FJÆRNE TONER

Vise

[9] En hjemløs Vandringsmand er jeg,

der uden Følge gaar min Vei

snart sorgfuld, snart i Glæde.

Min Sorg, den kommer ingen ved,

men i min Fryd er alle med,

hvor end jeg er tilstede,

der speiler sig det mindste ned,

der bygger Ørnen Rede.

Og hvor jeg rundt i Verden gaar,

der synger jeg om Livets Kaar

med Lunger, som er fulde;

thi se, hvad Gud har skabt, er godt,

og dog er mig det tidt, som blot

det aander Harm og Kulde:

Aa, hvorfor har jeg ikke faa't

den Pige, som jeg skulde!

[10] Men Solen skinner Verden fuld

af Haabets Lys og Drømmes Guld,

til atter Øiet blændes,

og Bølgen slaar saa høit mod Kyst,

at Hjærtet svulmer i mit Bryst,

og hver en Muskel spændes

af Handlingsmod, af Frihedslyst,

og Digtersyner tændes.

… En Friluftsjæl, en Vandringsmand,

der hjemløs gaar fra Land til Land

og Visestumper traller,

til taus jeg standser mine Fjed,

betagen af den store Fred,

naar alle Skygger falder:

O Evighed, o Evighed,

snart kommer du og kalder!

Da for første Gang –

[11] Da for første Gang jeg saa

ind i dine Øines blaa,

var det, som jeg maatte vandre

fjærnt fra dig og alle andre.

Lykke – lykkelige Mand! –

Og jeg syntes, Hav og Strand

i Sekunden blev forklaret

og i Skjønhed aabenbaret, –

medens Dagens Konge sang

paa sin straale-høie Gang,

og de smaae Bølger spilled

frem i Ydmyghed dit Billed.

Og jeg saa, at alt var godt

i et Syn af himmelblaat,

som Vorherre glad betagen

selv det saa paa Hviledagen.

Maanenat

[12] Nys strøg et Syn forbi mig

af Kvindeynde, Skjønhed,

og dybt i Natten sidder

jeg af dets Hvidhed blændet.

Hvi kan min Arm ei række

alt det, som lønlig daarer,

og hvorfor bøier Sindet

sig nu i Smærtens Fylde?

Som bag et Slør af Længsler

og unge Sværmerier

hun stod i Drøm og smilte

mod noget fjærnt, jeg aned.

Men dette drømmeslørte,

hvori hun smiler, sørger,

saa taust et Vidne er det,

at end hun aldrig voved.

Jeg har ei Rim at slynge

om hendes Væsens Ynde,

kun Sorg, kun ensom Smærte

og bange Længsler har jeg.

[13] Og ind i Maanenatten,

den majestætisk kolde,

jeg som en Skygge vandrer

i hendes Billeds Følge.

I blanke Maanestraaler,

som Rummets Dybder lodded,

forklar mig Livets Mening, –

og hvorfor selv jeg lever! –

Af noget hvidt ombølget

med skjære Sanser gaar jeg

saa glad, saa rig ved hende

og fattig dog til Døden …

Den store, runde Maane …

Ei længer kan jeg se den …

Blot Lyset, som den kaster

og Skyggerne, som skifter! –

Og slukt er hendes Aasyn

og bortgjemt hendes Øine …

Det føler jeg, at Natten

er hellig, overjordisk!

Knoppen

[14] Javist er hun som Knoppen,

hvor stærke Safter skyder,

hvor nye Verdner bryder

og stunder mod Forløsning;

det hvisker der saa blygt og ungt,

det svulmer der saa længselstungt

i disse lyse Nætter,

da alt det andet sprætter.

Og jeg vil være Vaaren,

der kommer ganske listende,

men Pokkers varm og fristende

og straaler hele Luften.

Nei, saadant sku' du aldrig set,

et Under er iaften sket,

et Himmelsyn; thi Knoppen

har faaet Guld i Toppen.

[15] Da blir det lyst i Verden

af Fryd, fra Solen stiger,

men Vemod, naar den viger,

og saa: de korte Nætter!

Det blir en Rus i Elskov, Duft,

der høit gaar over min Fornuft;

jeg vil nu hende kalde

for Knoppen af dem alle.

Hvad er det med mig –

[16] Hvad er det med mig? – Min Fod har flakket

saa milevidt,

og dog har tidt jeg i Drømme standset

for hvert et Skridt.

… En Sydens Dag, da det blinker, spiller

af Lys og Glans, –

jeg ser det ikke, skjøndt klar og vaagen

er Sind og Sans.

I Syner gaar jeg, i skjønne Syner,

og hvor jeg gaar,

der aabnes nye, til høit mod Himlen

i Sol jeg staar.

Heroppe Dagen, men dybt dernede

den lille By

med sine Gader, med sine Mennesker

i Skyggers Ly.

[17] Kun slaar mod Himlen et Spir sin Flamme

i Aftnens Ild,

og henført hvisker min Sjæl i Smærte,

at jeg er til.

De sortblaa Svaler forvirret hviner

af Angst og Fryd;

saa blir det stille, og mødig svigter

hver Dagens Lyd.

Ja, jeg er til, og mit Hjærte løftes

i Tak og Bøn

og synker atter som Aftensolen,

saa ren og skjøn.

II.

[18] Nu lysner Luften, og se, det vaares

for hver en Dag,

saa dumpt det høres, naar Isen brister

med Drøn og Brag.

Jeg staar i Syden og ser hver Vaarnat

paa Himlens blaa

lig sorte Punkter et Tog af Fugle

mod Norden gaa:

Med Blikket speidende, Brystet udspændt

og Vingen strakt,

med Sangens svulmende Lyd i Hjærtet,

af Vaaren vakt, –

slig bær det frem mod de fjærne Søer,

hvor Isens Brag

nu Gjendøn kaster, og Lyset bølger

i store Slag.

Og stundom lyder i Foraarsnatten

et Skrig saa vildt,

saa urlydagtig, at Luften dirrer,

og alt blir stilt. –

[19] Derude Havet! Taalmodig mumler

det paa sin Gang,

som ved det alt, hvad et Jordliv rummer

af dunkel Trang.

Hvor mangen Vaarvind har ikke stormglad

dets Flade krust,

hvor mangt et Haab og hvor mangen Vinge

forgjæves sust?

I Elskovstrangen har alt, som lever,

fra Krybet ned,

– det allerstørste, det allermindste –

sit Mødested.

Og hun, som ufri bag hvide Drømmes

bestraalte Slør

i Elskov smiler og ser det vaares

som aldrig før, –

de samme Længsler, der fylder hele

vor gamle Jord

med Kamp og smeltende Toners Klage

i nystemt Kor. –

[20] Selv er jeg bare en Bi, der sværmer

i Solens Skin

fra Busk til Busk og beruset kalder

hver Blomst for min.

Jeg flyver lige til Verdens Ende

og aander ud

min skjønne Sjæl i et Suk til Maanen,

dens blege Brud.

Hvad er det med mig? – O, spørg mig ikke,

for jeg er gal

af Vaar og Vemod, af Sol og Minder

og Nætters Kval.

Nei, nu –

[21] Nei, nu er det ikke længer

til at holde ud, du kjære! –

Slig en Rigdoms Magt paa Jorden

kan en Stakkar ikke bære.

Sole tændes, Straaler synger,

Blomster reiser sig og taler,

og som gyldne Skyer er det,

Nattens Drømmesyner daler.

Se, de daler mellem Roser,

i hvis Skygger blødt hun hviler,

skjønnere end alle Roser,

attraablussende og smiler.

Og jeg lader jo som intet,

der jeg gaar, men Hjærtet banker,

ak, saa høit, at tidt jeg ræddes

for at styrre hendes Tanker.

[22] Stilhed ude, Stilhed inde,

til hun reiser sig og stiger

høi og lysglad som en Dronning

gjennem sine unge Riger.

For en Duft i hendes Følge! –

Det er, som min Sjæls de røde,

nysudsprungne Roser vilde

hele Sommernatten gløde.

Og i overjordisk Længsel

er det saa, min Sjæl sig svinger

op mod endnu større Lykke

paa de himmelklare Vinger. –

Ak, mit Barn, en saadan Rigdom

kan en Stakkar ikke bære,

derfor ser du mig saa ofte

sidde hjælpeløs, du kjære!

Ingen Blomster mer, som taler,

ingen Straaler mer, som synger,

ingen Længsler, hvor jeg løftes,

ingen Drømme, hvor jeg gynger.

Thi Barn –

[23] Thi Barn, hvor er du deilig,

og hvor dit Øie straaler,

ja, dine søde Øine,

hvis Lys jeg ikke taaler!

En Verden er du, kjære,

af Finhed, Skjønhed, Ynde,

og den, som haardhændt brød didind,

han vilde bare synde.

Og se, der nu jeg vandrer,

er mig, som alt, der lever,

faar Glans og Farve just af dig,

til om min Gang du svæver,

det faar de hvide Blomster,

det faar de røde Skyer,

naar Solen flammetung gaar ned

og Sorg og Savn fornyer.

Og mine stakkars Nerver,

nu er de bare Strenge,

der smærtespændte dirrer dig,

som vil min Sjæl de sprænge,

og mine stakkars Øine,

nu er de næsten blinde,

med stundom føler jeg jo nok,

at ogsaa de kan skinne.

(Med en Buket Lilier)

[25] Dronning, Dronning

over alle hvide Riger

her paa Jorden,

vil du bli mit Riges Dronning?

Jeg har aldrig feigt mig bøiet,

aldrig sveget, aldrig løiet

og dog løiet tusen Gange

smilehullet, straaleøiet.

Her er Længsler fra et Hjærte,

her er Lilier fra et Sind,

dugget blege af dets Smærte,

da min Sjæl var hvid som din, –

tag mod dine Blomster, Dronning!

Hvorfor?

[26] Hvorfor sorgfuld og bedrøvet,

naar det rigest gror og sprætter,

hvorfor Tungsind under Løvet

i de sommerlyse Nætter,

hvorfor Smærte i mit eget

Sind, der sygt af Livsens Glæde

sitrer ømt og dybt bevæget,

saa jeg gjerne kunde græde?

Hvorfor har i Aftnens Kulde

alle Vaarens Blomster bøiet

sig med Duggens Graad i Øiet

taareslørte, vemodsfulde? –

Svar mig, kjære, hvorfor vanker

ogsaa jeg i denne rene,

maaneblege Nat alene,

zart af Sjæl og skjær af Tanker?

Hvorfor standser jeg i ømme,

altfor lykkelige Drømme,

til jeg atter dæmpet nynner

og min Længsels Gang begynder?

[27] Hvorfor svulmer gjennem Sindet

som en Bølge, som en Bølge,

hvorfor gløder det paa Kindet

af en Fryd, jeg ei kan dølge? –

Hør mig, alle Nattens Blomster,

hør mig, I som taare-milde,

smærtens-hvide, sorgfuldt-stille

staar i Mindets Andagt bøiet:

I min Sjæl gror ogsaa Blomster!

Morgen ved Neapelgolfen

[28] Nu sløres Stjærnerne paa Himlens Buer,

nu dæmrer Dagen

og aander som en Drøm om Lys paa Luften.

Alt er saa lydt, saa høitidstemt og stille,

og dog som om den blege Morgen vilde

paa første Ildord bruse over Verden …

En Sværm af bittesmaae Lyd, der vækkes,

et Drys af Sol, en Fugl, der sødt forskrækkes

og stemmer op i Glansen af en nytændt

og herlig Dag sin morgenfriske Salme.

Og svaiende i Dagens Sol en Palme,

en gylden Palme mod det vinblaa Hav.

Februarmorgen ved Golfen

[29] Ind under Himlen, den blaa, der synes

saa nær, saa nær,

er sket et Under: de hvide blomstrende

Mandeltrær.

For aldrig saa jeg dog før paa Jorden

et Syn saa hvidt,

det dufter af dem i Morgensolen,

men ganske lidt.

Det skinner af dem, til alle Tanker

sig vider ud

og majestætisk et Tempel hvælver

i Tak til Gud, –

hvor Engle svæver, hvor Længsler bruser

i nyfødt Sang,

min Sjæl forklares, og se, jeg knæler

for første Gang.

Hvad ved jeg –

[30] … Hvad ved jeg, om det vil bringe

Liv eller Død? Paa sin Solstraalevinge

suser den over mig, Dagen, som fødtes

i Angst, da vi mødtes.

Dagene stiger af Ild, og de synker

i brændende Rødme, Vindene klynker

og banker med kraftløs Haand paa min Rude

i Natten derude.

Og Livet, som speilblankt laa der og skinned,

nu gaar det som stormslaat Hav gjennem Sindet,

løfter min Baad, saa jeg kjender det svimle,

mod Himlenes Himle, –

sænker den atter med mumlende Vrede

i Tungsindets Dyb, i Kval og i Lede,

og dog er det mægtig Vellyst at føres,

hvor Dybderne røres.

Sommer

[31] Det tindrer som et sølvgraat Hav

af hvide Blomster, Vaaren gav,

der bruser fjærnt en Tonestrøm

ind i min vaagne Drøm,

og over den gaar Himlen blaa,

som aldrig jeg en Himmel saa

og sitrer hed af Sol og Fryd

og Straalestrenges Lyd.

Jeg lukker mine Øine til

og følger taus det vage Spil

af Billeder, som i mit Sind

frit glider ud og ind;

det er en Dag i Sydens Brand,

men selv er jeg en stille Mand,

hvis Tankes Liv slaar mere tyst

end Hjærtet i mit Bryst.

[32] Og dog har Lidenskaber gaa't,

hvor nu det aander varmt og blaat

og syge Kvalers Vanvid tændt,

som der har hærjet, brændt, –

et Drømmedyb af Klarhed, Fred

er Sjælen, hvor jeg skuer ned,

og ingen Længslers spilte Seil

har krust idag dets Speil.

Og jeg er blot et Støvgran i

den store Verdensharmoni,

en Tone, der i næste Stund

har dirret sig til Blund …

Ah, hvad er det? Et dæmpet Sus,

der vokser til et Skogens Brus

og tungt og mægtig drager hen

og derpaa dør igjen.

Bad

[33] Det er et Bad i solblaat Hav

at se i hendes Øine ind,

de store, unge Øine,

der straaler hendes Sind.

Jeg reiser mig forfrisket

af Badet op og ler,

jeg vandrer om fortumlet

af Syner, som jeg ser.

Det er en Angst, en Hjærteangst

at kysse hendes røde Mund,

den vilde Blomst, som aander

mig varm og stærk og sund.

Tænk, at vi alle lever

paa samme lyse Dag, –

tak, tak, du kjære, søde

for hvert et Aandedrag!

Jeg er som en –

[34] Jeg er som en Skog. Har den hvilet

i Skygger, saa er det paa Tiden,

der snart springer Solpletter i den:

Det risler hen over mit Hoved

med Lyd som af Bølger, der brydes

og længselsfuldt dør i det fjærne.

Det mylrer ind under mit Hoved

med Lyd som af Spirer; der grønnes,

af smaa-bitte Hjærter, der banker.

Til Solpletter blir mine Tanker.

Og nys var det Nat, en fortærende

Nat, da i Elskov hver Længsel blev stillet

og mættet min Attraa i Glød af dit Billed.

Saa fødtes en Dag af dens Ildsjæl.

Det bruser hen over mit Hoved.

Efter Regn

[35] For en dæmpet Glans i Luften! –

Det er, som det Slør af Traade,

Regnet fint og sølvblødt drager

over Skog og Mark og Ager,

fra det fjærne gjennemskinnes,

til de nattespundne Traade

hænger glinsende og vaade,

som om blege Aasyn titter

frem bag Lyng og Busk og fritter:

Er det Solen, er det Solen? –

Og nu stryger der et sagte

Vindpust gjennem Skogens Toppe,

og nu blaaner der en Stribe

hvælvet Himmel høiest oppe.

Vi, som uden Sol har famlet

i de lange, triste Dage,

aa, vi kjender det, som Livet

nu kom hilsende tilbage, –

det er Solen, det er Solen! –

[36] Og som om det var et Hjærte,

Sommernattens Graad har lettet,

løfter skjælvende Naturen

sig af Badet nyfødt, tvættet.

Fugle tager paa at synge,

store Draaber paa at gynge

i et Solhavs Straaleglitter,

hele Dagen paa at bølge

og med den i takfyldt Glæde

Vaarens lyse Blomsterfølge,

– Børn af Varme, Børn af Væde, –

og jeg ler og slaar med Stokken

lystig løs paa Ungeflokken.

Men de fuldt-udsprungne bryder

jeg bag Lyng og Busk til hende,

i hvis Barm det knoptungt skyder.

Der er Regn paa deres Blade,

Perlebobler, som mod Dagen

spiller undrende og glade,

til med Taarens Glans de lister

nedad Kindens Dun og brister;

i det første Glimt af Solen

maatte Livet selv de lade.

[37] Der er Glød i deres Aande,

medens end de Aande drager,

og nu ordner, mønstrer, tager

jeg dem med mig for at smykke

hendes Bryst, der aander Lykke.

Thi i Vaarens friske Farver

skal min Hilsen frem de bære,

dufte skal de, glitre, gløde

end et Døgn til hendes Ære,

tale ogsaa, om det bare

er et stumt: Du kjære, kjære!

Du, der selv er Barn af Vaaren,

mindes du vel større Glæde,

end naar Smilet sprang af Taaren,

og du aabent gav en anden

af dig selv med Lys paa Panden,

sorgløst, frygtløst, som du vidste,

at du intet vilde miste?

Mindes du vel større Glæde,

end naar Sindet, fyldt til Randen,

bøied sig fortrolig, stille

mod den anden, som det vilde

af sin grænseløse Fylde

hendes Længsler overskylle?

[38] Mindes du vel større Glæde,

end naar mødt i skjøn Forening

Livet brat fik Aand og Mening?

O, da har vel jeg kjendt Glæde,

jeg, som i den høie Morgen

kunde falde ned og bede!

Føl, det dufter, se, det skinner

som af blanke Barnekinder,

lyt og hør, om ei det toner

som en Drøm i Skogens Kroner

– et af Vinden stemt Orkester

for dens smaae Blomstergjæster, –

og i Klang af Fosseduren,

under Blomsters Klokkeringen

bøier Knæ jeg for Naturen,

for min Ven og for min Mester.

Jeg kommer –

[39] Jeg kommer ifra Skog, fra Mark, fra Fjeld,

fra Havets Uro, Kræfters Kamp om Vaaren,

fra Sang og Leg, ja, fra Naturen selv,

hvis Driftliv spændte Blodets Trang i Aaren.

Og jeg er aandepusten, hed og tørst

af alt det Rend i Skoge og paa Fjelde,

og som en Vildmand ser jeg ud, men først

vil ligevel min Saga jeg fortælle.

Jeg kommer fra Naturens største Dag,

en Dag, da Lys der drev om vaade Lemmer

og aabenbarte hendes Aasyns Drag

i slig en Glans, at aldrig jeg det glemmer.

Jeg hørte Døn af hvide Bølgers Trav

og slængte mig, saa lang jeg var, til Jorden

og jubled mod det aabne, frie Hav

og steg i Flugt med Skyerne til Norden.

[40] Og midt i Vaarens Sus, i Bølgens Sprøit,

i Duren af dens frihedsglade Sange

jeg reiste mig i Kval og raabte høit:

O, løs mit Væsen, Hav, thi jeg er Fange!

Jeg kommer og med Blomster i min Haand,

dem kaster nu i Favnen jeg paa hende,

som gav dem Lov at spire af min Aand

og turde følge mig til Verdens Ende.

… Fra Skog, fra Mark, ja, fra Naturen selv,

den Dronning, som mig kaldte til sin Sanger,

hos hvem jeg hvilte mangen mødig Kvæld

og vaagned med, naar Helios red sin Ganger!

Finale

[41] Jeg kaldte dig, da du var min,

en Verden ung og lysegrøn,

fordi du var saa rig af Sind,

saa kvindevarm, saa øm og skjøn, –

min lysegrønne Verden, du,

som hvælved mig saa høit et Tag,

o hør, der toner Minder end

i Løvets Hvælv den Dag i Dag!

Vel sandt, du havde elsket, lidt;

men Kjærligheden er et Bad,

hvoraf du straaleøiet steg

med nye Længsler, nye Kvad;

det var mig, som du vidste alt

af ondt, men og af godt paa Jord,

og dog sad intet vissent Blad

og rasled om dit Liv ifjor.

[42] Jeg slængte mig i Græsset ned

og hørte fjærnt en sød Musik,

der elskovsbaaren, attraafyldt

og varslende i Løvet gik;

saa sænked sig hvert Blad med et,

og mørkt det blev og trangt og tyst, –

en Faun var jeg, en Nymphe du,

som aanded mod mit hede Bryst.

Hvad gavner Eder, fagre Ord? –

For smaat, for smaat, hvor der er to,

som Sjælens Dybder lodde vil

og over Kløfterne slaa Bro;

men da det sidste Kjærtegns Glød

var slukt og deres Trældom brudt,

da gnistred ingen Blomster fler,

og længst var Fuglesangen slut.

Du satte dig blandt Skygger ned

med Haanden presset mod dit Kind. –

Saa er det sket! – Og ud du saa,

hvor Græsset skjalv for Kvældens Vind:

De gamle Drømmes Saga endt,

en ny begyndt! – Hvad bringer den

foruden Sorg og bitter Graad

og kolde, sorte Skyggemænd? –

[43] Min lysegrønne Verden, du, –

det var mig, som dit Væsen sprang

i unge, friske Knopper ud,

da høit vi hilstes næste Gang,

og snart var Skogen atter fuld

af Duft og Solskinspletters Leg,

der flytted sig i luftig Dans

for hver en Lykkedrøm, som steg …

Er endnu Skogen lysegrøn? –

Jeg spør jo kun; thi i mig selv

er mangt et Skud forlængst gaa't ud

og tørret bort med Vaarens Væld. –

Kort var vor Elskovs dulgte Liv,

og skilt for evig blev vor Vei:

O, sig mig, kan i Løvets Tag

det suse end om dig og mig?

AARETS SAGA

Januar

[47] Paany en Dag er død! – Og lydløst samler

sig Mørkets Aander nu og pusler, famler,

mens endnu rødlig Sneens Flade lyser

i Solnedgangens Skjær, og alting fryser.

Et Kvindeaasyn ser jeg, blegt, forgræmmet,

end ungt og dog af Taarers Ilddryp skæmmet,

der ind i Kvældens Trøstesløshed stirrer,

hvor fjærnt en Rude flammegylden dirrer.

Ja, det er Vinter nu og intet levnet

af det, som Vaaren gav, og Som'ren evned,

og livsens-mødig er hun selv før Tiden,

saa arm paa Haab som hun er rig paa Viden.

Hvad var det Vaaren loved, da i Sindet

sit Guld den dryssed, og sin Sol den skinned,

da født paany hun gav sig hen med hele

sin skjønne Sjæl, med tusen skjønne Sjæle, –

i Angst og Jubel! – Angst, fordi hun vidste,

at dette var den sidste Gang, den sidste,

og jubelfyldt, fordi med nye Drømme

hun følte Sjælen i sin Almagt strømme.

[48] Hver Dag et Æventyr! – Tidt var det hende,

som ei hun turde leve det til Ende,

men lokket af et Braadyb, blomstersmykket,

forsvandt med Haanden tæt til Hjærtet trykket.

O, hvorfor dør vi ei, naar Lykken kalder,

og guldblaa Dagene fra Himlen falder,

før sløvt vi ser vort Liv i Taager svinde

og føget bart det er af golde Vinde!

… Et Væld af længselslyse Smil og Taarer,

der steg og atter sank i hendes Aarer, –

ak, dette Væld, hvi kunde ei det bygget

for Livet op og Livet selv betrygget!

Men stump og taus, da Sjælens Guddom døde,

laa modstandsløst dens store Vidde-øde,

hvorover kolde Minde-skygger drager,

og Stormen i sin Afmagt truer, klager.

Og hvor, naar Stormens Røster træt sig vaander,

saa isnende paa Luften Hadet aander

til sorgfuldt over Ødemarkers Vildhed

der falder Sne med Sneens Sløvhed, Stilhed.

Februar

[49] Men dybt ind under Sneens frosne Hvælv

gaar med sit Vaarsus Kjærlighedens Elv,

tyst famlende sig Vei ad nye Baner

og standser, hulker eller risler sødt,

af ubevidste Lykkelængsler født, –

snart smelter Sneen, før hun selv det aner.

Og se, nys sprang i Solens Skin den fri

og silrer nu saa morgenblank forbi

den første Vaarblomst, tindrende af Glæde.

Hun bryder Blomsten, der i Sol den staar,

men kjender Smærten bare dobbelt saar

og kaster den i Græmmelse og Lede.

Ak, hvorfor elske, hvorfor haabe, tro,

naar ikkun Sorg og Minders Gift vil gro

af det, som burde Livets Kræfter hæve! –

Og ud hun ser, hvor Aftnen fin og rød

nu synker underlig og længselsblød,

saa ømt hun føler Hjærtets Strenge bæve.

[50] Hun tænker paa, hvor tillidsfuldt hun gav

af al sin Overflod og uden Krav,

kun fyldt med Tak, kun salig ved at give;

og ei hun fatter det til denne Stund:

Jo mer hun gav, des mere rig var hun,

var hun, som dog saa fattig skulde blive.

Og som et Hjærte, overfyldt og træt,

blot græde kan, slig har hun ogsaa grædt

sig alle Tanker sløvede og blinde

og ønsket, at det aldrig mer blev Vaar,

men Vinter kun og helst saa kold og haard,

saa streng, at intet Løvspring turde skinne.

Og atter falder Sneen tæt og tung

og kvæler hvert et Skud; men hun er ung

og yngre kanske, end hun selv det aner,

og dybt ind under Sneens frosne Hvælv

gaar med sit Vaarsus Kjærlighedens Elv,

stilt famlende sig Vei ad nye Baner.

Marts

[51] Det tiner i Dalene, tordner fra Fjeldene,

lysner i Luften til langt ud paa Kvældene,

det blinker som Sølvdraaber op under Tagene,

sukker om Morgnerne, synger om Dagene

brusende, klagende.

Hvad er det, som gjør, at jeg vaagner i Glæde,

men synker hver Aften i Mismod og Lede,

hvad er det, som svulmer i Sjælen og trænges

lig Safter, der brydes og sygner og længes,

hvad er det, som knoppes, hvem er det, som lister

sig ind i mit Sind, til det livsfyldig brister,

til alt, som laa frossent

og dødt fra ifjor,

mig bølger imod

i et sommerligt Kor

og sprudler som Latter, der løstes af Vaaren

og funkler som glitrende Sol gjennem Taaren?

April

[52] Saa er da Vaaren kommen,

og alt jeg kjender Duften

af unge Poplers spæde Løv

i Striber kruse Luften.

Paa Himlens blege Bue

en gylden Foraarsmaane

som Tegn og helligt Løfte om,

at nu vil Livet blaane.

Hvor er dog alt forandret,

der vagt jeg gaar og drømmer,

bedaaret af den lyse Kvæld

og Skyerne, som svømmer!

Før elsked jeg det stærke,

det stormende og vilde,

nu tror jeg, at jeg elsker mest

det fine og det stille!

[53] Før elsked jeg dem alle

i Længsler og i Taarer,

nu elsker jeg en eneste,

men ved ei, hvem jeg kaarer!

Mai

[54] Carl Nærup tilegnet.

Jeg undres, om endnu der vandrer,

naar Skygger paa Veiene falder,

to Mennesker, hvem Livet bestraaler,

og Aanderne maner og kalder,

to Venner kanhænde, to Sjæle,

saa bløde som Maimuld, der mødtes

i Blomstring, da Barnet gik under,

og Ynglingen drømme-taus fødtes.

Det er i de guldblege Nætter! –

Og Løvet, som ny-sprunget hvælver

i Vemod de mørknende Kroner,

nu smeltes det sammen og skjælver,

det flyder nu sammen og skjælver

af alt, som et Hjærte kan rumme,

og dog er de sorgtunge begge,

saa anende, bævende stumme.

[55] Der pipper en Fugl under Løvet,

en Akerriks skarrer langt borte,

og skyggeblødt hvilende tegner

sig Aasene blaalige – sorte,

en Stjerne gaar op, og den funkler

paa Himlen saa stor og saa ene:

Vær hilset, min Stjerne, vær hilset

du høie, du klare, du rene!

En Stjerne paa Himlen jeg hilser,

der vaager, naar fredfuldt hun sover,

en Stjerne, der sværmende stiger

og sitrende varsler og lover, –

det er i de guldblege Nætter,

da to, som af Hjærtet er Venner,

dets helligste Lønkammer aabner,

dets dybeste Længsler bekjender, –

dets Haab, som i Daadstrang nu løfter

sig høit og Forstaaelse kræver,

dets Tørst mod at elske og nyde

og fatte den Drøm, at man lever,

den mystiske Lysglans, der bølger

om Skikkelser store og fjærne,

og Minder, saa myldrende mange,

besjælt af en eneste Stjerne.

[56] Og rundtom – der sprætter og gror det,

saa høre en kan, det er Sommer,

hin Tid i vort Liv, da vi aner

et Under, som aldrig kommer,

hvor Dagen og Natten gaar sammen

og er lig to Elskende ømme,

der ikke for Lykke kan blunde,

men bare kan skinne og drømme.

Juni

[57] Svøbt i røde Skyers Flor,

skjær og fin og lys af Hud,

er du Solens blege Brud,

høie Sommernat i Nord;

men din Sjæl er vemodsfuld

selv i Juni, naar du bær

Kronen af det blanke Guld,

unge Sværmerske, du er!

Og din Elskte, det er han,

som hver Kvæld i Smil og Glød

synker hist bag Fjeldets Rand

med sin Pande i dit Skød,

og du ta'r ham blidt i Favn,

til du sygnende af Savn

drager Sløret varsomt over

Himmelsengen, hvor han sover.

[58] Som Naturen anet har

noget fjærnt, den ei kan naa,

og som dog den venter paa,

staar den lyttende og vaer …

Og det er, som dæmpet Klang

af en aldrig sunget Sang

dirrer over Mark og Enge

fra din Sjæls de spændte Strenge.

Men er Himlen ren og varm,

gir du al din Længsel hen,

og der stiger fra din Barm

Suk mod ham, som er din Ven.

Luften lys; selv er du ung, –

hvorfor da saa vemodstung?

Og du hvisker det til Løvet,

hvad der gjør dit Sind bedrøvet.

«Sov nu alle, store, smaa,

hver en Blomst, min Sjæl har kjær,

fra det lille bitte Straa

til de høie, voksne Trær,» –

men i Øst bag Fjeldets Bryn

lyser der et ildfuldt Syn,

det er ham, din egen Ven,

[59] som nu vaagnet er igjen,

og du føler inderst inde

med et Gys, at du er Kvinde.

I sin kongelige Pragt

stiger brautende og hed

Livets Gud, hvis Straalers Magt

vidner om hans Majestæt!

Det blir høit til Himlens Tag

i den jubelvilde Dag,

Sol i Luft og Sang i Lund,

til det sitrer om din Mund,

og du lig en Skygge svinder

i den Glans, hvoraf han skinner.

Men naar blegnet er hans Dag,

og der rødmer kun en Sky,

er det, som dit Aasyns Drag

speiler Sorg og Sorg paany:

Kort er Lykkens Drøm i Nord,

og snart er dens Tid forbi, –

hellig Sorg, hvis Sværmeri

tryller Hjærterne paa Jord.

Og da er det, du og jeg,

vi, som nys gik Haand i Haand,

[60] standser begge hver for sig

med saa mildt bevæget Aand,

og det er, som Tanken da

løftes mod et evigt Land,

Palmelandet fjærnt herfra

bag den gyldne Himmelrand.

Juli

[61] Det er de lyse Nætters Tid i Nord,

da varm og duftmæt Juli-dagen blunder

en stakket Frist i Solens gyldne Spor,

hvor bag en Rosensky den nys gik under.

Der staar to Elskende ved Søens Bred

tæt til hinanden lænet, blege, stumme,

dybt hjærtegrebne af den store Fred,

hvis Høitid ikke Menneskeord kan rumme.

Og Jorden slumrer taus og dagtræt hen,

men Himlen vaager trofast oven-over, –

Farvel, Farvel! … Dog maa de ud igjen,

ud i den lyse Nat, der ikke sover, –

den lyse Nat, der stryger ren og øm

sit Vemod over barndoms-fjærne Minder,

hvis Liv er lig en overjordisk Drøm

i Længsel født, – o, grib den, før den svinder!

[62] Snart er vort Jordlivs fagre Drøm forbi,

snart minker Dagene, og Mørket falder, –

hvad Under at jeg staar fortryllet i

det milde Lys fra Evighedens Haller!

August

[63] Atter hjemme!

Aftnen fin og lys og skjær

som en Drøm, der blidt svandt hen …

Og nu gaar jeg her igjen,

ja, nu gaar jeg atter her!

Og jeg hvisker: Alt som før,

Birken i sit Yndes Slør,

Aspen med det rædde Sind,

bævrende for Kvældens Vind,

alt og intet ligt sig selv

i den elskovstunge Kvæld,

hvor som før det bruser, klager,

sukker, længes og forsager. –

Kanske gaar, som selv jeg gik,

i de første Drømmes Gry,

nu en Yngling blyg og sky

med saa indadvendt et Blik …

Dengang Vintren nys brød op,

var det, som han selv skød Knop,

og nu svulmer det derinde

for de bløde Sommervinde.

[64] Blad paa Blad, i Længsler svøbt,

ligger Sjælens Blomst beredt

til at springe ud med et

og i Frihed vorde døbt, –

alting kalder: Elskov, Haab,

stærke Lidenskabers Raab,

drager, suger; den, som vidste,

naar dog Svøbet vilde briste!

Og han ser sig utryg om, –

For en Skam, hvis nogen kom!

Og han mumler paa et Digt,

til det strømmer tungt og rigt

og al Verdens Skjønhed rummer,

al dens Fryd og al dens Kummer.

Og da flammer Kinden hed

af de stolte Rhytmers Flugt …

Hvad var det? En Glans blev slukt, –

det var Solen, som gik ned! –

I en Sky af Vemod hyllet

staar han pludselig fortryllet. –

– Ja, for er det ikke her,

som om alt var underlagt

smærtefuldt en Længsels Magt:

[65] Sommerkvælden fin og skjær,

Skogens Sus og Bækkens Spil

og jeg selv, der lytter til, –

som om alt i Længsel lever

og i Længsler toner, bæver? –

Dæmp din Trang og sænk din Røst,

du, som gjennem Kvælden gaar!

Ingen høi, hesperisk Vaar,

nei, en sløv, taalmodig Høst,

er det nu, som forestaar.

Har du Vinløv i dit Haar,

Rosers Pragt, da riv dem af,

her har Livet andre Krav

end i fyldigt Liv at leves:

Langsomt gro og langsomt visne, –

bøi dig, Sjæl, for hvad der kræves!

Somren kort og Vintren lang

og et Haab, der sprang af Smil,

ak, hvor ofte stedt i Tvivl,

til det vaares næste Gang!

Atter Løv og Lys og Leg,

da maaske er Kinden bleg

og de Løfter, som blev givet,

Mindelser for hele Livet. –

[66] – Lyngblomst, Lyngblomst, du, som strør

over Fjeld og skogløs Hei

Farvers Liv, naar Som'ren dør,

o, vær hilset paa min Vei!

Ingen Blomst saa skjær og ven,

ingen Duft saa kjær og ren,

ingen trampet paa som du,

ingen dog saa glad i Hu,

fattigst Blomst, der rigest lyser,

naar de andre Blomster gyser!

September

[67] Høstklar Luft med store Vidder,

intet kjælent Fuglekvidder,

Sprøit af Fosse, der jeg færdes, –

aa, hvor godt det gjør at hærdes!

Thi jeg ækles ved det vege,

og jeg rødmer ved det blege,

og jeg hader alt det vage,

som jeg elsker Høstens Dage.

Rene, tause, alvorsfulde

venter de paa Storm og Kulde,

kjølig-klare, gylden-blanke

spænder Staal de i din Tanke.

Ro og Høihed, der de hvælver

sine Buer, til de skjælver, –

se, da lyser Aftenrøden

sygt som sidste Smil i Døden.

[68] Det blir stilt, hvor Skogen luder,

Flugt blandt Vaarens lyse Guder,

ødt og tomt, hvor Morgenstunden

steg med Elskovsleg i Lunden.

Med sit skjæbnekolde Øie

speider Luften fra det høie,

Løvet visner, og saa falder

det i Aarets trætte Alder,

Blad for Blad … Men før det ødes,

er det, alle Farver glødes

i en Skjønhedsdrøm, den sidste,

Vaaren endnu har at miste.

Og du ser det flamme, spille,

midt i Høstens Vemod – stille,

og du tænker paa det vundne,

paa det spildte og det svundne.

Oktober

[69] Paa Høstsiden er det, en vaagnende Morgen

ind under en graasløret, ludende Himmel,

da grætne og søvnblege Taagerne letter

og syner et Landskab, som Regnet har blødet,

som Stormen har ødet, et endeløst Landskab

med langstrakte Vidder og bundløse Myrer

og sorte, tungsindige, grublende Fjeldvand.

Saa trøstesløst ensomt i Dæmringens Halvlys,

saa modstandsløst herjet og ribbet og plyndret

og derpaa lagt veirbart til Bytte for Stormens

og Skyernes Luner, slig synes en Livet,

som Vidderne lever. Hvem fatter saa Tanken,

at Høifjeldets Sommer, den luftklare, korte

nys steg over Lyngen med solblanke Dage,

med Vrinsken og Bjældeklang, Kauen og Liomen

og aanded sit skjælvende Vemod paa Natten? –

Forlængst er den borte. Den skræmtes fra Vettet

en Nat, da det stormed; og nu raader Høsten

[70] langs Fjeldenes Sider, hvor Vandene styrter,

paa bundløse Myrer, hvor Troldene trasker

og øver sin Styrke i Bækken, der stuper

sig durende frem over Heier og Urder

og rykker og slider i Vidiernes Grene

og slæber dem med sig, saa langt som de orker,

og tumler i Afgrunden …

Høit over det store, fortvilete Landskab

sig løfter en Ørn. Med de rovsyge Blikke

tar Maal den af Viddernes, Fjeldenes Vildhed

og kjender sig hjemme. Og som den nu seiler

i fribaaren Flugt over Slug, over Tinder,

stumt skuende ned paa de raadløse Vidder,

standser og skriger den:

Ørnemor, Ørnemor, kommen er Høsten,

liglagt er Sommeren, stormet dens Stilhed,

hjemmeligt er her nu, Uhygge, Vildhed,

hør det paa Røsten!

November

[71] Den korte, urolige Dag er død,

men endnu dirrer derude

i Aftenens sukkende, tunge Vind

en vild og flammende Rude.

Og klaprende strækker hvert nøgent Træ

mod Himlen de sorte Grene,

og gysende staar jeg i Kvældens Vind

forfrossen, forladt, alene.

Det var, som hvert levende Haab blev slukt

og ødet med Solens Luer:

Hvem er du, du fredløse, skjønne Sjæl,

som hist i det fjærne truer?

Jeg spørger med bævende Hu, men faar

blot Svar af de golde Vinde,

og Skyerne haster afsted, afsted,

og Mørkningens Tid er inde.

December

[72] Der glitrer ingen Blomster mer for mig,

og intet Haabets muntre Vagtblus skinner,

der lysner intet Løvspring paa min Vei,

og naar det rasler, er det gamle Minder.

Min Sjæl er syg, min Kraft fortært, forspildt

i Somrens Brand, i Festers Rus og Hede,

Naturen død. Og derfor nu saa stilt,

hvor før der steg Musik og Farvers Glæde.

Naturen død! – Den store Pan er død! -

Hør Aftenbrisens Suk, naar Dagen segner,

og se mod Vest, hvor ængstelig og rød

den Himmel er, der kuldegusten blegner!

Hvem skulde troet, at saa bred en Strøm,

saa lyst et Væld, saa dyb en Livsens Kilde

i Skyggen af den første brustne Drøm

laa isbelagt for saa at gaa til Spilde?

[73] Dog stundom er det mig igjen, som gaar

jeg i en Sky af Sorg, der gjennemglødet

af Minders Skjønhed varsler om en Vaar,

da endnu ei det mindste Blad var ødet.

Jeg hører Vinger klapre, Fugle slaa

og Løvet suse som i gamle Dage,

jeg hører Bækken nynne, Stemmer spaa,

at snart vil Lykken vende rig tilbage.

Det vintres, vintres! – Af hvert Haab forladt,

forladt tilsidst af Sangens glade Fugle,

jeg staar bedrøvet i den kolde Nat

og hører fjærnt en Visdomsugle ule.

III. Til en!

[77] Til en, hvis Kjærlighed ei avler Had,

ei Goldhed, Grusomhed og Drifter blinde,

der lægger Sindet vissent som et Blad,

git hensynsløst til Pris for deres Vinde,

men i hvis Ømhedstrang et vaarligt Væld

af Styrke, Klogskab, Hjærtensgodhed springer,

befrugtende for mig, for hende selv, –

se, hende er det, jeg min Hilsen bringer.

De smiler ei, vor Ungdoms Guder, mer

fra Skyen ned med straaleglade Blikke,

hvori vi Maalet for vor Kamplyst ser,

og deres Templer, ak, de lyser ikke,

ei heller vandrer selv jeg livsberust

i ensom Længsel paa de øde Veie,

af stolte Geniers Vingeslag omsust

og med en Fremtids Lykketro i Eie.

Til en, hvis Kjærlighed forvandler alt

og gjør det høit og lyst, der Skygger klamme

nys paa min Ungdoms Foraarsspirer faldt

og standsed Væksten i mit Livstræs Stamme,

[78] hvis klare, varme, haabefulde Smil

en tidlig Sommermorgens Guldstøv drysser

paa haarde Minder og paa kolde Tvil,

og af hvis friske Mund jeg Sundhed kysser, –

i Tak til hende strømmer nu mit Digt,

der fjærnt i Nattens Drømmero hun vanker

og ved ei selv, hvor sommerligt og rigt

mod mig det gror i hendes vage Tanker.

Hvem er hun da? O Sorg, jeg ved det ei,

skjønt anende jeg stundom kan fornemme

et Glimt af hendes Skjønhed paa min Vei

og Klangen af en ungdomsfyldig Stemme.

Maaneskin

[79] En Maaneskinsnat med det stivnede Blik

mig gjør saa tungsindig som deilig Musik,

helst dog naar hin Glans, den paa Luften har gydt,

tilsammen med Vaaren er anende flydt.

Hvad er vel saa fint, som naar nysprungne Trær

sig hvælver i Maaneskinstraalernes Skjær,

og sænket i Sølvlys hvert spiregrønt Blad

ømt folder sig ud i en Dugdraabes Bad?

Mit Liv, ak, mit Liv, det var tidlig forødt;

se deraf min Smærte, naar Vaaren blir født!

Længst flygtet er alle dets Lysalfer; men

i Maaneskinsnatten saa gaar de igjen.

Jeg følger i Duggen, som gnistrer paa Jord,

hver Alfefods legende, sorgfrie Spor.

En Skygge jeg er kun af den, som jeg var.

En Skygge! – Og endda er Himlen saa klar!

Min gyldne Sæd!

[80] Hvad er det for en mægtig Flod,

som frugtbargjør den gyldne Sæd

i unge, bløde Menneskesind,

der Spiretrangen blev lagt ned? –

Ved Flodens Bred har Livets Træ

en Urtidsmorgen slaat sin Rod, –

hør, Drømme suser i dets Løv,

se, Blomster myldrer ved dets Fod!

Min gyldne Sæd, min gyldne Sæd! –

Hvor husker jeg, da blyg og ung

du løfted dig i Maidagsol

og spilled rig og grødetung,

hvor husker jeg hin Vemodstid,

da for hver Pust af Kvældens Vind

du bøied dig i Ydmyghed

og svulmed mod en andens Sind!

[81] Forbi, forbi! – Der var engang! –

Hin Vise har jeg sunget tidt,

men andre Viser kan jeg ei,

og nynne tør jo hvermand frit.

Der var engang, da frugtbart Regn

paa unge, tørste Spirer faldt,

at Floden steg og strømme – stærk

rev med sig alt, jeg planted … alt.

O, Kjærlighed, hvis varme Væld

gir hver en Spire Voksekraft,

som modner Sæden i ens Sind

og farver Blomsterknoppens Saft,

hvi er du tidt saa grusom, gold

og rykker op og river ned, –

mit Liv, mit Liv, hvi blev du spildt,

mit Liv, min gyldne Foraarsæd!

De evige Spørgsmaal –

[82] De evige Spørgsmaal,

som aldrig fik Svar,

nu kommer og tar de

hver Tanke, jeg har:

Vi vented taalmodig,

os ændsed du ei,

men vandred i Letsind

en rosen-strød Vei.

Hvor er saa de Blomster,

dig Foraaret gav? –

Henveiret og smuldret

til Støv paa dets Grav?

Vi kommer, naar ribbet

og raadvild du staar

og gysende ræddes

for Veien, du gaar.

Hvem er jeg? – saa spør du

og ser dig omkring

og hører det hviske

om evige Ting.

I Nattens Vind –

[83] I Nattens Vind jeg flygter ud:

Hvem er du vel, du Fredens Gud!

Thi se, her staar en raadløs Mand,

som intet vil og intet kan.

Jeg bygged engang fagre Slot

af Drømme-guld og himmelblaat

Derinde skulde Slægter bo,

bestraalet af min unge Tro.

De sank i Grus; da blev her koldt,

da lagdes Livet ødt og goldt.

Nu ser jeg Saar og hører Støn

af Smærte gjennem Kampens Døn.

O, Herre, hvis din Aand er her,

saa lys for en, som fredløs er! –

Der stiger mumlende en Flod.

Hvad er dens Udspring: Graad og Blod

[84] Selv staar jeg naglet til dens Bred

i Kval og Stumhed, hvid og ræd.

Og Stemmer er det, fler og fler,

som hulker, truer eller ber,

til pludselig det blir saa stilt,

som var al Verdens Jammer spildt.

I Evighedens blygraa Hav

hver Draabe sank som i en Grav.

Forgjæves grædt, forgjæves stridt,

forgjæves elsket, haabet, lidt. –

… Et glansløst Hav, en blodrød Strøm, –

aa, Gud ske Lov, det var en Drøm!

Besat af Angst jeg raaber ud:

Hvem er du vel, du Fredens Gud!

Jeg søgt dig har bag Kirkens Mur

og i den klagende Natur.

Dog hvor jeg søgte, var det tyst, –

kun Stemmen i mit eget Bryst! –

[85] I Nattens store Ensomhed

det sukker som en Bøn om Fred.

Det sukker gjennem Skog og Krat

saa livssygt i den blege Nat.

Men Stjernerne paa Himlens blaa,

de er saa kolde og saa smaa.

Hvorfor, hvorhen?

[86] Sig løsned en Stjerne …

Jeg stirred og saa,

hvor angstfuld den flakked

og sank i det blaa.

Vort Liv, vore Længsler? –

Et Stjerneskud kun? –

O, Sphærernes Herre,

hvi tier din Mund!

Jeg ræddedes, flygted

og standsed igjen

med bævrende Læber:

Hvorfor og hvorhen?

Til Helge Rode!

[87] Deroppe Stjernernes de guldblaa Sletter,

og under dem den ømhedstørste Jord,

hvor hvide Blomster, født af Savnet, gror

og yppig blusser i de korte Nætter.

Af deres Skjønheds lyse Trolddom fangen

du skuer opad henrykt, ung og smuk,

mens gjennem Løvets Hvælving slaar et Suk

saa aandeblødt, saa bristende i Klangen.

Thi sorgfuld gjennem Sommernatten svæver

nu Dødens Engel. For en sælsom Lyst!

Høit til et Tempel hvælver sig dit Bryst,

hvori det mægtig toner, at du lever.

Og uden Grænser er det, Sjælens Riger

sig vider ud i Evighed og Lys,

der Solen blodrød med et Vellystgys,

en gylden Boble lig, af Bølgen stiger.

Prolog
(ved en paatænkt Fest for Henrik Ibsen i Kristiania)

[88] Os var det tidt, som et Hoved dukked

fra Dybet op og mod Skyer sorte

sig trodsig tegned – men langveis borte,

hvor uveirsrødmende Lyset brændte

og rundt dets Isse en Glorie tændte.

Der banked Hjærter, hvis Lyd forstummed

i Høitidstemning, naar gjennem Rummet

profetisk, magtfuldt dets Læber slynged

en Trylleformel, et Spørgsmaals Gaade, –

til atter Skyerne stormtungt lukked

sig om dets Drag, og kun Sagnet bar det

fra Slægt til Slægter, at engang var det

en Mand, som skiltes med Smil om Munden,

der dirred bittert i Afskedsstunden,

med kolde Minder fra Fædregrunden,

og at han aldrig kom mer tilbage.

[89] Vi sad og vented i Aar og Dage,

men stundom lød der, helst naar det skumred,

som Lyd af Hovslag: En ensom Rytter,

der hasted søvnløs til vore Hytter.

Han for mod Syd til de fjærnblaa Lande,

hvor lysrig Soldagen ildfuldt mættet

og glødet Synerne bag hans Pande.

Der stod en Mand, – det var Aaret efter, –

frem mellem Folket med Manings-kravet:

Alt eller intet! – En Slægt, som blunded,

han reise vilde af Slidet, Kavet

til større Tider med større Kræfter,

– den fulde Tro og den hele Vilje, –

men blev paa Vidderne ensom jaget

med Saar i Sjælen, af Tvivlen naget,

hvor Stenskred raste, did Stenkast fulgte …

Da kanske mødtes der en og anden,

som standsed Tanken og fatted Manden,

der for mod Syd til de fjærnblaa Lande,

det Smil, som dirred i Afskedstunden,

den Sorg, som ruged paa Hjærtebunden.

Han søgte nedad, hvor Mulmet raader

til Livets endeløst – tause Gaader,

[90] og der blev Nat over alt hans Rige,

en Nat, som tætnede kold i Taagen,

men stundom løfted sig stjerne-vaagen,

thi gjennem Natten skød Skjønhedslængsler

lig Nordlysstriber paa Vinterhimmel.

Og op i Dagslyset, hvor vi famled

med brudte Viljer ad skilte Veie,

hvor alting hidsed, og intet samled,

didop fra Dybet til evig Eie

sin Digtnings Smykker os Manden rakte.

Det skinned af dem, der pudset blanke

og aandet paa af hans Nætters Tanke,

hans Vid, Foragt eller Tungsinds Ømhed,

i Solskinstraalerne rigt de spilled,

hvad eller gjengav alt Landets Billed

for vore nytændte, vaagne Blikke.

Men Manden selv, nei, han saa vi ikke.

I mystisk Fjærnhed, tidt som en Troldmand,

hvis Blik sig aabned, der Sol ei skinned,

tidt som en Stormfugl han stod for Sindet,

og naar den løfted til Skrig sin Stemme,

da tied alle de andre Fugle,

som ellers kvidrer omkap herhjemme.

[91] Vær hilset, Havørn, som uden Følge

i Vellyst kløvede Luftens Bølge,

til opad undrende stolt vi skued,

vær hilset, Kongeørn, i hvis Fjærham

saa gyldent Straalernes Ild har luet!

Hernede Skygge, men høit deroppe

i evig Klarhed de hvide Toppe,

hvorover Tankerne takfyldt svæver,

mens Dagen synker, og Sindet bæver.

Syttende Mai
(1894)

[92] Er det «Skam» at turde haabe

Fremtid for det Land,

som vi ofred hver en Draabe

Blod, om det kom an?

Svar os: Er det Skam at kræve

Ret for det, vi vil,

vi som Landets Kraft vil hæve,

lutret i vor Ild?

Se, hvor himmelfrit det reiser

sig i Dagens Glans,

Gamlens største, da vi heiser

Farver, som er hans!

Og det kaster Syner, Minder

over Fjeld og Hav,

slig at unge Øine skinner

af, hvad stort det gav.

Lad de unge Øine skinne,

saa det sees langt,

for her er saa mange blinde

og saa meget vrangt, –

[93] der er sagt, vi blot paa Naade

tog vort Land til Laan,

og at Svensken her bør raade, –

tænke sig for Haan!

Og vi kjender Sorgen, Harmen,

vi, der er dets Børn,

hugge vredt sin Klo i Barmen,

som det var en Ørn,

og vi reiser os i Bruset

af dets nye Vaar,

raaber ud, at her i Huset,

er det vi, som raar.

Sus af brede Ørnevinger

over os idag,

Vaarsus, Vaarsus, der vi svinger

Frihedsdagens Flag!

Og hvad er vel Vaaren andet

end den Glædens Tid,

da der fødes Lys i Landet

under Storm og Strid.

Fra vestre Aker

In Memoriam: Henrik Wergeland.

[94] En Solbakke, hvori

jeg drømmende døser

og misser med Øiet

mod Skyernes Skin …

Der silrer en Vaarbæk,

der dirrer en Lærke,

en Løvetand flammer

sig ind i mit Sind.

Saa vidt har jeg færdes,

men skulde dog mene,

jeg kjender hver Aasryg,

hver Skogrand fra før,

hvad enten de stiger

i Høstdagens Farver,

hvad eller de hviler

i Sommernat-slør.

[95] Som Gut har jeg tumlet

her dagstøt om Vaaren

og lyttet til Rhytmen

i Fjeldbækkens Spil, –

lig Solskyer jaged

hans Digte i Sindet

og løfted min Tanke

og tændte dens Ild.

Den første af Blomster,

der blaaned bag Sneen

og ydmygt forkyndte

sin Ankomst, var hans,

og Kampen, som dengang

bar Storm over Landet,

hans Liv gav den Kræfter.

Indvielse, Glans:

Bestraalede Tider,

da Sindet i Andagt,

i Harm eller smærte-

tung Jubel var med,

da Jorderigs Guder

selv tog en i Haanden

og gav en til Eie

det bedste, man ved! –

[96] I Solbakken laa han

med hvilende Aasyn,

med skuende Øine

og Haand under Kind …

Der silred en Vaarbæk,

der dirred én Lærke,

en Løvetand flammed

sig ind i hans Sind.

Men under ham Byen,

hvor Fiender og Venner

paa Gaderne mødtes

i Tvedragt hver Dag,

den By, af hvis Taager

ham Morgenen vakte,

da vaarblaa den glitred

og lo fra hvert Tag.

Han lytted til Bækken,

han smilte til Blomsten,

han drak af hver Luftning

et ny-sprunget Blad,

mens frem og tilbage

i Sjælen det strømmed

og vuggede frugtbart

et lysegrønt Kvad.

[97] Som Toner, der risler

i Blaaklokkens Indre,

han hørte det bølge …

Saa bruser det ud! –

Det er, som i Lovsang

han omfavne kunde

Naturens, den gavmildt

fornyende Gud.

Det strømmer imod ham

fra Skyerne, Luften,

det skiller sig, samles

og blir til et Kor

af Røster, der bærer

ham høit over Jorden,

did Evighedsblomster

paa Engene gror. –

Saa nedad mod Byen,

hvor Vennerne smiler,

hvor Fienderne skuler

og spottefuldt ler;

han ser dem slet ikke,

skjøndt aabent hans Øie,

af Lystaager blændet,

et Himmelsyn ser.

[98] Og aaben gaar Fjorden

med solhvide Skyer,

der driver for Vinden

i sommerligt Mag …

Jeg misser mod Glansen

og synes, jeg føler

omkring mig et Pust af

hans Guddom idag. –

Saa vidt har jeg flakket

og svælget og tumlet;

et Steds har man Rødder:

Her hører jeg til!

Og bedre end Sydens,

de mættede Farver,

jeg fatter dog Længslen

i Fjeldbækkens Spil.

Vær hilset, min Rede

fra Barndommens Dage,

hvor Vingerne straktes

og Tanken tog Flugt! –

Se, nu er din Sanger

paany vendt tilbage,

skjøndt stækket og tæmmet

af Aarenes Tugt.

[99] Vær hilset af Hjærte,

du Guldblomst, der flammer

med Bud fra min Fortid,

dens Helte og ham,

som baade var Lærke

og Vaarbæk i Landet,

som altid bar Vinger

og aldrig blev tam!

Det synger –

[100] Det synger imod mig

fra nyløste Vande,

som hovedkuls stuper

langs Fjeldene ned,

det lyner af Straaler,

som kaster sig i dem,

der fossende muntert

de raaber: Kom med!

Kom med, du, som engang

har mægtig fornummet

den stormende Længsel

mod Frihedens Hav,

og glem saa det tunge,

som Vinteren bragte

og husk blot det lyse,

som Foraaret gav!

[101] Snart straaler der Varme,

snart tindrer der Blomster,

men Sol maa der skinne,

og Kamp skal der til;

før Landet er vundet

for Sommerens Magter,

ei kuer du Trodsen,

som ler i vort Spil. –

De synger imod mig,

de velkjendte Stemmer, –

og dog … hvorfor staar jeg

i Tvil, der jeg staar …

En Sorg i mit Hjærte,

en hulkende Kummer:

Ak, død er min Ungdom

og svunden min Vaar! –

Mod Solfald det lider,

de Straalerne mattes,

og Vaarkvælden synker

i Stjerner og Glød, –

det mumler omkring mig,

men angstfuldt og dæmpet:

Din Ungdom du svigted,

og nu er den død!

[102] Som varslende Røster

i Natten det stiger,

som Veklagers Jammer

og truende Raab,

det hvisker om Faner,

som engang har vaiet,

om lysende Navne

og manende Haab:

Vi raabte, vi kaldte,

du ændsed det ikke,

vi ægged, vi trygled,

du lyttede ei! –

Længst mørkned hver Udsigt

fra Fjeldenes Sider,

og Vandene fryser

til Is paa din Vei.

Constance Bruun-Ihlen

In Memoriam.

[103] Hun syntes kommen fra en nænsom Verden,

hvor Livet kjender milde Tankers Omsorg

og aldrig Raahed kaster kolde Skygger.

Hun var saa skjær og fin, indtil forfrossen

og bleg af Livets Kuldeguvs hun segned;

thi her var veirhaardt for en Sjæl som hendes.

Men som en Høstblomst, bidt af Nattefrosten,

tidt i sin Afmagt aander større Skjønhed

end den, der brauter sig i Sol og Farve,

slig var det, at hun gysende sig bøied

og folded ud i Ømhedstrang, i Tungsind

en Kunst saa zart, at vi, som saa den lutres

af Viljens Ild i dette skjøre Legem

og løftes mod de straalehvide Høider,

os kjendte renere i hendes Nærvær.

De skjønne Øine skued Smærtens Alvor,

den klare Pande speiled Sorg og Længsler:

En Aand, der strøg vort Liv forbi! – Dog stille!

Vi hører endnu Suset af dens Vinger.

[104] Og som jeg staar her nu i Aftenfreden

og ser mod Nord, hvor sidste Lysskjær flammer,

saa bryder jeg i Tankerne paa hende

den skjæreste af alle Aarets Blomster.

Du fine, stille! Og mit Hjærte røres

til Andagt af dens Bleghed og dens Ungdom.

Solnedgang

[105] Da Solen dypped flammende og rød

i Bølgerne sin straalegyldne Pande

og svalte der sin Reiselængsels Glød

paa Veien til de morgenlyse Lande, –

hvor syntes du mig da vemodig-skjøn,

du Jord, hos hvem jeg andagtsgreben hvilte,

saa uskyldsfuld, at Tanken blev en Bøn,

og Minder reiste sig i Graad og smilte:

Ei er det din Skyld, o, du fagre Jord,

om aldrig Lykken lo paa dine Veie,

om her er Strid og Sorg, fra Lyset gror,

til Skyggerne dig sænker paa sit Leie!

Og skjærmende jeg rakte Haanden ud,

som var du blot et Barn, jeg anbefalte

til alle lyse Sommernætters Gud,

den Herre, i hvis Himmelfavn du dalte.