k2
Holdt! holdt! forvovne Geist, hist staaer de sidste Skranker,
Bag hvilke Seraph selv ei engang gjette tør;
Kald derfor i en Hast den Sværm adspredte Tanker
Tilbage fra en Punct, hvor intet skabt kom før!
Forfærdes for din Flugt, du Støvets yngre Broder!
Og kast et skrækfuldt Blik fra den umaalte Top,
Til hvilken du saa tit, langt over alle Kloder,
Paa svage Gisnings Trin dumdristig klavrer op.
Hvad nytter det du hist i bundløs Afgrund stimer?
Er ei en Haandfuld Støv en Verden nok for dig?
For dig, for hvilken (ja maaskee for Cherubimer)
Den mindste Deel af Mid er ubegribelig.
Indbildnings-Kraften selv bestyrst tilbage viger,
Saa tit den jages bort en Kreds at oversee,
Hvis blotte Middelpunct den Punct langt overstiger,
Hvor Newtons Falkesyn opdaged et Maaskee.
Best derfor, at du dig igjen til Støvet nærmer,
Og blir i stille Roe hos din forladte Krop,
Den spæde Hytte som forfalder naar du sværmer,
Og hælder meer til Støv, jo meer du løftes op.
Hvad? – studser du min Geist? – forfærdes du ved dette?
Er Roe din Undergang – har Han, den store Han,
Som blæste saa, du blev, indblæst dig Lyst at gjette?
Ja vel, saa gjet og sværm saa langt din Afmagt kan.
Kom, væbne dig engang med alle Stormens Vinger;
Flyv did hvor sikkert Haab og Tryghed aldrig gik;
Did hvor Orcanerne fra Dødens Hule springer,
Og virvler Undergang til alle Øjeblik.
Svæv nu hvor Aanders Aand ved Tidens Fødsel svæved,
Og efterlod et Spor af Majestætisk Skræk,
For hvis Forfærdelser selv Ryggesløshed bæved,
Som før paa Stranden var mod Gud og Djevel kjek.
Det er det Sted, hvor Lyst med Gysen sig forener:
O hvilken Skueplads! hvor dyb, hvor bred, hvor viid!
Hvor tit forandres den til nye rare Scener,
Nu Bjerg, nu Dal, nu Slet, nu grøn, nu blaa, nu hvid!
Nu gaaer en Vestenvind og pløjer nye Furer
I Østenvindens Spor, som dog en Søndenvind
Strax vælter om igjen; nu Nordenvinden lurer
Paa næste Øjeblik at tage Pladsen ind.
Det stolte Element modvilligt sig nedbøjer,
Det kneiser trodsig op, men bukkes ned som før;
Det bruser, spruder Skum, ophæves, larmer, støjer,
Til Hav og Vind tilsidst en troeløs Stilstand gjør.
Tys! tys! vær still' min Geist! nu Luft og Hav er stille,
Og Sjelen sank forgabt i døsig Vellyst hen –
O Almagt! du som vil dig selv i alting spille,
Dig seer min Sjel i Storm, i Havblik dig igjen.
Hvad Verden aabnes her? hvor stor og ukjendt Vrimmel
Opfylder dette Hav? – hvad Hav? jeg tager feil,
Det som var før et Hav er nu en Soel og Himmel:
– Dog nei; det er en Soel, en Himmel i et Speil,
Et afbildt Firmament, en emaljeret Flade,
En Vælving af Azur, en blank og endløs Iis,
Et Gulv af sleben Staal, en indlagt Jaspis Plade,
En Luft, et Æther – kort: en Plan til Paradis.
See hvilken munter Slægt fra Dybet sig opsvinger,
Som i den stille Luft ny Vellyst aande vil!
Det kaade Marsvin nu sig tumler, bolter, springer;
Og Havets hele Plan er fuld af Lyst og Spil.
Sælhunden paa et Skjær sig ny Forfriskning tager,
Og slumrer roelig ind, imidlertid en Hval
En talrig Hær af Sild fra Nordens Afgrund jager,
Og dette flygtig Rov paa Veien byder fal.
Jag ogsaa du, min Geist! de vellystfulde Tanker
Rundt om paa denne Plan; og søg en sikker Havn,
Hvor de foruden Frygt kan ligge trygt for Anker,
Og slumre roelig ind i Havets stille Favn.
I svage Dønninger, omfavner, vugger, dysser
Min længselsfulde Sjel, som er af Vellyst mat!
Velkommen store Fred, som Verdens Tummel tysser
Med majestætisk Roe fra Evighedens Nat!
Saa slumre da – men hvad? er Sikkerhed forsvunden?
Troeløse Yndighed, hvor blev din Vellyst af?
Jeg seer, den fæle Skræk opstiger fra Afgrunden,
Og aabner rundt omkring Forvovenhedens Grav.
En vældig Krigshær Storm fra alle Hjørner springer,
Og Bjerge bæver selv ved denne nye Gevalt;
Orcaners Krigstrompet igjennem Luften klinger,
Og truer Jord og Hav med Chaos overalt.
Det klare Firmament, mens Middagssolen smiler,
Forvandles strax til Nat; og fra en dunstfuld Sky
Slaaer Himlen Slag i Slag med tændte Tordenkiler:
I Huler, har I nu for al min Rædsel Ly?
O skjul dig, bange Geist, for denne fæle Scene!
Hvor fnyser Verdens Hav ved dette Feidebud,
At det mod dobbelt Magt, mod Storm og Himmel ene
Udæskes her paa ny at holde Kampen ud!
Snart væltes Alper op af himmelhøje Bølger;
Snart styrtes de igjen med deres skummig Top
I Havets Afgrund ned; strax andre større følger,
Som med forbittret Magt mod Himlen slynges op.
Knap viser Haabet sig langt bort paa flade Banker,
Før Døden kiger frem udaf en bundløs Grav;
Før Havet vil paa ny nedrive alle Skranker,
Og truer Jorden selv at gjøre den til Hav.
Alt hvad som haver Liv, i Søe og Luft sig skjuler;
Hver Rift i Jord og Bjerg er fuld af bange Kræer;
En Bjørn, en Behemoth opsøger sine Huler;
Og Fugle styrtes ned af Frygt i hule Træer.
Hvad Uhyr er det da som tumler hist der ude,
Og kastes som en Bold af Storm og Bølgeslag
Fra et til andet Skjær med sønderrevne Klude?
O Himmel, hvilket Syn! – Et synkeferdigt Vrag!
Et uselt Monument til Vittighedens Minde,
Som af en gjerig Flok blev nylig rustet ud,
For hos et fremmet Folk med Uret Gods at vinde
Til Trods for Hav og Storm, Naturen selv, og Gud.
Velan! styr du min Geist med dette Vrag til Landet,
Og see dig selv i det med ny Forundring an;
Forlad det for'ge Hav; men vov dig paa et andet,
Og lod et større Dyb paa dette Ocean.
Du veed Naturens Plan; den har jo alletider
Afmaalt enhver sit Rum med gavmild Maalestok?
Ti tusend Myrer ei i Tuen Mangel lider,
Og for en nøjsom Sjel er liden Omkreds nok.
Den skar vor Klode af i smaae og store Dele,
Dog saa at ingen Deel blev Nøjsomhed for trang;
Den grov et skrækfuldt Dyb til Skilrum for det hele,
Og Vejen over det blev Ørnen selv for lang.
Den deelte Soel og Luft, Forlystelser og Føde
Saaledes som den saae, var tjenligst for enhver;
For andre Folkeslag den planted anden Grøde;
Hvad hist er Lægedom, forvolder Døden her.
Hvad Frekhed var det da, som brød Naturens Love?
Som med en sulten Aand fløj fra et dekket Bord,
Og vilde uden Trang i Dødsens Gab sig vove,
Ei for at vinde Brød, men plyndre andres Jord?
Kan Havets blotte Syn Forfærdelser indjage,
Kan Døden banes Vei i et usynligt Hul,
Kan Storm endog til Lands et modigt Hjerte skage,
Og kaste Cederskov med Bul og Roed omkuld:
Hvo var den Vovhals da, som torde først udhule
Et sammenlappet Træ, og nagle det saa fast,
At han sig deri trygt for Døden kunde skjule,
Som trængte Strømvis ind, saa snart en Nagle brast?
Hvo sagde til sligt Skrog: «Trods Stormen, naar den hviner!
«Staae opreist paa din Kjøl! hvil paa din Ligevægt!
«Gaae frek paa Hvalens Ryg, og dans iblant Delphiner;
«Din kunstig Bygning er din egen Varetægt!»
Hvo udfandt allerførst de Love Vinden følger?
Og tvang Orcanerne, med en ophidset Klud
At skydse Slotte frem paa Pyreneiske Bølger
Saa hastig som den Piil der fløj fra Senen ud.
Hvo ridsed Veien af imellem skjulte Banker,
Og lærte med et Roer at dreie Strømmen bort?
Hvo lagde en Kapsun paa Stormen med et Anker,
Og nødte Modvind selv at hjelpe Byrder fort?
Hvad synger du min Geist? Hvis Fodspor ere disse?
Har Engle virket her? fandt Djevle dette ud?
Nei, send en Speider op til Tænkekraftens Spidse,
Og knæl saa for dig selv du Engel! – Djevel! – Gud!
Tilbed i dig den Aand som alle Aander skabte,
Og deelte Ævner ud til denne talrig Flok:
Fik end de større fleer, de mindre dog ei tabte;
Enhver fik det som var til Øjemerket nok.
Hvad Rigdom fik ei her de dødeliges Sjele?
Hvad Kraft at indsee det som er, som var, og blir?
At gjette, blive viis, og fra Erfaring stjele
Forsikring for en Sats, hvor Gisning ikke gir.
Skue Verden om, og see de glimrende Spectakler,
Som Lærdom, Vid og Kunst opfører for dig nu!
See! disse Guddoms Spor er Menneskers Mirakler;
Og Author var en Geist af samme Slægt som du.
Sandt nok, Forstanden ei strax avler voxne Poder;
Hvad Thales filed grovt, polered Newton af;
Opdagelserne har sin Gang som Jordens Floder,
De fødes af en Bek og voxer til et Hav.
Maaskee, saa snart man saae at Træe bar op paa Strømme,
Saa raabte Nøden strax: did maa du dig betroe!
Man saae maaskee en Fugl, en Hund, en Odder svømme,
Strax tænkte kun en Geist, og lærte Folk at roe.
En Hændelse maaskee, udhulte først Canoer,
Til Vittighed falt paa at nagle Planker fast;
Maaskee en Lyst at see en anden Øes Beboer
Og Drift til Fælleskab opreiste først en Mast.
Maaskee – men hvad maaskee? – hvad nytter det at gjette,
Hvad Nød, Nysgjerighed, hvad Hændelse og meer
Har lært at hitte op? – forfærdes kun ved dette,
At Gjerighed har bygt det Skib hvis Vrag du seer.
Elendig Creatur! nys glimred dine Straaler
Med hardt ad Guddoms Glands; hvor fæle blir de her!
Forskrækkelige Syn! en Kunstners Skaber taaler,
At Himlens Skilderie en Djevlemaske bær.
Den Geist, som tvinger Hav, af Lyster underkues!
Umættelig Attraa gjør Djevel af en Gud!
Fornuft tilbeder Guld! – o hør min Sang, og blues,
Du som til Ophirs Strand først rusted Skibe ud!
Knap var Naturens Frygt for Havet overvunden,
Saa Mattighed sov trygt i Farlighedens Skjød;
Knap var den frie Vind med Kunstens Lænker bunden,
Før Jorden blev for trang, og Mætte græd for Brød.
Man slog den trygge Strand med avindsyge Aarer;
Hver glemte strax sin Ven og spurgte kuns om Rov:
Bundløse Søer blev et Element for Daarer,
Som kappedes om det de havde mindst behov.
Den fæle, mørke Nat fløj frem og vilde skrække
Forvovenheden fra at fare længer fort,
Den for den halve Jord drog ned sit sorte Dekke,
Og gjemte Curs og Land for Øjekredsen bort.
Men nu blev intet fælt, som før var fælt paa Jorden:
Den Geist, som trodsed Død, den spotted Mulm og Mørk;
Phænicierne saae, en Stjerne stod i Norden,
Og strax fik Verden Lys i Havets vildsom Ørk.
Den lille blanke Bjørn, som nær ved Polen tindred,
Og stedse lyste op en uforandret Plads,
Den maatte vise Vei, saa snart som Natten hindred
At Styrmandsøjet ei fik Solen til Compas.
Saa voxte Vid og Kunst, men Vellyst endnu mere;
Fra hver opdaget Strand kom nye Lyster frem;
Det Land som mætted een, det avled mange flere,
Og med hver Ladning Guld kom tusend Laster hjem.
Den tarvelig Natur som pleies slet med meget,
Den skabte man nu selv Fornødenheder nok,
Man tvang den meer og meer at væmmes ved sit eget,
Og gav den saa til Priis for Lægedom og Kok.
Ukjendte Folkeslag opretted Venskabs Pagter,
Skjønt Fordeel veied Ven, og Kjøbmandskab blev Svig;
Man tog Barbarers Sag mod Christne Naboemagter,
Ei for at stifte Fred, men selv at blive rig.
En sindrig Gjerighed ophitted tusend Sager,
Det blev nødvendigt strax, som blot vellystigt var;
Med Kunster strømmed ind en Hob beqvemme Plager,
Og ved Exemplers Tvang blev Viisdom selv til Nar.
Gemyttets Roe blev qvalt, og Vellyst fødte Smerter;
Den rene Gudsfrygt blev af Pragt og Kunster fuld:
Urene Lyster fik sin Helligdom i Hjerter,
Og Himlen fik et Huus af Cedertræ og Guld.
Jag bort det stolte Skib, hvor Indjens Ambra ryger,
Og Vimpler svæver i en aromatisk Skye!
Paa Stavnen sidder Pest og ubekjendte Syger;
O hvilket Lazaret! – nysgjerig Landsmand flye!
Kom pralende Forstand, som Havet kan regjere,
Viis frem din fundne Skat, og roes den om du tør!
Er Verden bleven rig, fordi den mangler mere?
Fandt Mennesker i Guld den Dyd den savned før?
Blev Sandhed hentet ind med Ceylons Specerier?
Fik Ømhed større Rum i Hjerterne end før?
Blev Kjerlighedens Lov Europas Lov? – du tier!
Ja, tie kun med en Sag som Skam forklare bør.
Begrav i Tausheds Grav dens Navn, som først opdaged'
En Steens forborgne Kraft at dreie Staal til Nord;
Som ridsed Cirklen af, hvorefter Vellyst jaged
Til skjulte Vraaer hen, og fandt en anden Jord.
Skjælv roelige Barbar! du som med nøgne Arme
Afbilder selv din Gud og Troes Helligdom,
som offrer Uvens Blod, og æder selv hans Tarme;
Dit Forhold blir ei meer en Sag for Himlens Dom.
Frygt ei for Solens Brand, som falder paa din Isse;
Ei for de giftig' Dyr, hvoraf din Mark er fuld;
Du har dog Skjul for hin, og kan undløbe disse;
Men skjælv fordi dit Land har Ædelsteen og Guld.
Du seer det gule Støv, og veed ei selv, hvor vægtigt
Det er for hines Sjel som nærmer sig din Strand;
Men viid, der er en Jord hvor Guldet er almægtigt,
Og hvor man Himlen selv for Perler kjøbe kan.
Hvad nytter det jeg vil Europas Laster skaane,
Naar Døbtes blotte Navn er Hedninger en Skræk?
Hør Blodet raaber lydt fra Montezumas Throne!
Mon Iberfloden kan aftvætte denne Flek?
Mon Løver slagtet har de Millioner Kroppe,
Som ligger rundt omkring paa Perus Marker strøed?
De vilde Faar som fløj paa Bjergene der oppe,
Og ejed blot et Liv, hvad nytted deres Død?
O blues dog engang, hvor Djevle selv maa blues!
Forfærdes for dit Vid, du tigerhjertet Folk!
Miraklet af din Geist med Rædsel maa beskues,
Thi Rov, og Blod, og Mord blir Vunderverkets Tolk.
Du aabner sindrig nok Naturens skjulte Gjemmer,
Og gir for Vind og Hav snart Almagts Love ud:
Du bringer Verdner frem; men plyndrer dem, og glemmer
At ogsaa vildes Suk kan trænge op til Gud.
Du med en modig Aand erobrer, deler Jorden;
Men for en Haandfuld Støv gir Sjelens Roe til Priis:
Det Folk, som dyrker dig, det knuser du med Torden,
og aabner Helvede i Verdens Paradis.
Du borger dig et Navn af Himmelske Legater,
Og kalder Lyst til Guld en Lyst til Sjeles Bod:
Men Fredens Engle blir strax Furiers Soldater,
Og skildrer Troen af med Mexicaners Blod.
O drag Forhænget ned for denne fæle Scene!
Nok seet nysgjerig Geist! lad Sukke presse ud
En Sandhed fuld af Skræk – at Mennesket er ene
Det Dyr som avle kan en Djevel liig en Gud.
Jeg styrer Roret jeg! – O hvad var det for Torden,
Som fra en uskabt Sky hos Cherubim foer ud!
Hvor bæver Himlene! hvor skjælver alt paa Jorden
Ved denne Almagts Røst fra alle Guders Gud!
Almægtig Styrmand for de mange Verdners Flaader,
Som krydser – o hvor vidt! – din Forsyns Ocean!
Du som for Liv og Død, for Tid og Udfald raader;
Almisser fra din Haand er alt hvad Geister kan.
Du er den samme Gud i Engle og i Orme,
Alt er dig lige dyrt, en Verden og et Løv;
Ved dig blir Havet still', ved dig opreises Storme,
Af dig faaer Kroner Glands, ved dig blir Throner Støv.
O du som med dig selv Uendelighed maaler,
Hvis Væsen ene er forundringsfuldt og stort!
Al Viisdom blir kun Damp, kun Dug for dine Straaler,
Og svinder, store Soel, i din Betragtning bort.
Nys saae jeg Verdens Hav ved din Befaling bruse;
Jeg bukked for den Geist, som med din Styrke bød
Stormvinde føre frem de kunstig bygte Huse,
Som sværmer der omkring imellem Frygt og Død:
Fornuften stod forgabt; den med Beundring nævner
En Orm, til hvilken du Forstand og Tanker gav;
Da Sands, og Vid, og Kunst, og alle Geisters Ævner
Er Draaber kun af dig, bundløse Almagts Hav!
Jeg saae en graadig Lyst ukjendte Verdner dele;
Dit Navn blev gjort for Guld til Indianers Spot:
Hvor zittred mit Begrep! men du som seer det hele,
Du seer og styrer saa, at det som skeer blir got.
Du tvinger Laster selv at knæle for din Throne,
Og føre herlig ud din Viisdoms skjulte Raad;
Du gjør at engang hist Hallelujaers Tone
De Scener aabne skal som endtes her med Graad.
Din Forsyn er det som utæmte Lyster tæmmer,
Den dæmper dem vel ei, men styrer deres Fart;
Maaskee Tyranners Sverd med Blod din Villje fremmer?
Maaskee – men dette gjør din Evighed vel klart.
Lad Djevle rase fort, Fornuften skal dog lære
At du, almægtigste, er i din Viisdom god;
Den Sjel som sukked her, skal hist dit Fodspor ære,
Og see at du var der, hvor Grumhed tapped Blod.
Men skal alene hist – skal Evigheden blive
Din Forsyns ene Tolk, og synge Lovsang der?
Nei; ogsaa Hav, og Vind, og Seil, og Ror skal give
Anledning for dit Folk at synge Psalmer her.
Hvo skulde see et Skib og ei din Almagt ære?
Staaer ei hver Nagle der blot ved din Forsyn fast?
Har du ei skabt den Geist, som kunde Verden lære
At tvinge Skib med Ror, og Storm med Seil og Mast?
Du som har Nøglen til Naturens lukte Vraaer,
Og aabner, naar du vil, den før tillukte Dør;
Du som har Jorden deelt med Floder, Hav og Aaer,
Du baned ogsaa Vei, hvor intet Spor var før.
Vor Klode adskildt var i mange mindre Kloder,
Hver omflødt Øe var som en Verden for sig selv;
Man følte Selskabs Drift, men stod forladt ved Floder:
Og mange Ønsker saae sin Ende ved en Elv.
Du vinker kun, og strax blir Vei paa alle Vande;
Man borger Vindens Magt, og far paa Havet ud;
Man leder Brødre op i ubekjendte Lande,
Og seer at du er meer end Europæers Gud.
Du kjendes strax igjen i andre Verdens Parter;
Din Almagt lyser klart i nye Væsner der,
I Urter, Planter, Træer, og Dyr af andre Arter,
End de som ved din Kraft groer op og vrimler her.
Hvor gavmild deler du Naturens rige Gaver,
Og er ei blot mod Trang, men og mod Vellyst god!
Til Østersøens Strand frembringes Indjens Haver;
Og hede Landes Viin opvarmer koldes Blod.
See Havets aabne Barm! – min Geist duk engang under
I dette svangre Dyb! fortæl, hvo planted der
Slig bundløs Verden fuld af nye Almagts Under;
Og sagde: Kommer Børn, og fisker Rigdom her?
Hvo lærte Verden først den raske Hval at trætte,
Og med en svag Harpun at byde den til Kamp?
Hvo var det som tillod Nødtørftighed at flette
For Legioner Sild et Fangehuus af Hamp?
Du ene store Du, som Hav og Himle fylder,
Og hersker over alt med Enevolds Gevalt:
Du er den Geist, den Kraft, det Vid, som Verden skylder
For Søefart, Selskab, Kunst, for Rigdom, Brød og alt.
Hvert Aar, hver Dag, hver Stund, hvert Øjeblik du giver
Anledning til din Priis blant Mennesker og Kræe;
Det er din ene Lyst, at alt lyksaligt bliver;
Og skeer ei det, saa er Fornuften værr' end Fæ.
Tør nu – o bange Tvivl, hvor fuld er du af Længsel!
Tør nu vel denne Geist, min Gud, en Geist som kom
Nys ud fra Verdens Sværm, fra skidne Lysters Fængsel,
Et Knæfald ofre dig udi din Helligdom?
Vig bort vanhellig Sværm! I Verdens Sysler hviler!
Det er min Sjels Sabbath, lad alting blive tyst!
I Længsler kommer nu, forsamles her og iler!
Der er alt aabnet Vei til Kjerlighedens Bryst.
O løft, almægtig Haand! løft disse svage Sukke
Som stræber i min Sjel, selv til dit Hjerte op:
Velsignelsernes Hav hos dig kan ene slukke
Den inderlige Tørst hos en saa talrig Trop.
Jeg seer et Tvillingfolk, hvis muntre Sjele viser
At Fred og Frugtbarhed ernærer deres Blod;
Et Folk hos Havet, som sig selv og andre spiser
Med din Velsignelse til Tarv og Overflod.
Her er mit Hjertes Kreds – Jeg ei din Fod forlader,
Før du med dette Folk oprettet har en Pagt,
At blive deres Gud, Beskytter, Ven, og Fader;
Du maa, min Gud! – Du skal – saa stor er Hjertets Magt!
Lad Kjerlighed og Dyd forene deres Tanker!
Lad Enighed og Ret udføre deres Sag!
Saa tit de hidser Seil, saa tit de kaster Anker,
Saa lad Lyksalighed omringe deres Flag!
Dog hvad? – hvad skulde du et saadant Folk ei unde,
Som du en Konge gav, hvis Hjerte ligner dit?
Velsigne ham! – hør! nu opløftes alle Munde,
Og Millioner Suk forene sig med mit!
Giv du hans Scepter Glands – ei blot de Æreskygger,
Som Verden ofrer dem, hvis Mod og Overmod
Sin Æres Monument paa slagne Landsmænd bygger,
Og kjøber sig et Navn for Undersaatters Blod.
Nei, gjør Ham stor hos dig, og ei i Hykleskrifter;
I Dydens Øjne stor, og dette Marmor værd:
Den Femte Frederik blev stor ved Freds-Bedrifter,
Og vandt med Viisdom meer end Helterne med Sverd.
Men skal (du har en Dom som ene Blod forsoner)
Skal Nøden drage Sverd mod Voldsmænds Overmod;
Saa skab du Fredriks Sjel i Fredriks Legioner,
Og viis at saadan Sjel er værd Hans Helters Blod!
Nu hørte jeg en Lyd som vil dit Hjerte røre!
Mit Folkes Sjele brød i Jubelpsalmer ud;
Bønhør nu hvert et Suk som Engle ikke høre!
Bønhør mit hæse Raab, min Kraft! min Sang! min Gud!
k3
I denne stille Roe, hvor Liv er daanet hen,
Hvor Sands og Overlæg for Phantasien rømmer,
Hvor Slaven i sit Baand om Kongeriger drømmer,
Og Jordens Guder blir til Mennesker igjen;
Hvad søger du, min Geist? Mon Eenlighedens Land
Er Sjelens Tidsfordriv? Mon Mørkets stille Boelig
Fornuftens Fristad er? og spæde Tanker roelig
I Nattens frugtbar Skjød til Sandhed voxe kan?
Jo almagtsfulde Nat, bliv du min Hjelp igjen
Som før har lært min Sjel at Sværm kun avler Daarer!
Du Sandheds Moder, du er den jeg nu udkaarer
Til Moder for min Sang, og Vidne mod min Ven.
Hvor gavmild er din Roe! din Eenlighed hvor rig
Paa kostbar Sandhed! Du hvis sorte Vinger dekker
De Dagens Spøgelser som ofte Dyden skrækker,
Og fordrer Sandserne mod Sjelen ud til Krig;
Kom Viisdoms Prædikant! antænd i min Forstand
Saa stjerneklare Lys som du der oppe tænder,
Hvor Verdner rundt omkring i Myriader brænder,
Og Viisdom, Orden, Pragt i alting øjnes kan.
Jag Verdens Tummel bort! stil Syslernes Orcan!
Lad ei spidsfindig Dunst, Vankundighedens Dampe,
Falsk Vid, og Overtroe naae til den Midnats Lampe,
Som jeg for Philadon og Verden har tændt an.
O Philadon! for dig min Lampe før har brændt;
For dig min Muse nu en dristig Valfart vover
Omkring den skabte Kreds; og medens Jorden sover,
Vil vaage for at faae din Sjel i Luer tændt.
Ach, havde jeg en Tolk fra Evigheden her,
Som kunde Pop's Forsøg med Sandheder formere
Af den Philosophie, som Englene studere,
Hvor Bayles største Tvivl alt afbeviste er!
Og kunde jeg (dog sligt kun Engles Sprog formaaer)
Fortælle hvad de see som bag Forhænget kige
Ind i Naturens Uhr; og see hvor ret og lige
Det mindste Hjul deri til Verdens Beste gaaer!
Men tie, forvovne Bøn! – O Young, saa laan mig du
Den Pen som Andagt skar, og hvæsset blev ved Smerte,
Den Pen som skrev saa dybt ind i Lorenzos Hierte,
At Skriften lyser frem med hellig Glands endnu.
Saa vil jeg flyve did hvor Vid hos Andagt boer;
Og Philosophens Mund skal Davids Harpe blive,
Naar jeg, indblæst som du, kan Englepsalmer skrive,
Og synge for min Ven, at Gud er viis og stor!
Dog uforsagt, min Geist! – Saa stor din Afmagt er,
Saa rig er dog din Sang, Beviserne saa stærke;
Hvert Skrit du gjør er strøet med Viisdoms Underverke;
Og Støvet selv til dig Guds Lovs Basun frembær.
Den døde Klump som hist fra Muelighed udbrød,
Den Søn af Intet som af Evighedens Fader
Fik Liv, Bevægelse og Form i tusend Grader,
Da Tid, og Rum, og Sted, og Varighed blev fød:
Den vide Omkreds, hvor Materie og Aand
Af særskilt Slægt og Art paa Trappetrin opstige;
Hinanden mere liig, dog aldrig ganske lige,
Og alle Hemper paa det samme Kjædebaand:
Hvor Verdner flokkeviis blant Verdner tumles om,
Saa dennes Hvirvelstrøm den andens Hvirvel trykker;
Og dog en Klode ei et Solegran forrykker,
Langt mindre mindste Støv fra Evighed omkom.
Den Klump, den Kreds, det Alt, hvor ingen Grændser er;
Maa det, o Philadon, din Sjel til Andagt røre:
Saa skal hver Atomus for dig bevisligt gjøre,
At alt er Viisdom, Kunst, og Pragt og Orden der.
Kom, tal i mit Sted nu dit Almagtssprog, o Nat!
Lad de Vidunder du paa Himlene udbreder
I Millioner Tal, fortælle hvad han heder,
Som denne Stjernehær har der i Orden sat.
Fornuften staaer forbaust blot ved den Glands jeg seer
I Øjesynets Kreds, den Plet kun af det hele:
Og dog saa stor i Alt og i de mindste Dele,
At Sjelens Øje selv tør neppe see paa meer.
Hvad Reise var det ei herfra til hin Planet;
Fra den igjen og op til hine blege Fakler!
Hvad Syn at see et Skimt opklaret til Mirakler,
Som blot en uskabt Aand har maalt og overseet!
Tag Lysets Vinger paa, og flyv med stadig Flugt
En Verdens Alder frem fra Klode op til Klode!
Tæl Sole, Verdner der hvor før kun Prikker stode;
Og see den første Soel i Øjekredsen slukt!
Tænk saa din Flugt er endt; men viid du har igjen
En lige endløs Vei, hvor Verdners Skare vrimler
Som der du kom fra før! – Almægtig Gud, jeg svimler!
Paa denne Almagts Top al Tanke daaner hen.
Saa stor er du, o Nat! – dog er det ikke nok,
At dine Under kan med Tanker ei indhegnes,
At denne Almagts Hær kan ei med Tal beregnes;
Nei, nævn mig den Forstand der styrer denne Flok!
Mon døde Atomer har blæst sig selv til Liv,
Og i forvirret Krig imod hinanden stormet,
Til al Naturens Kreds saa ordentlig blev formet
Ei ved et overlagt, men blot tilfældigt Bliv?
Har Hendelse vel bygt en Stjerne og et Kræ
Med saadan Overlæg, at naar den første bruser
Omkring med heftig Fart, den ei det andet knuser?
Er det vel Spørsmaal værd? – Jeg synger ei for Fæ.
Stor er den Almagt som min Sang tilbeder nu. –
Og hvo kan synge ret? – Sligt tør knap Engle vove.
Men Viisdom, du som skrev Bevægelsernes Love,
Og stilled Verdens Uhr, hvor stor er ogsaa du!
Fornuften seer kun lidt af den Oeconomie,
Som alting styres med; den gjetter om det meste:
Dog hvad den seer er nok, Bevis nok at den beste,
Den allerviseste har Vallet gjort deri.
Har skabte Hænder bygt et Uhr med saadan Kunst
Som vort Planetsystem, der stedse sig omdreier,
Der stedse blir uslidt, og stedse lige veier:
Ja Verdner selv forgik, naar der forgik en Dunst?
Kan Millioners Kraft et Øjeblik formaae
At holde op kun een af disse Atlaskroppe,
Som paa den blotte Luft omvælter sig der oppe,
Og ved indbyrdes Træk og Stød tilsammen staae?
Dog hænger Alting der – paa hvad? – paa hvad, o Ven? –
Paa Ordnens vise Lov. Hvis den tilbage kalder
Sin Omsorg for en Myg, strax alle Verdner falder
Fra Ligevægtens Punct til Chaos ned igjen.
Den Evighedens Lov, den Skabnings Grundlov har
Deelt Dyrekredsen af: og paa de maalte Roder
Den skrev: Reis her, o Jord, med dine Naboekloder,
Og gjør min Herlighed for Verden aabenbar!
Den lod af Kjerlighed for alle Væsner der
(Hvad er for Almagt tomt?) i Klode-Cirklen blive
En Middelpunct af Ild; og bød den rundt om give
Fornøden Varme, Lys, og Frugtbarhed til hver.
Hver Aarets Tid, ja meer hver Time, hver Secund
Blev cirklet af saa net, at Mennesket kan blive
Planeternes Prophet, og Reisecartet skrive
For Verdners aarlig Vei paa denne Ordens Grund.
O skam dig, Philadon, om du alene troer
Den Sandhed Natten dig saa mathematisk viser!
Hvad? har du ikke her Euclidiske Beviser?
Saa tro ei blot, men see, og føl at Gud er stor!
Ja brænd af hellig Lov saa klar som Nattens Pragt,
Brænd over Orion! du brænder aldrig ene,
Min Nat gir Selskab nok, og Natten ei alene;
Nei Ordnens Skuespil har meer end denne Act.
Nu aabnes alt en ny; og Morgenlerkens Flugt
Inbyder Philadon at see paa nye Mirakler;
At see hvor Natten døer, og alle Himmelfakler
Ved Dagens Fødselstund af større Lys blir slukt.
Saa liflig som din Røst, du Almagts Prædikant,
Er denne nye Act, hvis Indhold du forkynder:
Harmonisk som din Sang Dagbrækningen begynder;
Og Viisdom lyser frem paa Himlens østre Kant.
Hvad Orden, Sammenhæng og Harmonie er her
I dette Mellemrum, det Halvlys som frembryder
Imellem lyst og mørkt, og al Naturen fryder
Med straalebrækket Lys, før Lyset selv er der.
Hvis Solens Glands med eet af Mørkets Skjød udbrød,
Hvor farlig blev dens Ild for Skabningernes Øje!
Hvor lidet vilde da en Soel vor Jord fornøje,
Hvis Middags Straaler selv knap Lys og Varme bød.
Nei den som skabte Lys var hertil alt for viis;
Den Gud, som intet Spring i Skabnings Raden taaler,
Han bød en Atmosphær at brække Solens Straaler,
Og dele Lyset ud til Jorden gradeviis.
Strax brød paa Himlen frem oplyste Dunsters Skin,
Og Øjet blev ved Skimt til Lyset forberedet:
Afbrudte Straaler blev om halve Jorden spredet,
Og Dagen kom og gik paa flere Trappetrin.
Det sorte Himmelsvelg fik Farver vexelviis;
Og Horizonten blev af Lysets Gjenskin malet
Med en Azurblaa Grund, hvor Guld og Purpur praled:
Saa Himlen alt før Dag var Øjets Paradis.
Mon Philadon endnu som Otterslangen er,
Og stopper Øret til naar Skabningsverket raaber
Igjennem Lysets Skimt og Morgenduggens Draaber:
At en alviis Forstand har ordnet Alting der?
Lad Verden være døv; jeg tier ei endnu,
Den Viisdom er for stor, hvis Orden jeg forkynder;
Stor var den sidste Act, en større nu begynder:
Jeg zittrer, Philadon! – o zittre ogsaa du!
See Lysets store Sjel og Stjerners Dronning der
Sin gyldne Straaleglands bag Bjergets Top fremsender.
O Gud! det blotte Skin al Himmelen antænder:
Hvad vil da blive af, saa snart hun selv er her? –
Ja gys kun ved den Glands hvori hun stiger op! –
Har du vel seet og maalt den store Lysets Moder?
Smelt sammen til een Ild ti hundred tusend Kloder
Saa store som vor Jord, og maal saa Solens Krop!
Forfærdelige Brand! uhyre Majestæt!
O zittre lille Jord! forskrækkes I Planeter,
For denne Kjempekrop som næres af Cometer,
Og hvad den kommer nær antænder til Comet!
Hvo slukker ud dens Ild? Mon alle Skyers Vand,
Mon alle Verdners Magt kan dette Ildbjerg stoppe,
I Fald det skrider ud af Ligevægt der oppe,
At det ei tumler ned, og setter alt i Brand?
Men frygt ei, Philadon, du sover ganske trygt!
Lad Ildens Ocean paa Firmamentet brænde;
Den Viisdom som min Sang vil lære dig at kjende,
Den har før Solen blev alt sørget for din Frygt.
Saa snart hans Skabnings Røst til Lyset sagde: Bliv!
Den sagde ogsaa: «Soel! hid er din Grændse maalet!
«Bliv mange Verdners Lys, gjør alting der bestraalet!
«Bliv ei din Cirkels Skræk, men Vellyst, Lys og Liv!
Hvad? føler du ei Lys og Varme i din Sjel?
En Straale ned fra ham, som satte disse Luer
Paa saadan Ordens Punct, at Flammerne ei truer,
Og dog gir Varme nok til al Naturens Vel?
Selv Helvede blir lyst ved hans alvise Vink.
Forfærdelsernes Ild gjør Skabningen fornøjet:
Ti tusend Verdners Brand blir Skuespil for Øjet,
Og Livet boer i dig, utaalelige Blink!
Knæl, Østerlænding, nu for Himlens Dronning ned!
Ja, kan et Creatur fortjene Guders Ære,
Skal Ydmyghed en Pligt mod Pragt og Højhed være;
Saa knæl for denne Glands! jeg undres ei derved.
Dens blotte Forbuds Pragt Ærbødighed indskød:
Saa snart Aurora kom, og aabned Himlens Porte,
Blev Nattens mørke Dunst i gyldne Skyer borte,
Og Solens Kongevei med Purpurroser strøed.
En Zephyr foran gik, som feied Luften reen,
Og gavmild Perledug paa alle Planter spreded,
Hvis kølig Næringssaft blev meer og meer udbredet
Af Solens frugtbar Ild i hver en Aaregreen.
Farvel, elskværdig Nat, min Lærer og min Ven!
Din Herlighed forsvandt: Dog nei, den blev forandret
Til større Herlighed; thi da din Pragt bortvandred,
Saa fik Naturen strax en dobbelt Pragt igjen.
Min Lampes dunkle Skin, og dine Lampers Glands
Af Dagens større Lys paa eengang blive blendte;
Da Solen Dødens Land til Paradis omvendte,
Og Søvnens tause Roe til Liv, og Sang, og Dands.
Hvor voxer nu min Sang! En ny Natur opstaaer
I synlig Almagt klædt, med Natten før bedekket.
En Verden, af sit Mørk ved Solens Lys udklækket
Fremkommer her, som hist ved første Skabnings Vaar.
O Gud hvor dette Alt seer heel almægtig ud!
Rek tusend Øjne hid, og lad mig Synet dele! –
Hvad skal jeg see paa først? – et Bjerg? – en Myg? – det hele?
Da Bjerg, og Myg, og alt er lige fuldt af Gud.
Jeg veed ei hvad er størst, om Orden eller Pragt
I al den Herlighed et Øjekast opdaged?
Hver Deel er stor for sig; og alt tilsammen taget
Beviser kun paa ny, hvad hver en Deel har sagt.
Du Skyers Naboebjerg, bliv min Betragtnings Val!
Du Skjold mod Stormens Magt, du Kildespringets Moder,
Du Rigdoms Magazin, du Frugtbarhedens Broder,
Som deler Soel og Lys og Vædske til din Dal!
Fortæl din Skabers Kunst, – dog Dalen er for skjøn!
Mit Øje flyver did, hvor Edens Flora vandrer
Blant Blomsterne omkring, og ved hvert Skrit forandrer
Din prægtig Ordens Dragt, nu guul, nu rød, nu grøn.
Kan Sandser og Forstand faae større Lyst endnu?
Mon Viisdoms Verket til Uendelighed stiger!
O Dal! ja, du er skjøn! men hør, din Skaber siger:
«Dit mindste Blomster har en Dal saa skjøn som du;
«Den Dal igjen er fyldt med Sæd, hvis mindste Frø
«Indslutter i sin Punct ti tusend nye Poder,
«Og deres Frø igjen er Millioners Moder.
Knus nu et Seneps Korn, og see en Verden døe!
Hvor blev du, Philadon? Jeg taber dig og mig
I denne Frugtbarhed, som Synet overstiger.
Før raabte Himlene, nu Jorden ogsaa skriger:
Vor Skabnings Kjede er vor Skabers Væsen liig!
Alt, hvor du seer dig om, er proppet fuld af Liv,
Og intet Rum er tomt; men Creature vrimle
Med meer og mindre Liv: Igjennem alle Himle
Til Jordens Middelpunct fløj Sjele fra hans Bliv.
Hver Skabning fik sin Form, sin Næring og sin Kreds
Saa ordentlig uddeelt, at alle har det beste,
Hver til sit Endemaal; det mindste med det meste
Staaer som en mønstret Hær i Orden allesteds.
Hold stille her, min Geist, og tænk saa langt du kan,
Saa langt en indskrænkt Aand om uindskrænkt kan gjette!
Led op de Viisdoms Spor som findes i alt dette!
Erfaring og Fornuft gjør selv din Gisnings Plan.
Hvor stort et Mellemrum fra blot Emfindtlighed
Til mueligste Forstand! – det Rum kan ikke gabe.
Hvad Grader af Fornuft fra Plato til en Abe;
Fra Abens Tænkekraft til Østerskallens ned!
Hvad Størrelses Forskjel fra Leviathans Krop,
Og til det mindste Dyr som intet Glas opdager,
Fra Længden af det Liv som kronet Hjort
n3 fremdrager,
Til det Ephemeron paa een Dag fylder op!
Mon disse store Rum er fyldte nederst fra,
Og op – hvo veed hvor langt? – Mon Aand, og Krop,
og Ævner
Opstiger gradevis til Tal som ingen nævner? –
Fornuft, Erfaring, Glas, og Øje svarer: Ja!
Men hvo har Enderne paa Skabnings Kjeden seet;
Hvor Aand begynder først, hvor vidt Materjen rekker?
Fra hvilke Puncter de sig til hinanden strekker,
Og i hvad Punct de sidst forene sig til eet?
Her studser alt Begreb, Fornuften tier stil,
Og Tænkekraften sig i Mørkheds Afgrund taber. –
Ja hvo kan øjne sligt som ikke selv er Skaber;
Da blot et større Skimt er Engles Skuespil?
Nok, Alting er opfyldt. – Hvad Tanke er ei det? –
Spørg nu, hvo reder Bord for denne store Mængde?
Hvo holder alle op i Evighedens Længde,
Og ved een Ordens Baand forbinder dem til eet?
Nu blæser Sole bort, og Kloder blir som Støv
Mod denne Forsyns Vægt, den Omsorg for det hele,
Den Kunst at eftersee uendelige Dele
Ei ene i en Soel, men ogsaa i et Løv;
Ja hvor den ene Deel den anden Modstand gjør,
Hvor Torden, Hav, og Storm, og Regn, og Ildens Luer
Med Oversvømmelse, med Brand, og Chaos truer,
At holde alt endda i Sammenhæng som før.
Begynd fra Verdens Vaar, og tæl hver Skabnings Slag:
Tæl efter nu igjen, og sig hvad Slag der fattes:
Mon ei den enes Død ved andres Liv erstattes,
Saa Altings Liv og Død i Jevnvægt staaer hver Dag?
Den Avlings Drift, hvert Kjøn til Slægtskabs Kjønnet har,
Kan den vel ryddes ud, og Verden gjøres øde?
Man har gjort Overslag paa fødde og paa døde;
Men aldrig vist et Kjøn hvis Mage savnet var.
Saa ofte som vor Jord Omvexling overgaaer,
Hvad gjør at dyr Tid, Pest, og Krig den ei udtømmer?
Hvad gjør at Rovdyr ei Naturen oversvømmer;
Og skjønt at Ulv er til, dog aldrig fattes Faar?
Jo alting har sin Lov, fra Cherub til en Mid:
Slet intet er for lidt, og intet overflødigt;
Det mindste Solegran i Skabningen saa nødigt,
Som den umaalte Krop der bringer Lyset hid.
See nu, min Philadon, blir Skabnings Planen stor;
Naar alt er fuldt af Liv, af Ævner, Drift og Pligter,
Hvis Virkning ei til een, men til det hele sigter;
Og paa den mindste Deel den heles Vel beroer.
Det er ei Kloder blot, som holder Kloder op;
Et Støv er ogsaa tælt i Ligevægtens Skaaler:
Naar Solen til en Myg uddeler sine Straaler;
Saa hjelper den igjen at bære Solens Krop.
Saa hænger alt af eet, og eet igjen af alt.
Det heles Beste er forenet til en Kjede,
Hvor Madiker gjør ud et af de store Lede.
Spørg Philadon endnu for hvem en Spurre faldt?
Hvad er det da jeg seer? – Et Creatur opstaaer,
Som i et dunkelt Glas sit korte Syn udvider,
Og med et Herskabs Blik seer om paa alle Sider,
Og siger: «Alt er mit, saa vidt Naturen naaer:
«For mig de skjulte Lys bag Melkeveien staaer:
«For mig gaaer Jorden om, for mig opreises Storme,
«For mig er alting skabt fra Engle indtil Orme!
«Jeg ene ved Fornuft til Evigheden gaaer!
Opblæste Creatur, hvo er du? hvad er dit? –
Det Rum du fylder op blant alle andre Dele,
Det Sammenhæng dit Liv og Haab har med det hele;
Er du fornuftig stolt, saa sig kun: det er mit!
Hvor liden er den Kreds som du kan oversee!
Hvis alt er skabt for dig, det meeste staaer forgjeves;
Forsynets Kjerlighed for Millioner hæves:
O tie! – thi ellers vil en Madik dig belee.
Den lille Blomsterknop, den Skovens Eremit
Hvis Vext du aldrig saae, mon den for din skyld taber
Sit Væsens Nytte? Nei en Bi har ogsaa Skaber,
Der sørger for dens Vel saa kjerlig som for dit.
Mon Microscopet gjør din Hovmod mere rig?
Søg op de skjulte Liv i Jord, Luft, Ild og Vande,
De Dyr som paa et Støv opdage nye Lande;
Og tænk, om disse Kræ opholdes der for dig?
Nei Skabningers Monark, forkort dit Scepter her!
Du Gisnings Væsen, du som tænker kun saa ilde
Om Verden, Gud, og dig; hvor tør du dig indbilde,
At du en Middelpunct af alt det skabte er?
Slig daarlig Fordom gjør Naturen til en Ørk.
Dens største Deel blir tom, dens Skranker alt for trange:
Forsynets Labyrinth har ellers dunkle Gange;
Men sigter alt til dig, saa blir den alt for mørk.
Hvor blev den Lerke af, hvis søde Toners Klang
Indbød min Philadon til Morgenrødens Under?
Den muntre Vægter, som fra Luftens Top herunder
Opvækked Skabningen til Andagt med sin Sang.
Den fløj mod Himlen op, og brændte fuld af Lov
For ham som havde bygt den spæde Hals som trilled;
Og just da den sin Bøn, sin Morgenpsalme spilled,
Den blev – o Philadon! – den blev en Falkes Rov.
Hvad? sukker du? – Er Suk vel philosophisk her?
Skal Lerken aldrig døe? Skal Falken ikke leve?
Blev Verdens Orden størr', om Rovdyr aldrig bleve? –
Betænk det, du som selv det største Rovdyr er!
Ja meer: naar alt har Liv, og nærer sig af Liv;
Hvad Forskjel er der da paa Rovdyr, og paa andre?
Naar Døden kun bestaaer i Formen at forandre,
Saa er jo altings Død et blot vedvarigt Bliv!
Nu først blir Ordnens Lov sig selv i alting liig,
Naar alt er ei for een. – Du uden Tvivl alt merker
Din Fordoms Feil: Naar du og Falken æder Lerker,
Saa æder Lerken Orm, og Ormen Falk og dig.
Ja, Verden er Guds Stad. Den mindste Borger der
Har samme Ret som du, til Liv og muelig Lykke,
Du har vel større Rang; men sligt kan ei forrykke
Den Lov, hvis store Bud det heles Beste er.
Her hægtes alt i eet, og denne Kjede gjør,
At Verdens mindste Deel forbinder alle Dele,
At Viisdom, Kunst, og Magt oplyser meer det hele,
Og Gud blir mere stor, og viis, og god end før.
Bliv klog igjen, og tie, opblæste Uforstand!
Du som til Hovmods Top paa Gisninger opklyver,
Seer Verden stykkevis, bestemmer alt, og lyver,
Og tegner Kartet af før du kan øjne Land!
Hvad Under at Guds Verk seer ofte dunkelt ud
For dig som ei seer alt, ja ei engang det meste?
Men hør: mon den som veed, og vil, og kan det beste,
Ei gjør det? – Usle Kræ! tør du fornedre Gud?
See her, min Philadon, et flygtigt Øjekast
I al den Herlighed, som Skabningen indringer!
Afmægtigheds Forsøg, en Flugt af svage Vinger,
Hvis spæde Seners Kraft vansmægted i en Hast.
Min Muse viser kun et Blik af Verdens Pragt,
Erfaring, Vid, og Dyd kan Synerne formere.
Thi vid, Almagtens Verk har i det mindste mere,
End hendes Afmagt her har om det meste sagt.
Jeg seer det store Alt. O Ven, hvad blir du da?
Naar Solekredsen er en Punct kun af det hele;
Vor Jord en Punct af hin; og du – o hvo kan dele
Slig Punct! – Nei Philadon forsvinder for mig nu.
Imidlertid er du, o lille Væsen, her,
Ja her til større Haab, til evige Hensigter,
Til dit og Verdens Vel; et Maal for manges Pligter;
Skjønt usel som en Orm, dog som en Engel kjer.
Og veed du hvad det var, som først bestemte dig
Til Lem af Verdens Stad? – Mon han, din Skaber, trængte
Til Verdener? til dig? – O nei, naar han blot tænkte
Paa Verd'ners Muelilghed, saa fandt han nok i sig.
Ei Engle anden Grund for deres Væsen veed,
End den Insecter har; og du i Sole finder
Den samme Grund som dig med Seraph sammenbinder:
Det er, o Philadon, den blotte Kjerlighed.
Vox da igjen paa ny, og stig til Engles Rang,
Du lille Creatur som bag en Punct dig gjemte!
Drog Kjerlighed dig ud af Intet, og bestemte
Dit Væsens Øjemed før Engle blev engang;
Hvor stor blir du, min Ven, naar Kjerligheden har
Valgt dig som mest beqvem blant Muelighedens Mængde,
At fylde op et Rum i Skabnings Kjedens Længde,
Og Verden uden dig den beste ikke var.
Hvor sikkert blir dit Haab! – Ja lad dets Udsigt frit
Bag Tidens Grændser naae. – Kan Kjerlighed vel savne
Sit Val, sit frie Val? – Nei blant de mange Navne
I Evighedens Bog staaer ogsaa tegnet dit.
Hvor hellig blir din Pligt, naar du ei blot er til;
Men fuld af Lyst, og Haab, og Ævner til at blive
Lyksalig: bør ei da dit Haab og Lykke drive
Din Sjel til den, som din og alles Lykke vil?
See! her en Pyramid af Skabninger opstaaer,
Som alle Haand i Haand til deres Udspring iler,
Til ham, den første Han, den Skabnings Ven som smiler
Fra Spidsen ned til alt saa vidt som Væsner naaer.
Kom Philadon, følg med, stig op ved Hellighed
Til din Original, den helligste, den største,
Den store Alt i Alt, den sidste og den første,
Dit Lys, dit Liv, din Soel, din Gud, din Salighed!
Her daanede min Geist! hør Engle synger nu,
Og Verdner Gjenskrald gir af Englechorets Tone;
Ja Guder knæler ned for den uskabtes Throne,
Og synger: «Hellig, stor, og viis, og god er du,
«Du Aarsag til alt skabt, dets Ophold, Liv, og Ven,
«Ei ene Englers Gud, men ogsaa Miders Fader;
«Som føder Cherubim, og ei en Orm forlader:
«Velsignelse og Lov og Priis er din igjen!
Velsignede Støv!
Sørgelige Levning af den kjerligste Søster!
Du fortjente meget, og behøver intet,
derfor faaer du ikke andet
end dette sidste Echo
fra din bedrøvede Broder.
Jeg talte til dig i Døden:
Jeg maae ogsaa raabe efter dig ind i Evigheden; /
Men hvad skal jeg sige?
Blod og Venskab
stormer begge til din Kiste at væde din Aske;
Men de stormer endnu mere til mit Hjerte,
og vil forbyde mig at tale.
De vil begge have lige saa stor Deel i din Død,
som de havde lige Deel i dit Liv.
De raaber:
Du var lige saa oprigtig Ven som from Søster,
du var i begge Tilfælde den beste.
Ak ja!
Min Smerte vidner at jeg havde i dig
i 18 Aar 6 Maaneder og 15 Dage
en dydig, en kjerlig,
dog i de to sidste
en bedrøvelig Søster.
Ak!
At jeg ikke maatte nyde det første
uden at see det sidste!
Jeg har vel været betænkt paa Skilsmisse; /
Men aldrig saa hastig,
mindre paa din Side,
mindst midt i saa stort Haab.
Ak hvilken Jammer
at lide Skibbrud saa nær ved Havnen!
Ak
min Rose!
Du visnede hastig i Livets Vaar,
skjønt til en salig Forandring,
fra en Lillie til en Paradisrose.
De som saae dig i din sidste Tid,
i dine Martyrdage,
kunde ikke see dig uden at øse Graad,
skjønt af en dobbelt Kilde;
Bedrøvede over din Pine,
men glade over din Roelighed:
Du murrede ikke engang over dine brændende Smerter;
Taalmodighed var den Atlas
som bar din Byrde.
Saa stærk er den almægtige. /
Han bar din Sjel ind i Jesu Saar,
da Legemet laae udspilet for alle Pile;
Disse Saar
vare dit Plaster i din Barselseng;
Nu fandt du ogsaa der i Døden din Brudeseng.
Tak for din Afskedsmusik,
Jesu, dine dybe Vunder etc.
Dette var din Svanesang
midt i Kroppens Afmagt,
midt i Fornuftens Storm.
Ja!
Da Døden havde fængslet alting,
saa viste dog dine matte Øjne
til hvad Havn Sjelen skulde geleides
af dine Sukke:
Himmelen var Nordpolen,
Hvor kjempede ikke mit Hjerte,
da du kjempede med Døden!
Jeg tumlede paa din Seng,
jeg ønskede at sønderrive Himmelen, /
For at aabne dig Vei til Guds Throne:
Men
dine Sukke vandt Seier.
Du sov, du døde;
Bedrøvelige Syn for os efterladte!
De Taare,
hvormed jeg den Tid vædede dit kolde Ansigt,
vare kun Sendebud fra mit Hjerte,
og Vidner om min Pligt,
men ingen Belønning for din Kjerlighed;
Den faaer du hvor du nu er.
Jeg havde intet at give dig,
uden Sorg og Sukke,
men disse kan jeg umuelig spare.
Af ni Sødskende
var du den eneste Døden havde levnet mig;
Nu tog den i dig
den sidste, den beste.
Ak!
Hvorfor skal jeg leve igjen for at begræde dem alle? /
Jeg elsker dig for højt til at misunde dig din Lykke;
men jeg er Menneske,
og jeg er Broder.
Jeg savner dig, min Fornøjelse! jeg savner dig,
og jeg ikke alene.
De sørgende Forældre, din nedslagne Ægtefælle
begræder i dit Tab
deres Alderdoms Trøst,
Husets Soel, Livets Lyksalighed.
Jeg vil overlade til dine Venner at tale selv
om deres Sorg,
og Himmelen skal tale for de fattige;
Men jeg burde dog være en Tolk
for din stumme Yndling, din lille Datter,
det første og største Pant paa din Ægtekjerlighed
hvilken du beseglede med Døden.
Jeg burde vise hvad hun savner
nu hun skal tumle om paa Livets Hav
uden din Omsorg;
men mit Hjerte smelter: /
Jeg kan ikke nævne hende uden at erindre dig,
og græde over begge.
Hun saae dig i Glæde og Sorg,
i Liv og Død,
altsammen i fire Uger og to Dage,
men hun veed ikke selv hvad hun saae.
Ak dobbelt Sorg for dem der maatte see alting,
baade for sig selv og hende!
Ulyksalige Foster,
om Døden kunde taget den Trøst med din Moder,
at Himlen seer til for os alle!
Men nu skal denne blive din Amme.
Du behøver nu intet Ønske! min Søster;
Men et for din Dotter:
Gid hun maa blive som du!
dog ikke saa tilig en Sorg for dine Venner!
For resten som du elsket af alle!
Thi du havde ingen Fiender;
I det mindste vidste du ingen selv;
Jeg ikke heller; /
Men dette veed jeg:
Du fortjente ingen.
Havde du nogen, saa Gud forlade dem!
thi du elskede alle,
Satan undtagen;
ham hadede du til Enden.
Det er alt hvad jeg tør sige,
skjønt det mindste af din Fortjeneste,
og ikkun Skyggen af dit Eftermæle;
Men jeg maa tie med det meste,
fordi jeg er din Broder.
Nu rester da at raabe
fra dine Forældre, fra din Mand,
fra dine Venner og fra mig,
det allerkjerligste, det allerbedrøveligste
Far vel!
Lyksaligste Engel!
Du er ophøjet over alle Forandringer.
Lykkens Ustadighed, Verdens Jammer,
Naaer ikke din Boelig. /
Nu har du allerede smagt
det Livets Brød, som du spaaede dig
Dagen for din Reise.
Ak gid jeg kunde fulgt mine Tanker,
da de fulgte dig til Evigheden!
Men jeg blev tilbage
fængslet med Tiden,
et Rov for din Erindring.
Far vel! min Velsignede! far vel!
Kan din salige Sjel forlystes med Tanker
om Tiden,
saa tænk paa mig.
Tænk paa en Broder
som endnu seiler for Lykkens Vinde,
Gud veed hvor langt fra Havnen.
Jeg glemmer dig aldrig.
Hvert Kjerligheds Tegn du beviste mig,
hvert Øjekast, indtil det matteste,
skal leve i min Erindring,
indtil jeg møder dig. /
† † †
Men et Ord ogsaa til dig,
min Læser!
Døm ikke før du har erfaret
hvad Blod og Venskab kan udrette;
Jeg vil ikke ønske,
at du skulde tage Deel i min Bedrøvelse
for at blive forvisset om
hvad Smerte dette Foster har kostet;
Nei, det var for meget.
Jeg begjerer ingen Lettelse,
men alene Undskyldning.
Troe derfor,
at disse Linier ere en Frugt
af et oprørt Hjerte og en stor Hjertesorg,
saa har du
baade mit Forsvar og min Undskyldning.
† † †
Menneske!
Her seer du i min Levning
intet nyt men et sædvanligt Syn,
et Billede paa dig selv,
en Skrek for din Hovmod,
en Triumphvogn for Døden.
Ungdom og Styrke
kunde ikke holde Stand i faae Dage,
før de bleve nedpakkede i disse Fjæle.
Lær heraf,
at du med al din Pralen
er kun en Dverg imod Døden.
Jeg maatte bukke for hans Vaaben.
Vent du kun det samme;
thi han leer af de stærkeste. /
Naar du skal følge mig, veed jeg ikke;
men dette veed jeg,
at Ormene maa ikke fattes Føde.
Dette er nok for dig.
Hvad mig angaaer,
da behøver jeg nu intet mere,
Jeg veed at min Frelser lever!
At fødes og at døe hvor vigtige Minuter,
De tvende Poler som vort Liv sig velter paa!
Den ene aabner og den anden Scenen slutter,
Den sidste viser hvad den første kaldes maa.
Saa snart vi fødes, har vi strax et Skrit paa Bagen,
Vor Lampe tæres alt, saa snart den tændes an;
Vel fød er nok en Trøst, vel død dog Hovedsagen,
Den sidste Time best den første rose kan. – /
At døe! et lidet Ord, men tankefuldt af Følger!
Hvor meget nævner den som ikkun nævner Død!
Hvor kan ei dette Ord oprøre Sjelens Bølger,
Og føde Tanker, hist en grum og her en sød!
At døe, ak Himmel! ja at døe! hvor stor og vigtig
Er denne Period, den sidste Livet har!
Den Gjeld vi Himmelen for Syndens skyld er pligtig,
Vil koste Hjerteklap før den kan gjøres klar.
Umuelig kan Fornuft, som kun har lært at tænke,
Med Ligegyldighed see Dødens Komme an;
En Afsked mellem Aand og Krop maa billig krænke:
En Ven fra anden ei koldsindig flytte kan.
Naturen krymper sig ved første Dødens Tanker,
Den skjelver for en Lee som hugger op med Rod;
Og naar den alt sit Mod mod Døden sammensanker
Saa zittrer Hjertet dog saa længe Blod er Blod.
Forfængelige Sind, indbildte Jordens Helte,
Som trodse Dødens Skrek, og danse til jer Grav!
Send først en Tanke ind i Evighedens Telte,
Og døer ei før I veed hvor I tilsidst blir af. /
Hvis Døden ikkun blot en Endepunct af Livet,
Og sidste Hempe paa vor Modgangs Lænke var:
Hvis intet vidre Haab om Liv vor Sjel er givet,
Ja vel, saa døer den best som frekkest Hjerte har.
Hvis Død og Intet er for Mennesker det samme,
Hvis ei for Sjele er en større Kreds bestemt
End den som spendes her i Livets korte Ramme,
Saa er det beste Liv som snarest blir forglemt.
Ja hvis ei andet er end idel Glædes Himle
Bag Dødens Forhæng for enhver som døer i Fleng,
Skal alle uden Val i Vellyststrømme vrimle,
Saa døer den alt for seent som døer paa Sotteseng.
Saa gjør den best som først til Livets Ende tragter,
Som tænker allermest letsindig i sin Død;
Lyksaligt Hjerte da som Døden mest foragter,
Og kysser strax den Dolk som ender Liv og Nød!
Men har vor Sjel et Haab som rækker over Tiden,
Et Øje som langt meer end Stjernekredsen seer,
En Længsel for hvis Roe vor Tid er alt for liden,
Og Millioner Aar kun giver Lyst til meer: /
Er Døden ikkun først Begyndelsen af Livet;
Er Sjelens rette Boe ei her paa Jordens Øe;
Er Livet os kun til en Dødens Skole givet,
Og fødes vi kun for at lære ret at døe:
Har Evigheden hist ei een men tvende Arme,
Som deler Vee og Vel for Livets Vandel ud;
Er intet Væsen der som lar sig meer forbarme,
Men den som er han blir en evig nidkjer Gud;
Ja er vor Død den Punct hvorfra vor Sjel nedsenkes
Til Glæders eller og til Plagers Afgrunds Søe,
Til Evighed som ei kan tælles eller tænkes,
Saa er den værr' end Beest som kan lætsindig døe.
Saa er den heller Nar end Philosoph som tænker
At døe og lee er Tegn paa Heltetapperhed:
Ak usle Pralerie, som liden Ære skjenker!
Den døer kun frek som ei af Dødens Følger veed.
Men hvad? Er Døden da saa bitter, vil man tænke?
Er ingen mere Trøst tilbage i vor Død?
Just som man tænker til: Hvis blot Fornuft skal skjenke
Vor Trøst mod Dødens Skrek, saa blir den neppe sød. /
Den svøber Sjelen kun i Taage, Tvivl og Klage,
Just naar den alt et Glimt af Evigheden seer;
Just naar den skal gaae hen og aldrig meer tilbage,
Til saadan Tilstand hvor Forandring aldrig skeer.
Just naar dens bange Tvivl har Vished mest fornøden,
Saa blir Fornuften først en ubestandig Ven;
I Livet kyste den, men bider nu i Døden,
Gaa bort, er al dens Trøst, jeg veed ei selv hvor hen!
Ak Himmel! skal en Sjel omspendt med Dødens Smerte,
Af Plager qvælet, nu ei nyde mere Luft
End hvad et stoppet Rør i et fortvivlet Hjerte
Kan lede fra en tyk og taagefuld Fornuft?
Skal den sig trøsteløs i fæle Tanker vrie,
Som Dom og Evighed vil flokviis jage ind?
O Jammer! o! hvor vil da Dødens Pile svie,
Naar Øje og Fornuft blir begge lige blind!
Nei her maa anden Grund, om Ankeret skal fæste;
Her maa en Trøster til som er for alle død:
Den beste Trøst i Liv blir og i Død den beste,
En Qvist af Jesse Rod gjør Dødens Malurt sød. /
En Draabe Naade her for Sjelen mere veier
End Centnersvær Fornuft og Million Beviis;
Naar Sjelen føler at den Himmelen alt eier,
Den kysser fuld af Fryd hver Qvist paa Dødens Riis.
Et Glimt af Naadens Lys, af Helligdommens Lampe,
Oplyser alt hvad før i Sjelen dunkelt var,
Utallighed af Aar, Fornuftens Taagedampe!
Jer Afgrund I nu kun til Sjelens Glæde har!
Her smiler Naadens Helt ved Dødens første Komme,
Her glæder sig en Sjel, af Jordens Lænke løst;
Nu Buret lukkes op og Fængslets Tid er omme,
Alt hvad som skrekked før, det bliver nu til Trøst.
Kom graadig Ormeflok og deler kun jer Bytte!
Tag som et funden Rov den Klump af Jorden hen,
Kom Grav, du søde Huus, du Støvets beste Hytte!
Adspred den Jord som hist skal samles blank igjen.
Kom søde Evighed, Lyksaligheders Kilde!
Kom Afgrund som var før saa bundløs mørk og fæl!
Kom Dom som spaaede før om Livets Gjeld saa ilde!
Du himmelsk Herredag, du spaaer om alting vel! /
Kom evig Jubelfest paa Verdens Sved og Møje!
Kom Aanders Samling, kom lyksalig Engletrop!
Kom Himmelvogn, sving op fra Jorden i det høje!
Kom Død, kom Paradis, tag baade Sjel og Krop!
Ak honningsøde Død! Ak vellystfulde Tanker!
Ak Trøst for Støv at naae Lyksalighedens Top!
Især naar Døden paa forfaldne Hytter banker,
Og kalder hen til Fred en gammel trættet Krop.
En Simeon som Aar og Alderdom nedbøjer,
Som Verdens Svir og Sværm har gjort af Livet kjed,
Af al Fornøjelse ham Døden mest fornøjer,
Tag Herre, er hans Suk, din Tjener hen i Fred!
† † †
Afdøde salig Sjel! som mange her vil savne,
Du savner intet hvor du alting bedre fik:
Hvor du i Glæde kan en Bro'er, en Datter favne,
Som stakket før end du til Evigheden gik.
Du prøved længe nok hvad Tid og Verden giver,
Halvfjersindstyve Aar en langsom Skole var; /
Men sligt er alt forglemt: du salig er og bliver,
Det Liv du lever nu ei evig Ende tar.
Du eier hvor du er langt meer end Verden skatter,
En Rigdom som ei Rust, ei Tid kan slide ud,
Du eier al den Fryd som Glædens Himle fatter,
Du eier meer end nok nu du er rig i Gud.
Den Trøst er nok for dig, og vigtig nok til Lise
For dine Venners Sorg som dog ei sørge bør;
Thi hvis man saae dig nu, din Glæde skulde vise
At Sorg ubillig er for den som salig døer. /
Fra Verdens Sviir og Sværm blev jeg nu nylig ført
Hen til Melissas Seng, til Pinens Forraads Kammer,
Hvor alting var opfyldt med Bitterhed og Jammer.
Jeg saae, jeg føled – O hvor blev min Sjel oprørt!
Du veed, mit Hjerte, best hvad haarde Slag du fik,
Saa tit fra Dødens Haand et Forbud kom og gik:
Hvor Medynk trykte dig, da Døden trued, smiled,
Og, skjønt som Haabet klæd, hen til Melissa iled.
Mit Øje ledte tit, men ingen Lindring fandt.
Jeg altid saae en Krop af nye Smerter svækket,
Af Pinens Ild opfyldt, med Angestsved bedækket:
Jeg saae mig selv tilsidst, og Verden strax forsvandt. /
Jeg tænkte hvad jeg tit, men ei for tit har tænkt,
Naar Sandserne min Sjel i Lyster har nedsenkt:
Vil du paa Haabets Sump med Marmortanker bygge,
Saa byg; men see din Rest er ikkun Sjel og Skygge.
O Sjel! jeg nævner dig og bæver ved dit Navn,
Udødelige Drift som Støvets Uhrværk driver,
Du Aand af Aanders Aand, som efter Støvet bliver,
Og da naar alting er forloret venter Havn!
Naar Kjødet blodrigt er, hvor ofte bliver du
Med Verdens Støv bedækt, af Vellyst qvalt; men nu
Er Verden som et Gran i dit emfindtlig Øje,
Usynlig, nagende, ei skabt til at fornøje.
Velan da! kommer hid, og lar os tænke lidt,
Indbildte Friheds Flok, Fornuftens tvungne Slaver,
Som tumlende af Vid med drukne Sjele raver,
Og raaber altid paa at I vil tænke frit.
I tænker, siger I? Hvor gjør I heri vel!
En tankeløs er værr' maaskee end fæisk Sjel; /
Men da ei alting kan just lige Tanker skjenke,
Saa søger hvor I kan engang alvorlig tænke.
Vort evig Vee og Vel – hvad Tanke var ei det?
Udødelighed – O min Sjel! o hvilken Scene
Som aabnes ofte naar jeg er med dig alene!
I store Samqvem man kun sjelden tænker ret.
Alvorlighed ei i Vellysters Have boer,
Den findes gjerne der hvor Angesttjørne groer:
Saa følg mig da, Fornuft, til hine syges Leie;
Der kan vi tænke frit, Natur og Naade veie.
Vi hist og her skal en besjelet Dødning see,
Hvis Vellysttønder er af Aarene udgravet,
Og Kjødets Maske paa de tørre Been afskavet,
Saa Sjelen nu først ret sig selv og alt kan see.
Da Blodet før løb frisk, da var en Taage sat
For Sjelens Øje, saa dens Syn var alt for mat;
Men nu den meer er løs fra Blods og Sandsers Lænker,
Nu blir dens Udsigt fri, nu blir den ret Fritænker. /
Den tænker paa sin Byrd som meer end himmelsk er,
Hvor længe den har her i Kroppens Hule dvælet,
Hvor den i al den Tid af jordisk Lyst er qvælet,
Hvor mange Pletter den endnu af Støvet bær.
Lyksalig vil og maa den blive nu igjen,
Den søger derfor til sit første Udspring hen.
Men ak det tordnede! og Helligheden negted
Sin Skyts for en som var fra Himlen saa vanslegtet.
Borttordnet fra sin Gud, fortumlet Sjelen faldt
Til Verden ned igjen, hvor den med bange Tanker,
Med Raab og Skrig om Roe al Skabningen omvanker,
Men da den ei seer Gud, saa er det øde alt.
Hvor fæl seer Himlen ud, hvor mørk er Solens Glands!
Hvor bittert alt som før var sødt for Kjød og Sands!
Hvor hesligt Skilderie er Vellyst uden Maske!
Hvor mat er Ære nu og Rigdom! hvilken Aske!
Da Sjelen har nu her forgjeves tigget Roe,
Tilsidst den i sig selv sin Roe og Lise søger, /
Men her Fortvivlelsen med fæle Tanker spøger:
Og hvor kan Roelighed i saadant Leie boe,
Hvor Legioner af Forskrekkelser opstaaer,
Hvor Evigheden selv med Piner væbnet gaaer,
Hvor Hevn, og evig Hevn selv Kjerligheden raaber,
Hvor alting fuldt af Skrek fortvivler, intet haaber?
Fortvivlende, fortabt, afmægtig, uden Trøst
Paa Dødens Spidse den sig krymper nu og vrier,
Da Evigheden alt jo meer og mere svier,
Og Saligheden selv er ikkun Tordenrøst.
Just nu, just nu den er saa reddeløs henkast
Paa Evighedens Bred, hvor Haabets Anker brast,
Saa seer den – O! min Sjel, maa dette Syn dig røre?
O! bøj dig, al Natur, ved det du her faaer høre.
Hist paa et Bjerg den seer et Kors, en blodig Krop;
Den seer (knæl ned Fornuft) en Gud for Verden bløde;
Den seer (o store Syn) hvor Evigheden døde,
Og med sit sidste Suk Naturen løfted op. /
Paa Toppen Dødens Piil var sønderbrudt ophængt;
Og ned ved Træets Fod Fordømmelsen laae slængt;
Paa Kroppens Isse laae al Verdens Skyld og Brøde;
Paa Ærestytten stod: Til alles Trøst jeg døde.
See her hvor Sjelen drog sin allerførste Smil,
Den sank ved Korset ned, og favned Haabets Stytte;
Ja Engle kunde selv den ei fra Træet flytte,
Den slikked Blodet, og saae frek paa Dødens Piil.
Her daaner du, Fornuft, som tænkte før saa frit:
Jeg førte dig maaskee fra Jorden alt for vidt;
Men skal til større Lys din dunkle Lampe ryge,
Gaae ud fra Verdens Svir; tal flittig med de syge.
Min Søster! jeg endnu dig skylder et Farvel,
Et Echo af hvad jeg mod Døden til dig sagde,
Da du i Pinens Storm et Øre til mig lagde,
Og tog imod et Tak fra min forbundne Sjel.
Du lod mig trøste dig, skjønt du var fuld af Trøst;
(Og hvad kan skrekke den som veed han er forløst?)
Taalmodighed og Haab var paa dit Ansigt tegnet,
Det meer frimodigt blev, jo meer jeg saae det blegned.
Af mine Søstre du den sidste Levning var,
Du skulde ogsaa nu henflytte til de andre:
Ja Graad og Ønsker kan ei Skjebnens Dom forandre,
Til Dyden Himlen selv den største Fordring har.
Farvel! jeg sender da det sidste Hjertebud.
Farvel! jeg veed jeg har en Søster meer hos Gud:
Hvad jeg herefter maa paa Jorden i dig savne,
Det veed jeg vel jeg skal engang i Himlen favne.
Din Mand, ja ja din Mand han savner dig vel mest,
Den Tanke var og hvad dit Hjerte mest antasted,
Men da du havde ham i Himlens Arme kastet,
Saa gik du ogsaa glad fra denne kjere Rest.
Jeg saae hvor Qvælelsen dit ømme Hjerte slog,
Da du fra dine smaae den sidste Afsked tog.
Men vid, den samme Gud skal rygte disse Poder,
Som var en Gud for dig da du var uden Moder. /
Nu seer mit Øje mat de perlefarved Haar –
Mit Hjerte bløder – O beklemte hjerte Fader!
Din eneste – dog nei, mit Hjerte ei tillader
At røre ved saa nyt ophugget Hjertesaar.
Din Sorg er billig stor; thi Døden fra dig tog
Dit sidste Hjerteblod; men dette veed jeg dog,
Kan Gudsfrygt og Fornuft et Hjertesaar forbinde,
Saa skal du i dig selv den bedste Lindring finde.
Hvor bær jeg en til dig gjeldbunden Sjel og Krop,
Du som i Faders Sted er Fader, meer en Fader!
Tillad da at jeg nu til Sorgens Dyb henvader
At rekke dig et Bret – O gid det bar dig op!
Mig selv – ja mindre har din Ømhed ei forskyldt,
Mig selv med sønlig Pligt og matte Ønsker fyldt.
O! kunde nu din Sorg af mig lidt Lindring høste,
Saa gid hvert Trin jeg gjør din Alderdom maa trøste! /
O min Sjel! skal du ogsaa være tilstede ved denne Scene?
Young.
Jeg synker – O! – hvordan vil dette falde ud?
O Syn! – O Øjeblik! Er dette nu det sidste?
O Dommer! – O min Synd! – fordømt? – o gid jeg vidste
En Tilflugt for min Sjel! Ak red mig dog min Gud! –
Saa foer jeg af en Drøm forferdet op i Nat;
En Drøm hvorved min Sjel blev jaget træt og mat,
Fra stille Tanker til en stor og skrekfuld Scene.
O Søvn! gir du da Roe for Kroppen kun alene?
Jeg syntes som jeg i et Øjeblik henrykt
Stod paa en aaben Mark, hvor det var tyst og roelig;
Naturens hele Kreds saae ud som Søvnens Boelig;
Og Sikkerhed laae paa hvert Skabnings Øje trykt. /
Jeg saae mig rundt omkring, men saae mig ene staae
Indtagen af at see det klare Himmelblaae,
Og Stjernerne med slig uvanlig Tindring brænde,
Som Lysets sidste Glimt, naar Luen selv har Ende.
Min Sjel nu op og ned i eensom Glæde gik:
En Tanke ferdig stod blant Stjernerne at klyve,
Og med et skyldigt Suk til Skaberen henflyve;
Men faldt i Afmagt hen. – O fæle Øjeblik!
Hvert Himmelfakkel blev med eet saa mørkt, og slukt,
Som før da Lyset var i Chaos indelukt.
Al Luften stod i Brand, og Lynild jaged Torden,
Kun for at vise ret Forskrekkelsen paa Jorden.
Da alting var af Ild, af Storm, af Skrek oprørt:
Jeg hørte en Basun med Angester omringet,
Som med et Toneskrald Naturen gjennemklinged,
Slig Lyd var siden det almægtig Bliv ei hørt.
Hvert Menneske, hvert Kræ, hver Skabning vogned op;
Hvert adspredt Gran af Støv fløj hen og blev til Krop; /
Ei Luft, ei Hav, ei Jord, ei Død, ei Gravens Hule
Den mindste Levning af et Legem torde skjule.
Strax derpaa syntes mig en Sværm af Sjele kom,
Som søgte hver til sin paa ny opbygte Boelig;
Hver favnede sin Krop, foreentes saa fortroelig,
Som to der skulde staae, og falde for een Dom.
Nu saae jeg Adams Børn forsamlet paa eet Sted;
Jeg saae Monarker faldt om Slavers Hals og græd;
Jeg Secter samlet saae, og Splid dog ei begynde;
Ja, Djevle glemte selv af Angest nu at synde.
O Tanke! tør du meer udtrykke hvad jeg saae?
Bliv fuld af hellig Frygt, før du din Sang begynder.
Jeg saae – o hvilket Syn var dette for en Synder,
Som maalløs fuld af Skrek iblant Ruiner laae! –
At Evighedens Flor med eet blev hidset op:
O hvilken Majestet, hvad talrig Engletrop,
Omringed her en Sky af Cherubiner baaret,
Af Evigheden selv til Dommerstoel udkaaret! /
Paa denne sad en klar og gjennemboret Krop:
Hvad Krop? – Ja vist nok Krop, men evig Gud tillige;
Gjenløser, naadig før – men nu – hvo kan udsige,
Hvor Djevle skjalv da han sit Aasyn løfted op?
Hans Ansigt skinned meer end tusend Soles Glands;
Regnbuen flettet var hans Hoved til en Krands;
Hans sterke Haand jeg saae at aabne Dommerbrevet.
Naturens Lov, og nok et Blad med Blod beskrevet.
Han saae sig om, og saae Aarsagen til sin Død,
Iskarioters Flok: hvor blev han her fortrøden!
Hvert af hans Øjekast et Forbud var for Døden;
Ja Engle glemte selv sin Fryd da han udbrød:
Forlorne, strømmer hid, og taler nu jer Ret.
Var ei jer Gjeld betalt? (tog Bladet) Seer I det,
Gjenløste med mit Blod, fordømte ved jer eget?
Spørg nu jer for'ge Liv: Er Helvede for meget?
Naturen daaned hen, og Frekhed maalløs stod;
Jeg hørte ene her fortvivlte Sjele skrige: /
O væ! o Evighed! o Jammer uden lige!
Men Dommeren ved sligt sig ei bevæge lod.
Han vinkede; og strax kom alle Plager frem,
Jeg Evigheden saae, kom sidst bag efter dem;
Hist aabnedes et Svælg opfyldt med Ild og Jammer;
O væ! – her vaagned jeg forskrekt ved disse Flammer.
Jeg vaagned; men nu fik min Sjel paa ny en Plan
At tumle Tanker paa: Den i sig selv sig senkte;
Blev taus, foer op igjen, og gysed, da jeg tænkte:
Skal ogsaa du engang see dette vaagen an?
Skal du af Luft og Tid forraadne, kjere Krop;
Og dog ved Verdens Høst fornyet spire op?
Skal og dit Støv engang Basunens Røst adlyde?
Skal disse Øjne see Naturens Pragt henflyde?
Skal jeg og engang blot for Dommerøjet staae?
Skal Engle, Djevle, hver en syndig Tanke høre?
Skal jeg –? O nei! O lad i dette bange Øre
Din Vredes Tordenskrald, min Gud, dog aldrig slaae! /
Lad mig kun zittre for din Dom, din Hevnearm;
Men skyd et Naadeglimt fra Thronen i min Barm:
Viis mig min blodig Dom, men viis den sønderreven,
Og læs en anden op med Dommerblodet skreven.
O! sover du, Natur? Hør! Dommens Klokke slog:
O maatte dog min Sang dit døve Øre vække,
før hist Basunen skal dig alt for sildig skrekke!
Bliv engang Philosoph! Studeer i Tidens Bog!
Du seer hver Linje der af glemte Navne fuld.
Hvor er Menander nu? Jo see, der staaer hans Muld.
O Lissabon! Du var – du var; men Gud dig dømte:
Nu er du liig den Drøm som jeg forgangen drømte. /
af Dato 5te December 1758.
n4
Hvad skal jeg nu vel skrive om,
I Enker, Koner, Piger?
Jeg helst gad skrive noget som
I allesammen liger.
Min Pen vel nogle gange har
Jer Rettighed haandhævet,
Og skrevet det jeg syntes var
Hvad Pligt og Ret udkræved'.
Jeg syntes I en Sjel ei har
Blot for at sye og koge;
Og at det ei Mirakel var,
Om Skjønne bleve kloge.
Jeg syntes man gaaer alt for vidt,
Naar man jer forekaster, /
Som Qvindfolk-Feil, de Feil som tit
Desværr' er Mandfolk-Laster.
Jeg syntes, at just ikke vi
Er' Mennesker alene,
Men uden Tvivl at ogsaa I
Kan denne Rang fortjene.
Jeg syntes den har lidt Forstand,
Som med sit Fortrin pukker
I samme Øieblik, da han
For Jer nedknæler, sukker.
Jeg syntes eders Hjerter var
For kostbar Skat at selge,
og at I derfor ogsaa har
Den Ret at frie og vælge.
Jeg syntes, ja jeg synes det
Endnu ... men hvad er dette?
I søde Glutter! Seer jeg ret?
Hvad Pokker? Vil I trette?
Et Indlæg til Fornuftens Ret ...!
Mod Os ... ! og det fra eder! /
Paa egen Haand! gjør dog ei det
For alle Ting, jeg beder!
Skal Oprør, Tvedragt, Strid og Splid
Af disse Hjerner stiftes,
Som ellers har fra Arilds Tid
Kun pønset paa at giftes?
Skal Herskesyge flyttes hen
Paa Yndesternes Throner?
Skal alting vendes om igjen?
Skal Mænd nu blive Koner?
Skal Love, Praxis, Hævd, Contract,
Hvorpaa vor Adkomst bygges,
Ei meer i Verden staae ved Magt?
Skal selv Naturen rygges?
Nei skjønne Advocater, nei,
Den Sag er alt for vigtig,
Den angaaer Æren, som kan ei
Behandles nok forsigtig.
I derfor ei forundres bør,
At jeg bli'r nødt at hvæsse /
Den Pen mod Eder, som jeg før
Har brugt for Eder stedse.
Saa længe Skjønhed, Dyd og sligt
Jer Vaaben var alene,
Saa holdt jeg for, det var min Pligt
Jer med min Pen at tjene.
Da ynked' jeg Jer ved en Rok;
Men nu, da I forvandles
Til Rabulister, bør I og
Som Rabulister handles.
Og derfor ... Dog jeg veed det er
En Christens Pligt at raade
Til Fred og Enighed enhver;
Sligt ogsaa er min Maade.
Til Eftertanke derfor tag
Det sunde Raad jeg giver:
Rør ei for Meget i en Sag
Som derved værre bliver.
Hva nytter det, I vinde vil
En Ret I ei behøver? /
Og trette kun om Jure til
Den Magt I Facto øver?
Nei, Kjere, tie langt heller still',
Behold den Magt I haver;
Drei Manden om saa tit I vil,
Og lad som I er Slaver.
Kan I nu ikke taale meer,
Den stakkels Mand har Navnet,
Naar I, som hele Verden seer,
Dog altid haver Gavnet?
Naar Manden brouter af sin Ret,
Sig af sit Herskab bryster,
Saa sig: Min Engel, sandt var det!
Men gjør dog hvad I lyster.
Har I til Stats og Pragt Behag?
O hvilke Narrifasser!
Som veed ei, Kys og Favnetag
Kan aabne alle Casser.
En Mand er kun en Judas som
Paa Pengepungen slæber, /
Som løber hele Byen om,
Og puster, sveder, stræber,
Som Ven og Uven, hvor han kan,
Beklipper, plukker, napper,
At Cassen være kan i Stand,
Saa snart hans Kone klapper.
Naar I saaledes udi alt,
Skjønt under Navn af Slaver,
Den hele Eenevolds Gevalt
Med alle Jura haver;
Hvad kan det da vel skille Jer
At Manden Herre heder,
Naar han har ene al Besvær,
Men Nytten er for Eder.
Al Ære har Besværlighed;
Den sukker tit som hersker;
Spis derfor I med Roelighed
Den Sæd som andre tærsker.
Og hvis man altsaa satte mig
Til Dommere for Eder, /
Den Dom jeg fældte blev da slig:
(Jeg om Undskyldning beder!)
«I Sagen mellem Qvinderne,
«Som Mændene forfølger
«For alt for stor Ydmygelse,
«Er kjendt for Ret som følger:
«Citanterne her sigter vel
«For Tyrannie med mere;
«At Konen er kun Mandens Træl,
«At han vil alt regjere;
«Men da man ei Bevis og Grund
«I Klagen seer for dette,
«Saa bør de bøde for sin Mund,
«Og for unødig Trette.
«Fremdeles de iblant dem, som
«Har ei endnu de Gaver
«At de kan dreie Mandfolk om,
«Bør altid være Slaver. /
Messieurs! I som alt gifte er,
Og som vil gifte blive,
Forsamles kjere Brødre her;
Men holder Ør'ne stive.
Seer her et Indlæg gjort i Høst
Af alle Verdens Qvinder,
Anvender selv hvad I til Trøst
Og Lærdom deri finder.
INDLÆG TIL FORNUFTENS RET.
Det ingenlunde Stolthed er,
Ei heller Herskegriller,
I høje Herrer, at vi her
For denne Ret os stiller;
Vort Kjøn er for den Surdei fri
Som stolte Hjerter hæver;
Det var en Mand, som græd fordi
Vor Jord var ham for snæver. /
Vi aldrig har af Overmod
Vor Næstes Gods bortsnappet;
Vor Haand ei ryger af det Blod,
Som Herskegeist udtapped'!
Men Frihed er alligevel
En alt for kostbar Gave;
Især for den der har en Sjel
Som ei er skabt til Slave.
Naturen selv har skabt os frie,
I lige Stand med andre;
Bør da anmasset Tyrannie
Naturens Ret forandre?
Bør vi udlukkes fra al Ret;
Fradømmes Sindets Gaver:
Just for de Herrer Mandfolk det
For godt befundet haver?
Hvor staaer det, Qvindfolk være skal
Om Stat og Lov ukyndig?
Er vi ei Børn, ei heller gal',
Hvi blir vi da umyndig? /
Seer, Høje Herrer! dette er
Aarsage nok til Trette,
I seer den høje Nød desvær
Bevæger os til dette.
Vort Kjøn har nu vel længe nok
I tvungne Lænker sukket;
Og, som en taus, taalmodig Flok,
For Voldsmænd sig nedbukket.
Sandt nok, vi tilstaaer vi ei veed
De brugelige Kunster,
At dreie Lov og Billighed,
Og blinde Folk med Dunster.
Vi Corpus Juris aldrig saae,
Har aldrig lært at prale;
Den nøgne Sandhed derfor maa
Alene for os tale.
Og da vi veed, den høje Ret,
Hvortil vi os henskyder,
Seer ei paa Kunst, men kun paa det
Som Billigheden byder; /
Saa haabe vi saa meget meer,
En gunstig Dom skal vindes,
Som Sagen selv, saa vidt vi seer,
Velgrundet skal befindes.
Hvis, Høje Herrer! ingen kan
Og tør den Sats modsige,
At alles Rettighed og Stand
Er af Naturen lige;
Hvis vi er fød med samme Ret
Som de der os anfalder,
Saa spør vi: Hvorfra har de det
De Herredømme kalder?
De aldrig skal bevise det
At vi frivillig haver
Indrømmet dem en saadan Ret,
Og gjort os selv til Slaver.
Men er slig Overmagt ei da
Naturlig, ei frivillig:
Hvor vil man den udlede fra,
At den kan kaldes billig? /
Vi veed vel man beraaber sig
Paa Love, Hævd, Contracter;
Tillad vi derfor kortelig
Her disse Ting betragter.
Vi ærer alle visselig
En hellig Lov som skriver:
Din Mand skal herske over Dig;
Men Qvæstionen bliver,
Om dette Skal betyde kan
Hvad Ret en Mand bør øve?
Maaskee det spaaer kun om hvad han
Mod Konen vilde prøve;
Thi hvordan skulde Herskabs Ret
Paabydes mod den Qvinde,
Som samme Lov jo kalder eet
Med Manden, og Mandinde?
Hun er jo den med hvilken han
Skal dele lige Ære;
Og altsaa seer man jo de kan
To lige Herrer være. /
Den Sats som Mandfolk fører frem:
Følg Koner Sara efter!
Blir just et Argument mod dem,
Og som vor Sag bekræfter.
Enhver vil lettelig tilstaae
At Abraham var dydig;
Man derfor ei kan undres paa
At Sara var ham lydig;
Det er: Hun føjede sin Mand,
Var høflig, venlig, villig,
Saa længe som hun saae at han
Var god, fornuftig, billig.
Saa længe han som Mand og Ven
Beskeden vilde være,
Saa var Hun slig mod ham igjen,
Det er: Hun deelte Ære.
Men aldrig før fik Manden Lyst
Fra Middelvei at vige;
Før ham blev sagt: Lyd Saras Røst,
I hvad hun dig vil sige! /
Seer, Høje Herrer! her er det
Hvormed man altid pukker;
Men dømmer om det os fra Ret
Til Regiment udlukker.
Betænker, om man andet kan
Af dette deducere,
End den som viser mest Forstand,
Bør ogsaa mest regjere.
De Borgerlige Love bør
I denne Sag ei gjelde;
Den Dom en Contrapart selv gjør,
Kan ikke Parten fælde.
Men er da ikke denne Ret
Paa rette Love grundet;
Mon den, som Mandfolk mener det,
Er da ved Hævd vel vundet?
Tillad os først at spørge: Om
Man Hævd og Adkomst nyder
Paa Laster, sær paa slige som
Naturens Lov forbyder? /
Kan man faae Hævd paa Tyverie?
Paa Vold, paa List og Rænker?
Paa Overlast og Tyrannie?
Vi dette aldrig tænker.
Men om end Tingen saadan var,
Den kunde hævdet blive,
Kan Mandfolk vise da de har
Slig Hævd som Ret kan give?
Til Hævd udfordres jo at alt
Hvad hævdes skal, det samme
Lang Tid, bestandig, upaatalt
Maa være hos en Stamme.
Hvor gammelt Mandfolks Herskab er,
Det maa de selv beskrive;
Men dette seer dog strax enhver,
At Evas ældst vil blive.
Bestandig har de det ei brugt;
Thi nu og da Heltinder
Har lært de kjere Herrer Tugt,
Og vist de var Mandinder. /
Vi troe de fleste sande vil
Hvad her af os anføres;
Og at vi ei skal nødes til
At lade Vidner høres.
Vor Ret vel sjelden er, desvær!
Solenniter paaanket;
Dog troe vi nok den stundum er
Vedkommende indbanket.
De samme Amazoner som
Har Herskegeister fældet,
Har vist nok ogsaa noget om
Prætensionen meldet.
Og Posito, sligt ei var skeed,
Bør det vor Ret vel fælde?
Bør Myndling, som sin Ret ei veed,
Formynders Svig undgjælde;
Naar vi er kun Umyndige,
Blir Hævds Ret da erhvervet
Af dem, der som Formyndere
Har selv vor Ret fordervet? /
Forskrekkes, Høje Herrer! ved
En saadan Sværm Vidunder,
Som Ret, Natur og Billighed,
Og alting trykker under!
Men endnu rester, at vi her
Som sidste Punct betragter,
Om Mandfolks Herskab grundet er
Paa Forbund og Contracter.
Vi slutter at de ved Contract
Har her ei anden Mening,
End sligt betegner blot den Pagt
Ved Ægteskabs Forening.
Og derfor, naar vi skulde der
Saaledes os forskrive;
Contracten maatte ongefær
Da saa indrettet blive:
«Jeg underskrevne Jomfrue N
«Gjør vitterligt for alle,
«At saasom min udkaarne Ven,
«Agtbare Ungkarl Palle – – /
«Har nu en lang Tid idelig
«Med Knæfald, Graad, og Smerte,
«Med Bøn og Suk væmodelig
«Anholdet om mit Hjerte;
«Desuden har forpligtet sig
«Med græsseligste Eeder,
«At han ei ene elsker mig
«Men endogsaa tilbeder;
«At han sig har opoffret hen
«Til mig, som Herskerinde;
«Og at jeg skal i ham igjen
«En ydmyg Slave finde:
«Saa har jeg endelig tilsidst
«Mit Hjerte overgivet,
«Da Staklen ellers ganske vist
«Var bleven af med Livet.
«I Kraft af dette har han her
«Mig til at troe formaaet,
«At han ved Eed, Forpligtelser
«Slet intet har forstaaet. /
«Contrær, da han saa høflig var
«At tage mod en Gave,
«Hvorom han længe tigget har,
«Saa blir jeg nu hans Slave.
«Jeg renoncerer paa al Ret,
«Som mig Naturen giver,
«Og blot vil troe og gjøre det,
«Som han mig foreskriver.
«Vel har jeg nu til Raadighed
«Et halv Snees Tusend Daler;
«Men dem maa han og handle med
«Som han det selv befaler.
«Det er en liden slet Dusør,
«Som jeg ham ydmygst skjenker
«Fordi han mig den Ære gjør,
«At jeg maa bære Lænker.
*
Betænker, Høje Herrer! dog,
Kan man sig vel indbilde,
At en, der var ved Sands og klog /
Sligt underskrive vilde?
Og hvad man ellers om Contract
Som vi har sluttet, melder,
Det blir kun alt nødtvungen Pagt
Som ei in Jure gjelder.
Vi har da Sagen kortelig
I Høje Herrer viset,
Og, som vi haaber, tydelig
Vort Kjøns Uret beviset;
Det er kun blot hos Eder som
Vi kunde os forvente,
En upartisk og billig Dom
I Sagen at indhente.
Vor Agt er ei Tyranners Ret
Mod vore Mænd at vinde;
Men kunde Verden, sig os det!
Ei styres af en Qvinde;
Har vi ei hvad til Herredom
At føre kan behøves,
Undtagen visse Laster, som /
Af Mænd alene øves?
Vort Kjøn man ei, det kan vi troe,
Fraskrive tør Forstanden;
Man gamle Koner setter jo
I Parallel med Fanden.
Intriger vi jo spille kan
Saa godt som nogen anden;
Spørg derom en og anden Mand,
Og seer ham vel i Panden.
Kan vi ei tie? Vi som har
Saa mange Aar fortiet
En Uret som var soleklar,
Og som har haardt nok sviet.
At bytte Dyd for Rigdom bort,
Samvittighed for Ære;
Sligt har vi vel endnu ei gjort,
Men kunde det dog lære.
At røve, plyndre, slaae ihjel,
Til saadant duer vi ikke;
Men hertil kunde vi jo vel /
Beqvemme Mænd beskikke.
Hvad mangler, Høje Herrer! da?
Hvad fattes os for Gaver,
At vi skal reent udlukkes fra
At herske over Slaver?
Dog dette er just ikke her
Den Paastand, vi vil gjøre;
Det endnu rette Tid ei er
Ved denne Sag at røre;
Men hvad vi nu vil spørge om,
er kun: Om gifte Koner
Betyde skal det samme, som
De Herrer Mænds Kujoner?
See det er Qvæstionen, som
Vi herved indlevere,
Og under Høje Herrers Dom
Vil ydmygst submittere.
*
Højædle Brudgom! De som har
Paadømt saa mangen Trette, /
Hvor Æren Qvæstionen var,
Hvad synes Dem om dette?
Især paa saadan Tid og Sted,
Da De staaer ganske ferdig
At underskrive Acten med
Den Brud, De er saa værdig.
De seer jo selv, Fornuftens Ret
Skal Sagen decidere;
Just Dem derfor paaligger det
I samme at votere.
Men midlertid De tænker paa
Hvad Dom De her skal fælde;
Tillad mig da jeg noget maa
Om min Forretning melde.
De veed, Højædle Brudgom, jo
Hvortil jeg mig forpligted'
Engang, da De saa smaalig loe,
Og Bruden var i Sigtet.
Jeg derfor ei alene vil
En gammel Gjeld betale; /
Men Hjertet selv mig driver til
Paa denne Dag at tale.
Jeg ingenlunde tvivler paa,
At jo Herr Brudgoms Øre
I Dag i Skokketal vil faae
Berømmelser at høre.
Der blir vel nok som skriver om
Fuldkommenhed og Dyder,
Om Yndighed og Skjønhed, som
Vor Brud og Brudgom pryder.
Men mon ei disse kjere Folk
Unyttig sig opholder
Ved sligt som er sin egen Tolk,
Og mangler ei Herolder.
Jeg veed med taus Ærbødighed
Hvad Roes man Dyd bør give;
Men om en Sag, som hver Mand veed,
Var latterligt at skrive.
Min Pen faaer ei Tilladelse
En Caracteer at giøre, /
Som Hjertet med Højagtelse
Langt bedre skal udføre.
Dog merker jeg, Højædle Par!
At, før min Pen faaer Hvile,
Den endnu lidt at melde har,
Som Hjertet selv vil stile.
Gid Rigdom –! dog den har De før,
Og uden det tillige
Ei Tønder Guld, men net op, gjør
De lykkeligste rige.
Al Ære ... ! dog jeg tvivler om
De til sligt Ønske trænge;
Den mangler aldrig Ære, som
Har Dyd, Fornuft og Penge.
Graahærdet Alderdom ... ! dog nei,
Jeg tør ei dette gjøre;
Hvad Skat er Livet, naar man ei
Kan gaae, ei see, ei høre?
Gid da en talrig Børneflok ... !
Ja nok, om De behager! /
Men dette veed jeg ogsaa nok
At mange Børn gir Plager.
Bestandig Sundhed ... ! det er sandt,
Den er et kostbart Bytte;
Men Sygdom ogsaa har iblant
Sin meget store Nytte.
Her er snart alt hvad Skjaldre veed
Til Bryllup at frembære,
Naar de paa Rim Lyksalighed
Folk topmaalt vil forære.
Men endnu troer jeg ei jeg har
De rette Lykkens Grunde,
Og hvad et saa fuldkommen Par
Mit Hjerte vilde unde.
Skjenk, Himmel, da det Par som Kjerlighed forener
Den rette Lykke, som kun Lykke kaldes bør:
Fornøjet Sind med hvad din Viisdom seer, dem tjener,
Forsikring, om at Dyd, ei Guld lyksalig gjør! /
En Oversettelse efter Herr PAVILLONS Avis à une jeune personne, qui entre dans le monde.
Min Iris, jeg vil dig raadføre:
Jeg veed vel dette ei den beste Maade er,
Paa hvilken man hos unge Folk især
Kan vente sig behagelig at gjøre.
Jeg veed, man ei fornøjer mere,
Saa snart man vil philosophere;
Og derfor skulde jeg vel ladet dette blive,
Og i dets Sted for dig
En Samling af forlibte Viser skrive,
Hvis din Opdragelse ei vidnede for mig,
At du har længe hørt den Lærdom jeg vil give.
Tillad mig da, at disse Linjer maa
Veilede dine Skrit; og Dydens Fodspor vise,
Hvor du skal i saa ung en Alder gaae.
Du faaer vel nok som dig vil søge at fornøje,
Men sluttelig kun faa vil gjøre sig den Møje
At sige dig din' Feil og undervise. /
Betræd paa denne Dag en saadan Plan,
Hvor lange Skranker for dit Liv afpæled er:
Og mens du løber der,
Lad ingen selvgjort Frygt dit Mod nedtrykke;
Men ved hvert Skrit du gjør indbild dig altid Lykke
Paa det et muntert Sind dit Liv oplive kan;
Thi hvis du nu i Livets Foraar vilde
See suur, fortreden ud, saa lod det ilde.
Dog midt i al din Lyst holdt denne Regel gyldig,
At dersom du vil unde dig
At leve længe lykkelig,
Saa søg Fornøjelse, men altid en uskyldig.
Jeg veed vel, Iris, at jeg her
Har ikke just behov
At vise hvad det er for Lov,
Som Tugt og Ærbarhed saa strengelig befaler:
Det Blod hvoraf du kommen er,
Med større Fynd end jeg om saadant for dig taler; /
Men dette maa du ogsaa vide,
At denne Lov kan ei Indskrænkning lide;
Din Ære over den saa nidkjer holder fast,
Naar den skal vise hvad sig sømmer, og ei sømmer,
At den dig ikke blot for Last,
Men og for mindste Skin af Last fordømmer.
Brug ikke Pøblens Sprog;
Ei heller en opskruet Stiil naar du vil tale:
Men lad en net Utvungenhed i Ord og Klædedragt
Udgjøre al Zirat, al Yndighed og Pragt.
Thi slig en super-klog,
Som altid vil med lærde Gloser prale,
Naar hun indbilder sig, man hendes Lærdom seer,
Man kun ad hende som en indbildsk Taasse leer.
Lad ei din Mund sligt Skoserie fremføre,
Som med en giftig Braad i Næstens Hjerte bider;
Ei heller for at kildre andres Ære
Tal saadan Skjerts at Ærbarheden lider. /
Thi da de Ord man taler
Den beste Skildrer er som Tankerne afmaler,
Hvis du da føre vil en Tale som ei sømmer,
Saa vid at Folk af Smag og Vid om Hjertet deraf dømmer.
Sid heller ei og stil dig alt for ærbar an,
Naar en et Selskab vil med sindrigt Skjemt fornøje;
Men stræb langt heller at du kan
Et artigt Indfald til et artigt Indfald føje:
Dog lad det være sligt, at den du dermed rører,
Kan lee deraf med samme Lyst som alle de det hører.
Den skjønne som en Beiler kun sit Ære overlader,
Og kjedes ikke ved hans idelige Suk;
Men hører gjerne naar han siger hun er smuk:
Forgjæves tænker, han skal troe at hun ham hader; /
Thi naar en Jomfrue først til sligt vil Øret vende,
Saa har man ogsaa Ret at haabe alt hos hende.
Vær altid frygtsom for den Caracteer af Ven:
Thi under Dydens og uskyldigt Venskabs Maske
Kan din indbildte Ven dig før du veed forraske,
Og den som først er Ven, hvad kan man nægte den?
I slig Fortroelighed staaer Æren altid Fare;
Tag dig, min Iris, derfor vare:
Du troer din Ven fornuftig, ædelmodig er,
Og at du ham kun blot som Ven har kjer;
Men vogt dit Hjerte, at det heri ikke fejler,
Slig Ven meer farlig er end en erklæret Beiler.
Jeg ikke hos en klog den Attraae vil fordømme,
Som viser at hun for sin Skjønhed Omsorg bær;
Den er uskjønsom som vil skjødesløs forsømme
En Fordeel som af Himlen given er.
Men vil du at man dig for vittig skal antage,
Da troe mig kun at den som alt for Modens er, /
Og mere for sin Stads end andet Omsorg bær,
Beviser dermed at hun Mandfolk vil behage.
Den som vil en og hver berømme,
Dens Roes ei meget veie kan;
Man viser dermed kun, man har en slet Forstand,
Som ei har lært om Dyder ret at dømme:
Dog maa man heller ei slig Grumhed hos dig laste,
At du din Næstes Feil vil ham i Næsen kaste:
Lad heller sligt du seer dig til Anledning være,
At du kan Afsky for din egen Svaghed lære.
Vær ei paastaaende og hidsig i din Mening;
Men med et roeligt Blod
Hør hvad der siges for og mod:
Og har du taget feil, da indgaae strax Forening;
Det er dig ingen Skam at Sandhed Seier nyder,
Hvor ringe den end er som dig din Feil betyder. /
Gjør ingen Efterforskning til
At faae en andens skjulte Ting udgrundet;
Thi hvo nysgjerig er, og alting vide vil,
Er ogsaa vist nok aabenmundet.
Men hvis man i din Barm har saadan Sag nedlagt,
Da hold den ogsaa der saa vel bevaret,
Endog om mueligt er for den som det har sagt,
At han tit selv ei troer han har det aabenbaret.
Den skjønne som fornøiet leer,
Naar nogen hende vil med Hyklefarver male;
Og taaler at man vil i hendes Øine tale
Om Egenskaber som man ei hos hende seer:
Hun kun et Afguds Billed er,
Til hvilket man sin Røgelse frembær.
Sandt nok en billig Roes vort Hjerte kildre kan;
Men den som har oplyst Forstand,
Bør stræbe mere at hun kan roesværdig blive,
End glædes ved den Roes som man vil hende give. /
Da Moden er et Tyrannie,
Fra hvilket ingen Ting kan os befrie;
Men alle er og blir et Rov
I denne Fald for Daarers Lov:
Saa passer dog en klog, naar han skal denne Skjebne friste,
At han i Moder hverken er den første eller sidste. /