Fra vor kulturs morgen, da de fønikiske seilere famlet sig langs efter Middelhavets kyster, og til den dag idag har søkende mænd stævnet frem over ukjendte have og gjennem dunkle skoger. Stundom langsomt og med hundredaars stans; stundom med kjæmpesteg, som da Amerikas opdagelse og de store verdensomseilinger løste selve jordkuglen fri av uvidenheds og fordommes taake.

Vi vet alle, at mange opdagelsesreisende har været drevet frem av en higen efter rigdomme, der tænktes at vente dem i ukjendte land og farvand; ja om de fleste ekspeditioner og reiser gjælder det, at de neppe vilde være kommet istand uten paa grundlag av materielle formaal og forventninger.

Over sagaen om den forskning, som har lagt sin vei mot den evige is under polerne, hviler der imidlertid fra alle aar saa sin egen høie og rene glans – av de hvite snemarker og av sælsomme himmelsyn, men ogsaa av sand og ubesmittet idealitet. Naar man undtar de rene fangstekspeditioner (til hvilke forøvrig polarforskningen staar i en meget betydelig taknemmelighedsgjæld), kan man vel trygt gaa ut fra, at selv den mest overspændte fantast aldrig har [2] lagt veien ind i polarisen i haap om der at finde «guld og grønne skove».

I videnskabens sold er de utført de utallige og uavladelige stormløp mot vel den værste bøig, som nogensinde har lagt sig paatverke for den menneskelige forskertrang – den tusen– og atter tusenaarige is i bred og kompakt mur om Nordpolens hemmeligheder.

Og trods al tragisk skjæbne og mismodig venden-tilbake med uforrettet sak er angrepene idelig og idelig fornyet og fornyes den dag idag. Og denne ihærdige utholdenhed har om ikke undertvunget bøigen, saa dog tvunget den til at aapne gløt og glimt langt ind i hemmelighederne.

En vældig revne i ismuren blev slaat, da Nordenskjöld fuldførte Nordøst-passagen og rev Asiens fastlande løs av bøigens grep. Allerede en menneskealder før havde Franklin og Franklin-ekspeditionerne bragt hjem vissheden om en strime aapent hav langs hele randen av Nordamerikas kyst; og mangfoldige er de andre revner, slaat av modige og geniale polarfarere, som har søkt at fri verden ut av gaatemørket der nord, – og dyrt er der ofret derpaa.

Navnlig paa Nordvest-passagen.

Vel ingen polarisens tragedie har grepet menneskene saa dypt som Franklins og hans mænds. Grepet dem til sorg, men ogsaa til forbitret gjenoptagelse av deres kamp. Man visste, at der var en sjøvei nordenom Amerika; men man visste ikke, om denne var passabel for skibe, og ingen havde endnu seilet igjennem. Dette uløste spørsmaal gav ingen fred, navnlig ikke for den, der fra sin barndom med al sin sjæl havde været betat av Franklin-ekspeditionens store drama.

Likesom «Vega» seilte den hele passage mot øst, saaledes var kundskapen om hin strime aapent hav mot vest ikke tilstrækkelig, før den var tegnet den hele vei gjennem havet av en og selvsamme skibskjøl.

[3] Og saa blev vesle «Gjøa» det skib, i hvis lod dette faldt!

Det havde hun ikke drømt om, da hun byggedes til sildeskute i Rosendal i Hardanger. Skjønt der nok kan drømmes derinde i fjordene!

Heller ikke havde han drømt slikt, hendes vordende skipper, da fortællingerne om John Franklin første gang fanget hans 8–9-aarige fantasi. Skjønt der nok kan drømmes i en guttefantasi!

Den 30te mai 1889 blev visselig en merkedag i mangen norsk ungguts liv. Den blev det ialfald i mit. Det var den dag, Fridtjof Nansen kom hjem fra sin Grønlandsfærd. Den unge, norske skiløper kom opover Kristianiafjorden paa den solblanke dag med glans om sin ranke skikkelse av al verdens undren over daaden, han havde fuldført, «galmandsverket», det ugjørlige! Maidagen holdt sin skjønneste vaarfest i fjorden, byen holdt fest, folket holdt fest..... Jeg gik den dag mellem flag og hurrarop med bankende blod og alle mine aarlange guttedrømme vakt til stormende liv. Og for første gang hvisket det klart og bævende i min lønlige tanke: Om du kunde gjøre Nordvestpassagen!

Saa kom 1893. Og Nansen drog ut paany.

Og jeg syntes, jeg maatte faa være med!

Men jeg var for ung. Og min mor bad mig bli hjemme –og bli ved med mine studier. Og jeg blev.

Saa døde mor. En kort tid kjæmpet min kjærlighed til hende for, at jeg skulde bli hendes ønske tro. Men saa brast det. Intet baand kunde binde min trang til at følge mine gamle og mine eneste længslers maal. Jeg kastet studierne overbord og besluttet at gaa igang med det lange, forberedende selvarbeide, jeg havde foran mig – for at bli polarforsker.

[4] I 1894 gik jeg som jungmand ut med gamle «Magdalena» av Tønsberg paa sælfangst i Ishavet. Det blev mit første møte med isen – og jeg likte den! Tiden gik, og min utdannelse skred frem. I 1897–99 fulgte jeg som styrmand med den belgiske antarktiske ekspedition under Adrien de Gerlach's ledelse – mot de sydlige isegne. Og under denne reise modnedes min plan: Jeg vilde forbinde min barndomsdrøm om Nordvestpassagen med det i og for sig videnskabelig langt vigtigere maal: At fastslaa den magnetiske nordpols nuværende beliggenhed.

Straks jeg kom hjem, betrodde jeg min plan til min ven, underbestyrer ved det meteorologiske institut Aksel S. Steen. Jeg visste jo ikke selv, om de maal, jeg havde sat mig, havde tilstrækkelig betydning. Han overbeviste mig snart om, at de havde. Med introduktionskort fra Steen reiste jeg til Hamburg for at forelægge min plan for samtidens største autoritet paa jordmagnetismens omraade, nemlig geheimeraad, professor dr. G. von Neumayer, dengang direktør for Deutsche Seewarte. Eftersom jeg utviklet min plan, steg den elskværdige gamle herres interesse, indtil han tilslut likefrem straalet av henrykkelse. Og under hans personlige ledelse fik jeg en tid lang undervisning ved Deutsche Seewarte.

Men saa kom endelig den store dag, da planen skulde fremlægges for Fridtjof Nansen.

Jeg tror, det er Mark Twain, som fortæller om en person, som var saa liten, at han maatte gaa to gange gjennem døren, før man kunde se ham. Men denne mands ubetydelighed var intet mot den, jeg følte den morgen, jeg stod i Nansens villa paa Lysaker og banket paa døren til hans arbeidsværelse.

– Kom ind! lød det derindenfor. Og saa stod jeg ansigt til ansigt med den mand, der i en række av aar havde staat for mig som noget nær sagt overmenneskelig; den [5] mand, som havde utført bedrifter, som fik hver fiber i mig til at sitre.

Fra dette tidspunkt regner jeg Gjøaekspeditionens virkelige tilblivelse –: Nansen havde git mine planer sit bifald.

Men hermed var jo ikke alt gjort. Til en polarekspedition trænges der – penger. Og av dem havde jeg desværre ikke mange. Det, jeg eiet og havde, var netop tilstrækkelig til fartøi og videnskabelige instrumenter. Og saa var der da ikke andet for end at gaa paa vandring rundt til alle, som kunde tænkes at være interesseret i foretagendet. Det var en spidsrotgang, som jeg nødig gjør omigjen! Jeg har mange lyse og gode minder fra denne tid – om mænd, som opmuntret mig og gav mig al den støtte, de kunde. Men jeg har ogsaa andre minder, – om folk, der mente sig adskillig klokere end sine medskabninger og at ha ret til at dadle og laste alt, hvad andre foretok sig eller vilde foreta sig – – – men la de mørke minder fare og la os kun dvæle ved de lyse. Professor Nansen var paa dette som paa alle andre omraader utrættelig. Ogsaa mine tre brødre hjalp mig mangen god gang med dette tunge arbeide.

De videnskabelige instrumenter var det første, jeg anskaffet mig. Saa kom turen til fartøiet.

Valget faldt paa en i Tromsø hjemmehørende jagt «Gjøa». Den var bygget i 1872, som allerede nævnt, i Rosendal i Hardanger. Eieren var skipper Asbjørn Sexe fra Haugesund. Efterat den i mange aar havde været anvendt i sildefart langs kysten, blev den i 80-aarene solgt til kaptein H. C. Johannesen paa Tromsø og fór nu paa Ishavet i en række av aar. Her blev den ikke sparet og havde gang paa gang anledning til at vise sig som en ualmindelig godt bygget skute.

Da jeg i 1901 havde kjøbt Gjøa, lot jeg den utruste for en sommertur i Ishavet – for at prøve den og for at lære at manøvrere den. Jeg havde før den tid aldrig været [7] ombord paa en jagt og stod ganske fremmed for behandlingen av et slikt litet fartøi.

Turen faldt ut til min største tilfredshed, og Gjøa viste sig at klare alle forhold paa udmerket vis. Imidlertid var det naturligvis nødvendig at foreta endel forbedringer, inden den tok fat paa sin forestaaende langfart. Paa Tromsø skibsverft blev det meste av dette arbeide utført, og jeg skylder verftet min største anerkjendelse for den usedvanlig samvittighedsfulde maate, hvorpaa alt blev gjort.

I mai 1902 heiste Gjøa sit flag og sa sin mangeaarige hjemstavn Tromsø farvel. I Trondhjem stoppet jeg for ved Isidor Nielsens mekaniske verksted der at faa utført alt nødvendig jernarbeide ombord. Petroleumstanker blev bygget efter skutens form. Vor lille motor – 13 h. k. av typen «Dan» – blev med en whinch sat i forbindelse med alt, hvad der kunde drives ved dens hjælp – letvindt og praktisk i alle dele. Motoren blev vort kjælebarn ombord. Naar den ikke gik, var det som vi mistet en god kamerat. Jeg kan trygt si, at vi for en meget væsentlig del har vor ypperlige lille maskine at takke for vor heldige gjennemseiling av Nordvestpassagen.

Vaaren 1903 la Gjøa til ved Framnes brygge i Kristiania for at ta ombord alt utstyr og proviant. De store, ensartet byggede proviantkasser stuvedes som byggeklodser i sin æske. Saa fint blev dette gjort, at vi ombord i vesle Gjøa fik plads for mat og utrustning forøvrig for 5 aar!

I det overmaade vigtige arbeide med provianteringen havde jeg uvurderlig hjælp av hr. professor Sofus Torup. Al vor hermetik, som blev færdig i oktober 1902, blev av ham prøvet og undersøkt. Al vor pemmikan for saavel mennesker som hunder tilvirkedes av sergeant Peder Ristvedt under professor Torups tilsyn. Likeledes fiskemel.

Saa laa da i mai 1903 Gjøa færdig til avgang og alle deltagere samlet.

[9] Disse var:

Endnu en stund havde vi pengesorger. Først i juni var alt ordnet, og vi kunde gaa ombord paa vor lille skute og begynde færden med Gjøa for, følgende i vore forgjængeres spor, at ta fat paa vor opgave i den menneskelige videns tjeneste.

[10] Den eneste, der viste synlig tegn paa rørelse ved vor avreise, var himlen. Men den gjorde det da ogsaa eftertrykkelig. Da vi natten mellem den 16de og 17de juni 1903 kastet loss, stridregnet det. Ellers var det stille i den mørke nat, og kun vore aller nærmeste var møtt op paa bryggen for at si os farvel.

Men trods regn og mørke og trods den sidste avsked var stemningen ombord paa Gjøa høi og lys. De sidste ukers henliggen uten større at gjøre havde trættet os alle. For mine personlige følelser hverken kan eller vil jeg finde uttryk. Den sidste tids slit for at faa det hele i orden, uroen ved dog ikke at kunne komme avsted og de fortvilede anstrengelser for at tilveiebringe de manglende skillinger – alt havde angrepet mig sterkt og tat paa mig baade aandelig og legemlig.

Men nu var det hele over, og ingen kan beskrive den usigelige lettelse, vi følte, da skuten begyndte at glide.

Foruten os syv deltagere fulgte mine tre brødre med for at se os vel ut av Kristianiafjorden. Stilt og rolig var der ombord; den hele navigation besørgedes foreløbig av slæpedamperen, som vi havde for baugen. Vaktholdet var [11] overlatt rormanden – samt vore seks hunder. Hundene havde tidligere gjort tjeneste med den anden Framekspedition, som havde tat dem med hjem. Stakkars dyr! Det havde været bedre at ha latt dem bli i is og sne end at slæpe dem hit, hvor de led ondt, navnlig denne vaar, som var usedvanlig varm. De stod nu bundet langs rækken og saa ynkelig ut i regnet, – det værste man kan by en polarhund. En sjøtur i regn og blaute havde de utstaat for at komme hertil, og nok en maatte de døie nu for at vende tilbake. Men saa bar det ogsaa tilbake for stakkarne – dit, hvor de hørte hjemme!

Kl. 6 om morgenen kom vi ind paa Hortens havn og fik ombord 200 kg. skytebomuld. Sprængstof kan komme til nytte paa en polarekspedition, og jeg vilde anse det for en stor feil at lægge ivei uten, selv om det ogsaa kan hænde, at man – som vi – ikke faar bruk for det. Kl. 1 1 om formiddagen var vi ved Færder. Veiret havde bedret sig, og regnet var holdt op. Idet vi skulde igang med at la bugsertrossen gaa, sprang den og sparte os arbeidet. For fulde seil laa Gjøa bidevind sydover, sænkende sit flag til en sidste hilsen til vore kjære derhjemme. Længe fulgte vi taugbaaten i kikkerten, længe svinget vi vore huer og besvarte de hilsener, der først forsvandt med baaten i det fjerne.

Nu var vi altsaa alene, og nu skulde vi ta fat for alvor.

Dyplastet som Gjøa var og tung forøvrig gik det ikke fort fremover. Da alt var gjort sjøklart paa forhaand, kunde vi straks begynde vor faste tjeneste. Vakten blev sat, og frivakten trak sig tilbake. Herlig var det! Ingen uro, ingen brysomme kreditorer, ingen kjedsommelige mennesker med daarlige spaadomme eller endog haansmil . . . bare vi syv glade og fornøiede mænd ombord, der vi være vilde, og med lyst haap og sikker tro paa den fremtid, vi stævnet [12] imøte. Verden, som saa længe havde været mørk og tung, laa nu atter for mig fuld av mot og lyst.

Det sidste vi saa av land, var Lister fyr. I Nordsjøen fik vi etpar kulinger paa os, der var mindre behagelige for de ikke sjøsterke. Hundene var nu sluppet løs og sprang omkring paa egen haand. Paa dage, naar sjøen gaar høi, og Gjøa slingrer – for det kan den – gaar de omkring og studerer de forskjellige deltageres miner. Kosten de faar – 1 tørfisk og 1 liter vand – er ikke tilstrækkelig til at tilfredsstille deres appetit, og de søker derfor alle mulige utveie til et ekstramaaltid. De er gamle kjendinger fra før av allesammen og enes ganske godt – ialfald hvad den mandlige bestand angaar. De to damer – Kari og Silla – er det værre med. Kari er den ældste av dem og forlanger absolut lydighed, hvilket Silla, der jo ogsaa er en voksen dame, har vanskelig for at finde sig i. Det hænder derfor ikke sjelden, at de to ryker i totterne paa hinanden. Ola, der er anerkjendt som bas, søker bedst mulig at forhindre den slags bataljer. Han er ubetalelig at se paa, gamle Ola – intelligent som faa hunder jeg har sét – naar han springer rundt med disse to tisperne, en paa hver side – og søker at forhindre kamp.

Det daglige liv er snart i god gjænge, og enhver gjør indtryk av at passe udmerket paa sin post. Vi har dannet en liten republik ombord paa Gjøa. Vi har ikke strenge love. Jeg vet selv, hvor kjedelig denne strenge disciplin er. Man kan gjøre godt arbeide, om lovens svøbe ikke svæver over éns hode.

Jeg havde efter mine erfaringer bestemt mig til saa langt som mulig at anvende frihedssystemet ombord, – la enhver faa følelsen av at være uavhængig inden sit. Der opstaar derved – blandt fornuftige folk – av sig selv en frivillig disciplin, som er av langt høiere værd end en tvungen. Hver mand faar derved bevisstheden om at være et [13] menneske, man regner paa som tænkende væsen og ikke som paa en maskine, som trækkes op. Arbeidslysten blir mangedobbelt – og dermed arbeidet selv. Jeg anbefaler systemet paa Gjøa til alle!

Mine kamerater syntes da ogsaa at sætte pris paa det, og overreisen med Gjøa lignet langt mere en ferietur av kamerater end indledningen til en alvorsdyst for aar.

Den 25de juni passerte vi mellem Fair Isle og Orknøerne ut i Atlanteren.

Og nu skulde de sét os – de mangfoldige, som havde spaadd os undergangen allerede her! For fulde seil og en frisk bris av sydøst bar det vestover i rykende fart. Hun danset paa bølgetoppene, Gjøa – hun konkurrerte med maakerne!

Det var ellers merkelig, hvor livløst der var i farvandet. Vi saa hverken fugl eller fisk, – seilere ikke at tale om. Siden vi peilet Lister bak os, havde vi bare sét en fuldrigger i det fjerne.

Motoren var os flere gange til nytte. Naar vinden løiet, saa vi gjorde under to knobs fart, havde jeg bestemt mig til at sætte den igang.

Det gjaldt forøvrig at spare mest mulig paa petroleum, da vi jo aldrig kunde vite, hvor længe turen kunde trække ut.

Alt var nu kommet i gjænge og gik sin lune gang. Døgnet var inddelt i fire 6-timers vakter. Tre mand paa hver vakt. Tjenesten var delt likt mellem os alle. Naar motoren var igang, var maskinisterne for det meste i maskinen. Dog var de altid parate til at gi os dæksfolk en haand, naar det knep. Den gamle strid mellem dæks– og maskinfolk fandtes ikke ombord paa Gjøa. Vi arbeidet alle mot et fælles maal og deltok gjerne og med glæde i alt. I almindelighed blev der saaledes to mand paa dæk, og vi delte da likelig rortørnet.

I slutten av juli maaned begyndte en sygdom at vise sig blandt hundene. Deres forstand blev tilsyneladende først [14] angrepet. De gik omkring i en sløv tilstand. De hverken saa eller hørte. Mat smakte de litet eller intet av. Naar dette havde varet et par dages tid, blev bakkroppen lammet, saa de kun med stor møie kunde slæpe sig frem. Saa kom tilslut krampetilfælder, og vi endte da gjerne deres liv med en kugle. Paa denne maate mistet vi to prægtige dyr, Kari og Josef – til megen fornøielse for Silla forresten, der nu blev eneste høne i kurven.

Vor seilas blev den hele tid ført mest mulig efter storcirkelen. Veiret havde været gunstig og fremgangen upaaklagelig. Den 5te juli fik vi en liten kuling fra sydsydøst. Vi førte toppede seil og skar gjennem vandet med 10 mils fart. Storbommen var godt avfiret og stopper paasat. Det duskregnet, da jeg gik tilkøis om aftenen. Kl. 1 om natten sprang vinden over paa øst med den følge, at storseilet styrtes over. Bomstopperen brak, og med en voldsom kraft kom bommen farende. Dette kunde havt alvorlige følger; men samtidig som stopperen brak, brak til alt held i uheldet ogsaa kofilnaglen, hvortil pigfaldet var fastgjort, med det resultat, at piggen laaret sig selv og dæmpet det støt, der ellers kunde ha kostet os vor bom. Dette var en forholdsvis billig lærepenge. Vi blev for fremtiden forsigtigere om natten.

Vore fire gjenlevende hunder begyndte imidlertid nu tydeligvis at kjede sig. I begyndelsen kunde de studere vind og veir og slaa tiden ihjel dermed; men nu virket de meteorologiske adspredelser ikke længer adspredende, og deres tanker søkte derfor nye felter. Lediggang er roten til alt ondt, heter det, og det passer likesaa godt paa dyr som paa mennesker. Lurven og Bismark, der til denne tid havde været Ola ganske hengivne og underdanige, begyndte nu at gjøre indvendinger og negte kommando. Det vil si, det var Lurven – der i virkeligheden var ond fra fødselen av – som hidset Bismark op. Denne var en stor, prægtig hund paa ca. 2 aar med de prægtigste biteredskaper, jeg [15] har sét. Olas tænder havde alderen tat paa, og de var nu temmelig skrale. Som gammel anfører stod der imidlertid respekt av ham, og de andre betænkte sig to gange, inden de angrep ham. Lurven spilte imidlertid sin rolle udmerket. I susende fart satte han avsted i retning av Ola. Bismark, der skjønte, at det gjaldt et stormangrep, sluttet sig øieblikke lig til sin kamerat for at assistere ham. Kommen like ind paa Ola stopper Lurven op med det resultat, at Bismark, der ikke er forberedt paa denne list, render like i fiendens gap. Han fik da som regel dygtig bank av den mere erfarne Ola. Lurven var den mest ondskapsfulde av alle de hunder, jeg har truffet. Jeg ser ham endnu for mig med hodet paa skakke, smaa, mysende øine og halen tvers ut til siden fare langs efter dækket pønsende paa en ny strek. Han fik ofte juling av os for sine slette knep og henla derfor sine operationer til en tid, da han var mindre paaagtet. Var vi optat med seilene for eksempel, kunde vi være ganske sikre paa en batalje. I nattens mulm og mørke, naar han havde faat de to andre sammen, benyttet han ofte anledningen til at falde Ola i ryggen, og da kunde den gamle ikke klare sig længer. Stakkars Ola, han blev ofte tilredt i disse natlige kampe. Silla sprang ved slike leiligheder rundt de kjæmpende og holdt alene et leven, der ganske overdøvet disse. Fra tid til anden nappet hun dem i benene.

Det regnet jevnt og stadig, og vi samlet vand i alle vore kar for at ha til vaske– og hundevand. Men som regel vasket vi os i saltvand og fik ikke ta det saa nøie med den absolute hvithed.

Vi holdt nu skarp utkik efter is, og den 9de juli fik vi øie paa to smale strimler, som laa og bugtet sig i sjøen og viste, at nu kunde vi snart vente hovedmassen av isen. Og ganske rigtig. Ikke længe efter havde vi foran os pakisen, stor og tæt. I dens følge kom taaken, isens trofaste ledsager, som holdt os med selskap under en stor del av vor navigation i de arktiske farvand.

[16] Den 11 te juli kl. 2½ eftermiddag fik vi land isigte, noget vestenfor Kap Farvel. Det høie, forrevne fjeldlandskap tok sig prægtig ut. Isen saa ut til at ligge tæt like opunder land. Efter de skotske hvalfangerkapteiner Milne og Adams' raad holdt jeg godt ut av kysten for ikke at komme ind i isen. Den 13de møtte vi de første isfjeld, to enslige majestæter. De av os, som ikke havde sét slike karer før, var selvfølgelig meget interesseret, og kikkerterne var i flittig bruk.

Ved synet av isen begyndte jægerblodet at røre sig i de fleste av os. Der speidedes i kikkerter efter mulig bytte, og bjørnehistorier blev en jevnlig underholdning. Selvsagt stod bamsen høiest i kurs i forventningerne; men man vilde dog ogsaa ta vel imot en klapmyds – den store, prægtige sæl, som findes i isen langs Grønlands kyster. Etpar av de vældigste jægere ymtet om muligheden av endog at kværke en hval!

Den 15de juli fik endelig d'hrr. jægere sit første blod paa tand. Vi gjorde den dag et litet slag ind i isen og [17] skjøt fire store klapmyds. Ypperlig smakte det ferske kjøt. Og Lindstrøms veltalenhed flyter over med snak om rul, sylte og pølser, saa alle skutens tænder løper i vand. Han taler om sine kulinariske bedrifter som førstekok paa «Fram». Desværre bevæger hans tale sig kun i fortid, og vi venter og haaper paa at se hans gjerninger – i præsens. Men foreløbig forgjæves! Nu – ære være Gjøakokken! han har laget os mangen en god bif allikevel!

Det er imidlertid ikke bare os mennesker, hvem det ferske kjøt falder i smaken. Hundene leverer de aller synligste beviser paa, at heller ikke de er kostforagtere. De æter, saa maverne staar som balloner; navnlig udmerker Lurven sig. Han er nu en særlig gris og er over hele kroppen indsmurt med fett og blod. Og det paa hver vakt haardt arbeidende renovationsvæsen har efter slike festmaaltider sin fulde hyre. Enhver sjømand kjender den side av at ha bikkje ombord. Man tænke sig saa fire paa én gang – helt blottede for stuedressur!

Dagen efter var vi atter inde i isen og skjøt syv sæl til.

Det gaar haardt paa harpuner og kniver i denne sæltid. Vor opfindsomme maskinist har imidlertid fundet paa at anbringe slipestenen paa loddemaskinen, der staar i forbindelse med whinchen, saa han greier al slipning alene.

Lindstrøm synes, at sæl-lever er noget av det delikateste, som findes, og han trakterer os dermed baade sent og tidlig. Den smaker forresten slet ikke ilde. Da vi nærmet os «Lille Hellefiskbanken», fik maskinisten, der er likesaa ivrig fisker som jæger, sine fiskeredskaper istand og indrettet sig oppe i hæksbaaten, hvorfra han drev fiske i stor stil. Han var selv meget forhaabningsfuld og støttedes heri av kokken, mens vi andre var noget skeptiske. Hans triumf var stor, da han en morgen virkelig fik en liten kveite, som smakte herlig.

20de juli fik vi kjending av Sukkertoppen. Forøvrig beholder kysten sin karakter med høie, forrevne topper.

[18] Ellers var her livligere – med hvalstimer ret som det var. Veiret var ogsaa bedre opunder land end utpaa, det holdt sig klart med en liten bris fra syd. Vandets temperatur er helt oppe i 4° C. Is saa vi merkelig nok intet til, uagtet man jo skulde tro, at den stadige nordenvind, vi hele tiden har havt imot os, havde ført en mængde is sørover. Der er kanske ikke mere is igjen –?

Vi merket nu for første gang, at kompasset ikke var at stole paa. Dette er forresten en vel kjendt foreteelse her paa Grønlands vestkyst. Længere utpaa er det paalidelig nok. Aarsaken er rimeligvis de sterkt jernholdige fjeld.

Den 24de juli var en deilig dag, blik stille og tindrende klar. Det var den første virkelige sommerdag, vi havde havt siden vor avreise. Vi benyttet leiligheden til at faa alt det brød, som vi i fersk tilstand havde bragt med hjemmefra og havde spredt ut nede i rummet, – op i luften. Meget av det var skadet; men vi skar det mugne bort og luftet paa det øvrige saa tit der var anledning til det.

– Seiler forut! ropes der pludselig. Og der blir liv ombord. Alle kikkerter – og vi har mange ombord paa Gjøa – kommer frem.

– En fuldrigger! forlyder det.

– Aanei, vi nøier os med en skonnert, tænker jeg.

– Jeg ser tydelig, at det er en brig.

[19] Det er rimeligvis et av den kongelige danske grønlandske handels skibe, som er paa veien hjem.

— Der er én til! roper én med kikkerten for øiet.

Naa, her begynder pludselig at bli folksomt i isødet! Og op og ned paa dækket driver vi og smaasnakker saare vel tilmote om, hvor vi blir en overraskelse for de kommende. Helt frit er det ikke for, at vi saa smaat pynter op litt paa dækket . . . der kunde jo komme besøk!

Saa er der en kikkert, som slaas sammen paa en avgjørende og bestemt maate og dertil en skraldende latter.

– Naada –?

— Mine herrer, sier løitnant Hansen, – det er isfjeld!

Der protesteres indigneret, der kikkes og diskuteres, alt mens vi jevnt nærmer os stridens gjenstand. Hidsigheden svinder, fuldriggeren opgis, derefter briggen. Skonnerten har én tilhænger igjen, da vi har avanceret saa langt, at vi tydelig har foran os en stor ansamling av isfjeld, som synes at staa paa grund paa «Store Hellefiskbank».

Længere utpaa formiddagen fik vi Disco-øen isigte, høi og flattoppet og let kjendelig paa lang led. Men den er drøi at seile paa. Kl. 8 om aftenen var vi endnu 30 kvartmil av, og først klokken halv elleve den næste formiddag rakk vi opunder land. En barrière av grundstaaende isfjeld saa ut som de stængte for indseilingen til Godhavn indenfor. Men snart kom kolonibestyrer Nielsen ut til os med baat for at by os velkommen og lodse os ind.

Vi fik voldsomme kastevinde imot og maatte krydse os op, da motoren ikke klarte det alene. Kl. 1 gik vi til ankers.

Godhavn ligger paa en liten, lav ø, skilt fra Disco ved et ganske smalt sund. Stedet talte i 1903 108 sjæle og er sætet for Nordgrønlands inspektør. Den ligger overordentlig vakkert til med det høie og mægtige Disco i nord og i [20] syd og vest havet, som fra tid til anden er opfyldt av svære isfjeld.

Vi avla straks visiter til stedets autoriteter – inspektør og kolonibestyrer. Allerede aaret i forveien havde jeg staat i korrespondance med hr. inspektør Daugaard-Jensen, som havde lovet at skaffe mig 10 slædehunder med fuldt utstyr. Han mottok os med stor elskværdighed og kunde meddele, at alt var ankommet i god behold, – slæder, kajakker, ski, 20 fate petroleum m. m. Den kongelige danske grønlandske handel havde vist os den store imøtekommenhed at fragte disse saker op for os paa et av sine skibe. Jeg skylder d'hrr. direktør Rydberg og kontorchef Krenchel en varm tak for den udmerkede behandling, der blev Gjøa-ekspeditionen tildel fra den grønlandske handels side!

Kolonibestyrer Nielsen var os utrættelig til hjælp i alle henseender. Vi delte os straks i to partier, hvorav det ene [21] skulde utføre de nødvendige observationer, mens det andre besørget alt arbeide ombord. Løitnant Hansen forestod de astronomiske, Wiik de magnetiske observationer. Lund og Hansen skulde faa alt bragt ombord og forøvrig gjøre skibet istand til fortsættelsen av vor reise. Ristvedt fór til og fra og havde hænderne fulde. Snart maatte han læse av kronometeret for astronomen, snart for magnetikeren; snart var han i rummet og tilsaa vandtankerne, snart i maskinen og; tappet petroleum.

Det blev en travl tid. Men som den gik! Alle syntes besjælet av den samme trang til at faa arbeidet gjort godt og hurtig, saa vi kunde komme avsted snarest mulig og ingen tid eller leilighed tape til fremfart.

Lindstrøm forstod at smøre det hele maskineri – paa sit vis. Han var paafærde overalt, kjøpte og tusket med eskimoerne, snart en saltet laks, snart en fersk, snart en efugl, snart en lom. Og i denne tid var spiseseddelen saa ledes meget vekslende.

Lindstrøms mynt var baker Hansens mugne vørterkaker fra Kristiania. Om den ikke var klingende, eller endog ikke helt god – saa var den dog baade rund og gangbar.

Naar eskimoen kom til handsel, blev Lindstrøm hentet paa dæk. Underhandlingerne førtes paa eskimoisk og paa godt nordlandsk-norsk. Replikerne falder fra begge kanter baade lange og kjappe, men fra eskimoens side jevnt mere og mere ydmygt og frygtsomt likeoverfor den faderlig nedladende, intet i verden savnende eller ønskende Lindstrøm. Vi, der vet, at vor kjære kok ikke eier anelse om et eneste eskimoisk ord, samler os om parret, revnefærdage av latter. Naar saa diskussionen har varet ved nogen stund, gjør Lindstrøm den pludselige forstaaelses glade tegn og forsvinder i rummet. Tyk og fornøiet vender han tilbake – med en muggen vørterkake under hver arm. Eskimoen betragter ham med tegn paa den mest levende forbauselse. Han [22] har nemlig forlangt tobak for sin laks. At gjøre Lindstrøm feiltagelsen begripelig støter paa en rund, nedladende, skulderklappende uimottagelighed. Lindstrøm tar laksen, man den faar kakerne – og saken er avgjort. Nachspielet er maaske dog det aller artigste: At høre Lindstrøm fortælle, at han selvfølgelig skjønte hvert ord av eskimoen, «men da han forlangte tre kaker, saa lot jeg, som jeg ikke forstod – og gav ham to!» Jeg havde min skumle mistanke om, at eskimoen mere end én gang kom hjem med sine kaker til sine og – utvilsomt med større ret – skrøt for dem av, at han «lot som han ikke forstod!»

[23] Opholdet i Godhavn var helt igjennem behagelig. Vor eneste plage var myggen, som i den grad generte os under arbeidet, at vi ret som det var maatte fly ned i kahytten for at faa en smule fred. Hitned kom plageaanderne kun sjelden.

Den 31te juli var vi færdige. De forskjellige observationer var utført, og alt vort utstyr ombord. Vi var allerede sent nok ute og maatte klemme paa. Saa tok vi farvel med de elskværdige mennesker i Godhavn og lettet anker. Inspektør, kolonibestyrer og assistent fulgte os ut sundet. De offentlige bygninger flaget, og salutten dundret fra batteriet i bakken. I skjærgaarden sa vi vore venner det sidste farvel og hilste endnu engang det gjestfrie danske flag, – og saa var vi atter overlatt til os selv. Straks utpaa møtte vi vor gamle kjending nordvesten og maatte drive paa med krydsning.

Parryskjæret var feilagtig avlagt paa vort kart, og det var saavidt vi undgik at rende paa det. Vi saa heldigvis skvalpet over det og fik vendt i tide. Det er ganske lavt og ligner skuffende ryggen av en hval.

Under opholdet i Godhavn havde jeg utdelt av vore tykke uldunderklær, islandstrøier og Nansenklær til hver av deltagerne, saa vi kunde være forberedt paa at møte isen. De fleste av os havde ogsaa byttet til sig sælskindsdresser.

Den 6te august var vi tvers av Upernivik, 12 kvartmil av. Her havde der samlet sig hundreder av isfjeld, som saa større og kraftigere ut end dem, vi møtte søndenfor. Drivisen saa vi endnu intet til og begyndte at fatte haap om at slippe uhindret over Melvillebugten. Dagen efter passerte vi Itivdliarsuk paa 73 ° 30 ' n. br. – det nordligste av civiliserte mennesker bebodde sted. Den 8 de august var vi ved Holms Ø og skulde begynde farten over Melvillebugten. Dette er den mest frygtede strækning i denne del av det arktiske ocean. Mangfoldige er de fartøier, som her [24] har gjort sin sidste reise. Det er dog i særdeleshed tidligere paa aaret, at forholdene er farlige. I juni og juli, naar isen gaar op, og hvalfangerne søker nordover – det gjælder jo at være først paa feltet – har de ofte en svær kamp med isen. Den ytre del av isen i bugten brækker først, og den indre del blir liggende hel igjen. Det er denne is, som har navn av land- eller fastisen. Langs kanten av den søker hvalfangerne sin fremkomst, og de fornuftige blandt dem slipper den ikke, før de er ute i det aapne vand paa nordsiden av bugten. I fastiskanten danner der sig ofte enslags naturlige dokker, hvor fartøierne, naar drivisen sætter paa, kan ty ind og bjerge sig. Er ingen naturlig dok tilstede, har de fleste hvalfangere mandskap nok til i forholdsvis kort tid at skjære sig ind i isen selv. Det er skotlænderne, som raader i disse farvand, og der er ingen tvil om, at disse skotske hvalfangere her – i de farlige og vanskelige forhold – har utviklet sig til nogen av vor tids dygtigste ishavsfolk.

Ved Holms Ø satte vi kurs for Kap York. Forholdene saa meget gunstige ut. Ingen fastis var at se, og saalangt øiet rakk var Melvillebugten opfyldt av isfjeld og knotis, d. v. s. stumper av isfjeld. Kl. 3 eftermiddag passerte vi det kjendte landmerke «Djævelens Tommelfinger», en fjeldknat, som saa slaaende ligner en gammel, knortet, opadvendt tommeltot, at vi alle brast i latter ved synet av den.

Nu satte vi alle seil og fuld fart i motoren. Det gjaldt at komme hurtigst mulig over bugten og intet spare. Men desværre, vor kurs mot Kap York blev ikke av lang varighed. Allerede næste morgen blev vi stanset av en tæt pakis. I nattens løp havde der dannet sig kvarttoms ny is – og vi blev nødt til at bite i det sure eple og snu sørover – som saa mange før os. Imidlertid gjorde vi først et slag ind i isen for at se litt nærmere paa den. Jevne flater og skarpe kanter tydet paa, at dette var nybrutt [25] landis; vi havde altsaa rimeligvis holdt for nær land. Vi fulgte nu denne is sydvestover. En isodde strakte sig ut mot sydvest foran os. Luften var mørk ovenover og tydet paa aapent vand. Imidlertid stak der bak denne odde ut en ny paa den anden side av en stor bugt, opfyldt av slak is. Vi prøvet at trænge ind i denne bugt, men isen tætnet snart til og tvang os ut igjen. Længere ute var isen betydelig sværere, og det saa ut, som vi netop befandt os paa grænsen mellem den nybrutte landis og drivisen. Jeg bestemte mig derfor til at holde det gaaende frem og tilbake her, hvor sandsynligvis enhver forandring i forholdene just vilde vise sig. Og ganske rigtig. Kl. 12 om natten slaknet isen op og lot os slippe ind uten synderlig besvær. Samtidig satte taaken ind tæt som uld. Den, som ikke har sét polhavets istaake, vet ikke, hvad taake er. Selv londonertaaken er for intet at regne mot den. Vi saa ikke i skutens længde. Men vi gik efter kompasset i vor kursretning, og isen veg høflig plads for os. Saaledes kom vi frem gjennem den fugtige grøt; men om nogen spurte mig om isforholdene i denne del av Melvillebugten, kunde jeg ingensomhelst oplysning gi. Ensformigheden brøtes av og til av en sæl, som fluksens maatte late sit liv; vi fraadset i ferskt sælkjøt. Vi havde ikke sét fugl den hele tid, men her kom ret som det var svære flokker av alkekonger – tusenvis fløi de like forbi skuten. En stor fordel har man i drivisen, og det er overflod paa vand. Næsten paa hvert flak er der damme av det deiligste drikkevand, ja vi tillot os endog den luksus at vaske og bade os i ferskvand.

Den 13de august klokken halv tre om morgenen stod jeg tilrors – efter at ha løst av kl. 2 – og hutret og frøs. Jeg burde kanske som polarfarer ikke medgi det, men frøs gjorde jeg nu allikevel. Mine to vaktkamerater drev over dækket og prøvet at holde varmen saa godt de kunde. Taaken slog ned og gjennembløtte alt, hvad den kom i [26] berøring med. Det var i det hele en miserabel tilværelse paa morgenkvisten. Frivakten var nede og sat nu ved sin rykende varme kaffe – den de efter 6 timers tørn vel kunde fortjene.

Pludselig slog der et lysblaff gjennem taaken. Og som med et trylleslag aapnet der sig foran mig et vidsyn utover i dagens straalende klarhed, midt imot os – og tilsyneladende ganske nær – Kap Yorks vilde, forrevne landskap, nu i dets pludselige tilsynekomst lik et forlokkende eventyrland.

Vi skrek alle tre paa én gang av begeistring og av forundring. Frivakten kom farende op fra sin kaffe, og snart stod alle mand i stille, betat beskuelse. Morgenen var saa tindrende, overnaturlig klar, at vi syntes, vi maatte kunne naa Kap York i etpar timers marsch. Og det laa dog 40 kvartmil av. I øst laa' hele det indre av Melvillebugten for os. Helt inde i dens inderste bund kunde vi se enkelte høie fjeldtopper. En uigjennemtrængelig ismasse fyldte bugten; mægtige isfjeld raket op hist og her av massen.

Da vi endelig vendte os om, laa skodden, som vi pludselig var sluppet ut av, tæt som en mur bak os.

Se dette var et av disse vidundere, som man kun oplever i isens rike, og som blir uforglemmelige for hele éns liv med slik magt, at én kan længes og drages tilbake og atter tilbake dertil – trods alle savn og al møie.

Isforholdene i kursretningen saa lovende ut. Vistnok laa der nogen is til luvart, men vi gav ikke noget større agt paa den. Samme dags middag kl. 12 knep imidlertid isen sammen, saa der kun blev en liten aapen rende mot nord. Vi var da 25 kvartmil av Kap York. Imidlertid slaknet isen efterhaanden op foran os – som jevnedes veien for os – og kl. 5 efterm. naadde vi fastiskanten under Kap York. Vi fulgte denne en stund med kurs for Kap Dudley Digges. Da taaken nu la sig til igjen, gjorde vi fast i isen [27] for at vente, til det letnet. To av vore jægere benyttet leiligheden til at ta sig en baattur efter alkekonger. Efter etpar timers forløp vendte de tilbake med fugl nok for en middag. De smakte som de delikateste kramsfugl, – og det er underlig, hvor lækkersulten man blir paa en ishavstur.

I vaktskiftet næste morgen klarnet det op. De nærmeste omgivelser var temmelig tætte av is. En kvartmil fra os i syd strakte der sig derimot en stor, bred raak vestover og, saa nødig jeg gik tilbake, fandt jeg det dog raadeligst her. Efter endel stræv naadde vi ut i raaken. Denne aapnet sig videre og videre vestover, og der var ingen tvil om, at den førte ut i aapent vand. Og klokken halv fire var vi da ogsaa i isfrit hav.

Melvillebugten var beseiret. Vi havde al grund til at være fornøiet; dette havstykke havde altid staat for mig som det vanskeligste i hele Nordvestpassagen, – at si med et saa litet skib som vort. Og nu havde vi sluppet over den uten uheld.

Kl. 4 den 15de august naadde vi Dalrymple Rock, hvor de skotske hvalfangerkapteiner Milne og Adams havde nedlagt et betydelig depot for os. Dalrymple Rock er let kjendelig efter beskrivelserne. Den raker ret op fra havet i en kegleform. Naar man som vi kommer fra østsiden av Wolstenholm, faar man først øie paa en liten ø nord for denne. Det er Efuglø. Her og paa Dalrymple Rock samler eskimoerne hvert aar en mængde egg.

— To kajakker forut! brølte pludselig tøndeutkikken.

I en fart var alle mand paa dæk. Jeg slog stop i maskinen, og kajakkerne blev tat ombord. Vi var meget spændte paa at stifte bekjendtskap med disse nordgrønlandske eskimoer, om hvem der berettes mange underlige ting. Det var to rigtig godt utseende mænd. Klædedragten var os jo i begyndelsen noget paafaldende; navnlig vakte det en [28] umaadelig jubel, da en av dem bøiet sig for at ta op en kniv, han mistet – og dermed blottet en stor del av sit sitteredskap! En fin maate at gjøre reverens paa –! De var overmaade livlige, skravlet i munden paa hinanden, fegtet og gestikulerte. Der var tydeligvis noget særlig, de havde at fortælle os. Men vi skjønte jo selvfølgelig ikke et muk. Saa satte pludselig den ene op et bredt smil og sa:

— Mylius!

Og dermed gik det jo op for os, hvad det gjaldt. Den danske saakaldte literære grønlandsekspedition under Mylius [29] Erichsen maatte være i nærheden. Efter hvad vi havde hørt om den, trodde vi den befandt sig blandt eskimoerne ved Kap York.

Neppe var navnet uttalt, saa brøt der løs en skyting og smelding som av en hel batalje bakom et høit iskoss, og ut derfra fór seks kajakker med lynets fart. En av kajakkerne var prydet med et litet norsk flag, en anden med et dansk. Det var i sandhed en oplivende overraskelse.

Snart havde vi ombord ekspeditionens leder, hr. Mylius Erichsen, og en av deltagerne, hr. Knut Rasmussen, samt fire eskimoer. Der blev hilst velkommen og spurt og svart hulter-til-bulter i den glædelige forvirring, og det varte en hel tid, inden vi kom saapas til ro paa begge sider, at vi kunde faa og gi hinanden nogenslags ordentlig besked. Vor største bekymring gjaldt depotet, og til vor lettelse erfarte vi, at det var i den skjønneste orden. Kl. 7 om aftenen naadde vi Dalrymple Rock. Der er ingen havn paa holmen, saa vi maatte ligge ubeskyttet. Imidlertid rodde jeg straks iland med Lund for at ta depotet i øiesyn og bestemme, hvordan vi burde gripe arbeidet an med ombordbringelsen. Hr. Mylius Erichsen overgav mig et brev fra d'hrr. Milne og Adams, hvori de ønsket os alt held paa vor færd. Jeg kan ikke noksom takke de to herrer for den beredvillighed, hvormed de paatok sig det kjedsommelige arbeide, og den omhu, hvormed det var utført. Depotet laa mellem store stener i et bakkeheld og var paa alle kanter omgit av pigtraad. Ved enden av bakken stak en gammel isfot ut i sjøen og dannet den prægtigste naturlige kai. Vi besluttet da at rigge op vor lossebom paa kaien som kran og ved hjælp av den at føre kasserne like over i baaten, efterat vi paa slæder havde ført dem frem. For ikke at faa for lang baattransport, gik jeg med Gjøa saa nær opunder land som mulig og ankret der. Jeg medgir, at dette var uforsigtig paa en aapen kyst; men det gjaldt for os at bli [30] fort færdig og komme videre. Vi sendte en pram iland for at hente ekspeditionens tredje deltager, grev Moltke, som laa syk.

Et raskt aftensmaaltid blev indtat, og kl. 10 gik vi igang med vort arbeide. Løitnant Hansen blev ombord for at føre tilsynet der. Jeg selv overtok arbeidet paa land med elskværdig assistance av vore danske gjester og nogen eskimoer. Hansen skulde fragte kasserne, og Lund hive dem ombord. Hele depotet – 105 kasser – maatte tages som dækslast. Imens blev motoren renset og pudset av Ristvedt og Wiik.

Kl. 2 om morgenen holdt vi rast med en liten kaffeslabberas, som vi haardt kunde trænge. Kasserne veiet sine [31] 130 kg. gjennemsnitlig og var saaledes ikke barneleker. Kl. halv tre havde vi den fornøielse, at grev Moltke sluttet sig til vort selskap. – Efter kaffen tok vi fat igjen. Jeg blev nu assisteret av fire eskimoer. Der har været skrevet saa meget om, at eskimoerne er dovne, uvillige og overhovedet i besiddelse av alverdens slette egenskaper. Dette gjaldt ialfald ikke om disse mine fire hjælpere. De haandterte vore kasser, hvorav mange havde en vegt paa optil 200 kg., med en lethed og en færdighed, som søkte sin like. Og istedetfor eder og forbandelser, der blandt «civiliserte» arbeidsfolk pleier at være fast akkompagnement til slikt arbeide, ledsaget disse naturbørn sit stræv med sang og lystighed.

Kl. 8 om morgenen var de sidste kasser samt 6 fate petroleum bragt ned paa kaien, og jeg regnet ut, at vi vilde være helt færdige til kl. 9. Men ak – det gik anderledes end min kloke beregning. I et eneste nu sprang der op en paalandsbris, som tvang mig til at gaa ombord over hals og hode. Ankeret blev lettet og forseilene sat – at faa storseilet op var der ikke tale om tid til. Bygen vokste sig rykende frisk, men vinden sprang heldigvis rundt, saa den fyldte vore seilkluter. Nu bar det forover med god fart, og paa tide var det, thi vi maalte avstanden fra land i tommer. Vi gik rundt holmen og ankret i læ paa den andre siden. Men nu havde vi det anstrengende arbeide at fragte de paa kajen gjenstaaende 1 1 kasser og 6 petroleumsfate over til den motsatte side av øen. Jeg gruet for at komme til eskimoerne med dette, – men de bare spøkte og lo og tok fat som med friske kræfter. Men færdige blev vi ikke før kl. 7 om aftenen.

Hundene var ved vor ankomst til øen blit sluppet løs for ikke at være iveien for arbeidet. De benyttet tiden vel. De gamle Framhunder og de nye fra Godhavn fik leilighed til i et regulært storslagsmaal at gjøre op, hvad de til dato havde lagret op av tvistigheder ombord. Mange av dem bar [32] gruelige merker efter bataljen, da de nu blev bragt ombord igjen. En av vore nye hunder var det os umulig at faa lokket ind, og vi maatte forlate den. Eskimoerne fik nok siden tak i den, naar den blev sulten. Mylius Erichsen forærte mig fire prægtige hunder, to voksne og to hvalper paa etpar maaneder. Disse to smaa blev usedvanlig dygtige hunder. Vi kaldte dem for «Mylius» og «Gjøa», og den sidste blev vor utvilsomt aller bedste hund.

Kl. 11 om aftenen naadde vi Saunder-øen, hvor den literære ekspedition havde sin boplads. Og saa haardt det var efter saa kort samvær, maatte vi si dem farvel her.

Vi var nu dygtig nedlastet. Vor petroleumsbeholdning var ved avgangen fra Dalrymple 19 291 liter. Dækket laa i vandlinjen, og kasserne rakk næsten opunder storbommen. Paa toppen av kasserne gik hundene og lurte paa hverandre. Vi havde et helt mas med at holde de to fiendtlige partier fra at ryke ihop.

Kl. 2 ½ om morgenen den 17de august fortsatte vi vor færd. Det var en herlig morgen. Bræ i bræ strakte sig i skinnende bredde nordover, indtil landet sluttet ved Kap Parry. Ved synet av den bræ, hvor vor kjække landsmand Eivind Astrup drog op for sammen med Peary at begynde sin vandring over indlandsisen, havde jeg ondt for at faa mine øine og mine tanker derfra. Men jeg maatte rive mig løs og fæste min opmerksomhed paa mine egne anliggender. Foran os strakte der sig en mur av svære, nydannede isfjeld, som det gjaldt at holde sig fra livet.

Grønland begyndte nu at bli mindre og mindre, og vi halte godt ind paa Kap Horsburgh, den nordlige indgang til Lancaster Sund. Utpaa dagen passerte vi Carreyøerne i 15 kvartmils avstand. Heldigvis holdt veiret sig stille og klart. Som Gjøa nu var lastet, var vi ikke skikket til at ta imot en storm. Det var en strid tørn at komme rundt Kap Horsburgh. Vinden var ganske løiet av, og en høi dønning [33] fra syd, som møtte strømmen ut av sundet, satte en meget ubehagelig sjø. Og Gjøa var ingen hurtigløper for motor. Den 20de august kl. halv fem om morgenen var vi endelig rundt neset og inde i Lancaster Sund. Da jeg havde bestemt mig til at gaa hen til Beechey-øen for der at foreta en række magnetiske observationer, holdt vi indunder den nordlige bred. Naar undtages nogen faa isfjeld og litt ganske slak is, som strakte sig ut fra land, var farvandet saagodtsom isfrit. Taaken fulgte os helt til Kap Warrender. Her lettet den, og i det fine, sigtbare veir kunde vi iagtta landet. Dette er vidt forskjellig fra Grønlands vilde og forrevne fjeldformer. Mest fremherskende er plateauformen, men den brytes alt i et av kupler; her er goldt, men dog ikke utiltalende. Det sigtbare veir holdt sig ikke længe. Allerede følgende morgen var taaken over os. Kompasset var nu endel upaalidelig; dette i forbindelse med taaken maa tjene til vor undskyldning, naar vi her tok feil. Og vi tok feil etpar gange. Men jeg trøster mig til, at det nok ogsaa tør hænde dem, der kommer efter os!

Efter en temmelig haard krydsning slet vi os den 22de august kl. 9 aften opunder Beechey-øen og gik til ankers paa Erebus Bay . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Ankeret var faldt, og fartøiet svunget op. De fleste var gaat tilkøis for at nyde en nats uavbrutt søvn.

Klokken var henved 10, og tusmørket sivet ind.

Jeg havde sat mig paa en av kjettingkasserne – og saa mot land i en dyp, høitidelig følelse av at være paa hellig grund: Franklins sidste sikre vinterhavn.

Min tanke gled tilbake – langt tilbake i tiden.

Jeg saa for mig den statelig utrustede Franklin-eskadre stævne ind paa havnen – og ankre op.

«Erebus» og «Terror» er endnu i sin fulde glans. De engelske farver flyr fra mastetoppene, og paa begge de fine [34] fartøier er der fuldt liv – av officerer i straalende uniformer, baatsmænd med sine piper, blaaklædte jack'er. To stolte repræsentanter for verdens første sjøfarende nation heroppe i det ukjendte isøde . . . . . .

Der laares en baat fra chefsskibet. Sir John vil sættes iland. Gutterne ligger godt i aarerne, stolte over at ha chefen i baaten. Hans kloke, karakterfulde aasyn lyser av mildhed; han har et godt ord til alle, og derfor elsker gutterne ham. De nærer ogsaa ubegrænset tillid til den gamle, erfarne fører i polaregnene. Nu lytter de spændt til hvert ord, som veksles mellem chefen og de to officerer, som han sitter mellem. Samtalen føres om de ugunstige isforhold og muligheden av en overvintring ved Beechey. Det falder Sir John haardt at gjøre sig fortrolig med en slik tanke. Men av gammel erfaring vet han, at i disse egne er man ofte nødt til at gjøre, hvad man nødigst vil.

Vistnok havde det lykkes disse kjække folk at utforske endel nyt land, men dette kun for at se sine forhaabninger om Nordvestpassagens fuldførelse ad den vei tilintetgjort av uigjennemtrængelige ismasser . . . . . . .

Vinteren 1845–46 blev tilbragt her paa dette sted. De dunkle konturer av nogen gravkors inde paa land vidner for mine øine, her jeg sitter. Skjørbuken viste sit spøkelse for første gang her og krævet, om ikke mange, saa dog nogen liv.

I isløsningen 1846 stod atter «Erebus» og «Terror» ut. Endnu engang gjenlyder matrosernes glade opsang, og fartøierne passerer ut mellem Kap Riley og Beechey. Endnu engang vaier Englands stolte flag. Det er Franklinekspeditionens farvel. Herfra gled den ind i mørket – i døden . . .

Den dygtige forsker dr. Sir John Rae var den første, som bragte underretning om, i hvilke egne Franklinekspeditionen var forulykket. Men æren for at ha bragt de første sikre efterretninger om hele ekspeditionens skjæbne tilkommer admiral Sir Leopold Mc. Clintock.

[35] Saa mange reiseskildringer indeholder beretningen om denne tragedie, at jeg ikke skal gjenta den. Franklin og samtlige hans mænd satte livet til i kampen for Nordvestpassagen. La os reise dem et minde, varigere end nogen bautasten: Erkjendelsen av, at de var de første opdagere av Nordvestpassagen.

Den 23de august kom med taake. Wiik og jeg gik straks igang med de magnetiske observationer. Disse blev dennegang fulgt med voldsom spænding og interesse av alle ombord. Vor rute mot den magnetiske pol avhang jo av deres utfald. Det staar ikke til at negte, at manges haap stod til, at kompasnaalen skulde peke mot vest – henimot moskusokserne paa Melvilleøen og Prins Patricks Land. Deklinationsnaalen blev sluppet løs og fulgtes i sine bevægelser med aandeløs spænding. Den svinget længe frem og tilbake og indstillet sig saa endelig i sydvestlig retning. Skjønt nok ogsaa jeg til tider havde tænkt med behag paa jagtmarkerne i nordvest, følte jeg mig nu, da avgjørelsen var faldt, meget tilfreds. Min oprindelige plan kunde fortsættes. Og mine kamerater var besjælet av samme følelse. Vi havde altid været enige om, at den bedste vei for Nordvestpassagen maatte være just den, magnetnaalen nu pekte ut.

Wiik var en stø arbeider. En mere samvittighedsfuld og omhyggelig assistent kunde jeg ikke faat.

Løitnant Hansen fik ikke bruk for sine astronomiske instrumenter. Solen vilde ikke frem, og vi maatte nøie os med maaling til enkelte kjendte punkter. Heldigvis har kommander Pullen i 1854 avlagt et specialkart over Beecheyøen, og dette var os nu til stor nytte. Imidlertid fik løitnanten anledning til at undersøke landets beskaffenhed og medta en stor mængde forsteninger.

[36] Northumberland House kaldes et hus, som blev bygget paa Beecheyøen av Pullen høsten 1852. Det var bestemt til at indeholde proviant og utstyr for Sir Edward Belchers eskadre, som skulde søke efter Franklin. Ved denne eskadres tilbakereise blev huset med indhold efterlatt som et depot for Franklin, om han skulde passere øen. 3 baater av forskjellig konstruktion blev ogsaa efterlatt. Paa sin undersøkelsesekspedition med «Fox» besøkte Sir Leopold Mc. Clintock stedet i 1858. Allerede da havde depotet begyndt at ta skade. Og da Sir Allan Young kom dertil i 1878 med «Pandora», var det saagodtsom ødelagt av bjørner, som havde brutt ind. Intet under da, at vi i 1903 fandt det hele fuldstændig ødelagt. De sidste rester av kul tok vi med os. Likeledes et litet parti saalelær, som var os meget velkomment. Skjønt i saa mange aar utsat for veir og vind var læret endnu helt godt, ja blev endog foretrukket for ekspeditionens nye «prima amerikanske saalelær».

[37]  Men dette depots skjæbne synes mig at burde være en advarsel for de polarfarere, som bygger paa 50 aar gamle depoter.

Den marmorplate, som Mc. Clintock her opreiste paa Lady Franklins vegne til minde om hendes mand og hans kamerater og folk, var i orden. Den laa, hvor den i 1858 blev lagt, paa foten av Belcherstøtten, som er reist over de ved Belchers ekspedition omkomne. Paa samme støtte er ogsaa indsat en liten mindetavle over den franske løitnant Béllot, som druknet i disse egne. Alt dette fandt vi i den [38] bedste orden, likesaa selve gravene; den eneste nedfaldne gravstøtte reiste vi op igjen . . .

Der hviler dødens tyngsel og tristhed over Beecheyøen. Her findes intet liv, ingen vegetation. Knapt nok vand var at finde. Da to mand efter megen møie endelig havde fundet vand til at fylde vore tanker med og slæpte det med sig i en av vore seilduksbaater, – skar baaten under, og vandet gik tapt.

En spasertur til toppen av øen gav os et ganske godt overblik, om ikke saa godt som ønskelig, da taaken varte ved. Nogen faa mil gløttet vi os dog til nu og da. Havet var isfrit til alle sider, ikke en stump at se nogetsteds.

Men hvad var det? Pludselig var indløpet til Erebusbugten opfyldt av en svær, hvit masse. Det ser nærmest ut som en opdukkende, sammenhængende ny-is, «pandekakeis». Vore kikkerter bestryker fænomenet – der er bevægelse i massen . . . . .

– Bætter dø, gut, her skul' hain Morten ha vøre! klinger det paa fangstmands frydelige maal – ved synet av den vældige stim av hvitfisk, som nærmer sig . . .!

Den 24de august om middagen var vi færdige med vore magnetiske observationer. Vi havde havt vort telt opslaat paa bredden av et udtørret elveleie. Stedet blev merket med nedrammede tøndestaver og store stener, saa en mulig fremtidig observator forhaabentlig ikke vil ha vanskelig for at finde det igjen.

Vi forsamledes endnu engang alle mand ved det gamle Franklindepot og gik nøiagtig igjennem alt for at se, om der endnu skulde findes noget, vi havde bruk for. Enkelte av ekspeditionens medlemmer havde lagt sin elsk paa en gammel dragkjærre og ivret for, at vi skulde ta den med. Paa spørsmaalet om de vilde ta den i køien til sig, gav de sig. De skjønte jo, at vi ikke eiet plads. Men smeden havde gjort et fund, som hensatte ham i den vildeste henrykkelse: [39] En ældgammel ambolt. At faa ham snakket fra at ta den med var uraad. Ekspeditionen vilde simpelthen gaa tilgrunde, om vi ikke havde ambolten med! Vi fik aldrig bruk for den.

Vi nedla en beretning om vor fremgang hidtil i et blikfutteral og hængte det op paa den mest iøinefaldende plads – over Béllotplaten paa Belcherstøtten. Saa rodde vi ombord – alle vel fornøiet av opholdet paa Beechey og bare ønskende os videre.

[40] Med avgangen fra Beechey begyndte et nyt avsnit i vor reise. Vi visste nu, hvad vei vi skulde; loddet var kastet, og vi havde bare at klemme paa og bane os frem. Ogsaa forsaavidt fik farten en ny karakter, som vi hittil havde faret gjennem sikre og kjendte farvand, hvor mange andre havde været før os. Hvor vi nu stævnet frem, havde kun etpar skibe seilet før, og derefter skulde vi efter vort haap videre ind, hvor ingen kjøl havde flytt.

Og haap havde vi. Ja, vi kan næsten si, vi følte visshed for, at vi skulde vinde frem, saa langt vi allerede nu saa lykkelig var naadd. Isforholdene havde været os usedvanlig gunstige. Med lethed og saagodtsom uten hindring var vi kommet frem i en led, hvor folk før os havde maattet bestaa de sværeste kampe mot is og storme. Saavidt vi havde anledning til at se, maatte aaret 1903 ha været et ualmindelig heldig isaar.

Kl. 1 emd. den 24de august stod vi ut fra Beechey-øen med kurs for Limestone-øen i indløpet til Peel Sund. Kompasset – et flytekompas fra E. S. Ritchie, Boston – viste sig ganske fortrinlig. Paa grund av den magnetiske pols nærhed var det naturligvis begyndt at bli noget langsomt i [41] vendingen; men at det ikke desto mindre var helt brukbart, bevistes noksom av vor videre fremgang. Vi blev nemlig, straks vi kom ut i Barrowstrædet, anfaldt av taaken, som holdt sig tung og tæt til den 26de, da den lettet og gav os kjending av landet omkring Peel Sund.

Med undtagelse av enkelte ganske smale strimler med utvasket is – gammel sundis – havde vi ingen is paatruffet. Stor polaris saa vi absolut intet av. Mellem Kap Sherard paa Prinsen av Wales' Land og Kap Court paa North Somerset møtte vi den første store isansamling. Med solen ret i øinene tok vi den i den blanke blikkende stilhed for en kompakt masse, der strakte sig fra land til land. Og det stod klart for mig, at vi nu var rukket frem dit, hvor vore forgjængere havde maattet vende om, d. v. s. til den hele, ubrutte iskant.

Lykkeligvis viste det sig at være en feiltagelse, – en feiltagelse, vi siden flere gange under lignende omstændigheder gjorde os skyldig i. Naar solen staar ret paa en speilblank havflate med spredte isstykker, synes lettelig disse at gaa i ett og danne en fast sammenhængende ismasse. Hertil medvirker ogsaa hildringen, som stadig forekommer i Ishavet, og som forstørrer og hæver en liten isknot, saa den ser ut som et helt fjeld. Især i noksaa kort kikkertdistance kan man saaledes tro sig foran en vældig pakke; men det gjælder paa Ishavet mere end andetsteds, at man ikke tør lite paa, hvad man noksaa tydelig mener at «se», men bør vente, til man kan «ta og føle paa» tingene, før man anser sig tryg.

Eftersom vi nærmet os, skilte efterhaanden det blanke vand sig ut fra isstykkerne. Det var nordlændingerne Lund og Hansen, som først fastslog vor feiltagelse. Med sin lange erfaring i ishavsfart havde de ogsaa forut vor os sin større øvelse i at bruke kikkert, – hvilket nemlig ogsaa er en kunst, som kræver øvelse. «Ismassen» viste sig at være [42] endel gammel, medtat fjordis, som tillike var ganske slak. Mellem isen og landet paa begge sider var der store og ganske klare render, hvori vi let og uten hindring slap igjennem. En storkobbe, som laa og solte sig paa isen, maatte bøte med livet.

Den hele isansamling var ikke synderlig bred. Efter kort tids forløp var vi atter ute i helt isfrit vand, og vi havde dennegang sluppet med skrækken.

Kl. 9 om aftenen var vi tvers av Prescotte-øen i Franklin-strædet. Denne ø blev en merkesten paa vor færd. Kompasnaalen, som efterhaanden jevnt havde minket i sin indstillingsevne, negtet her enhver tjeneste. Vi var saaledes nu henvist til at styre efter himmellegemerne i likhed med vore forfædre vikingerne. Denne navigation er i almindelige farvand av tvilsom sikkerhed. Men værre er den her, hvor himlen i to tredjedele av tiden er tilhyllet av et ugjennemtrængelig taakedække. Vi var dog saa heldige at starte i klarveir.

Utenfor forbjergene var der samlet nogen isstykker, ellers isfrit.

Den følgende dag fik vi en god skole i vor nye navigationsmetode, idet vi nemlig hele dagen havde avvekslende taake og klarveir.

Jeg gik op og ned paa dækket denne eftermiddag og nød solskinnet, hvergang det brøt igjennem. Jeg lot for kameraternes skyld likesaa rolig som ellers, men var i virkeligheden i et sterkt indre oprør. Vi nærmet os nemlig nu med sterke skridt De la Roquette-øerne, – ja de var allerede i sigte.. Hit var det, at Sir Allan Young naadde med «Pandora» i 1875. Men her møtte han en ubetvingelig isbarriére.

Skulde det gaa os og Gjøa likedan?

Da blev jeg – som jeg gik – opmerksom paa noget som en ujevn bevægelse, saa jeg studset. Havet utenom [43] laa blankt og stille, og jeg slog det hen, ærgerlig paa mig selv og min nervøsitet. Jeg fortsatte min marsch . . . . . og der var det igjen! En fornemmelse av, at min fot i skridtet tok dækket, før den efter beregning skulde. Jeg la mig over rækken og stirret paa vandflaten. Men den laa som før, stille og blank. Jeg spaserte videre, men gik ikke mange skridtene, før fornemmelsen var der paany og denne gang saa tydelig, at den ikke var til at ta feil av: der var en liten, ujevn bevægelse i skuten!

Jeg havde ikke solgt denne lille bevægelse for nogen sum, der var blit mig budt. Thi det var dønning under skuten, dønning, – bud fra det aapne hav! Farvandet mot syd var aapent – den uigjennemtrængelige ismur fandtes ikke.

Og jeg saa mig om over skuten, vesle Gjøa, fra agterspeil til baug, fra dæk til mastetop og smilte: Skulde Gjøa føre os alle og vort fedrelands flag tvers igjennem haanlige spaadomme og seierrik over farvand, som forlængst havde været opgit!

Snart blev dønningen fuldt merkbar, og humøret skinnet av os alle tilhobe!

Da jeg vaagnet kl. ½ 2 næste morgen – at jeg havde kunnet gaa tilkøis og ovenikjøpet sove som en sten den kveld, forbauser mig endnu – var dønningen blit saa svær, at jeg maatte sitte ned for at faa klærne paa. Jeg har aldrig likt dønning; der er noget yderst ubehagelig ved den med mindelser om kvalme og hodepine fra mine første sjømandsdage. Men denne her – nu – den var ikke bare en nydelse, den var en jubel gjennem alt mit væsen!

Da jeg kom paa dæk, var det temmelig skymt. Men tvers paa, ikke langt av, kunde vi skimte konturerne av De la Roquette-øerne. Og nu havde vi naadd det kritiske punkt: Gjøa satte stævnen ind i de jomfruelige farvand.

Først nu syntes vi, vi havde tat fat paa vor opgave.

[44] Det næste tvilsomme punkt var Béllotstrædet, hvor Mc. Clintock laa i to aar og ventet paa at komme igjennem. Men den temmelig høie dønning tilkjendegav aapent hav mange mil sørover, og da Béllotstrædet ikke var langt unna, var vor ængstelse ikke stor her heller. Kl. 8 om morgenen passerte vi saa strædet. Det eneste, vi møtte, var en ganske smal strimmel med raatten landis. Selve strædet laa fyldt av en tæt taakemasse. Utenfor var havet klart. Som ventelig var, fulgtes dønningen av sydlig bris, og vi kjæmpet os temmelig langsomt frem. Kl. 5½ om eftermiddagen støtte vi paa endel is utfor Kap Maguire, en noget bredere strim mel med slak is. Over paa den andre siden av den saa vi klart vand. Imidlertid faldt taaken til tæt som en væg, just som vi skulde til at gaa løs paa isen, og hyllet alt ind i sin graa mørje. Jeg bestemte mig da til at gaa tilbake langs kanten og vente, til taaken lettet. Nætterne var begyndt at mørkne og uten kompas som vi var kunde vi rote os op i vanskeligheder, som kunde bli farlige nok. Vi bakket altsaa, men fik i mørket det ene svære dunk av isen efter det andet og havde i det hele en ubehagelig nat. Dette var den første virkelige drivis, vi støtte paa i stræderne her. Den kom rimeligvis ind fra Mc. Clintock-kanalen.

Ved daggry – – kl. 4 om morgenen – slog det et litet rift i taaken. Bare for et øieblik. Men det var nok for os til at studere isens beskaffenhed og utseende, og med det lille hæng, der blaaste, til retningsangiver gik det nu lystig forover med fuld fart i motoren. Slik holdt vi paa til kl. 2 om eftermiddagen. Da la taaken sig ned, og i straalende solskin havde vi foran os Tasmania-øerne. Takket være det lille vinddrag, som trofast havde holdt ved hele tiden, havde vi holdt et udmerket bestik. I vindstille og taake er det værre, og da hændte det nok, at kursen blev gal. Solen er jo et ypperlig kompas, men den var sjelden at se.

[45] Hittil havde det land, vi fór langsmed, gjort et mildt og venlig indtryk med frodig vegetation. Tasmania-øerne derimot var barske og nakne.

Vi fik nu for en gangs skyld god vind. Med brisen etpar streker agtenfor tvers, alle seil sat og fuld fart i motoren gik det strykende mot James Ross-strædet. Ut imot vest laa der tæt is; men sørover langs landet saa det bra ut.

Jeg hitsætter her ordret av min journal for de to følgende dage:

30te august, søndag. Var sidste nat i mulm og mørke kommet noget feilagtig avsted og havde rotet os ind i stor, tæt drivis. Det tok os etpar timer, efterat dagen var brutt frem, at komme ut av isen og ind i landraaken. Landvandet er her paa Boothia-kysten særdeles skarpt avgrænset. Tidevandet – antagelig – holder kystvandet rent frit for is. Vi har holdt os langs land i hele dag og skulde efter bestikket være ved Kap Adelaide – den magnetiske nordpol av James Ross – ved middagstider. Usigtbart veir har imidlertid hindret os i at faa landkjending. Vor eneste rettesnor, vinden, lurer os gang paa gang, idet den er meget variabel. Vi har havt nordlig bris den senere tid og gjort god fart. Barometeret er faldt sterkt idag. Det regner, frisker paa og er mørkt som i en sæk nu kl. 9 aften. Det er ingen let maate at navigere paa, men det gaar jo nok. Vi ligger i landraaken og bakker for natten. Landet skifter ved Tasmania-øerne ganske karakter. Gaar over fra høi granit til ganske lav kalksten.

31te august. Fik igaaraftes et pludselig og voldsomt barometerfald. Vinden, som stod langs landet fra nordkanten, frisket hurtig, samtidig som det begyndte at regne. Vi la bak kl. 9 aften. Ved midnatstid maatte vi reve, da han tok noget haardt i. Havet grodde hurtig op og, saa eiendommelig det kan høres, etpar av ekspeditionens medlemmer blev sjøsyke utfor den magnetiske pol. Kl. 3 om morgenen [46] kunde vi atter ta fuldt. Vinden havde da løiet noget av, men temmelig tæt taake laa endnu. Vi stod bidevind mot den kant, hvor vi antok at ha landet. Kl. ½4 lyste det op et øieblik, og vi saa da en liten ø i læ ikke langt av. Isfjeld og høi skruis viste mig snart, at denne laa utimot selve havet. Det var antagelig den nordligste av Beaufort-øerne. Vi la bidevind, som vi antok, sydover. Som det senere viste sig, var vinden sprunget østlig, og dette havde bevirket en sterk drift mot vest. Taaken splittedes gjentagne gange, men vi saa intet til land. Kl. 8 om formiddagen gik jeg tilkøis. Vi laa da fremdeles bidevind sydover og havde til hensigt at faa tak i Matty-øen. Kl. 1 1 vækkedes jeg av et voldsomt hugg og var straks paa dæk. Vi stod da paa grund et litet stykke fra en ganske lav ø, som viste sig ved senere observation at være den sydligste av Beaufort øerne. Fartøiet holdtes midtskibs av en stenryg. Vi tilsatte alle seil og fuld fart i motoren. Samtidig bragte vi varpet ut. Efter en stunds forløp gled skuten av ved seilenes og motorens hjælp alene, inden vi endnu havde begyndt at hive ind paa varpet. Det viste sig, at vi var kommet ind paa en meget langt utstikkende grunde. Fartøiet hugget enkelte gange noksaa sterkt, og nogen. smaafliser av straakjølen fløt op. Pumperne blev peilet; men alt var i orden. Efter at være kommet av la vi bidevind østover – vinden havde gaat sig sydlig med sigtbart veir – mot Boothia. Kl. 4 eftermiddag ankom vi til noget, vi antok for en ø. Kartet viste i virkeligheden ogsaa en ganske liten ø her; men hvad vi havde for os, var, saavidt vi kunde se, en ø av meget lang utstrækning og meget flat. Kartet var imidlertid feilagtig, og dette lange, i nord-syd løpende land var overhovedet ingen ø, men en del av fastlandet. Jeg antar, at James Ross, da han avla dette som en liten ø, har gjort det paa en tid, da sneen dækket over det hele med undtagelse av en liten høidehumpel, som hæver [47] sig op paa den nordlige del av dette fremspringende lavland Det viser sig, at dette flate land med sin søndre odde bøier mot vest og næsten forener sig med en av de lave øer i Beaufortgruppen. Vi ligger nu til ankers for natten under landet paa 6 favner vand. Det er nu saa mørkt om nætterne, at man intet ser længere. Naar hertil kommer, at man ikke kjender retningen, kan man ofte gjøre de groveste feiltagelser. Naar vi imorgen tidlig atter hiver op, faar vi nærmere se den anden odde . . . . . . .

Her slutter mine dagboksoptegnelser for denne dag. Det vil efter dette korte citat av min journal staa klart for de fleste, at navigationen i den magnetiske nordpols farvand ingenlunde er udelt behagelig.

Jeg sat om aftenen og indførte dagens begivenheder i min dagbok, da jeg hørte et skrik – et forfærdelig skrik, som gik mig til marg og ben: Noget sælsomt var hændt! I ett nu var alle mand paa dæk. I den belgmørke nat – som heldigvis var blikkende stille – slog der en vældig lue med tyk, kvælende røk op gjennem maskinskylightet. Der var brand i maskinrummet – midt mellem petroleumstankerne, som indeholdt ti tusen liter petroleum. Vi visste alle, hvad der vilde ske, naar tankerne blev ophetet: Gjøa og alt med den vilde springe i luften som en bombe. Vi sprang alle paa som rasende. En mand hoppet ned i maskinen til Wiik, som ikke havde forlatt den fra branden opstod, – for at hjælpe ham. Vore to slukningsapparater, som altid stod klare, blev først bragt i anvendelse. Og saa pøste vi vand, pøste for livet – og i utrolig kort tid var vi herrer over ilden. Den var opstaat i en del pudsegarn, som laa ovenpaa petroleumstankerne, og som var gjennemtrukket av petroleum.

Morgenen efter konstaterte vi – under oprydningen i maskinen – at ikke en tilfældighed, men derimot en punktlig pligtopfyldelse havde reddet os alle fra den ubønhørlige [48] undergang. Kort før branden var Ristvedt kommet til mig og havde meldt, at en av de fulde petroleumstanker i maskinrummet havde begyndt at lække. Jeg bad ham da om øieblikkelig at tappe petroleumen fra denne tank og over paa en av vore tomme. Og denne ordre blev punktlig utført. Saa viste det sig under oprydningen, at kranen paa den petroleumstank, som netop var blit tømt, i kampens hete om natten var blit spændt tvers av. Var ordren ikke blit utført saa punktlig som skedd, vilde 500 liter petroleum ha sprøitet ut i det brændende maskinrum. Følgen behøver jeg ikke at utvikle. Men jeg stiller den mand, der viste denne absolute punktlighed, op som et lysende eksempel.

Kl. 4 næste morgen fortsatte vi langs landet sørover. Lange lave øer med langt utstikkende grunder syntes at følge denne del av kysten. Veiret var usigtbart og vinden en stiv kuling agterind, saa fremkomsten var meget usikker. Da barometeret faldt og vinden frisket paa, bestemte jeg mig til at søke op i læ av en av de omtalte øer og gaa til ankers der for at vente paa klarveir. Imidlertid viste disse øer sig i den grad omgit av grunder, at vi neppe kunde paaregne at komme opunder dem uten at støte paa. Jeg besluttet da heller at søke over til Matty-siden og lete efter havn der. Det blaaste nu en forrykende kuling. Lodskuddene begyndte at dypne, efterat vi havde sat kursen fra land. Men større dybde end 10 favner fandt vi ikke, før det atter tok paa at grunde op imot Matty-øen. Sjøen var paa det grunde vand krap og lei. Kl. 11 formiddag gik vi tilankers paa 5 favner vand under en lav ø, sandsynligvis en av Beverly-øerne nordenfor Matty. Kulingen øket stadig paa og kom nu med tæt slud. Jo, det var i sandhed en festlig seilas!

I løpet av natten løiet vinden av, og kl. 4 kunde vi atter lette og fortsætte. Veiret var nogenlunde sigtbart, og vinden, som var gaat om paa vest, havde netop passende [50] styrke for os. Det var min rortørn, og jeg tok plads paa hyttetaket for at faa bedst mulig utsigt. Lund og Ristvedt var i arbeide med at strække storseilet. I læ laa der en lav ø med temmelig lang grunde stikkende ut mot øst. Fra vor ankerplads havde vi kunnet se denne grunde, og jeg visste saaledes med sikkerhed, hvorledes jeg havde at holde for at komme klar av den. Jeg blev derfor yderst ubehagelig overrasket, da vi allikevel støtte – endda jeg havde styrt godt utenom. Vi gled av igjen straks, og jeg gav haardt styrbord ror for at skjære ut fra grunden. Min tro var jo, at vi trods min beregning var kommet ind paa den fra øen utstikkende grunde. Dette var imidlertid en feiltagelse; den grund, vi var støtt paa, laa sydligere og vestligere. Og kort efter tørnet vi paa igjen. Vi kom atter av, og støtte saa paany – for at bli staaende for godt.

Motoren var selvfølgelig stoppet, likesaa arbeidet med seilsætningen. Jeg sprang straks tiltops. Det var klart og helt sigtbart. Grunden, vi stod paa, var et stort undervandsrev med forgreninger i alle retninger. Det strakte sig vestover mot Boothia, saalangt jeg kunde øine. Det, vi havde like i læ, var sandsynligvis Matty-øen.

Klokken var 6 om morgenen, da vi støtte. Vi losset straks en baat for at lodde op og undersøke, i hvilken retning vi bedst skulde søke os av igjen. Den korteste vei var agterover. Men da de to grunder, vi alt havde støtt paa, laa høiere i vandet end det rev, hvorpaa vi stod, var utsigten til at komme tilbake over dem meget ringe. Vi maatte altsaa forsøke os forover – mot syd. Lodskuddene gav ikke stort haap. Revet grundet op den vei og havde ikke mere end en favn vand paa det grundeste. Ad den korteste vei forover var distancen over revet over 200 meter. Med nogen faa tons ballast stak Gjøa 6 fot. Lastet som den nu var, stak den 10 fot og 2 tommer. Utsigten til at komme over var saaledes ikke glimrende. Men vi havde intet valg, [51] Viⁿ¹ maatte søke at lette skuten mest mulig. Først lempet vi 25 av vore tyngste kasser overbord. De indeholdt hundepemmikan og veiet 190 kg. hver. Alle de øvrige kasser av dækslasten blev lempet over i den ene side for at krænge fartøiet mest mulig over.

Kl. 8 om morgenen satte vandet nordover og faldt med 1 fot. Vi havde altsaa støtt ved høivande. Vi forberedte nu alt til næste høivande. Varpankeret førtes ut, og alle kunstgrep blev anvendt for at krænge skuten over. Veiret var blit fint og stille med solskin. Med andre ord netop en dag til at ta sig et dygtig stykke frem i disse farvand. Og her laa vi og kom ikke av flekken! Imidlertid gik vi og ventet og satte vor lit til høivandet. Vor observator nyttet den gunstige leilighed til at faa en stedsbestemmelse. Vi stod i nærheden av en liten ø paa Matty-øens nordside.

Ved syvtiden om eftermiddagen havde vi høivande. Men trods alle vore forberedelser og alt vort slit fik vi ikke skuten flyttet en tomme frem. Da mørket faldt paa ved 8-tiden om aftenen, maatte vi opgi arbeidet for den dag.

Da jeg den næste morgen kl. 2 kom paa dæk, blaaste det friskt fra nord. Kl. 3 begyndte skuten at bevæge sig – som i vridninger. Jeg lot da alle mand purre for at være klar til at nytte enhver anledning, som maatte fremby sig. Nordenvinden frisket paa til storm med slud. Vi hev og hev paa varpet, – men til ingen nytte. Fartøiet hug voldsomt. Som altid i tvilsomme situationer raadslog jeg med mine kamerater, og vi besluttet os til at friste det sidste middel – at seile skuten av. Skumsprøiten stod over skuten, og stormen gik bygevis, saa det ulte av den; men vi kjæmpet og slet og fik seilene sat. Og nu begyndte vi en seilas, som vel ingen av os vil glemme, om han blir saa gammel som Methusalem!

Det voldsomme seilpres og den høie, krappe sjø løftet i forening skuten op – og sendte den forover ned i stenene [52] igjen, saa vi hvert øieblik ventet at se skibsplankerne sprede sig paa havet. Straakjølen splintredes og fløt op. Der var ikke stort andet for os at gjøre end at iagtta begivenhedernes gang og rolig avvente utfaldet.

Egentlig rolig kan jeg jo ikke netop si jeg var, der jeg stod oppe i riggen og fulgte dansen fra den ene sten til den anden. Jeg stod der med den bitreste selvbebreidelse. Havde jeg sat ut en vakt i mastetønden, vilde dette aldrig ha hændt. Han vilde nemlig paa lang led ha observeret revet og varskudd. Skulde nu denne min uforsigtighed bringe hele vort forehavende til at strande! Dette, som var begyndt saa udmerket, – vi, som havde naadd saa langt, længere end nogen før os, – skulde vi, som saa lykkelig havde klart os over de dele av passagen, der av alle ansaas for de vanskeligste, – skulde vi nu bli nødt til at stanse og vende tilbake med skam! Vende tilbake – ja! Det kunde bli et spørsmaal det. Splintredes skuten – hvad saa? – Jeg maatte holde mig fast av alle kræfter for ikke at bli slængt langt tilhavs, hvergang skuten efter at være løftet atter sattes ned i stenene . . . . . Om skuten splintredes! Dertil var utsigterne de aller største. Revet blev stadig grundere, og henne i utkanten kunde jeg se, hvor det brøt paa det. Just dit saa det ut til, at den rasende nordenstorm vilde føre os. Seilene stod som trommeskind, riggen skalv, og jeg ventet hvert minut at se den gaa overbord. Vi nær met os stadig det grundeste av revet, og værre og værre pisket skumsprøiten over skuten.

Jeg ansaa det nu for noget nær umulig, at fartøiet vilde holde sammen over revets ytterkant, – det laa jo næsten tørt! Endnu var der tid til at sætte en baat paa vandet og laste den med det nødvendigste.

Jeg stod deroppe i den forfærdeligste avgjørelsens vaande. Paa mig hvilte ansvaret – og øieblikket nærmet sig, da jeg maatte træffe mit valg: Forlate Gjøa med baatene og la den [54] knuses – eller friste det yderste og kanske gaa i døden alle mand med skuten!

Jeg lot mig glide ned langs en av bardunerne for at naa dæk hurtigst mulig.

– Vi faar gjøre baatene klar og laste dem med proviant, geværer og ammunition!

Da spurte Lund, som stod nærmest – om vi ikke skulde gjøre et sidste forsøk med at kaste resten av dækslasten.

Dette var jo mit eget lønlige, brændende ønske, som jeg for de andres skyld ikke havde turdet gi efter for. Nu stemte alle som én i med Lund – og hei! gik det løs paa dækslasten! Vi slog os sammen to og to mand, og kasser paa 200 kg. føk over rækken som høisækker. Saa var det gjort, og jeg klatret op i riggen igjen. Nu var der ikke mere end en skutelængde igjen til det grundeste. Sjøsprøit og slud vasket over skuten, masten skalv – og Gjøa samlet sig til et sidste, avgjørende sprang. Saa løftedes hun – høit – og slængtes i braatt og brand ned i bare stenene – støt i støt voldsommere end nogensinde . . . . . jeg sendte i min nød, jeg tilstaar det ærlig, en brændende bøn til den almægtige Gud – endnu en støt, værre end nogensinde, – en til – og vi gled av.

Jeg sprang op i tønden. Intet øieblik var at spilde, – det gjaldt at finde sig vei ut mellem alle de grunder, som laa tæt om os. Løitnant Hansen stod ved roret, lun og stille, en prægtig kar. Og nu ropte han:

– Der er noget iveien med roret. Hun vil ikke styre!

Skulde det saa allikevel bli enden paa leken – at vi drev ned paa øen der i læ –!

Da hug skuten igjen over en kam, og saa lyder det glade rop:

– Roret er all right igjen!

[55] Det forunderligste var hændt: De forrige støt havde løftet roret op, saa det hvilte med tapperne paa beslaget. Men det sidste hugg – bragte det tilbake paa sin plads! Det var sjelden at se nogen jublende begeistring ombord paa Gjøa; vi var alle temmelig rolig og stille av natur. Men dennegang kunde jubelen ikke holdes tilbake – og den slap løs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Det var en høist ubehagelig navigation, som nu fulgte. Grundene laa tæt i tæt, og fartøiet vilde ikke manøvrere, som det pleiet. Vi var gjennemvaate til skindet og hakket tænder av kulde. Loddet kom i sving, og fra denne stund gjorde ikke Gjøa en kvartmil videre gjennem Nordvestpassagen uten én mand i tøppen og én ved loddet. Vi havde faat lærepenger nu – og ønsket os ikke flere av denslags!

For seil og motor holdt vi over mot Boothia Felix, hvor vi snart fik dypere vand. Kl. 12 middag gik vi til ankers under Kap Christian Frederik paa 5 favner vand. Der blaaste da en kuling av nordøst. Vi satte begge ankerne med det samme, det ene med 30, det andet med 45 favner kjetting. Vi havde adskillig at sætte istand efter grundstøtningen, og desuten var vi alle saa temmelig slitne efter arbeidet og den svære spænding.

Om eftermiddagen rodde endel av os paa land for at ta det i nærmere øiesyn samt nedlægge beretning i en varde. Med Nansen havde jeg avtalt, hvordan disse varder skulde bygges. De skulde reises paa den mest fremtrædende pynt og altid to sammen. Beretningen blev nedlagt i den største, og en mindre opreist 4 meter fra den i retvisende nord. Skulde det være blit nødvendig at sende en ekspedition ut efter os, vilde den paa lang avstand kunnet kjende vore varder.

Geologen gjorde sine iagttagelser og samlet endel forsteninger. Jægerne tok sig en tur indover landet og saa [56] flere ren. Selv slentret jeg rundt og grov i gamle ringer efter eskimotelter, hvorav der fandtes en hel mængde. Da det blev mørkt, rodde vi ombord igjen. Vinden var løi og stod fra land. Som altid naar vi gik til ankers, blev én mands vakt sat, og vi andre gik tilkøis.

Kl. 11 kom vakthavende og meldte, at der nu blaaste stiv kuling fra syd. Da jeg kom paa dæk, saa det ufyst ut. Komplet mørkt og med en forrykende paalands kuling. Her var intet valg; at komme ut var umulig – slik som farvandet var opfyldt av grunder. Vi stak kjettingerne paa tamp og haapet det bedste. Alle mand blev purret, og som situationen var, gjorde vi alt klar for en stranding. Vi ventet hvert øieblik, at ankerkjettingerne skulde ryke i den høie, krappe sjø og med det voldsomme pres av stormen. Holdebunden var fast fjeld; men heldigvis havde det ene anker faat kloen i en grop eller rundt en sten. Prammer og seilduksbaater blev lastet med proviant og andet utstyr, hver mand havde faat sig sin rolle tildelt, saa vi var klar, om kjettingerne sprang. Maskinen gik med fuld fart forover for at ta av for presset paa ankerne . . . . . . Heldigvis holdt kjettingerne. Men i 5 døgn laa vi paa samme plads i samme skræk, mens kulingen sprang om rundt alle fire verdenshjørner.

Først den 8de om morgenen kl. 4 kunde vi lette. Det blaaste friskt fra nordvest.

Her som overalt i disse stræder var det umulig at kjende sig igjen efter karterne, der jo nemlig er avlagt paa en aarstid, da sneen dækker og bedrager. Ved Dundas-øerne tapte vi i den tykke sneluft det lave land avsyne, da vi var nødt til at holde længere ut, fordi vi pludselig paa ingen bund fandt 10 favner med loddet. Rimeligvis gik der en ryg ut fra Dundas-øerne. Ved Kap Christian Frederik skifter havbunden fra fjeld til ler, og havets farve blir derved lyse grøn, saa grundene blir vanskelige at skjelne.

[57] Kl. 3 eftermiddag fik vi land ret forut, og jeg bestemte mig til at holde ned paa det for at finde en havn for natten. Det var et meget lavt land, der strakte sig mot sør med fremspringende odder. Den odde, vi satte kurs paa, antok vi var De la Guiche Point paa Amerikas fastland. Da det imidlertid allerede langt av kysten grundet op indtil 4 favner, og vi i et klart øieblik havde faat øie paa land paa den motsatte side, vendte vi om og gik tvers over strædet for at søke havn der. Det var et høit land, som, saavidt vi forstod, maatte være Mount Matheson paa Kong Williams Land. Klokken var imidlertid halv seks om eftermiddagen, saa der var liten utsigt til at naa frem ved dagslys. Landet, vi forlot, endte i en lav odde mot sydvest, netop hvor kartet viste Kap Colville. Men da skulde vi ogsaa se Stanley-øen, som dannet den østlige kyst av Rae-strædet. Og den var ikke at øine.

Kl. 6 kom vi i nærheden av tre ganske lave skjær. Strømmen satte sørover med stor fart og truet med at sætte os paa skjærene. Men vi klarte os utenom, da vinden frisknet til. Mørket faldt paa, inden vi paany fik det høie land i sigte, og vi maatte lægge til for smaa seil. Motoren blev holdt gaaende for at hindre for stor avdrift i strømmen. Hele natten holdt vi loddet gaaende.

Efter vort bestik skulde vi i nattens løp paa denne maate ha arbeidet os op under Kong Williams Land. Vor overraskelse var derfor stor, da vi, saa snart det lysnet, opdaget, at vi befandt os under det flate land, vi dagen før havde antat for Guiche Point! Strømmen havde tat luven fra baade motor og seil og ført os i stik motsat retning. Vi satte paany kurs for det høie land og efter en times seilas fik vi det isigte igjen. Og da vi samtidig fik øie paa de tre smaa skjær, var situationen os klar. Det høie land maatte være Mount Matheson, og skjærene var Stanley-øen. Vi var med andre ord midt i Rae-strædet.

[58] Loddet gav til vor behagelige overraskelse ingen bund, og eftersom vi nærmet os Kong Williams Land blev veiret finere med frisk bris fra nord og ganske klart. Fra Mount Matheson strakte der sig i sydøstlig retning et langt, lavt land som avslutning paa Kong Williams Land; vi døpte denne odde Point Luigi d'Abruzzi – til minde om hertugen av Abruzzerne. Endel smaa øer et stykke ut fra land var ikke avsat paa kartet, og vi gav dem navnet Eivind Astrups Øer. Disse øer og Hertugen af Abruzzernes Pynt danner en god og sikker indseiling til Simpson-strædet. Fra pynten til Neumayers Halvø strækker der sig en meget bred bugt – Schwatkabugten – ca. 10 kvartmil i dybde. Ut av denne stod der en frisk nordenvind. Da vi var tvers av Betzoldpynten bestemte jeg mig til at søke op i Pettersens Bugt og ankre der for natten. Dette viste sig at være et meget heldig træf. Der var ganske smult vande her under land, og uagtet vi maatte krydse os op bugten, gik det dog noksaa hurtig. Fra dæk av var der intet særlig at se uten store, brede bugten. Men Hansen, som havde vakt oppe i mastetønden, saa mere end vi. Og pludselig roper han deroppefra:

– Jeg ser den fineste lille havn, som findes i verden!

Jeg klatret op til ham, – og ganske rigtig, der laa, liten og lukket for alle vinde, som et paradis for os mødige færdesmænd den havn, som siden fik navn av Gjøahavn.

Vi ankret op utenfor paa 4 favner vand. Nordenvinden stod i friske støt ut av den smale indseiling, og vi vovet os ikke nærmere, før vi havde loddet op og undersøkt landet forøvrig.

Vestover laa Simpson-strædet fuldstændig isfrit. Nordvestpassagen var saaledes aapen for os. Men vi havde først og fremst til maal for os at skaffe besked om den magnetiske nordpol – og saa fik passagen staa hen som det mindre vigtige.

[60] Straks jeg saa Gjøahavn, bestemte jeg mig for at vælge den til vinterkvarter for os. Det var tydelig, at høststormene havde sat ind for alvor, og farvandet videre vestover var, det visste jeg, meget grundt. Jeg vilde, før jeg for alvor tok fat paa det, ha befaret det med baat. Den gamle magnetiske pol havde efter vore observationer paa Beecheyøen vist sig at ligge nogenlunde i nærheden av sin gamle plads, og da nu Gjøahavn laa ca. 90 kvartmil fra dette sted, skulde den efter videnskabsmænds utsagn være særdeles velskikket som fast magnetisk station. Skulde vi faa vore observatorier bygget og alt forøvrig bragt i orden for overvintringen, maatte vi nu skynde os. Vi havde desuten ide sidste uker slitt noksaa haardt og trængte en hvil. For mit eget vedkommende ialfald tilstaar jeg, at jeg havde behov for en «pust i bakken». Og hvorfor saa lete sig længere vestover efter en havn, som kanske ikke fandtes! Havde vi havt Nordvestpassagens fuldendelse til hovedformaal, havde saken været en helt anden, og intet vilde da hindret os i at gaa paa videre.

Kl. 6 om eftermiddagen rodde jeg indover med løitnant Hansen og Lund. Indseilingen var ikke bred; paa det smaleste var der neppe plads for to fartøier til at komme forbi hinanden. Men lodskuddene angav dybde nok – gjennemsnitlig ca. 6 favner vand. Selve havnen var i alle henseender en ønskeplads. Det trange indløp vilde hindre stor is i at trænge ind, og bassinet indenfor var saa litet, at ingen vind kunde bli generende, fra hvad kant den end kom. Landet rundt havnen var et med mose dækket, ganske lavt sandland, der skraanet jevnt opover til en høide av ca. 50 meter. Ferskvand fandtes i etpar smaaelver; hvis disse tørret ind – hvad de truet med just nu – var der ret op paa bakkekammen en passelig stor dam med drikkevand. Endel varder og teltringer viste, at eskimoerne havde været her. Men det kunde jo være længe siden. Friske renspor [61] gav haap om jagt, der fandtes ikke spor av sne, og store strækninger av mose var ganske avsvidd og tydet paa, at sommeren havde været meget varm. Med hensyn til oprettelsen av magnetisk station syntes dette land som skapt derfor; der fandtes ikke til nogen kant fjeld, som med sit jern kunde virke forstyrrende paa observationerne; selvfølgelig kunde sandet være jernholdig, – men derfor var sandsynligheden liten.

Vore undersøkelser faldt saaledes i al maate ut til stedets fordel, og meddelelsen herom vakte stor glæde ombord.

Dagen efter gik Lund, Hansen og Ristvedt paa land for at undersøke jagtforholdene. Om eftermiddagen vendte de tilbake med to renkalver og en simle. De havde sét en stor renflok samt en masse fugl. Navnlig løp vore tænder i vand ved deres beretning om store gaaseflokker. Ellers havde de fundet terrænet i høi grad egnet for rensdyr, lavt, moseklædt og med elver og indsjøer overalt.

Lørdag 12te september kl. 7½ aften løiet endelig nordenvinden saa meget av, at vi ved motorens hjælp turde gaa ind. Kl. 8½ ankret Gjøa paa Gjøahavn. Saa langt var vi kommet. Et godt arbeide var gjort, og vi havde al grund til at være fornøiet.

Inden jeg gaar videre i min beretning finder jeg det passende paa dette punkt med saa faa ord som mulig at meddele litt om jordmagnetismen og bruken av vore magnetiske instrumenter.

Jordens magnetiske kraft optræder med hensyn til retning og styrke forskjellig paa hvert eneste punkt av jordens overflate; men heller ikke paa et og samme sted er den bestandig ens. Den er underkastet regelmæssige daglige og aarlige forandringer, likesom der ofte pludselig opstaar mere eller mindre voldsomme forstyrrelser. Endelig viser der sig [62] fra aar til aar smaa forskyvelser, der fortsætter i lange aar rækker paa samme maate.

Alt dette har man fundet gjennem observationer, foretat i tidernes løp rundt omkring paa jorden dels under reiser dels ved faste stationer. Et nøiere studium av det dengang foreliggende observationsmateriale foranlediget den store tyske matematiker og fysiker Gauss til i trediveaarene i forrige aarhundrede at opstille en teori for de jordmagnetiske fænomeners sammenhæng og forskjelligartede optræden paa et bestemt tidspunkt efter geografisk bredde og længde. Derved blev det mulig at konstruere tre forskjellige karter, hvorav to viser kraftens retning, det tredje dens styrke. Naar der kræves to karter til retningen, kommer dette av, at retningen maa angives baade i forhold til stedets geografiske nord–sydlinje og i forhold til stedets horisontalplan. Den jordmagnetiske krafts retning i forhold til nord–sydlinjen kan man iagtta ved hjælp av en kompasnaal, hvis nordende som bekjendt i almindelighed peker noget østenfor eller vestenfor det sande nord. Denne avvigelse kaldes [63] misvisningen eller deklinationen. Paa nærværende kart 1 er optrukket linjer, som viser kompasnaalens retning paa ethvert punkt av jordoverflaten. Disse linjer, der kaldes magnetiske meridianer, løper, som det vil sees, sammen i to punkter, den magnetiske nordpol ved Nord-Amerikas ishavskyst og den magnetiske sydpol inde paa det antarktiske fastland; hver av linjerne betyr, som man vil forstaa, den vei, man maatte følge, om man stadig bevægede sig frem over nøiagtig som kompasnaalens nordende eller sydende angav. I første tilfælde vilde man tilsidst havne paa den magnetiske nordpol, i andet tilfælde paa den magnetiske sydpol.

Kart 2 gir os et begrep om den magnetiske krafts retning i forhold til horisontplanet i forskjellige jordstrøk. Anbringer man en magnetnaal saaledes, at den kan dreie sig om en horisontal akse gjennem sit tyngdepunkt, akkurat som en slipesten, saa vil naalen av sig selv indta en skraa stilling, naar dreieplanet falder sammen med den retning, som en kompasnaal angir. Et slikt apparat kaldes et inklinatorium og den vinkel, som inklinationsnaalen danner med horisontalplanet, [64] kaldes stedets magnetiske inklination. Her paa vore kanter peker naalens nordende nedover mot jorden; i Australien derimot er det sydenden, som dupper ned. Ved den magnetiske nordpol stiller inklinationsnaalen sig lodret, med nordenden ned, ved den magnetiske sydpol stiller den sig lodret med sydenden ned. Inklinationen er altsaa begge steder 90 grader og avtar, eftersom man fjerner sig derfra. Paa en række punkter indenfor den tropiske sone er inklinationen 0, d. v. s. inklinationsnaalen stiller sig der nøiagtig horisontalt; den linje, som man kan tænke sig trukket gjennem alle disse punkter, kalder man den magnetiske ækvator. Den ligger dels nordenfor dels søndenfor jordens geografiske ækvator.

Den jordmagnetiske kraft virker, som det vil forstaaes, med sin hele styrke i den retning, som inklinationsnaalen angir, og det kunde da bli spørsmaal om, hvor stor denne styrke er paa de forskjellige steder. For at komme paa det rene hermed tænker vi os kraften opløst i to dele, en del virkende horisontalt og en del virkende vertikalt. Det er aabenbart den horisontale del av kraften, som bevirker, at kompasnaalen indtar en bestemt stilling, og kan vi faa greie paa denne del av kraften – horisontalintensiteten – som den kaldes, og vi samtidig kjender inklinationen, er det let ved et simpelt regnestykke at finde den samlede styrke – totalintensiteten. Til bestemmelse av horisontalintensiteten anvender man to metoder, enten hver for sig eller helst, for kontrollens skyld, samtidig. Den ene metode bestaar deri, at man anbringer en magnetstav paa siden av en kompasnaal i en bestemt avstand fra denne og iagttar, hvor mange grader naalen slaar ut fra sin oprindelige stilling. Det er klart, at jo svakere horisontalintensiteten er, desto større blir naalens utslag, og naar man kjender den anvendte magnetstavs styrke, kan man ved hjælp av utslagsvinkelen og avstanden beregne horisontalintensiteten.

[65] Den anden metode gaar ut paa at iagtta svingetiden for en magnetstav, der er ophængt i en traad, slik at den kan dreie sig i horisontalplanet. Naar magneten faar være i ro, indstiller den sig under horisontalintensitetens indflydelse i kompasnaalens retning. Bringes den ved et litet støt ut av likevegtstillingen, vil den svinge frem og tilbake, og jo sterkere horisontalintensiteten er, desto hurtigere vil den komme i ro igjen, eller m. a. o. desto kortere er tiden for hver enkelt svingning. Naar man kjender svingemagnetens styrke og iagttar, hvor mange sekunder den behøver til en svingning, kan man beregne horisontalintensiteten.

Kart 3 gir os en forestilling om horisontalintensi tetetens værdi uttrykt i saakaldte elektriske enheder paa de forskjellige kanter av jorden. Linjerne gaar hver enkelt gjennem alle de steder, hvor horisontalintensiteten er den samme. Som man vil bemerke, avtar horisontalintensiteten henimot de magnetiske poler. Det er da ogsaa en selvfølge, eftersom jordmagnetismen her, hvor inklinationen er 90 °, [66] virker med sin hele styrke lodret nedover og saaledes ikke kan utøve nogen virkning i horisontal retning.

Saa forskjellige de her fremviste magnetiske karter end er, saa stemmer de dog overens deri, at den magnetiske nordpol og sydpol er merkepunkter paa jordoverflaten, og det er indlysende, at magnetiske undersøkelser netop paa disse punkter eller i deres umiddelbare nærhed maa være av den største interesse for den jordmagnetiske videnskab. Den Gauss'ke teori klarer ikke paa langt nær alle de gaader, som de jordmagnetiske fenomener stiller, men man søker stadig at fuldkommengjøre den ved indsamling av saa paalidelige og omfattende iagttagelser, som det er mulig at skaffe.

Gjøaekspeditionens arbeide paa dette felt var tænkt som et bidrag hertil.

Men vanskelighederne var ikke smaa. Bare den ting, at horisontalintensiteten, som vi har hørt, i magnetpolens nærhed blir saa at si forsvindende liten, kræver ekstraordinære forholdsregler for at faa bestemt saavel denne selv som misvisningen.

Gjøaekspeditionens instrumentelle utstyr var ogsaa avpasset derefter. De magneter, 14 i tallet, der skulde be[67] nyttes til beregning av horisontalintensiteten, var med stor omhu utvalgt i Potsdam før avreisen. Inklinationen var der anledning til at bestemme ved hjælp av tre inklinatorier av forskjellig konstruktion, og til bestemmelse av deklinationen havde vi to forskjellige instrumenter.

Dertil kom endnu et sæt selvregistrerende variationsapparater, se fig. over, d. v. s. tre i et mørkt rum fast opstillede instrumenter, hvert indeholdende en liten magnetnaal, hvorav de to var ophængt i en fin kvartstraad, den tredje vippende paa et fint lager, saaledes at naalen ved sine bevægelser fulgte, den ene deklinationens (J^II), den anden horisontalintensitetens(J^III) magnetiske variationskurver for og den tredje inklinationens (J^IIII) selv de mindste forandringer. Hver naal var forsynet med et speil, der reflekterte lys fra en lampe hen paa en med fotografisk papir beklædt trommel (J^I), der ved hjælp av et urverk dreiet sig rundt én gang i løpet av et døgn. Det var indrettet saaledes, at det reflekterte lys fra hver av de tre naaler traf trommelen i forskjellig høide og frembragte en liten mørk flek; men da trommelen med papiret dreiet sig rundt, blev hver flek stadig fortsat og dannede en sammenhængende mørk linje. Der [68] blev saaledes tre mørke mere eller mindre uregelmæssige linjer over hverandre paa papiret, naar det efter 24 timer toges av, foruden tre rette horisontale orienteringslinjer.

Figurerne viser prøver paa de tre magnetiske variationskurver, for et døgn med rolige magnetiske forhold og for et døgn med magnetiske forstyrrelser.

Efter hvad vi tidligere har hørt, vil man let forstaa, at det ikke kunde gaa an at vælge selve polpunktet til fast iagttagelsesstation, selv om vi paa forhaand kjendte dets nøiagtige beliggenhed og kunde forutsætte, at det holdt sig urokkelig paa en og samme flek.

Efter professor Adolf Schmidts raad besluttet jeg derfor at lægge basisstationen, hvor variationsinstrumenterne skulde opstilles, i saapas lang avstand fra polen, at inklinationen viste sig at være ca. 89 °.

Dagen efter vor ankomst gik jeg iland med mit inklinatorium for at undersøke de magnetiske forhold paa stedet. En række observationer gav mig en inklination av 89° 15' – eller ca. 90 kvartmil fra selve polen. Bedre kunde det ikke stemme, – nærmere kunde man ikke komme det.

Mandag 14de septemher kl. 5 om morgenen gik vi med fartøiet like ind til strandbredden og la til som ved en kai. Og saa var vi klare til at paabegynde vore arbeider for den anstundende overvintring.

Først kom turen til alle hundene, som blev fragtet iland pr. pram. Nede i et lunt litet dalføre rammet vi træstokker ned i sandet, spændte taug imellem dem og bandt hundene til tauget. De var selvfølgelig yderst fornærmet over saaledes at bli kastet fra borde, men for os var det en lettelse at bli dem kvit i skuten, hvor de var iveien og til bryderi paa al optænkelig vis.

Efter denne utkastelsesforretning anla vi en luftbane til hjælp under losningen. Det var nemlig min bestemmelse at føre al proviant paa land for at faa mest mulig plads [69] ombord. Lindstrøm skulde ogsaa ha plads i rummet for alt sit kjøkkenstel.

Luftbanen bestod av en staaltrosse spændt fra midt paa masten og over paa den gamle strandlinje ca. 20 meter over den nuværende, hvor vi havde fundet bekvem lagerplads for kasserne. I land var strengen fastgjort til varpankeret, som vi havde nedgravet vel en meter i sandet og derefter krøket fast i tælen. En blok vandret frem og tilbake over strengen med en indhaler iland og en ombord. Ved hjælp av en talje blev kasserne hevet op av rummet og huket ind paa blokken, sluppet løs og spaserte noksaa pyntelig iland. Ristvedt og jeg tok imot kasserne paa land, de øvrige arbeidet med dem ombord. Vi anbragte dem paa et underlag av bord. Saasnart vi havde en kasse iland, slog vi trælaaget av, endevendte den og løftet den ytre trækasse op, saa den indre blikkasse stod fri. En nøiagtig tegning blev tat av kasserne, eftersom de sattes [70] paa plads, og nummer og indhold noteret, forat man til enhver tid kunde finde, hvad man ønsket. De tomme træhylstre blev omhyggelig samlet og bragt tilside for senere at tjene til byggemateriale.

Vi arbeidet fra 5 om morgenen til 6 om kvelden. Ottetimersdagen var saaledes ikke indført iblandt os, – men den kom nok siden! Enkelte forbud for vinter – sne og slud – fik vi paa os, men vi fik haape, den endnu vilde holde sig unna og gi os tid til at bli færdige.

Den 17de om eftermiddagen var lossearbeidet endt. Vi bygget et hus av seil over kasserne, og det hele tok sig udmerket ut. Da dette proviantoplag laa i en bakke, var der mulighed for, at der kunde sive fugtighed ind – uagtet bunden var sand, og vandet saaledes rimeligvis vilde søke ned; for sikkerheds skyld grov vi dog en dyp grøft rundt hele huset. Efter provianten kom turen til sprængstoffet, som blev ført langt op paa land og overbygget med et litet telt. Senere blev ogsaa vore klær og alle andre saker, som ikke taalte fugtighed, ført over i provianthuset, som nemlig viste sig at være det tørreste sted, vi havde.

Saa begyndte oprydningen ombord. Det blev først bragt i orden nede i rummet. Saa blev kabyssen, som havde sin plads midtskibs, skruet fra hinanden og sat op igjen nede i rummet. Hernede førte saa Lindstrøm kommandoen og havde han sit kjøkken fra september 1903 til juni 1905. Dette arbeide krævet alles assistance. For der efter at faa utrettet det mest mulige, før vinteren satte ind, delte vi os i to partier. Det gjaldt først og fremst at faa opført vore observatorier samt at skaffe fersk mat for vinteren.

Renen havde hittil kun vist sig ganske sparsomt i vore omgivelser. Lund og Hansen blev derfor sendt ut paa en baattur til den lille ø Eta, som ligger midt i Simpson-strædet, og hvor jeg av beretningerne visste, at renen om høsten [71] pleiet at søke hen i store flokker. Den 21de september drog de avsted i dorryen, utrustet for 14 dage.

Imidlertid tok vi andre fat paa byggearbeidet.

Wiik havde i mellemtiden bestemt den magnetiske meridian – den misvisende nord – og sydlinje, i hvilken retning det magnetiske variationshus med de selvregistrerende instrumenter skulde opsættes. De ytre proviantkasser, som var bestemt som materiale for dette arbeide, blev nøie gjennemgaat og undersøkt – at der ingen jernspiker sat i dem. De var alle gjort efter ett maal og sammenføiet med kobberspiker, som ingen indflydelse vilde øve paa de magnetiske observationer.

Tomt utsaa vi paa den bakkekam, der vendte ut mot Simpson-strædet. Et fundament av sten blev nedlagt og cementeret sammen – som det grundlag, hvorpaa instru[72] menterne skulde hvile. Saa byggedes huset. Kasse for kasse stilledes op og fyldtes med sand. Der medgik 40 kasser. Ut– og indvendig blev huset betrukket med tjærepap og tilslut helt nedlastet med sand. Rundt hele bygningen grov vi en dyp grøft for at avlede vandet. Det var løitnant Hansen og jeg som fik det arbeide at utføre – og vi glemmer det sent! Mere end én gang rettet vi vore krumbøiede, til dette arbeide uvante rygge og ønsket «digegravning» pokker ivold!

Men det gik, og den 26de september stod observatoriet fuldt færdig.

[73] Samme dags kveld kom Lund og Hansen tilbake fra jagten. De havde havt lykken med sig, og baaten var lastet med 20 renskrotter. Allerede ca. 12 kvartmil fra havnen havde de fundet en plads, hvor der var ren i store flokker. Den var forøvrig meget sky og vanskelig at komme paa hold. De havde reist telt og drevet jagten i flere dage. Dette sted var i nærheden av Booth Point, som senere blev os en meget kjendt plads, da vi traf eskimoerne, der her havde leir. Eskimoerne fortalte os ogsaa siden, at de havde sét vore jægere, men ikke turdet nærme sig for geværernes skyld.

Hansen og Lund kunde meddele os, at det land, vi saa i syd for os fra stationen, ikke var Ogle Point, som vi trodde, men en ø. De havde været saa langt sydvest, at de havde sét øen fri paa alle kanter. Det forbauset mig meget at finde en ø, som ikke var kartlagt av Mc. Clintock, da han var her. Men vore jægeres utsagn bekræftet sig, og Mc. Clintock har da rimeligvis passeret øen i taake.

Den 29de paabegyndte vi bygningen av det hus, hvori Ristvedt og Wiik skulde bo. 60 kasser vilde medgaa hertil. Det fik plads paa samme bakkeryg som observatoriet, 75 meter unna, og med en dominerende utsigt til alle sider.

Ogsaa ombord foretok vi forskjellig. Dobbelte skylighter blev indsat, petroleumsovne sat op og ventilationen reguleret. I kahytten gjorde man sig det koselig, og det smakte uforlignelig efter endt dagverk at komme ind i sit lune, vel oplyste rum og faa sig noget i livet. Og vi strakte os da ogsaa i disse kvelder med et ganske særlig velbehag efter det stride arbeide: Vi maatte si os, at vi havde været usedvanlig heldige i alle henseender – ogsaa med hensyn til maten nu, da de 20 renskrotter vel var parteret og hængt op. Der var allerede saapas kulde, at kjøttet ingen skade kunde ta.

Den 29de blev til slutning hele skuten overklædt med seil, og dermed var vi helt klar ombord og beredt paa vinteren.

[74] Den 1ste oktober saa alt vinterlig ut. Sjøvandet, som nordøstkulingen piskedes mot skuten, frøs øieblikkelig til is og klædte Gjøa ind i et tæt ispanser. Snedrevet føk os i øinene og blandet sig i sjøen til en sørpe, hvormed halve havnen laa dækket. Dette var begyndelsen til isdannelsen. Saasnart vinden nu løiet av, vilde vi ha gangbar is.

Imidlertid var Gjøa om natten drevet helt op i stranden av stormen; vore ankere havde ikke havt fast nok tak. I og for sig generte ikke dette hverken skuten eller os. Men la isen sig for alvor, kunde den ikke bli liggende kloss op i fjæren – for tidevandskrakken; og saasnart derfor kulingen gav sig den næste dag, halte vi os ut og la Gjøa paa vinterplads 50 meter av land. Længere skjøttet vi ikke om at være borte fra det kjære provianttelt.

Den 3dje havde vi gangbar is til land – ialfald for den, som ikke var for tung paa foten. Som vi efter frokost denne dag skulde begi os hver til sit gjøremaal, stoppet vi alle op: Paa bakkekammen over havnen kom der tilsyne en renflok paa halvhundrede stykker. De kom i gaasegang, lette og elegante med en svær buk i têten. En rent ualmindelig [75] gjild buk var det med vældig gevir og langt, hvitt halsragg; den førte tydelig den uindskrænkede kommando og var paa kjendte tomter, thi den tok beneste veien til sjøen. Det var klart, at de nu skulde ned for at se til isdannelsen, om nyisen var sterk nok til at bære dem over sundet til fastlandet. De havde nu avsluttet sit aarlige sommerophold paa Kong Williams Land, hvor de tilbringer nogen maaneder i fred og ro. De endeløse mosestrækninger med de tusen sjøer maa jo ogsaa være et paradis for rener. En yderligere herlighed paa øerne er, at ulven, renens dødsfiende, merkelig nok ikke følger efter fra fastlandet om vaaren. Naar renen ikke foretrækker at bli ogsaa vinteren over i disse fredelige egne, er det vel det barske klima med de mange bitre uveir, som avskrækker den.

Vinden stod av land, saa de ikke fik veir av os. Vi kunde derfor i ro og mak iagtta dem, som de krydset over høiden og forsvandt paa den andre siden. Men da var tiden inde for jægerne. Alt kastedes tilside, karabinerne kom frem – og opover bar det. Selv er jeg ingen egentlig jæger. Jeg kan ikke tænke mig at skyte et dyr for fornøielsens skyld. Jeg overlot derfor disse jagtutflugter til mine kamerater, der alle var lidenskabelige jægere, og paatok mig den anden, vistnok mindre behagelige, men dog nødvendige side av arbeidet –at kjøre skrotterne ind. Løitnant Hansen, som ogsaa var født jæger, gjorde nu en stor opofrelse, idet han sluttet sig til transportavdelingen. Uvant som vi var med hundekjørsel, var disse kjøttransporter i begyndelsen besværlige nok.

Jagten i disse egne er interessant, men ingenlunde let. Renen er overordentlig sky, og de endeløse vidder helt uten ly. Som en slange paa sin buk maa man snike sig ind paa vildtet og vel vogte paa vindretningen. Den mindste tæft, de faar av jægere, lægger dem paa vildt sprang helt ut av synsvidde. Saa længe renen beiter, kan det endda gaa an. [76] Men er de mætte og lægger sig ned, før man er paa skudhold, maa man pent lægge sig ned selv og smøre sig med taalmodighed, til de reiser sig og fortsætter sit maaltid, – hvilket kan ta timer. Eskimoerne er os hvite langt overlegne i denne taalmodighedsprøve. For dem spiller tiden ingen rolle, mens byttet er dem alt. De kan jage paa en ren fra morgen til kveld.

Terrænet omkring Gjøahavn var det mest kuperede paa hele Kong Williams Land, hvilket forresten ikke vil si meget. Jagten rundt havnen var derfor den bedst likte. Tilfældet vilde da ogsaa, at vi denne høst skulde faa saamange ren tæt ind paa os, som vi overhovedet kunde klare. Flok kom efter flok, ofte paa flere hundrede dyr, forbi os og tok veien ned til sjøen. Jeg er tilbøielig til at tro, at dette skrev sig fra, at isen dette aar la sig anderledes end sedvanlig. Naar renen er kommet til sit vanlige overfartssted i den smaleste del av Simpsonstrædet, ved øen Eta, har den fundet aapent vand. Saa har den tat veien langs kysten for at søke sig overgang andetsteds.

Kl. 11 om formiddagen kom 3 av jægerne tilbake og havde nedlagt en buk, to simler og to kalver. Den fjerde jæger kom noget senere. Han havde været en svær flok like ind paa livet, – men geværmekanismen havde slaat feil, just som han skulde til at skyte. – Der forekom jo ikke sjelden lignende kjedelige historier, – og kanske det aller kjedeligste ved dem var den synlige mistro, hvormed de jevnlig paahørtes av kameraterne.

Maskinisten var uten sammenligning vor ivrigste jæger. Han benyttet enhver leilighed til at lægge ivei. Han var imidlertid besat av den fikse idé, at – for at ha held med sig maatte han absolut ha en myk, graa filthat paa hodet! Da han havde mistet alle sine paa overturen, gjorde han til at begynde med først jagt paa andres: Resultatet var udmerket, og næste søndag optraadte hr. jægeren i en særde[77] les fin, flunkende ny graa filthat. At hatten var min, syntes ikke at genere ham. Og jeg maa indrømme, at med sin nu indtrædende jagtlykke var han karl for min hat. Allerede samme dag skjøt han 5 ryper, sæsonens første.

Den ene dag gik nu som den anden med arbeide og jagt, jagt og arbeide. En jagtrekord, som holdt sig uten at bli slaat under hele vort ophold, blev den 8de oktober sat av Helmer Hansen. Efter en kort tids jagt kom han hjem og havde skutt 13 ren, – et ganske smukt resultat for en enkelt mand.

Dette blev imidlertid for meget for mit lille transportkompani. Ekstrahjælp maatte engageres, og alle mand skulde da lægge sig i sælen. Som vi holdt paa at gjøre os klar til avgang, kom en simle med to kalver ganske rolig gaaende ned mot fartøiet. Saasnart de kom indenfor skudhold, mottoges de av en heftig ild og bødet alle med livet for sin sancta simplicitas.

Der var faldt dygtig med sne nu, saa vi havde godt slædeføre. Det gik saaledes hurtig og forholdsvis letvindt at faa jagtutbyttet nedkjørt.

Da landet her er ensformig og uten fremtrædende punkter, kan det være vanskelig at finde frem. Forleden kveld var vi saaledes ute for at kjøre ind kjøt, i to partier, løitnanten og jeg –og Ristvedt og Wiik. Det var ganske mørkt, da løitnant Hansen og jeg kom ombord. Men de to andre var endnu ikke kommet. Først etpar timer efter kom de – – og da havde de nok været paa gode veie til at fuldføre Nordvestpassagen pr. slæde og paa egen haand, idet de i mørket havde passeret havnen uten at merke det og var gaat videre vestover. Da de tilslut skjønte, at de var kommet galt ivei, lot de slæderne bli igjen og fulgte stranden hjem.

Krag Jørgensen-karabiner, som vi brukte, var nogen prægtige vaaben. Dog maa man benytte blyspids. Staal[78] spids duer ikke. Renen render like godt avsted, selv om den har adskillige slike i livet. I snedrevet hændte det ofte, at vi gjorde udmerket jagt. Fokket hindret formodentlig dyrene i at se, og det er ikke ualmindelig under saadanne forhold, at man kan komme renen kloss ind paa livet. Ganske forbausende var det, hvor magre disse dyr var. Naar undtages to bukker, der havde litt fett paa sig, var de alle overmaade magre. Muligens var grunden den, at den varme sommer med sin stekende sol havde svidd mosen av. Jeg vet ikke, – men jeg synes nok nærmest, at magerhed maa skrive sig fra mangel paa mat. Den følgende høst – efter en sur og kold sommer – var de fete som gjødgriser.

Kokken, der frivillig havde overtat indsamling av zoologisk materiale for universitetet, havde allerede faat flere pene nummer. Saaledes havde Ristvedt og Wiik beriket ham hver med skindet av en prægtig buk. Saadanne renbukker havde man specielt uttalt ønsket om ved universitetet, og man kan nok tænke sig «forstanderens» glæde, da vore nordlændinger med sedvanlig dygtighed havde flaadd skindet av og hængt dem op til foreløbig tørk!

Hundene, der hittil havde maattet tilbringe sin tid under aapen himmel, fik nu sit hundehus. Dette blev arbeidet ut ien mægtig sneskavl. En av vore prammer blev lagt over til tak, og der stod det fineste hundehus, man kunde ønske sig. Hele bygningen blev oversprøitet med sjøvand, saa den dannet et ganske solid hele. Det blev delt i to rum. I det ene bodde det gamle «Framspand», i det andet «Godhavnspandet».

En anden meget vigtig ting blev gjort samtidig. Et hul blev hugget i isen paa styrbord side og et snehus bygget over. Dette hul blev holdt aapent hele vinteren, forat man skulde ha vand i tilfælde av brand. Etablissementet fik navn av brandstationen, og Lund blev utnævnt til chef. Det var ikke nogen hyggelig stilling at være brandchef ved Gjøahavn.

[79] Hver morgen maatte han ut og sørge for at faa hullet op. Naar Isen opnaadde en tykkelse av næsten 4 meter, som den første vinter, var dette intet let arbeide.

Den sne, der var faldt, var nu føket slik sammen, at den avgav et ypperlig byggemateriale. Jeg gik derfor med assistance av Lund og Hansen igang med at opføre en bygning, hvor vi kunde ta de absolute magnetiske observationer i vinterens løp. Pladsen for dette blev valgt 75 meter fra variationshuset og bygget i den magnetiske meridians retning. Materialet hentet vi fra et nærliggende dalføre, hvor sneen laa haardt sammenføket i store mængder. Huset skulde være 8 meter langt, 2 meter bredt og 1.8 meter høit. Blokkene blev skaaret ut av sneen med sag. Man kan gjøre sig en forestilling om sneens soliditet, naar man hører, at disse blokker veiet gjennemsnitlig 100 kg. stykket. Da vi la op sidste rad, maatte vi tre mand til for at løfte dem paa plads. Et tak av tynd, gjennemsigtig duk blev senere sydd og strukket over. Vi fik paa denne maate et udmerket hus for de absolute magnetiske observationer.

[80] Eftersom kulden nu satte ind og blev mere følelig, maatte vi til at tænke paa vort personlige utstyr for vinteren. Vor heldige renjagt havde git os en masse prægtige skind. At faa disse brukelige til at sy underklær av var løitnantens og min stadige overveielse. Ytterklær av renskind medbragte vi hjemmefra, saa derom behøvet vi ikke at bekymre os, – men at faa nogen myke, fine underklær, det skulde være prægtig. Vi utvalgte da alle kalveskindene, drog dem ned i kahytten og begyndte vort arbeide. Ingen av os havde begrep om, hvorledes vi skulde bære os ad. Vi visste jo nok, at vi skulde spile dem ut for at tørke dem, men om det skulde gjøres ved sagte ild eller med kvik fyring, det havde vi ingen greie paa. Han skulet over til mig, og jeg –ja jeg skulet over til ham. Imidlertid kom vi til det resultat, at det maatte være bedst at spile dem ut opunder taket. Saa mange skind, som kunde faa plads, blev spilet, og snart havde kahytten utseende av en blandet slagter– og garverforretning. Nu gik vi daglig og følte paa skindene, og da vi saa syntes, de var passelig tørre, tok vi dem ned og begyndte beredningsarbeidet. Hvor vi strævet! Vi vilde begge gjerne opnaa det bedste resultat. Hvad vi kunde ha drevet det til, er ikke godt at vite, – i mangel av andet tror jeg nok, vi skulde ha opnaadd at faa lappet sammen noget til underklær, om det ikke netop var blit førsterangs saker. Men naar nøden er størst o.s.v. Hjælpen kom til os, før vi ante det.

Den 17de oktober havde Ristvedt og Wiik sit hus helt færdig. Det blev straks døpt og fik navnet «Magneten». Det udmerket sig ikke saa særlig ved sit utseende som ved sin beliggenhed. Det laa paa toppen av en ca. 30 meter høi bakke ut mot sjøen og havde en storartet utsigt over hele Simpsonstrædet. Intet kunde saaledes hænde, uten først at opdages i «Magneten». Kom der fremmede tilgaards, vilde de som oftest maatte passere her. Skulde en bjørn forvilde [81] sig ut paa isen i strædet, vilde den bli sét herfra. Kort sagt – «Magnetens» beboere behersket landet.

Huset var, som det forrige, bygget av kasser, fyldt med sand. Det var jo intet slot; men jeg tror nok, vi alle var enige om, at de to bodde betydelig bedre der end nogen av os ombord. Det indeholdt kun ett værelse – sove- og arbeidsrum. I det ene hjørne stod en stor bred seng, slaat sammen av kassebord. De havde fundet, at én seng tok mindre plads end to. De havde likeledes fundet, at to i én seng holder varmen bedre end én – og deri maa man vel gi dem ret. Naar alt kom til alt, var det hele indrettet paa den mest hensigtsmæssige maate. Like ved sengen stod bordet med en bænk paa hver side. Den anden halvpart av rummet havde de delt saaledes, at Ristvedt havde sin arbeidsbænk paa den ene side og Wiik sit fremkaldelsesbord, hvor han fremkaldte de magnetiske kurver, paa den anden. Gulvet var dækket med kassebord og renskind. Huset havde ogsaa to vinduer, ett ut mot havet og ett mot Gjøa. Saa snart anledning gaves, blev det tilkastet med jord og sand.

[82] Saavidt jeg vet, er det første gang kasser benyttes til byggemateriale i polaregnene. Har man noget at fylde dem med, vil jeg anbefale dem som alt andet materiale overlegent; men har man ikke det, vil saken jo stille sig anderledes. Wiik og Ristvedt bodde i «Magneten» i henved to aar, og de vilde neppe ha byttet med os ombord i Gjøa. – Løitnant Hansen og jeg bebodde kahytten sammen. Vi havde det svært fugtig hos os og maatte hver aften hele vinteren igjennem hugge store isfjeld ut av vore køier. Forut bodde Lund, Hansen og Lindstrøm. Her var der nok ogsaa nogen fugtighed, men ikke som i agterkahytten. Den første vinter havde vi fartøiet helt nedkastet med sne, og temperaturen faldt da i forkahytten ikke under frysepunktet. I agterkahytten var vi stadig under. Den anden vinter forsøkte jeg – da meningerne var delte – at la fartøiet ligge uten at kaste det ned med sne. Men skjønt den vinter var langt mildere, faldt temperaturen i forkahytten snart ned under nulpunktet om [83] natten. Da jeg derpaa lot fartøiet nedkaste, indtraadte snart de gamle forhold igjen.

Uranienborg – det astronomiske observatorium – var det sidste bygverk i rækken. En formiddag samledes vi alle for at assistere astronomen med at opføre en bygning passende til hans bruk. Han foretrak rundbuestilen, og vi gik da trøstig ivei med at bygge en eskimohytte. Bygverket blev ikke særlig pragtfuldt, men op kom det. Til sokkel for instrumentet benyttedes en tomtønde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Som vi en morgenstund stod forut paa bakken og fordøiet frokosten med en passiar – og som vanlig saa smaat speidet opefter bakken efter ren, sier én av os og peker opover mot nord:

– Der har vi den sgu igjen!

Der blev straks gaat igang med forberedelser til jagten. Men Hansen blev staaende igjen hos mig og syntes at anstrenge sit usedvanlig skarpe syn.

– Naa Hansen – har De ikke lyst paa renen idag?

– Aa jo, sa han saa smaat, – men ikke paa den renen der. For han gaar paa to.

Efter dette forbløffende utsagn sprang jeg ned efter min reisekikkert, som jeg rettet ind paa renflokken. Og ganske rigtig – der stod fem mennesker.

Eskimoer!

Nu havde vi jo talt baade meget og længe om eskimoer, men av en eller anden grund havde vi alle ansét det høist usandsynlig, at vi skulde træffe dem her. Vi var nu uti slutten av oktober, og eskimoerne var betragtet som utdødde at være – og var gaat ganske i glemmeboken.

Og der havde vi dem!

Alle vore kundskaper om disse arktiske barbarer strømmet ind paa os i en hast. Vi visste fra de gamle reise[84] skildringer heroppe fra, at de nordamerikanske eskimoer ikke altid var at spøke med. Men av Ross og Klutschak havde vi lært, at det eskimoiske ord «Teima» skulde være den bedste hilsen, hvormed man kunde møte dem. Det betydde noget som et rigtig hjertelig goddag! Og vi havde nøie indstuderet ordet teima med de forskjelligste uttaleformer.

Imidlertid faldt det os ikke ind at begaa en daarlighed som den at sætte vor lit til et eneste skrøpelig ord. Det eneste rette var fra først av at betragte de kommende som fiender. Og krigsplan blev lagt. Med to mand skulde jeg gaa fienden imøte. Hansen og Lund meldte sig som frivillige. Karabinerne blev nøie undersøkt og ladd til magasinets sidste plads. Nede paa Isen gjorde jeg opstilling og mønstret mine tropper, og selv den mest kritiske feltherre maatte være tilfreds med disse mandskapers utseende og holdning. Selv strammet jeg mig op saa godt som jeg kunde og rettet mig i bukserne, gjorde et reglementeret helt-om og kommanderte fremad – marsch. Med mine brave tæt bak mig gik jeg frem og sendte et sideblik op paa dækket, hvor løitnanten og kokken stod ved siden av hverandre. Det forekom mig, som deres iagttagelse [85] av vor lille skare ikke bar noget fremtrædende præg av beundring, – ikke engang av alvor! Vel, tænkte jeg, det er let nok at være munter, naar man staar godt i skjul ombord, mens vi gik det uvisse, ja kanske døden imøte her i aapne marken!

Eskimoerne var os paa ca. 500 meters avstand og bevæget sig nedover bakken mot vort skib. Jeg marscherte paa saa martialsk jeg kunde, og bak mig hørte jeg mine mænds taktfaste fotslag. Paa henved 200 meters avstand gjorde eskimoerne holdt. Forskjellige strategiske muligheder krydsedes i mit hode – offensiv og defensiv osv., men jeg fandt det tilsidst sikrest at kommandere holdt. Mine folk tok sig prægtig ut, stramt i retning, føtterne i vinkel paa 45°, aasynet præget av mot og tillid til deres fører. Jeg studerte derefter motparten. De syntes meget optat, pekte, lo og gestikulerte – uten utpræget krigerske lader. Men pludselig formerte de skytterlinje og rykket frem. Vel, tænkte jeg, bedre at dø med ære end redde sig ved feig flugt. «Fremad marsch!» Og vi gik paa, ventende hvert øieblik at se fienden ta sine buer av ryg og lægge an. Men nei – han har tydelig andet isinde – en krigslist?

Med ett farer der gjennem mit av kampspænding ophetede hode – teima! Og «teima!» skriker jeg av mine lungers fulde kraft.

Eskimoerne braastanser. Men nu er vor ophidselse for stor – der maa en avgjørelse paa dette, – og vi iler frem beredt paa kampen. Da klinger der til mit øre:

– Manik-tu-mi! Manik-tu-mi!

Og det lyder saa kjendt – fra Mc. Clintock – det er disse eskimoers aller ypperste venskapshilsen. I et nu slænger vi geværerne fra os og iler frem mot vore venner:

– Manik-tu-mi –! Manik-tu-mi!

Vi skriker alle i munden paa hverandre, omfavner og klapper, og jeg vet ikke, paa hvilken side glæden er størst.

[86] Vore venner overrasket mig i høi grad ved sit utseende. Vi havde nylig forlatt de hæslige, flatnæsede eskimoer fra Grønlands nordvestkyst, og her møtte vi et folkefærd, hvorav enkelte kunde kaldes likefrem vakre! Etpar av dem lignet indianere og kunde være tat like ut av Coopers romaner. Høie og kraftige var de ogsaa.

I broderlig forening gik vi ned til fartøiet. «Klik-klik!» hørte jeg løitnantens fotografiapparat – klik-klik igjen og atter igjen. Ved siden av ham stod Lindstrøm med sit bredeste grin. Og jeg kan ikke si, jeg egentlig følte mig som nogen større feltherre . . . . .

Vore gjester mottok med den største glæde vor indbydelse og gik ombord med os. Der laa 100 renskrotter opstablet paa dækket – og eskimoerne gjorde store øine ved alt dette kjøt, men sa intet. Længe stod vi og pratet med dem, lo og spøkte. Saa hvisket Lindstrøm – om vi ikke burde traktere dem litt? Jo, jeg bad ham koke kaffe og sætte frem noget haardt brød. Vi tok vore gjester ned i rummet – i kahytten vilde jeg nødig bænke dem, da jeg frygtet for, at de ikke var – alene. De nordgrønlandske eskimoer ialfald er berygtet for sine lus.

Mat og kaffe blev serveret, men syntes ikke at smake dem i nogen større grad. De gjorde tegn til, at de gjerne vilde ha noget at drikke, og da de fik vand, lyste det av dem. De drak etpar liter hver! Men naar de foretrak koldt isvand for kaffe, saa kanske de –

– Aa Lindstrøm, lang mig hit det gamle kjøtbenet som ligger der!

Jo, jeg havde ret. Dette var noget andet end haardt brød. Nu fik vi ogsaa se, at saa helt ubevæbnet var de ikke – som det lot. Op av kamikskafterne trak de store, langbladede kniver – og i løpet av utrolig kort tid havde de skrapet og ætt i sig kjøttet av tre steker, saa bare blanke benene var igjen!

[87] Wiik og Ristvedt havde ikke været tilstede under hele begivenheden med eskimoernes ankomst, og da de ikke kom nedover, skjønte jeg, at de ingen anelse havde om, hvad der var foregaat. Da eskimoerne endelig var færdige med sit maaltid, gjorde jeg tegn til dem, at de skulde følge mig, og gik i spidsen for dem op til villa «Magneten». Ingen var at se, og jeg banket paa døren og gik ind. Ristvedt og Wiik sat begge dypt bøiet over sine bøker. Eskimoerne holdt sig stille bak mig.

– Det er ganske merkelig, sa jeg, at vi skulde faa besøk av fremmede folk i disse egne – ikke sandt? Og det til og med kjendtfolk! Tillat mig at forestille . . . . .

Begge herrer fór op, rettet sig som lys og gjorde sine fineste buk, – og eskimoerne traadte frem. Der blev en umaadelig latter, som eskimoerne selv istemte med sine brøl.

[88] Vi havde jo ikke saa ganske let for at gjøre os forstaaelige for disse mennesker i begyndelsen. Men da vi havde faat dem til at skjønne, at vi ønsket at lære, hvad de forskjellige ting het paa deres sprog, gik det raskt fremover med den gjensidige forstaaelse. Vi vilde vel neppe kunne ført nogen egentlig balkonversation med deres damer, men vi tilegnet os et forraad av ord, hvormed vi tilstrækkelig klarte alle vore situationer. Og bal holdt vi da ikke.

De laa hos os den første nat og vendte hjem dagen efter. Vi havde allerede da kunnet gjøre dem forstaaelig, at vi ønsket at kjøpe beredte skind av dem. Løitnantens og mine produkter paa skindomraadet fremkaldte deres utilhyllede munterhed, og vi skjønte, at vi helst burde holde dem for os selv. Etpar dage senere kom de tilbake og havde med sig nogen store, fine renskind. Med dreven [89] handelsaand bragte de os imidlertid bare store bukkeskind, som de selv ingen større bruk havde for. Men vi svarte med samme mynt, og gav dem 1 – én – synaal pr. stykke! Jeg bestemte mig nu til at slaa følge med dem hjem for at se, hvor og hvordan de bodde. De havde latt os forstaa, at de ikke sov paa hjemveien, saa det jo ikke kunde være synderlig langt unna.

Næste formiddag kl. 11½ drog vi avsted. Jeg havde med mig en slæde, hvorpaa jeg havde min sovepose, litt mat og endel saker, som jeg visste, eskimoerne vilde sætte pris paa. Med den mig medfødte civilisation spændte jeg mine gjester i træksælerne. Selv gik jeg paa ski, og avsted bar det vestover i fuldt galop. Eskimoerne brukte intet som ski, snesko el. lign., idet den haardt sammenføkne sne holdt dem oppe. Og jeg havde min fulde hyre med at følge dem paa skierne.

Det var alt den 9de november, saa det blev tidlig mørkt paa dagen. Jeg tænkte derfor, det var nødvendig at klemme paa. Jeg visste ikke dengang, at det for en eskimo er komplet likegyldig, om han gaar i lys eller mørke, i klarveir eller tykkeste taake, i storm eller stille – eller i snefokk saa tæt, at én ikke kan se sin egen næse. Det erfarte jeg først senere ved nærmere bekjendtskap med dem. Klokken halv fire betydet de mig, at vi nærmet os deres leir. Og paa toppen av en høidekam fik jeg nede i et lunt, hyggelig dalføre øie paa nogen smaa lys. Det var allerede næsten ganske mørkt. Eskimoerne utstøtte høie glædesrop og var overstrømmende lykkelige ved synet. Og de smaa lysene dernede var ogsaa lokkende og indbydende og bragte tanken hen paa varme og hygge, mat og drikke, – alt som kan fryde en veifarende mand i en barsk og kold vinternat.

Da vi kom inden hørevidde, utstøtte mine ledsagere høie hyl, hvorav jeg bare opfattet det ene ord kabluna, ɔ: den hvite mand. Og leirens beboere vrimlet ut. Det [90] var en forunderlig scene, som jeg nu gjenkalder i min erindring – og aldrig vil glemme: Ute i øde snelandet omringedes jeg av en skare vilde mennesker, som skrek og ropte i munden paa hverandre, kikket mig op i ansigtet, nappet mig i klærne, strøk og befølte mig. Lysskinnet fra hytternes isruter sivet ut i en svak, bekgrøn lysning av den svindende dag i vest . . . . .

Men poetiske refleksioner kan være bra nok, bare ikke i 20 graders kulde og paa tom mave. Jeg længtet efter varmt hus og – mat og slog følge med Attira, hvem jeg likte bedst, ind i hans hytte. Han og hans familie bodde her sammen med Tamoktuktu og hans familie. Det var en stor hytte, som godt rummet sine 8 beboere. Snart efter vor ankomst samlet koloniens mandlige medlemmer sig til et festmaaltid bestaaende av raat renkjøt og vand. 3 hele ren forsvandt hurtigere end jeg kunde fortære et smørbrød. De skravlet og lo hele tiden. Men nogen virksom kvindesaksforening kunde her ikke findes, thi ingen av kvinderne var med i festen. Da jeg prøvet at forklare dem, hvordan vi bar os ad mot vore kvinder, og galant rakte fru Tamoktuktu, der sat og passet ilden, et stykke kjøt, slog de op en skraldende latter og fandt tydeligvis, at jeg var en urimelig nar.

Da endelig mændene havde fyldt sig til halsen, fik kvinderne adgang. De hilste sit manik-tu-mi og befølte mig paa de allerfleste steder av mit legeme. Saa gik de – uten at ha faat noget at spise. – Senere blev jeg beroliget ved at erfare, at ogsaa de eskimoiske kvinder sig imellem sørger for sit timelige vel. En renstek forsvinder uten større ophævelser.

Henved kl. 10 gik jeg til køis i min pose, som jeg havde anbragt paa sovebriksen mellem begge familier – og sov til den lyse morgen. Men før det lysnet, begyndte eskimoerne at røre paa sig. Jeg saa dem blotte overkroppen – de laa [91] splitter nakne under skindfelderne – og nyde et luftbad paa morgenkvisten. En meget kjølig fornøielse, tænkte jeg, og dermed snudde jeg mig i min sæk og sov videre.

Utpaa formiddagen drog jeg hjem igjen. Deres leir bestod av 6 hytter og laa ved et stort vand, som eskimoerne kaldte for Kaa-aak-ka. De kunde selv fortælle mig, at det var her, Lund og Hansen havde drevet jagt i høst.

Den 2den november havde den faste station begyndt sit arbeide. Wiik havde opsat de selvregistrerende magnetiske instrumenter i variationshuset og greiet disse observationer fuldstændig paa egen haand. Hver middag kl. 12 byttet han plate paa registervalsen, og dette var ikke altid bare fornøielse. Naar man i -60 °C. med vind og snedrift skulde bane sig vei gjennem ofte meterdyp sne, da vil det nok forstaaes, at der skulde en dygtig og pligtopfyldende mand til at utføre dette arbeide. I 19 maaneder gjorde han dette [92] uten avbrydelse, – et vakkert mindesmerke over ham, reist av ham selv. De meteorologiske observationer blev tat 3 gange i døgnet. Forøvrig havde vi ogsaa her registreringsinstrumenter, som arbeidet dag og nat den hele tid. Ristvedt var chef for denne del av tjenesten. Han stod mere end én strid tørn i kulde og mørke med sine instrumenter. Al ære er hans pligtopfyldende og samvittighedsfulde arbeide værd!

At være astronom for Gjøaekspeditionen var et meget haardt arbeide. Ekspeditionen havde hverken plads eller raad til at medføre sammenfoldbare huse, hvor man i ro og mak kan avvente det rette astronomiske øieblik. Her maatte disse observationer foretages med bare en liten snemur til vern mot blæst og sno – i de laveste temperaturer. Man tænke sig selv en kveld med 40 kuldegrader og hvas sno. Liketil kvelds har himlen holdt sig disig – og saa klarner den op med tusen glitrende stjerner. Eia, for en deilig, stjerneklar aften! sier vi andre. Men den arme astronom maa ut av sin lune kahyt og hen bak sin snemur og timevis staa der og lide alle en astronoms særlige kvaler i polaregnene, – stivfrosne fingre, isete kikkertglas og alskens andre ubehageligheder.

Lund og Hansen havde alt arbeide, som angik fartøiet, paa sin kappe. Som specialiteter havde Lund altsaa sit vandhul og Hansen hundene.

Desværre meldte den samme sygdom sig paa hundene her som paa overreisen. Først blev Tiras av Godhavnsspandet angrepet og døde. Og inden jul havde vi mistet syv av vore bedste dyr. Jeg kom desværre for sent paa den tanke, at det muligens var mangel paa fettstof, som dræpte dem. De blev fóret med magert renkjøt hele vinteren igjennem.

Ja de hundene! Kostforagtere er de ikke, hvad jeg med gru maa berette om. Paafærde er de overalt for at [93] søke sig noget at hole utenfor ransonen. Og her forleden dag fik de sig en ekstraforpleining likesaa uventet som uhyggelig. Silla, der var i høist interessante omstændigheder, var blit stængt inde i svalgangen utenfor «Magneten» for der at avvente sin nedkomst. En vakker morgen fik hun imidlertid lurt sig ut og tok straks veien nedover mot fartøiet. Midtveis blev hun møtt av alle sine opvartende kavalerer, alle i vild begeistring over gjensynet med damen. De omringet og eskorterte hende videre. Men hvad sker! Fødselen overrasket den arme Silla, før hun var langt kommet, og hendes avkom maatte nøie sig med en snefonn til vugge. Paa givet signal av Lurven – naturligvis – styrtet alle de andre sig over yngelen, snappet hver sin og fortærte den paa flekken. Da nu Silla opdaget, at hendes smaa var forsvundet, reiste hun sig og gik videre. Atter overraskedes hun og fik sin sidste hvalp. For nu at hindre de andre i at tilegne sig ogsaa denne – aat hun den like saa godt selv i en lynende hast!

Dette fast utrolige optrin overvares av øienvidner.

Lindstrøm havde kjøkkenet. Med dette ord forbinder man gjerne tanken paa et lunt, koselig rum med renvaskede bænker, barstrødd gulv og væggene fulde av blankskurte kobberkar. Ak, Lindstrøm havde nok intet av dette. Ja, lunt kunde der nok være, stekende hett ogsaa, saa han maatte fly for at lufte sig. Men naar han kom ind om morgenen og skulde til med sit dagverk, fandt han regelmæssig alting bundfrosset. Mørkt og ufyst var der, primuserne stod sure og iskolde, kopper og kar, saa en fik neglebit av at ta i dem . . . . . og vi andre laa endnu en god lang tid og snorket i vore lune køier. Aanei, dette var ikke festlig arbeide, og Lindstrøm maa dypt beundres for den glans og det gode humør, hvormed han i tre aar utførte det.

Vinteren skred fremover med raske skridt, og julen stod snart for døren. Vore forberedelser til høitiden var mange [94] og store og gik ombord paa Gjøa som overalt i denne syndige verden i retning av mat og drikke. Kokken var paa færde sent og tidlig – for ham maatte saavisst ikke julen føles som en fest! Han baker og braser, og vi ser svære fate med «fattigmand», «snipper» og hvad navn og façon de har allesammen, forsvinde for vore øine – til Lindstrøms hemmelige gjemmer.

– Æ ska no klare aa gjæm' det for dæm! sier han med sit aller snedigste smil. Men «dæm» er ikke saa lette at klare. Det er nemlig Magnetboerne, Lindstrøm har mistanke til og gaar i evig frygt for. De er som ravn efter kaker! Ellers driver de nu ogsaa alt optænkelig spil med den gode kok. Hvilket man oprigtig ikke kan fortænke dem i, da Lindstrøm uvægerligen gaar ret i alle fælder uten betænkning. Og naar han saa opdager, at de har lurt ham, er han selv den første til at storle og nyde spøken. Slike folk er det ubetalelig at ha med paa en tur som vor.

Men det er ikke bare kokken, som har ekstraarbeide til julen. Litt har vi alle. Pyntes og pudses op skal der jo.

Vore venner oglulieskimoerne havde nu gjestet os mange gange og i store følger. De kom da gjerne ved middagstid, bygget sine snehytter og blev hos os nogen dage. Som regel brøt de op kl. 8–8½ om morgenen med en præcision, som gik de med klokken i næven. Og de havde dog nu i mørketiden ikke engang solen at rette sig efter. Mot juletid blev disse besøk mere og mere sjeldne.

Endelig kom juleaften med straalende veir. Feststemningen lyste omkap med puds og pynt og alle ansigters skinnende saapevask, – hvilket ingenlunde var et daglig skue. Dette maa endelig ikke misforstaaes derhen, at vi ikke likte at vaske os. Tvertimod, vi var umaadelig gla i at vaske os, der var ikke noget, vi heller vilde, – men kokken havde saa litet vand, at han ikke kunde undvære noget!

[95] Dagen gik lunt og koselig, der blev spist og drukket og sunget, som folk pleier paa julekvelden. Og tilslut kom juletræet, som var et verk av Lund og Lindstrøm. En kunstig gran, overtrukket med glanspapir. En mængde julelys var tændt og gjorde illusionen om en virkelig julegran meget levende.

Saa kom presentutdelingen, ubetinget aftenens vigtigste begivenhed. Slegtninger, venner og bekjendte havde, mens vi laa ved Framnes, sendt os en mængde hemmelighedsfulde pakker med paaskrift: «Maa ikke aapnes før juleaften.» Enkelte havde været forutseende nok til at sætte julen 1904, 1905 og 1906. Og det var forsaavidt bra, som vi uten det utvilsomt havde brukt op alt paa den første julekveld! De pakker, som saa forsigtig var dateret, blev da ogsaa trolig lagt uaapnet tilside og kom ikke frem før til rette tid.

[96] Vi fordelte presenterne ved lodtrækning for at forebygge enhver avindsyke, der jo kan opstaa selv mellem engler. Og skjæbnen drev sit lunefulde spil. Stor jubel vakte nogen fornøielige papirhatter, som laa indi endel vakre, broderte saker. Og loddet utpekte for Lindstrøm en hat med indskriften: «Til den mæskede polargris!» Vi brølte av latter og satte hatten paa grisens hode. Vor lille fonograf var utrættelig og opvartet os med sange og historier, saameget vi bare bad den.

Ute var der stort og stille. Et vidunderlig nordlys flammet over hele himlen. Men de evig urolige straaler gjør ens eget sind urolig. Det er som bringer de – ialfald paa julenat – stumme, flakkende bud fra utenverdenen – fra dem derhjemme, som nu feirer sin jul.

1ste juledag feiret vi dobbelt fest, idet Wiik havde sin 25de fødselsdag. Han var ekspeditionens yngste medlem og et av dens gladeste, fuld av fornøielige skrøner og historier, uvurderlig muntrationsraad ombord. Den digre kransekake, som baker Hansen havde foræret os ved avreisen, dannet festens midtpunkt.

Om formiddagen kom den gamle eskimo Teraiu anstigende og blev venligst mottat som gratulant. Teraiu var blandt vore ældste eskimovenner, – en av de fem, der havde vist sig første gang. Han var vel en mand paa mellem 50 og 60 aar og en meget spøkefuld fyr. Blandt sine stamfrænder nød han forøvrig ingen anseelse – trods sin alder; de holdt ham nærmest som enslags godfjotting, som de saavidt taalte iblandt sig. At han ikke var uten vet, vil senere fremgaa.

Gratulanten Teraiu syntes imidlertid ikke at være kommet i noget festlig erende. Hans aasyn og gebærder bar den dype nedslagenheds præg, og taarerne stod i øinene paa ham (den gamle kjeltring!). Han skravlet og fortalte opad vægger og nedad stolper, og at han jamret, var tydelig nok.

[97] Men værre var det at faa rede paa, hvorfor han bar sig ilde. Endelig lykkedes det os ved forenede bestræbelser at faa besked om hans elendighed: Den øvrige del av stammen var reist sin vei og havde paa det skammeligste latt gamle Teraiu med familie tilbake, saa nu imøtesaa han intet uten den sikre hungersdød for sig og sine – om ikke vi vilde forbarme os over dem og la dem faa bli hos os det værste av vinteren!

Selvfølgelig rørtes vi dypt av hans sørgelige fortælling, og vi lovet ham, at han kunde komme til os med kone og barn. Forøvrig sa jeg ham, at jeg selv med det første vilde reise til Kaa-aak-ka og se paa saken.

Teraiu og familien indfandt sig snart. Og anden nytaarsdag 1904 bestemte vi os til at ta avsted til Kaa-aak-ka. Veiret var straalende, stille og klart. Men termometeret viste 44 graders kulde. Løitnanten, Lund, Ristvedt og jeg gjorde os klar til sammen med Teraiu og hans familie at drage avgaarde. 8 hunder spændte vi for slæden. Forøvrig havde vi tat os det temmelig let med utrustningen, da vi jo bare skulde være borte én nat. Hver mand for sig havde sørget for sit eget utstyr, og provianteringen havde jeg overlatt til vor brave kok, der var den erfarne polarfarer. Vi andre havde like liten erfaring med hensyn til slike slædefarter.

Paa den slette sundis gik det strykende mot vest, og efter 6 timers fart var vi fremme. I leiren ved Kaa-aak-ka saa alt anderledes ut, end da jeg var der sidst, tomt og utdødd, ja rigtig gudsforlatt laa snehytterne der uten et menneske eller andet spor av liv. Kun Teraius hytte bar merker av at være bebodd. Kajaggolo, fru Teraiu, eller som hun jevnlig het os imellem «den gamle ørn», fjernet sneblokken, som omhyggelig var sat for hyttens indgang, gik ind og gjorde op ild. Teraiu selv gik til vandet for at hugge hul paa isen efter drikkevand. Med sin skrøpelige ispil brukte han to stride timer for at faa hul.

[98] Imens søkte vi andre os ut den av de forlatte hytter, som saa rimeligst ut, og tok den i besiddelse for natten. Hundene fór omkring og snuste og grov efter tilvekst til dagens ranson – ½ kg. pemmikan –– men forgjæves. Paa denne ubeskrivelig ødslige plads var intet at finde hverken for dyr eller mennesker. Inde i Teraius hule sat Kajaggolo med benene opunder sig og sang sit evindelige Hanga-a-ha-ja-ha-a, og hverken hun selv eller hendes sang øvet nogen dragende magt over os. Saa vi krøp ind i vor egen hytte. Der var nu heller ikke opmuntrende. For det første føk den 50 graders isluft ind gjennem det aapne vindushul i taket; for det andet var hytten fuld av henslængte renknokler; hvor vi satte foten, traadte vi paa dem, hvor vi grep, fik vi renben i næven. Det hele var baade uhyggelig og svinsk. Men det skulde straks bli bedre! Vi fik vore saker ind og skulde begynde at gjøre os det koselig. Men det første, vi opdaget, at vor kjære Lindstrøm havde glemt at pakke ind til os, var – lys. Jeg vil ikke paastaa, at hverken hytten eller humøret blev særlig straalende ved de smaa latterlige, bønnestore klumper av mose og tran, som gamle Teraiu bragte os til trøst og erstatning. Vi døpte dem for «lyspastiller» – og noget var jo dog bedre end intet. Lund, som var kveldskok, havde efter meget besvær endelig faat primusen i sving, og den varme damp steg behagelig av vandkjelen.

Saa var det da endelig op med proviantkassen. Vi frydet os ved tanken paa, hvad vor hjertensgode kok havde lagt ned i den til os av ekstra gode saker. Nogen gjettet paa pudding, andre paa kaker . . . . . En pakke chokolade, – det er jo bra! En til – hm! Atter en tredje, en femte ..... 8 tunge pakker chokolade – for en nat! Naaja, dette var bare den ene side av kassen. Paa den andre var der haardt brød – og under det, – Lund grov, vi andre stod over med vore lyspraaser, i største spænding – haardt brød, javel – atter haardt brød . . . . .

[99] Der var ikke mere. Ikke smør engang! Vor elskelige utruster havde vel fundet det at være luksus!

Vi tok paa at karve chokoladen op og helde den opi det kokende vand for at gjøre det mest mulige ut av, hvad vi altsaa havde. Der var stilt imellem os. Men det skulde ikke undre mig, om der i denne time lyste en fosforglans om vor gode koks hode – der han gik ombord paa Gjøa. Og det var neppe nogen æresglorie!

– Det er det da, sa endelig én, at det kunde været værre.

– Saa-aa? Saa det kunde det?

– Vi kunde jo ha været ganske uten mat

Dette var saa sandt, at humøret atter steg. Chokoladen var færdig – kom herlig kokhet i kopperne, – ja skaal allikevel da – prruh –!

Den brune væske sprutedes ut, saa fort den var kommet ind i munden. Det var den bitre cacao! Og noget slikt som sukker – ikke tale om selvfølgelig.

Vor sidste trøst var, at blandt det haarde brød fandtes der en vørterkake. Den kunde vi jo bruke som sukker. Metodens opfinder begyndte selv, puttet først en brødbit i munden, derpaa den varme cacao – og prrruh –! igjen kom det hele ut med smeld i nærmeste væg:

– Den grisen har slaat petroleum over brødet!

Hele brødforsyningen var gjennemtrukket av petroleum!

Jeg skal ikke dvæle ved den stemning, hvori vi med tomme maver gik tilkøis og prøvet at sove. Stor søvnen blev det ikke, da vi hakket tænder av den bitterlige kulde. Lund var tidlig paafærde igjen og tændte op under primusen. Noget varmt maatte vi jo ha i livet, mente han, og saa satte han den fra igaaraftes urørte cacao paa. Den var –om bitter nok – dog bedre end intet. Vi andre laa i en halvdøs og nød varmen fra primus og velbehaget ved tanken paa, hvad Lund stelte istand til os. Jeg var [100] like ved at sovne igjen, da jeg skvat op ved at høre ham sætte i:

– Jeg mener, den svarte sjøl sitter i det!

Og saa viste det sig, at lyspastillerne» var faldt op i kjelen – og den trancacao eller cacaotran, som derved var fremkommet, er vel den rædsomste drik, jeg har smakt!

Her var ikke flere nydelser at haape paa, og klokken 8 om morgenen stod vi alle klar til avmarsch hjemover. Vore undersøkelser havde ført til det resultat, at Teraiu og hans familie maatte anses som «værdige trængende», og vi lot dem forstaa, at de kunde følge tilbake og bli boende hos os vinteren over.

Hjemover gik det ikke saa strykende som paa henturen. Matløse og søvnløse som vi var, blev vi snart trætte, saameget mere som vi jo ingensomhelst træning havde havt. Det var usigtbart, og Teraiu førte an. Kl. 1 om eftermiddagen fik vi øie paa «Magneten». Men taaken la sig tæt til straks efter, og vi gik og vi gik, og den halve times marsch, vi skulde ha igjen til skibet, blev til baade en hel og halvanden og to. Teraiu erklærte nu, at vi var paa vidotta. Vi gik paa endnu en tid i tykke taaken. Endelig brøt maanen frem, og vi konstaterte i dens lys, at vi længe havde vandret rundt uten nogen bestemt retning. Jeg foreslog da Teraiu, at vi skulde bygge snehytte og bli hvor vi var, til dagen brøt frem. Men han protesterte paa det ivrigste og mente, han nok skulde hitte frem. Saa tok vi paa igjen med denne gaaen iblinde, som jeg altid har havt imot. Men efter nogen tids forløp satte jeg sterkt i til Teraiu, – at nu vilde jeg stoppe. Han gjorde mig da med stolthed begripelig, at han havde fundet sig tilrette, og at han snart skulde ha ført os frem. Og ganske rigtig, faa minutter efter fik vi til vor usigelige glæde øie paa et klart skinnende lys, der viste sig at være ankerlanternen, som de ombord havde hængt ut for vor skyld. Klokken var 9 om kvelden, da [101] vi kom ombord, og da havde vi travet uavbrutt i 12 timer. Ombord havde de hørt vore stemmer allerede ved ettiden om eftermiddagen. Da det saa varte saa urimelig længe, før vi kom, havde de hængt lanternen ut.

Nu er saken imidlertid den, at havde vi ikke havt den gode Teraiu med – eller rettere havde vi ikke latt os anføre av ham, fordi han jo var gammelkjendt i trakten – saa var vi aldrig gaat feil! Av en række omstændigheder blev det aabenbart, at han med vilje havde ført os paa vildspor for saa senere at gjøre sig fortjent til en ekstra belønning ved at sætte os paa ret vei igjen!

Naar jeg senere møtte skurken, indledet han altid konversationen med: Teraiu angatkukki angi! d. e. Teraiu er en stor troldmand! Men jeg fandt ikke for godt at belønne ham for hans troldomskunster. – Dagen efter vor hjemkomst bygget han sin hytte paa land og var hos os til langt ut i mars maaned. I virkeligheden angret jeg ikke paa, at jeg havde tat ham og hans i kost, da vi havde megen nytte av ham og konen. Trods sin alder var han rask og utholdende og sprang uten synderlig træthed foran en slæde fra morgen til kveld. Fredsommelig og pyntelig bar han sig ad og var altid i godt humør og oplagt paa spøk. Som bygmester av snehytter var han makeløs og til største nytte for os. Kajaggolo, konen, var vistnok saa omtrent jevnaldrende med ham. Hun lignet av ansigt ingenting saa nøiagtig som et gammelt, indskrumpet og fortørket vintereple. Ta og skjær to smaa skraa linjer til øine, en liten prik til næse og en litt større prik til mund – og Kajaggolos uttrykte billede skuer dig imøte. Hun var omtrent fem fot høi og saa skidden, at selv eskimoerne spottet hende. Deres ti aar gamle søn Nutara var likesaa skidden som sin mor, men ellers en rigtig vindende liten fyr, meget intelligent og fuld av de pudsigste indfald. Hans skiddenfærdighed skyldtes da hovedsagelig moren. Efter nogen tids samvær med os be[102] gyndte sedvanligvis eskimoerne at følge vort eksempel i retning av at vaske sig og holde sig nogenlunde rene. Men familien Teraiu stod i saa maate paa samme trin, da de forlot os, som da de kom.

Naar jeg om eftermiddagene havde været oppe i det absolute magnetiske observatorium, tok jeg mig regelmæssig en tur indom Teraius, hvis hytte laa paa veien, og fik mig en passiar. Under disse besøk trakterte av og til Kajoggolo mig med sang – det forfærdeligste man kunde høre. Eftersom hun kom i «stemning», henfaldt hun i etslags delirium; hun bøiet hodet bakover, lukket øinene og skrek i av alle livsens kræfter. Paa dette tidspunkt grep jeg flugten og hørte hende hauke lang vei bak mig. Manden og Nutara opholdt sig for det meste ombord, snart forut, snart agterut drev de omkring og var overalt velsét. Bedst likte de dog at sitte utenfor bysserummet og betragte «Henrikki», naar han laget mat. Og skjønt Lindstrøm ikke kunde fordrage eskimoer, løp hans gode hjerte tit nok av med ham, saa en og anden godbit kunde slænge. Teraiu og Nutara vænnet sig til vor kost. Men Kajaggolo holdt ved med raat kjøt og raa fisk den hele tid.

Da nu jul og nytaar var vel over, maatte vi for alvor begynde at tænke paa vor længe planlagte slædetur. Planerne havde været mange og forskjellige – som planer altid vil bli det i disse egne. Det blev endelig fastslaat, at jeg med en ledsager skulde søke hen til den magnetiske station og, om alt gik godt og i orden, derefter søke op til Leopold Havn paa North Somerset med post.

En understøttelsesekspedition under løitnant Hansens ledelse og med én mand skulde hjælpe fremover, saa langt vi fandt det hensigtsmæssig.

[104] Alle slæder blev tat frem for grundig at efterses og mulig repareres. Ski og snesko maatte gaas efter, teltene undersøkes osv. osv. Der blev oprettet verksteder overalt. Lund satte slæderne istand, skulde lage praktiske proviantkasser og en mængde andre ting. Hansen, der var meget nethændt, fik de utroligste opgaver at løse. Gjaldt det et rigtig fint og nøiagtig arbeide, da var Hansen manden. Han var tillike en mester paa symaskine. Ristvedt havde sin smie nede ved proviantteltet og mekanisk verksted i «Magneten» – og gjorde underverker av hvadsomhelst. Wiik gjorde fint arbeide som reparatør av endel instrumenter, og løitnant Hansen drev videnskaben ved siden av en omfattende virksomhed som hanskemaker. Hans evner i retning av at gjøre gamle, fillete fingervanter istand var enestaaende.

Som paa alle slædeekspeditioner i polarisen blev soveposespørsmaalet det ivrigst diskuterte. Vor lille tur med Teraiu til Kaa-aak-ka havde gjort os klar paa, at her trængtes store forbedringer, og der opstod en ren konkurrance imellem os om, hvem der kunde erhverve sig æren av det fineste patent. – Først og fremst var posen for vid og maatte tages betydelig ind. En sovepose bør ikke være videre, end at man kjender skindet indpaa kroppen til alle sider. Naturligvis ikke saa at den klemmer. Ligger man og leter efter væggene, blir den aldrig varm. Patentet med indgang gjennem et hul i toppen og tilsnøring rundt halsen kom mest i bruk. For mit vedkommende foretrak jeg dette fremfor alt andet og anbefaler det til alle.

Teltene vore var sydd som eskimotelter og var helt udmerkede. Vi havde intet at rette paa ved dem. De kunde opsættes av en enkelt mand selv i den sterkeste vind, og var de først ordentlig opsat, blaaste de aldrig overende. De stod mere end engang sin prøve. En forbedring gjorde vi dog ved dem, og det var med hensyn til teltdøren. Døren har altid været det ømme punkt ved et telt og [105] navnlig da oppe i isen og kulden. Som oftest bestaar lukningspatentet av en mængde hegter og surringer, saa man efter vel at være kommet ind har et svare mas med at stænge døren efter sig. Jeg har ikke sét en eneste teltdør, som desuten holdt snefokket absolut ute – før nu vor egen konstruktion. Eftersom to av ekspeditionens deltagere havde nøiagtig samme idé, vil jeg ikke nævne noget navn paa opfinderen. Patentet var saa enkelt, at vi mangen god gang lo derav. Men det geniale er jo ofte netop det simpleste! Vi sydde helt enkelt en sæk fast med aapningen rundt teltindgangen. Og saa skar vi hul i sækkebunden, og gjennem dette hul gik vi ut og ind og surret sækken igjen med et baand. Prægtigere teltdør er ikke sét. Letvindt at aapne og lukke og absolut tæt. Det mangeaarige problem var altsaa løst med en – sæk!

Vi fandt imidlertid efter forsøk teltene for kolde i lavere temperatur end -30° C. og bestemte os derfor til at bygge snehytter, som efter vore erfaringer fra eskimoerne var betydelig varmere. Det tar vistnok længere tid at bygge en snehytte end at reise et telt; men jeg finder det av saa stor vigtighed at kunne tilbringe en god og behagelig nat efter dagens arbeide, at jeg gjerne ofrer den times tid mere paa herberget. Efter en daarlig nat er man ikke arbeidsfør den følgende dag.

Vi gik saa igang med at lære snebygningskunsten. Sne havde vi nok av, tid ogsaa, og i Teraiu en ypperlig læremester. I begyndelsen overlot vi hele arbeidet til den gamle, mens vi nøie iagttok hans fremgangsmaate. Vi kom snart paa det rene med, at en væsentlig forutsætning var det at finde brukbar sne. Men hertil utkræves der megen erfaring, ja man maa næsten ha det medfødt. Eskimoerne brukte et meget simpelt redskap, en saakaldt hervond, en ca. 1 meter lang stok av renhorn, tyk som en dugelig spaserstok. I den ene ende havde den et renbens haandtak, i den anden [106] en dupsko av moskusokseben. Eskimoerne er desuten utrustet med et rent instinkt i retning av at finde just det sted, hvor der er utsigt til god sne. Har de ikke sin hervond med, bruker de en langskaftet kniv, som de altid bærer i en strop paa ryggen, naar de er paa reise. Vi drev det jo ikke til nogen fuldkommenhed i at finde sne, men kom dog saa langt, at vi nogenlunde klarte os.

Væbnet med et uhyre av en kniv møtte vi fire, Løitnanten, Ristvedt, Hansen og jeg, hver morgen efter frokost op utenfor Teraius hytte for at vække gamlingen. Kom vi ind saa tidlig som kl. 8, laa familien som regel endnu tilkøis. Op fór Teraiu og kom i klærne i en hast – de eskimoiske klær er vide og rummelige og glider let av og paa. Mest tid tok det ham at faa fottøiet paa. Eskimoen er vâr om sine føtter, ikke bare av frygt for at forfryse dem, men ogsaa for saarbenthed, slik som han flyr i is og stenhaard sne den ganske dag. Mindre end 5 plag paa føtterne greier han sig ikke med. Naar saa endelig Teraiu havde faat ytter-anorakken paa – paa disse korte turer brukte han ikke underanorak – bar det avsted. Vi havde hver vor dag. Men Hansen var den mest talentfulde av os i bygmesterfaget. Hans hytter var altid rene mesterverker. I de mange smaa dalfører, som mundet ut i havnen, var der snart fundet byggeplads og god og rikelig sne. Det tok os som regel halvanden time at opføre en hytte stor nok til os fire. Efter endt arbeide samledes vi indenfor for at bedømme dens værd. Teraiu var hver gang like begeistret.

– Mamakpo, mamakpo! ropte han, d. e. det er udmerket! Hans glædes særlige gjenstand var den belønning, der ventet ham. Han gjorde intet uten betaling. Denne var nu ikke overvældende da, et stykke træ eller jern eller hvad der kunde falde! Han samlet i denne tid materiale til en slæde. Hans fordringer var ikke store, – meterbord greiet han sig godt med. Familien og dens utrustning var jo ikke stor, [108] og da behøvet ikke slæden være det heller, mente Teraiu med en filosofi, mange kunde ta eksempel av!

I disse dage observerte Wiik og jeg samtidig for at bringe paa det rene den særdeles vigtige ting, om vore instrumenter var i fuld orden. Wiik holdt til i det faste absolute observatorium, mens jeg for mit vedkommende havde bygget mit eget nye observatorium 75 meter unna; der laa med alle disse bygninger nu som en hel liten by om Gjøahavn. Vore observationer faldt ut til vor fulde tilfredshed, og jeg kunde, forsaavidt angik instrumenterne, trygt gaa av sted. For stedsobservationer medbragte jeg en ganske liten teodolit, som jeg havde faat laane av Nansen. Han havde havt den med sig paa Grønland. Ogsaa den blev befundet i orden efter astronomens nøiagtige granskning.

Nu stod tilbake det vigtige arbeide: At pakke vore slæder.

Vi maatte under pakningen ha slæderne under tak. Men at bygge hytte stor nok til at rumme begge de store slæder holdt vi for umulig. Imidlertid henvendte vi os dog til Teraiu. Paa vort spørsmaal og vor forklaring satte han op sit snedigste grin. Han strakte begge armene ut og sa med øine, som lyste av begjær:

– Panna angi! Stor kniv. Han vilde ha en stor kniv for at bygge en slik kjæmpehytte. Og det blev ham da lovet.

Vi gik straks ivei med bygningen. Teraiu anla den for bekvemheds skyld aflang, og for at ha slæderne nær, byggedes hytten paa isen like ved fartøiet. Den fik nogen ganske voldsomme dimensioner, og et helt stillas maatte reises for Teraiu, da han skulde bygge taket. Assisteret av os utførte han kolossen paa fire timer. Dette var lørdag, og vi maatte la hytten staa og sætte sig til mandag. Vi var dengang endnu uerfarne og visste ikke, at hytten maatte opvarmes indvendig fra, før den blev holdbar. Teraiu – [109] den ræv – sa intet. Hans tanke var naturligvis den, at naar hytten ramlet, skulde han tjene sig en lang kniv til paa at bygge en ny. Men dengang forregnet han sig. Vist nok faldt hytten sammen allerede dagen efter, men han blev nødt til uten nyt vederlag at opføre en ny; det var saa skik hos os, sa vi ham. Den nye blev bygget litt oppe paa stranden, da Teraiu – muligens med rette – frygtet for, at det var bevægelser i isen, som havde ruineret den første.

Den nye hytte viste sig solid nok, og vore to slæder blev sat ind, og lastningen begyndte. Den ene slæde skulde ha en last av 350 kg. og kjøres av Hansen med de syv hunder, vi havde. Den anden fik en last paa 270 kg. og skulde trækkes av os andre tre karer.

Den 28de februar lagdes sidste haand paa verket, og den 29de om morgenen kjørte vi alle i fellesskap slæderne op paa høidedraget for at ha det unnagjort til starten.

Oppe paa kammen bygget vi en høi snemur omkring slæderne og la store sneblokker over dem, forat ikke rævene skulde avlægge dem visit. Saa vendte vi tilbake og tilbragte den sidste aften ombord til avsked.

Jeg imøtesaa turen med tryghed. Et godt utstyr havde vi, gode og dygtige kamerater og flinke hunder. Litt flere av de sidste kunde jo nok været ønskelig. Men med godt mot og god vilje klarte vi os nok med dem, vi havde.

[110] Den 1ste mars stod vi klar til avreisen. Termometeret viste -53° C. Men vi var i løpet februar maaned blit saa vant til kulde, at den egentlig ikke gjorde noget større indtryk paa os. Vi var jo udmerket godt klædt. Nogen av os i helt gjennemført eskimodragt, andre delvis civiliseret. Min erfaring er, at eskimodragten om vinteren i disse egne staar langt over vore europæiske klær. Men enten maa man da bære den helt ut eller sletikke. Enhver blanding er av det onde. Undertøi av uld opsamler al sved og gjør snart skindklærne utenpaa gjennemvaate. Klædt i intet uten renskind – som eskimoerne – og med plaggene saavidt løst og rummelig paa kroppen, at luften faar cirkulere imellem dem, vil man som regel beholde sit tøi tørt. Og sliter man saa haardt, at det allikevel blir fugtig, er dog skind meget lettere at faa tørt end uld. Uldtøi blir ogsaa meget let smudsig, og da er der ikke stor varmen at faa av det. Skindklær holder sig forsaavidt like godt uten vask. En stor fordel ved skind er det ogsaa, at man føler sig varm og behagelig, i det samme øieblik man faar det paa kroppen. I uldtøi maa man baade hoppe og danse som en rasende, [111] før man er varm. Endelig er skindtøiet absolut vindtæt, hvilket selvsagt betyr overordentlig meget.

Vore tilbakeblivende kamerater fulgte os op paa høiden til slæderne. Hundene blev forspændt, – et sidste farvel, og saa bar det avsted.

Hansen kjørte hundene for den ene slæde, men gik ogsaa selv i dragsælen. Alle syv var unge dyr og havde tungt for at klare læsset. Løitnant Hansen, Ristvedt og jeg var forspændt den anden. Terrænet skraanet svakt opover, saa svakt at det ikke kunde ses. Men jammen kjendtes det likevel! Den første times tid gik det bra med friske kræfter. Men saa begyndte det at bli tungt. Hansen med hundene klarte det godt. Naar han merket, at dyrene vilde gi op, tok han et tak med i sælen, saa de trodde, de havde faat ny hjælp, og saa trak de paa igjen. Værre var det med os tre, som trak den andre slæden. Det var, som vi trak den gjennem ørkensand. Selv hjemme i Norge vet vi, hvor traa fokksneen kan være, og i den svære kulde her blir den meget værre. Ret som det var, stanset slæden, hver liten fokkskavl var en hindring. En – to – tre – halloi! saa glir det over. Men ikke langt. En ny skavl, ny stans, nyt rykk . . . . .

Ved tre-tiden om eftermiddagen besluttet vi at slaa leir. Det var begyndt at skumre, og før vi fik vor snehytte op, vilde det være mørkt. Nu gjaldt det da at finde god sne. Vi befandt os midt utpaa en stor indsjø. Og sneen var ikke god nogen steds; vi stak og vi stak med vore kniver, – men den var for grund. Der var imidlertid altfor lang vei til strandbredden, – vi vilde ikke naa den i lyset, og saa var der ingen anden raad for end at bli, hvor vi var.

Først slap vi hundene løs. De havde havt stridt arbeide og kunde fortjene friheden og hvilen. Basen blandt dem var Fiks, en usedvanlig vakker, hvitgraa hund, som havde opkastet sig til herre over de andre ved sit bydende væsen [112] alene, ingenlunde fordi den var den sterkeste. Kom det til slagsmaal, vilde Fiks faat rundelig juling. Men han syntes født til at herske –og blev adlydt. Syl var hans storvezir – den styggeste hund i hele kobbelet, brunsvart og med et dumt-mistænksomt uttryk. De spidse, opretstaaende øren, som gir polarhunden et saa spillevende utseende, sat hos Syl tvers ut og gjorde ham endnu stupidere at se til. Straks sæletøiet var av, gjorde Fiks sin runde, fulgt av Syl, fra hund til hund. Og til tegn paa underdanighed maatte hver enkelt lægge sig paa ryg med alle fire i veiret for hans stormægtighed Fiks. Om nogen nølte, var Syl i ham som et lyn. Og Syl havde sit navn av sine hvasse, spidse tænder. – Saa fik hundene sin mat, og vi havde fred for dem til at begynde vort byggeforetagende.

Vi fik vore byggevotter paa – forfærdiget udelukkende for snehyttebygning. De havde lange mansjetter, som hindret [113] sneen fra at trænge ind i ærmehullerne, – og maatte knyttes fast. Væbnet med hver vor ½ meter lange snekniv tok vi fat. Den for anledningen opnævnte bygmester stak ut tomten i en cirkel, og langs cirkellinjen sparket han en rende paa fire tommers dybde for at avgi støtte for underlagets blokker. Vi andre skar ut blokker, og han bygget. En iglu – saa kalder eskimoerne sine snehytter – opføres i spiral omtrent som en bikube og altid mot solen, d. v. s. fra høire mot venstre. Blokkene bør ha en længde paa 2 og en høide paa 1½ fod og være fire tommer tykke. Den største vanskelighed bestaar i at knipe sammen og bygge taket. En ret mur kan jo enhver klodrian faa istand. – Da termometeret viste -57° C, fristedes ingen til dovenskap, og arbeidet skred raskt frem. Saa snart som mulig gik aftenens kok igang indenfor murene baade for hurtigst at faa bygningen opvarmet og for at faa maten istand. Arbeidet utenfor tok likefrem rasende fart, da duften av mat begyndte at sive [114] ut. Det sidste verk var at gaa efter alle sprækker, som lyset indenfra trængte igjennem, og dytte tæt. Saa eftersaa vi slæderne, at alt var godt surret og dækket – ikke mindst av hensyn til hundene, som var store tyveknegter. Stakkar, de laa oprullet saa godt de kunde i læ av hyttevæggen og av slæderne og med sine snuter opunder svansen for kulden. Hytten var færdig, et sidste blik ut i den store stilhed med vesthimlen i et døende grønlig skjær og stjernerne i voksende lysstyrke .... og saa banket vi sneen av klærne og krøp ind. Og det vil jeg si, at lykkeligere mennesker knapt kunde findes paa jorden end vi fire karer i det lune, koselige rum omkring den dampende varme mat – og væg i væg med ødemarken og den knakende frost. Efter maaltidet kom tobakspiperne frem, og kun tanken paa, at vi skulde tidlig op til nye strabadser imorgen, fik os til at avbryte passiaren og krype tilkøis i soveposerne. Dagens anstrengelser gjorde sig snart gjældende, og fire mænds regelmæssige aandedrag tydet om litt paa, at menneskevennen Morfeus ogsaa er polarfarer!

Allerede klokken fem vækkedes vi av primusens taktfaste pumpeslag. Kokken havde ikke forsovet sig. Men det er saa underlig med morgenstunden – alt tar sig betydelig mindre tiltalende ut end om aftenen, saaledes f. eks. vor trivelige hytte, der nu synes os sur og trang! En kop rykende chokolade forbedrer dog tilstanden i betragtelig grad. En av os klager over, at de støvler, han har brukt til hodepute, gjerne kunde været litt bløtere. Hans trøst blir kun et løst spørsmaal fra en anden om, hvorfor han ikke havde beholdt dem paa føtterne – saa havde de ikke frosset sig stive.

Jeg var meget spændt paa at se, hvad minimumstermometeret, som jeg om aftenen havde lagt tilrette utenfor, viste. Temperaturen var dagen før faldt saa pludselig fra -54 til -57, at jeg tænkte mig, den var sunket endnu mere i [115] nattens løp. Jeg tok sneblokken, som stængte indgangen, bort og krøp ut. Det lysnet svakt av dagen og var blikstille. Stjernerne syntes usedvanlig blanke og store, hvilket tyder paa sterk kulde. Nogen saadan kan jeg ikke si, at jeg egentlig selv følte. Men nattens minimum havde dog været -61.7, – en ret betragtelig frost! Vi kunde i sandhed prise vort udmerkede utstyr, som sammen med vor gode snehytte havde holdt os denne kulde fra livet. Og Gud skal vite, det kjendtes i fingertoppene, naar vi maatte trække votterne av i arbeide, hvor de var iveien! De blev hvite i et øieblik, og da gjaldt det at faa liv i dem igjen i en hast, enten ved at putte dem i votterne igjen og slaa dem – eller bedst ved paa eskimovis at stikke hænderne ind paa den bare mave.

Hundene laa, som da vi forlot dem om aftenen – med undtagelse av Fiks og Syl, som naturligvis havde været ute og holdt spektakel. Det viste sig at være et fast uløselig problem at finde en absolut sikker maate at binde hundene paa. Paa et eller andet vis slet de sig løs –de av dem, som havde tilbøielighed dertil. Nogen holdt sig stille, men slap først én løs, blev der et helvedes spektakel med bjæf og misundelsens ul fra de andre. Vesle Bay gik under navn av Ola Høiland, eftersom ingen lænke formaadde at holde ham, og Lilli drev den sport at puste sig op i halsen, naar vi satte halsringen paa hende. Og saa smatt hun ut .... og særlig hyggelig var det jo ikke midt om natten kanske at maatte ut av pose og hytte for at holde styr paa bikkjerne!

Vi tok paa igjen at slite os fremover. Efter erfaring fra gaardsdagen satte vi atter træmeierne paa under nysølvbeslagene, da slæderne gled langt bedre paa træ i den hvasse kulde. Det bedste man kan gjøre i denne henseende er som eskimoerne at la meierne faa et fint isovertræk; da glider det som smurt. Men vi havde endnu ikke erfaring herfor.

[116] Distancehjulet var anbragt paa hundeslæden; det var et gammelt hjul fra 2den Framekspedition, men i fortræffelig stand. Trods alle vore anstrengelser syntes dog hjulet at staa stille, saa langsomt avancerte vi. Hvad der øket vort besvær, var en fin, skarp motbris, som bet styggelig i de partier av ansigtet, som var bare. Vi maatte alt i ett kontrollere hverandres fjæs og fandt jevnlig saa en hvit næse, saa et forfrossent kind. Vi gjorde som eskimoerne, trak den varme haand ut av votten og la den paa det frosne sted, til blodet atter kom i cirkulation. Det gamle husraad med indgnidning av sne havde jeg forlængst forkastet, – og eskimoerne kjendte heller ikke til det. Mens den lille infame vind og de -50° C. slog os som naaler eller piskesnerter, syntes hundene ikke at generes av den. Men stakkarne slet haardt, især de første morgentimer, da de endnu var støle og stivbente fra dagen før. Ogsaa vi mennesker trak tungt. Og jeg forstod nu, at der kun var litet gagn i at fortsætte paa dette vis. Da der ingen forandring indtraadte i temperaturen hverken den anden eller tredje dag, besluttet jeg efter samraad med kameraterne at vende tilbake for at vente paa mildere veir. Tredje dags morgen bragte vi derfor en del av vore saker ind i igluen som et depot og murte godt igjen for den. Stedets beliggenhed blev nøiagtig bestemt, et flag sat op paa taket av igluen og et fotografi tat av det hele. Og saa satte vi kursen tilbake til Gjøahavn. Hundene skjønte snart, hvad vei det bar – og vi mennesker var alle lettet ved at ha opgit vort nytteløse slit, og følgen var, at vi paa fire timer tilbakela den vei, vi havde brukt 2 ½ dag paa utover – d. v. s. ca. 10 km. Men saa var jo vore slædelæs ogsaa betydelig lettet i vegten.

Kl. 11 om formiddagen overrasket vi vore kamerater paa Gjøa med vor uformodet hurtige tilbakekomst.

[117] Tiden gik nu fremover med arbeide av forskjellig art. Saa kort vor tur havde været, blev den os dog i høi grad lærerik, og efter erfaringerne foretok vi mange forandringer i utrustningen.

Nogen av hundene fik bændelorm ved denne tid. Vi havde ingen medicin mot denne sygdom, men Ristvedt, som foruten alle sine andre fortræffelige egenskaper ogsaa var dyrlæge, greiet ormene.

Virkningerne av solen, som steg merkbart for hver dag, begyndte at vise sig. Store, blanke flater dannedes paa sneen; den intense kulde havde lagt sig, og føret blev betydelig bedre. Saa smaat viste der sig tegn igjen til dyreliv. 12te mars saas den første rype. Teraiu hugget en fin dag hul i isen, reiste sig en snemur til ly mot vinden og satte sig til at fiske. Stort blev der ikke av det, men et dusin smaatorsk fik han da.

Den 16de mars besluttet jeg at drage ut igjen og søke at føre depotet et stykke længere ut. Til ledsager valgte jeg Hansen. Tanken om en understøttelsesekspedition blev opgit. Løitnant Hansens tid vilde nu bli beslaglagt med at kartlægge stationen og i den anledning opføre varder, hvilket var et baade besværlig og langvarig arbeide.

Vor anden start var betydelig gunstigere end den første. Der var fint veir, og temperaturen -40° C., altsaa noksaa rimelig. Vi havde med fra fartøiet en slæde med ti hunder. Solens indvirkning paa sneen merkedes straks. Paa lange strækninger fór slæden i rasende fart henover den blankeste skare, saa vi havde vor møie med at følge. Paa ca. 3 timer gjorde vi nu hele vor forrige, slitsomme tur. Igluen med depotet var i den skjønneste orden, og vi begyndte straks at fordele lasten paa vore to slæder, – i igluen havde vi en slæde til. Vegten paa hver slæde var ca. 200 kg., og for hver spændte vi fem hunder. Jeg havde, lokket av de mange vaartegn, tat telt med dennegang. Vi var jo nu bare [118] to mand, og bygning av snehytte vilde ta os en svær tid. Imidlertid sov vi denne første nat overmaade behagelig i vor gode, gamle iglu.

Tidlig næste morgen var vi paafærde. I det stille veir gik det strykende over sletterne paa Kong Williams Land. Snart var vi nede i La Trobe-bugten paa østsiden. Over den jevne is i bugten gik det glat, og i mørkningen reiste vi teltet opunder en skrugar. Men vi merket jo bitterlig nok forskjellen paa telt og snehytte! Selv ikke i soveposen var der stor varmen at finde, og vi tilbragte det meste av natten med at snu og vende paa os og slaa føtterne sammen. Det var en ren nydelse at komme sig igang igjen dagen efter og faa varmen i sig med en ordentlig springmarsch. Der laa en disig frostrøk, som var bitende kold. Vi havde desværre ødelagt vort termometer og kunde saaledes ikke bestemme kuldegraden. Vor petroleum avgav etslags termometer; naar den blev tyk og melkehvit, havde vi omkring -50° C. Vi la kursen nordlig for at naa Matty-øen. Depotet havde jeg tænkt at nedlægge paa Kap Christian Frederik, vor gamle kjending fra sjøturen sydover.

Solen kikket frem av og til, saa vi fik rede paa retningen. Ellers peilet vi os frem fra skrugar til skrugar. Mellem disse var isen som regel glat og blank. Skruingerne var ikke store og havde formet sig, idet isen la sig over; det saas av de tynde stykker, de var dannet av.

Vi gjorde holdt av og til for at kontrollere retningen, hvile litt og faa os en passiar. Ved titiden havde vi stoppet for at surre slæderne bedre, og samtalen faldt paa de eskimoer, som Mc. Clintock traf just her i 1859, – om de samme stammer skulde være at finde her fremdeles! Som vi sitter, ser vi en sort prik langt ute i isen. Hansen fastslog snart med sit ypperlige syn, at det var en eskimo, som bevæget sig henimot os. Snart dukket flere op mellem skrugarerne, og inden kort tid havde vi foran os 34 mænd [119] og gutter ien avstand av ca. 200 meter. De stod stille og iagttok os uten tegn til at ville komme nærmere. Jeg følte mig jo nu betydelig sikrere end ved mit første møte med eskimoer – mit kjendskap til sproget var jo ogsaa bedre – og jeg bestemte mig til at gaa hen til dem. Dog gjorde vi karabinerne klare, og Hansen stod vakt ved dem. Da jeg kom dem ganske nær, ropte jeg:

– Manik-tu-mi! Og der gik som et elektrisk støt gjennem hele flokken. Et 34-foldig «Manik-tu-mi» lød mig imøte, og jeg gik helt ind iblandt dem. Hansen, som saa, at her intet var at frygte, forlot sin post og kom efter mig. Eskimoernes glæde, ja begeistring var likefrem rørende. De strøk og klappet os, lo og ropte manik-tu-mi uavladelig. Det var netchjilli-eskimoer. De sa os, at de var paa vei til sine sælfangstfelter; hver mand bar sit spyd i haanden og havde hund efter sig i rem. Store snekniver var de ogsaa utrustet med. De gjorde indtryk av at være renere og bedre klædt end vore første venner oglui-eskimoerne. Da jeg spurte efter deres leir, pekte de østover utigjennem skrugarerne. Jeg havde lyst til at lære disse folk at kjende og sa dem, at jeg gjerne vilde følge dem til leiren. Herover blev de ellevilde av glæde og tok straks fat paa at hjælpe os med slæderne, idet de spændte samtlige sine hunder for dem. Nu havde vi da hunder, saa det forslog! Som vi var færdige med forspændingen, kom en gammel kar kjørende paa en liten slæde. Det var Kagoptinner, ɔ: den graahaarede, som vi siden fik vite var stammens ældste og bedste troldmand. Efter venskabelig hilsen blev ogsaa hans tre hunder føiet til vort forspand, og gamlingen selv blev anbragt paa toppen av den ene av vore slæder. Saa bar det avsted i susende fart, gamle Kagoptinner havde sin fulde hyre med at holde sig fast – snart gik slæden paa to meier, men tiere paa bare den ene. I spidsen for toget sprang en del av de yngste gutter, og efter dem hundene i vild uorden.

[120] De var ikke til at styre; eskimohundene var henrykte over at vende hjem saa tidlig, og vore egne havde faat tæften av leiren og rendte paa. Saa var der pludselig én, som røk i totterne paa sin sidemand, og snart stod hele det ene spand i vildeste slagsmaal. Dette kunde det andet ikke se paa, og en–to – tre stod hele hurven i rasende kamp. Eskimoerne kastet sig imellem, fnysende bikkjer og brølende eskimoer dannet et eneste kaos – indtil det endelig lykkedes at faa hundene skilt ad, faa sælerne greiet ut igjen og farten fortsat. Langs hver række sprang mændene og lo og [121] skrek uavladelig. De bevæget sig klodset og tungt, men saa nok ut til at kunne holde det gaaende en tid lang! Efter en times løp paa dette vis begyndte de at rope: Iglu! Iglu! og ganske rigtig, langt fremme mellem skrugarerne fik vi øie paa en mængde hytter av form som høsaater. Efter en halv times kjørsel var vi fremme. Det var den største leir, jeg havde sét, seksten stykker ialt. De syntes bygget uten nogetslags system spredt om hinanden – efter sneens beskaffenhed.

Det hele saa ganske utdødd ut. Vi stanset et stykke fra og løste hundene. Mændene spredte sig snart i hytterne, og kort efter dukket det smukke kjøn frem. De ordnet sig paa et geled bak hinanden. Da alle var kommet tilstede, satte det sælsomme tog sig i springmarsch imot os. I spidsen sprang gamle Auva, efter hende kom hendes veninde Anana. «Sprang» er ikke det rette ord, –de vraltet frem som gjæs paa rad. Kursen stod ret paa os, og jeg skalv: Vilde de kysse os til velkomst? Gamle Auva var rædselsfuld at skue. Hendes underklær –vi var kommet saa braatt paa dem, at de ikke havde faat tid til at ta ytterklærne paa – var fulde av fett og sot, ansigtet glinset av tran, og det graasorte haar hang i vild bust under hætten, som var faldt hende nedover nakken. Jeg saa hende med gru nærme sig og gjemte mig ilsomt bak den intet mistænkende Hansen – for at la ham ta første støiten. Anana var ikke deilig hun heller, fuld av skidt og sot og tran – men havde man begyndt med Auva, saa greidde man jo nok den anden . . . . . Nu var de paa høide med den arme Hansen, jeg ventet bare paa smask og smeld – da de bøiet av og sprang utenom os i ring med alskens underlige grynt – og tilbake mot leiren. Da nu saaledes skrækken var over, kunde jeg med større ro betragte dem. Og det maa jeg si, at min første iagttagelse av netchjilli-eskimoernes damer ikke faldt ut til deres fordel. Om det var tilfældet, [122] at just de hæsligste møtte op ved denne leilighed – eller min smag ændret sig senere, det tør jeg ikke avgjøre. Sikkert er det, at jeg siden fandt flere av dem formelig vakre. Da optoget, som vel var foranstaltet til ære og velkomst for os, naadde leiren, spredte deltagerne sig i sine respektive hytter.

Saa maatte vi tænke paa at faa bygget os en snehytte. Efter erfaringerne fra sidste nat vilde vi nødig til med teltet igjen. Vi utsaa os en plads litt unna de andre og begyndte. I førstningen fulgte eskimoerne os med nysgjerrige blikke. De tænkte sig vel neppe, at en «kabluna» kunde klare dette stykke arbeide, som var deres egen specialitet. Længe varte det da ikke heller, før de høilydt nok tilkjendegav denne sin opfatning. Hansen og jeg gjorde et eller andet, som de ikke var vant til, og i et nu brast hele skaren ut i brølende jubel. De lo, saa jeg trodde, de skulde bli syke; taarerne trillet dem av øinene, de vred sig av latter, hev sig og hylte. Endelig kom de sig saavidt, at de kunde tilby os sin hjælp. De overtok hele arbeidet – men maatte ret som det var stanse for at le igjen ved tanken paa vor dumhed. Inden kort tid stod imidlertid den prægtigste iglu færdig til os. Vi bragte vore saker ind og ordnet dem. Og saa gik vi rundt paa visitter.

Allerede ute paa isen havde jeg bitt merke i en mand fremfor de andre. Han var ikke som sine staldbrødre fuld av latter og fjas, snarere alvorlig. Der laa ogsaa i hans mine noget myndig, næsten bydende, uten at han kunde være nogenslags høvding, eftersom de andre behandlet ham ganske som likemand. En pen kar var han, med ravnsort haar og i motsætning til sine stamfrænder med en rikelig skjegvekst, bredskuldret og noget tykfalden. Alt, hvad han havde, klær, fangstredskaper, hunder o. s. v., var utsøkt godt og vakkert. Da jeg kom ut av min hytte, stod han litt unna de andre og betragtet mig med et blik, som syn[124] tes at melde, at han havde noget særlig at si mig. Jeg gik ogsaa straks hen til ham, og han bad mig bli med til hans hytte. Denne saa allerede utvendig sjelden ordentlig ut, og – han lot mig som høflig vert gaa foran sig ind! Dette er jeg dog nu tilbøielig til at tro var en tilfældighed, men i øieblikket øket det min sympati for manden, og det var bare godt og vel. Hans navn var Atikleura, og han var søn av angekokken (troldmanden) gamle Kagoptinner, som havde møtt os paa isen i egen ekvipage. Han viste sig i virkeligheden senere samtlige sine landsmænd høit overlegen i alle henseender. Jeg fulgte hans indbydelse og gik ind i hans iglu. En gang førte ind til den egentlige hytte; den var saa lav, at jeg maatte bøie mig sterkt; den havde to utvidelser – som ganske smaa hytter for sig – og hvad de tjente til var det ikke vanskelig at lugte sig til. Der var ingenting at se, eftersom hundene besørget renovationen. Et hul saa litet, at man næsten maatte krype gjennem det, førte ind til beboelsesrummet. Da jeg rettet mig op derinde, blev jeg staaende maalløs. Det var en ren festsal – bygget dagen iforveien og derfor endnu skinnende hvit. Fra gulv til tak maalte rummet to fulde mandshøider. Blokkene i væggen var regelmæssige og like store, og den indre diameter var ikke under femten fot. Det var klart, at Atikleura havde sans for at bo vakkert. Sovebriksen var saa høi, at man maatte svinge sig op paa den, og belagt med de aller delikateste renskind. Alt gav indtrykket av den mest gjennemførte orden.

Paa briksen foran ildstedet sat husets frue. Hun var utpræget mongolsk av type og ingenlunde vakker. Men ren og velstelt saa hun ut. Som de fleste andre eskimokvinder havde hun skinnende hvite, fine tænder og vakre øine, brune paa lyseblaa bund. Hun var tatoveret som de andre paa haken, kinderne, panden og hænderne. Vi erfarte senere, at disse kvinder ogsaa tatoverte sig paa andre [125] legemsdele. Hendes væsen var ikke saa forekommende som mandens, – tvertom noget bryskt. Hendes tre sønner havde ogsaa tydelig megen respekt for sin mor. Den ældste, Erera, var en 16– 17 aars gut av den reneste indianertype. Den absolute ulikhed mellem barn og forældre var mig dengang uforklarlig, men blev det mindre siden, da jeg lærte de egteskapelige forhold bedre at kjende. Erera var en meget sympatisk, man kunde fristes til at si likefrem dannet gut, hvis høflige og behagelige væsen gjorde ham til en ven av os alle. Den næstældste var hans komplette motsætning, en næsvis krabat, som nemlig var git i present til bedstefar Kagoptinner, der paa bedstefædres vis forkjælte ham og unddrog ham morens heldige indflydelse. Den yngste var Anni, en ganske fortryllende liten fyr paa fem aar, sine forældres kjæledægge. Hele familien var bedre klædt end de andre eskimoer. Gutterne navnlig var iført rene mønsterdragter.

Efter alle mine iagttagelser bestemte jeg mig til at komme paa en god fot med Atikleura. Han var øiensynlig en mand, man kunde ha megen nytte av.

Straks jeg var kommet ind, hentet Atikleura en skindsæk, ut av hvilken han tok frem en ualmindelig fint broderet renskinds klædning, som han forærte mig. I min begjærlighed vilde jeg smie, mens jernet var varmt, og lot ham forstaa, at jeg vilde sætte stor pris paa ogsaa at faa et sæt underklær. Øiensynlig meget lykkelig over min anmodning hentet han nu frem nogen gamle, slitte underklær, skiftet dem med dem, han havde paa sig, og gav mig disse med alle tegn til, at jeg straks maatte trække i dem! Noget forbløffet betænkte jeg mig et øieblik. Jeg kan jo ikke si, jeg var vant til at bytte undertøi med folk ... og desuten – i damens nærvær! Men da Atikleura insisterte, og hans kone – hun het Nalungia – viste den fuldstændigste likegyldighed for, hvad jeg foretok mig, tok jeg raskt min beslutning, satte mig paa briksen og tilhyllet mine yndigheder saa godt [126] jeg kunde med sengklærne – og stod om litt i Atikleuras endnu varme underklær.

Derefter blev jeg bevertet med vand, frossent, raat renkjøt og frossen raa laks, serveret med smaa terninger av sælspæk. Kjøttet smakte mig ikke. Men den frosne laks var ganske delikat. Til dessert fik jeg frossen renmarv, som ikke smakte ilde.

Atikleura sørget ogsaa for vore hunder og utdelte store masser av sælspæk til dem. Denne uvante kost forsvandt som dugg for solen.

Efter endt velkomstmaaltid trak jeg mine fine, nye ytterklær paa og gik ut. Utenfor hytten laa et usedvanlig fint isbjørnskind, tæthaaret og skinnende hvitt, et rent pragteksemplar. Jeg blev staaende for at beundre det, men gik saa skyndsomt over til vor egen hytte for at hente gjengaver til mine venner. Heldigvis havde jeg bragt med mig endel synaaler, spydspidser og andet, som eskimoerne sætter særlig pris paa, og jeg tror neppe, Atikleura og Nalungia har været saa lykkelige i sit liv, som da jeg bragte dem mine gaver – to spydspidser til ham og seks synaaler til hende! Derefter gjorde jeg en runde gjennem alle hytterne og blev overalt meget vel mottat. Navnlig var gamle Auva elskværdig. Da jeg tok avsked fra hende, forærte hun mig et litet bjørneskind samt to rentunger. Da disse sidste var dygtig skidne og navnlig oversaadd med haar, pillet hun først det groveste av og grep derefter til eskimoernes universalinstrument – tungen. Med den slikket hun mine rentunger saa blanke, at én kunde speilet sig i dem. Ved min tilbakekomst til vor egen hytte stod Atikleura der med sit bjørneskind. Han overrakte mig det straalende av glæde. Som en beskeden ung mand forestillet jeg ham, at saa megen gavmildhed kunde jeg umulig motta. Men Atikleura lot sig ikke si og bar resolut skindet ind i min hytte og la det fra sig der.

[127] Hansen vendte nu tilbake. Han havde ogsaa tilbragt tiden med at avlægge visitter og indta «five o' clock-tea» i de forskjellige hytter. Han havde som jeg nyttet leiligheden til at klæ sig op og var henrykt over alt, hvad han havde sét og hørt. I present havde han faat rentunger, som tydelig var behandlet paa samme vis som mine. Vi besluttet imidlertid yderligere at brune litt paa tungerne, før vi spiste dem. Og vort stel med primusen og anden matlagning interesserte eskimoerne i høieste grad, saa hytten snart var fuld av besøkende. Kvinderne holdt sig borte, rimeligvis efter ordre av de strenge egtemænd. Kun Auva og Anana, der begge var lykkelige enker, vovet at avlægge os visit. Vi fik saaledes et ganske høit indtryk av sedelighed og moral blandt netchjilli-eskimoerne. Mændene syntes at vaage over sine hustruer og disse at være sine mænd tro og lydige. Ret længe holdt dog dette gode indtryk sig ikke.

Vi var bestemt paa at reise videre nordover næste morgen og gjorde os derfor klar om kvelden. Da vore hunder var temmelig utmattet, henvendte jeg mig til Atikleura for om mulig at faa laant nogen hunder av eskimoerne. Paa ogluli-eskimoisk heter hund miki, men da jeg bad Atikleura om miki, begrep han mig længe ikke. Jeg forklarte omigjen og omigjen, hvad jeg mente, og endelig syntes han at forstaa. Han nikket tilfreds herover, og jeg var beroliget. En yngre bror av Atikleura, Poieta, havde lovet at følge os nordpaa for at vise os den bedste vei gjennem skruingerne. Han var en pen kar paa 25– 26 aar, ikke saa sværbygget som broren, men med et aapent, tiltalende ansigt. Flink og villig var han. Hans kone, som ogsaa bar navnet Nalungia, fik endel synaaler for mandens tjeneste.

Den første, som møtte mig, da jeg næste morgen kom ut, var Anni, Atikleuras yngste gut og øiensten. Han stod tydelig og ventet paa mig og smilte blid og fornøiet. Jeg tok gutten ved haanden og gik med ham til hans forældres [128] hytte. Her sat Atikleura allerede og arbeidet paa et benstykke, mens han nynnet og sang. Jeg hilste og bad ham være saa venlig nu at gjøre sine miki klar, eftersom vi vilde avsted. Forbauset og en smule utaalmodig pekte nu Atikleura paa den lille og sa:

– Ona mikaga! Der er jo gutten min!

Miki betyr paa netchjilli barn, ikke hund. Misforstaaelsen var snart opklaret, og vi fik laane to gode hunder, mens Atikleura og Nalungia fik beholde sin kjæledægge.

Da alt var klart og hundene forspændt, lot jeg sammen kalde alle leirens kvinder. De blev opstillet paa geled og passerte mig én for én, idet hver av dem fik fire synaaler som tak for god behandling. At den berømte kvindelist ikke er et særeie for de hvite damer, beviste gamle Todloli, som, da hun vel havde faat sine naaler, snek sig ind i køen igjen bakenfor og møtte op til ny forsyning. Da hun imidlertid avsløredes, slog hun sin mest klingende glade latter op – sammen med alle de andre. Overhovedet var dette de muntreste folk, jeg har møtt.

Med Poieta i spidsen gik det raskt avsted. Han kjendte farvandet og holdt os klar av skrugarerne. Kl. 4 om eftermiddagen kom vi ind i høi skruis, og Poieta stoppet op. I et klarglimt havde vi faat øie paa Mattyøen. Det var en ren fornøielse at bygge iglu, naar man havde eskimohjælp, og det hele var gjort paa en times tid.

Næste dag blev sur. Vinden stik imot og – efter petroleumen at dømme – ca. -50° C. Gang paa gang frøs jeg næsen min hvit, og paa haandleddene dannet der sig store frostblemmer. Hansen klarte sig bedre. Hans næse fik nok undgjælde endel, men hans votter sluttet bedre over ærmegapene i anorakken, saa han bevarte haandleddene.

Ved middagstid traf vi paa en liten eskimoleir paa 6 hytter. Og nu negtet Poieta paa det bestemteste at gaa videre, – hvad vi ikke kunde fortænke ham i, saa hunde[129] surt som veiret var. – Disse nye eskimoer var gjennemgaaende høiere i veksten end netchjillierne, maalte sine ca. 6 fot. Men de gjorde desuten et meget mindre behagelig indtryk. De havde saaledes den feil, at de tigget om alt, hvad de saa. Saa plagsomme blev de med dette utover kvelden, at vi fandt forgodt at krype ind i vor hytte og stænge os inde der. De havde forresten hjulpet os meget velvillig under opførelsen av vor iglu, men jeg havde ingen tro paa dem, og før vi gik tilkøis, surret vi derfor vore slædelæs ekstra godt til. Og ganske rigtig, den næste dag savnet vi en sag, en kniv og en øks. Efter en hel del krangel og ubehageligheder lykkedes det os endelig at faa disse ting bragt tilrette igjen. Men at efterlate noget depot i nærheden av disse folk kunde der jo ikke være tale om. Det første, de vilde gjøre, naar vi vel var væk, var selvfølgelig at plyndre hele stasen. Jeg fandt det derfor raadeligst at vende tilbake til vore venner netchjillierne og lægge depotet i deres varetægt. En dag mere eller mindre nordover spillet jo ikke nogen større rolle. Aftenen i forveien havde vi, da snedrevet endelig holdt op, sét land til begge sider. I vest laa Kap Hardy paa Matty-øen og i nordøst antagelig Kap Christian Frederik paa Boothia Felix.

Som sedvanlig gik det adskillig raskere tilbake end ut, og allerede kl. 4 stod vi blandt vore gode venner. Poieta fik en kniv for sit besvær og blev henrykt for den. Hans kone fik nogen synaaler til, og vi blev fine venner.

Den næste dag tilbragte vi i ro i leiren, da de nemlig sa mig, at de dagen derefter skulde flytte den sydover, og jeg gjerne vilde se, hvordan en slik flytning gik for sig. Jeg angret ikke herpaa, eftersom jeg ikke siden fik anledning til at overvære dette nomadetog. Desuten havde jeg jo stor interesse av i løpet av dagen at gaa rundt i hytterne og passiare med dem.

[130] Klokken halv otte om morgenen var alt klart til opbrud. I alt var der ni slæder, og for disse spændtes baade mennesker og hunder. Navnlig var kvinderne sterkt anvendt som trækdyr, og flinke var de, saa det var en lyst at se. Ikke mindst tiltalende var det gode humør, hvormed de halte i; røde og hvite blev de i ansigterne av den friske kulde og av anstrengelsen, og jeg fandt mange av dem rent vakre – efter bare fire dages forløp siden mit første møte med dem. De gik paa som karer og lignet i gangen mest unge sjøgutter med slængende armer og sigende knær. I motsætning til mændene er alle eskimokvinder hjulbente, hvad de blir av altid at sitte med benene krummet under sig. De gjorde hyppige stans for at trække pusten, og det kunde trænges, for oppakningerne var svære. Mellem deres og vore slæder var der en forskjel av tusenaars utvikling. Vore av det 20de aarhundrede var ganske forsvindende smaa mot de andres, der med eskimoerne selv og alt deres hører hjemme i stenalderen; og det endda vi førte med os hus og proviant for tre maaneder, mens eskimoerne knapt [131] nok medførte mat for dagen. Alle slæder kjørtes paa én linje, saa den ene oparbeidet vei eller løipe for den næste.

Naar der gjordes holdt, samlet de unge sig og spillet football! Det var mig ikke mulig at opdage nogen egentlige spilleregler, men forøvrig var det regulær football som hos os med en ball av sammensurret skind, der ved hjælp av armer og ben føk imellem de spillende – mænd som kvinder. Ja, kvinderne var kanske de dygtigste. Saa kommandertes der opstilling, ballen forsvandt, og alle var i sælen i et nu – og trak videre.

Allerede ved middagstid gjordes der holdt for dagen paa et punkt, hvortil de dagen i forveien havde kjørt frem to slæder med sin kjøtforsyning. Eskimoerne har sjelden hastverk; tiden spiller ingen rolle for dem – som regel da – og hvad de ikke naar idag, tar de imorgen. Saaledes bruker de ogsaa, naar de slaar leir, en mængde tid, før de er færdige. Familiefædrene stikker rundt i sneen med sine snesøkere og undersøker baade vel og længe, før de bestemmer sig for plads til sin iglu. Med god assistance kom vor hytte op samtidig med de andre.

Jeg fik eskimoerne overtalt til den følgende dag at bli med os til skibet. Men da dagen kom, vilde de vente endnu en dag og prøve sælfangsten, og jeg blev for at slaa følge med dem paa jagten.

20 mand i følge drog vi da avsted. Det var bitende koldt og en stiv kuling med snefokk av nordvest. Jeg rigget mig ut med mine nye klær og trak hætten saa tæt som mulig fremfor ansigtet. Snefokket, som stængte for synet i faa skridts avstand, generte ikke eskimoerne. De visste sin vei, og da himlen var klar, havde de retningen. Det bar mot sydøst og unna veiret. Efterhaanden spredte jagtfølget sig, og snart var jeg alene med den unge Angudju. Men mens mange av de andre allerede fandt frem sine sælhuller og begyndte arbeidet, stod Angudjus lyst tydelig [132] til alt andet end jagt i den stive kulde. Vi tok os en tur ind paa landet for at se nærmere paa det. Stort var der ikke at se i snefokket – en liten bakkekam med oprakende sten – og jeg fandt det ikke umaken værdt at gaa videre. Vi snudde om og havde en haard tørn hjemover; selv Angudju maatte stundimellem gaa baklængs mot veiret. Da min næse idelig frøs, og Angudju blev lei av alt i ett at maatte lægge sin bare næve paa den, tok han av sig sin knævarmer – et stykke renskind, som eskimoerne binder om knæet for at hindre luften fra at trække opigjennem bukserne – og bandt den over næsen min. Saaledes klarte jeg mig tilbake til leiren med bare litt frostbit i kindet. De andre kom hjem med to sæl.

Den næste dag, 25de mars, drog vi alle avsted. Inde paa land la vi ned vort depot, reiste en høi snestøtte over det og anbefalte det til eskimoernes varetægt og omsorg. Og saa sa Hansen og jeg dem farvel; vi vilde med vore lettere slæder komme til at fare adskillig fortere frem. I sneen havde jeg tegnet kyststrækningen av Kong Williams Land og paavist Gjøahavns beliggenhed. De kjendte den godt og kaldte den likesom oglulierne Ogchjoktu – et navn, som ogsaa vi regelmæssig brukte os imellem. Atikleuras yngste bror Teriganjak fulgte os og var os til god hjælp, navnlig da vi om eftermiddagen blev nødt til at bygge iglu. Den gamle kuling tok nemlig paa at blaase igjen utpaa dagen.

Om morgenen den 26de kl. 8 var vi ombord. Omstændighederne havde ogsaa dennegang hindret mig i at naa saa langt jeg ønsket, men vi maatte være tilfredse med at ha faat depotet saa vidt frem allikevel.

Dagen efter vor avreise var løitnanten og Ristvedt tat avsted for at faa fuld rede paa, hvordan det hang sammen med de to øer, vi havde foran os. At det var øer, var der ingen tvil om. Eskimoerne fanget om vaaren en stor mængde [133] sæl der og kaldte dem Achliechtu og Achlien. (De fik senere navnet Hovgaards Øer.) De var endnu ikke kommet hjem. Men ved middagstid blev der et svare leven. Da kom nemlig Ristvedt og løitnanten med samtlige vore 30 eskimovenner, som de til sin forbauselse havde møtt ute paa isen. «Manik-tu-mi» –ropene beroliget dem, og nu kom de i samlet følge – og der blev folksomt i Ogchjoktu. Eskimoerne bygget sig en række hytter i Lindstrømdalen, et av de smaa dalfører, som førte op fra havnen.

Saa megen gjestfrihed havde eskimoerne vist Hansen og mig, at vi jo maatte gjøre gjengjæld. Men med fare for at synes gjerrig og knipen tok jeg fra første færd av det forbehold, at kun de av dem, som var i fast arbeide ombord, skulde ha mat. Vi kunde jo ikke som eskimoerne fornye vore forsyninger ved en trip ut paa isen, og det gjaldt derfor i tide, ja straks, at trække vor grænse. Jeg gav ogsaa streng ordre til, at ingen av ekspeditionens eiendele maatte gives eller byttes bort. Dette skedde for at holde vore byttemidler i pris, og det lykkedes os paa denne maate den hele tid. Eskimoerne havde jo snart med sit skarpe forretningsskjøn opdaget, at de fik sine saker bedst betalt ved at bringe dem som gaver. Jeg blev derfor nødt til at avslaa enhver gave og indførte almindelig handel istedet. For dog at vise eskimoerne, at god opførsel og venlighed mot os lønnet sig, forærte jeg Atikleura en gammel remingtonrifle med endel patroner. Hans glæde og stolthed var ubeskrivelig.

Ved denne tid fik vi endel nøiere rede paa vor gode Teraiu. Hele hans historie fra i vinter var løgn fra ende til anden. Han havde selv med vilje latt de andre reise fra sig. Matløs var han heller ikke. Seks svære renskrotter havde han bl. a. havt skjult i nærheden av sin hytterakkeren! Imidlertid havde vi havt megen nytte og fornøielse av ham – og av Kajaggolo med – paa mange vis; saa vi gik ikke strengt i rette med ham.

[134] Imidlertid kom øieblikket for vor endelige start med slædeekspeditionen, som vi havde fastsat til over paaske. Min plan om at føre post til Leopoldhavn havde jeg, saa nødig jeg vilde, maattet opgi. Erfaring havde vist os, ai vore hunder var for unge til at klare de lange dagsmarscher, som her blev nødvendige. Min første bestemmelse var at ta Hansen med ogsaa dennegang. Men da Lund vilde faa for meget at gjøre ombord alene, maatte jeg gi avkald paa Hansen og ta Ristvedt istedet. Slike ombestemmelser volder let misnøie, og de er derfor kjedelige. Men her var ingen raad.

Den 6te april stod vi parate. Vi fik følge med Teraiu og Kachkochnelli, der med sine familier skulde til Abva (Mount Matheson) paa sælfangst. Dagen var smuk og med sine -30° C. dog en vaardag at kalde for. Det var første dag i aaret, at vi kjendte solen varme – en usigelig behagelig fornemmelse! Snart maatte vi lægge ytterklærne fra os paa slæden og gaa videre i bare underklær. Kajaggolo – «den gamle ørn» var gaat etpar timer i forveien for at vinde forsprang. Men stakkaren tok feil av veien – tvers ut paa isen – og maatte gjøre en svær krok for at komme ind igjen paa vor marschlinje. Imidlertid gik det traatt for os. Endel nysne var faldt og gjorde føret tungt, slæderne var sterkt lastet, og hundene uten øvelse. Kajaggolo naadde derfor landet paa den andre siden av bugten bak Neumayers Halvø samtidig med os. Men da var hun træt, gamla! Mens der steltes til lunch, stemte jeg op en av mine bedste melodier, og saa kviknet «Ørna» til og satte med al kraft i en duo, der paa andre breddegrader neppe vilde faldt i saa god jord som her. Der servertes de lækreste frosne saker, renkjøt, fisk og renmave med spækterninger til. Ristvedt er ingen kostforagter, og det ene svære stykke kjøt gaar i ham efter det andet, ledsaget av spæk. Det er en uvurderlig egenskap ved en mand paa en slik ekspedition, at han kan [135] spise alt.

Løitnant Hansen havde samme lykkelige appetit; havde det knepet, vilde han ætt sig mæt paa spiker og smaasten! Men i den forhaandenværende temperatur – om vi kalder den noksaa «vaarlig» – blir tiden til «forfriskninger» ikke lang. Snart smeldte piskene igjen, og hunder og mennesker fór avsted. Gamle «Ørna» var av den altid galante Ristvedt inviteret til sæte paa hans slæde og havde det saare godt.

Ved vort depot sa vi klokken halv syv om aftenen farvel til eskimoerne, som skulde videre til nærmeste leir, mens vi her vilde tilbringe den første nat. Adskillelsen vilde ikke bli lang; i juni vilde de vende tilbake til Ogchjoktu og drive sælfangst.

Med nogen spænding undersøkte vi depotet og fandt det helt urørt og i orden – til megen ære for vore venner netchjillierne, for hvem de her opbevarte træ– og jernmaterialer repræsenterte svære værdier. Og det havde jo ikke faldt dem vanskelig at rane det hele, gjemme det, til vi var vel væk, og saa fryde sig derover. – Teltet var nu tilstrækkelig som natteherberge, da temperaturen sjelden gik under -30° C. Saa litet det var, gjorde det udmerket tjeneste, og vi saa det med velbehag bli reist som tegn paa, at dagens strabadser var endt, og nattens hvile forestod.

Kl. 8 næste morgen drog vi videre. Vi havde lastet 250 kg. paa hver slæde, og med voksne, kraftige dyr vilde fem for hver været nok. Nu var de for tunge, og vor fremgang blev derefter. Vi savnet ogsaa eskimoerne, som dagen før havde kjørt foran og laget vei for os. Fra Abva, hvor depotet laa, satte vi kursen mot isen og saa nordover til Mattyøen, hvor jeg vilde lægge min første magnetiske station. Om kvelden, da vi skulde søke os teltplads, opdaget vi paa lang avstand til vor glæde en eskimoleir med ialfald én levende beboer, en enslig, svart prik, som bevæget sig mellem hytterne. Vi styrte løs paa igluerne, [136] men fandt desværre en forlatt leir. Beboeren, vi havde iagttat, fløi skrikende op bak en av hytterne. Det var en ravn.

Om aftenen den 9de april kom vi til Kap Hardy paa Matty-øen efter en haard kamp med skruisen, som blokerte kysten; vi maatte la den ene slæde staa igjen og spænde alle hundene for den andre. Næste morgen klokken halv syv tok vi hundene med i kobbel og drog frem den efterlatte slæde. Hele distancen var 9 kvartmil. Senere paa dagen tok jeg en stedsobservation, og da Ristvedt, som var en udmerket kok paa en slik reise, havde git middagsmat, blev observatoriet bygget. Det blev til en rund mur just saa stor, at den beskyttet mig selv og instrumentet. Fra observatoriet til teltet, som laa 180 meter unna, spændte jeg en snor, hvis anden ende var knyttet fast til Ristvedts arm. Han kunde da liggende i soveposen læse av paa uret, hvergang jeg rykket i snoren, hvilket var meget bekvemt for mig, da jeg derved slap at notere tiden. Ristvedt var svært gla, hver gang det nappet –!

Jeg observerte fra 5–6-tiden om morgenen og til aftens. Temperaturen gik stadig op; den første nats minimum var -27° C. Da jeg en eftermiddag selv skulde avlæse tiden, var jeg saa uheldig at falde og knuse urglasset. Saa tømte vi pepperbøssen og brukte den som urkasse. Forøvrig gik arbeidet godt, og den 14de april var vi færdige. Den 15de drog vi videre. Der var tæt skodde, og netop som vi stanset op, dukket der frem av taaken to eskimoer. De tilhørte den samme bande, som Hansen og jeg havde møtt i mars. Men som omstændighederne nu var, maatte vi jo holde venskap med de to herrer – Kaumallo og Kalakchjie. De fandt uten vanskelighed vei gjennem tykket, og snart var vi ved deres leir. Deres hytte var den eneste, som stod igjen, og disse to mænd med en gammel kone og to barn var de eneste gjenværende av banditterne. De [137] havde øiensynlig vond samvittighed fra sidst og var meget forekommende. Vi reiste vort telt i nærheden av hytten. En storm fra nord med tæt snefokk hindret os i at reise videre den følgende dag. Imidlertid spændte Ristvedt alle vore hunder for den ene slæde og fór med Kalakchjie sydover og hjem for at faa uret repareret eller byttet og saaledes ikke helt spilde tiden. Turen frem og tilbake var 108 kvartmil, og den 20de klokken halv otte om kvelden vendte han tilbake med vel utført arbeide. At ligge fire-fem dage i uvirksomhed sammen med en gammel eskimokone, mand og to barn var ikke morsomt, og det smakte derfor herlig at komme avsted igjen morgenen efter.

Isen utfor Matty-øen var lei, og for at komme frem maatte vi sætte igjen en av slæderne. Vi kjørte derfor ind paa Boothia Felix og nedla et depot litt nordenfor Kap Christian Frederik og efterlot den ene slæde der. Vi gik saa tilbake til den første slæde og overnattet der. Vi havde den dag tilbakelagt 24 kvartmil. Med alle ti hunder for den med 300 kg. belastede slæde gik det videre næste dag mellem skruingerne. Paa nordsiden av Matty-øen paatraf vi en eskimoleir paa tre hytter og opslog vort telt hos dem. Her benyttet vi ogsaa leiligheden til at fóre vore hunder rigtig godt. Ristvedt nød ogsaa i rikelig maal sin livret – sælkjøt stekt i tran! Jeg er ikke kræsen – men den kost lot jeg helst urørt. Blandt disse eskimoer traf vi for første gang lille Magito – senerehen Ogchjoktus skjønhed. Hun var 20 aar, gift og meget vakker – hvad jeg ikke var alene om at finde!

Farten op langs kysten av Boothia frembød ikke stort av interesse. Vi var meget nær den magnetiske pol –baade den gamle og den nye – og har sandsynligvis passeret over dem begge. Litt søndenfor Tasmania-øerne tok vi vor nordligste station og vendte saa om den 7de mai. Min hensigt var at gaa tilbake, hente vort depot og saa dermed søke ind i Victoriahavn, hvor begge Ross'er i 1830-aarene havde [138] overvintret med «Victory». En række magnetiske observationer her vilde være meget interessante, ja kanske endnu interessantere end selve polen. Imidlertid skulde det ikke lykkes mig at utføre denne plan. Da vi paa sydtur passerte den gamle overvintringsplads, blev min venstre fot, som længe havde været daarlig, formodentlig paa grund av for sterk snøring om ankelen, saa helt ubrukelig, at jeg maatte tilkøis. Jeg blev liggende fra 12te til 18de mai om kvelden, da vi endelig kunde gaa videre. Fiks og Syl – de to uadskillelige – var forsvundet under en bjørnejagt, vi havde havt litt længere nord paa kysten, og kom aldrig mere tilsyne. Ryperne viste sig fra tid til anden, og med sin hagelbøsse skaffet Ristvedt os mere end ett herlig maaltid av dem.

[139] Landet langs hele denne kyst av Boothia er flatt som en pandekake. Langt inde hæver der sig nogen topper, som kan ses et stykke utpaa isen.

Den 21de mai naadde vi frem til vort depot, men fandt det totalt plyndret av vore venner Kaumallo og Kalakchjie. 5 kg. pemmikan laa strødd omkring – det var det hele. Vi havde nu intet valg, men maatte sætte kursen tilbake til Gjøa saa fort vi bare kunde. Disse ti plater pemmikan var nemlig sammen med etpar pakker chokolade og litt brød vor hele proviant. En kuling fra nord hjalp os, og i stadige springmarscher bar det sydover. Veiret var usigtbart, og i etpar dage var vi paa vildstraa oppe i landet. Men saa klarnet det, og den 27de mai om kvelden var vi ombord.

Nogen glimrende sukces var vor tur jo ikke, men i betragtning av de mange uheldige omstændigheder, som havde ophopet sig, maatte vi dog være tilfreds med resultaterne.

[140] Ombord havde de havt en sur og kold mai. Trods adskillige vaarbud – som f. eks. en stor mængde spurv – skulde man saa sent som i slutten av maaneden av Gjøas utseende ikke ane, at nogen vaar var i anmarsch, – begravet som hun laa i sneen og med svære skavler rakende op til midt paa masten. Sundhedstilstanden ombord havde hele tiden været upaaklagelig, og eskimoer var kommet paa besøk fra alle fire verdenshjørner. Løitnant Hansen og hans assistent Helmer Hansen havde utført vardebygning i stor stil; paa alle topper og knauser saa man merkerne efter dem, og en stor del av Neumayer-halvøen med den faste station var kartlagt. Lund havde ført sin besværlige kamp med sneen for at holde skuten fri. Isen paa havnen naadde i juni en tykkelse av 380 cm., saa han ogsaa havde havt sit sure slit med at holde vandhullet aapent. Wiik havde gjort fortrinlige magnetiske observationer, og Lindstrøm var rund og tyk og fornøiet og laget bedre mat end nogensinde. Han havde ogsaa vist sig i besiddelse av gode anlæg som jæger, og mangen rype faldt for hans drabelige skud. Dette sidste likte Lund og Hansen mindre godt, eftersom de var de egentlige og professionelle jægere. [141] Og en morgen spillet de den jagende kok et puds. I al stilhed anbragte de en frossen, for etpar maaneder siden skutt rype paa toppen av en skavl ute paa isen i en avstand av 25 meter fra skibet. Lund begav sig hen til nedgangen til forkahytten, hvor Lindstrøm endnu sat ved sin frokost og ropte:

– Lindstrøm! Lindstrøm! Der sitt e rypa beint nedpaa isen! Som en vind var Lindstrøm paa dæk med sin bøsse.

– Kor ho e henne?

– Beint for baugen!

Med listende fjed og paa egte jægervis krumbøiet forsigtig gik Lindstrøm forover. Hansen laa alt derfremme og kek over rælingen, og Lund fulgte tæt bak. Rypen syntes at sove borte i skavlen. Nu vilde synet av en slumrende rype like opunder skuten maaske ha vakt nogen mistanke. Men Lindstrøm fandt det ganske naturlig, at den tok sig en morgenlur, la sig godt tilrette, sigtet og brændte løs. Rypen tumlet kast i kast bortover isen.

– Jagu jau – der fekk ho det, skrek Lindstrøm stolt og sprang over rækken for skyndsomt at hente sit bytte. Længe stod han med rypen i haanden og følte og klemte paa den.

– Hu e alt kall –! ropte han i dyp forundring. Men da brast latteren skraldende ut, og Lindstrøm skjønte, at han var skammelig narret.

Den 3dje juni begyndte eskimoerne at vende tilbake for at drive sælfangst paa isen. De slog sig ned paa Von Bezolds Pynt, hvorfra de havde den ypperligste utsigt over fangstfeltet. De bragte os en mængde spæk av den sæl, de havde fanget i vinterens løp, og vi kjøpte – for træ og jern – alt, hvad vi kunde faa. Vi kunde ikke vite, hvad vi i fremtiden kunde komme til at trænge. Istedetfor at stuve ned alle de saker, som de havde brukt om vinteren, solgte de dem til os, og vor etnografiske samling vokste betydelig.

[142] Den 5te juni drog vi ut paa en kombineret magnetisk opmaalingsekspedition. Løitnanten skulde med assistance Hansen maale fra varderne paa Achliechtu og Kaa-aak-ka, jeg skulde med Ristvedt lægge magnetiske stationer paa samme steder. Vi utrustet os for 14 dage og tok med os eskimoerne Ugpi og Talurnakto, som senerehen fik saagodtsom fast arbeide hos os. Ugpi eller «Uglen», som vi altid kaldte ham, tiltrak sig straks alles opmerksomhed ved sit utseende. Med sit lange sorte haar langt nedover skuldrene, de mørke øine med det aapne, ærlige blik vilde han været en skjønhed, hvis ikke ansigtets bredde og den store mund havde ødelagt skjønheden efter vor europæiske smag. Der var noget alvorlig, næsten drømmende ved ham, og han var ganske fri for den yderst kjedsommelige og trættende vane hos de andre eskimoer – altid at skulle gjøre sig lystig over andres svakheder. Han bar ærlighedens [143] og sanddruhedens præg saa umiskjendelig, at jeg ikke et øieblik vilde betænkt mig paa at betro ham hvadsomhelst. Han blev i løpet av samværet med os en usedvanlig dygtig jæger baade paa fugl og ren. Han var omkring 30 aar og var gift med Kabloka, en liten tingest paa 17. De havde ingen barn. Kabloka var for mongolsk til at være vakker, men indtok ved sit barnslige og uskyldige væsen. Uglens mor var den før omtalte Anana, som bodde hos ham. Men Umiktuallu, hans ældre bror, styrte over hele familien; det var en skummelt og ubehagelig utseende fyr, men en dygtig sælfanger. Hans kone Onaller var pen, men et forfærdelig skjendebæst.

Talurnakto, vor anden ledsager, var Uglens motsætning. Han gik blandt sine for enslags tulling, men var i virkeligheden [144] den klokeste av dem alle. Han lo og holdt spektakel uavladelig, havde ingen familie – undtagen en eneste bror – og vørte ingen ting. Tyk og liten gik han under navn av Tokichja, ɔ: den som gaar tungt. Vi blev fra først av opmerksom paa ham ved den seige stædighed, hvormed han uavladelig vendte tilbake til skuten, efterat vi paa en venlig maate havde betydet ham, at han gjerne kunde gaa sin vei, naar nogen dage var forløpet.

Talurnakto stod en skjøn dag atter ombord; og da vi fik erfaring for, at han var en dygtig arbeidskar, blev det til, at vi beholdt ham. Om hans ærlighed end ikke var saa patent som Uglens, var han dog upaaklagelig – nogen hver av os kunde være vel fornøiet med ikke at ha værre synder paa samvittigheden end Talurnakto! Kosten ombord vænnet han sig hurtig til, saa han blev likefrem gla i den. Men hans «manerer» var rædsomme. Han saa ganske avskrækkende ut, og maten slængte han i sig med hvad redskap han havde for haanden. Ogsaa i denne henseende var Uglen et mønster.

[145] Han vilde i evening dress ha ført sig ulastelig i det fineste selskap og brukte kniv og gaffel som en fuldendt gentleman.

Med disse to ledsagere satte vi avsted kl. 10 om aftenen. Sneen var haard som sten og bar oppe overalt, men da min venstre fot endnu smertet meget og ikke taalte ujevnheder, gik jeg dog paa ski. Det var blit altfor varmt til at kjøre om dagen. Det blændende lys var saa generende for øinene, at man selv med de dunkleste brilleglas resikerte at bli sneblind. Men det herlige veir opmuntret os alle, hundene var ved friske kræfter, og avsted gik det med sang og latter og god fart. Allerede kl. 12½ morgen havde vi tilbakelagt de 10½ kvartmil til Achliechtu.

At det var en Ø, var allerede i mars maaned konstateret av løitnanten og Ristvedt. Mc. Clintock har paa sin færd i 1859 passeret ganske nær forbi den – nogen faa mil østenfor. Men det stadige styggeveir, som fulgte ham dengang, har hindret ham i at observere den.

Straks vi satte foten paa land, styrtet vi løs paa nogen bare flekker jord og tok dem i besiddelse som teltpladser. Man maa ha levet i egne, hvor sneen i ti maaneder dækker [146] alt, for at fatte den begeistring, disse barflekker vakte hos os. Vi stampet omkring paa dem med en forunderlig fortrøstningsfuld følelse av at vite os i tryghed paa vor egen moder jord, og vore øine nød synet av muld og mose med samme glæde som ved gjensynet av en trofast, gammel ven, der længe havde været borte! Synderlig vaarlig kunde vi jo ikke si, her endnu var. Men imot den lange vinters dødspræg virket det vaagnende liv allikevel ganske betagende. De faa bare flekker blev som smaa verdener for sig med yrende, summende insekter; en liten blomst tittet frem og hilstes med jubel. Ænder, gjæs og svaner drog uavladelig i store flokker nordover høit over vore hoder. En hel del ryper skjøt vi og levet herrens glade dage paa fersk mat. Overhovedet var disse dage paa Hovgaards Øer blandt vore lykkeligste. En iglu, som vore to eskimoer havde opført for mig og mine instrumenter, overrasket mig en dag med at ramle sammen og begrave baade instrumenterne og mig selv – heldigvis uten alvorlig skade for nogen av os. Ret som det var havde vi [147] besøk av eskimoer, hvis leir vi kunde se ikke langt fra os paa isen. Opmaalerne var over paa den andre av disse to øer og fandt den meget lang og lav.

Den 10de var alt arbeide utført, Hovgaardsøerne kartlagt og de magnetiske forhold undersøkt. Vi pakket derfor vore saker sammen og begav os til næste station – Kaa-aak-ka. Dette var os jo nu et gammelt kjendt sted, og jeg mindedes altid mit første besøk der – i igluen hos eskimoerne. Nu i juni var stedet endnu helt vinterlig at se til. Kun i de skarpeste og høieste bakkekammer var sneen smeltet av, ellers laa den overalt. Kaa-aak-ka-vandet var ogsaa islagt; i de huller, vi hugget os for at fiske, naadde isen en tykkelse av 320 cm. Vi fandt saavidt bar mark til at sætte teltene paa. Men saameget kunde man dog allerede nu ane, at dette om sommeren maatte bli et rent arktisk paradis, – naar det store vand gik op og laa aapent og blinket, naar urter og blomster klædte bakkerne, og fugle livet utfoldet sin jublende mangfoldighed. En egte rentrakt maatte det være ogsaa. Dagen efter vor ankomst skjøt vore eskimoer to ren, de første vi havde sét. En mængde ryper var der ogsaa og avgav et herlig jagtutbytte. Det var eskimoerne, som drev jagten – sent og tidlig. Opmaalingsavdelingen var i stadig virksomhed, vi saa dem vandre fra den ene varde til den anden – og ret som det var smaldt det i bakkerne, og vi forstod, at de havde støtt paa vildt. Jeg selv var optat med mine observationer og trivedes saare vel derved. Men den arme Ristvedt led tantaluskvaler. Den passionerede jæger maatte holde sig ved mit telt den hele tid; jeg trængte hans assistance ved observationerne, og desuten var han kok. Det holdt haardt for ham at høre bøssesmeldene i det fjerne – og kanske endnu mere, naar de andre vendte hjem med rikt bytte, at lytte til deres begeistrede jagthistorier! Opmaalingsavdelingen arbeidet helst om nætterne, og vi kaldte dem for natteranglerne. Til gjengjæld kaldte de os [148] for syvsoverne. Vi førte hver vor menage, og der var stadig strid mellem Ristvedt og natteranglernes kok. Ristvedt var en ren mester i kokekunsten og var selv en stor matmons. Nu samlet jo opmaalerne paa sine utflugter en mængde store, fete ryper, mens vi maatte nøie os med nogen smaa magre stakkarer, som eskimoerne bragte os. Og alt i ett havde Ristvedt været henne i matboden til de andre og byttet ryper – til dyp forargelse for den anden kok.

Eskimoerne var os til stor nytte, idet de daglig bragte os ren. Da vi den 14de juni vendte hjemover, havde vi saaledes med os et helt stort forraad av renkjøt – til stor glæde for de ombordværende, som var raket op for ferskmat. Kl. 3½ om morgenen var vi fremme. Ogchjoktu laa i den dypeste søvn. En stor forandring fra vi reiste faldt os straks i øinene: Gjøa havde kastet sin vinterham. Taket over skuten var borte. Ogsaa indvendig var skibet befriet for vinterens aag; Lindstrøm havde gjort et udmerket arbeide. De store masser av is, der laa som hele bræer i alle kroker og hjørner indenbords, havde han skaffet væk. Alle vægger lyste os imøte renvasket og pudset efter vinterens sot og smuds; de mangedobbelte skylighter med foringer av renskind var borte, og lys og luft trængte frit ind. Vi drog som et dypt befrielsens pust, da vi kom ombord: Vaaren havde holdt sit indtog i skuten!

Eskimoerne var kommet tilstede i stort antal og havde slaat sig ned rundt om os. De dygtigste og ordentligste av dem havde reist sine telter og havde det rigtig bra i dem. De dovneste derimot benyttet de gamle igluer – som forresten ikke var igluer i egentlig forstand, men huler nede under sneen, som de krøp ind i gjennem en aapning oventil. Andre havde bygget sig en rund mur av sne og strukket et tak av skind over den. Herved resikerte de ikke den ubehagelige overraskelse, som jeg etpar gange erfarte – pludselig at faa taket til sengedyne!

[149] Jeg har tidligere omtalt, at vi havde fundet eskimoernes sedelige begreper ganske høitliggende; selv for en streng bedømmelse havde der intet været at si paa deres egteskaps- og kjønsmoral. Ved min hjemkomst nu efter ti dages fravær fandt jeg den mest forbausende forandring i saa henseende. Enhver blu var som blaast bort, og mænd falbød sine koner, gamle kjærringer sine døtre og svigerdøtre som andre salgsvarer. Hvorledes dette omslag var kommet, fik jeg aldrig rede paa. Men om nogen «moral» blandt eskimoerne fik vi fra nu av ingen anledning til at tale!

Vi feiret aarsdagen for vor avreise fra hjemmet med en liten fest. Og allerede dagen efter drog Ristvedt og jeg avsted igjen for at lægge en cirkel av magnetiske stationer rundt hovedstationen – til undersøkelse av de magnetiske forhold i basisstationens nærhed. Vi begyndte vor marsch kl. 10 om aftenen sammen med vore to eskimoer og med kurs for Tjataa-arlu (Pynt Luigi d'Abruzzi). Da sneen var ubrukelig som byggemateriale, medførte jeg mit observations telt. Hertugen av Abruzzernes Pynt er en ganske lav, flat sandodde, som stikker i sydlig retning ut fra Abva (Mt. Matheson). Den var overgrodd med mose og fuld av smaa sjøer, – et sandt eden for fugl. Da vi i den aarle morgenstund satte op vore telter, kom to rypestegger sættende ret ind paa os og gav sig til at slaas, saa busten føk uten at ænse ekspeditionens vældige Nimrod. De blev snart nødsaget til at forlægge sin kampplads til vor suppegryte.

Eftersom jeg blev vant til disse feltobservationer, lærte jeg at greie mig uten assistance. Ristvedt kunde saaledes til sin fryd saagodtsom helt hengi sig til jagten, sammen med eskimoerne. Disse tre jægersmænd førte da store masser av vildt sammen, og vi tæret kun meget litet paa vor egen kost. Den fineste ret var rentunger. De likefrem «smelter i munden». Ærfuglen er paa denne tid, naar den kommer trækkende, meget fet og smaker udmerket. Ogsaa det fete [150] kjøt omkring sælsveivene var fortrinlig, navnlig til buljon. Naar spækket kokes paa denne maate, smaker det ikke av tran; det minder mest om faarefett.

Efter avsluttede observationer forlot vi Tjataa-arlu og satte kurs ind i bunden av Schwatkabugten. Denne bugt er ti kvaftmil dyp. Den gjør indtrykket av at være meget uren; vi passerte stadig over holmer og skjær, hvorav bunden var ganske opfyldt. Men hvis der findes en seilbar rende i bugten, vil bunden avgi et ypperlig overvintringssted, da landet omkring var meget rikt paa vildt.

[151] Fra Schwatkabugten fortsatte vi i nordnordvestlig retning mot en høi og let kjendelig top, som vi benævnte «Den nordligste Nordhøi», og som vi havde sat os som maal. Sneen var nu løs, og eskimoerne traadte igjennem, saa de sank nedi tilknæs; navnlig slet den lille tyksak Talurnakto haardt. Ristvedt og jeg klarte os fint over paa vore ski. Hele veien opover vrimlet der av ren– og rævespor. Og aasryggen havde begyndt at iføre sig sin sommerdragt. Store strækninger var snebare, og mange smaavand aapne. I det straalende, stille solskin dag og nat yret der et fugleliv med ærfugl, ænder, svaner og lom, og smaafuglen kvidret, saa det formelig var generende, og én undret sig bare over, naar paa døgnet disse væsener sov! Av gjæs var der ogsaa en mængde. Men fuglen var meget vâr og sky, saa jagtutbyttet ikke blev større end til daglig fortæring. Uglen bragte en dag hjem fire lemæn, som vi imidlertid renoncerte paa til fordel for eskimoerne. De aat dem med velbehag som de lækreste posteier, men forklarte os, at de ikke likte lemæn senere paa aaret, naar de blev for fete. Der var i det hele en umaadelig mængde lemæn, som krydde omkring os i terrænet. Naar vi om kveldene sat utenfor teltet, havde vi vor største moro av at betragte de pudsige smaadyr, som havde sine huller overalt omkring os. Snart kom de tittende frem for at kose sig i solen og varmen. Saa forsvandt de, og vi hørte pip og skrik av huslige scener under jorden. Saa dukket de atter frem og bestemte sig for en liten promenade. De trillet avsted som smaa kugler – de er jo like brede og tykke som de er lange og høie – og deres bevægelser og hele adfærd havde noget usigelig komisk-god lidelig ved sig. Men møtte de nogen paa sin vei, en hund eller et menneske, satte de sig resolut paa bakbenene og snerret og hvæste av kampmot og sinne. Stakkars smaa fyrer! De havde mange fiender og navnlig var uglerne slemme. I et uglerede fandt vi saaledes engang 6 døde [152] lemæn, –en til hver av vore hunder. Der var en masse av disse motbydelige rovfugle. En dag havde Ristvedt skadeskutt en av dem, saa den ikke kunde flyve. Den satte sig da ned og ventet paa os. Men dens kuglerunde, onde blik og hele hæslige utseende likefrem skræmte baade os og eskimoerne, saa vi gav den en ladning til i livet.

Ellers spiret og spratt det i jorden med blomster og urter, og insekter i millioner summet og brummet omkring og havde det rent fortumlende travlt efter sin lange dvale. Alt. dette naturliv gjorde disse solskinsdage dobbelt tiltalende for os, og vi blev saa gla i vore teltpladser, at det rent var vondt hver gang at bryte op. Vor næste station var «Nordhøgda». Den tok sig vakkert ut med bratte sider mot syd, vest og nord; vestover fortsatte den i en smal aasryg med løs smaasten, til alle kanter omgit av indsjøer. Men vor vakreste teltplads havde vi paa Wiiktoppen med den fineste, videste utsigt. Ved toppens fot laa det store og fiskerike Ristvedtvand, som med et andet litet Ristvedtvand stod i forbindelse med Ristvedtelven. Opholdet paa Wiiktoppen var glanspunktet i denne vor utflugt. Straalende solveir hver [153] eneste dag bragte temperaturen i observationsteltet op til +25° C., saa jeg maatte kaste alle ytterklær og kun beholde mine intimeste plagg. Eskimoerne var stadig paafærde og bragte rikelig forsyning hjem til kjøkkenet. Her paa Wiiktoppen fandt de ogsaa endel egg av ær, lom og gjæs. Alle disse egg blev sendt ombord til Lindstrøms samlinger. Det var noksaa haardt at maatte la dem gaa fra sig paa dette vis, men der var forholdsvis faa egg at finde, og samlingerne fik gaa foran for vore lækkersultne maver. I den sterke varme smakte det efter endt arbeide at ta sig et bad i indsjøen eller elven. Og saa laget Ristvedt til kveldsmaten, og vi nød vor vel fortjente hvile. En kveld kom Ristvedt over fra eskimoteltet og fortalte, at han havde avslaat en indbydelse til souper derover. Da han som grund angav, at den mat, de havde budt ham, havde oversteget selv hans grænse for det spiselige, var jeg meget spændt paa opskriften. Jo, det var en ny sort blodpudding. Ristvedt elsket blodpudding, og en av hans specialiteter som kok var noget, han kaldte for bloddumpling, der virkelig smakte fortræffelig. Men denne eskimo-blodpudding altsaa . . . . . Aanei. Den havde han ikke klaret. Han havde fulgt tilberedelsen, fra det øieblik renen blev skutt. Den var straks blit flaadd, og blodet samledes omhyggelig op. Endel av det lunkne blod blev først drukket op for sig. Saa toges mavesækken ut av dyret. Av dens indhold forsynte eskimoerne sig med endel, idet de øste i sig med næverne. Da maven var halvtømt, slog de blodet i den og rørte rundt med et laarben. Den saaledes fremkomne velling var da blodpudding á la eskimo, – som selv Ristvedt havde sagt nei til. Naar de havde fortæret endel av den ferske «pudding», bandt de til for mavesækken og henla den paa et sted, hvor solen stekte eftertrykkelig, og dækket den med en stenhelle. Her laa den og «godgjorde» sig til langt utpaa vinteren, da den var færdig – eller «moden» og blev anvendt som gjestebudskost.

[154] Opunder Wiiktoppen gjorde vi et interessant fund av et hvalskelet, hvis ryghvirvler stak op av bakken.

Samme dag vi brøt op herfra, tok det paa at regne, og i virkeligheden var det hermed forbi med sommeren. Surt og blaasende holdt det sig i veiret det meste av den følgende tid. Ved den næste station – Adolf Schmidts Haug eller, som den til daglig kaldtes, Sankt Hans-haugen – maatte min gode assistent forlate mig for at gaa ombord og sætte motoren istand. Man kunde jo aldrig vite, hvad der kunde hænde, og vi maatte holde os klar for alle eventualiteter. Vi havde den hele tid, vi laa i isen, seilene underslaat, hvilket viste sig at være den bedste maate at bevare dem paa.

Jeg befandt mig nu bare en kvartmil fra havnen og gjorde i ledige timer jevnlig turer ombord. Her var alt i orden. Løitnanten var færdig med sin triangulering av basisstationen. Lund og Hansen havde tilsyn med og vedlikeholdet av skuten og holdt den fin og pudset som en brud! Wiik skjøttet samvittighedsfuldt de magnetiske observationer. Efter endt kartarbeide ofret nu løitnanten sig for forøkelsen av vore zoologiske samlinger. For disse var vi alle interesseret, og vi bragte sammen en hel masse, likesom ogsaa eskimoerne var os behjælpelige med at komplettere. Lindstrøm utsatte præmier, væsentlig bestaaende av gammelt undertøi, og eskimoernes samleriver hidsedes sterkt. Vi møtte senere rundt paa Kong Williams Land eskimoer, som spradet om i Lindstrøms utslitte underbukser o. lign. Han var i det hele utrættelig i arbeidet for sine samlinger, og alt, hvad der levet paa egnen, skulde repræsenteres. Ogsaa den specielle art av hodelus, som eskimoerne kunde glæde sig ved, maatte skaffes tilveie, og Lindstrøm satte da ogsaa en pris paa disse dyr. I begyndelsen var tilførselen ganske sparsom; men da eskimoerne kom paa det rene med, at det her gjaldt en alvorlig og reel handel, kom de daglig og skarevis med lus til Lindstrøm. Hans første fryd vendte [155] sig nu til fortvilelse, og han havde sin fulde hyre med at faa sat en stopper for denne handel og holde sig lusene fra livet. Men da havde han ogsaa nok av alle varieteter til at forsyne samtlige Europas zoologiske samlinger i rikelig monn.

Isen paa de større vand var nu begyndt at gaa op, og eskimoerne fisket adskillig ørret, som de bragte os. Ogsaa paa havneisen var der folksomt med fiskere. Vi engagerte en bestemt, fast leverandør, som skaffet os fersk smaatorsk, naar vi ønsket. Vi nød den som regel stekt til kvelds. Til frokost var renbif fast ret. Det var i det hele et fornøieligt liv at se omkring os. Smaapjokker paa fem-seks aar sat over sine fiskesnører ofte hele natten igjennem og bragte pen fangst hjem – ofte mere end sin egen vegt. Paa indvandene var det de større gutter og voksne mænd, som drev fisket. De fisket i den smale raak under land, hvor vandet var saa klart, at man kunde følge alle fiskens bevægelser.

Under disse forhold levet vi i herlighed og glæde med hensyn til mat baade mennesker og dyr og eskimoer. Men det forekom os klart, at disse sidste fører et liv, der opdrager dem til ikke at la nogetsomhelst spiselig gaa tilspilde – likesom deres begrep om spiselighed er utvidet langt utover vort. Da vi havde station paa Adolf Schmidts Haug, sat en morgen gamle Eldro eller Præderik, som han yndet at kalde sig – det skulde bety Fredrik – utenfor mit telt, da jeg kom ut, og havde noget paa hjerte. Han snakket en mængde, som jeg ikke skjønte et ord av. Mens vi nemlig i tidens og samkvemmets løp havde utviklet etslags vort eget idiom, norsk-eskimoisk, og herved lettelig forstod og forstodes av de yngre og mere lærenemme eskimoer, pratet Eldro som endel andre gamlinger bare det rene eskimoisk. Men saa længe holdt han paa, til jeg skjønte, at han bad om at faa ta til sig noget, der laa nede i bakken, [156] og som hørte mig til. Jeg tænkte mig, at det kunde være en stump træ eller blik, som var slængt bort, og indvilget hans andragende, hvorpaa han glædestraalende og under taksigelser trak sig tilbake. Litt efter kom jeg nedover og saa da gamle Eldro sitte nede i skraaningen ivrig optat med noget. Jeg nærmet mig nysgjerrig – og fandt ham ifærd med omhyggelig at samle op indholdet av en gammel renmave, som havde ligget der siden forrige høst. Hundene mine havde været nede og snust paa griseriet, men havde rynket paa næsen, lettet paa bakbenet og latt det ligge. Men Eldro smilte huldsalig over sin uventede morgenfangst og fortalte mig, at hans kone vilde bli henrykt over denne tilførsel til spiskammeret. Jeg ymtet noget om, at han ikke skulde være saa viss – det var saa rart med damerne. Men dagen efter kom den gamle gentleman og forærte mig etpar dusin fine ørretter med hilsen fra fruen og tak for mat.

Efter endnu at ha tat to stationer, en paa Søndagshaugen, en anden paa Svanehaugen, avsluttet jeg foreløbig min ekspedition for sommeren, da landet nu var meget snebart og fremkomsten med slæde derfor yderst besværlig. Den 18de juli om kvelden var jeg atter ombord.

Kvelden i forveien var en meget uhyggelig begivenhed forefaldt paa stationen. Umiktuallu, Uglens ældre, tidligere omtalte bror, bodde med kone, tre barn og en pleiesøn i et telt faa skridt nedenfor «Magneten». Han havde i sit eie en gammel mundladningsrifle, som han havde tiltusket sig hos en anden eskimo. Kugler, krudt og fænghætter havde han skaffet sig hos os. Han pleiet at ha geværet hængende ladd, og det var jo ikke saa farlig. Men trods vore stadige advarsler lot han ogsaa fænghætten sitte paa. Denne aften var han med sin kone paa besøk hos en anden familie, og pleiesønnen og den ældste rigtige søn fik fat i riflen. Saa hændte der her, hvad der hænder saa tit, hvor gutter stjæler sig til at leke med skytevaaben uten at være kyndig undervist [158] om deres farlighed og rette bruk – skuddet gik av, og Umiktuallus søn – han var syv aar gammel – faldt død om. Faren hørte skuddet og ilte til. Ved synet av sin døde søn – og den anden, pleiesønnen, sittende med det rykende vaaben, anfaldtes han av et fortvilelsens vanvid. Han grep den rædselslagne gut, bar ham ut av teltet og stak ham tre gange gjennem hjertet med sin kniv. Saa slængte han liket fra sig med et spark. Wiik var fra «Magneten» vidne til den gruopvækkende scene. Den syvaarige gut var en usedvanlig opvakt og dygtig liten fyr; han var allerede en hel jæger, som med sin bue og sine piler skaffet vildt tilhuse. Umiktuallu elsket ham lidenskabelig og var stolt av ham ...... Om natten blev de to gutter begravet, uten at vi fik vite hvor. Og da tiden og eftertanken bragte Umiktuallu til ro, grepes han av samvittighedsnag og anger. Da jeg indtraf i leiren aftenen efter, var han og hans familie reist over til fastlandet.

– –Jeg fandt som vanlig alt i den skjønneste orden ombord, og jeg opslog mit observationstelt i Ogchjoktu for at gjennemgaa mine magneter ved stationen.

Isen ute i Simpson-strædet antok nu efterhaanden den blaagrønne, lyse farve, som kommer, naar sneen smelter av dens overflate. Det vilde nu rimeligvis ikke vare længe, før den gik op. Eskimoerne sa mig, at den løsnet op hvert aar; men de lot mig tillike forstaa, at sommeren 1903, da vi kom, havde været en ganske usedvanlig issommer, og at jeg ikke maatte haape paa en gjentagelse av den.

Vi havde imidlertid de bedste utsigter. Vaar og forsommer var vidunderlig med de lange, lune kvelder, hvori vi nød naturens vaagnende liv. En plage var der, og den var slem nok: myggen. Den gjorde os opholdet i fri luft næsten uutholdelig, og vi fegtet og slos med myggesvermene som med flokker av rasende banditter. Ogsaa ombord fulgte de os, og vi maatte for at faa nattero trække [159] alle skylighter over med myggeslør. Mig gjorde myggestikkene ikke noget større. Andre var mere mottagelige for giften – saaledes især Lund, som svulmet og hovnet noget ganske forfærdelig og for hver morgen beredte os nye overraskelser med sit forandrede og mishandlede fjæs.

Vi havde sat vore fiskegarn ut i et av de mangfoldige vand og holdt os jevnt forsynet med ørret. Vi skiftedes om at tilse og trække garnene, og der var en stadig kappestrid om, hvem der bragte mest ombord. Lund og Ristvedt var en dag oppe i vandet og drog op to liv – en stor og en ganske liten ørret. De lunket hjemover med denne gjilde fangst, vel vitende, at de nu var prisgit al den haan og spot, som Gjøa raadet over. Men pludselig avbryter Lund den fortænkte taushed og sier: – Lindstrøm! –Ja-ha! sier Ristvedt, – det skulde være ham ja!

Mere blev ikke ytret mellem de to. Men det var ogsaa nok, og en stund gik de saa videre i taushed, begge grundende over den med ovenciterede replikveksel av Lund fremsatte ide: At søke spotten og forhaanelsen ledet paa noget vis over paa vor trivelige kok. Og da de var fremme ved skuten, var planen lagt. Klokken var 3 om eftermiddagen, og kokken laa i sin saligste middagslur, da de to fiskere styrtet ind til ham.

– Lindstrøm! Lindstrøm – hei – Lindstrøm!

Lindstrøm fór op i køien og stak hodet ut gjennem gardinet.

– Ka d' e'?

– Vi kommer fra garna, sa Lund . . . . . da Lindstrøm aldrig følte sig tryg for Ristvedt, var Lund utset til at føre ordet for at avlede enhver mistanke. – Og saa har vi gjort en fangst, ser du, blandt alt det andet, som du vil like at faa i samlingen din!

Lund og Ristvedt stod med hver sin fisk i papir, varsomt, som var det levende menneskebarn, de holdt i [160] armen. Forsigtig pakket de dem ut og fremviste dem med stolthed for Lindstrøm.

– Se her, fortsatte Lund, – her har du moren, og her er ungen hendes.

Skurkene kjendte Lindstrøm, og dette med mor og unge var av de ting, han som zoolog satte en ganske særlig pris paa.

[161] – Næ –! sa han begjærlig, og hans runde fjæs lyste ved tanken paa, hvad vel professor Collett vilde si, naar han kom med mor og unge av en fiskefamilie! Han satte sig helt op i køien og grep den lille fisk. Et lynsnart mistankens prøvende blik paa de to venlige fiskere beroliget ham helt og med den mine av sagkyndighed, hvormed han altid optraadte, naar det gjaldt samlingerne, hengav han sig til beskuelsen av eksemplaret. Endel zoologiske visdomsord faldt mere til ham selv end til de andre, og da hans foreløbige undersøkelse var endt, uttalte han sin erkjendtlighed for deres gave.

– Ja, ser dokker, dette er jagu morsomt. For denne her – det maa være en fjorunge, – de følger altsaa moren disse her i det første leveaaret deres . . . . .

Han syntes i tankerne allerede at se denne sin teori fremsat og belagt med det bevis, han holdt i næven – men det brøl av skadefryd, som nu brast ut av de to, overbeviste ham sørgeligen om, at Lund og Ristvedt ialfald ikke delte hans hypotese. De havde med glans opnaadd sin hensigt, og Lindstrøm var og blev dagens syndebuk.

De fleste eskimoer havde nu forlatt os for at begi sig til sine sommerpladser og jage ren og fiske. Kun tre familier, som agtet sig nordover paa Kong Williams Land, var blit tilbake. Desuten beholdt vi Uglen med mor og kone samt Talurnakto, da disse skulde følge med mig, naar jeg, saasnart landraaken blev fremkommelig med baat, gjenoptok min avbrutte opservationsreise. Vi søkte i flere dage efter likene av de to døde eskimogutter, da det i høi grad interesserte os at se den maate, hvorpaa de var blit begravet. Tilslut var vi saa heldige at finde dem. De laa i hver sit gravkammer, omkranset av smaa Stener, i bakkeheldet ikke langt fra «Magneten». Sønnen var omhyggelig indsydd i renskind og havde faat med sig bue, piler, drikke kop, votter o.s.v., mens pleiesønnen var mere likegyldig [162] behandlet. Hans hode var næsten utildækket, og av gjenstande fandtes der hos ham bare etpar gamle utslitte votter. Insekterne havde alt begyndt sit arbeide med ham; i vinterens løp vilde ræven fuldende det. Da jeg et aar efter besøkte stedet, vrimlet begge gravkamre af smaaorm.

Løitnant Hansen benyttet ved denne tid den gunstige aarstid og drev paa med fremkaldelse av sine fotografiplater.

Nu havde han nok av det før saa kostbare vand, og han drev et helt reguleringsarbeide oppe i et av vasdragene vore med opdæmning og avledning og indredet sig kunstfærdige utskylningsanstalter, hvor han plasket og vasket av hjertens lyst.

Den 1ste august tok jeg avsted paa min fortsatte observationsreise rundt stationen. Den foregik nu til vands, og med en hel liten flotille. En av vore smaa ekeprammer var chefsfartøi med mig selv ved aarerne. Anana og Kabloka sat paa agtertoften. Al vor proviant var ogsaa her ombord. [163] Talurnakto rodde en av vore seilduksbaater, og Uglen var i sin egen kajak. Netchjillieskimoernes kajakker er plumpe og stygge imot dem, vi saa blandt Grønlands-eskimoerne. Men disse er ogsaa i en ganske anden utstrækning henvist til sine kajakker som fremkomstmidler. Vor bestemmelse var Helmer Hansens Haug, som bare laa ca. 5 kvartmil borte, saa vi havde ikke lang veien. Myggen plaget os slemt, indtil vi kom et stykke utpaa raaken; der slap de taket i os. Men da det utover dagen klarnet av efter morgenens regn, og solen brøt stikkende sterk igjennem, fik vi m. a. 0., da vi landet, det aller mest utsøkte myggeveir. Den halve times gang fra stranden og op til varden blev et helvede. Vi gik gjennem myg, vore hænder var optat av byrder, saa vi var prisgit; aapnet vi munden for at si et ord, fik vi den straks [164] fuld av myg. Vi holdt næsten paa at fortvile og vende om. Men vi kjæmpet os dog frem, fik vore telter op og ly for plageaandernes millioner.

Mit ophold paa Hansens Haug blev meget behagelig. Landskapet var vakkert og utsigten vid. Landraaken strakte sig akkurat hit, vestover laa isen endnu kloss i land. Mot øst saa .man over en stor bugt ret ind paa Ogchjoktu. Sørover aapen utsigt over Simpson-strædet, og i vest og nord laa de uendelige mosevidder paa Kong Williams Land med sjø i sjø glimtende indover. Fugl fløi der i tusental – hist og her gik en enslig ren og græsset. Paa grund av myggen kunde jeg bare arbeide om kvelden og morgenen, og fritiden tilbragte jeg i hyggelig omgang med mine eskimoer, som jeg jo nu kjendte saa godt. Uglen og Talurnakto var for det meste ute paa renjagt. Kabloka var som oftest med for at hjælpe med at bære kjøttet hjem. Gamle Anana holdt sig derimot ved teltene – med smaa utflugter efter lyng til brændsel. Jeg fik ogsaa hjælp av hende til husholdningen. Hendes væsentlige arbeide her var at rense kjøttet, som [165] eskimoerne behandlet meget skjødesløst. De slængte det, hvor det faldt sig, og følgen var, at det blev tilsvinet med renhaar, muld og smaasten. Ananas renselse bestod hovedsagelig i at slikke kjøttet. Hun trodde tydelig, at det var den pure beskedenhed av mig, naar jeg bestræbte mig for at faa hende til at la være med dette. Naar vi engang imellem var samlet allesammen i en ledig stund, inviterte jeg mine venner ind i teltet og trakterte dem med haardt brød og chokolade. Av alt drikkelig var chokoladen det bedste, de visste. De smilte over hele fjæset, bare jeg nævnte ordet. Under disse smaa slabberaser frittet og spurte jeg dem ut om alle mulige ting angaaende deres liv og tænkesæt. Ogsaa sproget prøvet jeg at faa litt mere rede paa. Uglen kunde optræde som alvorlig pædagog; det interesserte ham levende, naar jeg vilde vite, hvad dit og dat het. Men Talurnakto var umulig. Han bare lo og opfattet det hele som de rene løier. Mit eget feltspisetøi var ikke meget rikt, og jeg sa dem, at de fik klare sig som de kunde. Det gjorde de da ogsaa og viste sig meget praktiske og snarraadige. En kveld, mens vi sat og spiste sammen, overfaldtes Talurnakto av en heftig kløe i ryggen. Med sine korte armer kunde han ikke naa til, og resolut grep han min ske, som jeg for et øieblik havde lagt fra mig, kjørte den ned i nakken og klødde løs .....

Da jeg var omtrent færdig med mine observationer, kom løitnanten og Helmer Hansen med dorryen, som de havde utrustet for at gaa paa langtur til Kap Crozier, den sydvestlige spids av Kong Williams Land. De vilde her nedlægge et depot for den kommende slædetur vaaren 1905 – til Victoria Lands østkyst. Samtidig skulde de lodde op det trangeste av Simpson-strædet mellem øen Eta og land. De var utrustet for en maaned og var saaledes med depotet godt lastet. Distancen mellem Kap Crozier og Ogchjoktu var 100 kvartmil. Isen, som hittil havde holdt sig fast iland, [166] var nu av sterk nordenvind sat ut, saa en fremkommelig landraak var aapen. De slog sig ned hos mig for natten for at slaa følge dagen efter, da jeg skulde til Kaa-aak-ka, min næste station.

Samme eftermiddag skulde jeg foreta min første tur i kajak. Jeg havde utset mig en passende liten dam i nærheden som øvelsesplads. I begyndelsen gik det glimrende. Men mine kamerater, som bygget en varde like ved, tilropte mig alt andet end beundring. I min resignation vendte jeg mig for at meddele dem, at jeg tydelig havde geniale anlæg for kajakroing – og dermed gik baade kajakken og jeg rundt. Der var saa grundt, at jeg naadde bunden med armen, – men kajakken rendte fuld, og jeg selv blev vaat til skindet. De andre maatte hale mig iland, og det var just ikke i noget triumftog, jeg gik til teltet for at skifte klær!

[167] Næste morgen bar det vestover med dorryen. Vinden var god, saa vi slap at ro. Anana, som ikke var nogen helt paa sjøen, foretrak at gaa landeveien; Uglen var i sin kajak.

Kaa-aak-ka laa nu i fuld sommerdragt; et broget teppe av mangefarvede blomster dækket alle bakker. Imidlertid gik isen paany tillands og stoppet dorryens videre fremkomst. Følgelig beholdt jeg løitnantens og Hansens selskap under hele mit ophold her. Eskimoerne drev sin jagt med godt utbytte; bl. a. kom de en dag hjem med ikke mindre end 13 gjæs, som de havde stenet ihjel.

Den 11te august var jeg færdig med alle mine stationer. Jeg tok farvel med kameraterne, som fremdeles laa fast for isen, og satte kursen for Ogchjoktu. De 10 kvartmil blev rodd paa vel 3 timer, hvilket var pent leveret, da vi var sterkt lastet og ret som det var hindredes av is.

Ombord fik vi en særdeles god mottagelse, ikke mindst fordi vi bragte god forsyning med av renkjøt og gjæs.

Der var nu stilt i Gjøahavn. Alle eskimoer havde forlatt os, og det var første gang paa lang tid, at vi var alene. Sommeren er jo ikke saa særlig paalidelig paa disse høider. Den 16de august satte det ind med regn og slud med bare 3° C. i kahytten, saa vi maatte fyre i ovnene.

Av vore tomme petroleumsfat havde Lund og Hansen opført et første klasses hotel for hundene. De vilde her faa det betydelig bedre end i det gamle snehus. De laa nu allesammen lænket i sandet og kjedet sig ynkelig. Leddiggangen smakte efter etpar dages forløp heller ikke mig, og jeg besluttet at utføre en længe paatænkt plan. Da jeg trodde at ha bemerket nogen uoverensstemmelser i mine observationer langs kysten af Boothia Felix samme vaar, besluttet jeg at lægge en station saa langt nord som jeg kunde komme paa østkysten av Kong Williams Land. Jeg vilde da nu lægge et depot for en slædetur til høsten – nu, mens der endnu var aapent vand. De farkoster, der stod til min raadighed, [168] var jo ikke synderlig skikket for en længere sjøreise, men naar man holdt sig opunder land, maatte de jo klare sig. Jeg valgte en av vore to prammer, som Lund tidligere paa sommeren havde lagt kjøl under.

Isforholdene var imidlertid vrange. Isen laa tæt optil Von Betzolds Pynt, og før den drog sig derfra, var der ikke tale om at sætte ut. Den 20de august blev jeg allikevel lei av at vente og satte ut med Talurnakto som eneste ledsager for at prøve, om man kanske dog kunde tvinge sig rundt pynten og komme videre. Vi maatte ro i vindstillen. Men det gik ikke rart. Talurnakto var ganske uvant med at ro med to aarer og kunde umulig ro i takt, – stadig laa han borti mine aarer og gjorde ugagn. Den flate pram gik i ett væk rundt om sig selv og pekte næsen hjem. Ombord fulgte de vore forunderlige manøvrer og forberedte sig paa snart at se os tilbake igjen. Men med ett syntes taktens hemmelighed at gaa op for Talurnakto, og han rodde paa som en kar. Han sat paa fortoften, jeg hamlet paa agtertoften. Nu gik det i susende fart, og snart var vi ved Betzolds Pynt. Her laa imidlertid isen ganske ugjennemtrængelig og likesaa videre langs kysten mod øst. Vi losset derfor vor ladning paa land, trak prammen op og hvælvet den over. Saa begav vi os tilbake tilfots.

Nu fulgte der en lang og kjedsommelig tid. Hver dag var jeg paa vandring ut til pynten for at se paa isforholdene. Men først den 29de august slap isen taket i land for en fralandskuling, og vi kunde ta paa igjen. Vi fik prammen paa raaken og lasten ombord. Der blaaste frisk bris fra nord med adskillig sjø utefter Schwatkabugten. Vi maatte for at faa høide nok, før vi kunde sætte kurs over for Hertugen av Abruzzernes Pynt, ro op mot vinden langs stranden. Det var en strid tørn paa to timer, og vi rodde, saa sveden silte. Endelig satte vi seil og stod tversover mot pynten. Sjøen slog uavladelig ind over baatripen, men [169] Talurnakto øste som en helt. Dette var Talurnaktos første seiltur, og han likte sig saa maatelig. Men vi kom da over bugten før solnedgang og uten anden skade, end at vi blev gjennemvaate. Vi seilte rundt pynten og et stykke vei langs landet paa den andre siden mot Abva (Mount Matheson). Det første vi maatte gjøre, var at faa vore klær ut til tørk. Behandlingen av skindklær kræver den største forsigtighed, forat de ikke skal sprække, og her er eskimoen en mester efter sin livslange erfaring. Teltet reistes paa en liten moseflek i stranden.

Talurnakto behandlet primusen med sagkyndighed. Men hans deltagelse i husholdningsarbeidet maatte indskrænkes til, hvad han kunde foreta under min skarpeste opsigt; thi man visste aldrig, hvad han kunde finde paa av griseri. Hans toilette var straalende. Inderst bar han en blaa trikotskjorte, over den en jægerskjorte og ytterst en underanorak. Paa benene havde han et par engelske skindbukser. Alt dette var avlagte gamle filler av Lindstrøms garderobe. «Jeg skal stoppe dem til vinteren,» sa han og lot dermed fillerne slænge. Paa hodet bar han en gammel cykelhue, hvorpaa han havde fæstet en skidden – snip! til pynt. Han var i det hele en ren kutorvgut og altid i straalende humør. Han røkte og skraadde tobak og gjorde hvad han formaadde for at bære sig ad som den hvite mand. Hans store stolthed var seks haar paa en halv tommes længde, som grodde ut under næsen paa ham. Han talte med dyp foragt om mænd uten skjeg. Sterk var han som en bjørn og med sin glade villighed en prægtig fyr at ha til hjælp. Bereist var han ogsaa. Han havde bl. a. været i Eivili (Repulse Bay, en arm av Hudsonbugten), og herfra fortalte han om sine mange kampe med moskusokserne. Eskimoerne pleiet at tirre dyrene med pileskud. Naar de blev rasende, satte de ind paa jægerne og blev ihjelstukket av deres spyd. En regulær spansk tyrefegtning m. a. o.

[170] Før jeg kom paa en fortrolig fot med Talurnakto, saa jeg til enhver tid kunde be ham holde kjeft, plaget han livet av mig med sin evindelige «sang». Jeg traf overhovedet ingen musikalsk eskimo. Men nogen forskjel var der dog. De fleste kunde præstere fire forskjellige toner. Men Talurnakto summet paa én – uavladelig den samme – som en humle i et sovekammer om natten! Vi var fine venner, og han satte sin ære i at efterligne mig i alt mulig. Saaledes strævet han ærlig for at benytte det spisestel, jeg havde med til ham. Naar han saa, at jeg tørret av min kop efter benyttelsen, gjorde han det samme. Men hans vaaben var tungen, med den slikket han løs, og tilslut brukte han saa jægerskjorten sin som tørreklut.

Kl 8 næste morgen drog vi videre. Det blaaste fremdeles friskt av nord. Efter endel timers roing kom vi til en stor bugt, som strakte sig fra øst til vest. Vi gjorde gjentagne forsøk paa at komme over, men sjøen fyldte prammen, og vi maatte gi op, saa nødig vi vilde, og krype paa land. Morgenen efter tok vi fat allerede klokken halv fem for at nytte det blikstille veir. Over bugten kom vi i en fart, og vi var nu paa nordsiden av Abva. Her laa isen igjen opi land, men vi karret os dog frem; grundt var der ogsaa, saa vi maatte stake os over gang paa gang. Landet var goldt og øde med sand og sten, og da vi ved mørkets frembrud maatte stanse for isen, fandt vi ikke en moseplet stor nok til at reise teltet paa. 30 meter fra fjæren og i en høide av 15 meter fandt jeg et hvalskelet. Paa dette punkt støtte jeg ogsaa paa det første stykke rækved, jeg havde sét paa Kong Williams Land.

Et sørgelig syn møtte vi næste morgen. Hele kysten var blokeret av is. Der var ikke andet for end at bli, hvor vi var. Jeg nyttet tiden til at ta landet i øiesyn. Nordenfor os havde vi en stor bugt, som efter Mc. Clintock maatte være La Trobebugten. Hele sydstranden var sandig og [171] nøken. Først etpar kvartmil op i landet begyndte renmosen igjen.

I to hele døgn blev vi liggende. Og da vi den tredje dags morgen fortsatte, blev fornøielsen ikke lang. Etpar kvartmil var vi avanceret og var kommet ind i La Trobebugten, da isen stoppet os aldeles. Saa blev vi liggende paa samme plads helt til den 16de september og vogtet paa isen. Det blaaste og snedde, og intet saa vi i nogen retning. Det var tydelig, at sommeren var forbi. En av disse langsommelige ventedage benyttet vi til at gaa paa jagt. Vi var ogsaa saa heldige at skyte en simle med en kalv. Denne lykke steg den gode Talurnakto ganske til hodet, rimeligvis fordi han havde kjedet sig saa skammelig længe. Han gav sig paa hjemveien til at danse og hoppe paa ett ben som en avsindig. Isen havde lagt sig paa smaavandene, og midt utpaa et av dem tok hans tykke person overbalance, og han datt paa enden; isen var saa tynd, at han slog igjennem og blev sittende fast. Jeg lo mig ganske mat av ham, men han slet sig løs og fór siden med alskens krumspring for ikke at forfryse baken.

Imidlertid var altsaa denne baatfart ganske mislykket. Om vi la depot der, vi var, eller i vor egen Gjøahavn, kunde komme paa ett ut. Saa tok vi saa meget, vi kunde bære, muret resten ned i sten, hvælvet prammen over og begav os paa tilbaketog til Ogchjoktu. I direkte linje havde vi 25 kvartmil at gaa. Men regnet vi alle vore kroker og vinkler, saa havde vi med baaten tilbakelagt over 50. Det tok os tre dage at naa ind i bunden av Schwatkabugten. Men vi gjorde da flere vendinger. Vi reiste teltet herinde og lot det staa igjen, da vi dagen efter gik ombord. Vi agtet senere at drive renjagt i bugten og efterlot ogsaa vor oppakning. Isen havde begyndt at danne sig, men den var endnu ikke sterk nok til at gaaes.

I Ogchjoktu stod alt vel til. Den 7de september var løitnanten og Hansen vendt tilbake fra sin lange utfærd og [172] med vel utrettet arbeide. De havde naadd sit maal, Kap Crozier, og nedlagt depotet. Det smaleste av Simpsonstrædet var undersøkt saa godt det lot sig gjøre. Løpet mellem Etaøen og Kong Williams Land var saa opfyldt av grunder, at det praktisk talt var stængt. Det søndre mellem Eta og det amerikanske fastland havde de fundet opfyldt av is baade paa frem– og tilbaketur; men denne is var saa stor, at der maatte findes dybde nok for os; naar den kunde gaa igjennem løpet, maatte Gjøa kunne gjøre det samme med forsigtighed. Dette var jo en særdeles vigtig [173] oplysning: Nordvestpassagen var altsaa ikke stængt paa dette punkt.

Med jagten i denne høst begyndte det at se tvilsomt ut. I Ogchjoktu var ingen større renflok endda blit sét, et og andet enslig dyr kunde slænge. Hansen og Lund havde, mens jeg var borte, været en tur vestover med dorryen for at jage, men uten synderlig held. Isen kom desuten overraskende paa dem, saa de maatte trække dorryen paa land og gaa hjem. Vi havde saaledes nu to farkoster staaende ute i marken. Men for at faa tilstrækkelig forsyning med kjøt for vinteren besluttet jeg mig til, saasnart isen faldt, at sende fangstekspeditioner ut til alle sider. Vistnok havde eskimoerne lovet mig kjøt, naar de kom tilbake, – hvad vi visste de vilde gjøre, naar isen la sig, – men jeg kjendte ikke til deres ordholdenhed og turde derfor ikke stole paa dem.

Vi foretok en del forbedringer ved «Magneten» – efter de erfaringer, forrige vinter havde indbragt os; taket blev tækket med torv, næsten hele huset nedkastet med sand, og en udmerket ventilation gjort istand.

Imidlertid maatte vi, saa tidlig det var, indrømme for os selv, at vinteren holdt paa at gjøre sit indtog. De kolde nætter, det begyndende snefald og de skarevis bortdragende fugler var ubedragelige tegn herpaa. Sommeren havde været kold og sur, og aapent vand til navigation havde vi havt det knapt med. Men vi fik haape paa bedre forhold til næste aar.

Natten til den 21de september la isen sig helt, – og vor anden vinter var begyndt.

[174] Samme dag isen la sig for alvor, begyndte eskimoerne at indfinde sig. Den første som kom, var vor ven Uglen med familie. Han havde tilbragt de sidste uker med renjagt og laksefiskeri paa østkysten av Kong Williams Land ved Peel Inlet sammen med en del andre familier. Disse sidste havde væsentlig drevet fiske og fanget en uhyre masse laks i den elv, som falder ut i Peel Inlet. Der er overhovedet i elvene heroppe en lakserigdom, som der neppe findes make til andetsteds. Av ren havde Uglen sét en stor mængde. 20 stykker havde han skutt, og derav overlot han stekerne til os.

Uglen fortalte mig, at han paa veien sørover havde paatruffet en oglulieskimo ved navn Tamoktuktu, som med sin familie bodde i en hytte av is opunder Wiik-haugen. Da jeg aldrig havde sét en slik ishytte, la jeg den næste dag ivei opover for at iagtta den. Jeg fandt frem ved hjælp av Uglen, som fulgte med. Hytten viste sig at være opført av 8 firkantede isskiver paa en halv fots tykkelse og en meter i firkant. De var sat kant i kant og kittet sammen med en blanding av sne og is, der avgav et udmerket bindemiddel. Taket var av renskind. Jeg forefandt hele [175] familien inden døre. Poojarlu, Tamoktuktus kone, tronet i bakgrunden paa nogen skind, fet og fornøiet. Rundt om laa der ben og rester av fisk, og utenfor hytten laa en mængde frossen ørret. Det var forsent paa aaret til at gjøre tørfisk («pepchjie»), og fisken opbevartes nu alene i frossen tilstand.

Tamoktuktu stod netop i begrep med at begi sig ut paa fiske, og jeg fik tilladelse til at følge med ham. Hans redskaper var en kakiva (laksespyd) og en lokkesnor, et snøre av rensener, hvorpaa der hang en del smaa, blankpolerte stykker av ben og blik. Hans ældste søn fulgte med og bar paa en stor sten. Vi gik raskt avsted til Ristvedtvandet, hvor fangsten skulde foregaa. Isen laa speilklar og blank paa vandet, og man kunde se hver sten og hvert liv under den. Tamoktuktu valgte sig en passende plads for dagen og tok stenen fra sin søn. Med den hakket [176] han hul i isen. Da han var kommet igjennem, renset han aapningen med sin kniv og slap saa lokkesnoren nedi. Smaaørretten stimet straks til for at tilfredsstille sin nysgjerrighed, snuse paa de mange mystiske gjenstande paa snoren og saa lynsnart at bli spiddet av den aarvaakne Tamoktuktu. Uglen var imidlertid blit igjen i hytten hos Poojarlu. De var blit særdeles gode venner, og jeg kunde se paa Uglen, at han havde noget paa hjerte. Jo da, han havde lovet den skjønne at be for hende hos mig, om hun ikke nok kunde faa maveindholdet av den sidst skutte ren! Jeg indvilget andragendet, og Uglen ilte med at hente maven. Etpar dage senere kom Tamoktuktu med frue paa gjenvisit ombord. De havde med sig en stor, pen ørret, som Lindstrøm straks avkjøpte dem. Saa saare de havde faat betalingen, brøt de begge ut i høie jammerskrik om, hvor ynkelig fattige de var, og at de intet havde at spise. Men vi var nu for vel kjendt med dette eskimoknep; altfor ofte havde vi sét, hvorledes eskimoerne selv lo os inderlig ut, naar vi havde latt os narre til medlidenhed og git dem mat.

Nogen dage efter tok jeg Uglen og familie samt Talurnakto med mig og gik tilbake til vort telt i bunden av Schwatkabugten for at prøve at faa skutt nogen ren.

Allerede tidlig næste morgen kl. 5 var vi paa benene. Vi kravlet os opover aasen ovenfor teltpladsen; og da vi naadde kammen, fik vi øie paa 12 ren, som gik og græsset et stykke indpaa sletten. Vinden stod heldigvis fra dyrene og nedpaa os; men terrænet var aapent og gjorde det meget vanskelig for os at komme dem paa hold. Jeg lot Uglen og Talurnakto gaa ut til hver sin side, mens jeg selv prøvet at nærme mig bent frem. Da Uglen var den bedste skytte av os, blev det bestemt, at han skulde aapne ilden. Jeg krøp fremover som en slange paa min buk og naadde til nogen græsdotter, der saavidt avgav skjul. Jeg skjøttet ikke [177] om at gaa længere frem, selv om jeg havde kunnet det for dyrene; eskimoerne var endnu noksaa uvørne med skytevaaben, og jeg vilde nødig ind i deres skudlinje. Da jeg havde ligget en stund og keket uten at se noget til mine to fæller, la renerne sig pludselig ned alle som en. Og da visste jeg jo, at enhver tilnærmelse var utelukket. Disse ventetider var taalmodighedsprøver, som man vistnok maatte være et mere egte jægerblod end jeg var til at finde fornøielse i. Men heldigvis slap jeg denne gang med en times venten. Da reiste en stor buk sig, og en for en smittedes de andre dyr av dens eksempel, stod op og gav sig til at græsse igjen. Jeg speidet efter eskimoerne, som nu sikkerlig var i fremrykning – men saa dem ikke. Da smaldt det fra Uglen borte i marken. Dyrene fór sammen og kastet hoderne tilbake; de stod som raadvilde uten at forstaa og uten at kunne opdage nogetsomhelst, da det røksvake krudt ikke røbet skytten. Saa smaldt et nyt skud, og da styrtet de paa flugt i vild fart og bent ned paa mig. Jeg laa dækket og færdig med riflen i udmerket anlæg. Mellem dyrene og mig var der en indsjø, og den var tydelig deres maal. Ut paa isen satte de, fremdeles med kursen paa mit skjulested. Jeg skulde like til at brænde løs paa storbukken i spidsen, da pludselig hele flokken paa 75 meters avstand fra mig slængte sig til siden og gav sig til at løpe tvers paa den tidligere kurs. Saa meget desto heldigere for mig, som derved fik hele dyrets flanke til blink. Og nu gav jeg ild saa hurtig jeg kunde med alle mine ti patroner. I forvirring og angst spredte renflokken sig nu i alle retninger. Men resultatet av min ild var større end jeg selv havde haapet. Paa isen laa et dyr, oppe ved bredden et andet, og et tredje humpet indover landet tydelig haardt saaret. Uglen og Talurnakto kom nu til og begyndte en hidsig jagt paa det anskutte dyr. Selv havde jeg ikke mere ammunition, og da jeg brukte mausergevær [178] for anledningen, kunde jeg ikke bruke de to andres karabinpatroner. Men mit held havde nu tændt iveren i mig, og jeg fulgte med videre for at se jagten tilende. Det var utrolig, med hvilken utholdenhed dyret rendte avsted paa sine tre ben. Det fjerde var rammet og ubrukelig. Vi sprang og vi sprang. Men endelig naadde vi et dalføre, som gav os dækning, og her snek vi os ind paa renen, indtil Talurnakto fik endt dens dage.

Det var allerede begyndt at bli mindre behagelig at ligge i telt. Sneen la sig paa teltduken, og naar jeg saa varmet op indvendig, smeltet den og gjorde det hele gjennemvaatt. Naar saa primusen sluktes, og varmen gik ut, frøs det hele til en isvæg. Jeg bestemte mig da til at bygge teltet ind. Med assistance av eskimoerne blev der fra nærmeste ferskvandsdam hentet 8 isplater paa en halv fots tykkelse, hver 3 fot bred og 5 fot lang. Disse stillet vi rundt teltet og muret dem sammen med issørpe. Saa strakte vi renskind over til tak, og huset var færdig. Imidlertid svarte ikke huset til mine forventninger; det rimet slik inde i teltet, at jeg sat som i et tæt snefald. Og saa bygget mine eskimoer mig likesaagodt med en gang en reel vinterlig iglu. Uglens og Talurnakto bodde i et jagtslot av is, høit og rummelig og helt staselig pyntet med jagttrofæer, renhorn o. s. v. Alle byggearbeider blev utført, naar veiret hindret jagten.

En dag blev jeg kjed av den frugtesløse flakken om og forlot mine to fæller for at rusle hjem til min iglu. I vor leir fandt jeg Anana og Kabloka optat med at tørre skind og smaastelle, som de pleiet. Jeg gik ind i min hytte og kokte kaffe. Og saa inviterte jeg damerne ind paa en slabberas. De satte altid stor pris paa at bli budne ind. Naar mændene var hjemme, kom de aldrig. Vi koset os sammen en god stund, indtil de atter gik til sit arbeide. Men utpaa kvelden begyndte de to kvinder at bli ængstelige for sine [179] mænd, som endnu ikke var kommet hjem. Det mørknet sterkt og Anana kom gang paa gang bekymret ind til mig for at spørge efter sin søn. Jeg trøstet hende saa godt jeg kunde. Saa tændte jeg saameget lys jeg kunde inde i hytten for at gjøre den synlig for de to jægere, om de paa sæt eller vis skulde være gaat vild. Hvorpaa jeg gik ind til mine to veninder. Stakkar, de sat der og hutret og frøs og var rædde. Denne tid er den værste for eskimoerne, da de endnu ikke har faat samlet sig spæk til lys og varme. Som jeg sat og godsnakket med dem, fik pludselig gamle Anana et krampeanfald. lalfald saa det slik ut for mig. Hendes før gustengule ansigt blev askegraat, læberne skalv, tænderne klapret i munden paa hende, og hun utstøtte de uhyggeligste uartikulerte skrik. Jeg grep fat paa hende og gav mig til at ryste hende av alle livsens kræfter for at bringe hende til sig selv igjen. Men da kom Kabloka hen [180] til mig og la haanden paa armen min og hvisket høitidelig:

– Anana angatkukki angi! hvilket er utlagt: Anana er nu en stor troldkvinde! La hende derfor i fred!

– Aa skidt! svarte jeg paa godt norsk og klemte paa med kjærringen, til jeg havde faat troldskapen rystet ut av hende. Saa gik jeg over til mig selv og hentet lys samt min gode primus. Varmen og lyset viste sig da at eie den fornødne troldomsmagt, og snart havde de to damer, hvad de savnet – sit humør oppe, og hytten gjenlød av sang og munter passiar.

Kl. 9 kom de to savnede. De havde gaat sig endel vild; men lyset fra min hytte, som de havde opdaget paa lang avstand, havde bragt dem tilrette igjen.

Den 2den oktober vendte jeg tilbake igjen til Gjøa og lot Ristvedt indta min plads. Paa min vei tilbake paatraf [181] jeg spor av en binne med to unger, som maa ha været ganske smaa. De bar sørover mot mildere egne. Det var de første spor av bjørn, vi saa i nærheden av Ogchjoktu.

Da jeg kom ombord, var Umiktuallu – eller, som vi efter den rædselsfulde begivenhed jevnlig kaldte ham, morderen – ankommet fra det amerikanske fastland. Han var gaat over fra Navjato – «Hungerbugten» –, men isen havde ikke været rar at gaa. Han havde dræpt 35 ren fra kajak, og det var hans hensigt at bringe os stekerne, saasnart isen blev gaaendes. Dette var jo en herlig tilførsel til vort forholdsvis fattige forraad. Umiktuallu berettet ogsaa, at store hjorder av ren drog over isen forbi Toddøerne.

En nyhed, der spændte vor nysgjerrighed til det høieste, var, at Umiktuallu havde møtt en kiilnermiun-eskimo, der havde berettet, at en kabluna – hvit mand – i mars maaned sammen med en fjerntboende eskimofamilie havde avlagt et besøk hos Kiilnermiunstammen (der bor ved Kobberminefloden). Denne beretning viste sig senere at være ganske korrekt.

Vi bestemte os nu til at søke vor jagtlykke mot vest, hvor Umiktuallu havde sét saa mange ren. Og Lund og Hansen reiste derfor sammen med ham vestover med slæde, fem hunder og utrustning for fjorten dage.

Fra Ristvedt fik jeg brev med en eskimokurér, at han havde flyttet teltpladsen op i nærheden av «Nordligste Nordhøide», hvor han havde sét spor av store renhjorder. Der var overhovedet nok av ren iaar; kun havde de nu fundet isforholdene omkring Eta-øen gunstige for sig og derfor lagt sin vandringsvei utenom os. I motsætning til i 1903 var renen i 1904 velnæret og fet. Saa fet som renen paa Spitsbergen blev den dog ikke her; men det er jo ogsaa et rent særsyn at se, hvad den om vaaren skindmagre og skranglete Spitsbergren kan lægge paa sig i sommerens løp – spæklag paa flere tommer. Ogsaa ryperne var nu paa vandring [182] sørover forbi os i store flokker. Vi holdt saa mange vi formaadde tilbake.

Den 15de oktober var en livlig dag paa havnen, idet samtlige vore jægere og fire eskimofamilier paa engang indfandt sig. Lund og Hansen havde nedlagt 9 ren. Disse havde de muret ned i en snehytte for senere at føre dem ombord. Det drog imidlertid ut med denne avhentning, og da vi endelig utpaa vinteren fik sendt bud efter kjøttet, viste det sig at være stjaalet av oglulieskimoer. Hele det av os selv tilveiebragte kjøtforraad bestod nu av 20 ren. Fisk eiet vi ikke. Imidlertid skaffet eskimoerne os senere rikelig nok for vinteren av begge dele. I det hele maa jeg gi disse eskimoer det bedste skudsmaal for paalidelighed. Uten undtagelse opfyldte alle sine løfter om at bringe os kjøt og fisk.

Vi fandt for denne vinter paa en ny metode for vor vandforsyning til brandstationen, og da muligens nogen av mine ærede læsere kan komme til at behøve en lignende brandstation, skal jeg forklare vor indretning. Hver første dag i maaneden gik brandchefen – det var Lund iaar som ifjor –ut med et isbor og maalte isens tykkelse. Ved siden av fartøiet havde han bygget en stor, rummelig iglu, og herinde hug han sig paa denne dag ned i isen, men aldrig helt igjennem, idet han lot et ganske tyndt islag uigjennembrutt. Da f. eks. isen maalte 2 meter, lot Lund brandkummen holde en dybde av 195 centimeter. Meldtes der nu brand, vilde brandchefen kun ha at springe nedi kummen, gripe isboret, som altid stod færdig, og i en fart gjennem bore isen. Vandet vilde da stige op gjennem borehullet og i kort tid fylde den store brønd. Der hersket noget delte meninger om tilforladeligheden av denne indretning, navnlig om, hvorvidt vandet hurtig nok vilde fylde vor brønd. Jeg selv hørte nærmest til tvilerne, og selve brandchefen var ikke heller av de sterkest troende. Da isen var paa det tykkeste lot vi derfor anstille en prøve og gjorde fingeret [183] brandalarm. Lund sprang ubekymret ned i brønden, grep isboret og boret løs. Men dengang kom den gode brandchef op igjen litt faderlig fort! Presset nedenfra var voldsomt, og vandet fosset op i brønden, saa hr. brandchefen kunde takke til, at han slap med at bli vaat til skindet. Men paa denne maate kunde han altsaa indskrænke sig til at hugge is én gang om maaneden istedetfor før hver eneste morgen.

Eskimoernes tilbakekomst satte igjen et livlig og broget præg paa vor lille havn. I store skarer kom de, som regel helst om kveldene, ombord for at hilse og takke for sidst eller presentere nye venner for os. Muntre og glade var de altid, og godt venskap holdt vi med dem. Man har jo altid trodd, at luften i polegnene er absolut ren og fri for baciller. Dette tør imidlertid være underkastet nogen tvil ialfald med hensyn til trakterne omkring Kong Williams Land. Sikkert er, at eskimoerne her hver høst hjemsøkes av en fuldstændig forkjølelsesepidemi. Saa voldsomt blev enkelte av dem angrepet, at jeg frygtet for lungebetændelse. Og da saagodtsom hver eneste en av dem fik sygdommen, syntes det rimelig, at der forelaa smitte. Vi paa Gjøa slap heldigvis fri. Men vi tok da ogsaa vore forholdsregler. En svær kamp havde vi at bestaa mot spytningen. Eskimoerne er nogen store griser i denne henseende; de ynder fremfor alt at spytte taket fuldt i sine hytter. Nu i denne forkjølelsestid var de jo værre end nogensinde. Men naar vi i nogen tid havde havt dem under behandling, blev de bedre og respekterte vore forbud. Jeg synes, jeg maa fortælle en liten scene i denne forbindelse, uagtet den ikke er meget appetitlig, fordi den gir sin karakteristik av disse folk. Akla, ældste søn av Auva, kom en kveld ned i kahytten til løitnanten og mig for at hilse paa os. Han havde med sig en ganske liten gut. Jeg havde paa det strengeste forbudt al spytning paa gulvet. Men Akla var ny for os endnu dengang, [184] og hans gut var voldsomt forkjølet, hostet og spyttet, saa det var en lyst. Vi sa længe ingenting, men da det tok rent overhaand med gutungen, skred jeg ind og forklarte Akla – til hans store forbauselse – at jeg havde utstedt strengt forbud mot dette uvæsen til alle hans stamfrænder. Og ganske forskrækket over min alvorlige mine bøiet faren sig ned, sopte alt guttens spyt op i sin ene haand og slukte det!

Da jeg baade havde lyst til at se den store eskimoleir, som skulde findes paa Navjato, og desuten gjerne vilde prøve at faa tiltusket mig endel fisk, tok jeg Helmer Hansen med mig for at avlægge leiren et besøk. Vi reiste avsted den 23de oktober og havde følge med tre eskimofamilier, som skulde samme vei. Til en forandring gik vi paa ski. Sneen var endnu ikke sammenføket, og temperaturen ikke under H– 25°, altsaa passende for ski føre. Kl. 4½ om aftenen naadde vi toppen av «Ellinghøi» 15 kvartmil fra stationen. Her fandt vi fire gamle igluer, som vi døpte for «Hotel Ellinghøi». Sammen med min ven Poieta og hans kone tok vi en av igluerne i besiddelse og ved fru Nalungias kvindelige bistand havde vi det snart baade lunt og lyst. Efter endt maaltid og kveldsprat gik vi tilkøis. Naturligvis lillegut skrek av og til op og maatte beroliges med byss og [185] pleie. Jeg gren over dette, men Hansen laa bare og frydet sig derved. Og jeg skjønte jo paa ham, at disse natlige barnekammerscener hensatte ham i tankerne langt, langt bort, hvor hans Nalungia kanske nu bysset og sang for en anden liten fyr ...

Næste morgen satte vi ut paa Simpsonstrædet i sydlig retning. Isskruingerne var ikke synderlig store, men generte os dog ikke saa litet nu efter den slette snemark. Kl. 4 om eftermiddagen naadde vi Navjato, hvor vi til vor overraskelse ikke fandt mere end 10 hytter i det hele, – med andre ord adskillig mindre end vi havde ventet. Vi blev imidlertid særdeles vel mottat av endel av vore gamle kjendinger, som laa her paa torskefiske.

Navjato er bredderne omkring en temmelig stor indsjø nogen faa kvartmil søndenfor Pt. Richardson – eller som eskimoerne kalder det Novo Terro. Navjato ligger ikke langt fra bunden av Hungerbugten, der har sit navn derav, at man her fandt skeletterne av en stor del av Franklins folk, antagelig omkommet av sult her paa veien sørover. Det er en skjæbnens ironi, at dette uhyggelige navn er tilfaldt netop dette sted, der er et av de vakreste og rikest velsignede punkter paa den amerikanske nordkyst. Om vaaren, naar landraaken gaar op, tar man her uendelige [186] masser av stor, fet laks. Litt senere kommer rensdyrene i talløse hjorder og blir her utover hele sommeren. Paa høstparten kan man saa fiske torsk i ubegrænset mængde. Og just her – i dette arktiske Eden – maatte disse kjække reisende late livet av mangel paa levnetsmidler! Men saken har jo været den, at disse mennesker er kommet hit, mens det lave land var dækket med sne; overvældet av anstrengelse, utmattet av sygdom har de stanset her og sét milevis foran sig det samme trøstesløse, snedækte lavland, hvor intet tegn kunde tyde paa liv – endsi paa rigdomme. Ingen levende sjæl har møtt dem og kunnet oplyse dem og gi dem mot og hjælp. Og paa al jorden findes der vel neppe sted saa forlatt og saa øde som dette ved vintertid. Da saa sommeren kom og blomster i millioner lyste op i marken, da alle vand blinket og alle bækker sang og jublet i den korte forløsning av isens aag, da fuglene vrimlet og hækket med tusen glade laat – og den første renbuk stak sit hode ut over Ishavets aapne kant, da betegnet en haug blekede skeletter det sted, hvor resterne av Franklins tapre skare drog sit sidste suk – i den sidste akt av den store tragedie.

Paa dette sted, som gjemmer saa mange triste minder, færdedes nu eskimoerne med liv og munterhed endnu før mørket kom for alvor og sænket sit jernteppe mellem disse egne og livet og lyset. Paa tre à fire favner vand drog de store masser av torsk. De brukte snører av rensener og til angel en bøiet spiker. Samme eftermiddag jeg kom, fik jeg i foræring sprællevende torsk, som straks kom i vor gryte. Det tør hænde, de smakte! Efter vor lange, anstrengende marsch sat vi og nød vor avkokte, nyfiskede torsk og tænkte os hjemme i skjærgaarden i Norge en sommerens kveld . .!

Vi var nu imidlertid kommet hit mindre for at spise end for at kjøpe torsk, og de efterfølgende dage viedes til forretningen. Jeg prøvet selv fiskelykken ute paa den hvite is, – men gjorde ikke videre fangst. Det var da ogsaa [187] nogen sure dage, vi fik ved Navjato. Temperaturen holdt sig paa -25°, og fokk og blæst havde vi hver eneste dag. Det er kulden om høst og vaar, som kjendes værst; selvom den blir mange grader sterkere midtvinters, føler man den da mindre, hvilket jo nok delvis har sin grund i, at man klær sig bedre og omhyggeligere.

Eskimoerne var ute paa sit fiske fra om morgenen til mørkets frembrud. De er forresten ingen morgenfugler, saa noget overvættes tidlig begyndte de ikke. Hvad de fisket, spiste de selv litt av; resten blev lagt i «perura», depot. De havde altsaa, disse mennesker, nogen omsorg for fremtiden, ialfald forsynte de sig for den første del av vinteren, da det er vanskeligst at skaffe mat.

Vi havde det ellers meget koselig i Navjato. Poieta gik avsted for at hente noget nedgravet renkjøt; men han lot os faa beholde Nalungia, som tok vare paa vore saker og stellet det, hun kunde for os. Stakkars Nalungia! Jeg skjønte paa hende, at hun i begyndelsen var ikke litet ængstelig ved at skulle være alene med de hvite mænd. Men da hun merket, at vi hverken tok livet av hende selv eller ungen hendes, blev hun snart glad og lykkelig. Nogen større nytte i husholdningen havde vi ikke av hende. Men hun kunde da rense fisk. Hendes lille gut Aleingarlu betragtet os ogsaa i begyndelsen med megen mistro. Han brølte og skrek ved alle vore forsøk paa at vinde hans gunst og tillid. Men efterhaanden overgav han sig, og da en tid var gaat, maatte vi uavladelig bryne næse med ham. Dette er nemlig eskimoernes form for kys.

Efter nogen dages forløp forlot vi atter Navjato med vor slæde fuldlastet med fisk. Flere eskimoer fulgte os paa tilbakeveien og blandt dem vor ældste og bedste ven Teraiu. Han havde ikke glemt vor tur til Kaa-aak-ka og var fræk nok til stadig at minde mig om, hvorlunde han dengang havde viet sig som den store mirakelmaker – da han med [188] vilje førte os paa vildspor! Den gamle kroken havde nu paadraget sig en svær forkjølelse og vilde med os for at faa medicin. Paa veien fik han det ene anfald efter det andet og spyttet adskillig blod. Gamle Auva, den livligste av dem allesammen, forlot vi i en meget ussel forfatning; hun led av et eller andet maveonde. Da vi reiste, sat hun endnu oppe ved sit ildsted, men faa dage efter døde hun.

Paa en av Toddøerne overnattet vi den første nat i en gammel snehytte. Ogsaa paa disse øer havde man fundet nogen enkelte skeletter og andre spor efter Franklinekspeditionen. Teraiu fortalte, at han i sin tid havde hørt tale om alle de hvite mænd, som var omkommet her. Han viste mig paa den ø, hvor vi overnattet, en stor flat sten, som var reist til minde om de døde. Denne ø kaldes av eskimoerne for Keuna.

Vor ankomst med en stor slædefarm fersk, frossen torsk vakte selvfølgelig megen glæde ombord.

Efter erfaringerne fra forrige vinter havde vi fortsat vore forbedringer paa Gjøa. Vintertaket over skuten var bedre indrettet, og vi satte op en indebygget dør, saa vi gik til og fra som i et andet hus. Denne indretning havde ogsaa den fordel, at vi nu kunde holde os eskimoerne bedre fra livet, hvilket til sine tider var nødvendig. Om kvelden laaste og bommet løitnant Hansen døren, og vi sat da alle trygt indenfor som i en fæstning. Vi la ogsaa ind bad, idet vi nede i rummet opsatte vort lille amerikanske dampbad. Løitnanten og jeg benyttet os jevnlig derav i vinterens løp. Det fungerte fortrinlig og var os i virkeligheden uundværlig, slik som vi levet i det trange rum, svært klædt o. s. v. Noget paaklædningsværelse havde vi ikke at avse. Men vi brukte en gammel smørtønde med bunden i veiret. Mindre behagelig var jo den kolde dusch, vi regelmæssig fik fra det rim, som dannet sig i taket av den frosne damp. Løitnant Hansen stelte med begeistring med dette bad og indla [189] endog elektrisk lys, tre fulde lamper dernede. Ja han gik saavidt, at han la lys ogsaa paa dækket. Saa sat man altsaa ganske makelig i kahytten, trykket paa en knap, og saa – ja saa skulde det altsaa bli lyst. Men se det blev det ikke. Der var denne eneste feil ved løitnant Hansens elektriske lysanlæg, at det ikke gav lys. Vi maatte pent bade i mørke. Nu maa man herav ingenlunde slutte, at løitnanten var en daarlig elektriker. Saken er bare den, at det at «gjøre noget ut av intet eller av en ubekvem materie» og si «bliv lys!» er ikke selv den bedste dødelige elektrotekniker git. Vi var ellers stolte nok mere end en gang over, hvad vi fik gjort ut av saare ubekvem materie.

Et spørsmaal, som løitnanten og jeg jevnlig drøftet, var hvorledes vi for alle tilfælders skyld skulde sikre os mot eskimoerne, om de skulde finde paa noget. Der var nu samlet en stor mængde av dem rundt om os, og gjorde de nu for eksempel daarlig fangst, saa laa jo vort provianttelt utsat for dem. Det gjaldt at sætte sig i hel respekt, og vi fandt endelig midlet. En kraftig mine blev gravet ned under en snehytte et godt stykke vei fra skuten og en ledning lagt fra skibet, vel dækket med sne. Da dette var gjort, samlet vi eskimoerne sammen ombord. Jeg holdt et foredrag for dem om kablunaens magt; vi kunde sprede ødelæggelse i vid omkreds og langt borte og overhovedet utrette de sælsomste ting. Det gjaldt derfor for dem at være pene gutter og ikke utsætte sig for vor forferdelige vrede. Hvis de skulde finde paa at gjøre galskaper inde paa land – f. eks. borte ved den snehytten der, da vilde vi bare sitte rolig ombord og gjøre saan . . . . . . . Med et vældig brak fór igluen i veiret, og sneskyen stod høit til himmels. Der behøvdes aldrig mere!

Silla var atter ute og fik hvalper. Dennegang behandlet hun dem med større forsigtighed end sidst og fik derfor beholde dem. Da de var tre uker gamle, tok vi dem [190] fra moren og satte dem ind i et skap ombord. Det var nu ganske rørende at se Silla, da hun blev sat ut paa isen. Vi havde en maskinleider utenbords, som vi mennesker havde vanskelig nok for at gaa i; men den ulykkelige mor krabbet sig opefter den og fandt ungerne sine igjen. Intet holdt hende tilbake, ja hun havde sikkert gaat gjennem ild for at forenes med sit avkom.

«Uranienborg», vort astronomiske observatorium, var ogsaa blit adskillig forandret og utbedret. Specielt havde assistenten – Ristvedt – her som overalt forstaat at gjøre sig det bekvemt. Etablissementet bestod av en halv og en hel iglu. I den halve stod observatoren – løitnant Hansen –, i den hele laa assistenten! Dette skulde jo synes at være den forkjerte verden, men saa var det nu. Og man maatte jo gi den gode Ristvedt ret: Hvorfor skulde han staa ute den kolde vinternat og fryse, naar han likesaa godt kunde røgte sin dont i en lun stue! Jeg var av og til oppe og [191] hilste paa dem, mens de arbeidet. Jeg paatraf da først løitnanten staaende ute i den halve iglu med instrumentet for øinene, iagttagende himmellegemernes bevægelser. Disse viser sig jo altid langsomme, men i en slik vinternat blir de langsommere end nogensinde for den, som skal passe dem op og gripe dem i sekundet.

– Det er dog Saden –! Løitnanten maa ha av sig fingervanterne og gnide sine hvitfrosne hænder. Saa stamper han med føtterne og saa paa igjen. Saa glider stjernen ind.

– Nu! brøler han ut i nattens stilhed. Et fjernt ekko svarer ham fra dypet. Og jeg følger laaten og gaar for at avlægge ekkoet en visit. Gjennem en liten aapning i den anden iglu staar jeg pludselig i et oplyst, opvarmet, koselig rum, og der ligger hr. assistenten dypt i sin sovepose og med en stor spæklampe foran sig. Pipen lyser ham under næsen, og det eneste, der mangler ham, er et toddyglas dampende paa bordet! Jo, han har indrettet sig! . . .

Søndag 20de november sat vi og spiste frokost, da vi overraskedes av et besøk av en ganske fremmed eskimo. [192] Bare den maate, hvorpaa han traadte ind, tydet paa, at han havde været mellem «folk»; hans dragt var ogsaa helt forskjellig fra Netchjillistammens. Vor forbauselse blev ikke mindre, da fyren tiltalte os paa et om ikke netop fuldkomment, saa dog forstaaelig engelsk:

– Give me 'moke! Vi satte frem pipe og tobak, og han stoppet med eleganse. Han forestillet sig selv:

– Mister Atangala!

Dette begyndte at bli interessant. Jeg sat og iagttok ham, spændt paa hvad hans næste skridt skulde bli. Men omforladelse, – jeg blev hurtig revet ut av mine betragtninger og mindet om, at nu var det min tur at gjøre skridt!

– Tør jeg spørge, min herre, hvad er Deres navn?

Jeg rødmet over min mangel paa levemaate, bukket let og nævnte mit navn. Presentationen var over, og han følte sig synlig mere tilfreds. Han betydet mig, at hans familie befandt sig paa dæk, og jeg bøtet øieblikkelig paa min tidligere uopdragenhed ved at invitere familien ned. De lot sig ikke nøde. Konen var en høi, mørk, utpræget eskimo, hun het Kokko og var vel ca. 40 aar. Deres søn var ca. 10 aar og viste sig straks ved sin tilsynekomst at være en ualmindelig uskikkelig gutunge. Atangala fortalte, at han med sin familie havde ledsaget tre hvite mænd fra Chesterfield-Inlet i Hudsonbugten til Kobberminefloden. Dette gav os altsaa bekræftelse paa morderen Umiktuallus beretning for 6 uker siden. Fra Kobberminefloden havde han sat kursen hjemover, og da han havde faat vite, at der laa et fartøi i Ogchjoktu – en bagatel av etpar hundrede kvartmil borte –, bestemte han sig til at besøke os og høre, om der var nogen forretning at gjøre med os. Han skrøt meget av, at han kunde skrive, og paa hans anmodning bragte vi ham blyant og papir. Hans kyndighed i den nyttige kunst var imidlertid ikke imponerende. Efter et umaatelig besvær og en uendelig tid fik han optegnet sit navn. For nogen aar siden [193] havde han fulgt med en amerikansk hvalfanger overland fra Hudson Bay til Winnipeg, og fra sit ophold der kjendte han til alle nutidens opfindelser som telefon, jernbane, elektrisk lys og – whisky. Sidstnævnte havde hans særlige interesse, og han spurte ivrig derefter. Jeg prøvet at forklare ham avholdsbevægelsen som det sidste fremskridt paa omraadet, men herom vilde han intet høre. Tilslut bad han rent ut om brændevin. Men vi gav ham det ikke. For os havde det størst interesse at høre, at der ved Katiktali (Kap Fullerton) laa to store fartøier. Jeg grep straks tanken paa gjennem disse skibe at opnaa postforbindelse med utenverdenen og spurte hr. Atangala, om han skulde være villig til at agere postillon. Han syntes ikke uvillig.

Gutten var altsaa et utyske. Snart laa den 10 aar gamle laban ved morens bryst og tok sig en taar melk; snart snappet han pipen av munden paa sin far og tok sig en røik til drikken.

Dagen efter denne store begivenhed blev Lindstrøm syk. Et maveonde var det, som han ogsaa havde havt ifjor, men da ikke saa sterkt. Jeg doktorerte paa ham med varme tallerkener og opium, og det syntes at hjælpe ganske bra. Imens maatte vi ha en anden kok, og Ristvedt og Hansen skiftedes om arbeidet. Disse herrer overrasket os ved at præstere et kjøkken, der gik Lindstrøms en høi gang, – ja i mange henseender kunde det muligvis – skjønt nei, Lindstrøm kunde maaske bli krænket, om disse linjer kom ham for øie, og jeg skal gaa over til et andet emne.

En av disse dage kom Umiktuallu og Talurnakto med en slæde fuld av rensdyrsteker og fisk. Ved de brave eskimoers paalidelige hjælp havde vi nu fuld vinterforsyning.

Alle mand havde vi det nu travlt med brevskrivning. Posten skulde gaa om faa dage, og det gjaldt at bli færdig hver med sit. Atangala var stadig gjest ombord og lot til at kose sig noksaa bra. Hans hunder var derimot i en [194] ynkelig forfatning. De saa ut som magre ulver, som snek sig rundt og søkte bytte. Jeg havde ondt av dyrene, men hvad skulde vi gjøre, vi havde ikke mat nok til vore egne, end si da til andres hunder. Vor hundepemmikan havde vi kastet overbord paa etpar kasser nær, og denne kost vilde vore egne ikke smake. Vi gav da nogen portioner til de stakkars posthunder, men de blev bare endda elendigere derav, idet pemmikanen virket som det kraftigste purgativ. Den 28de november stod postslæden klar, og trods kuling og tæt fokk drog postførerne avsted kl. 1 1 om formiddagen. Jeg havde fundet det mest betryggende at sende Talurnakto med; jeg kjendte jo ikke Atangala, som for alt, hvad jeg visste, kunde være den største kjeltring i verden. Det var yderst komisk at se Talurnakto kro sig av stolthed over det vigtige og alvorsfulde hverv, der var ham betrodd. Brevene, som var adresseret til fartøierne ved Kap Fullerton, bar han i en væske i en rem over skulderen. Jeg saa nok Atangala trække paa smilebaandet, men skjønte først siden hvad det havde at bety. Avsted fór de altsaa, og de forsvandt i en snesky for vore øine forbi Framnespynten.

En væsentlig betingelse for, at en ekspedition i polarisen skal trives og holde sammen i ondt og godt, er at hver mand til enhver tid har fuldt op av arbeide. Det er lederens pligt at paase, at saa er tilfældet, og det kan falde vanskelig nok i hele lange perioder. Men lediggang kan virke ganske demoraliserende. Bare av den grund er det utilraadelig at ta for mange folk med sig; nogen faa mand kan man altid beskjæftige, men at skaffe en stor skare jevnt arbeide vil bli noget nær umulig. For mig blev dette vigtige arbeide ikke tungt, thi jeg blev altid møtt paa halvveien av mine kamerater selv. Kunde jeg ikke finde paa noget, kom de altid selv med forslag. Lund havde ry som vor store opfinder paa alle omraader. Gik jeg til ham med en idé, var den snart utført. Kun maatte han av og til, naar det gjaldt [195] jernarbeide, søke hjælp hos smeden Ristvedt. Men naar smed Ristvedt og arkitekt Lund slog sig sammen, da fandtes der intet umulig. Vi havde fra Godhavn medbragt endel ildfast sten, som vi havde tænkt at mure vore petroleumsovner ind med for derved at bevare varmen av dem længere. Nu havde jeg længe lurt paa, hvordan disse stener skulde bedst utnyttes, og henvendte mig saa til Lund. Vi grundet en tid paa problemet og blev tilslut enig om, at vi likesaa godt burde bygge en helt ny ovn istedetfor at mure ind de gamle. Og Lund paatok sig konstruktionen og utførelsen. Samme dag som posten gik avsted, overrasket han mig da med sit fuldførte verk. Han havde tat en av vore store blikkasser og foret den ut med mursten og sat en dør ind i den ene ende. Meningen var at sætte en av vore maskinprimuser, der gav en voldsom hete, med brænderen ind gjennem døren og derved ophete ovnen. Stenen vilde da kunne beholde varmen længe, efterat vi havde slukket primus. Dette hørtes jo prægtig ut, og løitnanten og jeg glædet os til at faa dette apparat ind i vor kahyt. Vi fulgte opsætningen med den dypeste interesse. Da den var vel paa plads, tændtes maskinprimusen og sattes ind.

Løitnant Hansen var ivrig optat med endel beregninger, og jeg stellet med mine egne saker. Primusen havde ikke brændt længe, før jeg kjendte en egen skarp gjennemtrængende lugt. Jeg skottet over til løitnanten for at se, om han merket noget, men han sat urokkelig nedsænket i sine tal. Jeg sa da intet, reiste mig bare for at gjøre mig istand til at gaa op i observatoriet og overlate den videre prøve av ovnen til ham. Jeg var for mit vedkommende vel fornøiet, – lugten var rædsom!

– Det var dog Saden –! fór pludselig løitnanten op og kastet blyanten. – Hvad Fanden er det her for svineri?

Jeg var alt ute av døren, efterlatende løitnanten indenfor i en tyk, kvælende damp, hvis duft indebar erindringen [196] om alle baade Godhavns og Gjøas–hunder. Saken var, at stenene havde ligget ubeskyttet, og paa hundenes mest yndede tumleplads. Man tænke sig nu dette utsat for vor udmerkede maskinprimus's indflydelse!

Da jeg var langt oppe i bakken mot observatoriet, hørte jeg et farlig rabalder ombord. Jeg skjønte, hvad det betød: Det var Lunds sindrige ovn, som blev lempet ut. Saa havde vi da kun erindringen tilbake. Men den hang forbistret længe igjen i kahytsvæggene!

Ou est la femme! Selv her oppe i ødemarken maa man stundom utstøte dette menneskehedens nødrop – eller rettere vérop likeoverfor mandlig svakhed og feiltrin. Umiktuallu, som fremdeles laa paa fiske i Navjato, kom op til os for at faa laane vore hunder for etpar dage. Han kunde da meddele, at Talurnakto havde git fra sig posten til Atangala i Navjato og var strøket sørover med en eskimofrue! Som egtemand nr. 2 altsaa. Jeg noterer, at dette var den eneste upaalidelighed, jeg oplevet blandt netchjillieskimoerne.

Umiktuallu kunde desuten berette os om, at en ung kone, som vi kjendte, var død i barselseng. Dette var det andet dødsfald den vinter.

Den 14de december fik ekspeditionen en ny deltager. Jeg adopterte nemlig en liten 10 aars gammel gut ved navn Kaumallo. Det var en forældreløs liten fyr, som gik for lut og koldt vand, og som det var en ren ynk at sé paa, der han gik i sine filler. Han led av gigt og havde ondt for at gaa. En anden slem legemsfeil plaget ham ogsaa. Vi var alle fornøiet med at faa ham ombord og stelte for ham saa godt vi kunde. Det første vi gjorde med ham var at sende ham op i «Magneten» med Wiik for at undergaa en renselsesproces. Wiik klippet av ham det lange haar og vasket og gned ham derefter, saa det var et under, at gutten slap levende derifra. Det gjorde han imidlertid og blev derefter iført nye klær fra top til taa. Lund indrettet en køi til ham [197] paa en av bænkene i kahytten, og han havde det i alle dele godt. Imidlertid blev hans deltagelse i Gjøaekspeditionen ikke av lang varighed. Det gik ham som kvængutten hos en agtet forfatter, – han taalte ikke vellevnet. Det forandrede kosthold slog sig paa maven hans, og vi maatte sætte ham paa diæt. Mens vi indtok vore vanlige maaltider, fik Kaumallo pludselig bare havregrynsgrøt. Og herover blev han meget fornærmet. Tilslut negtet han at spise. Som forholdene var, stod der mig intet andet for end at sende ham tilbake igjen paa land. Dagen efter var han likesaa skidden og fæl som før. Men han trivedes øiensynlig meget bedre.

Eskimoerne strømmet nu i store skarer til vor havn. De havde tilendebragt sit fiske i Navjato og andre steder og agtet, saavidt vi skjønte, at tilbringe julen i ro i Ogchjoktu. Der var neppe tvil om, at vor nærværelse gav stedet en ekstra tiltrækning. I hvert fald begyndte en mængde av dem straks med at tigge os om mat. Der var dem, der havde mat mere end nok for sig og sine for vinteren; men mange havde litet nok dels paa grund av uheld, dels paa grund av sin dovenskap. Det var ikke noget behagelig at faa alle disse tiggere ind paa livet. Vi maatte bestemt negte at gi dem noget, da vi jo ikke kunde gi os til at underholde denne mængde mennesker. De fik i Guds navn søke sig andetstedshen, hvor mat var at finde.

De fleste eskimoer bygget sine hytter denne vinter i Sælanddalen, og leiren saa ganske imponerende ut.

Vi havde nu den mørkeste tid av aaret med solen under horisonten døgnet rundt. Vi maatte bruke kunstig lys hele dagen. Jeg havde med mørketiden for øie forsynet os med ekstra patentlamper, hvori petroleumen ophetedes og i gasform avgav et særlig kraftig lys. Disse lamper havde allerede den første vinter jevnlig slaat sig vrang og voldt bryderi. Men nu iaar negtet de plent at gjøre tjeneste. Lindstrøm, under hvis departement lamperne hørte, var ganske [198] fortvilet og slet med dem med en ganske beundringsværdig utholdenhed. Men han maatte gi tapt tilslut, og vi blev nødt til at kassere hele vor lampebeholdning. Det var min store feil, at jeg saa blindt havde stolet paa patentet og ikke havde tat med nogen almindelige lamper. Oplysningsvæsenet stod derfor mot slutten av vinteren paa et temmelig lavt standpunkt ombord i Gjøa. En fotografilampe, en nathuslampe og to lanterner var alt, hvad vi havde, og med dem fik vi greie os saa godt vi kunde. Selvfølgelig gjorde Lund den ene ypperlige opfindelse efter den anden i lampeveien. De vilde utvilsomt alle ha vundet præmie paa en hvilkensomhelst utstilling av lamper, hvis de bare havde kunnet brænde. Men det kunde de ikke.

Julen nærmet sig, og alle forberedte sig til den. Som forrige aar var det ogsaa nu Lindstrøm, der tok det sværeste løft. Men ogsaa Wiik var i ivrig og fordulgt virksomhed. Juleaften kom med ruskeveir; men det gjorde jo mindre nu, da vi kunde tilbringe kvelden lunt i hus. Vi spredte flag rundt overalt paa skuten og iland; ja selv eskimoigluerne prydedes med norske flag. Vort festmaaltid var meget fint, om ikke saa gjilt som vort første julemaaltid. Der var – ved Wiiks forunderlige virksomhed –om mulig endnu flere presenter iaar end ifjor. Ved forrige utdeling havde det faldt sig saa, at Lindstrøm havde faat næsten bare urholdere. Han havde selvfølgelig ikke bruk for en eneste av dem. Ogsaa endel av os andre havde faat urholdere og visste som Lindstrøm ikke hvad vi skulde gjøre med dem. Nu havde Wiik gaat rundt og samlet sammen alle de mange urholdere, som ikke akkurat tilhørte Lindstrøm; han pakket dem ind paa forskjellig vis og adresserte hver pakke til Lindstrøm med hilsen fra forskjellige kjendte og ukjendte personer i hjemmet. For hver urholder var Lindstrøms rørelse og begeistring like stor som hans skuffelse, da pakken blev aapnet, og den evindelige urholder smilte ham imøte. Mangfoldige [200] andre indfald gjorde kvelden hyggelig og munter i vor lille kreds, og vor anden juleaften forløp i glæde som i vemod til alles tilfredshed.

Ogsaa eskimoerne holdt fest i disse dage. Umiktuallu, der var en mester i iglubygning, utførte et storverk, idet han forestod en sammenslutning av 3 nabohytter til én. Der fremstod herved en hel festsal, hvor eskimoerne tilbragte kveldene med dans, sang og gymnastik.

Umiktuallu var overhovedet en dygtig fyr. Han var saaledes den, der havde gjort den største fangst iaar. Endnu ved juletider holdt man paa at fragte hjem fangst fra hans depoter. Denne fragt besørges ikke av fangstmanden selv, men meget naturlig av de andre, som er med paa at fortære fangsten. Ogsaa de eskimoer, som i sommerens løp havde ligget nord paa landet, havde gjort god fangst. Og da de saaledes havde meget at fragte, laante de ofte vore hunder til transporten.

I midten av januar begyndte de først at gaa paa sælfangst. Og det var paa høie tid, thi forraadene var begyndt at bli lovlig smaa. Jeg er tilbøielig til at anta, at det var overtro, som hindret dem i at begynde før paa sælfangsten. Maanen skulde, saavidt jeg skjønte, ha en bestemt stilling, før de tør gaa paa sæljagt. Og maanen er dem en vigtig helligdom, hvorefter de inddeler sin tid. Deres overtro var dem overhovedet ofte iveien. Just ved denne tid hændte der noget karakteristisk i saa maate. En hel del av kvinderne havde jevnlig arbeide hos os ombord med at sy for os. Herfor fik de en liten betaling og var henrykte. Saa en vakker dag erklærte de alle, at de ikke kunde arbeide. Vi frittet og grov og fik vite, at den første sæl var fanget, og kvinderne havde spist sælkjøt. Det var da umulig for dem at ta sin haand i noget arbeide utenfor det hjemlige, før solen stod saa og saa høit paa himlen. Vi forestillet dem det taapelige heri, vi lovet dem mere betaling, ja vi likefrem [201] tryglet og bad dem om at fortsætte hos os med det arbeide, som var os til saa stor nytte. Men nei, her støtte vi paa en mur, som vi ikke kunde trænge igjennem med almindelig menneskelig argumentation. Her stod Gud eller Fanden bakom, og kvinderne fornegtet likeoverfor dette sin ellers ret bøielige og føielige natur! Kun gamle Navja havde været listig nok til ikke at spise sælkjøt. Og hun var nu om bord hos os og sydde fra morgen til kveld, en gjenstand for vor samlede hyldest.

Om samme gamle Navja er at berette, at hun var enke og havde to barn. Den ene var en datter paa 20 aar, Magito, en nydelig liten person, som tændte mangt et kablunahjerte i brand; hun var gift med Kirnir, en tølper av en fyr, som solgte sin kone for en rusten spiker. Den anden var en søn paa 12– 13 aar, en kjæk og prægtig gut. Mellem Navja og denne gutten bestod der et rørende forhold. Han fulgte hende, hvor hun gik og stod, og viste ial maate en mønstergyldig opførsel mot hende. Og hun [202] elsket gutten sin, saa det var helt betagende at se paa. Vi fik efterhaanden at vite, at disse to havde oplevet sammen en rædsel, som nok kunde binde to mennesker til hinanden, selvom det ikke havde været mor og barn. For flere aar siden havde Navja været med sin mand paa fiske langt oppe i landet og havt gutten med. Fisket slog daarlig ind, og saa blev manden syk. Navja strævet da med at skaffe føden, men fisken tok av, og manden blev kleinere og kleinere. Da saa manden døde, og der absolut ingen fisk var at faa og forøvrig ingen føde var at finde, blev de to, mor og barn, nødt til at fortære liket av husbond og far. Der var et drag av melankoli over gamle Navja fra denne tragedie. Hun var av natur munter og lystig, men kunde til tider henfalde i det dypeste tungsind. Og da klynget hun sig til sin gut.

Den 11te januar holdt jeg folketælling i Gjøahavn med omgivelser og fandt, at der var samlet 18 familier med tilsammen 60 levende sjæle.

En dag over midten av januar kom Lindstrøm og sa mig, at der var stjaalet hermetik fra vort oplag paa dækket. Vi havde tat ombord fra proviantkjælderen, hvad vi trængte for vinteren av hermetik, og sat det paa dæk, hvor der var tørt. Jeg havde fra første stund av havt min opmerksomhed henvendt paa, hvad dette indebar af fristelse for eskimoerne, navnlig nu, da de næsten ikke havde mat. Jeg holder det for et under, at det gik godt saa længe. Eskimoerne gik jo daglig til og fra og ut og ind paa skuten, og en hermetikboks kunde jo lettelig knipes i forbigaaende og skjules i klærne. Nu var altsaa nogen bokser borte. Jeg kaldte Uglen og Umiktuallu til mig og sa dem, at eskimoerne havde stjaalet fra os, og at jeg maatte ha rede paa, hvem der var de skyldige. De tok saken meget alvorlig og følte sig tydelig som dem, der havde et visst ansvar for sine stamfrænders opførsel. De gik og etpar timer efter kom de tilbake og nævnte navnene paa fire-fem stykker som de [203] skyldige. Det var alle oglulieskimoer; av Netchjillistammen havde ingen forgaat sig. Jeg lot de skyldige hente. Blandt dem var min store troldmand Teraiu samt hans bror Tamoktuktu. Forbrydelsen indskrænket sig til, at de havde tilvendt sig én boks hver. Jeg holdt en tordentale til dem og forbød dem fra nu av adgang til skibet. Hvorpaa de lusket av med halen mellem benene.

Jeg havde denne vinter to magnetiske observatorier. Det ene var opført av Wiik om sommeren og bestod av gamle seil og presenninger. Da vinteren kom, kastet vi det til med sne og havde saaledes et udmerket vinterobservatorium. Her havde et av vore reiseinstrumenter sin faste plads. 100 meter nordenfor havde jeg latt bygge en stor iglu. Her blev indsat svære isvinduer i væggen til alle sider, saa jeg havde saameget lys som mulig hele dagen. Instrumentet her stod paa en sokkel av sne, og den var saa solid, at ingen bevægelse merkedes paa det 30 kg. tunge instrument hele vaaren igjennem. Da det var av vigtighed fra tid til anden at gjøre samtidige observationer, indrettet vi os slik, at vi kunde rope til hinanden fra den ene hytte til den anden.

Som vaaren nærmet sig, saa det ut til, at det magnetiske arbeide vilde bli større, end at Wiik og jeg kunde klare det alene. Løitnant Hansen tilbød mig da sin tjeneste, og jeg tok med tak imot tilbudet. Han maatte imidlertid først gjennemgaa et kursus i bruken av instrumenterne. Men for ham, der var vant til at omgaas sine instrumenter, tok det ikke lang tid, og allerede efter etpar ukers forløp erklærtes han for utlært og kunde overta sin assistentplads.

Mot slutten av januar fik eskimoerne mere held med sin sælfangst; det havde i begyndelsen gaat noksaa daarlig med dem. Og Iste februar gjorde de tegn til at flytte fra os, idet de begyndte at kjøre sine forraad ut paa isen. Faa dage efter reiste de avgaarde selv, og vi var ikke litet lettet [204] ved at bli dem kvit. Den evige tryglen om mat havde plaget os noksaa meget.

Vi begyndte nu at utruste den slædeekspedition, som længe havde været planlagt for anstundende vaar. Det var løitnant Hansen, der sammen med Ristvedt skulde søke at naa over til østkysten av Victoria Land og kartlægge den – det eneste endnu ikke kartlagte stykke av det nordamerikanske arkipel. Som tidligere fortalt var et depot for denne ekspedition ført ut til Kap Crozier, ca. 100 kvartmil fra Gjøahavn.

Det første spørsmaal gjaldt hundene. Vi havde et fortrinlig spand, men det var for litet. Løitnanten og Ristvedt tok sig da en tur ut til eskimoerne, der nu holdt til ca. 20 kvartmil utpaa isen, og vendte to dage efter tilbake med fire store hunder, som de havde byttet til sig for nogen jernstænger. Imidlertid var disse hundene temmelig utsultet og maatte fores op, før de kunde tages i bruk. Hermed meldte det næste spørsmaal sig – foringen, som er likesaa vigtig som hundene selv. Al vor hundemat var forsvundet. Det eneste vi havde igjen, var noget menneskepemmikan, og det vilde ikke forslaa stort. Vor pemmikan bestod av 50 pct. oksefett og 50 pct. hestekjøt, som var tørret og knust. Disse to stoffer var smeltet sammen og delt op i plater paa ½kg., hvorved pakning og transport lettedes. Det er oprindelig indianerne, som har lært os bruken av denne proviant, og derfor vil alle polarforskere være dem i høi grad taknemlige. Pemmikanen smaker udmerket godt, tar liten plads og kan spises raa, stekt eller kokt. Navnlig som proviant paa en slædeekspedition er den uvurderlig. Vi havde forøvrig med os endel kasser med hundetalg, som skrev sig fra den 2den Framekspedition og viste sig meget brukbar. Likeledes havde vi en masse havregryn og havremel, som laa ubenyttet, da ingen av os satte nogen større pris derpaa. Alle disse saker fik løitnant Hansen sig utleveret, og saa [205] begyndte han at eksperimentere sig frem. Havremel med hundetalg viste sig at smake hundene og bekomme dem vel. Og saa opstøpte han rationer av disse blandinger paa ½kg. – hundenes daglige maaltid. Fabrikationen gik i stor stil, hele skuten var en patent-hundefôrfabrik under ledelse av disponent Godfred Hansen. Arbeidet gik raskt fra haanden, og snart var hele det spørsmaal bragt ut av verden. Saa blev det øvrige utstyr gjennemgaat og undersøkt. Lund stod i spidsen for arbeidet med slæderne, der havde været brukt endel fra tid til anden og maatte repareres og forsynes med nye varemeier.

Under disse forberedelser kom der bud om, at Talurnakto, den forsvundne postfører, var kommet til Navjato og ansøkte om at maatte bli tat til naade igjen. Vi havde savnet ham meget baade for hans arbeidsdygtighed og for hans gode humør og fandt ikke hans forbrydelse større end saa mangen andens, der er rendt avsted med en anden mands kone; ja egentlig var den jo meget mindre, eftersom i dette tilfælde konens hele familie, mand og barn, fulgte med. Følgelig lot vi ham vite, at vi vilde tilgi ham og gjenindsætte ham i hans tidligere stilling som altmuligmand ombord. En kveld i februar kom der melding om, at Talurnakto var ankommet. Han turde ikke dennegang komme ind til mig uten videre. Jeg lot ham da hente. Hans utseende havde undergaat en bedrøvelig forandring siden sidst; han havde tydelig havt en anstrengende opgave som elsker. Det runde, glade fjæs var blit langstrakt og magert og bar præg av det dypeste mismot. Det lot ikke til, at han havde bare skjønne og dyrebare minder fra sit elskovseventyr. Alle hans eiendele, kniv, spyd, pipe og andet var gaat over til den elskede, – d. v. s. egtemanden havde jo maattet ha nogen godtgjørelse for sin liberalitet. Den arme Talurnakto vendte i det hele ribbet tilbake fra sin escapade.

[206] 7de februar gjorde løitnanten aarets første slædeekspedition, idet han drog til Kaa-aak-ka for at gjøre endel magnetiske observationer. Det var i tidligste laget at begynde utearbeide, men vi havde meget for os og maatte kile paa – koldt var det, saa det sprutet. Det er forunderlig, hvor alle ting blir skjørt og sprødt i slik kulde. Saaledes stod Lund en dag og arbeidet paa varemeier til slæderne; hickoriemnet, han stelte med, laa over etpar to fot høie kasser; ved en uheldig bevægelse kom han til at la emnet falde i dæk, og der røk det i mange stykker. Hickori er vel den seigeste træart i verden; vor var utsøkt vare fra Pensacola; men i disse kolde egne er f. eks. grønask meget at foretrække. –

En lørdag eftermiddag blev vi overrasket av, at vor slæde forspændt med fem hunder kom farende ind paa havnen og noksaa galant svinget op ved skuten – uten at vi saa nogen styresmand. Saa kom der litt efter melding fra «Magneten» om, at en sort prik var at se ute paa isen. Og langt om længe kom lille Talurnakto stampende og pæsende: Han var blit kastet av slæden, og hundene havde rendt fra ham og hjem.

Uglen kom en dag ledsaget av en anden eskimo og fortalte, at nogen oglulieskimoer havde været henne og stjaalet i vort provianttelt. De medførte en uaapnet smørboks, som de havde paagrepet. Ved undersøkelse viste det sig, at der var forsvundet ¼ kasse slædebrød, 10 plater pemmikan og den nævnte smørboks. Havde vi ikke faat meldingen, vilde vi rimeligvis aldrig ha merket dette tyveri, eftersom tyvene havde sat alt i den skjønneste orden efter sig. Man kan jo ikke si andet, end at de havde været nøisomme. Det var gamle Teraiu, samt hans bror Tamoktuktu, som stod i spidsen for denne ekspedition, som var utført en tidlig morgentime. Uglen fik som løn for sin ærlighed en stor øks, den andre en kniv. Da de drog tilbake igjen, lot jeg dem hilse tyvene med, at hvis nogen av dem viste sig i [207] Ogchjoktu, vilde de bli skutt paa flekken! Samme kveld la Ristvedt en liten mine ved døren til provianthuset, slik indrettet, at den vilde springe, med det samme døren toges bort. Den var ganske uskadelig, men vilde vistnok være tilstrækkelig til at hindre gjentagelse av indbrudsforsøk.

Vi hentet tilbake de to baater, som vi havde efterlatt os i marken. De havde ingensomhelst skade lidt.

Paa grund av en feiltagelse i nedlægningen av mine reisemagneter fandt jeg det nødvendig at gjøre omigjen forrige aars arbeide omkring stationen. For nu at undgaa at bruke en hel del tid paa bygning av snehytter lot jeg Hansen med en eskimo til hjælp gaa i forveien til de forskjellige pladser og bygge hytte for mig. Det var en overordentlig stor behagelighed at komme frem til færdig hus og straks kunne gaa igang med observationerne. Denne observationsreise tok en maaneds tid. Den laveste temperatur i denne vinter observerte jeg i Kaa-aak-ka – næsten -47°. Denne vinter var med andre ord betydelig lempeligere end den foregaaende.

Den hele tid stod vi i livlig forbindelse med eskimoerne, som havde forlatt os i februar for at gaa paa sælfangst. Ret som det var kom nogen av dem paa besøk til os, og av og til besøkte vi dem. Et godt eksempel fik vi paa den respekt vi havde indgydt disse folk. Itchjuachtorvik-eskimoerne havde, som det vil erindres, stjaalet en slæde og proviant fra Ristvedt og mig, da vi var paa vei til den magnetiske pol forrige vinter og nedla et depot nord paa kysten av Boothia Felix. Nu iaar kom de og leverte slæden av frygt for, at vi kunde tilføie dem noget ondt. De holdt sig dog paa distance og satte slæden fra sig ute paa isen i netchillieskimoernes leir. Deres frygt maa ha været meget stor, naar de saaledes gav fra sig igjen en saa dyrebar gjenstand som en slæde. Den var forøvrig endel ramponeret, men under Lunds kyndige behandling blev den endog sterkere og bedre end før.

[208] Det hændte ikke sjelden, at eskimoerne kom paa besøk sent om kvelden; jeg havde da ondt av dem i den svære kulde og inviterte dem til at ligge i kahytten om natten hos løitnanten og mig. Vi kunde saaledes ha optil 13 nattegjester inde hos os. De laa paa bare gulvet med renskind over sig – stuvet sammen som sild i en tønde. I forkahytten negtet de at ta imot nattegjester; de rynket paa næsen og erklærte, at det lugtet saa ilde av dem. Nu syntes jo ikke hverken løitnanten eller jeg, at det akkurat duftet av eau de cologne, viol eller «nyslaat hø», naar eskimoerne trak av sig sine kamikker om kvelden, – men vi indsaa, at vi ved at ofre os viste gjestfrihed paa en god og billig maate.

I vinterens løp stiftet løitnant Hansen, Wiik, Ristvedt og jeg en forening, hvis formaal var, at medlemmerne skulde saavidt mulig smake paa samtlige landets produkter. Ristvedt blev utnævnt til foreningens kok, da Lindstrøm «heller vilde hive sig i havet end at tilberede slikt svineri!» En rævestek, som foreningen delikaterte sig med en kveld, havde nær bragt vor kjære kok til vanviddets rand. Han erklærte os for at være de største svin i verden. Men foreningen avgav den enstemmige erklæring, at rævesteken var det fineste maaltid, vi nogensinde havde faat os serveret her ombord. Kjøttet av hvitræven, hvorav der fandtes en mængde, smakte virkelig meget godt og mindet om hare. Vi forsøkte os ogsaa paa andre retter som renmave, sælsveiver o. lign.

Blandt vort utstyr havde jeg medbragt hjemmefra en hel del forskjellige slags spil, jeg tror jeg havde 75 forskjellige. Av disse kom imidlertid bare et beleirings– og et damspil i anvendelse. Det var dog ikke ekspeditionens medlemmer, som brukte dem; det var Uglen og Talurnakto. Løitnant Hansen havde bibragt dem et svakt begrep om, hvorledes brikkerne skulde flyttes. Hvad spillet forøvrig dreiet sig om, ante de ellers ikke. Men de satte miner op som de dypsindigste [209] filosofer og hang over brikkerne i lange timer. Vi moret os kostelig over dem – i al stilhed. Ingen visste, til hvilket resultat de to kjæmpende kom, men selv var de yderst tilfredse. Den mest yndede adspredelse for dem, naar de var nede og besøkte os, var dog at se paa illustrerte bøker. Første gang satte de gjerne billedet paa hodet, men naar vi hjalp dem, fandt de sig tilrette. Nu vilde uheldet, at vi næsten bare havde avbildninger fra boerkrigen. Men av dem havde vi da ogsaa en vældig mængde. Det var mord og drap og brand og slagtning, saa selv vi hvite fandt det uhyggelig nok. Eskimoernes indtryk av «civilisationen» blev gjennem disse billeder neppe lyst eller tillokkende.

Vinteren var nu forbi, og alle tegn tydet paa, at vaaren stod for døren. Der var stor forskjel fra ifjor. Da havde vi i slutten av mars omkring 45 kuldegrader, iaar var vi oppe i 8. Dette spaadde godt for sommeren, der vilde ha saa stor betydning for os.

Alt vinterarbeide var over og stationen atter omgit av en cirkel av observationer. De langveis farende slædemænd stod færdige til at gaa avsted, saasnart veiret blev fint. Denne slædeekspedition var utstyret for 75 dage, under forutsætning av, at det depot, som aaret forut var nedlagt ved Kap Crozier fandtes i orden. I motsat fald havde den kun proviant for 50 dage.

Den 2den april 1905 brøt ekspeditionen op. Under gjensidig flagning satte de avsted med kursen vestover mot Victoria Land, fulgt av vore varmeste ønsker om held og god fremgang.

Med ekspeditionens avreise regnet vi det aar, at vaaren tok sin begyndelse. Vistnok fik vi mere end én vældig snestorm endnu utover en tid. Men vinterkulden var knækket og vendte ikke tilbake.

Hvad jeg vil søke at skildre i dette kapitel, er mit personlige indtryk av de eskimoer, vi traf sammen med paa Amerikas nordøstkyst, – mine iagttagelser av deres liv og kamp for tilværelsen. Vor opfatning av disse eskimoer var saa forskjellig, at jeg kan si, hver eneste en av de syv deltagere i Gjøaekspeditionen havde sin særskilte mening om dem. Om deres sprog og uttale var vi daglig i strid, ja vi enedes saagodtsom aldrig om et eneste ord. Var det saaledes en av de andre deltagere og ikke mig, der skulde fortælle om disse mennesker, vilde hans skildring vistnok i mange punkter avvige fra min – uten at det er godt at si, hvilken der var den rigtigste og sandeste.

Naar jeg nu gir mig ikast med at fortælle om disse den magnetiske nordpols beboere, netchjillieskimoerne, vil jeg derfor forsøke at skildre dem kun saaledes, som jeg møtte dem, og som jeg lærte dem at kjende. Der er paa dette omraade mangfoldige kilder og autoriteter, jeg kunde ha opsøkt for at gi mine læsere et mere fyldestgjørende kapitel om eskimoerne; – men jeg har med vilje undlatt [211] at læse dem netop av frygt for at komme til at meddele, hvad andre og ikke jeg selv har sét og oplevet med dem. Paa grund av mit mangelfulde kjendskap til deres sprog kan der selvfølgelig være endel feilagtigheder i min opfatning av de forklaringer, jeg mottok av eskimoerne; dog tror jeg trygt at kunne si, at det væsentlige er korrekt. Vort alfabet eier ikke bokstaver, som gjengir mange av de eskimoiske ords lyd. Jeg har derfor tat tilnærmelsesvis tilsvarende bokstaver og søkt at komme, lyden saa nær som mulig.

Eskimoerne fra Boothia Felix-halvøen paa Amerikas nordøstkyst og vestover til Kobberminefloden er – ifølge deres eget utsagn – inddelt i følgende stammer: Itchjuachtorvikstammen, der har sit hovedsæte omkring Elizabeth, Victoria, Felix og Sheriff Havn paa Boothia Felix's østkyst, Itchjuachtorvik, hvor Sir John Ross overvintret med sit fartøi «Victory» 1829–1833; Netchjillistammen ved Willersted-sjøen (Netchjilli) paa Boothia-istmen; Utkohikchjallikstammen i Utkohikchjalli eller egnene omkring Back eller Store Fiskeflodens utløp i Ishavet; Oglulistammen i Ogluli, vestkysten av Adelaide-halvøen, og Kiilnermiunstammen i Kiilnermiun eller egnene omkring Kobbermineflodens utløp i havet.

Ved omgang, indgifte og optagelse er disse forskjellige stammer glidd saaledes ind i hverandre, at de praktisk talt nu maa regnes som én eneste stamme. Deres utseende, klædedragt, seder og skikke er ogsaa næsten ens og bevirker end yderligere en sammensmeltning. Dog tror jeg, det er galt, naar man – som jeg har sét det gjort i mange beretninger og avhandlinger – regner alle disse forskjellige stammer som tilhørende én oprindelig grundstamme, Netchjillistammen.

Oglulieskimoerne var den av disse stammer, der havde været mest i berøring med hvite mænd. I disses nærhed [212] drog mange av Franklinekspeditionens folk sit sidste suk. Disse var det ogsaa, Mc. Clintock, Hall og Schwatka traf sammen med paa sin undersøkelsesfærd efter Franklindokumenterne, og disse blev altsaa de første, som vi støtte paa. Flere av denne stamme kunde erindre medlemmerne av Schwatkaekspeditionen, og der var endnu endel rester av engelske ord igjen blandt dem, som f. eks. «oata» (ɔ: water) og «naiming» (ɔ: knife). Et andet slaaende bevis for, at denne stamme havde været sammen med «civiliserte» mennesker før, var, at gamle Teraiu allerede første aften vi traf ham, beredvillig tilbød os sin kone, Kajaggolo. Ellers var der ikke blandt dem nogen av de synlige ting, der ellers pleier at findes efter hvite mænd. Vi paatraf saaledes yderst litet jern hos dem. Blandt de andre stammer var der, undtagen hos netchjillieskimoerne, fuldstændig mangel paa jernmateriale. Av de øvrige stammer havde itchjuachtorvik– og netchjillieskimoerne været sammen med engelskmændene i 1829–34; men alle de dalevende var nu døde. Kun 3 gamle koner av Netchjilli stammen var igjen, som kunde fortælle om at ha sét hvite mænd – ved Eivili (Repulse Bay), hvor de havde været med sine mænd.

Samme aar, som vi ankom til Kong Williams Land, var 4 netchjillieskimoer reist sydover til Eivili med pelsverk for at bytte. Dette var et tegn paa en foretagsomhed, som vi ikke merket hos nogen av de andre stammer. Ellers saa vi ved vort første møte med netchjillieskimoerne intet, der tydet paa nogen forbindelse med utenverdenen – med undtagelse av nogen faa jernstænger og kniver, de havde tiltusket sig hos de søndenforboende eskimostammer.

Vi stod her med ett ansigt til ansigt med et folk fra stenalderen, flyttedes uten overgang flere tusen aar tilbake i tiden, til mennesker, der endnu ikke kjendte anden maate at frembringe ild paa end ved at gnide to stykker træ mot [214] hinanden. Og som med møie og besvær fik sin mat saavidt lunken over sæltranen i sin stenhelle, mens vi i et øieblik kokte vor mat paa vort moderne kokeapparat. Vi kom her med vore sindrigste, moderneste opfindelser paa skytevaabnenes omraade til mennesker, der endnu brukte lanse, piler og bue av renhorn. Deres fiskeredskaper var lange spyd, ogsaa gjort av renhorn; time efter time maatte de staa besværlig og vente og spidde hver enkelt fisk, eftersom den kom, – mens vi satte ut vore garn og tok saa mange vi vilde.

Hvis man imidlertid av disse menneskers vaaben, redskaper og husgeraad vilde slutte sig til en lav intelligens, tok man feil. De tilsyneladende saa primitive gjenstande viste sig at være saa vel avpasset efter de forhaandenværende behov og forhold, som kun aarhundreders erfaring og klok prøven sig frem havde kunnet gjøre dem.

Netchjilli – netchjillieskimoernes hjem og jordiske paradis – ligger som før omtalt paa Boothia-istmen. Det er den store Willerstedsjø med sine mosgrodde bredder og sin lille stump av en elv, der fører ut i havet, som allerede gjennem aarhundreder har baaret dette navn. Her har Netchjillistammen sit fædreland; just ved disse bredder har deres fædre og forfædre fra sine telter drevet jagten i den lyse sommernat. Her sprang de som barn omkring med sin lille bue og piler og skjøt paa smaafuglen for senere at kunne forfølge og dræpe det større vildt i stormende flugt. Her har de i sin ungdom fulgt de ældre ut og høstet saa mangt et godt raad, saa mangen god erfaring, – indtil de endelig selv som egtemænd og fædre støttet paa disse gode raad og erfaringer selv for alvor optok kampen for tilværelsen i det liv, de var kastet ind i.

Vi er midt i juni maaned, den deiligste tid i disse egne. Vi kan i fred og ro nyde de herlige sommeraftener; thi myggen, denne den værste av alle arktiske plager, som [215] formaar at gjøre selv den mest fortryllende sommeraften til et helvede, er endnu ikke kommet. Teltene ligger spredt enkeltvis utover hele territoriet. En har valgt sig en liten knaus med utsigt til teltplads – en anden bredden av et litet vand, hvor ørreten gaar tyk og fet. Teltene er ingen pragtverker. De fleste er sydd av baade ren– og sælskind. De bedste fangere har udelukkende sælskind i sine, de daarligste udelukkende renskind. Sælskind er kostbarere end renskind.

Atikleura har i sommer valgt sin teltplads oppe paa den høieste knaus for bedre at kunne ha utkik med renen, naar den kommer. Hans telt er et mønstertelt. Det bestaar av tynde, klare, velpleiede sælskind. Selv i sømmen er det finere end de andres. Det er reist med aapningen fra vinden. En rik mand som Atikleura bruker 3 teltstokker – 1 hovedstang, som bærer hele teltet og 2 korslagte, som danner indgangen. Noget særskilt patent for teltdør findes ikke. For at holde teltet nede lægges der en krans av store stener paa teltdukskanten nedentil. Naar eskimoen reiser, blir disse Stener liggende igjen og danner omtrent en cirkel. Denne kaldes en teltring. Saadanne teltringer fandtes spredt over hele Kong Williams Land. Ogsaa i valg av disse Stener utviser eskimoen smag. Det er saaledes en fryd at se Atikleuras teltring. Hans bohave bestaar ikke av luksusgjenstande, men for et eskjmotelt at være, er der ualmindelig rent og ordentlig. Mosebunden, som teltet staar paa, er dækket av en masse renskind. Og da Atikleuras kone Nalungia sætter sin stolthed i at ha det pent, ligger renskindene i smuk orden. Der findes intet spor av kjøkkenstel inde. Kjøkkenet er like utenfor teltdøren. Spæklampen brukes kun om vinteren; om sommeren varmer man sin mat med lyng. Varmen tændes op mellem to stener, og kokekarret sættes oppaa disse over sprækken i midten. Kokekarrene er av forskjellig størrelse. [216] I en mønsterhusholdning som Atikleuras er det omtrent 75 cm. langt, 25 cm. bredt og 25 cm. høit. Det er gjort av en bløt stenart, de faar fra sine venner utkohikchjallikeskimoerne.

Lille Anni farer rundt teltet og leker. Det er ikke frit for, at han blir bortskjæmt. Alle andre barn i hans alder maa arbeide og hjælpe til – men det er saa rart med stormandssønner! Errera, den ældste, er en prægtig gut. Han kommer netop hjem fra fiskefangst. I haanden bærer han sin fiskegaffel (kakiva), paa ryggen i en sælskindsskræppe sit utbytte. Han kaster skræppen hen til moren, som sitter inde i teltet optat med sin evindelige søm, lægger derpaa spydet langs med teltet. Fiskegaflen (fig. 1) bestaar av 4 dele. Skaftet er av træ og jo længere desto bedre; under 3 meter bør det ikke være. Ytterst paa dette sitter de tre andre dele surret fast med senesnor gjort av rensener. De to dele er like og danner gaflens ytre vægger; de har begge en mothake paa indersiden. Den tredje del bestaar kun av en skarp spids, som er drevet ind og surret fast i skaftets ende. Paa denne spiddes fisken og hindres ved mothakerne paa de to sidevægger fra at gli ut igjen. Oprindelig gjordes dette redskap kun av renhorn. Nu i vore dage er midtpiggen og mothakerne som oftest av jern og sidestykkerne av moskusokseben. Moskusoksens horn avgir et mere elastisk materiale end renhorn.

Lille Anni har allerede nærmet sig moren, som er begyndt at rote om i fiskesækken for at undersøke indholdet. Nu gjælder det at snike sig til en godbit. Især er de raa fiskeøine hans ønskers maal. Disse betragtes som en stor delikatesse, og lille Anni gir sig ikke, før han har faat sin del. Familiens øvrige medlemmer fortærer en del av fisken straks, endel lægges op i gryten for at varmes. Nogen kokning brukes ikke. Men det er allikevel ikke en saa ganske letvint proces som det høres ut dette at [218] «lunke paa» maten. De kjender jo ikke vore fyrstikker, som fremtryller ild i et nu. Og deres «ildtøi» er av aller primitiveste art. Det bestaar av to stykker træ, hvorav det ene er flat med en række fordypninger i, det andet formet som en rund pinde, avrundet i begge ender – samt av et stykke renben og en tyk, kraftig snor av rensener. Desuten er en liten pose med knusktør mose uundværlig. Naar der nu skal gjøres ild, lægges det flate stykke mot et haardt underlag, saaledes at fordypningerne vender op. Den anden del, den runde pinde, sættes med den ene ende, som nøiagtig passer til fordypningerne i det flate træstykke, ned i en av disse med den anden fast i tilsvarende huller i renbenet, som i regelen støttes mot brystet. Med rensnoren tages der nu et tørn om pinden, og man driller freidig væk. Om vinteren kan det gaa langsomt nok; men tørt som det er nu paa denne aarstid, tar det ikke mere end nogen faa øieblikke at gjøre fyr. Snart ryker det lystig fra de to træstykker, og den arbeidende stanser op og undersøker. Har han drillet tilstrækkelig længe, har der dannet sig et fint træpulver, som nu gløder. Dette glødende pulver bankes fra træstykket ned i posen med den tørre mose, hvor det under stadig pusten bringes til at gripe om sig. Naar det saa er lykkes at faa fyr i mosen, bringes denne i forbindelse med et eller andet stof indsat med tran. Det flammer da straks op. Den, der først har ild, laaner selvfølgelig gjerne til sin nabo.

Jeg viste dem engang, hvordan vi kunde gjøre ild ved hjælp av solen og et brændglas. Dette moret dem meget, men det faldt dem ikke ind at skaffe sig et brændglas og gjøre sig nytte av det.

Naar nu fisken er varm, gaar familien løs for alvor. Gaffel og kniv kjender Atikleura og hans familie selvfølgelig ikke. De maa nøie sig med de spiseredskaper, naturen har git dem. Det kan jo bli varmt undertiden, men de tar det ikke saa nøie. Efter maaltidet pusler familien med litt [219] av hvert. Errera finder ut,– at hans fiskegaffel ikke er helt ut som den bør være, og gir sig til at rette paa den.

Alt arbeide hos eskimoerne ledsages av sang – hvis man da kan bruke en saa smuk betegnelse som sang for den lyd, de frembringer! Men selv ikke det mindste arbeide gjøres hverken av mænd eller kvinder uten akkompagnement av disse forunderlige, ensformige tonefrembringelser: c–d–e– f, f– e–d–c, c–e – d–f, d– f–e – c, osv. i det uendelige. Selv for et menneske, hvis høieste musikalske præstation er en falsk «Gubben Noa», er denne ensformige musik til at bli gal av. Naar jeg avla dem besøk, lot de dog altid være at synge, thi de visste, at deres umusikalske øvelser straks smittet paa mig, og heller end at høre paa mig, tiet de selv stille. Mens Errera reparerer fiskegaflen, gjør Nalungia forberedelser til at sætte Atikleuras kajak istand. Den ligger nu utenfor teltet paa to smaa stenrøiser saa høie, at hundene ikke kan komme til den. Alt træarbeide er næsten færdig. Der mangler kun nogen sidste surring og liming. Det har været et taalmodighedsarbeide at sætte den sammen; thi den bestaar av ganske smaa træstykker, som er surret sammen. Til surring anvendes rensener, som er udmerkede, saa længe de er tørre; naar de blir vaate, strækker de sig, og surringen slakner. Kun hvor der skal være en finere sammenføining, anvendes lim. Dette laves av renblod paa en høist eiendommelig maate. [220] En ganske liten pose fyldes med blod, eskimoen tar den i munden og smaasuger paa den en lang stund. Ved denne behandling løper blodet sammen og danner en tyk væske, der staar fuldt paa høide med vort bedste lim.

Det gjælder for Atikleura at faa sin baat hurtig færdig nu og i fuld stand, til isen gaar op paa elven. Renen er nemlig allerede begyndt at indfinde sig i flokker, og den store sommerjagt tar snart sin begyndelse. Det kan ogsaa snart være paa tide nu at faa litt ferskt renkjøt; det er længe siden sidst. Desuten er al traaden saagodtsom sluppet op for husets frue – naar hun nu faar trukket kajakken, er der ikke mere igjen. Og sælsener duer ikke. Det er en ren fornøielse at iagtta hende, som hun nu ivrer for at bli færdig. Enkelt traad er for tynd til at sy kajaktrækket paa med; hun holder derfor nu paa med at flette en tykkere. De smaa hænder – ja, for finere og mere velskapte hænder og føtter end eskimokvindernes findes neppe – gaar saa hurtig, at man ikke kan skjelne de enkelte fingre.

Paa denne maatte har familien fuldt op at gjøre. Og vi gaar nu over til Atikleuras nabo, Kaa-aak-kea, for at se, hvorledes der ser ut. Hans telt ligger saaledes til, at det er umulig at begripe, hvorfor han netop har valgt den plads; ikke er det paa nogen høide og ikke i nærheden av vand. Men raringer findes der jo overalt i verden og saaledes vel ogsaa blandt eskimoerne. Et halvt blik paa teltets utseende sier os, at vi her har fundet en komplet motsætning til familien Atikleura. Der findes omtrent ikke et sælskind i hele teltduken. Det er sydd sammen av gjennemhullete, markætte renskind. Han har ikke engang git sig tid til at fjerne haarene; der sitter store tjavser igjen av dem hist og her. Og sømmen svarer til skindene. Et sting i ny og et i næ. Det er saa ilde gjort, at jeg tror selv jeg skulde ha greiet det bedre. En masse fiskeben ligger utenfor teltet og tiltrækker sig sværme av umaadelige spyfluer.

[221] – Manik-tu-mi, Kaa-aak-kea. Et langtrukkent, dorskt manik-tu-mi svarer indenfra en haug med skindfelder. Han er ikke oppe endnu. Man ser bare en dot tjavset haar og et par blodsprængte øine, som stikker op av et skindteppe. Alt herinde er befængt med skidt, og der lugter derefter. Nogen længere passiar blir der derfor ikke av. Jeg kan ikke, saa gjerne jeg vil, faa mig til at ha ondt av Kaa-aak-kea; thi hans egen brutalitet er skyld i, at han nu lever enslig og forlatt. Sin første kone mishandlet han ofte, slog og banket hende, saa hun var blaa og grøn baade her og der. Hun døde i sidste barselseng, og bra var det for hende. Kaa-aak-kea fandt imidlertid enkemandsstanden noget traurig og begyndte om litt at se sig om efter en ny kone. Men det er ingen let sak i en verden, hvor kvindfolkene er saa faatallig repræsenteret som hos disse eskimostammer. Han tok derfor det fornuftige parti at reise utenlands til en av de andre stammer efter kone. Efter nogen maaneders forløp vendte han tilbake og havde med sig et barn paa 9 aar. Dette barn var hans kone! Hvorledes forholdet egentlig var her, kom jeg aldrig paa det rene med. Selv sa han, at hun først skulde bli hans kone om nogen aar – men jeg har nu saa min egen tro om den ting. Det var en gru at se, hvordan dette barn gik klædt. Hun gik om i nogen gamle utslitte klær efter Kaa-aak-kea, der selvfølgelig var mange gange for store for hende. Fottøi likedan. Juling fik hun og litet mat. Men saa en vakker dag rømte hun. Uten mat og næsten uten klær gik dette barn 30 kvartmil, inden hun naadde folk, som tok sig av hende. Nu levet altsaa denne bulbiter alene sammen med sine to smaagutter.

Den ældre bror Akla var mange grader bedre end sin bror Kaa-aak-kea, selv om han ikke egentlig heller var nogen pryd for stammen. Han var gift med «Pandora», stammens største og kraftigste dame. Sandsynligvis var det disse hendes egenskaper, som avholdt Akla fra at begaa de samme volds[222] handlinger som broren. Dette egteskap saa ut som alle «lykkelige egteskap». Hun førte uindskrænket kommando, og han lystret blindt. Det var denne dame, som spillet saan en indgripende rolle i vor ven Talurnakto's liv. Hendes yndigheder var det, som lokket ham første gang fra pligtens vei, og disse yndigheders haandfaste natur satte da ogsaa sine merker paa den stakkars mand i løpet av den tid, da han spilte en medegtemands rolle i Aklas hus. Les extrémes se touchent. Talurnakto var Netchjillistammens mindste mand – Pandora dens kjæmpekvinde.

Det var iøvrig ingen mønsterhusholdning, hun førte, Pandora. Ungerne var skidne og stygge, og Aklas paaklædning heller ikke altid upaaklagelig.

Den tredje bror, Ojara, var den bedste av dem og en av de mest tiltalende typer inden stammen. Han kunde være ca. 27 aar gammel, var høi av vekst, mørk og med et venlig, vindende smil. Han og hans bedste ven Ahiva tilhørte stammens spradebasser. De havde begge unge, søte koner, Alo-Alo og Alerpa. Første gang jeg traf disse to par, var Ojara gift med Alo-Alo, og et mere forelsket par [223] vet jeg ikke at ha sét. Da jeg en kort tid efter atter traf dem, var forholdet imidlertid anderledes. Nu sat Alo-Alo paa husmorspladsen i Ahivas telt. Da jeg viste dem, at jeg trodde før eller nu at misopfatte situationen, bøiet den kokette lille kone sig henimot sin mand, tok hans hode mellem begge hænder og gned næse med ham, som om hun vilde si: – Her ser du! Her kan ikke foreligge nogen feiltagelse. At «gnide næse» vil paa eskimoisk si det samme som at kysse paa europæisk. Jeg gav mig selvfølgelig straks. Forholdet var jo heller ikke ganske ukjendt i «Kablunalandet». Dette var forøvrig det eneste tilfælde av konebytting, jeg saa med egne øine.

Begge disse mænd var flinke fangere og konerne dygtige husmødre, saa unge de var. Deres telter laa sammen paa en yndig liten plet, hvor kjærlighed nok kunde trives.

Paa en fremspringende pynt like ned mot elven ligger der et andet telt. Det maa være en storkakse, som eier det, saa usedvanlig stort og fint som det er. Han har ogsaa gjort et godt fiske; og det ser ut til – hvad der ikke er almindelig hos eskimoerne ellers – at han ogsaa tænker paa fremtiden. Thi der hænger lange rader av den deiligste smaalaks og ørret til tørk. Man hører paa lang avstand eierens, Kachkochnellis, latter. Han har naadd den modne alder, er mellem 40–50 aar og har allerede været bedstefar. Smuk kan han ikke kaldes, snarere det motsatte. Han er av middels høide, en smule fyldig og har til særmerke rødkantede øine. Han er altid fuld av spøk og moro.

Kachkochnelli var en meget klok mand og en av stammens dygtigste fangere. Han var ogsaa forresten en av de lureste forretningsfolk. Han laa altid i handel med en eller anden. Han havde kone og tre barn. Konen lignet en rigtig velnæret bondekone, var altid blid og venlig. Hun gik blandt os under navn av «Nujakke» eller svigermor. Kachkochnelli vilde nemlig endelig, at jeg skulde kjøpe [224] Ojaras kone Alerpa, som var hans datter, og da vilde altsaa hans kone bli min svigermor. Dette hans forslag vakte selvfølgelig almindelig jubel over hele linjen. Men nogen handel blev der da ikke noget av. Han søkte ogsaa meget ihærdig en liebhaber paa sin kone, men heller ikke denne forretning lykkedes for ham. Hans ældste gut, Kallo, var ca. 10 aar gammel – vakker, men uskikkelig. Hans yngste søn het Nulieiu og var en av de pudsigste unger, jeg har sét – altid skidden og fæl. Det var dog hans klædedragt, som tildrog sig mest opmerksomhed. Han gik som alle smaa eskimobarn i hans alder – like op til 6 aar – klædt i en helsydd dres, det vil si, bukser og trøie i ett – enslags kombination eller «buksebjørn» altsaa. Nulieius dragt udmerket sig dog ved at være særlig luftig, idet den nemlig var aapen foran fra halsen like ned til maven. Hele dette parti av gutten var altsaa blottet. Naar hertil kommer den uundværlige aapning, som alle eskimobarn har bak paa et visst sted, saa vil man forstaa, at Nulieiu gik i en stadig gjennemtræk. Jeg saa ham i dette luftige antræk, like til det satte ind med den strengeste vinterkulde. Om vaaren var de forsigtigere med ham; men naar temperaturen gik op mot frysepunktet, kunde man være viss paa at se ham i sin sommerreformdragt igjen. Naar eskimobarna er over 6 aar, blir dragten lukket over det hele.

I det lille telt litt længere borte bor Poieta, Atikleuras yngre bror, sammen med sin kone Nalungia og deres lille søn. De har det ikke særlig rummelig, men rent og pent efter omstændighederne. Nalungia sitter og steller sin lille gut, det er rent rørende at se paa. Hun bærer sig simpelthen ad som katten, slikker ham ren over hele hans krop, saa nu ligger han der og glinser noksaa nydelig. Gutten er forresten ikke hendes egen, hun har faat ham i foræring av en mor, som muligens havde formange. Efter badet er barnet blit tørst og tilkjendegir nu dette med høie [225] brøl. Han lægges straks til brystet. Den lille tror nu at skulle faa sin tørst slukket og tier øieblikkelig stille. Nalungia har imidlertid aldrig været mor. Og nu utfører hun et av de morsomste kunststykker, jeg har sét. Hun forstaar jo, at gutten ikke lar sig narre i længden, og tænker derfor, det er bedst at komme ham i forkjøpet. Hun tar sig raskt en mundfuld vand, og inden gutten faar tid til at begynde at skrike igjen, fører hun med en lynsnar bevægelse barnets mund op imot sin og utfører med en likefrem forbausende færdighed det kunststykke at la barnet drikke vandet av sin mund.

Da der nu kommer gjester tilgaards, er hun imidlertid kjed av at stelle med barnet og lægger det hen for at passiare litt med de nyankomne. Barnet ligger imens glad og tilfreds under et renskind og smatter paa sin taate. «Taaten» bestaar hverken i flaske eller smok, men simpelthen i et stykke spæk, hvorigjennem der er trukket en lang pinde. Der er ingen fare for, at gutten skal sætte spækket i halsen, for pinden holder igjen paatvers ved munden; saa man kan trygt overlate ham helt til sig selv. Nalungia er en tyk, trivelig kone paa et par-og-tyve, – rød og hvit som en rose og ser ut som sundheden selv. Der er forresten noget litt dorskt over hende.

Det er ingen misundelsesværdig stilling at være mor i disse egne. Helt til barnet er 2 aar gammelt – ja ofte længer – bæres det i en ganske liten utsyning paa ryggen. Det bæres ikke i hætten, som man skulde kunne tro; denne er kun et nødvendig anhang til den kvindelige beklædning og har ingen større betydning. Den slaaes selvfølgelig op i koldt veir, men kunde gjøre samme nytte, om den var bare tredjeparten saa stor. Men som gjemmested for stjaalne saker maatte den kunne være meget hensigtsmæssig! Barnet bæres altid i en slags utsyning, der er saa liten, at den knapt sees, naar barnet ikke er i den. Det ligger der med [226] benene trukket op under sig som en liten padde og ganske naken ind mot morens nakne legeme. Det er selvfølgelig en meget varm plads. For at hindre barnet iat gli nedover, har moren et taug av rensener spændt om livet utenpaa sine ytterklær. Denne snor holdes sammen foran paa brystet ved hjælp av to knapper av træ eller ben og kan i ett nu løsnes for at faa barnet frem. Dette er jo nemlig ikke saa sjelden nødvendig og maa imellem ske med lynets hastighed. Det stakkars intet anende barn bringes i en utrolig fart like ut i luften, – jeg har sét smaa spædbarn under saadanne omstændigheder bringes like ut fra sin varme plads for at opholde sig i flere minutter split naken i en temperatur av -50° C. Man skulde tro, at dette var for meget for et saa litet barn; men det gjør dem tilsyneladende ingen verdens ting.

Der knytter sig en liten roman til Poietas og Nalungias giftermaal. Nalungia var som de fleste av sine eskimomedsøstre fra fødselen av bestemt for en mand – en anden end Poieta. Men nu hændte det, at Poieta blev dødelig forelsket i den hulde Nalungia, som allerede da var gift. Han gjorde kort proces, gik til hendes bolig og bortførte den nygifte kone, sandsynligvis med hendes egen vilje og samtykke. Da egtemanden kom hjem, fandt han huset tomt, og hans forlangende om at faa konen tilbake blev bare besvaret med et ringeagtende: «Kom og ta hende selv, om du tør!» Og da egtemanden nok manglet dette mot, fik Poieta leve ifred med sin Nalungia. Den forsmaadde egtemand utvandret sydover; og historien beretter, at han faldt igjennem isen og druknet.

Giftermaal foregaar stille og rolig, uten større opstyr. Naar piken er 14 aar gammel, opsøker hun brudgommen – eller kanske er det omvendt han, som opsøker hende –og bor med ham i hans forældres hus. Nogen varmere følelser tror jeg ikke, eskimoerne i regelen er besjælet av [227] ved denne handling, hverken paa mands– eller kvindesiden. Kvinderne gifter sig, fordi de simpelthen blir git bort av forældrene, og manden for at faa et husdyr mer. Thi hendes stilling er i virkeligheden hverken mer eller mindre end dette.

Selv vor gode ven Uglen, som har sit telt paa den andre siden av det lille dalføre ret i vest, selv han er i den retning ikke bedre end de andre. Han kommer netop nu hjem med sin pil og bue – har været paa fuglejagt. Fuglen kastes uten et ord ned for Kabloka, hans lille kone, som sitter og syr. Hun skjønner straks, hvad der kræves av hende, og begynder uten indvending at aapne fuglene. Imidlertid sætter Uglen sig ogsaa for efter sin lange dagsmarsch at la hvilen falde paa sig. Nu gjælder det først at faa de vaate klisne sælskindsstøvler av føtterne. Han var [228] ikke eskimo, dersom han tænkte paa at gjøre dette selv. Han strækker bare benet bort til konen. Og hun lægger øieblikkelig sit arbeide tilside og løfter med begge hænder hans fot iveiret, bøier derpaa hodet ned, saa hun kommer indunder den, og tar saa et kraftig tak med tænderne i kamikkens bakkant – nogen hæl har dette fottøi ikke – og trækker den saaledes av. Det generer hende ikke, at hun faar munden fuld av den søle og det smuds, han har traadt i i dagens løp. Men jeg forstod nu, hvorfor eskimoerne har næsebryning istedetfor kys! Munden brukes til alt mulig; foruten at den er et ganske godt snakketøi, er den eskimoernes universalredskap. Den blir derfor særdeles utviklet, stor og kraftig. Deres tænder har en eiendommelig form. Mens vore er spidse og tynde, har deres en stor bred tyggeflate. De sliter ogsaa sine tænder helt ind til roten, hvad der jo helt er ukjendt hos os. Tandpine hørte jeg derimot aldrig tale om blandt eskimoerne. Anana, Uglens mor, havde tilsyneladende alle sine tænder; men de var saa slitt, at de saavidt naadde utenfor tandkjøttet. Er der noget, fingrene ikke har kraft nok til at klare, saa maa tænderne tilhjælp. At rette en spiker for eksempel er en bagatel for tænderne; med fingrene klarer de det ikke.

I Uglens telt hersker Anana uindskrænket. Den gamle dame er forresten en snil svigermor; og Kabloka er derfor gla i hende. Hun kan endnu utføre al den søm, familien trænger. Kabloka er endnu for ung og har fremdeles lang læretid igjen.

Eskimoerne har ingen utpræget ordenssans. Naar de er færdig med sin søm, lægges naalen hvorsomhelst. Naar den saa skal brukes igjen efter nogen timers forløp, er det ensbetydende med at finde en naal igjen i et hølæs. Alle skind maa endevendes og alt sættes paa hodet, før den kommer for dagens lys igjen. De havde det smaat med naaler, før vi kom. Det ansaaes for en hel rigdom at være [229] i besiddelse av en. Men saa repræsenterte den ogsaa et godt stykke arbeide. Husfaren havde nemlig selv lavet den av et stykke jern eller kobber, hvad han nu kunde faa fat i. Og det arbeide taler tilstrækkelig for hans dygtighed; thi med de yderst primitive redskaper at lave en ikke alene brukelig, men god naal, er sandelig ingen let sak. Vistnok har eskimoen god tid; men jeg gad se den av os, der med aldrig saa god tid havde utført dette taalmodigheds kunststykke. Eskimoen er i besiddelse av stor nethændthed og praktisk sans.

Væg i væg med Uglen bor hans bror Umiktuallu med sin kone, datter og lille søn. Umiktuallu er storfanger og staar fuldt paa høide med Atikleura. Derfor mangler de da heller intet, har masser av skind og klær. Der er forresten en infam fiskelugt i alle teltene. Alt, hvad man ser og tar i, er indsat med fiskesøl. Smaagutterne fisker torsk ute paa isen, de voksne ørret i vandene. Torsken pilkes, og kroken bestaar av en gammel bøiet spiker. En liten pjok paa en 5, 6 aar kan bringe hjem store knipper torsk i dagens løp. De har ingen regelmæssig nattesøvn paa denne aarstid, lægger sig til at sove litt, naarsomhelst de er søvnige i løpet av døgnet. Det er jo like lyst nat som dag. Ørretfisket foregaar paa indsjøerne i raaken langs bredden. Til dette fiske anvendes den før omtalte «kakiva» (fiske-gaffel) og «lokker». Litt senere, naar isen gaar op i elvene, fisker de i smaastrykene laks i massevis med kakivaen alene.

Endnu er der fire telter, tilhørende vore daglige omgangsvenner, hvor vi ikke har avlagt besøk. I det ene av disse bor Kejo med sin kone Nalungia og en liten datter paa 8 aar, Kamokka. Kejo vilde vistnok ha været en udmerket mand, hvis ikke civilisationens fristelser var naadd ham. Jeg beklager at maatte si det, men efter samvær med os var han ikke længer, som han burde være. Om skylden [230] laa hos os eller hos ham, tør jeg ikke si, – rimeligvis noget hos begge. Fra at være en sanddru og flittig arbeidsmand var han blit en løgnagtig, doven knegt. Han vilde helst bare drive, – og falbød sin kone til hvemsomhelst. Konen var meget pen, betydelig over middels høide, slank og lignet mere en «kabluna» end nogen av de andre. Det var synd paa hende, at hun havde en saan laban til mand; thi selv var hun, saavidt jeg kunde forstaa, en meget bra kvinde. Men manden bød, – og konen adlød.

I to av de andre telter bodde Kirnir med kone og Angudju med kone. Kirnir var en itchjuachtorvikeskimo, men havde slaat sig ned sammen med netchjillieskimoerne for sommeren. Han var en mand paa 25 aar. Konen Magito kunde være omkring de 20 og var særdeles vakker. Kirnir var Kejos allerbedste ven og drev samme trafik som han. Da den lille Magito imidlertid tok det med ro og ikke lot til at ta sig synderlig nær av det, følte jeg ikke nogen større medynk med hende.

Det tredje par var Angudju og hans kone. Angudju var støpt i samme form som de to andre, en laban av første sort. Hans kone Kimaller var ca. 22 aar og efter min mening overordentlig vakker. At en kone som hun var faldt i hænderne paa en saan slubbert, var i høieste grad at beklage. Der var noget særlig fint og pent over Kimaller. Hun var i almindelighed meget stille, lo sjelden, men havde et overmaade vindende smil. Hendes vakre øine med det dype, sørgmodige blik gjorde hende meget tiltalende. Hun besat virkelig, hvad jeg ellers havde gruelig vanskelig for at finde hos nogen av de øvrige repræsentanter for netchjillieskimoernes smukke kjøn – ynde.

Disse tre mandfolk gik blandt os under navn av «ramperne».

I det fjerde av disse telter endelig bodde en komplet motsætning til disse sidste tre herrer – oglulieskimoen [231] Nulieiu. Han havde ogsaa slaat sig ned her for sommeren sammen med netchjillieskimoerne. Han var en mand paa mellem 35 og 40 aar, undersætsig og med noget bedre skjegvekst end de fleste av sine kamerater. Hvad den mand lovet, kunde man være absolut sikker paa, han vilde holde. Jeg vil ikke la være at nævne et litet eksempel herpaa, som er ganske slaaende. Han var blandt de eskimoer, som gjestet os i november 1903. Da han reiste, bestilte løitnant Hansen flere beklædningsgjenstande av ham. Om høsten aaret efter vendte han tilbake og fremla til punkt og prikke, hvad der var blit bestilt hos ham. I den tid, vi laa i Ogchjoktu, bragte han os store mængder av ren og fisk ombord. Dygtig og hæderlig var han i alle maater. Særlig beundret jeg hans behandling av sin kone, hvorved han skilte sig ut fra de andre eskimoer. Jeg tror saaledes, at han var den eneste av dem, der ikke falbød sin kone. Hun var ca. 30 aar gammel og aldeles ikke uten tiltrækning. Hendes navn var Kajoggolo. De havde en liten pike paa omkring 8 aar. Nulieiu var ekspeditionens erklærede ven.

Talurnakto, der farer rundt og bor snart her, snart der, har jeg omtalt saa omstændelig før, at nærmere beskrivelse av ham er overflødig.

Men én har jeg glemt. Han kommer netop opi bakken der og har været fraværende ved denne lange presentation. Det er stammens ældste medlem og dygtigste troldmand, Aleingan, Kagoptinner eller «den graahaarede». Jeg vet intet bedre at ligne ham med end en gammel slu ræv. Han er far til Atikleura og Poieta og bor hos den sidste. Han er mellem 60 og 70 aar gammel, og hans sorte haar og prægtige skjeg skjærer nu meget i det hvite, hvilket ogsaa har git ham tilnavnet graahaaringen. Hans væsen er barskt og bydende, og jeg tror virkelig, han besitter stor respekt. Hans figur er meget kraftig, og han har visselig [232] ogsaa været en meget sterk kar. Han er bekjendt for at være en «angatkukki angi», og til tegn herpaa bærer han altid en stor krave av renskindsfrynser over skuldrene. Han anser sig selv for den første; det viser ogsaa hans mine. Jeg blev aldrig rigtig klok paa, om han virkelig i sit indre mente sig at være større end de andre, eller om det hele kun var komediespil. Jeg er sterkt tilbøielig til at tro det sidste. Han indbildte hele stammen, at han havde været paa maanen, og fortake dem lange historier om, hvordan der saa ut. Selv havde han selvfølgelig spillet en vigtig rolle, den tid han havde opholdt sig der. De eskimoer, der opførte sig eksemplarisk her paa jorden, det vil si, gjorde som han sa, skulde faa plads deroppe. Renjagt dreves der i stor utstrækning, og forøvrig kunde man fornøie sig paa mange maater. De, som ikke havde været ham helt ut lydige, blev av ham anvist plads paa stjernerne, hvor han selvfølgelig ogsaa havde været, og de, som aldeles havde negtet at lystre, støtte han ned i jorden. Dette trodde de alle fuldt og fast paa. Da jeg engang havde behandlet et brudd paa Uglens ene kraveben, kunde dette ikke bli helt godt, inden Aleingan havde havt sin befatning med det. Hvori denne bestod, vet jeg ikke. Aleingan var en av de faa eskimoer, som havde havt to koner.

Der levet i denne stamme et gammelt sagn om en kjæmpeslegt, som engang havde levet der i landet, før de selv kom dit. Disse folk kaldtes «Tungi» og blev altid omtalt med den største respekt. De havde været adskillig større end eskimoerne og meget sterkere. De gik klædt helt i bjørneskindsklær. Nogen ruiner efter gamle stenhytter, som vi fandt i nærheden av Ogchjoktu, mente de havde været Tungi-hytter. Gamle Aleingan visste blandt alle sine andre skrøner ogsaa at berette, at han havde fældet den sidste Tungi. Og alle trodde ham; ingen var saa nærgaaende at be om at faa se liket. Forøvrig saa jeg [233] ikke stort av hans kunster; han var klok nok til at gjemme dem for et bedre publikum. Jeg kunde aldrig faa mig til at betragte ham som andet end en utspekuleret gammel humbukmaker, som utnyttet sine stamfrænders godtroenhed, og motarbeidet ham derfor alt hvad jeg kunde – uten at jeg derfor tror, det lykkedes mig at utrette noget herimot for længere tid. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Imidlertid skrider tiden frem, vaaren nærmer sig med sterke skridt, og snart kommer det tidspunkt, da kajakkerne skal betrækkes. De har allerede i flere dage staat fuldt færdige fra mændenes haand; men de lange forberedelser med at præparere skind og traad har sinket kvinderne endel. Nu er de imidlertid ogsaa færdige til at gaa igang med beklædningen. Det at klæ en kajak er ingen let sak; det er et meget anstrengende arbeide, og én husmor kan ikke klare det alene. Hun maa derfor be sine veninder hjælpe sig, – og disse gjør det gjerne, for de vet jo, at de selv maa be om hjælp, naar turen kommer til deres kajak. At klæ kajakkerne blir saaledes et fælles arbeide mellem kvinderne.

Til kajaktræk brukes kun skind av den voksne hunsæl. Seks stykker er tilstrækkelig til en kajak. Beredningen foregaar paa følgende maate: Skindet flaaes av og skjæres saa rent som mulig for spæk med «olo»en eller kvindekniven. Dette gjøres gjerne over et stykke træ. Efter dette blir skindet tygget og utsuget for at fjerne de smaa fettdele, olo'en ikke har faat med.

Naar det nu paa denne maate er omhyggelig avspækket, rulles det sammen med haarene ut. Denne bylt rulles saa atter ind i et stykke skind, likeledes med haarene ut, og det hele lægges over en svak varme. Naar det har ligget tilstrækkelig længe, begynder haarene at slippe, saa de kan skrapes av med tommelfingerneglen. Naar skindene saa[234] ledes er helt befriet for haar, rulles hvert enkelt sammen for sig; og de pakkes alle ind i et almindelig sælskind og graves ned i sneen for at fryse. Naar sommeren kommer, og sneen gaar av marken, tages de frem og syes sammen. Derpaa strækkes de i vaat tilstand over kajakken og syes paa. Denne strækning er det, som kræver kraft, og som veninderne maa hjælpe til med. Naar betrækket er paasydd, sættes kajakken hen til tørk. Idet skindet nu tørker, trækker det sig sammen og blir stramt som et trommeskind, lysegult av farve og næsten gjennemsigtig.

Idet vi nu er inde paa dette vigtige spørsmaal, vil jeg ogsaa nævne litt om de øvrige beredningsmetoder av skind i det hele. I motsætning til mange andre eskimostammer anvender netchjillieskimoerne ikke urin ved deres skindberedning. Til deres ytterkamikker – kamileitkun – anvendes huden av aarsgammel sæl. Beredningsmaaten er den samme som ved kajakskindet, indtil tygnings- og sugningsprocessen er passeret. Istedetfor da at lægges ned i sneen til frysning spredes det ut og tørres ved svak varme. Naar det er tørt, bearbeides det mellem tænderne, til det faar en passende mykhed. Disse skind blir hvitgule og uigjennemsigtige i motsætning til det gjennemsigtige kajakskind. – Til vandstøvler – epirahir – brukes huden saavel av han– som hunsælen. Det avspækkes fuldstændig med olo'en og holdes i nærheden av varmen, til det er helt optinet. Naar avspækningen er færdig, bretter husfruen buksebenet saa langt som mulig op over det høire laar, saa det meste av denne legemsdel blottes, lægger sælskindet over dette og skjærer haarene av indtil roten med olo'en, der til dette bruk er gjort skarp som en barberkniv. De praktiske eskimoer har fundet ut, at laaret er et mykt og jevnt underlag, samtidig som det gir svikt for den skarpe kniv. Men en kold fornøielse maa det være med de netop optødde skind! Er hun flittig, kan hun paa denne maate [235] avhaare tre skind om dagen. Skindet spiles derefter paa sneen og tørres. Inden det kan anvendes til syning, maa det dog gjennemgaa en grundig tygningsproces for at bli mykt og bøielig nok. Om vaaren ser man derfor eskimokonerne gumle og tygge paa saadanne skind til enhver tid. – Til halvsaaleskind for kamikkerne brukes hansælskindet, som er det tykkeste. Det undergaar ingen vidtløftig behandling, avspækkes kun, spiles og tørkes. – Til sælskindsklær brukes aarsgammelt ungeskind. Begge kjøn er like gode. Naar skindet er avspækket, avvaskes det ute i sneen. Der heldes lunkent vand paa det over haarsiden, og rikelig med sne haves paa; og husmoren traakker og tramper nu i denne blanding av vand og sne paa skindet, indtil hun faar haarene absolut renset for spæk. Derpaa spiles det paa sneen og tørres. Naar hun senere skal sy klær av det, skrapes det ikke, men hendes egtefælle bearbeider det mellem næverne, indtil han faar det ganske mykt. Ungsæl – aarets avkom – brukes væsentlig til vaarbukser. – Til teltskind anvendes baade han– og hunsælskind. Dovne folk lar haarene sitte paa; men de, som gjerne vil ha det ordentlig og pent, skraper dem av. Naar man hører, at netchjillieskimoernes sælfangst kun bestaar av ganske smaa sæl – snadd – vil man nok forstaa, at der skal en betragtelig mængde av disse skind til for at tilfredsstille deres behov. Ser man derfor et sælskindstelt, kan man være viss paa, at eieren er en storfanger.

Renskind benyttes til klær, soveutstyr og telt. Naar det skal anvendes til klær, kan det beredes paa to forskjellige maater. Den første er hel lufttørring. Naar renen er flaadd, strækkes skindet ut paa marken uten at spiles og fastholdes med en kant av smaasten, eller ved renribben, som stikkes gjennem huller i kanten av skindet. Naar solen skinner, tørrer det i løpet av kort tid. Hvis man betragter et saaledes i luften tørret skind paa haarsiden, vil man ikke [236] kunne se ind til haarroten. Et skind beredt paa denne maate brukes kun til vinterytterklær eller sengetepper. Fordelen ved disse skind er, at sneen ikke kan trænge igjennem haarene, og at de derved lettere holdes tørre. Ellers er de jo noget stive at føle paa, selv om de, før de skal benyttes, skrapes med jern-, sten- eller benskrape saa hvite og fine, som de kan bli.

Den anden metode gir et mykere og finere skind, som væsentlig brukes til underklær, dog ogsaa ofte til ytterklær. Naar skindet har faat en liten førstetørk i luften, tages det ind i hytten – det beredes gjerne, efterat sneen er faldt – og eskimoen lægger det over sig om natten med kjøtsiden ind mot sin bare krop. Over dette igjen har han saa det almindelige sengeteppe med haarene ind. En nat er som oftest tilstrækkelig. Om morgenen rulles skindet sammen og utsættes for kulden, saa det fryser stivt. Utpaa dagen gaar konen det over paa kjøtsiden med et skulderblad av renen for at brække og mykne det; og om aftenen, naar husfaren kommer hjem fra dagens arbeide, gir han det en sidste behandling efter alle kunstens regler med de brukelige skraper. Den frysnings– og brækningsproces efter den ene nats kjærlige pleie har en likefrem forbausende virkning paa skindet. Det blir mykt som silke. Man kan paa disse skind se like ind til haarroten. Til vinterytterklær blir de derfor ikke saa praktiske som de andre, da sneen let trænger sig igjennem haarene ind til skindet, hvor den smelter ved legemets varme og gjør klærne vaate. – Til teltskind brukes den ren, som fanges om vaaren. Den røiter nemlig og er ikke brukelig til klær. . . . . . . . . . . . . . . . . .

Den nærmer sig nu den store tid, da elvene og vandene gaar op, og renjagten kan ta sin begyndelse. Det er uten sammenligning eskimoens herligste tid. Han fraadser da i kjøt. Allerede i mai begynder renen at komme nordover [237] Boothia-istmen; men det er da kun et slumpetilfælde at faa et og andet enkelt dyr med pil og bue. Det er først, naar isen gaar, og kajakken sættes paa vandet, at den store og egentlige renjagt for alvor begynder.

Naar kajakken er utstyret for renjagt, har fangeren liggende parat foran sig to renlanser, stukket ind i stropper i kajakskindet for ikke at falde overbord. Renen har paa vaarparten et fast træk mot nord. Naar den passerer Netchjilli, gaar den saaledes, at eskimoerne har let for at drive den i vandet. Jægerne deler sig da i to flokker, den ene med kajakker, den anden uten. Kajakroerne tar sin plads paa den motsatte bred av den, hvor renen kommer. Naar nu en flok ren nærmer sig, omringer de den paa stor distance og driver den i vandet. Saasnart dyrene er vel uti, jumper kajakroerne i sine kajakker og stikker ned ren paa ren med sine lanser. Dyrene bugseres iland og tages vare paa av de paa land værende jægere. Senere paa sommeren, naar renen har spredt sig utover hele landet, drives jagten gjerne ved et eller andet stort vand, helst hvor der stikker ut en landodde. Paa den tid er eskimoerne gjerne ikke saa mange sammen, og det hænder ofte, at de, idet de skal drive renflokken ut paa odden, ser, at de er for faa til at klare det. Men eskimoerne vet raad. I en fart bygger de op en masse smaa varder; og naar saa renen kommer, tror den, varderne er mennesker, og hensigten er opaadd. Ganske faatallige lykkes det dem mange gange paa denne maate at jage store flokker i vandet. Og er renen først kommet dit, er den fortapt; meget faa rener er da saa lykkelige at komme sig op igjen og undgaa sin dødsdom.

Byttets deling foregaar efter Uglens forklaring saaledes, at av 5 ren faar kajakroerne de 4 og jægerne iland den 5te. Dette har dog ikke stort at si, thi deres socialistiske samfund tillater ikke større ansamling paa én haand. De spiser gjerne alle sammen av kjøttet, saalænge der er noget igjen. [238] Huden og visse dele av skrotten er dog uavviselig dens eie, som har dræpt dyret.

Efter en massenedslagtning av ren spises der først grundig paa stedet, mens huderne flaaes av. De er meget omhyggelige med dette arbeide; thi hver skindfeld er kostbar. Det meste av skrottene lægges dog i depot. Depotet bygges omhyggelig av skarpe stener, forat ikke ræven skal komme til,ⁿ² men det hænder nok allikevel, at den rakkeren lurer sig ind, og da er det utrolig, hvad den kan utrette i kort tid. Om sommeren vil selvfølgelig kjøttet snart gaa i forraadnelse. Men hvad gjør vel det! Ned glir det tilsyneladende like let. «Blodpuddingen» har jeg talt tilstrækkelig om før. Sommeren er sæsonen for masseproduktion av denne vare. Det væsentlige, der bringes med hjem fra jagten, straks dyrene er fældet, er skindene, laar– og legbenene, fileterne, tungerne og senerne. Disse sidste tages der omhyggelig vare paa. Rygsenerne er de fineste og brukes gjerne til sytraad. De øvrige sener benyttes til den grovere surretraad, svarende til vor hyssing.

Naar en jæger nu vender hjem med dette sit bytte, hænges senerne straks op til tørk. Kjøttet fortæres straks og til dessert den rikelige masse marv, som benene indeholder. Ved knusningen av disse maa man dog passe nøie paa ikke at benytte nogen gjenstand av jern, kun sten, ellers blir jagtsæsonen daarlig. De tiloversblevne ben graves omhyggelig ned, forat ikke hundene skal faa fat paa dem; for skulde noget slikt hænde, var det meget mulig, at jægeren ikke fik et eneste dyr mere det aar. Det samme gjælder fiskebenene i fisketiden. Selv for personer uten større matematisk utdannelse vil det nok staa klart, hvormeget der paa denne maate blir igjen til hundene. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Efter endt maaltid falder der hvile over leiren. Hundene ligger bortover mosen og strækker sig, tilsyneladende [239] ialfald i stort velbehag trods sine tomme maver. Fra teltene lyder latter og spøk lystig ut i den skjønne aften. Solen naar sit laveste og staar saavidt over horisonten; den kaster lange, rødmende straaler ind over landskapet. Den store indsjø i Netchjilli ligger speilblank; kajakkerne, som er trukket op paa bredden og hvælvet om paa to høie varder, forat hundene ikke skal komme til dem, drypper endnu av den blodige jagt. Efterhaanden lukkes det ene telt efter det andet; Netchjilli sover og solnattens dype fred forstyrres av intet uten nu og da av den aldrig hvilende ugle. . . . . . . . .

[240] Er sommeren herlig, saa er den desværre ogsaa kort, og høsten sætter ind. Efter veirforholdene kan man kun uegentlig tale om nogen høst. Sommeren gaar forsaavidt direkte over i vinter; indsjøerne lægger sig, og sneen falder. Men i eskimoernes liv er der dog et kort avsnit, som maa betegnes som deres høst og som den uhyggeligste periode for dem. Det er tiden forinden isen blir tyk nok til at kunne brukes som bygningsmateriale. Overtro hindrer dem i at gjøre varme op inden døre. Deres boliger er ogsaa miserable i en temperatur som den, der nu kan falde til, og de lever derfor i en raakold fugtighed, hvori de alle uten undtagelse paadrar sig svære forkjølelser.

Hovedjagten er nu forbi, om end en og anden ren endnu kan paatræffes. De mange stenrøiser, som sees indover landet, tyder paa, at jagten har været heldig; hver røis skjuler et depot, ofte paa flere skrotter. Skind og traad til at sy klær med har hver familie nu nok av, saa forsaavidt kan gjerne vinteren komme. De fleste av dem blir boende i teltet og venter med at bygge sig hus, helt til der er faldt tilstrækkelig sne. Men nogen av dem gjør sig dog den umak paa denne aarstid at bygge sig en isiglu.

Uglen var en av disse faa, som saa mere paa hyggen end paa arbeidet. Hans gode ven Talurnakto havde lovet ham hjælp. En saadan ishytte, som her er tale om, bygger man nemlig vanskelig alene.

En tidlig morgentime gaar de avsted bevæbnet med lange kniver. De er i straalende humør, deres glade latter klinger utover i den stille morgen. Disse lykkelige mennesker trænger ingen stimulans som f. eks. glohet kaffe at styrke sig paa for at faa livsaanderne op om morgenen, en mundfuld isvand er formodentlig alt, hvad de har i livet. Snart er de nede paa Netchjillisjøen og i fuld gang med sit arbeide med at hugge isen. Den er ikke tyk endnu – ca. ½ fot – saa det tar ikke lang tid at komme igjennem [241] den. Ikke før er de kommet igjennem, før de begge lægger sig ned paa maven for at drikke av hvert sit hul. Aldrig har jeg sét en eskimo hugge hul paa isen uten at gjøre det samme. Det er mindre av tørst eller, som saa mange tror, av deres umættelige begjær efter alt, hvad de ser for sine øine, at de gjør det – end av etslags instinkt til at benytte anledningen. De vet av erfaring, at der kan gaa lang tid, inden de næste gang kan faa vand, og da er det bedst at benytte sig av det, mens de har det.

Tavlerne, som hugges ut av isen, er ca. 5 fot den ene vei og 3 den anden. De hugges ikke helt fri; der gjøres bare endel huller i isen efter den form, man vil ha, og saa løsnes stykket med et spark eller et tryk. Talurnaktos største fornøielse er at hoppe ut paa det ophuggede stykke og paa den maate faa det til at løsne. Det skulde ikke undre mig, om han faldt i, saa uvørren som han er. Naar tavlen er helt fri av isen rundt omkring den, hugges der et litet hul i hvert hjørne, gjennem disse trækkes der sælskindsremmer, og stykket hales letvint op. Med 9 saadanne tavler har Uglen nok til sit hus; og det tar ikke lang tid at bære dem ned paa «tomten». I vandspandet, der er sydd av kajakskind, lager de en sørpe av sne og vand, som virker adskillig hurtigere end den kalk, murerne hos os bruker. Tavlerne sættes nu paa kant i en cirkel, saaledes at den side, der er 5 fot lang, danner høiden. Snesørpen slaaes indimellem tavlestykkerne og forbinder dem til en 5 fot høi ismur. Over dem strækkes saa et skindtak. Indgangsdøren er nu det eneste, som mangler. Jeg sitter netop og tænker paa, at jeg vilde hugge den ind midt i en av istavlerne, hvad der jo maatte være det vakreste. Men eskimoen er for praktisk til at ville hugge itu den gode tætte væg; han hugger indgangsdøren ut der, hvor der alligevel er en naturlig aapning, i sammenføiningen mellem to istavler.

[242] Disse huse har den fordel, foruten at de opføres i en fart, at man øieblikkelig kan flytte ind i dem. Gamle Anana og lille Kabloka lar sig da heller ikke be to gange om at bytte det mørke, uhyggelige telt, hvor de har hutret og frosset, med det nye lyse, luftige ishus. Bare nu den dumme maanen ikke havde været iveien, saa kunde man ha faat sig tændt en hygelig ild og faat det rigtig lunt og koselig. Men inden maanen stod i den bestemte stilling, var der ikke tale om at turde gjøre op ild. Der vrimler mellem eskimoerne av den slags overtroiske smaa regler, og det nytter ikke at forsøke at overbevise dem om det latterlige heri. I renjagttiden maa der for eksempel ikke syes et sting utover den aller nødvendigste lapning, ingen magt faar dem til at røre en synaal, hvis det nu ikke er strengt nødvendig. En morgen saa jeg min ven Akla sitte og file sin kniv med hele overkroppen ganske bar midt i sprængkulden. Frakken hans laa ved siden, mens han hutret og krøp sammen av kulde. Jeg gik bort til ham og spurte, hvad der gik av ham, og om han trodde, det var sommer, siden han sat slik! Og da jeg skjeldte ham ut for en tosk og bad ham ta frakken paa for ikke at bli syk, lo han bare medlidende og lot den ligge. Senere fik jeg vite, at det ikke ansaaes for passende at arbeide med jern i nogen tid efter slegtningers død uten at blotte overkroppen – og han havde nylig mistet baade sin mor og sin svigerinde . . . . .

Det var heldig for Uglen, at han havde faat sin isiglu bygget i tide, for nu trækker skyerne sig truende sammen, og i en, to, tre har man et av disse uveir, som den magnetiske nordpols beboere kjender saa godt. Det tar paa at blaase og sne saa tæt, at man ikke kan se en haand foran sig; inde i teltene blir det ganske mørkt, og fokket staar helt ind til dem. Kun Uglen sitter i sit nye hus og smiler overlegent; ham generer veiret ikke det mindste.

[243] Sneen blaaser øieblikkelig sammen i høie skavler. Og eskimoerne kryper ut av sine telte for at ta sine forholdsregler for natten, som jo blir værst at holde ut. Havde det ikke været saa langt paa eftermiddagen, havde de bygget hel snehytte, men nu faar de nøie sig med at lage op en mur for teltingangen til beskyttelse mot fokket. At bygge en saadan mur er en stor kunst og trænger stor erfaring; thi fokket, som kommer drivende for en forrykende storm, følger love, som det er meget vanskelig at komme paa det rene med. Det har saaledes aldrig lykkes mig at løse det problem at bygge en saadan mur, som virkelig holdt sneen ute. Men eskimoen kan det. I en fart lykkes det ham ved hjælp av nogen faa sneblokker at avlede det hvirvlende snefokk og gjøre det indvendige av teltet til et lunt og behagelig sted.

Der reiste sig den ene av disse beskyttelsesmure efter den anden, og snart havde hvert telt sin. Heldigvis holdt stormen sig urokkelig fra én kant, saa de slap med at bygge nye snemure og kunde nøie sig med det ene besøk i det fri.

Veiret slutter ofte likesaa braat som det kommer i disse egne. Morgenen efter vaagner eskimoerne i fuld vinter, havet er islagt, og sneen er paa sine steder blaast op i meterhøie skavler. Nu er der ingen grund til at nøle længer med at bygge snehytter; de har alle frosset tilstrækkelig den sidste nat. Snart er hele koloniens befolkning ifærd med at søke sig byggepladser. Det gjælder om at finde en god lun plads, nogenlunde skjærmet mot vinden, helst ogsaa ikke for langt fra vandet, saa det ikke blir for besværlig at hente hver lille draape, de trænger. Desuten har sneens beskaffenhed meget at si, thi er den ikke god, blir heller ikke hytten førsterangs arbeide. At finde en god hytteplads er saaledes et meget ansvarsfuldt hverv for en familiefar; og det tar ham ofte lang tid at bestemme sig. [244] Sneen undersøkes nøie med et dertil bestemt redskap, som kaldes «hervon». Det er en stok gjort av renhorn, som er rettet ut i form av en noget lang spaserstok. Dens længde er ca. 125 cm. I den ene ende har den et haandtak av renben og i den anden en dupsko av moskusokseben (fig. 3, side 217). Under søkningen støtes nu denne hervon i sneen for at føle dens beskaffenhed. Det at kunne «føle» sneens beskaffenhed kræver en ganske usedvanlig fin følelse, utviklet ved aarrækkers øvelse og erfaring. Enhver kan ved at stikke en pinde i sneen avgjøre, om den er haard eller bløt, men at avgjøre, hvor mange og forskjellige lag samme sne bestaar av, er en langt vanskeligere sak. Sneskavlerne bestaar nemlig som oftest av lag, der er føket sammen til forskjellige tider og i forskjellig veir, og derfor ogsaa er av en meget forskjellig beskaffenhed. I en sneskavl kan der saaledes baade være sne, der er føket kompakt sammen i en storm, og der kan være sne, som har lagt sig ovenpaa denne i stille veir og derfor danner et meget løst lag, som er uskikket til bygningsmateriale. Ovenpaa dette kan der saa igjen ha lagt sig et fast kompakt snelag; og da skal der eskimoens kyndighed til for at opdage den løse sne i midten av skavlen. Det ideelle er, at der øverst ligger et ca. 1 fot høit løst lag sne og derunder helt til bunds en ensartet masse av passende haardhed, høit nok til hans blokker. For haard maa den nemlig heller ikke være, da den da har let for at springe istykker under arbeidet.

For at faa det rette indtryk av, hvorledes en hytte skal bygges paa rigtigste maate, skal vi opsøke mesterbyggeren Atikleura. Han staar just borte under bakkeknausen og vinker til Nalungia for at meddele hende, at han nu har fundet den plads, han vil ha, og at hun skal bringe ham hans sneskuffe. Man ser straks av pladsen, han har valgt, at Atikleura baade er en praktisk mand og en mand med megen smag. Den er godt beskyttet baade mot nord, øst [245] og vest, særlig vil bakkekammen bakenfor ta av for den bitre nordenvind. Mot syd er der aapen utsigt, saa al den sol, som findes, kan komme til. Ikke mange skridt borte ligger en liten indsjø, som vil gi familien det herligste drikkevand. Landet her bestaar hovedsagelig av store sletter og indsjøer.

Nalungia er nu imidlertid kommet til med sneskuffen. Denne er lavet av træbord, som Atikleura har byttet sig til fra søndenfor boende stammer; thi i Netchjilli findes der ikke træ, ikke engang det allermindste stykke drivved finder sin vei til disse bredder. Skuffen er meget dygtig gjort og svarer fortrinlig til sin hensigt, saalænge sneen er løs. I haard sne vilde jo vore jernspader være at foretrække. For at gjøre den sterkere er den nedentil skoet med renben. Det første, Atikleura nu gjør, er at skuffe av det øverste, løse lag sne i den omkreds, hvori han har tænkt at bygge sin hytte. Dette gjør han med et sikkert øiemaal; thi alle de hytter, han har bygget i sit liv, har git ham god øvelse. Saa tar han frem kniven, der indtil nu har hængt i sin hempe paa den benpinde, der er sydd fast paa ryggen av hans anorak. Det er et helt uhyre av en kniv, saa hvis man ikke havde sét den før, kunde man bli ganske ræd. Bladet er saa stort som paa en almindelig god, stor slagterkniv og bestaar av jern, som ogsaa er kommet søndenfra; skaftet er ca. 30 cm. langt, og gjort av træ eller ben. Med begge hænder griper han nu om skaftet og begynder utskjæringen av byggeblokkene. Disse skjæres ut i ca. 1½ fots høide, 2 fots længde og 4 tommer tykke. Naar de skjæres ut paa denne maate, indeholder selve byggetomten alene tilstrækkelig materiale for hele bygningen.

Det er en fornøielse at se, hvorledes en god bygmester faar alt til at passe der han sætter det. Atikleura er en ren vidundermand paa dette omraade. Ikke én av de blokker, han skjærer ut, gaar istykker, tiltrods for den tilsyneladende [246] likegyldighed, hvormed han behandler dem. Et indsnit her og et der, saa et spark, og den tynde, fine blok staar der utskilt av snemassen. Alle blokker fra Atikleuras haand er saa nøiagtig like store, at de ser ut, som de var gjort efter det præciseste maal.

Hytten bygges i spiralform, som en høisaate eller bikube, saaledes at den ene blok støtter sig til den anden indover. Ved sammenføiningen av blokkene skal siderne passe saaledes til hinanden, at væggene blir ganske tætte. En bygmesters dygtighed kan saaledes avlæses av hyttens tæthed; – men selv med Atikleuras færdighed er det umulig at undgaa enkelte smaa sprækker hist og her. At tætte disse er Nalungias vigtige arbeide. Til dette øiemed bearbeider hun den avskuffede, løse sne, til den er fin som melis, da først er den tjenlig til tætningsstof. Den kastes nu op mod blokkene, saasnart de kommer paa plads, og fylder ut hver mindste lille aapning eller sprække.

Hyttens vægger vokser hurtig op. Blokkene skjæres ut og skaffer plads nedad, samtidig som de ved at indsættes paa sin plads forhøier muren opad. Han ser ut, som om han har staat paa hodet i en meltønde, aldeles overdrysset av sne overalt; klær, haar og skjeg er kridhvite. Hans lange votter hindrer sneen i at komme op gjennem anorakærmet.

Det at bygge tak paa saan en snehytte er en meget indviklet historie for en uindviet. Hvormange sneblokker har jeg ikke under dette arbeide faat i hodet! Sneblokkene maa nemlig bøies mer og mer indover, og tilslut ser det ut for en utenforstaaende, som om de sidste bokstavelig talt hænger horisontalt i luften, uten fæste eller underlag. Den sidste blok, som avslutter taket i midten, er ganske liten og som oftest trekantet. Den maa først lures ut gjennem det hul, den senere skal utfylde, for at sættes ned utenfra. Dette ser ut til at være et ganske umulig eksperi[247] ment – men eskimoerne gjør det umulige mulig. Med den ene haand løfter han blokken ut gjennem tophullet og tilskjærer den, mens han holder den her utenfor hyttetaket, med kniven i den anden haand i form av en kile. Og naar han nu slipper den ned i hullet, passer den, som om den var støpt derefter.

Imidlertid har Nalungia hjulpet av Errera ihærdig overdynget hytten utenfra med den fine sne, indtil den bare ligner en eneste stor snehaug. Sneblokkenes fine linjer er nu ganske skjult under det fine snepudder. Men tæt er hytten nu; thi det fine pulver borer sig ind overalt, hvor der findes en tanke av en spræk eller et hul. Bygmesteren viser sig endnu ikke; han er fremdeles ivrig beskjæftiget i hyttens indre, hvor han nu er helt bygget inde. Endelig ser man hans langbladede kniv stikke ut gjennem snevæggen, og ved en hurtig bevægelse skjærer den et hul, netop stort nok for ham til at krype ut igjennem. Jeg er forbauset over, hvor høit oppe paa væggen han skjærer det, thi alle de igluer, jeg hittil har sét, har havt indgangen helt nede ved gulvet. Nu kryper Nalungia ind ad det samme hul, hvorigjennem hendes mand er kommet ut, og jeg følger efter for at se, hvad der nu skal foregaa med den videre indredning av hytten. Jeg faar straks forklaring paa, hvorfor hullet er gjort saa høit oppe; Atikleura har skaaret det ut i høide med sovebriksen for at lette indflytningsarbeidet. Briksen har han laget paa den maate, at han først inddeler hytten ved en rad sneblokker i to dele, hvorav den inderste del er dobbelt saa stor som den ytterste; alt det løse sneavfald, som findes inde i hytten, kaster han nu ind i den inderste største del, indtil sneen her kommer i høide med de opstillede blokker – og sengestedet eller briksen er færdig. I den motsatte ende av hytten findes der en anden liten opbygning, laget av to blokker, der er sat paa kant, og en tredje lagt ovenpaa disse som en bordplate.

[248] Nu begynder indskibningen gjennem hullet over briksen. Store masser av skind kastes ind og slænges hulter til bulter paa denne. Dernæst kommer alt husgeraad: tørrerist, vandspand, kokekar, spæklampe; – matvarer: spæk, kjøt og fisk, og tilslut fruens mere intime eiendele, som jeg ikke tør gaa nærmere ind paa. Saa ser det ut til at være slut; og fru Nalungia ser nu spørgende paa mig, om jeg ikke vil gaa – eller rettere krype – ut? Jeg aner ikke, hvad der forestaar, men foretrækker dog av nysgjerrighed at bli inde, stort værre ting, end hvad jeg før har oplevet, kan der vel neppe komme. Men en smule forbløffet blir jeg unegtelig, da hullet over briksen pludselig mures igjen utenfra, og jeg befinder mig alene med en enslig dame i en gjenmuret hytte. Nalungia synes imidlertid ikke at anfegtes det ringeste herav, og da kan vel nok jeg ogsaa klare det. Hun gaar uten at ænse mig ufortrødent igang med sit arbeide. Den tunge spæklampe løftes først av alt op paa det lille snebord ved væggen tvers overfor briksen. Spæklampen er laget av en art sten, som de faar fra utkohikchjalikeskimoerne; den er hugget i form av en halvmaane og er tung og klodset. Den sættes op paa tre i sneplaten indstukne ben saaledes, at dens indvendige næsten rette kant vender indover mot hyttens indre, den ytre, runde kant mot hyttevæggen. Spækposen kommer nu frem og av den et stykke frossent spæk, som bankes med en dertil indrettet klubbe av moskusokseben, indtil det er ganske mykt. Saa tar hun frem fra et av sine gjemmer en liten mosedot, som hun indsætter omhyggelig med tran – ha, ha! jeg kjender med gru igjen de rædselsfulde «lyspastiller»! – og gaar saa igang med at faa fyr ved hjælp av sine træstykker. Snart utsender «pastillen» det mest straalende lys; det knuste spæk lægges op i lampen og en veke av mose langs hele lampens indre, rette kant; denne overstænkes med tran og antændes ved hjælp av den brændende mosedot. Snart [249] fatter det over hele veken, og det herligste blus oplyser den store, prægtige hytte. Jeg spør mig selv om, hvad i alverden hun vil med dette prægtige blus, inden hun endnu er færdig med at gjøre istand sin hytte, og holder næsten paa at bebreide hende denne ødselhed med den kostbare tran, – – men lar det være, idet jeg kommer til at huske paa, at en eskimo aldrig foretar sig noget uten at ha en mening med det. Det viser sig ogsaa snart her, at min klokskap kommer tilkort. Der utbreder sig efterhaanden en trykkende varme av det vældige blus; og nu forstaar jeg, at netop dette har været hensigten for at faa den nybyggede hytte til at falde godt sammen i fugerne. Man ser, hvorledes sneblokkene ved denne varme siger mer og mer sammen, indtil de kan siges at være en eneste sammenhængende snemur.

Nalungia har imidlertid benyttet tiden godt og faat sengebriksen fuldt iorden. Underst mot sneen ligger det vandtætte kajakskind, som sprættes av kajakken om høsten, og holder al fugtighed fra sneen borte fra renskindene. Disse er lagt pent tilrette, og.sovebriksen er helt indbydende. Nu snur hun sig igjen mot lampen, pudser veken, hvilket maa gjøres ret som det er, fylder kokekarret med sne og hænger det i de to snorer paa to ben, der er stukket i væggen, over ilden. Familien kan nok trænge litt at drikke efter denne sjau. Tørreristen, der er gjort av renben, overstrukket med et net av senetraad, anbringes nu over kokekarret, ikke for nær ilden. Skind taaler ikke for sterk varme. Tilslut sættes «anauta»en, en liten rund, tyk træstok med haandtak, som brukes til at banke sne av klærne med, som et punktum finale fast i væggen. Nu er alt iorden. Det synes ogsaa at være paa tide; thi i dette øieblik roper Atikleura utenfra og spør, om han kan komme ind. Nalungia kaster et sidste prøvende blik rundt væggene og ber ham nok vente endnu litt. Jeg kan høre ham, [250] idet han fjerner sig, brumme noget, som oversat formodentlig vilde lyde som «forbandede kvindfolk» eller lignende. Og det ser ut til, at Nalungia vil hevne sig paa ham for denne ytring ved at la ham vente endnu længer; thi hun lar der gaa en god halv time, inden hun gir ham signal til at komme. Da gjennembrytes væggen helt nede ved gulvet med en aapning netop stor nok til, at en mand kan krype igjennem den; og Atikleuras hode kommer tilsyne gjennem den. Et øieblik efter er han inde i hytten, tar av sig de silvaate votter og slænger dem til konen, som vrænger dem og lægger dem paa tørreristen, dernæst frakken, som først ristes og derefter faar en ordentlig overhaling med anautaen. Det gjælder at fjerne hvert mindste lille snekorn, inden det smelter og gjør frakken vaat; derpaa rulles den sammen og kastes bort paa sovebriksen. Ytterbuksen faar nu den samme behandling og havner ved siden av anorakken paa briksen; og Atikleura staar nu i bare underklærne. Dette lyder ikke særlig «comme il faut» efter vore begreper, men gaar saa udmerket an paa eskimoisk. Han svinger sig op paa briksen og sætter sig, ikke, som vi vilde gjøre det, med benene dinglende utover kanten, men saa langt tilbake, at han faar underlag for benene i deres hele længde. Det gjælder nu at faa fottøiet av, og dette er ikke ganske letvint, da en eskimos fotbeklædning bestaar av 5 forskjellige plagg. Ytterst de smaa lave renskindssko, sydd med haarene ind og skindet ut. Hos en mand av Atikleuras høie herkomst vil man ogsaa finde dem halvsaalet med sælskind. Paa saalens underside blir man opmerksom paa nogen merkelige slangebugtninger, der viser sig ved nærmere eftersyn at være skindstrimler, der er sydd paa for at gjøre saalen mindre glat. Saa kommer kamikkerne, som paa denne aarstid er udelukkende av renskind. Der er to par av dem. De ytterste er gjort av skindet paa renens ben, som er korthaaret og meget sterkt; de er sydd med haarene ut og [251] rækker op under knæet, hvor de snøres sammen med et baand. Indenfor disse finder man et par til, der har akkurat samme længde og utseende, kun at haarene paa disse vender ind. Dette par er sydd av bukskindet paa en aarsgammel ren og er fine og myke. Mellem disse to par kamikker har eskimoen et par smaa rensdyrsokker med haarene ut; et par saadanne har han ogsaa inderst inde paa foten med haarene ind mot denne. Altsaa ialt 5 lag utenpaa hinanden! Første gang jeg saa dette, tænkte jeg med stolthed, at saa var vi dog mere hærdet end eskimoerne, da vi ikke brukte mere end tre fotplagg. Men paa min første slædetur gik det op for mig, at det var ikke alene til beskyttelse mot kulden, at eskimoerne brukte alle disse plagg, men likesaa meget for at bevare føtterne mot det haarde underlag av sne og is, som de altid færdes paa. Jeg blev med mine tre lag saa saarbent, at jeg tilslut knapt kunde gaa.

[252] Fottøiet maa altsammen likesom votterne lægges op til tørk. Der er den ulempe ved skindklær, at de, naar de holdes lukket, optar og bevarer al fugtighed. Netchjillieskimoerne kjendte ikke sennegræs; de la løse renhaar inde i kamikkerne, som de saa tok ut om aftenen; det var jo bedre end intet, men ikke paa langt nær saa udmerket som vort sennegræs.

Da Atikleura har faat alt det vaate fottøi av, trækker han paa sig tørre underkamikker og et par smaa sælskindssko – kamileitkun – svarende til vore tøfler. Disse brukes om vinteren kun inde i hytten, i overgangen mellem vinter og vaar ogsaa ute. Saa er han færdig med den ydre pleie av sin krop og kan gaa over til at tænke paa sit indvendige menneskes behov. Og det er ikke ganske litet efter det slitsomme arbeide. Der diskes op med en stor gjild laks og alle familiens medlemmer tar bra for sig. Frossen, som den er, ser den ut til at smake dem fortræffelig, og inden kort tid er der kun det blankpudsede skelet igjen av den stolte fisk. Kokekarret, som nu er fuldt av det deiligste friske, rene vand – nogen hundrede renhaar kan jo ikke betragtes som nogen forurensning – tømmes, og karret fyldes paany med sne og hænges over ilden. Vand er den eneste drik, netchjillieskimoerne kjender; der eksisterer ikke nogen «half and half» av nogen sort.

De melder nu høilydt av, at der ikke er plads i deres mave, hverken for mere laks eller vand, og maaltidet avsluttes. Saa er tiden inde til hvile. Nalungia sætter briksen istand og reder op til natten med alle de deilige, bløte skind; Atikleura lukker indgangen tæt til med en sneblok. Først sniker Atikleura sig ind under det store familieteppe, og her under teppet avfører han sig sine klær. I fuldstændig motsætning til de grønlandske eskimoer blotter disse folk, baade kvinder og mænd, sig kun i yderste nødsfald i fremmedes nærvær. Familiens gjest er anvist plads paa [253] briksens ene side; lille Anni og Errera er allerede forlængst tilkøis, og pladsen nærmest ildstedet er nu levnet Nalungia. Hun slukker lyset og klær av sig i mørke. De sover ganske nakne under den store feid. Og snart hører man deres kraftige snorken gjennem hytten.

Utenfor er nattens billede helt forskjellig fra det, vi malte isommer. Alle teltene er forsvundet, og i maanens rolige lys gaar de lave kuplede snehytter næsten i ett med marken. En fremmed, som kom forbi, vilde neppe ane, at nu slumret en hel verden og allermindst en verden av glade og lykkelige mennesker, – lykkeligere maaske indunder sine lave snetak end mangen rik og mægtig under taarn og tinde. Fra denne isødets verden er nag og nid, bagvaskelse og misundelse banlyst; nattens stilhed er uforstyrret og den maanelyse luft ren over menneskenes boliger.

Der er endel smaatterier at pusle med i hytten den næste dag ogsaa; i den fart, hvormed alt gik igaar, var det umulig at faa alt istand, som det bør være, saa det er endnu endel at rette paa og forbedre noget. Nalungias første tanke gjælder et vindu i hytten. Vistnok er en snehytte uten vindu ogsaa saa lys, at man kan se at arbeide derinde om dagen; men med vindu blir der dog meget lysere og triveligere, og saa kan man da desuten kontrollere veir og vind indenfra. Atikleura, som slet ikke er ufølsom for sin kones ønsker, gaar ned til isen og hugger ut en passende, avlang plate til vindu, som han sætter ind i væggen over indgangsdøren – den nydeligste vindusrute. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Tiden gaar, og den høivigtige maane staar nu snart i den stilling paa himmelen, at kvinderne tør begynde at sy. Det er en travl tid. Skindene skal beredes, skjæres til og syes. At se en eskimokone skjære til, er ganske fornøielig. Kridt har hun ikke at merke med, men – hun har kraftige tænder. Skindet brettes efter den form, det skal ha, [254] tænderne biter merker, og med olo'en skjæres saa dressen til. Mange biter ikke engang merker, men skjærer uten videre til med sin aarelange erfarings sikre blik. Naar de syr til sin familie eller sig selv, er sømmen rent mønsterværdig, stingene fine og smaa; men syr de paa «bestilling» til en kabluna, er sømmen utilladelig slet, lange, grove sting, som ikke holder dagen ut. Vilde vi derfor ha brukelige klær, maatte vi kjøpe dem av kroppen paa dem.

Det er en kunst at sy skindklær bekvemme, ikke alene med hensyn til snittet, men endnu mere kanske selve sømmen. Eskimoerne syr skindet sammen kant til kant og opnaar derved at undgaa de tykke sømmer, som fremkommer ved at lægge det ene skind over det andet. Ombord i Gjøa havde vi skindklær, som var sydd i Norge og i Sibirien; men vi vilde ha været ødelagt paa en eneste dag, om vi skulde ha baaret disse klær med sømmene mot bare kroppen, saa tykke og svære var disse. Derimot gik jeg flere gange om sommeren, naar det var varmt, i eskimoklær med haarene ut og sømmene ind mot bare kroppen, uten at ha den mindste ulempe av det.

I slutten av oktober maaned viser de første ny opklædte eskimoer sig. Spraderne Ahiva og Ojara og deres koner er altid de første. En flunkende ny eskimodres er virkelig meget vakker. Paa overkroppen bæres to anorakker, en med haarene ind og en med haarene ut. Formen ligner paafaldende vor snipkjole – jeg vet ikke, hvem der har faat modellen av den anden! Anorakhalen hos netchjillieskimoerne er ikke svært lang, rækker kun saavidt forbi knæleddet; hos enkelte andre stammer rækker den helt ned til hælene. Den ytre anorak er gjerne utsydd med de vakreste mønstre og av litt tykkere skind end den indenfor. Begge hænger løst om livet, saa luften cirkulerer frit. Bukserne er likeledes to par, et med haarene ut og et med haarene ind. Den ytterste av disse har ogsaa gjerne [255] nogen smaa broderier, medens den indre selvfølgelig er uten nogen saadan pynt. De er snøret igjen om livet, men hænger aapne ved knæet. Saavel anorakkerne som bukserne er ofte kantet med frynser.

I begyndelsen, inden ekspeditionens medlemmer endnu var blit helt vant til eskimodragten og havde trukket i den for alvor, syntes mange av os, det var naragtig for voksne mandfolk som os at gaa med frynsepynt paa dragten, og skar dem derfor av. Jeg havde dog mine betænkeligheder ved dette, da jeg allerede havde faat syn for, at intet ved eskimoernes dragt eller indretninger i det hele var uten sin mening eller nytte – og lot dem derfor sitte trods de [256] andres haansmil. Men den, som ler sidst, ler bedst: en vakker dag begyndte de anorakker, hvor frynserne var avskaaret, at rulle sig opover og vilde snart ha kunnet gjøre tjeneste som halsskjærf, hvis ikke frynserne var kommet paa igjen i en fart.

Ved juletider gaar det lystig for sig i Netchjilli. Skjønt de intet begrep har om vor jul eller vor grund til at feire den, har de dog ogsaa netop da sin vinterfest, som fuldstændig svarer til vor jul. Depoterne er endnu fulde av ren og fisk, og dagene tilbringes udelukkende med at spise og drikke og more sig. De har i fællesskap bygget en mægtig iglu, der tjener til fælles forsamlings– og morskapslokale. Disse festigluer kan bli rene paladser og rummer over 50 mennesker. Adspredelserne er forskjellige: gymnastik, troldomskunster, sang og dans. Gymnastikken drives av mænd i alle aldre. Selv gamle Kachkochnelli deltok og klarte sig likesaa godt som de unge. Da de ikke har nogen svingstang, maa de se til at lage sig en med de midler, de har for haanden. En meget lang sælskindsrem lægges femdobbelt sammen, og en anden sælskindsrem surres omkring til et rep, man trygt kan forlate sig paa. Nu gjælder det at faa det fæstet; og det er ikke saa let, da snevæggen jo ikke egentlig avgir noget solid fæste. Men eskimoerne vet raad ogsaa her. De borer et hul i de to vægger tversover for hinanden, stikker repets begge ender ut gjennem disse og fæster den til to stokke, der er sat paa hver sin side av huset i sneen utenfor. Nu har man den ypperligste elastiske svingstang, og kunsterne begynder. Jeg blev forbauset over blandt disse mennesker at gjense mange av min barndoms kunststykker – og virkelig ogsaa ganske dygtig utført. De var baade smidige og flinke. Jeg fik ogsaa selv lyst til at opfriske gamle minder og vise dem, hvad jeg duet til, – men kom meget uheldig fra det. Det nyttet litet, at jeg skyldte paa det uvante ved repet istedetfor en hjemlig svingstang [257] – mine mislykkede opvisninger vakte almindelig jubel hos alle tilstedeværende, baade eskimo og kabluna.

Til sine angekokkunster (troldmandskunster) behøvet de ikke denne store hytten; det kan foregaa hvorsomhelst. I almindelighed utføres disse kunster i en eller anden hensigt, for at fordrive sygdom, skaffe god fangst o. s. v. Trods mine ihærdige undersøkelser kom jeg aldrig underveir med, hvad der kræves for at bli angekok. Der var forskjellige grader av dem, nogen store, nogen mindre og nogen ganske smaa. Kagoptinner var saaledes en meget stor angekok, som jeg før har fortalt, stammens største. Gamle Præderik var ogsaa av de større, men ikke saa stor som Kagoptinner. Det blev os aldrig tillatt at overvære disse forestillinger, men det lykkedes mig engang ved et rent tilfælde at faa et ganske godt indblik i saken. Jeg skulde indom et øieblik og snakke med Uglen. Utenfor hans hytte stod der etpar eskimoer, som snakket til mig, da jeg vilde gaa ind; jeg forstod, at det var noget særlig, de vilde mig, men det gik ikke op for mig før senere, hvad det var. Allerede i gangen hørte jeg høie hyl; jeg tok det for sang, en smule mere høirøstet rigtignok, end jeg var vant til at høre, og fortsatte min gang indover. I den inderste indgang til selve hytten, som var saa lav, at jeg maatte krype igjennem den, blev jeg liggende en stund paa alle fire for at se, hvad der foregik. Jeg kom snart paa det rene med, at gamle Præderik og hans kone – en avskyelig, gammel tingest og en av de faa, jeg ikke kunde komme overens med – var ifærd med hekseri. Brisken, hvor de opholdt sig, laa næsten fuldstændig i mørke, det var saavidt jeg ved gjenskinnet av den eneste lille lyspastille i hytten kunde skimte konturerne av de to nævnte personer. Tilskuere var Uglen og Umiktuallu med familier. De stod længst mulig fjernet fra de optrædende og saa alle meget alvorlige ut. Heldigvis blev jeg ikke straks bemerket, saa jeg kunde rolig iagtta dem alle en stund. «Gamla» var [258] grov til at skrike; gamle Præderiks hyl, som under almindelige omstændigheder vilde være betragtet som ganske gode præstationer i den retning, overdøvedes ganske av hendes. Hvad der forøvrig foregik paa brisken kunde jeg ikke se, og en bevægelse for at komme de optrædende paa nærmere hold gjorde, at jeg blev opdaget. Jeg lot mig dog ikke anfegte, reiste mig rolig op og hilste godaften. Men det burde jeg helst latt være med; thi den gamle dame utstøtte nu nogen hyl saa forfærdelige, at jeg skyndsomst fortrak. Fruentimmer i den tilstand har jeg altid havt den allerstørste respekt for.

Allerede nogen minutter efter kom imidlertid Uglen ut og fortalte, at forestillingen var slut, nu havde gamle Præderik «støtt spydet gjennem sig». Jeg fandt dette mindre tiltalende, da jeg jo tænkte mig ham syk og døende; men mine spørsmaal til hans befindende besvartes bare av Uglen [259] med en indbydelse til at komme ind i hytten. Der sat den gamle rakker tilsyneladende i bedste velgaaende paa briksen og smaanynnet. Hans kone syntes endnu ikke at være kommet sig ganske av ekstasen, svinget med armene og kastet skumle blikke bort paa mig. Jeg vovet endnu ingen hentydning til det passerte, slog av en almindelig liten passiar og gik saa ombord. Senere paa kvelden kom gamle Præderik og viste mig to huller i sin anorak, et paa ryggen og et paa brystet, de uomtvistelige beviser paa, at han havde gjennemboret sig med sit spyd! Gamle Præderik var en meget skikkelig og bra mand, og jeg har den bestemte tro, at han virkelig selv mente at ha gjort det. Det var jo heller ikke til at undres over, om de rædselsfulde hyl, hans bedre halvdel utstøtte, for en tid havde berøvet ham hans sunde sans og samling . . . . . . . . .

Aldeles uten tanke paa fremtiden er eskimoerne ikke. Deres forraad av kjøt og fisk varer til over jul og litt ind i det nye aar. Sælfangsten maa efter deres love ikke ta sin begyndelse før midt i januar og er endnu da lang tid av mindre betydning, da sælen, lydhør som den er, paa grund av det endnu tynde snelag, hører jægernes skridt paa lang avstand og holder sig borte. Tiden fra midten av januar til uti februar en stund blir derfor den magreste for dem. Saaledes indtraadte der under deres ophold i Gjøahavn i 1905 nogen dage netop i denne tid, da flere av dem likefrem sultet. Vi kunde ogsaa saa litet hjælpe dem; thi gav vi først én, vilde de alle komme, og vi vilde snart havt hele kolonien i kost; jeg maatte derfor holde fast ved den engang tagne bestemmelse, at mat fik de ikke.

Jeg har et litet eksempel paa deres nød fra de dage, som er om ikke helt delikat, saa dog ganske betegnende. Jeg har allerede saa ofte for at beskrive deres seder og skikke været nødt til at gjøre brudd paa velanstændigheden, at jeg vil heller ikke nu vige tilbake herfor. Tamoktuktu [260] var en meget slet fanger og som saadan daarlig utstyret med fangstredskaper. Hans forraad slap derfor tidlig op; og havde de andre eskimoer litet at spise, havde Tamoktuktu og hans familie intet. Hans kone Poojarlu, der var en ganske pen kone paa 30 aar, var arbeidsom og flittig og passet sin husholdning ordentlig; men intet kunde jo nytte med et tomt spiskammer! De havde tre barn, hvorav den mindste ganske nylig havde sét dagens lys – og det gjaldt nu at skaffe mat til disse og sig selv. Vi benyttet dengang til hundeføde avvekslende tørfisk og hundetalg. Denne sidste havde hundene vanskelig for at fordøie; og dette havde Poojarlu lagt merke til. Naar hundene derfor var foret med dette stof, fulgte hun efter dem og passet det gunstige øieblik. Det lyder næsten utrolig; men naar frosten havde virket paa det, tok Poojarlu det op og fortærte det sammen med sin familie. Der forekom ogsaa endnu værre ting, som trodser enhver beskrivelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En kveld, efterat sælfangsten var begyndt, blev jeg buden til at se paa kelaudispillet, eskimoernes mest yndede festlek, som avholdtes for at stemme de høie magter gunstig for en god fangst. Det var tindrende frostklart med det vældige dødstause øde fyldt av et fuldmaaneskjær saa sterkt, at man med lethed kunde ha læst derved. Midt imellem leirens mange igluer raket den for anledningen opførte festhytte op over de andre, lokkende med lys gjennem alle isruter. Vi indfandt os tidlig for ikke at gaa tapt av noget. Hytten tok sig meget godt ut indvendig, helt prægtig oplyst med lyspastiller. Midt paa gulvet var der opstillet en stor ring av sneblokker. Enkelte av kaloniens mænd var allerede kommet og underholdt os saa godt de kunde. De var iaften iført sine letteste og finest utsydde renskindsklær. Enkelte av disse rene mesterverker av god smag og kunstfærdighed. Efterhvert indfandt ogsaa de øvrige gjester sig: Anana, [261] Kabloka, Onaller, Alerpa, Alo-Alo, og hvad de nu alle heter, Nalungia ikke at forglemme, thi der er mindst 10 av det navn. «Ørna» avsluttet en række av mindst 20 kvindfolk, som alle stille og rolig satte sig ned paa de i rund ring opstillede sneblokker. De saa sandelig ikke ut til at være i feststemning nogen av dem! Mændene tok plads utenom kvinderne, som de selv fandt for godt, og snart var de ogsaa fuldtallige. De var i motsætning til kvinderne alle muntre og fulde av spøk og latter. Det lot til, at det var dem, som skulde more sig.

Endelig viser den ledende senior sig. Det var denne aften Kachkochnelli. Han er iført en let, broderet renskindsdragt, men har ogsaa hue og hansker paa. Han bringer med sig den dyrebare kelaudi, stammens musikinstrument, som bestaar av en rund træring – som et tøndebaand – overtrukket med tyndgarvet renskind og med haandtak i. Trommestokken er en liten træklube overtrukket med sælskind.

Festen tar nu sin begyndelse. Først træder Kachkochnelli ind i ringen, derpaa opløfter Anana sin røst og istemmer noget, som jeg vel faar kalde sang, skjønt jeg har vanskelig for at bruke dette ord i denne forbindelse – og de andre kvinder stemmer i med. Noget saa monotont som denne sang har jeg aldrig hørt; det virker endnu værre i kor. Men enslags fast melodi maatte der jo være i disse fire toner, siden de alle kunde holde unisont sammen.

Idet sangen stemmes i, begynder Kachkochnelli at danse og slaa paa trommen. Det er ikke netop nogen gratiøs dans. Han løfter, staaende paa samme plet, snart det ene, snart det andet ben, mens han svinger overkroppen frem og tilbake og utstøter høie hyl. Samtidig bearbeider han kraftig trommen med klubben, – ikke paa det strukne skind, men paa rammen. Resultatet av alle disse anstrengelser er en øredøvende larm. Kachkochnellis dans blir [262] efterhaanden slappere og slappere og efter ca. 20 minutter holder han op. Kvindernes sang, der har fulgt den dansendes bevægelser, dør saa ogsaa hen sammen med dansen. Saa træder næstemand ind i ringen. Det ser ikke ut til, at der er nogen rangforordning hos netchjillierne – den, der sitter nærmest og har lyst til at optræde, gaar uten vi dere ceremonier ind i ringen, og den samme dans og de samme hyl, den samme sang gjentar sig uten skygge av forandring. Dog la jeg merke til, at kvinderne skiftedes om at være sanginstruktør. Da Kirnir, som var itchjuachtorvikeskimo, danset, var det en kvinde av denne stamme, som var forsanger, og da oglulieskimoen Nulieiu optraadte, førte en gammel skjeløiet oglulikvinde an. Det forekom mig ogsaa, som melodien varierte en smule i de forskjellige stammer; men jeg tør ikke paastaa det. Min musikalske sans er som sagt ikke saa utviklet.

Jeg har sét denne dans og sang beskrevet før i flere reiseskildringer, og alle forfattere har været enige om, at de optrædende arbeider sig op i en ekstase. Dette kan jeg ikke være enig i. Efter min skarpeste iagttagelse var de like normale og ved sin fulde sans og samling under hele dansen, selv naar den var paa sin høide. Jeg havde efter beskrivelserne ventet mig noget langt vildere og blev derfor skuffet. Hvori fornøielsen ved denne dans bestaar, er mig i det hele aldeles ufattelig. Selv saa de alle ut til at kjede sig, særlig de arme kvinder, som i det uendelige maatte gjenta de samme toner. De saa ogsaa ganske henrykt ut, da ingen av mændene mere ønsket at optræde, og forsvandt hurtigst mulig ut av hytten. Hele forestillingen varte i 3 timer, og havde jeg visst, at det hele tiden bare var en gjentagelse av det første, op og op igjen det samme, havde jeg naturligvis for længe siden forlatt dansesalen.

Disse danse opførtes hele vinteren igjennem. Det hændte ofte, at de selv efter en anstrengende fangstdag, efter [263] sine 10 timers slit paa isen i storm og kulde, begav sig direkte hen i festhytten til denne vanvittige motion. Barna, særlig smaapikerne, havde ogsaa sine fornøielser av denne art. Det bestod i, at to smaapiker stillet sig op likeoverfor hinanden, hvorpaa de trak hodet ned mellem skuldrene, bøiet sig fremover mot hinanden, vrikket paa overkroppen og sa en hel masse uforstaaelige ord like op i næsen paa hinanden. Altsammen under dypt alvor. Eller de satte sig paa huk overfor hinanden og hoppet op og ned, mens de mumlet en hel del – fremdeles med det samme dypt alvorlige ansigt. Om moroen ved dette kanske ikke var saa stor – hvad det virkelig ikke saa ut til efter deres uttryk at dømme – saa var det ialfald en ganske god gymnastik. De havde ogsaa endel andre leker, men saa ikke ut til at bry sig noget videre om dem. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Som jeg før har sagt, tar sælfangsten først sin egentlige begyndelse og faar først sin betydning noget ut i februar, naar sneen falder tæt og lægger sig i meterhøie skavler bort over isen, saa sælen ikke kan høre jægerens skridt. Da er deres nødstid forbi; de tomme spiskamre skal nu fyldes paany. Sælfangsten er ved siden av renjagten netchjilliernes vigtigste næringsvei, og da fremgangsmaaten ved den er saagodtsom ukjendt, vil jeg forsøke at beskrive den saa godt jeg kan efter mine egne iagttagelser fra mine turer sammen med dem.

Det er en sur, mørk morgen i februar maaned. Der blaaser hel kuling fra nordvest og med et snefokk saa tæt, at man kunde tro sig sat paa hodet i en melsæk. Klokken er bare 8 om morgenen, og dog er der lys i igluerne og fuldt liv i leiren allerede. Alle forberedelser tyder paa sælfangst. Det er saa meget vanskeligere for en fremmed at forstaa, at de vil ut i dette fæle veir idag, som de igaar gik og drev hjemme i det herligste, klareste solskinsveir med blikstille. [264] Men eskimoens beregninger og planer blir man aldrig klok paa, han følger sine egne love, der kun kjendes av ham selv alene. Men sin grund har de altid.

Klokken blir næsten 9, inden de alle har somlet sig færdig. Eskimoen kan nemlig somle og det tilgagns. De gaar idag ut allesammen i følge; ellers pleier de som oftest at drage ut i smaapartier for sig. De er ikke alle like godt utstyret. Kachkochnelli er en ordensmand, der altid har sine saker i den skjønneste stand, saa ved at se paa ham, kan man faa et rigtig begrep om, hvordan et ordentlig sælutstyr skal være. Det første, man lægger merke til, er at han har snøret sine skindklær helt sammen, saa at de er utilgjængelige for luft. Han finder nok de aapne klær, de ellers bruker, for kolde idag. Paa ryggen hænger paa en knap hans uundværlige snekniv, delvis dækket av jagtvæsken – tuttirea – som hænger oppaa den i en sælskindsrem over skuldrene og tversover brystet. Jagtvæsken [265] indeholder følgende redskaper (se billede av eskimoredskaper side 217): En harpun helmiakki (fig. 13 og 14), med harpunline, togakchjea (fig. 13 og 14), 2 redskaper til at opservere sælen med: illa (fig. 15 og 16) og kiviutchjervi (fig. 17 og 18), en hulbeskytter, anokchjleoiritkun (fig. 20 og 21), 2 smaa træpinder, hvorpaa sællansen hviler, na-a-makta (fig. 11 og 12), en strop for sælens ophaling, okchjeun, desuten nogen smaapinder av renhorn til at sy saaret i sælen igjen med, topota (fig. 7 og 8). Dette er hele posens indhold. Posen selv er firkantet, sydd som oftest av renskind, men ogsaa ofte i mangel derav av hvitrævskind. I haanden bærer han de øvrige redskaper og vaaben: sælspydet, onaki (fig. 10), hulsøkeren, hervon (fig. 3), hulundersøkeren, hervotavra (fig. 6), og en ske, ilaun (fig. 9). Før i tiden, ja bare for nogen aar siden, var alle disse vaaben og redskaper udelukkende av renhorn; nu finder man som oftest enkelte dele av jern iblandt.

I den anden haand leder Kachkochnelli sin hund i en sælskindsrem. Ellers er det ikke alle, som har hund. De er ca. 40 mand i følge idag, i alderen fra 15 til 50 aar. De har en masse at passiare om. Man skulde tro, de levet i en verden fuld av begivenheder og vekslende stof til sam taler og drøftelser og ikke her i ismarken, som har ligget taus og øde i aartusener, og hvor livet fra den ene dag til den anden, ja fra det ene aarhundred til det andet har artet sig evig éns. De gaar allesammen i flok over landryggen, men idet de kommer ind paa isen, sprer de sig i ordnede skytterlinjer. Avstanden mellem hver enkelt økes stadig, eftersom de avancerer, og inden kort tid er de spredt utover en ganske anselig flate. Kachkochnelli klemmer ivei, mens han smaanynner og prater med sin hund. Der er intet bemerkelsesværdig ved hunden, hverken særlig opreist hode eller kloke øine. «Kjøter» var vel den fineste benævnelse, man vilde gi den. Men man skal ikke skue hunden paa haarene. Saa ussel den end er av utseende, tror jeg [266] neppe, dens herre vilde bytte den med den fineste pointer, gordonsetter eller hvad de nu heter alle disse fine racehunder. Den har nemlig en egenskap, der gjør den uundværlig i disse egne –: den vet at finde sælens opholdssted. Pludselig skjærer den ut til siden, stanser og undersøker sneen meget omhyggelig og lægger sig derpaa plat ned, gravningen overlater den til Kachkochnelli, som straks støter rundt omkring i sneen ned til isen med sin hulsøker – den samme, som han bruker, naar han skal undersøke sneen for at bygge iglu. Allerede den første undersøkelse gir tilsyneladende et bra resultat; thi han slænger straks jagtvæsken av over hodet, tar kniven av knappen og gir sig med denne til at fjerne snelaget, som dækker hullet, han har fundet i isen. Dette foregaar dog ikke uten forutgaaende grundige undersøkelser. Sælen har nemlig saa mange huller foruten dette, hvorigjennem den trækker luften, og for nu at undersøke, [267] om det hul, han har fundet, virkelig er et pustehul, som nu er i daglig bruk, eller bare et eller andet gammelt forlatt hul, lægger Kachkochnelli sig helt ned paa maven i sneen og lugter til hullet. Og hans skarpe lugtesans bedrager ham aldrig. Idag er nok skjæbnen ham huld, thi han har straks fundet et rigtig pustehul, som tydeligvis er hyppig søkt av sælen. Med nogen høie hyl tilkjendegir han saa sine nærmeste kamerater, at han er optat. Denslags lyd skræmmer ikke sælen; derimot bevæger han sig med den allerstørste forsigtighed henover sneen; thi han vet, at sælen er umaadelig vâr for den mindste lyd av trin mot isen. De huller, sælen holder aapne om vinteren, er ikke store paa overflaten, bare netop saa store, at sælen saavidt kan stikke snuten op igjennem dem for at puste. De ut vider sig derimot stadig nedover og har altsaa den største vidde ved isens underflate. Det første han nu gjør, efterat han er sikker i sin sak, er at dække hullet omhyggelig over med sne, forat sælen ikke skal ane uraad, om den skulde [268] komme til at gjeste hullet under forberedelserne. Endel av det snelag, som ligger over hullet, skjærer han bort og graver sig derpaa med sin ske ret ned mot hullet gjennem den øvrige sne, idet han kaster den opgravede sne tilside. Naar han nu saavidt har banet sig vei til hullet, fører han hulundersøkeren ned igjennem det for at undersøke det nærmere indvendig. Naar dette er tilstrækkelig gjort, sætter han hulsøkeren i hullet med den ene haand, og skuffer med den anden sneen til rundt den, og fylder saaledes det opgravede hul op til overflaten. Idet han derpaa forsigtig trækker hulsøkeren op, efterlater denne sig et litet rundt hul i sneen, helt ned til sælens pustehul; et hul, der ikke er større end en to-øre, men dog stort nok for hans observationer. Er det tidlig paa aaret, og snelaget er tyndt, vil han uten andre midler end sine naturlige sanser øieblikkelig kunne merke sælens komme. Men som nu paa denne aarstid, da sneen ligger saa høi, maa han ta sine sindrige redskaper tilhjælp.

De redskaper, som brukes i dette øiemed, er de to før nævnte: illa og kiviutchjervi – enten brukes det ene eller det andet. Kachkochnelli bruker helst illa, men han viser mig ogsaa, hvorledes man bruker kiviutchjervi. Denne er lavet av tyk rensene og er av form ikke ulik en liten baatdræg med to klør. Til denne er altid fastgjort med en snor en dusk av svanedun, som er bundet sammen for ikke at mistes. Med stor omhyggelighed leter han først ut et enkelt svanedun av dusken og klæber hver av dettes begge ender med spyt fast til de to klør, saa at svanedunet staar i en bue mellem disse. Derpaa sænkes den ned i hullet saalangt, indtil den lille tverstok hviler paa sneens overflate og holder igjen. Da hele dette redskap ikke er mere end 5 cm. langt, vil man med lethed kunne se det utspændte svanedun nede i hullet. Er veiret overhændig stygt, saa den opsatte snemur ikke helt beskytter hullet mod snedrift, sættes hulbeskytteren [269] over dette. Denne ser omtrent ut som en ganske liten lyseskjerm og er sydd av gjennemsigtig sælskind. Igjennem den holder han saa øie med det utspændte dun. Denne hætte har jeg dog aldrig sét i bruk.

Endnu mens sælen er flere meter borte, vil bevægelsen i vandet forplante sig til hullet og sætte det fine dun i bevægelse. Men naar det beleilige øieblik til at støte spydet i hullet er der, kan kun avgjøres av hans gode hørsel og sikre omdømme.

Illa'en gir et sikrere og tydeligere merke paa sælens ankomst til hullet, og derfor foretrækker ogsaa de fleste eskimoer den fremfor kiviutchjervi. Dette andet apparat bestaar av to ganske tynde renhornspinder, forbundet med hinanden ved en tynd snor. Den ene av disse pinder er 20 cm. lang; den anden og længste er 50 cm. og har paa den nederste ende en rund, tynd benplate, noget mindre end en to-øre. Snoren, som forbinder pinderne, er fæstet gjennem et hul i toppen paa hver av dem og er ca. 25 cm. [270] lang. Illa'en er ogsaa lettere at anbringe i hullet end kiviutchjervi; thi svanedun er jo ikke et ganske letvint stof at behandle i storm og 50 graders kulde. At anbringe Illa'en, hvor den skal være, gaar helt enkelt for sig –: Den mindste pinde stikkes ned i sneen ved siden av hullet og den største sænkes ned igjennem selve hullet. Idet nu den lille runde benskive ved enden av denne pinde møter den smaais, som ligger over vandet i hullet, vil den stoppe op ved denne og saaledes holde Illa'en oven vande, og traaden, som forbinder begge pinder, vil bli liggende ganske slak paa sneen.

Under hele dette forberedende arbeide har han jagtvæsken liggende under føtterne som matte – dels for varmens skyld og dels for at dæmpe lyden mot sneen for sælens skyld. Naar nu kiviutchjervi eller illa er anbragt i hullet, gjøres sælspydet parat. Dette bestaar av tre dele, hvorav den midterste eller skaftet er ca. 1 meter lang og [271] 2 ½ cm. i tvermaal og er gjort av træ eller ben. I skaftets ene ende er der en ca. 60 cm. lang rund stang, som nu som oftest er av jern, dog finder man ogsaa endnu spyd, hvor den er av renhorn. Jern foretrækkes dog langt for renhorn, da hele spydet derved blir stivere og derfor støtet sikrere. Jern er i det hele det bedste byttemiddel blandt netchjillieskimoerne. Denne horn– eller jernstang ender i en spids, som passer ind i en indsænkning i harpunen. Paa den anden ende av skaftet sitter spydets tredje del, som brukes til at forstørre hullet med, efterat sælen er fanget. Denne del er ogsaa enten av jern eller horn – dog oftest av horn, skjønt jern ogsaa her foretrækkes. Den er surret til skaftet og i den nederste ende sterkt krumbøiet og tilspidset.

Harpunen fæstes nu til lansen og harpunlinen kveiles op og stikkes klar indunder en ganske smekker snor av rensener, som løper langs hele spydskaftet og er fastgjort i begge ender av dette. Harpunen har en længde av ca. 8 cm. og er nu næsten altid av jern eller kobber. Kun harpunens ytterste spids er skjærpet, forat hullet i skindet skal bli saa litet som mulig. Nederst ved spidsen sitter der to noget bakoverbøiede vinger, som skal hindre harpunen fra [272] at gli ut igjen, naar den engang er kommet ind. Med det samme harpunen er trængt ind i sælen, løsrives den fra skaftet, og al kraft overføres paa harpunlinen, som er indspleiset i et hul midt paa harpunen saaledes, at harpunen lægger sig paatvers, idetsamme linen faar taket. Harpunlinen flettes av rensener baade rund og flat, dog vil en ordensmand altid ha den flat. Den er da ½ cm. bred og 4 meter lang. Den flettes altid kun av utsøkte sener og er yderst solid.

Naar nu hele lansen er klar og iorden, lægges den ned paa de to smaa træpinder – na-a-makta – som er stukket ned i sneen. Saa trækker eskimoen votterne av, trækker den venstre arm ut av ærmet og fører den ind paa brystet, mens den høire haand stikkes ind i det tomme venstre ærme. Erfaringen har lært ham, at han paa denne maate bedst holder sine hænder varme og hurtigst klare til angrep. Votterne holder han fast mellem benene. Derpaa krummer han sig litt i knærne, bøier overkroppen forover og ansigtet spændt nedover mot hullet.

[273] Det er, som alt lægger sig tilrette for ham idag. Illa'ens bevægelser viser, at sælen nærmer sig. Paa grund av den gyngende bevægelse, smaaisen, som den hviler paa, kommer i ved vandets bevægelser, dukker den op ned. Eskimoen retter sig i veiret, og i ett nu er begge hænder paa sin plads. Den høire griper om spydet, og i den venstre holder han linekveilen; og med alle muskler spændt indtar han nu stilling til støt. Idetsamme sælen stikker snuten op gjennem pustehullet og skyver smaaisen tilside, glir illa'en av og synker ned med den følge, at forbindelsessnoren mellem de to pinder strammes. Det er tegnet! Han koncentrerer al sin kraft og støter til. Lansen løper med ufravigelig sikkerhed ned gjennem det fine lille hul og træffer aapningen i isen. Han har tak! Med lynets hastighed napper han lansen op og stikker den i sneen ved siden av, mens han slipper linekveilen ned, som holdes i en rendesnare om den anden haand. Sælen render linen ut, saa lang den er. Men naar sælen har været en tid under vandet og mangler luft, begynder dens kræfter snart at svigte; og naar eskimoen kjender dette, tar han rendesnaren av haanden og trær den paa foten for at faa begge hænder fri. Hullet hakkes saa op, stort nok til at kunne faa sælen op igjennem det, og der hales ind paa linen. Er sælen ikke allerede død av det traktement, den har faat, bores lansens jernstang nu gjennem øiet ind i hjernen, og da er det slut med enhver opsætsighed.

Jagtens spænding og de hurtige bevægelser har hittil været tilstrækkelig til at holde de blottede hænder varme. Men nu trækker han votterne paa. Med lansens krumbøiede pigg stikker han nu hul tversigjennem sælens overlæbe og kind, trær en strop gjennem hullet og haler sælen op. Harpunen drages ut, og fangsten er endt. Imidlertid er hans nærmeste kamerater kommet til og har hjulpet ham at trække sælen op, hvis det trænges. Med sin kniv gjør [274] han nu et litet snit i buken paa sælen og trækker lever og nyrer ut, og med disse delikatesser samt en liten bete spæk forlyster saa de tilstedeværende sig. Paa en dag som denne, naar temperaturen er saa lav, hindres blodet i at løpe ut bare ved at fylde saaret med en blanding av sne og is, som øieblikkelig fryser og danner forbinding god nok. Om vaaren naar temperaturen er høiere, heftes saaret sammen med de smaa renhornspinder (topota). Naar maaltidet er endt, spændes de forhaanden værende hunder for i stroppen, og det bærer hjemover med byttet.

Paa hjemfarten faar man øie paa en isbjørn oppe i en skrugar; vinden bærer fra, saa hundene ikke faar tæften av den, før de ser karen. Saa slippes de løs alle fem og sætter i rasende fart ind paa bjørnen. Og der blir slagsmaal av rang! Bamsen er snart paa to og snart paa fire, basker og slaar og glæfser; men bikkjerne er ham for forte i vendingen, han naar dem sjelden. Imidlertid gjør de sin pligt og holder dyret oppe med snak, indtil de fem eskimoer naar frem med fældede sælspyd. Og nu antar kampen en alvorligere karakter. Det kræver mands mot at gaa bæstet tæt ind paa livet, og naar man ser alle de ar og skrammer, eskimoerne gaar omkring med, forstaar man jo nok, at bjørnejagten ikke altid løper av uten blessurer. Umiktuallu gir endelig bamsen banesaar, og der ligger den. Kjøttet deles mellem alle jægerne, men Umiktuallu beholder skindet for sig.

Ved hjemkomsten overgives byttet til husfruerne. Sælen er ikke større, end at den hales ind i hytten og flaaes der Nujakke er en dygtig kone, og snart er sælen baade flaadd og parteret. Kjøt og spæk deles likelig mellem alle. Intet kastes bort. Skind og tarmer tilfalder den, der har dræpt dyret. Tarmerne, som er disse folks fineste delikatesse, tømmes og lægges i gryten for at varmes op. Nogen kokning er der ikke tale om. Dette er en hyggelig stund i [275] huset, – fast huset selv bare er for en snedrive at regne. Kachkochnelli selv ligger og strækker sig paa brisken og traller og synger av velbehag; hvilen smaker nemlig herlig efter en lang og anstrengende jagt i storm og kulde. Nujakke sysler med gryten, og Kallo og vesle Nulieiu hænger om hende med bønlige blik. Spæk er der nok av, saa der spares ikke paa varmen. Lysskjæret falder ogsaa paa nogen smaa fjæs henne i døren . . . . . . . . men Nujakke er en forstandig husmor, der vet, at om alle, som bad, skulde faa, blev der ingenting igjen, og hun later derfor, som hun ikke ser dem derborte. Til Kallo og Nulieiu derimot maa hun jo skjære av etpar tommer tarm ...!

Den sæl, som forekommer paa netchjilliernes fangstfelt er udelukkende snadd eller smaasæl. Den er meget fet og har et delikat kjøt. Naar der aldrig kommer større sæl herind, har det sin forklaring i, at farvandet omkring er saa grundt. Strækningen tvers over fra Mattyøen til Boothia Felix og til Etasundene er for grund endog for en storkobbe. Der findes ellers nok av storkobbe paa begge sider. I Ogluli fanger eskimoerne masser av dem. Merkelig nok fanges disse store kjæmpesterke dyr paa samme vis og med samme redskaper som snadden. Det synes ufattelig, at en mand kan holde en storkobbe i en rem! Men saa hænder det jo ogsaa, at det gaar galt. Tolimao, en kar paa 177 cm., sterk og svær, er nummer én blandt disse fangere. Forrige vinter fik han tak i en ualmindelig diger kobbe. Det holdt haardt, men Tolimao havde ikke sluppet taket før og agtet ikke at gjøre det nu heller. Han tok spændtak med føtterne og holdt fast med begge næver. Men kobben var sterkere; og den rev ham overende og halte ham ned i hullet – storkobbens aandehul er selvfølgelig betydelig større end snaddens – med hodet, armene og skuldrene. Han slap fremdeles ikke, og blev liggende slik tversover hullet, til kameraterne kom til og hjalp ham op. Storkobben blev Tolimaos den!

[276] Naar vaaren staar for døren, mot slutten av mars, kommer den tid, da sælen føder sine unger. For ikke at overraskes av begivenheden under 4 meter tyk is, begynder den i tide at utvide et av sine mange aandehuller. Samtidig graver den sig litt efter litt ind i sneen over isen og har tilslut den fineste snehytte istand med isen til gulv og det mægtige snedække ovenover. Her føder den saa. Ofte hender det, at den opspores av hundene; er ungen da stor nok, plumper den i sjøen med moren. Er den for nyfødt og liten, blir den eskimoernes bytte.

Saa gaar tiden. Juni kommer, og sneen smelter av isen. Da kommer sælen op paa den for at sole sig og nyde synet av den aapne himmel og den klare dag, efter ni maaneders tilværelse ide dunkle dyp. Ved denne tid fanger eskimoerne en mængde sæl. De opdager dem som sorte prikker langt utpaa isen og lurer sig saa indpaa dem, hvilket kan være et uhyre vanskelig kunststykke. Jægeren væbner sig med lanse, kniv, ske og forbindssaker – topota. Et litet sælskind slænger han desuten over skulderen og gaar saa avsted utover mot den sorte prik, saa langt han vover. Saa lægger han sig ned og kryper. Sælen er likesaa vâr over som under isen, og er der nu ingen skrugarer at søke skjul bak, har han en vanskelig opgave at løse. Med blikket ufravent fæstet paa sit bytte aaler han sig frem; reiser sælen paa hodet, maa han stoppe og ligge flatt ned, til den atter beroliger sig. Naar han er helt nær, lægger han sælskindet under albuen og glir frem paa det for at dæmpe lyden. Viser sælen tegn til uro, prøver han at efterligne dens fæller, grynter og skraper med skeen i isen, og frembringer derved samme lyd, som naar sælen berører isen med luffen. Paa denne maate sniker han sig indpaa dyret; er han saa heldig at undgaa at skræmme den, til han har den inden kastevidde, reiser han sig pludselig op og slænger sin lanse med kraft og sikkerhed. I dette [277] øieblik er det naturligvis, de fleste sæl gaar tapt; men mange blir dog hans bytte. Vore nordlandske fangstmænd kan nok fortælle om besværlighederne ved sæljagt paa isen. Ofte gaar der flere døgn itræk med denne sæljagt, og jægeren har da niste med og spiser og sover ute paa isen. Det er ihærdige karer!

Saa er juli maaned atter inde, himlen er blaa, solen varmer, fugl flyver og blomster mylrer i alle bakker. I Netchjilli reises telt ved telt, og kajakkerne venter paa at trækkes.

Jeg blev aldrig helt klar paa, hvorledes de forskjellige stammer fordelte jagtdistrikterne mellem sig. Men jeg tror, jeg saa nogenlunde træffer det rette, naar jeg meddeler, at itchjuachtorvik-eskimoerne havde sit sælfangstfelt fra Mattyøen og nordover; netchjillierne fra Mattyøen sørover til Point Ogle paa fastlandet; oglulierne fra Ogle vestover gjennem Simpsonstrædet og ut i Ogluli. Kiilnermiun-eskimoerne faar paa denne maate et meget stort felt: fra Kobberminefloden til midtveis i Ogluli; maaske er denne stamme talrigere end de andre – eller maaske er disse egne mindre rike paa sæl, hvad jeg dog ikke skulde tro. Det hænder jevnlig i vinterens løp, at to stammer møtes under jagten. Det er saa langt fra, at slike sammenstøt avstedkommer slagsmaal og blodsutgydelse, at de tvertom er signalet til en række festligheder. Grænserne mellem de forskjellige felter er derfor neppe særlig skarpe.

Tidsregningen holder eskimoerne rede paa med den største nøiagtighed –d. v. s. inden aarets ramme. Skal han regne aarevis (eller som han siger i somre og vintre), gaar han bedrøvelig surr og kommer til de sælsomste resultater. Gamle Kachkochnelli skulde saaledes engang fortælle os, hvor gammel hans datter Alerpa eller Kodleo var. Han [278] stred længe; paa eskimoernes vanlige vis tællet han paa fingrene og halte snart i langemand, snart i tommeltot, med en yderst dypsindig mine. Endelig var han færdig med regnestykket. Alerpa – en velvoksen, fuldt utviklet kone – var 7 aar! Men de forskjellige maaneder i aaret har de den nøiagtigste rede paa. Vi kunde saaledes træffe avtale om at møtes til bestemt tid mange maaneder i forveien, og de var altid paa pletten.

Efter Uglens opgivende deler eskimoen aaret i 13 maaneder med følgende navne:

Forskjellen mellem denne og vor egen maanedsinddeling er jo ikke stor. Aarstiderne regnes efter isens og sneens beskaffenhed:

De har saaledes bare tre aarstider. Høsten har de sat ut av betragtning.

[280] Døgnet inddeles i:

Som et bevis paa, hvor godt de passet paa sin tid inden aarets ramme, kan jeg nævne, at Talurnakto den 25de mars 1905 fortalte mig, at det nu var et aar, siden vi første gang saas. Vort første møte med netchjillierne fandt sted den 18de mars 1904. Det er ikke daarlig regnet – uten almanak.

Med hensyn til eskimoernes religiøse forestillinger vil jeg ikke indlate mig paa at berette herom. De medelelser, jeg paa dette omraade fik, var yderst mangelfulde og løse og overlot det meste til éns egen fantasi. Hvis disse folk havde nogen tro paa et høiere væsen, la de i hvert fald godt skjul derpaa. Et liv efter dette tænkte de sig; de gode mennesker hørte forsaavidt hjemme paa maanen, de onde i jorden; stjernerne var beredt dem, der var litt av begge dele. Naturfenomener som nordlys, stjerneskud, torden og lyn, regnbue o. s. v. saa de paa med komplet likegyldighed.

De var tydeligvis gla i at leve. Men paa den anden side indgjød døden dem ikke den ringeste frygt. Var de syke og usle, tok de med sindsro farvel med livet og kvalte sig. To slike tilfælde indtraf under vort samvær med dem.

Vi kom paa Gjøas færd i berøring med ialt 10 forskjellige eskimostammer og fik god anledning til at iagtta civilisationens indflydelse paa dem, idet vi kunde anstille sammenligninger mellem de eskimoer, der var kommet i berøring med civilisationen, og dem, der var helt uberørt av den. Og jeg vil som min faste forvissning uttale, at de sidste, de eskimoer, der lever absolut avsondret fra enhver civilisation, ubetinget er de lykkeligste, de sundeste, hæderligste og mest tilfredse. Det maa ogsaa staa som en uavviselig pligt for de civiliserede [281] nationer, der kommer i berøring med eskimoerne, at verne om dem og ved love og strenge forskrifter verge dem mot de mange farlige og slette sider av den saakaldte civilisation. Uten dette gaar de uvægerligen tilgrunde. Den kongelige danske grønlandske handel har al ære av den maate, hvorpaa den har behandlet sin grønlandske koloni. Det var at haape, at de andre nationer vilde ta eksempel av den danske her og føle ansvaret helt og fuldt ut likeoverfor disse prægtige og kjække naturbarn opunder polen.

Mit bedste ønske for vore venner netchjillieskimoerne er, at civilisationen aldrig maa naa dem.

[282] Med den mest levende interesse iagttok vi, som vaardagene skred frem, hvorledes den endformige sne, som omgav os paa alle kanter, litt efter litt stripedes og tegnedes op av stadig nye dyrespor i skiftende mønstre. Nogen rævespor havde vi jo havt hele vinteren igjennem. Saa en morgen havde de første ryper været der og opført nogen forunderlige og forvirrede glædesdanse med sine trippende, lodne føtter. Saa flettet der sig en dag et nyt islæt i væven – av de første lemæn. De bar like ut i det længste, saa i siksak – som i angst – og saa hulter til bulter sammen med rævespor og med smaa røde blodpletter i den hvite sne. Vi fulgte sneens skiftende overflate som en kartlægning av den anstundende vaar.

Ombord fik vi fjernet sne og is og aapnet alle skylighter og ventiler. Lys og luft strømmet forfriskende gjennem Gjøas lumre vinterrum.

Med vore eskimovenner var vi nu kommet saavidt, at vi uten besvær kunde tale og prate med dem det vi vilde. Dette maa endelig ikke misforstaaes derhen, at vi nu kunde eskimoisk. Aanei. Vi var snarere efter disse to aars samvær med dem fjernere derfra end i begyndelsen. Naar vi [283] – som Ristvedt og jeg paa vor slædefart i 1904 og som nu i 1905 løitnanten og Ristvedt langs Victorialand – møtte fremmede eskimoer, skjønte de ikke et muk av, hvad vi sa, og vi ikke dem. Men med vore gamle venner havde vi som tidligere nævnt laget vort eget sprog os imellem, og med det klarte vi os gjensidig meget godt. Jeg sier «vi», men mener bare de seks av os. Den syvende bevarte haardnakket sin foragt for det fremmede tungemaal og drev paa med sit nordlansk fra Norge; men eskimoerne forstod ham likefuldt. De havde saamænd undertiden mere vet end mangen «kabluna».

Talurnakto var nu helt og holdent blit en av vore. For at ha ham inden rækkevidde til enhver tid av natten lot vi ham ligge paa gulvet foran løitnant Hansens køi. Han snorket nemlig saa kolossalt, at han vækket hele [284] skuten dermed. Løitnanten eksercerte da med ham, sendte ham en støvl i hodet ved første begyndelse, saa han snudde sig og smaagryntet. Snart tok han paa igjen og fik en ny paamindelse. Ved den tredje eller fjerde pleiet han at slutte. Da løitnanten forlot skibet, avancerte Talurnakto op i hans køi, og hermed var han overmaade tilfreds. Et billede paa menneskelig velvære kunde ikke tegnes bedre end av Talurnakto, naar han laa i den gode seng med sit trinde ansigt over teppet og kveldspipen tændt – dampende med ramsterk skraatobak. Ventilationen var saa god, saa dette ikke generte mig. Men naar han saa la pipen fra sig og snudde sig for at sove, varte det ikke længe, før han begyndte at brølsnorke, saa en maatte tro, hele indvendigheden i hodet paa ham maatte ryke sønder og sammen. Jeg havde paa forhaand forsynet mig med projektiler, og saa gik kampen løs – bøker, støvler o. lign. fór tversover kahytten. Saa endte det med, at Talurnakto for sidste gang stak hodet ut og sa «go natti!» (godnat) og sov i stilhed. Talurnakto kunde flere norske ord end vor omtalte syvende reisefelle kunde eskimoiske.

Ved at gjennemse de magnetiske observationer, der var gjort i omegnen av stationen, fik jeg nogen tvil om, hvorvidt muligens vore observatorier var lagt for nær til skibet, saa den store mængde jern derombord havde øvet nogen forstyrrende indflydelse. Wiik og jeg gik da igang med et stort antal observationer, som betok os enhver saadan tvil. Avstanden mellem skibet og nærmeste observatorium var ca. 500 meter, og dette viste sig ganske tilstrækkelig.

Forøvrig forelaa der for os mange og store arbeider i denne vaar. Vi maatte berede os paa opbruddet fra Gjøahavn, og vore huse skulde nedrives, idet kasserne atter skulde tages i bruk som varekasser utenom blikkasserne; alle instrumenter skulde nedpakkes, provianten anbringes og skibet selv gjøres seilklart. Vi maatte dog vente med dette, [285] til vaarveiret for alvor slog ind, og det kunde vi ikke vente før i juni maaned.

Imidlertid strømmet der stadig nye skarer av eskimoer til, deriblandt ikke faa nye og fremmede, som alle var lokket hit av rygterne om de store skatte, som skulde være at finde i Ogchjoktu. Mange av dem havde reist flere hundrede kvartmil for at naa frem. Stort havde de da ikke med sig – man kan jo ikke fragte skibsladninger paa disse veie; og for de faa sælskind, de falbød, fik de saa nogen stykker jern eller træ og drog dermed fornøiet bort igjen. Umiktuallu var en dreven forretningsmand. Han havde merket sig, at jeg gjerne vilde ha pent sydde klær. Saa kjøpte han slike op av sine kamerater og solgte dem igjen til mig med stor avance. I vinterens løp havde han tilbyttet sig endel kugler og krudt til bruk for sit mundladningsgevær. Imidlertid havde han faat laane sin bror Uglens gevær, den remingtonrifle, jeg havde foræret ham, og nu gjaldt det for ham at faa byttet sin mundladningsammunition med remingtonpatroner. Han kom da til mig og spurte, om jeg var villig til at gjøre byttet. Han var en ualmindelig flink jæger, og da han lovet at skaffe mig stekerne av de ren, han skjøt, gik jeg ind paa forslaget. Etpar dage efter kom han ombord for at gjøre handelen. Med den uskyldigste mine av verden overleverte han mig alle sine kugler. Men krudtet holdt han tilbake. Jeg lot som intet og gik efter mine remingtonpatroner, mens Umiktuallu gren over hele fjæset av fryd over, at hans snedighed lykkedes saa fint. Jeg talte patronerne op – fire hundrede stykker – og gav mig saa ganske rolig til at ta krudtet ut. Da stanset han mig og sa, at han jo ikke havde bruk for kuglerne uten krudt og sats. Neinei, svarte jeg, men akkurat det samme er tilfældet med mig og dine kugler! Saa kom han frem med krudtet. Byttet foregik, og Umiktuallu maatte le over sin mislykkede strek.

[286] En dag overrasket den opfindsomme Lund mig med et helt nyt gevær. Det var hans mesterverk som opfinder og ingenlunde ilde gjort. Rigtignok havde Ristvedt maattet gi ham en haandsrækning, men det var jo ikke til forkleinelse for ham. Geværet var en virkelig raritet, som kunde hævdet sin plads paa hvilketsomhelst museum. Løpet var en stump jernrør, som hørte til petroleumstankerne i maskinen. I det gamle depot paa Beecheyøen havde han fundet et gammelt geværlaas, som han havde tat vare paa. Det forunderlige var, at dette laas skrev sig fra bøssemaker Andresen paa Tromsø. Hvordan det er kommet dit, er ikke godt at skjønne. Mulig var det kommet med en av de skotske hvalfangere, som av og til søker ind til Beechey. Nu fik han bruk for det. Kolben var gjort av bjerk, som vi havde nogen stykker av ombord. Egentlig smukt vil jeg ikke paastaa, at dette skytevaaben var. Det var forladnings. Og vi var meget spændt allesammen paa at se, hvordan prøveskytningen skulde løpe av. Geværet blev sat op langt utpaa isen, og en ledningssnor ført fra avtrækkeren til skibet, saa man kunde staa ombord og fyre av. Forsøket faldt særdeles godt ut, og med stolthed kunde Lund forære sin ven Utchjuneiu et gevær fra egen fabrik! Utchjuneiu skjøt flere ren med dette vaaben, men sa, at han maatte noksaa nær indpaa dyrene for at faa dem dræpt. Det var heller ikke frit for, at det «fræste» litt!

Uglen kom en dag ombord, glad og fornøiet som altid. Han havde en mængde at fortælle om sælfangsten. Eskimoerne fanget nu optil 16 sæl om dagen og tilbragte hver kveld med dans og lek og aat sælkjøt, saa meget de bare kunde lægge i sig. Jeg inviterte Uglen ned i kahytten, og der sat vi, han, Talurnakto og jeg, og pratet som gode gamle venner. Saa meddelte pludselig Talurnakto mig, at Uglen havde brukket kravebenet. Jeg undersøkte ham, og ganske rigtig, den øverste ende av kravebenet var [287] brukket – i et fald mot et iskoss. Ved Wiiks hjælp fik jeg bruddet forbundet og paala Uglen at holde sig i ro i 14 dage. For at kontrollere ham tilbød jeg ham logi ombord i denne tid, hvad han med glæde tok imot. Talurnakto frydet sig jo ogsaa ved at faa selskap av sin gode ven, og disse to tilbragte mangen lang time sammen over beleiringsspillet. Paasken nærmet sig nu, og kokken gjorde store forberedelser. Skjærtorsdag kom min gamle ven Atikleura med kone og barn. Vi havde ikke sét hinanden paa et aar. Geværet, jeg havde git ham, havde han med sig, og det var pudset og blankt som nypoleret og meget nydelig opbevaret i et futteral av renskind, som hans kone havde sydd. Henimot isløsningen forrige aar havde han begit sig over til Netchjilli med sin gamle far Kagoptinner og familie for at tilbringe sommeren og den første del av vinteren der. Jeg havde forrige aar bestilt laks av ham, og nu kom han med 70 svære, fete laks, fisket om høsten ved Netchjilli. Likeledes forærte han mig to store beholdninger med sælspæk, fire renskind og et bjørneskind. I bytte for dette fik han en sag, en øks, en kniv og 100 skud. Han var straalende. Nalungia fik synaaler, syring, perler og fyrstikker. Perler ja! Jeg havde bragt med mig en stor forsyning av perler, og det samme havde løitnant Hansen gjort i haap om at gjøre store forretninger med dem. Vor skuffelse var derfor stor, da det viste sig, at eskimokvinderne ikke brydde sig et gran om denne stas. Her kom imidlertid løitnant Hansens forretningstalent os til hjælp. Det var første, og jeg tror ogsaa sidste gang, at jeg opdaget et slikt talent hos ham. Han gik ivei med at lage ringer, brystnaaler, halsbaand og andet av perlerne. Saa gjorde vi en dag kalas hos os i kahytten og bevertet eskimoerne med sirup og hundetalg. Da stemningen var paa sit høieste, utdelte løitnanten endel av sine smykker som gaver, samtidig med at vi fremviste endel fotografier av grønlandseskimoer, som [288] var rikelig paahængt med perlestas. Fra dette øieblik steg perlerne i kurs, og da vi forlot Ogchjoktu, stod de i høi pris!

Da jeg en dag kom over for at hilse paa eskimoerne, traf jeg i leiren en ung ogluligut ved navn Ugpi, som havde deltat i indbrudstyveriet i proviantteltet i vinter. Da jeg som nævnt paa det strengeste havde forbudt tyveknegtene adgang til Ogchjoktu, havde han hittil holdt sig skjult i hytterne. Nu vilde altsaa uheldet, at han rendte like paa mig. Jeg tok ham i armen og sa barskt:

– Er du der, din tyv! Vet du ikke, at jeg har forbudt dig at komme hit?

Gutten veg ikke et skridt og fortrak ikke en mine, – stod bare og saa paa mig med et lunt smil. Men flere ældre eskimoer kom til og forsikret, at gutten skulde gaa herfra øieblikkelig. Jeg gik derpaa ind i hytten til Atikleura. Kort efter kom denne selv ind med gutten, som viste sig at være hans svoger, en bror til Nalungia. Hun blev yderst ulykkelig ved at høre, at han skulde bort, og det var rørende at se, hvor omhyggelig hun pakket nisteskræppen for ham med laks og andre gode saker. Jeg saa nu, at vor myndighed paa stedet var absolut sikker, og i betragtning av, at vi ikke havde saa længe igjen at være her, meddelte jeg Atikleura at den unge forbryder kunde faa bli, hvis han – Atikleura – vilde indestaa mig for hans ærlighed. Det gjorde han, og alle parter var fornøiet. Min egentlige indignation over hint tyveri var jo ikke stor. Det var begaat i nød og sult og vilde ikke været gjort under almindelige omstændigheder. Imidlertid lot jeg forbudet staa ved magt likeoverfor de voksne deltagere, og da derfor gamle Teraiu indfandt sig med familie for at slaa sig ned mellem sine venner, erfarte han, at forbudet ikke var hævet, og forlot straks stedet. Jeg nævner disse ting for at vise, hvilken respekt det havde lykkes os at indgyde disse folk. Og jeg tør uten at skryte paastaa, at resultatet var opnaadd uten brutalitet eller raahed, [289] udelukkende derved, at vi til enhver tid haandhævet ret og retfærdighed.

Stakkars lille Kabloka –– Uglens fortræffelige lille kone, som altid var redebon til at gjøre, hvad man bad hende om – var endelig efter tre aars egteskap blit frugtsommelig. I denne tilstand havde hun travet 20 kvartmil om dagen med sin mand. Formodentlig i glæde over sin tilstand havde hun behængt den mest fremstaaende del av sit lille korpus med en mængde perler og tok sig saaledes yderst pudsig ut.

Først nu var vi kommet paa saapas god fot med eskimoerne, at de havde tillid til os og gav os nogen fortrolighed. Flere gange havde jeg spurt dem, om de visste noget om Franklin-ekspeditionen. Men de havde bare git mig undvigende svar. Nu fik jeg endelig oglulieskimoen Utchjuneiu til at fortælle mig, hvad han visste. Han var en særdeles bra og forstandig mand, og hans beretning stemte meget vel overens med den, Schwatka havde faat for 25 aar siden. Den ene skute var drevet ned mot Ogluli og paatruffet av eskimoerne en vinterdag, da de var paa sælfangst i sydvest for Kap Crozier, Kong Williams Lands sydvestspids. De havde da tat alt det jern og trævirke, som de kunde faa løst, og da vaaren kom, og isen gik op, sank skibet. Eskimoerne havde dengang spist noget av nogen bokser, som lignet vore, men de var blit syke, – nogen døde endog av det. Det andet fartøi visste de intet om. Efter al sandsynlighed er det blit knust av isen paa nordsiden av The Royal Geographical Society's Islands. Efter disse oplysninger kunde vi med sikkerhed gaa ut fra, at den eneste ubeseilte del av Nordvestpassagen var fra det punkt, hvor dette skib sank, og til Cambridge Bay paa Victoria Land, hvor Collinson overvintret i 1852.

En dag kom Talurnakto straalende og stolt ombord og fortalte, at han havde git Atikleura «et blaat øie». Saken undret og interesserte mig, og jeg prøvet at faa rede paa [290] sammenhængen. Jo, det var ganske rigtig. En hel flok mænd havde staat utenfor Atikleuras hytte og pralet; saa havde Talurnakto latt falde en bemerkning, som Atikleura ikke likte, hvorpaa han drev den lille tyksak under øret. Under almindelige omstændigheder havde Talurnakto tat sin avstraffelse med ro. Men nu var han jo halvt kabluna, bodde ombord og var i det hele en mand av ære og værdighed. Saa dette kunde han ikke la sitte paa sig. Følgelig smurte han av al kraft til Atikleura og traf ham over øiet. Videre gik ikke saken. Slag for slag og dermed basta. Eskimoerne tar denslags ting med den største besindighed.

Vi var nu kommet utover i slutten av april, og solen havde allerede smeltet sneen bort paa enkelte steder iland. Som ifjor var synet av den bare mark en ubeskrivelig nydelse for vore øine og vore sind! Den Iste mai maalte isen 188 cm. mot ifjor 380. Fra Iste april til Iste mai iaar havde den avtat 2 cm., mens den i samme tidsrum ifjor havde lagt betydelig paa sig.

Det var smaat med ryper denne vaar. Det var saavidt vi fik os et maaltid om uken. Ræv var der derimot en mængde av fremdeles. Ristvedt fanget dem i saks, og endnu mange flere havde han faat, hvis han havde havt tid og anledning til jevnlig at passe sin saks. Det havde han ikke, og saa hændte det stadig, at han fandt rester av fangne dyr, som var blit ætt op av sine stamfrænder. Ellers havde ræven nu paa vaarparten den snurrige skik, at den gik ut paa isen og opsøkte sig sælhuller. Her rotet den saa godt den kunde om i sneen – men stort mer end lugten av sæl fik den neppe.

Ved vor avgang hjemmefra havde vi ikke tat med os haglgevær, da man sa os, at vi med den største lethed kunde faa slike i Godhavn. Kun Ristvedt havde sin haglbøsse med. Da vi saa kom til Godhavn, fandtes der ikke en bøsse at faa for penger. Bestyreren og assistenten var [291] imidlertid saa venlige at overlate os sine. Jeg fik en enkeltløpet, løitnant Hansen en dobbeltløpet, men det blev os sagt, at det ikke var særlig fine vaaben. Noget var imidlertid bedre end intet, og nogen nytte havde vi av bøsserne. Løitnanten havde dog ikke saa faa ærgrelser med sin; flere gange skjøt han løpene av, og tilslut saa den ut som en «revolverhagle» og fik navn av «havesprøita». Om høsten 1904 satte han bøssen helt bort. Saa en dag fandt Hansen den, og han pudset den op og gav den til den henrykte Talurnakto, som nok mente, han skulde faa nytte av den, bare han snek sig nær nok indpaa fuglen. En eftermiddag kom Talurnakto storgraatende ombord. Taarerne randt av ham, da han fortalte, at «havesprøita» var sprunget. Han havde skutt av begge løp paa én gang, og det havde det gamle møbel ikke taalt. Da han saa, at vi tok os denne ulykke meget let, idet vi bare priste manden lykkelig for, at han var sluppet helskindet fra historien, gik snart hans graat over til smil.

Jeg nød en høist smigrende kredit hos eskimoerne. Vi var raket op for kniver, vort bedste byttemiddel. Imidlertid eiet vi 4 store, prægtige issager av staal, og herav kunde der jo lages en masse kniver. Da nu knivsmeden var paa slædereise, maatte jeg utstede anvisninger paa fremtidige kniver, betalbare fjorten dage efter smedens hjemkomst. Ogsaa paa ammunition pleiet jeg at utstede anvisninger, likeledes betalbare ved smeden, som tillike var ammunitions forvalter. I begyndelsen blev jo eskimoerne noget forundret over istedetfor en kniv eller 50 patroner at faa en papirlap; men da de skjønte meningen, blev alle niine papirer tat for godt. Jeg utstedte enkelte slike anvisninger i sommeren 1904, og de blev først presenteret sommeren 1905. De blev da øieblikkelig honoreret til indehavernes store glæde.

I begyndelsen av mai syntes samtlige kvinder paa én gang at ha faat den besynderlige idé, at jeg satte en used[292] vanlig stor pris paa – sælblærer. Selv brukte de disse blærer til at opbevare rentalg i om sommeren. Nu kom de anstigende i stort antal til skuten med hele hauger av disse opblaaste tingester. En stund tok jeg imot dem og gav dem nogen naaler igjen, men da det blev saa «reint for mye for en enkelt mand», maatte jeg kundgjøre, at blærer var gaat ut av kurs. Det var selvfølgelig en av kameraterne, som havde slaat i dem skrønen om dette mit liebhaberi. Efter denne «blæreria» hang hele kahytten fuld av sprængspilte sælblærer, hvor én saa hen, i tak og paa vægger.

Den 9de mai begyndte vi vaararbeidet for alvor. I dette havde vi god hjælp av Talurnakto, der just i de dage forøvrig optraadte i et nyt kostume. Han havde av Wiik faat et par sælskindsbukser fra Godhavn. De sat paa Talurnakto som skindet paa en pølse, og naar han om morgenen trak dem paa, slet han haardelig. Endelig havde han vridd sig ind i skindet, gjorde saa forsøksvis endel knæbøininger – de mindst mulige, store forbød sig selv – og erklærte med tilfredshed,. at dette vilde bli prægtige kajakbukser. Heri havde han ret, det var ingen sak at holde sig rolig i den klemme!

Den ene halvpart av seiltaket over skuten blev tat bort, og alt blev gjort klart for at rydde rummet. Lindstrøms underjordiske tilværelse var det nu slut med. Kabyssen, som hele tiden havde havt sin plads i rummet, blev nu atter sat paa dæk. Det var ganske rart at se den gamle kasse staa paa plads igjen, – skjønt fager var den jo ikke blit av at staa dernede i det mørke hul. Der havde i vinterens løp samlet sig en hel del fugtighed i rummet, og vi firte nu ventilationsseilet ned for at tørke op. 50 fate petroleum, som vi havde havt liggende i skutebunden, blev tappet overpaa de faste jerntanker. De tomme fate bragtes iland og stod nu der som gjenstande for eskimoernes levende beundring og hemmelige begjær. Jeg havde bestemt mig til at samle alle vore tomme tønder, kasser og hermetikbokser, gamle [294] bord og lignende i ti hauger og saa gi en haug til ti av de bedste og dygtigste eskimoer. Men foreløbig fik de nøie sig med synet og lugten.

Det første vi førte ombord, var 10 tons ballast – store stener fra land. For nu at faa provianten ombord maatte vi først og fremst ha kasser; og vi maatte da gaa løs paa vore huse for at faa igjen, hvad vi havde ydet til dem. «Magneten» kunde vi bedst undvære. Variationshuset vilde jeg beholde længst mulig for at kunne holde observationerne gaaende. Wiik flyttet da sig selv og alle sine saker ombord og gjenindtok sin gamle plads i kahytten, og den 15de mai begyndte nedrivningen av «Magneten». Hele stationen med alle sine smaahuse var blit os kjær som et hjem, og det var likefrem vemodig at bryte den ned. Da Magnettoppen laa der snau og naken som da vi kom, syntes den os endnu mere end dengang ret et billede paa ensomhed og forlatthed. Men bakom denne triste følelse vokset der jo frem i os en anden, sterkere og lysere: Dette var jo begyndelsen til videre fremtrængen. Hver kasse, vi bar nedover, bragte os opbruddet nærmere – og nærmere hen imot Maalet for vort haap og vore længsler. Jeg kan ikke negte, at det brændte i mig ved tanken paa den time, da vi skulde vise vort norske flag for det første fartøi paa den andre siden av Nordvestpassagen! Al tristhed og alt vemod veg for denne stemning, og vi rev kasserne ned med utaalmodig iver.

Lørdag den 20de mai blev en stor dag paa Gjøa. Til utpaa kvelden forløp dagen uten noget usedvanlig. Kl. 12 middag stod solen i syd som den pleiet; kl. 3½ eftermiddag var Lindstrøm færdig med sin middagslur, som han pleiet; kl 6½ spiste vi til kvelds og tænkte som vi pleiet at gaa tilsengs kl. 9½ om kvelden. Wiik kom fra Magnettoppen, hvor han havde tat de meteorologiske observationer, og han meldte, at der kom folk paa isen. Men det gjorde det saa tit. Da han imidlertid trodde at ha bemerket – [295] trods den lange avstand – at det var en slæde med særdeles mange hunder for, og at det gik fremover med stor fart, sendte jeg Talurnakto ivei for at se efter. Vore venner eskimoerne pleiet jo ikke at fare med hurtigtog. Talurnakto kom ikke tilbake, og vi følte os da sikre paa, at det dog havde været en eskimofamilie, som nu holdt paa at indrette sig for natten. Jeg gik derfor tilkøis. Jeg havde imidlertid ikke ligget længe, før jeg hørte hastige og ukjendte fottrin paa dækket og straks efter en mand dumpe ind i kahytten.

– Go morning! You give me 'moke!

Det var Attangala. Med sit bredeste og mest triumferende smil stod han foran mig og rakte mig sin haand, samtidig med at han bad mig ikke trykke den for haardt, da han havde vondt i den. Jeg brød mig mindre om hans smil, haand og 'moke, jeg bare saa efter, hvor han havde posten .....

– Har du ingen breve?

– Breve? Joda, paa slæden, en hel haug!

Han blev baade overrasket og krænket over, at det havde slik hast med disse brevene; men jeg fik paa mig en smule tøi og ut bar det med os begge. I en hui og hast var alle kommet paa benene, og snart stod vi ved Atangalas slæde. Under alskens skrap og filler halte han omsider frem en nydelig, net tilloddet blikboks.

Jeg skal ikke engang prøve paa at beskrive min følelse ved at holde i min haand denne blikboksen, som indeholdt bud til os fra den levende, larmende verden. Vi visste jo nok, at der intetsomhelst kunde findes av direkte bud fra vore kjære i hjemmet. Men her var dog efterretninger fra det store menneskesamfund, vi alle tilhørte, og som vi saa længe havde været utestængt fra. Bare ordet «posten» gav en helt ubeskrivelig gjenklang i os alle.

[298] Vi bar vor skat ombord og stod samlet om den. Lund havde i en fart faat loddelampen i bruk, og snart var boksen aapnet. Det første jeg fandt, var et brev fra major Moodie, chef for The Royal North West Mounted Police og øverstkommanderende paa «The Arctic», tilhørende den kanadiske regjering. Det var det tidligere «Gauss», som var blit bygget for og brukt av den tyske sydpolekspedition under professor Erik v. Drygalski. «The Arctic» laa nu paa undersøkelse av forholdene omkring Hudson Bay og overvintret ved Kap Fullerton ved Roves Welcome, en arm av Hudsonbugten. I sin overmaade elskværdige skrivelse tilbød han os al mulig assistance, saafremt vi kom i hans nærhed. Han sendte mig desuten 5 slædehunder. Fra Arctics sailingmaster, kaptein Bernier mottok jeg ogsaa en lang og interessant skrivelse. Hans oplysninger om de amerikanske hvalfangere paa nordvestkysten var mig meget kjærkomne og av den største betydning. Kapteinen sendte os tillike en hel del avisutklip og fotografier, som vi slukte med begjærlighed. Sammesteds overvintret den amerikanske hvalfanger «Era», fra hvis fører, kaptein Corner, jeg fik et varmt og elskværdig brev. Han sendte mig yderligere fem hunder. I haap om, at Atangala skulde naa tilbake før løitnant Hansens avreise, havde jeg anmodet om hunder; nu kom de først 6 uker efter slædeekspeditionens avgang, og da vi ikke havde mat til dem, blev jeg nødt til at sende dem tilbake. Major Moodie paatok sig beredvillig at bringe vor post hjem. Jeg kan ikke med ord takke disse tre herrer for den gode hjælpende haand, de rakte os paa en saa elskværdig og hjertevarm maate!

Av de mange og store nyheter, vi fik, var krigen mellem Rusland og Japan den interessanteste. Med glæde og taknemmelighed mottok vi underretningen om, at den danske regjering havde nedlagt depot for os i Leopoldhavn; det kunde muligens endnu komme os til nytte.

[299] Længe utover natten sat vi og drøftet alt dette nye stof. Den hast, hvori vi alle var kommet paa benene, havde ikke tillatt os at gjøre noget større toilette, og som vi sat i ivrig klynge om breve og aviser, avgav vi et yderst latterlig skue. Atangala nyttet tid og leilighed og fik sig den ene 'moke efter den andre. Han var dennegang ledsaget av sin søn Arnana, en gut paa 25 aar, som saa prægtig ut. Da jeg endelig fik tid til at beskjæftige mig med Mr. Atangala, fortalte han, at hans reise havde gaat særdeles bra – skjønt det havde været noget knapt med mat – indtil han kom i nærheden av sit hjem ved Chesterfield Inlet; han maatte nemlig hjemom først. Her havde han truffet moskusokser og gjort jagt paa dem. En patron havde sat sig fast i geværløpet, og under arbeidet med at faa den ut gik den – naturligvis – av med den følge, at Atangala mistet pekefingeren. Da han kom frem til sin stamme, vilde venner og slegtninger overtale ham til at opgi hele postførselen og heller bli hjemme i ro og pleie sin finger. Men han havde motstaat alle fristelser og begit sig paa vei videre. Den løn, han havde i utsigt efter vel utført tur, var et gammelt gevær og 400 patroner. Jeg er derfor tilbøielig til at tro, at det ikke bare var betalingen, som stimulerte ham til at gjøre sin pligt. Han har tydelig ogsaa været besjælet av en mere moralsk trang til at vise sig som en ordholden mand. Under forhold som vore her sætter man dobbelt pris paa en slik mand. Han fik da et ganske betragtelig tillæg til sin løn og blev under sit ophold hos os behandlet som en agtet gjest. Han var meget henrykt, men navnlig over al den ros, jeg gav ham for hans hæderlighed. Den 23de mai kl. 11 om formiddagen drog han avsted igjen sydover med de overflødige hunder samt ny post. Han skulde prøve at naa Arctic, før isen gik op og skibet avseilte.

Imidlertid arbeidet vi med provianten. Blikkasserne blev tat ut og sat ind i sine trækasser, nummereret og [300] indført i proviantfortegnelsen. Paa to dage var dette gjort, og for anden gang – og vel ogsaa for sidste – stod vor proviant klar til at tages ombord. Vi havde megen nytte av eskimoerne, hvorav der jevnlig indfandt sig endel løse ungkarer, som straks blev engageret. Med tre eskimoer til hjælp gjorde jeg arbeidet paa land, mens Lund og Hansen greiet alt ombord. Alt gik med liv og fart. Kasserne fragtedes paa slæde ut til skibssiden, saa heistes de ombord og firtes ned i rummet, hvor de stuvedes paa plads. En nøiagtig tegning blev gjort av stuvningen, saa vi til enhver tid kunde finde frem til, hvad vi trængte.

Renen var begyndt at vise sig, og Talurnakto var støt og stadig ute og skjøt nogen av dem. Om eftermiddagen vendte han hjem for atter at begi sig i marken og hente byttet ind paa slæde. Jeg havde kjøpt en hund av netchjillieskimoerne. Dens navn var «Achkeamullea» – et usedvanlig letvint navn at rope paa i farten, ikke sandt? Jeg fandt det noget langt og døpte den om til «Akchja» – nordlys. Jeg havde desuten beholdt en av de hunder, Atangala havde bragt; dens navn var endnu værre, og jeg døpte den «Fix». Fix var mager som et skelet, da den kom. Efter 14 dages forløp var den saa fet, at den havde ondt for at røre sig. Vi fødde begge hundene op med avfald av ren og brukte dem til at fragte vildtet hjem for Talurnakto. I et slagsmaal rispet imidlertid Fix op hele buken paa Akchja, saa den kort efter døde. Meget taapelig av den gode Fix, som nu fik hele arbeidet alene!

I de sidste dage av mai sluttet eskimoerne sin vinterfangst av sæl og begav sig paa land til sin sommerbedrift, jagt og fiske. Paa veien kom de i store flokker indom Ogchjoktu for at hilse paa os og om mulig at gjøre nogen forretninger. Jeg benyttet leiligheden til at utdele mine belønninger til dem. Mine ti hauger av træ og jernsaker var blit til elleve. Der var nemlig saa mange, som den hele [301] tid havde været os tro og til nytte og hjælp, bra, flinke folk, som det vilde nytte noget at understøtte. Det var en sand fornøielse at se deres glæde over vore gaver. Navnlig Talurnakto var straalende. Han gik frem og tilbake langsmed sine skatte med en værdig og alvorsfuld rikmandsmine. Stakkars fyr! Tok han for anden gang plads i Akklas hus som medegtemand, vilde snart rigdommen gaa fløiten!

Iste juni 1905 blev de selvregistrerende instrumenter stanset efter 19 maaneders uavbrutt gang. Ganske alene havde Wiik passet arbeidet med dem og gjort det med en omhu og nøiagtighed, som jeg ikke noksom kan prise. Dette var Kristi himmelfartsdag, og intet arbeide blev derfor gjort den dag. Om eftermiddagen sammenkaldte jeg alle vore eskimoveninder for at berike dem med vore tomme hermetikbokser. Der var nogen hundreder av dem, og jeg havde samlet dem i en svær haug midt i bakken. Saa lot jeg kvindfolkene stille sig i ring utenom haugen og forklarte dem, at naar jeg havde talt til tre, kunde de gaa løs og krafse til sig efter evne. Mændene stillet sig bakom sine damer, og en – to – tre! styrtet de løs med begge næver som skovler; de hev bokserne bakut mellem benene, – de genertes jo ikke av skjørter, – og saa grep mændene, hvad der kom flyvende, og samlet hver sit op. Latter og leven, skrik og skraal, og bokserne føk, og mændene fløi – og saa var haugen raseret.

Den samme eftermiddag kom der en familie bestaaende av mand, kone og tre sønner. Den ældste av disse var en gut paa 25 aar. Han havde fra sin barndom været lam i benene, og forældrene trak ham paa et sælskind. Dette havde de gjort i alle de mange aar. Det var en vakker gut, slank og velvoksen med langt, kulsort haar. Han var tatoveret over næsen, det eneste tatoverte mandfolk jeg saa. Han stod ellers i høi anseelse som angekok – troldmand. Av vor overflod paa slæder forærte jeg disse folk en, forat [302] de bedre kunde transportere den syke. Herover blev de ubeskrivelig gla, og den unge mand selv visste ikke, hvordan han skulde vise sin taknemlighed. Han gav mig da det dyreste, han eiet, sine synlige troldmandstegn. Det var en krone og et pandebaand av renskind, som jeg satte den største pris paa, da de jo avgav en meget værdifuld tilvekst til min etnografiske samling.

Navja blev nu paany engageret som syerske ombord. Hun kom efter frokost og blev til kvelden og havde kosten ombord. Nanurlo, hendes lille søn, fulgte med. Hun sat i kahytten, og her havde Wiik stadig selskap med hende, mens han sat optat med indføring av sine magnetiske observationer i hovedbøkerne. Trods sine 50 aar var Navja vild og gal som en jentunge, fuld av spetakkel og med et ustanselig snakketøi. Hun havde lus paa kroppen – hvad der var meget sjelden, eftersom de andre kun pleiet at ha dem i hodet. Hendes jevnlige fornøielse var at stikke haanden ind paa kroppen og hente frem lus til Wiik, som ikke satte den ringeste pris paa opmerksomheden. Da han en dag blev kaldt paa dæk og kom ned igjen efter nogen minutters fravær, havde Navja «grepet pennen» og svinet til hele hans hovedbokside med alle de sirlige talrækker. Hun var meget stolt over sin gjerning, men overraskedes av en flom av skjeldsord. Man kunde dog aldrig for alvor bli sint paa Navja, og hun fik snart ogsaa Wiiks tilgivelse. Som syerske var hun makeløs flink, og hun gjorde alle mine fine skind om til klær. Av mine bjørneskind lavet hun bukser, og av mine lækre renskind anorakker. For hvert plagg, hun fik færdig, fik hun en eller anden liten gjenstand i betaling. Høist i kurs hos hende som hos damerne overhovedet stod vort emaljerte bliktøi. Likesaa porcellæns– og stentøisaker. De sværmet for den hvite farve. Hjemme i hytterne kunde de sitte timevis og slikke og polere paa disse husgeraad.

[303] Smaagutterne havde nu tat sin plads igjen som ifjor ute paa isen, hvor de fisket smaatorsk. Jeg gjorde ret som det var en liten runde iblandt dem for at se paa og kunde da ikke dy mig for undertiden at be om at faa laane snøret og prøve fiskelykken. Dette syntes de var umaadelig interessant og latterlig. De kunde ikke tænke sig en voksen mand frivillig fiske smaatorsk!

2den juni begyndte vi at rive ned variationshuset. Lund og Hansen utførte dette arbeide, og med eskimoernes hjælp gik det raskt fra haanden.

Ved min avreise fra Deutsche Seewarte gav professor Neumayer mig et fotografi, som jeg lovet ham at nedlægge saa nær den magnetiske pol som mulig. Paa min slædetur til polen vaaren 1904 havde jeg fotografiet med mig, men fandt da intet bekvemt sted at lægge det ned paa. Eskimoerne vilde ved første leilighed plyndret alt, hvad vi grov ned, hvis vi merket det ut paa nogen vis. Jeg tok det derfor med mig for at grave det ned paa den plet, hvor vi havde nedlagt vort væsentligste arbeide – under variationshuset. Da huset nu var fjernet, og eskimoerne havde rotet tomten igjennem, benyttet jeg et øieblik, da der ingen var tilstede, og grov det ned. Paa fotografiets bakside havde jeg skrevet: – «I dyp taknemlighed og ærbødig erindring nedlægger jeg dette fotografi paa Neumayers Halvø. Gjøaekspeditionen 7de aug. 1905. Roald Amundsen.» Det blev lagt ind i en flat blikkasse og nedgravet under det cementerte underlag av sten, hvorpaa registreringsinstrumentet havde havt sin plads. Derpaa tilkastedes det med sand. En langstrakt jordhaug i form efter huset vil merke det sted, hvor Gjøaekspeditionen i 19 maaneder havde sine selvregistrerende instrumenter. Skulde en fremtidig ekspedition komme til dette sted og ønske at opsætte sine instrumenter paa nøiagtig samme plads som vi, vil denne boks være den til veiledning. Husets beliggenhed blev senere tillike paa det [304] nøiagtigste bestemt av løitnant Hansen ved maalinger. Paa det sted, hvor vi havde havt vort observatorium for de absolute magnetiske maalinger, blev der midt under instrumentstativet, som havde havt samme plads hele tiden, nedgravet en gul kalksten, 1 fot lang og ½ fot bred og merket med et indhugget G paa overflaten. Denne sten vil altid ved litt sokning kunne findes. Havde vi reist en varde paa stedet, vilde maaske eskimoerne ha respektert den i nogen aar, men saa vilde den uvægerlig blit revet overende.

Da alt var kommet ombord, gjaldt det at faa skuten fin at se til. Det kunde jo hænde, at vi iaar traf folk, og da skulde de ikke komme og si, at vi stelte stygt med skuterne vore i Norge. Gjøa blev derfor malet og oljet overalt. Likesaa alle vore baater, og saaledes blev den likesaa fin som den dag den forlot verftet. Alle deltok ivrig i dette arbeide. Ristvedt og Lund havde endog arbeidet en likefrem elegant faldrepstrap, av jern og træ; den vakte stor opmerksomhed, da vi kom til San Francisco.

– Ingen skal se, at vi har vintret i to aar lel!

En av disse junidage kom jeg hen til leiren til eskimoerne og saa da en av dem sitte og spise med en av vore bordkniver. Jeg tok den straks fra ham og spurte, hvor han havde den fra. Jo, det var da en present fra Talurnakto. Jeg kaldte øieblikkelig synderen til mig, og han tilstod med det samme. Kniven var tilfældigvis blit kastet overbord – og saa havde han nappet den. Han prøvet imidlertid ikke paa at gjøre sig uskyldig, og uagtet forbrydelsen overhovedet ikke var stor, forbød jeg ham dog for eksemplets skyld adgang til skibet paa 8 dage. Han gik og overholdt forbudet paa det strengeste. Da tiden var omme, kom han like smilende og fornøiet tilbake.

Vi begyndte nu sterkt at vente paa slædeekspeditionens tilbakekomst. Da de ikke var vendt tilbake efter de første [305] 7 ukers forløp, sluttet jeg mig til, at de havde fundet depotet paa Kap Crozier i orden. Men selv hermed skulde de være hjemme 16de juni. Mange eskimoer var nylig kommet over helt fra Ogluli, men ingen havde sét noget til dem. Jeg begyndte saa smaat at bli ængstelig. Siden eskimoerne var kommet tilstede i saa stort antal, havde vi begyndt at gaa nattevakt. Jeg paala da vakten at holde skarp utsigt og straks purre mig, om noget saas, som kunde være tegn til vore slædefarere.

Den 24de, Sankt Hans dag, skulde vi holde fridag. Vi havde henlagt bededagen til denne datum. Og dagen blev en dobbelt fest. Kl. 6½ om morgenen kom Lund, som havde vakt, ned og purret mig:

– Nu har vi kara vore!

Jeg var ikke sen om at komme i klærne. Det var en herlig morgen, blikkende stilt og med stikkende sol. Ute ved Framnesodden kom ganske rigtig vore to kamerater. Jeg kan vanskelig si, hvor gla og lettet jeg blev ved at se dem. Og det traktement, de gav hundene, tydet langveis paa, at de havde sine gode kræfter i behold. Flaget kom op i en fart og sammen med det alle de andre ombord, og der blev høi feststemning. En «bedre» frokost blev anrettet, og ved denne fik vi straks det grøvste av reiseberetningen.

Turen havde beredt dem baade haardere og lettere arbeide, dog mest av det første. Depotet ved Kap Crozier var totalt ødelagt av bjørn, men det lykkedes dem allerede der at nedlægge fire ren. Overfarten over Victoriastrædet havde været yderst besværlig. Isen havde været vanskelig og opskruet, og enkelte dage havde de ikke rukket frem mere end 2–3 kvartmil. De maatte da for at faa alt frem gjentagne gange gjøre flere vendinger. Paa den andre siden av strædet traf de en ny eskimostamme, kiilnermiuneskimoerne fra Kobberminefloden. De var ute paa sælfangst. Mens [306] disse eskimoer var næsten blottet for jern, var de meget bedre utstyret med træ end netchjillieskimoerne. Navnlig var deres buer og slæder langt bedre end disses. For spiker og smaakniver tiltusket de sig saa meget sælkjøt og spæk som de ønsket. De laa en dag over hos disse folk for at faa en hvile, som baade mennesker og dyr trængte haardt til efter det haarde slit i isen.

Derpaa fortsatte de sin reise videre langs Victoria Lands ukjendte østkyst. Landet var saa lavt og flatt, at det paa den meste del av kysten var vanskelig at skjelne fra isen. De kartla kysten, eftersom de kom frem. Sæl, ren og bjørn skjøt de jevnlig, saa de næsten til enhver tid havde overflod av proviant.

[307] Fredag 26de mai vendte de om efter at ha bygget en varde og en beretning var nedlagt i den paa det nordligste punkt, de naadde. Tilbakemarschen gik lettere og snarere, da de nu ingen maalinger havde at gjøre. Det av dr. Rae i Victoriastrædet observerede land blev paa hjemveien nøie undersøkt. Det viste sig at være en gruppe av en masse smaa øer, The Royal Geographical Society's Islands. Disse blev saa godt som mulig kartlagt, hvilket senere viste sig at være av stor betydning for vor seilas videre. Oglulihavet mellem Amerika, Victoria Land og Kong Williams Land viste sig at være for en stor del opfyldt av øer og ikke rent og frit som efter det gamle kart. Dette var godt at vite, om man skulde komme dit en mørk nat.

Paa veien tilbake til Kap Crozier var de saa heldige at finde bedre is, saa de kom hurtigere frem. Med undtagelse av nogen saare hundepoter var alt i den bedste stand. Reisen havde tat 84 dage – med medbragt proviant for bare 50. Resultatet var udmerket, ja man maatte kalde det likefrem glimrende, naar man tok i betragtning de mange stygveirsdage, de havde havt, alle de omhyggelige maalinger samt endelig al den tid, de havde maattet anvende til jagt for at skaffe sig proviant.

Alt dette fik vi vite ved den første frokost. Forøvrig gik hjemkomstdagen i sus og dus.

Henimot slutten av juni fik vi det meget varmt, og landraaken begyndte at aapnes. Hvis det gik fremover paa denne maaten, kunde vi faa et likesaa fint isaar som i 1903. Landet var næsten helt snebart allerede, og myggen plaget os sterkt.

Ombord maatte vi nu indrette os paa flere maater anderledes, efterat Ristvedt og Wiik var flyttet fra land. Kahytten maatte nu løitnanten og jeg dele med dem. Da nu Wiik til stadighed var beskjæftiget med at utføre sine observationer, kunde kahytten ikke længere brukes som mørkerum. [308] Et mørkerum maatte imidlertid løitnanten ha, og problemet drøftedes ivrig og med mangehaande forslag til løsning. Løitnant Hansen endte i et mørkerum, hvis egentlige og oprindelige bestemmelse jeg ikke nærmere skal omtale. Nød lærer naken kvinde at spinde. Proviantteltet var nu ledig, da al proviant var bragt ombord. Det benyttedes til forskjellig bruk, først som tørrerum for alle vore fugleskind, som blev ophængt derinde og under stadig gjennemtræk tørredes i en fart. Dernæst blev teltet brukt som kontor og badehus. Vort lille dampbad bragtes derned, og entréen blev sat saa lav, at den ikke skulde hindre nogen i at vaske sig. At tænde primus og slukke den igjen samt gjøre istand efter sig, det var alt, hvad der krævedes. Nogen badetjener fandtes ikke. Vi opsatte ogsaa nogen lange bord, hvorpaa vi bredte ut vore observationsbøker og magnetiske kurver til en sidste gjennemgaaelse samt luftning, før de endelig blev loddet ned.

Uglen, Umiktuallu og Nulieiu reiste den 2den juni med sine familier vestover til Kamiglu i nærheden av Eta-øen i Simpson-strædet for at drive renjagt. Jeg avtalte med dem, at vi skulde stoppe med skibet, naar vi passerte der, for at ta ombord renstekerne. Vi sendte med dem en lang stang med et flag, som de skulde reise op, saa vi lettere kunde se, hvor de var.

Jeg havde længe lovet Lindstrøm, at han skulde faa sig nogen dages ferie for at komme ut og undersøke landet det mystiske indre. Eskimoerne havde talt saa meget om en elv oppe mot nord, Kaa-aaga angi, som skulde være saa overvældende fuld av laks. Flere familier var reist derhen nu, og der indløp efterretninger fra dem om, at de fisket udmerket. Saa fæstet da Lindstrøms hu sig til Kaa-aaga angi («den store flod»), og hans længsler gik sterkere og sterkere ut av byssen og til denne flod. Endelig den 4de juli havde han sin ekspedition istand. Den bestod av ham selv og [309] Talurnakto som næstkommanderende. Den var forlængst av de andre døpt «Ekspeditionen til utforskning av Kong Williams Lands indre». Jeg prøvet i det længste at bevare mit fulde alvor likeoverfor denne ekspedition. Lindstrøm havde jo virkelig ogsaa til formaal at forøke sine zoologiske samlinger, og de andre kamerater drev et forfærdelig gjøn med ham. Men det var ikke mulig at la være at le heller av disse to polarforskere, da de langsomt bevæget sig avsted bortover isen under en regn av mere og mindre høviske tilrop fra skuten. De var begge av nøiagtig samme façon, d. v. s. av den type, som blir høiest, naar den indtar liggende stilling, og de trillet nu ved siden av hinanden som [310] to kugler. Dagen efter var Ristvedt og Wiik, som tilsammen kunde finde paa de utroligste skøierstreker, oppe i eskimoleiren og utsøgte sig et gaaeksemplar av samme type, en gut ved navn Tonnich. Denne trinde lille person blev utrustet med en forsyning av raatten hermetik og paalagt at gaa avsted, til han paatraf Lindstrøm og Talurnakto. Han fik med sig et langt, høitidelig brev til Lindstrøm, hvori man uttalte sin levende bekymring for «den store videnskabelige ekspedition», hvis leder han var, samt haapet om, at undsætningsekspeditionen under eskimoen Tonnich maatte finde de to dristige reisende i live og saaledes undsætte dem, før det var forsent. Da de den 9de juli vendte tilbake, blev de mottat med store ovationer og alskens forsmædelig opmerksomhed. Ekspeditionens utbytte bestod av 40 egg og nogen ærfugl. Den videnskabelige rapport var kort: Kaa-aaga angi var en elv av bredde som Nidelven ved Trondhjem. Dyre- og planteliv var rikest ved stationen!

Løitnant Hansen havde imidlertid været over paa Hertugen av Abruzzernes Pynt og bestemt dens beliggenhed. Men at gjøre slædeturer paa denne aarstid er ikke behagelig. Løitnanten kom dyvaat hjem.

I midten av juli kastet jeg mine eskimoklær og iførte mig atter min gamle klædedragt. Jeg havde da baaret eskimodragt uavbrutt i 20 maaneder og havt anledning til at danne mig en mening om dens brukbarhed. Til vinterbruk i disse egne er som tidligere omtalt de lette renskindsklær det bedste man kan ha, og de bør bæres løstsittende. Dog brukte jeg i den sværeste kulde og utover mot vaaren likesom eskimoerne et bredt belte av ren– eller ulveskind rundt maven for at holde luften borte fra dette følsomme punkt. Om sommeren derimot er renskinsklær ikke praktiske, da de blir gjennemvaate i regnveir. Jeg kom til det resultat, at om sommeren uldundertøi med sælskindstøi utenpaa var det hensigtsmæssigste. Paa føtterne bar jeg altid strømper [311] av renskind med haarene ind; i strømpefoten sennegræs og utenpaa støvler av renskind med haarene ut. Med denne paaklædning kan føtterne ingen skade ta av nogetsomhelst. Sennegræsset trækker al fugtighed til sig. Naar man saa hver kveld tar græsset ut og tørrer det, vil der ikke bli stort igjen av fugtighed. Og vil man være helt sikker, vrænger man strømpen om natten.

I slutten av juli dannedes Ogchjoktus svømmeskole. Wiik og Ristvedt var lærere, Hansen og Lund elever. Ferskvandsdammen nær skuten blev benyttet som bassin, og her badet de hver kveld utover, saalænge varmen holdt sig i veiret. Temperaturen i vandet var helt oppe i 15 varmegrader – og det er jo ikke ilde i polaregnene. I begyndelsen bruktes svømmesæler, men eleverne var lærenemme, saa de snart kunde kastes. Undertiden kom eskimoerne op og saa paa dem. De var forvisset om, at kablunaerne var blit avsindige. Man skulde tro, at disse folk, som lever saa meget paa vandet, kunde svømme. Men nei, ikke én av dem kunde et eneste tak, faldt de i sjøen, sank de som stein. Vi havde senere et meget sørgelig bevis herpaa. Det er forresten en ikke ualmindelig iagttagelse dette, at folk som færdes paa sjøen, ikke kan svømme. Jeg nævner bare som eksempel vore egne hjemlige fiskere.

Det havde længe været bestemt, at vor tro ledsager Talurnakto skulde følge med skuten videre vestover, ja kanske endog være med os hjem. Og Talurnakto følte sig som halv kabluna og saa sine landsmænd over hodet; det var ikke hvilkensomhelst av dem, han nedlot sig til at tale med. Men da isen nu begyndte at tyndes og avreisens time nærmet sig, syntes Talurnakto at faa betænkeligheder. Han fik raptuser av tungsindighed og kunde sitte hele timer hen. I førstningen brydde jeg mig ikke om dette, – tænkte, det formodentlig var en eller anden kjærlighedssorg. Men saa pludselig en dag som han sat inde hos mig, stak han i at [312] storgraate! Jeg skjønte jo nu, at der maatte være noget mere alvorlig i veien og spurte ham ut. Han hikstet og snufset noget ganske forfærdelig, og det varte længe, før jeg fik et fornuftig ord av ham. Endelig kom det: Han dristet sig ikke til at reise med os til «Kabluna nuna», de hvites land, da de vilde slaa ham ihjel. Det hjalp ikke, hvad jeg forsikret ham om, at vi var de rene engler, som bare vilde ham vel. Han lot sig ikke overbevise og pekte paa nogen av billederne fra boerkrigen. Jeg sa ham da endelig, at naar han ikke selv ønsket at reise med, saa hverken vilde eller kunde jeg tvinge ham til det. Herover blev han umaadelig lettet og satte op sit gamle glade smil. Han havde øiensynlig tænkt sig, at vi havde hals og haand over ham, ja eiet ham med hud og haar. Saaledes mistet ekspeditionen sin 8de deltager. Da jeg imidlertid ansaa det av betydning for os at ha med en eskimo paa den videre reise, kundgjorde jeg Talurnaktos plads ledig. Og kort efter meldte tykke Tonnich sig – han som havde ageret undsætningsekspedition for Lindstrøm. Han var synlig opfyldt av et brændende ønske om at se sydligere egne. Nu var ikke Tonnich akkurat den mand, jeg helst vilde ha; han var stor og tung, klodset og langsom i sine bevægelser. Men ingen anden meldte sig, og da han havde et selv for en eskimo at være usedvanlig godt humør og havde opført sig eksemplarisk, blev han antat. Det var et helt høitidelig øieblik, da Tonnich satte foten ombord som 8de mand. En pøs med vand, skrubber og saape ventet ham. At bli kabluna uten at passere en storvask var der ikke tale om. Wiik besørget renselsen oppe paa dækket, og da visste jeg, at den blev grundig gjort. Hans haar var blit klippet; nu blev det ogsaa kjæmmet og indsat med lusepulver. Da dette var gjort, blev han iført normalundertøi. Han trodde nu, at paaklædningen var fuldendt og vilde straks fremstille sig til inspektion. Det blev da gjort ham forstaaelig, at det ikke [313] var den vanlige spaserdragt, og han fik paa sig en flunkende ny dres sydd av vadmel fra tugthuset hjemme. Ingen har nogensinde følt sig stoltere over sin paaklædning end Tonnich; han lo av fryd, trak og halte i klærne og beskuet sig selv paa alle kanter.

Nogen dage efter kom Talurnakto og etpar andre til os med ikke mindre end 70 pene laks, som veiet fra 3 til 5 kg. En var paa 8 kg. De var fanget ved Navjato og var ganske ferske. Dette var jo en herlig tilvekst til vor proviant for seilasen videre. Spørsmaalet var bare, hvordan vi bedst burde bevare dem. At spise salt laks hver dag vilde jo bli ensformig. Saa foreslog Lund, at han skulde røke dem. Røkelaks! Vi fik vand i mund ved tanken, og [314] Lunds tilbud blev modtat med jubel. Han gik straks igang med «Ogchoktus røkeri». Endel tomtønder og kasser var alt, hvad han trængte. En flok eskimogutter blev engageret til at hente brændsel. Der vokste paa nogen steder en ganske liten lyngart, og denne blev gutterne sendt ut for at samle. De kom hjem med flere sækker fulde, og snart stod røken lystig tilveirs fra røkeriet. Det varte nu ikke længe, før den første prøvelaks var færdig og kunde serveres. Den overtraf vore dristigste forventninger. Røkelaksen var av fineste sort og kunde ikke været leveret bedre fra et førsteklasses røkeri hjemme.

Den 23de juli hændte et uheld, som kunde havt meget alvorlige følger. Det var søndag, og Lindstrøm skulde sætte middagsmaten over. Det gjaldt da at faa primusen i sving, og som han pleiet laa han paa knæ over apparatet for at faa bedre tak, mens han pumpet. Han havde da ansigtet helt ned mot brænderen. Da han saa omtrent var færdig og skulde slutte, sprang pludselig brænderen ut, og hele stasen røk mit i fjæset paa ham. Han havde aandsnærværelse nok til at gripe apparatet og kaste det ut. Det faldt forøvrig gjennem den aapenstaaende luke ret ned i rummet, men var da heldigvis tømt. De som befandt sig i agterkahytten hørte spektaklet og sprang ut. Det saa stygt ut, da luen slog ut av byssedøren. Men vi havde dengang vor vandslange liggende klar paa dæk, saa det var gjort i en haandvending at slukke. Kabyssen led saaledes ingen skade, det gik altsammen ut over den arme Lindstrøm. Jeg sat i forkahytten og snakket med Lund. Vi hørte nok noget spektakel, men ikke mere end der tit kunde være, naar gutterne tok ryggetak for eksempel. Men saa kom Lindstrøm farende ind, opsvulmet og rød i ansigtet, og det fór som et lyn gjennem mit hode, at det første slagsmaal havde fundet sted, og at Lindstrøm havde faat forfærdelig juling! Han var saa fortumlet, at det varte en stund, før han fik [315] sagt: Det brænder! Lund og jeg fór ut, men da var alt slukket. Lindstrøms ansigt og hænder var sterkt medtat. Han blev smurt ind med eggolje. Smerterne gjorde ham rent sansesløs. Senere paa kvelden gav de sig dog noget, og løitnanten fik lagt bandager paa. Allerede dagen efter havde Lindstrøm sit gode humør igjen, men han saa fæl ut. Han saa ut som den mest fordrukne og forslaaede lazzaron og gik under navn av «Biffen». Det varte næsten 14 dage, før han havde sit gamle utseende.

Hansen maatte i denne tid overta kjøkkenstellet og skilte sig særdeles vel derfra. I brødbakning var han mesterkokkens overmand. Saken var, at det Hansen gjorde, det gjorde han grundig, og naar Hansen saaledes knadde brøddeig, da skedde det med et eftertryk, saa en kunde frygte baade for deig og traug. Men resultatet efter endt stekning blev da ogsaa det lækreste bakverk. Al Hansens matlagning gik desuten efter musik. Han stekte frikadeller efter «Vikingebalken» av «Frithjofs saga», som var hans eneste kilde, – karbonader efter «Isfarten»; blodpølser gik paa «Kong Rings død». Vi kunde saaledes helt inde paa land lytte os til menuen!

Løitnant Hansen og Talurnakto var en tur sammen til Pfefferelven, som laa ca. 20 kvartmil vestenfor paa Kong Williams Land, for at samle forsteninger. Landraaken var nu saa stor, at de kunde ro i en av prammene.

Den 28de juli var havnen for første gang isommer isfri. Ute i strædet saa vi, at det blaanet i isen, men nogen brist var der ikke endnu at øine i den. Den forrige sommer havde elvene været voldsomt store paa grund av den svære snemængde; iaar randt de jevnt og stille og øvet saaledes ikke nogen indflydelse paa isbrytningen. Vi maatte stole paa solstek og vind. Strøm var der heller ikke synderlig av. Vi havde da ogsaa længe det mest brændende solskin til hver dag, og utsigterne var noksaa lyse. Men i slutten [316] av juli stoppet varmen for ikke at vende tilbake. Nu kom imidlertid vinden os tilhjælp. Natten til 31te juli blaaste der op en kuling, fra nordøst med stormbyger, og der faldt saa tæt slud, at hele landet laa hvitt. Da vi en tid allerede havde været noget urolige for vor avreise, gjætet vi denne nordøstvind i megen spænding. Den bedste del av sommeren var forbi, og nætterne – vor værste fiende under videreseilas – var begyndt at bli merkbare. Isen ute i Simpson-strædet havde hittil holdt sig usedvanlig rolig. Der var ingen raaker dannet, og isen saa likesaa kompakt og ugjennemtrængelig ut, som den havde gjort hele vinteren. Den blaalige farve var dog sikkert tegn paa, at der ikke skulde megen ydre kraft til for at bryte den op. Utenfor Ristvedtelven var det eneste sted, hvor der var aapent vand, som en bugt, der skar sig ind i isen. Og her kunde jo nok en storm faa tak og begynde brytningen for alvor.

Nordøsten gjorde da ogsaa i dagens løp underverker. Isen satte sørover, og store raaker aapnet sig i mange retninger.

[317] Vi var nu helt klar til at stikke tilsjøs. Med undtagelse av de meteorologiske instrumenter samt hundene, som skulde bli i land til sidste øieblik, havde vi alt ombord. Rummet var næsten fuldstuvet med alle vore samlinger. I storluken stod vore vigtigste saker. Først og fremst de to store gjenloddede jerntanker, hvori vi opbevarte alle vore observationer fra disse to aar. De var indrettet slik, at de kunde kastes paa sjøen og flyte. Begge var merket med skibets navn. Rundt om dem stod proviant for 14 dage, ammunition og andet utstyr pakket i smaakasser, færdig til at ta med, om vi blev nødt til at forlate skibet. Her havde ogsaa enhver av os sin sæk av vandtæt tøi tillikemed det tøi o. s. v., hver enkelt ønsket at ha med i et slikt tilfælde. Alle vore baater og seildukskajakker var i bedste orden og istand til at staa en tørn. Vi var forberedt paa at maatte lodde os frem paa vor vei, helt til vi kom ut paa den andre siden. Vi havde derfor gjort istand 3 haandlod og paa svineryggen opsat en patentrul, hvorover lodlinen løp med lethed. Vakterne havde vi paa forhaand inddelt slik: En mand ved roret, en i tønden, en i maskinen og en ved loddet. Vi dæksfolk maatte greie det slik, at tre av os var paa dæk, mens den fjerde fik sig en lur. Maskinisterne gjorde vakt om vakt. Kokken fik gi os en haandsrækning, naar han kunde.

Vi visste alle, at vi gik en strid tørn imøte. Men det udmerkede forhold, som den hele tid havde bestaat imellem os, gjorde os sterke i enighed og samhold, og skjønt bare syv mand var vi dog en flok, som der skulde adskillig til at kaste i bakken.

Fra «Axel Steens Haug» havde man den bedste utsigt vestover i strædet, og i de følgende 14 dage var jeg der oppe 2 á 3 gange daglig. Den 12te august fik vi atter frisk nordlig bris og vi skjønte, at skulde vi komme avsted, maatte det bli ved denne leilighed. Løitnant Hansen, Lund og jeg var oppe paa Steentoppen om morgenen. Isen, som hittil [318] standhaftig havde holdt sig fast i Kong Williams Land langs kysten fra Booths Point og vestover, havde nu sluppet taket, og landraaken var aapen. Kl. 4 om eftermiddagen var vi deroppe igjen. Der laa endnu is omkring Toddøerne, men vi trodde at se aapent vand over paa den andre siden av dem.

Tiden var inde, og vi fik forsøke. Avgangen blev sat til kl. 3 den næste morgen. De sidste forberedelser blev gjort. Hundene blev hentet ombord og efter observationen kl. 9 om kvelden ogsaa de meteorologiske instrumenter.

Det var med en helt underlig følelse jeg gik ombord for sidste gang. Der var sandelig megen vemod blandet i min glæde over at komme avsted. Mine kamerater havde sørget for, at jeg forlot Gjøahavn med udelukkende gode minder. Vi havde aldrig havt kiv eller spektakel. Munter spøk, sang og latter er det, jeg hører for mit indre øre, naar jeg nu tænker tilbake paa denne lange tid. Og derfor følges disse mine tanker av en hjertelig tak til kameraterne – for dagene i Gjøahavn.

[319] Omseilingen av Nordamerikas fastland har været den opgave i polarforskningen, som uten sammenligning har beskjæftiget menneskeheden sterkest. Og paa dens løsning har der været ofret flere liv og større værdier end paa nogen anden. Da der imidlertid foreligger et helt bibliotek av literatur om Nordvestpassagen, foretrækker jeg at henvise dertil fremfor at trætte mine læsere med noget forsøk paa at fortælle passagens historie. Jeg indskrænker mig til kortelig at nævne de reiser og reisende, hvis resultater havde den nærmeste betydning for Gjøa-ekspeditionens plan og utførelse.

I 1585 seilte John Davis avsted for at finde Nordvestpassagen. Resultatet blev strædet, som bærer hans navn, mellem Grønland og Labrador. I 1616 gjorde Bylot og Baffin et godt fremstøt, idet de omseilte Baffinsbugten og bestemte Lancaster Sunds beliggenhed. Allerede i 1648 omseilte polakken Deschnew nordøstpynten af Asien og opdaget saaledes strædet mellem denne verdensdel og Amerika. Men hans opdagelse blev litet kjendt, og det blev dansken Vitus Bering, som først i 1728 trængte gjennem det samme sund, som fik æren av Beringstrædets opdagelse. Man var [320] jo med disse opdagelser langt paa vei med Nordvestpassagen; men meget stod endnu tilbake. I 1778 trængte kaptein James Cook nordigjennem Beringstrædet og opdaget Icy Cape. Efter denne tid hvilte spørsmaalet i en række av aar, indtil det atter blev tat op av den dygtige engelske hvalfangerskipper William Scorsby den yngre, i 1817. Han mente, at isforholdene nu havde forandret sig saa meget til det bedre, at forsøkene burde fornyes. Det blev da John Ross, kaptein i den engelske marine, som aapnet det 19de aarhundredes kamp for Nordvestpassagens betvingelse. Den engelske regjering havde i 1743 utsat en belønning paa 20 000 pund sterling for opgavens løsning; nu fornyet den prisen. John Ross drog i 1818 avsted med seilfartøierne «Isabella» og «Alexander», men havde ikke lykken med sig. Han seilte rundt Baffinsbugten, passerte Smith Sund og stod saa sørover. Ved indløpet til Lancaster Sund vendte han pludselig hjem. Han paastod, at sundet ikke eksisterte, idet det var en bugt. De fjelde, han mente at ha sét i bunden av denne bugt, kaldte han Crokerfjeldene. Da alle hans officerer imidlertid benegtet hans paastand og fastholdt, at der her forelaa et sund, blev allerede aaret efter Ross's dygtige næstkommanderende, Edward Parry, utsendt. Parry ikke alene beviste sundets eksistens, men trængte langt vestover og overvintret med sine to skibe «Hecla» og «Griper» paa Melvilleøen. Hermed var et kjæmpeskridt tat, og Parrys navn maa nævnes blandt de ypperste i Nordvestpassagens historie. Imidlertid havde ikke John Ross tapt motet. I 1829 stod han atter nordover med «Victory», et hjuldampskib. Det var første gang, at dampskib blev benyttet i polarhavet. Det sier sig dog selv, at man ikke kom langt i isen med de svære hjulkasser. John Ross overvintret i 4 aar paa østsiden af Boothia Felix og maatte tilslut søke tilbake paa baater, da skuten knustes i isen. Et meget stort resultat opnaaddes ved denne [321] ekspedition. John Ross's nevø, den senere saa berømte polarforsker James Clark Ross, fandt og bestemte den magnetiske pols beliggenhed. Ogsaa i geografisk henseende utvidedes kjendskapet til disse egne i høi grad, og John Ross gjenoprettet for en stor del sit tapte ry. Den største del av Nordamerikas kyst blev kartlagt av baatekspeditioner, navnlig av Franklin i 1819–22 og 1825–27. Dease og Simpson fortsatte arbeidet i 1837–39. Hele Nordamerikas kyst var saaledes paa det nærmeste kjendt, men endnu havde man ikke fundet Nordvestpassagen.

I 1845 stod Franklin ut fra England med «Erebus» og «Terror», og dennegang havde man de bedste forhaapninger. Paa sine to tidligere ekspeditioner havde Franklin vist en saa fremragende dygtighed, at den syntes at skulle borge for et heldig resultat. Det skulde imidlertid som bekjendt ikke gaa slik. Av alle de 134 mand, som deltok i Franklins ekspedition vendte ikke en eneste tilbake. Uvissheden om Franklins skjæbne satte i de nærmest følgende aar hele verden i bevægelse, og en mængde undsætnings– og efter forskningsekspeditioner blev sendt ut. Mange av disse gjorde et godt arbeide, men for den endelige gjennemseiling av Nordvestpassagen blev det navnlig Sir Richard Collinsons og dr. Sir John Raes reiser, som fik den væsentligste betydning. Den engelske admiral Collinson seilte 1850 med «Entreprise» ind Beringstrædet og undersøkte vestkysten av Prince Alberts Land og Wollastones Land, hvor han overvintret. Aaret efter drog han gjennem Dolphin og Unionstrædet ind i Coronation Golf og videre gjennem Deasestrædet, hvor han blev tvunget til at overvintre paany, i Cambridge-bugten paa sydkysten af Victoria Land. Hans oplodning og maaling av disse trange og urene sund blev senere Gjøaekspeditionen til stor nytte. For mig stod Sir Richard Collinson som en av de dygtigste og driftigste sjøfarere, verden har havt at opvise. Han førte sit store, tunge [322] fartøi ind i farvand, hvor der var snau nok plads for lille Gjøa. Men hvad der var endnu større, han førte det tilbake og hjem i god behold. Kun liten løn ventet ham hjemme for denne heltedaad. Hans næstkommanderende Sir Robert Mc. Clure, som havde maattet forlate sit skib «Investigator» i Mercybugten paa nordøstkysten av Banks Land, og som derpaa blev hjulpet hjem av andre, fik hele æren, og halvparten av den utlovede belønning tilfaldt ham og hans mænd som opdagere av Nordvestpassagen. Begge disse ekspeditioner var av den største betydning for gjennemseilingen. Mc. Clure havde vist, at man ikke kunde komme frem den vei, han havde prøvet. Collinsons fortjeneste var den meget betydeligere at ha paavist en virkelig passabel vei for fartøier, saalangt han havde rukket. Mc. Clure havde m. a. o. fundet en Nordvestpassage, som ikke var farbar; Collinson en, som, om den ikke netop egnet sig for almindelig fart, dog var fremkommelig.

Dr. Sir Johan Rae var en av Hudsonbay-kompaniets reisende. Han indla sig store fortjenester ved at utforske Nordøstamerika. For Gjøaekspeditionen blev hans arbeide av uvurderlig nytte. Opdagelsen av Raestrædet, som skiller Kong Williams Land fra fastlandet er nemlig hans verk. Og al sandsynlighed taler for, at veien gjennem dette stræde er den eneste farbare for en omseiling av Nordamerika. Dette er nemlig den eneste vei, som er fri for den store ødelæggende skruis. Den med rette saa berømte polarfarer, admiral Sir Leopold Mc. Clintock, paapekte i sin beretning om ekspeditionen med «Fox» i 1857–59 denne vei og beviste, at om nogensinde Nordvestpassagen skulde gjøres, maatte det ske ad denne vei. Jeg fulgte denne erfarne sjømands raad og fik altsaa ikke grund til at angre det.

– – – Kl. 3 præcis om morgenen den 13de august 1905 gik ankerspillet lystig paa Gjøas dæk. Veiret var ikke av det fineste, – tæt taake med en liten bris imot. Vi [323] stod derfor ut av havnen med fuld fart i motoren. Eskimoerne havde i den aarle morgenstund samlet sig paa stranden for at si os et sidste «Manik-tu-mi!» Talurnakto fulgte os utover mot Framnes, og vi kunde høre ham længe, efterat taaken skjulte ham, rope sit

– God-da! God-da!

Vi saa at si hoppet midt op i den tvilsomme navigation fra før – i ugjennemtrængelig taake, uten kompas og med en bris, som jevnlig sprang om og derfor avgav en daarlig rettesnor. Loddet gik ustanselig. Til tøndevakt havde jeg sat Hansen og Lund, som havde de bedste forutsætninger for denne post. Og her gjaldt det saamænd at flytte sine brikker fint, om spillet skulde vindes. Løitnanten og jeg skiftedes ved roret, – hvorfra vi ogsaa bedre fulgte navigationen. Ristvedt og Wiik havde maskinen.

Manden ved loddet havde sin fulde hyre, det fløi op og ned, saa en kunde frygte for, at blyet skulde smelte!

– 10 favner og leirbund! forlød det. Saa igjen: 8 favner og stein. – 10 favner og leire . . . .

Bunden bortover Simpsonstrædet under Kong Williams Land viste sig jevn. Sand og lerbund vekslet, og dybden holdt sig ca. 10 favner. Paa dette vis famlet vi os frem til Booth Point, hvor vi maatte stoppe, da vi ikke kunde se at ta os frem i isen, som satte østover i store masser. Vi ankret op i læ av et lavt skjær utenfor pynten, hvor vi laa klar av den drivende is. Der slog av og til et rift i taaken, og vi saa foran os Toddøerne omgit av meget is. Paa vestsiden av øgruppen kunde vi se aapent vand – og dit gjaldt det at naa. Kl. 3 om ettermiddagen lettet taaken helt, og vi fik overblik over vor situation. Vi var ikke langt unna Toddøerne, som bestaar av tre ganske lave, smaa øer, som imidlertid altsaa var store nok til at samle op en masse is. Det saa ikke lovende ut fra toppen. Der gik nok en stripe aapent vand mellem selve hovedisen og den ytterste av [324] øerne, men det var ikke rimelig, at denne smale rende gik langt indover; isen gik nemlig med stor fart østover og laa sandsynligvis an imot vestsiden av øen. Vi fik dog gaa derbort og se paa. Veiret var blit storartet, straalende klart og næsten blikstille. Eftersom vi kom frem og fik sydspidsen av øen klar, steg vor spænding paa, om isen laa optil vestkanten. En rende saa smal, at den paa avstand saa ut til ikke at gi plads for en pram engang, var alt, hvad der aapnet sig mellem den store hovedpakke og øen. Og saa kom det an paa, om der var dypt nok. Alt avhang av øens beskaffenhed.

– Æ trur vi kjæm igjenna! ropte Lund fra tønden. – Æ ser steinain paa baa'n, men vi kain gaa kloss op i fjæra!

Det var just dette, vi maatte, om vi skulde komme igjennem. Heldigvis gik vestkysten av øen lodret ned uten fjæregrund. Men det var ikke mange tommerne om at gjøre i Gjøas bredde, før vi var blit sittende fast. Vi drog alle et lettelsens suk, da vi havde aapne havet foran os vestover.

Ved Hall Point havde løitnanten og Helmer Hansen paa deres baattur i 1904 fundet to skeletter over jorden. Det var skeletter av hvite mænd og altsaa to av Franklins mænd, som her laa. De begrov dem og reiste haug over graven. Vi passerte pynten, just som solen gik ned, og med flaget heist til ære for de døde gled vi forbi graven i høitidsfuld stilhed, mens himlen og landet laa i rødt matgyldent lys. Vor lille seierrike Gjøa gjorde honnør for sine ulykkelige forgjængere.

Da jeg næste morgen kl. 2 kom paa dæk, var vi utfor Douglasbugten. Tonnich, som var kjendt i egnen, gav os navnene paa de forskjellige bakkekammer i land. Han havde ogsaa faat øie paa leiren, hvor alle vore eskimoer holdt til. Det var Kamiglu, en liten haug ca. 30 meter høi. Teltene stod mot himlen, og vi kunde ogsaa se stangen med det lille flag. Da taaken nu veltet ind i store masser og [325] laa tæt over det snevreste av Simpsonstrædet, mellem Etaøen og land, satte vi kurs ret paa Kamiglu. Bunden paa fastlandssiden var meget ujevn, og vi ankret derfor et godt stykke fra land. Taaken la sig tæt om skuten og for at vække eskimoernes opmerksomhed, satte vi i med taakeluren med mellemrum. Og snart skjøt en kajak sig ut av taaken og et muntert «Manik-tu-mi!» lød op til os. Det var Nulieiu, som snart fulgtes av flere. De var alle gla ved at se os igjen, og Lund og jeg gik i dorryen for at følge dem iland. Taaken var ingen hindring for eskimoerne. De lo av os, da vi spurte, om de kunde finde frem, og satte avsted i fuld fart. Endda vi havde en tre kvarters roing, kom vi frem paa prikken til deres landingsplads. Uten tegn til sol og i absolut vindstille maatte disse mennesker være i besiddelse av en sjette sans for at ta sig frem med slik sikkerhed.

Inde paa land var taaken lettere. Kamiglu var en til alle sider steilt avfaldende halvø, landfast bare ved en liten hals imellem indskytende laguner baade fra øst og vest. Paa toppen havde vore venner sine boliger i syv telter –i et rent arktisk paradis. I lagunerne nedenfor [326] tok de al den fisk, de havde bruk for, og rundt de store vand indpaa sletterne gik renen i svære flokker. De havde gjort god fangst og havde en mængde kjøt. Men det meste laa i depoter ute i marken. De var straks villige til at hente det, men da det vilde ta flere timer, opgav vi det og lot os nøie med, hvad der var at faa i selve leiren. Vi gik rundt og sa farvel til vore gamle venner; det kunde jo nok dra ut, før vi saas igjen. Samtidig samlet vi sammen alt det kjøt og tørret laks, vi kunde faa.

Utenfor Umiktuallus telt stod hans pleiesøn Maniratcha eller Manni, som vi kaldte ham for kortheds skyld. Han var iført en sælskindsbukse og en fettet gammel trøie, som han havde byttet sig til ombord. Han saa ogsaa ut, som han havde glemt morgenvasken, – hvad der forresten kunde hænde nogen hver! For flere maaneder siden havde Manni i Ogchjoktu bedt, om han kunde faa lov til at følge med mig til de hvites land. Jeg opfattet dengang hans anmodning som et blot tilkjendegivende av hans mot uten større mening eller alvor i. Men det forholdt sig nok anderledes. [327] Han havde netop nu faat vite, at Tonnich var med, og at altsaa han selv var utelukket. Og nu stod han utenfor teltet og graat sine modige taarer. Jeg gik hen til ham og spurte, om han virkelig havde slik brændende lyst til at reise med os; taarerne silte av gutten, og jeg havde vondt av ham, da han forsikret mig om, at dette var hans eneste ønske i livet. Tillike skammet jeg mig over min uordholdenhed og ærgret mig; jeg vilde nemlig meget heller havt Manni med end Tonnich; Manni var en rask, let fyr og ikke mere end 17 aar. I min vaande sa jeg, at han fik følge med ombord foreløbig, saa fik vi se, hvad der kunde gjøres for ham.

Kl. 7 om morgenen begyndte taaken at lette, og jeg fandt det bedst at gaa ombord for at komme videre, saasnart det blev sigtbart. Vi tok med os i dorryen 36 prægtige rensteker samt en hel bunke tørret laks og rodde ombord. Uglen, Manni og to eskimoer til fulgte med, desuten 4 andre i sine kajakker. Kl. henimot 8 var vi ombord og himlen næsten helt klar. Kun over Eta laa der endnu taake. Jeg gjorde op med eskimoerne og betalte dem for kjøt og laks med ammunition. Derefter drøftet jeg spørsmaalet Manni med mine kamerater. Vi var alle enige om heller at ta ham med end Tonnich, der ved sin ankomst ombord havde faat det meget velfortjente navn Fleske-Jens. Saa kom hr. Jens selv bort til mig, og jeg gik paa ham: – Nu du, min kjære Tonnich, er det nu saa, at du absolut vil følge med os til kablunaernes land? Hertil gav han mig øieblikkelig og med forbløffende aapenhjertighed det svar, at nei da – han havde slet ingen lyst! Disse folk var sandelig ikke gode at faa greie paa. For 3 dage siden vilde han git sit halve liv for at faa være med og efter nu at ha levet som en prins ombord – havde han tapt lysten! Jeg tok min overraskelse rolig – for nu var jo saken med Manni ordnet. Dog ikke helt. Endnu havde [328] pleiefaren, Umiktuallu, et ord at si, – den samme hyggelige pleiefar, som tidligere havde stukket ihjel sin anden pleiesøn! Jeg maatte først ha hans tilladelse til at ta gutten med. Og denne tilladelse fik jeg selvfølgelig ikke! Umiktuallu, som var fulgt med til skuten, vilde ha betaling for gutten. En fil og en gammel kniv stillet ham dog tilfreds, saa nogen særlig høi pris satte han jo ikke paa pleiesønnen!

Nu havde taaken trukket sig helt bort. Vi tok det sidste hjertelige farvel med Uglen og de andre av vore bedste venner af Netchjillistammen og satte fart paa. Foran os havde vi den deiligste, blankeste sommerdag med lun luft og blikstille. Midt i Simpsonstrædet laa Eta som en kjæmpe, der vilde stanse vor fremgang. De to sund, den dannet mot Kong Williams Land i nord og fastlandet i syd, var ikke brede. Som det vil erindres havde løitnanten og Helmer Hansen konstateret, at det nordlige løp var ufarbart for Gjøa. Vi satte da alt vort haap til det søndre. Det var ikke mere end ¾ kvartmil bredt, og vi visste, at det var urent. Vi havde talt længe om denne passage og gruet os for den. Nu var vi der da, og frem gik vi med den største forsigtighed. Ingen av os glemmer let den formiddagsvakt. Jeg tror, dette var vor mest spændende passage. Det grundet jevnt op imot sundet, men utkikken meldte, at han saa dypere vand paa den andre siden av det rev, vi maatte over. Loddet gik ustanselig, og rormanden fik ikke tid til at sovne. Fra borde og i borde bar det med roret hele tiden som gjennem tæt is, og slap vi altsaa gjennem Etasundet, saa kan jeg indestaa for – jeg som havde rortørnen, – at passagen ikke havde meget av en ret linje. Det laveste vand, vi fik, var 3 favner.

I Ogluli fik vi atter pusterum i den herlige eftermiddag; det var blit stekende hett og havblik. En liten isbete laa og duvet og duppet hist og her og blinket blaagrønt [329] i solen. Loddet gik fremdeles, men ikke febrilsk som om formiddagen. Rormanden stod og døset og koset sig.

Vi kunde nu ofre nogen opmerksomhed paa Manni, der hittil havde maattet skjøtte sig selv. Jeg overdrog til Ristvedt, som havde eftermiddagsvakt i maskinen, at gjøre ham til kabluna. I betragtning av den masse saape og insektpulver, som gik med til forretningen, var jeg rolig for, at Manni blev ren. Vi havde ikke hjerte til at klippe av ham det lange prægtige haar, men det blev godt kjæmmet, og vi merket ikke noget til utøi i det siden. Hans dragt blev noget broget: blaa trikottrøie, sælskinds knæbukser, hvite strømper samt løitnantens gamle, utringede balsko. Paa hodet fik han en lyseblaa badelue, som jeg engang i verden havde kjøpt paa et badested. Han vandt alles hjerter fra første stund av. Mannis latter forjog de sureste miner, og selv likte han sig uten tvil. Han var jo ogsaa kommet til det eskimoiske paradis: Det sted, hvor man æter saameget man bare orker at lægge i sig. Jeg var ellers litt ræd for overgangen i levemaate. Men Manni havde ikke vondt av nogen ting i denne henseende. Han var ogsaa gla i at røke tobak.

Utpaa kvelden dukket der is op fra syd, og om kort tid laa hele havet i syd tæt opfyldt. Kanten av ispakken strakte sig op i nordvestlig retning og tvang os til at ta samme vei. Vi gik langs den hele veien og saa en stor del smaaøer inde i den. Det var Dronning Mauds Hav, som var saa opfyldt av is. Jeg havde haapet at kunne gaa søndenfor Nordenskjøldøerne og stadig holde mig i landraaken. Men herom var der her ikke tale. Isen laa saa tæt, at man maatte smukt gaa utenom for at komme frem. Dybdeforholdene generte os heldigvis ikke; vi fik ingen bund nu med haandloddet. Saasnart det lysnet av dag den 15de august, laa den store, nyopdagede øgruppe for os, saa langt vi kunde se i retningen fra nord til sør. Situationen var [330] klar. Isen laa rundt hele gruppen, og vi kunde hverken komme nordenom eller søndenom, – vi maatte tvers igjennem. Øernes formationer gjorde os det indlysende, at farvandet imellem dem var urent og opfyldt av alskens svineri. Vi maatte igjennem et smalt belte av is, som laa langs hele østsiden av øgruppen og ca. ½ kvartmil fra. Vi merket os det svakeste punkt, satte fuld fart paa og holdt os alle godt fast. Saa liten Gjøa var, gav hun ganske gode dunk, og vi kom igjennem beltet uten større vanskelighed. Vi maatte nu følge landraaken sydover for at se, om der ikke længere sør skulde være en passage mellem øerne. Loddet gik nu igjen ustanselig, og dybden langs østkysten holdt sig jevnt paa 13 favner. Saa stoppet landraaken op og bøiet som et smalt stræde ind mellem nogen ganske smaa holmer. Det var rimeligvis strømmen, som havde skapt denne rende. Denne gjennemgang var ikke tiltalende, men det var vor eneste, og frem maatte vi. Da vi bøiet vestover, blev dybdeforholdene urolige; meldingerne fra loddet sprang fra 17 til 5 favner og omvendt. Vi var fra den jevne sandbund kommet ind paa ujevn stengrund. Det var et ganske forvirrende kaos, vi nu var kommet ind i; overalt stak der op spidse stener, lave skjær av alleslags former, og vi sjanglet igjennem i siksak som fulde folk. Loddet fór op og ned, op og ned, og rormanden stod med næsen i veiret og fulgte utkikken, der hoppet som en sindssvak oppe i tønden og slog ut med armene for styrbord og bakbord, mens han kastet sig fra den ene siden av tønden til den andre og kek og speidet.

– No ser æ et svært grundflak, som stræk sæ fra den eine holmen og beint over paa den andre.

– Vi faar holde op imot det og se!

Ankrene var klare til at falde, hvis det blev for grundt, og for ganske sagte fart nærmet vi os flaket. Jeg stod ved roret og flyttet paa føtterne av nervøsitet. Vi gled over med nød og neppe. Om eftermiddagen blev det værre end [331] nogensinde; der var saa fuldt av stener, at vi seilte som gjennem en uryddet mark. Saa nødig jeg vilde, maatte jeg nu fire ned en baat og lodde op foran os. Dette krævet alle mand paa dæk, og de fem timers søvn, man kunde faa paa frivakten, var det surt nok at undvære. Her var imidlertid ingen anden raad for. Paa denne vis krøp vi os frem, og kl. 6 om eftermiddagen var vi ute i Victoria-strædet og havde den flokete øgruppe bak os. Strædet, vi var gaat igjennem, døpte vi Palander-strædet efter «Vegas» dygtige fører. Øerne søndenfor fik navnet Nordenskjølds Øer efter Vegaekspeditionens leder. Løitnant Hansens kartlægning av øgruppen viste sig at være særdeles omhyggelig.

Victoria-strædet var opfyldt av svær is, men den var løs nok til, at vi kunde komme frem gjennem den. Utenfor Lind-øen laa isen tæt, men vi smøg os igjennem en smal rende og slap ut paa den andre siden, hvor vi atter havde aapent vand. Da vi om morgenen skulde sætte seil, brak gaffelen. Jeg bestemte mig da til at søke ind i Cambridge-bugten, Collinsons vinterhavn, for at reparere den.

Victoria-land var flatt og ensformig. Dease-strædet er dypt nok, om man bare holder sig etpar kvartmil fra kysten. Fra alle nes og pynter strækker der sig grunder ut.

Den 17de august kl. 5 om morgenen gik vi til ankers paa vestsiden av Kap Colborne. Og dette var en betydelig merkedag i vor ekspedition. Thi nu havde vi med Gjøa seilet igjennem det hittil uløste led av Nordvestpassagen. Vi følte os nu formelig i trafikeret farvand. Et og andet lodskud var angit paa kartet, og navnlig betryggende virket bevisstheden om, at vi havde foran os en led, som var beseilet av et stort fartøi.

Mount Pelly, som omtales av Collinson, er et udmerket landmerke og let kjendelig. Skjønt ikke mere end 800 fot høit, gjør det sig mægtig gjældende som det i sin ensomhed rager op fra sletten. Jeg havde bestemt mig til at ro i [332] land og nedlægge en beretning. Men det blaaste saa sterkt fra land, at jeg maatte opgi det. Saa reparerte vi gaffelen og foretok endel smaaarbeider. Forøvrig brukte vi dagen til at faa os en hvile, som vi alle haardt trængte efter vort slit. Det er under slike omstændigheder godt at ha en kok, som man helt kan stole paa; vi kunde trygt overlate skuten til Lindstrøm, der var likesaa god sjømand som kok.

Næste morgen kl. 3 var vi igang igjen. Collinsons beskrivelse av farvandet var os til stor hjælp. Han havde i det hele gjort et gjennemgaaende udmerket og paalidelig arbeide. De store øer faldt nu ogsaa steilt av, saa farvandet var dypt og rent.

Vi passerte i sundet mellem Finlayson-øen og de to ca. 1 kvartmil fra liggende smaaholmer. Vi observerte det rev, som Collinson omtaler ca. 2 kabellængder sydvest for øen. Havet var helt isfrit.

Kompasset, som efter passagen gjennem Etasundet havde begyndt at røre paa sig igjen, blev nu ganske livlig. Men vi maatte selvfølgelig motta dets angivelser med den største forsigtighed. Næste dag passertes Richardson-øerne. De er høie og steile og ganske rike paa vegetation. Da smaaøer og holmer fylder aapningerne imellem dem, er de ikke lette at skjelne fra hverandre. Om eftermiddagen søkte vi op under Miles-øerne for at gaa til ankers for natten. Men motstrøm og motvind tvang os til at opgi dette. Milesøerne er adskillig flere, end kartet angir. De er alle steile mot øst og skraaner jevnt av mot vest. Vi bakket om natten til 20de august i nærheden av Douglas-øen og gik videre vestover, saasnart det lysnet av dag. Det viste sig meget vanskelig at finde det trange sund, som fører ut i Dolphin og Union-strædet mellem de herværende smaaøer og Kap Krusenstern. Vi stod derfor nordover midt imellem Douglasøen og Kap Krusenstern for at se, om ikke aapningen skulde vise sig. Vi kom imidlertid her op paa et stort [333] grundflak, som blev grundere og grundere, indtil det helt stængte passagen ad den vei. Vi maatte med andre ord sørover for at komme igjennem. For at faa fuld klarhed bestemte vi os til at gaa til ankers opunder Douglasøen og herfra foreta de nødvendige maalinger. Vi ankret paa vestsiden av øen, en halv kvartmil fra land, paa 5 favner vand og stenbund. Douglasøen er ganske liten og flat. Vi fandt her litt rækved, som føres ut av Kobberminefloden. Endel gamle stendynger tydet paa, at eskimoerne færdes paa øen. Løitnant Hansen tok de nødvendige skjæringer, og skjønt vi ingen aapning saa, visste vi dog nu, hvor den maatte være at finde.

Der er vel dem, der synes, at vi meget vel kunde foretat disse maalinger under seil og ikke behøvet at stoppe op og sinke vor reise en lang tid for deres skyld. Dette kan være sandt nok. Men man maa erindre, at vor stilling ikke var ganske almindelig. Med vor grundstøtning ved Mattyøen i friskt minde var vi saa temmelig paa det rene med, at en slik historie vilde vi ikke ha omigjen, saasandt det stod til os. Heller gav vi os nogen timers tid, end vi resikerte skuten i dette yderst tvilsomme farvand med ujevn stenbund og litet vand under kjølen, usikkert kompas og faa folk. Vi stod saa at si paa randen av at fuldføre den gjerning, vi havde havt til maal, og som saa mange før os forgjæves havde prøvet paa, – og med dette for øie faldt det os let at betvinge vor egen længsel efter at komme hurtigst mulig frem og ut av vanskelighederne.

Saasnart det lysnet av dag, var vi igang igjen. Vi blev nødt til at holde sørover unna grundene mellem fastlandet og Douglasøen. Her blev ogsaa vandet dypere. Da vi endelig fandt at være kommet sydlig nok, dreiet vi op mot vest og satte kurs paa det punkt, hvor vi ventet at finde aapning. Det var en meget spændende seilas. Heldigvis holdt dybden sig – vi fandt intetsteds mindre end 7 favner [334] vand – og vi kom uhindret bortunder fastlandet, hvor passagen blev fundet. Kl. 3 om eftermiddagen passerte vi Liston– og Sutton-øerne og stod ut i Dolphin og Unionstrædet. Min lettelse over saaledes at ha klaret det sidste vanskelige hul i Nordvestpassagen var ubeskrivelig. Jeg vil ikke negte for, at jeg i disse sidste dage havde været meget nervøs. Tanken paa, at her i denne penible navigation kunde vi resikere, at hele vort hittil saa vellykkede foretagende strandet, var ikke morsom; men den laa nær den hele tid. Jeg havde for mit personlige vedkommende ansvaret av det hele, av folk og av skute. Og jeg kunde jo ikke verge mig for forestillingen om at komme hjem med uforrettet sak. Den var ikke opmuntrende. De timer, jeg havde til hvile og søvn, medgik i disse dage hovedsagelig til at snu og vende paa slike tanker, som ingenlunde var søvndyssende. Trods al forsigtighed og alle mands aarvaakne paapasselighed hver for sit kunde hvert øieblik bringe os overraskelser.

Jeg kunde ikke spise. Ved hvert maal følte jeg en glubende sult, men var ikke istand til at synke maten. Da vi derfor endelig var ute av knipen, og jeg atter blev rolig, havde jeg en rent rovdyragtig hunger at tilfredsstille – og vil helst ikke fortælle, hvad jeg satte tillivs!

Vi kunde nu slutte med det opslitende vakthold paa 18 timer i døgnet og vende tilbake til den normale ordning med 6 timers vakter. Med smaa avbrytelser som taake og motvind gik det jevnt vestover. Clerk-øen saa vi ingenting til, skjønt det var sigtbart veir, og vi skulde ha den ganske godt indenfor synskredsen. Der tør saaledes være tvil om dens eksistens. Fra tid til anden møtte vi smaa ispartier, som mindet os om, at vi befandt os i polaregnene og maatte være forberedt paa noget av hvert.

Den 26de august fik vi kl. 4 om formiddagen et høit land isigte til luvart. Luften var meget uklar, og da vi [335] efter bestikket skulde befinde os paa høiden av Kap Parry, trodde jeg, det var dette, vi saa. Utpaa morgensiden klarnet det, og jeg kunde da konstatere, at dette land ikke var Kap Parry paa Amerikas fastland, men derimot Nelson Head paa Barings Land. Feiltagelsen var jo ikke ganske ubetydelig. Men jeg lettedes for mine bekymringer i den anledning, da jeg senere av de amerikanske hvalfangere hørte, hvilke rent ut komiske feiltagelser de jevnlig kom i skade for at gjøre just i dette farvand. Der er rimeligvis meget jern i fjeldene her, og kompasset blir derfor ganske vanvittig. Dertil kommer sterke strømme, og dette i forening kan sætte den mest samvittighedsfulde navigatør i større vildrede, end vi var, da vi holdt Nelson Head for Kap Parry. Vi var jo helt ukjendte med forholdet. Da vi havde orienteret os, gik vi videre med strykende fart med vinden ret ind agter og strøm og sjø likesaa.

Kl. 8 om morgenen var min vakt forbi, og jeg gik tilkøis. Da jeg havde sovet en god stund, blev jeg vækket av en svær løpen frem og tilbake paa dækket. Der var tydelig noget paafærde, og jeg bare ærgret mig over, at de skulde holde slikt leven for en bjørn eller sælhunds skyld. Noget slikt maatte det vel være. Men saa kom løitnant Hansen farende ned i kahytten og ropte de uforglemmelige ord:

– Fartøi isigte!

Han sprang straks ut igjen, og jeg blev alene.

Nordvestpassagen var gjort. Min drøm fra guttedagene – i dette øieblik var den virkeliggjort. Der satte sig en underlig fornemmelse i halsen paa mig –; noget overanstrengt og slitt var jeg – og vel var det svakhed av mig, men jeg kjendte taarerne i øinene. «Fartøi isigte!» Ordet var magisk. Med ett rykket hjemmet og alle kjære mennesker mig nær, som strakte de hænderne ut imot mig. «Fartøi isigte!»

[336] Jeg klædte mig i en fart. Da jeg var færdig, stanset jeg et øieblik foran Nansens billede paa væggen. Det var, som havde billedet i dette nu fanget liv, som blinket han til mig med øinene og nikket: Det var jo det, jeg visste! Jeg nikket igjen – smilende og lykkelig – og gik paa dæk.

Det var en ganske vidunderlig smuk dag. Brisen var gaat noget østlig, og med vinden paa laaringen og alle seil sat, gik det strykende forover. Det var som Gjøa forstod, at nu var det værste basketak over, – hun var saa merkelig let i sessen! Langt i nord laa Nelson Head. Det flattoppede forbjerg tok sig staselig ut i morgensolen, som braanet i den hvite sne og kastet dypblaa skygger i de parallele revner nedefter fjeldsiden. Stor, blank dønning hævet og sænket skuten paa en behagelig maate, og luften var mild og bløt. Alt dette observeredes i et øieblik. Men det fanget ikke opmerksomheden længe. Av alt mellem himmel og hav var nu de to mastetopper borte i horisonten det eneste, vi interesserte os for. Alle mand var kommet paa dæk, og alle kikkerter var rettet mot skibet, som nærmet sig. Alle ansigter smilte. Der blev ikke stort sagt; en kikkert sænkedes –:

– Jeg gad vite –!

Og atter sattes den for øinene. En anden tok kikkerten ned og fremsatte et nyt: «Gad vite –!» Da skroget av det fremmede skib blev synlig, heiste vi vort norske flag. Det gled langsomt opunder gaffelen, fulgt av alles øine. Der lød en mumlen av alskens smaa fornøiede ord til flaget, – det var som vi alle kjærtegnet det. Slitt var det blit og adskillig medtat. Men det bar sine skrammer med ære.

– Gad vite, hvad han tænker, naar han faar se det?

– Han tænker, at det er et faderlig vakkert flag!

– Han er rimeligvis amerikaner.

– Gad vite, om han ikke snarere er engelsk?

– Ja – hvad vi er for folk ser han da nu av flaget!

[338] – Aajo – han ser da, det er gutter fra gamle Norge!

Fartøierne nærmet sig hinanden med stor hurtighed.

– Der gaar det amerikanske flag til tops! ropte tøndevakten, som havde langkikkerten indstillet paa skibet. Og ganske rigtig, snart saa vi det allesammen, – stjerne – og stripebanneret under gaffelen hans. Han havde sét og kjendt flaget vort nu, det var klart. Dampen stod tyk ut av siden paa ham; han havde tydeligvis motor som vi og avancerte hurtig.

Nu var tiden inde til at pynte litt paa sig til det første møte. Fire av os skulde ombord til ham; de tre andre maatte bli paa Gjøa for at passe skuten. Vore bedste klær blev fundet frem i en hast. Enhver klædte sig efter sin smag. Nogen foretrak eskimoklær, andre vore norske vadmelsdragter. En fandt, at sælskindstøvler tok sig bedst ut for anledningen, andre foretrak almindelige sjøstøvler. Vi ryddet ogsaa op paa dæk, saa godt vi kunde. Fra sin utkikstønde kunde amerikaneren med sin kikkert granske vort dæk til mindste detalj. Og det gjaldt jo at gjøre et saa ordentlig indtryk som mulig. Vi var hinanden nu saa nær, at hele skibet var synlig fra vort dæk. Det var en liten tomastet, sortmalt skonnert; en kraftig motor havde han, og skummet sprutet ham for baugen. Seil havde han ogsaa sat. Saa gjorde vi baaten klar, kastet bak og laaret dorryen, – vor mest sjødygtige farkost. Den var jo ikke gjild at skue, og hr. chefen havde ikke nogen bekvem agtertofte med flag at sitte paa. Men baaten var i stil med det fartøi, den tilhørte, og vi var jo ikke ute paa lystreise. Amerikaneren havde stoppet sin maskine og ventet paa os. Med to mand ved aarerne var vi snart paa siden av ham. En taugende blev kastet ned til os; jeg grep den og havde paany forbindelse med civilisationen! Den fremtraadte dog ikke netop i nogen pragt: «Charles Hansson» av San Francisco saa ikke ut til at være utstyret med megen luksus. [339] En leider var forøvrig ogsaa overflødig, da skuten laa lavt i vandet. Vi tok tak i røstjernene og krabbet ombord. Det første indtryk var høist eiendommelig. Hver tomme plads paa dæk var saa optat, at én havde vondt for at komme frem. Eskimokjærringer i røde kjoler og negere i de mest brogede toiletter vrimlet om hinanden – som i nogenslags fabelverden. En ældre mand med hvitt skjeg og haar kom imot mig paa agterdækket. Han var nybarbert og pyntet. Det var tydelig skibets chef.

– Er De kaptein Amundsen? var hans første ord. Jeg blev meget forbauset over, at man havde kjendskap til os saa langt borte i verden, og svarte joda, at det var da mig.

– Er dette det første fartøi, De har møtt? spurte den gamle. Og da jeg bejaet dette, lysnet det op i hans ansigt. Vi trykket hinanden længe og hjertelig i hænderne.

– Jeg er overmaade lykkelig ved at være den første til at ønske Dem velkommen gjennem Norvestpassagen!

Derpaa blev vi med stor venlighed buden ned i hans kahyt. Der var ikke stor plads, men dog vel saa rummelig som hos os selv paa Gjøa. Kaptein James Mc. Kenna, fører av «Charles Hansson», var en middelshøi, korpulent kar paa 50 à 60 aar. At han var gammel ishavsgast, laa utenpaa ham. Det dypt furede, kobberrøde ansigt talte om kulde og surt veir. Jovial og koselig var han ogsaa. Han spurte os, om vi manglet noget, da han i saa fald var rede til at assistere os, saa godt han kunde. Det eneste, vi forsaavidt savnet, var nyheder hjemmefra. Men desværre av dem havde han nok ingen! D. v. s. nogen gamle aviser havde han jo, men . . . . . . . .

– Gamle! Ja for Dem! For os er de visselig blodferske!

Han kom frem med en bunke. Og ved et forunderlig tilfælde faldt mit blik først av alt paa en overskrift, som gjorde øinene stive i hodet paa mig:

[340] Jeg slukte artikelen i en hast, men den gav kun maadelig besked. Kaptein Mc. Kenna var reist tidlig hjemmefra og havde ikke bedre besked at gi os. Vi undersøkte over hele skuten, om kanske nogen ombord visste mere, men nei. Og denne uvisshed var pinligere end den absolute uvidenhed fra før. Men der var ingen anden raad for, vi fik lægge vore bekymringer tilside og vente.

Efter en meget god middag gik løitnant Hansen og jeg igang med at skaffe os saa mange oplysninger som mulig om seilasen videre. Mc. Kenna var den amerikanske hvalfangerflaates senior og kjendte Nordamerikas kyst bedre end nogen. Hvad vi satte stor pris paa, var de amerikanske karter for vor reise videre. De var av nyere dato end vore egne og indeholdt mange nye detaljer. Med randbemerkninger og kursretninger av den gamle erfarne skipper var de os en skat. De var adskillig slitt og medtat, saa vi pakket dem ind med største omhu.

Saa var det isforholdene. Om han trodde, vi kunde fortsætte vestover uten hindring? Han sa os, at han for indgaaende havde været hindret av is ved Herscheløen, men at vi nu saa sent paa aaret neppe vilde møte større hindringer. Til Herscheløen vilde vi i hvert fald naa med lethed. Han var sikker paa det, og han skulde selv overvintre ved denne ø, saa kunde det hænde, vi møttes igjen. Han skulde nu før overvintringen en tur op til Banks Land og se efter hval. Hittil havde han været uheldig og inter faat. Hans motor var meget kraftig, og han vilde rimeligvis, indhente os paa tilbakeveien til Herscheløen. Forøvrig gav han os alle mulige oplysninger om farvandet foran os. En behagelig meddelelse var det, at bunden langs hele kysten vestover var jevn, saa vi med sikkerhed kunde seile paa loddet. Vi var ikke forvænt med at seile med sikkerhed, saa den resterende del av vor reise stod for os som den rene lystseilas.

[341] Da brisen holdt sig god, og jeg ikke syntes, jeg havde raad til at miste mere av den, tok vi efter to timers ophold ombord farvel med vor elskværdige vert. Ved avskeden forærte han os en sæk poteter og en sæk løk. Da det var længe, siden vi havde smakt slike saker, tok jeg med tak imot gaven.

Ombord ventedes vi med stor spænding. Vi blev enige om foreløbig at ta underretningen om krigen mellem de to forbundne lande med stor mistro. Poteter og løk blev glædens midtpunkt, – de fleste av os var gla i disse varer.

Saa duppet vi vort flag, satte fulde seil til og fortsatte vor fart. Mc. Kenna stod østover for at søke sin lykke.

Den følgende eftermiddag passerte vi Franklin-bugten. «De rykende klipper», som flere av de ældre reiseberetninger omtaler her, var fremdeles i virksomhed, med fremvældende tyk røk. Bugten var desværre opfyldt av is, saa vi ikke saa os istand til at lande og iagtta fænomenet paa nærmere hold. I utkanten av denne is stod der en bjørn og betragtet os med synlig interesse. Blodtørstigheden grep naturligvis straks vore jægere, og to av dem fik sine rifler fat og baat sat ut. Da bamsen lugtet lunten, stupte den i sjøen og la sig paa svøm. Den blev imidlertid hurtig indhentet og skutt. Det var en forholdsvis liten fyr, men med en sjelden vakker pels. Den vældige Nimrod fik selv skindet, og kjøttet gav vi til hundene, som fraadset. Bjørnekjøt er ikke ilde; men vi havde endnu overflod av renkjøt, og da kan bjørn ikke by sig. Vi gik saa videre, men kort efter opdaget jægerne nyt vildt. Paa et isflak laa to bjørner og syntes at sove, for de visste ikke tegn til liv. Til utvilsom skuffelse for jægersmændene lot jeg dem imidlertid ligge i fred; vinden var god, og vi maatte nytte den. Is var der i mængde, men endnu saa løs, at vi kunde forcere os frem. Men vi havde nu 6 timers natmørke, hvori vi under disse isforhold ikke paa nogen maate kunde holde det [342] gaaende. Da vi om kvelden fortøiet ved isen, var det stilt. Da det lysnet av dag, laa isen tæt op imot Kap Bathurst – uten en favn aapent vand. Fra nordvest og over nord til øst var isen løs. Jeg fandt det bedst at vente og se tiden an. Hvis brisen fra nordvest løiet av i dagens løp, havde jeg godt haap om, at isen skulde gaa fra land igjen og aapne os vei. Taaken kom ogsaa anstigende med denne nordvesten, og snart saa vi ikke haanden for os. Utpaa dagen løiet da ogsaa ganske rigtig vinden av. Taaken lettet, og vi fik det herligste klarveir ved 5-tiden om eftermiddagen. Der opstod ogsaa straks bevægelse i isen, men desværre ikke i vor favør. En svær ismasse kom nemlig sigende fra øst og truet med at stænge os helt inde. Nordover var isen fremdeles ganske løs, men det vilde ikke vare længe, før den ansættende is vilde presse paa. For ikke at bli indesluttet bestemte jeg mig til at fyre op og gaa nordvestover for muligens at omgaa isen ad den vei og komme indunder land igjen længere vestpaa. Vi slap netop ut, før de to ismasser tørnet sammen, men da var det blit saa mørkt, at vi ikke kunde se. Vi maatte da stoppe op og gripe til det gamle middel – at bakke.

Næste morgen viste det sig, at vi under bakkingen var kommet meget langt vestover. Men skaden var ikke stor; vi havde faat anledning til at fastslaa for os, at ad den vei kom vi ikke frem. Vi maatte se at karre os tilbake til vor gamle plads, hvor nemlig den første ændring i forholdene vilde gjøre sig gjældende. Sydøsten luftet op, og vi havde en haard krydsning tilbake. Men da vi naadde vor tidligere plads, viste det sig ganske rigtig, at isen havde fordelt sig og nu tillot os at staa mot Kap Bathurst. Der traf vi saa en landraak, som ikke var meget bred, men da vi kunde gaa kloss opunder land, slap vi frem. Landet falder her steilt av.

Kl. 5 om morgenen passerte vi to amerikanske hvalfangere, som havde sine baater ute efter hval. Vi vilde [343] ikke forstyrre dem i deres arbeide og havde heller ikke nogen særlig interesse av at prate med dem. Vi gik dem derfor forbi. Det var min hensigt at gaa ind til Baileyøen og der i ro og mak fylde vand og tappe petroleum fra forskibstankerne over i tankerne i maskinen. Men da vinden var frisk fra sydøst og det gik forover med fin fart, lot jeg det likesaa godt staa til. Da vi passerte Kap Bathurst, saa vi en mængde eskimoer paa land. De viftet og vinket til os og heiste endog flag. Et stort træhus var os en hilsen fra civilisationen.

Kl. 4 om eftermiddagen den 30te august passerte vi for strykende bør Baileyøen og uten is isigte. Mc. Kenna havde raadet os til hele tiden at holde under land. Men som forholdene nu artet sig, var det for fristende herfra at sætte tvers over mot Herscheløen og saaledes korte av paa veien. Hvad vi altsaa gjorde.

Ved Kap Bathurst møtte vi det tykke, brune vand, som Mackenziefloden velter ut. Det nytter ikke her at kike fra tønden efter grundinger igjennem det grumsete vand, og vi havde kun loddet at holde os til. Bunden var imidlertid jevn. Vinden tok til og satte adskillig sjø. Og det var ikke almindelig sjø med blaa bølger og hvite skumkammer; nei, her var bølgerne brune og skummet gult, mættet med sand og grus. Kartet angav her i nærheden en grunde paa 3 ½ favn, og den vilde vi nødig komme i kontakt med i dette veir. Situationen forværredes ikke litet av en del spredte storiser, som i den mørke nat var vanskelig nok at seile klar. Det gik imidlertid bra, og da det lysnet om morgenen var alt i orden. Brisen holdt sig hele dagen. Men veiret var usigtbart, og vi maatte sande, at Mc. Kenna havde havt ret; thi vi rendte pludselig op mot den store tætte pakke, hvor ingen fremkomst var mulig. Vi holdt for den nu noget østligere vind sørover langs iskanten. Dybden var ca. 18 favner, men avtok sørover. Da vi kl. 8 [344] om kvelden var kommet paa 8 favner, og det tillike blev belgmørkt, bakket vi til dagens frembrud. I nattens løp kom vi paa 5 favner vand. Kl. 4 om morgenen stod vi for sagte fart vestover med uavladelig lodkastning. Der var ugjennemtrængelig taake; men vi havde kvelden før sét saa meget, at veien vestover var aapen. Imidlertid laa her nogen øer, som vi jo havde frygt for. Men da vi efter en halv times forsigtig fremgang fremdeles beholdt de 5 favner, skjønte jeg, at vi var langt nok av land, og satte alle seil samt fuld fart i motoren. Saa gik det galant. Kl. 5 slog det et gløtt i taaken, og vi saa da en ø omtrent en kvartmil i syd. Det maatte være Hooper-øen. Samtidig saa vi to barker, som laa og lurte paa tingene. Straks efter tyknet det atter til med snebyger fra øst. Gjøa skjøt fart, saa skummet gøy om hende. Vi brukte taakeluren og ulte og tutet til ære for de fremmede skuter. Vi passerte den ene isodde efter den anden, som tvang os til stadig at søke sørover mot Mackenziefloden.

Kl. 11 om formiddagen lysnet det igjen, og vi saa da de to barker langt agterut. De kom samme vei som vi og tok os snart igjen. Det viste sig at være «Alexander» og «Bowhead» av San Francisco, ført av kapteinerne Tilton og Cook. «Bowhead» var en gammel kjending. Den var nemlig kjøpt fra Norge, hvor den i mange aar under navn av «Haardraade» havde været brukt i ishavsfart. De praiet os begge og bød os al assistance. Vi havde imidlertid ingen assistance behov, saa vi takket pent og lot dem gaa videre. De meddelte os, at de nu skulde ut av isen og hjem. Men først skulde de en tur indom Herscheløen, og der haapet vi gjensidig at se hverandre igjen – om etpar dage høist. Haapet gik dog ikke rigtig saa snart i opfyldelse, som vi tænkte da.

Natten til 2den september havde vi igjen en yderst ubehagelig seilas paa 4 favner vand, meget is og belgmørkt. [345] Vi bakket saa godt vi kunde, og om morgenen begyndte vi at arbeide os ind mot land for at komme i landraaken. Ved 2-tiden om eftermiddagen øket vinden paa med stormbyger, og vi fór frem i flyvende fart. Lund var i tønden, jeg ved roret. Vi førte toppede seil; i den smule sjø mellem isen genertes vi ikke av bølgegang, og en friskere seilas havde vi ikke havt med Gjøa. Men det gjaldt at være kvik med roret i isen, og da vi efter halvtredje times forløp var inde i landraaken, var det ikke frit for, at jeg havde merker efter rortørnen. Hænderne var fulde av vandblemmer, og klærne var drivvaate av sved. Loddet holdtes gaaende hele tiden. Inde ved stranden fik vi 2 favner. Da raaken var for smal til at krydse i, havde vi ikke andet at gjøre end at fortøie ved en av de grundstaaende iser. Vi la ut to isdrægger. Landet, vi kom indunder, var Kap Sabine, som er ca. 60 fot høit, brat ut mot havet og med flat top. Vi lot kokken bli alene ombord og gik alle paa land. Hele stranden var ganske dækket med rækved; der var uhyre masser stablet op, og stokker paa 50 fot var ikke sjeldne. For os var synet av alt dette træmateriale en ren herlighed. Vor gaffel havde nu været brukket og repareret saa ofte, at den ikke dudde mer; og her laa jo gaffelemner nok! Vi spredte os utover stranden og lette hver efter det fineste emne. Der var nok at vælge imellem. Selv her i bakken mot nord, hvor ingen sol kommer uten den korte tid i nattetimerne, vokste der det rikeste blomsterflor. Vi sanket svære buketter av forglemmigei og andre sorter for at pynte op om bord. Saa tok vi os en tur op paa høiden for at faa et blik indover. Lange, bølgende marker strakte sig saa langt, vi kunde se, med høit græs og i dalsænkningerne buskadser paa over mandshøide. For os tok dette sig ut som et paradis. Der laa nogen ænder utfor stranden, men ellers saa vi ikke liv, til skuffelse for jægerne. Vi gik indover et stykke og traf ruiner av endel eskimohytter. Et par gamle [346] slæder og buer samt et forrustet løp til et forladningsgevær kunde i disse trakter likesaa godt være levninger efter hvite som eskimoer.

Den følgende morgen saa isforholdene ikke synderlig bedre ut. Men vinden var løiet av, saa vi for motor kunde gaa i den smale landraak. Det nye gaflelemne tok vi ombord, kastet los og gik videre. Efter en times gang meldte tøndevakten, at en baat kom ut fra land. Vi trodde først, det var eskimoer, men saa snart, at baaten var bemandet med to hvite mænd og en eskimo. Vi tok dem ombord, og merkelig nok tiltalte den første av mændene os straks paa norsk. Det var nordmanden Christian Sten, som havde været andenstyrmand paa skonnerten «Bonanza» av San Francisco. Skonnerten var gaat hjemmefra samtidig med os og havde som vi overvintret to gange i disse egne. Is og grundstøtninger havde imidlertid ødelagt skuten, og for nogen dage siden havde de været nødt til at landsætte den ved King Point, forat den ikke skulde synke. Sten bodde nu paa land sammen med en av skibets harpunerer og endel eskimoer for at holde vakt over proviant og andet utstyr. Føreren, kaptein Mogg, var med det øvrige mandskap reist i baater til Herscheløen for derfra at komme sig sørover til San Francisco med et andet skib.

Vi saa nu vraket under det steilt avfaldende kap foran os.

Sten fortalte os, at isen laa kloss op til King Point, og at vi foreløbig ikke kunde komme længer. Han tvilte dog ikke paa, at isen endnu vilde slakne. Saa sent som til den 9de oktober havde han oplevet at se isen gaa op.

Kl. 12 middag naadde vi frem og fandt forholdene som av Sten meddelt. Vi gik ind til en stor grundis, som laa paa yttersiden av vraket og gjorde fast i den.

Litet ante vi, at King Point skulde bli vort opholdssted for ti maaneder!

[347] Vi rodde iland for at se paa «Bonanza» og paa Stens lille koloni. Kaptein Tilton paa «Alexander» var den ældste kaptein i det samme rederi, som ogsaa «Bonanza» tilhørte, og han havde, da han seilte forbi to dage før, git ordre til Sten om at assistere os med alt, hvad vi maatte trænge.

Vi var jo vel forsynet, men efter et saa venlig tilbud var der altid et og andet, vi kunde ha lyst paa. Vi byttet endel hermetik, da vi havde lyst til at prøve den amerikanske, mens Sten paa sin side længtet efter at smake den norske. Vi fik en hel del andre smaating, og jeg vil nytte leiligheden til her at uttale min store erkjendtlighed for al den nytte, vi fik av Sten og av «Bonanza».

Sten havde tilbragt mange vintre paa den nordamerikanske kyst og kunde gi os mange værdifulde oplysninger om landet og leden. Han havde ogsaa kjendskap til de her boende eskimoer, hvilket var av stor betydning.

[348] Manni havde til denne tid helt levet sig ind i forholdene ombord og gik helt kabluna-klædt, og da han var en ualmindelig dygtig jæger, havde jeg foræret ham karabin og haglbøsse, som han var meget stolt over og behandlet paa det bedste. Jeg spurte ham nu, om han havde lyst til at forlate os og gaa iland, men han svarte bestemt nei. Jeg tok ham med op til eskimoerne hos Sten, og det viste sig, at de meget vel forstod hverandre. Et og andet ord kunde være forskjellig, men i alt væsentlig havde de samme sprog. Disse eskimoer – det var en mand og 3 koner – – var fra egnene ved Kotzebue Sund i nærheden av Beringstrædet; de havde fulgt med hvalfangerne hit. De kaldte sig selv nunatarmiun-eskimoer. Beboerne paa kysten her kaldte sig kagmallik-eskimoer; men civilisationen havde øvet sin fordærvelige indflydelse paa dem, saa de fra at ha været flere hundrede nu var reduceret til nogen ganske faa. Kagmallik-eskimoerne var større og mere velvoksne folk end nunatarmiunerne.

Sten var ifærd med at bygge sig hus paa en liten plads i bakkeheldet likeved de store lagere av proviant og andet, som var bragt iland. Vi gjorde ogsaa en visit ombord i «Bonanza». Den laa kantret ind imot land. Formasten var kappet, men stormasten stod igjen. En trosse var strukket fra denne til den samme is, hvor vi havde fast, en anden ind paa land. Rummet var fuldt av vand, og en mængde tomme fate og tønder laa og fløt. Meget materiale var hugget ut av skibet. Og med tilladelse tok ogsaa vi, hvad vi trængte, navnlig taugverk, blokker, lanterner o. lign. En liten kamin tok vi med glæde imot. Skulde vi bli over en vinter til – og det begyndte at se sandsynlig ut – vilde den komme vel med. Gudbevars, vi havde jo materiale nok til at lage ovner av – og en smed god nok til at gjøre dem. Men det var nu allikevel godt at slippe arbeidet og faa den færdig. Det smakte os ogsaa at faa litt forandring [349] paa kosten. Navnlig gjorde den nedlagte amerikanske frugt stor lykke ombord i Gjøa.

Ogsaa for Sten kom vi tilpas. Han skulde ha meget arbeide utført og trængte hjælp. Den kunde han jo nok faa senere av eskimoerne, men det var jo aller bedst at ha det unnagjort, før sneen kom.

Vi var ikke de eneste, som ventet paa forandring i isen. Et stort antal eskimoer var med sine baater paa veien fra Herscheløen til Mackenziefloden blit stoppet av isen ca. 4 kvartmil vestenfor os. De havde maattet trække baatene paa land og vente. Fra toppen av King-Point kunde vi se riggen av en skonnert i retning av Key Point, 15 kvart mil i vest. Denne skute tilhørte eskimoerne. De havde kjøpt den for pelsverk og drev hvalfangst med den. Nu havde de rendt den paa grund. De kom dog av, før isen frøs til, og vandt sig frem til Herscheløen. De herboende [350] eskimoer er fulde sjø– og fangstfolk, og amerikanerne tar derfor ikke stort mandskap med sig hit, da de her finder folk nok, som baade er dygtigere og behageligere end deres egne.

Ristvedt og Manni var ute paa jagt og kom hjem med en hel del ryper. Løitnanten og jeg satte garn og drog mangt et maaltid fersk fisk. Lund arbeidet i sit ansigts sved med at faa færdig den nye gaffel, til vi skulde videre. Wiik og Hansen havde paa min forespørsel erklæret sig villig til at assistere Sten i arbeidet med huset, som det gjaldt at faa under tak, før sneen kom. De to flinke karers hjælp var god at faa, – og for dem selv smakte forandringen baade i arbeide og navnlig i kosten.

Dagene gik, og ingen forandring var at se paa isen. Vi maatte gjøre os fortrolig med tanken paa at bli her vinteren over. Spørsmaalet var da, om vi havde sikker nok plads. Bugten utenfor var meget grund og fuld av grundstaaende storis, saa der var liten utsigt til nogen større skruing. Sten kunde ogsaa berette, at tre hvalfangere havde overvintret her uten at ha merket nogen bevægelse i isen. Landraaken var aapen endnu mot øst, saa vi kunde komme ned til Shingle Point 15 kvartmil østenfor, hvor en liten havn skulde findes. Men dette var høist usikkert, og da vi her paa stedet havde selskap og hjælp, bestemte vi os til at bli, hvor vi var.

Ny is dannet sig nu hver nat tommetyk, og snart var vor skjæbne beseglet ogsaa for denne vinter. Lørdag den 9de september kunde vi gaa isen, og dermed maatte vi anse den tredje vinter begyndt.

[351] Samme dag som isen blev gangbar, fik vi vort første besøk. Det var Mr. Fraser, en missionær, som kom fra Herscheløen og skulde til Fort Mc. Pherson, Hudson bay-selskapets nordligste station ved Mackenziefloden. Som fører havde han med sig en eskimo ved navn Roksi. De var blit stoppet av isen og laa nu i telt ved stranden ca. 4 kvartmil vestenfor os. Han kunde fortælle os, at 5 skuter var blit indestængt av isen paa Herscheløens havn. Yderligere 6 laa østenfor os, uvisst hvor. Vi var saaledes ikke mindre end 12 skibe i isen heroppe, og herav var bare 3 forberedt paa overvintring. Dette hørtes ikke lovende ut.

Roksi var en kagmallik, og da hans far havde været høvding, betragtet han sig som en meget betydelig person. Hans stamfrænder lot sig imidlertid ikke imponere av hans adelsskap og lo ham ut. Disse eskimoer havde ellers den hæslige skik at stikke huller i underlæben ved hver mundvik og stikke et par svære benknapper i dem til prydelse. De mere civiliserte av dem havde dog tat knapperne ut; hullerne trak sig da sammen og blev til stygge arr.

Mandag 11te september begyndte vi at bygge os hus. Vi skulde denne vinter ha to, begge opført av drivtømmer. [352] Det ene til beboelse, det andet som observatorium for de magnetiske variationsinstrumenter. Beboelseshuset skulde ha to rum, et sovekammer for fire mand og et kombineret kjøkken og spiseværelse. Alle vilde helst bo paa land. For at undgaa fugtigheden ombord fandt jeg det bedst at flytte hele matstellet iland. Der var desuten opstaat det intimeste venskap mellem vor kok og hr. Sten, og av dette forhold ønsket vi at dra al mulig fordel. Sten var nemlig en fortrinlig kok; i sit hus, som nu var færdig, havde han en stor, udmerket komfyr, hvor de herligste retter kunde tilberedes. Løitnanten og jeg skulde bli ombord sammen med Manni for at passe skuten. Arkitekten og smeden paatok sig opførdsen av beboelseshuset. De bestemte sig til, som det mest praktiske, at bygge det i gammeform. Til assistance havde de Hansen og Wiik. Til tomt var utfundet den mest horisontale del av bakken. Hele formiddagen gik [353] med til indsamling av materiale. Allerede om eftermiddagen stod begge langvæggene færdig.

Ombord indrettet saa løitnanten og jeg os paa det bedste. Den ovn, vi havde tilvendt os fra «Bonanza», blev sat op og gav os al den varme, vi i de tidligere vintre havde savnet. Vi maatte imidlertid sage og hugge ved til ovnen, men det tok os ikke lang tid at oplære Manni til dette arbeide. Han maatte jo ha noget at ta sig til han ogsaa. Hans gjerning blev det videre at holde kahytten ren, d. v. s. hver morgen feie unna det værste. Vi havde tidligere ikke havt tid til at gjøre dette mere end hver ottende dag, og da saa der ikke fint ut hos os. Forøvrig forestod løitnanten og jeg fisket. Hver morgen slog vi op raak og drog den fisk, vi trængte. Vi fik regelmæssig hver morgen mellem 20 og 30 av den «hvitfisk», som findes i store mængder langs Nordamerikas kyst. Den ligner mest en stor sild. Løitnanten havde desuten sat en av vore seilduksbaater op paa et vand og drev med held andejagt. Ogsaa Manni drev jagt oppe i landet og kom hjem med gjæs, ænder og ryper. Vi havde saaledes hele tiden fuldt op av ferskmat.

Allerede 15de september var beboelseshuset under tak. De to rum var omtrent like store. I det indre var der slaat op faste køier til fire mand. Foran hver køi var der anbragt en bænk og midt paa gulvet et litet bord. Wiik havde desuten et eget opslagsbord, hvor han kunde fremkalde de magnetiske kurver. Til ovn benyttedes en av vore petroleumstanker, som Ristvedt havde gjort istand for øiemedet. Rør fik han av jernplater fra «Bonanza», som han banket sammen. I det ytre rum var spisestue og kjøkken. Komfyren var ogsaa gjort av en petroleumstank. Plate med 6 huller fik vi av Sten, som havde dobbelt forsyning. Av disse saker laget vor sindrige smed den herligste kabys, nogen har sét. Skulde Lindstrøm gjøre [354] noget ekstra fint og merkværdig istand, gik han op i kjøkkenet til Sten. Nogen stekeovn havde han ikke; han blev ved som før med at steke brød paa primus. Og da det mulig vil interessere husmødre, vil jeg fortælle, at vor brave Lindstrøm i over tre aar stekte os det fineste og letteste hvetebrød i en liten stekeovn ovenpaa primusen. Til stekning av 8 store brød medgik en halv liter petroleum. Ved siden av byssen var der et langt bord, hvor vi alle 8 mand kunde sitte og spise. En liten anretningsbænk samt en kiste til opbevaring av forskjellige saker fuldendte møblementet i spisesalonen. Utenfor spisestuen gik en liten svalgang, hvor man kunde banke av sig sneen, før man gik ind. Huset var bygget fra nord til syd. Gulvet blev lagt med endel bord, som vi havde med til dette formaal. Men endda tomten var den planeste i hele bakken, heldet gulvet dog litt, hvilket særlig Lindstrøm brummet for; han færdedes jo hele dagen derinde. Indvendig trak vi huset med seilduk. Utvendig tækket vi med mose. Naar nu sneen kom og begrov det hele, vilde vi ha en fin bygning. [355] Lys fik vi gjennem takvinduer mot øst. Langs østvæggen av huset opførtes et seilduksskur til vor ved.

Da beboelseshuset var under tak, gik Wiik og Ristvedt ivei med variationshuset. Tomten hertil var utsét ca. 200 meter fra det andet, paa en liten fritliggende pynt, som faldt brat av i nord mot sjøen. Først opsattes der her et telt, hvori Wiik ved en række observationer bestemte nord – syd-linjen, den magnetiske meridians retning, hvori huset skulde bygges. Mot syd gik der en lang bakkekam, som endte i de store sletter. Vi markerte veien ditut med pæler for mulig kommende snestorme.

I denne tid havde vi jevnlig besøk, navnlig av eskimoer, der likesom vi selv var indestængt av isen. Missionæren var ogsaa med fra tid til anden. Da han bestemte sig til at opgi turen til Fort Mc. Pherson, kom han en dag [356] sammen med Roksi for at si os farvel. Jeg inviterte dem til middag hos os, og ved bordet fortalte Roksi – der snakket ganske bra engelsk – at eskimoerne paa disse kanter havde et ord for tak. Det het kojenna. Missionæren vilde paastaa, at dette ord var indført av den kristne mission, hvilket imidlertid Roksi benegtet. Missionæren blev meget ivrig og anførte, at ord som amen og halleluja dog var kommet med missionen. Langtifra – erklærte Roksi-amen og halleluja har vi sagt længe før missionen var til! Det kom med den største suffisance, og vi brast alle i stormlatter derved.

– – Efter endt byggearbeide klædte vi fartøiet over med seil og gjorde vore sidste forberedelser for vinteren. Vi havde dennegang indgangen agterut om styrbord. En liten kahytsdør fra «Bonanza» blev sat ind i duken, og en stor, bred trap sat op til denne fra isen, saa nu havde vi det ganske herskabelig.

En dag kom den første store eskimokaravane forbi. Det var en del av dem, som var blit stoppet med sine baater og nu drog videre mot Fort Mc. Pherson paa slæder. Det var et broget, ja festlig optog, som de kom kjørende ind imellem Gjøa og «Bonanza» med hundesælerne besat med klingende dombjelder; ja det mindet om juleture paa landet i Norge. Disse eskimoer kjørte paa en helt anden maate end vore venner netchjillierne. Som oftest var hundene forspændt i en lang række, saa de trak i gaasegang, under tiden to og to. De var saa indsælet, at de ikke kunde komme ut av sin plads. Dette havde nu baade sine mangler og fordele.

Sten havde torvtækket sit hus, og eskimoen Kunak var færdig med sit hus ved siden av Stens. Da nu vinteren satte ind for alvor med svært snefokk, fandt den kolonien paa King Point rustet.

Vi var alt ialt 20 levende sjæle, som i ti maaneder kamperte sammen paa dette sted.

[358] Paa Gjøa bodde løitnant Hansen, Manni og jeg. I vort hus holdt de andre fem Gjøamænd til. 50 meter vestenfor dette laa Stens hus. Det var opført av planker og bord fra «Bonanza» og saa rent villamæssig ut. Det bestod av to rum. I det inderste bodde Sten med sin kone Kataksina og sin lille datter Anni. Der var baade rummelig og hyggelig. Det ytre var kjøkken og bosted for to familier. Harpuneren Jimmi med kone havde en stor, komfortabel seng like ved komfyren; der kunde jo bli noget hett; jeg tænker mig de dage, der blev bakt, en temperatur av 50 varmegrader. Men endnu værre var det for eskimoen Neiu og kone, som holdt til paa en lem like over komfyren. At de mennesker holdt ut, var mig en gaate; de drog forresten snart ut paa jagt og laa det meste av vinteren ute i marken. Lys til disse to rum kom gjennem et mægtig skylight i taket. Utenfor kjøkkenet var der en stor svalgang i to avdelinger, [359] en til verksted og en til opbevaring av proviant. Fra verkstedet kom man ut i et stort, rummelig vedskur av planker og gamle seil. Herfra førte saa dør ut i det fri. Alt var praktisk og greit indrettet.

Væg i væg med Sten havde Kunak bygget sit lille hus. Det havde bare ett rum, og møblementet bestod av to senger, bord og ovn. Dette kan jo ikke siges at være overdrevent meget i betragtning av, at Kunak havde sin gamle mor, kone og to barn at huse. Han fik ofte gjester, og da laa der optil ti mennesker i stuen hans.

Der var i kolonien omtrent like saa mange hunder som mennesker.

Vi samlet av alle kræfter ved for vinteren. Der var nok av den, og forat den ikke skulde sne ned for os, reiste vi den paa ende i store hauger og kjørte ind av den, eftersom behovet var. En stor opdagelse blev gjort til [360] særlig glæde for kokken; vandet i sjøen var ganske ferskt og avgav et i enhver henseende fortrinlig baade drikke– og kokevand. Det høres jo rart ut, men det skyldes den store Mackenzieflod, som ikke var langt unna.

Vi plagedes endel av forkjølelse. Navnlig blev Manni saa angrepet, at vi trods hans protester maatte holde ham til køis i flere dage ad gangen. Han led ogsaa av næseblødning, ja der var næsten ikke en dag, uten at han blødde.

Jeg havde længe gaat og sét paa isen, om den ikke snart skulde gjøre det mulig for mig at komme frem til Herscheløen og høre efter posten, som skulde avgaa derfra i den nærmeste fremtid. Vi brændte jo alle efter at faa underretninger hjemmefra. Jeg havde avtalt følge med Sten, som skulde til Herschel og tale med hvalfangerne. [361] Eskimoerne vestenfor os havde lovet at melde, naar isen var fremkommelig. Det var navnlig ved Key Point, den havde ondt for at lægge sig ordentlig til, da der faldt en ganske stor elv ut i havet.

Søndag 24de september kom der en eskimo forbi, som skulde til Herschel. Kunde han komme frem, saa maatte der vel være en raad for os ogsaa. Tirsdagen efter la vi derfor ivei tidlig om morgenen med en slæde og et godt spand hunder. Føret var ikke ganske godt, idet den nyfaldne sne endnu ikke var føket tæt; vi maatte ret som det var arbeide os gjennem store løse driver. 4 kvartmil i vest paatraf vi den første eskimoleir paa flere telter. Alle baater var trukket paa land, og de levet av fisk, som de tok under isen. Etpar kvartmil længere vest var der en leir til. Disse eskimoer er jo adskillig mere civiliseret end netchjillierne. Gjestfriheden staar meget høit hos dem. [362] Naar man besøkte dem, blev man altid budt te og ferskt hvetebrød. Te drikker eskimoerne her paa Alaskakysten visselig i større mængder end noget andet folk. – Vi holdt os mest paa isen tæt opunder landet, hvor vi fandt den jevneste og fineste vei. Da vi var utrænet, stoppet vi den første dag ved Key Point, 15 kvartmil fra King Point og 20 fra Herschel. Vi reiste telt paa pynten, samlet ved og gjorde os det koselig. Jeg havde tat Manni med for at vise ham de store skibe og de mange kablunaer. Eskimoen Neiu var ogsaa med.

Næste morgen fortsatte vi. Føret ute paa isen her var avskyelig, idet der stod en halv fot vand under sneen. Vi vasset i sørpe og blev dyngvaate med vore renskindsstøvler. Men vi kom os da frem, og klokken halv fem om eftermiddagen toget vi ind paa Herschel havn.

Det var et ganske uvant syn, som her møtte mig. [363] Fem store skuter laa paa rad, og imellem dem paa isen vrimlet der av folk. Vor ankomst vakte den største opmerksomhed. Sten og Neiu var jo kjendt fra før av de fleste, men Manni og jeg i netchjillidragter var jo noget helt nyt. I en fart var vi omringet av en meget broget mængde – mulatter, negere, gule og hvite; klædedragterne var ogsaa i høi grad forskjellige; de fleste eskimoer gik i kablunaklær og de fleste kablunaer i eskimodragter. Med «kabluna» mener eskimoen her alle mennesker av fremmed race. For negerens vedkommende tillægger han dog et «maktok» og kalder ham «maktokkabluna», hvilket betyr den sorte hvite.

Jeg havde bestemt mig til at ta ind hos kaptein Tilton paa «Alexander» og begav mig derfor derhen. Jeg blev mottat med den største forekommenhed og ført ind i en lun, hyggelig kahyt. Kaptein Tilton var en høi, kraftig mand, som saa ældre ut, end han var, med litet haar og hvit moustache. Snart kom ogsaa de andre skibsførere ind. De havde alle fællespræget av det liv, de fører i disse egne, og var korpulente og tyndt behaaret.

At ikke forholdene paa flere av disse amerikanske fangstbaater var som de burde, kan der neppe være tvil om. Men da jeg ingen positive beviser har, vil jeg helst la uomtalt de mangfoldige og forunderlige historier, som blev mig fortalt under mit ophold her. Av kaptein Tilton blev jeg imidlertid fra første færd av behandlet med den største elskværdighed. Han var rede til at yde mig enhver hjælp – og var dog selv ingenlunde rikelig forsynet. Mit ophold mellem hvalfangerne var mig ublandet behagelig. Mest av alt glædet det mig at faa brev hjemmefra. Det var vistnok gammelt nok, næsten 1½ aar, men derfor ikke mindre kjærkomment. Fra konsul Henry Lund i San Francisco fik jeg ogsaa brev, og kapteinerne meddelte mig, hvor meget denne herre havde gjort for mig. Fra sine redere havde de alle ordre til at hjælpe mig med, hvad de kunde.

[364] Inden jeg forlot Herschel, avla jeg missionæren her, Mr. Whittaker, en visit. Han bodde paa land med sin kone og to døtre i et hus, som foruten bekvemmelighed for ham ogsaa indeholdt rum for skole og kirke for eskimoerne. Jeg overvar en gudstjeneste, og det var en ren fornøielse at høre eskimoerne synge. Som praktisk mand, hvad enhver missionær helst bør være, havde Mr. Whittaker studeret sine folk og fundet, at de var gla i sang; saa la han sig efter saamegen sang i gudstjenesten som mulig og præket ganske kort og fyndig. Følgen var, at kirken var fuld av folk. Missionæren var en egte engelsk sportsmand, en høi, slank og spænstig kar med gode kræfter, som kunde komme godt med i disse forhold. Det hændte jo ogsaa, at presten maatte være politi. Eskimoerne har den stygge feil, at de, saasnart de [365] faar brændevin, straks drikker sig fulde; da er de ikke lette at styre. Forøvrig havde Mr. Whittaker vistnok en ganske vanskelig stilling paa dette sted, hvor saa mange daarlige subjekter kommer sammen og paa mange vis motarbeider en prests og missionærs gjerning. Jeg tror derfor baade han selv og hans familie glædet sig over, at hans tid her var forbi til vaaren, da han skulde reise sørover. De to smaapiker var 6 og 9 aar gamle og var to ualmindelig søte barn. De talte begge flytende engelsk og; eskimoisk. Den yngste blev desværre syk og døde utover vaaren. Det var gripende at se, hvorledes forældrene førte den lille bort med sig paa slæde, da de forlot øen.

Manni havde moret sig kongelig. Han havde været i selskap uavladelig og deltat i eskimoernes «hola-hola» eller dans. Ellers er eskimodansene her saa influeret av kablunaerne, at der ikke er nogen større interesse ved dem. [366] Godt trakteret var Manni ogsaa blit. Ren– og sælkjøt samt hvalspæk havde han faat saameget av, som han bare kunde lægge i sig, – hvilket ikke var litet! Eskimoerne bodde i nogen elendige smaa, lave træhuse inde paa land; de saa ikke meget sunde ut, og Manni var da ogsaa efter endt besøk sterkt angrepet av forkjølelse.

Posten skulde avgaa over Fort Mc. Pherson til Fort Yukon den 20de oktober. Der skulde den vente og saa bringe tilbake telegrammer til de forskjellige skippere. Det saa derfor smaat ut med svarpost for os før i mai maaned, da posten kommer op til Fort Mc. Pherson over Edmonton og derfra med indianere sendes til Herscheløen. Dette syntes mig for længe at vente, og jeg spurte derfor hvalfangerne, om de havde noget imot, at jeg fulgte med posten den 20de oktober. Kom jeg derned selv, skulde jeg vel altid greie det. Mit ønske blev imøtekommet med den største elskværdighed, og alt hvad– jeg kunde trænge stilledes til min disposition. Kaptein William Mogg, den forliste «Bonanza»s fører, vilde ogsaa følge med posten og søke at komme sig hen til San Francisco for saa til næste aar at komme opover igjen med et nyt skib. Det var sandelig en dristig plan av denne ældre mand, som desuten ikke var vant til denslags turer.

Den 29de september kl. 9 om morgenen begyndte vi saa reisen tilbake til Gjøa. Mogg fulgte med for at hente noget av sin proviant ved King Point. Uten større stræv holdt vi det gaaende hele dagen og var fremme kl. 1 1 om aftenen. Et prægtig nordlys havde vi utpaa kvelden. Vi var ogsaa indom vore naboer i nærmeste eskimoleir og drak te og spiste hvetebrød. Her møtte vi en slædeekspedition, som kom fra kaptein Mc. Kenna og skulde til Herscheløen. Vi fik vite, at «Charles Hansson» var blit sittende i isen utfor Toker Pynt paa den andre siden av Mackenzies delta. Om de andre fartøier visste disse slædefolk, [367] at fire av dem var indkommet til Baileyøen. Men om det femte skib visste de intet. Om dette forsvundne skib gik der i hele vinterens løp de vildeste rygter og historier. Det var en liten skonnert ikke større end Gjøa og het «Olga». Den var sidst sét gaaende nordover, og ængstelsen var stor for, at den skulde være knust i isen eller drevet opover mot polen.

Vi havde ved hjemkomsten tilbakelagt 36 kvartmil, hvilket var en ganske haard tørn for os, saa uvant vi var til at gaa.

Under mit fravær var der gjort godt arbeide ombord og iland. Lund havde laget et nyt meteorologbur og konstrueret det slik, at intet fokk kunde trænge ind. Allerede dagen efter satte jeg ved Ristvedts hjælp alle de meteorologiske instrumenter op, saa vi kunde paabegynde observationerne Iste oktober. Ogsaa bygningen av observatoriet for de magnetiske variationsinstrumenter var langt fremskredet og blev færdig 2den oktober. De havde været nødt til at [368] sprænge sig 4–5 fot ned i den frosne jord, og hele observatoriet kom saaledes til at ligge under jorden med kun taket synlig. Som materiale for dette hus blev brukt bord fra «Bonanza»s kahyt. Hele huset klædtes med takpap og gamle seil.

Der fartet nu daglig eskimoer forbi begge veier. Det var ikke bare moro at ha disse rækende fremmede omkring sig til enhver tid. Der kom saaledes en dag hele fire familier paa en gang og slog sine telter op like ved «Bonanza». Hundene blev straks sluppet løs, –og de var ikke akkurat overforet. De satte da ogsaa øieblikkelig avsted for at søke efter bytte. Kaptein Mogg havde pakket sin slæde for at være klar til avreisen den følgende morgen. Blandt anden proviant havde han ogsaa med sig endel frossen fisk, som han vilde traktere sine medskippere med, da disse endnu ikke havde faat fisk. Selvfølgelig brøt nu disse bikkjerne ind i slædepakningen og satte fisken tillivs. Utpaa natten brøt røverne ind i proviantskuret hos Sten og stjal – efter Stens eget opgivende – 250 frosne fisk! I [369] vort vedskur fandt de en splinterny renskindsbukse, som tilhørte Lund. Den aat de.

Der blev et forfærdelig opstyr om morgenen, da ugjerningerne kom for en dag. Jeg stod i skjul bak en rækvedstabel og iagttok den lille runde kaptein Mogg, da han kom ned for at se til sin slæde. Han stod paa hodet i sin tomme fiskekasse og bandte paa amerikansk, saa det lynte. Foran sit hus gik Sten med krigersk holdning og sin karabin paa skulderen frem og tilbake, nede i sine telter sang og lo eskimoerne, mens de gjorde sig istand til opbrud – tilsyneladende ialfald ganske uvidende om, hvad der var hændt. Sten ventet tydelig paa dem. Jeg ruslet opover bakken til ham med min muntreste mine.

– Naa Sten, godmor'n! Hvordan staar det til?

Sten dreiet sig rundt av sinne:

– 250 støkker har de fordømte svina staalet! Men ikke ein einaste eskimo slepper herifra, før han har betalt tilbars! Han var fra Sandefjordkanten. Men imidlertid saa jeg ikke andet, end at de gode eskimoer i ro og mak fortsatte sine forberedelser. Og da jeg kom ut igjen efter frokost, var de alt langt ute paa isen. Jeg spurte da Sten, om han havde faat betaling eller erstatning for fisken sin. Nei, det havde han ikke netop; men hver en av eskimoerne havde garanteret ham at bringe fisk tilbake til vaaren. Han talte ikke nærmere om, hvori garantien bestod, og jeg har en mistanke om, at denne ikke var synderlig omtale værd heller.

Forøvrig var Sten det hjælpsomste menneske av verden. Da han hørte min beslutning om at følge med posten, gik han fluksens igang med at lage mig en ny slæde. Nu havde jeg jo slæder baade nok og gode nok, men jeg nænnet dog ikke at avslaa hans godhjertede tilbud. Der blev vel neppe synderlig bruk for slæde paa min postfærd, saa det spillet mindre rolle, hvad konstruktion den fik, som jeg tok med.

[370] Hans kone Kataksina sydde nye støvler og nye klær til mig til reisen, og i denne anledning havde han nok flere andre eskimoer i arbeide.

Da det var mig meget om at gjøre at faa tilstrækkelig forsyning for vinteren av fersk mat, besluttet jeg at utsende vore Nimroder, Hansen og Ristvedt, paa en jagtekspedition. Eskimoen Neiu havde formodentlig faat nok av komfyrvarmen hos Sten og tok med glæde imot en ansættelse som kjendtmand ved ekspeditionen. De blev utrustet for to maaneder og fik med sig to av vore og fire av Stens hunder. Selv beholdt jeg fire for min postreise. Vore tre tisper havde desværre agtet daarlig paa tiden og ventet sin nedkomst hver dag, saa dem fik vi for anledningen ikke bruk for.

I den første halvpart av oktober gjorde vi ualmindelig godt fiske. Mellem 30 á 40 pr. dag var det regelmæssige. Vi renset fisken, med det samme vi tok den av garnet, og hængte den op i riggen, hvor den øieblikkelig frøs. Overhovedet avgav Gjøas rig i denne tid et liflig skue. Mangen vildt– og fiskehandler vilde faat vand mellem tænderne ved at se alle de herlige bundter av ryper, ænder, gjæs og fisk, som der hang og dinglet. Vi kaldte det for «Jensen i Torvgaten».

Manni var nu blit skoleelev hos løitnant Hansen, han lærte at skrive og –at avlæse uret. Noget særlig let nemme utviste han ikke. Men han lærte da nogenlunde snart at skrive sit navn og at fortælle, hvad klokken var – ialfald paa de nærmeste fem minutter. Glattere gik det med damspillet. Dets hemmeligheder tilegnet han sig saa vel, at hans herre og læremester undertiden maatte bite i græsset for ham. Under disse spillepartier sat jeg som regel i kahytten og læste – med behagelig akkompagnement av spillets dæmpede og betænkte bemerkninger. Men naar det hændte, at Manni vandt, da blev der et brøl, som for en lang tid utelukket enhver literær nydelse i hans nærhed.

[371] Forøvrig var alle i denne tid før min avreise sterkt optat med at skrive breve. Enhver havde jo sit at sende til sine. Alle breve blev endelig nedlagt i et messingfutteral som gjenloddedes. Det gjælder her at ha bastante konvolutter!

20de oktober om kvelden blev hele min utrustning færdig. Slæden, som Sten havde laget, skinnet av fernis og beslag. Hans kones flunkende nysydde presenning øket indtrykket av flothed. Vegten paa slæden var foreløbig bare 100 kg.; fra Herschel av vilde jeg nok faa mere paa den.

Jeg tok Manni med mig for at la ham faa det første glimt av civilisationen. Han var jo desuten en god hjælper at ha med i disse trakter.

Kl. 6 om morgenen den 21de oktober sa vi farvel til vore kamerater og drog avgaarde.

Det var en deilig dag. Føret var av allerbedste sort, da kulden endnu ikke havde sat ind for alvor. Vi holdt langsmed stranden, som næsten var blaast bar, og fór avsted med svær fart. Vi var begge klædt i netchjillidragt; men det varte ikke længe, før vi maatte kaste overklærne og springe i bare underdragten.

Da vi havde travet fremover til Key Point, observerte vi noget forunderlig, der stod ut av bunden av bugten tvers paa vor kurs. Det saa nærmest ut som en ballon, der slæbtes langs isen. Som den nærmet sig, saa vi, at det var en slæde med seil. Seilet førte i den friske bris slæden saa hurtig frem, at hundene bare havde at passe sig for at bli overkjørt. De kom op imot os og slog ind paa samme kurs. Vi forsøkte at holde dem slangen, men sakket mere og mere av. Der var 4 eskimoer paa slæden. Pludselig stoppet de, og føreren henvendte sig til mig og foreslog, at vi skulde koble vore' slæder sammen og spænde alle hundene for. Jeg tok med glæde imot tilbudet, og i faa minutter var det hele gjort. De to slæder seilte sammen [372] for strykende bør – mot Herscheløen. Den elskværdige eskimofører sprang paa den anden side av slæden, og vi pratet sammen. Det var et ualmindelig tiltalende menneske. Han talte ganske godt engelsk. Han var av den type, man stadig fatter tillid til, og mindet mig om den bedste av mine venner fra Ogchoktu – Uglen. Min glæde var derfor likesaa stor som min overraskelse, da Jimmi – saa het han – meddelte mig, at det var ham, som skulde føre posten fra Herscheløen til Fort Yukon. Han sa mig ganske oprigtig paa mine spørsmaal om tiden og veien, at han intet visste herom, da han aldrig havde gjort denne tur. Han havde faat ordre av de hvite mænd til at kjøre posten frem, og da vilde han lystre. Jeg erfarte senere, at ingen av de andre eskimoer havde turdet indlate sig paa denne postfærd. I betaling var der lovet Jimmi en hvalbaat, hvilket er disse eskimoers høieste ønske. Med en hvalbaat anser de sig for ovenpaa for resten av livet.

Kl. 3 om eftermiddagen var vi fremme paa Herscheløen.

Efter min avreise forløp alt stilt og jevnt. Løitnant Hansen førte kommandoen i mit sted. Der utsendtes en række jagtekspeditioner, som aldrig kom tomhændet hjem. Kunak, som bodde væg i væg med Sten, sendtes avsted til Mackenziedeltaet for at drive jagt paa elg, hvorav der var store mængder. Han sendte stadig elgekjøt hjem, og dette delte Sten med os. Ogsaa andre eskimoer kom og solgte os elgekjøt og en masse harer.

Veiret var usedvanlig surt denne vinter. Den ene snestorm efter den anden satte ind. Julen kom, og med koloniens forenede anstrengelser blev den feiret festlig og hyggelig. Men fokk og storm drev uforandret sit spil ind i [373] det nye aar og gjorde tilværelsen saa uhyggelig som bare slikt fortærende snefokk kan det; det hvirvler alt op i uigjennemtrængelig skodde, blinder ens syn og trænger sig ind i hver spræk og fuge. En kveld skulde Manni gaa fra beboelseshuset og ombord. Det var en styggeveirskveld av aller værste sort, og da Manni ikke kom, blev løitnanten ængstelig for ham. Han gik da paa land for at lete efter ham og fandt ham – i Stens hus! Han havde gaat sig vild paa det korte stykket.

I begyndelsen av mars fik de post ombord. Det var endel aviser samt et telegram, som jeg havde sendt med The Royal North West Mounted Police, der forlot Dawson City den 25de december. Gjennem disse aviser og breve fra mig fik de fuld underretning om begivenhederne hjemme, likesom hver især fik hilsen fra sit hjem.

Den 12te mars kl. 6 emd. var jeg atter ombord og havde da aviser og breve med til dem alle.

Jeg fandt alt i den bedste orden ombord. Løitnant Hansen havde i mit fravær tat de meteorologiske observationer, og Wiik havde holdt de magnetiske observationer gaaende uten stans.

Inden jeg reiste ut havde jeg git ordre til at utlevere til hvalfangerne 10 kasser eller 1200 kg. mel, som de nemlig var meget daarlig forsynet med. Det var ikke uten stolthed, at Gjøa efter 2½ aars ophold i isen kunde avgi denne hjælp til amerikanerne.

Dagen efter min hjemkomst holdt vi fest. Der var jo saa meget at holde fest for.

Kort tid efter reiste Ristvedt med Jimmi op til Herscheløen for at søke læge. Han havde faat et sandkorn i øiet og kunde ikke faa det ut igjen. 16de mars optok vi en fortegnelse over vor proviant og fastslog, at vi havde rikelig nok. Etpar dage efter kom Ristvedt tilbake befriet for sine smerter i øiet og ganske opfyldt av den gjestfrihed, [374] som var vist ham av kaptein Mc. Gregor og frue paa «Karluk».

Vi benyttet de første godveirsdage til at bygge os et stort luftig hus paa bakketoppen – for vore samlinger. Naar solen nu kom for alvor, skulde vi ha vore skind og planter ut til luftning. Vi var mindst likesaa ængstelige for disse samlingskasserne vore som for vort eget liv!

Den 22de mars havde vi en maksimumstemperatur paa +0.2°, for første gang over nulpunktet i denne vinter. Vaaren begynte at gi sig tilkjende.

Neiu var netop vendt hjem med 90 harer. Jeg besluttet da nu at la etpar av vore jægere slaa følge med ham og hans kone ut igjen – paa harejagt. Vi led nu ingen mangel paa haglbøsser, da hvalfangerne havde forsynet os. Dagen efter deres avreise kom der eskimoer og solgte os 70 kg. elgekjøt og 40 harer. Vi fraadset med andre ord i fersk mat.

Wiik havde i de sidste dage ikke været ganske frisk, dog ikke saa vi la noget større merke til det. Han klaget over mangel paa appetit. Den 26de om aftenen plagedes han av sterkt hold i den høire side. Jeg gav ham nafta, der lindret ham. Næste dag maatte han holde køien og klaget over det samme hold. Jeg formodet, at det var en snev av pleurit, som han nu sa mig, at han havde havt tidligere. Efter Uchermanns lægebok behandlet jeg ham da nu med kolde omslag. Desuten fik han nafta, naar av og til aandenød indfandt sig. Natten til 28de havde han sovet godt og var fuld av spøk og morskap om formiddagen. Utpaa eftermiddagen kom imidlertid holdet igjen. Jeg tok da av ham det vaate omslag og la paa ham et sennepsplaster. Pulsen var om kvelden jevn 104 og temperaturen 39.5. Næste morgen kl. 4 blev jeg tilkaldt. Vi havde elektrisk ringeledning mellem huset og skibet, og jeg havde git ordre om at bli alarmeret, hvis nogen forandring indtraadte. [375] Wiik klaget nu over sterkere sting. Den høire side var ganske svakt ophovnet. Men sennepsplasteret havde ingen virkning havt. Det var formodentlig for gammelt. Jeg la da paa en sennepspose, og den begyndte straks at virke. Temperaturen var uforandret 39.5. Utpaa dagen syntes jeg at spore betydelig bedring. Patienten sov lange stunder og havde ingen smerter. Jeg lot ham faa nogen febermedicin, som gjorde ham vel. Ved middagstid var temperaturen nede i 39.2. Han ønsket mat og spiste efter omstændighederne bra. Kl. 9 om aftenen var temperaturen 38.4. Pulsen var 116, men jevn. Jeg tok sennepsposen av; den havde virket meget godt, og jeg tap pet vandblemmerne og la paa en linklut med borvaselin.

Den 30te mars noterer jeg i min dagbok: «Wiik i god bedring. Temperaturen imorges 38.8 med jevn puls paa 116. Temperaturen iaften 37.6, puls 114 og jevn. Appetiten i tiltagende. Avføringen god.» Jeg var den aften i rigtig godt humør ved utsigten til en snarlig bedring. Jeg blev ikke vækket om natten og var derfor sikker paa at finde vor patient saagodtsom bra igjen, da jeg om morgenen gik iland for at spise frokost. Jeg blev sørgelig skuffet. Om natten havde den syke faat et heftig frostanfald. Lindstrøm, som laa ham nærmest, bredte da over ham en masse klær. Da dette imidlertid ikke hjalp, bad Wiik ham om at lægge sig selv over ham. Dette gjorde Lindstrøm, og anfaldet gav sig. Saa fik Lindstrøm ild paa komfyren og temperaturen op i rummet. Han havde ikke villet ringe paa mig, da der blaaste en forrykende snestorm. Dette var naturligvis galt av Lindstrøm, men han handlet i den bedste mening. Rimeligvis havde jeg heller intet kunnet utrette. Da jeg kom tilstede om morgenen, var tempera turen 38.8 og pulsen 116. Da jeg maalte igjen kl. 11 om formiddagen, var temperaturen nede paa 38.6; men pulsen gjorde mig bange; i motsætning til tidligere var den blit meget [376] ujevn. Jeg fik da Jimmi, min ledsager til Alaska, til at gjøre sig istand til at reise til Herscheløen efter læge. Der blaaste en kuling fra nordvest med intenst fokk, og Jimmi vilde vente til kl. 2 om morgenen, da det allerede var blit for langt paa dagen til, at han kunde naa frem før mørkets frembrud. Jeg skrev brev til kaptein Tilton, paa hvis skib doktoren var, og til doktoren selv og forklarte, hvordan sakerne stod. Imidlertid blev Wiiks tilstand mere og mere betænkelig; jeg anvendte alle mine overtalelsesevner for at faa Jimmi til at reise straks. Men veiret var nu slik, at selv en eskimo ikke vaaget sig ut.

Idet jeg ved femtiden om eftermiddagen holdt paa med de sidste forberedelser til Jimmis utsendelse næste morgen, ringte det pludselig sterkt paa klokken. Maaten hvorpaa det ringte var ulykkespaaende, og jeg sprang avsted saa fort jeg orket. Men jeg kom [377] bare saavidt tidsnok til at se vor stakkars ven drage sit sidste suk.

Det var et usigelig trist øieblik. Jeg lukket den dødes øine til, og vi sat inde hos ham en stund i stilhed og sorg. Wiik havde været vor gode ven og med sit muntre sind og sin glade spøk havde han git os mange muntre timer. Døden er vel altid en uhyggelig gjest. Men for os i vor stilling og langt borte fra slegt og venner virket den kanske endnu mere beklemmende end for andre.

Vi gik snarest mulig tilbake hver til vort arbeide det store trøste– og hjælpemiddel.

Da jeg ikke var ganske sikker paa sygdommens art, fandt jeg det tryggest at flytte alt ut av huset. Sten tilbød os plads hos sig, og jeg tok med glæde imot dette elskværdige tilbud. Vi indrettet da nu vort kjøkken oppe hos Sten og indtok alle vore maaltider der. Lindstrøm og Lund flyttet ned til os agterut, indtil de blev færdig med at indrette sig i forkahytten. Vort hus blev saaledes helt forlatt, og vi lot det tilspikre.

Etpar dage efter var Sten paa Herscheløen; da han kom tilbake, kunde han meddele, at det ikke havde nyttet til noget at faa bud efter lægen der, da han i denne tid var aldeles overlæsset med arbeide, hvor han var. Navnlig etpar forgiftningstilfælde krævet hans personlige tilstedeværelse nat og dag.

Den 3dje april var Lund færdig med den sortmalte kiste, og Wiiks lik blev lagt ned i den. Vi satte den paa to krakker i det ytre rum, skrudde laaget paa og dækket over med et flag. Vi maatte la kisten bli staaende, til solen havde faat virke saapas i den frosne jord, at det blev mulig at begrave ham. Alle ovnsrør og andre smaa aapninger blev sat oppe for ventilationens skyld og huset derefter paany tilspikret.

[378] Den 5te april kom vore to jægere tilbake. De havde gjennem eskimoer faat underretning om vor kamerats død. De medførte paa sine slæder 237 harer. De fortalte om en rent overvældende masse harer. Jagten gik for sig paa den maate, at jægerne dannet kjede tvers igjennem et lang strakt krat. Under skrik og skraal drev de saa harerne foran sig; de taapelige dyr forlater ikke sit krat og sitter tilslut sammenhopet øverst oppe og avgir et let bytte. Disse harer er meget mindre end vore. Vi regnet en hare paa to mand.

Noget av det første, hvalfangerne gjør, naar de indretter sig paa overvintring heroppe, er at bygge sig et ishus. Det kan jo høres noksaa overflødig at holde iskasse i polhavet. Men om sommeren kommer det vel med. Vi havde imidlertid forsømt i tide at bygge ishus, saa vi maatte se os om efter oplagsplads for alt vort ferske kjøt. Vi grep til den utvei, vi saa ofte før havde fundet brukbar – vi gik ombord og saa efter paa «Bonanza», om der skulde være nogetslags raad. Vi blev heller ikke dennegang skuffet. Under kahytsdækket var der en stor, prægtig kjælder; den var rendt fuld av vand om høsten, og dette var nu frosset. M. a. o. havde vi den fineste iskjælder fiks og færdig for os. Vi bundtet sammen vore harer og hængte dem op dernede, saa vi havde ferskt kjøt hele tiden.

Det første vaarbud var en ravn, som kom anstigende den 4de april.

Lindstrøm flyttet meget snart op til sin ven Sten; dette var forsaavidt praktisk, som han jo deroppe havde sit væsentlige gjøremaal. Og der var mellem koloniens to tyksakker utspændt et ubrødelig venskap. Naar vi efter endt aftensmaaltid gik ombord, hændte det jo saagodtsom aldrig, at nogen av os kom paa land igjen før næste morgen. Lindstrøm og Sten raadet da grunden alene oppe i huset. En kveld havde jeg glemt min pipe og gik derfor derop igjen. [379] Da jeg kom ind i vedskuret, hørte jeg latter og høie rop indenfor. Aha! tænkte jeg, dette burde du kanske ha undersøkt før! Hvad det egentlig er, som danner lænken mellem de to uadskillelige heroppe –! Dette var tydelig de rene orgier. – Can-can med pikerne. . . . . Jeg stod pludselig som en straffende tordengud inde hos dem og kunde konstatere, at de sat og spillet – hundrede og ett! og moret sig som to smaabarn! Jeg frydet mig over dem en stund og forsvandt saa med min pipe og min stolte bevissthed!

Den 12te april kom jægerne hjem igjen, dennegang med 71 harer og 5 ryper.

Manni var en udmerket fyr. Straalende fornøiet var han til enhver tid, paapasselig og snil. Hans lyst var jagten, og han laa i marken næsten bestandig. Da han nu fulgte Ristvedt og Hansen paa denne tur, paala jeg ham at holde op med at tygge tobak. Jeg har aldrig likt den uskikken og syntes, det var ganske unødvendig for gutungen at vænne sig til det griseri. Ristvedt og Hansen aat skraa som andre smørbrød, navnlig naar de var ute paa jagt; de forsøkte nu at friste Manni, men nei, han rørte ikke tobakken deres. Jeg havde git ham lov til at røke, men tillige sagt ham, at det kunde være farlig at gjøre for meget av det. Og han var meget maadeholden. Da jeg altid var ræd for hans forkjølelser, paala jeg ham at skifte klær, naar han kom hjem fra tur. Og Ristvedt kunde fortælle, at Manni skiftet fra top til taa hver eneste gang han kom hjem. Ikke destomindre var han bundforkjølet nu, rimeligvis smittet av eskimoerne, som er komplet likegla med sig selv.

Paasken kom og gik, uten at vi skjænket den nogen større opmerksomhed. En cigar tilmands paa paaskedagen var det væsentlige ekstratraktement.

Den 14de april passerte inspektøren for The Royal North-West Mounted Police, Mr. Howard, os med en [380] sergent, en indianer og en eskimo. Mr. Howard var i uniform, hvilket heroppe virket ganske eget. Han kom fra Fort Mc. Pherson og skulde nu op til Herscheløen for at repræsentere de kanadiske myndigheder. Der kom ogsaa en slæde fra Herscheløen med nogen av missionæren Mr. Whittakers saker. Den skulde 15 kvartmil østover til Shingle Point. Vaaren var begyndt og dermed trafiken.

Dagen efter kom der paany en slæde fra øst. Det var nogle eskimoer og en hvit mand fra Mc. Kenna; de skulde hente noget sukker til ham. Den hvite mand virket nærmest som en skrulling. Han havde faat en stortaa slemt forfrossen og behandledes nu av løitnant Hansen. Han fortalte senere til Sten, at han havde været i følge med 2den maskinist paa «Charles Hansson», men denne var blit syk paa veien, saa han maatte forlate ham efter at ha bredt over ham et uldteppe. Dette syntes vi jo ikke var overdrevent [381] meget. Charlie – saa kaldte fyren sig – havde ikke andet paa føtterne end et par almindelige strømper og sælskinds kamikker. Det er tyndt nok i disse egne. Da han kom op til Herscheløen viste det sig, at han var rømt fra Mc. Kenna sammen med 2den maskinisten, som altsaa var død et eller andet sted paa stranden. Rent tilfældig havde han truffet eskimoerne paa veien efter sukker.

Midt i maaneden reiste løitnant Hansen og Ristvedt avsted til Herschel for at undersøke, om vi kunde faa os overlatt to mand. Jeg vilde gjerne ha en ny mand i kabyssen, da Lindstrøm foretrak at være i maskinen, – og dertil en mand til paa dæk.

Imidlertid havde vi hørt rygter om, at der var sét ren i egnen, og vi detacherte derfor Hansen med en eskimofamilie ut paa jagt. Alle vore hunder – med undtagelse av Nicodemus, som jeg havde med fra Eagle City – var i en miserabel stand, dels paa grund av slagsmaal, dels av andre ulykker. Hansens ekspedition døptes derfor «Invalidekorpset». Han kom da ogsaa hjem igjen allerede første kveld og meldte, at petroleumen var rendt ut i brødet og havde ødelagt hele forsyningen. Der var ikke andet for end at gi «Invalideren» nyt brød og la dem gaa avsted igjen næste dag.

Den 22de april kom Mr. Whittaker med hustru og datter. De blev natten over hos os og reiste videre morgenen efter.

Nu indfandt ryperne sig i store skokker. Høidedragene saa ut som de var blit levende, der de sat tæt i tæt, men saa sky var de, at det næsten var umulig at komme dem paa skudhold. Manni drev det til at bringe hjem optil 8 stykker om dagen.

Manni gik dag for dag fremad i lærdom. Nogen større kyndighed i de hvites sprog erhvervet han sig aldrig. Størst fremskridt gjorde han i damspil og kabaler. Det var ofte [382] vanskelig at finde paa noget at beskjæftige ham med, naar han var færdig med sit reglementerte dagverk, rengjøring, vedhugging, vandhenting og jagt. Det blev da til et parti dam med løitnanten eller en kabal i ensomhed.

Løitnant Hansen og Ristvedt vendte snart tilbake fra Herscheløen, hvor de havde havt det udmerket som gjester hos kaptein Mc. Gregor paa «Karluk». Med sin vanlige imøtekommenhed overlot de amerikanske hvalfangere mig to mand, som jeg kunde avhente Iste juni.

Med disse to nye vilde vi faa for liten plads ombord. Vi maatte tænke paa at utvide vore bekvemmeligheder. Et ord herom til Lund var nok; han havde straks planen rede. Vi blev enige om at bygge et litet rum paa hver side av nedgangen til forkahytten, et for Hansen og et for Lund. De faa bord, som vi havde tat med fra Kristiania, og som tidligere havde gjort tjeneste i observatoriet paa Kong Williams Land og i beboelseshuset her i King Point, skulde nu atter komme til anvendelse. Det var akkurat nok [383] til disse to smaa lugarer. Rummene blev altsaa ikke store, og utstyret heller ikke flot. Men da de var færdige, pyntet og malet, saa de sandelig baade pene og koselige ut.

I slutten av april sank sneen merkbart for hver dag. Rundt paa alle barflekker vrimlet der av «hiksier», en art jordrotter. De var smækfete og saa ut til ikke at ha bestilt andet end at æte hele vinteren. Deres skind er meget anvendt som frakkefor, og derfor efterstræbes dyret sterkt. Der gaar forresten mindst 60 skind iet pelsfor. Mannis vaarjagt blev væsentlig bestaaende i at fange hiksier. Dels skjøt han dem, dels satte han snare for dem. Han stillet snaren utenfor deres huller og la sig saa med en snor et stykke fra. Naar rotten tittet ut for at se, hvad der havde været paafærde utenfor, trak Manni i sin snor og havde løkken om halsen paa det lille kræ.

Ogsaa varmen blev sikker. Hver dag holdt temperaturen sig over frysepunktet. Der begyndte ogsaa at danne sig pytter av vand bortover isen.

Efter en 8 dages jagttur vendte Hansen tilbake med 14 ren. De fleste av disse havde eskimoen Anakto nedlagt med en av vore Krag-Jørgensen karabiner. I denne vinter kom overhovedet vore Krag-Jørgensen vaaben i høi kurs overalt og tok rent luven fra Winchesterne. Imidlertid fik Hansen nu utover nok at gjøre med at fragte ombord alt det kjøt, eskimoerne skaffet os, og kunde saaledes ikke selv delta i jagterne. Forøvrig dreves nu jagten av en mængde eskimoer – for hvalfangerne; og til at ta konkurrancen op i disse vanskelige trakter maatte man selv være eskimo. Renen var ogsaa sky og skræmt over al maate.

I de sidste dage av april blev jeg meget overasket ved at motta besøk av en mand, hvem jeg havde truffet og hilst paa i nærheden av Rampart House ved Porcupinefloden langt inde i Alaska – paa min posttur. Hans navnⁿ³ var Mr. Darrell. Det var en meget merkelig mand med en [384] kraft, et mot og en utholdenhed, som det ikke er almindelig at træffe paa. Han kunde vel være omkring de firti, var liten av vekst, men kraftig bygget og ganske lys. Da den del av den amerikanske hvalfangerflaate, som overvintret ved Baileyøen, skulde sende sin post sørover, lot de den av nogen eskimoer bringe til Fort Mc. Pherson med anmodning til bestyreren der om at faa den ført videre til Fort Yukon av indianere. Paa grund av den svære snemængde, som var faldt i vinterens løp turde midlertid ingen indianere paata sig veien over fjeldene mellem Peel River, en arm av Mackenziefloden, og Porcupinefloden. Mr. Darrell var dengang ansat i Hudsonbaykompaniet. Da han hørte om indianernes vægring og vel forstod, hvor store interesser der her stod paa spil for hvalfangerne, bestemte han sig til selv at besørge posten frem. Han rustet sig ut med en taboggan samt hunder og la ivei uten et menneske til følge. Dette kan jo høres vanvittig ut. Men Darrell havde [385] gjort slædeturer før i sit liv og havde vel ogsaa sine grunde for at foretrække ensomheden for et mange gange noksaa tvilsomt følgeskap. Fjeldvidderne mellem Peelfloden og Porcupinefloden er som regel ikke værre at overskride end de fleste andre. Men indianerne havde havt ret, det vældige snefald havde skapt store vanskeligheder. Mr. Darrell kom snart paa det rene med, at han ingen nytte havde av hundene. De laa bare og krafset og baset i den dype sne. Og saa lot ham dem med en rask beslutning tilbake og klemte ivei alene, trækkende paa sin taboggan. Tabogganen var liten og med saa let en utrustning som mulig. Han slet haardt. Men jammen kom han frem. Ved Rampart House, en liten handelsstation ved Porcupinefloden, tok han sig etpar dages hvil og skaffet sig litt ny proviant. Det var etpar dagsmarscher derfra, at jeg møtte ham paa min vei med posten fra Eagle City. Han kom ganske alene ruslende med sin taboggan og vilde være i Yukon-fortet om en ukes tid. Det var ikke lang praten vi havde med hinanden dengang; men han sa, at han vilde lægge tilbakeveien over Herscheløen, og saa inviterte jeg ham da til at bo hos os, saalænge han blev. Jotak, sa Mr. Darrell, men jeg trodde jo aldrig i evighed, at jeg skulde se manden igjen. Og saa den 29de april kom han rolig lunkende med tabogganen sin, akkurat som da jeg forlot ham paa Porcupinefloden. Han glædet os meget ved at bli hos os etpar dage. Og saa gik han stille og jevnt sin vei videre. Jeg stod og saa efter ham, som han forsvandt, og tænkte i mit stille sind, at med nogen flere karer av den type maatte man kunne gaa til maanen, om det knep!

En tid senere fik jeg et brev fra ham paa et litet stykke papir med en eskimo, som kom fra fortet. Der stod ikke stort. Han takket for sig og berørte kun flygtig, at han nær havde sat livet til paa den sidste del av reisen. Den eskimo, som bragte mig brevet, kunde fortælle nogen nær[386] mere omstændigheder, som den beskedne mand ikke havde nævnt. Han havde gaat sig vild i Mackenzieflodens delta – hvilket er meget let gjort, hvis man ikke er desto bedre kjendt. I sidste øieblik blev han bjerget av nogen eskimoer.

Den 2den mai om morgenen blev jeg vækket ved, at nogen datt nedover kahytstrappen. Det havde mange gjort før, trappen var brat den, og jeg aapnet bare saavidt øinene for at se, hvem det var denne gangen. Og midt paa gulvet stod der en indianer, som skravlet en mængde uforstaaelig snak. Da han var færdig, spurte jeg ham ganske rolig paa engelsk, hvad han vilde. Jo svarte han, paa meget bra engelsk, han havde post til mig. Da kan det hænde, jeg blev vaaken og fik fat i de to breve, han havde med.

Dette var aarets første regulære post til Herscheløen over Edmonton og Fort Mc. Pherson. Løitnant Hansen og jeg var de heldige; der var et brev til hver av os. Mit var fra min bror, – noget gammelt, men ikke mindre kjærkomment. Om man anet, hvilken pris man under slike omstændigheder sætter paa brev, tror jeg, mange andre ogsaa vilde skrevet.

Hansen fragtet regelmæssig en gang om uken ind sine kjøtlas. Da vi sluttet, havde vi samlet 700 kg. renkjøt. Vi led saaledes ingen nød. Eskimoerne solgte os kjøttet for 5 cent pr. pund, hvilket var prisen paa stedet, – foruten at vi gav dem kosten.

Den 6te mai kom postførerne tilbake fra Herscheløen og skulde straks fortsætte til fortet. Vi gav dem mat og utrustet dem dygtig med proviant. De fik med fra mig etpar breve samt et telegram, som det var mig av den største vigtighed at faa sendt saa snart som mulig. Det var min melding om Wiiks død. Jeg vilde gjøre mit yderste for at hindre, at hans mor fra andet hold først skulde faa besked fra ekspeditionen om, at alt var vel. Hendes skuffelse vilde [387] jo da bli desto bitrere, naar sandheden naadde hende. Jeg lot telegrammet være aapent og sendte det til bestyreren av Fort Mc. Pherson, Mr. Firth, med en følgeskrivelse, hvori jeg forklarte ham forholdene og mine grunde for at ønske telegrammet ekspederet med første og hurtigst mulige leilighed. Jeg bad ham lægge ut, hvad der maatte trænges til dette. Telegrammet kom aldrig frem. Posten fra fortet naadde os i Herschel i august, men der var ikke et ord til mig fra Mr. Firth.

[388] Mai blev en deilig maaned. Saasnart vaarveiret kom for alvor, fik vi alle vore saker op til luftning og tørk. Det kunde ogsaa trænges; en slik ufyselig snevinter som den, vi hadde gjennemgaat, sætter fugtighed overalt. Lindstrøm spændte fiskegarn ut over nogen bukker, og i dem utbredte han sine samlinger til tørk. Selv de utblaaste eggeskal fik sig en ordentlig utluftning paa denne maate.

Allerede den 8de mai kom de to nyengagene mænd fra hvalfangerne. Jeg blev unegtelig noget forbauset, da jeg jo ikke havde ventet dem før Iste juni. De havde sine avmønstringspapirer i orden. Den ene var nordmand, Ole Foss fra Fredrikstad. Han gjorde et meget godt indtryk og viste sig ogsaa under hele sit ophold ombord paa Gjøa som en dygtig, paalidelig og bra kar. Den anden var en ung amerikaner ved navn Beauvais. Han skulde avløse Lindstrøm i byssen.

Dr. Wight skrev og bad mig, om han kunde faa følge med Gjøa sørover. Han havde faat efterretning om sygdom i sin familie og ønsket derfor at komme hjem snarest mulig. Da der var al sandsynlighed for, at Gjøa vilde komme tilbake til civilisationen før nogen av hvalfangerne,, skrev jeg til doktoren og sa ham, at han var velkommen. Men nu havde vi heller ikke plads til flere.

Jeg havde bestemt, at det magnetiske observatorium skulde omdannes til gravkammer for Wiik. Det var i alle henseender skikket som saadant. Wiik havde selv bygget det og brukt det og været gla i det. Det laa paa den frieste og bedste plads, ut imot Ishavet. Den 8de mai var vi færdige med arbeidet i den frosne jord.

Den følgende dag, den 9de mai kl. 10 ½ formiddag, samledes vi til begravelsen. Alle flag vaiet paa halv stang. Vi bar kisten ut av huset og surret den paa en av vore slæder. Saa trak vi den op til gravkammeret. Endnu engang færdedes vor kamerat paa sin gamle vei fra [389] beboelseshuset og til observatoriet. Men denne gang for aldrig at vende tilbake. Paa toppen utenfor indgangen holdt vi stille, mens jeg sa et farvel til Wiik og læste et fadervor. Ceremonien var ikke langvarig, men jeg tror, den længe vil mindes av os alle. Kisten blev trukket ind og sat paa to smaa træbukker samt dækket med et norsk flag. Kammeret blev derpaa fyldt med drivtømmer og saa gjenmuret. Senere paa sommeren reiste vi et høit kors paa nordsiden av graven, torvsatte den og skjulte den med blomster. De amerikanske hvalfangere lovet mig hvert aar at tilse den og holde den i orden.

Bakkerne begyndte nu at grønnes og bækkene at silre og synge. Vandet fra bækkene smaker betragtelig bedre end isvandet. Og det vand, vi tok i sjøen, havde undertiden været brakt, saa vi maatte slutte med det. Intet drikkevand kan maale sig med det, der risler friskt og rent gjennem jorden.

[390] Man kommer ofte til uten at tænke paa det at gjøre smaa, ganske interessante iagttagelser. Det hændte mig saaledes en dag, der var 6 kuldegrader, at jeg satte fra mig et likørglas fyldt med vand paa skibsrækken. Jeg pleiet at bære glas med mig op til instrumentburet for at fugte et av mine termometre dermed. Rækken var grønmalet, og jeg blev til min forundring opmerksom paa, at vandet ikke frøs i glasset trods kuldegraderne. Da jeg derpaa satte glasset hen paa hvit bund, frøs vandet straks. Der var overskyet hele tiden.

Efterat vi nu atter havde faat beboelseshuset ledig, satte vi vort bad op deri og benyttet det flittig. Jeg var den første, som badet. Saa kom turen til Manni. De andre havde bildt ham ind, at han skulde kokes! Og han gik derfor til badet med en meget betænkelig mine. Da han skjønte, at han var narret, lo han hjertelig.

Eskimoen Neiu var røket uklar med Sten i anledning av en sæk mel. I fornærmelsen flyttet han ut av huset og satte sit telt op mellem al rækveden i fjæren. Herfra drev han jagt, og en dag kom han med en gaupe, som han havde skutt langt utpaa isen. Vi formodet, at gaupen har havt et anfald av vanvid.

17de mai blev feiret paa vanlig vis med flagning og festmaaltid.

Der var ellers meget arbeide at gjøre denne vaar, inden vi blev seilklare. Overgangen fra petroleum til ved medførte flere forandringer; saaledes maatte kabyssen ændres i den anledning. En petroleumstank blev sat ind som kom fyr og forsynet med et rør, der vred og bugtet sig ut i luften ide sælsomste bøi og knæk. Der laa den dypsindigste tanke i dette kunstverk, hvis hensigt var at skaffe træk i alle slags vind. I teorien var det hele sikkert udmerket; men i praksis er der et kjedelig, men sikkert hang til kollision mellem et slikt rør med hætte – og storseilet, som enhver jagtefarer kjender!

[391] Hele rummet maatte stuves om, alle vore samlinger bringes ombord osv. osv.

Løitnanten læste meget ivrig med Manni, og jeg maatte dypt beundre hans taalmodighed. Jeg hører dem endnu: – A – b sier ab, b – a sier ba, b – a sier abbabal.

Efter et halvt aars flid stod de fremdeles ved – abbaba. Og selv nu snublet Manni i dette vanskelige ord. Jeg syntes forresten i den senere tid at ha sporet lyst hos gutten til at slaa sig ned mellem eskimoerne her. Jeg vilde paa den ene side nødig slippe ham, men paa den anden side vilde jeg jo ikke ha ham med mot hans vilje. Jeg spurte ham da en dag, om han helst vilde gaa over til eskimoerne igjen, – og Manni svarte ja. Dagen efter opsøkte jeg en eskimo ved navn Manitchja, en sjelden dygtig mand, og spurte ham, om han var villig til at overta Manni. Manit[392] chja blev meget lykkelig. Han havde bare ett barn, en datter, og en tilvekst til familien som Manni var ikke at foragte. Samme dag forlot Manni Gjøa, utrustet med klær, tobak, fyrstikker, saape, 2 geværer og ammunition. Han hoppet og danset av fryd. Men jeg tænkte jo i mit stille sind mit. Der blev nok andet liv for den gode Manni nu end det, han havde ført hos os. – Arbeide fra morgen til kveld og kanske knapt med maten, naar han kom sulten hjem! Det første hans nye forældre gjorde, var at klippe av ham hans svære, prægtige haar. Det var rent synd siden at se ham igjen. Dagen efter drog han med dem vestover paa sælfangst. En tre ukers tid efter kom han og besøkte os. Han havde med et knippe fugl til mig. Han var allerede faldt svært av, og hans muntre øine havde faat et sørgmodig uttryk. Hans appetit var likefrem uhyggelig; han la i sig alt, hvad vi satte for ham. Da han var færdig, gik han rundt og sa farvel til hver og en. Jeg skjønte jo nok paa ham, hvad han ønsket, men jeg vilde dog, han skulde komme selv og be om at faa vende tilbake til os. Fjorten dage efter kom han igjen. Han havde ogsaa dennegang et stort knippe fugl med til mig. Men hans utseende nu var ganske sørgelig. Han var blit indfalden, blek og mager, og jeg sa da straks til ham:

– Har du lyst til at komme ombord til os igjen?

Det smil av glæde og tak, som jeg fik til svar, var uforglemmelig, og dermed var det fortapte faar iblandt os igjen. Vi var alle blit saa gla i Manni, at der hersket almindelig tilfredshed ved at ha ham ombord igjen. Ja selv eskimohaderen Lindstrøm smilte den dag.

Manitchja blev jo noget forbauset ved at erfare, at Manni var blit kabluna igjen, men han gjorde ingen vanskeligheder.

Den eneste maate, hvorpaa vi nu kunde opbevare vort renkjøt paa, var at tørre det. Jeg lot derfor eskimokvin[393] derne ta benet ut av en hel del av vore steker og hænge dem op. Vi havde stor nytte av dette tørrede kjøt.

Vaaren kom her meget tidligere end paa Kong Williams Land. Allerede 20de mai var alle trækfugler kommet. Der var ellers en eiendommelighed ved sælen her: Der stod en saa motbydelig stank av hannerne, at selv ikke hundene vilde smake kjøttet av dem. Dette hang rimeligvis sammen med parringstiden; men uagtet disse og sælerne ved Kong Williams Land var av samme art, snadd, merket vi ingen slik lugt av sælen der.

I slutten av mai flyttet løitnanten og jeg paa land, da kahytten skulde males. Dette malerarbeide var Lindstrøms første som «altmuligmand», og han klarte det bra. Beauvais overtok kjøkkenet. Det var en stor behagelighed at ligge paa land og vaagne i den herlige luft med den skjønneste fuglesang. Juni begyndte kjølig. Maksimumstemperaturen [394] den 1ste var -1.5°. – Hundene havde nu uttjent, og jeg gav dem til Sten. Den eneste, jeg beholdt, var Silla og hendes lille søn Ole. Nicodemus havde jeg lovet at ta med frem til San Francisco, saa han blev ogsaa med.

6te juni flyttet vi ombord igjen i vor fine kahyt. Vor kongefamilie havde faat den fineste ramme, King Point kunde skaffe den, og hang nu midt paa væggen omgit av en flagdekoration med «Alt for Norge» under. Det hele tok sig udmerket ut. Paa den ene side av dette billede hang et kart, hvorpaa Gjøas gjennemseiling av Nordvestpassagen var avsat. Paa den andre siden hang Nansen.

Efterat snelaget paa isen langs land var smeltet bort, gik det fort med isen selv. Den bestod udelukkende av ferskvand fra Mackenziefloden, blandet op med en masse [395] mudder, saa den smeltet fort. Den blev meget snart ganske porøs og vanskelig at gaa.

Vor bedste tid var nu slut. Thi nu indfandt myggen sig. Den 28de om kvelden kom den hitført av en storm fra sydøst. Fra dag til dag blev den værre og værre, og havde vi ikke havt gazebind, som kunde brukes til myggeslør, vilde vi neppe ha overlevet dens plagerier.

Den 30te juni tok jeg alle magnetiske instrumenter ombord. Paa stedet, hvor stativet havde staat, reiste jeg en træplate, merket Gjøa 05–06. Samme kveld avsluttedes ogsaa de meteorologiske observationer.

Den 2den juli fik vi en voldsom kuling fra syd med en temperatur av 18 varmegrader. Vi kastet los av isen og gik hen paa siden av «Bonanza». Dette gamle vrak havde ydet os saa mangen en haandsrækning og skulde gjøre det fremdeles. Da landraaken begyndte at bli større, halte vi op under agterenden av «Bonanza», hvor vi fik fred for isen, som laa og drev frem og tilbake med tidevandet. [396] Med alt ombord stak vi nu 7 fot forut og 8.10 agterut. Hovedpakken av isen laa og drev ut og ind og truet stundom med at sætte op i stranden til os. Det gjorde den da heldigvis ikke. Vi kunde se meget aapent vand paa den andre siden av den. Men før hvalfangerne viste sig, havde vi intet derute at gjøre. Kom de ikke frem, saa gjorde vi det endnu mindre. Der blev en svare trafik av eskimoer i disse dage. Og endelig den 10de juli om kvelden fik vi øie paa tre hvalfangere i klarvandet paa yttersiden av isen. Det var nu uvisst, om det vilde lykkes dem at presse sig igjennem. Men den ene av dem fortsatte østover langs iskanten og kom næste morgen ved femtiden ind til os i landraaken.

Vor tid var nu inde, og alt var klart til avgang.

[397] Da jeg 21de oktober 1905 om eftermiddagen kom til Herscheløen, var endnu ikke alt istand til den forestaaende postreise. Kapteinerne havde bedt mig komme nogen dage før, forat jeg kunde være med og se paa utrustningen og drøfte ruten med mine ledsagere. Jeg gik som før ombord i «Alexander» og blev mottat med vanlig gjestfrihed.

Kaptein Mogg skulde med sørover og havde av de andre kapteiner faat anmodning om at ha overopsyn med postforsendelsen. Han var med andre ord ekspeditionens leder. Jeg var indbuden til at følge med som gjest. Kaptein Mogg var gammel ishavsfarer og havde ogsaa gjort slædeekspeditioner tillands. Skjønt det vistnok nu var noksaa mange aar siden sidst. Han la den største iver for dagen og arbeidet svært med utrustningen. Jeg hvade medbrakt endel saker fra Gjøa, men kaptein Mogg vilde paa ingen maate indrømme det praktiske i at ta dem med. Som gjest kunde jeg jo ikke trænge mig paa, og jeg besluttet da at æte al min kritik i mig og ganske overgi mig til lederens [398] erfaring. Der var bare en boks med pemmikan paa 6 kg., som jeg vred mig noget ved at sende tilbake likesom ved kaptein Moggs benegtelse av, at pemmikan er den bedste slædeproviant, man kan faa. Jeg gav mig dog ogsaa her, da kapteinen rent ut la min gode pemmikan for hat. Det var jo bedst ikke at begynde turen med uenighed. Til mine fem hunder havde jeg pemmikan og fiskemel med for vel en maaned. Mogg havde til sine syv tørfisk. Men det viste sig allerede nu, at av dette stof kunde han ikke fragte nok med sig. Da vi imidlertid paaregnet at være fremme hos indianerne paa 3 uker, fandt vi, at vi ved at fóre vore hunder under ett dog tilsammen nok vilde klare det med nogen avknapning i ransonerne. Vor egen proviant bestod av: bønner og flesk, der var kokt sammen og frosset og opstykket i passende smaa portioner, hvetekjæks, ris, sukker, [399] smør, te, kaffe, chokolade, melk, fikener, rosiner og specerier. Dette var jo en meget rikholdigere proviantliste, end jeg var vant til. Men jeg havde dog mine tvil, om dens mangfoldighed vilde maale sig i soliditet med den enklere, vi havde brukt paa vore slædeturer. Vi medbragte desuten telt og teltstænger, ovn, lampe, soveposer og meget andet rart. Da vi ikke vilde faa bruk for slæderne ret længe, idet vi i den løse, dype sne i fjeldene maatte gaa over til taboggan, den kanadiske skogslæde, surret vi to slike paa vore læs. Tabogganen er formet som en 12 fot lang ski, 6 gange saa bred som en almindelig ski og med en dygtig bøi. Det var første gang jeg saa dette fremkomstmiddel, og jeg var spændt paa, hvordan det vilde arte sig i bruk.

Den 23de om kvelden var alt klart til avreisen, og hvalfangerflaatens omfangsrike post anbragt under laas og lukke paa Moggs slæde. Eskimoerne og Mogg bar skindklær som de derværende eskimoer; jeg var i netchjillidragt. Manni klaget efter den lange og noksaa anstrengende tur fra King Point til Herscheløen over smerter i begge ben og bad om at faa lov til at vende tilbake til Gjøa. Jeg vilde ikke ha ham med mot hans vilje og fik plads for ham med en slæde, som skulde reise til King Point næste dag.

Den sidste kveld samledes vi alle i «Alexanders» kahyt. Kaptein William Mogg, vor leder, var en mand med et mægtig svært legeme, litet hode og smaa, tynde ben. Han gjorde altid indtryk, naar han bevæget sig, av at trille avgaarde med trippende fart. Han var engelsk av fødsel, men kom meget tidlig hjemmefra for at ende i hvalfangerfarten. Eskimoen Jimmi bevarte under samværet paa Herscheløen det særdeles gunstige indtryk, jeg havde faat av ham ved vort første møte paa isen. Jeg havde tænkt mig Jimmi's kone som en rigtig ung og henrivende skabning. Men Kappa saa mere ut som hans mor end som hans kone. Kappa var kommet med en hvalfanger fra Kotzebuesund [400] til Herschel og havde her møtt Jimmi, der var kagmallik. De var lovlig viet disse to, baade paa Herscheløen og i Fort Yukon, saa der blev det nok vanskelig at faa skilsmisse istand. Kappa saa ut som en høisaate i sine skindklær med overtræk av kaliko. Jeg anslog hende til over de 40, men hun var i virkeligheden ikke litet yngre. Vi kom i det bedste venskapsforhold til hinanden, og jeg betragtet nærmest Kappa som en ældre tante.

Kl. 9 om morgenen den 24de oktober stod vi alle færdige til avreise. En mængde av mandskaperne paa hvalfangerne var møtt op for at se postens avgang. Der blaaste en liten kuling fra nordøst med -20°, men da vi skulde i sydvestlig retning, generte den os ikke stort. I susende fart bar det ut paa det jevne snedække over isen. Jeg havde fem vel indkjørte hunder foran min slæde, som ogsaa var betydelig lettere end den anden. Følgelig kom jeg foran. Den anden slæde var forspændt med 7 hunder, hvorav ikke alle var like gode. De var heller ikke indkjørt sammen og voldte kjørerne Jimmi og Kappa adskillig bryderi. Mogg var anbragt paa min slæde. Hundekjøringen her foregaar paa den maate, at føreren springer foran forspandet og viser vei.

[401] Vi fulgte først øens østside indtil det sydøstlige hjørne. Her satte vi over det smale sund og ind paa selve fastlandet. Sneen havde endnu ikke jevnet marken, saa græsdotterne ofte var iveien. Jeg spændte imidlertid skiene paa, og da var alle sorger slukket. De andre brukte snesko. Sneskoene her i Alaska er smalere end de brede kanadiske og har dertil bøiet spids, til stor hjælp under gangen. Jeg lærte aldrig at gaa skikkelig paa de kanadiske snesko; paa disse bevæget jeg mig med lethed.

Vi skulde først opover en drøi aas, og uvante som vi endnu var gik det stridt for os alle. Endelig var vi oppe, og saa gik det jo lettere nedover paa den andre siden. Ved foten av unnabakken kom vi ned paa Herscheløflodens frosne leie. Denne flod skulde vi nu følge i hele dens løp. Dens delta herute var et kaos av sandbanker og grushauger og meget vanskelig at hitte rede i. Men baade Jimmi og Mogg var godt kjendt i trakten, hvor de havde været paa mangfoldige jagtturer efter ren. Dette var ogsaa [402] et av de ypperste felter for renjagt og tusender og atter tusender av fældede dyr var herfra i aarenes løp blit fragtet ned til sjøen til hvalfangerne. Nu iaar vilde jagten bli hidsigere end vanlig, da saa mange daarlig forsynede skibe overvintret. Længere sørpaa blev elveleiet klarere og bestemtere. Mange steder var isen blank, og ret som det var stak der grundinger op i veien for os. Dette føre ødela mine slædemeier. I mangel av andet materiale havde vi maattet beslaa meierne med galvaniseret jern, og dette viste sig nu endnu kleinere, end jeg havde ventet. Det blev ganske flænget op, saa fliserne strittet imot og sinket farten for hundene. Jeg forsøkte at rette paa dette ved at glatte meiene med en sten, men da der ikke var langt igjen til hvilepladsen, opsatte jeg dette arbeide og prøvet saa godt som mulig at holde trop med de andre, som havde sine beslag i den bedste orden. Kl. 4 ½ om eftermiddagen naadde vi den banke i elven, som Jimmi havde bestemt til vor første leirplads, fordi han visste, at der her altid var rækved at finde. Den første dag av en slædetur er altid anstrengende, og vi længtet efter hvilen. For at faa de nødvendige forberedelser fort fra haanden fordelte vi arbeidet slik, at Jimmi og Kappa overtok opsætningen av teltet assisteret av Mogg, som tok alt nødvendig frem av slæderne, mens jeg sanket ved. Det var den kveld et let arbeide, da smaaved laa som færdighugget over hele banken. Det skulde ikke altid bli saa let at samle ved for kvelden.

Da jeg var færdig, sluttet jeg mig til de andre for at assistere med teltopsætningen, som her foregik efter en mig ukjendt metode og konstruktion. Deres telt bestod av duken og –18 teltstænger! Pladsen ryddiggjøres først saavidt mulig for sneen, der lægges i mur rundt teltet. Saa stikkes stokkene ned. De er nærmest at kalde for tykke vidjekvister og er bøiet til en halvbue. 12 av stokkene sættes imot hinanden paa teltets langside og 6 paa tversiden. [403] Naar de er nedstukket, bøies de og surres sammen, saa hvert par danner en hel bue. Saa strækkes duken over, og teltet er færdig i form av en høisaate eller iglu. En eneste fordel har dette telt, idet man kan bøie stængerne høiere eller lavere sammen, saa det kan indrettes efter veiret og staa sig i alslags vind. Men i alle andre henseender er det yderst upraktisk paa en reise som vor. Først og fremst tar det en altfor lang tid at sætte disse telter op. Dernæst maa man bruke bare hænder, naar man arbeider med alle de mangfoldige surringer, som kræves. Teltets indre blir aldrig saa høit, at man kan rette sig. Vort var aldrig over 4½ fot. Nu, det vænnet vi os jo til i længden. Men saa var det transporten. Det kan hænde, at et helt sydd telt var noget vanskeligere at pakke end denne slette duk, – dette er dog tvilsomt nok. Men saa de 18 stænger! Som alle strittet tilveirs med bøien op, og som, naar de endelig var pakket paa slæden med megen møie, gjorde denne om [404] til et pindsvin, som uavladelig hegtet sig fast underveis. Jimmi var en stille mand, men hvergang han holdt paa at pakke disse 18 teltstokker, bandte han paa eskimoisk og engelsk, saa det lyste av ham. Et almindelig 3-stængers mønetelt var langt at foretrække for dette paddetelt. Paa en landreise finder man desuten med lethed en dalsænkning eller andet læ for vinden, og dermed ophæves betydningen av paddeteltets eneste paaviselige fordel.

Jimmi og Kappa havde imidlertid lang øvelse og fik teltet reist i forholdsvis kort tid. Mogg uttok av slæden, hvad der trængtes til kveldsmat og til natten, og Kappa ordnet i teltet, mens Jimmi gjorde ild. Mogg var aftens kok. Imens knasket vi alle paa tørre fikener, hvorav vi hver fik os en næve fuld, og som smakte fortrinlig i ventetiden. Da hundene var fóret og slæderne forsvarlig surret for natten, banket vi sneen av klærne og gik ind. Pladsen var liten. Jeg fik min plads inderst ved ovnen ved den ene langvæg; utenfor mig Mogg. Ved den andre laa Jimmi og Kappa. Jeg maatte lægge mine ben mangedobbelt. Mogg bare trillet sig rundt, om han vilde ha noget, og eskimoerne var ved lang øvelse blit rene slangemennesker. Efter endt maaltid sovnet vi alle blidelig ind.

Næste morgen kl. 4½ vaagnet jeg og saa mig om. Ingen av mine medreisende syntes foreløbig at bekymre sig om morgenstellet. En regelmæssig snorketrio tydet paa det stik motsatte. Jeg tok foreløbig saken med ro og saa tiden an. Om litt vaagnet Mogg, saa paa klokken og derfra hen paa mig. Jeg lot som jeg sov den retfærdiges dypeste søvn. Saa faldt Mogg atter ind i trioen. Et kvarters tid efter vaagnet eskimoerne. De vekslet nogen hviskende ord sig imellem og la sig atter til at sove. Jeg beregnet, at morgenstellet vilde ta os to timer, og skulde vi komme avsted i nogenlunde rimelig tid, maatte nogen begynde. Mine reisefeller var urørlige, og saa tørnet jeg ut og tok fat. Jeg [405] forstod, at den behagelige bestilling som morgenkok var æslet – «gjesten». Jeg fik da ogsaa beholde den hele tiden. Det var sandelig vel, ekspeditionen havde én mand, som kunde komme sig ut av soveposen om morgenen. Morgenstellet var forøvrig ikke meget indviklet. Det dreiet sig hovedsagelig om at varme op, hvad der var igjen fra aftensmaten. Mens jeg holdt paa med dette, havde jeg tid til baade at tænke og skrive. De andre snorket, saa teltet skalv. Da jeg var nogetnær færdig, begyndte jeg at vække mine fæller. Det tok sin rundelige tid. Varmen fra ovnen virket som sovepulver paa dem. Men omsider kom de sig paa benene, og frokost blev indtat. Saa pakket vi paa slæderne, tok teltet ned – og drog videre.

Flere av de ældre skibsofficerer paa Herscheløen havde uttalt sin frygt for, at vi var begyndt for tidlig paa vor færd. Erfarne som mange av dem var fra mangfoldige slike slædereiser, mente de, at elvene ikke endnu helt havde lagt sig. Vi sandet snart, at de havde havt ret. Elven begyndte at sno sig i krappe slyngninger mellem steile fjeldpas og var mange steder aapen, saa passagerne blev yderst snævre. Med fryd hilste jeg igjen efter 2½ aars forløp paa virkelig realt fjeld. De steile bredder var optil 400 fot høie og bestod av fast fjeld – i motsætning til de muldbakker og mosehauger, vi havde færdedes i. Jeg visste ogsaa, at vi paa denne dag skulde naa indenfor trægrænsen, og gik i spænding for hver omdreining av vor vei. Og da endelig det første grantræ stod mot himmelen oppe i fjeldskrænten – en noksaa forpjusket og forblaast liten julebusk, som hang ut av en revne – gjorde det et forunderlig indtryk av, at nu var vi ute av polarstrøket, paa mere hjemlig, menneskelig grund. Jeg kunde i øieblikket ha sluppet alt, hvad jeg havde at passe og klatret op i fjeldet for at ta og føle paa den krokete stamme og indsuge duften av gran – av skogen, skogen –!

[406] I de trange pas møttes vi ret som det var av vasse sydlige vindstøt, som slængte hunder, slæder og mennesker nedover den glatte is, hvor der intet fotfæste var at faa. Dette var i høieste grad trættende og sinket os ikke litet. Efter at ha sprunget foran slæden den hele dag, smakte hvilen derfor ganske særlig godt denne kveld, efterat vi paa en liten odde havde fundet en herlig leirplads med en hel liten granskog foran os. En haard tur havde jeg dog først med at sanke ved. Eskimoerne, som færdes her jevnlig, ribber skogen for tørved, og man maa søke baade vidt og bredt for at finde nok for natten. Jeg la ivei med øksen paa nakken, men kjendte nok, at jeg havde brukt benene før om dagen. Sneen var dyp indimellem granerne og tung at komme frem i. Jeg havde jo mine ski, men maatte allerede nu sande, at snesko under forhold som disse kan ha sine fordele. De er lettere at faa av og paa, og paa dem kan man snu og vende sig hurtigere i et lænde som her. Til andre tider igjen vilde jeg ikke undværet mine ski for mange penger.

Eskimoerne paa disse kanter havde ofte havt anledning til at se ski. Under overvintringerne ved Herscheløen, var der mange av mandskaperne, som fordrev tiden med at gaa paa ski i bakkerne. Der var ofte nordmænd blandt dem, som kunde vise eskimoerne førsterangs skiløpning ogsaa. Men til arbeidsbruk, som f. eks. en tur som vor, havde de ingen tillid til skiene. De betragtet dem ofte, snudde og vendte paa dem, men rystet paa hodet til dem. Før jeg skiltes fra mine reisefæller, havde de dog faat respekt for mine ski.

Dagen efter blev vi stanset av vand paa isen; det var ikke aapne elven, men vand, som fløt ovenpaa isen. Denne oversvømmelse av isen hændte jevnlig, selv i den sterkeste kulde. Vi holdt det gaaende, til vi vasset til midt paa læggen. Men ved middagstid maatte vi gi op, gaa paa land og [407] slaa leir. Vi laa i et trangt pas med høie sider. Om kvelden spændte et pragtfuldt nordlys sit skjælvende farvebaand fra den ene fjeldknaus over til den anden. – Dagen efter var overvandet frosset og med nogen forsigtighed kunde vi bevæge os videre. Naturen var vild og forreven med svære revner i klipperne, fulde av smaa og stor stenur. Fjeldene gik helt frem til elven, men var ellers ikke synderlig høie. De steg dog, eftersom vi kom frem. Vi gik frem i umerkelig, men jevn stigning opover elveløpet.

Den 27de om formiddagen passerte vi over et litet sidedalføre, som løp ut mot vest. Landskapet lignet her pludselig et egte norsk skog– og fjeldparti. Den lille dal var tæt skogklædt og ret op fra bunden steg en mægtig snekegle paa mindst etpar tusen fot. Og som i et eventyr laa der to telter derinde i dalbunden med fredelig røk op av skorstenene. Der kunde selvfølgelig ikke være tale om at gaa disse mennesker forbi, og vi svinget indom. Det kunde jo desuten hænde, at de havde ferskt kjøt at sælge os. Vi traf eskimoerne ifærd med det første morgenstel. De er som regel ikke tidlig ute nogen av eskimoerne – foretrækker helst at dra det længere ut om kvelden. Med vanlig gjestfrihed inviterte de os ind paa te og ferskt brød. Dette sidste lager eskimoerne i en haandvending. Mel, vand og bakepulver lægges i panden og stekes til den herligste polarkake. Med litt sirup smaker den fortrinlig. Under teslabberasen fortalte de os, at elven var aapen straks ovenfor, og at vi maatte over en landryg for at ta isen igjen paa øversiden. De var kjendte i egnen og tilbød os sin assistance, hvis vi vilde vente over til den næste dag. Vi lot os med lethed overtale hertil og blev. Disse folk – fire eskimoer var det, to mænd og to kvinder – laa paa jagt. Dagen før havde de været saa heldige at fælde en ren og en fjeldgjet. Fjeldgjeten er et vakkert dyr, skinnende [408] hvit med spiralsnodde horn. Men de er vâre og rappe som lyn, saa jagten paa dem er ikke let.

Da smausen var endt, gik vi igang med at sætte telt, mens jægerne begav sig ut. Resten av dagen brukte vi hovedsagelig til at mætte os med det ferske kjøt, vi havde faat tilbyttet os. Jeg havde fra første stund merket, at vor kost i de utdelte portioner var for snau for en mand at gjøre stridt arbeide paa. Jeg benyttet derfor enhver anledning, saaledes ogsaa denne, til at styrke mig ved at skaffe mig et saa kraftig underlag som mulig til fordel for kommende dages smalhans. Jimmi havde gjort samme iagttagelse for sin maves vedkommende og lagt samme plan. Kappa spiste som alle kvindfolk litet, og Mogg havde kardialgi og spiste ingenting. Ellers havde vi et svare leven med bikkjerne, som alt i ett røk i slagsmaal med de fremmede, saa vi maatte ut og skille dem ad.

Om kvelden kom jægerne hjem med to ren. De havde sét en flok paa 16. De fortalte, at renen holdt sig her paa egnen hele vinteren over. En stor stek byttet vi til os, skar den op i smaa stykker og tok den med.

Næste dag havde vi først et stridt arbeide med at komme os over landryggen. Den var steil og fuld av røtter og stubber; men den var heldigvis ikke hverken synderlig høi eller bred, og efter et dygtig basketak stod vi igjen nede paa elveisen. Kl. 11 formiddag naadde vi «Blaasehullet», et berygtet, av alle med gru omtalt trangt pas mellem 1500 fot høie fjelde. Hele isen var oversaadd med mindre og større stener, som var blaast utover fra fjeldene, og som det sandelig ikke var spøk at faa i hodet. Her blaaste ogsaa nu, saa jeg maatte lægge mig plat ned paa isen, mens slæder og bikkjer ruste hulter til bulter. Kjendtmændene kaldte dette for meget moderat veir paa stedet – og jeg var gla til, at vi da ikke havde faat stygveir.

En stund efter møtte vi en eskimofamilie med to tabogganer. Manden var en speciel ven av Jimmi og kjendt som [409] en av de dygtigste jægere omkring Herscheløen. Han havde ikke mindre end 60 ren liggende spredt ute i marken og var nu paa vei til Herschel for at faa hjælp til at fragte dem frem. Klokken var bare 1 om eftermiddagen, da vi møtte disse folk, men det blev dog vedtat, at vi skulde stoppe og slaa leir sammen med dem – og smake paa deres kjøt. Jimmi og jeg blinket til hinanden bak vor førers ryg og glædet os til godsmaken. Dette var anden gang vi frivillig gjorde holdt midt paa dagen, men jeg satte mig ikke derimot. Elven var aapen flere steder ovenfor, saa det hastet ikke. Desuten havde baade mennesker og dyr godt av at bli skikkelig mætte – og endda at faa litt ekstra proviant med paa slæden. Mogg havde tat en hel sæk med te med, og den var os til megen nytte, thi eskimoerne her sælger gjerne sin udødelige sjæl for et pund te.

Eftersom vi avancerte sørover, antok landskapet nu en mildere karakter. Fjeldene rundet sig og skraanet jevnt ned mot elveløpet. Sneen havde ogsaa faat fæste her, saa den avgav god bund for os, der vi sprang foran vore slæder. Vi krydset en masse renspor og av og til et ulvespor. Ulven foretrækker sydligere egne, naar den der har føde nok, og det var tilfældet dette aar. Naar vi nu iblandt traf overvand paa isen, trak vi vore vandstøvler paa og klarte os da bedre.

Den 30te naadde vi vor elvs kilde, et stort vand med svære fjeld omkring; jeg anslog det høieste av disse fjeld til ca. 4000 fot. Her havde den eskimofamilie, vi sidst paatraf, nedlagt et depot. Eskimoerne her lægger sine depoter efter et andet system end vore venner netchjillierne. De reiser en platform paa 4 ben i mandshøide, lægger maten paa den og dækker godt over med granbar. Saa kan hr. Mikkel komme og snuse og hoppe, saameget han orker, – der blir samme smak av dette som av de berømte rognebær.

Mogg viste mig et fjeld, ved hvis fot der var utspillet en roman for nogen aar siden. Endel av folkene paa hval[410] fangerflaaten havde sammensvoret sig og var rømt med slæder fulde av proviant, vaaben og ammunition. Saa blev nogen av officererne sendt ut med endel eskimoer for at indhente og stoppe rømlingerne. Og her var det, de blev fundet, just som de havde indrettet sig med snehytter. De opfordredes til at overgi sig, men svarte med at aapne ild, og fægtningen begyndte. To av rømlingerne blev skutt, etpar overgav sig, og resten satte tilskogs. Man skulde tro, de gik den visse undergang imøte midt paa vinteren og uten mat eller klær. Men fem av dem kom dog efter forfærdelige lidelser frem til fort Yukon. Resten var omkommet.

Vi gik over vandet og slog leir paa den andre siden. Den følgende dag havde vi bare en to–tre timers marsch frem til en granklædt odde, hvor vi skulde stoppe for at ombytte vore slæder med tabogganerne. Vi gik straks igang med omladningen. Jeg trodde aldrig, jeg skulde faa plads for al min føring paa den lille taboggan; ikke havde jeg faat det heller, om jeg selv skulde ha besørget pakningen. Men Jimmi greiet kunststykket. Det er nemlig en kunst at pakke en taboggan. Læsset maa ikke være for høit, for da velter det, det maa ikke være for bredt, for da stikker lasten ut over siderne og bremser; det gjælder altsaa at faa pakningen lav og smal, – hvilket er meget indviklet, naar man har meget at føre. Litt baktung bør ogsaa tabogganen være. Vi satte vore slæder op imot etpar trær og efterlot os ogsaa endel andre gjenstande, som vi fandt at kunne undvære. Paa tilbakeveien skulde vi da ta dem med os igjen. Vi havde allerede paa elven overskredet grænsen av Kanada og var nu i Alaska.

Med dette arbeide var vi færdige tidlig paa eftermiddagen, og saa nød vi hvilen i teltet. Det var en behagelig kveld. Vi havde hele teltgulvet strødd med det friskeste granbar, og i ovnen spraket og knitret tørveden lystig. En eller anden potte stod altid over ilden; vand fik man aldrig [411] formeget av. Vi havde kortspil med, og Jimmi og Kappa var lidenskabelige spillere. De kunde en utrolig mængde forskjellige spil, hvorav jeg ikke forstod et gran, men som moret dem, saa de skrek og hujet som smaabarn. Naar det begyndte at bli varmt – og det kunde gaa op over de 30, langt opimot de 40 varmegrader – var det altid baade bedst og behageligst at trække skindklærne av, hvis de ikke skulde bli vaate. Av anstændighedsfølelse beholdt vi dog skjorten, skjønt den ogsaa helst burde været av. Men Kappa maatte jo regnes for at tilhøre det smukke kjøn!

Løgten hang midt under taket og lyste hyggelig op. Mogg og jeg skrev i vore dagbøker.

En ting lærte Jimmi og Kappa mig, som jeg aldrig før havde praktiseret paa slædeturer – nemlig at vaske mig hver eneste morgen. Glemte jeg det, kom Kappa straks frem med saape og vand. Selv kunde de forunderlig nok ikke tænke sig at begynde nogen dag uten vask.

Kl. 8 næste morgen fortsatte vi. Jimmis kjendskap til veien sluttet her. Men vi gik trøstig paa. De fjelde som laa foran os er paa kartet angit at være 9000 fot høie. Jeg tillader mig i ærbødighed at ansætte dem til høist 5000. Allerede den 3dje november stod vi paa toppen, paa vandskillet mellem elvene sørover og dem, som rinder mot Ishavet. Der var fuldstændig høifjeldsnatur heroppe; men trægrænsen var ikke langt unna til nogen av siderne. Meget vind var der ikke her paa fjeldet, eftersom sneen var løs og dyp og voldte hundene stort besvær. Navnlig slet mine haardt, da min taboggan var daarlig laget av granvirke, saa den snart gik som en harv. Den anden var av bjerk og glat som is. Marschordenen blev da denne: I spidsen Kappa eller Jimmi for at ta ut vei og gaa spor op for hundene. Dernæst kom Mogg, som agerte dampveivals – han rullet frem og gjorde fin vei. Disse gik paa snesko og gjorde akkurat bredt nok spor for tabboganen. Saa kom hundene [412] med den første tabbogan og derefter jeg med min. Her saa jeg nytten av de her brukelige sæletøier, hvori hundene gaar i gaasegang og tvinges, enten de vil eller ei, til altid at følge sporet. Dette er av den største betydning for den, der kommer efter.

Oppe paa høiden saa vi ned i et litet dalføre og var straks paa det rene med, at det jo maatte føre ut i Porcupineelven, og var vi først der, var vi berget. Det gik brat nedover til dalen, men sneen var bløt, og jeg glædet mig til en lystig aketur. Jeg spændte da hundene fra og satte mig paa tabogganen og lot det trøstig staa utfor. Men jeg havde gjort regning uten bikkjerne. Da de saa tabogganen sætte avgaarde, styrtet de frem for at finde sine pladser igjen. Foran mig kom de, men pladsene sine fandt de ikke! I vildeste fart tumlet vi nedover fjeldsiden, taboggan, bikkjer og jeg omhverandre – indtil vi stoppet i dalbunden. Jeg havde tilbragt det meste av nedfarten med at ligge under baade hundene og tabogganen og var rasende paa de dumme dyr, som havde ødelagt aketuren min. Jeg stod op og børstet sneen av mig og saa Mogg, der havde fundet sin egen vei, staa et stykke borte og holde sig paa sin tykke mave av latter. Oppe paa bakketoppen laa Kappa og Jimmi overende og skrek av fryd. Jeg tænkte just paa at utøse mit raseri paa bikkjerne og dænge dem ordentlig, men maatte tilslut bare le med. Eskimoerne var klokere end jeg med sin tyngre taboggan. De tok tak en paa hver side av den og kjørte den saaledes pent nedover.

Det lille dalføre gik først mot sydøst, derefter ret syd – og saa gled det over i høifjeldet igjen. Det gik altsaa ikke langt. Men solen stod klar paa middagshimlen midt imot os og viste veien. Gik vi ret paa den, saa rakk vi nok frem over fjeldene til Porcupine. Vi peilet altsaa solen og drog fornøiet videre. Der var to pas at vælge imellem. I slike tilfælde er eskimoerne ubetalelige; de ser straks [413] paa de almindelige formationer, hvor fremgangen maa være lettest. Dennegang var forresten Jimmi og Kappa uenige, men Kappas argumentation hørtes mest overbevisende ut, og Jimmi gav sig tilslut for den kvindelige vetalenhed. Det viste sig dog senere, at Jimmi havde havt ret. Hvad naturligvis Kappa aldrig i livet medgav.

Det begyndte at bli meget koldt heroppe i fjeldet. Vi havde intet termometer med, men efter fokksneen at dømme anslog jeg temperaturen til meget under -30 °. Vi begyndte at gaa avsted tidlig om morgenen og i mørke; et nordlys lyste op for os av og til. Jeg angret nu ofte, at jeg ikke ogsaa havde tat snesko med. I den dype sne skar skiene ofte under og hængte sig fast i vidjekrattet eller i de store græstuer. Ellers er tabogganerne heller ikke praktiske i dette lænde; de velter uavladelig og fremkalder strømme av skjeldsord og raseri.

Endelig den 4de kom vi ind paa et virkelig elveleie. Vistnok var det ikke bredt – bare et bækkefar, men skarpt markeret med høie bredder. Og her paa isen gik det som en dans. Hundene laa flate. Det viste sig imidlertid snart, at bækken gik i saa mange slangebugtninger, at vi maatte korte veien ved at skjære over land. Og den følgende dag naadde vi ned paa et stort, bredt elveleie. Vi konstaterte senere, at det var Coleenelven, en av Porcupines mange bielve. Føret var her ganske ekscellent med etpar tommer sne oppaa isen. Og her skulde jeg da faa vise, hvad skiene dudde til. Mogg, som havde maattet traske paa snesko over fjeldet, da hundene ikke orket at dra ham, fik nu plads paa min taboggan; paa dette føre kunde mine hunder ha dradd den dobbelte vegt. Og saa satte jeg avsted. Jimmi var i têten, men sneskoene gled ikke av sig selv som skiene, og snart føk jeg forbi ham:

– Naa Jimmi, hvad mener du nu om skiene?

Snart var jeg langt foran. Helt uten fare var det forresten ikke at gaa over isen. Dels var elven aapen, hvilket [414] man dog altid kunde se paa avstand, men dels var isdækket saa tyndt, at man kunde dratte igjennem, hvis man ikke tok sig ivare.

De høie, spidstakkede fjelde forsvandt nu mere og mere bak os, og vi kom ind i stor skog.

De to – tre første timer om morgenen var altid de sværeste baade for folk og hunder. Især for de sidste; de var støle og stive efter gaarsdagen og desuten litt late paa morgensiden. Men Jimmi myknet dem snart op, og saa gik det igjen som smurt. Vi havde forresten maattet minke paa proviantransonerne til hundene, og det gjorde sig snart gjældende. De blev magre og tapte i kræfter. Selv havde vi endnu proviant for nogen dage, saasandt vi omgikkes den med forsigtighed som hittil.

Den 7de november kl. 3 ½ om eftermiddagen stoppet pludselig Jimmi op; hans skarpe blik havde opdaget noget usedvanlig bortpaa isen. Han løp derhen og, ropte saa til os:

– Itkillich tomai! Indianerspor!

Hans røst havde glædens klang. Nu var snart sorgen slukket og vi skulde endelig faa spist os mætte allesammen! Vi fulgte sporene og kom snart frem til en tømmerhytte. Min spænding var stor. Endelig skulde det times mig at faa se virkelige indianere, som saa mangen gang i mine guttedage havde fyldt min fantasi med sterke billeder. Jeg ventet at se døren gaa op og en kobberrød kar træde ut med fjær i haaret og svingende sin tomahawk over hodet tilrope os sit

– Hugh!

Eller kanske laa han snikende paa lur bak en av stammerne i skogen . . . . .

Døren gik op, og ut kom der en stilfærdig mand i sorte klær og med sort hat paa hodet. Han stod rolig og saa paa os. Vi hilste venlig paa engelsk, og han svarte [415] likesaa venlig i samme sprog. Litt efter kom konen ut. Det hele kunde likesaa godt været en scene fra en fottur i Telemarken; de saa ganske ut som et par norske fjeldbønder.

Vi blev hos disse folk i etpar dage og kraftforet baade hundene og os selv. Mot te og lys solgte de os frossen fisk samt noget elgekjøt.

Den 10de drog vi saa videre paa det samme elveløp. Bjerken begyndte at vise sig hist og her, og mangt andet tydet paa, at vi vandt sørover. Den 12te om eftermiddagen støtte vi paa spor av tobaggan og snesko, som vi fulgte, til det blev mørkt. Vi slog leir og fortsatte efter sporene næste morgen. Men saa mistet vi dem i den indsættende taake. Ved 10-tiden om formiddagen meldte Jimmi, at han saa en tømmerhytte indpaa bredden; hans ørneblik havde ikke skuffet ham. Da vi kom frem, fandt vi to kvindfolk i huset. Men jeg blev straks dypt krænket paa mine barndomsfantasiers vegne: Slik kunde da umulig de tapre mohikaneres, ikke engang de lumske irokeseres squaw'er ha sét ut! Den ene av kvinderne havde under læben hængende nedpaa brystet, og den anden heldet hodet paa skakke og kek ut av et surt øie. To avskrækkende julebukmasker var det. Møtet mellem disse to og vor Kappa var overstrømmende; de hilste og skravlet som bare gamle kjærringer skravle kan, – og saa skjønte ingen av dem, hvad den anden sa! Ikke et muk. For te og kjæks fik vi kjøpt os en bundt tørfisk av dem. Den enes mand og den andens søn var for to dage siden reist til en handelsmand, som holdt til ved Porcupine. De venlige damer forklarte os til vor store tilfredshed, at vi ved at følge mændenes spor kunde skyte en gjenvei og indspare hele to dage. Hun med øiet fulgte med os op for at sætte os paa sporet. Det var stridt nok at klavre sig op i høiden til skogen, hvor sporet var; vi maatte flere steder løfte tabog[416] ganerne ret op. Men vel oppe, var sporet udmerket, vor førerske forlot os, og avsted bar det i god fart. Her i skogen maatte jeg endnu mere prise sæletøierne. Havde hver hund her havt hver sin dragstjert, vilde de uvægerligen ha rendt en paa hver side av træstammen og kjørt sig fast; at kjøre tabogganen nu i godt oparbeidet spor var den rene lek, og jeg behøvet ikke længere holde mig foran mine hunder for at opmuntre og lede dem. Her gik det hele av sig selv. Jeg klemte derfor paa fra dem for at indhente eskimoerne, som var i forveien. Mogg laa paa maven paalæsset og sang og trallet. Stemningen var høi over hele ekspeditionen ved forvisningen om, at nu var vi i Fort Yukon om en ukes tid. Da jeg tok vore eskimoere igjen, hørte jeg den stille Jimmi hauke og jubilere, mens Kappa holdt sig fast bak i tabogganen og gjorde glade sprang.

Den 14de mot kveld fik hundene tæft av folk og mat, og saa satte de i at springe som aldrig før. Det bar temmelig brat nedover, men at stanse bikkjerne nu var der ikke tale om. Jeg var foran paa ski, og alle de kneiker og stup, jeg suste over, bragte mig til at grue for læssene bak mig. Endelig var jeg fremme ved Porcupinefloden ved den lille indianerkoloni, hvor den omtalte handelsmand bodde. Den arme Mogg kom sidst; han havde havt sin angstfulde møie med at holde sig fast paa læsset og erklærte paa min forespørsel ikke at ha havt anledning til at beundre det interessante skoglandskap!

For ikke at risikere forfærdelige slagsmaal mellem vore og indianernes hunder satte vi teltet op et stykke utenfor kolonien. Handelsmanden viste sig at være indianer selv. Det var en pragtkar paa 6 fot, med mørkt haar og en svingfuld knebelsbart. Han var klædt i sort med en hvit ræveskindskant om halsen. Hans butik var ikke særdeles assorteret. Noget tørret laks var det hele. Han mente, vi kunde tilbakelægge resten av veien til Fort Yukon paa 4 [417] dage. Vi kjøpte laks av ham og foret os selv og hundene dygtig dermed. Dagen efter tok vi avsked med den brave John Alvert – saa het han – og fortsatte reisen.

Havde vi været kjendt, kunde vi kortet veien betydelig ved av og til at skjære over land; men nu maatte vi hele tiden følge det bugtede flodleie. Vi passerte adskillige tømmerhytter, som var ubebodd. Der maa være en mængde harer i denne trakt; ofte var hele snedækket haardtraakket av spor, og ret som det var, fandt vi en død hareskrot – formodentlig havde vi forstyrret en rovfugl i maaltidet. Naar hundene fik tæften av en slik lækkerbisken, satte de paa med rasende fart. Selvfølgelig var det bare den første, som fik bytte, men det lærte aldrig de andre; de kilte hver gang like ufortrødent paa i fornyet haap. Selv tyksakken Fix, som var bakerst i spandet, rendte, saa han holdt paa at sprænge sælen. Fix var den hund, jeg havde beholdt, av dem, Atangala i sin tid bragte mig til Ogchjoktu sammen med vor første post. Den blev under mit senere ophold i Eagle City saa fet, at jeg maatte la den bli tilbake. Den orket ikke at følge slæden, selv naar den sprang bakefter!

Den 18de traf vi atter paa friske spor, og da de førte paa land, fulgte vi dem. Om eftermiddagen kom der svært liv i hundene. De maatte ha faat tæften av noget, og det noget rigtig ekstra, slik fart de skjøt. Kl. 5 saa vi et hus, og en halv time efter var vi fremme hos indianerne i Salmon Creek. Vi vakte et helt opstyr, da vi kom. Det første, som slog os, var, at der bare var én mand og en mængde kvinder. Saken var, at alle mændene var reist til Fort Yukon for at handle «Gamle Thomas» var alene tilbake. Han inviterte os ind til sig og fortalte, at han flere gange havde faret samme vei som vi; og tilslut fremgik det, at Mogg og han var gamle kjendinger fra Herscheløen. Der blev vist os en enestaaende gjestfrihed. Det ene rum, som allerede avgav plads for fem mennesker, blev ryddet, [418] forat vi kunde huses der. To ovner var der, som stadig holdtes varme. Gamle Thomas var en merkelig kar. Han talte fire sprog – engelsk, fransk, eskimoisk og indiansk – og havde en mængde at berette fra sine mangfoldige vandringer. Mogg, som var mere godhjertet mot eskimoer og indianere end mot stamfrænder, forærte ham litt av hvert, tobak, te, fyrstikker m. m. Og ved vor avreise næste morgen erklærte den gamle Mr. Mogg for en engel. Jeg sa intet om, hvorvidt jeg sluttet mig til denne karakteristik.

Den gjestfrihed, som var ydet os, havde hundene tat sig til. Gud ved paa hvilken maate – de havde stormet depotet og tat for sig saa grundig derav, at de om morgenen neppe kunde røre sig. Vi skulde egentlig ha naadd frem til Fort Yukon samme aften, men hundenes forspiste tilstand forbød hurtige bevægelser, og for sidste gang maatte vi reise vort telt. Næste formiddag møtte vi fire indianertabogganer. Det var koloniens mænd, som vendte hjemover. De tok sig prægtig ut med sine perlebroderte klær; sæletøiet paa hundene var ogsaa broderet og prydet med bjelder. De satte forøvrig høi nok pris paa sine klær. Jeg spurte engang om prisen paa en trøie og blev avfordret 35 dollars for den. Klær er ogsaa i almindelighed dyre i Alaska.

Kl. 1 ½ om eftermiddagen den 20de november var vi fremme i Fort Yukon. Det ligger paa den steile elvebred, hvor Porcupine forener sig med Yukonfloden. Som fæstning eller fort kan jeg ikke si, det gjorde noget imponerende indtryk. To hvite handelsmænd bodde her; jeg maa nævne den dygtige og meget elskværdige Mr. Jack Carr. Ellers bestaar kolonien av nogen og tretti indianerhytter. Handelsmændenes bedrift er at tiltuske sig pelsverk fra indianerne. Her findes ogsaa en skole og en mission.

Saa nødig jeg vilde, maatte jeg her avlægge min kjære netchjillidragt. Den var gjenstand for en altfor stor og [419] frydefuld opmerksomhed av stedets talrike ungdom, der fulgte mig, hvor jeg stod og gik, i svær flok.

Saa glædelig det var at komme frem, beredte Fort Yukon mig dog en stor skuffelse. Jeg havde haapet her at finde en telegrafstation. Men desværre, nærmeste telegraf var i Eagle City, 200 kvartmil søndenfor, høiere opover floden. Derved var nu intet at gjøre. Mit maal var at komme i forbindelse med hjemmet, og vilde jeg naa det, fik jeg vinde mig frem til Eagle City.

Jimmi og Kappa blev igjen. Kappa var temmelig overanstrengt av turen og trængte at hvile sig. Mogg og jeg engagerte da en indianer til fører; en saadan var paa denne tid endnu nødvendig i den nærmeste del av Yukonfloden. Floden er opfyldt av øer, som danner et netverk av sund og kanaler, som man maa kjende for at finde rede i; og endnu var ikke postgangen kommet saa fast i gjænge, at der var tilstrækkelig sikkert spor opgaat. Den fra Fort Yukon utgaaende post har sit endepunkt i Circle City; her overtages den av en anden postfører, som bringer den videre sydover. Den hele postforbindelse mellem Fort Yukon over Eagle til Dawson City besørges av fire førere, som anvender slæder og hunder samt – mellem Eagle og Dawson – ogsaa hester. Distancen fra Yukon til Dawson beregnes av postførerne til ialt 300 kvartmil.

Av min taboggan var der bare halvdelen igjen, da vi kom til Yukon. 2 av dens 4 bord var slitt op. Jeg maatte derfor her kjøpe mig en ny av en indianer. Vi var nu let lastet, da vi ikke behøvet telt eller andet utstyr. Det lille, vi førte med, havde jeg paa min taboggan; føreren Charlie havde sin egen taboggan, og paa den var Mogg anbragt.

Avsted bar det i susende fart opover floden. Charlie havde tydelig nu sin ærgjerrighed i at syne, hvad rise en indianer var; han var i spidsen og sprang selv foran sine hunder av alle livsens kræfter. Imidlertid – med den nu [420] saa lette last og med sin store træning var mine hunder ganske uovervindelige, og de fulgte kloss indpaa Charlies taboggan; efter dem kom jeg paa mine ski. Mr. Charlie distancerte ingen av os.

Om kvelden naadde vi en tømmerhytte, opsat for postføreren. Den var meget lun og koselig og delt i to rum, det ene for tabogganen; i det andet var der to sengesteder, to stoler, bord og ovn. De med friskt granbar belagte sengesteder lokket os efter vor 28 kvartmils dagsreise. Den næste dag passerte vi en liten hytte, hvor der bodde en tømmerhugger. Vi maatte jo hilse paa ham og traf i Mr. Lee Provost en ganske sjelden kar. Han syntes at være begavet med alle et menneskes gode egenskaper og indtok os i den grad ved sin person og storartede gjestfrihed, at vi blev natten over hos ham

Den 26de kom vi til Circle City. Her sa vi farvel til vor fører. Det gjorde vi uten sorg. Han var en næsvis og vigtig person, hvis væsentlige trang det var at vise os, at han av missionen havde lært likheden mellem hvite og farvede. I den anledning bar han sig yderst taapelig og ubehagelig ad. En god lærdom kan saamænd tit ha en slet virkning.

Circle City er for «en hel liten by» at regne. Kjendetegn herpaa var dansehus og sjapper – likesom derav følgende slagsmaal og fuldskap.

[421] Vi var saa heldige her at erfare, at postføreren, Mr. Harpar, netop skulde reise sørover næste morgen. At faa følge med ham var jo en stor vinding. Postførerne i Alaska er dygtige slædekjørere. Deres hunder er førsterangs, men meget forskjellige fra polarhundene. I regelen er de korthaarede og langbente. I den høie sne er de lange ben gode, og da de sover i hus, trænger de ikke den svære pels.

Fra Circle City og sørover træffer man de saakaldte road-houses, smaa tømmerhytter, hvor man faar «kost og logi for reisende». De ligger langs floden med ca. 20 kvartmils avstand mellem hver. De har i almindelighed 3 rum, gjesterum, kjøkken og et litet rum for eieren. I det første stuves saa mange, der kommer. Faar man ikke egen seng, maa man dele med en anden; man er jo ikke saa kræsen, naar man har faret i disse trakter den hele dag og [422] kommer træt til hus. For os fra de nordlige egne var disse «hoteller» rene vidundere av komfort og elegance. Men de var ogsaa dyre. Sovepladsen kostet en dollar – enten man laa alene eller ei; hvert maaltid 1½ dollar. For et døgn med tre maal blev dette over 20 kroner norsk i pensionspris. Men alle priser er svimlende i Alaska, og gjøres der guldfund i nærheden, stiger de til det mange dobbelte. Det er naturligvis de svære transportomkostningers skyld. I Fairbanks ved Tananafloden, hvor dengang det sidste større fund var gjort, betaltes et par snesko med 40 dollars og en hund med 50. Selv disse priser er imidlertid forsvindende mot dem, der betaltes dengang, da guldraseriet brøt løs i Klondyke. Fra en paalidelig hjemmelsmand har jeg beretningen om, at der engang blev budt 2500 dollars for et spand med 5 hunder – og budet blev ikke akcepteret! Og i den stil var det meste.

I stor spænding nærmet jeg mig nu Eagle City. Endelig skulde jeg komme i direkte forbindelse med hjemmet og faa al besked om, hvordan sakerne stod i fædrelandet. Saa bøiet vi om den sidste odde og saa – to kvartmil borte endnu. Eagle City ligger der med røken blaa og mørk [423] mot frosthimlen. Man kan forstaa den forunderlig betagende tanke: om faa timer er du i forbindelse med dine kjære!

Da vi naadde frem, svinget vi op fra isen og kjørte ind til byen for straks at opsøke telegrafstationen. Den laa indenfor Fort Egberts omraade.

Fort Egbert var da besat av 2 kompanier av tredje infanteriregiment. Officererne tok paa det hjerteligste imot mig, og jeg fik mit dyrebare telegram avsendt. Det var da ogsaa i sidste liten; thi kort tid efter sprang ledningen paagrund av for sterk kulde.

Jeg blev 2 maaneder i Eagle City for at vente paa posten hjemmefra. Denne tid vil altid leve i min erindring med de kjæreste og vakreste minder. Jeg var gjest hos Mr. Frank N. Smith, bestyreren av det store handelskompani «The Northern Commercial Company». Vi har et ordsprog, som sier, at naar gjesten og fisken er tre dage gammel, da lugter det av den. Men i huset hos Mr. Smiths sandedes saavist ikke dette ord. Idet jeg nu – saa længe efter – nedskriver disse linjer, sender jeg i tankerne denne familie en varm og oprigtig tak fra mit inderste hjerte.

Den 3dje februar drog jeg atter nordover. Med al besked hjemmefra, breve og aviser glædet jeg mig til at komme frem.

Ogsaa paa tilbakeveien fik jeg rik anledning til at stifte bekjendtskap med den runde gjestfrihed i Alaska. Mr. Jack Carr i Fort Yukon, hvis gjest jeg var i 3 dage, gjorde alt for at lette mig veien over fjeldet. I stor taknemmelighedsgjeld staar jeg ogsaa til Mr. Daniel Cadzow i Rampart House ved Porcupinefloden. I dette det sidste tilknytningspunkt til civilisationen tilbragte jeg gode dage, inden jeg tok fat paa fjeldet igjen. Med varm tak maa jeg ogsaa mindes de kjække postførere paa Yukonfloden; de mottok mig alle og altid med hjælp og godhed.

Saa bar det nordover. Pisken smeldte, og hundene rykket i. Nordover – til Gjøa og kameraterne.

[424] Det første skib, som kom ind i landraaken, var «Bowhead», kaptein Cook. Det ankret op ved Kap Sabine for at ta rækved, som der var en mængde av paa dette punkt. Da de to andre fartøier saa, at det var lykkes «Bowhead» at komme rundt og ind i raaken, fulgte de efter; men de kunde ikke være inde før om eftermiddagen. Vi kunde tvers over isen se, at det var «Alexander» og «Jeanette» av San Francisco. Da jeg maatte tale med kaptein Tilton før avreisen for at ordne med doktor Wights overgang fra «Alexander» til Gjøa, blev vi foreløbig liggende og vente. Vi havde ellers nok at gjøre. Lindstrøm havde i de sidste dage bakt op en stor mængde hvetebrød, som han stuvet i træfate. Herved vilde vi faa mykt brød for længere tid. Endnu stod hans stekeovn fuld oppe i huset, og vi kunde ikke reise, før «altmuligmanden» viste sig. Vi nyttet ogsaa de sidste timer til at samle endnu mere ved, end vi allerede havde. Vi stuvet ved ind i hver mulig og umulig krok av skuten. Ganske let fortøiet og klar til at lette paa et øieblik laa vi paa styrbord side av vraket. – En deilig eftermiddag var det og blikkende stilt. Oppe i bakken laa hundene og koset sig. Havde de anet, [425] hvad der forestod, vilde de neppe ligget saa rolig. Vi var blit gla i vore flinke dyr, trods alle deres unoter og alle de bekymringer og sorger de havde voldt os.

Ombord i «Bonanza» havde eskimoerne samlet sig for at se os drage; de var der allesammen, Kataksina med lille Anni paa ryggen, Neiu, Kunak med kone og sønner. Vi ventet nu med stigende utaalmodighed; nu var der intet mere at gjøre. Og endelig – der kom de to tykke venner oppe i bakken med hver sin bør med brød. Sten skulde bli med os ut til «Alexander» og vende tilbake med den. Under [426] nogen spænding balancerte de to fete herrer over den smale landgangsplanke – vi stod med aanden i halsen baade for dem selv og for brødene, og saa lød det:

– Kast los! Fuld fart forover!

Og vor gode Gjøa tok fat paa den sidste, avsluttende del av sin lange reise.

Da vi passerte forbi Wiiks grav, sænket vi flaget og sendte vor sidste hilsen ind imot den. Saa gik flaget atter tiltops, og fremover gik det. Paa stranden var der livlig. Alle vore gode venner og bekjendte, baade hvite og eskimoer, var dernede i arbeide med rækveden, og de hilste og svinget, saa vi stadig maatte svare med flaget. Imidlertid nærmet vi os «Alexander», og jeg slog stop for at avvente den. Da skibet kom i nærheden, ropte kaptein Tilton en hel del over til os, som vi ikke forstod et ord av. Han maatte ha det travlt, for han stoppet ikke, men fortsatte [427] sin kurs mot King Point. Da jeg som nævnt havde lovet doktor Wight at ta ham ombord, var der ikke andet for os at gjøre end at snu og følge efter. Stor beten var det jo ikke. «Alexander» og «Jeanette» la op, og vi gjorde det samme, da vi kom paa siden. Saasnart vi havde faat Sten iland og doktoren ombord, snudde vi og gjenoptok vor fart. Utfor Kap Sabine stoppet vi og sendte en baat over til «Bowhead», som endnu laa der, for at faa noget hvalolje. Det var doktor Wight, som raadet mig hertil for Mannis skyld, som aldrig kunde bli kvit sin forkjølelse.

Efter etpar timers gang kom maskinisten og meldte, at hele maskinrummet var fuldt av vand! Jo tak! Det var altsaa i al stilhed virkningen av vinteren, – vi var læk! Vi tok straks fat paa pumperne, men fandt, at der ikke var mere vand i bunden av skuten, end der pleiet være. Det viste sig da, at hele ulykken var noget gammel is indenbords, som pludselig var smeltet og havde aapnet forbindelsen mellem maskin– og storrum, hvorved alt vandet randt agterover. Dengang slap vi med skrækken.

Motoren arbeidet godt, og vi gjorde 3 knob. Et litet pust av øst med dønning tydet paa, at bugten utenfor Mackenziefloden var aapen. Vi kom endelig rundt utenom isen og satte vor kurs vestover. Vinden frisket, og dønningen gik stor. Da jeg kl. 6 næste morgen kom paa dæk havde vi King Point agtenfor tvers. Jeg fik kikkerten op og fandt frem de kjendte steder, vraket, husene og korset. I den klare luft strakte det sig høit mot himlen –: Hils hjem! Hils hjem!

Det blaaste friskt fra sydøst, og vi havde fin fart vest over. Da vi kom til Herscheløen, laa den omgit av is. Men hvad gjorde det os! Vi havde intet at gjøre paa øen og lo nu av de kloke herrer skippere, hvis sidste ord til os havde været, at vi maatte gaa ind paa havnen og bli rolig liggende der i mindst 14 dage; nu saa vi foran os – [428] utenom øen – de gunstigste isforhold og gjorde d'hrr. til skamme. Men ak! Erfaringens stemme bør man aldrig overhøre. Vi gik ikke langt paa vor stolte vei, før vi fandt, at det aapne vand bare var en bugt vestover i isen, en cul de sac. Vi maatte smukt vende om og søke ind i havnen. Frisk vestenvind aapnet havnen for os, men vi maatte saa nær opunder nordøstpynten av øen, at vi bare havde 9 fot vand. Vi smøg os dog frem, og kl. 2½ om morgenen den 13de juli kom vi til ankers.

Vi fik nu i nogen tid den bedste anledning til at studere Herscheløen uten den alt overdækkende sne. Øen er ikke stor og ganske overgrodd med mose, skilt fra fastlandet ved et smalt og grundt sund. Da Franklin i 1826 passerte øen i baat, observerte han ikke den fortrinlige havn paa østsiden av øen. Han sier derfor, at det trange sund er det eneste tilflugtssted for et skib herfra til Mackenziefloden. Franklin anet ikke dengang, hvor stor betydning Herscheløen skulde faa. Havnen er god for alslags vind. Sydvesten staar vistnok ret ind, men den kan vanskelig gjøre skade. I veir, som man ikke oplever mere end én gang i hver menneskealder, har det jo hændt, at denne vind har sat skuter paa land i havnen. Franklin var altsaa den, som opdaget øen og gav den navn. Men det er de dristige amerikanske hvalfangere, som har gjort den til, hvad den er. Der er overordentlig ondt for havner paa Nordamerikas kyst, og opdagelsen av Herschelhavnen var derfor av stor betydning for hvalfangerne. Det var i 1889, at disse trængte sig ditind. Men det havde tat dem mange aar, før de naadde saa langt, og en mængde menneskeliv var gaat tapt derpaa. Den første ulykke, som overgik den kjæmpende fangstflaate, skyldtes hverken veir eller is. I 1865, under krigen mellem Nord– og Sydstaterne gik et krigsskib tilhørende Sydstaterne nordover og brændte 30 skibe og ødela for 3 millioner dollars. I 1876 blev 30 [429] fartøier fast i isen utfor Barrow Point. Paa 70 mand nær forlot mandskaperne sine skibe og bjerget sig. Men de 70 saa man aldrig mere. I 1897 blev ogsaa endel fartøier knust i isen. Sidst i 1905 satte isen ind mot kysten en maaned tidligere end vanlig og stoppet al trafik. Men intet fartøi ødelagdes denne gang, da de alle fandt havn. Men med alt har jagten paa den kostbare bowhead-hval været dyr nok.

Af bowhead'en er det ene og alene barderne, som brukes. Alt andet gaar i fiskene. Men saa er ogsaa den gjennemsnitlige værdi av en hvals barder nutildags ti tusen dollars. Fangsten er ingenlunde hverken let eller ufarlig. Bowhead'en er usedvanlig vâr og skræmmes av den mindste larm. Saasnart man faar en hval i sigte, stoppes derfor propellen, og seilene alene kan anvendes. Paa lang avstand sættes baaten paa sjøen for at begynde den egentlige jagt. Aarer kan ikke brukes, ogsaa her bare seil. Den lille baat sætter da ret paa det store uhyre; i stavnen staar harpuneren færdig med sin harpun. At skyte er der ikke tale om, da et skud vilde skræmme alle hval i miles omkreds. Som sprængstof benyttes tonit. Er hvalen ikke dræpt med det første kast, render hvalen avsted som en rasende, og man maa gi den line for at kunne følge den – nøiagtig som under bottlenosefangsten mellem Jan Mayen og Fær øerne. Er der is i farvandet, maa man være vaaken. Blir man nødt til at kappe linen, har man dermed sendt en værdi av 37 000 kroner tilhavs. Den dræpte hval bukseres til skuten. Hodet kappes av og tages ombord, – skrotten lar man fare. Saa tages barderne ut, og hodet hives overbord.

Den første bowhead, balena mysticetus, blev fanget i Beringhavet i 1843. Fem aar efter gik den første hvalfanger gjennem Beringstrædet og trak snart mangfoldige efter sig. I 1905 bestod fangstflaaten av 14 skibe, alle [430] med undtagelse av «Bonanza» med hjælpemaskine. I dette aar havde briggen «Jeanette» den største fangst, 11 hval. I 60 aar har denne fangst været drevet med kolossal gevinst, men ogsaa med svær risiko og mange tap. Alle disse liv og alle disse værdier sættes aar efter aar paa spil for at faa sendt bowhead'ens barder ut paa verdensmarkedet. Jeg undersøkte, hvortil saa dette kostbare stof anvendes, og fik vite, at det væsentlig bruktes til fabrikation av – korsetter!

En damefigur er en dyrebar ting!

Men jeg tror, at jeg efter mine erfaringer som polarmand vil stemme for reformdragten.

Alle eskimoerne i havnen var trods den tidlige morgentime – paa benene. Vi var nu efter fangstflaatens avgang den eneste hane i kurven og blev behandlet med den største forekommenhed.

Efter nogen timers søvn gik vi op paa øens top for at iagtta isforholdene. Der laa meget is vestover. Langs land [431] var der raak, men det var umulig fra vort stade at avgjøre, om den var bred nok for os. Imidlertid vilde det være særdeles nyttig for os at komme ind i raaken for ialfald straks at kunne benytte den leilighed, som jo sent eller tidlig maatte gives. Den eneste adgang til raaken var det smale sund mellem øen og land. Vi havde hørt meget motsigende beretninger om dybdeforholdene i dette sund og for at skaffe sikkerhed i saken, reiste løitnant Hansen av sted derind ledsaget av Hansen, doktoren og Foss samt en eskimo, – den sidste som lods. Denne lods gjorde ikke større nytten. Hver gang de fik loddet op, og der havde vist sig grundt vand, sa han bare: – Water very small! hvilket jo var godt at faa høre efterpaa. Undersøkelsen resulterte i, at bunden var for ujevn. Selv om man maatte kunde bugte sig frem efter en rende, var det dog for risikabelt, og vi besluttet heller at vente og se tiden an. Paa tilbakeveien traf ekspeditionen endel eskimoer, som havde fisket godt, og av dem kjøpte de en velsignet masse med fersk fisk.

Vi indrettet os nu saaledes, at nogen av os hver dag gik op til toppen av øen for at se isforholdene an. Toppen laa helt over paa vestsiden av øen, en drøi marsch unna [432] paa to kvartmil. Terrænet var ogsaa besværlig. Men for en vegetation paa denne ø! King Point var for en ørken at regne mot dette. Der var likefrem oversaadd med blomster, og Lindstrøm likte sig. Baade sent og tidlig var han at se med sin grønne botaniserkasse paa ryggen – og vendte altid hjem med merkværdigheder. Det aller rikeste blomsterflor fandtes bak kirkegaarden. Herscheløens begravelsesplads var delt i to avdelinger, en for hvalfangerne og en for eskimoerne. Hvalfangernes grave var gjennemgaaende velstelte og prydet med malte kors. Men eskimoernes gjorde et høist merkelig indtryk. Det saa nærmest ut, som havde en handelsmand lagt op sin varebeholdning paa denne plads. Eskimoerne lægger nemlig sine døde ned i en almindelig trækasse, som de saa sætter op paa kirkegaarden i række og rad paa aapne bakken. Nogen ganske faa havde sat sine kasser paa træbukker. Men de allerfleste [433] stod paa jorden. Man tænkte uvilkaarlig paa nødvendigheden av merkelapper, saa enhver kunde finde sine kjære igjen!

Ved hvalfangernes første ankomst til øen var den bebodd av ca. 500 kagmallikeskimoer. Nu er der bare nogen ganske faa, og disse faa er for de allerflestes vedkommende av blandingsrace. De bor i smaa træhuse, saavidt jeg kunde skjønne meget usundt. Ellers findes der endel større oplagsskur og pakboder. Missionærens tidligere hus beboddes nu av major Howard med stab. Denne mand har den ingenlunde lette opgave med en mand at skulle opretholde orden mellem nogen hundrede. Han havde ogsaa at opkræve tolden av amerikanerne, der jo her befandt sig paa kanadisk grund.

Manni var dygtig ute paa jagt efter ænder, hvorav der fandtes en masse. Jeg forbød ham at gaa iland, da jeg ikke vilde ha ham smittet av eskimoernes mange forskjellige sygdomme, civilisationen havde foræret dem av sine gaver. Bl. a. var syfilis meget utbredt iblandt dem. Hvad [434] der forøvrig slog en fremmed mest, var at se den opvoksende generation i denne befolkning. Den bar præg av en meget varierende indblanding; en ren eskimotype var overordentlig sjelden at se. Ikke bare i ansigtstype, men ogsaa i dragt var barnene forskjellige – der kom for eksempel imot én en liten pike med rød kjole, sorte sko og en babyhat, som klædte hende fortræffelig. Hun var da ikke eskimo! Saa kom moren tilstede, og hun var heller ikke helt eskimo, men dog halvt. Barnet var tredje blandingsgeneration. Helt latterlig virket en blanding av eskimo og neger. En har ikke navn for eksemplaret, men yderst komisk var det.

Eskimoerne paa Herscheløen er blit saa vant til de hvites kost, at naar de ikke faar den, er de rent ilde stedt. Navnlig savner de mel, naar de ikke faar det, og det aar havde selv den hvite mand havt ondt for at klare sig, saa der var blit litet tilovers for eskimoerne. Netop i denne tid gik de arme mennesker og ventet paa hvalfangerflaatens tender, som skulde bringe mat til alle. Tenderen kom dette aar ikke længere end til Point Barrow, hvor hvalfangerne møtte den og hentet, [435] hvad de havde bestilt. Eskimoerne blev saaledes denne høst bitterlig skuffet.

Uagtet missionæren var borte, holdtes der hver søndag gudstjeneste. En gammel høvding ved navn Tomachsina ledet tjenesten, og doktor Wight spilte paa orgel.

Her stiftet vi bekjendtskap med de første grønsaker fra egnen, nemlig «kagmallikpoteter», som hvalfangerne kaldte dem. Det var roten av poligonum bistorta; den smakte ganske godt baade raa og kokt. Paa eskimoisk het den masku. De havde form av en gulerot med potetesskal paa og smakte litt søtlig. Eskimoerne sanket hele sækker fulde og solgte os.

Den 20de juli fik vi nordøstlig vind, som alle hvalfangere havde sagt os var den bedste til at sætte isen fra land. Den blaaste sig snart op til en kuling. Men dagens utkik kom tilbake og meldte, at isen var tættere end nogensinde. Den 21de rodde jeg paa land med Ristvedt, Lund og doktoren for at se, om ikke denne vind i længden havde virket paa isen. Vi maatte ro etpar kvartmil langs østkysten for at faa en lettere opstigning til toppen. Paa veien møtte vi Manni, som efter frokost var rodd ut i en seilduksbaat efter ænder. Han havde intet faat endnu, og vi ropte over til ham et eller andet, som jeg nu ikke husker. Vi trak baaten op ved vor landgangsplads og gik op til utkikspunktet. Isforholdene saa bra ut denne dag. Nordosten havde begyndt at virke. Da vi paa tilbakeveien nærmet os baaten igjen, siger pludselig Lund:

– Jeg mener, de flager ombord!

– Hvad kan det være –?

– Men – de har ikke faat flaget helt op!

Kikkerten kom op, og vi saa, at der flagedes paa halv stang paa Gjøa. Intet kan være uhyggeligere at se. Vi trøstet os med, at kanske en av vore eskimovenner iland var død. Men vi trodde ikke paa det. Jeg selv tænkte [436] straks paa Manni – og det tror jeg, de andre ogsaa gjorde. Vi sprang avsted nedover bakken, lot vor baat ligge og la veien over land, til vi var tvers av skuten. Vi var allerede observeret derfra og blev hentet med baat. Jo – ganske rigtig. Det gjaldt Manni. Han var druknet.

Da vi kom ombord, fortalte løitnanten mig, at han havde staat paa dæk og talt med en av gutterne. De saa da Manni, som stod opreist i sin lille baat og speidet efter en andeflok. De var saa vant til at se ham slik, at de ikke la noget større merke til det. Da de et øieblik efter atter saa utover, var baaten tom, og i sjøen ved siden sprøitet vandet op. Manni var faldt i sjøen. Og med lynets fart var Hansen og Foss i en av skibets andre baater; løitnanten fór op i tønden for at dirigere deres bevægelser. Høist fem minutter gik, inden baaten var paa pletten, hvor de havde set plasket. Men Manni var væk. Seilduksbaaten laa paa ret kjøl fuld av vand. Aarerne drev paa sjøen, men gutten og geværet var borte. En av de store sjøer har slaat imot baaten, mens han stod og speidet efter fuglen, og [437] han er faldt overbord. Han dukket ikke op en eneste gang, – og her sandet vi ulykken i, at eskimoerne ikke lærte sig at svømme. Jeg meldte straks ulykken til politichefen og bad ham sørge for begravelsen, hvis liket drev paa land. Men eskimoerne mente, at Manni aldrig vilde bli fundet, eftersom strømmen vilde føre ham tilhavs.

Det var et tungt slag for os alle at miste Manni paa denne maate. Vi var blit gla i ham allesammen og havde vor store interesse av at føre ham med til civiliserte egne og se, hvad der kunde blit av ham . . . .

Dagen efter var jeg atter oppe paa vor utkik. Isen saa ut til stadig mere at fjerne sig vestover. Men det kunde jo være samme bugten, hvori vi havde været nødt til at gjøre vendereise. Saalænge nordøsten blaaste indover i den, vilde det være farlig for os at prøve os frem den vei igjen, og i samraad med mine kamerater bestemte jeg mig til at vente, til vinden løiet. Den 23de juli kl. 1 om morgenen løiet vinden ganske av, og vi var straks klar til avgang. Ankeret lettedes. Vinden var fremdeles nordøstlig, men ganske løi. Vi fulgte isen, som strakte sig sammenhængende fra Herscheløens sydvestpynt og vestover langs fastlandet. Paa indsiden av denne is var der landraak aapen, og det gjaldt at finde ind til denne. Der var dype bugter i isen, og ca. 15 kvartmil fra havnen naadde en av disse, bugter sin største dybde. Det kunde ikke vare længe, før det smale belte, som skilte den fra landraaken, vilde gaa op. Foreløbig kunde vi imidlertid ikke komme igjennem og fortsatte vestover. Men snart skar isbredden op mot nord og den vei skulde vi ikke. Vi fortsatte, indtil vi alle saa, at vi atter havde forsøkt os frem i en bugt uten gjennemgang. Og saa maatte vi den 24de kl. 11 om kvelden snu og vende tilbake til Herscheløen. Vi maatte krydse op til havnen mot nordøsten, som fremdeles holdt sig. Det tok os lang tid at naa tilbake. Vi gamle paa sjøen tok det med ro, [438] men vore nye folk var yderst utaalmodige. Navnlig var doktoren nervøs. Endelig kl. 2½ om morgenen den 26de juli laa vi paa vor gamle plads.

Straks efter frokost gik utkiken paa land. Den vendte utpaa dagen tilbake og meldte store forandringer til det værre. Vi haapet nu paa en ordentlig fralandsstorm – men den fik vi da ikke. Efter middagen sendte vi Hansen avsted paa en tur langs østkysten av øen for at lete efter Mannis lik. Men han vendte hjem med uforrettet sak. – Endel av det brød, Lindstrøm havde bakt, var mugnet og maatte kastes overbord. Det brød, som var tilsat med sirup, holdt sig godt. Lindstrøm var nu skibets 2den maskinist og dertil dets baker. Nede i maskinen indrettet han et helt litet bakeri, hvorfra han leverte mangen hvetebolle og loaf. Han havde bare én betænkelighed ved at indrette sig i maskinen, og det var, at førstemaskinisten – Ristvedt – «var saa urimelig gla i kake!»

Den 30te kom den første hvalfanger ind paa havnen. Det var barken «Belvedere», som hverken havde mat eller brændsel. Iste august rapporterte utkiken usedvanlig fine isforhold, og jeg besluttet straks at lette for at gjøre et forsøk paa at komme ut. Vi var i gang kl. 4 ½ om eftermiddagen, og en stund efter blev vi indhentet av «Belvedere», som gik forbi os vestover. Det gjaldt for den at komme hurtig frem, da mandskapet var angrepet av skjørbuk. Vi fulgte iskanten. Kl. 9 aften den 2den august fortøiet vi ved en is, 7 kvartmil av land og 10 kvartmil fra Demarcation Point. Vi benyttet liggetiden til at fylde ferskvand, hvorav der var store, dype damme paa isen. Hele den 3dje august laa vi stille, helt omringet av is. Det var vor konges fødselsdag, og vi havde flaget heist for anledningen. Vi feiret dagen med den festlighed, vi kunde præstere, – nærmest med litt flere bønner paa kaffen og nogen rosiner i hvetekaken. Vi havde ikke stort andet nu at gjøre fest med. Men det [439] kan godt hænde, at maten ikke paa den dag smakte vor konge bedre end os, der vi laa oppe i isen og flaget for ham.

Den følgende nat blev vi noget urolige. Isen tok paa at skrue. Men det blev ikke til noget alvorlig; roret lettedes litt op, men sattes snart ned igjen. Ved 6½-tiden om morgenen den 4de august slaknet isen, saa vi slap fri. Der var da taake og vind fra vest, – den værste vind, vi kunde ha. Der var ikke andet for end at gaa tilbake til Herschel, og kl. 2 ½ om morgenen laa vi for tredje gang paa vor gamle plads. «Belvedere» var allerede kommet tilbake, og visste ikke mere end vi, nemlig at isen laa mot nordvest. Skonnertskibet «Herman» var ogsaa ankommet. Senere paa kvelden kom «Karluk». Fartøierne begyndte at samle sig for at vente paa tenderen, der skulde forsyne dem med brændsel og mat. I de to paafølgende dage kom barkerne «Threasure» og «Bowhead» ind, og nu laa vi 7 skuter paa havnen. Hvalfangerne havde besluttet at ligge til 10de august. Kom ikke tenderen da, vilde de gaa til Barrow Point og møte den der.

Den 9de august kom der for anden gang post fra Edmonton og Fort Mc. Pherson. Den kom paa baat og bragte os friske nyheder. Stor bevægelse vakte selvfølgelig meddelelserne om jordskjælvet og branden i San Francisco. Med posten fulgte en hr. Steffensen, der fortalte, at en dansk ekspedition under ledelse af hr. Mikkelsen var paa veien hitop, og at han her skulde slutte sig til den. Den skulde søke efter land i nord. Vi var nu gla for, at vi skulde søke efter land i syd!

Den samme dag blaaste der op en kuling av nordøst. – Kl. 1 om eftermiddagen kom den saa længe savnede og ængstelig ventede «Olga» ind paa havnen. Den havde overvintret i Minto Inlet paa Prins Alberts Land, hvor den havde truffet eskimoer. Dette har sandsynligvis været kiilnermiun-eskimoer fra Kobberminefloden, av den stamme, [440] som løitnant Hansen og Ristvedt havde truffet paa sin slædereise i 1905. «Olga» havde mistet flere mand, og navnlig uheldig var det, at begge maskinisterne døde, saa den ikke kunde faa sin motor igang. Den var kun henvist til seilene. Besætningen var hele to dage feil i tidsregningen. De havde sét en mængde hval, men var for faa til at gjøre fangst. Kl. 7 om aftenen stod «Bowhead» ut for at se efter disse mange hval.

Nordøsten blaaste fremdeles frisk den næste dag, og jeg var saa temmelig kjed af Herschel og bestemte mig til at gaa ind i vor gamle isbugt for at se, om ikke den megen nordøstvind skulde ha gjort vei for os gjennem den smale isstrimmel, som vi sidst havde observeret. Efter at ha tat ind en stor forsyning med rækved, som eskimoen Manitchja havde samlet for os, lettet vi anker og gik ut. En sterk vestgaaende strøm bragte os hurtig ut. Vi holdt det gaaende hele dagen i disig luft sydvestover uten at faa helt overblik over isen. Om kvelden satte taaken ind tæt som en væg. Paa kort tid kom vi fra 12 favner vand ind paa 7½ favn og skjønte, at vi ikke var langt av land. Vi fandt her grundstaaende is og gjorde fast for at avvente klart veir. Vi anslog os til at ligge ca. to kvartmil av land. Den næste morgen maatte vi flytte over til en anden is, da den vi laa ved blev flot og drev av. Kl. 6 om eftermiddagen lettet taaken og aapnet os et glædelig syn. Vi var kommet ind i landraaken og havde frit farvand vestover, saa langt vi kunde se langs land. Nordover laa isen endnu stor og tæt. Saa fyrte vi op og gik avsted. Nu saa det ut, som troldommen endelig var brutt. Raaken var foreløbig meget smal, men blev den følgende dag bredere. Imidlertid var taaken tæt, saa vi ikke kunde se stort. En liten bris fra nordvest tvang os til at krydse motoren var ikke kar for at presse os frem imot den. Forøvrig var det just under slike omstændigheder, at motoren gjorde ypperlig tjeneste. Skulde vi bare havt seilene under [441] krydsning her i det smale farvand, opfyldt av is og med løi bris, vilde det tat en sørgelig lang tid. I et knipetak, hvor det gjaldt at pine sig foran en is, var motoren udmerket at ha. Og da dette hændte uavladelig, har vi motoren at takke for megen indvinding av tid.

Ved Icy Reef kom vi flere gange nær opunder land og observerte da en stor skinnende hvit flate, som saa ut som en lagune eller indsjø, men ikke kunde være det, da isen paa en saadan vilde være smeltet. Det maatte være den isbræ, som vi paa Herschel havde hørt om ved Icy Reef av en mand, som kom for at kjøpe proviant fra Cambden Bay. Bræen var ikke stor, men efter vor iagttagelse den eneste paa hele nordkysten. Farvandet rundt Icy Reef er ogsaa fuldt av knotis og avfald av ferskis. Vi havde desværre ikke tid til at gaa iland og undersøke fenomenet nærmere.

Den 14de kl. 10 om formiddagen passerte vi Manning Point, hvor der kommer en mængde eskimoer. Vi saa ogsaa en hel del hytter samt opstablet rækved, men ingen levende sjæl. Paa eftermiddagsvakten tvang isen os stadig sørover. Dette likte jeg ikke, da Collinson omtaler Cambden Bay, hvor vi antok, vi nu var, som grund og uren. Vi kom da ogsaa paa 2 og 3 favner, men fik saa aapent vand igjen og kunde gaa nordover, og her dypnet det hurtig. Om kvelden øket nordøstbrisen til kuling, saa vi maatte reve. Paa grund av taaken, den svære kuling og navnlig vor uklarhed paa, hvor vi egentlig befandt os, besluttet jeg at gaa opunder en grundis og se tiden an. Pludselig fik vi land isigte ret forut. Vi trodde det var Flaxman-øerne, men havde jo ingen sikkerhed for det.

Det er ikke saa greit undertiden, naar man er faa mand ombord. Denne kveld maatte saaledes Lindstrøm besørge de meteorologiske observationer, lodkastningen, brødbakning og motoren. Alle de andre var likesaa optat hver paa sin kant. Sikkert er det, at med vrange og uvillige folk vilde [442] vor tur aldrig kunne været gjort. Vi var under vanskelige situationer broderlig sammen og delte da ogsaa glæden over at være kommet klar av vanskelighederne. Det var selve pakisen, vi fortøiet ved. Den var fuld av store, gamle skrugarer, saa den havde nok ikke altid været saa stille og rolig som nu. Denne is forekom mig at være mindre og rimeligvis yngre end isen ved Grønland.

Hele den følgende dag maatte vi holde os stille for taaken. Da den lettet et gløtt, tok løitnanten straks en observation og konstaterte, at vi ganske rigtig laa 3 kvartmil nordenfor Flaxman-øerne. Næste morgen løiet vinden av, og taaken lettet saavidt, at vi kunde se os an. Vi kastet da los og bevæget os forsigtig fremover med smaa seil og motor. Vi gjorde 4 mils fart og loddet uvladelig. Isen var meget føielig, og vi vandt dygtig frem. Om eftermiddagen kl. 4 passerte vi et av de mange smaa sandrev, som ligger paa rad langs kysten. Kl. 5 blev isen umedgjørlig vestover, og jeg besluttet at søke ind paa indsiden av nærmeste rev. Der skulde efter hvalfangernes sigende være dypt nok vand. Men det gjaldt at slippe derind. Hvalfangerne havde sagt os, at man kunde komme frem imellem nogen av revene, – men her i taaken var det jo umulig at kjende disse sandhaugene fra hverandre, og vi fik prøve os frem. Vi gjorde alt klart til en hurtig ankring, om det skulde bli nødvendig, og satte ned imot. Det grundet op, og da vi fik 9 fot, lot vi ankeret falde for at greie os frem med baat. Ved oplodningen viste det sig, at denne indgang var stængt. Fra toppen saa jeg en anden aapning, og den var farbar med laveste vandstand paa 3¼ favn. Indenfor revene fik vi helt aapent vand, da sandbankerne hindret isen i at komme ind.

Kl. 5 om morgenen var vi tvers av Cross-øen, hvor et kors er reist som merke. Kl. 9 om morgenen fik vi dypere vand, fik fra 5 til 7 favner og var altsaa nu ute i selve havet igjen. Vi havde vundet meget paa denne inden[443] skjærstur; isen utenfor kunde ha opholdt os længe. Farvandet her er kjendt for sin store isansamling. Taaken lettet en yderst sjelden gang. Kl. 12 middag var vi ret utfor en av Thetis-øerne, men hvilken av dem var det ikke godt at si. Havet havde vestenfor revene været pent og isfrit; ved Harrison-bugten støtte vi atter paa is, og saa nødig vi vilde maatte vi gaa sørover. Vi kom i nattens løp over bugten og fik kjending av «Pacific Shoal» paa 2¾ favn vand under Kap Halkett. Isen laa tæt hele veien og tvang os til at gaa meget nær land. Vi blev nødt til at søke ind i Smiths Bay – som vi havde været tvunget ind i alle de andre bugter. Smiths Bay havde hvalfangerne ikke befaret. Vi fandt den jevn og pen. Den mindste dybde havde vi ved Kap Halkett, men længere ind og vestenfor fik vi 4 og 5 favner vand. Kl. 6 om eftermiddagen fik vi Kap Simpson i sigte og var dermed over bugten. Isen syntes at ligge helt ind imot kapet; hele østsiden var ogsaa opfyldt av is; men paa indsiden fandt vi landraak bred nok for os. Vi søkte at komme ind i den, men maatte snu, da det pludselig grundet sterkt op. Vi blev nødt til at gjøre fast til en grundis. Vi fandt desværre bare en ganske liten is at fortøie ved, og det kan være farlig nok. Vinden holdt sig østlig natten over, og næste dag saa det ut til, at isen havde forandret sig betydelig. Vi gjorde da et nyt forsøk paa at naa ind i landraaken, men en brat overgang fra 2 til 1½ favn bragte os til hurtigst mulig at trække os tilbake igjen. Isen paa utsiden var tæt, og vi maatte paany gjøre fast til en grundis, Dennegang fandt vi et endnu mindre flak, og det var ikke stort, Gjøa hang i. Østenbrisen frisket utpaa kvelden til stiv kuling. Isen, som laa til luvart for os og tok av for sjøen, drev nu væk, og vi laa med et svært hav indover vor lille grundis. Det var overskyet og belgmørkt, og sjøen stod i et rokk over isflaket. Samtidig kom der en hel mængde løs is drivende og tørnet dels mot [444] grundisen og dels mot skuten. Vi maatte med baatshaker søke saavidt mulig at ta av for støtene. Vi havde heldigvis faat begge isankrene ut, og det trængtes. Sandsynligheden for, at vor is skulde brytes, var stor, og vi var klare til at la ankrene falde straks, om dette skulde ske. Men i den mørke nat var det ikke let at greie kjettingerne heller for den masse drivende is. Endelig lysnet det, og sjelden havde vi hilset dagen med større glæde og lettelse end efter denne onde nat. Men før vi kunde komme os bort fra vore ubehagelige omgivelser, maatte vi ha isankrene los, og der skulde en rask kar til at klare sig inde paa det vesle flak, de var fæstet til. Jeg utsaa Helmer Hansen til dette arbeide. Han var ikke ræd av sig, og kvik var han som et ekorn – brukte som regel én vending, hvor andre brukte to. Tørskindet slap han ikke ombord igjen, – men Hansen havde været vaat før han og tok det ikke saa nøie.

Østenvinden havde gjort store omveltninger i isen. Vi gik op til iskanten og fulgte den paa 3 favner. 3 kvartmil av Kap Simpson var der isskruinger av en betragtelig høide paa en grund, som laa der. Da veiret endnu var usigtbart og kulingen øket med stormkast, søkte vi ind under en grundis i nærheden og gjorde fast til den. Intet er letsindigere end at la det staa til gjennem en is, som man ikke kan overse; man kan komme ind i bugter, hvor man ikke slipper ut igjen, og faa sig en ufrivillig tur til Nordpolen. Og paa disse kanter av Ishavet er faren større end andetsteds. Den strøm, som Nansen saa glimrende forstod at benytte sig av, den samme strøm, der har bortført opimot hundrede amerikanske fartøier, og som i 1879 tok «Jeanette» under De Longs ledelse – den gaar her i nærheden av Point Barrow med sin største kraft og sætter nordøstover – til enkelte tider med likefrem rivende fart.

Under vort arbeide gjennem isen var vi saa uheldige at slaa en av propelvingerne mot en utstikkende isfot. Ma[445] skinen stoppet braat og trods alle anstrengelser fra maski nisternes side fik vi ikke motoren til at gaa. Propelvingerne var uskadte, men akselen havde bøiet sig. Vi tok det med ro og druknet vor ærgrelse i glæde over, at dette ikke var hændt før.

Grundisen, vi fik fat i dennegang, var stor og tryg, og vi laa i sikkerhed for alle eventualiteter. Vi laa like utfor Fatigue Bay. I løpet av natten var isen snart tæt, snart løs. Vinden løiet av, og kl. 6 om morgenen kastet vi los og gik vestover. Svære ismasser drev forbi os, og vi maatte lure os imellem dem. Under sætningen av storseilet brak gaffelen, og nu sat vi net i det, – ingen motor og intet seil, – ja for uten storseil var skuten ikke manøverdygtig. Vi fik stormseilet op, og med den agterlige vind gik det noksaa bra. En time efter var gaffelen spjælket og storseilet sat igjen. Nu gik det strykende vestover i fordelt is; men jeg likte ikke, at der var saa meget is mellem os og land. Ved middagstid tætnet isen saa meget, at der ikke længere kunne være tale om fremgang. Vi kom os bortunder en is, som vi trodde stod paa grund og gjorde fast i den. Veiret var fremdeles usigtbart. Isen viste sig at drive vestover, og vi maatte se at komme os løs av den. Kl. 2 eftermiddag lettet taaken, og vi fik øie paa toppen av to skibe over en lang, lav pynt. Det maatte være Kap Barrow. Skuterne havde lagt sig i læ paa vestsiden og ventet paa at komme frem. Drivisen, som skilte os fra landraaken begyndte at løsne, og vi blev enige om at tvinge os igjennem den. Utsigten til at komme i forbindelse med skibene lokket os ogsaa. Kl. 3½ eftermiddag lot vi det staa til i en meget løsere ispakke. Vi kastet los, tok fuldt seil og satte kursen ret paa det løseste av ismassen. Jeg havde sat den mest erfarne av os alle, Lund, i tønden. Nu, da vi bare havde seilene, kom det mere end nogensinde til nytte at ha erfarne og prøvede jagtefolk ombord. [446] Det at manøvrere en seilskute i tæt og trang is kræver en aarlang erfaring. Med en dampbaat kan jo hvemsomhelst forcere sig frem. Vi havde heldigvis et litet stykke aapent vand foran os, saa vi fik god fart, før vi naadde isen. Det gav et ordentlig dunk, da Gjøa rammet isen. Alt løst paa dæk ramlet overende; men isen skilte sig for baugen. Vi arbeidet alle i et sandt raseri med baatshaker imot isen og ryddet unna saa meget vi orket. Og skuten laa med seilene fulde og presset og presset. Paa denne maate klarte vi os frem tomme for tomme. Snart var der ikke meget igjen. Vi fik god fart foran den sidste støt. Det var som gamle Gjøa selv skjønte, at nu knep det! Hun var støtt paa to store iser, som vilde stænge Nordvestpassagen for hende, og nu rendte hun paa for at tvinge dem fra hverandre og slippe frem. Gutterne kjæmpet paa begge sider med sine baatshaker – en seig, rasende kamp. Og millimeter for millimeter seg isen fra. Et vildt jubelskrik brøt ut, da skuten gled igjennem. Bøigen var beseiret, vi var ute i det aapne vand, den fri vei hjemover. Med fryd i alle ansigter stod vi vestover i landraaken med alle seil sat. Vi kom skibene nærmere og nærmere – d. v. s. underretninger fra hjemmet, fra vore kjære og fra verden. Vi visste, at der ombord paa disse skibe laa breve og ventet paa os. Rev i rev laa langs kysten og dannet store laguner mot land. Kl. 6½ om eftermiddagen satte det ind med tyk regnskodde, saa vi intet kunne se. Vi maatte søke os opunder en is igjen. En time efter letnet det paany, og nu saa vi toppene paa 5 skuter. Det tok ikke lang tiden at sætte seil igjen, og snart var vi i fart. Til alt held havde nordøsten holdt sig hele tiden, saa vi ikke savnet vor motor. Dybden var ogsaa bra, det mindste lodskud viste 2½ favn.

Klokken 10 om kvelden seilte vi rundt Point Barrow, Amerikas nordvestspids. Det var sent, men vi maatte dog vise dem vort flag.

[447] De havde alt sét os, thi en baat kom os imøte. Det var Einar Mikkelsen, lederen av den anglo-amerikanske polarekspedition. Han laa nu her med sit fartøi «The Duchess of Bedford» og ventet paa, at vinden skulde spakne, saa han kunde komme østover. Vi gik opunder land og ankret. Saa blev der liv og spektakel med hilsning i dampfløiter og med flag. Hvalfangerflaatens tender «Harold Dollars» og skonnerten «Montrey» kom opunder os, og velkomsthilsener og gratulationer strømmet ind. Tenderen havde ligget her længe og agtet ikke at gaa videre, hvilket under de for haandenværende forhold, var ganske rimelig. «Montrey» var et av de to fartøier, som var sluppet ut ifjor høst; den laa nu her og drev hvalfangst og agtet sig heller ikke østover. En dampchalup fra den amerikanske toldkutter «Thetis», som laa to kvartmil borte, kom til og bragte nye gjester. Jeg gik senere ombord paa tenderen for at spørge efter post. Hvem anden skulde jeg træffe her end min gamle ven Mogg, min reisefelle fra Alaska! Han var islods ombord. En stor pakke breve samt en present bestaaende av epler og cigarer var mit herlige bytte. Der blev ikke tidlig køietid paa Gjøa den nat. Alle breve maatte læses, alle nyheder drøftes. Enhver av os fik gode efterretninger hjemmefra.

Det vigtigste for os nu var at faa materiale til at reparere vor gaffel med. Den sidste reparation var rent foreløbig. Ombord i tenderen fik jeg næste morgen fire gode planker, og vi gik straks igang med gaffelen. Det tok ikke lang tid at faa den istand. Men saa fik jo nu vor gaffel med alle sine surringer et ret irryalidemæssig utseende. Den var saa diger, at jeg rent blev bange for, at winchen vor ikke skulde orke den. Om aftenen var jeg atter ombord i tenderen og fik der av den elskværdige kaptein kjøpt endel proviant og andet, som vilde gjøre os resten av vor tid ombord i Gjøa lys, – frugt, cigarer og endel amerikansk [448] hermetik, som vi satte stor pris paa. Da jeg kom ombord igjen, var et svært isflak drevet ind paa os og trykket mot kjettingen. Vi fik ankeret op, seilene sat og kom os unna. Da vi nu engang havde seilene oppe, kunde vi likesaa godt gaa videre med en gang. Vistnok til stor overraskelse for de andre seilte vi da avsted vestover. Samtidig kom «Threasure» og «Karluk» ind – fra Herscheløen. Klokken 11 om aftenen passerte vi «Thetis», som var paa vei til de andre for at holde orden paa stedet. Vi satte selvfølgelig vort flag – pleier jo gjerne hilse paa folk, som skikken er. Men føreren av Thetis tænkte anderledes. Det amerikanske flag viste sig ikke.

Brisen fra nordøst holdt sig, men noksaa løs. Enkelte regnbyger kom. Ved Kap Belcher sa vi farvel til den sidste is, som laa i smaaflak utfor pynten. Senere saa vi ikke tegn til is. Jeg havde været ræd for, at vi havde slaat os en læk i den sidste kamp med isen. Istedet derfor var skuten blit tættere end nogensinde. Mot 200 slag i pumperne i vakten gav de nu bare 40. Men kort efter kom den gamle lækage dog igjen.

Den 24de august fik vi for første gang vindstille. Det var jo ingen sak at late som vi var likegla uten motor, saalænge vi havde god vind. Nu blev det værre, og ærgrelsen slap løs. Det gik ut over maskinisten.

– Naa du smed, hvorfor har du ikke kaffekværna igang? Spydighederne regnet gjennem skylightet ned over de arme maskinister, som arbeidet i sit ansigts sved for muligens at faa feilen rettet.

Helt fra vi forlot Grønlands kyst til nu havde vi ikke sét hvalros. Men her møtte vi enkelte i sjøen. Nogen større mængde var der dog ikke. Temperaturen steg daglig, eftersom vi kom sydover, og vi nød forandringen med velbehag. Hvormeget polfarer man end er, nytter det ikke at negte for, at varmen smaker godt, naar man har savnet [449] den en tid. Enkelte sjøfugl, som vi heller ikke havde sét paa lang tid, alker og andre, dukket op. Selv synet av en manæt vakte glæde. Den var jo dog tegn paa, at vi nærmet os mildere egne.

Den 30te august kl. 1 1 om formiddagen fik vi Kap Prince of Wales isigte. Dette er den østlige portstolpe til Beringsstrædet. Men da toppen var dækket av taake, havde vi ikke let for med sikkerhed at bestemme, om det var den rette pynt. Fra dette kap gaar der en lang, smal sandryg 25 kvartmil mot nord. Paa begge sider av den er der dypt vand, saa det ikke er let ved lodskud at avgjøre, paa hvilken side man har den. Er man uheldig, kan man let komme mellem grunden og land, og da kan situationen bli betænkelig nok, som forholdene var nu. Sjøen gik høi, den ene regnbyge efter den anden drog over, og Gjøa hev sig voldsomt. For at være sikker i vor sak, styrte vi ut, saasnart vi fik land isigte. Kl. 1½ eftermiddag lysnet det op, og vi fik kjending av Fairway Rock, en eiendommelig høisaateformet klippe, der stikker ret op av havet. Bedre landmerke kan ikke tænkes, og vi kunde nu falde ind i kurs igjen. Da vi kom ned i strædet, fik vi ogsaa et litet glimt av de to Diomedøer. Disse øer ser golde og ubeboelige ut og huser dog en hel eskimostamme, hvis saavel mænd som kvinder staar i høi kurs mellem hvalfangerne. Nogen havn findes der ikke, men hvalfangerne gaar altid indom paa nordgaaende om vaaren og tusker til sig forskjellige ting. De tar ogsaa gjerne eskimoer med sig derfra, da de er anset for dygtige folk.

Da vi passerte mellem øerne og land, samledes vi «gamlekarene» paa dækket og drak den første skaal for Nordvestpassagens endelige fuldførelse med skib. Jeg havde haapet at gjøre denne stund litt festlig, men veiret tillot det ikke. En liten dram blev hele festen. Selv flaget kunde vi ikke ha oppe, da det snart vilde være blaast i filler.

[450] Jeg havde tænkt os bort under Kap York, før det mørknet, og ligge der for natten, men vi rakk det ikke. Vi la da paa ca. 10 kvartmil av Kap York for dobbeltrevet storseil, revet stagfok og bak klyver. Kap Prince of Wales tok av for den værste sjø. Da vi ved daggry holdt paa at stikke ut revene i storseilet, – brak gaffelen. Denne gang var det nærmest den svære tyngde i gaffelen selv, som forvoldte katastrofen. Vi fik nu haape, at vin den vilde holde sig, til vi naadde Nome og kunde faa os en ny gaffel. Den gamle lot sig ikke reparere mer. For stormseilet og forøvrig alle de kluter, vi havde, bar det nu sydover mot Nome. Egentlig havde jeg ikke tænkt at gaa. indom Nome, men efter dette uheld med gaffelen havde vi intet valg. Ved Point Barrow havde jeg faat skrivelse med indbydelse til os alle til at komme indom paa veien sydover og være byen Nomes gjester. Dette passet os jo nu godt. Vi gjorde [452] veien saa kort som mulig og passerte mellem Sledge Island og land. Da vi passerte østover under Nomelandet om ettermiddagen, løiet vinden efterhaanden av til ganske svak bris. Det gik svært langsomt fremover.

– Nu, Lund, sa jeg, som jeg gik og drev paa dækket i den deilige eftermiddag, – De, som vet raa for alt, kan ikke De faa sat storseilet vort? Dette var formeget for Lunds stolthed, og ikke længe efter var storseilet oppe. Vi tok os jo ikke ut som nogen lystkutter just, men farten blev betydelig bedre. For den lille bris, vi havde, gled vi raskt fremover. Nu saa vi husene i Nome dukke frem. En time endnu denne bris, og vi vilde være fremme. Men skjæbnen vilde det anderledes, og det blev blik stille. De maatte nu kunde se os fra byen, og vi heiste vort flag. Et litet vindpust bragte os av og til litt fremover, men stort var det ikke. Vi saa nu lysene tændes i byen og fandt situationen meget kjedelig. Pludselig dukket der en liten dampchalup frem like ved os; pipen, hujen og skriken – amerikanernes uttryk for begeistring – lød op imot os.

Saa mørkt det var, kunde vi dog se det norske flag sammen med the stars and stripes paa chalupen. Vi var altsaa gjenkjendt.

[453] Den mottagelse, vi fik i Nome, har jeg ikke ord for at beskrive. Den hjertelighed, hvormed vi blev møtt, og den endeløse begeistring, Gjøa og vi blev gjenstand for, vil altid staa for mig som et av mine lyseste minder fra tilbakekomsten. Nome har ingen havn, den ligger paa aapne kysten. Vi maatte derfor ankre et godt stykke fra land og være klare til at lette, saasnart vinden satte paa. Da vi havde ankret, gik løitnant Hansen og jeg ombord til de elskværdige verter og vertinder paa chaluppen, og saa bar det mot land. En elektrisk lyskaster fra land blev hele tiden holdt paa baaten. Vi nærmet os stranden, men blendet av det sterke lys, som stod os i øinene, kunde vi intet se. Baaten støtte mot land. Endnu vet jeg ikke rigtig, paa hvilken maate jeg kom op, – et jublende velkomstrop fra tusen struper lød imot os, og saa bruste der ut i nattens mørke en tone, som bragte mig til at skjælve over hele mit legeme og presset taarerne frem:

[454] Under Sejladsen gennem Nordvestpassagens grunde og snævre Stræder havde enhver af os fuldt op at gøre med Skibets Navigation i snævreste Forstand. Hvad der derfor paa Gjøaexpeditionen er foretaget af kartografiske Arbeider, er væsentligst udført paa Slæde– og Baadture. Af disse faldt det derfor i min Lod at lede en Del.

De vigtigste var:

1. En Slædetur til Pt. Richardson paa Amerikas Fastland i Marts 1904, paa hvilken der opdagedes to Øer i Simpsonstrædet, der opkaldtes efter Kommandør A. P. Hovgaard. Turen varede i 10 Dage, og min Ledsager, Ristvedt, og jeg maatte selv trække vor Slæde, idet de Hunde, som Hundesygen havde skaanet, var fraværende paa en Slædetur med Kaptein Amundsen.

2. En Baadtur vestover til Kap Crozier. Formaalet var at undersøge Forholdene i Simpsonstrædets Snævring, med Henblik paa Gjøas Passage der igennem den næste Sommer, samt at føre et Depot af Pemmikan og Hundeføde, stort 230 Kg., ud til Kap Crozier. Turen varede fra 6te August til medio September 1904. Hansen ledsagede mig og seilede Baaden.

[455] Paa Vejen fandt vi Kranier og nogle Knogler af to hvide Mænd. De laa spredt ud over en lav Forstrand ved Pt. C. F. Hall, og var de samme, som denne Polarforsker i sin Tid havde lagt i Stendysse. Vi fandt nemlig nærved den Sten, hvori han havde indridset Ordene: Eternal honor to the discoverers of the NW. passage. Vi samlede atter Knoglerne og byggede Sten dysse over dem. Ovenpaa rejste vi Hall's Sten.

3. En Slædetur i Foraaret 1905 til Victoria Land og op langs dettes ubekendte Østkyst.

I det følgende skal jeg beskrive denne Tur nærmere. Ristvedt ledsagede mig. Hans Sindsligevægt, jævne Humør, sikre Bøsse og urokkelige Mod skylder jeg meget.

Forinden vi drog ud, skrev jeg følgende Rapport til Kaptein Amundsen.

Til Chefen for den norske Gjøaexpedition.
I det følgende har jeg den Ære at meddele de Foranstaltninger, der er trufne i Anledning af den af Dem beordrede Slædetur til Kartlægning af den ukendte Kyststrækning langs Mc. Clintock Channels vestre Kyst.

Expeditionen udføres af 2 Mand med 2 Slæder og tolv Hunde.

Menneskeprovianten er bestemt væsentligst efter Deres Normalliste og ser saaledes ud:

[456] Det i Sommeren 1904 ved Kap Crozier nedlagte Depot bestaar af:

Antages Vejen Ogchoktu (Gjøahavn) – Kap Crozier at tage 7 Dage, og efterlades der ved Depotpladsen Proviant for 7 Dage til Hjemturen, kan der ved Kap Crozier udrustes for 55 Dage.

Er Kap Crocier-Depotet ødelagt, kan der fra dette Punkt kun fortsættes i 34 Dage, men det vil da være nødvendigt at slagte 4 Hunde.

Planen for Routen er følgende:

Fra og med Iste April er Expeditionen klar til Afgang. Simpsonstrædet følges til Kap Crozier, hvor Beretning nedlægges. Derfra sættes Kursen retvisende Øst mod den højeste af Øerne i Gruppen «Land seen by Rae». Denne Øgruppe undersøges, hvorpaa Kursen sættes retvisende Nord over Driftwood Pt., Kap Alfred og Pelly Pt. til Collinson farthest, og derfra ud i det ukendte mod Glenely Bay.

Distancen er i Luftlinie ca. 850 Kvartmil, hvorfor Expeditionen ventelig vil indtræffe i Gjøahavn i Begyndelsen af Juni.

Skulde Victoriastrædet ved Hjemturen vise sig impassabelt, eller andet tilstøde, der vil forhindre Expeditionen i at være i Ogchoktu senest 15de Juli, søges der ned mod Kap Colborne (Dease Strait), der af Collinson angives at være lavt og sandet. Varde vil da blive oprejst paa et synligt Sted.

Derpaa fulgte en Oversigt over, hvad der hidtil var udført af Opmaaling. Det var jo ikke saa helt sikkert, at man kom hjem igen.

Den Iste April stod vore Slæder klare. Ristvedts lastet med 230 Kg., min med 206. Jeg skulde køre forrest, og vi mente, at det var lettere at faa de bageste Hunde frem. [457] Mejene havde vi iset paa Eskimovis. Men det blæste og føg. Det var for daarligt et Vejr at begynde Rejsen. Vi vilde se det an til Morgendagen.

2den April. Dagen oprandt med Rejsevejr. Det blæste nok friskt med sydlig Bris, og Luften var stærkt diset. Men Temperaturen var kun nede ved -4° C, saa at den Smule Vind, der var, blot vilde virke paa os hærdede Polarfarere som et Pust af hint fjærne Sydens Sommer. Da Dagens værste Moment paa vor Breddegrad, – som iøvrigt paa alle de Breddegrader, hvor jeg har været, – det at staa op var overstaaet, gik jeg op for at se paa Vejret, og fandt det brugbart. Da saa Ristvedt kom ned, hed det: «naa, ja saa stryger vi vel afgaarde?» Jo, fra hans Side var der intet i Vejen. Vi vidste jo nok, at det gik bort fra Kødgryderne og den varme Køje, Kakkelovnskrogen og den lysende Lampe. Men vi trængte til Luft oven paa Vinteren, frisk Luft i Lungerne. Ja, ogsaa lidt Luft under Vingerne. Vi to, der begge holder af Naturen, gad nok prøve, hvad vi duede til, naar vi mødte den ude i dens Rige. Thi derude er den ikke blot daarende skøn. Den er bidende og barsk. Vi var spændte paa at se, om Kulden vilde døve vore Hjærner, Savnet knække vor Kraft, Ensomheden knuge vort Sind. Eller om det var, som vi mente, at vi var Herrerne. Om der stod en Mand bagved Troen paa os selv. Og vi var jo rejsefærdige. Slæderne stod rede udrustede saa godt som vor Erfaring havde lært os det, og med Benyttelse af alle de mange Hjælpekilder, som Expeditionens Hovedudrustning gav os i Hænde.

Naar man saa saadan er rede til at fare af; naar man absolut intet andet har at gøre end at sidde med Hænderne i Skødet, hvis Afrejsen maa opsættes, saa bliver man utaal[458] modig ved Ophold og har ingen Fred. Hvert Øjeblik maa man op og se, hvordan det gaar med Vejret. Er det lidt løjere, spørger man sig selv, om man ikke burde starte. Den meget menneskelige Hang til ikke at staa tilbage for andre, gør én urolig for, at de andre skal tænke, at det er underligt, at han ikke tager afsted nu. Saadan Sindsstemning er ikke behagelig. Saa da det nu var afgjort, at vi skulde afsted, lettede det ligesom en lille Sten fra vore Hjerter.

Lindstrøms fortrinlige Kaffe og Rensdyrbeuffen smagte ualmindelig godt. Kagen havde jeg jo spist den foregaaende [459] Dag, og Lindstrøm var for fornuftig til at give os Kage igen. «Nej,» sagde han, «nu har Dere faaet Afskeds-Kage en Gang, og dermed faar det være slut. Ellers resikerede jeg jo hver Dag, at en af Dere sagde, at nu skulde han rejse.» Da saa Morgenmaaltidet var forbi, gik vi ud for at spænde for. Hansen og Wiik hentede Hundene og spændte dem for Slæderne. Vi to Rejsende skulde ligesom skaanes det længst mulige. Det er i det hele taget en Festdag saadan en Afrejsedag, naar det da gælder en længere Tur. Éns Kammerater vil vise, at de giver én de bedste Ønsker med paa Vejen, Ønsker om en heldig Fremfærd og en lykkelig Tilbagekomst. De ved, hvad man gaar ind til, for de har jo selv været ude og prøvet lidt af hvert; og de viser deres Godvilje til det sidste Øieblik ved at overtage alt Arbejdet. Selv det at sætte Slæden igang besørger de. Desværre faldt al Isen af Mejerne med det samme de tog Slæden løs denne Dag. Det milde Vejr havde gjort Is-skoningen for blød, saa at den blev revet af i det Øjeblik, Slæden blev vredet ud til den ene Side. Dette kalder man at tage Slæden løs. Staar Slæden nemlig længe stille, fryser Mejernes Underkant fast til Sneen. Saa maa Slædekusken dreje Slædens Agterende ud til den ene eller den anden Side. Det er meget sjældent, at man kan faa Hundene til at gøre Arbejdet, der ogsaa tit kan være for tungt for dem. De lægger sig først i Selen, naar de mærker, at Slæden er løs.

Nu var altsaa alt klart til Start. Kommandoen hejstes, d. v. s. jeg satte mit norske Slædeflag fast agter paa min Slæde over Distancehjulet. Saa indstillede jeg Fotografiapparatet, forat de tilbageblivende kunde faa et godt «Skud» paa os. Trykkede saa Hænderne rundt endnu engang. Fik Kapteinens sidste Levvel med paa Vejen, og saa gik det afsted i Luntetrav foran for Hundene over mod Framnæs.

[460] Det første Holdt blev gjort, da vi havde passeret Framnæs og trukket Skuden om bagved Framnæs-Bakken, saa at vi ikke kunde sees fra Skibet.

Medens vi nu holdt Hvil ved Framnæs, saa vi Talurnakto komme løbende saa hurtigt, som hans korte Ben kunde bære ham. Han kom op med en Iglu-Kniv til Ristvedt, en Afskedsgave fra Kapteinen. Iglu-Kniven var lavet af Bladene paa nogle store Forskærerkniver, der var blevet fastgjorte til nogle lange, flade Træhaandtag, som Hansen havde lavet. Vi havde kun faa af dem, og de stod meget højt i Kurs blandt Eskimoerne, saa det gjaldt om at have dem i Behold, naar der frembød sig Genstande, som det var meget om at gøre at faa indkøbt til Expeditionens etnografiske Samlinger. Vi havde hver faaet udleveret en. Men Ristvedt havde allerede tidligt været saa uheldig at miste sin. Nu fik han den altsaa erstattet til Turen. Saa fik Talurnakto Hilsen og Tak med tilbage. Saa var det at tage et raskt Ryk i Slæden. Et Raab til Hundene, og saa [461] gik det videre udover Petersens Bugt over mod Snaddehøjen.

Da vi naaede denne, var Ristvedts Hunde allerede meget udmattede. Men det syntes mig dog at være lidt for tidligt at slutte Dagsrejsen. Vi havde tænkt os at overnatte paa Svarteklid i den Iglu, vi i sin Tid havde bygget paa Observationsturen i Februar Maaned. Vi kørte saa ned paa Isen igen følgende Kysten, indtil vi atter svingede ind over Land ved det nordlige Kaorka-Ejde. Paa Toppen af dette vendte vi os om og saa Gjøas Mast som en tydelig sort Linie i alt det øvrige graa, Himlens graa Skyer og Luftens graa Dis, afdæmpende Lyset saa meget, at ogsaa Sneen blev graa derved. I Kikkerten kunde vi se Flaget smelde fra Toppen endnu. Saa gik det videre ned ad Skraaningen mod Kaorka-Vandet, og saa syd over langs Svarteheia-Skraaningen. Det varede ikke længe, inden mine Hunde fik Færten af Igluerne. Det satte Fart i dem, hvad der var ganske behageligt, naar man var lidt træt af at bruge Pidsk og Mund, som man havde maattet gøre den hele Dag. Men det havde den sørgelige Følge, at jeg væltede to Gange med mit Læs. Saa maatte jeg pænt rejse det igen, og 230 Kg. repræsenterer jo en vis Vægt, saa det var ikke frit for, at det værkede lidt i Ryggen. Den første Gang var Slæden væltet saa heldigt, at jeg klarede at rejse den alene. Men anden Gang maatte Ristvedt hjælpe mig. Saa var ogsaa dermed Dagens Møje endt. 5 Min. efter kørte vi op foran Igluen og stoppede efter en Dagsmarsch paa 9 ½ Kvartmil. Mine Hunde var friske og vel oplagte til nye Anstrængelser, medens det Ristvedjske Spand var saa godt som udkørt. Men vi haabede jo paa, at det nok vilde blive bedre med lidt Træning. Da vi var stoppede, holdt jeg en smuk lille Tale. Vi havde jo kun Raad til en Snaps Rom, og i den ene maatte vi saa drikke paa alt det, som der ved denne Lejlighed skulde drikkes paa. Vi drak for [462] den Mand, der havde sendt os ud paa Turen; vi drak paa godt Kammeratskab i de kommende Tider; vi drak paa, ar vi maatte naa vort Maal oppe ved «Wynniats Farthest», paa en lykkelig Tilbagekomst, ærefuld for det Flag, under hvilket vi foer ud. Og dermed gled Rommen ned.

Spørger man mig nu, om den smagte, siger jeg trygt ja. Det at køre med Slæde ude paa de lange Rejser, det er ikke, som man kender det fra Billeder fra Grønland, at sidde paa Slæden i varm Pels og smelde med Pidsken, medens Hundene stryger afsted over Stok og Sten. Det er ikke nogen Farenafsted med saa tungt lastede Slæder, som man maa køre med, naar man er udrustet for længere Tid. Det er kun paa eksceptionel god Is, at man i det hele taget kan sidde paa, og i Begyndelsen maa man mere end engang selv agere Trækdyr, hvor man møder Belter med blød Sne eller knudret, ujævn Is.

Selv om vi nu kun havde kørt 9.5 Kvartmil, i og for sig en ubetydelig Distance, saa var vi dog rigtig godt trætte og sultne. Kaffen om Morgenen og Lindstrøms Renbeuf var alt, hvad vi havde faaet den hele Dag, saa Sulten var saamænd forklarlig nok.

Saa kom da Rommen! Gyldenbrun blinker den os imøde fra det sølv-skinnende Aluminiumsbæger. Haanden fører Bægeret op, og man mærker den krydrede Duft, som vejrede der et Pust fra en solglødet Sydens Plantage hen over de golde Issletter. Bægeret naar Munden sikkert, thi en Polarfarers Haand ryster aldrig. Og saa glider den ned iskold, lædskende, varmende oplivende.

Rynk paa Næsen I Afholdsfolk, men jeg ved hvad Nytte Alkoholen gør paa et saadant Tidspunkt! Thi jeg skal fortælle jer en Ting: Jeg har kendt til det at staa sund og frisk op om Morgenen og køre ud med min Slæde. Mit Bryst har jeg videt ud for at føle den friske Luft fylde mine Lunger, følt Blodet faa Fart, følt det som om jeg havde [463] Kræfter til at køre til Verdens Ende. Sneens og Himlens Skønhed, hele den vældige Natur har fyldt min Sjæl med de skønneste Tanker. Og dog har jeg saa før Aften været som en brudt Mand. Troen paa min Lykke knækket, dødstræt, mat i hvert Lem, Hjernen sløvet, blot ønskende at gaa frem, til jeg styrtede, gysende for Tanken om den Anstrængelse at rive sig løs fra det ensformige Slid i Selen for at slaa Lejr, skønt jeg dog maatte vide, vidste af Erfaring, at i Soveposen var der Bod for alle Savn. Saadan en Situation er det, der har lært mig, hvor Alkoholen er paa sin rette Plads; har lært mig ogsaa at benytte mig af den, selv om Trætheden og Forkommenheden ikke har været fuldt saa stor. Den stimulerende Virkning paa et forkomment Menneske med en tom Mave er forbavsende. Teltet er oppe, Hundene fodrede, Maden i Kog paa den halve Tid, af hvad man ellers bruger om det. Man slipper for meget af den Gennemblæsning og Gennemfrysning, som uadskilleligt er knyttet til enhver Lejrslagning, naar man kommer til Lejrpladsen en Smule varm af Anstrængelse. Naar saa Reaktionen af Alkoholen kommer, saa ligger man allerede for længst i sin Sovepose, og saa virker Reaktionen netop fordelagtig, hvor man maaske netop paa Grund af Overtræthed havde svært ved at falde til Hvile.

Ved denne specielle Lejrslagning havde Opstrammeren yderlig den gode Virkning, at vi opførte os som christne Mennesker, da vi opdagede, at de høje Herrer, der havde benyttet Igluen sidst, havde forsømt at lukke den ordentlig til, saa at der var føget en Masse Sne ind i den. Under andre Omstændigheder havde vi neppe været saa skaansomme i vore Udtalelser. Nu brød vi roligt Hul paa selve Væggen, da Husgangen var ganske ufremkommelig. En Del Sne var der ganske vist naaet ind i selve Huset. Men der var dog altid Plads til et Par Soveposer. Vi gjorde saa klar til Natten, fodrede Hundene, krøb ind i Huset og [464] murede Indgangen til med Sneblokke. Omhyggelig tæt gjorde vi det. Vi var jo nu saa erfarne, at vi vidste, hvilken Portion Kulde der kan trænge ind gennem et Hul ikke større end et Nøglehul. En Iglus Beboelighed er afhængig af dens absolute Tæthed.

Den 4de April lykkedes det os at komme op paa en lidt længere Distance, 11. Kvartmil. Ristvedt havde fra sin Militærtid en Teori om, at under Felttjeneste er det altid den anden Dagsmarsch, det kniber med; det syntes jo ogsaa at slaa til. Denne tredie Marschdag var det, som om alt gik en Smule lettere. Vi passerte Pt. C. F. Hall med Franklin-Mændenes Grav, med vort Slædeflag sat. Det sparede vi ellers paa. Det kunde tidsnok blive saa medtaget af Vejr og Vind, at det vilde tage sig værdigt ud som Trofæ. løvrigt var der ogsaa den Ulæmpe ved at føre det, at jeg altid fik min Svøbesnert viklet omkring Stangen, naar det var mig særlig om at gøre at faa Hundene svingede ved Pidskens Hjælp til den ene eller den anden Side. Men her maatte Flag tones, og det har vi ogsaa overholdt hver Gang, vi har passeret Stendyssen derinde. Vi har aldrig glemt det. Thi der hviler Alvor over denne en somme Grav paa et stenet Næs ved det yderste Hav. En Gang set, den stenede Forstrand med sin lille Sø, Vigen tæt nedenfor og Kong Williams Lands lave Aasrygge bagved, strækkende sig indover, tabende sig i Vinterlysets graaagtige Dis, glemmer man aldrig Stedet. Tung, bitterlig tung var disse to Mænds Skæbne. Alene den aftvinger os en ærbødig Hilsen.

Men Flaget vajede ogsaa for at hædre Mindet om deres Daad.

14de April. Saa kom da den spændende Dag, da vi skulde naa frem til Depotet og faa at vide, om vor videre Fremrykning var sikker.

Det var meget smukt Vejr, da vi rykkede ud. Isen havde nu ganske forandret Udseende. Ud over Strædet var [465] den brækket op i en Masse Smaaskruninger. Men der, hvor vi kørte, var Føret godt nok i et smalt Belte langs Land. Ristvedt var straks efter Starten oppe i Land efter en Rypeflok, der sad oppe paa en lille Bakkekam. Men de snød ham ved at flyve deres Vej. Dog skulde vi snart faa Trøst for det. Thi medens jeg allerbedst kører fremover og alt havde vundet et Stykke foran for Ristvedt, ser jeg pludselig langt borte noget, der tog sig ud som en Sten. Det maatte i saa Fald være en meget stor Sten efter Afstanden at dømme. Og jeg kunde ikke huske, at vi paa Baadturen havde set nogen særlig stor Sten paa det Sted. Saa tog jeg Kikkerten frem. Det var minsandten en Ren! Det kan nok være, at jeg fik Hundene stoppede, forat de ikke skulde faa Vejret af Dyret og saa ødelægge Jagten for os. Ganske rolig ventede jeg, til Ristvedt kom op og overtog saa Opsynet med begge Slæderne. Ristvedt havde for længst dokumenteret sig som en bedre Jæger end jeg. Og hvor morsomt det end kunde være selv at gaa ud og skyde, saa var det dog ikke Stedet til at dyrke Sport. Her gjaldt det at faa det mest mulige ud af sine faa Patroner. Fejlskud var ikke tilladt.– Derfor var det altid Ristvedt, der maatte ud, naar der var noget levende i Landskabet. En maatte blive ved Slæderne. Ellers var det umuligt at holde Hundene rolige. Det var svært nok at faa dem til det, selv om man var der. Navnlig senere hen, da de havde lært, hvad det betød, at Ristvedt vandrede afsted med sin Bøsse.

Den Ren, det nu gjaldt, stod midt ude paa en flad Slette, Dækning var der ikke Tale om at faa, og det var uundgaaeligt at blive opdaget, naar man som et sort Punkt kom henimod den over den hvide Flade. Men saa anvendte Ristvedt Eskimoernes Jagtmethode: Han gik ien stor Bue uden om Renen, indtil han havde faaet Solen paa Ryggen. Saa satte han Kursen lige ned paa Dyret, med Hovedet bøjet, saa at det ikke ragede op over Skuldrene, og kun [466] bevægende Benene fra Knæet og nedover. Methoden er god nok; thi Eskimoerne faar mange Ren, skønt de maa saa tæt ind, at de kan bruge deres Bue. Ristvedt skulde blot ind paa et Par Hundrede Meter for at faa sikkert Skud.

Det var spændende at følge Jagten. Vind var der i det Øjeblik næsten ikke, og den, der var, blæste saaledes, at Renen ikke fik Vejr af ham. Da han havde gaaet et Stykke paa den møjsommelig sammenkrøbne Maade, saa jeg Renen løfte Hovedet og stirre frem imod ham. Det var tydeligt nok, at den spekulerede paa, hvad det vel kunde være. Højden kunde jo omtrent være som Højden af den selv. Og Bredden var ogsaa omtrent som et Rensdyrs vilde være, naar det styrede lige ned paa den. Solen faldt den jo nok lige i Øjnene, saa at den maatte misse med dem; men der var vist ingen Fare paa Færde, det var nok bare en Kammerat. – Og nu lægger den sig ovenikøbet ned, «saa kan jeg rolig grave videre i Sneen. For her maa graves uden Tidsspilde, om jeg skal naa at blive mæt i Dag». – Det var dens sidste Tanke. Gennem Kikkerten saa jeg, hvor den styrtede om som ramt af Lynet. Og saa kom Smeldet af Skuddet løbende hen over Sletten og traf mit Øre kort og skarpt.

Hundene foer op med strakte Halse, med spidsede Øren og spilede, snøftende Næsebor. Et Smeld med Pidsken og saa gik det i susende Karriére hen imod det Sted, hvorfra Skud det var kommet. Jeg fik netop Tid til at kaste mig paa Læsset, forinden det bar afsted. Da vi var naaet op til Ristvedt, som stod ved Siden af Renen, stoppede de af sig selv og begyndte at slikke Sneen der, hvor Blodet var løbet ud af Renen. Men der maatte Pidsk til for at faa dem til at ligge stille saa længe, at vi kunde faa Renen lagt paa Læsset. Saa gennemgik vi Horizonten med Kikkerten og fik derved Øje paa en Ren til. Jægeren Ristvedt gik ud denne Gang som første, og Renen maatte i «Tasken».

[467] Det var et flot Læs at køre med to nyskudte Ren, dejlig Mad for os og dejlig Mad for vore Hunde. Vi havde ikke ret langt til Depot-Kap, saa vi foretrak at læsse Renerne hele paa Slæden og køre med dem. Havde vi først aabnet dem, havde vi risikeret at faa for meget Blod ud over Slæderne, og vi var altfor spændte paa, om Depotet var der, til at slaa Lejr paa Stedet, selv om vi nu saa at sige havde tjent nogle Rejsedage ved denne Proviantforøgelse.

Saa kørte vi da videre tværs over Lægvands-Creecken, en Bugt, der ligger tæt sønden for Depot-Kap. Navnet «Lægvands-Creecken» havde den faaet, fordi der var saa lavt i Indløbet, at vi paa Sommerturen ikke en Gang havde kunnet faa vor Baad ind i den.

Pludselig faar mine Hunde Vejr af et eller andet. Først Silla. Hun stak Hovedet i Vejret og vejrede; men saa lagde hun sig rolig i Selen igen, saa at jeg tænkte, at jeg havde taget fejl. Men snart blev hun urolig igjen. Mylius og Gjøa begyndte ligeledes at løfte paa Hovederne. Det var nok bedst at stoppe for at se, om deres Næser var bedre end mine Øjne. Jeg syntes dog, jeg kunde se alting saa tydeligt lige hen til Kap Crozier Aasryggen, der tegnede sig med en hvid, skarp Linie mod Himlen, nogle faa Mil borte. Væbnet med Kikkerten saa jeg, at Hundene havde Ret. Længst borte, oppe paa Aaskammen, gik to Rensdyr noksaa fredeligt. En svag Bris bar lige fra dem ned over os. Ristvedt naaede mig. Nogle af hans Hunde havde ogsaa mærket Uraad. Det var ikke svært at komme i Gang igen, da vi holdt Kurs mod Renerne. Det gik i skarpt Trav henover Sneen. Paa passende Afstand stoppede vi op igen. Saa gik Ristvedt.

Han maatte snart lægge sig paa Maven. Saadan at gaa lige op ad en Bakkeskrænt mod Dyrene, der havde ham i Fugleperspektiv, det gik ikke an. Men Rensdyrene, der [468] formodentlig havde set Slæderne paa den lange Afstand, var meget nysgerrige og vilde gærne lidt nærmere for at klare ud, hvad det der sorte langt borte egentlig var for noget. – Jeg laa over det ene Læs med Kikkerten støttet.

Naar man ligger saadan og ser, kan man ikke begribe, hvorfor Manden ikke skyder, han, der ligger der ude. For i Kikkerten synes Afstanden mellem ham og Dyret saa kort. Naa – endelig smaldt det, og dér laa det ene Dyr. Det andet løb raskt tilbage, stoppede op, stod formodentlig og spekulerede paa, hvorfor Kammeraten havde lagt sig ned. Saa nærmede den sig igen. Kunde Kammeraten ligge saa roligt, saa kunde der da umuligt være Fare paa Færde. Skridt for Skridt kom den nærmere. Hovedet højt løftet, saa Takkerne laa bag over Nakken – stoppede – trak sig lidt tilbage – stoppede.

– Der gik Skuddet!

Omkring kastede Dyret sig og satte bort i flyvende Firsprang. – «Nu gaar den ud,» tænkte jeg, «han traf ikke.» Men man gaar nok ikke fra Døden. Døden var gaaet ud af Ristvedts Bøsse og sad nu og sugede Hjærteblodet ud af Dyret, øste det ud paa den hvide Sne.

50 Meter – hurtigere og hurtigere – 100 Meter –, saa var det forbi. Et tungt Fald. «Naa, det Skud traf nok ogsaa,» tænkte jeg.

Jeg slap Silla, forat den kunde sætte efter Renen, om den skulde finde paa at rejse sig igen. Men det var over flødigt. Saa kørte jeg op til Jægeren med Slæderne og fik de to nye Rener paa. Med lovlig tunge Læs gik det saa hen ad Aasryggen. – Saa, nu maatte vi snart være der. Bare hen om det Fremspring. Ganske rigtig, der laa Varden stor og bred paa Forstranden! Og Depotet! – det havde Bjørnene taget. –

Vi slog Leir, fik Renerne flaaet og kom til Køjs. Men den Nat sov jeg for første Gang daarligt. For de 4 stakkels [469] magre Ren erstattede mig langtfra mit dejlige Depot. Hvordan kunde jeg nu gøre mig Haab om at faa lagt en Smule nyt Land under Fødder. Nye Planer krydsede ustanselig hinanden i mit Hoved. – Og sæt nu Hundene kom løs og aad Kødet, som det laa der uden Beskyttelse ude paa Sneen. Hver Bevægelse, de gjorde, fik mig til lysvaagen at lytte. Ja og saa den Blaabærrompunsch vi havde drukket som Glædesbæger for de uventede Ren og Sørgebæger for det tabte Depot. Det skulde vi heller ladet være med.

15de April. Den næste Dag, den 15de, havde vi straalende Solskin. Det benyttede vi til at tørre alt vort vaade Skindtøj. Det bliver nemlig vaadt paa den Aarstid. Dels indvendig fra, dels udvendig fra af Fogsne, der sætter sig paa en og saa tør op, naar Solen skinner og bider sig fast i éns mørke Tøj, et af de faa mørke Steder i Landskabet. Kødet af Renerne parterede vi ud, og maatte saa stuve Læssene om. Vi havde nu ialt Hundemad til 30 Dage sammen med, hvad [470] vi havde haft i Behold før Jagten. Det tillod en Fremrykning paa 20 Dage, naar vi saa var forberedte paa at maatte ofre nogle af vore Hunde til Fordel for deres Kammerater, hvis Lykken ikke stod os bi, saa at vi fandt noget mere Vildt paa Vejen. Oppe paa Højden lagde vi et Depot af Renkød til Hunde og Menneskemad for 4 Dage. Vi nedlagde det i en gammel Strandlinies løse Sten, idet vi, ved at rydde Sten tilside, fik gravet et stort Hul ned i Jorden. Ved Siden af lagde vi en Beholder med 10 Liter Petroleum, som vi mente ikke at faa Brug for, naar vi kun kunde fortsætte en Snes Dage. Saa væltede vi Sten henover det, saa store som vi formaaede. Ræv kunde ikke komme til det, og vi haabede, at vi havde lagt det saa højt oppe paa Land, at Vejret af det vilde gaa ovenover Bjørnens Næse. Bjørnen gaar i det hele taget nødigt fra Isen. Det tog vi ogsaa med i Betragtning som Støtte for vort Haab om at finde Depotet igen. Men hvad det iøvrigt angaar at sikre sig mod Bjørn, da ved jeg sandelig ikke, hvad man skal gøre. Kap Crozier Depotet, der var udlagt paa Baadturen, bestod som før omtalt af 230 Kg., dels Pemmikan dels Fisk og Talg sammensmeltet til Hundefoder, og nedlagt i 2 tilloddede Blikkasser. Ved Kap Crozier kommer fast Fjæld frem i Dagen og forvitrer der i store flade Stenheller. De to Blikkasser havde vi stillet paa Forstranden og saa opført hele Gravkamre rundt dem, af saa svære Sten som to, nok saa stærke Mænd tilsammen kunde løfte. Saa havde vi tilbragt en halv Dags Tid med at vælte Stenblokke over hele Depotet, Sten saa store som vi hver for sig kunde løfte dem. Det var et helt lille Bjerg, da vi var færdige. Men alt det havde Bjørnen ryddet til Side. Et enkelt, sammenrullet Stykke Blik fandt vi. Bjørnen havde sat sit Mærke i det, 5 lange Rifter igennem det paa langs. Saaledes havde den revet Kassen op. Hvorfor den derpaa havde rullet Blikket sammen og bidt i det, det ved [471] jeg ikke. Jeg haaber, at det var af Raseri over at have skaaret sig paa det.

Skønt vi havde brugt 13 Dage til at naa Kap Crozier (jeg havde beregnet 7), var jeg dog endnu sangvinsk nok til at tro, at vi kunde køre hjem paa 5. Det var jo endelig kun 100 Kvartmil. Paa en bedre Aarstid og med lettere Slæder skulde det kunne lade sig gøre, selv om vi havde maattet slagte nogle af Hundene. Derfor lod jeg kun 4 Dages Proviant blive tilbage.

Til Middag denne Dag spiste vi Marvsuppe, kogt paa Marvbenene af de 4 Ren. Man vogte sig for Graadighed med en saadan Ret. Det herlige, koghede fede Stof gled saaledes ned, sulten var man jo efter en anstrængende Dag. Men det gled ned efter en for stor Maalestok. Ristvedt, der havde «en Mave som en Harmonika», skønt han ikke var Sømand, fortalte mig ondskabsfuldt bagefter, da Maden vel var nede, at han paa det foregaaende Aars Slædetur havde trakteret Kapteinen med samme Ret, og med Resultatet en grundig Mavepine. Jeg slap ikke heller for den.

16de April. Søndag den 16de April laa vi over for daarligt Vejr. Vi var blot en lille Tur sammen oppe i Landet og saa da, at der indenfor Kap Crozier Bakkedraget skærer sig en Sænkning tværs over Land fra Alexandra Strait til Simpson Strait. To Ryper fløj forbi os. Der syntes ikke at være Mangel paa dem. Vi havde jo allerede jævnligt set nogle, saa at vi havde god Udsigt til at faa lidt i Gryden, om vi vilde lægge os efter den Jagt. Vi saa ogsaa den første Snespurv. Den fløj foran os, satte sig hist og her og pillede i Sneen.

Der hvor Aasryggen sprang ligesom bastionagtig frem imod selve Depotpynten, byggede vi en Varde. Jeg haabede at kunde se den fra «Land seen by Rae» for at have et bestemt Punkt at sigte til. Saa luskede vi ned for at krybe i vore Poser. Vi frøs, thi det blæste stift; det føg, [472] og Temperaturen var nær de +20° C. Men oppe paa Varden sad Snespurven og sang.

Der laa Skrueis og ventede paa os. Vi havde set Isens Overflade ude over Strædet langsomt tabe sit jævne Udseende, siden vi forlod Fitz James Island. Men først nu, oppe fra Aasryggen ved Kap Crozier, saa det saadan ud over mod «Land seen by Rae», at Øjet forgæves søgte en jævn, flad Skodse. Og dog sov vi roligt om Natten, for vi vidste ikke endnu, hvad Skrueis var. Vi havde jo nok hørt om Skrueis, som man masede og asede sig frem i, og som, samtidig med at man gik fremover i den, drev med Strømmen lige saa hurtigt i rriodsat Retning. Vi vidste ogsaa, at de Folk, der havde fortalt om saadanne Vanskeligheder, var Folk, der ellers ikke var nemme at skræmme. Men saa trøstede vi os med, at den Is, vi skulde passere, det var jo dog ikke andet end Strædeis. Der var ingen fjældhøje Aasrygge af Skrueis at se der ud over, det kunde kun være smaat i Forhold til, hvad der kunde dannes ude i det store Ishav. Og saa laa den stille. Frosten havde bundet den solid fra Kyst til Kyst i det snævre Stræde, saa at vi ikke risikerede at drive ud af vor Vej. Vi vilde maaske ikke faa store Dagsmarscher, men en halv Snes Kvartmil om Dagen kunde vi dog altid klare. Stort mere end halvhundrede kunde der ikke være over til Victoria-Land, og paa dette Stykke havde vi endda «Land seen by Rae» at køre paa. Der var Trøstegrunde nok, og vi sov roligt ind den sidste Nat paa Kap Crozier. Næste Aften var vi ikke fuldt saa fortrøstningsfulde for – naa ja, kort sagt, der laa Skrueis og ventede paa os, og efter en Dags Kørsel i den vidste vi, hvad vi kunde vente os af den.

[473] 17de April. Den første Dag kørte vi fra 9–3. Saa kunde jeg ikke mere. I den Tid havde vi kørt med den svimlende. Fart af ½ Kvartmil i Timen. Det gav ialt 3 Kvartmil.

Vi talte ikke meget sammen den Aften, dertil var vi for trætte. Vi blev bare enige om, at saadan gik det ikke, vi maatte finde paa en anden Marschmethode, om vi skulde holde til at arbejde os frem gennem meget af den Slags Is.

Den næste Dag forsøgte vi at køre fremover med én Slæde ad Gangen, og saa sætte alle Hundene for den. Det gjorde Vejen tre Gange saa lang, fordi vi maatte tilbage efter den anden Slæde.

19de April. Vi begyndte Dagen med at gaa en Vej op paa Ski, og saa vende om og hente Slæderne. Saa fulgte Hundene af sig selv de opgaaede Spor, og man kunde have hele sin Opmærksomhed henvendt paa at støtte Slæderne, saa at der kom forholdsvis faa Væltninger ud af det. Men møjsommeligt var det, som vi der «kavede» os frem halvvejs værkbrudne. Det var en straalende klar Dag med 25 ° Frost. Foran os laa Landet saa nær paa, at det alt havde tabt sin ensformige hvide Tone. Vi saa allerede Detaljerne i Landskabet. Efter 3 Timers Arbejde naaede vi ud af Skrueisen. Sliddet var forbi for denne Gang. For nu, oven paa alt, hvad vi havde døjet, var det jo bare Barneværk at køre indover det flade Stykke Is, der skilte os fra Land. Efter endnu et Par Timers Kørsel, naaede vi frem til Strandkanten, men maatte til vor store Forbavselse først køre over to Holmer paa en Snes Meters Højde, førend vi naaede frem til den Ø, fra hvis Strandkant det meget kendelige Mt. Rae hæver sine 100 Meter op over Havets Overflade. I den ensformige Belysning havde det været umuligt at se de to Øer. Det hele syntes at danne en jævnt skraanende Flade op til Toppen.

[474] 20de April. Dagen efter satte vi Kursen mod det Land, vi havde set fra Toppen af Mt. Rae ude i Vest. Vejen førte os over meget friske Bjørnespor. Men Bjørn saa vi ikke noget til. Derimod kom der, da vi gjorde Holdt ude paa en lille Holme midt i Sundet, en Rype flyvende og satte sig lige ved Siden af Ristvedts Slæde. Der fik den ikke Lov til at sidde længe, førend den blev skudt, men den sad dog saa længe, at jeg med Undren tænkte paa det mærkelige i, at Ryper til Tider er saa sky, at det er næsten umuligt at komme dem paa Skud, og til andre Tider saa lidet bange, at de kommer og sætter sig kaglende lige ved Siden af en og bliver siddende, selv om man har lidt Mas med at faa fat i sin Bøsse.

Da vi naaede Landet paa den anden Side Sundet, en stor lav Ø, som vi senere døbte Paaskeøen, fik vi Ren at se. Det skete saa betids, at Hundene intet havde opdaget, saa at vi mente, at de nok vilde være rolige, naar vi bandt dem saaledes, at de maatte opgive at komme afsted efter os med Slæderne. Saa gik vi ud i hver sin Retning; men ingen af os havde Held med sig. Ristvedt fik først sin [475] skræmt. I fuld Firspring kom den nedover, hvor jeg laa. Jeg gjorde mig saa lille som mulig, men den holdt sig alligevel udenfor Skudvidde. Saa saa jeg Ristvedt gaa hen til vore Slæder, og da der endnu var langt til de to Ren, jeg var gaaet efter, ventede jeg roligt, hvor jeg var, indtil han naaede hen til mig. Derpaa gik han efter Renerne. De maatte dog have set den anden gaa ud, thi de var saa opskræmte, at de tog tilbens, længe inden han kom dem nær. Saa kørte jeg op efter Ristvedt. Paa Vejen passerede jeg Renspor, som jeg troede var efter de Dyr, Ristvedt var efter. Jeg lod derfor Hundene gaa hen ad de friske Spor saa lystigt, som de vilde, det maatte jo føre mig frem til Ristvedt. Men der regnede jeg fejl. Det var Spor efter den første Ren, der var blevet jaget afsted. Den var længst forsvundet i det fjærne; men Sporene var friske, og det gik i susende Karriére langs hen ad dem, uden at jeg kunde tænke paa at faa Hundene drejede ud til Siden eller faa dem til at stoppe op, Blodtørsten var oppe i dem. De foer afsted med Snuden ned i Sneen som et Kobbel forsultne Ulve. Ristvedt blev mindre og mindre, og snart saa jeg ikke andet end den hvide Snemark rundt om. Ristvedts Slæde var forlængst standset. Der var ingen Energi i hans Hunde, og det var jo godt ved denne Lejlighed. Naa, endelig lykkedes det mig at faa Slæden væltet. Det tog Magten fra dem, og saa var det min Tur. Efter en grundig Tilrettevisning med Pidsken, fik jeg dem svinget tilbage i Retning mod Ristvedt. Saa rejste jeg Slæden op, og saa gik det tilbage. Jeg løb ved Siden af Slæden for at være klar til at vælte den, men da de havde faaet Øje paa Ristvedt, gik Resten af Vejen af sig selv. Ristvedt havde staaet og undret sig over, hvor jeg egentlig vilde hen af. Nu kørte vi videre i den sædvanlige Marschorden. Vi kørte fremover med den nedgaaende Sol, der som en rødglødende Kugle gled hen langs med en lav Aasryg i Vest. Aasen [476] vendte mod os sin kulsorte Skyggeside, hvor alle Detaljer forsvandt i Nattemørket. Men Ryggen tegnede sig mod den glødende Nattehimmel med en skarp, ujævnt takket Linie af Sten ved Sten.

Pludselig staar der en Ren midt i Solen! Silhouetagtig skarp tegnede den sig mod Himlen bag. Den maatte have ligget ned og nu være blevet urolig. Den saa saa underlig kæmpemæssig ud, som den stod deroppe som et vældigt Dyr fra Jordens første Dage. Hovedet løftet, Nakken tilbage, saa at Takkerne laa henover Ryggen. Et Øjeblik stod den saaledes. Hundene saa den, men forstod ikke, hvad dette vældige Dyr var. De stod stille med strittende Ben, pludselig stivnede i den Stilling, de trak i. Solstraalerne badede os, Mennesker og Hunde, i Lys. Men dog blev Renen ikke bange. Vendte blot og forsvandt langsomt ned bag Aasryggen. Saa besindede Hundene sig, forstod, at det var Ren, og vilde efter. Jeg maatte kaste mig ned tværs over Per og Baj for at trykke dem til Jorden. Silla og Gjøa, der begge var rasende af Jagtlyst, tog jeg om Halsen, hver med en Arm og trykkede saa det hele sammen i en kæmpende Bunke, laa og væltede rundt over dem, for at forhindre dem i at tude. Ristvedt kom op. Hans Hunde havde intet set, saa de var mere rolige. Jeg bad ham gaa. Meget Haab om, at Renen gik tæt nok paa den anden Side, havde jeg ikke. For de enkelte Hyl, der slap ud af Struberne paa Baj og Gjøa, var fæle nok til at skræmme et Dyr, hvis Slægt gennem Sekler har været jaget paa den vildeste Dødsflugt af Rædsel over Ulvenes Djævletuden, gennemtrængende, øresønderrivende, skærende langt frem gennem Luften som den eneste Lyd i Vinternattens vældige Stilhed.

Ristvedt gik frem og naaede op til Bakkekammen. Der lagde han sig ned og støttede Geværet mod en Sten. Da vidste jeg, at Renen havde ikke længe at leve. Da Skuddet [477] gik, slap jeg Hundene. Jeg naaede lige at faa kastet mig til Side for Slæden. Som en Vind bar det fremover. Man skulde ikke tro, at de Hunde for ti Minutter siden havde været udkørte, udmasede, med Tungen ud af Halsen. Men nu saa de rødt. Ingen Anstrængelse var for stor. Vi havde ikke langt at køre, blot hen over Bakkekammen. Paa den anden Side stod Ristvedt og flaaede Renen.

22de April. Paaskelørdag var det sydlig Storm, der var intet andet at gøre end at blive i Teltet.

24de April. Endelig Mandag kunde vi ikke finde paa nogen Undskyldning. Udover maatte vi. I Begyndelsen gik det noksaa smukt. Kvartmilen ned til Kysten som ingenting, og de første halvanden Kvartmil udover ogsaa nogenlunde let, men dog tungere og tungere. Saa gik vi i staa. Jeg maatte spore en Vej frem og naaede efter en Gang paa ca. 200 Meter ud i en jævn Gade. Men hvilken Gang! Vejen saa jævn nok ud ind mellem Skruningerne, men stadig sank man i til midt paa Livet. Vi brugte to Timer til at tage Slæderne de 200 Meter frem.

4de Maj. Torsdag d. 4de Maj blev Expeditionens store Dag.

Først kørte vi, som vi gjorde i det, vi nu kaldte de gode gamle Dage i Simpsonstrædet, hver ved sin Slæde og sommetider oppe paa den. Men snart maatte jeg til at gaa foran, thi der var ikke saa helt jævnt ind mod Land, som det fra først af saa ud til. Der var Rygge og Skruinger mellem de flade Marker, og for at finde Vejen nemmest over dem, maatte man gaa foran. Og saa havde Hundene saadan en forbavsende Lyst til at gaa frem imod Nordvest og ikke fremad i den Retning, som vi vilde, ind mod nærmeste Land.

Da vi kom hen til et særligt stort Skrukos, vilde jeg op for at se Vejen ud. Netop som jeg stoppede, raabte Ristvedt, at han saa noget mørkt, som bevægede sig langt [478] borte paa Isen. Hvad var vel det? Jeg tror næsten mit Hjærte bankede. For lige meget hvad det var, levende her ude i Ødemarken, det gav Chancer for videre Fremrykning. Kikkerten kom frem. Der var ikke én mørk Plet, men der var mange spredt halvmaaneformigt ud over Isen. Eskimoer paa Sælfangst! Saa var det ikke saa underligt, at Hundene havde villet op i den Retning.

Vi fik Flaget frem paa Slæden. Vi tænkte os jo som en svag Mulighed, at der kunde være hvide Folk imellem, og i den Anledning fik vi travelt med at gnide os lidt med Sne for om muligt at faa lidt Petroleumssod af Ansigtet. Saa kørte vi videre. Eskimoerne havde øjensynligt set os ogsaa, for de kom styrende over imod os, trækkende Linien sammen ind over. Da de alle var samlede en 4–500 Meter fra os, gjorde de Holdt. Vi paa vor Side gjorde det samme. Ude i Vildnaturen, hvor den stærkeres Ret er Loven, ved man ikke, om man møder Ven eller Fiende. Bedst at være færdig. Det arktiske Ceremoniel for Møder maa ikke fraviges. Vi kørte Slæderne op med Bredsiden mod de fremmede. Ristvedt lagde sig ned bag dem med Karabinen klar til Skud og Patronerne klare ved Siden. Saa skød jeg Hjærtet op i Livet og gik fremover med Hænderne løftet over Hovedet, Tegnet paa, at jeg ingen Vaaben bar. Fra Eskimoerne kom der ligeledes en Udsending frem. Ogsaa han havde Hænderne til Vejrs, der var altsaa intet at frygte. Saa mødtes vi midt paa Arenaen. Hans hvide Tænder lyste mig imøde, saa bredt var Smilet paa hans flade, elskværdige Eskimofjæs. Han var ikke bange for mig, saa i hans Øjne har der intet frygtindgydende været ved mine fremmede Ansigtstræk. Snavset, der dækkede dem, var jo iøvrigt ogsaa af samme Slags, som han selv bar. Smilte gjorde jeg ogsaa, saa jeg var glad. Saadant et Møde betød jo Mad saa meget som vi kunde føre med os paa Slæderne.

[479] Da vi havde naaet hinanden, sagde han noget om Kiilnermiun-Innuit, Navnet paa hans Stamme. Det forstod jeg, fordi jeg kendte Navnet før, og saa svarede jeg ham, at vi var Kablunaer. Saa faldt vi hinanden om Halsen, og gned Kinderne sammen. Skik følge eller Land fly! Han blev min Ven de to Dage, vi var der, og i den Tid troede han sikkert, at jeg forstod hvert Ord, han sagde, blot fordi jeg havde svaret ham, at vi var Kablunaer, da han nævnede sin Stamme. Men naturligvis forstod jeg ikke et Ord. Vort Norsk-Eskimoisk kunde de heller ikke klare, saa vi fik ikke nogen Oplysning af dem om Landet videre frem over. Samtaler der skulde føre til noget Resultat, maatte føres paa Fingersproget.

Da nu vore to Partier, henholdsvis Ristvedt og de andre Eskimoer, saa, at det havde taget en fredelig Vending, nærmede de sig ogsaa Stedet, hvor vi to stod, ivrigt passiarende og gestikulerende. Med Jubel og Glæde gned vi Kinder rundt og kørte saa afsted til deres Igluby, et Par Kvartmil borte. Det gik hurtigt, for de satte foran Slæderne, hvad de selv havde af Hunde. Da vi nærmede os Byen, kom der flere Folk ud imod os, hvilket førte til mere Kindgniden. Vi var næsten helt rene paa Kinderne, da Turen var igennem.

Vi vilde ikke flytte ind i deres Igluer. Paa den Tid af Aaret er Snehuse et miserabelt Opholdssted. Taget er smeltet ned, og i Stedet for maa de dække Igluen med Skind. Sneen bliver vaad af de høje Temperaturer, som med saa liden Kulde hurtig danner sig indvendig. Vi foretrak at blive i Telt. Omringet af en stor Hob Nysgerrige, fik vi det rejst. Tilskuerne morede sig kongeligt. Men heldigvis havde vi Lilli til at holde dem borte fra Slæderne, saa at vi undgik Übehageligheder af deres Nysgerrighed.

Der var i alt en halv Snes Igluer. Nogle af dem stod tomme, idet en Del af Stammen var trukket nordover mod Admirality Island. Der var en 20–30 Individer i [480] denne Lejr, og saavidt vi kunde forstaa var et lignende Antal gaaet nordover. Men i det hele var det kun en lille Del af den store Kiilnermiun-Stamme, der denne Vinter var gaaet op for at jage Sæl paa Albert Edward Bai. Der var i Vinterens Løb død 7 af dem. Han, der fortalte mig det, lagde Haanden paa Brystet og hostede for at vise, hvad det var. Det maa altsaa have været en Lungesygdom.

De var om muligt endnu mere primitive end vore Netchjilli-Venner. De maatte saaledes i langt større Maalestok end disse klare sig med Kobbernaale og Kobberknive. Kun deres Buer stod over Netchjili-Eskimoernes; det var tydeligt at se, at de maatte have mere Adgang til Træ.

Deres Dragter var lidt forskellige fra Netchjilliernes. Hætterne havde en afstumpet Spids bag til Hovedet, Bukselinningerne gik højt op over Hofterne, men saa var til Gengæld Anorakkerne skaaret kortere af. De lignede Livkjoler endnu mere end Netchjilliernes.

Jeg købte en Sæl, som Ejermanden lige kom hjem med fra Jagten og betalte den med en omkring 2 ½ Tomme lang Kniv, der var lavet af et af vore Issavsblade. Det var maaske lidt sjofelt gjort. Men hvis en Handel er ærlig, naar begge Parter har Glæde af den, saa var vor Handel ærlig. Thi det var vanskeligt at sige, hvem af os to, der var den mest glade. Jeg havde svært Brug for Sælen, og han, Stakkelen, havde aldrig i sine Levedage ejet en Staalkniv. Senere hen købte vi mere Spæk. Prisen for en halv Sælside var et 3 Tommer langt Søm, men den Pris bragte dog selv mig til at rødme. Da Handelen var afsluttet, saa at vi havde faaet saa meget Spæk, vi kunde bruge, gav jeg ham en Operationssax i Tilgift. Saa blev ikke alene han glad og hans Kone glad, men den hele Stamme glad over, at der fandtes et saadant Klenodie i deres Midte.

Da vi var kommet til Ro i Poserne, fik vi stadig Besøg af Damer, der bragte os smaa Himmerigs Mundfulde af [481] kogt Spæk fra Storkobbens Forluffer. Det smagte omtrent som Grisetæer. Først var vi saa naive at tro, at det var vor personlige Elskværdighed, der bevirkede dette. Men senere opdagede jeg, at det var nogle Perler, jeg havde i et par Svovelstikæsker, der trak saa meget. De fik nemlig en halv Snes Stykker i Foræring, jeg maatte jo være sparsommelig med dem. Efterhaanden blev Mundfuldene mindre, men kom saa til Gengæld saa meget hyppigere. Tilsidst maatte vi afvise dem uden Betaling. Det hjalp, saa fik vi Nattero.

Til Aften havde vi selv kogt Spæk og Kød af den Sæl, jeg havde købt. Det var mit første egentlige Sælmaaltid. Sælkød havde jeg nok spist før som Steg. Men jeg havde ikke prøvet det á l'Esquirmaux. Det er ikke Polarpraleri, det var dejligt. Kødet smager som Muslinger, og Spækket er, naar det er friskt, fuldt saa delikat, ikke saa fedt, som Flæsk. Vi maatte ligefrem passe paa ikke at tage formeget med i Gryden, naar vi kogte. Det gled saa let ned, at vi bagefter vilde risikere samme Historie som efter Marvsuppen paa Kap Crozier, om vi ikke passede paa.

5te Maj. Den næste Dag blev vi paa Pladsen. Det vilde ogsaa have knebet for vore Hunde at gaa. De havde faaet Lov at æde saa meget Spæk, de kunde, og det havde ikke været Smaating efter den lange Renkødsdiæt. Men det virkede lidt for kraftigt paa dem. Vi tilbragte Dagen med at partere Kødet og gøre Læsset klart til næste Dag. Der maatte hel Omstuvning til, fordi vi maatte have de fleste af vore Blikkasser til Spækket.

Varemejerne tog vi af Slæderne. Vi mente, at Sneen nu var saa vaad, at Nysølvsmejerne vilde glide lettere. Vi havde nu Mad for ialt 1½ Maaned. Mere kunde vi ikke bruge, Slæderne var dermed fuldt lastede. Vi kunde godt have faaet mere. Eskimoerne havde været heldige med Fangsten og havde store Beholdninger af Spæk.

[482] Vi sov den anden Nat lige saa godt som den første. Det var saa dejligt at lægge sig til Ro med den Bevidsthed, at nu bar det ind over Albert Edward Baiens jævne Is. Atter skulde vi gøre Vej, som kunde hjælpe noget. Chancer var der for at naa frem til nyt Land. Det var blide Tanker at slumre ind paa.

6te Maj. Dagen derpaa tog vi saa Afsked med vore Venner. De var saa glade for de Smaating, de havde faaet. En Sax, en Kniv, nogle Naale og en Tændstikæske med Perler! Hvilke Rigdomme! Aldrig vilde de glemme den Dag. Jeg ønskede, at vi kunnet give dem mere. Men vi var ikke rustede til Handel. Vi havde mindst af alt ventet at træffe Eskimoer. Traf vi dem derimod, naar vi kom hjemover, skulde de faa alt hvad vi paa nogen Maade kunde undvære. Med disse gode Forsætter kørte vi ud over Isen. Eskimoerne stod og saa efter os, saa længe vi kunde se dem. De grundede formodentlig paa, hvem vi var, og hvad vi egentlig vilde. Det kan saamænd gærne være, at om de faar Lov til at leve i Fred i deres fattige Land i et Par hundrede Aar endnu, saa er Ristvedt og jeg gaaet over i deres Sagnhistorie med et Par underlige Navne.

6te Maj. Det var vor Tanke at køre saa langt ind i Albert Edward Bai, at vi kom inden om Skrueisen. Den havde vi faaet nok af, og selv om vi skulde helt ind til Bunden af Bugten, saa var det dog bedre end at gøre Vejen kortere i Udstrækning, men ak, saa usigelig meget længere i Tid, ved at køre direkte.

7de Maj. Den næste Dag satte vi Kursen lige mod Kap Adelaide. Vi havde faaet Lyst til at komme lidt tilvejrs, for at faa et Overblik over Omgivelserne. Vi havde saa længe maattet nøjes med den Smule Udsigt, som et højt Skrukos [483] kunde byde os. Vi kom op over den sydlige Skraaning, som jeg tror maa være et Paradis om Sommeren. Allerede nu var store Pletter fri for Sne, og der saa man langt Græs fra den forrige Sommer. Jordsmonnet var ganske vist stivfrosset og Græsset vissent, men for vore «snetrætte» Øjne oprullede sig Fantasibilleder af grønt Græs og rislende Elve, af Blomster og Blaabær, af græssende Ren, af Harer, der hoppede paa lette Fod, af spillende Ryper, alt overstraalet af Solen, saadan som det maatte tage sig ud en herlig Augustdag. Det var et helt Fata Morgana for det indre Syn. Dog heldigvis ikke ganske. Vi saa nemlig virkelige Ryper og fik 2 i Tasken.

Den 8de Maj henimod Middag saa jeg forud nogle kulsorte Punkter. Jeg stod lidt og saa paa dem i Kikkerten, men da jeg ikke kunde se, at de rørte sig, gik jeg ud fra, at det var Sten. De laa ganske vist underlig isolerede, tilsyneladende temmelig langt paa Land. Men Afstanden havde jeg allerede for længe siden opgivet at bedømme i Vinterbelysningen, og desuden var man vant til de største Overraskelser i Retning af lange, lave Tanger ud i Vandet fra Land, Tanger hvis Eksistens man ikke aner, førend man kører over dem, og saa ser enkelte Sten stikke op over Sneen.

Solen var kommet frem i det samme, og vi gjorde da Holdt, forat jeg kunde faa maalt en Middagsbredde. Medens jeg stillede Theodoliten op, tog Ristvedt Kikkerten, og han kom til et ganske andet Resultat end jeg, Stenene bevægede sig, det var Sæler! Der laa 3 store Fyre og slikkede Solskin. Solen kunde ordentlig faa Tag i deres brede mørke Rygge. Alt det hvide, Sneen og Isen, kaster Solstraalerne tilbage, men det sorte fanger dem. Der laa de og sov, som Sæler gør det, et halvt Minut ad Gangen. Hvert halve Minut løfter de Hovedet, ser sig om og vejrer, og lader saa Hovedet falde træt ned igen. Ustandseligt gaar det saaledes, [484] op og ned, op og ned. Naar det er nede, skal man snige sig paa, saa ser og hører den intet. Men saa meget mere vagtsom er den, naar Hovedet er oppe. Saa maa man ligge stille som en Mus, helst gemt bag et Stykke opstaaende Is, eller hvad der kan være. Men for alting stille. Ved den mindste Bevægelse skræmmer man Sælen, og saa rolig, tung og treven den end har set ud, væk er den i et lynende Nu. Derfor havde jeg ejheller megen Tiltro til Ristvedts Lykke, men det var dog altid et Forsøg værd for ham at gaa ud, medens jeg observerede, og saa gik han.

Han havde bundet sine Hunde tværs paa Slæden, og jeg havde surret Silla helt ind til Slædestævnen, saa at hun ikke kunde trække uden at slaa Bagbenene. Gjøa havde faaet Løbestik om Halsen. Det var de to værste, troede jeg, naar de ikke kunde trække, saa stod nok de andre ogsaa. Men der tog jeg fejl. Medens jeg allerbedst ligger og ser paa Solen gennem Instrumentet, der stod opstillet paa sin Kasse ved Siden af Slæden, faar Kasse og Instrument et saadant Stød, at de farer hver til sin Side ud i Sneen, og afsted gik det med Slæden. Hundene havde hørt et Skud, men jeg ikke, og trods Sillas og Gjøas Anstrængelser for at holde igen, gik det op mod Ristvedt, lige afsted i hans Spor. Denne Gang var jeg dem dog far hurtig. Jeg kom op og fik Slæden væltet. Jeg formoder, at Skrueisen havde lært mig den Kunst. I hvert Fald gik det meget nemt, og det stoppede dem. Ristvedts Hunde, som maatte trække deres Slæde tværs paa, tabte af sig selv Lysten til at løbe løbsk. Saa gik jeg tilbage og stillede Instrumentet op igen, og fik en rigtig god Breddebestemmelse. Instrumentet var faldt i saa blød Sne, at det intet havde lidt. Da Bredden var taget, kørte jeg op til Ristvedt. Han havde faaet en Storkobbe, en Sæl paa 2½ Meters Længde og 2 Meters Omkreds ved Forlufferne, et helt Kødbjerg at se paa. Der havde været saa heldig fordelte Smaastumper [485] af Is henimod dem, at han var kommet paa nogenlunde Skudhold, og havde saa udset sig en af de 3 Fyre, der laa rundt Hullet i Isen, sigtet paa Hovedet, og truffet! Det er af største Betydning at slaa en Sæl ihjel straks. Stendød maa den være ved Skuddet, ellers bringer selv de sidste Krampetrækninger dens glatte Legeme ned igennem Hullet i Isen, og saa er den haabløst tabt. Han havde skudt, da den en Gang saa op. Det havde givet et helt Klask i Isen, da Hovedet faldt ned igen, hver Muskel var død, slappet med det samme. Han var løbet hen for at sætte Harpunen fast i den, en Harpun med Rem, som vi førte med for alle Eventualiteters Skyld. Men han havde foretrukket at give den endnu en Kugle gennem Hovedet paa klos Hold, for at være helt sikker paa den. Sælens Størrelse havde forskrækket ham. Hvis han havde sat Harpunen i den, var det jo muligt, at Sælen var vaagnet til Live for et Øjeblik, og saa havde benyttet dette Øjeblik til at forsvinde i Hullet med Harpun og Line og maaske Ristvedt med, om han havde forsøgt paa at bremse. Hullet var stort nok til det, over 2 Meter i Omkreds, og med en skraa Flade, en «Sledske», paa den ene Side, hvor Sælerne kunde kravle op. Da Skuddet gik, forsvandt de to andre for ham tilsyneladende i samme Moment. Lidt Differens maatte der dog have været, Hullet kunde kun tage en af de store Kammerater ad Gangen.

9de Maj. Da vi startede Morgenen efter, blæste det os i Ansigtet med frisk nordlig Kuling. Det var meget koldt, saa koldt, at der ikke var Tale om at sidde paa Slæden selv i fuld Pels ud over de Øjeblikke, da vi saa paa Kartet. Om Temperaturen virkelig var -30°, som vi troede, ved jeg ikke. Det var jo muligt, at det var de foregaaende Dages høje Temperaturer, der havde forvænt os.

Det gjaldt om at finde ind i den dybe, smale Vig som Rae har aflagt, skærende ind i Landet nordefter fra Albert [486] Edward Bai's Nordkyst. Denne Vig vilde vi køre op igennem, idet jeg mente, at der saa ikke kunde være ret langt over til Vandet paa den anden Side. Collinson har der tegnet en Bugt. Da vi havde kørt en halvanden Times Tid, fik vi Land at se i Kursretningen. Det gik hurtigt fremover imod det, efterat Hundene først havde faaet rystet lidt af «Spisetømmermændene» af sig. Det var ikke Smaating, de havde taget til sig, og det kostede en Del Overtalelse med Pidsken at faa dem afsted i nogenlunde Fart til at begynde med. De fattede ikke, hvorfor man skulde køre fra et Sted, hvor der var saa megen Mad. Akkurat samme Ræsonnement vilde en Eskimo have anvendt, saa det var vel det naturligste. I vor bevidste Higen fremover var der altsaa Kultur. Det var en Tanke, som det kunde være godt at holde sig klar. Man kunde virkelig sommetider føle Trang til at overbevise sig selv om, at man var Kulturmenneske; thi det Billede, jeg havde for Øje af min Reisekammerat, og det Billede, han havde for Øje af sin Reisekammerat, og vort Husgeraad og Husstel, alt Fedtet og Snavset og Petroleumssoden og Renhaarene og Skindstumperne kunde virkelig bringe en til at tvivle. Samtalerne om Vejr og Vind og Jagt, d. v. s. Mad, og Sovepose og Hunde og intet ud over dette, kunde sommetider bringe en til at føle, som om man ikke var andet end det, man saa ud til. At man saa til og med befandt sig straalende vel derved; at man syntes, man aldrig i sit Liv havde spist saa godt, havde sovet saa godt; at virkelig blot Solskin og Varme og Mad rummede for én det, man krævede af Livet, det kunde til Tider gøre én bange for, hvorledes det stod til med éns Stræben fremover i Livet. Men saa mindedes man igen de trætte Fodspor af to Mænd, og de smale Linier, Slædemejerne havde trukket over den jomfruelige Sne og det ubetraadte Land under neden, Slædesporener der standsede ved vort Telt, men imorgen skulde føres [487] videre ud over de skinnende Vidder. Det gav dog Billede af Higen fremover. «At tage Livet som det bydes og gives én», kaldes en Dyd. Ja naturligvis, til en vis Grad er det en Dyd, men den falder temmelig naturlig. Hunde har den og Eskimoer har den. Men Mennesker, i hvis Hjærter Ordet «Fremad» ikke staar skrevet, de rangerer ikke heller højere.

Efterhaanden som Landet dukkede frem af Isdisen, blev det morsommere at køre. Der var noget mere at se paa end den flade Is, der havde omgivet os paa alle Kanter. Fjældland var det nok ikke, men det var bakket og bølgeformigt, Højderne stigende til ca. 100 Meter. Vi naaede op under Kysten og kørte ind i en Vig tilvenstre for den, vi havde tænkt at tage. Der var tilsyneladende kun denne ene Aabning paa Kysten. Da vi imidlertid naaede Bunden efter en Kvartmils Kørsel, indsaa vi, at vi var i en forkært Gade, og Ristvedt gik op paa en lille Høj for at orientere sig. Deroppefra saa han den rigtige Vig. Han kunde skelne Isen fra Landet paa Isfoden, der strakte sig langs med Kysten.

Isfoden dannes derved, at Havet saa at sige bundfryser paa det læge Vand lige i Strandlinien. Den dannes, naar Vandet staar højest ved Flodtid. Naar saa Ebben kommer, og Havet trækker sin brede Ryg bort under Isen, saa kan Isen ikke bære sin egen Vægt, den maa ned paa Havryggen igen, og saa knækker den over inde under Land, hvor Isen tager Bunden og ikke kan følge med ned længer. Isen nærmest Stranden bliver liggende og Isen udenfor paa det dybere Vand synker endda et Stykke, saa at der dannes et Trin, man maa op over, skal man fra Isen paa Land. Trinets Højde er direkte afhængig af Forskellen paa Flod og Ebbe. Paa dette Sted beløb det sig til et Par Fod og bevirkede, at Ristvedt kunde se oppe fra Højen, at der strakte sig en smal Vandtunge ind over Dalbunden. Vi behøvede [488] blot at køre over et smalt Ejde for at være paa ret Vej igen.

Det havde været min Mening at køre til Bunden af Vigen. Men da vi netop var naaet ned paa Isen, saa vi nær den anden Bred en Ø med en højst ejendommelig Opbygning for oven, ganske lig en Varde. Den maatte selvfølgelig undersøges nærmere. Eskimoerne bygger ikke saadanne Varder, de lægger bare enkelte Sten oven paa hinanden. Men dette var helt monumentalt at se paa. Vi kørte tværs over Vigen og slog saa Lejr paa Øens Strandkant. Derpaa gik vi op til dens Top.

Det var ganske rigtig en Varde, om den end ikke var fuldt saa høj, som det fra første Færd havde set ud til. Tværs over Øens Top laa der nemlig en Strandvold som en smal Kam paa 5 Meters Højde. Paa den vestlige Ende af denne Kam var der yderligere en pyramideformet Forhøjning, og ovenpaa den var Varden bygget af store, flade Kalksten.

Vi rev Varden ned. Saadant Nedbryderarbejde har jeg altid vredet mig lidt ved at foretage. Varder, tarvelige Stenhobe som de er, er dog Tegn af Mennesker, Menneskeværk midt i de vilde Ødemarker. Men ikke blot det. I éns Tøyen med at rive ned ligger der Veneration for de Mænd, der gik forud for én. For dem har de Varder betydet noget, som de Varder, man bygger, betyder noget for én selv. Det er en Vanskelighed overvundet. Det er et Skridt fremad mod Maalet. Det er de Spor af éns Vandring, der skal trodse Aarhundreder, naar Sneen længst er smeltet, hvor Slædesporene laa, og naar éns Navn er forsvundet som den smeltende Sne. Det er Sejerstegnet sat paa Land, vundet fra Mørket, fra de onde Vætter.

Men Varden maatte ned, vi maatte se, om der var noget i den. Efterretning fra vor stolte Forgjænger Rae. Men vi fandt intet. Saa gik vi ned til vor Lejr. Paa Vejen ned [489] fik vi en Hare at se, men søgte forgæves at bruge Gjøa som Jagthund. Hun formaaede ikke at afvinde Sagen den mindste Interesse, og da Haren satte tilbens ud over Isen, maatte vi opgive den Steg.

10de Maj. Den næste Dag lagde vi Depot op under de Rae'ske Sten. Alt hvad vi havde tilbage af vor selvlavede Hundemad, ca. 50 Kg., gik derop. Det skulde bruges til den vanskelige Kørsel over Victoria-Isen.

I to Dage holdtes vi fangne. Vi diskuterede i den Tid, hvorledes vi skulde arrangere os, om Isen skulde brække op i Victoria-Strædet inden vi kom hjem. Det var at tale derom i god Tid. Men nu, efterat vi rigtig var begyndt paa det nye Land, og efterat der havde vist sig gode Chancer for, at vi kunde holde os selv med Mad, var det fristende at fortsætte Opmaalingen et Stykke ud paa Foraaret.

13de Maj. Den 13de Maj kom vi afsted. Allerede den foregaaende Aften havde vi kunnet gøre Slæderne klare, og om Morgenen vækkedes vi af Rypekaglen udenfor Teltet. Det var jo ganske sommerligt at høre paa, men udenfor var det alligevel alt andet end Sommer. Det blæste stivt med Snefog, men Vinden var paa Ryggen, saa vi bestemte os til at køre alligevel. Vi kom over enkelte isolerede Bakker paa Vejen, og fra Toppen af en af dem, Alice Høj, saa vi Skrueis i Nord. Der var dog endnu 8 Kvartmil Kørsel, inden vi naaede saa langt. Der fandtes nemlig ikke nogen egentlig Bugt, hvor Collinson havde lagt den. Han havde tegnet sit Kort over denne Del paa Afstand. Punktet «Collinson farthest», laa et Stykke øst for det Sted, hvor vi naaede Vandet. Derfra har han taget de isolerede Bakker for Øer og Kap'er og Sænkningerne mellem dem for Vand. De lave Strækninger af Søer og Mosedrag, som vi passerede, er det ikke heller muligt at skelne paa Afstand. Gaar en saadan Sænkning ud til Hav med liden Forskel paa Ebbe og Flod, som [490] her var, saa ved man ikke, hvor Landet ender og Vandet begynder, uden at man netop kører over Grænselinien.

Vi naaede Strandkanten ved et lille Næs og svingede saa ud over Isen i nordvestlig Retning. Vi fik snart Øje paa Land, der dog kun var en Samling af Holmer og Skær. Mod Vest saa vi derfra et højere Punkt inde ved Kysten af Hovedlandet. Derhen kørte vi og slog os ned for Natten. Dagens Observation havde ikke været meget værd. Snefoget havde forhindret os i at se noget ordentligt.

15de Maj. Den 15de Maj var meget kold, Temperaturen var nede paa -30°. Det blæste lidt, men var klart, saa vi kunde tage afsted. Forinden vi forlod Lejrpladsen, stillede vi den ene Varemeje op ovenpaa Skrukosset for at have noget at sigte til med Maalebordets Kikkert. Tidligere havde jeg set, hvor hurtig man tabte Snevarder af Sigte, selv om man byggede dem mandshøje. I et Par Kvartmils Afstand er der ikke tale om at skelne dem selv i klart Vejr. Men Varemejen skulde hjælpe os til at kende vort Skrukos igen paa Afstand. Et Par Timers Kørsel bragte os hen til en lav kendelig Bakke paa Spidsen af en Pynt, Kap Kofoed-Hansen. Der byggede vi en Varde og kørte saa ud over en Bugt (Homans Bugt), hvis anden Pynt vi saa i Nordnordvest. Midt paa Bugten gjorde vi Holdt for at maale. Der var to Steder, hvor jeg ikke saa Bugtens Bund. Men der er ved en saadan Kartlægning ikke Tid til at gaa i Detaljer. Først og fremmest gælder det om at faa Kystlinien nogenlunde skizzeret saa langt fremover som muligt.

16de Maj. Den næste Dag havde vi atter Liggedag med forrygende Vejr. Vi fik vort Tøj grundigt efterset. Men det var ogsaa det eneste gode ved Dagen. Thi vi havde slet ikke Tid til at ligge stille. Det begyndte at knibe med Brændsel. Et Par uheldige Væltninger havde kostet os en Del Petroleum, og ved Eftermaaling den 13de Maj havde vi opdaget, at vi kun havde 7 Liter igen. Saa maatte vi til at spare.

[491] 17de Maj. Syttende Maj, Norges Frihedsdag, begyndte vi med at bryde en lille Kasse, som Lindstrøm havde givet os med paa Vejen netop til denne Anledning. Vi havde længe gaaet og kigget nysgerrigt paa den og søgt at bilde hinanden ind, at det var meningsløst at trække den paa Slæden, at det var langt bedre at aabne den med det samme. Men heldigvis var det altid gaaet os saa, at naar den ene var svagest, saa var den anden stærkest og talte om det umoralske i at aabne Kassen før Tiden, og omvendt. Resultatet blev, at vi havde Kassen i Behold. Den indeholdt en Fiskebudding, to Boxe Mælk, Citronbudding-Pulver, lidt Franskbrød og 6 Cigarer, alt Herreretter i den Situation, vi befandt os i. Vi tændte straks en Cigar, og da den var udrøget, brød vi Lejr. Vejret var ikke særlig godt, og vi havde svært ved at komme frem lige til at begynde med. Gaarsdagens Storm havde nemlig føget en Masse løs Sne ned mellem de høje Fygefaner i Isfjeldets Omegn og vi fik os en Svømmetur igennem, baade Mennesker og Hunde, førend vi naaede ud til bedre Føre. Slet nok var det iøvrigt hele Vejen. Snart kørte vi lidt ind paa Stranden, snart ud paa Isen igen. Lige daarligt var der begge Steder, og man vadede i Sne til Knæs.

[492] Vi naaede frem til en Odde, Kap Christian Michelsen. Nordenfor denne skar en dyb Fjord ind i Landet. Den døbtes senere af Kapteinen Danmarks Fjord. I dens Munding laa en Ø, der havde stejlt Affald sydover. Øen var vel en 60 Meter høj, adskillig højere end det Land, vi kunde se oppe fra dens Top indover langs Fjordbredderne. Jeg spurgte i Anledning af Dagen Ristvedt, hvem der var den norske Grundlovs betydeligste Mand. «Falsen,» sagde han, og saa kom Øen til at bære hans Navn.

Vi kørte saa lidt videre nedover mod noget højt Land, som vi saa paa Fjordens nordlige Kyst, men stoppede dog til der for Dagen allerede Kl. 5. Det var første Gang i lang Tid, at vi havde slaaet Lejr af anden Grund end den, at vi var for trætte og for forkomne til at køre videre. Efter Middagsmaden lavede Ristvedt Citronbudding i Chocoladepotten. Den spiste vi naturligvis begge to formeget af.

18de Maj. Den næste Dags Morgen var Vejret saa smukt, at vi virkelig haabede paa, at det havde sat sig. Jeg tog nogle Maalinger, og saa styrede vi videre frem mod det samme høje Land, vi havde styret paa den foregaaende Dag. Men snart forsvandt alting i Dis, og vi maatte holde Kursen saa godt vi kunde fra Storis til Storis. Det er ikke saa heldigt at stoppe alt for hyppigt op for at kontrollere Kursen efter Kompasset. I saa tungt Føre, som vi havde at gøre med der, er det, som om Hundene bliver mere stivbenede af at vente, istedet for at have godt af en lille Hvil.

Jeg troede nu at have saa megen Erfaring, at jeg ikke skulde tage feil mere af Land og Vand, hvormeget Sne der saa end blev dynget op derpaa. Men der havde jeg været for vigtig. Medens jeg bedst kørte i den Tro stadig at befinde mig paa Is, stak der pludselig en Sten op gennem Sneen. Der kunde altsaa ikke være Vand. Lidt efter saa jeg et lille Stykke Is, der var brækket op og stod paa Højkant. Der kunde ikke være Land. Men Overgangene [493] havde jeg slet ikke bemærket. Jeg aflagde det hele som en Bræmme af Skær og Smaaholmer rundt Fjordens Nordpynt Kap Anker. Det antager jeg, at det vil vise sig at være ved Sommertid.

Vi slog Lejr ved Kap Nygaard. Der havde vi fra Kap Anker set Landet ende, idet der gik en Aasryg fra Mt. Dirckinck-Holmfeld ud mod dette Sted. Fremover saa vi intet. Himmel, Land og Is gik i et i en ubestemmelig graa Dis. Uvejrsskyer trak op. Der havde været stor Ring omkring Solen om Eftermiddagen. Kap Anker bag os var kun kendeligt ved, at Grundene udenfor Landet ved dette Næs havde stoppet den sværere Is, saa at Fladen udenfor var jævn. Kun Mt. Dirckinck-Holmfeld laa med sine Affald i stærkt, sølvhvidt Lys. Alt tydede paa Uvejr. Vi blev sandelig forfulgte.

20de Maj. Den 20de Maj havde vi for første Gang Temperatur nær 0°. Det var Slud, d. v. s. Blanding af Sne og Regn, da vi vaagnede. Fnuggene, der faldt paa Teltdugen, var store, og ret som det var smeltede de og efterlod en vaad, skinnende Plet paa Teltvæggen. Men Vejret var dog i Bedring. Vinden bragte lidt Klaring ud paa Dagen. Der kunde dog ikke være Tale om at køre før Aften. Den vaade Sne vilde have klumpet for meget under Slædemejerne. Først Kl. 9 Aften startede vi. Temperaturen var faldt i Løbet af Eftermiddagen med det Resultat, at der var frosset Isskorpe ovenpaa Sneen, hvad der gav et ypperligt Føre. Det var et storslaaet skønt Vejr, da vi kørte. Tunge Skyformationer i vældige Former hang Himmelhvælven rundt, og Solen kastede lyse og mørke Straalebundter ned over Isen. Skønt var det, men der var noget uhyggeligt, usikkert, stormvejrsagtigt over Belysningen. Vi turde ikke haabe paa, at det vilde holde længe, og det holdt heller ikke længe. Kl. 1 1 gik Solen ned bag en Mur af en blaasort Sky. Vi havde været et Stykke fra Land ude paa en [494] Storis for at tage Peilinger langs Kysten. Men satte nu Kursen lige mod et højt Kap. Paa Vejen dertil passerede vi en lang, lav Pynt, Pt. Dietrichson, netop som det begyndte at sne. Der byggede vi en Varde, haabende paa at det blot var en Byge, der vilde trække over, medens vi arbeidede. Men det blev stadigt værre. Saa kørte vi ud i Snetykningen og var saa heldige at træffe lige paa det høje Land. Det var en isoleret Bakke, som jeg først tog for en Ø. Det viste sig senere at være en sidste Udløber fra Bakkedraget rundt Mt. Dirckinck-Holmfeld. Kappet, der er det mest kendelige paa Kysten, døbtes Kap Sverdrup.

21de Maj. Klokken var 2 om Formiddagen, da vi slog Lejr. Nattekørslen havde gjort os saa søvnige, at vi kogte Pemmikan til Maaltidet. Vi gad ikke vente den Time det vilde tage at tilbinde Kød i vor «Høkasse». Da vi vaagnede igen, det var ganske vist 1 1 Timer efter, var vi begge to meget sultne. Det var som Pemmikan-Maaltidet ikke havde forslaaet nok. Vi havde kun anvendt den reglementerede Ration, 400 Gr. Men til den Ration hørte der saa ogsaa Chocolade ovenpaa, og det havde vi ikke kunnet lage af Hensyn til Brændsel. Det var os klart, at Dagsrationen med Pemmikan som Hovedmaaltid, 0.8 Kg. Føde, ikke paa nogen Maade maatte formindskes. Saa tog vi os en ekstra Kop Chocolade.

Det var trist at tænke paa, at vi snart maatte vende om. Det daarlige Vejr havde kun én Fordel, den, at man ikke blev lokket for langt fra sin Basis. Men det var sørgeligt at maatte lade sig trøste af et Ræsonnement, der burde være en energisk og dygtig Polarfarer fremmed.

22de Maj. Vi slap med en Liggedag paa Kap Sverdrup. Den 22de kom vi afsted. Mod en frisk Bris lige i Ansigtet gik det nu over den brede, flade Bugt, Norges Bugt, nord for Kap Sverdrup. Inden Afrejsen var jeg oppe paa Kap Sverdrup for at maale og fandt der en gammel Teltring. Paa selve [495] Toppen laa der en meget stor Vandreblok. Ovenpaa den stillede jeg en høj langagtig Sten fra Teltringen. Den Slags Varder sees længst og staar solidest.

Landet langs Bugten var ganske fladt, ligesaa selve den nordlige Pynt, Pt. Isachsen. Da vi havde naaet frem til denne, saa jeg Ristvedt komme løbende efter mig. Jeg stoppede op, forat han kunde naa mig. Han bad om han maatte laane Kikkerten. Saa kunde jeg nok tænke mig, at der maatte være noget paafærde. Men jeg saa ud over Isen og saa ingen Ting, saa jeg troede, at han havde taget fejl. Men saa havde han set nok. «Bjørn,» sagde han. Det var mere Læberne, der formede Ordene, end det var egentlig Tale. Jagtiveren var oppe i ham, saa at han var bange for at forstyrre Bjørnen. Det behøvede han nu ikke at være. Det var nok Bjørn, men den var meget langt borte. Den stod ude paa en vældig Flade af jævn Is, der strakte sig udover fra Pt. Isachsen og først mødte Skrueisen ganske nær Horizonten. Hovedet paa den underlig lange Hals var sænket ned mod Isen. Benene lignede 4 korte Søjler. Der var ikke noget frygtindgydende ved den i den Stilling. Men den stod vist ogsaa og sov. Dens gullige Skind har samme Farve som et Stykke opskruet, snavset Is, det var næsten ikke muligt at skelne den fra Isstykkerne rundt om. Pludselig drejede den Hovedet om mod os, og da saa man forbløffende tydeligt den sorte Snude. Ingen anden Ting i Snedronningens Rige, ikke en Sten, ikke en snebar Plet, ikke en dyb Skygge er saa sort som Hvidbjørnens Snude. Den er ikke til at tage fejl af i Miles Af stand. Den saa efter os, den maatte vel have hørt lidt Hundeglam. Men snart vendte den Hovedet igen og sov videre.

Ristvedt tog Silla og gik udover mod Bjørnen. Paa passende Afstand slap han den, efter først at have vist den Retningen. Saa gik den afsted, først langsomt. Men saa [496] var det, som om den med ét fik Øje paa Bjørnen, og saa skød den som en sort Streg henover Isen. Jeg slap nogle flere Hunde. De havde efterhaanden lært, hvad det vilde sige, at Ristvedt gik afsted med Bøsse. De susede afsted i hans Fodspor og saa forbi ham, som han stolprede afsted henover Sneen, og videre efter Silla. Jeg saa i Kikkerten, hvordan Bjørnen langsomt drejede Hovedet henad mod Slæden igen. Hundene halsede ikke, saa det var maaske tilfældigt. den vendte Hovedet om. Men det Syn, den saa, bragte pludselig Liv i den. Den drejede hele sin Krop op og løftede Hovedet. Kun et Øjeblik stod den. Den maatte af Instinkt eller af Erfaring kende Ulvene, der kan jage selv en Bjørn, til den styrter af Træthed, saa usselig lille hver enkelt af dem ogsaa er i Forhold til Bjørnens Majestæt. Her saa den nu et Kobbel, 6–7–8 i susende Fart, som sorte Punkter spredt udover Isen. Her galdt det Livet. Isørkenens Fred var blevet skrækkelig brudt. Den sprang op, alle fire Ben fra Isen paa en Gang, og kastede sig rundt. Saa gik det i Galop ud mod Skrueisen, fuld Fart frem for Livet.

Men Silla var hurtigere end den. Netop som den var ved Kanten af den reddende Skrueis, i hvis Virvar Hundene ikke havde kunnet følge Trop med den hjemmevante Bjørn, netop som kun nogle faa Favne skilte den fra Frelse, blev den indhentet. Med et Sæt sprang Silla op og bed sig fast i Halen. Bjørnen maatte stanse og kaste sig rundt for at ryste Fjenden af sig. Og rundt kastede den sig med en saadan Fart, at Silla maatte slippe sit Tag og røg ud over Isen. Men neppe havde Bjørnen vendt sig for at flygte videre, førend Silla var paa den igjen. Et Par Gange skete det, men saa var de andre Hunde naaet op, og dermed var alt Haab ude for Bjørnen. Hundene ringede den rundt, og hvorhen den end vendte sig, havde den en Hund bag sig oppe i Haserne paa sig. Jeg saa i Kikkerten, hvorledes den valsede [497] rundt, sprang op fra Isen som en Gummibold, med en Fart, som man ikke skulde have tiltroet en saa kluntet Skabning. Mere og mere rasende blev den. Saa naaede Ristvedt op og skød. Kuglen traf, men ikke dødeligt. Bjørnen satte sig blot ned paa Bagbenene med Forbenene fægtende i Luften. Hundekredsen snevredes ind. Og Silla, helt rasende, sprang op i Snuden paa Bjørnen. Da slog Bjørnen den med sin brede Lab. Den maatte allerede være svækket, siden den ikke dræbte Hunden. Nu tog det flere Minutter, inden Silla kom til sig selv igen. Vi havde allerede opgivet hende. Og Iveren efter Bjørnejagt var slaaet ud af hende med det samme. Bjørnen gik i Døden med den Tro, at den havde dræbt den Fjende, der først havde indhentet den og stanset dens Flugt for Døden. Thi Ristvedts andet Skud, fyret i et Øjeblik, hvor Hundene sad lidt frygtsomme, efterat Slaget havde truffet Silla, og hvor han kunde komme til uden at skyde en Hund, traf Bjørnen i Hovedet.

Det var en ung, mager Hunbjørn, uden Spor af Mad i Mavesækken, og med et underlig hudagtigt, næsten fedtfrit Spæklag. Vi spiste Bjørnekød til Aften. Suppen var god, men Kødet meget grovt og trevlet. Og saa var det saa magert, at vi trods rigelig Forsyning, meget snart blev sultne igen. Der maatte nok et godt Stykke Sælspæk med i Gryden, om Suppen skulde blive os kraftig nok.

Samme Aften fik vi et Bevis paa Vanskeligheden af at bedømme Størrelse under visse Belysningsforhold. Vi var kommet til Ro. Ristvedt vilde blot kigge ud endnu en Gang gennem det lille Hul, vi havde i Døren, for at se, om alt var i Orden: saa saa han Bjørn igen. Vi fik Døren op i en Fart og saa ogsaa ganske rigtigt der ude noget snavset gult noget fare afsted henover Isen. Per, Baj og Silla var i strakt Karriére efter. Vi havde mod Sædvane ikke bundet dem. Den skudte Bjørn var nemlig for stor til, at vi kunde tage den hele med, og saa kunde Hundene gærne have Lov [498] til at gaa og gnave af den om Natten. De vilde i hvert Fald foretrække den for Sejldug og tjæret Tovværk. Nu foer de paa fuld Jagt udover. Det Gule blev indhentet, og saa begyndte der en Valsen rundt ude paa Isen, som vi havde set det med Bjørnen tidligere paa Dagen. Pludselig holdt Dansen op, og Hundene kom strygende tilbage mod Teltet, Per med selve Bjørnen – i Munden. Jeg ved ikke, om det var Belysningen alene, der gjorde det, eller det var Mangel paa lagttagelse under vor hurtige Paaklædning, eller om det var den blinde Jagtiver, der unægtelig griber en, naar man staar overfor saa mægtigt Storvildt som Kong Bjørn, men slukørede blev vi, for Bjørnen var bare en Hvidræv. Sejrstolt kom Per med Ræven i Munden og afleverede den. Den næste Dag kom den i Gryden.

Rævekød har en aparte Smag, og lugter omtrent som der lugter i et Rovdyrbur, men bortset derfra, er det i Konsistens det bedste Kød, man faar om Vinteren. Bjørnekød er trevlet, Rypekød seigt og Renkød som Fyrrebrænde. Men Ræven holder sig i god Foderstand Vinteren igennem, Fedtet er passende fordelt, og Kødet er mørt. Der er ikke meget paa den. Dyret er ikke større end en stor Kanin.

23de Maj. Det var lidt besværligt at faa Hundene i Gang næste Morgen, som det havde været de andre Gange, hvor de havde faaet Lov til at spise sig mætte. De stønnede og pustede i det varme Solskin. Men det var jo blot en Slags «Tømmermænd», saa man betænkte sig ikke paa at bruge Pidsken for at faa dem frem. Det gjorde man iøvrigt aldrig, men man følte mere Samvittighedsnag ved at gøre det, naar Hundene i længere Tid havde været paa smal Kost.

Det var gaaet godt fremad den Dag. Det havde været -10°, men Solen havde paa den stille, smukke Dag alligevel haft saa megen Magt over Sneen, at den sine Steder havde klumpet under Mejerne. Hundene havde ogsaa lidt [499] af Varme, saa vi bestemte os til for Fremtiden at køre om Natten.

25de Mai. Hele Dagen den 25de var det smukt Vejr, og vi lovede os et smukt Resultat af vor sidste Marsch. Men neppe var vi kommet afsted om Aftenen, før der over den nordlige Horizont rejste sig en Skybanke med rivende Fart. Det var, som om det var Solen, der faldt ned ad Himmelen, saa hurtigt trak Skyen op over den. Inden vi vidste et Ord af det, var den herlige Aften med rødglødende Midnatsol og gyldne Purpurskyer og al den øvrige Herlighed forandret til en kold, klam, trist, mørk Efteraarsaften. Men fremad maatte vi, vi skulde dog gærne naa endnu 20 Kvartmil. Af og til rettede vi Kursen op efter et Lommekompas. Vi maatte efter alt at dømme være paa en Bugt; Isen var ganske jævn. Lidt over Midnat traf vi paa Land, og samtidig lettede det lidt paa Taagen. Da saa vi til vor Forbavselse Land til alle Sider. Vi var kørt ind i en fuldstændig landlukket Vig. Den fik Navnet Greeley Harbour. Det maatte være en udmærket Vinterhavn, den eneste gode paa Kysten. Dybde var der nok af, det saa vi paa en 2–3 svære Havisskodser, der havde fundet Vej ind i Vigen, og som mindst stak deres 5 Favne.

Landet paa Vigens Vestside var højt. Ligesaa paa Østsiden. Men mellem to Bakker var der et ganske lavt smalt Ejde, hvorover vi kørte ud paa Havisen igen og saa fulgte Kysten videre nordover. Desværre blev der ikke noget ud af Klaringen. Taagen sænkede sig atter ned over alt, dyster, kold og klam. Det tog Modet fra mig. Hvorfor arbejde sig frem, naar man ikke engang kunde se Land, og det saa til med allerhøjst kunde dreje sig om et Par Kvartmil mere. Saa stoppede vi og slog Lejr udfor et lavt Stennæs, meget ligt alle de andre, vi havde passeret. Det blev altsaa «Hansen farthest».

Hvem har ikke her i Livet staaet overfor dette: hertil og ikke længere. De, der har det, ved, hvor ned[500] trykkende det er. Allerede længe havde vi vidst, at vi ikke naaede frem. Da vi strævede og slæbte ude i Victoria-Strædets Skrueis, havde vi saamænd mere end én Gang sagt, at vi vilde være tilfredse med blot en eller to Dagsmarscher op ad nyt Land. Men skønt vi havde naaet saa meget mere, saa var vi dog kede over ikke at have naaet frem til Glenely Bay. De hundrede Kvartmil, der skilte os derfra, maatte vi lade ligge i deres ubetraadte Hvidhed. Vi magtede dem ikke.

Da jeg den Dag sluttede min Dagbog med Ordene «hertil og ikke længere», var det mig næsten, som om hele vort Arbejde havde været spildt. «Fremad» som Løsen, saa spændes Musklerne, saa banker Hjertet, og Blodet ruller gennem Aarerne, Hovedet løftes og Ryggen rankes. «Tilbage», det gør én paa en Gang som til en gammel brudt Mand. Der gik nogle Dage inden Bjørnsons Sang:

Vi skrev følgende Dokument, som skulde efterlades i en Varde:

[501] «Tilbage!» det er, som jeg har sagt, det gør én paa en Gang til en gammel, brudt Mand. Men «Hjemover!" det er straks noget helt andet. Det bar jo hjemover, hjem over for Alvor. Kap Nansen var Yderpunktet for os to, Turen hjemad stoppede ikke op i Gjøahavn; den gik videre fort med Gjøa, saa snart Isen vilde aabne sig, videre – hjem.

Vi fik en Bjørn paa Kap Nansen. Det var om Aftenen den 26de, lige som vi skulde til at gøre klar til Opbrud. Ristvedt saa ud af Teltdøren. Men istedet for at se Slæderne og Hundene i Halvkreds om Teltet, og de udviskede Omrids af nogle Skrukos, og saa det graa intet, Sneen og Luften sammen i Disen, istedet for alt det saa han en Bjørn 5 Skridt fra Teltdøren. Geværet havde vi altid liggende i Teltet med Magasinet ladt. Det var kun et Øjebliks Sag for Ristvedt at faa det til Kinden og skyde. Bjørnen faldt, men kom op igen og ravede ud efter Skrueisen. Blodet væltede den ud af Gabet. Vi foer ud af Teltet, barbenede som vi var, for at løse Hundene. Men vort Hastværk var unødvendigt. Bjørnen naaede vel 30 Skridt bort, saa faldt den om og var stendød.

27de Maj. Nordenfor Kap Nansen var Landet atter ganske fladt. Sydover saa jeg det høje Land omkring Greeley Harbour. Tydeligst var dog Mt. Ovidia, ragende op over den ganske flade Slette milevidt rundt dets Fod. Det er det mest kendelige Punkt paa den hele Kyst.

Saa gik jeg tilbage til Teltet, og Hjemrejsen begyndte.

Ved Kap Anker svingede vi ind i Danmarks-Fjorden, og overnattede en halv Snes Kvajtmil inde paa en Ø, Cloëtte Island. Trods Klarvejr saa vi endda ikke Fjordens Bund, og vilde saa næste Dag køre et Stykke længere ind. Efter den Kortskizze, jeg havde tegnet paa Opturen, skulde der et Stykke længer inde kun være en Landtange paa 4 Kvartmils Bredde mellem Homans Bugt og Danmarks-Fjord. Der var [502] det min Hensigt at køre over, for at faa Kontrol paa Arbejdet, der var udført alene efter Pejlinger udefra.

1ste Juni. Det var forbavsende at se, eftersom vi kom ned langs Kysten, hvorledes det gode Vejr i en Fart forandrede Landets Udseende. Solen, der nu stod paa Himlen hele Dagen igennem, straalede med fuld Kraft løs paa Sneen, saa at den maatte vige Pladsen for det sorte Land nedenunder. Endnu var der ganske vist ikke rindende Vand, Sneen, hvor den laa ophobet, sank bare mere og mere sammen for hver Dag, der gik. Hvor der kun laa et tyndt Lag, forsvandt den helt, saa at det ordentlig sortnede ind over Land oppe paa Bakketoppene. Snart begyndte vi at kampere paa Landet. Det var nemlig ikke frit for, at vore Legemers Varme slog igennem Sovepose og Teltgulv og smeltede Sneen, saa at Poserne blev fugtige. Derfor var Lejr paa bart Land at foretrække. Selv om det ikke gav fuldt saa plant Natteleje, saa var man dog heller ikke nogen Prinsesse paa Ærten. En lille Sten op i Ryggen kunde man nok taale.

Vi saa Harer, medens vi færdedes ned langs Kysten, jævnlig en 3–4 Stykker sammen. Nogle af dem kom i Gryden. Men de var vanskelige at komme paa Skudhold med Haglgevær, og Rifleammunitionen turde vi ikke være for flotte med. Den var beregnet paa større Vildt.

Udfor Kap Kofoed Hansen fik vi endnu en Bjørn.

5te Juni. Den 5te Juni passerede vi Rae's Vardeø og fandt vort Depot i Behold. Lemænerne havde taget sig et Par Mundfulde, men ikke mere end man godt kunde unde dem. Det er nemlig et Dyr, som jeg har faaet en vis Agtelse for. Kommer man til at krænke dens Selvfølelse ved at komme paa tværs af dens Vej, saa sætter den resolut op, helst med Ryggen mod en Sten. Siddende paa Bagbenene slaar den med Forbenene i Luften akkurat som en Bjørn, rede til at sælge Livet saa dyrt som muligt. Som man nu [503] staar der og taarner op i Skyerne for den, – den naar jo neppe til Overkant af Foden, – saa ler man naturligvis af denne latterlige Udfoldelse af Mod. Men alligevel – mig har den indgydt Respekt.

Om Morgenen naaede vi vort Storkobbe-Depot ude paa Isen. Det varede lidt, inden vi fandt det.

11te Juni. Den 11te Juni netop efter Midnat kørte vi videre langs Taylor Island. Vi traf Spor af to Eskimoslæder gaaende sydover, og dem fulgte vi, haabende at indhente Eskimoerne. Men de havde af en eller anden Grund haft Hastværk, da det gik sydover. De skulde maaske mødes med Stammefrænder, og havde opsat Rejsen saa længe som muligt i Haab om, at vi skulde komme tilbage. Helt ned til Dehavens Point havde de ikke gjort Holdt for Natten. Fra den Pynt satte vi Kursen tværs over mod Lind Island, der laa højt og tydeligt i Syd. Midt paa Strædet stoppede vi for Dagen.

14de Juni. Den 14de tog vi saa fat paa Skrueisen. Jeg havde tænkt paa den med Hjærtebanken, paa alle Skrammerne og Anstrængelserne. Men vi slap sandelig naadigt. To Dage bragte os over til «Land seen by Rae».

Den første Dag i Skrueisen fik vi en Sæl. Den var meget kærkommen, for Storkobbens Spæk var begyndt at blive os temmelig harskt. Vi havde iøvrigt set mange Sæl siden Lejren under «De fire Vinde». Kom man over jævne Flag af lidt større Udstrækning, kunde man være sikker paa at se Sæl oppe til Soling. Men de var meget sky, og kun hvor der laa enkelte Stykker opskruet Is fordelt paa en heldig Maade ud mod dem, kunde man gøre sig Haab om at komme paa Skud.

Vi naaede Land tidlig paa Morgenen den 15de. Det var kun en liden Holme, men nord– syd– og østover saa vi Land, større og mindre Øer. Paa den lille Ø var der helt Sommer. Næsten ingen Sne, frisk grøn Mos, Ryper [504] og Edderfugl. Den forekom os som et helt lille Paradis og fik Navnetⁿ⁴ Prinsesse Ingeborgs Ø. Jeg bestemte Bredden og Længden. Den øvrige Del af Øernes Kortlægning blev foretaget med en Harefod. Vi var nemlig efterhaanden temmelig reducerede paa Livets Goder. Vi kogte med Spæk, idet den halve Liter Petroleum, vi havde i Behold, maatte gemmes til Dage med saa daarligt Vejr, at vi ikke kunde koge ude. Vort Brød var sluppet op, og Chocolade havde vi kun til to Gange. Hjemme maatte de snart vente os med Utaalmodighed. Dette i Forening fik mig til at skynde paa.

Vi gjorde en Dagsrejse paa 21 Kvartmil sydover mellem en Mængde Øer og Holmer. De sidste 2–3 Kvartmil kørte vi over et Stræde (Markham Strait), hvor jeg tænkte mig, at der maatte være Dybde nok til Passage for Gjøa. Vi naaede Brydes Ø syd for Strædet, fra hvis Top jeg saa flere Øer sydover, længst borte, vel en 15 Kvartmil, højt bakket Land, sandsynligvis en Ø af større Udstrækning. Jeg havde svært Lyst til at undersøge Øgruppen længere sydover, og vi begyndte allerede Marschen. Men da det egentlig var min Tro, at Ørækken vilde strække sig helt til Fastlandet, saa tænkte jeg mig, at Opgaven vilde blive for vidtløftig paa den fremrykkede Aarstid, og rettede saa Kursen nordover igen, øst om Øgruppen.

Øgruppen syd for Brydes Ø kaldte vi Nordenskjølds Øer. Gruppen nord for Markham Strait fik Navnet Royal Geographical Society's Islands, og Øernes vigtigste Pynter fik engelske Navne. Dette forekom os rigtigst, da Landet først var set af en Englænder.

Paa Vejen op langs Østkysten mistede vi en Hund. Ristvedt havde taget den ud af sit Spand, det var ham ikke muligt at faa den drevet frem, og den lavede bare Ufred mellem Kammeraterne. Det var en ildrød, lavbenet Herre, lydende Navnet «Inagsajak». Doven havde den været den [505] hele Tid, og da de havde faaet Kraftfoder af Spæk i lang Tid, var den blevet temmelig fed. Den fulgte en Tid langt efter Slæden, men saa blev selv det den for meget, den lagde sig ned paa Isen, og der blev den. Siden saa vi den ikke. Vi havde sikkert ventet den til Teltet om Aftenen, men den kom ikke. Saa har den da vel lagt sig til at dø derude. Lidt Sanvittighedsnag havde vi jo nok i Begyndelsen. Men den havde tilsyneladende intet fejlet da den blev spændt løs; derfor trøstede vi os med, at var den død, saa var den egentlige Dødsaarsag Dovenskab.

18de Juni. Den 18de satte vi saa ud tværs over Alexandra Strait. Sneen i Skrueisen havde forandret sig sørgeligt. Isskorpen, der dannede sig om Natten, var ikke tyk nok til at bære os og Hundene. Men heldigvis flød Slæderne ovenpaa, saa at det alligevel gik nogenlunde fremad.

Ved Kap Crozier fandt vi vort Renkød, vor Petroleum og vor Chocolade i god Behold. Al Nød var forbi. Vi havde nu kun den jævne Simpsonstræde-Is at køre over, og i raske Marscher gik det hen langs Kysten.

En stor Ulæmpe var der dog ved Rejsen paa denne sene Aarstid, Hundene fik daarlige Fødder. Sneen var af Isen, og Smeltevandet havde gjort Isoverfladen ru og ujævn, med talløse smaa lodrette Isnaale, som Hundene sled Trædepuderne itu paa. Der var Blod i Sporene, hvor de traadte, saa at de maatte spændes fra efterhaanden. Først Mylius, saa Gjøa, saa Silla. Det var alt det, vi kunde faa dem til at følge med efter Slæderne. Skal man rejse, naar Snesmeltningen er saa vidt fremskredet, maa man have praktiske Sko med til Hundene, ellers klarer de det ikke.

Efterhaanden, som vi rykkede frem, kendte vi jo flere og flere Detaljer i Landskabet. Kysten indtil Strædesnevringen havde vi hyppigt besøgt. Da vi passerede Todd Island og svingede ind paa Petersens Bai, følte vi os næsten som hjemme. Vi havde vor sidste Lejr paa Svartheia.

[506] Den 25de Juni om Morgenen tog vi saa fat paa de sidste 10 Mil. Slædeflaget – det var efterhaanden lidt medtaget – vajede over Slæden fra Enden af en Ski. De skulde dog se os fra Skibet saa tidligt som muligt. Og de saa os tidligt, for vi var nok ventede med Længsel. Kl. 7 Formiddag gik Flaget op ombord. Lund havde Vagt om Morgenen, og han havde straks set os. Vi hørte jo siden, hvordan de mange Gange havde set ud over Isen og set forgæves. Ikke andet end den flade Is og saa længst ude Todd Island, dansende op og ned i Disen. Men endelig kom vi. Kl. 8 svingede vi ind ad Havnemundingen og saa gik det kvikt mod Skibet. Hundene havde pludselig kendt Stedet og forstaaet, at nu var det endelig en ordentlig Hvil ivente.

Der kom en Mand ned fra Skibet, ud imod os med lange Skridt. Det var Chefen. «Goddag og velkommen!» sagde han. Og velkomne var vi, det var dejligt at mærke.

Dermed var da Rejsen endt. En anstrængende Tur; thi den Tid, man færdes i Ødemarkerne, maa man holde sig aarvaagne. Der skal ikke handles saa meget forkert, førend man kan sætte Livet til. Straf for Fejltrin er Døden.

Men det er Mands Liv. Fribaaren føler man sig derude, hvor ens Vilje er Lov. Saa lad det være haardt, fordi Vejen gaar over alle Slags Hindringer. Sult, Kulde, Væde og Udmattelse lærer man at kende. Tarvelig er ens Kost. Renlighed, hvor hver Draabe Vand koster det kosteligste af alt, Brændsel, maa man sige Farvel til. Men fremad gaar det, hver Kvartmil føles som en Sejrvinding. Og Livet –: «La vie n'est pas un plaisir ni une douleur, mais une affaire grave, dont nous sommes chargée, et qu'il faut conduire et terminer á notre honneur».

Saa havde vi da udrettet dette at spore en ny Strækning Kyst opover den nordlige Halvkugles Hvide; at lægge nyt Land under Menneskefod, at lære dette Land at kende, [507] dets Geologi, dets naturlige Beskaffenhed, dets Geografi. 800 Kvartmil havde vi tilbagelagt paa vor Rejse.

Den Gang, jeg sad der ude paa Slæden uden noget Vejmærke foran mig, fordi min Slædes Mejer skar de første Spor gennem hine Trakters Sne, da tænkte jeg mig altid, at det vilde blive nemt at skrive derom, naar jeg kom hjem. Jeg syntes, at vor Rejse var af stor Betydning. Thi var end den Kyst, vi kørte langs, en Jærnkyst, stormfuld, taagesvøbt, isbundet Sommer som Vinter; var end det Land, som vi vristede fra Mørkets Uvætter og tegnede ned i vort Kort, øde og stenet, uden Skønhed i sig selv, uden Nytte for Mennesker, saa syntes det mig dog, at der af Viddernes Uendelighed fødtes Tanker, om det store og skønne og gode, og det vilde jeg skrive om. Jeg vilde skrive, saa at de der læste det, blev ligesom rigere paa Minder, vandt et Minde om Vældighed, saadan som jeg har vundet det i hine Egne, hvor der ikke findes Vej eller Sti, men hvor Guds Sol eller de tindrende Stjerner viser en Vejen fremover. Nu ved Arbejdets Ende ser jeg, hvor lidet jeg har formaaet at give, fordi de Tanker, som jeg der syntes vældede ind over mig, ikke var Tanker i Ord, men mest kun Stemninger. Men er det lykkedes mig, alt som Fortællingen skred frem, Fortællingen om de to Mennesker og de tolv Hunde, svømmende gennem Sne, kravlende over Is, hvilende i det ensommeⁿ⁵ Telt midt i de vilde Vinde, er det lykkedes mig en enkelt Gang at gribe, hvad der boede der ude paa de endeløse Vidder, i den stormende Vind som i den straalende Sol, da har jeg dog bragt mere hjem end blot nogle faa Kvartmil Land i Kortet nordenfor «Collinson farthest».