dyrker det saa godt, han kan,
i Troskab paa sin egen Maade.
«Vi elske maa vor Sogstad Per.»
Saa hørte jeg af nogle Grander.
Og dette tror jeg Hveren sander,
som kjendte ham og dette ser.
Jeg derfor sørger over ham
som Gauken, naar han ser en Saate.
Og var det ikke nogen Skam,
jeg jamen kunde gjerne graate.

Nr. 293/1856; søndag 14.12.

[Filologi]

Korrespondance
Christiania den 12te December
Ved filologisk Examen var blot En oppe denne Gang, men han var bedre end Mange: han fik nemlig Indstilling idag. Det var Oluf Rygh,k1679 Søn til Storthingsmanden fra nordre Trondhjems Amt.
Den filologiske Examen er en grændseløs Examen, og man skulde ikke tro, at saa uendelig Meget kunde læres i nogle Aar. Det er nu rigtignok en ligefrem Udvikling af Skolekundskaberne, og ikke noget egentlig Nyt som Studiet til de andre Embedsexamina, men alligevel synes det at gaa noget vidt, og den Filolog, som kan sine Ting, maa visselig kaldes en lærd Mand, og hvad mere er, en Mand, som menneskelig talt, begriber Verdenshistorien og levende ser Menneskeaandens Udvikling. Dette kan man ikke sige om de andre Kandidater som saadanne, hverken Theologer, Jurister, Medicinere, Realister eller egentlig Naturkyndige. Filologen beskjæftiger sig med Menneskeaandens Udvikling i Sprogene, Literaturen, Historien, Statsforfatningerne og den egentlige Filosofi. Han gjennemlever saa at sige Menneskeslægtens hele Udviklingssgang fra først af og til Nutiden, paa hvis Top han staar. Den, som skal siges at være dannet i Ordets egentlige Forstand, han maa saaledes have gjennemlevet Verden og optaget alle dens Tider i sig, hvis mange Synsmaader svæver for hans Erindring, ligesom Erindringer fra hans eget Liv. Til hver historisk Retning finder han da Forklaring ligesom man kan forklare sig de Vildfarelser, hvori man selv har svævet, eller de vigtige Tanker, man har havt. Man bliver glad eller bedrøvet eftersom de Skygger ere til, der stige op af Erindringens Dyb. Naar Mennesket saaledes er smeltet sammen med og gaaet op i sin Slægt, da først er han et sandt Menneske, og bedømmer Verden rigtigt. Da ved han, hvor det peger hen, og forfærdes hverken over Vildfarelse i Kirken eller Staten, men ved at disse ere det Samme for Verden som en bitter Erfaring i hans eget Liv, der giver Lærepenge. Da har man Jupiters Pande, hvori de Gamle billedlig sagde, at der ikke fandtes Rynker.
Saaledes skulde Filologen være, og den sande Filolog er det ogsaa. Filologen staar saa høit over Medicineren, som Aanden staar over Legemet, og saa høit over Realisten og Naturforskeren som Mennesket staar over den døde Natur. Juristen og Theologen have ogsaa sine Skranker, der stiller dem under Filologen. Men derfor er det ikke sagt, at disse Mennesker fremtræde i Livet saa forskjellige, da en Filolog kan være en ret og slet Graver uden Aand, medens en anden Fagsmand kan have hin helstøbte historiske Betragtning i sig, hvortil alle Studerende mere eller mindre have de første Grundbetingelser i de forberedende Studier. Men forudsat at Aandsretningen og Evnerne ere lige, staar unegtelig Filologen over de Andre, da det er med Menneskeaandens fineste Skabninger han beskjæftiger sig, saasom Sproget, Literaturen og Filosofien.
Her taler jeg om Filologien saadan som den formentlig burde være og ikke om Filologien f. Ex. her hos os, hvor den maaske ofte fortaber sig i en Uendelighed af Smaatterier, der mere klinge som Spot end som alvorlig Tale. Jeg tør naturligvis Intet sige selv, men har hørt af mange dermed kjendte Folk noget Saadant. Vist er det i alle Fald, at ikke ret mange af vore Filologer ere lysende Legemer, men gaa og drage sig gjennem Verden med en syg Krop og en forvitret Livsanskuelse. Dette maa have sin Aarsag.
Er dette sandt, saa finder man dog en Slags Retfærdighed i Samfundets Indretning, der ikke bereder Filologerne lyse Dage for deres lange Studium og møisommelige Kald som Skolemestere. En Adjunktpost paa 300 Spd. er ikke meget at begynde med og Stigningen er hverken hurtig eller stor. Selve Landets 5, 6 Rektorer faa ikke mere end 1200 Spd. og frit Hus og enda ikke Alle det. Er det nu dygtige Filologer, saa ser disse Udsigter temmelig spottende ud mod Juristens, da han — selv om det vilde være en Misbrug af Ordet at kalde ham Videnskabsmand — kan faa et godt Dommerembede, blive Amtmand eller Toldkasserer. Det ser endnu mere spottende ud, naar man sammenligner Filologen med en Læge, der ofte kan tjene indtil 4, 5 Tusinde Speciedaler om Aaret; og allerværst er det naar Filologen sammenlignes med Theologen, der ofte i sin bedste Alder kan faa en af disse Mønstergaarde, som ere rene Herresæder, og et godt Kald til, eller blive Bisp. I vort enfoldige og greie Land, hvor vi skrige over den mindste politiske Ligtorne, er virkelig disse Misforhold store, og Filologen trænger godt til sin Visdom for at forsone sig med Verdens Daarlighed.
Herved vil dog Forholdenes Magt tvinge det filologiske Studium inden rimelige Grændser. Uden en saadan haardnævet Magt faar man nemlig sjelden nogen Overbevisning om, at man er paa gale Veie. Om man anstillede Timers Undersøgelser om en falsk Læsemaade af et Ord eller en Ordstilling hos en cynisk romersk Forfatter, om man ikke skrev en ciceronianskn347 Latin og glemte dermed at skrive sit Modersmaal, kunde man vel være en lige vis Mand og god Skolelærer for det. Man kunde skrive Oldnorsk og lære vore Bygdemaal og egne Indretninger til Gjengjeld. Det var vist mere frugtbart baade for Manden selv og Staten, som nok da ogsaa vilde lønne sin Mand bedre.

Nr. 299/1856; søndag 21.12.

[Årlege storting?]

Korrespondance
Christiania den 19de December
Om aarlige Storthing staar noget i Aftenbladet igaar. Dette er en gammel Tanke, som her dukker op igjen, og jeg kjender Manden, som rimeligvis først faldt paa denne Tanke, fik en Mand for flere Aar siden til at skrive om den, formentlig i Morgenbladet, og siden tvende Politici til at finde et brugbart Forslag for Tanken; men de opgave den ligeoverfor de praktiske Vanskeligheder, som troedes at staa i Veien for dens Gjennemførelse. Men tanken kan være lige god for dette, og Andre kan være heldigere med at forme den saaledes, at den ikke omkompler formeget i Grundloven, der bygger saamange Bestemmelser paa, at Storthinget blot hvert tredie Aar skal være samlet. Det synes nu ogsaa at være en enkelt og grei Tanke dette, at Storthinget skulde samles en Tid hvert Aar, og at sætte denne Bestemmelse istedet paa vedkommende Paragrafsteder, maatte kunne gaa nok saa simpelt for sig. Det vilde være en Forandring til det Bedre, hvorom der maatte kunne skrives en stor tyk Bog, naar Alt skulde gjennemgaaes. Det Væsentligste synes jeg dog er, at Valghandlingerne og det politiske Liv mere vilde komme ind i Folkets Tanker, naar man saadan aarlig foretog Valg og lærte at betragte dette som en anden Nødvendighedshandling liksom Vaaraannen. Blev da Storthinget samlet hver 17de Mai, feirede Nationen paa den naturligste Maade sin Frihedsdag, eller om det bestemtes, at Valget paa samtlige Steder skulde foregaa paa den Dag. Dette tror jeg gjentagende vilde være det Største og Bedste ved Forandringen, uligt større og bedre end det, at man oftere havde Storthinget paa rede Haand til at rette paa Loverne, gjøre op Budgettet Aarsaarligt, og mere i Samklang arbeide sammen med Regjeringen til det Heles Udvikling. Dette gaar nok alligevel om just ikke altid saa fort og greit som ønskeligt kunde være. Det vilde nu ogsaa være en ganske rimelig Ting i Forhold til Udviklingen, at Storthinget var sammen hvert Aar, da der nu er længer mellem hver Vaar end før mellem hvert tredie Aar, og nu er det heller ingen Sag mod før at komme frem med Dampbaaden, Jernbanen og de gode Veie, medens det i 1814 næsten var paa Livet at komme af Flækken end sige saa langt som til Hovedstaden. Naar Storthinget saadan var sammen aarlig, vilde en kortere Tid ogsaa være nok, hvorved Byrden for de Dygtige blev lettet, og Fordelen for de Unyttige heller ikke saa stor, hvorhos man havde det i sin Magt at prøve flere Kræfter og lettere finde de bedste. Man kunde ogsaa ved en saadan Forandring faa afskaffet disse velsignede Komiteer, hvor Folk sidder og arbeider sig op i Træ, og Ingen kan overkomme at læse alle de skrevne Bunker, der igrunden blot blive for Komiteens Formand. I det engelske Parlament kommer man vistnok saa godt ud af det uden Komiteer, idet Huset «konstituerer sig som Komité» og drøfter det Forslag, som efter de første Læsninger ser ud til at være antageligt. Derved kan ethvert Medlem følge med Udviklingen og komme med sine Bemærkninger, sunde, friske og veiledende. Man rak nok frem med Alt, naar man saadan oftere kom sammen, og saa var der større Sikkerhed for en alsidig Behandling.
Men hvor godt det end vilde være at faa slige aarlige Storthing, saa er det vel at befrygte, at der vilde komme Indsigelser fra den udøvende Magts Side, der ikke vare saa gode at komme ifra, og desuden turde det vel ogsaa have sine Betænkeligheder for os som et Unionsrige at komple formeget med den af Sverige antagne Grundlov, der ved Forandringer fra vor Side kunde give Paaskud til den Bemærkning, at det ikke længer er den antagne Grundlov. Fra denne Side er det jeg idetmindste ser Betænkelighederne mod væsentlige Grundlovsforandringer, ikke som man pleier tale fra den Side, at man ikke bør røre ved det, som Folket engang har vænnet sig til og lært at anse som helligt. Lovbestemmelser kjende nemlig de saalidet til, af hvilke man kunde være ræd for Sligt, at der ingen Fare er ved det; og de, som kjende Grundloven, ere igjen saa oplyste, at de maa anse Forandringen, som gaar igjennem, ønskelig, og hermed falder hin almindelige Grund bort, hvorimod den Grund altid vil holde sig, at vi som det ene af de forenede Folk maa være forsigtige med Forandringer, og heller taale en mindre fuldkommen Tilstand end udsætte os for at tabe uendelig meget mere, eller endog blot vække den ringeste Uvillie. Vi kan leve baade vel og længe med Grundloven, som den er. Ere vi selv saa gode som Grundloven, har det sandelig ingen Nød, og vi have i lang Tid nok med at gjennemføre Grundloven, om vi ikke fortabe os i Grublerier med at faa den forandret, og derved ligesom sige til andre Folk, at vi ikke ere tilfredse med den.
Dette maa ikke forstaaes derhen, at vi ere bundne; vi ere selvstændige og Grundloven hjemler os jo Adgang til Forandringer. Men derfor er Forsigtighed en lige god Ting, og i denne Tid faa vi Saameget at afhandle med Sverige, at Forsigtighed er dobbelt tilraadelig. Dette er formentlig ogsaa en Tanke, som er værd at tage med naar man taler om Grundlovsforandringer og vil «vække Diskussion.»

Nr. 303/1856; søndag 28.12.

[Handelen med Sverige]

Korrespondance
En liden Oplysning om Handelen med Sverige og Mellemrigsloven.
Man taler om Told og toldfrit, men glemmer Hovedsagen, nemlig Smuglingen. Folk langs Grændsen siger, at den er betydelig fra svensk Side, medens det norske Toldopsyn er strengt og jager mangen sidskjødet Mand og med Forskind opigjennem fra Halden til Marker. Brændevin smugles især og kjends Folk paastaa, at utroligt mange tusinde Potter kjøbes i Norge og føres ind over Grændsen. Det skal især være de svenske Landhandlere, som gjøre det; de have sine Karavaner, der lægge Varene ind paa Pakhuse, hvorfra de i Smaabiter føres videre om Nattetid, eller endog aabenlyst, da det svenske Toldvæsen skal befinde sig paa vort eget gode gamle Standpunkt, som gamle Toldbetjente undertiden med Henrykkelse tale om, da de havde sine visse Kjøbmænd, der gav dem «Gratialer» til Jul, bestaaende af Mad- eller Klædesvarer, alt eftersom deres Handel var til. Hvad nu videre disse vore «svenske Brødre» angaar, saa er det nok vist, at Landhandlerne ere blevne rige og har kjøbt mange Gaarde og Brug ved Grændsen og deromkring. Brændevinet svarer især god Regning at smugle, især da vort er saa godt mod det svenske. Silke- og Klædesvarer er det ogsaa bra med. Det er saaledes ikke længe siden at endogsaa en Kjøbmand (rimeligvis ogsaa flere) fra Halden sendte nogle fuldpakkede Sække østover, men dem tog de svenske Toldbetjente til en Afvexling, da formodentlig vor ærede Kjøbmand havde glemt «Gratialer.» Selv Sukker og Kaffe svarer det Regning at smugle, ja en gammel Mand har sagt mig, at disse Varer kan kjøres til Carlstad — 18 Mile fra Halden — og sælges med Fordel, da Handelen i Sverige skal gaa gjennem saa mange Hænder, at slige Varer blive saa dyre, uagtet Tolden nok er lavere i Sverige end her. Ind i Norge smugles derimod Intet at regne for og selv om Tolden ikke var, vilde ingen Skade for os være skeet, hører jeg kjends Folk sige, men da de ikke ere Statsøkonomer, kan Enhver tro dem, som han vil. Det er Jern- og Linnedvarer, som vi skulde frygte for, men for begge Dele ere vi ved Forholdene selv beskyttede, især hvad Jernet angaar, og Lin og anden Vævning fortrænges mere og mere af Fabrikkerne, hvori vi nok kan kappes med Sverige.
Under enhver Omstændighed, sige disse praktiske Folk, var det bedst at hæve alle Skranker, da Sverige heller ingen Nytte har af det, vil sige den svenske Statskasse, som nok neppe med disse faa Indtægter kan dække Omkostningerne ved Toldlinien. Men derimod tjene det Bestaaende til at skjæmme Folk ud og vække Spot og Forargelse. Jeg vil raade Enhver, som faar med denne Sag at gjøre, det være Kommissionsmedlemmer, Storthings- eller Rigsdagsmænd, til at reise langs Grændsen, om og i Halden, og der tale med Folk og faa dem til at fortælle «Smuglerhistorier,» og jeg tvivler ingenlunde om, at de vilde opfatte Sagen i sin rette Stilling og faa Greie paa den. Det er dette jeg vilde sige, og hermed tror jeg at have belyst denne vigtige og omtrættede Sag fra en ny Side. Bare man nu turde snakke om den i slige ærværdige Sale som i Storthinget og paa Rigsdagen! og bare nu Folk vilde finde Sandheden og taalte den, det være nu vi Norske eller de Svenske! Men den taaler man nok ikke, og jeg formoder, at man forandrer Loven, saa det bliver i samme Galskab, efter at man har skrevet i Aviserne og i Thinget talt Taalmodigheden af Folk om den. Saa tier man en Stund og puster ud for at begynde paa ein Frisk ein. Imidlertid smugle og handle mange Folk sig rige.


1857

Nr. 1/1857; torsdag 01.01.

[Norsk sjølvstende]

Korrespondance
Det Aar, som nu snart er endt, har været et rigt Aar, just ikke rigt paa Afgrøde og Penge, uagtet det vilde være Synd at klage, saa dog rigt paa store Begivenheder, hvori ogsaa vi have faaet vor Del eller maaske rettere kunne vente at faa den. Norge er i dette Aar med en Gang blevet et vigtigt Land. Verdenshistorien synes at ville skylle mod vore Kyster ligesom Golfstrømmen, der bringer Varme og Rekved, saa at Folk kan bo længere Nord i Norge end noget andet Sted i Verden. Det er først iaar blevet ret klart, at Rusland paa disse vore nordlige opvarmede Kyster gjerne vilde have Krigshavne, hvorfra Flaader som Rovfugle til enhver Tid, uden at Nogen vidste det, kunde kaste sig over vore, Englands og andre Verdens Kyster. Men dette faar ikke Rusland Lov til, saalænge England aarker at sige Nei. Vi selv kan ingenting gjøre, undtagen at ligne Puddelen, der ruskede Løven i Skjæg og Manke, eller for at finde et smukkere Billede, vor Svaghed er som hos Kvinden vor Styrke. Vi kan lade Verden duellere om os, og imidlertid besørge vort Toillette for nye Elskovsblikke. Bedre at være Kvinde end at være Mand, naar man saa alligevel ikke kan være det fuldstændigt. Denne smukke Betragtning vil imidlertid ikke Politiken lade gjælde, og her kommer en Aars Frugt, der tvinger os til at være Mænd mere end nogensinde. Vort Broderland synes nemlig at ville benytte Rusland som en Baadshage til at drage os til sig, hvad der ikke lykkedes i 1814. «Der maa være et stærkt Norden,» siges der atter og atter i de svenske Aviser og smaa Bøger, og Korrespondenter i engelske, franske og andre Landes Blade synes at være indblæste af den samme Aand, for at faa et europæisk Høitryk paa os, der kan være godt at tage til, naar vi vil have vor egen Husholdning som før og hverken i Krigsvæsen eller andre Udgifter finde os i, at der opstilles et Forholdstal, hvorved vor Selvstændighed bliver et Skin og kaster os begge i Tilfældighedens Vold, da Alt vil komme an paa, hvem der bestemmer sig først, hvorefter da den Anden maa dandse. Det vilde være fint dette, dersom det ikke var saa dumt, at Alle kunde se det og tage sig ivare. Men man er ikke fornøiet med, at Norge gaar opp i Sverige, Danmark skal ogsaa være med. Stakkels Danmark! der har ogsaa faaet Mindelser om sin Svaghed baade af prindselige Besøg og diplomatiske Noter. For nu at faa denne Enhed «mod Rusland» istand stilles Studenternes Besøg ud for Verden som et Bevis paa, at Landene ville komme ihop. Det er især for Høitrykkets Skyld, at man saadan tager disse velmenende Skabninger og gjør en europæisk Udstilling af dem.
Vi have virkelig faaet Mindelser i dette Aar, som kan opfordre Nationen til alvorlig Eftertanke, og lære den at vende Kraften indad for at den kan have Kraften udad i Farens Stund. Enighed med os selv er da først nødvendig og Opgivelse af al smaalig Strid mellem Samfundsklasserne og mellem Vest- og Østlandet, hvilket har udgjort Kjernen i vor Politik, da vi intet Andet havde at bestille. Striden var forsaavidt god nok og altid nyttig til Noget, men nu vilde den være en Daarlighed.
Dernæst maa vi opfriske den Nationalitet, som endnu er tilbage i os, navnlig med Hensyn til Sproget, der for en Nation er det Samme som den eiendommeligste Udtryksmaade for det enkelte Menneske, det der giver ham sit selvstændige Præg. «Det er blot Probenreuterne,» sagde Börne,k1680 «som intet Sprog have,» hvilket ogsaa er ganske naturligt, da der for dem blot spørges efter Priskuranter og ikke efter Tanker. Men en Nation har Tanker og det store Tanker, som kræver et eget Sprog, og vort Sprog staar paa en bedre Bund end baade det svenske og danske, hvorfor vi ved at opfriske det kan faa en aandelig Overmagt, der tilslut seirer over alle politiske Magter. Sverige og Danmark skal i denne Henseende lære af os og ikke vi af dem. Kunde vi lære at indse dette og arbeide til dette Maal, vilde dette Aar staa i vor Historie som et lykkeligt Vendepunkt, medens det ellers kan blive et Aar, hvorfra vor Undergang skriver sig.
Vi have ogsaa i dette Aar faaet en Vicekonge,k1681 men Herlighederne ved det kan en Anden skrive om: en anden Forfatter bør ogsaa have en Godbit.

Nr. 8/1857; lørdag 10.01.

[Teatervirak]

Korrespondance
Christiania den 7de Januar
Ifjor saa det ud til, at Christiania skulde blive ligesom Kjøbenhavn og fortabe sig i Theatrene og glemme den nordiske Alvor. Det var mange, som bleve urolige over denne Antydning, og troede at vor gamle Skik, som fremfor alt er alvorlig, havde taget sig en Tur paa Dampbaaden og reist til Kjøbenhavn. Men det slog klik. Christiania er norsk: man gaar ikke i Theatrene mere end høist nødvendigt, det vil sige, man gaar kun naar man har et godt Stykke eller en god Skuespiller, og da gode Stykker og gode Skuespillere ere sjeldne, saa skal Ingen klage over, at Hovedstaden løber efter Theatervæsen. Det norske Theater har man seet til med skjeve Øine i lang Tid, men man har taget sig op nu i Julen og skudt sammen til et Gulduhr for en norsk Skuespiller, hvilket viser, at man er glad i det som godt er, hvorfra det end kommer. Forresten er det nok elskovsfulde Kvinder, der er glade i det unge Ansigt og det krøllede Haar, som har skudt sammen til denne norske Gave. Det er Synd at Mændene, der ogsaa have norske Gaver, ikke skulde faa sin Villie frem og skyde sammen til en norsk Skuespillerinde. Der var tænkt paa sligt noget, men man havde sine Betænkeligheder, formodentlig fordi man troede, at et Gulduhr var nok. Gulduhret gaar, og man gaar ogsaa i det norske Theater. Det er et godt Mærke dette; thi slige Gaver er altid et Mærke paa, at Kunsten blomstrer: Saalænge Repertoiret var godt, fik Direktøren for det danske Theater Sofapuder og Sæder i Gyngestolen og de bedste danske Skuespillere ved næsten ikke, hvor de skal gjøre af sine Sovepuder, Fodskamler og Bordteppener. Vi mindes ogsaa, hvorledes en norsk Skuespillerinde ved det danske Theater fik Kjoletøier af Silke og atpaa Geburtsdagsvers, som rigtignok vare af yderst daarlige Poeter og saaledes neppe mere værd, end et Par broderede Tøfler, som man for ikke længe siden forærede en feiret Skuespiller.
I dette ser man paa det tydeligste Sandsen for Kunst og Theater. En Dame, der havde grædt i Theatret, spekulerer under Graaden paa at brodere en Natlue til Skuespilleren, ligesom vi se nok af Menigheder, der give Flødenæbber og Fiskeskeer til en Præst, der har været kapitelfast. Jeg tror derfor, at skrive bedst om Hovedstadens Kunstsands ved at fortælle om Gulduhre, Silkekjoler, Sofapuder og Tøfler. Verden er taknemmelig og den giver hvad den har, og bekymrer sig ikke om, at Folk ler.
Hvad derimod nye Theaterstykker angaar, saa ere de ikke mange. For to Vintre siden var der, om erindres ret, 6 originale Stykker indsendte til det norske Theater, de vare ikke gode, men Meningen var god. Ifjor intet nyt Stykke, men nu ud paa Vinteren tales om et nyt Stykke, som skal være i Farvandet; det afskjæres og indstuderes, men noget bliver vel igjen. Paa det danske Theater er ogsaa klaget over Hunger og Tørst efter Poesiens Ord; det gaar istaa med Poeterne, Ordet er dyrt i disse Dage, som der staar i Skriften. I Mangel af nye Stykker kommer her dog nye Skuespillere; snart skal igjen en ny Skuespiller fra Bergen optræde paa det norske Theater i et udslidt Stykke, forstaar sig; man faar nye Skuespillere fra Bergen og skikker dem hjem igjen; nu nys ere tvende Tjenerinder sendte hjem igjen; man er mere vanskelig med Folk fra Bergen end fra Kjøbenhavn; derfra tager man alt for gode Varer, da det klinger saa deiligt at høre det Danske. Man skjønner, at Christiania er i Overgangstiden: det fæster Tjenere og jager dem hjem igjen; det føler, at det har Arbeider at udføre, men kan ikke finde det rigtige Haandelag. Sædetiden er forhaanden, men Høsten er stor og Arbeiderne ere faa.

Nr. 9/1857; søndag 11.01.

[Unionen]

Korrespondance
Christiania den 9de Januar
Endelig har vi da gjennem Morgenbladet faaet ubestemte Antydninger om, at Tolvmandskommissionen ikke vil vide af noget Samlæg med Sverrig, undtagen naar Krig er paafærde, hvor da Forholdstallet 5 til 12 skal følges. Dette ser nu nok saa vel og rimeligt ud, men det skjønnes ikke rettere, end at det i Grunden er Alt, hvad der er forlangt, da Hærvæsenet med Tilbehør i Fredstider ogsaa maa gaa efter Forholdstallet for at det i Krigen skal kunne følges: man kan jo dog ikke med en Gang opstille en Hærstyrke — som 5 til 12, uden at Tingen er forberedt og gaaen over til en staaende Indretning, hvorved vi ere midt opi, hvad vi til enhver Pris maa undgaa, nemlig at lade os bestemme af Andre og gjøre vor egen Villie til en betydningsløs Sandstrøing. Det er ikke ligegyldigt, enten Storthinget bevilger Penge efter et selvstændigt Forslag fra Regjeringen eller efter en ved Lov vedtagen Andel. Der er den samme Forskjel mellem disse to Ting som mellem at give en frivillig Gave, der findes passende og mellem at yde efter en Skatteligning. Norge vil vist ikke staa tilbage for Sverrig i at yde Midler til Statens Forsvar, og Norge vil forhaabentlig mindst af Alt lade sig paasige, at Sverrig gjør Opofrelser for det. Vi vil være Brødre i den bedste Mening, men fuldmyndige Brødre, der ere forstandige nok til at raade sig selv for ikke at give Anledning til Familietvist, der er den værste af al Tvist. Men selv nu om det, Kommissionen har gaaet ind paa — hvorom egentlig ingen Mening kan haves, førend Alt kommer trygt til Storthinget — skulde være en tilsyneladende ganske uskyldig Ting eller synes flyde af Staternes Enhed i Krigstilfælde, saa har man dog vist betænkt sig paa det første Skridt til gjensidig Afhængighed, der neppe vil undlade at drage flere Skridt efter sig. Man sætter sig i Anmarsch, og man er omtrent i samme Stilling, som hin Mand sagde, der fór afsted paa en lybsk Hest: «Jeg reiser saa langt, som Hesten behager at føre mig.»
Det sees ogsaa, at Kommissionen har bragt i Forslag noget Tilsvarende til de bekjendte svenske store og smaa Kreditiver, der sætter Kongen istand til at raade over Penge, naar Rigsdagen (Storthinget) ikke er tilstede. Det synes nok saa rimeligt dette; men for Exemplets Skyld var det vist bedre, at Tingen var som den er for os, og dersom de stadig bevilgede «tilfældige og uforudseede Udgifter» ikke skulde række til, saa fik Kongen, naar Faren var overhængende, træffe de Foranstaltninger, han fandt tjenlige for Staten, fuldt stolende paa, at intet Ansvar vilde blive gjort gjældende mod Statsraaderne, naar det maatte erkjendes, at Faren stod saa nær for Døren, at Storthinget ikke kunde høres, hvilket under de forbedrede Kommunikationer kunde blive et Tilfælde, der ikke indtraf engang i tusinde Aar. For en saadan Mulighed var det altfor voveligt at komple med Statsforfatningen, og hvor urimeligt det end klinger, saa er det bedre at overlade enkelte sjeldne Tilfælde til et frit Skjøn, om dette end ligger paa Grændsen af Selvtægt end at udpensle næsten utænkelige Ting i Love. Derved binder man Ingen, og i et oplyst Samfund vil man ikke være i Tvivl om, naar Øieblikket er saadant, at en fri Handling er nødvendig. Det er ligesom naar man ikke undser sig for at tage en Vens Baad og sætte over et Vand, naar Vennen ikke er hjemme, og man nødvendigen maa over. Det vilde være en Fornærmelse mod Vennens Forstand og Billighedsfølelse at forudsætte Klagemaal og opsætte en Gjerning, som ei kunde opsættes. Saaledes som det er mellem Menneskene indbyrdes i Livets daglige Lag, maa det ogsaa være mellem Statsmagterne. Først derved bliver Loven saa at sige flydende, og Bogstavdyrkelse undgaaes.
Det er farlige Papirer at røre ved vore unionelle Bestemmelser, og dette Forslag til et norsk Rigsgjeldskontor har desuden grundlovmæssige Betænkeligheder, der ikke ere saa lette at komme ud over. Om Storthinget udvælger Direktørerne, er dermed ikke meget sagt, tværtimod slappes Ansvarligheden imod den, som Finantsdepartementets Chef har, idet han staar for Rigsret, og det er et Spørgsmaal, om Storthinget kan tage Noget fra den udøvende Magt og selv vælge Mænd istedet. Hvor vil man ende?

Nr. 14/1857; lørdag 17.01.

[Festen til «Fædrenes Minde»]

Korrespondance
Christiania den 14de Januar
«Festen til Fædrenes Minde» blev iaar som sædvanligt holdt den 13de Jan. — tjugondagen — med de ligesaa sædvanlige Taler om Treenigheden — hvorfor ikke fire, fem eller Enighed med hele Verden? Men igaar var Festen overordentlig høitidelig: man havde nemlig faaet til Forænings et Bjørnelaar eller rettere en Skonk med Knoklen omviklet med røde og hvide Papirstrimler og Dusker. Det var et grovt, haardt og stramt Kjød, men Mange vare dog saa oldnorske, at de aad op store Stykker, saa at Skonken tilslut laa afgnaget paa Tallerkenen. Et Drikkehorn med sine to Fødder stod paa Talerstolen, men der var blot Punsch eller Bayersk Øl i det og alt, som daarligt var. — Læseren maa dog ikke tro, at man uden godmodig Skjæmt og fint Smil saa Skonken og Hornet og aad Bjørnekjødet, hvilket viser, at ikke vi som «Fædrene» tage Tingen efter Bogstaven. Der var en aandig Selvspot som gav Anledning til mange vittige Bemærkninger. Men, da vi vilde ligne Fædrene, saa maatte Alt være med, skjønt en Taler mente, at det i Virkeligheden ikke var stort bevendt med vor Ligning, der nok opløser sig i, at vi blot snakke om den. Men ogsaa det er et Fremskridt, da man som bekjendt kan male en vis Mand saalænge paa Væggen, til man har ham staaende lyslevende for sig.
Professor Munchk1682 aabnede Festen med et Foredrag over nogle ældgamle Konger. Det var imidlertid en Misforstaaelse at bede den lærde Professor holde et sligt Foredrag i en Fest, dels fordi det ikke kunde blive andet end en almindelig Oplæsning, som man i slige Tilfælde ikke uden Selvovervindelse kan høre paa, — dels fordi en saadan granskende Undersøgelse ilde egner sig til Oplæsning, hvor tørt og forretningsmæssigt, man end sidder, endsige naar man maa staa og vente paa Bjørneknoker og stærk Drik. Det var derfor Mange som luskede sig unda ind i de tilstødende Værelser og fik lidt tillivs paa sig. Jeg maa med Blygsel tilstaa at jeg selv var med i dette, men vi trøstede os med, at vi fik Professorens visselig fortrinlige Afhandling trykt, og saaledes kunde læse den hjemme til en Pibe. Jeg vil med det Samme raade Folk til at kjøbe Munchs Tidsskrift, i hvis sidste Hæfte ere tvende Afhandlinger, som ret Mange havde godt af at læse. Det er svært for Alt, hvad den Manden kan række.
Ministerresident Sibbernk1683 og Amtmand, Storthingsmand Motzfeldtk1684 vare ogsaa i Laget. Der blev naturligvis udbragt en Skaal for disse to Mænd med Bemærkning om, at de vare Handlingens Mænd, medens vi Andre (ja ikke Alle) endnu ikke vare komne længer end til at være Tankens og Snakkets Mænd; men en Samvirken mellem alle disse forskjellige Mænd maatte til, skulde det gaa godt og navnlig blev der henpeget paa Sibberns skjønne Kald som en Mægler mellemn348 vort Folk og det svenske samt Kongehuset. Begge takkede synlig rørt og lovede, at gjøre hvad de formaaede. De erindrede sig sine Studenterdage som sine skjønneste Dage. Det er Mænd, der visselig ere besjelede af saa gode Tanker, at Nationen kan lide paa dem. En enkelt Storthingsmand kan nu vistnok ikke gjøre stort, men han er dog med, hvorimod Sibbern indtager en Stilling, der sætter ham istand til at være til megen Velsignelse for Land og Folk.
Den der havde været i Laget og hørt disse og flere anseede Mænds frisindede og velmente Ytringer og deres Glæde, naar en god Tanke faldt, han maatte have trøstet sig med, at det er gode Folk, vi have til at stelle med vore Anliggender, og at det, almindelig talt, er en Synd at sige, at vi har det ilde. Der hersker ogsaa og maa herske et saadant Frisind blandt vore videnskabeligt dannede Mænd, at det forgjætter en stor Fremtid, dersom vi tillige havde Forstand til at gribe Tingen i de rette Hanker. At snakke om Aristokrati og Ministerialisme blandt vore yngre Embedsmænd og Kandidaterne er Daarskab, og det kan alene være Uvidenhed eller en ofte tilgivelig Forvexling af egne Ulykker med et Samfundsonde, der kan lede til enslig Urimelighed.
Brystbilleder og Navne paa berømte Mænd vare som vanligt ved slige Leiligheder at se om Væggene og ligesom paa sorte Slør stod Navnene paa dem, der vare døde iaar, ikke blot her, men ogsaa Svenske og Danske. Theis Lundegaardk1685 og Fauchaldk1686 vare ogsaa med, og det var smukt dette at disse Bønder vare tagne med og hang sammen med Statholder Løvenskiold.k1687 Bønderne skulde ikke tro, at de blive ringeagtede af Studenterne; det gaar nok oftere saa, at Bønderne overser Studenterne, nu da her er saa mange af dem, hvorfor ogsaa rige Karer gjerne lade sine Sønner blive Mekanikere eller sligt Noget, istedetfor at lade dem studere. Naar de ikke kan gjøre en Ting til Penge med det Samme, saa tro de, den ikke er noget tes. Saalænge disse Tanker ere hos vore rige Bønder, faa vi ingen Bondestand, som Grundloven vil have den, og den bliver ogsaa selv evig umyndig.

Nr. 15/1857; søndag 18.01.

[Sosial likskap]

Korrespondance
Christiania den 16de Januar
Man spaaede, da Vicekongenk1688 var udnævnt, at denne Begivenhed vilde give Hovedstaden et stort Sving, og fremkalde en Kappen med store Selskaber, der kunde give et Glimt idetmindste af Udlandets «Saloner.» Men, det har bestemt slaaet Klik med disse Spaadomme: Christiania er det samme gode gamle Christiania, et sandt Billede af Norges Frihed og Lighed. Vicekongen gaar nu efter Tilbagekomsten som før og spadserer, og hilser paa en eller anden Embedsmand, ret som det skulde være En, der traf sine gamle Universitetsbrødre. Det Eneste, foruden at Prindsen er kjendt, som tyder paa, at det ikke er de sædvanlige Hilsninger paa Gaden, er at den lykkelige Mand, som Prindsen særegent hilser paa, tager Hatten dybere af end sædvanligt og det i en Fart, som kan medføre den største Ængstelse for Parykken. Det kan ogsaa hende, at Folk vende sig om og glo mere end sædvanligt, men ellers gaar det saa borgerligt til, at de andre Byer og Landet kan trøste sig med, at det staar vel til i Christiania. Jeg formoder, at en rig Handelsmand i en af de andre Byer, om han end er saa raa som en Novemberaften, gjør større Blæst end Vicekongen her. Med Prindsessenk1689 er det ligedan. Jeg har seet hende gaa i Gaderne, og det ikke med slig Sprikestakn349 eller Krinolinen350 som en Kjøbmandsmadame. Hun er velklædt, forstaar sig, men ser man ikke nøiere til, skulde man tro, at Tøiet var kjøbt hos en af vore Galanterihandlere, hvilket kanske ogsaa noget kan være. Idag ved Middagstider saa jeg Prindsessen prøve det gode Slædeføre i Gaderne sammen med en anden Dame. Jeg troede paa nogen Frastand at det var Kona til en Skindhandler, Bog- eller Lastehandler, som jeg saadan tidt har seet ringle med kniplet Dug fra Hestene at paa Slæden, men ved at komme nærmere kjendte jeg, hvem der sad i. Kusken var ikke engang saa julebukket, som man ofte har den Fornøielse at se slige Skabninger. Dersom det demokratiske Norge ønsker noget Bedre, saa er det urimeligt; og kan vore enkelte Narre lære Forstand, saa maa det være af dette. Det er nu dog ikke saa godt for dem at lære enda; thi de Kongelige kan være endeframme, og de blive dog ligefuldt Kongelige, medens en Brændevinsbrænder eller Kaffesælger f. Ex. vilde synke ned til en almindelig Pøbel, dersom han ikke spilte sig op. Han maa enten ringle ud sit Adelskab med Dumbjælderne eller har han intet. Jeg ved ogsaa godt med mig selv, hvordan det gaar: naar jeg har en ny Frakke hængende hjemme, gjør det mig ingen Ting at gaa med den gamle luslidte i Gaderne, fordi jeg antager, at Folk ved at jeg har en ny hjemme; men naar jeg ingen ny har i Baghaand, indbilder jeg mig, at alle Mennesker ser paa min Slitage, og jeg gaar med en ond Samvittighed. Det er derfor ingen Sag at være simpel, naar man kunde være fin, men at være simpel, naar alle Klude sættes til, det er noget som alene Filosofen kan være med Sikkerhed og Sindsro.
Da Spidsborgerne ere mine gode Venner, saa finder jeg mig, som man ser, opfordret til at tale deres Sag, og kan ingenlunde raade dem til efter Exemplet fra oven at paatage sig Tjenernes Skikkelse. Det vilde ogsaa gaa dem bedrøveligt om de gjorde det. De maa indtil Boblen brister, blæse sig op, for ellers er det bare Vand. Det skulde vel se deiligt ud for en almindelig Silde- eller Smørkonsul at gaa uden Uniform eller lodden Krave om Vinteren! Man vilde nok daske ham med laget Sild om Ørene eller jage ham med Smørprøveren; og Fruen — hun heder Frue til behagelig Efterretning for alle næsvise Mennesker — hun maa sandelig engang imellem slaa sig op, skal hun ikke være udsat for, at en Malermadam pjatter med hende under en Koncert: det er ikke sagt, at hun er bedre klædt end Madamen og derved kan værge sig for Angreb.
Sandsen bliver altsaa: det Store er stort, hvorledes det end ser ud, medens det Smaa bliver smaat — hvorledes det end ser ud, kunde maaske en anden Mand i mit Sted falde paa at sige.

Nr. 19/1857; fredag 23.01.

[Maskeradar]

Korrespondance
Christiania den 20de Januar
Maskeraderne se ud til at ville komme i Mode nu, idet her i hver Fante- og Fagersal skal være en Maskerade. Maaske man tror, at det er fordi Vicekongenk1690 er kommen, at det nu skal være gildt at holde Maskerade; thi hjemligt er et saadant Bal ikke her i Norden. Det er Noget, som tilhører de sydlige Lande og staar i Forbindelse med det christne Karneval, der var en Fortsættelse af de hedenske Saturnalier. Disse gamle vilde Lege og Tog gjennem Gaderne er noget ganske Andet end vore tvungne fjantede Baller, hvor Folk gaar i den varme Sal og brænder Ansigtet rødt som en kogt Hummer under Masken; og skal Nogen, som han indbilder sig, give en Karakter, bliver det klodset og bedrøveligt, da vi ikke har Sydens Liv, Ynde og naturlige Vid. Det bliver blot en Dands af Julebukke og stygge Skikkelser, hvor Dumheden ligger uden paa Masken og de herkede Dragter og taler ud gjennem alle Ord og Bevægelser. Vi ere intet Maskefolk, men maa vise vore naturlige Ansigter. Det er heller ikke nødvendigt at mumme os til, da vi kunne tale frit ud; vi behøve ikke som de sydlige Lande Maskefriheden, under hvilken Tjeneren er Herre, Herren Tjener og Enhver som Bajas kan sige, hvad han vil. En saadan Frihed er et lidet Pusterum i hine despotiske Lande, ret som Søndagen er en Hviledag. Men vi trænge ikke til en slig kunstig Indretning, og om vi trængte til den, kunde vi ikke benytte den uden at forfalde til Raahed og Vildhed. — Men i disse nordlige Lande er Maskeraderne komne fra Hofferne, der igjen har lært dem af sine sydlige «Fættere.» (Kongerne kalde hverandre Fættere og Brødre og følgelig ere Hofferne ogsaa Skyldfolk). Naar nu Hofferne gjøre Noget, saa er det gildt, Gu’bevares, og saa tro de «bedre Folk» at de ogsaa maa gjøre Maskerade, indtil man ender paa de argeste Dandsehuse. Det gaar med dem som med Klædemoderne og fremmede Ord, der komme ovenfra og gaa nedad; thi ligervis som en rig Madame gjerne vil have en nymodens Hat, og knote, saaledes vil hun ogsaa usigelig gjerne have Maskerader. Og Sypigen følger hende trolig efter.
Maskeraderne ere imidlertid en Indtægt for Fattigkassen; thi Politimesteren, som nu efter Resol. af 19de April 1847 meddeler Tilladelsen, giver ikke denne uden en Kjendelse. Jeg tror at Prisen er 50 Spd. her i Christiania for et almindeligt Maskebal ud paa Salene, hvorhos Politibetjentene have fri Adgang, hvilket de nok ogsaa trolig benytte, og saaledes paa høie Embedsvegne faa baade Skjænk og Andet.
Her er mange Baller i Christiania: Hofballer, Foreningsballer, Dramatikballer (gamle og nye, altsaa to), den venskabelige Foreningsballer, Logeballer, Klingenbergballer, Langvikballer, Grønliballer, Grønlandsballer; desuden efter Stand og Stilling: Underofficiersballer, Haandverkerballer, Sangforeningsballer, baade af Haandverkere og Studenter. Og Herrerne have Frihed til at gaa paa alle disse, forudsat at de øvrige Omstændigheder forresten ere tilstede. Det er pudsigt nok, at en Herre, der Aftenen iforveien maaske var paa et Klingenbergbal, Kvælden efter gaar strunk og fin med Hatten under Armen paa et Foreningsbal og engagerer Frøkenen med samme Ømhed som Sypigen, alvorlig da som han var en Helgen, og som han aldrig i Verden havde seet noget andet Bal, ret som Frøkenens Duesjel selv, ikke et Ord, ikke en Mine, der kunde røbe Hestefoden. Frøkenen er hengiven, men ved naturligvis meget godt, hvordan det gaar til. Det er smukt dette, det er Civilisationen. Det er dog intet Under, at Damen synger i Theaterstykket:
— — — —
— — — —
O, de Mænd har det godt,
o, saa godt, o, saa godt.
Friheden er derfor stor nok, saa at man ikke trænger til Maskeballer, ja den er nok igrunden meget for stor, men der er Intet at gjøre ved den; den faar styre og stelle, indtil den bliver træt.
Det vilde dog vist være urimeligt at tale ilde om Christiania, naar man tænker paa de andre Hovedstæder i Verden. Kanske endog vore egne Smaabyer intet giver efter for Christiania; og i disse har man heller ikke den Modvegt, som Oplysningen giver, men tager mere for fuldt Alvor, hvad man her, Grisene undtagne, gjør legende og efter den kanske noget misbrugte Talemaade for at «studere Folkelivet.»

Nr. 21/1857; søndag 25.01.

[Pengepolitikk]

Korrespondance
Christiania den 2de Januar
Her er megen Ængstelse over, at Sildefisket ikke begynder, da man føler, at det er en Velfærd for det hele Land, som staar paa Spil. Vistnok rammes Stavanger, Bergen og Omegn først og nærmest, men det kommer dog snart til os Alle, ligesom det hele Legeme bliver sygt af en ond Værkefinger. Pengetiden, som var ond før, er værre nu og Handelsmænd og Driftsherrer, som trænger til store Laan, klage over, at man liden Vei kommer med de bedste Papirer. Et feilslaaet Fiske i Forbindelse med dette middels Aar og den daarlige Indbjerging, vil nok give Storthinget Andet at tænke paa end Bevillinger til Jernbaner, Broer, Veie og Dampbaade og alle disse Ting, som forkynde et Lands Rigdom og Fremgang. Det maa dog være Bankbestyrelsens Skyld, at Pengemangelen kom saa snart paa os, idet den ikke forhøiede Diskontoen med det samme den sprang op paa de udenlandske Pengemarkeder, hvoraf kom, at Pengene reiste did, hvor de bleve bedst betalte. Dette er en saa grei Ting, at den ikke kan være anderledes. Ved forholdsmæssigt at forhøie Diskontoen vilde Banken tillige have advaret Spekulanterne, der saa Fred og ingen Fare, indtil det var forsilde, istedetfor at den med Faren for Øie — thi saa klog maatte den dog være — ligesom sagde til Spekulanterne: kjører kun paa, des snarere brække I Halsen! Havde Banken saaledes gjort, hvad den ikke har gjort, kunde Folk nu være blevne frelste i Nøden, naturligvis noget dyrt, men dog billigt mod Intet at faa eller at faa af private Diskontører, der efter sin Natur blot kunne give en Galgenfrist. Disse Diskontører, som man saa ofte klager over, ere Nødvendighedens eller rettere vor Bankbestyrelses Børn, og de ere tillige den bedste Kritik over vort Bankvæsen, ligesom disse Folk herinde med Brændevinsret, som de overlade paa en Maade for flere hundrede Spd., ere den stærkeste Protest mod Brændevinslovgivningen. Livet maa nemlig have sin Gang og naar man hemmer dets frie Udvikling, bliver det sygt eller vanartigt.
Vor Bank er, som bekjendt, privat Eiendom under Storthingets Tilsyn; men dette Tilsyn hjælper ikke stort, og det er et Spørgsmaal, om man ikke ved at indrette sig, som nu er gjort, gjør noget ganske Andet, end hvad Grundlovens § 75 Litr. c har tænkt at der skulde gjøres. Det nytter nemlig lidet at vælge Bankens Embedsmænd og tælle efter i Kjælderne, naar Banken faar Lov til at følge sin private Interesse og se bort fra Landets Tarv. Bankbestyrerne ere ogsaa satte i en dobbelt Stilling: de skal tjene saameget som muligt for Aktiehaverne og paa den anden Side skulde de holde Knappen for Pungen i de gode Tider, naar de, som nu, maatte frygte noget Ondt, hvorved Banken naturligvis kom til at sidde inde med Summer, som de i længere Tid ingen Rente fik af, og derved Aktierne færre Procenter om Aaret. Banken er nu, kan man næsten sige, som enhver anden Mand, der har Penge at udlaane, vel tjent med, at Tiderne blive onde naar det ikke gaar forvidt. Men saaledes skulde det ikke være. Der skulde være en Bank, som var hævet over Tidens Vexel og længe beherskede den. Naar Alt gik tilgrunde, maatte ogsaa Banken gaa med, forstaar sig. Derved kunde Folk handle med Tillid, vel vidende, at der var Nogen som vaagede over dem, ligesom man kan gaa tryg paa Gaden, fordi man har Politi, og igjen være tryg for Politiet, fordi man har en Politiret. Man trænger sandelig til Justits i Bankveien ikke mindre end paa andre Livets Veie.
Man kom fra Asken frem i Ilden ved at skræmmes af de gamle Erfaringer, da Staten angreb Banken i sin Nød, saa langt paa den modsatte Side, at man faldt i Spekulanternes Hænder. Disse gamle Erfaringer, man altid har skreget paa, gjælde ikke nu, da Folket selv gjennem Storthinget raader for alle Udgifter. En anden Sag var det under en Enevoldsmagt, der byggede Slotte og førte Krige efter et kongeligt Indfald. At sammenligne før og nu er i denne Henseende Uvidenhed. Saa Storthingetn351 ingen anden Raad, saa angreb det naturligvis Banken for at frelse Landet, men dette var intet mere at frygte end enhver anden Fortvivlelsens Forholdsregel, greben af rette Vedkommende og efter det bedste Overlæg, man havde. Man tror dog vel ikke at Banken skulde staa og Landet gaa tilgrunde.
Det kan erindres, at Londons Bank i Regelen holde sin Diskonto 1 pCt. over de andre Banker, hvoraf da følger, at den ikke stort bruges i gode Tider, men saa er den en Hjælp naar de onde Dage kommer.

Nr. 25/1857; fredag 30.01.

[Morgenbladet og Grunnloven]

Korrespondance
Christiania den 28de Januar
Da formodentlig ingen Anden gjør det, maa jeg selv bemærke, at jeg forleden her i Bladet var den første som paaviste det Grundlovsstridige og Umulige i Tolvmandskommissionensn352 Indstilling om Statsgjeldskontorer efter svensk Mønster, hvilket Forslag Morgenbladet da og end mere siden anbefalede. Mine Tanker ere med Nøiagtighed og naturligvis med større Vidtløftighed udviklede i Aftenbladet, og nu idag fremhæver Chr.-Posten med juridisk Dygtighed den Side, jeg ogsaa slog paa, at man ved en saadan Tilstelling vilde tage Noget fra den udøvende Magt, som Grundloven ikke tillader, selv om det blev gjort ved en Grundlovsforandring, og endnu mindre ved en Storthingsbeslutning. Uagtet det var Noget, man burde vente, er det dog glædeligt at se, hvor enige Folk ere, naar det gjælder Nationens bedste Rettigheder, og det tør forventes, at Storthinget er enigt med Pressen i at tilbagevise slige Anfald paa vor Grundlov. Morgenbladet, der altid har været fint, har ogsaa her grebet Sagen paa en ful Maade ved at spille hen paa den gamle Trætte om Regjeringen eller Storthinget skal have det og det under sin Magt, — en Trætte, som Politiken har levet af i lang Tid og løftet Morgenbladet op til Ros og Magt, men en Trætte, som nu bliver vanvittig, naar det gjælder om for Regjering som Storthing at staa Ryg ved Ryg mod den indtrængende Fiende. Det er at haabe, at de gamle Oppositionshelte ikke nu som før lade sig narre af denne Morgenbladets Rørekage, men ville vide at staa paa Grundlovens Standpunkt, selv om Sagen ved Chr.-Postens Mellemkomst med sin Artikel skulde faa det Udseende, at det var fra Regjeringens Rettigheder Modstanden udgik. Det er nu vistnok farligt, naar Sagen faar det Udseende, da Oppositionen ialmindelighed retter sig efter, hvorvidt det er med eller mod Regjeringen, uden at have Skjønsomhed til at se Tingen i sin sande Skikkelse, afklædt alle Partiskin; men vor Opposition nu, om vi forresten har nogen, er dog vel saa oplyst, at den selv kan lugte Vinden uden at rette sig efter Kanten, hvorfra den kommer. Det er Muligheden af disse ufølsomme Lugtenerver hos Oppositionen som skal redde Morgenbladet fra den største Knibe, som det nogensinde har været i, og som det ved et Mirakel maa synes alene at kunne komme ud af, da det skriver saaledes, at Nationen bør forventes at ville sønderrive det. I 1852 skrev det noget af samme Surdeig, da det vilde at Kongen af Hensyn til det «Praktiske» skulde have ladet være at indkalde Interimsregjeringen.
Kongen fik saaledes høre ilde, fordi han holdt Grundloven. At Nationen ikke da satte Morgenbladet i Daarekisten, kom vel deraf, at Gemytterne ikke vare saa vakte paa Post som nu, at Grundlovsbrudet syntes mindre farligt, og at Morgenbladet selv sad fastere i Sadlen. Da var det «det praktisk Nyttige», som maatte holde frem; nu er det Striden mellem Regjering og Storthing, som skal hjælpe os Svindsotten paa Halsen. Det vognede ligesom gamle søde Erindringer hos Morgenbladet, da det nu kom ind paa denne gamle Vise, og jeg formoder, det gik Andre som mig, der slog i en Latter, da jeg hørte Visen. Disse gamle kjendte Talemaader om Regjeringens Tiltag og Overgreb klang ligesom Aanderøster, og jeg er vis paa, at mangen Storthingsmand, der har ligget op i Bygderne og faaet Rust paa sig, skvætter op og siger: «Nei Morgenbladet er dog det bedste Blad; man sige, hvad man vil.»
Det er dog fortvivlet af Morgenbladet, der nu var kommet saa lunt i det med Regjering og Hof, at det for at faa sit politiske Foster til Verden skulde gribe til sligt et Keisersnit, og derved blive umulig for alle Parter. Det er greit at Hoffet ikke kan bruge Morgenbladet, naar hele Nationen skammer det ud; thi kunde Arbeider- og slige Blade, som man vil vide, skrive Statsraader ihjel, hvormeget mere maa da ikke Chr.-Posten og Aftenbladet, der kaldes Storblade, gjøre det umuligt for Morgenbladet at blive Statsraad, hvilket maa være tilsigtet med denne hele Diplomatik. Det gjør mig ondt for Stabellsk1691 Skyld, dersom han skulde have været med at skrive som han var med i Kommissionen. Han staar ikke til at frelse den arme Mand, om saa jeg og alle hans Venner hjælpe ham. — Modstanderne ere for mange og farlige.
Men, efter alle mørke Betragtninger dvæler Tanken ved den gamle Oppositions Vise, en Vise, der ogsaa maa klinge godt for dem, der maatte ville, at Riget skulde blive uens med sig selv, for at det kunde gaa tilgrunde. Kunde det lykkes Morgenbladet at narre Storthingsmajoriteten ind paa dette Forslag ved at hænge ud den gamle Lokkemad, saa kom her snart lignende Forslag, og man kunde benytte den samme Mad, der ikke saa snart bliver opædt, ligesom man kan benytte den samme Flue til mange Fiske, som maa lade Livet paa Krogen inde i den samme Hanefjer.
Jeg undres nu om Uelandk1692 bider paa, jeg; og Sæterk1693 og disse Folk, som vi vente Noget af? Det er en lokkende Flue.

Nr. 27/1857; søndag 01.02.

[Marknadstid]

Korrespondance
Christiania den 30te Januar
Det er noget Nationalt allerede i denne Storthings- og Marknadstid Midtvinters, da Folk fra alle Kanter kommer herind, — da Storthingsmændene komme med sine Peltse eller Vadmelsfrakker, veirbidte Ansigter og det hele Væsen, som kan kjendes paa Gangen langtfra, — da Husværterne skrue op sin Husleie og Spiseværterne sin Mad og Drikke, — da Sjapper leies til Marken og Skindlæs komme, kjørte af Knæbuxinger, — da Reisende næsten maa begaa Politiuordner for at kunne faa Logi paa Raadstuen, og endelig det mest Nationale af Alt, da man kan ride, kjøre og handle Gamp, føle Hestene paa Fødderne, om de have i Halsen, som det i Hestehandlersproget heder, løfte paa Halen deres og derpaa hopa sig (gaa baglænds) plystrende og beskuende, og sættende i at bande. Denne hele Blanding af Fjeldklædte, Storthingsmænd, Heste og Skindlæs er virkelig noget saa Folkeligt, at Storthinget ikke uden Afbræk i Poesien kunde begynde paa nogen anden Tid, selv ikke Jonsokmarkedet vilde være nær saa godt. Det falder ogsaa ind omtrent paa Forfædrenes Juletid, da man feirede Solens Tilbagekomst, ofrede til Thor, sad omkring Kjødgryderne og slog hverandre med Beinskonker. Det er en gild Tid uagtet den er kold, og Storthingsmændene er som naar Silden kommer: der følger Hval, Fugl og Fiskere: da skal hver fiske lidt: Hotellerne, Haandverkerne, Boghandlerne, Aviserne, Afskriverne og Forfatterne. Der træffes Kjendinger, som man faar et Maaltid Mad og en Dram af. Det er Christiania Fiske. Fisken bider just ikke altid paa Krogen her heller, og han slaar en Krok fra de udkastede Nøter og Garn, men nogen bliver dog altid hængende ved, hvorvel Fiskeren i Regelen maa sige som Ordsproget om den, der aad op Agnet: «Han er holden der Sit har.»
Naar man har spaset lidt med disse Fedgar af Storthingsmænd, saa føler man dog enslags Fortrøstning til dem, og vilde ikke miste dem for aldrig det. Det er en ganske forunderlig Blanding af Alvor og Skjæmteri, naar man saadan ser og taler med dem, idetmindste tager jeg det paa den Fod. Det er ligesom naar Jenten skjænder paa Kjæresten sin, som har været borte en Løverdagskveld: Klæderne hænge som paa en Staur, han har usmurte Sko og er skjægget og lei, men under Skjænderiet stelles Munden til et Kys, som hun smeldende svarer paa. Æsthetiken vil kalde dette Humor.
Det er ganske forunderligt at se Statsmagterne paa Gaden; men derved blive de menneskelige, saa at man kan tale frit om dem, idet de ere opløste i Mennesker, hvoraf de igrunden bestaa. Idag saa jeg saaledes Vicekongenk1694 med sine Adjutanter gaa ude. Jeg tænkte først det var ankomne Storthingsmænd, men ved at rykke nærmere, skjøndte jeg paa Gang, Klædesnit og Et og Andet, at det ikke var Storthingsmænd heller, indtil jeg kom saa nær, at jeg saa hvilke det var. Et Par Storthingsmænd, jeg derpaa mødte, tyktes, at det var et demokratisk Syn, de ogsaa havde seet, og til den ene af dem, en ganske ung og vakker Mand, sagde jeg: Jeg troede saamæn, det var Du, som have klædt dig op i Hovedstaden og faaet dig en ny Hat, som Du med det Første maa lægge dig til.
Vi bør haabe, at Statsmagterne ville arbeide ligesaa folkeligt sammen i disse vanskelige Tider som de folkeligt gaa paa Gaden.
Da kan vi folkeligt ture Marken, fiske og blive fiskede.

Nr. 34/1857; tirsdag 10.02.

[Sildefisket og presidentvalet]

Korrespondance
Christiania den 4de Februar*)
Det, som nu staar over Alt, over Storthing og Marken, det er Telegrafmeldingen iforgaars, at Silden er kommen og lader sig fange i Mængdevis paa Stavangerleiden. Man siger i daglig Tale: «Du er ikke saameget værd som en Sild.» Dette Ord maa ikke være træffende til at betegne en Stakkar, siden saa store Ting stilles i Baggrunden for Silden som Storthingsmændene, Præsidenterne og den ventende Throntale. Her kan man sige, at disse ikke ere saameget værd som Sild. Men det kommer sig nu af, at alle disse Ting ere fangede eller med Sikkerhed kunne fanges, medens Silden er vanskelig at faa Tag i, medmindre den selv kommer mod Land.
Nok er det, at denne Begivenhed er en glædelig Begivenhed, der er saameget mere glædelig, som vi næsten havde gjort os fortrolige med den onde Tanke, at Silden nu skulde forlade os efter mange Mærker paa det.
Nu kan da Folk handle og politikere og Storthinget have Noget at fare med. Nu kan vi ogsaa bekymre os om slige Smaating som Præsidentvalgene. Jeg kalder det Smaating, fordi det har gaaet noksaa godt med den største Usseldom af Mennesker til Præsidenter. Men det burde ikke være Smaating, da Præsidenten burde gjøre store Ting og selv være stor, dersom hans Valg ikke skal være en Ydmygelse for hele Nationen som for Storthinget selv, der dog af Hensyn kan være nødt til ofte at sætte en liden Mand paa Præsidentstolen. Det politiske Hensyn tykkes mig nemlig ikke kan sees bort fra, trods det Chr.-Posten siger, der nu har indført den nye, men vist gode Skik at skrive om Præsidentvalgene. En politisk Retning skal netop faa sit Taarnspir ved den Mand, det løfter op paa Præsidentstolen. Saaledes er det ogsaa i de Lande, der have slige lovgivende Forsamlinger som vi. Har Partiet ingen stor Mand, faar det spille sin Bankerot ved at vise, at det ingen større har, saaledes som vor Opposition unegtelig har gjort nogle Gange. Det Parti, som ikke eier nogen stor Mand, er nemlig bankerot, hvor talrigt det end er.
Nu har vi igrunden ingen anden Partiskilning end mellem Norske og Svenske. (Danske kan der endnu ikke være nogen Tale om i Politiken). Ved Norske mener jeg nemlig dem, som ville beholde vor Forfatning som den er, og ved Svenske dem, som ville drage os mere ihop med Sverige. Følgelig kan man sige, at Stabell,k1695 Baggerudk1696 — og Harbitzk1697 ogsaa jo? — have gjort Svensker af sig — om de forresten have været andet end Svenske al sin Dag —, og at følgelig disse Herrer ikke kan vælges til Præsidenter af andre end Svenskepartiet. Idetmindste maa man i Sverige og det Udland, som mærker sig os, tro, at Stemningen for Statsgjældskontor og øvrige svenske Greier er overveiende i Storthinget, dersom nogen af disse Herrer vælges til Præsidenter. Folk kan da ikke tro, at vi rent fare i Ørska, men gaa efter Omtanke og Sammenhæng. De svenske maa betragte Sagen som vunden, med det Samme de se Stabell f. Ex. valgt til Præsident. For der maa dog være et Sort og et Hvidt i Politiken ogsaa, og man kan ligesaalidt sætte en politisk Kjætter til Præsident, som man kan gjøre en Mormon til Biskop. Dette maa blive Et og det Samme, det. Man kan beklage, at Stabell — atter igjen f. Ex. — ikke skal kunne være Præsident, da han er arbeidsom og godt kan ordne Papirer med mange andre gode Egenskaber, men umuligt er umuligt, dersom Storthingsmajoriteten ikke selv bliver umulig for al politisk Tænkning.
Men Majoriteten bryr sig ikke stort om Tænkning den, men er barnslig og god ligesom Digteren, der ofte viser sin Genialitet just netop i sine Sprang, for tænke greit kan de fleste Mennesker uden at der er det mindste Rare ved dem, men at være glimrende i sine Lignelser og Indfald, der ofte sætte Alting paa Hovedet, det kan de ikke og ere derfor Hverdagsmennesker. Fornuften er igrunden blot en trætkjørt Øyk, medens Poesien er Hesten med Vinger (Pegasus).
Det bliver derfor poetisk at se Stabell osv. paa Præsidentstolen, for did kommer han nok, om det endog skulde være ham, der i Morgenbladet for halvtredie Aar siden talte om Foreningen med Sverige som om et «Handelshus,» der kunde opløses, eller hvad han «praktisk» kunde finde paa at skrive og foreslaa. Det er med ham som nogle af vore gamle Kjæmper, som Øxen ikke kunde bide paa. «Det rauk bare i Reinskuften» efter Hugget er det sagt. Er ikke han en stor Mand, saa ved jeg ikke; men kanske det ogsaa kan komme af det, at vore Politikere ere saa poetiske af sig, at de efter det Grundtvigske Udtryk gjøre «Bukkespring i Luften.»
Ja, ja, lader os nu ikke tale mere om den Ting, men være glade baade i Silden og Poesien og alle vore store Mænd, som Kvast ikke biter paa, for ellers kan vi vente at alle disse gode Ting tages fra os og gives til Folk, som skjønner paa dem.
Fuldmagtskomiteen har indstillet Meinechsk1698 Fuldmagt til Antagelse, uagtet han ikke har thinglæst Adkomst til Eiendommen, som skulde give ham Stemmeret. Dette bliver en Fortolkning af Thinglæsningsvæsenet, som ikke stemmer godt med Plakaten af 8de Juni 1787 og den deraf følgende Lære; men da slige Jurister gjøre det, saa gjør det Intet. Men Forvirringen i denne Lære vil blive endnu større.
*) Kom Redaktionen først ihænde den 8de ds.

Nr. 35/1857; onsdag 11.02.

[Marknaden forbi]

Korrespondance
Christiania den 8de Februar
Nu er da Marknaden forbi, og de fleste Fremmede hjemreiste og Byen staar og sturer igjen. Det er megen Moro i Marknadstiden, hvilket naturlig ogsaa alle Mennesker finder, saa at det nu er overflødige Ord at sige Sligt, og derfor gaar det ikke godt af sig, naar somme Folk gjøre sig saa fornemme eller hellige, at de gjøre Nar af Marknaden og dens Væsen. Er det ikke Moro at drive at og fram, baaren af Folkebølgerne? og er det ikke vederkvægeligt at se de mange vakre Mennesker? Det er fornøieligt at se de mange skjønne Varer baade til at etas og drikkas, bitas og slitas. Det er gildt at se slike Stuter og Hester; her var ein muset Hest fra Rødnes Jeld, som der blev talt om 500 Spd. for; det var ein fælt fin og velskabt Hest, liten og net med godt Fodslag, godlidende Ansigt og god Reisning, Bein som Spirer og Lænd med Runding; han var ret som malet paa ein Husvæg. Det er eit godt Slag, han er af, og han har baade Halv- og Fuldsødskende, som ere berømte, men for dyrt er for dyrt, maa vita. Det er nu, at han kan blive Traver, som skulde gjøre det, og det kunde være for ein rik og fin Byfant.
Løverne og Kamelerne og alle disse udenlandske Dyr er det gildt at se paa. Det er underligt for alle de rare Dyr, som der er i de varme Lande, men de maa fryse her nord. Den ene Løve skal ogsaa have været plaget af Gigt i Vinter. Hun taaler ikke Træk hun mere end en anden Dame. Det er Synd om dem, og det er vist ogsaa bespotteligt saadan at klæde Abekattene ud som Mennesker og lade dem dandse og fægte og slikt Noget som alene Folk gjør. Det er nu meget Stygt, man ser paa Marknaden ogsaa, det er ikke for det, men Folk vil leve, og den ene Levemaade kan være ligesaa god som den anden, naar man Ingen gaar for nær, og det sker i al Ærlighed. Det er Intet saa vondt, som ikke at have Noget, og til de Arme skal man nu derfor samle Penge paa alle Maader baade ved at vise store Stuter og lade Damer sælge Sager, de selv have gjort med sine velsignede smaa Hænder. Det er godt dette for de saakaldte Husarme, der ikke som de rette Fattige kunne lade gjøre Exsekution for at faa Hjælp. Derfor maa man benytte Marknadstiden, da Folk altid har en Skilling at yde.
Byraadet tykkes mig burde sørge for at Byen blev pudset og pyntet til Marknads, liksom en Dame pynter sig til et Besøg. Anseede Borgere burde gaa om til de flinkeste Folk i hver Haandtering og opmuntre dem til at stille sine Sager ud, og sørge for Boder og mange andre Ting, som gjorde Byen festlig, saa at Borgerne selv og Reisende kunde hygge sig og gjøre det Hele til en Fest, som Alle havde godt af. Men Folk skal nu være saa sædelige og satte, at de grine til Livets Leik og Lyst, ret som gnagne gamle Folk, gretne Skribenter og gamle Møykjæringer, der alle ere sinte paa Børnene, for de skrike og larme. Børn var ikke Børn og der blev aldrig Folk af dem, dersom de ikke skreik, og Livet er Skrik men Døden er Taushed. Dersom jeg ikke vidste, at Livet kan tale sin Sag selv, saa vilde jeg gjerne tale den. Der er Mange nok som tale Dødens Sag, men hvor mange de ere og hvor godt de tale den, saa bliver dog Døden altid Død, og der bliver aldrig Folk af den. Det er imidlertid bra, at slige fæle Ting ogsaa har sine Talsmænd, for ellers vilde det se for stygt ud i Verden, men jeg vil ikke være det.
Denne Marknad har været «flau,» siger man. Det siger man altid, saa det betyder nu ikke stort. Men en vond Versdag var her 3die Marknadsdag, det er sandt, den var saa grov som man kan se den op i Fjeldbygderne. Det bles og dreiv i Flokke som Ulddotter, og de Mange, som holdt sin Middag paa Torget, fik tykke Sneskavler paa Biten underveis fra Fadet til Munden. Men saa var Veiret saa meget smukkere den næste, og man satte derfor Uveirsdagen ud af Betragtning og holdt Marknad fjerde Dagen med. Man lod liksom Spartanerne Loven sove den Dag, de havde været uheldige. Naturen er ustø: den kan som et Kvindfolk graate og le i sama Rend; men derfor holde vi ogsaa af den.
Idag er Storthinget og Regjering og Vicekongek1699 til Kirke. Der blev ringet sammen, da Vicekongens Vogn kom. Imorgen skal Storthinget aabnes, og der er talt meget om den Stol, som gjøres færdig til Kronprindsessen.k1700 Det er slig Rift efter Billetter, at det er svære Ting, og det er ikke saalidet at se og høre paa heller. Byen er altsaa ikke forladt, om Størsteparten af Marknadslyren er borte; men Slikt er nu ikke mere at se som det, at ei stor og staut Kone fra Øster- eller Gulbrandsdalen gik ved Siden af sin Stabbe af Mand og røykte af sin Sølvholkede. Det var nok ei rik Rugge det. Det er mangesteds i Landet gildt, at Konerne — og Jenterne med — røyke — drikke, siger man — Tobak, og det er heller ikke ilde, naar hun sætter sig i Gruva og karer en Glød eller Eldmyrje op i Pipa og derpaa staltserer at’ og fram paa Gulvet med Skautet hyllet ind i blaa Skyer. Men saadan at gaa paa Hovedstadens Gader tyktes jeg nu meget bedre om. Man sige hvad man vil, saa var hun dog Marknadens Løve, og saa stø gik hun, at hun nok følte sin Værdighed.

Nr. 39/1857; søndag 15.02.

[Stortinget opnar; teologi og gudstru]

Korrespondance
Christiania den 13de Februar
Storthinget holder nu paa at levere ind sine Forslag, hvilken Indleveringstid varer Februar Maaned ud. Disse Forslag tages derpaa og sættes i Klasser, og de, som ikke kommer i 1ste Klasse, bliver der intet af med. Naar man ser alle disse Forslag, skjønner man, at Storthinget ikke kommer for tidt sammen, eftersom Halvparten ikke tages med om Gangen. Det er det, Folk ikke fatter, at Storthinget kan have noget at gjøre saa tidt; de tro, at det dog engang maatte blive færdigt, saa man fik rent Bord; men det gaar, som man ser, ikke saa: man bliver aldrig færdig, for det, som man troede færdigt engang, det viser sig om nogle Aar at være for gammelt og maa friskes op; dertil kommer, at Livet altid viser nye Sider, som man før ikke kjendte til. Storthinget bliver ikke færdigt, før man bliver færdig med at æde og drikke; det er Et og det Samme det. Storthinget kunde gjerne være samlet hvert Aar, og det havde fuldt op at gjøre. De Forslag, som ikke blive lagte bort, det bliver nu alle disse Lønsforhøielser, som Alle søge om i disse dyre Tider. Selv Skarpretteren søger om den, og uagtet Skarpretteren lever for at dræbe, maa han dog leve. Nu ere da Tiderne forandrede: vi mindes Alle, at man talte om Embedsmændenes høie Løn, og man var endog i 1851 næsten paa Veien til at gjøre Revolution, fordi Embedsstanden havde det for godt, og nu er den saa ilde faren, at gode Gaardmænd ikke vil lade sine Sønner blive Embedsmænd fordi det er saa smaat med disse. De lade dem blive Mekanici, Hjulmagere, Rokkesvarvere, Parykmagere og Garvere, selv om de ere saa rige, at de kunde leve af sine Midler. Folk vil nemlig tjene Penge først og fremst, og det Øvrige har ikke stort paa sig. Jeg tror dog ikke, at Embedsstanden er saa ilde faren, at her endnu er nogen Fare paafærde. Embedsstanden skal hverken leve for godt eller for ondt, den skal leve saa midt imellem, at den netop er sulten til hvert Madmaal, og saa tror jeg den har det nu.
Her er bleven lidt stilt nu efter alle Høitideligheder og Livet gaar sin vante Gang, som ingenting var, hvorfor ogsaa Aviserne igjen begynde paa sine dybsindige Emner, om Sprog, om Politik og især religiøse Materier. Morgenbladet er svært idag til at tale i en præstelig Tone om at Ingen skal tale i Religion undtagen Fagsmænd. Men skal der i nogen Sag være tilladt at Folk snakke med, saa maa det netop være i religiøse Sager, hvor Alle og Enhver maa have sin Mening, da den Ting ikke er noget Fag, men et Fælledsgods for os Allesammen. Livets daglige Lag tager det ogsaa paa den Fod, idet man altid ser at Folk, som skulde synes at have mindst Ret til at tale, just netop er med i religiøse Ting. Man ser jo Skræddersvende f. Ex. optræde som Prædikanter og forkynde, at de netop have fundet Sandheden, ret som en Chemiker eller Mathematikus fortæller om en stor Opdagelse, han har gjort. Og vi se jo ogsaa daglig, at Arbeidsmænd holde Samlinger og forkynder, at Præsten ikke lærer purt og rent. Nei, gode Morgenblad! paa den Vei kommer Du ikke langt. Folk maa virkelig være med at snakke om aandelige Ting, for paa dem forstaar Alle sig godt. Det klinger lidt sært, men det er sandt, at Folk tror at de kjende baade Gud og Fanden tilbunds, vide hvad de have fore og af hvad Natur de ere, og vist er det, at de kjende disse høieste Væsener bedre end de kjende sig selv; thi ellers vilde de ikke tale med den Dristighed, som de gjøre. Fortæller nu Nogen dem, at de dog ikke kan kjende disse Væsener saa gjennem godt, saa skjeldes den ud for ugudelig, som drister sig til at mene Sligt. Smaalaatne ere ikke disse Folk; de ere tværtimod meget storlaatne. Vist er det ogsaa, at en Mand om han saa var Professor i Theologien ikke kan komme til nogen Mand og sige: «Lad mig om den Ting!» Paa disse aandelige Veie ere vi Alle blinde, og vi maa være saa gode at tro, og iøvrigt tale efter vor Opfatning og Livserfaring. Patent har Ingen paa den Ting. Det er som man skulde leve midt i Pavedømmet, naar man læser Morgenbladet idag. Det er reint for fælt, det.
Denne hele Historie kommer af nogle Ytringer til svenske og danske Blade, at vore Lærere i Theologi ikke skulde like Naturvidenskaberne og at de skulle vilde indføre Troestvang igjen. Hvad nu dette sidste angaar, saa tror jeg at man paa enkelte Undtagelser nær gjør dem Uret; de ere nemlig blevne sin Grundtanke utro og taale andre Truir ved Siden af sin, hvilket de ikke maatte gjøre, men forfølge Andre med Ild og Sværd, dersom de trudden353 paa sin egen Tru. Det var bare en Kjærlighedsgjerning det. Og hvad nu det Første angaar, at de ikke like Naturvidenskaberne, saa er det noget, man gjerne kunde lade være at snakke om, medmindre man med det Samme sagde, at de heller ikke like Filosofien. Det er nemlig vist og kan bevises, skjøndt det ene Vidne er dødt nu, at en af vore lærdeste Professorer i Theologien sagde til en Theolog, der beklagede sig over, at han ikke havde hørt de sidste Halvaarsforelæsninger over Filosofien, for saa kunde han maaske have faaet Laudabilis: «Tak din Gud for Du ikke har gjort det, for ellers var Du bleven en Mand, som vi ikke kunde have brugt.» Men slige Ting behøver man just ikke at sige til Udlandet, skjøndt de vistnok der have den samme Surdeig, saa at der intet Rart var i det.
Vi ere vistnok i disse Sager liksom i Politiken det lykkeligste Folk, og man finder vist ikke hos os ein af de hundrede Galskaber, som ere i Udlandet, det skulde da være Danmark som var jævnklogt med os, og det er ogsaa snaut nok. Skulde vi have Greier som i mange Utlaand, saa vilde vi tro, at det var paa Verdens Ende. Nei, da ere vore stiveste Theologer Gudsfugle mod Professorer i selve Tydskland og England, endsige i Frankrig, Østerrig og Italien, og i Sverig der er Graastein nok der med. Det vilde ogsaa lidet nytte at snakke for os som for de store uvidende Hobe udenlands. Vær nu rimeligt Morgenblad og gjør ikke Skinhellige blandt os! Det vilde være Synd om vort opvakte Folk, om det skulde lykkes, hvor faa der end kunde vænnes til at hænge paa Hovedet. Det er forresten Mange nok som hænge paa det alt nu, det er ikke for det, og dersom her ikke snart danner sig en kraftig Modvegt, vil vor unge, snille theologiske Stok blive en Vantrivning, som ikke hører hjemme her; og med det vilde ingen af os være tjente: Vi trænger saart til dem, naar de ere sunde, greie, gode Mennesker. Her er Uvidenhed nok at kjæmpe mod, hvor oplyst her end er mod mangesteds.

Nr. 40/1857; tirsdag 17.02.

[Stortingsritual]

Korrespondance
Christiania den 11te Februar*)
Dersom det var tilladt at udtale nogen Mening om Præsidentensk1701 og Vicekongensk1702 gjensidige Taler, saa maatte man sige, at de vare bra; men Vicekongens var dog bedre, for der var Følelse i den. Det er ikke godt med slige Taler, som gjøres op i Forveien, naar man maa indbilde sig Stemningen istedetfor at føle den af Øieblikkets Indtryk, og naar det nu tillige er Mange, som skal rette Stil, saa er det næsten et Vidunder, at der kan blive det Mindste igjen, som er andet end Luft. Præsidenten kunde dog gjerne have ladet være at tale om vore «indskrænkede» Forhold. Det er ikke ganske rigtigt at kalde Forholde indskrænkede, naar de kan udvikle en Handelsflaade, som er den 3die eller 4de i Rang, og desuden maa man aldrig i Politiken være beskeden; det kan den, som vil, være i det daglige Liv. En beskeden Politik er som en broderlig Politik, og den er igjen som et broderligt Kortspil.
«Gode Herrer og norske Mænd» er heller ikke et rigtigt Udtryk: her er nemlig ingen Herre her som kan modsættes norske Mænd. Det er ikke som i Sverige. Vil man derimod med begge Ord sige det Samme, saa er vistnok Udtrykket rigtigt, men overflødigt. Her ere vi enten alle «Herrer» eller «Mænd.»
Der var stort Lag hos Vicekongen Middagen efter Storthingets Aabning, og man skjød, saa det var en Lyst. Det er ilde, at Vicekongen, der bestræber sig saa godt for at tale Norsk (Dansk), skal indbyde Storthingsmændene paa Svensk, men det maa vel være Hofmarskalkens Skyld; men saa kunde han have en norsk Hofmarskalk, som ogsaa vilde være en rimelig og ventelig Ting. Disse svenske Farver paa Kudske- og Tjenerskab ere ogsaa leie, fordi man kan finde nogen Politik i dem, og i det Hele taget kan det Ordsprog gjøres gjældende overalt, at man skal tage Skikken der, den er, og ikke føre den med sig. Der ligger intet Barnagtigt eller Ukjærligt i Misnøien med alle disse gule Flag og svenske Kokarder, der ligger blot en rigtig politisk Tanke i den, og Vicekongen vilde vist være den Første til at finde en saadan Misnøie i sin Orden, naar blot Nogen havde Mod til at udtale den, hvilket Mod jeg vilde raade dem til at have, hvis Røst kunde høres. Der er bestemt ingen Fare ved det. I Foreningsforedraget med Sverige af 6te, 5te og 4de Juli 1319 bestemtes, at den fælleds Konge Magnus den 7dek1703 skulde være omgiven af kun norske Mænd i Norge og svenske i Sverige, idet der i Post 2 heder: «Skulle og intet af Rigernes Mænd følge ham længer ud af deres Rige til det andet Rige, end til Rigsgrændsen.» Hvorhos der i en anden Post meget bestemt anføres, at den fælleds Konge ikke maatte være længer i det ene Rige end i det andet. Det var saa rigtigt dette, at man kan forundre sig over, at slige Tanker ere tabte; men det gaar med Tanker som med enkelte Kunster: man glemmer dem bort, og Verden famler efter dem, men finder dem ikke.
Det er nu en utidig Demokratisme naar man ikke liker eller endog tillader sig at gjøre Nar af Rigsherolderne, som vi nu sidst saa i Søndags saa stadseligt ride gjennem Gaderne og forkynde Storthingets Aabning. Foruden at henvise til England, der har meget af sligt Slag, og dog er et frit Folk, kan man sandt bemærke, at slige Symboler paa Statsmagterne ere nødvendige for at styrke Troen paa dem, selv om man indbilder sig at være saa oplyst, at man kan nøies med den blotte Tanke. Ingen er nemlig saa oplyst, ligesaalidt som Nogen er saa aandrig, at han kan undvære et Legeme. Almuesmanden trænger især til Symboler og fatter ikke lettelig en Ting, der ikke poetisk kommer ham imøde under Lignelser. At ivre mod Herolder er næsten ligesaa daarligt som at ivre mod kongelig Kroning, hvilket Norge kan erindre fra en 10 à 12 Aar siden. Vi maa netop ønske at Kongen efter Grundlovens § 10 ret snart vilde lade sig krone og salve i Trondhjems Domkirke. Det vilde gjøre godt at se dette, og for os som et forenet Folk, hvis Selvstændighed man ikke saa let vil erkjende, vilde det have virkelig Betydning for Verden. Det turde derfor let hende, at der er mange Mægtige som ikke gjerne ser, at Kongen krones hos os, og maaske kan igjen dette være en af Aarsagerne til, at Kroningen opsættes saa længe, indtil det kunde blive forsent med den nuværende Konge, og saa var man kommen i Vane med at lade det være.
Disse Betragtninger ere de samme som de, der i saa mange Aar fordrede Flagets Frigivelse, og en Glæde over at disse Ting bleve ordnede, vilde være ligesaa begrundet som den, der hilste Flaget og sang over det. Flaget er ogsaa et Symbol, og at dette føres videre om i Verden gjør intet i Sagen her.
*) Kom Redaktionen først ihænde den 15de ds.

Nr. 43/1857; fredag 20.02.

[Stabell i hardt ver]

Korrespondance
Christiania den 18de Februar
Vort Aftenblad det gjøre maa
hver Fiende til Fabel.
Nu skal det koge Suppe paa
han Adolf Bredo Stabell.k1704
Stakkars Stabell! nu er han igjen ude for det. Det er ikke første Gang, og bliver nok heller ikke den sidste. Men Stabell er saa lykkelig, at man tager ham for stridt, hvorved Folkets Hjerter vendes til ham igjen. Saaledes ogsaa nu. Dersom det nemlig havde været sandt, hvad Aftenbladet fortæller om i Laget hos Vicekongenk1705 efter Storthingets Aabning, saa vilde han kunne være gjort fortabt ved at stille Sagen frem for Folket i al Enfoldighed. Thi det, at han paa den Maade, som det fortælles, ligesom giver sig ud for at være Storthinget selv og kræver Musik for det og giver Militæret at forstaa, at Storthinget sidder med Pengepungen, hvorfor Militæret burde være mjukt, Alt det er virkelig for drygt, selv om det betragtes som Fjotteri og Selvforglemmelse. Man kan vel sige, at Stabell ikke mente saa ondt med det, tværtimod kunde det være en høi Følelse af Storthingets og Folkets Værdighed, men slige Følelser skal udtales med Forstand og Værdighed fra et saadant Sted og ikke træde frem som Flauseri. Men Stabell er barnagtig; han sætter sig gjerne ned paa Sofaen med Kongemagten, røger en Cigar med den og snakker som en Triaaring. Og Herregud, om han nu var bleven storagtig af det, at han havde været ved Hoffet, hvo vilde forundre sig? Han, som er saa vandt ved Foragt, maatte man vente, skulde stelle sig som Jeppe paa Bjerget, da han kom til Himmels. Verden er nu urimelig den, naar den ikke vil tillade Sligt. Det er dog lidt leit, at de faa Hofmænd, vi have, ikke skal kunne stelle sig fint nok, og derved give vor unge frie Stat Ærbødighed paa høie Steder. Det maa skjære os i Sjelen, naar en af vore Diplomater dætter paa Gulvet, idet han skal bukke, og naar en Odelsthingspræsident er Jeppe; men Sligt kan nu ikke undgaaes saa i Førstningen og vi skulle være barmhjertige og betænke, hvorledes det vilde gaa os, der læste i vor Tale og Skrift dette. Disse arme Mennesker ere vist ulykkelige nok, om ikke vi lægge Stenen paa Byrden.
Lader os derfor Allesammen dække Stabell med Kjærlighedens Kappe og betænke, at han igrunden er en altfor liten Mand til at spilde saamange Ord paa.
Her har forresten været megen Tale om disse Ting, før de kom i Aftenbladet, og Storthingsmænd var liksom rædde, at Historien skulde komme ud; men Aftenbladet er igjen Organ som i 1854 om Greierne med Fyrskibsbestemmelsernen354. Landet kan være stødt paa, at intet sker i Storthinget, uden Folk faar vide det, hvad enten det saa sker for lukkede Døre eller som her i et Lag. Det kan være morosomt nok for Hjemmefolk dette, men det kan ogsaa være leit nok for Udlandet; og en Avis, der kommer utom Grændsen, burde være lidt forsigtig. Jeg kunde snakke væk; men se, om jeg ikke tier stille eller ogsaa gjør Tingen gemytlig.
Morgenbladet er godt iforgaars, men dristigt, da det siger, at vi maa sige stop til de svenske Fordringer om Toldfrihed og til en nærmere Sammenslutning i det Hele taget. Jeg undres nu, hvad de svenske Blade ville sige til disse rene Ord for Pengene? De ville ventelig staa og af Forfærdelse holde Hænderne foran sig og slippe den Avis, de have i Haanden. Morgenbladet skrev Noget, som jeg i min vesle Læsekreds kunde have skrevet og virkelig har skrevet; men Morgenbladet! Det er saa forunderligt nu, at man kunde blive ganske ør, dersom man ikke var vant til slige Volter, men i andre Retninger. Det er umuligt af Aviserne at vide, hvor Politiken bærer hen. Og dog trængte man nu til en Retledning under alle disse politiske Dunster, som hænge i Luften; men Aviserne ere ikke saa kloge som Fuglene, der skjønne Veiret.
Kun en Ting er vis, og det er, at vi nok Alle som en Mand staa imod Overgreb, hvor de end komme fra. Men saa ere vi ofte tullede og skamfere den gode Sag, hvorpaa Hr. Stabell — om det er sandt, hvad der nu fortælles — er det bedste Exempel. Det kunde nok saaledes have været bra at faa Musik for Storthinget som for den anden Statsmagt, og man havde vist faaet den ogsaa; men saa kommer Stabell, og dermed bliver Musiken borte i lange Tider. Det er rart, hvad Politiken dog kan gjøre. Det er nemlig en bekjendt Sag, at Stabell ikke liker Musik, og at den for ham, selv om Ole Bull spiller, er som man filte paa et Vedtræ; men nu da der var Spørgsmaal om Storthingsmusik, da blev han saa forpikket paa Musik som vore unge Herrer, naar de ville se rigtig fine og smagfulde ud. Det er besynderligt med den Politiken.
Den har gjort Mange galne den.
Bare nu ikke vi igjen gjøre Politiken galen!

Nr. 46/1857; tirsdag 24.02.

[Stengde dører]

Korrespondance
Christiania den 20de Februar
Naar Kongen taler til Storthinget med den saakaldte Throntale, saa skulde ogsaa Storthinget svare Kongen med en saakaldt Adresse, hvori det udtalte sine Meninger om Styrelsen og Landets Tilstand liksom Kongen gjør det paa sit Vis. Det vilde bare være Svar paa Tiltale, og det er underligt at Storthinget ikke gjør dette paa en anden Maade end det gjør. Under saadant Ordskifte (Debat) kunde Storthinget sige mange gode Ting og for Verden vise, at det er en Nationalforsamling, som har Øie med Politikens Gang. Naar nu slige Taler bleve gjengivne i udenlandske Aviser, vilde Udlandet skjønne, at vi vare et selvstændigt Folk, som Kongen aflagde Regnskab for, og som se efter Posterne i Regnskabet. Det vilde være godt for meget dette, og man kan ikke ret forklare sig, hvorfor man ikke gjør det; men somoftest kun vedlægges Throntalen Protokollen, som det kaldes.
Nu iaar har dog Thinget gjort en Adresse istand; men det skeede inden lukte Døre, saaat Verden intet ved om Forhandlingerne, som vilde være det bedste, men maa lade sig nøie med det drøftede Svar, hvori der naturligvis ingen Merg igjen er, og enda faaes ikke dette Svar, før Kongen har læst det, om forresten da Storthinget lader det komme ud.
Det er en underlig Skik saadan at stænge sig inde, naar en Sag af den Vigtighed omhandles. Det er i bedste Fald en Saarhed mod Kongemagten, som hverken den eller Folket kan være tjent med. Man skal aldrig være ræd for at sige det, som Ret er, naar det siges paa en pyntelig Maade, og fint vilde Alle snakke om denne Ting. Men hvor fint der end tales, saa falder der dog altid mere af en Forhandling end af et saa afpudset Svar, der blot bliver en Formsag. I denne Sag kunde der være Tale om Politik i god Betydning, medens der i de fleste Sager, som Verden naturligvis faar høre, om den bryr sig om det, kun er Tale om Ting som man ogsaa hører i Formandskaberne. Det er mærkeligt, at Storthinget saadan vil liksom give bort en Magt og Værdighed, som det ubestrideligt har. Det vilde være at tage Staven i rette Haanden frit at udtale sig om Regjeringens Handlemaade i de forløbne Treaar, og nu vilde især Novembertraktaten have givet en god Leilighed til at tale om vor udenlandske Politik; ikke for det, at man vilde have klaget over Traktaten, men desbedre kunde der være talt. Man kunde altid have vist sig som Karl, og naar man er det, bør man ogsaa vise det. Ting af en almindelig Beskaffenhed, som Storthinget ellers ikke let kan tale om, kunde det ogsaa her have udeladt sig med. Som Svar paa Budskabet om, at Prinds Oscark1706 skal gifte sig, kunde der være talt om Kongehusets udenlandske Forbindelser; saaledes gjør man det i det engelske Parlament, og om det end maatte være blivt noget smæri hos os end det støri eller største hos Engelsmanden, saa vilde det dog have været af samme Slag. En og anden Taler kunde ogsaa have talt saa fint om Studenterhvervingen og end finere om Korrespondentserne i franske og engelske Blade, om Nødvendigheden af at Rigerne flyde mere sammen, hvilket Alt vel maa henregnes til Politiken, som især Storthinget skal have Øie med. Men her er man saa blygsam, at man rødmer over det mindste Ord. Man er i Politiken som de fine Folk i Æsthetiken, der blive undseelige over Holbergk1707 og kalde ham «plat.» Men denne politiske Undseelse kan blive liksaa farlig som den æsthetiske, nemlig at den kan tilintetgjøre den sunde Natur. Kongemagten kan en vakker Dag sige til Folkemagten, at den smukt skal tie stille om slige Ting, idet den fra sin Side har fortolket Grundloven saa, at disse Sager skal være hemmelige, og med denne sin Fortolkning bør den fremdeles være bunden.
Det skulde Ingen have hørt sligt et Hemmelighedsvæsen i et frit Land! I 1848 da man skulde bevilge Penge til den «skaanske Krig,» gjorde Storthinget det ogsaa hemmeligt, uagtet Landet vel havde fortjent, at faa hørt hvad dets udvalgte Mænd talte. Det vilde vist under den Forhandling været faldne Ord, som havde givet Kongen Betænkelighed ved at benytte den bevilgede Pengesum. Det er under slige Forhandlinger man liksom salter Politiken; man bevilger og gaar ind paa det og det som sædvanligt, men gjør det paa en Maade som forbyder den udøvende Magt at indlade sig paa Andet end det, som Folkestemningen vil.
Hvad skal vi med Offentlighed, kunde man sige, naar der bare tales om Broer, Veie, Lønninger og alt sligt husligt Stel? Det kan gjerne afgjøres inden lukte Døre, men Landets Livsspørgsmaale saasom vore udenlandske Forbindelser og Pengebevillinger til Krig, disse Spørgsmaale burde vi Alle høre, og det er fast ubegribeligt, at Nationen ikke afsætter de Mænd, som stemme for slige Hemmeligheder. Det gaar let for sig at afsætte dem, nemlig ved ikke at vælge dem næste Gang.
Saa slap man ogsaa disse utilladte Meddelelser, der oversættes ved det, at «Væggene have Ører.»

Nr. 49/1857; fredag 27.02.

[Stortingstidenden]

Korrespondance
Christiania den 25de Februar
Nu sover Politiken liksom en Stund, mens alle Forslag komme ind til Storthinget. Det er imidlertid en Uskik at man ikke modtager Forslag længer end til Udgangen af Februar, det vil sige fra Private; thi et Forslag fra Regjeringen modtages, naar det skal være, idet man nemlig bliver enig om at sætte det i 1ste Klasse, som det kaldes. Saasom nu var det ikke i Storthingets første Dage, men Reglementet er lidt efter lidt forandret. Endelig er man da kommen til det, at faa en Storthingstidende; man syntes nok, at man efter alle Bevillinger til Hurtigskrivere omsider maatte benytte dem, hvormeget der end kunde være imod at anvende saamange Tusinde Spd. paa et Verk, som Faa magte at læse. Det har som rimeligt været svare Ting for al den Kappen og Indflydelse ved Kjendinger, der har været blandt Bogtrykkerne for at faa dette store Verk at trykke. Det lykkedes omsider Bogtrykker Jensenk1708 at faa baade det og den vesle Tidende. Det var ganske underligt, at ikke Fabritius,k1709 der blandt andre gode Ting har faaet Tillægget til Psalmebogen, ikke ogsaa fik disse Storthingstidender. Han kjender saamange formaaende Folk han og er en fin Herre til at stelle sig. Men der var en Mand, han ikke havde lagt sig ind med, og denne samme Mand har altid meget at sige, enten man saa vil vedstaa det eller ikke. Tilslut vilde man, efter at det alt var blevet afgjort, knibe Jensen ved at kræve Kaution, men den blev nedsat, og Jensen kunde skaffe den. Med Overbestyrelsen af Hurtigdriverne eller den, som fra Indholdets Side skulde staa for Tidendens Rigtighed, har der ikke været mindre Kunster for at hver kunde faa frem sin Mand. Omsider er det dog med megen Diplomatik lykkes at faa Overretssagfører Palludan,k1710 hvilket ogsaa er en rimelig Ting, da han er den ældste i Kunsten (?) og desuden i en Stilling, hvorvel Mange ikke liker ham, hvorfor de vist ogsaa vil komme med Indsigelser mod en og anden optagen Tale; men dette vilde man under enhver Mand have gjort. Det er en Ting, som ikke kan undgaaes, al den Stund Folk ikke altid liker sine Taler saa godt paa Prent, som naar de holdes. Dette store Trykningsstel synes at maatte afstedkomme Forrykkelse i vor Bogtrykkerverden, for det er en Tilvext, som er betydelig. Der lyses ogsaa allerede efter Sættere til forhøiede Lønninger. Nu kunne vi da sidde hjemme og læse os til Alt det, som tales i Storthinget. Storthingsgalleriet bliver udvidet til det hele Land, og man venter at dette vil gjøre Folk mere rædde for at tale, og derved paa Tid spare, hvad man lægger ud i Penge. Men paa den anden Side kunde der ogsaa gives Folk, som ville tale mere, naar Alt, hva de siger, kommer ud i Verden. Den, som var flink til at tale, synes mig maatte tænke saa. Men da der nu sidder saa Faa som kan tale godt, saa vil nok denne Indretning virke besparende paa Tid og fremme Forretningsgangen.
En Mangel ved denne store Storthingstidende er den, at Komitéindstillingerne ikke tages med ind i den, men at de nu som paa de senere Storthing skulle trykkes særskilt. Det er ofte disse Indstillinger man helst læser, og Alt burde være samlet paa et Sted, for ellers bliver meget haltende. Men med denne Ting er Intet at gjøre nu.
Det er betydeligt, hvor man ruster sig paa til dette Thing for at faa vide, hvad de ærede Herrer tale. Christiania-Posten har gjort store Opofrelser for at faa «Referenter.» Den har, som jeg har hørt, lønnet en med 130 Spd. maanedlig, og denne har for denne Løn taget en Anden med sig for 40 Spd., hvorved han altsaa har igjen 90 Spd. eller Løn som en Storthingsmand. Chr.-Posten gjør rosværdige Anstrengelser. Morgenbladet er derimod det gamle Morgenblad, som mælker Kua og lader Andre føde den. Det bød nok en flink «Referent» 30 Spd. Maaneden, men han blev stødt og med Rette. Det er et svært Arbeide at være «Referent,» hvorfor det ogsaa fortælles, at Referenterne for Times i Parlamentsferierne gjøre Reiser til Fastlandet og især til Italien, hvor Adolf Stahrk1711 fortæller han saa dem ved Bredderne af Comosøen, liggende i Skyggerne med sine skaldede Pander og trange engelske Buxer.
Hvorledes Aftenbladet har sørget for Referenter, er mig ikke bekjendt; men at det godt har sørget for den Ting, er rimeligt. Den ene af Redaktionen er desuden Hurtigskriver selv.
Det er en stor Forskjel paa Tiden nu, mod da Morgenbladet som en liden Lap var saagodtsom det eneste Blad, der endog ved Siden af Komitéindstillingerne gav Efterretninger om Storthingets Forhandlinger til Dagens læsende Mennesker, og de egentlige Storthingsforhandlinger ere ogsaa fra den Tid nogle smaa Bøger i Ottendel. Men Storthinget talte nok den Gang liksaa godt som nu og kanske bedre til, og det bliver dog Hovedsagen. Men det har ogsaa sin store Betydning, at Landet kan være med og se sine udvalgte Mænd paa Fingrene. Først derved bliver Livet ret offentligt. Enhver, som kan læse, bør være Politikus, og taber Folk Lysten til det, saa er det ikke godt.

Nr. 51/1857; søndag 01.03.

[Tilsettingssaker; innsamling til turnhall]

Korrespondance
Christiania den 27de Februar
Her har været skrevet meget i den sidste Tid om de Grund- eller Ugrundsætninger, som Regjeringen følger i sine Besættelser af Landets Embeder. Men dette er Ting, som man aldrig bliver enig om, idet En med Rette ser paa Orden, Flid og Arbeidsdygtighed, som de uundværligste Egenskaber hos en Embedsmand, der dog fordetmeste er en blot og bar Arbeidsmand, som efter Forretningens Indretning maa skrive og læse Skrift i det Uendelige. En Anden ser med liksaa stor Ret paa Aandens Begavelse, der alene sætter Mennesket istand til at finde Sagens Kjerne og afskjære unyttige Omsvøb. En Tredie ser med den samme Ret paa Aldren, og vil at den skal komme til sin Ret. Nu at forene alle disse berettigede Hensyn er ingen let Sag, naar et Embede skal besættes. Det Rette var dog naturligvis nok, at sætte den arbeidsomme Ordensmand til et Oppebørselsembede; den begavede og tillige kundskabsrige Mand til Amtmand eller Dommer, og til dette sidste især nu, da vi vel snart maa vente en mere mundtlig Procedure med Afskaffelse af nogle af de mest aandsfortærende og uoverkommelige Skriverier til de underordnede Retter. Sker dette, vil mange af de nuværende Underdommere være ilde farne; thi der bliver da Spørgsmaal om at lede en mundtlig Forhandling og afgjøre Ting paa staaende Fod, som nu beskrevne kan tages hjem og ret ofte udføres af Fuldmægtige. En saadan Forandring kan ikke være langt borte, da alle skjønsomme Folk, som kjende den nuværende skriftlige Forhandlingsmaade ved Retterne, sige, at den er urimelig, og blot tjener til Skjul for Udygtigheden og til Forhaling af Borgernes Rettigheder. Det burde ogsaa Regjeringen betænke og ikke ansætte Folk til Dommere, som ikke kunne bestaa, naar denne mundtlige Tid kommer. Den betænker dette vist ogsaa, men ofte synes det dog som den ikke gjorde det.
Det tredie Hensyn med Befordringer er Aldren. For denne skulde man vælge Embeder, som Digteren Wesselk1712 bad om i det danske Kancelli, nemlig saadanne, hvor der var lidet at gjøre og meget at tjene. Vi have adskillige slige Embeder, f. Ex. de høiere Embeder i Toldfaget, hvor Størsteparten af Forretningerne meget godt kunne udføres af Tjenere. En Stat bør ogsaa have en god Del saadanne Embeder til Belønning for gamle fortjenstfulde Mænd, alden Stund ikke Staten foretrækker at belønne dem paa en anden Maade. Men saa maa ogsaa Udnævnelsen til slige Embeder ske med megen Forstand, skal ikke Nationen blive opbragt, og kaste et ufortjent Had paa den hele Embedsstok, det sige ikke rette Smed for Bager.
Et fjerde Hensyn med Befordringer, der vistnok mere klinger som Spot end alvorlig Tale, er Kjendskab og Venskab. Man kan tale mod dette saalænge man vil, saa bliver det dog et Hensyn, der holder sig længst af alle, det er, det holder sig saalænge som Menneskene ere Mennesker, og det er et Bevis paa Sandheden i vor Statsindretning, at dette Hensyn ikke gjøres gjeldende. I intet andet Land i Verden tages der forlidet Hensyn til det. Det kan man støt sige. Hvorledes gik det vel hos os før, mens vi vare under Danmark? Den som giftede sig med en Ministers end sige kongelig Elskerinde fik et Dommerembede eller anden ophøiet Stilling, hvad han saa forresten dugde til. Han fik Privilegium paa en Bro til at oppebære Bompenge af, eller Eneret til Handel med visse Varer. Vi have endnu Slægter af slige Folk, og enkelte Baand hængende igjen. Saaledes har man det den Dag i Dagn355 i de fleste Lande. Naar vi betænke dette, saa forsones vi, om en Departementsmand, der længe har kjendt Statsraaden, faar et Embede, som en Anden kunde have faaet. Vi tykkes nok, at dette er lidt urimeligt; men vi have faaet saa store Retfærdighedsfordringer, at vi ikke ere gode at matte.
Jeg synes at alle Klager over Embedsbesættelser burde ende som jeg her, saa vare de idetmindste forsonlige.
Her er kommet to gode Forslag til Storthinget i disse Dage. Det ene er fra Stabell,k1713 at Regjeringen skal høre ud om sig efter et Statslaan til billigste Pris, mens Storthinget er samlet, for at det kan vide hvad det har at fare med til alle Jernbaner og Dampskibe. Men Laanet faaes nok ikke billigst i Udlandet nu i denne Pengetid. Det kommer derfor til at gaa Staten, som naar en Mand skal gaa til en Diskontør. Det er farlige Sager at indlade sig paa. Man faar nok heller bie med Jernbaner, indtil vi selv faa Penge.
Det andet bedre Forslag er af Uelandk1714 om Menighedsraad. Det bliver et Fremskridt i kirkelig Retning, hvorfor ogsaa Præster selv have bedet Ueland om at fremsætte det, hvilket han naturligvis alligevel vilde have gjort.
Den saakaldte Turnforening holdt om Søndagen en Auktion for at samle Penge til en Bygning for sig. Medlemmerne havde sendt ind Sager, dels indpakkede og dels aabne, hvilke alle bleve solgte til urimelige Priser, da det blot var Spørgsmaal om paa den Maade at yde Understøttelse. Men der kom mange underlige Ting for en Dag, blandt andet en Dukke i Legemsstørrelse, der laa i en tilspigret Kiste. Jeg tror det var 6 Spd. der blev givet for den, og Kjøberen blev hel underlig tilmode, da han saa, hvad han havde faaet. En Anden fik Vand og Brød o.s.fr.
Man samler Penge paa mange Maader og Tiden er ikke ueffen til at finde paa det. Men det var vist bedre at yde, hvad man vilde frivilligt, skjønt det nok giver Anledning til nogen Latter, især ad de Kjøbere, som ere flaue og tro sig fornærmede naar de have faaet altfor urimelige Ting.

Nr. 53/1857; onsdag 04.03.

[Fabrikkar utan kreditt]

Korrespondance
Christiania den 1ste Marts
Enhver ved, at der op i Akersdalen eller ved de saakaldte Sage er en Fabrikby; men hvad Enhver ikke ved er, at disse Fabriker med Vandfald ere værd over 2 Millioner for Øieblikket og dog paa al denne store Værdi kunne Eierne ikke faa laane en Skilling i Bankerne, uden at Laanet hviler paa Personerne, som maa staa for det. Paa den mindste Jordflæk eller et Hus i Byen kan man faa laane, men Fabrikerne have i vore Banklove ingen Betrusel. I Udlandet er det ikke saa, idetmindste ikke i England, hvor man kan faa laane paa en Fabrik som her paa et Hus, naar Bygningen er noget fremskreden. Denne Mistillid til vore Fabriker har trykket dem og nu i disse Pengetider fandt man Trykket altfor uudholdeligt, hvorfor ogsaa Fabrikeierne i disse Dage have havt Samlinger og agte at indgaa til Storthinget med Forslag om, Banklovene gives den Bestemmelse, at der ogsaa kan laanes paa Fabriker som paa andre faste Eiendomme. I modsat Fald ville samtlige Fabriker danne en Forening og optage et udenlandsk Laan, for hvilket de allesammen ere ansvarlige. Der blev paa Børsen udnævnt en Direktion forleden Dag til at sætte dette i Verk, og man forundre sig over, at dette Skridt ikke er gjort før. Men Tiderne have været bedre, og Fabrikvirksomheden mindre, saa man har baaret over med den tankeløse Lovgivning. En Fabrik, som beskjæftiger sig med Ting, som ere nødvendige for Livet, en slig Fabrik er neppe mere udsat for Fald end Bygaarde og selv Landeiendomme, og det er derfor ufornuftig af Laaneindretningerne at nægte dem Laan, eller rettere, det er urimeligt af Staten at behandle Fabrikerne paa den Maade; thi Laaneindretningerne blive altid af med sine Penge. Gaar nu Storthinget ikke ind paa Fabrikherrernes Forslag, saa optage de selv et Laan paa 1 Million ventelig for det første, men selv om det ikke blev mere end en halv, saa vilde det gjøre en stor Forandring i vore Pengeforholde, som Alle erkjende at være trange, men hvoraf Trangen kommer, derom ere ikke Alle enige.
Det er ikke rigtig for Landets Velvære at gjøre Fabrikerne til saadanne kreditløse Væsener. Fabrikerne skaffe Landet liksaa megen Merg, som enhver anden Bedrift, der kan føde og klæde sine Folk, og Frygten for Stands i Arbeiderne har vist sig overdreven endog i Lande, der ere besaaede af Fabriker, og ved Frihandelens Grundsætninger, som udbrede sig mere og mere, vil en saadan Frygt blive end mere ugrundet.
Af disse 80 eller 90 tusinde Speciedaler, dern356 blive anvendte til Afskjæring og Ihopskøiting af Statens Dampskib, af disse mange Penge vilde 65 Tusinde have været i Landet, dersom vi selv havde havt Fabriker store nok. Over 15 tusinde Spd. sagde en kyndig Mekanikus gik ikke væk i Indkjøb af Verke til denne Pyntegreie af Dampbaaden, som er kommen saa i Utrop.
Det bedste Bevis paa Fabrikernes Værd er imidlertid, at Folk af Stand — om vi forresten nu have nogen Stand — og Formue blive Fabrikanter. Ikke Eiere; thi det vil nok Alle være, men Arbeidere som Tilsynsmænd og Fabrikmestre. Jeg ved saaledes ikke rettere end at en Løitnant nu er reist til England for at lære Seildugsvævning til den store Seildugsfabrik, som nu reises paa Gaarden Fos. Denne Løitnant er atpaa gift med en lærd Mands Datter. Naar man tænker paa, hvorledes Officiererne betragtede sig for ikke længe siden, og hvilke Fortrin Lovgivningen havde indrømmet dem, saa vil man finde, at dette er et Tidens Tegn. En Officier blive Væver! har man hørt Sligt? og vistnok en daarlig Væver.
Polyteknikerne ere ogsaa anseede nu, af den gode Grund, at de kunne tjene sit Brød. Det gjør Intet, om de ellers ere fattige i Aanden.
Som et Bevis paa Fabrikernes Magt op i Akersdalen kan ogsaa mærkes, at de have skudt sammen, saavidt jeg har hørt, over 10,000 Spd. til en Vei; men En af dem sagde mig, at det ikke var rigtigt: man skulde have biet, til man kunde have faaet Jernbane, hvilket let kan lade sig gjøre lige op til de øverste Fabrikker. Stigningen, mente han, blev ikke høiere der end Jernbanens op til Bryn.
Nu staar i Aviserne idag, at Fabrikherrerne have stiftet en Forening som skal omfatte Fabrikernes Ve og Vel i det Hele; men det Viktigste bliver dog det, at kunne faa Laan paa sine Fabriker. Paa Toldsatserne derimod vil de neppe kunne indvirke stort.
Det kan blive en saare nyttig Forening dette, og den er et glædeligt Mærke paa vore Fremskridt, ikke blot i Velfærd, men i Omtanke og Følelse for Arbeidsmandens Vel.

Nr. 55/1857; fredag 06.03.

[Stortingstidenden: første hefte]

Korrespondance
Christiania den 4de Marts
«Storthingstidenden», denne store nemlig, som der nu er kommet 1 No. ud af, ser ikke godt ud, og den stuper liksom ind paa det, saa man hverken ved at’ eller fram. Istedetfor at indlede sig og fortælle hvem den var, af hvem den var kommen og hvor den vilde hen, saa stuper den som sagt ind i det, og fortæller ikke engang, hvad Storthinget har gjort hele Febr. til 2den Marts, men alt ser ud som Storthinget skulde være begyndt paa denne Dag. Dette skal hverken oplyse Efterverdenen eller Folk, som nu skal læse sig til Storthingets Virksomhed af denne Tidende. Det er virkelig saa jaalet indrettet som det bedst kan være, og det er stor Skade baade for Forlæggeren og Læserne.
Bare nu endda Tidenden vilde være paalidelig, saa man fik se, hvad Folk det var, man havde for sig. Referenterne have altid havt den elskværdige Svaghed at folke paa Folk. De skulde nemlig altid før have en Mening ind i, hvad de drog ud, men naar de ingen Mening fandt i Talerne, saa lagde de til sin egen efter Sammenhængen. Denne store Storthingstidende skal ikke fristes til slig Menneskekjærlighed og har heller ikke Lov til det, uagtet det maa være tungt at gjengive det, som ingen Tanke er i, tungt baade fordi man synes det er Synd, og tungt, fordi Ingen kan sandse, hvad der ingen Sands er i. Dette første No. er ikke ganske rigtigt, det heller. Der er et Par Talere, der ikke se saa galne ud, som de hørtes; men ialmindelighed maa man faa det Indtryk af dette første No. at en slig Tidende maa blive en god Tugtemester for skjødesløse, usammenhængende og tanketomme eller drøvtyggende Talere. Det maa blive underligt for disse Talere at se sig vandrende om i Landet i Natlue og Skjorte, i Underbuxer og Tøfler, kort i det, man mere fint og fornemt kalder Negligée. Man er nemlig ikke altid saa pudset i Tanke og Tale som i Klæder, og Storthingsmændene sidde godt klædte paa sine Sæder. Den Repræsentants Forslag, at man i varme Sommerdage skulde sidde i Skjorteærmer, er nemlig ikke taget tilfølge, men nu turde det passende optages, da alt hvad der tales kommer paa Prent. Der er imidlertid Mange, som se altfor afpudsede ud i sine Taler, ret som de nys skulde være komne unda Strygejernet. En saadan Tale er den af Smith-Petersenk1715 i Sagen om Pengelaanet igaar. Taleren har da ogsaa brugt Ordet anstryge liksom i Følelsen af disse Sammenligninger.
Det vilde gjøre meget godt at se Alting paa Prent, hvorved ogsaa Læserne kan trøstende sige til sig selv: «Nei, saa kleint taler dog ikke jeg, lel!» skjøndt det vilde nok gaa ham likedan, og en Storthingsmand har hverken Tid eller kan forberede sig paa sine Taler, da mange Ting kommer, som ikke kan forudsees. Der skal derfor denne Naturens Gave og Aandens Tugt til, som ikke kan sige Andet end godt. Men dette er givet saa Faa, hvorfor vi skulle være nøisomme.
Sidste Dag i forrige Maaned, som var sidste Indleveringsdag af Forslag, var meget frugtbar; men baade den Dags Forslag og de foregaaende Dages ere paa faa Undtagelser nær noget Pluk uden synderlig Tanke og Indfald. Saaledes ser det i alle Fald ud. Det er Formandskabsgreier saagodtsom altsammen. Nogle finde heri et godt Mærke paa vor lykkelige Tilstand, der ingen stor Forbedring i nogen Ting trænger til, men blot til at holde Sagerne gaaende og rette hist og her paa Smaaterier, liksom paa en velopdyrket Gaard, hvor der ikke er nye Myrer og Lande, som skal veites og brytes, men blot en Stein hist og her som skal mines eller en lidt gammel Grøft renses. Andre se i dette Pusleri en Tidens aandelige Fattigdom, der ingen stor Tanke kan undfange eller gjennemføre, og dersom nogen stor Tanke bliver tilført udenfra som Juryen, saa begraves den i Papirer og kvæles som Keiser Tiberius,k1716 da Puden blev kastet over hans Ansigt. — Jeg skal ikke indlade mig paa, hvem der monne have Ret af disse tvende Meninger. Jeg vil blot med den politiske Kandestøber bemærke, at de have begge Ret, og da selvfølgelig igjen begge Uret. Forresten er det altid bedst, at Enhver dømmer efter eget Skjøn og egen Erfaring, naar Tanken er vakt, hvilket er alt, hvad en Avisskriver bør gjøre efter mit Skjøn. En Avisskriver som enhver anden Skribent skal ligne en god Vært, der dækker Bordet, men ikke truer Maden i Gjæsterne. Den faar anbefale sig selv den.
Thinget er endnu ikke kommet i Fart; man forbereder sig i Komiteerne (Udvalgene) og igaar klassificerede man der de indkomne Forslag. At komme i 2den Klasse vil i Thingsproget sige saameget som saa, at der Intet gjøres ved det, eller idetmindste ikke ligefrem. Et stærkere Udtryk haves dog i Ordet at henlægge Forslaget. Da tages det paa staaende Fod afdage.
Det er godt, at man herinde tænker paa at faa et Dampkjøkken efter udenlandske nymodernen357 Mønstre. De mange Mennesker, som leie Mad lavet, kunde trænge til at faa den kraftig og ikke som nu udpidsket, da Madværterne ogsaa skal leve. Skal kraftig Mad faaes nu, bliver den saa dyr, at det er utrolige Ting. Den, som derimod har Kone, trænger ikke til Dampkjøkken. Hvad skulde man ellers sætte hende til?

Nr. 57/1857; søndag 08.03.

[Musikk, kunst og teater]

Korrespondance
Christiania den 6te Marts
Det kunde nok være paa Tiden under al denne Politik at se hen til Kunsten, der nu synes meget forladt og opslugt af det Nyttige. Man driver nok saa smaat paa med Kunst herinde, om Aviserne end tie eller give tørre Beretninger. Søskendene Beyerbøckk1717 give saagodtsom daglige Koncerter og ikveld sin sidste, og Drammenseren Ørbyek1718 har ogsaa givet sin, men, som det synes, uden synderlig Lykke. At Morgenbladet og tildels Chr.-Posten har rost ham, kommer kjendelig deraf, at han som enhver Virtuos vel maa have talt med Referenterne efter udenlandskn358 Mønster. I Paris og tildels i de andre Lande er det saa, at en Virtuos ikke kan optræde, før Kritikerne ere vundne, og han maa berede Veien for sig med store Udgifter. Det er med Musiken og Sangen som med Politiken: man maa have Erindsvende foran og med sig, og saa klipper man Avisartikler ud og bærer dem i sin Tegnebog, og faar Ordre til at skrive det Samme. Den, som vil gjøre Lykke, maa stelle sig saa. Men dette er blot for nogle Gange, og saa maa Kunstneren drage videre til ukjendte Egne.
«Barselstuen» af Holbergk1719 har været given og gives vel fremdeles. Prindsen og Prindsessenk1720 saa den og lo, og saa tør de andre Mennesker ogsaa le. Selve Kritikerne ere liksom omvendte og de tale meget smukt om Holbergs Vid, hvilket de under andre Omstændigheder vel neppe turde have gjort. Det var ogsaa Kongen i Danmark, som hjalp Holberg i gamle Dage, da det lærde Væsen og Uvidenheden vilde tilintetgjøre ham. Kongen fandt ham morosom og derved var han frelst, indtil den skinhellige Tid under Erik Pontoppidank1721 kom og holdt ham udestængt fra 1731 til 1746.
Imidlertid turde Theatret ikke andet end udelade adskillige Ting af Barselstuen ogsaa denne Gang. Bogtrykkerens Kone var ikke med og talte om, hvormange Gange hun havde været «befordret til Trykken» og hvilken «Edition»n359 det var, Barselkonen havde. Dette faar man undskylde, selv om Prindsen kunde ventes tilstede. «Editioner» og «Trykkerier» maa ikke tages altfor Kongeligt heller, men ogsaa borgerligt. Det vilde ikke være godt ellers.
Nu har Prindsen med høie Følge forgjættet at komme op i det norske Theater i næste Uge, og der gjøres, som rimeligt kan være, Anstalter for at modtage den store Tilskuer. Det er dog ikke godt at finde en passende Plads for han der, hvor man ikke har nogen særegen Baas, men tørre Bænke uden skikkelige Hynder engang. Det er virkelig et Skridt i norsk Retning af Vicekongenk1722 dette, som fortjener al Paaskjønnelse, og man kan være vis paa, at dette Skridt ikke er taget uden Raadslagning med Folk, som angive Tonen. Det er «Kjærlighed uden Strømper» og «Til Sæters,» Prindsen vil se. Godt Valg forresten, hvilket viser, at Sagen har været omhandlet.
Theatrene, det danske og det bergenske og det «norske» har indgivet til Storthinget Andragende om at faa Understøttelse, men de faa naturligvis ingen nogen af dem. Vor danske Theaterbestyrelse, der staar Regjeringen meget nær, har taget det bergenske Theater med paa Slæbetoug for ikke at se altfor urimelig ud, og Regjeringen skal da have anbefalet dem begge. Det er dog virkelig altfor drygt at forlange af det norske Storthing, at det skal understøtte det danske Theater, og et saadant Forlangende viser, at man endnu ikke paa saa høie Hold har faaet Øiet opladt for det Latterlige. Det er liksom den Mand, der bad Bygdens Doktor om at faa laant nogle Daler. Doktoren, der var en velvillig Mand, laante Manden dem og troede at gjøre en god Gjerning, men Manden anvendte disse Penge for at hente Mor Sætherk1723 hjem i Bygden med. Doktoren syntes dog, at dette gik for vidt, og sagde: «Nei, havde jeg vidst det . . .» Det er en mærkelig, igrunden historisk Begivenhed, at Regjeringen i 1857 anbefaler et sligt Forslag, og den maa sees for at troes.
Storthingsmændene have nok ikke følt sig synderlig opbyggede ved Norskheden i det norske Theater. Der gik mange den Søndagskveld fjorten Dage siden, da «Anna Colbjørnsdatter» blev spillet. Det var Synd at se dem der og høre paa al denne halve Norskhed og hele Danskhed, og uagtet de vistnok ikke i Regelen forstaa sig stort paa Sligt, saa maatte de dog have en Tanke om, at saa kan det ikke være hverken med Hensyn til Spil eller Stykke. Det er Efterherming i alle Maader, og Ordsproget er sandt: «han er ikke bedre den efterhermer.»
I næste Uge skal Sangforeningerne give en Koncert. Det er vel til et «veldædigt Øiemed.» Der er forresten mange Sangere der, som vilde kunne have gjort baade sig selv og Almenheden en Tjeneste ved at synge eller spille, istedet for at studere eller sidde paa et andet Verksted. Men Folk vil komme i Vei, som det heder, og Følgen bliver da ofte, at de komme af Veien.
En skandinavisk Kunstudstilling til Sommeren er besluttet. Det er underligt, at Folk, som sige, at Kunsten tilhører al Verden, skal gjøre en skandinavisk Kunstudstilling og det i en Kunst, som intet Sprog har, men det fælleds menneskelige, nemlig Maleriet. Saaledes slaar Folk sine Grundsætninger ihjel ved sine Gjerninger. Men det kommer nu deraf, at de ingen Grundsætninger have, og følgelig er Intet at ihjelslaa. Det er blot udenadlæste Talemaader, de fare med. Derfor gaar det dem ilde.
Nogle Malerier af en Malerske skulle udloddes i disse Dage. Kunsten gaar altsaa idethele sin stille Gang trods Politiken, men mat gaar det, det maa man sige. Det er Dyrtidstillæg, som især fylder Sjelene nu.

Nr. 61/1857; fredag 13.03.

[Storting og boktrykk; kyrkje og opplysing]

Korrespondance
Christiania den 11te Marts
Man ser ikke meget til Storthinget om Dagene; der har nu paa en Uge været et eneste Møde, men imorgen skal det nok begynde med lidt Smaat. Der arbeides altsaa blot i Komiteerne, og selv der kan man ikke faa gjort, hvad man ville, da Bogtrykkerne ikke række at trykke det, som trænges til. Kirkekomiteen har saaledes ventet flere Dage paa nogle Sager og sendt Bud paa Bud, men Intet faaet. Her er altsaa Mangel paa Bogtrykkerfolk, liksaa godt som det før har været det paa Vedskjærere og andre, som ikke kunne undværes til Livets daglige Gang. Skulde nu Storthinget komme til at sidde fast, vilde det dog blive baade dyrt og næsten naragtigt. Kanske dog dette kunde være en nem Maade at lære Folk til at trykke mindre; ikke for det, at man kunde skrive hvad der nu trykkes; men der skulde skrives og følgelig trykkes mindre. Det er altfor drygt med den Vidtløftighed, som bruges, i de mindste Sager. Med en grei Udtryksmaade uden den saakaldte «Kancellistil», som bruges baade i Rets- og Forretningssproget, kunde de samme Tanker siges med mindst Halvparten saa faa Ord, ikke at tale om, at en Mængde Ting ganske kunde springes over eller udfyldes med Mundens Ord. Den evige vidtløftige Skriven og Trykken gjør ogsaa, at en Storthingsmand umulig kan løse alt det, som trykkes om Storthingssagerne, men det ligger som uoplukkede Bøger, hvilke Bøger Fremtiden heller ikke skal være lysten paa at lukke op. Man bliver hel ængstelig af alle disse Bunker og ser man i nogle af dem, beundrer man Folk, hvorledes de har lært at snakke Meget om Lidet; men lei bliver man dog snart alle Vidtløftigheder, og tyr tilbage til det daglige Liv, som aldrig bruger mere end høist nødvendigt.
Kunde nu denne Mangel paa Trykkere hjælpe til at Folk blev mere fyndige, vilde det ikke være for dyrekjøbt, om saa Storthinget i flere Uger skulde sidde skjærfast.
En anden Ting gjør ogsaa Sit til, at man ikke kan arbeide saa fort, som muligt var, og det er, at Oplysningsvæsenets Fonds Budget ikke er kommet tilbage fra Stockholm. Kirkedepartementet maa have været for sent ude. Uden at have dette Budget ved Haanden kan nemlig Kirkekomiteen ikke se, hvad den har at gjøre med under alle disse Forslag om flere Præster og Præstekaldes Deling, som man er fremkommen med. Der er dog kommet saameget af alle disse sekteriske Rører, at man foreslaar større «Sjelepleie» og da denne som enhver anden Pleie maa betales, saa bliver der Spørgsmaal om Penge. Folk, formentlig ogsaa i Kirkekomiteen og visselig endmere i Storthinget, dele sig i tvende Leire, af hvilke Præsterne er den ene, og de, som vil, at man skal ofre paa Oplysningen ialmindelighed, den anden. Hver fortolker Grundlovens § 106 paa sin Maade. Denne § siger: «Saavel Kjøbesummer som Indtægter af det Geistligheden beneficerede Gods skal blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme.» Af disse Ord finde Præsterne, at de skulle have det Meste og Andre finde igjen, at Oplysningen skal sørges for først og fremst, altsaa Skolerne.
Her vil paa dette Thing blive megen Tale og Forhandling om at bøte paa «Kirkens Brøst.» Den rette Bot bliver nok den at oplyse Almuen, saa falder Alt greit af sig selv, og der behøves da ingen særegen Præken hverken mod Mormonerne, Lammersk1724 eller Haugjanerne. Her er visselig saa mange oplyste Mænd i Thinget, at de indser dette og ville vide at imødegaa mange af Præsterne, der i sin vistnok velmente Stræven, ville tage Staven i en anden Haand og især sende theologiske Kandidater omkring til at prædike, som visselig er det mindst fornuftige man kan gjøre, dersom det gjælder at oplyse Folket: Hvormange er desuden som kunne prædike? Den Gave er given de færresten360 Mennesker, og Præstlæren gaar heller ikke ud paa at lære dem det. Sætter man dem derimod til Skolemestere, saa ville Mange gjøre sine Sager godt baade i Historie, Geografi, Skrivning, Regning, Sprog og øvrige Skolevidenskaber. Man skal bruge Kræfterne til det, de duger, og da betale dem godt.
Det kan dog kanske hende, at Thinget under alle disse saakaldte «Tidens Krav» gaar noget videre i disse theologiske Retninger end forstandigt var. Idetmindste ser det saa ud, efter hvad man paa Forhaand kan høre fra Kirkekomiteen.
Fra en anden Komité høres ogsaa, at man er gaaen ind paa Lønforhøielsen, hvorom der er skrevet saameget i de sidste Tider. Storthinget vil gjerne bevilge Penge, naar det har nogen, og der ellers er Rimelighed i det. Men stundom synes man ogsaa at være noget nøieregnende. Saaledes kommer nok Budgetkomiteen til at afslaa Konsul Tønsbergsk1725 Andragende om et Laan paa nogle tusinde Speciedaler (jeg tror 6) til at bestride Udgivelsen af nogle Verker. Man kunde saamen laane Tønsberg disse Penge, for det Første fordi han unægtelig har stiftet Gavn ved sine dristige Forlag, og dernæst fordi han er en Mand, som nok betaler, naar han faar omraade sig. Nationale Bestræbelser burde Storthinget især tage sig af, for det bliver dog paa dem, det længst skal flyde. Storthinget gjør nok ogsaa dette, men da man endnu ikke synes at vide, hvad Nationalt er, saa gaar det som det kan. Hvad den Ene siger er Nationalt, siger den anden er stik derimod, og Storthinget selv maa være greben af den samme Splittelse som de andre Mennesker. Der turde saaledes kanske findes dem, som sagde, at det var Nationalt af A. Munchk1726 at skrive en Komedie om en Hustrues Kjærlighed, som han nu skal have gjort, og reise til Kjøbenhavn med den for at faa den opført, som han nu snart skal ville gjøre, ligesom der ogsaa findes Folk, der sige at det er Nationalt at understøtte vort danske Theater. Under slige forvirrede Begreber gjør vist Storthinget rettest i at være roligt og se paa al denne Galskab.

Nr. 63/1857; søndag 15.03.

[Stortingskomitéane; sokneråd]

Korrespondance
Christiania den 13de Marts
Man siger saaofte, at det er Folket, som hersker; men dette maa sandelig indskrænkes til dem, som Folket eller en liden Del af det vælger, samt til dem, som Kongemagten selv udnævner. Man behager sig ogsaa i at sige, at det er Storthinget som afgjør Sager, der komme ind for det. Dette er en ligesaa taaget Talemaade som denne førstnævnte. Det er de saakaldte Komiteer, som efter Reglementet har faaet Hals og Haand over de indkomne Ansøgninger og Forslag. Hvad der skulde prøves og veies af det hele Thing, prøves og veies nu af en 7 à 8 Mænd, som naturligvis maa være mere eller mindre ensidige i sin Betragtning af de Sager, som kommer ind til dem, forudsat at Valget til Komitémedlemmer er faldt, hvad man ialmindelighed kalder heldigt ud, det vil sige, at Fagsmænd ere valgte. Var enda alle disse 7 à 8 Mænd enige, saa havde man dog nogen Sikkerhed, men i Regelen er der i en Komité Uenighed som i ethvert andet Selskab, hvorved det da gaar efter Stemmeflerhed, og naar nu Præsidenterne, som skulle være med i Bestemmelsen om et Forslags Skjæbne, slutte sig til 2 eller 3 Mænd i Komiteen, saa vinder denne Mening, og et Forslag, der af denne Ret er dømt, staar ikke til at frelse, om saa det hele øvrige Thing var for det. Vistnok kan en Storthingsmand andrage hos det samlede Thing om at faa opflyttet i 1ste Klasse et som er sat i 2den; men Vanen med Komiteerne er saa stor, at nogen Mand ikke lettelig gjør det. Man har saa længe vant sig til disse Skrivestuer, at man tror paa dem. Det er Fordommens Magt. Der skulde ingen Komiteer være saa som det er i det engelske Parlament, hvor hele Huset, som det heder, konstituerer sig til en Komité engang imellem, eller ogsaa som i Danmark, hvor man udvælger en Komité til hver enkelt Sag, som paakræver det. Forslagene kunde fordres at være saameget bedre udarbeidede, og desuden vinder man heller ikke nogen Tid paa Sandhedens Bekostning, som man nu tror at vinde. Vi se jo Alle, at Storthinget Lidet gjør i de to første Maaneder af sit Samvær, fordi det skal forberede sig. Det er en underlig Forberedelse som tager bort to Trediedele af Arbeidstiden, da Storthinget efter Grundloven ikke skal være samlet længer end tre Maaneder. Men saaledes indvikler man sig i Urimeligheder, naar man gjør sig kunstige Indretninger, og hænger fast i «Byrokratiet,» som man efter sin Natur skulde bekjæmpe. Det gaar sandelig ikke saa byrokratisk til i Regjeringen som i Storthinget, af den gode Grund, at der er flere oplyste Mænd i Regjeringen, som ere Herrer over Bogstaven og ikke lade den ihjelslaa. Mængden af Storthingsmændene tør nemlig ikke Andet end holde sig stivt til Formen, fordi de ikke formaa at være Herre over den. De føle, at det Eneste, som skal holde dem oppe, er, at gjøre som de Styrende gjøre det, som med Sønnen, der første Gang er ude i Selskab med Far sin: han ser paa ham og holder Kniven netop som han gjør.
Det er et svare Arbeid, man har i Kirkekomiteen nu med Forslagene om Menighedsraad. Der er indkommet 3 Forslag, et fra 10 Præster, 1 fra Præsten Schavlandk1727 og 1 fra Ueland.k1728 Forslaget fra de 10 Præster gaar meget vidt og skulde Storthinget antage det, vilde vi faa en Lov, som passede godt for Middelalderen eller et katolsk Land. Grundene til Forslaget fra de 10 Præster er da ogsaa 4 No. af Kirketidenden, som omtaler Kirkeforfatningen i Bayernn361, et godt katholsk Land, og omtales den paa en Maade som viser, at man nok kunde ønske at faa den indført ogsaa her. Men selve Præsterne i Komiteen skal ogsaa finde, at dette gaar for vidt. Have de den mindste Forstand paa Livet nu fortiden, maa de ogsaa finde det, og ville de som fornuftige Mænd opretholde Præstestandens Anseelse og Ærefrygten for Sakramenterne, maa de sandelig heller ikke sætte Tingen paa Spidsen, men helst lade det gaa som det gaar. Det gaar godt, og Tidsaanden, som har afskaffet de gamle Lovbestemmelser om Kirketugt, hvorvel de staa urørte i Loven, lader sig ikke spotte. Den gaar sin sikre Gang den, og ler ad alle krampagtige Bestræbelser.
Ueland, der har saa gode Grundsætninger i slige Sager, har endogsaa i sit Lovforslag rimeligvis ved Hastværk gaaet forvidt, idet han har en § den 13 saalydende: «Forsaavidt Præsten med Hjemmel af den gjældende Lovgivning vil foretage nogen Handling, som kan henføres under Begrebet «Kirketugt,» kan det kun ske med Kirkeraadets Samtykke.» Vi har nu ingen Lovgivning, som hjemler Kirketugt, da den Lovgivning ved Skik og Brug er afskaffet, hvilken Afskaffelse er ligesaa god som om Storthinget havde afskaffet den; thi den er afskaffet i Folkets Hjerter. Det vilde derfor blive et Forsøg paa at vække de Døde op af Graven at antage en saadan § og man kan være vis paa, at man vilde larme med at forsøge dette. Ueland har vist ment det vel med at indskrænke Præsternes Magt ved disse Menighedsraad, men Præsterne have nu ingen større Magt end nødvendigt. Derfor vil de netop faa sig en Magt. Thi hvordan man end steller sig med Valget af Menighedsraad, saa vil der dog blive en Røre i Sagerne og Hykleriet vil faa Spillerum og virke som Valghistorier. Man har nok af Valghistorier i Politiken og bør neppe komme ind paa Religionen og give Uvidenheden og Skinhelligheden Lovens Stempel. Det skulde vel blive Gnis i en Bygd, hvor der var mange Haugjanere, som beherskede Valget, og Præsten vilde være ligesaa ilde faren han som fornuftige Mennesker.
Det er mærkeligt at Aviserne ikke behandle disse høistvigtige Sager. Men Ulykken er, at Ingen tør tale rent ud for ikke at hidse Uvidenheden paa sig eller ogsaa Skinhelligheden, som nu trives godt i Hovedstaden. — Det er imidlertid en Velsignelse, at vi have saamange fornuftige Mænd i den Retning i Thinget, at der Intet bliver af det Hele eller ogsaa noget Godt. Det faar man haabe.

Nr. 67/1857; fredag 20.03.

[Interimsregjeringa]

Korrespondance
Christiania den 18de Marts
Hs. Majestæt Kongen har under 14de August 1854 fremsat en Proposition om «Forandringer i og Tillæg til Rigsakten,» der gaar ud paa at gjøre den saakaldte Interimsregjering unødvendig, al den Stund der fandtes nogen myndig arveberettiget Prinds, det være nu Kronprinds eller ikke. De svenske Stænder have alt paa denne Rigsdag forkastet dette kongelige Forslag, og at Storthinget vil gjøre det Samme, er vel saa endeframt; idetmindste har Konstitutionskomiteen under 7de Marts indstillet Forslaget til ikke at bifaldes, da det gaar videre end til at lade Kronprindsen træde i Interimsregjeringens Sted. Det er til denne Indstilling, jeg skal tillade mig at gjøre nogle Bemærkninger, om de end for Øieblikket maatte ansees noget unødige; men der er Synspunkter i denne Indstilling, som maa modsiges, da de vilde være meget farlige, om de skulde blive almindelige.
Det er nemlig farligt at udtale den Tanke, at Interimsregjeringen skulde være mindre god og hensigtsmæssig, naar den efter Grundloven og Rigsakten skal træde i Virksomhed, saasom i Kongens Sygdom eller Fraværelse under 12 Maaneder, eller naar Thronen bliver ledig og Kronprindsen ikke er myndig, indtil Rigernes Repræsentanter have faaet valgt Formynderregjering. Det vilde være farligt at røre ved vor Foreningspost med Sverige, og helt unødigt, da vi have seet, at det har gaaet godt med det, som er.
Interimsregjeringen, som bestaar af 10 Norske og 10 Svenske, maa være en meget betryggende Regjering i slige Mellemrum, og den maa tjene meget til at udbrede gjensidigt Kjendskab og Venskab mellem Rigerne, naar saamange gode Mænd kommer sammen i et saa høist vigtigt Anliggende, og Uleilighederne og Bekostningerne med en saadan Regjering er for Intet at regne, ja det er næsten barnagtigt at tale om dem, al den Stund Staten har Raad til at give ud saa mange Penge til andre Ting, som ere af saa uendelig ringere Vigtighed.
En saadan Regjering er heller ikke, som Komiteen antager, stridende mod det «konstitutionelle» «Princip,» men vel imod det «absolute.» Det konstitutionelle Princip gaar nemlig ud paa at gjøre Misbrug fra Monarkens Side umulige, hvorfor det ogsaa er opstillet som Formaalet for en god Forfatning, at Kongen skal kunne gjøre Godt, men ikke Ondt. Hertil sigter jo den hele Lære om Ministeransvarligheden. Den gamle Enhed, man har talt saameget om, og som Komiteen ogsaa synes at have for Øie ved at tale om Diktaturet i farlige Tider, den er opgiven i det konstitutionelle Princip, og vor Grundlov har da ogsaa ganske rigtigt gjort det Samme, hvilket man kan overtyde sig om ved at se paa § 25 og Rigsaktens § 4, der handler om Fremgangsmaaden, naar Krig skal begyndes. Det er nemlig en fast utænkelig Ting at Kongen skulde begynde Krig uden at Statsraadet holdt med ham. Og hermed er den hele Lære om Enhed og Kraft omstødt, saa at den blot staar igjen som en Tanke uden Indhold. Diktaturet vilde i en konstitutionel Stat være det Samme som Revolution, og det Samme vilde i Virkeligheden ogsaa Monarkens selvstændige Handling uden Statsraadets Samtykke blive, naar det angik høistvigtige Ting, hvorom her alene kan være Tale.
Det er derfor uklart tænkt at tale om en Interimsregjering som Noget, der skulde savne Enhed og Kraft, tværtimod udvides Ansvarligheden, forsaavidt den under menneskelige Forhold kan gjøres gjældende. Man kunde i denne Henseende sige, at Interimsregjeringen snarere bestaar af for faa, end af formange Personer.
Tingen er, at Folk enten ikke kan eller ikke tør udtale, hvad der nederst paa Bunden ligger i det «konstitutionelle Princip.» Det er Samfundets Fornuft, som ved det er sat paa Thronen, istedetfor en dødelig Hersker.
Det maa, tværtimod Komiteens Mening, ansees som en lykkelig Bestemmelse i vor Forfatning, at Interimsregjeringen kan styre Landet i den korte Tid, om end Krondprindsen er myndig. Han trænger til Opdragelse og Mandens hele Alvor han, som engang skal stilles saa høit, og Regjeringskunsten kan han lige godt lære at kjende, fordi om han ikke træder saaledes i Spidsen for Styrelsen. At Storthingene i 1815 og 1818 gik saa vidt med at overdrage Magtens Udøvelse til Kronprindsen i Kongens Sygdom, kan ikke paaberaabes udenfor de særegne Forhold, som da i vor Forfatnings Begyndelse maatte finde Sted og i Personligheden af den Kronprinds, som havde forenet Rigerne.
Der ligger intet Skjævt i den Stilling, en myndig Kronprinds indtager til en Interimsregjering. Der ligger tværtimod noget Tillidsfuldt og helt Alvorligt i den. Det er Loven, som stiller sig over Personlighederne. Paa samme Maade kunde man sige, at der laa noget Skjævt i, at en Kronprinds i sine bedste Aar skulde staa tilbage for en Konge, som maatte være gammel og svækket.
At Storthinget derimod enkelte Gange, naar Omstændighederne just synes at kræve det, gjøre Undtagelser som i Aarene 1815 og 1818, det er noget helt Andet end at forandre Grundloven, og gjøre til Regel, hvad der maa være Undtagelse.
At Interimsregjeringen skulde afstedkomme Ulemper i unionel Henseende, er et besynderligt Indfald; den maa, som bemærket, tværtimod forsone meget, og for os har det især ikke lidet at betyde, at saamange af vore Mænd optræde ligeberettigede med de største og mægtigste af den svenske Adel. Det burde derfor neppe være nogen Nordmands Tanke at ville afskaffe Interimsregjeringen.

Nr. 69/1857; søndag 22.03.

[Kronprinsparet i det norske teateret]

Korrespondance
Christiania den 20de Marts
Om Vicekongens Besøg i det norske Theater Tirsdagskvælden har Læseren ikke seet stort mere end Prologen af A. Munchk1729 og Indfletningen i Stykket af Vers og Prosa paa Gulbrandsdalsmaal af Østgaard.k1730 Om disse Arbeider kan ikke jeg godt udtale mig, da jeg selv farer med at gjøre Vers. Det er vist ogsaa det Bedste, at Enhver dømmer slige Sager efter sin egen Smag og ikke lytter til andre Røster.
Vicekongenk1731 har altsaa været i det norske Theater; men jeg tror dog, at man ikke skal overvurdere denne Ting: den fine Verden vil nemlig neppe gaa did mere nu end før, undtagen Vicekongen selv gjentager Besøget, for da kommer naturligvis de Andre med, saadan som nu dennegang. Underlig nok var det dog, at disse samme Folk, som ikke hørte til Prindsens Følge, ikke syntes at være saa fine som i det danske Theater. Der var vistnok Enkelte, som sad med hvide Handsker og Vest, men ialmindelighed har jeg dog hørt den Bemærkning, at Folk ikke vare gallaklædte nok. Ihvorvel det er en gammel Skik at klæde og stelle sig efter Huset, saa var det dog her en Uhøflighed mod Prindsen, der sad i sin Generalsuniform og mod Prindsessenk1732 og Hofdamerne, der sade i sine gode Silkeklæder, samt mod det øvrige Følge i sin Galla og med sine Ordener. Det høie Par lod til at more sig, især i «Kjærlighed uden Strømper.» «Til Sæters» derimod tiltalte nok ikke saameget, af den gode Grund, at Prindsen og Prindsessen, som rimeligt kan være, vel ikke saa godt forstode Gulbrandsdalsk. Hofdamerne- og Kavallererne derimod lode til at finde Behag ogsaa i dette Stykke. Det gik særdeles gemytligt til med «Til Sæters,» hvor Prindsen blev tiltalt saa nationalt, som Nogen kan forlange, men Folk har opholdt sig over, at det næsten var for «kammeratsligt,» og især skulde det falde mindre godt, at en af Sæterjentene, Ragnhild eller Sigrid, sagde saa omtrent: Han ser saa venligt paa mig, medens Prindsen under disse Ord skulde sidde meget alvorlig. Det er ikke saa godt at faa det til at passe paa Theatret med det virkelige Liv, og derfor maa man ikke tage slige Ting saa nøie. Et Fremskridt er dog skeet ved dette Theaterbesøg, og det er, at et norskt Bygdemaal blev hørt paa af en Kronprinds fra Scenen og selv tiltalt i det. Sligt viser, at vort eget Sprog dog alt har faaet en Magt, hvormeget og hvorlænge man end vil gjøre det denne Magt stridig. For blot 10 Aar tilbage vilde Ingen være falden paa at gjøre dette, og havde man gjort det, vilde det være blevet betragtet som en Synd, der aldrig kunde tilgives. Det er et Mærke paa den uklare Overgangstid denne Omstændighed, at der spiltes i et Bygdemaal, og at A. Munch, der er saa dansk i sit Sprog og sine Følelser, skrev Prologen. Det udvortes Skin maa beholdes i det Længste, og derfor maatte ogsaa Direktionen, der oprindelig er valgt for det udvortes Skin, henvende sig til en Mand, der havde et Navn. Det gaar meget slikket til ved det norske Theater. Det er som naar en borgerlig Madam skal ud i et fint Selskab; hun kommer med en Hat som Ørnevinger paa, brisker ud Kjolen som et Vingbord, og kniber Munden sammen. Alt dette er nu vistnok meget «dannet» og «anstændigt», men det norske Theater er desuagtet paa den bedste Vei til at svelte ihjel; det maa nok desværre snart sidde som den «honette Ambition» med Læggene oversmurte med Blæk for at Hullene paa Silkestrømperne ikke skal opdages.
Theatret kunde sandelig have ladet sig nøie med hvad Østgaard skrev og Ingen var nærmere til ene at skrive end han, der saalænge har slidt med Theatret. Man kunde ogsaa have taget Welhaven;k1733 men han er ikke saa fin Poet han nu som Munch. Da der nu af Munch var bestilt en Prolog, skulde nok Østgaard som rimeligt var, være bleven lidt stødt, og saa kunde Munch paa sin Side heller ikke andet end blive fornærmet. Der stod med Udsigt til ingen Poesi at faa, men saa maa Forlig være blevet sluttet, saaledes at begge kom tilorde. For at bevare end mere af Finheden lod man en Mand med mat og dansk knotende Stemme fremsige Prologen. Døvle,k1734 der er en god norsk Natur skulde have fremsagt Prologen, skjøndt det med denne just ikke vilde have passet. Det passede bedst, at Alt var vissent. Men saa var det ogsaa fint og «dannet». Madame Døvlek1735 skildte sig godt ved sine Sager; hun har en god Bøielighed til norsk Mundart, og der kan med Tiden blive noget meget godt af hende. Men de bedste Vers maatte hun udelade. Direktionen syntes nok, at de vare for dryge.
En Del af Direktionen er imidlertid bleven lei og har aftraadt, siden sidste Valg. De syntes vel, at det ikke svarede Regning, og da de ikke bleve drevne af nogen Tanke, saa gik de af, og satte Andre i sit Sted. Nei, da maa man rose den danske Theaterbestyrelse: den ved dog hvad den vil. Den er som Jesuitterne; den har en Sag at forfægte, og naar den er fin, saa er den det med Klem. Derfor betyder det heller Intet der, om Vicekongen aflægger et Besøg i det danske Theater, men det er, som det saa skulde være, og man gjør næsten kongelige Personer en Tjeneste ved at spille for dem. Det er intet Under, at alle halvdannede Folk holde med Danskheden, ligesom Begmagere, der ingen Livskraft have i sig.

Nr. 73/1857; fredag 27.03.

[Odelsretten truga]

Korrespondance
Christiania den 25de Marts
Mandagen den 23de var en mærkelig Dag, og det kan aldrig feile, at der fra den vil skrive sig en Omtanke i Storthingsvalgene, som man før ikke har kjendt til. Man har valgt Folk til Storthinget uden at undersøge, om disse Udkaarne vilde hævde eller tilintetgjøre Nationens Rettigheder, som man gav dem Hals og Haand over. Men nu fra denne Dag maa man dog vel faa Øinene op for det Ubetænksomme i saadan at sende Mænd paa Storthinget, uden iforveien at vide, hvad de i visse vigtige Sager ville gjøre og lade. At forskrive sig til et Eventyr gaar ikke an for et Folk, som selv vil være andet end et ret og slet Eventyr, og et Eventyr er det visselig, hvad mangen Mand kan falde paa at stemme for. Naar hans aandelige Bygning ikke hviler paa grundmurede Hjørnestene, kommer det an paa, hvad Folk han støder sammen med og hente Raad hos. Han gaar efter Vinden, og den ved Ingen, hvor den kommer fra, eller hvor den farer hen.
Det var Odelsretten, som stod paa Spranget til at blive udslettet af Grundloven nu om Mandagen, idet 64 stemte for Ophævelsen og 46 mod den. Det var altsaa blot en 6, 8 Mand om at gjøre, at en Indretning, der er ældre end vor Historie, skulde være bleven slettet ud i Nationen.
Naar man det Gamle ned vil slaa,
hvad har man saa igjen?
Jo vissen Blom og tørre Straa,
som Vinden veirer hen.
En Vandringsmand maa stande der,
og finder ingen Tolk.
Hvad Blyghed for en Kvinde er,
er Minder for et Folk
Men mange Mennesker, især de halvoplyste, ere som Sønnen i «Bagtalelsens Skole,» der sælger Portrætgalleriet af sine Forfædre for at faa Penge af Jøden til at betale sin Gjæld med og gjøre Lag for sine Svirebrødre.
Men man vilde dertil ingen Penge faa ved at afskaffe Odelsretten. Det maa benegtes som noget Ubevist og Ubevisligt, at Odelsretten i sin store Almindelighed, selv under den mindre heldige Odelslov af 1821, gjør mere Skade end Gavn. Man finder tværtimod, at mange større Gaarde dyrkes op for at de Odelsberettigede ikke skal magte at løse dem igjen, og at afskaffe Odelsretten, fordi om Enkelte i Løsningstiden hugger vel stærkt i Skogen, det er under en Lovgivning, som tillader at kjøbe hele Skogstrækninger til Udhugst, at skjære af sig Næsen for ikke at drikke Snus.
Men man har saalænge ladet Folk snakke og skrive om Odelsrettens Skadelighed, at man tror paa det. Man maa der nu engang modsige disse juridiske Forfattere og løse Talere, naar man ser, at der kan være Fare paafærde. Disse samme Forfattere og Talere have endog tilladt sig at spotte de gamle Digtere, som lovsang Odelsretten. Dette er dog næsten for frækt. Digterne lade sig sandelig ikke spotte af Hverdagsmennesker, men da disse sidste have saa Lidet at tabe, slippe de i Regelen ganske godt ud af det.
Det maa ellers fra en vis Side siges til disse mange Juristers Ros, at de ere for Odelsrettens Ophævelse, forsaavidt de nemlig derved gaa Glip af en liden Fortjeneste, som de jo altid faa ved Odelssager, men dette beviser blot, at de ere mere dumme end andre, og det er en gammel Erfaring, at Dumheden gjør mere Skade i Verden end Ondskaben. Det er her med Odelsrettens Afskaffelse som med den almindelige Retning hos vore «dannede» Mennesker til at udviske vore øvrige nationale Eiendommeligheder og gjøre os «civiliserede.» Det er vistnok ialmindelighed skikkelige Mennesker paa sin Maade dette; de have som en Taler i et Lag engang i Vinter sagde, bedre Hjerter end Hoveder. Det var nogle af disse samme «oplyste» Mennesker, som vilde afskaffe Odelsretten. Det Ene hænger sammen med det Andre, og Alt — skulde de raade — vilde føre til at vi lidt efter lidt ophørte med at være et selvstændigt Folk. Det er Mange og de sidde i store Stillinger, saa det sandelig ser ilde nok ud. Men med Odelsretten maa det dog være kommet til et Vendepunkt, og det vilde være en Spot, om nogen Repræsentant fra Landet kom igjen paa næste Thing, som nu stemte for Odelsrettens Ophævelse. Byrepræsentanterne faar man indtil en vis Grad undskylde, om de efter sin Vane tager Jordegodset som Sukker og Kaffe.
De Amter, hvis Storthingsmænd alle eller nogle af dem stemte for Oldelsrettens Ophævelse, faan362 til næste Gang se sig om efter nye Folk, forudsat, at de ville bibeholde denne sin gamle Ret. Det vil give Anledning til megen Prøvelse, og Opmærksomheden vil blive vakt i en ukjendt Grad. Forsaavidt var det godt, at Faren denne Gang var saa overhængende, — godt baade fordi Sagen grundig kan blive prøvet ved Samtaler og Skrifter, og godt fordi det vil vække det politiske Liv. Det var ogsaa godt, fordi man ved denne samme Fare fik Øine op for, at her nu ere for faa Bønder paa Storthinget, og at man aldrig er værre faren end med disse halvoplyste Mennesker, der have tabt sit gamle Standpunkt og intet nyt fundet igjen. Det er de ægte Sønner i «Bagtalelsens Skole.»
Det er ogsaa helt mærkeligt at Præsterne fordetmeste vare med at stemme for Odelsrettens Ophævelse, og om man nu end maa indrømme det Rimelige i, at ogsaa de ville være «oplyste» med de Andre, saa burde de dog betænke, hvem det er, som de skal finde sin Støtte i, nemlig en mægtig Bondestand.
En og Anden af vore saakaldte Frihedsmænd stemte ogsaa for Ophævelsen af Odelsretten, fordi den forekommer dem «aristokratisk.» Det er den uforfalskede Pøbel, de vil have, og den er ogsaa lettest at regjere.
Det Pudsigste ved denne Afstemning var, at nogle af dem, som stemte mod, sagde bagefter, at de vare glade over at Odelsretten ikke strøg. Det er som Manden sagde, der skjød paa en Anden, men det klikkede: Det var vel, at Flinten var saa klein.
Disse og lignende Personer maa forøvrigt ikke stole paa, at man ingen Greie har paa, hvad der tales og sker.

Nr. 75/1857; søndag 29.03.

[Samanliknande valforsking]

Korrespondance
Christiania den 27de Marts
Jeg kan ikke undlade at anstille en tabellarisk Sammenligning mellem Stemmegivningen om Odelsrettens Ophævelse nu i 1857 og Stemmegivningen i 1830 over Grundlovens § 14 om at Vicekongenk1736 skulde kunne opholde sig i Stockholm istedetfor i Christiania. Begge disse Stemmegivninger ville rimeligvis blive lige i sine Følger, nemlig at Nationen faar Øinene op for det Upaalidelige i at lade sig formeget repræsentere af Embedsmænd og Andre, som have sine Bihensigter, eller ikke have Styrke til at trodse et Dagsraab. Det er fra denne Stemmegivning i 1830 vor saakaldte Opposition væsentlig skriver sig. Det var en Begyndelse, der famlede sig frem med smaa Kræfter, kom til en vis Magt, men tabte sig, indtil nu den anden Side ved vort Samfundsliv gik saavidt, at Alvor og Omtanke igjen maa indtræde og fremkalde et nyt Modslag, der nu maa blive stærkere end i 1830, da Samfundet er mere udviklet. Det er Synd, at man skal være nødt til at slaa Vrag paa dem, som efter sin Skolegang skulde være de mere Oplyste, men Oplysningen maa gaa i en feil Retning, siden man er nødt til det. Politiske Daglønnere er ingen Stat tjent med i Længden, hvor fint og smagfuldt der end kan leves, saalænge Daglønnen varer. Man vil i Politiken ogsaa holde sig længst med tarvelig Kost, en trællet Hud og et solbrændt Ansigt; idetmindste maa man have saameget af denne Ballast, at Baaden kan staa paa ret Kjøl.
Jeg har her blot paapeget den ene Lighed mellem disse Stemmegivninger, nemlig at de ville faa Indflydelse paa vore Valg. Den anden Lighed er den, at de begge to i sin Virkning vilde gjøre os til Svenske hver paa sit Vis. Det maa atter og atter gjentages, at Udslettelsen af vore nationale Eiendommeligheder, det være nu i Sprog eller Andet er det virksomste Middel til at lade oss gaa op i et andet Folk.
Altsaa:
Votering i Storthinget i 1830 angaaende Forandringen i Grundlovens § 14 (hvorved Kronprindsen som Vicekonge skulde kunne bo i Stockholm).
Samfundsstillingen.For Forslaget.Mod Forslaget.
Embedsmænd327
Gaardbrugere313
Kjøbmænd75
Lensmænd11
Grever, Proprietærer og Verkseiere3-
Haandverkere2-
Jurnalister-1
Kandidater1-
Klokkere-1
______________
Tilsammen49.28.
De, der stemte for, vare: Kapt., nu Toldkasserer Blichfeldtk1737 (fra Akershus Amt), Bager Martens,k1738 Kjøbmand L. W. Nicolaysen,k1739 Byfoged Olsen,k1740 Major Dahlk1741 (Bergens By), Pastor Nielsenk1742 (nordre Bergenhus), Gaardbr. Espe,k1743 Løitnant Collink1744 (søndre Bergenhus), Løitnant, nu Postmester Løvenskiold,k1745 Proprietær Chr. Paus,k1746 Sognepræst Castbergk1747 (Bratsberg), Sorenskriver, senere Amtmand Carl Falsen,k1748 Amtmand, nu Stiftamtmand N. A. Semk1749 (Buskerud), Høiesteretsadvokat, senere Statsraad Sørensen,k1750 Høiesteretsassessor Fr. Motzfeldtk1751 (Christiania), Gaardbruger Arne Jørstad,k1752 Prokurator, nu Byfoged P. A. Krohnk1753 (Christians Amt), Assessor, nu Stiftamtmand Bille-Kjørbo,k1754 Konsul Heyerdalk1755 (Christianssand), Konsul Wm. Knutzonk1756 (Christianssund), Byfoged, nu Amtmand G. P. Blom,k1757 Skomagermester Deckmannk1758 (Drammen), Sorenskriver J. R. Nielsenk1759 (Finmarken), Konsul Wm. Hansenk1760 (Frederikshald), Residerende Kapellan, nu Statsraad Riddervoldk1761 (Frederiksstad), Sorenskriver A. Muusk1762 (Hedemarkens Amt), Kand. jur. Ebbe Carsten Hornemannk1763 (Holmestrand), Grev Wedel-Jarlsberg,k1764 Foged, nu Sorenskriver Feyer,k1765 Overbirkedommer Nielsonk1766 (Jarlsberg og Laurvik), Provst Borchk1767 (Kongsberg), Kaptain C. L. Boechk1768 (Kragerø og Østerrisør), Overlærer Hysingk1769 (Laurvik), Konsul, senere Postmester Lundk1770 (Lister og Mandal), Kaptain, senere Statsraad Fossk1771 (Moss), Jernverkseier Jacob Aall,k1772 Lensmand Halvor Braatenk1773 (Nedenæs), Tolder, nu Toldkasserer H. Heljesenk1774 (Nordland), Amtmand Hilmar Munchek1775 Krohg,k1776 Postmester Tonningk1777 (Romsdalen), Sognepræst O. Randers,k1778 Major Lindemannk1779 (Smaalenene), Gaardbruger, senere Lensmand S. I. Mossige,k1780 Provst, nu Biskop Jacob v. de Lippek1781 (Stavanger Amt), Assessor Hersleb Hornemann,k1782 Bankdirektør Oxholm,k1783 Grosserer J. S. Gramk1784 (Trondhjems By), Kaptain Hirschk1785 (nordre Trondhjem), Provst Aschenbergk1786 (søndre Trondhjem).
De, der stemte mod, vare: Sorenskriver Laurenzius Borchsenius,k1787 Gaardbruger Lars Thorstensen Tønsagerk1788 (Akershus), Kjøbmand Erik Andreas Thomlek1789 (Arendal), Provst Niels Griis Alstrup Dahl,k1790 Gaardbruger Ole Olsen Hjemsæterk1791 (nordre Bergenhus), Gaardbruger Gudmund Larsen Aarvigk1792 (søndre Bergenhus), Gaardbruger Ingebret Olsen Moek1793 (Buskerud), Kaptain Ludvig Maribo,k1794 Kjøbmand Jens Linaaek1795 (Christiania), Gaardbruger Peder Jensen Fauchaldk1796 (Christiania Amt), Kaptain, nu Krigskommissær Johan Jørgen Brochk1797 (Christianssand), Kjøbmand Hans Holstk1798 (Drammen), Provst Simon Kildalk1799 (Finmarken), Gaardbruger Even Christensen Ringnæsk1800 (Do.), Iver Olsen Svennebyek1801 (Hedemarken), Gaardbruger Reinert Tomassen Bergsakerk1802 (Do.), Teis Jacob Torkildsen Lundegaardk1803 (Lister og Mandal), Lensmand Tallak Bjørvattenk1804 (Nedenæs og Robygdelaget), Provst A. Schytte,k1805 Gaardbruger Ole Christian Andersen Nøstvigk1806 (Nordland), Høiesteretsadvokat Jonas Anthon Hjelmk1807 (Smaalenene), Kjøbmand Ole Helliesenk1808 (Stavanger), Kirkesanger Didrik Sigbjørnsen Moyk1809 (Stavanger Amt), Assessor Schnittlerk1810 (Trondhjem), Gaardbruger Peder Ertzgaard,k1811 Gaardbruger Tomas Olsen Fosnæsk1812 (nordre Trondhjems Amt), Gaardbruger Mikkel Grindal,k1813 Premierløitnant Frederik Christian Moslingk1814 (søndre Trondhjems Amt).
Votering i Storthinget den 23de Marts 1857 om Odelsretten.
Samfundsstilling.For Ophævelsen.Mod Ophævelsen.
Embedsmænd307
Gaardbrugere323
Kjøbmænd, Mæglere & Dispachør143
Sagførere61
Kand. & Studenter3-
Lensmænd16
Kirkesangere14
Bestillingsmænd21
Jurnalister1-
Skibsredere-1
Verksfuldmægtig1-
Proprietær (Hole Ringerike)1-
Haandværkere1-
______________
6446
For den kongelige Proposition stemte: Sundt,k1815 Hervig,k1816 Hilsen,k1817 Wille,k1818 K. Motzfeldt,k1819 A. Schweigaard,k1820 U. A. Motzfeldt,k1821 Meinich,k1822 Platou,k1823 Hartmann,k1824 Rogstad,k1825 Boye,k1826 Elieson,k1827 Gjessing,k1828 Schwartz,k1829 Thomas,k1830 Præst Hansen,k1831 Børresen,k1832 Saxlund,k1833 I. Geelmuyden,k1834 Byfoged Berg,k1835 Præst Bergh,k1836 Nielsen,k1837 Hesselberg,k1838 Chr. Geelmuyden,k1839 Thorne,k1840 T. Schweigaard,k1841 J. Sverdrup,k1842 Lange,k1843 Nannestad,k1844 Heiberg,k1845 Holst,k1846 Breder,k1847 Boyesen,k1848 Schawlandk1849, Byfoged Petersen,k1850 Paus,k1851 Svendsen,k1852 Myhre, Natvig,k1853 Aagaard,k1854 C. Motzfeldt,k1855 Meldahl,k1856 Lerche,k1857 Rygh,k1858 Løchen,k1859 Fergstad,k1860 J. Krogness,k1861 Proviantskriver Olsen,k1862 R. Olsen,k1863 Jerwell,k1864 Stabell,k1865 Hoelstad,k1866 Schønheyder,k1867 Faye,k1868 Konow,k1869 Smit, Vogt,k1870 H. U. Sverdrup,k1871 Reinhardt,k1872 Borchsenius,k1873 Knudsen,k1874 Møller,k1875 Evensen.k1876
Mod Komiteens Indstilling stemte: Baggerud,k1877 Hammerstad,k1878 Lysgaard,k1879 Stoltenberg,k1880 Schjølberg,k1881 Arneberg,k1882 M. Kildahl,k1883 Dieseth,k1884 Harbitz,k1885 Fadum,k1886 Jaabæk,k1887 Bergsager,k1888 Birkeland,k1889 Enge,k1890 Skjerkholdt,k1891 Stamsøe,k1892 Augustinussen,k1893 Kjelsberg,k1894 A. C. Wetlesen,k1895 Aarflot, Aandal, Foged Wetlesen, Bøttger,k1896 Vig,k1897 Sibbern,k1898 Humlekjær,k1899 Søtland,k1900 Ueland,k1901 Mossige,k1902 Colbeenstvedtk1903, Thorsen,k1904 Bankdirektør Krogness,k1905 Bætzmann,k1906 P. A. Sæther,k1907 I. H. Sæter,k1908 Ulstad,k1909 Dietrichs,k1910 Valstad,k1911 Smith-Petersen,k1912 E. M. Løken,k1913 Urdahl,k1914 Aga,k1915 Riisnæs,k1916 Tandberg,k1917 Koren,k1918 Grave.k1919

Nr. 80/1857; lørdag 04.04.

[Øresundtoll og skandinavisme]

Korrespondance
Christiania den 1ste April
Storthinget har ikke gjort mange Ting, der tjener saameget til almindelig Lettelse, som det, der blev gjort idag, idet man gik ind paa at udløse Øresundstolden med 273,000 Spd. til Afbetaling i 20 Aar og 4 pCt. Rente. Dette bliver ikke engang saameget i disse 20 Aar, som den aarlige Afgift har været, uden at regne det Bryderi og Ophold, som denne Fortolding førte med sig, og hvorover der er førte saamange og grundede Klager. Det er Nordamerika Verden har at takke for dette; thi havde ikke det gjort Larm om denne Told, saa vilde man neppe være skreden til denne Afkjøbning. Selv den danske Minister, nu afdøde Grev Knuth,k1920 bidrog ogsaa hertil, idet han opmuntrede Nordamerikanerne med den Bemærkning til en af deres Diplomater, at Øresundstolden var Noget, som ikke lod sig forsvare fra et egentlig retligt Standpunkt. Det er rigtignok sagt, hvad der ogsaa blev sagt idag i Thinget, at denne Told hvilede paa Folkeretten, men Folkeretten er igjen en Ret, som Folkene alene bruge, saalænge de finde, at det svarer Regning, af den gode Grund, at der ingen Magt er, som kan sætte den i Kraft. Næveretten er saaledes den sidste, ligesom den er den ældste Ret Staterne imellem. Den, som stærkest er, han har Ret, naar det ret kniber. Vi se jo, at den dansk-norske Stat i 1807 brød Folkeretten ved blandt Andet at anholde privat Eiendom af den fiendtlige Magt, fordi, som det hedte, Englænderne havde gjort et saadant Brud paa Folkeretten ved at bombardere Kjøbenhavn og tage Flaaden, uagtet England bare ligesom treiv Kniven af den Haand, som vilde stinge. Man finder altid Grunde til at drage sig unda Folkeretten, naar den er ubeleilig, og saaledes kunde nok Danmark under en europæisk Fortolkning have tabt sin Øresundstold uden nogensomhelst Erstatning, ligesom den i sin egentlige Oprindelse er et Tiltag, saadan som Hævd ofte er det. Det er ydmygende for Danmark at miste sin Øresundstold; det maatte være stolt for en dansk Mand at se, at det mægtige Englands Skibe lagde til og betalte. Danmark har mistet meget i disse sidste Mandsaldre: Flaaden, Norge, Øresundstolden, rigtignok mod nogen Erstatning, og nu staar de tydske Lande for Tur næste Gang, naar her bliver Ramling i Europa. De danske saakaldte frisindede Blade gjøre ogsaa, hvad de kan for at skille sig ved sine tydske rige Lande, idet de ere for Skandinavismen, der aldrig bliver til Noget, før Danmark staar purt og rent, hvorved det vilde blive den mindste Mand af disse trende nordiske Riger. Derfor vil heller ikke den danske Udenrigsminister Schelek1921 vide noget af Skandinavismen, og det maa vel være Ubekjendtskab med de danske Tilstande, som gjør at jeg ikke kan begribe, hvorledes nogen dansksindet Mand kan være uenig med sin Udenrigsminister i dette Spørgsmaal. Professor P. A. Munch har ogsaa i det sidste Hæfte af sit Maanedsskrift i en Artikel om «Skandinavismen» klart opfattet denne danske Stilling; og han skulde synes at fortjene Tak af alle Danske og Danske Venner; men istedetfor dette bliver han idag angreben i Chr.-Posten, og lignende Angreb kan ikke længe lade vente paa sig fra nogle danske Blade. At tale om, at Danmark staar paa Vagt mod en indtrængende Tydskhed og at det derfor fortjener Nordens Tak, er en underlig Tale. Man kan beklage og endog agte Danmark for dets Kamp, men egentlig at takke det gaar ikke an for den Nordmand, som ved, at tydsk Sprog igrunden ligner vort Oldnorske mere end det danske nu gjør, og at derfor tydsk Literatur vilde være ligesaa national for os som den danske. At ville vække vor Medfølelse for Danmark, ved at tale om den «fælleds Literatur», er derfor blot at meide op et gammelt Saar, istedetfor at faa det til at betne.
De, som forsvare Tydskheden i Danmark spille den samme Rolle der, som de, der forsvare Danskheden i Norge, og de gjøre det med saamegen større Grund, som Tydskheden er nødvendig til Danmarks Bestaaen, medens Danskheden hos os er en Grund til, at vi ikke egentlig kan sige at bestaa som et selvstændigt Folk. Og den besynderligste Modsigelse i disse vore Danskes Kamp for Danskheden mod Tydskheden er, at de lægge saamegen Vegt paa Nationaliteten, naar den angaar Danmark, medens de bespotte den naar den angaar os selv. Dette Særsyn maa vel mærkes, for at man kan komme efter, hvad det er for Folk, som tale Danskhedens Sag i Danmark, det er nemlig ret og slet Danske. Det er det Parti hos os, der jamrer over Tydskhedens Overgreb, som peb ad og forfulgte Wergeland,k1922 — som sværmer for danske Skuespil, dansk Sprog og som den Dag idag forfølger enhver national Bestræbelse. Derfor har ogsaa det norske Folk døve Øren til dets Skrig om Tydsklands Fremtrængen. Det egentlige norske Folk rækker Tydskland sin Haand over Danmark; Narrerne mødes netop over Kjøbenhavn.
Det er en forunderlig Mistanke som kastes ud i Chr.-Postens danske Artikel idag, nemlig at Munchsk1923 Afhandling og den danske Ministers Note ligesom skulde flyde af en fælleds Kilde. Dersom der gaves nogen Kilde, saa maatte den strømme i en ganske modsat Retning, da disse antiskandinaviske Udtalelser maa tilintetgjøre en skjøn Forhaabning f. Ex. for Huset Bernadotte. Det maa Enhver kunne antage, som har seet det sidste Aars Begivenheder. Nei, Tingen er nok den, at den danske Udenrigsminister skrev som dansk Mand, og Professor Munch som en Historiker. Det maatte være tungt at skrive dette for Munch, som har nydt en saa godt dansk Opdragelse.

Nr. 81/1857; søndag 05.04.

[Kunst-, konsert- og teaterrekneskap]

Korrespondance
Christiania den 3die April
Storthinget har nu taget sig Paaskefri og den som lang er, men det havde nok ikke stort at gjøre, før Bogtrykkerne vare komne efter med sine Tryk, og desuden skal ikke Storthinget være bange for at tage sig Frihed engang imellem; saa rimelige maa vi dog være, hvormeget vi end ere vante til at arbeide for hver Skilling, vi faa. Det Værste er for Folk som Korrespondenten i disse Fridage; thi det er en større Kunst at koge Suppe paa en Pølsepinde end paa et helt Naut, siger Ordsproget.
Her er nu og har været en frugtbar Tid paa Abonnements-Koncerter og Forestillinger, ved hvilke Abonnements-Kunstnerne og Theatrene brandskatte sine Kjendinger og Velyndere. Det Samme gjøre Forlæggere ved at sende Folk ind i Husene til kjends Folk med Planer og rørende Indledninger. Jeg vil stille op en saadan aarlig Skat som kan falde paa en Mand i Stilling, der tillige sidder med en passelig Familie. Lister ere nedlagte i Cappelens osv. Boglade:
Spd.ß.
Til Koncert for en haabfuld Musikus, som skal tiltræde en Udenlandsreise til sin Uddannelse, 4 Billetter à 48 ß.1.72.
Til Koncert for en Kunstner, som er kommen hjem fra sin Kunstnerreise, 4 Billetter à 60 ß.2.-
Til Koncert for en Kunstner som sidde, med Familie 4 Billetter à 36 ß.1.24.
For en Amatrice, der saaofte ved private Leiligheder har ladet sig høre, 4 Billetter à 60 ß.2.-
Til Benefice for N. N. 4 Bill. à 40 ß.1.40.
Til Do. for N. N. 4 Billetter à 48 ß.1.72.
Til Do. for N. N. 4 Do. à 60 ß.2.-
Til Do. for N. N. 4 Do. à 40 ß.1.40.
Til Do. for N. N. 4 Do. à 40 ß.1.40.
Paa N. N.s Jubilæum 4 Bill. à 48 ß.1.72.
(Der træffer altid ind Jubilæer, for saa mange er der dog at vælge paa).
Til 6 Forestillinger paa N. N. Theater 24 Billetter à 24 ß. paa Grund af Mængden4.96.
For tvende i Aarets Løb fremmede Kunstnere som vil se om det kan nytte at komme herop, tilsammen 12 Billetter à 60 ß., da slige Folk maa være dyre skal de duge Noget6-
For Orchestermedlem N. N. en Koncert, 4 Billetter à 36 ß.1.24.
For 3de Do. 12 Billetter à 40 ß.4.-
Ballet af den sylfideagtige N. N., som skal til Kjøbenhavn og uddanne sig som Dandsende, 4 Bill. à 48 ß.1.72.
Vor Landsmand, Kunstneren N. N, som vil gjøre en Snartur herigjennem, 4 Billetter à 60 ß.2.-
Orchesteranføreren ved Theatret N. N., 4 Billetter à 60 ß.2.-
Kunstnerparret N. N., en Forestilling for at komme til et udenlandsk Bad, 4 Billetter à 60 ß.2.-
En extra Forestilling for N. N., som ved sin mangeaarige Virksomhed har gjort saameget for Musiken, 4 Bil. à 60 ß.2.-
Do. for ham, der har saadanne Fortjenester af Sangen, 4 Bil. à 60 ß.2.-
Kunstnerparret N. N., af hvilke han spiller paa Violin og hun paa Fortepiano med en Trio af Amatører, 4 Bil. à 60 ß.2.-
Pragtverket N. N. paa 12 Plancher à 1 Spd.12.-
Do. Do. Prospekter, 48 af den billige Pris à 24 ß.9.72.
En Række populære Forelæsninger af Professor N. N. til N. N. Byggefond, 1 Spd. pr. Person4.-
Do. Do. af N. N.4.-
Melodier til halvhundrede Sange af N. N., den billige Pris af2.-
Musikalske Stemninger af N. N.2.-
Udlodning af 6 Malerier af vor talentfulde Landsmandinde N. N.1.-
Do. et stort Maleri, vurderet til 600 Spd., af vor unge geniale N. N., som agter at foretage en Kunstreise, 3 Spd. hvert Lod3.-
83.-
hvilke 83 Spd. maa opføres paa Familiens Budget som «tilfældige og uforudseede Udgifter.» Det er derfor sandelig ingen Spøg at staa for Kunsten og ophjælpe den.
Jeg har foretrukket at levere dette Aarsregnskab istedetfor at fortælle om hver Koncert, Theaterforestilling osv. Det skildrer ikke blot Kunsten men ogsaa Sæderne, der saa godt ved at føie sig efter Omstændighederne og give en og samme Ting mange skjønne Navne.
Man forundres med Rette over, hvorfra Folk faa Penge, da her dog støt sker Opfordring til et eller andet veldædigt Øiemed baade som Bazarer og Aktietegninger. Den regelmæssige Fattigskat er sandelig den mindste for mange af disse «honette» Mennesker. Det er nu vistnok ikke Alle, der gaa saavidt som Manden efter min opstillede Regnskabsbog; men han er ogsaa en særdeles «dannet» Mand han, og musikalsk i høi Grad, ligesom en Ynder af Melodier og overhovedet Stemningen.
Naar han laaner Penge, kommer hann363 ogsaa i Stemning.

Nr. 85/1857; søndag 12.04.

[Visekongens vilkår]

Korrespondance
Christiania den 9de April
Fra Sverige faa vi ofte høre Ting om os, som vi ikke selv vide, uagtet vi selv skal have gjort dem. Muligens er det svenske Folk hos os som skrive hjem, og muligens kan her være Fisletude blandt vore Egne, og muligens kan de gode Svenske selv skrive om os, hvad de ønske vi skulde gjøre, for derved at faa os til at gjøre det, naar det engang er udbredt, at det er gjort, ligesom Arbeidsmanden, der ude paa Marken skreg «Ja!» naar det led til Maals, uagtet Ingen enda havde raabt, hvorved Kokkepigen lagde under Gryden og skyndte sig med at faa Maden færdig. Det er slig en Historie, som Chr.-Posten igaar optog efter et svensk Blad, nemlig at Storthinget havde indstillet, at Vicekongenk1924 skulde faa 48,000 Spd. Apanage (Føderaad), altsaa det Dobbelte mod før. Storthinget har endnu Intet sagt om denne Ting og kunde heller ikke ret vel sige Noget, før Budgettet kommer fore, hvorimod der fortælles, at man i Budgetkomiteen skal have talt om at give ham 4000 Spd. maanedlig, saalænge han er her i Riget, men dette bliver dog neppe mere end han nu har, da han sjelden vil blive mere end 6 Maaneder her i Norge, uagtet Grundlovens § 14 siger, at han ikke maa være mere end tre Maaneder borte, hvorved han altsaa vilde faa 36,000 Spd. Men et saadant foreløbigt Komitésnak, om der forresten er holdt noget sligt, er ikke at udgive for sandt. Derimod har der Intet staaet i de svenske Aviser om, at Christiania Ligningskommission har været paa Vei til at ilægge Vicekongen som norsk Embedsmand Skat. De bedste Jurister i Ligningskommissionen har været for at skatlægge Vicekongen til Byen, og det er derfor muligt, at de have gjort det, skjønt vel andre Hensyn kan have gjort sig gjældende, saa man biede nu det første Aaret. Det skulde have været rart om Ligningskommissionen havde lagt ham i nogle tusinde Spdls. Skat, ikke for Pengenes men for Tankens Skyld. Hvor der skulde været gjorte store Ansigter i Sverige! Det havde mere end noget Andet vist den Norske Lighed mod Lovene. Men sæt saa, at Vicekongen ikke vilde have betalt Skatten. Hvem skulde da have pantet, og hvilken Domstol skulde man have appelleret Udpantningsforretningen til, da Grundlovens § 37 siger, at «de kongelige Prindser og Prindsesser skulle, for deres Personer, ikke svare for andre end Kongen eller hvem, Han til Dommer over dem forordner?» At sjelne mellem Vicekongen som Prinds og norsk Embedsmand vilde ikke være godt, og sige, at det skal Kongen dømme over og det de norske Domstole. Det maa vel være denne juridiske Dobbelthed som ogsaa har bidraget til at Ligningskommissionen ikke har skattelagt Vicekongen, om han forresten ikke er skattelagt, hvilket nu snart maa kunne sees af den udlagte Ligningsforretning. Jeg skal se efter og «rapportere.» Det er virkelig et «interessant» Tilfælde.
Er nu Vicekongen ilagt Skat, saa er det rimeligt, at Storthinget idetmindste forhøier hans Apanage med Saameget, som Skatten beløber sig til, og det skulde være omkring 7000 Spd., han efter Brochsk1925 Ligningstabeller kom op i, da han vel maa regnes for at staa i 1ste Klasse, uagtet han har et Barn at forsørge. Kanske dog han ikke for dette kunde komme høiere end i 2den Klasse.
Det er dog forresten ikke rimeligt dette, da det er Nationen, som maa sørge for Prindser og Prindsesser, hvorfor vi ogsaa se fra den svenske Rigsdag alle de Forhandlinger om Pengebevillinger, naar en Prinds skal gifte sig, og Storthinget maa vel ogsaa give Prinds Oscark1926 noget til hans Hædersdag. Det maa ikke være behageligt for de Kongelige saadan at forlange Udstyr. Det maa minde dem om, at det desværre er sandt for Alle, hvad Gretchen siger i Faust:
Nach Golde drängt,
Am Golde hängt,
Doch Alles. Ach wir Armen!
Jeg vil hertil føie et Vers, som ikke er til Stads, saadan som naar man citerer Goethe,k1927 men til godt Husbrug:
Naar Skillingen man kommer til,
ei spørges efter Ære.
Hver kare under Gryden vil,
og mæt for Alting være.
Det maa heller ikke være nogen Fornøielse for Nationalforsamlingerne at prute om disse Udstyr og Apanager, og det er helt ufatteligt, hvorledes Biskop Thomander,k1928 som vi saa om i Vinter, kunde være vittig og glimrende i sin Tale for at bevilge saameget til Prinds Oscar, for at han kunde sætte Fod under eget Bord. Man kunde nok have været vittig mod Bevillingen, men for den, det viser, at Thomander maa være en stor Mand, bedre end alle hans Prædikener.
I Storthinget vil neppe findes Nogen, som er vittig for eller imod denne Bevilling. Begge Dele vilde være lige upassende.
Naar nu engang vor unge Prindsesse gifter sig, saa bliver det i Brudgommens Land, man vil bestemme Apanagen, men vor Prinds slipper, hvorfor det er rimeligt, at han maa sættes opp i første Klasse i Ligningen. Jeg formoder han ogsaa maa være gjort det, idetmindste har jeg hørt Ligningsmænd ytre sig derhen.
Næste Aar maatte altsaa Skatten blive høiere.
Dersom man kunde beregne Alles Indtægter saa greit som Vicekongens, vilde det være let at ligne.

Nr. 90/1857; søndag 19.04.

[Fiske og teologi]

Korrespondance
Christiania den 17de April
Naar man i Tabellerne ser Landets Fiskeri opført til 4 Millioner Spd. aarlig, og da tillige for Sammenligningens Skyld ser Agerbruget opført med blot 8½, den udenrigske Skibsfart 2½, Skogdriften med 3¾, Fædriften med omtrent 11 og Bergverksdriften med 1 Million, saa skjønner man, at Fiskeriet er en af Landets Hovednæringer, og at det var meget Sandt i det, to Hovedmænd for et Notlag under Omfavnelse og de Øvriges Jubel sagde, da de havde tømt en Laas: «Jorda er rik, men Havit er endaa rikare.»
Man kan ogsaa, naar dette betænkes, skjønne, at det er vigtige Greier, naar Storthinget gjør Fiskelove, af hvilke det gjør eller idetmindste pynter paa en hver Gang. En Hovedforbedring er man alt begyndt med i de sidste Fiskelove, som naturligvis vil blive gjennemført med alle, og det er, at der er et Statens Opsyn, der er Politi og hjælper Fiskerne tilrette paa staaende Fod, istedetfor at man for ofte brugte Selvtægt og heller tog mod Skade end førte en kostbar Proces. Ligesom vi læse i Sagaerne, at vore Forfædre om Vinteren var paa Fiske og om Sommeren i Viking (Røveri var da mere almindelig end Handel), saaledes var ogsaa Fisket etslags Viking, hvor man tog Fangst og Garn eller skar dem sond, seilte paa hverandre og slost. Nu da Opsynsskøiten med Dommere paa krydser omkring, kan Sligt ikke ske uden Straf paa Flek og Sted, og naar Menneskene faa Bank, saa ere de skikkelige.
I disse Dage har Odelsthinget gjort en Torskelov for Lofoten, hvor den poetiske Sætning «frit Hav» fik Lovskraft. Der beit mange Torsker paa den Kroken. Før 1816 var der ogsaa frit Hav ved Lofoten, men saa fandt man, at den Stærkeste gik af med Seiren, at man lagde Garn i Kros og Krake paa hverandre og idethele var i Veien baade for hverandre og Fisken; thi gav man en Lov, hvorefter Strækninger bleve udviste samt hvor man kunde fiske med Garn og hvor med Snøre. Denne lovbundne Frihed likte ikke Mange, især de Mægtigere, og nu blev efter et skarpt Ordskifte (Debat) «Havet frit» igjen. Selve Statens Opsyn, siger kjends Folk, kan ikke være saa allestedsnærværende, at det kan forebygge Ugrei, Fortrængsel og Ødelæggelse ved det «frie Hav.» Nordlændingen Augustinusen,k1929 der har liksaa meget Vit i Hausen som vore Forfædre, kjæmpede ogsaa tappert mod det frie Hav; det Samme gjorde ogsaa Handelsmand Wetlesen,k1930 der kanske engang ogsaa kan have havt Vit i Hausen, men han maa haven364 læst det bort, synes man at kunne skjønne af hans «dissenterende Votum» i denne Sag, der er saa knotet og halvkauret, at det kan tjene som Mønster. Men K. Motzfeldtk1931 var for det frie Hav og saa Mange med ham, at det fik Stemmeflerhed. Det gik til paa sin gode Engelsk i denne Sag, idet Augustinusen paaberaabte sig nogle hundrede Underskrifter paa en Skrivelse for sin Mening; men K. Motzfeldt sagde, at han kunde skaffe flere for sin, om det var noget at fare efter.
Det var uheldigt, at Fiskeloven for Lofoten skulde gjøres det Aar, da der er fisket saa lidet, neppe halvt Fiske, heder det i de Beretninger, som nu ere komne. Det vil gjøre en bedrøvelig Knæk dette. Det nytter ikke stort at Havet er frit, dersom det ikke tillige er rigt.
Samme Dag, som man talte om Torsken i Thinget, talte Præsterne om Menighedsraad paa Mødet ude i Universitetet. Præstemøderne maa have fundet mit Raad godt, som jeg for 2 Aar siden gav, nemlig at de skulde stænge sig inde fra Verden, siden Alle nu ikke som før havde Adgang til Mødet. Nogle Storthingsmænd, som vare paa Mødet og hørte, have sagt: «Nei Præsterne blive reint for fæle nu.» Lektor Johnsenk1932 skulde saaledes ville, at Menighedsraaderne skulde indvies efter foregaaende Troesbekjendelse næsten liksom Præsterne. Det er ingen Tid nu, da man tror paa udvortes Ceremonier som Tvætninger, Haandspaalæggelse og Uniformer. Det kan være godt nok dette som en borgerlig Orden med visse Mænd, men at det skulde frembringe nogen anden Sjelsforandring end den, at man altid gaar med større Selvfølelse, naar man har udmærkede Klæder paa, det tror bare den tykkeste Uvidenhed. Vi se ogsaa til liden Opbyggelse for Nogen, hvad det hjælper Kandidater at faa Indvielse. Er der ingen Aandens Begavelse i dem før, saa faa de den ikke af Kragen. Derimod antage de et alvorligt Væsen, som lidet stemmer med deres ofte muntre og godmodige Karakter. Dersom de i sin Stilling vare, hvad de ere af Natur, Studium og Folkeomgang, saa vilde de kunne stifte Gavn istedetfor at vække Forargelse hos tænkende Mennesker. Det er virkelig bedrøveligt at tænke paa slig Misforstaaelse. Jeg kjender saaledes en ung Mand i et af Landets rigeste og mest oplyste Præstegjeld: som Student var han en livsglad Mand, der endog kanske drev Glæden vel vidt, men ikke før blev han theologisk Kandidat, før han begyndte at se høist alvorlig ud — hvilket den hele theologiske Stak under denne Papismens Tid forresten gjør — og nu, da han har faaet Krage paa, sidder han som en Synder paa en Naadestol og prædiker imod Verdens Daarlighed; men saa taler han ogsaa i Regelen for tomme Vægge i den senere Tid, og naar da Nogen af Bygdens fornuftige Mænd stundom har hørt paa ham, saa sidder man ved Selskaberne bagefter og gjør Nar af ham.
Det kan man sikkert sige, at disse geistlige Anstrengelser i den senere Tid vil slaa om i sin Modsætning, og Enhver, der ønsker Folkets Oplysning og Opbyggelse, maa derfor ønske, at Geistligheden vil blive sund igjen. Her er tillykke ogsaa mange høitbegavede især ældre Præster, som beklage denne Tingenes Tilstand.

Nr. 91/1857; tirsdag 21.04.

[Om utvandring]

Korrespondance
Christiania den 18de April
Nu er det atter paa den Aarstid, da Udvandrere ere at se i Gaderne og Skibe tilrigges og Vasfade gjøres til Amerikareisen. Dette er nu saavist som at Gauken kommer til sin Tid, og det Ene er igrunden en Naturens Gang som det Andet. Folkeslagene gaa mod Vest som Solen for rimeligvis med den at staa op igjen i Øst. Overalt synes man de komme østenifra, liksom man allesteds synes om Solen. De gamle Indvaanere af Europa syntes at Folkevandringens Strøm ved Christi Tider og derudover kom fra Øst. Nu synes Amerika det samme. De, som fra Amerika igjen reiste til Californien og Australien, komme ogsaa østenifra; og naar nu China, sønderslidt af Borgerkrige, og sløvt av Alderdom bliver en Mark for Indvandrere af vort Folkefærd, der synes bestemte til at behærske Verden og gjøre den lykkelig, saa vil Chineserne med sit gule firkantede Ansikt og sine aflange Øine synes at Folkevandringen kommer fra Øst. Naar da China, Japan og det østlige Asien er fuldt, trænge Folkesværmene gjennem Ørkenen Kobi, ind i Tartariet til Wolga, om det sorte Hav gjennem Russland og til os i det vestlige Europa. Da er Kredsløbet fuldendt en Gang, og Verdenshistorien begynder paa en ny Ring. De komme derfor nok igjen de, som fra oss droge til Amerika, og om det nu skulde drage ud nogle tusinde Aar saa gjør det Intet til Sagen. «Tusinde Aar ere for dig som en Dag.» Udvandringen til Amerika er en Naturdrift hos Menneskeheden, liksom det er en Tvang for Graagaasen (Gaglen) at flyve fra de sydlige til de nordlige Lande om Vaaren. Folk fra Oplandene og Graagjæssene krydse hverandre i Christiania og de andre norske Havne paa samme Aarstid. Det er en forunderlig dybsindig Tvang denne Lyst til Udvandring. Man er i en Stemning som naar man er forelsket: er adspredt og urolig af seg, vil gjerne drive om for om muligt at møde den, man er forelsket i, hvem man dog strax rømmer fra igjen; man staar og glor hen for sig, og har som Ordsproget siger, verken Nattero eller Dagen god. Saaledes maa ogsaa Graagjæssene have det, før de flyve nordpaa om Vaaren, og Læmenene (islandsk Mus) før de drage sydpaa i Flok og Følge over Fjeld og Fjære. Naturen er en og den samme overalt den. Det er Trangen til Liv og til at leve godt, som er Naturens fælleds Pulsslag.
Jeg tror derfor det er overfladisk Tanke at sætte Udvandringerne til Amerika i Forbindelse med politisk Tryk eller Misfornøielse med en og anden Indretning i Staterne, eller med Tanken om at Amerika, som man før har sagt, er et frit Land. Det kan nok være Enkelte, som udvandre af disse Hensyn; men det er forholdsvis meget Faa. Mængden, som vandrer ud, bryr seg intet om Politik, af den gode Grund, at de ikke ved, hvad Politik er, og enten de var i det frie Norge eller i det despotiske Rusland, kommer ud paa det Samme. Det er Mad og Jord de vil faa, og kunne stifte Familie, eller sørge for den, de har. De vil leve. Men med denne Trang til Liv maa ogsaa være forbunden en aandelig Opvakthed og en kraftig Villie. Derfor ser man at Folk, som staar paa et ret lavt Standpunkt aldrig udvandrer, og heller ikke Mennesker, der ere dumme af Naturen. Det er den bedste Merg, som reiser. «Trælen dør paa den Tuve han er fød.» Det kan være haardt for os at se alle disse dristige kjække Mennesker forlade os, men med den Sorg er vist Intet at gjøre. Naturen faar have sin Gang, og saalænge vi ikke kan skaffe den fremadstræbende Mand et godt Rydningslænde til en Gaard eller god Plads han kan leve paa, saalænge maa vi finde det agtværdigt at Folk vil «se sig om i Verden.» Det viser, at vi er et Folkeslag, som der kan blive noget af, og vi kunde ingenlunde ønske en Tilstand, i hvilken stærke spræke Karle taalmodig vare Tjenere og arbeidede for hvad de fik. Det vilde vise, at Nationen ingen Levedygtighed havde. Men hvad der er Ondt, er at mange af disse dygtige Folk ikke faa det saa godt som de fortjene, men tidt maa slide verre end her hjemme til liden Løn og stor Sygdom. Det er ikke let at skabe sig en Fremtid i Amerika heller. Man maa være haard skal man holde ud. — Jeg vil fortælle om en Præstsøn, der for nogle Aar siden reiste til Amerika som Præst. Han var godt vant og taalte verken Trækn365 eller Støi, og havde nok tænkt sig en amerikansk Præstegaard som en paa Oplandene vare. Men han fandt bare nogle Hytter, hvor Sol og Maane skinnede gjennem Vægge og Tag. Hans Tjenere, som havde fulgt ham hjemmefra, forlod ham, da de saa sig bedre Udsigter paa andre steder. Vor Præst maatte da stelle i Gaarden som en Husmand, lave Mad, drive Buskapen sin til Skogs og mælke. Kort, han fik prøve, hvad det vil sige at være Nybygger, men ved Alt dette blev han styrket og skal nu finde sig vel. Man kan ikke forundre sig over, at Mange ønske sig tilbage. Der skal en Kraft og Udholdenhed til som overalt i Verden, hvor man skal arbeide sig op af Intet til Noget. Man maa ikke være ræd for at «træde paa Øgler og Basilisker.» Men saa kan man ogsaa have en Gaard, naar man er gammel, og «leve under sit Vintræ og Figentræ;» rigtignok med Udsigt til at blive jaget af Røvere, eller tvungen til at stemme i Politiken med Revolveren, og endelig at det amerikanske Samfund, overfyldt, ramler om hinanden som Isbrud i Elvene, indtil det kneblesn366 af en Despot. Men da seiler man over det stille Hav til China.

Nr. 94/1857; fredag 24.04.

[Bypost]

Korrespondance
Christiania den 22de April
(Et Bysbarn). Naar en almindelig følt Trang skal udtales, er det ikke altid let at vide, hvor man skal begynde. Saaledes er det ogsaa med mig nu, da jeg vil skildre Byens Trang til at faa sendt sine Breve om til hvem man vilde. En Mand var forelsket og vilde lette sit beklemte Bryst ved at sende et Kjærlighetsbrev til sin Tilbedte; men selv kunde han umulig gaa, Oppasseren heller ikke, Pigen endnu mindre, for hun vilde snakke endnu mer, og leiede man en Slusk, blev ogsaa Sporet forfulgt. Var man kommen videre end til at være forelsket, det vil sige til at faa en Kjæreste, saa var man endnu verre faren. Ældre rige Kjøbmend og enkelte Andre i Statens Stillinger vare virkelig lurte, naar de Hulde skrev til dem, og lagde Brevene i Postkassa. Brevene, disse smaa firkantede Breve med skak Udskrift og et Segl som Stevnevidnernes paa Retsakter, disse billiets doux bleve uden Naade og Barmhjertighed konfiskerede, brukne og læste af Postfolk til stor Fryd for dem, men til liden Opbyggelse for de ømme Elskende. Det var en Forargelse over Maal og Maade, som maatte afhjælpes, men hvorledes? Det var virkelig for at tale statsøkonomisk et socialt Spørgsmaal. «Prostitution» maa undgaaes i et civiliseret Samfund. Samme Elendighed var ude, naar man ved en Skrivelse vilde skikke til Nogen en Theaterbillet og træffe Vedkommende ved Forestillingens Slutning, alt paa den «delikate» Maade, hvormed man kan udtrykke sig i et Brev og minde En om et Øiekast og alle disse Følelsens Telegrafer, hvorigjennem den elektriske Funke glimter for hver den, som kan læse paa Talskiven. Men al denne Korrespondance sker ved hjælp av Punkter, som nærmere maa omskrives og udvikles, og der stod man før fast.
Forlade vi det «erotiske» Gebet og gaa over til det politiske og dagligdagse, saa stødte man i gamle Dage (ja, blot for et halvt Aar siden) paa de samme Ubehageligheder. Man vilde lade en høistærværdig Forsamling eller en og anden bra Mand faa vide nogle dryge Sandheder, blandet paa en passelig Maade med Grovheder, og man vilde tillige stelle det saa, som om alle disse Ting faldt fra Himmelen, men dette var igrunden en umulig Sag før, thi hvordan man stelte sig, saa kom man paa Sporet, da den sidste Brevdrager sjelden havde «moralsk Mod» nok til at udholde en nærgaaende «Examination» eller en Dragt Prygl, helst da han efter slige Folks Vis gjerne biede, til Brevet var brudt for at faa Drikkepenge.
Her er mange Poesier som ikke trykkes, ikke engang til Korgekonerne; det er Poesier af almindelige Gadetalemaader, satte paa Rim til en og anden berømt Mands Ære, ret en Fantepoesi, der afskrives og «deklameres» i Selskaber, og gaar for «uhyre vittig.» «Har du hørt Visa om N.N.»? spørger en Kjending paa Gaden, «den er vittig den.» Med slige Viser, der ere et Udtryk for «Opinionen,» var man unægtelig i Knibe, da det var saa naturligt, at man ogsaa vilde gjøre den, hvem Visa galt, delagtig i Poesiens Nydelse; men samme Sorg og samme Umulighed med at gaa skudfri. Det var høist ubehageligt dette. Det er en Trang for mange Mennesker at være grove imellem og sige Ubehageligheder. Det er en Slags aandelig Udkastelsesforretning, hvorefter man føler sig saa let og god.
Tilfældene ere uopregnelige, hvor man i et «civiliseret» Samfund trænger til Dionysos’n367k1933 Øre for at lade de laveste Hviskninger blive hørte paa dette Sted. Man følte dette dybt, men Tiden, der skaber Udveie for Alt, var enda ikke kommen, men i Høst kom den, da Byposten blev oprettet, dette Tidens, Civilisationens og, man kan stolt sige, dette Christianias, Hovedstadens, Byens Barn, som vist ingen anden norsk By endnu har, men som faaes, naar Byen er kommen noget langt frem i Kultur. Nu kan man da letvint gjøre, hvad der før har forvoldt mangen Ubehagelighed, og om man vil hænge paa en Mand nogle Tylvter Titler efter alle hans nær- og forhenværende «Befatninger», saa kan det Brev godt puttes i Byposten. Vi har mange af vore Bank- og Guanomænd m. m. fl., som fortjene en slig Titelatur. Det kan gjøre godt at nævne Folk med sit rette Navn engang imellem.
Visitkorter blive ogsaa omsendte med Byposten, det er fint det. Underligt skulde det være, om det ikke var franskt.
Byposten lønnes, saavidt jeg ved, af den almindelige Postkasse, altsaa af Statskassen nu, da det viser sig, at Postvæsenet efter alle Nedsættelser av Portoen ikke kan bære sig. Det synes ikke være saa ganske rigtigt, at denne Bypost skal sættes i Forbindelse med det almindelige Postvæsen, da den er til Husbrug blot for Christiania. Paa samme Maade maatte enhver anden By ogsaa kunne faa sig en Post, hvorvel Tabet maatte blive større i de andre Byer, der ikke som Christiania i Gjennemsnit kan befordre 100 Breve om Dagen. Naar det nu er 2 ß. for hvert Brev, løber det op til omtrent 600 Spd. om Aaret. Der er en egen Postmester, som har 400 Spd. i fast Løn og 4 eller 5 Bud med 10 Spdlr. Maaneden, og nu 2 Spdlr. Tillæg saavidt bekjendt, hvilket gjør omtrent 600 Spdlr., hvordan det end tages, altsaa tabes efter dette Opgjør, som forresten ikke er hentet fra noget Tabelkontor, ompas 400 Spdlr. Men nu kan man gjøre Regning paa, at Antallet af Breverne vil stige, naar Folk faar rigtig Smag paa denne Bypost, og desuden faar den almindelige Post med det Samme sendt Breve til Byens Udkanter, der før maatte hente dem eller have Stationer for dem i Byen. Det er saaledes en betydelig Lettelse, som er kommen igang for Byen og Omegn. Det Nyttige er forenet med det Behagelige.
Det er altsaa «praktiske Folk,» som har fundet paa denne Bypost; men det vilde dog neppe være saa aldeles rigtigt at gjøre dem til store Mænd for dette, og engang i Tiden at ihukomme det ved Pensionens Fastsættelse. Det var nok liksaa meget for at undgaa «Prostitution» som for at gavne Handel og Vandel, at denne Post blev oprettet. God er dog Posten, hva den saa er gjort for, og man kan ved den se Samfundet lige ind i Sjelen. Det er just ingen skjøn Sjel hos Samfundet, jeg her har oprullet for dig, kjære Læser, men den er nok altfor sand.
Er ikke Drammen snart saa «kultiveret» at den ogsaa kan trænge til en Bypost??

Nr. 96/1857; søndag 26.04.

[Regjeringsblad; dampskipet «Drafn»]

Korrespondance
Christiania den 24de April
Et Regjeringsblad talte man om, da der i Thinget forleden Dag var Spørgsmaal om, at tage fra Bladet «Rigstidenden» dens ved Lov af 20de Juli 1824 givne Ret til offentlige Bekjendtgjørelser. Odelsthinget tog ogsaa fra Rigstidenden denne Ret, men Lagthinget gav den Retten igjen, fordi man frygtede for, at Regjeringen skulde skabe sig et Blad ved at give det sine Bekjendtgjørelser, og da nu verken Morgenbladet eller Aftenbladet kunde vente at faa Bekjendtgjørelserne, saa gjorde de, hvad de kunde, for at det skulde blive som det er. Man hjalp sin Uven af Frygt for at faa en større istedet, og for at bortskjære alle Grunde for at tage Bekjendtgjørelserne fra Rigstidenden, saa tager de andre Blade dem nu op efter den, hvorved altsaa Ingen skal kunne klage over, at Bekjendtgjørelserne ikke blive bekjendte. Rigstidenden blev altsaa hjulpen ved sin Svaghed og store Fordele, paa samme Maade som Norge maa hjælpes af sin herlige Beliggenhed og Ringhed, der gjør England og Frankrig til vore Forsvarere mod Rusland, liksom Rusland til vort Forsvar igjen mod disse Lande. Af samme Grund blev Tyrkiet ogsaa hjulpet. Rigstidenden er, som Tyrkiet har været, og som Norge vil blive; den bærer derfor ikke Navnet Rigstidenden for Ingenting. Rigstidenden stod som Sultanen og modtog Morgenbladets Mentschikofk1934 med Frakken paa, Christianiapostens Lord Redcliffek1935 med sine aristokratiske Manerer og Aftenbladets Bourqueneyk1936 med sin Sanscoulotnatur under al sin Forkjærlighed for Officierer og Restaurationer. Rigstidenden var «den syge Mand,» men som netop blev frisk ved sin Sygdom. Saaledes kan det Store afspeile sig i det Smaa, og det Smaa er igjen blot et Billede paa det Store, fordi det er den samme Menneskenatur, som viser sig, enten den saa udgyder Blæk eller Blod.
Men nu et Regjeringsblad, som man var ræd for? Et Regjeringsblad er strengt taget intetsteds, ikke engang den franske Moniteur er et saadant, da Regjeringen ofte «desavouerer» den, rigtignok efter at den er sendt ud paa Fiskeri efter Folkemeningen, og Fisken ikke har bidt paa. Derimod har man Blade for enkelte Ministre, saaledes kaldes Morningpostk1937 Lord Palmerstonsk1938 Organ. Og dette kan ogsaa let lade sig gjøre, da en enkelt Minister godt kan styre et Blad eller indblæse det sin Aand, medens en hel Regjering maatte holde Statsraad for hver Avisartikel eller ogsaa fatte Beslutning om mange paa en Gang, liksom naar flere beneficia paupertatis paa en gang «expederes.» Et Regjeringsblad i Ordets fulde Mening er derfor ikke muligt, men derimod et Blad, som holder med Regjeringen i Vaadt og Tørt, altsaa en af disse Venner, som man maa bede Gud bevare sig fra, fordi der ingen Fornuft er i dem. Min sande Ven holder alene med mig, naar jeg har Ret.
Saadan som det er nu, har Regjeringen det godt. Aviserne æde nemlig hinanden op indbyrdes som de berømte Bjørne, og imidlertid faar Regjeringen under den indbyrdes kamp snart en Haandsrækning af den ene snart af den anden og staar hævet over Alle. Det gaar vor Regjering som Lord Palmerstons, der ogsaa lever af sine Modparters Splittelse foruden af sit eget Talent. Skeede derimot et Bytte, saaledes at Regjeringen (og naturligvis dermed alle Embedsmænd, som vilde frem i Verden) gav en Avis alle Bekjendtgjørelser, og Avisen til Gjengjæld gav Regjeringen sine Meninger, altsaa en Tuskhandel mellem Penge og Aand, saa vilde ogsaa Folkepartiet mere samle sine Kræfter, og en Spænding komme istand, som jeg tror vilde være vel saa god som den nuværende Mathed. De, som kan mindes saalangt, ville erindre, at her var større og stærkere Liv i Aviserne for 20 Aar siden og der ved Lag, da Rigstidenden eller den «Constitutionelle» vare Regjeringsblade. Da var ordentlige Slagsmaal at se, og Folk blev politisk opdraget ved at oplæres til at betragte de gjensidige Blade, som politiske Kjættere, hvem det var en Synd at omgaaes med. Da var man enten kold eller varm, men nu er man lunken. Her er saaledes en Tilstand i Politiken som den Theologerne mest frygte for i sin Videnskab, nemlig en «Indifferentismens» Tilstand, da man lader fem være lige. Man kan rose Regjering og Storthing, som det falder til uden at beskyldes for politisk Vendekaaberi saaledes som i de gode gamle Dage. Saavidt er man dog ikke kommen i Theologien, da den som nu ikke vil have Menighedsraad, er en Fritænker, altsaa en Kjætter. En saadan politisk Rettroenhed vilde et Regjeringsblad skabe, og desuden have saamegen Kraft at byde over, at gode Artikler vilde være at læse. Et saadent Blad har altsaa sine Fordele, men nu er det for det Første gjort umuligt, dersom da ikke Loven om Bekjendtgjørelser faar Stemmer nok i det samlede Storthing, om den kommer saalangt.
Dampskibet Drafn fik sin første last igaar af General Wedel Jarlsbergsk1939 Lig, som den førte til Wallø. Det var en underlig Last at begynde med, og havde vi levet i en mere overtroisk Tid, vilde man ikke have spaaet noget Godt af en saadan Begyndelse; thi paa Landet sommestedes er det saa, at der sker en Ulykke med den Slæde, som første Gang den bruges, fører et Lig, hvorfor man altid passer paa at spænde for en gammel. — Drafn er et nok saa stout Fartøi, men gaar det, som der blev sagt en Fod dybere end bestemt, saa kommer det vel ikke godt fram allesteds. Drammen har været heldigt med dette Skib jo, idet den i lang Tid har faaet en løbende Dagsmulkt, fordi det ikke blev færdigt til rette Tid. Derved er man for det Første sikret for at tabe paa det, men Verkstedet paa Holmen er ikke saa heldigt. Det bliver prægtigt at fare paa Drafn op igjennem Dramselven og det bliver noget helt Andet end «Røierterne» som saa herligt ere skildrede i «Hougsunds Mysterier.»

Nr. 100/1857; fredag 01.05.

[Hundeskatt; nasjonalitet i vitskap]

Korrespondance
Christiania den 30te April
En Bikkjelov er nu antagen af Odelsthinget, og ifølge den skal der som nu i Christiania ogsaa i de andre Byer svares en Skat, 3 Spd., af hver Hund. Dette vilde være en god Lov, dersom bare Lagthinget forhøiede Skatten til 5 Spd.; thi den, som har Raad til at have Bikkje, har ogsaa Raad til at betale 5 Spd. i Skat. En Bikkje er nemlig kostbar, da den er liksaa tung at føde som et Menneske, og det er ret bespotteligt at se alle de Guds Gaver, der kastes for Hunde. Det kan nok være haardt for en gammel Jomfru, der ikke har anden Trøst, at miste Bikkja si, men den, som ikke kan elske Mennesker eller Katte, faar sandelig finde sig i at betale Skat. Det Samme faar ogsaa den gjøre, der ikke kan være genial paa anden Maade end ved at gaa med Bikkje. For Samfundets Tarv maa vi Alle bøie os, hvad enten vi ere Jomfruer, Særlinge eller geniale Mennesker med Hund, og Storthinget har visselig Ret til at gribe ind i Borgernes Luner og lære Folk gode Sæder. Lovgivningen har da ogsaa før troet sig berettiget hertil, idet Reskriptet af 2den Juni 1786 for Kjøbstæderne i Christiansands Stift af 21de Oktober f. A. forbød Hunde at gaa løse paa Gaderne under «en Mulkt af 4 til 10 Rigsdaler efter deres Stand.» Disse Lovbud staa fremdeles uophævede, men da Folk, der vare fornemme nok til at holde Hunde, ikke likte Lovbudene, saa gik de af Brug, saaledes som det altid gaar med Lovbud, som støder an mod de mer oplyste Folk i Samfundet. Vi se saaledes ogsaa at Brændevinsloven igrunden bare er for den «simple Mand.» — Da man nu for nogle Aar siden gjennem nogle troskyldige Byfogder vilde sætte disse Bikkjelove i Kraft igjen, saa hævede Pressen sit Bjæf derimod, og gjøede paa de arme Byfogder, saa de maatte lade sin Lovfortolkning fare. Men naar nu denne Lov kommer i Kraft, saa kan man vente at slippe noget af al denne Gjøen Nat og Dag, som gjalder i Ørene, uagtet nok Mange liksom i Holbergsk1940 Melampek1941 sige, at det Sidste, en følsom Sjel mister, er sin Hund. Det er virkelig haardt at være stedt i den Nødvendighed at maatte tale mod Hunde, for de kan være saa fornuftige og glo saa bønligt, men da man ofte er nødt til at tale mod Mennesker og deres Gjerninger, faar man heller ingen Persons Anseelse gjøre med Hundene, men sige ogsaa dem Sandhedens Ord. Det er nemlig greit at Hundene følge Avisliteraturen, for jeg kjender en Hund, der heder Sultan, som var saa sint paa alle Svenske, den Tid Avisstriden var med Sverige, at jeg ikke kunde forklare mig hans Had annerledes, end at han maatte tage Del i Dagens Strid. Le hvem, som vil, men sandt var det, at Sultan var saa venlig som nogen Hund naar en Norsk kom til Gaards, men ikke saa han en Svensk i Gaarden eller bort paa Veien, før han holdt et Hus og beit ret ofte disse Folk med Forskind til Blods.
Storthinget tager det ellers paa en egen Maade denne Gang, idet en Lov gaar feiende fort igjennem, og saa holder man op med Thing i mange Dage og blot arbeider i Komiteerne. Med Maade er denne Forretningsgang god, da man rækker saa meget, men paa den anden Side giver man sig altfor let Komiteerne i Vold, som igrunden blive de sande Lovgivere, og Thinget bare for et Syns Skyld. Under enhver Omstændighed er dog denne Forretningsgang god for «Referenterne,» der faa sin Løn og saa lidet at «referere;» den er naturligvis ogsaa meget god for selve Forretningsmændene, der slipper at sidde i saa trættende lange Møder om Formiddagen og om Eftermiddagen i Komité, idet de som Andre nu mer slippe med en almindelig Arbeidstid.
Vi Norske er et kjærligt Folk mod andre Folk, men mod os selv gaar det ofte saa som saa. Nye Exempler paa denne Kjendsgjerning se vi nu om Dagene er saa glad over at have faaet op til os Tydskerne, den omvente Jøde, Caspari,k1942 og Brødrene Strecher.k1943 Da her nu blev Tale om at Caspari havde faaet Kaldelse til et Universitet i Tydskland, beklagede man sig over at skulde miste denne «troende og lærde» Theolog, en hel Del Theologer gjorde Professoren sin Opvartning; og da H. Strechers Udnævnelse til Censor ved Høiskoleexamen blev dadlet, saa høres Stemmer, der prise os lykkelige at vi have faaet disse Tydskere til os, og Nogle underskyde endog Angriberen et ondt Sindelag. Alt dette er nu ret vakkert at være slig en Ridder for Fremmede, og disse Tydskere kan ogsaa være gode nok, men det er nu et Spørgsmaal, om Norge ikke have været mer aandeligt selvstændigt, dersom det mindre havde brugt Fremmede og mer sine Egne. Den Kundskab, vi tilfører os, er nemlig ikke vor egen i nogen anden Forstand end Sukker og Kaffe, der ogsaa er vort eget, naar vi have kjøbt det, men derfor er det dog Kolonialvarer. Det er ikke sandt, at Videnskaben gjør nogen Undtagelse fra andre indførte Ting, ligesaalidt som Sproget gjør det. Et Lands Opgave er det nemlig at give Videnskaben en vis Farve efter Nationalkarakteren, og ikke at lære saameget som muligt uden eiendommeligt Præg. Først naar hver Nation udvikler hver sin Side af Kunsten og Videnskaben, bliver der i det Hele en stor og sand Skabning af, paa samme Maade som der maa mange Personer og Karakterer til for at faa en Komedie. Hver enkelt Nation er saaledes en Person i Videnskabens og Kunstens som i Verdenshistoriens store Drama iøvrigt. Det er dette man glemmer, naar man dyrkede fremmede Guder i Videnskab, Kunst og Sprog, ikke at tale om, at man tager Brødet fra sine Egne og giver det til Fremmede.

Nr. 106/1857; fredag 08.05.

[Valordninga]

Korrespondance
Christiania den 6te Mai
Under vort huslige, godslige og bygdaktige politiske Stel kommer der sjelden noget Spørgsmaal for, hvori der findes nogen politisk Tanke; men imandags havde man virkelig fat i Politik, nemlig i Spørgsmaalet om enten at formindske Storthingsmændenes Antal fra Byerne eller at forøge deres Antal fra Landet, saa at Grundlovens Forhold mellem dem som 1:2 kunde komme istand, efter at det ved Byernes Udvidelse og Forøgelse er forrykket saaledes, at der nu er hele 21 Storthingsmænd formange fra Byerne.
Det lykkedes naturligvis ikke at faa Noget istand, som kunde gjenoprette dette forrykte Forhold, da Byerne ikke let vil give Slip paa den Overvegt, de engang have faaet, og da der til en Grundlovsforandring kræves ⅔ Overvegt af Stemmer, saa vil det neppe heller nogensinde lykkes at faa rettet paa denne Forrykkelse, eftersom Byrepræsentanterne vel for Fremtiden som nu alle (undtagen Eliesonk1944 og I. Geelmeyden)k1945 vil stemme for, at der paa skakke skal gaa som det gaar, og dermed kommer man 21 Stemmer tilkort. Grundloven havde stelt det saa, at Landet, naar det var enigt, kunde gjøre Grundlovsforandringer tiltrods for Byerne, om de ogsaa vare enige til Modstand. Grundloven har saaledes antaget den Sætning, at «Vorherre har skabt Landet, men Mennesker Byen.»
Om det nu tænkeligt skulde hende, at Landet fik nogle Byfolk med sig, saa er ikke Landet enigt med sig selv, naar det tænker sig om: Østlandet maa nemlig holde med Byerne, hvorfra det altid faar Hjælpen i Bevillinger, som mest maa falde paa Østlandet; Vest- og Nordlændingerne staa imod disse, det ser man altid og nu senest i Bevillingen til Øierns Sænkning og Veien mod Grændsen til Sverige og paa sidste Thing i Kanalen ved Skien. Fra Landet vælges ogsaa Embedsmænd, og disse holde i Regelen med Byfolkene, og findes der Frihedsmænd, som Landsfolket ser op til, hvad enten de ere fra Land eller By, saa holde disse ogsaa med Byerne i Udfaldet saaledes som J. Sverdrup,k1946 fordi de ere saa forfærdelig frisindede, at de stemme imod, da det ikke gaar vidt nok, nemlig at Forskjellen mellem Storthingsmænd fra Land og By ganske skal ophæves. Det er Folk, som Intet vil gjøre, naar de ikke kan gjøre Alt, og da nu Alt aldrig kan gjøres med en Gang, saa gjøre disse Mennesker ganske rigtig heller Ingenting. Det er skjønt, men upraktisk dette.
Paa den anden Side vilde det nok ogsaa kunne hende, naar Politiken faar tænkt sig om, at Vest- og Nordlandet blev enig med Byerne imod Østlandet, nemlig i Toldspørgsmaal og da især om Tolden paa Kornvarer. Her maa Østlandet staa for sig selv alene, og har det nogen Villie, endog gjøre en Forening til at drive op Tolden. Det vilde saaledes blive et underligt Træf, om alle disse Hoveder kunde passe til en Hat eller blot at to kunde forene sig mod den Tredie. Det skal derfor ingen høiere Gave til at spaa af vore politiske Kort, at ingen Forening kan komme istand, hvorved Grundlovens Forhold mellem Storthingsmændene fra Landet og Byerne skulde kunne rettes op igjen. Jaabekk1947, og hvem det er, kan fremsætte Grundlovsforslag paanyt igjen: de falde saa ofte, som de sættes op. Det er blot at slaa Kiler. Pressen, som jo skulde drøfte Grundlovsforslagene i Treaaret, kan derfor tage sig disse Forslag meget letvindt; den behøver bare at indprente sig den Erfaring, at Menneskene ikke uden med Magt give Slip paa en faaet Ret, og ingen Magt kan skabes til at drive Byerne fra det Herredømme, de nu have faaet. De have Hævd paa det, som naar en Skigar er flyttet ind paa Grandens Jorder. Det er ikke gaaet ganske rigtig til med denne Hævd fra først af; men nogen egentlig Uret kan ikke bevises, og dermed staar den.
Det er i mange Stykker, at By og Land falde fra hverandre, og at det derfor var af Vigtighed, om Grundlovens Tanke kunde være holdt ren, thi vistnok er det med Grundlovsforandringer at Misforholdet skarpest fremtræder, men det er i de daglige Sager, at det Praktiske ved Tingen viser sig, og vil vise sig endnu mer, idet Byerne holde paa at stige og Landet staar stille med Antallet af Storthingsmænd, saa at det engang maa komme dertil, at der er flere Storthingsmænd fra Byerne end fra Landet, hvorved den saakaldte «simple Pluralitet» til almindelige Sager er sikret Byerne. — En større Frigivelse av Handelen, som Storthingsmænd fra Landet aars aarlig kjæmpe for, vil saaledes aldrig kunde drives igjennem, medens Landskat har den bedste Udsigt til at blive indført igjen, og Veivæsenet udelukkende at blive kastet ind paa Landet selv. Det kunde endog tænkes, at Bynæringen i det Hele blev stillet i en skarpere Modsætning til Landbonæringen end i de senere Tider har været Tilfældet, og at saaledes en Tilnærmelse til Middelalderen og de gamle Kjøbstadsprivilegier kunde finde Sted. Vel stiller de nye Grundsætninger i Statshusholdningsloven sig herimod; men dels er det ikke sagt, at det Nye altid er bedre end det Gamle, dels er det saa underligt, naar Egennytten eller Selvopholdelsesdriften kommer med i Spillet. Det gaar ofte saa, at den Stærkere vinder endog i Munden, saadan som da Bjørnen og Ræven engang «disputerede.» Ræven var ful i Kjæften han, saa at Bjørnen tilslut bare stod og gabte, men dette tyktes ham dog var for leit, og løfter sin svære Lab til Slag og spør: «Har ikke jeg Ret?» «Jo, Gud bevares», svarer Ræven, «det er greit det, at du har Ret, du er en stor Mand du, med Timands Vet.»

Nr. 107/1857; søndag 10.05.

[Pengemangel]

Korrespondance
Christiania den 9de Mai
Den velbekjendte norske Udholdenhed med hvad den engang har begynt paa, sees nu godt i alle disse mangfoldige Dampskibe, af hvilke man endnu taler om at anskaffe flere, saasom i Skiensfjorden, Risør og i Drammen, dersom det ikke havde slaaet Klik, uagtet man nu dags daglig maa kunne erfare, at de Dampskibe, man har, ikke svare Regning. Ganger Rolf, som idag gik til England, gik med Trælast, og daarlig Fragt skulde den ogsaa have paa Hjemturen. Det er ogsaa en grei Sag, at Omsætningen i disse trykkende Pengetider ikke kan laste alle Dampskibe hverken med Barer eller Passagerer. Naar Folk ikke have Penge, saa handle og reise de saa lidet som muligt. Fattigdommen ligger det hele Aar isæt inde, hvorfor det iaar heller ikke var saameget værdt som før, at Fjorden tidlig blev aaben. Skibsflaaden maa nu haardt bøde for det, at den har trukket saamange Penge ud af Omsætning, hvorved Landet nu ligner hin bekjendte Mand, der bygde saa mange og staute Baaser, at han Intet havde at kjøbe Kuer for. Sammenstilte man alle de Summer, som i de sidste Aar ere gaaede til Udlandet for Fartøier, Damp- og Seilskibe, vilde det vist findes, at mindst ⅛ af den omgaaende Pengemængde i Landet var strøgen med. Jeg kjender saaledes en agtet By, nemlig Mandal, der ganske tømte sin Sparebank, saa at nu de ærede Redere ikke kan faa en Skilling til Reperationer og til Dækkelse af Tab ved de lave Fragter. Det maa ikke se stort bedre ud i Bergen, der anstrængte sig saa tappert for at faa en Dampbaad igjen for Norge.
Paa alle Steder maa det se ud ompas ligedan, da hver By skal have sig en Dampbaad eller flere saavist som en Brygge. Det er godt og vel dette, naar man bare havde Raad til det, og man ikke kunde hjælpe sig med de andre Baade. Det er en liden Opfindsomhed, som ikke kan slaa ind paa andre Retninger, naar den ene er mættet. Saaledes som med Dampbaade holder man paa med Ølbryggerier; det ene reiser sig efter det andet, og den, som i fjor havde en Skilling, skulde brygge den bort, naar han ikke tog Aktier i en Dampbaad forstaar sig; dette var især Tilfældet paa Hedemarken, og det er ingen Tvivl om, at man der vil faa endnu flere Dampbaade og Bryggerier, forudsat at Penge var at faa laant. Det maa dog sies, at Folk især her om Christiania have tænkt paa andre Ting ogsaa, nemlig paa at spinde og væve, hvilket har slugt store Summer til maskinerier og Bygninger som Slotte. Af meget mindre Betydenhed og et Bevis paa Alsidighed er Aktieselskaberne til Arbeiderboliger, [...]k1948, til Træolie, til Dampkjøkken, til de kongsbergske Sølvfeldter m. m. Det er intet Under, at her nu er lidet Penge; thi selv om Aaret ifjor havde været godt, og Pengene under Udlandets høie Diskonto ikke ogsaa vare strømmede did, maatte dog disse mange og store Forskud have virket udmattende. Folk har i Regelen ikke mere at afse end det daglige Liv fører med sig, og enhver Skilling, som gaar udenfor den Nødvendige, efterlader Savn. Det hender, at 10 Spd. afgjør, om en Mand skal opgive sit Bo eller ikke, og 1 Spd. eller endog en Mark kan ofte udfylde Afgrunden mellem Velholdenhed og Nød eller endog Forbrydelse. Nu er det vistnok saa, at Folk, som det er saa smaat med, i Regelen ikke tage Aktier undtagen til Jernbanen her i Christiania og nu til de andre paatænkte Baner, men ved Livets Samlag kommer det tilslut saagodtsom ud paa det Samme, hvem der gjør det første Udlæg. Nationen har en vis Formue saa at den under almindelig gode Tider klarer sig og kan lægge noget op til Fremtiden, men vil den lægge mere op end den taaler, saa indtræder almindelig Udmattelse, paa samme Maade som det enkelte Menneske kommer i Baglaas, naar det fortager sig.
Det kunde derfor være paa Tiden nu at standse lidt med «Spekulationen,» dersom den ikke standser sig selv, og bie til man fik Pusterom. Det er nødvendigt for hver Mand og Kommune, at have et Overblik over Landets Tilstand og skjønne Tidens Tegn. Med alle disse Laan til Jernbaner og Subskriptioner var det vistnok ogsaa det Retteste at standse nu og bie, hvor ønskelige alle disse Baner monne være. «Man faar lave Munden efter Madkoppen.»
Det var Bankens store Synd ifjor Sommer, at den ikke varskude Folk om det, som vilde komme, hvilket den godt maatte kunne have gjort, da Diskontoen sprang saa op i Udlandet; den holdt paa at lade Penge strømme ud baade til Udlandet og til Spekulanter her, som troede Fred og ingen Fare, indtil den selv stod med alle sine Midler paa Renter, og Folk paa en haal Is.

Nr. 111/1857; fredag 15.05.

[Siste mote; nasjonaldagen på Eidsvoll]

Korrespondance
Christiania den 13de Mai
Mine smukke Læserinder maa forberede sig paa at høre Noget, som kan være af uendelig Viktighed for deres Fremtid, og det er, at her rimeligvis med sidste Dampskib er kommen nymodens Hatte, rimeligvis fra Paris, uagtet de alt skal være i fuld Mode ogsaa i Hamburg. Kronprindsessenk1949 og hendes Hofdamer, idetmindste en afbleget, var at se med disse Hatte igaar, og en Modehandlerinde, som er i Vælten, skal alt have et Oplag af dem, saa at de nok blive almindelige, siden der begyndes med dem fra oven. Der gaar en ophøiet Lighed igjennem Livet, at Frøkenen, den borgerlige Jomfru og selve Sypigen kan gaa med de samme Slags Plag, følgelig ogsaa Hat, som Dronningen, Prindsessen og Hofdamen. Dette er en saameget større Lighed, som disse høie Damer kunde trænge til Noget særskilt for at bøde paa Naturens urandsagelige Luner, der gjerne giver de Ringe i denne Verden flere Skjønheder til Vuggegave; allerhelst ere Hofdamerne overalt bekjendte for at være mindre skjønne, men det kommer nok af, at deres Herskerinder skulle straale saameget mere og være befriede fra Jalousi. Man skal derfor være rimelig og finde, at det ikke var formeget, om disse Damer kunde ganske beholde en Dragt, følgelig ogsaa Hatte, for sig selv; men Moden er den Herre, der gjør Alle, som have Noget at kjøbe for, aldeles lige. Jeg saa næsten med Forargelse i Vinter Vin- og Tømmerhandlersker gaa med ligesaa brusende Krinoliner som Vicedronningen. Der skal Maade med Ligheden ogsaa, tykkes mig, og jeg haaber, at Damerne, der pleie at være ligesaa forstandige som smagfulde og skjønne, ikke blive koldsindige mod mig, fordi jeg siger dette, især da jeg har det ubehagelige og lidet lønnede Ombud at maatte sige Sandheder.
Damehattene havde i de senere Tider Skridt for Skridt taget en saa betænkelig Vandring bag i Nakken, at et pludseligt Omslag maatte kunne forudsees af Enhver, der havde noget Øie for Livets vante Gang: de skjønne Pander, som for nogle Aar siden vare betryggende, bleve først bare og saa nøgne, endelig det halve og hele Hoved bart, med Undtagelse af den opvundne Haardust i Nakken, som Hatten hang paa. Det var unegteligt smukt dette, naar det blot havde været med Maade; men Doktorerne begyndte at tale om Gigt, Andre om Unatur, saa at Hattene kom i Vanrøgte, indtil de nu endelig ere afløste af sin Modsætning. Man maa imidlertid ikke tro, at det er de gamle Aaleteiner, som igjen ere komne i Mode, disse Ørnevinger, der strutte op i Nakken, kinke ned paa Midten og slaa sine umaadelige Flag ud fremover Hovedet. Disse ser man nu bare hist og her paa Landet eller paa en gammel original borgerlig Madam. Disse komme aldrig igjen uden i en forandret Skikkelse. Et Geni af en Modehandlerinde, der staar paa Høiden af Hattevidenskaben, faar vel engang et lykkeligt Andfald til at afkorte Vingerne eller brede dem ud mod en anden Side, ligesom hin berømte Frisør*) i Paris, der døde i Vinter, begrædt og beundret af alle Damer, gjorde med Coiffurenn368. Han staar og friserer en Dame, som skal paa Bal og finder, at alle Krøller og Svingninger med Strygejernet ikke formaa at udtrykke det Ideal, der brænder i hans Hoved; i sin kunstneriske Begeistring eller rettere Fortvivlelse griber han et Par Silkestrømper, der ligge bag Stolen, og paa en beundringsværdig Maade slynger dem ind i Haaret, og Damen gjør stormende Lykke paa Ballet. Om Morgenen kommer hun til ham og væder hans Kunstnerhænder med Taknemmelighedstaarer, og Damerne valfarte til ham. Men i Vinter dør den store Mand. — Jeg har fortalt denne Historie for at vise, hvorledes det gaar med Opfindelsen af nye Moder, samt tillige for at vise, at Moden ligesom Kunst og Videnskab ofte skylder et Slags Træf et nyt Fremskridt. Havde ikke Newtonk1950 siddet i Haven og seet Æblet falde paa Grenen, saa havde han maaske ikke opdaget Lovene, som regjere Himmellegemerne.
Disse nymodens Damehatte ere som almindelige lavpullede Mandshatte, men besatte og behængte med Baand, Sløifer og Fjære, der spille i alle Farver, saa at Ansigtet ser ud — naar det er smukt — som et modent Æble, der om Høsten bekrandses af det gulnende, rødmende og blegnende Liv. Det drysser og laver paa alle Sider, og gjækkende blinke Øinene frem gjennem denne Blomsterskov. Det er smukt, meget smukt. Imidlertid kjørte de høie Damer idag med sædvanlige Hatte, rimeligvis for at gjøre Spændingen saameget større og langvarigere.
Det er Synd atpaa Sligt at tale om Politik, men da det er om Konstitutionsdagen, faar det undskyldes. Storthinget har som bekjendt besluttet at høitideligholde Dagen oppe paa selve Eidsvold, til hvilket det indbyder nogle Eidsvoldsmænd, som kan komme, og stedets Embedsmænd. Man skal gaa i Kirken ogsaa. Det er dog nok mindst ¼ af Storthinget, som ikke vil være med, Mange, fordi de synes, at det er for stor Pengespilde. Man kan da vide, at det mest er Vestlændingerne dette. Nogle vil ikke være med, fordi de synes, at man ikke har Sands nok for Grundloven, saaat man gjerne kan lade være at gjøre sligt et Lag, som først burde være holdt i Hjertet.
De tre Stænder, Studenter-, Handels- og Haandverksstanden skal slaa sig sammen iaar. Det er et Fremskridt dette.
*) Synes erindre det var Leon.k1951

Nr. 113/1857; søndag 17.05.

[Dikt til nasjonaldagen]

Korrespondance
Christiania den 15de Mai
Korrespondenten har efter Anmodning sendt til Komiteen for Storthingets Fest paa Eidsvold følgende Sang; men da der ogsaa findes Poeter i selve Storthinget, vil rimeligvis deres Sange blive benyttede. Det er saa naturligt det.
Som Moses stod foruden Sko,
da Tornebusken brændte,
saa staa vi og i ydmyg Tro,
for hvad os Himlen sendte.
For os lød ogsaa der det Bud,
at vandre fra vor Trældom ud.
Omtrent i fire Hundred Aar
som Israel vi vare
i Trældom og fik Sorg og Saar
og solgtes som en Vare;
men Frihedssolen som for dem
for Norge ogsaa straalte frem.
Her fik vi først vort høie Kald
til Lov og Ret at skrive
og vogte Brødres Fod fra Fald
og Mønster selv at give.
Vor Sendelse er skjøn og stor;
thi staa vi paa en hellig Jord.
Det Fredens Hus blev grundet her,
hvori vi leve trygge;
men hver en Nordmand, hvo han er,
maa stadigt paa det bygge.
Det Hus ei snart faar Spir og Hvælv:
det er med det, som med os selv.
De Bygningsmænd se paa os ned
omkring fra disse Vægge.
I Faren Mod og Kløgt i Fred
de os paa Hjertet lægge.
Da Krigen foer og bruste vild,
de Norge drog som Brand af Ild.
Det gjør saa godt at komme hid:
det styrker og det kvæger:
det skjænker under Dagens Strid
af Mindets fulde Bæger.
Mod Mindet stævner Livets Maal:
Vi drikke Mindets rige Skaal.
Det er ikke saa godt at skrive nogen god Sang til 17de Mai, hvorfor man da heller aldrig skal se nogen, som er Tak værd. At lovprise Friheden og laste Trældommen bliver en moralsk eller filosofisk, men ingen poetisk Tale: det er et Forstandens, men ikke et Følelses Sprog. Man føler nu vistnok Frihed og endnu mere Trældom, men det er dog en anden Følelse det end den poetiske. Derfor ser man ogsaa, at der skal en Sum af Oplysning til for at føle den politiske Frihed, hvilket viser, at den er Noget som maa tænkes først, hvorfor det ogsaa alene er et oplyst Folk, som kan bære den politiske Frihed. Uvidenheden maa staa under Svipa den, da den ikke kan tænkes med Hovedet, man maa bringes til at tænke med Ryggen eller Magen. Man kan saaledes nok finde en Forklaring til alle de upoetiske Friheds-, Fædrenelands- og Konge-Sange, som findes i ethvert Land. De ere enten Moral og Filosofi eller ogsaa Bombast f. Ex. Wergelands.k1952
Jeg har ofte liksom nu her følt, hvor ubekvem Materie dette var at sætte i Vers, og dobbelt nu da det skulde være for en ærværdig Forsamling, som maa have Alt afpudset og ikke taaler originale Vendinger. Jeg turde saaledes ikke andet end kaste Klakken til det 2det Vers, uagtet de tvende sidste Linier i det var bedre end hele Visen. Verset var da saalydende:
Ompas i fire Hundred Aar
som Israel vi vare
i Trældom og fik Hug og Saar
og solgtes som en Vare;
som de vi maatte plukke Flis
og brænde Stein og gjæte Gris.
For det Første er der nu en saa paafaldende Lighed mellem Tiden Israels Børn vare i Ægypten og vi under Danmark, og dernæst vare vore Forretninger ompas de samme. «Plukke Flis — og gjæte Gris» — ere især betegnende Udtryk; thi «Svinehyrder vare Ægypterne en Vederstyggelighed» siger Moses. Det var nu riktignok ikke egentlige Svin, for Grise maatte vi dog virkelig gjæte. Flis maatte mange af vore store Karle plukke paa Kjøbenhavns Hugstepladse, skjøndt det var «Straa» Israel plukkede til Ved. Saamegen Frihed maa man have i Poesien.
Men dette var «Plat,» frygtede jeg for at Folk vilde sige, hvorfor jeg strøg det. Menneskene og især «Smagsmænd» gjøre sig mange rare Tanker de. For Sandhed og Anskuelighed have de især en Afsky, og det Vittige — thi det var unægtelig vittigt dette — taales ikke, naar man skal være stiv og strunk. Da maa man være kjedelig og aandløs. Verden er pudsig den i mange Ting, hvorfor den ogsaa gjerne bliver foret med «Skogeskrap», som man kalder Ris og Skrap og Brum, hvilket gives Buskapen om Vaaren i Fodermangel. Mine Ord: «Men frihedssolen som for dem for Norge ogsaa traadte frem», var saa godt Skogeskrap som muligt for: «som de vi maatte plukke Flis og brænde Stein og gjæte Gris». Men man fik det, og saa har man det saa godt. Ikke for det, Gud bevares, at «Frihedssolen» ikke er mere abstrakt og almindeligt sagt, altsaa ikke poetisk. Det er Klingklang, som enhver Mand kunde sige.

Nr. 117/1857; lørdag 23.05.

[17. mai-talar; Monrads førelesingar for allmenta]

Korrespondance
Christiania den 20de Mai
Den 17de Mai var en Godveirsdag, og derfor var her flere Mennesker paa Gaderne end jeg nogensinde har seet: det hele Torg var fuldt som et Knappenaalspapir med Ho’der, og alle Haandverkernes og Studenternes Faner stak flagrende op af Folkehavet, som gyngede i Bølger at’ og fram. Det er slige Optrin, som binder sig bedst i Folkets Sind, og gjør Dagen til en Folkefest, forsaavidt man kan tale om en saadan, hvor den store Folkemængde undtagen ved slige Sammenløb staa udenfor Bevægelsen. Skulde Dagen blive en Folkefest, maatte større Folkemængder samles til at høre Taler, og lidt være anrettet til Mad og Drikke. Her maatte i Christiania kunne tales til 15 eller 20,000 Mennesker paa en Gang, og den Tid kommer nok ogsaa, da Folk vil og kan gjøre det. En Nærmelse til dette var Tilstelningen iaar, da vist 2000 Mennesker af de forskjellige Næringer vare sammen paa Klingenberg. Det kunde have været mange Gange flere, dersom Indtrædningspengene ikke havde været saa høie som 2 Mk. Folk havde nemlig Lyst til at gaa, men det var formeget at betale, og for Fremtiden kommer man neppe saa mandstærk igjen, da Beværtningen var saa sulten og daarlig til saamange Penge. Der er ogsaa en anden og større Hindring med saa store Forsamlinger, og dette er Mangel paa Folketalere. De almindelige Talere ere nemlig tørre, lavmælten369 og snusfornuftige, saa at Almuen finder dem uforstaaelige og dødsmatte, og den ret oplyste Mand kjedsommelige og aandsfortærende. De tale for den Første, hvad han aldeles ikke ved, og for den Anden, hvad han ved altfor godt. Det er bare et Parti af boglige Byttinger, som de tiltale, men disse finde ogsaa disse Taler af Almensætninger og udslidte Begreber helt fortræffelige. Det er med disse Taler som med disse almindelige Vers: der er hverken Magt eller Merg i dem. Maisangen og Maitalerne ere alne af et Stykke, nemlig Klingklang. Det er ikke Livet, som skildres, men Maaneskin i en Vinternat. Med slige Talere er Folkefesten en Umulighed. Folk kommer sammen, glor og kjeder sig og klapper, fordi det saa skal være ved disse Skaaler. Folket vil have Aandsføde, som det kan fordøie; det vil have elektriske Gnister, som kan frembringe Ryk, kort det vil have Liv, som det selv er et haabefuldt Liv. Folket er en frugtbar Jord, hvori der fortræffeligt voxer, naar Sæden er god, og den 17de Mai skulde være en god Saadag i Folkets Aand, som den er en god Vaaraandag.
Forelæsninger udenfor de almindelige til de Studerendes Tarv begynde nu at komme op ogsaa hos os som i Udlandene, og dette er meget godt, især naar de ere uden Betaling og dertil lærerige, som de Professor Monradk1953 begyndte med idag. Monrad er en Mand, som man kan love meget af, men han behandler Ting, som forudsætte megen Kundskab, saa at hans Tilhørerantal aldrig kan blive ret stort, medmindre ogsaa han som Welhavenk1954 engang skulde komme i Møde, hvilket ikke turde være umuligt, dersom han imødekom Tidens Aand og fik Ord for at være hellig. Dette gjør han dog neppe; dertil er han altfor sund; det høieste kunde være, at han afbrendte nogle Røgelsekar nu og da, hvilket hans Foredrag idag beskedent forekom mig at gjøre. Professor Monrads Ulykke som hans Storhed er forresten den, at han som en sand Videnskabsmand stiller sig udenfor alle Tidsbevægelser, hvorved han møder Motstand fra alle fire Hjørner. Tilhængerne af den welhavenske Deklamation ere imod ham; Tilbederne af den schweigaardske Atomisme ere imod ham; Velyndere af den knudsenske Utilisme ere imod ham; Beundrerne af den gamle Krydsers Gadevæsen ere imod ham, og som det femte Hjørne maa endelig nævnes, at Theologerne have havt ham gruselig mistænkt. Ligeover for disse fem Stormagter her i Byen har unægtelig Monrad staaet temmelig ene; det maa siges, og skal ikke kunne modsiges; men jeg for min Del tvivler ingenlunde paa, at han jo som Fredrik den Storek1955 vil kunne bestaa Kampen med dem alle fem, naar nu Alt faar stelt paa sig lidt; Folk af de forskjellige Leire gaa nemlig over til ham, og det af de bedste Stridsmænd, der føle, at man ogsaa i Videnskaben maa have noget Fast, saadan som jeg engang (for mig selv) skrev om i Politiken:
— — — — — — —
— — — — — — —
— — — — — — —
I Folkehavet grundfast maa
en Klippe staa
som Pøbelbølgen brydes paa.
Det er «Klassisiteten» eller Studiet af de gamle døde Sprog og de gamle Folk, som er den Klippe, Monrad nu i disse Forelæsninger vil reise op i Tidens Hav mod Nutidens Bølger. Dersom han vil tage vort eget gamle Sprog med og vor gamle Historie, saa faar han vist mange Medholdsmænd; men vil han bare holde sig til Rom og Grækenland, saa faar han ikke saamange. Men hvor mange eller faa han faar, saa er det agtværdigt og modigt at kjæmpe med saamange Fiender og en Stat trænger sandelig til Mænd som Professor Monrad, hvorvel den ikke lønner dem med slig Fortjeneste som Mathematiken og juridiske Professorer, der kommer ind i alle Kommissioner og Bestillinger.

Nr. 118/1857; søndag 24.05.

[Mellomriksloven]

Korrespondance
Christiania den 22de Mai
Nu er Storthinget kommet ind paa de samme Ting, som Aviserne have havt saa travelt med, nemlig de «unionelle Sager,» altsaa vort Forhold til Sverige. Men det er den store Forskjel mellem Storthinget og Aviserne, at en Avis kan sige mange haarde Ting mod Sverige og holde paa vore egne Rettigheder uden at det vækker det Anstød og drager de samme Ubehageligheder efter sig, som naar Storthinget eller Regjeringen siger det. En uforsigtig Ytring i Aviserne staar for, hva den er, men et ubetænkt Ord af en Storthingsmand kan drage meget Ondt efter sig og gjøre Modbemærkninger og Bedrøvelser nødvendige for det hele Folk. Saaledes vil Debatten igaar mellem Schweigaardk1956 og Stabellk1957 paa den ene Side og J. Sverdrupk1958 paa den anden neppe gaa af uden Larm, hvori Rusland endog vil blive blandet ind i med, baade fordi man vil sige, at vi holde med Rusland, og fordi den russiske Konsul stod paa Galleriet og derfor vil vide at fortælle det paa sit Sted. Det var nemlig under Behandlingen af Sagen om Regjeringens store Overskridelse af det, som Storthinget havde bevilget, til Krigshærens Forsyning nu under Vestmagternes Krig med Rusland, at Schweigaard og Stabell sagde, at vi maatte finde slige Udtællinger i sin Orden, da Sverige havde bevilget saameget mere, hvortil Sverdrup svarede, at Sverige havde andre Grunde end vi, nemlig ogsaa den at faa Finland tilbage. Dette var mildest talt en uforsigtig Bemærkning, ret som om ikke ogsaa vi maatte ønske at Finland kom fra Rusland. Det kunde faa Udseende af, at vi understøttede russiske Planer, og saarede Svenskernes ømmeste Følelser. Dette vilde være en Forestilling, som maatte dødes og dræbes til enhver Pris, og som Nationen med Vælde maatte reise sig imod, hvad enten det var Storthingsmænd eller Avisskrivere som udkastede slige Brander.
Imorgen er det ogsaa en saare vigtig Sag med Sverige som skal behandles, og det er denne Mellemrigslov, hvorom saa meget er skrevet. Denne Mellemrigslov, som er en Fornyelse og Udvidelse af den af 1827, bliver nok mere nærgaaende mod os Norske end den ældre, hvorfor ogsaa en svensk Rigsdagsmand Schwank1959 sagde paa Rigsdagen i Vinter, da den der blev antagen, at han ikke kunde skjønne, at nogen Nordmand kunde gaa ind paa den. Storthinget gaar nok heller ikke gjerne ind paa den, men det gaar dog vel imorgen med den, som med saamange andre Sager, der først ere antagne af den svenske Rigsdag, at man er «moralsk tvungen til at gaa ind derpaa, hvorved rigtignok vor egen Selvstændighed faar saare lidet at betyde.
Man kan skjønne, at her er Raadslagninger i Eftermiddag om, hvorledes man skal stelle sig imorgen med denne Lov, der maa antages hel og holden, som den er antagen af de svenske Stænder, eller ogsaa staar det Gamle ved Lag. Det er en Kontrast om, hvad hver af Siderne skal modtage og give. Saaledes er Forholdet stelt.
Jeg sagde, at her nok var Raadslagninger idag om, hvordan man skulde stelle sig med denne Lov, og jeg slutter dette af, at jeg saa Storthingsmænd være i Følge paa Gaden, som havde lovt mig at være Stormfugle, naar de lode sig se. Det gaar ogsaa i Byen idag, at her igaar, eller nu nys naar det var, er kommet Brev og Bogstav fra Stockholm med indtrængende Formaning til Storthinget om at antage denne Mellemrigslov. Dette maa gjøre mange vaklende i Aanden og forøge Splittelsen, eller ogsaa kanske det gjør, at Loven gaar sans phrase — uden Kjæft. Der skal ogsaa unægtelig Mod til at modstaa Sligt, og igjen begynde forfra med alle disse Kommisioner og Underhandlinger, og høre ilde fra Sverig, fordi vi, vil man sige, modsætte os alle gjensidige Tilnærmelser. Det skal en ligesaa haard Hud, som den man havde i 1814, til at modstaa slige Paavirkninger. Dersom her nu bliver Meningsforskjel imorgen om denne Lov, saa vil man kunne se, hvad der er Norskhedspartiet i Politiken og hvad ikke. Enkelte ville nu vistnok antage Loven, fordi de tro, at den er nyttig for deres Strøg, f. Ex. Folk fra Røraaskanten siges det, men dette bliver dog nok ikke Mange, idetmindste kan man af Komitéindstillingen skjønne at Saxlundk1960 paa Frederikshalds Vegne ikke liker Loven, og han vilde nok derfor forkaste den han, dersom han bare turde. Harbitzk1961 vilde nok ogsaa forkaste Loven, men han skal just være syg. Her er en stor Sygelighed at befrygte imorgen. Det er nu ogsaa et pludseligt Overgangsveir til den velsignede Vaarmore vi have faaet i Luften.
Ionsdags da Storthinget holdt paa til Kl. 5 om Regjeringens store Overskridelse af Bevillingerne, var der heftige Optrin mellem DHrr. Lerchek1962 og Sverdrup og Schweigaard. Men Storthinget selv var maadeholdent, da det blot forlangte nærmere Forklaring af Regjeringen over Grundene til de foretagne Militærrustninger. Dette mente dog Schweigaard var en Mistillid til Kongen, hvortil Lerche bemærkede, at det var «uparlamentarisk» at drage Kongen med ned i Debatten, og han henstillede til Presidænten, at kalde Professoren til Orden, hvilket Præsident Motzfeldt vistnok heller ikke ugjerne, paa en pyntelig Maade forstaar sig, — greb Anledningen til, da Forholdet mellem ham og Professoren neppe er hjerteligt, skjøndt det er af en anden Karakter end imellem Schweigaard og DHrr. Lerche og Sverdrup. Disse Herrer have nemlig Hugtænder, men Motzfeldt har bare Gummer.

Nr. 122/1857; fredag 29.05.

[Mellomriksloven skrinlagd]

Korrespondance
Christiania den 28de Mai
Odelsthingets Henlæggelse af Mellemrigsloven med Sverige har fremkaldet i tvende af Hovedstadens Aviser aldeles modsatte Betragtninger, idet den ene har rost og den anden lastet denne Beslutning. Det begynder altsaa at gaa udenfor som inde i selve Thinget, at Partierne staa omtrent lige stærke imod hinanden. Man maa visselig forundre sig over, at der om en Sag som denne kan være mere end en Mening, nemlig den, at Loven burde henlægges; men Grunden til Meningsforskjellen kan hos norske Mænd ingen anden være end den, at man enten ikke tør eller ikke skjønner saameget som at komme gjennem Skallen ned paa Sagens Kjerne, hvorimod der gaaes ud ifra en Mængde falske Forudsætninger. Man bygger saaledes uimodsagt paa at Foreningen mellem Rigerne styrkes ved det, at de mere bliver et. Dette er ikke sandt for den, der agter at holde den besvorne Forening; thi for ham er jo en Krig paa Sverige tillige en Krig paa Norge og omvendt, og den Omstændighed, at de norske og de svenske Hære fremtræde forskjellige, vil neppe vække deres gjensidige Kappelyst til fælleds Redning, da enhver af dem vil skamme sig ved at staa tilbage for den anden. I noget Andet end dette Stykke trænge vi ikke til at være Et mere end den gjensidige Nytte tilsiger, og Enhver faar have Lov til at bedømme, hvad der er nyttigt for ham selv. Finde de Svenske saaledes, at det var godt at indføre Uld, Glas og Jernvarer i Norge, men Norge siger Nei, saa bliver der ingen Indførsel af; det er en grei Sag, og finder Norge, at det skulde være godt om de store svenske Grændsebygder vare et naturligt Opland for norske Byer, men Sverige siger Nei, saa er dette en ligesaa grei Sag, som at der overhovedet aldrig kan blive nogen frivillig Handel af, naar ikke begge Parter ere enige. Idet man ikke holder dette skarpt for Øie, kommer man til at tale om Kjærlighed og Broderskap. Kjærlighed og Broderskap ere herlige Ting, men de høre hverken hjemme i Handelen eller Politiken, ligesaalidt som i Kortspillet. Den, som bruger disse Dyder i slige Forhold, er naturligvis fra Forstanden. Vi handle og vandle saaledes, som hver vor Fordel tilsiger, og dersom Tiden, som man siger, er for en nærmere Tilslutning mellem Rigerne, saa er det fordi vi trænge til hinanden. Nogen anden Tanke maa ikke blande sig ind, men at bestemme dette maa tilsiges af enhver av Parterne selvstændigt. Dette skal man have Mod til at sige, fordi det er det ene Sande. Men dette har man ikke Mod til, og det er ilde. Man har endnu mindre Mod til at sige, at man er bange for sin Nationalitet og Selvstændighed, der hos en mindre Nation vilde staa i Fare, dersom Rigerne rykkede for nær sammen. Vi, der ere brændte saa hedt af vor Forbindelse med Danmark, vide af sørgelig Erfaring, hvad dette har at betyde, saa at man endog er nødt til at holde os Noget tilgode, om vi skulde vise os noget mistroiske. Vi maa netop udvikle vore egne Kræfter efter Udmattelsen, før vi vove at kaste os ind i en ny Kamp; vi maa som den saarede Kriger drikke Bouillion, og ikke anstrenge os med at tale.
Vi have virkelig ogsaa efter de senere Aars Udtalelser al Grund til at være mistroiske. Tanken om en fredelig Erobring er udtalt som idetmindste ønskelig og bedre end Intet, siden man ingen Vei er kommen med den krigerske Erobring. Dette ere vi rædde, og «Amalgamation,» som der tales saameget om, vil vi ikke indlade os paa. Storthingsmand Kroghnæsk1963 var den eneste Thingmand som slog ind paa denne Betragtningsmaade. Man forudsatte vel, at Alle vidste saameget som at kjende dette og vogte sig for det, men Folk maa ikke have kjendt det, for ellers kunde de ikke have stemt mod Henlæggelsen af denne Mellemrigslov, der vilde have rodet os endnu mere sammen, saa at vi som Erteris ikke kunde være komne fra hinanden. Loven vilde have været en Begyndelse til den Tilstand, som endog norske Mænd tillade sig at tale om, nemlig Toldenhed og med den de øvrige Enheder, da det er Tolden, som skaffer Staten Penge, og er den vigtigste Gren af Storthingets bevilgende Myndighed. Storthinget har ikke den udødelige Haand, at det kan give bort uden selv at miste Noget. Hver eneste Spiger, som det tager ud af Toldtariffen og sætter ind i en Lov, er en Pinde til dets Kiste; thi da kommer den anden Statsmagt til med sin Villie, før Noget kan komme istand, og verst er det, naar som her en anden Nationalforsamling ogsaa skal være enig. Paa denne Bane, man var gleden ind, maatte siges Stop! og det var bedre at sige dette først end sidst, det vil sige: det var bedre at sige det, mens man endnu kunde. Disse Tanker skulde været udtalte i Storthinget med den Greihed og Sandhedskjærlighed, som det sømmer norske Mænd, og ligesom Sverige maatte have havt Agtelse for en saadan oprigtig Tale, saaledes maatte ogsaa enhver Nordmand blive ledet i sin Stemmegivning af den. Men Ulykken er, at man ikke er oprigtig, og dette kan lede til noget Værre end det vi se under Dadlen over Storthingets mandige Henlæggelse, nemlig politisk Kandestøberi. En mere dristig Tid og en dristig Mand som afdøde Advokat Hjelmk1964 vilde have stemplet enhver Stemme for denne Mellemrigslov som Forræderi mod Fædrelandet, medens vi blot sige, at disse Stemmer ikke vide hvad det er for en Tunge de tale med.

Nr. 124/1857; søndag 31.05.

[Nytt frå Stortinget; kongens helsetilstand]

Korrespondance
Christiania den 28de Mai
Der har gaaet en varm Følelse for de Fattige gjennem Thinget under Behandlingen af Tolden. Hva Menigmand brugte mest, maatte ikke beskattes for høit, mente man. Engelskskind til Buxer og Bomuldslærred til Skjorter, Korn til Grun og Smør til Suvl maatte nedsættes, fordi de Fattige brugte disse Ting, ja Nogle vilde endog af denne samme Grund have nedsat eller idetmindste ikke forhøiet Tolden paa Kaffe og Tobak. Det Bedste var nu ogsaa unegteligt, dersom Folk kunde leve for Ingenting, hvorvel der er Mennesker, som paastaa, at dette vilde lede til en almindelig Dovenskab og ikke drive Menneskene frem til Fuldkommenhed. I China maatte man om Opiumen sige som her om Tobakken, at Folk heller — en Dag vel at mærke — vilde undvære Mad end den. Man kunde af Erfaring gaa videre og sige, at Folk ikke gaa fra Forstanden, om de for en Tid ingen Mad faa, medens de derimod blive aldeles galne, naar de ingen Tobak have. Men det er nu en egen Galskab dette, hvorfor man ogsaa siger «tobaksgalen,» «kaffegalen,» «snusgalen,» osv. for at betegne, at der dog ingen Fare er paafærde, hvorfor det vist ikke heller var farligt, at Tolden paa disse Ting blev forhøiet. Det er den forhøiede Told paa «Kolonialvarer» som antages at ville gjøre Toldindtægten større i dette Treaar, uagtet endnu ingen Beregning er opgjort, og Sukkersagen mod Sverige har man udsat, indtil det viser sig, hvorledes man der tager denne.
Dersom Sverige giver Drawbackn370 (Udførselspræmie), saa vil vist Storthinget give en Tarifbestemmelse, som forandrer Mellemrigsloven af 1827, og det vilde være den bedste Maade at komme ud af denne Lov paa, at give nye Bestemmelser; thi efter at Storthinget forkastede den nye Mellemrigsloven, faaes neppe nogen Sanktion til Afskaffelsen paa almindelig Vei af den gamle; at faa tre paahinanden følgende Storthings enslydende Beslutning om dens Afskaffelse turde ogsaa falde vanskeligt, og faa Domstolene til at erklære den grundlovsstridig endnu vanskeligere. Men saaledes for Storthinget at lægge under sig, hvad der er bestemt ved Lov, vilde vist gjøre Opsigt i Sverige, hvor grundlovsmedholdigt det end vilde være, hvorfor man ogsaa i Thinget underhaand bad Uelandk1965 om at frafalde sit Forslag om Udsættelse med disse Sukkergreier. Men havde Storthinget Mod til at forkaste Forslaget til en ny Mellemrigslov, saa burde det ogsaa have Mod til at afskaffe den gamle og komme ind i de Spor, som i Grundloven finnes beskrevne, men som Mellemrigsloven af 1827 har ført det ud af. Det var videre paa disse Vildspor man ikke vilde vandre den 23de d. M., da det nye Forslag til Mellemrigsloven blev forkastet.
Thinget holdt paa med Eftermiddagsmøder disse Ugedage for at blive færdigt med Tolden til Pintsefri; man holdt paa til det var mørkt somme Dage; det gik skrøbeligt sent, og Thinget, som man vil vide denne Gang snakker mindre end sædvanligt, fik under Toldtariffen sin gamle Vane igjen.
Det berettes at Storthingsmændene Wetlesenk1966 skal blive Amtmand og Kaptain Nannestadk1967 Oberstløitnant. Det er uheldigt at Storthinget skal være et saadant Trin paa Embedsstigen. Det gjør at Embedsmænd ere saare lidet skikkede til at være Storthingsmænd, da de saa let fristes til blot at tænke paa sin egen Befordring og ikke paa Landets; men man er nødt til at have dem, da de andre Næringsdrivende ikke have saamegen Kundskab at de kunde styre og stelle og politisere selv alene; men ilde er det i saa viktige Spørgsmaal som Odelsretten og Mellemrigsloven at se Embedsmænd saagodtsom udelukkende at være paa den forkjerte Side. Havde der blot været nogle flere denne Gang, vilde væsentlig nationale Goder været fortabte.
Idag Løverdagsmorgen reiser Vicekongen,k1968 og det er at befrygte, at han ikke som saadan kommer igjen, da Kongenk1969 selv nok desværre er meget svag. Det maa ikke være nogen Fornøielse for Vicekongen at komme tilbage til Stockholm, da Mange der vist ville være saa urimelige at lade ham høre ilde, fordi Storthinget ikke antog Mellemrigsloven. Han skal nok ogsaa være forstemt over den Storthingsbeslutning, og have ladet sig forlyde med, at den Ting maa gaa, og pinligt er det isandhed ogsaa for Kongehuset, naar der saadan kommer en Kurre paa Traaden mellem Norske og Svenske; thi Kongehuset maa holde med begge sine Folk, og Mæglerposterne, undtagen i Handelsverdenen, ere ikke altid de behageligste, da det træffer ofte at de Tvistende blive enige i det ene Stykke, at være sinte paa Mægleren.

Nr. 127/1857; fredag 05.06.

[Pengemangelen]

Korrespondance
Christiania den 4de Juni
Vi ved Alle, at her er Pengemangel, og vide vi det ikke, saa kjende vin371 det; men hvad Ingen ved, det er hvorledes denne Pengemangel skal afhjælpes. Man ved nok saameget, at et godt Aar, et godt Fiskeri, gode Trælastpriser og god Fortjeneste med Fragtfarten vilde hjælpe paa denne Pengemangel; men dette er saa greit at vide, at det er ingen Kunst i det. Endnu mere greit og derfor mindre Kunst er det at vide den Ting, at Landet ikke maa kjøbe mere af Udlandene i Sukker, Kaffe, Tobak, Silke, Klæde, Mad, Vin osv. end det kan føre ud igjen av Fisk, Trælast osv., for ellers reiser det Sølv, vi have, fra os i Betaling. Det er naturligvis med et Land, som med et Menneske og et Vasdrag, at Udgiften ikke maa være større end Indtægten, for ellers bliver Vasbunden tør tilslut, Mennesket fattigt og Landet bankerot.
Disse Sætninger i Pengeverdenen er som de ti Bud i den moralske Verden, nemlig saa store, at det snart sagt ikke falder noget Menneske ind at bruge dem for ikke at blive kjedsommelig. Det var heller ingen Sag at være Statsøkonom, dersom man kunde afhjælpe Pengemangelen ved at tale om disse Ting, ligesom det ingen Sag er at prædike, naar man blot klemmer paa med det ligefremme Indhold af de ti Bud, og ligesaa greit som det er at belære med slige Sætninger, ligesaa greit er det at leve efter dem; der skal Tarvelighed, Arbeidsomhed, Nøisomhed, Redelighed, Kjærlighed, Fromhed osv. til, det er sandt; men dette er Dyder, som vi saa alligevel maa udøve, dersom vi skal blive lykkelige, og det ligger tillige i vor Natur, ret forstaaen, at ville udøve dem.
Hidindtil er Alt greit, men der kommer en Tid, da man ligesaalidt i Pengeveien kan hjælpe sig med disse Grundregler paa Veien til Rigdom, som man i Moralen vil hjælpe sig med de ti Bud. Dette er Theatrenes, Poesiens og Kunstens Tid i Aandens Verden, og Bankernes, Kreditkasserernes og Hypothekbankernes Tid i Handelsverdenen. Dette er Stridens Tid. Naar Samfundet bliver saa udviklet, at en kunstig Kapital maa skabes, da kommer Larmen, og daarlige Pengetider vækker i Samfundet den samme Sorg som Fattigdom og en ond Samvittighed hos det enkelte Mennesket; da spørges der efter at skabe Noget af Intet.
Det er Sekterernes og Statsøkonomernes Tid.
Men ligesaa forvirret som en skikkelig Mand kan blive ved at høre Katholiker, Protestanter, Kvækere, Haugianere osv. skjænde paa hverandre, ligesaa forstyrret i Pengevæsenet kan han blive ved at se, hvor forskjelligt «Statsøkonomer» og Aviserne udtale sig om Pengevæsenet og Afhjælpelse af Laanetrangen. Vore tre Hovedstadsaviser ere forskjellige i denne Sag, og jeg skal ogsaa ved Leilighed som før fremsætte mine Meninger om den for dog idetmindste at forøge Forvirringen.

Nr. 129/1857; søndag 07.06.

[Tæring etter næring; religion og opplysing]

Korrespondance
Christiania den 6te Juni
Det gaar fort med Bevillinger i Storthinget nu om Dagene. Den, som nu klager over Knibenhed, er en urimelig Mand, og hermed falder ogsaa en gammel Ankepost bort. Folk tænkte nemlig som saa: «Staten har nok at tage af, den, er det da ikke uforstandigt at negte et armt Menneske en Pension eller modsætte sig Oprettelsen af et nyt Embede?» Ja, nu faa vi se, om Staten har nok at tage af til alle sine bevilgede Behov, eller om den maa optage udenlandsk Laan, der nu er det samme for Staten som Laan hos en Aagerkarl for en anden Mand. Man kan leve godt af slige Laan, men længe lever man ikke, og naar det ikke er paa Livet, saa laaner man heller ikke saaledes. At Staten uden en Krig eller anden Landsnød gjorde slige Laan, var sligt det kunde, da Livet maa holdes oppe i længste Liten; men at bevilge glat væk med Udsigt til at maatte laane i almindelige eller endog gode Tider som nu, det er unegtelig stuttænkt; man maa ikke være saa «honnet», at man gjør sig til Fant heller.
Denne «Honnethed» har Bønderne aldrig havt, og derfor have de mangen Guds Gang faaet Skjænd; men det har styrket godt vor unge fattige Stat, at den har havt en saadan Haand paa Pungen ogsaa. Bondestorthingsmanden ved hvad Skillingen koster han, da mange af dem vist har staaet i Sneslud den lange Vaardag og hugget en Favn Ved for sin Rigsmark, eller kjørt Gjødsel for 12 ß. Dagen og fri Kost; det er derfor intet Under, at han bor i Christiania som en Haandverkssvend, og siger Nei til store Bevillinger; men det har gjort og vil bestandig gjøre godt at have slige Folk i en passende Blanding. Om man nu end smiler ad den Mand, som sender hjem Korkerne af de opdrukne Ølflasker, saa maa man dog betænke, at han selv just ved slige Snit er en af Korkerne til Statens Flaske, som uden en slig Kork vilde dampe ud sit Indhold og især miste Geisten.
Det er gode Væsener alle disse, baade Undervisnings-, Told-, Sø-, Landbo-, Forst- osv. Væsenet, og at bevilge saa rundelig til dem er vist baade smukt og nyttigt; men dette ulykkelige Spørgsmaal maa altid komme: «er jeg før til det?» Lidt maa indskrænkes hist og her for Staten som for en anden Mand, naar det begynder at knibe. Et og andet Klædesplag maa man taale noget luslidt, en og anden behagelig Reise maa gaa ind, det fineste Smør og det fedeste Kjød kjøbes ikke undtagen til Jul; kan man ikke ganske vænne sig fra Tobak, saa kjøbes af det simplere Slag, og 1 Skillings Cigarer faar smage godt.
Jeg ved ikke om Budgettet er gjort og Udgift er veiet med Indtægt, men det er rimeligt det, skjøndt Alt er vistnok beregnet paa en stigende Indtægt i de kommende Aar, saadan som man sædvanligt regner. Denne Beregning har lykkeligvis slaaet ind i alle gode Aar, men man tør derfor ikke altid regne saa, og idetmindste ikke nu, da vi alt ere inde i en Pengetrang, som lammer mangen Virksomhed. Her er nu Rimelighed for, at Statskassen for at klare sig maa tage Midler ud af Diskonteringsindretningerne, og derved gjøre Pengetrangen end større. Men Enkelte sige riktignok, at det bliver ikke godt, allermindst ikke med vort Pengevæsen, før man er belært og forskrækket af en almindelig Ødelæggelse, der kraftigere end al anden Tale forkynder Sandhed. Dette er den Forbedring i Banklovgivningen, de vente; de have opgivet Haabet om Forbedringer paa andre Veie.
Katholikpræsten Lichtlék1970 har ved sin Prædiken en af Pintsedagerne vakt megen Forargelse, skjøndt jeg synes det ganske er i sin Orden, at rose sin egen Tro og fordømme Andres; derfor har man jo valgt den, for den er bedst. En katholsk Præst, der er som han skal, maa som Lichtlé formane Folk til at gaa over til «den ene saliggjørende Kirke», og da især henvende sig til Uoplyste, til Børn og Kvindfolk som de, der have mindst Forstand. Oplyste Mennesker tage sig naturligvis slige Formaninger ikke synderlig nær til Hjerte, og den Frygt man har for Katholicismen som for Mormonismen og alle disse Sekter, den Frygt er sandelig ikke farlig. Vi Norske ere nemlig baade saa gode Hoveder og saa oplyste ialmindelighed, at det bare er Skrabet, som gjør Larm; det er her paa Kirkens Felt som Tranitterne paa Politikens, og Skrabet er i en Nation som vor ikke stort, og om det end var stort, saa ligger det i dets Natur, at det kan regjeres saa let. En dygtig Mand kan styre flere Hundrede, ret som Hyrden kan vogte en stor Drift. Derfor er det min Tanke, at man kan være rolig ved alle disse Bevægelser, som ogsaa kjendelig stilne af. Lammersk1971 gjorde saaledes nu i Pintsen ingen Opsigt; det var ikke som for 2 Aar siden. Han er aftraadt fra Statens Tjeneste den Kroken, og dermed har han tabt sin Magt. Der kan nu aldrig være nogen Tale om, at Lammers skulde vinde oplyste Mennesker, og de Uvidende gjøre saadan Personsanseelse, at de ikke synes Nogenting har ret Kraft, før det kommer fra en Præstekrage, en trekantet Hat eller en Politistav, liksom de overhovedet heller ikke tro Noget, som ikke har Statens «Stempel.» Det er en skjøn Egenskab ved Pøbelen dette, og gjør at man kan holde Styr paa den.

Nr. 133/1857; fredag 12.06.

[Flid og ånd]

Korrespondance
Christiania den 10de Juni
Blant de mange Statstjenere, som nu i denne dyre Tid søge Storthinget om Lønsforhøielse, indtage Departementsfolkene, nemlig Fuldmægtige og Kopister, en vigtig Plads, ikke blot ved sin Stands Talrighed, men ogsaa ved den Omstændighed, at de selv ere optraadte med sin Mangfoldigheds hele Styrke. Samtlige Aviser have derfor skjænket dem sin Opmærksomhed, og det ventes, at Storthinget ogsaa vil skjænke dem sin, skjøndt Storthinget med dette Aars ringe Udsigt til Told ikke har meget at fare med det heller. Der er dog en Ting, som gjør disse Departementslønninger vanskelige frem for andre, og det er den, at man ikke anser Departementsfolkene for flittige, og derfor nok vilde lønne bedre, naar man var vis paa tilsvarende Arbeide. Det er denne Tanke og Hindring for en bedre Løn, som jeg her vil forsøge at give en særegen Belysning, og derved om muligt bidrage til at mange agtværdige Mænd og gode Venner kunde faa leve lidt bedre og tillige følge sin Sjels Trang.
Man siger, at Departementsfolkene ikke ere flittige, og at derfor Mange ere om at udrette, hvad Færre kunde gjøre. Forudsat at dette var sandt, hvilket jeg ikke vil indlade mig paa, kunde denne Forudsætning virke meget skadelig for Departementsmændene, da Folk og Storthingsmænd ere vante til at tage Ordet Flid i en bare halv Betydning, idet man alene tænker paa en legemlig Flid; men der gives ogsaa en aandelig Flid paa samme Maade, som her staar, at Mennesket lever ikke blot af Brød. Den aandelige Flid ligger som oftest i, at man Intet gjør med Legemet, men driver og danker for at Sind og Sands kan oplade sig for Tanker og Følelser. Man spadserer ligesom ovenpaa Verden og betragter dens Herligheder ligesaavel som dens Ruiner. Det er denne tilsyneladende Lediggang (Otium), som de hverdagslige Folk ikke kan begribe Nytten af, og som de private Brugsherrer ikke have Raad til at underholde hos sine Betjente; men Staten, som er hævet over Enkeltmands Jammer og er Udtrykket for Folkets høieste Liv, Staten maa netop underholde et saadant «Otium» for at spænde for sin Vogn — om jeg saa tør udtrykke mig — Tankelokomotiver, der kunne dampe med den fra denne «Jammerdal» opover Stigningen mod sit store Maal. Fliden, den man i det daglige Liv kalder saa nemlig, er høist agtværdig, hvorfor vi Alle bør lægge Vind paa den, men den er dog fra et høiere Standpunkt beseet blot et Trældyr eller en almindelig Rorskar imod denne Aandens Flid, som saa ofte kaldes Rangleri, der er Verdens egentlige Dampkraft, hvorfor vi ogsaa se, at de mest begavede Folk ikke egentlig ere, hvad man kalder Forretningsmænd; tværtimod, de bedste Hoveder befatte sig ikke engang med saakaldte «Forretninger;» de tage endog sjelden Examen, hvorfor ogsaa det Sørgelige indtræder, at Staten ikke giver dem en Skilling, som den faar sin bedste Livsfylde af. Den røger Bierne i hjel og suger selv Honningen. Man tænker f. Ex. paa Wergeland.k1972
Ere vi, du, kjære Læser og jeg, enige i disse Betragtninger, saa er ogsaa Departementsfolkenes Stilling retfærdiggjort, om det end maatte vise sig, at de ikke arbeide ret meget. Kopisterne, der i Regelen ere vore dygtigste Kandidater, udgjøre Christianias bedste Publikum, især i politisk Henseende, og jo mindre en Kopist arbeider, des større Kritikus er han. Han sidder paa Kaffeen med sin Seidel Øl, en Kop Kaffe, en 4skillingskake, gjennemløber inden- og udenlandske Aviser og føler Politiken paa Pulsen. Er Storthinget samlet, gaar han paa Galleriet og udgjør Kjærnen af det Publikum, hvortil Storthinget skuer op, og uden hvis forudfølte Bifald ingen Beslutning lettelig gaar igjennem, hvorfor ogsaa de fleste Thingmænd skotte op og til Siden efter endt Foredrag. Det er dette Publikum, som gjør at enhver arm Storthingsmand fra Landet føler sig trykket, idet han skjønner, at han ikke er den Mand i Christiania, som han var i sin Hjembygd. En anden god Side ved disse Gallerister er ogsaa den, at de udfylde Pladsen for de næringsdrivende Borgere, saa at disse maa holde sig hjemme ved sine Arbeider, istedetfor at staa i denne Baas, og dette ypperlige Publikum er netop dem, der gjøre mindst, og som man derfor vil negte Løn. De egentlige flittige Departementsmænd ere i Regelen de daarligste Ho’der, af hvem Ingen skal blive viis, men Departementerne gjør dem ofte til Amtmænd og Statsraader for denne deres aandløse Flid, hvilket er en stor Misforstaaelse, medens de gode Ho’der, de sande Amtmænd og rette Statsraademner Ingenting faa, men blive udskjelte atpaa, og naar Storthinget skal bevilge Løn til disse sine aandelige Lærere, saa trækker man paa Axlene og siger: de udrette saa Lidet. Staten har ikke begrebet, at den maa have en Mængde Sinkeposter, eller som man kalder Sinekurer; i disse skal den frie Aandsvirksomhed finde sit Legeme, hvorved den knyttes til Staten. Først derved faar Staten et kritisk og videnskabeligt Publikum, som kan holde Øie med Tingenes Gang og være en Mægler imellem Tankens høiere Liv og det daglige Brøds Jammer.
Kopisterne skulde altsaa have stor Løn, dersom jeg var den Styrende. Jeg vilde agte og ære Arbeidsmenneskerne og aldeles ikke binde Munden til paa den Oxe, som trækker paa Kancellistilens Langhalm.

Nr. 136/1857; tirsdag 16.06.

[Jurysaka; verdas undergang]

Korrespondance
Christiania den 12te Juni
Storthinget har Intet gjort hele denne Ugen, fordi det ikke har havt Noget færdigt at arbeide paa; men man sidder i Komiteerne og laver til Mad. Saaledes er det nu i Justitskomiteen No. 2 i fuld gang med Indstillingen om Jury, af hvilken Indstilling allerede 4 No. ere udkomne, og Sagen selv refereret i Thinget. Indstillingen, der gaar ud fra Komiteens Flertal (4 mod 3) er godt skreven og søger at bevise, at Juryen burde indføres. Det bliver nok derfor Basketag paa Thinget denne Gang ogsaa om denne Sag, ventelig en 2, 3 Dages Tale med Opkog af de samme Grunde og Modgrunde, da intet Nyt lettelig kan siges i denne saa mangfoldigt behandlede Sag, hvorover bare vi allerede har saa mange Bøger, at det er en Ryggebyrd, og naar nu 3die Del af den kongelige Kommissions Verk, som nu om Dagene trykkes paa, og den hele Komitéindstilling udkommer, saa maa man bære i Fanget med. Denne store Mængde af Skrifter om Juryen er dog nok i sin Helhed læst af Faa eller Ingen, da selv de, som Staten har betalt for at læse dem, ventelig ikke have overkommet det, og Storthingsmændene kan da slettes ikke række det paa langt nær, hvorfor da ogsaa de fleste overgive sig paa Naade og Unaade ligeoverfor denne Hær, og enkelte forærer den bort til Kjendinger og yngre Jurister for ikke at have nogen daglig Plage ved Synet af disse ulæste Bunker. Man faar overlade sig til den sunde Sands under Ordskiftingen (Debatten) og dermed lade det staa til med de almindelige Grunde for og imod, som fremføres. Men uagtet nu disse Grunde saa ofte ere gjentagne, saa ere de dog saa almindelige, at den Kundskab, man ved dem faar om Juryen, bliver yderst taaget, ja selv de, der have læst Alt eller Størsteparten af det Trykte, kunne neppe have nogen klar Tanke om Juryens Værd eller Uværd for os, da Maskineriet har saa mange og forskjellige Hjul og Tapper, at man igrunden maatte se det arbeide, for ret at vurdere det. Idetmindste er dette Tilfældet med mig, hvorfor jeg vilde være ilde faren, om jeg i denne Sag skulde afgive nogen Stemme. Fra mig selv tror jeg mig berettiget til at slutte, at her selv blandt Jurister ikke er nogen klar Forestilling om Juryens Væsen og især dens Passelighed eller Upasselighed for vort Land og Folk; og forsaavidt jeg herom har talt endog med flinke Mænd, saa har jeg af deres Tale faaet det bestemte Indtryk, at de hverken vide op eller ned. De, der ere sikrest i sin Sag, ere her som saa ofte de, der vide mindst. Disse Handlingens Mænd ere saa lykkelige, at de kunne putte en op- og afgjort Mening i Lommen som en Snusdaase og tage den frem til en Pris.
Jeg tror derfor, at ingen af Parterne — hverken de som ere for eller mod Juryen — skal hovere over sin Modstander eller tale med Tryghed om sin egen Sag, men i Følelsen af den fælleds Svaghed være overbærende.
Med Alt dette er Fortrøstningen paa begge Sider stor: Jurypartiet, hvis Hoved og Herre Uelandk1973 er, tror, at Sagen vil gaa idetmindste gjennem Thinget, medens Juryens Modstandere, der intet Hoved have, fordi der er saa mange Hoveder, anse det for en umulig Ting, at der bliver nogen Jury af, naar Landets første og fleste Jurister ikke ville have den. Jeg antager derfor, at de betragte Modpartiets Anstrengelser, de’s Indstilling og Udkast med samme Øine, som naar man ser en liden Gut gaa hen med sin vesle Øx til et stort Træ for at hugge det ned («styve det»).
Jeg har mærket mig paa adskillige Hold et Parti i Jurysagen, som jeg ikke ret ved at finde nogen Plads for, og det er det Parti, som ikke liker Juryen, men dog vil have den for at kunne høre med til «Oppositionen.» Disse Folk ere unegtelig Juryens Medholdsmænd i Skind, men ikke i Sind, og forsaavidt de fik stemme med, vare de gode nok for den Gangs Skyld, men i Længden er det skrøbelige Mennesker at have i sine Rækker. Et lignende Parti, som jeg er i samme Legervold med, er det, som igrunden liker Juryen, men tør ikke for høie Vedkommende bekjende sig til Troen. Jeg for min Del tror nu ikke, at der var nogen Fare ved dette, men derfor agter jeg den modsatte Mening ligemeget.
Noget Godt vil dog komme ud af alt dette Skriveri og denne hele Leven om Juryen; thi bliver den ikke indført over det hele Land, saa turde den dog indføres forsøgsvis i Hovedstaden og Omegn, og kommer man ikke engang saavidt, saa vil væsentlige Forbedringer blive gjorte med den Sagførelse, vi have; at Forbedringer trænges til, derom ere Alle enige.
Idag Løverdag er det Verden skal forgaa, da to Kometer skulle hilse paa hverandre i Himmelrummet, eller den ene kladske mod vor Jord. Der har staaet mange Tegninger i det Blad som heder Kladderadatsch, hvori Alt ligger paaende og Jorden revnet som et ituskaaret Æble. Blandt Almuesmanden her i Byen er heller ikke Frygten ringe, og idag staar bekjendtgjort i Chr-Posten, at Kjøbmændene i Eftermiddag ville sælge til halv Pris. Ude paa Grønland skulde Mange igaar have sluttet med at æde, men derimod blev stærkt drukket for at glemme Sorgen.

Nr. 139/1857; fredag 19.06.

[Skandinavisme og nasjonal eigennytte]

Korrespondance
Christiania den 18de Juni
Den skandinaviske Idé var længe poetisk, men nu begynder den at blive praktisk, og det er dens Ulykke. Svenskerne vare Skandinaviske ifjor under Studentermødet med den kongelige Modtagelse; men nu, da Frugterne skulle komme i Mellemrigsanordning og sligt Noget, som gaar ud paa Enhed, da er hver for sig national og vil Intet give bort. Sverige har nu saaledes vist, at det ikke vil bevilge Penge til en Jernbane mod den norske Grændse, naturligvis fordi Norge ikke vilde gaa ind paa Mellemrigsloven, som sigtede til at føre os sammen. Det er med dette som med Samlag i et Punschelag: man er Venner saalænge man kan traktere og modtage Traktement af fri Villie; men naar man skal give Noget bort af sit Eget i Handel, saa er man fornuftig og siger: Mit er Mit og jeg er ingen Nar. Som det har gaaet med Sverige, saaledes vil det gaa med Danmark, naar det kommer i Hærdingen: vi ere Venner med Danmark og gjør Viser, om det kniber, men bliver der Spørgsmaal om at føre Krig for Danmark mod Tydskland, saa sige vi stop og holde paa vor egen Fordel, hvorfor Skandinavismen med Danmark ogsaa vil blive til Intet, naar det gjælder at opofre Noget. Dette er Handelens og Verdens Gang og Egennyttens maa vel at mærke lægges til, det vil sige, det er Politikens Gang. Denne skandinaviske Udstilling af Malerier og andre Kunstverker, som nu i disse Dage bæres sammen paa Universitetet, er derfor en vakker Ting, men den bringer ikke disse tre nordiske Nationer mere sammen end aldrig var. Disse Folk, som gjør denne Udstilling, kan vist heller ikke tro paa, at der skulde ligge nogen folkelig Sammenknytning i den, men de gjøre den som en Efterklang, og snart maa der holdes op, efterat det praktiske Liv har vist, at Sligt Intet betyder. Vi se paa disse Mennesker, der slæbe paa Malerier ud over østre Gade og fra Dampskibene, og beundre dem, men kunne ikke lade være at smile. Man kunde ligesaa gjerne komme med Malerier fra Tyrkiet og Rusland, og tale om en europæisk Idé, som med Malerier fra Sverige og Danmark, og tale om en skandinavisk. Sverige sender ikke en Kasse Spiger, Norge ikke en Tønde Sild og Danmark ikke en Tønde Smør uden Told, fordi der kommer et Maleri. Sverige og Norge sender ikke en krigshær til Slesvig-Holsten, fordi om Danmark sender et Maleri af Slaget ved Idsted og Fredericia: man skal være rimelig og ikke forlange Umuligheder. At Kunstsager fra disse tre Riger komme sammen, det er som det bør, og Nationaliteten kan vel maaske vise sig i saa almene Ting som Maleri og Billedhuggerkunst ogsaa; men Udstillingen er neppe for sin egen Skyld, men «Nationerne skulle bringes nærmere sammen», og dermed gjør man noget Andet og Umuligt af det, som i sig selv er smukt.
Man vil ogsaa holde et skandinavisk Kirkemøde i Sommer; men det Kirkelige — jeg mener ikke Kirkens udvortes Forfatning — faar om muligt endnu mindre end Maleri og Billedhuggerkunst et nationalt Præg, skjøndt jeg kjender en anseet Præst, som idetmindste har sagt, at Nationaliteterne maa vise sig endog i Tilstanden efter Døden. Dette er nu Noget, som Ingen kan vide, og derfor kan den ene Paastand være ligesaa god som den anden; men det er ikke rimeligt, at vi skulde være tjente med en Lyksalighedstilstand, hvori vi laa i Strid med Sverige om Mellemrigslove eller Danske i Strid med Tydskland om Slesvig-Holsten.
Nationalforskjellen mellem Folkeslag er dog virkelig stor, saa at man ikke skal gjøre formeget Nar af en skandinavisk Kunstudstilling og et skandinavisk Kirkemøde heller. Det er saaledes helt mærkeligt, hvad det er for en Forskjel mellem dansk vimset Snaksomhed og norsk Buthed og en svensk Høflighed; at Sprogene ere forskjellige, vide vi Alle, og noget vist Eget ligger ogsaa i Ansigt og Skabelon paa enhver ægte Norsk, Svensk og Dansk, som gjør, at de kjendes fra hverandre af den, der har lidt Kjendskab. Men Kjendeligheden er ikke saa stor som hos Engelskmænd, for dem kan man kjende, om man ser dem foran sig flere hundrede Skridt i Gaden: Ryggen har en vis afrundet Krumhed og Benene noget eiendommeligt Skjævt, som udmærker Englænderne fremfor andre Folk endog bagfra.
Ivaar var her nogle Herjedøler, som reiste herigjennem til Amerika, og paa dem kunde man godt se, at de ikke vare af svensk, men norsk Slag. Men at ville finde igjen visse slige nationale Mærker i Malerier, Billedstøtter og Kirketro, det er dog maaske at drive Tingen vel vidt. Det ligger tvertimod i slige Kunsters Natur at ophæve Nationalforskjellighederne, og ligesom der blot er en Gud, saaledes skal der ogsaa blot være en Tro. Naar Alt er fuldendt, skal der som bekjendt blive en Hjord til den ene Hyrde.

Nr. 147/1857; søndag 28.06.

[Jonsokmarken; Stortinget og nasjonaliteten]

Korrespondance
Christiania den 26de Juni
Nu er det Jonsokmarken og mange Folk ere i Byen; de gaa paa Gaden og moule Solskin, besøge Klingenberg, Jomfru Svendsensk1974 «Aftenunderholdning» og det norske Theater i al denne forfærdelige Varme. Det er ingen Mand for godt, dette. Spørger man nu, hvad Alle spørge om, saa er Svaret: «Hvor ere Pengene blevne af»? Det er helt mærkeligt, hvad Sands Alle have for Penge, og denne Sands er et af de største Æbler paa Kundskabens Træ; thi Kundskab avler Magelighed og Vellevnet og disse Ting igjen Trang til Penge.
Ja, Trang til Penge hører man nok af nu om Dagene. Trælasthandleren der iaar Jonsok maa betale de fulde Mærkesedler, fordi Vaarflommen fremdrev alt Tømret, er i Pengebeit; Gaardhandleren, der har kjøbt Eiendomme over Kræfter i den gode Tid og nu skal betale i den onde, kan ikke skaffe Renter, end sige betale Kjøbesummen. De bedste Panter ere til ingen Nytte, naar Intet er at faa laant paa dem. Bygherren, som i den dyre Tid har sat sig i Gjæld, faar ikke laant paa sin dyre Gaard, der alt er under Tag, og han ser derfor at han har bygt sig ud af istedetfor ind i Huset. Skibsrederen, der har kjøbt Skibe i dyre Domme, og Lidet tjener med Fragten, kan hverken forrente Kjøbesummen eller betale den. — Alle disse og de unævnlig andre Pengelause gaa om hverandre paa Gaden, som om ingen Ting var; men saameget Champagne som før drikkes ikke nu paa Jonsokmarken; de store Trælasthandlere og Kaxer, der spanderte Champagne, blive snart nu blot et Navn, som alene vil leve i Romaner og Komedier. Pengetiden gjør vel Sit til, at her ikke drikkes saa fine Vine, men ifjor og før Aaret, da Tiderne vare saa gode, sporte man den samme Retning mod sund Fornuft og maadeholden Levemaade, som imidlertid ikke stikker stort dybere end i bayerske Ølflasker, hvorvel en bedre Erkjendelse ved Siden kan have gjort sig gjældende.
Her har langtfra været saamange Folk at se i Gaderne nu iaar som de nærmest foregaaende Jonsokhelge. Naar man nemlig Intet har at reise med, saa bliver man hjemme.
Storthinget har i al denne Heden arbeidet stærkt, og hvad der næsten er bedst er, at det har været muntert imellem. Den 4 Timers Talen om at bevilge Laan til det norske Theater var en saa god Komedie som Nogen kunde ønske. Lerche begynder nu at blive den gode gamle Lerche,k1975 og Stabellk1976 er ubetalelig, naar han taler om, at man forvexler Kunst med Nationalitet. Det er pudsigt at høre Sverdrup,k1977 der er tør som en Træpinde, tale for Theater og Kunst. Jaabekk1978 er dog bedst af Alle han, naar han siger, at den største Nytte, vi have af den gamle Forening med Danmark er den, at vi nu have et Skriftsprog fælleds. I Lighed hermed ytrede ogsaa engang en Seminarlærer sig, der var Lærer i Regning. «Disse nationale Bestræbelser», sagde han ved en Leilighed, «synes jeg ikke er noget tes, for nu som det er, kan vi have Regnebøger fælleds». — Det vil klinge utroligt engang at slige Folk som han og Jaabek have været Lærere ved Seminarier og Storthingsmænd. — Jaabek forsonte dog denne Urimelighed, da han kom i Kast med Lerche om Theatervæsenet i Athen. Det er en lærd Mand Jaabek, men han har som saamange andre Lærde den Feil, at han Lidet eller Intet kjender til vor egen gamle Historie. De største Pudsigheter i denne Theaterdebat ere tagne med, naar til anførte lægges, at U. A. Motzfeldtk1979 vovede sig ud paa denne glatte Is, og at Smith-Petersenk1980 fraraadede Bevillingen, for at Storthinget ei skulde synes at tage Parti i den nationale Strid. Smith-Petersen burde have vidst saameget, at det ikke var Storthingets Mening, men Penge man vilde have.
Hvor lidet end Storthingsmændene i Regelen forstaa sig paa Norskheden, saa tør det nok hende, at man vil betragte den lange Debat og de mange Stemmer for Bevillingen til et norsk Theater, som en moralsk Støtte for den nationale Bestræbelse, om der Intet blev bevilget denne Gang. Aa, ja, naar Autoriteterne tale, har det sin Vegt, enten de saa skjønner, hvad de tale, eller ikke. Folk tro at de skjønne det, og det er nok til at give Tale Magt.
Storthinget har gjort mange gode Ting nu i en kort Tid: Gagetillæg, større Handelsfrihed med Sukker og Kaffe paa Landet, Forkastelse af Forslaget om Indskrænkning af Fiskehandelen i Christiania, alle disse Beslutninger med mange flere vidne om etn372 Frisind i forskjellig Retning, som knapt paa noget andet Storthing er seet Mage til. Selv Sager som Formynderloven og Menighedsraad gaa utroligt; men nu maa man ogsaa standse nogle Dage, da Bogtrykkerne ikke kunne trykke alle Indstillinger fort nok. Dette er som Tiggerordsproget siger: «at miste Mad for Poses Skyld», nemlig at Posen er fuld, saa den ikke rummer flere Gaver.
Naar man ser slig Mangel paa Arbeidere, skjønner man, at Tiden ikke nu er til at bygge Fabriker eller endog Jernbaner. Det er knapt, at den daglige Dont kan holdes i gang, hvorfor store Arbeider nu end yderligere vilde forrykke Tingens Gang og drive Arbeidslønnen op i det Urimelige, og om det skulde, hvad der nu tegner til, blive Skinaar iaar, især paa Aageren, saa vil det bare drive Folk til Udvandring, men og neppe til lav Arbeidsløn. De Tider ere forbi, da Menneskemagten var vurderet ringe. Oplysningen og mekaniske Fremskridt har hævet denne Magt, som derfor ikke falder, førend Uvidenheden kommer igjen.

Nr. 151/1857; fredag 03.07.

[Nasjonalitet i kunst og teater]

Korrespondance
Christiania den 1ste Juli
Den skandinaviske Kunstudstilling kan være nok saa bra i mange Ting, men i en er den aldeles uforsvarlig, idet der findes anbragt det svenske Vaaben og Flag i Midten, beskyttende det danske til Høire og det norske til Venstre. Det er aabenbart, at disse, som have stelt med Udstillingen, herved have villet anskueliggjøre Skandinavismen og antyde Rigernes gjensidige Forhold. Norge skal da være det Kleineste det og Sverige det Gildeste, medens man dog forbarmer sig saameget over Danmark, at det faar sidde til høire Side, rimeligvis i Betragtning af Danmarks gamle Velgjerninger imod os. Det er nu Guds Lykken, at Politiken ikke retter sig efter et sligt Flag og Vaabenstel; men man ser dog, hvorledes disse Normænd vilde gjøre det, om de havde Magten. Man skulde nu rigtignok give slige Folk Stryk istedetfor at spilde Ord paa dem; men da de rimeligvis selv ere større Skvalderkoppe end mandhaftige Mænd, er det bedst at slaa dem med deres egen Vaaben. Det er dette Slags Folk, som modstaa vore egne nationale Bestræbelser, og det er godt, at Folk imellem kan tage og føle paa deres Tanker om Fædrelandets fremtidige Stilling. De ere særdeles humane, thi de ville give bort sig selv; det er som Ordsproget sier: «En Skjelm giver mere end han eier.»
Her er et stort Sving med Theatergreier nu. Direktør Sørensen,k1981 hvem Dramdølerne*) formentlig fordelaktig kjende, har i længere Tid ligget inde i Christiania og hvervet norske Skuespilleremner, med hvilke han vil fare omkring i Landet og især dvæle i Trondhjem. Han tilbyder god Løn, og da han er en driftig Mand, kan der blive noget af hans Foretagende. De Danske skjønner nu, at de maa bruge norske Folk i disse sidste Dage af deres hendøende Regimente. Jeg siger ikke dette er godt, da vor Skuespilkunst ved dette vil blive ligesaameget smittet af Danskheden, som vort Sprog er blevet det. Enhver, som har lagt Mærke til den forskjellige Maade, Norske og Danske have at gaa og staa paa, at fagta og bæra sig paa under Sorg og Glæde, Slagsmaal og Skjænderi, han maa begribe, at danske Skuespillere ikke kan lære Norske op, saafremt der skal være Tale om noget Nationalt i Skuespillerkunsten. En Lutring af Folkeeiendommeligheden kan under saadan Paasmurning af fremmed Farve vanskelig komme frem. Derfor har man ogsaa alt dette Vimseri, al denne Rending og Løbing, som om de vare hvepsestukne.
Det norske Theater er ogsaa paa god Vei til at gjenføde sig. Der blev paa sidste Generalforsamling valgt tre Mænd til at træde sammen med den forrige Bestyrelse for at forelægge en ny Generalforsamling et Opgjør, en Driftsplan osv., hvilken Forsamling da vil fatte Beslutning om hvorledes Tingen skal gribes an, efterat det har vist sig, at det gamle Styr ikke gikk godt. Skal et norsk Theater bestaa, hvilket det fornuftigvis baade kan og maa gjøre, bliver det sandelig nødvendigt at tage Staven i en anden Haand, nu da det danske Theater trækker saamange flinke Norskfødte til sig og skjæmmer dem ud naturligvis. Det norske Theater maa derfor gaa saa vidt i Norskhed, som det er muligt, skal det ikke være det tredie Hjul paa Thors Kjærre (Thor havde naturligvis ingen Firhjulsvogn han). Theatret maa drives med Liv og Kraft, gode Stykker maa gives især til de Tider, da Folk har Lyst til at gaa i Theater, og de værste Danismer i alle Fald undgaaes, om man end ikke nu i Begyndelsen vil oversætte hvert eneste Stykke paa vort Landsmaal. Det gaar vel ikke saa fort med Theatrets Gjenfødelse i norsk Retning nu heller, det maa vel med tomme Punge hver Vaar Aar for Aar drives frem mod Fuldkommenheden.
Nogle af Skuespillerne ved det norske Theater (Mad. Hundevadt,k1982 Døvlek1983 og Konek1984 med Flere) skulle efter Forlydende i denne Uge reise vestover til nogle Byer langs Kysten, og formentlig da med de Stykker, som de have spillet i Jonsokhelgen, og som Publikum likte bra. Det forventes, at Smaabyerne (om Forladelse, Drammen er en stor By) ville more sig, og Skuespillerne tjene Penge.
Paa Klingenberg er et godt indøvet Hornselskab af Norske. Det var nok under den gode Indøvelse bestemt til at være med Leirsamlingen til Sverige; men da den til Baade for Alle gik ind, kunne Hornisterne blæse for Penge. Klingenbergs øvrige Greier er ikke meget at sige om. Folk lader dog til at more sig ved alle Tusindkonster og Trollerier, og det er Hovedsagen. Vakkert er der paa Klingenberg nu om Sommeren, og vederkvægeligt i de kjølige Aftener efter de varme Dage; men Folk ere ikke her som i Udlandet saa vante ved at tage ud til slige Opmuntringssteder efter Dagens Besværligheder. Det er ogsaa mest udenlandske Folk og da især Tydske, som man se paa Klingenberg; en norsk Familiefader ser man der mere sjeldent som stadigere Gjæst. Man siger, at dette er et uselskabeligt Træk hos os Norske og et Bevis paa vor ringe Udvikling, men jeg tror, at det er et godt Træk dette, idetmindste et pengesparende. Ilde tager det sig ogsaa ud for os endnu, at en Mand med Familie sidder og vederkvæger sig paa et sligt Sted.
*) I Lighed med Mandøler, Arendøler og Namdøler.

Nr. 154/1857; tirsdag 07.07.

[Trelasthandel]

Korrespondance
Christiania den 3die Juli
Her gaa endnu i Gaderne enkelte Landsfolk efter Jonsokmarken; det er Skogeiere, som ville knibe meget for Tømmeret, da mange af dem nu ere i den Stand, at de ikke trænge saa haardt til at sælge. Det har ogsaa gaaet ilde før, idet Skogeierne mangen Gang Intet fik for Skogen, men bare for Hugst og Drift, og det ofte smaat nok, naar Tømret skulde drives langt; hans eneste Fordel var, at han kunde reise Penge, og siden tjene dem op igjen med eget og sine Husmænds Arbeide. En slig Tilstand maatte ødelægge Skogene og frembringe Ligegyldighed for dem, da Eierne saa, at de havde saa liden Værdi. Saasnart Almuesmanden saa, at Skogen er værdt Noget, saa bliver han ræd om den, og Klagerne over Skogødelæggelser er alene Klager over, at Trærne have saa lidet Værd, hvor de staa. Vor gode Almuesmand sløser ikke han, for han ved, hvad det koster. Det nytter derfor lidet at lære op Skogkyndige og skrive imod Skogenes Ødelæggelse, saalænge man ikke med det Samme kan hæve Prisen paa Trælast, og lade den faa den største Fordelen, som eier Skogen.
Nu tro mange af vore Skogeiere at være komne efter, at det ikke er de, men Trælasthandleren, som har Fordelen, og derfor gaa de og ikke ville sælge saa fort iaar uden til meget høiere Priser. De tro endogsaa, at de kunne undvære Mellemmanden (Kjøbmanden, Lastehandleren) og hjælpe sig selv med saakaldte Kommissionærer, der for en bestemt Løn, 6 pCt. eller saa, staar i Forbindelse med Udlandets Huse og besørger Tømmeret fragtet frem. Her er allerede en saadan Kommissionær i Christiania, og en Forening af Skogeierne er alt dannet før og iaar slutte Flere sig til den. Her er saaledes rent Oprør mod vore mægtige Handelshuse. Men det gaar disse Oprørere som de politiske, nemlig at de Mægtigste falde fra. Der er saaledes en Kaxe falden fra Foreningen, og hans Standsfæller tro da naturligvis, at Trælasthandlerne have kjøbt ham ved at give ham meget for hans flere tusinde Tylvter Tømmer, eller ogsaa ved at tage ham i Samlag med sig.
Det turde ogsaa falde vanskeligt at faa et Oprør uden Frafald og en god Styrelse istand for Skogeierne; skulle de tænke paa at staa selv i endefram Forbindelse med Udlandet, saa maatte her ske en Omkompling af mange Ting, og Byerne vilde da ikke have selvstændige Trælasthandlere, men bare rene Mellemmænd, gjennom hvis Hænder fremmed Gods gik. Skogeierne maatte da have sine Flødere, sine egne Lændser og Bomme, sine Sage, sine Oplagssteder i Byerne, sine Skibe, og, hvad der vilde blive det vanskeligste at faa, sine dygtige Folk, der lod Andre have den største Fortjenesten. En saadan Plan gjennemført vilde ganske omgjøre de nuværende Forhold mellem By og Land; det vilde blive en fuldstændig «social Revolution.» Men med en saadan gaar det ikke fort. Kunne disse Trælastforeninger udrette saameget, at de mægtige Handelshuse ikke længere indbyrdes bestemte Prisen, men at Flere kom med ind i Handelen, saa vilde allerede meget være vundet. Det vil ogsaa gjøre meget, at Sagskuren bliver fri med 1860, idet da disse store Sagbrug, som nu i Regelen ligge i mægtige Trælasthandleres Hænder, ikke længere ville være af den Viktighed.
Det er nu vel vistnok meget overdrevent i disse Skogeieres Forestillinger om Trælasthandlernes Fortjeneste. Men at dog Fortjenesten maa være stor, kan skjønnes af det, at saamange Trælasthandlere ere blevnen373 mægtige Folk. Hver By har saaledes sine Plankekonger, og jeg kjender unge flinke Kjøbmænd herinde, der gjorde gode Forretninger med almindelig Kramhandel, men trak sig dog ud af den og bleve Trælasthandlere; det var Folk, som bleve gifte ind i de gamle Træfamilier.
Det er ikke godt for den almindelige Velstand, at saa store Formuer samles paa enkelte Hænder; thi bortseet fra, at saameget Flere ere fattige der, hvor Enkelte ere rige, saa avler ogsaa en stor Rigdom Fraadseri og mange Laster og skaber Narre; Forholdet mellem Arbeide og Løn forrykkes, og det Samfund er sygt, hvor det lykkes Enkelte at samle uforholdsmæssig Formue, naar ikke store Midler ere arvede eller den personlige Dygtighed er særdeles stor. I en Bedrift som Trælasthandelen er det dobbelt ilde, at Hovedfordelen ikke tilfalder Frembringeren, idet Skogene, denne store Nationalformue, ødelægges, naar det drives saaledes paa Rov.
De klage naturligvis begge Parter, baade Skogeierne og Lastehandlerne; men vist er det, at Lastehandlerne ere sinte paa en Mand fra en Skogbygd, der selv før har drevet op Priserne, og hos hvem nu de «oprørske» Skogeiere finde Raad og Veiledning. Den samme Mand har ogsaa fortalt, hvorledes han for nogle Aar siden omsider fik den Pris, han forlangte for Tylvten, uagtet en Lastehandler først lo og bad at maatte afskrive Priskuranten som en «Kuriositet.» Løsningen paa Knuden bliver naturligvis den, at Flere og Flere kaste sig ind i Lastehandelen, og «Konkurrentsen» vil da blive Mægleren mellem Skogeierne og Handelsmanden. Jeg tror ikke paa nogen Forening af Skogeierne før jeg ser den. Her er nok en saadan Forening nu alt med sin Agent; men det er ikke sagt, at den gaar i Længden, uagtet den iaar har faaet en stor Tilvext. Kunde en saadan Forening komme istand, vilde upaatvivlelig ogsaa Størsteparten af Lasten i det glommenske Vasdrag gaa til Frederikstad, uagtet Folk vil sige, at det koster ligesaameget at fløde Lasten til Frederikstad som til Strømmen og kjøre den til Christiania. Det maa dog være en gal Indretning, som frembringer slig Unatur.

Nr. 157/1857; fredag 10.07.

[Framsteg i landbruket]

Korrespondance
Christiania den 8de Juli
Selskabet for Norges Vel fremlagde paa sit Møde den 1ste d. M. Beretning om sin Virksomhed det forløbne Aar. Dette Selskab er et Udtryk for den Videnskabelighed, som nu gjør sig gjældende i vore Næringsveie og da især i Landbovæsenet. Den Seighed og Modstand, som denne Videnskabelighed støder paa hos Befolkningen, er det uretfærdigt at kalde Fordom alene. Hvad Fædrene have drevet paa Slægt efter Slægt er en Erfaring, som i mange Tilfælde er den høieste Visdom, og Ingen angriber ustraffet det, som er saa gammelt. Almuesmanden har bedre end nogen Anden Øie for det Nyttige, og naar han derfor ser noget paatageligt Nyttigt, griber han det strax, om det end er nyt; at han derimod gjør Modstand imod nye Ting, som han ikke kan rime med sine egne Erfaringer, er meget godt, og dette kvæler mange umodne Planer i Fødselen. Videnskabsmændene og Patrioterne have nemlig den elskværdige Feil, at de ville fare fortere frem end Folket kan følge med, og de sætte ofte en glimrende, men uprøvet Tanke frem som en uomstødelig Sannhed, og vil omkomple Alt efter den i en Fart; imod dette er Almuens Seighed Sandhedens andre Øie.
Det er et stort Haab for Fremtiden, at Sandsen for Landbo- og Skogsvæsen, for Fiskeri og Bjergverksdrift er vakt hos Læge og Lærde. Hvor man kommer paa Landet, saa tales der om Forbedringer, og de nyere Driftsmaader bedømmes. Man smiler ofte til de omreisende Agronomers Lærdomme, til Træbeskjæringer, der tørre Træerne ud, saasom her ved Tøien, til Driften af enkelte Gaardsbrug, der arme sine videnskabelige Eiere ud, til Forslagene at stelle om de store Skove som om de skulde være en liden Lund; men noget Nyttigt bliver dog hængende igjen. Saaledes er nu kunstig Eng overalt, hvor Jorden er skikket for den, erkjendt for en stor Fordel. Jeg har endog hørt gamle Mænd sige, at de føde noget nær det Dobbelte paa sine Gaarde i de senere Aar, efterat de have begyndt med Kløver og Timothei, og de spørge om man tror, at Videnskaben kan indføre flere slige Velsignelser. Ploge, Harve, Al og Kjøregreier ere ogsaa forbedrede, saa at det gaar baade lettere og bedre. Gaardene og Stellet er næsten ikke til at kjende igjen.
Alle disse gode Greier ere dog bedst paa Ladegaardsøens Hovedgaard, der følgelig staar som et Mønsterbrug, og besees af Mange baade ude paa Marken, i Fjøset, paa Laaven og i Melkebuda. Men det er dyrt Stel dette: Gaardene æder nok ikke alene op sin egen Drot, men flere hundrede Spd. til; det er mig sagt af en Mand, som jeg har Grund til at tro, at Kongen, som er Eier, dog slipper med 2, 3 hundrede Spd. om Aaret nu, men for nogle Aar siden gik der mere til, hvilket ogsaa er rimeligt, før Alt kom istand. Er dette sandt (jeg har nemlig ikke seet Regnskaberne) saa vilde det koste en 300 Spd. om Aaret at faa en saadan herlig Gaard til Foræring; men saa havde man ogsaa en Mønstergaard til Exempel for hver den, som vil blive eller alt er Jordbruger. Det maa vel ogsaa være denne Tanke, man foreholder den ophøiede Eier, naar de aarlige Tilskud forlanges. Men det er dog ikke af en saadan Gaardsdrift Landmanden skal lære; det er af en Gaardsdrift, som føder sin Mand, Lærdommen maa hentes. Det er med denne Gaard som de store feite Stute og fine Frugter, der udstilles, at de æde sig op mange Gange, og saaledes ere Landhusholdningens Poesi. Med denne Poesi omgaaes unge Folk med nogen Arv og uden Kald eller Lyst til Studier eller Haandtering; med denne Poesi for Sjelen sværme de for Landlivet, kjøbe sig en Gaard, kalde sig «Proprietærer»*) og blive naturligvis Fanter paa Slutten, dersom de ikke opgive Landslivets Glæder ibetids. Det er virkelig ondt om disse Mennesker, men man kan ikke godt lade være at le ad dem, og den sunde Bondemand af Nabo gjør det ogsaa. Disse «Proprietærer»**) staa sunde Fremskridt i Landbovæsenet meget iveien, idet de ved sit eget Exempel gjøre Nar baade av Agerbruget og det hele Gaardsstel.
Disse «Proprietærer» i Forbindelse med Embedsmænd, som kunne skyde til af sine Indtægter, hvad de tabe paa et «rationelt» Jordbrug, ere den talende Mandsstyrke paa Landbrugsmøderne; det er ogsaa de, som i Regelen skrive og tale til Almuen om Landbovæsenet; men de skrive og tale ligesaa videnskabeligt som de dyrke sin Jord, hvorfor de ikke gjøre den Nytte, som de maatte kunne, og som de vist meget gjerne vilde gjøre; thi det er saa oplyste Mænd, at de føle for det Heles Vel.
Jeg vil ende disse Betragtninger med en Fortælling om en Præst, som for en 17 Aar siden fik et Kald noget oppe i en Fjelddal. Præsten, der var i Slægt med en «Agronom», kom med Landmandens Kathekismus ved Siden af Luthers og tænkte da paa at omvende Bønderne fra «den gamle Slendrian.» Jeg skal ikke indlade mig paa hans Virksomhed som Præst, men som Jordbruger var han meget uheldig. Efterat have kastet mange Penge bort paa Præstegaarden, forlod han den for nogle Aar siden i en daarligere Forfatning, end han modtog den. Han anvendte imod erfarne Mænds Raad Lærebøgernes Lærdomme paa et Jordsmon, som de ikke passede til, og kunde ikke finde sig i det gamle Stræv med Sæterstel og Markeslaatte, men vilde have det paa Østlandsk, hvor Alt er hjemme. Paa den Maade gaar det ikke der.
*) Det er helt naragtigt at se Folk hænge paa sig Navnet Proprietær, der betyder Selveier, og som ikke passer undtagen i en latinsk Tid og hvor Leilændingsforholdene ere. Proprietarius var den, som aatte de vækbyxleden374 Leilændingsgodser, saaledes som endnu enkelte ere igjen i Bergens Stift og Nordland; men ellers er Proprietær, som den nu bruges, blot Modsætning til Husmænd, saa at den, som har Skjøde paa 1 Skillings Jordskyld, kan kalde sig Proprietær med samme Ret og samme Naragtighed. Bonde — paa gammelnorsk buandi — er godt navn, som Ingen behøver at skamme sig ved, og naar Norges gamle storartede Mænd kaldte sig buandi, saa kan saamen en Mand, der skylder Halvparten paa en halv Gaard, kalde sig bondi, som det er sammendraget til. Naar Døtrene af slige Figurer ere her i Byen for at lære Musik og skjønne Kunster — for Jomfruer skulle de være — og de skrive hjem, sætte de Stakler paa Brevet: Hr. Proprietær.
**) Proprietær kalder naturligvis ogsaa en anden Bondemand sig, naar han sidder paa en noget større Gaard. Her ere mange Proprietærer og altsammen var meget godt, dersom de endda ikke kaldte sig selv «Proprietærer» og Kvindfolkene sine: «Damer.»

Nr. 159/1857; søndag 12.07.

[Unionen med Sverige]

Korrespondance
Christiania den 10de Juli
I alle de Sager, som angaa vort Forhold til Sverige, har Storthinget fattet gode Beslutninger, nemlig i Mellemrigsloven, i Spørgsmaalet om Statholderpostens Ophævelse for nogle Dage siden, om Konsulatudgifter idag, og, i de vigtigere Sager af denne Beskaffenhed, som ere igjen, kan man derfor haabe ligesaa gode Beslutninger, nemlig i Bidragene til Ministerkassen og i Spørgsmaalet om Jernbane til den svenske Grændse.
Jeg har før ytret mig om Mellemrigsloven og ment, at det var vel gjort at henlægge den, og saaledes modstaa en Retning, som vil føre os og Sverige sammen i Ting, der ikke høre med til Foreningens Væsen.
Af en annen Beskaffenhed er Statholderposten, hvorpaa en svensk Mand kan ansættes. Det nytter ikke at sige Andet end sandt er: Statholderposten er et Mærke paa, at vi ikke kunde klare os i 1814. Vi bør være rimelige og ikke ville være Karle, naar vi ikke have været detn375; det er ikke passelig at være fattig og hoffærdig ved i broutende og ligesom forargede Ord at tale om «Provindsmærke,» «Principet» og Mangel paa Lighed. Vi maatte gaa ind paa at modtage en Svensk som Statholder, og vi skulle ikke vride paa Handelen bagefter som den daarlige Handelsmand. Vi kunde derved lokke de Svenske til at vride i Ting, som vare af større Viktighed, og med en saadan Atpaagang var vist ingen af Parterne tjente. Paa samme Tid som det er retfærdigt mod Sverige, at ikke vi røre ved Statholderposten, paa samme Tid gjør den os i Grunden ingenting. Vi have vor Frihed og Selvstændighed ligegodt for den. Naar vi kun udvikle vor indre Kraft, nemlig vore Næringsveie og opvække vor Nationalitet, saa ere vi sandelig lige gode og mægtige for det, om vi have denne Post; den er et udvortes Mærke, som Intet gjør os, men som kan glæde Sverige, indtil det kommer saavidt, og vi ere saa fornuftige mod det, at det selv frivilligt udsletter et saadant «Provindsmærke;» men mange Taler i Storthinget og mange Betragtninger i Aviser skulle sandelig ikke gjøre Sverige saa rimeligt; de have gjort, hvad de kunde alle disse til at tirre Sverige, og drive en Kile ind i vor Forening. Kongenk1985 har været god mod os, og Sverige har været saa snilt, at det har ladet han i Fred være det: han har ikke givet os nogen svensk Mand til Statholder i de sidste 30 Aar. En saadan Imødekommen af vore Ønsker havde fortjent en ganske anden Behandling af os. Skulle vi vente at faa af Sverige, hvad der tilkommer os, maa vi yde Sverige, hvad der tilkommer det.
Ligesom det var godt og vel, at man dog ikke gik saa vidt som til at beslutte Statholderpostens Ophævelse, saaledes var det i sin Orden at forhøie Konsulatudgifterne med nogle tusinde Spd., da vi have en saa stor Handelsflaade, og paa samme Maade vil det være i sin Orden at yde vor Andel til Ministerkassen. At forholdsvis saamange Norske som Svenske ikke faa Konsulat- og Ministerposter, kan ikke indflyde paa vor Bevilling; naar vi betale fuldt ud, have vi først fuld Ret til at forlange, at vore Egne skulle komme i fuld Betragtning til disse Poster — i nogen Betragtning komme de alt nu. Desuden skulle vi være saa rimelige at indrømme de Svenske lidt mere end os i dette Stykke: Kongen bor i Sverig, og uagtet han er Konge til Sverige og Norge saaledes at intet af Landene særskilt, men de begge fremtræde, naar Kongen selv eller gjennem Ministre optræder ligeover for Udlandet, saa medfører dog det, at Hoffet residerer i Stockholm helt naturligt, at Sverige mere træder frem, og at saaledes ogsaa svenske Mænd ligge nærmere til at faa slige Poster, især da Sverig nu neppe for det, om Norge ogsaa er med, har en større Repræsentation i Udlandet end før, til hvilken Repræsentation Sveriges adelige Slægter ere tagne. Det er derfor paa sin Maade at give Slip paa Noget for Sverige, hver Gang en slig Post besættes med en norsk Mand. Vi maa derfor — synes mig — finde det over Forventning, at saavidt mange Norske hidtil ere tagne til disse Poster. — Toge vi Sagen paa denne Maade, sa ville vi opnaa mere, fordi vi da ere fornuftige, og forstaa at gjøre Forskjel paa, hvad der isandhed ligger i vor Forening med Sverige og hvad der ligger udenom den. — Det er helt underligt at høre Folk larme over Ting som Statholderposten og Konsulat- og Ministerposter, naar man dels ved og dels tør antage, at de mange af disse samme Folk stemte for Mellemrigsloven og ville have Rigsgjældskontorer og i det Hele røre ved Hjørnestenene af vor Selvstændighed, ligesom ogsaa, at de liden eller ingen Pris sætte paa Styrkning af vor Nationalitet og Sprog. Det er tilgavns at afsile Myggen og nedsluge Kamelen.
Hvad derimod Jernbanen til den svenske Grændse angaar, da er det ikke mere end norsk Svar paa svensk Tiltale, at vi heller ingen Bane bygge paa den Kant. Dels have vi og dels agte vi at bygge Veie mod Sverige uden at det har svaret imod paa sin Side.
Vi skulle være aabne mod Sverige og frit udtale vor Mistanke som vort Haab. Det Samme skulde ogsaa de Svenske være mod os. Saaledes som det nu er — i Politiken, men ikke ganske saa i Aviserne — bruges glatte Talemaader, men Gjerningerne staa i Strid med Ordene. Det er et Høflighedsforhold med Buk og Skrap, som efter Livets almindelige Gang godt kunde ende med Slagsmaal. Dette er hverken klogt eller værdigt i et saa storartet Forhold som mellem Norge og Sverige. Det er tvende Folk, som ere forbundne i Krig og Fred og fælleds optræde ligeover for de andre Nationer. — Det vilde gjøre godt og være stort, om en Storthingsmand fra sin agtede Plads med Dygtighed kunde tale greit om mange af disse vore Forhold med Sverige, ligesom det paa den anden Side var ønskeligt om en Rigsdagsmand tog Bladet fra Munden og blev en Røst for sit Folks Følelser.
En saadan Tale vilde være som Achillis’sk1986 Landse, der baade saarede og helbredede.

Nr. 163/1857; fredag 17.07.

[Forsvaret; gjeldsfengsel]

Korrespondance
Christiania den 16de Juli
Da Storthinget i 1854 skrev sin Militærlov, lagde det ikke Mærke til, at Byerne og Kyststrækningen, som udgjøre Søbevæbningen, ikke paa langt nær havde Brug for alt sit unge Mandskab, hvorfor en saa stor Del af det slipper al Tjeneste. Det er dette man nærmest vil rette paa ved en Militærlov paa dette Thing; men da man saa alligevel ikke har Brug for alt ungt Mandskab, idet den bestemte Sø- og Landmagt snart bliver fuld, saa bliver Forskjellen i Grunden kun den, at Flere maa være med at trække Lod, og flere Heldige blive i Reserven. Det er skrøbeligt for alt det man arbeider med en Militærlov, og endnu kan man sige, at vi endda ikke ere komne saa langt, at vi vide, hvad vi ville gjøre. Nogle ville, at vi Alle ligesom hos de gamle eller endnu vilde Folkeslag skulle være oplærte til Krigere for at være Mange nok, naar Faren staar paa, og naar der ingen Fare er, da at være almindelige arbeidsomme Borgere. Det er en vakker Tanke denne, men den bliver saa dyr, dersom Folk skulle læres op saa de duge Noget. Det er ikke nok, menen376 Krigskyndige, at Folk fra de ere smaa lære sig op i Legemsøvelser, og naar de blive store ere sammen paa Øvelse i hver sin By og Bygd nogle Dage Høst og Vaar. De maa læres op, «dresseres», hvilket er det fremmede Ord man bruger om at lære op Hesten og Soldaten; og at lære alle Vaabendygtige i et Land op til gode Soldater, vilde være større Bekostning end noget Land kunde bære, og saa maatte paa gammeldags Vis Kvinder og Børn — en Trællestand have vi nu ikke som da — dyrke Jorden.
Det er denne Betragtning, at Soldaten maa være oplært lig en anden Fagsmand, en Kandidat eller en Haandverker, som vor Militærstyrelse har. Denne Betragtning har vistnok alle Styrelser, og det er greit, at en Mand, der lig Jeppe lever og dør som Soldat, maa være en bedre Stridsmand fra Haandgrebenes Side end en almindelig Borger, der bare har øvet sig lidt hvert Aar; men det er nu igjen den Feilen ved disse Fagsmænd af Soldater, at de ere saa farlige for Friheden; Historien har vist, at de ere Redskaber i Styrerens Haand til hvad Ondt det skal være. Om de kommanderes mod Russen eller Landets egne Børn kommer ud paa Et, det er ligesom at hidse Hunden. Det er slige Folk, der sige, hvad en nylig afdød høi Officier sagde i et Selskab: «Om jeg faar Befaling at sprænge Storthinget, saa gjør jeg det, for min Konge adlyder jeg først og fremst.» «Grib ham, grib ham!» sagde Nogle af Selskabet, «thi han er en Forræder med Fædrenelandet» (Grundlovens §85).
Det er et Mærke paa, hvor lidet Verden er fremtreden, at den endnu skal være nødt til at holde oplærte Krigsfolk paa Benene, dels mod indvortes Uro som Politi og dels mod udvortes Angreb. Verden vilde blive et Paradis, dersom man kunde sætte alle Hænder til nyttigt Arbeid, og anvende alle sine Midler til nyttige Ting. Selv vi anvende ompas en Trediedel af de samlede Statsindtægter paa militære Sager. Med denne aarlige Pengesum og den aarligt indsparede Arbeidskraft vilde vi snart ikke alene kunne gjøre Veie, Jernbaner og Kanaler, som vi trængte til, men ogsaa dyrke Landet op som en Kaalseng. Det er grovt at tænke paa, hvad for en Blodigle Militæret er paa alle Lande.
Men hvad skal et enkelt stakkels Land gjøre? Det maa være med, selv om det ser, at det er med i Undergangen. Det er en europæisk Dands, som enhver Nation maa være med at træde. Imidlertid gaa Somme bagud af Dandsen, og det er det, som vore høieste militære Mænd sige, at vi gjøre. Man peger mod Rusland, ligesom Barnet trues med Nøkken.
Hvad skal en arm Storthingsmand gjøre? Det greieste for ham er at stemme for en Lov, som de høieste Militære foreslaa den, og at bevilge til Krigsstyr Alt hvad forlanges. Men saa er da igjen en indre Stemme, som siger, at dette heller ikke er saa rigtigt, da Landet og dets Udvikling ogsaa maa tænkes paa. Saaledes deler man sig, og gjør derved Intet tilgavns, men hvem tør tage Ansvaret paa sig at handle annerledes? Det er virkelig ondt om vore Storthingsmænd i dette Stykke, og jeg kjender Somme af dem, der tage sig denne pinlige Tilstand meget nær, hvilket forresten ikke er Andet, end hvad enhver samvittighedsfuld Mand maatte gjøre, naar han i Sagen var nødt til at handle.
Naar et Snak og en Tale har faaet en vis Modenhed, saa kommer det i Aviserne. Saaledes er det nu kommet i en Avis herinde (Aftenbladet), at Institutbestyrer og filologisk Kandidat Holthk1987 har sat et Kvindfolk i Gjældsarrest for hendes Børns Skolepenge. Hr. Holth oplyste igaar i samme Avis, at det ikke var Skolepenge Alt, men det meste kontant Udlæg. Dette forbedrer imidlertid ikke Sagen stort. At en Mand, der har studeret sin humaniora, sætter en Kvinde i Gjældsfængsel, er noget vel stridt i disse Tider. Selv om en af vore ynkeligste Aagerkarle havde gjort det, vilde man have studset. Denne Historie er en god Forklaring til Talerne i Storthinget, at Gjældsfængsel ikke er misbrugt, og Hr. Holth har forsaavidt Fortjeneste af Samfundet, som han ved dette bidrager til, at vi engang kunne faa afskaffet Loven om Gjældsfængsel. Men saalænge Loven ikke er afskaffet, bør den være afskaffet i skikkelige Folks Hjerter, saa at Samfundets Foragt tynger hver den, som anvender Loven, hvad enten han anvender den paa Kvinde, som her, eller paa Mand. Det var godt gjort af Aftenbladet at driste sig til en saadan Udtalelse. Først derved faar den offentlige Mening en Magt, der gjør slige Love uvirksomme. Her gaar Mennesker i Christiania, der sætte mange Folk i Gjældsfængsel. Tiden maa vel modnes, saa at de finde sin Regning ved at lade være den Ting.

Nr. 165/1857; søndag 19.07.

[Redsla for å låne; utvidinga av Christiania]

Korrespondance
Christiania den 17de Juli
«Vi kunne ikke leve, dersom vi nu skulde miste vore gode Veie og Dampbaade», hører man ofte gamle Folk sige, der i sin Ungdom vare vante til at føre Alt paa sin egen eller paa Hestens Ryg. Det er derfor en taknemmelig Ting at have med Vei- og Dampvæsen, fordi Alle se Nytten af det med en Gang. Storthinget har ogsaa i dette Stykke handlet imod sin Natur, nemlig gaaet videre med Bevilling end Regjeringen forlangte, baade med Anskaffelse af Dampskibe og med Telegrafanlæg. Det kommer nu an paa, om ogsaa Storthinget i det endelige og store Veibudget vil gaa videre end Regjeringen har forlangt. Regjeringen har nemlig slaaet noget af i den lagte Veiplan, saa at der krævedes mindst 200,000 Spd. til for at holde paa som begyndt. Man har nemlig i Departementets Veikontor Maal og Rids over alle Veie med Bakker og Sletter, og i dette Veinæt pilles ud det Værste til at forbedres først, Alt med Hensyn til en sammenhængende Udvikling og en ligelig Fordeling. Saasnart derfor en Bakke ønskes omlagt nogetsteds, saa slaar Veikontoret efter i sine Rids og ser, hvorledes Omlægningen passer ind i Udviklingen af en fremtidig fuldkomnere Veitilstand. Det er unegtelig god Greie man har paa det, og det er Synd, at man ikke skal kunne gaa saa fort frem som man vilde paa Udbedringen af Veinættet, da det er Noget, som lønner sig, det. Man tænke f. Ex. paa den daglige Besparelse af Mands- og Hestemagt, som vil vindes ved den bestemte Omlægning af Paradisbakkene. Man skjønner ikke ret paa dette, før man selv blev spændt for en Slæde eller Kjærre. Har Staten ikke Penge til alle de nærmeste Veiom- og Anlæg, saa faar den laane. Det er vistnok dyrt iaar at laane, men saa faar den laane mindre. Den som har Betrusel kan blive rig, om han ikke har en Skilling at begynde med; at faa laant Penge er at faa Penge, naar man bare er forstandig og kan bruge dem ret. Dette er endnu mere Tilfældet med Staten end med Enkeltmand, idet Staten kan lægge den største Betaling paa Efterkommerne, som den ved sine Laan til saa rentebærende Ting som Veie, Kanaler og Jorddyrkning har forberedt et lykkeligt Liv. At have Statsgjæld til slige Ting er en ren Statsindtægt, og det er denne Sag man maa prænte ind i Folk til de skjønne den.
Det er en prægtig Ting, at Bygder og Byer ogsaa nu ved en ny Lov kunne udstede Obligationer, lydende paa Ihændehaveren for den Gjæld, som de stifte. Det vil lette betydelig Optagelse af Laan til nyttige Indretninger, som de berigede Efterkommere ere nærmest til at betale, og det tør antages, at der vil komme et ganske andet Sving i mange Ting, naar man har lært at greie sig saa let.
Det Land er ikke rigt, som er gjældfrit, ligesaalidt som den gjældfrie private Mand er rig; det er somoftest Armoden og Mangelen paa Betrusel, som gjør at han er gjældfri. Men er det en Mand, som ikke kan styre og stelle sig, saa er det klogt af ham ikke at gjøre Gjæld, om han kunde faa gjort den. Staten kan paa samme Maade gjøre Gjæld til Ting, som Intet kaste af sig i Fremtiden, saasom til Bygning af et Krigsskib, der snart raadner bort. Men saa er det Landets Værdighed og Selvstændighed, som her kommer i Betragtning og gjør, at det kan forrente sig meget godt at gjøre Gjæld til Førelsen af en Krig. England kan man sige er just netop blevet rigt ved hvert uhyre Laan det har gjort til hver Krig, det har ført. Dets Handel og Magt er saa udvidet, at Laanet kommer ind igjen paa et eneste Aar mange Gange, ikke at tale om at det nyder en Frihed, som hverken kan kjøbes med Guld eller Sølv, men som alle aandelige Goder med dyrebart Blod.
Idetheletaget svarer det derfor altid Regning at gjøre Gjeld, naar man kun har Fornuft til at bruge Pengene, og det er en overmaade vakker men enfoldig Tanke hos Storthingsmændene, at de ere saa rædde for en Statsgjæld. Det er Bondens gamle Tankegang at spare og spare, og netop ved denne Sparing liggern377 Armoden: «Sulten et (æder) Sulten up», siger et gammelt Ord. Enhver, som tænker sig lidt om, har vist seet hvorledes en Mand Aar efter Aar som før Mand efter Mand har en elendig og stenet Tilkjørsel til Gaarden, som hver Dag sliter ud Redskab, Hest og Folk; det vilde ikke koste 8 Dages Arbeid at faa Veien god, men Manden synes, at det koster formeget, og dermed sliter det af. Mangen Gang har han heller ikke Raad til et saadant lidet Forskud af Arbeid; men om han fik laant 10 Spd. til en saadan liden Forbedring af sin Adkomst til Gaarden, saa turde han vist ikke laane til sligt noget; nei, gjældfri, om saa Alt slites ud. Det er unegtelig forsigtigt og næsten smukt tænkt, men le ad det maa man, det er ingen Raad for det.
Det er igjen et Bevis paa Byrepræsentanternes større Oplysning og Omtanke i slige praktiske Sager, at de ere mere behjertede til at stemme for Bevilling til Veie og andre Faremidler, uagtet Fordelen ikke ligger dem saa nær, og uagtet de ikke mindre bære Udgifterne.
Igaar gik efter et langt og varmt Ordskifte Loven om Forstædernes Indlemmelse i Christiania gjennem i Odelsthinget. Denne nyttige Foranstaltning, som naturligvis Akersogn har størst Fordel af, blev skjæmt ud paa sidste Thing ved at blande Stabellk1988 formeget med ind i Sagen, og det er at haabe, at man nu er klogere, saa at Lagthinget ogsaa antager Loven, for begynder man paa samme Vis som sidste Gang, saa falder Loven bestemt i Lagthinget. Det er Mange, som tror, at den falder desuagtet, skjøndt her er ingen Fare paafærde, da Christiania saa alligevel ikke kan faa flere end 4 Storthingsmænd. Her har nemlig vist sig en Politik, som ikke vil tillade flere Byers Oprettelse eller Udvidelse, for ikke at faa flere Storthingsmænd fra Byerne, der nu sender flere i Forhold til Landet end Grundloven har bestemt. Det er den samme Politik dette som at trampe ned Naboens Aker fordi Ens egen ikke vil voxe, for at begge Grander kunne være lige. Det bedste var at dyrke op sin egen, saa at begge kunde staa godt.

Nr. 169/1857; fredag 24.07.

[Bustadbyggelag; soknerådsloven skrinlagd]

Korrespondance
Christiania den 22. Juli
Her holdes nu paa i Byen blandt de bedre Arbeidere at danne sig Foreninger til Anskaffelse af Huusverurn378; ethvert Huusvern379 skal være Del af en stor Bygning, hvori der skal gjøres saamange Husverur, som det af Byggehensyn findes bedst. Husveret bliver dens Eiendom, der har bidraget til Foreningens Kasse, og som det ved Lod tilfalder, naar hver enkelt Bygning skal deles ud. Det bliver saaledes Arbeiderboliger, men med den Forskjel, at disse blive Beboernes egen Eiendom.
Dersom dette Forsæt hos Arbeiderne kunde blive til Noget, vilde det være en meget god Ting i mange Henseender, men der stiller sig vist mange Vanskeligheder i Veien med at faa stelle det Alt saaledes, at baade Foreningen kan bestaa, og det enkelte Medlem faa noget igjen for sine ugentlige Indskud, om der skulde hende ham noget Uventet. Saavidt mig bekjendt, ere Lovene for Selskabet heller ikke endnu efter mange Møder og Overlægninger komne istand.
Det vilde være gildt at faa store stoute Bygninger istedetfor disse smaa og kleine Huse, som nu ere almindelige i Byens Udkanter. Byerne vilde blive baade vakrere og sundere og sædeligere, og Arbeiderne vilde hæves mere baade i sine egne og i Samfundets Øine; men den Foreningsaand, der lod dem arbeide til dette fælleds Maal, vilde dog være det Bedste ved det Hele. En saadan Foreningsaand vilde nemlig ikke blot fremme Arbeidernes timelige, men ogsaa deres aandelige Velvære, idet Sandsen for en god Statsborgers første Pligt vilde skjærpes, den nemlig ikke at falde Samfundet til Byrde, ligesom vist ogsaa lærerige Samtaler og Foredrag vilde blive holdte i disse Foreninger, og der ligger megen aandelig Tugt bare i den Ting at Folk holde sammen, hvorfor man ogsaa ser, at ingen Forening bestaar længe, naar den ikke er oplyst eller ledes og samholdes godt med Selvfornegtelse af enkelte Mænd. Arbeiderne kunde virkelig nu i disse gode Tider hæve sig Noget, men dertil kræves ogsaa foruden deres eget gode Stræv, at der i hver By fandtes Mænd, som vilde og kunde lede dem med Raad og Daad, saasom: faa dem til at oprette Enkekasser, stifte Foreninger som denne her nævnte, eller faa bygd Forsamlingshuse, hvor man kunde samles Helligdage og høre Taler over nyttige og lærerige Ting.
Det er paa den Maade man skulde hjælpe Almuesmandenn380, at man opdrog ham til at hjælpe sig selv. Den ligefremme Hjælp hjælper bare for den Gang, og istedetfor atn381 løfte den Hjulpne i sine egne Øine, trykker det ham ned, saafremt han har nogen Æresfølelse; det vænner ham til at stole paa Andre, og derved lærer Folk en Betragtning, som meget svækker Samfundet. Men det er ogsaa en langt tyngre Maade at hjælpe paa saaledes at hjælpe med Raad og Daad end at hjælpe med Pengegaver; den velhavne Mand tjener gjerne Penge let; men tungt bliver det altid at ofre Tid og Arbeide paa Folks Oplysning og Forbedring. Det er en aandelig Sygepleie, der ikke er meget lettere end den legemlige Pleie og Nattevaagen.
Det var en varm Dag i Lagthinget igaar, men saa blev der ogsaa gjort en god Gjerning, idet Beslutningen om Menighedsraad efter Forslag af Hilsenk1989 blev henlagt, hvorved rimeligvis Loven ogsaa falder i Odelsthinget eller idetmindste i det samlede Thing. Det er en Fortjeneste af Hilsen, maaske større end Nogen for Øieblikket tror, at han klarere end nogen anden Thingmand saa, hvad der laa paa Bunden af denne Lov om Menighedsraad, som Geistligheten med en saadan Vold og Magt vilde have frem. Der laa nemlig intet andet paa Bunden af den end en Opvækkelse af Lovbogens mørke Bestemmelser om Kirketvang og Kirketugt. Disse Bestemmelser have i de sidste hundrede Aar ligget uvirksomme, fordi de have stredet imod den mildere Aand, som Oplysningen har skabt, men ved nu at være blevne vakte op igjen, vilde de have faaet et nyt Liv, som rigtignok snart vilde være blevet udslukt igjen, men som dog vilde have gjort megen Ulykke i sit korte Liv. Den bedste Mand i Byen eller Bygden vilde en vakker Dag let kunde have kommet til at staa Skrifte eller endog blive bansat, ja maaske landsforvist, uagtet den borgerlige Lov har afskaffet Landsforvisningen, altsammen fordi en blindt nidkjær Præst og et uvidende Kirkeraad fandt, at han ikke iagttog nok de udvortes Skikke. Ens Tro, som alene Vorherre maa dømme, naar den ikke fremtræder i udvortes Lovbrud, vilde være bleven trukken frem for en menneskelig og i de fleste Tilfælde uvidende Domstol.
Der var ogsaa en mærkelig Modsigelse i Beslutningen, den nemlig, at det skulde staa en Menighed frit for at indføre Loven, men ikke ligesaa frit at afskaffe den, dersom man ikke likte den. Det vilde med Indførelsen have gaaet saaledes til at Folk ikke ret havde vidst, hvad Loven betydede, og derfor paa gammel Vis ikke mødt frem til Afstemning, hvorved da en Haandfuld opstemte Folk eller «Lærere» eller «Opvakte» vilde have bøiet Menighedens Hals under et Aag, som alene Storthing og Regjering kunde have taget af igjen. Var det frit med at indføre Loven, maatte det ogsaa være valgfrit at afskaffe den. Og saa vilde man have faaet den Besynderlighed at afskaffe ad Lovgivningsveien en Lov for en Bygd og lade den staa for en anden.
I Danmark har man taget denne Ting paa den ene rette Maade, idet man lod Menighedsraad være en fri Sag af Menighederne uden at forlene dem med nogen anden Magt end det frie Ord. Loven blev henlagt i de danske Thing, men en Skrivelse fra Kirkedepartementet gik rundt Landet med Indbydelse til frivilligt at oprette Menighedsraad. Saaledes maa det ogsaa blive her, og da kan Ingen have noget imod Menighedsraad, tværtimod maa de ønskes.
Det er helt forunderligt, at et Lovforslag som dette kunde komme saavidt; men Tingen er, hvad Bergsagerk1990 for fuldt Alvor udtalte i Lagthinget igaar, at man ikke turde udsætte sig for Mistanke for «Rationalisme» og «Indifferentisme» ved at stemme mod Loven. Det er aandelig ufrit gjort af Storthingsmænd at tage slige Hensyn; men det bør erindres, at vi nu for en Stund leve i en skinhellig og hovedhængende Tid, i hvilken gamle ugudelige Kroppe gaa med et fromt Ansigt og tage alle Ceremonier iagt. Man bør derfor undskylde mange Thingmænd om de lode sig paavirke af denne Tid, især da det maa være dem meget om at gjøre at staa som rene Mennesker. Det er imidlertid vel, at vi ogsaa have Storthingsmænd, der tør bryde med Tiden, og heri ligger Tidens Forløsning.

Nr. 171/1857; søndag 26.07.

[Nye kredittbankar]

Korrespondance
Christiania den 25de Juli
Nu begynder Folk at tage sig til rette i Bankveien, siden Storthinget ikke gjør Noget. Medens det er 3 «dissenterende Meninger» i Bankkomiteen, opstaa her ligesaamange Banker udenfor, og i Christiania er ikke mindre end tvende Kreditbanke i disse Dage grundlagte. Da de have samme Formaal, er det rimeligt, at de slutte sig sammen, hvortil ogsaa de første Skridt skulle være gjorte. Naar disse Banker komme til «Kreditkassen», saa have vi idetmindste Banker nok af sligt Slag. De kunne være bra nok, disse Banker, og et Land trænger til nogle af dem; men saaledes som baade «Kreditkassen» er og som de bekjendtgjorte Love for Kreditbanken antyde, saa er det dog ingen egentlig Kapital disse Indretninger skabe; de lette bare Omsætningen af Værdier, som alt ere forhaanden. De ere intet Andet end Bankierhuse, og ingen Mand maa indbilde sig, at slige Banker afhjælpe Pengemangelen i nogen Maade, undtagen forsaavidt at de laane paa Banker, som de andre Indretninger ikke ville give Laan paa. Men endogsaa i denne Henseende ere disse Banker indskrænkede, og dels ligge de ved sin høiere Rente midt imellem en Statsbank og Aagerkarlerne, som have Kontorer omkring i Byen, og som naturligvis ingen Bank kan udrydde, fordi det er Armoden og Uvederhæftigheden, de skal leve af. Disse Banker ville være som Norges Bank hidindtil har været og som enhver Handelsmand er, de ville nemlig tjene Penge selv, hvilket de ogsaa gjøre; men nogen Regulator mod voldsomme Pengeomslag har man ikke, og det var det, som en Statsbank kunde og burde være; det var ogsaa det, som maatte være Meningen, da man udskrev «Sølvskatten» og inddrog de sidste Rester af nationale Smykker. Men Norges Bank, det maa siges atter og atter, er bleven sin Bestemmelse utro; den har beriget Aktieeierne, som i de fleste Tilfælde ikke ere arme Indskydere af Sølvet, men Landet har den gjort hvad den kunde til at udarme. Den har været en simpel Forretningsmand, der istedetfor at afværge «Kriser» netop har fremskyndet dem, idet den i gode Dage ikke har seet de mørke Skyer, som trak op, og advaret, men ladet Pengene gaa og saa sagt stop med en Gang. Den har heller ikke benyttet nok sin Magt til at skabe Kapital. Det er ingen Mening i det at have omtrent det samme Antal Penge i Omløb efterat Jordeiendomme og alle Livsfornødenheder ere i over den dobbelte Pris. Men nu bliver der vel Noget af i Bankkomiteen, hvor der skal være tre Meninger, og vare disse Meninger gode, saa var det mange nok; men det er et Mærke paa Raadvildhed, at en Komité bestaaende af 7 Mand deler sig i saamange Dele. Bankkomiteen falder fra hinanden i mange Stykker, ligesom Livet udenfor gjør med sine mange Banker, og denne opløste Tilstand maa overtyde Enhver om, at her er galt paafærde. Folk famle og føle, at det Bestaaende ikke er til at holde ud. Dette er det første Skridt til at rokke Troen paa de nuværende Pengelærdomme, og fremkalde en bedre Tilstand. Kræfterne maa samles og Norges Bank bruge sin store Magt og Tillid.

Nr. 175/1857; fredag 31.07.

[Utvidinga av Christiania; banklovgivinga]

Korrespondance
Christiania den 29de Juli
Nu er da Christiania stor nok: Odelsthingsbeslutningen om Byens Udvidelse blev antagen i Lagthinget, og da Forslaget er Regjeringens eget, vil Loven sikkert blive sanktioneret. Baade Byen og Aker vil tabe, men etsteds maa ogsaa den Orden og Forbedring komme fra, som disse Forstæder og Udkanter ville faa. Aker synes nok at tabe mest for Øieblikket ved at miste saa mange rige Skatteydere, som disse mægtige Fabrikeiere og Andre der paa Løkkerne ere; men naar Fabrikarbeiderne blive gamle, saa skal det holde haardt for Fabrikene at føde sin Stok, og desuden kan mange Fabriker blive nedlagte, og da ved man fra Udlandet, hvor ilde faren man er med disse ulykkelige Arbeidere, som ikke kan nogen anden Ting. Her er desuden allerede nedlagt et Spinderi, og det andet skal være paa Veien til det. Forhøielsen af Told paa Bomuld som indføres, og Nedsættelsen af Told paa spundne og vævne Sager, som skulle sælges her, maa holde haardt for Fabrikerne, hvor liden Toldforandringen end var. Man har «forspekuleret» sig i disse Fabriker, hører man jevnlig nu.
Christiania vil ogsaa tabe ved det at Handelsgrændsen vil udvides; Christiania som et Helt kan naturligvis ikke ved dette tabe Noget, men den gamle By vil tabe Meget.
Stabellk1991 vil ogsaa tabe, skjøndt han sidder nu saa fast og har saamange Udveie, at det rimeligvis ikke gjør ham Noget enten han kommer paa Storthinget eller ei. Folk ere for skadefro over Stabell: han gaar nu i Byen under Navn af «den nye Statsborgeren,» et vittigt Ordspil forresten, da det ogsaa godt kan bruges for at betegne hans gamle Morgenbladvirksomhed. Man gjør formeget Væsen af Stabell, der sandelig er en høist uskyldig Mand og snil i mange Ting. Men ved at hænge paa Folk, saaledes som man har gjort ved Stabell, gjør man store og farlige Mænd af dem. Hvad der er vist, det er dog, at Stabell blev dyr for Akersogn paa Slutten; thi det var hans Skyld, at ikke Bygrændsen blev som af Regjeringen foreslaaet til forrige Thing, hvorved Aker havde mistet alt Skrapet og beholdt det Bedste. Har han, hvad Ingen kan negte, Fortjeneste af Aker med Sparebanken, der har skaffet Penge til saamange Ting, saa har han sandelig forspildt Alt og mange Gange saameget til ved dette sit sidste politiske Træk. — Nu kommer der allerede ovenfor Bygrændsen ved Galgeberg en Rad med Hytter, og saaledes vil det blive udenfor Bygrændsen opigjennem ved Sagene, hvorved Aker faar Armoden, men har mistet Herligheden.
Det gaar livligt til i Odelsthinget disse Dage, men der udrettes ikke meget, skal man maale Virksomheden efter Paragrafernes Mængde, som blive færdige. I Mandags talte man i fem Timer over den første Paragraf i Forandringer til Banklovgivningen. Paragrafen blev forkastet efter Komiteens Indstilling. Igaar blev man færdig med den anden Paragraf, men idag kom man nok ikke ud med den tredie. Det angaar ikke Forandring i Banklovgivningen, saa at Folk kan faa flere Penge, og saaledes vil det ikke kunne interessere atn382 afskrive disse Paragrafer. Det man talte længst om, var om at afskaffe Dalersedlerne, saa at den mindste Papirsedel skulde være paa to Daler. Det blev ved det Gamle. Og saa var det om, at Papirpenge ikke skulde være tvunget Betalingsmiddel, naar Papirdaleren ikke var saameget værd som Sølvdaleren, altsaa naar Banken ikke kunde væxle. Saa blev det.
Lerchek1992 begynder nu at blive god. At han trætter med Schweigaardk1993 kan være morsomt nok det ogsaa; men naar han kalder Stabell en Leporello, er han pudsig, skjøndt det kan komme ham dyrt at staa, da det danske Blad, Dagbladet, skal, som det fortælles, være ilagt Mulkt, fordi det kaldte den bekjendte Goldschmidtk1994 alle Grevers Leporello. Leporello var nemlig den berømte Don Juans Tjener og skaffede sin Herre alle Elskerinder, af hvilke der, som han i Operaen synger af den lange Liste, i Spanien alene var 1003. Leporello kan dog tages i en bedre Betydning, nemlig den, som render Ærinden for en Anden.
I Pengesagen taler Lerche meget, men derfor sagde han ogsaa en Gang: «Jeg og andre Statsøkonomer.»
Dersom Storthinget, ligt de fleste andre lovgivende Forsamlinger, vilde tillade Bravo! Hør! Meget godt! og Klap og Hyssen, kom der virkeligt til at være muntert i den store Salen nu i denne Pengeloven; der er nemlig en Frihed i Tiltalen og en Heftighed, som ikke er almindelig. Schweigaard var næsten engang nu mod Borchseniusk1995 som i 1848 eller 51, da han skulde slaa sond Snusdaasen sin under Talen. Borchsenius kan ogsaa være saa feig og furtelig, at man nok kan komme i Varme.
Den første af Kreditbankerne skal ville slutte sig til Kreditkassen, fordi den nye var den gamle for «blæret,» det kan gjerne oversættes med for rig til at tage i.

Nr. 183/1857; søndag 09.08.

[Skolelærarmøte på Hamar]

Korrespondance
Hamar den 7de August
Her har nu i 3 Dage været et Skolelærermøde paa Hamar, hvori Skolelærerne har drøftet adskillige Sager angaaende deres Lærerfag, deres borgerlige Stilling og hvorledes de bør optræde i religiøse og politiske Bevægelser. De have virkelig talt med megen Forstand, og Enhver, der har været tilstede ved Præste- og Landbrugsmøder, maa erkjende, at Skolelærerne ikke gik mere paa Vidotta end Andre. O. Vigk1996 og Skolelærer Hougank1997 vare som Ledere meget gode til at skjære bort Udskeielser.
Efter endt Møde igaarkveld gik Skolelærerne ud paa Hamars Ruiner, hvor de først afsang følgende til Leiligheden af A. O. Vinje forfattede Sang:
Vi staa og synge paa Hamars Grav,
hvor Neslen gror under Foden,
og Mindesteinen er broten af
og Alting rubbet med Roten.
At Storhed her er slumret hen,
ei nogen drøyme skulde,
hvis Kirkebogar ei stod igjen
som Kjæmpens Knokar af Mulde.
Men Hedemarka er like rik
med Blomsterkrandse om Panden,
og Mjøsen smiler i hver ei Vik
som før den gjorde til Stranden
og Furnæsfjordens Leik og Lag
vi sjaa, men kan ei skjeldre:
den ligger end den Dag idag
Som eit Drikkehorn til Veldre.
Og endnu ringer sig Akersvik
saa ven som nogen er funden,
og Vang og Stange de ligge lik
eit Elskovssmil ikring Munden,
og op fra Mjøsens djupe Bund
sig hæver Helgaøya:
den er saa rik, den er saa rund,
den er som Barmen paa Møya.
Som Sigd og Ljaa med sin Vexelsang
for Hedemarka mon sjunge,
saa her vi blande nu denne Gang
mod deres blanke vor Tunge.
Vi skilles ad, men hvad vi saa
og høyrde vi ei gløyme,
vi gik og sang, hvor Hamar laa,
og ser den bedst naar vi drøyme.
Efter Sangen steg Vinje op paa en af de afbrudte Buer, og bad om Forladelse fordi han dristede sig til at tale nogle Ord fra et saa ærverdigt Sted, hvor al Tale maa blive mat mod det mægtige Indtryk af de tause Ruiner. Han talte da videre om disse Ruiner, hvorledes de stode igjen som Minder om Norges Storhed og Magt paa samme Maade som de mange Ord og Vendinger fra Oldnorsken i vore Bygdemaal. «Der er Styrke i disse Søiler, de ere som jordvoxne.» Men Hamar faldt, fordi det ikke længer kunde være Bærer for Tidens Aand. Katholicismen var borte, og saa stod Hamar igjen som et Legeme uden Sjel. Det var Synd, at det gamle Hamar skulde brede en Munkekappe og Hætte over dette skjønne Land. Derpaa talte han om Krigen med Sverige, da Hamar blev brændt, og gjentog et Vers af et Digt, han før havde gjort:
— — — — —
I denne Tid, da saadan Vid man evned
da var det og, at Storhamar brann;
den sank i Grus, selv Kirken ei blev levned,
men Freden dens Ruiner atterfann.
Vort Broderskap med Sverig Hamar følger,
den ser det paa sig selv i Mjøsens Bølger.
Derpaa talte Vig om de forskjellige Religioner og sagde, at man ikke burde være for haard mot de gamle Katholiker, som gik og sang her; gjentagende hvad Vinje før havde sagt, at Munkene vare de klogeste Folk, man havde i den Tid. Han mindede om disse store mærkelige Stene, der vare sammensatte med Suk og Taarer, og hvorledes alt i den Tid blev gjort med Tro og derfor var stort; saaledes Korstagene og de gamle gotiske Buer, der endnu forbause Verden; men af disse gotiske Buer og den gamle Kirke fremgaar nyt Liv, pegende hen paa de Buske, der voxe ud mellem Ruinerne. Vinje udbragte et Ønske for det nye Hamar, at det maatte blive like saa stort i nyere Oplysning og Tidens Fremskridt, som det gamle Hamar havde været stort i Romantik og Vankundighed. «Det unge Hamar er af gammel god Adel, det har gjæve Forfædre at slægte paa, men ogsaa et stort Navn at vise sig værdigt; det maa være en Styrke for Sjelen at gaa ud til disse Ruiner ret ofte.» Skolelærer Holtk1998 udtalte et Ønske om, at Skolelærerne kunde lære de svenske Skolelærere at kjende, ligesom de boglærde Folk havde gjort. Han mente, uden skarpt at udtale den poetiske Tanke, at her fra Brandens og Ødelæggelsens Tomt burde Forsonligheden udgaa igjen. Skolelærer Skougek1999 fra Bergens Stift talte om Troen, og forresten udbragte et Leve for Ola Vig som Leder af Forhandlingerne og som folkelig Mand, der har udrettet Meget og forhaabentlig vil udrette Mere. Skolelærerne sang imellem alle Taler; de sang med gribende Sikkerhed og det var præktige Røster; Anføreren, Skolelærer Gulbrandsen,k2000 brugte sin Taktstok med Sikkerhed, en vakker ung Mand, der forhaabentlig vil arbeide sig frem til en bedre Stilling.
Det var noget Regn og Mødet var ikke bekjendt nok, saa at der ikke var saa mange Hamarboere og Bygdefolk, som der ellers vilde have været; men dog tror jeg, at Skolelærerne har efterladt et godt Indtryk paa Hamar, og vist er det, at de gjorde mere heroppe end baade Landbrugsmødet og Naturforskermødet ifjor, hvor selve Vicekongenk2001 var med.

Nr. 187/1857; fredag 14.08.

[Jurysaka; studieførebuande utdanning; arkitektur]

Korrespondance
Christiania den 12te August
Her er megen Strid om Mangt og Meget nu. Det er store Ting, man strider om, nemlig om Lov og Ret, om Videnskab og Kunst. Til Lov og Ret regner jeg Juryen, og om den er her store Basketag i Aviserne, som Forbud paa dem, der ville blive i Thinget, naar Sagen der kommer for nu snart. Christiania-Posten har havt nogle mægtige Artikle mod Juryen af Grunde hentede baade fra Juryens eget Væsen, fra Grundloven, fra dens Dyrhed og fra vort einbølten383 Lag af Bygder og Gaarde. Den kongelige Jurykommission er rost og Komiteens Indstilling, som anbefaler Juryen, er lastet. Aftenbladet stiller sig bestemt paa den modsatte Side og vil at Jury skal indføres, medens Morgenbladet paa de sidste Aars Vis bærer Kappen paa begge Skuldre, for, naar Noget har staaet, at kunne slutte sig til Seierherren. Striden har udartet paa Slutten, saa at Ord som «Skamløshed» og «halvstuderet Røver» ere brugte. Det kniber nu og derfor maa man rykke ud med det grove Skyts, men Enden paa Leiken bliver vist den, at Sagen udsættes, indtil man kan komme efter, om det norske Folk vil have Jury eller ikke. Dette kunde man for en Del faa vide ved Erklæringer fra Formandskaberne, som da maatte faa en grei Fremstilling af hvad Jury er og de Byrder, den vilde medføre. Men selv om det saakaldte Folk vilde have Juryen, saa vilde den dog ikke blive indført, al den Stund at Størsteparten af Landets Jurister ere imod den; det er nemlig helt utænkeligt, at Storthing og Regjering i rolige Tider skulde driste sig til at gjennemføre en saa stor Ting, naar de, der bedst maa skjønne paa den, sagde, at den var fordærvelig. Ingen stor Forandring er nemlig indført i noget Lands Indretning, undtagen Landets bedste Mænd have været for Forandringen; det er alene i urolige Tider, at man kan gjøre Kulbøtte, men saa reiser man sig paa Benene igjen, naar de rolige Dage komme.
I Videnskaben kjæmpes ikke mindre, ja det er nu igrunden ikke i Videnskaben, men for at Videnskab skal komme. Det er nemlig om at forandre det, som skal læres, før man bliver Student. Regjeringen (Kirkedepartementet eller dets Raadgiver) har foreslaaet, at latinsk Stil skal stryges, og en af de Rektorer (den eneste jo?), som raadede til denne Forandring, da Sagen gik om til Erklæring, han er nu Formand i Kirkekomiteen, saa at Sagen nok antages i Komiteen, hvilket ogsaa gjerne er et Mærke paa, at den tillige gaar i Thinget; men den gaar dog vel neppe denne Sag, ligesaalidt som Juryen, for det om den antoges af Komiteen, da saamange Røster hæve sig mod Forandringen eller idetmindste ville have Artiumsplanen forandret paa en anden Kant. Somme skrive nemlig, at man lærer for mange Ting og for ilde: «nitten Haandverk er tyve Ulykker» og ville derfor, at Folk skulde kunne vælge de Fag, som tiltalte dem, og deri blive grundige. Men ligesom Staten har en udvortes Uniform til sine nærmeste legemlige Tjenere, saaledes maa den ogsaa have en aandelig Uniform til sine aandelige Tjenere. Det og det skal en Mand bestemt kunne, før han kan blive Embedsmand; der er endda Raad for ham til at lære det, hans Hu staar til, først til Theolog, Jurist, Læge, Filolog eller Naturkyndig, og dernæst til at gaa i andre Retninger paa Frihaand. En Mand kan lære meget; Hovedet bliver ikke snart fuldt, som Almuen tror. Det er med det som med Fødderne, der ikke slides ud ved at gaa barfødt; Saalen bliver derimod tykkere. Saaledes er det ogsaa med Hænderne, der faa Træle, og Ryggen til at bære Byrder eller til at taale Bank.
Andre vil, at Oldnorsk først og fremst maa komme til, og de finde det at være en Spot paa vort lærde Skolevæsen, som det ogsaa er, at Ungdommen skal lære saamange Ting, men ikke vort gamle Modersmaal.
Atter Andre vil, at der skal læres mere Naturvidenskab, og de Fleste, og deriblandt Kirkekomiteens Medlemmer, sige, at Ungdommen overlæsses, saa at Fag maa afskaffes eller indskrænkes. Jeg tror ikke, at Ungdommen lærer formeget, tværtimod meget forlidet; men man begynder fortidligt med den. Hjernen faar ikke fastne nok. Det er som at kjøre med en ung Fole; derved bliver han som Hest krokbeinet. Og saa tror jeg man ikke tager det paa den rette Fod med at lære de smaa Børn, der ikke godt kunne bruge Forstanden, men Indbildningskraften saa meget bedre. Naar man nemlig ikke tæmmer Folen ret, bliver han som Hest skakkøyrdn384 eller stad eller faar anden Ulaat.
Her er derfor saamange krydsende Stemmer om, hvad man skal forandre eller indføre eller slaa af i Skoleplanen, at Storthing og Regjering denne Gang neppe forandrer Noget.
Den tredie store Strid, her nu føres, er om Kunst; egentlig er det om Stilen i den paatænkte Storthingsbygning. Jeg tror nu, at det mindste af Alt, vi forstaa os paa, det er Arkitektur. Der skal meget til at forstaa den Thing; først maa man være en Mand med almenmenneskelig Dannelse; Historie og Filosofi maa kjendes godt, Menneskeslægtens Historie maa være godt gjennemtænkt, og dens forskjellige Aabenbarelsesformer begribne og satte i Sammenhæng. Dernæst maa man være et Stykke af en Bygmester, idetmindste kunne tegne noget, og saa maa man have reist og seet meget i Verden, og endelig hjemme have vant sit Øie til store og forskjellige Byggeverker. Dette, Alt eller kun den mindste Del af det, har aabenbart Ingen af dem, der skrive i Aviserne eller som have siddet i Bygningskommissionen, skjøndt disse Sidste mere, men derfor kan larme ligegodt, og vi Alle tilligemed Storthinget faar berge os saa godt, vi kunne, og tro paa en Aand, som leder og styrer de Umyndiges Fjed. Her skrives unegtelig godt i denne Bygningssag, men det er Naturgenier; de spille vildt ligesom Møllargutten.k2002 Det er nu min Mening om Sagen.

Nr. 189/1857; søndag 16.08.

[Sommarteater; russelag på Bygdøy]

Korrespondance
Christiana den 13de August
Det er varmt at have Theaterforestillinger og Aftenunderholdninger nu om Kveldene; men Cronborg skulde reise fra os og Hr. Nielsenk2003 er en god Skuespiller, der nok kan trænge til Penge, om han end ikke reiser. Dette alt er Ting, som staa over Varmen, og virker forkjølende paa Publikum. Det er mærkeligt, hvad for en underlig Tanke Skuespillere og Musici lægge i Ordet «Benefice»; de gjøre det nemlig til en Told eller Gave. En Kunstner sagde nemlig, da jeg klagede over Varmen, der gjorde det utaaligt at være paa Cronborgs Benefice: «Ja saa kan de kjøbe Billetten og være hjemme.»
Hr. Cronborg bør ledsages med Tak ved sin Afreise, hvilken ogsaa Bladene have ydet ham, (tvende tror jeg), og under Generalforsamlingen i det norske Theater var der ogsaa En, der mindede om, hvad Cronborg havde gjort, uagtet denne Ene var en ivrig Norskhedsmand; men Ret skal være Ret. Det norske Theater var neppe saa snart kommet istand, hvis ikke Cronborg havde været. Han, Slotsgartner Mortensen,k2004 ligeledes en dansk Mand, og Kaptain Klingenbergk2005 tror jeg man maa kalde de nærmeste Ophavsmænd til det norske Theater.
Nu synes Udsigterne for dette Theater at være gode, da det blant sine øvrige dygtige og tildels norske Direktører ogsaa har O. Vig,k2006 der nok vil se, hvorlangt man med Norskheden kan gaa; der ligger heller intet lidet Haab i, at Digteren H. Ibsenk2007 er antagen som saakaldt «artistisk Direktør», hvilken Post han i flere Aar, som det lader til med Held, har beklædt ved det bergenske Theater; ogsaa har han som bekjendt skrevet adskillige Theaterstykker, der have gjort ret god Lykke, uagtet de neppe ere, hvad vi ville kalde norske af andet end Navn; men Ibsen kan lære at blive norsk, naar han faar gjennemgaaet de danske Meslinger, som vi Alle maa have i vor litterære Barndom endnu en god Stund udover. Man venter ogsaa en Mand til Scenen, der i enhver Henseende lover meget, uvist forresten om han gaar til det norske eller danske Theater. Vi have altsaa gode norske Greier; her mangler os kun dramatiske Forfattere, der kunne være norske i Tanke som Ord; men saa faar man oversætte Stykkerne og ikke som før give dem i raa dansk Materie.
Igaarkveld holdt Russen (de, som ere blevne Studenter iaar,) sit Lag paa Langvik, hvor mange Ældre ogsaa vare med. Der blev talt adskilligt, og flere Sange afsungne, hvoriblandt følgende af Vinje:
Studenter vi ere, og Børnenes Sko
Vi traadte i dag bagom Hælen.
Vi voxe, men det som dog stærkest vil gro
paa os det er Skjegget og Sjelen,
og blive vi store og lange,
er Aanden dog længre to Gange.
Studenter vi ere, og Raahed for os
er Løven, der fisler med Halen:
Hun lammes i Sprang under Kræfternes Fos:
Hun taaler ei Tanken og Talen.
For Ilden i Menneskets Auga
i Angestens Sved er hun lauga.
Studenter vi ere, og Dyrene vi
skal tæmje og ride og køyre,
vi fare paa Is, over Hei, over Li,
og Pidskenes Smeld kan du høyre.
Saa gaar det naar Kjødet og Aanden
skal vride hverandre i Haanden.
Studenter vi ere, og takke vi Gud
for det, vi har stredet og vundet.
Minerva paa Luva blir snart vores Brud,
den første, som da vi har fundet.
Vi finde vel siden ein Anden;
thi Kvinden ser meget paa Panden.
Studenter vi ere: til det, som er godt,
vort Sind og vor Sands vil vi fæste.
Oplysningen vilde og vera ein Spot,
ifald vi ei elsked vor Næste.
Som vi med de Leande laate,
saa vi med de Graatande graate.
Man fór att og fram paa Dampbaaden og det var meget høitideligt i det vakre Veir og blant de mange lykkelige haabfulde Mennesker, der nu for første Gang følte sig frie fra Skolens Tvang og indtraadte i de Studerendes Række. Det er et skjønt og kunde være et lykkeligt Liv, naar ikke Folk bleve fortidligt kloge paa Matsiden af Menneskelivet, der udvikles altfor stærkt hos vor Ungdom og dræber Aanden, uagtet det just ikke er mange som Ordsproget passer paa:
Han et Vitit af seg.
For at kunne gjøre det maa man nemlig have Mad, som god er, og den have ikke alle.

Nr. 193/1857; fredag 21.08.

[Lønnsnivået i staten]

Korrespondance
Christiania den 20de August
Ved at se efter de Løns-Tillæg, Storthinget har bevilget, og de Embeder, det har oprettet, skal ingen Mand længere med Ret sige, at «det kniber paa Stillingen for de stakkels Embedsmænd.» Selv Bønder sige nu baade i Thinget og udenfor, at det ikke er gavnligt for Staten at lønne sine Tjenere smaat. Det forstaar sig nu, at det i Almindelighed bare er Bønderne paa Brødbygderne, som tænke og tale saa, da de selv ere vante til at leve ligesaa stort som en god Embedsmand. Vestlandets Bønder, der ikke ere saa gode som en skikkelig Husmand paa Østlandet, have endnu de gamle Tanker om, «hvor saare Lidet der vil til, for lykkelig at være;» men de tør nu ikke rigtig rykke ud med sin Lære om Nøisomhed, de anvende den saagodtsom udelukkende alene i Livet paa sig selv, ved at leve som Haandverkssvende. Men, det er en ond Verden de leve i, da Exemplets magt ikke engang kan lede Menneskene bort fra deres Nydelsessyge.
Med nogle Lønninger har Storthinget visselig gaaet høiere op end godt gjør, idetmindste er der intet Forhold i disse Lønninger mod Andres af liksaa stor Vigtighed, jeg mener her Lønningerne til de saakaldte «praktiske Folk,» saasom Telegrafdirektøren, Kanaldirektøren, Vei-, Post- og Skogfolkene. Der er ingen Sammenhæng i at Telegrafdirektøren, som var blot en Løitnant, skal faa 1600 Spd., medens Folk af samme Alder og Kundskab som han ikke faar Tredieparten, og endnu afsindigere bliver Forholdet mellem ham og en Mand, «som har studeret,» idet denne i en saadan Alder ikke faar 300 Spd., om han forresten faar nogenting, og skal man snakke om Kundskaber og Dannelse, saa er det dog vel en erkjendt Sag blandt Alle, som forstaar sig paa de Ting, at Mathematikere, Naturkyndige og nyere Sprogmænd ikke taale nogen Sammenligning med dem, som kunne gamle Sprog, og overhoved have «studeret.» At der kan være Undtagelser paa begge Sider, forandrer ikke Sagen i sin Helhed. Det Ene er Materie og det Andet er Aand. Jeg kjender to Brødre, af hvilke den Ene, som et sligt Naturmenneske, alt har 600 Spd. fast, medens den Anden, der endog er ældre, har omtrent 300 Spd. og faar ikke mere i de første 10 Aar, og siden aldrig saameget som den Anden vil faa; men han er Skolelærer, og har gaaet i Skole al sin Dag, først paa Latinskolen og siden ved Universitetet, indtil han tog «store Filologikum» med bedste Karakter. Skulde man sammenligne disse Brødre, maatte man sandt sige, at den, som tjener det Dobbelte, er en raa Lømmel imod den, som tjener det Halve, og Evnerne ere heller ikke saa gode. I disse paapegede Modsætninger og Urimeligheder se vi den Aand, der raader i Samfundslivet; denne Aand har endog Lovgivningen givet Kjød og Blod, saa at den gaar og spadserer blandt os med sit forvrængte Ansigt og vilde sikkert jage alt Sandt og Skjønt ud af Livet, dersom der ikke var saamegen sand Aand tilbage i Verden, at man kunde stævne den ind for Menneskeaandens Domstol og faa den domfældt.
«Det er saa dygtige Folk dette» (disse praktiske nemlig), «at man maa lønne dem høit, for ellers miste vi dem.» Her kunde Mossigesk2008 bekjendte Ord passe: «Man faar nok Folk til den Pris.» Det er en Trøst som det er en Sandhed, at ingen Mand er umistelig i Verden, og man har til al Lykke saa mange dygtige Mænd, at man ikke for nogle Enkelte skal være nødt til at blive uretfærdig, og Staten burde se saa dybt i Tingene, at den, vilde den lønne Nogen bedre end Andre, maatte gjøre det med den, hvis Virken er mere aandelig, og ikke med den, som blot har Fingerfærdighed eller alene anvender Videnskabens Granskninger ligesom den, der efter Modellen støber en Maskine. Det er Kjødets Evangelium, Staten paa denne Maade prædiker, og det skulde den ikke gjøre, da den Ting bliver gjort nok af private Folk.
Det kunde ikke være nogen Gjenstand for Klage dette, dersom vi ikke vare i et Land, hvor Alt gaar saa godt til. I mange andre Lande, selv i det frie England og Sverige, vilde det maaske ikke være paafaldende, om en Løitnant og et Par unge Kaptainer havde ligesaameget som Skyds og Diæt atpaa som Chefen for Ingeniørbrigaden, der er en Generalsperson; det turde findes tilgiveligt i hine Lande, om daarlige Studenter, daarligere Kandidater, Polyteknikere, Præliminarister og Officierer af de ringeste Grader havde ligesaameget eller mere end de flinkeste Folk man har, naar de ere Lektorer og Professorer ved Universitetet, Adjunkter ved de lærde Skoler, Dommere i Stiftsoverretterne og nu tillige mange Underdommere, Fogder, Departementsfolk, lige op til Sekretærer, og Læger, hvad den faste Løn angaar; men i det frie Norge er det virkelig en Urimelighed, som ikke blot støder den almindelige Retfærdighedsfølelse, men afstedkommer store Ulykker inden Familierne. Man tænke f. Ex. paa, at tvende Søstre ere gifte, den ene med en ubarket Mand, der tjener mange Penge, og den anden med en vellærd Mand, der knapt har Brød til Munden, og Enhver vil kunne skjønne, hvordan det maa se ud inden Familierne. Sligt kan ikke undgaaes i det private Liv, men i det offentlige burde det ikke finde Sted.
Det Rette var, at man gav disse saakaldte praktiske Folk Mindre, og de, man ubetænksomt kalder upraktiske, Mere. Alle maa have saameget, at de kunne leve skikkeligt efter sin Stands og Landets Skik og Vis, men heller ikke mere bør Staten give dem, og faa de ikke Saameget, bliver det Galt paa Slutten baade med deres Dygtighed og Moralitet. Forsaavidt maa man betale Folk for at være brave, men at gaa videre og betale Folk i dyre Domme for at bevare Taushed eller lade Kasser, de have under Hænder, urørte, det bliver utilladeligt, og Enden paa en saadan Regjeringsmaade vilde blive den, at man betalte stort den, der var sat i den Stilling, at han kunde stjæle eller bruge Kjæften, medens den, der ingen Leilighed havde til disse Ulyder, han skulde sidde paa smal Kost, hvor flink og brav han forresten var.
Det gaar ikke i Længden at styre paa den Maade. Skuta gjeng i Aakren.

Nr. 195/1857; søndag 23.08.

[Jurysaka; stortingsbygninga]

Korrespondance
Christiania den 22de August
Det, som var uventet for Mange, er skeet, idet Odelsthinget igaareftermiddag med 52 mod 26 Stemmer antog Forslaget om Jury til Behandling, altsaa ikke henlagde det. Man havde ventet svære Kampe, men det gik med nogle Timers mat Talen. Der er nu ogsaa talt og skrevet saameget om Sagen, at der i en almindelig Thingtale heller ikke kunde siges noget Nyt. Idag har man gjennemgaaet Forslagets enkelte Paragrafer, og rukket igjennem 12 hele Afsnit og 200 §§ ved Lag. Det er formeget dette! Men det kan alene være Tanken om, at Loven saa alligevel ikke bliver sanktioneret, der lader §§ saa glat gaa fra Haanden, for ellers maatte man efter almindelig Forretningsgang kræve en Maaned til saamange §§. Det er antageligt, at de Retslærde i Thinget, der ere imod Loven, sidde sløve og tænke jo galere jo bedre; medens de, der ville have Loven frem, forfølge Seieren med Faner og klingende Spil, for at idetmindste Thingets Medlemmer ikke skulle blive leie Loven og med Gru tænke paa den fremrykkende Tid mod Høsten. Disse Herrer tror vel heller ikke stort paa sin Gjerning, men en Beslutning som denne maatte dog tages for at der kunde være Sammenhæng i Storthingets Handling iaar og sidste Gang, da det nedsatte sin Jurykommission. Det var et vist Æresord, som maatte indløses, og Fremtiden faar da gjøre, hvad den vil og kan med Juryloven. Nu kommer det an paa, hvad Lagthinget vil gjøre, og efter anstillede Beregninger turde Loven ogsaa der knibe sig igjennem. Man faar bøie sig for slige Beslutninger og sige, at gjort er gjort, idetmindste forsaavidt, at Regjering og Lovlærde blive skarpt opfordrede til at gjøre hvad gjøres kan med denne Sag til næste Thing. En Kommission vil vel blive nedsat igjen og videnskabelige og praktiske Drøftelser leverede fra forskjellige Hænder. Jeg har nu aldrig troet paa Juryen jeg, men jeg faar bøie mig for Overmagten, og det kunde gaa de virkelige Modstandere af Juryen ligedan som mig, og da man absolut vil, at der skal være en Opinion for Juryen blandt Folket, saa kanskje man ogsaa kunde faa den, og dermed havde vi Juryen idetmindste for en Tid. Hvo ved? Idetmindste tør ikke jeg spaa længere, efterat min første Spaadom har slaaet feil. Jeg spaaede nemlig, at Sagen vilde falde i Thinget. Det er ubehageligt at tilstaa dette, men jeg faar trøste mig med indtil videre, at en Kjæde er sprungen i de logiske Slutningers Række, saa at det er gaaet mig som en Astronom, hvis forudsagte Formørkelse ikke indtræder, fordi imidlertid en ukjent Komet er kommen ind i Regelverket og forrykket det en Smule.
Ja, ja; jeg sidder nu her jeg og skriver om Juryen, men, siger Ordsproget: «Der kan komme Trold i Ord.» Jeg kunde nok leve den Dag jeg med saamange Andre, at vi fandt det godt, at det gik som det er gaaet, og at Stødet til mange gode Ting gik ud fra dette Stød. Det er Faa af os, som ser længer fram end Næven foran Næsen.
Gaar det saa fort med de mange store Love, som endnu foreligge dette Storthing, saasom den militære Straffelov, saa turde Storthingsmændene ogsaa ihøst komme hjem paa sædvanlig Tid, uagtet man har sagt, at Thinget vilde blive varende idetmindste til Slutningen af Oktober. Naar Maskinen kommer i gang, saa gaar den utroligt.
Med Storthingsbygningen gik det derimod ikke saa godt, idet man nu har den bedste Udsigt til ingen Bygning at faa. Men en Bygning, som skal staa saalænge, maa det gjerne gaa sagte med, for at den kan blive prøvet. En lov, som er uheldig, kan man afskaffe igjen. Man kan ligesom Peder Paars dømme til Live igjen som fra Livet; men en stor Bygning kan ikke rives ned eller modtage «Redaktionsforandringer» efter Bænkeforslag, og der er igrunden meget i, hvad en af vore sparsomme Repræsentanter sagde angaaende den pragtfulde Bygning: «Det største Mindesmærke, vi kan efterlade os, er Nøisomhed og Tarvelighed.» Men nu er det Tilfældet, at man ikke er saa nøisom med andre Byggeverker; saaledes bevilgedes der iforgaars 1300 Spd. omtrent til et Grisehus paa Gaustad, hvorfor ogsaa Augustinussenk2009 meget rigtigt bemærkede, at Almuesmanden aldrig kunde have Raad til at bo i sligt et godt Hus, som Grisene paa Gaustad, der have sine særskilte Værelser.

Nr. 199/1857; fredag 28.08.

[Bybranner]

Korrespondance
Christiania den 26de August
Det er ondt at høre om alle disse Ildebrande, der ødelegge saamegen Velfærd, uden at noget godt kan komme ud af dem, som af mange andre Ulykker; thi man er ikke endnu bleven saa klog af Skaden, at man bygger Byerne af Stein i stedet for af Træ, undtagen i Christiania og tildels i Bergen og Trondhjem, hvor Bygningslovene for disse Byer siger, at det saa skal være. I de andre Byer kan man derimod efter den almindelige Bygningslov bygge af Træ, og dette er lide betænkt. Regner man Varigheden og den mindre Assurancesum, bliver det ogsaa billigere at bygge af Stein, selv om man slap disse evige Ildebrande, der gjøre saamange Mennesker ulykkelige og forringe Nationalformuen, ikke at tale om, at disse Skjærereder af Træhuse friste forbryderske Mennesker til Mordbrand, hvilken Fristelse ikke vilde være saa stor med Steinhuse, da slige onde Idrætter ved dem lettere vilde være at opdage, og Ulykkerne heller ikke saa forfærdelige.
Der er noget barbarisk letsindigt med Menneskets Velfærd i alle disse Rækker af Træhuse, som ligge slyngede paa hverandre. I en civiliseret Stat burde dette ikke være tilladt, ligesom man heller ikke i en saadan Stat burde savne Midler til strax at forebygge slig Ulykke. Jo mere barbarisk en Stat er, des flere og større Ildebrande raser i den. Saaledes se vi hele Stæder i Tyrkiet, Indien, China og Californien at lægges i Aske, og gaa vi tilbage til ældre Tider, finde vi ogsaa, at Ildebrandene vare noget helt andet forfærdelige end nu. End ikke Ildebranden i Trondhjem for henved 20 Aar siden var saa stor som gamle trondhjemske og bergenske Ildebrande og Skiens Ildebrand i Midten af forrige Aarhundrede. Og allerede da var man kommen langt i Forebyggelsen af slige Ødelæggelser mod i ældre Tider, da der for os som for ethvert halvvildt Folk kunde brænde op alt det vi aatte, ret som for Skjæren, naar Reden brænder op. Hun flyver omkring og skriger hun, men kan ikke slukke, hvilket ogsaa raa Folk uden Hjælpemidler gjøre. Ildebrandernes Hyppighed og Storhed betegner et Folks Kulturtrin, ligesom ødelæggende Pestsygdomme og Hungersnød gjør det. Den velordnede Stat fører en Udryddelseskrig mod Ildebrande, ligesom den ved Sundhedsanstalter og Lægehjelp gjør det mod Pest og ved Forsynlighed og livlig Handel og Vandel mod Hungersnød. Paa samme Maade have hele Byer brændt op til Grus endog i forrige Aarhundrede, saaledes døde her ogsaa Folk i Mængdevis Hungersdød, f. Ex. 1742 og der omkring i det Søndmørske og endog i 1801 i Thelemarken. I 1813 og 14 er det ikke noget at tale om, for da var Krigen. Sligt vilde ikke nu kunne ske, uden at det hele Land var paa Veien til at gaa tilgrunde.
Det er derfor nedslaaende at se alle disse Ildebrande ikke blot for Staden, men ogsaa fordi de tyde hen paa en halv barbarisk Tilstand i den Samfundsorden, hvor slige Ødelæggelser kan finde Sted. Samfundet er ikke stærkt og godt, naar det ikke kan værge sig mod de ødelæggende Naturkræfter, paa samme Maade som naar det ikke kan afvæbne Forbrydelser. Alle disse Ting ere Angreb paa den menneskelige Tilværelse. Det er en Krig mod Samfundet, ikke mindre end naar en anden Fiende kommer med sin Ild og sit Sværd. Enhver Ildebrand er et Oprør, der maa undertrykkes, paa samme Tid som der maa sørges for, at et lignende Oprør ikke bryder ud igjen. Derfor brænder enhver Ildebrand os Alle, hvor den saa end bryder ud i Landet; vi lide nemlig Alle Tab, forsaavidt som Landets Formue formindskes, og vi blive smertelig berørte, idet vi se en Ufulkommenhed i Samfundet, hvoraf vi Alle skulle være følende Lemmer. Er det Vaadeild, saa føle vi os ilde, fordi saadan Uforsigtighed, Mangel paa Fremsyn og daarligt Stel skal klæbe ved Staten, og er det Mordbrand, saa kommer den Rædsel til, som altid Forbrydelsen indjager baade Gjerningsmanden og den Uskyldige. Jeg erindrer godt den Forfærdelse, som herskede her i Christiania 1850 og 51, da man troede, at Arbeiderurolighederne fremkaldte Ildebranden den Aften, da Tøihuset paa Fæstningen brændte og Alle anede Mordbrand, var her en Rædsel blant den tilstrømmende Mængde, som ikke kan forstaaes, naar man ikke selv har følt eller været Vidne til en saadan. Det var som om Samfundets Grundstøtter skulde vakle under Fødderne paa En og Afgrunden aabne sig.

Nr. 201/1857; søndag 30.08.

[Opposisjonelt storting]

Korrespondance
Christiania den 28de August
Det er ikke godt at blive klog paa dette Storthing; man ved nemlig ikke ret, hvad det vil gjøre i en forestaaende vigtig Sag, ligesaalidt som man kan paavise nogen bestemt Aand i de vigtige Sager, som ere afgjorte; man tog ligemeget feil, enten man kaldte det oppositionelt eller ministerielt, for at benytte disse gamle Benævnelser. Kun en bestemt Egenskab har det, og den er, at det ikke sparer paa Skillingen. Dets politiske Synsmaader derimod ere ikke gode at faa nogen Sammenhæng i. Saaledes forkastede det Forslaget om at stryge Odelsretten ud af Grundloven, medens det nu er paa Veien til at antage en Lov, som undergraver Odelsretten, idet Hævdstiden forlænges fra 10 til 20 Aar, og Præskriptionstiden forkortes fra 5 til 3 Aar, samt, hvad der gjør mest, at en Eier kan skrive Odelen fra Gaarden. Nationalt var Thinget da det henlagde Mellemkrigsloven, uagtet det vel vidste, hvormeget det var Kongehus og Svenskerne om at gjøre at faa denne Lov; men nu skal man se, at det ikke denne Gang indsætter Oldnorsken paa den Plads i Skolerne, hvor den burde være, uagtet det vilde være et langt længere Skridt fremad i national Retning end alle Mellemkrigslove. Som Modsætning til Mellemkrigsloven har Storthinget forhøiet Konsulatlønningerne og ladet svenske Domme og Retshandlinger gjælde mod os. Det har bevilget Penge til Malere, men ikke til Skuespillere, uagtet det maa skjønnes, at disse langt mere kraftigt kunne virke for Nationaliteten end hine. Det arbeider i Tidens Retning ved at forbyde Folk at fiske om Søndagen som i alle disse nyere Fiskelove forresten, og det forbyder Folk at drikke før Kl. 8 eller nok rettere forbyder at sælge Brændevin før den Tid, men derimod forkaster det Loven om Menighedsraad, som skulde have været Præsternes Kjæp og Stav, og saaledes endog bedre end Skipskapellanerne, der som en Modsætning til Menighedsraadets Skjæbne bleve oprettede. I Pengeloven var Storthinget forsigtigt og udmærker sig som Folket ellers i denne Dyd, men med en Gang antager det (Odelsthinget) en saa gjennemgribende Lov som Juryloven, og spiller Paragraferne fra Bladet som en øvet Musikus de sværeste Stykker. Denne Lov er ogsaa et stort Exempel paa, hvor radikalt og oppositionelt dette Storthing kan være undertiden, thi aldrig har vel noget Storthing gjort en slig Reisning mod Regjering, Autoriteter og det Bestaaende. Denne Beslutning er uforenelig med den almindelige Medgjørlighed mod Regjeringen som dette Storthing i saamange Sager viser f. Ex. ved ikke at ophæve Statholderposten og ved de almindelige Bevillingssager. I denne store Beslutning slap en oppositionel Aand igjennem, som maatte kunne tilfredsstille den mest ungdommelige Frihedsmand og hensætte ældre Storthingsmænd i gamle Dage, da man for Alvor talte om «liberalt Parti.»
Slige Erindringer maatte ogsaa Beslutningen idag vække, den Beslutning nemlig at de tvende foregaaende Storthingsbeslutninger om, at man skal faa vide hvorledes Høiesteretsdommerne have stemt, skulde lægges til Grund for de videre Forhandlinger om denne Sag, hvorved der alt synes være sigtet paa Grundlovens § 79 om at faa en Lov istand uden Sanktion ved tre Gange at gjentage den. Gjentager nu virkelig Storthinget denne Lov og saaledes driver den igjennem, maa man vel, trods alle Misvisninger, sige, at dette Storthing er det mest oppositionelle, som har været. Det vilde dog være vel stærkt at bruge denne § til en saadan ringe Lov; denne Paragraf nemlig, der alene skulde bruges i Nød og Fare ligesom Arken hos Israel, der blev baaren ud i Slaget, naar det gjaldt paa.
Disse Storthingets oppositionelle Beslutninger lade sig enda forklare, dersom der vare Mænd med Indflydelse, som kunde lede Mængden efter sin Villie; men i dette Thing kan man trygt sige, at ingen enkelt Mand har nogen egentlig Indflydelse; det skulde da være Præsten Harbitz.k2010 Sagen er, at hver Storthingsmand idetmindste er saa flink eller saa udisciplineret, at han ikke lader sig styre af Andre, og i denne almindelige Dygtighed maa Grunden søges, at slige Beslutninger som Juryen og Høiesteretsloven neppe ville vække nogen alvorlig Daddel. Der har nemlig været saamange dygtige Mænd med til at fatte disse Beslutninger, at man er red for at dadle dem. Selve Regjeringen tør ikke dadle dem. Naar brave Folk gjøre Noget, faar man finde sig i det; men Tanken staar ofte stille og ved hverken att’ eller fram, og dette er virkelig Tilfældet her.
Det er helt underligt, men forklarer tillige den Modsigelse, som foran er paapeget, hvor forskjellige Stemmer, der kunne forene sig og staa mod hinanden i samme Sag. Ved at staa paa Galleriet eller se efter i Navnefortegnelserne over Stemmegivningen, skjønner man ikke, hvorledes de og de Mænd kunne forene sig eller staa mod hverandre, og Stemmerne kastes om hverandre paa en saadan uberegnelig Maade, at alle Slutninger til næste Sag slaa feil. Der er en fast Stok paa 30 Mand ompas paa begge Yderkanter med hver sin Hovedmand, Schweigaardk2011 og Sverdrup;k2012 men imellem disse er den bevægelige Stok, der kaster sig snart til den ene og snart til den anden Side efter fri Overbevisning. Man maa vel sige, at en Sammensætning af Thinget som denne er den bedste; thi derved staar det gaadefuldt, og man faar intetsteds Tag i det, da man ved, at det ikke er Partihensyn eller forudsatte Meninger, som afgjør en Sag, men den frie Overbevisning, og om den end ikke altid kan staa sig, saa er den dog saa agtværdig, at man bøier sig for den. Under andre Omstændigheder maatte dette Storthing være blevet opløst som i 1836, især da de endog har været 10 eller 12 Stemmer for, at man ikke engang skulde agte paa de kongelige Forslag, som indkom noget sent.

Nr. 205/1857; fredag 04.09.

[Etter brannen i Drammen]

Korrespondance
Christiania den 2den Septbr.
Det maa være tungsamt at leve i Drammen nu; det er endog tungsamt at skrive til den, for det er det Pinligste man gjør at tale med en Sørgende, og det er ogsaa unyttigt fordetmeste, da den saakaldte Trøst bare tjener til at rippe Smerten op igjen, hvorfor jeg heller ikke vil formaste mig til at trøste Drammen, som jeg tror trøster sig selv bedst, lig enhver kraftig Sjel. Det er underligt nok, naar Ulykken er rigtig stor, saa bærer man den bedst; det er som man fortæller om dødelige Saar, der i Øieblikket neppe kjendes og svie ikke saameget som smaa Skrammer. Men det gaar ikke Aanden som Legemet, der dør af Saaret. Om Aanden har jeg i en Vise sagt:
— — — — — —
— — — — — —
«af sine slagne Vunder
den suger Næring ud.»
Og ligesom den enkelte Aand, naar den er som den bør, lutres og styrkes af Ulykken, saaledes gaar det ogsaa det hele Samfund. En Krig eller anden Landsulykke, saasom Ildebrand, Pest eller Misvext, trækker Menneskene mere til hverandre, og lader Brødreaanden fremtræde med sin Opofrelse, Hjælpsomhed og Medfølelse. De, som i gode Dage stode fiendtlige mod hverandre, forliges i de onde Dage, og Samfundet er først enigt, naar det er ulykkeligt. Det er ondt, at Verden skal være saa ufuldkommen, at sligt Haardt maa til; men det er godt, at den dog kan tvinges til at være folkelig; den kunde gjerne have været saa ond, at hverken Ondt eller Godt havde hjulpet, og saa fordærvede ere ogsaa enkelte Folkeslag; men da gaa de ogsaa strax tilgrunde, f. Ex. de gamle Grækere og Romere i deres sidste Dage. At det enkelte Menneske gaar tilgrunde, der ikke lader sig belære af advarende Røster, det se vi daglig.
Der tales meget om alle disse Ildebrande i Drammen. Folk siger ogsaa — jeg ved Intet — at der ikke skal være nogen god Arbeiderbefolkning i Drammen. Det var der Thranek2013 engang havde «sine 6—800 Mand», og Mange af dem maa endnu leve uden at være omvendte. Drammen kan jeg ogsaa erindre for en 15 Aar siden stod i Ry for sine Overfald, og vist var det, at «Skræppekarlene» intetsteds vare saa rædde som i Drammen og Omegn, undtagen i Udkanterne af Christiania.
Det vilde være letsindigt af mig her at kaste Skygge paa en Befolkning, der maatte kunne have det godt og leve pynteligt. Den Mængde Arbeidere i en saadan Trælastby som Drammen har et vissere og bedre Erhverv end andre Arbeidere. Staar det derfor ilde til, saa maa det enten være Arbeidernes eller Lastehandlernes Skyld eller begges i Forening. Slige Arbeidere maatte kunne leve smukt og lære Saameget, at de vare til en Støtte for Samfundet baade i gode og onde Dage; men saa maa der ogsaa være etslags Familieforhold mellem Driftsherren og hans Arbeidere, og oplyste Mænd maa komme Arbeiderne imøde med Raad og Daad i mange Ting, og Arbeiderne selv være ordentlige.
Har man ondt af Drammen, saa er Huseierne ogsaa sinte paa den, fordi de rimeligvis maa ud med Tillæg i Brandskatten. De finde det urimeligt, at Eierne herinde af Stenbygningerne skulle staa Last og Brast med Eierne af Træbygninger i Smaabyerne rundt (Drammen er naturligvis forresten ingen Smaaby; jeg tør ikke sige Andet). Christiania har Grund til at være sint paa de eller rettere den Mand, som i 1827 slog Christiania Brandkasse sammen med det øvrige Lands. Naar en By bygger af Træ, faar den finde sig i at være i Lag alene med de andre Skjærereder. Andre fremhæve derimod med ligesaa stor Styrke, at Brandkassen faar som Statskassen være for det hele Land, og at man som Medlem af Samfundet maa bære Byrderne med hverandre.
Men under alle Omstændigheder burde Brandredskaberne staa under offentligt Tilsyn, saa at ingen maatte have mindre end et vist Antal Sprøiter og et vist indøvet Brandkorps, Alt efter Stedets Størrelse. Rygtet her i Byen gaar, at Drammen ikke har mere end 1 ordentlig Sprøite, og at den ikke engang har Sugeredskap. Det vilde være for galt i en By af Udstrækning som Drammen. Men Drammen kritiseres saa nu om Dagene — for Spot og Skade følges ad — at man vist er uretfærdig mod den.
Vil Drammen bygge af Stein nu? Dette maatte den nok kunne gjøre; men den har nok som den uvisse Mand ikke blot som han bygget sit Hus paa Sand, men paa Vand, næsten som Chineserne, der bygge paa flydende Holmer i Floderne og som Ænderne oppe i vore Kjern og Fjeldvand. For omtrent 20 Aar siden sak jo ned flere Sjøboder paa Bragernæs, nogle saa de reiste til Afgrunds aldeles og nogle saaledes, at man saa Mønet og Gavle igjen. En vakker Dag kunde derfor Drammen løsne fra Bjergsiderne og seile ud over Fjorden. Da vilde den iallefald ikke forgaa af Brand; men om den kom saa langt som til sine Trælasthavne i Udlandet, er tvivlsomt, hvorvel det vilde være en stor Flaade, der ikke kom til at vugge saameget paa Bølgerne som en anden Skude.

Nr. 207/1857; søndag 06.09.

[Soldatkår; fesjå på Youngstorget]

Korrespondance
Christiania den 4de Septbr.
For en 14 Dages Tid siden stjal en Soldat herinde en Tegnebog med omtrent 400 Spd. i fra en Mand, hos hvem han var i Arbeide. Mistanken faldt ikke paa ham, men da han syntes, at det var saamange Penge og at det derfor var ondt om Eieren, gik han frivillig til Bekjendelse med den Bemærkning, at han havde gjort det for at blive fri for Soldatertjenesten, og da det blev ham sagt, at han nok ikke slap at være Soldat for dette, sagde han, at han maatte stjæle paany for at slippe; thi Soldat gaar det ikke an at være, og paa anden Maade bliver jeg ikke fri.
Det er fælt, at Folk skulle fare saa vild, at de ville begaa en Forbrydelse og gjøre sig ulykkelige, for at slippe en kort Tjenestetid; med det er paa den anden Side en alvorlig Mindelse til Storthinget at gjøre Soldatertjenesten saa let som muligt, ved dog idetmindste at betale bedre, og til Officiererne om at fare fint med Soldaten og ikke betragte ham som i gamle Dage ved at overfalde ham med Hug og Skjældsord som et andet Fæ.
Jeg har ofte havt inderlig ondt af Soldaterne som jeg har seet paa Marscher og paa Vagt, og jeg har tillige følt en Skamfuldhed over, hvorlidet jeg og Andre, der gaa fri om, betale til Samfundet mod disse arme Mennesker. Nu er det vistnok bedre, idet Soldatertjenesten er mere almindelig og Lønnen noget bedre, men det vil altid gaa saa for Livets Tarv, at den største Byrde falder paa den, der ikke er Student eller Haandverker eller i en anden bestemt Næring, og Lønnen er endnu efter den sidste Lønsforhøielse i Storthinget saa liden, at man ikke kan leve paa nogen Maade af den.
Det bliver tilslut ingen anden Raad for end at betale Soldaten, der stadig maa være i Tjenesten som en anden Tjenestegut og behandle ham paa samme Maade. Og saa faar efter Grundlovens § 109 enhver Borger værne om Fædrelandet ved at lære sig op til Farens Stund i Skydning, og have aarlige korte Øvelser i hver By og Bygd, hvilket ogsaa vilde have sin store Betydning som folkelige Lege og national Opdragelse i Legemsfærdighed og Styrke.
Her har været Dyreskue (Fesjaa skulde det heite) paa Youngsløkken og mange gilde Dyr var tilstede, og mange gilde Folk gik og saa paa. Der var ein fæl Larm af de rautande og drønjande Ky og Stutar og de gryntande Svin. Der stod raude trykte Papir paa Stolperne over Hovedet paa dem, som havde faaet Præmien, og ind under eit Telt sad Domarane, som dømde hvem der skulde faa Præmierne, efter at de havde faret om og seet paa Dyrene. Det var store Sølvstaup, gyldte indeni, og Flødenæbber (Riometrøysar) og Sølvskeer (Sølvspønir) som vare Præmier. Der var gode Mjalkeky af Thelemarks- og Valdersslaget med side Juver og store Pattar, som de droge mest paa Jorda, med tykke Mjalkeaarir fram under Magen, med breid Mule og Næse, sidskrova (sidmavede), sjeivlebeina, keikrygga, bratlenda og blidlynte Auga. Det er eit Buskap, som eter litit og mjalkar mykit og spring i Skog og Mark, og Aur og Yri som Geitar.
Der vare nogle Kuer af blandet Slag med hollandsk eller dansk, og en Ku af disse fik den første Præmien, rimeligvis saavel for en fin Mælkgildhed som Storhed. Men derimod fik den store engelske Stuten fra Vold i Bærum Intet; men da han har faaet Præmier en, om ikke to Gange før og været forevist ellers, saa vilde det have været urimeligt at lade ham drage bort med Præmier hver Gang. Det er ellers en storartet og vakker Stut og saa blidlynt, at Smaaguttene hang omkring den som Kleggen, uden at Stuten gjorde Andet end saa kjælent hen i Veiret med sine store Øine. Hans Hals er næsten ligesaa tyk som bred, og Brystet laa ned mod Jorden imellem Knæerne. Han var med al sin Førleik dog slank og finvoxen; han blev antagen at veie nu uden at være gjød 60 Bpd., og Eieren, Student Schrøder,k2014 var buden 100 Spd. for den.
Der vare mange Stuter, Kuer, Kviger og Kalve, som ærlig fortjente en Beskrivelse og Navns Nævnelse, og især fortjente nogle Grise og Sugger det; men de faa vel sin Historieskriver, om ikke jeg er det; deres Portræter med Levnetsbeskrivelser og Herkomst kommer vist ud, og det gjør sandelig ligesaa stor Nytte, naar det gjøres med Forstand, som Billederne af mange Folk. Jeg følte idetmindste, at jeg fandt flere Naturens Mesterverker af Fæ end af Folk paa den af begge fulde Plads; men Buskapen holdt en fæl Larm med Rauting og Beljing (at brøle siges paa norsk bare om Oxen og Kuen, naar de ere vrede eller saarede), saa at den ikke lod til at like Laget; men den store Stuten tagde stilt; han var stor og taalmodig han; det samme vare ogsaa Grisene, især syntes en stor en, der gik og drog Bogluten efter sig, at være det. Saaledes at sidde paa Huk er Mærke paa at være vel gjød, og derfor siger man ogsaa om en slig Gris: han er hukgjød. Der er intet i Veien for at bruge dette samme Ord om Mennesker.
De glædeligste Bemærkninger jeg hørte, vare de ret almindelige, at Udstillingen ikke var Norsk nok. Man kommer nemlig efter, at vort eget Buskap passer bedst for vort Land, og er efter sin Størrelse det bedste. Som det er med Bufæ, er det ogsaa med Heste; det gamle norske Hesteslag, Fjordracen, som det ogsaa kaldes, er de bedste Heste, har jeg hørt af en Naturkyndig; disse smaa velskabte Heste fortære neppe Tredieparten for en fyensk eller dermed blandet, navnlig gulbrandsdalsk Hest; de kunne taale alle Klimater og klatre i Bjergene som Gjeiter, hvorfor de ogsaa beundres af reisende Englændere og kjøbes hjem. Det var uheldig, sagde den sammen385 Naturkyndige, da man tænkte paa at forbedre Slaget med arabisk. I Frankrig skjæmte man under den første Revolution sine Heste ved at ville gjøre dem halvarabiske, og de Dyr, man her fik af vore Stodhingster, vare ogsaa mislykkede. Selve Forsøget paa Jerkind, at blande gulbrandsdalsk og Fjordeslag, gik ikke godt.
Altsaa skulle ikke alene Folk, men ogsaa Fæ blive nationale, og det fremmede Gods lidt efter lidt kastes ud. Til det ville Dyrskuene gjøre meget. Jeg hørte en Mand med en meget unorsk Tunge anprise vore norske Dyr; jeg faldt strax ind og sagde, at norske Folk var ligesaa meget at prise.

Nr. 209/1857; onsdag 09.09.

[Gamle og nye språk]

Korrespondance
Christiania den 7de Septbr.
Nu har dog Storthinget gaaet saavidt i national Retning, at Studenten kan vælge Oldnorsk som et Fag til Andenexamen istedetfor et Naturfag, og det tør forventes, at ret Mange ville gjøre dette Valg, skjøndt det er ilde, at give Slip paa noget Naturfag ogsaa, hvorved Studenten i Regelen ikke lærer saameget af et saadant Fag, at han har synderlig Nytte af det. Jeg ved saaledes med mig selv, at jeg fik 1 for Botanik, men om jeg kommer ud i en Have, kjender jeg snart sagt ikke en Blomst. Og det kan ikke være annerledes; thi hvad man lærer udenad paa en saa kort Tid efter Bog og Tegninger, det bliver ikke saaledes Ens aandelige Eiendom, at man kan bruge det i Livet; men alligevel har dog en udenadlært Botanik sin Nytte for Tankens Udvikling, kanske en større end om man praktisk lærte mange Blomster at kjende, dersom man ikke lærte med Grundtanken om Blomsternes Sammenhæng med den øvrige Natur og deres eget indbyrdes Slægtskab. Ligedan er det med Chemien. Jeg vilde vist ikke kunde koge en skikkelig Potte eller skille Vandet fra hinanden i Surstof- og Vandstofgas, eller opløse en Klump Jord i sine Bestanddele eller finde Kvælstoffet i en Istermage; men alligevel lærte jeg meget af Chemien, ja kanskje mere end de Fleste, der bruge den i dagligt Lag som en anden Kogekunst uden Tanke om, at man finder Menneskenaturen med sin Kjærlighed og sit Had i enhver Jordklump og Vanddraabe.
Det bliver nu Spørgsmaal om, hvorvidt Storthinget vil afskaffe latinsk Stil som Modenhedsprøve til Artium. Regjeringen har foreslaaet det, og omtrent ⅓ af de lærde Skoler tilraadet det, og i Pressen er der virket for Sagen i lang Tid med Ihærdighed og Dygtighed af en lærd Skolemand (Overlærer Knudsen),k2015 der har været en Røst for «Tidens Fordringer.» Men den egentlige saakaldte lærde Verden er derimod, og nu nylig har en Universitetslærer rimeligvis faaet trommet med sig 4, 5 Andre, der alle have givet en Forestilling til Storthinget om det Utilraadelige i at afskaffe latinsk Stil. En hel Del Filologer ere ogsaa enige i dette, som kan sees af Avisopsatser, og jeg er ogsaa i det sidste Indlæg mod Sagen i Aftenbladet beskyldt for «at tude med de Ulve, jeg omgaaes.» Jeg omgaar nu for det Første alene med mig selv i slige Materier, og derfor ogsaa alene tuder for mig selv. Jeg tuder mest om Oldnorsk jeg, at man skal være national i Skrift og Tale, og at Skolevæsenet er en Spot, naar det lærer saameget Fremmed, men ikke sit Eget. Dette er nu indtil videre en raabendes Røst i Ørken, men den bliver nok hørt. Hvad jeg har sagt i Skolesagen er, at man maa lære gamle Sprog, uden hvilken Lærdom man ikke ved, hvad Sprog og Grammatik er. Helst vilde jeg da, at Oldnorsk og Gothisk, altsaa gamle germaniske Sprog som de os nærmest liggende skulde læres; men ogsaa Latin tror jeg bør læres indtil en vis Grad, og kunde man tillige række Græsk, var det godt; men om latinsk Stil har jeg ikke talt, og jeg tror, at den godt kunde afskaffes i sin nuværende ufuldkomne Tilstand, saameget mere som Latin ikke længere er noget Meddelelsesmiddel blant de Lærde, der nu have mere bekvemme levende Sprog. Jeg tror Staten aldrig maa afklippe denne Navlestræng, som binder os til Fortiden. Vi kunne ikke skilles fra denne Moder uden at gaa en aandelig Død imøde. Vi maa gjennem Sprogene og deres Verker, som ere Menneskeaandens bedste Udtryk, se, hvorledes Tiden har udviklet sig under de mange vexlende Former. Dette maa vi først og fremst gjøre gjennem de germaniske og romanske Sprog, hvoraf vort eget Sprog og hele aandelige Liv nærmest er udsprunget. Kan Nogen tillige gjøre det gjennem Sanskrit, er det saameget mere fuldkomment. Det vilde nok være en stor aandelig Tilvext at kunne gjennem Sanskrit anskue og føle de indiske Vers — Slokaern386 —, om hvilke Fr. Schlegelk2016 siger, at sie dahinrollen wie Ganges. Men den menneskelige Virkekreds har en Grændse, og her er nylig med gammel Autoritet af en romersk Forfatter klaget over, at man lærer Formangt, men ikke Meget nok — non multa, sed multum. Imidlertid er dog nok ogsaa dette blot en vakker Talemaade paa dette Feldt. I det daglige Liv til Husbrug er det derimod Sandt, at nitten Haandverk er tyve Ulykker. Men her gjælder det for de almindelige Mennesker at have en Forsmag paa og Anelse om det Gamle. At kunne det godt er alene givet nogle Faa, og disse maa ogsaa væsentlig blive Fagsmænd i en enkelt Ting. Sagen er at man engang i sit Liv nogenlunde har kunnet gamle Sprog, og saaledes faaet Indtrykket af dem levende i sin Sjel. Det er med Sjelen som med Legemet, saa at man ikke skal gaa og drage paa al den Næring, man har taget til sig fra den første Dag af; Alt skal omsættes efter Naturens Love og styrke Livet til enhver Tid. Man støder undertiden paa Folk med slige aandelige Mager, som Intet have mistet af hvad de have modtaget; men de ere Vanskabninger saadan som en slig legemlig Mage kunde tænkes at være, blot ikke saa store at maale. Et andet Billede — der forresten vistnok som dette nævnte af Mange vil findes «plat» — kan ogsaa passe paa Sagen: Naar man engang har nydt en sjelden Ret Mad, saa ved man siden i al sit Liv, hvad det er for Noget, om man siden ikke smager den. Adam og Eva aad ogsaa bare en Gang Æbler, men de vidste bestemt siden i al deres lange Liv, hvad Æbler var, saa de ikke behøvede at æde paany af dem eller gaa med dem i Munden al sin Dag.
Jeg har her, som man ser, holdt mig til Naturen; det Filosofiske ved Sagen have Andre udviklet, men Faa forstaaet dem.
Striden om de gamle Sprog og de nyere med Naturfagene, eller Striden mellem Humanismen og Realismen arter saa let ud, og nu har den ogsaa gjort det, idetmindste er jeg beskyldt for et Hovmod, som jeg tør sige mig fri for. At der forresten kan være et Skolehovmod og et lærd Aristokrati i ond Betydning med sine Fordomme, det er vel baade vist og sandt; men dette er nødvendigt ligeoverfor de kjødelige Kroppe, der ikke ere tilfredse med at de leve vel og tjene Penge, men tillige paa Død og Liv ville være dannede Mennesker, ja endog videnskabelige eller lærde, og, verst af Alt, aandrige. Slige Naturmennesker maa vide, hvad de ere, saameget mere som de have al Grund til at være tilfredse med sin Stilling i Livet. Og nu gaar det saa visselig til i Verden, at Skolefuxene mest tørne mod dem i Verden; dermed er det Galningerne, som slaast, og saa bør det være.
Ligesom jeg ved mig fri for Hovmod og Laugsaand, saaledes er visselig ogsaa Hr. Knudsen fri for den Braad, der stikker dem, der ikke have lært gamle Sprog, naar man lader dem føle deres aandelige Afmagt. Hr. Knudsen har tilstrækkelig vist, at han ikke blot er «Filolog,» men en af vort Lands Videnskabsmænd, der ved sin Deltagelse i Videnskabens og Dagens Strid er en virksom mand i vor fælleds Udvikling. Skal jeg tillade mig at udtale nogen Mening om Knudsen, saa tror jeg, han er miskjendt af sine Egne, og det er helt naturligt, da han er en Fremskridtsmand. Dette maa jeg sige, uagtet jeg ikke er enig med ham i hans Undervurderen af de gamle Sprog, i hvilken Henseende han da er Talsmand for et Parti, der neppe fortjene en slig Talsmand. Men maaske ogsaa vi — jeg siger vi — kunne være vildfarende, og at vi maa bøie os for den Sands, der kaster alt Gammelt overbord. Det er unegtelig en praktisk Sands dette, og der er Mange, som have denne Sands. Knudsen repræsenterer derfor en Magt, som ikke tør spottes.
Hr. Knudsen synes jeg endvidere havde fortjent større Opmærksomhed for sin norske Sproglære end den, der er bleven ham til Del. Det er et Verk, som vidner om Tænksomhed og vedholdende Granskning, og det vil staa som et Verk, hvori Sproget paa et Overgangstrin findes krystalliseret. Han gjør derfor sikkerlig sit Land og Folk en større Velgjerning end de, der i sin Ufrugtbarhed og Indstivnen i det danske Sprog skjælde ham ud eller overse ham.
Med baade tvo, som spelar her
eg hell om Halvt.
Eg veit so vel, hvorhen det ber:
det gaar meg paa den gamle Gerd:
eg tapar Alt.
Hos Ingen er eg tungekjær,
for eg ein stakkars Blanding er
af Sødt og Salt.

Nr. 229/1857; fredag 02.10.

[Latinsk stil]

Korrespondance
Christiania den 30te Septbr.
At Storthinget antog Juryloven, uagtet neppe Nogen i Thinget ønskede den sanktioneret, var vistnok en underlig Ting, men det var endnu underligere, at Storthinget, der saa gjerne gaar efter Autoriteter, afskaffede latinsk Stil, efter at den hele lærde Verden — kan man sige — havde været i Oprør mod en saadan Foranstaltning; men det var nu vel for det, at Storthinget havde en saa stor Autoritet for sig, nemlig Regjeringen. Det er dog ikke sagt, at Regjeringen sanktionerer dette sit eget Forslag imod den lærde Republiks Ønske. Den kan nemlig dække Tilbagetoget med den Bemærkning, at den først ikke kjendte Stemningen, og at den nu, da den har lært denne at kjende, opofrer sin første Overbevisning. Dette vilde være en Tale, som Ingen klædte ilde, og derfor heller ikke Regjeringen. Synd vilde jeg dog føle hængende paa mig, om jeg ved denne Tale skulde omvende Regjeringen til at sanktionere denne Lovstub om Artium, og derfor vil jeg tage mine Ord i mig igjen med den Bemærkning, at jeg for min Part gjerne vil have Loven, siden den nu engang er besluttet, især da der ingenlunde er givet, at de gamle Sprog derfor komme i Forfald hos os; tværtimod tror jeg, at just de rette gamle Sprog ved denne Lov kommer til sin Ret, jeg mener de germaniske, og da først Oldnorsk. For disse gamle Sprog synes den larmende, lærde Republik intet Øie at have havt, og de Færreste kjende vistnok ogsaa Lidet eller Intet til dem. Jeg ser derfor et historisk Slag i det, Storthinget slog, og ihvorvel Storthinget forstod ligesaa lidet af Oldnorsk som disse Lærde, saa ramte det dog sin Gjenstand som den blinde Hodur. Saaledes gaar det gjerne med de historiske Slag; den, som slaar til, ved ikke hvad han egentlig gjør, men er et Redskab for en høiere Magt, der ofte end ikke selv ved, hvad den vil, men gaar efter en ubevidst Lov fremad. Her i dette Tilfælde vidste ingen af de handlende Magter, hvad deres Gjerning vilde lede til. Storthing og Regjering vidste nok, at de vilde gjøre Skolebyrden lettere, ret som Folk ikke heller lærte Forlidet end Formeget; men den lærde Republik vidste intet Andet, end at klemme sig fast til det Gamle, uden Tanke om nogen Fremtid. Republiken begreb hverken Nationalitet eller Fremskridt. Den var et tørt Træ, som fortjente, hvad den fik, at afhugges og kastes i Ilden. «Tidens Fordringer» med Overlærer Knudsenk2017 i Spidsen begreb heller ikke de germaniske Sprog, idetmindste satte den ikke bestemt Oldnorsk i stedet for Ophævelsen af latinsk Stil. Den begreb blot Matsiden af Livet. Men Historien tager alle disse Hodurer i sin Tjeneste paa sin gamle Vis.
Maaske turde Professor Munchk2018 nu gjøre en grei oldnorsk Grammatik, sammenlignet med Folkesprogets og Bogsprogets. Naar da Lektor Ungerk2019 kom med et oldnorsk Lexikon, og I. Aasenk2020 fuldstændiggjorde sin Ordbog, saa kunde vi som et andet skikkeligt Folk begynde at lære vort eget Sprog. Derefter turde Professor Munch — hvem man kan vente Alt af — skrive en sammenlignende Grammatik over de gamle germaniske Sprog, og naar da ogsaa en Anden skrev Ordbøger, kunde et videnskabeligt Sprogliv fremvoxe og trives paa vor egen Jordbund. DHrr. lærde Forfattere skulle ikke være rædde for at finde en Forlægger: Storthinget bevilger nok til Trykning og Honorar atpaa, naar det ser Noget, som er langskøyt (af skjota og langt, altsaa som rækker langt). Dette vilde nok fremkalde et videnskabeligt som folkeligt Liv, der var noget helt Andet, end det som nu lever og rører sig i Nationen. Herregud, for et stort og lykkeligt Folk vi kunde blive, dersom vi ret forstode at stelle os. Vi ere naturligvis et stort og lykkeligt Folk nu ogsaa, lykkeligere vistnok end noget andet Folk i Verden, det engelske maaske undtagen; men vi skulle gaa fremad for det, for ellers kunde det gaa os som det blev sagt til Israels Børn: «Guds Rige skal tages ifra Eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter.»
Nei, Videnskabsmændene skulle ikke være mistrøstige for det, om den latinske Stil afskaffes. Her er virkelig nu en Forknythed i den lærde Republik, der viser, hvor ulærd den igrunden er.
Her er mange Mærker nu paa, at et kraftigere Folkeliv vil vaagne op som et Samhold og en Frelse mod indre og ydre Vold. Saaledes ser jeg, der altid sigter paa den nationale Blink, en Norskhedsvækkelse i de Svenskes tiltagende Nærgaaenhed mod os nu sidst, fordi vi ikke vilde lade svenske Domme gjælde her i Landet, og fordi vi saa endefram gav vort Minde til Prinds- i stedetfor Interimsregjeringen, ved hvilket sidste politiske Træk vi fik et Overtag paa Sverige, som maa glæde Enhver; men det skulde være indvilget med det Forbehold, at vi fandt Interimsregjeringen bedre, men at vi gjorde det, fordi en elsket Kongek2021 og en haabefuld Thronfølger ønskede det. Det er nok ikke bra med Kongens Helbred. Han sad dog paa Balkonen, da Kureren hertil for forbi, og han bad at «hilse til gamle Norge;» det Samme gjorde ogsaa det øvrige Kongehus. Kronprindsenk2022 maa være glad i os, naar han nu kommer.

Nr. 231/1857; søndag 04.10.

[Musikkens språk]

Korrespondance
Christiania den 2den Oktober
Ikveld var her Koncert i Logens store Sal for de Brandlidte i Drammen; men uagtet Koncerten var god, meget god, og Øiemedet var godt, var Koncerten dog ikke egentlig godt besøgt; der var endog mange numererede Pladse ledige, og disse bleve da paa Slutten optagne af Folk, som intet Numer havde løst. Men Christiania er virkelig at undskylde, da det i Sommer har været meget trukket paa af Kunstnere, og et godt Øiemed passer ikke for Kunsten, der er sit eget Øiemed, som Kunstdommerne sige. Havde forresten Folk vidst, hvor god Koncerten blev, er det vist, at den vilde have været bedre besøgt, i hvor Mangens Lomme det end vilde have sviet efter Pengene. Det er nemlig egentlig Faa, som have Raad til at gaa paa Koncerter, men Folk i visse Stillinger maa gjøre det af og til, naar reisende Kunstnere komme her, bestandigt for ligesom at haandhæve sin Stilling og være etslags Mønsterbrug for Landet. Man maa derfor ikke sige, at det er af Fornøielsessyge og for at blære sig de gaa, det er af en dybere Grund, af den samme Grund, som gjør, at de maa gaa paa 1ste Plads paa Dampbaaden og paa Jernbanen. Dette Koncert- og 1ste Plads faste Publikum kan vel i Christiania være 100 Mennesker foruden Kvinder og Børn. Det øvrige er Tilfældets Publikum. Noget egentlig Brandpublikum saa jeg imidlertid ikke ikveld, undtagen mig selv og Storthingsmændene fra Drammen. Vi gik paa Embedsvegne vi.
Det er Synd, at jeg ikke tiere paa Embedsvegne skal kunne gaa paa Koncerter. Det er gyldne Aftenstunder i en saa skjøn Sal, blant saamange velsignede og velklædte Mennesker og i Svømning af en saa storartet Musik. Det er en Velsignelse, som man næsten ikke kan tale af Hjertet om, uden at blive uforstaaelig og naragtig. Det er sandt i andre Stykker end i Don Juan, hvad den tydske Digter Hoffmannk2023 siger: «Gjennem Instrumenterne blinke de malmstøbte Toner som glødende Lyn.» Det gaar til Marv og Ben, og Tankehjulet gaar saa fort, at det synes at staa stille. Det er intet Under, at man er udmattet bagefter og sovner ind som Chineseren efter en Opiumsrus. Ære være alle disse Musici, der arbeide for elendig Løn Aaret kring, ere i en usikker Stilling, blæse sine Øine forvrængte, spille sine Fingre skakke, faa Armlag efter Buen, og med alt dette eller en god Del af det spille saadan sammen, at man skulde tro det var et Instrument! Intetsteds fremtræder Samfundet saa storartet som i Musiken og Uenigheden saa fordærvelig. Det er endnu rarere end i Krigen. Frøken Lehmannk2024 sang godt, det er et Eventyr, saa godt sang hun. Den menneskelige Strube og Brystet er dog det bedste af alle Instrumenter. Tonerne ere fede, saa de glinsen387 og dryppe. Trillerne gaa saa fort paa hinanden, som de paa nogen Maade kunne sandses. Det er beundringsværdigt. Jeg fik saadan Agtelse for dette Instrument, at jeg ikke turde have berørt det med et Silketørklæde. Smuk var ogsaa Sangerinden. Jeg begriber nu de franske Kritikere, der sad og græd i Logerne til Madame Malibraun,k2025 og da Henriette Sontagk2026 anden Gang kom igjen efter mange Aars Fraværelse. De ene vare Beundringens og de andre Erindringens Taarer, der ogsaa kalde Beundringen frem igjen. Man skal ikke gjøre Nar af den, der skriver Kjærlighetsbreve til slige Kunstnerinder — og omvendt Kunstnere — hvor bort i Væggerne slige Breve og Erklæringer end forresten kunne være. Jeg har tværtimod Agtelse for Enhver, der er saa galen.
Koncertmusiken lader til at komme sig herinde, ikke blot ved Speratisk2027 utvivlsomme Dygtighed, men ogsaa ved disse Abonnementskoncerter, hvortil her indbydes. Bare nu man kunde skaffe musikalske Kræfter nok, og ikke komme i Strid med Filharmonien, som er en gammel Indretning og har saamange gode Kræfter. Fuldstændig Enighed maa her være, skal man kunne opdrive Kræfter nok til en fuldstændig Koncert og et godt Sangerkor. Saa liden er Christiania endnu. Synd skulde det være, om man splittede Kræfterne og derved berøvede Mange en nødtørftig Fortjeneste og os Alle en Nydelse, som man sætter mere og mere Pris paa, jo ældre og mere aandelig udviklet man bliver. Man bliver saa kræsen tilslut, at man ikke taaler andet Sprog end Musikens — godt klangfuldt Norsk naturligvis undtagen! I alt andet Sprog er Flausern388 imellem. Derfor se vi ogsaa ganske rigtigt, at Verdens største og mest udviklede Byer, saasom Paris, Berlin, Wien osv. ere Sædet for Musiken og Koncerternes egentlige Hjem. Dette viser bedst, hvad Musiken er og i hvad Forhold den staar til Civilisationen.

Nr. 235/1857; fredag 09.10.

[Seminaret i Asker]

Korrespondance
Christiania den 6te Oktober
Om Søndagen var det hugsamt paa Seminariet i Asker, idet et Billede af Andenlærer Halvor Hansenk2028 blev ophængt i Salen ved Siden af Biskop Gislesens.k2029 Det var gamle Elever, som havde skudt sammen til dette Øiemeds Opnaaelse, og for Overskudet kjøbtes et gildt Gulduhr med Kjæde, som blev Hr. Hansen overrakt med det Samme Billedet under en smuk Høitidelighed var overleveret til sin Plads. Der var mange Folk tilstede baade fra Christiania og Bygden, foruden Seminariets egen Besætning. Høitideligheden vilde ogsaa have været større, dersom Provst Langek2030 ikke ved Upasselighed havde været hindret fra at komme og indvie Billedet, som han havde lovt. Da heller ingen af de tilstedeværende Theologer fandt sig oplagte til at tale saa paa staaende Fod, som det da maatte blive, henvendte man sig til A. O. Vinje, der efter en af Kand. theol. B. Kokkk2031 afsjungen Sang holdt en kort Tale, hvori han blandt Andet omtrent sagde: «Saa er da ogsaa nu det andre Billede ophængt her i Salen af en elsket Lærer, og flere vil her komme; thi ligesom ogsaa her er Sted for mange Udvalgte, saaledes vil den dygtige Lærer altid her finde ubearbeidede Evner, som han kan øve sine Kræfter paa. Slige Billeder have den Betydning, at man ved dem vil udødeliggjøre gode Mennesker saalænge man kan. Mennesker dør snart. Mindesteinen brydes af, og Bøger tæres ogsaa op eller ikke læses tilsidst; men Maleriet varer længer. Menneskene ere saa gode og taknemmelige, at de ikke kunne føre over sine Hjerter, at en brav Mand dør før man er nødt til at give Slip paa ham. Det er altsaa Udødelighedstanken man forfølger ved disse Billeder, saalangt man kan række; den Udødelighed, som ligger længer borte, er Gjenstand for Tro. Det var Folkeoplysningen, vi igrunden bragte vor Hyldest med disse Billeder; thi overalt, hvor vi elske og agte en Mand, er det hans gode Gjerning vi agte, vi agte ham som Redskabet for en stor Tanke. Det var en saadan, nemlig Folkets Oplysning, Skolevæsenet, vi her feirede.» — — —
Derpaa takkede Taleren Alle, som havde været tilstede og bidraget til denne Fest, nemlig Folk der omkring, Anstaltens Lærere og de nuværende Lærlinge, «Seminaristerne.» «Hvor det er rørende, men tillige smukt», sagde han, «saaledes at se det ene Kuld efter det andet Aar for Aar at blive afløst af et nyt, ligesom Aarene, Jorden bærer. Livet er evigt nyt og det Gode dør ikke.» — «Hansen selv», sagde han videre, «kan ogsaa have godt af at se sig fra Væggen; Billedet vil mane ham til at virke fremdeles, ligesom det vil styrke ham under Arbeidet. Vi trænge Alle til nogen Anerkjendelse til Støttestave paa vor Livs Vei. Og Herren bevare nu denne Anstalt og denne Bygning, saa at ogsaa disse Billeder kunde opfylde sin Bestemmelse.»
Hansen takkede rørt i nogle faa velvalgte Ord, og den hele Forsamling var synlig rørt.
Siden samledes man paa Nabogaarden Staver til en Festmiddag, hvori henved 30 Gjæster deltoge, foruden nogle indbudne, deriblandt Seminariets Lærere og Portrætmaleren Olsen.k2032 Inspektør for Eugenias Stiftelse, A. Trøan,k2033 var den, som stod i Spidsen for det hele Stel, og han bad derfor Gjæsterne velkommen tilbords, og udbragte dernæst Skaalenn389 for Dagens Mand, Hansen. Student Arvesenk2034 udbragte Provst Langes Skaal og Vinje Biskop Gislesens, om hvem han bemærkede, at han neppe nu virkede med saa lange Arme, som da han var Lærer her ved Seminariet. Man har rost Gislesen, sagde han, og det var fortjent; men naar man, som jeg ofte har hørt, sagde, at uden ham vilde Seminariet i Asker ikke have været, da var det formeget sagt. Seminariet havde kanske ikke været saa godt, men Ideer og Indretninger ere større end Mennesker. Som gammel Bondegut og Skolelærer var Gislesen godt skikket til at oplære Skolelærere. De aftraadte og de nuværende Læreres Skaal blev drukket og Portrætmalerens og mange, som det ved slige Leiligheder gaar. Da Laget var blevet muntert, omdelte Vinje følgende til en saadan Stemning forfattet Sang, der under Lystighed blev afsjungen:
Der tales og synges idag for ein Mand
hvis Billed’ alt hænger paa Kroken.
Der hænger Ein før, og ein Tredi vel kan
faa Plads for sin Bruk utaf Boken.
Den Mand, som os meget kan lære,
vi veit at betale med Ære.
Og Hansen af Boken ei lærte os blot,
men ogsaa ved Laden og Gjøren.
At have paa Skolen gjør inderlig godt
ein Glytt imod Livet paa Døren,
for ellers, naar sluttet er Skolen,
man hopper som Kalven mod Solen.
Som Dagen belyser hver Krok og hver Vraa,
Maa Læreren Mørket udviske.
Hvert Fiskeri noget han skjønne maa paa,
skal Mennesker rigtig han fiske.
Lidt af dette Smil her fra Væggen,
fik Hansen i Baaden for Dræggen.
Som Jorden, der bærer sit Louv og sit Gras,
saa Hansen til Maade kan drikke.
I Lag som paa Skolen han synger sin Bas,
og godt han med Fusen kan stikke.
Han rigtig er slik i sin Færden,
som den, der vil virke i Verden.
Hvis Hansen til Slutning i Visa vor her
vi skulle med Fyndighed male,
da maatte vi sige, tilfulde han er
ein Nordmand i Greihed og Tale.
Naar Mo’rsmaalet Skolen blir givet,
da først vil den virke for Livet.

Nr. 237/1857; søndag 11.10.

[Tidsnød på Stortinget; Lerche i sitt ess]

Korrespondance
Christiania den 9de Oktober
Klagede man i Begyndelsen af Storthingets Tid, at det gjorde Forlidet, kunde man næsten nu klage over, at det gjør Formeget; den ene Lovbeslutning længere og vigtigere end den anden, bliver færdig fra Haanden med samme Lethed, som en øvet Musikus spiller fra Bladet. Storthingsmændene ville hjem, og derfor arbeides der, som naar man staar paa Reisen. Der foreslaaes endog vigtige Love henlagte — saasom den om Almindingsskogene — fordi Thingets Tid snart er forbi. Man arbeider baade For- og Eftermiddag, og Enhver er bange for at spilde Tiden med Taler. Idag var det netop Dagen, da Thinget efter sit eget Bestik skulde være færdigt, men haardt skal det holde, om det bliver færdig til paa Onsdag, da Opløsningen skulde foregaa. Der er nemlig en hel Del Bevillinger igjen, og et Forslag til Forandring i Reglementet, hvorhos Grundlovsforslagene som sædvanlig paa Slutten fremkomme. Thinget maa blive færdig til den fastsatte Tid, skal det nyde Æren af at opløses af Prindsregenten;k2035 thi fra Sverige har det staaet, at han ikke skulde være borte mere end 12 Dage, og det bliver enda i knappeste Lag, at han bliver færdig, dersom ellers dette betyder Noget.
Det har gaaet fornøieligt til i Thinget de sidste Dage, idet Lerchek2036 er kommen paa sin høie Hest igjen, navnlig om Jernbanen, da der var Spørgsmaal om at drage de høie Statsraader til Ansvar, fordi de havde udbetalt den Sum, som skulde være til Sikkerhed for at Banen blev godt udført. Ligeledes var han morosom om Storthingsbygningen forleden Aften. Man maa le naar han taler, baade fordi han stiller Ordene meget vittigt og selv ser meget vittig ud. Han spiller den samme Rolle som Lokek2037 i de nordiske og Hephæstiask2038 i de græske Guders Selskab. Loke var den ondskabsfulde og vittige og Hephæstias den halte Gud, hvorfor Guderne lo ligesom Storthinget, naar Lerche kommer i sit rette Es.
Idag, Løverdag, er det, at Prindsen ventes, og det forventes, at han vil være tilfreds, ligesom ogsaa vi burde benytte denne heldige Stilling vi staa i hos ham ligeoverfor Sverige. Imidlertid har jeg intet hørt om, at man vil gjøre nogen «Borgerfest» for ham, hvilken Fest dog forekommer mig vilde være baade sømmelig og klog. Den vilde blive saameget mere storartet som Storthinget kom til at være med.

Nr. 241/1857; fredag 16.10.

[Oppløysinga av Stortinget, del 1]

Korrespondance
Christiania den 14de Oktober
Idag er Storthinget opløst. Det var et langt Storthing og et godt Storthing, siger Mange, og vist er det, at intet Storthing har været saa uforstaaeligt og mere gaaet fra den ene Yderlighed til den anden. Vanskelig skal man finde nogen Forsamling, der har modsagt sig saa stærkt som dette Storthing: det har ladet alle finansielle Overskridelser passere, som om det havde været lutter embedssøgende Kandidater, der havde voteret, og paa den anden Side har det, trods alle store Fagsmænd, fulgt «den folkelige Retning» og afskaffet latinsk Stil. Imod alle store Jurister antog det Juryloven, og det underligste var, at det antog den mod sin egen Overbevisning, idet Ingen ønskede den sanktioneret — saavidt man kan dømme af de enkelte Udtryk og Taler. Man vilde demonstrere, og det er helt vanskeligt at finde noget passeligt Udtryk for en saadan Beslutning af en saa ærværdig Forsamling. Havde det været et andet Storthing, vilde en fornuftig Folkemening have indstævnet det for sin Domstol; men fordi Thinget har været saa frisindet i andre Retninger, saa finder man det genialsk. Storthinget turde ikke af Frygt for at træde Autoriteten for nær gjøre Oldnorsk til Artiumsfag, men det turde afskaffe 5—3—33 og 1—22—28, der slynge sig som røde Traade igjennem det hele juridiske System, ligesom det ogsaa turde afskaffe Underpant i Løsøre og Skadesløsbreve; hvilket Alt vil afstedkomme en Omkumpling i Handel og Vandel, som Ingen endnu tilfulde kan sætte sig ind i. Det kan trygt siges, at det er den største Grundforandring, som har fundet Sted i Lovgivningen siden 1814, med Undtagelse af Kriminalloven af 1842, skjøndt den for en stor Del mere var en Forandring paa Papiret end i Virkeligheden, da den for en væsentlig Del blot bekræftede i Lovform den Retspraxis, som havde udviklet sig i de sidste 50 Aar. Paa samme Tid som Storthinget religiøs frisindet nok forkastede Loven om Menighedsraad, paa samme Tid gav det Stiftskapellaner, forbød at udskjænke Brændevin før Kl. 8 og vedblev i den samme Retning med at man ikke maatte fiske om Søndagen, om saa Sild og Torsk skulde finde paa at reise til Havs igjen, altsammen for at fremme Kirkegang og i det Hele for at fremme den pietistiske Retning, som nu i de sidste Aar har havt det saa godt. Derfor hørte man ogsaa under alle disse Forhandlinger Taler saa rettroende, at de burde have gjenlydt i et Kloster i Italien, og andre saa fritænkende, at de kunde have lydt i den franske Nationalforsamling af 1789. Der har hersket en Beredvillighed i Bevilling til lærde Anstalter, til Agerbrug, Stutteri og Veivæsen, som er helt opbyggelig, men paa den anden Side pruttede man stærkt om den ubetydelige Sum, der skulde bevilges til Forbedring i Almuskolelærernes Løn. I national Henseende forkastedes Mellemkrigsloven, medens Interimsregjeringen, der er det mest nationale i vor hele Forfatning, blev anseet som mindre Hensigtsmæssig. Det forkastede Grundlovsforslaget om Odelslovens Afskaffelse, men ved en liden Lov tog det den pynteligt af Dage. Men en Ting har det gjort fuldstændigt, nemlig givet Landaristokratiet, om man kan bruge det Udtryk, et Smek ved at frigive Rentefoden for løse og forhøie den til 5 pCt. for faste Penge, hvorved Landeiendommene maa falde betydeligt i Pris, og især nu i den første Tid bringe gjeldbundne Jordegodsbesiddere i stor Forlegenhed; kanske dog at alle disse Kreditanstalter, hvoraf man lover sig saa meget, vil gjøre Overgangen mindre følelig. Paa samme Maade er ogsaa Landmanden angreben ved den forhøiede Skat paa Brændevinspotten, der gjør Potetestønden billigere, især da erfarne Handelsmænd sige, at Tolden paa Spiritus ikke i tilsvarende Grad er forhøiet, saa at man endog turde ophøre for en Del med at brænde Brændevin, hvorved det rige Opland blev siddende med sine Poteter, og ikke kunde gjøre dem i Penge.
(Fortsættes).

Nr. 243/1857; søndag 18.10.

[Oppløysinga av Stortinget, del 2]

Korrespondance
Christiania den 16de Oktober
(Fortsættelse.) I en anden Henseende har ogsaa dette nu nys opløste Storthing været sig selv ligt, nemlig i at trække Forretninger fra Embedsmænd og ind i «Folkets Hænder.» Det var denne Folkets Deltagelse, som vistnok gjorde, at Søfartsloven heller ikke denne Gang blev sanktioneret, hvorimod Loven om Bestyrelsen af Umyndiges Midler blev det, — en Lov, der for en væsentlig Del vil gjendindføre den Tilstand, som Lovgivningen i omtrent 50 Aar arbeidede for at komme ud af som ubetryggende for Midlerne. De enkelte Skifteforvalteres Uvederhæftighed og letsindige Skalten med Umyndiges Penge har fremkaldt denne Lov, der vil blive til stort Bryderi for Bygdens bedste Mænd, som allerede før ere saa overlæssede med ulønnede Hverv, at det paa mange Steder er formeget, helst der, hvor skrivføre Mænd ere sjeldne. Det er heller ikke vist, at Loven vil blive til større Sikkerhed for de Umyndige; men under enhver Omstændighed vil denne Lov virksomt bidrage til, at før ukjendte Ombud opstaa i Bygderne, da Almuen tilslut ikke kan gjøre Alt den heller, men maa tage sig Hjælpere. Derved kan man sige, at denne Retning til at «delagtiggjøre Folket i de offentlige Anliggender» i sit Endemaal igrunden ikke bliver Andet end en Embedsomlægning, ligesom Veiene omlægges i denne Omlægningens Tid. I Juryloven fremtraadte dog denne «Folkets Deltagelse» mest storartet, og netop derfor blev den heller ikke sanktioneret. Al Uoverenstemmelse mellem Storthing og Regjering gaar i en Hovedsum ud paa det: Folket vil være med, og Regjeringen vil nødigt have det med, fordi den tror, at det ikke har godt af Selskabet. At Regjeringen vil være alene, kan ogsaa have en mindre ædel Grund, nemlig at den, som har Magten, nødig slipper den; men en saadan Grund bør ikke være tilstede hos os, hvor Ingen, undtagen Kongen, har nogen virkelig Magt, men Enhver maa kjæmpe sig selv frem eller flyde paa Slægt og Kjendskab. «Folket» tror sig naturligvis dygtigt til at være med overalt og til at styre Alt, selv om det leiter paa, og de, som ville vinde Folkets Gunst, sige ligesaa naturligt det Samme, ja de gaa endog saa vidt, at de paastaa, at der ingen sund Forstand er andetsteds end i de Hoveder, som ingenn390 Lærdom have gjort rasende, hvorimod Regjeringen mener, at man bør have læst brav meget. Dette tror jeg er Kjærnen af at være oppositionel og ministeriel, saaledes som Kampen mellom disse Begreber er fremtraadt under denne Storthingstid, og har fremkaldt Brugen af det kongelige Veto. Negtelsen af Sanktion til den militære Straffelov hviler tildels paa et andet Grundlag, nemlig paa Nødvendigheden eller Unødvendigheden af Prygl. Storthinget vilde ikke have Prygl, men Regjeringen skal nok tro, at den er nødvendig. Synd var det forresten, at denne Meningsforskjel skulde staa iveien for en saa vigtig Lov, der kunde ophæve mange gamle forvirrede og høist urimelige Bestemmelser; men Prygl eller ikke Prygl er ogsaa en stor Ting.
Ved at afskaffe Reskriptet af 4de Marts 1778, der fastsætter saa urimelige Straffe for «Nattesværmeri», har Storthinget handlet i den milde Aand, som udmærker al Oplysning. Det var et godt Sidestykke til Ophævelsen paa forrige Thing af Nødvendigheden af at tage fast Tjeneste. Naar man Ingen falder til Byrde og Ingen fornærmer, bør man gaa uantastet overalt, enten det er Dag eller Nat. Men forstyrrer man Husfreden, er det en anden Sag. Saaledes er Natteløberiet nu betragtet. Husbonden har Ret til Ro i sit Hus. Natteløberiet er slemt bagtalt det, og det fik ogsaa paa Storthinget høre ilde, og der var Ingen der, ligesaalidt som Nogen i Pressen, der vovede at tale dets Sag. Forsvaret kan udtrykkes i faa Ord saaledes: En Ungkarl af vor Almue tør ikke fri om lyse Dagen, og da han nu engang maa gjøre det, er Natten nødvendig. Mærkeligt var det ellers, at man i denne «Opvækkelsens Tid» kom med en slig Lov. Den var igjen en af Modsætningerne i dette Things Karakter, men forresten i den bedste Samklang med Afskaffelsen af Prygl i den militære Straffelov. Her har siddet en god Stok Medlemmer i dette Storthing med de sande Frihedsgrundsætninger fra 1789 — jeg mener ikke her den yderste Opposition — og denne Stok var det, som Præstebaaden seilte Kjølen sin fordærvet paa, og laa som en Lændse over Farvandet for enhver Farkost, der ikke førte Oplysningens og Kjærlighedens Flag. Det er disse Mænd, og det er Mange, som have givet dette Thing den Tillid, mens det var samlet, og nu, da det er opløst, har efterladt det Savn, som uvilkaarlig føles. Man kan sige hvad man vil om en og anden Beslutning, og de forskjellige Partimænd kunne nok føle sig utilfredse; men en Ting maa vi Alle være enige om, og det er den, at Nationen fortjener ikke noget godt Storthing i Fremtiden, dersom den ikke er tilfreds med dette. Vort praktiske Folk, der gjerne vil udmaale Fortjenesten med Alen- eller Skjæppemaal, vil hos dette Thing finde Gjerninger, som fylder i Maalet. Det har mindst gjort dobbelt saamange Love som de tvende foregaaende Storthing.

Nr. 249/1857; søndag 25.10.

[Livets matside]

Korrespondance
Christiania den 23de Oktober
Nu er her atter paa samme Tid om Høsten som de nærmest foregaaende Aar en Udstilling paa Børsen af Frugter, Madsager, Redskaber og allehaande Ting til Livets Nødtørft. Det vilde dog være blindt i denne Matside af Livet ikke at se noget Aandeligt; jeg mener ikke blot et nødvendigt Middel til et aandeligt Liv, men et virkeligt Liv selv; thi sjelden ser man Naturen saaledes i sin Rigdom og Skjønhed som her, og man maa tænke paa hint Sandhedens Sprog, der sagde om Liljerne, at ikke Salomon i al sin Herlighed var saa klædt som en af dem. De mest glimrende Farver, som Malerkunsten kan pensle, ere malte mod alle disse Blomster, Kornsorter, Frø og Vexter af saa mange Slag, der ligge eller staa opstillede i smagfulde Rækker og ordnede efter deres Natur og Væsen af kyndige Hænder. Det er den friske og levende Natur, hvorfra Maleren maa hente sine Mønstre og Digteren sine Billeder og Tænkeren Skarpheden i sine logiske Inddelinger. Ja, man kan gaa et Skridt videre og sige, at man først klart faar Øie for Skaberens Storhed og Godhed ved saaledes at staa Ansigt til Ansigt med hans Gjerninger; det er ikke en kold abstrakt Tanke, men et levende Indtryk, og ligesom derfor Sjelen opløftes, saaledes gaar man ogsaa paa den bedste Kunstudstilling og har en ren æstetisk Nydelse. Saaledes mener jeg, at man kan betragte en slig Udstilling, og den, som har den mindste Aand og Følelse, han betragter den ogsaa saadan, især i enkelte Øieblikke, idet han skrider mellem Raderne af al denne Skjønhed og Velsignelse.
Jeg har før engang talt om, at disse Frugtudstillinger ere den bedste Lovtale over vort Land, og at man er uretfærdig naar man kalder Norge fattigt og haardt og ufrugtbart. Det er mange vakre Børn med klare Øine, Jordbunden her har fostret, vistnok med Kunst her, men Kunst og Møie indtil en vis Grad maa der altid til, endog i de varme Lande, naar man vil frembringe de ædleste Sorter, og den Omstændighed, at vi maa arbeide, arbeide saa meget mere her, gjør, at vi ere oplyste og skarpe, medens Folkeslagene i de varme og mere frugtbare Lande enten leve som vore Skovdyr eller ogsaa ere dorske og sløve. Det var helt paafaldende at se den fine indiske Hamp at ligge som Silke ved Siden af den grovere europæiske. Jeg sagde da til min Sidemand: er det ikke usams, at hine barbariske Halse skulle have en saa fin Hamp, medens vore fine maa lade sig nøie med denne grove her.
Forresten bliver det dog vi, de Oplyste, der nyde godt af Sydens bedste Frembringelser.
I intet Land paa Kloden gror Livet saa langt mod Nord som i Norge. Hvor de fineste Frugter og Kornet gror i Norge, er evig Sne og Is under samme Brede i Asia og Amerika. Det er Havstrømmen fra de varme Have, der skylle tilbage mod vore Kyster, som gjør det. Ligesom derfor Naturen har begunstiget os, saaledes synes Friheden at gjøre en Undtagelse med os paa sin Vis; thi i intet Land i Verden er Friheden saa sandt gjennemført som hos os, og det ser ud til, at vi kunne bevare den, medens den enten fryser eller brænder bort i andre Lande, med Undtagelse da af England paa sin Vis; men ogsaa det nyder godt af Golfstrømmen.
Fra Alten under 71de Bredegrad var saaledes en Furufjel udstillet, der var over 5 Kvarter bred og saa tyrifeit, at den ikke findes bedre i de sydlige Skoge; ligeledes en Bjørk, der forresten var noget raaden, saa at her sydpaa er Bjørken baade større og friskere.
Ogsaa paa denne Udstilling kan man se et Fremskridt hos vor Tid imod før. En ældre Mand og tillige en Naturkyndig sagde, idet han maalte paa sin Finger, at Gulerødderne i hans Ungdom ikke vare større end som saa . . . medens de udstillede Gulerødder vare saa store, at de knapt kunde gribes om. Det er dog anderledes med Menneskene; thi de Gamle sige, at Folk ikke blive saa store og stærke som før. Gulroden voxer og Menneskene minske. Og Græskarene blive store, men Hovederne smaa, sagde en Anden, der tog Udstillingen fra en spottende Side. Jeg tror nu, at baade Æbler og Græskar og Gulerødder og Folk og Hoveder voxe, ligesom jeg tror, at man skal se slige Udstillinger ikke blot fra Mat-, men ogsaa fra Aandesiden. Det er dog Oplysningen, som faar disse Udstillinger istand, og det er den, der forstaar at dyrke Jorden, saa at slige herlige Frugter og Blomster kunne fremkomme, og den kan ikke gjøre Andet end det, som er godt.
Korpslæge Schübelerk2039 har virkelig store Fortjenester af disse Udstillinger. Han er i Skriven og Virken et stærkt Udtrykk for Tidens Matside, der naturligvis er den høieste Ære værd, naar den gjør denne Side som Tjenerinde for Aandens, og ikke ser i den baade Hensigt og Middel. Men selv nu om alle disse driftige Mænd, der saa kraftigt ophjælpe Næringsveiene, ere som hin Bondemand, der sagde: «Eg ser intet koseligere end eit stort Grautefat, og intet saa vent som Staburet, der er fullt af Korn, Kjøt og Flesk» — saa tager dog Fædrelandets Armé dem i sin Tjeneste, og det bliver noget Velsignelsesrigt det, de gjøre, hvorfor vi skulle takke dem for sine nyttige Gjerninger. Man trænger til Folk i enhver Retning, som gaar saa vidt i sin Bedrift; der er nemlig nok af dem, som gjør forlidet af den. Alt maa idealiseres, endogsaa Kaalhovederne og Guanoen.
Rettelse i sidste Artikel
Som ingen Lærdom have gjort rasende, skulde der staa, istedenfor megen Lærdom.

Nr. 255/1857; søndag 01.11.

[Morgenbladet og konstitusjonen]

Korrespondance
Christiania den 31te Oktober
Her er meget roligt i Pressen efter Storthinget. Det er alene Negtelsen af Sanktion paa disse trende Love — Søfartsloven, Juryloven og den militære Straffelov, der har fremkaldt enkelte Betragtninger og Aftryk af Regjeringens Indstillinger. I en af disse Avisbetragtninger — det var nok over Søfartsloven — kom Morgenbladet og Chr.-Posten i en liten Strid; men Chr.-Posten syntes ikke at give paa nok efter det Overtag, den havde faaet. Morgenbladet sagde nemlig, i en forresten dunkel Sætning, at Prindsregentenk2040 nok vilde komme til at gaa imod sit Raad engang. For denne høist upassende og trøstesløse Spaadom burde Morgenbladet have faaet mere Stryk paa sine gamle Dage. At sige, at en konstitutionel Konge gaar udenfor eller imod sit ansvarlige Raad, er det samme som at sige, at han ikke længer er nogen konstitutionel Konge, men en enevoldsmægtig. En konstitutionel Konge skal ikke kunne røre sig uden Medhold af sit Raad. Han kan afskedige de gamle Statsraader, der ikke ville gaa ind paa hans Meninger, og antage nye, og ville saa disse heller ikke være med ham, kan han videre væk ombytte; men finder han saa ingen Medholdsmænd efter alle Forskydelser, saa bliver det en umulig Ting for ham at sætte sin Villie i Verk, uden med det samme at handle mod den konstitutionelle Tanke, eller kort og godt at gjøre Revolution. Det staar nok i de frie Forfatninger, at Kongen kan fatte den Beslutning, han vil, naar han har hørt sit Raad; men denne Tale om hans Magtfuldkommenhed er en uforsonet Sætning fra gamle Dage, der i Virkeligheden staar ørkesløs. — Fra en anden Side kan man ogsaa komme til denne samme Tanke. Idet de konstitutionelle Forfatninger nemlig have gjort Kongen juridisk hellig, have de med det samme forkyndt Lovens Herredømme; men Loven er ikke Herre, uden at Straf kan anvendes mod den, der overtræder dens Bud. Derfor siger ogsaa Statslæren ganske følgerigtigt, at den konstitutionelle Konge er en «Fiktion.»
I frie Stater er det Lovene og Folkets egen sunde Fornuft, som hersker. Finder Menneskene, at en Tanke er stridende mod Loven eller Landets Fornuft, kunne de ikke være med at give en saadan Tanke nogen Magtform, og naar ikke nogen ansvarlig Minister vil være med, skal man neppe i noget frit Land finde Exempel paa, at Kongen har handlet paa egen Haand, uden at man med det samme har været midt inde i Revolutionen.
Morgenbladet maa ikke rigtig have vidst, hvad det sagde, da det sendte ud i Verden hin Spaadom om vor Prindsregent; thi at det skulde ville sige til Prindsen med Forsæt, at han engang vilde komme til at regjere mod besvorne Love, det maatte dog Morgenbladet som Enhver have fundet ikke alene uanstændigt, men høist strafværdigt.
Denne taabelige Spaadom af Morgenbladet har bragt Folk til at tro, at det altsaa Intet venter af Kronprindsen, hverken at blive Statsraad eller Amtmand, og at det derfor vil begynde paa sin gamle Vis og stille Folk i Harnisk mod Regjeringen. Men Folketungen er ond den. Morgenbladet vilde vel alene sige en af sine gamle Vittigheder, der have den besynderlige Egenskab, at de blive vittige ved sin ubeskrivelige Flauhed. Men en Strid har her været, og det en Strid, som Folk bør mærke sig.

Nr. 261/1857; søndag 08.11.

[Åger]

Korrespondance
Christiania den 7de November
Inkassator P. Olsensk2041 Arrestgreie med Hafsrødk2042 fra Drammen har fremkaldt en svær Storm i alle vore Storblade, der alle have banket paa den ulykkelige Inkassator. Men P. Olsen er ikke værre end de andre Aagerkarle han. Skal man gaa i Rette med Aagerkarlene eller Inkassatorerne, faar Samfundet se en Afgrund i sit eget Dyb: Vi have Historier af det Slag saa mange og gode, at de kunde fylde hele Bind. Her nogle til Exempel. Her var en Grosserer*), som satte sit Bud i Gjeldsarrest, fordi han generte ham i Kjærlighedsaffærer med Konen; og jeg kjender en genial Embedsmand, der ifølge et kunstigt Opgjør er truet med Gjeldsarrest, efterat han af den eller disse er udplyndret for Alt hvad han aatte, uden at Nogen har tabt en Skilling, og en af vore største Forfattere rev Brystnaalen af sig for at give Inkassatoren, der kom med Fogden, Udlæg. En Broder til Morgenbladet, der nu er saa haardt mod Peder Olsen, holdt en Mand (en Skipper fra Vestlandet) i Gjeldsarrest fra 17de November 1847 til langt ud i 1855, efterat Arrestanten havde udgivet Alt, hvad han aatte, og Morgenbladets rige Kasse skal efter Rygtet have forskudt Underholdningspenge. En herværende Lithograf T. havde Øie paa en rig Enke, og lovede en Landsmand af sig P. et Gebyr af nogle 100 Spd. for at skaffe sig Enken. Han faar Enken, som han nu efter tusinde Spektakler er skilt fra, og Kommissionæren forlanger nu sit Gebyr, hvilket han ad Rettens Vei forgjæves indtaler; men den lykkelige Ægtemand, som af Kommissionæren havde til gode mellem 3 à 4 Ort, indtaler disse, faar Dom og sætter Kommissionæren i Gjeldsarrest nogle Maaneder. En Mand, der, paa Grund af formentlig urigtig Opgjør, gjorde Aagerindsigelse, blev af Aagerkarlen trukket i Gjeldsarrest, hvor han sad henved 2 Aar; men da Høiesteretsdom faldt, blev han naturligvis frifunden. Det er, som kjendte Folk maa vide, heller ikke ukjendt, at Gjeldsarrest er anvendt i Politikens Tjeneste, og det mangler nu blot, at Staten selv sætter Folk i Gjeldsarrest for at komme i Kompagni med Peder Olsen. At Norges Bank har holdt en Mand 13 Aar i Gjeldsarrest, turde være bekjendt nok. Peder Olsen har altsaa godt Selskab.
Romerne gav en Kreditor Ret til at skjære Stykker af Debitors Legeme i Forhold til Gjeldens Størrelse, medens Hamburgerne, de handlende Romere, ikke engang have Gjeldsarrest! Og den oplyste Fornuft, der altid spotter urimelige Love, finder ogsaa Udveie til at latterliggjøre disse. Som Exempel kan anføres, at tvende Gjeldsarrestanter i Vinteren 1852 og 53 forenede sig om pro forma at holde en Kontubernal, naturligvis med dennes Samtykke, i Gjeldsarrest ved at trække Vexel paa ham og protestere denne, da hans oprindelige Kreditor var bleven lei af at holde ham længer. Denne ulykkelige Arrestant var nemlig udsat for at blive husvild midt paa Vinteren. Chikanen mod Arrestinstitutionen blev derved imidlertid saa stor, at den konstituerede Byfoged maatte kapitulere med Arrestanterne, ligesom hin General for omtrent 20 Aar siden i Bergen maatte gjøre det med Slaverne.
Nei, lad Aagerkarlene være i Fred med sine Gjeldsarrester! Aagerkarlene spille den samme Rolle som offentlige Fruentimmer; de agtes lige i Samfundet og ere af som de ere for Samfundets Bærme. — Det er et glædeligt Tidens Tegn, at Opinionen mod slige Folk nu fører Krig, og det tør forventes, at ingen skikkelige Mænd for Eftertiden vil forlange Gjeldsarrest over Nogen. Derved afskaffes i Folkemeningen den Lov, som Storthinget denne Gang ikke turde afskaffe.
Til slutning maa Storbladene advares imod at grave formeget i slige Aagerkarlehistorier; thi Følgen kunde blive, at Samfundet blev forskrækket over sit eget Ansigt, naar Speilene, som haves nok af, blive holdte for det. Der gives Meget, som maa skjules!
*) Hans Navn kan opgives i Redaktionen.

Nr. 267/1857; søndag 15.11.

[Gjeldsfengselet og lovgivinga]

Korrespondance
Christiania den 13de November
Efterat nu endelig Pibestormen har lagt sig, begynder Morgenbladet for igaar at bevise Gjeldsarrestens Nødvendighed som den sidste Grund for Kreditens Styrke. Det er den samme Tale, som blev ført i Storthinget i Sommer om denne Sag, med Undtagelse af, at man da sagde, at man intet Exempel kunde fremvise paa Gjeldsarrestens Misbrug — en Paastand, man ikke nu godt kunde komme med. Men denne Lære om Gjeldsarrestens Nødvendighed er falsk og staar i Strid med Grundsætningerne i vor egen Lovgining. Loven stiller nemlig Friheden blant de uafhændelige Retsgoder, hvorfor man ikke ved frivilligt Forlig kan forbinde sig til at gaa i Fængsel. Det er Staten, der i denne Forstand eier min Frihed ligesom mit Liv, Haand, Fod, Øie osv., hvilken Fordeling af min Eiendom, af mit Legeme og Statens Eiendom af det i Kriminallovens 15de Kapitel paa det nøieste er afmaalt; jeg har saaledes Raadighed over en Tand, men ikke over den hele Tandgard; jeg er Eier af en Finger, men ikke af alle fem paa Haanden osv. Nu kunde man sige, at Staten efter denne Tankegang ogsaa aatte mit Gods, forsaavidt som jeg ikke engang kan tilgive den, som stjæler fra mig, men at Staten tiltaler og straffer ham, hvor gjerne jeg end vilde redde ham; men herved maa bemærkes, at Procesreglerne ere en Ting og Læren om de uafhændelige Retsgoder en anden, ligesom man heller ikke maa lade sig forvilde af, hvad der sker mod og med min Villie, naar man vil komme efter, hvad man i denne Betydning kan raade over. Thi ligesom jeg ikke kan forbinde mig til at gaa i Fængsel, saaledes kan jeg heller ikke give en Mand lov til at dræbe eller lemlæste mig med den forbindende Kraft, at han siden gaar straffri. Her fremtræder det tydeligt, at Frihed, Liv og Lemmer ere Statens eller Menneskehedens Eiendom, som altsaa Staten selv kan berøve En, naar man forbryder sig mod den. Men mod Staten forbryder jeg mig ikke ved ikke at kunne betale min Gjeld; dette bliver en Handel imellem mig og Fordringshaveren, som Staten vel kan hjælpe saavidt mit Gods angaar (inddrive det ved Exekution); men min Frihed kan ikke berøves mig, uden at jeg har syndet imod Staten selv. Nu kunde man sige, at man synder mod Staten ved ikke at kunne betale sin Gjeld, forsaavidt som Staten har Interesse i, at Krediten opretholdes; men uden at tale om, at man finder mange Ting, som Staten er interesseret i, f. Ex. Sædelighed, saa er det ikke paa nogen Maade bevist, at Gjeldsarrest styrker Krediten. Hamburg synes at bevise det Modsatte, hvor man vel maa holde Bog over Indtægter og Udgifter og blive straffet som Bedrager, hvis man ei kan gjøre Rede for sig, men hvor man dog ikke, saavidt mig bekjendt, har Gjeldsarrest. Handel og Vandel vilde nok gaa sin gode Gang, om Staten ikke imod sine egne Grundsætninger lod det ene Menneske sælge sin Frihed til et andet. Det vilde vel tværtimod styrke Krediten at spille den over paa det Feldt, hvor den netop hører hjemme, nemlig paa Ærlighedens og Tillidens. Staten burde end ikke laane sin mægtige Arm til at inddrive smaa Gjeldsfordringer, f. Ex. under 20 Spd., hvilke da vilde faa Karakteren af en Æresgjeld, som al Gjeld i Grunden skulde være, og jeg vover endog at nære de høie Tanker om Menneskeheden, at Staten engang vil komme saavidt, at den ikke blander Mand og Mand imellem i hvad der vedkommer deres frivillige Handel og Vandel. Naar det med Vidner er oplyst, at jeg skylder en Mand Noget, saa burde — og vil forhaabentlig blive — den offentlige Mening være saa sund, at jeg ikke kunde leve i Samfundet uden at betale, dersom jeg ikke oplyste, at Skylden ei var min. Men dette er nu blot en Drøm om Fremtiden. Hvad der imidlertid ingen Drøm er, det er, at Lovgivningen er i Strid med sig selv, naar den lader et Menneske sælge sin Frihed paa den indirekte Maade, som sker ved Gjeldsarrest. Den tror at komme Krediten til Hjælp og glemmer derved, at den fører Krig mod Menneskets høiere Rettigheder, som den er sat til at beskytte.

Nr. 273/1857; søndag 22.11.

[Teaterstrid]

Korrespondance
Christiania den 20de November
Vi turde nok opleve den Dag, da det gik her som i Danmark, hvor Theater, Skuespil og Skuespillerintriger har mere at betyde paa Dagsordenen, end Land og Rige og dets Styrelse, endog paa den Tid, da Staten er i Fare. Her kommer undertiden en og anden Artikel i Aviserne, som synes at forberede en slig Tid, og nu telegraferes hid fra Bergen om en Theaterkrisis dersteds, ligesom der ogsa foreslaaes i Aftenbladet, at Wiehe,k2043 «Damernes Yndling», skal stipendieres ud en Tid, for at han skal kunne dyrke sin Kunst og ikke reise fra os til Kjøbenhavn. Dette er nu vistnok en haard Tale for norske Øren; men naar man betænker, at her endnu ere Mange, især Damer, som tro, «at dannet blot er Dansken», saa er det slettes ikke umuligt at man driver op et Stipendium for en dansk Mand, i Lighed med, hvad danske Konger fordum gjorde for tydske Digtere. Man lefler saalænge for en fremmed Nationalitet, indtil man har tabt sin egen, og prøver forgjæves siden paa at faa den fremmede Gjæst ud af Huset. Den unge Slægt kan dog ikke ville Sligt, idetmindste syntes Studenterne i sin Komedie i Samfundet Løverdagskvælden at være paa Forbedringens Vei, idet baade de Spillende og siden en eller to Deklamatorer hærmede efter Danske, og Publikum opbyggede sig meget ved denne Spot over sin gamle Smag. Kun en eller to Skuespillere og en Deklamator mente det alvorligt med sin danske Tunge, som de Krokene ikke kunde noget for, da de vare opdragne i den Tro og det Maalføre her midt i Norge. Dette var noget Nyt i Studentersamfundet, hvor man for ikke længe siden har opbygget sig over danske Deklamationer for fuldt Alvor. Men slige nationale Udbrud ere vel endnu blot som en Sommerfugl under Solvæggen paa Vaarkanten.
Om nu Ole Bull ved sin Rivning med den bergenske Theaterbestyrelse vil være norsk og derved fremkalde Brudet, er ikke oplyst.*) Men vil Bull eller nogen Anden være norsk i Bergen, saa gaar det ikke godt endnu; thi Skuespillere, som komme fra Bergen, er virkelig saa danske som muligt, undtagen talentfulde Folk, som Brun,k2044 der tør bryde med Narreriet. De ældre Embedsmænd i Bergen ere danske af Sind og Tale, og i en slig Krogby skjønner man let, at de Familier, som ville være fine, gaa med det stakkels Aristokrati man har at fare med, navnlig Matronerne og deres fine Døtre. Der er ikke Kundskab og Aandrighed nok paa slige Steder til at holde Politi over Naragtigheden, som derfor voxer lig Soppen om Høsten omkring En. B. Bjørnson,k2045 som man idag siger vil reise til Bergen og blive Theaterdirektør, faar derfor nok at kjæmpe med, dersom han, hvad der er rimeligt, vil norske paa Theatret.
Det norske Theater herinde er unegtelig bedre iaar end i fjor, og det har været saa heldigt at tage op Fjeldeventyret, som nu alt har været givet 13 eller 14 Gange og fordetmeste for fuldt Hus. Det spilles ogsaa godt, og navnlig er Døvlek2046 som Lensmanden meget god, ret en Bondelensmand af det kjendte Slag. Stykket selv med sine store Dyder er dog ikke egentlig norsk, og kunde ikke være det, da Ingen endda paa den Tid drømte om Andet end Dansk. Schwachk2047 selv sagde mig med en genial Bedømmelse af sin og Bjerregaardsk2048 og M. Hansensk2049 Standpunkt: «Vi vare igrunden Danske eller rettere Tydske vi, kanske, og navnlig Hansen, lidt Franske hvorimod vi ingen Anelse havde om Norskheden, saadan som den nu synes at forberedes, især af I. Aasen.»k2050 Det var noget Stort, men tillige Rørende at høre denne gamle Mand underkjende sin egen Virksomhed og tro paa en bedre Fremtid, der nu saa glædelig gryede. Og han kan trøste sig med — om det er nogen Trøst — at den nuværende Slægt ikke vil komme længer, kanske end ikke saa langt som han og hans tvende andre Venner, som beherskede vor Literatur i over 20 Aar. Vistnok se vi Glimt engang imellem, og en og anden Bog og et Digt eller en dristig Artikel spaar, hvad der vil komme, men det bliver Sommerfugle under Solvæggen paa Vaarkanten endnu i lang Tid. Skuespillerne turde kanske vove mere; idetmindste var Brun saa norsk i sin Rolle i Stykket «mellem Slagene» af Bjørnson, at det sikkert er den mest norske Rolle, som endnu er given her. Man fik en Tanke om, hvad han engang kunde drive det til. Ere Skuespilleren og Digteren virkelig geniale, saa kunne de med Geniers Despotisme gjøre hvad de ville, netop fordi de ikke ville Andet end det, som er rigtigt, men som Smaafolk dog ikke tør gjøre.
Krinolinerne have ogsaa været paa Theatret i «Fruens Toilette.» Det var nok et daarligt Stykke, der ikke passede til vore Forhold, men saa lagde man ind Krinolinen og talte om Dyrtidstillæg osv., der slog ind paa vor Pinagtighed. Man maa have Noget, som river engang imellem, men Publikum var desuagtet grættent.
Naar jeg tilslut siger, at «de ægte» Tyrolere synge godt i Logen, saa har ogsaa jeg givet Kunsten min Skjærv.
*) Af «Bergensposten», som kom igaar, kan man dog se, at Bull er formeget norsk, idet Bladet taler om «kras» gammelostlugtende Norskhed. Bull er en Mand, som har Mod til at gaa vidt, og Fremstillingen af Theaterstriden forekom mig ingenlunde ufordelagtig for ham, hvorvel han ikke synes at have vist den Aabenhed, som han burde have vist. Latterligt bliver det, naar den bergenske Bestyrelse nødes til at sige til Bull, hvad han er for en Person. Hvad er Bestyrelsen for et Væsen, og hvilke Personer ere det i Modsætning til Bull? kunde man spørge.

Nr. 279/1857; søndag 29.11.

[Finanskrisa, del 1]

Korrespondance
Christiania den 28de November
Pengekrisen*) er ogsaa kommen til os, skjøndt ligesom Moden i Dragt og Snit først efter at den har gjort fra sig i Udlandet, og er den ikke kommen hid for Alvor, saa er det fordi den ikke er færdig i Udlandet endnu. Her var en stor Angst blant Handelsstanden forrige Løverdag og især Søndag Formiddag, da man troede at Huset Sewell & Neck var strøget i London, og kjendte Folk sige, at det Hus’s Fald vilde have draget mange efter sig. Statsraad Brettevillek2051 sad da i disse Angestens Timer med det Telegram fra Tottie,k2052 som befriede idetmindste Statsraaden fra Frygt. Her er klaget over, at Statsraaden ikke bekjendtgjorde Telegrafskrivelsen med det Samme han fik den, men jeg maa holde med Bretteville i dette Stykke for en Gangs Skyld: man skal nemlig af og til gjøre sin Magt gjældende og fryde sig i den. Der var Noget hos Bretteville den Gang, som minder om de græske Guder, der sade i sin olympiske Ro og saa ned paa den menneskelige Daarskab og Elendighed. Folk, som vi ere vante til at kalde Storfolk, sprang her att og fram i Gaderne som Halvtufsinger, og under dette sidder Bretteville for sig selv med den Trylleseddel, som kunde forvandle Sorg til Glæde. Det er noget Stort, dette, for en norsk Statsraad, der pleier at gaa blant os Andre som En der føler Livets Tryk. Det maatte være en Tilstand for Statsraaden hin Søndag som for Jeppe paa Berget den Gang han var i Himmerig og kunde være Konge og prygle Folk. Det kan ikke negtes, at det for den menneskelige Natur maatte være pikant, dette, og derfor skulde vi ikke — naar det blot sker en Gang — dadle Statsraaden, men fryde os over, at vi have en Mand med saa godt Hoved og raffineret Herskersmag. Andre mene rigtignok, at det var bare Dumhed, idet Statsraaden ikke tænkte et Gran ved den Depesche, han fik; men jeg, som tager Alt i den bedste Mening, tror ikke dette: Bretteville er en for fin Herre til at være saa tankeløs; han er just en Mand, der kan «sno sig frem gjennem Verden.»
Denne Pengegris finder endog Folk, som skrive i Aviserne, uforklarlig, og sige endog at Videnskaben staar og stirrer paa den som Stuten paa Laavedøren; men jeg synes den er let at forstaa jeg. Vi maa nemlig betænke, at mindst Halvdelen af det, man kalder Formue i Verden, bestaar af Tillid, og naar Tilliden rokkes, saa bliver denne Halvdel af Verdens Formue bare Indbildning, og man har da ikke mere igjen end Halvparten, nemlig den virkelig opsparede Sved, som man kalder Penge. Det er vel endog forlidet sagt, at ikke Tilliden er mere end Halvparten af Formuen; den udgjør vist ligesom Bankens Sedler 5/2 Dele af Sølvbeholdningen, eller kanske endog, at den virkelige Formue ikke er mere end Tiendeparten af Omsætningens Værdi, saaledes som Forholdet kan være hos Handelsmænd, der endda kaldes «solide.»
Men hvoraf kommer det nu, at denne Tillid, som i Handel og Vandel er saameget værd, undertiden mistes, og at saaledes Pengegrisen bryder ud? Det kommer deraf, at Folk, stolende paa Tilliden, har gaaet længer end de kunde, egentlig med et godt, men ikke vakkert norsk Ord «forskrævet» sig. Man har lagt Penge i Indretninger, saasom Veie, Jernbaner, Bryggerier, Skibsbyggerier, Jordforbedringer eller endog Krig, saadan som nu Europa, hvilke udlagte Penge først gjennem Rente kommer ind igjen i Tidens Længde, og man havde ikke Raad til at gjøre slige Forskud. Pengene ere ikke bortkastede, tværtimod, de ere vel anvendte og komme igjen med gode Renter, og derfor er ikke Verden i Virkeligheden fattigere nu end før Grisen brød ud; der sker bare en liden Omlægning i Formuen, idet de enkelte Handelshuse og Driftsbestyrere gaa tilgrunde for at give Plads for andre. Kun forsaavidt, at man i denne Tid ikke har faaet Rente af Tilliden, er Verden bleven fattigere.
Fra Amerika kom Stødet først. Alle disse utallige Banker der, som ere grundlagte paa Panteobligationer i faste Eiendomme og have i Regelen ikke mer end 12 pCt. Sølv til alle sine Pengesedler, disse Banker kunde ikke betale længer, da de 12 pCt. vare strøgne; de gik altsaa fallit og de drog Folk med sig, der ligesom de flød paa Tiliden. At nu disse 12 pCt. gik op, kom af det, som tidt kan hende, at Landet indførte for 12 pCt. et Aar mere end det udførte, hvorved Sølvet reiste til Sælgerne, som ikke vilde have amerikansk Papir-Tillid. Da det nu blev Bank i Amerika, kom det til England og de andre Lande, som heller ikke taalte mere end et Peg af Fingeren, før Tilliden faldt ned som et Korthus. Jeg synes dette er let at forstaa. Ligesaa forstaaeligt er det ogsaa, at vi — foruden vor Sammenhæng med den øvrige Verden — maa blive pengeløse, endskjøndt vi have havt et godt Aar og faaet solgt vore Varer, fordi Pengene vare billigere her end i Udlandet (I Udlandet Diskontoen 7, 8, 9, 10 pCt. og her 4, 5 og 6 pCt.), hvorved Penge som alt Andet gik did, hvor de gjaldt mest, ikke at tale om, at Folk «spekulerte» i de billige Penge og ikke vidste af noget Ondt, før det var forsent. Banken, der maatte se Faren, sagde ikke fra itide.
(Fortsættes).
*) eller Pengegrisen og Pengeprisen, som den ogsaa for Tydeligheds Skyld kaldes.

Nr. 285/1857; søndag 06.12.

[Finanskrisa, del 2]

Korrespondance
Christiania den 4de December
(Fortsættelse om Pengekrisen). Man maa altid holde fast paa, at de samme Love gjælde for det hele Samfund som for den enkelte Mand, og naar dette ikke altid kan klart paavises, kommer det deraf, at Slyngningerne blive saa mangfoldige og indviklede, at de enkelte Traade ikke kunne paavises. Enhver vil nu i sin Erfaringskreds have mærket, at Folk i disse gode Tider have ilet fremad og havt mere under Hænder, end de virkelig aatte; de have trukket alt større og større Vexler paa Fremtiden, hvorved alle Eiendomme og Livsfornødenheder ere sprungne op til en Pris, som Livets rolige Gang og visse Indtægt ikke kunde bære. Engang maatte denne Blære briste, da man stadig holdt paa at blæse Vind i den. Omsider brast den for hver enkelt Mand, som havde gaaet for langt, og det var de Fleste, og saa maatte den briste for Samfundet. Det vil sige, Pengegrisen kom, hvorved blot den sunde Tilstand kommer tilbage, saa at Ingen nu i Overgangen igjen kjøber, undtagen han virkelig har Noget at kjøbe for, og Prisen igjen bliver, hvad Tingen virkelig er værd; Ingen vil bygge, undtagen han har Noget at bygge med, og Folk ville sætte Tæring efter Næring; Enhver vil lægge sit Arbeid og sine Penge paa det, han mest trænger til og ligger nærmest for Haanden, og saaledes ikke bygge sig en prægtig Stue, naar han mere trænger til en Lade, men sidde i den daarlige Stue, indtil han faar bedre Raad. Vi have seet, at Samfundet ikke har gjort dette, men kastet sig paa Bedrifter, som man strengt taget ikke trængte til, og da igjen forsømt det mere nødvendige. Jeg skrev saaledes allerede over et Aar siden, at det ikke kunde ende med det Gode, at man saa uforholdsmæssigt lagde sig paa Spinderier og Væverier og andre Fabriker, paa Brænderier og Ølbryggerier, hvilket Alt slugte flere Penge i disse Retninger, end Samfundet taalte. Fordelingen af Blodet var — for at tale i Lignelser — ikke jevn, men det strømmede formeget til enkelte Dele af Legemet, hvorved dette maatte blive sygt, og skulde det ikke dø, maatte en Krisis (en Rid) komme, hvorved Overgangen skeede. Nu mens Riden staar paa, er det ondt; men Samfundet vil om et Aar være i en bedre Tilstand end for et Aar siden, ligesom Legemet er i en bedre Tilstand, naar det er helbredet af en Sygdom, end saalænge det brygger paa den, selv om det endda føler sig i bedste Velgaaende. Slige Pengerider ere derfor gjenfødende for det europæiske Samfund, og det ser næsten ud til, at de komme igjen hvert tiende Aar omtrent.
Man kan nok paapege visse ydre Omstændigheder hver Gang, som synes at gjøre, at Pengekrisen kommer; men slige ydre Ting vilde ikke gjøre Noget, naar Samfundet ikke var sygt, ligesaalidt som en Forkjølelse i Almindelighed gjør Noget, undtagen Legemet bærer paa Anlæg til Sygdommen, som Forkjølelsen netop fremkalder eller kaster paa de svage Legemsdele. Saaledes faa gjerne daarlige Hoveder Gikt i det, naar de ere forkjølede. Det er ogsaa en høist utilfredsstillende Ting for Tanken, at slige Omvæltninger skulde være Tilfældighedens Verk og ikke gaa efter sine dybere Love.
Disse Love ligge nu nærmest i den menneskelige Natur og i den Omstændighed, at Samfundet er et Sammenspil af flere Kræfter, der hver gaa paa egen Haand. Enhver, som kan, «spekulerer» nemlig, og naar det gaar godt, gaar han videre i det Grændseløse, lig Snebolden, som ruller. Det er en stor Løftestang for Udviklingen, at Folk «spekulere», hvorved Tilliden gjør samme Tjeneste som opsparet Formue. Man tør vel endog paastaa, at det just er «Spekulationen», der for en stor Del har gjort England og især Amerika rigt, ligesom man kan sige, at det er «Spekulationen», der f. Ex. lader en Mand begynde at studere med Ingenting, undtagen med den Tillid, som hans gode Hoved vækker, indtil han omsider ved Hjælp af sine Kundskaber sættes istand til at betale sin Gjeld. Saaledes ogsaa med Handelsmanden og det enkelte Land og alle Samfund tilsammentagne. «Spekulerte» man ikke i denne Forstand, vilde man om ikke gaa i en Cirkel, saa dog i en Spiral med nærliggende Slyngninger, i stedet for at gaa i en Rifle, som næsten nærmer sig den rette Linie. Men der gives et Punkt, hvor det heder Stop! og dette Punkt er Samfundet kommet til, naar en slig Pengekrisis indtræder. Alle ile opad, indtil de styrte i Afgrunden; saa kravle Andre efter, indtil ogsaa de om 10 Aar gaa den samme Vei, om det forresten fremdeles skulde vise sig, at Samfundet hvert tiende Aar saaledes maa forfriske sig.
Nu taler man dog om, at Staten skulde komme det spekulerende Samfund og alle Spekulanter til Hjælp; men da vilde utvivlsomt Staten handle som den Læge, der drev Sygdommen ind i Legemets ædle Dele igjen, i stedet for at lade den slaa ud. Værdierne kunne nemlig ikke holde sig paa nuværende opskruede Høide. Det gaar f. Ex. ikke an hertillands at give mere for Jordeiendommene, end at Kjøbesummen svarer til 4 eller 5 Procent; mere kaster Jorden ikke af sig, naar Livet gaar sin jevne Gang. Nu, da alle Livsfornødenheder ere stegne indtil det Dobbelte, gik det an at kjøbe Eiendomme til 10 pCt.s Renter eller derover; men det kan ikke holde sig. For Staten at ville hindre Livets Flod fra at gaa tilbake til sit forrige Leie, vilde være Forsøget paa at standse en Fos med den flade Haand. Staten kunde nok hjælpe enkelte af vore «Spekulanter» og Rigmænd; men disse have formentlig alt faaet nok af Staten ved den Omstændighed, som er Gud og hver Mand bekjendt, nemlig at de som Bestyrere af Diskonto- og Laaneindretninger og Banken eller Kjendinger og Venner af Bestyrerne, have faaet uforholdsmæssigt meget af disse Indretningers Midler. Det er vel især denne Omstændighed, som har gjort at mange af disse «solide Kjøbmænd» have gaaet forvidt, som det nu viser sig at være Tilfældet. Hvad de have faaet af Staten, faar nu være nok, saameget mere som deres Bedrift ikke strengt taget har været frugtbar for Andre end dem selv, forsaavidt man kan virke i slig Vei uden at være nyttig for Andre.
Men Staten kan ikke komme disse Vexelhandlere til Hjælp, da Storthinget ikke er samlet. Regjeringen kan paa egen Haand Intet gjøre. Det er saa klart dette, at den modsatte Mening ikke engang ligger inden en rimelig Fortolknings Grændser, som Grundlovsfortolkerne pleie at udtrykke sig. Men Regjeringen er visselig altfor fornuftig til at gaa ind paa en slig Plan. Der skulde ogsaa ganske andre farefulde Omstændigheder til for at gribe til slige Forholdsregler. Tilstanden er ikke saa ondartet nu som i 1848, da vi ikke fik solgt vor Trælast, og hvorfor Storthinget meget betimeligt stillede Midler til Hjælp i Nøden. Nu er det hovedsagelig bare Svindel, og det er endog Spørgsmaal, om Staten i Virkeligheden taber noget. Alt kommer isaahenseende an paa, om vi tabe mere i Udlandet, end Udlandet taber her. Har Norge indført mere, end udført, og de enkelte Huse ikke kunne betale dette Overskud, saa har Landet Fordel af sine Syndebukke, idet Værdierne blive her. Man kan formentlig udtale slige Ord uden at tale forargeligt, naar det gjælder en saadan Spænding og Kamp Staterne imellem, som er en Krig paa Fredsfod. Amerika har derfor havt Fordelen af England ved sine mange Fallitter, da det forbrugte den Mængde engelske Varer, som de fallerte Handelshuse ikke mægte at betale. Staten har krævet enkelte Ofre, og den er ofte en Saturnus,k2053 som opsluger nogle af sine Børn.
Af Skade vil man ogsaa blive vis; ikke saaledes, at man igjen lader være at spekulere paa en Frisk en, men dog vil gode Erfaringer være vundne, hvoriblandt den, at Norges Bank ikke opfylder sin Bestemmelse, og at den styres efter vildfarende Grundsætninger.

Nr. 291/1857; søndag 13.12.

[Følgene av finanskrisa]

Korrespondance
Christiania den 11te December
Det er, som om den naturlige og politiske Verden skulde staa i en vis Sammenhæng, idet her Nat til Tirsdag var en Storm og høiere Sø end Folk kan mindes, og det var den samme Aften Pengekrisen var paa det Værste, da Folk flød igjennem Gaderne som Forrykte og stode paa Hjørnerne i Klynger som ved Krigsefterretninger eller Ildebrand, og strømte til Børsen som til en Markedsplads, og drev der att og fram som den oprørte Fjord. Det var Oprør baade i Naturen og i Menneskenes Bryst; det hylede og blæste Tagsten af Husene og rev bort Brygger og Trapper og Badehuse og Baade og sønderslog Fartøier, og Menneskene tænkte paa at tage Livet af sig, og Formuer faldt sammen som Korthuse, hvergang Telegrafen blinkede. Det var et Oprør og en Regnskabsdag (Nat) som efter en usædvanlig varm Sommer og et overdaadigt Liv. Det var Overgangen fra de brusende Krinoliner til de Kjoler, der hænge som Kluder om en Stav.
Nu er det blevet stilt: Baade, Badehuse, Brygger og Formuer ligge kastede hvælvede op paa Land. Søen hviler og Byen er øde og tom, ikke en eneste galant Dame eller Ekvipage er næsten at se paa Gaderne; kun dybe Underdønninger gaa i Havet og forbyde Bankens Sølv at gaa fra Kysten, og store Handelsmænd gaa med blege Ansigter, og enkelte have Humor nok til at sige: «det staar daarligt til med Kræmmeretaten;» de søge Trøst hos Jurister som Faust hos Mefistofeles, og Hjælp paakaldes af de Store hos de Smaa. Dersom det ikke var vi Alle, som led, maatte det være en demokratisk Glæde at se Tjenerne sidde til Hest og Herrerne at gaa til Fods, som Skriften siger, og vist er det, Glæden er stor hos Mange, der Intet have at tabe. Men det gaar dog igrunden ud over de Smaa, der intet Arbeide vil faa, dersom man ikke kan holde Tingen gaaende, men de store Huse skulde falde sammen. De Store klare sig nok, og om de end maa give Slip paa lidt af sin Storhed, saa er det dog endda noget igjen. Den Vesle narrer sig derfor, naar han er glad ved at den Store bliver mindre. De store Handelshuse ere Mellemmændene mellem os og Udlandet, og naar en pludselig Regnskabsdag viser, at vi have ædt og drukket op mere end Fortjenesten, altsaa naar Landet i det Hele staar i Baglaas, da ser det ud som det bare er de store Huse, der ere i Beit; men disse lade «Slagene videre gaa», som i Komedien, eller det gaar som Gutten sagde: «Far er paa Mor og Mor er paa mig og jeg er paa Katta.»
Det er dog Mange, som tro, at vi slippe med Skrækken, idetmindste dersom disse «Garantiforeninger» voxe, og Borgerne have fuld Sikkerhed for hvad de tegne sig for paa Listen. Jeg synes man skulde gaa lavere end man har gjort; thi det er Mængden med sine mindre Bidrag, der ogsaa her skulde drage mest. Med denne Sikkerhed kunde Staten laane og idetmindste drive sine Arbeider og redde den store Mængde Forretningsmænd, om den end ikke kunde hjælpe alle store Huse, især dem, der have sine Navne paa Vexler i det Store. De luftige Spekulanter maa gaa; det er ikke saa stor Fare i.
Meget vilde det ogsaa hjælpe til at faa rett paa sig efter det første Svimeslag om det blev en almindelig Fremgangsmaade at give Slip paa den strenge Vexelret, naar man havde nogenlunde Sikkerhed, med andre ord, dersom man besluttede sig til at skifte selv, i stedet for at lade Fogden og Skriveren skifte. Det er altid bedst at tage Fortjenesten selv, og allerbedst vilde dette nu være, da man maa være ræd for at rumle med denne kunstige Bygning.
Banken har meget at staa i; Alle skulle hente Raad og Trøst hos den. Fra Landet og Byerne komme Forretningsmænd i Mængdevis, saa at Skydsen paa Stationerne heromkring skal neppe kunde klare sig; og alle disse Reisende skal til Banken, disse arme Administratører have nu Mange at trøste, og Bankens øvrige Betjente have ikke mindre Arbeide paa sin Vis.
Saaledes er her nu folksomt med Fremmede; men i Byens Gader ser det ud som man skulde være i en Smaaby, ja næsten saa tomt som i Christiansand. Det er endog dødt paa Vedbryggen. Underligt er det dog, at man ikke vil sælge uden kontant Betaling; det kan være fornuftigt dette, Handelshuse imellem, der staa i Fare; men private Folk, der have været sikre før, ere ligesaa sikre nu, og dette er endnu mere Tilfældet med offentlige Indretninger og Stiftelser, og dog fik en Forvalter for en saadan ikke forleden Dag den sædvanlige Kredit, men det blev ham høfligt sagt at man nu alene solgte mod Kontant.
Kunde forøvrigt denne Tid bidrage til at man solgte mindre paa Kredit, vilde denne Lærepenge ikke være for dyr endda.

Nr. 297/1857; søndag 20.12.

[Finanskrisa i nasjonalt perspektiv]

Korrespondance
Christiania den 18de December
Pengekrisen national. Idet jeg siger, at Pengekrisen er national, mener jeg just ikke, at Folk skal snakke og skrive mere Norsk fordi de ere fattige, skjøndt det kan vistnok ogsaa hænde, at man knoter mindre, naar man bliver mindre kry og overhovedet holder sig mere til Jorden med Munden ogsaa; men jeg mener, at denne Pengetid vil virke nationalt i en anden Retning, nemlig i Klædedragt og Levemaade. Jeg ønskede just ikke, at den gamle Tid hel og holden kom med Næverskrukker til Sko, med Finger til Gaffel og Sølvske; med det var dog godt, naar det Gode vilde indtræffe, at Folk baade i By og paa Land bleve lidt mindre fine og fornemme, end de i de sidste Aar har været, idet de have levet som Hamburgerne, ligesom de levte af Hamburgs Kredit. Det kunde være sundt at finde sig selv igjen, og det gjør man ikke førend man faar en Næsestyver; thi al Prædiken nytter lidet i denne Verden. Det kunde ikke gaa, at Byerne bo i sine Paladser, klæde sig i Silke og leve hver Dag som i Julen, medens navnlig Fjeldbygderne og den større Mængde paa Fladlandet sælge hver eneste Smørmark fra Munden, spise sin Sild og supe sin Vælling og sidde i Huse, hvor Guds Sol og Maane skinner igjennem. Det er vistnok saa, at Byerne som Mellemled med Udlandet og Steder, hvor den største aandelige Kraft er samlet, vil tage Løvens Part, ligesom overhovedet Aanden altid vil herske over Kroppen, men i en fri og oplyst Stat som vor, og i Tider, da Alt gaar jævnt for sig, vil dog Forskjellen ikke blive saa meget stor. Denne Krisis vil sikkert bringe en Ligevegt tilveie og saaledes befordre Nationaliteten, der hos os ogsaa stikker i Lighed mellem By og Land.
Det var heller ikke nationalt, at Arbeidsstokken, saadan som i de sidste Aar, var saa kry. Vort Folk har altid gjort Forskjel paa Herre og Tjener, og, naar denne Forskjel iagttages med Maade, er Livet som det bør. Nu i Overgangen vil Arbeidsmanden maaske falde for dybt og saaledes kanske endog blive urolig, idet sultne og mætte Maver — ligesom forresten altid i Verden — vil komme i Krig med hinanden. At Folk nu skjærer en Favn Ved og bærer den op i 3die Etage for to Mark, er forlidet; men 6 Mark som i fjor, var formeget igjen. 3 Mark kan være saa passe og saa bliver vel Prisen nogle Aar udover. At Arbeidsmanden i disse onde Tider skulde lære at spare i de gode Tider — hvilket ogsaa er høist nationalt — det er nu vel ikke at vente, da den store Hob aldrig vil lære den Ting. Det skal Forstand til at lære det, og saameget skal man ikke forlange af Folk ialmindelighed.
Men det mest Unationale i den gode Tid var dog, at Gaardmændene, især her paa Østlandet og omkring Byerne, vare blevne saa fine. Naar de gjorde sine Selskaber, havde de lært, at man ikke skulde sidde til Bords, men spise à la Buffet, d.v.s. de gik att og fram til Bordet, tog sin Tallerken og gik bort i en Krog at æde som Katten. «Det er overmaade fornemt dette», sagde jeg engang i et sligt Lag, «men det er ikke bekvemt.» Og sad man til Bords, var den udenlandske Skik indført at skubbe Stolen med Larm tilbage. Jeg vil just ikke, at Bønderne nu som i gamle Dage under Maaltidet skulle kaste Ben i Hovedet paa hverandre; men jeg vilde dog, at de skulde være saa nationale, at de undertiden tog i Knogen og gnog af den, naar Gaffeln ikke vilde hugge fast, ligesom jeg ogsaa vilde, at de skulde lade være at drikke udenlandske Vine, men lade sig nøie med hjemmelagte, og dette vil de vistnok for en Del lære; følgelig vil Pengekrisen i Leveveien være af ren national Betydning. Bayersk Øl vil de vistnok ikke aflægge; men da det, trods dets bayerske Oprindelse, dog kan være ligesaa godt som det husbryggede, saa vil jeg ikke angribe den Ting. Blot at man ikke drak sig til Fant. Kaffeen, der af Almuesmanden drikkes saa stærkt, vil vel ogsaa blive indskrænket i Brugen, da Landet ikke taaler at indføre saamange Millioner Pund. Folk vil drikke mere Mælk og Myseblande, hvilken Drik er meget national.
Men allermest unationale bleve dog Bønderne paa Slutten i sin Klædedragt; «Proprietærerne» og deres Sønner gik paa Bal — man siger naturligvis Bal ligesom Proprietærer i stedet for Dands og Selveiere — de gik og dandsede med hvide Handsker, hvid Vest og vare i det Hele klædte som Hoffolk. Det var endogsaa ikke frit for, at Nogle friserte sig. Hustruen og Døtrene, Damerne naturligvis, gik i Silkekjoler, saa det bragede, eller Balkjoler, luftige som Skydotten. Damerne vare endog vante til at være som Damerne i Byen, om hvilke jeg engang begeistret kvad:
I byen Damer er, de let paa Gaden svæve;
Som Lilierne de er; de spinde ei og væve.
Men ak, desværre man hos dem ei kommer frem,
Hvis man ei vel forstaar at væve godt for dem.
Ja, Damerne paa Landet bleve netop som de i Byen, de bleve opdragne af «Guvernanten.» Jeg har kjendt Bønder, der kjøbte sit Linned paa Industrien, i stedet for at lade Kvindfolkene sy det; de spilte imidlertid, da alt dette var et fint Liv, men Gud bevare os, hvor det var unationalt, og det kan da heller ikke vare ret længe. Man maa saamen arbeide hos os, hvad enten man er Mand eller Kvinde, skal man ei komme i en Pengekrisis.
I disse Selskaber paa Landet havde en Student, en Kandidat eller underordnet Departementsmand ikke meget at betyde i disse sidste Aar. Dette var ogsaa unationalt, forsaavidt vort Folk altid har taget af sig Hatten for Kundskaben. Var man en større Embedsmand, gik man dog for Noget, skjøndt det var ikke frit for, man mente: Han er dog vor Tjener. Denne Mand gjorde godt til en vis Grad, idet den var Modsætningen til de sidste Aarhundreders Slavelydighed. Men det skal Maade med Alt, og det gaar ikke an i et oplyst Land altformeget at svække deres Indflydelse, der have ofret sin Ungdom og Fædrenearv for at skaffe sig Kundskaber. Det bliver dog de, som maa herske, og, naar deres Indflydelse er i Dalen, kommer en Pengekrisis, som steller Alt paa den rette Fod igjen.
I det hele Taget vil denne Pengetid minde os om at stole paa os selv mere end paa Andre, at benytte vore egne Hjælpekilder og sætte Tæring efter Næring, og dette vil være meget nationalt.

Nr. 302/1857; tirsdag 29.12.

[Botemiddel mot finanskrisa]

Korrespondance
Christiania den 27de December
I denne søde Juletid er det ikke ret at snakke om det evige Samme, nemlig Pengetiden; men da protesterede Vexler komme hver Postdag i læssevis, er det ikke saa let endda at hengive sig til Juleglæden og gaa i Theatret, som om Ingenting var.
Nu, da man har talt nok om, hvoraf Pengekrisen kommer, er det paa Tiden at tale om, hvorledes den skal afhjælpes. Det er nu vistnok en god Ting, at Alle spare, men det hjælper dog ikke langt for Øieblikket. Det er ogsaa bravt nok med al sin Grundlovsstridighed, at Staten uden Storthingets Sammenkaldelse optager et Laan, forsaavidt det kan faaes; men dette paatænkte Laan strækker ikke langt. Det er endvidere godt nok, at her i hver By danner sig Foreninger; men det, som er tegnet i disse Foreninger, er en Mynt, som ikke gaar i Udlandet, naar den ikke er Sølv. Det bliver derfor nødvendigt, at sammenkalde et overordentligt Storthing saasnart som muligt — det er ilde, at dette ikke er skeet for længe siden — for at Foranstaltninger kunne træffes. Storthinget kunde da optage et Laan paa Rigets Kredit saa stort, at der var noget Forslag i det, og derpaa mod sikre Panter laane Pengene ud igjen inde i Landet, hvilket naturligvis i de fleste Tilfælde blot blev en Overføring paa norske Debitorer, da Pengene kom til at blive i Udlandet for vor Gjeld der. Var intet Laan at faa paa Betingelser, som vare mulige for vederhæftige Folk, saa maatte Staten give vore «Garantiforeninger» og andre Panter Kredit i Udlandet ved at være Mellemmand og udstæde Statsobligationer, der skulde være indløste om 20 Aar f. Ex. Disse 18 Maaneder, her saameget tales om, er en for kort Tid; thi hvor i al Verden skal man i den Tid kunne betale en saa forfærdelig Gjeld? Disse Obligationer eller Kreditsedler, Morgenbladet omtaler idag, ville neppe gaa for gode i Udlandet, der nu, da Vexelkrediten er borte, enten vil have Sølv eller Statens Navn. Dette er det Eneste, som hjælper; thi alle Raad man ellers hitter paa og al Skaansomhed, man udviser, bliver i Længden hjælpeløse.
Det er dog et Spørgsmaal om Staten, der skal bestaa længer end til i morgen, kan forsvare at gjeldbinde sig for et overdaadigt Liv, for vindige Spekulationer, og et forfeilet Stel med Bank- og Toldgreier. Sæt nu, at vi ingen Fisk faar, enten fordi den ikke kommer, eller fordi vi nu i Vinter ikke have Penge at faa den op med; sæt at her kommer Uaar efter alle disse gode, eller sæt at Staten kom i Forviklinger, da og først da var det Tid at laane, og da vilde det være godt at have Krediten usvækket. Staten kan ligesaalidt som nogen anden Mand betale for alle sine forlorne Sønner. Desuden vilde det neppe styrke Rigets Kredit, om man nu laante alle disse Millioner, som skyldes, og betalte dem og laa udmattet paa Valpladsen igjen. Tingen faar gaa sin naturlige Gang, som den gaar Mand og Mand imellem, at den, som ikke kan betale, faar bære Følgerne selv, og den, der har krediteret uden Sikkerhed, tage Skade til Hjemgjeld. Nye Navne ville snart komme op igjen og mange af de gamle ogsaa, for Livet retter snart paa sig, og Landet vil være stærkt til at møde virkelige Farer. Nu er ingen saadan paafærde, da Landet har Mad i Guds Gaver. Men alle disse Ting, over hvilke man om hver enkelt kunde skrive langt, afhandles bedst, naar Storthinget kommer sammen. Nu gavner man Intet, men bare ængster eller ærgrer ved at hamre paa dette Samme. Alle Raad og Formaninger ere forfængelige, naar man ingen virkelig Magt har til at handle, og den Magt har alene Storthinget i disse Tilfælde. Og alle Forsigtighedsregler og al Mildhed kan alene tjene til at forhale Tiden. Tilslut sige Hamburgerne: Penge eller Pant eller Prygl. — Morgenbladets lange Betragtninger tjener derfor alene til at fiske Sjele her i Christiania og maaske til at frelse nogle gode Venner, som ogsaa til Gjengjeld vil hjælpe, ligesom de før have hjulpet det op.
Her sker virkelig mange rare Ting herinde nu i Pengeverdenen, og blant de værste er at Christiania Sparebank skal have byttet bort sine Statsobligationer mod en Vexelobligation med tre Mænds Paaskrift, der i Forhold til Summens Størrelse (100,000 Spdlr. jo?) og de nuværende Tider ikke synes at være sikre nok for en offentlig Indretning.


1858

Nr. 2/1858; søndag 03.01.

[Sosiale distinksjonar]

Korrespondance
Christiania. Nytaarsdag.
Her er ingen livlig Nytaarsdag idag, trods det gode Veir og idetmindste i Gaderne brugbartn391 Føre. Folk gaa nok ude og aflægge sine Visiter, men det er ikke den rige Verden med sine «Ekvipager.» Et og andet Spænd farer rigtignok med sine Kuske, udklædte som Julebukke, paa Sædet, men der er ikke det gjæve Las med sine Damer og Herrer som vanligt. De rige Kjøbmænd ere de Eneste, som have Raad til at holde «Ekvipager,» og de ere rammede af «Paniken» og «Kalamiteten,» som man til Sprogets Berigelse saa forstaaeligt har sagt. Regjeringen og Embedsmændene kunne ikke holde «Ekvipager» undtagen som rene Undtagelser. De gaa tilfods, de Stakler, men paa Visitdage som idag se de alligevel stadselige ud med sine trekantede Hatte med Dusk i og øvrige Uniform. De Nytaarsdage, da man ingen «Kalamitet» har, kan man se vor Politik paa Gaden bedre end i nogen Bog; vor Politik og Statsforfatning kan udtrykkes med de Ord, at «Tjenerne fare tilhest og Herrerne gaa tilfods,» thi hender det, at en og anden Embedsmand har «Ekvipage,» saa er gjerne Hesten et Øg og Vognen eller Giggen blak og usmurt som Carl XIIsk2054 Støvler. De egentlige Lærde, der nu ere de, som igrunden styre Staten, de gaa endog i Regelen med blakke Støvler, og idetbedste se ud som gamle oppudsede Hatte, naar de rigtig saadan som idag skulle være fine. Altsaa er det nu ikke af Mangel, at vore Styrende gaa, som her beskrevet, men da de saa alligevel ikke kunne hamle op med Kjøbmænd, Grosserere og Konsuler, saa antager jeg, at de finde en Slags Stolthed i at gjøre Modsætningen saa skarp som muligt, for netop derved at lægge sin Magt for Dagen. Der er Stolthed i Ringhed ogsaa, som Platok2055 sagde til Diogenes,k2056 da denne havde bebreidet ham hans Hovmod og Blødagtighed, idet han gik fin og havde det koseligt hjemme hos sig: «men jeg ser Stoltheden gjennem Hullerne paa din Kappe.»
Ved saaledes at gaa med hverandre, holde disse Magter, nemlig Aandens og Pengenes, hinanden i Skak, saa at ingen faar nogen utilbørlig Overvegt. Studenten, der gaar luslidt, er Karl over Handelsbetjenten, der gaar som en slikket Kat, og omvendt. Statsraaden tilfods holder sig skadesløs over Konsulen med sit Forspænd og Kusk, og den almindelige Embedsmand paa sin Vis ligeover for Kjøbmanden. Da jeg idag bare holder mig til, hvad man ser paa Gaden, saa kan jeg ikke forfølge Modsætningen inde i Huset, skjøndt den der er ligesaa spids, hvor fine Vine og mange Retter kunde stilles imod al Tarvelighed.
Jeg tror, at vort Samfund er saa godt, som det er ved denne Omstændighed, at det eier disse Modsætninger, hvorved Ingen faar nogen utilbørlig Overmagt, som han efter Menneskenaturen saa let kunde misbruge. Det er nu vistnok mangengang ilde, især i Politiken, at her skal være saaledes som her er, nemlig, at den, som har Penge, har ingen Kundskab, og at den, som har Kundskab eller Aand, ingen Penge skal have; men, maa vi end ved denne Fordeling gaa Glip af virkelig store Mænd, saa blive Alle saameget mere brugbare til vort ringe Husbehov, at vi kunne være glade i Tilstanden helst under jævne rolige Tider. Ja, det kunde endog hende, at det er denne Fordeling, som gjør, at vor Politik er saa sund og Grundloven saa frisk. Her er nemlig Ingen, som kan omstøde den, og Alle have Fordel af at holde den oppe. Derfor tykkes mig, vi skulle ønske, at disse Modsætninger maatte vare vel og længe, og da de just paa en Dag som denne falder En i Øinene, har jeg gjort dem til Text for min Nytaarstale, der idetmindste har det Fortrin ved sig, at den ikke ligner de almindelige. Altsaa:
Et godt Nytaar paa:
Rigdom uden Aand og Aand uden Rigdom!

Nr. 8/1858; søndag 10.01.

[Finansielt havblikk]

Korrespondance
Christiania den 9de Januar
Her er stilt i Forretningsverdenen, og Samfundet ligger ligesom og betænker sig paa, hvad det skal gjøre. Julefreden er nu for et Par Dage siden forbi, og man ser sig omkring for at erfare, om ikke Stormen med Domme, Exsekutioner og Auktioner vil bryde løs. Men Havblikket varer endnu, og Advokater og Sagførere have usædvanlig lidet at gjøre, undtagen de, som ved Frændskab eller Kjendskab have faaet Bankernes og Kreditforeningernes Sager. Det vilde ogsaa være vel, om man i Følelsen af den almindelige Pengemangel lod Lov og Ret hvile en Stund, indtil Folk fik omraade sig. Haardt vilde det ogsaa være at slaa store Eiendele til Auktions nu, da Penge ikke ere at faa. Det kunde blive en Plyndring og Omvæltning i Eiendomsforholdene, som vilde have de fordærveligste Følger baade for Samfundet og for de rige Mænd, der pludselig bleve fattige; de Fattige, der saa snart bleve rige, vilde ogsaa blive utaalelige Borgere med alt sit Overmod og Flokseri, som slige hurtige Overgange til Velstand altid skaber. Under almindelige Forhold, da Penge ere at faa, kan Bud omkap gjøre, at intet Formuestab sker ved tvungne Auktioner; men nu maa de medføre Ødelæggelse, og Folkemeningen vil vel ogsaa holde Politi med de Strenge, ligesom med Aagerkarlene. Udlandet er det nu, som det mest kommer an paa, da Gjelden er størst til det, og man maa vel vente, at alle disse udenlandske Kravsmænd ville finde sin bedste Regning ved at give Fordrag og modtage Betaling i Terminer. Kunde Kreditbanken, der er betroet at være Mellemmand, bidrage til, at Udlandet for med Lempe, vilde den gjøre stor Nytte. Men den kan vist neppe gjøre mere den end en anden Inkassator, da den har saa Manges Tarv at varetage, og den Enes Tarv krydser den Andens. Kreditbankens Vise bliver vel derfor den bekjendte:
«Vil Du betale, eller vil Du ikke?»
De enkelte andre Fordringshavere ville vel heller ikke i Længden kunne give Henstand, da ogsaa de trykkes paa sine Kanter. Men kommer det dertil, at Feldtraabet: «rædde sig hvo, der kan», bliver almindeligt, saa vil det blive en ond Tid, og Ingen kan Andet end gjøre hvad han formaar til at afværge slige Dage.
Morgenbladet beretter idag i en Tone — som vilde det gjøre Nar af de konstitutionelle Engelskmænd — den Omstændighed, at det ikke gaar fort med at afslutte et videregaaende Laan i London, fordi der paa Børsen hviskes om, at det norske Storthing ikke har givet sit Samtykke. Morgenbladet skulde dog være den Sidste til at anse Storthingets Mening overflødig i dette Stykke. Men det gaar som Ordsproget siger:
«Naar Fanten faar Vælde,
kan han ikke atterhælde.»
En ældre Statsmand skal derimod have sagt, at han ikke kunde begribe, hvorledes Statsraaderne imod Grundlovens klare Ord kunde gaa hen og laane paa egen Haand; «thi», skal han have tilføiet, «Statsraaderne bør være de første til at holde Grundloven.»
Saavidt jeg har kunnet erfare, bliver ogsaa Opinionen mere og mere imod dette Laan af Uvedkommende, og tvivlsomt bliver det, om Storthinget giver sit Ja. Under ingen Omstændighed vilde neppe Storthinget sige ja til et videregaaende Laan, men vise, at Hensigten, hvor god den end kan være, dog ikke helliger Middelet.
Der er klaget over, at Udlandet Intet faar vide om Tilstanden her, formedelst vore Avisers ubestemte Tale. Men Aviserne kunne ikke være bestemte, naar her intet Bestemt er at holde sig til; thi endnu ere ikke flere Handlende standsede med sine Betalinger — eller have lukket, som vi sige — end under almindelige Forhold. Her ere vistnok de store Handlende, der saa halvt have standset med sine Udbetalinger, idet de ikke betale løbende Regninger fra Haandverkere og Andre, men skrabe Alt hvad de kunne faa ind og sende til Hamburg. Denne Fremgangsmaade vilde vistnok i det udenlandske Handelssprog hede at «suspendere», men her tage vi det ikke saa strengt, om en stor Handelsmand ligner en anden Stakkar, der lader et Bud med de samme Regninger rende paa Dørene mange Gange.
En af de gode Sider, som alt spores af denne trange Tid, er, at Folk give mindre Kredit. Her var et Uvæsen med at give Kredit i Skillinger, som var lige fordærveligt baade for den, som fik, og den, som gav Krediten. Hele store Protokoller, især hos Detailhandlere, vare fulde af slige Klatgjeldsposter, og naar da disse Handelsmænd døde eller deres Bo kom under Skifterettens Behandling, vare disse samlede store Summer ikke værd et Gran, idet Inddrivelsen vilde have kostet mange Gange mere end Fordringerne lød paa. Man har derfor pudsige Historier om, at Boer bleve skyldige Sagførerne store Summer atpaa, efter at Fordringerne selv vare opædte. — Forargerligt er det ogsaa dagsdaglig at se for Retterne slige ubetydelige Gjeldssager. Det er næsten at drive Spot med Statsmyndigheden at paakalde dens Magt til Inddrivelsen af slige smaa Beløb. Staten burde neppe laane sin mægtige Arm til Sligt, men fastsætte en vis større Sum i Lighed med summa appellabilis ved de overordnede Retter. Da vilde ogsaa slig Smaagjeld blive en Æresgjeld, der var meget sikrere end nu, da den bare tjener til at føde Inkassatorer af det argeste Slags.

Nr. 14/1858; søndag 17.01.

[Vinterveret]

Korrespondance
Christiania den 15de Januar
Det er ikke saa galt, som man vil gjøre det til, at Folk indlede sin Samtale med at snakke om Veiret og at mange Mennesker intet Andet har at tale om end den Ting. Nu om Dagen ser man, hvad Veiret har at betyde, om det endog er Midtvinter. Oppe i Fjeldbygderne faar man ikke sit Hø hjem af Udmarken, endsige af Høifjeldene; Tømmeret kan ikke kjøres frem til Vasdraget, og paa Fladbygderne faar man ikke ud sin Gjødsel; det hele Brug staar stille og man sidder og føder sine Heste paa Stads, Altsammen fordi her ingen Vinter er. Men Naturen gaar med et Dobbeltansigt: paa Marken ser det ud som i Slutningen af Oktober, og i Luften som ud i April. Det er en forunderlig Vinter, og naar derfor mange af Almuen tror, at det er paa Verdens Ende, synes de at skjønne Tidens Tegn bedre end vi kloge Folk, der mene, at Jorden i sin mange hundredetusinde millioneraarige Levealder først nu er kommen lidt ud i Drengeaarene, og skal om nogle Millioner Aar staa til Konfirmation.
Dersom nu denne milde Vinter ikke er Forbud paa, at Verden forgaar, hvad kan da være Aarsagen til dette Sommerveir paa en saa bagvendt Tid? Man kan tænke sig:
a) At Vandene og Havet efter den sidste varme Sommer ikke ere afkjølede, men at de fremdeles dunste op sin Varme og skaffe os afvexlende Taage og mildt Veir. Man erfarer jo altid, at efter varme Somre er der taagefulde Høster, fordi Luften er koldere end Vandet, hvilket vi Christianiafolk især noksom faa kjende.
b) Eller at den store Havstrøm (Golfstrømmen), der skylles ind mod Amerika og gaar over Newfundlandsbankerne mod Nord og tilbage til de norske Kyster, har været usædvanlig varm og optøet meget af Nordishavets Is og gydt sin Varme langs vore Kyster. Denne Strøm er meget varm nu, siger den franske Naturkyndige Babinet,k2057 hvorfor han spaar denne Del af den nordlige Halvkugle varme Aar nu en Tid.
c) Eller at Jordens indre smeltede Masse har kogt op i visse Skorstene og derved udbredt mere Varme til os. De vældige Jordskjælv i Italien og Mellemamerika synes at tyde paa et saadant Opkog. Angivelserne ere forskjellige, men Humboltk2058 antager, at Jordskorpen indtil de brændende Indvolde er omtrent 5 geografiske Mile. Det er allerede en tyk Is dette, og naar det engang båtnfryser, er Jorden udlevet som et Menneske, der dør af Ælde ved at forbenes; men endnu kan vi faa varme Gufser af og til, naar det bobler os nærmere opunder Fødderne, og det brager og ryster i Jorden som naar det revner i Isen. Det maa være paa samme Maade dette; Varmen vil nemlig faa sig Luft. Dette bliver altsaa Hovedgrunden til vor varme Sommer og milde Vinter, idet Havet ogsaa maa varmes op af denne Udpusting af Jordens Indre.
Men hvad kan da være Aarsag til, at Jordens Indre putrer og koger mere nu end i de andre Aar? Det kan nu have mange Grunde, der virkelig ligge for dybt til at undersøges. Det rimeligste er dog, at Jorden ærgrer sig over en og anden Ting, som Politiken og Pengekrisen f. Ex., og i denne sin Ærgrelse trutner op, ligervis som vore gamle Forfædre, om hvilke det fortælles, at de trutnede saa op af Vrede eller Sorg, at Klæderne revnede af dem, og selv har jeg seet Knapperne sprætte af Klæderne paa Slagskjæmper, naar de blevne vonde. — Et tydsk Blad (Freischütz) sætter virkelig ogsaa Jordskjælvene i Italien i Forbindelse med Politiken, idet Bladet antager dem nu som i 1817 at være Forløbere for en politisk Rivning. Menneskene lære altsaa ogsaa Politik af sin kjære Moder Jord, der putter til sine Børn lig en anden Moder, naar Børnene skulle gjøre Noget, og hun af en eller anden Grund ikke kan tale til dem. Det er ogsaa helt naturligt, at Jorden i sit Indre har ærgret sig over Politiken i Italien og Mellemamerika, og derfor rystet Huse over Hovedet paa de dorske Mennesker, som ikke bedre forstaa at benytte sine paradisiske Lande. Andre Lande kunde nok ogsaa trænge til slige Lærdomme, og Ingen ved, hvad Øieblik de kan faa dem heller. Her gaa varme Strømninger under os, kjende vi, og vi se tydeligt, at Blodet stiger Jorden til Hovedet, saa hun rødmer over Noget, ligesom en undseelig Pige. Ere ikke mange Bakker grønne istedetfor hvide nu midt paa Vinteren kanske? Og er ikke Luften — Jordens Aande — rød og kobberfarvet, istedetfor bleg og mat, som man paa denne Tid kunde vente? At Jorden ikke ryster i Raseri her som i Italien, men blot rødmer undseeligt, kommer helt naturligt deraf, at vor Politik her ikke er saa galen, trods Regjeringens Laan paa egen Haand og Kreditbankens Forspilding af Hurraraabene for Schweigaard paa Børsen. Over Sligt kan Jorden rødme, men jeg synes den burde ryste paa sig lidt ved at læse den nys foreslaaede Plan for de lærde Skoler, hvor Jorden ligesaavel som vi kunde se det bagvendte i, at Ungdommen skal slide op sine skjønneste Kræfter paa fremmede Ting, men Intet lære af vort eget gamle Sprog. Naar de Lærde ere saa galne, synes jeg, at Jorden, der elsker sine Børn, burde opsluge disse falske Profeter, ligesom i Mosebog Kora, Datan og Abiram, eller idetmindste indjage dem Rædsel, ligesom Kong Bomba og hans Jesuiter i Neapel. Der er nu heller Ingen, som ved, hvad her kan komme; vi kjende, at her er varmt under vore Fødder, saa at vi kan slippe at gaa med Galoscher.

Nr. 20/1858; søndag 24.01.

[Dårlege tider]

Korrespondance
Christiania den 21de Januar.
Man skal ikke gjøre andet end spadsere i Gaderne for at skjønne, at det alt nu er meget bedre med Pengekrisen; thi de fine Damer og galante Herrer begynde nu at komme ud som Sommerfugle i Solskin og flagre. Om Søndagen var det ligesaa fornøieligt at gaa udover til Slottet som nogensinde før Krisen kom. Det Eneste, som endnu holder sig inde, er de velfødte Heste og Kudske, kjemmede som de ere begge to. De store Grossere tør ligesom ikke lægge ret i Veien endnu med sine «Ekvipager,» og Fruerne og Døtrene ikke endnu hoppe som Fugle af Vogntrinet og smutte ind i de straalende Butiker. Pengene maa gaa til Vexler endnu en liden Stund. Det har været en god Jul for Hestene; men for de Folk, som før aad og drak i de store Kjøbmandsselskaber, har det derimod været en sørgelig Tid. Jeg kjender nogle af disse velnærede Karle, som virkelig ere blevne betydelig magrere, saa at de bestemt blive som andre Mennesker, dersom ikke Tiderne snart blive som før. Og trods forbedrede Tider have de ogsaa al Udsigt til at blive Folk lige, da mange af de gamle Madhuse idetmindste have faaet saa stor Knæk, at de ikke længer indbyde Gjæster for at have den Fornøielse, som det maa ligge i at beskue ægte Fraadsere — i alle Fald for en Stund —; thi for noget Andet kan man umulig indbyde Adskillige. Jeg skal dog ikke afgjøre, hvorvidt man giver Indbydelsen følgende eller lignende Form: «Kan jeg have den Fornøielse at se Dem æde hos mig til Middags?» Ja, det er virkelig Synd om disse Gjæster. Hos dem har Pengekrisen med en Gang slaaet sig paa Magen. Noget bedre er det dog for dem, hos hvilke den har slaaet sig paa Haaret, saa de ikke frisere sig saa fint som før, skjøndt det maa være ondt nok at gaa med et almindeligt Haar eller med lidt Salve i det, naar man er vant til Smurning. Jeg kjender slige Exemplarer af Gjæster ogsaa; de gaa saa flakede nu som mange Andre, og Haaret stritter saa stivt, at det, som vant til Smørelse, ser næsten ud til at brydes af paa Midten. Saadan have de gaaet her og hængt paa Hovedet i Julen og næsten ikke havt en eneste galant Dame at gaa og «konversere» med paa Gaden. Nu begynder det dog saa lidt om lidt.
Hattene have ogsaa i denne Tid seet ut som vaade Katte paa Karle, der gik med dem saa de glitrede. Lægger man dette sammen med alt annet, saa er her ikke lidet sparet i denne Tid, ei at tale om det Overordentlige, som er sparet ved det at Damerne ikke saameget have sopet Gaderne med Silke. Det er derfor intet Under, at man spaar Penge nok om nogle Maaneder, det vil da sige ikke Penge nok til Alle, men dog saameget, at Renten bliver lav. Ikke kjører man bort Pengene heller, men de arme Vognmænd, som paa Torvet staa, tjene neppe Foder til Hestene. Selv Fabrikeiere oppe ved Sagene gaa nu som oftest til sine Fabriker, medens de før altid kjørte med en eller to. Selvn392 Drukkenbolte drikke ikke saameget Brændevin som før, hvilket ogsaa bliver nødvendigt nu, da Brænderierne standse. De gaa med saa slappe Kinder og lysne saa i Ansigtet, at man kan føle den dybeste Medlidenhed med dem. Det maa være ligesaa ondt for dem at slutte med at drikke, som for de omtalte Spisegjæster at faa mindre rige Maaltider. «At svelta og tysta er like vondt» siger Ordsproget.
I en Komedie, som heder Talismannenk2059, forekommer en Mand, som blev graa i Hovedet som en Duve paa en eneste Nat; fult saa fort har det ikke gaaet med flere af vore store handelsmænd; men i disse to Maaneder kan man kjendelig se Forskjellen paa deres graanede Skjæg og Haar. — Dette er sørgeligt; thi det Graa kan ikke blive svart igjen undtagen ved Farvning, og den Sjelslidelse, der saa voldsomt har angrebet Legemet, maa have efterladt en Bitterhed, selv om Dagene bleve gode igjen.
En og anden stor Mand, der før ligesom rakte Skjænkebrettet med en Ildtang til offentlige Mænd, som før havde med Taxationer og Greier for ham at bestille, den eller de samme Mænd ere nu blevne saa gemytlige, at de lig Andre traktere personlig for at faa en naadig Behandling. Dette er meget smukt; og endnu smukkere, naar de møde en simpel, men forstandig Mand og sige: «Her er flaue Tider.»
Krisens Følger vil jeg altsaa samle med nogle faa Slutningsord: Menneskerne ere blevne magre, tørre i Hovedet; de soper ikke Gaden med Silke, de graane og blive nedladende, hvilket Alt er Tegn paa Visdom.
Men naar nu Tiderne blive gode, saa bliver man vel saa galen igjen, at al den opsamlede Visdom sættes overstyr, og meget atpaa. Man tager paa Borg hos Visdommen ogsaa; men de Fleste betale ikke saalænge de leve. Det bliver Fallitboer.

Nr. 26/1858; søndag 31.01.

[Campbellarslaget 20 år etter]

Korrespondance
Christiania den 28de Januar
Idag er det 20 Aar siden det berømte Theaterslag i Anledning af Wergelandsk2060 Stykke Campbellerne. Dette Stykke gav Anledningen, men som bekjendt var det Norskhedens og Danskhedens Parti, som slogest. Det var Wergeland med de norske Hjerter paa den ene Side og Welhaven,k2061 som forresten ikke var med i Slaget, og Advokaterne Stang,k2062 Dunkerk2063 og Skjelderup,k2064 Schweigaard, Birch-Reichenwald,k2065 Colletternek2066 med en Stok af Departementsmænd og fine Herrer paa den anden Side. Man maa vel kunne sige, at det var sidste Gang, Danskheden her i Norge formaaede at samle saamange gode Kræfter paa sin Side. Nu har den bare umyndige Mennesker og udlevede Folk at støtte sig til. Den gode aandelige Kjærne er norsk nu, om end Graderne ere forskjellige, idet Somme ville videre og Andre mindre vidt. 20 Aar ikvæld siden drømte vist neppe Nogen, end ikke selve Wergeland, om, at Tiderne saa fort skulde forandre sig. I de næste 20 Aar vil det naturligvis gaa endnu fortere, da det nu er kommet paa Glid, især derved, at Oldnorsk og Folkesprog studeres af Mange. 20 Aar siden var det neppe Andre end et Par Mænd i hele Christiania, som kunde Oldnorsk, og Folkesprog kunde Ingen, hvorimod det blev kaldt «Provincialismer» og naturligvis betragtet med en meget overlegen Mine. Det er næsten vanskeligt at forestille sig en Tidsalder saa uvidende og forrykt, at den hverken kunde eller bekymrede sig om sit eget Sprog, og naar man nu ser alle disse Mænd, der strede mod Wergeland, graa i Statens Tjeneste og høit anseede, saa maa man næsten antage det for en Synsforvildelse, at det er de samme Mænd. Men disse Mennesker vare ogsaa Børn af sin Tid, og man maa ikke dømme dem for haardt fordi de ikke forstode Tidernes Tegn, men hug sig krampagtig fast i et fremmed Sprog, og intet Øie havde for Nationens egen Udvikling. Men komisk er det at se dem opkaste sig til Dommere i Literaturen. Nu maa det vistnok indrømmes, at «Campbellerne», hvorom man slogest, ikke er noget godt Theaterstykke, ligesom ogsaa, at Wergeland selv heller ingen klar Tanke havde om norsk Sprog; men det var dog ikke egentlig «Campbellerne» det gjaldt, hvorimod det var et Udbrud ved en liden ydre Anledning mellem tvende Hovedretninger, hvilke Modparter længe havde ligget i heftig Strid. «Intelligentsen», som den senere spotvis gik under Navn af, vilde med et Slag knuse «Raaheden», som slige Folk altid kalde det Nationale, hvilket de ikke skjønne. Indrømmes maa det ogsaa til vore Danskeres Undskyldning, at Wergeland var ligesaa klog i Oldnorsk som de selv vare, men han kjendte dog lidt til enkelte Bygdemaal, og anbragte mange Ord og Vendinger godt paa sin Slump. Norsk var han derimod kanske bedre end Nogen endnu har været det i Politik og Livsopfatning i Almindelighed, og det var dette hans lykkelige Modstandere og Pibere nærmest fandt «raadt», og for hvilket Alt han skulde undgjælde den 28de Januar 1838; nogle gode norske Ord hist og her stødte vist ogsaa deres danske Øren, men det var dog egentlig hans norske Natur, de havde imod. Hans Synder som Mennesker kunde det ikke være; thi selv havde de vist ligesaa mange af det Slags, om end maaske under andre Former. «Det er ikke alle Syndere og Galninger paa eit Vis», siger Ordsproget.
Det maatte være en underlig Tid dette her i Christiania for 20 Aar siden. Det var «Troppist»- og «Løvetiden», hvor vor hele danske nationalfordærvede Slægt ligesom blussede op i mange ret begavede unge Mennesker og forsøgte paa at tilrive sig Magten. De fik ogsaa den fysiske Magt, og ville endnu sidde inde med denne en god Stund, indtil den nuværende Stok af Landets Embedsmænd ere døde. Saa vil der ogsaa paa den fysiske Mark komme en Overgangstid, idet f. Ex. Halvdelen af Embedsstanden er norsk, indtil det endelig kommer dertil, at enhver studeret Mand kan Oldnorsk og har saameget Kjendskab til de bedste Bygdemaal, at han kan bringe en Forsoning istand mellem det gamle, det levende norske og vort danske Skriftsprog.
Jeg har dog sagt formeget, naar jeg har sagt, at de unge aandelige Kræfter, som fortjene at komme i Betragtning, ere norske. Jeg kjender nemlig endnu unge Digtere og Bogskrivere, der staa paa det gamle Standpunkt og indbilde sig, at de kunne virke for «den norske Literatur» uden at kunne Oldnorsk og Bygdemaal. Det er Synd om enkelte af disse Mennesker, fordi de mene det alvorligt, og se ikke det Latterlige i at optræde som Folkets Lærere uden Kjendskab til de største og allernødvendigste Begyndelsesgrunde. Det er som En vilde være Kokke uden at have læst Kogebogen eller staaet i noget Kjøkken.
Det var feil af Wergeland, at han ikke bedømte sine vildfarende Modstandere paa denne milde Maade, men stormede og ærgrede sig. Han maatte ikke have nogen sand Tro paa Norskheden, siden han kunde tage det paa den Maade, hvorfor han ogsaa i uhyggeligt Mismod mente, at de norske Fjelde tilslut alene blive de sande Patrioter. Havde han troet paa Nationaliteten, vilde han have kvædet som jeg:
Dei gamle Furur fell i Rad,
dei unge vex igjen,
So gjeng det med dei norske Menn:
dei vex paa sama Stad.
Og istedetfor hans Linier:
«Flok af unge Skandinaver
sidste Nordmand snart begraver,»
vilde han have sagt:
Normann er ein gaste Gut:
Svensk og Dansk han jagar ut.
Men i en saa national formørket Tid som den, Wergeland levede i, var det ikke let at have en slig Tro, især da han selv mere gik efter Instinkt end nogen klar Tanke. Der skal unegtelig ogsaa en større Ro og Selvfornegtelse til end den, Wergeland besad, for med Overlegenhed, Kulde og Spot at se paa et Samfund og det sit eget, der agter og ærer Folk, som undergrave Nationaliteten og med den Friheden, medens det foragter dem, som fremme den. Endog jeg min vesle Mand og i disse Tider tror undertiden, at Samfundet er en Daarekiste, naar jeg ser, hvorledes man lægger op for den unge Mand alle mulige Sprog, kun ikke Oldnorsk og idetheletaget Modersmaalet; men saa er der ikke mere Ild i mig end jeg snart bliver kold og endogsaa morer mig over denne grændseløse Galskab, siden jeg har gjort alt hvad jeg kan for at afværge den. Desuden ved jeg, at Alt skal have sin Tid; men slige Mænd som Wergeland springe over Tid og Rum, rimeligvis fordi de elske Verden saameget. Kommer nu hertil slige begavede Folks Herskelyst, saa kan man godt forstaa Wergelands Bitterhed og Mismod, der har skjæmmet saamange af hans Digte ud. Det er ikke Fortvivlelsens, men Forsoningens Poesi, Menneskene ville have. Digteren skal staa over Verden og beherske den, og ikke trækkes ned i dens Jammer. Han maa med vort evige Mønster sige til Verden, om den end korsfæster ham: «Forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gjøre!»
Dette gjorde ikke Wergeland, og det var hans ubodelige Mangel.
Den 28de Januar 1838 vil blive en Mærkedag i vor Literaturhistorie, og den, der lever 30 Aar idag til, vil kunne skrive godt over Dagens 50aarige Jubilæum, men den, som lever 80 Aar idag til, vil skrive endnu bedre. Han vil se sig om og med Forundring spørge, hvem var Motzfeldt,k2067 B. Reichenwald, Dunker, Skjelderup, Collett osv.? Stang vil han finde i et og andet gammelt Exemplar af Grundlovsfortolkningen, Schweigaard vil nævnes af og til i juridiske Materier, og enkelte Vers af Welhaven ville findes i en Læsebog eller i Fortalen til et Lexikon som Sprogprøver, men mange Viser af Wergeland ville være yngre og enkelte Udtryk endog livsfriske, hvorhos Støtten fremdeles vil staa i Digterhjørnet.

Nr. 32/1858; søndag 07.02.

[Marknad og pengemangel]

Korrespondance
Christiania den 6te Februar
Nu er Marknaden omsider slut, og var det ikke for det, at man altid siger, at Marknaden har været flau, kunde man med god Grund sige, at denne har været det; thi for det Første var her intet Føre, saa at langfærandes Folk kunde komme og af de nærboende kom ikke flere end høist nødvendigt, for i disse sidste 2 Dage har her rigtig været et Søl i Gaderne og paa Marknadspladsen, saa at Faa vilde have været ude, dersom ikke Nysgjærrigheden var saa prisværdig stor, at den intet vyrder at gjøre sig til paa Sko og Klæder. Det er virkelig Moro ogsaa at gaa paa en Marknadsplads og se alle de vakre Mennesker, som der drive att og fram; men ondt var det at se paa mange Handlende, som i det sluskede Veir og Føre fik sine Varer udskjæmte og lidet solgt. Den anden Grund til «Flauheden» var, at her ikke er Penge nok blandt Folk i denne «Grisetid.» De, som have gjort det bedst i denne Marknadstid tror jeg er Sukkerbagerne, for Børn og Kvindfolk like Sukkertøi, og de have enten en Haandskilling eller ogsaa træffe de Kjendinger, som kjøber lidt ad Munden deres. Mandfolk, som bedre like Brændevin og andre stærke Sager, have derimod ikke levet saa fint, og derfor antager jeg at Brændevinshandlere og Værter ikke have gjort det paa langt nær saa godt som de senere Aars Marknader, uagtet Folk gjerne tage sin sidste Skilling, naar de faa lidt i Hovedet; men naar der ingen Skilling er at begynde med eller den alt er udgiven til de første Glas, saa bliver det ikke stort af. Dels vel af denne Grund og dels fordi Folk blive mere folkelige har her ikke været mange fulde Mennesker at se; imidlertid har dog En og Anden staaet paa sine Fire eller ligget plat nede i Slusket, og jeg har paa denne Marknad ogsaa seet Karer, som have taget i Champagne. Men den ugudelige Skik at kaste bort sine Penge i kostbare Vine, er virkelig i Aftagende, selv om ingen «Gris» var kommen til.
Trods Pengemangelen blev dog gilde Heste godt betalte. De saakaldte Udredere maa nemlig have gode Heste til Krigsvæsenet, og det er dette Slags Hestehandel, som er den hovedsagelige paa Christiania Marknad og vel paa alle øst- og oplandske. Den almindelige Bondehandel med Fillegamper og de store Kjøbmænds Handel med udsøgte Travere har nok derimod denne Gang gaaet smaat for sig. Lidet blev nok ogsaa solgt af de udstillede velgjorte Agerdyrkningsredskaber fra Bodsfængslet, og Handelen med de sædvanlige prægtige Slæder og Vogne var vist saa godt som ingen.
Det er dog virkelig sørgeligt og galt maa det være fat med Bankstellet, naar rige Folk ikke kunne faa Penge. At ikke store Driftsherrer kunne faa nok, er helt greit, siden Handel og Omsætning er saa ringe; men at Folk, der have utvivlsomme Panter i Jordegods at byde frem, ikke skulde kunne faa Penge paa rimelige Vilkaar, det er sandelig en unaturlig Tilstand, og kommer — det maa atter og atter gjentages — deraf, at Banken følger de samme Grundsætninger, som enhver anden Aagerkarl, hvorfor Aktieeierne da ogsaa faa de store Renter som gjør, at Aktiebrevene ere værdt over det Dobbelte af deres paalydende Beløb. Banken laaner ud Sedler i gode Tider til en lav Rente og narrer derved Folk til at spekulere, og naar saa de onde Dage komme, kræver den sine Penge igjen, og forøger Nøden istedetfor at den skulde beherske Pengetilstanden og holde den jævn. Men saa maatte den ogsaa have flere Sølv- og færre Papirpenge og i de gode Tider sidde inde med store Summer renteløse. Den skulde ogsaa væsentlig bare holde sig til den indenlandske Virksomhed og lade Børsen skjøtte sig selv; thi paa den vil man bedst mærke, hvordan Handelsbalancen staar.

Nr. 38/1858; søndag 14.02.

[Utnemning av embetsmenn og samfunnsmoral]

Korrespondance
Christiania den 12te Februar
Igaar kom Amtmand Bredersk2068 Udnævnelse til Amtmand i Buskeruds Amt fra Stockholm. Prokurator Eliesonk2069 fik altsaa ikke Amtmandsembedet, hvilket ogsaa var Noget, Enhver maatte vide, der kjendte til, at han var med og stemte for Rigsret i 1845. Dette var en Stemmegivning, som vedkommende Statsraad neppe glemmer, saalænge han lever, og den øvrige Regjering, især dens høie Chef, maa vist ogsaa finde det betænkeligt, at gjøre en Mand til Overøvrighedsperson, der engang i sit Liv har stemt for Rigsret. Jeg vil ikke dadle en saadan Betragtningsmaade, der i alle Fald er meget menneskelig, men heldbringende for Staten og dens Udvikling er den neppe. Den leder til, at ingen Mand kommer paa Storthinget, der er i den Stilling, at han engang maa søge et Embede. Folket vil have selvstændige Mænd, og det maa ligesaameget af Klogskab som Barmhjertigheds Hensyn ikke friste en Mand til at blive Martyr for sin Mening. Embedsmændene selv lide ikke mindst ved en slig Fremgangsmaade, idet de med Nødvendighed maa lukkes ude fra Storthingsbænken, hvortil deres Evner og Kundskaber mangen Gang i saa fuldt Maal berettigede. Det kan nok være godt for den enkelte Mand, der ved sin føielige Sjel kommer i et godt Embede, men Standen lider i Længden og Nationen og Regjeringen til Slut med den. Nu er det muligt, jeg tager Feil i at Regjeringen følger slige Grundsætninger, men dette Tilfælde synes i alle Fald mistænkeligt, og vist er det, at man vil kunne paapege usædvanlig hurtige Befordringer hos Mænd, der paa Storthinget have vist sig som Regjeringens Jabrødre, medens det har gaaet traadt for Neierne. Det er ogsaa gaaet ind i Folks Tanke dette, saa at man har det bedrøvelige Syn at se fordums Oppositionsmænd, der spakne, naar de trænge til et Embede enten fordi Familien deres bliver for stor, eller fordi de i en fremrykkende Alder trænge til en kostbarere Levemaade. Jeg vil ikke saare Nogen ved at anføre Exempel, men Enhver, som har fulgt det offentlige Liv en Stund, vil have nok af det paa rede Haand.
Et slaaende Exempel er Meinich,k2070 der igaar kom som Foged. Han var paa sidste Thing den mest fuldendte Jabroder, og Enhver maatte skjønne, at han vilde blive Foged i Valders og Land, uagtet han var saa ung. Han blev det, og Baggerud,k2071 der trak ham frem, maa vel af dette storartede Exempel have lært, at slige Folk ikke bør fristes med at være Storthingsmænd. Meinich gjorde det godt.
Hvad nu Amtmand Breder angaar, saa var han vistnok en medgjørlig Mand paa dette Thing; men han var saa fornuftig i Loven om Menighedsraad, at det vilde være ilde at tale ondt om ham. Som Amtmand i Buskerud tør han og Elieson antages at være omtrent lige gode. De ere rolige af Natur Begge; men Hovedsagen kommer an paa, hvorledes de forstaa at drive Kontoret. Forresten er det noget Overdrevet i at Buskerud skulde trænge til en mere drivende Amtmand end andre Amter. Det har maaske af og til gaaet noget langsomt med Kontorexpeditionerne der før; dels fordi den aftraadte Amtmand undertiden var uheldig med Kontorfolk, og dels fordi han i Følelsen af sit Navn og sin Værdighed ikke skvat op ved den mindste Skrivelse fra Regjeringen; men Veivæsenet som det Hovedsageligste har fuldkommen holdt Skridt med de andre Amter, og i Vennesælhed med Almuen skal ikke mange overgaa Amtmand Blom,k2072 ligesom man heller ikke har hørt, at der i Buskeruds Amt har gaaet mange Misbrug i Svang blandt de underordnede Embedsmænd.
Nu faar det altsaa blive Drammens og Oppositionens Sag at holde Elieson skadesløs. Se det er ogsaa en rimelig Side ved den Fremdragen hos Regjeringen af sine egne Folk og en Tilbagestøden af sine Modstandere, at den saakaldte Opposition ligeledes vil fremdrage sine Folk og udelukke sine Modstandere, hvorved en Partikamp fremkommer, der kunde blive slem nok for Samfundet.
I Morgenbladet stod forleden Dag, at en Sagfører Schødtk2073 slap at betale Penge, han havde indkasseret, fordi han i sin Sag anbragte, at Fordringshaverne ikke havde meldt sig i Skifte, som han holdt efter sin Kone. Loven tillader vistnok den saakaldte exceptio proclamatis, men det er ikke smukt at anbringe den, allermindst af den, der dog paa en Maade er i en offentlig Stilling. Sligt skal ikke indgyde Agtelse hos Almuesmanden, og den Mand, der gjør det, burde udskydes fra ethvert skikkeligt Selskab. Dersom ikke Sagførerne nu, da de blive saa mange, holde Politi inden sit Lag, vil Sagførerstanden om ikke ret længe synke ned til den Foragt, den havde paa Lovbogens Tid. Regjeringen og Domstolene kan ogsaa gjøre Sit, da Kriminallovens Bestemmelser ere saa rummelige, at der ikke skal Meget til, førend Bestillingsmanden kan vorde afsat. Slige Ting som dette her nævnte Exempel, Forvendelse af Penge, som inkasseres, med Udflugter og juridiske Kneb, naar Betaling skal ske, urimelig høit Salarium og Sluskeri, Alt dette er Ting, som let streife over paa Kriminallovens Mark, naar man endelig vil, og man bør ville gaa saalangt som muligt, hvor det gjælder at opretholde offentlig Tillid og Moral i Samfundet. Vi maa Alle takke Gud for at vi ere beskyttede ved Lovene og ikke prisgivne til Vilkaarlighed, men naar man ser, hvorledes enkelte Embeds- og Bestillingsmænd drive sine Ting ustraffede, saa synes ofte Barmhjertigheden med det enkelte Menneske at gaa vel vidt. Det er vistnok saa, at Synderen faar sin Dom i den offentlige Mening; men denne Dom er ikke altid tilstrækkelig, især naar Embedsmanden staar paa faste Indtægter. Sagføreren f. Ex. bliver straffet eftertrykkeligt, idet han ingen Forretninger faar, naar han har et ondt Rygte, men han burde dog ofte faa lidt Mere til.
Det er en skrøbelig Forretning mange af disse Sagførerforretninger, som bestaar i Inkassationer og Kommen ind i Mands Hus med Fogden til Exsekution. De bedste Sagførere sky ogsaa deslige Forretninger, og tage de dem, saa gjør de det med Billighed; men vi have desværre mange, der finde det et Karlsstykke at komme med Fogden og synes ikke, det er leit at skrive Rykkerbreve. Samfundet maa desværre have slige Ulykkesfugle, men de burde udgjøre en egen Kaste for sig selv og staa i Klasse med Aagerkarle og offentlige Fruentimre. En slig Mand blev udnævnt til Foged igaar, men han havde omvendt sig i det sidste Aar.

Nr. 44/1858; søndag 21.02.

[Nepotisme i tilsettingssaker; Stabell til Kredittbanken]

Korrespondance
Christiania den 19de Februar
Det er ilde, at de norske Aviser føre Krig med Prindsregentensk2074 Embedsbesættelser. Her i Norge burde han finde en Tilflugt og Hvile mod Angrebene i den svenske Presse. Norge vilde have godt af at være en saadan Ankergrund, og jeg tror, at vi gjorde klogt i at taale og tie saalænge som muligt, istedetfor at opløfte Raab mod de mindste Afvigelser fra den slagne Vei. Mindst synes mig dog, at Morgenbladet saaledes som i Søndags skulde tale, da det i sin Vei gjør det Samme som det siger Prindsregenten gjør i Sin, nemlig hjælpe sine Kjendinger og Venner. Det er en almindelig Tale, og jeg kjender ogsaa Exempler paa det, at Folk, som ere kjendte med Morgenbladet, faa Penge i Banken og Akers Sparebank — og nu vil sandsynligvis det Samme hænde i Kreditbanken — medens Andre, der er Ukjendte eller Uvenner, Intet faa, om end deres Sikkerhed er større. I disse Tider kan et sligt Gunstsystem hos Laaneindretningerne virke langt mere fordærveligt end en liden Uregelmæssighed i Embedsbesættelser; thi de Folk, der i Embedsveien springes over, komme dog engang frem siden, medens et negtet Laan kan ødelægge en Mand for stedse. Det er helt naturligt, at Folk tage Venner og Bekjendte fremfor Uvenner og Ubekjendte, hvorfor ogsaa Gunstsystemet er ligesaa vidt som den vide Verden, og videre og videre bliver det jo længere og længere man kommer ned i den store Mængde, hvor Egennytten lægger det mindste Baand paa sig; men Morgenbladet og enhver Anden, der saaledes lader Gunst raade, burde ikke prædike mod Gunst, da Ordsproget siger: «Det er ilt af Drukkenbolten at skjænde paa Fyllan.» Vistnok er det saa, at Gunst og Gave virker mest skadeligt i Samfundets øverste Lag, og at derfor mangen Mand, der gjør sig skyldig i samme Synd, kan finde sig beføiet til at ivre mod det offentlige Misbrug; men der skal dog Maade med dette ogsaa, for at det ikke rigtig skal se ud som naar En staar paa Fire i Rendestenen og formaner de Omkringstaaende til at være ordentlig paa Gaderne.
Det hænder mangt Utænkt, men det mest Utænkelige har hændt i disse Dage, idet baade Christianiaposten og Aftenbladet har holdt Lovtaler over Stabellsk2075 Pengedygtighed i Anledning af Chefsposten i Kreditbanken, som Stabell nu har antaget med Banken som Bagdør. Det berettes, at Christianiapostens dristige Forlægger havde en af sine største Grunde til at sætte Penge i Christianiaposten i den Tanke at modvirke Stabell. Efter nu at have kjæmpet i mange Aar, ser denne Forlægger en vakker Morgen i sit eget Blad en Ros over sin Modstander. Det kan man kalde at have Tjenere. Og Aftenbladet, der baade som Krydser og siden som Aftenblad saa stærkt har slaaet paa Stabell, det slaar nu paa engang om og roser Noget, som formodentlig hverken det eller Christianiaposten har den mindste Greie paa; men gaar efter den løse Talemaade, som er kommen i Gang, at Stabell er en saa dygtig Pengemand. Man skal da sandelig ikke i Bankbestyrelsen se noget Bevis paa hans Dygtighed, og Nationens Øine maa vel i denne Pengekrisis blive opladte for de daarlige Grundsætninger, vor Bank gaar efter. Man skal ikke sige, at Skylden ligger hos Thrønderne; thi de rette sig gjerne efter Bankadministrationen i Christiania, og naar man snakker om Bankens Flytning som et Middel til bedre Pengedage, saa er det at rykke af sig Haar for Tandværk. Det er Tanden, som maa trækkes ud. Men hvorledes det end forholder sig med Stabells Pengedygtighed og Bankvæsenet, saa er det dog en Underlighed at rose sin Modstander, der naturligvis bare gjør Nar af Rosen, undtagen forsaavidt at han bruger den som en Stige. Og Intet mere end disse Blades Ros over Stabell beviser, hvor umuligt det er her i Landet at være hugstø (konsekvent) i sin Politik, hvorfor ogsaa Pressen sjangler ligesom et fordrukkent Menneske. Dette er Hovedgrunden til, at ingen Retning i vort offentlige Liv kan blive ordentlig gjennemført eller nogen Materie kan blive grundigt drøftet, idet Alt gaar op i en Røre, saa Læseren ved hverken Øst eller Vest, ja, hvad værre er, han formørkes i sine Begreber om hvad der er Sandt og Løgn. Det er ikke med et Blad, der skulde have en Karakter, som med en Tale eller flygtige Breve, hvor man har Lov til at gaa efter Øieblikkets Indtryk, og pludselig slaa over fra Spøg til Alvor og omvendt.

Nr. 50/1858; søndag 28.02.

[Fiskemjøl; den politiske situasjonen i Frankrike]

Korrespondance
Christiania den 26de Februar
Det saakaldte Fiskeguano-Selskab er nu endelig kommen igang, idet Mel af den tørre Fisk og Affaldet nu kan males. Før nu nys har det ikke lykkes at kunne pulverisere denne Fisk, der er seig som Horn; vore bedste Mekanici har lagt deres Hoveder iblød, for at udtænke en slig Møllemaskine, og en saadan blev ogsaa meget vidtløftig gjort af Smed Peters;k2076 men den gik istykker, da dens Grundtanke var forfeilet. Den har kostet mange Penge, og Selskabet med sin velmente Bestræbelse stod i Fare for at have indbudt til Sammenskud for Noget, som ikke kunde fremmes. Mekanikus Ivar Isaksonk2077 løste Opgaven paa en grei Maade, idet hans Maskine, der nu maler omtrent 40 Tønder i Døgnet, er en meget simpel Indretning, der nok ikke koster over 200 Spd., fraregnet Hjul og andre Mølleindretninger. Selskabet skal for det Første tænke paa at klare sig med 3 slige Maskiner, som skulle sendes til Lofoten; men da man kan vente, at mange Maskiner vil tiltrænges rundt de nordlige Kyster, skal Isakson være betænkt paa at tage Patent paa sin simple Indretning, der gjør Manden megen Ære, eftersom han ved simple Midler kan udrette saa store Ting, hvilket altid er Kjendemærke paa en Tings Fuldkommenhed, saavel i Mekanikens som i Kunstens Verden. Dette Mel af Fisken er overordentlig appetitteligt og fedt; naar man gnider det mellem Fingrene, er det næsten som man skulde tage Hakketalg, og det vilde i Hungersnød være nærende Mandemat. Ja selv i almindelige Tider findes vist mange Mennesker, som vilde prise sig lykkelige ved at have en slig Spise. Det synes derfor næsten at være vel godt til Gjødsel, dersom man kan sige, at Noget er for godt for Jorden, der omsætter Alt, hvad Godt den faar til velsmagende og deilig Føde. Prøver af dette Fiskemel er ogsaa sendt til Tydskland, og man har faaet Bestilling paa saa Meget, som kan afsendes did. Men det vilde være ilde, om vi skulde være saa fattige eller ukyndige, at vi ikke kunde benytte vore egne gode Sager. Dette Mel er baade billigere og rensligere end den egentlige Guano, saa at det vil kunne sendes omkring i Landet som andre Melsække. Dette Fiskeguano-Selskab har derfor uden Tvivl gjort en god Gjerning.
I disse Dage er det 10 Aar siden Februar-Revolutionen i Paris. Men hvad har Verden opnaaet i disse 10 Aar? spørge Mange mistroisk, idet de opregne alle de Skuffelser, som Europas Frihedsmænd have lidt og de Lænkebaand, som især Frankrigs Hersker har lagt paa sit Folk. Meget er visselig opnaaet i disse 10 Aar, og det franske Samfund viser ved sin Taalmodighed under Jernaaget, at det ikke med engang kan blive frit, men maa gjennemgaa mange Udviklingstrin, førend det kan blive et Frihedens Land. Det er ikke betydningsløst for Frankrig, hvad det nu lider; det er Riset paa Barneryggen; thi man kan ikke tro, at det skal gaa Frankrig som det gamle Rom, med hvis Tilstand under Keiserne det har megen Lighed. Den moderne Civilisation kan ikke gaa til Grunde som den gamle hedenske, og det kan ikke være Alderdommens Affældighed, men Ungdommens Umodenhed, der kaster Lænkerne paa Frankrige. Det er derfor visselig en umoden Tanke, som ser Haabløshed i Despotismens Magt, saavel i Frankrig som andetsteds. Det gaar ikke saa fort med Nationernes Udvikling som med det enkelte Menneskes, og den ungdommelige Frihedsmand tager lykkeligvis feil, naar han tror, at hans Lands Frihed gaar under med ham, eller naar han vil, at Landet skal gaa saa fort frem som han tænker det kan gaa. Det er en stor og tungvindt Maskine at faa frem et helt Folk. Der er mange Hjul, som hugge i hverandre der, og sætter man formegen Kraft paa den, saa springer den. Vi kunne derfor være ganske rolige i Frihedens Navn over Frankrigs nuværende Tilstand, ligesom vi for vor egen Nyttes Skyld maa ønske, at Alt i Frankrig gaar roligt. Saalænge England staar, er Verdensfriheden sikret, og selv om England gik tilgrunde, vilde Friheden ligefuldt finde en Tilflugt, forudsat at Menneskene vare Friheden værdige. Men, vare Menneskene saa indskrænkede Væsener, at de ikke kunde taale Frihed, eller vare saa udlevede eller ugudelige, at Friheden var dem en Umulighed, saa kunde man ikke mere beklage det trælbundne Folk, end man beklager en Kvæghjord, der drives af sin Vogter.
Underligt er det at se, hvorledes de, som sigtede paa Napoleon,k2078 ramte det engelske Ministerium. Dette kunde man sige, var at henrette Smed for Bager.

Nr. 56/1858; søndag 07.03.

[Tilsettingssaker; Ole Bull]

Korrespondance
Christiania den 5te Marts
«Naar Krubba er tom, so bitas Hestarne.» Dette Ordsprog viser sin Sandhed nu om Dagene ogsaa paa Samfundets Høider og ikke blot i Livets Husstel. Officiererne og andre Embedsmænd, der tror sig tilsidesatte, fører en heftig Kamp i Aviserne mod Styrelsen, der i Befordringer lader til at gaa Noget udenfor den slagne Vei. Angaaende den formodede Besættelse af Statsministerposten har den ligeledes fremkaldt baade mange og bitre Angreb mod sig, fordi den ser ud til at ville besætte Statsraadposterne efter eget Tykke og ikke lade Statsraadet «supplere sig selv,» som man siger, det før har gjort. Der ser man, hvorledes det gaar med Enigheden, naar Nogen tror sig tilsidesat eller med andre Ord: «Naar Krubba blir tom.» Det maa være høist ærgerligt for Regentenk2079 dette, at se al denne Opsætsighed, og jeg synes, han forbitret maa spørge som en opirret Husfader: «Hvem er det, som er Herre i Huset?» Det ser ud til, at det er Tjenerne og Husmændene, som vil være Herrer, medens man alene overlader mig Fornøielsen at se paa «at Alt bliver opædt og de Andre rumstere i Huset, gjørende mig til en Hallingmand.»
Ja, saaledes ser det ud, og dersom de trættede om Noget, som havde Lidt at betyde, saa vilde det unegtelig være ærgerligt; men det gjør de rigtignok ikke. Det er bare en Trætte ligesom med Skuespillerne indbyrdes, om hvem der skal faa den og den Rolle, altsaa rent personlige Hensyn. Staten er lige godt tjent med hvilken det er, som blir valgt til Brigadechef, Statsraad eller Statsminister, da de formentlig Allesammen ere lige gode til det Brug. Forsaavidt mig bekjendt er endnu ikke noget virkeligt Talent blevet tilsidesat og saavidt mig bekjendt heller ikke noget fremmet. Det er brugbare Folk Allesammen, som det vilde være Uforstand at være misfornøiede med. Statsmaskinen gaar, og det er helt andre Kræfter end de i Stilling værende Embedsmænd, som driver den fremad i en fri Stat. De smøre Hjulene de og ere Fyrbøder, og dermed kommer vi Alle godt frem. Og om nu en Mand bliver forfremmet, fordi han i et farefuldt Øieblik har Aandsnærværelse nok til at frelse en Kridtpibe, saa viser jo det netop Arten, at han kunde frelse Mere, naar han blev sat over Mere; og om en Mand bliver forfremmet, fordi han er en fin Herre og kan bukke godt, saa viser det jo Manden med Opdragelse, og at han ingen Videnskabsmand er, hvorfor han ikke som denne skal arbeide i Stilhed, men være ved Hove. Enhver skal komme paa sin Plads, og, naar Landet har valgt sig en Herre, maa det saamen finde sig i, at denne besætter Pladsene efter bedste Skjøn. Det kan gaa for vidt med denne Besætning, det er sandt; men endnu synes jeg, at Aviserne burde tie stille, og i det Høieste tage det paa en godmodig Maade.
Ogsaa Landets Stænder imellem er den gode Forstaaelse paa god Vei til at gaa overstyr nu, da Krubba blir tom. I Morgenbladet har været en Mand ude, der har skildret Landets Nød, Storthingets Rundhaandethed og Gagetillæggene for «den tærende Stand», som han kalder Embedsstanden, Alt med gloende Farver. Ældre Folk maa ordentlig blive unge igjen, naar de ser en slig Opsats, idet den livagtig sætter dem tilbage i deres unge Aar, da Krubba ogsaa var tom. Lad os nu bie til her kommer en daarlig Sommer, saa Krubba blir endnu tommere, saa skal man høre Vrinsken og se Biting og Slaaing. Og naar Embedsstanden mister Dyrtidstillægget, vil Kampen efter at faa et bedre Embede og Trængselen efter at skubbe sig med Albuerne frem til Naadens Herre blive hel lystelig for den, som ikke er med i Trængselen. Her er mærker paa en slig Tid, ja den er allerede kommen, men Krubba er endnu ikke saa tom, at Hestenaturen ret alvorlig er kommen tilsyne. Det er blot enkelte Slag og Glefs.
Manden i Morgenbladet vil afsætte det hele Storthing for sin «Profusion» eller Udstøden af Statsformuen. Hvem skulde nu tænkt Sligt under den skjønne Enighed i alle Bevilgningssager paa sidste Thing, hvor endog Mossigek2080 var med engang imellem? Det kommer af den tomme Krubba.
Ja, her er Strid og her høres Rygte om Strid, men Enden er ikke endda. Der kommer nok mere. Rigtignok har Silden forsonende lagt sig imellem eller rettere nedi Krubba, men Krubba blir langtifra fuld af Sild, der maa en god Slump Havre til.
Politiken gaar altsaa ud paa Maden, kan man se.
Igaar kom Ole Bull; han var længe ventet, men Christiania er nu saa upartisk det, at det rimeligvis hverken bliver koldt eller varmt, men lunkent mod Bull. Man har ondt for at adskille Violinspilleren og Politikeren Ole Bull. Det er Snusfornuften det, maa vide. Der er ikke saamegen Ild i Mængden af Mennesker, at de ere udsatte for at stange med Hovedet mod Væggen, og derfor begribe de ikke den Mand, som gjør det. Folk vil, at Menneskene skal være som de selv er, og den, som ikke er det, han er en forunderlig Ting, som det er bedst at gjøre en egen Baas for i Livet. Dog, der kommer vel Liv, naar Bull begynder at spille, og vore forsigtige Mennesker gaa vel ogsaa med, naar de skjønne, at saamange er med, at ingen Fare er forhaanden. Forsigtig er den dumme og uvidende Mand; det er det Bedste ved hele Kroppen hans.

Nr. 62/1858; søndag 14.03.

[Ibsen og det danske teateret; Østgaards Auerbach-omsetjing; studentane og Ole Bull]

Korrespondance
Christiania den 12te Marts
H. Ibsenk2081 har i en varm og velskreven Artikel i Aftenbladet angrebet vort danske Theater, fordi det, efter at have antaget et Stykke af ham, nu, da det skulde opføres, ikke vil have det, foregivende, at Theatret i disse betrængte Tider ikke har Raad til at betale Honorar. Hr. Ibsen fortæller Publikum, hvad jeg mange Gange har sagt, at vort danske Theater er en fremmed Plante, der kun gjennem Drivhus kan trives her, — at det ikke gjør, hvad et Theater skulde gjøre, nemlig række Landets Forfattere en udførende Haand, men at det alene er til en Spot for vor Selvstændighed og et Exempel paa, hvormeget vi ere Danske og lidet Norske, samt endelig at det ikke opretholdes af Landets unge aandelige Kræfter, men af den ældre Slægt, der har sin Dannelse fra Kjøbenhavn, og deres Efteraberen393 lige ned til Borgermadamen; dette ved nu Alle, men det er en Sandhed, som maa fortælles igjen, for at det engang kan blive umuligt at høre og se paa slig fremmed Pjank. Til at berede en saadan Tid er det nyttigt at slige Mænd som Ibsen ogsaa falde fra. Ibsen er nu ikke norsk, efter mit Hoved; han er netop af disse Overgangsfolk, der har sin store Betydning i Udviklingen, og, da det just er slige Overgangsfolk, som fortiden have de fleste Stemmer for sig, saa er det af Vigtighed, naar de træde op og erklære Danskheden Krig; thi, saalænge vi norsk Norske stod alene og gjøede ad det danske Theater, saa antog man, det ikke var Noget at bryde sig om, da man paa Forhaand troede, at vi saa alligevel gik forvidt; men, naar disse dansk Norske komme med, saa bliver Magten større, uagtet der ikke vil være fuldkommen Enighed heller i vore egne Rækker, ligesaalidt som mellem et Lands «Radikale» og «Moderate» i Politiken. Man skal nu imidlertid ikke anslaa for høit den Fordel for Norskheden, som er vundet, om saa alle vore dansk-norske Digtere slog sig fra Danskheden; thi, saalænge de i Vers og øvrige Skrifter hylde Danskheden, saa bliver deres Raab imod den bare en Modsigelse. Danskheden har nemlig saamange Tilhængere inden den studerede Klasse, i den seige Borgerstand i Byerne og hos vore forfinede «Proprietærer» udover Bygderne, at der ingen Fare er med det danske Theater i den første Menneskealder. Jeg kjender Exempler paa «Proprietærer» — jeg vil nu ikke snakke om fine Bagere og slikkede Bymænd — der have været Norske i Sind, men ved at snakke med danske Skuespillere ere de blevne omvendte fra sit norske Sindelag. Naar de hørte Skuespilleren med et «versoffent» Ansigt talte om Dannelse og gjorde disse arme Norske begribeligt, at vi vilde synke tilbage i Raaheden, dersom vi benyttede vort eget Sprog og Manerer, og naar da mine kjære Landsmænd fik høre, at det ikke var fint, saa bleve de forskrækkede og mente: «Jøssøs, hvor det danske Theater danner os.» Og saalænge Borgermesteren i Christianiak2082 er Theaterdirektør, saa kan man sandelig faa den ene Ladning daarlige danske Skuespillere herop efter den Anden, for at de her kunne oplæres og saa reise til Danmark igjen efter endt Skolegang. Det er ikke en Kjæft, som kan kny mod den Ting.
Stor Skade for vort danske Theater var imidlertid Pengekrisen, ikke blot fordi Penge til Laan og «Gratialer» ikke nu ere saa lette at faa af vore mægtige Folk, men ogsaa fordi de «deilige Frokoster» for udvalgte Skuespillere og Direktører blive sjeldnere. Vore store Kjøbmænd vare, som bekjendt, en Støtte for det danske Theater, af den naturlige Grund, at disse rige Mennesker maatte se ud som Dannede; maaske ogsaa fordi de troede, at det var den sande Kunst, og som rige Folk følte Forpligtelsen paa sig til at sørge for Kunsten. Jeg vil tro, at Enkelte virkelig havde denne rigtige Tanke, men anvendte den paa en falsk Gjenstand.
«Storbonden og hans Sønner», en Bog af den berømte Auerbach,k2083 oversat af Østgaard,k2084 er en læseværdig Bog, der skildrer tydske Tilstande, som i det Stykke godt passe paa vore. I Oversættelsen er mange gode norske Ord og Vendinger, saa at Bogen fortjente at kjøbes og læses af ret Mange. Den er som Følgeskrift til «Folkevennen», men er den ikke ellers i Boghandelen, burde den snart komme der. Østgaard er en af vore mest betydningsfulde Overgangsmænd i national Retning. Der er en Sundhed og Sandhed i hans Opfatning, som er meget folkelig. Jeg tror ikke det var vel, at han blev træt af det norske Theater, og da nu O. Vig,k2085 som ogsaa paa det Sidste var der, er borte, saa er Norskheden ved dette Theater vist meget liden. Er man der, kan man heller ikke fornemme stort til den.
Ole Bull giver Audients om Formiddagene, og iaften skal han give Koncert. I Studentersamfundet var iløverdags et Forslag fremsat, at Studenterne skulde hylde ham, men det blev med ringe Overvegt forkastet. Direktionen havde lovet, at den vilde gaa af, ifald Forslaget gik gjennem. Man ser af hvad Folk Direktionen er, og man ser tillige, at Samfundet er et Ekko af de kjære Forældre i Bergen og her, som ikke like Bull. De unge Studenter vilde vist hylde ham, om de fik følge sine Ungdomstanker.

Nr. 68/1858; søndag 21.03.

[Tilhøvet til prinseregenten; publikum og Ole Bull]

Korrespondance
Christiania den 19de Marts
Det fine Venskab, som for et Aar siden var mellem Norge og Prindsregenten,k2086 er nu paa god Vei til at være forbi, ligesom Sveriges fiendtlige Stemning mod ham vel maa have tabt sig, og saaledes Landene byttet Roller med Hensyn til de prindselige Følelser. Drømmen er altsaa forbi, at Prindsen her hos os skulde finde Fred og Ro og Erkjendtlighed ligeoverfor Sverig, hvor Uro plagede ham; denne Drøm er da svunden som enhver anden, og den vaagne Tilstand med alle sine Sorger kommen tilbage. Svenske Aviser vare misundelige paa os for vort Venskab med Vicekongen, og de saa en «Diplomatik» i vort gode Sindelag. De begrebe fuldt vel den Fordel, vi vilde have havt ved at indtage den første Plads i Kongens Hjerte; men nu skulde hverken vi rose os af den Pladsen, eller Svenskerne misunde os den, hvorimed vi klarligen se af Regentens Opløsningstale til Rigsdagen i Sammenligning med Talen ved Storthingets Opløsning, at han holder mere af Sverige, der mere «høisindet» opfatter Foreningen Rigerne imellem. Dette faa vi finde os i og ikke ligne Mandens Søster, der bliver sint paa sin Broders Hustru, fordi han holder mere af denne end af hende. Et saadant Familienag maa vi vogte os for, især fordi det gjerne ender med, at Søsteren maa ud af Huset og bo paa en Kvist. Jeg vælger denne Lighed, fordi vi ere kjendte med et saadant Forhold, og ikke den større mormonske Lighed, hvor to Hustruer slaaes om den samme Mand, uagtet en saadan Hustvist har Bibelen for sig i Historien om Jakobs Hustruer Lea og Rakel. Jeg tror vi bør vogte os for slige «Familiescener» og med Koldblodighed se, at den anden Ægtehalvdel bliver kjærtegnet, i Følelsen af, at Kjærligheden snart kommer til den anden Halvdel, da Mandens Sind er foranderligt som Vand. Det sætter bare ondt Blod at paatale sin formentlige Ret i Følelsens Øieblik; det er bedre at tie og vente til Hjertets Bevægelser faa vendt sig af sine egne Indskydelser, og dersom «Jalusien» bliver for stærk, saa kan man bide Tænderne sammen og tygge paa Tungesnippen; men stille som en Mur bør man være. Vort følelsesfulde Morgen- og Aftenblad har imidlertid ikke kunnet gjøre dette, men ladet Munden løbe over som Kvindens Vane er, naar hun tror sig skudt for Glug af en Anden, og Ingen kan vide, om ikke ogsaa her bliver et «Optrin» som i Jakobs Hus, da Rakel opirret ved Synet af Leas Frugtbarhed bestormede ham med, at han ogsaa skulde skaffe hende Børn. Tiden kommer vel engang til os med, og dersom nu det overordentlige Storthing er føieligt, saa faar det vist en sand Benjamin af Opløsningstale, trods Avisernes rakelske Husgnaal.
At Aviserne klage over Befordringerne, kan endda tilgives, fordi de svenske Aviser gjøre det Samme, men at de trænge ind i Huset paa Følelsens Feldt, det forekommer mig høist «udelikat.» Husbondens Følelser om, hvad der er ophøiet og høihjertet Sindelag inden Husstanden, bør være en uangribelig Helligdom, da deslige «subjektive» Stemninger og Udtalelser saa alligevel ikke kunne ordnes ind under nogen Fornuftlove. Selv Poeterne giver man Tilladelse til at have sine Stemninger, og spørger hverken om Fornuftgrund eller Retfærdiggjørelse. Det er poetisk, og det er nok. Hvormeget mere maa da ikke en Husfader have sine Stemninger uden at gaa i Rette med ham, og endnu mere en Landsfader, der jo desuden er ophøiet over Dadel? Om nu vi indbilde os, at vi opfatte Foreningen ligesaa sandt som vore svenske Brødre, og om vi end med Statsloven i Haanden kunne bevise, at vor Statsforfatning er bedre og, rettelig fulgt, maa lede til større Statslykke for begge de forenede Riger, saa er dette en Ting, men Regentens Følelser og Udtalelser en anden, som ikke maa forvexles med den første. — Slige Taler ere desuden, politisk talt, bare Formsager, det er Høfligheds- og Hensynstaler, som Ingen bør tage Forargelse over. Vi maa desuden betænke, hvormange forskjellige Interesser der er i Sverige, som for en Konge maa iagttages. De svenske Stænder ere sande Kongemagere, saa at den Konge, der ikke holder sig tilvens med dem, kunde faa mange Ubehageligheder; medens vi er et mindre og mere medgjørligt Folk, der ligner de franske Landsfolk, om hvilke det berettes, at de ere krye over, at en stor Mand vil nedlade sig til at prygle dem. Under ingen Omstændighed resikerer Fyrsten Noget af os, blandt Andet af den gode Grund, at vi have gode Love.
Siden jeg nu taler om Fyrster, maa jeg ogsaa denne Gang tale om Bull.k2087 Han blev syg i Onsdags, da han skulde spille i det norske Theater, og de Lykkelige, der havde faaet revet til sig Billetterne, bleve meget flaue, medens Andre sørgede ved Tanken om, at en saadan Mand skulde være syg, og jeg tænkte strax paa Sokrates’k2088 Ord ved Tanken om at han muligens kunde dø: «man skjønner ikke paa det Gode, før man har tabt det.» Da skulde man have seet Sorg og Lovtaler! Man skal nu forresten ikke være utaknemmelig og sige, at her mangler Lovtaler over Bull i hans levende Live heller. Hans Kunst er Øieblikkets, og det er taknemmeligt. Det er ofte udtalt, hvor stort Misforhold der kan være imellem Mænds Kaar, idet en Lærd, en Digter, en Komponist eller en Statsmand kan arbeide for Aarhundreder og enda dø upaaagtet eller i Elendighed, medens en Virtuos, en Dandser eller Skuespiller kjører gjennem Livet paa en Triumfvogn.
Dette «Virtuosenthum,» som Tydskerne kalde det, har forresten ikke grebet os nu formeget med Bull; man maa vel heller sige, at vi have været noget lunkne dennegang, især Aviserne. Publikum har været henrykt, men det har været anstændigt, og selv i Aften, da det kastede Blomster til ham, gjorde det ikke mere end sin Pligt. Men efter de Modtagelser Bull har faaet andetsteds i Verden er vor Hyldest nu mat. Bull, der staar saa meget over andre Virtuoser i Spil, gjør det vist ogsaa i Forstand, saa at han lader sig nøie med den Agtelse og Kjærlighed, som Storheden har Krav paa, uden at han som Virtuoserne og Skuespillerne kræver at det skal gaa med Bomber og Granater. De vænnes lidt efter Lidt ved larmende Bifald, indtil Skrig og Støi maa lyde som fra et Galehus, skal det være godt. Her paa denne Triumfbue viser Helten og Publikum, hvad det Altsammen er, nemlig Øieblikkets Rus, der dør med samme Voldsomhed som det stiger. Det er Ironien, der maa stikke Seierherren, idet han maa føle, hvor uværdig en Hyldest det er for en stor Mand, at blive modtagen som af Vilde, hvorved han ogsaa selv gjøres til en Vild. Men Verden er nu engang vant til at tage det paa denne Maade, rimeligvis for at oprette den retfærdige Ligevegt, idet den uden at ville det, gjør den hele Sag til — Kommers. I dette finder da den af Samtiden ikke skattede Menneskeven Trøst, idet han siger: Nyder jeg ikke stor Ære, saa modtager jeg den dog af Fornuftvæsener.

Nr. 74/1858; søndag 28.03.

[Munch og Welhaven]

Korrespondance
Christiania den 26de Marts
«William Russell» af A. Munchk2089 gik mange Gange over Scenen for fuldt Hus, og Publikum likte det saa godt, at det endog fortælles, at en Dame var kommen paa Gaustad af alle sine Drømme om Skafot og Kvindekrig. Forsaavidt var alting saa godt, som nogen Digter kunde ønske, og endnu bedre blev det, da en filosofisk Skribent i Morgenbladet gjennem 4 eller 5 Afsnit godtgjorde, at «Russell»n394 var et ganske udmærket Stykke Arbeide. Under Filosofiens Gutta-Percha-Begreber fik han alt Udmærket ind i Stykket, og han gjendrev med seirende Magt nogle svage Tvivl om Stykkets Godhed i et andet Blad. Altsaa var Stykkets Seier fuldstændig, Kvindfolk bleve galne af det og en Filosof retfærdiggjorde denne Galskab. Det var ogsaa noget, man burde vente, at Munch vilde blive uangreben, da han alt siden han var «Redaktør» har været en fredsommelig Mand og levet for «Poesien» og «Sorg og Trøst.» Men saa kommer en Dag i Christianiaposten en Mand ansættendes og beviser, at «William Russell» er noget Jux fra først til sidst. Hvem har nu Ret, Kvindfolket paa Gaustad og Filosofen, eller Kritikeren i Posten? Jeg siger Intet jeg; men Munchs Beundrere sætte Kritiken i Forbindelse med Welhavenk2090 og erklære den for at være pur Misundelse. Ja, en Poet (man gjætter paa en Advokat) har endog været ude i «Intelligentsedlerne» og i nogle Vers, med kjendeligt Hensyn til denne nævnte Kritik, stillet Munch og Welhaven sammen til liden Baade for den sidste. Welhaven skal forresten Intet have havt med Kritiken, uagtet man troede at han havde støbt Kuglerne, som nok En af hans Slægtninger udskjød. En Mand, der blev negtet Plads i Chr.Posten, var ogsaa forleden Dag ude i Aftenbladet og kaldte Munch en af disse «ægte og sande» Poeter eller slikt noget, ogsaa med Henblik paa Kritiken og Misundelsen; og Munch selv skrev sin Forsvarstale paa Vers, hvilket han neppe burde have gjort, da han efter min Smag skriver bedre Prosa end Vers, hvori der er mærkelig liden Musik og faa Tanker, men derfor ikke altid prosaiske, da der ofte ligger en Stemning i dem. Han er Digter, det kan Ingen negte ham, om just ikke nogen stor, og hans vedholdende «Produktivitet» tykkes mig er det bedste Bevis paa, at der er noget ualmindeligt ved Manden. Dersom min Røst kunde blive hørt, vilde jeg fraraade al Iversyge mellem Munch og Welhaven — om der forresten er nogen undtagen mellem deres Tilhængere. — De staa nemlig selvstændige og berøre ikke det mindste hinanden: Welhaven har Rythmus, Tanker af og til, endog Vittigheder og «Antitheser,» ja hvad mere er, han er endog i enkelte Sange national, f. Ex. om Gudmund Storebingen. Af alt dette har Munch saagodtsom Intet, hvorimod han har Gemytlighed og Religiøsitet. Jeg vilde sige, at Munch er en Digter for Kvindfolk og Welhaven for Mænd.
Ingen af dem har den sande Digters Lynglimt hverken i Fantasi eller Tanke. Naar man læser eller ser Shakespeare ved man først hvad en Digter er for noget. Det er som jeg kan tænke mig at seile opad en Flod i den varme Zone en bælmørk Nat: Tordenen ruller saa det er som «Himmelhvælvingen var af Glas og med en Gang blev knust,» Lynene hvisle om Ørene og oplyse Natten saa at man ser Krokodiller og Flodheste og svømmende Lotosblomster omkring Stormen.
Men det er ufornuftig at tænke paa denne «altomfattende Engelskmand,» naar man taler om Digtere: selve Schillerk2091 og Goethek2092 ere visne mod ham, og hos Oehlenschlägerk2093 er det neppe mere end enkelte Træk hos Hakon Jarl, der røber en fjern Lighed. I enkelte Vers og Billeder af Wergelandk2094 er maaske Ligheden størst.
Vi bør være glade i, at Munch og Welhaven ere slige som de ere, og ligesaalidt som de selv bør ride paa hinanden, ligesaalidt bør nogen af os tynge paa dem, men naar nogen gjør dem til store Digtere, modsige vi, for at ikke Efterverdenen skal kalde os Samtidige Abderiter.
Denne Strid i Bogleiren om disse tvende Mænd har i Vinter været ganske «piquant.» Nu er Ibsenk2095 ogsaa raget i Strid med det danske Theater, saa at vore Poeter føre et stridende Liv. Jeg formoder, at de sætte sine Lidelser i Vers, dersom de ere ægte Poeter, men dog bie, indtil Lidelsen er overvunden og saaledes «distilleret» for at ikke Stemningerne skulle blive altfor raabarkede. Jeg skrev engang om hvorledes den stærke og poetiske Mand er, og sagde da blandt andet:
Vi er’ som feite Furutre,
som vex i Aur og Yri:
om Grein og Bork verd’ slængde ned,
so kjem i Saarit Tyri. —

Nr. 78/1858; søndag 04.04.

[Handelsbalanse]

Korrespondance
Christiania den 2den April
Nu have vi alt aabent Vand til Bryggerne, saa at Skibsfarten kan begynde, og nogle Dampskibe ere allerede gaaede og komne. Man holdt paa længe med Farten i Høst og begyndte den tidlig i Vaar; men iaar, da man har mindre at fare med, kan ikke Aabningen hilses med den Glæde som sædvanlig. Dampskibene kunne ikke komme til at tjene meget med Passagerfart iaar, da Saamange som før ikke kunne have Raad til at reise, og Vareindførslen fra Udlandet maa blive forholdsvis endnu mindre. Landet maa ligge og bie med Indførsel, indtil en Balance med dets Udførsel kommer istand, d.v.s. indtil Folk have Penge at kjøbe noget for. Nu da Spekulationen og Kreditten er ført tilbage til fornuftige Grændser, kan man ikke som før holde paa at gjeldbinde sig til Udlandet i det Store, men Forholdet maa stille sig greit som i en anden Husholdning, hvor Indtægt og Udgift og dermed ogsaa Levevis let bringes paa det Rene. Det er aabenbart, at her endnu ere flere fremmede Varer indførte i Landet, end det har Raad til at bruge, hvorfor ogsaa de ulykkelige Handelsmænd, som ere Mellemmænd, ikke faa solgt saameget, at de kunne betale sine Vexler til Forfaldstid, hvorfor disse ifølge det indførte Biesystem fornyes med Forøgelse af Renter, Protest og andre Gebyrer; Vexlerne voxe altsaa i Forhold til de for dem oprindelig kjøbte Varers Ælde. Maa man nu kjæmpe saaledes med det, man allerede har, saa er ikke Udsigten stor til at kjøbe mere atpaa. Der skal sikkert lang Tid endnu til, før vi kunne siges at have rent Bord; noget fortere vil det naturligvis gaa nu udover end før i Vinter; thi man kan ikke opsætte meget længe med Kjøb af visse tilvante Ting; man har f. Ex. biet med at kjøbe Klæder, og imidlertid slidt paa de gamle og seet Tiden an; de gamle blive snart for luslidte eller ubrugelige, saa nye maa til, om end af et ringere Slag, dersom man skjønner, at den ældre Finhed ikke kan holdes vedlige. Samfundet kan man sige, gaar nu med luslidte Klæder, og det næste Skridt er, at det gaar i en grovere Sort. Kaffebeholdningerne drikker det op og blander dem med Deig eller Rug; naar der er Slut paa dem, maa Mange slutte at drikke Kaffe eller blot en Gang om Dagen. Sukkeret tager man mindre Stykker af. Vin drikkes meget mindre, ja endog Brændevin og Øl. Samfundet er paa en god Vei, men med Indførslen ser det smaat ud.
Mere Penge skal her nu være i Banken, og naar derfor Nogen nu har godt Pant, saa er han ikke udsat for at blive frasolgt det han har til Spotpris. Den personlige Kredit kommer dog vel ikke saa snart igjen som Pengene til de offentlige Indretninger, skjøndt disse to Ting følges gjerne ad. Saasnart man ved, at der er Noget at gjøre Udvei med, kommer Tilliden Mand og Mand imellem tilbage. Man slipper ikke Tilliden til sin Næste, før man er nødt til det, og man faar den igjen, naar man finder rimelig Grund; den er nemlig en Ting, som man nødig kan undvære.

Nr. 83/1858; søndag 11.04.

[Teaterspråket]

Korrespondance
Christiania den 9de April
Med den samme Følelse, man betragter en gammel Hat, Kjole eller Buxe, som efter Aars Forløb findes igjen, med denne Følelse ser jeg paa de nuværende Angreb paa det danske Theater, især Morgenbladets for isøndags. Al denne Tale om vor Uselvstændighed, som føles, hvergang vi gaa i det danske Theater, og at vi kunde klare os med vore egne Skuespillere, se alt dette er den Tale, jeg hele Tiden har hørt, og som har gjort, at man har betragtet mig som en national Galning. Men nu kommer Morgenbladet selv efter og gaar ved Lag vidt som jeg nogentid har gjort, og Verden siger naturligvis, at det er fornuftigt sagt. Det er ikke uden Rørelse, at jeg betragter dette gamle Klædningsplag og livagtigt sætter mig tilbage til den Tid, da jeg sleit paa det. Ikke uden Trøst ser jeg paa mine gamle Klæder, der nu bedækker Andre, idet jeg føler, at de nye, jeg nu gaar med, engang ville nyde den samme Ære, om end Folk sige, at de nu ere «radikale.» Mine Meninger om norsk Sprog, saadan som de fremtræde i mine «Theorier» og af og til i mine Vers, de ville engang blive de almengjældende, paa samme Maade som en Kjole, der gaar forud for sin Tid og begloes, engang bliver det almindelige Snit, ja endog overfløies og bliver aflægsn395 igjen; thi jeg gaar endnu ikke saavidt i vort Sprog, som Nogle gjøre, og som igrunden er det Rigtige. Jeg skriver saaledes ikke «dat», men «det», ikke «dan», men «den.» Jeg befinder mig derfor i den samme Tilstand som en parisisk Skrædder i Aaret 1846, der gjorde det dristige Skridt at sænke Kjolens Liv ned imod det Sted, som Naturen har anvist. Han blev en ødelagt Mand, fordi «han gik forlangt», men Aaret efter gaar de andre Skræddere endnu længere ned, og de skabe en Mode, der rigtignok i sin Udskeielse lod Sømmen gaa ned paa Hofterne og Knapperne bag sidde ned paa Enden. Her gjælder det:
«Hvo, som gaar foran i en Alvorsdyst,
han seirer ei, han kjæmper kun og falder.» —
Jeg føier til:
men han, som stormar efter Helten fyrst,
sig rette Seierherre siden kalder.
«Reaktionen» mod disse side Knapper gjorde sig gjældende ifjor, da man igjen vilde flytte dem op mellem Skulderne; men det lykkedes ikke: man er bleven staaende ved «Naturen.»
Saaledes kan det nok gaa an, at Folk blive lidt mere «radikale» end jeg i Sproget, men gaa de forlangt, saa maa de vende om igjen og blive staaende ved «Naturen», som jeg, om jeg selv skal sige, ikke staar langt ifra i Sproget nu, som i Theatervæsenet før, hvorefter man alt er kommen diltendes. Fuldt saa radikal i det danske Theatervæsen som jeg er man dog neppe Alle blevne, idet nok endnu de Fleste ville holde paa et Par af de danske «Kunstnere», medens jeg vilde have dem Alle paa Porten. Men bi nu lidt! man kommer nok snart efter mig, om ikke Alle endnu ere komne saa langt. Det gjeng detti som naar Ein ruller ein Snjøball i «Kremma.»
Det er igrunden ganske gjildt dette, at se Folk saaledes komme dragende efter sig. Det trøster og giver Haab for Fremtiden, saalænge man endnu staar alene. Det lader En synge med Peder Paars:
«Den hele By er gal og jeg er ene vis.»
Her er dog praktiske Uleiligheder forbundne med at faa bort alle danske «Kunstnere», idet nemlig en dansk «Kunstner» er gift med en norsk «Kunstnerinde.» Hvad skal man gjøre her? skal man for Nationalitetens Skyld skille Ægtefolkene fra hinanden? eller skal man beholde en dansk «Kunstner» eller give Slip paa en norsk «Kunstnerinde?» Og hvad skal man gjøre med Børnene, om de blive Kunstnere? Dette er nu et «Extrem», men et virkeligt et, og det viser, hvor inderligt norsk og dansk «Kunst» ere sammenknyttede, og hvor vanskeligt det bliver at skille dem ad. Og selv om disse nordiske «Kunster» ikke ere ægteviede som i dette Tilfælde, saa leve de dog sammen paa en Maade; saaledes om Hr. Wiehek2096 reiser, saa vil dog norske Kunstnere vedblive at gaa paatværke, vimse med sit «beljande Hoved», knytte Næven og sige: «O ho, jai elsker dai Gu-hu-us.» Og Jørgensensk2097 stolprende Gang og Deklamationer gaa og tone igjen, om saa «Kunstnerne» reise fra os. Store Kunstnere smitte de smaa. Men det er paa denne Maade vor «nationale Kunst» skal ophjælpes. Hr. Ibsenk2098 sagde jo, at Wiehe havde en Mission hos os. Stakkels Ibsen, nu fængsles han som Prometheus med sine egne Tarme.
Hvad skulde nu ogsaa Ibsen paa den Galei, han som staar paa det fornuftige Standpunkt, at Overgangen til vor «Kunst» som Sprog maa ske med Lempe. Men han blev et Redskab for den «radikale» norske Aand, ligesom uden at vide det, men det har bekommet ham ilde, fordi han bliver ræd ventelig, og derfor bortforklarer sine Ord, tager dem i sig igjen nemlig. Nei, det nytter sandelig Intet at gaa nogen Midtvei; man staar paa sin Ret, holder sig til «Naturen», og man faar omsider Ret. Men det er ikke Alle, der saaledes som jeg kunne bie, til Verden giver dem Ret. Hin parisiske Skrædder kunde ikke bie; mørk gik han, klagede over Verdens Uforstand og fik sin Helsot; men ud igjennem sit Vindu saa han dog før han døde Knapper bag paa Kjolen sidde langt nede, og da udraabte han: «Jeg dør dog som Seierherre.»

Nr. 89/1858; søndag 18.04.

[Bybrann]

Korrespondance
Christiania den 16de April
Vi Christianiafolk havde vant os til at tænke, at en stor Ildebrand herinde var en Umulighed; vi havde saa ofte gaaet «forgjæves» til Brandsteder i Byens Udkanter, at vi endog i Aviserne fandt det uforsvarligt at bibeholde den gamle Forordning, som befaler al den Alarmn396, der gjøres ved Udbrud af Vaadeild; og denne offentlige Stemning indførte ogsaa i den senere Tid Kraakeskralder, der ikke saa ilde som Piber uroern397 Folk i Søvne. Vi trodde os brandfrie, og saa derfor med Hovedstadens Overlegenhed ned paa Smaabyerne, der endnu stode paa det barbariske Standpunkt, at de lade menneskelig Flid og Velfærd gaa tilgrunde ved vilde Naturkræfter. Vi følte meget rigtigt, at det er ligesaavel Raahed i Staten, at den lader sig beherske af voldsomme Naturmagter, som det er Raahed hos det enkelte Menneske at lade sig henrive af sin egen Natur, saasom til at larme og slaa i Bordet og gjøre Skade. Det er Oplysningens og Folkeskikkens Opgave at undertvinge den vilde Natur i os selv og i Verden omkring os. Vi trodde, at vi havde faaet Bugt med Ilden, som derfor var undertvungen til en god og lydig Tjener for os, medens den i Smaabyerne og paa Landet endnu ofte opkastede sig til en streng Herre. Vi skjønnede godt, at denne vor Kulturs Magt over Ilden ikke var det ringeste Hovedstadsmærke; men nu er denne skjønne Drøm forbi.
Denne overlegne Hovedstadsro lod idetmindste mig — og Mange til — ligge og ikke bryde sig mere om Brandskuddene og Skralderne og Trommeslagene end det, at vi udstødte nogle tunge Suk over Folk, som forstyrrede Ens gode Nattero; hvorpaa vi vendte os om paa den anden Side, som Bjørnen i Hiet Midtvinter, og sovnede ind igjen. Mange drev det et Stykke videre, idet de omsider stode op, da de skjønnede, at de saa alligevel ingen Nattero fik. Derfor kom faa Mennesker til Brandstedet først, og de faa, som kom, ankom sent; derfor havde ogsaa Mange paa et hængende Haar brændt inde i sine Hier. Jeg antager endog med Sikkerhed, at selv ikke Brandfolkene trodde paa nogen Fare, før det var for sent; baade de og de Andre saa nok Ilden fraadse, men de tænkte paa Hovedstaden og dens Ildfasthed.
Foruden hvad Branden alt nu har vist os, kan man ogsaa let se, at Hovedstaden ikke er ildfast. Her er en Mængde Skjærereder, og mange Bygninger staa som Skuespillere ligeoverfor Publikum: de ere pudsede og oversmurte, men det Indre er ikke grundmuret og Baggaardene ere fulde af Skramlerier og brændbare Sager. Det er Huse for Smaabyer og Ildebrandstilfælde.
Imidlertid trodde vi, at slige Huse, naar de bare laa i Hovedstaden, skulde være brandfrie. I Vinteren 1851 brandt det i det argeste Piperviken; men det var blot et enkelt Hus midt i Klyngen, som gik med. «Der kan man se, at endog Piperviken er Hovedstad», sagde vi.
Fra Kirketaarnet skulde man i Nat have seet Lysning af Ildebranden paa Moss. Paa Sarpsborg skal ogsaa brænde, og i Drammen med, sige Nogle. Slig Vildhed og Barbari kan endda tilgives i Smaabyer, men i Hovedstaden! . . . Hovedstaden har faaet bøde for sin sikre Søvn i Synden. Hele Nationen faar bøde; det rammer Alle mere eller mindre ligefrem. Det var et Svimeslag efter denne udmattende Pengekrisis.
Det har været et velgjørende Syn at se den Styrke og Sjelsro, hvormed de Brandlidte have baaret Ulykken. Jeg har blandt disse mægtige Ruiner, der vække Tanken om Sebastopol, ikke seet et eneste fortvivlet Ansigt, og naar enkelte af den værste Pøbel undtages, der have stjaalet og beruset sig, saa har her vist sig en Hjælpsomhed og smuk Deltagelse, der viser det oplyste og livsfriske Samfund. Det er trøsteligt at erfare Sligt, og giver Haab om, at Skaden snart kan forvindes, saavidt det staar i menneskelig Magt.
Naar det ikke er Uaar i selve Folket, i dets Sæder og Tænkemaade, saa forvindes let alle andre Uaar, mener vor gamle Bog, «Kongespeilet.» Det samme kan siges om Ildebrande. Naar ikke en fortærende Ild brænder i vort Indre, saa slukkes nok Branden uden om os; herlige Huse reise sig, og de bitre Erfaringer ville skabe en Fremtid af Lykke og Velsignelse. Det friske Samfund er som den stærke Mand, hvorom jeg engang sang:
— — — — — — — —
— — — — — — — —
Han aldrig kan gaa under:
hans Aande kom fra Gud:
af sine slagne Vunder
han suger Næring ud.
Vore Aviser og navnlig Aftenbladet have skrevet meget nøiagtigt og godt om Branden, samt om hvorledes Byen skal stelle sig i Fremtiden baade med Vandledning og Brandvæsen. Jeg skal derfor ikke gjentage dette, ligesaalidt som forsøge paa at skildre Branden, der blot maa fremstilles ganske ligefrem, for at kunne brænde Læseren som den brændte os. For slige Magter som Ild og Nød tager man af sig Hatten og bruger ingen Kunster. Kun det maa jeg tilføie, at det skulde have været et ophøiet Syn at se de mægtige Flammer kaste sit Skjær paa Kirketaarnet med den mørke Nat som Baggrund. Duerne fløi ende tilveirs og bleve revne med i Ilddraget og opbrændte. De Stakler havde ikke Forstand til at flyve unda.
Det var underligt første Aften at gaa mellem de glødende Tomter og gjenstaaende Gavler og Skorstene. Ødelæggelsen har ogsaa sin vilde Poesi.

Nr. 95/1858; søndag 25.04.

[Etter brannen; pressekommentar]

Korrespondance
Christiania den 23de April
Endnu ryger det af Branden, og alteftersom den slukner, tiltager Heftigheden i Aviserne om, hvad der med Byen bør gjøres eller lades. Det ser næsten ud til, at det er en daarlig Del af Byen, som er brændt, og at det derfor gjælder at bygge fornuftigt nu. Saa er det ikke. Det er en Del af den ældre By, som er brændt, og den var godt anlagt, hvad man end kan sige paa de enkelte Bygninger. Alt Nyt af Byen derimod er anlagt uden Plan med krogede og forbygde Gader, saa at denne Del maa brænde eller omgjøres, skal der blive Folkeskik paa Christiania. Saaledes er nu Kirkegaden forbygt ved Konsul J. Andresens nye Gaard ovenfor Torvet, saa at man ikke vil kunne have et lige Strøg opigjennem fra Torvet i Flugt med Kirkegaden til Vedtorvet og ligetil Elven. Den nye Kirke er lagt for langt ned, saa at den ikke staar i Linie med Akersgaden, og lige Gader fra Slottet til Torvet og vesterud længer oppe ere gjorte umulige ved Forbygninger og Kroker. Der vilde være Galskaber ved Bygnings- og Reguleringsmaaden i det Mangfoldige at paatale i en Avis for Christianias Vedkommende. Det gik nu som det ofte gaar i Verden, at den Haabefulde dør og Stakaren lever igjen. Saaledes brandt Gulbrandsens Gaard, medens den ovenfor liggende Heyerdalsk2099 med den hele Husrække til Ihles Vinkjælder staar, hvorved et ordentlig Torv for Christiania er stængt. Ifjor kunde Byen have gjort Begyndelsen til at faa et skikkeligt Torv ved ikke at sælge sin saakaldte Brandvagt paa Hjørnet mod Kongensgade; men denne solgte den paa billige Betalingsvilkaar, saa det saa ud som det skulde være et Hus i Byens Udkant. Byen skulde have kjøbt saamange af Fillegaardene til i den Husrække som muligt, og derved gjort en god Begyndelse. For en By, der er saa gjeldbunden som Christiania, havde nogle tusinde Spd. gjort hverken fra eller til. Naar man er grundrig eller Storfant, behøver man ikke at være smaalig. Under enhver Omstændighed har en By- som en Statsstyrelse et Ansvar for Fremtiden, som ikke tillader den at handle nærsynt. De, som styre, ere midlertidige Forvaltere over Noget, der ligesaameget tilhøre ufødte Slægter som den nu levende. Staten og Byen er Slægtens Eiendom i en høiere Betydning. Jeg tror, at vor Bys Fædre mene det meget godt med sit Stel; men at det gaar ilde, skal Ingen vove at benegte. Det var et rørende og smukt Bevis paa Formandskabets og Magistratens gode Mening, da disse Magter gjorde sig til Forsørgere for den Mands Efterladte, der omkom under Branden, og fulgte ham til Graven, hvor en smuk Ligtale blev holdt; men dersom der i Verden altid var saamegen Forstand, som der er godt Hjertelag, saa vilde Elendigheden være mindre.
Jeg antager, at Byen nu maa spare hvad den kan for at kjøbe Gaarde og Tomter, der ligge i Veien, istedetfor at gjøre Bekostninger paa Pragt i nogle enkelte Strøg, som alt er foreslaaet ved den langletskek2100 Plan. Skal Christiania vise sig som Hovedstad i Udlandets Øine ved særegen Pragt, maa dette ligesaameget blive hele Landets Sag, ialfald efter den napoleonske Politik i Paris. Noget Sandt er der unegtelig i denne Politik ogsaa; men Storthingsmændene fra Vest- og Nordlandet vilde rimeligvis ikke gaa ind paa den, hvorfor den her i Norge maa opgives, og Christiania sørge for sig selv.
I Stiftsgaardens Gaardsrum ere de Sager indstablede, hvortil ingen Eier har meldt sig; der gaa Folkn398 om Dagene og lede. Denne Gaard, hvor Statholderen før var, er nu Huset for det saakaldte Nationalgalleri, der rimeligvis faar være der en Stund; thi naar en svensk Herre bliver udnævnt til Statholder, maa han bo i en bedre Bygning.
Morgenbladet har mange Indfald. Saaledes vilde det forleden Dag have kongelig Resolution for, hvorvidt Kirkedepartementet kunde negte det et Foredrag over, at Almuskolen ikke skulde faa, hvad Storthinget havde bevilget. Jeg maa give Statsraaden fuldkommen Ret i, at han Intet vilde have med Aviserne at bestille, om ikke af anden Grund, saa dog af Hensyn til Tidsspilde, da alle Aviser vilde have lige stor Ret, og hvem skulde faa Foredraget? eller skulde der tages saamange Afskrifter, som her ere Aviser? Foredraget kommer i Departementstidenden, og der kan Enhver se det, som har Lyst. Morgenbladet kan nu ikke være saa enfoldigt og tro, at det ved Resolutionn399 paalægges Statsraaderne at overlevere sine Indstillinger til Aviserne; men det tør vel ikke andet end komme med slige Galskaber imellem for at vise, at det endnu har sin gamle Natur til Opbyggelse for mange Folk, der fremdeles kunne sige: «Morgenbladet er dog Morgenbladet.»
Jenseniusk2101 lader til at have gaaet over fra Jordbruget til Sjeledyrkning, og rimeligvis bliver han mere heldig paa den Mark, hvortil der heller ikke skal saamegen Kundskab og praktisk Forstand. Han har saaledes før optraadt mod Sekter, og nu i Morgenbladet igaar skriver han om et enfoldigt Kvindemenneske, som er gaaet over til den katholske Kirke. Naar Folk staa paa et saa raat Standpunkt, at de tro det er en Salighedssag, hvilke udvortes Skikke de befølge, saa kan man ikke snakke med dem. Man vil ogsaa se, at det bare er Pøbel, som lytter til Lammersk2102 og slige Sekterere. Den Fornuftige bare ler ad Sligt.

Nr. 104/1858; fredag 07.05.

[Drap og drukning]

Korrespondance
Christiania den 3die Mai
Her er virkelig uhyggeligt nu: her er Brand og Drab. Brandene kjende Alle, og Mistanken om Ildspaasættelse kjender man ogsaa; men denne Nats Hændelser kjendes endnu ikke, skjøndt de nok snart komme ud i Verden: en Mand ved Navn John paa 24 Aar, der forresten 2de Gange har været straffet for Tyveri, dræbte en Smed ud paa Grønland ved at kjøre Kniven i Bringen paa ham og vrikke den ud. Beretningerne om Aarsagen til denne fæle Gjerning ere forskjellige, men den rimeligste er den, at de havde været paa en Dandsesal, og Smeden havde da dandset med Johns Kjæreste, som nok likte denne bedre end Kjæresten sin. Dette blev John iversyg paa og svor Hævn. Da de ud paa Natten vare komne ud af Dandsen, gik John forbi Smedens Hus, hvor denne stod og talte med et Par Andre og nævnte nok «Slavemat,» idet John gik forbi; denne vendte sig da om og greb En i Næsen og spurgte, om det var ham som var «Slavematen,» og idet Smeden bad ham at være rolig og af Frygt svarede Nei, at det ikke var ham de mente, slipper John Næsetaget og stikker Smeden, som øieblikkelig døde. John springer derfra hueløs, og gaar hen paa et Sted og faar laant sig en Hue saalænge, mod at han sætter Kniven sin i Pant, der endda var blodig indmod Skaftet og i Bakken. Er denne Beretning rigtig, saa ligger dette Drab paa Grændsen af Mord, idet ikke Hidsighed kan komme saameget i Betragtning, naar Jalusi og en Hævnbeslutning var tilstede, og da Drabet er fælt og foruroligende, idet Smeden ikke kunde gaa fri lige i Gaden, saa burde Straffen være exemplarisk. Slige Overfald og Ildspaasættelser vilde opløse Samfundet og gjøre det til et Kalifornien, hvor Enhver maatte gaa med Pistoler og Kniv. Man skal nu ikke indjage Skræk af enkelte Tilfælde, der findes overalt og til alle Tider som Vanskabninger, men foruroligende ere i Sandhed de Mærker, vi nu se. Naar Mangelen kommer, saa viser den menneskelige Natur sin leie Side; saaledes i Krigstid, Hungersnød og Pest. Den frugtsommelige Fabrikpige, som idag blev funden druknet i en Møllerende i Akerselven, taler ogsaa meget om Tilstanden ved Fabrikkerne og i Hovedstaden, hvad enten nu den Ulykkelige har druknet sig selv eller det er hendes Forfører, som har gjort af med hende. Alle disse unge Piger, som komme til Spinderierne, forberede sig ikke godt til sin kvindelige Bestemmelse, engang at blive Husmødre. Der leve de sammen og drage i Mørkningen skarevis gjennem de trange Smug under alskens letfærdig Tale og Latter, og naar nu dette sker i en By, hvor saa mange letsindige, fraadsende og ørkesløse Mandfolk ere, saa skjønner Enhver, hvorledes Tilstanden maa blive.
Her fortaltes ogsaa idag, at en Mand inat havde forskaaret sig med Villie saa ilde, at man var bange for hans Liv. Nogle sagde det var en Handelsbetjent og Andre at det var en Skriverkarl, men Noget bestemt og aldeles vist skal jeg ikke udgive. Det vilde være meget for en ikke større By end Christiania 3 slige voldsomme Dødsfald paa en Nat, og sligt slaar os, som ere vante til Livets jevne og gode Gang. Det er derfor intet Under, at Folk sige, at Verden ikke kan staa til Pintse. Paaske er alt kommen. Meget er ogsaa Barbari nu og ikke mindst den Politiplakat, som findes opslaaet i hver Mands Port, med sine Straffe om Gabestok for Uforsigtighed med Ild. Det gaar rundt for Almusfolk, og Jurister maa ogsaa betragte Plakaten som en Gjenganger. At nu ikke Storthinget skal række at rette paa Sligt!

Nr. 106/1858; søndag 09.05.

[Overordentleg storting; illgjerningsmannen Gunder Iversen]

Korrespondance
Christiania den 8de Mai
«Det er langt fraa Fant og til Fagramanne, men fraa Fagramannen og ned til Fanten, er ikke langt», d. v. sige det er lettere at blive fattig end rig i en Fart. Landet brugte mange af disse gode Aar til at komme op i den Velstand, som var her for et Aar siden, og nu har det ikke brugt længere Tid end siden før Jul for at blive, hvad det er. Storthinget gik rigt hjem, og nu om 6 Maaneder kommer det fattigt tilbage. Det faar prøve Lykkens Omskiftninger det; knapt vidste det ifjor, hvor det skulde gjøre af Statens Penge, for alle maatte forbruges, og nu kommer det sammen for at gjøre Penge. Almuesmanden tror det, som ligger saa nær, at det skal mynte Penge. «Det er nok 1 Million Storthinget skal slaa nu, naar det kommer ihop», sagde en Mand. Sølv tror man ligger nok af paa Kongsberg, og saa er det bare at sætte Mynten igang. Ved at gjøre Penge mener Almuen at slaa eller mynte Penge; men vi kloge Byfolkn400 gjøre Penge, naar vi laane, vi, og denne Klogskab vil nok ogsaa Storthinget have; 3,600,000 Spd. har nok Regjeringen for det Første foreslaaet. Spare vil ikke Staten; den siger: «har jeg ikke Penge, saa gjør jeg Penge», d. e. laaner. I ingen Del af Styrelsen kan man spare; det, Hæren og Flaaden har faaet, føles endog forlidet, istedetfor at Nogen skulde falde paa at spare i disse Tider, hvor de europæiske Forholde intet Øieblik gjør Freden sikker, som Dunkerk2103 skrev for Ringk2104 i Ansøgningen om Erstatning, fordi Kaholmens Kanoner kunde skyde Rings Huse ned — i Krig. Bevilgningerne til Veie og Jernbaner kan man ikke spare paa, fordi det er nyttige Ting for Landet og fremfor Alt fordi det skaffer Folk Fortjeneste. Selve Storthingsbygningen vil ikke kunne opsættes, fordi en saa dyr Tomt alt staar og gaber, og fordi Folk vil tjene lidt. Det er ved Fortjeneste Krisen skal overvindes, og til den Ende maa Storthinget gjøre Penge. De Embedsmænd, som fik Lønstillæg, kunne ikke slaa af en Skilling, og «Embedsverket» og Retfærdigheden maa drives, det vil sige, alle Lønninger maa udbetales og Strafanstalterne holdes igang. De eneste bevilgede Summer, som spares, bliver nok de 10,000 Spd. til Skolelærerne og Størsteparten af de 10,000 til Lensmændene. De første 10,000 havde Regjeringen ikke Raad til at sætte ud paa den Indsats, om Bygderne ogsaa vilde skyde til en lignende Sum, skjøndt man nok kunde have vovet dette, da Bygderne nu i disse Tider ikke havde bevilget Noget; dette saa man bedst med Lensmandslønningerne, skjøndt der er det dog enkelte Bygder, som bevilge; men til Skolelærerne vilde det nok have gaaet mere traat.
Her er alt kommen mange Storthingsmænd nu, og de se virkelig flaue ud; de faa ogsaa høre, at deres Nærværelse viser, hvor ilde her ser ud. «Havde vi ikke været fattige, saa havde vi ikke seet Eder nu», faa de høre. Derfor har jeg ogsaa hørt overordentligt Storthing oversat ved ubetimeligt Storthing, og uagtet dette Ord just heller ikke er norskt, saa giver det dog en ganske god Mening. Dette ubetimelige Storthing skal altsaa aabnes paa Mandag, og Prindsregentenk2105 kommer hertil imorgen Kl. 1 for at aabne det og overlægge om Folkets Ve og Vel. Det er ubetimeligt Altsammen nu, baade Storthing og Konge;k2106 thi han er jo ogsaa overordentlig, det vil sige, den rette Konge lever, men er ulykkeligvis syg. De komme begge disse Statsmagter nu til Christiania, men de finde det om muligt endnu mere ubetimeligt efter Branden.
Ildgjerningsmanden Gunnar Ivarsonk2107 (paa dansk Gunder Iversen) er nu en Mand, som tales meget om, og han fortjener det, forsaavidt som han er ligesom de gamle Bersærker, for hvem Intet kunde holde, naar Bersærkergangen kom over dem, og Klæderne revnede af deres opsvulmende Lemmer. For Gunnar skal heller ingen Ting holde, naar Raseriet kommer over ham; han river da op med bare Næver Gulve og Dørkarme, om de ere beitsede med svære Spigere, og Jernsprinkler rykker han af. Hos Lensmanden i Aker sled han af sig den saakaldte Tvangstrøie. Slaveriet skal ikke ville have Noget med ham. Han gjorde dog engang en god Gjerning, idet han frelste Sandbergk2108 engang fra en Galning. Gunnar skal nemlig ogsaa være galen, men naar man ser hans Betænkthed baade ved at slippe ud og siden undgaa sine Forfølgere — saaledes som forleden Dag i Urskoug, hvorom en romantisk Fremstilling staar at læse i Bladene — saa maa man sige med Talemaaden: «Er han galen, saa har den Galne det godt.» Vor Stat er i sin Stræben efter Mildhed undertiden uretfærdig, idet den sparer slige Mennesker som Gunnar enten for det Hul, hvor han kunde holdes, eller fra Henrettelse, om intet Hul kunde holde paa ham. Han har jo ogsaa taget Livet af et Menneske, sin Kjæreste jo? — det er uretfærdigt, mener jeg, naar slige Mennesker kunne slippe, medens der gaaes paa Jagt efter den uskadelige Synder, f. Ex. en 80 Aars gammel Fattigkone, der betler om lidt Tobak til sin Pibe.

Nr. 112/1858; tirsdag 18.05.

[Rådande banklære; Ketil Motzfeldt]

Korrespondance
Christiania den 14de Mai
Storthinget har nu oplet sig, og Hs. k. H. Regenten har idag aabnet det, saa at det nu kan gjøre sin Gjerning. Man antager, at det ikke bliver samlet længer end 1 Maaned, da de forelagte Sager ville gaa rask fra Haanden. Laane Penge maa man, og Regjeringen faar neppe noget Skjænd, fordi den i Vinter laante paa egen Haand. Banken tror man kommer til Christiania denne Gang; det var bare 3 Stemmer om at gjøre sidst, og nu er her saamange andre Repræsentanter, at det ser farligt ud for de gode Thrøndere, der vistnok heller ingen Medlidenhed fortjener, da de ikke drev Suppleanten Jensenk2109 til Thinget, men biede indtil dette kaldte paa ham. Nu vil man slaa om sig med, at Pengekrisen har lært, hvor nødvendigt det er, at Banken kommer til Christiania, skjøndt man ligesaa godt kunde bevise af den, at det Bedste er, at Banken bliver, hvor den er. At have Banken her, tror jeg er at sætte Bukken til at passe Kaalen, iallefald saalænge de nuværende Banklærdomme ere de raadende. De gode Thrøndere ere mere seige de, og om en og anden Anordning kommer noget sent, er dog det bedre, end at kaste sig ud i en Handelskrisis. Banken er nemlig for den jevne Handel og Vandel, men ikke for Spekulanter. Kommer Banken hid, slaar det ikke feil, at Bankbestyrernes Kjendinger og Venner af rige Kjøbmænd endog mere end før ville faa Laanemidlerne, medens Landmanden og den mindre Handlende faar Lidet eller Intet. Vistnok har allerede nu hver Bankafdeling sin Sum at raade over, men Christiania vil dog faa mere end før, det kan ikke undgaaes. Jeg synes, man nu maa have Syn for Sagen, at den Banklære, som raader herinde, ikke er den rette; men man har vant sig til at tro saa fast paa visse Folk, at de mest haandgribelige Kjendsgjerninger Intet hjælpe. Jeg har før saa ofte paapeget, hvori jeg troede Banken tog feil, at jeg ikke vil gjentage det, især da det saa alligevel Intet hjælper. Folk vil have det paa den Vis, lad saa gaa, det er Bondens Hest og Bondens Havre.
K. Motzfeldtk2110 blev siddende i Thinget. Den Manden faar det, som han vil, og ingen Storthingsmand havde engang Mod til at paatale Titelen «General»-Post-Direktør, som laa udenfor Storthingets Mening med Bevilgningen. Nu sige rigtignok adskillige Storthingsmænd, at man paa næste Thing vil inddrage Gagen, naar Tingen tages paa denne Maade med Titel og Styr og Stel, men pas nu paa! Der vil ikke findes en Mand, som har Mod og Overlegenhed nok til at opløfte Munden paa en Maade, som betyder det mindste. De snakke nok, de ærede Herrer, underhaanden, men naar det kniber, gaa de med Strømmen. Sligt maa man ogsaa vente, da der skal Kundskab og Begavelse til at have moralsk Mod, og selvstændig maa man atpaa være, saa at man hverken ser op til et Embede eller til et Gjenvalg. «Man frygter Gud og ræddes Ingen» — det er Betingelsen for at være en god Storthingsmand.
De eneste Folk, der gjøre Lykke hos den saakaldte Opposition, det er de, der sige, at den altid har Ret, og at Landet af den skal faa sin Frelse. Siger man disse Udvalgte, hvad de ere for Karle med al sin gode Villie, saa er man Aristokrat og sligt Noget. Det er dog igrunden godt, at det er saa; thi derved regjere nogle faa Mænd det Hele, og om end disse Mænd i en og anden Henseende kunne tage feil, saa er dog det bedre, end at de, som kunne mindre, fik for stor Magt. Det gjør ikke stort, om en og anden Smigrer faar en Post eller bliver valgt til Storthingsmand. Den Mand faar Brød, som han kan trænge til, men han er ingen farlig Mand. Naar han har faaet Benet, saa lægger han sig bortunder Kakkelovnen i Ro og tygger.
Enfoldigt vilde det dog være at negte, at denne gamle Opposition med al sin Mangel paa Mod imellem gjør godt. I Statens Husholdning trænger man ogsaa til Sligt, og den ældre Tid har mange gode Ting fra det Parti, som nu forresten er opløst. Det saa man bedst i Sagen om K. Motzfeldt.
Det er nu med dette vort eget huslige Stel, hvor vi kunne tillade os at være utilfredse med en og anden Storthingsmand eller Parti; men hvor det gjælder store Ting, der have de fleste Thingmænd vist sig gode. Saaledes naar der spørges om Forholdet til Sverige. Prindsregentenk2111 skal derfor ikke ville fremsætte Mellemrigsloven paa dette overordentlige Storthing, fordi han vel antager, eller det er indtrængende blevet ham forestilt, at det vil gaa Loven ligedan som sidst, og for slige Afslag kan heller ikke han ville udsætte sig, uagtet det for Svenskernes Skyld maatte være ham magtpaaliggende at faa den Loven frem. Han staar imellem Folkene han, og begge vilde han derfor gjøre tillags; gaar ikke det an, saa er det naturligt at holde sig til det mægtigere; men ikke vilde det være vel, om disse forenede Folk skulde ville drage Kongenk2112 ned i sine smaa Stridigheder. Han skulde staa over begge han, og vi skulle ikke forsøge paa at drage Hans Høihed ned i Mellemværendet. De Svenske, som troede, at vi vilde modtage Prindsregenten koldt denne Gang, fordi han til den svenske Rigsdag beklagede, at vi ikke havde antaget Mellemrigsloven, de skulle se, at de spaaede feil; thi Regenten blev modtagen med ligesaamegen Hurra som før, og paa anden Maade kunne vi ikke lægge vore Følelser for Dagen. Skrive om ham kan man ikke godt; thi da han er ophøiet over Dadel, saa er han ogsaa ophøiet over Ros. En og anden Sang kunde nok gjøres, men Kongepoesien hører ikke Tiden til; skal man faa noget poetisk ud af en slig ubekvem Materie, saa maa det ske paa en Maade, som lettelig misforstaaes.

Nr. 117/1858; søndag 23.05.

[Minnesmerket over Peder Fauchald]

Korrespondance
Den 19de Mai
Den Støtte, som Toten reiste over P. Fauchald,k2113 blev den 17de Mai afsløret paa Totens Kirkegaard. Støtten er af sleben Granit, huggen paa Akershus Fæstning og koster omtrent 60 Spd. Indskriften er som vanligt paa slige Støtter, at den er reist af taknemmelige Medborgere, og den Afdødes Fortjenester opregnes. En talrig Forsamling indfandt sig til Afsløringen, og efter nedenstaaende Sang (af Provst Magelsenk2114):
Før Støttens Afsløring
Den Vei, som Støvets Børn skal gaa,
er oftest tung at vandre paa:
saamangen Sorg, saamangt et Savn,
— men Alt dog til vort sande Gavn —
Gud sender fra sin Throne ned,
at bæres i Taalmodighed.
Vi samles ved en Broders Grav
— vor Herre tog, hvad han os gav —
en Ven os kjær og dyrebar,
hvis Liv en rastløs Virken var
for Andres Held til sidste Stund;
her faar han nu en rolig Blund.
Dog — mens han blunder — vaager jo
i Eftermælet Folket tro;
en Røst fortæller ogsaa her,
at hvad han virked’ glemt ei er,
ei i hans Bygd, ei i hans Land:
han altid var en Folkets Mand.
Efter Støttens Afsløring
Et Vidnesbyrd er her aflagt
om Mandens Færd, vort Offer bragt,
skjøndt Lidet, Et os haabe lod,
at Gaven agtes skal som god,
thi Tak og Kjærlighed den gav:
De reiste Støtten paa hans Grav.
holdt Sagfører og Gaardeier Bragerk2115 en Tale, hvori han skildrede den Afdødes Fortjenester som offentlig og privat Mand.
Derpaa fremtraadte Overretssagfører Vinje, som var indbuden til Høitideligheden, og talte nogle Ord om det Skjønne i, at Mennesket vilde fastholde fra Forgjængeligheden saalænge som muligt det Sande og Gode, og særegent dvælede han ved det gode Exempel, som Toten havde givet ved saaledes at hædre en af sine Sambygdinger. «Enhver Bygd», sagde han, «er som en Familie, og naar den reiser slige Minder, er det som naar man i Familien samler Portrætter af sine Fædre, til hvilke man ser op og henter Advarsel og Trøst. Og først, naar der er en slig Familieaand i hver Bygd, kan man vente, at det hele Samfund vil bestaa af sunde Lemmer.» Hans Tale var igrunden blot en Indledning til nedenstaaende Sang af ham, som derpaa til Slutning blev afsjungen:
«Den, som kan liva til Andres Gagn,
og gjeva Gamlingen Staven,
han liver længe i Folkesagn,
og fær ein Stein uppaa Graven.
Med Døden kjæmper man om den,
som godt i Livet gjorde,
og Minnet holder man dog igjen,
om Støvet stædes til Jorde.
Man later ikke den gjæve Mann
or Haandom lettelig fara,
og derfor liver daa ogsaa han,
so længe Steinen vil vara.
Her sjaa vi nu, at Toten vil
paa Fauchald længe halda,
og det med Guds Hjælp verd’ længe til,
før denne Steinen skal falda.
Du vene Bygd! baade rik og stor,
var Fauchald værd og hans Like:
du taksam er, og paa slik ei Jord
kan mangein gro utaf Slike.
Den, som det Gode skjønner paa,
og ei fraa Sanning vil vike,
han skal det Beste i Livet faa
og efter Døden Guds Rike.
Fred med deg Stytte, som viges inn!
Den unge Mann vil du styrkja,
for han vil læsa paa Skriften din,
naar her han gjenger til Kyrkja.
Han tænke vil som so med seg:
Gud lat meg soleids vera,
at Andre tænkte lidt godt om meg,
naar dei til Jorde meg bera.»
Derpaa samledes et Antal af omtrent 100 af Bygdens Mænd og Stedets Embedsmænd samt Provsten Magelsen fra vestre Toten paa Gaarden Majer, hvor et smukt 17de Mai-Lag blev holdt med sædvanlige Taler og Skaaler og vedbørlig Salut. Der blev talt mange vakre Ord, hvoriblandt Provst Magelsens Tale for Dagen og Vinjes for et frit, nationalt Folk kan mærkes. Magelsen er en sand Taler, og hans Tale over det gamle Thema var original. Man turde ikke raabe Bravo til Præsten, saa gjerne man end vilde, men for Vinje generede man sig ikke.
Fauchald virker ikke mindre ved sit Minde end ved sit hæderlige Liv; og dette saavelsom hint har virket opvækkende paa Toten, der som enhver Bygd trænger til et Fremstød for at blive sig sin Betydning ret bevidst.

Nr. 123/1858; tirsdag 01.06.

[Hoffmenn]

Korrespondance
Christiania den 28de Mai*)
Alle disse Udnævnelser til Kammerherrer og Kammerjunkere have vakt megen Omtale baade i Aviser og Tale, ja det er endog gaaet saavidt, at Hr. Konsul Tønsberg,k2116 der ikke er udnævnt, er bleven forhaanet for det samme. Rygtet havde nemlig udnævnt ham til Kammerherre, og Morgenbladet angriber denne Udnævnelse paa en ubillig Maade mod en uskyldig Mand. Nu skal imidlertid Hr. Tønsberg i Egenskab af en venskabelig Regents Konsul gjennem Hofmarskalken have gjort Forestillinger til Regenten om Opreisning for den lidte Overlast, og denne diplomatiske Gang, Sagen saaledes har taget, maa vel ende med den passelige Udvei, at Konsulen virkelig bliver udnævnt til Kammerherre, hvilket er saameget mere antageligt, som Regenten ifølge Rygtet før skal have ytret, at Konsulen skulde faa denne Værdighed, og et kongeligt Ord maa holdes, have flere anseede Mænd sagt til Konsulen, idet de med megen Takt have opfattet hans Tankegang, at nogen anden Opreisning ikke er tilstrækkelig efter den Vending, Sagen har taget; thi Morgenbladet kan ikke straffes ifølge vore Presselove, men staar ligesom Times, naar det f. Ex. angriber en af Napoleonsk2117 betroede Mænd eller ham selv. Det er ubehageligt, men paa en vis Maade interessant, at ogsaa her skal kunne være en diplomatisk Knibe i Anledning af en fri Presses Ytringer over Statssager og Personer.
Prindsregentenk2118 har ved alle disse Hofudnævnelser vist sig som en folkelig Regent, idet han meget fornuftig har holdt sig til, hvad her i vore smaaborgerlige Forholde var at finde. Han skaber sig et norsk Hof af vor egen ubekvemme Materie uden Von’er, Haupt’er, Stolp’er, Skjold’er og Sværd’er. Det plebeiiske og forvanskede Navn Iversenk2119 bliver ikke engang omskabt til Iversén i Lighed f. Ex. med Wirsén.k2120 Vil et frisindet Folk forlange større Folkelighed, saa er det ubilligt.
Man synes i sin Uklogskab, at det er for smaa Folk, som have faaet disse Hofcharger. Men Herregud, vilde man da se store Mænd udnævnte til Sligt? Da kunde Hoffet virkelig blive en farlig Magt, medens det intet Ondt kan udrette, dersom Kundskab og Aand ikke findes der. Det kan derimod more meget; vi se jo i saamangenen god Komedie, at Hoffolkene give os en sund Latter. Kunde ogsaa vi engang komme saavidt, at vi havde noble Naragtigheder hos os selv, saa vilde vi ogsaa i det Stykke føle, at vi vare meddelagtige i den almindelige europæiske Kultur. Jeg vil hermed ingenlunde have sagt, at vore nybagte Kammerherrer og Junkere ere nogle daarlige Karle; men jeg siger blot, at det i Folkefrihedens Interesse var godt, om saa var, og at Aviserne handle uklogt, naar de ønske Hoffet virkelig Rang, Kundskab eller Aand. Bare Statsraaderne ere fornuftige, saa ere vi bedst tjente med, at Hofvæsenet er latterligt, for da kunne vi beskyde disse Lykkeriddere og Titelsyge fra vore tætsluttede aandrige Karreer, saa at de som Mamelukkerne falde lig Fluer med alle sine glimrende Sabler, flagrende Gevandter og arabiske Heste. Det har hjulpet Friheden mangen Gang, at Hoffolkene have været slige, og det er dog en Velgjerning for de europæiske Folk, at Hoffolkene ikke nyde Nationernes Agtelse.
Har Prindsregenten opfattet Sagen under denne Synsvinkel, saa viser han ogsaa ved disse Udnævnelser, at han er en folkelig Regent.
Forresten ere vi urimelige i vore Fordringer. Ethvert Fag kræver nemlig sine særegne Kundskaber og Færdigheder. En Hofkavaler skal være smuk, kunne ride godt, bukke med Anstand, trække Handskerne elegant paa, og i det Hele være en Salonherre, som gjør Indtryk paa Damerne. Kan han dette, kan han nok; ja man tør endog paastaa, at han ikke maa være aandrig, for da vilde det explodere omkring ham; det tendre og fine Væsen, klædt i Silke, vilde springe i Luften af en eneste Raket, og Ulykken er desuden den, at dygtige Folk gjerne ere drøie i Munden, hvorfor deres Plads er paa et helt andet Sted end ved Hove, hvor Finhed bør herske.
Og den kundskabsrige Mand hører endnu mindre hjemme der, thi han gaar gjerne i sine egne Tanker, sætter sig paa en forkjert Plads og træder Folk paa Tæerne eller Damerne op i de side Kjoler. Summa summarum: Hofferne ere gode og den øvrige Verden er god, men Plads kunne de ikke bytte.
Imidlertid tror jeg, at man ikke skal underlægge disse Udnævnelser nogen dybere Tanke; de gaa helt naturligt for sig. Regenten tager dem han liker godt i Omgang, ligesom vi Andre gjøre; og han tager dem, som komme i hans Nærhed, ligesom hos os; han tager dem, som Kjendinger anbefale, iligemaade hos os. Men Forskjellen er den, at en Regent har Partier om sig, af hvilke ethvert stræber at faa nye Folk ind i Hofkredsen, som kan tale vel om det. Det Løvenskjoldske synes at være det mægtigste omkring vort nye Hof; det Wedelske synes mere trængt i Baggrunden, hvad Herrerne angaar. Man taler ogsaa om et Birch-Motzfeldtskk2121k2122 Parti; men jeg synes nu, at det er altfor borgerligt til nogensinde at faa Indflydelse, om dette Parti forresten er Andet, end hvad den blinde Aviskamp om Statsministerposten har skabt.
*) Kom Redaktionen først ihænde den 30te ds.

Nr. 128/1858; søndag 06.06.

[Replikk frå Tønsberg; skodespelarstanden; statslånet]

Korrespondance
Christiania den 4de Juni
Hr. Konsul Tønsbergk2123 har idag i Anledning af min sidste Artikel om Hofvæsenet været ude i Morgenbladet og sagt, at han ingensinde har søgt om den Bestilling, at blive Kammerherre, og heller ikke vil for Fremtiden modtage en saadan Post, om den blev han tilbuden. Jeg havde jo heller ikke sagt, at han vilde blive Kammerherre, men jeg mente blot, at den eneste Udsoning vilde være, at han blev udnævnt, hvilket hverken Hr. Konsulen eller Nogen kunde have noget imod, da det staar Enhver frit for at modtage Posten eller afslaa den. Jeg troede at skrive nok saa gemytligt jeg og mente at tale om Sagen og ikke om Personer, men jeg har nok stødt visse Folk, især da Artikelen gjennem Storbladene er bragt saa vide ud i Verden. Jeg faar trøste mig med, at den har skaffet Andre en liden Fornøielse, og kan man gjøre det uden med Villie at krænke Næsten, saa har man god Løn for sit Arbeide. Jeg skrev engang:
Vaar Herre lær til meg ei Gang,
kan laatt eg skapa med mi Sang.
De saakaldte Zouaver ere ankomne, men de maa ikke spille Komedie paa Klingenberg; det er Synd om Publikum, at det skal stænges inde i det norske Theater. Meningen med Resolutionen, som negtede Klingenberg at spille Komedie, var nu vistnok den, at det danske Theater, der endnu holder paa at spille, vilde lide Afbræk; men da Folk have taget Resolutionen ilde op og talt ilde om det danske Theater, saa har man slaaet en Krok paa og ladet det norske Theater faa Herligheden. Det er skrøbeligt at vi skulle se slige Ting i vor frie Samfundstilstand som denne Resolution; det er liksom vi ikke kunde være fornuftige uden at slaa os galne engang imellem. Hvad har Staten med det, at en stakkels Trup spiller Komedie? Meningen var nu den, at man vilde føre et Tilsyn med, at ikke slige Trupper vare til Forargelse; i den Tid satte man nemlig Skuespillere i Klasse med omreisende Kammagere, Hesteskjærere og Linedandsere, netop som man ogsaa gjorde i Rom, og endnu den Dag idag gjør op i de uskyldige Fjeldbygder. Der er meget sandt i denne Betragtningsmaade, for Skuespillerne ere i Regelen Folk, som intet ordentligt have lært, og som i Verden ikke kunne blive til noget andet, ligesom ogsaa at Had, smaalig Misundelse, og uordentlig Levemaade gjerne følger med Skuespillerlivet; haardt er det nu ogsaa at staa og skabe sig til og være Muntrationsraadn401 for Publikum; men derfor er det dog barbarisk at binde Skuespillernæringen og nære nogen Fordom imod Skuespillerne ialmindelighed, saaledes som en slig Resolution gjør; den er en Krænkelse af den Grundsætning i vor Forfatning og sunde Forstand, at alle Mennesker ere lige, og at det ikke er Standen, som adler Manden eller vanærer ham, men hans egne Gjerninger. Ikke hvad jeg gjør, men hvorledes jeg gjør det, bestemmer mit Værd, naar jeg forresten holder mig til det Lovlige. Man maa derfor protestere mod denne Resolution som tilhørende en fordomsfuld Tid, og de Mænd, der have tilraadet den, gjendrive den ogsaa i Gjerningen, idet de vistnok alle have talt med og omgaaet Skuespillere som andre agtværdige Folk. Fra Danmark og andre skuespillende Lande har man nu lært at gjøre altfor meget Væsen af Skuespillerne, men saa kommer denne Resolution og gjør forlidet Væsen af dem, og begge Ting skjæmme dem ud.
Storthinget skal snart slutte, skjøndt det vigtigste er igjen, nemlig Pengelaanet. Her har ligesom hvilet en trykkende Stemning over Storthingsmændene, da de føle, at det ikke er for det Gode, de denne Gang ere samlede, og da de heller ikke have havt saameget at gjøre som sædvanligt, saa kjeder mange sig. I Banksagen kviknede de dog op, og der blev talt baade vel og længe om den Ting. Blev end ingen Kommission nedsat, saa blev der dog sagt saameget sandt, at det vil drage efter og engang komme til Nytte. Nu med Pengelaanet er man paa Veien til at blive sat i den Nødvendighed at komme sammen nok engang, idet Regjeringen skal bindes til en bestemt Rente; faaes nu ikke Pengene for den Pris, saa maa man komme sammen igjen; thi Penge maa Staten have; den kan ikke lukke Butikken den som en anden Mand. Og her ser ud til noget af hvert i Udlandet, saa at det ikke er rimeligt, at Nogen vil udlaane sine Penge paa lang Tid uden mod høie Renter. England gaar det ilde i Ostindien og Frankrig ængster hele Europa. Noget Galt kommer Napoleonk2124 vist til at gjøre; en Regjering som hans kan ikke holde ud. Luften er trykkende i hele Europa og Enhver, som har Noget at tabe, er ængstelig for, hvad Tiderne ville bringe. Derfor er det ogsaa stilt i alle Forretninger.

Nr. 134/1858; søndag 13.06.

[Statsmaktene; kongehyllest; tenestereiser i staten]

Korrespondance
Christiania den 11te Juni
Storthinget er slut; det har gjort hvad det skulde og kunde, og gjort detn402 paa en Maade, som ikke er smaalig; det skjønte, at Landet maatte have Penge og Regjeringen fik frie Hænder til at faa Pengene paa den billigste Maade. Det var en Enighed og Tillid mellem Statsmagterne, som er smuk og lover en god Samvirken til Fædrelandets Frelse. Det ligger ligesaameget Lag paa for Regjeringen at faa billige Penge som for Storthinget, og den Ængstelse hos mange Thingmænd, at man gav Regjeringen formegen Magt, er vistnok grundlovmæssig, men den røber en Mistanke, som nu neppe er paa sit rette Sted. Regjeringen — det vil sige vore Statsraader — er en frisindet Magt ligesom Storthinget, og disse Magter bør holde sammen mod en tredie Magt, nemlig den egentlige Kongemagt, som altid maa repræsentere en Magt, der holder tilbage og slutter sig til sin europæiske Familie. Mod disse tvende Magter, naar de ere enige og staa paa Sandhedens Grund, kan ingen tredie Magt bestaa, undtagen den vil det Samme, nemlig Folkets Lykke og Velvære. Regenten var derfor ogsaa denne Gang fornøiet over Storthingets og Regjeringens Bestræbelser til Landets Opkomst, og nogen misbilligende Udtalelse i den svenske Rigsdag næste Gang, saaledes som sidst, vil ikke finde Sted — en Udtalelse, hvortil Præsten Harbitzk2125 meget historisk skal have sagt, at Ingen brydde sig noget om, da Regenten for ham skulde beklage sig over, at den var falden.
Prindsregentenk2126 er idag afreist, og han modtog ved Afreisen al den Hyldest, som et til Hof uvant og fornuftigt Folk kan lægge for Dagen. Vi skjænke ham ikke vor Hyldest for at han her skal have et Asyl imod Angrebene i Broderriget, hvilket de svenske Aviser have beskyldt os for at gjøre; men vi glæde os i ham, fordi han forstaar at holde sig til Jorden ikke blot med Kammerherrer, men ogsaa ved Bordet og i Kjærlighed. Hans Væsen og Omgang skal ikke skabe et Folk, der «udmjukt» staar med Hatten under Armen og kysser Stigbøilerne, hvilket ikke er forenligt med den sande Frihed, som alene frygter Gud. Idet en Regent saaledes stiger ned til Folkets Tankegang og Levesæt, fortæresn403 han ikke i den ophøiede og forladte Stilling, som vaaren404 fornemme Damer, hvorom jeg engang sang:
«Vi om Stolen stod, hvor Kvinden sad.
Afgudsdyrkelse et Fald bebuder.
Kvinden sidder nu som gamle Guder,
der fik Røgelse, men ingen Mad.»
Stiftamtmand Nannestadk2127 har, som det vil sees af Bladene, forlangt Storthingsskyds og Diæt som om han var reist fra Tromsø, uagtet han blot var fra Mandal. Han mener i sit Tilsvar igaar, at han kunde have reist til Tromsø og tilbage igjen, hvorved Staten Intet vilde have vundet, samt at han en Stund paa Vaarkanten sad uden Indtægter for at vente paa det overordentlige Thing, hvorved han vil have lidt igjen for en Langreise, som kunde været gjort, medens han laa i Mandal og saug paa Labben. Alt dette klinger nu nok saa rimeligt, om end lidt pudsigt; men Ulykken er, at en Regning er en altfor prosaisk og faktisk Gjenstand til at kunne bygges paa poetiske Forudsætninger. En Regning skal være Sandhed og intet Andet, og kunde Stiftamtmanden ikke ad andre Veie faaet Erstatning for sin Fritid i Mandal, saa maatte han have baaret Tabet selv, og jeg skjønner ikke, hvorledes Regjeringen kan have en Overøvrighedsperson i sin Tjeneste, der indgiver en slig kunstig Regning. Han kan nemlig vente af sine Undergivne, som han er sat til at kontrollere, det Svar, at det nok er bedst for Stiftamtmanden med sin Regning at tie stille. Efter en slig Handling er han et daarligt Exempel og en uskikket Hyrde for sine underhavende Embedsmænd i Amtet. Da det som bekjendt er Maaden, hvorpaa Enhver udøver sin Feil, der gjør ham til Helt eller Stodder, saa er Maaden hos Amtmanden her saaledes, at han neppe kunde gaa klar af idetmindste Forsøg paa Kriminallovens 24 § 27 som den, der vilde benytte sit Embede til at tilvende sig Fordel.
Slige Regninger over Skyds og Diæt have for Embedsmændene været en Bedrift, som Leverancer og Depotgreier for de Militære — etslags lovligt Snyderi, der endog i gamle Dage var en til Embedet paaregnet Indtægtskilde; men der maa falde Ofre for et sligt System, og vor Embedsstand er Gud ske Lov nu saa renset, at hint System ikke længere har mange Tilhængere, og de Tilhængere, som endnu findes, bør Pressen med Sandhed og Alvor fremdrage; det er en af dens vigtigste Kaldspligter.

Nr. 140/1858; søndag 20.06.

[Soldatliv]

Korrespondance
Christiania den 18de Juni
Nu er Herligheden forbi. Storthinget er reist hjem, vor elskede Regentk2128 ligesaa; Zouaverne ere strøgne. Kanonskuddene i Anledning af Prindsens Fødsel ere henrungede; Leiren paa Etterstad er hævet og Armeen dragen til Sverige; den fine Verden er faren paa sine Løkker og Studenterne hjem eller ud paa Reiser; Byen er nu overladt til sin Arbeidsstok som enhver anden stakkars Smaaby; den ligger og gisper i denne stærke Varme og faar Hals og Øine fuld af Støv mere end nogensinde, da det fyger af de afbrændte Tomter, hvor der flittigt graves, mures og mineres. Det er ingen Mand for feit at være i Christiania nu. Lugter gjør her atpaa, og i Aviserne slaast man om «Svineriet.» Dandsesalen paa Langvik — denne berømte Sal — er ogsaa brændt; men dens Gjerninger leve efter den, skjøndt de vare af en forgjængelig Natur.
Varmest var her den Dag, Tropperne udskibedes, og disse arme Mennesker fik kjende, hvad det er at være Krigere endog i Fred. En Krigens Dag kan ikke være værre end en saadan Dag som denne; thi i Krigen er dog Begeistring, Tro og Død; men her maatte være Forbandelse over Menneskenes Plagelyst. Tvivl om Verden er Alvor eller Spot og en Tørst, som kunde gjøre En afsindig. Der skal man lege Krig, ret male Djævlen paa Væggen! De unge vakre Gutter se ud, som det var paa Livet, og det var det òg; mange besvimede og drak Vand med Haanden af Rendestene; sorte som Skorstene vare de af Sved og Støv og Svedskummet sulkede op af Skoene deres.
Det er intet Under, at Almuen har Rædsel for at være Soldat, og griber til de mest fortvivlede Midler for at slippe. En Aand, der vil begaa en Forbrydelse eller lemlæste sit Legeme for at blive fri for «Kongens Tjeneste,» en saadan Aand er farlig endog for Samfundets Bestaaen. Men hvem er Skyld i, at en saadan Aand er kommen i Folket? Det er Soldaterlivets utidige Plagerier og Officierernes nedværdigende Behandlingsmaade af Soldaten. Vi er til Guds Lykke et Folk, som ikke tager Prygl eller taaler raa Skjænden, og en Mand af Ære tilintetgjør før sig selv end trællesindet taaler slig Behandling. Officiererne ere visselig mere humane nu end før, men naar man ser slige Gjerninger som Udrykningen fra Etterstad nu under slige Omstændigheder og sligt Stel, saa kjendes det gamle Barbari igjen, enten det saa kommer af raa Ufølsomhed eller af pur Dumhed. Sligt maa Enhver paatale, der har det mindste tilovers for sin Næste og ønsker en Aand i Nationen, som sætter en Ære i at være Soldat. Dersom Soldaten blev behandlet snilt, dersom han efter slige Leirsamlinger og andre Exercerøvelser ikke kom hjem udsliten og i Gjeld, saa vilde nok den gamle gode Aand komme tilbage, at det var en Ære at være Krigsmand. Men, saadan som det nu er, kan man ikke fortænke nogen ung Mand i, at Soldat er det Værste, som kan træffe et Menneske. Er det virkelig Krig, saa vil enhver hæderlig Mand ofre Alt, endog sit Liv for Fædrelandet, men at ofre sig for Spas og Raahed og Dumhed, det gjør ingen anden end Daaren. Soldatervæsenet maa forandres, det er ikke noget at bede for det, skal ikke Staten komme i Fare. Soldaten maa faa Løn for sit Arbeide og behandles menneskeligt; eller ogsaa maa enhver ung Mand være Soldat og øves lidt hjemme i Bygden hvert Aar, saa at det bliver som i gamle Dage en Folkeleg. Dette, som nu er, er hverken det Ene eller Andet, undtagen et unyttigt og grusomt Plageri. Kommer Krig, saa er der alligevel ingen Hær at rykke ud med.

Nr. 146/1858; søndag 27.06.

[Lærarløn]

Korrespondance
Christiania den 26de Juni
Amtsformandskaberne tage nu en Haand i Hanke med Skolevæsenet; det er saavidt vides alt et Par, som har bevilget en Sum til forbedret Løn for Skolelærere, for efter sidste Storthings Beslutning at faa et tilsvarende Beløb af Statskassen, og Et har anmodet Amtmanden om at forberede den Sag til adaare, paa hvilken Tid man med det samme vil se, hvorvidt en Skolebestyrer bør ansættes til det hele Amt. Her er saaledes en virksom Modsigelse mod Kirkedepartementet, som fraraadede, at de af Storthinget bevilgede Penge til dette Øiemed bleve anvendte, paa samme Tid som det maa siges, at Skolesagen er kommen i de rette Hænder. Det er vondt for Skolelærerne at lægge Mærke til, at det er Jurister og enkelte Almuesmænd som varmt tale deres Sag i Amtsformandskab og Pressen. Det er dette Slags Folk, som mest uhildede se, hvad der mangler Skolevæsenet og hvormeget det kan virke til Landets aandelige og timelige Velvære, naar det tages paa den rette Maade. Geistligheden, der nærmest er kaldet til at fremme Folkeoplysningens Sag, tager den i Regelen paa en noget ensidig Maade, saa at det er godt, at ogsaa Andre, der mere have Øie for Livets praktiske Tarv, gribe ind med, ligesom ogsaa Theologens Nøisomhedslære ofte tvinger den flinke Skolelærer til at søge sig ind i en anden Stilling, hvor han kan tjene mere og leve bedre. Livet har sit Krav og under vore frie Næringsveie tilfredsstilles det paa den Maade det kan, til liden Baade for Folkeoplysningen, som har ventet, at Folk skal leve formeget af Aand. Man lever vel, men ikke længe af den Kost. Dette begynder Amtsformandskaberne nu at skjønne, og de, der bevilge saameget til Veie, til Syge og Fængsler, begribe, at det var godt, om noget mere blev bevilget til at gribe Ondet i sin Rod. Skal forresten Skolevæsenet gjøre nogen rigtig Fremgang, maa der til Fastskoler og de bedste Almuskoler bevilges saa meget, at Ombudet kan føde en Mand, der har lært mere end de almindelige Seminarister. Seminarierne maa udvide sin Plan, saa at idetmindste et Sprog læres, og da naturligvis Oldnorsk. Uden at kjende et fremmed Sprog er Dannelsen høist mangelfuld; thi alle Begrebsudviklinger og Forstandsøvelser blive Taagebilleder, naar man ikke har oversat Tanken med Bevidsthed fra et Sprog til et Andet. Naturfagene maa ogsaa lægges mere Vind paa, hvorved først Sandsen vækkes for Livets daglige Tarv. Man maa sige, at Skolelæreren nu i Forhold til hvad han kan og hvad han har kostet paa sig, ikke er saa ilde lønnet endda; de Studerende, der have anvendt mindst 10 Gange mere paa sin Opdragelse, lønnes i Regelen ikke saa godt; men Sagen er, at Mennesket maa leve, enten han kan meget eller lidet, og naar En skal være Skolelærer af Fag, saa maa han paa en anstændig Maade kunne leve med Familie. Omgangsskolelærerne paa de Steder, hvor man blot holder Skole om Vinteren, staa sig bedst, da de fremdeles ere Almuesmænd og ikke forlade sit vante Liv; de tjene Penge om Vinteren, naar deres Ligemænd æde op igjen, hvad de tjente om Sommeren. Men saasnart Skolelæreren skal være Skolelærer af Levevei, saa faar han forlidet. Dette maa fastholdes, for at man ikke skal drive Spot med den ringe Løn Omgangsskolelærerne faa op i Bygderne. De have det bedst og ende oftest med efter 7 Aar at have tjent sig fri fra Kongens Tjeneste og lagt sig op 100 Spd. atpaa. Vil man derfor gjøre Skolevæsenet bedre, saa er der mange Ting at betænke; det er ikke nok med at forbedre Lønnen, skjønt det naturligvis er Hovedsagen. Dernæst maa Lærerplanen forandres, saa at Barnet mere lærer at tænke og holdes til Ting, som det mere begriber og derfor har Lyst til. Det er sørgeligt, hvor Kræfterne spildes paa den nuværende Maade at gjøre Religion til Hovedfag for Smaabørn, der drives til at lære udenad de abstrakte dogmatiske Sætninger; derved faa de Lede til Læren og lægge den tilside, naar de komme i den Alder, at de ret for Alvor skulde gribe den. Saalænge ikke dette bliver forandret, er det min Erfaring, at Alt hvad man gjør med Skolevæsenet nytter intet. Skolen bliver ufrugtbar for Livet, og Nationen kan i Længden ikke plante og vande om det Træ, som ingen Frugt bærer. Men dette vil nu mange ikke se, og navnlig vil ikke Theologerne gaa ind paa det, hvorfor det længe kommer til at gaa som før; men naar nu Amtsformandskaberne træde til og naar en Skoleinspektør ansættes, saa bliver det vel bedre, og det er fra denne Side jeg betragter Formandskabernes Indgriben som saa lovende.

Nr. 152/1858; søndag 04.07.

[Norske Intelligenssedler; trelasthandel]

Korrespondance
Christiania den 2den Juli
Alting har udvidet sig i de sidste Aar: en Gaard paa 5000 Spd. sprang op til 10,000; en Mark Smør fra 8 til 16 ß.; en Sopelime fra 2 til 4 ß.; Skjæringen og Opbæringen af en Favn Ved gik fra 2 Mk. til 4 Mk.; en Ku fra 16 til 24 Spd.; en Tønde Havre fra 6 Ort til 11; en Vadmaals Frakke paa en «Proprietær» gik over til en fin af Klæde, og en heimevoven Kjole paa «Madamen» blev ombyttet med en svart af Silke. Alting vox liksom «liten Mimring» i Eventyret 1 Alen i Døgret, selv Varmen, Vinter og Sommer er stegen. Men saa dat man ned igjen og dætter Dag fra Dag; kun en Ting voxer medens Alt falder, og det er «Intelligentsen»; den kom ud igaar den 1ste Juli i næsten dobbelt saa stort «Format» med de samme velbekjendte «Typer» og Bekjendtgjørelser. Intelligentsen er sig selv lig: den opbygger sit Tempel paa Legemets Ruiner. Nu da Folk stryker fra Gaard og Grund, faar «Intelligentsen» mange Auktionsplakater at bekjendtgjøre, og Udpantninger og Opbud vandre ligeledes til «Intelligentsen.» Under den tiltagende Fattigdom forgriber Syndere sig paa Næstens Gods, og Kosterne findes i «Intelligentsen.» Hun forlover sig; men da de i den dyre Tid ikke kan gifte sig, bliver hun Amme og gaar til — «Intelligentsen.» En Skog- og Gaardeier faar i denne Jonsoktid ikke saameget for Tømmeret sit, og Penge maa han have blandt Andet til Turing; thi udfærdiger han en Obligation, som hans «Kommissionær» sælger til 60 pCt., efter at have gaaet til «Intelligentsen,» hvor der staar: «solide» Obligationer ere at faa kjøbt. Man henvende sig til osv.
Intelligentsen betyder i denne Forbindelse Underviseren, af Ordet intelligere, undervise, skaffe Kundskab. Intelligentsseddel altsaa en Seddel, som underviser, og den underviser i Sandhed ogsaa om Æg, Flesk, Gryn og overhovedet Alt, hvad der er til at bite og slite. Den underviser ogsaa om høiere Ting, om Ildspaasættelser, Mord, Røverier og er saaledes en sand Opbyggelse for gamle Matroner, som af husholderiske Grunde indspare Forstavelsen in og kalde den «Telligensen.»
Det var Noget som kunde vides forud, og derfor ingen Nyhed er, at det vilde blive smaat om Penge og lave Tømmerpriser denne Jonsokhelg. Mange Tømmermænd have derfor reist hjem uden at sælge, og mange have gjort strikes ligesom Medicinerne og Traniterne, men Mangelen driver dem nok til at give Kjøb; denne Mangel, som mest kommer af Spekulationerne, saasom Forpagtninger til Udhugst og Kjøb over Evne, den er en af Hovedaarsagerne til Skogmændenes Afhængighed af Lastehandlerne. I Egne, hvor Folk ikke «spekulere» saameget, der kan man hovedsagelig holde op at hugge i de onde Aar og drive paa i de gode. Denne Spekulation og deraf følgende Trang til at «gjøre Penge» i en Fart vil ogsaa bevirke, at den Forening neppe vil lykkes, som dannede sig ifjor og iforaars til at drive Lasten frem til Søen paa egen Regning og selv udskibe den; der skal Forskud til at gjøre Sligt, ikke at tale om, at der skal dygtige og tro Agenter til, samt Forbindelser og Flødningsmænd og Sage og Lastetomter, hvilket Alt næsten uovervindeligt stiller sig iveien for at Skogeierne selv ere Kjøbmænd. Det gaar nok endnu og mange Skogeiere, der vare Medlemmer af denne Forening, spaade det Bedste. Kan den gaa, vil Christiania lide stort Tab, da Tømmeret følger Glommen til Frederiksstad, hvor det naturlige Udskibningssted er for hele Vasdraget. Det er Kunst og navnlig Sagbrugsprivilegierne, som har gjort Christiania til Udskibningssted for det tømmerrige Østerdalen og Solør; naar disse, som snart sker, falde bort, og naar Skogeierne kunde gjøre sig mere uafhængige af de store Pengemænd herinde, saa vil Trælasthandelen antage en fornuftig Gang, hvad enten noget «Interessentskab» faar Varighed eller ikke; men alle Kunster nytter ikke, saalænge Man er nødt til at sælge paa en bestemt Tid, og det vil man være, saalænge man «spekulerer» paa den gamle Vis til Ødelæggelse for sig selv og Skogene. De Eneste, som have Fordel af denne Bedrift, ere de mægtige Trælasthandlere.

Nr. 158/1858; søndag 11.07.

[Statleg effektivitet og moral]

Korrespondance
Christiania den 10de Juli
De, som klage over Tilstanden her, skulde engang imellem se hen til andre Lande, hvorledes det gaar der. Rettens hurtige og gode Pleie er som bekjendt det Vigtigste i et Land, og her maa vi sige, at den, sammenlignet med andre Lande, pleies godt. I disse Dage have vi seet en Departementsskrivelse til en Amtmand, hvori det paalægges denne at have skarpt Opseende med en Dommer, der sad forlænge inde med nogle Justitssager, før han fældte Dommen, samt holdt formange Retsmøder i sit Hus for at faa nogle 4 Mark mere end nødvendigt. Haardt blev iøvrigt ogsaa Dommeren dadlet i denne Skrivelse. Tvende Embedsmænd nede i Jarlsberg kjævlede i Aviserne om, hvem der var Skyld i Overskridelse af Embedsmyndighed i Anledning af et Overfald, og i disse Dage har Regjeringen sendt en Mand ned for at faa Greie paa Tingen. Hermed kan sammenlignes de nyeste Efterretninger fra Nordamerika om al den Bestikkelse, som har fundet Sted hos Dommere og Senatorer og andre Embedsmænd, hvoriblandt ogsaa 2 norske skulle være; ligeledes kan mærkes Leverancerne til Krigen mod Mormonerne, mod hvilke storslagne Bedragerier under Statens Kappe alle vore Depothistorier fra den danske Tid ere for Intet at regne. Og det er til Nordamerika man reiser som til Frihedens hellige Land!
Det kan ikke undgaaes, at der findes Mennesker i ethvert Land, som gjøre Staten til en god Mælkeko, og passe dens Anliggender som Bukken Kaalen, men hvor Opsynet er saa strengt og Pressen saa god som her, vil det Onde ikke blive mangfoldigt. Vi stødes over det mindste og bringer det ud i Verden for at kvæle det af Lyset. Saaledes her en Tildragelse: Da Amtmand Nannestadk2129 havde indsendt sin ulykkelige Regning til Finantsdepartementet, blev den baaren ud i Verden. Dette skulde nu synes at være i sin Orden; men en høitstaaende Departementsmand, der er paafaldende opløben og i sin opløbne Tilstand benyttes som Pot og Pande, han finder det uforsvarligt at bære slige Regjeringshistorier udenfor Departementets Vægge til Mad for Aviserne, og forsikrer, at den Kopist skulde jages paa Porten, dersom han fik vide, hvem det var. Dette er en Mand, som kunde blive til Noget i Amerika eller Frankrig, men her bliver han ikke til mere end hvad han er; kanske dog han bliver til Amtmand. Det er nok det.
I Departementerne har man det som paa store Gaarde, hvor Tjenerne bagtale hverandre for at krybe tilveirs paa den Andens Skuldre. Men jeg tror ikke, at Regjeringen gaar efter visse Driftsherrers Grundsætning, som er at befordre slig en Uenighed for at gjøre Tjenerne mistænkelige mod hverandre og derved faa Sandheden at vide. Den stiger nok mest i Departementet, som kan smidske og tynge paa sin Næste. Ja, saa er det jo overalt i Verden. Men Synd er det, at Menneskenaturens Jammerlighed skal vise sig ligesaavel hos den Lærde som Læge, naar Maten kommer med i Spillet. Jeg tænkte engang jeg, at Kundskab og Dannelse lidt efter lidt skulde kryste ud Raaheden i vor Sjel; men ogsaa jeg har derom gjort den Erfaring, at Ordsproget er sandt: «Der blir aldrig Folk af Grisen,» og Bagtalelsen i Departementerne og Misundelsen, naar Nogen stiger fort op, viser dette samme for Enhver. Imidlertid, dette er Noget, som ikke kan være anderledes, og det er blot en nødvendig Skygge i det lyse Maleri, som jeg i Begyndelsen af Artikelen udkastede over vor lykkelige Tilstand.
Selv i et Land som Danmark, hvis Udvikling i saa meget er fælleds med vor, klages over Noget, som neppe finder Sted hos os. I «Nord og Syd» (1858, 2det Kv. Pag. 57) staar: «Det er derhos en vitterlig Kjendsgjerning (hvad der under den nuværende Pengekrise har stor Betydning), at Laan af offentlige Midler i Regelen kun erholdes mod passende «Provisioner» til dem, som have med Sagen at gjøre.» Her tages ingen Provisioner af de Embedsmænd, som paa Statens Vegne have med Pengelaan at gjøre, og det maa antages, at de Mænd, som Regjeringen sender udenlands for at afslutte Laan, intet betinge sig som «Provision,» men at de faa sine Reisepenge og Løn af Staten og Intet videre. At de maaske faa sine «Dusører» af vedkommende Huse i Udlandet, som laane til os, er en anden Sag, og en Udsending fra os, der havde rigtig godt Næringsvet, kunde vel bringe Noget ud af sin Stilling som «Negotiant» for Staten. Men blev det ogsaa spurgt, saa var han færdig med en Gang.

Nr. 164/1858; søndag 18.07.

[Militærøving med svenskane]

Korrespondance
Christiania den 16de Juli
Nu er Krigen slut og Soldaterne hjemkomne. Der flød intet Blod i denne Krig paa Axvalla, hvormeget der end blev røget og puffet, og vi maa derfor endda siges at være komne vel fra Kampen, skjøndt den var dyr for Staten og tung for Soldaten. Der gik fint og godt til, sige Aviserne; men det var nu Officierer, som vare Korrespondenter, og saa kan man skjønne, hvor sande Beretningerne maa være. Times lod sig ikke nøie med en Officier til Korrespondent paa Krim, men sendte En, som kunde tale frit, og derfor fik det engelske Folk og Verden Sandheden at vide. Det var nok daarligt med Forpleiningen der paa Axvalla, og saa kunde man heller ikke faa kjøbe, sige de hjemkomne Soldater. Ombord paa de norske Skibe att og fram var det endda taaleligt, hvorimod det paa de svenske Skibe var saa daarlig Mad, at de Norske ikke kunde æde den. Det var nok rigtig svensk Kost med Nævagraut og Graabeinsild.
Modtagelsen paa svensk Grund var ogsaa, som man kunde vente efter Tonen i de svenske Aviser. Hæren blev formelig udpeben i Gotenborg, sige troværdige Mænd. Paa nogle Steder var det nu bedre, og enkelte Sammenkomster, især blandt de høiere Officierer, endog meget høflige. Vi her i Christiania vare ogsaa høflige ved Lagene paa Klingenberg. At snakke om Broderlighed og Kjærlighed, er nu bare høflige Talemaader, som Værter og Gjæster efter Skik og Brug betjene sig af. Det kan maaske være nyttigt at bruge disse Talemaader, iallefald ere de gjæstevenlige og galante; men Sandheden maa nu engang ud. Man kan længe nok indbilde sig, at de norske og svenske Aviser kunne slaas, og dog Folkene være Venner; men det bliver nu bare Indbildning ogsaa dette. Forholdet mellem Norge og Sverige er som imellem England og Frankrig nu under Alliancen. Større Fiender af Hjertet end disse Folk ere mod hinanden, findes ikke i Verden; men de indse, at det vilde være Vanvid at erklære hinanden Krig, hvorved en gjensidig Ødelæggelseskamp maatte opstaa. Nu, enten man holder Fred paa den ene eller anden Maade, kan maaske være lige godt, og rimeligvis er den Fred den varigste, som er bygget paa en gjensidig Respekt for hinandens knyttede Næver. Historien viser idetmindste, at en anden «evig Fred» ikke er mulig. Støttet paa denne Fred og Grundloven og Rigsakten kunne vi være rolige paa begge Sider, besøge hinanden, være gjæstfrie og høflige; men dersom nogen tredie Magt angriber os, da ere vi broderlige, og en større Broderlighed have vi igrunden heller ikke Brug for, og om vi havde Brug for den, faa vi den ikke. Frænde er Frænde værst, siger Ordsproget, og vi se tvende Brødre sjelden kunne bo sammen, om de ere nok saa vel opdragne. Den Ene vil nemlig styre paa den Anden, og det taaler han ikke. Det var derfor en vis Forening imellem Sverige og Norge, at vi Intet have at byde og befale over hindanden. Da kunne vi som andre Brødre besøge hinanden i Julen, og være høflige, endog broderlige, men forresten grave til os hver, hvad vi kunne. Det er ikke skjønt dette, men saa gaar det i Verden, og anderledes bliver det neppe.
De, der have vundet mest ved denne Skinkrig, ere de mange Officierer, som have faaet Ordener. Alle have de faaet et Kors mere at bære paa, og Korset, tør man antage, er dem paahængt, for at de ikke skulle blive for mægtige og maaske derved farlige for Friheden. Jeg tror her som med Hofudnævnelserne og Hoflivet, at en Historiens Aand leder Kongernes Sind til at bryde Odden af sine Sværde. Nationerne med sin sunde Sands, sit Folkevid og Retfærdighedsfølelse se fra sine aandelige Høider med Foragt eller ironisk Latter ned paa Hofstel og Ordensuddelingerne for Fode. Derved bringes Ligevegt tilveie mellem Magtens og Aandens Indehavere i Nationen. Haardest er dette unegteligt for den fortjente Mand, at han skal se med samme Orden en Anden, der intet Andet har gjort end leget Soldat med en kongelig Person, fulgt ham paa en Dampbaad, eller mødt ham paa Bryggen eller endog blot spist og drukket og gaaet paa Eventyr med ham. Men denne Straf faar den fortjente Mand at lide, fordi han var svag nok til at modtage en saadan Orden, om hvilken han maatte vide, at den ved Mængden af Udstædelser blot var en ufunderet Banknote, som den plyndreden405 Bankkjælder — Retfærdigheden — ikke kunde løsen406 ind.
Det er underligt for Folkene at se nyfødte fyrstelige Børn dekorerede med Statens høieste Ordener. Det er karakteristisk dette, da det viser, at Ordenerne ere nedsunkne til at blive Børnetøi, og de Ordener, som disse høie Børn lidt senere faa, blive Børnerangler. Det er Værdighedens Grader.

Nr. 170/1858; søndag 25.07.

[Statslån; soldatfest etter øvinga]

Korrespondance
Christiania den 23de Juli
Nu er da Statslaanet afsluttet; Nogle sige det er dyrt, Andre det er billigt. I disse Tider er det unegteligt godt at faa Penge for lidt over 5 pCt. Rente; (naar Alt trækkes fra og fordeles paa de mange Aar, bliver det ommtrent 5 ⅙ pCt); men det kan neppe laanes ud igjen uden 5 ½ pCt., naar alle Omkostninger og mulige Tab skulle bestrides. Dette er igrunden ogsaa en lav Rente, idetmindste vil man ikke faa den lavere; thi selv om der toges 5 pCt, som snart bliver tilladt, saa vil dog Banken og de andre offentlige Indretninger helle inddrage Penge end laane ud til den Rente. Det viser sig bedst, at Renten for faste Laan er for lav, idet slige «faste Penge», som de kaldes, ikke betales, naar det kan undgaaes, men de betragtes som en Herlighed ved Eiendommen, som derfor gaar høiere i Handel og Vandel. At laane Penge ud paa den Maade og tilfredsstille Laanetrangen vilde være det samme som at fylde et Kar uden Bund, og naar man skriger paa, at Staten eller Banken skal skaffe faste Laan til den gamle Rente, saa er det Kommunisme eller Socialisme under en vis Skikkelse. Det er at tage fra den Ene og give den Anden. Først naar den, som kan, vil betale sin Pantegjeld, er Renten naturlig.
Man siger, at det ikke gaar an hertillands at give mere end 4 pCt. (5 pCt) for «faste Penge.» Dette er som man tager det til: den dygtige Driftsherre kan give mere, og endda blive en rig Mand, naar han faar «faste Penge;» men den Uduelige kan ikke give saameget, ja han kan ikke engang faa Penge for Intet uden at blive Fant. Man kan ogsaa give høiere Rente, alt eftersom Forholdene udvikle sig, idet Omsætning bliver livligere, saaledes som ved Anlæg af Veie, Jernbaner og Kanaler og overhovedet ved bedre Driftsmaader, hvad enten det nu er Jordbrug, Fabriker, Bergverker eller Fiskeri. Vistnok beror det meget paa Landets Beskaffenhed og de andre Leiligheders Natur, hvor høi Rente Priserne og Driftskapitalen kan bære; men dette har mere Indflydelse paa selve Priserne, saaledes at en Eiendom, der var 20,000 Spd. til 4 pCt. Rente, bliver 10,000 Spd. til 8 pCt. Arbeidslønnen vil ogsaa rette sig efter Renten og idetheletaget Livets Stel arte sig paa en anden Maade. Den, som lider Skade under Overgangen, er Eiendomsbesidderen, idet hans Eiendom falder i Pris, alt eftersom Renten gaar op. Derfor var det klogt gjort af Storthinget at sætte en Dag, før 5 pCt. kunde tages af Pantelaan.
Det har været en Feil, baade hos Folket og Storthinget, at vi have været altfor «kontante.» Vi vare rædde for at stifte Gjeld, og troede, at naar Staten var gjeldfri, saa var Alt godt. Men det er med Staten som med en anden Mand: han kan være gjeldfri og endda en Stakkar, idet han ligger og kan ikke røre sig. Faar han derimod et Laan, saa faar han et Redskab til at hjælpe sig op med, og at faa et Laan og at faa en Gave, er for den dygtige Mand i Tidens Længde det Samme. Den, som har Kredit, er rig, naar han har Forstand, og om andre end forstandige Mennesker kan man ikke tale. Man kan derfor sige om et Land: dets Gjeld er Maalestokken for dets Udvikling. England oplyser det. Er Gjelden paadragen ved Galskab, saasom i Frankrig før Revolutionen og tildels ogsaa nu, er det en anden Sag; men da er man ogsaa udenfor Fornuftlovene.
Artilleriet og Kavaleriet kom hjem fra Sverige iforgaars, og igaar vare Soldaterne indbudne paa Klingenberg til at se paa «Komedien.» Det var smukt at indbyde dem, men sagde man A., burde ogsaa B. være sagt, det vil sige, man burde have skjænket dem lidt Øl idetmindste. De gik der forkomne, og det prægtige Fyrverkeri gjorde derfor lidet Indtryk paa dem. Soldaterne og Underofficiererne ere glade i de Svenske, men derimod ere de ikke glade i sine egne Officierer, som de beskylde for Overmod og Haardhed. De dygtigste Underofficierer forlade derfor Tjenesten, saasnart de kunne, og tænke tilbage paa den som en Straffetid. Det er ogsaa for galt, at Veien skal være stængt for dem, saa de ikke kunne komme længere op; derved berøves Armeen sine bedste Folk, og Officiersstanden bliver en afsluttet Kaste uden Talenter.

Nr. 176/1858; søndag 01.08.

[Karl Johans-forbundet]

Korrespondance
Christiania den 30te Juli.
I Sverige og her har dannet sig en Forening, som kalder sig Carl Johans-Forbundet; det har holdt sine Forsamlinger, holdt Taler, hvoraf en er udgiven i Trykken, ja en Sang er endog digtet, kort, det har gjort Alt, hvad et sligt Samlag pleier at gjøre. Naar man ser Fortegnelsen over Medlemmerne, maa man sige, at det er et godt Selskab, og dets Formaal er ogsaa vakkert, da det vil være en Hædersstøtte over Carl Johank2130 og rimeligvis en Mægler mellem Norge og Sverige. Selskabets Mening er altsaa god; men jeg tror dog, at et sligt Selskab er en overflødig Ting. Historien vil nemlig af egen Drift udgranske hvad der med Nytte kan siges om Carl Johan, uden at den trænger til nogen extra Hjælp, som desuden neppe vil kunne bruges, da den bliver for ensidig. Det er med Historien som Poesien og al sand Kunst, at den ikke taaler at være Tjener, og her skal den være en saadan, nemlig tjene til at forherlige Carl Johan, der alt paa Forhaand (af Selskabetn407) er ein makalaus Mann. Carl Johan gjorde visselig meget baade Stort og Godt; han var et Historiens Redskab, som vi med Tak skulde ihukomme, men derfor skulde vi ikke være blinde for hans Feil. Det er især os Norske, som han skal have været saa stor og god imod; men Carl Johan vidste neppe, hvad han gjorde, da han saa snart lod os beholde vor frie Forfatning, hvilket klart synes at fremgaa deraf, at han gjorde hvad han kunde for at berøve os den, da han fik Øinene op (Leiren i 1821 og Grundlovsforslagene i 1824) for Stemningen: Europa og navnlig England vendte sig ogsaa til vor Fordel i 1814, og da Carl Johan havde hjulpet de «Allierede» mod Napoleon,k2131 slængte de ham væk som en udkrystet Citron, saa det visselig var paa Tiden for ham at tage hvad han kunde faa. Rusland vilde neppe have tilladt Sverige at gaa videre end det gjorde. Desuden var Carl Johan, som Enhver, der af Intet bliver noget saa svært Stort, overtroisk, eller kanske rettere, en ængstelig Mand, der er ræd for at falde ned igjen fra den Høide, som han ikke tør tro paa. Han vilde ikke sætte sin Krigerære paa Spil mod et saa lidet Folk som vort, og fra sine Krige havde han lært, hvad det vil sige at stride mod et Folk, der fortvivlet kjæmper for sin Bestaaen, og det atpaa i et bjergfuldt Land, om hvilket han sagde i 1818, da han opigjennem Gulbrandsdalen reiste til Trondhjem for at krones, at det var uindtageligt og frygtsom lagde Haanden paa Kaarden op i en brat Kleiv. Nogle tapre Træfninger fra vor Side og navnlig det, at nogle af vore grebe til Kniven, gjorde ogsaa et dybt Indtryk paa ham. Der er saaledes mange Grunde til det, at vi fik beholde vor Forfatning ved Foreningen med Sverige. Siden efter da Svenskerne begyndte at muddre mod Carl Johan, var han vist glad ved at have et Tilflugtssted i Norge, om det skulde knibe, og derfor vist ogsaa glad i, at vor Forfatning var, som den er, og han selv og Fortrolige vilde vist da gjøre den til et Verk af ham, hvorved vor Taknemmelighed kunde sikre ham og Ættenn408 god Støtte. Det er bekjendt, hvor ængstelig han var ved hver Bevægelse, hvorpaa Opløpet i Stockholm i Anledning af Kaptein Lindbergk2132 giver et oplysende Bevis.
Alt dette er politiske Planer, hvorover Carl Johan ikke behøver at skamme sig, men de gjøre ham heller ikke til nogen Helgen; de gjøre ham til en klog Mand, og til at gjøre noget mere udaf ham vil det i Længden hverken lykkes Carl Johans-Forbundet eller alle dets Bøger om ham. En af dets Rosebøger er alt udkommen, hvori Grev Wedelk2133 i tilsvarende Mon nedsættes efter den bekjendte Regel: «Hvad man giver den Ene, tager man fra den Anden.»
Carl Johans-Forbundets Formaal, at klare Forholdet mellem Broderrigerne, vil neppe lykkes bedre end dets Forherligelse af Carl Johan; Forholdet Rigerne imellem klarer sig selv, det, naar man lader det være i Fred; det maa voxe langsomt, det, som skal blive gammelt. Carl Johans-Forbundet gjør heller ingen Lykke i Sverige, hvor Aftonbladet har sagt, at Forbundet der bestaar af nogle sværmeriske Folk, som man bare ler ad. Og allerede Forbundets Hensigt er nok til at vække den svenske Stemning imod det, saaledes som den nu er baade mod Carl Johan og Norge. Den Tilvext og Lykke, Selskabet har havt her hidindtil, er ogsaa vel skikket til at vække de Svenskes Mistro, at det er en Tilstelning til Carl Johans og Norges Forherligelse. Jeg tror derfor, det var klogt at lade Forbundet slumre hen, selv om det fortjente at leve, netop fordi det er saa vel skikket til at vække Mistanke i Sverige, en Mistanke, der end yderligere maa vækkes ved vor Paastand, at ville have en Afdeling af Forbundet her og ikke gaa ind i det svenske Hovedsæde. Vi skulle nu altid være saa norske og selvstændige vi, naar det gjælder Ting, der Intet have paa sig, som her, eller ogsaa naar det angaar Ting, som ikke kunne gjennemføres, saasom Kampen for selvstændigt Diplomati- og Konsulatvæsen og Norges Optræden som Kongerige i Udlandet, sideordnet med Sverige. Kongen optræder som en Enhed for begge Riger, der saaledes gaa op i denne Enhed ligeover Udlandet. Det faar baade Norge og Sverige finde sig i. I Sligt ere vi tapre og blive derved somoftest naragtig-forfængelige. Men i Alt, som vedkommer vor sande Ophjælp i national Henseende, ere vi lunkne eller uenige, saasom i norsk Sprog og Literatur. Derfor vil det i Længden gaa os ilde, dersom ikke Lykken er bedre end Forstanden. Den har været saa før, og bliver det vel fremdeles.

Nr. 182/1858; søndag 08.08.

[Klingenberg]

Korrespondance
Christiania den 7de August.
Man skjønner det høstner, blandt andet paa det, at Skuespillerne komme hjem, og Theatret bringes i Minde. Der skal begyndes ved begge Theatre tidlig i Høst, fordi Kasserne ere modne før Tiden. Vil Publikum besøge Theatrene saa flittigt i Vinter som nu i Sommer Klingenberg, saa kommer der nok i Kasserne. Klingenberg er et smukt Sted. Aviserne ville ogsaa rose det, men de tør ligesom ikke ud med Hjertesproget; det er nu for det, at Steder som Klingenberg skulle leves paa og ikke skrives noget om. Men jeg indser f. Ex. ikke, hvorfor ei en Dandser og Dandserinde, der snurre om paa den ene Stortaa med den andre ende ud i Veiret, ikke ere ligesaa værdige Gjenstande for Avisernes Beskrivelse som Mormonerne, hvorom der flittig underrettes. Kafferen Hagheyek2134 forekom mig ligesaa seværdig som disse store Stuter, man udstiller paa Nautemøterne; han aad raat Kjød han, og levede i andre Henseender ogsaa som et naturligt Menneske. Naar Folk ere saa oplyste, at de blive halvvilde igjen, saa raaner ogsaa Kjødet; saaledes er det fint, ligesom det udentvivl er kraftigt blot at lunke Boeufen istedetfor at stege den. Pierrotn409 i Pantomimenn410 er ligesaa meget værd at tale om, naar han stjæler sig til at æde Kjøtlaaret — der forresten blot er af Pap — som en anden Tyv, der tager et virkeligt Kjøtlaar, og naar han er forlibt i Kolumbine, er han ligesaa morosom som enhver virkelig forelsket Person, og vel saa det og; Kjærligheden paa Theatret er nu den mest opskruede Kjærlighed, men den skrives der meget om. — Alle disse Løver, Tigre, Bjørne, Rensdyr, Heste, Hjorter, Svaner m. fl., hvorpaa Herrer og Damer ride rundt i rasende Jag paa Karussellen, er en saa pudsig Vrangside af Naturen og navnlig af den Uskyldighedens Tid, hvori man indbilder sig, at det i Virkeligheden saa gik til, at man maa slaa i en Latter med det samme man ser det og ligesaa berettiget skrive om det som om andre Bjørnehistorier. — Fyrverkerierne er en lige saa smuk Ild som de virkelige Ildebrande, der nu synes være komne i Mode, og Fyrverkeren, der tænder sine Hjul og sender op sine Kugler, er langt mere godlidende end alle disse Smaagutter, der tænde Ild i Flishouge i Baggaardene. — De, som dandse paa Linier og rullende Kugler, staa paa Hovedet paa en Vandkaraffel og hænge i Husken som Fuglen paa den svaiende Kvist, de ere ogsaa værd at tale om, og fremfor alle Troldmanden, der ligesom sine Standsfæller i Ægypten kan skabe mange forunderlige Ting, men formodentlig ligesaalidt som de kan gjøre Utøi, hvilket dog Moses formaaede, skjøndt man kunde sige til alle disse Folk som Alexander den Storek2135 sagde til en Kunstner, der kunde kaste et Korn gjennem et Naaleøie, og derfor vilde faa en Belønning af den store Konge, spørgende hvad han vilde give ham for denne Kunst: «Gjorde jeg Ret, saa tog jeg dit Liv, fordi du ikke har vidst at gjøre nogen større Nytte med det, men anvendt det til slige unyttige Ting.»
Nu har man det Haab til den «driftige» Hartkopf,k2136 Entreprenøren, at han ogsaa skal faa herop den første af alle Jonglører, som nu er i Kjøbenhavn. Han skal kunne stupe hovudkraake (gjøre Saltomortaler, hvilket betyder, at gjøre Dødshop) paa en spændt Linie, og under alt dette spille «nydeligt» paa Fele. Jeg siger som Theateranmelderne, naar de anbefale en Forestilling eller en Koncert: «Vi gratulere Publikum til denne Kunstnydelse.»
Man lever dog ikke saa ilde endda i Christiania om Sommeren. Og saa gjør man Lystreiser om Helga for det man arbeider i Sokna.
«Det er ligedan hos os» sige vel I gode Drammensere med gamle Chilian.

Nr. 188/1858; søndag 15.08.

[Opplysing og økonomi]

Korrespondance
Christiania den 13de August
Det har altid været de mest oplyste Mænd i Samfundet, der have fremskyndet Folkeundervisningen. Almuen selv har ikke skjønnet paa det, men den er dreven og lokket frem, som man maa gjøre med Barnet, og jo større Uvidenhed der er i et Bygdelag, des større Modstand møde de Mænd — Præster og Andre —, som arbeide paa at bringe Almuen til det, der tjener til dens egen Fred. Et stort og sørgeligt Exempel paa Sandheden af dette er Lister- og Mandals Amtsformandskab, der i Sommer sagde Nei til alle nyttige Foranstaltninger og deriblandt til Ophjælp af Skolevæsenet, der i det Amt er saa daarligt, som man kan vente det af Distriktets Uvidenhed og Fattigdom; og Ordførerne viste sig da ogsaa som Bygdernes sande Børn, der slægtede Fædrene paa. Dersom alle Bygder og Amter skulde have slige Styrere og dersom Storthing og Regjering skulde hente sine Kræfter fra slige Folk, vilde Landet om ikke ret længe blive det Hjem for Ulve og Bjørne, som mangen Udlænding tror det endnu er.
For ei at tale om de enkelte Amtsformandskaber, der i Sommer have bevilget Tillæg til Skolelærernes Løn og til Fremme af andre gavnlige Indretninger, er Akers og Christiania Kommune et Exempel paa hvad oplyste Mænd gjøre for Almuskolevæsenet. Aker har iaar bevilget 20,000 Spdlr. til Opførelse af hensigtsmæssige Skolestuer, og dersom et Forslag fra et Udvalg af Akers Sogneselskab gaar igjennem, hvilket er meget rimeligt, saa vil der formodentlig bevilges 10,000 Spdlr. til for at enhver Skole kan faa en egen Afdeling for Pigerne og Undervisningen bedre derved lempes efter deres Tarv; eller ogsaa at Skolen kan faa tvende Klasser.
Christiania Formandskab bevilgede ogsaa iforgaars 33,000 Spdlr. til Opførelse af hensigtsmæssige Skolebygninger, og Almuskolevæsenet er her alt indrettet saa, at her er høiere Poster, hvortil de ældre og dygtigere kunne rykke op. Saa maa det blive overalt og endnu videre, da Skolelæreren ligesaavel som de andre Statsbetjente bør staa paa Stigning, forat den Dygtige og Gamle kan have Noget at holde sig til.
I Formandskabet iforgaars slog ogsaa den Sætning ind, som jeg først her udtalte: det var de mindre Oplyste, de egentlige «Borgere af Byen,» som sætte sig imod den «store» Bevilling eller vilde have den mindre. Det er altid Uvidenhedens Husholdning, at spare paa Skillingen og lade Daleren fare, at sidde i Huset indtil det falder over Hovedet, istedetfor at gjøre smaa Udbedringer, eftersom de trænges til. Saaledes steller Bjørnen sig ogsaa: han ligger i Hiet og suger paa Labben, indtil det dætter ned paa ham i Snetaget om Vaaren.
Men dette gjør slige Folk «populære,» de staa paa «Bygdens, Byens og Landets Bedste,» og vælges da naturligvis ogsaa næste Gang, hvilket vi i det Store se af Storthingsvalgene paa de Steder, hvor Summen af menneskelig Visdom ligger i det trolddomsagtige Ord: «Nei» uden Grund. Det er de «støde» Folk, de «konsekvente» Politikere.
Ligesaa uvittigt som det imidlertid vilde være, at frakjende slige Neier sin Betydning i Statens store Husholdning — thi man kan ogsaa gaa for raskt paa — ligesaa urimeligt vilde det være at se bort fra den Forskjel i Rigdom og Magt, som der er imellem Christiania og Akers Kommune og mange andre i Landet. Er det nemlig sandt, at man bør gaa fremad i Oplysning og nyttigt Stel, saa er det ikke mindre sandt, at man «maa laga Munnen efter Matkoppen.» Men saa maa man ogsaa med det samme erkjende, at det er slige rige og oplyste Byer og Bygder, der ere de selvskrevne Herskere, og at deres Stemme maa opveie mange Andres. Det er Gaardmændene, medens Vestlandet er, hvad en bekjendt Politiker længe siden har sagt, Husmanden, der faar finde sig i at behandles som saadan. I Storthingsmanden fra slige Bygder kjender man ogsaa Husmanden igjen: han gaar klædt som Husmand, lever som Husmand, er ræd for Skillingen som Husmanden og gjemmer Korkerne af sine bayerske Ølflasker og sender dem hjem i Smaaposer. Han kan være en agtværdig Mand, der er al Ære værd, men det ser lidt underligt ud, naar han vil styre Land og Rige. Grundloven har gjort hans Stemme ligesaa vegtig som de Andres, men han skal være saa fornuftig og vide, hvad han er, og Verden har ogsaa godt af at vide det. Her ser man, hvad Husmanden og Gaardmanden har gjort for Børneopdragelsen.

Nr. 212/1858; søndag 12.09.

[Ole Bull]

Korrespondance
Christiania den 10de September
Ole Bull har nu efter sin Tilbagekomst spilt engang, og de, som forstaa sig paa fint Spil, sige, at han aldrig har gjort det bedre. Det er ogsaa helt naturligt, da Bull endnu er i sine bedste Aar, hvorvel en Klimatfeber, han for nogle Aar siden havde i Panama, af og til kommer med Mindelser, hvilket gjorde, at han nu i Sommer har ligget ved Carlsbad, det tør haabes, at denne Kur vil befri ham for disse Efterveer, naar han nu faar rette sig igjen efter den svækkende Badetid. Men da maa han ogsaa reise til sunde Steder, hvilket han gjør, dersom han efter Rygtet tager til Rusland først. Godt vilde det være, om hans rastløse Aand tillod ham at være en Sommer oppe i en af vore Fjelddale og der nyde den sunde Luft og det friske Vand; det vilde ogsaa fylde ham med nye musikalske Ideer, og saaledes virke gjenfødende paa ham baade i legemlig og aandelig Henseende. Kunde han nu udelukkende leve for Musiken, vilde forhaabentlig hans herligste Dage komme, nemlig Manddommens Klarhed og Ro, istedetfor Ungdommens Ustyrlighed. Bulls Kampe med amerikanske Spekulanter, der plyndrede ham, og med Theaterpersonale og Bestyrelser ville formentlig nu have bragt ham til Eftertanke, saa at han trækker sig ud af alle de Forhold, som alene splitte hans Kraft og nedbryde hans Humør. Naar han lever for sin Kunst, vil han erfare, at Menneskene elske ham, som de altid elske og ære den begavede Mand, hvem de føle, at Himlen har sendt dem til Fryd og Glæde. En Mand som Bull kan ikke klage over Verden, og jeg ved ikke, om han gjør det heller. Verden har baaret ham paa Hænderne, og om den imellem har givet ham nogle Puf, saa var det alene, fordi den blev træt og maatte flytte Tak; og faldt han undertiden ned og slog sig lidt, saa var det alene fordi han sprællede formeget. Saaledes gaar det med enhver stor Mand, der forstaaes af sin Tid. Gjør han ikke det, bliver han, som bekjendt, korsfæstet.
Navnlig vil Bull kunne føle, hvormeget han er afholdt i sit Fødeland: i hver By eller Bygd, han kommer, er han hjertelig velkommen, ja man budsender ham og modtager ham med Ære. Dette maa fylde hans Hjerte med Taknemmelighed mod Gud og sit Folk og vække ikke alene hans Begeistring, men ogsaa Følelsen af Ansvar. Den, hvem meget er givet, af ham kræves der ogsaa meget. Man skjønner ogsaa, at Bull føler dette Ansvar, da han altid, trods sine Triumfer, har været barnlig og beskeden, og hans Taalmodighed til at modtage alle dem, der komme til ham, overgaar næsten alle Grændser. Han gjorde vist vel i mere at stænge sig inde, men han er en godhjertet og velopdragen Mand, der finder sig i Livets Tarv, om det ofte end drager ham bort fra hans nærmeste Bestemmelse.
Vore Aviser iagttoge en god Takt, idet de enten aldeles ikke eller ogsaa meget let omtalte hans Koncert og Spil. Bull er kommen saavidt, at det ikke længer er passende at anbefale ham; det gjør man med Folk, som endnu ikke ere komne langt frem i Verden, men som skulle komme frem, og desuden maatte Aviserne som vi Andre sige om hans Spil: «Det er ufatteligt, det er alt det, jeg kan segja om det.

Nr. 219/1858; tirsdag 21.09.

[Kredittinstitusjonar]

Korrespondance
Christiania den 17de September*)
Nu have vi da private Pengeindretninger nok, nemlig Kreditkassen og Banken, foruden Sparebankerne. Men ingen af alle disse Indretninger skabe Kapital, som man siger; de laane bare ind og ud af den Kapital, som alt er forhaanden, uden at forhjælpe nogen Mand til Kredit, der ikke har fuld Valuta. Derfor trives Aagerkarlene lige godt ved Siden af alle disse Indretninger. Man trænger derfor til en Pengeindretning, som kunde give Folk nogen Kredit, det vil sige laane ud til mindre sikre Folk, mod derfor at tage noget høiere Renter, der kunde tjene som Forsikringspræmie for de enkelte Papirer, der for en saadan Laaneindretning vilde blive værdiløse. Ved en saadan Indretning vilde mange af vore Pengeudlaanere, som man kalder Aagerkarle, være nødte til at standse sin Virksomhed, og dermed var vist Samfundet tjent. Det er nemlig mange Folk, som ere gode nok for et Laan, men for hvilke det ikke nytter at gaa til Sparebanken eller Kreditkassen; atter Andre ville igjen laane, men de ville ikke gaa til Kjendinger og Venner for at bede dem om Endossement, hvorfor de gaa til en privat Pengeudlaaner, der tager høi Rente som Assurance, hvilken Præmie ogsaa de bedre Folk maa betale. For den store Mængde af dette Slags gode Folk, der ere meget daarlige for Sparebanker og alle disse Kreditindretninger, vilde netop en saadan Kreditindretning være, og den vilde utvivlsomt selv tjene godt paa samme Tid som den gjorde Samfundet en Tjeneste, naar den blev dreven med Omtanke og et udstrakt Personalbekjendtskab, ligesom den ogsaa vilde virke forædlende paa denne Slags Pengeudlaaning, idet alene raka Fanter kom til at holde sig til de egentlige Jøder, hvem nu mangen skikkelig Mand maa besøge.
Det er fortalt, at det er en slig Pengeindretning, Hr. Advokat Rolfsenk2137 i Forbindelse med en anseet Diskontør skal ville grunde, og til den Ende har været i Udlandet. Forholder det sig saa, er Morgenbladets Angreb paa ham idag høist ubilligt; thi Hr. Rolfsen vilde da gjøre Samfundet en større Velgjerning end Hr. Stabellk2138 med alle sine Bankgreier og sin Chefspost i Kreditbanken. — Det er ikke umuligt, at Morgenbladets Angreb idag kan tilintetgjøre den paatænkte Pengeindretning; thi man ved, hvor følsomme rige Folk ere for slige Udtalelser; de vilde nemlig synes vise og velopdragne paa samme Tid som de ere rige; en dannet Mand og en rig Mand tro de altid er det samme. — Hvorvidt Hr. Advokat Rolfsen forresten er skikket til at stille sig i Spidsen for en slig Pengeindretning, skal jeg ikke udtale mig over; det er om selve Indretningen jeg taler, og den vilde vist være saare god og «tidsmæssig.»
*) Kom Redaktionen først i Hænde den 19de ds.

Nr. 225/1858; tirsdag 28.09.

[Ole Bull og Myllarguten]

Korrespondance
Christiania den 26de September
Med nogle af sine Kjendinger reiste Ole Bull i Slutningen af forrige Uge op til Hedemarken. Det var en herlig Reise baade for ham selv, dem som vare med ham og sikkerlig ogsaa for de gode Oplændinger, af hvilke de fleste ikke før havde hørt hans vidunderlige Spil. Han blev modtagen med Hurra efter Koncerten paa Hamar og ved Ankomsten paa Lillehammer Brygge. Der blev gjort et stort Lag for ham paa Sælidn411, og overalt blev han modtagen med den høieste Udmærkelse, ikke blot ved de mindre Lag, som Adskillige gjorde for ham, men ogsaa ved den Begeistring, Folk lagde for Dagen ellers ogsaa udenfor Koncertene, hvor han som sædvanlig blev modtagen med Klap, Fremkaldelser og Blomster. Og isandhed han fortjente det. Vi, der have hørt ham saa ofte, syntes ogsaa, at han overgik sig selv, Noget, der maa tilskrives den gode Modtagelse, han fik, hans mere og mere tilbagevendende Helbred, og den glade Stemning, det rige og smukke Land satte ham i. Godt var ogsaa Veiret, saa at den hendøende Sommer viste sig i en henrivende vemodig Ynde. Han gav en Koncert paa Lillehammer og tvende paa Hamar, og ved den sidste havde en Jente fra Huseby i Stange bundet en Blomsterkrands, hvori stod at læse «O. B. lever,» og paa Lillehammer havde man opstillet en Baggrund af Blomster og Blomstertræer, men som for en Del maatte skaffes tilside, da Blomsterduften ikke var god for Felestrængene. Der kom Indbydelser til ham baade fra Elverum og Kongsvinger, hvilke han dog ikke kunde følge, da Tiden til Koncerten herinde alt var bestemt, og han snart maa reise til Bergen. Han besaa Hamars Ruiner og erklærede, at Udsigten derfra var Noget af det mest Fuldendte han havde seet paa sine Verdensreiser.
Møllarguttenk2139 er nu kommen her til Byen for at — forære Ole Bull en Fele af det saakaldte Hardangerslag, der gjøres saa fuldendte i Thelemarken. Kunde han ogsaa spille og tjene lidt, tog han vist det med atpaa, og O. Bull, der sætter ham høiere end nogen anden norsk (Natur-)Spillemand, vil vist gjøre Alt for at hæve ham igjen. Men dette er vanskeligt for et Bypublikum, der er forvænt ved udenlandsk Musik og ikke skjønner stort paa den nationale, naar den ikke fremtræder skolemæssig. Møllarguttens Væsen anbefaler ham heller ikke hos et finere Publikum. Han er opdragen, kan man sige, næsten som en Vildmand og har vist netop derved tilegnet sig den Naturrøst, som saa uhørt toner fra hans Strænge. Det er ligesom en Beskikkelse, at han skal leve paa samme Tid som Bull, der kan tage hans Toner og forædle dem, hvorved de kunne opbevares for Nationen og blive Grundstemningen i vor nationale Musik, der engang maa komme til Værdighed, naar Tidens Fylde kommer. Ligesom vore Folkeviser dø ud med den ældre Slægt, saaledes gaar det ogsaa med Folkemusiken. Møllargutten er, kan man sige, den sidste som han er den største Spillemand, et sandt Billede paa den gamle Aand, der gaar i Graven med sine mægtige Toner. Fattig er han og besynderlig; Ingen tør ligesom kjendes ved ham; han gaar som en Gjenganger; kun Fjeldfolket og Ole Bull ere henrykte i ham. Det vilde være af større national Betydning, end ret Mange tro, at han endnu maatte leve en god Stund, til O. Bull kom tilbage og i Ro kunde benytte ham som en Guldgrube. Ingen anden end Bull kan være Mellemled og oversætte ham. Karakteren i hans Spil gaar tabt ved at fængsles til det almindelige Notesystem, der ikken412 kan gjengive Alt. Bull og Møllargutten ere dyrebare Folk for vor nationale Musik, Møllargutten er en storartet Repræsentant for den gamle, ligesom Bull for den nye Fremtidens Musik. Den Ene afslutter en Bane og den Andre begynder en ny.

Nr. 231/1858; tirsdag 05.10.

[Ny brann i hovudstaden]

Korrespondance*)
Christiania den 1ste Oktober
Folk ere saa vante til Ildebrande nu i alle Byer, at det intet Nyt er at fortælle om en Ildebrand, som dog altid før var Mad for Mons. Der gives snart ikke en stakkars Smaaby, som ikke kan rose sig af en Oplysning, selv Sarpsborg har mere end nok af den Slags Oplysning. Det storartede Skuespil, som en Ildebrand fremviser, og som bevægede Keiser Nerok2140 til at stikke Ild paa Rom, det har nu den største Slusk endog paa Strømsø seet. Dog, man maa ikke spase med saa store Ting. Dersom det skulde holde paa med slige Ildebrande og Mistanker om Paasættelse, saa er Samfundet paa Vei til at rokkes i sin Grundvold, og den Ret maa indtræde, som i gamle Dage, at man uden Videre hænger hver den, der øver slig Ildgjerning som Ildspaasættelse. Der gives dog ingen forfærdeligere Forbrydelse end Mordbrand, og Kriminalloven, som alene sætter Livets Fortabelse for en slig Forbrydelse, naar Nogen derved er omkommen, synes at tage Bibelens Ord altfor bogstavelig: «Liv for Liv, Øie for Øie, Tand for Tand og Fod for Fod.»
Slaveri paa Livstid er en ringe Straf for at sætte dødelig Angst i en hel By og ødelægge saa megen menneskelig Sved og Møie.
Naar nu den 14de April kommer og altsaa Aarsdagen efter den store Brand i Christiania, vil vel Nogen give en Opskrift over al den Ødelæggelse for Samfundet som dette Aars Ildebrande har paaført det. Alt kan nu ikke beregnes, men alene det, som er assureret, vil blive en svær Sum.
Branden herinde paa Bordtomterne iforgaarskvæld var en mægtig Ildebrand, og Enhver ventede Gjentagelse af Rædselsscenerne fra 1821(?), da hele Bordtomterne strøg med. Da, sige Folk, fløi Bord og Planker tilveirs som Papirstrimler, dragne af Ildens mægtige Aandepust, og Elven og Havnen bleve saa opfyldte af Snorter (forbrændte Stykker), at man ikke kunde komme til Vand. Der ere stygge Historier om den Brand, og vi se daglig Mure og Bygninger, som skulle være opførte for det, Ildgjerningsmændene fortjente. Nu tror man ogsaa, at Ilden er paasat derude paa Tomterne, og 1000 Spd. ere udlovte af Young,k2141 hvis Tomt brændte, til den, der kan give Oplysning om Gjerningsmanden. Men, man er nu bleven saa forskrækket, at man tror Ilden maa være paasat ved alle Anledninger. Samfundet er blevet mistænkeligt.
Christianiaposten udkom idag under en ny og forbedret Udgave; smukt har Bladet altid været, men idag var det nu overmaade smukt. Det bedste var dog Politiken, som Bladet begyndte sin Gjenfødelse med. Det er den Politik, som Morgenbladet havde for 10, 12 Aar siden, nemlig at en parliamentarisk Regjering er den bedste, at det altsaa er Massen som skal styre og at Bondestanden er det konservative Element i Staten, som Regjeringen ikke bør drive for vidt ved seig Paaholdenhed. Dette faar man ud af den lange seige Artikel, og det er nu altsammen godt og vel nok, men det staar i et underligt Forhold til Postens gamle Skjold og Vaaben. Her blev bebudet et Oppositionsblad, som ikke er kommet og vel heller ikke kommer, men Posten er nu kommen saa oppositionel som Nogen kan forlange. Nu ja, taaler man, at Morgenbladet har gaaet til den modsatte Side af sin Fortid, saa kan man vel taale, at Posten gjør det. Det er jo snut op og ned paa alting, og Folket gaar lige ligegyldigt. Saaledes indleder omtrent Posten ogsaa sin nye Politik, uden naturligvis dog at nævne Morgenbladet.
Det er dog tvivlsomt, om Posten vil have samme Lykke med sig i sit nye Skind som Morgenbladet; man tillader nemlig lettere at en Mand bliver til Fagramand fra Fant end til Fant fra Fagramand. Det har noget pikant ved sig at tale med en fin Mand, som engang var Slusk, men at tale med Slusken, som engang var en fin Herre, det vækker Pine. Posten faar derfor vist ikke den Understøttelse, han ærlig fortjener, og det er Synd. Imidlertid kan det ikke negtes heller, at Postens naturlige Stilling vilde være at fegte for Aandens Aristokrati; thi hvem skal gjøre det nu? Vist er det saa, at Oplysningen intet Organ trænger til, da den er Organ nok selv, men i en pressefri Stat burde man dog ogsaa have et fint Blad, som gik med lakerte Støvler istedetfor dette tykke Fedtlær. De andre Blade gaa paa Overlæderet.
*) Kom Redaktionen først ihænde den 3die Oktober.

Nr. 237/1858; tirsdag 12.10.

[Ny avis; domstolsreform]

Korrespondance
Christiania den 8de Oktober
Nu er «Dagbladet» udkommet, nogle Dage, men idag ikke; det siges at skulle blive et «Aftenblad», og det er vel, om det ikke endte som «Natblad.» Dette Blad er et Billede paa den Opløsningstilstand, som Literaturen befinder sig i. Det ser ud til at være Skræddersvende, som skrive i det, for en større Grønhedn413 skal man have ondt ved at paavise. Aftenbladets Redaktionsartikler om Sproget især ere rene Gudsfugle mod det, for der er dog en Slags Begrundelse i Aftenbladet, uagtet Manden, som der skriver mod Ivar Aasens Oversættelse af Frithjofsk2142 Saga rimeligvis ingen Idé har hverken om det oldnorske Sprog eller om Folkemaalet, men er et Organ for Dagens flade Snak. Nu ja, slige Artikler ere dog Tidsmærker for Efterverdenen paa, hvad man i disse Dage kunde tillade sig at skrive og give ud som en fornuftig Mening.
Jeg vil gjøre godt igjen, hvad jeg gjorde ondt sidst, nemlig tale bedre om den nye Christianiapost; det var nemlig den første Artikel, jeg alene kunde holde mig til; den anden og tredie Artikel ere bedre, og de synes at røbe en Mand, der kunde udrette Noget, naar han vilde bruge sig, for Flid maa til for En, der styrer med et Dagblad.
Her er virkelig Mad for Aviser, som duge Noget nu. Bare Striden mellem alle Banker og Pengeindretninger med alle deres Chefer og Direktører kunde give Stof til de mest ætelige (appetitlige) Artikler. «Dagbladet» gjør nok sit Bedste, men hvad kan man vente sig af slige literære Sjouere, som det ser ud til at være. Kanske dog Bladet kunde arbeide sig op, og var det dygtigt, kunde det gjøre Nytte i denne hensynsfulde Tid, hvor Enhver tjener sine Guder, som maa røges for. Aviserne ere ikke som andre Mennesker, de ligne Hestene, som slaas, naar Krubba er tom, for i Vinter under Pengemangelen vare de enige, men nu da Laaneindretningerne ikke vide, hvor de skulle gjøre af sine Penge, nu slaas Aviserne om Procenter. Morgenbladet er nu saa vist det, og sitter ligesom Far sjøl i Stuga og præker med Salvelse til alle Begyndere i Spekulationskunsten. Det ser godt ud, for Morgenbladet har unegtelig spekuleret godt. Det kan i dette Stykke tale med samme Autoritet som hin Mand, der var kommen hjem af Fæstningen og disputerede med en ung haabefuld Mand: «Hvad for Noget? vil Du snakke med mig, Du? jeg har baaret Kongens Jern, jeg.»
Domstolens paatænkte Omkompling, som Departementet har talt saa fornuftigt om, og som Morgenbladet har mættet sig saa godt med, vilde ogsaa være et godt Stof for en stor Avis. Det er nok værre, end vi Christianiafolk tro, med Retspleien paa Landet og i Smaabyer mangesteds; men Sagførerne tør ikke tale fra, de Stakler, af Frygt for at blive udtilbeins med Øvrigheden eller Departementet. Jeg kjender saaledes en Sagfører i en By, der er i den største Vaande paa Retfærdighedens og sine egne Vegne; men han maa finde sig i, at det gaar paa Skakke, da Dommeren har en Søn, som ogsaa er Sagfører paa Stedet. Ilde er det dog, at Hensyn saaledes skal beherske os paa alle Kanter, for det var af flinke Sagførere man skulde vente kyndige Røster om Lov og Ret, ligesom af Avisskriverne om Landets Tilstand i Almindelighed. Men vi ville Alle frem, og saa holde vi os tilvens med dem, som kunne hjælpe os. Godt er det, at det ikke gaar værre under al denne Halten paa begge Fødder. Kommer man længer ned eller ind blandt Officiererne, er det meget værre. Der gjælder Visen i fuldt Maal:
«Min Søn, om Du vil i Verden frem,
saa buk!»
Aa ja, i Departementerne er det nok ikke stort bedre der, skjøndt det skal meget til saaledes at afføre sig sit eget Kjød og Blod som i Politiet og Militæretaten, hvor Respektforholdet er en Bogstav, der ihjelslaar al Aand. Det er godt, at jeg ikke er i Frankrig eller en anden Militærstat, for der fik jeg nok Andet at gjøre end at være Korrespondent.

Nr. 242/1858; søndag 17.10.

[Dølen; statleg tilsettingssak; krigshissing]

Korrespondance
Christiania den 16de Oktober
«Dølen eit Vikublad» af Vinje er udkommet og har faaet de fleste Aviser paa sig for sit Dølemaal. Denne Avis er en virkelig Nyhed, som nok kunde fortjene lidt Omtale, men jeg maa af gode Grunde tale saa lidet som muligt om denne Ting; anbefale den til Folk kan jeg dog, og det gjør jeg alt det jeg kan, idet jeg bemærker, at «Dølen» formodentlig maa have truffet den rette Middelvei i sit Maal, siden Mange sige, at han gaar forvidt og Mange, at han gaar for lidet vidt. Alle fornuftige Folk — Aviserne vore regnes følgelig ikke med — ere nemlig enige om, at vort Sprog ikke er norsk nok, men hvor vidtn414 man skal gaa i sin Fornorsking er det, man tvivler om.
Christianiaposten ivrer idag mod en Militærs Udnævnelse til Toldfaget paa en Maade, som viser, at dette Blad nu indtager Morgenbladets gamle Stilling paa det nær, at Posten taler som en dannet Mand i sin Iver mod vilkaarlige Embedsbesættelser. Den nye Tilbøielighed fra høieste Hold, at drage Militære frem paa de Civiles Bekostning, og inden de Militære selv at tage andre Hensyn end Alder og Dygtighed, den Tilbøielighed faar i Posten idag en god Lexe. Heri er ogsaa Nationen saa enig med Posten og alle dem, der skure i samme Aand, at Ordene have en stor Vegt. Det norske Folk taaler ikke Urimelighed og Uretfærdighed af det Slag, ligesaalidt som af noget andet Slag, naar det skjønner det. Aftenbladet, der just ikke udmærker sig ved mange selvstændige Tanker, men er en Samler af Dagens letfærdige Mening, har dog en selvstændig Tanke i sin Betragtning af de danske Forhold, og denne Tanke er saameget rosværdigere, som Bladet bør vide, at den er imod det norske Folks Tanker, og vilde være istand til at dræbe det bedste Blod, dersom ikke Folket tilstrækkelig havde vist sin Ligegyldighed mod alle Udtalelser ved at lade Aftenbladet og Morgenbladet trives, en Ligegyldighed, som Historien nok vil vide at ihukomme. For naar Folket kan taale at Aftenbladet og Morgenbladet ere nærgaaende mod «Dølen,» der i al Fredsommelighed bestræber sig for at fornorske vort Sprog og derved gjøre os mere selvstændige paa Aandens Feldt, saa kan det sagtens nok taale, at Aftenbladet mere ligefrem truer vor politiske Selvstændighed ved at raade Regenten til at kaste os i Krig med Tydskland for den Trættes Skyld, som Danmark har med Tydskland, og som ikke vedkommer Norden det mindste, for Norden er saamen lige selvstændig eller uselvstændig, enten Tydsk eller Dansk tales i en Strimmel af Slesvig. Det gaar nemlig Spørgsmaalet i sin Endelighed ud paa; thi vilde Danmark, hvad det engang maa gjøre, lade høre til Tydskland, hvad der er Tydsk, saa slap det alt Krangleri, og der kunde da ikke blive Tale om nogen «Fælledsforfatning» i den Mening, det nu tages. Danmark maa skille sig ved sine tydske Landsdele, før faar det ikke Fred, og Aftenbladet vil ikke være istand til at fremkalde igjen hin mørke Tid, da Norge hjalp Danmark med at slaas med Tydskland, hin evige Strid, som var Kalmarunionens svageste Side i ydre Politik.
Det er dog virkelig altfor letfærdigt at raade en Fyrste til at kaste Landet i Krig med en Stormagt, og det ovenikjøbet en ung Fyrste, som man just er ræd for skulde gaa noget vidt ved given Leilighed i en saadan Retning. Den unge daadlystne Mand maa ved en slig Opfordring føle sig fristet til et Tærningkast, som helt naturligt kunde stemme med hans Planer, og som kunde paaføre Nationen unævnelig Elendighed og sætte dens Selvstændighed i Fare atpaa. Og et sligt Blad taaler Folket! Det er virkelig en saa forrykt Tanke, at man næsten nødes til at sætte den i Forbindelse med Skribentens Lyst til at opnaa Storhed hos den unge Fyrste, for dog at frelse Mandens Forstand, rigtignok paa Hjertets Bekostning, men det er nu et Tidsmærke, at man heller vil have et godt Hoved end et godt Hjerte, og saaledes bliver min Forklaring at tage Sagen op i den bedste Mening.
Trykfeil i sidste Artikel.
Grovhed for Grønhed om Dagbladet.

Nr. 248/1858; søndag 24.10.

[Fruktutstilling i Børsen]

Korrespondance
Christiania den 22de Oktober
Frugtudstillingen paa Børsen er iaar usædvanlig rig, da det har været et godt Frugtaar iaar. Der ere Æbler og Pærer saa store og fine, at de skulle kunne kappes med dem, som voxe i de sydligere Lande, hvorfor ogsaa selve Regenten i Badenk2143 har kjøbt for sin allerhøieste Mave de norske Frugter, som nu i nogle Aar have været sendte til Udstillings i Stuttgart. Den fineste Frugt kommer fra Hardanger, dernæst Sogn og enkelte Steder i Christianiadalen samt Mandal, saa Langesundsfjorden og Kragerøkanten med sommesteds ved Drammen og Frederikshald. Det paastaaes med Bestemthed, at Gulroden bliver større nu end for nogle Aar siden, og det maa komme deraf, at Gulroden mere tænkes paa og bedre pleies om, altsaa at Gulroden heller ikke kan elske uden at hun elskes først. Her er nu en paa 4 Pd., lang og diger og hvid. Der er ikke saamange Poteter udstillede iaar som før, af Mangel paa Rum, uagtet Børsens begge Sale ere overladte gratis til Udstillingen; der er saaledes intet af Hr. Schübelersk2144 200 Sorter Poteter, af hvilke han dog ikke tør sikre nogen imod «Epleroten.» Der er de største Kaalhoveder, noget Menneske skal se, og Græskar saa svære som Krinoliner med Striber paa Siderne som de nymodens Kjoler og Listerne paa Militærbuxer. Der er Kornsorter saa fuldkomne, at Østersøens og Sortehavets Rug og det danske Byg ikke skal være bedre; imidlertid skal Hveden dog ikke kunne komme op mod den engelske. Den, som ikke kan blive Patriot af Tanker og Følelser og store Mænds Gjerninger, han skal gaa ned paa Børsen og blive Patriot ved Mad. Denne Udstilling er ligesom en god Komedie; det gaar ikke til i Verden som der, men saa skulde det gaa. Det er en Poesi af Labbeharver og Tromler med andre Agerdyrkningsredskaber, af Æbler og andre Frugter med Syltetøi og Agurker og Edikke som passende Blanding. Digteren er Schübeler, og jeg vilde sandelig heller paa min Vis gjøre et Digt end modtage alle disse Dunke og Pakker af Forsendelser med Numere til Alfabetets samtlige Bogstaver, at ligge og krybe mellem Sildetønder nedi Skuder og Dage i Rad med den halve Nat ataat, skrive Etiketter og laane grosvis med Talerkener og saa opstille Alt i pyntelige Rader, det er sandelig et tungt Arbeide, som fortjener Paaskjønnelse, eftersom det gjøres uden Betaling. Thi vel er Schübeler Konservator og skal gjøre hvad der ligger i Landbovæsenets Opkomst, men det var vist ikke Mange, der vilde gaa saa i Enkelthederne som Schübeler. Han er en Tidens Mand, en Madsidens Repræsentant, der dog maa have Aand for at være det, og naar man strider om ham og Mok2145 ved Tøien, saa ere de vist saa dygtige hver paa sin Vis, at nogen Strid ikke burde finde Sted. Den Ene kan ikke være den Anden og Staten maa have dem begge. Den skal udvikle Aanden ligesaavelsom Kjødet; disse to Magter maa ikke ligge i Strid, fordi de kunne ikke bestaa uden hinanden.
Bare nu Folk lærte at stelle med alt det, vor Jord kan frembringe, saa Livet blev smukt og rigt. Vi have mange gode Ting, men grovrive Alt ifra os: vi yste og kjærne ikke saa godt som vore Kuer og Fjeldbeiter fortjene; vi give deilige Æbler til Grisen eller lade dem rotne istedetfor at lave Most af dem. Vi kjøbe Picklesn415 fra England istedetfor at finde Alt i den simpleste Have og lægge det i Edikke efter Ribsvinlavning med lidt Pepper, som maatte kjøbes ataat. Da jeg ikke er Spisemester og Agronom, kan jeg ikke gjennemgaa alle herhen hørende Gjenstande med tilsvarende Forskrifter; men jeg henviser ethvert tænkende Menneske til sin daglige Erfaring, og han vil da, naar han ser mange Ting komme fra Udlandet, finde, at Sligt baade kunde og burde gjøres hjemme.

Nr. 254/1858; søndag 31.10.

[Embetsmoral; kommatering]

Korrespondance
Christiania den 29de Oktober
Christiania er en Censor for det hele Land: der sker mangt og meget paa Landet og i Smaabyerne, som Folk lader gaa, enten fordi de ikke skjønner bedre eller, fordi de ikke tør bryde med de smaa indknebne Forhold, men kommer det til Christiania bliver der Greie paa Tingen. Denne stakkers Knapp’enk2146 i Bergen har saaledes nu i Christiania faaet sit Pas paaskrevet baade i Departementerne, paa Kaffeerne og fremfor Alt i Aviserne, fordi han ligesom solgte sit Haab om at blive konstitueret Byskriver i Bergen til Sagfører Eenbergk2147 mod en vis Anpart af Indtægterne til Embedet. Jeg siger Haab, fordi Justits-Departementet havde tilskrevet Bergens Stift, at Knap ikke skulde blive konstitueret. Knap fandt sig vel som Byfoged i Bergen og Eenberg mindre vel som Sagfører; thi enedes de om til fælles Nytte, at arrangere sig paa den Maade, som skeet. De ulykkelige Aviser kom imidlertid paa Halsen deres, og Knap forsvarer deres Fremfærd, hvilket han paa en Maade har Ret til, eftersom en slig Underhaandshandel med Embeder har været helt almindelig især blandt Lægerne, af hvilke en nuværende Lektor for en Tid herinde oppebar en god Del af Indtægterne til et Distriktslægeembede i Østerdalen fra En af sine Kjendinger, som drev Embedet deroppe. Ligeledes tog Doktor Tidemandk2148 Penge af en Læge, som var barnefød i Thelemarken, for at han kunde blive i sin Fødebygd, medens Tidemand, om jeg ikke husker feil, tog Lægeposten ved Bodsfængslet og saaledes fik Foder til Kjolen sin. Nu, ja, om denne Fremgangsmaade er vel ikke saameget at sige, den har iallefald Hævd paa sig; thi man ved jo, hvorledes de geistlige og verdslige Store sade i Ro og Fred og fik Indtægterne af rige Embeder, som forsultne Vicarer dreve; de fødde sig med Mælken og klædde sig med Ulden, og lod Hyrden made Faarene. Det gaar nok i Sverige og i selve England den Dag i Dag endnu saa. Idetheletaget har Embederne været betragtede som en Handelsvare, og Folkene have været til for Embedsmændenes Skyld, lige som Støvlerne efter en vis Lære for Skomagernes, navnlig har de militære Embeder og da især Depot- og Proviantforvalternes været en Ko, der kunde mælkes — ja Folkene da nemlig — endog med Kongernes Samtykke, hvilket man bedst faar vide af en Anekdot om Fredrik den Store,k2149 der sagde til Enken efter en Depotforvalter, som beklagede sig over at hun sad igjen i en hjælpeløs Forfatning. «Jeg satte din Mand, den Oxen, til Krybben; hvorfor Fanden aat han sig ikke mæt.» Men saa kommer der Offerfoder, som maa bøde for Systemet, saaledes alle vore Depot- og Magasinforvaltere, der nu ere dømte af Domstolene som Kjæltringer, Stiftamtmand Nannestadk2150 af den offentlige Mening for Beregninger af Storthingsdiæter og nu Byfoged Knap for Handel og Vandel med Embeder. Tanker klares og Begreber skjærpes hos et frit Folk.
Det fortælles i Byen dog, at der nu i disse sidste 3 Dage i Høiesteret er procederet om et Semikolon. Nu, ja et Komma, der er en Prik mindre, skal endog have kostet et Menneskeliv. Det fortælles saaledes, at en engelsk Mariner, der havde vist Ulydighed paa et Krigsskib, blev af Skibsretten dømt fra Livet; men Synderen tyede til Kongens Naade, og Bønskriftet traf just Kongen, da han skulde ud paa Jagt og havde saaledes knap Tid. Han skrev da saaledes staaende paa Bønskriftet: Skaan ham ikke hæng ham; men da han i Farten satte Kommaet efter ikke, istedetfor foran det, tog Skibschefen det bogstaveligt og hængte Mennesket op i Raanokken. Kunde Komma gjøre saameget, kan nok Semikolon gjøre Larm i en Kontrakt.

Nr. 260/1858; søndag 07.11.

[Kjeklinga med svenskane]

Korrespondance
Christiania den 5te November
Gaarsdagen, den 4de Novbr., gik stille og rolig af; alene Fæstningen skjød til Ære for Foreningen med Sverig, og rimeligvis var der ogsaa Middag «hos Regjeringens ældste Medlem,» som vi ere nødte til at klare os med som Repræsentant for Majestæten, naar hverken Kongen eller Prindsen er her. For 4 Aar siden skrev jeg en Vise i Christiania-Posten til Ære for den 4de Novbr., og i det store Lag i Frimurerlogens Sal var jeg ligeledes med at tale ianledning af Dagen. Alt er nu forandret i Følelser og Tanker. Men det er ikke vor Skyld, ligesaalidt som det er Guttens Skyld, om hans Kjærlighed kjølnes, naar Jenta siger Nei. Han kan ikke være saa galen at elske hen i vilden Sky, han maa meget mere hade den, som ikke besvarer hans Kjærlighed. Saaledes ogsaa hos os. Sverige mente vist, at vi omsider havde skjønnet paa den Opofrelse, Sverige havde gjort og alt det Gode, vi havde faaet, siden vi saaledes gjorde Lag og sang og talte. Fra den Dag begyndte vore svenske Stridigheder, som nu altsaa ere 4 Aar gamle. Det var nok Strid før af og til, men det sagde ikke stort mod siden. Saaledes kan en god Ting tages paa Skakke som vor Foreningsfest forn416 fire Aar siden. Vi vilde først og fremst offentlig modsige Morgenbladet som paa sin gamle Guttevane slængde fra sig i Kjæften, at vi nok kunde finde os i at opløse Foreningen som et Handelsfirma. Vi vilde vise, at man ikke kan tale om en besvoren hellig Forening som et Kræmmerskab. — Der kan man se, hvad det betyder, at give et Blad en saa stor Udbredelse som Morgenbladet, naar 12 eller 1300 af Landets lærdeste Mænd skulle være nødte til at demonstrere ved et Lag. Der ser man ogsaa, hvad Magt Guttestreger har. Morgenbladet kan en vakker Dag skaffe os en Krig paa Halsen, saa at alle disse 1300 Mand bleve ihjelskudte ataat. Man har ingen Garanti mod, at det ikke sker saa.
Nu da vi ikke røre os for 4de November, men se ud som om vi ikke vare noget videre glade i den, hvilket enhver fornuftig Mand dog maa være, nu ere Svenskerne noksaa snille, og de ligne saaledes en national Karaktertypus hos os, som man faar i bedst Humør ved at skjændes med, og allerbedst ved at slaas med ham. Kan man give ham et let Knivstik, saa er han sød som Sukker, den stærke barske Manden.
Nu ja, naar Svensken vil have det saaledes, skal han faa det, for vi ville gjerne leve i Fred med ham.

Nr. 267/1858; tirsdag 16.11.

[Norskdom i teateret; brannar]

Korrespondance
Christiania den 13de November
Det norske Theater herinde udvikler megen Arbeidsstyrke og Publikum kommer ogsaa arbeidsstærkt. Der er godt Hus hver Gang, og man ser heraf, at det er Nyt, som Publikum vil have, og naar det faar den Ting, saa gaar Faarene did, hvor de finde Føde.
Det er nu bleven en driftig Mand, den artistiske Direktør, og de andre Direktører opofre ingen ringe ulønnet Tid med Theaterstellet, og de gribe Tingen klogt an, idet de have faaet nogle Abonnementsforestillinger istand, og det bedste er, de have faaet nogle af Byens Plankearistokrater og andre gilde Folk til at tegne sig, og da gik det nok. Det er noget Forvirrende i at se slige Folk i det norske Theater for Andet end Nysgjerrighed; men saa er nu hverken Stykker, Sprog eller Spil mere norske, end aldrig det var. Det kan nok taales af «dannede» Folk, ja endog af Statsraader, af hvilke jeg igaarkvæld saa en der, og det en gammel Æsthetiker ataat. Publikum er fortræffeligt, og det skal bare Dygtighed til for med Bifald at tale og spille saa norsk som En vil. Men Theaterbestyrelsen er forsigtig, og den kan desuden ikke gaa udenfor sig selv. Man ser dog en god norsk Villie i den, idet den har udsat en Præmie paa 100 Spd. til det bedste norske Stykke — helst et Syngestykke — paa 3 Akter, som maatte indkomme til ud paa Sommeren. Jeg hører ikke til de mange, som have imod slige Præmier, kun vilde jeg de skulde være større, for en Mand med de Gaver, at han kunde skrive et sligt Stykke, lægger ikke sit Hoved i Blød for 100 Spd., men 100 Spd. kunde hjælpe til den andre sædvanlige Indtægt, og saaledes nok for den Skyld bevirke at et Stykke blev skrevet. Jeg tror nu forresten ikke før jeg ser det, at en Mand med nogen ideel Styrke kan bekvemme sig til at skrive et godt Stykke i et Sprog, som der kunde blive antaget. En slig Mand vilde gjøre et saa stort norsk Tilsprang, at det endnu ikke turde eller med de nuværende Skuespillere kunde bruges. Ringe ere isandhed Skuespilkræfterne ved det norske Theater. Den eneste Mand, jeg vil ikke sige af Dannelse, men af tarvelige Skolekundskaber og Menneskeomgang er Døvle.k2151 Af ham kunde der blive noget norskt, ligesom han naturligvis alt nu er den mest norske der, trods den kjendelige Fordanskning han lider af i Sprog og hele sit Spil; der kommer nogle norske Puf imellem, men den hele Luft, hvori han lever i Forbindelse med det Tryk, Kritiken øver paa ham, gjør, at det alene kan blive et Puf her og der. Jeg vil ikke hermed laste de andre Skuespillere, de ere — navnlig Bucherk2152 og Abelstedk2153 — ofte meget gode, og alle arbeide de paa Spreng nu, saa at det er mærkeligt, at det kan være sligt at se paa dem. Men noget norskt kan der neppe blive af dem, og hellerikke af Damerne: det maatte da være af Madame Døvle,k2154 og Madame Hundevadtk2155 er saa talentfuld, at hun kan bruges til Noget af Hvert.
Denne Norskhedens Strømning, som i de sidste Uger har taget en slig forhen uanet Fart, ruller nu vel ogsa sine Bølger op i Møllergaden til Theatret der. «Dølen» skriver sit Norsk i alle Brigd og alle Aviser skrive om Norskheden, men praktisere den ikke. Myllargutenk2156 og Bullk2157 spille norsk og Avisene anstille Sammenligning mellem den forskjellige Norskhed i Spillet deres. Det kan bringe vore mange norsk-danske til Fortvivlelse, og kjender jeg Verden ret, maa her komme en Reaktion, skjøndt den endnu ikke ret kan komme før Norskheden — som nok snart sker — drives endnu videre. Men selv om Reaktionen kommer, saa er dog meget opnaaet og den gamle Tid vil aldrig vende tilbage, ligesaalidt efter en politisk Revolution, der altid — i den nyere Tid — bringer Tanker til Gyldighed, som sætte sig fast i Staten, og sidde der evigt, om de end mangen Gang knapt mærkes under Reaktionens Ferier.
Atter Ildebrande. Sproget maa finde op brændende Ord i denne Brandens Tid, skal Tilstanden kunne betegnes. Drammen er atter ude. Det er en varm By, det; og nu igaar var det paa Veien til at brænde ude paa Ankerløkken. Lensmanden i vestre Aker er ikke kommen paa Far efter Brandmændene paa Hauges Løkke; men Bolstadk2158 fra Drammen blev igaar dømt i Høiesteret ligesom ved de andre Domstole for Mordbrand efter 23-4, cfr. 1. Det var bare paa Indicier, men de vare da saa mægtige og mange, at Vor Herre vist ikke skal underkjende den Dom.

Nr. 272/1858; søndag 21.11.

[Gildet paa Mærrahaug]

Korrespondance
Christiania den 20de November
I Studentersamfundet har man nu spilt et lidet Komediestykke af en ung Student Schavlandk2159 og dette Stykke er bedre end slige Kommerskomedier pleie at være. Det er i den strømpeløse Maner, som gjøre Nar af Svulst og al opblæst Sygdom. Denne ætsende Aandsretning er national; det kan erfares af den første den bedste fornuftige Almuesmand; det findes i Stev og Ordsprog udtrykt og Wesselk2160 gav det sin Fuldendelse i Kjærlighed uden Strømper, og Studentersamfundet er Bærer for denne Retning her i Hovedstaden. Der høres Viser, Taler og Theaterstykker, hvis Aand overalt er en Naal, som stikker Hul paa slige Bylder. Er det paa denn417 ene Side naturligt, at Studenterne, som de friskeste Skud paa Kundskabens Træ, ogsaa ere de friskeste til at faa fat paa Sop og alt det, som sygner Træet, saa vilde det dog ogsaa paa den anden Side være naturligt, om de i sin kraftfulde og høitflyvende Ungdom henfaldt til Svulst og Overspændthed, og saaledes gjorde det Modsatte af det, de nu gjøre med sine Komedier, hvori alt travesteres paa en pudsig Maade: Kjærlighed, Heltemod og selve Scenens Illusion, idet man der taler om «Komedien» og endog rømmer fra den og frem i Orchestret til Publikum, ligesaa ogsaa med Forsæt glemmer af noget i Prologen og hakker og faar skrigende Hjælp fra Kulisserne. Man maa le baade over dette og de drøie Vittigheder og dristige Hentydninger, som tidt falde. Alt er Aandsfriskhed og man føler sig let i en Luft, hvor Alle vide, hvor de ere, hvad de ere og hvor de ville hen. Publikum er ligedan; det forstaar Alt, og Ordsproget: jo galere jo bedre, passer netop her. Man er selv ligesom saa fuld af Fornuft, at man leger med Ufornuften og finder sin høieste Nydelse i at hænge en Narrekappe paa den eller rettere paa dens Forvrængninger, for dem er det naturligvis man mener. Man er — for at tage et sandt Exempel — ligesom Fæet om Høsten, naar det kommer fedt og mæt af Fjeldbeiterne; det tygger Sop og Smaastein og Skolapper med større Nydelse end det fineste Gras. «Det er matleidt», siger man. Derfor læses ogsaa «Iagttageren» med Nydelse og Alt, hvad der er fuldent galt; kun Middelmaadigheden er en evig Pest. Middels Fornuft og middels Galskab ere i den aandelige Republik lige umulige, fordi de ere kjedelige; og naar derfor Franskmanden sætter Kjedelighed som den høieste Last, saa forraader han derved sin gjennemaandrige Natur. I et godt Studentersamfund er ogsaa Kjedelighed en forhadt Ting.
Det er vel kanske ikke rigtig at nævne hverken Forfatter eller Skuespillere i Studentersamfundet offentlig, men det tykkes mig for ethvert Menneske en Ære at blive rosende omtalt, selv det at kalde en Theolog en god Skuespiller maa dog være en Anbefaling og vise, at han er en aandelig Mand; det stemmer nok ikke med Tiden dette, men Tiden er i dette Stykke saa syg nu, at det er bedst at give ham det sidste Pulver ind. Der er saa ikke Haab om Liv alligevel. For prægtige Skuespillere man kunde faa til et norsk Theater, naar man fik vælge bare blandt de Studenter, som spilte «Gildet paa Mærrahaug.» Men de skulle vel som saa mangen prægtig Mand gaa tilgrunde ved at komme til Hæder og Værdighed i Staten.
Nu er Bullk2161 reist og Violinisten F. Ursink2162 er bleven hans Eftermaalsmand med Myllarguten,k2163 som han nu ikveld skal give en Concert med. Aa ja, Ursin er den nærmeste Norske han. Bull vidste nok, hvem han valgte.

Nr. 278/1858; søndag 28.11.

[Hærmændene paa Helgeland]

Korrespondance
Christiania den 27de November
Dagens Helte ere nu «Hærmændene paa Helgeland» (Drama af H. Ibsen), som blev spillet første Gang Onsdagaften paa det norske Theater og nu ikvæld anden, efter hvilken et Lag er sagt at skulle være i Theatret for Forfatteren og ventelig ogsaa Skuespillerne, der nu have slidt saameget og spilte Hærmændene saa godt, at de ærlig fortjente et Lag med. Forventningen til dette Stykke var ikke ringe, dels paa Grund af dets egen Histori, og dels fordi det var spurgt, at 500 Spd. skulde være lagte paa dets Udstyr, samt endelig Længselen efter at se de Norske spille et saadant stort tragisk Stykke. De spilte virkelig saa godt, at man trygt kan sige, at intet Stykke her i Christiania er bedre spilt af norske Skuespillere, navnlig var Døvlek2164 som gamle Ørnulv meget god. Det er just Roller for ham, gamle Kjæmpekarle; og Mad. Hundevadtk2165 var som Hjørdis en saa satanisk Kvinde, som Forfatteren kunde ønske det.
«Hærmændene» ere — som et stort Theaterstykke betragtet — det bedste som er skrevet her i vort dansk-norske Bogsprog. Sproget er navnlig ganske fortræffeligt. Der er en virkelig norsk Klang i det, og det skulde bare aabne sig for Diftongerne for at være fuldent. Karaktererne ere vidunderlig sande; den, som kjender det gamle Liv, ser det lyslevende for sig. De mest dramatiske Træk ere da ogsaa ligefrem tagne ud af de gamle Sagaer, saasom det almindelige Karlstykke af en Elsker, at dræbe en Bjørn, som bevogter Jomfruburet, og det ligesaa bekjendte fra Valsunger og Niflunger, at den, som fælder Bjørnen ligger med Møen om Natten sovende med Sværdet mellem sig, givende hende saa til sin Fostbroder, som er mere kvindagtig forelsket, og endelig modtagende en Ring af hende, som han siden giver til sin egen Kone, der med Kvindestolthed over sin Mands Daad viser den til hende, som gav den, og som tror at have Helten til Mand, hvilket Mistak fremkalder Død og Undergang. Jeg drister mig ikke til at sige, at en saa tro Udskriven af Sagaerne er utilladelig, især naar man tænker paa Shackspearek2166, om hvem det siges at han meget ligefrem benyttede gamle Historier og andre Komedier; men jeg kan dog ikke undlade alligevel at sammenligne Hærmændene med disse saakalte musikalske Potpourris, hvori en Melodi af Mozart,k2167 Weberk2168 osv. ere sammenføiede ved Overgange gjennem Dissonantser og deres harmoniske Opløsning. Nogen poetisk Kanonstøbning ere de ikke, og formaa da heller ikke at varme Sjelen, som tværtimod med Gru vender sig fra disse portrætlige barbariske Forfædre med deres Leven og Tænken, vel at mærke, naar man ser dem, hvorimod de gribe ved at læses, for da fylder man dem ud med sit eget Indhold og betragter dem som en Hjelm eller et Øxeskaft i et antikvarisk Musæum. En Antikvar som Professor Keyserk2169 maa finde Hærmændene uovertræffelige, men Publikum, der vil sympathisere med i Graad og Latter, kan ikke godt gjøre det, og det var da ogsaa temmelig koldt, skjøndt Stykket var et saa respektabelt Arbeide, at Forfatterens Fremkaldelse i fuldt Maal var fortjent. Baade Ibsen og vi skulle være fornøiede og takke for det, som er, om han ikke er nogen Shakspeare, nogen Oehlenschlägerk2170 i Hakon Jarl, nogen Goethek2171 i Götz, eller en Schillerk2172 i Wallenstein. Uden slige Kjæmpekræfter at ville magte slige Helte og Heltinder som i Hærmændene er at være som Væslegut, der hæver en Hugøx saa diger og tung, at han istedenfor at hugge selv falder i Bakken under den.
Der er saameget barbarisk ved disse gamle Forfædre, at de, naar alt skal tages med, alene gjennem Poesiens Solglands taales. Djævlekloen maa alene glimte gjennem Fyrverkeriet og derpaa evigt forsvinde og Forsoning komme.
Det ser ud som jeg skulde skrive fra Kjøbenhavn, idet jeg to Gange i Rad har skrevet om Theater og Skuespil. Aa ja, vi komme os vel vi og; det ser saa ud idetmindste.
Aviserne rose Hærmændene og deri have de Ret, men de gaa ikke ind paa det, hvilket forresten Goldschmidt,k2173 Udgiveren af «Nord og Syd» gjorde saa grundigt, at det er overflødigt at gjøre mere, og ligeledes skrev en Drammenser — om jeg ikke tager Feil — ogsaa meget godt om dem i Morgenbladet i Sommer.

Nr. 284/1858; søndag 05.12.

[Å bygge landet ved hjelp av lån]

Korrespondance
Christiania den 4de December
Her ser stygt ud herinde nu, ja jeg mener paa Gaderne. Jeg har seet meget Søl i Christiania, men Magen til det nuværende aldrig. Regnen har taget væk Sneen og i Gaderne bygges, saa der bliver en Vælling, som skinner husimellem, saa man kan speile sig i den, om man ikke alt er saa svart, at intet Lys kan frembringe Speilbilledet. Og saa graves og mineres her til Vandledningen, saa at man maa vente paa Mineskuddene og gaa paa Siden af den opkastede Veite langs Husvæggene og Leir og Styghed, og blive standset af de arme Kjørere, som ogsaa skulle frem. Her er en evig Graving herinde, snart efter Vand og snart efter Gas, fordi de første Gasrør vare saa daarlige og saa ilde nedlagte, at det kommer i Ugreie alt som tidest. Saa lugter det af Gasen og saa af det raadne Vand i de opgravne Render og saa af «Kasserne,» som midt paa Dagen kjøres igjennem Byen og standse ved en Grøft. Kort, her er et Griseri, som I kanske har Magen til i Drammen, saa jeg slipper at beskrive det videre.
Dersom overhovedet Christiania kommer saalangt, at Alt bliver istand som det bør, vil Byen være nødt til at gjeldbinde sig meget, især nu, da Grønland og Gamlebyen og Sagene ere komne med. At faa Brolægning over hele de Strøg bliver stridt, helst da man hidindtil ikke er færdig med selve Byen. Gasledning bliver lettere; men Vandledningen derimod svært dyr. Politiopsynet og Skolevæsenet er efter de opgjorte Beregninger ikke saa farligt, men der maa vel snart mere til. Kommer nu til disse Udgifter, at Byens Skatteevne vil formindskes, dersom det skulde gaa, som det ser ud til, at Bomuldsfabrikerne minke væk, og tænkes endvidere paa, at Handelsgrændsen ved Underlæg bliver saa vid, at Byens Centrum derved vil tabe forholdsvis ligesaameget: saa forestaar her virkelig de gamle Huseiere og Næringsdrivende i det egentlige Christiania en daarligere Tid end før. Men det er nu saa gildt med det nu, at Byerne kunne udstæde Obligationer og gjeldbinde sig i det Uendelige og derved kaste over paa Efterkommerne Betalingens Byrde. Det er noget haardt det, at de skulle betale Foranstaltninger, som de ikke have været med at fuldføre, og som de derfor ere meget misfornøiede med. Jeg tænker mig saaledees, at Efterkommerne gjerne vilde betale Penge, om Trefoldigheds-Kirken ikke stod der, istedenfor at betale saameget, fordi den staar saa ilde. Det samme vil blive Tilfældet med mange af vore Gader og Vinkler og Rørledninger og Brygger. Men det er nu engang saa, at Fædrenes Synder hjemsøges paa Børnene.
Det er ellers Mange, som sige, at det er ligesaa fordelagtigt at gjeldbinde sig for Stat og Kommune som for den enkelte Mand, som derved paa sin Tillid kan skabe sig en Rigdom, istedetfor at ligge og grave i sin gamle Armodsdom, uden at magte nogen Vei. Derfor er den engelske Stat saa lykkelig og rig i sin Statsgjeld, som aldrig kan betales, og derfor er den keiserlige Regjering i Frankrig saa heldbringende; Landet og Kommunerne med Paris i Spidsen gjeldbinde sig noget utroligt. Naar Pengene anvendes godt, kan dette saa være; men anvendes de som i Paris til at bygge Revolutionen ifra Brostenene og til at give Pøbelen billigt Brød, som i det gamle Rom, der ligner det nuværende Frankrig paa Veien til sin aandelige Død saameget, saa er det vist ikke godt at gjeldbinde sine Efterkommere. Jeg tror ogsaa, at man ikke burde have gaaet saavidt heller, som man har gjort, men taget det mest Nødvendige først, som det falder fra Haanden, og saa biet med Ting, som ikke vare saa paatrængende, men desto dyrere. Saaledes handler idetmindste en fornuftig Mand.
Forøvrigt gaar her bra og Handelen skal være upaaklagelig. Penge er her nok ikke mere af i Bankerne end godt gjør, idetmindste er Hypothekbanken saa overlæsset med Ansøgninger, at de ikke komme for Tur til Afgjørelse før et halvt Aars Tid, efterat de ere indsendte. Det er noget stivt at forskrive sig for 100 Spd. og faa 91 udbetalte og binde sit gode Pant saa haardt. Jeg tror aldrig, at vort Landbrug i Længden kan bære slige Laan, trods deres langsomme Afbetalingstid.

Nr. 290/1858; søndag 12.12.

[Renta: ny brann]

Korrespondance
Christiania den 11te December
Her var et godt Aar, men alligevel vil her ikke blive saa godt for Landmanden, fordi Poteterne raadnede saa bort, og her paa Østlandet var det af dem, han «vendte» sine fleste Penge; ligeledes er det i Gjennemsnit ikke mere end den halve Pris paa de andre Varer, saasom Hø og Kornsorter, hvorimod Fedevarer og Mælk ikke ere faldne over en 20 pCt. gjennemsnitlig. Derfor hører man allerede nu Landmænd klage, og de sees paa flere Steder, saasom her i Aker, at forandre Driftsmaade, idet Nogle aflægge den Akerskik, at sælge Hø og kjøbe Alt, lige indtil Gjødsel igjen.
Det var nu disse sidste Aar, især under Krigen, som havde rykket alle gamle Priser ud af sine Gjænger og frembragt en Omkompling af Alt, ligefra Gaardens Værdi til Betaling for at feie Rendestenen. En Slusk tog 3 Ort for at feie Gaarden, og Gaarden var selv stegen op til 3000 Spd. Nu gjør Slusken det for 1 ½ Ort og Gaarden kan faaes for 1500 Spd. Kan vel hende, at Gaardpriserne ikke almindeligvis ere faldne saa meget, men i den nærmeste Fremtid kan det vel med Sikkerhed antages, at de ville staa med et rundt Tal ⅓ under det de gik for 2 Aar siden.
Det er ikke sundt for Samfundet, at Stigning og Fald paa Livets Fornødenheder ere saa pludselige. Det gjør Folk fattige og rige i en Fart og rykker Landmanden, som er den der skulde gaa pæntn418 og sikkert, ud af sin Gang og kaster ham ind i Spekulationer, Jorden ikke finder sig vel ved, ligesom den lader ham begynde paa en Levemaade og Fremtræden, som han ikke er vant ved, naragtig først og ulykkelig sidst. Jeg kjender «Proprietæren,» som nu gaar med de fine Klædesklæder luslidte og blanke, som herremæssig bleve kjøbte 1 ½ Aar siden, og den fine Floshat er søkket og ser ud som en Ræv om Vaaren.
Men Manden, som bærer dette paa sig, er bleven meget forstandigere: han vil bare slite ut disse Klæder, som ikke passe for hans Liv og Bedrift, og anlægge greide og paalidelige hjemmevirkede.
Det kan ikke slaa Feil, at jo offentlige Indretninger, saa forsigtige som de ere, imellem maa lide et og andet Tab, idet Panterne ikke ville komme op i det, de ere pantsatte for. Hypothekbanken har taget for ⅗ paa Landet og ⅖ i Byerne, og Umyndiges og Offentliges Midler for ⅔. Disse Hypothekbank- og andre offentlige Taxter vare i disse sidste Aar lidet at fare efter, da Taxationsmændene i de færreste Tilfælde lagde en fornuftig Beregning til Grund efter, hvad Gaarden Aar om Andet kunde kaste af sig med stadigt Hensyn paa at «faste Laan» til de gamle 4% blive mere og mere ualmindelige og tilsidst aldeles ville forsvinde, hvorimod de gik efter Spekulationstidens Indtryk.
Dette Fald er nu bare forbigaaende, da Priserne paa Jordegods og Skog maa stige, alt eftersom Landet kommer frem med Veie, Agerdyrkning og Oplysning, kort, alt som Landet «civiliseres.» Men denne Stigen vil være sen og langsom, den mærkes knapt i Løbet af nogle faa Aar, hvorimod den i en Menneskealder godt vil sees.
Atter Ildebrand. Inat Klokken 1 ½ vækkedes Byen ved de sædvanlige Brandgreier, og det skreg og kjørte og larmede i Gaderne, saa det var som jeg skulde høre en Fos under mine Vinduer, og gjennem mit Vindu saa jeg op mod Pilestrædet Nathimmelen pragtfuld. Men den blev snart mørkere og mørkere, saa det nok ikke er mere end et Hus, som er strøget med.

Nr. 296/1858; søndag 19.12.

[Avsetjinga av statsråd Vogt]

Korrespondance
Christiania den 18de December
Nu er her Politik i Christiania. Sligt har her ikke været siden i 1836, da Storthinget blev opløst. Statsraad Vogt,k2174 som har faaet Afsked efter en Opfordring til at søge den fra Regenten,k2175 Vogt er nu en større Gjenstand for Omtale og Medlidenhed end i 1845, da han stod for Rigsretten, og ligesom da de store Borgere gjorde et Lag for ham, til Trøst for ham og til Demonstration mod Rigsretten, saaledes foreslaar nu Morgenbladet, som udskjældte hint Lag, at Byen skal gjøre et Lag for ham og derved demonstrere mod Regenten, uagtet Indbydelsen gives det Sving, at det ingen Demonstration skal være, men blot en Afsked til den gamle Mand. Morgenbladet, og tildels Aftenbladet, som har drevet paa at Vogt burde tage Afsked, disse Blade og Christiania-Posten ere nu høist forfærdede over hans Afskedigelse og rose den Mand, de før have revet ned paa. Ingen roses før han er død, og Ingen lastes, før han skal giftes, siger Ordsproget, og saaledes gaar det nu med Vogt. Og Birch-Reichenwald,k2176 som altid er rost, ham frygtes nu for som Statsraad, men da han nu er bleven det, saa taber vel Daddelen sig. At Stangk2177 ikke blev Statsraad, maa komme af det, at Regenten vilde spare hans Helbred. Imidlertid kunde han dog være bleven Statsminister. Men Ministerresident Sibbern,k2178 som nu ifølge Dagstelegrafen er bleven det istedenfor Due,k2179 der er forflyttet som Diplomat til Wien, han har vel mere Hofmandsvæsen ved sig end Stang, iallefald har han en fin engelsk Dame til Kone og vel at mærke med Formue, saa han bedre kan være blandt Aristokratiet i Stockholm. Kanske det ogsaa kan komme af, at der er en Strid mellem det nu nys opstegne Parti, nemlig det Reichenwaldske og det gamle, iallefald maa det antages, efter at Birch-Reichenwald var Direktør ved Jernbanen, at der er indtraadt en Kulde mellem Bretteville,k2180 som stelte med Jernbanepengene osv. og ham, samt med Stang, som nærmest afsluttede Kontrakten, hvilken Strid og maaske andet til har aabnet en Kløft mellem disse Statsmænd. Man skulde næsten tro det; thi den Kamp mod Birch-Reichenwald fra Kanter, som staa i Forbindelse med disse nævnte Statsmænd, kan ellers ikke let forklares.
Hvorledes det nu end er eller ikke, saa er det første Gang vi har havt en Hofstyrten — og Rasen af Ministere. Ministeriet har før, som det kaldtes, kompletteret sig selv, men nu har Regenten gjort det selv alene. Over dette er baade Aviserne og Byen bestyrtset, men det retter sig nok og endnu er ingen Skade skeet. Vogt ærer Alle for hans Mod og Redelighed, men han er nu saa gammel, at det endog var Naturens Orden, at han tog Afsked. Men der spaaes et større Ministerfald; der tales om to til; det er godt, om det ikke bliver tre eller fire; men bliver Ombytningen saa god som den første, kan der ikke klages. Regenten fandt vel, at han med Alexandersværdet maatte overhugge Knuden og lufte lidt i de tætsluttede Statsraadsrækker.
Men Byen er spændt. At Departementerne gaa til Vogt og takke ham, er en Skyldighed, som intet Andet end Godt ligger i. Men der tales om, at Studenterne skal bringe ham et Fakkeltog. Det vilde ikke være rigtigt af Studenterne: de bragte Prindsen et Fakkeltog, og nu at demonstrere mod ham ved et Fakkeltog, vilde ikke rime sig. Dersom Vogt var traadt af under andre og rolige Forhold, vilde et Fakkeltog have været i sin Orden; men nu under denne Ophidselse faar det Udseende af en Demonstration mod Regenten, som Studenterne skal overlade til de Ældre, saasom om de gjøre et Lag for ham, hvilket dog neppe bliver noget af med.
Man løber i det Eventyrlige med Gisninger af nye Statsraader, og paa mange Steder og i Forsamlinger opstilles Statsraadslister af de største Torsker og Dovninger inden og udenfor Departementerne. Det skal nu være vittigt det.
Jeg begynder næsten at tro, at vi er et Folk, der kunde gjøre Revolution, om det skulde knibe; men disse tapre Helte holdt sig vel tilbage, naar det kneb, for det er en Egenskab hos slige Folk, at de ere fælt feige. De gaa efter Vinden, og det skulde ikke forundre mig, om jeg næste Gang skrev, at Byen er begeistret over Regentens mandige resolute Handling, som de da vilde kalde den.
Jeg brænder efter at kunne være i Paris, naar en Revolution, som snart maa komme, bryder ud. Det er noget smittende i en slig Luft, og uagtet jeg rolig har seet dette hele Opstyr, og fundet megen Vind i det, er det dog ikke frit for, at jeg imellem er bleven varm.
Nu løbe Avisfolkene paa Telegrafstationen og høre om Depescher, og den Sætter, som kan faa en sent om Kvælden, han faar sig en Dusør. Publikum betjenes paa det Bedste. Men saa faar det ogsaa finde sig i, at den ene «Leder» slaar den anden ihjel, jeg mener en Leder i Aviserne.

Nr. 303/1858; onsdag 29.12.

[Avisene og ministerkrisa]

Korrespondance
Christiania den 26de December
Nu er her Julefred. Det er nok ikke andre end «Dølen», som kommer ud idag. Nyhedsbladet og de mulig andre Vikublade regner jeg ikke, da de ikke ere politiske. Dølen opsamler de sidste Levninger af denne «Minister-Krisis» og greider i Papirerne. De ærede «Herrer skulle da være saa gode at læse «Dølen», saameget Hovedbrud det end skal koste.»
Stillingen er nu omtrent den: Alle hvile udmattede. Jeg tænker mig Aviserne som Lemænet, der ligger og puster som en Bælg, efterat det af Sinne har skreget sig udmattet. Aftenbladet har halvt om ikke helt snut om; det siger nu, at endnu er Intet gaaet i Stykker. Aftenbladet kan fortjene gode Ord for mange Ting, men for politisk Holdning skal det ikke faa mange af det Slag. Men, hvad vil nu ogsaa det være politisk efter? Hvad skal Saul iblandt Profeterne? Aftenbladet skal være Krydser og «gaa paa Kommers,» som Komedien heder, og det vil vel ogsaa selv snart indse Nødvendigheden af den Ting, skal det bestaa. Det er aabenbart forbi med det, og om end det endnu hænger i og holdes ret meget, saa tror jeg ikke, at Nogen tror paa det. Nu til Nytaar faar det ein Medkappare (Rival) i «Dagbladet», som siges at skulle staa op i en bedre Skikkelse og formodentlig til et bedre Liv. Det maa komme til at blive et Oppositionsblad og et «liberalt», et par excellence, og negtes kan det ikke, at et saadant vilde gjøre godt, naar det kunde være godt selv. At det vil tage bort mange Abonnenter for Aftenbladet og kanske for Morgenbladet med, bliver vist.
Morgenbladet har staaet sig bedst i denne Ministerkrise, for det har væsentlig indskrænket sig til Lovtaler over Statsraad Stangk2181 og sammenlignet ham med Birch,k2182 samt skildret de nedtrykkende Følelser, som maatte ligge paa Birch. Ja Gu, sa eg det, eg! Nei, er Nogen glad, saa maa det vel være Birch, skjøndt han nok skulde være forskrækket, da Posten sagde, at han var som Ormen, der beit, naar man mindst meinte paa det. Jeg har altid troet om mig, at jeg var en ærlig Mand eller saa omtrent, sagde han til en Mand i Revisions-Departementet. Posten har ved denne sin Optræden bibragt sig et Ulivssaar, som sent vil forvindes, og den har rykket sig ud af sin naturlige Stilling, nemlig at være et pynteligt Regjeringsblad, som vi ogsaa vilde trænge til, ret et gentilt folkeligt Blad, som kunde være ophøiet over Dagens Rivninger og komme med Besindighedens Ord.
Processionen til Vogtk2183 otte Dag idag siden var talrig og Talerne baade af ham og Advokat Kildalk2184 vare varme og smukke, kanske Advokatens var noget vel blomstrende, men det er ikke tidt man ser slige Taler.


1859

Nr. 45/1859; onsdag 23.02

(Afsked til Læseren)

Korrespondance
Christiania den 19de Februar
Det vilde ikke være forunderligt, om jeg var rørt ved Afskeden med Dig, kjære Læser; thi Du har i otte Aar baaret over med mange Svagheder hos mig. Du er en rimelig Mand: naar Du ser en god Villie og finder det mindste Folkevid, saa er Du fornøiet. Den, som klager over Dig, han klager over sin egen Daarskab.
Men Du har ogsaa dine Svagheder, Du er, som jeg sagde i «Dølen», saa skakkjørt, at Du heller vil have Dansk end dit eget Maal. Jeg forsøgte her med Dig at gjøre en Overgang i Forvanskningen af Sproget. Jeg stod da paa det underordnede tilbagelagte Standpunkt, som de andre Avisskrivere nu gjør, idet jeg saaledes vilde smaat i Senne gjøre en Overgang fra Dansk til Norsk; men naar man lærer mere, ser og føler man Umuligheden af, at det saa kan gaa: den rette Toneart maa slaaes an, skal ikke Alt blive lutter Disharmonier. Derfor har jeg begyndt med Dølen. Jeg ved ikke, om det vil gaa, skjøndt det hidtil har gaaet over Forventning; men det ved jeg, at ethvert Forsøg paa at fornorske Sproget paa en anden Maade vil frembringe en Vanskabning. Det er rigtignok ikke mange, som holder med mig i dette; men det er de bedre.
Er Tiden ikke endnu forberedt paa at nyde mit Dølemaal, saa har jeg et godt Middel i Baghaand, og det er at tie stille. Jeg beder herved den ærede Læser om Tilgivelse, fordi ogsaa jeg engang var saa svag og arm og uvidende, at jeg vanærede min norske Haand med at skrive Dansk, at jeg saaledes syndede mod Fædrelandets Aand og gjorde Mit til at slukke den sidste Rest af dens Liv; jeg skal ikke gjøre det mere. Intet, som jeg lægger Aand og Liv i, skal være paa Dansk. Den Aand, jeg har, skal være paa Norsk; vil Ingen have den, saa beholder jeg den for mig selv, — saa gjør jeg da idetmindste ingen Skade. Jeg tager altsaa herved Afsked med den danske Literatur, og jeg gjør det paa det rette Sted, det nemlig, som jeg har talt saalænge fra. Det er haardt at skilles ved et Sprog, som man med grædende Taarer har lært! for man truer Unaturen saalænge ind i sig, indtil den bliver En kjær. Det er et let Sprog, dette Danske, — den, som ikke kan behandle det med Overlegenhed, er en arm Mand. I taagede Taalemaader, røvede fra alle Verdenskanter, kan man skjule sin Tanketomhed; det er just et Sprog for Avisskriverne og daarlige Poeter, — jeg vil bruge det til dagligt Brug, det skal være mine Hverdagsklæder.
Det er haardt at dø saaledes, medens man lever, at være nødt til at underkjende sin Gjerning som den forlorne Søn.
Men saa havde han den Trøst, at Fader var hjemme, som vilde modtage ham, naar han angrende kom tilbage. Denne Trøst har ogsaa jeg.
Du maa ikke tro Læser, at jeg indbilder mig at være en Norskhedens Formand, fordi jeg skriver Dølen og taler som her. Jeg gjør, hvad jeg kan, og vil ikke Landet høre mig, saa takker jeg det, fordi det har hørt paa mig saalænge. Det kunde gjerne have fundet paa at dræbe mig for lang Tid siden. Jeg maa sige, at En og Anden har raadet mig til at gjøre et Uddrag af mine Korrespondentartikler og Vers og andre Stykker, og udgive alt dette i en Bog eller to eller tre eller fire eller fem eller sex.
Men Norge har nok af Bøger i det Sprog. Dersom Læseren vil glemme, hvad jeg har skrevet, saa har jeg alt glemt det. Endnu et Ord, kjære Læser, en Jurnalist har ligesaa stor Ret til at holde Afskedsprædiken som en Præst. Præsten taler i et Hus, som er bygget af Menneskehænder; men Jurnalisten taler i et større, — han staar ligesom paa Snehætten og hans Røst høres fra Nordkap og til Lindesnæs; derfor er hans Ansvar stort. Jeg har ikke været hørt saa vide, men vidt nok til at gjøre mig ræd, naar uoverlagte Ord løb igjennem min Ven under Livets travle Færden. Jeg beder, at disse maa være glemte.


Kritisk apparat

1851

1852

1853

1854

1855

1856

1857

1858



Register


Noter:
n1. Gesanter] retta frå: Gerant‹…›r
n2. transspirerede] retta frå: transspirede
n3. Historieskriverne] retta frå: Historiskriverne
n4. medens man] retta frå: medensman
n5. Messias] retta frå: Messis
n6. Indgangen] retta frå: Ingangen
n7. unægtelig] retta frå: unægtelige
n8. Homunculus] retta frå: Hommunculus
n9. som] er sett inn
n10. Grubbegaden] retta frå: Grubegaden
n11. Selvopofrelsens] retta frå: Selvoprelsens
n12. Marseillaise] retta frå: Marsellaise
n13. hoffähigt] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: hoffähicht
n14. pibler] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: jubler
n15. «En Haarpidsk»] retta frå: en Haarpidsk
n16. spillet] retta frå: pillet
n17. Opinionen] retta frå: Oppinionen
n18. man] retta frå: men
n19. c’est] retta frå: c et
n20. Vulgus] retta frå: Vulgas
n21. Man] retta frå: Maa
n22. Rederiet] retta frå: Rhederiet
n23. et] er sett inn
n24. Musici] retta frå: Mucici
n25. studerede] retta frå: studerende
n26. diskuteret] retta frå: diskutteret
n27. Slottene] retta frå: Slettene
n28. Tale] retta frå: Tales
n29. trægagtig] retta frå: træg agtig
n30. Katekhismus] retta frå: Kathekismus
n31. hvilkensomhelst] retta frå: hvilkensomst
n32. dybtgaaende] retta frå: dybt gaaende
n33. Christianias] retta frå: Christiania
n34. at tærske] retta frå: tærske
n35. Længe] retta frå: Lange
n36. have] er sett inn
n37. Psykolog] retta frå: Phykolog
n38. Polskpas] retta frå: Polskbas
n39. Instans] retta frå: Instands
n40. Skole-Annalerne] retta frå: Skoleanalerne
n41. Koteri] retta frå: Kotteri
n42. Tyrannen] retta frå: Tyrranen
n43. Tyranniet] retta frå: Tyrraniet
n44. Armeer] retta frå: Armer
n45. laudamus] retta frå: laudamas
n46. plumpt] retta frå: lumpt
n47. 201] retta frå: 101
n48. Mand] retta frå: Man
n49. skuffede] retta frå: skuffende
n50. indexerceres] retta frå: indexeceres
n51. Gjelleraasen] retta frå: Gjetteraasen
n52. Bagage] retta frå: Baggage
n53. Læreaar] retta frå: Lereaar
n54. Dilettanternes] retta frå: Dilletanternes
n55. Biskopen] retta frå: Biskoppen
n56. Ordbog] retta frå: Ordborg
n57. blodfattige] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: blodsottige
n58. hunderttausend] retta frå: hundrettausen
n59. Kulisserne] retta frå: Kollisserne
n60. mellem] er sett inn
n61. Aristokratisme] retta frå: Avistakratisme
n62. Maanerne] retta frå: Manerne
n63. Divan] retta frå: Divon
n64. (Publikum)] retta frå: Publikum
n65. Æresdrap] retta frå: Æresdrapa
n66. intolerante] retta frå: intollerante
n66a. Intoleransen] retta frå: Intolleransen
n67. tolerere] retta frå: tollerere
n68. Krebsegang] retta frå: Krebgang
n69. rebelsk] retta frå: rabalsk
n70. man] retta frå: maa
n71. Brokker] retta frå: Brakker
n72. være] retta frå: bære
n73. 1820] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: 1829
n74. Filipenser] retta frå: Fillippenser
n75. lausbo(d)n] retta frå: lausebo(d)nu
n76. kommes] retta frå: kummes
n77. Usandt] retta frå: Usands
n78. Dette] retta frå: Paa dette
n79. altsaa] retta frå: altfra
n80. aabyrgest] retta frå: aabyrstee
n81. virkelige] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: ønskelige
n82. Alwerström] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Alfinstrøm
n83. Alwerström] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Alfinstrøm
n84. Man] retta frå: Mon
n85. ømfindtlig] retta frå: ømfiendtlig
n86. end] er sett inn
n87. indifferent] retta frå: indifferrent
n88. læses] retta frå: læres
n89. Achilleshæl] retta frå: Achilleshæl
n90. Couturièrer] retta frå: Couteriérer
n91. Sypigelivet] retta frå: Sypigerlivet
n92. Allah] retta frå: Alla
n93. Udvortesheder] retta frå: Udvortsheder
n94. Recensenterne] retta frå: Rescencenterne
n95. Recensenternes] retta frå: Rescencenternes
n96. Colonna-Kapellet] retta frå: Collona Kapellet
n97. Hydraen] retta frå: Hydran
n98. har] er sett inn
n99. en] er sett inn
n100. kontrasigneret] retta frå: kantrasigneret
n101. et] retta frå: det
n102. sentimentale] retta frå: centimentale
n103. Recensenten] retta frå: Rescensenten
n104. der er] retta frå: er der
n105. seirrig] retta frå: seirig
n106. en] er sett inn
n107. gravitetisk] retta frå: gravetetisk
n108. Tolerantsen] retta frå: Tollerantsen
n109. Von] retta frå: Vom
n110. sætter] retta frå: sæter
n111. alarmere] retta frå: allarmere
n112. Falskt] retta frå: falskt
n113. Rabulisteri] retta frå: Rabuliseri
n114. ambulerende] retta frå: ambullerende
n115. sig] er sett inn
n116. det] retta frå: de
n117. kan] retta frå: kun
n118. Begjeringer] retta frå: Begejringer
n119. Nektarbægere] retta frå: Niktarbægere
n120. Karikatur] retta frå: Karrikatur
n121. eller] retta frå: e er
n122. Rorskarl] retta frå: Roskarl
n123. Hjælpekone] retta frå: Hjælkekone
n124. vor] retta frå: vore
n125. Karikatur] retta frå: Karrikatur
n126. akrobatiske] retta frå: akkrobatiske
n127. godlidende] retta frå: godliende
n128. Prædikener] retta frå: Prædikkener
n129. danske] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: norske
n130. Dynastiet] retta frå: Dynnastiet
n131. Forstandere] retta frå: Farstandere
n132. ikke] retta frå: ike
n133. 87] retta frå: 78
n134. hverken vil] retta frå: hverken kan læses, vil
n135. A. O.] retta frå: O. A.
n136. regjerligt] retta frå: regjereligt
n137. Spillerinder] retta frå: Spillerinden
n138. Aabryskab] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Aabryskolen
n139. erkjendende] retta frå: erkjenndede
n140. Egne] retta frå: Enge
n141. pudserlige] retta frå: pudserelige
n142. Sinne] retta frå: Sinni
n143. enkle] retta frå: inkle
n144. at] retta frå: et
n145. Beriderselskabet] retta frå: Beridderselskabet
n146. stritter] retta frå: stripper
n147. Beriderne] retta frå: Beridderne
n148. Mørkeloft] retta frå: Mørkloft
n149. musicerte] retta frå: muciserte
n150. slettes ikke] retta frå: sletesikke
n151. Fyrbødere] retta frå: Fyrbøder
n152. Frostaaret] retta frå: Frosaaret
n153. Solformørkelsen] retta frå: Solførkelsen
n154. grønt] retta frå: gønt
n155. talrigt] retta frå: talrig
n156. Ansigtes] retta frå: Ansigtets
n157. stærkt] retta frå: stærk
n158. Strævsomhed] retta frå: Stræsomhed
n159. man] er sett inn; skadd original
n160. denne] er sett inn; skadd original
n161. komme] er sett inn; skadd original
n162. vi] er sett inn
n163. frisindede] retta frå: frisinde
n164. Statskassen] retta frå: Staskassen
n165. Depotsager] retta frå: Deposager
n166. Noah] retta frå: Noha
n167. faar dem] retta frå: dem faar
n168. eine entsetzliche Stillschweigung entspannt] retta frå: einventsetzliche Stillswergung entspant
n169. completely] retta frå: completly
n170. man] retta frå: men
n171. det] retta frå: de
n172. er det] retta frå: det er
n173. og] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: men
n174. verdslige] retta frå: verdlige
n175. Love] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Lære
n176. inddeles] retta frå: indeles
n177. Thraniterne] retta frå: Traniterne
n178. Ildtunger] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Ildtænger
n179. Præstekald som nu,] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Præstekald, som nu
n180. bryder] retta frå: byder
n181. attende] retta frå: adende
n182. Brandts] retta frå: Brandtes
n183. naar] retta frå: naa
n184. bortrøvet] retta frå: bodtrøvet
n185. Potetesprosten] retta frå: Potetesposten
n186. fælleds] retta frå: falleds
n187. det] retta frå: vet
n188. Tamperretten] retta frå: Tamperetten
n189. Friskytte, men fra Russeven til Redskab for en forbrytelse er dog et stort Sprang] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Friskytte
n190. blank] retta frå: bank
n191. Arbeiderstrike] retta frå: Arbeiderstriks
n192. den for] er sett inn
n193. Børneudstilling] retta frå: Børnudstilling
n194. Malerier] retta frå: Maleriet
n195. flakse] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: flaske
n196. Polen] retta frå: Porten
n197. Boccaccio] retta frå: Boccario
n198. Lyttende] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Lystende
n199. guillotineres] retta frå: guilloniteres
n200. Kjæde] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Kjode
n201. Missionsmøde] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Messensmøde
n202. de] er sett inn
n203. drukke] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: drakke
n204. Kandidatur] retta frå: Kandidattur
n205. Hver] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Hære
n206. lede] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: bede
n207. Christianias] retta frå: Christiania
n208. Republikanske] retta frå: republikanske
n209. har han] retta frå: her har
n210. T.] retta frå: M.
n211. Skruv] retta frå: Skruu
n212. Skriveføre] retta frå: Skrivføre
n213. faa] retta frå: faar
n214. Humanister] retta frå: Hummanister
n215. slue] retta frå: slie
n216. mange] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: ingen
n217. Fortid] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Fremtid
n218. et] retta frå: en
n219. Gramhug] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Granshug
n220. én Bank] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: en Bænk
n221. Skarphed] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Skarphed i
n222. med] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: med, ifølge sit Væsen
n223. Hævnens] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Haanens
n224. de] retta frå: der
n225. Omstændighederne] retta frå: Omstændigherne
n225a. argeste] retta frå: ærgeste
n226. Nestehjælpskassen] retta frå: Hestehjælpskassen
n227. Pytter] retta frå: Pyter
n228. beboelig] retta frå: bebolig
n229. bedrøvet] retta frå: bedrøvvet
n230. det] retta frå: de
n231. Varastyri] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Varafyri
n232. Nationen] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Nationen med
n233. Midtbølingen] retta frå: Mitbølingen
n234. alarmeres] retta frå: allarmeres
n235. fabrikerer, om man lyster,] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: fabrikerer
n236. alt vort Skrig] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Alting
n237. unaturligt] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: naturligt
n238. Folk især] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Folk
n239. Folk; han er Folketanken i en Person] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Folk
n240. ventelig] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: endelig
n241. taales] retta frå: taales det
n242. men] retta frå: min
n243. men] retta frå: min
n244. Arbeiderstrikes] arbeiderstreiker; retta frå: Arbeiderstrikkes
n245. Svensk] retta frå: Skensk
n246. værre] retta frå: være
n247. som er] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: som
n248. Slangen] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Stangen
n249. hensættes] retta frå: hensætte
n250. Dan] retta frå: Don
n251. dan] retta frå: don
n252. Apanagerne] retta frå: Appanagerne
n253. Mennesker, men det er dog Mennesker] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Mennesker
n254. tale mere] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: tale
n255. ment] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: mest
n256. Purpuret] retta frå: Pupuret
n257. kan ikke som mod Mennesket] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: aldrig mod Mennesket kan
n258. Guldbrandsdølerne] retta frå: Guldbrandsdølernes
n259. poetisk] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: praktisk
n260. Skuespillere og -inder] retta frå: Skuespillere- og inder
n261. Stilling] retta frå: Silling
n262. en Festdag] retta frå: Festdag
n263. smekker] retta frå: sekker
n264. herhjemme] retta frå: hergjemme
n265. Stordaad] retta frå: Nordaad
n266. genial] retta frå: ginial
n267. Malborough] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Marlborough
n268. Preussernes] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Prindsernes
n269. Blaamynen] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Blaamgren
n270. 159] retta frå: 158
n271. Konkurrent] retta frå: Konkurent
n272. 1200] kommentert av Vinje i seinere korrespondanse
n273. i Udlandet] retta frå: Udlandet
n274. saa] retta frå: faa
n275. Kossuth] retta frå: Kassuth
n276. hun var] retta frå: var hun
n277. erklære] retta frå: ærklære
n278. Forskrækkelse] retta frå: Førskrækkelse
n279. Bakkehæld] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Bakkehold
n280. megen Mén] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: megen
n281. Fjeldskrænt] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Fjeldskrant
n282. mineres] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: mines
n283. hun] retta frå: han
n284. have] retta frå: hæve
n285. Hersjøen] retta frå: Hensjøen
n286. Rø] retta frå: rø
n287. Almengavnligt] retta frå: Almenagavnligt
n288. franske] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: svenske
n289. slige] retta frå: stige
n290. lader] retta frå: laler
n291. Kritikerne] retta frå: Kritikkerne
n292. saakaldte] retta frå: saakaldt
n293. Afgrunds] retta frå: Afgruds
n294. Kritikerne] retta frå: Kritikkerne
n295. aflægge] retta frå: lægge
n296. hun] retta frå: han
n297. slaaes] retta frå: slaats
n298. Bragder] retta frå: Bragders
n299. skjæbnesvangre] retta frå: skjævnesvangre
n300. tagna] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: togna
n301. dem] retta frå: den
n302. kaldet] retta frå: kalder
n303. Fjorden] retta frå: Fjerden
n304. holdes] retta frå: holde
n305. bære] retta frå: bærr
n306. mentions honorables] retta frå: mention honorables
n307. mentions honorables] retta frå: mention honorables
n308. mentions honorables] retta frå: mention honorables
n309. mentions honorables] retta frå: mention honorables
n310. patriotiske] retta frå: potriotiske
n311. Sjæl] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Spil
n312. argeste] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: ærgeste
n313. Værtshussangere og -Spillere] retta frå: Værtshussangere- og Spillere
n314. krokede] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: krækede
n315. poetisk] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: praktisk
n316. de] retta frå: di
n317. «Kolossæum»] retta frå: «Kollosæum»
n318. var] retta frå: vor
n319. trygt] retta frå: trykt
n320. Saalebotsmennesker] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Sælvbotsmennesker
n321. Achivi] retta frå: Archivi
n322. grovvorent] retta frå: grovvoren
n323. 23] retta frå: 22
n324. søndag] retta frå: lørdag
n325. er] er sett inn
n326. med] er sett inn
n327. Kongen] retta frå: en Kongen
n328. Sølvskeer] retta frå: Sølskeer
n329. Erklæring] retta frå: Erklærring
n330. ved] er sett inn
n331. ydmygende] retta frå: en ydmygende
n332. Nafn] retta frå: Natn
n333. Bart] retta frå: Cart
n334. gjild] retta frå: gjeld
n335. den] retta frå: det
n336. Det] retta frå: Der
n337. Skel] retta frå: Sjæl
n338. Freischärler] retta frå: Freischærler
n339. vort] retta frå: vor
n340. undtagen] retta frå: udtagen
n341. er] retta frå: et
n342. visselig] retta frå: vinselig
n342a. heppent] retta frå: hoppent
n343. Alleer] retta frå: Aller
n344. udviskes] retta frå: udvistes
n345. duger] retta frå: suger
n346. aflægse] retta frå: aflagse
n347. ciceroniansk] retta frå: ciceromansk
n348. mellem] retta frå: med mellem
n349. Sprikestak] retta frå: Sprikehat
n350. Krinoline] retta frå: Kinoline
n351. Storthinget] retta frå: Storthingen
n352. Tolvmandskommissionens] retta frå: Toldmandskommissionens
n353. trudde] retta frå: trude
n354. Fyrskibsbestemmelserne] retta frå: Firskibsbestemmelserne
n355. i Dag] er sett inn
n356. der] er sett inn
n357. nymoderne] retta frå: nymodne
n358. udenlandsk] retta frå: udenlands
n359. Edition] retta frå: Editition
n360. færreste] retta frå: forreste
n361. Bayern] retta frå: Boyren
n362. faa] retta frå: saa
n363. han] retta frå: har
n364. have] er sett inn
n365. Træk] retta frå: Trok
n366. knebles] retta frå: knibles
n367. Dionysos] retta frå: Dionysas
n368. Coiffuren] retta frå: Caiffeuren
n369. lavmælte] retta frå: lavmældte
n370. Drawback] retta frå: Drawbak
n371. kjende vi] retta frå: vi kjende
n372. et] retta frå: at
n373. blevne] retta frå: bleve
n374. vækbyxlede] retta frå: bækbyxlede
n375. det] er sett inn
n376. mene] retta frå: mine
n377. ligger] retta frå: ligge i
n378. Huusverur] retta frå: Himsverur
n379. Huusver] retta frå: Himsver
n380. Almuesmanden] retta frå: Almusmanden
n381. at] er sett inn
n382. at] retta frå: af
n383. einbølte] retta frå: ei eibølte
n384. skakkøyrd] retta frå: skakøyrd
n385. samme] retta frå: summe
n386. Slokaer] retta frå: Sloaker
n387. glinse] retta frå: glise
n388. Flauser] retta frå: Flausser
n389. Skaalen] retta frå: Skolen
n390. ingen] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: megen
n391. brugbart] retta frå: brugbare
n392. Selv] retta frå: Selve
n393. Efterabere] retta frå: Efterrabere
n394. Russell] retta frå: Russel
n395. aflægs] retta frå: aflags
n396. Alarm] retta frå: Allarm
n397. uroer] retta frå: uror
n398. Folk] retta frå: Falk
n399. Resolution] retta frå: Ressolution
n400. Byfolk] retta frå: Blyfolk
n401. Muntrationsraad] retta frå: Munterationsraad
n402. gjort det] retta frå: goridet
n403. fortæres] retta frå: foretæres
n404. vaare] retta frå: vare
n405. plyndrede] retta frå: plyndred
n406. løse] retta frå: løs
n407. Selskabet] retta frå: Seskabet
n408. Ætten] retta frå: Æt en
n409. Pierrot] retta frå: Pierro
n410. Pantomimen] retta frå: Pantominen
n411. Sælid] retta frå: Solid
n412. ikke] retta frå: ike
n413. Grønhed] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Grovhed
n414. hvor vidt] retta frå: hvorvidt
n415. Pickles] retta frå: Pikles
n416. for] er sett inn
n417. den] retta frå: det
n418. pænt] retta frå: pæn
k1. Mayntz] Mainz
k2. Holberg] Ludvig Holberg
k3. Helmuths] Johann Heinrich Helmuth, tysk naturvitskapsmann
k4. Salzmanns] Christian Gotthilf Salzmann, tysk pedagog
k5. Bastholms] Christian Bastholm, dansk teolog
k6. Volney] Constantin-François Volney, fransk filosof
k7. Condorcet] Nicolas de Condorcet, fransk filosof
k8. Johan] Johan utan land, engelsk konge
k9. Henrik den 8des] Henrik VIII, engelsk konge
k10. Vilhelm af Oraniens] Vilhelm av Oranien, engelsk konge
k11. Prinds Georg] George, dronninggemal og hertug av Cumberland, òg kjend som Jørgen, dansk prins
k12. Christian den 5tes] Kristian V, dansk konge
k13. Dronning Anna] Anne, engelsk dronning
k14. Rockingham] Charles Watson-Wentworth, britisk politikar
k15. Wilke] John Wilkes, engelsk journalist og redaktør
k16. Burcke] Edmund Burke, britisk politikar og filosof
k17. Pitt] William Pitt, britisk politikar
k18. Fox] Charles James Fox, britisk politikar
k19. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k20. Metternich] Klemens von Metternich, austerriksk statsmann
k21. Lord Castlereagh] Robert Stewart, britisk politikar
k22. Canning] George Canning, britisk politikar
k23. Wellington] Arthur Wellesley, britisk politikar (hertugen av Wellington)
k24. Marrat] Jean-Paul Marat, fransk revolusjonær
k25. Saint Just] Louis Antoine de Saint-Just, fransk revolusjonær
k26. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k27. Karl den 10de] Karl X, fransk konge
k28. Thiers] Adolphe Thiers, fransk journalist og politikar
k29. Carrel] Armand Carrel, fransk journalist
k30. Ludvig Philip] Ludvig Filip, fransk konge
k31. Janins] Jules Janin, fransk forfattar og teaterkritikar
k32. Alexander Dumas] Alexandre Dumas d.e., fransk forfattar
k33. Georges Sand] George Sand, fransk forfattar
k34. Sue] Eugène Sue, fransk forfattar
k35. Hugo] Victor Hugo, fransk forfattar
k36. Proudhon] Pierre-Joseph Proudhon, fransk anarkist
k37. Madame de Staël] Germaine de Staël, fransk forfattar
k38. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k39. Görres's] Joseph Görres, tysk journalist
k40. Börne] Ludwig Börne, tysk journalist og kritikar
k41. Metternich] Klemens von Metternich, austerriksk statsmann
k42. Gentz] Friedrich von Genz, tysk forfattar
k43. Rotschild] Salomon Mayer von Rothschild, austerriksk bankdirektør
k44. Schellings] Friedrich von Schelling, tysk filosof
k45. Fredrich Schlegels] Friedrich von Schlegel, tysk diktar og filosof
k46. Rotteck] Karl von Rotteck, tysk politikar og filosof
k47. Scheidler] Karl Hermann Scheidler, tysk politisk filosof
k48. Fredrik den Fjerde af Danmark] Frederik IV, dansk konge
k49. Struense] Johann Friedrich Struensee, tysk lege og dansk minister
k50. Heiberg] Peter Andreas Heiberg, dansk-norsk forfattar
k51. Bruun] Malthe Conrad Bruun, dansk-fransk journalist og geograf
k52. Bording] Anders Bording, dansk diktar
k53. Reiersen] Christian Reiersen, dansk dommar og sensor
k54. Carl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k55. Friman] Claus Frimann, diktarprest
k56. Diogenes] Diogenes frå Sinope, gresk filosof
k57. Carl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k58. Tordenskjold] Peter Wessel Tordenskiold, sjøhelt
k59. Tycho-Brahes] Tycho Brahe, dansk astronom
k60. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k61. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k62. Wergeland] Henrik Wergeland
k63. «Dæmringens» Forfatter] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k64. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k65. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k66. Baggesenske] Jens Baggesen, dansk forfattar
k67. Brandt] Fredrik Peter Brandt, jurist
k68. Bang] Anthon Bang, redaktør og forfattar
k69. Sivertson] Sylvester Sivertson, redaktør
k70. Reiersens] Christian Frederik Reiersen, dansk forfattar
k71. Monsens] Christian Monsen, pressemann og diktar
k72. Holberg] Ludvig Holberg
k73. Sophokles’s] Sofokles, gresk tragedieforfattar
k74. Calderons] Pedro Calderón de la Barca, spansk gullalderforfattar
k75. Madame Jørgensen] Cecilie Jørgensen, dansk skodespelar
k76. Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k77. Hagen] Carl Hagen, dansk skodespelar
k78. Tønsbergs] Christian Tønsberg, forleggar
k79. Kongen] Oscar I
k80. Dronningen] Joséphine
k81. Bull] Ole Bull
k82. Tideman] Adolph Tidemand, målar
k83. Palludan Muller] Frederik Paludan-Müller, dansk forfattar
k84. Hertz] Henrik Hertz, dansk diktar
k85. Winther] Christian Winther, dansk forfattar
k86. Wergeland] Henrik Wergeland
k87. Hansen] Maurits Hansen, forfattar
k88. Horats] Horats (Quintus Horatius Flaccus), romersk diktar
k89. Racine] Jean Racine, fransk dramatikar
k90. Goethe] Johann Wolfgang von Goethe
k91. Baggesen] Jens Baggesen, dansk forfattar
k92. Oehlenschläger] Adam Oehlenschläger
k93. Bellmann] Carl Michael Bellman, svensk visediktar
k94. Harring] Harro Harring, dansk forfattar
k95. Sexe] Sjur Sexe, geolog
k96. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k97. Valstad] Ole Kristensen Valstad, bonde og stortingsrepresentant
k98. Thranes] Marcus Thrane
k99. Abildgaards] Theodor Abildgaard, pioner i arbeidarrørsla
k100. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k101. Grunseth] Grundset
k102. Gunnestads] Peder Gunnestad, parykkmakar
k103. Baggesen] Jens Baggesen, dansk forfattar
k104. Tostrup] Jacob Tostrup, gullsmed
k105. Glosimodts] Olaf Glosimodt, treskjerar og bilethoggar
k106. Thorvaldsens] Bertel Thorvaldsen, dansk bilethoggar
k107. Luther] Martin Luther, tysk reformator
k108. Juul] Niels Juel, dansk admiral
k109. Kongen] Oscar I, konge
k110. Holst] Peder Christian Holst, direktør og stortingsrepresentant
k111. Sexe] Sjur Sexe, geolog
k112. Bretteville] Christian Bretteville, statsråd
k113. Kongen] Oscar I, konge
k114. Bretteville] Christian Bretteville, statsråd
k115. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k116. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k117. Schillers] Friedrich Schiller
k118. Rosenkvist] Einar Rosenqvist, offiser og stortingsrepresentant
k119. Sexe] Sjur Sexe, geolog
k120. Glükstad] Christen Mamen Glükstad, prest og forfattar
k121. Baggesen] Jens Baggesen, dansk forfattar
k122. Møllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson)
k123. Kongen] Oscar I, konge
k124. Thrane] Marcus Thrane
k125. Abildgaard] Theodor Abildgaard, pioner i arbeidarrørsla
k126. Birch] Paul Hansen Birch, generalmajor
k127. Thrane] Marcus Thrane
k128. Oluf Broch] Oluf Brock, legendarisk svensk handelsmann
k129. Nikolaus] Nikolai I, russisk tsar
k130. Sexe] Sjur Sexe, geolog
k131. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k132. Brochs] Ole Jacob Broch, matematikar og politikar
k133. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k134. Brettevilles] Christian Bretteville, statsråd
k135. Kongen] Oscar I, konge
k136. Møllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson)
k137. Kongens] Oscar I, konge
k138. Øelenschlæger] Adam Oehlenschläger
k139. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k140. Landstad] Magnus Brostrup Landstad
k141. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k142. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k143. Arnzens] Carl Arntzen, stiftsoverrettsjustitiarius og redaktør
k144. Kongen] Oscar I, konge
k145. Lamartine] Alphonse de Lamartine, fransk diktar og politikar
k146. Kong Pyrrus] Pyrrhos (Pyrrus), legendarisk konge av Epiros
k147. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k148. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k149. Holmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant
k150. Berg] Ole Berg, prest
k151. Aars] Nils Frederik Julius Aars, prest og stortingsrepresentant
k152. Aars] Jens Aars, prest
k153. Gøethe] Johann Wolfgang von Goethe
k154. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k155. Rosenqvist] Einar Rosenqvist, offiser og stortingsrepresentant
k156. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k157. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k158. Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant
k159. Natvig] Thomas Natvig, losoldermann og stortingsrepresentant
k160. Christensen] Halvor Christensen, byskrivar og stortingsrepresentant
k161. Harrings] Harro Harring, dansk forfattar
k162. Olsen] Thorvald Olsen, sakførar og stortingsrepresentant
k163. Jakob Aalls] Jacob Aall, godseigar og politikar
k164. Jakob Aalls Søn] Jørgen Aall, embetsmann og politikar
k165. Mirabeau] grev Mirabeau, fransk politikar
k166. Aal] Aall
k167. Broch] Ole Jacob Broch, matematikar og politikar
k168. Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k169. Nielsen] Wilhelm Nielsen, restauratør
k170. Hals] Karl Hals, pianofabrikant
k171. Cronborgs] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann
k172. Munch] Andreas Munch, diktar
k173. Heiberg] Johan Ludvig Heiberg, dansk forfattar
k174. Calderon] Pedro Calderón de la Barca, spansk gullalderforfattar
k175. Scribe] Eugène Scribe, fransk dramatikar
k176. Frederik den fjerde] Fredrik IV, konge av Preussen
k177. Frederik den første] Fredrik I, konge av Preussen
k178. Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k179. Wachsmuths] Wilhelm Wachsmuth, tysk historikar
k180. Gyda] Gyda Klingenberg, skodespelar
k181. Rasmussen] Theodorus Robertus Rasmussen, dansk skodespelar
k182. Shakespeare] William Shakespeare, engelsk diktar
k183. Smith] Olaus Michael Schmidt, statsråd
k184. Sibbern] Valentin Sibbern, statsråd
k185. Holst] Poul Christian Holst, statsråd
k186. Foss] Herman Foss, stortingsrepresentant og statsråd
k187. Aristides] Aristeides, athensk statsmann
k188. Themistokles] Themistokles, athensk statsmann
k189. Wergeland] Henrik Wergeland
k190. Holbergske] Ludvig Holberg
k191. Smith] Schmidt
k192. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k193. Willisen] Karl Wilhelm von Willisen, tysk general
k194. Bretteville] Christian Bretteville, statsråd
k195. Hagemann] Barthold Henrik Hagemann, oberst
k196. Carl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k197. General Wedel] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general
k198. Holst] Peder Christian Holst, direktør og stortingsrepresentant
k199. Hagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant
k200. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k201. Holmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant
k202. Sexe] Sjur Sexe, geolog
k203. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k204. Skaar] Gjermund Nilsson Skaar, bonde og stortingsrepresentant
k205. Oscar] Oscar I, konge
k206. Sexe] Sjur Sexe, geolog
k207. Guizot] François Guizot, fransk historikar
k208. Jaabæk] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant
k209. Frederik den Store] Fredrik II («den store»), konge av Preussen
k210. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k211. Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k212. Niels Dahl] Nils Nilsøn Dahl, prest og stortingsrepresentant
k213. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k214. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k215. Holmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant
k216. Ytteborg] Nils Jensen Ytteborg, garvar og stortingsrepresentant
k217. Wang] Hans Gottfried Wang, redaktør og stortingsrepresentant
k218. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k219. Rosenqvist] Einar Rosenqvist, offiser og stortingsrepresentant
k220. Aall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar
k221. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k222. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k223. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k224. Natvig] Thomas Natvig, losoldermann og stortingsrepresentant
k225. Wallace] Georg Wallace, bakar og stortingsrepresentant
k226. Hesselberg] Magnus Hesselberg, jurist og stortingsrepresentant
k227. Sanne] Andreas Mathias Sanne, jurist og stortingsrepresentant
k228. Hagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant
k229. Aal] Aall
k230. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k231. Harris] Anton Theodor Harris, embetsmann og stortingsrepresentant
k232. Ytteborg] Nils Jensen Ytteborg, garvar og stortingsrepresentant
k233. Mozart] Wolfgang Amadeus Mozart, austerriksk komponist
k234. Viereck] Viereck, østerriksk kapellmeister
k235. Aall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar
k236. Holmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant
k237. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k238. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k239. Fauchald] Peder Fauchald, bonde og stortingsrepresentant
k240. Wessel] Johan Herman Wessel
k241. Pyttmann] Pytmann
k242. Blyttmann] Blytman, mannlegdansk skodespelar
k243. Boetius] Jens Lauritz Boetius, dansk-norsk skodespelar
k244. Huvestad] Bjørguf Saamundsen Huvestad
k245. Kong Georg den 3die] Georg III, konge av Storbritannia
k246. Blom] Hans Jensen Blom, prest og stortingsrepresentant
k247. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k248. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k249. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k250. Rosenqvist] Einar Rosenqvist, offiser og stortingsrepresentant
k251. Jaabæk] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant
k252. Constantin den Store] Konstantin den store, romersk keisar
k253. Bretteville] Christian Bretteville, statsråd
k254. Chateneufs] Alexis de Chateauneuf, tysk arkitekt
k255. Nebelaug] Johan Henrik Nebelong, dansk arkitekt
k256. Nestorius] Nestorius, erkebiskop
k257. Schirmer] Heinrich Ernst Schirmer, tysk arkitekt
k258. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k259. Rolfsens] Ole Rolfsen, advokat
k260. Plato] Platon, gresk filosof
k261. Chateneufs] Alexis de Chateauneuf, tysk arkitekt
k262. Kildal] Daniel Kildal, høgsterettsadvokat og bystyremedlem
k263. Ytteborg] Nils Jensen Ytteborg, garvar og stortingsrepresentant
k264. Gislesen] Knud Gislesen, teolog og skolemann
k265. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k266. Nissen] Hartvig Nissen, skolemann
k267. de Conincks] Edmund de Coninck, dansk treskjerar
k268. Gundersen] Svend Gundersen, treskjerar
k269. Glosimodt] Olaf Glosimodt, treskjerar og bilethoggar
k270. Holst] Christian Holst, kammerherre
k271. Fladaker] Ole Fladager, bilethoggar
k272. Christian IV.] Kristian IV, konge
k273. Pompadours] Madame de Pompadour, fransk adelsdame
k274. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k275. Mossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant
k276. Valstad] Ole Kristensen Valstad, bonde og stortingsrepresentant
k277. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k278. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k279. Aall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar
k280. Blom] Hans Jensen Blom, prest og stortingsrepresentant
k281. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k282. Holst] Peder Christian Holst, direktør og stortingsrepresentant
k283. Tønsbergs] Christian Tønsberg, forleggar
k284. Skaar] Gjermund Nilsson Skaar, bonde og stortingsrepresentant
k285. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k286. Skjerkholdt] Halvor Skjerkholt, bonde og stortingsrepresentant
k287. Neergaard] John Neergaard, bonde og stortingsrepresentant
k288. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k289. Lie] Simon Pedersen Lie, lærar og stortingsrepresentant
k290. Aars] Nils Frederik Julius Aars, prest og stortingsrepresentant
k291. Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k292. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k293. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k294. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k295. Schjerkholdt] Skjerkholdt
k296. Metternich] Klemens von Metternich, austerriksk statsmann
k297. Macheavel] Niccolò Machiavelli, italiensk filosof
k298. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k299. Wergeland] Henrik Wergeland
k300. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k301. Friis] Johan Friis, klassisk filolog
k302. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k303. Hambro] uidentifisert dansk student
k304. Ploug] Carl Ploug, dansk redaktør
k305. Grundtvig] N.F.S. Grundtvig, dansk prest og forfattar
k306. Monrads] Marcus Jacob Monrad, filosof
k307. Blom] Hans Jensen Blom, prest og stortingsrepresentant
k308. Uelands] Ole Gabriel Ueland, politikar
k309. Skaar] Gjermund Nilsson Skaar, bonde og stortingsrepresentant
k310. Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant
k311. Aall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar
k312. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k313. Thrane] Marcus Thrane
k314. Johnsen] Johan Christian Johnsen, redaktør og stortingsrepresentant
k315. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k316. Moe] Jørgen Moe, diktar og evetyrsamlar
k317. Friis] Johan Friis, klassisk filolog
k318. Grundtvig] N.F.S. Grundtvig, dansk prest og forfattar
k319. Kongen] Oscar I, konge
k320. General Wedel] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general
k321. Ryes] Olaf Rye, norsk-dansk offiser
k322. Grundtvig] N.F.S. Grundtvig, dansk prest og forfattar
k323. Colbjørnsdatter] Anna Colbjørnsdatter, prestefrue
k324. Hovland] Thor Hovland, krigshelt
k325. Hammerich] Martin Hammerich, dansk skolemann og forfattar
k326. Plougs] Carl Ploug, dansk redaktør
k327. Wergeland] Henrik Wergeland
k328. Ploug] Carl Ploug, dansk redaktør
k329. Holmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant
k330. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k331. Dahler] Hans Borgersen Dahler, bonde og stortingsrepresentant
k332. Holst] Peder Christian Holst, direktør og stortingsrepresentant
k333. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k334. Mossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant
k335. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k336. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k337. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k338. Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd
k339. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k340. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k341. Holst] Peder Christian Holst, direktør og stortingsrepresentant
k342. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k343. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k344. Holmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant
k345. Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant
k346. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k347. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k348. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k349. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k350. Sexe] Sjur Sexe, geolog
k351. Gaarder] Peder Gaarder, statsrevisor
k352. Meidell] Ditmar Meidell, redaktør
k353. Harring-Sagens] Harro Harring, dansk forfattar
k354. Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen
k355. Grimm] Jacob Grimm, tysk filolog
k356. Dass] Petter Dass
k357. Holberg] Ludvig Holberg
k358. Oehlenschlägers] Adam Oehlenschläger
k359. Uelandsk-Jaabeckske] Ole Gabriel Ueland, politikar; Søren Jaabæk,k360 lærar og stortingsrepresentant
k360. Jaabæk] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant
k361. Holberg] Ludvig Holberg
k362. Goethe] Johann Wolfgang von Goethe
k363. Cincinnatus] Lucius Quinctius Cincinnatus, romersk diktator
k364. Asbjørnsens] Peter Chr. Asbjørnsen
k365. Oehlenschläger] Adam Oehlenschläger
k366. Holberg] Ludvig Holberg
k367. Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen
k368. Harro-Harring] Harro Harring, dansk forfattar
k369. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k370. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k371. Thranes] Marcus Thrane
k372. Abildgaard] Theodor Abildgaard, pioner i arbeidarrørsla
k373. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k374. Thrane] Marcus Thrane
k375. Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar
k376. Østhagen] Ole Andreassen Østhagen, feiarinspektør
k377. Halling] Honoratus Halling, prest og forfattar
k378. Bennets] Thomas Bennett, engelsk-norsk reiselivsmann
k379. Kiesewetter’s] Wilhelm Kiesewetter, tysk målar
k380. Holberg] Ludvig Holberg
k381. Holst] Frederik Holst, professor i medisin
k382. Magazinet for Lægevidenskaben] Norsk Magazin for Lægevidenskaben
k383. Sperati] Paolo Sperati, italiensk-norsk kapellmeister
k384. Blom] Trine Blom, songar
k385. Lassen] Hartvig Lassen, litterat og teaterkonsulent
k386. Hugo] Victor Hugo, fransk forfattar
k387. Wessel] Johan Herman Wessel
k388. Wergeland] Henrik Wergeland
k389. Thranes] Marcus Thrane
k390. Abildgaard] Theodor Abildgaard, pioner i arbeidarrørsla
k391. Madame Thrane] Josephine Thrane, lærar og sosialist
k392. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k393. Bugge] Peder Olivarius Bugge, biskop
k394. Emilie Galloti] Emilia Galotti
k395. Lessing] Gotthold Ephraim Lessing, tysk forfattar
k396. Talismanden] eg. Talismanen
k397. Platon] Platon, gresk filosof
k398. Baggesen] Jens Baggesen, dansk forfattar
k399. Anna Colbjørnsdatter] Anna Kolbjørnsdatter, drama skrevet av Rolf Olsen,k400 utgitt 1852
k400. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k401. Jensen] Peter Andreas Jensen
k402. Blom] Hans Ørn Blom, forfattar
k403. Borgaard] Carl Borgaard, dansk-norsk litterat og teatermann
k404. Smith] Anthon Smidth, dansk skodespelar
k405. Kone] Betzy Christiane Smidth, dansk skodespelar
k406. Bulvers] Edward Bulwer-Lytton, engelsk forfattar
k407. Fabrikdrengen] av Frances Trollope (1839)
k408. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k409. Jaabeck] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant
k410. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k411. Wexels’s] Wilhelm Andreas Wexels
k412. Wallin] Johan Olof Wallin, svensk biskop og salmediktar
k413. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k414. Landstad] Magnus Brostrup Landstad
k415. Jensen] Peter Andreas Jensen
k416. Wig] Ole Vig, skolemann
k417. Daaes] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k418. Anton Bang] Anthon Bang, offiser og forfattar
k419. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k420. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k421. Arentzen] Carl Arntzen, stiftsoverrettsjustitiarius og redaktør
k422. Nicolaus] Nikolai I, russisk tsar
k423. Hostrup] Jens Christian Hostrup, dansk prest og forfattar
k424. Nikolaus] Nikolai I, russisk tsar
k425. Wedel] Peder Anker Wedel-Jarlsberg, greve
k426. Blom] Gustav Peter Blom, stortingsrepresentant og amtmann
k427. Thaasen] Johan Edvard Thaasen, adjunkt
k428. Hansen] Halvor Østenstad Hansen, seminarlærar
k429. Gotlieb Flacke] Gottlieb Flacke, tysk-dansk tusenkunstnar
k430. Dzwonkowski] Adam Dzwonkowski, forleggar
k431. Kasino] Casino, seinere bygd om til Kristiania norske Theater
k432. Cronborg] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann
k433. Mossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant
k434. Moe] Jørgen Moe, diktar og evetyrsamlar
k435. Heine] Heinrich Heine, tysk forfattar
k436. der romantische Schule] die romantische Schule (1836)
k437. Steffens] Henrik Steffens, filosof
k438. Høiland] Ole Høiland, meistertjuv
k439. Brougham] Henry Brougham, britisk politikar og forfattar
k440. Mügge] Theodor Mügge, tysk forfattar
k441. Marmier] Xavier Marmier, fransk litterat
k442. Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen
k443. Hansteen] Christopher Hansteen, astronom
k444. Aragos] Dominique François Jean Arago, fransk naturvitskapsmann
k445. Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar
k446. Dionysios II, tyrann i Syrakus
k447. Wergeland] Henrik Wergeland
k448. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k449. Smidt] Joseph Smith, religionsstiftar
k450. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k451. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k452. Wexels] Wilhelm Andreas Wexels
k453. Chambord] Henrik, greve av Chambord, fransk kongsemne
k454. Jensen] Peter Andreas Jensen
k455. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k456. Moe] Jørgen Moe, diktar og evetyrsamlar
k457. Munch] Andreas Munch, diktar
k458. Munchs] Peter Andreas Munch, historikar
k459. Wergeland] Henrik Wergeland
k460. Paulus] Paulus, apostel og teltmakar
k461. Broch] Jens Peter Broch, språkforskar
k462. Lazzé] Ignatz Lassé (psevd.), ballongførar
k463. Landstad] Magnus Brostrup Landstad
k464. Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar
k465. Nissen] Rasmus Tønder Nissen, teolog og politikar
k466. P. B. Hansen] Paul Botten-Hansen, bibliotekar og kritikar
k467. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k468. Lamartine] Alphonse de Lamartine, fransk diktar og politikar
k469. Poussin] Nicolas Poussin, fransk målar
k470. Michelsen] Hans Michelsen, bilethoggar
k471. Snorre] Snorre Sturlason, islandsk historikar
k472. Kong Sverre] Sverre Sigurdsson, konge
k473. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k474. Xenophon] Xenofon, gresk historikar
k475. Bierman] Johan Fredrich Biermann, handelsmann
k476. Humes] David Hume, skotsk filosof
k477. Glads] Fredrik Glad, industrimann
k478. Rolls] Oluf Roll, ingeniør
k479. Stabells] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k480. Jensen] Jens Jensen, industrimann
k481. Isacksson] Ivar Isachssøn, mekanikar
k482. Zarbell] Niels Andreas Zarbell, mekanikar
k483. de Connich] Edmund de Coninck, dansk treskjerar
k484. Schmidt] Julius August Schmidt, jurist
k485. Aschehaug] Torkel Aschehoug, jurist
k486. Brandt] Fredrik Peter Brandt, jurist
k487. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k488. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k489. Kongen] Oscar I, konge
k490. Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k491. Hagen] Carl Hagen, dansk skodespelar
k492. Wihe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar
k493. Oscar] Oscar I, konge
k494. Munch] Andreas Munch, diktar
k495. Homan] Jacob Homann, advokat
k496. Luther] Martin Luther, tysk reformator
k497. Wexels] Wilhelm Andreas Wexels
k498. Hostrup] Jens Christian Hostrup, dansk prest og forfattar
k499. Flyvepostens Redaktør] Edvard Meyer, dansk redaktør
k500. Holbergs] Ludvig Holberg
k501. Aandetroen og den friere Tænkning] Frederik Dreier: Aandetroen og den frie Tænkning (1852)
k502. Dreier] Frederik Dreier, dansk forfattar
k503. Goldschmidts] Meïr Goldschmidt, dansk journalist og forfattar
k504. Proudhonske] Pierre-Joseph Proudhon, fransk anarkist
k505. Fontaine] Jean de la Fontaine, fransk forfattar
k506. Goethe] Johann Wolfgang von Goethe
k507. Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k508. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k509. Borregaards] Carl Borgaard, dansk-norsk litterat og teatermann
k510. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k511. Hjelm] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant
k512. Bennet] Thomas Bennett, engelsk-norsk reiselivsmann
k513. Carl XII] Karl XII, svensk konge
k514. Prindsen] Gustav, svensk prins
k515. Xerxes] Xerxes I, persarkonge
k516. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k517. Josephine] Joséphine, dronning
k518. Horatz] Horats (Quintus Horatius Flaccus), romersk diktar
k519. August] Augustus, keisar
k520. Warmuth] Wilhelm Wachsmuth, tysk historikar
k521. Elisabeth] Elizabeth I, engelsk dronning
k522. Goethe] Johann Wolfgang von Goethe
k523. Oehlenschläger] Adam Oehlenschläger
k524. Wergeland] Henrik Wergeland
k525. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k526. Prindsen] Gustav, svensk prins
k527. Carl XII] Karl XII, svensk konge
k528. Borgaard] Carl Borgaard, dansk-norsk litterat og teatermann
k529. Oscar] Oscar I, konge
k530. Evald] Johannes Ewald, dansk diktar
k531. Adeler] Cort Adeler, norsk-dansk sjøoffiser
k532. Tordenskjold] Peter Wessel Tordenskiold, sjøhelt
k533. Fredrichsen] Michael Fredrichsen, tøymeister og kaptein
k534. Løitnant Wedel] Frederik (Fritz) Joachim Wedel-Jarlsberg, sekondløytnant
k535. Gustavs] Gustav, svensk prins
k536. Olsens] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k537. Søn] Gustav, svensk prins
k538. Oscar] Oscar I, konge
k539. Krohn] Georg Herman Krohn, student og (seinare) skodespelar
k540. Bjerregaard] Henrik Anker Bjerregaard, forfattar
k541. Hasert] Rudolph Hasert, tysk pianist og komponist
k542. Bull] Ole Bull
k543. Lütkens] Rondin Lütchen, restauratør
k544. Dannstrøm] Isidor Dannström, svensk komponist og songar
k545. Schwarzenbacker-Kapellet] Schwarzenbacher-Kapellet, tysk ensemble
k546. Lütkens Kaffé] Lütchens Kafé; Café Social
k547. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k548. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k549. Thycho Brahes] Tycho Brahe, dansk astronom
k550. Thrane] Marcus Thrane
k551. Rahbeks] Knud Lyhne Rahbek, dansk litteraturhistorikar
k552. Livianske] Titus Livius, romersk historieskrivar
k553. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k554. Aasen] Ivar Aasen
k555. Landstad] Magnus Brostrup Landstad
k556. Østgaard] Nicolai Ramm Østgaard, forfattar
k557. Molbecks] Christian Molbech, dansk litteraturhistorikar og filolog
k558. Wedel] Ferdinand Julius Wedel-Jarlsberg, sekondløytnant
k559. Friis] Johan Friis, klassisk filolog
k560. Thue] Henning Junghans Thue, litteraturhistorikar
k561. Collett] Peter Jonas Collett, jurist
k562. Holmbo] Bernt Michael Holmboe, matematikar
k563. Vibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor
k564. Aubert] Ludvig Cæsar Martin Aubert, klassisk filolog
k565. Schelderup] Michael Schjelderup, lege
k566. Rasmussen] Søren Rasmussen, matematikar
k567. Aschehoug] Torkel Aschehoug, jurist
k568. Badens] Jacob Baden, dansk filolog
k569. Braun] Wilhelm von Braun, svensk forfattar
k570. Themistokles] Themistokles, athensk statsmann
k571. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k572. Demosthenes] gresk talar
k573. Mirabeau] grev Mirabeau, fransk politikar
k574. Aspasia] Aspasia, gresk lærd kvinne
k575. Roland] Madame Roland, fransk politikar
k576. de Staël] Germaine de Staël, fransk forfattar
k577. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k578. Philip] Filip II, konge av Makedonia
k579. Alexander] Aleksander den store, konge av Makedonia
k580. Nelson] Horatio Nelson, britisk admiral
k581. Heiberg] Johan Ludvig Heiberg, dansk forfattar
k582. Friis] Johan Friis, klassisk filolog
k583. Wergeland] Henrik Wergeland
k584. Euripides] Evripides, gresk tragediediktar
k585. Welhavens] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k586. Jaabæks] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant
k587. Kongen] Oscar I, konge
k588. Vogts] Jørgen Herman Vogt, statsråd
k589. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k590. Vibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor
k591. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k592. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k593. Arentzen] Carl Arntzen, stiftsoverrettsjustitiarius og redaktør
k594. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k595. Dass] Petter Dass
k596. Goethes] Johann Wolfgang von Goethe
k597. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k598. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k599. Vibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor
k600. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k601. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k602. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k603. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k604. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k605. Gaarder] Peder Gaarder, statsrevisor
k606. Hallings] Honoratus Halling, prest og forfattar
k607. Knudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann
k608. Aasen] Ivar Aasen
k609. Bugge] Frederik Moltke Bugge, rektor
k610. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k611. Unger] Carl Richard Unger, filolog
k612. Goldoni] Carlo Goldoni, italiensk dramatika
k613. Moliere] Molière, fransk dramatikar
k614. Svensen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar
k615. Wihe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar
k616. Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k617. Møller] Christian Møller, dansk skodespelar
k618. Madame Jørgensen] Cecilie Jørgensen, dansk skodespelar
k619. Vibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor
k620. Bugges] Frederik Moltke Bugge, rektor
k621. Aasens] Ivar Aasen
k622. Wilsters] Christian Wilster, dansk diktar og omsetjar
k623. Vibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor
k624. Bugge] Frederik Moltke Bugge, rektor
k625. Wergeland] Henrik Wergeland
k626. Knudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann
k627. Aasen] Ivar Aasen
k628. Müller] Johannes von Müller, sveitsisk historikar
k629. Munch] Andreas Munch, diktar
k630. Ludvig den Femtende] Ludvig XV, franske konge
k631. Goethe] Johann Wolfgang von Goethe
k632. Lessings] Gotthold Ephraim Lessing, tysk forfattar
k633. Evald] Johannes Ewald, dansk diktar
k634. Byron] Lord Byron, engelsk diktar
k635. Borgaard] Carl Borgaard, dansk-norsk litterat og teatermann
k636. Dahler] Hans Borgersen Dahler, bonde og stortingsrepresentant
k637. Mossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant
k638. Bulls] Ole Bull
k639. Holbergs] Ludvig Holberg
k640. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k641. Munchs] Andreas Munch, diktar
k642. Ludvig den XV] Ludvig XV, franske konge
k643. Wergeland] Henrik Wergeland
k644. Monsen] Christian Monsen, pressemann og diktar
k645. Krogh] Otto Theodor Krohg, sokneprest
k646. Guizots] François Guizot, fransk historikar
k647. Virech] Viereck, østerriksk kapellmeister
k648. Bulls] Ole Bull
k649. Sperati] Paolo Sperati, italiensk-norsk kapellmeister
k650. Conradi] Johan Gottfried Conradi, komponist og kordirigent
k651. Møllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson)
k652. Blom] Hans Ørn Blom, forfattar
k653. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k654. Munchs] Andreas Munch, diktar
k655. Jensen] Peter Andreas Jensen
k656. Wergeland] Henrik Wergeland
k657. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k658. Holberg] Ludvig Holberg
k659. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k660. Munch] Andreas Munch, diktar
k661. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k662. Dzwonkowski] Adam Dzwonkowski, forleggar
k663. Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k664. Hagen] Carl Hagen, dansk skodespelar
k665. Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar
k666. Munchs] Peter Andreas Munch, historikar
k667. Wergelands] Henrik Wergeland
k668. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k669. Liebnitz] Gottfried Leibniz, tysk matematikar og filosof
k670. Newton] Isaac Newton, engelsk fysikar
k671. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k672. Vibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor
k673. Kongens] Oscar I, konge
k674. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k675. Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k676. Wihe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar
k677. Halling] Honoratus Halling, prest og forfattar
k678. Hagen] Carl Hagen, dansk skodespelar
k679. Horats] Horats (Quintus Horatius Flaccus), romersk diktar
k680. Dzwonkowski] Adam Dzwonkowski, forleggar
k681. Sundt] Eilert Sundt, samfunnsforskar
k682. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k683. Jensen] Peter Andreas Jensen
k684. Gustav] Gustav, svensk prins
k685. Smidth] Anthon Smidth, dansk skodespelar
k686. Cronborg] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann
k687. Goldschmidt] Meïr Goldschmidt, dansk journalist og forfattar
k688. Monrad] Ditlev Gothard Monrad, dansk politikar
k689. Lehman] Orla Lehmann, dansk politikar
k690. Sørensen] Thora Sørensen, dansk skodespelar
k691. Cronborg] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann
k692. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k693. Knudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann
k694. Østgaard] Nicolai Ramm Østgaard, forfattar
k695. Friis] Johan Friis, klassisk filolog
k696. Bulwer] Edward Bulwer-Lytton, engelsk forfattar
k697. Knudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann
k698. Rigo] Joseph Riego, sjonglør og linedansar
k699. Alwerström] Alwerström, uidentifisert gjøglar
k700. Napoleons] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k701. Alwerström] Alwerström, uidentifisert gjøglar
k702. Scipio] Scipio den yngre (Publius Cornelius Scipio Aemilianus Africanus minor), romersk hærførar
k703. Tellier] Michel Le Tellier, fransk jesuitt
k704. Skarpno] Elias Skarpsno, ferjemann
k705. Wintersk] Christian Winther, dansk forfattar
k706. Baggesen] Jens Baggesen, dansk forfattar
k707. Schiller] Friedrich Schiller
k708. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k709. Wergeland] Henrik Wergeland
k710. Wergman] Peter Frederik Wergmann, dansk-norsk teatermålar og skodespelar
k711. Tidemands] Adolph Tidemand, målar
k712. Hübners] Carl Wilhelm Hübner, tysk målar
k713. Gislesen] Knud Gislesen, teolog og skolemann
k714. Witmark] Johann Heinrich Wittmaack, tysk målar
k715. Smidth] Anthon Smidth, dansk skodespelar
k716. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k717. Sørensen] Thora Sørensen, dansk skodespelar
k718. Lemoinne] John Lemoinne, fransk journalist
k719. Goethe] Johann Wolfgang von Goethe
k720. Landstads] Magnus Brostrup Landstad
k721. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k722. Kongens] Oscar I, konge
k723. Smidths] Anthon Smidth, dansk skodespelar
k724. Hauch] Carsten Hauch, dansk forfattar
k725. Kaurin] Jens Mathias Pram Kaurin, teolog og professor
k726. Kongens] Oscar I, konge
k727. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k728. Hagen] Carl Hagen, dansk skodespelar
k729. Mozarts] Wolfgang Amadeus Mozart, austerriksk komponist
k730. Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k731. Løvgrén] Helene Löfgren, svensk operettesongar
k732. Ursin] Clara Ursin, dansk-norsk skodespelar og operasongar
k733. Klingenberg] Gyda Klingenberg, skodespelar
k734. Wolf] Nicolai Wolf, dansk-norsk operasongar og skodespelar
k735. Lund] Jacob Lund, dansk-norsk skodespelar
k736. Sandstrøm] Gustaf Sandström, svensk operasongar
k737. Nielsen] Ferdinand Nielsen, skodespelar
k738. Janins] Jules Janin, fransk forfattar og teaterkritikar
k739. Meyer] Thorvald Meyer, trelasthandlar og mesén
k740. Meyer] Jacob Meyer, trelasthandlar
k741. Johannesen] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar
k742. Cronborg] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann
k743. Halvorsen] Ole Halvorsen, boktrykkar
k744. Kock] Paul de Kock, fransk forfattar
k745. Jensen] Peter Andreas Jensen
k746. Smidth] Anthon Smidth, dansk skodespelar
k747. Lund] Jacob Lund, dansk-norsk skodespelar
k748. Blom] Trine Blom, songar
k749. Speratis] Paolo Sperati, italiensk-norsk kapellmeister
k750. Rosinis] Gioachino Rossini, italiensk komponist
k751. Svendsen] Oluf Svendsen, fløytist
k752. Wergmands] Peter Frederik Wergmann, dansk-norsk teatermålar og skodespelar
k753. Ørby] Julius Ørbye, fiolinist
k754. Hasert] Rudolph Hasert, tysk pianist og komponist
k755. Siebald] uidentifisert musikar
k756. Schwarzenbakerne] Schwarzenbacher-Kapellet, tysk ensemble
k757. Michelsens] Christian Michelsen, Thrane-agitator
k758. Arentzen] Carl Arntzen, stiftsoverrettsjustitiarius og redaktør
k759. Vibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor
k760. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k761. Arentzen]
k762. Svendsen] Oluf Svendsen, fløytist
k763. Wergmans]
k764. Johannessen] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar
k765. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k766. Bull] Ole Bull
k767. Fougstad] Carl Fougstad, borgarmeister
k768. Johannessens]
k769. Clausen] Henrik Nicolai Clausen, dansk teolog og politikar
k770. Kønigsløws] Otto von Königslöw, tysk fiolinist og komponist
k771. Haserts] Rudolph Hasert, tysk pianist og komponist
k772. Dahl] Emma Dahl, tysk-norsk operasongar
k773. Wolf] Nicolai Wolf, dansk-norsk operasongar og skodespelar
k774. Parelius] Sofie Parelius, skodespelar
k775. Sullestad] Olufine Sullustad, skodespelar
k776. Nielsen] Ferdinand Nielsen, skodespelar
k777. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k778. Nyblin] Daniel Georg Nyblin, skodespelar
k779. Fischer] Marie Fischer, skodespelar
k780. Stray] Svend Olaus Stray, handelsfullmektig og stortingsrepresentant
k781. Holmbo] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant
k782. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k783. By] Johan Peter Bye, koparslagar og stortingsrepresentant
k784. Lie] Simon Pedersen Lie, lærar og stortingsrepresentant
k785. Skaar] Gjermund Nilsson Skaar, bonde og stortingsrepresentant
k786. Skjerkholdt] Halvor Skjerkholt, bonde og stortingsrepresentant
k787. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k788. Caligula] Gaius Julius Caesar Caligula, romersk keisar
k789. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k790. Roll] Ferdinand Nicolai Roll, jurist
k791. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k792. Wergeland] Henrik Wergeland
k793. Krogh] Georg Anton Krogh, jurist og skribent
k794. Ørsted] Anders Sandøe Ørsted, dansk politikar
k795. Schulze] Hans Henrik Schulze, jurist og forfattar
k796. Fougstad] Carl Fougstad, borgarmeister
k797. Wergeland] Henrik Wergeland
k798. Franklin] Benjamin Franklin, amerikansk forfattar
k799. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k800. Johannesens] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar
k801. Svensen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar
k802. Olivia] Pepita de Oliva, spansk ballerina
k803. Løvgreen] Helene Löfgren, svensk operettesongar
k804. Wolf] Nicolai Wolf, dansk-norsk operasongar og skodespelar
k805. Gustaf Adolph] Gustaf II Adolf, svensk konge
k806. Don Carlos] Don Carlos, spansk fyrste og tronarving
k807. Monsen] Christian Monsen, pressemann og diktar
k808. Sullustad] Olufine Sullustad, skodespelar
k809. Johannesen] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar
k810. Svendsen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar
k811. Parelius] Sofie Parelius, skodespelar
k812. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k813. Nielsen] Ferdinand Nielsen, skodespelar
k814. Aandahl] Søren Aandahl, bonde og stortingsrepresentant
k815. Schavland] Aage Schavland, prest og stortingsrepresentant
k816. Halvorsen] Ole Halvorsen, boktrykkar
k817. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k818. Sørensen] Søren Anton Wilhelm Sørenssen, stortingsrepresentant og statsråd
k819. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k820. Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant
k821. Aall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar
k822. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k823. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k824. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k825. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k826. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k827. Fougner] Gabriel Fougner, sorenskrivar
k828. Lange] Christian C.A. Lange, riksarkivar og redaktør
k829. Winther-Hjelm] Claus Winther-Hjelm, jusprofessor
k830. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k831. Hjelm] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant
k832. Munchs] Peter Andreas Munch, historikar
k833. Landstads] Magnus Brostrup Landstad
k834. Schweigaards] Anton Martin Schweigaard, politikar
k835. Broch] Ole Jacob Broch, matematikar og politikar
k836. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k837. Borchsenius] Frederik Borchsenius, fut og stortingsrepresentant
k838. Grimelund] Hans Grimelund, bonde og stortingsrepresentant
k839. Arup] Jens Lauritz Arup, biskop og stortingsrepresentant
k840. Schavland] Aage Schavland, prest og stortingsrepresentant
k841. Brun] Dominicus Brun, offiser og stortingsrepresentant
k842. Fadum] Peder Fadum, bonde og stortingsrepresentant
k843. Hesselberg] Magnus Hesselberg, jurist og stortingsrepresentant
k844. Hagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant
k845. Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k846. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k847. Cronborg] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann
k848. Mortensen] Martin Mortensen, slottsgartnar
k849. Klingenberg] Johannes Benedictus Klingenberg, offiser og teatermann
k850. Klingenberg] Ragnvald Klingenberg, jurist
k851. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k852. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k853. Wergelands] Henrik Wergeland
k854. Bellmannsfester] Carl Michael Bellman, svensk visediktar
k855. Syvertson] Ole Syversen, restauratør
k856. Nissen] Niels Christian Nissen, prest og stortingsrepresentant
k857. Knudsen] Tormod Knudsen Borgejorde, politikar og diktar
k858. Zetlitz] Jens Zetlitz, prest og diktar
k859. Borchsenius] Frederik Borchsenius, fut og stortingsrepresentant
k860. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k861. Keyser] Rudolf Keyser, historikar
k862. Unger] Carl Richard Unger, filolog
k863. Aasen] Ivar Aasen
k864. Barne-Minne.] Vinjes gjendikting av Byrons dikt
k865. Bjøre] Torkild Bjøre, bonde og stortingsrepresentant
k866. Hervig] Christian Hervig, bonde og stortingsrepresentant
k867. Lange] Ulrik Frederik Lange, rektor og stortingsrepresentant
k868. Johannesen] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar
k869. Svensen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar
k870. Volff] Nicolai Wolf, dansk-norsk operasongar og skodespelar
k871. Løvenskjold] Severin Løvenskiold, statthaldar
k872. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k873. Holbergs] Ludvig Holberg
k874. Sørenssens] Søren Anton Wilhelm Sørenssen, stortingsrepresentant og statsråd
k875. Thrap] Niels Andreas Thrap, byfut og statsråd
k876. Lasson] Peder Carl Lasson, jurist og høgsterettsjustitiarius
k877. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k878. Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd
k879. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k880. Aall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar
k881. Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant
k882. Boyesen] Peter Johan Boyesen, kjøpmann
k883. Lindemann] Ludvig Mathias Lindeman, organist og folkemusikksamlar
k884. Malling] Peter T. Malling, boktrykkar og forleggar
k885. Tønsbergs] Christian Tønsberg, forleggar
k886. Neupert] Herman Wilhelm Neupert, musikkhandlar
k887. Folkestad] Halvor Folkestad, prest
k888. Nissen] Hartvig Nissen, skolemann
k889. Luthers] Martin Luther, tysk reformator
k890. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k891. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k892. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k893. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k894. Hansens] Hans Hanssen, redaktør
k895. Wergeland] Henrik Wergeland
k896. Udyrke] kulturløshet
k897. Gustav den Tredie] Gustav II, svensk konge
k898. Nicolaus August] Nicolaus August, prins av Sverige og Norge
k899. Janins] Jules Janin, fransk forfattar og teaterkritikar
k900. Kassino] Casino, seinere bygd om til Kristiania norske Theater
k901. Wiese] Ludvig Wiese, kjøpmann
k902. Kasinotheatret] Casinotheatret, seinere bygd om til Kristiania norske Theater
k903. Fangenskabet i 1807] Tittelen på stykket var «Et Fangenskab 1807»
k904. Sullustads] Olufine Sullustad, skodespelar
k905. Buchers] Ole Johan Bucher, skodespelar
k906. Ritter] Ferdinand Ritter von Seyfried, austerriksk redaktør og kritikar
k907. Overskou] Thomas Overskou, dansk dramatikar
k908. Løvenskjold] Severin Løvenskiold, statthaldar
k909. Larsen] Christian Larsen, restauratør
k910. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k911. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k912. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k913. Beaumarchais] Pierre Beaumarchais, fransk forfattar
k914. Wergeland] Nicolai Storm Wergeland, offiser og skribent
k915. Eriksen] Ole Erichsen, statsråd
k916. Motzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant
k917. Sylov] Ludvig Sylow, matematikar og statsråd
k918. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k919. Sullustad] Olufine Sullustad, skodespelar
k920. Parelius] Sofie Parelius, skodespelar
k921. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k922. Olsen] Ole Andreas Olsen, skodespelar
k923. Bøeg] Erik Bøgh, dansk diktar og komponist
k924. Broch] Johan Jørgen Broch, krigskommissær og stortingsrepresentant
k925. Guerike] Ferdinand Guerike, tysk teolog
k926. Niedner] Christian Wilhelm Niedner, tysk kyrkjehistorikar
k927. Kurtz] Johann Heinrich Kurtz, tysk kyrkjehistorikar
k928. Hansten] Christopher Hansteen, astronom
k929. Schinchel] Karl Friedrich Schinkel, tysk arkitekt
k930. Barner] Leopold Theodor Barner, jurist
k931. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k932. Kall] Johan Christian Kall, dansk jurist
k933. Bang] Peter Georg Bang, dansk jurist
k934. Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd
k935. Smith] Julius August Schmidt, jurist
k936. Aschehaug] Torkel Aschehoug, jurist
k937. Udland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k938. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k939. Tidemandske] Adolph Tidemand, målar
k940. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k941. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k942. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k943. Motzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant
k944. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k945. Tidemand] Adolph Tidemand, målar
k946. Gude] Hans Gude, målar
k947. Eckersberg] Johan Fredrik Eckersberg, målar
k948. Mordt] Gustav Adolph Mordt, målar
k949. Bagge] Magnus Thulstrup Bagge, målar
k950. Bøe] Frants Diderik Bøe, målar
k951. Wergeland] Henrik Wergeland
k952. Gustav] Gustav, svensk prins
k953. Borch] Christopher Borch, bilethoggar
k954. Bloch] Hans Glad Bloch, generalløytnant og statsråd
k955. Aubert] Emil Aubert, amtmann
k956. Ræder] Ole Munch Ræder, jurist
k957. Winther-Hjelm] Claus Winther-Hjelm, jusprofessor
k958. Nielsen] Wilhelm Nielsen, restauratør
k959. Fladager] Ole Fladager, bilethoggar
k960. Forfatteren] Andreas Melchior Glückstad, litterat
k961. Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen
k962. Asbjørsen] Asbjørnsen
k963. Dzwonkowski] Adam Dzwonkowski, forleggar
k964. P. B. Hansen] Paul Botten-Hansen, bibliotekar og kritikar
k965. Cappelen] Jørgen Wright Cappelen, forlagsbokhandlar
k966. Linderot] Lars Linderot, svensk prest og forfattar
k967. Wallin] Johan Olof Wallin, svensk biskop og salmediktar
k968. Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar
k969. Kassinotheateret] Casinotheatret, seinere bygd om til Kristiania norske Theater
k970. Gustav den 4de] Gustav IV Adolf, svensk konge
k971. Konge] Oscar I, konge
k972. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k973. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k974. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k975. Friis] Johan Friis, klassisk filolog
k976. Munch] Andreas Munch, diktar
k977. Holberg] Ludvig Holberg
k978. Thorvaldsen] Bertel Thorvaldsen, dansk bilethoggar
k979. Oehlenschlæger] Adam Oehlenschläger
k980. Ørsted] Hans Christian Ørsted, dansk fysikar
k981. Rye] Olaf Rye, norsk-dansk offiser
k982. Worum] Johannes Tørrissen Worum, lærar og stortingsrepresentant
k983. Harring] Harro Harring, dansk forfattar
k984. Sexe] Sjur Sexe, geolog
k985. Rasch] Georg Peter Rasch, sorenskrivar og stortingsrepresentant
k986. Birch-Reichenvald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann
k987. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k988. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k989. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k990. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k991. Meldahl] Hans Gerhard Meldahl, justitiarius og stortingsrepresentant
k992. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k993. Statholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar
k994. Poulsen] Bastian Paulsen, redaktør
k995. Munchs] Peter Andreas Munch, historikar
k996. Aasen] Ivar Aasen
k997. Sagen] Lyder Sagen, overlærar og forfattar
k998. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k999. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k1000. Motzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant
k1001. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1002. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1003. Holmbo] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant
k1004. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1005. Bloch] Hans Glad Bloch, generalløytnant og statsråd
k1006. Statholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar
k1007. Hostrup] Jens Christian Hostrup, dansk prest og forfattar
k1008. En Morgen i Eidsvold] Stykket het «En Morgen ved Eidsvold»
k1009. Shakespeare] William Shakespeare, engelsk diktar
k1010. Gozlan] Léon Gozlan, fransk forfattar
k1011. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k1012. Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k1013. Wiehe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar
k1014. Schrumpf] Augusta Schrumpf, dansk-norsk skodespelar
k1015. Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen
k1016. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1017. Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant
k1018. Morris] engelsk gjøglar
k1019. Saxlund] Even Saxlund, byfut og stortingsrepresentant
k1020. Thrane] Marcus Thrane
k1021. Broch] Johan Jørgen Broch, krigskommissær og stortingsrepresentant
k1022. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1023. Bergh] Haagen Ludvig Bergh, prest og stortingsrepresentant
k1024. Nissen] Niels Christian Nissen, prest og stortingsrepresentant
k1025. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k1026. Hjelms] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant
k1027. Ræders] Ole Munch Ræder, jurist
k1028. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1029. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k1030. Borch] Jacob Krog Borch, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1031. Dietrichs] Johan Henrik Dietrichs, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1032. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1033. Hagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant
k1034. Statholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar
k1035. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1036. Konow] Wollert Konow, forfattar og stortingsrepresentant
k1037. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1038. Bergh] Christian Vilhelm Bergh, vegingeniør
k1039. Røyem] Christian Røyem, kanaldirektør
k1040. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1041. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1042. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1043. Aubert] Emil Aubert, amtmann
k1044. Lasson] Peder Carl Lasson, jurist og høgsterettsjustitiarius
k1045. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1046. Hansteen] Christopher Hansteen, astronom
k1047. [...]] skadd original
k1048. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1049. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1050. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1051. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k1052. Aubert] Emil Aubert, amtmann
k1053. Lasson] Peder Carl Lasson, jurist og høgsterettsjustitiarius
k1054. Ræders] Ole Munch Ræder, jurist
k1055. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1056. Christensen] Halvor Christensen, byskrivar og stortingsrepresentant
k1057. Lange] Ulrik Frederik Lange, rektor og stortingsrepresentant
k1058. Lippe] Jacob von der Lippe, biskop og stortingsrepresentant
k1059. Reichenwald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann
k1060. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1061. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1062. Berger] Martin Wilhelmsen Berger, gardbrukar og ordførar
k1063. Aasgaards] Gabriel Nilsen Aasgaard, gardbrukar
k1064. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k1065. Rasch] Georg Peter Rasch, sorenskrivar og stortingsrepresentant
k1066. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1067. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k1068. Dahl] Hans Herluf Dahl, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1069. Skjærkholdt] Halvor Skjerkholt, bonde og stortingsrepresentant
k1070. Elieson] John Collett Elieson, sakførar og stortingsrepresentant
k1071. Blom] Hans Jensen Blom, prest og stortingsrepresentant
k1072. Thorne] Søren Wilhelm Thorne, prest og stortingsrepresentant
k1073. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k1074. Jensen] Jens Nicolai Jenssen, godseigar og stortingsrepresentant
k1075. Sexe] Sjur Sexe, geolog
k1076. Bøbert] Karl Friedrich Bøbert, tysk-norsk bergverksingeniør
k1077. Oscar] Oscar I, konge
k1078. Kossuth] Lajos Kossuth, ungarsk eksilpolitikar
k1079. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1080. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1081. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k1082. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1083. Aall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar
k1084. Egers] Herman Eger, bryggar
k1085. Seilstads] Christian Hannibal Seielstad, byråsjef
k1086. Dietrichs] Johan Henrik Dietrichs, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1087. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1088. Stephenson] Robert Stephenson, engelsk jernbaneingeniør
k1089. Peto] Samuel Morton Peto, engelsk jernbaneingeniør
k1090. Konges] Oscar I, konge
k1091. Vogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd
k1092. Dronningen af Englands] Victoria
k1093. Bergh] Haagen Ludvig Bergh, prest og stortingsrepresentant
k1094. Bidder] George Parker Bidder, engelsk jernbaneingeniør
k1095. Palmerston] Lord Palmerston (Henry John Temple), engelsk statsminister
k1096. Erichsen] Ole Erichsen, statsråd
k1097. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k1098. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1099. Bretteville] Christian Bretteville, statsråd
k1100. General Wedel] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general
k1101. Aubert] Henrik Arnold Thaulow, offiser
k1102. Rammell] Charles Rammell, engelsk jernbaneingeniør
k1103. Maribo] Ludvig Mariboe, forretningsmann og stortingsrepresentant
k1104. Wergeland] Henrik Wergeland
k1105. Lützows] Ole Lützow, offiser og politikar
k1106. Johnsen] Johan Christian Johnsen, redaktør og stortingsrepresentant
k1107. Maribo] Mariboe
k1108. Daas] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1109. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k1110. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1111. Smith] Julius August Schmidt, jurist
k1112. Dunker] Bernhard Dunker, jurist
k1113. Bloch] Hans Glad Bloch, generalløytnant og statsråd
k1114. Hs. Maj.] Oscar I
k1115. Statholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar
k1116. Harbitz’] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k1117. Rummelhoff] Iver Anton Rummelhoff, prest og stortingsrepresentant
k1118. Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd
k1119. Lammerske] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar
k1120. Grimelund] Andreas Grimelund, prest og universitetsteolog
k1121. Struense] Johann Friedrich Struensee, tysk lege og dansk minister
k1122. Schrumph] Augusta Schrumpf, dansk-norsk skodespelar
k1123. Hansteen] Christopher Hansteen, astronom
k1124. Humboldt] Alexander von Humboldt, tysk naturvitskapsmann
k1125. Studentersamfundets Formand] Halfdan Lehmann, jurist
k1126. Brandt] Fredrik Peter Brandt, jurist
k1127. Holmbo] Bernt Michael Holmboe, matematikar
k1128. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k1129. Sylov] Ludvig Sylow, matematikar og statsråd
k1130. Grundtvig] N.F.S. Grundtvig, dansk prest og forfattar
k1131. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1132. Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant
k1133. Hertz] Henrik Hertz, dansk diktar
k1134. General Wedel] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general
k1135. Cæsar] Gaius Julius Caesar, romersk feltherre og diktator
k1136. Carl Johans] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k1137. Cato] Cato d.e. (Marcus Porcius C.), romersk statsmann og forfattar
k1138. Nielsen] Nicolai Peter Nielsen, skodespelar og instruktør
k1139. Goldschmidt] Meïr Goldschmidt, dansk journalist og forfattar
k1140. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1141. Dunker] Bernhard Dunker, jurist
k1142. Thiers] Adolphe Thiers, fransk journalist og politikar
k1143. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1144. Rotschild] Nathan Mayer Rothschild, tysk-engelsk finansmann
k1145. Merry] Joseph Méry, fransk diktar
k1146. Aubert] Daniel Auber, fransk komponist
k1147. Soulée] Pierre Soulé, amerikansk diplomat
k1148. Vitellius] Aulus Vitellius, romersk keisar
k1149. Boccaccio] Giovanni Boccaccio, italiensk forfattar
k1150. Wergeland] Henrik Wergeland
k1151. Jarand Rønjom] bygdekunstnar
k1152. Næstestogens] Aasmund Nestestog,k1153 bygdekunstnar
k1153. Nestestog] Aasmund Nestestog, bygdekunstnar
k1154. Holst] Christian Holst, kammerherre
k1155. Glosimot] Olaf Glosimodt, treskjerar og bilethoggar
k1156. Edm. de Conninck] Edmund de Coninck,k1157 dansk treskjerar
k1157. de Coninck] Edmund de Coninck, dansk treskjerar
k1158. Fladager] Ole Fladager, bilethoggar
k1159. Brødrene Bergslien] Brynjulf Bergslien, bilethoggar og Knud Bergslien, målar
k1160. Manry] Matthew Fontaine Maury,k1161 amerikansk oseanograf
k1161. Maury] Matthew Fontaine Maury, amerikansk oseanograf
k1162. Engelbretsdatter] Dorothe Engelbretsdatter, diktar
k1163. Steen] Ole Throndsen Steen, boktrykkar (Drammen)
k1164. Kongen] Oscar I, konge
k1165. General Wedel] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general
k1166. Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant
k1167. Døvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar
k1168. Hundevat] Benedicte Hundevadt, skodespelar
k1169. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1170. Aschehoug] Torkel Aschehoug, jurist
k1171. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1172. Justitiarius i Høiesteret] Georg Jacob Bull, høgstrettsjustitiarius
k1173. Lassen] Peder Carl Lasson,k1174 jurist og høgsterettsjustitiarius
k1174. Lasson] Peder Carl Lasson, jurist og høgsterettsjustitiarius
k1175. Petersen] Hans Christian Petersen, statsråd
k1176. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k1177. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1178. Lange] Lorents Lange, assessor
k1179. Hjelm] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant
k1180. Harro-Harring] Harro Harring, dansk forfattar
k1181. Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar
k1182. Dzwonkowsky] Adam Dzwonkowski, forleggar
k1183. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k1184. Keiseren af Ruslands] Nikolai I, russisk tsar
k1185. Eckenstein] Ferdinand von Eckstein, dansk forfattar og baron
k1186. Nissen] Hartvig Nissen, skolemann
k1187. Folkestad] Halvor Folkestad, prest
k1188. Zetterqvist] Carl Gustaf Zetterquist, svensk filolog
k1189. Krog] Nicolai Krog, statsråd
k1190. Sørensen] Bergerius Sørensen, direktør
k1191. Stenstrup] Peter Steenstrup, direktør
k1192. Isachsøn] Ivar Isachssøn, mekanikar
k1193. Nergaard] John Neergaard, bonde og stortingsrepresentant
k1194. Krog] Nicolai Krog, statsråd
k1195. Møllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson)
k1196. Mozart] Wolfgang Amadeus Mozart, austerriksk komponist
k1197. Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar
k1198. Bull] Ole Bull
k1199. Roverud] Lars Roverud, musikkpedagog
k1200. Lindemann] Ludvig Mathias Lindeman, organist og folkemusikksamlar
k1201. Konge] Oscar I, konge
k1202. Bauer] Bruno Bauer, tysk filosof
k1203. Napoleon den Første] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k1204. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1205. Lasson] Peder Carl Lasson, jurist og høgsterettsjustitiarius
k1206. Hallager] Georg Frederik Hallager, professor
k1207. Lous] Johan Christian Lous, jurist
k1208. Dunkers] Bernhard Dunker, jurist
k1209. Caspari] Carl Paul Caspari, tysk-norsk teolog
k1210. Wexels] Wilhelm Andreas Wexels
k1211. Brun] Sven Brun, prest
k1212. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k1213. Wessels] Johan Herman Wessel
k1214. Brun] Johan Lyder Brun, prest
k1215. Schiller] Friedrich Schiller
k1216. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k1217. Hundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar
k1218. Hundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar
k1219. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k1220. Kongen] Oscar I, konge
k1221. Statholderens] Severin Løvenskiold, statthaldar
k1222. Vogts] Jørgen Herman Vogt, statsråd
k1223. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1224. Olsen] Hans Olsen, gullsmed
k1225. Bergslien] Knud Bergslien, målar
k1226. Isachsens] Ivar Isachssøn, mekanikar
k1227. Sørensen] Bergerius Sørensen, direktør
k1228. Bruun] Johan Lyder Brun, prest
k1229. Luther] Martin Luther, tysk reformator
k1230. Cajetan] Thomas Cajetan, kardinal
k1231. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1232. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1233. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1234. Ravn] Tollef Lem Ravn, byråsjef
k1235. Conradi] Johan Marenus Conradi, sorenskrivar
k1236. Hansen] Karl Hansen, universitetsstipendiat
k1237. Herodes] Herodes, konge av Judea
k1238. Pilatus] Pontius Pilatus, romersk guvernør
k1239. Mentschikoff] Aleksander Mensjikov, russisk general
k1240. Nikolaus] Nikolai I, russisk tsar
k1241. Alexander] Aleksander II, russisk tsar
k1242. Constantin] Konstantin Nikolajev, russisk storhertug
k1243. Gustav den 3die] Gustav III, svensk konge
k1244. Hincheldey] Karl Ludwig Friedrich von Hinckeldey, prøyssisk politimeister
k1245. Krüdner] Barbara Juliane von Krüdener, baltartysk forfattar
k1246. Nikolaus] Nikolai I, russisk tsar
k1247. Canning] George Canning, britisk politikar
k1248. Constantin] Konstantin Nikolajev, russisk storhertug
k1249. Clanricards] Ulick John Burke, marki av Clanricarde
k1250. Parelius] Sofie Parelius, skodespelar
k1251. Sullestad] Olufine Sullustad, skodespelar
k1252. Døvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar
k1253. Abelsted] Christian Abelsted, skodespelar
k1254. Hundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar
k1255. Jomfru Jacobsen] Amalie Døvle, skodespelar
k1256. Holm] Claudia Holm, skodespelar
k1257. Schrumpf] Augusta Schrumpf, dansk-norsk skodespelar
k1258. Svendsen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar
k1259. Hagen] Carl Hagen, dansk skodespelar
k1260. Svenson] Mamsell Svensson, svensk husflidslærar
k1261. Hertugen af Waterford] John Esmonde, irsk baron og politikar
k1262. Bergsland] Olav Bergsland, spelemann
k1263. Hougen] Helje Hougen, spelemann
k1264. Kildal] Daniel Kildal, høgsterettsadvokat og bystyremedlem
k1265. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1266. Dunker] Bernhard Dunker, jurist
k1267. Dicken] Charles Dickens, engelsk forfattar
k1268. Faye] Frans Faye, professor
k1269. Platou] Ludvig Stoud Platou, professor
k1270. Holberg] Ludvig Holberg
k1271. Napoleons] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1272. Palmerston] Lord Palmerston (Henry John Temple), engelsk statsminister
k1273. Blom] Trine Blom, songar
k1274. Metternich] Klemens von Metternich, austerriksk statsmann
k1275. Diogenes] Diogenes frå Sinope, gresk filosof
k1276. Nicolaus] Nikolai I, russisk tsar
k1277. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1278. Broderen] Konstantin Nikolajev, russisk storhertug
k1279. Munch] Andreas Munch, diktar
k1280. Wergelands] Henrik Wergeland
k1281. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k1282. Themistokles] Themistokles, athensk statsmann
k1283. Tostrups] Jacob Tostrup, gullsmed
k1284. Karl XII] svensk konge
k1285. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1286. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1287. Dunker] Bernhard Dunker, jurist
k1288. Pickvickklub] Pickwick
k1289. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1290. Kildal] Daniel Kildal, høgsterettsadvokat og bystyremedlem
k1291. Statholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar
k1292. Vogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd
k1293. Claudius Pulcher] Claudius Pulcher, Publius, romersk konsul
k1294. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k1295. Scribe] Eugène Scribe, fransk dramatikar
k1296. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k1297. Holberg] Ludvig Holberg
k1298. Munch] Andreas Munch, diktar
k1299. Frederik den 6te] Fredrik VI, dansk konge
k1300. Wolff] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar
k1301. Parelius] Sofie Parelius, skodespelar
k1302. Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k1303. Munchs] Peter Andreas Munch, historikar
k1304. Holberg] Ludvig Holberg
k1305. Wergeland] Henrik Wergeland
k1306. Hundevats] Benedicte Hundevadt, skodespelar
k1307. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k1308. Rohde] Frederik Rode, stiftsprost
k1309. Dunker] Bernhard Dunker, jurist
k1310. Monsen] Christian Monsen, pressemann og diktar
k1311. Sinclair] George Sinclair, skotsk hærførar
k1312. Svendsen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar
k1313. Conradi] Johan Gottfried Conradi, komponist og kordirigent
k1314. Poulli] Holger Simon Paulli, dansk komponist
k1315. Isachsen] Andreas Hornbeck Isachsen, skodespelar og dramatikar
k1316. Kone] Janny Isachsen, skodespelar
k1317. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k1318. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1319. Napoleons] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1320. Jensen] Peter Andreas Jensen
k1321. Wilhelm Erobrer] Vilhelm I Erobreren, engelsk konge
k1322. Carl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k1323. Aall] Niels Aall, godseigar og statsråd
k1324. Keilhau] Baltazar Mathias Keilhau, geolog
k1325. Hoppe] Johan Christian Hoppe, bokbindar
k1326. Frey] Michael Frey, ungarsk-norsk hattemakar
k1327. Eckmann] L.P. Eckmann, hattemakar
k1328. Carl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k1329. Gregoriusdatter] Grethe Gregoriusdatter, straffedømd
k1330. Elling] Andreas Schaft Elling, forleggar
k1331. Valerius] Adelaïde Valerius (seinare Leuhusen), svensk songar
k1332. Frischütz] Freischütz
k1333. Lind] Jenny Lind, svensk songar
k1334. Bull] Ole Bull
k1335. Fugl] Minna Fugl, svensk pianist
k1336. Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar
k1337. Isaksen] Andreas Hornbeck Isachsen, skodespelar og dramatikar
k1338. Kone] Janny Isachsen, skodespelar
k1339. Brun] Johannes Brun, skodespelar
k1340. Kone] Louise Brun, skodespelar
k1341. Schrumph] Augusta Schrumpf, dansk-norsk skodespelar
k1342. Höökenberg] Knut Höökenberg, svensk journalist
k1343. Kladderadadsk] Kladderadatsch
k1344. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1345. Valerius] Adelaïde Valerius (seinare Leuhusen), svensk songar
k1346. Fugl] Minna Fugl, svensk pianist
k1347. Bull] Ole Bull
k1348. Kongen] Oscar I, konge
k1349. Tegnér] Esaias Tegnér, svensk forfattar
k1350. Heiss] Christian Otto Heiss, krigskommissær
k1351. Birch] Paul Hansen Birch, generalmajor
k1352. Bull] Nils Rosing Bull, prost
k1353. Røyem] Christian Røyem, kanaldirektør
k1354. Egeberg] Peder Cappelen Egeberg, rittmester
k1355. Erikson] Nils Ericsson, svensk ingeniøroberst
k1356. Hinné-Ducrowske] Carl Magnus Hinné, tysk sirkusartist og Andrew Ducrow, engelsk sirkusartist
k1357. Prom] Helene Prom, songar
k1358. Kongen] Oscar I, konge
k1359. Dunker] Bernhard Dunker, jurist
k1360. Klingenberg] Johannes Benedictus Klingenberg, offiser og teatermann
k1361. Krag] Hans Krag, lærar og omsetjar
k1362. Eger] Lorentz Eger, byråsjef
k1363. Gjerdrum] C.F. Gjerdrum, jurist
k1364. Unger] Carl Richard Unger, filolog
k1365. Østgaard] Nicolai Ramm Østgaard, forfattar
k1366. Knudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann
k1367. Heiberg] Johan Ludvig Heiberg, dansk forfattar
k1368. Vilhelm Erobrer] Vilhelm I Erobreren, engelsk konge
k1369. Malborough] John Churchill, engelsk jarl
k1370. Adeler] Cort Adeler, norsk-dansk sjøoffiser
k1371. Tordenskjold] Peter Wessel Tordenskiold, sjøhelt
k1372. Ewald] Johannes Ewald, dansk diktar
k1373. Holberg] Ludvig Holberg
k1374. Wessel] Johan Herman Wessel
k1375. Schleppegrell] Friderich Adolph Schleppegrell, offiser
k1376. Helgesen] Hans Helgesen, offiser
k1377. Rye] Olaf Rye, norsk-dansk offiser
k1378. Karl den Tolvte] Karl XII, svensk konge
k1379. Karl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k1380. Sinklar] George Sinclair, skotsk hærførar
k1381. Hertzbergs] Nils Hertzberg, prost
k1382. Reichwein] Georg Reichwein, generalmajor
k1383. Brødrene Kolbjørnsen] Hans Colbjørnsen, trelasthandlar og Peder Colbjørnsen, handelsmann
k1384. Anne] Anna Colbjørnsdatter, prestefrue
k1385. Kruse] Ulrich Christian Kruse, oberst
k1386. Tegnér] Esaias Tegnér, svensk forfattar
k1387. Oehlenschläger] Adam Oehlenschläger
k1388. Steffens] Henrik Steffens, filosof
k1389. Hauge] Andreas Hauge, prest
k1390. Schreuders] Hans Schreuder, misjonær
k1391. Lammerske] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar
k1392. Thrane] Marcus Thrane
k1393. Abildgaard] Theodor Abildgaard, pioner i arbeidarrørsla
k1394. Hansen] Bernhard Hansen, pionér i arbeidarrørsla
k1395. Qvarme] Nils Johannes Qvarme, pionér i arbeidarrørsla
k1396. Reha] Rhea, gresk titan
k1397. Kronas] Kronos
k1398. Lammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar
k1399. Paulus] Paulus, apostel og teltmakar
k1400. Lammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar
k1401. Le Tort] Joseph Le Tort, engelsk tryllekunstnar
k1402. Brødrene Bøhle] Albert og Julius Böhle, tyske akrobatar
k1403. Nissen] Henriette Nissen-Saloman, svensk operasongar
k1404. Prindsen af Nederlandene] Fredrik, nederlandsk prins
k1405. Kronprindsessens] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse
k1406. Enslens] Karl Georg Enslen, tysk målar
k1407. Titus] Titus Flavius Vespasian, romersk keisar
k1408. Kongen] Oscar I, konge
k1409. Prindsen af Nederlandene] Fredrik, nederlandsk prins
k1410. Statholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar
k1411. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1412. Kongen] Oscar I, konge
k1413. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1414. Wergeland] Henrik Wergeland
k1415. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1416. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1417. Nissen-Salomon] Henriette Nissen-Saloman, svensk operasongar
k1418. Garcia] Manuel Garcia, spansk songar
k1419. Wolff] Wolf
k1420. Philippe] Philippe, fransk tryllekunstnar (Jacques Talon)
k1421. Kongen] Oscar I, konge
k1422. Harald Haarfager] Harald Hårfagre, konge
k1423. Enslens] Karl Georg Enslen, tysk målar
k1424. Ponnert] Catrine Ponnert, tysk artist
k1425. Barnum] Phineas Taylor Barnum, amerikansk sirkusdirektør
k1426. Washingtons Amme] Joice Heth, amerikansk slave
k1427. Lind] Jenny Lind, svensk songar
k1428. Nissen-Saloman] Henriette Nissen-Saloman, svensk operasongar
k1429. Michault] A. Michault, polsk artist
k1430. Skarpsno] Elias Skarpsno, ferjemann
k1431. Xerxi] Xerxes I, persarkonge
k1432. Lord Raglan] FitzRoy James Henry Somerset, engelsk kommandant
k1433. Kongen] Oscar I, konge
k1434. Harald Graafell] Harald Gråfell, konge
k1435. Løvenskjold] Severin Løvenskiold, statthaldar
k1436. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1437. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1438. Bernadotte] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k1439. Alexander] Aleksander I, russisk tsar
k1440. Prindsen af Nederlandene] Fredrik, nederlandsk prins
k1441. Kossuth] Lajos Kossuth, ungarsk eksilpolitikar
k1442. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1443. Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen
k1444. Gregoriusdatter] Grethe Gregoriusdatter, straffedømd
k1445. Kladdaradasch] Kladderadatsch
k1446. berlinske] Berlingske Tidende, dansk avis
k1447. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k1448. Wergeland] Henrik Wergeland
k1449. Carl Johans] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k1450. Alexander] Aleksander I, russisk tsar
k1451. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k1452. Schinkels] Berndt von Schinkel, svensk offiser og forfattar
k1453. Christian] Kristian, dansk kronprins
k1454. Oscar] Oscar I, konge
k1455. Engelbrechson] Engelbrechtson
k1456. Wergelands] Henrik Wergeland
k1457. Kronprindsens] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1458. Politimesteren] Christian Fredrik von Munthe af Morgenstierne, politimester
k1459. Rye] Johan Henrik Rye, byskrivar
k1460. Ploug] Carl Ploug, dansk redaktør
k1461. Cæsar] Gaius Julius Caesar, romersk feltherre og diktator
k1462. Rye] Johan Henrik Rye, byskrivar
k1463. Keiseren af Rusland] Aleksander II, russisk tsar
k1464. Statholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar
k1465. Carl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k1466. Schybler] Fredrik Christian Schübeler, botanikar
k1467. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1468. Goethes] Johann Wolfgang von Goethe
k1469. Arkitekten] Alexis de Chateauneuf, tysk arkitekt
k1470. Schinckelske] Berndt von Schinkel, svensk offiser og forfattar
k1471. Carl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k1472. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1473. Staffelt] Bernhard Ditleff von Staffeldt, dansk-norsk offiser
k1474. Birch] Paul Hansen Birch, generalmajor
k1475. Christian 4des] Kristian IV, konge
k1476. Hallager] Georg Frederik Hallager, professor
k1477. Brandt] Fredrik Peter Brandt, jurist
k1478. Margareta] Margrete I Valdemarsdatter, dansk dronning
k1479. Canroberts] François Certain de Canrobert, fransk marskalk
k1480. Konge] Oscar I, konge
k1481. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1482. Bonde] Knut Philip Carlsson Bonde, svensk baron
k1483. Virgin] Christian Adolf Virgin, svensk admiral
k1484. Due] Frederik Due sr, statsminister og diplomat
k1485. Carl XII] Karl XII, svensk konge
k1486. Alexander] Aleksander II, russisk tsar
k1487. Vigfussen] Guðbrandur Vigfússon, islandsk filolog
k1488. Falsen] Enevold de Falsen, jurist og forfattar
k1489. Hundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar
k1490. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k1491. Svendsen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar
k1492. Hinné] Carl Magnus Hinné, tysk sirkusartist
k1493. Canrobert] François Certain de Canrobert, fransk marskalk
k1494. Schinkelske] Berndt von Schinkel, svensk offiser og forfattar
k1495. Carl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k1496. Konges] Oscar I, konge
k1497. Richelieu] Armand-Jean du Plessis de Richelieu, fransk kardinal
k1498. Oxenstjerne] Axel Oxenstierna, svensk rikskanslar
k1499. Wrangel] Carl Gustaf Wrangel, svensk general
k1500. Turenne] Henri de la Tour d'Auvergne de Turenne, fransk feltmarskalk
k1501. Hugo] Victor Hugo, fransk forfattar
k1502. Tidemand] Emil Tidemand, embetsmann
k1503. Broch] Theodor Christian Broch, oberst
k1504. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k1505. Frey] Michael Frey, ungarsk-norsk hattemakar
k1506. Vernet] Horace Vernet, fransk målar
k1507. Tidemands] Adolph Tidemand, målar
k1508. Biseths] James Biseth, forvaltar
k1509. Dietriksons] Lorentz Dietrichson, filolog
k1510. Byron] Lord Byron, engelsk diktar
k1511. Canroberts] François Certain de Canrobert, fransk marskalk
k1512. Canroberts] François Certain de Canrobert, fransk marskalk
k1513. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1514. sin store Onkel] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k1515. Krog] Johan Bernt Krohg, generaladjutant
k1516. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1517. Algreen Ussing] Tage Algreen-Ussing, dansk politikar
k1518. Rode] Frederik Rode, stiftsprost
k1519. Biskoppens] Jens Lauritz Arup, biskop og stortingsrepresentant
k1520. Sverderups] Georg Sverdrup, professor og eidsvollsmann
k1521. Krogh] Johan Bernt Krohg, generaladjutant
k1522. Luther] Martin Luther, tysk reformator
k1523. Brantzæg] Paul Christian Brantzeg, orgelfabrikant
k1524. Tidemand] Adolph Tidemand, målar
k1525. Tidemand] Adolph Tidemand, målar
k1526. Frey] Michael Frey, ungarsk-norsk hattemakar
k1527. Thostrup] Jacob Tostrup, gullsmed
k1528. Reemes] James Reeves, koboltfabrikant
k1529. Stephanson] Robert Stephenson, engelsk jernbaneingeniør
k1530. Peto] Samuel Morton Peto, engelsk jernbaneingeniør
k1531. Palmerston] Lord Palmerston (Henry John Temple), engelsk statsminister
k1532. Sørensens] Christian Sørensen, dansk typograf
k1533. Birch-Reichenvald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann
k1534. Broch] Ole Jacob Broch, matematikar og politikar
k1535. Broch] Theodor Christian Broch, oberst
k1536. Bloch] Hans Glad Bloch, generalløytnant og statsråd
k1537. B. Reichenwald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann
k1538. Generalens] Paul Hansen Birch, generalmajor
k1539. Peto’s] Samuel Morton Peto, engelsk jernbaneingeniør
k1540. Glückstad] Andreas Melchior Glückstad, litterat
k1541. [...]] skadd original
k1542. Lütkens] Lütchens
k1543. Knebelsberger] Leopold Knebelsberger, austerriksk musikar
k1544. Sofonias Krag] Sophonias Krag, forfattar og redaktør
k1545. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k1546. [...]] skadd original
k1547. Døvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar
k1548. Kone] Amalie Døvle, skodespelar
k1549. Hundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar
k1550. Vergmans] Peter Frederik Wergmann, dansk-norsk teatermålar og skodespelar
k1551. Bye] Ivar Bye, skodespelar
k1552. Samse] det som er felles
k1553. Pettersen] Niels Matthias Petersen, dansk historikar
k1554. Holberg] Ludvig Holberg
k1555. Carl XII] Karl XII, svensk konge
k1556. Gustaf Wasa] Gustav Vasa, svensk konge
k1557. Gustaf Adolf] Gustaf II Adolf, svensk konge
k1558. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1559. Braun] Wilhelm von Braun, svensk forfattar
k1560. Erik Blodøxe] Eirik Blodøks, konge
k1561. Gunhild] Gunnhild kongsmor
k1562. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1563. Palmerston] Lord Palmerston (Henry John Temple), engelsk statsminister
k1564. Canning] George Canning, britisk politikar
k1565. Meyer] Jacob Meyer, trelasthandlar
k1566. Wergeland] Henrik Wergeland
k1567. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k1568. Rotschild] Amschel Mayer Rothschild, tysk bankdirektør
k1569. Anker] Bernt Anker, forretningsmann
k1570. Pløen] Marcus Pløen, trelasthandlar
k1571. Young] Jørgen Young, forretningsmann
k1572. Munch] Andreas Munch, diktar
k1573. Cous] Caus
k1574. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k1575. Dybwad] Jacob Dybwad, forleggar
k1576. Fabritius] Wilhelm Christian Fabritius, boktrykkar
k1577. Holberg] Ludvig Holberg
k1578. Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen
k1579. Vogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd
k1580. Heine] Heinrich Heine, tysk forfattar
k1581. Griffenfeld] Peder Schumacher Griffenfeld, dansk statsmann
k1582. Struense] Johann Friedrich Struensee, tysk lege og dansk minister
k1583. Ørsted] Anders Sandøe Ørsted, dansk politikar
k1584. Lundegaard] Theis Lundegaard, eidsvollsmann og stortingsrepresentant
k1585. Nichelsen] Henrik Nickelsen, kjøpmann
k1586. Knudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann
k1587. Lassen] Hartvig Lassen, litterat og teaterkonsulent
k1588. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1589. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1590. Løvenskjold] Otto Joachim Løvenskiold, høgsterettsdommar og stortingsrepresentant
k1591. Aall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar
k1592. Hagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant
k1593. Vogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd
k1594. Eriksen] Ole Erichsen, statsråd
k1595. Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd
k1596. Rubens] Peter Paul Rubens, flamsk målar
k1597. Canne] John Canne, engelsk forfattar
k1598. Muret] Théodore Muret, fransk forfattar
k1599. Jugurta] Jugurtha, berbarkonge
k1600. Holberg] Ludvig Holberg
k1601. Peter den Store] Peter den store, russisk tsar
k1602. Gabrielle] Gabrielle d'Estrées, elskarinne
k1603. Manderströms] Ludvig Mandelström, svensk greve og politikar
k1604. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k1605. Winthers] Christian Winther, dansk forfattar
k1606. Skjaldemose] Frederik Julius Schaldemose, dansk forfattar
k1607. Eriksen] Ole Erichsen, statsråd
k1608. Hagerups] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant
k1609. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1610. Gemalinde] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse
k1611. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1612. Wulfsberg] Niels Wulfsberg, boktrykkar og bladutgivar
k1613. Kong Fredrik] Kristian Fredrik, konge
k1614. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k1615. Munch] Andreas Munch, diktar
k1616. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k1617. Oehlenschläger] Adam Oehlenschläger
k1618. Huseby] Christoffer Huseby, gardbrukar
k1619. Berger] Martin Wilhelmsen Berger, gardbrukar og ordførar
k1620. Næss] Christian Næss, bonde
k1621. Aasgaard] Gabriel Nilsen Aasgaard, gardbrukar
k1622. O. og Chr. Haneborg] Ole Haneborg, gardbrukar og stortingsrepresentant og Christian Haneborg, brukseigar
k1623. Løken] Hans Løken, bonde
k1624. Hjorth] Adam Hjorth, fabrikkeigar
k1625. Schou] Halvor Schau, fabrikkeigar
k1626. Jensen] Peter Andreas Jensen
k1627. Hasis] Hafez, persisk diktar
k1628. Sheridan] Richard Sheridan, britisk dramatikar og politikar
k1629. Schønheyder] Lorents Wittrup Schønheyder, sokneprest og stortingsrepresentant
k1630. Borchsenius] Rasmus Rafn Borchsenius, sorenskrivar og stortingsrepresentant
k1631. Larsen] Christian Larsen, landhandlar
k1632. Gozlan] Léon Gozlan, fransk forfattar
k1633. Lammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar
k1634. Riddervold] Hans Riddervold, stortingsrepresentant og statsråd
k1635. Thrane] Marcus Thrane
k1636. Hagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant
k1637. Bloch] Hans Glad Bloch, generalløytnant og statsråd
k1638. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1639. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1640. Bulwer] Edward Bulwer-Lytton, engelsk forfattar
k1641. Mazzinis] Giuseppe Mazzini, italiensk politikar
k1642. Lammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar
k1643. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1644. Aasgaard] Gabriel Nilsen Aasgaard, gardbrukar
k1645. Lerches] Fredrik Georg Lerche, politikar
k1646. Wessel] Johan Herman Wessel
k1647. Krogh] Otto Theodor Krohg, sokneprest
k1648. Lammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar
k1649. Kildals] Daniel Kildal, høgsterettsadvokat og bystyremedlem
k1650. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1651. Hebbe] Clemens Hebbe, svensk forfattar
k1652. Vicekongens] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1653. Prinds Napoleon] Napoléon Joseph Charles Paul Bonaparte (Prins Napoleon)
k1654. Carl Johans] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k1655. Oscars] Oscar I, konge
k1656. Dunker] Bernhard Dunker, jurist
k1657. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1658. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1659. Wergeland] Henrik Wergeland
k1660. Dybwad] Jacob Dybwad, forleggar
k1661. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1662. Motzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant
k1663. Nissen] Hartvig Nissen, skolemann
k1664. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1665. Sæter] Peter Andreas Sæther, lærar og stortingsrepresentant
k1666. Schübeler] Fredrik Christian Schübeler, botanikar
k1667. Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen
k1668. Moe] Niels Green Moe, gartnar
k1669. Blytt] Matthias Blytt, botanikar
k1670. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1671. Due] Frederik Due jr, jurist og diplomat
k1672. Foss] Frithiof Foss, jurist
k1673. Løvenhjelm] Gustaf Löwenhielm, greve og diplomat
k1674. Napoleon den 1ste] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k1675. Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar
k1676. Cromvell] Oliver Cromwell, engelsk Lord Protector
k1677. 10de] DT frå 10.12.1856 inneheld inga korrespondanse; datoen er truleg 12.12., og den er gått tapt.
k1678. Fauchald] Peder Fauchald, bonde og stortingsrepresentant
k1679. Rygh] Oluf Rygh, filolog
k1680. Börne] Ludwig Börne, tysk journalist og kritikar
k1681. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1682. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k1683. Sibbern] Georg Sibbern, diplomat, seinare statsminister
k1684. Motzfeldt] Carl Frederik Motzfeldt, amtmann og stortingsrepresentant
k1685. Lundegaard] Theis Lundegaard, eidsvollsmann og stortingsrepresentant
k1686. Fauchald] Peder Fauchald, bonde og stortingsrepresentant
k1687. Løvenskiold] Severin Løvenskiold, statthaldar
k1688. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1689. Prindsessen] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse
k1690. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1691. Stabells] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1692. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1693. Sæter] Peter Andreas Sæther, lærar og stortingsrepresentant
k1694. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1695. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1696. Baggerud] Arne Baggerud, lærar og stortingsmann
k1697. Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k1698. Meinechs] Hans Thomas Meinich, fut og stortingsrepresentant
k1699. Vicekonge] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1700. Kronprindsessen] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse
k1701. Præsidentens] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k1702. Vicekongens] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1703. Magnus den 7de] Magnus VII Eriksson, konge
k1704. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1705. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1706. Oscar] Oscar, prins
k1707. Holberg] Ludvig Holberg
k1708. Jensen] Hans Jacob Jensen, boktrykkar
k1709. Fabritius] Wilhelm Christian Fabritius, boktrykkar
k1710. Palludan] Hans Koefoed Paludan, advokat og stortingsstenograf
k1711. Stahr] Adolf Stahr, tysk forfattar
k1712. Wessel] Johan Herman Wessel
k1713. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1714. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1715. Smith-Petersen] Morten Smith-Petersen, sakførar og stortingsrepresentant
k1716. Tiberius] Nero (Tiberius Claudius Nero), romersk keisar
k1717. Beyerbøck] Beyerböck
k1718. Ørbye] Julius Ørbye, fiolinist
k1719. Holberg] Ludvig Holberg
k1720. Prindsessen] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse
k1721. Pontoppidan] Erik Pontoppidan, dansk teolog
k1722. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1723. Sæther] Anna Johannesdotter Wiger Sæther, klok kone
k1724. Lammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar
k1725. Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar
k1726. Munch] Andreas Munch, diktar
k1727. Schavland] Aage Schavland, prest og stortingsrepresentant
k1728. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1729. Munch] Andreas Munch, diktar
k1730. Østgaard] Nicolai Ramm Østgaard, forfattar
k1731. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1732. Prindsessen] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse
k1733. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k1734. Døvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar
k1735. Madam Døvle] Amalie Døvle, skodespelar
k1736. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1737. Blichfeldt] Christian Blichfeldt, offiser og stortingsrepresentant
k1738. Martens] Søren Breder Martens, bakar og stortingsrepresentant
k1739. Nicolaysen] Lyder Wentzel Nicolaysen, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1740. Olsen] Andreas Schram Olsen, fut og stortingsrepresentant
k1741. Dahl] Niels Griis Alstrup Dahl, major og stortingsrepresentant
k1742. Nielsen] Nicolai Niels Nielsen, sokneprest og stortingsrepresentant
k1743. Espe] Ole Olsen Espe, bonde og stortingsrepresentant
k1744. Collin] Christopher Collin, løytnant og stortingsrepresentant
k1745. Løvenskiold] Frederik Michael Frantz Wilhelm Løvenskiold, løytnant og stortingsrepresentant
k1746. Paus] Christian Paus, proprietær og stortingsrepresentant
k1747. Castberg] Peter Hersleb Harboe Castberg, sokneprest og stortingsrepresentant
k1748. Falsen] Carl Valentin Falsen, sorenskrivar og stortingsrepresentant
k1749. Sem] Niels Arntzen Sem, amtmann og stortingsrepresentant
k1750. Sørensen] Søren Anton Wilhelm Sørenssen, stortingsrepresentant og statsråd
k1751. Motzfeldt] Frederik Motzfeldt, høgsterettsassessor og stortingsrepresentant
k1752. Jørstad] Arne Jørstad, bonde og stortingsrepresentant
k1753. Krohn] Peder Anker Krohn, advokat og stortingsrepresentant
k1754. Bille-Kjørbo] Mathias Bille Kjørboe, assessor og stortingsrepresentant
k1755. Heyerdal] Jens Nicolai Heyerdahl, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1756. Knutzon] William Leslie Knudtzon, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1757. Blom] Gustav Peter Blom, stortingsrepresentant og amtmann
k1758. Deckmann] Johannes Deichmann, skomakar og stortingsrepresentant
k1759. Nielsen] Jan Roland Nilsen, sorenskrivar og stortingsrepresentant
k1760. Hansen] Wilhelm Hansen, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1761. Riddervold] Hans Riddervold, stortingsrepresentant og statsråd
k1762. Muus] Abraham Falk Muus, sorenskrivar og stortingsrepresentant
k1763. Hornemann] Ebbe Carsten Hornemann, litterat og stortingsrepresentant
k1764. Grev Wedel-Jarlsberg] Johan Caspar Herman Wedel-Jarlsberg, greve og stortingsrepresentant
k1765. Feyer] Christian Feyer, fut og stortingsrepresentant
k1766. Nielson] Nils Christian Nilsen, overbirkedommar og stortingsrepresentant
k1767. Borch] Abraham Borch, prost og stortingsrepresentant
k1768. Boech] Cæsar Læsar Boeck, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1769. Hysing] Ahlert Hysing, overlærar og stortingsrepresentant
k1770. Lund] Gabriel Lund, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1771. Foss] Herman Foss, stortingsrepresentant og statsråd
k1772. Aall] Jacob Aall, godseigar og politikar
k1773. Braaten] Halvor Braaten, lensmann og stortingsrepresentant
k1774. Heljesen] Henrik Helliesen, tollar og stortingsrepresentant
k1775. Munche] Meinche
k1776. Krohg] Hilmar Meincke Krohg, amtmann og stortingsrepresentant
k1777. Tonning] Peder Tonning, postmeister og stortingsrepresentant
k1778. Randers] Ole Christopher Randers, sokneprest og stortingsrepresentant
k1779. Lindemann] Paul Peter Lindemann, major og stortingsrepresentant
k1780. Mossige] Svend Ingebretsen Mossige, bonde og stortingsrepresentant
k1781. Lippe] Jacob von der Lippe, biskop og stortingsrepresentant
k1782. Hornemann] Christian Hersleb Hornemann, assessor og stortingsrepresentant
k1783. Oxholm] Jacob Frederik Oxholm, bankdirektør og stortingsrepresentant
k1784. Gram] Jacob Marcus Schawland Gram, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1785. Hirsch] Robertus Jacobus Hirsch, kaptein og stortingsrepresentant
k1786. Aschenberg] Svend Aschenberg, prost og stortingsrepresentant
k1787. Laurenzius Borchsenius] Laurentius Borchsenius, sorenskrivar og stortingsrepresentant
k1788. Tønsager] Lars Thorstensen Tønsager, bonde og stortingsrepresentant
k1789. Thomle] Erik Andreas Thomle, skipsreiar og stortingsrepresentant
k1790. Dahl] Niels Griis Alstrup Dahl, prost og stortingsrepresentant
k1791. Hjemsæter] Ola Olsson Hjemsæter, bonde og stortingsrepresentant
k1792. Aarvig] Gudmund Larsen Aarvig, bonde og stortingsrepresentant
k1793. Moe] Engebret Olsen Moe, bonde og stortingsrepresentant
k1794. Maribo] Ludvig Mariboe, forretningsmann og stortingsrepresentant
k1795. Linaae] Jens Linaae, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1796. Fauchald] Peder Fauchald, bonde og stortingsrepresentant
k1797. Broch] Johan Jørgen Broch, krigskommissær og stortingsrepresentant
k1798. Holst] Hans Holst, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1799. Kildal] Simon Nicolai Kildal, sokneprest og stortingsrepresentant
k1800. Ringnæs] Even Christiensen Ringnæs, bonde og stortingsrepresentant
k1801. Svennebye] Iver Olsen Svenneby, bonde og stortingsrepresentant
k1802. Reinert Tomassen Bergsaker] Reinert Tobias Bergsager, bonde og stortingsrepresentant
k1803. Lundegaard] Theis Lundegaard, eidsvollsmann og stortingsrepresentant
k1804. Bjørvatten] Tallak Bjørvatten, lensmann og stortingsrepresentant
k1805. Schytte] Arnoldus Schytte, prost og stortingsrepresentant
k1806. Nøstvig] Ole Christian Nøstvig, bonde og stortingsrepresentant
k1807. Hjelm] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant
k1808. Helliesen] Ole Helliesen, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1809. Moy] Diderik Sigbjørnsen Moy, bonde og stortingsrepresentant
k1810. Schnittler] Balthazar Schnitler, assessor og stortingsrepresentant
k1811. Ertzgaard] Peter Ertzgaard, bonde og stortingsrepresentant
k1812. Fosnæs] Thomas Olsen Foosnæs, bonde og stortingsrepresentant
k1813. Mikkel Grindal] Michel Grendahl, bonde og stortingsrepresentant
k1814. Mosling] Frederik Christian Mosling, premierløytnant og stortingsrepresentant
k1815. Sundt] Morten Ludvig Sundt, bonde og stortingsrepresentant
k1816. Hervig] Christian Hervig, bonde og stortingsrepresentant
k1817. Hilsen] Nils Hilsen, klokkar og stortingsrepresentant
k1818. Wille] Hans Wille, prost og stortingsrepresentant
k1819. Motzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant
k1820. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k1821. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1822. Meinich] Hans Thomas Meinich, fut og stortingsrepresentant
k1823. Platou] Carl Nicolai Platou, borgarmeister
k1824. Hartmann] Anton Carl Hartmann, kjøpmann
k1825. Rogstad] Nils Wisløff Rogstad, assessor
k1826. Boye] Mathias Andreas Boye, tollkasserar og stortingsrepresentant
k1827. Elieson] John Collett Elieson, sakførar og stortingsrepresentant
k1828. Gjessing] Christian Gjessing, kasserar
k1829. Schwartz] Johan Jørgen Schwartz, handelsmann og stortingsrepresentant
k1830. Thomas] Stephen Henry Thomas, bonde og stortingsrepresentant
k1831. Hansen] Jørres Schelderup Hansen, sokneprest og stortingsrepresentant
k1832. Børresen] Nils Elias Børresen, kjøpmann
k1833. Saxlund] Even Saxlund, byfut og stortingsrepresentant
k1834. Geelmuyden] Ivar Christian Geelmuyden, overlærar og stortingsrepresentant
k1835. Berg] Johannes Berg, fut og stortingsrepresentant
k1836. Bergh] Haagen Ludvig Bergh, prest og stortingsrepresentant
k1837. Nielsen] Wilhelm Nielsen, sakførar og stortingsrepresentant
k1838. Hesselberg] Magnus Hesselberg, jurist og stortingsrepresentant
k1839. Geelmuyden] Christian Torber Geelmuyden, lærar og stortingsrepresentant
k1840. Thorne] Søren Wilhelm Thorne, prest og stortingsrepresentant
k1841. Schweigaard] Tellef Dahll Schweigaard, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1842. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1843. Lange] Ulrik Frederik Lange, rektor og stortingsrepresentant
k1844. Nannestad] Mathias Bonsach Krogh Nannestad, kaptein, stortingsrepresentant og amtmann
k1845. Heiberg] Andreas Henrik Heiberg, lege og stortingsrepresentant
k1846. Holst] Frederik Julius Holst, handelsmann og stortingsrepresentant
k1847. Breder] Paul Peter Breder, amtmann og stortingsrepresentant
k1848. Boyesen] Peter Johan Boyesen, kjøpmann
k1849. Schawland] Aage Schavland, prest og stortingsrepresentant
k1850. Petersen] Morten Smith Petersen, sakførar
k1851. Paus] Christian Cornelius Paus, fut og stortingsrepresentant
k1852. Svendsen] Lars Svendsen, skipsreiar og stortingsrepresentant
k1853. Natvig] Thomas Natvig, losoldermann og stortingsrepresentant
k1854. Aagaard] Andreas Zacharias Aagaard, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1855. Motzfeldt] Carl Frederik Motzfeldt, amtmann og stortingsrepresentant
k1856. Meldahl] Hans Gerhard Meldahl, justitiarius og stortingsrepresentant
k1857. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k1858. Rygh] Peder Strand Rygh, lensmann
k1859. Løchen] Hermann Løchen, bonde og stortingsrepresentant
k1860. Fergstad] Sivert Andreas Fergstad, prest
k1861. Krogness] Johan Richard Krogness, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1862. Olsen] Knud Olsen, proviantskrivar
k1863. Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar
k1864. Jerwell] Claus Jervell, kjøpmann
k1865. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1866. Hoelstad] Jacob Hoelstad, bonde og stortingsrepresentant
k1867. Schønheyder] Lorents Wittrup Schønheyder, sokneprest og stortingsrepresentant
k1868. Faye] Jørgen Breder Faye, banksjef
k1869. Konow] Carl Konow, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1870. Vogt] Nils Vogt, amtmann og stortingsrepresentant
k1871. Sverdrup] Harald Ulrik Sverdrup, sokneprest og stortingsrepresentant
k1872. Reinhardt] Christian Gottfried Reinhardt, kaptein
k1873. Borchsenius] Rasmus Rafn Borchsenius, sorenskrivar og stortingsrepresentant
k1874. Knudsen] Tormod Knudsen Borgejorde, politikar og diktar
k1875. Møller] Hans Møller, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1876. Evensen] Anders Christian Evensen, skipsmeklar
k1877. Baggerud] Arne Baggerud, lærar og stortingsmann
k1878. Hammerstad] Ole Hammerstad, bonde og stortingsrepresentant
k1879. Lysgaard] Anders Thomas Lysgaard, bonde og stortingsrepresentant
k1880. Stoltenberg] Anders Vincent Stoltenberg, bonde og stortingsrepresentant
k1881. Schjølberg] Ole Peter Schjølberg, lensmann og stortingsrepresentant
k1882. Arneberg] Christen Arneberg, bonde og stortingsrepresentant
k1883. Kildahl] Mikael Heggelund Kildal, sakførar og stortingsrepresentant
k1884. Dieseth] Jacob Dieseth, lærar og stortingsrepresentant
k1885. Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k1886. Fadum] Peder Fadum, bonde og stortingsrepresentant
k1887. Jaabæk] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant
k1888. Bergsager] Aanen Bergsager, lærar og stortingsrepresentant
k1889. Birkeland] Hans Jacob Birkeland, kontorist og stortingsrepresentant
k1890. Enge] Nils Enge, lærar og stortingsrepresentant
k1891. Skjerkholdt] Halvor Skjerkholt, bonde og stortingsrepresentant
k1892. Stamsøe] Halvor Stamsø, bonde og stortingsrepresentant
k1893. Augustinussen] Johan Augustinussen, lærar og stortingsrepresentant
k1894. Kjelsberg] Hans Kjelsberg, lensmann og stortingsrepresentant
k1895. Wetlesen] Adolph Christian Wetlesen, bonde og stortingsrepresentant
k1896. Bøttger] Hother Erik Werner Bøttger, konduktør og stortingsrepresentant
k1897. Vig] Olai Wiig, bonde og stortingsrepresentant
k1898. Sibbern] Georg Sibbern, diplomat, seinare statsminister
k1899. Humlekjær] Lars Humlekjær, bonde og stortingsrepresentant
k1900. Søtland] Zyprian Sødtland, bonde og stortingsrepresentant
k1901. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1902. Mossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant
k1903. Colbeenstvedt] Lars Kolbenstvedt, bonde og stortingsrepresentant
k1904. Thorsen] Ole Thorsen, prest og stortingsrepresentant
k1905. Krogness] Ole Andreas Krogness, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1906. Bætzmann] Samuel Severin Bætzmann, fut og stortingsrepresentant
k1907. Sæther] Peter Andreas Sæther, lærar og stortingsrepresentant
k1908. Sæter] Ingebrigt Sæther, bonde og stortingsrepresentant
k1909. Ulstad] Nicolai Ulstad, lærar og stortingsrepresentant
k1910. Dietrichs] Johan Henrik Dietrichs, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1911. Valstad] Ole Walstad, bonde og stortingsrepresentant
k1912. Smith-Petersen] Morten Smith-Petersen, sakførar og stortingsrepresentant
k1913. Løken] Erik Løken, bonde og stortingsrepresentant
k1914. Urdahl] Sølfest Urdahl, bonde og stortingsrepresentant
k1915. Aga] Johannes Aga, bonde og stortingsrepresentant
k1916. Riisnæs] Erik Riisnæs, bonde og stortingsrepresentant
k1917. Tandberg] Johan Jørgen Tandberg, prest og stortingsrepresentant
k1918. Koren] Niels Koren, sokneprest og stortingsrepresentant
k1919. Grave] Aasmund Grave, bonde og stortingsrepresentant
k1920. Knuth] Frederik Marcus Knuth, dansk greve og utenriksminister
k1921. Schele] Ludvig Nicolaus von Scheele, dansk utanriksminister
k1922. Wergeland] Henrik Wergeland
k1923. Munchs] Peter Andreas Munch, historikar
k1924. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1925. Brochs] Ole Jacob Broch, matematikar og politikar
k1926. Oscar] Oscar, prins
k1927. Goethe] Johann Wolfgang von Goethe
k1928. Thomander] Johan Henrik Thomander, svensk biskop og professor
k1929. Augustinusen] Johan Augustinussen, lærar og stortingsrepresentant
k1930. Wetlesen] Adolph Christian Wetlesen, bonde og stortingsrepresentant
k1931. Motzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant
k1932. Johnsen] Gisle Johnson, teolog
k1933. Dionysos’] Dionysos, gresk gud
k1934. Mentschikof] Aleksander Mensjikov, russisk general
k1935. Lord Redcliffe] Stratford Canning, 1. vicomte Stratford de Redcliffe, britisk diplomat
k1936. Bourqueney] François-Adolphe Bomqueney, fransk diplomat
k1937. Morningpost] Morning Post
k1938. Palmerstons] Lord Palmerston (Henry John Temple), engelsk statsminister
k1939. General Wedel Jarlsberg] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general
k1940. Holbergs] Ludvig Holberg
k1941. Melampe] Melompe
k1942. Caspari] Carl Paul Caspari, tysk-norsk teolog
k1943. Brødrene Strecher] Adolph Strecker, tysk universitetslektor i kjemi og Hermann Strecker, tysk kjemikar
k1944. Elieson] John Collett Elieson, sakførar og stortingsrepresentant
k1945. Geelmeyden] Ivar Christian Geelmuyden, overlærar og stortingsrepresentant
k1946. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1947. Jaabek] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant
k1948. [...]] skadd original
k1949. Kronprindsessen] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse
k1950. Newton] Isaac Newton, engelsk fysikar
k1951. Leon] uidentifisert fransk frisør
k1952. Wergelands] Henrik Wergeland
k1953. Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof
k1954. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k1955. Fredrik den Store] Fredrik II («den store»), konge av Preussen
k1956. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k1957. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1958. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1959. Schwan] Johan Gustaf Schwan, svensk politikar
k1960. Saxlund] Even Saxlund, byfut og stortingsrepresentant
k1961. Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k1962. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k1963. Kroghnæs] Ole Andreas Krogness, kjøpmann og stortingsrepresentant
k1964. Hjelm] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant
k1965. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1966. Wetlesen] Adolph Christian Wetlesen, bonde og stortingsrepresentant
k1967. Nannestad] Mathias Bonsach Krogh Nannestad, kaptein, stortingsrepresentant og amtmann
k1968. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k1969. Kongen] Oscar I, konge
k1970. Lichtlé] Jean Claude Lichtlé, fransk katolsk prest
k1971. Lammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar
k1972. Wergeland] Henrik Wergeland
k1973. Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar
k1974. Svendsens] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar
k1975. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k1976. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1977. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k1978. Jaabek] Jaabæk
k1979. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k1980. Smith-Petersen] Morten Smith-Petersen, sakførar og stortingsrepresentant
k1981. Sørensen] Hans Sørensen, dansk skodespelar og teaterdirektør
k1982. Hundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar
k1983. Døvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar
k1984. Kone] Amalie Døvle, skodespelar
k1985. Kongen] Oscar I, konge
k1986. Achillis’s] Akhilles
k1987. Holth] Jens Christopher August Holth, skole- og pressemann
k1988. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1989. Hilsen] Nils Hilsen, klokkar og stortingsrepresentant
k1990. Bergsager] Aanen Bergsager, lærar og stortingsrepresentant
k1991. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k1992. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k1993. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k1994. Goldschmidt] Meïr Goldschmidt, dansk journalist og forfattar
k1995. Borchsenius] Rasmus Rafn Borchsenius, sorenskrivar og stortingsrepresentant
k1996. Vig] Ole Vig, skolemann
k1997. Hougan] Engebret Hougen, skolemann
k1998. Holt] Jens Christopher August Holth, skole- og pressemann
k1999. Skouge] Erik Skouge, lærar, seinare prest
k2000. Gulbrandsen] Hans Gulbrandsen, lærar
k2001. Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2002. Møllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson)
k2003. Nielsen] Ferdinand Nielsen, skodespelar
k2004. Mortensen] Martin Mortensen, slottsgartnar
k2005. Klingenberg] Johannes Benedictus Klingenberg, offiser og teatermann
k2006. Vig] Ole Vig, skolemann
k2007. Ibsen] Henrik Ibsen, diktar
k2008. Mossiges] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant
k2009. Augustinussen] Johan Augustinussen, lærar og stortingsrepresentant
k2010. Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k2011. Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar
k2012. Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar
k2013. Thrane] Marcus Thrane
k2014. Schrøder] Johan Schrøder, bonde og redaktør
k2015. Knudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann
k2016. Fr. Schlegel] Friedrich von Schlegel, tysk diktar og filosof
k2017. Knudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann
k2018. Munch] Peter Andreas Munch, historikar
k2019. Unger] Carl Richard Unger, filolog
k2020. Aasen] Ivar Aasen
k2021. Konge] Oscar I, konge
k2022. Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2023. Hoffmann] Ernst Theodor Amadeus Hoffmann, tysk forfattar
k2024. Lehmann] Caroline Lehmann, dansk opersongar
k2025. Malibraun] Maria Malibran, fransk operasongar
k2026. Sontag] Henriette Sontag, tysk operasongar
k2027. Speratis] Paolo Sperati, italiensk-norsk kapellmeister
k2028. Hansen] Halvor Østenstad Hansen, seminarlærar
k2029. Gislesens] Knud Gislesen, teolog og skolemann
k2030. Lange] Alexander, prost
k2031. Kokk] Bernhard Kokk, teolog
k2032. Olsen] Christian Olsen, dansk portretteiknar og målar
k2033. Trøan] Anders Trøan, lærar
k2034. Arvesen] Olaus Arvesen, folkehøgskolestyrar
k2035. Prindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2036. Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar
k2037. Loke] norrøn gud
k2038. Hephæstias] Hefaistos, gresk gud
k2039. Schübeler] Fredrik Christian Schübeler, botanikar
k2040. Prindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2041. Olsen] Peder Olsen, inkassator
k2042. Hafsrød] Ole Hafsrød, bonde
k2043. Wiehe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar
k2044. Brun] Johannes Brun, skodespelar
k2045. Bjørnson] Bjørnstjerne Bjørnson, diktar, korrespondent og teaterdirektør
k2046. Døvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar
k2047. Schwach] Conrad Nicolai Schwach
k2048. Bjerregaards] Henrik Anker Bjerregaard, forfattar
k2049. Hansens] Maurits Hansen, forfattar
k2050. Aasen] Ivar Aasen
k2051. Bretteville] Christian Bretteville, statsråd
k2052. Tottie] Carl Tottie, svensk-norsk generalkonsul i London
k2053. Saturnus] Saturnus, romersk gud
k2054. Carl XIIs] Karl XII, svensk konge
k2055. Plato] Platon, gresk filosof
k2056. Diogenes] Diogenes frå Sinope, gresk filosof
k2057. Babinet] Jacques Babinet, fransk fysikar
k2058. Humbolt] Alexander von Humboldt, tysk naturvitskapsmann
k2059. Talismannen] Talismanen
k2060. Wergelands] Henrik Wergeland
k2061. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k2062. Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd
k2063. Dunker] Bernhard Dunker, jurist
k2064. Skjelderup] Jacob Worm Skjelderup, advokat
k2065. Birch-Reichenwald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann
k2066. Colletterne] Jonas Collett, statsråd og Peter Jonas Collett, jurist
k2067. Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k2068. Breders] Paul Peter Breder, amtmann og stortingsrepresentant
k2069. Elieson] John Collett Elieson, sakførar og stortingsrepresentant
k2070. Meinich] Hans Thomas Meinich, fut og stortingsrepresentant
k2071. Baggerud] Arne Baggerud, lærar og stortingsmann
k2072. Blom] Gustav Peter Blom, stortingsrepresentant og amtmann
k2073. Schødt] Simon Peter Schjødt, advokat
k2074. Prindsregentens] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2075. Stabells] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k2076. Peters] Carl Peters, smed
k2077. Isakson] Ivar Isachssøn, mekanikar
k2078. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k2079. Regenten] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2080. Mossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant
k2081. Ibsen] Henrik Ibsen, diktar
k2082. Borgermesteren i Christiania] Carl Fougstad, borgarmeister
k2083. Auerbach] Berthold Auerbach, tysk forfattar
k2084. Østgaard] Nicolai Ramm Østgaard, forfattar
k2085. Vig] Ole Vig, skolemann
k2086. Prindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2087. Bull] Ole Bull
k2088. Sokrates’] Sokrates, gresk filosof
k2089. Munch] Andreas Munch, diktar
k2090. Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar
k2091. Schiller] Friedrich Schiller
k2092. Goethe] Johann Wolfgang von Goethe
k2093. Oehlenschläger] Adam Oehlenschläger
k2094. Wergeland] Henrik Wergeland
k2095. Ibsen] Henrik Ibsen, diktar
k2096. Wiehe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar
k2097. Jørgensens] Christian Jørgensen, dansk skodespelar
k2098. Ibsen] Henrik Ibsen, diktar
k2099. Heyerdals] Heyerdahl
k2100. langletske] Emil Victor Langlet, svensk arkitekt
k2101. Jensenius] Caspar Jensenius, agronom
k2102. Lammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar
k2103. Dunker] Bernhard Dunker, jurist
k2104. Ring] Frederik Ring, konsul
k2105. Prindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2106. Konge] Oscar I, konge
k2107. Ivarson] Gunder Iversen, straffange og sinnsjuk
k2108. Sandberg] Ole Rømer Aagaard Sandberg, lege og sjukehusdirektør
k2109. Jensen] Hans Peter Jenssen, kjøpmann og stortingsrepresentant
k2110. Motzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant
k2111. Prindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2112. Kongen] Oscar I, konge
k2113. Fauchald] Peder Fauchald, bonde og stortingsrepresentant
k2114. Magelsen] Wilhelm Christian Magelssen, prost
k2115. Brager] Jacob Brager, bonde
k2116. Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar
k2117. Napoleons] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k2118. Prindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2119. Iversen] Carl Oluf Iversen, artillerikaptein
k2120. Wirsén] Gustaf Fredrik Wirsén, svensk greve
k2121. Birch-] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann
k2122. Motzfeldtsk] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant
k2123. Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar
k2124. Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar
k2125. Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident
k2126. Prindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2127. Nannestad] Mathias Bonsach Krogh Nannestad, kaptein, stortingsrepresentant og amtmann
k2128. Regent] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2129. Nannestad] Mathias Bonsach Krogh Nannestad, kaptein, stortingsrepresentant og amtmann
k2130. Carl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge
k2131. Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar
k2132. Lindberg] Anders Lindeberg, teaterdirektør, journalist og kaptein
k2133. Grev Wedel] Herman Wedel-Jarlsberg, greve og statthaldar
k2134. Hagheye] Hagheye, afrikansk artist
k2135. Alexander den Store] Aleksander den store, konge av Makedonia
k2136. Hartkopf] Alexander Hartkopf, impresario
k2137. Rolfsen] Ole Rolfsen, advokat
k2138. Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
k2139. Møllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson)
k2140. Nero] Nero (Tiberius Claudius Nero), romersk keisar
k2141. Young] Jørgen Young, forretningsmann
k2142. Frithjofs] Fridtjofs saga
k2143. Regenten i Baden] Friedrich I, markgreve av Baden
k2144. Schübelers] Fredrik Christian Schübeler, botanikar
k2145. Mo] Niels Green Moe, gartnar
k2146. Knapp’en] Boe Knap, byfut
k2147. Eenberg] Rasmus Eenberg, advokat
k2148. Tidemand] August Tidemand, lege
k2149. Fredrik den Store] Fredrik II («den store»), konge av Preussen
k2150. Nannestad] Mathias Bonsach Krogh Nannestad, kaptein, stortingsrepresentant og amtmann
k2151. Døvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar
k2152. Bucher] Ole Johan Bucher, skodespelar
k2153. Abelsted] Christian Abelsted, skodespelar
k2154. Madam Døvle] Amalie Døvle, skodespelar
k2155. Hundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar
k2156. Myllarguten] Myllarguten (Torgeir Augundsson)
k2157. Bull] Ole Bull
k2158. Bolstad] Herman Bolstad, kjøpmann
k2159. Schavland] Olaf Skavland, jusstudent, seinare litteraturprofessor
k2160. Wessel] Johan Herman Wessel
k2161. Bull] Ole Bull
k2162. Ursin] Fredrik Ursin, fiolinist
k2163. Myllarguten] Myllarguten (Torgeir Augundsson)
k2164. Døvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar
k2165. Hundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar
k2166. Shackspeare] William Shakespeare, engelsk diktar
k2167. Mozart] Wolfgang Amadeus Mozart, austerriksk komponist
k2168. Weber] Carl Maria von Weber, tysk komponist
k2169. Keyser] Rudolf Keyser, historikar
k2170. Oehlenschläger] Adam Oehlenschläger
k2171. Goethe] Johann Wolfgang von Goethe
k2172. Schiller] Friedrich Schiller
k2173. Goldschmidt] Meïr Goldschmidt, dansk journalist og forfattar
k2174. Vogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd
k2175. Regenten] Karl, svensk kronprins og visekonge
k2176. Birch-Reichenwald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann
k2177. Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd
k2178. Sibbern] Georg Sibbern, diplomat, seinare statsminister
k2179. Due] Frederik Due sr, statsminister og diplomat
k2180. Bretteville] Christian Bretteville, statsråd
k2181. Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd
k2182. Birch] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann
k2183. Vogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd
k2184. Kildal] Daniel Kildal, høgsterettsadvokat og bystyremedlem
Aasmund Olavsson Vinjes Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859 er lastet ned gratis fra bokselskap.no