Paul og Lollik

av Dikken Zwilgmeyer

LOLLIK


[I]

75Aa gid for moro!

Storartet simpelthen.

Den fineste danseskole, som var i Kristiania, skulde komme til byen. Og den fineste danselærerinden, som fandtes i Norges land, skulde holde den. Og danseskolen skulde holdes paa klubsalen – bare hvidt og guld og røde damaskes sofaer rundt alle vægge. Og lysekroner af glas og guld. Og orkestertribune! En har følelsen af noget kongeligt, naar en kommer ind i klubsalen.

Hun havde nok danset før paa klubben, Lollik Bommen. Paa barneballer. Men da dansede de altid i den lille klubsal, aldrig i den store.

Aa gid – tænk i den store klubsalen!

Hun havde seet danselærerinden paa gaden. Og hun var ligesaa fin som admiralinden – kanske lidt finere endda. Og admiralinden var 76det fineste i hele byen. Ja, Maren kokke sagde forleden dag:

«Det er jo ikke mange grader fra admiral til konge vel?»

Saa kan jo enhver tænke sig, hvorledes danselærerinden saa ud.

Og klubsalen var det sted i byen, hvor folk forlovede sig mest. Ja det havde Lollik altid hørt.

For det er jo mange mennesker, som forlover sig græsselig fort. Det maatte være rart, men nydeligt forresten.

F. eks. far og mor. Tænk den ene vidste ikke, at den anden eksisterte i verden den ene onsdagen, og den andre onsdagen var de forlovet.

Var det ikke underligt? At det kan komme saa fort, med en gang?

Næsten ikke til at forstaa. –

Det var saa gjildt, naar far og mor snakkede om det. Ligesom en roman. Naar far fortalte, saa sagde mor:

«Nei, nu glemmer du det og det.»

Og naar mor fortalte, saa sagde far akkurat ligedan:

«Nei, nu glemmer du det vigtigste.»

Og saa straalede de i ansigtet begge to.

Tænk siden den onsdagen havde far og 77mor været sammen bestandig. Giftede sig straks og flyttede herop til Ekeli, hvor de endnu bor. Men den gang havde de slet ikke saa god raad som nu.

Langtifra! Da havde de bare seks grønne ripsstole, fortæller mor, og dem var hun saa forfærdelig glad i. Men huset var akkurat ligedan som nu, det er bare den svære verandaen, som er bygget til.

For far og mor vil aldrig flytte fra Ekeli, og det holdt Lollik med dem i. Det er det deiligste sted i verden. Nu skal dere høre, hvorledes der er:

Huset er lysegrønt og lavt med en umaadelig glasveranda. Bag huset er ekeparken, som huset heder efter, og foran huset og paa begge sider er haven. Aa den ustyrtelig store, deilige haven! Der er nogen eketrær i den ogsaa, forresten findes der ikke et rart træ paa jordens kreds, som far ikke har faaet fat paa og plantet i haven paa Ekeli.

Og alle verdens roser!

Og fuksiaer! Far elsker simpelthen fuksiaer. De er store som smaa trær og staar i baljer.

78Og slig som far gaar og steller i den haven. Fra tidlig om vaaren, de lange sommeraftnerne, og til sent om høsten.

Og altid med den svære gule panamahatten paa. Han er akkurat som en umaadelig vandrende sop, far, naar han gaar med den hatten nede i haven. For far er jo noksaa tyk og liden.

Men slig som far forandrer i haven! Store trær flytter han, og nye gange og nye bed er der hvert aar.

«Lad det bare blive ved det gamle,» siger mor.

«Sig nu ingen ting, før du har seet det,» siger far.

Og naar det saa er færdigt, siger mor: «Det er jo nydeligt!»

«Ja, der kan du se,» siger far. Saadan er det bestandig.

– Verandaen paa Ekeli er den deiligste veranda under himlen. Der er store palmer og deilige, umaadelige bregner. Og møblerne er trukket med lys blomstret satin for al den solen, og der staar gyngestole og kurvstole alle steder. Alle mennesker, som kommer ud paa verandaen, saa siger de bare:

«Aa gid!»

Saa nydeligt er der.

79Om sommeraftnerne er der fremmede hver eneste aften, da sidder de nedover verandatrappen og ser udover fjorden og byen i sommerkvelden.

Mor spiller paa flygelet inde, og undertiden synger alle de, som sidder nedover trappen ogsaa. – Og det er saa deiligt, især naar de synger noget, der er rigtig sørgeligt, for det er saa nydeligt. Og det er saa lunt og saa mildt og saa stille i luften, og langt ude skinner dampskibenes røde lanterner, og fyret paa Lysholmen blinker og slukner – blinker og slukner – som et øie der aabner og lukker sig uafladelig.

Saadan er det om sommeren paa Ekeli. Men om vinteren er det næsten endda deiligere, fordi huset ligger saa høit, og en kan se saa langt. Helt over til amtmandsboligen paa den anden side byen ser en tydelig. Naar sneen ligger og solen skinner, saa lever en jo hele dagen i noget straalende hvidt.

End vaaren paa Ekeli! Naar hele Ekeparken blaaner af blaaveis, og ekebladene saavidt pibler ud lysegrønne og myge.

Ja, Lollik Bommen havde for sin part aldrig seet saa meget blaat i sit liv, som naar blaaveisen blomstrede paa Ekeli.

Folk kom op fra byen for at se paa det, 80og nogen sagde, det var som et eventyr, og nogen sagde, at det ikke var penere paa teatret.

Tænk at nogen kunde være saa idiotisk nauden at sammenligne Ekeparken med teatret.

Hun kunde næsten blive vond, Lollik Bommen.

– Men gid, alle de veninder hun havde. Claudine Soot og Tilla Schou og Julie Berentsen og Magdalene Nilsen, og Agga Berentsen ogsaa forresten.

Nogen var snilde, og nogen var væmmelige.

Men næsten alle gutter er greie. Jens Berentsen og Yngvar Lie og Alf Nilsen – de er snodige allesammen. De spadserte hver dag i det sidste. Alle pigerne foran arm i arm og alle gutterne efter. Forleden var der en herre fra Kristiania paa visit hos far, og saa sagde han:

«Du er vel af de jentungerne, som gaar og stænger gaden her i byen.»

Han mente altsaa, at vi stængte gaden, fordi vi gaar i lange rækker.

«Og naar nogen hilser paa dere,» sagde den samme forvigtige herre, «saa lukker dere bare øinene og rører ikke paa hovedet.»

Han vilde kanske vi skulde neie, han, men det er vi sandelig for store til, naar vi er fjorten og et halvt aar næsten allesammen. Ja Lollik var for sin part fjorten aar og otte maaneder.

81– – Aldrig i evighed kom den dagen, at danseskolen skulde begynde heller! –

Hun skulde bruge den blaa kjolen, Lollik, hver eneste aften. Den med de orientalske baandene til pynt, røde og grønne indvævet med guld. Fine læg nedover armene, og en svær puf ved haandleddet. Ja, rasende fin var hun.

Og skoene da! Hjemførte, mor, ikke noget saadant klumperi, som de gjør her i byen. Laksko med silkerosetter. De havde været oppe og seet paa dem alle veninderne.

Endelig var det den dagen, at danseskolen skulde begynde.

Gid for et hav af lys, naar en kom ind i klubsalen. Det var næsten til at miste pusten af bare høitidelighed.

Og saa skulde en have fast kavaler i begyndelsen, sagde dansefruen. Mon hvem der faldt paa hendes part?

Det kunde da vel aldrig være Paul Borch.

Den store slængete gutten, søn til amtmanden. Han som gaar saa alene bestandig og er saa frygtelig flink, siger folk.

Ja, han saa næsten ud som en professor alt. Han var ikke det pluk pen, for professorer skal aldrig være pene. Han har et umaadelig stort lyserødt fjæs f. eks.

82Aldrig i sit liv havde hun snakket med ham, Lollik. Men Jens Berentsen snakkede ofte om ham, han kaldte ham altid bare docenten.

Sandelig min hat der stod docenten lige overfor hende.

Først talte hun rækken engang nedover, om det virkelig ogsaa var docenten, hun skulde danse med. Jo. Nei, saa maatte hun tælle igjen, for det var ligesom saa uventet.

Jo, det var nok saa ligevel. Han saa over paa hende, han ogsaa.

Gid hvor ulykkelig han saa ud. Hun syntes, hun maatte nikke. Men det var ikke tale om, at han nikkede igjen, bare blev stupende rød og stirrede.

Nei noget saa rart som den gutten!

Men tænk i det samme fik hun saa vondt af ham, ligesom saa frygtelig vondt af ham med en eneste gang.

Og det var det rare, at naar Lollik Bommen fik vondt af nogen og syntes synd i dem, saa likte hun dem saa skrækkelig godt med en gang.

Akkurat som hun maatte beskytte dem. Hun havde havt det nogen gange saadan med veninder. Men aldrig havde hun havt vondt af nogen gut før. Aldrig.

83Stakkars dig, docent!

Saa nikkede hun igjen. En gang bøiede han hovedet forfærdelig stivt. Og da likte hun ham endda bedre.

Han er simpelthen rar, men tænk han er lidt sød.

Nok er det, saa skulde de danse.

Tænk saa kunde han ikke – han kunde bent frem ikke danse. Saa fik hun endda mere vondt af ham.

Han var saa tung som en tømmerstok at trække paa, og svinge kunde han merkelig nok ikke.

Hvor hun strævede med ham! For tænk hvor ækkelt for ham, om nogen saa, hvor klodset han i virkeligheden var.

Naar han smilte, var han ikke værst pen. – Han brydde sig ikke om at gaa paa danseskole, sagde han.

«Hvadslags moro har du da?» spurgte Lollik.

«Aa, jeg læser.»

«Isch noget saa væmmeligt som bare at læse og læse!»

Han saa forbauset paa hende. Hvor græsselig godt hun likte de smaa øinene hans. Men hele tiden maatte hun snakke, for han sagde jo ingenting.

84Hvor rart, at et menneske kan have saa vondt for at snakke. Det var da den letteste sag af verden. Men havde Paul Borch trykket to ord ud af sig, maatte en være evig taknemmelig for det.

Slig som alle veninderne lo, fordi hun havde faaet docenten til fast kavaler.

«Græsselig snodig herre du har faaet,» sagde de og lo og kniste bag ryggen paa hinanden.

«Dere behøver slet ikke at le af ham,» sagde Lollik, «han er slet ikke værst, og pene tænder har han da ialfald.»

I grunden var han hyggelig ogsaa. Saa paa hende med de smaa øinene og smilte, ligesom han var generet for hende.

Og saa lagde hun merke til, at han saa efter hende, hvor han gik.

Hun likte ham knakende godt, det gjorde hun. Men det behøvede jo ingen at vide.

Saa kom Jens Berentsen og hviskede og vilde, at hun skulde blive hans dame istedetfor Janna Sendresen.

«Kan det være nogen moro at danse med en slig staur da,» sagde Jens Berentsen.

«Du er ikke en staur engang, men bare en pinde, du,» sagde Lollik.

Tænk det blev Jens Berentsen fornærmet for. Gjerne for mig, tænkte Lollik, jeg liker 85ikke slige smeldvakre gutter, jeg. Nei, gutter maatte have store ansigter, det var pent.

– Du hvor hun sled og trak i Paul Borch aften efter aften. Hun var ganske træt mange gange. Men det skulde hun nok ikke fortælle nogen, hvor vond han i virkeligheden var at danse med.

Og slig som hun maatte opmuntre ham. Bare dansefruen tog ham i skulderen, saa han ulykkelig ud. Hun snakkede op af vægge og ned af stolper – ja hun maatte det simpelthen.

Hun maatte ogsaa fortælle far om ham.

For naar far lagde sig til at sove middag paa chaiselonguen, saa tog hun altid en skammel og satte sig ved siden af ham, og saa fortalte hun om Paul Borch.

«Du kan tro, han er rar, far, for tænk han er generet for mig.»

«Det er da ikke det mindste rart,» sagde far, der han laa med det røde lureteppe over sig, «saadan fuldendt dame, du er, Lol.»

«Uf da, far – tænk han snakker næsten ikke, du.»

«Det er næsten endda rarere, at ikke du kan faa hans mund paa glid.»

«Jeg tror, han har en sorg, jeg.»

«Jasaa, hvorfor det?»

86«Jo, du ved mange mennesker gaar med sorger.»

«Nei, jasaa, gjør de det, Lol?»

«Uf, ikke ært saa da – tænk jeg synes han er hyggelig alligevel.»

«Det er jo ikke det mindste merkeligt, for du liker jo alle gutter.»

«Det gjør jeg aldeles ikke.»

«Undskyld da» – far glippede med øinene og var søvnig.

«Uf, for et murmeldyr du er, far.» Og Lollik sprang sin vei. – –

Netop i den tid var det, at modehandlerinden i byen giftede sig med den kontoristen, som gik paa krykker.

Claudine og Tilla kunde ikke forstaa, at hun vilde gjøre det.

«Det forstaar jeg saa godt,» sagde Lollik.

«Simpelthen da fordi hun har ondt af ham,» sagde de andre.

«Ja, fordi hun vil hjælpe ham vel.»

«Hvor rart det maatte være at elske en,» sagde Claudine.

Isch – altid talte Claudine og Tilla saameget om kjærlighed i det sidste. Det var saa væmmelig kjedeligt at høre paa bestandig.

– Saa en dag sagde Tilla pludselig til Lollik:

87«Du er indtaget i Paul Borch du – gid for en smag!»

«Nei ved du hvad.»

«Jo ved du hvad – hele danseskolen snakker om det.»

Nei noget til de grader væmmeligt – det skulde bare mangle de sagde det til Paul Borch ogsaa – fy for en skam!

Nei, da døde hun af fortvilelse, hvis hun anede, at de sagde det til ham ogsaa.

Indtaget i ham! Blaas i det! Nei, det skulde de være blaa for at sige mere. Hun vilde ikke danse saameget med ham mere, nei det vilde hun ikke. Han var meget flinkere til at danse ogsaa nu, saa han klarede sig godt med de andre. Stakkar, han øvede sig vist hjemme. –

– «Tak, jeg er engageret!» – Lollik saa ud i luften, naar Paul Borch bukkede for hende og vilde danse. Han saa ligesom skuffet ud. Men sandelig min hat om hun vilde danse med ham, naar de sagde saadant noget væmmeligt. –

Indtaget – pyt!

Saa begyndte gutterne at give pigerne chokolade og sukkertøi. Gid hvor meget sukkertøi hun fik, Lollik! De var saa greie og hyggelige alle gutterne, saa.

88En aften paa danseskolen, som de netop skulde danse ud, sagde Jens Berentsen:

«Det gaar i byen, at du er aldeles sterbens i docenten.»

I samme øieblik han sagde det, kommer Paul Borch tvert over gulvet med en nydelig æske konfekt, som han rakte hende saadan i stiv arm.

Stakkar, saa klodset han saa ud. Tilla og Claudine laa over hinanden af latter.

Hun vidste næsten ikke af det selv, før hun havde sagt nei tak. Saa forfærdelig flaut og væmmeligt da!da!] rettet fra: da.! (trykkfeil)

I samme øieblik hun dansede ud med Jens Berentsen, angrede hun det. Aa, som hun angrede.

Der gav han æsken til Gusta Olsen – og der dansede de.

«Akkurat passeligt par,» sagde Jens Berentsen, da de dansede forbi.

Hun saa et sekund ind i Jens Berentsens trillende runde, sorte øine, saa hævede hun sin høire haand og gav ham en kladask ørefik, saa det sang i hovedet paa ham.

Tænk saa blev han ikke vond engang, den væmmelige Jens Berentsen. Men fulgte hende lige til haveporten og tiggede og bad, om hun ikke vilde give ham en ørefik paa det andet øre ogsaa.

89Om aftenen graat Lollik, da hun havde lagt sig og lyset var slukket. Hun pleiede ikke graate, og det var ikke mange taarer heller, men hun kjendte det var vaadt paa hovedpuden.

Uf – hvis hun bare ikke havde havt saa vondt af den gutten. Trist havde han det vist hjemme ogsaa. Den alvorlige amtmanden med det træansigtet og ligesom en lineal gjennem ryggen bare af stivhed, og saa den spidse næsen til tante Lena oppe i kaleschevognen – altid sad hun i kaleschevogn, tante Lena.

Og saa den lave amtmandsgaarden under de svære asketrærne. Uf, der ser saa knugende ud. Jeg vilde ikke bo der for aldrig det.

Saa skulde mor og hun paa konsert om aftenen. Da hele salen var fuld, kom tante Lena og Paul. Han var ildrød helt op i haaret, da de trykkede sig opover mellem stoleraderne.

Han er nu pen, hvad de saa siger, tænkte Lollik.

Græsselig gjildt, at han heller ikke var paa danseskolen. Hun havde anket paa, at hun skulde paa konsert, af den grund. Hun stirrede hele tiden paa ham, for hun vilde nikke, hun var ligeglad, om hele klassen saa det, nu vilde hun nikke til ham.

90Endelig saa han hende – aa gid, hvor rød han blev. Nu er han næsten nydelig, tænkte Lollik.

Hun hørte ikke paa musiken. Puh, den fille musiken! Den var vist pen forresten, for der stod skrækkelig meget ros i aviserne dagen efter.

Nei, hun havde bent frem ikke tid til at høre paa musiken, Lollik, fordi hun maatte jo kikke efter Paul naturligvis.

Han sad og vendte og dreiede det store ansigtet sit ligesom saa ligegyldig og flau i udtrykket.

Men hvad ialverden var det han saa efter?

Uf – saa fik mor vondt i hovedet og vilde gaa, og saa maatte hun jo følge med.

Dagen efter paa skolen sagde Magdalene Nilsen til hende: «Jeg skal fortælle dig en hemmelighed.»

Lollik blev meget interesseret, hemmeligheder var det morsomste af alt.

«Paul Borch er forelsket i dig.»

Nei da maatte hun le. Lo, saa latteren trillede bortover. Den generte gutten!

«Hvorfor tror du det?» spurgte hun.

«Jo, han stirrede paa dig hele konserten igaar.»

«Paa mig! – Nei ved du hvad.»

91Nei at folk kunde finde paa noget saadant erke – fille – væmmeligt noget!

Hun tænkte at fortælle far det, men da det kom til stykket, syntes hun det var dumt og lod det være.

Tænk, saa var han siden ikke paa danseskolen. Hun tænkte paa ham hver eneste dag, hun var kjed af at tænke paa ham tilslut. For aldrig mødte hun ham mere, og aldrig snakkede nogen om ham heller. Det blev bare at tænke det gamle op igjen, og det blev saa kjedeligt i længden. Naar hun sad oppe paa sit værelse, stirrede hun over til amtmandsgaarden hver dag. En kunde se den helt derfra over paa den anden side byen.

Engang tog hun en teaterkikkert og saa derbort. Uf, hvor trist der saa ud. Der boede han, stakkar!

Men hvor hun glædede sig til det danseskolebal. Mon Paul Borch havde saapas øine i hovedet, at han vilde se, at hun havde flunkende ny kjole. Og mors granatarmbaand vilde hun laane og have det ovenfor albuen, for var saa nydeligt. Mon Paul Borch vilde se det.

Og alle gutterne engagerede hende dobbelt op til alle dansene. Det var noksaa væmmeligt, for hun vilde have fire danse mindst tilovers til Paul.

92– Stakkar!

– – – Tænk saa kom han ikke. Hun ventede og ventede, sad og stirrede forventningsfuld mod døren: Nu kommer han vist!

Nei han kom ikke. Du hvor skuffet hun var!

Det var ikke det pluk gjildt at danse, i begyndelsen især. Siden glemte hun det jo – gid, hun dansede sine sko aldeles itu, Lollik, den aften.

Ikke en eneste nævnte ham paa ballet, eller siden heller. Det var, som han slet ikke eksisterte engang.

Nu var hun rigtig kjed af at gaa og tænke paa den generte, klodsede gutten.

Nogen dage efter saa hun ham nede i gaden. Saa løb hun efter ham.

Saa var det næsten ikke et ord at faa af ham. Nu var hun rigtig ærlig, hjertelig kjed af ham.

Hun gik baglængs og raabte adjø mange gange, for at se, om han ikke kunde blive lidt blid.

Langtifra. Han var vist vond, fordi hun løb efter ham.

Du kan være blaa for, at jeg skal gjøre det mere ogsaa, tværpompen!


[II]

93Jens Berentsen var skrækkelig morsom. Gid – hvad havde han ikke fundet paa nu kanske?

At alle de største gutterne og pigerne skulde have kanetur i julen. Akkurat ligesom de voksne. Kjøre op til Næssund, danse der, og kjøre hjem igjen i maaneskin. For det blev netop maaneskin i julen, og sligt maaneskin, som de havde i den byen, var der ikke andre steder paa kloden, det sagde alle gamle mennesker ogsaa.

Men du store kinesiske al den modsigelse hjemme for den turen! Ikke kunde gutterne kjøre ordentlig, forkjøle sig rædsomt kom de til at gjøre allesammen, saa der vilde bare komme elendighed ud af det hele. Pyt san – elendighed!

Du store alverden – gutter paa seksten aar maatte da kunne kjøre en fille hest. Og 94sandelig var de ikke saa store alle damerne ogsaa, saa de havde da forstand til at tage tøi paa sig. Ærgerligt ogsaa, at en skulde blive betragtet som smaaunger alle sine dage.

De gik i lange rader i gaderne, damerne, arm i arm, gutterne efter eller paa siderne, og der var stor mudder og megen diskussion, om hvor væmmelige alle de gamle var, at de ikke fik lov at have kanetur.

«Sandelig,» sagde Jens Berentsen tilslut, «skal jeg ikke bede gamla og fatter være med, saa flasker det sig vel.»

Aa gid! Ja naar bare konsul Berentsen og frue vilde være med, saa blev det nok af.

Tykke fru Berentsen kunde aldrig negte Jens nogen ting: «Jeg vil ikke have noget bry, det siger jeg, men papa og jeg skal nok sidde der, hvis du endelig vil det, stompen min – forresten kan jeg faa fru Johnsen og frøken Westergaard med ogsaa, saa jeg ikke kjeder livet af mig mellem alle dere unger.»

Jens Berentsen overhørte fuldstændig den sidste tirade og fløi paa dør for at meddele de andre, at nu gik det hele i laas.

Bare moro, at de skulde ordne det selv altsammen. Men alt det, der skulde tænkes paa! Og der stod hele klumper af gutter og piger paa gadehjørnerne og snakkede og raabte 95af bare ivrighed. Det var smørrebrød, der skulde skjæres, og kransekage, som skulde bestilles – saa maatte der telefoneres til Næssund, at de fyrte op i storsalen mindst to dage i forveien, ellers frøs de ihjel i det ishavet. De var slet ikke saa dumme, som de gamle troede, for de tænkte saamænd baade paa kulde og al ting. Og paa fodposer ogsaa. Og kanske de fik lov at kjøre isen. Og alle heste i byen blev gaaet igjennem, og nogen gutter sprang hæsblæsende op til vognmanden for at sikre sig de bedste heste i tide.

Men naar pigerne blev alene, talte de bare om, hvem de skulde blive budne af. For enhver herre skulde bede én dame, ja han kunde jo gjerne bede to ogsaa for den sags skyld.

«Isch,» Julie Berentsen vilde ikke for sin død kjøre med Yngvar Lie – «den væmmelige poden!»

«Ja kommer Christen Pedersen og ber mig,» sagde Magdalene Nilsen, «saa hopper jeg ud af vinduet.»

For naturligvis kom vel herrerne hjem og bad dem høitidelig, ligesom de voksne gjorde.

Lollik havde aldeles hjerteklap. Aa om Paul Borch vilde bede hende. Tænk at kjøre en hel mil alene og snakke hyggelig og alvorlig. Aa gid hun mødte postbudet nede i alléen hver 96dag nu – for det kunde jo hænde han skrev og inviterte hende.

Men ikke et liv snakkede om, enten Paul Borch skulde paa kanetur eller ei. Og siden de havde sagt det væmmelige paa danseskolen, saa skulde vist ikke hun lukke sin mund op om Paul Borch. Det skulde de være blaa for.

En dag Lollik var ude, kom Jens Berentsen op og inviterte hende til kaneturen. Han havde truffet far.

«Om Deres frøken datter vilde have den fornøielse at kjøre med mig.»

«Tak den fornøielse vil hun vist gjerne have,» lo far. «Du kjører vel sikkert, gut?»

«Sikkert – han havde endda aldrig i hele sit liv kjørt galt.»

«Isch,» sagde Lollik, da hun hørte, at hun var buden af Jens Berentsen.

«Naada?» Far saa spørgende paa hende.

Ja, han skulde rigtignok kjøre den gule hoppen til Berentsens, og det var den nydeligste hesten i byen – saa det var da en trøst. –

«Du blir vel med paa kanetur tredjedag?» Jens Berentsen traf Paul Borch inde paa bogladen.

«Kanetur – ja, det havde han nok lyst til.»

Jens Berentsen fortalte hviskende hele arrangementet. Der steg et lidet haab op i Paul, tænk om han kunde bede Lollik.

97«Jeg kjører med Lollik Bommen,» hviskede Jens igjen.

Paul Borch bladede og bladede i en ny bog: «Ja, jeg ved nu ikke saa sikkert, om jeg blir med.»

«Pyt«Pyt] rettet fra: Pyt (trykkfeil) – hvis du er ræd damer, saa behøver du saamænd slet ikke at have nogen – vi har damer nok – kjør i spidsslæde alene, gut!»

Paul Borch gik hjemover i mange funderinger.

Nei, han vilde ikke være med – jo han vilde – nei han vilde ikke – ja, nogen dame vilde han nu paa ingen maade have. –

Tante Lena opmuntrede ham til at være med. «Du skal faa min fodpose, Paullik, den er saa god og varm – bare deiligt du ikke har nogen dame, saa har du det saa meget bekvemmere.»

Det var frem og tilbage begge juledagene, enten han vilde være med eller ikke, men tredjedags morgen gik han resolut ned og skrev sit navn paa listen, som laa i bogladen. Det havde været saa væmmeligt sidst, dengang alle de andre var paa bal, og han sad hjemme.

Han havde hilst paa Lollik hver eneste dag hele december maaned. Hun hilste saa pent, meget penere end de andre piger, men snakket med hende havde han ikke en eneste 98gang. Nu var det forresten fem – nei seks dage, siden han havde mødt hende. Han kunde ikke forstaa, hvilken vei hun nu gik. Men idetsamme han gik ud af bogladen, stødte han lige i døren paa Lollik Bommen. Det sneede, og hun havde sne i haaret, sne paa skindluen, ja selv paa øienhaarene havde hun sne. Hun havde denslags opadbøiede øienhaar, Lollik, som ser saa muntre og uskyldige ud.

Egentlig var hun gaaet ind for at se, om Paul Borch havde skrevet sit navn paa listen.

«Gid er det dig – for et sneveir,» hun børstede af sig alle steder, «skal du paa kanetur?» Hun saa fra siden paa ham og smilte, der hang endda bitte lidet sne i det ene opadbøiede øienhaar.

«Ja, jeg har netop tegnet mig.»

«Hvem skal du have til dame?»

«Ingen.»

«Ingen! Du da!»

Der kom nogen i døren; da de stod lige indenfor, maatte de flytte paa sig, men derved kom de ligesom ud af samtalen. De stod et lidet øieblik uden at sige noget, nogen af dem.

«Adjø da!» sagde Lollik.

«Adjø!» –

Da Lollik kom hen til disken havde 99hun aldeles glemt, hvad det var, hun vilde spørge om.

– Du for et veir, det var den dag, kaneturen skulde være! Det havde sneet et par dage, men nu var det klart frostveir. Alle gjærdestaurer og havestakitter havde en blændende hvid hat af sne, solen skinnede, saa det skar i øinene, naar en saa bortover de lange hvide jorderne, og hængebirkegrenene nedover alléen hang drysfulde af iskrystaller. Lange og urørlige hang de der mod den blaa luft. Og det sang under meierne, og knirkede bare folk gik paa veiene. Hele parken paa Ekeli var som en skinnende eventyrhave.

Nu svingede Jens Berentsen ind paa gaardspladsen med den store gule hoppen, hvidt slædenet, som sopede, spidsslæde og en hel krans af bittesmaa bjelder.

Jens Berentsen hilste elegant med den store svøbe, han havde en stor sort lok frem i panden under luen.

Lollik straalede og trillede og lo. Og far og mor og Jens Berentsen pakkede hende ind.

«Gaa ind, gaa ind,» raabte Lollik, «dere forkjøler dere jo rædsomt herude.»

Jens Berentsen smeldte med den store svøbe, og saa kjørte de i susende fart ud paa de hvide veie, nedover mod byen.

100Nei noget saa forfærdelig fortryllende! Akkurat som at være voksen, kjøre med herre bagpaa og slædenet, som sopede, og al ting.

Paa torvet stod alt mængdevis af slæder med paapakkede damer. Lollik kjendte dem næsten ikke igjen, alle veninderne, – gid for moro!

Konsul Berentsen gik omkring i tullup og ordnede det hele; fru Berentsen og frøken Westergaard og fru Johnsen sad i en svær sluffe og raabte og kommanderte, de ogsaa. Det var det, det gjaldt, at kransekagerne ikke var kommet med, da provianten drog, og nu fandtes der ikke plads nogensteds.

«Skaf en ny hest,» raabte fru Berentsen.

«Find’s ikke flere heste i byen.»

Jens Berentsens gule hoppe bed frøken Westergaard i kysen bagfra. Hun skreg op, men Lollik lo, saa hun holdt paa at falde af slæden.

Alle handelsbetjente i byen stod i de aabne butiksdøre og saa paa stasen. Oppe hos gamle frøkenerne Bendz var alle blomsterpotterne ryddet af vinduerne, hvorfra hele pyramider af gamle dameansigter stirrede ud. Men gamle doktor Feddersen sad med kikkert i sit vindu. Og smaabarn stod omkring med kjælker og vaatter og vidaabne øine. Slig havde Lollik 101ogsaa staaet – og nu sad hun her og var næsten voksen. Hurra!

Der kom Paul Borch ogsaa. Ganske alene med amtmandens lille hest. Stakkar! Lollik vrængte sig næsten helt rundt for at nikke, og alligevel saa han det ikke. Det var ligesom noget, der blev lidt trist og saart med en gang.

Aa gid hun havde kjørt med ham, saa havde hun givet en god dag baade i slædenettet og den gule hoppen.

Der blev signalet givet, og hele raden af slæder, en lang række, kjørte opover Storgaden. Bjelder og sangspil klirrede, og barn løb med og raabte hurra, saalænge de orkede.

Lollik og Jens Berentsen kjørte først. Den gule hoppen taalte ingen foran sig, det gik i et susende trav.

Naar Lollik vendte sig helt rundt, kunde hun se, at den lille brune hesten til amtmanden var den allersidste i rækken. Alting var saa forfærdelig deiligt undtagen det, at Paul Borch kjørte der alene. –

Og den store gule hest lagde ud, som den ikke havde det bitterste at trække, end sige en næsten voksen herre og en næsten voksen dame i spidsslæde. Det sang under meierne, og Jens Berentsen svingede den store svøbe. De kjørte susende gjennem tætte granskogen, hvor sneen 102laa tung og bøiede de store grene helt til jorden, mens fanerne laa dybe og bløde langs veikanten. Lige bag birketrærne, der havde som hvide kniplingsslør kastet ud over sig, var himlen ganske blaa, som midt paa sommeren.

De kjørte fra alle, hørte ikke engang de andres bjelder. I alle hytterne ved veien kom der barn bag ruderne og stirrede.

Hui, som det gik!

Uf, der laa sandelig Næssund alt borte paa sletten. Hun skulde gjerne kjørt en mil til mindst, Lollik.

De svingede ind paa gaarden med en vis glans. Der kom manden og konen paa gaarden ud for at tage imod dem, og alle folkene kikkede i døre og vinduer.

«Dere kommer kav aleine dere,» sagde manden.

«Vi er de grommeste, vi, kan du skjønne,» sagde Jens Berentsen.

«Dere faar have velkommen til gaards da,» sagde manden.

– Der var gamle gange med brune bjelkevægge, smale, slidte trapper og dybe værelser med smaarudede vinduer. Der lugtede rengjøring og brisk allevegne. Borte i hjørnerne stod der omhængssenge med høie dyner, og det durede og smeldte i de tykmavede, gamle 103ovne, saa gnisterne sprat langt bortover gulvene.

Oppe paa den store sal, hvor de skulde danse, var gulvet skinnende hvidt, og der var nogen ældgamle tapeter med en hyrdinde i et kort skjørt, og en hyrde, som sad paa en sten og saa paa hende, og høie stive stole med afslidt gyldenlæders betræk rundt alle vægge. Under taget hang to lysekroner af træ, som var omvundet med granbar. Og iskoldt som ved Nordpolen, uagtet ovnen stod rød.

Der var forfærdelig festligt.

«Ja det er som byfolket pleier have det,» sagde manden paa gaarden.

Tænk akkurat som de voksne! Nei, saa syntes Lollik, at alting var saa stormende gjildt, at hun tog Jens Berentsen og valsede opover med ham.

«Ungdommen er sig selv lig den, den er sig lig det ene aar som det andet,» sagde manden, han stod med hænderne i lommen og saa dem valse.

Langtifra, aldrig havde nogen været saa straalende glad som hun, tænkte Lollik, alting var moro, hele livet var moro – ret nu kom der en gut med et stort, stort ansigt og nogen smaa vemodige øine, som fulgte hende overalt. Ja alting var deiligt.

104Der var bjeldeklang ude paa gaarden, og der kom alle slæderne i rad og række svingende ind paa gaarden, mens alle herrerne smeldte med svøberne. Alle damerne veltede ud af slæderne som svære bylter, det røg af hestene, og Lollik saa oppe fra vinduet, at Paul Borch selv ledte sin lille hest ind i stalden.

Hele huset stod som paa ende med en eneste gang. Løb i dørene og rend i trapperne, latter og raab og latter igjen, mest inde fra det værelse, hvor damerne tog sit tøi af. Der var saa trangt, at en knapt kunde røre sig, og der skulde tredive smaapiger tage af sig kaaber, sokker og pelse. Alle tredive skulde se sig i et speil, som akkurat var halvandet kvart langt og halvandet kvart bredt. Og alle tredive vilde se sig i speilet paa en gang naturligvis. Den svære himmelseng borte i hjørnet laa pakfuld af ydertøi, helt op under det lave tag, gulvet flød af sne, der smeltede, sokker og galocher og lakerede sko. Og midt oppe i alt det gik Magdalene Nilsens perlebaand itu – ritsch ratsch – mellem sokker og sølevand, blev traadt paa og knustes, mens Magdalene stridgraat, for de var romerske. Og Gusta Olsens kjole sprak i ryggen, og det graat hun for. –

Endelig var de ovenpaa allesammen i den store sal og sad paa de stive stolene langs 105væggene og drak skoldende hed, sterk kaffe af tykke kopper, mens vældige hauge af julekage blev baaret rundt af en bastant pige, som var ildrød af spænding og varme i den iskolde sal.

«Forfærdelig hedt,» sagde alle smaapigerne, omend aanden stod som en hvid sky ud i luften, naar en pustede. Saa kom musiken. Det var Blinde-Gunder med harmonika og Aronsen med violinen. Aronsen var gammel med svært, graat haar, som han kastede tilbage med etet] rettet fra: er (trykkfeil) kunstnersving; han var forresten ikke at stole paa i takten Aronsen, for han glodde formeget omkring sig men saa var Blinde-Gunder det desmere. Han var stø som Dovrefjeld, Blinde-Gunder, men saa havde han en harmonika ogsaa, som havde kostet penge. Hele byen havde lagt sammen til den.

Konsul Berentsen førte op med frøken Westergaard, for det var saa morsomt og høitideligt, Berentsen førte sig saa udtilbens og pent, og frøken Westergaard var ligesom en knækket lilje, naar hun dansede; men det var nydeligt at se paa, og saa var de alle paa gulvet med en eneste gang.

Hele gulvet rystede, det klirrede i den gamle, tykmavede kakkelovn, Aronsen gnikkede og gned paa violinen og kastede haaret bagover, 106Blinde-Gunder stirrede med sine døde øine ud i virvaret af blaa og røde og grønne kjoler, fletter, som svingede, og udslaaet haar, som viftede om ildrøde kinder. Alting svingede og dreiede og skiftede og vuggede om hinanden. Gutterne var gjennemgaaende mindre end pigerne; nogen store gutter følte sig, stod i klynger ved dørene, smaapigerne trykkede sig ud af dørene og trykkede sig ind igjen hvert øieblik, hele klumper i følge, aldrig en og en.

Men Blinde-Gunder holdt det hele sammen som med en stor stødig haand. Det var en vals, han spillede: Dansken har seier vunden – hurra – hurra – tysken sin grav har funden – hurra – hurra.

Jens Berentsen satte altid fuld stim paa bort i alle salens hjørner, ende bardus frem som en pil fra det ene hjørne til det andet.

Men endnu var det ligesom høitideligt og ikke stort snak. Det varede jo ikke længe – saa steg der et brus af snak og latter – høie smaapigestemmer, der hvinte, saa igjen latter, det hele som en bølge, der steg og vokste og bredte sig udover.

Dansken har seier vunden – hurra – hurra –

«Svinagtig varmt,» sagde Jens Berentsen og tørrede sig i panden. Han holdt sig ved 107siden af Lollik den hele tid. Maatte han danse med en anden, saa pegte han paa stolen ved siden af Lollik:

«Det er min plads, den skal værsgod ingen anden tage.»

Isch – nu var hun sandelig kjed ham, – i alverden – hvor var Paul Borch henne!

Og Lollik klemte sig ud af de smale døre, hvor folkene paa gaarden stod i døraabningerne og stirrede, og ud i gangene, hvor tjenestepigerne kom med bretter svingende fulde af limonade.

Dansken har seier vunden – gutterne sang ude i trapperne og rev hinanden omkuld.

Naa endelig der stod Paul Borch ude i gadedøren og talte med manden paa gaarden, medens sneen glitrede i stjerneskinnet. –

«Men Paul Borch da, hvorfor kommer du ikke op og danser?»

Han smilte: «Der er saa varmt.»

«Pyt, kom nu!»

«Vil du danse med mig da?»

«Javist – nu har vi française.»

Hun vidste, at hun havde lovet Jens Berentsen françaisen, men pyt! –

De stillede sig op. Der kom Jens farende:

«Men er du gal, Lollik, det er min française.»

«Jasaa – pyt – find en anden dame vel.»

108«Værsgod gaa din vei,» sagde han til Paul Borch.

«Nei,» Paul saa trodsig ud med sit store lyserøde fjæs. Der spillede musiken op, og Paul og Lollik dansede ud. Lollik saa tilbage paa Jens og lo, mens den gule, tykke flette svingede.

Jens Berentsen var rasende og fór nedenunder og drak tre glas punsch i et kjør: «Væmmelige poden den docenten – han skulde faa det igjen. – Og Lollik ogsaa.»

Lollik morede sig storartet, og Paul var i en stille fryd, de snakkede ikke stort, men Lollik trillede og lo, saa det hørtes over hele salen.

«Du er svært flink til at danse nu,» sagde Lollik, «kom, saa danser vi lanciers ogsaa – jeg har lovet Jens Berentsen den ogsaa, men pyt!»

Saa lo de af det.

Aldrig i sit liv havde Paul moret sig saa. Alting var moro, hele livet var moro. –

Der begyndte lanciersen. Paul Borch fór som en raket hen til Lollik, men der var Jens Berentsen ogsaa. Lollik lod som ingen ting og tog Paul Borchs arm.

«Nei ved du hvad,» sagde Jens Berentsen mørkerød i ansigtet af sinne.

«Jeg har jo danset med dig hele aftenen, 109ved jeg,» sagde Lollik, «sandelig min hat, nu vil jeg danse med nogen andre ogsaa.»

«Du er lumpen, Lollik Bommen.»

«Aa gid, hvor sint han var nu,» sagde Lollik med et straalende ansigt til Paul, «hvorfor skal jeg være pokket nødt til at danse med ham bestandig.»

Paul Borch var umaadelig enig. Det var en fryd bare at møde hinanden i kjeden – jo Paul Borch var den snodigste gut, Lollik Bommen havde kjendt i alle sine dage.

Men da lanciersen var slut, og musiken fik punsch, og damerne sad røde og varme og forpustede, blev der pludselig et svært spetakkel nedenunder. Det var to gutter, som slos.

Alle smaapigerne fór ud og heldede sig over trappegelænderet og kikkede ned.

Du store alverden – det var Jens Berentsen og Paul Borch.

Jens Berentsen havde spændt ben for Paul nede i den mørke smale gang, og saa var Paul blevet hidsig og havde røget paa ham.

De stod skrækslagne omkring allesammen, for de slos ordentlig, det var ikke for moro. Paul havde overtaget, han havde klemt Jens ind i en krog og slog og slog.

Der kom konsul Berentsen: «Saa forsyne mig, gaar ikke dette an – jeg mener dere er 110– slip siger jeg – jo det er nogen nydelige voksne kavalerer dette – slip din –»

«Ja, men det var ham, som begyndte,» sagde Paul tyk i mælet.

«Vis vas – saa saa – vær nu gode venner igjen– slige hanekyllinger – hvad er det, dere har imellem dere da?»

«Han har brukket haandleddet mit,» sutrede Jens Berentsen.

«Ja, gale hunde faar revet skind,» sagde konsulen.

Det var ikke snak om andet end dette slagsmaalet oppe i balsalen siden, det var ligesom Lollik havde tabt humøret, hun stirrede med store øine.

Jens Berentsens haandled blev værre og værre. Det var nok ikke tale om, at han kunde kjøre nogen hest tilbage igjen iaften.

Fru Berentsen var rent utrøstelig, gik og byttede vaade omslag paa ham. «Ja, du maa kjøre med os hjem i sluffen iaften,» sagde fru Berentsen.

Langtifra, det vilde han aldeles ikke, rev omslaget af og dansede ud. Men saa hovnede haandleddet saa op, at han maatte slutte igjen.

Gid – hvem skulde hun kjøre med tilbage nu, Lollik!

«Vil du kjøre med mig,» sagde Paul Borch, 111han blev aldeles skarlagenrød af glæde bare ved tanken.

Jo, Lollik vilde nok gjerne det, men –

Ja, saa blev det bestemt, at Lollik skulde kjøre i spidsslæde med Paul Borch og den lille amtmandshesten tilbage igjen.

Aa for et stjerneskin det blev udover natten! Det var saa høit til himmels, og stjernerne var saa store – ja, Lollik syntes næsten de lyste som smaa sole.

De kjørte sidst af alle, for amtmandshesten var slig, at den maatte have nogen foran sig for at komme i fart.

Og granskogen var saa sort, trætoppene stod saa nydelig mod stjernehimmelen, det knirkede og skreg under meierne, og Paul kjørte storartet. Lollik syntes nok, hun havde havt moro mange gange før i sit liv, men magen til iaften – nei –

«Spændte han ben under dig?» sagde Lollik.

«Lumpne fyren – javist gjorde han det.»

«Da har han været sinna,» lo Lollik.

Det har han gjort, fordi jeg ikke vilde danse med ham, tænkte Lollik, men det sagde hun ikke. Og ikke sagde Paul Borch heller et ord om det.

«Sligt fortryllende veir har jeg aldrig seet,» 112sagde Lollik, «stjernerne har aldrig været saa store før heller.»

Nei, Paul troede næsten ikke, at de havde været saa store før.

«Og saa nydelig som denne lille hesten løber. Ligesom saa let.»

«Ja, magen til hest find’s ikke,» sagde Paul.

Og saa ustyrtelig gjildt de havde havt det i aften.

Ja det var over alle grænser det.

Naar Lollik sad et øieblik stille, spurgte Paul:

«Du fryser vel ikke?»

«Langtifra –jeg ser bare paa stjernerne.»

«Du,» sagde Paul pludselig, da Lollik længe, vist tre minutter, havde seet paa stjernerne – «– du – hvorfor vilde du ikke have den konfekten den gangen?»

«Den gangen – aa – ha ha – nei det vil jeg ikke sige.»

«Hvorfor ikke?»

«Nei, nei, jeg vil ikke sige det, ikke om du kapper hovedet af mig, Paul Borch, vil jeg sige det.»

Det var rigtignok intet, som var fjernere fra Paul Borchs tanker end at ville kappe hovedet af Lollik.

«Jasaa,» sagde han grundende, han sad og slog med svøben i sneen ved siden af veien.

113«Jasaa,» sagde han igjen, han havde tænkt at sige noget om, hvor lei han havde været af sig, fordi hun ikke vilde have den, men han kunde ikke faa det til.

«Jeg angrede saa fælt paa det,» sagde Lollik pludselig ud i stilheden.

«Nei gjorde du – vil du have –»

Gid – der veltede de – pladask op i sneen. Paul faldt af hundsvotten, og hesten stansede ikke straks, saa Lollik blev slæbt med et stykke.

«Ptro – ptro – Gud, du har da ikke slaaet dig?» Paul kom styrtende.

«Ikke spor – hvor snodigt det var.»

«Uf nei.» For en skam, han skulde kjøre slig, og at han ikke havde holdt paa tømmerne heller.

«Rasende snodigt – vi siger det ikke til et menneske, du.»

«Ja, hvis du vil være saa snild.»

«Ikke til et liv – gid vi veltede igjen.»

Saa lo de hele veien af ingenting, af det at hesten pludselig var blevet saa spag og ikke vilde gaa andet end i skridt. Da den saa tog paa at løbe, lo de af det.

«Frygtelig snodig hest,» sagde Lollik, «hvad heder den.»

«Du kan jo døbe den, du.»

114«Kald den Lol – for det kalder far mig.»

«Altfor pent navn,» sagde Paul.

«Langtifra, ha, ha.»

Der veltede de igjen, men denne gang holdt Paul fast i tømmerne. Gid hvor de lo, og det var midt inde i tykkeste granskogen, veien gik ret som en streg gjennem skogen, over dem var der bare en stribe himmel.

«Fortæl det bare ikke,» lo Lollik. Men dette, at de havde ligesom en hemmelighed mellem sig, gjorde det endda morsommere.

Der saa de lygterne i byen. Uf, at denne deilige turen alt var slut.

«Tusend tak for kjøreturen,» sagde Lollik udenfor porten paa Ekeli.

«Og for veltingen,» sagde Paul.

«Ja for den ogsaa.»

De tog hinanden i haanden, og Paul tænkte siden, at det havde han i grunden aldrig gjort før.

Tænk, at han nogengang havde kunnet synes, at piger var det værste, som find’s!

Den næste dag ved frokostbordet var Paul i et saa overstadig lystigt humør, at tante Lena blev næsten sur. Den slags havde en da virkelig været fritaget for med Paul. Han kunde takke hende, at hun havde skubbet ham afsted paa det bal.

115«Se, se, Paullikken – stol paa tante Lena, du Paullikken!»

Han var saa glad idag, Paul, saa tante Lena kunde gjerne tro, det var hendes skyld, at alting var saa deiligt.


[III]

116Lollik var blevet konfirmeret om høsten.

Alt andet end fortidligt, for nu var hun sandelig seksten aar og syv maaneder gammel. Men det var fars skyld, for han sagde altid:

«Lollik skal vente med at konfirmeres, til hun bliver mere voksen.»

Men saa blev hun aldrig mere voksen, og saa sagde mor:

«Ja nu skal hun konfirmeres.» Og saa maatte far give sig.

Hun havde gruet svært for konfirmationen, Lollik. Især for at gaa til alters. For at hun ikke skulde være beredt og alvorlig nok. For hun vilde saa gjerne være alvorlig. Og saa havde det bare været deiligt altsammen og ikke det mindste at grue for.

Tænk nu var hun voksen! Forunderlig rart. Ja hun kunde nok merke, at hun var voksen nu, Lollik Bommen, saa alvorlig som hun nu 117tænkte over livet og al ting. Alt det, som var rart i verden.

For i grunden var der ustyrtelig meget rart i verden.

Bare det, at hun aldrig kunde komme paa det rene med, hvorledes hendes natur egentlig var. For hun kunde nok være i svært godt humør, men saa var hun fælt melankolsk indimellem.

Hun var i grunden dybt melankolsk.

Ikke kunde hun heller skjønne, hvadslags temperament hun havde. Lige til en aften hun hørte et foredrag af den nye skolebestyreren om de fire temperamenter. Da skjønte hun, at hun havde et kolerisk temperament.

For det var de koleriske, som udrettede noget i verden, sagde skolebestyreren. Og Lollik vilde rigtignok udrette noget i verden, det skulde være skraasikkert ogsaa det.

Hun kunde slet ikke like, naar gamle lodsoldermanden kaldte hende «en hvedebolle» – undertiden kaldte han hende sandelig ogsaa «en plomme».

Hun vilde slet ikke være nogen hvedebolle eller plomme, Lollik Bommen. Hun vilde være en karakter, det vilde hun.

Hun var rigtignok liden og lidt tyk, men derfor kunde hun godt være en karakter. Det 118var slet ikke bare magre damer, som var karakterer.

Hun tænkte meget over kvindesagen ogsaa Lollik nu. Tænk at damer i gamle dage ingenting lærte. At de ikke gjorde oprør.

Saa gyselig dumme de ogsaa maatte være, at de ikke havde lyst at kunne noget og gjøre noget i verden. Se nu de gamle frøkenerne Hempel. De var døtre af en frygtelig fin mand i gamle dage, og saa havde de ikke lært andet end at spille klaver. Og det lærte de ikke ordentlig engang. Og nu er de saa fattige, at folk sender middagsmad til dem, og saa graater de, naar de faar den, fordi det er saa leit at tage imod. Ja, hun skulde gjerne staaet paa hovedet for de to gamle frøkener Hempel, hvis det kunde hjulpet dem paa en eller anden maade, saa vondt havde hun af dem.

Jo hun vilde vie sit liv til kvindesagen. Vie sit liv var saadant et nydeligt udtryk, ligesom saa høitideligt.

For Lollik Bommen troede knapt nok, hun vilde gifte sig. For tænk bare alt det maset med barn. Mor fortalte ofte, at da de var smaa alle søskenderne hjemme, saa havde hun hundrede negler at klippe hver lørdag, naar de havde badet. De var fem søskender nemlig, saa kan jo enhver selv regne.

119Forresten – den Lollik Bommen skulde gifte sig med, maatte ikke være som andre.

Aa langt langtifra.

For hun var akkurat nu, da hun var voksen og gammel, som hun var, da hun var barn, at de, hun kunde like og blive glad i, dem maatte hun have vondt af. Saadan rigtig ind i hjertet vondt af.

For i grunden kunde ikke Lollik Bommen like saadanne mennesker, som er saa ovenpaa i verden Saadanne flotte feiende herrer, som de andre unge pigerne likte. Det var nok moro at snakke med dem og holde leven, men hun likte dem ikke.

For hvad hændte der ikke med Yngvar Lie f. eks. nu sidste femtende september! Akkurat en maaned før hun blev konfirmeret.

Lollik var jo blevet saa overrasket, at hun ikke var blevet saa overrasket i hele sit lange liv, for seksten og et halvt aar var et skrækkelig langt liv i grunden.

Tænk Yngvar Lie havde friet til hende. Virkelig ordentligt sandfærdigt frieri.

Endda hun altsaa ikke var konfirmeret. Uf, hvor leit det var!

Yngvar Lie var blevet student sommeren før. Noksaa god karakter, for Yngvar Lie havde jo alle dage været en gyselig pughest. Hans far, 120telegrafinspektøren, gik jo altid rundt og skrøt af ham, og havde afskrifter af alle stilene hans i lommen og læste dem op.

«Min Yngvar skriver det – og min Yngvar skriver det,» sagde telegrafinspektøren. Folk flygtede for telegrafinspektøren og «min Yngvars» stile.

Nok er det, han kom nauturligvis hjem i ferierne i sommer med høie flipper og moustacher, men hvor han havde faaet dem fra, skjønte ingen, for de var noksaa store. Han gik hele dagen paa gaden og mysede paa folk, og naar han tog en i haanden, løftede han den høit op. Bare af finhed. Og saa vilde han bare snakke om litteratur – ligesom det var nogen moro. De brydde sig ikke det spor om litteratur, hun og alle veninderne. Gid hvor de lo af ham.

Det var saadant fortryllende veir udover i september netop da, og de var paa ture hver eneste dag. Seilture og kjøreture med niste og harmonika og havde det gjildt.

En aften de havde været ude paa en af øerne og danset paa en gaard demde, klokken var sandelig blevet et, da de lagde til bryggen. Saa vilde Yngvar Lie følge hende hjem til Ekeli. Hun var ikke spor ræd for at gaa alene, men han vilde absolut.

121Hun syntes nok, at han var lidt rar, men det kunde jo aldrig falde hende ind, at han vilde fri naturligvis.

I begyndelsen snakkede de om ingenting, men da de netop var kommet saa langt som forbi den første bænken under lindetrærne, saa begyndte det.

«Jah» – sagde saa Yngvar Lie, saadan langtrukkent, som han pleiede – «det er tungt at tænke paa at skulle gaa ensom gjennem verden ogsaa.»

«Ja, det maatte være tungt,» sagde Lollik naturligvis.

Han gik og slog i græsset langs grøftekanten med sin flotte tynde stok.

– «Men naar en er saa lykkelig at have fundet den, en elsker –»

«Ja, det maatte være rart,» sagde Lollik. For hun kunde ligesom skjønne, at han ventede et svar.

– «Saa ligger livet skjønt for en,» vedblev Yngvar og slog endda mere efter græsstraaene.

«Ja det gjør det vel,» sagde Lollik.

– «Da skulde jeg arbeide da, naa det høieste; før jeg har vished, er ligesom min kraft lammet.»

«Uf da,» sagde Lollik. For det hørtes saa leit det om lammelse.

122«For vished maa man have,» sagde saa Yngvar ligesom truende, stoppede pludselig op og saa Lollik stivt ind i øinene, – «hvad siger du saa?»

«Jeg siger jo ingenting.» Lollik var meget forbauset i stemmen.

«Ja men – vil du?»

«Hvadfornoget?»

«Det som jeg har sagt nu naturligvis, vil du blive min elskede forlovede og siden min elskede hustru?»

«Er du gal?» Lollik gik baglængs, saa hun holdt paa at falde i grøften.

«Vil du?» Han fulgte efter hende lige bort til grøftekanten.

«Er du aldeles rusk?» Nu hoppede Lollik virkelig over grøften.

«Det er mit ramme alvor.»

«Ja, det er mit ogsaa, at jeg tror, du er ruskende gal.»

«Svar mig ja eller nei.»

«Nei, nei, nei,» sagde Lollik paa den anden side af grøften, jeg er jo ikke konfirmeret endda da, gut.»

«Den feil retter du jo snart,» sagde Yngvar Lie overlegent, «men du vil altsaa ikke.»

«Nei, jeg vil virkelig ikke, Yngvar.»

123«Naa saa, jasaa – jeg troede – jasaa, naar du ikke vil saa – adjø, frøken Bommen!»

«Adjø, Yngvar!»

Han vendte sig hurtig og gik nedover den mørke vei mellem lindetrærne. Hun blev staaende og lytte efter hans skridt nedover i mørket. Nu var han vist vond paa hende, det var saa leit, naar nogen var vond.

«Er du vond paa mig, Yngvar,» raabte hun nedover alléen.

Intet svar en god stund. Saa kom det langt dernedefra:

«Skal jeg komme igjen.»

«Langtifra,» raabte Lollik, tog tilbens og stormløb hjem.

– Nei noget saa rart!

At virkelig Yngvar Lie havde friet til hende! Uf saa ækkelt. Hvorledes ialverden kunde den dumme gutten finde paa det! Det var ikke det mindste moro heller. Alle veninderne snakkede altid om, hvor deiligt det var, naar herrer friede, og alt det om kjærlighed. Det var bare, fordi ingen endnu havde friet til dem, at de troede, det var saa gjildt. Det var leit og næsten flaut. Ja hun vilde ikke sige det til et menneske, ikke til far engang. Nei allermindst til far; hvor grusomt leit det maatte være at fortælle far og mor sligt noget. Den 124væmmelige Yngvar Lie! Hun sovnede ikke paa længe den nat, Lollik, saa meget hun havde faaet at tænke paa.

For efterpaa hun havde tænkt paa Yngvar Lie, kom hun til at tænke paa noget andet. Og det var paa en gut, som hun havde kjendt for længe, længe siden, vist over to aar siden. Det var endda Paul Borch, søn til amtmanden. Dengang de havde gaaet paa danseskole, og da de kjørte hjem sammen fra Næssund, da stjernerne var saa forfærdelig store.

Hvorledes levede han nu mon? Hans far var jo blevet forflyttet til Kristiania for tre aar siden, og saa hørte hun ikke mere til ham. Jo hun havde faaet julekort fra ham med «Glædelig jul» og «Godt nytaar» skrevet med en stiv, stor haandskrift, og saa havde hun skrevet ligedan igjen. Det var det hele.

Forresten havde hun seet i aviserne, at han havde faaet præceteris til artium. Og det havde staaet i aviserne hjemme om «vor gamle amtmands søn, som havde taget en saa glimrende eksamen». Det var ligesom der faldt nogen ære paa byen ogsaa.

Hvorledes ialverden kom hun til at tænke paa ham nu?

Du – hvor godt hun havde likt den gutten! Tænk om det havde været ham – –om det 125havde været ham, som havde snakket saadan til hende, som Yngvar Lie gjorde iaften!

Lollik borede hovedet ned i hovedpuden. Aa gid! – Hvor forfærdelig rart det maatte være at sige ja. Saa stirrede hun med store øine ud i mørket. Ja ham vilde hun have, det var skraasikkert ogsaa det.

Men Paul Borch var vist ganske anderledes nu end dengang. Nu som han havde præceteris og al ting. Han var kanske lige saa ovenpaa som alle de andre herrerne nu, de vigtige poderne!

For det var det, som var saa forfærdelig hyggeligt, at han var saa generet og ulig de andre.

Aa hvor godt hun likte den gutten! Tænk om hun traf ham igjen, men det gjorde hun vel aldrig. Hun tænkte forresten sjelden paa ham nu – ja, undtagen naar hun lagde kabaler. For da lagde hun altid, om hun nogengang traf Paul Borch igjen. Gik ikke kabalen op, saa lagde hun om det samme straks igjen. Men det vidste ikke et menneske naturligvis.

Og alle mennesker skulde være blaa for nogen, nogen gang at faa vide det ogsaa!


[IV]

126Det var atter jul. Og Lollik glædede sig til julen, saadan over alle grænser. Først juleaften og alt det deilige hjemme. Og saa alle ballerne og dansemoroerne. End alle de, som kom hjem i julen da!

For hele høsten var der ikke stor moro hjemme i byen. Hyggeligt var der nok i Lolliks by, det manglede ikke paa det, men –

Sligt forfærdeligt veir det havde været ogsaa i høst, slud og regn, regn og slud og storm indimellem. Forresten kunde det være rigtig moro, naar det var storm ogsaa, naar det brød over skjærene favnehøit af hvidt skum; men saa var det jo de stakkars sjøfolkene igjen – uf, det var godt, det blev jul, for da pleiede det blive stilt.

Yngvar Lie havde været hjemme om sommeren, og nu var han alt kommet hjem til jul.

127Saa væmmelig kjedelig han var blevet efter det frieriet. Altid stiklede han paa hende og sagde hende imod, saadan overlegent. – Ikke derfor, han døde saamænd aldrig i synden, for Lollik gav ham det glatte lag igjen. Ikke et menneske anede det, som havde været mellem dem. Aldrig havde han hentydet til det heller siden den aften under lindetrærne. Men væmmelig var han bestandig.

Nei, naar folk bliver saadan, naar de frier, saa sagde, sandelig min hat, Lollik tak for sig. Ja virkelig vilde hun ønske, at ikke et menneske friede til hende mere.

Forresten nu gjorde Yngvar Lie kur til Magdalene Nilsen. Naar Magdalene gjorde sig rigtig grundig til for ham, kingsede og lo svært og vred paa sig, slig som hun pleiede, naar hun gjorde sig til, saa vendte Yngvar Lie den lange næsen sin om mod Lollik:

Se paa dette du – sagde næsen uden ord – her ser du en, som sætter tilbørlig pris paa mig her.

Og nu kan du have det saa godt, sagde næsen videre, for nu bryr jeg mig ikke det gran om dig – nu kan du gaa der nu!

Tilslut morede hun sig saa over ham, at hun maatte betro sig til en, og saa fortalte hun far det hele.

128Det var netop, naar far lagde sig paa sofaen for at sove middag, at han pleiede at faa alle Lolliks fortrolige meddelelser.

«Du far – tænk der er en, som har friet til mig.»

Far blev saa overrasket, at han reiste sig helt op igjen og kastede lureteppet af sig.

«Hvad er det du siger? Hvad er det for en kanalje?»

«Læg dig bare ned igjen – det er saa latterligt, ser du. – Ikke bliv sint da – du kan tro, jeg svarede ham nok – jeg klarede det brilliant, far, det var Yngvar Lie, ser du.»

«Den langnæsede fyren!»

«Ja har du seet saadan evig lang næse – du kan vide, jeg sagde nei øieblikkelig – men nu er det saa latterligt, for nu er han saa vigtig ligeoverfor mig.»

«Du skulde sagt mig det straks,» sagde far alvorlig.

«Nei det var saa leit, men nu er det saalænge siden – du kan tro, han er latterlig nu.»

Hun lagde hovedet med det svære gule haar paa fars bryst. Han klappede det.

«Hvis der kommer en saadan igjen, saa skal du fortælle mig det – lover du mig det?»

129«Ja,» – men inde i sig tænkte Lollik: Likte jeg ham saadan forfærdelig godt, saa tror jeg ikke, jeg kunde fortælle noget menneske, ikke engang far, det med en eneste gang. Jeg maatte gjemme det en liden stund for mig selv – men bare en liden stund.

– – – – Gik hun saa ikke her og var saa livende ræd for, at Jens Berentsen ogsaa tænkte paa noget saadant. Saa gode kamerater, de havde været, og skulde nu han blive ligesaa ækkel som Yngvar Lie.

Han havde været paa et udenlandsk handelskontor og kom hjem nogle dage før jul.

Tip top moderne!

Alting i orden, snip og slips og manschetter – aa gid, hvor tærtefin han var.

Snakkede lidt gebrokkent gjorde han sandelig ogsaa, han havde jo været udenlands et helt aar – laksko gik han med ude i sneen – jo han var saa fin, som det gik an at blive.

Og den sorte lokken i panden, han havde som gut, havde han endnu, men nu var den klippet og arrangeret.

Saadan som de havde glædet sig alle veninderne, til han skulde komme hjem.

Og det kunde været svært gjildt ogsaa, hvis det ikke havde været dette, som Lollik var blevet saa ræd for.

130For den første gang, hun traf ham, begyndte han saadan at – ja at gjøre kur altsaa.

«Du overtræffer mine dristigste forventninger som voksen,» sagde han den første gang, de mødtes.

«Hvorledes det – var jeg saa fæl som liden pige?»

«Nei du var sød – meget sød endogsaa – men nu er du altsaa – pardon – hm ja –»

«Snak kuns rent ud du, far,» sagde Lollik.

«Ja gjerne det – du er en henrivende ung dame.»

«Hvor ækkel du er, Jens Berentsen.»

«Du sagde jo selv, at jeg skulde sige, hvad jeg mente – bare disse lange, gule fletter –»

«Lad dem være, gut.»

«Vil du jeg skal sige mere?»

«Nei, nei jeg vil ikke.»

«Jo jeg vil – du vilde vække opsigt, hvorsomhelst du kom – du er kort sagt, som franskmanden siger –»

«Hold munden paa dig, Jens Berentsen.»

Det var fra den gang, Lollik blev ræd, han skulde fri.

Ja, hvis han begyndte, saa vilde hun holde for ørene og løbe sin vei! Uf for frierier 131var saa høitidelige, og der kom saa meget leit efter.

Men Lollik bestemte sig til, at hun vilde være fuldstændig alvorlig ligeoverfor ham, saa kanske det ikke blev til noget alligevel.


[V]

132Hun traf Jens Berentsen paa gaden hver dag nu. Det var umuligt at undgaa ham, hun forstod han maatte passe hende op. Naar de gik flere i følge, saadan alle de unge damer og herrer, var det ingen sag – det var bare moro da – men alene med ham vilde ikke Lollik være.

«Jeg mener du er ræd mig, jeg,» han kom hæsblæsende efter hende opover bakken til Ekeli, «du løber jo, som det gjaldt livet.»

«Ræd dig – er du rusk, du?»

«Ja, hvorfor maa jeg ikke følge dig hjem da?»

«Jeg løber som en vind, jeg, og da er det bare ækkelt at have følge.»

«Saa du synes det – det var forresten noget, jeg vilde fortælle dig – du husker vel Paul Borch?»

Jo, Lollik troede, at hun huskede ham.

«Jeg traf ham paa gaden inde i Kristiania 133i forrige uge – han havde saadan lyst at komme herned paa klubballet tredjedag.»

«Her til byen!» Lollik syntes, der var noget, som stansede, hun vidste ikke, om det var hendes eget hjerte, eller hvad det var.

«Han havde kommet sig,» vedblev Jens Berentsen, «han var slet ikke værst nu – i gamle dage var han en styg plug, kan du vel huske.»

«Nei, det husker jeg slet ikke.»

«Nei, det er jo sandt, du havde jo en «faible» for den figuren.»

«Faible,» vrængte Lollik, «jeg synes du skulde snakke norsk til saadanne dumrianer som mig.»

«Vær nu lidt hyggelig.»

«Jeg kan slet ikke udstaa at gaa saa langsomt, jeg,» sagde Lollik, «du kræker jo.»

«Skal vi kapspringe kanske?»

«Kom an!» Lollik tog paa sprang og stod alt med glødende kinder oppe ved porten til Ekeli, da Jens Berentsen endnu var nede i bakken.

«Nu kan du se, hvem som vandt,» raabte hun.

«Vent, vent,» raabte han.

Nei, saa dum var hun rigtignok ikke. Han maatte ikke indbilde sig, at hun vilde vente paa ham. Og Lollik løb.

134Men noget saa rart, som at Paul Borch kom hid til byen igjen! Det underlige var, at hun syntes, det var leit at snakke om det til nogen. De kunde gjerne tro, at hun glædede sig til, at han skulde komme.

Pyt san – det gjorde hun sandelig ikke – saa dum var hun da ikke.

Endelig fik hun da opsnuset, at han skulde være gjest hos konsul Berentsens. De var nok blevet venner, Jens Berentsen og han, siden de slos den aften oppe paa Næssund. Forresten var det nu stor stas med Paul Borch, alle i byen syntes, de kjendte ham forfærdelig godt nu. De unge pigerne undrede sig over, hvorledes han var – gid han var næsten berømt.

Sagde Lollik et par ord om ham, var det kort og affeiende. En gang var hun saa bange, hun var blevet rød, da de talte om ham – aa for en ustyrtelig skam det havde været, om nogen havde seet det!

Først tænkte hun, at hun vilde have sin nye hvide balkjole paa klubballet – men, nei sandelig om hun vilde pynte sig for ham. Bare den tanken var saa flau. Nei, hun vilde tage den gamle rosenrøde paa, den var evig god nok, saa havde hun den nye hvide til Vaagaards store bal nytaarsdag.

Hun holdt paa at fortælle far i middagsstunden, 135at Paul Borch skulde komme til klubballet, men saa fik hun det ikke til, det var ligesom ordene sad fast i halsen paa hende.

Han skulde komme tredjedags eftermiddag, den samme dag ballet var. Det var i skumringen, Lollik listede sig ud, sprang ned mod dampskibsbryggen og stod oppe paa bakken mellem de smaa husene og stirrede i halvmørket nedover mod bryggen. Der kom det svære skib, prustede og stønnede og lagde til bryggen – landgangen lagdes ombord – du alverden hvor sent alting gik idag – Lollik stirrede og stirrede. Der kom nogen iland, et par herrer, det kunde da ikke være nogen af dem!

Aa – – der var han. Ved siden af Jens Berentsen. Lolliks hjerte hamrede. Saa høi han var blevet, over et halvt hoved høiere end Jens. Saa vakkert han holdt hovedet.

Aa, hvor dum jeg er, sagde Lollik til sig selv og løb baggaderne hjem.

– Lollik maatte tænke paa den første dag hun som liden pige gik paa danseskole og dansede netop i den samme sal, da hun tredjedags aften kom ind i klubsalen. Det var de samme røde sofaer og den samme straalende oplysning, men nu sad der ældre damer i rad og række langs væggene, med fødderne paa de lange skamler. Og der var en summen og brusen af snak og latter. –

136Lolliks øine fløi omkring.

Derborte ved døren stod han sammen med alle de gamle kamerater. Du, hvor pen han var! I samme øieblik angrede hun, at hun ikke havde taget sin nye hvide kjole. Uf, at hun skulde være saa dum ogsaa. Hun tog sig vist alt andet end godt ud i den gamle sjab!

Aa der kom han og Jens Berentsen tvers over gulvet til hende. Bare hun nu ikke blev stupende rød.

«Jeg ved ikke, om frøken Bommen kjender mig igjen?»

Han havde de samme nydelige tænderne.

Jo, Lollik kjendte ham da igjen.

«De er aldeles den samme,» han havde seet paa hende hele tiden. Ja nu var hun rød som blod, det følte hun – og saa denne væmmelige røde kjolen.

Men saa var det, ligesom hun samlede sig:

«Nei, jeg er slet ikke den samme,» sagde Lollik, «jeg er rigtignok forfærdelig forandret.»

«Nei, De er ikke» – han saa ufravendt og alvorlig paa hende.

«Men De er forandret» – hun havde spekuleret paa, om hun skulde sige du eller De, men naar han sagde «De», saa maatte jo hun ogsaa – forresten blev hun næsten som generet, fordi han saa saa længe paa hende.

137«Ja, jeg ved det,» sagde han rolig.

«Saa snakker De vel ogsaa mere nu,» sagde Lollik og lo.

«Nu husker jeg Deres latter,» sagde han dæmpet og langsomt, «nei, jeg er bange, at jeg er lige taus, som da jeg var gut.»

Hvor nydeligt Lollik syntes det var, at han talte saadan dæmpet.

«Men danse kan De vel nu?»

«Lidt bedre maaske.»

«Aa, hvor tung De var at trække paa.»

«Og saa snild De var.»

«Var jeg?» Hun lo igjen den morsomme, trillende latteren. Hendes egen stemme hørtes saa høi mod hans.

Jo, De er aldeles den samme,» sagde han igjen.

«Og De som er blevet saa flink.»

«Nei.»

«Jo – jeg burde vist genere mig rasende.»

«Jeg kan ikke tænke mig Dem generet.»

Ja, der kan en bare se, hvor dumme herrer er, tænkte Lollik, at han ikke forstaar, hvor forfærdelig generet jeg er nu, jeg snakker jo aldeles vildt.

«Husker De det ballet paa Næssund?»

Jo da, Lollik huskede det.

138«Det er et af mine smukkeste minder fra barneaarene.»

Lollik kunde ikke rigtig sige, hvori det stak, men fra det øieblik forstod hun, at han var kommet herned for hendes skyld, og at han var glad i hende.

Fra det øieblik brydde hun sig ikke det spor mere om sin gamle, røde kjole.

Men saa var det ogsaa den deiligste aften, hun havde oplevet.

Hvor de dansede, og hvor de snakkede, hun og Paul Borch. Der var for Lollik ingen andre end Paul Borch paa det bal.

Uden at de merkede det, sagde de «du» til hinanden. Da de saa opdagede det, gjorde ingen af dem nogen bemerkning om det, men vedblev at sige «du», som de havde gjort det den hele tid. Jens Berentsen sværmede om dem og var spydig og ærtede, men Lollik saa ham komplet ikke.

«Ved du Lollik, hvorfor jeg er kommet herned,» spurgte Paul, de havde listig faaet erobret sig et par stole, hvor de syntes de sad useet.

«Sig det da,» sagde Lollik.

«Forstaar du da ikke, jeg er glad i dig?»

«Jo.»

Lollik vidste ikke, enten hun svævede i 139luften, eller hun sad paa en brøstfældig stol i den gamle klubsal borte ved et vindu, som trak ganske afskyelig.

«Er du – er du virkelig lidt glad i mig ogsaa?»

«Ja jeg er, Paul Borch.» Tænk det, som hun havde syntes maatte være saa rart at sige – og nu var det ikke det mindste underligt.

De sad stille en liden stund begge to, saa sagde Paul sagte:

«Jeg har været glad i dig, siden den danseskolen – hele tiden.»

«Har du – jeg ogsaa.»

«Du ogsaa!»

– – – Far og mor havde ikke været med paa det bal. Da Lollik kom hjem, fik hun saadan ustyrtelig lyst til at gaa ind til dem og fortælle dem dette vidunderlige med en eneste gang. Hun havde altid før tænkt, at hun maatte beholde det for sig selv en liden stund, men dette var altfor deiligt.

«Er dere vaagne?» Lollik kom med et tændt lys ind til far og mor.

Hun stod ved fodenden af deres senge med den rosenrøde kjole, det svære gule haar i en eneste krøl om det blussende ansigt, øinene straalede og lyste, og lyset holdt hun høit over sit hoved.

140«Far og mor – jeg har forlovet mig!»

Far og mor reiste sig begge to op i sine senge.

«Men kjære barn, hvad er det du siger, hvem er det med?»

«Paul Borch naturligvis.»

«Paul Borch – er han her?»

«Ja naturligvis.»

«Men kjæreste barn, er du sikker paa dig selv i dette?» sagde mor.

«Lol – Lol – er nu dette noget, som varer?» sagde far.

«Ja i evighed.» Uvilkaarlig hævede hun lyset endda høiere, og øinene straalede end sterkere.

– – – Slig huskede far og mor hende altid senere. Og de forstod mere og mere, at Lolliks lyse, unge sjæl den gang ikke havde grebet feil.

Og Lollik og Paul gik ud i det brogede liv sammen!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Paul og Lollik

Ungpikeromanen Paul og Lollik kom første gang ut i 1904.

Paul og Lollik blir kjent på byens danseskole. Lollik elsker å danse og har gledet seg til danskeskole i lang tid, mens Paul svært motvillig er blitt meldt på av sin tante Lena. Lollik er utadvendt og livlig, mens Paul er stille, sjenert og litt klønete, men likevel blir de gode venner.

Se faksmiler av førsteutgaven fra 1904 (nb.no).

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.