Bygmester Solness

av Henrik Ibsen

TREDJE AKT.

163(En stor, bred veranda, hørende til bygmester Solness’s våningshus. En del af huset med udgangsdør til verandaen sés tilvenstre. Rækværk foran denne tilhøjre. Længst tilbage, på verandaens smalside, fører en trappe ned til den lavere liggende have. Store, gamle træer i haven strækker sine grene over verandaen og henimod huset. Længst til højre, inde mellem træerne, skimtes det nederste af den nye villa med stillads om tårnpartiet. I baggrunden begrænses haven af et gammelt pindegærde. Udenfor gærdet en gade med lave, forfaldne småhuse.)
(Aftenhimmel med solbelyste skyer.)
(På verandaen står en havebænk langs husvæggen og foran bænken et langagtigt bord. Ved den anden side af bordet en lænestol og nogle taburetter. Alle møblerne er af kurvflætning.)
(Fru Solness, indhyllet i et stort hvidt krepsjal, sidder hvilende i lænestolen og stirrer henover mod højre.)
(Lidt efter kommer Hilde Wangel op ad trappen fra haven. Hun er klædt som sidst og har sin hat på hodet. På brystet bærer hun en liden buket af almindelige småblomster.)

    Fru Solness  (vender hodet lidt).

Har De været omkring i haven, De, frøken Wangel?


    Hilde. 

Ja, jeg har set mig om dernede.


    164Fru Solness. 

Og fundet blomster også, ser jeg.


    Hilde. 

Ja da! For dem er der mere end nok af. Så’n inde mellem buskerne.


    Fru Solness. 

Nej, er der det? Endnu? Ja, for jeg kommer der jo omtrent aldrig.


    Hilde  (nærmere).

Hvad for noget! Flyer De ikke ned i haven hver dag da?


    Fru Solness  (med et mat smil).

Jeg «flyer» nok ikke nogensteds, jeg. Ikke nu længer.


    Hilde. 

Nå, men går De da ikke ned en gang imellem og hilser på alt det dejlige, som der er?


    Fru Solness. 

Det er ble’t så fremmed for mig, altsammen. Jeg er næsten ræd for at sé det igen.


    Hilde. 

Deres egen have!


    165Fru Solness. 

Jeg synes ikke den er min længer nu.


    Hilde. 

Å, hvad er det for noget –!


    Fru Solness. 

Nej, nej, den er ikke det. Det er ikke som i mors og fars tid. De har ta’t så sørgelig meget væk af haven, frøken Wangel. Tænk, – de har stykket ud, – og bygget huse for fremmede mennesker. Folk, som jeg ikke kender. Og de kan sidde og sé på mig inde fra vinduerne.


    Hilde  (med et lyst udtryk).

Fru Solness?


    Fru Solness. 

Ja?


    Hilde. 

Må jeg få lov at være her hos Dem lidt?


    Fru Solness. 

Ja gerne det, hvis De kan ha’ lyst.

(Hilde flytter en taburet hen til lænestolen og sætter sig.)

    Hilde. 

Ah, – her kan en rigtig sidde og sole sig som en kat.


    166Fru Solness  (lægger hånden let på hendes nakke).

Det er snilt, at De vil sidde hos mig. Jeg trode, De skulde ind til min mand.


    Hilde. 

Hvad skulde jeg hos ham?


    Fru Solness. 

Hjælpe ham, tænkte jeg.


    Hilde. 

Nej tak. Forresten er han ikke inde. Han går der borte hos arbejdsfolkene. Men han så’ så glubsk ud, at jeg turde ikke snakke til ham.


    Fru Solness. 

Å igrunden er han så mild og blød i sindet.


    Hilde. 

Han!


    Fru Solness. 

De kender ham ikke rigtig endnu, De, frøken Wangel.


    Hilde  (ser varmt på hende).

Er De gla’ nu, De skal flytte over i det nye?


    167Fru Solness. 

Jeg skulde jo være glad. For Halvard vil jo så ha’ det –


    Hilde. 

Å, ikke just derfor, synes jeg.


    Fru Solness. 

Jo, jo, frøken Wangel. For det er da bare min pligt, det, at bøje mig under ham. Men det falder mangen gang så svært at tvinge sit sind til lydighed.


    Hilde. 

Ja, det må visst falde svært.


    Fru Solness. 

Det kan De tro. Når en ikke er bedre menneske end jeg, så –


    Hilde. 

Når en har gå’t igennem så meget tungt, som De


    Fru Solness. 

Hvoraf véd De det?


    Hilde. 

Deres mand sa’ det.


    168Fru Solness. 

Til mig rører han så lidet ved de ting. – Ja, De kan tro, jeg har gå’t mere end nok igennem i mit liv, jeg, frøken Wangel.


    Hilde  (ser deltagende på hende og nikker langsomt).

Stakkers fru Solness. Først så brændte det jo for Dem –


    Fru Solness  (med et suk).

Ja. Alt mit brændte.


    Hilde. 

Og så kom jo det, som værre var.


    Fru Solness  (ser spørgende på hende).

Værre?


    Hilde. 

Det, som værst var.


    Fru Solness. 

Hvilket, mener De?


    Hilde  (sagte).

De misted jo begge smågutterne.


    169Fru Solness. 

Å, de, ja. Ja, se, det var nu en sag for sig, det. Det var jo en højere tilskikkelse. Og sådant noget får en bøje sig under. Og takke til.


    Hilde. 

Gør De da det?


    Fru Solness. 

Ikke altid, desværre. Jeg véd jo så godt, at det var min pligt. Men jeg kan det ikke alligevel.


    Hilde. 

Nej, nej, det er så rimeligt, det, synes jeg.


    Fru Solness. 

Og tidt og ofte så må jeg jo sige til mig selv, at det var en retfærdig straf over mig –


    Hilde. 

Hvorfor det?


    Fru Solness. 

Fordi jeg ikke var standhaftig nok i ulykken.


    Hilde. 

Men jeg skønner da ikke, at –


    170Fru Solness. 

Å nej, nej, frøken Wangel, – snak ikke mere til mig om de to smågutterne. Dem skal vi bare være glade for. For de har det så godt, – så godt nu. Nej, det er de små tab i livet, som skærer en så ind i hjertet. At miste alt det, som andre folk regner for næsten ingenting.


    Hilde  (lægger armene på hendes knæ og ser varmt op til hende).

Søde fru Solness, – fortæl mig, hvad det er for noget!


    Fru Solness. 

Som jeg siger. Bare småting. Der brændte nu alle de gamle portrætterne på væggene. Og alle de gamle silkedragterne brændte. De, som havde hørt familjen til i så langsommelige tider. Og alle mors og bedstemors kniplinger – de brændte også. Og tænk, – smykkerne da! (tungt.) Og så alle dukkerne.


    Hilde. 

Dukkerne?


    Fru Solness  (grådkvalt).

Jeg havde ni dejlige dukker.


    Hilde. 

Og de brændte også?


    171Fru Solness. 

Allesammen. Å, det var så sårt, – så sårt for mig.


    Hilde. 

Havde De gå’t og gemt på alle de dukkerne da? Lige siden De var liden?


    Fru Solness. 

Ikke gemt på dem. Jeg og dukkerne blev ved at leve sammen siden også.


    Hilde. 

Efter at De var ble’t voksen?


    Fru Solness. 

Ja, længe efter den tid.


    Hilde. 

Efter at De var gift også?


    Fru Solness. 

Å ja da. Når bare ikke han så’ det, så –. Men så blev de jo indebrændt, stakker. Der var ingen, som tænkte på at redde dem. Å, det er så sørgeligt at forestille sig. Ja, De må ikke lé af mig, frøken Wangel.


    Hilde. 

Jeg ler sletikke.


    172Fru Solness. 

For det var jo på en måde liv i dem også. Jeg bar dem under mit hjerte. Ligesom små ufødte barn.

(Doktor Herdal, med hatten i hånden, kommer ud gennem døren og får øje på fru Solness og Hilde.)

    Doktor Herdal. 

Nå, De sidder altså ude og lar Dem forkøle, De, frue?


    Fru Solness. 

Jeg synes, her er så godt og varmt idag.


    Doktor Herdal. 

Ja, ja. Men er her noget på færde i huset? Jeg fik en billet fra Dem.


    Fru Solness  (rejser sig).

Ja, der er noget, jeg må tale med Dem om.


    Doktor Herdal. 

Godt. Så går vi kanske ind da. (til Hilde.) I fjelduniform idag også, frøken?


    Hilde  (lystig, rejser sig).

Ja da! I fuld puds! Men idag skal jeg ikke tilvejrs og brække halsen. Vi to vil pænt bli’ nedenunder og sé på, vi, doktor.


    173Doktor Herdal. 

Hvad skal vi sé på?


    Fru Solness  (sagte, forskrækket til Hilde).

Hys, hys, – for guds skyld! Nu kommer han! Se bare at få ham fra det indfaldet. Og la’ os så være venner, frøken Wangel. Kan vi ikke det?


    Hilde  (kaster sig voldsomt om hendes hals).

Å, om vi bare kunde.


    Fru Solness  (gør sig læmpeligt løs).

Så-så-så! Der kommer han, doktor! Lad mig få snakke med Dem.


    Doktor Herdal. 

Er det ham, det gælder?


    Fru Solness. 

Ja visst er det ham. Kom bare ind.

(Hun og doktoren går ind i huset.)
(I næste øjeblik kommer bygmester Solness fra haven op ad trappen. Et alvorligt drag lægger sig over Hildes ansigt.)

    Solness  (skotter mod husdøren, som lukkes varsomt indenfra).

Har De lagt mærke til det, Hilde, at så fort jeg kommer, så går hun?


    174Hilde. 

Jeg har lagt mærke til, at så fort De kommer, så får De hende til at gå.


    Solness. 

Kanske det. Men jeg kan ikke gøre ved det. (ser opmærksomt på hende.) Fryser De, Hilde? Jeg synes, De ser så’n ud.


    Hilde. 

Jeg kom nu netop op fra en gravkælder.


    Solness. 

Hvad skal det sige?


    Hilde. 

At jeg har fåt frost i kroppen, bygmester.


    Solness  (langsomt).

Jeg tror, jeg forstår –


    Hilde. 

Hvad vil De her oppe nu?


    Solness. 

Jeg fik øje på Dem der borte fra.


    Hilde. 

Men da så’ De vel hende også, da?


    175Solness. 

Jeg vidste, at hun straks vilde gå, hvis jeg kom.


    Hilde. 

Er det svært ondt for Dem, det, at hun så’n går af vejen for Dem?


    Solness. 

På en måde kendes det som en lettelse også.


    Hilde. 

At De ikke har hende lige for øjnene?


    Solness. 

Ja.


    Hilde. 

At De ikke støt og stadig ser, hvor tungt hun tar sig dette her med smågutterne?


    Solness. 

Ja. Mest derfor.

(Hilde driver henover verandaen med hænderne på ryggen, stiller sig ved rækværket og ser udover haven.)

    Solness  (efter et lidet ophold).

Snakked De længe med hende?


    Hilde  (står ubevægelig og svarer ikke).

    176Solness. 

Længe, spør’ jeg?


    Hilde  (tier, som før).

    Solness. 

Hvad snakked hun om da, Hilde?


    Hilde  (tier fremdeles).

    Solness. 

Stakkers Aline! Det var vel om smågutterne, det.


    Hilde  (gennemfares af en nervøs rykning; så nikker hun hurtig et par gange).

    Solness. 

Forvinder det aldrig. Aldrig i verden forvinder hun det. (går nærmere.) Nu står De der som en stenstøtte igen. Slig stod De igårkvæld også.


    Hilde  (vender sig og ser på ham med store, alvorlige øjne).

Jeg vil rejse.


    Solness  (skarpt).

Rejse!


    177Hilde. 

Ja.


    Solness. 

Nej men det får De ikke lov til!


    Hilde. 

Hvad skal jeg gøre her nu?


    Solness. 

Bare være her, Hilde!


    Hilde  (ser nedad ham).

Jo, tak skal De ha’. Det blev nok ikke ved det.


    Solness  (uoverlagt).

Så meget desto bedre!


    Hilde  (hæftig).

Jeg kan ikke gøre noget ondt imod en, som jeg kender! Ikke ta’ noget væk, som hører hende til.


    Solness. 

Hvem siger da, at De skal det!


    Hilde  (vedblivende).

En fremmed en, ja! For det er noget 178 ganske andet, det! En, som jeg aldrig havde set for mine øjne. Men én, som jeg er kommet nær ind til –! Nej da! Nej da! Isch!


    Solness. 

Ja men noget andet har jeg jo heller ikke sagt!


    Hilde. 

Å, bygmester, De véd visst godt, hvorledes det vilde gå. Og derfor så rejser jeg.


    Solness. 

Og hvad skal der bli’ af mig, når De er rejst? Hvad skal jeg ha’ at leve for da? Bagefter?


    Hilde  (med det ubestemmelige udtryk i øjnene).

Med Dem har det vel ingen nød. De har jo Deres pligter imod hende. Lev for de pligterne.


    Solness. 

For sent. Disse her magterne, – disse – disse –


    Hilde. 

– dævlerne –


    Solness. 

Ja, dævlerne! Og troldet indeni mig også. 179 De har tappet alt livsblodet af hende. (lér fortvilet.) For min lykkes skyld gjorde de det! Jo-jo! (tungt.) Og nu er hun død – for min skyld. Og jeg er levende lænket til den døde. (i vild angst.) Jegjeg, som ikke kan leve livet glædeløst!

(Hilde går omkring bordet og sætter sig på bænken med albuerne på bordpladen og hodet støttet i hænderne.)

    Hilde  (sidder og ser en stund på ham).

Hvad vil De så bygge næstegang?


    Solness  (ryster på hodet).

Tror ikke, det blir til stort mere nu.


    Hilde. 

Ikke så’ne lune, lykkelige hjem for mor og far? Og for barneflokken?


    Solness. 

Gad vide, jeg, om der blir brug for sligt noget herefterdags.


    Hilde. 

Stakkers bygmester! Og De, som har gå’t her i alle de ti årene – og sat livet ind – bare på det.


    Solness. 

Ja, De må så sige, Hilde.


    180Hilde  (i udbrud).

Å, jeg synes, det er rigtig så tosset, så tosset, – altsammen!


    Solness. 

Hvilket altsammen?


    Hilde. 

At en ikke tør gribe efter sin egen lykke. Efter sit eget liv! Bare fordi der står nogen ivejen, som en kender!


    Solness. 

En, som en ikke har ret til at gå forbi.


    Hilde. 

Gad vide, om en ikke havde ret til det igrunden? Men så alligevel –. Å, den, som kunde sove ifra hele grejen!

(Hun lægger armene fladt ned på bordet, hviler venstre side af hodet på hænderne og lukker øjnene.)

    Solness  (drejer lænestolen og sætter sig ved bordet).

Havde De et lunt, lykkeligt hjem – oppe hos Deres far, Hilde?


    Hilde  (ubevægelig, svarer ligesom halvt i søvne).

Bare et bur havde jeg.


    181Solness. 

Og De vil slet ikke did ind igen?


    Hilde  (som før).

Skovfuglen vil aldrig ind i buret.


    Solness. 

Heller jage i den frie luften –


    Hilde  (fremdeles som før).

Rovfuglen jager helst –


    Solness  (lar blikket hvile på hende).

Den, som havde vikingtrods i livet –


    Hilde  (med vanlig stemme, åbner øjnene, men rører sig ikke).

Og det andet? Si’, hvad det var!


    Solness. 

Robust samvittighed.

(Hilde retter sig livfuld på bænken. Hendes øjne har igen det glade, tindrende udtryk.)

    Hilde  (nikker til ham).

Jeg véd, hvad De kommer til at bygge næste gang, jeg!


    182Solness. 

Da véd De mere end jeg, Hilde.


    Hilde. 

Ja, bygmestrene, de er jo så dumme, de.


    Solness. 

Og hvad blir det for noget da?


    Hilde  (nikker igen).

Slottet.


    Solness. 

Hvad for et slot?


    Hilde. 

Mit slot, kan De vel skønne.


    Solness. 

Vil De ha’ et slot nu?


    Hilde. 

Skylder De mig ikke et kongerige, må jeg spørge?


    Solness. 

Jo, jeg hører, De siger det.


    Hilde. 

Nå. De skylder mig altså dette her 183kongeriget. Og til et kongerige hører da vel et slot, skulde jeg tro!


    Solness  (mere og mere oplivet).

Ja, det plejer jo gerne være så.


    Hilde. 

Godt; så byg det for mig da! Straks!


    Solness  (lér).

Og det så’n straks på timen også?


    Hilde. 

Ja da! For nu er de omme, – de ti årene. Og jeg vil ikke gå og vente længer. Altså, – ryk ud med slottet, bygmester!


    Solness. 

Det er ikke grejt at skylde Dem noget, Hilde.


    Hilde. 

Det skulde De ha’ betænkt før. Nu er det forsent. Altså – (banker i bordpladen) – slottet på bordet! Det er mit slot! Jeg vil ha’ det straks!


    Solness  (alvorligere, læner sig nærmere, med armene på bordet).

Hvorledes har De tænkt Dem, at det slottet skulde være, Hilde?

184
(Hendes blik tilsløres lidt efter lidt. Hun stirrer ligesom indover i sig selv.)

    Hilde  (langsomt).

Mit slot skal ligge højt oppe. Svært højt skal det ligge. Og frit til alle sider. Så jeg kan sé vidt, – vidt udover.


    Solness. 

Og et højt tårn skal der vel være?


    Hilde. 

Et forfærdelig højt tårn. Og øverst oppe på tårnet skal der være en altan. Og ude på den vil jeg stå –


    Solness  (griber sig uvilkårlig om panden).

At De kan like at stå så svimlende højt –


    Hilde. 

Ja da! Just der oppe vil jeg stå og sé på de andre, – de, som bygger kirker. Og hjem for mor og far og barneflokken. Og det skal De også få komme op og sé på.


    Solness  (dæmpet).

Får bygmesteren lov til at komme op til prinsessen?


    185Hilde. 

Hvis bygmesteren vil.


    Solness  (sagtere).

Så tror jeg bygmesteren kommer.


    Hilde  (nikker).

Bygmesteren, – han kommer.


    Solness. 

Men får aldrig bygge mere, – stakkers bygmester.


    Hilde  (livfuldt).

Jo da! Vi to skal være sammen om det. Og så skal vi bygge det dejligste, – det allerdejligste, som til er i hele verden.


    Solness  (spændt).

Hilde, – si’ mig, hvad det er for noget!


    Hilde  (ser smilende på ham, ryster lidt på hodet, spidser munden og taler som til et barn).

Bygmesterne – de er nogen svært – svært dumme mennesker.


    186Solness. 

Ja visst er de dumme, ja. Men sig mig så, hvad det er for noget! Det, som er det dejligste i verden. Og som vi to skal bygge sammen?


    Hilde  (tier lidt og siger med et ubestemmeligt udtryk i øjnene).

Luftslotte.


    Solness. 

Luftslotte?


    Hilde  (nikker).

Luftslotte, ja! Véd De, hvad så’nt et luftslot er for noget?


    Solness. 

Det er jo det dejligste i verden, siger De.


    Hilde  (rejser sig i hæftighed og slår ligesom afvisende ud med hånden).

Ja visst så, ja! Luftslotte, – de er så nemme at ty ind i, de. Og nemme at bygge også – (ser hånligt på ham) – allerhelst for de bygmesterne, som har en – en svimmel samvittighed.


    Solness  (rejser sig).

Efter denne dag bygger vi to sammen, Hilde.


    187Hilde  (med et halvt tvilende smil).

Så’n et rigtigt luftslot?


    Solness. 

Ja. Et med grundmur under.

(Ragnar Brovik kommer ud fra huset. Han bærer en stor grøn krans med blomster og silkebånd.)

    Hilde  (i glædesudbrud).

Kransen! Å, det blir forfærdelig dejligt!


    Solness  (forundret).

Kommer De med kransen, Ragnar?


    Ragnar. 

Jeg havde lovet formanden det.


    Solness  (lettet).

Nå, så går det vel bedre med Deres far da?


    Ragnar. 

Nej.


    Solness. 

Kvikked det ham ikke, det, jeg havde skrevet.


    Ragnar. 

Det kom for sent.


    188Solness. 

For sent!


    Ragnar. 

Da hun kom med det, var han ikke ved samling længer. Han havde fåt et slaganfald.


    Solness. 

Men så gå da hjem til ham! Sé da til Deres far!


    Ragnar. 

Han behøver mig ikke mere.


    Solness. 

Men De behøver da vel at være hos ham.


    Ragnar. 

Hun sidder ved sengen.


    Solness  (noget usikker).

Kaja?


    Ragnar  (ser mørkt på ham).

Ja, – Kaja, ja.


    Solness. 

Gå hjem, Ragnar. Både til ham og til hende. La’ mig få kransen.


    189Ragnar  (undertrykker et spottende smil).

De vil da vel aldrig selv –?


    Solness. 

Jeg vil selv gå ned med den, vil jeg. (tager kransen fra ham.) Og gå så De hjem. Vi har ikke brug for Dem idag.


    Ragnar. 

Jeg véd, at De ikke har brug for mig herefter. Men idag blir jeg.


    Solness. 

Nå, så bli’, siden De endelig vil da.


    Hilde  (ved rækværket).

Bygmester, – her vil jeg stå og sé på Dem.


    Solness. 

På mig!


    Hilde. 

Det blir forfærdelig spændende.


    Solness  (dæmpet).

Det snakker vi to om siden, Hilde.

(Han går med kransen ned ad trappen og bort igennem haven.)

    190Hilde  (ser efter ham; derpå vender hun sig til Ragnar).

De kunde da gerne så meget som takket ham, synes jeg.


    Ragnar. 

Takket ham? Skulde jeg takket ham?


    Hilde. 

Ja, det skulde De da rigtignok!


    Ragnar. 

Det måtte vel snarere være Dem, jeg skulde takke.


    Hilde. 

Hvor kan De si’ sligt noget?


    Ragnar  (uden at svare hende).

Men vogt Dem bare, De, frøken! For De kender nok ikke ham rigtig endnu.


    Hilde  (ildfuld).

Å, jeg kender ham bedst, jeg!


    Ragnar  (lér i forbittrelse).

Takke ham, som har holdt mig nede år efter år! Han, som har fåt far til at tvile på 191 mig. Fåt mig selv til at tvile –. Og det altsammen bare for at –!


    Hilde  (ligesom anende noget).

For at –? Si’ mig det straks!


    Ragnar. 

For at han kunde få beholde hende hos sig.


    Hilde  (med et sæt imod ham).

Frøkenen ved pulten!


    Ragnar. 

Ja.


    Hilde  (truende, med knyttede hænder).

Det er ikke sandt! De lyver på ham!


    Ragnar. 

Jeg vilde heller ikke tro det før idag, – da hun selv sa’ det.


    Hilde  (som ude af sig).

Hvad sa’ hun! Jeg vil vide det! Straks! Straks!


    Ragnar. 

Hun sa’, at han har ta’t hendes sind – 192 helt og holdent. Ta’t alle hendes tanker for sig alene. Hun si’r, at hun aldrig kan slippe ham. At hun vil bli’ her, hvor han er –


    Hilde  (med gnistrende øjne).

Det får hun ikke lov til!


    Ragnar  (ligesom forskende).

For hvem får hun ikke lov?


    Hilde  (hurtig).

Ikke for ham heller!


    Ragnar. 

Å nej, – jeg forstår jo det hele så godt nu. Herefter vilde hun vel bare bli’ – til besvær.


    Hilde. 

Ingenting forstår De – når De kan si’ sligt! Nej, jeg skal fortælle Dem, hvorfor han holdt på hende.


    Ragnar. 

Og hvorfor da?


    Hilde. 

For at få beholde Dem.


    193Ragnar. 

Har han sagt Dem det?


    Hilde. 

Nej, men det er så! Det være så! (vildt.) Jeg vil, – jeg vil, at det skal være så!


    Ragnar. 

Og just da De var kommen, – så slap han hende.


    Hilde. 

Dem, – Dem var det, han slap! Hvad tror De, han bry’r sig om så’ne fremmede frøkener, han?


    Ragnar  (tænker efter).

Skulde han da ha’ gåt her og været ræd for mig?


    Hilde. 

Han ræd! kry skulde De ikke være, synes jeg.


    Ragnar. 

Å, han må da vel for længe siden ha’ skønnet, at jeg duer til noget, jeg også. – Forresten, – ræd, – det er nu netop det han er, ser De.


    Hilde. 

Han! Jo, bild mig det ind!


    194Ragnar. 

På sæt og vis er han ræd. Han, den store bygmesteren. Ta’ livslykken ifra andre mennesker, – slig, som han har gjort både med far og med mig, – det er han ikke ræd for. Men bare det, at klyve op på et stakkers stillads, – det vilde han nok be’ gud bevare sig for!


    Hilde. 

Å, De skulde bare set ham så højt oppe, – så svimlende højt, som jeg engang så ham!


    Ragnar. 

Har De set det?


    Hilde. 

Ja, det har jeg rigtignok. Så fri og stolt, som han stod og fæsted kransen til kirkefløjen!


    Ragnar. 

Jeg véd, at han har vovet det en gang i sit liv. En eneste gang. Vi unge har snakket så tidt om det. Men ingen magt i verden får ham til at gøre det om igen.


    Hilde. 

Idag gør han det om igen!


    195Ragnar  (hånligt).

Jo, det kan De tro!


    Hilde. 

Vi skal få sé det!


    Ragnar. 

Det får hverken De eller jeg sé.


    Hilde  (voldsom, ustyrlig).

Jeg vilsé det! Jeg vil og jeg sé det!


    Ragnar. 

Men han gør det ikke. Tør simpelthen ikke gøre det. For han har nu engang den skavank, – han, den store bygmesteren.

(Fru Solness kommer fra huset ud på verandaen.)

    Fru Solness  (ser sig om).

Er han ikke her? Hvor er han gåt hen?


    Ragnar. 

Bygmesteren er der borte hos arbejderne.


    Hilde. 

Han gik med kransen.


    196Fru Solness  (i skræk).

Gik han med kransen! Å gud, – å gud! Brovik, – De må gå ned til ham! Sé at få ham herop!


    Ragnar. 

Skal jeg si’, at fruen vil snakke med ham?


    Fru Solness. 

Å ja, kære, gør det. – Nej, nej, – si’ ikke, at jeg vil ham noget! De kan si’, at her er nogen. Og at han må komme straks.


    Ragnar. 

Godt. Jeg skal så gøre, frue.

(Han går ned af trappen og bort igennem haven.)

    Fru Solness. 

Å, frøken Wangel, De kan ikke forestille Dem, hvilken angst jeg udstår for hans skyld.


    Hilde. 

Men er da dette her noget at være så svært ræd for?


    Fru Solness. 

Å ja, det kan De da vel skønne. Tænk, om han gør alvor af det! Om han nu finder på at stige op på stilladset!


    197Hilde  (spændt).

Tror De han gør det?


    Fru Solness. 

Å, en kan aldrig vide, hvad han kunde falde på. Han kunde jo gerne være i stand til hvad det så skal være.


    Hilde. 

Aha, De tror kanske også, at han er – så’n –?


    Fru Solness. 

Ja, jeg véd ikke længer, hvad jeg skal tro om ham. For doktoren har nu fortalt mig så mangt og meget. Og når jeg lægger det sammen med et og andet, som jeg har hørt ham si’ –

(Doktor Herdal ser ud gennem døren.)

    Doktor Herdal. 

Kommer han ikke snart?


    Fru Solness. 

Jo, jeg tænker da det. Der er ialfald gåt bud efter ham.


    Doktor Herdal  (nærmere).

Men De må nok gå ind, De, frue –


    198Fru Solness. 

Nej da, nej da. Jeg vil bli’ her ude og vente på Halvard.


    Doktor Herdal. 

Ja men der er kommet nogen damer til Dem –


    Fru Solness. 

Å gud, det også! Og netop nu!


    Doktor Herdal. 

Det er nogen, som si’r, at de endelig må få sé på stasen.


    Fru Solness. 

Ja-ja, så får jeg nok gå ind til dem alligevel. For det er jo min pligt.


    Hilde. 

Kan De ikke be’ de damerne gå sin vej da?


    Fru Solness. 

Nej, det går umulig an. Siden de er kommet herhen, så er det jo min pligt at ta’ imod dem. Men bli’ De herude sålænge, – og ta’ imod ham, når han kommer.


    199Doktor Herdal. 

Og sé til at holde ham oppe med snak så længe som mulig –


    Fru Solness. 

Ja, gør det, kære frøken Wangel. Hold ham så fast, som De bare kan.


    Hilde. 

Var det ikke rettest, at De selv gjorde det?


    Fru Solness. 

Jo, herregud, – det var jo min pligt. Men når en har pligter på så mange kanter, så –


    Doktor Herdal  (ser mod haven).

Nu kommer han!


    Fru Solness. 

Og tænk, – jeg, som må gå ind!


    Doktor Herdal  (til Hilde).

Si’ ikke noget om, at jeg er her.


    Hilde. 

Nej da! Jeg skal nok finde på noget andet at prate med bygmesteren om.


    200Fru Solness. 

Og hold ham endelig fast. Jeg tror, at De kan bedst det.

(Fru Solness og doktor Herdal går ind i huset. Hilde blir stående igen på verandaen.)
(Bygmester Solness kommer fra haven op ad trappen.)

    Solness. 

Her skal være nogen, som vil ha’ fat på mig, hører jeg.


    Hilde. 

Jaha, det er mig, det, bygmester.


    Solness. 

Å, er det Dem, Hilde. Jeg var ræd, det skulde være Aline og doktoren.


    Hilde. 

De er nok svært ræd af Dem, De!


    Solness. 

Så De tror det?


    Hilde. 

Ja, folk si’r, at De er ræd for at krabbe omkring – så’n oppe på stilladserne.


    Solness. 

Nå, det er nu en sag for sig, det.


    201Hilde. 

Men ræd for det, – det er De altså?


    Solness. 

Ja, jeg er det.


    Hilde. 

Ræd for, at De skal falde ned og slå Dem ihjæl?


    Solness. 

Nej, ikke for det.


    Hilde. 

Men for hvad da?


    Solness. 

Jeg er ræd for gengældelsen, Hilde.


    Hilde. 

For gengældelsen? (ryster på hodet.) Det skønner jeg ikke.


    Solness. 

Sæt Dem ned. Så skal jeg fortælle Dem noget.


    Hilde. 

Ja, gør det! Straks!

(Hun sætter sig på en taburet ved rækværket og ser forventningsfuld på ham.)

    202Solness  (kaster sin hat på bordet).

De véd jo, at det første, jeg begyndte med, det var med kirkebygninger.


    Hilde  (nikker).

Det véd jeg godt.


    Solness. 

For jeg, sér De, jeg var som gut gåt ud fra et fromt hjem på landsbygden. Og derfor så syntes jeg jo, at dette kirkebyggeriet, det var det værdigste, jeg kunde vælge.


    Hilde. 

Ja-ja.


    Solness. 

Og det tør jeg nok si’, at jeg bygged disse her små, fattige kirkerne med et så ærligt og varmt og inderligt sind, at – at –


    Hilde. 

At –? Nå?


    Solness. 

Ja, at jeg synes, han burde været fornøjet med mig.


    203Hilde. 

Han? Hvilken han?


    Solness. 

Han, som skulde ha’ kirkerne, vel! Han, som de skulde tjene til ære og pris for.


    Hilde. 

Nå så! Men er De da viss på, at – at han ikke var – så’n – fornøjet med Dem?


    Solness  (hånlig).

Han fornøjet med mig! Hvor kan De snakke så, Hilde? Han, som gav troldet i mig lov til at rumstére slig, som det selv vilde. Han, som bød dem være på pletten både nat og dag for at tjene mig, – alle disse – disse –


    Hilde. 

Dævlerne –


    Solness. 

Ja, både den ene og den anden slags. Å nej, jeg fik nok føle, at han ikke var fornøjet med mig. (hemmelighedsfuldt.) Se, derfor var det egentlig, at han lod det gamle huset brænde.


    Hilde. 

Var det derfor?


    204Solness. 

Ja, skønner De ikke det? Han vilde, jeg skulde få lejlighed til at bli’ en hel mester på mit område – og bygge så meget ærefuldere kirker for ham. I førstningen forstod jeg ikke, hvor han vilde hen. Men så med én gang gik det op for mig.


    Hilde. 

Hvad tid var det?


    Solness. 

Det var, da jeg bygged kirketårnet oppe i Lysanger.


    Hilde. 

Det tænkte jeg mig.


    Solness. 

For, ser De, Hilde, deroppe på det fremmede sted, der gik jeg så jævnlig og grubled og funderte med mig selv. Da så’ jeg så grejt, hvorfor han havde ta’t mine små barn fra mig. Det var for at jeg ingenting andet skulde ha’ at hæfte mig ved. Ikke sligt noget, som kærlighed og lykke, forstår De. Jeg skulde bare være bygmester. Ingenting andet. Og så skulde jeg hele mit liv igennem gå her og bygge for 205 ham. (lér.) Men det blev der rigtignok ikke noget af!


    Hilde. 

Hvad gjorde De da så?


    Solness. 

Først gransked og prøved jeg mig selv –


    Hilde. 

Og så?


    Solness. 

Så gjorde jeg det umulige. Jeg ligesom han.


    Hilde. 

Det umulige!


    Solness. 

Jeg havde aldrig før kunnet tåle at stige højt og frit tilvejrs. Men den dag kunde jeg det.


    Hilde  (springer op).

Ja, ja, det kunde De!


    Solness. 

Og da jeg stod helt der øverst oppe og hang kransen over tårnfløjen, så sa’ jeg til ham: Hør nu her, du mægtige! Herefterdags vil jeg være fri bygmester, jeg også. På mit område. 206Ligesom du på dit. Jeg vil aldrig mere bygge kirker for dig. Bare hjem for mennesker.


    Hilde  (med store, tindrende øjne).

Det var sangen, som jeg hørte gennem luften!


    Solness. 

Men han fik vand på sin mølle bagefter.


    Hilde. 

Hvad mener De med det?


    Solness  (ser mistrøstig på hende).

Det, at bygge hjem for mennesker, – det er ikke fem øre værd, Hilde.


    Hilde. 

Siger De det nu?


    Solness. 

Ja, for nu ser jeg det. Menneskene har ikke brug for disse her hjemmene sine. Ikke for at være lykkelige, ikke. Og jeg vilde heller ikke havt brug for så’nt et hjem. Ifald jeg havde ejet noget. (med en stille, forbittret latter.) Se, det er hele opgøret, så langt, så langt jeg ser 207 tilbage. Ingenting bygget igrunden. Og ingenting ofret for at bygge noget heller. Ingenting, ingenting – altsammen.


    Hilde. 

Og aldrig så vil De bygge noget nyt herefter.


    Solness  (med liv).

Jo, netop nu vil jeg begynde!


    Hilde. 

Hvad da? Hvad da? Si’ mig det straks!


    Solness. 

Det eneste, som jeg tror der kan rummes menneskelykke i, – det vil jeg bygge nu.


    Hilde  (ser fast på ham).

Bygmester, – nu mener De luftslottene vore.


    Solness. 

Luftslottene, ja.


    Hilde. 

Jeg er ræd, De vilde svimle før vi kom halvvejs.


    Solness. 

Ikke når jeg får gå hånd i hånd med Dem, Hilde.


    208Hilde  (med et drag af undertrykt harme).

Bare med mig? Skal vi ikke være flere i følge da?


    Solness. 

Hvem ellers, mener De?


    Hilde. 

Å, – hun, denne Kaja ved pulten. Stakker, – skal De ikke ha’ hende med Dem også?


    Solness. 

Åhå. Var det hende, Aline sad her og snakked for Dem om.


    Hilde. 

Er det så, eller er det ikke?


    Solness  (hæftig).

Jeg svarer Dem ikke på sligt noget! Helt og holdent skal De tro på mig!


    Hilde. 

I ti år har jeg trod så fuldt, så fuldt på Dem.


    Solness. 

De skal bli’ ved at tro på mig!


    209Hilde. 

Så la’ mig få sé Dem fri og højt oppe da!


    Solness  (tungt).

Å, Hilde, – slig står ikke jeg til hverdagsbrug.


    Hilde  (lidenskabelig).

Jeg vil det! Jeg vil det! (bedende.) Bare en eneste gang til, bygmester! Gør det umulige om igen!


    Solness  (står og ser dybt på hende).

Hvis jeg prøver det, Hilde, så vil jeg stå deroppe og snakke til ham li’som sidst.


    Hilde  (i stigende spænding).

Hvad vil De si’ til ham!


    Solness. 

Jeg vil si’ til ham: hør mig, stormægtige herre, – du får nu dømme om mig som du selv synes. Men herefter vil jeg bare bygge det dejligste i verden –


    Hilde  (henreven).

Ja – ja – ja!


    210Solness. 

– bygge det sammen med en prinsesse, som jeg holder af –


    Hilde. 

Ja, si’ ham det! Si’ ham det!


    Solness. 

Ja. Og så vil jeg si’ til ham: nu går jeg ned og slår armene om hende og kysser hende –


    Hilde. 

– mange gange! Si’ det!


    Solness. 

– mange, mange gange, vil jeg si’.


    Hilde. 

Og så –?


    Solness. 

Så vil jeg svinge min hat – og gå ned på jorden – og gøre som jeg sa’ ham.


    Hilde  (med udstrakte arme).

Nu ser jeg Dem igen, som da der var sang i luften!


    Solness  (ser på hende med sænket hode).

Hvorledes er De ble’t slig, som De er, Hilde?


    211Hilde. 

Hvorledes har De fåt mig til at bli’ slig, som jeg er?


    Solness  (kort og fast).

Prinsessen skal ha’ sit slot.


    Hilde  (jublende, klapper i hænderne).

Å, bygmester –! Mit dejlige, dejlige slot. Vort luftslot!


    Solness. 

Med grundmur under.

(I gaden har samlet sig en mængde mennesker, der kun skimtes utydeligt mellem træerne. Musik af blæseinstrumenter høres fjernt bag det nye hus.)
(Fru Solness, med skindkrave om halsen, doktor Herdal, med hendes hvide sjal på armen, og nogle damer kommer ud på verandaen. Ragnar Brovik kommer samtidig op fra haven.)

    Fru Solness  (til Ragnar).

Skal her være musik også?


    Ragnar. 

Ja. Det er byggearbejdernes forening. (til Solness.) Jeg skulde si’ fra formanden, at nu står han færdig til at gå op med kransen.


    Solness  (tar sin hat).

Godt. Jeg går selv derned.


    212Fru Solness  (angst).

Hvad vil du dernede, Halvard?


    Solness  (kort).

Jeg må være nedenunder hos folkene.


    Fru Solness. 

Ja, nedenunder, ja. Bare nedenunder.


    Solness. 

Jeg plejer jo det. Så’n til hverdags.

(Han går ned ad trappen og bort igennem haven.)

    Fru Solness  (råber efter ham over rækværket).

Men bed endelig manden, at han er forsigtig, når han skal op! Lov mig det, Halvard!


    Doktor Herdal  (til fru Solness).

Ser De så, at jeg fik ret? Han tænker ikke mere på de galskaberne.


    Fru Solness. 

Å, hvor det letted! To gange er der nu faldet folk ned for os. Og begge to så slog de sig ihjæl på stedet. (vender sig til Hilde.) Tak skal De ha’, frøken Wangel, at De holdt ham så godt fast. Jeg havde visst aldrig fåt bugt med ham.


    213Doktor Herdal  (lystig).

Ja, ja, frøken Wangel, De forstår nok at holde en fast, når De rigtig vil, De!

(Fru Solness og doktor Herdal går hen til damerne, som står nærmere ved trappen og ser udover haven. Hilde blir stående ved rækværket i forgrunden. Ragnar går hen til hende.)

    Ragnar  (med undertrykt latter, halv sagte).

Frøken, – ser De alle de unge folkene nede på gaden?


    Hilde. 

Ja.


    Ragnar. 

Det er kammeraterne, som vil sé på mesteren.


    Hilde. 

Hvad vil de sé på ham for da?


    Ragnar. 

De vil sépå, at han ikke tør stige op på sit eget hus.


    Hilde. 

Nej, vil de det, de gutterne!


    Ragnar  (harmfuld og hånlig).

Han har holdt os nede så længe, han. Nu 214 vil vi sépå, at han også værs’go’ får holde sig nedenfor.


    Hilde. 

Det får De ikke sé. Dennegang ikke.


    Ragnar  (smiler).

Så? Hvor får vi sé ham henne da?


    Hilde. 

Højt, – højt oppe ved fløjen får De sé ham!


    Ragnar  (lér).

Han! Jo, det kan De tro!


    Hilde. 

Han vil til toppen. Og altså får De sé ham der også.


    Ragnar. 

Ja, han vil, ja! Det tror jeg så gerne. Men han kan simpelthen ikke. Det vilde gå rundt for ham længe, længe før han kom halvvejs. Han måtte krybe ned igen på hænder og knæer!


    Doktor Herdal  (peger henover).

Sé! Der går formanden opover stigerne.


    215Fru Solness. 

Og så har han vel kransen at bære på også. Å, bare han nu tar sig i agt!


    Ragnar  (stirrer vantro og råber).

Men det er jo –!


    Hilde  (i udbrydende jubel).

Det er bygmesteren selv!


    Fru Solness  (skriger i forfærdelse).

Ja, det er Halvard! Å, du store gud –! Halvard! Halvard!


    Doktor Herdal. 

Hys! Skrig ikke til ham!


    Fru Solness  (halvt fra sig selv).

Jeg vil til ham! Få ham ned igen!


    Doktor Herdal  (holder på hende).

Stå urørlige allesammen! Ikke en lyd!


    Hilde  (ubevægelig, følger Solness med øjnene).

Han stiger og stiger. Altid højere. Altid højere! Sé! Sé bare!


    216Ragnar  (åndeløs).

Nu han vende om igen. Der er ikke råd for andet.


    Hilde. 

Han stiger og stiger. Nu er han snart oppe.


    Fru Solness. 

Å, jeg forgår af skræk. Jeg holder ikke det synet ud!


    Doktor Herdal. 

Så sé ikke op på ham da.


    Hilde. 

Der står han på de øverste plankerne! Helt oppe!


    Doktor Herdal. 

Ingen må røre sig! Hører De det!


    Hilde  (jubler i stille inderlighed).

Endelig! Endelig! Nu ser jeg ham stor og fri igen!


    Ragnar  (næsten målløs).

Men dette her er jo –


    217Hilde. 

Slig har jeg set ham i alle de ti årene. Hvor tryg han står! Forfærdelig spændende alligevel. Sé på ham! Nu hænger han kransen om spiret!


    Ragnar. 

Dette her er som at stå og sé på noget rent umuligt.


    Hilde. 

Ja, det er jo det umulige, det, som han nu gør! (med det ubestemmelige udtryk i øjnene.) Kan De sé nogen anden deroppe hos ham?


    Ragnar. 

Der er ingen andre.


    Hilde. 

Jo, der er en, som han trætter med.


    Ragnar. 

De tar fejl.


    Hilde. 

Hører De ikke sang i luften heller da?


    Ragnar. 

Det må være vinden i trætoppene.


    218Hilde. 

Jeg hører sang. En vældig sang! (råber i vild jubel og glæde.)Sé, sé! Nu svinger han hatten! Han hilser herned! Å, så hils da op til ham igen. For nu, nu er det fuldbragt! (river det hvide sjal fra doktoren, vifter med det og skriger opad.) Hurra for bygmester Solness!


    Doktor Herdal. 

La’ være! La’ være! For guds skyld –!

(Damerne på verandaen vifter med lommetørklæderne og hurraråbet istemmes nede på gaden. Da forstummer det pludselig og folkemængden slår over i et forfærdelsens skrig. Et menneskelegeme sammen med planker og træstumper skimtes utydeligt at styrte ned inde mellem træerne.)

    Fru Solness og damerne  (samtidigt).

Han falder! Han falder!

(Fru Solness vakler, segner afmægtig bagover og opfanges af damerne under råb og forvirring.)
(Menneskemængden på gaden bryder gærdet ned og stormer ind i haven. Doktor Herdal iler ligeledes derned. Kort ophold.)

    Hilde  (stirrer ufravendt opad og siger som forstenet).

Min bygmester.


    Ragnar  (støtter sig skælvende til rækværket).

Han må være knust. Dræbt på stedet.

219
    En af damerne  (medens fru Solness bæres ind i huset).

Løb ned til doktoren –


    Ragnar. 

Kan ikke flytte en fod –


    En anden dame. 

Så råb ned til nogen da!


    Ragnar  (forsøger at råbe).

Hvorledes er det? Er han ilive?


    En stemme  (nede i haven).

Bygmester Solness er død!


    Andre stemmer  (nærmere).

Hele hodet er knust. – Han faldt lige i stenbruddet.


    Hilde  (vender sig til Ragnar og siger stille).

Nu kan jeg ikke sé ham deroppe.


    Ragnar. 

Forfærdeligt dette her. Han magted det altså dog ikke.


    220Hilde  (ligesom i stille, forvildet triumf).

Men helt til toppen kom han. Og jeg hørte harper i luften. (svinger sjalet opad og skriger i vild inderlighed.) Min, – min bygmester!

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Bygmester Solness

Bygmester Solness ble utgitt i 1892, året etter at Ibsen flyttet tilbake til Norge etter 27 år i utlandet. Som de fleste Ibsen-skuespillene er også dette stykket samfunnskritisk, men Ibsen er i denne perioden på vei fra realismen mot symbolismen.

Skuespillet handler om den aldrende byggmesteren Halvard Solness. Solness er en mektig mann i hjembyen, men suksessen har kommet på bekostning av andre. Han er redd for å miste sin posisjon og forsøker derfor å hindre de yngre konkurrentene i å etablere seg. En dag kommer den unge Hilde Wangel (datteren til Doktor Wangel i Fruen fra Havet) til byggmesterens hus. Hun utfordrer Solness og får ham til å granske seg selv og sitt liv. Imidlertid overvurderer Solness seg selv, og stykket ender tragisk.

Det er vanlig å anta at figuren Hilde Wangel ihvertfall delvis er basert på de tre unge kvinnene som spilte en rolle i Ibsens eget liv på denne tiden: Emilie Bardach, Helene Raff og Hildur Andersen.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.