I Telemarken – dér inderst inde,
hvor Sjøen breder sig stilt og mørk;
hvor Fjældet luder med snelagt Tinde
og Dalen kløfter sin nøgne ørk, –
dér stod en Gang, det er længe siden,
en stavsat Kirke med Bygdens Navn,
tæt under Fjældet; vejrbidt og liden
den stod som knuget i Skyggens Favn.
Det lave Spir, som var rejst paa Taget
omsuset jevnt af en Fuglesværm,
det skjalv og peb under Klokkedraget,
til Klokken sprængte sit eget Skjærm.
Og dér, hvor Præsten sin Indgang søgte,
ad Sakristiets lavtskaarne Dør,
for Kirkens Tjeneste jævnt at røgte
i Menigheden – som nu og før, –
stod Djævlens Billed med Horn i Panden,
paa Fjælen malt efter gammel Skik
som Kirkens Hyrde; med Gud selvanden
han fik det første og sidste Blik.
Hvorofr han stod dér med haanlig Mine,
og tog sig Ret paa et vigslet Sted
og gav sin Trusel om Helvedpine,
hvor Gud lod kalde sin Menighed, –
det vidste Ingen; men naar de bøjed'
sig indfor Herren som knækte Rør,
stod Djævlens Billed dem klart for Øjet
fra Første mødet ved Kirkens Dør.
Thi gav han Rædslen til Jesu Smerte,
gav Truslen til Evangeliets Bud,
og jog det syndeopskræmte Hjærte
fra Livets Vildelse ind til Gud.
Det var hans Virke, og derfor stod han
og tog sig Ret paa et vigslet Sted, –
og først da Kirken faldt hen, forlod han
som Kirkeværge sin Menighed.
I denne Bygd, hvor Naturens Stilhed
kun ægged op til et Modstandsliv,
her sad et Folk, som med fostret Vildhed
gav Slag for Uvid – og Drab for Kiv.
Til Sommervirke og Vinterstævne
blev krævet Styrke af Haand og Fod,
blev fordret Raskhed og vovsom Ævne, –
da vokste Modet til Overmod.
Da kom der Vildskab i Ungdomslaget,
Ilsindets Gnister slog ud i Brand,
og Skryd i Ordet og Vold i Taget
blev Livsensmærke fra Mand til Mand. –
Der var en eneste Gudsforkynder
i Menigheden – en gammel Præst;
men hvad han præked mod Folkets Synder
blev strammet over den lærde Læst.
De gik til Kirken – de saâ og hørte,
sang Psalmeverset, som Skikken bød;
men ingen Grundklang ved Hjærtet rørte, –
hans Ord gav Stene – og aldrig Brød!
Saa døde han – og det var paatide.
Han havde kæmpet sig træt og kjed
som Kirkens Hyrde ved Djævlens Side, –
han trængte haardt til sin Herres Fred.
Ham fulgte derpaa – ej længe efter –
en anden Hyrde, et Ungdomsblod,
der gjemte i sig de samme Kræfter,
som skjød sin Marv gjennem Folkets Rod.
Fra første Grund af i Fædrehjemmet
Smaagnister tændtes til Sjælens Brand;
men siden fostredes han som Fremmed
og tog sin Lærdom i andet Land.
Dér vokste Sjælen, men ak, den deltes,
den blev som Planten, der flyttes om,
og først i Rædselens Stund den héltes; –
det blev hans Livsskæbnes strænge Dom.
– Saa kom han hid, – her var Storhedsvirke,
et Styrkens Højmaal, hvorhen han saâ;
selv Djævlen hist paa den gamle Kirke
blev Slangens Hoved, han traadte paa.
Da løstes Ordene fra hans Tunge,
som hvasse Brodde af slebent Staal,
og for den Gamle som for den Unge
fik Syndeskjæppen sit fulde Maal. –
– Men han var En – og de Andre Mange. –
«Hvad vil Du, Præst? – Det er slig et Raab!
«Tror Du kanske, at Du gjør os bange?
«Vi kjender Nadver saavelsom Daab.
«Nej vær med os, Du, – Du bare slider
«Dig ud i dette for liden Tak.
«Du naâr dog ikke til alle Sider.
«Giv Dig, saa slipper vi alt det Snak.»
– Det hørte Præsten, det suste mod ham,
det hvisked bag, hvor han gik og stod!
Da Aandens brændende Liv forlod ham,
og Viljen brast i hans Ungdomsmod.
Hans Præsteliv blev et Trældomsvirke.
Han skjalv tilbage for Djævlens Dør;
og Aandens Lys i den gamle Kirke
gik ud som Stjærnen bag Nattens Slør.
Da skjød der Ild under Djævlebrynet,
det var, som lo han til Præstens Kval:
«Hej, Præst! Du ser mig saa bleg i Synet, –
«skræms Du kanske af Dit eget Pral?»
– Men Præsten veg – og hans Haab gik under,
Som Siljen drages af mudret Vand,
saa dybt som Tanken i Mismod bunder, –
og aldrig mer kom det glad til Land.
Hans Ungdoms Hustru – en stille Kvinde,
der var fulgt med ham fra andet Land,
med Smil og Ømhed tog paa at vinde
en Blomsterkrans om den mørke Mand.
Men Kransen løstes, og Blommen visned,
hun visned selv i sin Ungdomsvaar. –
Da gik hun ydmyg, skjønt Hjærtet isned,
og delte med ham de tunge Kaar. – –
Dog, ikke hjælper det til at hele,
hvor Haanden river sig selv til Blod, –
og ikke hjælper det til at dele,
hvor Viljen strider sig selv imod.
*
Da skifted Tidens blege Let; –
den Kraft, han bar i dybest Grund,
steg atter op til Haand og Mund,
Livsæmnet tog sin Ret.
Han var ej længer Ordets Træl; –
De gamle Bøgers tætte Rad
stod lukket fast med Støv om Blad
og fik et koldt Farvel.
Nu lo han til sin Ungdomsdrøm:
den var for ham et Hjærnespind –
et falmet Løv for Høstens Vind,
der drev paa Tidens Strøm.
Thi Modet brændte i hans Bryst;
han greb paany sit Barndoms Maal:
i Styrkens Leg med Skud og Staal:
at følge Viljens Lyst.
Saa tog til Ven han hvem han fandt.
Den blege Viv bød ham imod;
Livskildens Strøm fik atter Flod –
og Ungdomsgnisten brandt.
Nu var det ikke mer, som før,
at Djævlens Billed skræmte ham,
nu gav han Tegn med Spot og Skam
til Sakristiets Dør.
– Da gik det stygt og vovsomt til.
Hvor Folket steg til Vildheds Rand,
gik Præsten frem som første Mand
i Brydning, Drik og Spil.
Fra Lørdagskvæld til Helgens Dag –
naar Kirkeklokkens Kling og Klang
lød kaldende for første Gang,
han sad i Svirens Lag.
Og var da Kirkestævnet slut,
den sidste Ordlyd vejret hen,
da hastede han hjem igjen
som Lagets raske Gut.
Da drog han Præstekjolen af
og slang den væk – «Her har I mig!
«Dér ligger Præsten – her staaer jeg!
«Hvem var det sidst, som gav?»
– – Saa blev det ved – Gang efter Gang.
Da hændtes det en Søndagsgry,
at Spillerflokken sad paany,
til Kirkeklokken klang.
Der var da En, som gøs paa Skrømt:
«Huf – vár Dig, Præst! Det gaar Dig slemt.
«Idag jeg vædder Du bli'r skræmt,
«for jeg har haft en Drøm.
«Jeg syntes, Djævlen gik igjen,
«at han var Præst, og op han drog
«i Koret, la' sin Messebog
«paa Alterdisken hen.» –
Men Præsten sad med fornem Skik
og svared ej paa Guttens Dril;
han smilte haant – med Ryggen til,
og rejste sig – og gik.
Og siden tren han stærk og kold
til Altret op, – men da han tog
med sirlig Haand sin Messebog,
da brast det hule Skjold.
Thi ud af Bogens svulne Bind
et Kaartspil dryssed for hans Fod; –
da brændte Skammen i hans Blod
og rødnede hans Kind.
Dog, skjønt han stod med sænket Blik,
mens Tanken som en Orm sig vred, –
fik Kirkens Handling fuld Besked
i værdig Præsteskik.
Og udenfor ved Kirkens Dør
han lo til Djævlens lumske Blik, –
og drog saa hjem til Spil og Drik
og Gudsforagt som før.
*
Da kom der atter en Lørdagskvæld
med Samling i Spillerlaget.
Himlen var lukket, og Taagens Væld
bølgede hen over Taget.
Rundtom i den store, kvalmende Stue
gav Lysene Gjenskin med døsig Lue.
Nu var den vokset, den onde Magt,
det lystige Lag var blegnet;
det var ikke længer en Letsindspagt,
ved fristende Ord betegnet, –
nu var det Bedrag, og en hævnsyg Vilje,
de Blodblomster spired paa Stuetilje.
Og Præsten sad der – den Syndens Mand,
med furede Drag om Munden,
med Ungdomsøjet i Blink og Brand
og hidsende Ord i Stunden.
Dog glimted det op som af lønlig Smerte,
som stred han mod Gud i sit eget Hjærte! –
Da tren i Stuen med lydløst Fjed
hans Ungdoms blegnende Mage.
Det var, som søgte hun Maal og Sted
for lønlig sit Skridt at tage.
Det var, som Ingen fik se eller vide,
at did hun sig smøg til sin Husbonds Side.
Hun slynged om ham sin fine Arm;
– ak, nu var det længe siden, –
hun hvilte mod ham den sunkne Barm,
som svulmed i Ungdomstiden.
Og bøjet hen over Skuldrenes Høje,
hun skued ham ind i det vrede Øje.
«Min Husbond,» bad hun, «o, vær mig huld!
«Nu synker mit Haab i Døden; –
«jeg selv er et dryssende Jordlivs Muld,
«som blegner mod Aftenrøden.
«Min Kjærlighedsdrøm er en sluknet Stjærne,
«et Gjenskin, som synker i Taagens Fjærne.
«Jeg tog mit Liv af Din Kjærlighed,
«min Ungdoms straalende Mage!
«Jeg spurgte ikke om Vej og Sted,
«om Sol eller lyse Dage,
«om Engenes Blomst eller Markens Lilje –
«jeg gav mig blot hen i mit Hjærtes Vilje.
«Nu er det slut, – nu er der kun Et,
«min Husbond, hvorved jeg klager.
«Det er Din Lod. Ak, har Du ej set,
«hvor mægtig Synden Dig drager?
«Vend om! O, endnu kan Du Vejen finde!
«Den lysner endnu af dit Ungdomsminde.»
*
Da var det synligt, det stred i Præsten,
endda han lod, som han Intet hørte.
Hænderne skjælved og Kinden blussed,
Læberne pressed han mod hinanden,
som naar det harmfulde Ord skal tvinges.
Synet veg bag de sænkede Laage,
ikke han voved at se til Siden,
dér, hvor han vidste, den blege Hustru
stod som et krævende Bud fra Herren, –
ikke han voved at se frem for sig
did, hvor de vilde, truende Gaster
maned af Haansmil en Kreds omkring ham.
Sprænge igjennem den tør han ikke;
thi det er Syndens hæslige Blygsel,
at den skamner sig ved det Gode, –
og saa sad han dér kvalfuldt lammet,
svimlende hen i en tvedelt Vilje. –
Da kom Fejghed, den blege Usling,
snigende op over Hjærteroden,
lo til den vaagnende Kraft i Angren,
pusted sin vandkolde Dunst i Blodet,
gød sin kvælende Svaghedsvammel
ind i hans Tanke, koglede Sjælen,
saa hans dæmrende Mod blev til Fejghed,
og Fejgheds pralende Løgn blev Modet.
Da sank den taagede Sky fra Øjet,
Hovedet knejsed, – men i det Samme
blegned Undseelsens fine Billed
som Aftenens Rødme, og frem isteden –
gudløs og sikker – gik Skamløsheden.
«Djævelen!» skreg han og slog i Bordet,
rystede Puljen og vendte Stolen.
«Nu har jeg siddet og slidt med Uheld;
«giv Kaartene om! Hej, Du dér borte!
«Jeg saâ nok, Du lusked Dig til med Fingren, –
«men fusker Du én Gang til – da slaar jeg.
«– Se saa, tag nu af, pirk op i Lyset!
«Her er saa mørkt, at det frister Modet! –
«Nu skal det gaa. – Der er langt til Dagen:
«Otte Timer til Morgengryet, –
«fire fra Gryet, til Klokken ringer!»
Da veg den blegnende Hustru fra ham,
krymped sig blyg og skjælvende sammen,
ret som en Smaablomst, hvor Jøklen driver. –
Var det den Mand, der ved Kirkestævnet
gik som en Lysbringer frem paa Vejen?
Var det den Mand, som i Højtidsstunden
stod som Guds kaarede Præst for Altret?
. . . Ak, var det ham, som ved Førstemødet
tog hendes unge, drømmende Tanke
ind til sit Hjærte med mægtig Flamme,
og som i Vigselens hellige Time
trykkede Kysset paa hendes Læber,
Indseglet paa en evig Forening! . . . .
– Tungt drog hun Aanden, de matte Lemmer
bøjed sig synkende mod hinanden.
Lyset svandt i de graadsvulne Øjne,
Tanken slap Livets tærende Vished,
og hun sank hen i et kvalmfyldt Mørke. –
Da med engang det er, som hun vaagner,
vækket op af et Lynblink i Aanden.
Og med en Kraft, som kun Gud kan rejse,
selv i det knækkede Rør, som knuses,
kaster hun af sig Dødskvalens Tynge, –
og med et brændende Blik til Præsten
flygter hun ud af den kvalme Stue,
ud af det Hjem, som kun fostrer Synden, –
ud, hvor kun Natmulmets Skygger vanke,
langt, langt bort i det grufulde Øde,
dér, hvor det Døde stred mod det Døde
– ene med Gud og sin rædde Tanke.
Tiden heniler; af Nattens Timer
én alt er runden, snart gaar den næste.
Hurtig nu nærmer sig Midnatsstunden;
i Spillerflokken er Ordet tystnet,
thi Tabet stiger, og Vovet frister.
Den Ene spejder imod den Anden,
Mistankens lurende Blik de veksle,
og Den, som skraber Gevinsten til sig,
ler, saa han skræms af sin egen Latter. –
Da høres tydelig ud i Natten,
at Klokken ringer til Kirkestævne.
De lytted efter med kortet Aande,
den Ene skjæved hen til den Anden.
Kun Præsten lod, som han Intet hørte.
Han strøg sig løselig over Panden
og tvang det bølgende Haar tilbage;
saa gav han Tegn mod et Krus, som stod der,
tog det og tømte det ud til Bunden. –
Da var der En, som fristede Ordet:
«Det var nok Gamlegutten dér borte,
«som ringed til Kirke. Gad nok se ham,
«hvordan han bær sig med Hestefoden
«opad den smalle Gang til Stolen!» –
Præsten vinked ham barsk til Tavshed:
«Mæl ikke Ordet! Sligt høver ikke;
«hvad der gaar for sig ved Midnatstide
«i Kirkerummet, det skiller Ingen. –
«Skik Kruset rundt, og tag af paa Kaartet,
«og lad Du Djævelen skjøtte Kirken!» –
Da rejste Dyret sig i dem Alle.
De satte i med et Skraal af Latter,
slog i Bordet og langede Kruset:
«Nu skal det være en Skaal for Præsten;
thi det er Gutten, som ikke gir sig
for Djævelen selv – og knap for Vorherre.»
– Men gjennem Larmen, som mest den døved,
der var dog Ingen, som ikke vidste,
at det var Skrækken, han slog ifra sig.
Da hørtes atter i Nattens Stille
Klokken, som ringed til Kirkestævne.
Nu tav de hastig og saâ paa Præsten. –
Med Rette ikke de stort ham agted:
men hvor det gjaldt om at mane Djævlen
eller en Gjenganger, dér de gav sig
og søgte til ham som til en Redning. –
«Hørte Du, Præst?» var der En, som hvisked,
bleg med et stirrende Syn i Øjet.
«Dette var andre Gangen det ringed.» –
«Hørte nok,» svarte Præsten tilbage
haanlig stolt og betragted dem Alle.
«Nu kan jeg læse Jer ud af Minen,
«at I er fejge, – jeg kjender Arten!
«Bande og spytte – selv paa Vorherre,
«det tør I gjøre ved lyse Dagen;
«men, naar det mørkner, da er I rædde,
«rædde som Hunden for egen Skygge. –
«Jeg la'r det ringe! – Har vi desuden
«titnok knebet os til en Omgang
«mellem den anden og tredje Ringning …
«før jeg møder til Kirketvangen,
«da skal det ringe for tredje Gangen.»
Præstens haanende Ord dog spildtes.
Flokken sad stille med tvære Miner.
Ingen gav Svar, der hørtes alene
Kaartet, som faldt, og den tunge Aande.
Præsten tav selv – og bed sig i Læben,
tvungen saavel af Skræk som af Harme:
aldrig var hændet før, at han ikke
rejste Vildskab og Latter om sig,
naar han gav til et haanende Skjæmtord; –
og det var aldrig endnu hændt ham,
at han gav tabt i sin egen Tanke.
Men nu stred han, stred imod Skrækken,
der som en listende, vandkold Skygge
rejste sig op ifra Hjærtegrunden.
Sveddraaben randt ham ned over Panden,
Haanden blev fæl ved sin egen Klamhed;
jævnt han skjævede hen til Krogen,
dér, hvor Intet var til at skjelne
uden det dunstfyldte, kvalme Mørke, –
og under dette lytted han udad,
aandede op, da Intet han hørte,
famled med Kaartet – lyttede atter.
Tredje Gang hørtes nu bort i Natten
dirrende Toner af Klokkeklangen.
Først kun saa svagt, som naar Stræenge spille
vækkende Gjenlyd i Nattens Stille.
Men nu steg Tonen – af al sin Ævne
kimed den sammen til Kirkestævne. –
Præsten da rejste sig op fra Bordet,
stod et Øjeblik lyttende stille,
strøg saa Haarlokken væk fra Panden,
som for at klare sig Rædselstanken.
«Vel!» udbrød han med løftet Stemme,
«nu har I hørt det, det ringede sammen;
saa er der ingen Tid til at spilde. –
Hjælpe mig Gud og min Præstævne,
Nu er jeg kaldet til Kirkestævne!»
Dermed gik han, og Kirkens Klædning
drog han paa sig med Dødsens Ilen.
Ikke famled han frem med Haanden,
fast blev det vigende Syn i Øjet, –
Skuldrene bar sig med Modets Rejsning,
og paa hans Læber stod Viljens Indsegl;
han var som dødsdømt Mand, der higer
bævende hen til Soningsstedet. –
Tavs sad Flokken, med slappe Miner,
knap nok de voved at se hen til ham.
«Var dette Skjæmt, eller var det Alvor?»
Men da han gik, skyndte Alle efter.
Rask skred han foran, de Andre fulgte
frem i det tunge, ujævne Vejspor
op til den gamle, stavsatte Kirke.
Dér stod han stille, de Andre ogsaa,
spejdende efter i ringe Afstand. –
Men da de saâ, at han aabned Døren,
den, som var mærket med Djævlens Billed,
hørte ham lukke den til og forsvinde
i Sakristiet, – hørte derefter
lydende Fodtrin inde i Kirken –
grebes de af en underlig Skyhed;
thi de forstod, at nu var det Alvor.
«Hvor var Den, som i Midnatsstunden
voved at stænge sig ind i Kirken
fræk med Løgn eller spøgende Indfald?»
– Derefter smøg de tættere sammen,
ret som de søgte Skjærm af hverandre.
Ikke de voved sig til at blive,
ikke de voved at gaa tilbage, –
nølende stod de da midt imellem,
bundne af Skræmsel til alle Sider.
*
Men paa én Gang, som de stod der,
martret af en uvis Tanke,
hørte de, at Præsten kaldte
højt til Lyd i Kirkerummet,
skjønt der var for deres Øren
tyst, som i den Dødes Kammer.
Og saa tog han paa at præke;
rungende i Nattens Stille
lød de stærke Ord, han talte,
som om anden Gang fra Sinai
udgik Lovens Tordenstemme,
som om Rædslens «Ve» fornyet
op fra Golgatha sig hæved.
Næven slog han ned i Stolen,
saa det morkne Træværk skrangled,
og hver Rørelse fik Gjenlyd
tifold i den dybe Stilhed. –
Flokken stod dér magtbestjaalen;
dog de lytted – fanged Ordet
nu og da, og tænkte efter –
først med Rædsel – saa med Andagt.
Men da Prækestolens Bragen
slog sin Gjenlyd ud imod dem,
da forstod de ikke Andet,
end: nu var det Styrketaget,
Slagsmaalskampen mellem Præsten
og ham, «Gamlegut» fra Døren,
at nu var det Pandebrasken,
som blev dreven ind mod Fjælen;
og da gik de sammenflokket
nærmere til Kirkevæggen.
Dog de raske Øjeblikke
flyve bort og hæmmes ikke,
om de bære paa sin Vinge
Syndekvalens tunge Sukke,
Sorgens Kalk og Dødens Blyvægt,
eller Glædens Rosenblade,
Længslens Il og Frygtens Nølen,
Elskovslivets Fryd og Smerte, –
uforhindret bort de jage,
til de fylke sig i Stunder –
Dage – Aar og Evigheder. –
Da, mens bævende de lytted
andagtsbundne, aandeløse,
som om første Gang de hørte
Herrens Ord fra jordisk Tunge,
gol en Hane bort i Dalen.
Dette var den første Times
Varsel efter Døgnets Skifte.
Endnu hørtes Prækenordet
runge i den gamle Kirke;
Men der var slig Klang i Røsten!
Ungdomsstyrken, Sejersmodet,
lydende som Sang for Herren,
som naar Kirkeklokker kime
højlydt over Paaskemorgen. –
Da blev Syndeskrækken lettet,
og de spredte sig en Smule;
thi de skjønned nu, at Præsten
kæmpede med Aand mod Aanden.
Og de tænkte, vist han sejred;
men de tænkte ogsaa dette:
at han stred dog paa en Maade
ikke for sig selv alene,
men for dem – og hele Bygden;
vandt han Sejer over Djævlen,
vandt og de; – men hvis han tabte,
tabte han for Allesammen. –
Men nu hørtes Intet mere.
Kun et Støn som af en Smerte,
saa et Suk i kvalfuld Møje,
derpaa atter samme Stønnen,
og som Mellemled sig sænked
Nattens dødelige Stilhed.
Da veg Modet atter fra dem,
og de klyngede sig sammen
som en opskræmt Faarefylke. –
«Hvad var hændet vel med Præsten?
«Hvor var Gud, – som kunde frelse,
«hvis nu Djævlen blev den Stærke?»
Men i denne Angstens Spænding
vendte Synene sig indad,
og de drog et Gjenskins Billed,
ud af deres egen Livsfærd.
Tvende Slagsmaalskæmper saâ de
rive Fæstet fra hinanden,
tumle hen i Nattens Mørke
ad de smalle Kirkegange.
Syn paa Syn med Hadets Gnistren,
Fingertaget over Struben,
Aande hvæsende mod Aande,
Haaret rejst – og Dødens kolde
Sveddugsrislen over Panden.
Snart den Ene snart den Anden
ligger under – til omsider
Hævnens vilde Favntag brister, –
Overmanden drager Kniven,
spænder Knæets haarde Bue
paa den Faldnes Bryst, der hiver
mod et Pust, før Livet brister.
Dette saâ de! Rædselsbundne
Slagsmaalskæmperne de kjendte:
En var Præsten, haard og gudløs,
som han sad i Kaartspillaget,
og den Anden, det var Djævlen
i det røde Skrud paa Døren. –
Da fik Gud et Suk fra Hjærtet,
og de følte sig saa mægtig
grebne af det Liv, de kjendte
skyde op fra Hjærtegrunden
som et Kildespring med Varme,
at de gjennem Angst og Bæven,
trykket tæt ind til hverandre,
græd for Gud af Syndesmerte.
Men i samme Stund de hørte
faste Skridt i Kirkegangen,
Laasen peb i Sakristiet,
Døren aabnedes og luktes –
Præsten stod dér lige for dem!
Først slog Synet dem med Lamhed.
Men som Aandedraget skifted,
fløj et Raab med Glædens Fødsel
over deres blege Læber,
og de ilte hen imod ham
som en løsladt Fangeskare,
Haanden udrakt til en Hilsning . . .
Dog – de tog den snart tilbage;
thi den Mand, som stod foran dem
i det første Dagbruds Skimten,
det var ikke ham, de kjendte,
«Gutten ifra Kaartspillaget,
med det vilde Blink i Synet»;
dette var den alvorsstrænge
Mand og Kæmper til Guds Ære. –
Mange, mange smertenslange
Aar var levet op i disse
tvende mørke Midnatsstunder.
Og der stod vel Mærke efter!
Hvert et Træk af Ungdomsskjønhed
var udslettet i hans Aasyn.
Haarets brune Lok var graanet,
Pandens Hvælv var tankefuret,
og hint løse Drag ved Munden,
delt imellem Spot og Latter,
det var stivnet i et Alvor,
som naar Livets Strid i Stunden
brat af Dødens Segl staar bunden.
Da faldt sælsom Skyhed paa dem,
og de veg tilbage fra ham.
De forstod ej, men de aned,
at der er en Magt i Sjælen –
hellig Magt, som fælder Djævlen
gjennem alle tusend Masker
og Forklædninger, han prøver,
og at denne Mand, som stod dér,
nu var iklædt Viljens Rustning,
til en Holmgang med sin Fiende,
hvorsomhelst han stødte paa ham.
Men, da han slog ud med Haanden
til en Hilsen og gik fra dem,
fulgte de dog langsomt efter;
thi, skjønt ikke mer den Samme,
skjønt de skræmtes af hans Styrke,
dér han gik – med Gud selvanden –
var han endnu Styringsmanden!
Da nu Præstegaardens Bygning
laa fremfor i Skumringsdiset,
stod de stille med en Tanke:
«Dér var ikke længer Stævnet
mellem Spillerne og Præsten;
vilde de ham Godt herefter,
fik de søge ham, som Hjorden
søger hen til Kirkehyrden.»
Men i Stunden, som de tænkte –
ilte Præsten frem til Huset,
hvor hans Viv i aabne Døre
lysomskinnet gik imod ham. –
Bleg, som Høstens hvide Lilje
rejser sig af Jævndøgnsstormen,
der med tusend kolde Fingre
famlet har ved Hjærtebladet,
saadan stod hun i sin Bæven
for den Mand, hun gik tilmøde.
Men da Øjet klart hun løfted
og i hurtigt Skue tyded
Sejrens Tegn og Stridens Mærke,
sank hun knælende ned for ham; –
og om tusend Tungers Jubel,
havde meldt for Millioner,
at en Takkefest dér holdtes –
Intet overgik i Maalet
dog den Salighedens Glæde,
den Befrielsens Udhulken,
dette Syn, som aldrig mættes,
ved at se hans blege Aasyn,
hvor det vilde Liv er dødet,
hvor hvert Drag er gjennemglødet
af en stærk Beslutnings Vilje – –
det tilsammen blev en Takfest,
som ad Hjærtets skjulte Stige
bares op til Herrens Rige. – –
Saa er Døren atter lukket,
der er stængt for Hjemmets Grænse,
og en Helligaftens Hvile
synker fredmild over Huset. –
Flokken stod dog lidt og grunded, –
hvad de saâ blev ret forstaaet;
men det var, som om de maatte,
Hver for sig nu gjøre Noget –
sætte sig et Soningsmærke,
der gav Varsel frem i Tiden
og var Mindetegn tillige:
at de havde staaet Vidne
ved hint mørke Kirkestævne. –
Og saa gik de raskt tilbage;
op til Kirken – hen til Døren,
hvor de tyktes, Djævlegrinet
nu var ligt den onde Vrængning,
som den slagne Usling kaster
mod sin Overmand og flygter
edderfyldt fra Stævningspladsen. –
Og de drog sin Kniv og risted
Hver sit Kors i Djævlens Billed –
En i Kappen, En i Øjet,
En i Haanden, En i Panden,
til det stod som sønderflænget. –
Da gik Flokken atter hjemad.
Morgengryets første Blinken
kasted Lys henover Dalen,
og for første Gang de skued
glad og taksomt op til Himlen
for den Dag, som atter lyste. –
Siden hen ved Kirkestævnet
tren de samlet frem for Præsten,
og med værdigt Lag de hilste,
veksled ærligt Haandtag med ham,
og de tálte – mens de viste
hen til Korsene i Døren:
«Dér Du ser, vi har sat Mærke
Hver for sig i denne Natten;
men til Mærket gav vi ogsaa
Hver for sig et helligt Løfte:
at, fordi Du slogs med Djævlen,
for Du vog ham her i Natten
med det Herrens Ord, Du talte, –
saa vil vi – af al vor Evne,
dér – og her – ved Kirkestævne,
frede om Dit Præstevirke,
bygge Dig en anden Kirke.»
*
Og hermed Sagnet om Præsten ender!
Om Mand og Hustru man Inten kjender; –
hvad hun ham ofred, fik Ingen vide.
Da Bygden tegned sin mørke Sage
om Kirkestævnet ved Midnatstide, –
gjaldt det Præsten og ej hans Mage.
Hun sank i Glemsel med Tid og Sted,
han fik en digtende Evighed.
Hvorhelst der nævnes om Præstens Spil,
hans Haan og Vildskab i Overmodet,
dér lytter Folket med Undren til
og kjender Frændskabets Stik i Blodet; –
thi vistnok er ikke nu som før
en Djævel malet paa Kirkens Dør;
dog hvem, som skuer i Tidens Røre,
véd nok, han huser ham inden Døre. –
Men tales der om hint Kirkestævne,
da kjender det og sin Storhedsevne.