I. Troppe-revuen 1875. – Kronprins Friedrich af Preussen

Det bayerske folk havde vænnet sig til Ludwig den andens eiendommeligheder. Udlandet betragtede endnu hans væsen og handlinger som tegn paa genialitet. Kongen selv syntes ligegyldig for det indtryk, som hans optræden gjorde paa andre.

Militære skuespil havde aldrig interesseret ham; han havde fra barndommen næret en sygelig skræk for skydevaaben og krigsvæsen. Ved de hjemvendende troppers indtog i München 1871 havde han ikke kastet et blik paa de saarede, – ei fordi hans hjerte manglede medfølelse med dem, men fordi hans nerver ikke taalte synet.

Efter krigen viste han sin hær mindre interesse end før. Det vakte derfor den største forbauselse, da det sommeren 1875 fortaltes, at han agtede at afholde en stor revue. Man havde vanskelig [2] for at tro, at han vilde gjøre denne afvigelse fra sine eneboervaner.

Rygtet holdt sig alligevel. Tropper fra de forskjellige garnisoner var allerede rykkede ud i anledning af høstmanøvrerne, da 14,000 mand indkaldtes til hovedstaden; Ludwig vilde vise verden, at han var øverstbefalende over sin armé.

Hans hensigt var neppe bleven bekjendt, før tusinder af fremmede strømmede til München for at faa se ham.

Søndagen den femtende august 1875 var alle gader overfyldte. Mellem indgangen til hofparken og feltherrehallen havde monarkens glimrende følge stillet sig op.

Da han hin vakre søndag morgen red frem paa sin hvide hest i spidsen for sin stab, gjennemstrømmedes mængden af kjærlighed og beundring.

Kongen eiede ikke længer sin bedaarende skjønhed. Men ansigtstrækkene var endnu fine og ædle, og hans øine var sjælfulde og straalende som før. Trods sine unge aar var han bleven meget fyldig; da han var høi, var hans skikkelse dog lige imponerende. Han behøvede blot at vise sig for at begeistre.

Med sin medfødte værdighed og med den indtagende elskværdighed, som han udfoldede i sine bedste øieblikke, hilste han til alle sider.

[3] Det var tropperne forbudt at hylde ham med hurra-raab; men dette gjaldt ikke tilskuerne. Jubelen steg som laviner; den forplantede sig fra gade til gade og gav det mest umiskjendelige udtryk for, i hvor høi grad han endnu var elsket.

Efter paradens slutning red han hen til prinsesse Giselaⁿ¹, der havde bivaanet den siddende i den kongelige galavogn.

I dette øieblik omringedes han fra alle sider. Hans tjenere forsøgte at holde mængden tilbage, men han afværgede det ivrig. Det kostede den største møie at bane en vei for ham, da han i skridt vendte tilbage til byen. Saa overvældende var begeistringen, at han følte sig foranlediget til samme dag i en egenhændig skrivelse at takke for alle de beviser paa trofast hengivenhed og kjærlighed, som han havde mødt.

Det var sidste gang, han gav Münchens borgere leilighed til at hylde ham, sidste gang, at hans hjerte stolt slog i takt med hans undersaatters. –

Alligevel var denne lyse, stemningsrige dag paa ingen maade fremkaldt af ædle tanker.

Den tyske kronprins pleiede hver høst at holde revue over de bayerske tropper. Skinsyge mod [4] ham havde foranlediget den ensomme konge til atter at træde frem for verden.

Ved hærens indtog 1871 var hans misstemning mod Friedrich klart traadt for dagen.

Den var ikke bleven mindre i aarenes løb. Ludwig den anden led dybere under Preussens overherredømme end nogen af de øvrige fyrster, fordi hans rige var større end de andres, og fordi hans sind var sygt og saart.

Medens hans ministre 1870–71 trak forhandlingerne om de tyske staters sammenslutning i langdrag, havde Friedrich udslynget vrede ord mod Bayern, hvis konge ikke var forbleven i uvidenhed derom.ⁿ² Han betragtede kronprinsens aarlige besøg i hans rige som en direkte fornærmelse. Og han forfulgtes af den sygelige tanke, at denne som keiser vilde jage ham ud af hans kongerige. «Det er ikke behageligt at blive slugt,» gjentog han tidt.

Wilhelm den første havde 1872 sendt ham den sorte ørns ordenskjæde. Men keiserens udsending havde ikke været istand til at opnaa audiens, skjønt den preussiske gesandt i München gjorde indtrængende forestillinger. Endelig fik man dog overtalt Ludwig til at sende et takkebrev. [5] Han skrev, at «det vilde glæde ham at modtage keiserens orden paa et senere tidspunkt, naar han følte sig mindre træt; for tiden var han overanstrengt og kunde ikke bestemme nogen dag!»

Dog nærede han langtfra fiendtlige følelser mod den gamle keiser. I sine sidste leveaar nævnte han de mordforsøg, der var forøvede mod ham, som en af grundene til sin afsky for at komme i berøring med mennesker. Og da keiseren sammen med storhertuginden af Baden besøgte Wagner-forestillingerne i Bayreuth, sendte Ludwig sin betroede sekretær derhen for at indrette alt saa behagelig som muligt for ham og hans datter.

Wilhelm havde paa sin side kun venlige følelser for Ludwig. Han udtalte hyppig, at han beklagede, at kongen af Bayern trak sig saa meget tilbage; og han glemte aldrig de tjenester, som han havde ydet ham og hans land.

Men kongen af Preussen var tre gange saa gammel som kongen af Bayern. Han var desuden soldat fra isse til fodsaale. Om forstaaelse mellem dem kunde der saa meget mindre være tale, som Ludwig ingenlunde delte den begeistring, som man i almindelighed følte for det tyske riges gjenoprettelse, og var træt af den uafladelige ros [6] over hans holdning i aarene 1870–1871. Han var bayrer fremfor alt.

Ofte udtalte han: «Man ærer mig kun ved mit lands farver!»

Kronprins Friedrich var venlig og ligefrem i sit væsen, og han gjorde et gunstigt indtryk paa bayrerne. Det er imidlertid fuldstændig bragt paa det rene, at han gjengjældte kongens skinsyge med ringagt. Til sine fortrolige pleiede han at kalde Ludwig: « Le roi fainéant».

Han var en livlig natur, der ikke altid veiede sine ord.

Efter en inspektionsreise sagde han til bayerske officerer, som var mødte frem for at tage afsked med ham: «Om ti aar hører I helt til os!»

Denne henkastede ytring blev forebragt kongen, der blev yderst forbitret. Hans gesandt ved det preussiske hof fik ordre til at afæske kronprinsen en forklaring.

Friedrich lod svare, at han kun havde hentydet til de to landes militære forbund; men Ludwig var ikke tilfreds med dette svar.

I begyndelsen af sytti-aarene ønskede den tyske kronprins og hans gemalinde af helbredshensyn at tilbringe sommeren i Berchtesgaden. Kongen skyndte sig at lægge hindringer i veien for det paatænkte besøg. Han foregav, at den derværende [7] kongevilla skulde benyttes som bolig for hans sindssyge broder.

En dame af det tyske aristokrati, der eiede et hus i Berchtesgaden, tilbød kronprinsen dette.

Nu skiftede Ludwig pludselig sind. Følgende karakteristiske brev viser, at han for et øieblik angrede sin uvenlighed:

«Min kjære ven!

Af dit kjære brev ser jeg, at I allerede har besluttet at benytte den eiendom, som frøken von Waldenburg har tilbudt eder. Dette gjør mig ret ondt; thi det vilde have glædet mig saa meget mere, om du, kjære fætter, og din familie havde beboet min villa i Berchtesgaden under opholdet der, som Otto, ifølge lægernes erklæring, skal fortsætte sin kur i Nymphenburg, og huset saaledes havde været til eders uindskrænkede raadighed.

Jeg nærer det haab, at opholdet i den kraftige bjergluft vil bringe kronprinsessen og dine børn glæde og styrke!

Jeg slutter med ønsket om, at I maa føle eder rigtig vel i det vakre Berchtesgaden. Med bøn om, at du paa mine vegne vil kysse kronprinsessens haand, forbliver jeg i gammelt venskab

din trofast hengivne fætter
Ludwig.»

[8] Denne forsonlige stemning var kun forbigaaende. Naar Friedrich i senere aar kom til München, opholdt han sig altid der incognito. Han besøgte kunst- og industrimuseerne og modtog nogle af sine gamle vaabenbrødre; men han besøgte aldrig kongen, og kongen opsøgte heller aldrig ham.

Modviljen voksede fra begge sider. Uheldigvis gjorde Ludwig sig ingen umage for at skjule sine følelser; han talte ofte og uforbeholdent om sin bitterhed mod dette medlem af det preussiske keiserhus.

Hans omgivelser betragtede det ikke som skyldighed at tie med, hvad de havde hørt. Kongens ord tog undertiden veien over Wien til Berlin, og virkningerne udeblev ikke.

1874 hilste han for sidste gang paa keiser Wilhelm paa banegaarden i München. Senere reiste ogsaa «seiers-oldingen» incognito gjennem Bayern, naar han hver sommer besøgte Gastein.

II. Kong Ludwig og keiserinde Elisabeth

Ludwigs had til et enkelt medlem af huset Hohenzollern ødelagde det gode forhold til hans slegtninge i Berlin. Til gjengjæld bevirkede den sympati, som han følte for keiserinde Elisabeth, at forholdet til huset Habsburg var meget venskabeligt.

Hans forlovelse med hans kusine Sophie Charlotte havde efterladt bitre minder.ⁿ³ Skjønt det var ham, som havde løst forbindelsen, og skjønt hun neppe vilde have været istand til at gjøre ham lykkelig, er det en kjendsgjerning, at han blev en slave af sit tungsind, da forlovelsen blev brudt.

Hertuginden havde meget at tilgive ham; og dog syntes den syge konge, der dømte sig selv til ensomhed, at det var ham, som var den forurettede.

I en af de sale, hvor han opholdt sig mest, havde han et portræt af en kvinde, over hvilket [10] han havde hængt et tæt silkeslør. Han pleiede at staa hensunken i tanker foran dette; naar han fjernede sig, gik han langsomt bort, som om det kostede ham overvindelse at forlade det.

Ingen uvedkommende fik det at se, og ingen vidste, hvem det forestillede. Man gjættede paa Marie Antoinette af Frankrige, som han nærede stor beundring for; men mange troede ogsaa, at maleriet forestillede hertuginden af Alençon, som han aldrig glemte.

Næsten hele den kongelige familie havde taget parti for hans tidligere forlovede; de var med grund forbitrede over hans vankelmodighed.

Tiltrods for den tort, der var tilføiet det hertuglige hus, havde alligevel en af Sophies brødre og en af hendes søstre havt overbærenhed for ham.

Hertug Dr. Karl Theodorⁿ⁴ havde med lægens blik gjennemskuet sin fætter: han havde fundet undskyldning for hans handlemaade i hans syge sind. Elisabeth af Østerrige havde forstaaelse endog for foreteelser hos ham, der umulig kunde være hende sympatiske; og hun følte sig tiltrukken af sider hos ham, der havde mishaget og foruroliget hendes søster.

Det er vanskelig at fastslaa, om det var Sophies [11] lighed med Elisabeth, der havde vakt hans følelser for hertuginden, eller om en halvt ubevidst længsel efter hans tidligere forlovede knyttede baandet fastere mellem keiserinden og ham. Paafaldende var det i ethvert tilfælde, at kongen, som ellers var saa tilbageholdende ligeoverfor kvinder, sluttede et varigt venskab med hende.

Den ydre lighed mellem de to søstre var meget stor; den indre harmoni stod imidlertid ikke i samme forhold. Trods sin skjønhed og sine omhyggelig udviklede talenter var Sophie en almindelig kvinde, medens Elisabeth var en rig aand, men en sønderreven sjæl. Haardt bedømt af mange, forstaaet af faa og dog beundret af de fleste, var hun, om nogen, den, der vilde have passet ind i kongen af Bayerns liv.

Begge havde samme uro i blodet, samtidig som de havde samme ensomhedstrang. Den «skræk for sværmen», der i saa høi grad beherskede ham, var ogsaa et kjendemerke for hende. De var belastede med samme sygelige anlæg. Endog i det ydre var der lighed mellem de to søskendebørn, der var begavede med en saa ualmindelig og beaandet skjønhed.

Ingen af dem havde kjendt ungdommens glæder; sceptret var bleven lagt i deres hænder, medens de var uudviklede børn. Den magt, som de [12] for tidlig var komne i besiddelse af, havde hos begge udviklet utilbøielighed til at ofre en tøddel af deres bekvemmelighed.

Ludwig aabnede aldrig døren til det dybe og særlige ved sin personlighed; ogsaa Elisabeth holdt sit indre i bevidst skygge. Hvor ivrig mængden end søgte blandt de rygter, der surrede rundt, fik den aldrig vished for, hvad der bevægede dem inderst.

Men gjensidig fandt de lindring ved at aabne sig for hinanden om de utilfredsstillede ønsker og bortgjemte skuffelser, som verden ikke saa.

Den fra fædrene nedarvede nervelidelse var deres tilværelses sorgtunge understrøm. Vanviddet, der gik gjennem slegten, stod for begge som et truende spøgelse, der tidligere eller senere vilde angribe dem. Men frygten havde hos Ludwig i høiere grad end hos Elisabeth røvet viljens staal.

Stolte næsten til stormandsgalskab var de ikke destomindre venlige mod landbefolkningen, som de mødte. Af naturen var de yderst gavmilde; men næstens lidelser drev hverken hos ham eller hende tankerne bort fra dem selv.

Baade Ludwig og Elisabeth var eksentriske i sine sympatier og antipatier. Elisabeth var ulykkelig i sit egteskab; hun søgte et surrogat for kjærlighed i venskab med kvinder. Ludwig kunde [13] pludselig og tilsyneladende umotiveret slutte sig til mænd, der stod langt under ham. Begge blev som regel skuffede og hurtig trætte af disse yndlinge for en dag.

Baade kongen og keiserinden flygtede til bøgernes verden; naar de mødtes, knyttede deres literære interesser dem endnu fastere sammen.

I kraft af deres gjensidige hengivenhed øvede de indflydelse paa hinanden. Elisabeth var ældre og mere verdenserfaren; hun overragede ikke sin fætter i intelligens, men vel i energi. Derfor blev hendes magt over ham større end hans over hende.

Keiserindens indflydelse var ikke ubetinget heldig. Hun indprentede Ludwig, at «man kan gjøre alt, hvad man vil»; og den unge Wittelsbacher var meget modtagelig for denne læresætning.

Hvor det kunde have været godt og nyttigt, var han derimod mindre villig til at følge hendes raad:

Keiserinden gik tidlig tilsengs, stod op hver morgen klokken fem og gik ud i naturen. Kongen tilbragte sine nætter med musik og læsning; først naar dagen gryede, gik han til ro.

Begge havde været lidenskabelige ryttere, men havde maattet opgive denne sport. H u n foretog [14] istedet milelange fodvandringer, medens h a n gjorde sine daglige ture i lukket vogn.

Elisabeth tilbragte en del af sine sommere i Feldafing, i nærheden af Ludwigs slotte. De satte hinanden stevne paa Rosenøen i Starnbergersøen. ⁿ⁵ Det hændte ikke heller sjelden, at hun uventet dukkede op i hans arbeidsværelse paa Berg eller Neuschwanstein og blev siddende mange timer hos ham.

Hun bragte en strøm af skjønhed og harmoni ind i hans stille sale. Selv i hans sidste, formørkede aar, da han ellers ikke modtog nogen, satte han pris paa hendes besøg.

Prins Leopold af Bayern havde 1873 egtet hendes ældste datter. Ludwig var ved denne leilighed traadt ud af sin sædvanlige tilbagetrukkenhed; prinsesse Gisela var en af hans faa kvindelige slegtninge, der kunde glæde sig ved hans elskværdighed.

Hvor smigrende hans hyldest var, saa faldt den undertiden ret ubekvem; thi kongen, der gjorde nat til dag, sendte hende presenter og blomsterbuketter om natten. Sine vaner vilde han ikke forandre hverken for hendes eller hendes moders skyld.

Keiserindens yngste datter, Marie Valerie, udtrykte [15] ønsket om at gjøre sin onkels bekjendtskab, og Elisabeth ivrede meget for, at hendes yndlingsbarn skulde faa ham at se.

Men han vilde ikke forstyrres i sin ro.

»Jeg ved ikke, hvorfor keiserinden altid fortæller mig om sin Valerie,» udtalte han til en af sine omgivelser. «Valerie har lyst til at se mig, siger hun; men jeg har ingensomhelst lyst til at se hendes Valerie.»

III. Kong Ludwig og dronning Marie

Et billede, der er meget udbredt i Bayern, fremstiller Maximilian den anden og hans familie i haven i Hohenschwangau. Dronningen sidder med prins Otto paa sit skjød; kongen, som staar ved siden af hende, har lagt sin haand paa kronprins Ludwigs hoved. Han er i sin manddoms fulde kraft; hans gemalinde straaler af lykke og skjønhed.

Faa aar havde forvandlet forholdene i den bayerske kongeborg. Den livsglade dronning var bleven enke, den stolte moder en « Mater dolorosa».

Prins Otto, hendes hjertebarn, var uhelbredelig sindssyg. Den beundring, som Ludwig havde vakt, de store forhaabninger, som han i sin første regjeringstid havde været gjenstand for, kunde ikke undertrykke hendes bange anelser for hans fremtid.

[17] Indtil midten af syttiaarene pleiede hun og hendes ældste søn samtidig at bebo Hohenschwangau. Enkedronningen benyttede første etage af slottet, den unge konge anden etage.

Skjønt de elskede stedet lige høit, og skjønt Hohenschwangau var dronning Maries enkesæde, foranledigede sønnens eneboerliv en forandring ogsaa paa dette omraade: i senere aar reiste han til Linderhof, naar hun kom; og hun trak sig tilbage til Elbingen-Alp, naar han vendte tilbage.

Mødtes de, viste han sin moder stor ærbødighed; og naar der leilighedsvis forekom disharmonier mellem dem, beherskede han sin heftighed. Men enkedronningens borgerlige livssyn fandt aldrig nøglen til hans sammensatte væsen. Gang paa gang stødt tilbage opgav hun haabet om at vinde hans fortrolighed, skjønt kjærligheden endnu levede i begge hjerter. –

Ligeoverfor Hohenschwangau stod et mægtigt grantræ paa en fremspringende klippe; belyst af den nedgaaende sol mindede det enkedronningen om et juletræ.

En vinter, da de begge opholdt sig paa sit yndlingsslot, feirede søn og moder julaften sammen.

Da gaverne var uddelte, førte Ludwig sin moder til balkonvinduet. Han trak de tunge fløielsportiérer [18] tilside. I det snedækkede landskab udenfor straalede et herligt juletræ; det var granen paa klippen, som han havde ladet smykke med lys for at glæde hende.

Marie af Bayern elskede landbefolkningen; hun traadte ofte og gjerne i personlig omgang med den. Bøndernes sæder, men fremfor alt deres dybe, barnlige religiøsitet tiltalte hendes fromme sind.

Af fødsel en Hohenzollern var hun bleven opdraget i den lutherske lære; hendes egen moder havde været en streng protestant.

Saa længe Bayern havde været kongerige, havde dets dronninger tilhørt denne kirke, hvilket den protestantiske del af befolkningen betragtede som en støtte og hjælp.

Skuffelsen var stor, da man hørte, at enkedronningen agtede at træde over til den katholske kirke.

Ogsaa hendes slegtninge i Preussen blev smertelig overraskede; hendes søster, prinsessen af Hessen-Darmstadt, reiste endog til Hohenschwangau for at søge at omstemme hende i sidste øieblik. Den tyske keiser, hvis hjerte hun stedse havde staaet meget nær, gjorde hende forestillinger i samme anledning.

Men livet havde bragt hende for mange prøvelser til, at menneskers paavirkning skulde kunne [19] lede hende bort fra det, hun følte som en samvittighedssag. Sorgfuld, men ikke bitter, trak hun sig tilbage fra verden og menneskene, hvis høiagtelse og deltagelse fulgte hende i hendes ensomhed.

I det lille kapel i Wallenhofen skiftede hun i stilhed religion.

Utvivlsomt var mangen haard kamp gaaet forud for dette skridt. Man antog, at kong Ludwig ikke billigede hendes handlemaade, fordi protestanterne i hans land beklagede den saa meget. Men hans frihedselskende natur vilde ikke lægge hindringer iveien for hendes ønske. Ved en religiøs festlighed i München forkyndte han personlig for almenheden, hvad hans moder havde besluttet.

IV. Stat og kirke. – Ignaz von Döllinger. – Ludwigs breve til sin gamle lærer

En julenat i sytti-aarene bivaanede Ludwig den anden midnatsmessen i hofkirken i München sammen med enkedronningen og de kongelige prinser.

Midt under gudstjenesten lagde han sin bønnebog bort. Han kastede sig paa knæ, skjulte ansigtet i sine hænder og hulkede høit.

Moderen iagttog ham urolig og kaldte paa sin svoger, prins Luitpold, der sad i logen ved siden af.

Kongen reiste sig, traadte tilbage og skjulte sit hoved ved hendes bryst; og hun og onkelen førte ham til hans værelser.

Faa dage før havde der fundet en henrettelse sted, som havde gjort et dybt indtryk paa ham. En tyveaarig neapolitaner, der havde forøvet et mord i hans land, var bleven dømt til døden. De ulykkelige forældre havde sendt et hjerteskjærende [21] bønskrift til den unge konge, der havde ønsket at benaade ham; men hans ministre havde modsat sig hans hensigt.

I senere aar deltog Ludwig kun sjelden i nogen gudstjeneste i München. Men naar han boede paa Berg, besøgte han regelmæssig en liden kirke, som var opført i den derværende park. I hans slot Neuschwanstein stod der et alter og en bedestol i hans sovekammer. Han pleiede at høre messen i det nærliggende kapel; og intet menneske blev negtet adgang, fordi om kongen forrettede sin andagt. Naar han besøgte de smaa landsbykirker i høifjeldene, knælede han ogsaa ofte ukjendt mellem de bedende.

I Ober-Ammergau blev han saa greben af passions-skuespillene, at han der lod reise en storartet marmorgruppe, som forestiller korsfæstelsen. Paa en kjøretur mødte han engang en geistlig, der bar alterets sakramente; han steg ud, knælede paa landeveien og bad.

Han var gudfrygtig, men meget tolerant; og han hadede konfessionelle stridigheder.

I regjeringsanliggender bevarede han et roligt og sikkert blik, ikke mindst hvor det gjaldt kirkens anliggender. Men forholdet mellem pavemagten og hans regjering var alt andet end fredeligt.

[22] Ludwig havde en moderne opfatning af kirkens forhold til staten; han vilde, at skolen skulde løsrives fra kirkens baand. Regjeringens reformer paa dette omraade blev kilden til heftige feider.

Det katholske kirkeparti, der smykkede sig med det ofte misbrugte navn «nationale», oparbeidede en kraftig stemning mod ham og hans ministre. ⁿ⁶

I virkeligheden var dette parti mindre nationalt end de andre; thi den katholske kirke er international i sit princip og sin hele organisation: i Rom samles traadene fra de katholske menigheder i alle dele af verden!

Inden selve den katholske geistlighed var der imidlertid heller ikke fred.

En af kirkens spidser i Bayern var paa hin tid domprovst Ignaz von Döllinger. Han havde været Ludwigs lærer og en af de faa blandt disse, som han i ungdommen virkelig havde holdt af.

Domprovsten hørte til det forrige aarhundredes betydeligste theologer. 1863 havde han udgivet en bog, «Pabstfabeln des Mittelalters», der havde bragt ham paa det sorte bræt hos den romerske kurie. Trods trusler fra Rom fortsatte han rolig den vei, som hans sandhedskjærlige [23] aand og hans videnskabelige forskninger udpegede for ham.

1864 havde Pius den niende udsendt den saakaldte «Syllabus», hvori han hævdede og præciserede den middelalderske opfatning af kirkens overherredømme over staten. Paven vilde ved sit aktstykke forberede dogmet om sin ufeilbarhed.

Döllinger gjorde dette til gjenstand for en sønderflængende kritik. Hans skrifter fik ganske vist ingen indflydelse paa de uoplyste masser, der modtog den hellige faders bud med blind lydighed; inden videnskabelige kredse i den katholske verden gjorde domprovstens udtalelser derimod et sterkt indtryk.

München blev centret for oppositionen, og Döllinger blev dens selvskrevne leder.

Den indædte forbitrelse, som han længe havde været gjenstand for i Rom, forvandledes nu til aabenlyse og heftige forfølgelser.

Under disse kampe holdt kong Ludwig sin beskyttende haand over sin gamle lærer.ⁿ⁷ Han sendte ham følgende brev:

«Min kjære domprovst von Döllinger!

Jeg vilde have besøgt Dem idag. Men desværre [24] er jeg ved ildebefindende forhindret fra at udføre mit forsæt og personlig at udtale mine hjerteligste ønsker om lykke og velsignelse for Dem i anledning af Deres fødselsdag!

Jeg sender Dem derfor mine lykønskninger ad denne vei!

Jeg haaber til Gud, at han endnu vil skjenke Dem mange aar med usvækket aandskraft og helbred, saa at De med hæder kan føre den kamp til ende, som De har paabegyndt til ære for religionen og videnskaben, til kirkens og statens vel.

Gaa ikke træt i denne saa alvorsfulde og vigtige kamp! Maatte De stedse holdes oppe ved bevidstheden om, at millioner med tillid ser hen til Dem som sandhedens forkjæmper og støtte, og som hengiver sig til det sikre haab, at det vil lykkes Dem og Deres uforfærdede medkjæmpere at gjøre de jesuitiske intriger til skamme og at bringe lyset seir over menneskelig ondskab og mørke.

Det give Gud, og derom beder jeg Ham af hele min sjæl!

Idet jeg gjentager mine oprigtigste og inderligste ønsker for Deres lykke og velfærd, sender jeg Dem, min kjære domprovst von Döllinger, [25] mine venligste hilsener, og forbliver jeg med velvilje og urokkelig tillid altid

Deres meget hengivne konge
Ludwig.

Den 28. februar 1870.»

Den 18^de juli samme aar forkyndte Pius den niende sit ufeilbarheds-dogme. Faa uger efter traf banstraalen Ignaz von Döllinger.

Det tjener kong Ludwig til stor hæder, at han fremdeles vedblev at støtte ham.

Den 28^de februar 1871 sendte han ham en skrivelse, hvori det, blandt andet, heder:

«Min kjære domprovst og rigsraad, dr. von Döllinger!

Jeg kan ikke lade Deres fødselsdag idag gaa hen uden gjennem oversendelsen af mine bedste og inderligste lykønskninger at give Dem et tegn paa min særlige bevaagenhed. Mit land og jeg er stolte over at kunne kalde Dem vor! Og jeg er glad over at turde tro, at De som videnskabens pryd og i Deres prøvede hengivenhed for tronen endnu længe, ligesom hidtil, vil fortsætte Deres virksomhed til statens og kirkens vel.

Jeg behøver neppe at fremhæve, hvor inderlig jeg glæder mig over Deres bestemte holdning i ufeilbarheds-spørgsmaalet. Meget pinlig berører [26] det mig derimod, at abbed Haneberg har underkastet sig, tiltrods for sin overbevisning. Jeg tør formode, at han har gjort det af «ydmyghed».

Efter min mening er det en meget forkjert ydmyghed, naar man officielt underkaster sig og bærer en anden mening til skue end den, som man har i sit hjerte.

Jeg glæder mig over, at jeg ikke er bleven skuffet af Dem! Jeg har altid sagt, at De er min Bossuet, han derimod min Fénélon. – –

– – Stolt er jeg af Dem, kirkens sande klippe! – – –

Jeg forsikrer Dem, min kjære hr. domprovst, om min stedsevarende velvilje og forbliver, idet jeg sender Dem mine venligste hilsener,

Deres meget hengivne konge
Ludwig.»

Kongen pleiede ogsaa senere ofte at forlange oplysninger af Döllinger om religiøse verker; og han sendte flere gange bud til ham for at udbede sig forklaring over enkelte skriftsteder. –

Johannes von Lutz, søn af en landsbyskolelærer, men tidlig bekjendt som en fremragende jurist, var bleven fyrst Hohenlohes efterfølger som minister. ⁿ⁸ [27] Ogsaa han blev forfulgt af det katholske kirkeparti. Ludwig adlede ham, gjorde ham til friherre og beskyttede ham stedse.

Da rigsdagens flertal 1883 opponerede mod regjeringen, sendte han ham følgende karakteristiske haandskrivelse:

«Min kjære minister von Lutz!

Jeg har med beklagelse fulgt de hindringer, som i de sidste maaneder er bleven lagte iveien for mine ministre, hvis virken, som jeg ved, kun er dikteret af omsorgen for landets vel. Jeg føler mig opfordret til at udtale, at det er min faste forventning, at De og Deres embedsbrødre, der af mig er kaldte til at være kronens raadgivere, ogsaa fremtidig holder trofast ud og med al kraft træder i skranken for mine rettigheder.

Hvad særlig kirkens forhold til staten angaar saa har jeg stedse og af inderligste overbevisning skjenket kirken min beskyttelse; og jeg vil aldrig ophøre at beskytte mit folks religiøse trang, som jeg betragter som ordenens grundvold.

Men jeg er ligesaa bestemt paa, at min regjering nu og fremtidig skal modarbeide alle forsøg paa at undergrave statens utvivlsomme rettigheder, [28] hvilket vilde bringe stat og kirke i en uheldsvanger stilling.

Idet jeg herved gjentagende giver udtryk for denne min vilje, udtaler jeg for Dem og Deres embedsbrødre min varme anerkjendelse af Deres trofaste udholdenhed under store vanskeligheder.»

V. Ludwig den anden i det daglige liv

Da Bayern 1880 feirede huset Wittelsbachs syv hundrede aars jubilæum, frabad kongen sig alle festligheder. Fra sine bjerge udstedte han en proklamation, hvori han erklærede, at han følte sig et med sit folk; han udtalte samtidig ønsket om, at man vilde oprette en velgjørende stiftelse til minde om dagen.

Det vakte med føie sterk uvilje, at han ikke viste sig.

Nogle aar før havde provinsen Pfalz festligholdt sin femtiaarige gjenforening med Bayern. Ludwig havde lovet at være tilstede. I sidste stund sendte han afbud, skjønt denne provins under krigen 1866 paa den mest glimrende maade havde bevist ham sin trofasthed.

Han foregav, at han var syg. Dette forhindrede imidlertid ikke, at han samme dag reiste til Schweiz for at besøge sin ven Richard Wagner.

Naar man undtager den sidste tid af hans liv, [32] udførte han punktlig sine regjeringsarbeider; og han lagde vegt paa, at ingen opsættelser fandt sted. Bortset fra repræsentationen, som han unddrog sig, har endog hans modstandere maattet erkjende, at han i en lang aarrække pligttro opfyldte sit kongelige hverv.

I begyndelsen af sin regjering havde han den vane at staa tidlig op; men det varede ikke mange aar, inden hans tidsinddeling blev høist eiendommelig. Han viste sig senere sjelden før middagstid.

Naar han opholdt sig i bjergene, blev de dokumenter, som han skulde undertegne, sendte til ham gjennem ilbud, der forlod München hver morgen og vendte tilbage samme aften. Som regel fulgte hans kabinetssekretær med ham; i de forskjellige departementer merkede man derfor ingen ulemper paa grund af hans fravær.

I den varme sommertid blev statsforretningerne leilighedsvis udførte i fri luft. Bord og stole blev stillede paa en græsplæne, som dækkedes med tyrkiske tepper. Store blomsterbuketter blev satte foran kongens plads.

Kabinetssekretæren oplæste dokumenterne. Kongen traf sine afgjørelser, sagde farvel og forsvandt ligesaa hurtig, som han var kommen.

Sekretæren havde en vanskelig stilling. Naar [33] Ludwig beherskedes af sit slette lune, tog han miner og udtryk ilde op. Ofte sendte han ham breve sent paa natten, hvori han opfordredes til at aflægge regnskab for et eneste uoverlagt ord.

Samtidig var han ivrig for at gjøre ham glæde, hvis han var tilfreds med ham: han overraskede ham og hans familie hyppig med fotografier, bøger og andre værdifulde gjenstande.

Naar kongen om høsten var flyttet til Hohenschwangau, kjørte han hver nat ud i sin prægtige vogn eller i sin slæde, der var prydet med allegoriske figurer. Hans ekvipage susede som en stormvind afsted gjennem landsbyerne og de mørke skove, forbi snedækkede fjelde og dybe afgrunde.

Paa disse udflugter var hans liv undertiden i fare. En uveirsnat blev forrideren, som ikke kunde skjelne landeveien fra afgrunden, greben af en saadan angst, at han kastede faklen fra sig og blindt jagede afsted. Ludwigs liv reddedes som ved et vidunder.

Naar han var i München, kjørte han daglig til den »engelske have»; her gik han ganske alene frem og tilbage under de gamle træer, med hatten trykket dybt ned i panden. Han beherskedes af en sygelig frygt for forfølgelser; dette forklarer, at han altid lod sig ledsage af politisoldater, naar han kjørte gjennem sin hovedstad.

[34] De enkelte gange, han viste sig for folket, gik han umaadelig stram, med hovedet kastet tilbage. Ildesindede betragtede dette som tegn paa stor mandsgalskab; de fleste andre fandt hans holdning stolt og kongelig.

Sandheden var den, at han havde en daarlig holdning og en usikker, vaklende gang, som han søgte at skjule.

Naar han talte med fremmede, lod han dem staa i lang afstand, fordi det plagede ham, at man skulde lægge merke til hans daarlige tænder; han var forfengelig af sit ry som Europas smukkeste monark.

Sine maaltider indtog han næsten altid alene ved et ubekvemt bord i sit arbeidsværelse. Naar han gav audiens om eftermiddagen, spiste han undertiden, medens kabinetssekretæren holdt foredrag. Da han aldrig var punktlig, maatte hans mad timevis holdes varm. Der blev serveret indtil tolv retter, men han spiste hyppig kun en.

Det er bleven sagt, at han i de sidste aar nød sterke drikke til overmaal. Dette var ikke overensstemmende med sandheden. Som regel drak han kun rhinskvin med vand eller champagne, hvori der var lagt friske, duftende violer. Hede vine drak han ikke, fordi de voldte ham blodstigning til hovedet.

[35] Før han gik tilsengs, lod han tjeneren stille et glas cognac paa hans natbord; men som oftest stod det urørt den følgende dag.

At give presenter var en formelig livstrang hos kongen. Ved juletid var det hans glæde at overraske alle med gaver, fra prinser og prinsesser og til hvert enkelt medlem af hans tjenerskab. Han glemte ikke heller gamle lærere, som han havde holdt af, eller udenforstaaende, som han havde mødt paa sin vei og lært at sætte pris paa.

Længe før jul lod han spørge efter alle mulige gjenstande, der blev sendte til Hohenschwangau eller Neuschwanstein, hvor hans værelser forvandledes til en udstillingsbasar.

Paa hans bestilling fremstod der i München, i Schweiz og Paris mesterverker paa kunstindustriens omraade. Da de gaver, han uddelte, snart skulde minde om sangerkrigen i det trettende aarhundrede, til andre tider maatte passe ind i det sekstende, syttende og attende aarhundredes stil, blev de, der arbeidede for Ludwig, fortrolige med de forskjelligste stilarter.

Han var saa utaalmodig efter at faa kunstverkerne at se, at han forlangte, at de straks skulde være færdige. Mange hoveder og hænder havde fuldt op at gjøre med at udføre arbeider [36] for ham, og han bidrog meget til kunstindustriens udvikling.

De summer, hvormed han betalte ubetydelige tjenester, stod, ligesaalidt som hans øvrige udgifter, i forhold til den bayerske konges appanage. Ved ulykkestilfælder og indsamlinger traadte han hjælpende til; men endnu langt større var den gavmildhed, som han udviste i stilhed. Af sin egen kasse udbetalte han desuden saa længe, han levede, alle understøttelser og pensioner, som hans fader havde tilstaaet.

VI. Ludwig og Richard Wagner. – Kongens besøg i Bayreuth

Saa længe Richard Wagner boede i München,ⁿ⁹ behøvede han blot at udtrykke et ønske med hensyn til opførelsen af sine verker, og kongen opfyldte det straks.

Efter sin bortreise havde han i begyndelsen i Hans von Bülow en stedfortræder, som han trygt kunde stole paa. Men da ogsaa han forlod Bayern, blev sagen vanskeligere.

Baron von Perfall blev hoftheater-intendant. Skjønt han drev en ren kultus med Wagners verker og under sin fem og tyve-aarige virksomhed opførte hans operaer 742 gange, forandredes forholdet under hans ledelse.

Den 25^de juni 1868, dagen efter generalprøven paa «Mestersangerne i Nürnberg», modtog Perfall et brev fra Wagner, hvori han udtaler, at [38] han «nu træder tilbage fra enhver forbindelse med det kongelige hoftheater.»

Omtrent samtidig saa man i München for sidste gang Ludwig og Wagner side om side.

Det var ved den første opførelse af «Mestersangerne».

Forestillingen var glimrende. Hans von Bülow dirigerede med største energi og helt i mesterens aand.

Kongen sad i sin store loge. Han lod Wagner anmode om at komme ind til sig.

Efter første akt blev komponisten fremkaldt under begeistring. Han viste sig ikke paa scenen, fordi han ei havde kunnet finde veien did fra «keiserlogen».

Forestillingen fortsattes. Da den var tilende, brød bifaldet frem med fordoblet styrke. Wagner, som vedblivende sad ved kongens side, reiste sig og bukkede for publikum fra keiserlogen, hvilket vakte meget anstød.

Den ondsindede kritik, som hans venskab for digter-komponisten stadig fremkaldte, udøvede en uheldig indflydelse paa Ludwigs sind og saarede i høi grad hans stolthed.

Wagner havde i sin ungdom besøgt Bayreuth; han havde bevaret et behageligt indtryk af denne [39] by, der laa saa fjernt fra industriens larm og udenverdenens distraherende indflydelse.

1871 kom han did tilbage, og der opstod et varmt venskab mellem ham og befolkningen, som ønskede at beholde ham i sin midte.

Markgrevens store theater havde i mange aar været ubenyttet. Han blev enig med de ledende mænd om at overtage dette, men indsaa snart, at det neppe egnede sig for ham. Borgerne tilbød ham nu som gave en tomt, der i enhver henseende maatte tiltale ham.

Hans plan om at reise et kunsttempel i den lille by mellem de bayerske bjerge blev modtaget med glæde af hans tilhængere og venner, der gjorde alt for at støtte foretagendet. Ogsaa Ludwig stod som en trofast hjælper ved hans side under kampene for at faa hans theater istand.

1872 blev grundstenen lagt. Kongen telegraferede:

«Af min inderste sjæl udtaler jeg for Dem, min dyrebareste ven, mine varmeste og oprigtigste lykønskninger i anledning af denne dag, der har betydning for hele Tyskland. Held og velsignelse følge det store verk! Jeg er idag mere end nogensinde i tankerne hos Dem!»

Richard Wagners breve til Emil Heckel giver [40] et indblik i de uhyre vanskeligheder, som han og hans beundrere havde at overvinde.

1873 gik der en pengekrise over Tyskland og Østerrige. Banker, som havde lovet kredit, var ikke istand til at indfrie sine løfter, hvilket forsinkede virkeliggjørelsen af hans idé.

Han havde altid regnet paa kongens hjælp. Den 16^de januar 1874 skrev han til Heckel, at han havde anmodet «sin stedse ædelmodige beskytter» om at garantere et laan, men at denne af en eller anden ubekjendt grund havde negtet at hjælpe ham.

En tysk digter havde forfattet én smigrende ode til Ludwigs ære og havde opfordret Wagner til at sætte musik til den. Men han, som ikke vidste, at kongen kjendte digtet, havde koldt afslaaet at gjøre det.

Ludwig var bleven fornærmet. Han kunde imidlertid ikke længe være vred paa sin ven: allerede i februar samme aar stillede han den ønskede kaution.

Den første «Niebelungen-cyklus» blev givet i Bayreuth fra den 13^de til den 30^te august 1876. Den blev tre gange gjentaget for et begeistret auditorium, hvoriblandt keiseren af Tyskland, storhertugerne af Weimar og Baden, keiseren af Brasilien, storfyrst Konstantin af Rusland og mange [41] andre fyrstelige personer samt literære og kunstneriske størrelser fra alle lande.

Kongen af Bayern, der udelukkende pleiede at overvære separatforestillinger, besluttede at reise til Bayreuth, tiltrods for at han her var nødsaget til at vise sig offentlig.

Fra Chiemsee kjørte han direkte til jagtslottet «Eremitagen» udenfor byen. Kun Wagner var tilstede for at modtage ham. Han hilste hjertelig paa sin gamle ven og bød ham at tage plads ved siden af sig i vognen.

Skjønt Ludwig hver aften kjørte en omvei til forestillingerne for at undgaa mængden, var han baade i og udenfor theatret gjenstand for stormende ovationer. Han søgte at undfly dem, men maatte atter og atter træde frem i sin loge og takke.

Han saa syg og nedstemt ud. Wagner var den eneste, som han talte med. Men han aflagde intet besøg i hans private bolig; og han forlod Bayreuth uden følge og i al stilhed, som han var kommen. –

Den tyske, franske og engelske presse stillede sig kjølig ligeoverfor festspillene. Det kunde ikke negtes, at de havde været storartede og vellykkede; men man fandt «Niebelungerne» langtrukne. Forestillingerne viste et underskud af 160,000 mark.

Digter-komponisten var i den største pengeforlegenhed. [42] Hans venner raadede ham paanyt til at henvende sig til kongen; han fandt imidlertid, at han mere end tilstrækkelig havde udnyttet sin beskytter.

Da han ikke paa anden maade saa sig istand til at betale sin gjæld, solgte han til en theateragent «Niebelungerne», som han havde arbeidet paa i næsten tretti aar, og som theatret i Bayreuth var bleven bygget for.

Hvor tungt salget maa have faldt ham, hjalp det ham dog over hans vanskeligheder. Niebelungerne gjorde et triumftog over Tysklands hovedscener; stridende kunstretninger samlede sig i beundring for hans verk, og hans navn straalede i større glans end før. Siden den tid valfarter begeistrede tilhørerskarer fra alle dele af Europa og Amerika til den lille by for at hylde den store digter-komponist og hans toneverker.

Ludwigs beundring for hans person var kjølnet noget gjennem aarene; under besøget i Bayreuth havde man intet sporet af den tidligere sværmeriske hengivenhed. Men om venskabet end ikke mere var lige ungdomsvarmt, saa var det ingenlunde afbrudt. Endnu 1879 skrev Wagner til Emil Heckel om «et elskværdigt brev, som hans konge havde sendt ham».

[43] Mesterens verker havde slaaet dybe rødder i kongens sind. 1881 overtog han protektoratet over festspillene i Bayreuth. Han bestemte, at hoftheatrets orchester og kor to maaneder af aaret skulde staa til Richard Wagners afbenyttelse.

1882, da «Parcival» blev opført første gang, udtrykte han ønsket om en privat forestilling, hvor han ubemerket kunde være tilstede. Han ombestemte sig imidlertid i sidste øieblik, maaske fordi den tyske kronprins skulde være blandt publikum.

Nogen tid efter blev Parcival opført i München under medvirkning af de samme kunstnere, som havde sunget i Bayreuth.

Da de første sceneprøver paa ovennævnte opera havde fundet sted, skrev Wagner i brevform en afhandling om sin person og sine arbeider, som han sendte Ludwig.

Den begyndte med følgende ord:

«Jeg vil ikke skrive en node mere. Mit verk er fuldbragt! Jeg har lykkelig og seirrig gjennemført min mission, tiltrods for en verden af modstanderes fiendtlige fremstormen.»

Dette var et af de sidste breve fra tonedigteren til denne konge, der havde været mere end en ven for ham.

Digter-komponisten pleiede hvert aar at aflægge [44] et besøg i München, hvor hans beskytter modtog ham med uforandret velvilje.

I slutningen af 1882 kom han did for sidste gang. Han anmodede ogsaa nu om en audiens; men Ludwig bad ham undskylde, at han ikke kunde modtage ham, da han ei befandt sig vel.

Den trettende februar 1883 døde Richard Wagner i Venedig. Fem tusinde telegramer sendtes til alle verdens kanter for at melde sørgebudet. Et af de første kom til kong Ludwig.

Han bebreidede sig heftig, at han ikke havde villet se ham.

En af hans adjutanter reiste paa hans vegne til Venedig for at lægge en krans af alperoser paa hans kiste.

Et ekstratog førte den døde samt hans enke og et antal venner og disciple til Bayreuth. Ved Bayerns grænse ventede kongens sekretær for at følge kisten og vise ham den sidste ære.

Musiken, der før havde været Ludwigs største glæde, blev fra nu af ikke tilladt paa noget af hans slotte, fordi den saa smertelig erindrede ham om hans ungdomsven. Alle pianoer, hvorpaa han havde spillet, blev indhyllede i sørgeflor. Endnu øvede den afdødes verker en saa mægtig [45] indflydelse paa ham, at han efter hver opførelse af «Parcival» lod læse en messe paa sit slot. Og da kongen var død, fandt man i hans yndlingsværelser overalt buster, portrætter og andre minder om Richard Wagner.

VII. Kong Ludwig og kunstnerne

En fransk journalist, der saa Ludwig den anden i hans unge aar, har sagt:

«Hans skjønhed tilhører den romantiske type. Hans mørke øine er drømmende og fulde af enthusiasme. Hans smukke ansigt, elegante personlighed og værdige fremtræden vinder øieblikkelig beundring og sympati. Han er i besiddelse af ungdommens hele ynde, dens illusioner og begeistring. Men samtidig frembyder han et eksempel paa den trang til forandringer, som hører ungdommen til. Hans undersaatter betragter ham som en nar. De tager feil: han er kun naragtig paa et punkt, nemlig hvor det gjælder musiken.»

Kongen elskede lidenskabelig Wagners operaer. Konserter besøgte han derimod sjelden; men han indbød ofte operasangere og sangerinder til at synge paa hans slotte. ⁿ¹⁰

[47] Kort efter at han havde tiltraadt sin regjering, blev en skuespiller ved navn Emil Rohde knyttet til Münchens hoftheater. Han vandt i høi grad majestætens bifald som Don Carlos, Ferdinand i Schillers «Kabale und Liebe», Max Piccolomini og Mortimer.

Rohde var en af de første kunstnere, som Ludwig viste særlig interesse. I begyndelsen af sit ophold i Bayerns hovedstad blev han ofte kaldt til slottet. Efter den første uforkortede opførelse af Schillers «Wilhelm Tell» sendte kongen ham følgende haandskrivelse:

«Kjære Rohde! De har overtruffet alle mine forventninger. Med inderlig glæde mindes jeg altid de skjønne timer, som vi i vinter tilbragte sammen. Ja, de maa komme igjen! Stedse forbliver jeg Deres meget naadige konge
Ludwig.»

Indbydelserne gjentog sig imidlertid ikke. Ludwig fik andre interesser og andre yndlinge.

Tenorsangeren Franz Ignaz Nachbaur blev overøst med naadesbeviser. Han havde begyndt som korist, men en schweizisk kunstmæcen lod ham uddanne hos Lamperti i Milano. 1868 modtog [48] han en indbydelse til at medvirke som Walther von Stoltzing i «Mestersangerne i Nürnberg».

Egentlig var han ingen meget intelligent sanger; men han overtraf alle sine kolleger ved sit glimrende ydre og ved sin stemmes egte tenorklang.

Ludwig udnævnte ham til kammersanger. Efter hver ny rolle sendte han ham kostbare gaver, blandt andet en Lohengrin-rustning af drevet sølv og en mangfoldighed af diamantnaale og ringe. Nachbaur, som med barnagtig glæde fremviste disse, blev af den grund kaldt «Brillant-Nazzi».

Ved siden af Wagners musikverker hørte kongen gjerne Lortzing's, Kreutzeris, Verdi's og Halévy's operaer.

Dagen efter at han første gang havde overværet Halévy's opera «Guido og Guivera», sendte han bud efter Nachbaur. Skjønt han aldrig havde kastet et blik paa noderne, sang han hele den store arie for den overraskede kunstner. Da han var færdig, sagde han:

«Vil De nu være af den godhed at synge arien for mig; jeg vilde gjerne vide, om jeg har sunget den rigtig.»

Da Nachbaur engang var syg, skrev Ludwig til ham:

[49] «Skaan Dem! Gjør det for Deres families skyld og for at vedligeholde Deres guddommelige stemme. Gjør det ogsaa for min skyld! Jeg beder Dem derom, jeg, kongen, der ellers ikke er vant til at bede!»

Ved en anden leilighed skrev han til ham:

«Vi er begge modstandere af alt, som er tarveligt og slet, og vi gløder i hellig begeistring for alt, som er høit og rent. Derfor vil vi ogsaa hele vort liv blive ved at være trofaste og oprigtige venner.»

Sangeren Vogl fik ligeledes hyppige opfordringer til at indfinde sig hos Ludwig paa en bestemt tid af natten. Han maatte synge en arie for ham og blev derefter kjørt tilbage til sit hjem.

Kongen havde været en ypperlig rytter; som ung havde han paa sin yndlingshest sat over stok og sten.

Denne hest forærede han til den udmerkede hofoperasangerinde fru Vogl. Hver gang hun optraadte som Brünhilde i Wagners «Götterdämmerung», red hun paa den, naar hun gjorde det forvovne sprang ind i ilden.

Under en forestilling, hvor Possart og fru Ramlo vekslede ringe, sendte kongen dem to diamantringe, som de skulde benytte paa scenen og beholde til erindring om ham.

[50] Overhovedet sparede han hverken paa gaver eller udmerkelser, hvor det gjaldt skuespillere og sangere, der vandt hans gunst. Guldure med kjeder, brillanter, armbaand, broscher blev fra «keiserlogen» sendte ned til dem som udtryk for hans tilfredshed.

I de sidste aar af sit liv var han dog mere tilbageholdende mod kunstnerne, ligesom han overhovedet sjeldnere talte med mennesker, som han ikke kjendte fra før. –

Ogsaa mod de malere, hos hvem han gjorde bestillinger, var han som regel meget elskværdig.

Saavel ligeoverfor disse, som hvor det gjaldt den sceniske kunst, fastholdt han ubønhørlig, at alt maatte gjengives med historisk troskab. En etikette-feil paa et maleri dadlede han ligesaa strengt, som om man havde begaaet den i hans sale.

Heinrich von Pechmann havde faaet det hverv at male et billede, som skulde forestille «Lever de Marie Antoinette».

Skjønt komposition og totalvirkning var meget smuk, sendte kongen det tilbage til ham med den besked, at «hofdamerne ikke viftede sig og heller ikke passiarede med hofkavallererne i dronningens nærværelse. Iøvrigt ønskede han blandt de tilstedeværende at se komponisten [51] Gluck, som dengang opholdt sig ved det franske hof.»

Kunstneren Ille malede fem store billeder med motiver fra sagnet om «Lohengrin»; de skulde ophænges paa slottet Neuschwanstein.

«Kongen saa gjerne, at keiserens holdning blev forandret», skrev Ludwigs sekretær i den anledning til ham; «men han vil dog ikke stille en befaling op mod din kunstneriske overbevisning! Hvis ikke tekniske vanskeligheder eller digtningens tekst umuliggjør det, ønskede kongen desuden, at morgen- eller aftensolen skulde skinne paa erke-engelen Michael. Endvidere skulde jeg bede dig at overveie, om ikke svanens hoved er for stort og om ikke dens bryst, der hviler paa vandet, er for svagt. Kongen har nemlig fra sin første ungdom havt svanen for øie.»

Ille gjorde de ønskede forandringer og modtog en pragtfuld ring som udtryk for kongens tilfredshed. –

Ludwig anvendte daglig mange timer til at studere literatur. Paa sine ture i bjergene tog han altid bøger med; og naar han gjorde reiser, blev en kuffert fyldt med et planmæssigt udvalg af hans yndlingsforfatteres verker.

Han havde ikke som kronprins havt leilighed til at besøge høiskoler eller til at samle kundskaber [52] og erfaringer ved ophold i fremmede lande. Men ved selvstudium blev han i ung alder en kundskabsrig mand. Han studerede grundig utallige videnskabelige verker. Og naar han følte sig tiltrukken af en forfatter, læste han alt, hvad denne havde skrevet.

Forfatterens personlighed og private liv var ham ikke heller ligegyldigt. Hvis han endnu var ilive, gav kongen befaling til, at man skulde skaffe ham oplysning om, under hvilke forhold han levede; og hvis han var fattig, ydede han ham meget ofte i stilhed en storartet hjælp.

VIII. Separatforestillinger paa hoftheatret i München

Bayrerne var i almindelighed tilbøielige til at tilgive kongens eiendommeligheder. En eneste svaghed havde de vanskelig for at forsone sig med: de likte ikke, at han anordnede theaterforestillinger, hvor han var den eneste tilskuer.

Skjønt Ludwig bestred alle udgifter, blev hans separatforestillinger paa hoftheatret saa upopulære, at ministrene saa sig nødsagede til at gjøre indsigelser mod dem.

Man gav Wagner skylden for dem; og man motiverede anklagen med den kjendsgjerning, at digter-komponisten (1865) havde arrangeret en konsert i hoftheatret, hvor kongen havde været eneste tilhører. Sandsynligere er det dog, at lysten vaagnede lidt efter lidt, da han fra sine slotte i bjergene pleiede at kjøre til hovedstaden for at overvære generalprøverne, der blev holdte i kostume.

Undertiden lod han oversætte eller omarbeide [54] franske stykker fra Ludwig den fjortendes tid, som blev spillede for ham alene. Senere gik han over til Ludwig den femtendes tid. I sine sidste aar lod han opføre flere historiske stykker, hvortil emnerne var hentede fra sagnene om Hohenschwangau.

Den første separatforestilling fandt sted 1871, den sidste henimod slutningen af 1885. I løbet af disse fjorten sæsoner overværede han 210 forestillinger, deriblandt 45 operaer. ⁿ¹¹

Til og med 1878 blev der aldrig givet mere end tolv separatforestillinger i hver sæson. 1879 steg antallet til tyve og 1883 til fem og tyve forestillinger.

Alt, hvad der blev opført for kongen alene, var kunstnerisk fuldendt.

[55] Skuespillerinden Charlotte Wolther, som medvirkede ved den sidste Narcisz-forestilling 1885, har beskrevet sine indtryk fra hin aften:

Hans majestæt havde forordnet, at forestillingen skulde begynde klokken tolv om natten, fortæller hun. Gjennem kighullet saa man kun det oplyste proscenium. Der herskede fuldstændig taushed; endog arbeiderne gik paa filtsko.

Paa slaget tolv hørte man lyden af en klokke; kongen forlod sit slot. Gjennem korridoren gik han ind i den store loge.

Et nyt klokketegn meldte, at han var traadt ind, og øieblikkelig gik teppet op!

En nervøs skjælven overfaldt kunstnerinden, der trængte hele sin aandsnærværelse for at udføre sin rolle for en eneste tilskuer paa en saa eiendommelig tid og i denne eventyrlige stilhed. – –

Mange delvis usandfærdige historier om disse theateraftener gik fra mund til mund. Franske, russiske og amerikanske journalister udmalede dem i fantastiske farver.

Den amerikanske humorist Mark Twain fortalte løierlige ting om dem; og hans beretninger vandt tiltro paa begge sider af Atlanterhavet.

«Naar operaen er forbi og kunstnerne har vasket sminken af sine ansigter, faar de ofte befaling til [56] at kostumere sig paanyt, og sangere og orchester maa fra begyndelsen til enden udføre operaen for anden gang for kongen», hed det i en af hans fortællinger.

«I det store hoftheater findes en indretning, der i tilfælde af brand kan sætte hele scenen under vand. Ved en separatforestilling skulde der være et heftigt uveir. Theaterstormen hylede, tordenen rullede. Med høi røst raabte Ludwig fra sin loge:

«Godt, meget godt! Men jeg ønsker virkelig regn. Lad vandet flomme!»

Maskinmesteren vovede at gøre indvendinger. Han fremholdt, at dekorationerne samt silke- og fløielstepperne vilde blive ødelagte.

«Det er ligegyldigt», sagde kongen; «gjør, som jeg befaler!»

Nu strømmede vandet ud over scenen, over de kunstige blomster og huse. Sangerne blev gjennemvaade; de gjorde gode miner og sang tappert. Kongen klappede og raabte bravo.

«Mere torden, mere lynild!» befalede han. «Ve over den, som vover at forlade scenen!» –

Selvfølgelig var Mark Twains historie fuldstændig greben ud af luften; Ludwig lo hjertelig, da man læste beskrivelsen op for ham.

[57] Og dog var Münchens borgere paa dette punkt ikke mindre lettroende end amerikanerne. De mente, blandt andet, at kongen digtede sine stykker selv; og de paastod, at hans separatforestillinger forhøiede skatten i Bayern.

IX. Kong Ludwig og hans slotte

Ludwig den første ofrede millioner for at smykke sin hovedstad med bygverker i antik- og renaissancestil.

Ludwig den anden havde arvet sin farfaders byggelyst. Julen 1852 skrev Ludwig den første til sin søn, kong Otto af Grækenland:

«Da julegaverne blev uddelte, fik Ludwig bygge klodser af træ, hvormed han skulde sammensætte seirsporten. Han liker at bygge. Jeg saa bygninger af ham, der var udmerkede. En paafaldende lighed finder jeg mellem den fremtidige Ludwig den anden og den politisk afdøde Ludwig den første!»

Han var dengang kun syv aar gammel.

I elleveaars-alderen udkastede han planen til et [62] jagtslot, der skulde opsættes ved Hintersee, i nærheden af Berchtesgaden.

Det blev ikke gjort. Men baade hans farfader og dronning Marie var forbausede over hans tidlig udviklede begavelse; og hans tegning fik plads i hans moders album.

Indtil sit fyldte attende aar havde han aldrig penge under hænder.

Faa maaneder efter sin attende fødselsdag fik han en aarlig appanage paa mange millioner. Hans rigdom syntes ham uudtømmelig, og han troede det let at realisere alle sine drømme.

Sommerslottene Berg og Herzogenstand, som han havde arvet efter sin fader, selv hans yndlingsopholdssted Hohenschwangau, tilfredsstillede ham ikke længer. I nærheden af dette sidste, høit paa en klippe vilde han lade opføre et nyt slot.

1869 blev grundstenen lagt til Neuschwanstein. Af de slotte, som han har bygget, gjør dette det bedste indtryk. Fra hvilken side man end betragter det, virker det skjønt og imponerende.

Man finder her intet af det vanvittig ødsle og dog i grunden ukunstneriske, der paafalder i slottene Linderhof og Chiemsee.

Neuschwanstein er holdt i ren romantisk stil. Dets indre er prydet med billeder fra tyske heltesagn og sange. De gjengiver Tannhäuser- og [63] Lohengrin-sagnet, Niebelungerne og Parcival, og de er kunstnerisk opfattede og udførte.

Efter afslutningen af den fransk-tyske krig dannede byggevirksomheden midtpunktet for Ludwigs tanker. Han beskjeftigede sig med de mindste enkeltheder vedrørende opførelsen af sine slotte og beskrev nøiagtig, hvordan de forskjellige sale skulde dekoreres. Med møie og besvær skaffede han kopier af kunstgjenstande fra andre lande, der ellers ikke var tilgjængelige for nogen.

I nærheden af Ober-Ammergau havde kong Maximilian havt en jagthytte. Her indrettede hans søn det fantastiske féslot Linderhof.

Han lagde selv planerne og studerede omhyggelig verker om stil-arterne. Under udførelsen fik han stadig nye idéer. Han blev ofte greben af lyst til at forandre dele af bygningen. Skjønt han havde et sikkert blik for totalvirkninger, havde han ingen anelse om, paa hvilken maade det hele skulde udføres. For at iagttage, hvordan det vilde tage sig ud, lod han reise mure og gjøre andre store omkalfatringer, der nødvendiggjorde betydelig forøgede udgifter, og som sluttelig førte til hans financielle ruin.

Grundstenen til Linderhof blev lagt 1869. Først ti aar senere var det tilnærmelsesvis færdigt.

Slottet er ikke stort; og det giver heller ikke [64] udtryk for nogen bestemt stil. Det indeholder ti sale af forskjellig størrelse og form, hvori der er samlet en mangfoldighed af gjenstande, olje- og pastelmalerier. Møblerne er delvis af rosentræ. De rigt udskaarne døre og vægge er forgyldte. Paa gyldne konsoler staar japanesisk og chinesisk porcellæn, majolika og broncearbeider samt det herligste gamle porcellæn fra Meissen. Det sølvforgyldte husgeraad er prydet med ædelstene. Møbelstoffer, gardiner og portièrer er af tungt fløiel og silke med guldbroderier. I de store sale er lysekroner og lysestager af massivt guld. Denne pragt gjengives af flere hundrede store speile.

Bygningen er omgivet af blomsteranlæg og terrasser. Mellem træer og busketter staar buster og gudebilleder paa høie søiler. I Ludwigs levetid kastede et springvand sine straaler femti meter i veiret.

Tæt ved Linderhof ligger «Den blaa grotte», en kopi af grotten paa Capri, samt «Hundingshytten», som blev indrettet efter Richard Wagners ønske.

Kong Maximilians jægerhus blev flyttet; men et gammelt lindetræ, der havde staaet i nærheden, fik lov til at beholde sin plads.

En trappe førte op i træets krone; her var der anbragt et lysthus, hvorfra der var en herlig udsigt [65] over egnen. Naar kongen opholdt sig paa Linderhof, tilbragte han mange timer af sin dag i dette træ. –

Senere fordybede han sig i Ludwig den fjortendes kunstperiode. Han opførte det kjæmpemæssige pragtslot Herrenchiemsee, som er en kopi af Versailles, og som slugte mangfoldige millioner, endskjønt det aldrig blev færdigt.

Da han lagde planen til dette, var hans byggelyst ikke længer et lune, som han kunde tæmme; den udsprang fra en syg hjerne, hvor viljekraft og dømmekraft havde taget skade.

Paa grund af sin byggevirksomhed foretog han flere reiser til Frankrige. Opholdene var hver gang meget korte; den feberagtige uro, der drev ham afsted, førte ham næsten ligesaa hurtig tilbage igjen til Bayern.

Neppe et aar efter at Versailles havde gjenlydt af de tyske fyrsters leveraab for den nyvalgte keiser, reiste han, uden at give sine ministre nogensomhelst oplysning, i dybeste incognito til Paris. Han tilbragte flere dage i Versailles. Det følgende aar kom han atter did; denne gang besøgte han tillige kroningsstaden Rheims.

Chiemsee, der ogsaa kaldes «det bayerske hav», omslutter tre øer: Herrenchiemsee, Frauenchiemsee og den ubeboede Krautinsel.

[66] Herrenchiemsee, eller «Herrenwörth», var oprindelig et munkesæde; da munkeklostrene blev ophævede, gik det over i private hænder. 1868 eiedes det af nogle forretningsmænd, der solgte det til kong Ludwig. Han valgte øen til plads for sit Versailles.

Kongens raadgivere gjorde indvendinger; men dette fremkaldte hans trods. Han sendte sagkyndige afsted og kastede sig med al kraft ind i foretagendet.

Otte aar gik alligevel hen, før planerne blev færdige.

Herrenchiemsee bestaar af en mellembygning, der er hundrede og tre meter lang, samt af to fløibygninger, der omslutter gaardspladsen, som er helt belagt med sorte og hvide marmorplader.

Overalt i slottet ser man billeder af de franske konger og dronninger og Bourbonernes liljevaaben.

De seksten beboelsesgemaker er opkaldte efter de tilsvarende sale i Versailles. Det prægtigste af disse er speilgaleriet, der er fem og sytti meter langt, elleve meter bredt og tretten meter høit. Paa den ene langvæg er der syv og tyve høie buevinduer, paa den anden staar der ligesaa mange store speile. To og femti lysholdere af guld og fem og tretti lysekroner giver plads for to tusinde og fem hundrede vokslys.

[67] Kun faa nætter brændte dette lyshav til ære for kong Ludwig og hans indbildte gjester fra de franske kongers tid!

Fra aaret 1881 kom han regelmæssig den ni og tyvende september til Herrenchiemsee og blev der til den ottende oktober. De første aar beboede han de saakaldte fyrsteværelser i et nærliggende kloster, der med lethed kunde være bleven forvandlede til et venligt opholdssted; men kongen havde kun tanke for det nye slot.

Han pleiede at komme ved midnatstid. Jernbanestationen var nær ved søens bred. En nydelig gondol, som ikke blev brugt til andet, ventede for at føre ham over til øen; den blev roet af to matroser i neapolitanske dragter.

Naar han kom, undersøgte han alt. Da han, eksempelvis, opdagede, at nogle grupper i parken var af gibs istedetfor af marmor, som han havde befalet, blev han saa rasende, at han slog dem istykker. –

Linderhof, Neuschwanstein og Herrenchiemsee, som han ofrede saa megen tid og tanke, og som voldte hans økonomiske ruin, er senere bleven midlerne til at betale hans gjæld.

Det hemmelighedsfulde slør, der omgav hans person, hvilede, saa længe han levede, ogsaa over hans slotte.

[68] Men efter hans død er disse herligheder, som han ængstelig vogtede for profane blikke, bleven tilgjængelige for almenheden. De betegnes med rette som seværdigheder af første rang. Tusinder af besøgende fra alle lande beundrer aarlig den pragtelskende konges bygninger.

X. Kong Ludwigs venskaber

Under Ludwigs første ophold i Parisⁿ¹² sendte den for sin skjønhed og sit letsind meget omtalte Cora Pearl sit billede til den unge konge.

Ingen af hans omgivelser vovede at overrække ham det; thi man vidste, at han ikke følte sig tiltrukken af kvinder.

Paa Hohenschwangau modtog han aar senere sin kabinetssekretær med følgende ord: «Jeg har idag seet Deres hustru!» Sekretæren bukkede taus; han var ikke paa det rene med, hvad denne udtalelse havde at betyde.

«Jeg har idag seet Deres hustru!» gjentog majestæten i sin strengeste tone.

Nu gik der et lys op for hans sekretær, der ærbødig forsikrede, at han vilde sørge for, at dette ikke oftere skulde ske.

Kongens modvilje mod det smukke kjøn kunde [72] ikke undlade at give anledning til, at man ymtede om, at hans følelsesliv ikke var normalt. Rygterne bestyrkedes ved den varme interesse, som han lagde for dagen ligeoverfor forskjellige mænd.

Den ungarske digter Maurus Jòkai har i private kredse fortalt, at han i yngre aar modtog et brev fra en ukjendt, der tilbød ham rigdom og æresbeviser, alt, hvad en mægtig herre formaar at skjenke, hvis han vilde forlade sit land og sin familie og leve helt for en ulykkelig og ensom mand.

Digteren vilde ikke bryde de baand, som bandt ham til hans hjem og hans fædrenejord; men han bevarede i sit hjerte en dyb medfølelse med den beklagelsesværdige brevskriver.

Ludwigs ensomhedstrang bundede sikkert i gaadefulde dybder i hans natur. Som yngling anede han, og som moden mand følte han, at det ikke var muligt for ham at blive andet end en eneboer og fremmed i livet. Trods sin høie stilling, trods sin skjønhed og rige aand, var han i sit dybeste indre hjælpeløs og livstræt.

Hans venskab for Richard Wagner havde været lyspunktet i hans liv. Han havde troet paa den virak, som mesteren i de første stunder af oprigtig taknemmelighed udgjød over sin beskytter.

[73] Men Wagners stolte hengivenhed var noget ganske andet end den smiger, som mødte ham fra hofmænd og senere yndlinge, der krøb i støvet for at fremme sin egennytte.

Kongens naade og hengivenhed kom ligesaa uventet som hans lede og foragt. Hans følelser, der fandt udtryk i egenhændige breve, overdrevne udtalelser og gaver, pleiede kun at vare en kortere tid.

Da krigen mod Frankrige brød ud, var han neppe fem og tyve aar gammel. Paa dette tidspunkt begyndte man at merke hans abnorme sindstilstand; men tidligere havde man allerede seet spor, der tydede i denne retning.

Fra barndommen havde han følt sig særlig tiltrukken af smukke ansigter. Ved tronbestigelsen pensionerede han sin faders gamle tjenere og omgav sig udelukkende med unge, vakre mænd.

En af hans rideknegte, Joseph Völkl, indtog 1864 og 1865 en meget misundt stilling ved hans hof. Han ledsagede ham paa hans reiser til Schweiz og fik lov til at kjøre i samme vogn som majestæten.

Lidt efter lidt blev han overmodig, og han omtalte sin herre uden respekt. Ludwig fik dette at vide; han degraderede ham øieblikkelig. Völkl ved blev imidlertid at sprede upassende sladder ud. Sagen [74] kom ministeriet for øre; han blev afskediget og døde i stor fattigdom.

Staldmester Hornig var senere kongens yndling. Han var en smuk og dannet mand med behagelige omgangsformer. Gjennem det lange tidsrum af atten aar fungerede han som hans privatsekretær og reiseledsager.

Medens Hornig forberedte reisen til Bayreuth, overfaldtes kongen pludselig af ulyst til at foretage den, skjønt han var festspillenes officielle beskytter. Han talte længe frem og tilbage om sagen. Staldmesteren mente, at det vilde vække pinlig opsigt, hvis han pludselig sendte afbud.

I samtalens hede udbrød han:

«Majestæt! Paa den maade gjør vi os jo latterlige!»

Ludwig ærgrede sig i saa høi grad over dette «vi» og «os», at Hornig fra den dag mistede hans yndest.

Efter hans afskedigelse indtog hof-furér Hesselschwerdt hans plads. Tiltrods for ringe dannelse udførte han sin tjeneste til kongens tilfredshed. Han morede ham og formildede ofte hans heftighed ved plumpe løgne, som Ludwig tilgav, skjønt han gjennemskuede dem. Han forblev i tjenesten indtil slutningen af hans regjering.

Bortseet fra Richard Wagner led hans saakaldte [75] venner alle under hans luner. Det afsondrede liv, han førte, gav ham tid til at gruble over hver liden udtalelse, som havde mishaget ham. Hans nag var som regel dybt, og hans forstemthed pleiede at vare længe.

De to sidste kabinetssekretærer, dr. von Ziegler og dr. von Müller hørte begge en tid til hans erklærede yndlinge.

I sine sidste aar kunde han endnu bedaare; og han forstod mesterlig at skjule sine sindslidelser. Ziegler, der var en jovial, livsglad natur, havde en god indflydelse paa ham; og han talte med beundring og ærbødighed om Ludwigs sjælsadel.

Kabinetssekretærens afskedigelse 1883 blev meget beklaget.

Fra denne dag omgikkes Ludwig næsten udelukkende med sit tjenerskab; selv hans adjutanter og hans sekretær blev kun undtagelsesvis modtagne af den høie herre.

Flere aar før hans død udtalte en af hans varmeste beundrere, kammerherre von Unger:

«Den mand, der ophører at omgaaes dannede kvinder, bliver raa; men naar han tillige skyr omgang med dannede mænd, er han helt og holdent fortabt!»

XI. Skuespiller Kainz

I begyndelsen af otti-aarene fik den senere berømte skuespiller Joseph Kainz engagement i München; han var dengang tre og tyve aar gammelⁿ¹³.

Kongen saa ham første gang i Victor Hugo's drama «Marion de Lorme», hvor han spillede den hjemløse Didier. Hans klangfulde organ, hans sværmeriske blik og den lidenskabelige varme i hans spil bedaarede Ludwig, der samme aften lod ham overrække en værdifuld safir-ring.

Kainz takkede ham i et ildfuldt brev.

I en haandskrivelse af første mai 1881 forsikrede majestæten ham derpaa om sine venskabelige følelser og om sine oprigtige og hjertelige ønsker for hans vel.

Han tilføiede

[77] «Fortsæt, som De har begyndt, i Deres tunge og vanskelige, men skjønne og ærefulde kald!»

«Marion de Lorme» maatte gjentages som separatforestilling den fjerde og tiende mai; og begge gange fik Kainz en ny gave af kongen.

For at lære ham personlig at kjende lod han ham kalde til slottet Linderhof, hvor han modtog ham med indtagende elskværdighed og beholdt ham hos sig to hele uger; han gjorde udflugter sammen med ham og behandlede ham som en ven.

Under det første møde havde han været en smule tilbageholdende og afmaalt. Men da de havde været nogle dage sammen, forsvandt al forlegenhed fra Kainz's side, og Ludwig tillod endog, at han sagde «du» til ham. Skuespilleren deklamerede afvekslende for og sammen med hans majestæt, og deres kunstneriske underholdning pleiede at vare til sent paa nat.

Kainz fik lov til at være tilstede ved separatforestillingerne; kongen tog sig af hans videre uddannelse og brevvekslede stadig med ham.

Venskabet mellem fyrsten og skuespilleren blev meget omtalt og meget kritiseret.

«Det gjør mig saa forstemt, naar jeg ser, at mine uskyldige liebhaberier udbasuneres for hele verden og bliver hadefuldt kritiserede,» sagde [78] Ludwig til sin nye ven. «Man har beredt mig mange tunge timer derved. Jeg begriber ikke, hvorfor man misunder mig mine smaa fornøielser, da de jo ikke skader noget menneske.»

Da de en anden gang talte sammen om skuespilkunst, sagde han:

«Mine idealer vogter jeg ængstelig. Jeg bemerker ugjerne smaa svagheder; thi jeg vil ikke, at den hele harmoni skal forstyrres.»

Han fortsatte eftertænksomt:

«Med skuespillerne gaar det mig paa samme maade; jeg ser kun mennesket i fremstilleren! Den skuespiller, som udfører en ædel rolle, tænker jeg mig som et ædelt menneske.»

Kainz indvendte, at skjønt han ikke ansaa sig for en nidding, ønskede han dog at spille Franz Moor.

«Nei, nei,» raabte kongen ivrig, «De maa aldrig fremstille en saa afskylig karakter.»

Han gik over til at tale om Didiers rolle.

«Da Marion de Lorme blev gjentaget,» sagde han dadlende, «bar De i første akt min safir-ring. Hvordan kunde den fattige, hjemløse Didier eie et saa kostbart smykke? Det støder an mod sandsynlighedens love.»

Kainz undskyldte sig med, at man havde sagt ham, at hans majestæt syntes om, at hans gaver [79] blev holdte i ære, og at det var derfor, han havde baaret ringen.

De presenter, som han modtog, var særdeles værdifulde, og ingen af de roller, som han spillede, blev ubelønnede. Da han en aften tog afsked og allerede havde den ene fod i vognen, løste Ludwig sine egne manchet-knapper og rakte ham dem som sidste gave. Han havde sit eget værelse staaende paa slottet Linderhof; og han fik lov til at kjøre alene med sin kongelige ven.

Den unge theaterhelt taalte ikke de naadesbeviser, der i saa rigt maal strømmede over ham; og han var meget uforsigtig.

I begyndelsen opfattede Ludwig hans brutalitet som udtryk for hans sandhedskjærlighed.

«Hvor velgjørende det er, naar man hører den usminkede sandhed,» sagde han til sin ministerraad Bürckel.

Denne, som kjendte den nye yndling bedre, svarede kort:

«Deres majestæt! Sandhed og uforskammethed er to forskjellige ting!» –

Kongen ønskede at gjøre en reise til Spanien sammen med skuespilleren ⁿ¹⁴. Men han maatte [80] opgive dette, fordi Bürckel, der skulde ordne turen, fremholdt at aarstiden var uheldig.

«Det er skade,» sagde han; «jeg har langt mere lyst til at se Spanien end Italien, der ingen tillokkelse har for mig. Men nu, da jeg vil stille min længsel, kommer Bürckel med sine indvendinger, hvis rigtighed jeg maa anerkjende.»

»Bürckel er dog kun raadgiver,» indvendte Kainz. «Deres majestæt er herre og konge!»

«Ja,» sukkede Ludwig, «men at være konge er ikke altid saa let, som det ser ud til.»

«Hvis det falder Deres majestæt besværligt, kan De jo overlade sceptret i andre hænder,» bemerkede skuespilleren.

Svaret mishagede kongen, der reiste sig og gav ham et vink om, at han maatte benytte mere forsigtige udtryk.

Mindet om hans tidligere schweizerreiser dukkede op i hans sind. Han fik lyst til at gjense det idylliske land og de steder, hvor Wilhelm Tell, efter sagnet, færdedes.

Den fem og tyvende juni skrev han til Kainz:

«Deres kjære brev, hvoraf jeg ser, hvor meget De glæder Dem til vor reise til Schweiz, har beredt mig stor fornøielse! Den forhøier i betydelig grad min egen glæde over de dage, som jeg kommer til at nyde sammen med Dem i det herlige [81] land. Jo mere tiden nærmer sig, desto ivrigere synes den gode Bürckel at blive. Han bombarderer mig med de besynderligste meldinger og forslag og vil have, at jeg skal tage en adelig kavaller med mig. Skulde vi ikke kunne undvære en saadan, hvilket forøvrig umuligt kan være tilfældet, saa vil jeg heller give afkald paa hele reisen! Det er nødvendigt at undvige den derværende reisestrøm og dens taktløse paatrængenhed.

Forhaabentlig kan vi faa et beboeligt privathus for os selv ved bredden af den klassiske sø. – – –

Jeg har endnu meget at ordne og skynder mig derfor at slutte.

Tusinde hjertelige hilsener, elskelige broder, dyrebare Didier, fra Deres venligsindede
Ludwig
(Saverny).»

XII. En reise til Schweiz

For at undgaa at vække opsigt havde Ludwig bestemt, at hans ekstratog den 27^de juni om aftenen klokken ti skulde optage ham ved stationen Mühlthal ved Starnberg. Han vilde reise som marquis de Saverny; Kainz skulde følge ham som hans ven Didier.

Ifølge den ordre, som han havde modtaget, indfandt skuespilleren sig til fastsat tid ved den lille jernbanestation.

Dyb stilhed laa over egnen, da hoftoget uden signal og klokkelyd gled ind paa perronen.

Straks efter kom kongens lysende forspand jagende.

Ludwig sprang let ud af sin ekvipage og steg ind i salonvognen, der foruden soverum indeholdt en modtagelsessalon, hvori der stod lænestole, sofaer og et dækket bord.

Toget satte sig i bevægelse i den mørke nat ligesaa stilfærdig, som det var kommet.

[83] En af kongens forvaltere, en født schweizer, var reist iforveien for at leie en række værelser i Grand hotel Axenstein ved Brunnen.

Desværre blev ankomsten til Schweiz bekjendt. Folk ilede til fra alle kanter for at faa et glimt af »romantikeren paa tronen».

Da han paa dampskibet «Italia» nærmede sig Brunnen, var strandbredden oversaaet af mennesker. Ludwig var ikke istand til at undertrykke sit mishag, der voksede, da han opdagede, at alle huse langs søen var smykkede med flag til hans ære.

«Her vrimler det af mennesker. Jeg vil leve ukjendt og alene for mig selv!» udbrød han.

Ved landgangsbroen holdt hotel Axensteins vogn forspændt med fire heste. Nu saa man ogsaa, at det schweiziske politi var opstillet i anledning af modtagelsen.

Dette var for meget for den menneskesky monark.

«Jeg vil aldeles ikke gaa i land her!» raabte han. «Jeg vil ikke gjøre mig til ovations-offer.»

Han lod dampskibet styre videre til Flüelen. Paa tilbageveien erkyndigede han sig om der ikke fandtes en anden plads end Brunnen, hvor man kunde landsætte ham.

[84] Kapteinen nævnte et lidet sted i nærheden og satte kursen did.

Neppe opdagede man dette ved Brunnen, før hele massen styrtede efter.

Landgangsbroen var tæt besat af skarer, der jublede ham imøde; tørklæder svingedes og hurraraab fyldte luften, idet hans majestætiske skikkelse skred gjennem rækkerne.

Venlig og elskværdig besvarede han folkets hilsener.

«Jeg maa tilstaa,» sagde han, da han sad i vognen, «at jeg alligevel har glædet mig over denne varme velkomst; thi den viser rigtig det brave folks hjertelige sindelag. Schweizerne er gode mennesker!»

Han var dybt greben af den herlige natur, og hans ansigt straalede.

Men neppe bemerkede han de mange fremmede, som vedblivende trængte sig om ham, før han atter begyndte at blive mismodig.

Han gik op og ned i sine værelser og sagde gang paa gang:

«Dette er jo et hotel og ikke et slot; her vil jeg ikke blive!»

Faa dage efter leiede han den nærliggende villa «Guttenberg», hvorfra han gjorde mange smukke udflugter i omegnen. Kantonal-regjeringen stillede [85] et dampskib til hans raadighed, som han meget ofte benyttede. I de smukke, maanelyse nætter deklamerede Kainz for ham; og fra bredden af Vierwaldstädtersøen hørte han de glade schweiziske folkesange.

Hans venlige væsen vandt megen sympati i egnen. En søndag meldte der sig syv unge, smukke schweizerpiger i hans villa; de vilde bede ham om penge til at reise til Amerika. Da han ikke var tilstede, forlangte en af dem pen og blæk, hvorefter hun paa en original og munter maade gav udtryk for sit eget og venindernes ønske.

Brevet blev forelagt kongen, som morede sig meget over det. Han svarede imidlertid, at han elskede og ærede det schweiziske folk altfor høit til at ville medvirke til, at syv af dets yndigste døtre forlod landet.

Det fortælles, at schweizere skal have ytret:

«Hvis vi skulde vælge os en konge, kunde valget ikke falde paa nogen anden end paa Ludwig den anden af Bayern.»

Regelmæssig besøgte han det skjønne Rütli. Han havde en stor forkjærlighed for dette sted, hvor de gamle schweizere aflagde troskabseden. Kainz pleiede at følge ham; de opholdt sig timevis sammen paa udsigtspladsen, hvor den unge skuespiller deklamerede Rütli-sangen:

[86] «Sei, Rütli, mir freundlich gegrüsset,

Du stilles Gelände am See,

Wo spielend die Welle zerfliesset,

Genährt vom ewigen Schnee!

Gepriessen sei, friedliche Stätte,

Gepriessen sei, heiliges Land,

Wo sprengten des Sklaventums Kette

Die Väter mit kräftiger Hand.

Da standen die Väter zusammen

Für Freiheit und heimisches Gut

Und schwuren beim heiligsten Namen,

Zu stürzen die Zwingherrenbrut!» –

Næsten hver aften gik de til et nærliggende vertshus for at indtage et maaltid. Kongen var overmaade fordringsløs og forlangte hverken dug eller serviet paa bordet. Han pleiede at tale livlig med verten, som maatte fortælle ham om schweizisk folkeliv.

Forholdet til Kainz blev henimod slutningen af opholdet i Schweiz noget kjøligere fra Ludwigs side.

En aften paa Rütli bad han ham om at deklamere en del af Schillers »Wilhelm Tell». Skuespilleren lovede det, men det blev udsat til senere.

Klokken to om natten gjentog han sin anmodning. Nu svarede Kainz, at han var for træt.

[87] Ludwig betragtede ham forundret og taug et øieblik. Endelig sagde han:

«Nu ja, De er træt. Hvil Dem ud!»

Han vendte ham ryggen og gik.

Hesselschwerdt og verten fulgte ham til skibet.

Da de kom ombord, sagde verten: «Hr. marquis! Hr. Didier er ikke kommen endnu!»

«Lad ham hvile ud,» svarede Ludwig; «vi drager videre.»

Kainz lod sig i hast sætte over til Brunnen; men kongen var reist derfra, da han kom. Kunstneren fulgte efter til Luzern og bønfaldt Hesselschwerdt om at melde ham. Denne vendte tilbage og meddelte, at hans majestæt vilde modtage ham i haven, hvis han ikke ønskede at indhente den forsømte nattero.

Ludwig indfandt sig kort efter. Kainz fremkom med nogle undskyldninger, som kongen afbrød. Han forsikrede, at det glædede ham at se ham igjen, og at han ærgrede sig over, at han havde vist sig forstemt.

Om han end omgikkes ham fortrolig, kunde hans udprægede selvfølelse ikke tillade, at den passende grænselinje blev overskreden af hans unge ven.

Efter tilbagekomsten fra Schweiz indbød han [88] ham ikke mere. Han saa ham heller aldrig mere paa scenen, skjønt han endnu en kort tid vedblev at brevveksle med ham.

Det sidste brev, hvori han takker kunstneren for gode ønsker, som denne har sendt ham, slutter med følgende ord:

«Forhaabentlig tænker Didier undertiden venlig paa sin Saverny. Vær hjertelig hilset! Alle gode aander velsigne Dem! Dette ønsker af ganske hjerte Deres venligsindede
Ludwig.

Schweizerhuset ved Hohenschwangau, den 31te juli 1881 om natten.»

Kort tid efter fik Kainz pludselig afsked fra hoftheatret i München.

Saalænge kongen levede, haabede han, at han vilde blive kaldt tilbage; men haabet blev ikke opfyldt.

Naar Ludwig senere hørte tale om ham, afbrød han samtalen straks. Naar han læste hans navn i avisen, lagde han bladet bort, eller han kastede det i papirkurven.

Kainz's opførsel viste, at han havde været uværdig til hans venskab; ingen har vel misbrugt hans tillid i høiere grad end han. Kongen havde neppe lukket sine øine, før den unge skuespiller solgte alle hans breve til et dagblad i Berlin.

[89] Da Ludwig i disse breve havde givet ham et indblik i sit følelsesliv, var offentliggjørelsen straks efter den tidligere velgjørers død ikke blot upassende, men hjerteløs.

Den almindelige dom om hans optræden karakteriseres i følgende vers:

«Hat Ludwig dir in königlicher Grösse

Gezeigt des Herzens Tiefen ohne Scheu,

Du warst gewiss, da du sie bloss jetzt legest,

Dem todten, hohen Freunde wenig treu.»

XIII. Kong Ludwig og hans tjenere

Ludwigs barndomsven, overstaldmesteren grev Holnstein havde gjort sig saagodtsom uundværlig ved det bayerske hof. ⁿ¹⁵ For end ydermere at forøge sin magt, havde han besat posterne ved den personlige kammertjeneste hos kongen med chevaux-legers soldater, der hørte til hans egen etat.

Dette system blev understøttet af den tidligere omtalte staldmester Hornig.

De fleste staldknegte, som skulde gjøre tjeneste hos ham, manglede kjendskab til de former, der var nødvendige ved et hof, selv om dette hof var en eneboers og kongen en særling.

Inden deres tiltrædelse fik de derfor anstandsundervisning af den kongelige balletmester og undervisning i smuk udtale og deklamation af hofskuespillere.

[91] Disse uøvede soldater skulde nu opvarte en vanskelig og egensindig monark, servere for ham med anstand og hjælpe ham med toilettet, skjønt de neppe kjendte de gjenstande, som han daglig benyttede.

Deres let forstaalige ubehjælpsomhed fremkaldte heftige vredesudbrud fra kongens side. Flere gange lod han sig forlede til haandgribeligheder. Han slog til med sin ridepisk; og det fortaltes, at han havde taget sin thekande og hældt ud over en tjeners ryg.

Ubehagelige ansigter var ham en gru. En af hans faders betroede tjenere mishagede ham i hans barndom i den grad ved sit lidet tiltalende ydre, at han altid vendte sig bort, naar han traadte ind, skjønt kong Maximilian var meget vred derover.

Og dog havde kammerlakaien Mayr, der længst holdt ud hos ham, et udseende, der var ham høist ubehageligt. Hans ansigt skræmte ham; og han forlangte, at han lange tider ad gangen skulde bære maske for ansigtet, naar han opvartede ham. Ludwig kunde ikke udstaa denne mand og sagde ofte, at han havde en forudfølelse af, at Mayr vilde bringe ham ulykke. Alligevel kunde han ikke undvære ham, fordi han saa godt forstod at opfylde hans ønsker.

[92] En af hans andre lakaier anstillede sig altid meget enfoldig. Kongen trykkede derfor et segllak paa hans pande; og han fik ikke lov til at vise sig for ham uden dette tegn paa sin dumhed.

Skjønt tjenerne led under hans heftige væsen, kunde han til andre tider være en altfor mild herre. Han overhobede sine underordnede med foræringer og velgjerninger, naar han følte, at han havde gjort dem uret; og naar han saa sig tvungen til at fjerne en eller anden, pleiede han at sørge for hans fremtid.

En af hans kammertjenere blev alvorlig syg. Ludwig besøgte ham og fandt ikke spor af bekvemmeligheder i hans bolig. Han spurgte ham, hvorfor han ikke flyttede til et bedre og sundere sted. Den syge svarede, at hans midler ikke tillod det. Samme dag sendte han ham en større pengegave, og han sikrede ham høiere løn.

Hellig tre konge-dag pleiede han hvert aar at holde fest for sine tjenere paa jagtslottet Pleckenau. Man har paastaaet, at hver af disse kostede ham op til 40,000 mark, skjønt de gaver, som han lod uddele, næsten udelukkende bestod af mad og drikkevarer.

Alle klasser af tjenerskabet var hans gjester; hele dagen var en fest. Kongen morede sig med [93] at betragte lystigheden og legen, og man fortalte, at han undertiden deltog i fornøielsen.

Dette, saavel som flere andre historier fra hans privatliv, var overdrivelse og usandhed.

I hofholdningen herskede en utrolig ligegyldighed; hans underordnede misbrugte hans godhed og berigede sig paa en rentud haarreisende maade.

En af hans tjenere skjød i beruset tilstand en arbeidsmand; dennes pleie paa slottet blev betalt af Ludwigs kasse, skjønt begivenheden maatte holdes skjult for hans majestæt, der ellers sikkert vilde have afskediget og straffet sin tjener.

Medens den «allernaadigste» levede i sin drømmeverden og ikke bekymrede sig om noget, forlystede hans underordnede sig den hele nat.

Kongen negtede enhver tilladelse til at bese hans slotte. Man respekterede dog ingenlunde dette forbud; uden hans vidende førte man familie og venner rundt overalt. Selv udenforstaaende behøvede blot at udtale et ønske derom, og tjenerne overtraadte straks sin herres befaling.

Hørte han larmen af disse fremmede, saa forstod man at overbevise ham om, at han havde taget feil; havde han bemerket ukjendte ansigter, svarede man, at hans nærsynethed havde vildledet ham.

[94] Han blev tilsidst saa træt af sine omgivelser, at han gav sine befalinger gjennem lukkede døre; en skraben paa væggen betegnede, at man havde forstaaet ham. De faa af hans underordnede, som fik lov til at træde ind, maatte staa dybt bøiede og afholde sig fra at se paa kongen.

Ofte gav han ogsaa sine ordrer skriftlig. Han befalede, at disse papirer øieblikkelig skulde sønderrives; men tjenerne opbevarede alligevel hver linje fra hans haand og benyttede dem i sin tid som vaaben mod ham.

XIV. Den sindssyge konge

I det skjønneste af de slotte, som Ludwig har bygget, staar der ved indgangen til den prægtige sangerhal et sælsomt stenbillede, hvortil han selv havde givet ideen: en palme, der strutter af fylde og kraft, rigt belæsset med gyldne frugter! Ved dens fødder ligger en hæslig drage med høit opspilet gab, – et sindbillede paa den sygdom, der lurede paa den arvelig belastede konge.

Hos prins Otto af Bayern var vanviddet udbrudt pludselig; hos Ludwig kom det umerkelig snigende, saa at end ikke de sagkyndige havde øinene helt aabne for faren.

Utvivlsomt vidste han selv, at han periodisk var sindsforvirret; men han vilde for ingen pris lade omverdenen se sin tilstand.

I februar 1884 lod han en tandlæge kalde til sig. Denne har nedskrevet sine erindringer om besøget hos ham:

[98] Kongen var yderst elskværdig. Han talte først om de mange lidelser, som hans tænder foraarsagede ham. Skjønt han ikke taalte, at hans tjenere saa paa ham, udholdt han timevis denne fremmede læge; ikke et ord eller en mine forraadte det ubehag, som han upaatvivlelig følte. Da tandlægen et par gange modsagde ham, optog han dette rolig og venlig. Han fremførte nye grunde for sine egne anskuelser og viste en beundringsværdig selvbeherskelse. –

Med hele sin kraft kjæmpede han for at rive sig løs fra det skjebnesvangre net, der spandt sig tættere og tættere om ham. Han søgte at holde sig i ligevegt ved rastløs virksomhed: Han hyggede paa tre steder. Mange af de gjenstande, som fyldte hans slotte, forfærdigedes efter hans egne tegninger; og han prøvede dem omhyggelig og anviste dem deres pladse.

Den franske literatur interesserede ham særlig; han blev greben af et heftigt sværmeri for hoffet i Versailles.

Ludwig den fjortende blev hans ideal. I begyndelsen nøiede han sig med at efterligne hans bygverker. Senere søgte han at efterabe hans gang, hans holdning og daglige vaner.

Han omgav sig med billeder af ham og hans hof; han bar manchet-knapper med de franske [99] liljer, og de var broderede i guld paa stole, sofaer og puder i hans sale.

Han længtede efter at være uindskrænket hersker. De utallige bøger og skrifter, som han læste om Ludwig den fjortende, gav hans vrangforestillinger uafbrudt næring.

I de sidste aar beherskedes han af fuldkommen stormandsgalskab. Han troede, at han modtog besøg af «le roi soleil», og at han talte med ham. Tidevis indbildte han sig endog, at han var denne mægtige enevoldshersker.

Ogsaa for mindet om Marie Antoinette nærede han et sygeligt sværmeri. Han lod læse messer paa hendes og Ludwig den sekstendes dødsdag, og han fordybede sig i drømme om den ulykkelige dronning.

Rundt hans taffel i den store festsal var der stillet stole for herrer og damer fra det franske hof. Undertiden troede han, at de virkelig sad der, og han underholdt sig livlig med dem paa fransk. Træffende, som han ofte kunde være i sine udtalelser, ytrede han, at dette selskab var ham saa behageligt; thi «det indfandt sig, naar han ønskede det og forsvandt paa første vink».

Altid alene hengav han sig i fuldt maal til sine fantastiske indfald. Naar han ikke kjørte ud, pleiede [100] han at tilbringe natten paa søen eller i den oplyste sangerhal paa sit slot.

Gjennem aarrækker nærede han den vanvittige plan at samle mænd, der skulde liste sig rundt i hans rige og lytte til alle udtalelser om hans person.

Han var en besynderlig dobbeltnatur: med den største sympati for republiken Schweiz og frihedshelten Wilhelm Tell forenede han ønsket om at eie en bastille, hvor enhver, der vovede at udtale en anden mening end hans, skulde indespærres for livstid.

De gittere og mure, hvormed han omgav sine slotte, viste bedre end alle rygter, at han skyede menneskene.

En lærd forsker fik det hverv at søge en øde ø eller et fjerntliggende land, der kunde bortbyttes mod Bayern, og hvor den absolutistiske stat kunde oprettes, som han drømte om.

Skjønt han havde en saa høi mening om sin kongeværdighed, forglemte han denne ved tusinde leiligheder. Ved hans sidste hofselskab i München var dette i saa høi grad tilfældet, at hans moder saa sig foranlediget til at hæve taffelet.

Hans udbrud af raseri blev hyppigere, hans kamp mod sygdommen svagere. Alt syntes ham tidevis ligegyldigt.

[101] Undertiden hørte han fodtrin bag sig og vendte sig forskrækket; men der var ingen at se. Han saa dyr krybe rundt paa gulvet, men opdagede i næste øieblik, at tjeneren, der lydig bøiede sig for at tage det bort, ikke holdt noget i haanden. Han stillede ham paa prøve, forlangte, at han skulde se ting, som kongen selv ikke saa, og overfaldt ham med haan og vrede, naar han havde ladet sig forlede til at narre ham.

Naar Ludwig kjørte ud, pleiede han at bukke dybt for et enkelt træ i skoven. I sin kroningsdragt med sceptret i haanden hilste han ærbødig statuerne af de franske konger. Enkelte gange lod han sneen bedække med stene, for at han om vinteren kunde indbilde sig, at det var sommer.

Tiltrods for alt bevarede han sin skarpe iagttagelsesevne. Han ophørte aldrig til en vis grad at tænke logisk og at handle udholdende og konsekvent. Selv i hans allersidste aar var der uger og dage, hvor han var ved fuld bevidsthed.

XV. De sidste møder mellem søn og moder

En af de sidste vintre han levede, indbød Ludwig uventet sin moder til at besøge ham paa Neuschwanstein.

De to første dage rettede han sig efter hendes vaner; de kjørte ud sammen, og han holdt hende med selskab om aftnerne.

Men snart vendte han tilbage til sin vante levevis: Naar han havde sagt godnat til hende, gjorde han sine lange kjøreture alene; og han sov langt udover formiddagen, som han ellers pleiede.

Dette hændte uheldigvis ogsaa den dag, da enkedronningen skulde reise.

Ludwig var først henimod morgenen vendt tilbage fra sin tur, og han havde ikke befalet, at man skulde vække ham. Moderens vogn stod over en time forspændt i slotsgaarden; hun selv gik ventende op og ned i den store hal. Hendes nervøse utaalmodighed gik over til en kraftig [106] vrede, der som et uveir gjød sig ud over sønnens hoved, da han omsider viste sig. Et øienvidne har fortalt, at hun skjældte ham ud, som om han fremdeles var den lille Ludwig, der holdt fast i hendes kjoleskjørt.

Hvad der var værre endnu: Hun skjældte ham ud i alle tjeneres paahør!

Kongen kyssede sin ophidsede moder gjentagne gange paa haanden og bad hende om undskyldning for, at han havde forsinket sig. Ærbødig førte han hende derpaa til hendes vogn, tog plads ved siden af hende og fulgte hende til jernbanestationen.

Den stemning, hvori han befandt sig, da han vendte tilbage, tydede paa, at han havde følt sig dybt krænket over hendes tilrettevisning.

Dette var den sidste gang hun besøgte ham; men han besøgte hende en gang senere.

Den største del af aaret boede enkedronningen paa Elbingen-Alp, der mere lignede et bondehus end en fyrstebolig.

Beretninger om hendes søns uberegnelige opførsel trængte ofte frem til hende. Man kan ane, hvad hun led i disse bitre aar.

Den femtende oktober 1885 opholdt hun sig paa Hohenschwangau; kongen var dengang paa Linderhof.

[107] Det var hendes sekstiende fødselsdag, og Ludwig fik det indfald personlig at overbringe hende sin lykønskning.

Henimod klokken ti om aftenen kom han til Hohenschwangau. Slotsporten var stængt; paa portnerens spørgsmaal om, hvem der stod udenfor, lød svaret at kongen ønskede at tale med sin moder.

Enkedronningen stod i begreb med at gaa til sengs; sønnens uventede tilsynekomst bragte hele slotspersonalet i bevægelse.

Han blev natten over paa slottet og spiste middag med dronning Marie og hendes damer paa Pleckenau den følgende dag.

Han var fuldstændig afvant med at føre en selskabskonversation.

Under hele middagen henvendte han ikke et ord til andre end til moderen. Og det paafaldt, at han var langt mere taus, end han tidligere havde pleiet at være.

Samværet med enkedronningen var denne gang præget af den største hjertelighed. Efter middagen kjørte han tilbage til Linderhof. Hans moder fulgte ham halvveis; det var det sidste lysglimt i hendes liv.

Ved hulveien, hvor bønderne syv maaneder senere samlede sig for at frelse den fangne konge, [108] tog søn og moder afsked fra hinanden for aldrig mere at sees.

Et halvt aar efter opfordrede keiseren af Østerrige indtrængende dronning Marie til at opsøge Ludwig for at paavirke ham til at vise sig for verden; thi uhyggelige rygter var i omløb om hans tilstand.

Den bekymrede moder henvendte sig skriftlig til sin søn, der svarede, at han om tre dage vilde modtage hendes majestæt.

Hendes afreise var fastsat; og hendes ekvipager og tjenerskab indtraf i Hohenschwangau. Men det blev øieblikkelig sagt dem af Ludwigs rideknegte, at de gjerne kunde reise hjem igjen.

«Dronningen vil dog ikke komme ind til kongen», hed det; «han er utilgjængelig for alle».

Snart efter afgik der et telegram, der indeholdt at «det gjorde kongen meget ondt, men paa grund af tandpine kunde han ikke modtage nogen og altsaa ikke heller sin kjære fru moder!»

XVI. Pengenød

Vaaren 1886 hvilede der en trykket stemning over Bayern. Intet personligt foredrag fandt sted hos kongen. Alle statsforretninger blev udførte skriftlig; og de befalinger, som kom fra Ludwig, blev overbragte af hans hof-furér Hesselschwerdt.

Indviede havde længe vidst, at hans finansielle forhold maatte forbedres, hvis ikke kronens anseelse skulde lide derved. Bladene talte om, at hans helbredstilstand havde forværret sig.

Selv søgte han at afkræfte de beretninger, der sneg sig rundt, ved at spadsere midt om dagen og tale venlig med dem, som han mødte.

Han havde aldrig kjendt penges værd, men betragtet det som ministrenes pligt at skaffe dem, og som sin egen ret at bortødsle dem.

1884 havde hans finansminister von Riedel tilveiebragt et laan paa syv og en halv million mark.

[110] Neppe et aar efter modtog samme minister en kongelig haandskrivelse, hvori han blev anmodet om at reise et nyt laan paa seks og en halv million.

Nu forklarede han kongen aabent, i hvilken yderst vanskelig stilling kabinetskassen befandt sig.

Efterretningen vakte Ludwigs uro; men han viste sig dog utilgjængelig for de forestillinger, som man gjorde ham. Gjennem en underordnet hofembedsmand lod han ministeren tilrettevise, fordi han havde vovet at henvende sig direkte til hans majestæt.

Riedel svarede med at indsende sin afskedsansøgning. Det øvrige ministerium erklærede, at hvis den blev bevilget, vilde de alle træde tilbage.

Ogsaa de andre medlemmer af kongens raad fik nu en reprimande. Samtidig sendte Ludwig imidlertid sin finansminister et naadigt brev, hvori han bad ham om at blive i sin stilling.

Det ligger klart i dagen, at hans gjæld ingenlunde var en følge af urigtige finansoperationer; ei heller var den en umiddelbar følge af hans forbigaaende luner. Kassemangelen skyldtes for en stor del hans umættelige byggelyst.

[111] Fuldførelsen af hans slotte blev forsinket paa grund af de økonomiske vanskeligheder. Alligevel beskjeftigede han sig uafbrudt med fremtidsplaner: Et nyt slot, «Falkenstein», skulde reises paa en næsten utilgjængelig fjeldtop tæt ved grænsen af Tyrol. Et andet og mindre slot skulde opføres i chinesisk stil i nærheden af Linderhof.

Gjælden voksede fra dag til dag. Forretningsfolk, der trængte penge, ventede utaalmodig paa, at deres regninger skulde blive betalte. Flere kreditorer indsendte retslige klager til et samlet beløb af en og en halv million.

En katastrofe syntes uundgaalig. Man talte høit om, at det var paa tide at stanse kongens byggeforetagender.

Skjønt han ikke længer modtog sin kabinettsekretær, gik regjeringsmaskineriet endnu sin vante gang. Han undertegnede de dokumenter, der blev sendte til ham; men selv vigtige statspapirer naaede ham kun gjennem tjenerskabets mellemkomst, og var han i slet lune, lod han dem dagevis slænge rundt paa sit bord.

Hans pengemangel var kjendt langt udenfor Bayerns grænser. Ludwig var vred over den haan, hvormed børsbladene i Wien og Berlin omtalte den; og det overraskede ham smertelig, at jøderne forfulgte ham mest.

[112] «Ved man ikke», udbrød han, «at jeg er den eneste fyrste, der fra begyndelsen af den antisemitiske bevægelse har truffet strenge forholdsregler for at modarbeide den?»

Den trykkende pengeforlegenhed gjorde ham tilbøielig til at betragte hver ukjendt som en rykker.

«Igaar, da jeg kjørte ud,» sagde han til sin frisør, «mødte jeg en mand, der betragtede mig paa en saa besynderlig maade. Jeg troede virkelig, at han kom for at pantsætte mine heste.»

Paa en af sine sidste spadsereture i skoven ved Neuschwanstein traf han en fattig gut, der sankede ved. Da han spurgte ham om, hvem hans forældre var, svarede gutten, at hans fader havde været stenhugger, men ikke længer havde arbeide.

«Hvorfor beder han ikke kongen om hjælp?» spurgte Ludwig.

«Han har selv ingen penge, og ingen vil laane ham mere,» lød svaret.

Kongen lo og forærede ham et fem markstykke; men sikkert var latteren meget bitter.

Hans gjæld havde naaet en høide af fjorten millioner.

Den femte mai 1886 forestillede hans ministre ham, at det var absolut nødvendigt at ordne hans [113] økonomiske forhold og indskrænke hans udgifter. Maaneder før havde de meddelt ham, at enhver udsigt til at aabne nye hjælpekilder var afskaaret.

Paa alle optænkelige maader arbeidede han nu selv paa at reise penge. Hesselschwerdt blev sendt til Regensburg for om muligt at faa et laan paa tyve millioner hos den grundrige fyrste af Thurn-Taxis. Bismarck blev raadspurgt; og kongen søgte at skaffe penge fra Amerika.

En adjutant blev sendt til keiseren af Brasilien, en anden til kongen af Sverige, en tredie til kongen af Belgien.

Pengefyrsterne Rothschild, Bleichrøder og Erlanger blev anmodede om at bistaa ham. Og han planlagde en henvendelse til den tyrkiske sultan og til shahen af Persien.

De hjælpemidler, som han søgte i nøden, er talende beviser paa, at hans aandelige og sædelige kraft var i hurtig nedgang; thi i sin uro og forvirring gav han endog hemmelig befaling til at verve folk, der skulde gjøre indbrud i bankerne i nogle af Europas hovedstæder.

To af hans fættere tvivlede endnu paa hans sindssygdom; de var derfor villige til at understøtte ham. De satte ham i forbindelse med huset Orléans, der under sin korte herskerperiode [114] havde tænkt mere paa at fylde sine egne lommer end paa Frankriges vel.

Denne familie henvendte sig til Rothschild i Paris, som sendte sin sekretær til München med fuldmagt til at afslutte et stort laan, hvis de betingelser, som man stillede, blev godkjendte af kongen. Huset Orléans skulde overtage garantierne og havde vistnok ogsaa lovet at gjøre dette.

Forberedende raadslagninger fandt sted. Afgjørelsen strandede efter forlydende, fordi man paa fransk side forlangte, at Ludwig skulde forpligte sig at forblive neutral under udbruddet af en mulig krig mellem Preussen og Frankrige.

Rothschilds sekretær reiste tilbage til Paris og meldte sin herre, at han havde lidt nederlag. Kongen vilde visselig udstede et gjældsbevis; i politisk henseende vilde han derimod ei give et bindende løfte.

XVII. Forræderske planer

Den tidligere omtalte grev Holnsteins indflydelse ved det bayerske hof havde varet lige til 1883, da han var faldet i unaade. Grunden er ikke almindelig bekjendt. Nogle har paastaaet, at han havde negtet at være behjælpelig med et laan; andre har ment, at Ludwig fik meddelelser om nedsættende udtryk, som greven havde brugt om sin herre.

Det er klart for enhver, der ved, hvor vanskelig det er at gjøre et menneske umyndigt, at dette skridt, som man nu agtede at foretage, maatte være dobbelt vanskeligt, hvor det gjaldt en regjerende hersker.

Skjønt personlig paa spændt fod med Ludwig var grev Holnstein bleven staaende i sin stilling som øverste hof-staldsmester.

Gjennem mange aar havde han nøie kjendt kongens levevis; og han skaffede et meget stort og [118] vegtigt materiale tilveie, hvormed man kunde naa det ønskede maal.

Da kongen ikke længer omgikkes andre end sine tjenere, var der kun tre eller fire mennesker, af hvem man kunde faa vide kjendsgjerninger vedrørende hans sidste tid. Holnstein paatog sig at underhandle med disse; og de viste sig villige til at udtale sig i samme aand som han.

Den personlige tjeneste hos Ludwig blev udført af den tidligere omtalte Mayr samt af en forhenværende chevaux-legers soldat Alfons Weber, som blev holdt udenfor den hele sag.

Mayr stod derimod i uafbrudt forbindelse med de ledende kredse i München; og det var ham og Hesselschwerdt, der, ved siden af Holnstein, leverede beviserne for, at det var paa tide at stille kongen under formynderskab.

Fra den første halvdel af mai var de fleste af hans omgivelser forberedte paa, at en katastrofe forestod.

Hans fordringshavere blev mere og mere paatrængende, pengenøden mere og mere truende.

Da der ikke saaes udsigt til hjælp fra nogen anden kant, besluttede Ludwig at gjenoptage forhandlingerne med Rothschild.

Man lovede ham et laan paa tretti eller firti [119] millioner francs mod fire procent renter og betalbart inden en vis tid. I tilfælde af at Bayern forblev neutralt under en krig mellem Frankrige og Preussen, skulde tilbagebetalingen blive eftergivet tilligemed alle videre renter.

Paa denne maade berøvede man overenskomsten den braad, som kunde saare forbundsfællerne i Tyskland; og man fordrede ikke mere af Bayerns konge, end han til nød kunde gaa ind paa.

Hesselschwerdt, der ogsaa tidligere havde været mellemmand mellem Rothschilds secretær og sin herre, fik af Ludwig ordre til at begive sig til Paris med et kongeligt gjældsbevis og at modtage pengefyrstens millioner.

Nu traadte grev Holnstein pludselig frem. Som chef paa stald-etaten var han Hesselschwerdts overordnede. Han vidste, at Rothschilds sekretær havde været i München, og kjendte til de samtaler, som denne havde havt med medlemmer af huset Orléans. I paavente af hvad der vilde komme, havde han indskjærpet Hesselschwerdt, at han intet maatte foretage uden grevens vidende, fordi kong Ludwig i den pinlige stilling, hvori han befandt sig, muligens kunde lade sig forlede til skridt, der kunde have betænkelige følger for staten.

Da underhandlingerne gjenoptoges i mai maaned, [120] havde Holnstein paabegyndt en badekur i Karlsbad.

Inden sin afreise havde han strengt paabudt Hesselschwerdt øieblikkelig at underrette ham derom, hvis hans reise til Paris ikke kunde forhindres. Greven havde truende tilføiet:

«Adlyd mig, Hesselschwerdt, ellers kan det blive Dem en dyr historie!»

Holnstein havde neppe været otte dage i Karlsbad, før han modtog det ventede telegram. Han skyndte sig til München og lod Hesselschwerdt kalde til sig. Hof-furéren medbragte den forseglede skrivelse, der indeholdt gjældsbeviset fra Ludwigs haand.

Uden at betænke sig et øieblik tog greven ham med sig til ministerpræsidenten dr. von Lutz, og overgav i hans hænder brevet til Rothschild, der var forsynet med kongens segl. Han ansøgte derefter om audiens hos prins Luitpold, der ved prins Ottos sygdom var bleven den, som stod tronen nærmest.

Medens han talte med kongens onkel, meldte man, at det samlede ministerium ønskede foretræde. Raadslagninger fandt sted. Ludwigs brev blev aabnet; og man forbød Hesselschwerdt at foretage reisen til Paris. Fire fremragende læger blev [121] budsendte. De erklærede, at kongen var sindssyg og antog, at hans sygdom var uhelbredelig.

Man havde nu en gyldig grund til at gjøre ham umyndig.

Et hemmeligt familieraad traadte sammen i München. Mod to stemmer besluttede prinserne, at kongen skulde tages i pleie, og at der skulde indsættes et regentskab med prins Luitpold som rigsforstander. Ministeriet skulde blive staaende. Man ønskede at gjøre overhofmesteren grev Castell til Ludwigs formynder; men denne afslog det sørgelige hverv. Grev Holnstein blev derpaa udnævnt til embedet.

Prins Luitpold vilde, at kongen skulde underrettes, inden proklamationen fandt sted, for at han, om muligt, kunde give sit samtykke til den nye ordning.

Dr. von Lutz underrettede samtidig fyrst Bismarck om det paatænkte laan i Paris og om, at medlemmer af huset Orléans havde spillet en rolle i sagen.

Fyrsten gav den daværende franske ministerpræsident et vink. En debat vedrørende de Orléanske prinsers udvisning stod netop paa dagsordenen i det franske senat. Indholdet af Bismarcks telegram lod formode, at prinserne havde ønsket [122] at benytte Ludwigs pengeforlegenhed til at spille en politisk rolle.

Denne meddelelse skal have været hovedaarsagen til, at familien Orléans blev udvist fra Frankrige.

XVIII. Forberedelser til at fængsle kongen. – Bønderne samler sig for at frelse ham

Hesselschwerdt kunde selvfølgelig ikke mere vise sig for kongen. Han meldte, at han var bleven syg, og at han derfor var forhindret fra at reise til Paris. Ludwig fik imidlertid vide gjennem sin frisør, at furéren spadserede fuldstændig frisk rundt i hovedstadens gader.

Skjønt han tidligere af og til havde været en smule mistroisk ligeoverfor ham, kunde han dog ikke tænke, at han havde givet fra sig det forseglede brev, der var betroet i hans hænder.

En saakaldt hof-kommission var imidlertid paa vei til Hohenschwangau for at fængsle kongen og tage ham under lægebehandling. Den bestod af ministeren for det kongelige hus grev Crailshaim, greverne Holnstein og Tørring, hr. von Washington, der skulde være kongens kavallér, samt af direktøren for Münchens offentlige sindssyge-anstalt, [124] dr. von Gudden. Desforuden med fulgte en underlæge og otte sindssygevogtere.

Af Ludwigs nærmeste omgivelser var kammertjeneren Weber og staldpersonalet de eneste, som ikke anede, hvad der forestod.

Natten til den niende juni kjørte en række hofvogne op foran det gamle slot Hohenschwangau.

Grev Holnstein, der sad i den ene af dem, gik straks ned i den kongelige stald for at meddele personalet, at den skulde opløses.

Livkusken Osterholzer spændte netop hestene for Ludwigs vogn; thi kongen vilde, som sædvanlig, kjøre ud i løbet af natten.

Greven befalede, at han straks skulde spænde fra, da en anden vogn var sat istand og en anden kusk skulde kjøre.

Osterholzer paaberaabte sig sin herres befaling.

»Kongen har intet mere at befale», svarede Holnstein. «Det er hans kongelige høihed prins Luitpold, som nu regjerer!» ⁿ¹⁶

Kusken forstod, at der var lagt onde raad op mod kongen. Han førte hestene tilbage til stalden. [125] Saa hurtig, som hans ben kunde bære ham, løb han derpaa ad en steil skovsti op til Neuschwanstein, hvor han meddelte den tjenstgjørende kammertjener Weber, hvad han havde oplevet.

Ludwig gik frem og tilbage i den oplyste sangerhal og deklamerede med høi stemme dele af en opera, som nylig var bleven ham tilegnet.

Osterholzer styrtede aandeløs ind og kastede sig paa knæ for ham; i sin ophidselse fik han kun fremstammet nogle usammenhængende ord.

Kongen forstod ham ikke; han vinkede Weber hen til sig og spurgte, hvad denne scene skulde betyde. Kammertjeneren forklarede, at grev Holnstein og en del andre herrer var ankomne til Hohenschwangau, og at man havde fiendtlige planer mod hans majestæt.

Osterholzer bønfaldt ham om at flygte øieblikkelig; ogsaa Weber tilbød at være ham behjælpelig.

Ludwig tilbageviste tilbudet.

«Hvorfor skulde jeg flygte?» spurgte han. «Hvis en virkelig fare truede, vilde Karl have skrevet til mig!»

«Karl» var hof-furéren Hesselschwerdt, som han endnu i dette øieblik nærede tillid til.

Efter nogen betænkning gav han alligevel befaling til, at hans tjenere skulde samle sig.

[126] «Løb saa hurtig som muligt», sagde han. «Kald alle tro bønder hid for at beskytte sin konge!»

Staldknegte og tjenere ilede afsted og gjorde alarm i de omliggende landsbyer. Neppe en time efter myldrede det i Hohenschwangau af bønder, som var bevæbnede med knive, og som bar økser og ljaaer paa nakken.

Den nærmestliggende landsby, Füssen, sendte sine brandmænd, og den der stationerede politimester indtraf med alle sine folk.

Da ingen vidste, hvad der var besluttet i München, havde man grund til at formode, at der forelaa et overfald paa kongens person. Alle var rede til at sætte sit liv paa spil for at frelse ham.

Hof-kommissionen var imidlertid i morgendæmringen naaet op til Neuschwansteins port.

Man havde bestemt, at en af herrerne skulde oplæse prins Luitpolds skrivelse for kongen. Derefter skulde lægerne føre ham til Linderhof.

Til sin overraskelse fandt de slotsporten besat af gendarmer, som i kongens navn negtede dem at træde ind.

De fremviste sin skriftlige fuldmagt. Den vagthavende soldat værdigede den end ikke et blik, men svarede paa alle forestillinger og befalinger:

«Jeg behøver intet skriftligt! Jeg kjender kun en befaling, og den kommer fra hans majestæt!»

[127] Nu vilde herrerne tiltvinge sig adgang med vold. Men politisoldaten fastholdt sin bestemte ordre og truede med at skyde enhver ned, der vovede at trænge ind i slottet. Han løftede sit gevær, idet han for sidste gang henviste til den regjerende konges befaling.

Ogsaa de øvrige gendarmer trængte nu frem. Et kolbestød traf en af sygevogterne, der stod nærmest.

«Hvor ubehageligt dette optrin end var», siger hjælpelægen, dr. Müller, «saa kunde man ikke negte, at disse mænd optraadte med pligttroskab, naar de, uden hensyn til hof- og statsembedsmændenes glimrende uniformer, urokkelig holdt fast ved: Vor konge har befalet det, og vi adlyder ham!»

Hofkommissionen maatte med uforrettet sag trække sig tilbage til Hohenschwangau.

Rygtet om at kongen skulde slæbes bort som fange, havde imidlertid bredt sig over hele egnen. Da herrerne kjørte ned til det gamle slot, saa de bønder, vedhuggere og brandmænd, kvinder og børn, der i vild hast styrtede op mod Neuschwanstein.

Amtmand Sonntag, den øverste embedsmand i Füssen, fik af Ludwig det hverv at fængle kommissionens [128] medlemmer. Han indfandt sig paa Hohenschwangau for at udføre befalingen.

Minister Crailshaim for løs paa ham og foreholdt ham, at han ingensomhelst ret havde til at handle, som han gjorde.

«Deres excellence», svarede den høit agtede gamle mand, «jeg er i en pinlig forlegenhed. Ikke med et ord har man forberedt mig paa det, som skulde ske eller givet mig veiledning om, hvordan jeg havde at forholde mig ligeoverfor min herre! Jeg har tjent ham i saa mange aar, og endnu i denne time er jeg hans embedsmand. Jeg kan ikke paa faa minutter glemme de forløbne aars kjærlighed og troskab og beslutte mig til at optræde som min konges fiende.»

Han foretog fengslingen og lod under sterk eskorte arrestanterne føre til Neuschwanstein.

Grev Holnstein vilde kjøre, men politimesteren tog intet hensyn til hans ønske; herrerne maatte gaa tilfods gjennem den rasende folkemasse, som havde samlet sig. Ogsaa gaardspladsen var overfyldt. Hundreder af mænd og kvinder truede dem med høi røst.

«Se paa disse mænd», raabte en ung kone til sin syvaarige datter; «naar du bliver stor, kan du fortælle, at du har seet forrædere!»

Der udfordredes betydelig energi for at afholde [129] befolkningen fra at forvandle sine trusler til haandgribeligheder. Dr. Gudden viste mindst mod. Folkehoben, som havde hørt, at han var den, der erklærede kongen for sindssyg, styrtede frem mod ham og truede med at kaste ham i den nærliggende Pøllat-fos.

Et frygteligt had havde lyst ud af Ludwigs øine, da man havde fortalt ham, at hans barndoms- og ungdomsven grev Holnstein var med blandt forræderne. Han havde befalet, at alle skulde kastes i mørkt fengsel.

Dette blev dog ikke gjort; de blev indespærrede i et rum over porthvelvingen.

Kongens vrede fordunstede snart; efter tre timers forløb bestemte han, at de igjen skulde sættes i frihed.

Det lykkedes amtmanden at berolige mængden udenfor og at bevæge den til at vende hjem. Dog vovede ingen af herrerne at vise sig i den nærliggende landsby.

De tiltraadte sit tilbagetog ad forskjellige veie og skyndte sig uden ophold til München.

XIX. En ven i nøden. – Ludwigs proklamation til sit folk

Alle, som vilde kongens vel, ønskede af varmt hjerte, at han skulde begive sig til sin hovedstad, hvilket upaatvivlelig vilde have været det eneste middel til at frelse ham.

I løbet af formiddagen havde han telegraferet efter sin adjutant, grev Alfred Dürckheim.

«Denne mand er mig hengiven,» sagde han, idet han sendte telegramet afsted.

Netop som hofkommissionen forlod Neuschwanstein efter sit korte fangenskab, indtraf greven i Hohenschwangau med heste, der var jagede halvdøde for at komme i rette tid.

Han ilede op til slottet.

Gendarmerne og brandmændene stod endnu opstillede udenfor. Dürckheim udtalte sig anerkjendende om deres optræden, men sendte dem hjem efter kongens opfordring.

Den menneskesky Ludwig, som aldrig havde [134] været damernes ven, havde i disse timer en kvindelig gjest paa sit slot. Baronesse Truchsesz – spansk af fødsel, men indgiftet i det bayerske aristokrati – havde i den tidlige morgen skyndt sig til Neuschwanstein, da hun hørte, at hans majestæt skulde fengsles. Hun var styrtet ind i hans soveværelse uden at lade sig melde og havde gang paa gang forsikret ham om sin hengivenhed.

Han lod hendes talestrøm glide hen over sig med ro og gav hende haanden.

«Kjære baronesse,» sagde han i sin elskværdigste tone, «vil De ikke tillade mig at sende bud efter Deres mand, for at De under hans beskyttelse kan vende tilbage til Deres villa?»

Baronessen vilde ikke gaa ind paa dette, men bønfaldt Ludwig om uopholdelig at reise til München.

«Det vil jeg ogsaa,» sagde han, «om end ikke straks.»

«Jeg følger Deres majestæt!» raabte hun.

Han gjorde en afværgende bevægelse.

«Det vil ikke godt gaa an,» svarede han venlig.

Baronessen tog plads i forværelset, fast besluttet paa ikke at forlade hans dørtærskel.

«Hvis forholdene ikke var saa alvorlige, vilde jeg føle mig fristet til at le af den gode baronesse,» [135] sagde Ludwig til grev Dürckheim, som fandt hende der.

Ogsaa denne sidste ven fastholdt hans afreise til München som uundgaalig nødvendig. Om kongen paa dette tidspunkt havde vist sig i sin hovedstad, er det mere end sandsynligt, at hans folk vilde have sluttet sig om ham for at forsvare ham.

Han erklærede imidlertid, at han var aldeles udmattet; dog tilføiede han, at han vilde reise den følgende dag.

Mellem Ludwig og Bismarck havde der altid hersket et meget venskabeligt forhold.»ⁿ¹⁷ Jeg kunde i særlig grad glæde mig ved hans agtelse,» har fyrsten ytret.ⁿ¹⁸ «Vi brevvekslede om vigtige politiske forhold indtil de sidste aar af hans liv. Naar han udtalte sine anskuelser, var han lige saa elskværdig mod min person som aandfuld i bedømmelsen af de forskjellige anliggender, der var paa tale.»

I dette fortvivlede øieblik tænkte kongen og grev Durckheim begge paa det tyske riges mægtige kansler.

Den mislykkede hofkommission, der havde undladt at give embedsmændene i distriktet underretning [136] om det, der var igjære, havde været forsigtig nok til at meddele den forestaaende omveltning til telegraf-funktionærerne i Hohenschwangau. Telegramer fra Ludwig kunde derfor ikke ekspederes fra Bayern, men maatte sendes over grænsen til det nærliggende Tyrol.

Dürckheim anraabte Bismarck om hjælp.

Kansleren svarede:

«Hans majestæt bør straks kjøre til München og varetage sine interesser ligeoverfor den samlede rigsdag.»

Senere fortalte Bismarck: «Jeg tænkte som saa: Enten er kongen frisk, og da følger han mit raad, eller han er virkelig sindssyg!»

Han tilføiede:

«Hans majestæt reiste ikke til München, han fattede ingen beslutning; han var ikke længer i besiddelse af sin aandelige kraft, men lod skjebnen bryde ind over sig.»

Ludwig og Dürckheim udkastede i forening et længre telegram til keiseren af Østerrige og bønfaldt ham om at træde til.

«Spænd for!» raabte greven ned i stalden, «kjør til den østerrigske grænseby Reutte saa hurtig, De kan, selv om alle fire heste sprænges!»

[137] Paa samme tid anstrengte ogsaa keiserinde Elisabeth sig fra Possenhofen til det yderste for at formaa sin gemal til at gribe ind.

Paa kongens vegne anmodede Dürckheim baron Frankenstein om at danne et nyt ministerium. Og jægerbataljonen i Kempten blev opfordret til at indfinde sig for at beskytte hans majestæt.

Denne sidste depeche gik gjennem Mayrs hænder; kammertjeneren tilføiede nogle ord, der foranledigede komandanten til at spørge krigsministeren, om han skulde efterkomme orderen. Der indtraf et benegtende svar.

Med bestemthed kan det ikke paavises, hvilke forholdsregler grev Dürckheim forøvrig tog for at frelse sin herre. Man nævnte ham som forfatter til en proklamation, som den følgende dag blev udstedt i kongens navn:ⁿ¹⁹

«Jeg, Ludwig den anden, konge af Bayern, ser mig foranlediget til at rette følgende

opraab

til mine elskede bayrere og til det samlede tyske folk!

Prins Luitpold vil mod min vilje gjøre sig til hersker i mit land. Mit hidtilværende ministerium [138] har ført mit elskede folk bag lyset ved urigtige meddelelser om min helbred og har lagt høiforræderske planer.

Jeg føler mig legemlig og aandelig saa frisk som hvilkensomhelst anden monark! Det planlagte forræderi kommer saa overraskende, at der ikke er levnet mig tid til at tilintetgjøre ministeriets nederdrægtige hensigter.

Hvis de forberedte voldshandlinger bliver udførte, og prins Luitpold river regjeringsmagten til sig mod min vilje, giver jeg mine trofaste venner det hverv med alle midler og under alle omstændigheder at varetage mine rettigheder.

Jeg venter af alle bayerske embedsmænd, fremfor alt af de ærekjære bayerske officerer og af Bayerns soldater, at de, i erindring om den hellige ed, med hvilken de har svoret mig troskab, forbliver trofaste mod mig og bistaar mig i disse tunge timer.

Enhver kongetro borger opfordres til at stemple prins Luitpold og det hidtilværende ministerium som høiforrædere.

Jeg er ét med mit elskede folk og nærer den faste forvisning om, at det vil beskytte mig!

Jeg vender mig samtidig til det øvrige tyske folk og til forbundsfyrsterne.

[139] Saa meget som det stod i min magt har jeg bidraget til at bygge det tyske rige. Derfor tør jeg vente af Tyskland, at det ikke taaler at en tysk fyrste uretfærdig bliver fortrængt.

Hvis der ei skjenkes mig tid til at henvende mig direkte til den tyske keiser, nærer jeg tillid til, at man ikke vil modsætte sig, at jeg overleverer høiforræderne til mit lands ret.

Mine brave bayrere vil visselig ikke svigte mig!

I det tilfælde, at man med magt skulde hindre mig fra selv at varetage mine rettigheder, anraaber jeg hver trofast bayrer om at flokke sig rundt mine tilhængere og at hjælpe med til at tilintetgjøre det planlagte forræderi mod konge og fedreland!

Givet paa Hohenschwangau den 9. juni 1886.

Ludwig den anden,
Konge af Bayern, Pfalzgreve etc.»

Begivenhederne i hovedstaden gik imidlertid sin gang. Den tiende juni offentliggjorde regjeringen den proklamation, som tilkjendegav at kongens onkel var bleven rigsforstander, og at [140] rigsdagen skulde indkaldes for at gjøre Ludwig den anden umyndig.

I løbet af natten modtog grev Dürckheim to gange befaling fra krigsministeriet om at indfinde sig i München.

Det første telegram lagde han rolig tilside. Det andet forelagde han kongen, idet han tilføiede, at han desværre var nødsaget til at reise, da han i modsat tilfælde vilde blive anklaget for subordination.

Ludwig var meget bedrøvet over at skulle miste ham.

«De ved, hvor inderlig jeg ønsker, at De skal blive hos mig,» sagde han. »Telegrafer til min onkel og spørg ham, om han ikke samtykker i, at jeg beholder Dem.»

Greven gjorde dette, men svaret lød kort og bestemt:

«Det bliver ved krigsministeriets ordre!»

Dybt bevæget tog greven afsked for aldrig at se sin konge igjen.

I forværelset ventede Mayr paa ham. Kammertjeneren, der ønskede den nye regjering held og fremgang, var urolig over de forholdsregler, som Dürckheim havde taget.

«Tror De, at hans majestæt beslutter at reise til hovedstaden?» spurgte han.

[141] Med tungt hjerte svarede greven:

«Nei, Mayr, jeg tror det ikke.»ⁿ²⁰

XX. Kongens sidste timer paa Neuschwanstein

Udover natten afløstes egnens gendarmer af politisoldater fra München, der besatte slottet.

Ludwig, som den foregaaende dag havde beseiret sine fiender, troede i begyndelsen, at de var komne for at beskytte ham. Først da man negtede ham at foretage den sædvanlige natlige kjøretur, forstod han, at han var fange.

Tidlig om morgenen den ellevte juni bragte posten proklamationen fra den nye regent. De, som vilde redde kongen, udsatte sig fra nu af for at blive straffede som landsforrædere.

Yderst faa i Hohenschwangau syntes at tænke paa dette. Endog paa den anden side af grænsen var man rede til at vove alt for ham.

De nykomne politisoldater var ukjendte i egnen, hvor landbefolkningen kjendte hver sti og sten. Paa mindre end en time kunde man over Kitzberg-stien naa ind i Tyrol; en vogn kunde derfra kjøre Ludwig videre.

[143] I Østerrige var man fuldt forberedt paa, at han vilde ile did; selv keiseren skal have ventet og frygtet dette.

Et antal modige, trofaste bjergboere var ivrige for at sætte sit liv paa spil for at forsvare den flygtende monark paa denne farlige reise.

Hovedvanskeligheden bestod i at føre ham ubemerket ud af slottet. Udenforstaaende kunde næsten ikke komme i forbindelse med ham, da Neuschwanstein nu strengt blev bevogtet.

En dame, der opholdt sig som sommergjest i Hohenschwangau, tilbød at forsøge at trænge ind til ham, for at lade ham komme til kundskab om planen. Hun forklædte sig som bondekone; en rideknegts hustru fulgte med hende.

Det var dødsstille overalt. Taagen laa saa tæt, at man neppe kunde se ti skridt foran sig.

Politisoldaterne havde trukket sig tilbage til det indre af slottet. En høiere officer stod under porthvelvingen; han spurgte, hvem kvinderne var. Den ene svarede, at hun var gift med kusken, og at hun vilde besøge kammerlakaien Mayrs hustru. Officeren betragtede dem mistroisk.

Nogle tjenere traadte nu frem.

«Kjender De disse kvinder?» spurgte han «Taler de sandhed?»

[144] De bekræftede det; og kvinderne fik lov til at gaa videre.

Vovestykket førte til intet; Mayr, som de henvendte sig til, vilde under ingen omstændigheder understøtte en flugtplan. Han meddelte ikke en gang, at de var komne.

Alligevel fik kongen underretning om sagen. Hans første spørgsmaal gjaldt, om man kunde iverksætte hans flugt uden at udgyde blod. Da man svarede, at han maatte være forberedt paa, at det kom til kamp, afstod han fra at følge sine redningsmænd.

«Jeg vil ikke, at noget menneskeliv skal ofres for min skyld,» sagde han.

Han vidste, hvilke midler man havde anvendt for at faa ham afsat fra tronen. Han var ogsaa paa det rene med, hvilke oplysninger der var bleven samlede til dette øiemed, samt hvem der havde forraadt ham.

«Tænk Dem,» sagde han til sin kammertjener Weber, «disse mennesker, som jeg har vist saa megen godhed, har svigtet mig skammelig; de har udleveret alle mine breve og papirer til mine modstandere.

»Han havde hørt, at nye udsendinge den næste morgen vilde komme til Neuschwanstein og føre ham bort ved hjælp af læge og sygevogtere; og [145] han vidste, at han vilde være en viljeløs fange i deres hænder.

Den ophidsede tilstand, hvori han havde befundet sig den foregaaende dag, var bleven afløst af ligegyldighed for alt og alle; efter grev Dürckheims afreise syntes han fuldstændig brudt.

Han tænkte ikke mere paa modstand. En anden tanke beskjeftigede uafladelig hans sind; naar han i løbet af fredagen viste tilsyneladende ro, var det, fordi selvmordsplaner beherskede ham.

Rastløs gik han op og ned i tronsalen og talte høit om at forkorte sit liv.

Af og til henvendte han nogle ord til Weber.

«Tror De paa sjælens udødelighed?» spurgte han.

«Ja,» svarede tjeneren.

«Ogsaa jeg tror paa den,» sagde Ludwig. «Jeg tror paa sjælens udødelighed og paa Guds retferdighed.»

«Fra livets høide at blive slynget ned i et intet!» vedblev han. «Et ødelagt liv! Jeg kan ikke udholde det.

Jeg kunde finde mig i, at man tog min krone fra mig, men jeg overlever ikke at man erklærer mig for sindssyg.

[146] Jeg kan umulig holde ud at blive behandlet som min broder Otto, som enhver vogter tør befale over, og som man truer med knytnæven, naar han ikke vil lystre!»

Tanken paa døden var med magt brudt frem i hans sjæl. Han bad sine tjenere om cyankalium; de svarede, at de ikke kunde give ham det.

I den regnfulde nat gik han flere gange ud paa slottets balkon, der hænger over den svimlende Pöllat-afgrund.

Han befalede Mayr at give ham nøglen til det høie taarn paa slottet; men tjeneren foregav, at han ikke kunde finde den.

Et sprang fra taarnet, og kongen vilde være frelst!

«Naar min frisør kommer imorgen, kan han søge mit hoved i Pöllat», sagde han.

Han tilføiede

«Jeg haaber, at Gud naadig vil tilgive mig dette skridt!»

«Min moder kan jeg ikke spare for den smerte, jeg kommer til at tilføie hende», vedblev han. «Man driver mig i døden! Men mit blod komme over alle, som har forraadt mig!»

Han var navnlig bitter mod sin onkel.

«En elskelig slegtning, der tilraner sig herskermagten [147] og fengsler mig», sagde han. «Han er ingen prinsregent, han er en prinsrebel!»

Baronesse Truchsesz opholdt sig fremdeles i forgemaket; hendes nærværelse begyndte at blive ham pinlig. Han ønskede, at hun skulde fjernes, men gav udtrykkelig ordre til, at man skulde gjøre det hensynsfuldt og mildt.

Kammertjeneren Weber havde to gange været i hans tjeneste. Ludwig forærede ham en diamantagraf, som han pleiede at bære paa sin hat.

«Jeg har ingen penge til at belønne Dem», sagde han. «Modtag istedet min agraf samt dette gjældsbevis. Skulde man tvinge Dem til at udlevere diamanterne, saa vil mit dokument sikre Dem en skadeserstatning af 25,000 mark.»

Endvidere gav han ham sin bønnebog, der var meget slidt.

«Bed for mig», sagde han.ⁿ²¹

Det var en skrækkelig nat. Taagen havde opløst sig i regn, der faldt i stride strømme; og stormen hylede rundt Neuschwanstein.

Ludwig var næsten alene paa sit slot, som var [148] fuldstændig afspærret. Atter gik han ud paa balkonen og stirrede ud over landskabet med hovedet støttet i sin haand.

En forferdelig angst kom over ham. Han befalede Weber at lade Osterholzer kalde; maaske kunde den flugtplan endnu gjennemføres, som man havde foreslaaet ham før.

Men kusken var bleven kaldt til München; man havde betydet ham, at han vilde blive arresteret, hvis han ikke øieblikkelig forlod Hohenschwangau.

«Vil da folket intet gjøre for at befri sin konge?» spurgte Ludwig.

Hans tjener svarede: «Deres majestæt! Folket har ingen vaaben!» –

Da hofkommissionen første gang havde lidt et saa forsmædeligt nederlag, havde man til nye udsendinge delvis valgt andre mænd. Men ogsaa denne gang kom dr. Gudden, hjælpelægen dr. Müller og otte vogtere.

For sin egen sikkerheds skyld havde herrerne desuden taget med sig politichefen fra München; og de havde forlangt, at rigsforstanderens proklamation skulde være offentliggjort i Hohenschwangau, inden de begav sig did.

Medens den forrige kommission var bleven behandlet [149] som forrædere og forbrydere, vovede man ikke at optræde fiendtlig mod de nykomne.

Kongen var vendt tilbage til spisesalen. Han havde aldrig været dranker; men denne nat drak han cognac og vin for at bedøve sig.

Udsendingerne var imidlertid ankomne til Neuschwanstein, hvor de uhindret fik træde ind.

De afventede det øieblik, da Mayr vilde give dem et vink om, at de kunde hente hans majestæt og kjøre ham til et andet slot.

Ludwig havde atter forlangt nøglen til slotstaarnet. Tjeneren, som anede, at han vilde styrte sig ned, havde fastholdt, at den var bortkommen.

For sidste gang gjentog han nu sin befaling.

I sin angst ilede Mayr til dr. Gudden og spurgte, hvordan han skulde forholde sig.

Et øieblik efter gik han ind og meldte, at nøglen var funden.

Kongen reiste sig og fulgte ham straks.

De udenforstaaende hørte faste skridt. En herre af imponerende høide viste sig pludselig i døraabningen; han talte i korte, afbrudte sætninger til tjeneren, som stod dybt bukkende.

Man havde foresat sig øieblikkelig at omringe ham og at føre ham bort med magt. Men da monarken traadte ud, veg alle sky tilside; ingen vovede at gribe ham.

[150] Dr. Gudden gjenvandt sin fatning først. Han gik frem og sagde:

«Deres majestæt! Dette er det sørgeligste hverv, som jeg har paataget mig i mit liv. Fire sindssygelæger har afgivet en erklæring om Deres majestæts helbred. Som følge af denne har prins Luitpold overtaget regentskabet. Jeg har faaet befaling til at ledsage Deres majestæt til slottet Berg endnu i denne nat.»

Kongen vaklede et øieblik.

«Hvad vil De mig?» gjentog han flere gange. «Hvad betyder dette?»

Sygevogterne nærmede sig for at gribe ham.

Han afværgede det med en stolt haandbevægelse og rettede sig op.

«Det er ikke nødvendigt», sagde han; «jeg gaar frivillig.»

XXI. Paa slottet Berg. – Kongens død

Klokken fire om morgenen drog Ludwig bort fra Neuschwanstein.

I den første vogn sad dr. Müller og to syge vogtere. I den næste kjørte kongen ganske alene. Ved siden af kusken sad overvogteren fra sindssygeasylet i München; og tæt op til vognen red en mand, der havde ordre til skarpt at iagttage hans majestæt og til at give et tegn ved den mindste paafaldende bevægelse.

Dr. Gudden, en politiofficer og flere vogtere fulgte efter.

Da Ludwig havde taget plads i sin ekvipage, sagde han til lægen:

«De har vel intet imod, at jeg tager afsked fra min tjener?»

Mayr traadte hen til ham; men samtalen varede dr. Gudden for længe.

«Skynd Dem, saa at vi kan komme afsted», gjentog han flere gange.

[154] Mayr hulkede høit, idet han fjernede sig.

Enkelte mennesker stod udenfor for at se det sørgelige tog; kongen besvarede venlig deres hilsener.

Ved første omdreining af veien aftørrede han med haanden det fugtige vindu og saa tilbage paa Neuschwanstein, som han havde elsket saa høit, og som aldrig senere er bleven beboet.

Han saa syg ud; ansigtsfarven var askegraa, blikket uroligt.

Man byttede tre gange heste. Ved det sidste skifte, Seeshaupt, traadte vertinden hen og hilste ærbødig paa hans majestæt. Han bad hende om et glas vand. Da han gav hende det tomme glas tilbage, takkede han hende hjertelig. Grædende raabte hun efter vognen:

«Behüt Gott, Majestät!»

De nye magthavere havde frafaldt den plan at føre ham til Linderhof; thi man vidste, at en af hans livjægere samlede folk i Tyrol for at hjælpe ham over grænsen.

Medens vognen uden forhindringer naaede Berg, stod hundrede og tyve bønder rede til at frelse ham i nærheden af Reutte.

Efter to dages venten erfarede de, at kongen var kjørt en anden vei.

Det var dr. Gudden, som havde bestemt slottet [155] Berg til hans fengsel, hvilket var saa meget mere hensynsløst, som han der havde tilbragt sin lykkelige ungdom.

Ludwig havde lært denne læge at kjende, medens han behandlede hans broder, prins Otto; og han nærede en særlig antipati mod ham.

«Gudden betragter mig paa en saa besynderlig maade», havde han flere gange tidligere sagt til sin moders overhofmesterinde. «Gid han bare ikke udfinder noget at sige ogsaa om mig.»

Det var pintseaftens formiddag, da han ankom til sit bestemmelsessted. Elskværdig hilste han paa den der stationerede politisoldat:

«Det glæder mig, Sauer, at De atter har tjeneste», sagde han, da han gik ind.

I en af de første sale faldt hans øie paa hans eget billede: et stort maleri, der forestillede hans første landstigning ved slottet Berg efter tronbestigelsen. Hvor forskjellig var ikke denne dag fra hin!

Han fik kun to værelser til sin afbenyttelse. Vinduerne var i hast bleven forsynede med jerngittere, og man havde boret huller i dørene, for at han stadig kunde være under opsigt. Han betragtede disse forandringer uden at sige et ord.

Lægen opfordrede ham til at gaa tidlig tilsengs, og han adlød.

[156] Klokken to om natten vaagnede han og vilde staa op. Vogterne negtede ham det. De havde taget hans klæder bort; trods hans indstændige bønner udleverede de dem ikke.

Endelig lod en af dem sig overtale til at give ham hans strømper. Kun iklædt sin natskjorte og strømperne gik han time efter time urolig op og ned paa gulvet.

Klokken seks om morgenen bad han vogteren om at hjælpe ham med et bad. Han lod sig klæde paa af denne, men opfordrede ham derefter til at hente hans kammertjener og hans frisør. Vogteren svarede overensstemmende med sandheden, at de ikke var fulgte med til hans nye opholdsted.

Pintsemorgenen brød frem. Ludwig ønskede at tage del i gudstjenesten i den nærliggende kirke. Gudden afslog det, da han frygtede, at folket ikke vilde tro, at kongen var sindssyg, hvis han viste sig.

I løbet af formiddagen bad han om en appelsin. Man bragte den, men uden frugtkniv. Han sendte den ud igjen uden at have rørt den.

Klokken elleve spadserede dr. Gudden en tur med ham. To vogtere, der fulgte efter, fik et vink om at forlænge afstanden. Man tog plads paa en bænk ti–femten skridt fra Starnbergersøens bred. Ludwigs rolige, beherskede optræden vuggede lægen [157] ind i en sikkerhed, der skulde blive skjebnesvanger for ham selv.

Kongen spiste middag alene klokken fire.

Inden han satte sig tilbords, spurgte han den vogter, som opvartede ham, om Gudden havde rørt ved hans mad; han frygtede, at denne havde til hensigt at sætte ham i bevidstløs tilstand, og at han i denne tilstand vilde vise ham for folket for at fastslaa, at han var gal.

Han forlangte at faa tale med sin gamle bekjendt stabskontrollør Zanders, der var paa slottet. Gudden vilde i begyndelsen aldeles ikke høre tale derom. Omsider gav han dog efter for kongens indtrængende bønner; Zanders fik Lov til at gaa ind en halv times tid, men maatte paa æresord forpligte sig til ikke at vække nogetsomhelst haab om, at han kunde gjenvinde sin frihed.

Ludwig gik ham imøde energisk, livlig, som i sine bedste dage, – en ganske anden mand, end han havde været to dage forud. Han viste ham gitteret for vinduerne, hullerne i dørene, og han fortalte ham, hvorledes han var bleven behandlet.

«Hvor mange politisoldater er der i parken for at passe paa mig?» spurgte han.

«Seks eller otte, Deres majestæt!

«Vil de i paakommende tilfælde skyde paa mig?»

[158] »Hvordan kan Deres majestæt tænke noget saadant?» lød svaret.

Medens denne samtale fandt sted, telegraferede overlægen til München:

«Her gaar alt vidunderlig godt!»

Et kvarter efter tiltraadte kongen sin sidste spadseretur med Gudden. Himlen var overskyet, og det regnede lidt.

To vogtere ledsagede dem.

Lægen ytrede, at deres nærværelse var overflødig, og de gik snart efter tilbage til slottet.

De to herrer slog ind paa den vei, som de havde fulgt samme morgen.

Fra ungdommen havde Ludwig kjendt Starnbergersøens bredder, og det er mere end sandsynligt, at han om formiddagen havde valgt den plads, hvor han vilde befri sig for sit liv.

Overlægen havde sagt, at han vilde komme tilbage med kongen klokken otte.

Den blev halv ni og ni; men endnu saa man dem ikke. Paa slottet blev man ængstelig for, at der kunde være tilstødt dem en ulykke i den mørke park.

Underlægen lod de nærmeste omgivelser nøiagtig undersøge. Det førte foreløbig ikke til noget resultat; thi ingen tænkte paa Starnbergersøen.

[159] Ikke langt fra den bænk, paa hvilken Ludwig og Gudden havde siddet om morgenen, fandt man omsider begges paraplyer.

En fisker blev tilkaldt; man satte ud i hans baad og opdagede ikke langt fra land dr. Guddens lig halvt siddende, med ryggen bøiet under vandet.

Et par skridt længre ude i søen fandt man kongens afsjælede legeme med hovedet ned og armene foroverbøiede. Søen var paa dette sted ikke saa dyb, at han ei skulde kunne have frelst sig, om han havde villet det.

Hvad der er skeet paa denne plet, vil til evig tid forblive en hemmelighed.

Den sørgelige begivenhed var foregaaet uden vidner. Men sporene langs stranden og i søens bund, som blev undersøgt, berettiger til følgende antagelse:

Kongen gik paa høire side, Gudden paa venstre, indtil de naaede den bænk, hvor de før havde siddet. Da vil kongen have kastet sin paraply og være sprungen henimod søen; thi man kunde se hans spor paa den fugtige, mosklædte strand.

Gudden har øieblikkelig sat efter og grebet ham i frakkekraven. Hans greb maa have været meget haardt; thi neglen paa en af hans fingre var splintret.

Ludwig maa paa den anden side være bleven [160] ved at storme fremad; thi Gudden havde beholdt begge kongens frakker i sin haand.

Over det høire øie havde lægen en blaa flæk, som utvivlsomt skrev sig fra et næveslag. En frygtelig kamp maa have fundet sted.

Dr. Müller gjorde de ihærdigste forsøg paa at kalde Ludwig tilbage til livet, men alle anstrengelser var unyttige; døden havde befriet den sindssyge konge for hans kvalfulde tilværelse.

XXII. Slutning

Anden pintsedags aften blev Ludwig den andens lig ført til München.

Vognen, der blev trukken af fire heste, og som ledsagedes af hans tjenerskab og af præster, kom til hovedstaden klokken halvfire om natten. Store skarer af landbefolkningen fulgte grædende hans kiste. Ingen troede, at han havde været sindssyg, men at han var bleven uskyldig forfulgt. Hos alle levede mindet om den elskede konge, der havde lovet saa meget, hvis egenheder man havde tilgivet, og som, trods alt, var bleven ved at være bayrernes stolthed.

Budskabet om hans tragiske endeligt rystede hele Tyskland.

Dybt og inderlig sørgede hans hovedstad, hvor han saa sjelden havde opholdt sig. Og i landdistrikterne fandtes der neppe en hytte, hvor hans billede ikke blev kranset med sørgeflor.

[162] Den døde konge blev udstillet paa en høi katafalk iført Hubertus-ordenens ridderdragt med dens gyldne baand om halsen og med et sværd af jern hvilende i venstre arm. Paa brystet laa blomster, som keiserinde Elisabeth havde bragt ham.

Tusinder af alle stænder trængte ind i det lille kapel for at sige ham det sidste farvel. Sorg prægede alle ansigter, medfølelse fandt udtryk paa alle læber. Den ensomme særling havde endelig fundet fred.

Enkedronning Maries kraft var bleven brudt af modgang; kun tre aar overlevede hun sin ældste søn.

«Bayerns ulykkeligste moder» udaandede den syttende mai 1889 paa Hohenschwangau, hvor hun havde levet sine rige og lykkelige ungdomsdage. Med ordene: «Gud bevare Bayern, Gud bevare Preussen!» drog hun sit sidste suk.

Hertuginden af Alençon opholdt sig hos sine forældre i Possenhofen, da hendes forhenværende forlovede fandt døden i den nærliggende Starnbergersø. Budskabet greb hende saa dybt, at hun blev sindsforvirret.

Ludwigs umyndiggjørelse og voldsomme død fremkaldte stormende debatter i den bayerske rigsdag.

[163] For at overbevise verden om, at man havde havt ret til at behandle ham, som man gjorde, aabenbarede ministeriet uden skaansel hans sygdoms udviklingsgang. Betydelige sindssygelæger erklærede enstemmig, at hans aand flere aar havde været formørket.

Men inden hans folk er der endnu idag mange, som ikke tror derpaa.

Bayern har ikke glemt kong Ludwig. Med kjærlighed taler man om de træk af godhed og venlighed, hvorved han vandt alle. I de egne, hvor han opholdt sig mest, lever erindringen om «romantikeren paa tronen» frisk og varm i befolkningens hjerter.