Tømmertrafikken er vort Liv og dette Liv kulminerer i Flødningstiden. Aldrig er Solungen kvikkere eller vittigere, aldrig er han mere letvint, end naar han med Næversko paa render fra den ene Stok til den anden eller midt i gule Fossen seiler nedover paa en Tømmerhaug, som han netop har løst. Det gaar paa Livet mangen Gang og for den, som ikke er vant med dette Arbeide, ser det farligere ud end Liniedansernes og Beridernes halsbrækkende Spring. Men Fløderlivet, fuldt af Afvexling og Farer, tiltaler Solungens livlige Sind. Øvelsen fra Smaagut af giver ham denne Koldblodighed i Farer og denne Ligevægt i Legemet, som alene kan fri ham fra Døden i Fossestupet eller fra at knuses under de mægtige Tømmerhauger.
Det var en vakker Vaardag med Løvspræt og Solskin, da vi kom op til en af de større Fosse i Flisen for at se paa Flødningen. Elven var stor og de gule Vandmasser fore dundrende udover Heldingen. Midt i Løbet laa nogle mægtige Fjeldstykker, hvorimod Tømmeret styrtede, naar det kom nedover Faldet og flere Hundrede Tyvlter havde bundet sig fast til en eneste stor Haug, der syntes saa fast som selve Fjelde. Vel et halvt Hundrede Mand vare ifærd med at faa Haugen ud. Nogle drev i Baade i Elven nedenfor og ovenfor for at give Tømmerstokkene det rette Løb, Andre stode iland og kommanderede; men de Fleste vare paa Tømmerhaugen 87og søgte at faa denne løs ved at overhugge eller løsne de Stokke, som bandt Haugen. Fossen dundrede om dem og oversprøitede dem med Skum, men de brød sig intet derom. De hang som Fluer paa Tømmerstokkene eller sprang omkring som Linerler. Det hændte vel iblandt, at en eller anden mindre behændig Fløder traadte feil og fik sig et koldt Bad; men i et Nu hævede han sig opigjen paa Stokken og en haanende Skoggerlatter var al den Trøst, han fik.
Men Haugen vilde ikke gaa. Fløderhusbonden kommanderede og Folkene arbeidede; men Haugen stod lige fast. «Du faar ud Du Ola Krogen», skreg gamle Knud oppe paa Bakken til en ung Gut, som med Baadshagen i Haanden nogle Øieblikke havde staaet og set paa Arbeidet. Gutten lo, det var Overmod og Livslyst i denne Latter. Han saa et Øieblik paa Tømmerhaugen og med Baadshagen i den ene Haand og Øxen i den anden sprang han udover Tømmerstokkene, som drev gjennem den stride Strøm, saa sikkert som om han gik paa Stuegulvet.
Tømmerhaugen taarnede sig mange Alen høit op og Ola Krogen speidede rundt for at se, hvor den Stok sad, som bandt det Hele. Endelig lader han til at have fundet den, han griber Øxen, lægger inderst ind under Tømmerhaugen og begynder at hugge. Samtlige Flødere standsede forfærdede i sit Arbeide. Havde han truffet den rette Stok og Tømmerhaugen gik løs, syntes det uundgaaeligt, at den maatte styrte udover ham og knuse ham til Atomer. En aandeløs Taushed herskede, kun afbrudt af Fossens Brummen, Tømmerstokkenes Dundren mod Klipperne og Guttens sikre Øxehug. Pludselig hørtes et forfærdeligt Brag og alle Fløderne udpressede uvilkaarligt et ængsteligt «Pas Dig.» Da dundrede Tømmerhaugen udover, en forvirret Masse af Stokke, Vand og Fosseskum; men da den var kommen 88ud i det stillere Vand, seilede Gutten paa Toppen af Haugen med Baadshagen i Haanden, og et rungende Hurra hilste ham velkommen tilbage til Livet.
Nu var det værste Arbeide gjort. Det gjaldt blot at passe paa, at ikke Tømmeret bandt sig paany og dertil var nogle faa Mand nok. Hele den øvrige Flødermagt gik derfor iland for at holde Middag og der var en Uendelighed af Husholdninger, da Enhver fik sin Næverkont frem. Et gammelt Kvindfolk fulgte Toget som Marketenterske og havde opslaaet sig et provisorisk Hjem i en Granhytte, hvor en mægtig Kaffekjedel stod og puttrede. Bag i Hytten laa diverse Effekter, nogle saa ud som Brændevinsdunker og Klunkeflasker; men Gudbevare min Mund, sa Kjerringa. Nu gik det ialfald meget anstændigt til, for der var Fremmede og Storfanter tilstede maatru.
Fløderne havde nok en vidtløftig Regnskab med Gamlemor, saa det ud til. Nogle var betroede og fik Kaffe, Andre fik ikke og maatte liste sig slukørede bort med diverse Formaninger fra Marte. Ola Krogen kom ogsaa slængende og bad om en Kop. «Ola, Ola, det gaar aldrig an, skreg Marte, Du skylder mig for 19 Kopper og saa for – ja det kan være det Samme. Og saa er Du den liderligste Fant af dem Alle, Du drikker og spiller bort Skjorten af Kroppen, gjør Du.» «Aa skji’t, je’ faar høieste Fløderbetaling naa sa’n Knud ista, for de’ je’ er saa har til aa løise.» «Du spiller om Liv Gut, Du kommer aldrig fra det og saa taber jeg det, som jeg sætter ud paa Dig.» «Aa kjære Marte, Du faar naa inte være saa har Du heller. Du liker kveke Fløitarer, sier dom, aa. Du har havt din engang, Du ossaa.» «Ti stille Gut, ti stille, her har Du Kaffe; men tal aldrig mere om det, gjør aldrig det.»
Denne Samtale kom vi til at høre blandt mange flere ved Martes Kaffehytte og da vi senere sad borte paa Elvebakken 89og talte med Fløderhusbonden Knud Aasen, spurgte vi om Marte.
«Ja hun og jeg er vel nu af de ældste Flisfløitere, sagde Knud. Det er omkring 40 Aar siden, da var Marte saa ven en Jente, som der nogensinde gik i Solør. Og Kjærest havde hun ogsaa som var staut Kar og saa kvek en Flisfløiter som nogensinde har brugt Baadshage. Saa var det en vakker Helgedag, jeg trur det var i Pintsen, vi laa netop her og streng Arbeidshusbond havde vi, saa vi maatte arbeide baade Helg og Søknen. Den Dagen saa kom Marte og mange andre Jenter hid og skulde høre Gauken og se paa Fløitningen og da var det ligesom nu, at en stor Tømmerhaug havde lagt sig ved Skjæret der. Halvor i Lia var da ude og skulde løse; men da Tømmerhaugen for udover, hørte vi et Skrig og det var ligesom det svarede i Jentestokken. Halvor kom ikke op igjen; men Dagen efter fandt vi nogle ukjendelige Levninger af et Lig drevet op i en Vig nede ved Elven, og det maatte være ham. Men Marte holdt sig til Flisfløderne siden og da saa Kaffen blev saa gjev og dem begyndte at sælge Brændevin, da gav hun sig med i Fløitningen og holder vel paa dermed saalænge hun lever.»
32 Graders Kulde! Det er jo sibirisk, vil man sige. I Hansteens Reisebeskrivelse staar jo en hel Del om denne negative Varmegrad, alle Mand gaa klædt i Skind, Hestene styrte og Kviksølvet lader sig hamre som ganske ordinært Bly. Ja dette er sibirisk. Men enten de norske Kuldegrader er noget svagere end de sibiriske, eller det der er andet «Træk i Luften», nok er det, vi have næsten hvert Aar 32 90Graders Kulde, men det er Ingenting. Det vil sige, det er jo altid noget koldt og man gjør vel i at passe paa Næse, Øine og Kind, ikke at tale om Fingre og Tær. Men forøvrigt er det meget gemytligt. Folk elske, danse, drikke, spadsere og kapkjøre, som om der slet Intet var paa Færde. Kun gaar Alting maaske mere i Gallop, og her har vi altsaa en mathematisk Proportion saalydende: Punscheglassenes Antal og Travernes Skridt forholder sig til ditto i Hverdagslaget som 32 Graders Kulde forholder sig til 15–16 Grader.
«32 Graders Kulde» giver gjerne altid sin Ankomst tilkjende ved en magnifik Salut. Hele Natten igjennem smelder og knalder det i alle gamle Vægge og Skigaarde, saa at en Bymand udentvivl ofte vil fare op af Søvne og tro, at hele det østerdalske Jægerkorps er ude og manøvrerer. Naar det lider paa Morgensiden vil man gjøre vel i at putte sig under Dynen og skulde man tilfældigvis have Lyst paa et Glas Vand, vil jeg vædde 10 mod 1 paa, at man forgjæves forsøger at slaa istykker Isen. Men ved Morgengryet kommer Kakkelovnsvarmen og Solstraalerne, som spille paa Vinduesrudernes brasilianske Blomsterflor. Man skynder sig op og ser paa Thermometret, det viser endnu paa 28–29 og man gnider fornøiet sine Hænder i den faste Overbevisning, at det har været 32. Nu er det da realt koldt. Flisa sprætter paa Bakken – jeg maa forøvrigt tilstaa, at jeg aldrig selv har set denne Springedans, men den skal være faktisk – og aldrig nogensinde har man saamegen Lyst til at reise ud eller have Fremmed.
Imidlertid sidder Spurven ude paa Tagmønningen og smaakvidrer sørgmodigt og Skjæren lurver sig op og ser ud som en gammel Filosof, medens den tænker paa Sommeren og Kyllingerne og Kirsebær og alt det Gode, som da kan falde. Men bort i den store Bjærk gaar Kurtisen sin skarpeste 91Gang. En hel Flok Aarfugle slog sig ned der i Daggryet og medens Hønerne smidigt sno sig mellem Grenene for at finde Bjærkefrø, gaar Hanerne høitidelig omkring og lade sine glindsende Fjær spille i Solglandsen.
Det lider over Middag og Himmelen bliver blaa og kold som Staal. Slæderne trækkes frem, Damerne pakkes ind som Smaabørn, Herrerne tage Peltsene paa og afsted gaar det over den gnistrende Sneflade, medens Skydsgutten bag paa i sin Vadmelsfrak og Bondeføtter – Botfords – tramper Takten paa Meierne. Ha hvor det gaar! Traveren puster og fnyser og ser snart saa hvid ud som Snen omkring, men afsted gaar det gjennem de lange mørke Furrumoer, over Sjø og Elv under Bjældeklang og Jubel. Det er Liv midt i Døden, den nordiske kraftige Natur, som ægges til den høieste Livsfylde ved den barske Vinter. Afsted gaar det indtil vi naa Gaarden derborte, hvor Lys skinner i hvert Vindu. Der skal Balen staa. Hestene stakkar slænges bort i et Skur eller hænges ved Skigaarden; thi Ingen kan have Staldrum for alle. Men den rummelige Hovedbygning optager alle de Fremmede, som Følge efter Følge strømme did. Og der gaar Dansen over Tillie; naar Døren aabnes, vælter en hvid Taagesky ind i Balsalen, og mangt et fint Kind blegner, naar Taagen danner sig til Rim og falder ned paa de hvide Skuldre; men Dansen gaar over Tillie og det unge Blod ruller i Aarene og Jubelen varer til Lysen-Dag, naar Solen skinner ind igjennem Vinduerne og de unge Roser ere falmede!
I de andre Rum gaar ogsaa Jubelen og Drikken og Passiaren. Smaagutten spiller om Skillinger og Matadorerne «Blaapolsk», naar det rigtig skal være Jul. Og her drikke nogle unge Studenter Dus, Andre synge, Andre passiare og Alle more sig. Skogspekulanterne slaa sig sammen og tale om Skoghandler og de fortælle hverandre alle disse eventyrlige Handler, 92som har fundet Sted. En gik med Næverkonten for et halvt Snes Aar siden og sidder nu paa en gjild Gaard som en rig og anset Mand – thi her gjælder intet Fødselsaristokrati – en Anden kjøbte Skoger og Skoger og hver Gang han kjøbte, saa hug han for Kjøbesum og atter for Kjøbesum og solgte saa og fik fem Gange saa mange Tusinder, som de han gav. Og Alle have tjent Penge, mangfoldige Penge, i mange Tusindvis. Det eneste Vrange ved Sagen er, at de ikke kunne gjøre Rede for, hvor alle disse Tusinder ere blevne af.
Saa slutter da Balen med Skaal for Vært og Værtinde, konjunktim og hver for sig, item for FamilienFamilien] rettet fra: Famillen (trykkfeil) og hvert af dens Medlemmer, gamle Bedstemødre og Tanter og for Huset og Husets Velgaaende, og for Selskabet og saa endelig Færdessupen, en do., do. en, den allersidste og Pelsesupen og Slædesupen og endelig til Slut en Malurter til allersidst. Saa er det at sove over en Dag og begynde paa en frisk den anden.
Jeg kan ikke slutte denne Skitse uden at give et lidet Billede af Smaafolket, Fattigfolk, og hvorledes de have det i 32 Graders Kulde. Og min Skildring har det fremfor andre saadanne, at den er bogstavelig sand.
Det var en bitterkold Søndag. Thermometret viste om Formiddagen nogle og tyve. Solen skinnede blank og venlig, men det var koldt og mørkt inden Vægge; thi vort Barn, det eneste dengang, laa heftig angrebet af Krilla (Mæslinger.) Doktoren havde nylig været hos os og formanet til Omhyggelighed i alle Dele og jeg og min Kone stode netop ude i Kjøkkenet, hvor hun lavede til noget for den Lille. Et Par Fattiggutter, ret uselig klædte, blaa og forfrosne, kom ind. De taakkede sig bort til Muren og fik lidt Smørrebrød at gnave paa. Som jeg staar og ser paa den ene, opdager jeg, at han er saa flækket i Ansigtet som en Ørret, 93og spørger forundret, hvad der feiler ham. «Je’ har Krilla je’,» sa Gutten. «Krilla! er Du gal?» Ja je’ har hat a i 3 Dage,» sa’ Gutten, og tyggede paa Smørrebrødet. «3 Dage!»
«Mamma, Mamma», jamrede vor Lille inde i Kammeret. Det var formeget. Jeg saa paa min Kone og hun paa mig og inden kort Tid havde Pigen gjort istand en liden Seng til Fattiggutten oppe paa Pigekammeret. «Kom nu og læg Dig, sagde jeg til Gutten, og saa kan Du blive her til Du bliver frisk.» «Je’ sa’ Gutter, je’ feiler itno’ je’, aa naa vil je’ Hem til a Mor.» Det hjalp ikke alt hvad vi sagde. Gutten vilde hem til a Mor. «Men saa skal Du kjøre hjem», sagde jeg, «sæt i Hesten.» «Nei ellers Tak, sa’ Gutten, je’ har ikke Tid til de’ je’.» «Har Du ikke Tid?» «Nei, je’ maa indom Gara paa Veien je’ for aa faa no’e me mig hemmat til a Mor.» Og der var ingen Raad. Gutten vilde og maatte indom Gaardene og kjøre vilde han ikke. Saa strøg han afsted og jeg har oftere set ham siden noksaa rask.
En Sagfører nu for Tiden maa forstaa sig paa Alt og paa lidt Mere. Jeg blev derfor ikke det mindste overrasket, da jeg en Dag i April fik Anmodning fra en af mine «Kunder» om at følge med hans Mærkere ind i Sverige for at se lidt efter, hvorledes det gik med Mærkningen. Jeg havde en svag Anelse om, at jeg ikke vilde komme til at gjøre mere Nytte end det 5te Hjul paa en Vogn. Men det blev ikke min Sag. Altsaa, Nisten i Orden, Hesten frem og Sadlen i Slæden for alle Tilfældes Skyld og afsted gik det indover imod Grændsen, saavidt det kunde gaa paa Sneflækkene bortefter Skogsveiene.
94Da denne Skildring maaske vil blive læst af Folk, som ikke have mere Begreb om Tømmerdrift, end Solungen har om Lofotfisket, vil jeg i al Korthed beskrive Fremgangsmaaden.
Tømmeret betinges gjerne bort i Sankthanstiden og Sælgeren faar da Forskud paa Varen. Oprindelig var dette Forskud tænkt som et Bidrag fra Kjøberens Side til at faa Tømmeret frem for og Hovedklareringen fandt først Sted om Vinteren, naar Tømmeret blev leveret, eller Sankthanstid derefter. Men desværre – Gjælden her i Solør er voxet, maaske netop paa Grund af dette Forskudsvæsen – og der optages nu næsten hele Varens Værdi i Forskud og sommetider strækker Tømmeret ikke engang til.
Hugsten finder derefter Sted i September og Oktober Maaned og paa den første Barfrost eller med det første lille Slædeføre kjøres Tømmeret sammen i større Hauger (Lunner) for at det kan være lettere at finde og komme til, naar den egentlige Snemasse indfinder sig. I Løbet af Vinteren kjøres Tømmeret paa Slæde frem til Vasdragene, hvor Mærkningen eller Annammelsen finder Sted. Denne Mærkning foregaar paa den Maade, at Kjøberen udsender 2 Mand – hvoraf gjerne den ene hører hjemme i Distriktet – som opmaale Tømmeret og notere Dimensionerne. En staar ved Rodenden og ser efter, at Stokken ikke er raadden eller bedærvet og den Anden ved Toppen, som maales med et Maal med to Ben – som en Passer – der kaldes Klaave. Den, som bruger Klaaven, raaber Stokkens Længde, Tykkelse og Beskaffenhed (Furru eller Gran), dette Raab gjentages af Manden ved Roden, idet han noterer Dimensionen i sin Mærkebog. For den Uindviede ser det ud som om intet Arbeide skulde være lettere, end at mærke Tømmer. Men ikke at tale om, at der skal en vis Rutine til at expedere Arbeidet med Hurtighed, som ofte er nødvendig, naar 95der man mærkes flere Hundrede Tylvter om Dagen, saa bestaar Arbeidet ikke blot i at maale og skrige. Allerede Bedømmelsen af, om Stokken er eller kan tages for feilfri, eller om hvormeget der vaa Grund af Feil skal afkortes i den virkelige Længde eller Tykkelse, fordrer et skarpt Øie og god Dømmekraft. Og dernæst – hvad der er det væsentligere – har en Sædvane gjort sig gjældende, der i høi Grad gjør Tømmermærkningen ubehagelig og til et bestandigt Tvistpunkt mellem Kjøber og Sælger. Fra gammel Tid har det nemlig været Skik, at Tømmeret ikke er blevet skrevet netop efter sit Maal, men som oftest noget større. Hvorledes denne Skik er kommen i Gang, er ikke godt at vide. Sagaen beretter i den Henseende Forskjelligt. Rimeligvis har der fra først af været tænkt paa et Snyderi mod Kjøberen og der har vist været de Tider, da der passerede mere ved en Tømmermærkning end Lastehandlerne nogensinde drømte om i sin Filosofi. Men disse vare heller ikke Børn, de lærte snart at forstaa, at de ikke i Virkeligheden fik det samme Tømmer ned til sine Sagbrug, som der stod skrevet paa deres Tømmersedler. Priserne bleve derfor rettede herefter.
Men nu staar Forholdet i Virkeligheden saa, at Kjøberen har den hele Fordel af det gamle Uvæsen. Thi kontraktmæssig kan han fordre det fulde Maal og fordrer han det, faar han rigtignok høre Skrig, men Tømmeret falder ham da saameget billigere, som Differencen mellem den «gode» og den «strænge» Mærkning og denne Difference kan paa mange Dimensioner gjøre lige til 100 Procent. At denne Fordel undertiden benyttes, er en Selvfølge, og man maa kun forundre sig over, at det ikke sker oftere.
Der har været talt og skrevet meget om dette Uvæsen; men jeg tror begge Parter ere bange for en Forandring. Sælgeren tør ikke røre sig, fordi han er bange for, at han, dersom han siger noget, vel faar den strengere Mærkning, 96men ikke forholdmæssig høiere Priser og Kjøberen tænker jeg har den Tro, at selv om han vilde gaa ind paa de høiere Priser, vilde han alligevel faa høre det samme Skrig, naar han fordrede strængere Mærkning.
Den skrevne Kontrakt vedbliver derfor fremdeles at være et værdiløst Papir og det beror aldeles paa Konjunktnrerne i den Tid Mærkningen foregaar, hvormeget Sælgeren faar for sit Tømmer. Thi ere Tiderne vanskelige, faar Mærkerne strænge Ordre og ere de gode, gives der slet ingen Ordre, men Mærkningen forudsættes at ske paa «almindelig» Maade. Og denne stiltiende negative Ordre bliver nok ialmindelighed gjerne fulgt, selv om det er Kjøbernes egne Kontorfolk, som møde op paa Mærkningen; thi sure Miner og knubbede Ord vil helst Enhver være fri for.
Naar Tømmeret er maalt og annammet, paaslaaes Lastehandlerens Øxer i begge Ender og naar da Vasdragene gaa op, styrtes det ud deri. Fra Smaaelvene flødes det i de større Vasdrag af Sælgerne eller for deres Regning; men saasnart det kommer frem i de større Bielve eller i Glommen, flødes det for Lastehandlernes Regning ned til Sagbrugene ved Strømmen eller ved Glommens Udløb, hvor Lasten da efter sin forskjellige Beskaffenhed forædles til Udskibning.
Vi vende nu tilbage til vor Reise.
Altsaa – vi drog afsted indover til Sverige. Føret var maadeligt, som bestandig paa denne Aarstid; men Tømmermærkerne maa ud alligevel, og vi mødte mange Mærkerlag, som dels reiste indover, dels kom tilbage. Det store Skovbelte, som strækker sig øst fra Glommen til den svenske Grændse i de øvre Bygder af Solør, er et af vore bedste Tømmerdistrikter. Det gjennemskjæres tvertover af Flisen og dens Bielve og paa dette Vasdrag fremskaffes en meget betydelig Del af det Tømmer, som kommer i Glommen. Det var 97derfor ikke sjælden at se mange Hundrede TylvterTylvter] rettet fra: Tylter (trykkfeil) mærket eller umærket Tømmer ligge borte efter Elvebredderne. Men sligt er saa almindeligt heroppe som en Fiskehjæld i Lofoten i Fisketiden. Vi standsede derfor kun, naar Tømmeret kunde være ualmindelig vakkert eller ualmindelig smaat. Det sidste var desværre altfor ofte Tilfældet, uagtet dette Skovdistrikt er et af de mest vexterlige i Landet. Men hvad skal man gjøre? Penge maa man have, Penge til at betale Renter og Afdrag, Penge til Skatter og andre offentlige Udredsler, Penge til Byvarer og endelig Penge til Korn og Fødevarer, naar Avlingen fryser bort for os, som altfor ofte hænder. Der er ingen anden Udvei at tage til end Skoven og den faar holde ud, saalænge Tømmeret er saa stort, at det giver Overskud paa Hugning og Kjøring. Naar Lasten ikke længer kan give noget saadant Overskud, ja da er det forbi med Hugsten og som oftest med Eieren ogsaa.
Om Aftenen kom vi over Grændsen op til Hotellet i Borangen hos Kaisa. Hotellet er berømt blandt alle Tømmermærkere og meget kjøbstadmæssigt, hvad Priserne angaar; men forresten udstyret i al Tarvelighed. En stor Bondestue, hver Aften fyldt med drikkende og spillende Tømmerhuggere og Kjørere, en mindre panelet «Herskabsstue» med et Par Senge i og endelig et Par mindre Rum, med Sengesteder med Halm og Hestedækkener, det var hele Bekvemmeligheden. Beværtningen er simpel, den bestaar i Bayerøl og Ingenting. Kun ved sjeldne Anledninger kan der opvartes med Flødegrød og Æg. Og for alle disse Herligheder et Par Daler pr. Døgn pro persona! Bah, Kaisa ved, at det er Grossererne som betale og de have Raad dertil, mener hun.
«Søte Kaisa! vi maa have två Rum med Senge, Rum for Hestene og Mad og Øl for os selv.»
«Mycket gjerne; men herskabsrummet er als inte ledigt.»
«Saa til fanders! Hvem er saa der?»
98«Jo Hellig-Persen og Mormon Paalsen och en svensk Prokrator har alt varit der i två Dager. Men Herrarne får gå ind der saalænge.»
«Nu skal det blive Morro, sagde en af mit Reisefølge. Vi sætte de to Hellige sammen og til Slutning fordrive vi dem Begge og tage Rummet for os selv.»
Vi stege ind. Jo det var meget rigtig de to Tømmermærkere fra Sarpsborg, som lystrede de anførte Navne, og vor gamle Ven, den svenske Prokurator.
Hellig-Persen var en fuldstændig Typus for sin Race, huløiet, stræng og meget tilbøielig til at prædike Ordet for de Vantro i Tide og Utide. Mormon-Paalsen, hans bestemte Modsætning, var glad og lystig og havde det mest skøieragtige Fjæs, som jeg har set. Den svenske Prokurator var en prægtig Dahlby–Bonde i Rok og Knæbuxer. Vi kjendte ham før og bleve meget forundrede over at se det godslige, joviale Ansigt iklædt meget alvorlige, andægtige Folder. Men Kaisa underrettede os i al Stilhed om, at han netop holdt paa at levere Tømmer til Persen og at de To kom meget godt ud af det med hinanden. Da skjønte vi Meningen. Nisten kom frem og hele vort Lag, som foruden «Hr. Overmærkeren» bestod af de to Mærkere og en norsk og nogle svenske Leverandører, som mødte op i Borangen, kom snart i en gemytlig Passiar med det andet Lag. Ordene tog hverandre og inden kort Tid var Persen og Paalsen dybt inde i en theologisk Undersøgelse om deres respektive Sekters Fortrin. Dans, Kortspil og deslige Ugudeligheder bleve hæftigt angrebne af Persen og ligesaa herftigt forsvarede af Mormonen, der citerede baade Luther og Patriarkerne foruden Josef Smith. Vor svenske Ven sekunderede meget troværdig Persen, medens Paalsen fik Hjælp af os.
99Men «Herskabsrummet» stod os for Øie og ingen af Parterne vilde give sig. Vi gav derfor Kaisa et Vink og strax derefter kom hun ind og fortalte, at der i en af Nabogaardene skulde være Dans om ingen af Herrerne havde Lyst til at titta på. Jo, det var klart, det havde vi Alle. Vi skulde komme strax, naar vi havde spist og faat os en Pibe. Imidlertid gik Paalsen i Forveien. Saaledes vare vi af med den Ene.
«Aa Fa’n», sagde En af vort Kompani, «jeg er ligeglad med at fare paa Dans. Lad os tage os en Toddy og et Slag Kort.»
Ja lad gaa. Punschvandet kom ind og Kortleiken frem og snart var Spillet i fuld Gang.
Persen flyttede sig længer og længer fra os og tilslut forsvandt han og Prokuratoren i et andet Rum.
Nu blev det en stormende Jubel og efterat vi i en Fart havde opgjort Spillet og tømt Toddyglassene, klædte vi os af og puttede os ned i Sengene. De vare jo ikke af de allerreneste; men vi sov alligevel som Murmeldyr, da de to tidligere Besiddere senere paa Aftenen vilde komme og gjøre sin bedre Ret gjældende, og de maatte tage tiltakke i Hestedækkenerne.
Den næste Dag havde vi prægtigt Solskin og da det havde frosset lidt om Natten, var Veien taalelig. Rigtignok var den saa opkjørt af Tømmerlæs, at vi maatte bruge Langslæde for at komme frem; men det gik jo alligevel og Veien til Mærkestedet var ikke lang.
Tømmeret var vakkert – meget vakkert endog, saa at mange Stokke holdt over 12tom. Jeg fandt mig derfor paa min Principals Vegne forpligtet til at være fornøiet og Leverandøren var det ligesaa. Det gik som Kjæpper i Hjul: Furru 10 Al. 12 Tom., do., en do., Gran 8–11, 7–14 o. s. v. Jeg forsøgte naturligvis pligtmæssig at følge med 100for at kontrollere; men mit uvante Øie kunde ikke i en saadan Fart bedømme Stokkens Tykkelse. Først naar Klaaven blev sat paa, kunde jeg Skjønne, hvorledes det gik til; men naar Tømmeret ligger pent tillagt og Stokkene ere nogenlunde jævne, maales kun en enkelt imellem og de øvrige tages paa Slump. En duelig Mærker bliver dog saa vant til dette Arbeide, at han aldrig tager feil paa ½ Tomme. Og blev der nu taget op? Jeg vil ikke forsværge det, forsaavidt jeg kunde skjønne. Men med grovt Tømmer er det dog meget sjeldnere. Det smaa Tømmer derimod – behøver det.
Saaledes drog vi opefter Aaen og mærkede et Par Hundrede Tylvter. Da blev det Middagstid. Det er Skik og Brug, at Leverandørerne holde det nødvendige Mandskab til at slaa paa Tømmeret og Kost under Mærkningen. Og dette Traktement pleier ikke at være snaut, thi – maaske kan det have Indflydelse paa Mærkningen, hvem kan vide det?
I et Granholt fik vi op en Ild og med stegte Kalkuner og deslige Sager samt ægte Lysholmer og Madeira levede vi herligt. Gamle Historier bleve opdiskede. Hvorledes en streng Mærker engang (det var Principalen selv atpaa) fik Tak for velgjort, da han efter ualmindelig streng Annammelse ingen Mad fik, men maatte være Tilskuer ved en prægtig Middag og næsten var gaat klar, inden han kom frem til Folk. Hvorledes Mærkningen gik og Tømmeret var der og hvorledes det var der for mange, mange Aar siden.
Saa til Arbeide igjen; men nu blev det værre, da vi kom paa Søen. Thi Vaarsolen havde allerede smeltet bort Sneen og Tømmeret laa i Stykkevis og flød paa 4 – 5 Kvarters Vand. Jeg opgav snart Jagten efter Tømmerstokken som livsfarlig og lod Mærkerne hoppe fra Stok til Stok. Men vor tykke Leverandør skulde endelig være med og se 101efter, at alt gik «realt» til. Men retsom det var, drattede han ned mellem Stokkene og det var et kosteligt Syn at se ham kravle op igjen, ligesom en Sæl, som vil paa tørt Land.
Vor svenske Prokurator kom nu ogsaa til og skulde levere os nogle Tylvter. Men hele den andægtige Mine var som bortblæst; han skjønte, at Vinden ikke længer blæste fra den Kant og deltog lystig med os i Spasen over ham og hans værdige Persen.
Endelig vare vi færdige og reiste tilbage til Borangen, hvor det tidligere Lag var reist og et nyt ankommet. Det var gamle Bekjendte og prægtige Folk, der blev naturligvis en lystig Aften og den næste Dag vare vi hjemme igjen.
Jeg tror ikke, at jeg gjorde min Principal stor Nytte paa denne Reise; men jeg havde dog set, hvorledes det gik til paa Tømmermærkningen inde paa de store Skove. Det er et raskt og muntert, men ogsaa mange Gange besværligt Liv. Thi naar Føret gaar bort og Mærkerne maa traske paa sin Fod op og ned langs Elv og Sø mange Mile i Vaarbløden og Solheden, da maa der gode Kræfter og god Taalmodighed til at holde ud.
For 20 – 30 Aar siden kunde man 8 Dages Tid før Sankthans se lange Rækker af Færdesfolk fra Oplandet, som drog indover til Christiania. Det var Bønderne fra Solør, Vinger og Odalen, som drog indover for at opgjøre sine Tømmerregnskaber og hente op de Fornødenheds- og Luxusvarer, som de behøvede i Halvaaret til Christianiamarked. Dengang var den 10–12 Mile lange Vei besværlig nok; thi dels vare Veiene slettere end nu og dels var Veien meget tung i de store Bakker i Næs og Ullensaker og over 102Gjelleraasen. Ja der leve endnu Folk, som kunne erindre, at Bønderne oppe i Bygderne paa Kløv maate hente sine Fornødenheder fra Christiania. Men i ældre Tider vare heller ikke Fornødenhederne saa store som nu. Naar Mor fik hjem 10 Pund Kaffe og 5 Pund Sukker og Manden selv en 8 Pots Krukke Kognak og en Top Sukker for Halvaaret, saa var det store Ting. Alt hvad man behøvede til Klæder, virkedes hjemme i Huset. Og naar det ikke havde været Frostaar, saaledes at større Kornforsyninger vare nødvendige, indskrænkedes Indkjøbet hovedsagelig til Sild og Salt, som Bønderne da tog med sig hjem fra Byen. Men nu ere Forholdene helt anderledes. Jernbaner og Dampskibe bringe Hundreder af Reisende ind til Christiania og med de samme Befordringsmidler føres nu mange Hundrede Hæstelæs af alle mulige Varer opover, dels efter direkte Bestillinger af Landfolket og dels til Landhandlerne, hvis Butiker ere ligesaa godt forsynede som Christianiakjøbmændenes.
I ældre Tider kjørte Bønderne selv sine Heste til Byen og kun en enkelt Storkaxe iblandt reiste med Skyds, og jeg kan endnu godt erindre fra min Barndom, at en Mand, som reiste med Skyds, og ovenikjøbet med tilsagt Skyds, betragtedes med en vis Respekt i Bygden og der blev maaske ikke kriticeret saa lidet over, om det kunde antages, at han havde Raad til at benytte en saa kostbar Befordring. Bønderne toge ind til sine Kjøbmænd i Storgaden og Grændsen og det er ikke mange Aar siden, at vore mest formuende Mænd havde sit stadige Tilhold i disse overfyldte og ofte ikke synderlig rart udstyrede Bondestuer.
Men Jernbanerne og de nyere Begreber og Anskuelser have forandret meget ogsaa i vore Egne.
Vore Bønder reise nu som Gentlemen og tage ind i de elegante Hoteller, som Christiania i den senere Tid har 103at frembyde og deres hele Levemaade har antaget et ganske andet, jeg havde nær sagt, amerikansk Præg.
Hotel Scandinavie er Solungens fornemste Samlingsplads og det kaldes ikke med Uret «Solungs-Børsa.» Hvert eneste Værelse er optaget og i de rummelige Gange og Restaurationslokalerne vrimler det af Oplændinger, som samtale, afgjøre Forretninger eller drikke Øl og Brus.
Men i de første 3–4 Dage er der endnu ikke rigtig Liv i Folket. Man spørger og fritter om, hvorledes det ser ud med Konjunkturerne for Trælasthandelen. Man ved, at Trælasthandlerne som sædvanlig have havt sit Møde for at bestemme Priserne og forskjellige Rygter løbe fra Mand til Mand, om hvad der er passeret. Man ved imidlertid tillige, at dette Møde har meget lidet at betyde, idet ingen enkelt Lastehandler længer anser sig bunden ved de saakaldte «Direktionspriser», hvis Bestemmelse derfor ogsaa kun er en tom Form. Men taler man med enkelte Lastehandlere, saa sætte de et betænkeligt Ansigt op, tale om mislige Forhold i Udlandet, flau Afsætning o. s. v., og det er et mærkeligt Faktum, at hvert eneste Sankthans er der altid noget iveien i Udlandet eller noget, som i de første Dage gjør Lastehandlerne betænkelige. Ja, det er rigtignok ogsaa en betænkelig Tid vi leve i.
Bønderne paa sin Side stikke Hovederne sammen, diskutere,diskutere] rettet fra: diskurere (trykkfeil) tale om Samhold, om at holde Møder o. s. v. Men de føle hos sig selv, at de ikke have rigtig solid Grundvold at staa paa. De kunne ikke undvære Forskuddet og derfor kunne de heller ikke undgaa at sælge. I Sankthans er der ingen Penge at faa laant og desuden, hvem er saa betroet, at han kan faa laant saameget, han behøver? Hos Lastehandlerne derimod faar man saamange Penge, man vil, paa sit ærlige Ansigt og sin Kontrakt, naar det blot er bekjendt, at man har Skov. Altsaa, det er bedst at bie til det bliver 104bedre Tider, til vi kunne slippe at tage Forskud; men da – ja da skulle vi blive Herrer over Situationen.
Imidlertid, medens Solungen passiarer, ræsonerer og lever i Haabet om en bedre Fremtid, gaar Østerdølen rolig og koldblodig omkring. Han finder sig ikke rigtig tilrette i disse urolige, snaksomme Grupper, hvor Spøg og Vittigheder som krydsende Lyn oplive Samtalen. Det forekommer ham vist ofte som et letfærdigt Folkeslag, disse Solunger, hvis Gjæld den hele Verden kjender; men hvis Dygtighed, Foretagsomhed og andre gode Egenskaber kun de kjende, som har set Folket i Nærheden og forstaar at bedømme det.
Han forstaar vist ikke, hvorledes det kan gaa an at le, naar man om nogle Dage maaske faar Fogden i Huset eller ser sin Eiendom lyst til Auktion for Hypotekbanken. Men hvorledes kan ogsaa Østerdølen forstaa dette, han, som sidder lunt inden Vægge og gjerne kan lade være at sælge Tømmer, om han vil, eller som selv næsten kan bestemme Priserne, hvis han vil sælge?
Hvoraf kommer den store Forskjel mellem Folkene ovenfor og nedenfor Elverum? Hvorfor er Østerdølen stø og alvorlig, Solungen let og lystig? Hvorfor er der ovenfor jevn Velstand og tildels store Formuer og i Solør vistnok ogsaa paa enkelte Hænder større Formuer; men ogsaa megen Gjæld og Viderværdighed? Og dog er det i samme Dalstrøg, ved den samme Elv, under samme klimatiske Forhold de to Folkeslag bo og de drive samme Næringsvei. Ja, hvem kan forklare alle de Gaader, som Menneskelivet opstiller.
Nogle Dage er gaat hen. Alle de gamle Tømmerregnskaber ere opgjorte, ofte haardt nok for Bønderne, naar alle de forskjellige Afdrag for Gran, Tørt, Overligget, Indeliggende o. s, v. ere beregnede; men dog sjelden eller aldrig saa haardt, at det jo kontraktmæssig kunde være værre. Thi 105efter Kontrakterne have Lastehandlerne altid Ret. Men nu var det de nye Handler. Lastehandlerne se ikke længer saa alvorlige ud, der maa sikkert være indtruffet gode Telegrafefterretninger. De ville dog maaske kjøbe noget. En eller anden Storkaxe, hvis Vexler maaske forfalde et Par Dage for tidlig, aabner Felttoget og nu gaar det glat siden. Hotel Victoria, hvor de fleste Lastehandlere fra Drammen, Frederikshald, Frederiksstad og Sarpsborg bo, beleires af Oplændinger, der bølge i store Tog fra Scandinavie til Victoria og fra Victoria til Scandinavie. Handelen gaar raskt og efter hvert som en Kontrakt underskrives, trakteres Sælgeren med et Glas Vin og en Cigar, eller naar det er større Handler, inviteres Sælgeren til at spise Middag med Lastehandleren ved table d’hote. Med en lang Hale af Bønder efter sig tropper den mægtige Mand op og præsiderer med megen Værdighed for Bordenden.
Ogsaa paa Kontorerne hos Christiania Lastehandlere gaar Handelen, og efter gammel Skik indbydes de større Sælgere en Dag ud paa disse yndige Landsteder, hvor vor Plankeadel, som det kaldes i Gøtheborg, bo som Fyrster og øve fyrstelig Gjæstfrihed.
Fra Alders Tid har Skoveierne staaet i et venskabeligt og halvt fortroligt Forhold med sine Grosserere. Allerede Bernt Anker og hans Samtid saa dem ofte ved sit Bord i Sankthans og Marked og man fortæller endnu en fin Ytring af en Solørsbonde til den mægtige Mand. Det var første Gang Bonden var hos Anker og han blev vist omkring, for at han skulde beundre og forundre sig over al den Pragt, som han saa. Men Bonden saa meget rolig paa det Hele og sagde intet. «Nu, sagde Anker endelig, synes Du ikke det er vakkert.» «Aa jo, sagde Bonden, men saa kunde Solør heller ikke gjøre mindre for Dig, Du, som er ligesom Kongen vor.»
106Tømmersalget fortsættes 3–4 Dage, men pludselig er det Stop. Nu ere Lastehandlerne rent «stinne» af Tømmer, de ville ikke have mere. Efternølerne, hvoraf der altid findes nogle, løbe fortvivlede fra Kontor til Kontor for at borttinge sine Tylvter og de skulle være heldige nok, om de med Overtalelser og Tak kunne blive dem kvit. Kjøbmændene udenfor Christiania reise hjem igjen og Tavlerne begynde at opvise ledige Nummere i Hotellerne.
Men endnu nogle Dage forbliver Solungen i Byen. Det er meget, som skal kjøbes, meget, som skal betales, fornyes og ordnes. Forhallen i Scandinavie er fuld af Rykkere, Bykjøbmænd, Landhandlere, Sagførere, Inkassatorer, kort Alle, som skal have Penge, møde her op og ved de smaa Borde udbetales og indkasseres mange Tusinder om Dagen. Man ved, at Solungen betaler saalænge han har Penge og derfor gjælder det at træffe ham, før Tegnebogen er bleven tom.
Nu er der ogsaa Liv i Folket. En Daler eller to savnes ikke i den store Pengebunke og Toddyen gaar omkring og undertiden lyder Knaldet af en Champagneprop. Hver Aften er Folket paa Klingenberg eller hvor der forresten er nogen Moro. Galanteributikerne faa Afsætning; thi Mor og hver af Døtrene maa have et pent Kjoletøi eller et Schavl. Endelig er man færdig, man kan paa en Maade reise fra Byen og i Springmarsch gaar det afsted til Jernbanestationen, idet der hos Enkelte maaske rører sig lidt Samvittighedsnag over en eller anden halvforglemt og uberigtiget Gjældspost. Men Kreditorerne ere ligesaa slue. De møde op paa Platformen, gribe Flygtningen i Knaphullet og kommandere: «Op med Bogen.» Lokomotivet piber, der ringes allerede 3die Gang og i Fortvivlelse betaler Synderen snart sagt sin sidste Skilling. Nu dimiteres han, kaster sig og Bagage ind i en Kupe og naar Trænet endelig har arbeidet sig op 107paa Høiderne mod Grorud, trækker han et langt Suk og aander frit baade for Kreditorer og for den kvalme Byluft.
«Den, der ikke behøvede mere at reise til Byen Jonsok», mumler vist mangen En i sit stille Sind – «men saa er det dog Moro ogsaa.»
Naar man i Fugleperspektiv kunde overse hele Glommedalen fra Østerdalen, og ned til Næs paa Romerike, vilde det Hele fremstille sig som et mange Mile bredt Hav af Skov med bølgeformige Aasrygge. Selve Glommedalen er ikke saa trang og Bredden af det dyrkede Jordsmon paa begge Sider af Elven fra Aas til Aas er i flere Bygder ¾ til 1 Mil; men denne lyse Stribe vil dog næsten aldeles forsvinde i det store mørke Skovbillede, som strækker sig lige fra Klara Elven i Sverige til Mjøsen. Vil man nærmere undersøge dette store Skovbælte, finder man nok, at Skoven mangesteds er glissen og Værdien som Tømmerskov ikke betydelig. Men den dyrkede Del er dog forholdsvis saa liden, at naar man undtager selve Hoveddalføret, hvorigjennem Glommen slynger sig, vil det Øvrige fremstille sig som en umaadelig Ødemark, hvor man kan gaa mange Mile før man træffer en enlig Husmandsplads eller et Fintorp.
Her i denne Vildmark har Elgen sit rette Hjem. Men Ulvene og Menneskenes Efterstræbelser havde betydelig formindsket deres Antal i Begyndelsen af dette Aarhundrede og det var derfor paa høi Tid, at Storthinget i 1818 indskrænkede den forhen ubundne Jagtfrihed. Senere har Elgen mærkelig formeret sig og det er nu, om ikke Overflødighed, saa dog en saa stor Mængde af dem, at Jagtelskere aldrig behøve at gaa forgjæves, naar de endelig ville have en Elg, om det end skal koste mange Dages Jagt.
108Det er dog ikke Loven alene, som har bidraget til Elgens Fredning. Den større Oplysning har bevirket, at Almuen har indseet det Skadelige i at fælde Dyret i den ulovlige Tid og ved Siden deraf har private Foreninger virket for Sagen og ført Opsyn udover Vaaren, naar Skaren bliver saa stærk, at den bærer Skiløbere, men Elgen falder igjennem. Da er det, at Krybskytten mest driver sit Spil og det bliver næsten umuligt for det ædle Dyr at undgaa sine Forfølgere.
Det er ikke alene ved Pengebidrag og ved Ansættelse af Opsyn, at vore Landjunkere og Jagtelskere sørge for Elgens Fredning. Sommetider foretage de selv en Razzie indover Skoven for at fange Malifikanterne og nedenstaaende Rapport om et af deres Tog i Vaaren 1860 kan jeg ikke undlade at optrykke efter Morgenbladet, da den giver et tro Billede af deres Bedrifter og Viderværdigheder.
«Vel ankommen til Værmundsøen. Overalt Elgefærd som et fuldstændigt Kreaturtraak. Spurgt at omkring Udnæset skal holde sig 24 Elger og mange skulle være skudte. Fordoblet Opsynet og uddelt Brændevin. Slet Logis, Lopper og Vasvelling. Til al Lykke faat fat paa en Kasse Bayerøl.»
«Vækkedes i Graalysingen ved Riflestud. 2 Mand af Opsynet allerede ude. Den Ene kommen tilbage og fortæller, at en Elg er skudt nogle Hundrede Skridt herfra; men at de ikke turde gaa paa, fordi 6 Svensker med Rifler holdt paa at flaa den. Rykkede derfor ud med hele Styrken, udsendte Vedetter og gjorde en omgaaende Bevægelse for at fange dem Alle. Lugtede imidlertid Lunten og rømte; satte os derfor i Besiddelse af Dyret, en meget stor Oxe, og bar hjemover alt hvad vi aarkede. Da vi kom igjen var Huden og det ene Laar borte. Svenskerne havde nyttet Tiden. Fandt dog Huden igjen og afsendte en Patrouille for at 109fange Røverne. Rekvireret civil Hjælp, nemlig Lensmanden og hans Protokol. Det giver Respekt.»
«Fortsat Undersøgelserne og har nu faat fuldt Bevis for, at flere Finner have skudt Elg i Vinter. Forfulgt Svenskerne og taget dem paa Spranget paa Vermundsøen. Kjæftes med dem en Stund, men saa ladet dem passere paa Grund af «Omstændighederne.»Forfatternote: Det var i den Tid Statholdersagen stod paa. Ud paa Dagen antruffet en Elg, som var aldeles forkommet efterat være jaget. Den ranglede afsted ikke hurtigere end at vi kunde tage paa den med Haanden, skjalv som et Espeløv og blødede ved Haserne, hvor Skaven havde skaaret igjennem. Kom sig endelig ud i Vermundsoset, hvor den laa og badede sig. Satte Vagt ved den, som passede paa indtil det blev mørkt. Da steg den op af Badet og lod til at være raskere. Jagede den ind i et Granholt og forlod den.»
«Lensmanden ankomnen med Sabel og Protokol og droge derpaa afsted til Posaasen, som ligger lige ved Grændsen; men lyder under Kongeriget Norge. Bestemte Efterretninger om, at her skulde være skudt flere Elger. Da vi ankom, udpegedes en ung Tjenestegut som Gjerningsmand. Hang lidt med Hovedet; men ret som det var, sprat han over Grændsen og stod og lo af os. Gav os ikke tiltaals hermed. Undersøgte paa flere Steder og fandt endelig 2 store Baljer med saltet Elgekjød, 3 Huder og 16 Ben. Almindelig Jubel. Manden endelig gik til Bekjendelse, at han havde skudt 2 Elger, som havde 8 Ben hver. Passiar, men vi have dog 2 Mulkter og 40 Spd. i Elgekassen. Bryllup i Nabogaarden, hvor vi tækkedes til Aften. Vakre Jenter o. s. v. Elgejægeren og vi gode Venner, men han havde nær forsnakket sig, da vi kom paa Tale om de 16 Ben.»
110Vore raske, unge Folk ere dog ligesaa ivrige Efterstræbere af Elgen, naar den lovlige Tid kommer, som Krybskytterne, skjønt deres Blodtørst gjerne pleier at tilfredsstilles, naar de have fældet et Dyr. Et saadant Jagttog er det jeg vil invitere Læseren til at deltage i – naturligvis i Tankerne; thi ellers kunde det maaske falde noget besværligt.
Lader os mønstre Jagtselskabet. Først en rask, ung Student, allerede erfaren Elgejæger. Paa Grund af sin Omhu for Elgen i den fredlyste Tid, har han maattet dele Skjæbne med alle Andre, som komme til Solør, at faa sig et Klængenavn og han kaldes ialmindelighed Elgemissionæren eller i Korthed Missionæren. Dernæst 2 «yngre Sønner», som det vilde hedde i England. De have dog den Fordel fremfor de engelske, at de ville komme til at arve nogle Kvadratfjerdinger prægtig Skov. Den ene lyder Navnet Lord Palmerston, formedelst at han pleier at fremtræde i Snip, Fadermordere og hvidt Halsetørklæde og er meget stiv og fornem af sig. Han har forresten ogsaa et meget engelsk Udseende. Den Anden kaldes Rosenkrands, i Dagligtale «Statsraaden», fordi hans godslige Ansigt er indfattet i den deiligste Ramme af rosenrødt Haar og Skjæg. Videre et Par mægtige Proprietærer, «Baronen og Borgermesteren», som ville benytte Anledningen til at tilse sine Skovdrifter, da Hugningen allerede er begyndt. Samtlige udrustede med Kammerladningsrifler af nyeste Udgave. Endelig en liden, spinkel Fyr med en gammel rusten Rifle og hans Hund, et lidet arrigt, graat Dyr med opstaaende Øren og krøllet, haarrig Hale. De sidste ere blot med for Formens Skyld, skjønt man fortæller, at Halvor og hans Hund undertiden ikke skulle være saa uefne. Med Jægerne følger naturligvis en Kløvhest, som skal hjælpe til at kjøre Elgen hjem og som paa Bortreisen har den Bestilling at bære den Smule Proviant, som Selskabet muligens skulde behøve.
111Det er en vakker Septemberdag, da Selskabet drager indover paa Skoven. Luften er saa klar og gjennemsigtig, at hele Glommedalen viser sig som et farverigt Maleri fra den første Aaskam, vore Jægere bestige. Glommen glider klar og stille i store Bugtninger gjennem de grønne Marker og det blanke Speil gjengiver Løvbustene langs Elvebredden og Landskabet, som hæver sig opover med sine nette Gaarde og frodige Agre.
Men vort Selskab har liden Tid til at betragte Udsigten. Det skynder sig østover ind paa Skoven med dens Moer og Aaser og under lystig Passiar bærer det afsted. Halvor skal være Veiviser og har allerede flere Gange sagtmodig underrettet Jægerne om, at den første Betingelse for at Elgejagten skal lykkes, er at holde Munden og gaa mod Vinden. Men hans Advarsler lade ikke til at frugte stort.
De have imidlertid ikke gaat længere end en halv Mils Vei indover, før Halvor og hans Hund gjør et Hop. De havde netop gaat ligeover en Elgefærd, som tydelig viste sig paa den bløde Jord.
«Kan dere naa tie», spurgte Halvor tørt, og hele Selskabet stak Hovederne hviskende sammen for at bestemme, hvorledes Jagten skulde foregaa. Man blev snart enig om, at Elgen endda maatte være langt borte og da det saaledes ikke kunde være at tænke paa at udsætte Poster, gik Halvor foran med Hunden i Line og Selskabet fulgte En og En efter i høitidelig Procession. Det begyndte dog snart at skumre, og uagtet Hunden viste Tegn til, at Elgen ikke var saa langt borte, blev det besluttet at tage Nattekvarter i Skoven og fortsætte Jagten, naar det blev lyst.
I al Taushed leirede Selskabet sig i et Skovsnar, en Ild blev antændt og Kløvhesten blev lettet for sin Oppakning. Det viste sig snart, at Forsyningen ikke var daarlig og alle Betingelser for et lystigt Lag vare tilstede. Men 112naar man hørte den sagte Hvisken og de høitidelige Ansigter, skulde man tro, at det var en Gruppe Sammensvorne, som aftalte sine landsforræderske Planer. Bægeret gik rundt og Skaal «Statsraad», Skaal «Missionær» o. s. v. bleve høitidelig fremhviskede. Men Ansigtsmusklerne fortrak sig krampagtig og man kunde tydelig se, at Jægerne kun med Møie formaaede at holde Latteren tilbage.
Lord Palmerston, sit store Navn tro, sad stiv og fornem paa en Bunke Grankviste og gnavede paa et Stegeben, medens hans Ansigt bevarede den høitidelige Ro og Værdighed som Øieblikket krævede. Men pludselig syntes en liden Ildstraale, Lorden gav et høit Skrig og for til Veirs i Røg og Damp under Jægernes ustandselige Latter; men i samme Øieblik hørtes ogsaa et Brag borte i Skoven, som naar et stort Dyr farer op og nedtræder Alt omkring sig. Det var Elgen, som havde taget Nattekvarter ganske nær Jægerne.
Det blev en almindelig Røre. Old Pam var forbitret over det Puds, Jægerne havde spillet ham, ved at forsøge at sprænge ham og hans skrøbelige Trone i Luften, og Halvor var forbitret over, at Elgen var opjaget, hvori han fik Medhold af Missionæren, som var en ægte Jæger, der satte Jagten foran Moroen. Men Ulykken var engang skeet, og det var derfor ingen anden Raad, end at forliges og fortsætte Løierne, da der nu ikke længer var nogen Grund til at tie.
I Graalysingen om Morgenen bryder Jagtselskabet op. De have ikke gaaet et Par Hundrede Skridt før de finde det Sted, hvor Elgen havde lagt sig den foregaaende Aften. Men hvor var den nu? Langt over Berg og Skov og hele Dagen tilende drage Jægerne ufortrødne afsted. Men det begynder at tage paa Kræfterne. Baronen falder fra, han maa afsted til sine Tømmerhuggere. Borgermesteren ligesaa. Palmerston holder ud; men er om muligt endnu mere stiv 113og fornem, end for. Tredie Dags Morgen nærmer man sig imidlertid kjendtlig det ædle Vildt. Hunden viser stærke Tegn til at den veirer ham; den bliver sluppet løs, og Jægerne skilles ad for at indtage forskjellige Poster. Pludselig halser Hunden, Elgen er bleven staaende og Jægerne skynde sig forsigtig afsted. Da lyder et Rifleskud, det brager i Grenene og det udmattede Dyr jager afsted med kneisende Hoved efterladende et langt Spor af Blod. Missionæren ser det stolte Dyr komme imod sig, han kaster Riflen til Kinden og Kuglen gjennemfurer dens Legeme langs efter. Elgen vakler, men gaar endnu nogle Skridt, da Statsraadens Kugle knuser dens ene Forben. Dyret falder og strækker endnu kun lidt i det ene Bagben, da den ædle Lord forpustet kommer opmarsjerende og efter et nøiagtigt Sigte gjennemborer dens Pande.
Jægerne samles og de «løste Tunger» juble over det heldige Udfald. Enhver af Jægerne tilskrive sig Æren af at have gjort det afgjørende Skud. Kun Halvor siger ingenting. Han ser efter og stikker Lillefingeren ind i et lidet Hul ved den venstre Bov og mumler ganske sagte: «som jeg mente, midt igjennem Hjertet og ud paa den anden Side.»
Det var en svær Oxe med prægtige Horn og Jægerne kunne nok siges at have noget igjen for sit Bryderi. Men hvorledes faa den ned til Bygden? Ja det er et Spørgsmaal; thi det er over 1 Mil til nærmeste Gaard, ingen Vei og Dyret veier mindst med Huden over 60 Bpd.? Ja flere Heste maa der til og saa faar man flaa den deroppe og fragte den stykkevis nedover. Det gaar an. Halvor sendes afsted og efter nogle Timers Forløb er Vildtet sønderlemmet,sønderlemmet,] rettet fra: sønderlemmet. (trykkfeil) Hestene ankomme og i en hel Karavane drager Toget nedover.
Saasnart vore Jægere komme til Bygden modtages de som triumferende Seierherrer; man hører og spørger og alle Jægerne fortælle hver sine Bedrifter undtagen Halvor, som 114Ingen bryder sig om, og Ingen vil høre paa. Han er jo ogsaa kun en simpel Husmand inde fra Finskoven, som har Betaling for hver Dag han gaar med og en Dusør, dersom der bliver fældet Elg.
Nu sende Jægerne Elgestege til alle Venner og Bekjendte og det mindste, man kan gjøre til Gjengjeld, er at byde dem til Gjæst paa sin egen Foræring. Laget gaar derfor rundt og mange Skaaler blive tømte for de dygtige Jægere.
Hvor ligger Solør og hvilke ere det berømte Lands Grændser? Folk, som ikke kjende nøiere til Tingen, have et ubestemt Begreb om, at Solør indbefatter hele Glommedalen lige fra Aursundssøen til Rommeriget idetmindste og at alle Landsfolk, som komme til Christiania i Marked og Sankthans, ere Solunger. Men dette er ikke Tilfældet. Det egentlige Solør bestaar af Bygderne søndenfor Elverum og indtil Kongsvinger, altsaa de gamle Præstegjelde Hof og Grue, som nu ere delte i 5. Indtil for ganske faa Aar siden var Solør forenet med Vinger og OdalenOdalen] rettet fra: Oudalen (trykkfeil) under en Skriver og Foged, og derfor gik gjerne ogsaa Vingersokningen og Odølerne ligeoverfor Fremmede som Solunger, skjønt det ikke kan nægtes, at der allerede, naar man kommer ud til Vinger, viser sig en Forskjellighed i Folkekarakteren, ligesom en bestemt Forskjel viser sig, naar man kommer over 115Elverums Grændser. Det er kun til det egentlige Solør jeg i efterfølgende Skildring vil holde mig.
Enhver ved, at Solør er et af vore rigeste Skovdistrikter. En stor Del af Distriktet optages af vidtstrakte Moer eller Aaser med svage Forhøininger og selv hvor Fjeldkarakteren er fremtrædende, rager dog ingen Top saa høit op, at den overstiger Trægrændsen endsige naar Snegrændsen. Kun enkelte Fjeldkamme som Blaaengen i Vaaler og Ravfjeldet i Brandvold have nogen videre Høide eller ere træbare. Gran- og Furuskoven voxer frodigt bortover disse Moer og opefter Aaslierne og Terrænet gjennemskjæres overalt af mindre Elve og Bække, som ved Hjælp af Damme og Mineringer ere gjorte flødbare og hvorigjennem Tømmeret flødes frem til Glommen.
Men saa rigt som Distriktet er paa Skov, saa fattigt er det som Jordbrugsdistrikt. Langs Glommen er Jordbunden fordetmeste skarp Sand, meget fattig paa de Bestanddele, som Kulturplanterne behøve til sin Næring. De lavere liggende Strækninger staa om Vaaren gjerne under Vand og ligge derfor til naturlige Enge og Havnegange.
Der, hvor Oversvømmelsen ikke rækker hen, begynder Jordbruget. Sandjorden er let at bearbeide og giver rig Afgrøde af Korn og Poteter; men den fordrer ogsaa meget stærk Gjødning og vil ikke gjerne bære Hø. Længer oppe, paa Moerne, bestaar Jordbunden af en Slags meget fin, rødagtig Sandjord, noget blandet med Ler. Denne Jord er kraftigere; men ogsaa den fordrer meget Gjødsel og trænger mere Arbeide. Endelig er Jorden i Aaslierne mere muldholdig; men Jordbruget er mere tungvint og Jorden er gjerne vandsyg.
Naar man vil optage et nyt Stykke Jord paa Moerne eller i Nærheden af Glommen, ser det meget magert ud og der skal mange Aars Brug og meget Gjødsel til, før man 116kan faa nogen sikker Avling. Paa de gamle Gaarde derimod, som have været drevne i Aarhundreder, har der efterhaanden dannet sig et Plogmaal af Muld og man kan deri se endog meget vakre Avlinger. Overhovedet har man her ikke saameget at klage over Frugtbarheden – naturligvis alt relativt til de rige Kornbygder – som over den Omstændighed, at den tidlige Nattekulde saa ofte ødelægger Grøden. Kun ganske enkelte Gaarde kunne siges at være ganske fri for at være frostlændte. Ellers fryser det tidlig mere eller mindre overalt og inde paa Skoven, og i Nærheden af større Myrer gives der endog store Gaarde og Pladse, hvor der ikke paa mange Aar høstes modent Korn.
Jordbrugerne har derfor i Regelen meget at kjæmpe med og kun den Omstændighed, at Alt, hvad man kan sælge, i Regelen betales meget høiere end andetsteds, kan gjøre Arbeidet lønnende. Det er naturligvis Skovdriften, som betaler disse høiere Priser og det er den, som overhovedet holder Distriktet oppe. Dersom ikke Skoven var, vilde Solør ikke kunne føde Halvdelen af sin Befolkning.
Men hvorlænge vil Skoven vare? Ja, det er et Spørgsmaal, som har været opkastet i Aarhundreder og som rimeligvis endnu i Aarhundreder vil beskjæftige enkelte dybsindige Hoveder. Man har nu i lange Aarrækker spaat, at det engang maa blive forbi med Tømmerdriften, men mere og mere Tømmer bliver der hvert Aar, og det kan ikke skjønnes, at Skovene endnu ikke ereikke ere] rettet fra: ere (trykkfeil) udtømte.
Det er en Kjendsgjerning, som ikke kan benægtes, at Dimensionerne ere blevne mindre end for 30–40 Aar siden; men TylvtetalletTylvtetallet] rettet fra: Tyltetallet (trykkfeil) er steget saa overordentlig, at der vistnok aarlig leveres flere Kubikfod Trævirke, end før.
Det er mange Aarsager, hvorfor der nu leveres mere Tømmer til Salg end tidligere og som tillige ville bevirke, at der for Fremtiden vil blive leveret meget. Først og fremst 117maa nævnes, at Folk paa Grund af de høie Tømmerpriser nu ere meget mere forsigtige med sin Skov, end før. Braate brændes ikke længer og med Hensyn til, hvad der forbruges til Gjærdefang, Brænde og andet til Husfornødenhed, er Eieren gjerne saa forsigtig som bedst muligt. At hugge friske Træer til Brænde, ansees nu som en stor Uvorrenhed, og det hentes heller flere Mile inde paa Skoven af Tørt og Top. Dernæst have de høie Priser bevirket, at Tømmer kan drives frem med Fordel fra Steder, hvor det før ikke lønnede sig og Toptømmer, som før blev liggende igjen i Skoven, afsættes nu med Fordel. Videre maa det bemærkes, at Skoven lettere reproducerer sig til de mindre Maal, end til de større, eller med andre Ord, den voxer hurtigere i Begyndelsen, end senere. Naar man nu endelig lægger Mærke til, hvilke umaadelige Strækninger Solørs Skovdistrikt indeholder og at det Meste deraf er af den bedste og vexterligste Skov i Landet, saa tør man vel haabe, at Faren for Skovødelæggelsen ikke er saa stor, som det kanske ser ud til.
Det er en Erfaringssætning, at jo magrere Jorden er, desto dygtigere pleier Folket at være. Den rige Jord føder sin Mand uden at han behøver at stræbe meget; men den daarlige kræver baade strængere Arbeide og mere Eftertanke. Dette virker paa Indvaanerne, Slægt efter Slægt og giver Folkekarakteren sin Eiendommelighed. Ved Siden deraf øver Tømmerdriften sin Indflydelse. Det er et raskt og haardført Liv derinde paa Skovene, enten vi se hen til Arbeidet om Høsten med Hugning og Lunning, om Vinteren med Tømmerkjøringen eller om Vaaren med Flødningen. Endelig have alle Skovdistrikter sine vexlende Konjunkturer, snart Overflod og snart Mangel og ingensteds er det saa let for en «simpel» Mand at slaa sig op; men maaske ingensteds heller saa let for en formuende Mand at blive Fant («fantasere», som det hedder).
118Alle disse Omstændigheder have virket sammen til at give Solungen hans Karakteer og man behøver ikke at tage sin Tilflugt til Konjekturer om Oprindelse fra en anden Stamme, for at forklare den mærkelige Forskjel, som det i Virkeligheden er mellem Folket i Solør og Nabodistrikterne. De anførte fysiske og ekonomiske Omstændigheder forklare Alt fuldkommen tilfredsstillende.
Naar man i Korthed skal karakterisere Solungen, maa man kalde ham livlig, letvint, godhjertet og opvakt, omtrent en Sangviniker; men med noget mere Tilsætning af Energi og Udholdenhed, end der i Regelen pleier at følge denne Slags Karakter. Men ligesaa letvint som han er i al sin Gjerning og Bedrift, ligesaa løs er han i sin Tale og vistnok ikke saa sjelden i sine moralske Principer. En stor Forbrydelse, især en virkelig gjennemtænkt og planmæssig Ugjerning, vil man sjelden eller aldrig se Solungen begaa. Men derimod et lidet Kneb, en Vridning paa Sagen, det tror jeg oprigtig talt, at man altfor ofte finder, allerhelst naar det gjælder Heste- eller Skovhandel, eller det gjælder at udhale en Betaling, som man ikke kan præstere. At «krangle til Jonsok» anses for den ærligste Sag af Verden; men saa betaler ogsaa Solungen uden et Muk sine Omkostninger. Hvor løs Solungen ialmindelighed anses af sine Naboer, ser man blandt andet deraf, at der i Østerdalen – det sindige alvorlige Østerdalen – virkelig gaar som en Folketro, at et Solungsvidne ikke i Rettergang er saa paalitligt og derfor ikke gjælder saameget som et Vidne andensteds fra. Nu – dette tror jeg er overdrevent, eller rettere jeg ved det bestemt af min egen lange Erfaring i den Retning. Men vist er det, at det mange Gange er vanskeligt for Solungen med hans varme Hjerte og levende Indbildningskraft at holde sig fri for at tage Parti eller farve Fremstillingen selv i saadanne alvorlige Sager.
119Saalænge man kun har med Solungen at bestille i selskabelig Henseende, kan der ikke tænkes et mere behageligt eller omgængeligt Folk og Gjæstfriheden er saa stor, at den undertiden endog drives til Upligt eller videre, end Vertens Evne burde tillade. Jeg tror derfor ogsaa, at Alle, som blot har kjendt os fra den Side, ikke kan andet end rose Folket.
Men Vrangsiden af Billedet er, at Forretningsmændene ikke liker Solungen nær saa godt. Det vil sige, handle med os ville gjerne Alle; men der findes vel heller Ingen, som i længere Tid har pleiet saadan Omgang med os, uden at de ende med at klage over, at vi ere nogle uefterrettelige Slubberter. Ja, det kan nok hende, at vi ere det ogsaa; men Forholdene har mere Skyld end Folket. Konjunkturerne for Trælasten vexle jo stadig og de ekonomiske Forhold her oppe paavirkes paa det Allerføleligste deraf. Dernæst er det saa, at en stor Del af Befolkningen i Virkeligheden ere Handelsmænd. De spekulere i Skoger og de spekulere i at sælge Varer og en saadan Handel kan ligesaavel gaa galt her som andetsteds i Verden. Endelig maa bemærkes, at Fortjenesten baade for Skoveieren og for dem, som skal kjøre og fløde, ikke flyder jevnt hele Aaret igjennem; men koncentrerer sig paa enkelte Tider. Da er der Penge blandt Folk; men siden slet ikke. Dette beviker ogsaa en Ustøhed i Klareringen af alle Forpligtelser.
Overhovedet maa man sige, at Solungens Uefterrettelighed i det Væsentlige viser sig deri, at han betaler sent og ikke i, at han aldrig betaler. I Tømmerhandelen gives der aarlig flere Hundrede Tusinde Specier i Forskud paa Tømmerleverancer efter Kontrakter, som indgaas i Sankthans. Det er sandt, disse Kontrakter opfyldes ikke altid prompte; men i det Store taget tabes der dog vistnok kun en høist ubetydelig Procent i Forhold til de store Summer, som udsættes. Noget større Tab har maaske de Kjøbmænd, som 120levere Varer her opover; men i Forhold til Omsætningen bliver vistnok ogsaa her Tabet ubetydeligt. Og ved Siden deraf maa bemærkes, at Solungen ikke pleier at være saa vanskelig paa Kvaliteten af de Varer, som leveres ham, ligesaalidt som han pleier at prutte. Det ligger ikke i hans Natur.
Jeg omtalte før, at der ingensteds var lettere for at slaa sig op, end her. Er det en rask, dygtig Karl, som forstaar sig paa at bedømme Skog og paa at drive Tømmer – der skal et eget Vet til det ogsaa – saa gjør han en Skoghandel og tjener ofte mange Penge. Har han ikke selv Kredit, saa gaar han i Kompani med En, som har, og de dele da Fortjenesten. Saalænge Spekulationerne indskrænkede sig til Skovkjøb til Eiendom, gik det ialmindelighed godt og mærkeligt er det, at man næsten ikke kan paavise en eneste slig Handel, hvorved Kjøberen tabte. Vistnok var det ofte saa, at Handelen saa fortvivlet ud, naar den blev gjort, men heldige Konjunkturer, større Tømmerpriser og Skovens jevne Tilvæxt rettede gjerne paa Sagerne. Men anderledes blev det, da man begyndte at kjøbe Skov til Udhugst. Man gjorde sig naturligvis ikke den Uleilighed at eftertælle de Træer, som man kunde faa til et vist Maal; men man sendte en Mand afsted, som saa paa Skoven. Dels forstod nu denne ikke at bedømme, hvormeget der kunde hugges, og dels blev han bestukken af Skoveieren, og der tabtes paa den Maade mange Penge. Og ikke det alene, men Skovene lede meget ved denne Trafik. Thi Kontrakterne vare gjerne saaledes stipulerede, at der kunde hugges saa smaat, at det ofte ikke lønnede sig at drive Tømmeret frem. Alligevel blev der hugget; thi Forpagteren havde gjerne solgt betydelige Kvanta til Lastehandlerne under Ansvar af Mulkt og for at uudgaa denne, hug han da ned for Fode saalænge der blot blev en Stok saa stor, at den kunde blive mærket. Ved denne Fremgangsmaade 121tabte alle Parter. Nu er det blevet noget stilfærdigere i Udhugsthandlerne; men de drives dog endnu. Man kan forøvrigt ikke absolut fordømme Udhugsthandlerne; thi det er uomtvisteligt, at den Ene kan være langt dueligere til at drive Tømmer end den Anden og udbringe mere af det. Men det er Sagen at faa det Hazardiøse og ofte Uvittige bort af Kontrakterne.
Den lette Adgang til at slaa sig op, har naturligvis ogsaa sin Indflydelse paa Folkekarakteren. Hvor Dygtigheden udelukkende betinger den ekonomiske Stilling, kan der ikke være Tale om noget Aristokrati hverken blandt Bønder eller Andre. Er der en Slægt, som er bleven formuende, ser man hyppig, at Børn eller Børnebørn synke ned til Husmandsklassen og omvendt. Man kan derfor med fuld Grund sige, at er der nogensteds i Verden, hvor Demokratiet er rent, saa er det her i Solør. Men det er tillige et oplyst Demokrati. Thi hvorvel Folkeoplysningen her ikke staar høiere end andetsteds, saa viser sig dog strax en mærkelig Trang til Oplysning, saasnart en Mand begynder at slaa sig op og bliver han selv for gammel til at lære noget, inden Lykken føier ham, saa er det dog vist, at han søger at skaffe sine Børn saamegen Lærdom som muligt og ofte uanseet hvad det koster.
Denne Agtelse for Kundskaber i Forbindelse med Solungens medfødte omgjængelige Væsen, gjør dem særdeles behagelige for de Embedsmænd, som komme til Distriktet. I Begyndelsen ser man nok ofte helt komiske Scener, naar Folk, som ere vante til andre Forhold og andre Sæder, flytte ind i denne Republik, hvor et Øgenavn eller en bidende Bemærkning sidder ligesaa løs som Kniven hos Valdersen. Men det giver sig dog snart, og ere de ikke altfor skakkjørte, ende de altid med mere eller mindre selv at blive Solunger.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Fra Lofoten og Solør kom ut i 1865. Samlingen inneholder det Hans H. Schulze selv kalte «Skitser», basert på hans opplevelser som fullmektig og sakfører blant fiskere i nord og skogsbønder i øst. Skissene ble først trykt som føljetonger i avisene Christiania-Posten og i Skillings-Magasinet.
Kapittel fra boka har vært brukt i Bernhard Pauss og Hartvig Lassens Læsebog i modersmaalet, og utdrag dukker flere steder opp i lokalhistoriebøker fra Lofoten og Solør.
Denne utgaven er en fullstendig historisk utgave basert på originalteksten fra 1865.
Hans Henrik Schulze skrev en rekke folkelivsskildringer og «Skitser», basert på hans opplevelser som fullmektig og sakfører blant fiskere i nord og skogsbønder i øst. Disse ble samlet og utgitt i flere bokutgivelser.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
