Her er ligesom ikke rigtig hyggeligt endnu. Se her, jomfru, lad os heller flytte skrivebordet herhen paa skraa mod altandøren. Saa har hun udsigten til søen lige for øinene.

Nei – skal fruen selv tage i?

Aa, det er ikke tungt. (De flytter.) Og saa tager vi blomsterstativet og sætter bagenom ligesom et slags skjærmbræt. (De flytter.) Naar vi faar blomster i det, skal De se, det blir pent. Og saa alle noderne og bøgerne. (Gaar ind i sideværelset og kommer tilbage med en hel stabel bøger og noder, som hun anbringer dels paa pianoet, dels paa bordene omkring.) (For sig selv.) Det hjalp. (Til jomfruen.) Jeg tænker, Anna glæder sig ligesaa meget til at komme hjem, som vi til at tage mod hende idag, jeg, jomfru. Halvandet aar er en lang tid! – Skjønt hun jo trivedes saa godt dernede i pensionen i det sidste.

Aa ja, det har naa altid været værre for fruen, som har siddet hele tiden her hjemme alene imens –

Aa. Sigfrid har nu været hjemme ikke saa faa gange da.

Bare nu dampbaaden maatte være til rette tid idag. Hørte ikke fruen, hvor det blaaste inat? Det var slig tut og ul, at jeg næsten ikke fik blund paa øinene mine –

(Afbrydende.) Se nu bare, hvor lyst og deilig solen skinner idag. Og søen er jo næsten ganske rolig. De kan tro – vi har hende snart her. Ja – nu tænker jeg, her er færdigt! (Hun blir staaende og ser frem for sig. Pludselig vender hun sig om og lægger begge hænder paa jomfruens skuldre med et lyst smil.) Ingen mørke spaadomme idag, jomfru! Idag vil vi ikke tænke paa andet, end at Anna kommer hjem igjen!

Ja, det var naa akkurat 16 aar, siden jeg kom her i vaares. Da var Anna netop to aar. Jeg synes naa, dere var bare barna, begge to den gangen, jeg, frue. (Ser paa hende.) Men jomen synes jeg, fruen er saa lig sig fra den tiden naa paa det sidste. Mest kanske idag, naar fruen har lagt af alt det sorte. Fruen klæder naa saa udmerket lyst. Det har jeg altid sagt.

Jeg hørte det ringte dernede. (Det banker.) Kom ind!

Goddag, goddag Mathilde. Se, goddag, jomfru Thorstad, hvordan staar det til, De? (Jomfruen neier og gaar.) Saa du holder til heroppe Mathilde?

Ja, goddag, kjære onkel. Det var da morsomt, du kom. Hvordan gaar det? Gjør badene dig godt?

Brilliant! Saadan som man tages under behandling, mir nichts dir nichts, du! Ingen vilje, ingensomhelst vilje! Og at denne aktivitet, denne omsorg, som man selv bare er en passiv gjenstand for! Den gjør en saa deilig ansvarsløs, rent rørende tillidsfuld, du. Og denne disciplin! Jeg føler mig næsten som en skolegut igjen!

Det er bra.

Og naar man saa kommer hjem til sit logis, finder man en magelig lænestol med bløde puder [5] ventende paa sig. Ja, det var en elskværdig idé af dig det, Mathilde! (Ler barnslig.) Den opvækker md. Olsens høieste misundelse, den lænestolen, det skjønner jeg saa godt. Hun er ogsaa træt, stakkar. Hvert menneske skulde igrunden have ret af staten til en lænestol, du! Arbeide og hvile. Ja, men lad mig nu ikke forstyrre dig, Mathilde. Skal du ikke ned paa bryggen?

Nei, det vilde jeg ikke. Det var mig rent umuligt. Alle de fremmede mennesker! Nei. (Slaar om.) Desuden, statsraad Mørks familie kommer jo med dampbaaden idag, ved du. Det er jo med dem, Anna har faaet reisefølge. Og jeg tænkte mig, de gjerne vilde benytte vognen op til sit logis her i nærheden. Det er sandt. (Hun ringer, en tjener kommer.) Spørg Larsen, om han har husket at sende de store grønne planter, vi tog ud, ned til statsraad Mørks – hvis ikke, maa nogen bringe dem derhen straks. (Tjeneren gaar.) De har faaet saadanne tarvelige og uhyggelige værelser.

Du skal se: med assistance af statsraaden selv og saa dine planter –

Du mener?

Ja – var det kanske ikke mest i egenskab af dekorationsplante, han valgtes ind i ministeriet dengang, tror du? Der var ogsaa tarveligt! – Naa, bra mand forresten –

Men saa trives han heller ikke i anden luft siden, stakkels mand! Bare politik. Min forvalter siger, at den store eiendom, han har –

Ja, den politiken, du! Er den ikke, som – er det ikke, som om et folk vilde tage en rigtig sort; brølende kjæmpemaskine og spænde foran sine lyse fremtidshaab, du? Og mens den saa forestiller at arbeide for dem, tramper den ned og tilsmudser alt, som den kommer nær.

Du vilde vel heller, det skulde være et par store, hvide vinger, du, som skulde bringe dem lige ind i himlen med en gang?

Ja, du, det vilde være deiligt! I det sted hænder det merkelige, at folket glemmer ligetil navnet paa sine idealer bare for at beskjæftige sig med denne fæle maskinen sin. Det er akkurat, som om den paa en egen hemmelighedsfuld maade suger menneskene til sig – og presser kræfterne ud af dem for siden at –

Kanske fruen vilde komme ned og se, hvad slags blomster vi skal bruge til stativet her.

Nu kommer jeg, undskyld et øieblik, onkel.

Synes ikke professoren, fruen ser godt ud idag. Saa stor og blank i øinene saa!

Ja, – jeg lagde ikke merke til det netop, – men det er sandt, det, hun ser rigtig godt ud idag. Smuk har hun jo altid været –

Og som hun nu glæder sig i, at frk. Anna skal komme hjem. Saa fornøiet har ikke fruen set ud paa mange aar, jeg kan gjerne sige, mange aar før godseieren døde ogsaa. Ja, ja sa'n – (tager igjen fat paa sit arbeide.)

De, jomfru Thorstad, har nok staaet trofast ved siden af hende i alle disse aarene, De. Det har nok ikke været saa let mange gange – med al sygdommen og ensomheden her –

Nei, det skal være vist. (Nærmere.) Mest naa i de sidste aarene, da her ligesom blev mørkere og mørkere. Professoren ved nok det, at det var – ja, godseieren kunde naa aldrig lade være med dette da, som ligesom kunde trøste ham. Han havde jo mange plager ogsaa, faar en kalde det. Der laa ikke lidet paa fruen i de aarene. Stort stel er her ogsaa paa Fyrisheim og mangeslags [9] folk aa kommendere. Sommetider gav hun sig naa rent over da. Men aldrig naar barna saa det. Aldrig naar folkene paa gaarden saa det. Nei da! (Hemmelighedsfuldt.) Men jeg kom over hende ganske uforvarendes engang. – Det var langt borte i den andre enden af huset – der hvor alle gjesteværelser ligger – der laa hun paa gulvet med ho'de i sengklærne! Og slig som hun graat! Jeg glemmer det aldrig, saalænge jeg lever. Nei, det gjør jeg ikke. Slig graat har jeg aldrig hørt, og haaber aldrig aa faa høre igjen i mit liv, det siger jeg rent ud, professor! – (Tørrer sine øine.)

Jasaa, jasaa, De. Det havde jeg naa ikke tænkt. (Gaar frem og tilbage paa gulvet.)

Men saa var det naa denne musikken da –

Ja, ja, De jomfru Thorstad. Den musiken De! Musiken – den er som en stor, gylden harpe. Strengene er spændte mellem himmel og jord, mellem det, som er oventil, hvor det fuldkomne bor, det som vi bare aner –

Ja – det er vel saa det – ja.

Jeg telefonerte til ekspeditionen. Dampskibet er i vente, de maa snart være her. Hys – hører vi ikke vognen?

Der ser jeg vognen nede i alléen, frue. (Gaar.)

Der har vi dem opover alléen. Jeg ser lyse parasoller.

Nei – kjære onkel – der er vel ikke flere?

Jeg ser da mindst tre parasoller, du – en blaa og –

Fru Mørk kan da ikke være med helt herop. Nu straks. Derfor bad jeg dem jo til middag idag. Tænk, nu har jeg jo ikke seet Anna i over halvandet aar. Og jeg har ventet saa paa hende!

Ja du – nu ser jeg tydelig fire damer i vognen. Nu svinger den om hjørnet –

Naa ja. Jeg gaar ned og tager imod dem. De faar alle komme herop.

Ja, kjære fru Krabbe (kysser hende), De skjønner, jeg maatte bringe Dem barnet selv. Jeg syntes [12] ikke, jeg havde udført min mission, hvis jeg ikke havde seet hende vel inden sit hjems fire vægge. Jeg haaber, De synes, Anna ser prægtig ud. Søde Anna! (Kysser hende.) Ja, hun har snakket om at komme hjem, kan De tro! Og saa min Valborg! Vi to mødre kan nok gratulere hinanden til, at vi nu har faaet vore to smaa pensionskyllinger ind i reden igjen (kysser fru Mathilde).

Ja, tusind tak for at Deres omsorg for Anna! Jeg havde jo selv tænkt paa at hente hende. Men vi har havt saa travlt paa gaarden just i denne tid. En det ombygninger og –

Ak ja – De skal jo have et rent gaardbrugertalent, De, kjære fru Krabbe. Det har jeg nok hørt om. Gud, Vilhelm siger altid til mig – han er jo bestandig paa stortinget – Gud ja, for De ved – naar man er stortingsmand i vore dage – ja, Vilhelm siger altid til mig i en bebreidende tone: «I gamle dage, Sofie, naar mændene gik i leding, sad kvinderne hjemme og drev gaardene baade godt og vel.» Men jeg synes naa, en kone faar være der, hvor hendes mand er, jeg, ikke sandt? (Ler.) Naar ikke «ledingen» er farligere da.

Jo, det kan De vist have ret i! (Til Anna.) Gaa ind du i dit værelse, Anna min, Jenny er der og hjælper dig med tøiet.

Aa, deiligt er det at være hjemme igjen, mama! (Ud et øieblik tilvenstre, kommer straks igjen uden reisetøi.)

Nei – her har De det da henrivende. Jeg tilstaar, jeg har været nysgjerrig for at se dette Fyrisheim, som jeg har hørt saameget tale om. Man kan jo ikke tænke sig et smukkere sted! Og hvor elskværdigt af Dem, søde fru Krabbe, at sende vogn efter os alle – og tøiet bragt lige ind i huset til os. Ja, De skjæmmer os jo rent ud – det maa jeg sige –

Kjære Dem –

De kan tro, vi har havt en udmerket reise. Medvind hele tiden. Kapteinen var den elskværdigste, mest forekommende mand, De kan tænke Dem; han tog saa umaadelig hensyn til os, formelig forkjælede os, forsikrer jeg Dem. Og der var mange hyggelige mennesker ombord. Ja – [14] kjære fru Krabbe, der var jo en af Deres gamle venner med. Han spurgte saa interesseret efter Dem.

Jasaa – hvem var det?

Det var ingeniør von Lützow. Baron von Lützow er det vist igrunden. Han fortalte mig, at han for flere aar siden havde boet her i nærheden. Det var en udmærket nydelig mand, med et saa fint, dannet væsen, som man jo sjelden ser det hertillands. Meget elskværdig mod de unge damer, ogsaa; ikke sandt smaapiger?

Ja, jeg for min part syntes naa, altsaa, han var noksaa væmmelig vigtig. Og det var naa Anna, som fandt mest naade for hans øine.

Ja, kjære dig, det kan du nok sige. Kjære, han har jo kjendt mig som liden, jo! Jeg har mange gange spilt sorteper med ham, det husker jeg godt –

Ja, naturligvis. Men du, Inga, talte jo forresten meget med hr. Lützow.

Ja – hm, jeg syntes han var saa elskværdig og meget interessant. Han lovede, at han vilde komme og besøge os, naar han kom tilbage fra Kristiania.

Saa ingeniør Lützow skulde til Kristiania? Ja – han var meget elskværdig. Meget musikalsk ogsaa. Men, se nu her, kjære fru Mørk, nu maa De komme og drikke et glas vin – eller lidt selters. (Gaar til bordet og serverer.) Kom nu smaapiger – omforladelse frøken Inga (de unge piger snakker og ler sammen) – Naa – hvad er det, som er saa morsomt?

De maa ikke kalde mine døtre med andet end med fornavn, ligetil. Jeg har maattet love Deres datter at sige Anna. Og det synes jeg er saa hyggeligt. Gud, Vilhelm siger jo altid til mig – (Det banker. Statsraaden kommer ind, fulgt af professoren.)

Maa jeg ogsaa have den fornøielse at hilse paa Dem, frue, og ønske Dem tillykke med Deres [16] datters tilbagekomst. (Rømmer sig.) Jeg mødte professoren i alléen, jeg tror han vilde echappere. Jeg ventede lidt dernede for at faa posten med mig med det samme. Jeg tog mig den frihed at bringe Dem Deres. (Han tager en bunke aviser og breve op af sin ene lomme og leverer fruen dem, af den anden trækker han en enorm bunke aviser for sig selv.) Aviserne er da, sandt for dyden, ens eneste aandelige levebrød ved disse rædsomme norske badeanstalter! – Nu ja, der er vist adskilligt nyt idag – valgene –

Et glas vin først, hr. statsraad. (Hun ringer. Tjeneren bringer glas og et brev, som han leverer fruen. Hun kaster et blik paa skriften, og der gaar en bevægelse over hendes ansigt. Hun putter det hurtig i lommen.) Vær saa god, hr. statsraad, De undskylder, vi holder os heroppe! – Onkel! –

Her er udmerket – udmerket – (Til professoren.) Hører De, der skal være tvil om Nedenes, De. Man snakker om valgfusk – jeg husker paa sidste folkemøde –

Gud, Vilhelm – jeg er saa glad over, at doktoren har forbudt dig at reise paa disse skrækkelige folkemøder.

Doktoren – aa lad være med doktoren –

Det var jo formelig blevet Vilhelms, min mands, passion, hr. professor, disse folkemøder. De kan ikke tænke Dem, med hvilken fryd han gjorde sig istand og pakkede ned de mest medtagne stykker af sin garderobe til disse reiser! Og hvor det lugtede tobak og punsch og Gud ved hvad af baade ham og hans kuffert, naar han kom igjen. Vi maatte formelig lufte ham ud! Jeg forsikrer Dem, jeg sporede altid de første dage noget vist, en vis nedgang, om jeg saa maa sige, i hans manerer og hele udtryksmaade – kan De ikke tænke Dem det?

Finmarken skal være sikret. Der staar telegram idag. Lad mig se; den 1ste juli. Det maa altsaa være for igaar. Der er morgenavisen, ser jeg. Den skulde være vel underrettet. (Læser.) Skjærvø. Høire 15 stemmer, venstre 12, 1 moderat. Tromsø. (Læser videre.) Aa, fru Krabbe, undskylder De, maa jeg faa lov at kige lidt i Deres aviser, tusind tak – lad mig se – Skjærvø 15, Tromsø. (Læser videre). Sidste telegrammer. «Dagens tidende» har det. Se her! Ha, ha – Finmarken har vi – det er storartet! (Læser videre.)

Nei, Vilhelm, lad nu dette være! Herregud, vi faar det jo tidsnok at vide. Var det endda der, hvor vi skal vælges – skjønt doktoren siger –

Doktoren – lad være med doktoren. Aa disse badesteder! (Til fru Mathilde.) Undskyld frue – man blir snart idiot her!

Og min onkel forsikrede mig nylig, han følte sig som en skolegut igjen. Skulde det betyde, at han begynder at gaa i barndommen?

Da er professoren lykkeligere situeret end jeg. – Men nu synes jeg, det er paa tide, vi lader fru Krabbe og frøken Anna i ro – ikke sandt, Sofie?

Jo, det har du ganske ret i! Kom nu smaapiger! Kjære fru Krabbe (kysser hende), det er mig en glæde at se Dem se saa godt ad! Farvel, kjære Anna! (Kysser hende.)

Velkommen til middag! Farvel!

Saa – lad mig nu se paa dig, Anna! Prægtig ser du ud – lys og fin. Guldgult haar. Din mors øine har du ikke – nei –

Mama, hjælp! Onkel Fredrik bebreider mig, at jeg ikke har dine øine!

Onkel Fredrik har den sørgelige uvane at snakke saameget om mine stakkels øine. Og det er ikke mig, det gjælder engang – det er min mors, din bedstemors, som jeg minder om og derfor –

Hun var jo min eneste søster, – ja, – ja – ja – Men farvel da, Mathilde! – Farvel Anna!

Gaar du?

Maa jeg ikke hjem kanske og gjøre grande toilette til festmiddagen! Jeg undres, om md. Olsen har børstet min fineste frakke. Jeg er bange, hun ikke ser flekkerne, md. Olsen, hun har saa daarlige øine stakkar. (Faar en idé, ler barnslig.) Kanske md. Olsen sidder i min lænestol, mens jeg er borte. Det gjør hun ganske bestemt. Jeg skjønner, den frister hende. Jeg synes, jeg ser md. Olsen sidde og halvdrømme i min deilige, bløde lænestol! Jeg liker ikke rigtig tanken – der er noget ved md. Olsens person –

Du maa laase dit værelse!

Kan jeg laase mit værelse! Det skal jo gjøres istand. Er du en god husmor? Nu gaar jeg, og ve md. Olsen, hvis hun – (Gaar.)

Jeg følger med, onkel Fredrik, Jeg skal saa alligevel nedom kjøkkenet og sige goddag til Melpomene.

Hvad for noget! Det er da ikke en profan hund, som du –

En hund! Nei – det er jomfruen! Sigfrid har døbt hende Melpomene, fordi hun er saa sørgelig bestandig og sværmer for at komme og melde om alle verdens ulykker. – Men idag er jeg vis paa, at Melpomene smiler!

Aa – alting paa en gang! (Læser det endnu engang, ser længe paa underskriften, lytter, putter det saa i lommen igjen.)

Se saa – her har du mig igjen! Og saa fortryllende, som her er blevet heroppe. Tænk det gamle stygge læseværelset! Lad mig nu se mig rigtig om. Alle disse Mørkene, de «mørknede» jo saa her, saa jeg ikke har faaet øie paa nogenting. – Nei, – for et koseligt skrivebord – og mit eget gamle piano, tror jeg saa sandelig. (Sætter sig ned og spiller lidt.)

Min egen lille pige. Ja, du kan tro, her har været øde uden dig. Kom, sæt dig her hos mig og lad mig faa snakke lidt med dig. Og se lidt paa dig. Du ved nok ikke, hvor jeg var fristet til at bede dig komme hjem, forrige høst. Men saa syntes jeg, du havde godt af at gaa gjennem det høieste kursus ogsaa. Saa vidste jeg da, du vilde blive perfekt.

Ja, du kan tro! Men naturligvis fransk kan jeg da iallefald til husbehov. Madame var saa fornøiet med mig, og frøken Sidonie ogsaa. Nei du kan ikke tænke dig, hvor rent fortryllende, bedaarende frøken Sidonie er! Jeg synes hun, alvorlig talt, er rent et guddommeligt menneske. Aa, du vil blive saa indtaget i frøken Sidonie, naar hun nu snart kommer herop!

Jeg nøier mig med dig foreløbig, vennen min. Er du træt efter reisen?

Jeg? Nei. Alt er jo ogsaa saa lyst og straalende idag. Aa – for en forskjel mod, da jeg reiste, den triste, mørke høstdagen. – Jeg maa da hen til papas grav, saa snart som muligt, du. Og [23] tage mange blomster med mig. (Stanser lidt.) Stakkels papa. Jeg husker, da jeg var ganske liden, hvor han kunde være morsom og munter med os. Og saa var han saa vakker – var han ikke det, mama, især da han var ung?

Jovist var han det.

Men, – han kunde være forfærdelig misfornøiet med os sommetider. Husker du det, mama? – Baade med Sigfrid og mig. Og naar jeg spilte – uf nei, jeg glemmer ikke, hvor ræd jeg var hans kritik – han var saa haanlig ligesom –

Du maa huske paa det, at din far var ualmindelig musikalsk.

Ja, det er sandt. Det kan man bedre forstaa bagefter, at han kunde blive nervøs af at høre mig klimpre saa fælt mangengang.

Ja, din far var jo svært nervøs, ved du. Og han skjønte jo, at han alle de senere aarene ikke kunde magte sin violoncel – og det pinte ham, kan du forstaa.

Ja – stakkar – naturligvis. (Ser hen for sig.) Det er altsammen ligesom saa frygtelig længe siden. Og jeg ved ikke – der var vist noget svært usammenhængende ved mig ogsaa i de aarene, jeg holdt paa at blive voksen. Ikke hørte jeg ligesom hjemme noget sted heller. Et aar her, et halvt aar der. Saa guvernante, saa huslærer sammen med Sigfrid. Saa et par klasser paa skolen i byen. – Jeg fik jo ikke noget rigtigt hjem nogetsteds paa den maaden.

Du var da lange tider hjemme ad gangen, Anna – og alle ferierne. Du maa da ikke sige, du ikke har havt noget hjem, kjære –

Nei, Mama da! – Men det var bare det – Frøken Sidonie spurgte mig engang, hvorfor – Og da kom jeg til at tænke paa, at det igrunden var underligt, at du havde hjerte til at undvære mig og sende mig saadan fra dig. Og frøken Sidonie syntes ogsaa –

Det var jo for din egen skyld, ser du. Her var jo saa ensomt. Ingen jevnaldrende, saadan af din egen stand her i nærheden. (Slaar om.) Nu er [25] her jo bleven ganske anderledes – især om sommeren da – siden badet kom op. Hernede vokser der jo frem en hel liden by med hoteller og villaer. Ser du ikke stor forandring?

Jo, jeg kjendte mig næsten ikke igjen. Du – sig mig – Erik Rein er jo doktor her ved badet iaar, han?

Ja – som sin fars assistentlæge – det skrev jeg da.

Tænk – hvor morsomt, at han fik en saa udmerket eksamen. Han havde slet ikke turdet vente det, skrev han –

Ja – saa – har I to korresponderet?

Ja, du ved saadan imellem. Sidst var det til min fødselsdag. Vi var jo altid gode venner.

Ja, Erik var bestandig en tækkelig gut. Apropos, gamle venner du. – Hvordan ser ingeniør Lützow ud nu – frisk og –?

Aa, jeg husked ham jo ikke saa nøie. Som barn lægger man jo ikke merke. Han ser meget ældre ud, indbilder jeg mig – havde noksaa meget graat haar her ved tindingerne.

Ja saa! – Saa han daarlig ud kanske? Snakked han noget om sig selv – fortalte han noget?

Aa – nei, jeg tror ikke det. Fru Mørk snakked vist mest med ham. Men sig mig, mama – fortæl mig om Sigfrid. Kommer han snart hjem?

Jeg tænker, vi har ham om en uges tid. Det var jo et par fag af andeneksamen han skulde tage nu, da han havde influenza ivaares. (I undertrykt bevægelse.) Bare nu det gaar godt! Det er ikke saa let med Sigfrid. Der er mange slags vanskeligheder – du kan tro –

Aa, hvor vi skal have det morsomt, naar han kommer. Saadanne ture vi skal gjøre! Og du skal være med, mama, paa alle turene. (Ser paa hende) Nei, hvor pen du er idag, mama! Ser du, jeg er saa glad, fordi du ikke gaar i sorg længer. Det er for trist, bestandig –

Ja, alt skulde være lyst, til du kom hjem.

Goddag igjen. Her har I mig i fuldt middagstoilette. Qu'en dites vous mademoiselle? Est ce que c'est que celà vous-plait-il? Man maa jo vise, man kan fransk.

Du er storartet! Md. Olsen har sandelig ære af dig. Du er saa velbørstet.

Ja, da hun fik sine store, sorte briller paa, tror jeg ikke et støvgran har undgaaet hendes skarpe blik. Men du – du er jo endnu i din – din noget tarvelige reisedragt – saa vidt jeg kan se.

Det er aldeles rigtigt. Nu skal jeg ogsaa gaa og gjøre mig pen. Saadan en kritisk gammel onkel! (Gaar.)

Hvor hun er sød, du! Der er noget saa varmt og impulsivt over hele hendes væsen! Du vil faa glæde af hende, kan du tro!

Det haaber jeg.

Har du lagt merke til, hvad der saadan kan hvile over en ung piges pande du? Noget forunderlig skjønt og klart. Denne rene, fine bue, som hvælver sig op mod haarkanten, har noget saa – den har noget af en egte perles hvide, uberørte glathed over sig – synes du ikke: Naar jeg ser paa den, vækker den saadan længsel hos mig – en vemodig længsel – som næsten ligner misundelse, tror jeg. Det er som at se tilbage til sin egen ungdomstid. Da man vidste saa lidet og syndede saa lidet. Ja – den tid, som intet ønske og intet guld kan kjøbe en igjen –

Ja, det er nok sandt.

Er det ikke, som livet langsomt trækker sin haand henover vore pander du? Som hver skuffelse og smerte, hver ængstelse – hver erfaring, vi gjør, sætter sit merke paa den? Som hver sterk følelse – ja selv glæden, kjærligheden har sit eget hemmelige tegn, der viser: «Nu har jeg været der – nu har jeg holdt mit indtog i det menneskes sjæl.» – Men en saadan ung, uskyldig piges pande – paa den har endnu ingen finger skrevet sit ugjenkaldelige ord. Kun smaa skygger har drevet over den – og et lidet aandepust har slettet dem ud igjen.

Ja – livet trækker nok sine furer –

Naa, er du træt, Mathilde? Men – idag du! (Gaar til balkondøren.) Se nu bare, hvor straalende alting er her. Som til fest. Skogen nedover – lyse birke mellem furuerne – søen der allernederst – saa blank og stille. Og nu har den baaret din datter sikkert hjem.

Jeg er glad for det, onkel. Naar bare Anna ogsaa rigtig var det.

Anna! – Jovist er hun det. Se nu bare, hvor munter og fornøiet hun var.

I det første øieblik. Men, bare hun vil trives. Ikke føle sig fremmed og uvant. Det er ligesom jeg har et indtryk af –

Fremmed her i sit eget hjem – men kjære barn –

Jeg er begyndt at tænke paa, at det kanske ikke var rigtigt, at jeg sendte Anna derned, saadan for lang tid. Jeg troede jo, det var det bedste. Her var saa ensomt og trist netop da. Og en ung pige maa jo lære noget grundig. –

Javist – javist –

Men saa havde hun jo været endel hjemmefra før, ser du. Jeg tænkte ogsaa, det var det bedste. Du kan jo forstaa, at der laa en stor tyngde over huset i alle de sidste aar, mens Axel var saa daarlig.

Ja, men kjære Mathilde! Plag dig nu ikke med dette.

Man kan vel aldrig gjøre nok for at holde børnene tæt ind til sig. Allermest i de vigtigste aarene. Har de saa ikke sin mor, finder de kanske andre. Der var en dame dernede i pensionen, en frøken Sidonie, som lader til at have havt en meget sterk indflydelse paa Anna.

Aa, det gaar ikke saa dybt. Saadanne unge piger maa altid have nogen at sværme for. Men en mor er en mor. Ingen erstatter hende.

Nu kommer jeg jo ogsaa til at leve for hende – for børnene. (Anna kommer ind.) Naa min ven, færdig allerede! Hvilken sød kjole du har paa.

Nu ser du ud som en rigtig rosenknop.

Ja, nu faar jeg ogsaa gaa for at blive færdig, til gjesterne kommer. (Gaar.)

Nei, men onkel Fredrik – hvorledes er det dit halstørklæde sidder – lad mig nu –

Tusind tak – er det nu saa galt?

Nei – nu er det nydeligt. Men, det er sandt – sig mig nu, sad md. Olsen i din lænestol, da du kom hjem idag – hvad?

Langtifra du. Md. Olsen stod saamen i sin vaskebalje hun, barnet mit! – Men du Anna, lille Anna, er du nu glad ved at komme hjem igjen? Rigtig glad – hvad?

Ja glad, du kan da skjønne det. Jeg har ofte længtes saa hjem saa –

Ja – det er rigtig det, du. Man har ikke mer end et hjem, ser du, her –

Ja – her er herligt. Men jeg havde det ogsaa deiligt i Schweiz, kan du tro. Jeg holder saa forfærdelig meget af den familie, som jeg var hos. Især var der en af døtrene –

Ja denne frk. Sidonie, hun skal jo være en saa merkelig dame.

Har du hørt snakke om frk. Sidonie da, onkel Fredrik?

Ja – din mor –

Har mama? Ja, tænk, jeg tror næsten ikke mama liker, at jeg elsker frk. Sidonie saa høit. Jeg tror alvorlig talt, hun er lidt jaloux, jeg!

Aa – hvor kan du falde paa det. En mor være jaloux! – Men din mor har gaaet her hjemme og ventet paa dig. Kan du ikke se det paa din mors øine, Anna? At der ligger saadan dyb, længselsfuld venten paa bunden af dem?

Tror du det – saadan?

Derfor er det hendes øine har den underlige glans, som de har. Det er noget indre, som de ser! Læg merke til det. – (Livlig, optaget.) Del er vel egentlig forskjellen mellem menneskene, dette du, at der er nogen, som venter – som altid venter og haaber – ser hen mod noget lyst og skjønt: Store vidder med spil af farver og fjerne bjerge fulde af sol – eller en liden, stille plet dybt inde i skogen, hvor alting lukker sig sammen bag en, og de smaa skogblomster dufter – dufter saa sødt, saa øinene lukker sig sagte, og man drømmer fine, skjære drømme – kanske med en varm haand indeni sin. Eller – eller (stille, for sig selv) de kan se fremover til noget – noget vidunderlig høit, som vi bare maa hviske om – hinsides graven. (Til Anna.) Og mens de venter, ser du, saa blir sjælen ved at være ung og vaagen. Aarene gjør ikke noget. Del er bare de mennesker, som har holdt op at vente og haabe, som er gamle. Bladene om deres sjæleliv skrumper sammen, tørrer ind, som blomsterne om høsten. Intet vækker dem mere – ingen tone – ingen solstraale –

Ja da – det skjønner jeg saa godt. Netop naar man er ung, forstaar du. For da venter man [35] jo saa meget, da ligger livet foran en. – Men du? Hvordan er det med dig selv, onkel Fredrik?

Med mig? Jo tak. Jo da – jeg har det udmerket.

Kommer du dig godt her ved badet?

Jo tak – jeg synes, jeg er blevet saa frisk, siden jeg kom hid.

Sig mig, onkel – er han ikke svært hyggelig, gamle doktor Rein, du?

Jo – en udmerket tækkelig mand. Og sønnen ogsaa. Han gaar virkelig faderen en høi gang.

Jasaa. Han er vel meget sammen med alle badegjesterne, han?

Han er muntrationsraad, han, ser du. Alle de unge damers gode ven, naturligvis. Altid paafærde –

Uf ja, saadanne badelæger, de blir vist svært bortskjæmte?

Tror du det? Stakkar. Jeg synes, de maa øve sig i taalmodighed, jeg du.

Er han saa – saadan svært optaget med disse damerne, han da?

Hvem du – doktor Rein? Ja, han klagede virkelig lidt her forleden dag – disse lange trættende konsultationer, om alle mulige og umulige ting. Han blir jo rent som en slags far for dem –

Som en far! Erik Rein! som er saa ung?

Taler du om sønnen? Jeg taler om faderen jeg. – Ja – Rein junior sørger jo for underholdningen, han – arrangerer turer –

Jeg aftalte med Mørks, at jeg ogsaa skulde se at komme med paa nogle af de udflugterne. (Ivrig.) Ser du, onkel Fredrik – jeg har ikke været [37] hjemme paa Fyrisheim en sommer – jeg kan gjerne sige paa mange aar. Nu vil jeg se alle de gamle stederne igjen. Alle de gamle pladsene, hvor vi har leget. Og jeg vil plukke jordbær og blaabær. Og jeg vil bade og svømme. Og vi skal have turer og pikniks – der findes ikke noget saa morsomt i verden som at spise ude paa de deilige steder –

Der er serveret!

Jasaa, er Mørks allerede kommet? Onkel Fredrik – vær saa god at byde mig armen. Jeg er hovedpersonen idag, kan du skjønne! (Begge gaar.)

Se de deilige roserne, du! De er næsten bedre end «Danse macabre» de – ikke sandt? Den er forresten ogsaa vidunderlig! Kom, saa skal vi tage den sammen!

Aanei – den gaar ikke ordentlig alligevel, den er saa vanskelig.

Lad os bare prøve! – Den er saa rent betagende den musiken! – Men ved du, hvad jeg tror, Anna? Jeg tror, den vilde klinge bedre, hvis du ikke tog den fuldt saa hurtig og ikke saa forte. Husk paa – der skal dog være noget vist hemmelighedsfuldt over den – ligesom udenfor mennesket, forstaar du – trods det ofte rent brutale i klangen. Aa – lad os prøve!

Aa nei, ikke nu da, mama! Lad mig slippe, jeg er saa lidet oplagt – jeg aarker virkelig ikke at spille mer. (Reiser sig og gaar hen til et bord og blader i nogle aviser.)

Du ser ogsaa lidt bleg ud idag, Anna min. Du er da vel rask?

Der feiler mig ingen verdens ting, det forsikrer jeg dig – bare lidt hovedpine.

Har du det rigtig godt disse sidste dagene, du? Der er vel ingen ting iveien? Ingenting, som plager dig vel? (Nærmere, blødere.) Du ved, jeg vil saa gjerne hjælpe dig, hvis jeg kan.

Aa nei, kjære dig – jeg er bare lidt træt. Jeg tænker bare, jeg har været formeget paa farten.

Der har været formegen uro for dig, siden du kom hjem. Luftforandringen tager naturligvis ogsaa paa kræfterne. Men – saa har du da ogsaa moret dig rigtig godt.

Aa, ja.

Statsraadinde Mørk fortalte mig just igaar, at de skulde paa en kjøretur til Grytefossen imorgen, og at du –

Aa – fru Mørk med alle sine arrangementer!

Det var vist slet ikke hendes idé. Det var Erik Rein –

Aa ja, han gjør jo, hvad fru Mørk vil –

Saa? – Jeg trodde, du likte saa godt fru Mørk. Hun er da altid saa elskværdig mod dig.

Ja – ja da. Men – men hun er naa saa aktiv bestandig – og saa har hun en saadan maade til at faa det, som hun vil. – Jeg er forresten svært glad i fru Mørk, jeg, og Inga er saa «dekorativ», hun, og Valborg er saa sød, det er hun virkelig.

Du – Anna?

Ja, hvad er det?

Tror du, det er noget i det, som fru Mørk slog paa igaar, at Erik gjør af Valborg, du?

Det ved jeg virkelig ikke, mama.

Det er jo igrunden et ganske pent parti. Valborg er, som du siger, sød og flink ogsaa. Og [42] Erik er jo saa prægtig. – Apropos du, han fortalte netop igaar, at den lille gutten nede hos Sven's er blevet saa daarlig igjen. Du skulde ikke have lyst til at gaa derbort en stund idag, vel? Tage med dig noget godt og prøve at more ham lidt?

Nei, ikke idag da. Jeg er virkelig saa træt saa!

Kanske vi burde snakke til doktoren?

Uf – nei. Kjære, bryd dig ikke noget om det, mama. Jeg blir nok bra igjen. Jeg skal love dig at gaa til Svens imorgen.

Men – den turen da?

Det er det samme. Jeg bryder mig ikke spor om Grytefossen.

Og saa kommer vi jo til at gjøre disse udflugterne om igjen, naar frk. Sidonie kommer. Det er sandt – skrev hun nogen bestemt dato i sit sidste brev?

Nei – hun gjorde ikke det heller.

Der er en ting, som er lidt vanskelig for mig om dagen, du, og som jeg havde lyst til at snakke med dig om. Synes du, jeg skal sende væk Halfdan gartnergut? Jomfruen siger, han er kommen i slet selskab, og –

Aa nei, mama da! Kan jeg ikke faa slippe at høre om alle disse tingene paa gaarden. Huf, alle disse ulykkerne og –

Nei – nei, min ven. (Med undertrykt følelse.) Men du skjønner nok – jeg havde jo tænkt det, at naar du kom hjem – og just i saadanne tilfælder –.

Vær ikke vond paa mig, mama – søde mama! Jeg skal nok blive snil og hyggelig – det er bare denne hovedpinen, ser du – du skal se –

Det vil du nok, Anna min!

Ja – for jeg kan jo saa godt forstaa, hvor vanskeligt og ensomt du har det, siden papa døde. Han kunde jo hjælpe dig med alt dette store stellet, han.

Ja, ja – naturligvis –

Aa – jeg husked ikke paa det – det var vel ikke saa greit, for han var jo saa meget syg? Kanske han ikke var saa praktisk heller – mere kunstnernatur – ikke sandt?

Ja – det var han vist.

Det maatte være deiligt for dig med den musiken ogsaa. – Men nu kommer jo Sigfrid hjem snart. Han vil da kunne være til nytte for dig.

Sigfrid – barnet mit – om bare Sigfrid kunde hjælpe sig selv! (Tjeneren kommer ind med breve og aviser paa et bret.) Brev til dig fra Schweiz, Anna.

Der er nok en gut ude, som venter paa svar paa det brevet til fruen fra hotellet.

Hvem er det fra, du?

Det er fra ingeniør Lützow. Han spørger, om jeg er hjemme i formiddag. (Til tjeneren.) Sig budet, at ingeniør Lützow er velkommen.

Uf – jeg behøver vel ikke at være tilstede vel? Jeg vilde saa gjerne ned og bade.

Du! (Tager sig i det.) Nei – gaa du kun ned og bad. (Det ringer, hun farer sammen.)

Unge doktor Rein spørger, om herskabet tager imod.

Vær saa god – lad ham komme ind.

Og saa skulde jeg sige fruen, at skolelærer Haslerud er ude og gjerne vilde tale med fruen. Jeg bad ham gaa ind paa kontoret.

Naa – ja – nu kommer jeg straks.

Jeg kommer indom for at høre lidt nærmere om turen imorgen, og om fruen ikke selv vilde være med denne gangen?

Nei tak, Erik, ikke imorgen. Vi er jo dog ikke badegjester vi heroppe, ved De, saa vi skal ikke leve saadan bare ferieliv heller.

Men De, Anna, De blir da med? Der blir ikke andre end etatsraad Bangs – og saa Mørks naturligvis.

Nei tak. Jeg er virkelig noksaa træt dagen, og jeg har ogsaa lovet mama at besøge Sven's lille gut imorgen!

Ja – nu faar jeg nok ud til min skolelærer. Jeg synes, du skulde tage med imorgen, jeg, Anna. (Gaar.)

Det er deiligt veir ude idag!

Ja – ualmindelig vakkert.

Her har jeg faaet et nyt fotografi af min schweizerveninde – er det ikke nydeligt?

Aa jo – jeg synes forresten, næsen er svært stor –

Familien er egentlig fransk, emigrantfamilie, – hun kommer snart herop nu. Jeg tænker ud i august.

Saa? (Nærmere.) Anna?

Det skal blive forfærdelig morsomt. Jeg haaber, Sigfrid kan blive hjemme saa længe og faa nogen af sine venner hid –

Anna – nu kommer Deres mor snart igjen –

Ja, hvad saa?

Vil De slet ikke høre paa mig, Anna? Kan De ikke forstaa, det er stygt af Dem, De ikke vil være med paa den turen imorgen.

Stygt! Der er da ingen, som lider noget for det!

Det kan De slet ikke være sikker paa. Viggo Bang vil vist blive meget skuffet, han f. eks.

Ja, naturligvis, men jeg antager alligevel, at han staar det over.

Anna – hvad gaar der af Dem disse sidste dagene? Jeg kjender Dem jo ikke igjen mere. (Blødere.) Vi havde det jo saa deiligt.

Har De det ikke deiligt fremdeles da?

Jeg? – Aa jo.

Jeg synes, det maa være svært morsomt at være badelæge.

Ja, det har sine behageligheder. (Med en overgang.) Far reiser bort imorgen, mindst for 14 dage, og da kan jeg ikke komme af flekken, saa det blir den sidste turen, jeg kan være med paa. – Det samme kan det ogsaa være – ikke for det.

Ja, det kan jeg da saa godt forstaa!

Hvorledes det?

Man kan jo have det lige morsomt, om man ikke er med paa turer.

Anna – der ligger noget under. (Bedende.) Nu kommer Deres mor straks. Og jeg har ikke faaet talt med Dem paa mange dage.

Det er ikke min skyld –

Nei – man kan jo som bekjendt ikke være to steder paa én gang.

De mener – De tror – at jeg –

Ja, jeg mener bare, at De jo ikke kan være baade hos Mørks og her paa én gang.

Hos Mørks! Ja, statsraaden skulde jo have massage hver dag – det ved De saa godt. – Men siden den baadturen i fredags har De været saa kold og afvisende, at –

Aa – lad os ikke snakke om den!

Jo, det var da iallefald Dem, som stod for ordningen der.

Jeg?

Ja, det første, De gjorde, det var jo at vinke paa Viggo Bang for at faa ham ved siden af Dem i baaden.

Hvad er det, De siger?

Var det ikke saa?

Nei, jeg vinkede aldeles ikke. Det kunde nu heller aldrig falde mig ind at vinke paa lille Viggo Bang! Men forresten havde De det jo meget morsommere, De og Valborg foran i baaden, ganske alene. Og siden da dere hjalp hinanden saa pent med den kaffe-kogningen derude paa skjæret.

Ja, det er sandt det, Valborg Mørk var meget snillere og hyggeligere den dagen end De.

Ja, saml De Deres skjønne minder!

De sad yderst ude paa skjæret, ganske alene. De havde lyseblaa kjole og stor, hvid straahat med [52] hvide fjær. Og bag Dem begyndte himlen at blive gul og rød og violet. Og De sad ganske stille og saa udover. Og med engang kom et solstreif over Dem, og Deres hele skikkelse blev ligesom oplyst og stod i guld mod himmel og hav –

Jeg! – Saa – De mig?

Nei da. Jeg stod langt bag, jeg, og blaaste i ilden og fik sur røg i øinene og blev baade sodet og svart for at faa istand den deilige kafeen! Vi havde naturligvis ikke øie for naturens skjønhed, hverken Valborg eller jeg, og ikke havde vi tid til at sidde ude paa det yderste skjær og tage os ud med solglorie om os –

Erik – De har ikke lov til at snakke saa stygt. Jeg sad ikke derude for at tage mig ud, det ved De saa godt. Hvorfor siger De saant – hvorfor er De saa grusom mod mig?

Nei, kjære – kjære, jeg er ikke grusom. De maa ikke være vond paa mig. Jeg mente det jo ikke – jeg mente det ikke, Anna.

De skulde vide, hvor ondt jeg havde det, da jeg sad der alene, De! Jeg trodde ikke nogen – nogen brydde sig om mig – jeg følte mig saa forladt –

De – Anna!

Og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig skulde være med paa nogen tur mere i hele livet –

Anna!

Ja?

Akkurat det samme lovede jeg mig selv derborte, hvor jeg stod og strævede med veden for at faa den til at brænde –

Bare for det?

Hvad mener De?

Fordi det var saa – saa kjedeligt med den raa veden?

Tror De nu, hvad De selv siger?

Nei.

De ved godt, Anna, at jeg bare har været med at faa istand disse turene for at være sammen med Dem – det ved De godt. Og jeg synes, disse sidste fjorten dagene har været saa deilige og saa lyse og straalende, som jeg aldrig havde tænkt mig det i mit liv – endda jeg havde tænkt mig, det skulde blive deiligt – men saa med en gang saa –

Ja – men det synes jo jeg ogsaa – Erik.

Er det sandt? Er det sandt? Holder du af mig? Jeg mener – elsker du mig virkelig, Anna?

Erik – skjønte du ikke det da, Erik?

Nei, jeg kan næsten ikke tro det – du – Aa, jeg har altid tænkt fra jeg var ganske liden gut, at den som – – –

– Hys – der kommer mama! Sig ingenting – sig ingenting!

Jeg blev nok opholdt –

Jeg kommer nok alligevel til at være med paa den turen, mama. Ved du, at gamle doktor Rein skal reise bort, og Erik kommer til at være ganske alene ved badet en lang stund –

Statsraad Mørk er ude.

Sig, at jeg ikke tager imod – nei – lad ham komme ind.

Kanske jeg faar lov at slippe ud af havedøren?

Og jeg – mama?

Goddag, naadige frue – er jeg saa heldig at træffe Dem.

De er en sjelden gjest paa denne tid af dagen, hr. statsraad. Vil De ikke sidde ned? Hvordan gaar det med Deres badekur?

Efter dr. Reins forsikring – storartede resultater! De kjender min mening om de norske badesteder. I udlandet – naa – ja. – Dette skjønne veir stemmer mig dog forsonligere, og jeg benytter det til at gjøre Dem et lidet formiddagsbesøg, kjære frue, for i ro at faa en passiar med Dem. Det er nemlig en enkelt sag, som –

Er der noget, som jeg kan være Dem til tjeneste med?

Aa – jeg vil ikke egentlig sige – men – Maaske forstyrrer jeg fruen – maaske De skal kjøre ud?

Nei langtfra, – jeg er – det er fuldstændig beleiligt for mig.

Saa gaar jeg lige løs paa sagen. Fruen ved, vi nu snart har valget her i amtet – og her i Deres bygd skal der vælges nu paa mandag – ikke sandt?

Kjære hr. statsraad – spørg mig ikke om valgene, jeg er saa rent udenfor –

Men De interesserer Dem da for vore valg, for partiet, kjære frue?

Ja – jovist – det gjør jeg jo – naturligvis det gjør jeg.

Og De vil uden tvil gjerne gjøre Deres for at frembringe det forønskede resultat. Her har hvert individ sit ansvar.

Behøver jeg at gjøre statsraaden opmerksom paa, at jeg ikke har stemmeret?

Vi kan jo ikke gaa til at give kvinderne stemmeret, kjære frue. Kvinden er endnu ikke moden – saadan i sin almindelighed da – til at kunne paatage sig – til at bebyrdes med denne – denne borgerpligt. Vi har jo desuden for tiden nok med stemmeretsudvidelser forøvrigt. – Ja, jeg forsikrer Dem, frue, at faar vi ikke flertal ved valgene iaar, vil der ikke stanses, førend hver slubbert, hver drukkenbolt, hver landeveisstryger i dette land snart faar en ligesaa stor indflydelse paa landets hele administration som baade De og jeg!

Jeg! De forsnakker Dem, hr. statsraad!

Som folk i vor stilling, mener jeg. Og De, som allerede efter de nugjældende stemmeretsregler har en mængde folk under Dem, i Deres brød, som har stemmeret –

Allesammen – allesammen!

Saa vil De kunne – ved Deres indflydelse –

Hvor kan De tro, at jeg har indflydelse paa det omraade, naar jeg selv ingen stemmeret har?

Men Deres ønsker – eller Deres misnøie. Alle Deres folk ved naturligvis, paa hvilken side De staar?

Det ved jeg ikke.

Ser De. – For ikke at spilde totalt hele min sommer ved dette badested, hvor man ialfald aandelig gaar tilgrunde, havde jeg tænkt, jeg skulde have paataget mig at holde et – et mindre, politisk foredrag – saadant ganske nøgternt, populært her i nærheden. Men – hm – min læge mente, at min helbred – kort [60] sagt – jeg blev nødt til at frafalde mit forsæt. Men jeg har nu været saa heldig (trækker en del brochurer op af lommen) at forskaffe mig en del eksemplarer af prof. Stens brochure – hvad, De kjender den ikke? Den er aldeles udmerket. Og jeg vilde bede Dem om tilladelse til at sørge for dens udbredelse her paa Deres eiendom – ja her i Deres eget hus?

Naturligvis – som De ønsker.

Den fører en argumentation i marken, som maa virke overbevisende. Fårⁿ¹ jeg lov? (Rækker hende et eksemplar.)

Tak – jeg skal –

Morgenavisen omtaler den meget rosende i sin leder idag – meget varmt endog. (Blader ivrig i de nykomne aviser paa Bordet.) Men – der har De jo morgenavisen. Det er mig en glæde at kunne gjøre Dem opmerksom paa den ypperlige fremstilling af situationen, som De der vil finde. Undskyld, frue – jeg ser, De holder baade svenske [61] og danske aviser. Vil De tillade mig – ministeriet dernede i Danmark gaar jo netop gjennem en meget slem krise. Ja, havde vi anledning til at benytte de kampmidler – jeg tager vel ikke Deres tid, frue?

Nei – det var bare – jeg syntes, jeg hørte en vogn. (Man hører det ringe. Tjeneren kommer straks efter med et visitkort.) Ingeniør v. Lützow spørger, om fruen tager imod?

Ja. (Til statsraaden.) En god, gammel ven, som De kanske ved. Hr. v. Lützow var hovedingeniør her ved gruberne for nogle aar siden.

Saa maa vi jo afbryde vor interessante samtale. Men, har jeg saa fruens tilladelse til – (Viser paa brochurerne.)

Godag, hr. v. Lützow – velkommen herop til Norge igjen! (Presenterer.) Ingeniør v. Lützow – Statsraad Mørk.

Forhenværende – om jeg maa bede! Glæder mig at gjøre Deres bekjendtskab. Maaske ingeniøren ogsaa skal styrke sine nerver her ved dette – hm –

Nei, jeg kom herop fra Tyskland i forretninger – for fjorten dage siden. – Jeg havde den fornøielse paa dampbaaden at træffe fru statsraadinden og Deres to døtre.

Glæder mig – glæder mig.

Vil ikke herrerne tage plads? (Hun peger paa en plads paa hver side af sig.)

Tak, jeg tror, jeg vil anbefale mig, frue. Jeg vilde gjerne – (Viser paa brochurerne.)

Ja – det er jo sandt. – Vil De ikke tage mine nye aviser med Dem – aa, De har meget mere glæde af dem end jeg. (Til Lützow.) Statsraad Mørk er passioneret politiker og en af vore mest fortjente agrar-tingmænd.

Forhenværende – jeg ber, kjære frue! Ja – farvel – farvel. – (Kommer tilbage.) Omforladelse, endnu et. Skulde fruen faa anledning til at bringe brochuren paa bane – nogle vink – lidt reklame skader visselig aldrig – og en god sag – De ved, valgene mandag – farvel. – (Gaar.)

Tak for Deres to billetter. Jeg kunde ikke svare paa den første, da jeg jo ikke vidste, hvor De var reist hen.

Jeg skulde undersøge nogle gruber her for et tysk kompani. Og da jeg saa, at Anna – frøken Anna – maa jeg vel nu sige –

Aa – nei da, hr. Lützow.

At hun netop kom hjem fra udlandet, vilde jeg heller vente –

Hvor det er længe siden nu. – Og De har havt meget – meget at gaa igjennem siden sidst.

De har ikke skrevet ofte. Jeg har faaet saa lidet at vide om Dem – og Deres.

Aa – jeg har da skrevet.

Ja – i begyndelsen noksaa ofte. Men – senere, da – da De fik det mere ondt – og –

Det sidste aar inden – inden Axels død var saa forfærdelig svært. Og siden – ja, jeg skrev da til Dem og fortalte Dem det altsammen.

Ja, det gjorde De. Og jeg har takket Dem for det. Men de sidste aar har De været svært taus. Det er to aar nu til november, siden jeg fik Deres sidste brev.

Det var lige efter Anna var reist. (Pause.) De skrev heller ikke.

Naar De ikke skrev, kunde jeg heller ikke skrive.

Hvorfor ikke?

Vilde ikke, mener jeg. Jeg kunde jo aldrig vide.

Hvad kunde De ikke vide?

Jeg kunde jo tænke mig, at mine breve ikke længere var velkomne. Hvorfor skulde de egentlig være det?

Hvorfor skulde de ikke være det?

Fordi – aa fordi – alting kan jo forandres her i verden – med tiden –

Ja, det var just det, jeg ogsaa tænkte – og med mere rimelighed, synes jeg.

Hvad tænkte De, fru Mathilde?

Jeg tænkte – jeg trodde, De kanske var saa optaget – at De kanske – jeg kunde jo ikke vide. De levede i en helt ny kreds – og De –

Jeg forstaar. De tænkte, at jeg vilde forlove mig – finde mig en hustru dernede.

Ja – det vilde jo være naturligt – rimeligt, vilde det ikke det?

Jo – kanske.

Hvorledes har de havt det? Har De været frisk? Lever Deres mor endnu og har det godt?

Tak, min gamle mor lever endnu dernede i det sleswigske. Min søster er hos hende. Jeg har havt en stilling i nærheden, som De ved.

Ja – det var jo derfor, De reiste.

Aa – det var nu ikke bare derfor, jeg reiste.

Og har De havt det godt?

Nei – jeg har ikke havt det videre godt. Jeg har længtes tilbage til Norge.

Hvor hyggeligt vi havde det, mens De var her. De var saadan hjælp for os. Det blev ligesom lysere i stuen, naar De kom ind.

De ved, hvor megen pris jeg satte paa Deres gjestfrihed.

Og tænk – al den deilige musik – vore deilige trioer. Det blev altsammen forbi, da De reiste.

Spilte Deres – spilte godseieren ikke meget efter – senere? –

Axel spilte ikke en eneste gang, efter De var reist.

Og De selv? – De spilte da saa deilig.

Nei – jeg læste meget heller – naar jeg kunde. Forresten blev Axel straks – han blev straks saa meget daarligere.

Kom ingen af Deres slegtninge herned og hjalp Dem – var hos Dem i den tid?

Kjære, kjære ven – hvor De har havt det ondt!

Ja, mange tider har det været svært mørkt. Og jeg har været forfærdelig træt. Især træt – bagefter. Jeg mener – for mens det staar paa – der er saa meget andet –

Fru Mathilde – De ved aldrig, hvor jeg har beundret Dem – Deres fine, taalmodige væsen, Deres klogskab, Deres opofrelse –

Aa, sig ikke saadant! –

Og saa var det denne idelige forvandling hos Dem. Det var som altid at møde noget uventet. Men altid lige skjønt. Der var en spænding over mig, naar jeg gik herop: Hvordan vilde hun være idag? Havde De læst noget – eller var det – [70] det nogen musik, som særlig havde glædet Dem og optaget Dem sterkt – det var, som De blev løftet op af en indre fryd, ingen kunde tage fra Dem. – Men sommetider – da kunde De se ud, som om De stod paa tærskelen til askesens kolde, hvide land, og porten i næste øieblik vilde lukke sig bag Dem. Da turde jeg ikke følge. De gjorde mig bange. – Men kom De saa en anden gang mod mig, knuget, forpint, træt, hjælpeløs – da – da var det, som jeg maatte –

Aa nei, lad os ikke tale mere om det.

Jo, jeg maa tale om det nu. De skal vide, at jeg har gaaet omkring dernede og havt Deres billede med mig i mit hjerte – med mig i al min gjerning. Det var, som om Deres hele væsens nærhed slog ring omkring mig, hvor jeg færdedes. Jeg kom til at lægge en høiere maalestok saa alt, hvad jeg paa, paa alt, hvad der rørte sig omkring mig. Det var, som om glansen fra Deres klare øine skinnede saa dybt, saa fordringsfuldt ind i mit eget sjæleliv, at jeg idelig stilledes for min samvittigheds domstol som for et opgjør, jeg maatte underkaste mig. – Hvad [71] det betyder i en mands liv, tror jeg, ingen kvinde helt forstaar. – Og min tak – og mine ønsker om at kunne hjælpe Dem, og min længsel! – Jeg syntes, jeg maatte straks herop igjen – staa ved siden af Dem – her, hvor jeg vidste De gik og ofrede Dem til blodet for – for at opfylde – for at være, som De fordrede af Dem selv, De skulde være. Hys – De behøver ikke at se saa forskrækket ud! Jo, jeg ved, det var saa. Tror De jeg var blind og døv?

Aa – hr. Lützow!

De skal ikke kalde mig hr. Lützow. – Og da var det vel sommetider, som jeg maatte gjøre det – komme herop og tage Dem i mine arme, ja – og bære Dem bort med mig. Som om alt, hvad der var bare af simpel ridderlighed i mig, bød mig at gjøre det ogsaa! (Bedende.) De skal ikke vende Dem bort! Gjør det ikke! De maa komme ud af denne – denne selvdisciplin, der er nærved at indkapsle Dem – førend det blir forsent – for Dem – for mig! – Nu skal De høre! Se paa mig – aa, vend Dem ikke bort, – jeg ber Dem saa bønlig – De har længtes efter mig, [72] fru Mathilde – det nytter Dem ikke at negte det – jeg ved De har – der var noget i Deres øine, da jeg reiste –

Ja.

Fru Mathilde, De skal nok sige, at jeg har været sterk og flink, – at jeg ikke da sagde til Dem: Kom med mig – læg det trætte hoved ind til min skulder, ind under min vinge – jeg skal verne og dække for hele Deres liv med al den kraft, at den ømhed, jeg eier –

Ja.

Mathilde – nu skinner Deres øine!

Hvorfor siger De alt dette? – De maa ikke – hvorfor gjør De det? Det er jo forbi nu. – Jeg er ogsaa blevet ældre. Alting blir jo nu anderledes her, meget lysere. Anna er kommet hjem. Nu skal jeg rigtig leve for børnene. Aa, jeg synes, at jeg skylder dem saa meget – saamegen [73] – saamegen erstatning for – for alt, som var ondt og trist. – De maa ikke snakke om dette nu – ikke sandt? – Lad os være glade, fordi vi kan mødes igjen – som gamle, gode venner –

Jeg kan ikke gjøre for, at jeg holder saa meget af Dem – at jeg holder saa forfærdelig meget af Dem.

Dersom De vidste, hvor godt – hvor taknemmelig, jeg er –

De skal ikke bruge det ord – det taaler jeg ikke! (Reiser sig og bøier det ene knæ foran hende.) Fru Mathilde, hør paa mig – jeg –

Hys – reis Dem – der kommer nogen! – Det er fru Mørks stemme i entreen –

Jeg maa faa lov at komme igjen – ikke sandt? De vil høre paa mig? Naar – naar?

I eftermiddag – i aften –

Ja – jeg kommer. Jeg mødte rigtignok Mørk imorges, som næsten tvang mig til at love komme til dem iaften – men det er det samme –

Da maa De gaa der.

Hvorfor?

Jo, – det er det bedste. Men imorgen formiddag skal jeg være hjemme.

Ja, ja, som De vil. Paa denne tid?

Ja.

Maa jeg? (Han peger mod havedøren.)

Goddag, kjære fru Krabbe! (Kysser hende.) Jeg kommer saamen lige ind, da jeg hørte, De var hjemme. (Ser sig om.) Tjeneren sagde, hr. v. Lützow var her –

Ja – han var her – netop i dette øieblik. Han gik ud gjennem haven. Han er jo gammel kjendt her paa gaarden, ved De.

En ualmindelig distingveret mand, De! – Jeg mødte ham imorges. Det lod virkelig til at glæde ham at træffe os igjen. Han var saa elskværdig straks at melde sig hen til os iaften.

Jasaa – men vær saa god at sidde ned, fru Mørk.

Ja – De kjender naturligvis hans hele ungdomshistorie – ikke sandt?

Jeg? – nei, jeg ved ikke, hvad De –

Jeg traf nemlig en dame paa dampbaaden opover, som var intim med hans søster. Og hun fortalte mig, at han, som ganske ung, havde elsket en ung pige, en tysk, fornem kusine. Men hun foretrak fætteren, stamherren til det store familiegods, De ved. Hr. Lützow skal nok have været helt fortvilet. Og det var derfor, han kom herop og tog den posten ved gruberne her. Men saa forstaar man ogsaa bedre hans noget blaserte, tilbageholdende væsen, ikke sandt? (Fortroligere.) Jeg tror, det var derfor han og Inga ligesom kunde saa godt sammen nu paa reisen. Hun har jo ogsaa havt sit at gjennemgaa. Der var intriger, og De ved – mødre, som ikke skyr noget middel – ja, jeg siger det til Dem, fru Krabbe, for De er saa fin og diskret. Og nu er hun jo fuldstændig over det. Men, ja – hvad var det nu jeg skulde fortælle. Jo – det er nemlig det merkelige, skal jeg sige Dem, at denne fætteren altsaa, dernede i Tyskland, som nu har godset og titelen, har ingen børn, saa hvis noget tilstøder ham, saa blir vor Lützow arving til det hele store fideikommis!

Jasaa – jasaa, det var jo interessant. (Slaar om.) Jeg kan da hilse fra Deres mand. Jeg har ogsaa havt visit af ham.

Ja, Gud – De maa ikke blive forfærdet – jeg haaber virkelig, jorden eller gjødselen eller, hvad det nu var, kommer godt og vel paa sin rette plads med tiden – men i dette øieblik saa jeg en skikkelse, fabelagtig lig Vilhelms, borte ved Deres drivhuse! Der var sikkert en tre, fire forskjellige individer, plus hest, kjærre, samt i baggrunden to havepiger samlede omkring ham i andægtig taushed, deriblandt Deres gartner – jeg kjendte ham paa hatten – den er saa underlig «suggestiv» ved sin form og kulør – jeg maa altid tænke paa, at den vist har været med Nansen ved Nordpolen! Ja – hvad var det nu, jeg vilde sige – jo, der staar Vilhelm lyslevende og holder ganske bestemt et lidet politisk foredrag à la folkemøde! Ha, ha! Jeg fik da heldigvis forpurret det i større skala – ja, er De ikke enig med mig? De gjør Dem heller ingen idé om Vilhelms nervøsitet foran og efter den slags opvisninger, folkemøder, mener jeg. – Sover ikke om natten, farer op, tænder lys, skriver i notisbogen – slukker, vaagner, tænder atter lys, skriver, vælter lysepladen af bare iver, naar han faar [78] en idé. – Nei, det har jeg, ved Gud, nok af ellers her i livet. – Imidlertid maa De være saa elskværdig, kjære fru Krabbe, at lade Deres eiendom tjene som et slags politisk jagtrevier for Vilhelm, stakkar! Saadan lidt à la kaptein Ekdals mørkloft i «Vildanden»! – Ja undskyld sammenligningen – ha, ha, ha! A propos Deres eiendom – jeg kommer virkelig ogsaa herop idag for at benytte mig af et af deres elskværdige tilbud, søde fru Krabbe! – De har jo saamange deilige roser i deres have, og der er en familie ved badet, som reiser i eftermiddag –

Ja, med den største fornøielse – det er jo netop rosentiden. (Ringer.)

Kjære fru Krabbe. De forkjæler os virkelig allesammen – det er jo igrunden for galt. (Tjeneren kommer.)

Aa Ludvig, vær saa snil at tage hid de roserne, gartneren bragte ind imorges. – Det er sandt, fru Mørk, jeg maa virkelig takke Dem for Deres elskværdighed mod Anna – De gjør jo ogsaa mig en stor tjeneste ved at følge de unge paa deres udflugter.

Ja, jeg vil jo ikke altid sige, det morer mig. Men jeg anser det virkelig som min pligt. Vilhelm siger altid til mig: «Gud, Sofie, at du gider være generaltante for hele badet.» Men jeg er nu saa gammeldags, at jeg finder, en mor bør følge sine døtre – ikke sandt?

Jo – naturligvis – (Tjeneren kommer med en buket roser, som fru Mathilde leverer fru Mørk.)

Tusind tak. Nei, for nogen vidunderlige roser, hvor de dufter – og saadan en masse! Ja, kjære fru Krabbe – (kysser hende.) De er virkelig for elskværdig – Gud, Vilhelm siger altid til mig: «Fru Krabbe er virkelig en af de faa damer i dette land, som fylder en stilling.» Og mig skjæmmer De jo rent bort. Men, ja – nu maa jeg nok afsted – farvel – tusind tak! – (Gaar.)

Sover du mama?

Nei, hvor du skræmte mig, barn – er du allerede der igjen?

Ja, det var fort gjort at bade.

Har du sprunget for hurtig op ad bakken? Du ser saa hed ud!

Nei da – men det er saa varmt ude – og

Og hovedpinen? Men – hvad er der iveien? Du ser saa rar ud – ler du, eller graater du, kjære ven!

Aa – mama –

Hvad gaar der af dig, kjære?

Mama – jeg er blevet forlovet.

Hvad er det, du siger?

Jeg er blevet forlovet med Erik Rein – aa, du maa ikke være vond! – Men mama, hvorledes er det, du ser ud – kjære, det er da ingen ulykke, kjære? –

Aa – vent lidt – snak ikke mer – jeg aarker ikke mer idag! (Sætter sig i en lænestol og gjemmer ansigtet i hænderne.)

Idag – kjære mama – hvad har det været for noget idag da? Er det Sigfrid – er der noget leit med Sigfrid? (Brister i graad.)

Nei, nei, – det var bare – saa, saa – kom nu og sæt dig her hos mig – saa skal vi snakke sammen – kjære, lille Anna min – hvad er det, du fortæller? Forlovet – kan du ikke skjønne, at det er umuligt for mig at samle det. Naar var det – nu – idag?

Mama, Erik og jeg holder saa forfærdelig meget af hinanden – det har været, førend jeg kom hjem –

Hvad er det, du siger? Har du været forlovet, førend du kom hjem – jeg forstaar ikke –

Nei – nei – jeg mener bare, at vi altid har været saa glade i hinanden. – Og det var derfor, jeg har havt det saa ondt i de sidste dagene – for jeg trodde, han var begyndt at bryde sig om Valborg – og –

Og jeg har ikke vist nogen ting – ikke skjønt nogen ting – og alt det har du gaaet med alene!

Jeg kunde da ikke snakke til dig om det, mama!

Min egen lille pige – hvad har man en mama for, naar hun ikke kan hjælpe der, hvor det gjælder ens hele liv! Jeg havde saavist troet, jeg skulde faaet staa ved siden af dig og passet [83] paa dig og støttet dig – og ikke ladet dig gaa hen og bestemme saadan over – over hele din fremtid, uden at jeg havde – du ved jo ikke engang selv, hvad du gjør – saa ung, som du er! (Med heftighed.) Jeg er vond paa Erik – han har ikke lov til at komme og – og overrumple et ungt barn – jeg havde ikke ventet det af ham.

Men mama da – jeg kjender dig ikke igjen. – Erik overumple mig – jeg har aldrig i mit liv hørt saant!

Jeg synes, Erik skulde ventet –

Hvor kan du sige noget saa grusomt? Og saa skulde jeg gaaet her og sørget mig ihjel – og han skulde gaa paa sin kant og bare tænke sort om mig og tro, at jeg ikke brydde mig om ham! (Ler.)

Aa, man sørger sig ikke saa let ihjel i din alder, barnet mit. – Du er bare saa altfor, altfor ung.

Du var jo ikke mere end 18 aar, da du blev gift – gift mama! – Og jeg er bare forlovet, [84] jeg, – og du har da vist aldrig angret paa, at du blev saa tidlig gift.

Aa, nei – angret paa – men, du ved –

Og tænk, hvis du ikke havde giftet dig med papa dengang, saa havde det kanske aldrig blevet noget af!

Nei kanske – (Lidt strengt.) Men et egteskab er en saa alvorlig og vanskelig ting – og du ved – du kan tro det, Anna, der er mange egteskaber, som ikke er lykkelige.

Ja, det kan nok være, skjønt folk bruger vist ikke saa mange høitidelige lidelser nutildags, som da du var ung, ser du. Du kan da forresten ikke negte det, at der er en masse lykkelige egteskaber – fra din tid ogsaa. Jeg synes, alle de ældre, jeg kjender, ser ud til at have det meget godt, jeg! Du og papa var da forfærdelig glade i hinanden – og onkel Herman og tante Ida, de ser da saa inderlig fornøiede ud, endda tante Ida [85] næsten altid er sygelig – og se nu Mørks f. eks. – de har det jo saa morsomt sammen, saa, endda de ligesom er oppe og disputerer bestandig – og tænk, onkel Fredrik, som hele sit liv sørger over tante Gusta, endda han ikke var gift med hende mere end et eneste aar – det har du selv fortalt! – Og saa maa du nu huske paa, at Erik er –

Er du sikker paa dig selv, Anna? Tror du – at du ved – hvad virkelig kjærlighed er?

Ja, jeg tror nok, jeg ved det, ja. – Kanske du har glemt det lidt, du mama!

Jeg?

For det er rart, at der er et menneske, som – ja, en ved ikke selv, hvordan det gaar til – men som faar en saan magt over en, at naar han bare kommer ind i stuen, eller en møder ham paa [86] veien – eller en er ude i selskab med hinanden – saa – med én gang er alting blevet anderledes, – solen og menneskene og trærne og luften og alting! Da bryder du dig ikke om noget andet mere, lægger ikke merke til nogenting mere. For du ser ligesom ikke andet end ham i hele verden, skjønner du!

Ja – det skjønner jeg nok.

Og saa kan der komme nogen ganger, hvor man synes, han ikke ser saa blidt paa en, og ikke snakker til en, og ikke tager notis af en, saan. Og da – aa, da gjør det saa ondt i hjertet. Det blir ligesom saa tungt, alting. Man aarker næsten ikke at gaa, eller puste, eller nogenting.

Det er sandt.

Men naar det er noget, som en bare har gaaet og indbildt sig, fordi man selv har været saa urimelig og saa dum, og han saa siger – naar jeg skjønner, han er forfærdelig glad i mig – og han saa kommer og – nei, det kan ikke beskrives!

Er ikke den følelsen saa lykkelig, tror du, fordi den er saa sterk og saa varm, at den tager os med magt og løfter os – flytter hele vor sjæl og tanke bort fra os selv, helt over til det menneske, som vi elsker? Det er nok livslykkens hemmelighed.

Jo, men saa er han ogsaa anderledes, naar han er alene sammen med mig end med nogen anden. Da har han noget i sit ansigt og i sine øine, som er saa fint og sødt – og saa dybt. Han ser aldrig saan ud ellers.

Nei, det udtryk er ligesom gjennemglødet. Det skjønneste et menneske eier. For det er sjælens betroelse. Der er bare én, som faar det at se –

Ja – og stemmen du – den er jo ganske forandret, ogsaa. Og alt, hvad han siger, ved du, at han bare siger til dig. Fordi han vil, at du skal vide alting – alt hvad der har været godt for ham og ondt for ham og saadant – i hele hans liv.

Ja – saa er det.

Jeg skal sige dig en ting, mama. Akkurat saan var Erik mod mig idag!

Ja saa, du. Det var jo deiligt.

Der ser du, du skjønner det altsammen godt, du ogsaa, naar du bare faar tænkt efter, – fordi det er saa længe, siden du var ung selv –

Synes du, jeg er saa gammel, Anna?

Nei! Du er slet ikke gammel, saan, kan du skjønne. Det mente jeg nok ikke, for du er da endnu saa pen og saa vakker og saa ungdommelig, at jeg er ganske stolt af dig. – Valborg fortalte netop igaar, ar det var nogen ved badet, som havde set os sammen, og som trodde, vi var to søstre. Men det er bare anderledes, [89] ser du, med kjærlighed og saant. – – Nei, der kommer onkel Fredrik op over havetrappen – kys mig, mama, og sig, at du er glad, fordi jeg er glad – saa –

Men saa taler vi ikke om dette, Anna, før Eriks far kommer tilbage.

Puh – saa varmt det er idag. Goddag, goddag, Mathilde! – Goddag, lille Anna!

Saa det var hid du skulde, onkel Fredrik! Hvem kunde nu ogsaa tænke det, at du skulde saa langt ivei! Du skulde bare seet ham, mama, hvorledes han bar sig ad! Da jeg gik stien opover, saa jeg ham gjennem trærne i alléen, meget høiere oppe, end jeg. Men saa – pludselig stod han stille midt paa landeveien – stod og saa og saa – op i luften – paa skyerne paa fuglene – kanske paa ingen verdens ting! Saa gik han lidt igjen – en – to – tre skridt eller saa – der stod han igjen – med stokken [90] op til næsen – stille paa pletten – saa op i luften – saan holdt han paa! – Tænk, er du virkelig her, nu, onkel Fredrik!

Du, din lille næsevise – hvorfor kom du ikke bort til mig, saa havde jeg havt nogen at følges med –

Jeg var saa bange for at forstyrre dig i alle funderingerne dine, ser du. Jeg tænkte, det kanske kunde gjælde et helt kapitel i din næste bog. (Ser paa moderen.) Og saa vilde jeg gjerne skynde mig hjem ogsaa.

Og jeg vil forresten nedlade mig til at fortælle, at jeg blev meget forsinket, fordi jeg mødte fru Mørk heroppe. Vi maatte jo udveksle en det komplimenter. (Ler.) Ved du, hvad hun altid minder mig om, fru Mørk, du! Om en saadan rigtig lun, lubben, koselig flue – livlig og trivelig – sum – sum – sum. Befinder sig vel overalt – nyder solskinnet i vinduerne, inspicerer verdensbegivenhederne oppe fra lysekronen, og deltager med god appetit i alle husets maaltider. Sum, sum, sum. (Faar en idé) Nei, men har du seet en saadan flue, naar den endelig, godt og vel, har [91] faaet kravlet sig op paa den anden side af en – en – en – melkeskaal, som den uforvarende er dumpet op i? Saadan vaad, forpjusket – vingerne sammenklæbede, isch! – Men saa – en, to, tre, – lidt pudsen, lidt benstrækning, en energisk kraftanstrengelse og vips – er den lige god igjen! – Lige tør, alt vel, fuld vigør, vaagne interesser, god appetit – sum – sum – sum – sum –

Ha – ha – ha –

Ja, fru Mørk er virkelig en lykkelig frue.

Flue mener du. – Men (ser paa Anna), hvorledes er det du ser ud! Du ser jo ud, som du har forslugt dig paa alle solstraalerne paa veien – de titter jo frem baade af næse og øine og mund paa dig! – Men, se her Mathilde, jeg har et telegram til dig. Budet kom efter mig her ved haveporten.

Telegram – aa, hvad er det nu! (Læser.) Fra Sigfrid. Han kommer imorgen. (Stanser.) Imorgen formiddag.

Nei – allerede imorgen formiddag, det var da morsomt!

Ja, jeg har ventet ham hele ugen. – Vil du ikke sidde ned, onkel?

Du ser, jeg kommer haveveien du, sans façon, – ja, det var – ja tusind tak for de deilige roserne igaar! Jeg vilde gjerne – ja sandt at sige –

– Har du givet dem bort, og –

Vil du have flere roser? – Kjære, der er jo en masse – Anna!

Ja, ja, tak du – ser du, der er en liden pige ved badet –

Nei, onkel Fredrik – begynder du at kurtisere de aller yngste damer dernede, det er forgalt –

Du er en liden tosseper er du – hvad gaar der af dig, siger jeg! Stakkars du, min lille veninde er lam, og saa taalmodig –

Anna, spring ud efter en saks og en kurv, saa skal vi følge onkel ud i haven selv! (Anna gaar.) Undskyld, onkel, jeg har bare en besked at give. (Sætter sig ved skrivebordet og skriver et par ord. Ringer. Anna kommer med en kurv i haanden og en enorm havehat paa hovedet. En lignende har hun i haanden.)

Se her –

Gaa saa ud med onkel. Jeg kommer straks efter. – (De gaar. Tjeneren kommer. Fru Mathilde leverer ham brevet.) Vær saa snil at bringe dette ned paa hotellet til ingeniør v. Lützow straks. Der behøves ikke noget svar. (Tjeneren gaar.) En liden stund for mig selv maa jeg da vel kunne faa! (Anna ind i fart.)

Skal vi ikke sige det til onkel, synes du?

Hvilket, barnet mit?

Det om Erik og mig, skjønner du vel?

Aa, lille ven – vent heller – jeg synes da, jeg maa snakke med Erik først.

Ja, det er kanske bedst. Men – kom nu mama. (Sætter den anden havehat paa hendes hoved.) Lad os nu skynde os ud i haven. Du skal værs'go være med at plukke roser, du ogsaa!

Saa er det grønsæbe 4 kr. Flyndre 2 kr.

Flyndre – 2 kr. – saa. Er der ikke mere?

Og saa, om fruen vil huske at skrive 3 kr. til snedkeren for at gjøre istand kjøkkenbordet; det betalte jeg idag. Resten har fruen her i bogen. (Leverer bogen.)

Saa tak – det var bra.

Fruen har vel hørt det, at Andreas i Bakken har brukket benet sit igaaraftes, han havde været ved møllen? Og konen hans har jo netop faaet den ottende, nu for fire dage siden – og rigtig daarlig er hun ogsaa –

Forvalteren var her netop, det er altsammen ordnet. Men – det er sandt, De kan lade børnene spise middag her, saalænge moren ligger.

Ja – aassen ulykken kan være ude!

Aa, jomfru, vær saa snil at se efter, om vinduerne er aabne i Sigfrids værelse. – De ved, man kan ikke stole rigtig paa Jenny.

Ja, tænk – vi som snart har Sigfrid her. – (Gaar.)

Goddag, Mathilde. Hvordan gaar det med dig? Du ser lidt bleg ud. Ja, du har vel havt en daarlig nat, stakkar.

Jeg – nei, – hvad mener du?

Ja, jeg vidste jo heller ikke noget om dette igaar middag, da jeg var heroppe. Hermans brev til mig laa paa bordet, da jeg kom tilbage.

Hvilket? – Jeg forstaar ikke, hvad det er for et brev, du snakker om. Jeg har ikke faaet noget brev fra Herman – hvad er der paafærde – Sigfrid – er Sigfrid syg eller – (i en anden tone) hvad er det nu med ham?

Kjære barn – Sigfrid er frisk som en fisk. (Ærgerlig.) Det var bedre, om han ikke var fuldt [98] saa frisk, havde jeg nær sagt. Nei, at du ikke har faaet brevet endnu. (Nøler, ser paa hende.) Det er – det er letsindigheder, du – pengesorger – ugreier, forstaar du.

Pengesorger – saa det er det nu igjen? Jeg blev saa bange –

Ja – ja, som jeg siger dig – hm – ja – hele hans levevis – det er alvorligt nok forresten. Herman skriver – ja, han er naturligvis rasende – han havde jo forstaaet at skjule alting, denne – denne springfyr!

Sigfrid er saa sorgløs og tankeløs – og alle disse studenterfornøielserne – og – (Tier pludselig og holder hænderne for øinene.)

Det er hele hans karakter, som synes –

Han er en egoist, og hans karakter er baade svag og let. Det har han arvet efter sin far.

Ja, det har du kanske ret i. Men –

Lad mig én gang faa lov til at tale helt ud, onkel!

Barn, du er saa bleg. Sæt dig ned – sæt dig ned. Saa. (Sætter sig ved siden af hende og tager hendes haand, men hun trækker den lempelig til sig og ser stivt frem for sig, mens hun taler, først rolig, siden i stigende bevægelse.)

Det er i disse dagene, som om hele mit liv samler sig sammen for mig. Som om jeg pludselig staar alene, høit oppe paa en bakke og ser helt tilbage og langt frem, og skal tage bestemmelsen over hele min skjæbne. (Stanser.) Jeg har gaaet saa alene disse sidste to aarene. Sigfrid og Anna borte. Det blev ligesom at gaa og vente – vente, der skede jo ingenting. (Vender sig mod ham.) Og nu kommer det alt paa en gang! Ved du, Anna er forlovet!

Anna! – hvad siger du – med hvem?

Med Erik Rein. (Bittert.) Og jeg havde ikke anelse om det engang! (Roligere.) Hun er jo netop [100] kommen hjem. Jeg havde troet, at det skulde blive saa godt – og nu mister jeg hende.

Du mister hende da ikke. Du kan jo staa ved siden af hende – leve med i hendes lykke.

Jeg er da ogsaa et menneske, onkel. Jeg maa da ogsaa engang have noget helt for mig selv!

Men en mor – hendes liv er da bundet til børnene.

Ved du, hvorledes mit liv har været indtil nu? Har du seet det begynde og gaa videre? Jeg vil, at du engang skal se helt det, som er sandt.

Kjære barn – tal bare ud.

Sig mig, er du ogsaa af dem, som synes et ødelagt og forspildt liv, det kan være ligesaa bra som ethvert andet – som det, der er aldrig saa lykkeligt?

Jeg forstaar vist ikke rigtig, hvad du mener.

Jeg mener: Naar et meneske mister sit liv, det synes folk er noget forfærdeligt. Men naar ens livslykke blir dræbt – det regnes ikke engang med. Det er ligesom en liden biting det!

Kjære barn, hvad kalder du livslykke?

Forstaar du ikke, hvad jeg mener? Tag et menneske og spørg, om dets livsskjæbne har været lykkelig eller ulykkelig. De fleste vil svare: ikke lykkelig, heller ikke ulykkelig. For livet er ikke anderledes her paa jorden. Men, ser du, dybest inde er der alligevel stor forskjel. Ligesaa stor som – som naar du spiller den samme melodi paa et rent instrument – eller paa et, som er skjærende falsk! Du ved nok forskjellen paa det. – Aa, jeg har tænkt saa meget over det, onkel, og det er sandt: Hvis det inderste, dybeste i ens livsoplevelse er sundt og lykkeligt, da blir alt harmonisk. Selv sørgen blir da harmonisk – forstaar du ikke det? Men er det – det centrale punkt i vort liv mørkt – en lidelse, en [102] bitterhed, en løgn! – Om du bagefter aldrig saa meget prøver – om du vil tage den vakreste musik i verden – der blir ikke en ren tone, alt blir bare skurrende, skurrende falsk – saa du kan skrige ved det! (Stanser, gjør en bevægelse, siger behersket.) Saadan var mit liv. –

Du er bitter.

Jeg blir bitter imellem. Der er noget herinde, som vælder op i mig, som –

Mathilde –

Jeg var jo ikke mere end 18 aar, da jeg blev gift, onkel.

Ja, jeg husker det nok. Din far skrev – jeg var jo i udlandet de aarene. Men jeg trodde, det var dit eget valg, din vilje –

Jeg var jo saagodtsom hjemløs i mit eget hjem, da mama var død og papa saa hurtig giftede [103] sig igjen. – Aa – jeg synes, det er saa længe siden, at jeg husker det ikke mere! – Saa kom dette med Axel. Jeg havde jo seet ham, fra jeg var barn. Naar han kom med sin deilige violoncel, var det jo altid fest i huset. Vakker var han, livlig og munter. Musiken havde jeg levet med hele mit liv, var opdraget til at betragte den som det ædleste og skjønneste i verden. (Stanser.) Det var naturligt, at jeg trodde, at alt maatte blive godt. Papa vilde ogsaa saa gjerne. Og jeg – jeg var jo uerfaren som et barn! (Stanser. Med udbrud.) Aa – Gud! –

Spar dig selv. Duk dig ikke ned i disse bitre minder.

Udadtil saa alt ganske pent ud i begyndelsen. De første maaneder tilbragte vi jo i Italien. Saa meget skjønt. Og siden – Axel syntes, jeg var vakker. Han bar mig vist paa hænderne, som man kalder det. Men saa kom forhindringer. Sigfrid blev født. Et aar efter Anna. Jeg blev sygelig og daarlig. Huset blev kjedeligt. Axel maatte gaa ud alene. De kom da saadan lidt efter lidt – de gamle vaner – og de gamle venner! De dukkede ligesom frem fra krogene. Jeg husker den første aften, da jeg forstod, at han kom – [104] at han kom drukken hjem! Jeg havde ikke skjønt det før – ikke saadan. – Aa, forstaar du, at sligt er en fortvilelse – en nedværdigelse!

Mit stakkels barn – mit stakkels barn!

Saadan gik det nedover. Hvad der før var undtagelse, blev lidt efter lidt regel.

Og din far? Herman?

Hvad vilde du, de skulde gjøre? Axel passede jo saa nogenlunde sine advokatforretninger. – Vi havde et nydeligt hus. Reiste ogsaa meget, som du ved. Penge havde vi jo nok af.

Og da I saa flyttede hid?

Axel var selv glad ved at komme fra byen. Efter sin fars død fik han jo meget at staa i her. Og jeg begyndte at haabe og tro paa bedre tider. Det varede ikke længe. Han begyndte snart at søge omkring efter selskab. Ensomt var her dengang, [105] men nogen fandt han da, som vilde more sig. Musiken tjente ligesom til foranledning. Aa (smiler), du skulde hørt de violiner og seet dem, der spillede! – Og jeg maatte jo spille med! – Snart blev det dog Axel for simpelt. Han taalte aldrig det, man kan kalde ukultiveret raahed. – Men mangelen paa fast arbeidstid, ensomheden her øged ligesom hans trang til stimulans. Og saa begyndte han at drikke i smug. Det blev snart mine dages hovedbeskjæftigelse og opgave at finde de flasker, han gjemte, og gjemme dem igjen, saa han ikke kunde finde dem! (Smiler bittert.)

Tal ikke mer om dette, Mathilde.

Al denne løgn, som fulgte med, var næsten værst.

Hvorledes?

Alting skulde jo gjemmes væk. Alle skulde bringes til at tro noget andet end det, som var. Folkene – børnene – børnene mest. Aa, al den løgn og forestillelse, kan den ikke tilslut ødelægge et menneskes sjæl! (Trykker haanden mod hjertet.) Aa – jeg har aldrig talt om dette før! Naa ja – saa gik det nedover og nedover. Du kjender resten. [106] Men efter Axels død kom der breve fra Kristiania. Han havde en anden kone der, og et par børn!

Mathilde! (Pause.) Gud har jo hjulpet dig over det. – Og saa havde du dine børn.

Onkel – hvordan kan et menneske leve, hvis han ikke tror, der er noget høit og rent og helligt over denne jord! (Slaar over.) Børnene, ja, mens de var smaa. Men jeg turde jo ikke andet end sende dem væk, gang paa gang. (Stanser; siger med en pludselig fattet beslutning.) Men saa kom det nye ind i mit liv. Og da syntes jeg pludselig, at det var det, som jeg havde gaaet ventet paa alle aarene.

Hvilket nyt? Hvad mener du?

Der kom et godt, fint menneske, onkel, som gav mig de eneste lyse, sorgfrie stunder, som jeg havde havt paa mange aar. Det var ingeniør von Lützow, som du har hørt tale om. Han kom her ofte og spilte med os. De aftener var Axel som forvandlet, og da han reiste – (Stanser.)

Og da han reiste?

Jeg trodde aldrig, det skulde været saa ondt.

Hm – hm. (Staar op og gaar et par slag frem og tilbage paa gulvet, sætter sig.) Og saa, Mathilde?

Han var reist tilbage til sit hjem i Slesvig – (vender sig pludselig mod ham og ser ham ind i øinene) men han kom igjen, igaar.

Ja saa? Ja – ja. Men – hvad mener du, Mathilde?

Han har ikke glemt mig. Han har nu ventet i to aar. Han har holdt af mig hele tiden. Han kommer herop senere – i formiddag – jeg ved ikke, hvad jeg skal svare ham. Alt gaar ligesom rundt for mig. Der hænder saa meget – Anna – Sigfrid – (griber ham i armen). – Aa, onkel, jeg synes mangengang, jeg er saa træt – ligesom hjemløs. Jeg vilde saa gjerne hvile – have et sted for mig selv, hvor jeg kunde hvile! (Brister i graad.)

Ja, vor skjæbne – vort livs skjæbne du – den er som en rindende strøm. Vi sætter vor baad paa den, og tror, vi skal kunne styre selv – ro os i land, naar vi selv vil. Den flyder jo saa sagte og jevnt – i begyndelsen. Men det er, som hver af vore handlinger, hver af vore oplevelser gaar ind i den som skjulte tilløb. Vandet vokser lidt efter lidt. Strømmen blir sterkere og sterkere. Vi behersker ikke længer farten – bæres afsted – altid videre – hurtigere –

Ja – det er det forfærdelige!

Men har vi saa nogen i baaden, som vi engang har paataget os ansvar for – det er dem, vi maa føre sikkert frem – saavidt vi kan raade for det.

Ja – du mener?

Du har dine børn, Mathilde.

Jeg har ligget vaagen inat. Tænkt frem og tilbage. Fra først af viste jeg tanken fra mig, kjæmpede mod den som mod en fristelse. Men – jo mere jeg tænkte – hvorfor skulde jeg da ikke have lov til at gribe lykken, fordi den kom sent? Jeg gjør ikke børnene nogen uret ved det. Anna har jo fæstet sig ved en anden – og Sigfrid kanske netop dette vilde være godt for ham –

Jeg er bange, dine børn vilde begynde med at anse den mand, der træder i deres afdøde fars sted og – paa en vis maade da – tager dig fra dem, som en retmæssig fiende.

Tror – du – det?

Børn kan være noksaa haarde og ubarmhjertige i, hvad der engang staar for dem som ret, ser du. Vi kan ikke dømme dem for det heller. – Livet er jo som en tæt skog du, stamme ved stamme. Man ser ikke længer frem for sig end did, man selv er kommen. Hver ny [110] dag blir som et træ, der fældes – og saa vidt skimter man videre. – Derfor er de unges terræn saa snevert, du; de gaar rundt og rundt paa den lille plet af livet, som de kjender selv – forstaar intet udenfor.

Skal vi, som er naaet længer, gaa tilbage til de unge, fordi de forlanger det?

Kanske han ogsaa blir jaloux paa dine børn – vil forlange alt for sig – og da –

Du træffer godt, onkel! (Vender sig pludselig mod ham.) Du forstaar ikke alt, som er spart op i et liv som mit – ubrugt – som børnene ikke engang kan tage imod – ikke behøver! (Stanser.) Hans børn! (Med en overgang.) – Onkel, hvad forlanger du af mig?

Ikke mer end du forlanger af dig selv. Det er jeg vis paa. (Det ringer, man hører larm nedenunder.

Der er Sigfrid! (Gaar.)

Ja stakkar – og endda ved hun ikke alt. Den Sigfrid – skammeligt! Hvordan skal det gaa?

Lad mig nu sige endnu engang rigtig ordentlig goddag til dig, Mutterchen. Du ser rigtig frisk og rask ud. Fin og pen, som du pleier. Ja – her har du mig da endelig – hel og holden!

Ja, det var ikke for tidlig, gutten min –

Goddag, goddag, onkel Fredrik. – Ja – jeg kunde nok kommet et par dage før, mama, men da Halvard Jensen reiste hjem samme dag som jeg – han havde ogsaa eksamensfag igjen – og han inviterede mig, syntes jeg da gjerne, jeg kunde gjøre en liden afstikker til Moss. Jeg traf flere [112] kamerater dernede. Hele kvartetten var samlet. Og du kan tro, vi sang. Og saa har han en aldeles storartet seilbaad! Og to meget smukke søstre! I næste uge har vi dem her allesammen til regattaen.

Aa, vi har saamen nok af smukke damer her ved badet, ogsaa – for ikke at tale om min ringe person!

Ja, lad mig se paa dig. Slet ikke saa værst! Du har virkelig kvikket dig betydelig dernede i Schweiz. (Omfavner hende lidt.)

Tusind tak, lille vigtigper!

Mama, jeg har naturligvis mange hilsener fra onkel Herman og tante, de reiser nok tilfjelds i disse dagene, allesammen.

Jasaa – ja – onkel Herman har nok forresten skrevet selv. (Ser paa professoren.)

Ja, han skrev til mig – jeg havde brev fra ham om nogle affærer. – (Drikker sin the.)

Affærer – jasaa – hvilke affærer? Var det mine kanske? Aa, lad mig slippe affærer med det samme jeg er kommen hjem! Ikke sandt, mama? Alvorlige forretninger til imorgen. Var det ikke den store Cæsar, som sagde det, du?

Jo, jeg vilde nok helst slippe, Sigfrid!

Det er rigtig deiligt at være hjemme igjen! Saa pent her er ogsaa!

Ja – se dig om – se dig om, Sigfrid!

Nei – sandt for dyden er det den gamle læsehybelen vor, som er blevet saa fin da! Aa nei, du Anna – her har vi svedet og strævet og jukset og løiet –

Ja – du saa – det er bare saan guttemanér det!

Jasaa, saa det er det. Men du kan nu ikke negte, du var med paa at narre kand. Strømberg. [114] Nei – nei, husker du, dengang vi sprettede op stoltrækket og lagde sne indi stolpuden hans, det var vi to om det, bassen min!

Ja, du –

At se hans miner – eftersom han begyndte at skjønne, hvorledes det var fat – det var penge værd!

Fy, for nogle uskikkelige børn!

Det er sandt – paa Moss traf jeg ogsaa en gammel ven af dig, onkel Fredrik, amtmand Balle. Han blev saa blid, da han hørte, jeg var din nevø, saa –

Han gjorde souper for os unge, du – høist aimabel. Champagnen flød. Og kvartetten sang for ham igjen, kan du tro. Han var gammel sanger selv, den amtmanden. De er fanden til gemytlige fyrer, de gamle sangerne! Var ikke du sanger i din tid, du ogsaa, onkel?

Aa nei – nei – ikke saadan.

Og med de sidste eksamensfag gik det altsaa godt, Sigfrid?

Jo, Gudskelov! Men, det kneb med filosofien. Huf, for noget satans vrøvl den ogsaa er, den filosofien, onkel Fredrik! Men jeg fik da en pen femmer. Halvard Jensen fik seks for anden gang, han!

Ja, I er nogle haabefulde spirer, I derinde.

Det er ikke i den ager, jeg skal gro og bære megen frugt – hundrede fold – hvor staar det? Aa, om forladelse, det er sandt, ikke vær saa trybel for det da, kjære mama! Nu skal jeg begynde paa jussen med godt mod og et godt udvalg af byens allerflinkeste manuduktører – det skal nok gaa.

Aa, om du kunde blive lidt mere fornuftig! (Ser alvorlig paa ham. Han vender sig forlegen bort.)

Ja – nu faar jeg nok se at komme ned til mine badepligter, jeg.

Halsetørklædet dit onkel, – du gjør mig saa mange bekymringer, saan som du ser ud – og den lille pigen, du ved –

Er det ikke dig, som kommer og gjør os bekymringer – hvad hører jeg om dig! Kunde du nu ikke slaaet dig til ro hos din mor en stund og ikke saadan –

Nei, jeg kunde ikke det, onkel Fredrik. Vær nu hyggelig mod mig. (De omfavner hinanden.)

Hvad er det med Anna? Gjør Anna dig sorger, da skal hun faa med mig at bestille.

Hvis du ikke gjør mig flere sorger end Anna, vil det berolige mig meget. (Sigfrid vender sig forlegen om.) Ja, saa farvel, allesammen!

Jeg følger dig ned. (Til Sigfrid, idet hun atter stryger ham over hovedet.) Vi faar nok faa os en ordentlig passiar siden, vi to, Sigfrid. (De gaar.)

Naa – her er ugler i mosen. Er det saan en skal tages imod, naar man kommer hjem og ikke har været hjemme paa et halvt aar! – Hvad er der paafærde, du?

Spørg ikke mig. Men jeg kan jo gjætte mig til det.

Naa – syng ud!

Mama er bekymret for dig, fordi du morer dig saa meget og – bruger saa mange penge og – Du skulde ikke det, Sigfrid! Du skulde gjøre alt for at glæde mama, som ikke har andre end os – og du skulde jo ligesom være familiens hoved du! – Ja, det er et deiligt hoved!

Ja – er det ikke det, kanske? Se selv, om det ikke er!

Engang graat mama ogsaa, da hun snakkede om dig –

Gjorde hun det? Graat mama? Ja, hvad er det nu for greier? Onkel Herman har vel sladret af skole. Kjære – har du hørt noget om det, at det er ondt for penge her – det er ikke nogen saanne ubehageligheder, vel? – Jeg trodde nok, at vi var meget vel funderede, naar jeg skal sige min mening.

Ja – jeg har ikke merket noget til, at mama har nogen saanne vanskeligheder – men en ung gut, som du –

Ung gut – aa nei, pas dig selv du!

Jeg bruger sandelig ingen penge!

Nei, det er saamen heller ikke noget at takke dig for! – Derinde i Kristiania, ser du, der gaar pengene af sig selv. (Slaar om.) Du kan tro, vi havde en fælt morsomt studenterkomedie oppe i samfundet i vinter. Jeg var primadonna – lyserød silkekjole – udringet og bararmet og friseret med top, akkurat saan som du nu. – Alle syntes, jeg var saa søt – byens fifdamer og hele societeten var der. Nu skal du høre en vise, jeg sang! (Springer til pianoet og synger et vers af en revuvise.)

Det er nok ikke alle studenter, som lever som du. Du skulde gjøre som Erik Rein. Han bare læste han, saa han kunde blive fort færdig.

Hver sin smag, sagde Kristen Vintapper! – Naa, du har det godt, du. Gaar i mamas skjørter og lader dig dægge for. – Men nu vil jeg, død og pine, ogsaa glemme mine sorger og bedrøvelser og fraadse af Ægyptens kjødgryder! – Nei, det er sandt, hvorledes lever Melpomene – hende faar jeg saagu' holde mig gode venner med. (Gaar hen og ringer.)

Du kunde jo umage dig ned og sige goddag til hende, jo!

Nei, om jeg gjør! Hun umager sig nok herop, naar det er mig, det gjælder.

Ja, du har nok altid passet paa at være kjælebarnet, du! (En pige kommer.)

Aa, bed jomfruen være saa snil at komme op lidt da! (Pigen gaar. Sigfrid strækker sig paa en chaiselongue.) Nu skal du se, vi har hende straks.

Se, der har vi jo Melpomene i egen høie person! – Goddag, jomfru! Aassen har De det – stræver og kaver og maser og har alskens mørke bekymringer?

Aa jo, – og De da? – Jeg faar da ønske studenten velkommen hjem til Fyrisheim igjen! Men jeg har liden tid, for jeg staar midt oppe i en stor syltegryde –

O, Melpomene, fagre muse – hvorledes er det, du behandler vort dyrebare modersmaal?

Aa, jeg er rigtig saa kjed af den tituleringen Deres, saa! Men kjæk og flink ser studenten ud. (Ser beundrende paa ham.) Og lige munter bestandig. De blir vel hjemme hos vors en stund naa? – Stakkars mamaen Deres har rigtig længtet saa – og da De nu ikke kom hjem til pintsen –

Nei, vil De nu tie stille med det! – Vær nu hyggelig, jomfru, hører De!

Ja, nu skal jeg være hyggelig og gaa ned til syltegryden min, ellers sætter det sig fast i bunden for mig.

Naa, naa, min kjære jomfru, – læg merke til, at jeg ikke siger min kjære Melpomene – lad mig saa til belønning faa høre, hvad De trakterer til middag med idag?

Suppe med Schylien.

Sherry – bon!

Flyndre. Kalvesteg med salat –

Agtværdigt, men kjedeligt. – Maa fugtes vel.

Og saa caramelpudding, for det ved jeg, studenten er glad i! Men – slip mig naa, Sigfrid, er De snil! (Gaar.)

Unge dr. Rein er nede og spørger efter frøkenen.

Siggen min, jeg skal betro dig en stor hemmelighed. – Jeg er – (De gaar snakkende ud af døren.)

Jeg er ikke hjemme for nogen i formiddag uden for ingeniør von Lützow. De kan vise ham herop, naar han kommer. (Tjeneren gaar. Fru Mathilde gaar til vinduet og staar og ser ud. Hun er saa optaget, at hun ikke lægger merke til, at der bankes to gange paa døren. Først da Lützow er kommen ind i værelset og staar lige bag hende, vender hun sig om. Hun har vanskeligt for at beherske sin store bevægelse.)

Jeg skræmte Dem vist. Jeg bankede to gange paa. De var saa optaget.

Jeg trodde, De kom op alléen. Jeg stod og ventede paa Dem.

Jeg har været henne paa et besøg paa gamle tomter ved gruberne.

Traf De gamle bekjendte? Vil De ikke sidde ned? (De sætter sig.)

Forvalter Stensrud var der fremdeles, og et par nye ingeniører. Driften udvides der som overalt. Ellers var alt uforandret. Det var underligt at komme ind i mit gamle logis. Mine – det vil sige, vertindens møbler stod der endnu paa den vante plads. (Nærmere.) Alting fra før, fra vort samvær her, kom igjen saa levende for mig – fru Mathilde!

Fire-fem aar er et langt stykke af et menneskeliv. (Tvinger sig til at smile.) Man kan næsten blive gammel paa en saadan tid.

Har De nogen følelse af det? Da tror jeg ikke, De er oprigtig mod Dem selv. De ser yngre ud nu end for fire aar siden.

Aa nei, nei! – Jeg har faaet mange graa haar.

Jeg kan ikke se dem. (Bøier sig hen mod hende.) Men De behøver ikke briller for at opdage mine. (Viser ved tindingen, hvor hans haar er meget graat.) Saa det er nok mig, som er blevet gammel, kan De se.

Ja, De er virkelig blevet lidt graa.

Hvorfor har De taarer i øinene? (Griber hendes haand.) Synes De lidt synd i mig, fordi jeg er blevet gammel og graa? Jeg bryr mig ikke om det. (Spøgende.) Jeg tror nok, De faar bære ansvaret for nogle af de graa haarene ialfald!

Jeg vilde nok heller kunne gjort Dem lidt godt!

Saa kunde De bedt mig komme før.

Jeg? – Det kunde jeg da ikke.

Dersom De vidste, hvordan jeg gik og ventede dette sidste aaret, ventede et bud – paa et ord fra [125] Dem! – Jeg synes, en saadan længsel som min maatte finde frem over hav og strand og naa helt ind til Deres hjerte!

Da tror jeg vist, den mødte min paa veien.

Mathilde – hvorfor lod De mig gaa saalænge dernede med ensomheden og savnet?

Tror De ikke, jeg ved, hvad ensomhed vil sige?

Lad os ikke snakke om det, som var. Tænk ikke paa det mere. Hvorfor har vi lidt saa meget – begge to? Men nu er jeg kommen, og De faar mig ikke bort mere, Mathilde!

Lützow – De maa ikke tale saa. De faar mig til at sige, hvad jeg ikke vil – ikke maa sige. Aa, det er meget lykkeligere for Dem at reise – at komme ud af den – den illusion, at De – at jeg –

De mener ikke, hvad De siger. Hvorfor jager De mig bort? Og De siger, at De har længtes efter mig. Jeg forstaar Dem ikke!

De maa jo huske paa – jeg sagde Dem det jo igaar – at jeg skylder børnene at leve for dem. Jeg maa ikke tænke paa mig selv. (Overvældet.) Aa – dersom De bare vidste!

Dersom De bare vidste! De vilde ikke sidde saadan og vække angsten op i mig. Jeg vil ikke miste Dem mere. De har ikke lov til at vise mig bort. Har ikke jeg tjent for min Rakel, jeg ogsaa? Hør paa mig – send mig ikke bort igjen! (Bøier sig paa knæ foran hende.)

Lützow – Fritz – jeg kan ikke sende dig bort!

Sig det engang til – Mathilde!

Du maa ikke reise fra mig, Fritz – for da tror jeg, at jeg maa dø!

Nei – jeg vil nok ikke mere reise fra dig. – Jeg elsker dig.

Og jeg elsker dig.

Ser du, hvor naturligt og simpelt det er, at du kan lægge dit trætte, lille hoved ind til mig – og jeg kan stryge min haand over det – og det er, som alting pludselig var kommet til ro, og livet var kommet ind i den rette gjænge –

Ja – jeg synes, alting er blevet saa stille. Som jeg er løftet op i en verden, hvor der ingen ønsker og ingen længsler er mere. For alt er saa opfyldt. Jeg maa lukke mine øine. Væk mig ikke. Hold armene omkring mig, saa jeg ved, du er her.

Mathilde – er ikke livet værd et øieblik som dette – vi to!

Fritz – jeg siger Fritz – det er saa let. Jeg har saa mange gange sagt det for mig selv. Deilige Fritz!

Aa, de vidunderlige, straalende øinene, du har! Lad mig faa lov at kysse dem. – Fortjener jeg kanske ikke det? Husk, – fire samfulde aar, – fire lange vintre og fire lange somre! – Jeg vil se paa dig nu. Jeg vil hvile mig ved at se paa dig. – Som vingeskudt har jeg været i hele mit følelsesliv dernede. Passede mit arbeide. Var sammen med mennesker. Men alt blev mig ligesom saa uvedkommende. – Der er da ikke noget i verden, som naar op mod det at savne et menneske, som lever! Forstaar du ikke det? Netop fordi en ved, at det menneske lever og aander og er et sted langt borte, hvor en ikke kan komme – er sammen med mennesker, som en ikke kjender, som en ikke taaler at tænke paa skal se hende – se hendes skjønhed og ynde, og kanske –

Aa, Fritz! – Skjønhed og ynde – nei, du ved da godt –

Vil du ikke overlade mig at bedømme den ting?

Men, du maa ikke indbilde dig andet, end at jeg er gammel! – Jeg er –

Ti stille, hører du!

Snart 39 aar!

Forfærdeligt! Men jeg – jeg er saadan en ung, flot, bedaarende kavaler jeg, naturligvis!

Ja, det synes jeg, du er. Jeg synes, du er ung og vakker. Du har de vakreste, blaa øine, Fritz – der er saadant mandigt udtryk i dem paa samme tid – og din pande – (Kysser ham paa panden.)

Giv mig dine hænder. Saa. Nu har jeg dem for hele livet og slipper dem ikke mere. Og dine læber.

Jeg forstaar det ikke. Det er, som jeg er forvandlet – overflyttet. Jeg stod altid udenfor. Der var mørkt og koldt. Jeg stod foran porten til riget. Derinde var lys og varme og glæde. Jeg saa det gjennem sprækken, naar døren blev aabnet – for de andre. Der kom en glans ud derfra. [130] Jeg synes, den maatte blænde deres øine. – Og nu er du kommen, saa langt bortefra, da jeg trodde, du var reist for bestandig. – Og du lukker op døren – og jeg staar inde hos dig.

Mathilde – min hustru!

Din hustru. Hvor det klinger underligt i mine øren. Som en velsignelse.

Min deilige, fine hustru!

Fritz – det er, som jeg maa folde mine hænder over det dyrebare ord som over noget helligt.

Elskede!

Altid sammen. Aldrig skilles. (Pludselig angst.) Fritz – du maa ikke angre paa det!

Men barn – ven – se ikke saa paa mig!

Du maa ikke gjøre dette for at være barmhjertig mod mig – fordi du ved, at jeg har havt det saa ondt –

Men – kjære –

Jeg er saa bange, du vil blive skuffet, at du vil angre bagefter –

Mathilde – tal ikke saa!

Nei, lad mig sige det ud! Er du vis paa, at der ikke er blevet noget afstumpet hos mig – noget brutalt – paa bunden? Du kjender jo mit liv. Aa, det var saa mange aar! Du ved, hvor meget forfærdeligt jeg har været oppe i – hvor meget stygt og ondt jeg har seet. Og hvordan jeg har maattet kjæmpe og være haard og lyve og skuffe og forstille mig. Sligt kan hænge ved – det maa trække ned i længden, uden at en er sig det selv bevidst! – Aa, jeg har ofte været saa ræd for mig selv, at jeg aldrig mere i verden kunde blive ren! – Ser du, jeg elsker dig saa høit. Jeg [132] synes, du er det herligste, som findes. Jeg vilde, den kvinde, der skulde være din, hun skulde være det fineste og reneste og skjæreste i verden – og jeg! – (Brister i graad.)

Mathilde –hør mig – du skal tro mig. For mig er du idealet af den kvinde, jeg har drømt om. Og tror du, noget menneske, som ser dig, kan faa en tanke paa noget, der ikke er fint og nobelt og kvindelig rent? Jeg tager dig helt ind til mig – med alt dit!

Tak, du elskede! (Med en overgang). Ja, jeg kommer nok til at bringe dig op i mange vanskeligheder, stakkels Fritz! Du ved – børnene – Sigfrid – jeg maa jo ikke – (Stanser.)

Tror du, jeg vil tage dig bort fra dine børn? Er det noget nyt for mig, at Sigfrid og Anna eksisterer? Hvad mener du?

Nei – nei – det er jeg saa vis paa, men –

Og jo lykkeligere vi selv er, jo varmere og lysere vil hjemmet blive for dem ogsaa – ikke sandt?

Fritz – jeg tror ikke, du rigtig forstaar. For de er jo ikke længer hjemme paa den maade, som da du var her sidst, de er jo ikke børn længere.

Ikke det – nei, Sigfrid er vel inde i byen – han skal vel blive student med tiden?

Sigfrid er student. I sommer har han faaet andeneksamen.

Sigfrid – student! og andeneksamen. Det kan jeg ikke sætte mig ind i – jasaa – ja, fire aar – han er nu?

Han er 19 aar. Han kom hjem nu idag. Han skal studere jus. Og siden –

Er han allerede 19 aar! En voksen ung mand. Nei, hvor tiden gaar!

Ja, naar man ser paa børnene, ser man først, hvor tiden gaar. Anna er 18 – og er blevet forlovet.

Anna forlovet! – Naar – med hvem?

Med Erik Rein – du husker ham nok. Det kom over mig igaar, efterat du havde været her.

Nei, hvilke forandringer paa disse fire aar! Anna var jo i kort kjole, med lang flette ned ad ryggen, og Sigfrid i slyngelalderen. – Du har havt meget at staa i, Mathilde! Jeg kan ikke tænke mig dig med disse voksne børn – du, som selv er saa ung! (Nærmere.) Men nu maa vi tænke mest paa os selv – ikke sandt? Nu er det først og fremst vi to, som skal leve og være lykkelige.

Ja. – Men ikke bare først og fremst – vel?

Jo – jo idag. Vor lykkes festdag, den hører da os to til, den har vi da lov til at eie for os selv alene!

Vor lykkes festdag. Lykke! – Fritz, faar jeg lov at sige det?

Sig det.

Gud velsigne dig, Fritz!

Mathilde! – Hvad er det?

Det er bare – jeg ser, klokken er saa mange. Hys – der er de allerede i haven –

Ja – hvad saa?

Saa maa du gaa. (Tager sig sammen.) Nei, hvorfor skulde du det. Kan du ikke bli til middag? – Men det er sandt, Sigfrid er jo netop kommen – saa det vilde ikke bli hyggeligt – jeg – (Stanser forpint.)

Ja, ja, det er bedst jeg gaar.

Saa kommer du straks igjen – iaften – ikke sandt?

Tror du ikke det blir det fornuftigste, at jeg venter til – til f. eks. imorgen? Nu er her jo saa fuldt i huset, som du siger. Da vil jeg heller være alene dernede i hotellet med min lykke, for – (stanser) – du vil vel ikke – foreløbig synes du vel ikke, at vi –

Nei, nei – nei, ikke endnu. Det er umuligt. Du forstaar –

Men min er du – min egen skal du blive! (Løfter hende i veiret.) Jeg bærer dig bort! Jeg deler dig ikke med nogen – ikke med nogen anden i hele verden! – Hører du? (Roligere.) Saa vær ikke vond. Se ikke saa forskrækket ud. Jeg skal nok være snil og fornuftig. Nu gaar jeg – farvel, Mathilde!

Jeg forskrækket – nu – hvor kan du tænke saadant? Aa Fritz! (Holder ham fast i frakkeknappen.) Gaa ikke rigtig endnu! Faar jeg lov at se lidt paa [137] dig først. For naar du er gaaet, er jeg saa bange, det skal blive borte fra mig igjen. (Angst.) Jeg tør ikke slippe dig!

Du skjælver jo ganske – du kan jo være saa tryg. Se – jeg kysser dine øine, jeg kysser dine læber. Jeg bøier mig ned og kysser dine fine, smaa hænder. Synes du ikke nu, at jeg har slaaet tryllekredsen om dig som den, der hører mig til – som elsker mig – og som jeg elsker, du ved ikke hvor høit. Farvel! (Lützow gaar. Fru Mathilde staar ved vinduet og ser efter ham.)

Nei, men Sigfrid, ligger du og sover midt paa lyse dagen?

Nei, jeg sover ikke. Jeg har bare faaet denne fordømte hodepinen min igjen.

Jeg synes, du kom sent nok ned til frokost idag. Saa du maa nu vel være udhvilt efter ballet igaar. – Hvorfor skal ogsaa alle fornøielser vare saa længe?

Aa ja – det blev lidt sent. Vi havde os et lidet «Nachspiel» dernede paa hotellet. Halvard Jensen og et par andre regattakamerater. Du kan skjønne, han maatte jo fugte sin førstepræmie –

Aa, Sigfrid – hvad skal jeg gjøre med dig!

Aa, vær saa snil ikke at tage saa paa veie for den sags skyld, da, mama! Jeg er saa lei af det, saa. Uf, dere damer er da ogsaa saa rent umulige! Jeg er saamen ikke værre end alle andre «glade sjæle».

Aa – glade sjæle!

Jeg skal sige dig noget, jeg –

Hvad er det?

Jeg taaler ingenting, skal jeg sige dig. Bare jeg drikker en pjolter eller to, saa er jeg kaput. Det er det skammelige, ser du. Forstaar du?

Hvad mener du?

Jeg mener, det er en stor ulykke at være født med. Meget større end du skjønner – for en ung mand i min stilling. Og det er ikke min skyld –

Saa maa vi ikke tale, Sigfrid.

– For det er nedarvet, det – skjønner du det?

Sigfrid!

Jeg har af og til derinde hørt lidt om, at min far ogsaa var en af de «glade sjæle» i sin ungdom. Sligt nedarves. Det kan du selv spørge alle videnskabelige autoriteter om.

Men Sigfrid da – hvordan er det du snakker!

Og hvad har jeg saa havt for et hjem her hele min opvekst?

Du har havt et godt hjem. Baade jeg – og din far. – Du ved saa godt, hvor glade vi har været i dig –

Aa ja – ja vist, det er nok sandt. – Men tænk paa det, mama, det var ikke et hjem saan som en gut trænger det, ser du. Ingen far til at tage sig af en, og snakke med en – og give en raad. – Lidet hjemme var jeg ogsaa i de vigtigste aarene. Da lod dere mig seile min egen sø! –

Hvor tør du sige saadant til din mor! Og netop i de aarene, din far var saa syg – til døden.

Det er ikke noget at se saa fortvilet ud for, kjære mama! Men naar du skjænder – jeg maa da engang faa lov at forsvare mig. Jeg er jo [142] munter og glad af naturen og vil gjerne være sammen med kamerater paa sang og moro. Saa (kjærtegner hende,) du skal bare ikke tage dig saa nær af det. Det er noget, jeg nok skal komme over med alderen – «den glade ungdom» ser du. Jeg vilde bare, du skulde forstaa, at det ikke er saa greit for mig. Arvesynd ja. Men (kysser hende) jeg er bedrøvet over det. Jeg vil prøve ikke at gjøre dig sorg – jeg vil.

Er du der, Sigfrid. Nu maa du komme og hjælpe mig. Snart har vi Mørkene, saa skal vi drikke five o' clock tea i haven, og saa ved du, vi skal have alle kranserne færdige, som skal hænges om søilerne paa verandaen – og alle de kulørte lygterne skal hænges op. Det maa gjøres idag, for imorgen rækker vi det ikke altsammen –

Gud bevare mig – slig energi!

Naar Erik kommer, vil jeg gjerne have det værste fra mig.

Saa skal jeg kjøres ivei!

Du kan faa Valborg til at hjælpe dig.

Hm – kanske du vil arrangere et parti?

Nei – ved du hvad – en nittenaaring som dig!

Aa – aa – aa – du foregaar mig jo med et godt eksempel! Naa, ja – det eneste heldige ved den ting er da, ialfald foreløbig, at vi nu endelig engang skal faa en ordentlig, stor fest her paa gamle Fyrisheim igjen! Ja, jeg skal more mig paa ballet imorgen! Saa kan du sværme med Erik, du –

Aa, din skrækkelige vigtigper! – Vi bryr os ikke om, hvad han siger, mama! – Du, jeg mødte Lützow dernede ved badet. Han sagde, han kom op iaften.

Skal vi nu have ham her igjen! Uf, jeg synes, det gaar noget ofte paa –

Jeg synes, Lützow er forfærdelig hyggelig og snil, synes jeg – men –

Aa, ikke saa lidet overlegen da. Forresten liker jeg ham ogsaa godt, det er ikke for det – naar vi bare ikke faar for meget af ham.

Ja – sandt at sige, saa haaber jeg virkelig ikke, han vil holde paa med at komme herop hver dag. Det er jo frygtelig morsomt, naar dere spiller. Men (indsmigrende) – du kan nok skjønne det, mama, at vi gjerne vil have dig mere ordentlig for os selv i denne tiden. Og vi to, vi har da saa meget at snakke om –

Se saa – nu kommer det: Erik og jeg, og jeg og Erik! Uf – det er jeg sgu' saa lutelei af, saa!

Du kan jo gaa din vei.

Ja – det gjør jeg ogsaa. Jeg tager mig en tur i haven, jeg – adjø saa længe!

Du skal værsgo indfinde dig til theen om en liden stund – hører du det, Sigfrid!

Gamle doktor Rein kom tilbage igaaraftes.

Mama, hører du ikke, jeg snakker til dig?

Nei, vennen min – jeg tænkte paa noget andet.

Jeg synes, du er saa distrait i det sidste, saa. Og du gir dig næsten aldrig tid til at høre paa mig, heller!

Nei, men Anna da, det er da ikke saa.

Jo, imellem saa. Det er det, jeg fortæller, at gamle dr. Rein kom hjem igaaraftes.

Nei, gjorde han det. Har han været nede ved badet?

Ja, en tur imorges, sagde Erik. Du, Erik fortalte ham det straks igaaraftes.

Hvilket?

Kjære dig, om forlovelsen naturligvis. Og Erik sagde, han var blevet ganske straalende. Og nu er Erik og jeg frygtelig spændte paa imorgen, skjønner du. Onkel Fredrik skal jo holde talen. Jeg tænker, mange skal blive forundrede!

Aa – den festen, du! Det er ikke frit for, at jeg angrer paa, at dere fik overtalt mig til dette. – Bare nu alting maa gaa godt! Jeg kjender jo egentlig ingenting til alle disse Sigfrids kamerater, han har faaet inviteret – disse seilerne og –

Aa, de er vist svært hyggelige, de. – Du mama, ved du, hvad Erik og jeg snakkede om idag?

Nei?

Aa, vi snakkede om det, at det skulde blive forfærdelig morsomt, om vi kunde komme ind og bo i Kristiania en stund til vinteren. Kunde ikke det gaa an, mama? Du har selv snakket om det, dengang jeg kom hjem.

Ja, sæt dig nu ikke det for fast i hovedet, barnet mit.

Jo, ved du hvad, mama! Nu vil du vel ikke gaa fra dine egne ord, vel?

Nei – nei vist – men man kan jo aldrig –

Jo, mama det kan man rigtig. Det er jo det, som skal trøste mig for hele den lange tiden før jul, da vi skal være her alene! Du – jeg er [148] rigtig glad for, at frøken Sidonie kommer i september. For da er Erik reist – og saa gaar da tiden, mens hun er her. Vi kan kanske faa hende overtalt til at blive her hele oktober ogsaa – kanske endnu længere.

Nei – nei, kjære – det maa du endelig ikke skrive noget om –

Aa nei, det skal jeg forresten gjerne lade være. Det kan godt hænde, at det ikke passer saa godt nu heller. Vi har jo saa meget andet at tænke paa. Erik snakker om, at vi kanske kunde have bryllup næste aar, næste høst. Og da har vi tusinde ting at ordne og bestemme, vi to, mama!

Min lille ven, – det gaar saa fort for dig, alting. – Men – nu faar vi tænke paa noget mere nærliggende. Har du ordnet med theen i haven?

Ja – jomfruen og Ludvig dækker dernede.

Faar jeg lov til at komme et øieblik op paa værelset dit og taa et par knappenaale? – Jeg hang i en væmmelig nypetorn paa veien – se hele kantebaandet!

Ja kom du – det skal være fort gjort! (De gaar.)

Sæt Dem ned saalænge, Inga. Kommer ikke Deres mor herop?

Jo, tak, mama kommer senere. Hun skulde hvile lidt. Mama siger selv, hun er saa mat idag, fordi papa endelig vilde afsted paa folkemøde.

Er Deres far reist paa folkemøde?

Ja, der kom nok en saan indtrængende anmodning. Han kommer hjem igjen imorgen. [150] Papa tager det jo som sin pligt. Men mama siger, at disse 36 timer vil øde alt, hvad de 6 ugers badekur har samlet af kræfter for papa.

Saa? – Men der har vi jo onkel professor – og smaapigerne!

Nei, Inga, gid, du skulde se for en yndig, lyserød kjole, Anna skal have paa sig imorgen!

Nei – er den kommen nu? Aa, kan ikke jeg ogsaa faa se den?

Du faar jo se den i morgen jo! – Lad os heller gaa ud i haven. Valborg siger, din ogsaa er saa nydelig!

Ja, der er saa meget chiffon paa Ingas. Jeg har bare nogle blonder paa min! – Alle de nye journaler har chiffon –

Aa, blonder er ligesaa pent! – Men, hvordan skal vi faa friseret os imorgen – sig mig det?

Jeg gjør det altid selv, jeg. Du ved vel, at nu skal haaret sættes forfærdelig høit?

Det kommer an paa, om det passer til ens ansigt, synes jeg – (De gaar alle tre ivrig passiarende ud i haven.)

Saadanne pigebørn, du, de er ligesom stemte i C dur! Der er ingen fortegn. Bare enkle, klare linjer! – Naar vi er gamle, staar vi i 7 kryds! Og endda med kvadrater og dobbeltkryds – baade paa kryds og tvers, havde jeg nær sagt! Næsten umuligt at læse, du –

Ja, Anna er som en hel liden fin scherzo i denne tiden! (Med en overgang.) Men, lad mig faa snakke med dig onkel, inden fru Mørk kommer. Siden kommer jo ogsaa Lützow og Erik. Har du talt med gamle Rein? Om Sigfrid, mener jeg?

Ja. Jeg gjorde, hvad du bad mig om. Han vilde komme op senere iaften, sagde han. Forresten [152] lod det til, at han var forberedt – at han vidste –

Naturligvis. Han var jo ogsaa den eneste, som kjendte forholdene her –

Ja, han mente, det var meget en – en medfødt disposition – hos Sigfrid –

Jeg ved, hvad du vil sige – arv, ja! (Gjemmer ansigtet.)

Men han saa det ikke haabløst.

Ikke haabløst?

Det er bedst, du faar det alt at vide, inden han nu kommer –

Alt – hvad mener du?

Jeg tror ikke rigtig, du har forstaaet – ligesom ikke forstaaet – som er naturlig nok, ja. [153] Men, ser du, Herman skrev – hm – jeg har ikke villet pine dig med det – og nu i denne tid. Men, du ved – du ved, – at naar en ungdom lever, hvad man kalder lidt vildt – ser du, der hører én ting til med, foruden vin –

Ah – du maa ikke! (Kaster sig ind til ham.)

Hys, Mathilde, kunde du ikke tænke dig det ogsaa? Du ved jo – i en stor by. Den slags fristelser lurer i hver krog –

Ogsaa det – ogsaa det! Nei, jeg kan ikke holde ud at tænke paa det! Sigfrid, mit barn, – min vakre, rene, lille gut! – Aa Gud! (Hulker krampagtig.)

Du maa prøve at være sterk og modig. Hør nu paa, hvad jeg har at sige dig – hvad dr. Rein raadede os til med gutten din.

Saa – ja – hvad sagde han?

Han sagde, at Sigfrid jo aldrig havde været sterk. At hans nervesystem ved dette liv, hele atmosfæren derinde i den store by, sandsynligvis var meget svækket. At det nu gjaldt en eneste ting: At gjøre ham sund og sterk. Saa kunde han, hvis han virkelig satte sin vilje ind paa det og med en utrættelig energi og omsorg ved siden af sig, komme helt ud af det.

Aa, – trodde han det. – Gudskelov!

Men da maatte jussen opgives. Han burde tilbringe hele dette aar i ro hos dig paa Fyrisheim. Sammen med din skogassistent være meget ude i skogen, sætte sig saan lidt ind i det hele. Derpaa vilde han foreslaa et par aar paa en forstskole i en liden tysk eller fransk by – og altid med sin mor ved siden af sig. Ialfald disse første aarene.

Du siger ingenting?

Hvad skal jeg sige, – du ved jo, hvorledes det hele staar.

Du, som har stridt og kjæmpet saa tappert, du skulde vel fortjene, at der kom – at der engang kom en sagte, mild vaarvind og bar dig ud i solskinnet. Indunder blomstrende æbletrær – ja. (Med en overgang.) Og saa sættes du atter svære opgaver – stilles foran saa store valg –

Valg? Du siger det saa underlig. Hvad mener du? Jeg forstaar dig ikke.

Nei, du faar bære over med mig, din gamle onkel, barn! Husk paa, hvor mit liv har været forskjelligt fra dit. Veien, jeg skulde gaa, laa ligesom altid saa tydelig og aaben foran mig. Ikke til at tage feil af. Om vandringen nok sommetider var tung. Da jeg mistede tante Gusta, byggede jeg i mine tanker en bro over til hende, der hvor hun nu er. Der, paa den anden side, finder jeg hende – og min Gud. Alt andet er bare min tjeneste hernede, saalænge der er brug for den, ja.

Og jeg har netop bygget broen over til min livslykke her paa jorden, onkel! Lad mig komme derhen – og jeg synes, alt staar i sol og glød! At nye kræfter – ogsaa til alt mit arbeide da vil vokse frem i mig af sig selv! (Stanser, roligere.) Jeg tror paa min lykke nu, onkel – prøv ikke paa at tage den troen fra mig! (Det ringer, hun farer sammen.) Aa, der kommer nogen – lad os gaa. Jeg maa samle mig lidt, inden Lützow kommer iaften. (De gaar ud i haven.)

Jeg skyndte mig ind, da jeg saa dig opover alléen. De er alle ude i haven. Jeg maatte vel faa lov at se paa dig først!

Ja, glad skal jeg være, naar alt dette hemmelighedskræmmeri er over! Tænk imorgen aften skal jeg svinge dig i en lystig vals for alles øine, og kanske give dig et kys midt paa gulvet til og med!

Ja, du tør bare prøve!

Faar jeg det nu da? (Kysser hende.)

Du – var din far saa fornøiet?

Ja, det kan du vel skjønne! Han kommer herop senere i aften.

Uh – jeg gruer!

Du da – tosseper!

Aa, – jeg er saa spændt paa imorgen! Tænk, jeg laa saa længe, inden jeg fik sove igaaraftes!

Jeg tror, jeg er ligedan jeg. Ved du, hvad jeg gjorde inat – for jeg fik heller ikke sove, ser du –

Nei – hvad gjorde du?

Naar jeg vaagner saan midt paa natten, og det saa med engang staar for mig alt dette deilige, jeg lever i – ja – jeg er simpelthen for lykkelig, du – jeg kan slet ikke sove igjen!

Du søde Erik!

Da det saavidt begyndte at lysne, maatte jeg op, klædte mig paa og gik mig en herlig tur i skogen heromkring. – Jeg listede mig endda helt ind her i haven og stod længe og saa op til dit nedrullede gardin.

Nei, – om jeg havde vidst det!

Det var saa vidunderlig vakkert ude. Fuglene begyndte at synge. Solen skinnede paa løvet og blomsterne, der var fulde af dug. Og alting duftede saa friskt. Saa tænkte jeg: Nu ligger hun og sover saa sødt og saa rolig, – men snart maa lyset og fuglesangen vække hende. Saa staar hun op og slaar vinduet op og ser selv saa lys og saa lykkelig ud, som en rigtig sommermorgen – men da er jeg borte! Det tænkte jeg.

Aa – om jeg havde vidst det!

Ja, det er det sørgelige det, du, at vi ikke altid ved, naar blomstene dufter sterkest (ler), for saa vilde vi skynde os at aabne vinduerne –

Men nu sover vi, mens solen og herligheden skinner – og du staar udenfor –

Og skinner ja – det er ogsaa sandt!

Men kom, nu faar vi nok gaa ud til de andre. Vi drikker the i haven – og saa binder vi mange kranser til verandaen! (De gaar ud i haven.)

Ja, jeg synes, det vilde være saa rasende interessant at faa se denne fine, hjemmelavede dessert, som deres jomfru er saadan mester i, inden jeg nu gaar hjem! Inga forsikrede mig, det var et rent syn.

Jeg skal følge Dem ud i det ydre anretningsrum, hvor vi nok finder hende.

De behøver ikke at uleilige Dem selv, kjære, søde fru Krabbe! Jeg kan jo veien. (Ser sig om.) Her er saa koseligt overalt her paa Fyrisheim; det slaar mig, hver gang jeg kommer her. Men lidt trist om vinteren, siger hr. von Lützow. Apropos, De ser ham vist rigtig ofte heroppe hos Dem – ja, som rimeligt er – en saadan gammel ven af huset!

Ja, De ved jo –

Naturligvis – jeg! Men folk – folk som ligger ved bad, de har jo intet andet at bestille end at snakke om hinanden! Og saa er det jo saa, De ved, at de faa herrer, der findes, de spiller jo altid en stor rolle. (spøgende) Man er lidt jaloux paa Fyrisheim dernede, det vil jeg sige Dem rent ud! Først tager man vor unge doktor – og saa hr. von Lützow! Og en saa fuldstændig anneksion! Man ser jo saagodtsom ikke de to herrer dernede mere.

Aa – jeg synes dog Erik Rein er meget optaget med sine badegjester.

Gud, ja meget pligtopfyldende! Det skal virkelig fremholdes. Men, De ved – folk kjeder sig. Og om aftenerne – i kursalonen! – Det er jo ingen sag for os. Vi nyder jo vore naboer paa Fyrisheim. Men – ja vi siger jo altid, smaapigerne og jeg, at deres lille Anna besidder en ganske speciel attraktionsevne. Vi forstaar bare ikke, hvem hun foretrækker. Valborg paastaar, det er doktoren, Inga derimod mener, det er den interessante ingeniør, som vil gaa af med seiren! Men jeg – (spøgende) ja, søde fru Krabbe, der er en tredje version – mere tør jeg ikke sige.

En tredje version – jasaa?

Skal jeg være indiskret?

Bør man egentlig lade sig afficere af, hvad folk siger – synes De?

Men, det vil jeg sige Dem, jeg staar altid paa Deres parti.

Er det mig, man angriber?

Angriber Dem? Nei, kjære Dem. Men De forstaar nok – i Deres fremskudte stilling. Man paastaar, der skal deklareres to forlovelser paa ballet imorgen! – Hvad siger De til det?

Jeg finder, det er en underlig idé.

Ja, ikke sandt? Men med mig kommer man ingen vei. Jeg paastaar nei og nei og nei. Jeg, som ved, hvilken kjærlig og rørende mor De er – ja, hvem kan forstaa det bedre end jeg! Man lever jo for sine børn, naar man selv blir ældre. Ja. jeg ved nok, De er nogle aar yngre end jeg, men i vor alder –

Ja – ja vist. – Men, skal vi ikke – (mod døren).

Ved De, hvad jeg altid tænker stille for mig selv? Fra Krabbe har følt fra sin egen ungdom, [163] hvad det vil sige at faa stedmor! Og nu – i dette tilfælde, en fremmed, flere aar yngre end hende selv! Nei, ikke sandt – der har jeg nok Deres fulde tilslutning? Derfor var jeg ogsaa saa ligetil at nævne det. Bare som et bevis paa, hvordan folk er!

Menneskene burde lade hinanden i fred. (De gaar ud til venstre.)

Jeg trodde, min niece var herinde. Jeg synes, jeg saa hende gaa herind sammen med fru Mørk for et øieblik siden. Kanske de er gaaet længere hen i haven. (Vil gaa.)

Vent et øieblik, hr. professor. Jeg maa tale et ord med Dem først. Jeg er i en meget vanskelig situation.

Er De ogsaa paa det rene med det, hr. Lützow, at situationen er saa pinlig, saa indviklet –

De mener?

De siger det jo selv. Og naar en mor har voksne børn, og det et barn som Sigfrid, der maa lægge beslag paa alle hendes tanker, saa –

Undskyld, hr. professor. Jeg er ikke kommen herop for at forøge Mathildes vanskeligheder, men heller prøve paa at hjælpe hende over dem. Det var ingen sag, hvis det stod paa det. Men jeg har i dette øieblik modtaget et budskab fra Tyskland, der er saa overvældende, saa pludseligt, at det har bragt mig helt ud af fatning, det tilstaar jeg.

Er der skeet noget nyt?

Min fætter, der, som De ved, eiede familiens store fideikommis, er pludselig død af slag efter et ulykkestilfælde, et benbrud for en tid siden. Godset kommer nu til at gaa over til mig. Derfor, forstaar De, maa jeg øieblikkelig reise herfra – dampbaaden gaar i imorgen aften. Og jeg maa absolut have en samtale med Mathilde iaften. De maa hjælpe mig at faa det ordnet. De undskylder [165] – jeg er fuldstændig fortumlet – al denne ungdom og uro – jeg trænger til at samle mig og tale med hende. Der maa jo nu, ogsaa for hende, blive store forandringer. Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal faa sagt hende det varsomt nok. (De gaar under samtale ud af havedøren. Straks efter kommer Sigfrid og Valborg løbende op over havetrappen og ind.)

Jeg skal nok finde det, jeg! Mama sagde, det laa i ryddekurven her i hjørnet.

Det er nok bedre, jeg leder efter det. Hvad skjønner De Dem paa sligt noget!

Aa jeg! Jeg er saa praktisk og nyttig til at god gjerning saa: – Lad mig lede! (De farer bort til ryddekurven. Sigfrid kaster nøster og garn af alle farver udover gulvet. Valborg tager dem op og bombarderer ham med dem. Han kaster igjen. De kommer i slagsmaal og tilslut fanger han hende og gir hende et flygtigt kys paa kindet. Hun returnerer det med et smeldende ørefigen. Latter og hvin.)

Au – au!

Ja, det har De godt af – De er rigtig uskikkelig og uopdragen, er De!

Hvem var det, som begyndte at kaste?

Det var bare, fordi De gjorde det saa uryddigt i Deres mors fine stue – fy, for en uartig gut!

Kalder De mig «gut», tager jeg et kys til!

Ja, dersom De bare vover, saa sladrer jeg paa Dem baade til min mama og Deres mama, og saa tænker jeg, De faar Deres velfortjente skjændepræken!

Velfortjent, jasaa! – Nei, skjænd bider ikke paa mig, skal jeg sige Dem!

Nei – der maa vist haardere konfekt til!

Pas Dem – nu kommer jeg efter Dem!

Aa, lad være, lad være – vær heller hyggelig da – vær heller snil da! – Ved De, hvad folk siger om Dem nede ved badet idag?

Nei – det interesserer mig ikke, hvad man siger i en saadan ravnekrog.

Uf, hvor væmmelig vigtig De er! Mored De Dem godt paa regattaballet igaar?

Storartet! – Hvorfor var ikke De der forresten?

Fik ikke Lov. Akkurat som Anna – hun fik jo heller ikke lov. Og nu har jeg hørt, at det gik noksaa – noksaa flot til!

Det var et udmerket pent bal. Meget smukke damer, helt fra Kristiania.

Men bagefter da? – Var der ikke et vist muntert drikkelag bagefter i hotellet? Folk, som bodde over salonen, fik ikke sove –

Jasaa, – beklager meget de gamle jomfruer!

Det var ingen gamle jomfruer. Men De er nok temmelig letsindig De, student Krabbe, De skulde værsgo være fornuftig. Ved De, hvad folk siger?

Uf, – lad mig være fri for folk! Og dersom De begynder at holde moralpræken, saa skal jeg –

Folk siger det, – folk siger det, – at De gjør Deres mor saamange bekymringer og saa megen uleilighed, at hun maa skaffe Dem en stedfar for at holde styr paa Dem – hvad siger De til det?

Stedfar – for fanden – undskyld – er de bleven knagende, splitterne gale alle de snerpete gamle sladderjomfruerne nu! Ja, de tør bare komme med sine giftige tunger – jeg skal lære dem sladder, jeg – stedfar – ja det skulde bare mangle –

Aa nei da – tag det ikke saan da! Uf, det var jo bare spøg jo. – Og saa dumt af mig, at sige saant noget saa – kjære – det var da ikke noget at bryde sig om – jeg sagde det bare for at ærte Dem, jeg.

Det er ikke sandt altsaa. Det var forresten en dum spøg – undskyld – men ens mor –

Det er naturligvis bare det, at folk ser, hvormeget Lützow er her.

Lützow – er det Lützow?

Ja, naturligvis er det ham. Nogen tror forresten, det er Anna, han skal forloves med.

Nei, dette er for morsomt! (Alvorligere.) Men alvorlig talt, jeg tror nok, mama har andre ting i sit hoved nu om dagen end at tænke paa kjærlighed og sligt for sig selv – i hendes alder! Nei – lad den fugl flyve! – Og jeg skal have den ære at betakke mig for nogen introduktion af en stedfar her i huset. – Som skal komme her og blande sin næse oppi alle mine affærer – og mamas med! Nei, – lad os være fri! Men mama skal da faa vide, hvad folk kan finde paa; sligt kalder jeg umoralsk, jeg!

Valborg og student Krabbe, hvad blir det af dere? Vi venter saa paa garnet saa, ellers blir vi ikke færdige. Mama er alt gaaet.

Nu kommer vi. Her har vi nøstet. (Alle ud i haven.)

Jeg er aldeles overvældet, Fritz. Det er, som jeg ikke aarker mere. At nu denne store forandringen for dig ogsaa skulde komme nu!

Jeg synes selv, det nu kommer som en ulykke. Og det har mit hele liv ligget mine tanker saa fjernt. Min fætter var jo yngre end jeg.

Og nu maa du reise allerede imorgen?

Du forstaar – jeg maa det.

Og vi skal have fest – bal! Og jeg skal gaa alene her. Om bare de andre vidste det altsammen. Aa, hvor det er pinligt med denne fortielse – denne evige forstillelse!

Det er jo kun, fordi du selv har ønsket det –

Ja. Jeg ved det. Jeg maatte jo. Annas forlovelse og saa vi – nei det var jo umuligt – ikke sandt?

Jo, – jeg forstaar dig naturligvis. Men det er, som du siger, særdeles pinligt – især nu, da jeg maa afsted (heftig) og næsten maa stjæle mig til at faa snakke lidt med dig. Ikke kan faa sagt dig et ordentligt farvel engang! Altid bare dele dig og dele dig med alle andre og leve paa smuler –

Aa, Fritz, snak ikke saa. Du gjør mig saa ondt!

Ja, hvad skal jeg sige. Kan jeg ikke blive fortvilet? Nu har jeg gaaet her i hele eftermiddag med alt dette nye paa sinde og ikke kunnet faa dig et øieblik for mig selv, – bare for al denne uro omkring!

Aa, det vil jo nok blive bedre – ganske anderledes – senere – naar bare –

Ja, nu reiser jeg jo foreløbig –

Ja, nu reiser du jo fra mig! Hvordan skal det gaa. Jeg, som nu har seet dig hver dag!

Tror du, jeg gjerne reiser! Kan du ikke tænke dig, at jeg er hungrig efter at se dig, have dig for mig selv! Jeg, som gaar her og ved, jeg eier en skat saa stor, som nogen har den i verden. Og saa kommer de alle og vil tage den fra mig!

Og tror du ikke, jeg skulde give meget for, at jeg kunde være hos dig en stund – et sted [173] langt borte, hvor ingen var, som vi kjendte. Vi to alene?

Drømmer ikke jeg ogsaa om et saadant sted!

Hvor der var ganske stille omkring os, Fritz, saa vi havde god tid og kunde lade ordene falde langsomt eller hurtig, som de kommer. Ikke som nu, sidde og tænke: Hvorlænge – hvormange er klokken – hvem kommer? – Aa, jeg synes, jeg har saa meget, saa mange tanker og følelser, som jeg har gaaet her i alle disse aar og samlet op til dig – bare til dig. Som ingen kunde forstaa, og ingen brydde sig om uden du!

Jeg skal faa det altsammen! Nu kommer jeg snart igjen – og –

Ja – hvad har du saa tænkt – sig –

Naar jeg kommer igjen – ja, saa vil jeg tage dig med mig, saa hurtigt det lader sig gjøre. Og flyve med dig ned til et varmt, sollyst land, langt, langt [174] borte. Og der vil jeg sætte dig stille ned, under skyggen af en stor, deilig palme! – Kom – saa reiser vi med det samme!

Vi faar vel ikke rømme saa rent heller! Men jeg tror, at hvis du sagde, at jeg skulde – saa er jeg bange, jeg gjorde det.

Ja – kom da – skynd dig –

Ja lad os! (Med en overgang). Hvor barnagtige vi er, Fritz! Men, naar du sidder saadan her ved siden af mig, saa husker jeg ingenting mere af, hvad der er ondt og vanskeligt. Jeg er saa lykkelig, ser du. Jeg blir ganske munter og letsindig. Glemmer, at der er andre til end os to i verden.

Ja, men det er det heller ikke. Ikke nu. Du behøver ikke at se saa forskrækket ud. Alle andre er os uvedkommende i denne tid. Senere blir det anderledes. Naar vi kommer tilbage fra vor flugt til solens land.

Ja, men hvordan skal jeg kunne reise bort! (Med udbrud.) Jeg kan jo ikke reise bort, Fritz!

Hvad er din mening?

Anna – alt herhjemme – og –

Du tænker da ikke paa at opgive vor bryllupstur. Det kan da ikke være dit alvor!

Du maa ikke se saa vond ud – du maa ikke!

Vond – nei. Men du forskrækker mig bare saa. Jeg maa da vel have lov til at forlange noget for mig selv. Du har da vel ogsaa forpligtelser ligeoverfor mig!

Kald det ikke saa! Men jeg vil jo bare saa gjerne gjøre, hvad der er rigtigt, ser du. Anna kan jo ikke være alene her – og –

Saa faar du sende hende bort. Til din brors for eksempel.

De er ikke engang hjemme. Og jeg tænker, hun vil blive ganske ude af sig. Saalænge Erik er her ogsaa. Og nu, om en maaned, venter hun en veninde fra Schweiz, som er bleven inviteret hid paa besøg.

Er der ikke endnu flere grunde?

Og saa er det Sigfrid, Fritz. Jeg har jo fortalt dig alt dette forfærdelig pinlige om Sigfrid. Og hvad dr. Rein har sagt.

Du kan da vel ikke foreslaa, at vi skal tage Sigfrid med os paa vor bryllupsreise?

Fritz!

Ja, hvad vil du, vi skal gjøre?

Jeg tænkte, du skulde vide raad.

Sigfrid faar være her paa Fyrisheim, mens vi er borte.

Alene. Nei, det gaar ikke an!

Saa faar du se at faa ham i huset til gamle dr. Rein.

Sigfrid ved jo endnu ingenting. Han tror, at han skal tilbage til byen efter ferierne. Jeg tænker, han blir aldeles fortvilet, naar jeg siger ham, hvad der er blevet bestemt. – Og naar saa ikke jeg engang er hjemme og kan gjøre alt for ham her –

Han har da vel saavidt hjertelag og forstand, at han kan finde sig i nogen smaa ubehageligheder til gjengjæld for al den sorg og bekymring, han gjør dig?

Ja – ja kanske. Kanske for en stund. Men Fritz – maa du til Tyskland til vinteren?

Jeg kan ikke lade den store eiendom skjøtte sig selv hele det første aaret, det forstaar du nok. Min onkel og nu senere min fætter var godseiere med liv og sjæl, med stor pligtfølelse og med gamle, nedarvede, patriarkalske traditioner. Jeg vil behøve at min energi, alle mine evner for nogenlunde at kunne fylde pladsen efter dem – for med ære, baade i navn og gavn at kunne gaa ind i rækken og verne om slegtens arv og aand. Det maa du ogsaa indse og støtte mig i, Mathilde!

Ja – ja, jeg kan jo forstaa det. At du har en stor følelse af ansvar og – (med udbrud) men, hvad skal vi gjøre?

Vent lidt. Det maa jo kunne ordnes. Hør nu: Sigfrid maa blive hos doktoren hele denne vinter, siden det nu er arbeidet her paa Fyrisheim og disse skogturene, som særlig skal gjøre ham godt. Men saa kan han jo komme ned til [179] os paa besøg – til julen f. eks. Næste sommer tilbringer vi et par maaneder heroppe – og derefter sætter vi ham i en forstskole i en tysk liden by ikke langt fra os. Saa, om et par aar er han færdig og myndig. Da overtager han Fyrisheim, og alt er i orden.

Aa – hvis det kunde lade sig gjøre! Det høres jo saa fornuftigt, naar du siger det. (Inderlig.) Det har bestandig været saa ondt for mig at skulle bestemme alting selv, ser du. Jeg har altid tænkt mig det saa deiligt, at nogen kunde tage omsorg for mig og sige: Nu skal du gjøre det, nu skal du gaa did eller did – eller – nu skal du hvile dig og have det godt.

Og altid har du bøiet dig for andre – aldrig turdet rette ryggen din og sige: Dette maa jeg have for min egen skyld.

Nei, det gaar ikke an, alligevel! Sigfrid vil aldrig finde sig i det! – Med hans natur – nei, det vil aldrig gaa godt. Sigfrid kommer til at gaa tilgrunde! (Med udbrud.) Fritz, jeg kan ikke gjøre det for min samvittigheds skyld!

Mathilde – elsker du mig?

Hvad mener du?

Jeg spørger dig, om du elsker mig. Jeg synes, du ser alt, som er imod os og vor kjærlighed, og intet af, hvad vi to dog skylder hinanden – og os selv.

Hvor kostbar jeg blir dig, Fritz!

Snak ikke saa. Jeg vidste jo, vi maatte kjæmpe os frem til vor lykke – vor lykke, Mathilde, vort nye liv, dit og mit. Men saa maa der ogsaa kjæmpes, og noget af det gamle maa falde. Vi maa begge være villige til at ofre noget. Forstaar du?

Ofre!

Der er noget af et offer i dette, at binde sig til et menneske og sige: dit navn er mit, dit hjem er mit. Især for en kvinde, der staar som du, og er vokset fast til et sted og alle dets forholde. Men du maa jo huske paa, at selv om ikke dette nye var skeet for mig, saa vilde jeg aldrig have kunnet finde mig i at træde ind i forholdet til dig og til dine børn, her paa Fyrisheim, som et appendiks, der er kommet bagefter og beder om at faa være med, mens de andre gaar foran.

Hvorledes kunde du tænke?

Ja, tænk selv over det, og du vil se, at jeg har ret. Uden at du har været dig det bevidst, har du forestillet dig det saa. Jeg kommer her som fremmed, udenfra, og knytter mig fast til dit liv, dit hjem, din slegt. – Men saa kunde det ikke blive, ser du. Ikke for min skyld, og kanske endnu mindre for din egen. Du er for klog til ikke at forstaa mig – respektere mig her. Havde jeg opgivet min stilling dernede og flyttet herop [182] til Fyrisheim med dig, saa havde det for det første været, fordi jeg ikke vilde forlange et saadant offer af dig som at reise herfra, naar jeg ikke havde noget bedre at byde dig – og for det andet, fordi jeg var vis paa, at min uddannelse og mine kundskaber ogsaa vilde have kommet dig og dine tilgode, og gjort min stilling her udholdelig for mig. Men nu er jo alt forandret. Nu maa du som min hustru følge mig til mit hjem og tage mine nye pligter op som dine. Det maa blive det første og største for dig. Alt andet maa komme i anden række.

Børnene?

Ja – ogsaa børnene.

Kom her, sæt dig nærmere. (Lægger sin haand over hans øine.) Sigfrid var kommet sent hjem inat. Jeg talte strengt til ham. Saa blev han vred og heftig – skyldte paa sit hjem, sin far – paa arv, bebreidede mig – (Stanser)

Dig – dig! (Reiser sig heftig og gaar op og ned.) Den lømmel!

Sig ikke det! – det er jo – (Stanser).

Saarede jeg dig – sig!

Skal vi lade være at tale om fortiden?

Ja. (I sterkt udbrud.) Aa, jeg er saa ulykkelig! (Gjemmer ansigtet.)

Tilgiv mig. Vær ikke vond paa mig. Jeg er haard og brutal mod dig. Mod dig, som jeg skulde verne og hjælpe. Jeg skal være snil. Ikke forlange mere for mig selv, end jeg synes, jeg maa – ogsaa for din skyld, forstaar du. – Mathilde, elskede. Fremtiden maa blive lys og god for os, som har lidt saa meget. For dig, som har gaaet en martyrs korsgang gjennem alle dine ungdoms aar. Tro du mig – vi maa, vi skal finde en udvei, saa ingen skal lide derunder, og din saare, forpinte pligtfølelse kan komme til ro. Aa – om [184] jeg kunde lægge mine hænder paa dit syge hjerte, saa alle de varme, sterke følelser, det eier, ikke skulde behøve at kjæmpe mod hinanden og fortære hinanden indbyrdes! Om jeg kunde aande forglemmelse over dine trætte, skræmte øine, saa de kunde straale klare og lyse for os alle, som elsker dig, og som trænger dig for vor lykke og for vor fred. Du, som er skabt til at brede lys og velsignelse over alle dem, der hører dig til. Ogsaa mig – ogsaa mig.

Aa Fritz – du gjør mig saa lykkelig. Dine ord klinger som den deiligste musik i mine øren. Jeg tror, at alt kan blive muligt, naar du vil det og tror det. Naar du ser paa mig – der er som en varm strøm om dig. Og mit hele væsen bøier sig mod dit, og min vilje smelter ind i din. Da forstaar jeg dette, at en kvinde kan glemme alt, hvad der ligger bag hende og bare lade sig drage hen mod den mand, som hun har givet sin kjærlighed – saa han kan gjøre med hende, hvad han vil, danne hende i sin haand som et villigt ler – saa hun glæder sig ved at lyde. Dette skrækkelige, som jeg har kjæmpet imod – hadet. Ikke tal – vær et øieblik stille! Lad mig faa lov at se paa dig, mætte mine øine paa dig, førend du gaar – og jeg blir alene. (Urolig.) Er klokken mange? Maa du gaa? Aa, ikke saa hurtig, [185] vent bare lidt. Lad mig have dig lidt, stille foran mig – saa –

Hvad er det – dit ansigt blev med engang forandret?

Det var virkeligheden, som kom igjen, ser du. Al sorgen – alt naget! Alt dette derinde, som indbyrdes ødelægger og fortærer hinanden, som du siger. – (Med en overgang.) Maa du straks gaa ned til hotellet?

Ja, jeg har mange breve at skrive. Og desuden, nu blir der jo ikke mere for os iaften.

Nei.

Farvel da, saalænge. Jeg ser dig imorgen. (Gaar mod døren til høire.)

To gange, Fritz! Husk, du har lovet ogsaa imorgen aften – lige før du reiser!

Men kan du? – har du tid?

Om jeg kan! Spørger du om det? Jeg fløi nok fra selve kongen, jeg, om han var her –

Sov godt inat. Drøm lyst om vor lykke. Hvis du elsker mig, som jeg elsker dig, skal alt blive godt.

Jeg elsker dig, Fritz. (Han gaar.)

Er Ludvig der? Ludvig, jeg skulde sige fra fruen, at frakkerne til studenten endda hænger i entreen, og der ligger ingen børste i toiletten, der herrerne ska ta tøie' af sig –

Kan jeg være allestedsen paa en gang, kanske? Jeg fik jo besked om, at her skulde tændes naa paa øieneblikke – klokka er snart 7.

Aa har Dere lysekronetænderen? – skynd Dere op paa frøknas værelse, Jenny – jeg hørte, hu ringte!

Her er 'n – pas Dere, saa Dere ikke drøpper af vokse paa møblene!

Aa, jeg har naa tændt her føre Deres tid! (Tjeneren vil gaa, hun raaber efter ham.) Ikke er det sat frem glasser paa smaaborda i spisesalen heller ennaa – og ikke er dem tørka –

Aa, Di har naa vel ti' til aa vente Di aassaa! (Gaar.)

Aa, blaas! (Ud i balsalen, tænder.)

– Og bordet er jo udmerket pent.

Bare det blir nok mad! Af fileten faar jeg vist altfor lidet. Og nu stod Karen og svidde en gryte med fugl for mig ogsaa –

Aa, der er jo saa mange ting. Ungdommen spiser ikke saa meget, som De tror.

Om ikke de unge damerne, saa skal jeg svare for Sigfrid og kameraterne hans baade med spisendes og drikkendes –

Aa, siger De det? (Deres øine mødes.)

For dem skal nu være svære til aa ture dernere paa hotellet, siger dem.

Aa, jomfru, jeg ønsker saa, at denne aftenen var vel forbi!

Fruen faar ikke snakke slig. Anna glæder sig jo saa i denne dagen saa. Jeg faar naa se, om jeg kan faa tid til aa komme indenfor døren og bagom skjærmbrætte, naar professoren skal holde skaalen for hende og unge doktoren. –

Ja, det faar De sandelig passe paa, jomfru. Og saa skal De raabe hurra, der hvor De staar.

Det faar nok ikke bli mig det.

Melpomene, Melpomene! Gaar De nu? Se først, om jeg ikke er pen da?

Jo, De er saa fin og vakker iaften, frøken Anna, at jeg synes ikke, en prinsesse paa kongens slot kan være penere! – Men jeg har nok ikke tid til at staa her, jeg, – ellers saa svier Karen den andre fuglegryten min ogsaa! (Gaar.)

Mama, – hvad er det, jeg finder oppaa værelset mit. Det er da vel ikke meningen din – du har da vel ikke sat det der, forat jeg skulde have det?

Jo, – naturligvis har jeg det.

Dette forfærdelig fine perlehalsbaandet, det er jo det peneste, du eier jo –

Jeg har faaet det efter min mama ved du. Og jeg har næsten ikke brugt det. Nu skal du have det paa dig idag.

Men du selv da? Jeg synes, det er forgalt, mama. Aa, hvor jeg husker det godt, fra jeg var liden, naar jeg fik lov til at se i alle skufferne dine. Da kunde jeg ikke tænke mig noget herligere. Nu har jeg ikke seet det paa mange aar.

Maatte du nu bære det mange, mange lykkelige dage i dit liv, min lille pige! (Kysser hende.)

Tusind, tusind tak. Naar nu Erik kommer, skal du se, han blir –

Først kommer nu jeg! – Jo, jo, hun er straalende iaften den lille pige. Og, se der ja, med sin bedstemoders halskjæde tror jeg? Lign hende, og lign din mor – det er endnu bedre arv end perler.

Se paa onkel Fredrik – nei, noget saa elegant! – Men slipset er naturligvis skjævt. Lad mig skynde mig at faa dig istand, inden gjesterne kommer. Har du en knappenaal, mama?

Se her. Jo nu nærmer nok tiden sig. Undres, om Sigfrid er færdig, – han var ikke kommen hjem for en stund siden. (Gaar ind i balsalen.)

Jo, hun har havt sit svare stræv med mit toilet idag, md. Olsen, kan du tro. Og hendes mand har netop været saa klein disse sidste dagene ogsaa. Hun havde ikke været af klæderne inat, sagde hun. Saa havde hun stasen for mig idag. Tilslut kom hun ind og var kammertjener. Men et saadant høimoderne hvidt slips, ser du, det –

Se saa. Alt iorden. Md. Olsen kan hvile paa sine laurbær.

Ja, netop, ja. Ved du, hvad jeg foreslog hende, da jeg gik herop?

Nei?

Jeg sagde: Sæt Dem nu her en stund, md. Olsen, i min gode, bløde lænestol og tag Dem en rigtig god, lang hvil. Jeg er lidt stolt af, at jeg sagde det, du.

Ja – kan du huske? Du syntes, md. Olsen var for tyk! – Men, onkel Fredrik (tager ham under armen), hvad vil du nu egentlig sige i din skaaltale for Erik og mig idag?

Vil du korrigere kanske?

Ja da, – altsaa?

Altsaa. – Jeg vil begynde med at sige: En kjærlighedshistories første afsnit, mine damer og herrer – forholdet mellem to saadanne unge, der elsker hinanden og har forlovet sig med hinanden, – det kan lignes med et tomt glas!

Onkel Fredrik! Glas! Fy! – et tomt glas?

Et tomt glas, siger jeg. Det kan være et meget fint glas, et meget kostbart glas – men der er ingenting i det!

Jo, jo, – der er meget i det!

Ikke modsig mig! Du har at tie stille og lytte til mine ord. Altsaa – et tomt glas, der skal fyldes med ædel vin. Og det skal være den unge mands og den unge kvindes høieste maal, at denne vin kan blive saa egte og uforfalsket – saa kraftig og rig – saa skjøn og straalende i farven, – at den blir dem baade en styrkedrik og en livets fryd. (Afbryder sig selv.) Ja, ja, – det vilde jeg nok sige ja – og naar man er ung, saa ved man ikke, hvad saadant et glas er for en skrøbelig ting og hvor varlig det maa handles med, – det ved man nok ikke –

Onkel, – gjesterne kommer. Se der! (Smiler og gjør tegn til ham.) Sum – sum – sum!

Sum – sum – sum – sum. (Gjesterne begynder at samles inde i balsalen. Professoren og Anna gaar derind.)

Nei, hvilket fortryllende kabinet! Saa kjøligt og dæmpet. Rigtig et kabinet at sværme i, – nei – men hvad siger De om den store nyhed da, fru Krabbe? De kan tro, den vakte sensation ved badet i formiddag!

De mener med hr. Lützow og –

Ja, fideikommisset naturligvis. Man fik straks vide det i hotellet. Der var jo en mængde depecher, og der blev telegraferet igjen. Og han selv skal jo reise øieblikkelig. Ja, – saa faar vi ham ikke at se iaften. Det er et tab for Deres fest. Han gjør en saa distingveret figur. Men forresten har vi havt det indtryk af ham, baade Inga og jeg, at der har været noget vist alvorligt og dæmpet over ham i den sidste tid, som om han bar paa et eller andet hemmeligt tryk. – Men nu staar jo verden ham aaben – han bliver jo et glimrende parti!

Nei, virkelig – tror De det?

Det antager jeg da, det er jo et umaadeligt gods. Ja – hvad der saadan kan hænde i denne verden – det er jo som en hel roman! Ja, for De ved naturligvis –

Hvilket?

At denne dame, denne unge enke, som nu altsaa maa vige pladsen paa godset – det er jo hans gamle flamme! Det er som en nemesis i det, synes De ikke? Hun foretrækker stamherren – og saa blir det den anden, som –

Man behøver jo ikke at antage, det var derfor –

Aa, det er jo saa sandsynligt. Men, hvem ved, romanen kan maaske fortsættes. Nu er jo damen fri – hun skal bo i nærheden. Han har godset – den gamle ungdomskjærlighed, som han vist aldrig har forvundet, kan blusse op igjen. – Hun er naturligvis villig. Man har seet saadant før. Tro De mig, det vil blive enden paa det hele!

De har en levende fantasi, fru Mørk – hendes mand er jo endnu ikke begravet! Men – jeg maa nok – (Gjør en bevægelse mod døren til balsalen.)

Lad mig først beundre Deres toilette, søde fru Krabbe! Ja, det er fortryllende. Og saa ungdommeligt. – Ja, jeg tør jo ikke bruge saadanne farver. Smaapigerne siger altid til mig: ældre damer ser aldrig saa gamle ud, som naar de klær sig ungdommelig. Saadan er de unge jo altid. Men jeg er jo ogsaa noget ældre end De. Forresten synes jeg, De ser lidt bleg og træt ud idag, kjære fru Krabbe – rigtig lidt medtaget – dette store selskabet har vist været for meget for Dem at ordne med –

Der er jo fru generalkonsul Holth. (En ældre tyk dame i døren fra balsalen. De hilser.) Hvor morsomt, at De blev saa rask, fru Holth – det lader til, at badene her virker udmerket. (Hun gaar videre, hilsende paa nye gjester ud i balsalen.)

Her er rigtignok lokale for straalende fester paa Fyrisheim, De! (Sagtere) Men af dem har der nok ikke været mange i den nuværende fru Krabbes tid, efter hvad jeg hører?

Nei – der var jo – De ved –

Ja, det var høist interessant, hvad De fortalte mig forleden om forholdene her. Den stakkels fru Krabbe – at ikke det liv har taget mere paa hende!

Ja, jeg tænkte det ofte. At hun ikke lod sig skille fra den manden sin, De – nutildags saa –

Men Gud, kjære Dem – skilles – i vore kredse! Saadan skandale. – (Fortroligere.) Lützow kommer da ikke her i aften, han reiser med dampbaaden kl. 11. – Ja, de forhaabninger faar hun nok lade fare! Jeg tror virkelig, uden at rose mig selv, at jeg der har hjulpet hende til at faa øinene op. Det var naturligvis Fyrisheim, han vilde have og nu – ja for en merkelig historie, De – hvad der [199] kan hænde i verden! Vilhelm, min mand, siger rigtignok altid til mig: «Gud Sofie, bare du ser en rød uldtraad paa en grøn busk, saa tror du, det betyder noget romantisk –»

Tror De virkelig, hun tænkte paa –

Ja, Gud – og han er da saa bedaarende, naar han vil! Nei, nu maa jeg da virkelig ind og se, hvem smaapigerne danser med. Man ser ikke noget til husets søn – mon han ikke fører op?

Som jeg siger Dem – der er en paaviselig moralsk nedgang paa alle kanter. Værre for hvert aar, hvert valg. Jeg kommer nu lige fra folkemøde. Jeg hader sgu' snart politik. Og naar man kommer op i det, slappet og udvandet, efter en saadan fortærende badestedskur – man holder det simpelthen ikke ud! Var det ikke for det, at ens pligt [200] – naa. – Hvad der nu, for eksempel blev debiteret af løgn, eller kald dem janussandheder – det var ganske uhyrligt!

Ja, kan De huske den kvartetten af Don Juan, De?

Don Juan – operaen, mener De?

Ja – De kjender nok den. Don Juan paastaar, Elvira er vanvittig, og hun, at han er en skurk. Saa staar den uskyldige Don Octavio midt imellem dem og synger: Wem trauet man nun hier! Dette synes jeg er refrainet paa vort hele aarhundrede – for dem, der staar udenfor de kjæmpende partier – –

Men det er feigt at staa udenfor partierne. Enhver maa jo med i kampen for sandhed og ret, for folk og fædreland. – (Tager sig i det.) Huf – der gaar den igjen denne folkemødefrase! Men – De forstaar – Her er en artikel i morgenavisen idag, som – (Leder i sine lommer uden at finde den.) Hvor har jeg nu –

Ganske sandt – ganske sandt. Men der er andet end politik. – Der sker meget i det stille. Se nu, en symfoni af Beethoven for eksempel, den har efter min mening en større – –

Er herrerne her? Vil De ikke spille kort, hr. statsraad? Onkel, vil du ikke skaffe statsraaden en whist? – Dr. Rein spiller da –

Ja, De maa til kortbordet, hr. statsraad! Ved De, – de arbeidende, forkavede statsmænd var de eneste, som afdøde biskop Martensen tillod at spille kort! – De kjender hans ethik? (De gaar.)

Sigfrid – aa Gud, aa Gud, – Erik, hvad skal vi gjøre?

Der er ikke skeet noget galt. Han kom fra røgeværelset, hvor han havde siddet sammen med et par andre. Og da han vilde gaa ind i balsalen –

Jeg vil ind og danse. Jeg er den flotteste kavaleren, de har derinde – alle smaapigerne. – Nei, lad mig komme ud igjen – slip mig, Erik, siger jeg! Du skal ikke tro, du mestrer mig –

Lad mig, Erik – jeg kan. Sigfrid – du er ikke frisk – kom skal jeg hjelpe dig op paa værelset dit, saa kan du hvile lidt. Siden kan du jo komme ned igjen og danse saa meget, du vil. (Lægger hans arm om sine skuldre). Kom nu, gutten min!

Ja – se det, lille mutter – det er ikke saa farligt, ser du, om man saan kan bli lidt – lidt [203] saan sving – zwingli – ja! Jeg lar mig bare ikke skræmme af saanne vigtigmagere, som den unge mand Erik, skjønner du. – Men du har altid været en god mor, du, for mig. – Ja, jeg tænker, du greiede med papa ogsaa, jeg, naar han var saan lidt munter – lidt sving – zwingli af sig. Ja, stakkars dig, jeg skal nok bli en støtte for dig, jeg, stol paa mig, du mama – jeg behøver nok ingen stedfar! (De gaar ud af den øverste dør tilvenstre.)

Nei, nei, Erik – ikke du – det bare irriterer ham, gaa ind til de andre.

Som du vil. Om jeg kunde gjøre alt for dig! – Jeg siger derinde, at det var en sterk næseblødning. (Gaar tilbage gjennem spisesalen.)

Hvor er hun henne? Hun sagde jo – (Lidt efter kommer fru Mathilde tilbage. Hun er ligbleg og hendes hele ydre som forvandlet, forstenet. Han gaar hurtig mod hende og vil tage hende i sine arme, men farer tilbage, skræmt af hendes forunderlige udseende.) Mathilde – hvad er der hændt?

Mathilde da – du skal sige mig, hvad der er hændt – er nogen syg?

Fritz – det er – det er –

Du gjør mig saa angst.

Aa, Fritz. (Kaster sig skjælvende og hulkende ind til ham, men river sig straks løs.) Nei, nei, nei – nei – nei – nei –

Hvad er det?

Der er hændt noget forfærdeligt. Sigfrid har – Sigfrid kom herind nu, for et øieblik siden. Han havde – han var drukken. Ganske fra sig selv. Jeg har aldrig seet ham saa. Jeg vidste, at det hændte imellem – ikke saa sjelden – derinde i byen. Men jeg trodde ikke – jeg skjønte ikke, at han var som nu. Jeg vilde ikke forstaa [205] det. Jeg har faaet ham op paa hans værelse. Han fulgte mig og gjorde, hvad jeg sagde. Jeg har jo havt en øvelse i – i at (stanser). Jeg ser det – alt det, som var, langt bag mig. Jeg ser alt, som nu ligger foran mig. Det er det samme, det er arv efter hans far. Han kan ikke gjøre for det. Men dr. Rein har sagt, han kan reddes. Jeg maa redde ham. Aldrig forlade ham. Ofre alt, – min lykke, min kjærlighed. – Jeg ser det saa klart –

Hvad er det du staar og siger? Du ved det ikke selv, du er overnervøs – gjennemrystet. – Kom her, kom til mig – lad mig tale med dig – kom –

Jeg ser det saa klart. Jeg kan ikke følge med dig. Jeg maa blive her. Jeg maa ikke tænke paa mig selv. Jeg skal begynde paa nyt. (Sterkere.) Jeg skal bare begynde paa nyt – det er altsammen forbi.

Men jeg! Tænker du ikke paa mig? Du vil da ikke bryde dit løfte til mig – bedrage mig? –

Bedrage dig, Fritz. Jeg vilde heller dø, end gjøre dig bedrøvet!

Men forstaar du da ikke, at du martrer mig, at du piner mig tildøde – –

Jeg ser, jeg skulde ikke bragt dig til dette. Jeg havde ikke ret til det. Men det var saa lykkeligt.

Hvad mener du? Jeg forstaar dig ikke. Elsker du mig da ikke mere?

Jeg elsker dig over alt i verden. Jeg elsker dig fra dybet af min sjæl. Jeg elsker dig som det lyseste og skjønneste og herligste, der er kommen ind i mit liv –

Og endda kan du tænke paa, – hvor tør du tænke paa at knuse og ødelægge vore største og helligste følelser! Kom til dig selv igjen, – du ser saadan ud – jeg er angst for dig –

Rør mig ikke, Fritz. Hvis du kommer nær ind til mig, glemmer jeg alt andet. Jeg maa ikke glemme alt andet. En mor maa ofre alt for sine børn. Det er livets lov. Den kan ikke pruttes med.

Dine børn – hvad er dine børn for dig? Den – den mands børn – hvad har du med dem at gjøre!

Ja, ja. Det er sandt. Jeg er bleven mor til dem mod min egen vilje! –

Og for dem vil du saa ofre hele dit liv, din lykke, din fremtid – efter alle de lidelsens aar, du har gaaet igjennem –

Ja, hvor har jeg lidt! Alle aarene har jeg gaaet – kjæmpet og kjæmpet og lært at være taalmodig. Jeg har gaaet her i dette hus med denne – denne fremmede mand. – Jeg har seet hans nedværdigelse, – seet ham brutaliseres, sløves – [208] i slet selskab – last – og saa anger og løfter – og saa last og nedværdigelse igjen! – Har jeg ikke lidt nok? Har jeg ikke maattet trampe paa alt, hvad der var kvindeligt og fint i mig? – Paa min kjærlighedstrang – min lykketrang! Har jeg ikke levet i ensomhed, i udlændighed, – delt skammen – skjult skammen med løgn og forstillelse! Og nu igjen – skal det begynde paanyt. Vil Gud forlange dette af mig? Er der ingen redning? (Mod ham.). Fritz – jeg aarker det ikke. Tag mig med dig, Fritz, – hjælp mig, hjælp mig, red mig ud af det – – jeg aarker ikke at begynde paanyt – alene!

Mathilde – jeg er jo hos dig. Jeg vil ikke forlade dig. Nu ser du alting fra én side. Bestem ingenting iaften. Imorgen, – om nogle dage vil du tænke og føle anderledes, – sundere, – naar jeg kommer igjen, Mathilde, og henter dig med vor kjærligheds sterke og hellige ret.

Jeg stod her. Jeg ventede paa dig. For at sige dig farvel. Saa vendte jeg mig om. Og kom han imod mig. Med det stive, fremmede blik. Med de slappe træk. Og han var saa bleg. – [209] (Heftigere.) Jeg saa ham. Det var hans far – og det var min lille gut – min deilige lille gut, som jeg havde baaret paa mine arme – som jeg havde prøvet at verne for alt ondt. Han var der – saa nedværdiget – – saa fra sig selv – og saa bleg. (Heftig.) Men, det var mest hans far! (Med udbrud.) Aa – jeg trodde, mit hjerte skulde briste! (Taler igjen som før.) Men da saa jeg veien for mig – det var som under et lyn –

Mathilde – er han saa hurtig blevet dig mere end jeg? Var din kjærlighed til mig ikke sterkere. (Heftig.) Du ved ikke, hvad du selv føler i dette øieblik.

Min kjærlighed til dig, Fritz – den er jo min den. – Nu er det jo ikke mig længere.

Men igaar, det er jo ikke længere end siden igaaraftes, da vidste du jo alt, ligesaa godt som nu. –

Det var – jeg vilde ikke se. Der maatte nok mere til.

Jeg ser, hvordan det er. Du behøver ikke at sige mere. Din kjærlighed til mig – den –. Jeg vil sige dig en ting – jeg vil sige dig, hvad det er – du skal høre, hvad det er! Det er ikke dit legeme, som er gammelt – det er din sjæl – dit hjerte, som er gammelt!

Fritz – du dræber mig.

Ja, hvordan tør du ogsaa behandle mig, som du nu gjør! Hvem gir dig ret til det? Har du da ingensomhelst følelse af ansvar, naar det gjælder mig? – Jeg forstaar bare ikke, hvorledes du har vovet at tage imod den store, trofaste følelse, jeg har bragt dig, naar din egen ikke har mere modstandskraft, end at den synker sammen, feigt og modløst for den første den bedste ting, der sætter den paa prøve!

Det er dig ikke værdigt at tale saadan til mig. Du tror heller ikke selv, hvad du siger.

Ja, hvad skal jeg tro? Du elsker mig nu – paa din maade. Men du elsker dine børn endnu høiere. Det tror jeg.

Det er ikke sandt.

Kanske du ikke forstaar det selv. Men vort inderste væsen sætter merker udad, ser du, uden at vi selv ved af det. Man handler saa eller saa, – eller undlader at handle saa eller saa. Deraf forstaar man alt. Dersom du elsker mig, som jeg dig, saa vilde du ikke føle og handle, som du gjør i denne stund. Det er saa enkelt. (Blødere, overvældet.) Men – jeg var ikke forberedt paa det – jeg – det kommer – (Stanser.)

Fritz, – hvis jeg ikke elskede dig saa høit, saa behøvede jeg kanske ikke nu at ofre hele min livslykke. Forstaar du ikke det? At det er netop, fordi – fordi du fylder hele mit hjerte, at jeg ikke faar noget tilovers for Sigfrid, der trænger mig for sit livs skyld? Du ser jo selv, hvorledes jeg igaar var villig til at reise fra ham, til at lade ham gaa alene her hele vinteren. Nu forstaar jeg bare, at jeg redder ham aldrig, hvis han skal nøie sig [212] med de smuler, som falder fra min lykke, mine tanker, mine følelser for dig! Og derfor, – derfor, Fritz! – Hvis han skulde gaa tilgrunde, han – ligesom hans far, – jeg vilde aldrig faa fred i min sjæl! (Vrider sine hænder.)

Ja, – saa er der jo ikke mere! – Farvel.

Du maa ikke, – du maa ikke gaa fra mig, – ikke paa den maade. – Fritz, du maa have barmhjertighed med mig. Jeg elsker dig, Fritz – jeg elsker dig over alt i verden. Du har gjort mig saa lykkelig, – du har givet mig de eneste lykkestunder, jeg har eiet i mit hele liv, – saadanne lyse, vidunderlige stunder, – jeg vil altid takke dig for dem, – paa mine knæ takke dig for dem. Jeg vil gjemme dem som det dyrebareste, jeg eier. Du maa bare ikke gaa fra mig i vrede, – du maa ikke være ubarmhjertig mod mig.

Reis dig op. Ubarmhjertig mod dig, – mod dig, Mathilde. Er du ikke den kvinde, som jeg tilbeder. Men du mishandler mig saa!

Fritz!

Hvad er det? (I udbrud.) Graater du?

Hvorfor vil du tage denne martyrdom paa dig? Kanske blir det til ingen nytte for nogen. Jeg ser det for mig; du redder ham ikke. Sligt er haabløst – tro du mig!

Nei – nei – du maa ikke sige det – jeg tror det ikke!

Mathilde – tilgiv mig, jeg ved, jeg er grusom. Men har ikke jeg den første ret til dig nu? Skal en hustru forlade sin mand? Er du ikke min allerede gjennem dit løfte? Er ikke vort hjem allerede reist med lune vægge, med sol gjennem alle vinduer – vor lykkes varme, deilige sol!

Tal ikke om det. Nævn ikke ordene. Du maa ikke nævne dem. Det er altsammen forbi!

Din beslutning er urokkelig. Nu ja – jeg har jo at bøie mig. Du skal altsaa fra nu af drives ud af mit hjerte. Lidt efter lidt. Du behøver ikke at vide, hvad det kommer til at koste eller ikke koste. Men saameget forlanger jeg. – Jeg er ikke stoltere end som saa: Du gaar fra denne dag af ud af min vei, for altid. Du maa aldrig gjøre forsøg paa at bringe mig ansigt til ansigt med dig mere. Jeg vil ikke se din skikkelse, dit udtryk, dine øine – dit smil. Jeg vil heller ikke se noget i dit ansigt, der kan sige mig, at du ogsaa har havt din del af smerten. – Du talte igaar om en varm strøm. Bringer du mig igjen ind under din atmosfære, den, der har – (Stanser.) Nu ja – jeg er ikke sterkere – jeg vil det altsaa ikke – taaler det ikke – vil ikke – vil ikke – aldrig! (Gaar mod døren.)

Gaar du – du gaar da ikke, Fritz – du gaar da ikke allerede fra mig – du kan da ikke –

Hvad vil du, jeg skal gjøre – der er jo ikke mere.

Sig, at du ikke er vond paa mig først – sig, at du tilgiver mig alt det onde, jeg har gjort dig!

Ja – jeg ønsker, du maa – maa faa det godt!

Faa det godt – jeg maa næsten le! Tror du, jeg skal faa det godt. Tro bare ikke det – hvor du end er! Kanske du kan faa det godt – engang – naar du glemmer mig. Kanske du kan blive lykkelig – dernede – lykkeligere end –

Lad os ikke tage ordene forfængelig. Vi glemmer vel – ingen af os. Farvel Mathilde! –

Fritz! – Fritz! (Strækker armene mod ham.)

Du skal ikke kaste mig fra dig. Jeg kommer igjen, – og da skal du være min, – min, – jeg bærer dig bort – paa mine arme –

Aa, – det er vidunderligt. Bløde hænder stryger over mine øine, – over min pande. Alt det onde er glemt. Alt – er – saa – lykkeligt –

Ja, Mathilde, – vor kjærlighed skal overvinde alt – alt. Aa, du skal se. Vi skal nok finde paa raad. Jeg skal gjøre alt, hvad du vil, hører du? Hjælpe dig –

Sig det ikke mere. Sig ikke nogenting. Det er ikke saa. Det kan ikke være saa. Frist mig ikke – se ikke paa mig – frist mig ikke! For min samvittigheds skyld! Her er mit arbeide. Her er mit liv. Bare her. Og det kan ikke deles!

Farvel Mathilde!

Bliv! – Reis ikke! – Nei! – Fritz! (Han er gaaet. Hun synker ned paa gulvet med ansigtet gjemt i en lænestol, hvisker.) Elskede! – Elskede! – Deilige! Elskede ven! – Jeg elsker dig! – Jeg elsker dig! (Reiser sig hurtig, springer mod døren, hvorigjennem Lützow gik. Betænker sig og blir staaende, vrider sine hænder.) Er du borte, Fritz! – Gik du fra mig. Nu netop var du her. Og jeg jagede dig bort. Og du trodde, det var, fordi jeg ikke elskede dig nok! Gud! – vær barmhjertig! – Aa, lad mig dø! – Lad mig dø! (Kaster sig atter ned i stor hulken.)

Mathilde, de spørger efter dig. Erik fortalte mig, at Sigfrid, – prøv at beherske dig, – du maa, – nu skal man snart gaa tilbords.

Hvad er det, du siger?

Hvad er det, Mathilde, barn? Hvorledes er det, du ser ud? Hvad er det for noget forfærdeligt, som er gaaet over dig? (Stanser.) Er Lützow reist?

Hvad er der skeet? – Sigfrid – Har du brudt med Lützow for Sigfrids skyld?

Mit barn! Mit stakkars barn!

Han – tror ikke – at jeg –

Jeg kan ikke høre, hvad du siger – hvad siger du, barnet mit?

Han tror – at jeg ikke holder af ham – mere.

Lützow? – Han – forstaar ikke –

Han var vond paa mig, da han gik. Han var her nu – i dette øieblik – her i værelset. Og jeg skal aldrig se ham mere.

Mathilde!

Aa, jeg dør!

Min lille pige – min stakkels, lille ven!

Jeg synes, jeg har gjort et stort sprang. – Det er, som jeg har gjort et stort sprang – ud i noget koldt og mørkt og tomt. – Det er saa mørkt – og koldt –

At se dig lide saa! Men Gud vil hjælpe dig. Hans kjærlighed –

Ja – ja – ja, jeg ved det. Jeg ved det. (Heftig.) Men den jordiske kjærlighed – den er den sterkeste – den er den sterkeste, som findes i verden. Maa den ikke være det. Banker den ikke i hver blodsdraabe i os, dirrer i hver fiber. Den varmer og fylder – den gjør det saa, at livet her paa jorden blir – at det indeholder alt – alt, forstaar du?

Det er ikke saa. Det synes bare saa. Men du kan ikke føle det anderledes nu. Siden –

Jeg har gjort ham ondt. Fritz – stakkars Fritz! – (Som i et halvkvalt skrig.) Og saa tror han, at jeg ikke elsker ham nok! (Synker sammen, jamrende.)

Mathilde, min ven.

Jeg vil gjerne dø! Om Gud vil lade mig dø!

Mathilde – i den store selvfornegtelse gives der ofte et saa bredt, rigt lys. Se paa martyrerne – se de heilige mænd og kvinder – der er glæde i deres øine.

Glæde! (Med en lidelsesfuld magt.) Ja, nu er strømmen, den skjæbnestrøm, som du talte om, vokset til en vældig flod – og jeg jages nedover den – den river mig med sig –

Du har Sigfrid i baaden. Sigfrid skal reddes. Det er din løn. – Gud har noget stort i arbeide med din sjæl, det er jeg forvisset om. Et menneskes sjæl, du – det dyrebareste, der er os betroet, noget helligt. Du maa prøve paa at elske din egen sjæl, Mathilde. Tænk dig, at den er en fin sten, en gemme, hvori der skal indridses et billede. Fint og skarpt og nøiagtig maa der skjæres. Hjertet bløder og krymper sig ved det – men, hvor kniven har været skarpest, der blir linjerne klarest, billedet mest fuldkomment. Da faar det sit eget guddommelige præg, som det havde i Guds tanker, da han skabte det. Du skal se, Mathilde – det er jo allerede begyndt. Alle, som kjender dig, har seet det. Nu skal det blive fuldkomnere, renere, helligere – og livet er ikke saa langt –

Gud ske lov, livet er ikke saa langt! Og – Han vil hjælpe mig – jeg tror det –

Men nu maa du – husk paa –

Ah – danser de derinde!

Anna er derinde.

Anna – ja Anna.

Lykken staar jo idag som en stjerne paa hendes pande. Kanske den aldrig kommer til at straale med saa ren og skjær en glans som iaften. Kom og se paa hende, – du maa derind!

Ja, – lad os gaa – straks! (Vil gaa.)

Men først – lille ven. – du maa vist op paa dit værelse et øieblik, og vaske dine øine, – du ser saadan lidt – og dit haar – (Han stryger og klapper hende.) – Ja, – ikke sandt?

Jo, – jo, du kjære velsignede onkel! (Gaar.)

Var det nødvendigt, hun skulde gaa gjennem de dybe vande! – Aa, min Gud – denne din sorgens verden. – Staa hende bi – staa hende bi – din vilje ske! –

Folk begynder at forundre sig. Kan vi ikke aabne døren? Sigfrid sover – jeg var deroppe. Anna siger, at nu maa mama ikke passe Sigfrid længere.

Nu kommer jeg, Erik– aabn døren! (Erik aabner den. Hun vender sig mod ham.) Erik – sørg for, at der blir dækket herinde ogsaa –

Ja – det skal jeg nok ordne.

Endelig, mama – onkel – mama – hvor blir dere af? Sigfrid er jo meget bedre. Nu maa du komme, mama. Nu danser vi borddansen. Erik og jeg skal danse den med hinanden. Saa begynder folk allerede saa smaat at stikke hovederne sammen, og saa knalder det! Men kom nu og se paa Erik og mig danse sammen, – saant nydeligt par skulde du ikke have seet før, det synes onkel Fredrik, og det synes jeg ogsaa – alvorlig talt! (Hun tager moderen under armen. Man ser dem blandt gjesterne. Musik. Dans. Fru Mathilde fuldstændig behersket; hun smiler og taler livlig.)