I Bog

(I) Sang

Jeg taler om en Mand, hvis Skæbne og Bedrifter

Bør billig tegnes an blant alle Folkes Skrifter,

Jeg siunger om en Helt den store Peder Paârs,

Som tog en Reyse for fra Callundborg til Aars.

Siig, giftig Avind,^k1 siig vanartige Gudinde,

Hvad dig beveget har? hvor kom det dig i Sinde

Saa hart at plage og forfølge saadan Mand,

Som neppe var bekiendt i eget Fødeland.

Hvad har opirret dig? Hvad haver Aarsag givet?

En slig uskyldig Mand at stræbe efter Livet,

Hand ey med Don Qvixot forlod sin Føde-By

For at indlegge Navn, faae Kiemper til at fly.

Hans Forsæt var ey med Ulysse og Ænea

At undertvinge Land, sin Fæstemøe Dorthea

Hand vilde ickun see, mon nogle Miles Færd

Vel være saadan Larm og saadan Fare værd.

[2] Hvi skulde denne Mand saa stor Anfægtning lide,

Saa ofte fristes, og i sure Æbler bide,

Nu stolte Bølger see sig true paa sit Liv,

Nu staae i Fare for at døe for Morder-Kniv.

Nu udi en Fortred, nu i en anden falde.

ⁿ¹ Mon den Gudinde er, der plages saa af Galde?

Men Avind! Langt ifra at faa din Villie frem,

Du har med største Harm maat see ham komme hiem

Med Folcks Forundring, med Berømmelse og Ære

See til, du engang kand af sligt Exempel lære,

At den du hader mest, for den du baner Vey

Til Ære, giør den stor og modig, som var sey.

At Riiset ofte maa, af den det snerter, kysses;

Thi det giør mangen gang af en Peer Paars Ulysses.

Siig mig ô Musa! Siig, hvorledes gik det til

Med denne store Mand, der udaf Lyckens Spil

Er bleven saa bekiendt, umag dig det at male

Med rette Farve, man begier ey, du skal prale,

Som du tiit haver giort, forført af en Poët

At sige meget, som du veedst er aldrig skeet.

Tre Aar for Calmar-Krig,^k2 da Folk var meget riige

Af Vellyst, Overdaad man vidste lit at siige,

Da man ey Midler sat paa Speceri, Caffee,

Da reven Øll og Brød var brugelig for Tee.

Da man kun vidste lit af fremmet Skick og Noder,

Man aad og drak paa Dansk og ingen Franske Moder

I Landet kommen var. At sige kortelig:

Da Folk meer sparsom var og derfor meere riig.

[3] Da tog sig i vor By en velfornemme Kremmer,

Hvis Fâr og Môr var Jydsk, men Fârfàr var en Bremer,

En velbemidlet Mand, som kaltes Peder Pâars,

En kostbar Reyse for fra Callundborg til Aars.

At see sin Fæstemøe, som hand i mange Tider

Ey havde haft i Syyn, jeg veed hun icke lider,

Hand sagde ved sig selv, at jeg paa salten Søe

Mit unge Liv betror, men for en Fæstemøe.

Man vove maa sit Liv, man maa ey være bange,

Skiønt udi Callundborg ey skulde findes mange,

Der udaf kierlighed slig Fare og Fortred

Ja haarde Vinters-stød at udstaa var bereed.

Alt dette kunde vel en anden staa for Øye;

Men saadant Peder Paars ey regnede saa nøye,

Saa sterk er Kierlighed, hand hyrede en Jagt

Og overgav sig saa Neptuni Vold og Magt.

Gudinden Avind, da hun saadant fik at vide,

Hun snysede af Harm; skal jeg vel dette lide?

Hun sagde ved sig selv, skal hand sin Fæstemøe

Saa læt omfavne? Ney jeg heller vilde døe.

End en Tilsammenkomst saa kierlig dem tilstæde,

End see forliebte Folk sig med enanden glæde,

Med disse Ord hun fløy i Luften som en Piil,

Man aldrig Avind saae at bruge saadan Jil.

Hun stedse ellers laa begraven i sin Hule,

ⁿ² Hvor hun blant Øgler sig og Slanger pleigde skiule,

[4] Som man i haabetal og halv-opædte saae

ⁿ³ Af Ladhed taalte hun hvert skret hun skulde gaa.

Saa haver Naso^k3 sagt, og hende saa beskreven,

Saa var hun i hans Tid, nu er hun hurtig bleven.

Om hun i gammel Tid saa lad og dofven var,

Som Naso fordum os afmalet hende har.

Det staar saa ved sit værd. Jeg tør mig ikke vove

At sige ham imod, nu veed jeg, at til Hove

Samt alle andre steds hun sees kand hver Dag.

I gammel Tid maa skee, det var en anden Sag;

Men jeg vil siunge om: hvor hurtig vor Gudinde

Var et Forræderrie mod Peder Paars at spinde.

I Øyeblik hun stoed paa Pater Noster Skiær,

ⁿ⁴ Som af Virgilio os kiønt afmalet er.

ⁿ⁵ Der hør man Vindene, som hine Lenke-Hunde

Af Vrede fnyse, giøe, og strebe, om de kunde

Hver stund at komme løs: hvis Æolus med Magt

Paa dennem havde ey en saadan Tømme lagt.

ⁿ⁶ Hvis ikke Stormens Gud dem saadan kunde spæge,

De skulde Himmel, Jord og alle Ting bevæge,

[5] Tilsammen blande hvad de kunde treffe paa.

Mand skulde Verden see i hast at undergaa.

ⁿ⁷ Men Jupiter for got har fundet, dem at give

En Konge, som med Magt dem kand tilbage drive

I deris Huuler, naar de vilde løbe ud.

Det er den Æolus, som kaldes Stormens Gud.

Da Avind hannem fandt paa Spidsen af den Klippe,

Hun sagde Stormens Gud, jeg kand dig ikke slippe,

Du aldrig blîr mig qvit, jeg aldrig fra dig gaar,

Før du bønhører mig, og giør hvad jeg attraar.

Det sagde hun med Suck og høyt bedrøvet Miine,

Som en der færdig er af Angist at besvime.

Strax Æolus: thi hand er en enfoldig Mand,

Som Bergfolk gierne er; Jeg troer hun i mit Land

Er kommen (tænkte hand) optændt af Elskovs Lue.

Hvo blive kand forliebt i saadan vanskabt Frue.

Hand deri havde ret: thi hun saa heslig er,

ⁿ⁸ At Pallas voved ey at komme hende nær.

I fordum Tid, hun blaa og maver er, har Tænder

Halv ædte op af Rust, hun har ey bedre Hænder,

I hendes Ansigt man meer Galde seer end Blod,

Mod hendes Aande mand forsyner sig med Rod

At holde i sin Mund, for hendes Øyne skiæve

Og hendes fæle Syyn selv Guderne maa bæve,

ⁿ⁹ Hun smiler ikke læt, man veed hun aldrig leer,

Undtagen noget Ont som hendes kand, hun seer.

[6] Af saadant Æolus vel maatte blive bange,

Hand længe sad forsagt, nedslagen som en Fange,

Hand var ey mægtig til at give noget Svar.

Gudinden saadan Skrek hos hannem blev vel var;

Men hvad dens Aarsag var, hun ingenlunde vidste.

Hun sagde: Hør min Bøn, det være skal den sidste,

Som det den første er; Du den ey negte maa,

Jeg ikke ubønhørt fra Æolo vil gaa.

Hand dertil skielvende da svared: Om I vilde

I Morgen komme hid, nu har jeg at bestille,

Jeg aldrig haver Roo, nu en nu anden Vind

Mig plager. – Da man saae, han ganske kom fra sind,

Hand kunne ey af Frygt og Redsel meere sige,

Men ferdig var af Skrek at rømme Land og Rige.

Hand vendte Ryggen til, og vilde løbe bort.

Gudinden slig Foragt ey skiøttede da stort.

Hun holt paa hannem fast med begge sine Hænder,

Nu gav hun gode Ord, nu viiste hun ham Tænder,

Og sagde som tilforn, jeg aldrig fra dig gaar,

Før du bønhører mig, og giør hvad jeg attraar.

Da skreg hand overlydt, og sagde: Slip mig Frue,

Jeg seer i Hovedet, I haver løes en Skrue.

For eder Pluto selv er bange, eder skyer,

Hvo kand forliebe sig i saadant heßligt Dyer.

Den giftig Frue, som Forhaanelse ey skytter,

Naar det til hendes Gavn og onde Forsæt nytter,

Til Takke alting târ og alt opoffrer læt,

Naar hendes slemme Sind af ondt kun bliver mæt.

Hun over Æolus ey vilde sig besvære,

Hvis Hielp i denne Sag hun kunde ey undvære,

Thi stilled hun sig mild, og sagde med Beskeed,

Du der i farer vild, det er ey Kierlighed,

[7] Som mig hid haver bragt, en anden Orm mig plager,

ⁿ¹⁰ Jeg sætter heller Splid i Kierlighed og mager,

At Elskovs søde Smag forvandles kand til Had,

Det er min største Lyst, det giør mit Hjerte glad.

Slig Orm mig drevet har at søge dig. Jeg kalder

Dig, Stormens Gud! til Fod, dig Beder og paakalder,

Taal ey, at Avind skal for dine Fødder døe

Af Harm, at Peder Paârs skal see sin Fæstemøe.

Om en Gudindes Suk hos Guder bør antegnes,

Og om en Stympers Liv bør derimod ey regnes,

Da lad ham aldrig naae den høyforlangte Havn,

Da lad ham aldrig faa sin Dorethe i Favn.

See, hvor hans lumpen Jagt hin stolte Bølge pløjer,

See, hvor hand mig til Trods i Haabet sig fornøjer,

Ach slip en kraftig Vind og Havet for mig rør.

Hand svarede derpaa: Det jeg ey vove tør.

ⁿ¹¹ Jeg veed nok, hvor det gik mig i Æneæ Tider.

Neptunus er en Mand, der aldrig saadant lider,

Til Uven ham at faa, jeg veed, er ingen Skiemt,

Det som jeg giorde da, hand endnu ey har glemt.

De skidne Ord jeg fik, mig ligger nok paa Hierte.

Jeg mod hans Viilie nu har neppe Lov at –

En sige, give Vind, som Havet røre kand.

Mand næppe finde skal en høy Bestillings Mand,

Der har saa liden Magt, hvis Hænder ere bundet,

Hvis Herredømme paa saa slet en Fod er grundet.

[8] Jeg giør helst hvad jeg kand for Fruentimrets skyld

Men skaaner mig derfor, opripper ey min Byld.

Strax Avind som i Svig oq Kunst er Mesterinde,

Sin Tale førte saa for hannem at Forblinde:

Hør Vindernes Monarch! Hvo har dig underlagt

Neptuno Havets Gud? Har Jupiter vel sagt,

At hand har over dig at byde og befale,

Hvo haver nogen Tid ham hørt saaledes tale?

Du har fra Arilds Tid haft Magt at skabe Vind,

Nu sidder du forsagt med Haanden under Kind,

Og venter paa Forlov, tør ingen Ordre give,

Neptunus Magten har, du maa kun underskrive

Hva hand besluttet har, hand i sit Hjerte leer

At du med hannem saa igiennem Fingre seer.

Det fast utroligt er, hvad saadan fyndig Tale

Udvirkede hos ham, hand saasom af en Dvale

Opvognede, stod op, og gav et mægtig skrig,

ⁿ¹² Som Mars da hand blev var i den Trojanske Krig

Sit Blod at rinde, hør I Synden-Norden-Vinde,

Gaar udaf eders Hul, I skal herefter finde,

At jeg jêr Herre er, at jeg har eene Magt

At sige, blæser op, at sige, stille, sagt!

[9] I samme Øyeblik man hørte Vinden suse,

Det salte Hav man saae forfærdeligt at bruse,

Peer Paars, som lit fra Land var kommen med sin Jagt,

ⁿ¹³ I ham blev Blodet kaalt, hand raabte, giver agt

O Søe-Mænd! frygter ey, men tager Mod og Hierte,

Betænk I helst skal døe paa Sotteseng med Smerte,

Saa mangen kostbar Mand har lucked Øye til

Paa Havet: her at døe, jeg agtede kun Spil,

Hvis ey min Festemøe Dorthea stod for Øye,

Med saadan Gravstæd jeg mig vilde lade nøye,

Hvis Himlen mig tillod først med min Fæstemøe

At tage Afskeed, jeg med Glæde vilde døe.

Mod Døden man omsonst sig stræber at bevæbne,

Hvis saa bestikket er, hvis det er eders skiæbne,

ⁿ¹⁴ At I paa Havets Bund skal hvile eders Been,

Og Lachesis^k4 ey Traad har meere paa jêr Teen.

Saa hielper eder ey I græde vil og sukke,

I maa dog give jêr, I maa for Døden bukke,

Naar Tiden kommen er: Det sagde først og sidst

Min Fader over Bord, var dog ey Calvinist.

Derfore Søe-Mænd! lâr ey saadant jêr forskrekke,

Jeg kand ey tale meer, faar ont og maa mig brekke.

Hans Skriver Peder Ruus, som fuldte denne Mand,

Paa Reysen tænkte da: Mon jeg og ikke kand

[10] Opmuntre dem med Ord, og tale om den skiæbne

Mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne,

Hand tænkte ingen Trøst, mod Døden bedre var,

Og finder jeg, at hand slig Tale holdet har.

I kiekke Søe-Mænd! hør, hvad jeg vil eder sige:

Hvad Skiebnen har beskiert, det kand mand ey undvige.

En skabt til Glæde er, en anden til Fortred.

For en er Havets Bund, for anden er bereed

En Gallie: thi den, som beskieret er at henge,

Ey druknes nogen Tid, det har jeg hørt for længe,

Mads Sogne-Fogd var skabt at døe paa Sotteseng,

ⁿ¹⁵ Niels Degn beskiert at døe udi en Klokkestreng.

Den som til Siælands-Far er skabt, blir aldrig Jyde.

En Fisk er skabt til Rist, en anden til en Gryde.

En Luus at døe i Ild, en anden ved en Nagl,

Et Korn af Heede maa, en andet døe af Hagl,

ⁿ¹⁶ En Bog maa lade sig paa Randen smukt forgylde,

Og en i Kremmerhuus er henlagt paa vor Hylde.

En skabt at blive lam, en anden blind og døv.

Mand bryde Finger kand udi Kierlings – –

Naar saa beskikket er: hvi skulle vi da bæve

For Døden vi dog veed, vi kand ey evig leve.

Vort Levnet er kun kort, det er mod Evighed.

Som liden Landsbye mod en stor og mægtig Sted.

[11] ⁿ¹⁷ Ey nogen Mand er til, som Døden jo borttager,

Undtagen (som jeg veed) ⁿ¹⁸ Jerusalems Skomager,

Hand Eene lever nok, hand Eene aldrig døer,

Hvis I mig ey vil tro, da kun Hr. Christen spør.

Hand hannem haver seet i Holsten mange gange,

Jeg skiøtter ey derom, jeg skulde blive bange.

Om jeg fik ham at see, hand tit i Kirken staar

Og bøyer sine Knæ, og sig for Brøstet slaar.

Hvis jeg kand komme hiem, Hr. Christen skal mig love

At viise mig den Mand, jeg tør vel icke vove

At tale med ham selv, jeg vilde i en Krog

Kun staa og høre hvad hand taler for et Sprog.

Hvi hand saa flakker om, og saadant Ont maa lide,

Jeg kand ey nægte det, jeg har jo Lyst at vide,

Der er fast intet Land, der er fast ingen Bye,

Hand jo har været i, end ogsaa udi Tye.

Derfore lader jêr af saadant ey forskrekke,

Jeg, som min Principal, faar Ont, maa mig og brekke.

Af saadan Tale da opmuntret blev hver Mand,

De raabte overlydt: Lyksaligt er det Land.

Lyksalig er den Bye, lyksalig er det Herred,

Som giver saadan Mand; O! havde hand studeret,

[12] Hand havde kundet kiørt med mangen Præst i ring,

I Verden havde hand giort mange høye Spring.

Hr. Christen præker vel, det maa enhver bekiende,

Hand trøste kand en Syg, en Synder kand omvende,

Men, at hand, som Pêr Ruus. – – Hvad var det som der brast?

Nu er vi om en Hals, der ligger vores Mast.

Per Paars blev stedse ved Skibs-Folket at husvale,

Og muntre dennem op ved en og anden Tale;

Mens hver paa Dækket laa og vred sig som en Orm,

ⁿ¹⁹ Der blev et Himmel-Weyr og en Poëtisk Storm.

ⁿ²⁰ Den heele Himmel blev med Skyer overtrekket,

Det mørkt blev som en Nat, man kunde ey paa Dækket

Hin anden mere see; hver saa og holdt sig fast

Een ved et Anker-tov, en ved en afbrudt Mast.

Man hørte Tovene forskrekkelig at hvine,

Om Skibet tumlede sig Kufferter og skrine.

Nu saae man Himmelen af Liunild blive klar,

Man tænkte Dommedag da strax forhaanden var.

Thi Verdens Undergang og sidste Tid man venter,

Naar man formeget seer fast alle Elementer.

Mand truedes med Ild, man svemmede i Vand,

Det heele gandske Dæk og skiulet var med Sand.

[13] ⁿ²¹ Som Bølgerne med Magt af Grunden havde taget,

Saa mand af Ild og Vand og Havets Sand var plaget

Paa den selvsamme Tid, at sige med et Ord:

Mand aldrig meere saae bevæget Hav og Fiord.

Den haard er, som en Steen hvis Øyne ikke rinde

Naar hand betragter sligt, men Kierligheds Gudinde,

Der altid rekker Haand, der altid dem er mild,

Hvis Hierter er optendt af Elskovs søde Ild.

Da hun slig Jammer saae, dens Aarsag fik at høre,

Besluttede hun strax til Havets Gud at kiøre,

Hun raabte spender for, jeg har ey længe Tid,

Jeg maa forsøge paa, hvad Kierlighed mod Nid

Udrette kan; Jeg maa paatage mig en Reyse.

Strax mand for Vognen saae to hvide Svane kneyse

Hun til Neptunum foer. Ach! sagde Havets Gud:

Hvor kommer du ifra i Uveir, Regn og Slud.

Hvad Aarsag dertil er livsaligste Gudinde,

At man i saadan Storm paa Havet dig skal finde!

Hun sagde: Havets Gud! hør hvad jeg sige vil,

Din Magt, dit Herredom jeg seer, ey meer er til.

Har du det af dig selv Vind-Guden overdraget.

Har hand det dig med Vold berøvet og frataget.

Søg Land. Kast Forken bort. Lad deg ey meere see

Paa Havet, hvor dig Fisk og Søefugl vil belee.

Naar de formerke du, ey holde kand i Ave

Den mindste Bølge, naar du est en andens Slave,

Naar du, som fordum blev af Søefolk først og sidst

Saa meget dyrket, har dit Navn din Ære mist.

[14] Hen pak dig, Æolus regierer Havet Eene,

Du ikke meere kand ham Scepteretformeene,

Neptunus over sligt strax blussede af skam,

Om Hovedet blev heed, og svarede Madam'!

Hand aldrig meere har end engang med mig spillet,

Slig Puds, jeg blev vist i Æneæ Tid saa drillet,

ⁿ²² Som I kand læse hos Virgilium, jeg veed,

Hand det antegnet har, mon jeg da saadant leed?

Hand har min Tapperhed ey noksom kundet priise,

Jeg har ey Bogen her, heldst skulde jeg jêr viise,

Hvad derom skrevet er. Men siig mig med et Ord:

Hvad haver Æolum tilskyndet Hav og Fiord

Med Vindene at slaa, jeg selv blev meget bange,

Har siddet gandske still tre Timer som en Fange,

Jeg tænkte, sidste Dag nu strax forhaanden var,

Sligt Uveyr mange Aar ieg ey fornummet har.

Saa talte da hans Ord: En slig enfoldig Tale

Hav-Guden førte frem. Jeg tingen maa afmale,

Som den tildraget er. Hver redelig Poët

En Ting beskrive maa, som den er hent og skeet.

Min upartiske Geist kand ikke Farve sætte

Paa noget, det som skevt og kroget er at rette,

Den ey bemøyer sig, skiønt en Heroisk Sang

Ey lider sligt, men jeg blant Skialdre haver Rang.

Ey skiøtter om, naar Mand mig tvinge vil at lyve,

At give hvit for sort, og sige: Ti er tyve.

Neptunus Søe-Mand er, hand aldrig sættet har

Paa skruer sine Ord, hand aldrig Hofmand var.

[15] Da Venus kortelig dets Aarsag ham fortaalte,

Hvad saadan Himmel-Veyr, hvad saadan Storm forvolte.

Af Elskovssterke Ild ophidset Peder Paars,

En Reyse foretog fra Callundborg til Aars.

At see sin Fæstemøe, strax Avind, som I viide,

Oprigtig Kierlighed har aldrig kundet lide,

Har med Veltalenhed giort Æolum saa blind,

At hand aarsaget har slig veyr, Storm og Vind.

Neptunus sagde da: Alt hvad jeg nu kand giøre

For Eders skyld, det er, at jeg vil Havet røre

Med min tre-kantet Fork, og viise Vinden hiem

Med slige haarde Ord, saa det skal have Klem.

Strax vendte hand sig om, og raabte: Hør I Vinde!

Hvis I ey passer jer, I skulde strax befinde,

At jeg mit Herredom og Fork ey før omsonst,

Og at det kun for mig skal være ringe Konst

At faa jer alle fast i ævig Baand og Fængsel

Og slutte eders Hul med stærke Laas og Hængsel:

Jeg viise eder skal, at jeg har endnu Mod?

Trotz I tør, uden mig, oprøre mindste Flod.

Gaar, siger Æolo, jeg sligt ey kand fordøje.

Jeg vove skal med ham for saadant et blaat Øje,

Det sagde hand med Fynd og saadan Myndighed,

At Vindene med Hast i Bierget krøbe ned

Og skiulte sig af Frygt? man dennem refse vilde;

Men saadan Ordre gaf Neptunus alt forsilde,

Thi Jagten dreven var imidlertid paa Land,

Hvor den i støkker gik og omkom ingen Mand.

(2) Sang

[16] For Graad ieg icke kand den Tilstand her beskrive

Enhver da fantes i, de vare vel i Live,

Men stive udaf Frost, nedslagne af Fortræd:

Slig ynksom Syn man ej har seet nogen Stæd.

De allesammen laae fast ligesom i Dvale,

Den eene kunde ej den anden da husvale,

De trætte Nakker man paa Skuldre hælde saae.

De fordum kiække Mænd som vißne Blomster laae,

Der Ploven feldet har, som Ax af Hagl og Vinde,

Som Valmu udaf Regn nedslagne. Hvo kand finde

Tilstrekkelige Ord at male saadant af!

Jeg med Virgilio kand ikke gaa i Traf.

Langt mindre kand jeg med Homero galopere,

Min Musa doven er. De ei Poëter ere

Som ikkun drikke Vand. Horatius^k5 er mæt,

ⁿ²³ Og haver Skraatten fuld, helst siunger han kun slet.

Da disse usle Mænd saa havde lagt en Time

Fast uden Følelse og ligesom i Svime,

Kom endelig en Mand der dennem var saa mild,

At hand paa Klinten for dem tente op en Ild.

Den tapre Peder Paars begynte først at tale,

Hand sagde: Kiære Ven! Vil I os vel afmale

[17] Hvad Land vi ere i, om det er saadan Sted,

Som efter dette Liv for Døde er bered.

Mig synes, at det ey kand Himmerige være,

Vor slette Tilstand kand det anderledes lære:

Ey Helvede: thi her er alt formeget kaalt,

Den Sted skal være heed, saa viit mig er fortaalt.

Hand gav ham saadant Svar: Det Eyland Anholt heder,

Indbyggerne hver Dag for Søe-Folk stedse beder

At see dem her paa Land; De ofte blîr bønhørt:

Thi et og andet Skib blir lyckelig hidført,

De ere gode Folk: hvor vel man ey kand negte,

I gamle Dage de jo vare slemme Knegte,

En velbedaget Mand, som været har min Giæst,

Fortaalte mig: her var tilforn en gammel Præst,

Jeg nævner ey hans Navn, jeg vil ham icke røbe,

Som tog en Daler for hvert Barn hand skulde døbe,

Og da mand spurde ham: hvi hand sig understod

At tage dobbelt, hand da svaret med frit Mod:

To Mark mig tilladt er for Børne-Daab at tage,

To for Begravelse. Nu kommer faa af Dage

Paa Sotteseng: thi de fast alle bliver hængt,

Derfore jeg min Ret kand tage ufortænckt.

Men deraf slutte kand, de vare fordum slemme.

Det gaar mig lidet an, jeg har her icke hiemme.

Nu derimod man seer dem bedres Dag for Dag.

Hver lever Christelig og nærer sig af Vrag.

Per Paars da glædde sig, at hand saa vidt var kommen

Blant smucke Folk; men da hand Haanden stak i Lommen,

Hand savnede sin Pung: O væ mig arme Mand!

Hand raabte: Ingen Ting mig meere trøste kand.

[18] Det er jo ingen Skiemt at miste tolv Rixdaler,

Og du, min Ven, som her om Landets Dyder praler,

Her seer man, hvor man kand din saure Tale tro,

Her seer man, hvad for Folk paa denne Øe mon bo.

Thi ingen uden du sig til mig haver nærmet,

Du! som jeg meente, at du skulde mig beskiermet,

Ney Folket verre er, end du mig bildte ind,

Det sagde hand med Graad og Haanden under Kind.

Her jeg bekiende maa, og kand det icke dølge,

Helst som jeg gierne vil den reene Sandhed følge,

At denne store Mand og havde nogen Feyl;

Jeg ønsker hver Poët sig dette som et Speyl

For Øyne sætte maa, og undertiden viise

Hvad Feil der findes og hos dem, de vilde prise

I deres Vers og Sang. Alt hvad jeg sige kand

For denne store Helt, er, at i fremmed Land

Er ingen større Sorg end miste sine Penge,

For slig Ulycke sig en anden skulde hænge,

Det var den eene gang hand lod sin Svaghed see,

Hand ellers pleyede mod all Ulycke lee.

Hans Skriver Peder Ruus, som ham paa Reysen fuldte,

Da slog sig for sit Brøst, og raabte: Vi maae sulte

Og døe af Hunger her, hvo vil vel recke Haand

Til den, der fattig er: det Fandens Elskovs Baand,

Som dig hid trecket har, maa heller heede Stricke.

Det meget bedre er en ærlig Ruus at dricke,

End at forlove sig, tro mig, at det er sandt,

Skiønt jeg ey boglærd er, og ingen Prædicant.

Jeg vel tilbage har tre Daler i en Knude,

Naar de fortæret er, saa er det med oss ude.

[19] Per Paars blev derved glad, og sagde: Giem din Skat,

See til, man og ey faar paa dine Penge fat.

Jer skeede ret, saa lod den Fremmed sig forlyde,

Om jeg det maged, at I skulde snart fortryde

Jer Ubetæncksomhed; thi jeg for Tyve-Sag

End aldrig sigted er af nogen før i Dag.

Men at I skulde see, hvor høyt I jer bedrage,

Hvor de I skielde meest, sig meest for jer umage,

Saa vil jeg glemme hvad I giorde mig for Spot

Og stræbe, hvor jeg kand giengielde det med got.

I haver tabt en Pung, mon man det strax skal kalde,

At den er staalen bort, som den ey kunde falde

Af Lommen i den Rey, da Skibet gick paa Land,

Tolv Dalers Tab er ey et Tab for slig en Mand.

Men som jeg troer, saa har I andet med at fare,

Hvad er der i jer Jagt, hvad haver I for Vare,

Der er maaskee de Ting, som læt bedervis kand,

Om de skal længe staa udi det salte Vand.

I stødte nylig an, og jeg tør sickert vedde,

At alting frelses skal, om hver vil flittig redde.

Hver giøre saasom jeg, og bierge hvad hand kand,

Og tale siden om, hvad jeg er for en Mand.

Hver blev opmuntret og med Fyrighed henvendte

Til Skibets søndrig Skrog for derudaf at hente,

Hvad ham for Hænde kom. Alt hvad man bierget fik,

Jeg vil ey tale om, endskiønt jeg paa en Prik

Altsammen kunde læt opregne og beskrive,

Et fuldt Register paa den heele Cargo give,

Men min Heroisk Sang tilstæder icke her,

At tegne andet op end hvad som kostbar er.

[20] O Musa kom til Hielp, beveg min Røst og Tunge!

At jeg anstændelig om slige Ting kand siunge

Og zierlig regne op alt hvad jeg fundet har,

Som endda i Behold, som endda frelset var.

ⁿ²⁴ Da Morgenrøden af sit Saffran-Sovekammer

Gick ud, oc Himmelen med Rosen-tegnet Flammer

Antænte, oc slig Skreck i mørcke Nat indjog

For Phoebi Ankomst, at hun straxen Flugten tog

Da man paa Vandet saae at svemme Fade, Tønder,

Samt Skriine, Kufferter med Klæder, Pudehynder.

Som kaade Marsviin man da saae dem velte sig

Og som smaa Drenge, der paa Vandet føre Krig

I Julii Maaned, naar de mange heede Dage

Paa Vandet locker dem Forfriskning der at tage,

Man seer dem skiule sig, man seer dem ducke op.

Nu seer man kun en Haand, en Fod, nu heele Krop,

Nu seer man dennem frem, nu seer man dem tilbage

At svemme, falde om, nu atter Flugten tage,

Ey anderledes var at ansee dette Vrag,

Den fremmede Person sant deri stor Behag.

Hand med Fornøyelse paa Vandet saae det lege,

Skibsfolcket derimod sligt maatte vel bevege

Til Graad. De raabte: O en ulycksalig Nat

Der har berøvet oss i hast vor heele Skat.

ⁿ²⁵ Man tog sig fore først Per Paarses store Kiste

At redde. Alle Mand som nogenlunde viste

[21] Hvad deri var for Skat, hvad deri skiulet laa,

At redde egne Ting ey tænckte meget paa.

Omsider fick man den med Møye treckt paa Landet,

Den fremmede Person til Beltet gick i Vandet,

Og hialp, at største Deel blev frelst: slig Høflighed

At vederlegge man med Penge var bereed.

Men denne gode Mand slet intet vilde tage,

At redde fremmet Gods jeg pleyer mig umage,

Som det mit eget var. Hand sagde: Nu I seer

Hvad Mand jeg er, for Tyv I skielder mig ey meer.

ⁿ²⁶ Da Kisten aabnet blev, man saae derinde svæve

En Jomfru og med hast mod Himmelen sig hæve.

ⁿ²⁷ Man Rosen-farvet Hals et skinnend Ansigt saae,

Man følte yndig Lugt fra hendis Haar at gaa.

Det Jovis Daatter var og Kierligheds Gudinde,

Som havde sluttet sig i Kisten samme sinde

At holde Vandet bort, forhindre, at det ey

Forderve skulde let Dortheæ Contrafey,

Som der forvaret var. Per Paars bekom stor Glæde

Af saadant herligt Syyn. Man saae ham Øyne væde,

Hand raabte overlydt: Det vist en Engel var,

Som i Beskyttelse os alle taget har.

[22] Hand bød det gandske Folck at falde ned og bede,

Der efter tog mand for med Fliid at efterlede

I Kisten alle Ting, mand med Forundring saae,

At alle Sager i god Orden tørre laa.

Først fandt man ubeskaart hans Sarses Søndags Kioel

Med støbte Knapper i og Lær til otte Stole,

Man siden ligerviis fandt gandske tør hans Vest,

For hvilken Peder da var bange allermest;

Thi den af Kalemanck var giort med Silcke Knapper.

Hand raabte: see min Vest, den haver holt sig tapper.

Der efter tog man op en Trøye, som var blaa,

Med Ulvskind foret og med Guldgramaner paa.

To Hatte af Castoor, tolv skiønne Peberkager

Sampt tre par Rulærs Skoe, som af en Tydsk Skomager

Var giort i Callundborg, et lidet Sølver-Kaars,

Som af hans Kieriste ham skicket var fra Aars.

Samt Jertegns Huus-Postil med tvende Spende-Bøger,

Som ham foræret var. En af hans Svoger Tøger,

En anden af Hr. Jens i Holbeck, af den Bog

Paars sagde tit, at hand var eene bleven klog.

Hans Stammebog hand saae og ubeskaart var bleven,

Hand efter Tydsk Maneer derudi havde skreven:

En hoben Navne. Ja Dortheæ Contrafey,

Hand og omsider fandt. Den Fryd jeg glemmer ey.

Hand lod derover see. Hand det mod Brystet kryste,

Hand græd af Glæde, og det tusind gange kyste,

At sige med et Ord: Alt var i god Behold,

Paa Klæderne man saae ey mindste Plet og Fold.

[23] De andre gode Folck ey hande samme Lycke,

Thi i Per Ruuses Skrin var ey et eenest stycke,

Som jo fordervet var. Hand gav et heftig Skrig,

Da hand hans Bøger fandt tilredt saa ynckelig.

Jeg selv kand ey for Graad den store Ynck beskrive,

Hvis sligt ey hendet var, jeg hande kundet give

En stor Oplysning om Per Paars og om hans Tog

Samt heele Levnet, som var tegnet i en Bog

Med stor Omstændighed; mand deraf kunde lære,

End og hvad hand hver Dag, hver Maaltid pleide tære.

ⁿ²⁸ Hvor mange Potter Øll min Helt om Dagen drak,

Hvad bruget blev i Suus, hvad udi Røg-tobak,

Saa at mand finder faa endogsaa Tydske Skrifter,

Der meer omstændelig beskriver eens Bedrifter.

At miste saadan Bog, man holder intet Spill,

Der saa vidtløftig var og tyck som en Postill.

Hvad angaar andet Gods, det vil jeg ej opregne,

Jeg lovet haver kun hvad kaastbart er at tegne,

Min Musa siunger ey om slige ringe Ting;

Thi, skiønt hun icke giør, som andre, høye Spring.

Saa kand den dog ey vel i Bagateller hænge,

Og sig med andet end hvad vigtigt er bemænge.

Pêr Paarses Eventyr saa store er, at man

Med maadelige Ting sig ey bemenge kand.

Paars deelte da sit Folck i sine visse Classer,

Hand sagde: Kiere Børn seer til og flittig passer

[24] Paa hvad jêr blir betroed; hver bliver ved sin Post,

Betæncker hvad det Gods for Penge os har kost.

Den fremmede Person da svaret: Frygter icke,

Vi har en ærlig Fogd, jeg kiender ham til pricke,

Han gierne fremmet Folk vil tage i Forsvar,

Det er en føye Ting, hand derfor af dem târ.

I Fior hand dømte tre der havde høyt bedrøvet

En Søemand, og hans Gods med Magt fra hannem røvet,

Samt givet ham med Kniv tre, fire dybe Saar,

I Ansigt, Hoved, Ryg, i Side og i Laar.

At være Tremarks-Mænd, dog skulde Dommen være

Dem ey til Præjuditz paa gode Navn og Ære,

Men hver at agtes for saa god og ærlig Mand,

Som andre Bønder, der besidde dette Land.

Jeg ellers vidne kand, at man i nogle Dage

Ey noget Ont har hørt, som Fogden kand mißhage.

Slig underretning var Per Paars heel angenem,

Hand sagde: Skriver Ruus! giv agt, og flittig giem

Hvad hand os haver sagt; det bæst er at anskrive,

Hans Tale Ord fra Ord, vil Lycken engang blive

Saa gunstig, at vi til vort Land og Føde-By

Maa komme snart igien, vi give skal en ny

Beskrivning over sligt, hvormed man sig til Hofve

Kand giøre angenem: Siig Lands-Mand! hvilke Love,

Regiering, Politie, Guds Tieniste og Troe

Er blant det gode Folck, som denne Øe beboe.

Hand svared med Beskeed: Den Lov, som vi her have,

Af fogden skreven er, hand kand det altid lave,

[25] Vi faar den ey at see, den hedder ⁿ²⁹Woldmars Ret,

Saa efter Fogdens Nafn, det er mig icke let.

Dens Indhold og Begreb at sige: Vi os nøye,

At hand tilstæder os vor Land at saae og pløye,

Det veed jeg i vor Lov beskreven er og sat,

At Præsten Tiende skal have, Fogden Skat.

Vor Tro er reen og puur, som den var paa de Tider,

Kong Dan ved Roret sad: Vor gode Fogd ey lider,

At noget Svermerie paa Øen Fremgang faar,

Jeg veed et Kietterie, som her for nogle Aar,

Var opvagt, at man ey med Rette kunde nyde

Det Vrag, som drives hid: slig Lærdom at forbyde,

Vor Foget var ey seen, jeg ey beskrive kand,

Hvad Nafn hand derved har forhvervet hos hver Mand.

En Kietter derpaa sig da understod at sige:

Slig Gudsfrygt sigter kun sig selver at beriige,

Mand veed, at Fogden har af Vraget største Part,

H. Niels har og sin Deel, slig Iver har ey Art.

Men jeg kand sige paa Samvittighed og Ære,

At de ham Uret giør, som saadan Lærdom lære,

Hans Forsæt ickun er, den gamle reene Tro

At holde udi hefd, at mand i Fred og Roo

Kand leve paa vor Øe; hand af Antiqviteter

En Elsker er, hand kand ey lide nye Propheter,

Vor Præst er meget lærd, hand præker, døber vel,

Ey nogen andet kand ham sige paa med Skiel.

[26] Hand ingen Bibel har, men herlige Postiller

Med Kaaberstycker i, hand læser uden Briller

I Kircken af en Bog, en gammel lærd Postil,

ⁿ³⁰ Som Jertegns hedder, slig en Bog er aldrig til.

Den handler ickun om sandfærdige Mirakler,

Og trøster, styrcker dem, som udi Troen vakler,

Man holder for, at hand kand meer end Fader vor,

Man mercke kunde det paa ham forgangen Aar.

Historien er kort, og kand I deraf lære

Om det er icke ret saa viis en Mand at ære.

Her strandede et Skib, som med Corinther var

Vel ladet. Christen Holck 6 Tønder der af târ.

Vor lærde Præst Hr. Niels, som udi gamle Bøger

Kand finde skiulte Ting, naar hand det eftersøger,

Slig Falskhed strax fornam, og sagde overlyt,

Da hand i Kircken kom: Sligt er jo gandske Nyt!

Det gick ey før saa til i gammel Tid og Dage,

At mand fra Præst og Fogd hvad tilkom torde tage.

I de Corinthiers det siette det jo staar.

Den gode Christen Holck stod som et slagtet Faar,

Og mercket tydelig, at Præsten om de Tønder

Vist havde noget læst. Hvad ere dog vi Bønder

Mod slige lærde Mænd, som all vor Idret see,

I gamle Bøger, og kand all vor Vid belee.

Vor Degn ey ulærd er, kand skiønne Voxlius støbe,

Hand skulde, om det galt, vel kunde Børen døbe,

I Morgen er det Fest, I ham da høre skal,

Hand siunger liflig, som den beste Nactergal.

[27] Hvis hand sig ickun holdt lit fra Toback at smøge,

Man skulde reyse langt, man skulde længe søge,

Før man en saadan Degn, før man en saadan Røst,

At høre kunde faa: Hand sang forgangen Høst,

Da Fogden engang tog sig for at gaa i Messe,

Som sielden skeer: Thi hans Forretninger ham presse,

At hand til Kircke-gang ey haver megen Tid,

Hand da saa herlig sang, at Fogden mild og bliid

Sig stillede mod ham, og sagde: Hør! vi ville

Dig gierne see hos os: Vor ældste Datter Nille

Stor Lyst har til Music: Kom ickun i vort Huus,

Der vanke kand for dig saa mangen ærlig Ruus.

Per Degn, som Brændeviin at dricke haver Vaane,

Af saadan Høflighed var færdig til at daane.

Slig Naade (sagde hand) Hr. Foget er for stoer,

Saa tit jeg komme maa i Kircke og i Choer.

Jeg have skal i Bøn min naadige Hr. Foget,

Man aldrig saae Per Degn af Ydmyghed saa kroget.

Den Feil, som ellers ham bebreidis allermest

Er, at hand icke kand forligis med vor Præst.

Jeg tilstaar, saasom hand er lærd, kand regne, skrive,

At hand ey har behov sin Præst at eftergive,

Dog kand fast ingen Siæl ham deri holde med,

Det er jo dog hans Præst, det er hans Øvrighed.

Det som imellem dem har yppet denne Trette,

Det er en liden Ting, som let stod til at rette,

Hvis Trotzighed ey var hos begge alt for stor.

Hr. Niels vil Degnen skal i Døren af vor Choer,

Naar Bønnen bliver læst, smugt folde sine Hænder,

Men Degnen siger ney og viiser hannem Tænder,

Saa ofte Præsten vil paaminde ham derom

Og siger: Skam der giør: skiønt Paven udi Rom

[28] Mig sligt befoel: Jeg seer, I Vantro vil bestyrke,

Det ey Gebærder er, hvormed man Gud skal dyrcke,

Der findes mange Mænd, som Degnen giver magt,

Endogsaa Fogden selv, hand ofte haver sagt:

Vor Pastor Uræt har: Men hand af Bønne-Bøger

Og Catechißmo selv, hvor hand sligt eftersøger

Beviise kand, det er hver Christens rette Pligt,

Man længe ønsket har at see den Sag forligt.

Helst kand man Peder Degn til største Ære sige,

At hand sit Amt forstaar, og der i saa har liige,

Hans For-Mænd, som dog vel sig der i kunde snoe,

Naar hand kun fik et Lam, da denne faar en Koe.

Hand Mæsterligen veed paa Psalmer Taxt at sætte,

Naar hand kun lidet faar, saa siunger hand de slette.

Jeg mindes at en Mand, hvis ælste Søn var død,

Per Degn paa Klingen gik og hannem hæftig brød.

Han gav ham kun en Mark, han havde icke Krefter

At give meer. Heel vel, du Psalmer faar derefter

Hand sagde: Bonden da ham svarede: Jeg veed

At saadant hielper ey min Søn til Salighed.

Per blev da hæftig vreed, og beed sig udi Tommen,

Der ingen salig er, før hand i Grav er kommen

Hand raabte: Disse Ord jeg viise kand paa Prendt,

Slig farlig Kietteri jeg aldrig havde vendt.

Da Bonden blev forskrekt, tog op et to Mark-stycke

Og rakte Degnen det. I under mig den Lycke,

At jeg Liig-Psalmer da kand faa, som haver Fynd,

Hvi skulde jeg min Søn sligt nægte, det var Synd.

Var Degnen da ej snild. Hr. Niels ej kunde giøre

Sligt bædre. Det er alt hvad jeg har kundet spøre,

Om Landets Politie, Regiering, Lov og Skik,

Skiønt jeg er fremmet, veed jeg sligt dog paa en Prik.

[29] Per Paars slig Tale da med Hiertens Glæde hørte,

Dens Lærdom, Fynd og Kraft ham paa de Tanker førte,

At det var anden Mand end hand sig bildte ind,

Den ringe Dragt har giort, O Landsmand! mig saa blind.

Hand sagde: at jeg dig har taget for en Bonde,

Jeg beder, saadant mig ey regnes maa til onde,

Din Høflighed mod os jeg stedse prise vil

Til yderst Aandedregt, saa længe jeg er til.

Den fremmed svarede: Min Glæde er at trøste

Betrængte Folck, og see, at intet maa dem brøste;

Men Tiden spildes kun ved vores lange Snack,

En sulten Maufve gir for Ord kun liden Tack.

Jeg løber til mit Huus, og vil til llden sætte

Hvad jeg kand finde for jer Følgeskab at mætte,

Jeg skal og skaffe for jer selv en opreed Seng,

De andre Venner faar at sove udi fleng.

Imidlertid og før en Time kand udrinde,

Skal jeg mig her igien med tvende Vogne finde

At bierge eders Gods, mens der er endnu Tiid,

Og førend Soel gaar ned, slaar kun dertil jer Liid.

Slig Bortgang gik Per Paars usigelig til Hierte,

Men hans Tilbagekomst da ventede med Smerte.

Mand biede en Stund, man biede fast tre,

Men samme fremmed Mand ey meere var at see.

Da Peder Paars saae op til Himmelen og spaade,

De vare af den Mand vist solte og forraade,

Ham randt i sinde, hvor det tilgik med hans Pung,

Saa snart at glemmes var den Skade alt fortung.

Man tit et vældigt Læß seer kuldkast af en Tue,

Tit maa en Løve sig af Myggen lade kue,

[30] Da Læsset sicker kiør blant Steene-sleng og stød,

Da ingen Jægers Magt giør Løvens Hierte blød.

Saa gik det Peder Paars. Vel lod hand Modet hælde,

Tolv lumpen Dalers Tab saa nær ham kunde fælde,

Men nu det gielder om hans Frelse, Gods og Liv,

Da staar hans kiecke Mod som Muur og Klippe stiv.

Et maadeligt Gemyt, et slet og hver Dags Hierte

Sig ofte hielpe kand i eenig Sorg og Smerte,

Men store Hierter faar af Fare aldrig Meen,

En øyensiunlig Død er Dydens Prøvesteen.

Vor Helt i denne Nød hans Mod og ej undfalder,

Men med Koldsindighed hand Folket sammenkalder

Og siiger: Venner, seer hvor det er med os fat,

Maa skee er denne Nat vor allersidste Nat.

I Dag har Hav og Vind og Himlen mod os brumlet,

I største Fare har vi om paa Søen tumlet,

Dog er vi frelste og hidført paa denne Øe

Mon Gud har reddet os, at vi her skulle døe.

Nei det kand jeg ey troe, vi har en bedre Skæbne,

Hvi skulde Himlen sig til vor Forfølgning væbne,

Da samtlig vores Død var saasom klar til Vands,

Hvi frelste den os for at dræbe os til Lands.

Nej kiære Venner nej, den vil os ikkun prøve,

Og vor Bestandighed ved Nød og Modgang øve,

Hvad skader Guldet at det giennem Ilden gaar,

Det luttres kun deraf, en bedre Glantz det faar.

Vel veed jeg ej hvad os kand inden Aften hændes.

Tit kand vort beste Haab os til et Fald omvendes.

Den Mand som lovet os at staa saa troelig bi,

Jeg frygter hand mod os giør et Forrederi:

Jo meere jeg hans Ord og Tale eftertænker,

Jo meere synes mig at see hans falske Renker.

[31] Hvad hand fortaalde os om Landets Skik og Art,

Mig deraf anstod kun en saare liden Part.

Hvor andres Skade oc Ulycke eftertragtes,

Der troer jeg Lov og Ret kun meget ringe agtes.

Hvor Foged, Prest og Degn kuns eget Gavn anseer,

Der hos gemeene Mand kand icke ventes meer.

Maaskee os inted ondt her skulde vederfare,

Men en fornuftig Mand bør forud see en Fare.

En Daares Mundheld er: Hvem havde ventet sligt,

At forekomme Ont, det erⁿ³¹ den Viises Pligt.

Om nogen vil sin Haand til Ont mod oss udstrekke,

Da skal hand viide, at hand treffed icke Giekke:

En Styrmand støder ey paa det bekiente Skær,

Den Fare som mand seer halv overvunden er.

Og skal vi døe, vi vil en ærlig Død udvælge,

Vi dennem Liv og Gods fuld dyre ville sælge,

Hvem veed om Sejeren os torde blive næst,

Hvo fegter for sit Liv, hand fegter allerbest.

Det største Aarsag, som oss kunde giøre bange

Er, at vi ere faa, i den Sted de er mange;

Men deres Mengde kun til Sagen lidet giør,

Det er ey Tal, men Dyd som Seyren følge bør.

Vi derfor paa all Fald os vil til Værge sætte,

Og see hvor vi vor Sag kand allerbest udrette:

Mand kun Gelederne kand giøre een Mand høy,

Tre Mand i venstre, og tre i den venstre Fløy.

Den venstre vil jeg selv, men Peder Ruus skal føre

Den høyre: Giver agt I kand Commando høre:

Vor Skipper Børe skal med Niels Johansen Kok

Og Anders Styrmand staa og blive i den Flok.

Iblant den Battaillon, hvor Ruus skal commandere,

Og man hans Ordre som min egen skal parere,

[32] Hvis hand saa god til Krig, som hand til Pennen er,

Da ingen bedre veed, jeg fører an en Hær.

Hver giøre nu sin Fliid, hvor hand kand Vaaben tage.

I Stæden for en Picq jeg vælger en Baadshage,

Til Lycke fandt man en, som var vel lang og stiv

Og tienlig Fienden at holde fra sit Liv.

Ruus en Haandspiger tog, en fik en afbrudt Aare,

Niels Kock en Kiedelkraag, men Skippen en Kaare,

Som var den eeneste, skiønt den kun dued lit

At sige med et Ord: Hver greb og tog til sit.

Mand hørte midlertid en raabe: Værer reede,

Her er den rette Sted, her maa vi dennem leede,

Det var ved Stranden her, hvor jeg dem nys forlod,

Anføreren for de Skibbrudne Folk her stod.

I hannem kiende kand paa en Sølvknappet Trøye,

Et lyyst og kruset Haar, agt ickun derpaa nøye,

Da merkede Per Paars, hand skammelig var solt

Af Manden, som for ham den lange Tale holt.

Hand skickede sit Folk og Hær i to Geleeder,

Den venstre Fløy hand selv, den høyre førdte Peder,

Hans Skriver; omendskiønt det Skipperen fortrød,

At man ham saadan Post og Ære icke bød.

Og sigis der, at sligt har eene foraarsaget

Alt det som fuldte paa, og at man tabte Slaget.

(3) Sang

[33] Strax Fama, som med Løgn og Sandhed alle Stæder,

Opfylder, nu gir Sorg, nu atter Hierter glæder,

Det Liunild-løbend Dyr, som fuld af Sprekker er,

ⁿ³² Der siger hvad det hør, det seer og icke seer,

Der altid har af Nyt saa mange fulde Poser,

Som Peblingsøe har Fisk, som Calepin har Gloser,

Der stundum siger sant, men oftest fører Snak

Og fylder Bye med Løgn som — Almanach.

Den samme selsom Fugl for Avind sig indstilte,

Og sagde: Hør Madam, I Havets Gud saa drilte,

At Paars er alt paa Land, hans Gods er i Behold;

Thi Venus lider ey, at ham skeer nogen Vold.

Af disse Ord mand saae hvad Vrede, Harm kand giøre,

Til hvilken Galenskab den Qvinde-Kiøn kand føre,

Ret som en modig Tyr, der af et Bremse-sting,

Som den i Siden faaer, giør mange høye Spring.

Den mister sin Natur, blir Løve-vild og brøler

Saa længe saasom den i Siden Smerte føler.

ⁿ³³ Ey anderledes var Gudinden denne Gang,

I hendes Hule hun af Raseri omsprang,

Af Munden gick ey Skum, men grønne bitter Galde.

Af Afmagt kunde hun ey staa, men maatte falde,

Saa Fama, som dog helst ey længe stilt kand staa,

Da af Nysgiærighed stod stille, saae derpaa.

[34] Hun kom sig dog igien, begynte saa at tale,

Hør flygtig Fama sig fra Hovedet til Hale,

Hvor er det gaaet til med denne Kremmer Paars?

Hvor er hand landet hen, det er vel ey til Aars?

Ney sagde hun: Det er en Øe, som Anholt heeder,

Der vil hand føre Krig, og sig til Slag bereeder,

Jeg vidne kand med Eed, at jeg hans Krigshær saae,

Hans Kræmmersvend Per Ruus ved høyre Fløy at staa.

Ach! sagde Avind, jeg sligt icke kand fordøye,

Jeg maa see til, om jeg Discordia kand bøye

At komme mig til Hielp, blant Folket sætte Splid,

Men ach! jeg veed, hun ey er hiemme nogen Tid.

ⁿ³⁴ Siig tusindmundet Dyr, siig Fama vedst du ikke,

Hvor hun at finde er. Du veedst jo alt til Prikke,

Dig er jo intet skiult. Du giør saa mange Spring,

Du løbet haver tit den heele Jord omkring.

Hør svarte Fama da: Hør Slange-giftig Frue,

Discordia i Dag jeg saae først i en Stue,

Hvor Landemøde var; Der havde hun sat Splid

Blant Bisp og Præster, som forsamlet var den Tid,

Ved Middags Tider var hun paa den høye Skole,

Hun stod og lurede blant de Høylærdes Stole,

Hun en Professor mod en anden havde sat,

Og opvagt en Dispyt, som vare vil til Nat.

[35] I Morgen vil hun bort, og reyse førend Solen

Hen til en Rigsdag, som skal holdes udi Polen.

ⁿ³⁵ Der faar hun Hænder fuld, der øver hun sit Spil,

At søge hende der, jeg icke raade vil.

Da Avind vaagned op fast saasom af en Dvale,

Hun sin blaategnet Hest i største hast lod sale,

Fløy som en Piil hen til det Universitet,

Hvor Usamdrægtighed var udaf Fama seet.

Da hun paa Salen kom, hun Skikkelse og Klæder,

Som en Magister tog og allevegne leeder.

Hun spørger hver Mand ad om Usamdrægtighed.

Ey var paa samme Sted, men ingen gir Beskeed.

Man kunde ey for Skrig og Bulder noget høre,

Hun tænkte ved sig selv, hvad mon her er at giøre,

Det er vist uden Tvifl en stor og vigtig Sag,

Som maa afgiøres og afhandles her i Dag.

Man saae den heele Sael af Syllogismer bæve,

Nu saae man udstragt Haand, nu saae man knyttet Næve,

Den salte Sveede af de lærde Pander rand.

Sær strømmeviis paa en bedaget gammel Mand.

Som paa Cathedra stood; Man Gredsk-Latinske Piile

Med Iver mod ham skiød, saa man ey kunde tvile,

Jo noget fore var, som angik Ære, Liv,

Thi af en ringe Sag ey reises saadan Kiv.

Siig mig Calliope^k6 hvad denne lærde Skare,

Saa høyt ophidset har, hvi de saa vrede vare?

[36] Hvi visse kloge Mænd, hvi disse Verdens Lius,

Som galne drukne Folk saa skreege, holte Huus

ⁿ³⁶ Tre Aar for Paarses Tog, da Raadmand Hermand Bentzen

Regierede vor Bye med Byfogd Christen Jensen,

Hr. Woldemar var Provst. Da Jeppe Tyges Huus

Blev anlagt allerførst. Da Kremmer-Svend Peer Ruus

I Tieniste først kom hos Peder Paars at være,

Da Christen Substitut fick med sin Hustru kiære,

Sin anden Søn, og saa sit Substitutske Huus

Formeerede paa ny, som kaaste ham et Ruus.

Da af Jens Skrædder først blev giort hans Mesterstycke,

Hand kom i Skrædder-Laug, og nød forlangte Lycke

Da for Capitulet blev stevnet Christen Staal.

Der havde, som blev sagt, ey ret Capitels Maal.

Paa den Tid opvagt blev blant trende Mænd en Trette

Jeg giver ingen Navn, men maa dem selver giette,

En meente Venus fick heel uforgribelig

Sit Saar i høyre Haand i den Trojanske Krig

En anden derimod holt fore, hun blev saaret

I venstre spæde Arm. ⁿ³⁷ Den tredie udi Laaret.

[37] De havde alle tre Homerum læst med Fliid,

Og derpaa dem til Roes anvendet meste Tiid.

Den Krig i trende Aar med dennem havde varet,

Imidlertid man ey hinanden havde sparet,

Hver paa sin Side saae, at hand et Anhang fik,

Hinanden fast hver Dag man sterck paa Klingen gik.

Omsider tog man for slig vigtig Sag at stevne,

Til Facultetet selv, som lod en Tid benevne,

Paa hvilken til Forhør optoges saadan Sag,

Det er den Striid, som blef forhandlet denne Dag.

Man med Forundring saae det heele Huus at ryste;

Thi skraal som Tordenskrald gik af de lærde Bryste,

Gudinden blev forskreckt, særdeles da hun saae

En gammel skaldet Mand med saadan Iver staa

Med slig Haardnakenhed sin Meening at forfægte

At stride for en Ting, som var ey værd en Hækte,

Ret som et Asen der paa frugtbar Ager staar

Omringet udaf Børn, som det med Kieppe slaar,

Ey lar sig drive bort, vil aldrig Flugten tage

Før det har Skraatten fuld og mættet hungrig Mage,

ⁿ³⁸ Ey anderledes var at ansee denne Mand;

Thi ingen sikte meer for Liv og Ære kand.

Discordia blev ved dem meer og meer at irre,

Ja Hierner og Forstand saaledes at forvirre,

[38] At mand tilside sat Respect og Høflighed,

Som hver Mand pligtig er til saadan hellig Sted.

Jeg legger intet til, min Geist kand intet lyve,

Man Skole-Bøger saae om Ørene at flyve.

En af Hesiodo fik Næse, Mund i Blod,

En Kant af Pindaro i andens Pande stod.

En Aristophanes, som trofast var indbunden,

Blev efterslaget paa en halvdød Rector funden.

En Sølvebeslagen tyck Homerus samme Dag,

Som en Achilles var i største Trojæ Slag.

Hvem den i Panden kom, hand Doctor var Magister,

Licentiat, Student, Professor, Polihistor,

Den maatte tumle om. Den kunde med et Stød

Slaa to Pedeller om, og hielpe dem fra Brød.

Den traf med saadan Fart paa en Magisters Pande,

At Magistralske Blood, som Øll af Tudekande

Af lærde Hierne flød, besprengte Gulv og Væg,

Skiønt den i samme Fart og rørte Bispens Skiæg.

Magnificus stod op, og raabte: Hør Pedeller!^k7

Hør Scepter-ziiret Mænd, jer Penge I kun tæller,

I giør ey andet Gavn, hvi raader I ey Bood

Paa saadant, hindrer ey, at Philolophisk Blood

Udøses! Er det ret at staa med Haand i Lommen,

Mon I paa dette Stæd i Dag er derfor kommen,

I vist betale skal slig Efterladenhed,

I svare skal for alt det Ont i Dag er skeed.

Men her Magnificussig syntes at forhaste,

Hand burde derfor ey paa dem Unaade kaste,

De ere gamle Mænd, hvad kand de rette ud,

De Kaarde ey kand see. De kand ey lugte Krud.

At sige med et Ord. De ere kun Pedeller,

De ere tamme Dyr. De fægter kun med Hæler.

[39] De kun paa Salen skal som Skilderier staa

Med Scepter udi Haand. De ere og for faa.

Omsider saae man dem at løbe, Flugten tage,

En raabte: væ min Ryg, en anden væ min Hage.

Discordia, som bag ved Opponentes stood,

Sig glædde, da hun saae udøst saa meget Blood.

Af Hiertens Latter hun fast færdig var at briste,

Saa snart hun Avind saae, hun sig til hende liste,

Hun sagde: hør Ma Soeur,^k8 hvad Vind har drevet dig

Til dette hellig Sted at see paa denne Krig,

Da Avind kortelig den heele Sag fortaalte,

Hvi hun der kommen var, hvad saadan Færd forvaalte.

De derpaa begge to fløy over Land og Søe,

Og udi Øyeblick kom paa forsagde Øe.

Der Usamdrægtighed med sine sorte Vinger

Sig gandske sagtelig frem og tilbage svinger.

Paa alting giver agt. Hun merckte, da hun saae

Slagtordningen bereed mod Fienden at staae.

At Skipperen med Ret Commando burde føre,

Hun stilte sig for ham, og sagde: Skipper Børre,

ⁿ³⁹ Det er vel smukt, at man sagtmodig er og tam,

Men ingen ærlig Mand fordrage kand den Skam,

Som dig her overgaar, see til, du hannem driver

Fra saadan Æres Post, hand er dog kun en Skriver,

Vogn op, tag Hierte, Mod, det være vil dit Gavn,

Hvad meere kostbart er end Ære, Rygte, Navn.

[40] ⁿ⁴⁰ Strax Skipperen blev blaa af avind, harm og vrede,

Hand loed vel som hand sig til Slaget giorde reede,

Men foresatte sig, saa snart hand Tempo saae,

At kaste sit Gevæhr og udaf Slaget gaae.

Jeg icke nægte kand, jo mange slette Domme

At være over sligt, og at der findis somme,

Der haver givet for, at Peder Paars da lood

Ulyckeligen see, at hand kun lit forstoed

Et Folck at føre an, en Hær at commandere,

Og den, som det sig bør, i Orden at rangere;

Men hvilken General vel findis i et Land,

Fra slige Domme som befriet være kand.

Hvad er vel meer gemeent, end Pøblen høre raabe

O! hvilken General: O! hvilken usel Taabe,

O! havde hand sin Sag lit bedre haft i agt,

Hand hafde kundet slaae den heele store Magt.

Saa tale hører mand hver Dag en Skrædder, Skinder,

Een Snidker, Timmermand, en Maler, Børstenbinder.

Eugenius kand selv ey holde noget Slag,

Een Fisker-kierlig jo paa Torvet i den Hag

Tør sige offentlig: hand sig forløbet haver

Det er fast ingen Snack, mig meere Hiertet gnaver.

Hvad angaaer Peder Paars, da har den store Mand

Ey her i sig forseet, saa viit jeg fatte kand.

Een Skipper agtis høyt, saa længe hand paa Vandet

Er med sit Skib: men naar hand kommen er paa Landet

[41] Da agtis hand kun lidt: Een Skriver derimod

Til Vands en Stømper er, til Lands er meget god.

Den Forskiæl vidste da min Helt Pêr Paars at giøre

Min Tancke derfor er, den gode Skipper Børre

Af Avind kun forført, forlood saa got Parti

Og egne Landsmænd: Sligt er jo Forræderie.

Hans Kock løb ogsaa bort; men havde andre Tanker

Hand bange var for Krig, hand raabte: kapper Anker

At lægge Ære ind, jeg seer her ingen Kands.

Hand glemte udaf Frugt at Slaget var til Lands.

Peer Paars for Slaget stoed, ey aflod at formane

Sit Folck til Tapperhed: Hand sagde: I kand bane

Jer Vey i Dag med Sværd til Ære og et Nafn,

Hvoraf og eders Børn skal have ævigt Gavn.

Courage, rycker frem, os Seyer ey skal feyle,

Hver følge mig og kun i min Person sig speyle.

Peer Skriver talte og til dem paa høyre Fløy,

Vi viide, Landsmænd, at der ingen er saa høy,

Saa mægtig, at hand jo all Kiødsens Vey maa gange

Det bedre er i Kriig at døe, end være Fange.

I usle Vornede^k9 hvad Nytte eller Gavn,

Hvad Fordeel er for Jer, at I paa eders Stafn

Af Sult og Armoed døer, nu kand I med stor Ære

Opoffre eders Liv: I drivis jo som Mærre

Til Arbeyd af jer Fogd, jer Herskab og jer Præst,

Ey nogen Dag er fri, ey Søndag eller Fæst.

Og om I skulde døe i denne Krig og Feyde

Jer Tilstand icke meer jer nogen skal bebreyde

I dog ved Døden kun kand Fængslet blive qvit

Her ingen Rifogd er, jeg taler derfor frit.

[42] Hvad angaar min Person, da kand mand icke nægte,

At jeg ved Pennen er, har ey behov at fægte,

Endskiønt jeg ey, som I, har Aarsag til at døe

At legge mine Been paa denne ringe Øe;

Dog skal jeg lade see, at jeg er icke bange

Men skal vel giøre mit en Seyer at erlange

Jeg hermed slutter og vil icke tale meer

Jeg raader at I kun paa Byttet icke seer.

Den Tale endtes saa, strax Fienden frembryder

Og trenger ind med Magt, paa dennem slaaer og skyder.

Da Skipper Børre, som sin Tempo toeg i agt,

Til Kocken raabte: løb, vi staar ey mod slig Magt.

Ey sødere Musiqve og Klang hand kunde høre

Jeg gierne (siger hand) dig følger Skipper Børre.

Men en af Røverne strax til sin Øxe toeg

Og dermed Skipperen i Nacken saadan sloeg,

At hand paa Jorden falt, og aldrig meer sig rørte

I slig Ulycke da Forræderie ham størte.

Da Paars saae dette Blod hand vil ey fegte meer

Men raaber overlyt: jeg nu skinbarlig seer

I ere goede Mænd, som Utroeskab ey lider,

Mod slige brave Folck jeg aldrig meere strider.

Af saadan Gierning da hand sig bevæge lood

Og vilde icke meer udgyde Christen Blood.

Men Røverne om Fred ey noget vilde høre,

Med mindre Peder Paars dem vilde strax got-giøre

All Krigs Omkostning: Det som billigt, hand indgick,

En saadan Ende da slig blodig Feigde fick.

Den Fred, som sluttet blev, bestod af faa Artikler.

I Først lover begge, at de aldrig sig indvikler

[43] Meer udi Krig imod hinanden, men en Fred,

Som ævig vare skal, de indgaar. Hvad Fortred

I denne Krig er skeet, skal ey omtales meere.

2 Man lader gandske frit de Fremmede marchere.

Man lader dennem gaa, hvor hen de vil i Roe

3 Med Skiorte, Strymper ja med Underbuxer, Skoe.

4 Til Krigs Omkostning skal betales Kioele, Trøye

Samt heele bierget Gods, man dermed lâr sig nøye

Hvad angaar Kaaber-Mynt og anden grov Metal,

Det dem ey tages fra, de sligt beholde skal.

Saa sluttet blev den Fred, Per Paars til største Ære.

Gid andre vilde kun af hans Exempel lære,

At intet skattes bør imod et ærligt Navn,

Hand kunde af slig Krig vel have haft stor Gavn,

Og vel beriiget sig, men agted' sligt kun føye,

Af Generosité hand lod sit Hierte bøye

Til en oprigtig Fred: Saa endtes denne Krig,

Hvorudi Peder Paars blev meere stor end rig.

Strax Freden sluttet var, hand Ordre gav at stefne

Hans Kock, som over sligt fast færdig var at refne

Af Frygt. Man for hans skyld formerede en Ræt,

Paa Marken, som man stoed. Det er mig ikke læt.

Min Pen er alt for sløv, her kraftig at beskrive,

(Med mindre Musæ mig vil meere gunstig blive)

Et Syn saa angenehm, see Dommere at staa

ⁿ⁴¹ Paa slette aaben Mark, med bare Skiorter paa.

[44] Oprigtigheden selv man plejer forestille

I saadan yndig Dragt: Gid hver en Dommer ville

Kun følgeⁿ⁴² voresⁿ⁴³ Helt, i hannem speile sig.

I simpel Ærlighed kun være hannem liig.

Peer Skriver raabte først: Man maa interloqvere

Formaliter gaa frem og nøye judicere,

Hvad Ret der gielde bør i den indstevnte Sag,

Jeg meener: Om det er Hr. Presidents Behag.

Vor Søe-Ret her har Stæd, det hindrer jo vel icke,

At man er nu til Lands: I maa det helst beskicke

Som I det finder got. Men sligt vor President

Saa lidet anstod, at hand raabte: hillement!^k10

Jeg er jo Høvitsmand, I ere jo Soldater,

Vi ere jo paa Land, slig Forslag jeg ey fatter,

En Krigs-Ræt over ham med Billighed bør gaa,

Det nu hans Forum er, nu maa hand derfor staa.

Helst giver jeg enhver Forlov frit at votere.

Jeg vilde at her var tre Assessores fleere.

Af Røverne man strax tre gode Mænd da tog,

Som udaf Høflighed sig derfra ey undslog.

Men til en nye Disput Per Ruus Anledning giver.

Hand meener, at, endskiønt hand ikkun er en Skriver,

Hand dog et Votum har i denne store Ræt,

Det Presidenten ham tilstæde vilde læt.

Men med de Vilkaar at hand icke sidde maatte

Ved Protocollen; dog som der kun vare otte

Raadsherrer, som hand saae til saadan Sag beqvem,

Fick Ruus sin Villie frem, af Raadet blev et Lem.

Da man til Sagen kom, de fleeste Stemmer holdte

Med Presidenten; Thi da Skriveren dem tolte,

Befandtis der kun een, som for een Søe-Ræt stoed

Som strax sin Meening dog af Høflighed forloed.

[45] Da det til Ende var, man Kocken strax loed hente,

Til hannem Peder Paars vor President sig vente,

Og sagde overlyt: Nils Hanssen fordum Kock,

Man her besluttet har dit Hoved paa en Block

At hugge af, dog maae du dig først friit forsvare,

Vi ingen nægte sligt, som er i saadan fare,

Siig til din Forsvar kun, hvad du optæncke kand,

Vi uden Forsvar ey henrætte nogen Mand.

Velædle President, samt naadige Raads-Herrer!

Hand sagde med et Suck: det kun min Sag forverrer

At jeg en Tale føer, man veed jeg icke er

En Procurator og en Tingstud; men disver

En fattig usel Kock, som Niels Johansen heeder,

Der Loven ey forstaar, jeg derfor eder beeder,

I spare vil min Hals, jeg haver ickun een.

Det er mig ingen Lyst at hvile mine Been

Paa denne Fandens Øe blant disse Røver Hunde.

Holt, raabte Peder Paars: Vi taale ingenlunde,

At du slig Skiældsord her vil bruge, tal din Sag

Med bedre Fynd, de veedst, at Fred er giort i Dag

Med disse gode Mænd, som Rætten nu beklæde,

Man heller kand med Bøn sit liv fra Døden rædde.

Man ofte haver hørt ved Skiendsord og ved Kiv

At og uskyldigt Folck sig haver bragt om Lif.

Hans Øyne over sligt begyndte strax at rinde

Hand sagde: President? hvis Naade var at vinde

Ved Graad, jeg vilde da her græde som et Barn

Men det mig hjelper ey, jeg veed at det er Skarn

Thi mine Avindsmænd i Raadet ere mange,

For Sagen i sig selv jeg er ey meget bange,

Jeg min uskyldighed med Eed bevidne kand,

Der ey udfordris meer af nogen ærlig Mand.

[46] Jeg tilstaaer gierne at jeg flydde ud af Slaget,

Jeg tænkte ey, at sligt jer skulde saa mishaget:

Jeg meen een Christens Pligt er at forvare sig

Saa viit, som mueligt er i Fred langt meer i Krig.

Den død er (siger man) ey nogen meere biider,

Det har jeg stædse hørt fra mine Ungdoms Tiider:

Hvis jeg mod Fienden omkommen var i Dag,

Jeg havde icke tient i noget andet Slag.

Min Tanke ogsaa var: Hvor vil de nogensinde

Een slig erfaren Kock, som Niels Johansen finde:

En saadan Kock, som jeg, den voxer ey paa Træ,

Det sagde hand med Graad, og falt paa sine Knæ.

Det er forunderligt hvad en pathetisk Tale

Udrette kand. Endeel var færdig at omsale,

Bevæget allermest af det hand sagde sidst:

Hvo lave skal Jer Mad, naar I mig haver mist.

Da opstoed Peder Paars, begyndte at formane

Eenhver at giøre ræt, som altid var hans Vane,

Hand sagde: Denne Sag er intet Børne-Spil,

Den angaar Ære, Lif, see derfor flittig til.

I gode Raadmænd! at I ey i Dag forblindes,

Ey Gunst, ey Avind, Had maae hos en Dommer findes

See til eenhver hand det, som ræt og billigt, giør,

Og det en Embedsmand og ærlig Dommer bør.

Saa tog man for den Sag ret at examinere,

Og efter Orden fra den sidste at votere.

Tre Stemmer dømte, at hand skulde være fri,

Sex, at hand skulde døe for sit Forræderie.

Jeg veed at Acterne i Callundborg nok findes,

I Stads Archivet jeg dem saae, om jeg ret mindes,

[47] For Rætten anden gang da Niels Johansen kom,

For ham vor Præsident oplæser saadan Dom:

Som Niels Johansen Kock for Rætten har bekiendet,

At hand, før Slaget stoed, paa Flugten sig har vendet,

Saa har vi Præsident og Raadmænd samme Kock

Fra Livet dømt, og skal hans Hovet paa en Block

Afhugges med et Sverd, vil nogen siden meere

Paa Sagen tale, og til Fogden appellere,

Det er en Ting som skal for alle aaben staa,

Med Execution man ey forhale maa.

Man derpaa Synderen til Rætterstæden førte,

Hans gandske Indvold da af Angst sig i ham rørte,

Hand tvang sig dog med Magt at sige disse Ord:

O! er der ingen Præst paa denne Verdens Jord,

Der mig her trøste kand, der for min Siæl kand bede;

Strax Peder Paars befoel man skulle een udleede

Som Bog-lærd var, og som ham trøste kunde best.

Men ingen af hans Folk her vilde være Præst.

Omsider gaf sig an en half studeret Røver,

Hand sagde: Synder hør, du dig ey meer bedrøver

Jeg for vor Præst Hr. Niels har præcket meget tidt,

Det falder mig heel læt, jeg agter det kun lidt.

Jeg veed ey bedre Text, som jeg her kand forklare

For dig i denne Stand, i denne stoere Fare

End den, jeg præckede for ham forgangen Høst,

Enhver i Kirken var, sig deraf fandt stor Trøst.

Jeg Textens Ord har glemt, dog det vil intet sige,

Det kand jeg sværge, at den haver ey sin Lige.

[48] ⁿ⁴⁴ Vor Avindsyge Degn har stedse fra den Tid

Seet surt paa mig, men om hand mild er eller blid,

Det skiøtter jeg ey stort, jeg kand mit Pund ey grave

I Jorden for hans skyld, jeg maa det saadan lave,

At jeg blir kient af Folk. Jeg altid er saa god,

Som Degnen, det jeg tør ham sige om hand stod,

Selv med i denne Kreds, mon hand vel torde siige

Jeg bør, for hand er Degn, et Fodsbred for ham vige.

Hvad bilder hand sig ind den drukken Bolt, det Fæ,

En ærlig Mand som jeg — Ach væ mit eene Knæ.

Den Indgang er forlang, begynte Niels at skraale,

At sidde lenger saa hand kunde icke taale,

Da Peder Paars befoel, hand skulde giøre kort,

Thi Dagen stacket var, man maatte reise bort.

Strax Røveren brød af, og sagde: Nu vi ville

Til Slutning med et Ord dig kun for Øyne stille

Dit Livis Korthed, og at du skal engang døe,

Det bedre for dig er paa Landet end paa Søe

At hvile dine Been, her kand du Gravsted have

For dig og dine Børn, Per Paars kand det saa lave.

[49] Du est bedrøvet, at du maa ey leve meer,

Men naar du tæncken kun lit efter, at det skeer

Dig selv til Nytte da, du maa dig heller fryde,

Nu blir du anden Kock, nu udi anden Gryde

Du kaage skal, du har at vente saadan Løn,

Vær kun frimodig og giør en andægtig Bøn.

Da Kocken sagde: Ach! hvi lod jeg mig forføre.

Til denne store Synd: skam faa du Skipper Børre.

Profossen^k11 paa de Ord, da hand slig Andagt saae,

Hand tænckte, nu er Tid hans Hovet fra ham slaa.

Men som hand icke vant var Fanger at aflive,

Saa lod hand Sverdet smukt i skeeden staa og blive,

Og hug saa dermed til, Niels falt paa Jorden ned,

Som død, men gandske heel, Profossen blev beleed

I sær af Øens Folck, som saadan Handverck vidste

Paa Fingre, ja enhver fast færdig var at briste

Af latter. Da Per Paars strax raabte: Hand sin Ret

Udstaaed har; men det var dennem icke læt

Med Ord og Trusler at faa Kokken af de Tancker,

ⁿ⁴⁵ Hand jo var død. I Mænd, mig intet meere ancker.

Hand sagde: end at I vil giøre mig Fortred

End i det andet Liv. I er min Øyrighed

Ey meere. Jeg jer Dom at hevne nu skal søge.

I Præsidentens Huus skal alle Nætter spøge,

Om jeg en ærlig Mand, et ærlig Spøges' er.

Af Dommerne jeg smuckt betale skal enhver.

[50] Man brugte da all Flid, mand sparte ingen Møye

At bringe ham derfra. Hand agtet sligt kun føye.

Jeg veed jo, sagde hand: at mig en Krigs-ret har

Fordømt, skiønt jeg er død, er jeg dog ingen Nar.

Jeg har det icke glemt, det var ey udi Laaret,

Jeg Hugget fick, men her, jeg føler endnu Saaret,

Jeg kommer alt ihu, som det var skeet i Nat.

Per Paar var Præsident, Per Skriver saae jeg sat.

Ved Protocollen mand ham Auditeur de kalte,

Tre Røvere jeg veed, Da Dommers Amt forvalte,

En halv lærd Røver mig en slig Liig-præken holt,

Som staar nok i min Hals, som giorde Blodet kaalt.

I bilder mig ey ind, at jeg nok er i Live,

En Krigs-ræt har mig dømt, en Krigshær kan mig give

Alleene Liv igien, hvis samme Ret ey vil

Sligt giøre vil jeg tro, jeg aldrig meer er til.

Peer Ruus som Kockens Ord da agtede heel nøye,

Hand sagde: Præsident, skal vi ham deri føye

Skal vi ham Liv igien tildømme ved en Ret,

Mig synes, at man kand ham deri føye let.

Den kloge Peder Paars, som alting overlagde,

Med stor Betænksomhed til Skriveren da sagde:

Den Sag er underlig, jeg ey begribe kand,

Hvor Retten Liv igien kand dømme i en Mand.

Vist sagde Peder Ruus, den Ret som kand aflive,

Kand eene om den vil ens Siæl tilbage give.

Exempel gratia, den samme gode Ven,

Som tog min Vest, hand kand jo give den igien.

Sandt nok, hand svarede, men blef saa hovet-svimlet

Af saadant Argument, at hand nær hande trimlet,

[51] Dog sagde hand: Jeg maa betænke mig end lit

Paa saadan vigtig Sag, man pønser ey for tit.

Empli gratia, den mig en Vest fratager,

Kand give den igien, om det ham saa behager,

Det finder jeg er sandt, ja gandske reent og plat.

Den Syllogismus kand og giøres om min Hat.

Det synes være ret, er ickun dog en Fynte.^k12

Med Syllogismer troer jeg Fanden først begynte.

Jeg var i Kiøbenhavn forgangen paa en Sael,

Som kaldes Studi-Gaard, jeg var nær bleven gael,

Af meget selsom Snak og Tale jeg der hørte,

Det syntes være got: Den Ven som mig der førte,

ⁿ⁴⁶ Hvis Navn Magister var, mig sagde deraflit

Paa Dansk, hvoraf jeg saae, man giorde sort til hvit.

Slig Snak mig syntes da hand kaldte Syncretismus,

Men jeg har siden lært, det heder Syllogismus,

Vil og min Secreter med sligt mig giøre blind.

Exempli gratia vist Fanden gav ham ind.

Exempli gratia er snack og falsk til Prikke,

Skiønt hvori det bestaar jeg strax begriber ikke.

Man ey curere maa med Krigsret men med stock,

En Mand der Galskab slig lâr see som denne Kock.

Saa vidste da min Helt sig her i at besinde,

Fast ingen Ting hvor mørk, var megtig at forblinde

Den Høy-oplyste Paars, man een Professor kand

Med Syllogismer slaa langt meer en anden Mand

[52] Der ey studeret har. Saa undgik denne Strikke

Min helt, i alle Ting, han vidste sig at skikke,

Hvis sligt ey hindret var af hannem denne gang,

Det ey en liden Plet i min Heroisk Sang

Mig hafde giort. Det mig er ingen ringe Glæde,

At denne Sag saa gik f thi jeg kand icke qvæde

En Ting paa anden Viis end den tildraget er,

Jeg er i slige Ting og andet noget sær.

(4) Sang

At jeg ved denne Sag mig holdet har saa længe,

Min Musa spillet har saa meget paa een Strenge,

Er for at lade see min Helt var ey i Daad

Alleene Hector, men Ulysses udi Raad.

Thi naar det ankom paa i Ret at præsidere,

At føre Skib til Vands, til Lands at commendere,

Saa var hand lige stor, saa var hand lige god,

Det intet var, hand jo vel vidste og forstod

Et Seculum kand fast ey bringe meer til Veye,

End een fuldkommen Mand: de som at læse pleye

Historier, det veed: Der ofte findis kand

Nu een behiertet, nu en klog, nu dydig Mand.

Men udi een Person at finde alle Dyder,

Det er jo ganske rart, hver haver sine Lyder:

Hvad angaar Peder Paars, da skulle man ey troe,

Hand saa fuldkommen var, hvis vi i Staden boe,

Hvor hand er fød, ey sligt med Skrifter vidne kunde,

Saa man ey Aarsag har at tvile nogenlunde

Om Sagens Rigtighed: Jeg seet har hans Journal

Som paa Raadhuuset end forvares paa en Sal.

[53] Hans Skriver, Peder Ruus har fast altsammen skreven,

En deel af Peder Paars med egen Haand er bleven

Forandret. Om jeg her maa criticere lit,

Om vore lærde Mænd og tale noget frit,

Da de synis over dem man Aarsag her at klage,

De tage sig iblant for-mange gode Dage

Thi skrive store Mænds Bedrifter ingen vil,

Mand skulle tvile om Per Paars har været til

Hvis jeg af Nidkierhed for denne Heltis Ære,

Af hvis Exempel mand saa meget got kan lære,

Ey havde omsaarg haft at bringe for en Dag,

Hans mange Eventyr, og saadan vigtig Sag.

Jeg videre nu maa med Peder Paars fremfare,

Da saadant var fuldendt, hand med sin heele Skare

I bare Skiorter gik omkring den gandske Nat

Hen op i Landet, til hand endelig fik fat

Langt over Midnats Tiid paa nogle tørre Greene,

Hvori mand tændte Ild ved tvende Flinte-steene,

Det var en liden Trøst for dem i deres Nød;

Thi ellers var af Kuld hver anden af dem død.

Jeg seer af hans Journal, at da sig har tildraget

Et selsomt Eventyr, som Paars har meest behaget

Af alt det ham var hendt, der var fast ingen Dag

Hand jo forlysted sig at tale om den Sag.

Man hørte næste Dag det heele Land at frygte,

Om Spøgelse der gik et meget farligt Rygte.

ⁿ⁴⁷ En Mand, der dette Folck i hvide Skiorter saae,

Og dem ved Natte-Tiid igiennem Landet gaae.

Giengangere at see enfoldigen da troede

Forskreckte alle dem, som paa den Side boede,

[54] Ja Fogden selv, som helst var gandske uforsagt,

Af Hiertens Angist sig paa Sengen havde lagt.

ⁿ⁴⁸ Per Degn blev syg da hand i Særcken saae sin Pige,

Holt det et Spøgels var, som vilde sig indsnige

Da i hans Residentz, mand haver mig fortaalt,

Saa snart hand siden saae en skiorte, strax blev kaalt

Hans heele Blod, mand fast hos ham ey kunde virke

Med Trusler fra den Tiid at faae ham udi Kircke,

Hand kunde ey Hr. Niels i Messehagel see.

For saadant burde man en oplyst Mand belee.

Men hvo der haver seet og hørt, hvad Frygt kand giøre

Og veed hvad liden Skrek tit pleyer med sig føre,

Undskylder Degnen let, hand ellers var en Mand

Saa dristig, u-forsagt, som nogen i hans Land.

Hr. Niels fast eene var, som ey var bange bleven,

Der i hans Bøger og om Spøgelse var skreven;

Dog holt hand raadelig at legge for sin Port

Een hoben Staal; thi saa kand Fanden icke stort

Udrette, sær naar mand tillige med vil røge

Med Lyse Tang hver Nat, saa giorde mand i Kiøge,

Da der et Huuskaars var. Men bønderne som meest

For Spøgels bange er, for saadan Natte-Giest

Sig bildte straxen ind, at hvad de saae det spøgte,

Een krysde sig for Bryst, en anden Huuset røgte.

Een sagde: at hver Nat hand blaae Lys brænde saae,

Een anden Spøgelse paa Loftet hørde gaae.

Der var fast ingen Dag, jo nogen kom til Præsten

Og sagde, hvad de saae, een havde hørt Hælhæsten,

[55] Een anden Nissen seet, een Underjordsker hørt,

Een som af Loppe-Bid var lit paa Laaret rørt,

ⁿ⁴⁹ For Dødning Knæp det tog, Een Marren sig at ride

Bevidnede med Eed de alle vilde viide

Af Præsten, hvad det var, hvorledis kand mand staae

Mod sligt, og af sit huus Giengangere kand faae,

Dem underviiste hand med slige Ord og Tale;

Nu kommer I til mig, nu skal jeg jer husvale.

Saa tit er betrengt, saa elsker i jer Præst,

I gaaer i Kircken da, hver Dag for jer er Fæst.

Naar Faren er forbi, da slaa I med jer Nacke,

I agter Ham ey meer, han faar kun Skam til Tacke,

Nu maae I gode Mænd vel sande mine Ord,

Nu kommer det igien, jeg sagde jer i Fior:

At Eder forestoed en stor Fortred og Fare:

Thi Gaver mod Jer Præst nu ere meget rare,

Sin Siæle-Sorger nu fast ingen elsker meer,

Fast ingen Kierlighed mand meere mod ham teer.

Jeg veed i gammel Tiid, min Formand Hr. Christoffer

Af een boesidend Mand ey mindre fick til offer

End tre til fire Marck, nu mand sex Skilling gir,

Skinbarligen mand seer, at alting verre blir

Hvor vil dend i sit Huus sig vente nogen Lycke,

Som for Begravelse kun gir et to-Marks Stycke,

Som for saa vigtig Sag saa lidet give vil,

Med Helligdom eenhver nu bruger ickun Spil.

[56] Saa kommer derfor tiit paa Landet store Plager,

Nu et, nu andet ont mand hører alle Dager,

At I af Spøgelser nu plages maa hver Nat,

Ey anden Aarsag er, det tør jeg sige plat.

Mand skulle tænke, at den tale jeg her fører

For Eder, ickun sig af egen Nytte rører,

Ney. Jeg vil kun eenhver, hand høy er eller lav

Skal give mig min Ræt, paa det jeg i min Grav

Ey bandes skal af dem, som mig i Kaldet følger.

At det min Tanke er jeg icke for Jer dølger,

Med slige Ord Hr. Niels opmuntrede enhver

Til Gudsfrygt, Nidkierhed, men riige Folk i sær.

Per Paarses eget Folk ey mindre bange vare,

Særdeelis Peder Ruus, der ansaae saadan Fare,

Som fast den største de paa dette Land og Øe

Var truet med. Nu maa vi allesammen døe

Uhefnet, sagde hand, jeg slaast ey med Gienganger,

Sverd bider ey paa dem, man dem med List ey fanger.

ⁿ⁵⁰ Niels Corporal i Fior paa een Gienganger skiød;

Men kuglen kom igien og gav ham selv et Stød,

At hand til Jorden falt, og kunde sig ey røre,

Hand aldrig understaar sig meere sligt at giøre.

Det er en Fandens Øe, som vi er strandet paa,

Hver Time vi oss seer ny Fare forestaa.

Alleene Peder Paars sig icke lod bevæge,

Hand sagde: Det er læt Giengangere at spæge,

Man all slags Spøgelse, hvad Navn det have maa

Med Røg af Lyse-Tang af Huuse læt kand faae.

[57] Med Hørfrø hindrer mand, at det sig ey tør vove

At komme i et Huus, saa man kand sicker sove

Naar mand en haandfuld kun af samme kraftig Frø

Frem for Dørtærskelen om Aftenen vil strøe.

Vil mand for Sickerhed lit Rugkorn deri mænge,

Saa tør jeg love for, mig derpaa lade hænge,

At ingen Diævel skal sig driste at gaa ind;

Men tabe Modet strax, og holde sig i Skind.

Mod Mare-ridt et Raad vor Substitut mig lærdte.

Det er, mand sætter Skoe for Sengen kun forkeerdte

ⁿ⁵¹ Hvis det ey hielpe kand, da siunger mand et Vers,

Som jeg forgangen saae hos Anne Mester Pêrs.

Med Underjordske Folck og Nisser maa mand holde

Oprigtig Venskab: thi det ellers kand forvolde

I Huuset meget ont. De ingen giør imod

Saa længe som de seer, mod dennem Folck er god.

Af dette sees kand hvad frygt tit foraarsager,

Hvor meget sønderlig inbildninger os plager,

Hvad en sig bilder ind, det hver Mand siden seer,

Ja ey alleene det, men tusind Sager meer.

Der findis gandske faae, der jo sig lar forblinde

Af saadan Phantasie. Jeg kand mig her besinde,

Da een for nogle Aar eet Skib i Maanen saae,

Strax mange andre Folck, som stirrede derpaa,

Blev ey alleene var det samme, men og kunde

Opregne Tackel, Tov, Matroser og Skibs-hunde,

[58] Som de paa samme Skib heelt klart da kunde see,

Man derfor dette Folck ey eene maa belee.

Det er mig icke læt den Blusel at afmale,

Som derpaa fuldte strax. Hr. Niels ey kunde tale

Tre Dage udaf Harm. Mand Degnen meest beloe,

Som torde ey af Frygt paa Øen meere boe.

Per Paars blev af sit Folk derover meget æret;

Thi hand af alle Mand den eene havde været

Der af saa stor Tumult sig ey forskræcke loed;

Men trøstede sig selv, og gav de andre Mod.

Hand derfor tænkte nu sin Reyse at fortsætte;

Men mod Formodning kom med Fogden i en Trætte.

Sig mig, ô Musa, hvad til saadant Aarsag var,

Hvad Fogden mod min Helt saa stærk ophidsed har.

Da Avind saae Per Paars af Modgang stor at blive,

Hun færdig var af Harm sig selv at sønderrive,

Hun derfor stilte i hast for Fogden ind,

Og sagde disse ord: Hør Foged est du blind,

Hvad slig Forstokkenhed hos dig kand foraarsage,

Kand du din Myndighed dig lade saa betage,

Af Øvrighed jeg seer du haver ickun Navn,

En usel fremmed Mand Per Paars har deraf gafn.

Hvem anden Magistrat sligt skulle ey bevæge

En saadan Overmod og Dristighed at spæge.

Man reyse maae fra Bye til Bye fra Land til Land,

Man een ey finde skal, der sligt fordøye kand.

Vogn op o Woldemar tag til dig Mod og Hierte,

Hvis Uræt og Foragt, ja Skam dig ey kand smerte,

Da for din Sickerhed, din Myndighed du maa

Hanthæfve, om du vil fremdeelis dig begaa.

Du inden stacket Tiid skal see Per Paars regiere

Dit Land, og da skal du men alt forsilde lære,

[59] Du selv ved Sickerhed har givet ham den Kniv,

Hvormed hand myrde kand og bringe dig om Liv.

Paars allereede kand sig deraf her berømme,

At hand tør aabenbar een Mand fra Lifvet dømme,

Hand derved haver giort af alle sig bekiendt,

Hand kaldis nu ej meer Per Paars, men Præsident.

Vogn op, ô Woldemar, det er ey Tiid at sofve,

Du maa med denne Paars et blodigt Øyne vofve

Hvis du det icke giør, jeg da læt forud seer,

At du maa rømme Land, ey blive Foged meer.

Gudinden med slig Fynd sin Tale da fremførte,

Vor Fogd, som halvdød laae, og sig ey længe rørte;

Thi Frygt, Hefngierighed, Forskræckelse og Skam

Ham giorde døv og dum, blind, følesløs og lam.

Omsider vogned hand fast saasom af en Dvale;

Men dog en gandske Stund slet intet kunde tale,

Nu blev hand bleeg, nu rød, nu guul igien, nu blaae,

Hvorledis Hiertet var, man paa hans Ansigt saae.

Omsider brød det ud; man saae af munden flyde

Det hviide heede Skum, ret ligesom en Gryde,

Der af een Riis qviist Ild, som bliver underlagt,

Ophidses lættelig, saa Vandet kand den Magt

Ey længe staa imod; det skummis og maa rinde

Af alle Bredder. Saa vor Foged denne sinde

Ophidset blev, hand fandt fra Hovedet til Foed

Sit Legem udi Brand, saa kaagede hans Blod.

Af Raseri man saa ham om i Stuen løbe,

ⁿ⁵² Ey anderledes end een Top, som med en Svøbe

[60] Omdrives udaf Børn, der med forundring seer

Den løbe saadan om, faar Lyst at leege meer.

Saa stærck som tyve Mand man hørde hannem raabe

At slaa sig for sit Brøst, at kalde sig en Taabe,

Det Ukruud, sagde hand, oprykkis maae med Roed

Per Degn ved Dørren da til ald Ulycke stoed.

Saa snart hand Fogden saae i Skiorten om at springe,

Som en affsindig Mand, saa tit paa Klocken ringe,

Hand strax sig bildte ind, hand en Gienganger saae,

Af Frygt hand kunde ey paa sine Fødder staae;

Men falt og raabte høyt: ach naadige Gienganger!

Hvad nytter Jer at I een usel Klocker fanger,

Og dræber saadan Mand, der aldrig noget giør

Eet ærligt Spøgels kand mishage. Præsten tør

Hver Søndag og hver Fæst paa Præckestoelen sige,

At hand forstyrre kand med Ord jer heele Riige,

Ham lader I i roe, ham intet saadant skeer,

Skiønt hand Jer trodser tit, skiønt hand Jer Magt beleer.

Jeg kommer her i Dag kun for at lære spille,

Og underviise lidt vor Fogeds Daatter Nille,

Hvis jeg ey maae, saa gir jeg Fogden en god Dag,

Jeg mister ey jer Gunst for sliig en ringe Sag.

Hvor vreed end Fogden var, saa maatte hand dog grine

Da hand paa Degnen saae, med hvilken ynksom mine

[61] Hand laae paa sine Knæ, hand bød ham reyse sig,

Og sagde, intet ont skal vederfares dig.

Da Degnen skamfuld blev, og saae hand var bedraget,

At af Indbildinger slig Frygt var ham indjaget,

Det er jo vores Fogd, mon jeg er bleven blind,

Hand sagde: gick saa i et andet Kammer ind.

Strax derpaa Woldemar sit Folck lod sammenkomme,

At spørge dem til Raads, og høre deres Domme.

Hand sagde dennem hvad ham havde giort den Mand

Der med en Haaben Folk var kommen paa hans Land.

Nu vil jeg, sagde hand, Jer Raad og Meening høre,

Paa hvilken Maade best vi Kriig med dem kand føre,

Hans Fuldmagt Christen Storck ham raadde da fra Kriig,

Hand sagde: har I hørt mand deraf bliver riig.

Hvad kand det nytte os, at vi med Krig os plage

Forspilde saa vor Roe, og vore gode Dage,

Tænk kuns Her Foged tænk, hvad eder møde vil,

Om I begynder Krig, det er jo ingen Spil.

Betragt hvad Herlighed I udi Freds-Tiid nyder,

Jer Gryde kaager da hver Øyeblick og syder,

Jer intet fattes, ja, Jer Seng er altiid reedt,

Jer Bord om I saa vil kand altiid være breedt,

Jeg ligne kand med Jer ey Konge eller Keyser,

Saa snart om Morgenen I jer af Sengen reyser,

Jer Kone spørger jer, hvor lever du min Soel?

Hun gir jer Brændeviin for Sengen paa en Stoel.

Hun, mens I sover, nock er alleerede oppe,

Jer Mad at lave til, Jer Tobaks-Pibe stoppe,

Saa snart I smøget har Jer Pibe, I da faar

Jer reven Ølle-Brød, og derpaa nok en Taar.

Paa Eders løybenk da I nok en Time sover,

Jer ingen vekke tør, Jer Kone derfor lover,

[62] Hver Mand i Huuset da paa Hose-Socker gaar,

At nyse, snyde sig, jo ingen understaar.

I sover indtil I Tallerkner hører klinge,

Indtil I høre kand Mad Klocken for Jer ringe,

Da reyser I jer op og strecker Jere Been,

At sætte Mad paa Bord Jer Kone er ey seen.

Hun seer I hungrig es hun beder Eders Sønner,

At de for Maaltiid ey vil læse lange Bønner.

Om I at røre Arm og Haand er alt forlad,

Hun med sin egen Haand i Munden gir Jer Mad.

Naar I jer Middags Søvn har sovet, kand I spille

En Lanter,^k13 om I vil, med Eders Daatter Nille,

Naar I er deraf kied, I Grete har paa Skiød,

Jer Kone midlertiid tillaver Eders Grød.

Saa gaar det til i Fred, mand slige gyldne Tiider

Ey let forspilde maae, hør hvad i Kriig mand liider:

Mand bryder eders Søvn, Jer Dør mand banker paa,

Før Solen reyser sig I seer for Dørren staae

En hoben vreede Folk som raaber alle: Penge!

Hver Morgen spiller man for jer paa samme Strænge;

Skiønt I dem bliver qvit, kand I ey sove meer,

En frygtsom Adiutant I strax for Sengen seer,

Som ofte visker Jer en Dievel udi Øre,

I springer af jer Seng. Hvad er herved at giøre,

I raaber Adjutant! skal det dog være sandt,

At Finden Seyer fick og Slaget mod os vandt.

Da faar man icke Tiid Jer Froekost at tillave,

I maae til Feltz, og gaae en miil med hungrig Mave,

Ja faste derpaa maa dend gandske lange Dag,

Af Harm I ønsker da at dræbis udi Slag.

[63] Jeg vil ey tale om, hvad andet ont mand lider,

Hvor tit og ofte man i suure Æbler bider,

Nu mister man en Arm, nu Foed, nu faar man saar

I Hoved, Hals og Ryg, i Side og i Laar.

Heel nær af disse Ord var Fogden bange bleven,

Hvis Avind idelig ham icke havde dreven,

Til at begynde Krig. Saa Stork fik liden Tak

For sin Veltalenhed og denne lange Snak.

(5) Sang

Nu blev raadslaget om en General at tage,

Man foreslog Jens Blok, man viiste ey hans mage,

Mand Doctor kaldte ham, skiønt hand kun var Balbeer.

Hand dræbte tolvte deel af Øens Folk, ja meer

Med Pillere hvert Aar. En Doctor ingenlunde

Hand deri eftergav, skiønt hand Latiin ey kunde,

Hand syntis best beqvem, at føre an en Hær,

Som hand var modig, sterk, og vant var til i sær.

At skille Folk ved Liv, ved Draaber og ved Piller;

Thi skiønt mand vidste vel hand havde egne Griller,

Som Læger gierne har, saa holt man ingen dog

Beqvemmere end hand til saadan vigtig Tog.

Hvor vel besluttet blev, ham saadan Post at byde,

Saa fant man dog for got, hand altiid skulle lyde

De Raad, som Christen Stork ham udi Felten gav

Thi hand saa vittig var, som Block var kiæk og brav.

Strax saadant kundbar blev, mand hørte Raisonere

Blant den gemeene Mand, skal hand nu commandere,

[64] Skal hand os føre an, hand saadant ey forstaar,

Hand aldrig var i Krig, hand aldrig fick et Saar.

Den gode Christen Storck, som hannem Raad skal give

Ey bedre er end hand, hvad vil der med oss blive;

Om Fogden den Tid sig i dette Val forsaae,

Det vil jeg ved sit Værd for alle lade staae.

Jeg er hans Dommer ey, det veed jeg og kand sige,

At man en Øvrighed i Kaartet ey maa kige.

Men hvad er meer gemeent, end høre fast hver Dag

Sliig Snak; den dømmer ey om saadan vigtig sag,

Der intet selv forstaar. Enhver vil Statsmand være,

Hver Bonde, Handverksmand en General kand lære

Man tit og ofte har med stor Forundring hørt,

At Bønder saadan Snak om Staten haver ført.

Der er fast intet Skrid en General kand giøre

En Handverksmand jo veed det bedre at udføre,

Fast ingen Ting er til, hvoraf man mindre veed,

En slige Sager; thi vi seer een Ting er skeed.

Men af hvad Aarsag vi ey fatter nogenlunde,

De ere skiulte Ting, som vi ey kand udgrunde,

Hos Pøblen derfor mand kand kalde Raseri,

At ville dømme om Regiering, Politi.

En Handverks-Mand sig ey med lærde Ting bemenger,

Tilstaar hand inted veed, hand derudi sig hænger,

Naar hand bør tale sligt, hand planter strax gevehr,

Og siger: Jeg ey Præst, men ikkun Borger er.

Om Stat og Politi hver derimod kand tale,

En Svinehyrde selv den kunstig kand afmale,

Hver Ting til Pricke veed, kand siige paa et Haar,

Hvor i dens Svaghed, Feil, samt Styrke, Magt

[65] Een Fisker-kierling veed en Stat vel at indrætte,

Kand, naar den er paa Fald, igien paa Fødder sætte,

Kand bedre vinde Slag end nogen General,

Seer alting uden det hun selv er gandske gal.

Nu maa jeg lit igien til Fogden mig begive.

Og see hvad meere værd, jeg finder at beskrive:

Skiønt hand ey tapper var, men skrøbelig og lad,

Saa var hand dog mod Paars af Avind saadan Had

Indprentet, at hand selv Krigshæren vilde følge,

Det anstoed ey Jens Bloch, hand kunde icke dølge

Sin Misfornøyelse, men sagde: Herre hør

En Øvrigheds Person sig aldrig vove bør

For Landets Velfærd hand sit kostbar Liv maa spare,

Hvis hand omkommis, staar det heele Land i Fare,

Skiønt Generalen kun af Avind sagde det,

Saa tilstoed dog enhver, hand deri havde ret,

Dog lod sig Fogden ey af saadant overtale,

Men strax Befaling gav hans braaget^k14 Hest at sale,

At lafve sig til March. Calliope stemm op,

Beskriv mig kortelig vor Fogd fra Taa til Top.

Hans Rustning og Mundur, hans Krigsmagt og dens Orden,

Som den blev seet, da at staa ved Fogde-Gaarden.

Man Fogden saae til Hæst i Spidtzen af hans Hær,

Hans Sadel eene var betrecket med got Lær.

De andris var af Træ. Paa Hovedet en Hue

Hand havde, som var rød, den værd var at beskue,

Hans Trøye den var blaa med smaa Glas-Knapper paa,

Det syntes langt ifra, som mange Stierner staa

[66] Paa Himlens Firmament, jeg intet her vil skiule,

Hans Støfler sadde næt, hans Buxer vare gule,

Hans Brøstdug, som var rød, tilkiende give lod

Hans Tapperhed, at hand udøse vilde Blod.

Ved Siden hang et Sværd, som kaldis nu Hirtzfenger,

Man aldrig nogen Tid paa Øen saae den lenger.

Hans Haar til Bæltet hang, var meget tykt og tæt,

At male alting af min Pen er alt for slæt.

Hand havde sig forsiunt mod Kulden, var vel foeret:

At det Krigs-Guden var, man skulde have soeret,

ⁿ⁵³ Thi, som en voxen Tyr og Oxe man ham saae,

Blant andet mindre Fæ, blant Faar og Gedder staa.

Jens Bloch man derimod sig understod at laste;

Thi hand saae ilde ud, som Frue-Dag i Faste,

Hans slæt i Klæder var; men denne gode Mand,

At Fienden med Pragt ey overvindis kand.

Vel vidste, tvert imod, at den af ringe Klæder

Opmuntres til at slaaes, sig over Byttet glæder,

Hand ickun havde sig forsynet med Gevær

Saa skarp som Ragekniv, at komme ham for nær,

Det ingen tienligt var, den høyre Fløy hand førte,

Var færdig at gaa fort, saa snart man Trommen rørte,

Armeen havde hand i Orden sat med Flid,

Som det var brugeligt i Alexanders Tid.

[67] Af hans Historie hand General var bleven,

Hand havde nøye læst, hvad Curtius^k15 har skreven,

Om samme store Helt, vel oversat paa Tydsk;

Thi for Mons Wiingaards Tid den ikke var paa Jydsk.

ⁿ⁵⁴ Det fast utroligt er, hvad man af gamle Bøger

Kand lære, naar man dem med Flid igiennemsøger,

Mand alting deri seer, de ere som et Speyl,

Der viiser store Mænds Bedrifter deris Feyl,

Samt store Dyder. Man af dem kan see og lære,

Alt hvad en General kand give Nafn og Ære:

Man deraf lære kand en Fæstning og en Bye

At tage ind, og faae en Krigshær til at flye.

Den store Græcker har Homero selv tilskreven,

At hand slig General slig tapper Mand var bleven,

Jens Block af Curtio var bleven General

Af Bøger kunde hand ey giøre bedre Val,

Hand havde ogsaa læst om Keyser Carl den stoere

ⁿ⁵⁵ Iligemaade om Sterk-Odder, som be–

De Tydske Kiemper. Ja han Holger danskes bog

Fast alle Dage med stoer Fliid igiennemslog.

Om Roland, Boldevin, Oliver, Ferakunde,

Om Buurmand, Anguland, samt Gerin, Janemunde

Hand havde meget læst, saa deraf sees kand,

Man talte uden Grund saa ilde om den Mand.

Før Krigen den gik an, da man Folk hørde raabe:

Af saadan General hvad Lycke kand man haabe

[68] Skal den os føre an, der dum er som et Qvæg,

ⁿ⁵⁶ I gaar var hand Balbeer, og ragede vor Skiæg.

Gid Generaler ham kun efterfølge vilde,

Og deris ledig Tiid ey saa unyttig spilde;

Men læse med Jens Block nu en nu anden Bog,

Der viiser store Mænds Bedrifter, deres Tog.

Da Fogdens hustrue, samt hans daatter saadant hørte

De sagde: hand sig vil i en Ulycke styrdte,

Vi maa forsøge, men vi icke kand formaae

At hindre saadant. Da de ham bevæbnet saae

Med Kaarde og med Spiud, de ham til Fode falte,

De hannem deres Trøst samt eenest Glæde kalte,

De forestilte ham, at det var intet Spil

At vove sin Person; om ham kom noget til,

Den eene Faderløs, den anden var en Encke,

Hand burdte, som en Mand og Fader sligt betencke,

Hans Hustrue klynked meest, sig stedse slog for bryst

Og raabte med din Dyd forsvinder ald min Trøst.

Men ingen Graad og Suck var megtig at bevæge

Vor Fogd. Man skulle før et Vildsviin, Tiger spæge,

End overtale ham at sidde hiemme still

Af Avind hærdet da hand lukket Øren til.

ⁿ⁵⁷ Som Vinden nu paa een, nu paa een anden Side

En tyck og voxen Eeg angriber den at sliide, Og

[69] Og rykke op med Roed med Magt bemøyer sig,

Saa Hustrue, Daatters Suk vor Fogd fra denne Krig

Ey mægtig var at faae. En Vind kand vel med møye,

Et stærkt rodfæster Træe til Jorden slaae og bøye,

Til Roeden trycke kand dets Greene og dets Top;

Men det ey fælde dog, og rycke gandske op.

Saa gick det denne Mand, hand Øyne maatte væde,

Da hand sin Hustrue saae og Datter saadan græde,

Dog blev hand stedse ved sit Forsæt; ingen Konst,

Dem hialp, ald Suck og Bøn, ald Knæfald var omsonst.

For dette Tog gick an, vor Fogd lod foredrage,

Om det ey tienligt var at bie nogle dage

For at begiære Hielp af dem paa Lessøe boe,

Et Sendebud til dem at skicke eller toe.

Det stoed Jens Block ey an, hand ikke bie vilde,

Thi Tiden kostbar var, man den ey maatte spilde.

Hand intet heller saae, end holde snart et Slag,

Og uden Ophold fort marchere Nat og Dag.

Hand det kun nødig holt Spioner at udskicke,

Som kunde Fîndens Magt udforske først til Prikke,

Mens Hæren var paa marche, mand fuldte saadan Raad,

Og fire gode Mænd udskikte i en Baad

For at udforske sligt, see om de vare mange.

Thi det ey nægtis kand at Fogden jo var bange,

Skiønt hand sig stilte an at være meget kiæck,

Og alleerede Paars at have i sin Sæck.

Jeg ey beskrive kand den store Skam og Blusel,

Hver paakom, da mand saae, at Finden var saa usel,

[70] Saa fattig, nøgen, ja som havde ey en Kniv,

End sige Kaarde at forsvare deris Liv.

Da meget snildelig vor Foget lod udsprede,

At Fiendens største Magt var flygtet allereede,

Af Øen, hvorpaa hand strax Seyer skyde loed,

Som den der veed sit Navn alleene uden Bloed,

Var bleven Seyer-riig; Man otte Bønder sente

Til Paars, ham sige loed; ey andet var at vente

For ham end Steyle, Hiul, hvis hand sig icke gav

Godvillig, men som Paars var endnu lige brav.

Saa vilde hand til sligt ey straxen sig beqvemme,

Hand haabte, sagde hand: De vare ey saa slemme,

Som de sig stilte an. Hand derpaa Krigs-Raad holt,

Derover Blodet blev i Niels Johansen kaalt.

Man vil mig, sagde hand, fra Livet atter dømme,

Jeg nok en Krigs-Ret seer, det er mig best at rømme,

Hand derfor udaf Frygt undstak sig og løb bort,

At miste Ære, Navn, hand agtede ey stort.

Slig stor Ulykke dog ey kunde Paars betage

Hans Mod, fast intet ont ham kunde Frygt indjage.

Jeg haaber, sagde hand: den Falskhed ikke blir

Ustraffet, jeg for sligt mig ikke fangen gir.

Skiønt mine Fiender jeg seer at være mange,

Vil jeg dog viise dem, at jeg er ikke bange,

Jeg gaaer en fodbreed ey tilside, holder stand,

Jeg tapper Modstand giør og slaaes til sidste Mand.

Saa satte hand sig for mod Fienden at tage,

At figte mandelig og drive dem tilbage,

[71] ⁿ⁵⁸ Retⁿ⁵⁹ som et Vildsvin, der af Mænds og Hundis Skrig

Ey blir forsagd, gaar frem og laver sig til Krig.

Af Vrede skummende, den slider udi Stykker

Smaa Træer paa dens Vey, med Roden dem oprykker,

Paa Hundene seer skievt og hvesser hvide Tand,

Saa kiek og modig var mod Fînden denne Mand.

Ruus sagde derimod, vi kand ey Modstand giøre,

Hvis I ey giver jer, vi selv skal eder føre

Til Fogden. Vi kand ey Beleyring holde ud,

Vi har ey Proviant, os fattes Lod og Krud.

Saa maatte Peder Paars sig Fogden overgive,

Rebellion ham tvang en fangen Mand at blive,

Naar Folket Oprør giør, saa hielper intet, at

Man modig, tapper er, den kaldes desperat,

Som eene fægte vil, en Cæsar bliver bange,

En Alexander selv maa give sig til fange,

Turenne, Luxenbourg, Eugenius, Condé,

Om de vil eene slaaes, saa maa man dem belee.

En Hector, Marius, en Hanibal, en Cyrus

En Alcibiades, en Scipio, en Pyrhus,

En Ruyter og en Tromp, en Alba, Scanderbeg

Udretter da kun lit, man Hovedet mod Vegg

Kun løber, naar man vil mod Fînden eene stride.

I saadan Fald er best at give sig i Tide,

Saa giorde Peder Paars, og gav sig denne gang,

Hand stødes derfor ey af store Heldtes Rang.

Nu syntes at gaa an for Alvor hans Elende

Paa Fare og Fortred, hand saae fast ingen Ende.

[72] Snart icke var forbi en Modgang hand fik

En anden paa sin Hals, som meer til Hierte gik.

Men Venus, du hun saae af Avind den saa plaget,

Som hun paa Reisen før i Forsvar havde taget.

Hun sagde ved sig selv: Er jeg Gudinde meer?

Kand Venus taale, at mand hende saa beleer.

Jeg som har Juno selv tilforne holt i Tømme,

Hvorfor Poëter mig ey noksom kand berømme,

Skal jeg nu Avind meer ey kunde staa imod:

Jeg haaber, hun af mig oprykkes skal med Rod.

Jeg hende viise skal, at jeg er Jovis Daatter

Gudinder, saasom hun at være Undersaatter

Af Venus; som saa vel ved Skiønhed, som ved Magt

Har under Lydighed fast heele Verden bragt.

Hvo vil mig dyrke meer, naar man faar sligt at høre,

At Avind understaar sig Krig mod mig at føre,

At hun er mægtig til at giøre mig Fortred!

Gudinden aldrig man tilforn saae saa vred.

Hun lavede sig til da Avind at bekrige,

Slaae hendes Hofmod ned, forstyrre hendes Rige,

Man tænkte ey det var den kielne Venus meer,

At længis efter Krig, man kun Bellona seer.

Da andre Guder saae, at Kierligheds Gudinde,

Som udi Vellyst kun, og Elskov Smag kand finde,

At ville føre Krig, den tage Harnisk paa,

ⁿ⁶⁰ Som man i Trojæ Krig saa meget frygtsom saae.

De færdig var at døe og briste udaf Latter,

De viste hendis Sind, de kiendte Jovis Datter,

[73] Hun af en ringe Ting optændis kand saa snart,

Man hende giør imod, men det har ingen Art,

Hun sligt tilfællis har med andre gode Fruer,

Som tit ophitzes, saa at man derover gruer,

Man tæncker, naar man seer en Qvinde heftig vreed,

Hun Strømme ud af Blood at øse er bereed,

Eenhver, som Qvinde-Art ey kiender ret maa bæve,

Naar mand blir hende var at staae med knyttet Næve

Med stor Ophævelse med Stoyen, Raaben, Skrig

Man tæncker da, at man Gudinden seer for Krig,

Dog blir der intet af, hun hastig taber Modet,

Saa hidsig, som hun var, saa kaald da bliver Blodet.

Exempler herpaa nok, man kand i Mængde faa,

Hver Dag, i sær naar man til Torvet kun vil gaa.

Saa gick det denne gang med Kierligheds Gudinde

Da første Ild blev slukt, hun kunde sig besinde:

Det var ey hendes Verk at føre saadan Krig.

Hun kunde Avind slaa og vinde kun med Sviig.

Da Cupido sin Søn hun strax lod til sig hente,

Til samme blinde Dreng med disse Ord sig vente:

Hør giør dig reede gak til Fogdens Daatter ind,

Du maa til Kierlighed bevege hendis Sind,

Brug all din Kunst og Magt mod hende spend din Bue,

Skyd hende Hiertet fuldt af Elskovs søde Lue.

Strax derpaa Cupido sin beste Piil udskiød.

Vor Jomfru deraf fick et saadant Hierte-Stød,

ⁿ⁶¹ At hun af Sengen falt, og kunde sig ey røre,

Ey tale fast en Stund, ey heller see og høre,

[74] Omsider sagde hun: Ach Himmel! hvor er fat

Hvad stor Ulycke mig paakommen er i Nat,

Af Elskovs heede Pil jeg saaret er til døde,

Hvad ont har jeg vel giort, hvad er min Skyld min Brøde,

O Cupido du mig for tilig giver Saar,

Jeg endnu er et Barn har neppe femten Aar.

Med saadan Klage blev den gandske Nat bortdreven,

Den unge Jomfru fant, at hun forliebt var bleven,

Men vidste ey i hvem. Dog syntis hun, den Mand,

Som nylig kommen var og fangen her paa Land,

For Øyne hende stoed, saa snart hun vilde sove

Hun falt sin Moder da til Foed, hun maatte love,

At viise hende Paars, som sad i Fogdens Huus

Forvaret, og med ham hans Skriver Peder Ruus.

Da hun ham sick at see, da Hiertet strax at picke

Begynte. Hun da saae at saadan Elskovs Stricke

For hende tvundet var af denne fremmed Mand.

Den Blusel, Hierte Sorg jeg ey beskrive kand,

Som hende da betoog, dog tvang hun sig at tale,

Til hannem disse Ord: Du kand ey lit husvale,

Min Moder og mig selv, om du os sige vil

Din Skiebne: thi vi seer at du af Lyckens Spil.

Er tumlet om, os gaar din Modgang hart til Hierte

Hvad ont dig hendet er vi haver hørt med Smerte,

Siig ubesværget os ald din Gienvordighed,

Hun gav ham derpaa Stoel, og bad ham sidde ned.

[75] ⁿ⁶² Da mand sig havde sat, enhver af Længsel brændte

At høre sligt, paa ham de Øyne alle vendte.

Da Paars til Himlen saae, udbrød med disse ord:

Skiøn Jomfru ingen Mand fast funden er paa jord,

Der mod mig lignis kand, Jeg beder jeg maa slippe,

ⁿ⁶³ For saadant at jeg ey maa tvingis at oprippe

Min Byld, min Hiertens sorg, alt hvad jeg sige kand,

Er at jeg kaldis maae en ulyksalig Mand.

Da alle bade ham, hand vilde sig bemøye,

At fyldest giøre dem, afmale meget nøye

Sin Skiebne, stoed hand op og sagde: Hører til

I gode Venner, hvad jeg eder sige vil:

Jeg har i Staden Aars min Fæstemøe Dorthea,

Der skiøn som Venus er, og dydig som Astrea.

Hun mig ey seet har i tre til fire Aar,

Af Længsel derfor Hun har feldet mangen Taar.

For nogle Dage lod jeg mig da overtale,

Med min Nærværelse at trøste og husvale

Min kiere Fæstemøe: jeg mig paa Reysen gav,

O havde man den Tiid mig baaret i min Grav,

ⁿ⁶⁴ Det havde været mig langt bedre; men min Skiæbne,

Mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne,

[76] Beskicked har, at jeg paa denne fremmed Øe,

Som en Misdæder, skal med Spot og Skiendsel døe.

Jeg neppe med min Jagt kom Callundborg af Sigte

Før os paa Himmelen en liden Skye fremblickte,

Som skiulte Maane, Soel, det heele Firmament,

Det et mirakel var, som aldrig før er hent.

En mægtig Himmel-Storm begyndte da at hæve

Det heele Hav: enhver af Frygt da maatte bæve,

Een Bølge paa mig slog, mig giorde gandske vaad,

ⁿ⁶⁵ Paa disse Ord enhver i Stuen brast i Graad.

Sær Øynene man saae paa Fogdens Kone rinde;

ⁿ⁶⁶ Thi i Blødhiertighed fast ingen gammel Qvinde

Hun eftergav, hun græd, naar slagtis skulle Koe,

Naar Klippes skulde Faar, man Heste skulle skoe,

Saa høyt medliden var, saa dydig vor Matrone,

Blant gamle Qvinder hun var derudi en Krone,

Saa Fogden sagde tit, min kiere Barbara,

ⁿ⁶⁷ Jeg fatter ey hvor ald den Vedske kommer fra.

Man derfor undrer ey, at hun sig ikke bare

For Graad nu kunde, da hun hørte saadan Fare,

Slig Modgang og Fortræd, saa stor Gienvordighed

Som denne gode Mand Per Paars paa Reysen leed.

Da Graaden stillet var fort satte hand sin Tale:

Hør hvad os hente meer. Jeg vil her icke prale,

Vi icke Bølgee meer, men høye Bierge saae,

Nu var vi Stierner nær, nu tænkte vi at staae.

[77] I Jordens afgrund. Ach! Jeg kand for Jer ey dølge

At jeg med største Skræck blev engang var en Bølge,

ⁿ⁶⁸ Som mod en Stierne slog, men dog med liden fruct

Jeg frygtede at see et Himlens Øye slukt.

Jeg tænkte — Ach! jeg seer at Fogden selv er hiemme

Og vil herind til os; Jeg maa min Tale giemme

Til bedre Leylighed. Enhver da Flugten toeg,

Af Frygt og Redsel løb, og sig for Brystet sloeg.

Ende paa den første Bog.

Hvorledes Peder Paars, som en Jason^k16 ved Jomfruens, som den anden Medeæ, Hielp kom fra Øen, derom skal tales i en anden Bog, saa snart jeg kand faae tilstræckelige documenter derom.

Den Anden Bog

I. Sang

***ⁿ⁶⁹

ⁿ⁷⁰ Aurora aabnede de purpur-farved Dørre,

Og Titans heede Vogn stod færdig til at kiøre

De mindre Himlens Lys, de mange Stierner smaa

Paa Flugten gave sig, saa snart de Phoebum saae.

Den mørke fæle Nat med sine sorte Vinger,

Strax Flugten ogsaa tog, og sig mod Vesten svinger,

Saa all slags Spøgelse, hvad Navn det have kand,

I Huuler krøbe ned, ey torde holde Stand.

[#] Mand hørte Nisser, Trold, at sukke, klage, græde

At raabe: borte er vor Trøst, vor Natte-glæde,

At siige kortelig, paa reent og gammelt Jydsk:

Da det var bleven Dag, og Soel gik op paa Tydsk.ⁿ⁷¹

End laa vor Per Paars og sov paa grønne Øre,

Mand i det heele Huus ham snorke kunde høre,

Hand drømte, at hand var til Felts, en Krigs-Hær saae,

Hand lavede sig til paa Fienden løs at gaae.

Slig Phantasie var ham i Søvne forekommen,

Hand vilde falde an, saa snart hand hørte Trommen,

Men see, hvad skede da, hans Skriver Peder Ruus,

Som med sin Principal var bragt i samme Huus

Loed een forskrækkelig gaa ud, med Tugt at sige,

Saa man paa Øen fast ey havde hørt dens Liige.

Som Grædske Pose, der var giort af Oxehud,ⁿ⁷²

Og Ithacæ Regent fik udaf Stormens Gud.

Som os beskrevet har Homerus i hans Viise

Med stor sandfærdighed, saa vi ham derfor prise,

I hvilken skiulet laae en stærk Poëtisk Vind;

Skibsfolket derimod sig andet bildte ind.

[#] De tænkte at en Skat var derudi at finde,

De løste Baandet op, der udgik slige Vinde,

En saadan hæftig Storm med saadan hæftig Brag,

Saa hver Mand troede fast, det var den sidste Dag:

Ej anderledes var det Skrald af Ruuses Pose,

Ach! jeg er ej Poët! jeg kand ey saadant rose,

Jeg kand fast ingen Ting Poetisk male af,

Den dertil var beqvem, nu ligger i sin Graf.

Det samme sterke skrald kom Peder Paars for Øre,

Just da hand drømte, at man vilde Trommen røre.

Hand der af reiste sig og gaf et mægtig Skriig,

Mand aldrig Hector saae saa vred i Trojæ Kriig.

Hand løb i Stuen om fast som en utæmt Fole,

Hand kasted alting om, Bord, Bænke, Skamle, Stole,

Omsider fik hand fat paa Nilles Hue Blok,

Som siuntes noget liig Niels Hansen fordum Kok.

Hand i sin Ivrighed mod samme Blok sig vender,

Den rifver, slider smaa imellem sine Hænder,

Den Skade (sagde Ruus) vist dyrt nok hævnet bliir

Thi samme Blok var giort af skiøn Carduus-Papiir.

Ret som en Løve, der har Kræfter uden Liige,

[#] Anfalder Bondens Hiord, nu tager Koe nu Qvige.ⁿ⁷³

Hvem hannem møder først, Kalf, Oxe eller Stud,

Den sønderslides maa, dens Indvold rives ud.

Ey anderledes gik det Blokken denne sinde,

Enhver der læser sligt, hans Øyne maa vel rinde.

Af Løven ingen stud, af Biørnen intet Hors,ⁿ⁷⁴

Saa slet medhandlet er, som denne Blok af Paars.

Hand videre greb an, nu en Ting, nu en anden,

Slog Vinduer i tu: mon Fanden rider Manden:

Ruus sagde ved sig self: mon hand er bleven gal?

Hand listet sig til ham, og sagde: Husbond tal!

Siig! mon det nu er tid med Fogden Krig at føre,

At tage saa af sted, saa mange krumspring giøre?

Betænk kun hvor det os i sidste Feyde gik!

Paa disse Ord Per Ruus en vældig Kindhest fik.

[#] Slig spot den gode Karl til Mark og Hierte trængte,

Saa hand sin Principal det samme Maal iskienkte,

Hand ham i Haaret fik og bankede hans Krop,

Saa Søvnen ham forgik, saa at hand vaagnet op.

Hand raabte overlydt: see Verdens sidste Tider!

En Husbond af sin Dreng, slig spot og skiændsel lider,

Mon nogen ærlig Mand meer Mester er i huus

Mon jeg med nogen meer vel dricke tør af Kruus?

Det fast utroeligt er, en Dreng at slaa sin Herre,

Det er min egen Skyld, jeg er for from, disverre!

Hvis i min Farfars Tid en Dreng sligt havde giort,ⁿ⁷⁵

Hand skulde deraf sig ey have roset stort.

Saa snart hand giorde kun en rynke udi Panden

Strax Folket blev for ham saa bange som for Fanden,

Nu man skinbarlig seer med Graad og Hierte-Sorg

At ingen skik er meer blant Folk i Callundborg?

Ruus falt da i hans Ord: glem ey hvad I vil sige,

En Lære-Dreng og Svend de ere to u-liige,

Hvo der for Dreng har tient og faat sit Lære-Bref,

Jeg hørte ej at hand af Husbond slagen blev.

[#] Hand ikke nødig har for nogen sig at krumme,

En Kindhest taale og den stikke i sin Lomme,

En Karl, der skriver Tydsk, som hver Mand er bekient,

Der udi trende Aar i Flensborg haver tient.

Der Fuldmagt haver haft paa mange Kiøbmænds Vegne,

Bogholderie forstaar, med brudet tal kand regne,

Der ogsaa lidt Latin i Ungdom læret har,

Om hand slig spot fordrog, var hand en Giæk, en Nar.

Om Ruus da hafde Ret, derom maa andre dømme

Jeg intet sligt forstaar, det kand mig ikke sømme,

Det staar mig ikke an at fælde nogen Dom,

I ubekiendte Ting, som jeg veed intet om.

Gid ikkun andre Folk det samme vilde giøre,

Og ej saa pludselig fordømme hvad de høre,

Men engang lære ret paa Jorden reent at gaa,

Bekiende visse Ting sig ikke at forstaae.

I denne vigtig Sag Partie jeg ikke tager.

Jeg altid maa see til, at jeg det saadan mager,

At jeg paa Halsen og ey Kremmer-Svenne faar,

De, som Pedanter, ej med ord, men næver slaar,

Om Kremmer-Svend Per Ruus jeg dette kun vil siige,

At der paa Anholt var i Regning ej hans Liige,

Thi Christen Storch, som dog vor Fogeds Fuldmagt var,

Saa viit mig er bekiendt ham ej opnaaet har.

[#] Skiønt Folk sig bildte ind hans Liige ey at finde,

Men den skeel-øjede regierer blant de blinde,ⁿ⁷⁶

Ruus bedre regnede, hand førde bedre Pen,

Hand sig ej nøye lod, som Storch, med ⁿ⁷⁷ Een Maal Een.

Hand hafde ogsaa lært en hob Latinske Gloser,

Hand viste paa det sprog at nevne buxer, hoser,

Bryst, Pande, Hage, Kind, Hals, Hovet, Hud og Haar,

Tand, Øje, Næse, Mund, Arm, Hænder, Fødder, Laar.

Hans Klæder kunde hand opregne indtil skiorte.

Den Trøst tilbage var, de ellers vare borte,ⁿ⁷⁸

Fast intet Dyr hand jo det viste paa Latin,

Fra Hyrde, indtil Faar, fra Oxe, indtil Svin.

Hand kiendte Fingre og fra Pollex til Amator,

Sex Blader hafde hand og læst i Nomenclator.

Grammatica hand dog ey havde faaet fat,

Hand lod sig nøye med at læse sin Donat.

Sin Credo kunde hand, som andre sine Liige;

Skiønt hand det ej forstod, men det vil intet siige,

Hans egen Hører, som var dog en dygtig Mand,

Det kunde legge ud lidt bedre end som hand.

[#] Sligt jeg kun regner op for hannem at berømme,

Men om hand Husbond slog, med Ræt jeg ey vil dømme,

Sin Husbond som var riig og mægtig vel sig stood,

Som udi Callundborg fast hafde beste Bod.

En stor Correspondentz paa Stege, Tye og Randers,

Der og besvogret var med Herretsfogden Anders,

Der som til Amsterdam forgangen Foraar skref

Fra Scheper Sibrant fik et meget høfligt Bref.ⁿ⁷⁹

Som kunde regne op fast Sexten Kremer Ahner,

Hvis Morfar Fendrik var, og tabte 2de Fahner

I store Svenske Kriig med Junker Jørgen Slentz,ⁿ⁸⁰

Som kommen var fra Cøln, dog andre siger Mentz.ⁿ⁸¹

[#] Der bedre Plattysk end som Sællandsk kunde tale,

Nok sagt: man tænker helst; Jeg Jyde vil, og prale.

Om Ruus med Billighed slig Husbond slog igien.

Jeg derom hvisker kun, men intet før i Pen.

Jeg Kremmer-Svenne ej for Hovedet vil støde,ⁿ⁸²

Ej nogen Handelsmand, end ogsaa ingen Jøde.

De stundum giir Credit, man dennem nødig har,

Jeg dem ey støde vil, jeg er ey saadan Nar.

Jeg ofte maa, dis vær! til een og anden trænge,

Og tage paa Credit, naar jeg er ey ved Penge,

Men henge-færdig er heel tit af Penge-sorg,

Hvor vilde det da gaa, om man fik ei paa borg.

Men nu er Tid at jeg til Peder Paars mig vender,

Jeg nær ham hafde glemt, sligt tit Poëter hender

Hand længe stille stod, og stirrede paa Ruus,

Og sagde: ach! jeg er jo udi Fogdens Huus?

Jeg er en fangen Mand, hvorledes kand det være?

At jeg, i saadan Stand, en Svend, som er af Lære,

Som jeg har elsket høyt, nu skudte give slag,

Du aldrig af mig Hug, har faaet før i Dag:

Ach! kand i søvne Mand saa stor Ulykke giøre?

Jeg tænkte, at jeg var til Felts, fik Trommen høre,

Jeg siuntes at jeg saae vor Fogd bevæbnet staa,

[#] Jeg tænkte – – ach! Per Ruus hvor vil det med os gaa.

Hvad vil der blive af, naar Fogden sligt faar viide?

Med fire Heste hand os lader søndersliide,

Jeg seer, jeg ogsaa her fordærvet har en Blok,

Mig syntes, at det var Forræderen Niels Kok.

Per Ruus ham svarede: Den Tromme, som I hørte,

Som til slig Tapperhed u-tidig Jer forførte,

Ej andet var, end een, som jeg lod slippe ud,

Jeg selv og vaagnede af samme hæftig Skud.

Jeg kand der ikke til, naar Ild i Krudet kommer,

Saa holdes det ey let, sligt hændte vor Landsdommer

En slig studeret Mand, da hand paa Landsting var,

Saa af fornemme Folk sligt ey sig holde lar.

At det naturligt er, det har jeg vidst for længe,

Det og naturligt er, naar Fogden lar os hænge,

Paars sagde, for det Ont, som deraf kommen er,

Mig synes, jeg os alt i Galgen hænge seer.

Ruus derpaa svarede: O hvilke slemme Flatus!^k17

(De kaldes saa paa Græsk) den lærde Hypocratus,^k18

En gammel Jydsk Doctoor for otte tusind Aar,

Har skrevet saa der om: hvis de ej udgang faar,

Da giør de meget ont, en ærlig Mand kand dræbe

Men at mand derfor Folk til Galgen lader slæbe,

[#] Det har hand aldrig sagt; ô hafde jeg det skrift,

Vor Sag da skulde faa en anden Fart og Drift.ⁿ⁸³

Ham svarede da Paars: sligt bruges ej for Rætter,

Til Tinge giælder ey Doctores og Poëter,

At tænke paa slig Bog, for Rætten er ej værd,

Men siig mig, kiære Ruus! hvor bliver du saa lærd?

Jeg eengang i vor Boed fandt tvende gamle Blade,

Jeg dem til Kremmerhuus strax vilde giøre lade,

Per Iversen, I veed, en gammel lærd Student,

Som jeg for nogle Aar i Colding haver kient,

Hand elsker gierne sødt, Rosiner, Mandler, Sukker,

Hand ofte gaar forbi vor Bod, oc dybt sig bukker

Hand synes som hand ej ret tælle kand til Fem,

I sin Theologie hand dog er meget slem.

Jeg veed at hand er lærd, skiønt jeg kun er en Kræmmer,

[#] Thi hand sig børster ej, sig aldrig Haaret kiæmmer,ⁿ⁸⁴

Som ret grundlærde Folk heel nøye tar i agt,

Paa slige ringe Ting der ligger ingen Magt.

Den hele Callundborg ham for hans Lærdom rooser,

Thi hand ey Hænder toer, ey binder sine Hooser.

Jens Pedersen, som dog sig bilder meget ind,

Hvo det ej kunde see, hand maatte være blind.

At hand er ej saa lærd, saa doctus, som vor Peder,

Hand pynter sig for tit; hos lærde Folk det heder:

Hvo som paa Moden er, og net i Klæder gaar,ⁿ⁸⁵

Hand Reputation for Lærdom aldrig faar.

Den samme Iversen jeg da ind til mig kaldte,

Hand om de Blader lidt i Boden med mig talte,

Jeg sagde: see et Skrift, som jeg ey kand forstaae,

Thi det forbandet var, som Krage-Tæer saae.

[#] Jeg troer, den Iversen vist haver det med Fanden,

Saa snart hand Bladet saae, og fik det udi Haanden,

Hand sagde: at det Grædsk og Elamitisk var.ⁿ⁸⁶

Af største Læddig jeg et Pund Rosiner tar.

Jeg sagde: Peer, jeg veed at du forstaar din Bibel,

Som Else Skole-Moer sin A. B. C. og Fiebel,

Du otte gange har sputert i Kiøbenhavn,ⁿ⁸⁷

Og derved hos hver Mand forhvervet dig et Navn.

Hvis du vil dette Skrift udlegge og forklare,

Da otte Skilling kand du i Rosiner spare,

[#] Peer blev da hæftig glad, og strøg sig om sin Mund,

Thi hand paa Sukker og Rosiner vaar en Hund.

Hand sagde: Det er Mad for Mons, for en Studenter,

Jeg et par Briller strax af Skriverstuen henter,

Hand dennem straxen paa sin lærde Næse sat,

Udlegger Ord fra Ord, som det var hans Donat.

Jeg hørte flittig til med Hiertens lyst og glæde,

Det blad var meget lærd: jeg maatte Øjne væde,

Jeg sagde: ⁿ⁸⁸ Petrus! har mand ey den Bog paa Tydsk,

Jeg veed der ikkun lidt af Skrifte er paa Jydsk.

Jeg holder det en Synd paa Moders Maal at skrive,

Hand svarte: Handverksfolk, da vilde lærder blive,

Thi mangen Bonde da sig skulde understaa,

At sige, det er Snak: Her Doctor ikke saa.

Vi lærde Mænd maa det saa alletider lave,ⁿ⁸⁹

At vi os visse Ting kand forbeholden have,

Nu bilder vi dem ind at blæk blir giort af most,

At Himlen er af Glas, og Maanen er af Ost.

[#] Hvor vilde det gaa til med dem i Pavedommet,

Hvis Skriften var paa Valsk, Folk hafde overkommet,

At det er idel Snak, som mand dem bilder ind,

Folk blef rebelsk, og holt sig ikke meer i Skind.

Gid aldrig i min Tid sig nogen saa forsynder,

Med Danske Bøger hand at skrive ret begynder,

Gid aldrig i min Tid en Vognmand bliir saa kiæk,ⁿ⁹⁰

At hand tør sige: Per! du taler som en Giæk.

Hvis tilmed, kiære Ruus! du nogenlunde vidste,

Hvor læt mand kand sit Navn ved Danske Skrifter miste,

At den der skriver kun paa Dansk, hand bliir foragt,

Hand aldrig holdes lærd; du vist nok gav mig Magt,

Du veedst Lars Hendriksen, du ham til prikke kiender,

Hand aldrig bliver lærd, hvor hand sig snoer og vender,

[#] Hand kand hos lærde Folk fast aldrig faa Credit,

Hand skriver kun paa Dansk: De raaber: Det er…

Peer Povlsen, derimod, som haver Magasiner

Af lidt Hebraisk og Grædsk, og er en half Latiner

Hans Navn blant store Mænd bør staa i Almanak,

Skiønt det hand skriver er kun idel PølseSnak.

Det er dog got Latin, med lidt Hebraisk poleret,

Mand dog skinbarlig seer, at hand har vel studeret,

Hand Disputeret har om Romersk Skoe og Hat,ⁿ⁹¹

Saa riig er hand paa Ord, saa vel har hand det fat.

Jeg svared' hannem da: Min hiertens lærde Peder,

Jeg troer, at ingenstæds; hvor meget mand end leeder,

[#] Man neppe finde skal et Folk, der eget Sprog

Foragter saa, som vi, man seer fast ej en Bog,

Man seer fast ej et skrift, ej andet end som Viiser,

Gotts Blitz! jeg derimod vor Naboe Tydsken priiser,

Hand skriver alle Ting, som hand er splitter gal,ⁿ⁹²

Skiønt han det aabenbar af andre stiæle skal.

Holt nok! Da sagde Paars: Du maa ey saadant tale

Om slige lærde Folk, og dem saa sort afmale,

Du heel Satyrisk er, tal meere med Beskeed,

Det sagde hand med en Heroisk Gravitet.

Jeg tilstaar, vi paa Dansk i Trykken lidet giver,

Vor Naboe der imod fast alt formeget skriver,

Skiønt hvor det kommer fra, jeg veed hand skiøtter ey,

Mig synes det er best at gaa en Middel-vey.

Men det er ikke Tid med Snak sig at opholde,

Jeg tænker paa min Drøm, hvad saadant kand forvolde,

Hvorledes mueligt er, at man i Søvne kand

Af Sengen reyse sig, og slaa en ærlig Mand.

Med slig Afsindighed i Stuen springe, løbe,

Og som en utæmt Hæst, saa Kaalebøtter støbe,

Med aabne Øyen staa og striide med en Blok,

Og sig indbilde, at det er Niels Hansen Kok.

[#] Ham svared' Peder Ruus: Sligt er og fleere hændet,

Jeg har for nogle Aar en Mand i Flensborg kiendet,

Der udi Søvne glat en Pandekage aad,

En anden, som en Miil har roed i en Baad.

Der findes ogsaa de, der klavre kand som Katter,

I Nomenclator mand dem kalder Andabater.

De uden Fare kand paa Kirkespiirer staa,

De som Troldkiærlinger paa Vandet og kand gaae.

De allehaande Sprog og Tungemaal kand tale,ⁿ⁹³

Ja mange skiulte Ting kand sige og afmale,

De Ti Mænds Styrke har, som Biørnen, Tolf Mænds Vid,

[#] Gid jeg Peer Iversen for Feyls skyld hafde hid.

Hand skulle paa Hebraisk os saadant kunde siige,

Saa lærd er samme Karl, skam om hand har sin Liige.

Hand holder for, at det er idel Fandens Konst,

At Sygdom, Hexerie sligt legges til omsonst.

Thi Fanden Skikkelse af slige Folk paatager,

Nu et slags Giækkerie, nu andet ham behager,

Jeg troer, med eder hand har øvet samme Spil,

Og om i vores Seng vi nøye leede vil,

I eders beste Søvn vi eder nok skal finde,

Per Paars mig Kindhest ey har givet nogensinde.

Da sagde Paars: Hør Ruus! holt op med saadan Snak,

Du der ved kun af mig fortiener liden Tak.

Den 2. Sang

Just paa den samme Tid, da slig Ulykke skeede,

En Kiærling gik forbi, der gammel Gunild heede,

Hun pleyede hver Dag i Fogdens Huus at gaae,

Og redelig sit Brød fortiente med at spaae.

Hun meget gammel var, og gik med Krykker, krumpen,

[#] Saa snart hun nogen saae i Haanden eller R …ⁿ⁹⁴

Hun kunde siige strax hvad hannem forestoed.

Hun for en ringe Ting sig dertil bruge loed.

Var from, medlidend, good, med lidet loed sig nøye,

Hun kun en Skilling tog for at slaa ud et Øye.ⁿ⁹⁵

Hun stedse laa i Striid med Degnen og Jens Blok.

Per Degn gaf hende Slag forleden med en Stok.

Den Had som Degnen bar mod hende det forvolte,

Hun Børen lærdte, og en Puuge-Skole holdte,

Det, Degnen sagde, mod mit Jus Docendi^k19 er,

Og at hun der i gaar mit Degne-Amt fornær.

[#] Hand Fogden tit gaf ind, nu en, nu anden Klage,

Hun kunde stedse ved Fogdinden det saa mage,

Som elskte Gunnild, og i Forsvar hende tog,

At man paa Dørren ham med slige Klage joog.

Det som den gode Degn gik allermeest til hiertet,

Det er: hand hørte fast hver Dag med megen Smerte,

Folk torde sige hun langt bedre var end hand;

Det ey fordøye kand en brav studeret Mand.

Nu hafde hand dog haab med hende ret at spille,

Thi hand var bleven kiendt med Fogdens Daatter Nille,

Som hand for nogen Tid lærdt hafde udi Sang.

Mand meente derved at hans Sag fik bedre Gang.

Jens Blok var ogsaa vreed paa samme gamle Qvinde,

Hand aldrig vilde gaa i huus hvor hun var inde,

Hun tog ham Næring fra, fik mangen Patient,

Som den erfarne Mand tit hafde før betient.

Med Signen, Maalen hun hialp mangen brav Matrone,

Blant andre hun med sligt hialp Christen Storkes Kone.

Af hendes Tilstand Stork fast blind var udaf Graad.

[#] Dog blef hun hiulpen ved et saadant Kiærling-Raad.ⁿ⁹⁶

For Resten af hver Mand hun elsket blef og æret,

Thi hun got Folkes Børn paa Øen hafde læret,

Og underviist med Fliid i deres Christendom.

Mand før Canonicert slig Qvinde har i Rom.

En Feber kunde hun med blotte Ord curere:

Slig Gave hafde hun, saa vel som andre fleere,

Der kun syv Maaneder i Moders Lif har lagt;ⁿ⁹⁷

Thi hun til Verden var saa snart og tiilig bragt.

I at forgiøre Folk hun hafte ey sin Mage,

Hun kunde Skikkelse af Ulf og Biørn paatage.

I Luften tit hun reed paa Kosteskaft og Stok;

Sligt aldrig haver giort, saa lærd var ey Jens Blok,

[#] Endskiønt hand Doctor var, og havde mange Bøger,

Hvad slig en Qvinde veed en lærd Mand ofte søger,

Hun kunde og med Spøt curere bruddet been,

Paa Havet seyle med den største Møllesteen.

I Findland self man ey saa lærde folk kand finde,

Der deres Physica forstaar, som denne Qvinde,

Siønt mand paa Ermed os vil binde, bilde ind,

At de kand skabe sig til Dyr, og giøre Vind.

Jeg vil med ingen her indvikle mig i Trætte,

Og sige det er Løgn, som Folk om dem berætte,

Jeg vilde kun, af hver examineret blef,

Om saadant rigtigt var, førend hand derom skref.

Jeg vilde nødig at mand skulde slige finde

Formedelst den Respect, jeg bær for denne Qvinde;

Thi hendes store Navn da uddøe vilde reent,

Hvis sligt blant heele folk saaledis var gemeent,

Hvis de saa viise er, som før Caldæer, Morer,ⁿ⁹⁸

[#] Hvi tager mand ej da fra Finland Professorer,

Om her en Physicus løb Hovedet mod Væg,

Saa skaber hand ey Vind, giør Høne ey med Eg.

Men jeg forblindet er af Skialdre Hoved-Dunster,

Jeg kommer ey ihu at det er Fandens Konster,

Jeg troer det saadan er, men bliver underlig

Naar jeg betragter, at ey een er funden riig,

Hvi de der skabe Vind, kand og ey mynte Penge,

De, som Mirakler giør, af Armod maa sig henge.

Hvis slig en Dievel kom fra Findland til Paris,

Og giorde Folket der saa konstig og saa viis.

Hvad det da giorde først, jeg skulde næsten giætte,

Ey døe af Hunger for at skabe Vejr og Vind,

At giøre sig til Ulf, ney det var ey saa blind.

Men det er ikke værd om saadant meer at skrive,

Jeg maa til det, som meer er vigtigt, mig begive,

Man skulde hellers mig bebreyde, at jeg ey

Som en Historicus gik rette Sti og Vey.

At jeg, som visse Folk, særdeeles gamle Koner,

Kun plager Folk med Snak og med Digressioner,

Jeg laster andre, og er blind i egen Feyl,

Men som Historier er rette Lefnets Speyl,

Saa er fornøden, at man paa slig strenge spiller,

Og Dyders Character heel nøye forestiller,

Paa Gunnild derfor jeg har givet Contrafey,

Nu giver jeg mig da igien paa rette Vey.

[#] Den Kiærling gik forbi, da Paars med Bord og Benke,

Med Blokken førte Kriig, saa at mand skulde tænke

Det gandske Huus var fuld af Foed-Folk, Rytteri,

Vor gammel Gunnild blev bestyrket derudi,

Sær da hun tenkte paa de mange fæle Drømmeⁿ⁹⁹

Hun hafde samme Nat, om Knappenaale, Sømme,

Samt sønderrefne Skoe, men dette allermeest,

At Fogden saaret var i Hatten af et Beest.

Om det var Løve, Kat, et Vildsvin eller Hane,

Det hafde hun forglemt, paa gamle Qvinders Vane.

Hun tviled derfor ey en Fare forestood,

At see den heele Øe at svemme udi Blood.

Hun løb, som hun var gal, bortkasted sine Krykker,

Og sagde ved sig self, naar Fienden fremrykker,

Og fanger Overhaand, da dræber hand i sær

Den, hand bevæbnet seer, og finder i Gevæhr.

Omsider kommer hun til Fogdens Sovekammer,

Paa Dørren banker sterk, som med en Øxe-Hammer,

[#] Vor Foged, som var mat og træt af sidste Kriig,

Og laa i beste Søvn, blef meget underlig,

Da hand slig hæftig Slag, slig Bulder fik at høre,

Hvo, sagde hand, tør slaa saa paa fornemme Dørre.

Hun raabte: op Her Foged, det er ey Tid at sove,

Det heele store Land i Fare staar og vove,

Det er ey Børne-Leeg, det er ey noget Spil,

Hver ærlig Anholts Mand maa Trøyen lave til.

Jeg troer paa Landet vi har Tyrken eller Paven,ⁿ¹⁰⁰

Hvor hand er kommen hid, fra Leßøe eller Scaven,

Det maa I vide best, jeg Landkort ey forstaar,

Det volder ondskab, Synd, som her i Svange gaar.

Har Præsten tit ey sagt? at det saa viit er kommen,

At Ondskab tager til saa sterk i Christendommen,

Saa at vi frygte maa, og vente fast hver Stund,

At Tyrken Mester bliir, og samme Hednisk Hund,

[#] Der gode Christne Folk med haar og hud opæder,

Og drikker deres Blod, ⁿ¹⁰¹ ham intet Øll saa glæder,

Vil eengang Overhaand faa i vor Canans Land,

Ja myrde, slaa ihiel hver ærlig Anholts Mand.

Det hand hver Søndag fast med Iver for os præker,

Folk siger spot-viis, hand kun dennem dermed skrækker,

Jeg hørte raabe: Hey! Gots Blitz, Trara Per Ruus!

Jeg veed det Tyrkisk er, det Sprog gaar ud paa us.

Mig syntes at jeg saae skinbarligen Soldanen,

Hvor hand i Spidsen stoed, og saadan svingde Fanen,ⁿ¹⁰²

At Vindver gik i tu, ja heele Huusets Væg,

I stykker der af gik, som det var raadet Æg.

Saa kand Forskrækkelse en ærlig gammel Qvinde,

[#] (Som man heel ofte seer) saa meget sterk forblinde,

At hun sig bilder ind, hun alting seer og hør,

Opfylder Land med Snak, og der paa sværge tør.

Sit udspring deraf har det meste, som hver anden

Med Eed bekræfter tit om Spøgelser og Fanden,

Naar Blodet røres kun, de strax en Nisse seer,

En Varulv, Hælhest, Trold, en Nøk og andet meer.ⁿ¹⁰³

Det var ey første gang den gode gamle Qvinde,

Af Skræk saa rasend blef, og loed sig saa forblinde.

Nu een, nu anden gang, hun Aabenbaring fik,

Med selsom Phanthasie hun ofte svanger gik.

Det eengang knarkede i hendes Sovestue,

Hun strax af Sengen sprang, skreg: Huuset er i Lue!

I heele Nabolav hun indjog megen Skræk,

Per Degn i Skiorten løb, skreeg, hyled som en Giæk.

Mand saae med Kaaber, Tin af Kiøknet ham at haste,

Og saadant Huusgeraad i Brønden ned at kaste.

Hans Pige lod da see for megen Nidkierhed,

Thi hun hans Bøger og i Brønden kasted need.

[#] Hun tænkte, at de der laa meget vel forvaret,

Men den Umage da hun kunde have sparet.

Saa tit hand tænkte paa den Skade, med sin Stok

Hand smurte Ryggen paa den fattig Else Kok.

En anden gang hun saae tre, fire Fisker-Baade,

Hun strax de samme tog for Tyrkens Hovet-Flaade;ⁿ¹⁰⁴

Af saadan Phantasie hun nylig var saa blind,

At hun sig nogen Tid fuldkommen bilte ind,

At hun var giort af Glas, et Foderal lod giøre,

Til hver Mand raabte: mand ey maatte hende røre;

Naar mand alt saadant veed, mand letteligen seer,

At denne sidste Sag ey saa utrolig er.

Siig mig, Pierides!^k20 Gudinder! Møer kiære!ⁿ¹⁰⁵

Hvi vil I aldrig mig saa huld og gunstig være,

[#] Hvi vender I saa tit og ofte Ryggen til?

Naar jeg, som ret Poet, en Ting beskrive vil.

Kom, hielp mig her med Fynd Poetisk at afmale,

Hvad hos vor Foged da udvirkte Gunnilds Tale,

Hand (som en Foged bør) først gode Miiner holt,

Spartanisk hørte paa, hvad hannem blef fortaalt.

Omsider maatte hand af Sorg dog Øyne væde,

Dog tabe Fogde-Moed, og bitterligen græde,

De salte Taare ham saa sterk af Øyne rand,

Som af en Klippe gaar om Høsten sorte Vand.ⁿ¹⁰⁶

Ret ligesom et Skib, der pløyer stolte Bølger,

Ej agter Storm og Vind og Havet det forfølger,

Giør længe Modstand, og som Muur og Klippe staar

Indtil det brydes, og til Havets Afgrund gaar.

Ey anderledes gik det Fogden denne Sinde,

Hand længe stoed sig braf, for mand saae Øyne rinde,

Hans Hierte længe stoed, som Muur, paa Rætte-stæd,

Til det (som Skib i Grund) i Buxerne sank ned.

[#] Hand lod i største hast sit Huusfolk sammenkalde,

Dem sagde: nu vi maa i Tyrkens Hænder falde,

Hvis vi, som brave Mænd, ey hannem staar imod,

For den Anholtske Troe ey offrer Lif og Blod.

Vi viide, kiære Børn! hvad Tyrken har at siige,

At hand i Tyrannie fast haver ey sin Liige,

Naar hand faar Overhaand, hand æder got Folk op

Med Klæder, Skoe og Hat, med gandske Siæl og Krop.

Hand er os gandske nær, vor Gunnild saae Soldanen,

Ved Borgestue staa, og selfver svinge Fanen,

Ach! hvad har jeg ham giort? den slemme Tyrkisk Hund,

Hvi kommer hand til os, saa langt fra Trapezund?ⁿ¹⁰⁷

Jeg ingen giør imod, det aldrig er min Vaane,

Paa disse Ord han falt paa Gulvet ned i Daane.

Mand hver Mands Hierte saae bevæget derudaf,

Ey anderledes end det store salte Haf,ⁿ¹⁰⁸

Deraf en Norden Vind i største Hast sig hæver,

Som Ax paa Ager, der af Vinden vakler, bæver.

[#] Til Fogde-Gaarden strax da kom en mægtig Flok,

Som dette hafde hørt: blant dem var og Jens Blok.

Hand Fogden hielper op, og hannem Aarelader,

Hand bad ham ikke troe paa saadan Kierling-Sladder.

I veed jo, sagde hand, hun Aabenbaring har,

Og ved sit Sladder har giort mangen Mand til Nar.

Mand da fornam hvor fuld hun var af Gift og Ædder,

Hun skreeg, som hun var gal: Slaaer, dræber den Forrædder,

Hand har Correspondentz med Tyrken, jeg det veed:

Vi hannem takke maa for alt det Ont er skeed.

Jeg veed, hand i sit Huus har mange Tyrkste Bøger,

Maa skee mand Breve og skal finde, om mand søger,

Soldanens Billede jeg seet har i hans Bog,

Det er den samme Mand, som giort har dette Tog.

Nu kand jeg allerførst ret fatte og begriibe,

Hvor hand faar Tyrksk Papiir, nu har jeg ham i Knibe.

Af disse Gunnilds Ord da sluttede hver Mand,

At Tyrken ved Jens Blok did kommen var paa Land.

De raabte overlydt, sær Qvinder, Piger, Drenge

[#] Hand Lands-Forædder er, vi maa ham lade henge!

Stork synes vel som hand paa Blokes Side var,

Men mange gamle Folk paa Anholt vidnet har,

At hand hialp allermeest til alting at forvirre,

Og mod den gode Blok gemeene Folk at irre,

Hand lod kun derfor som hand var paa Bloks Parti;

Thi der imellem dem var gammel Jalousi.

Jeg holder nødig her om dennem lidt at tale,

Og disse tvende Mænd min Læser at afmale,

Naar mand af dennem kun faar rette Character,

Til saadan Jalousie, mand rette Aarsag seer.

Om disse tvende Mænd mand kand ey sige andet,

End de jo vare de fornuftigste paa Landet,

Stork Fogdens Fuldmagt var, sit Amt saa vel forstoed,

Og hafde ved sin Fliid det sat paa saadan Foed,

At der i Riigdom ey paa Øen var hans Liige,

Hand plagde fattig Folk, (men det vil intet siige)

Naar hand mod riige Folk (som Kiærnen er i

Land,) Loed see skinbarligen, hand var en ærlig Mand

Hand tit beskyldet var, holt Ørene dog stive,

Thi hand en andens Haand saa kunde efterskrive,

Saa snoe og vende sig, og giøre hvit til sort,

At hand Beskyldninger ey agtede ret stort.

[#] Med Bønderne mand saae ham ofte sælsom spille,

Hand kunde dem i Hast fra Gods og Ære skille,

Dog kunde mand tit see hand var et ærlig Blood.ⁿ¹⁰⁹

Thi hand med Midlerne sig oftest nøye lood.

Hand fra forfulte Folk kun Penge tog, ej Ære,

De kand sig (sagde hand) med Gud og Æren nære.

Jeg nyelig fundet har i Paarses Haand-Journal,

At hand i Alderdom har bygget Hospital.

Hvormed udtryckelig vor Christen gaf tilkiende,

At hand af Gudsfrygt kun, til ingen anden Ende,

Folk flaade Huden af, og for at lade see,

At hand i Alderdom Allmisse vilde tee.ⁿ¹¹⁰

[#] Hvad angaar Blok, da var hand sindig og poleret

Og for en Anholts Mand var temmelig studeret,

Hand mangen tyk Postill igiennem hafde læst,

Saa at hand var beqvem at præke første Fest.

Mand for hans Lærdoms skyld ham kaldte Jens Bogbinder,

Thi mand hos slige Folk ey fleere Bøger finder,

Hand saa forstandig var, saa meget gau og klog,

At naar hand læste kun Fortalen i en Bog,

Saa hafde hand alt nok; i Lærdom hand en Praler

Var bleven, hvis, som nu, mand hafde haft Journaler.ⁿ¹¹¹

[#] I Læge-Konsten var hand meget lærd og klog,

Jeg veed om heste-cuur hand skreven har en bog,

Som hand til Trykken tit har villet komme lade,

Det endnu ey er skeedt til Landets største Skade.

For Fremmede, som kom paa Øen, var hand Tolk:

Hand brugte et slags cuur for heste, fæ og folk.

Saa at man holder for hand hafde det udfunden,

Som nu arbeydes paa i Frankrig, Walland, Lunden.ⁿ¹¹²

Det er forunderligt: Hand ey forstod Latin,

Og dog slig Doctor var, saa klog paa Medicin.

Hos disse tvende Mænd da fandtes slige Dyder,

De vare fra een Bye indfødde rette Jyder.

Den Post er eene nok, mand faa Exempler har,ⁿ¹¹³

At een paa fremmet Stæd sit Bys-Barn gunstig var,

At tvende store Mænd, der vare lige kloge,

Jo trættede, og sig jo med hinanden sloge,

Den som i Verdens Løb kun lidet dreven er,

Naar hand blant lærde Folk slig Tvist og Avind seer.

Naar hand en naboe seer, en broder anden plage,

Hand raaber: Det er jo hans Slegt, hans Naboe, Mage,

De frem for andre bør forliges, holde Fred,

Ja for hinanden døe de være maa bereed.

[#] Nej, Peer kand ey med Paul til Fred sig bøje lade,

Alleene for de boer tilsammen i en Gade,

Mon en Philosophus mod anden hvæsser Sværd,

For anden Aarsag, end at hand er ogsaa lærd?

En Slegt forfølger Slegt, en Broder slaar sin Broder,

Just for de kommen er til Verden af en Moder.

Mand undrer derfor ey, at dette store Par,

Hinanden Fiendsk og Gram og saa misgunstig var.

Jens Blok af Gunilds Ord begynte at befrygte,

Hand kunde miste let sit ærlig Navn og Rygte,

Og for slig ringe Ting let komme i Fortræd,

Hand derfor svared' dem: Jeg altid er bereed,

At offre Lif og Blod for Anholts Land og Rige,

Ey andet nogen skal med rette paa mig sige,

Jeg siger kun, at mand udforske bør en Ting,

Før man giør stor allarm oc mange krummespring.

Det sagde hand med Fynd, folk derpaa bleve stille,

Endogsaa de, som ham fra Lifvet vilde skille,

De raabte, hand er jo en god og ærlig Mand,

Gid mange fleere vi kun hafde i vort Land!

Skiønt saadant stillet blef, saa gik dog Rygtet længe,

Mand for Forræderie ham hafde ladet hænge;

Jo længere mand bort fra Fogdegaarden kom

Jo meere vidste mand at tale stort derom.

Sær vidste de som boe paa Kanten at afmale

Jens Bloks Forræderie, fra Hovedet til Hale,

[#] De med Omstendighed fortaaldt om hannem har,

Af fire Heste at hand sønderreven var.

Og fandtes de, som saae ham allerrede spøge,

Og som i Husene begyndte sterk at røge,

Ret som en Sneebold, der, jo længere den gaar,

Jo meer den væltes frem, jo meer den Kræfter faar.

Saa er det med en Løgn: den, som hos Folk ved Strandenⁿ¹¹⁴

Er kommen i Fortræd, ved Vartov mist har Haanden,

Ved Volden begge to, ved W faaet Hiertestød,

I Roeskild-Kiøge-Kroe er allerede død.

I hver en Kiærlings Huus i Tiissted eller Kiøge,

Mand seer ham gaa igien, og allerede spøge.

Ey anderledes gik det denne gode Mand,

Paa sligt mand fast hver Dag Exempler finde kand.

Vor Foget fandt Behag i denne Blokes Tale,

Og sagde: kiære Jens! vi maa da ey forhale,

Vi maa see til at vi først rette Kundskab faar,

Om Tyrken kommen er, hvor vidt, og hvor hand staar.

Om det er mueligt, at mand kand til Fred ham bøye,

Om hand vil lade sig med Gods og Penge nøye,

[#] Om hand vil lade os paa Øen boe i roe,

Beholde voris Præst og vores reene Troe.

Gid vi kun hafde een der Tyrkisk kunde tale!

Jeg veed vor Præst er lærd, skiønt hand kand ikke prale,

Maa skee hand saadant veed, hand Tyrkisk kand forstaae,

Jeg vilde gierne self til hannem straxen gaae.

Hand kunde hielpe os af Nøden og af Sorgen.

Men han ej haver tid, hand præke skal i Morgen.

Blok blef da heftig vreed, og sagde: Herre! hør:

Mon nogen ærlig Mand sligt Landet nægte bør?

Mon nogen Landet meer forpligtet er at trøste?

Hvad vil hans Prækner? hand dem kand af Ermet røste,

Troe mig! hver Landsby Præst sligt tager sig ey nær,

Hand skriver siælden hvad hand præke vil, dis vær!

Da sagde Gunnild: ach! gid jeg kun fik at viide,

Om Tyrkens Moer var med, en Qvinde som I viide,ⁿ¹¹⁵

Der gammel er, som jeg, jeg vilde mage saa,

At Tyrken da, maa skee, af Øen skulde gaa.

[#] Som man saa talede, indtraade Peder Skriver,

Og sagde overlydt: I jer tilfreds kun giver,

Den Skade, som er giort af os paa store Sal,

Af Paars min Husbond vist, Her Fogd, betales skaal.

Hand af en hæslig Drøm er bleven saa forskrækket,ⁿ¹¹⁶

At hand sligt Ont har giort, mig har ved Haaret trækket,

Slaat Vinduer i tu, fordærvet har en Blok,

Som hand sig bilte ind, var Niels Johansen, Kok.

Da Gunnild færdig var af Blusel fast at daane,

Din Husbond' (sagde hun) da har en Fandens Vaane,

Hvis hans saa drømte tit, jeg tog ham ey til Mand,

Slig Drømmer meget Ont kand giøre i et Land.

Sligt mand sig foretog at eftergrandske nøye,

Mand ey med Ruuses Snak sig vilde lade nøye:

Men fik at høre det, som mindst var dennem kiært,

At saadan stor Allarm var reyset af en F – –

Af slig Exempel man kand denne Lærdom trække:

Mand maa ey suse frem, og Ørene ey række

Til hvad som bliir fortaalt, men overveje maa,

Om det, som bliver sagt og hørt, forholdes saa.

[#] Exempel her paa nok jeg kunde her fremføre,

Hvad saae man Jyderne med Pølsen ej at giøre,

Hvor gik det ikke dem, som boe i saadant Land,

Hvor mand ey nogen sligt paa Ermet binde kand.

Det spøgde i en Stad, mand Folk saae Modet tabe,ⁿ¹¹⁷

Men, da man ret saae til, blef Fanden til en Abe,

Nu af et himmel-bref, nu af en falsk Prophet,ⁿ¹¹⁸

Mand heele Kirke-Sogn bevæget haver seet.

Tit mand et Heste-Been for Helligdom har taget,

For saadan ringe Ting med Krig hinanden plaget.

Man seer jo Folk til Rom at løbe som April,

At finde visse Ting, som aldrig ere til.

[#] I vor Tid stoor Allarm mand lærde Folk saae giøreⁿ¹¹⁹

Af liden Kaaber-Mynt, det var dog kun et Øre.

Ja tit mand striider for det, som ey meer er værdt,

Ey meere vigtigt er, end denne Ruuses …

Hvor skamfuld Fogden blef, jeg kand fast ey beskrive,

[#] Hand vilde for slig Sag Paars dømme reent fra Lifve,

Men Stork, som altid saae lidt dybere end hand,

Da sagde: Det er best og tienligst for vort Land,

At vi i Glemsomhed den skidne Sag begraver,

Vi heller maa see til, at vi det saadan laver,

At sligt ey kommer ud, ey bliver talet om,

Det var en Fandens Tid den Paars paa Øen kom.

Vi andre Sager har, som nok fra Livet dømmer,

Og bringe om en Hals den slemme lede Drømmer.

Saa blef af Fogden da befalet samme Dag, At ingen skulde meer da tale om den Sag.

Men Bønderne mand saae sligt flittig at antegne,ⁿ¹²⁰

Der findes endnu de, der Aarstaal derfra regne,

[#] Som i Arabien mand regner fra den Tid,ⁿ¹²¹

Da een mod Landets Lov lod ––––

Jo meere mand en Ting blant visse Folk forbyder,

Jo meer den øvet bliir; hvis Laster vare Dyder,

Synd ey forbudet var den gik ey saa i Svang,

Mand allermeest faar Lyst, naar mand bliir holdt i Tvang.

Hvis Loven vilde os Arbeyde kun forbyde,

Den Lade skulde først den overtræde, bryde,

Men hvad som bliir befalt, mand derfor Afskye faar,

Thi mangen ædru blef, og drak fast ey en Taar,

Hvis det paabudet var som største Dyd, at drikke,

Hvo Menniskets Natur studeret har til Prikke,

Derover undrer ey, ey holder sligt for Snak,

Jeg troer, om det var Dyd at smøge sterk Tobak.

P–– derfor Afsmag fik, hand skulde det forlade,

Som nu med andre Ting, bliir brugt til Landets Skade;

Hvis derimod var Synd at drikke bare Vand,

Fik mangen Lyst der til, slog ud sin Caffe-Tand.

Mand finder ofte dem blant høye Folk og ringe,

Som til forbundne Ting sig mod Naturen tvinge,

[#] Hvi er det ej en synd? udbrød en tørstig siæl,ⁿ¹²²

At drikke Vandet kaaldt: Det smaget ham saa vel.

Jeg sligt af Ondskab ey i Pennen har forfattet,

For at beskiæmme den, som jeg har meget skattet,

All Verden ellers veed at Fogden Voldemar,

Mand uden denne gang fast ey forblaffet har.

Mig tvinger tvende Ting til saadant her at giøre

Først som Historicus jeg maa for Lyset føre,

Alt hvad mærkværdigt er, sligt gaaes ey forbi

Af en Historicus, der træder rette Sti.

At saadant nyttigt er jeg skulde ogsaa meene,

Thi til Opbyggelse sligt Eventyr kand tiene.

Mand deraf ogsaa see i sær og lære kand,

Hvoraf det Ordsprog er, som bruges i vort Land.ⁿ¹²³

Det Ordsprog som af os bliir brugt i daglig tale,

Hvis Udsprung haver lagt i Mørket og i Dvale,

Det er naar mand giør stort af det, som ey er værdt.

O hvilken stor Allarm kand giøres af en ––!

Den Tredie Sang

Da denne store Kriig med Tyrken var til ende,

Vor Foget foretog mod Paars at Buen spende,

Hand ham med tvende Mænd lod stevne uden Skrømt,

For hand Niels Hansen Kok fra Lifvet hafde dømt.

Sligt hørde Fogden til, som Landets rette Dommer,

Thi Jurisdiction en Fremmed ey tilkommer.

Af saadant Peder Paars ey tabte Heltemod,

Men, som hand Rettergang kun meget lidt forstod,

Skiønt han self Dommer var, men det vil intet sige,

En Dommer, Advocat, de ere to Uliige,

At dømme i en Sag, det er jo intet stort,

Men Procurator-Konst, at giøre hvit til sort,

Det falskt og kroget er, at giøre ret og liige,

Det kræver stor Forstand, det andet har at siige,

Hand derfor Voldemar instændeligen bad,

Hand vilde sette lidt tilside Avind, Had,

Ham fly en Advocat, der Sagen kunde føre,

Det for Fogdindens Bøn hand lovede at giøre.

Jens Poulsen Sogne-Fogd mand straxen foreslog,

Mand ham i Paarses Sag til Procurator tog.

Han var en dygtig Mand, som kunde dreje Loven,

Saa vel som nogen Mand paa Øen føre Ploven,

[#] Hos Fogdens Christen Stork hand var i stor Credit,

Thi om Jens Poulsen han bevidnet hafde tit,

At i Lovkyndighed der neppe var hans Mage,

Naar mand mig (sagde hand) paa Landet vil undtage.

Hans Hustru, saa som hand, sig ogsaa bruge lood,

Hun var veltalend', klog, for hende alting stood.

Stork sagde, at, endskiønt hun ikkun var en Qvinde,

Hand visse skiulte Ting hos hende kunde finde,

Som hos Jens Poulsen mand ey lætteligen fandt.

Hun tit til Tinge gik, og mange Sager vandt.

Om Poulsen kunde mand ey sige nogensinde,

Hand med en Daler sig af nogen lod forblinde,

Hand ofte talte saa: en braf retskaffen Mand

Til Hund for lidet Been sig aldrig giøre kand.

Men naar mand vilde ham tilstræckelig betale,

Da i et Øyeblik mand saae ham Hesten sale,

Tilside alting sat, og strax til Tinge reed,

Loed see en ugemeen retskaffen Nidkiærhed.

Slig Generosite mand finder ey hos mange,

En anden tager jo alt hvad hand kand erlange.

Een saadan ærlig Mand, een saadan Advocat,

Af Fogden Woldemar Per Paars blef overlat.

Man deraf seer hvad got hos hannem var at finde,

At hand af Avind sig ey gandske lod forblinde,

[#] At, skiønt mod Peder Paars hand saa ophidset var,

Hand dog Retfærdighed for Øye sættet har.

Just da man tog sig for Proceß med Paars at føre,

Og paa slig vigtig Sag en Ende ret at giøre,

Da og til Rettergang benævnet var en Dag,

Ble Jomfru Nille mod Formodning heftig svag.

Af Elskovs heede piil hun saa var bleven saaret,

Oc af Gudindens syn hun saadan var bedaaret,

At hun af kierlighed var bleven gandske blind,

Det fejlede ej stort, hun kommen var fra Sind.

Ey nogen mægtig var vor Jomfru at husvale,

Per Paars for Øyne stoed, hans Skiønhed, Ord og Tale,ⁿ¹²⁴

Hun hafde holdet sig fra Mad halfanden dag,

Saa hun i Melke grød fandt og ey nogen Smag,ⁿ¹²⁵

[#] Som dog en himmelmad for Piger er paa landet.

Den søde Mad hun ey tilforen havde vandet,

Kort! hun var gandske syg, urolig, desperat,

Hun havde ingen søvn, ey hviile nogen Nat.

Den gamle Môr af sorg sig færdig var at hænge,

Hun slig Ulykke dog for Fogden duldte længe,

Men da sligt overhaand og meere Kræfter fik,

Da brød hun overtvert, oc til sin husbond gik.

Hun kunde ey for graad og suk et Ord fremføre.

Han raabte: I kan ey om Dagen andet giøre,

Der er fast ingen Stund, man seer jo Kinden vaad,

Jeg engang bliver kied af saadan Kierling-Graad.

Hvad er det eder nu saa meget Hiertet trykker?

Man haver vel et kruus, en Rude slaaet i stykker,

Jeg aldrig fatte kand, min Hierte!ⁿ¹²⁶ sagde hand,

Hvor all dend megen Graad i Hiernen ligge kand.

Man Heste ey kand skoe, man neppe Faar kand klippe,

For man med største Harm maa see jer straxen flippe.

Hun sagde: kiære Mand ti' stille, ikke saa,

Hvis I kun vidste hvad for Sorg paa Hiertet laa.

Jeg veed ej (sagde hand) jer Sorrig nu tilvisse,

Men det jeg veed, at I for ingen Ting kand P––.

[#] I var jo druknet fast i Graad forgangen Fest,

For mand Jer hafde lidt om Axel Thorsen læst.ⁿ¹²⁷

Ney, Husbond? sagde hun; jeg vil ey med Jer spille,

Vor Daatter færdig er at døe; Jer egen Nille,

Tænk kun hvor svag hun er, i reven Øll og Brød

Hun finder ingen Smag, end ey i Melkegrød.

Paa disse Ord mand saae vor Foget Øje væde,

Hand raabte: borte er min Trøst, min Hiertens Glæde!

Jeg ey Fornøyelse i Verden finder meer,

Jeg mod mig fattig Mand bevæbnet Himlen seer.

Jeg seer fornemme Folk, saa vel kand Modgang have,

Som den der kommen er af en Hyrdindes Mave,ⁿ¹²⁸

Hvis hun ey finder Smag i lekker Melke-Grød,

Da undrer mig, hun er ey allerrede død.

[#] Ach! Skreeg hand Himmelhøyt, slig Sorg mig Hiertet bryder,

Ret som et Asen, naar det allerheftigst skryder,

Saa deraf vaagnes op alt andet Fæ og Qvæg,

Faar, Foler løber da med Hovedet mod Væg.

Den søvnig Hyrde mand seer Fødder deraf strække,

En Drusus self sligt Skraal af Søvne kand opvække,ⁿ¹²⁹

Ej mindre skraalede vor Fogd af denne Harm,

Man tænkte, at det var Signal til ny Allarm.

Man løb i Stuen ind, for hannen at husvale,

Man spurde hannem hvad hand hafde at befale,

Hand raabte, kiære Børn! min Nille fast er død,

Gaar, beder Blok, at hand mig hielper af min Nød.

Siig, at hand komme maa med alle sine Krukker,

De løber alle strax, de hyler, klager, sukker,

De siger hannem da, hvad dem befalet var,

At Nille vilde døe, hand maatte være snar.

[#] Slig Ordre klingede ey vel i Blokes Øre,

Hand sagde ved sig self; det kand jeg aldrig giøre,

Det ey tillader mig min høye Caracteer,

At kiige nogens R ––, at sætte Folk Clisteer.

Dog bad hand Fogdens Folk et øyeblik at vente,

Thi hand Sophia først sin Hustru vilde hente,

Hun lidt fra Landet var udroet i en Baad,

Hand vilde vide først, og høre hendes Raad.

Hun var paa Landet fast den sindigste Matrone,

Skiønt hun var ey saa lærd, som Gertrud Præstens Kone,

I Klogskab, Sindighed hun førde priisen dog,

Et er at være lærd, at andet viis og klog.ⁿ¹³⁰

Skiønt af gemeene Folk sligt bliver confunderet,

Som holder den for klog der haver vel studeret.

Men af Erfarenhed mand ofte fundet har,

At een er meget lærd, og derfor eene Nar.

Da hun tilbage kom; Blok sagde, hierte Kone!

Nu spiller man for os (min Troe) i anden Tone,

Nu vil vor Foget, at jeg Doctorere skal,

Den Dosmer tænker ey, at jeg er General.

Til min Berømmelse, jeg intet self vil siige,

Men det jeg veed, at jeg har tient i tvende Kriige,

[#] Jeg trodser alle Folk, om nogen siige kand,

At jeg jo tienet har, som en retskaffen Mand.

Hun svared', hierte man! I maa ey saadant agte,

En Doctor, og Soldat, som begge dræbe, slagte,

De ere et slags Folk, jeg ingen Forskiel seer,

Een dræber Folk med Sværd, en anden med Clysteer.

De ere begge Mænd, som Krud og Kugler føre.

Den Forskiæl liden er, som man kand der i giøre,

Vi Pulver kalder det, som hine kalde Krud,

Og vore Kugler kun seer anderledes ud.ⁿ¹³¹

Soldatens større er end vore Doctor-Piller,

De dog eens Virkning har, og Folk ved Lifvet stiller,

Forgiæves derfor I paa Hiertet legger sligt,

Og vegrer eder at forrette eders Pligt.

Saa talte til sin Mand den kloge Docter-Inde.

Blok svared', I skal sligt paa ermet mig ej binde,

Hvis sligt skal være sandt, og saadant fast skal staa,

Man giøre alting et, og sammenblande maa.

Da Guld er det, som nys paa Gulvet giorde Barnet,

Jeg tager Guldet kun, I maa beholde Skarnet,

Det samme Farve har: Slig Snak Sophisterie

Bliir kaldt blant lærde Folk paa vort Academie.

[#] Stor Folk flaaer Huden af, er derfor ingen Slagter,

Som en fornemme Mand, enhver jo hannem agter,

Mand skulde sige at Peer Degn (om sligt var sandt,)

Et Esel var, thi det er ogsaa Musicant,

Thi det nok stærkere end Peder Degn kand skraale,

Slig Fandens Pølse-Snak Jens Blok kand aldrig taale.

Peer Smed Skolmester blef, de prygler begge to,

Een Ambolt, een en R––, vor Amme blef en Koe,

De giver begge Melk, I eders Nomenclator,

Jens Brygger i en hast blef til en Procurator,

De blander begge to, een Sager, een sin Drik,

Og derfor Penge tar, slig Snak har ingen skik.

Hun derpaa svarede: I Sandhed ey kand liide,

Men lad os lidet kun til andre Sager skriide,

Hvad mellem General og Doctor Forskiæl er,

En ærlig Doctor mand jo meget agtet seer.

Mon Doctor Faustus ey af Folk bliir holt i Ære,ⁿ¹³²

Hand dog kun Doctor er, I kand jo deraf lære,

[#] Det ey saa ringe er, som I jer bilder ind.

Hand svared: Sophie tie! og holt dig i dit Skind.

Der Forskiæl giøres paa Balberer' og Doctores,

Som paa Sprogmestere og lærde Professores,

Hvo er saa taabelig, at hand jo fatter, seer,

Hvad Forskiæl mellem mig og Doctor Hemming er.ⁿ¹³³

Jeg sætter, sagde hun, at eders Stand er ringe,

Og for en General, det haart er sig at tvinge,

At giøre saadant Fald, at sætte Folk Cliisteer,

Og fra en General at blive til Barbeer.

Men, Blok! jeg hørt har om en General at siige,

Som her paa Anholt fast ej haver haft sin Liige,

Hans Navn Dictator var, mand ham fra Ploven tog,ⁿ¹³⁴

Og til en General og mægtig Ridder slog.

[#] Hand bragte Krigen ey paa Anholt før til Ende,

Før man ham saae igien til Ploven sig at vende,

Ey dermed bluedes, skiønt større Kriig der var,

End de, som I mod Paars og Tyrken føret har.

Jens Blok blef der ved glad, og sagde til slig Qvinde,

Mand her paa Øen skal en Liige ikke finde,

Hand glædde sig at der Exempel fundet var,

At og en General sig saa fornedret har.

Hand self om samme Helt sig kunde da besinde,

At have noget læst; det stoed ham nok i Minde,

Men hierteligen loe af det, hun hafde sagt,

At det paa Anholt var; skiønt hand gaf hende magt,

At sligt passeret var i meget gamle Tider,

(At finde Aarstal end vor korte Tid ey lider)

Men det jeg veed, at sligt ej skeed er i vort hiem,

Min hierte! sagde hand, men i Jerusalem.ⁿ¹³⁵

Hand derpaa udgik, og til Fogdens Folk sig vendte,

Hand maatte, sagde hand, først sine Krukker hendte,

Og vilde komme did, saa snart hand var bereed,

De glade ginge bort med saadan god beskeed.

Fogdinden midlertid man saae sig meget qvæle,

Og af U-roelighed hvert Øyeblik at tælle,

Da Blok i stuen kom, hun falt ham strax til food,

Hand hende reyste op, bad ikkun tage Mod:

[#] Jeg har i tretten Aar paa Landet her barberet,

Og mangen ærlig Siæl imidlertid cureret,

Hvis jeg kun til forsøg maa give Jer et Skaar

I Side, Hals og Ryg, i Hovet eller Laar,

Og jeg jer læger ey i tre til fire Dage,

Da vil jeg ey en Døjt begiære for Umage.

Jeg hialp Jens Jeppesen i Gaar med hast paa Foed,

Hand døde, det er sandt, men Febren ham forloed.

Den salig man mig tog om halsen og mig kryste,

Ja nylig for sin Død mig nogle gange kyste,

Nu døer jeg, sagde hand, med Hiertens Fryd og Lyst,ⁿ¹³⁶

Min Feber borte er! Det var ey liden Trøst.

For saadant tilbud ham da takket vor Fogdinde,

Men dertil ingen Lyst hun hafde denne Sinde,

Hun vilde see hvor det med Nille først løb af,

Og for Opsættelse ham strax en Daler gaf.

Saa snart hand hafde kun følt Pulsen paa den Syge,

[#] Hand sagde, Fæstemøe! I seer ud som en Skygge,

Jeg seer, paa Halsen I en vældig Svindsot har,

Jeg tænkte, før jeg kom, det Jeppes Syge var.

Seer til, hvad jeg Jer giir, I retter Jer derefter,

Æd Rugbrød kun og Flesk, det giver skiønne Kræfter

I derforuden skal og drikke denne Saft,

Som jeg i Flasken har, den har en herlig Kraft.

Paa disse Ord man saae Fogdinden Øyne væde,

At slaa sig for sit Bryst, og bitterligen græde,

Det er jo haanligt nok at miste Lifvet Møe,

Hun derforuden skal af Svine sygdom døe.

Min ældste Daatter! som – – ach! vee mig arme Qvinde,

Gid hun ej kommen var til Verden nogen sinde.

Vort Huus udspiirer af en stolt fornemme Roed,

Vi ere begge to af got og ærligt Bloed.

Ach! sagde Blok, tilfreds jer, Bestemoer! kun giver,

Den Syge af slig Snak kun altereret bliver,

I ingen Aarsag har at fælde derfor Taar,

Thi mange brave Folk slig Sot og Sygdom faar.

Den saa fornemme er, som nogen vil forlange,

Gif eder kun tilfreds, og værer ey saa bange,

[#] Den Sygdom derfor kun af os saa kaldet bliir,

Alleene for mand Flesk og Fæt den Syge giir.ⁿ¹³⁷

Strax derpaa hendes Graad begynte lidt at sagtes,

Hun bød den beste Soe i Gaarden var at slagtes,

Blok derpaa reyste sig, og tog sin Stok og Hat,

Bød dennem fare vel, og ønskte roelig Nat.

Saa snart hand borte var, tog Nille til at raabe:

For mine Øyne jeg ey meer vil see den Taabe!

Vil hand mig bilde ind, at jeg slig Sygdom har?

At jeg cureres skal med Sviine-Flesk? den Nar?

Den Svaghed, som jeg har, mand ey med Flesk curerer,

Mand grunder den ey ud, hvor meget mand studerer,

Fra slig Ulykke mig forløse ingen kand,

Foruden den, som nys er kommen paa vort Land.

Fogdinden blef forskrækt af saadan sælsom Tale,

Hund tænkte da, ey Tid var længer at forhale,

Hun meente sligt blef talt i hidsig Raserie,

Hvis hun forhexet er, af saadant Phantasie

Vor Gunnild, sagde hun, kand hende eene frelse,

[#] Hun hialp af saadan Nød i fior min Søster Else,

Som af et Spøgelse var plaget, ja nær død,ⁿ¹³⁸

Hun bleven var forgiordt, thi udi hendes Grød

Man kom et Døding-Been, som stødt var smaa og knuset,

Hun kunde fra den Tid ey have Roe i Huuset,

Den døde Mand hver Nat kom hinkend paa et Been,

Og raabte: Else hør! giv mig mit Been igien.

Af saadant blef hun dog af Gunnild strax cureret,

Trods Blok kan giøre sligt, hvor sterkt han har studeret,

Saa blev besluttet, skiønt det Regnveyr var og Slud,

Om saadant i en hast at skikke hende Bud.

Skiønt hun om Natten før kun hafde lidet sovet,

Af det hun sig tilforn mod Tyrken havde vovet,

Og hun af samme Krig var bleven gandske mat,

Saa gik hun villig dog, tog med sin sorte Kat,

[#] Med hvilken hun var vaant sig stedse at raadføre,ⁿ¹³⁹

Som man gemeenligen seer slige Qvinder giøre.

Hun spurde strax hun kom; hvorledis det var fat,

Og bad om lidet Mad for sig og for sin Kat.

Strax Marthe Kokke-Tøs til Kiøkken-Skabet rendte,

For til det ærlig Folk lidt Proviant at hendte,

Hun skar af Baarstue Brød et stort og vældigt Snit,

Og derpaa smurde fast et half pund gaase-fit.

Hun derforuden gav en mægtig Skaal af Vælling,ⁿ¹⁴⁰

[#] Og sat det paa en Stoel for Katten og hans Kiælling.

Vor Gunnild aad saa stærk at Mons blef gandske vreed,

Sær da hand Bunden saae, og hendes Finger beed.

Hun Katten gaf igien et vældigt Ørefigen,

Saa blef Mons god igien, og straxen endtes Krigen,

Thi skiønt de ofte var tilsammen udi Striid,

Saa blef slig Tvistighed ey gammel nogen Tiid.

Thi man kand sige det til Gunnilds største Ære,

Hun elskte Katte, som det Husbond kunde være,

Ja fra den Tid og Stund hun mistet Christen Smedⁿ¹⁴¹

Hun elskte intet Beest med slig Oprigtighed.

Da Skraatten nu var fuld, hun hen til Sengen rendte,

Saa Nille blef forskrækt, mod hende Ryggen vendte,

Hun raabte: lille Noor! frisk Mood! Det er ey stoort,

Jer skader ingen Ting, I ikkun er forgiort.

Jeg maa mig lidet kun med Katten først raadføre,

I saadan vigtig Sag hans gode Meening høre.

Hun ham ved Øret tog og sagde: kiære Kat!

Af hvilket Trold er hun i saadan Tilstand?

[#] Mons ved en Bogstav kun sin Meening gav tilkiende,

At Nille ey af een forgiordt var, men af tvende,

Af saadan Character, som hand i Sanden skref,

Hun om den heele Sag strax underrettet blef.

Jeg udi Paarses Bog den saa [tegn] har fundet tegnet,ⁿ¹⁴²

Peer Degn den Bogstav har for gammel Islandsk regnet,

Thi den seer ud som O i Rune Alphabet,

Hand havde paa en Steen slig Bogstav skreven seet.

I saadan Character den høy-oplyste Qvinde,

Den heele gandske Sag strax kunde see og finde,

Hun sagde: Nille hør! I pisset har i Gaar,ⁿ¹⁴³

Ja, svared hun; slig Synd jeg fast hver Dag begaar.

Ach! raabte Gunnild da, I vil mig ikke høre,

Jeg pleyer ingen Snak og Slader med mig føre,

I saadant haver giort just paa et saadant Sted,

Hvor under samme Tid et Maaltid var bered.

[#] For underjordske Folk, det heele Laug forvirret,

Og dennem alle saa mod eder har opirret,

De for at hævne sig har eder saa forgiort,

Men slig Forgiørelse jeg agter ikke stort.

Jeg kiender nok Find Trold, jeg skal ham strax hidstevne,ⁿ¹⁴⁴

Hand skal her for en Dag, end skulde Jorden rævne,

Hun sterkt paa Katten saae, nu bliver her et Spil,

Hun sagde, lukker kun først alle Luuger til.

Thi Biergfolk lader sig kun see ved Natte-tide,

Og naar det bliver mørkt, de Dagen ej kand lide,

Saa snart de Soelen seer, de deraf faar et Meen,

De fleeste bliver strax forvandlede til Steen.ⁿ¹⁴⁵

Hun tog et stycke Kriid, skref mange Characterer,

Sig vriider som en Orm, studerer, speculerer,

Nu lod hun som hun var i Knibe, under laa,

Nu som hun hafde seyr, som hun var oven paa.

[#] Fogdinden maatte da, med Tugt at sige, …

Hun havde aldrig Trold tilforen seet, ey Nisse,

Hun havde da af Skræk sin Daatter gandske glemt,

Slig Fristelse er ey for gamle Qvinder skiemt.

Mand hørde da en Røst i Gangen, een at raabe,

Hvis jeg fordøyer sligt, da kald mig kun en Taabe,

Jeg skal mig hevne paa den gamle pulver Hex,

Saa sandt jeg ærlig er og 2. og 3. er Sex.

Det var Jens Blokes Røst: Hand havde faaet viide,

At Gunnild hentet var, hand kunde sligt ey liide,

Hand bankede ey paa, men brød i Stuen ind,

Hans Vrede, Hidsighed ham giorde da saa blind,

At hand tilside sat all Cermonie og Orden,

Og gandske havde glemt, hand var i Fogde-Gaarden,

Da hand i Stuen kom, hand raabte: hvor er fat,

Jeg Solen nyelig saae, nu er det bleven Nat.

Da falt paa Gulvet ned af Rædsel vor Fogdinde,

Og raabte: spar Hr. Trold! spar livet denne sinde,

Jeg har ey kaldet jer, det denne Kiærling er,

Jeg kun eenfoldig er, ey hexe kand, dis verr!

[#] Jeg veed ey eders Navn, ey sige kand til visse

Om I et Biergtrold er, en Underjordsk og Nisse,

Hvis I mig griber an, I den Urette tar,

Jer Bryllups Dag og Fest jeg ey vanæret har.

Min Daatter det har giort, jeg udi hendes Sager

Ey vil bemænge mig, og aldrig Deel jeg tager.

Da Blok forskrækket blev, og skreeg: Ach Himmel! ach!

Hvor er dog dette fat, hvad hører jeg for Snak?

Fogdinden udaf Skræk mig her til Foede falder,

Sin Daatter ofrer op, mig Trold og Nisse kalder,

Hand tager sig dog Mod, til Vinduet gaar hen,

Løs Skruer, Lugerne, saa blev det liust igien.

Saa snart hand Gunnild saae, hand raabte pulver Hexe!

Jeg skal dit leede Trold nu lære anden Lexe,

Du kiender mig jo vel, jeg er din Ven Jens Blok,

Hvis du bær derom tvil, dig lære skal min Stok.

Hand derpaa Gunnilds Ryg begynte braf at smøre,

Saa at mand kunde det i Borgestuen høre,

Men til Ulykke sprang hans Messingknappet Stok,

[#] Det var en fattig Mand paa en Tid skade nok.

Slig Skade kunde Frygt en Hector self indjage,

Hand ubevæbnet var, og maatte Flugten tage;

Men Gunnild fulte ham i Hælen med sin Kat,

Og midt i Gaarden fik den gode Doctor fat.

Der denne tappre Mand ey længer kunde komme,

Paa nogle Tønder falt, der Balder gaf som Tromme,

Og saasom et Signal var til det store Slag,

Som man bør tale om paa Øen denne Dag.

Her synes nødig at staa noget lidet stille,

Thi man om dette Slag ey dømme kand og skille,

Hvis Situation af Stædet mand ey veed,

Som ofte hielper meer til Sejr end Tapperhed.

Det midt i Gangen var for Fogdens Skriver-kammer,

Hvor ret tog Overhaand den store Striid og Klammer,

Den Fordeel havde Blok, at hand blant Tønder stood,

Sig derved styrkede, og saasom fæsted' Rood.

Saa at man kunde ej mod hannem ret marchere,

Med mindre med Fortræd man maatte defilere,

Hand derimod sig af de Tønder hindret saae.

Saa at hand tvungen var, ey kunde om sig slaa.

Af Bryggerset en Røg stod lige i hans Næse,

Thi Vinden mand fornam fra Gunnilds Side blæse,

Saa det for hannem var som fæle mørke Nat,

[#] Hand Øyne ikkun saae paa hendes sorte Kat.

Om Gunnild derimod man mig har informeret,

At hun og hendes Kat var meget vel posteret,

Paa eene Side stod et mægtigt Kar med Vand

Paa anden Side laa to Dynger Mask og Sand.

Thi saadan Kriig i Fald den havde varet længe,

Til Proviant og Vand hun kunde ikke trænge,

At have Flanken fri og megen Fordeel er,

En god Anfører meest derefter altid seer.

Bag Ryggen Trappen var til Fogdens Skriver-Stue,

Var hende heel beqvem, og der til kunde due,

At hvis Blok Overhaand mod hende skulde faae,

Hun derpaa som en Vold og Skandse kunde staae.

Hand u-bevæbnet var, hans Stok var reent i stykker,

Hun stod i fuld Mondur, med begge sine Krykker

Hand ikkun eene var paa fremmet Stæd forlat,

Hun som i eget Huus var hiulpet af sin Kat.

Hand, gandske stiv af Kuld, en lang Vey havde gaaet,

Hun Vælling, Fit og Brød i Varmen havde faaet,

Men derimod var hand i Alders beste Floor,

Hun kunde være fast hans egen Oldemoor.

Sligt en Historicus heel nøye maa beskrive,

[#] Nu vil jeg straxen mig til Slaget selv begive,

Som tredie gammel Stiil i Blidemaanet^k21 stod,

Tre Dage efter Paars paa Øen fæstet Foed.

O Musæ! kommer hid, nu giælder det, Gudinder!

(Hvad eders Navne er, jeg ey mig ret besinder,)

Thi uden eders Hielp hvad duer Poësie?

Hvo være kand Poët? ach kommer alle Ni.

Dog see! jeg gaar forviit, hvor kand jeg saadant haabe?ⁿ¹⁴⁶

Jeg som tit nægtet er en Heliconis Draabe;^k22

Men eders Hielp jeg kun begiærer denne gang,

At bringe dette Slag i ret Poetisk Sang.

Enhver blev paa sin Post en Time ja vel meere:

Thi mand en liden Flood først havde at passere,ⁿ¹⁴⁷

Og blev imidlertid kun bruget Stud-Gevær,

Hun raabte Kiæltring! Hund! Hand Pulver-Hexe! Mær!

Mand dennem længe saae med slige Kugler skyde,

Med Skiælds-Ord, haard Confect hinanden sterkt at bryde,

Thi der af Diefle blev spenderet mangen Skok,

Saa dette store Slag blev holt methodisk nok.

De brugte samme Skik, som Græsk Trojanske Helte,

[#] Der, før de sloge til, hinanden sterkt udskiælte.ⁿ¹⁴⁸

Jens Blok mand dreven saae i gammel Poesie:

Thi hand opregnede sin Genealogie.ⁿ¹⁴⁹

Hand sagde: for min Konst jeg agtet er og æret,

Jeg takker i hans Grav, den det mig haver læret,

Min Fader var en Mand, jeg vil ey sige meer,

Min Beste-Fader og i Jylland var Barbeer.

Min Olde Fader med Respect var og det samme.

I gammel Adels Huus min Moder var en Amme,

Hun svarede: du est et Skaren, Skielm og Tyv,

Jeg er saa god som du, ja fast som slige syv.

[#] Hun raabte: kiære Kat! vi kand ey bie meere,

Vi vove maa et Slag, vi Floden maa passere!

De derpaa ginge fort med saadan Tapperhed,

Som mand fra Cæsars Tid ey haver hørt og seet.

En ærlig Siæl slig Spot kand ikke længer liide,

Hun glemte Fare, Frygt, sat alle Ting tilside,

Flood, Skandser, Fiendens Magt hun agtede ey stort,ⁿ¹⁵⁰

Kom over lykkelig, og skreeg nu er det giort!

Med liige Tapperhed mand saae dem længe striide,

Hvo Seyer skulde faae, mand kunde ikke viide,

[#] Hun offensive gik med et uhørligt Mood,

Forlangede at see, hans Død og Hierte-Blood.

Med Hectors Force slog med begge sine Krykker,

Mand tænkte ved hvert Slag en Tønde gik i stykker,

Hand paa Tartarisk Viis nu rykked frem, nu løb,

Nu reyste Hovedet, nu bag en Tønde krøb,

Ret som en Snegel, der nu kryber ind i Huuset,

Nu tager Mod igien, og kommer frem for Liuset,

Saa denne tapper Mand, nu fast usiunlig var,

Nu kommer for en Dag, og atter Hierte tar.

Da dette store Slag en Time havde varet,

Og mand imidlertid sig ikke havde sparet,

Da see! hvad skede da, man tvende Krager saae

I Luften holde still, og over Gunnild staae.

Hun over saadan Syn sig ikke kunde fryde,

Af deres Gang og Sving hun kunde strax udtyde,

At hendes Undergang og Fald forhaanden stod.

Blev daane-færdig strax, og tabte Helte-Mood.ⁿ¹⁵¹

[#] I gamle Eventyr hvo dreven er og øvet,

Den veed, at saadant Syn har mangen Helt bedrøvet.

Ret som et Bierg-Trold, naar det Lys og Soelen seer,

Forvandlet blir til Steen, kand sig ej røre meer.

Saa Fyrighed og Mod hos Gunnild strax forsvandtes,

Ey varm Blodsdraabe meer i hendes Legem fandtes,

Thi dette fæle Syn ald Ild af Kroppen drev,

Saa at hun fast til Steen, som Trold, forvandlet blev.

Saa Katten maatte fast fortsætte Slaget eene,

Hand som et Egern der i Træets Top og Grene,

Med stoor Forundring giør, nu et, nu andet Spring,

Paa Blokes Skandser sprang, og kiørte som i Ring.

Blok merkede, at hvis hand Katten kunde fælde,

Victorien da til hans Side vilde hælde,

Hand derpaa vendte an stoer Møje Konst og Magt,

Og endeligen tog sin Tempo saa i agt,

At hand fik Katten fat, som da tog paa at skriige,

Saa deraf skiælvede det heele Anholts Rige,ⁿ¹⁵²

En Stentor kunde self ej give større skriig,ⁿ¹⁵³

[#] Ja Mars ej skraalte meer i den Trojanske Kriig.ⁿ¹⁵⁴

Af sligt den tappre Blok dog ikke Modet miste,

Men Mons om rumpen tog, oc sig til Gunnild liste

Med saadan Haand-Gevær om Ørne hende sloog,

Hun gandske modløs blev, og straxen Flugten toog.

I Floden styrtede, da hun tilbage rykker,

Ved saadant Fald det sang og klang i hendes Krykker,ⁿ¹⁵⁵

Ret som en gammel Eeg der ved en Aa-bred staar,

Den rasend Norden Vind saa længe mod den slaar,

At den maa falde om, den heele Flod sig hæver,

Og Flod-Gudinderne af Rædsel skiælver, bæver,ⁿ¹⁵⁶

Saa Blok som hæftig Storm vor Gunnild dref og sloog,

Indtil hun styrtede. Slig Ende Slaget toog.

[#] Saa Endtes denne Striid, mand haver den anskreven,

Som største, der af Blok paa Øen holdt er bleven

Thi, skiøndt af første To der større Rygte gik,ⁿ¹⁵⁷

Hand meeste Ære dog af sidste Handel fik.

Af dette store Slag slig Lærdom mand kand trække,

At den, der lader sig af ringe Ting forskræcke,

I hvilken Overtroe kun haver mindste Stæd,

Sig styrter ofte i Ulycke og Fortræd.

Ej Gunnild eene er, der lod sig saa forblinde,

Mand i Historier Exempler nock kand finde,

At tit en Røg, en Ild, et Dyr, et Fugle-Skriig,

Ophidset har et Land, giort Ende paa en Kriig.

Indvolde af en Koe har kundet dennem spæge,

Som gandske Verdens Magt ey kunde slaa, bevæge,

Den store Romer-Bye, ja heele Verdens Magt,

En Spaamand, Giæk og Nar har været underlagt.

En liden Fugl, en Orm har kundet sig berømme,

At den har holdet tit et Riige udi Tømme,

En Nicias^k23 af sligt saa sterkt forblindet var,

At hand sin Hær, sit Land, sig self opofret har.

[#] Mand dog alligevel dem kaldet haver Viise,

Mand dog Skribenter seer for Klogskab dem at priise.

Jeg priiser derimod den daarlig Mand, den Nar,

Den, som om Mennisket saa sælsom talet har:

Jeg beder Guderne, at, naar min Tid er omme,ⁿ¹⁵⁸

At udi Mennisker min Siæl ey meer maa komme,

Men at den heller maa faa Boelig i en Koe,

En Orm, en Madike, et Asen eller Soe.

Reliqva desunt.^k24

Tredie Bog

Hans Mickelsen privilegeret Hvit-Øls Brygger i Callundborg ønsker Kiøbenhavns Indbyggere Salutem!

Kiære Venner! Jeg har fornummet, at nogle af eder skulde tvifle om denne sandfærdige Peder Paarses Historie, og holde den for Digt og Tant. For at betage dem de Tanker, skal jeg udi en anden Edition citere alle de Bøger, hvoraf den er sammensmidet; saasom Paarses eget Diarium, med Peder Ruuses Continuation. Anders Styrmands Søe-Journal; Jens Bloches Chorographia Insulæ Anholt; Tydske Jochums Historia sui Temporis; Gamle Gunilds Liv og Levnet beskreven af Christen Storch: item en gammel Callundborgs Krønike in Manuscripto, som jeg har arvet efter min Fader Michel Hansen. Og, paa det ingen skal have ringeste Aarsag meer at tvifle om Historiens Rigtighed, skal jeg citere icke alleene Bøger, men end og paginas deraf. [#] Jeg haver ogsaa ugierne fornummet, at nogle vilde holde den for et usømmeligt og ont Skrift, hvorfor jeg har ombedet Signr. Justesen, olim Philos. Baccal. og Alumnus i Hofmesters Boder, saasom hand er en lærd Mand, der udi sin Ungdom adskillige gange har responderet med stor Berømmelse, og derforuden fører en hvas Pen, at skrive noget dette Skrift til Forsvar. Kiære Venner bringer mig icke af min gode Humeur. Jeg er en svag Mand, I vide jo, at det har ingen Art at giøre Vers, naar mand har Hovedet fuld af Bekymringer.

Qvis locus ingenio, nisi cum se carmine solo
Vexant, &, Dominis Cyrrhæ Nysæq; feruntur,
Pectora nostra duas non admittentia curas. ^k25

Hvo der vil giøre Vers maa have Sindet frit. Det haver jeg stackels Mand icke. Man glemmer aldrig at giøre mig sort hos Borgemeester og Raad; Nu beskylder mand mig, at jeg icke brygger got Øll; da dog mange af mine Naboer kand vidne med mig, at jeg brygger det, om icke saa sterkt, dog saa reent og vel kaaget, som nogen anden; Mit Øll er bleven drucken med stor Smag udi Hamborg. Til Kiel, hvor jeg haver skicket en Tønde, har mand skrevet efter 4 andre. Saa, at mand [#] kand see, at det er icke for Øllets skyld, men udaf Had, man taler ilde om mig.

Jeg har for 2 eller 3 Maaneder siden kundet lade denne 3die Bog komme for Lyset, men er derfra bleven afskrecket, saasom jeg har fornummet, at en Landsbye-Degn har udi et haard Skrift ivret sig saa meget mod denne Historie, hvilket er saa meget des farligere, efterdi det got Folk kand lettelig indbilde gemeene Almue, at, naar mand skiemter med en Degn, som det høye og vigtige Embede er betroet, at sige Amen udi Kirken, mand da nødvendig ogsaa skiemter med Religionen. Valete plurimum.^k26

Just Justesens Betænkning ofver Peder Paarses Historie

Det skulde vel synes ufornøden at giøre Apologie for et Skrift af denne Natur; mange skulde, maa skee, ville bebreide mig, at jeg uden Aarsag paatager mig saadan Umage; endeel, eftersom det fast af den heele Bye er bleven approberet; endeel og, saasom det er enhver tilladt at sige, hand finder Afsmag i det, som andre er behageligt, og mand icke kand eller maae disputere om [#] Folkes Goût. En elsker at læse alvorlige Bøger, andre finder Behag udi Lyst og Skiemt, ligesom udi Smagen, en vemmes ved det, som er en Delicatesse for andre, hvilket staar enhver frit for; Thi det er ubilligt, at ville laste en Polacker og føre Krig med ham, fordi hand icke vil æde Sild, uden de stinker og ere suure; At blive vred paa en, om hand fandt større Smag udi en Amadis, end udi Seneca eller Platone. Ney saadanne differente Goûts ere de rette Caracteres paa det menniskelige Kiøns Bizarrerie, som icke staar til at redressere hos mange Folk, hvilke foragte andre, som icke haver samme inclination, som de selv have. En Metaphysicus holder alle andre for grove Folk, der icke henge udi Transcendentalibus eller Subtiliteter. En Astronomus, som er altid med sine Tanker udi Melkeveyen, seer alle dem over Axelen, der bemænger sig med de Ting, som ere paa Jorden, og foragter alt, hvad som er sublunare og under Maanen; En Jurist holder alting for blot curiositet og Spille-verk, som er uden for dens Sphæra; En Antiqvarius ynkes over en Nouvellist, og tracterer ham som en Læg-Mand: og en Nouvellist kand icke see en Antiqvariium uden Medlidenhed.

Saadant derfore, saasom det er gandske almindeligt, saa haver Author i andre slige [#] Tilfælde aldrig lagt saadanne raisonnemens paa Hiertet, thi et Skrift bliver i sig selv icke bedre eller verre, fordi visse Folk rose eller laste det. Molieres^k27 eco le des femmes mister intet af sin Kiønhed, om endskiønt Lysander kaster paa Nacken deraf; Men her, hvor det angaar hans gode Navn og Rygte, hans Reputation, som hand haver været saa øm over at conservere, her, siger jeg, kand ingen fortænke mig, om jeg taler noget lidet til hans Forsvar mod visse Folk, der have stræbet at ville giøre dette uskyldige Poëma til et forargeligt Skrift. Til saadanne Beskyldninger vil jeg svare med største Koldsindighed, og tale lidet først om Materien, siden om Stiilen. Hvad Materien er angaaende, da contesterer Author, at ved dette Verk hans Forsæt icke har været andet end at fornøye got Folk, som finder Behag udi Skiempt og Lystighed, og at moralisere paa en comiq Maade over adskillige Laster og Skrøbeligheder, som findes i-blant alle Nationer; Thi alle de Caracteres, som bliver udi dette Poëmate forrestillet paa een og anden uriimelig Person, ere saadanne, som ikke angaar meere voris Nation end alle andre; saa dette Skrift i de Maader er meere uskyldigt, end Lucilii,^k28 Horatii, Juvenalis, og de fleeste moderne Satyricorum deris Skrifter, som forestiller deris egne Nationers Caracteres, [#] og icke undseer sig for at nævne de u-rimelige Folk, som de criticere over ved deris rette Navne. Dette u-anseet, ere deris Skrifter dog altid bleven holdet for gode og nytige Bøger. Peer Paarses Historie, Messieurs, gaar langt fra icke saa vidt, det er dog et ont Skrift. Lad os høre hvad der staar i denne skadelige Bog! Den criticerer over adskillige Folk: Nu forestiller den een ulærdt Landsby-Præst for hundrede Aar siden paa en liden Øe, hvor, som bekiendt er, Folk da gandske lidet var moraliseret, og Caracter bliver saa outreret, at det ikke kand sigte paa nogen nu omstunder; Nu taler det om en urimelig Degn, som aldrig har været til in rerum natura;^k29 Nu om en stakkels Landsbye-Barbeer; Nu om en u-retfærdig opdigtet Foget; Nu om hans Fuldmægtig; Nu om gamle Kierlinger, som græder mal à propos, nu om dem, som dræber Folk i daglig Tale med Parentheser og Digressioner, om gemeene Folk, som raisonere over Staten, Superstition, om pedanterie, og andre U-rimeligheder, som udi samme Verk paa en lystig og behagelig Maade forestilles. Ja, siger de, den er dog meget forargelig; Nej, den er ikke, Messieurs, men det er forargeligt, at høre slige fattige raisonnemens udi en poleret Bye. Men see, jeg forløber mig! Jeg kommer icke ihu, at hand ej alleene har forestillet en og anden u-rimelig Persons Caractere, men satyriserer [#] ogsaa over et heelt Societet, et Academie. Jeg bekiender, at det er sandt, men, om er det Kiøbenhavn, Rostock, Helmstad, Jena eller Cracow, det veed hand selv ikke; Det veed jeg, at Pedanterie er aldeles ikke vores Academies Caractere; thi derudi have vore Naboer altid kundet disputere os Rangen: Hvorudaf kand sees, hvor meget uskyldig dette Skrift er: thi havde Poëten haft Forsæt at raillere med dette Academie, havde hand taget en gandske anden materie dertil, end Pedanterie, som allermindst hos os er i Moden. Saa jeg derfor icke kand see, hvor meget mand snoer og vender sig, at mand kand finde ringeste Aarsage at decriere dette Skrift, hvilket, om det skal kaldis en Satire, da er det fast en af de Uskyldigste, som nogensinde er kommen for Lyset. Mr. Boileau^k30 holdes for at have været den, der haver sat Satiren paa en god Food, eftersom hand icke haver outreret den saa meget, som de Gamle, saa at, naar mand ligner hans Verk med Juvenalis, saa er det at ansee som et fiint Morale mod plumpe Skandskrifter, hvorfore hand af sine Landsmænd er bleven anseet, æret og belønnet. Men, naar jeg ligner hans Lutrin med Peer Paarses Historie, saa synes det at være meget malicieux, thi i den Stæd i det sidste gives Caracterer paa en og anden ringe u-rimelig Person, som kand [#] findes saa vel paa andre Stæder, som her, saa haver den første derimod foretaget sig en particuliere materie, og giør ligesom en Comædie over Bispen udi Paris og Chanoines de N. Dame, som er en delicat Ting at røre ved i Pavedommet. Naar Author til Per Paarses Historie taler om meget ringe Personer for hundrede Aar siden, som aldrig har været til, nævner den anden uden Forskiel sine ridicule Personer ved deris rette Navne, hvilket er det, som meest har graveret samme Satyricum, og drevet et og andet hidsig Hovet at hvesse deris Sværd, skiønt forgiævis, imod ham. Min Meening er derfor, at jo meer generaliter mand moraliserer, jo mindre kand det kaldis Satire: Saaledis er det meer innocent at sige: Verden er ond, end at sige: der ere onde Folk udi det Land, meer uskyldigt at sige: det Land, end den Bye er ond, og endnu meer at sige: den Bye er slem, end at sige: Hans Kudsk, Niels Vognmand, Jens Kieldermand, 2c. ere vanartige, jo meere special, jo meere satyrisk. Men Author har herudi haft samme Skiæbne, som endeel andre, der have moraliseret paa den Maade, og seet deris Skrifter bleven saa ilde afmalede, saa længe de levede, men roset, ja! fast opløftet til Skyerne efter deris Død. Aarsagen, hvorfore saadanne Skrifter gemeenligen blive meere forfuldte, end alvorlige [#] moralske Bøger, som dog ere af samme Indhold, er denne. Udi de sidste forestilles Fejl og Lyder selv, men udi de første afmales de under en og anden fingeret Person; nu er det ingen Scribent mueligt, hvorvel hans Forsæt aldrig er at røre nogen in specie, at hand jo dog treffer ens caractere, meer end een andens, hvilket giver adskillige Folk Anledning til at tænke: Mon hand ikke meener mig? Mon hand ikke sigter paa dig? Nu er det og aldrig saa, at jo Auctor, hvor uskyldig hand har levet i Verden, kand have sine Uvenner. Disse glemme ved saadan Leilighed ikke at kaste Olie udi Ilden, og ophidse de første til at forfølge Auctorem, og bestyrke dem udi den falske suspicion, de have fattet. Saa gaaer da Krigen an. I deris Manifester bliver aldrig indført deris rette Motiver, men der tages Anledning af andet, og glemmes da aldrig at bruge Guds hellige Navn. Saa er det gaaet denne gode Auctor.

Mand haver beskyldet ham udi udstrøde plumpe Vers og Skandskrifter, at hand haver skiemtet med hellige Ting. Over hvilken Beskyldning fornuftige og vel-sindede Folk, som haver læset dette Poëma, maa forundre sig. Sagen er alleene denne, Auctor har udvaldt til sin Skue-Plads den Øe Anholt, poneret, for at giøre sit Poema des meere uskyldigt, [#] digt, Begyndelsen af forrige seculo, og givet caractere sammestæds paa adskillige slette Personer, blant andre paa en gierrig og u-lærd Præst. Particulariteterne om samme Mand er, at hand læste af Hiertegns Huus-Postil, som paa de Tider, maa skee, endda var i Moden; At hand trettedes med Degnen, om det var Troens Artickel at læse med sammenfoldede Hænder; At hand vilde indbilde Folk, det spøgede udi Landet, fordi de vare saa lidet Gavmilde; Jeg forestiller hver fornuftig Menniske, om saadant kand sigte paa Geistligheden nu omstunder: Om den med Billighed kand beskyldis for Ugudelighed, der siger, at der var en u-lærd slet Præst paa Anholt for meere end 100 Aar siden, og om de, der beskylde Authorem, ere ikke meere at laste, end Author selv. Denne Post holde de dog for den groveste, hvoraf mand kand see, hvor uskyldig Resten er: Thi det andet, som forekastis ham, at hand haver railleret med Dommer Embede, er saa elendigt, at jeg skulde synes at giøre Auctor en Tort, om jeg giorde Apologie derfor, jeg skulde da tage mig for, at ville forsvare heele Verdens Bøger, Æsopi Fabler, Reinike Fos, Kattenes og Hundenes Rettergang, og utallige andre gode Bøger, saa vel paa Dansk, som paa andre Sprog, der tale om Rettergang langt [#] meere tydelig, end Paarses Historie, udi hvilken forestillis nogle stackels Skibbrudne Folk, der vilde dømme en Kok fra Livet, men vidste icke hvad, som var sort eller hvidt, hvad som var først og sidst udi Rettergang, saa at mand kand see, det er kun for at fornøye Folk. Skal derfor saadant heede u-forsvarlige og onde Skrifter, da tør aldrig nogen understaa sig at skrive meere, ja! saadanne slags Verk vilde udi første Opkomst strax blive qvalte.

Auctor defierer sine Censores at viise af Per Paarses Historie, hvilken Person, hvilket Land, eller Societet derudi er bleven læderet. Det, som er bleven forekast om Monsr. Nagels Fane, er saa elendigt, at jeg blues ved at tale derom. Men hvad skal der svares til Anholts Indbyggere? bliver der icke et heelt Landlæderet? Jeg tilstaar, at Author haver taget de fleeste sine ridicule Personer paa samme Øe, og afmalet dends Indbyggere in gere, som u-polerede Folk: Men saadant kand icke meere touchere disse Indbyggere, end Danske, Norske, Tydske, og adskillige andre Nationer, om mand vilde sige, de røvevede og plyndrede i gamle Dage; thi mange Nationer, naar de seer lidt langt hen i Tiden, nogle kortere, nogle længere, finder de om deres Forfædre det, som Poëten siger om de Romere:

[#] Aut Pastor fuit, aut illud, qvod dicere nolo. (Han var enten hyrde eller det jeg ikke tør nevne.) Saa jeg troer icke, Indbyggerne selv paa samme lille Øe kand fortryde paa, om mand siger, at de for meere end hundrede Aar siden icke vare saa gode og saa polerede Folk, som de ere nu omstunder, besynderlig, efterdi mand skinbarligen kand see, at det, som er talt om dem i Paarses Historie, er icke af nogen animositet mod dem: thi Sagen er denne, den gode Kræmmer skulde strande til et Land, hvorfor man har maat fingere denne Øe, hvor Indbyggerne paa de Tider gave sig aldeelis icke ud for polerede Folk, saa langt fra at denne Post graverer, den jo heller tiener til et synderlig Beviis paa, hvor liden malice der findes udi samme Verk, og at Autor har arbeydet paa, at giøre denne Satire saa innocente som mueligt.

Hvad Poësien er angaaende, da forekastes ham besynderlig, at Versene ere formeget skaarne, og at de sidste Ord af en Meening kommer tit i Begyndelsen af et andet Vers. Men jeg maatte gierne spørge dem, som raisonnere saaledis, mod hvilken Prosodie saadant er: Hos alle gamle Poëter, som dog icke have plaget sig med Riim udi Enden, som vi, finder mand endog saa undertiden den halve Deel af et Ord i Begyndelsen af efterfølgende Vers, og moxen alle Vers saaledes skaar som [#] disse. Hos moderne Franske, Italienske, Spanske og Engelske Poëter finder mand nogle at tage saadant i agt, andre icke. Udi Tydsk Poësie finder jeg undertiden hos en meget ypperlig Poët Versene saaledis skaarne, undertiden hos en meget maadelig Poët, at saadant bliver nøye i agt tagen.

Men, siger de, det er dog mod Dansk Prosodie; Det kand vel være, men jeg har icke været saa lyckelig, at faa den gode Bog endnu i Syne, som giver saadanne Regler udi Dansk Poësie, troer heller icke, at den er til in rerum natura: Skulde derfor imidlertid formeene, at, indtil saadanne gode Regler, og en ret god Dansk Prosodie bliver giort, det icke kand regnes Poëten saa meget til Last, at hand tager sig den samme Frihed, som mange andre gode Poëter, thi hvad Søren Paulsens Danske Prosodie er angaaende, da veed jeg ikke, om den foreskriver saadanne Regler, eftersom jeg ikke haver læset samme Bog, haver heller icke i Sinde saa hastig at læse den, hvor om alting er, saa er det icke af de Authentiqve Bøger, som mand haver at rette sig efter.

Hvad Accenten er angaaende, da er dette Verk et af de meget faa Danske Poëtiske Skrifter, hvor saadan er i agt tagen, thi jeg finder, at de fleeste, endogsaa af vores beste [#] Poëter, støder derimod, saasom i saadanne Ord: Udi, Uroe, Derom, Attraa, og utallige andre Ord, hvor Cadancen hos dem nu findes paa den første Stavelse, hvilket er ret, nu paa den sidste, som er falskt. Saa at i dette Verk, om endskiønt det er temmelig viitløftig, og derfor icke bør saa nøye, og med saadan rigueur examineris, som korte Epithaphia, Epigrammata, &c.^k31 gandske faa Steder skal findes, hvorudi saadant er forseet. Thi, hvorvel det er de første Vers, Author i sine Dage haver giort, saa haver hand dog icke løbet saa blind der til, som nogle indbilder sig, men har haft alt saadant nøye for Øynene.

Angaaende de Ord, som de sige ere icke Danske; Da kand der til fornemmelig svares tvende Ting: Først, at, naar, for Exempel, der rejser sig disput mellem tvende, om det er rettere at sige: Derfra end Der ifra, da kand mand fast disputere sig ihiel derpaa, saalænge som voris Sprog fluctuerer saaledis, og vi ingen Authentiqves Grammaires eller Lexica haver, som kand løse Knuden, thi, vil mand conferere endogsaa de beste Danske Skrifter mod hinanden, da skal mand finde, hvor liden conformitet der er udi Orthographien. For det Andet, udfodres saadan acuratesse icke saa meget i Burlesqve Vers, som [#] i andre, hvor Autores mestendeelen skriver, som eenhver taler i sin dialect; saa at end ogsaa saadant undertiden holdes for Elegancer udi deslige Vers; hvilket de, som give sig ud for gode Cénsores, maa i agt tage, saa vel som meget andet, førend de fælde nogen Dom. Mand holder det ogsaa for en U-rimelighed, at en Borger udi Callundborg, ja en Borger, der slet og ret heeder Hans Mikelsen, og haver saadan ulærd Navn, kand citere Latinske og Grædske Bøger, et stort Paradox! ligesom der icke findes mange Borgere, saa vel her, som paa andre Stæder, der have vel studeret. Jeg har i det ringeste icke været paa nogen liden Stæd, hvor jeg jo har fundet saadanne; Saa at denne store Feil maa alleene bestaa der udi, at han icke gaf sig et meere Academisk Navn, som: Johannes Michaelis, eller Michaelides, saa havde man icke tvilet paa, hand jo var en meget lærd Mand.

Angaaende den Objection mod den første Fortale, at det er u-rimeligt at dedicere saadant Skrift til Indbyggerne i de Nye Boder,^k32 da er den endda bedrøveligere; thi det, som hos dem heeder absurdité, er en af de største Artigheder, og det udi tvende Henseender: Først, saasom scopus^k33 af dette Verk er endeel ogsaa at raillere med de mange u-riimelige [#] Viiser, som hver Dag kommer til Trycken, saa har man, saavel udi Titulen, som Fortalen, affecteret saadan simplicité, at de Folk, som med saadan Begierlighed læse samme Viiser, af Titulen og Fortalen skulde bilde sig ind, at det var ligesaadan en trøstelig Bog, som Axel Thorsens Viise, og i en hast spendere deris Mark der paa, men siden, naar de komme noget dybere der udi, klaae sig bag Øret, og bytte den bort for et Eventyr, som de bedre kunde forstaa. For det andet, er udi denne eenfoldige Titul og Fortale en meget fine Satire, og sigter paa dem, som søger at eblouere^k34 Folk ved pompeuse Tituler, hvis Skrifter mand kand ligne ved slette Stæder eller Huuse, hvor udi intet er got, uden Porte og Dørre; thi man seer ofte Skrifter komme for lyset med saadanne prægtige Tituler, at Læseren af Glæde maa daane derover, og en Viginti eller Triginta annorum labor^k35 til Slutning, det er: Skrifter, hvorpaa de haver anvendet tre gange saa lang Tid, som Alexander Magnus paa at undertvinge heele Verden: Men, naar man kommer til at læse dem, saa faar man nubem, som man siger, for Junone,^k36 og maa fornemme, at den største Umag derved har været med Titulen. Af dette og andet kand [#] sees, at disse gode Critici forstaar sig kun lidet paa det, som kaldes ouvrage d' Esprit.^k37

Der i bestaar da den heele Sag, saa vel Prosodien som Materien angaaende, hvorfor Auctor af nogle er bleven afmalet, som en slet Poet, af andre, som Esprit Brouillon,^k38 saasom de enten icke har vist, eller villet vide, hvad forskiæl der er mellem en malicieuse Satire og en uskyldig Comædie, som forestiller generaliter u-riimelige Menniskers Caracteres, og i visse Maader kand tiene til stoor Opbyggelse;

Thi de, hos hvilke saadant heeder foetus otiosi hominis,^k39 og i den henseende raisonnere noget mildere om dette Skrift, end de andre, lader kun see, at de har en meget grov ideé om Studeringer, saadan otiosus homo var Moliere, som dog udi alle fornuftige Folkes Tanker haver opbygget Verden meere ved sine Comoedier, end alle gamle Philosophi ved deris alvorlige Morale.

Ridiculum acri magnas plerumqve secat res. (Det humoristiske kommer ofte til kjernen i viktige spørsmål bedre enn strenghet)

Saadan otiosus homo var Cervantes,^k40 som dog ved Don Qvixots latterlige Historie fast haver dempet de Spaniers dominante passion at læse u-riimelige Romaner. Ja saadanne otiosi viri have Socrates og Plato selv været, der ved plaisante Dialoguer haver meere udrettet, [#] end andre ved deris austere Philosophie: Ney, om I ville vide ret, Messieurs, hvad ørkesløse Menniskers Skrifter ere, og uden Fortrydelse høre det, da er det de paa de høye Skoler kaldte lærde og Academiske Skrifter, nu om et Ord, nu om en Bogstav, nu om de Gamles Skoe, Tøfler, Buxer, Ringe, Hals-baand, 2c. 2c. hvorover mand seer saa mange lærde, men u-nyttige, Dissertationer. Mon Nicanor Grammaticus^k41 icke hellere burdte heede otiosus homo, der skrev 6 Bøger de puncto Grammatico?^k42 Messala Corvinus,^k43 der skrev en heel Bog om den Bogstav S? og Martinus Fogelius,^k44 der giorde det samme over den Bogstav B? item den, der skrev en viitløftig Tractat om, hvorledis det Ord Paracletus^k45 burde pronunceris? Mon de icke heller maa føre saadan titul, der have opvagt store Tvistigheder, nu om et Verbum Cerno,^k46 nu om en particul Car, &c.? der legge deris Hoveder i blød paa, at udfinde, hvilket Endeligt Aristoteles fik, om hand døde til Lands eller Vands? i hvilket Land Homerus var fød? om Ilias var skreven før af Homero, end Odyssea. De saa kaldte Doctores Angelici, Seraphici, Cherubini,^k47 hvis Skrifter bliver tyggede paa de høye Skoler, have været otiosi homines, og kand man med Billighed beklage dem, som finder Behag udi saadant, med Poeten Lucretio:^k48

Omnia enim stolidi magis admirantur amantqve,
Inversis qværunt Verbis latitantia cernunt. ^k49

Ja til Slutning, Panegyrister ere otiosi homines, og icke de, der skrive moralske Comoedier, thi hine ruinerer Verden lige saa meget ved deris flatterier, som disse opbygger den. Og haaber jeg, at det er en gandske udgiort Sag, at de icke ere bedre Folk, end saadanne slags Satyrici; Thi, saa viit man kand fatte, haver Juvenalis, Boileau, Moliere og adskillige andre, der haver moraliseret paa den Maade, været med de beste og honeteste Folk i deris Tider.

Hvad Auctors Person er angaaende, da haver hand kun haft faa Tvistigheder udi Verden, og defierer jeg hans største Fiender at sige andet, end at han jo er træcket ligesom ved Hals og Haar der til; thi, som hans helsen er kun delicat, saa har hand beflittet sig paa et stille, ingetogen,^k50 Innocente og Philosophisk Lefnet, og haaber jeg, at ingen skal sige paa ham, at have brugt og anvendet det lille Talent, hand haver, at satyrisere, uden paa de aller Innocenteste oc mindst magt-paaliggende Materier, hand har kundet ophitte. Hvis dette Poëma maa finde videre Yndest hos de mange brave Folk, der have fundet Smag udi de forrige Bøger, vil hand stedse beflitte [#] sig paa, saa viit hans ringe Kræfter kand tillade, at lade see andre gode Specimina i Danske Skrifter, og derved nogenledis til intet giøre de reproches, som en og anden haver understaaet offentlig at giøre os udi de Henseende. Det var at ønske, at de gode critici heller anvendte Tiden paa at skrive gode Bøger self, end at denigrere de faa, der komme for Lyset.

Les deux bras croisés du haut de leur esprit,
Regarder en pitíe ce qve chacun dit. ^k51

heller placidé^k52 at give Skribentere tilkiende de Feil, de kand have begaaet, end for Bagateller, og undertiden ingen Ting, søge at prostituere dem, hvor ved man maa afskræckes fra at giøre noget andet, ja hvorved Studia gandske blive hemmede. Det var en Daarlighed af mig, om jeg vilde sige, der var ingen Fejl ved disse Vers, i sær, som de ere temmeligen viitløftige, og ere giorde i hast. Men det veed man, at, qvo animo^k53 een læser et Skrift, saa finder han det, got eller ont: Saaledis, omendskiønt Boileaux Satyræ og Corneilles^k54 Tragoedier ere Chefsdoeuvres,^k55 saa dog have de, som udi ond Intention have læset dem, fundet saa mange Fejl og U-riimeligheder derudi, at man skulde tænke de vare liderlige Skrifter, naar man alleene saae deris crisin,^k56 tvert imod, naar man i god Intention læser en Bog, [#] som er langt fra icke saa god, kand man finde Mesterstycker udi hver Linie: Saaledis kand de, der have sat sig for at giøre Homerum til deris Gud, finde udi hans Skrift alle Konster og Videnskaber begravne.

At komme til dette Verk igien, da vil jeg til Slutning sige, at, saasom der findes saadane slags poëmata publice authoriserede blant de fleeste Nationer, hvorfor kand man ogsaa icke have et paa Dansk? besynderlig, naar man icke overgaar sine Grændser, intet taler om Religion og Stave og ingen Person en particulier, hvilket Author med stor Flid haver i agt tagen, saavel udi den første Part, som i de andre, og skal det stedse være ham en Religion, i hvad hand skriver, at holde sig inden samme Grændser. Hand haver, til at sammensmede dette Poëma, intet laanet af Fremmede; Thi, omendskiønt hand hafde kundet betient sig af et og andet Indfald, som hand haver læset hos andre, har hand dog saadant icke villet bruge, for icke at pryde sig med andres Fiære; saa at, enten det er got eller ont, det er alleene effect af hans egen Phantasie eller Imagination, undtagen Begyndelsen af den tredie Sang, hvor man slaais med Grædske Bøger, som er en imitation af Boileaux.

At viise endelig med et Ord, hvormeget tvungne critiqver ere faldne over dette Poëma, [#] da haver man ogsaa derudi lastet det, at Poëten paa Hednisk viis haver tilskrevet Guder og Gudinder ald Direction; men man haver formedelst passioner icke kundet erindre sig, at intet Brude-Vers bliver giort over en Skipper eller Styrmand, uden Neptunus derudi maa indflickis, over en Corporal og hans Kone, uden Venus og Mars maa cople dem sammen, og over en lærd Mand, uden Minerva og Venus maa komme i Haar sammen. Men her alleene kaldes saadant Hednisk og u-anstændigt, hvor vel man kand klarligen see, at dette Poëma er til deels skreven for at skiemte med den Hedenske Theologie. Men de gode critici haver icke kundet see, hvad de burde see, men været gangske fremsyned og saa skarpsigtige, som Argus,^k57 udi det, som fornuftige Folk icke har kundet see, ja lige saa lyckelige udi at udfinde store Desseins^k58 udi Bagateller, som en vis Mand udi Præfationen^k59 af Justiniani Institutis,^k60 der af de Ord: tunc nostram extendimus curam ad immensa Veteris prudentiæ volumina & opus Desperatum, qvasi per medium profundum euntes &c.^k61 har giort en farlig Skandskrift, og funden Concipientens amours^k62 med Theodora,^k63 som tilforn heed Prudentia,^k64 lifagtig afmalet.

[1. Sang]

Den gyldne ⁿ¹⁵⁹ Phoebus^k65 var et Bøsseskud fra Havet.

Fru Thetis ⁿ¹⁶⁰ havde alt hans Aften-Grød tillavet.

ⁿ¹⁶¹ Vand-Nympherne man saae at løbe op og need,

Een raabte: Bordet dek! En anden Sengen reed!

Neptuni Sønner med Tallerkener at springe,ⁿ¹⁶²

At dekke Solens Bord, med Aften-Klocken ringe,

At giøre denne Sag meer tydelig og klar,ⁿ¹⁶³

Man Solen saae gaa ned det Aften bleven var.

Da man vor Gunild fandt i Floden sig at vælte,

Hun tænkte ey paa Block, paa Kragerne kun skiælte,

Hun skreeg: Det fæle Syn mig Sejr berøvet har

Min stærke Fiende jeg ellers voxen var.

Hvis jeg maa leve lidt, det skiæbnen saa behager,

Jeg vende skal min Tid paa at forfølge Krager,

[#] Man ogsaa hendes Kat, den tro Achates saae,

Med stor Væmodighed bag Øret sig at klaae.

Hand gav tilkiende med en meget ynksom Stemme,

At det langt bedre var, man havde bleven hjemme,

Saa at man vidste ej, hvo ynkes burde mest,

Vor Gunild, eller og det lille stackels Bæst.

Hun udi Floden laa, sig selv ej hielpe kunde,

Han seent blev ved at staa ved Floden sterk at grunde,

Nu som hand vilde sig i Vandet styrte ned,

Nu, som hand bange blev, til Flugten var bered.

Her nødig er, at jeg en kort Afrisning giver

Paa denne lille Flod, Poëtisk den beskriver;

Jens Blok med egen haand den selv aftegnet har

Han ønsket tit, at den i Kaaber stucken var.

Den er kun liden, af Anseelse kun ringe,

Saa med Behændighed mand kand der over springe,

Et Geometrisk Skrit den dog i Breden har,

Foruden ved den stæd hvor slaget holdet var;ⁿ¹⁶⁴

Der er den smalere, men allerheftigst flyder,

Saa Donav med slig Fart i sorte Søe ej bryder,

I Golfet af Lion, ej Rhone med slig iil,

Ej udi Luften man saa hastig seer en Piil.

Jeg om dens store Fart tør fast ej meere skrive,

Jeg frygter Læseren vil Hoved-svimlet blive.

Af Bloks Beskrivelse jeg med Forundring seer

Paa visse Tider at den klar og stille er.ⁿ¹⁶⁵

[#] Skiønt Block var Physicus, hand dog ej nogensinde

Til slig Forandring ret Aarsagen kunde finde,

En Aristoteles (hand sagde) saadant Vandⁿ¹⁶⁶

Ret kruse Hovedet og Modløs giøre kand.

Man som med Nili Flod dens Udspring icke søger.

Af Blocks Beskrivelse og Peder Paarses Bøger

Jeg seer, den tvende Spring og Hoved-Kilder har,

Een gaar fra Vaskerset mod Vesten Coursen tar.

Fra Bryggerset man seer den anden at fremkomme,

Hvis Laab mod Østen er, der findes ogsaa somme

Fra Borgerstuen som den tredje regne vil,

Men der i farer vild, thi den er aldrig til,

Undtagen Jule-Nat, naar Folket brav er drucken,

Og, som Naturligt er, naar tit gaar Hull paa Krucken.

Nu, som en Cydnus,^k66 den fast saa som stille staar,ⁿ¹⁶⁷

Nu, som en Tigris, den med største force gaar.ⁿ¹⁶⁸

Ja! det som selsomst er, og Lærde ingenlunde

Med deres Viisdom ej har kundet ret udgrunde,

Man nu den skiden seer, nu klar, nu guul, nu hvid,ⁿ¹⁶⁹

En Tid ej Farve har, som paa en anden Tid.

[#] Jeg vilde vide dog, hvad Lærde derom meene.

Ved Gaardens ende den gaar ud i trende Greene.

Som andre Floder da den taber strax sit Nafn,

Gid den i Kaaber var, det Landet var til Gafn.

Nok talt om denne Flod, jeg mig til Gunild vender.

Folk bliver saadant var, de ræcker hende Hænder,

De hielper hende op, i Stuen slæber ind,

Hun længe Føles-løs laa uden sands og sind.

Hun kom sig dog igien, og leved siden længe,

Jens Block for denne Sag man vilde lade hænge,

Men hand forsvarede med saadan fynd sin Sag,

At hand blev Angerløs, og frikiendt samme Dag.

Men Gunild kunde ej den Spot saa let fordøje,

Man dog et Middel fandt til hende at fornøje.

Hun over Krager fik fuld Jagt-Ret, Hals og Haand,

Den, som i Barndom gaar, som Barn man stille kand.

Vor Jomfru midlertid sig reised paa sin Pude,

Saae om sig, og fornam, at alle vare ude,

Hun slog sig derfor løs, brød ud i bitter Graad,

At strax den heele Seng i Øjeblik blef vaad.ⁿ¹⁷⁰

Det er forunderligt, hvor saadan Ild er inde,

At see saa megen Graad der strømmevis at rinde.

Man skulde tænke, at den største Ildebrand

Udsluckes skulde af saa megen hyppig Vand.

[#] Men Elskovs heede Brand med vand man ej kand slucke,

Neptunus selv sig maa for en Cupido bucke,ⁿ¹⁷¹

En Fisk heel fugtig er, sligt dog ej staar imod,

I gamle Skialdres Tid nu een nu anden Flood.

Ja Havet selv man har af Elskovs heftig Lueⁿ¹⁷²

Seet være stucken an, som hidsig Turtel-Due.

Fru Thetis, skiønt hun har sin Bolig udi Vand,

Med heele store Hav ej Elskov slucke kand.

Da Graaden stillet var, begynte hun at tale,

Ach! ingen Trøst er til, mit Hierte kand husvalee.

Ach jeg var lyckelig, hvis jeg kun maatte døe

Tyranske Vind og Storm, Tyranske Hav og Søe!

Hvi bragte I den Mand? hvi kom hand hid paa Landet?

Kun for at qvæle mig, nej det var icke andet,

Hvi drev I ham ej hen til andet Land og Øe?

Kun for at dræbe mig; ach kunde jeg kun døe.

Man trøster mig omsonst, min Trøst er kun at græde,

At være Trøstesløs, at hyle, Øyne væde,

Ald Troldom, Medicin mig icke hielpe kand,

Ej Trold har mig forgiordt, men Paars den fremmed Mand.

Den fremmed Peder Paars, hans Skiønhed, yndig Miine,

Hans Sucker-talend Mund aarsager mig slig Piine,

Hvad ondt har jeg vel giort? hvad synd jeg unge Møe,

Hvi bragte I ham hid? Tyranske Vind og Søe!

[#] Sligt Marthe Kocke-Tøs, som var i Stuen eene,

Til hierte gik, skiønt hun ej hafde en god Scene,

Det ynksom Klagemaal dog rørde hendes Blod,

Ja Taarerne af Ynk i hendes Øjne stod.

Skiønt haardest Flintesteen mand skulde før bevæge,

En Nordisk Biørn, en Ulv, Hyrcanisk Tiger spæge,

Hun gik til Sengen hen, og sagde: Nille hør,

Tag icke saa af sted, hvad er det, som I giør?

Cupido saarer tit, hand selv igien dog læger,ⁿ¹⁷³

I god Intention hand Hierter kun bevæger.

Hand engang saared mig, men selv mig banet Vej

At lædske saadan Ild, jeg derfor døde ej.

Jeg styrede min Lyst, befant mig vel derefter

Hvad vinder I ved Sorg? I taber eders Kræfter,

Naar saadant hender mig, jeg ickun deraf leer,

Cupido saarer vel, hand ogsaa Doctor er.

Saa vor Lucretia^k67 da endede sin Tale,

Hun den forliebte Møe saa søgte at husvale:

Men Nille længe laa fast saasom Maale-løs,

Hun saae sig røbet af den listig Kocke-Tøs.

Omsider brød det ud, dit Raad jeg gierne følger

Hun sagde, suckende: og sligt ej længe dølger,

Spend alle Kræfter an, vend an all List og Fliid,

Jeg veed du raadvild ej har været nogen tiid.

[#] See til du mager saa, jeg kand til hannem komme,

En Sucker-Tveback hun tog derpaa af sin Lomme,

Sit Kridhuus aabnede, sex Skilling deraf tog,

Som hun til Nye-Aar self fik med en Spende-Bog.

Vor Marthe var ey seen slig Gave at modtage,

Hun qvantsviis sagde: I jer skulde ej umage,

Jeg seer, min Nille ej at saadant nødigt er.

Men mig berettet er, hun siden fordret meer.

Her nødig er, at jeg om Marthe lidet taler,

Og hendes Caracter min Læser næt afmaler,

Enhver Historicus, der saadant gaar forbie,

Forretter ey sin Pligt, ey træder rette Stie.

I Underfundighed hun hafde ey sin Liige.

Hun deri eftergaf ey nogen Fruer-Pige,

Saa tit hun giorde Ont og nogen Fejl begik,

Nu een nu anden strax for saadant Skylden fik.

Hun stedse venlig var, sig kunde saa forstille

Og med Huus-Folkene saa efter Ønske spille,

At hun dem hafde som i Kiæder og i Baand,

Og deris Lycke fast indsluttet i sin Haand.

Naar hun bedrev en Synd, hun andre strax forklaffet,ⁿ¹⁷⁴

Men græd, naar hun dem saae for saadant blive straffet,

For nogle Aar et Kruus for hende søndergik,

Lars Gaards-Karl derfor strax en bancket Trøye fik.

Hun engang klaget var for Skiænds-Ord, skiden Tale,

Laars Gaards-Karl maatte dog paa Ryggen sligt betale,

En anden gang hun en Sølv-Knappet Stock og brød,

Den gode Lars igien blev sat paa Vand og Brød.

[#] I Fior hun stycker slog paa store Sal en Rude,

Lars den betalte og, skiønt det var med ham ude.

Hun Spiise-Kammeret lod engang aaben staa

Lars maatte til igien sig derfor lade slaa.

Den Lars var hendis Mand, hun ham ey kunde miste,

Hans Ryg, som til sit Skiold at bruge Marthe vidste,

Hand for Uskyldighed at liide saa var vandt,

At, naar hun løy ham paa, hand troede, det var sandt.

Storck sagde tit: det er en Fandens listig Pige,

I Sindets Gaver mand ey finder hendes lige,

Slig vittig Kocke-Tøs, mand ey skal kunde faae,

Om mand fra Anholts Land til Leßøe vilde gaae.

Der ickun fattes, at hun icke var studeret,

Og slig Skarpsindighed ved Studia formeret,

Men det er meget vel, hun icke Bog-lærd er,

Hun vilde komme mig og andre alt for nær.

Gid aldrig i min tiid, hand sagde, nogen Qvindeⁿ¹⁷⁵

Med andet mænger sig, end kaage, sye og spinde.

Man har Historier, man viise kand paa prent,

At sielden lyckelig er Qvinde-Regiment.

Hvem har Jens Lorentzen den usel Taabenacke

For slette Tilstand, end sin Kone, at betacke,

Per Degn man tæncker er en meget holden Mand,

Slig Staader er dog ey paa heele Anholts Land.

Hvor kommer det vel fra, hand Degne-Penge, Offer,

Som sine Formænd, faar, som Jesper og Christoffer.

Ja meget meer, end de: han dog en Pracker er

Det kommer, at han ey, nock sagt, paa Fingre seer.

Det kommer, at han lar sig kuie af sin Kone,

I Huset hun er Peer og han en Abelone.

[#] Den arme Diævels Block, han slæber som en Træl,

Og ved sit Qvacklerie jo Penge faar som Skiæl.

Er dog i mere Gield, end nogen skulde tæncke,

I gaar han satt i Pant tre Stole, fire Bæncke,

Vil det saa blive ved, da troer jeg, inden Aar

At han gaar fløyten, og den sidste Olie faar.

Hvad Aarsag dertil er: hans Sophie vil ey spinde,

Hun vil ved Roret staa, den raffinerte Qvinde,

Han intet giøre kand, tør neppe slaa en – –

Før han maa spørge først, om det er hende kiært.

Jens Paulsens Kone jeg allene vil undtage,ⁿ¹⁷⁶

Hun bør regiere; thi hun haver ey sin mage,

Naar saadant gaar i svang, hvad vilde blive af,

Om til Studeringer det farlig Kiøn sig gaf?

Det vilde over alt i Huset blive Mester,

Tractere Mændene, som Øxen og som Bester,

Saa talte nylig Storck i eenrum med sin Præst,

Som hannem svarede: Det er per Deum best,

Det allertienligst er, man flyer dem ingen Bøger,

Jeg tit giør Visitatz, i Ammestuen søger,

Om nogen Bog er skiult; sligt nøye efterseer,

Man dog fixerer mig, min Hustru deraf leer.

Tænk kun, min gode Storck! imellem os at sige,

Hvor jeg til mode blev, da jeg vor Stue-Pige

I en Politisk Bog om Roland læse fandt,

Jeg sagde: Grete! Hør! det bedre var I spandt.

Ved Lilien paa Mark nu lignes maa en Qvinde,

Hun ey arbeyde vil, ey meere sye og spinde,

Hvis mine Klæder kun, som andres, skaaren var,

I visselig af mig for saadant fik et par.

Her Pastor giorde ret: ham svarede da Christen,

Giem saadan farlig Bog paa Bunden udaf Kisten,

[#] En slig Politisk Bog, et saadant Nobel Skrift

Er kun for Mænd, som os, for Qvindfolck er en Gift.

Mand deraf lære kand et Rige at regiere,

Som beste General en Hær at commandere,

Jeg vil ey rose mig, hver veed dog jeg er klog,

Tro mig, min Viisdom jeg har faaet af den Bog.

Een Dag ey gaar forbie, at jeg jo deri blader,

Man veed, en Mand, som jeg, ey læser gierne Sladder,

Jeg tit velsignet har, end tacker i hans Graf,

Den Pen, den store Pen, som Autor er deraf.

Fast ingen ting, Her Niels! maa jo kand deraf træcke,

Undtagen (svared' han) man lærer ey at præke,

Ja (sagde Storck) det er en gandske anden Sag,

Men hør! hvad i mit Huus er skeed forgangen Dag.

Jeg tog mig for, u-roest, en Regning klar at giøre,

Men jeg paa samme Tid et Bulder fik at høre,

Skiønt paa een linie nær jeg den snart havde klar,

Den dog forlod, løb hen, at høre hvad det var.

Jeg strax fornam det var i lille daglig Stue,

Jeg gandske stønnede, begynte sterk at grue,

Jeg hørde vel, at det var icke noget Spil,

Nysgierrig gandske blef og rakte Ørne til.

Men hørde selsom Snak, mit Folk var reent aflave,ⁿ¹⁷⁷

Een med en Keyser holdt, en anden med en Pave.

[#] Een vilde slutte Fred, en anden var for kriig,

Een Fienden med Magt en anden slog med Sviig.

O! hvilket Raserie! O! hvilke slemme Dunster,

Jeg sagde suckende: Een Bispen slog af Munster,

Een Fyrsten udaf Cøln, een Greven udaf Mentz,

Nu var man udi Aars, nu Randers, nu Florentz.

Een talede om Told, en anden om Accise,

Ja Marthe Barne-Tøs os Veyen vilde viise,

Hvorledis Handelen kand komme udi Floer,

Ved alt det helligt er, en Eed hun derpaa svoer.

Nu talede mand om de skiønne Polske Heste,

Min Kone sagde: jeg dem holder for de beste,

Nu om Rostocker Biir, nu om Vestphalske Sviin,

Jeg tilstaar saadant Snak for mig var som Latin.

Jeg tænkte: mon man mig ey spiller her en Fynte,

Men strax det stille blev, at læse en begynte:

Man schreibet von Paris, es habe kein Gefahr,

Paa Røsten syntes mig det tydske Jochum var.ⁿ¹⁷⁸

[#] Jeg da paa Døren fandt til Lycke liden Skramme,

Jeg der igiennem saae, blev var det var den samme,

Han midt for Bordet sad, forklarede paa Jydsk

Alt hvad man ey begreeb, og ej forstod paa tydsk.

Han spør min Kone ad: Kand Mutter vel begribe?

Hvad disse tydske Ord paa Anholts Maal vil sige?

Vist (sagde hun) det tydsk jeg fatter meget snart,

Til Paradis fra os er nu fast ingen Fart.

Jeg vidne kand med Eed, Her Pastor! at om hende

Jeg aldrig vidste, at hun Bogstav kunde kiende,

Langt mindre, at hun var saa færdig i sin tydsk,

Jeg ellers hendes Ryg brav hafde smurt paa Jydsk.

Vor Jochum tog sig paa sin Præken at fuldføre,

Jeg Marthe saae paa ham med største Andagt høre;

Sligt dette leede Trold i Kirken aldrig giør.

Om Textens Deeling naar jeg hende ickun spør,

Hun siger: Husbond! jeg er kun een stackels Pige,

Jeg saadant ej forstaar, som I og eders lige.

Jeg strax tilbage i Contoret stille gik,

En ærlig god Crabask med hast i Haanden fik.

Brød saa i Stuen ind; Hej hvad er her at giøre?

Jeg raabte, og saa brav begyndte dem at smøre,

I Polske Mærre ud! Herud Vestphalske Sviin,

Jeg taler Dansk, jeg kand ey Tydsk og ey Latin.

Vor nye Projectist i sær jeg icke glemte,

Jeg sagde: vil du Trold og med Aviiser skiemte?

Tog saa Papirene og brændte dennem op;

Af Harm da skiælvede mit heele Lif og Krop.

Ham svarede Her Niels: Slig Haardhed jeg ey priser,

Jeg seer ey meget hvad man lærer af Aviser.

Det meste er jo Løgn, sligt de vel læse maa,

Det maa min Kone frit og aaben altid staa.

Aviiser! sagde Storck: Kand mand ey deraf lære?

Tie stille dermed kun, Aviser! hør mig kiære!

[#] Ach! svarede Her Niels: Man siger jo i sær

Om den, der lyver brav: han Aviis-Trycker er.

Ja sagde Storck: Det er saa meget, som man siger,

Er derfor icke sandt: Aviiser er for Piger

Som Pest, som Rotte-Krud, dem saa forderve kand;

At inden stacket Tid: nok sagt: det heele Land.

Saa vidste disse Mænd da Qvindfolk at afmale,

Jeg underskriver ey i alting saadan Tale,

Jeg holder, deri man gemeenlig gaar forvit,

Og dette gode Kiøn giør uræt meget tit.

Mig synes saadan Snak er lit interesseret,

Man frygter for sin Sag, hvis Qvindfolk var studeret,

ⁿ¹⁷⁹ Hvis det ey stedse var fordømt til Rok og Teen,

Ej u-bevæbnet, var forbuden Blek og Pen.

Det kunde Caracther paa en og anden give,

Paa en og anden Gek, som det vil fort beskrive.

Hvis hafde været bruug at øve sligt til Rom,

En Juvenalis da vel skulde salet om.

En Romersk Qvinde-Pen vel skulde kundet viise,

At siette Satyra, som vi saa meget priise,

Fast lidet bedre er end Daare-Kiste-Snak,

At vi for Stiilen kun er Author skyldig tak.

[#] Jeg gaaer fra alfar Vey, en selsom Meening haver,

Lad dem studere, som har beste Sindsens Gaver,

Lad dem regiere, som et Huus kand forestaae,

Den som beqvemmest er, lad den ved Roret staae.

Skal A, skiønt hun er viis, fordi hun er en Qvinde,

Fordi hun gaar med Skiørt, fordømmes til at spinde.

Skal B, som er en Nar, en Druckenbolt, et Faar

Strax Mester være, just for han med Buxer gaar.

Jeg priser saadan Mand, der intet selv kand giøre,

At han Huusholdningen sin Hustru lader føre,

Man sige kand, at han er deri eene viis,

Og for den eene Post af Folk fortiener Priis.

Man tænke skulde her, Poeten smukt flatterer

For vis Aarsages skyld sig saa insinuerer.

Han ellers bange var, paa Halsen og at faa

Det heele Qvinde-Kiøn, nej det er icke saa.

I det og andet meer jeg taler som jeg tænker,

Jeg Sandhed følger kun, og bruger ingen Rænker,

Jeg taler saa ej just, for jeg er Kiønnets Ven,

Man kiender sandelig ej ret Hans Mickelsen.

Men Himmel! jeg far vild, jeg er af Vejen kommen,ⁿ¹⁸⁰

Jeg seer alt over mig at være fældet Dommen,

Han, som paa andre før har givet Contrafej,

Som Skialdre lastet har, nu træder samme Vej.

Jeg seer en hoben Folk af Latter fast at spricke,

At støde Glassene Homeri Skaal at dricke.

[#] At sige: hvad vil den ny-bagede Poet?

Men hvortil tienlig er slig Animositet.

Hvo være vil Poet den maa Poeter arte,

Hvor var det da, jeg slap? Det var vist om vor Marthe.

Den Anden Sang

DEn samme listig Tøs sig sneeg i Stuen ind,

Hvor Peder Paars hun fandt med Haanden under Kind.

At sidde paa en Stoel, skiønt det var Midnats-Tider,

(At have megen Søvn, slig Hierte-Sorg ey lider,)

Hvor hun i Stuen kom, begribes icke let,

Thi Døren lucket var og Salen var saa tet.

At mindste Sprecke var paa Veggen ey at finde,

Men hvad u-mueligt er for en beslagen Qvinde,

Ey Laas, ey Luckelser, ey Muur, ey Væg, ey Tag

Hun jo igiennem kom, sligt var en ringe Sag.

Sligt var kun liden Kunst for saadan listig Pige,

I alle Værelser hun vidste sig at snige,

For hende, som en Aand, fast alting aaben stod,

Hun selv og aaben var, sig penetrere lod.

Hun penetrerede, hun lod sig penetrere,

Til Kocke-Pigers Roes hvad kand man sige meere,

Af saadant Syn Peer Paars sig icke nedslaa lod,

Skiønt Haar paa Hovedet som paa et Pinsviin stod.

Skiønt tappere Kallun i Helte-Liv sig rørde,

Mod ald Formodning dog til Ruus slig Tale førde:

Peer Ruus vil du? – Ach men – skal jeg – stat op Peer Ruus,

Ach! Gid jeg arme Mand var vel af dette Huus.

[#] Gid jeg – Ach! hvilket Syn, jeg aldrig saae dets lige,

Peer Ruus Forræder! ach! din Husbond saadan svige,

Din Husbond som, din ach! har du ey meere Maal;

Ach! hvis jeg hafde kun det mindste stycke Staal,

Saa var jeg sicker nok, mig intet kunde skade,

Lidt Staal – Peer Ruus! vil du din Husbond saa forlade

Din fromme Husbond, som – af disse brudne Ord

Man seer at Paars var og som andre skabt af Jord.

Var og et Menniske, skiønt hand var heel bestandig,

Som tusind Kræmmere i saadant Tilfald mandig,

Han self vel tit har sagt, at han ej bange var,

Hans Tale mig dog bragt paa andre Tanker har.

Man dog ej Aarsag har, min Helt for saadan Tale,

For disse brudne Ord som frygtsom at afmale,

I saadan Tilfald man seer ofte tabe Mood,

De største Helte selv, at iisne deris Blood.

Men Ruus som Fufius, den tusind Catiener,ⁿ¹⁸¹

Ej kunde raabe op, ej rørde Liv, ej Seener,

Han ubevægelig laa som et afhugd Træ,

Hans Siæl og Hierte var nedstegen i hans Knæe.

De eene spillede, som Aspe-Løv og Blader,

Der af den mindste Vind sig saa bevæge lader.

At Bonden med sin Øx i Skoven tit maa staa,

Og med Forundring see i Øyeblik at gaa.

I Haandevending see det heele Land at røres,

Som Havet bruuse, der med Lyst og Redsel høres,

Det heele Legeme var ellers gandske stiv,

Ja Blodet storcknet, som naar Siælen er af Liv.

Vor Marthe mærkede en Rædsel var paakommen,

Hun nærmed sig til ham, en Sæddel tog af Lommen,

[#] Og sagde: Unger Svend! naar du den læset faar

Jeg vedder Rædsel, Frygt, af Sindet straxen gaar.

Hand Brevet tog imod med Rædsel zittrend' Hænder,

Mod Veggen satt sin Ryg, og sig mod Pigen vender,

En Linie læsed' og paa hende atter saae,

Var bange at hun ham i Kløer skulde faae.

Af dette sees kand med hvilke Sindets Gaver

Den store Peder Paars beprydet været haver,

Thi denne ene Post er ligesom et Spejl

Paa en fuldkommen Mand der fast har ingen Fejl.

Hvad Viisdom var det ej i hast det saa at lave,

At han saa Ryggen fri mod hende kunde have,

Med hvad Forsigtighed han ej mod Brevet tog,

Det læsede og tit paa hende Øyne slog.

Paa engang tvende ting, det kunstigt er at giøre,

Fra Cæsars Tiid man faa Exempler kand fremføre,

Det giorde dog min Helt, han læste og gaf agt,

Paa den han frygtede, hvo skulde have sagt?

At sligt var mueligt, hvis af klare Documenter,

Som vel fortien' at til beviis man dennem prenter,

Man icke kunde see, at sligt passeret var.

Et heel fuldkommen Ark Paars derom skrevet har.

Den store Peder Paars igiennemlæste Brevet

Han med Forundring saae hvad derudi var skrevet,

At Nille var forliebt, ham vilde hielpe ud,

Det var for ham et glad, men dog bedrøvet Bud.

Han sagde med et Suk: hør smucke lille Pige:

Jeg eder skal beskeed paa sligt i Morgen sige,

Hun svarede: heel vel; jeg maa og straxen bort,

At give Nille Svar; thi Tiden mig er kort.

Saa tit jeg tænker paa strax mine Øyne rinde,

I hvilken Tilstand da Peer Ruus var denne sinde,

[#] Paars ham tiltalede: Fye, skiem dig tusindfold,

Du en tro Tiener est! ach! spar mig kiære Trold,

Ruus skreeg da overlydt: Tag heller Paars min Herre,

Han sig kand førend jeg med Penger ransonere,

Med mig I Fattigdom kun faar, Fortred og Sorg,

Min Husbond beste Boed har udi Callundborg.

Hvor ærbar Paars end var, saa maatte han dog fniise,

Din Manddom, sagde han, jeg noksom ey kand priise,

Stat op! hun borte er, jeg er din Husbond Paars,

(At Huuse slige Folk er icke lidet Kaars.)

Stat op! hun gik sin Vej, her er ey meere Fare,

Ach! gik hun? sagde Ruus, det var min tro en Mare,

Hun eder lidet kun, men mig en Time reed,

At du est en Cujon, Paars sagde, det jeg veed.

Ja svared' Ruus: Man veed hvad Skrek kand foraarsage,

Jeg ellers aldrig sligt har giort i mine Dage,

Naar man et Spøgels seer, hvo kand da have Moed?

Ej Degnen self, det tør jeg sige om han stoed.

Holt op! da sagde Paars, vi vil ey meere trette,

Gav ham saa Sedelen, og sagde: læs kun dette.

Af Glæde da Per Ruus fast daane-færdig blev,

Velsignede den Haand, den Marre, som det skrev.

Men over sligt Per Paars man haftig saae at grunde,

Skal jeg min Dorothe forlade? ingenlunde,

Skal jeg den ærlig Siæl min kiære Fæstemøe

For hvis Skyld jeg mig har betroet Hav og Søe.

For hvis Skyld Peder Paars saa meget ont har lidet,

For hvis Skyld jeg har tit i suure Æble bidet.

Hvis Ihukommelse ald Sorrig har giort sød,

Nej jeg vil heller døe den skiændeligste Død.

[#] Ret som en voxen Eeg, mod Øxen den vil feldeⁿ¹⁸²

Staar som i tvilsmaal til hvad Side den vil helde.

Et saadant saaret Træ var Peder Paars da liig

Dyd, Fare, Elskov, Frygt i hannem førdte Kriig.

Han derpaa tier lidt og alting eftertæncker,

For Øyne stiller sig, nu Fængsel, Baand og Læncker,

Nu det som værre er, en saa u-ærlig Død,

Blev som forandret lidt, i disse Ord udbrød.

Udfordrer Elskovs Lov, at vi skal være Træle,

At vi i Galgen os skal derfor lade qvæle.

At vi opofres skal og skiændeligen døe,

Hvad nytter saadant vel min kjære Fæstemøe?

Hvis jeg dog vidste, sligt kun vilde dig behage,

Jeg med Fornøyelse mig tage lod af Dage,

Jeg veed, hvis du var her, som du est udi Aars,

Du vilde sige: giør ej saadant Peder Paars.

Du saadant Forsæt selv som Galskab vilde laste,

Du vilde dig, min Siæl! for mine Fødder kaste,

Ja sætte for dit Bryst din lille Foldekniv,

Og sige: see! hvis du ej redde vil dit Liv.

Men ach! Per Paars! est du og bleven en Forræder,

Du talet haver som den grummeste Misdæder,

Mon Peder Paars saa snart sig self fornegte kand?

Mon det er Forset af en braf retskaffen Mand.

[#] Nej ingen ærlig Siæl slig Utroskab kand sømme,

For saadan u-blue Snak jeg bør mig self fordømme,

For slige Tanker jeg at døe er ene værd,

Og det for egen Haand. Tag hid Per Ruus mit Sværd.

Flux! skynd dig, jeg vil strax min Dorothe fornøye!

Flux! skynd dig, svared Ruus, tag hid min Hat og Trøye,

Min Kiole, Buxer, Sko, min skiønne Sarses Vest,

Som jeg mig giøre lod forgangen Jule-Fest.

Min Pung som ligger i min nye Kiole-Lomme,

Flux, skynd dig! giv mig hid min Eske min Mad-Bomme,

Min heele Velfærd, flux! min Pibe min Tobak,

Min – ach! man spricke maa af saadan Pølse-Snak.

Flux! jeg har nødig nu at bruge en reen Skiorte,

Den ligger i mit Skrin; men Skrinet er jo borte,

Paars svarede: paa sligt at tæncke er ej værd,

Sandt sagde Ruus, det alt gik Fløyten med jer Sværd.ⁿ¹⁸³

Ach! sagde Paars; jeg er af Sorrig saa forblindet,

At jeg om slige ting mig icke har besindet,

Jeg mine Tancker hos min Dorthe ladet har

Ach! svarede Per Ruus, gid hun paa Bloksbierg var.

Jeg aldrig haver seet en Karl der er til Alder,

Som haver sine Sind, der til slig Galskab falder.

Den Kierlighed den er til al Ulycke Roed,

For tusind Dorther jeg ej mister draabe Blod.

Skal vi i saadan Sag os her betænke længe?

Skal vi for hendes skyld os begge lade hænge?

[#] Om I saa rasend' er, Per Ruus er dog ey gal,

Hand aldrig nogen tiid til saadant falde skal,

Troe mig! naar I er hengt, I mine Ord vil sande

Men alt forsilde: og slig Daarlighed forbande,

Tænk kun, hvor smukt det er, naar Folk os hænge seer,

Os peges Fingre paa, os alle Mand beleer.

Tænck med hvad Hierte-Sorg, vi sligt maa see og høre,

Man for at spotte os, vil saadan Grav-Skrift giøre:

Stat stille Vandrings-Mand! her hviler Peder Paars,

Som lod sig henge for en – Tøs i Aars,

Her hænger han den Skurk, den Gek, den Fleske-Fante,

Den Hunsvot, Slyngel, Nar, den Dosmer og den Gante,

Den Abe, Fæhund med sin Skriver Peder Ruus,

Der udi trende Aar som Svend var i hans Huus.

Satyricuser nok der findes her paa Landet,

Som for os giøre vil et Grav-Skrift efter andet,

Thi gode Hoveder man her og finde kand,

Saa vel som i vor Bye og i vort føde Land.

Tro mig! slig Gierning man til Galskab vil udtyde,

Og naar vi ere hængt, I saadant vil fortryde,

Jeg ickun u-lærdt er, dog saadant forud seer,

En ting fortrydes tit, naar det forsilde er.

Skal os et ærligt Navn ej, sagde Paars, bevæge,

Gemeene Pøbel kun paa os vil Fingre pæge,

[#] Men lærde derimod vil dømme saa der om:

Med gamle Helte Paars kand lignes udi Rom.

Paa anden Dansk, Per Ruus da svared, sligt jeg tyder:

Paars lignes kand med en og anden gammel Snyder,

Hvis Daarskab for en Dyd de gamle regnet har,

Troe mig! en saadan Helt nu holdes for en Nar,

I Callundborg man nu slig Tapperhed kun laster,

Og slig Philosophie kun under Benken kaster.

Peer Iversen fortaalt mig haver om en Mand.

Hvad Nafn den slyngel har jeg ej erindre kand.

I Kirckebogen man dog saadant let kand finde,

Han heed Asverus. Nej! det er mig udaf minde,

Jeg troer hans Døbe-Nafn vist Holofernes var,

Nej, Sandelig jeg reent hans Nafn forglemmet har.

Naar mand lidt gammel blir og kommer lit til Alder,

Strax Ihukommelsen heel mærkeligen falder,

Jeg vil ej rose mig, da jeg var 20 Aar,

Jeg alting kom ihu, som det var skeet i gaar.

Hvis jeg kun kommer hiem, Lars Degn jeg dog skal bede,

I Kirke-Bogen han det Navn vil efterlede,

Hand saadant gierne giør, hand er min gode Ven,

Hand frit har i vor Boed Papier, samt Blek og Pen.

Da Paars skreeg Himmel-høyt: De Fandens Parentheser

Dig gandske drucken giør og mig i Søvn snart dysser,

Ach! Nu jeg har hans Navn, da raabte Peder Ruus,

Det Qvintus Rufus er, han døbt er Curtius.ⁿ¹⁸⁴

I gammel Tid man fik i Daaben tvende Navne,

Men jeg kand icke see hvad saadant kunde gavne.

[#] Summarum Summa han er Auctor til den Bog,

Som skreven er paa tydsk om Alexanders Tog.

Per Iversen jeg har hørt kalde ham en Taabe,

Og for en usel Gieck ham ofte at udraabe,

Thi af Ambition sig selv hand ofred' op,

Sig styrte i en Grav med gandske Siæl og Krop.

Nej! man ej lever meer i vor Tiid efter Noder,

I rette eder nu maa efter Landets Moder,

I Fingren sticke maa i Tiden, lukte til,ⁿ¹⁸⁵

Hvad Tid I lever i, om I mig lyde vil.

Det som i gammel Tiid blef priiset saasom Dyder,

Nu heeder i vor Tid og kaldet bliver Lyder,

Tro mig med saadant det som Klæde-Moder er,

Bormesters Gertrud ej bær Flaske-Trøye meer.

Frantz Jespersen af Folk jo agtet blir og æret,

Tre gange han i Aar dog har forlovet været.

Hand bruger Festemø, som andre Almanak,

Ey lader skremme sig af visse Folkes Snak.

I kiender i vor Egn den gode Kasten Skriver,

Et eje-got Gemyt, saa meget elsket bliver,ⁿ¹⁸⁶

Et tusend Daler han, jeg troer, vel vejet har,

Jeg vil ey sige meer, men maa skee, vel et par.

Jeg aldrig kommer i hans Huus, hand mig jo byder

Nu Steeg, nu Hollandsk Ost, som Vand alt saadant flyder,

[#] Jeg aldrig haver kiendt en saadan ærlig Siæl,

Gid! at jeg kunde kun ham giøre nogen Skiæl.

Den samme Kasten sig hver Uge fast forlover,ⁿ¹⁸⁷

Nu slutter, bryder Pagt, nu den, nu den besover,

Nu en forlader, nu en anden tar igien.

Han selv det tegner an, og fører udi Pen;ⁿ¹⁸⁸

Thi hand er accurat i alle sine Sager,

Slig Roes hans Fiender ham ikke selv betager,

Han en a parte Bog til sligt indrettet har,

Saa accurat og før hans Salig Fader var.

I saadan Skriver-Bog jeg nyelig haver fundet,

At han til Femten sig paa en Tid havde bundet,

Ham elsker dog enhver, ham ingen derfor skyer,

Kun visse onde Folk ham kalder Byens Tyer.

[#] Jer Fader Rasmus Paars har selv og saadant vovet,

Jer Moder tog, skiønt han med anden var forlovet,

Hvis Rasmus hafde da ey øvet saadant Spil,

Den gode Peder Paars ey havde været til.

Gid, I kun vilde i jers Faders Fodspor træde,

Man nu slig ærlig Mand med Lys maa efterlede,

Jeg har min Meening sagt, hvad kand vel siges meer,

Ach! sagde Paars, jeg af din Tale slagen er.

Ruus blev da heftig glad med Taarene i Øye,

Han raabte: jeg end Staal med mine Ord kand bøye;

Kom, lad os sove lidt, mens det er endnu Nat,

I Morgen faaer vi nok den samme Pige fat.

Saa ginge de til Sengs, ej meere Tale førte,

Og udi Øyeblik at snorke man dem hørte.

Jeg seer til Middags Tid de begge sovet har,

Da kun et Bøsse skud fra Zenith Phoebus var.

En Momus^k68 skulde her maaskee Anledning tage,

Og sige: skal en Helt ej altid sig forsage?

En der saa frygtsom er, saa bange for sit Liv,

Der mod Ulycke ey ja Døden selv er stiv.

Hvo Livet skatter meer end Ære, den jeg meener,

Paa Helters Liste han at komme ey fortiener.

Ney Mome! i din Kram ey saadant tiene skal,

Paars stødes derfor ey af store Helters Tal.

Skiønt jeg har Afskye selv for Ruuses slemme Tale,

Og som u-yndelig den stedse bør afmale,

Saa finder jeg dog, at hand deri havde ret,

At visse Gierninger man roser alt for let.

Det som de Gamle har Heroisk Gierning stiilet,

Naar en for ringe Ting til Døden haver, ilet,

Det nu af kloge Folk blir kaldet Raserie,

Hovmodig Daarlighed og sterk Melancholie.

[#] Man burde Arria^k69 for saadan ting med retteⁿ¹⁸⁹

Ej udi Krønicker men Daarekisten sette.

Hun af en Plinius saa højt berømmes dog,

Men saadan Roes en Plet er i hans lærde Bog:

Saa meget som for sligt man rose kand en Plato,

Saa meget lastes bør en Curtius, en Cato,^k70

Thi naar mand efterseer hvad dem bevæget har

Til slig Heroisk Dyd, det fast en Sygdom var.

Slig Dyd med Helebor til intet man kand giøre,ⁿ¹⁹⁰

Mand burde Cato selv til Anticyram føre,

Man tæncker tit at man er fuld af Nidkierhed,

At ofre Liv og Blod med Glæde er bereed.

Mand tænker at det er en Dyd, et Mesterstycke,

For ringe ting sig selv at styrte i Ulycke,

Man brænder udaf Dyd, er dog kun hidsig Blood,

Kun onde Vædsker er til saadan Mandom Rood.

Der skulde findes de, som ville mig bebrejde,

At jeg mod Billighed her fører Krig og Fejde,

At af min Helt Per Paars jeg saadan Slave er,

At jeg hans største Fejl som Dyder selv anseer,

Nej! jeg i denne Post Poeters Stie ej følger,

De Fejl jeg fundet har hos Paars jeg icke dølger,

Partiskhed aldrig mig forleeder af min Vej,

Jeg laster Tapferhed, jeg laster Dyder ej.

Man intet Paradox skal finde i min Tale,

Jeg dem kun laster, der med falske Dyder prale,

Der af Ærgierighed foruden ringste Nød

I blinde løber hen og iiler til sin Død.

En Forskiel mellem Dyd og Hofmod jeg kun viiser,

I Ruuses Tale jeg kun dette ene priiser,

[#] Som end var ziirlig i en Philosophisk Mund,

At visse Gierninger man roser uden grund.ⁿ¹⁹¹

Den Tredie Sang

Nu alting var i stand, og Jagten var tillavet,

Som skulde føre Paars med Nille over Havet,

Det alt igiennem da vor Marthes Hoved gik,

Saa Fogden mindste Nys om denne Sag ej fik.

Men alt forandret blev, thi Kierligheds Gudinde,

Som for Dortheæ skyld man saae alt saadant spinde,

Da hun af Timerne, som stedse holder Vagt,ⁿ¹⁹²

Og hvad dem er betroet heel nøye tar i agt.

Der sig gemeenlig paa de gyldne Skamler hviler,

Som staar ved Himlens Port, med Bud til Guder iler,

Saa ofte nødig er, og lucker ind og ud,

Som troe Dørvogtersker nu een, nu anden Gud.

Den Port af Skyer er, hvor disse smaa Gudinder

Med stor Aarvaagenhed at holde Vagt man finder.

Da Venus om Per Paars af dennem Kundskab fik,

Hun udi størske Hast til Toilettet gik.

Tog der af sin Contouche, hun nødig fandt at haste,ⁿ¹⁹³

Og den saa løslig om Sneeviide Hals at kaste,

Lidt bluedes, da hun imellem Guder gik,

[#] Som meget venlig gav nu et, nu andet Nik.

Thi aldrig nogen tid man Kierligheds Gudinde,

Saa smuk, saa yndig saae som hun var denne sinde,

Saa Momus sagde selv den Steen-staal-hiertet Gud:

Ach! gaar hun saa forbi? min søde lille Snud!

Hvor vil saa tilig hen den Sucker-søde Frue?

Tør hun vel vove sig saa tynd-klæd af sin Stue.

Da sagde Venus: Han i Dag er meget blid,

Jeg troer han Febren har; Men nu er ingen Tid.

Hun lod i Øjeblik strax efter Vognen sende,

Bød derfor i en hast de hvide Svaner spende,

Fløj ud i Luften hen, for Paars sig stillet ind,

Og sagde: store Helt! hvad har dig giort saa blind?ⁿ¹⁹⁴

Hvo har forføret dig? Din Dorthe at forlade?

Hver ærlig Siæl vil dig for saadant sky og hade,

Kand Elskov glemmes? kand den døe hos dig saa let?

Ald Tro og Ærlighed bortsvinde? er det ret?

Din kiære Fæstemøe, der er saa skiøn, saa dydig,

Din Dorothea! der dig været har saa lydig,

Saa at forlade, saa forandre din Natur,

Du est ej meer den Paars der staaet har som Muur.

Som haarde Klippe mod ald Fristelse, Ulycke

Og som rodfæstet Eeg, den Storm ej kand oprycke,

Som haarde Vinters Tid foragtet har og Søe,

For Dorotheæ skyld, din yndig Fæstemøe.

Jeg nesten gietter hvad til saadant dig har dreven,

Du est vist uden tvifl for Døden bange bleven,

Gak giør dig reede strax paa Reisen dig begif,

Kald Folket sammen; see du redde kand dit Lif.

Gak skynd dig midlertid; men Fogdens Huusfolk hviiler,

Jeg nu forlader dig, og hen til Søfnen iiler,

Hand tryg og sovendes dem alle giøre kand,

Indtil du kommen er med Jagten lidt fra Land.

Paars op af Søfne sprang, men var saa Hovet-svimlet

[#] Af saadant selsomt Syn, at han nær havde trimlet,

Han aabenbaret Ruus hvad hannem hendet var,

Og sagde: Dette Syn du og vel seet har.

Vist, svared Ruus, jeg saae skinbarligen den samme,ⁿ¹⁹⁵

Hun høy var som et Bierg, og tyk som Maren Amme,

Nu syntes jeg, at hun ved Hoved gierdet stoed,

Nu gik tilbage, og blef staaend ved min Foed.

Hun hafde Miiner, som hun vilde noget tigge,

Jeg troer skinbarligen hun vilde hos mig ligge,

Nej, sagde Peder Paars, den som jeg seet har,

Heel spæ og liden og en dejlig Jomfru var.

Ach svared Ruus det var min tro en delig Pige,

Ach hvilket dejlig Syn, jeg aldrig saae dens lige,

Hun fast ej større var, end liden Knappenaal,

Men hafde klingend Røst, et sterkt og Torden-Maal.

Nej, sagde Peder Paars, den Jomfru som jeg hørte,

Med største Yndighed og Sødhed Talen førte,

Ach! sagde Peder Ruus; jeg mig fortaler tit,

I sær om Morgenen, naar jeg har sovet lit.

Jeg Taabenacke, Gæck, jeg vilde dette sige,

Hun talede saa kleent, som peenest Fruer-Pige,

Men liden Tiære-Lugt, som dog var angenem,

Fra Haaret gik, den Lugt var dog min tro ej slem.

Som Tiære, sagde Paars? Ach tal med bedre føye,

Ej! sagde Ruus, det var den Fandens styrmands Trøye,

Som henger ved vor Seng, der mig bedraget har,

Den Lugt fra Jomfruen, som Balsam, Desmer var.

Paa Jespers Apoteck jeg aldrig nogensinde –

Ach hvilken dejlig Lugt, nu kand jeg mig besinde,

Den var saa angenem saa sød som Teriack,

Ja som ny-baget Brød, som Desmer, Snustoback.

Jeg ved de første Ord har Aarsag mig at skamme,

Nu kommer jeg ihu, det var min tro den samme,

En Himmel-yndig Lugt fra hendes Hovet gik,

Vist! sagde Paars: det er den samme paa en prik.

[#] Mens de saa talede, de dennem hastig klædde,

Ruus ved de Klæder sær sig overmaade glædde,

Som Nille hafde dem foræret, hand da saa,

Sig splinder spancken ny fra Hovedet til Taa.

Per Paars til Reisen lod Skibs-Folket strax paaminde,

De skulle, sagde hand, tilrede alting finde,

I Havnen laa en Jagt med Tackel og med Tov,

De maatte skynde sig, mens Fogden endda sov.

Hand havde Proviant, alt hvad de skulde tære,

Og bød dem alle ting i hast om Bord at bære,

Sligt efterlevet blev af dem i største hast,

Alt sammenskrabet blef, i Fleng paa Decket kast.

Siig mig Calliope! O Digte-Kunsts Gudinde!

Forklar mig her med fynd og ziirlig denne sinde

De dyrebare Ting, opregn mig paa en prick,

Hvad denne Unger-Svend af Jomfru Nille fick.

Af Øxe Hammer Øll hun gaf ham først et Anker,

Hvor af Jens Sognefogd, skiønt han var største Drancker,

Ej kunde bære meer end 3 til 4 Kruus,

I gaar han der af fick hos Fogden et got Ruus.

Hun derforuden gaf af Bord-Øl ogsaa tvende,

Som man paa Numer B. fra første kunde kiende,

En Ost, hvor af Peer Ruus et lidet stycke skar,

Og sagde, at den ey for lange hvile var.

Tre fulde Skiepper Gryn, sex skiønne Peber-Kager,

Som hun forgangen fick af Jørgen Handskemager,

Der nys fra Holland kom, en Eske fuld af Smør,

Amager Bonden nu det icke bedre giør.

Et Lispund dejligt Flesk en mægtig Jyde-Skincke

Med hvilken man saae Ruus til Stranden selv at hincke,

Thi den var heftig tung af en fuldkommen Soe,

Han turde saadan Skat en anden ey betroe.

Ey kunde bare sig paa Veyen den at slicke,

Og sagde til Peer Paars: den Skincke bander icke,

For Paarses egen Mund hun gaf en Lamme-Steeg,

[#] Som specket var med Flesk, 7. 8. friske Eg.

For Spiise-Kammeret slig Lettelse var dette,

At Fogden Beckenet for Kircken maatte sette,

Dend listig Martha, som alt dette havde giort,

For Inqvisition sig frygtede ey stort.

Hun sagde spotviis: ach! hvor kand det andet være,

Hvad kand dog Fejde ej i stacket Tid fortære?

Mon nogen sagde hun af Fejde bliver rig?

Det Proviant gik bort i sidste Tørckisk' Krig.

Det ey fornøden er, jeg icke mig umager

At skrive, siunge om de mange andre Sager,

Som af vor Jomfru hand til skienk fik denne gang,

Det klinger ikke alt i slig Heroisk Sang.

Den klare Soel gik op, man saae de gyldne Straaler,

Som ende giør paa Søfn, og Hvile icke taaler,

Man saae dem skinne alt paa Anholts Kircke-Taarn!

Men aldrig var saa stilt i Fogdens Gaard tilforn.

Man hafde icke hørt en Hane fast at gale,

Folk, Fugle, Qvæg og Faar laa ligesom i Dvale,

Vor Jomfru allerførst af Søfne vognet op,

Af Sengen veltede sin lille spæde Krop,

Men blef forskrecket da hun Solen saae at rinde.

Hun løb til Salen hen, hun tænkte Paars at finde,

Hun tænckte at han der alt i beredskab stod,

Af Længsel, Frygt og Haab, da kaaget hendes Blod,

Men da hun fandt den tom hun bitterligen græder,

Tilbage springer, og i Øyeblik sig klæder,

Til Stranden iiler; men da hun paa Klinten kom

Hun ferdig blef af Skreck og Harm at falde om.

Den Hierte har som Staal hvis Øyne icke rinder,

Natur som Tiger, der sig ey bevæget finder

Af hendes Klagemaal og halv fortvifled Ord

Om slig Fortviflelse skal vidne Hav og Fiord.

Jeg kand for Medynck fast den Tale ey beskrive,

Min Musa skielver, ja jeg finder kaalt at blive

Mit Blod, min heele Krop, Papieret bliver vaad,

[#] Mit Bleck ey smitte vil saa blegner det af Graad.

Kom O Gudinde du som Sophocles^k71 har dreven,

Ved hvis Hielp Maro^k72 og Euripides^k73 har skreven,

Kom hielp mig at jeg maa indlegge liden Priis,

Om dette Klagemaal at siunge Skialdre-viis.

Saa falte hendes Ord saa udbrød hendes Klage:

Hvo i Utroskab har som denne Mand sin Mage?

Hvad Skrift, Historie, hvad Rige, Sted og Land,

Slig sort Forræderie, Utroskab vise kand?

Om mand fra Østen gaar til Vesten, nøye søger,

Opkaster, læser og igiennem-blader Bøger,

Man finde ickun skal i Verden een Peer Paars,

Een Nille, Himmelen har paalagt saadan Kaars,

Een Jomfru kun er til, der Himlen saa har prøvet

En Paars, der har en saa uskyldig Siæl bedrøvet.

Ej Tiger, Biørn, ej Ref, Naturen haver skabt,

Der udi Grumhed, List sig her jo giver tabt.

Ach! hører mine Suk i blaa og stolte Bølger

Slaar, knuser Skibet smaa, det vanskabt Dyr forfølger,

Ach! lad ham aldrig naae den høy-forlangte Havn,

Ach! lad ham aldrig faa sin Dorethe i Favn.

I Vinde! Skyer! Luft! som Suck til Himlen fører,

Slig Klage fører frem! en ængstet Siæl bønhører,

At Ild af Himmelen som Regn maa falde ned,

Fortære slig Tyran, paadet at intet Sted,

Ey Land, ey Havets Bund ey Skov paa mange Miile

Forbandet være skal, hvor slige Beene hviile,

Og, hvis han af Natur som Salamander er,

Hans Krop som Hiertet haard, at Ild ham ey fortær.

Gid at da mænges maa strax alle Elementer,

Mod Verdens Undergang, som mand at see forventer,

Gid Verdens Bygning selv maa løsees, gaae i grund,

Før jeg skal meere see, før jeg skal nogen stund —

Den bittre Galde flød af hendes Mund og Næse,

Hun kunde andet ey end stille staae og blæse,

Fast som en Puster gick det spæde Jomfru Brøst,

[#] Af Harm hun fast var qvalt ey havde meere Røst.

Skiønt saadan Klage ey Didonis^k74 eftergiver,ⁿ¹⁹⁶

Hun som en Dido dog sig derpaa ey afliver;

Thi Elskov haver ey i vor Tid saadan Magt,

Man tager Livet nu lit bedre udi agt.

Hvo veed om alt er sandt, som man om sligt har skreven,

I Skialdres Hoveder! om Martyr ey er bleven,

End ogsaa ofte den som ey har været til?

Jeg ingen dog for Løgn og Digt beskylde vil.

Jeg lar det ved sit værd, at vise kun jeg stræber,

At sligt kand tviflis om, for min Part jeg ey dræber

Ey Jomfru eller Hest, end icke mindste Dyr,

For Digte-Konstens skyld, Løgn, Praleri jeg skyer.

Men Jagten midlertid var alt saa vidt fra Landet,

At mand ey andet saae end Skyerne og Vandet.

Da Paars til Himmelen med største Andagt saae,

Og sagde: Himmel! du os legger Modgang paa.

Du for at friste os tit Hav og Jord bevæger,

Du saarer, plager men omsider trøster, læger,

Ham strøm-viis Taarene af Fryd paa kinden rand,

At han saa hiulpen var mod Haab fra dette Land.

Jeg er ey mindre glad, har Øyne ofte vandet,

Og tacket Himlen, at han kom saa vel fra Landet,

[#] Thi hvert et Øyeblik mig sligt for Øyne staar,

Paa Hovedet da strax sig reiser mine Haar.

Men her jeg atter seer en Momus at fremtræde,

Og sige: den der vil om store Helte qvæde,

Den som vil giøre Vers, blant Skaldre have Rang,

Maa lære først hvad er en ret Heroisk Sang.

Den som en Maro maa paa andre Strenge spille,

Som en Homerus Dyd, ey laster, forestille,

Hvo forestille vil en Helt, som Dyders Spejl

Maa tage anden Mand, der haver mindre Feil,

Meer Tro og Ærlighed, meer Hierte, flere Dyder,

End Paars, hvis Levnet ey opbygger, men nedbryder,

Men hav Taalmodighed, O Mome! liden Stund,

En Laas jeg udi hast vil legge paa din Mund.

De Helte, som man seer Homerum at tilbede,

De vare Dyder selv, ja vist de vare feede.

Hvad Dyder læres af det store Grædske Tog?

Er os opbyggelig Homeri lærde Bog?

Den store Thetis Søn med Ajax, Diomedes,

Ja Agamemnon selv, Ulyssees, Palamedes,ⁿ¹⁹⁷

Der forestilles jo som Dyders Contrafey,

Af dem man lærer jo at træde rette Vey.

Ney man heel ofte seer Poeter at berømme

Det som Lastværdigt var, at man ey holt i Tømme,

Blodgierighed og Had man priser dem for Mord,

For Synd, Forræderie, for ublu Snack og Ord.

Jeg vil ey tale meer om det, som fleere laste,

Jeg hos Virgilium vil tredie Bog opkaste,

Naar jeg Æneam der Didonem krænke seer,

Da finder jeg, at man forgievis mig beleer.

Af Ondskab dadler kun, mig uden grund beskylder,

At jeg med Laster min Heroisk Sang opfylder,

Naar jeg en Dorothe ey tilmed fundet har,ⁿ¹⁹⁸

Da finder jeg, at Paars mod hannem Helgen var;

[#] Men ach! den Bog er jo Canonizeret bleven,

Ja i Augusti Tid og gyldne Alder skreven,

For meer end tusind Aar, hvo saadant laste tørⁿ¹⁹⁹

Jo efter Skole-Lov som Kiætter brændes bør.

Ney, jeg det icke giør, jeg dertil er for ringe,

Jeg blir ved Jorden kun, mig tør saa høyt ey svinge

Jeg siger kun: at hvo mig derfor laste vil,

Med gamle Skialdrer hand og øver samme Spil.

Nu siuntes alt at lee, paa Modgang giort en Ende,

Men Bladet hastelig man saae sig atter vende,

Thi Avind, som mod Paars saa sterk ophidset var,

Og som sit første Greb fast aldrig slippet har,

Paa nyt Forræderie begyndte da at spinde,

Jeg seer hos Guderne ey Hielp for mig at finde,

Jeg maa om anden Hielp mig see til Søfnen gaa,ⁿ²⁰⁰

Jeg Dødens Broder paa min Side bringe maa.

Thi hand er taabelig om Munden let at smøre,

Og sig mod Jovem selv har ladet tit forføre,ⁿ²⁰¹

Gid Ende var paa Dag, som Søvnens Fiende er,

Gid Solen dalet var, og mørke Nat var nær.

Mand veed, at Morgenstund mod Søvnen fører fejde,

Man veed, at alle Folk paa denne Tid arbejde,

[#] Den Fattige man seer bag Øret sig at klaa,

Bekymret, hvad han skal til Middags Maaltid faa.

Den hungrig Bonde maa for Kaasten aarle træle,

En Baadsmand og Soldat da pønser paa at stiæle,

Qvaksalveren for Dag det Pulver laver til,

Hvormed til Frokost hand den Syge dræbe vil.

Før Solen den gaar op, ja førend Hanen galer,

Man en Skoflicker seer, en skredder, Skinder, Maler,

En Snedker, Kunstner, ja en Bødker, Timmermand,

Med Syl, med Øx, med Sax, med Pensel alt i Haand.

Den fattige Student før hvide Dag frembryder,

Giør Vers til sin Patron, ham roser for hans Dyder,

Hand bider Nægle tit, han river tit sit Haar,ⁿ²⁰²

Før han i Klædning ret et Epigramma faar.

En Medicus for Dag paa Patientens Trappe

Man seer alt i Gevær med Krucken under Kappe,

Sollicitanten mand at kruse seer sit Haar,

Han meen, han derved Ja paa sin Ansøgning faar.

En tørstig Musicant at stemme sine Strenge,

En Vexelerer for et lidet Brev sig henge,

En Skipper springe op fra Sengen som fra Sind,

Og raabe: Ach! vi har forsømt vor gode Vind.

En Procurator med sit Corpus Juris slæbe,

Hvormed hand inden Nat sin Contrapart vil dræbe,

En Kroemand, skiønt til Sengs hand meget silde gaar,

For Morgenrøden tit i Mund med Piben staar.

Før Hanegael han har af Huset Søvnen dreven,

Og alt et X for U paa Karvestocken skreven.

Enhver har hænder fuld, man jager søvn paa Dør,

Ja end de Rige selv, som fast ey sove tør.

Mand meer end fattig Folk dem slæbe seer og trælle,

De tit ved Midnats Tid staar op maa Penge tælle,

[#] Saa snart det knarker kun i Huset, de maa op,

De fryter Tyve, man seer skielve deris Krop.

Saa talte ved sig selv den giftige Gudinde,

Hun Søvnen vidste da paa ingen sted at finde,

Hun alle Stænder saa med hast igiennemgik,

Men meere raadvild blev, lit Haab hun deraf fik.

Omsider sagde hun: Jeg maa en Klocker leede,

Han lit Arbeide har, Indkomster meget feede,

Hvis Dødens Brødre paa vort Hemisphæra er,

Og efter Soel gaar op, her endnu findes meer.

Til sorte Bolig er ey fløgtet allereede,

I Klocker-Residentz man kan ham endnu leede,

Det Folk ey bunden er til noget Slaveri,

En Klocker sove kand i Roe til Klocken Ti.

Her nødig er, at jeg om Dødens Broder taler,

Hans Boelig og Person Poetisk-viis afmaler.

Hos de Cimmerier,^k75 hvor Solens Straaler eyⁿ²⁰³

Igiennem tycke Luft har kundet bane Vey.

Hvor aldrig Hane-gael og Fugle-sang mand hører,

Hvor aldrig mindste Løv og Blad paa Træ sig rører,

For alles Minde hvor er sluttet saasom Laas,

Hvor den aarvaagne hund og meer aarvaagne Gaas,

Ey giøer, ey qvæcke tør, hvor man paa mange Miile,

Ey hører noget Liud, hvor hersker stumme, Hviile,

Der er det huule Bierg, der er det mørke Huus,

Som ey bestraalet har det store Verdens Lius.

Men tycke, sorte Luft dens hvasse Straaler bryder,

Der Lethe^k76 Flod forbi passerer, sagte flyder,ⁿ²⁰⁴

[#] Hvis Suus og søde Lyd giør søvnig heele Land

Aarvaagenheden selv i Søvn den dysse kand.

Der udaf Valmue og Urter meget søde,

Af Natten presses Saft, som Søvnen tien til Føde,

Hun dermed ogsaa smør og stryger Søvnens Dør,

Saa man i Hengslene ey Lyd, ey Knarken hør.

Den Seng af Filsbeen er, hvor udi Søvnen sover,

At hindre ham sin Roe ey Guder selv sig vover,

Regnbuen finder man sig dertil dristet har,ⁿ²⁰⁵

Men hun beordret af den store Juno var.

I dette huule Bierg mand Søvnen altid findere,

Han der sin Tilflugt har, naar Morgenrøden rinder

Paa vores Horizont, tør da ey bie meer,

Naar han Aarvaagenhed med Solen komme seer.

Gudinden sagde: Mig ey Tiden vel tilsteder,

At i det mørke Land jeg Søvnen efterleder;

Jeg i en Klockers huus (maa skee) ham nok faar fat,

Maa skee paa saadan Sted jeg endnu finder Nat.

Saa fløy hun hen og sig i saadant Huus indsniger,

Hun aabner Dørren, ind i Senge-kamret kiger,

Den gode Klocker da i beste Søvn hun saae,

Og dødens Broder paa hans Øynebryne staae.ⁿ²⁰⁶

Han endnu bunden var med Søvnens bløde Lænker,

Man denne ærlig Siæl for saadant ey fortænker,

Hvo gode Dage ey vil bruge, er en Nar,

Vi intet meere got af denne Verden har.

[#] Vil nogen Skriver-Karl en Klocker derfor laste,

En Handverks-mand, en Træl, ham saadant forekaste,

Da svares: at hvis de var i en Klockers sted,

At hvis de havde og et Embede saa feed,

De vilde og, som han, sig tage gode Dage,

Ey med stor Arbeyd og Bekymringer sig plage.

Naar Messe-Hagelen paa Præsten han har lagt,

Saa kan han gaa til sengs, det staar jo i hans magt.

Han jo forrettet har sit Embede, forsvarligt,

For Ladhed hannem da at laste er jo daarligt.

Bort Skriver, Handverks-mand med sligt Satyrisk Snak.

I kun hos brave Folk fortiener liden Tak.

Saa laa den søde Siæl, saa fandt ham vor Gudinde,

Man kunde læse paa hans Rosen-røde Kinde,

Et kort Begreb af en Philosophie, som er:

At man ey tage maa sig Verden alt for nær.

Man kunde læse paa hans to Loft høye Hage,

At hver Dag have maa, hver Stund sin egen Plage,

Hans søde Snorken og tilkiende give lod,

At ingen Sorg hos ham let kunde fæste Rod,

At med Bekymring hand sig aldrig havde plaget,

Som Muusen udi Ost med Verden Afskeed taget,ⁿ²⁰⁷

Han alt bevæbnet med en liden Frokost var,

Som Klockerinden ham paa Sengen nyelig skar,

Og derpaa slumred strax, tilbage Søfnen kalder.

Bort I, som sige tør, at udi vores Alder

Forsvunden gandske er all ret Philosophie,

Bort Græken-land, bort Rom med eders Pralerie.

En Plato man jo seer studere, slæbe, træle,

Med Reformation en Zeno sig at qvæle,

En Aristoteles maa tage Svøftet ind,

En Seneca der var af Hofmod gandske blind.

En Aristippus selv maa her sig fangen give,

Ja end Diogenes maa vige, skamrød blive,

[#] Jeg med hans Tønde ham foragter, kun beleer,

Jeg lidt Philosophie men megen hofmod seer.

Mon han hver Øyeblick, som denne, kunde sove?

Mon hand med denne Mand at ligne sig tør vove?

Der saa bevæbnet mod ald Anstød var, saa sterck,

Som lignes rettelig kand med et Ureverck.

Men endnu rester lidt om denne Mand at skrive,

Som paa Philosophie kand fuld Afritzning give:

Han gandske følesløs og som i Dvale laae,

Man Roligheden selv ey meere rolig saae.

Ret som en Søe-kalv, der sig lader ey forskrecke,ⁿ²⁰⁸

Den Storm og Vind ey kand af søde søvn opvecke,

Hans Kinde, Aandedrægt dog nock tilkiende gav,

Han endnu levede, ja langt var fra sin Grav.

En liflig Fennikol gick udaf Mund og Næse,

Hvert Øyeblick de Ord han syntes at udblæse:

Jeg er fornøyet, jeg min Frokost faaet har,

Gid Klocken kun var 12! gid Maaltids Tid kun var!

Ach! Speiler eder her I Verdens Børn! I Træle!

Som med Bekymring og med Uroe eder qvæle,

O! I Ærgierige! som hvædse eders Sverd

Mod andens Indvold for det som er intet værd.

I Aager karle! som med Arbejd, Blod og Sveede

Til Helvede selv Vej Jer bane og bereede,

O I høylærde! som heel ofte for et Ord,

Ja for en Bogstav fast ophidset er til Mord.ⁿ²⁰⁹

[#] I Geistlige! som Fred og Rolighed forstøre,

Og for en ringe ting i Harnisk Fyrster føre.

I unge Møer, som jer Legem plage saa,

Som klemmet, snøret, ja til Døde piinet gaa.

Til Anticyram hen, og aabner eders Aarer,

I som jer Ørene med Lyst igiennemborer,

Kun for at blive gift, kan for at faa en Mand,

Som eder i sin tiid i Tømme holde kand.

Ja I Satyrici! som — og andre fleereⁿ²¹⁰

Der bryde Hovedet med Folk at reformere

I! som jer beske Sæd forgiæves ickun saae

Og for Umagen tit en bancket Trøje faae.

Kom! speiler eder her i denne kiære Klocker,

Som ingen Verdslig ting forblinder og forstocker,

Men Verden lader gaa sin egen skieve gang,

Med sin Philosophie ey ziirer lidt min Sang.

Men nu er tiid, at jeg til Avind mig henvender,

Betragter kortelig hvad hende meere hender,

Hun lidet stønnede, ey længer torde gaae,

Sær da hun Drømmene om Søfnen stedse saae,

Hun tog dog Mod igien dem smukt tilside drive,ⁿ²¹¹

Og Vey til Søfnen saa for hende aabnet bliver,

Slig Gierning Morpheus fast bragte fra sit Sind,

Men da hun hvisket ham et Ord i Øret ind,

Da blef han bliid igien hans Øynebryne knicker,

Og siger, hvis saa er, jeg derudi mig skicker:

Gudinden ved sig selv af saadan Fynte loe,

De strax paa Rejsen sig begave begge toe.

Da Søfnen sætter sig paa Anders Styrmands Næse,

Det og paa samme Tiid begynte sterck at blæse,

Saa Skibet i en hast kom udaf rette Laab,

Man til et andet Sted blef dreven mod ald Haab,

Hvad Land de komme til jeg veed ey self, jeg venter

Paa meer Oplysning og paa fleere Documenter.

Fierde Bog

Der ere adskillige Vers giorte mod dette Poema; Af dem er dog kun et nemlig underskrevne trykt: Hvo Autor dertil har været, er mig ubekient. Man haver fundet det værdigt her at oplegge anden gang. Det siunges efter den gamle Melodie saaledes:

ⁿ²¹²

***

I som med attraae spiise Frugt paa disse Aarets Tiide,ⁿ²¹³

Og ey det rette ⁿ²¹⁴ Lavepas paa eders Lyster viide,

Med nu med sødt og nu med suurt saa proppe eder til,

At eders Mave hver Minut sin Byrde losse vil.

ⁿ²¹⁵ Jeg ynker eders tunge Kaar, om i for længe venter

Paa de, til eders travle brug fornødne Documenter,

Som Auctor N. fra Callundborg med første komme lar,

Og hvoraf paa et sikkert Sted maaskee i Mangel har.

Dog trøster eder derved, at saa snart Poeten qvæder

ⁿ²¹⁶ Om Dorthes Brudefærd, og med Per Paars sig glæder,

ⁿ²¹⁷ Da skal ey Pressen stille staae men udi Haabetal

Saa meget deraf yde, som behøves kand og skal.

***

Justi Just: & Variorum Notæ^k77

I. Sang

Mand efter lang Seylatz saae intet uden Vandet,

ⁿ²¹⁸ Tre gange mand kløv op i Masten at see Landet,

Tre gange mand saa feyl, den fierde gang Per Paars

Da hand i Masten kom, skreeg: Funtus! jeg seer Aars.

Da hver Mands Hierte blev opfyldt med Fryd og Glæde.

Mand Peder Ruus i sær saae Øyne stærk at væde.

[#] Ter limen tetigi, Ter sum revocatus, Ovid. Lib: trist.^k78

Ter circum Illiacos &c.^k79

Udi vore Kiempe Viiser synes ogsaa det Tal at være adopteret; Thi gierne, naar Kiemperne slaaes, varer det 3 Dage.

De sloges i Dage, de sloges i tree

[4] Hand raabte: hvis vi Land kand see, hvis det er sant,

Vi maa ey gnie meer paa vores Proviant.

Hvis vi nu sparer meer, da maa vi kaldes Gæcke,

Tog derpaa Skinken fat, aad saa hand maatte sprecke;

Mand Spiise-Kammeret i hast da giorde tom

Og Skibet midlertid løb frem, til Landet kom,

Men, Ach! Mand maatte da med største Sorg fornemme,

At det var ey det Land, hvor Dorthe havde hiemme,

Men at det – – var; mand havde Seylet feyl.

Da raabte Peder Paars: jeg er Ulyckens Speyl,

Jeg al Ulycke seer sig mod mig at bevæbne;

Mand seer skinbarligen i mig Ulysses Skiebne:

Thi Himlen over mig har fældet samme Dom,

Jeg blive vil den Mand som Børn skal tale om.

Jeg frygter, sagde Ruus, mand vores Reyse tager,

Til Stiil i Skoelerne: Jerusalems Skomager

Som før blev slidet paa, af Moden komme vil,

Exempel gives skal i os paa Lyckens Spil.

ⁿ²¹⁹ Peer Ruus med Peder Paars hver Lands-By Skolemester

Dictere ville Stiil… Men nu tilbage rester,

At vi forsøge maa at reyse fort til Lands,

Vi bedre Lycke der kand finde end til Vands:

Thi Fanden kand til Lands, maa skee, saa sterck ey spøge.

[5] Kom an da, sagde Paars, vi alting maa forsøge.

De satte saa paa Land, og sendte forud Ruus,

Som kiendt i Byen var! Hand flyde dem et Huus,

Hvor de for billig Priis en Nats Tid kunde hvile

Som høylig nødig var. De femten stive Mile,

Som dennem forestod, var intet Børne-Spil.

Thi mand her spørge kand: mon noget Land er til

Der viise kand en Mand, som har saa meget lidet

Til Vands, saa og til Lands sig saa igiennem stridet?

Vel om Ænea og hans Reyser tales stort,

Af en Virgilio, men Viisen der er giort,

Hvor den belønnet blev, der om ham kunde lyve,

Og af et Eventyr der kunde giøre tyve.

Jeg fød i Norge er, er Paarses Landsmand ey,

Er derfor Upartisk, ey gaar Maronis Vey.

Jeg ingen Ordre har hans Dyder at beskrive,

Til slig Partikhed mig ey Haab ey Frygt kand drive.

Nok der om talt, da mand i Stuen kom, Peer Ruus

Af Gammel Randers Øl strax fordrede et Kruus.

I det at tømme hand ey tøvede ret længe,

Og sagde suckende: her gives lidt for Penge.

Mand tre Spitzborgere ved Bordet sidde saae

Heel tanckefulde, og bag Øret sig at klaae.

Een, der heel nidkier var for Stadens Tarv og Beste,

Til Ruus sig vendte da, og sagde: kiære Gieste!

I haver ret! hos os en Dyd er Skinderie,

Vi haver i vor Stad ey Skik ey Politie,

Tre fire Bryggere jeg vilde lade henge,

[6] Hvis jeg Bormester var, saa fick mand meer for Penge.

Hvad har paa Ti Aars Tid den Slyngel Jochum Pøel

Med saadan Skackeri ey vundet paa sit Øll?

ⁿ²²⁰ For Tolv Aar mand ham saae blant Baglast hid at komme

Med et Rostocker Skib; hvor kunde hand sig kromme

Den sulten Luus, før hand sit Borgerskab her fik.

Hand siden trocket har os op, saa det har Skick.

Jeg kand ey skiære op, Jens Peersen aldrig praler,

Men jeg tør sige hand er Mand paa tusind Daler.

Hand derpaa tiede, sat Haanden under Kind,

Med et Glas Brændeviin da Svenden traade ind,

Gav det den gode Mand, og sagde: Singott Vater,

Som blev da heftig vreed og skreg: Tal Dansk, din Tater!

ⁿ²²¹ Det er forskreckeligt hos os i denne Bye:

Din Slyngel, jeg jo veed at du est fød paa Tye!

[7] Din Far, din Farfar med, du kand dog Dansk ey tale,

For mig kom med din Tydsk ey meere her at prale.

Ach hvor jeg smurte brav vor Kocke-Tøs i Gaar,

Saa hun paa Ryggen det vil føle fast eet Aar.

Den skiden Soe kom ind, mig vilde Fransk parlere

Og sagde, Vater, skal mand dette Brev frankere?

Da hun brav pryglet var, jeg saae paa samme Brev

Et Franco mahlet; Jeg spør hende, hvo det skrev?

Hun sagde grædende: Det Lars mig just nu giver,

Een saadan Francus hand paa alle Breve skriver;

Jeg løb da efter Lars, ey fandt ham, som var vel:

Thi ellers havde jeg da slaget ham ihiel:

Thi skiønt hand er min Søn, jeg saadant aldrig lider.

Tog derpaa Glasseet, skreeg: Ach hvilke haarde Tider!

Blodsuere mand nok og Skindere her seer;

Da Svenden svared: Det dog for en Styver er.

For en Lybsk Skilling jeg kand ikke bedre maale.

Fuld Glas at give kand den knappe Tiid ey taale

I ey bekommer meer paa noget andet Sted.

Jeg eder skienket har paa min Samvittighed.

ⁿ²²² Da saae man Borgeren mod Himlen Øyne vende,

[8] Hand sagde: Ach jeg seer det er mod Verdens Ende,

Alting forverres. Mig har sagt min salig Far

At i Kong Erichs Tid slig Kiøb paa alting var,

Før vi begynte her i Landet saa at synde

Mand for sex Skilling fik af beste Øll en Tønde.

For otte Skilling mand da kiøbte beste Soe,

Mand ikkun gav en Mark paa Torvet for en Koe.

Mon vel i gammel Tid var mere Qvæg i Landet?

Mon mere Smør? mon Ost? mon Melk og saadant andet?

Mon Jyllands Jord os gav da mere Vext og Korn?

Mon vi den samme Jord ey haver som tilforn?

Men samme Varer nu dog selges saa ulige,

Nu mand i Tieneste en lumpen skiden Pige,

En Kokke-Tøs, kand ey for fire Daler faae.

Mand seer til Undergang fast alle Ting at gaae,

Mand seer skinbarligen jo Verden at forfalde.

Med disse Ord hand saa udøsede sin Galde.

Men ved et andet Bord da sad i samme Huus

En bleeg og maver Mand, som havde ingen Ruus.

[9] ⁿ²²³ Hand sad og smilede af denne drukne Tale,

Gav agt paa al den Snak fra Hovedet til Hale.

Hand meget ærbar var, dog kunde mand tit see,

At hand sig barede med Møye for at lee.

Hand brast omsider ud, mand hørte ham saa tale:

Om gammel Verden mand maa ey saa meget prale

Paa den og vores Tid jeg liden Forskiel seer.

Alting nu kiøbes dyrt, men Myndt meer gangbar er.

Om her af Himmelen med Regn faldt Speci Penge,

Paa eders Ord vi da os alle burdte hænge,

Da endnu Prisen blev forhøyet paa en Koe,

Et tusind Daler var kun lidet mod en Soe,

Førend Guld-Minerne i Vesten fundne vare,

Hos en Spidsborger Guld og Penge vare rare

At mand for Penge nu saa meget lidet faaer,

Mon det er just et Tegn at Verden snart forgaar.

For fire Daler at I leye maa en Pige

Betyder Undergang af Verden ey saa lige,

Maa skee i Ungdoms Aar en Tøs I leyet har

For bedre Kiøb da I meer artig, yndig, var.

[10] Af disse sidste Ord blev Borgeren balstyrisk,

Og raabte, Landsmand, hør jeg seer I er Satyrisk.

Med gammel Mand I maa ey bruge saadan Spil,

Med saadan giftig Snak I mig kun drille vil;

Troe mig! Jens Pedersen har Gammel Been i Panden,

Hand saadant vel forstaar Trotz I og nogen anden!

Ugudelige Folk ey Sandhed høre maa,

De aldrig høre vil at Verden skal forgaa.

Skiønt mange Tegn de seer, som Krig, som dyre Tider

Samt stor Forandring, som den sidste Verden lider!

Jeg kunde regne op vel tusind Sager meer,

Som nok beviser, at det fast mod Enden er.

Jeg kun af vores Bye Exempel vil fremføre,

Som disse mine Ord kand klar og sandru giøre.

Det Huus til Hestestold nu giort er af Hans Mentz,

Som i min Barndom var en Klocker Residentz.

Kun lidet derfra var tilforne en Boglade,

Nu der en Bødker boer, som selger tomme Fade.

Det Ager var tilforn, er giort til Fiskepark,

Af Jertegns Postil jeg for nylig saae et Ark,

Hvorudi Spege Lax og Pølse var indsvøbet,

Mit Hierte var af Harm mig fast af Halsen løbet.

Det Fløyel, hvormed var beklæd vor Prækestoel,

Hos Kirkevergeren er giort til Camisol!

Hans Kone deraf og til Hue har et Stycke.

Mon os ey forestaar i Staden en Ulycke?

[11] Naar mand sig tænker om og lidet giver agt

Hvad –– haver nu for Skik for Klædedragt,ⁿ²²⁴

Hvor vi vanslægtet har fra vore Fædres Tider,

Bormesteren sligt seer, Raad-Manden aling lider!

ⁿ²²⁵ I gamle Dage, da blant Folk var bedre Skik,

Vort Fruentimmer smukt med korte Skiørter gik;

Nu derimod mand seer paa Jorden dem at slæbe,

[12] Men hvortil tiener det? For os med Støv at dræbe,

Mandfolket derimod anstændigen mand saae

I største Ærbarhed med lange Buxer gaae.

Mand saae dem Knæer da, ja Lægger at bedekke.

Per Peersens Dragt kand jo til Andagt fast opvecke:

Ey! op med Skiørterne! Med Buxerne her need!

Saa giorde Fædrene. Jeg derom veed Beskeed.

Ja for er mægtig Fald mand Aarsag har at grue:

Thi Maren Smeds gaar alt med Gyldenstykkes Hue,

Oppudser Døttrene ret paa sin Fruer Skik!

Vor Rigets Cantzler før med Hiortlærs Buxer gik.

Sligt er for ringe for en Skredder nu omstunder.

ⁿ²²⁶

[13] At saadant gaaer i Svang, er ey saa megen under,

Naar lærde Folk, de dog skal andre foregaae

Med got Exempel, og som bedre skal forstaae,

De som mod Stats og Pragt selv Bøger giør og skriver

Og dog i saadant fast ey andre efter giver.

Paa eder selv, Signor, jeg og vil tage fat,

Den brede Guld-Snor, som i fører paa jer Hat,

Heel lidt anstændig er for eder, som skal være

En vel studerrt Mand, der andre Folk skal lære,

Der være skal et Lius, der være skal et Speil,

Der rette andre skal og vise deres Feyl.

Ret, sagde Manden da, jeg saadant bør at giøre,

I seer mig derfor just en Snor om Hatten føre,

Mand kand fast efter den som løkt i Mørket gaae:

I laste, kiære Mand, det som I ey forstaae:

Da blev hand heftig vreed, skreeg: dig og slige flere

Mand burde for slig Snak af Halsen Tungen skiære,

Mand seer hvad skiønne Folk hos os i Staden boe!

Mand seer hvad lærde Folk nu haver for en Troe:

Den anden svarede; I ingen maa fordømme.

Gemene Folk for slig kand eder vel berømme

ⁿ²²⁷ Men kloge holder for at saadan Nidkierhed

[14] Af Øll og Brændviin er, som giører Blodet heed.

Naar af min Beste-Moer jeg saadan Tale hører,

Naar hun paa eders viis om slige Sager rører,

Jeg allereede veed, jeg allereede seer

Af lang Erfarenhed, hvad Klocken slagen er.

Jeg svarer ey et Ord, men strax gaaer hen til Krucken,

Jeg finder den er tom, jeg merker hun er drucken.

Een meen hand nidkier er, een Iver hos sig føel,

Men naar hand ret seer til, saa reiser den af Øll;

Af sterk Melanckolie og Galde sligt og kommer,

Jeg eder laster ey, jeg er ey eders Dommer.

Men beder kun, at I med sligt ey bruge Spil,

Og at I til Forsøg Jer aarelade vil.

Jeg er forsickret om I skal mig derfor tacke:

Hand derpaa tog sin Hat, mand saae ham strax sig pakke,

Den anden fuldte ham i Hælen heftig vred

Med knytted Næver, fuld af Øll og Nidkierhed:

Da Stuen saa blev tom, Paars hen til Verten træder,

Og med Begierlighed ham spørger hvad hand heder,

Som sad saa for sig selv, hvad hans Bestilling var.

[15] Hvad ham mod disse Mænd saa stærk ophidset har.

Ham svared Verten: Jeg af Navn ham ikun kiender,

At see ham i mit Huus det meget sielden hender,

Dog veed jeg at hans Navn er Hieronymus,

ⁿ²²⁸ Og hand i vores Bye er Stads Satyricus.

Hand synes, sagde Paars, at have Sindets Gaver,

Hvad nyder den til Løn, der saadan Embed haver?

Thi der en Hoben dog at skrive faldr for,

ⁿ²²⁹ Og meget udi Svang i eders Stad jo gaaer.

Ham svarte Verten da: Hans visse Løn er liden,

Men hand lidt extra faaer om Aaret undertiden,

I Fior hand i mit Huus en banked Trøye fik,

Det andet Aar det og ey bedre med ham gik.

Af en og anden hand maa udstaae mange Plager.

Men Øvrigheden ham dog tit i Forsvar tager.

For nogle Maaneder hand slet medhandlet blev;

En heßlig Skandskrift da en anden mod ham skrev;

Mand siger, at der nok et andet er i Gierde;

Men slige Skrifter kun er plumpe og ulærde:

[16] Thi Folk, som skiønsom er, ret elsker samme Mand,

Og holder, at hand er fornøden i vort Land.

Da indfaldt Peder Ruus i deres Ord og Tale,

Og sagde, kiære Vert, vil I mig ey afmale

Hvor samme gode Mand i Staden Boepæl har:

Hans Siun tilkiende gav, hand heel Satyrisk var.

Jeg har en heftig Lyst Satyricus at være,

Hvis hand af samme Kunst mig lidet vilde lære,

Jeg ved min Hiemkomst da paa Klingen skulde gaae

Nu Præst, nu Degn, nu Fogd, hvert sit da skulde faae.

Jeg dennem en haard Steen i Øyne skulde blive.

Paa Birkefogden først Afridsning vilde give

Paa den Hiulbeenet Skurk, naar hand paa Tinge staaer,

Paa Fingre spøtter, og Lov Bogen giennem slaaer;

Paa Degnen, naar hand i Chorsdøren staaer og stammer,

Imedens Konen lar sig bruge i sit Kammer,

Paa Apotekeren, paa Morten Musicant,

Paa Skolemesteren den Hoved-Ertz Pedant.

Mig derfra skulde ey afskrekke Frygt og Fare.

Min egen Husbond Paars jeg vilde og ey spare,

Men skrive, hvordan hand har stridet med en Blok,

Som hand sig bildte ind var Niels Johansen Kok.

Men det Ulykken er, jeg ingen Vers kand giøre

Jeg ellers kunde nok en Hob tilsammen smøre.

Ney, sagde Verten da, af denne gode Mand,

Som vi her taler om, ey saadant læres kand.

[17] ⁿ²³⁰ Hand om Personer sig at skrive ey formaster,

Hand ikkun deres Feyl, men dennem selv ey laster.

Paa Lyder giver kun Afridsning, Contrafey

I en fingert Person, I vil en anden Vey.

Tro mig! hvor meget hand sig altid vare tager

Med hvad Forsigtighed hand rør om slige Sager,

Hvor meget hand end og fast som paa Gløer gaaer,

Hand dog en Hoben Folk paa Halsen derved faaer;

Skiønt Feyl kun dadles, og Personen er opdigtet,

Saa raabes dog, at det paa dig og mig er sigtet:

ⁿ²³¹ Thi aldrig tales kand i Verden om et Feyl,

Mand jo hos visse Folk kand derpaa finde Speyl.

Hans Fiender glemmer ey mod hannem dem at egge,

Forsetlig Ondskab ham mod dennem at tillegge.

Hand seer paa Halsen sig heel ofte dem at faae,

[18] Som hand ey kiender, og har aldrig tænket paa:

For Interesse skyld jeg ham ey saadan priser,

Hand undertiden mig den Ære vel beviser

At komme hid iblant, og see mit ringe Huus,

Alt hvad hand kiøber dog er for en Styver Snus.

Jeg havde Aarsag som en Vert at hannem hade,

Hand dricker ickun Vand, ey tømmer mine Fade,

Men dette uanseet, jeg tager hans Partie

Mod Folk, som laster ham i deres Raserie.

Thi jeg kand ham Attest paa Troe, og Ære give,

At hand et Skandskrift ey capable er at skrive,

Og at enhver, som ham tillegger sligt saa læt,

Og ilde maler af, ey kiender Manden ret.

ⁿ²³² Men det er kun hans Lyst saa at satyrisere,

Hand kunde skrive som Jens Busk og andre fleere

Til Folks Berømmelse, og giøre sort til hvit,

Og derfor Gaver faae. Hans Svoger siger tit:

Min kiære Broder giør ey flere slige Skrifter,

ⁿ²³³ Skriv heller Folk til Roes. Der findes jo Bedrifter,

[19] Af en og anden, som er værd at tales om,

Gert Lieutnant, som i Fior fra Tydske Feyde kom,

Fortiener nok, at mand et Vers ham giør til Ære,

Det kunde eder selv til Gavn og Baade være,

ⁿ²³⁴ Mads Brask for tvende Aar, som Doctor Graden tog,

Til hans Berømmelse nok giøres kand en Bog,

Hand aldrig var Mads Hund, hand rigelig betaler

Hver ærlig Pen, som hans Forstand og Dyd afmaler.

Til mindre Ting og, om i Pennen bruge vil,

Da gives hundrede Anledninger dertil.

Vor Skolemester jo den lærde Mester Tøger

Til Trycken fast hvert Aar lar komme skiønne Bøger,

I kunde for en Bog nok giøre Vers iblant,

Jeg vis er paa I en Haand-Skilling derved vant.

Lars Degn, hvis Hustru fast hvert Aar ham føder Sønner,

Er jo en gavmild Mand, der Folkes Umag lønner.

ⁿ²³⁵ I hende ligne kand med Niobe og den Soe,

Som fandtes i det Land Latinerne beboe.

Troe mig hand tømmede med største Lyst sin Lomme,

At hans og hendes Navn i Trykken kunde komme

[20] ⁿ²³⁶ I en Avis mand gir en Marck for at faae Stæd,

I det som anden Dag mand tørrer – – – –

Men Stads Satyricus ham altid saadan svarer:

Jeg beder I med sligt mig, kiære Svoger, sparer:

ⁿ²³⁷ At skrive Løgn er en Umuelighed for mig,

Jeg derudi Jens Busk er gandske ikke lig;

Jeg veed hvad Character de gode Mænd tilkommer,

Jeg vil ey laste dem, jeg er ey deres Dommer;

Men, at jeg rose skal Gert Lieutnant, intet kand

Med Magt mig bringe til: thi hand ey holder Stand

I noget Feldt Slag, men bag Busken smukt sig skiuler,

Ved første Salve hand sig seer om Flugt og Huuler.

Dog plat uværdig hand ey tærer Kongens Kost,

Thi i Freds Tider hand forsvarer nok sin Post.

[21] ⁿ²³⁸ Hieronymus en Dverg kand Atlas aldrig kalde,

Til saadant Flatterie har aldrig kundet falde

Ey Trudler, Pinebenk, ey Knæfald, Suk, ey Bøn

At sige tvinger ham at Gertrud Smeds er kiøn;

At sige at et Lam er Ulv, et Faar en Løve,

At Skoelemester kand ey meer Forstaand behøve.

I min Samvittighed jeg veed, det er ey sant.

Men, at hand tvertimod er General Pedant:

Thi, om en Lands-Tings Dom mig tvang at sige andet,

Jeg skulde heller mig begive ud af Landet:

Ja hvidske i et Hul som Midæ Høff-Balbeer,

ⁿ²³⁹ Skoelmester er Pedant, jeg tør ey sige meer.

Jeg aldrig med Lars Degn vil føre nogen Feyde,

At hand Hanreder er, jeg vil ham ey bebreyde,

Men, at jeg siger, hand sin Kone er bastant,

Og priser hannem for det som er ikke sandt,

[22] Det ikke nødig er, helst, som jeg veed til Prikke

Den gode Mand, som Børn har skaffet hans Didrikke.

Mads Doctor Graden fik, jeg det ey nægte kand,

Jeg selv det ansaae, da hand kom i Doctor Stand.

Jeg ansaae, at hand blev legitime creeret,

At hand blev udraabt for at have vel studeret,

Men at jeg siger, hand er lærd, det aldrig skeer.

Imellem Doctus og en Doctor Forskiel er.

Lad F det giøre som er vandt om sligt at qvæde,

Hos mig en Baad en Baad, et Bord et Bord skal hede.

Jeg ey med visse Folk mig bane Veyen vil

Til Velstand, bruger med Samvittighed ey Spil.

Jeg der foruden kand en anden Aarsag give,

Hvi jeg ey skriver sligt: jeg seer fortolket blive

Som Skandskrift hvad jeg giør. I Fior et lidet Skrift

Jeg skrev en Karl til Roes, mand deri og fandt Gift;

Jeg hørte visse Folk at kalde det satyrisk,

I mine Tanker da det dog var panegyrisk,

Hans Hanssen det til Roes jeg skrev, som for er Aar,

Blev Smede Oldermand; Jeg troer, naar det saa gaar,

Da var jeg vidst en Giek, om jeg skrev saadant meere,

Om jeg blev meere ved at panegyrisere.

[23] Mand jo Horatius at skrive stundum seer

Det som alvorligt er, hand ikke altid leer.

ⁿ²⁴⁰ Nu spiller Bassus^k80 paa sin Lyre Elskovs Viiser,

Nu stemmer hand den om, og Helters Mandom priser.

Nasonis Musa nu sig kaad og skiemtsom teer,

Nu anden Maske tar og heel alvorlig er.

Erasmus bider nu og udstrøer beeske Skrifter,

Nu taler hand igien om brave Folks Bedrifter,

ⁿ²⁴¹ Vel, skiønt Alfenus^k81 mand sin Boed at lukke seer,

Bortkaste Syl og Vox, hand dog Skoemager er;

Men, naar hand sidder i en Kroe, der spiller, drikker,

[24] Hand da paa samme Tid ey Skoe ey Støvler flikker.

ⁿ²⁴² Vel en Hermogenes, endskiønt hand tier still,

Hand derfor Cantor er, hvo saadant nægte vil,

Men, naar hand ligger i med Organistens Moder,

Hand da paa samme Tid ey siunger efter Noder.

Saa, skiønt mand ofte mig satyrisk skrive seer,

I alle Skrifter det dog derfor ikke skeer.

Eet er Satyricus at være, et at skrive

Det som satyrisk er, det vil vidløftig blive

At regne alting op hvad vor Satyricus

Mig derom haver sagt her i mit ringe Huus.

Hvad vor Satyricus mest Handel foraarsager,

Er at med sine Vers hand Projectister plager,

De samme bære fast mod ham et geistlig Had,

Ham ofte bange giør: thi fast den halve Stad

Er fuld af slige Folk, sær ved den Nordre Side,

Hand kand ey bare sig hvor meget hand maa lide.

De meeste Forslag man i Juli Maaned seer,

Hand skriver tydelig, at Varmen Aarsag er.

Hand deres Daarlighed udtrykkeligen viser,

Bormester, Raadmand ham for slige Skifter priser:

Thi det alt kommen er saa vidt, at Sølv og Guld

Mand giøre vil af Skarn, af Koe-Møg, Sand og Muld.

[25] Peer Heste-Doctor os for nylig vilde lære

En Vey til Maanen; Mon de Folk ey galne ere?

Mon ikke nødig er, vi have saadan Mand,

Der disse Gæcke lidt i Tømme holde kand.

Thi andre gode Folk, som noget vilde giøre

Til Landets Velfærd, maa for dennem ilde høre.

Jens Grovsmed nylig gav et selsom Forslag ind,

Som gav tilkiende hand var ey ved sine Sind,

I Stæden for Tobak at bruge andre Blader,

Saa længe jeg er til, jeg hannem der for hader,

ⁿ²⁴³ Thi fast min halve Bord af puur Tobak bestaar.

Jeg hevnede mig paa den Slyngel skiønt i Gaar.

Jeg gav ham med min Foed en dygtig for sin Rumpe,

Saa at hand maatte flux i Rendesteenen plumpe.

Jeg sagde, kiære Jens, du altid Forslag giør,

Af os du derfor nu et Bagslag lide bør;

Du Øll og Brændeviin og skulde plat forbyde,

Saa matte Pokker meer her boe, og være Jyde,

Vor Stads Satyricus fortaalt mig nylig har,

At fordum saadan Lov hos de ⁿ²⁴⁴ Corinther var,

At, hvo for samme Folk et Forslag torde giøre,

[26] Mand ham til Torvet for Raadhuuset skulde føre.

Og, mens mand raadslog om det for sig kunde gaae

Hand stedse med et Reeb om Halsen skulde staae,

Og, hvis at sligt ey blev af Raadet approberet,

Da uden Naade blev hand straxen stranguleret.

Hvis saadan Lov hos os i Staden blev ført ind,

Jens Grovsmed med hans Pack sig holdt nok i sit Skind.

Mand skulde dempe da slig Lande Plage, Lyde,

Jens skulle Øvrighed med sligt ey meere bryde,

Men nu, hvor saadan Lov i Moden ikke er,

Mand galne Forslag fast hver Dag, hver Time seer.

Af Forslag mand ham jo fast færdig seer at sprikke

Peer Vognmand skulde for afvennes fra at drikke,

Lars Kudsk at bande, ja hans Hustru holde op

At byde som til Falls enhver sin Skiøge-Krop,

Peer Skolemester for at excerpere Phraser,

ⁿ²⁴⁵ Frantz Spillemand staae still, afvennes fra Grimacer,

Hans Badsker fra sin Snak om Staat og Politi.

Jens Mortensen fra Løgn, fra Gield og blive fri,

Qvaksalver Jochum Pøel at prale og at skryde,

Førend Jens Grovsmed skal afvennes fra sin Lyde.

Jeg torde sige og bevise meget vel,

[27] ⁿ²⁴⁶ At fleere Syge ey vor Doctor slaar ihiel,

Og i en Maaneds Tid til Graven Folk kand føre,

End hand Projecter kand paa nogle Uger giøre,

Peer Skræder dræbte ey om Aaret fleere – –

End mand Projecter har fra denne Grovsmeds Huus.

Hand siunes nidkier, og for Staden sligt at spinde

Men i hvert Forslag mand kand egen Nytte finde:

Thi Projectmagere, som findes i vort Land,

ⁿ²⁴⁷ Med ingen bedre end med Ammen lignes kand,

De lade som de Mad for Børnene kun prøve,

Og ved den Leylighed dem største Deel berøve,

Mand Skeen tit seer fuld i Ammens Mund at gaae,

Men Barnet ikkun lidt paa Kanten deraf faae.

[28] Af disse Forslag jeg et eenest dog undtager,

Som giordt blev for et Aar af Jørgen Hattemager.

Hand meente, Gaderne mand kunde reene faae,

Hvis Ordre gik, at Fru Bormesters skulde gaae

Paa Gaden ey med Skoe men Tøfler, Silke-Strømper.

Bormesters Anhang sig allene der ved krømper.

De sige sligt Project kun der til giorde lidt,

Kun foraarsaged, at hun ey kom ud saa tit.

Men hvo som Qvindekiøn kun ret til Prikke kiender

Den veed, at intet fra Visiter dem afvender.

Ney ved det Forslag jeg ey finder mindste Feyl,

Men troer, hver Gade-Steen da klar blev, som et Speil.

Vor Stads Satyricus om slige Ting kun skriver,

Men Skandskrift nogen Tid fra ham ey seet bliver,

Oplysning derudi af ham i ey kand faae.

Om I vil lære sligt, I maae til andre gaae;

Da svarede Peer Runs: I fatter ikke, kiære,

Hvad jeg her sige vil. Jeg vilde ikkun lære

Det som i Skoelerne mand kalder Prosodie,

Og andre Sager, som tilhører Poesie.

Jeg vilde vide om de Guder og Gudinder,

De 9 Madamer, som i alle Vers mand finder,

ⁿ²⁴⁸ Permadsens Helicon, som altid kommer for.

Thi derudi jeg seer, at Digte-Kunst bestaar.

Ach! svared Verten da, min kiære Ven og Skriver,

[29] Alt dette Lapperi til Sagen intet giver.

I smukke Tanker Vers allene kun bestaaer,

Jeg vor Satyricus et Vers lod see i Gaar.

Det samme Vers var vel og kunstig udstuderet,

Det efter Reglerne var giort og heel poleret.

Ey mindste Bogstav var forskrevet derudi,

Der fandtes skiønne Riim, en herlig Prosodie,

Det var Hans Hansens her imellem os at sige,

Hand i at skrive Riim fast haver ey sin lige.

Jeg spør ham, om det Vers ey haver megen Klem;

Men hand en Rynke slog paa Næsen, sagde hem.

Naar hand giør saadant, det ey meget godt betyder.

ⁿ²⁴⁹ Jeg sagde: Riimene dog hager ingen Lyder.

Sandt nok hand svarede: det Vers er godt nok, Men.

Ja jeg ey siger meer, jeg er Hans Hansens Ven.

Jeg bad ham anden gang sin Mening dog at sige,

Men maatte ligesom en Staader staae at tigge.

Omsider brød hand ud og sagde, Vater hør!

Min Mening aabenbar jeg ikke sige tør.

I er en ærlig Mand, I aldrig kand mig røbe,

Mig saa ved Haanden tog, vi bag i Gangen krøbe.

[30] ⁿ²⁵⁰ Da sagde hand den Mand hvis Bug som Tromme staar,

Jeg aldrig troer, hand goed i Digte-Konsten var.

Om mand kund løsligen beskue vil hans Kinde

Mand ingen Helicon afmaled der skal finde.

ⁿ²⁵¹ Mand vel en Labeo men Perseus ey seer,

Mand giette straxen kand, hand ey Homerus er!

Vel som Homerus hand kand giøre ti til tyve,

Men, kiære Ven, det er ey nok at kunde lyve

Hand derfor ey Poet, ey en Homerus er,

Til Digte-Kunsten der udfordres andet meer.

Jeg siger i hans Vers jeg visse Sager roeser,

Jeg seer hand frugtbar er paa Danske Riim og Gloser;

Men er det nok. Jeg veed, hans Venner sige tør,

At hand er god Poet, men hand dem ofte smør

ⁿ²⁵² Om Munden nu med Øll, nu Viin og andre Sager,

[31] Ved deres Flatterie de ingen Skade tager.

ⁿ²⁵³ Ach! hvis som Janus hand toe Øyne havde meer,

Hand skulde see hvor de bag Ryggen staar og leer.

Hand vrider, vender sig, giør hundrede Grimacer.

Hand Oplag haver giort paa Danske Ord og Phraser,

Som hand i Orden net og kunstig sette kand,

Og deri lige fast ey har i heele Land,

Nu som en tyrkisk Hær i skiønne halve Maaner

Hand setter sine Vers. For Børn og gamle Koner

Det er behageligt, det giver Appetit;

Men hvor mand vender dem, saa duer de kun lidt,

ⁿ²⁵⁴ Hand som Lucilius staar paa en Foed og riimer;

Men er det nok? ja vist! Hvad staar jeg her og priimer

Hans Vers jo tiene kand at kline paa en Veg,

[32] ⁿ²⁵⁵ Som dens, af lutter Riim der giorde Davids Skieg.

Jeg dette til hans Vers kun sige kand, Her Skriver!

At i en Ramme net sligt staar, Parade giver,

Parerer langt fra som det skiønne Himmel-Brev,

ⁿ²⁵⁶ Der midt i Tydskland faldt, og nylig til os drev.

At sige med et Ord, hans Vers sig læse lode,

Ja det som mere er, de kund holdes gode,

Men tvende ringe Ting derudi lastes kun:

[33] ⁿ²⁵⁷ Hans Foretagende og Execution.

Hvad angaar eders Snak om Guder og Gudinder,

Mand i Peer Paulsens Vers jo dennem alle finder;

Thi fra Saturnus til Priapus hvert et Blad

Er sigtet fuld og staar heel ziirlig udi Rad.

Skiønt deres Tal er stor, saa bruger hand tit flere;

Med nye Guder hand kand Himmelen formeere,

I hver en Linie mand seer Phoebus for og bag.

Skolmester finder i hans Skrifter megen Smag,

Jeg Vrid i Maven faaer og raader til hans Beste,

At hand ey skriver meer om Niobe og Thyeste,

Om en Andromache, om slige høye Ting,

Og med en Icaro sig gir saa høye Sving;

Men, hvis hand endelig om høye Ting vil skrive,

Da jeg Materie beqvem vil hannem give,

Som stemmer med hans Vers; Om en Deucalion,

ⁿ²⁵⁸ Hand heller skrive maa og om en Phaeton.

En omkom udaf Ild, en lidde Nød af Vandet.

Thi slige Skrifter kand sig ikke vente andet.

[34] Hvis hand ey var min Ven, jeg sagde hør Poet!

Skriv om en Ario, der døde paa Sec – –

Mens de saa talede, kom samme Mand tilbage

Og sagde, kiære Vert, vi maa det saadant mage,

At jeg med disse Mænd ey kommer sammen meer,

Jeg beder, at I mig den Villighed beteer,

At naar de kommer hid, I vil mig da advare,

At jeg kand pakke mig og undgaae anden Fare.

Peer Ruus blev heftig glad, at hand tilbage kom!

Hand nærmed sig til ham og sagde gandske krum:

Her Stads Satyricus! Hvad skal jeg eder give,

At I vil lære mig et Skandskrift net at skrive.

Et Skandskrift? Svared hand, opløftende sin Stav,

Og dermed Peder Ruus en banked Trøye gav,

Mand hørte hannem da heel ynkelig at skraale:

I andre skiemter med, og selv kand intet taale!

Mod alle Stænder I har talet, hvæsset Pen,

Og kand ey liide at I skiemtes med igien!

En ret Satyricus kun bruger sine Tænder,

Kun Folk med Munden slaaer, I bruger ogsaa Hænder.

Jer Haand, Jer Stok er meer satyrisk end Jer Mund!

Ach! jeg maa hevne mig paa den Satyrisk Hund!

Paa disse Ord mand saa en haard Confect at vanke.

Med knytte Næver Ruus begyndte ham at banke,

Den anden derimod ham sterkt paa Klingen gik.

I Haaret begge to de strax hinanden fik.

Som tvende Løver, der mand stride seer om Bytte,

[35] I deres Hidsighed de Liv og Blod ey skytte,

De give aldrig tabt, de vige ey en Fod,

Før de kand faae at see hinandens Hierte Blod.

Ey anderledes var at ansee disse tvende,

Mand vidste ey hvor hen sig Seyren vilde vende.

ⁿ²⁵⁹ Vor Stads Satyricus greeb til en gammel Konst,

Da hand fast havde Magt og Kræfter brugt omsonst.

Som en Anfører, og en dygtig Procurator,

Og paa Academie en gammel Disputator,

Naar de mod Fienden kand med Magt ey fegte meer,

Mand dennem gribe strax til andre Midler seer:

En ved Forræderi, en ved Distinctioner

Til Veye bringer sig tit Laurbær-Seyer-Croner:

Saa vor Satyricus; Da Sagen ilde stoed,

En uformoden Seyr fik ved en Kroge-Foed;

Ved saadan Krigspuds Ruus til Jorden maatte falde.

Hand maatte da til Hielp sin tapper Husbond kalde,

Som ufortøved da loed see, at hand blev vreed,

Gav mange Prøver paa sin store Mandighed.

Den heele Krigshær hans Exempel efterfuldte,

Foruden en Matros, som sig bag Dørren skiulte,

[36] Hver tog hvad hand fik først i Haanden, holdt sig brav,

Sær Anders Styrmand, som fast ingen eftergav.

Paars bød Skibs-Folket sig af Kiolerne at føre,

Som Krigs-Folk pleyer tit i stoere Slag at giøre.

Det hindrer stundum, at mand mange Klæder har.

Lod denne Gang og see at hand Anfører var.

Mand da i Øyeblik saae fire raske Drenge

Med største Iver sig i Stuen ind at trenge,

At komme den til Hielp, som overvældet var:

Thi en Satyricus og sine Venner har.

Da Slaget ret gik an Paars fick en Stoel i Haanden.

Med begge Hænder hand slog dermed efter Manden,

Men første Slag gik feyl, hand rammede en Kat,

Som derved hidsig blev, fik Paars i Kløer fat.

Hand i hans Ansigt sprang, begyndte saa at rive,

At mand i Øyeblik ham blodig saae at blive,

Saa deraf maatte lee vor Stads Satyricus;

Thi Katten agted Paars ey mere end en Muus,

Den store Heldt sit Folk til Hielp da maatte kalde,

Hand holdt det haanligt for slig Fiende at falde,

Hand raabte overlydt: Kom hielper mig! I seer,

At denne slemme Kat og heel satyrisk er.

Da Anders Styrmand, som paa høyre Fløy i Slaget

Stoed med en Hueblok, som var af Skabet taget,

Flux til Undsetning kom, til Jorden Katten slog:

[37] Strax anden Skikkelse da Slaget derpaa tog.

Huusverten upartisk stoed længe; vidste ikke

I dette Klammeri hvor hand sig skulle skikke;

Men, da det endelig gik løs paa Glas og Kruus,

Paa Stoele, Skamle, hvad hand havde i sit Huus,

Hand og Neutralitet ey kunde holde længe;

Slig Skade maa hver Mand til Marv og Hierte trænge.

Hand til Caminen løb, en mægtig Brand der tog,

Og med den samme paa Skibsfolket heftig slog;

Men, saasom den var krum, saa vilde hand den rette,

Og for sit høyre Knæ begyndte den at sætte,

Men ikke kom ihu i saadan Hidsighed,

I ene Ende at hans Dyrendal^k82 var heed,

Og sine Fingre da forbrendte saa til Skamme,

At hand i Slaget meer ey kunde nytte samme.

Da Anders Styrmand, som tilforne Moedløs stoed,

Af saadant Eventyr fik gamle Styrmands Moed,

Slaar med sin Hueblok med saadan Kraft og Iver,

At hand den høyre Fløy i Hast paa Flugten driver.

For Fienden den et Medusæ Hoved var,

Hvis Kraft de Gamle os beskrevet saadan har,

At, hvo det samme saae, blev strax til Steen forvandlet.

Jeg finder Blokken og med dem har her saa handlet;

[38] Hvo samme saae, af Frygt ey rørte Haand, ey Been.

Dens Blod strax iisnede, dens Hierte blev til Steen.

Per Paars slog med sin Stoel som med Alcidis^k83 Kølle.

Hvo deraf fik et Slag, et Aar det kunde føle.

Peer Skriver stoed ey stil, en gammel Tønde tog

Og den med saadan Kraft mod Vertens Hoved slog,

At Bunden gik i tu, med Hænder da at klappe

Begyndte Paarses Hær: Thi som en spanske Kappe

Den gode Vert saae ud, og som en Støtte stoed,

Blev ubevegelig, ey rørte Haand ey Foed.

Om dette store Slag i Byen kom et Rygte,

Det heele Naboelag begyndte alt at frygte.

Mand efter Vagten strax loed derfor skikke Bud.

Niels Corporal med tre bevæbned Mænd gik ud,

Og brød i Stuen ind, bød strax Gevehr at kaste.

Og begge Hærene til Byens Vagt at haste,

Da ikke nægtes kand, Peer Paars jo bange blev.

Spiud, Bysse, Knævelbart ald Ild af Kroppen drev:

Hans fæle Ansigt og hans Martialske Mine.

Hans stolte Gang, hvormed mand saae ham ind at trine,

Fast en Achilles selv indjage kunde Skrek.

Ey Attila saae ud i Feldslag meere frek,

Ret ligesom PT, der mand i vore Tider

[39] I fuld Mundering seer, hvis Siun, Gestalt ey lider

At nogen, end hvor kiek og uforsagt hand er,

Ham ret beskue tør: Thi, skiønt hand smiler, leer

Saa dog en Grumhed i hans Ansigt er at finde,

Saa dog den fæle Mars staar paa hans begge Kinde,

Saa dog hand Mine har at være meere vred

End Ajax,^k84 naar hand var til Mord og Brand bered.

Mand seer ham kun sit Spiud i høyre Haand at tage,

Den heele Christenhed det Redsel kand indjage:

Hand ryster sin Peruqve, mand tænker hvert et Haar

Medusæ Slanger er, som paa hans Axle gaar.

Men, naar hand ret er vreed, mand afmalt paa hans Kinde

Fast Verdens Undergang og Furias kand finde,

Ey anderledes var at ansee denne Mand.

Hvo undres da, min Helt ey kunde holde Stand?

Ruus raabte ynkelig: Vi strax af Byen reyser,

Men Niels paa Corporalsk ham svared, veg Blakscheisser!

Vor Vert og maatte med sin tomme Tønde gaae:

Slig Spot den gode Mand kom alt for dyrt at staae.

Mand en Ulykke seer en anden at medføre:

Thi der var sluttet, ham til Stads Captain at giøre,

Men denne Spot ham af slig Æres Trin neddrev,

Af Byens Borgerskab en anden udvalt blev.

Niels Corporal befoel, mand skulle ingen spare,

Vor Stads Satyricus dog undgik denne Fare,

[40] Thi der bag Sengen var i Kammeret en Dør,

Hand deraf kryber ud, sig meget liden giør.

Cornelius Matros til andet Middel griber,

Bekræftede med Eed, hand nylig kom fra Riber,

Og hos Ritmesteren i Tieneste der var.

Ey første gang med Løgn hand saa sig frelset har.

Hand sagde skiemtviis, sig at have mange Siæle

At sætte udi Pant. Hvi skal vi være Træle

Af Ord og Løfter? Ach! jeg paa mig selv jo veed,

At saadant Galskab er og lutter Daarlighed.

Naar hand var meest i Gield, da hørte mand ham prale,

Om Midler og Gevinst da allermest at tale.

Hand aldrig talede om Handel, Sal og Kiøb,

At jo tillige med en Løgn af Munden krøb;

Hand kunde lyve som Peer Vognmands Mær kand trave,

Hans Kone sagde tit: Skam faae din tykke Mave,

Jeg troer af idel Løgn, at den saa opblæst er.

Ruus ham og sagde tit: fortæl ey saadant meer,

ⁿ²⁶⁰ Men, om umueligt du kand vænnes fra at lyve,

Siig heller, at du est bestaalen udaf Tyve,

Siig heller, at du har din Velfærdt tabt i Spil,

Og andet saadant, som jeg heller høre vil,

2. Sang

[41] De andre bleve saa med Magt i Vagten trekket;

Men Raadet over sligt ey lidet blev forskrekket,

Holdt for, at derudi Milicen gik for vidt,

Og protesterede mod saadan Sag ey lidt,

Sær da mand Kundskab fik, det var en ærlig Kræmmer,

Og af Civile-Stand de alle vare Lemmer.

Milicen derimod sligt agtede ey stort,

Ey vilde staa fra det den engang havde giort.

Saa alting siuntes med indbyrdes Krig at true.

Den heele Stad for sligt begyndte sterkt at grue.

Mand alt Børmesteren at plante Fanen saae,

Et Corporalskab af Militz paa Torvet staae.

Byeskriveren Lars Hick sig foretog at skrive

En skarp Apologie. Det vil vitløftigt blive

Hans store Manifest at føre denne gang

Omstændeligen ind i min Heroisk Sang.

Peer Grovsmed Ordre fik Projecter da at giøre,

Hvorledes Krigen best mand skulde kunde føre:

Men Projectmagere, saa tit det gielder paa,

Er sielden hiemme selv, men gandske raadvild staae:

Saa gik det denne Mand, hand kunde raisonnere,

Og skiønne Anslag, naar ham ingen bad, formere,

Men nu i Nødfald hand ey havde Hierne meer,

Paa slige Ting mand fast hver Dag Exempler seer.

Mand hører mange Folk med store Ting at prale,

Mand hører dennem fast med Engle Tunger tale:

[42] Mand tænker: Ach! hvis hand ved Roeret ikkun stoed,

Der saa forstandig er! Paa hvilken herlig Foed

Hand vilde bringe da, og sette alle Sager,

Hand bliver Øvrighed, mand ham i Raadet tager.

Mand ham for Raadet som en Piller fast anseer;

Mand ey bedragen blir; som Støtte hand sig teer,

Som Marmor Piller hand Raadhuuset ikkun pryder,

Og haver ellers ey meer Liv, ey andre Dyder,

Som svampig Snee-Mos, naar mand den i Munden faaer,

Til intet bliver; Saa det og med slige gaaer.

For Borgerskabet jeg har ikke kundet finde,

Meer Tieneste at hand giort haver denne Sinde,

End at hand skurede tre, fire Haangevær,

Som heel forrusted var, Bormesterens i sær,

Der fra Dithmarske Krig ey havde seet Dagen,

For meer end hundred Aar af Skeeden ey var dragen.

Det ene seer jeg, hand har giort i denne Krig.

Thi i det øvrige var hand sig selv ulig.

Bormesters Lars blev sendt forud at spionere

Hvad Hær Niels Corporal da kunde ret formere,

Men hand blev snappet op, med Spitzroed prygled brav.

Til aabenbare Krig sligt fuld Anledning gav.

Mand alt Befalning gav at røre Byens Tromme,

Mand Borgerskabet saae i Hast at sammenkomme.

Byeskriveren mand da Commando overdrog,

[43] ⁿ²⁶¹ Hand var en tapper Mand, sit Huusfolk hver Dag slog.

Mand billigt fandt for sligt Bormesteren at skaane,

Hand havde mange Børn, en Hiertens yndig Kone:

For denne Post hand var kun bange for sit Liv.

Thi ellers mand ham saae mod all Ulykke stiv.

Peer Raadmands Kone med ham eengang vilde skiemte,

Men hand i Aar og Dag slig Dristighed ey glemte,

Ja hand Bormesterne til Rom lidt eftergav.

Den Roes hver Borger maa ham give i sin Grav.

Men da mand færdig var til Krig at declarere,

Mod Borgerskabet Niels begyndte at marchere

Dog see! Hvad skeede da? Mand fik et lidet Brev,

Som af Byskriveren for Raadet aabnet blev.

Mand af dens Læsning fast af Latter maatte sprekke.

Ruus paastoed derudi, mand skulde dem ey trekke

Fra Hovedvagten hvor det rette Forum var,

Min Huusbond, sagde hand, Anfører været har.

[44] Thi, skiønt hand Kræmmer er, hand der for ey saa lige

Staar under Byens Ret. De tvende store Krige,

Som hand med største Priis har ført paa Anholts Land,

Ham har undtagen fra den Borgerlige Stand.

Mod Paarses Videnskab om Ruus har dette skreven,

Jeg derom gandske ey er informeret bleven,

For Raadhuus Kielderen jeg veed hand bange var.

Thi hand i Callundborg der engang siddet har.

Det Brev strax endede den store Krig og Trette.

I Daarekisten Paars mand nødig holdt at sette:

Milicen ogsaa paa de samme Tanker faldt.

Da for den store Helt det udsaae meget galt.

En slig fornuftig Mand, der kunde sig berømme,

At være Viisdom selv, fra Sindet saa at dømme

Det fast uhørligt var; Hand maatte dog dertil;

O et Exempel! O et Speyl paa Lykkens Spil!

O hvilke Tider ach! mit Hierte fast vil briste

Saa tit jeg tænker paa den Skam, den Daarekiste.

O Jylland tør du vel saa handle med en Mand,

Hvis Lige i Forstand var ey i heele Land.

Mand over sligt saae Paars dog lidet sig bedrøve,

Hand sagde ingen kand mig mine Sind berøve.

Den heele Stad er gal, og jeg er eene viis:

Jeg haaber herfra og at komme ud med Priis.

Med stor Sagtmodighed hand Byens Folk saa fuldte

Med et Heroisk Sind sig tvang, den Smerte duldte.

Mand hørte ey et Suk, mand ham ey skielve saae,

Men som en Scipio igiennem Folket gaae.

[45] O en Philosophie! I Spanier som saa prale

Med eders Don Quichot, saa stort om hannem tale,

Beskuer denne Mand, og tager Svøftet ind.

Hvo saa uskiønsom er? hvo saa forstokket blind?

At hand jo let kand see Forskiel paa disse tvende,

I her Philosophie i større Grad maa kiende.

Den store spanske Helt jeg meen mod denne Mand

I Dyd, Philosophie kand aldrig holde Stand.

Men vores gode Vert var langt fra ey saa mandig

I slig Ulykke som min Helt, saa sterk bestandig,

Hand med sin Tønde heel nedslagen modløs gik,

Og udaf denne Sorg sit Banesaar fast fik.

Hand tumlede som en der Sindet er berøvet,

ⁿ²⁶² Mod II Juni F mand seer ey meer bedrøvet,

Ey H Kornpuger meer nedslagen, modløs er,

Naar hand et Skib med Korn i Havnen komme seer.

[46] Hans bedste Venner selv ham moxen ikke kiendte,

Thi hand saae ud som P, der paa tre dobbelt Rente

ⁿ²⁶³ Vil gierne laane, men kand intet faae paa Borg,

Saa mand i stakket Tid forfalde kand af Sorg.

Ruus maa nu hyle saa, nu bande, skiære Tænder,

Nu op mod Himmelen at løfte sine Hænder,

Hand vidnede med Eed, at hand var gandske klog,

Men alt forgiæves: Thi der udi Byens Bog

Var indført, og alt med Fractur Bogstaver skreven,

At hand afsindig var: Hvo engang dømt er bleven,

Ham hielper intet, at hand raaber paa sin Ret,

Hand maa da holde Stand, og høres ey saa let.

Mand bragte saa did hen den gandske heele Skare,

Men ingen Værelser for dennem ledig vare.

Undtagen et, hvor dog en Projectmager laae.

Mand bød ham giøre Plads, i andet Rum at gaae;

Men hand blir gandske vreed, til Byens Svenne siger:

For dette fremmed Folk jeg ey en Fod-bred viger,

Hvad bilder de sig ind? Jeg sexten Uger nær

Har siddet, som mand veed, i Byens Kiste her.

[47] ⁿ²⁶⁴ Jeg staaer paa min Respect, mit Senium hand hæver,

Hvad skal jeg? sagde hand, og viised knytte Næver;

Men, dette uanseet, hand maatte give Rom;

Saa Paars med vis Honneur i Daare-Kisten kom.

Vor Stads Satyricus som rømmet var af Slaget,

Og for Niels Corporal var kommen, Flugten taget,

Da hand om denne Sag ret underrettet blev,

Til Raadet skikkede, men uden Haand, et Brev

Formanede, at som de Fremmede der vare,

Og laae paa Reysen, mand dem skulde lade fare,

Og ikke røre meer om denne skiden Sag,

Det kunde angre dem, maa skee, en anden Dag.

Det Brevets Inhold var, hand skrev og andet mere,

Mand over saadant strax begynte at votere.

Halvanden Time mand med Stilen henbragt har

Byeskriveren Lars Hik, som Ortographisk var,

Og ringste Bogstavs Feyl ey kunde pardonnere,

Med Sveeden tog sig for det at examinere.

ⁿ²⁶⁵ Blev vreed, da hand et (i) foruden Tødel saae

Skreeg: Inden stakket Tid et Barbari vi faae.

[48] Den Roes Byeskriveren mand ikke let betager,

At hand jo accurat var udi slige Sager.

Hand for en Bogstav kom med andre tit i Haar,

Af sligt den gode Mand og fik sit Bahne saar.

Gid mand i vores Tid ham efterfølge vilde,

Og paa Materien ey Tid allene spilde;

Hvo spørger nu, om Ord er bogstaveret ret.

Ney! Mand sig tager nu alt saadant meget let.

Lars Hick Ortographie tog udi Agt saa nøye,

At hand Materien kun agtede heel føye,

Hand ivred sig i sær, da hand blev var et Ø

Med E i Enden, skreeg, mand maa af Harme døe!

Bormester fuldte ey de samme Fundamenter.

At skille Tretten en Postil hand straxen henter.

Med Ø og E mand der det bogstaveret saae.

Mand tænkte da Lars Hik af Skindet vilde gaae,

Hand skreeg: Ortographi mand aldrig gierne søger

I en Postil! Vi maa opkaste andre Bøger;

Vi et Politisk Skrift vil tage som er net.

[49] En Geistlig pleyer ey at bogstavere ret.

ⁿ²⁶⁶ Jens Raadmand over sligt mand gandske saae at blegne,

Hand ivrede sig paa Religionens vegne,

Hand raabte: Hillemænt! Tal meere med Beskeed,

I over slige Ord kand komme i Fortreed;

Hand som en Cato var i Raadet, paa hans Iver

Samt Dyd og Taushed om mand her Afridsning giver

Der til Opbyggelse og Lærdom tiene kand

For dem, som ere i sligt Embede og Stand.

Ey fra Papyrio en Raadmand havde været,

Der for sin Taushed saa anseet var og æret:

Ey Hustru, Venner, ey Forældre, Gaver, Skienk,

Ja, det som mere er, ey Trudsler, Pine-Benk,

Var mægtig ringste Ting at faae af ham at viide.

Hand saa fuldkommen var, hand kunde ikke liide,

At mindste Sager blev af Retten taled ud.

ⁿ²⁶⁷ Byskriveren lidt Bleck spildt havde paa sin Klud,

Det samme anden Dag ham sagt blev af hans Koene,

Hand derudover fast var færdig til at daane;

Det Raadstue-Sager er, hand skreeg, som ties bør,

Hvo en Papyrius med hannem ligne tør?

Hans Eftertænksomhed kand ingen ret beskrive.

Jeg derpaa ikkun vil et par Exempler give.

[50] Af hvad Betænksomhed den samme Raadmand var,

Hvor han i Verden som paa Gløer gaaet har.

Han af en Giæsling saae sin Kone Fiær at plukke,

Strax derudover skreeg: Lad blive sligt min Dukke!

En saadan liden Fiær kand voxe blive Pen.

De onde Tider jo vel komme kand igien,

For Troens Forsvar at vi nødigt har at skrive,

Og da den samme Pen brugt der til kunde blive.

Den mindste liden Fiær kand i sin Tiid maa skee

Omstøde Pavens Magt. Vi slige nu belee,

Og for Pedanterie beskylde nu omstunder,

Da alle Dyder som tar Afskeed, og gaaer under.

Han saae i Tiden frem saa langt, at han sin Hat

Toeg tit af Hovedet, sig bukte for sin Kat,

Og sagde: man ey veed hvad saadan Kat kand hende,

Hvorledes Verden sig for ham kand snoe og vende;

Maa skee den Kat forgiordt af sin Stivmoder er,

Og blir til Mands igien, som man vel ofte seer.

En slig en Protheus^k85 man ikke let kand drille,

Hand tusind Hendelser sig kunde forestillee.

En viis Mand, sagde han, bør alting forud see,

Ey sige: Hvo har tenkt, at saadant skulde skee

I Retten han var vandt gemeenligen at sove,

Ey udaf Ladhed, men han torde sig ey vove

At høre selv en Sag. Kand skee jeg dømmer galt,

Han tenkte, og saa paa Bormesters Meening faldt,

Og det for visheds skyld, saa man kan ham berømme,

At han forsætlig ey mod Retten kunde dømme.

[51] I vore Tider man skal finde gandske faa,

Der saa den sikkrest Vey forsigteligen gaae.

Han meget hurtig var, men intet giøre vilde

Af Frygt at han sit Amt forrette skulde ilde.

Man onde Mennisker saae derfor ham belee

Man og gemeenligen ham kaldte Jens Maaskee.

Man efter lang Dispyt fandt nødig at opsætte

Til meer beleylig Tiid den samme store Trette,

Og Sagen i sig selv at tænke noget paa,

ⁿ²⁶⁸ Og endelig for godt man fandt at lade gaae

Den store General med gandske heele Skare,

Dem megen Ære tee, og ey Omkostning spare,

Ja dem geleyde ud af Staden med den Pragt,

Som man mod store Folk bør tage udi Agt.

Til saadant Udtog blev en Tiid af dem berammet,

Paars blev til Torvet ført, og der med Pragt annammet,

Og derfra med Proces af Stadens Port ført ud.

O en Forandring! Den nu dyrket blev som Gud,

Der nyligen af dem var saa forhaanet bleven,

Med stoor Forsmædelse til Daarekisten dreven.

[52] ⁿ²⁶⁹ Proserpina^k86 stem op! Stat bi den sidste gang:

Thi jeg mod Enden er af min Heroisk Sang.

Man først med Klokkerne begyndte sterk at ringe,

Man Stadens Fendrik saae i Spitzen Fahnen svinge,

Nu over Hovedet, og det med megen Art;

En Mølle drives ey af Storm med større Fart.

Nu under Beenene den gik ey mindre flygtig.

Saa alle raabte: I sit Fait den Mand er dygtig.

Ret som en Børnetop man saae den dreyes om,

Nu stoed vor Fendrik ret, nu var han gandske krum,

Som konstig Madik,^k87 der, nu gandske ret sig holder,

Nu i et Øyeblik sig slaaer i mange Folder.

Ey anderledes var at ansee denne Mand.

I Fahne-sving hvo nu slig Konstner finde kand?

Peer Trommeslager ey indlagde mindre Ære.

Man fandt ham i sin Kunst ey ringere at være.

Han Trommestokkene mod Luften stundum slog,

Og dennem strax igien alt efter Tagten tog.

[53] Ey Erter løbe kand saa hastig i en Gryde,

Som Stokkene da gik. Ach! hvis jeg var en Jyde,

Jeg meere kraftelig det skulde mahle af;

Kort talt: paa Dygtighed han store Prøver gav.

Emanuel, som giort har Stykker for Trompetter,

Foruden andet, som Couranter, Menueter,

Gik udi tredie Leed, ey stod sig mindre brav,

Og blæste, at det af Raad-Huuset Echo gav.

Saa at Bormester selv af Glæde maatte græde,

Man gamle Koner saae Tørklæderne at væde.

De raabte: ach det er en Himmelsk Engle-Lyd!

I anden Verden der maae være megen Fryd,

Naar slig paa Jorden er. De deri talte sanden;

Thi han ey eftergav paa Scaven nogen anden.

Det er forunderligt hvad saadant Instrument

Kand have for en Kraft; det alle er bekient,

ⁿ²⁷⁰ At man kand med Music den største Sygdom læge,

At man kand vilde Dyr med Instrumenter spæge.

En deylig Farve han af saadant fik, saae ud

I heele Ansigt, sær i Panden som en Stud.

Nu blæste han et Vers, nu tog han op af Lommen

[54] En Flaske Brændeviin, certerede^k88 med Trommen;

Thi medens den (som er Maneer) alleene gik,

Vor Orpheus^k89 en Kluck af Nectar Flasken fik.

Det var forunderligt med høyre Haand han Flasken

Som efter Tagten toeg behændelig af Tasken,

Med venstre derimod regiered sin Trompet.

Sligt nu hver Musicant ey giøre kand saa let.

Nu blæste hand det, som de Valske Solo kalder,

Nu atter Tutti, og med Trommen flux indfalder;

Hik sagde: Saadan Mand vi aldrig meere faar,

Ach! hvis i Tydskland kun han hafde reyst et Aar.

ⁿ²⁷¹ Og bedre Fundament der havde kunde faaet,

Han hafde store Mænd af Skolen kunde slaaet.

Strax efter denne Mand man Generalen saae.

Med største Ærbarhed og Skrid for Skrid at gaae.

Han og hans Secreteer gik under tvende Himle.

Man heele Gader saae af Mænd og Qvinder vrimle.

I slige Byer det gemeenlig pleyer skee,

Naar man faaer noget nyt at høre og at see.

Processen gik saa fort, var meget skiøn og prægtig,

[55] ⁿ²⁷² Alleene Ruus, som ey var nogen Sinde mægtig

At styre sig, da hand en Bager-Boed blev var,

Paa Veyen kiøbte sig af Hvedebrød et Par.

Slig Gierning Peder Paars gik meget haart til Hierte.

Han dulte dog som en Philosophus sin Smerte;

Han vendte sig kun om, og sagde Secreteer!

At kiøbe Kringler nu heel ubeleiligt er.

Saa blev af Staden Paars udført med Pragt og Ære;

Af saadan Sag enhver kand trøste sig og lære,

At man af Modgang ey maa lade slaae sig ned,

Men sig bevæbne med en ret Bestandighed.

Man finder stoere Mænd, der Riiseet har maatt kysse,

Jeg vil ey tale om Ænea og Ulysse,

Og andre Helte, som saa meget tales om;

Alt hvad, som skrevet er i Grækenland og Rom,

Er ey saa rigtigt, at man vel kand derpaa bygge:

Thi deri ofte man for Juno griber Skygge.

Ey altid nødig er til Grækenland at gaae,

[56] ⁿ²⁷³ Af Danske Skrifter, som man meer kand liide paa,

I Hobetal man kand Exempel her fremføre.

Som man i saadan Fald til Nytte sig kand giøre,

Hvor ofte seer man ey en Espen Askefiis

Af Modgang blive stoer, hans Spot til Ære, Priis,

Hans Sorg til Glæde jo at blive snart forvandlet.

Man seer jo Lycken tit har ilde med ham handlet,

Nu tænker man at han til Grunde gandske gaaer,

Mod Enden altid han dog Kongens Daatter faaer.

Om Finkeridderen hvad seer man ey er skreven?

Hvor han har vanket om, af Modgang stoer er bleven?

Ugudelige Folk vil saadant ikke troe.

Hvor tit man læser jo en Jomfru til en Koe,

En Ridder til en Hest og andet Beest omskabet

Af en Stivmoder; men har Modet dog ey tabet

I saadan Uselhed de bragt har Tiden hen,

[57] Af Beester bliver dog til stoere Folk igien.

ⁿ²⁷⁴ Hvad har I ikke taalt, Velbyrdige Matrone?

Hvad Kaars og Modgang, O I skiønne Magdelone!

Som Skibet uden Roer man eder vakle seer;

Mod Enden alting dog for eder smiiller, leer.

I med Sølvnøgelen Hr. Peer, Velbaarne Herre!

Jer Modgang maae enhver ret udi Hiertet skiære,

Hvo lidet saadan har i Grækenland og Rom?

Men eders bittre Sorg til Glæde vendes om.

Og I o Boldevin! O ædle Helt og Junker!

I indtil Ørene i Modgang ofte siunker;

I reyser dog igien, I kommer op paa Foed,

Mod Enden vinder Seyr, I Adelige Bloed.

Hvad store Fristelser, hvad Modgang maa I liide?

Hvo ofte ikke maa i suure Æbler bide?

Til døde plages, nu en Unger Svend, en Møe

Af en fortvilet Skielm, en Gast en Ridder Røe.

Mit Hierte briste vil, Indvoldene sig velte,

Naar eder jeg anseer, I fire Tydske Helte,

Der en Sterckodder saa ubluelig be – – – –

I blir dog reen igien, saa kiecke Mænd som før.

En Jomfru Gloriant man seer i Buurmands Hænder,

Men uformodentlig sig Bladet atter vender,

[58] Hun blir igien forløst med Holger Danskes Haand

Fra samme slemme Giest fra Slaveri og Baand.

Mon Holger danske selv gaar fri? Ney ingenlunde,

Man ham jo bunden seer af Kiempe Ferakunde;

Man seer til døde dømt den stolte Ridder, men,

En Roland løser ham af Slaverie igien.

ⁿ²⁷⁵ Vellærde Ulspeyl! hvo den Haanhed kand beskrive,

Som eder overgik? man jo fordømt at blive

Til Galgen eder saae; men eders Avindsmand,

Jeg meen Vintapperen, som i den usle Stand,

Selv havde eder ført, maa selv for eder bede,

Maa eder selv befri fra denne Angst og Hede,

Hand, som mod eders Suk og Bøn var gandske døv,

Thi hand ey fastende vil – – –

Man finder stoore Mænd af Adelstand og Orden

Af onde Mennisker henkast i Orme-Gaarden;

Men man heel trøstelig seer Bladet vende saa,

At deres Avindsmænd i Sted maae gaae;

Man tit en Jomfrue seer i Bierg-Trolds Hænder falde,

[59] Der æder Mennisk-Kiød, og drikker Blod og Galde,

Men Lykken giør, at hun urøret, skiær og reen

Af Kløer kommer; Han forvandlet blir til Steen.

Saa gik det denne Helt, man Skyer saae frembryde,

Som syntes Undergang for hannem at betyde;

Men, naar man tænkte, at han vilde undergaae,

En frelses Soel for ham man strax oprinde saae.

Den er lyksalig, som sig saadan kand bevæbne,

Der veed at skikke sig taalmodig i sin Skæbne,

Der veed at staae imod al Uveyr, Storm og Vind,

Der paa Historier saaledes legger Vind;

Der veed de samme saa at føre sig til Nytte,

Der Haanhed og Fortræd saa meget lidt kand skiøtte,

Paa Læsning Ungdoms Tiid der har anvendet saa,

At som rodfæsted Eeg mod Uveyr hand kand staa.

Paars tyve gange fast har Axel Tordsens Viise

Med Fliid igiennemlæst. Vi nu saa meget priise

Den, som paa Fingre kand en Græsk og Romersk Bog,

Den prægtig Fabel om det stoere Græske Tog.

Paars var ey saa til sinds, han stoere Mænds Bedrifter

Paa Fingre havde lært af gode danske Skrifter,

Som af boesiddende Bogtrykkere var giort,

Af brave Mænd, der ey kand giøre hvidt til sort.

3. Sang

[60] Men Avind afloed ey min Helt at eftersette,

Opfandt et andet Raad sit onde Sind at mette.

Hun aabenbarede sig for Niels Corporal

Og sagde: alle dig belee og laste skal,

At du slig Leylighed dig haver ladet glippe,

At du har disse Folk af Hænder ladet slippe;

Niels Corporal i dig jeg ikke længer seer,

Du ikke er den Mand, den store Hverver er.

Blandt Hververe du som ey haver haft din liige

Nu saa vandslægtet har; Hvad vil Capteinen sige?

Naar han faaer høre sligt: Niels Corporal jeg seer

En Stymper er og blir ey Ober-Officeer!

Flux! det er endnu Tid, naar du vil ikkun iile.

Per Paars er med sit Folk fra Staden tvende Mile.

Du ham i Morgen kand betimeligen naae.

Du alle med et Greb kand til Soldater faae.

Niels sprang af Sengen op med et forbittred Hierte.

Han skreeg og hylede af idel Sorg og Smerte.

Ret lige som en Hingst, naar Hoppen borte er,

Giør Krumspring, vrinsker og heel underlig sig teer;

Ret som en Biørn den man betager sine Unger,

Og som en Esel der har længe liidet Hunger:

Det viises ikkun Foer, men deraf intet faaer,

Som tørstig Tantalus,^k90 der seer, men intet naaer.

Ey anderledes var Niels Corporal til Sinde.

[61] Han raabte idelig: Hvi loed jeg mig forblinde!

Men glemte midlertid sig ey at klæde paa,

Og, førend Dag brød frem, af Staden ud at gaae.

Hand sorte Klæder tog, og meget smugt sig pynter,

Og, medens han gik fort, studerede paa Fynter.

Hvem han kun traf, den af hans Kløer neppe kom:

Jeg troer, om mueligt var, han Paven udi Rom

Selv skulde hverve: Thi hand kunde Folk forblinde,

ⁿ²⁷⁶ Og tusind Stræger strax var mægtig at opfinde.

Af slige Kunster jeg kun en opregne vil:

At hverve en Student hand brugte saadan Spil.

Hand sig til Spaamand giør, der ud af Folkes Hænder

Seer hvad dem hendes skal, og deres Skiebne kiender,

Hand engang samme Karl i begge Hænder seer.

Der over undrer sig, nu sucker dybt, nu leer.

Derefter man ham seer tilbage lidt at rykke,

Og med en Reverentz at sige: Hvilken Lykke;

Jeg med Forundring seer hvad eder hendes skal.

I inden stakket Tiid skal blive General.

Og, til Beviis, at jeg forgieves Jer ey glæder,

I om en liden Stund en Mand i røde Klæder

Skal finde paa Jer Vey med en Sølvsnoret Hat.

[62] Af ham I lade skal Jer hverve til Soldat.

Niels derpaa ham forlod, sig anden Maske tager,

En Gienvey straxen tog, og det saaledes mager,

At han Studenten kom i møde paa det Sted,

Som ham beskrevet var. Med største Ydmyghed

Studenten nærmede sig da, og sagde: Herre!

Jeg megen Attraa har i Tieneste at være;

Niels heel koldsindig kun paa Nacken deraf sloeg,

Og hannem til Soldat fast som af Naade toeg.

Han uden Ophold blev i Rullen strax indskreven;

Men man har ikke hørt, han Corporal er bleven,

End sige General. Saa snild var denne Mand:

I Hverving man ey nu hans Liige finde kand.

Niels traf min Helt Peer Paars mod Aftenen heel silde,

Ham spør, fra hvilken Stæd han kom, hvorhen han vilde?

Han siger sig Student og føer vitløftig Snak;

Paars drikker hannem til, han bukker, siger Tak.

Han tog en Præken strax in Qvarto^k91 op af Lommen,

Og sagde, at han var fra Præstegaarden kommen.

Han havde præket til Høymesse for en Mark,

Det lidt er, sagde Paars, det er dog fuldt et Ark:

En Stund at præke for en Mark, tilsætte Kræfter,

Ja svarede da Niels: Den Præken er derefter,

Vor Levnet ellers er ey anderledes her,

Man, som i gammel Tiid, Guds Ord ey agtet seer.

Jeg min Formynder tit af Hiertet haver bandet,

At han i Ungdom mig ey haver sat til andet,

[63] At han paa Nakken mig ey lægge lod Musquet.

En Krigsmand dog sit Brød fortiener meere let,

Og holdes i Respect. Studenter Postillanter

Man over Skuldre seer, og kalder kun Pedanter.

En Fendrik mig i Fior til Hest i møde kom,

Skiønt jeg tog Hatten af, ham hilsed gandske krum,

Skiønt jeg mig stilled bliid mod ham som mod en Engel,

Han skreeg: Peer Caudi hier! Wo ist dein Pas du Bengel!^k92

Jeg ey beskrive kand, hvor jeg til Mode blev:

Den kaalde Sveede da mig udaf Panden drev.

Det er mig ey bekiendt jeg svared, strenge Herre,

At man med Passeport forsynet skulde være.

Jeg har ey andet end min Baccalauri Grad.

I Lommen jeg den fandt til Lykke og blev glad.

Jeg viser Navnet, som var paa Programma skreven,

At Baccalaureus for nyelig jeg var bleven.

Jeg veed, Hr. Fendrik! ey, om hand forstaaer latin;

Heel lidt, hand sagde, jeg faldt engang paa et Sviin

Og saa det glemte bort, mig gav et Ørefigen,

Og lod mig derpaa gaae. Saaledes endtes Krigen,

ⁿ²⁷⁷ Om man kand kalde Krig, naar man kun stille staaer,

Sig lader prygle kun, og ikke fra sig slaaer;

[64] ⁿ²⁷⁸ Men jeg var meget glad, at han mig lod beholde

Min Næse, Ørene; Jeg frygted, jeg den Kolde

Af Redsel skulle faae, saa isnede mit Blod;

Men Graden denne gang mig hialp igien paa Fod;

Man deraf klarlig seer, at Graden har sin Nytte,

Og at de fare vild som saadan intet skytte;

Man seer hvad Myndighed en Officier dog har,

Jeg ønsker derfor, at min Bog paa Bloksberg var.

Paars svared, Domine,^k93 vi maa os deri skikke,

Ham derpaa Kruset gav, og bad ham engang drikke;

Han drikker til Per Ruus, som bukker siger Tak.

Det feede Randers Øll gav Lyst til meere Snak

Ruus, som i Snaksomhed faa ikkun havde lige,

Studenten bad at han dem vilde noget sige

Om Præsten fremmed Folk i Huuset gierne toeg,

Om han var noget lærd og dygtig i sin Bog.

Han spurdte hvor han kom om allehaande Sager.

Gid alle vilde kun som udaf Landet tager,

Som man paa Reyser seer at sætte Midler til,

Og andet lære ey end Vellyst, Dobbel, Spil.

Gid hans Exempel kun de efterfølge vilde,

Og ey paa Øyens Lyst allene Penge spilde.

Mon mangen kommer ey tilbage end fra Rom

[65] Den samme som han var, kun at hans Pung er tom?

Med største Høflighed Niels svarede: Her Skriver!

Vor Præst, skiøndt han Hr. Poul i Lærdom aldrig bliver,

Skiønt han sin Formands Maal, og Dygtighed ey naaer,

Saa dog i Herredet han vel anskreven staaer.

Han er en Hiertens Vert, giør mange Folk til gode,

Tar Bondens Sag tit an, og hielper ham paa fode.

Jeg havde denne Nat vel ligget i hans Huus,

Og ikke gaaet hiem i Uveyr, Regn og Sluus,

Hvis til Ulycke ey var kommen Gert Vestphaler,

Som om en Glose tit i sexten Timer taler.

Han om sin Reise nys fra Hadersleb til Kil

Sex Timer vævede, og kom dog kun en Miil.

Jeg slumred, vaagned tit, han holdt alt ved at præke,

Saa Præste Konen ham af Stuen maatte trække;

Thi det alt Midnat var, han agted det ey stort,

I Gaarden prækede indtil den stoore Port.

Der dog han Afskeed tog og raabte høyt til Præsten:

Paa Søndag, om Gud vil, jeg skal fortælle Resten.

Tænk kun hvor langt det er fra Hadersleb til Kiel,

Jeg spaar den Reyse fast til Paaske vare vil.

Han er i Herredet vor allerstørste Plage,

Og mægtig er, med Snak at tage Folk af Dage.

For min Part, skiønt med ham jeg har at giøre lidt,

Saa i hans Sælskab dog jeg falder meget tit.

Han visse Timer har om visse Ting at præke,

Folk altiid kunstig kand i sin Materi træcke.

[66] I Morgen Mandag er, hvad Snak da bringes for,

Saa Enden dog ud paa de syv Churfyrster^k94 gaaer.

Om en kun sige vil man efter Salt-Mad tørster,

Saa Talen dreyer han dog paa de 7 Churfyrster.

Paa Tisdag taler han om Nød og Penge Trang,

Om Synder som gaaer her i Herredet i Svang.

Paa Onsdag præker han om Tyrkens Magt og Velde,

Og viiser hvordan ham de Christne kunde fælde,

Skiønt trende Deele han af heele Verden har.

Gid Keyserens Armee den Mand betroed var!

Jeg ønsker ofte, saa blev Tyrken ruineret,

Og vi Westphaler Gert blev qvit i vores Herred,

Torsdagen sætter hand vor Stat paa bedre Food,

Og rykker Lehnsmand og Landsdommer op med Rood.

Til vores Lykke hand da tal med saadan Iver,

At han Bryst-Syge faaer og Fredag hiemme bliver.

Den Dag i vores Egn er for os som en Fæst,

Og da gemeenlig jeg besøger vores Præst,

Men Tydsken siger jo: Lang fasten kein Brodt sparen,

Det Løverdagen jeg heel ofte har erfaren.

Da seer man Lucifer skinbarlig riide ham,

Gid med hans Arrio hand faae al Verdsens Skam!

Hvad var den Arius?^k95 da spurde hannem Peder,

Mig siunes jeg har hørt, han var i Aalborg Skredder.

[67] Da loe Niels Corporal, og sagde, ney Her Ruus,

Den Mand i Grækenland var Bispens Famelus.^k96

Førend jer Oldefaer ret Buxer kunde binde,

Jeg kand Aarstallet ey ret sige denne sinde,

Jeg veed fra Famulus han Herreds-Provest blev,

Og i Kong Frodes Tiid man ham af Landet drev.

Den samme Herreds Provst blev ynkelig omkommen

For han sig havde først opsat mod Lutherdommen,

Jeg vilde ønske, han ey havde været til:

For Gert Westphalers Snak: jeg ey oprippe vil,

Det som jeg før har sagt hvad han Søndagen taler.

Han med sin Reyse da fra Hadersleben praler,

Hvo saa ulykkelig da er, som han faaer fat,

Maa bie, holde Stand med ham til mørke Nat,

Naar han forhindred blir i saadan Snack hos Præsten,

Til Herredsfogden han gaar hen, fortæller Resten,

For nylig ingen han i Gaarden hiemme fandt,

Foruden Ammen, som i Stuen sad og spandt,

Af Snak om Arrio hun ferdig var at revne,

Og vilde anden Dag ham derfor lade stevne;

Men Fogden hende dog fra saadant raadet har,

I sær, som ingen Straf i Loven derfor var.

For trende Uger da jeg var til Præstens buden,

Nok sagt: I ellers troer, jeg har en Rem af Huden.

At Gert Westphaler jeg ey eftergir et Haar,

Tog derpaa Kruset fat og sagde, Ruus god Taar,

Den gyldne Tiid gaar bort, vi alt for meget snakker

Stik af! i dette Land man lider kein Polakker.

[68] Heldst blant Studentere: jeg uroest har den Skik

Hidført fra Wittenberg: man tvende gange drik,

Ey siger sammesteds. Ach hvo et Kruus nu havde

Ret af den Bryhjan, som Frantz Zimmer os tillavde!

Wir Purschen^k97 samme Huus Buchlade^k98 kaldet har,

Ach gid i Wittenberg en Time jeg nu var!

Paa Tydsk Academi hvis andet læres ikke,

Saa uno haustu^k99 lær man dog et Kruus at drikke.

Allons! drik om engang og det Studenticos,

Naar jeg har faaet mit Pas, saa vandrer jeg min Kaas,

Et Kruus kand ey forslaae, det er for liden Dosis

For lærde Folk som jeg, pro nobis Studiosis.^k100

Han giorde og Beskeed; De drukke lystig om,

Nu et, nu andet Kruus blev efter Haanden tom.

Omsider, da det kom, man skulde Regning giøre;

Da om Betalning Niels ey vilde noget høre.

Men sagde til Peer Paas: I er i Dag min Giest.

Mit Forsæt var dog her, den Mark, som af vor Præst

Jeg har fortient, i Dag i Kroen at fortære.

Jeg takker ellers for beviiste stoore Ære,

Vi derforuden en Afstikker have maae,

Og det til guter letzt, hver kand sin Vey da gaae;

Men Paars stoed derimod, og sagde: ingenlunde;

Jeg bør betale. De en Middelvey udfunde

At skille Tretten med. En Mynt vi kaste vil,

Niels sagde: Thi det er det allerkortest Spil.

[69] Han derpaa gav Peer Paars en Daler udi Haanden,

Og siger: Kronen jeg vil tage, tag I Manden.

Paars sagde: Vil ey hans Vellærdhed kaste først,

Det ham tilkommer, han i Lauget her er størst;

Men Niels ham svarede: Ach ingen Complimenter!

En Kræmmer altid er saa god som en Studenter.

Paars kasted Mynten da i Veyret, Kronen fik,

Og blev bedrøved, at det mod hans Villie gik.

Paa Eders vegne da, Niels sagde, jeg mig fryder.

I Kronen har jo faat, for Eder det betyder,

At I som Kræmmer ey skal gaae til Sengs i Nat,

I Penge faaet har paa Haanden, er Soldat.

Jeg er Niels Corporal den vidtberømte Værver,

Jeg Hværve-Konsten og mit Haandverk ey forderver:

Thi jeg er saa bekiendt, at hver Mand sige skal,

Naar han hør denne Stræg: Det var Niels Corporal.

Paars, skiønt hand modig var, og sexten Corporaler

Tog paa Samvittighed, til Ruus dog saadan taler:

Hør Skriver reis kun bort, jeg blir tilbage her,

Og siig Dorthea: til Soldat jeg hværved er.

Ruus bad ham grædende ey saadan Ting at giøre,

I hvervet er med List, Jer Sag jeg selv vil føre;

Vi vor Uskyldighed for Retten viise kand,

Om ellers Retten har sin Gang i dette Land.

[70] Hvad Ret? Da sagde Paars, jeg har jo Penge taget,

Endskiønt jeg seer, man mig har aabenbar bedraget,

Naar mindste Skin af Ret ja Skygge kun er til,

Jeg derimod ey kand, ey disputere vil.

Den Post en stoor Ziirat er i min Heltes Levnet.

Hand meget lettelig sig kunde have hevnet

Ja kunde have sin Modstander undertrykt.

Men vilde heller sig opoffre selv af Frygt,

Han ellers skulde Skin af Retten overtræde.

Hver ærlig Landsmand maa sig over saadant glæde;

Thi under vores Luft vi fundet har en Mand,

Som man omsonst har søgt i Rom og Græken-Land.

Blant onde Mennisker man vel skal finde mange,

Der sige tør, at han for Niels var bleven bange,

At Dyd ham ey til slig Heroisk Gierning drev,

Men at af Ræsel kun hand saadant underskrev.

Men, naar man læser kun de tvende første Bøger,

Og hans Bedrifter kun paa Anholt eftersøger,

Da seer man, det en ret Heroisk Gierning var,

Som han i liige Grad tilforne øvet har.

Niels Hværver ey sig lod med den Gevinst fornøye.

Han søgte dertil Ruus med anden Kunst at bøye.

Han forestilled ham med stoor Veltalenhed,

[71] ⁿ²⁷⁹ Hvad Fordeel en Soldat har udi Krig og Fred.

Han forestilled ham den store Agt og Ære,

Som man seer en Soldat mod andre i at være:

En Krigsmand, skiønt han i hans blotte Skiorte er,

Saa Fruentimret har dog hannem meere kiær,

End tusind Kræmmere med alle deres Penge.

Man veed jeg praler ey, men jeg mig lader henge,

Om jeg end vilde til Bormesters Daatter gaae,

Hos hende alting strax mig skulde aaben staae.

Den gode Jomfru ey Betænkning skulde tage,

Endskiønt jeg fattig er, at tage mig til Mage.

En Borger derimod, skiønt Midler nok han har,

Med Vildmands Daler om hans Kiole bremmet var:

Saa dog han altid maa for røde Kioler viige.

Vor Tambour et Parti nys giorde uden liige.

Jeg roeser Pigen, hun var deri ey saa gal,

Mon og en Tambour ey kand blive General,

Det er umuelig ret vor Fordeel at beskrive,

Den beste Borger jeg kand Ørefigen give,

Og derfor lige Ret jeg sætte tør min Hat

Hver siige vil: Hand der lod see, han var Soldat.

[72] ⁿ²⁸⁰ Han er ulykkelig, om han derover klager.

Jeg kunde regne op fast tusind fleere Sager,

ⁿ²⁸¹ Som klarlig viise kand vor Fordeel, Herlighed;

Hvo det ey har forsøgt, den deraf intet veed.

Ruus sagde: Dette alt jeg Eder ey misunder.

Jeg derfor i den Stand at komme ikke stunder,

Det derpaa er for mig at tænke intet værdt,

Det er et Handverk, som jeg aldrig haver lærdt.

Ach! Skreeg Niels Corporal, hvad Forskiæl mon der være

Paa Kræmmer og Soldat; Betragt kun nøye, Kiære!

ⁿ²⁸² Med vor Profession hvad Harmoni det er,

Ich bin des Henckers,^k101 om jeg nogen Forskiæl seer:

[73] I af det blotte Navn kun lader eder kyse.^k102

Vi maa paa Skiltvagt staae om Vinteren og fryse;

I udi Eders Boed maae som en Støtte staae,

Vi kand dog røre os, og undertiden gaae.

I skraber Krukker, vi paa Landet skraber Bønder;

Vi slaaer paa Tromme, I paa Fade og paa Tønder,

Vi begge jo Papiir maa bruge, en til Krud

Har saadant nødig, maa Patroner deraf giøre,

Som vi til Exercitz maa stedse med os føre,

I Kræmmerhuuse giør; Jeg liden Forskiæl seer

I vor Profession, eens dunt det moxen er,

Et Handverk man har giort til to Professioner.

Bild Eder ikkun ind, at, naar I giør Patroner,

At de af Stivels er, saa har I Kunsten fat,

Og saa paa een Tiid er I Kræmmer og Soldat.

Jeg anseer Kræmmere og som Ingenieurer,

De Alen, Bismer jo i Haanden altid fører.

[74] Et saadant Instrument jo Mathematisk er.

Mathesis nødig er for alle og enhver,

Sær for en Krigsmand; Man maa med Forundring høre,

Hvad Spring i Krigens Tiid Ingenieurer giøre.

Vi Regnekonsten og maa begge jo forstaae,

Vi ikkun dog til tre med vores Regning gaae:

ⁿ²⁸³ Thi al vor Tempo er, at vi til tre skal tælle.

I eder derimod med større Regning qvæle;

At vi eens Handverk har, I klarlig deraf seer;

I har det meere tungt, den ene Forskiæl er.

Ach! sagde da Peer Ruus: Jeg ville heller trygle,

End hverdag, som Soldat, mig lade slaae og prygle

Hvor mange skiønne Hug maa man ey giennemgaae

Før man i Hovedet kand Exercitzer faae.

Ey! Skreeg Niels Hværver, I maa ey saa frygtsom være.

Man i en Times Tiid alt saadant fast kand lære;

Det ikke er saa tungt, som Folk sig bilder ind:

Man til sligt Arbeyd ey behøver alle Sind.

Et Dyr kand lære sligt, naar det lidt øvet bliver,

Langt meere I som er en brav fornuftig Skriver.

Ney! Intet Hexeri jeg finder derudi,

Sær, naar borttages det, som er Pedanteri.

At slaae paa Tasken med den høyre Haand tillige,

Og andet Lapperi: Thi mellem os at sige,

[75] Naar som jeg over sligt, Captainen ivres seer,

Jeg deraf hemmelig tit i mit Hierte leer.

Meen I, Soldater og ey være kand Pedanter,

Saavelsom lærde Folk, Studenter, Postillanter.

Jeg sige tør, Mads Degn en artig Hofmand er,

Mod Christen Kliim, som dog er Ober-Officer.

Ruus sagde: Derom jeg ey meer vil disputere;

Der møder i den Stand saa meget andet meere.

ⁿ²⁸⁴ En slet Soldat maa tit med sulten Mave gaae,

Lidt grov Brød kun og Vand til Middags Maaltid faae.

Jeg derimod, som med saa skiønne Vahre handler,

Hver Dag mig spekker med Rosiner, Sukker, Mandler.

Prost Mahlzeit, lieber Freund!^k103 da skreeg Niels Corporal,

De Vahre ikke jeg misunde nogen skal.

Det skiøne Maver giør, skiønt Liberi^k104 paa Hænder.

Paa Fnat en Pebersvend og Skredder man jo kiender.

Sodater-Kost os fra slig Siugdom holder fri,

Soldaten derfor ey har Skredder-Liberi.

Vor Livs Ophold vi har, og intet meer behøver,

[76] ⁿ²⁸⁵ Og naar vi intet har, vi andre Konster øver.

Hvo som til Nødtørft tar, ey megen Synd begaaer,

Det prækede vor Præst Hr. Samuel i Gaar.

Ja, sagde Ruus, det er ey megen Konst at stiæle;

Men man maa derfor sig i Galgen lade qvæle.

En Kræmer ellers og den Konst begribe kand,

Saa dygtig deri er, som en af Eders Stand.

ⁿ²⁸⁶ Ach! Sagde Niels, en stock-steen-blind Soldat beskiemmer,

Og deri overgaaer en sextenøyed Kræmmer;

Men Ruus bestandig var, sig ikke bøye lod,

Hvi skal jeg, sagde hand, opoffre Liv og Blod?

Og, det som værre er skal lade mig blessere,

Nu miste Haand, nu Been, nu andre Lemmer fleere?

At miste Haand og Been i Krigen en Ziirat,

En Herlighed er for en Krigsmand og Soldat.

Ziirat? Skreeg Ruus, end om en Kugle tog min Næse

[77] Det er heel ziirligt jo, at snævle og at qvæse.

Folk skulde tænke, at det af Frantzoser^k105 var;

I snakker kun for Giæs; Peer Ruus er ingen Nar.

Af slig Haardnackenhed Niels Hværver blev forbittret,

Hans Corporalske Krop af Harm og Vrede zittret.

Man ey saa rasend saae en Ulv, en Tiger, Biørn.

Han efter Verten skreeg, hvis Navn var Dietrich Tørn,

Og sagde, kiære Vert, vil I jer her hos sætte,

I Lov og Ræt forstaaer, jeg har en liden Trætte

Med denne ærlig Mand: Hans Husbond, som i seer,

Af mig legitime for nylig hværvet er.

Jeg uforgribelig derover skulde meene,

At om Husbonden sligt ey kand forstaaes eene;

Men naar man Herren faaer, da man tillige med

Bekommer Frugten og al anden Herlighed.

Vor Vert, som havde i sin Ungdom vel studeret,

Og udi Lybeck var in Jure informeret,

Sad som en Præses i sin Lehnestoel sig need,

Niels, som Respondens stoed, sig stillet heftig vred.

Vor Vert, der Nielses List og gamle Stræger kiendte,

Stoed ham da deri bi, mod Peder Ruus sig vendte,

Som stillede sig da for hannem ganske krum

Med vaade Øyne stoed og ventede sin Dom;

Hvad er det, sagde ⁿ²⁸⁷ hand, for Stojen og for Strimen?

[78] ⁿ²⁸⁸ Hvo Eslet faaer, den jo bekommer ogsaa Grimen,

At trette om saa klar en Sag, er jo en Skam.

Man seer jo her er jus per prævalentiam;^k106

Thi potiori jo res minor semper cedit.^k107

I alle Lande det er engang saa afskeedet,

Den som Personen faaer, faaer ogsaa al hans Ret:

Hvo lidt lovkyndig er, begriber saadan let.

Niels Ordet fra ham tog, min Sag jeg haver vundet

Han sagde: Thi den Dom paa Romersk Lov er grundet.

ⁿ²⁸⁹ End sagde Ruus, om Paars sig Fanden overgav,

Ved Kraft af samme Lov mon jeg ey stoed mig brav:

Troe mig, at Fanden ey er meer end i en Taabe,

Han paa den Romersk Ret sig skulde og beraabe,

Han efter samme Lov fik ogsaa ret paa Ruus,

Tillige med Peer Paars toeg heele Paarses Huus.

Ved dette Svar da blev Respondens confunderet,^k108

Han sagde: Jeg er ey saa meget høyt studeret,

Paa saadant Spørsmaal at jeg strax kand give Svar,

Jeg vilde ynske, at een ⁿ²⁹⁰ Bog ved Haanden var.

[79] Man kunde paa det Ord Diabolus opkaste,

Og eftersee om I med Billighed mig laste,

Hvor vidt den Lov om sligt sig stræcker, findes kand;

Ach! raabte Præses, ney: Thi Fanden er en Aand,

Og derfor ikke kand til Corpus^k109 juris høre;

Sandt, sagde Ruus, med Snak man vil kun os forstyrre,

Det Corpus Juris af de gamle kaldet er

Just for den Aarsags skyld, af Titulen man seer,

At saadan Ret kand ey til Aander vel sig strekke,

Med slig Objection I skal os ey optrekke.

Lad være, sagde Ruus, man saadant kun forstaaer

Om legemlige Ting, I alt for vidt dog gaaer.

Vor Husbond hvervet er, skal nu med ham tillige

Alt hvad ham hører til forstaaes, maa man sige,

At hver en Sukkertop, hver Mandel, hver Muskat,

Som findes i vor Boed, er hvervet til Soldat.

Silentium ham da strax Præses imponerte,

Og skreeg: I være bør alleene indrulleret

ⁿ²⁹¹ For slig Barbaries, for slig Vankundighed;

Thi den som Sukkertop og Mandler ikke veed

Fra Christne Mennisker at kiende og at skille,

Med den om Retten vi ey disputere ville.

[80] Min Flint,^k110 da sagde Niels skal strax beviise, at

I os tilhører, og er hværvet til Soldat.

Peer Ruus paa sine Knæ da sagde: Jeg ey nægter,

At jeg er eders Mand, mod Retten meer ey fægter;

Ach! sagde Verten da, det beste Studium

Og allersikkerste er Jus Canonicum.^k111

Ved Haanden derpaa tog Niels Hværver lidt tilside,

Og sagde, Broder! hvis Bormester faaer at vide,

At sligt passeret er, saa bliver de dog fri,

Den heele Borgerstand vil staae dem deri bi.

For saadan Vold man tit Soldater lader henge,

Det beste er, at vi dem lader løs for Penge.

Saa uformodentlig befriet blev Peer Paars,

Og fast som nøgen sig paa Veyen gav til Aars,

For dette Eventyr et Kaars jeg finder tegnet,

Med Paarses egen Haand, han selv det haver regnet

Fast for det største, som paa Reysen hendet var.

ⁿ²⁹² I tydske Jochums Skrift jeg derom fundet har

[81] En sær Historie: hvo den Skribent til prikke

Kun kiender, saasom jeg, om saadant tviler ikke.

Han skriver merkelig, at just paa samme Stund

Da Peder hværvet blev, hans Dorthe saae sin Hund

ⁿ²⁹³ Heel usædvanlig staae med Fødderne at skrabe.

Den gode Jomfru man af sligt saae Modet tabe;

Thi, for et Aar da med Fidelle saadan gik,

Hun onde Tidender fra Callundborg strax fik.

Der hendtes samme Dag og mange andre Sager,

Som Natur-kyndige kun meget lidt behager.

Exempli Gratia: af Veggen faldt en Steen,

Skiøn Dorothea toeg to Strømper paa et Been.

Hun havde Natten før kun meget lidet sovet,

En Knappenaal hun fandt paa Gulvet uden Hovet;

Ved Middags Tider hun med Erter Fadet faldt,

ⁿ²⁹⁴ Ja, det som nok er meer, paa Bordet spildte Salt,

ⁿ²⁹⁵ En Rem paa hendes Skoe gik ganske reent i Stykker.

Man veed, at saadant alt er Varsler for Ulykker.

[82] ⁿ²⁹⁶ Een fæl Katt-ugle man paa Taget ogsaa saae;

Hun selv et heftig Sting fik udi store Taa.

Man hørte knarken nu i Benken, nu i Senge,

Og vilde Erterne sig samme Dag ey mænge,

Af saadant iisnet blev skiøn Dorotheæ Blod

Hun merkede, at en Ulykke forestoed.

Forord

I Bog

(I) Sang

(2) Sang

(3) Sang

(4) Sang

(5) Sang

Den Anden Bog

I. Sang

Den 2. Sang

Den Tredie Sang

Tredie Bog

Hans Mickelsen privilegeret Hvit-Øls Brygger i Callundborg ønsker Kiøbenhavns Indbyggere Salutem!

Just Justesens Betænkning ofver Peder Paarses Historie

[1. Sang]

Den Anden Sang

Den Tredie Sang

Fierde Bog

I. Sang

2. Sang

3. Sang