Effter melodie:
Som hiorten med tørst befang.
1.
Efftersom min synd mig skiller
med min bøn og sang for Gud
derfor ieg mig for ham stiller
gaaende fra Babel ud
med et høyt bedrøfved mod
suchende af hierte-rod
at min Gud for sit nafvns ære
vil mig synder naadig være.
2.
I det haab vil ieg fremtræde
nu paa denne salig dag
for min Gud med største glæde
hvor til ieg har god aarsag
med min suck og læbers sang
o at den maa gifve klang
til behag i Herrens øre
at hand den vil gierne høre.
3.
Nu her frem min siæl og lemmer
kommer for Guds hellighed,
med hver andre smugt istemmer
tacker Gud med fyrighed,
som af idel kierlighed
har os sendt sin søn her ned
at hand mennisk skulle blifve
der ved os i sig indlifve.
4.
Herre Jesu ieg dig priser
med min mund af hiertens grund
for alt got du mig beviser
naadelig saa mange lund
for din reen undfangelse
for din hellig fødelse
for du vilt min broder blifve
og mig Himmerige gifve.
5.
Min natur var slet forlaared
ved det syndig Adams fald
men du har mig nu udkaared
og til himmelen udvald,
salighed du skiencher mig
med din fødsel naadelig
der med stilled er Guds vrede
til min siælis roe og glæde.
6.
Ringe maa mit vilkaar være
jeg er arm og skrøbelig
mig er dog beteed den ære
Jesus har trolofved sig
min elendige natur
frem for alle creatur
derfor maa ieg med min tunge
prisen din, o Jesu siunge.
7.
Jeg for synden vaar forbandet
skulde være Satans træl,
men det Jesus har udstandet
og forløst mit lif og siæl
saa ieg maa vel derfor glad
prise Gud i allen stad
tj for døden er mig lifved
ud af naade skienct og gifved.
8.
Naar ieg reddis for Guds vrede
for jeg synder idelig
strax ieg finder trøst tilreede
i min Jesu glæde-riig
hand mit kiød og blod paa sig
hafver taged sandelig
der for er det mig til bade,
Gud sit kiød skal iche hade.
9.
Som det baand Gud hafver bundet
mellem sin og min natur
ingen løse hafve kundet
iblant alle creatur
saa kand ingen vor forbund
nu opløse nogenlund
ævigt venskab skal der være
hvorfor Gud skie lof og ære.
10.
Dersom ieg i synden falder
og forgriber mig mod Gud
mig hand strax til doms ej kalder
skyder mig ej fra sig ud,
Jesus er min talsmand god
som for mig udgaf sit blod
der med synden at forsone,
at Gud vilde mig forskone.
11.
Lifved vilde Jesus blifve
og et lius for verden klart
at han mig vild’ lifvet gifve
og af mørkhed redde snart,
at ieg saa mod ald min brøst
kunde øse krafftig trøst
udaf lifsens reene kilde
som ald sorrig kand formilde.
12.
Salighed lad her af rinde
ned udj mit hiertis kar
at mit lif og siæl kand finde
salighed blant engle klar
o min Herre Jesu Christ
der om mig forsickre vist
o min brudgom mig undfafvne
mig din fødsel ævig gafne.
Siungis som: Christus ned af Himmerig.
1.
O stor glæde for en hver
Jesus kier
er nu kommen til os nær
i elende, at om vende
vor armod, such og bod
til en god ende.
2.
Uden Jesus kommen var
aabenbar
og fra straf os giorde klar
vj vist miste ia forliste
salighed, hærlighed,
oppaa det siste.
3.
Men at hver sig trøste kand
qvind’ og mand
her i denne syndig stand,
da ret glæde har til reede
Jesu nafvn dem til gafvn
som det tilbede.
4.
Jesu nafn till ald behag
i vor sag
er os som en honning-smag,
det kand spise krafft bevise
hungrig siæl meget vel
til roe og lise.
5.
Jesus er vort paradis
siællens lijß.
naar vj følger korsens riis
naar Gud tugter, da bær frugter
vj for ham uden bram
som hærlig lugter.
6.
Jesus er vor fryd og fred
salighed
trøst
mod ald urolighed
hand kand læge vederqvege
os i nød, og anstød,
og Satan speege.
7.
Jesus er vort lys og liv
du og blif
voris fred mod verdens kiv
hand beskemmer Satans
lemmer som ved sig flittelig
hans rige fremmer.
8.
Jesus er en tilflugt god
raad og bod
for et høyt bedrøfved mod
de forlatte kand det fatte
til sin trøst, siælens løst
og bedre skatte.
9.
Jesus er den rette brynd
av stor fynd
som kand rense os fra synd,
at vj hvide af hans side
skue kand saa forßand
hans ansigt blide.
10.
Jesus synden sletter ud
som en Gud
drefven mod hans hellig bud
vill ej trette gaa i rette
med en hver som nu her
vil angre dette.
11.
Jesus er vor faste skiold
mod ald vold,
hielper sine mange fold
og vil styrche dem ham dyrcke
med stor flid allen tid
i dødsens mørcke.
12.
Jesus self velsigner hver
som begier
hos ham stedse være nær
som sig trøsker og forlyster
udj Gud, og hans bud,
hand dem berøster.
13.
Jesus er vor haab og liid
forsvar blid
nu i denne onde tid,
naar vj trengis her og strengis
blotte staar, som Guds faar
til ham vj lengis.
14.
Jesus hafuer meget trygt
mod ald frygt,
Satanam af sædet rygt
vj maa qvæde med stor glæde
om det slag nederlag
for os det skiede.
15.
Jesus der for kronen bær
der skiøn er
vil og krone der med hver
som vil stride, paa ham lide,
mandelig, stadelig,
til sidste tide.
16.
Jesus vær vor sterche troe
siælens roe
hielp at vj maa hos dig boe
til den hvile, naar døds pijle
rammer hart, vj da snart
til dig maa jile.
17.
Hielp o Jesu naadelig
at vj dig
lof maa sige hiertelig,
for det gode, du betrode
os det aar, som bortgaar,
og hos os boede.
18.
Gif os Gud i dette aar,
som vj faar,
fryd og fred som ej forgaar,
Jesu røre os at høre
huad vor Gud i sit bud
vil vj skal giøre.
19.
At vj maa saa jdelig
Christe-Riig
lofve Gud behagelig,
vj maa vige og tillige,
her fra ud til vor Gud
i himmerige.
20.
Wejen os til himmerig
visßelig
lærer Jesus dagelig
hand til reede vil os leede
til den sted, hvor bereed
er altid glæde.
Sjungis som:
Jnderlig Hier[te]lig.
1.
Himmerig jorderig stemmer nu sammen
jnderlig hiertelig siunger med gammen
ald ære dig være himmelens konge
i skyer og byer at det mon ronge.
2.
Dig ære Gud være englene siunger
alle mand i vort land med deris tunger
nu priser beviser tj os fra vaade
hand frelste, som elskte os af sin naade.
3.
Gud sin søn uden bøn hafver os skiencket
himmelen mennisken sammen er lencket
udj fred kierlighed, at vj
tillige det skulde tilfulde Herren lov sige.
4.
Jammerlig klagelig skulde vj bære
timelig æviglig spot og vanære
Gud ære bør være, hvilchen os arme
vilde sig naadelig ofver forbarme.
5.
O vilde Gud milde Sønnen os gifve,
meglere frelsere at skulde blifve
som vor synd idel dynd skulde udslette
og vor sag, such og klag, bringe til rette.
6.
I vor sted strax bereed Jesus vild’ gange
lade sig ynchelig tage til fange
paa det vj frisk og frj kunde
befinde hans godhed udj fred altid besinde.
7.
Guds vrede all-reede Jesus har stillet
Satans flid ondskab jid hafver forspildet
paa det hver fier og nær skulde vist blifve
deelactig varactig j ævig lifve.
8.
Jngen nød ingen død kand os om bringe
listelig træskelig Satan ej tvinge
tj vor borg mod ald sorg Jesus er ene
villigen friligen bør vj ham tiene.
9.
Lystelig lydelig skal vj berømme
Guds godhed trofasthed som os mon sømme
ja vj skal til gefall legge paa hierte
og lette, forgiette, dermed ald smerte.
10.
Wenliger kierliger end som en moder
er du vist Jesu Christ kieriste broder
forløster og trøster os i elende
yndelig, fyndelig, uden all ende.
11.
Midlere hielpere Jesu vor brudgom,
kierlighed herlighed eniste rigdom
gif nu at denne schat altid os
gafner til vj dig frydelig selfver omfafner.
12.
Lad o Gud os din brud hos dig flux blifve
gladelig stadelig dit nafn at gifve
lof og tach uden lach uden all
tide ej grue men skue dit ansigt blide.
Siungis som:
Daphnis gich for nogle dage.
1.
Naar ieg med mig self begrunder
huad Gud hafuer giort mod mig
baade nu og alle stunde[r]
af sin godhed mildelig
burde ieg mig billig skamme,
om ieg der i ville stamme
og ej nu bekiende Gud
for ald verden frilig ud.
2.
Seer ieg til din store naade,
mig det gamle aar beteed,
prise maa ieg ofvermaade,
Herre, din barmhiertighed,
som du mig lod stedse finde
gif Gud ieg det kand besinde
og nu derfor tache dig,
som ieg bør tacknemmelig.
3.
Fant ieg saar i siæl og ßinde
af den gamle slanges bid,
lægdom god fich ieg strax inde,
mod den gifft af Jesu blid,
siælens tørst hand lædske vilde
udaf salighedsens kilde,
som udgich af Herrens huus,
og vaar hendis klare lius.
4.
Gud som haanden sin oplader,
mætter alt paa jorderig,
hafver som min kiære Fader,
sørget for mig rundelig,
englene mig at bevare,
paa min vej ifra ald fare
Gud har skiched pregtelig,
mig beskiermed megtelig.
5.
Landet hafver Gud og kronet
med sin naade visßelig
hafver ogsaa det forskonet
for detz uven merchelig,
jorden med sin dybe dale
see vj ogsaa hærlig prale
hafved med sin vande riig
fische gaf mangfoldelig.
6.
Før blir tungen træt at prise
alle Guds velgierninger,
end Gud dennem at bevise
os elendig mennisker,
O! Gud gifve: vj da kunde
tache hannem med vor munde
for det som annammed er
at vj kand erlange meer.
7.
Nyt aar som vj nu mon fange
ofver alt saa glædelig
gifve Gud at maa indgange
effter ønsche fredelig
vj maa hafve dig i hierte
trøstens aand mod ald vor smerte
fred i siælen jnderlig
rolig her og timelig.
8.
Undt os Fader af din naade
at vj endnu nyde maa
Dit ord til vor siælis baade
sacramenter lige saa
uforfalsched til vor ende
at vj der af maa bekiende
din velgierning priselig
og dig tache hiertelig.
9.
Under dine vingers skygge
lad o Gud vor konge boe
lad med ham og landet bygge
o du vilt i fred og roe
kongens raad din aand raadføre
viseligen at maa giøre
ære bære til dit nafn
og tilføye landet gafn.
10.
Lad o Gud din aand regiere
ald vor tanche, hue og sind
at vj dine maatte være,
fædre, børn og huusgesind
lad os nyt aar saa fremdrage
at vj dig maa vel behage
her i dette jorderig
siden og i himmerig.
Siungis med nest forregaaende melodie.
1.
O barmhiertige kiere Fader,
og min frelser Jesu Christ,
jeg mig nu for dig oplader
saasom den, der har forlijst
meget got du mig har gifved,
til med synd og ondskab drefved,
mod dit bud fortrædelig,
o du synd begrædelig.
2.
O Gud ieg mig skyldig kiender
til din doms retfærdighed,
mine synder og bortvender
fra mig din barmhiertighed
om du ellers vilde trætte,
og med mig nu gaa i rette
handle med mig strengelig
gick det mig elendelig.
3.
Som mit hierte her af bange
finder stor uroelighed
vil ieg til min Gud hengange,
udj min fortroelighed
at hand mig ej skal forskiude
men sin naade end tilbiude
thi hand er den Herre sød
som ej lyster nogens død.
4.
Jeg med hiertens such vil komme
udj største ydmyghed
til min Gud og Fader fromme
bede om barmhiertighed
vendt ej bort dit ansigt blide
fra mig udj naadsens tide
see ej an min synder slem
men lad mildhed skinne frem.
5.
Kierlighed dig har beveget
at du skalt forbarme dig
ofver dem som mod dig meget
har forgrebet skammelig,
at du sønnen maatte gifve
og for mig lost ham aflifve
at ieg skulde naade faa,
og for Jesu død bestaa.
6.
Ald min synd som ieg disverre,
drefvet har motvillelig,
udaf naade udslet Herre,
med dit blod fuldkommelig
som min Jesus flux udøste
der med mig saa vel forløste
fra Guds vrede synd og død
fra helfvedis piin og glød.
7.
Skiul mig med din vingers skygge
ansee Jesu lydighed
lad mig finde bolig trygge
udj hans saars hellighed
Jesu blod mit hjerte rense
at mit maal og lifvis grense
kunde for mig stillis saa
at ieg Gud behage maa.
8.
Lad for mig betalning være
Jesu blod og hellig død
lad min synd ej regnis meere
og mig komme til et stød
naar ey Jesu værdskyld glemmes
om af banghed hiertet klemmes
naar mig alting gaar imod
vær du mig o Jesu god.
9.
Hjelp mig Herre at afføre
kiødelig begieringer,
din aand lær mig ret at giøre
troens gode gierninger,
at ieg saa maa dig bekiende
til mit lifvis sidste ende
da ieg schal af verden gaa
og for lammens throne staa.
Siungis som:
Gud Fader udj himmerig sin villie.
1.
O Fader aller kieriste,
som alting seer og skuer,
jeg er for dig den slemmiste,
for vreden din ieg gruer.
2.
Af himmelen du skuer ned
til dennem som giør jlde
og vil i din retfærdighed
deris forsett forspilde.
3.
Men om de sig vil vende om
og poenitentze giøre
og kiende dig vor Fader from
da vilt du dem bønhøre.
4.
Du aldrig vil forskiude dem
som synden for dig klager
men tage ham til naade frem
naar hand sig self mishager.
5.
J saadan troe ieg ogsaa mig
for dig o Jesu lille
med bod og bøn ydmygelig
betimelig vil stille.
6.
Min arme siæl slet syndig er
min krop og alle lemmer
til synden staar ald min begier,
mit hierte banghed klemmer.
7.
O at mit hofvid gifve kand
nu taarer som vands-kilde,
da vilde ieg dem strax paa stand
dig offre Jesu milde.
8.
Min synd af hiertet hadelig
jeg vilde ret begræde
J troen der hos stadelig
om naade dig tilbede.
9.
O Jesu du som kiender best
huordan mit hierte trengis
lad mig det fange allermest
huor effter ieg mon lengis.
10.
Som hiorten higer hen til strand
sin tørst at vederqveege
saa og min siæl til lifsens vand
til den min siæl kand leege.
11.
O lad min such i himlen op
for dig o Jesu komme
og læg min siæl fra taa til top
o Jesu frelser fromme.
12.
J synden jeg undfangen er
og mod Gud daglig synder
men Jesu du min Jesu vær
at Gud min bod velynder.
1.
For synden ieg bedrøfved gaar,
og finder væ i hierte,
o Jesu, ieg nu for dig staar,
tag fra mig denne smerte.
14.
O Jesu ieg tilbeder dig
for dit blod, død og pine,
forbarm dig nu ofver mig
toe mig af synder mine.
15.
Gif mig i hierted stadelig,
i troen dig allene,
j ald min lifs tid gladelig
o Jesu Christ at tiene.
16.
At naar ieg her fra vandre skal
og verden god nat sige,
ieg da blandt de udvaldis tall
kand findis i Guds rige.
17.
Og saa for Gud og lammed staa
med palmer udj hænde
og hvide kleder hafve paa
Gud prise uden ende.
Siungis som:
Jnderlig Hiertelig:
1.
Hellige hærlige alle tings skaber,
mildeste kieriste Herre Gud Fader
skammelig jammerlig hafver ieg lefved,
og for dig idelig synden bedrefvet.
2.
Dette mig sandelig saare fortryder,
klagelig dagelig ieg mig forlyder,
jeg sucher oplucker munden og hierte
beder dig naadelig, see til min smerte.
3.
Tag i fafn, mig til gafn venniste fader,
synden du ene nu tryggist forlader,
styrche mig megtelig Gud med din naade
frelse mig merchelig og fra ald vaade.
4.
Jesu dig inderlig vil ieg anraabe,
stadelig, dagelig dette forhaabe,
at dit blod mig til god’ vist du udøste,
fra min synd ondskabs dynd der med forløste.
5.
Udj mig krafftelig lad det nedflyde
til min trøst mod ald brøst lad mig det nyde
lad det mig fyndelig trøste og glæde,
naar som mig skrechelig truer Guds vrede.
6.
Min tillid, allen tid Jesu o kiere,
visßelig sicherlig skal til dig være,
jngen nød ingen død schal mig nu drage
bort fra dig svigelig alle min dage.
7.
Dette mig naadelig undt du o Herre,
dig min Gud, og din’ bud at ieg maa ære,
din godhed trofasthed frilig bekiende,
til mit lif fra all kiv faa en god ende.
Siungis som:
Beholdt os Herre ved dit ord:
1.
O Herre Gud i himlen boer,
retfærdig og af naade stoer
din naade er usigelig,
og vreden din u-lidelig.
2.
Det ene angist mig paa før
det andet dog frimodig giør
ti naar Guds vrede skiencher mig
Guds naade trøster merchelig.
3.
Naar ieg anseer min syndig jid,
ieg lefved jlde har min tid,
i synd det noch fremdraged er,
ieg flux fortørner Gud disver.
4.
Guds villie ieg vel offte veed,
men ieg er dog saa ubereed,
at giøre som Gud biuder mig,
og lefve for ham gudelig.
5.
Det onde Gud betaled har,
med got som viises aabenbar,
men ieg aflegger ondt for got
og for hans fromhed idel spott.
6.
Gud seer der til taalmodelig,
til bedring raader jdelig.
Jesus mod syndere er sød
hand har ej lyst til deris død.
7.
Med naaden sin hand decker till,
den syndere, som stille vill,
sin siæl med bod at søge Gud,
og lefve saa effter hans bud.
8.
Endog ieg mig nu skyldig veed,
til Guds vredis retfærdighed,
som for min synd her timelig
bør straffis og evindelig.
9.
Dog ieg ej end forsage vil,
men mig til Gud snart vende til,
j siæl og aand bedrøfved gaa,
til Gud at ieg kand naade faa.
10.
Guds hierte endnu rører sig,
af naade u-afladelig,
til dem, som bod og bedring giør,
og saa et helligt lefned før.
11.
Jesu som mildelig ansaa,
Peder for dig bedrøfved staa
ansee mig ogsaa naadelig,
min synd forlad ieg beder dig.
12.
Aftoe mit hierte med dit blod,
udrydd der af den syndig rod,
gif mig til dig en stadig troe
og værdigis hos mig at boe.
13.
Din aand viib mig paa rette stj,
at vandre ret, stat du mig bj,
at ieg her maa behagelig
din være og evindelig.
Siungis som:
Herre Jesu Christ min fr.
1.
Stor kierlighed og venlighed,
o Jesu dig har draget
paa jorden ned, den jammer-sted,
i uselhed
at du har mandom taged.
2.
En tienere en frelsere,
for os du vilde fødis
at vj forlatt dømbt og fortaft,
ej skulde plat
fra Herrens arv udstødis.
3.
Der for min siæl Immanuel,
min Gud og broder fromme,
nu fryder sig saa inderlig,
og hiertelig
for du til os vil komme.
4.
Den høyeste til ringeste,
ald kongers konge pregtig,
en huer for sig er armelig
ja skrøbelig
og samtlig slet vanmegtig.
5.
Og dig med os Satan til trodtz,
j kierlighed for ene,
samt og din aand og høyre haand,
imod hans baand
os naadig hielp forlene.
6.
O salig tid, da du komst hid,
et menniske at blifve
retfærdighed og siælens fred,
samt salighed,
os syndere at gifve.
7.
J himlene ej englene
til brud du vilde hafue,
men syndere misdedere,
forædere
du unde vill den gafve.
8.
Den brude-skatt din fødsell natt,
til veye monne bringe
med all godhed og hellighed
samt hærlighed,
for høye og de ringe.
9.
For jordiske det himmelske,
for døden lif og glæde
for fattigdom, ævig rigdom,
for ald sygdom
skiøn legedom tilreede.
10.
Vanhælde vech, men ære kieck,
j dig vj har erlanget,
for synden leed og sinds ufred,
din kierlighed
vj ogsaa har endtfanget.
11.
Nu stilled er o Jesu kier,
din faders grumme vrede,
ævigt venskab tro broderskab,
og saa frendskab
du kierlig os bereede.
12.
Derfor til dig frimodelig,
vj i vor nød kand træde
og om din trøst, mod ald ulyst
j voris brøst
dig hiertelig tilbede.
13.
Vort lius du est, hyrde og prest,
som vejen os kand lære,
til Faderen i himmelen,
vor hulde ven,
huor vj i fred skal være.
14.
O gifve Gud: naar min siæl ud
af legemet skal jile,
ved Guds bistand ieg fafvne kand,
min frelsermand
j ævig roe og hvile.
Siungis som:
Haleluja vor Herre:
1.
Min siæl giør dig nu reede
for Guds ansigt at træde,
Gud Herren lof at siunge
med hierte mund og tunge.
2.
For Herrens gafver mange,
du værdig blef at fange,
men synderlig for dette,
du Gud ej schal forgiette.
3.
At hand til sit nafns ære
har villed dig oplære,
og fra din ungdoms dage
i hans ret at opdrage.
4.
At hand mon ene være
effter sit ordis lære,
og i guddommen trende
personer, vj bekiende.
5.
Af disße tre, den anden,
læris at være manden
som qvinden har omfafned,
saa at det os høyt gafned.
6.
Os der det skied til nytte
som vaar et rof og bytte,
som Satans fanger vare
og trældoms byrde bare.
7.
Paa det vj her i lifve
forløste skulde blifve,
fra synd og Satans snare
fra siæls og lifvis fare.
8.
Forgangen aars velgierning,
langt ofver vor begiering
af naade og velynde
vi billig maa forkynde.
9.
Vj derfor maa tillige
lof Gud vor Herre sige
og hannem stedse dyrche
af gandske magt og styrcke.
10.
Vi kand det lidet skiønne,
hand lod os det ei rønne
som vj mod hannem syndet
til straff dog sig ej skyndet.
11.
O Gud! hvor er din lige!
om huem kand vj det sige!
Gud er saa god og naadig
vor synd bær hand taalmodig.
12.
O Gud os til dig vende,
den hellig aand os sende,
at vj dig altid kunde
tache af hierten[s] grunde.
13.
O Gud som tæller dage,
lad det dig vel behage
nyt aar saa at begynde
at du os vel maa ynde.
14.
Wj maa nye gierning giøre
nyt mennisk saa j-føre
og med ny tunger tale
ja med nye klæder prale.
15.
Klæder som siælen pryder
og Jesu blod begyder
huor af de hvide blifver,
og ynde hos Gud gifver.
16.
Naar vj da mon frem komme,
for voris brudgom fromme
vor bønner at andrage,
da schal hand dem antage.
17.
Gud værdigis at være
hos dem dit ord skal lære,
vor øvrighed tillige,
velsigne os deslige.
18.
J din fryct lad os bygge
under din vingers skygge
gif fred i vore dage
og vendt fra os din plage.
19.
Forældrene bereede
af børnene en glæde
din aand dem undervise
dit nafn at de maa prise.
20.
Din kierlighed forplante
blandt brødre og forvante,
naboer lige maade
samt ectefolch du raade.
21.
Encher og faderløse
som such med graad udøse
som til dig stedse raabe,
breed paa dem naadsens kaabe.
22.
Dit faderlige hierte,
lad dem see, som har smerte
lad dem som korsed bære
finde: til dit nafns ære.
23.
Den fattige fornøye,
med det du mon tilføye
und hannem at formode,
hos dig det høyest gode.
24.
O Fader af din throne,
pryd landet med din krone,
til os dit ansigt blide
vendt hid i vore tide.
25.
Af naade os forleene
med nyt aar læber reene,
fra første til detz ende
din godhed at bekiende.
26.
At naar ej tid skal meere,
for os paa jorden være,
vj da evindelige,
maa lefve i Guds rige.
Siungis som:
Siunge vj af hiertens grund.
1.
Op min siæl! kom nu her frem
Guds velgierning ej forglem,
gif paa dennem flittig agt,
tach din Gud af gandske magt,
for alt got hand dig har giort,
j det aar, som nu gich bort,
at det vide blifver spurdt.
2.
Dig min Gud ieg prise maa
blant de store folch og smaa
du beridde mig et bord
med dit Sacrament og ord
spiset der med mig saa vel
og beskiermede min siæl
at hun ej blef Satans træl.
3.
Nøgen ieg fra top til taa,
kunde ej for Gud bestaa,
Gud saa det miskundelig,
klædde min siæl rundelig
med sin søns retfærdighed,
Jesu Christj lydighed
og hans sande hellighed.
4.
Skiulte saa min synd og brech,
tog min ondschab fra mig veck,
toede mig i Jesu blod,
der ieg græd og giorde bod,
der ieg Jesu død og pijn’
med de dyre vunder sin
satte frem for synden min.
5.
Fred som ofvergaar forstand
ind gaf Gud min siæl og aand,
at en hver i fred og roe,
kunde handle saa og boe,
kunde lefve Christelig,
nære sig oprigtelig
giorde Gud saa mandelig.
6.
Os har Gud af land og vand,
signed med sin milde haand,
mectelig beskiermet os
j mod ald uvenners trodtz,
vj Gud derfor prise maa,
alle folch paa jorden gaa,
haleluja siunger saa.
7.
Hvo af os udsige kand,
alt det gode Gud hvermand
hafver giort saa idelig
har beteed saa mildelig
hvor for hand vil denne løn
hafve, at hand og hans søn
skal flux offris tach og bøn.
8.
Som vj af Guds naade faar,
for det gamle et nyt aar,
og Gud os nu spare vill,
legge aar og dage till,
saa gifve Gud detz glad ingang
god og fredelig fremgang
og lychsaligste udgang.
9.
Gif os Gud en ny viis aand,
gif hver morgen ny bistand,
gif med ny . . . . . . . . . .
tancher ny, med gierninger
med nyt lefned at vj maa
j ny himmel saa indgaa,
ganske ny for dig bestaa.
10.
Brende lad dit ordis lius
udj voris hierters huus
ledske med dit kiød og blod,
voris siæl og hierte-rod
at vj i vor frelsermand
groe og grønnis stedtze kand,
ved den værdig hellig aand.
11.
Kongen og vor øfrighed,
lad med os j eenighed
elske dig vor kiere Gud,
giøre og effter dit bud
at vj din nærværelse
nyde med velsignelse
maa til vor beskiermelse.
12.
Fra den farlig blodig krig
fra den ondis list og suig,
sygdom, hunger og dyrtid,
ondt forsætt og ßyndig jid,
lad din engle med os staa
deris vogenborg om os slaa,
at vj sickert bygge maa.
13.
Skal vj for din trofasthed
og din faderlig fromhed
for din naadige bistand,
for din gode hellig aand,
prise dig tachnemmelig
tache dig her timelig
ære dig ævindelig.
Siungis som:
Af høyheden oprunden er.
1.
Fra himmelen nedkommen er,
Jesus Guds søn vor broder kiær,
i armod og elende,
hans fødsels stand slet ringe var
som Skrifften vidner aabenbar
o at vj det maa kiende
altid med flid
at han fridde
os fra qvide,
som og lengis
effter ham, naar hierted trengis.
2.
Alt til dend ende er det skied,
at kiendis kand Guds kier[lig]hed,
huor med hand os saa elste
og vj som ere Jesu brud,
skal inderligen elske Gud
og vor brudgom os frelste,
fra nød og død,
fra ald fare Satans snare,
til at være
hos ham udj fryd og ære.
3.
O kongers konge Jesu Christ,
stor ære du os har bevist
den ære slet uværdig,
vj ringe og fornedrede
er vist og slet foractede
svage saa som elendig,
men du har nu
os anseed og beteed
denne ære,
at wj din brud schulde være.
4.
Vor siæl og legem du paa dig,
har jo antaged underlig,
til voris gafn og beste,
du vilde der med hielpe os,
og redde fra vor uvens trodtz,
og salighed stadfæste
saa vj slet frj,
glade kunde allenstunde,
for Gud træde,
og ham lof af hierted qvæde.
5.
Du jomfrues velsigned frugt,
din Faders allersødist lugt,
wor rette saliggiører
j dig vi har velsignelse
og børnenis udkaarelse,
du alt got os tilfører
hielp Gud din brud
og forleene hierter reene,
os at vise
at vj ret dig Gud kand prise.
6.
Jesu din ævig kierlighed,
din Faders glandtz og hellighed,
vor salighed af naade
du est det sande lius og skin
den rette vey til Fader din
vor frelsere af vaade
gif at den skat
maa i hierte mod ald smerte
altid giemmis
og i modgang aldrig glemmis.
7.
O Jesu siælens søde prest,
vor nød og brøst du kiender best,
vor jammer og elende,
fordj du beder krafftelig,
hos Fader din varagtelig,
at hand os hielp vil sende,
i nød i død
og da trøste og forløste
naar vor synder
Herrens vrede os forkynder.
8.
Der om bønhør mit hiertis raab saasom til
dig er alt mit haab,
min frelser og gienløser,
du aldrig dem forlade kand,
ej heller negte din bistand
som til dig steds’ udøser
sin bøn, i løn,
eller klager, ej afslager
men antager,
naadelig som dig behager.
9.
Jesu du aller helligste,
min brudgom aller kieriste,
du lifsens brød og kilde,
du siælens hunger stille kand,
mod tørst du schiencher lifsens vand
min sorg du kand formilde
o see! Christe
Gud min Herre brudgom kiere
til min klage,
wis mig trøst-løs ej tilbage.
10.
Blandt mennisken du deiligste,
Jesu min brudgom veniste,
kom til mig i mit hierte
min siæl omfafne kierligen,
og see til hende venligen
forlindre ald min smerte,
lad mig, til dig
hastig jile at faa hvile
ved din throne
der at lange lifvsens krone.
Siungis som:
Hiertelig ieg nu lengis.
1.
Min Gud ieg til dig haaber
giør min siæl karsk og sund,
der om ieg til dig raaber,
ud af mit hiertes grund,
dit øre du ned bøye
og hør min suck og bøn
som nu gaar i det høye
ach! hør du Davids søn.
2.
J synd er jeg undfanged
og fød af syndig sæd
jeg har og synd beganged
og giort min Gud fortræd
de grofve synder mange,
jeg angrer nat og dag
de giør mit hierte
bange, det er mit største klag.
3.
Jeg har der med op errit
min Gud og Fader sand,
jeg har mit lif forverred
saared min frelsermand
Guds aand har ieg bedrøfved
min siæls husvalelse
samt fra mig self berøfved
englers nærværelse.
4.
Tj kiender ieg mig skyldig,
for den gieldbundne svend,
til alt got slet ugyldig,
min synd er uden end’
derfor har Gud aarsage,
at være vred paa mig,
og med ald straf mig plage
nu og ævindelig.
5.
Hvor skal ieg mig da vende
j saadan stor en nød!
huo kand mig hielpen sende
mod dette svare stød!
jeg self er slet afmæctig,
min krafft er lige saa,
ald werden skiøn og pregtig
kand her til ej formaa.
6.
Jeg derfor vil nu gange,
til Gud min Fader kier,
med such og graad an-lange,
Gud du mig naadig vær
saa du vil mig forlade,
min synd og misforstand
og mig mod siæle-skade
self trøste med din aand.
7.
Jeg ved at Gud antager
sin krafftig søns forbøn
og derfor ham behager
min suck ieg giør i løn
naar den af hierted ganger
j Jesu søde nafn
wist naadigt svar erlanger
min siæl til lyst og gafvn.
8.
Jeg ogsaa vil fremkomme,
til dig Immanuel,
som est Guds søn den fromme
og hafver frelst min siæl,
fra synd og dødsens snare
fra Satans tyranj,
fra dybe grafvens fare,
huor ej var vand udj.
9.
For dig vil jeg nedfalde,
paa mine hiertens knæ
dig hiertelig paa kalde,
din naade mig betee:
gack ej med mig i rette,
min Jesu frelser sød,
min synd vill du udslette,
for din pine og død.
10.
Dit blod som du lod rinde
paa korsens altere,
lad mig med krafft befinde
mod ald mit hiertis vee,
mig dine wunder decke
mod ald den hastighed,
hvor til min synd kand vecke
din høye hellighed.
11.
Jeg vil og ej forglemme
din aand at kalde paa
at hand min siæl vil fremme
at hun for dig kand staa
reen af dit blod indledis
ind i den fryde-sal
j dig, sin brudgom, glædis
blant de udvaldis tall.
Siungis som:
Haleluja Vor Herre.
1.
Opløfft min siæl din stemme,
Guds godhed at forfremme,
med lof og tach som sømmer,
og hans nafn vidt berømmer.
2.
Gud Herren ieg bør prise,
ald ære ham bevise,
for hand mig som en Fader,
j døden ej forlader.
3.
Wel hafver hand mig slaged,
og nogen tid hart plaged
med kors og sygdoms smerte,
som gick mig nær til hierte.
4.
Da hand lod mig det lenge
til yderste betrenge,
at øyen maatte rinde
med taare ned paa kinde.
5.
Og lod mig offte raabe,
og tit forgiefvis haabe,
saasom ieg ingen lunde
af hannem hielpis kunde.
6.
Dog som ald hielp var ude,
lod Herren strax paabiude,
min sygdom sig at stille,
effter hans naadig ville.
7.
Og sig allmegtig viiste,
der hielpe kand paa sidste,
naar ingen veed at raade,
dem som er sted i vaade.
8.
Alt dette skal mig lære,
min Gud at gifve ære,
som hierted undertvinger,
hvor af ald synd udspringer.
9.
Som korsed til den ende,
os skicker tit til hænde,
at vj fra synd skal vende,
og Gud for alting kiende.
10.
At vj for Gud schal træde,
vor ondschab at begræde,
at wj kand naade fange,
og salighed erlange.
11.
Og mens vj her i lifve,
skal end en tid lang blifve,
wort lefned saa fremdrage,
at Herren det behage.
12.
O Gud som min elende,
udførde til god ende,
som mig gaf magt og styrcke,
lær mig dig ret at dyrcke.
13.
Lær mig dig ret at tiene
med mund og
hierted reene,
at alle mine lemmer,
aldrig din lof forglemmer.
14.
Lad siæl og aand tillige,
der effter hefftig fige,
din pris her at udsige,
siden i himmerige.
Siungis som:
Till brudeseng gaar vi nu:
1.
Af Christalin skiøn himmel fiin
frembryder klare dag
paa Firmament er liused tent
med største velbehag
nu solen har sit ansigt klar
af windu’ ragt os ud
den natt saa sort er svunden bort
lof skie dig ævig Gud.
2.
Nu prectelig nu megtelig
paa høye himmels lofft
den klare soel gaar af sin stoel
opbundet har sin hofft
hun reiser hen paa himmelen
med glimrend flammers blus
os gifver hun sit deilig siun
med himmelsk skinnend lius.
3.
Nu alle diur i sin natur
sig fryder inderlig
at mørche natt er svunden brat
de herlig glæder sig
den nattergal i dyben dal
for kynder Herrens priis
de stær saa smaa hos rinden aa
gi’r af Guds lof bevis.
4.
Af lerchen lill, den Herre mild
faar priis i høyen skye,
naar hun med sang og liflig klang
mod lufften mon opflye
de fugler schiøn, paa træer grøn,
j blomstrend egn og skofv
om morgenstund i fryde-lund
udsiunger Herrens lof.
5.
Er ieg ej noch forpligted ock,
o himmels søde skat
at lofve dig io visßelig
som mig denne nat
fra nøden svar bevared har
ved dine engle sterch
fra ildebrand, fra tyve hand
fra Satans listig werch.
6.
Ret roeligen fortroligen
jeg under wingen din
har sofved søtt og saare bløtt,
o kiærist Jesu min,
mod fienden styg din wognborg tryg
har du mig skandset om
jeg tacher vist dig Jesu Christ
min naadig Herre from.
7.
Jeg frisk og sund paa denne stund
kand af mit leje staa
naar mangen en med siugdoms meen
paa sotseng ligge maa
om ieg ej det betengte rett
huor naadig Gud du est
en daare var ieg aabenbar
en utachnemlig giest.
8.
Christ der for nu af hiert’ og hue
er nu min lof bereed,
som er min trøst og hiertens løst
min glæde, fryd og fred
Immanuel, min lille siæl
skal stedse lofve dig,
o Zebaoth! mit faste slott
som saa bevare mig.
9.
Holt ofver mig saa tryggelig
o Gud i denne dag
din høyre arm, fra sorg og harm
fra waade mig unddrag,
o frelsermand! din sterche haand
paa rette stj og wej
ledsage mig at ieg fra dig
o Gud vildfaris ej.
10.
Slaae Herre from en Wognborg om
mit gandske huus og hiem
og hafv det alt i din gevalt
i trolig skydtz det giem,
fra jlden rød, fra vandetz nød
min bolig Gud beskyt
din engle kier, sig hos mig nær
j kierlighed indflytt.
11.
Din aand saa glad regiere lad
mit hierte hu og sind
fra synd og last, o Gud trofast,
bevar din tiener jnd,
udj mit kald min tanche ald
og alle gierninger
sig styre hen til dig alleen
min naadig Jesu kier.
12.
At om ieg gaar heller ieg staar
j hvad ieg giøre maa,
jeg som henrygt i Herrens frygt
kand stedse tenche paa
dig Jesu sød, som korsens død
for synden min har lid
og mig [til] trøst, dit blod udøst
huor ved ieg er befried.
13.
Toe mig snee hvid, o Jesu blid
med dit rødrosens blod
og giør mig reen af syndsens meen
fra hofvid-top til fod,
din torne krantz min kronis glantz
min siælis pragt og pral,
din vunder rød min salfve sød
som mig helbrede schall.
14.
Eja eja! Hvad heller da
ieg lefver eller døer
saa est du min og ieg er din,
jeg, Jesu, dig tilhøer,
fra denne øe, naar ieg skal døe,
ieg farer med dig hiem
saa saare glad til Davids stad
det nye Ierusalem.
15.
Ret derfor nu af frejdig hue
anfanger ieg mit verch
j denne dag gi’r Gud min sag
som er min klippe sterch
Gud benedid min driff med flid
det mig kandskie til gafn
min Herre kier til lof alt vær
Amen j Jesu nafn.
Siungis som:
Huad min Gud vil det skier.
1.
Jeg søger hafn i Jesu nafn
til sengen la’r ieg stande,
tj dagen klar bortviget har
og natten er paa haande
den glimrend soel en anden poel
i fremmed land besøger
og natten sort jo meere fort
hos os sit mørch forøger.
2.
O Herre kier, du lofved vær,
for dine naadis gafver
som mig i dag fra sorg og plag’
saa vel beskytted hafver
som mig fra nød og ald anstød
har frelst ved engle dine
fra Satans wold saa mange fold
og fra den ævig pine.
3.
Hvor naadefuld trofast og huld
est du o Jesu blide
som mig saa vel til lif og siæl
har frelst fra ængstis qvide,
og hafver mig saa naadelig
af jdel blotte naade
beskiermed fast fra Satans last
og fra mørchhedsens vaade.
4.
Ach milde Gud! imod dit bud
huad ieg har brudt saa jlde
lidt eller stort huad ieg har giort
tilgif mig Herre milde
forlad mig det, gach ej i rett
jeg er en synder arme
o Herre from afvend din dom,
dig ofver mig forbarme.
5.
Naar ieg min feil i lofvens speil,
af ungdom op beskuer
for vreden din, o Herre min,
ieg befver fast og gruer
dog er min trøst i ald min brøst
at du o milde Fader
for Jesu død og saar saa rød
ald synd mig slet forlader.
6.
Min hiertens such o Gud indluch
inden din naadis døre,
jeg bancher paa trøst lad mig faa
af naade mig bønhøre,
o Fader tryg, kast bag din ryg
all mine synder mange
j hafved ned din miskundhed
lad mig o Gud erlange.
7.
Er ieg belatt med synd og matt
af ondskabs tunge byrde
da veed ieg at min himle-skatt
du Jesu est min hyrde,
som ieg dit faar, ved dine saar
saa dyrt har ransonerit
fra Herrens dom og vrede grom
at ieg er libererit.
8.
Christ nu derfor med modig taar,
wil ieg din fødder væde
og med mit haar din blodig saar
af tørre med stor glæde
jeg øndske vill en springe-kild’
min øyne maatte være
at ieg med graad din gunst og naad’
o Herre kand begiere.
9.
Her stunder brat til mørke nat
min lemmer ere trætte
Gud ofver mig saa tryggelig
sin trolig skiltvagt sætte,
din engle klar lad mig bevar
naar ieg mon rolig sofve,
at Satan seg med list og svig
mod mig tør inted vofve.
10.
Ej nogen nød, o Jesu sød,
lad mig i nat tilkomme
fra phantasi og spøgerj
bevar mig Herre fromme
mit hiertis huus o Gud oplius
som er min siælis størcke
forskrechelse lad ej sig tee
i denne natt hin mørche.
11.
Lad drømme slem ej komme frem,
der mig skall vel forskreche
og med fortræd af rolighed
mig sørgelig opvecke
din engle bold med sterche skiold
lad mig beskytte trolig
de ligesaa bevare maa
mit ganske huus og bolig.
12.
Bliv hos mig nær, o Herre kier!
med dine naadis vinger
tj aften sild nu stunder til
og natte-klochen klinger,
mit hiertis schrin, o Jesu min
wilt du nu indlosßere
tj naar ieg dig har fast hos mig
hvo kand imod mig være.
13.
Om du i nat vil komme brat
med dommens tid og stunde
da Jesu blid en naadig tid
mig mildelig forunde
at ieg behent saa vel antendt
kand troens lamper hafve
og dig at see j skyerne
der til vill ieg mig lafve.
14.
Rett sicherlig til sengen mig,
ieg rolig vil nu føye
min wegter vær, o Jesu kiær,
holt ofver mig dit øye
min venner ald ieg dig befall
o Gud til troer hænde
bevar og dem fra vaade slem
fra nød og ald elende.
15.
Gif dig min siæl tilfreds saa vel
tj Gud schal dig bevare
mit hierte lill, ach sof nu still,
og frygt for ingen fare
o frelsermand din høyre haand
beskierm os alle sammen
Gud naade gifv og hos os bliv
god natt i Guds nafn Amen.
Naar ieg ichun hafver dig, da skiøtter ieg inted efter himmel og jord, der som mit liv og siæl end vansmectis, saa est du dog Gud altid mit hiertis trøst og min deel. .
1.
Eya min himmelske pregtigste gafve
o min høylofved Ene siælens trøst
naar ieg i hierted kun dig monne hafve,
da finder ieg min høy-fornøyed løst,
naar ieg Jesu lill hafver kun dig,
for all lychsalig ieg skatterer mig
paa jorderig.
2.
Lad ickun himmel i støcher da brøste,
ret som det klare Christaline glatz,
min siæl i Herren sig dog schal forløste,
betee schal hierted sig dog heel curatz.
Hvad actis himmelens befestning stoer
naar du o Jesu i mit hierte boer,
som ieg vist troer.
3.
Jeg firmamented ret stort icke acter,
naar Jesu du est min og jeg er din
langt meer Guds naade ieg høylig betragter,
hvis sødhed hviler i mit hiertis skrin,
om soel, planeter end svinde maa
Christus min klippe fast schal stadig staa
og ej forgaa.
4.
See! er ej himmelen, Herre, dit sæde?
din schiøn og kongelig prægtige stoel,
paa jordens schammel saa monne du træde
der grønis frydelig alt ved din soel,
om baade himmel og jord schiønt forgaar,
det acter ieg forvist ej ved et haar,
thj Gud bestaar.
5.
Ach Herre Jesu! naar ieg dig mon eye,
jeg da for alle saa saare er riig,
tj ofver alting i verden mon veye,
Christe barmhiertighed usigelig,
dit søde ord o Gud, ret aabenbar,
som er mit himmels lius og løcte klar,
naar ieg kun har.
6.
Beholde maa vel de pregtig førstinde[r],
all verdens hærlighed og store løst,
det som en schygge dog snarlig forsvinder,
men du o Jesu lill er all min trøst,
hvad schiøtter ieg dog om det røde guld,
naar ieg kun hafver dig min frelser huld,
saa naade fuld.
7.
Ey mig det kunde paa jorden dog bade
om ieg end hafde den gansche verden vid
og jeg dog schulde tage største skade,
oppaa min fattig siæl til ævig tid
ieg ej saa daarlig er, min Gud ack ney
det verdsens skiøn og sminched contrafey,
jeg schiøtter ej.
8.
Trodtz alt det, som udj verden mon være
jeg ichun holder det for idel støv
all verdsens korte forfængelig ære
hensvinder som et lidet aspe-løf
men Guds u-sigelig naade og gunst
at hafve sicherlig det er stor kunst
og ej omsunst.
9.
Eya! Lad andre noch rigdom beholde
men see: at ieg er nochsom riig i Gud
som mig de skiønne klenodier bolde,
forærer som sin lille kiere brud.
Perler, demanter og rubiner kiøn,
himmelsche dejlige smaragder grøn,
liflig og skiøn.
10.
Ret saa lad himmel og alle planeter
samt den klar skinnend’ firmamentes pragt,
med sine prectig og skiøn qvaliteter,
blifve til støv igien og aske lagt
tj see hvad schiøtter ieg den himmel blaa?
naar ieg dig Jesu ickun hafve maa
og naade faa.
11.
Jordens høypregtige, pral, pragt og brammen
som idel aske ieg kun skiøtter slett
tj udj støf det maa suinde altsammen,
der fore ieg slet inted agter det
naar ieg kun hafver dig min Jesu kier
blant alle ieg forvist lycksalig er,
paa jorden her.
12.
Christe Guds elschelig hvor stor er din naade
hvor sød og yndelig er din præsentz,
hvor ved ieg fryder mig saa ofvermaade,
med hiertens jnderligste reverentz,
din kierlighed, o Gud, foruden svig,
hafver i trofasthed, saa hiertelig
betaged mig.
13.
Hierted det brender af kierligheds flamme
til dig min himmels ven o Jesu sød
det vill du Herre i naade annamme
og kierlig omfafne udj dit skiød
vor kierlighed o Gud beseigle fast,
og det tre enige sterch himmels bast,
nu er omkast.
14.
See! om min siæl i mig skulle vansmegte,
og mine been schuld’ end fortørres hen,
og mig end svaghed den schulde anfegte,
o saa est du Herre min trofaste ven
som mig helbrede kand i ald min brøst,
og mig opfylde med din søde trøst,
glæde og løst.
15.
Der som med svagheds hart trengende byrde
mit lif end schulde være hart belatt,
saa est du Jesu min saligheds hyrde,
min enist klippe sterch og høye skatt
som med dit røde rosens farfved blod,
forfrische kand mit legem, siæl og mod,
fra top til fod.
16.
Aldrig i verden mig noged kand hænde
saa lenge ieg er paa denne ßyndig øe
som mig ifra dig, min Herre kand vende
ja om endschiønt ieg end her schulde døe
lefver, da lefver ieg udj min Gud,
døer ieg, da bæris ieg af døren ud
en Christj brud.
17.
Till dine vunder og blodige smerte
o Jesu min trofaste klippe sød,
nu sig fortrolig hen føyer mit hierte,
j mod gang, medgang, ja j lif og død
jeg varter efter dig min Gud med flid,
ieg venter Jesu din forløsnings tid,
o Herre blid.
18.
Er ieg da Herre, din troe tiener-jnde,
og du igien min naadig herre from,
lad mig usigelig trøst hos dig finde
min loed, min deel, min enist eyedom,
min høyest gode est Gud Zebaoth,
min siælis ancher og trygge slot
trofast og gott.
19.
Ret udj aanden vil ieg dig forvente
med troens lampe antendt stadelig,
at du, o Jesu, mig snarlig vil hendte,
til frydens Paradis saa gladelig,
hvor vj hin anden ret om fafvne schall
j den schiøn himmelske glimrende sall
til velgefall.
Saa gik Jesus ud og bar torne-kronen og purpurklædet, og hand siger til dennem: See hvilcked menniske.
Siungis som:
Schal da et edelt og ærekiert hierte etc.
1.
Modige taarer giør kinderne bleege,
falder mit hierte forbitter og salt,
at ieg schal schue min himmelsche leege,
jlde medhandlet i saadant gestalt,
med spot og spee paa korsens træ
hengde som til et vidunder at see,
ach ach det maa til hierte gaa
om hierted var end af klipper hin graa.
2.
Ach Herre Jesu! hvad har
du dog handlet? pregtige hyrde hvad har du og giort?
hva er din schickelse saadan forvandlet:
hvj er dit ansigt af angist saa sort:
ach sig dog mig hvj mon de dig,
saadan tilreede med raabende schrig
hvad er din sag at saadan plag,
skulde dig skienckis med bitterlig klag.
3.
Rettelig naar ieg nu sagen betragter
finder ieg Herre u-schyldighed din,
ofver dig føris u-schyldige klagter,
men naar ieg seer til misgierningen min
da vißelig findis hos mig,
skylden, men iche o Herre hos dig,
tj j din mund ej nogenlund,
fundet var svig eller falske paafund.
4.
Guds ævige søn udaf himmelens trone
varst du o Jesu min frelsere huld,
maatte dog bære en tidsel-fuld krone
for mig som var af misgierninger fuld,
for dømt ieg vaar men du udstaar,
Jesu, de smertelig vunder og saar,
Guds bud ieg brød du Jesu sød,
gaf dig i korsens forsmedelig død.
5.
Refset est du som en mordere gromme,
gifved i jødernis skendige vold,
høre du maatt’ uretmesßige domme
dog du varst himmelens konning saa bold
maa mand ej det foruden rett,
at du som dømmeren self hafver sætt,
nu dømmes self for dom maa skelf’
og blod udgyde som strømme i elf.
6.
Er det dog iche forskrechligt at høre?
at den for hvilchen self englene maa
sine u-reenheds bekiendelse giøre,
saa nu for syndige dommere staae
det jødisch pack med løgn og snach
som dig tillagde ald lyde og lack,
o frelser mand din qval for sand
vden forschrechels betenchis ej kand.
7.
Trengsel og fengsel saa maatte du taale
Guds ævig, himmelsche, helligste søn,
druche den bitterheds vrede fuld schaale
for det forsømmelig mennischens kiøn
det var ej noch den jordisch flock,
spotted dig Herre, men røfveren ock
den samme tid hang hos din sid’
dig fast vanæret o Herre saa blid.
8.
Ej var det ogsaa din ringeste smerte
at din discipel, o frelsere god,
lod ud af Satan forføre sit hierte,
og saa forraadde u-schyldigste blod,
kyste din mund med underfund,
gick og hengde sig paa samme stund
og drog saa bort med Satan fort,
giennem den gloende helfvedis port.
9.
Ja du self korset og maatte nu bære,
hen til det skreckelig Golgatha sted,
der schulde pinen o himmelsche Herre
angaa med største fortrædelighed
blant tørre been o frelser reen
var end mit hierte en diamant-steen
da maa det nu briste j tu,
naar ieg din smerte her monne beschu’.
10.
Endog Pilatus self frilig bekiender,
at du, o Jesu u-skyldig nu vaar,
toer hand i vand sine syndige hender
og j domhuuset til lofven indgaar
der fælder dom skrechlig og grom,
at de til døde schuld’ bringe dig om
men Barabas den morder qvas
løsis nu af de misdederis plas.
11.
Nøgen til korsed saa maatte du træde
og om din kiortel de kastede lodt
hengde saa paa dig et purpur-rød klæde
giorde dig største forhaanels’ og spott
de pidsche tog der med dig slog
Herre! hvad hiertelig sucke du drog
der jøder blind saare gesvind,
drebte dig Herre med mordische sind.
12.
Stridsmænd dig sloge og skammelig stytte
bunde din hender paa røfver maner
og j dit ansigt mon spottelig spøtte,
haanhed dig giorde og gruelig ler
o du Guds lam, stor spot og scham
maatte du taale af jøderne gram
hvo der kunde nest dig lemmelest,
mente hand giorde ret aller som best.
13.
Dine velsignede fødder og hender,
blefve til korset og spigrede fast
til dig de ædick med jsop opsender
driche du maatte for synderis last
dit hofved ned med bitterhed
maatte du bøye til sidste valet
og saa din aand j Herrens haand
gifve, omspendet med dødelig baand.
14.
Aabned saa blef din u-skyldige side,
af det forgifftig hiert-klemmende spiud
ach! hvilchen hiertelig angist og qvide,
blodet hin røde med vandet rand ud,
o bitter mord paa Herrens jord
da blef fuldkommed propheternis ord
at Jesus huld og naade fuld,
schulde saa pines og leggis i muld.
15.
Till din usigelige smerte og pine
ret ingen anden aarsag var her,
end ichun idel misgierninger mine
o allerhelligste frelsere kier!
min ondschabs svang den fredag lang
har dig bereedet med dødelig tvang
min last saa leed med uselhed,
har dig saa ynche Jesu til reed.
16.
Til dig derfore, o Jesu,
ieg sucher, modige taarer ieg dagligen saaer,
for dig mit ansigt til jorden jeg bucker,
holder ej op, før din naade ieg faar
mit hierte er fast døden nær,
o Herre mig dog naadig vær,
min synd forlad og giør mig glad,
for dit uskyldige og blodelig bad.
17.
Er mine synder af purpur rød farfved
Herre! Giør dennem snee-reene og hvid,
lad mig det himmelsche paradis arfve,
som du for hverfved o frelsere blid
dit blod udøst, som mig forløst,
være min glæde og ævige trøst
det rosens blod, du flyde lod,
aftoe mine synder fra hofved til fod.
18.
Ret udj aanden saa vil ieg mig glæde,
og være frydig i drøfvelse all,
tj at vin-persen for mig monne træde,
Christus, som [mig] dog omsider vist skall
forflytte hen til himmelen
o aller kieriste himmelsche ven!
kom snart til mig ieg venter dig,
drag mig, saa følger ieg dig gladelig.
1.
Skal da et ypperligt ærekiert hierte,
stedse forfølgis af lychen umild?
Og udj modgang med angist og smerte
øfvis og prøfvis som guldet i jld?
schal dyd og kunst saa slet omsonst,
sørge! o lyche du svigefuld gunst
skal dydig jid møye og flid,
spilde saa ilde den dyrebar tid.
2.
Hafver da Herren ej alting i hænde
er da ej lycken slet under hans magt,
eller mon hand ej kand merche og kiende
hvem ham ret frycter og holder hans pact
at hand den saa steds lâ hen gaa
uden ald lyche i verden at faa,
saa deris haab, such, bøn og raab,
hos ham til førde et klageligt snaab.
3.
Der hand dog lærer at haabet med alde
aldrig schall blifue til schiendsel og spee
men at de hannem bestandig paakalde
skulde omsider hans frelse vist see,
jo vist min siæl, dig ej saa qvell
hand det vel mindis og holder alt vel
skier det ej her hvad du begier
maa du vist troe det dig tienliger er.
4.
Hand veed langt bedre alt hvad du behøfver
end du det nogen tid udføre kand
endog hand noged med hielpen fortøfver
og iche straxen frem recher sin haand,
men mangen gang ved korsens tvang
giør dig sin time og redning saa lang
at hierted plat af sucken matt
troer, sig at være med alle forlatt.
5.
Nej nej hand er jo din kieriste fader
der dig i sønnen til arfving har giort
og dig ej glemme, om hand lidet lader,
som hand ej skiøtter og acter dig stort
tj hand jo sver at om end her,
nogen slem moder saa haard hierted er,
der glemme kand sin lilje vand,
slettis du dog aldrig af hans haand.
6.
Skal du end tiden i armod henslide,
og i udlendighed søge dit brød,
j din sted fremmede landet beside,
og ud af lycken fast sættis paa skiød,
j det de naar hvad de paa slaar
ja alt det gode som landet formaar,
og du med vee, langt fra maa see
huor de udj din fortrychelse lee.
7.
Da tench din frelser og arm ville være
og self forfare hvor verden har spild
ja neppe hafde det hand kund’ fortære
eller og hælde sit hofved snart till
David tj aar landflyctig vaar
hafde og mangen gang klagelig kaar
Joseph blef soldt og sætt i bolt,
Gud dem dog begge til ære opholt.
8.
Lyster det Herren det er ham kun ringe
dig at forfremme og hielpe fra spott,
saa deris anslag ej skulde gelinge
som dig af hierted ej meener alt gott
teer hand dig gunst schal de om sonst
dig da forfølge, men ligesom dunst
for Herrens vand svinde for sand,
naar du schal grønis som palmer i vand.
9.
Der for lad hver dag sin plage kun hafve
og kast din omhue paa Herren kun hen,
alting schal hand vel saa lempe og lafve
att du schalt fange alt hvad dig beste tien,
blif du kun ved arbejd og bed,
og for alt, giør dig mod Herren ej vred
men glæd opbær hvad hand beskier
Guds frøgt med nøysomhed rigdom noch er.
10.
Lad Gud din schiebne og lycke kun raade,
og ofver den dig ej meged besver
alting schal dennem dog vendis tilbaade
som hannem frycter og hafver ret kier
du en kort tid med Christo liid
stride den gode og ønschelig strid
saa skal hand dig ævig hos sig
ære fuldgiøre foruden all svig.
Af Melodie:
Daphnis gick for nogle dage, etc.
1.
Jesu du som hafver draged
siælen min fra bitter død,
og fra Satans mørched taged,
ja fra syndsens haarde nød
som mig hafver løst af qvide
og mig saadant ladet vide,
ved dit ord min hiertens løst
vær du Gud min søde trøst.
2.
Søged hafver du saa trolig
de forlored faar saa vild
der de jagende u-rolig
styrted sig j helfvedtz jld
ja du Satan ofvervinder
har en hver med bange kinder
til ret bedring kaldet saa
at ieg til dig komme maa.
3.
Ack ieg er i synden baaren
ack ieg meged mig forseer
all min dyd er slet forlaaren
min udyd sig schammelig teer
hvad ieg tragter, hvad ieg digter
det til Guds vanære sigter,
lefned mit det finder sig
meer og meer u-gudelig.
4.
Jeg begræde maa min efne
at mig inted gott jboer
alt hvad ieg har villet nefne
holder ieg min siæl vel for,
men see: kiød og blod at tvinge,
og det goede at fuldbringe
følger iche som det bør,
det, ieg iche vill, ieg giør.
5.
Vide kand ieg iche Herre
alle fejl og brøster min
tj min sandtz og sind disverre
slet forderft af syndsens pin
hierted mit er tret af sorgen
o Gud! ondschab min forborgen
ack forlad, tilregn ej mig
hvad ieg hafver brudt mod dig.
6.
Du har taged, Jesu fromme,
bort min ondskab ved dit blod,
lad det Herre, derfor komme,
saa ieg blir af sygen god
synden min har du bort taget
og den fast til korsed slaget
Eja! tall dog Jesu min
da till mig at ieg er din.
7.
Tj at helfvede mig skrecher
Satans grumhed ligesaa
til ufred i mig opvecker
og i strid mig føre maa
vil mig snart til af grund bøye
Jesu du mig hielp tilføye
mit haab est du Herre kier
holdt dig ej forborgen meer.
8.
Dine rosens saar saa røde
nagle-gab, ja død og graf
din blod-tersched krop som bløde
vende mine plager af
din blods sved og rindend’ strømme
ja og dine smerter ømme,
slag og stick u-schyldelig
lad o Jesu trøste mig.
9.
Naar ieg for din dom schal træde
som [ieg] iche undfly kand,
tag min sag paa dig med glæde
o min hierte frelsermand,
du alleene kand det giøre
at ieg ej den dom schal høre
j som staar hos venstre haand,
gaar til helveds vee og brand.
10.
Du randsager, Gud min smerte
Gud du kiender og min nød,
der er indted i mit hierte
andet end den haarde død,
der j derfor sorg mon menge
Gud det med sit blod besprenge
som udøst paa korsed er
gif mig det min Jesu kier.
11.
Gud ieg ved, at du vill gifve,
min samvittighed god roe,
og fuldkommed vist schal blifve
dine ord og løffter troe
at ret ingen er paa jorden
j blandt de fordømtis orden
som ret stadig troe paa dig
men skal lefve ævig-liig.
12.
Gud ieg troer, ack hielp mig svage
lad mig ej forderfvis slet
tj du Herre kand det mage
jeg i kamp kand vinde ret,
jndted vill ieg derfor grue,
jndtil jeg faar dig at skue
Jesu effter denne strid
sødelig ...... denne tid.
1.
Kom Gud og see min modig taare
see an mit høyt bedrøfved mod,
thi angist mig nu treffer saare
af graad forandret er mit blod
den grumme død, i fra mit schiød,
berøfved har min ven saa sød.
2.
Jeg maa vel være som en fange
der ene udj mørchhed gaar
af sorg er ieg beklemt og bange,
hvo leege kand mit hierte-saar
tj at min ven tog døden hen,
ack ene sidder ieg igien.
3.
Ret som ieg tenckte helst [at] lefve
med dig min ret udvalde schatt,
fra mig du maatte heden svefve
jeg som en due blef forlatt,
o sorg og pijn o hierte fijn!
hvor tung er mig dog schilsmis din.
4.
Som hiorten fra sin smuche hinde,
ved jegers pijl henrøfvis snart,
som hyrden fra sin tro hyrdinde
bortfalder hastig med en fart,
bedrøfvelig saa gaar mig,
naar hierte-ven ieg safvner dig.
5.
To fugle smaa sidder paa qviste
veed ej af skytters falsche svig
den ene maa sin mage miste
den anden sørge bitterlig
jeg mig og saa vel ligne maa,
ved en af disbe fugle smaa.
6.
J vidue-stand maa ieg nu træde,
o Jesu vær mig tro og huld,
tj døden har nu ald min glæde
henkast til jordens sorte muld,
o død du grom! som vandrer om,
du røfved har min Herre from.
7.
Naar ieg begifver mig till hvile
imod den mørche natt saa sort
for mig da stander dødsens pijle
som tog min ven i fra mig bort
av such og graad min seng er vaad
for dødsens haarde pijl og braad.
8.
Af sorrig angist suck og qvale
opvogner ieg veemodelig
og ingen monne mig husvale
o Gud! jeg sucher dybt til dig
af synd og brøst bort er min løst,
o Herre gif mig dog din trøst.
10.
Har jeg dog saa lychsalig vaaren
o hierte aller kierist ven,
at ieg med dig maatt vorde baaren
til jordens sofve-kammer hen
hvor gladelig ieg da med dig,
j grafven vildet skiule mig.
11.
O redelig og kierlig hierte
som var mig troe foruden svig
du maatte lide dødsens smerte
og mig forlade sørgelig
o høy fortræd! at kierlighed,
ved døden schulde fældes ned.
12.
Gid alt det ieg her monne hafve
j veyr og vind var fløyen hen
at ieg beholde maatt den gafve,
som var: min enist hiertens ven
jeg var dog vist glad uden list,
men nu har ieg min mage mist.
13.
Ej større sorg kand nogen hænde
og udj verden være til
end adschilles hierter tvende,
som iche gierne skillis vill
fra mig est du mit hierte nu,
bedrøfved er mit sind og hue.
14.
Nu dømmer det j skiøn matroner
en hver som hafver mist sin mand,
j fromme egte-vid personer
som veed af kierlig ægtestand
beschuer her hvad sorg ieg bær,
alt for min mand saa hiertens kier.
15.
Du gaar dog aldrig af min tanche
o hierte ven og hulde blod
j hvor ieg er, du for mig vancker
beængsted er mit sind og mod,
o onde tid! schiebne ublid,
o død min tyrannij og nijd!
16.
O søde ven mit ægte hierte
det ene er dog all min trøst
mit i min sorg og store smerte
at nu din siæl har fryd og lyst
i paradis hvor lof og pris
gifvis vor Gud, som er all vijs.
17.
Retfærdighedsens prægtig krone
dig skienckis effter himmels skick,
for Gud og lammetz naadig throne
med ævig himmelsche music,
o hierte ven j himmelen,
jeg haabis og at komme hen.
18.
Paa dig, o Jesu vil ieg haabe,
mit i min sorg og store nød
til dig ieg suche vil og raabe,
du ene est min frelser sød,
kom blid til mig ieg følger dig
til himmelen saa frydelig.
