Paul og Lollik

av Dikken Zwilgmeyer

PAUL

3Isch for et veir! Taage og søle, kanske lidt sneslaps med lange bløde snefiller, og saa taage og søle igjen, og fint ækkelt duschregn, som aldrig holdt op og ligesom aldrig begyndte heller. Det gik i en suppedas altsammen. Dampskibene laa og ulte udenfor i taagen, nogen havde lange ul og nogen korte, forsinket var de allesammen, saa det ikke var nogen moro at gaa paa dampskibsbryggen heller og staa der og vente og vente. Søndenvinden stod ude i fjorden og trykkede paa, sagde gamle folk – nu kunde den sandelig have trykket fra sig snart.

For nu havde dette filleveiret varet i tre uger akkurat. –

Der var nogen, som havde snakket om skøiteis paa skolen idag. Skøiteis! At der nok kom skøiteis før jul oppe paa Jernæsvandet! Jamænd sagde jeg smør, jeg.

4Paul Borch sparkede til en sten, saa den sprat bortover i sølen. Syv uger til jul akkurat idag – kunde der komme nogen is ud af sligt silregn da!

Den lange veien, han havde at gaa hjem fra byen ogsaa i sligt hundeveir, mange gange om dagen. Den evig lange bakken og saa bortover her, hvor der var saa sølet, at en mange gange maatte studere paa, hvor en skulde sætte foden, og løb en for at komme fort frem, saa var det bare klask i klask. –

Han pleiede at løbe inde paa jordet ved siden af veien; de stive, gule græsstraaene i grøftekanten hang dyngfulde af vanddraaber, men det var da rensligt, det. Men saa havde en alle trærne i Mortensens have over sig der, som det dryppede og rendte af, om der saa tilfældigvis blev et lidet gløt i silregnet. –

– Og nu vilde de, han skulde gaa paa den fille danseskolen ogsaa!

Inderst inde var det det med danseskolen, som var det leie. Det stakkars veiret kunde være, som det vilde, for ham. Det kunde gjerne regne mursten ned for ham, om det havde lyst. Og sølen her opover – skidt i den!

Og stenene klaskede i sølen og sprat igjen bortover, slig spændte han til dem.

Det var ikke maade heller paa alt det, 5tante Lena fandt paa. Maatte han ikke sidde og spille paa det ækle pianoet en hel halv time hver dag kanske, trykke og trykke paa de fille tangenterne. Han trykkede rigtignok lidt faderlig haardt ogsaa, saa der i forrige uge sprang to strenge, men det var bare tilpas til tante Lena.

Og havde han ikke gaaet her i høst kanske og plomberet alle tænderne sine? Græsselig vondt var det, især det store hullet. Bare tante Lenas paafund altsammen. Hvad ialverden skulde det gjøre, om han havde nogen huller i tænderne, det maatte han rigtignok spørge om. Ligesom ikke alle mennesker havde huller i tænderne!

Og saadan som tante Lena havde forsikret, at det ikke gjorde noget ondt at plombere. Ja, hun kunde nok sidde der og være overlegen hun, som havde forlorne tænder baade oppe og nede i munden. Ja han skulde gjerne vædde ti kroner om, at de var falske nede i munden ogsaa.

«Du vil takke mig engang inderlig, naar du faar bedre forstand,» havde tante Lena sagt.

Deilig vilde han det! Bedre forstand! Puh!

Nei tante Lena lignede en skjære, det gik han aldrig i verden ifra – en skjære, som hopper og hopper og ser alt og vender hovedet allevegne.

6Kunde ikke han bare faa læse og ellers være i fred, som han havde lyst til. Nu havde han jo hele det store verket om geologi, som stod i det indre kontoret hos far, og om aftenen havde han alle Carit Etlars romaner, foruden den af Cooper, som far subskriberte paa for ham. –

Havde bare hans egen mor levet, havde han sluppet alt det leie med danseskole og alt sligt. Og tante Lena ogsaa, som gik der og skubbede og skubbede ham til alting.

Og far sagde ingenting heller til alt det maset. Forresten hørte han nu ikke saa stort til det heller, han sad jo paa kontoret hele dagen. Om aftenerne inde i stuen, naar han læste aviserne, saa masede jo aldrig tante Lena.

Nei hun var nok saa klog. Nei da var det stilt da.

– Forresten kunde det nok været hyggeligere, ligesom lidt muntrere, om far havde snakket lidt mere. Saadan at han ligesom kunde snakke til ham om lekserne og tante Lena og sligt noget mange gange – skjønt – nei far var akkurat, som han skulde være.

Far var grepa flink i grunden. Mange gange stod der om ham i aviserne, og altid lovord – «Amtmand Borchs ubestridelige dygtighed» stod der igaar. Svært hyggeligt, at han var amtmand 7ogsaa, slig respekt der stod af ham i byen. Det var ligesom der blev stille af noget, der lignede ærefrygt, bare far var i nærheden.

Nei akkurat slig skulde en far være. Det gik ikke an at fortælle far om alle de smaatterierne ham og tante Lena imellem, far var for stor til det. Han havde nok at tænke paa alligevel, han.

Paul Borch travede videre. Skolebøgerne i en rem under armen, lud i ryggen og slængende, han stirrede altid ned i marken, naar han gik.

Ja – bra vilde han altid være for fars skyld – simpelthen for fars skyld. –

Jeg er glad i den manden. –

Paul saa op fra marken og udover fjorden, hvor taagen kom drivende igjen, det var ligesom øinene blev større og blikket lysere.

Aldrig har jeg løiet for far f. eks. da!

Aldrig i evighed har jeg gjort det! Nei, tænk lyve for far! –

Ingen af de gutterne, han kjendte, havde en saadan far som han. F. eks. se nu Jens Berentsens far! Der var ikke noget værdigt ved ham. Han dansede hver aften med smaapigerne sine, og tænk saa stod han paa ski og rullede ligesom en anden gut.

Nei saadan skal ikke en far være. –

8Og Ditlev Bangs far, som strævede saadan for at blive stortingsmand, saa alle lo af ham – og alle vidste det. –

Nei, en far skulde være med respekt om sig – alle skulde have respekt for ham. – Nei, det gik ikke an at snakke til far om noget saadant tøv som den fille danseskolen! For i grunden, hvorfor danser folk? Hoppe saadan, som de ikke havde sin fulde forstand, tænk gamle mennesker! Og saa danse med piger atpaa. Jenter, som bare ler af alting og er dumme som sild allesammen. Inderlig godt, jeg ikke har nogen søster ialfald.

Piger er det værste som find’s.

Aldrig i verden havde han snakket med en pige heller. Saadan rigtig da! Ja, han mente saadan alvorlig. For naturligvis havde han snakket med piger paa skøitebanen, spændt skøiterne paa dem og trukket dem og saadant noget – men aldrig snakket med dem rigtigt.

Sandelig om der var noget at snakke med saadanne om heller. For de lo jo bare af al ting.

Han blev flau, han, naar han var sammen med piger, og vidste ikke, hvad han skulde sige.

Var det nogen sag for en som Jens Berentsen kanske. Saadan en jentegut. Fem søstre havde han, og hver af de fem søstre 9havde mindst fem veninder. Han havde snakket med piger, fra han blev født, han. Var det nogen sag at vide, hvad en skulde sige til dem, da?

For det var det, som var saa ærgerligt, at han ikke vidste, hvad han skulde sige til dem.

Slig som Jens Berentsen kunde snakke med piger! Dreie paa ordene og faa dem til at le. Det var slig, de vilde have det.

Gik ikke Jens Berentsen der med nedkjæmmet haar i panden og ud i tindingerne bare for at være pen!

Aldrig i verden skulde han da klippe haaret sit for en jentes skyld eller for at blive pen. Da vilde jeg foragte mig selv, da!

Men slige gutter med haaret nedi panden liker netop alle piger. Og saa er han saa dum i matematik, at de gjerne kan kjøre ham gjennem en væg, Jens Berentsen.

Og saa skulde han Paul Borch paa danseskole, og danse med slige, som ikke skjønner nogen ting!

Nei, endnu i aften vilde han tale med far og tante Lena, for paa den danseskolen vilde han ikke. Det var skraasikkert, det.

– Han var kommet ind i gangen hjemme, huen blev slængt i paraplystativet. – Uh, nu var det det, at han skulde bytte paa benene ogsaa for gulvteppernes skyld.

10Ja, tante Lena var temmelig irriterende. –

Naa, der stod hun i spisestuen og piskede fløde. Glat, graasprængt haar, hvidt, stramt smækkeforklæde og magre, raske hænder, saadan var tante Lena. Paul slog sig ned ved bordet.

«Vil du have et æble?» spurgte tante Lena.

Ja, Paul var saa naadig og tog det.

Tante Lena vispede kvitsch-kvatsch. –

Paul skrællede et æble overordentlig omhyggelig, det mindste spor af skallet maatte fjernes – bagefter spiste han saa alle æbleskrællingerne lige omhygelig op.

«Du!» –

Tante Lenas visp stansede: «Ja.»

«Jeg vil ikke gaa paa danseskole, jeg du.»

Han havde i grunden tænkt at gribe sagen ganske anderledes an. Saadan ganske kort og bestemt, at paa danseskole vilde han nu engang ikke. Det laa ikke for ham. Han vilde blive videnskabsmand, han – og det var noget uvæsentligt tøv at lære at danse.

Men hvorledes det nu var eller ikke, saa kunde han aldrig faa den bestemte tone til for tante Lena. Han kunde nok beslutte sig til det og være kjæk iforveien, men naar det kom til stykket, saa blev tante Lena saa vrien og ækkel med en gang.

11«For noget tøv» – kvitsch–kvatsch. –

«Ja men jeg kan jo ikke danse.»

«Ja, det er jo netop det, du skal lære, ved jeg.»

Hvor svinagtig kjedeligt, saa skulde alle pigerne bare le af det, at han ikke kunde danse; men det skulde tante Lena være blaa for at faa vide.

«Jeg har sandelig ikke tid heller, tante Lena, jeg maa drive paa, alt jeg orker.»

«Det greier nok du alligevel, Paullikken, – og saa er det jo bare disse seks ugerne til jul.»

Uh, det ækle kjælenavnet ogsaa. Han var fjorten aar for en maaned siden, og saa kaldte hun ham Paullikken endda!

Det var maade paa alt!

Men det kunde han ikke sige. Saa begyndte han at lægge ud om alt det, han skulde læse – fysik og matematik – «du aner ikke altsammen, tante Lena.»

Tante Lena vispede urokkelig.

«Dans hører med til opdragelsen, min kjære Paul, for ikke at tale om holdning og anstand. En velopdragen ung mand af den gode familie, du stammer fra, maa kunne føre sig ordentlig.»

«Dans er noget naragtigt noget,» sagde Paul uhyre morsk i ansigtet.

12Tante Lenas visp stansede braat.

«Naragtigt – siger du, at det, din far og tante, der efter bedste evne er dig i mors sted, bestemmer for dig, er naragtigt?»

Tante Lenas stemme var ganske usedvanlig bebreidende.

«Nei, jeg – jeg mener bare, jeg mener ikke – forresten har jeg saa ilde vondt i en ligtorn ogsaa.»

«Ilde vondt – hvad er det for et vulgært udtryk, Paullikken, du skulde passe dig og ikke vænne dig til denslags.»

Uf, altid skulde tante Lena være saa fin ogsaa ligesom.

«Forresten kan du jo tale med din far om dette,» vedblev tante Lena, «om du overhører mine ord og ikke tror, jeg vil dit vel – skjønt Gud skal vide –»

Nei, naar tante Lena tager det paa den maade, ligesom martyragtig, kniber munden sammen og snakker om Gud, saa skal du have tak, tænkte Paul.

Akkurat det samme sagde hun, da han maatte plombere tretten huller ogsaa – nei noget saa stridigt som tanter, de er saa stridige som gamle bukker.

Nei, han maatte nok paa danseskole, han, det var ikke raad for andet, det skjønte han nok.

13– Pyt san, han var ligeglad han, han skulde gjerne gaa paa den fille danseskolen – det var ham knusende ligegyldigt altsammen.

Om aftenen, da amtmanden sad bag sit Morgenblad, og det var saa lunt og stille i det store værelse, hvor alle lyd dæmpedes af det store, karmosinrøde gulvteppe, sagde tante Lena pludselig:

«Paul vil ikke paa danseskole.»

Morgenbladet blev sænket et øieblik, og Paul fik et blik over brillerne:

«Jasaa – hvorfor det, gutten min?»

Der steg et lidet haab op i Paul. Kanske han alligevel kunde slippe.

«Jo, for jeg kan jo ikke danse.»

Inden amtmanden havde faaet kremtet sig til at sige noget, han var lidt langsom amtmanden, tog tante Lena ordet paany om gode manerer og anstand og et behageligt væsen.

Isch, tænkte Paul.

Sandelig hørtes det ikke næsten paa tante Lena, som hele hans karriere i livet og alting afhang af, enten han gik paa danseskole eller ikke. Det var grovt ogsaa, saadant snakketøi tante Lena havde. –

«Ja, ja,» sagde amtmanden et par gange, han vilde ligesom gjerne have en ende paa det, vedblev at holde Morgenbladet op foran sig 14og knipsede paa det et par gange for at faa det til at staa stivt i hele sin længde: – «Ja – ja –»

Men tante Lena var endda ikke færdig:

«Merk mine ord, svoger, en klodset ung mand kommer sjelden frem i verden!»

«Jo jo, det er overmaade rigtigt det, tante Lena siger, gutten min.» Atter et knips paa Morgenbladet, og henvendt til tante Lena: «Meld ham ind paa den danseskole!»

«Det er alt besørget, svoger,» sagde tante Lena med et ubeskriveligt udtryk. Det var noget martyragtigt, ingen skulde komme og sige, at hun ikke gjorde sin pligt imod det moderløse barn. –

– Hele klassen skulde paa danseskole, det var ikke en eneste en, som ikke skulde der, saa det var kanske noksaa godt, at han ogsaa var meldt ind, tænkte Paul, for det kunde været leit ellers kanske. –

De havde gjerne kunnet gjøre nar af ham, havde han ikke været med – og der fandtes ikke noget saa fælt, som naar folk gjorde nar. Uh det var det værste paa jorden.

To dage efter, klokken seks om eftermiddagen, stod Paul Borch i hotellets klubsal med nye laksko og et meget stort, morskt, lyserødt fjæs.

15Han skulde vist ikke snakke til nogen, det kunde de være blaa for, saa optaget som de var allesammen af denne fille danseskolen. Johannes Larsen hviskede, naar han snakkede, bare af høitidelighed. Der fandtes ikke noget saa dumt i verden som en saadan danseskole. Baade naragtigt og dumt.

Og der kom pigerne ogsaa. To og to eller i hele flokke. Forventningsfulde og i søndagskjoler. Fine var de paa benene allesammen.

Alle pigerne samlede sig i en stor klump midt paa gulvet og snakkede ivrig, men lavt de ogsaa, ligesom Johannes. De vendte ryggen til gutteflokken borte ved døren, men fletterne daskede dem om hovedet, saa ofte og braat vendte de sig og saa bortover til gutterne. Nogen af de mindste pigerne, saadanne som lille Sofie Wilms, som endda fablede om Bukken Bruse og denslags, de løb grassat op og ned i den store sal, krøb op i sofaerne, der var saa høie, at benene deres ikke naadde gulvet, men stod ret ud i luften; saa sad de i to sekunder, jumpede ned igjen og løb og hylte lidt imellem. –

Skammeligt ogsaa, at en skulde gaa paa danseskole med slige smaaunger!

Frygtelig fin danseskole var det forresten. 16Der havde aldrig været saa fin danseskole i byen før. For alle de andre danseskoler havde danset paa madam Salomonsens sal nede ved bryggerne. Men denne skulde holdes paa klubsalen paa det fineste hotellet, og det var en danselærerinde, som holdt skolen. Og hun var saa bekjendt, at hun behøvede ikke engang anbefalinger. Hun havde bare averteret, at hun kom, og saa vidste alle, hvem det var.

Hotellets klubsal var frygtelig stor, med skinnende hvidt dansegulv og tre umaadelige glasprismekroner. Høie, røde damaskes sofaer strakte sig langs begge salens langvægge, og der var stoppede, røde skamler langsmed alle sofaerne, forat de, som dansede, ikke skulde træde tærne af alle dem, som sad og saa paa.

Og selve hornmusiken i byen, den, som spillede paa torvet om søndagene, skulde spille; alle de andre danseskolerne havde danset efter Blinde-Gunders harmonika. –

Blinde-Gunder spillede forresten godt, han, han var med paa alle skoleture og alle ture ellers ogsaa.

Men der sad alt hornmusiken og stemte violinerne sine, saa det kven i strengene. –

Jens Berentsen var den eneste af gutterne, som havde skilt sig ud fra de andre, han havde spadseret op og ned i salen med nedkjæmmet 17haar ud i tindingerne og myset omkring sig. Han vilde vise, at han havde været i klubsalen paa bal før; hans onkel havde havt voksent bal engang, som blev holdt paa klubben, og der havde han været altsaa.

Tænk, at han vil gaa der midt paa gulvet aldeles alene, tænkte Paul.

Men der kom danselærerinden seilende. Hun havde et oldenborgsk kongeansigt, saadan med hagen frem, sort elegant silkekjole og bitte smaa høivristede fødder i sorte silkestrømper.

Gid som hun gjorde sig til og bøiede og vred paa sig, da hun hilste.

Alle børnene trak sig respektfuldt tilbage langs sofaerne, Jens Berentsen ogsaa, endda han passede paa at være forrest.

Saa begyndte det.

Den fede, silkeklædte danselærerinde gik let som paa fjære i en uendelig aktivitet op og ned i salen, ordnede og befalede; hun havde en stemme, som det smeldte i, endda hun var dansk. Gutterne blev opstillet paa den ene side, pigerne paa den anden.

Danselærerinden var overordentlig høflig, kaldte dem «Mine damer» og «Mine herrer», men gjorde ofte meget kort proces med «Mine herrer», tog dem i skulderen og dreiede dem 18rundt med en vis fart, naar de stod stive og ikke kom paa plads hurtig nok.

De, som tilfældigvis var kommet til at staa ligeoverfor hinanden, skulde da danse sammen; forresten var det afpasset efter størrelsen, saa de smaa tutlede for sig selv nede ved døren.

«Mine damer og herrer, giv agt!»

Det formelig kvak i dem alle, slig røst havde danselærerinden, naar hun rigtig satte i.

Paul Borch havde kastet et hurtigt, forfærdet blik nedover pigerækken for at se, hvem der faldt paa hans part.

Du store kinesiske – det var Lollik Bommen – den lattermildeste af dem alle. For hun lo bestandig. Han havde bogstavelig aldrig seet hende, uden at hun lo – altid havde han gaaet omveie, skraaet over gaden, naar han saa hende, bare for den latteren. For ingen kunde vide, om ikke en slig en lo af en selv.

Og der stod hun ret overfor ham og lo, saa det lyste i de hvide tænderne.

Aa den afskyelige tante Lena, som havde faaet ham op i dette! Fælt var det.

Lollik Bommen talte ivrig raden nedover af gutter – de stod omtrent midt i salen – for at se, hvem der faldt paa hendes part; da hun fandt ud, at det var Paul Borch, saa det ud, som hun talte om igjen en gang til.

19Saa nikkede og lo hun over til ham; han blev sprutende rød; saa hviskede og lo hun til dem, som stod nærmest, og saa nikkede hun igjen.

Hun havde gult svært haar, kinderne var røde som en fuldmoden fersken, men munden var stor, fordi hun altid lo.

Hun var den værste af dem allesammen, tænkte Paul – nei, at han skulde være saa uheldig ogsaa, havde han bare staaet et nummer længer ned, saa havde han faaet Mina Brøndum, og det havde været meget bedre, for hun var ligesom ingenting, Mina Brøndum.

Saavidt han kunde skjønne den danske snakken paa danselærerinden, skulde han og Lollik høre sammen som fast par hele danseskolen, ialfald langt udover, til de havde lært mere.

Nei, han vilde blive syg, han vilde faa hovedpine, det vilde han, for dette kom han ikke til at holde ud.

«Mine damer og herrer – hop, en, to, tre!»

Danselærerinden løftede sin kjole op med to fingre og strakte sin ene lille høivristede silkefod ud i luften.

«Mine damer og herrer, behag at se nøie efter!»

20Skal ikke dette være naragtighed, tænkte Paul, saa ved jeg rigtignok ikke heller, hvad der kan kaldes saa, det er et mirakel, at hun er saa let paa foden slig en maskine – saa tyk – men hvorledes hun kan faa benene sine til slig, det gaar over min forstand.

Han stirrede paa de smaa høivristede ben og forsøgte at gjøre ligedan. – Nei – flaut var det ogsaa at hoppe slig – og saa raabte pludselig det oldenborgske kongeansigt deroppe fra enden af salen:

«Den unge, lyse, største herre dernede fører sig for stivt.»

Væmmeligt ogsaa, at han skulde være den største. Naturligvis lo Lollik Bommen og allesammen og saa paa ham. Det var rent ud ydmygende – den afskyelige tante Lena med alt det, hun fandt paa.

Endda havde han heldigvis ikke kommet Lollik Bommen paa saa nært hold, at han behøvede at snakke, de bare opererede paa hver sin side, men pludselig raabte oldenborgerinden noget, og der kom Lollik over til ham.

Gyselig flaut, at han ikke skjønte dansk ogsaa.

De skulde danse sammen. «Men jeg kan ikke,» sagde Paul, han kjendte, han blev rød helt ud i ørene.

21«Pyt, det gjør ingenting, jeg kan saa udmerket, alle, som danser med mig, siger, at jeg danser saa brilliant – kom bare!»

«Hvorfor gaar du her da, naar du kan danse?»

«For moro vel.»

Ja det var deilig moro. Lollik Bommen halte og trak i ham, han var stiv som en kjep og kunde ikke svinge; hele hans ansigt brændte som en glo.

«Kom nu – saadan – nei saadan – nu gik det bedre – saa ja!»

Hun var merkelig flink ogsaa, slig som hun fik det til, nu dansede de jo næsten som de andre. Væmmeligt var det jo forresten, og der var sandelig danselærerinden ogsaa og tog et tag i ham, rundt og rundt og atter et tag, hun fulgte med hele salen opover.

«Mere bøielig, min herre, mere bøielig!»

Lolliks ansigt lo lige imod ham. – «De har forresten faaet en brilliant dame – før ham frem, lille frøken – før ham frem!»

Dermed slap oldenborgerinden ham for den gang.

Noget saa simpelthen væmmeligt.

«Du er saa stor, og du holder godt, saa du skal nok blive flink,» sagde Lollik.

«Nei, jeg kan ikke dette, jeg.»

22«Pyt, du kan da vide, du kan, jeg skal hjælpe dig saa godt –»

Der blev klappet af til pause, og Paul vilde pile bort til gutterne, men Lollik stansede ham.

«Ikke gaa da – saa sætter vi os her.» Saa kunde han jo umulig gaa, naar hun sagde det.

«Jeg har ofte tænkt paa det,» vedblev Lollik, «naar vi er paa bal, saa staar du bare i dørene og kikker, er det nogen moro i det da?»

«Nei.»

«Hvorfor gjør du det da?»

«Jo – for de vil, jeg skal gaa hjemme.» Han vilde jo ikke sige, at det var tante Lena, som fik ham afsted heller.

«Gid, hvor dum du er – endda folk siger, du skal være saa skrækkelig klog – er du det?»

Han maatte smile, endda han ikke vilde det.

«Nei, jeg tror ikke det.»

«Jo, jeg tror du er klog – læser du frygtelig meget?»

«Aa nei da.»

«Gid – jeg orker simpelthen ikke at læse, jeg – skolen er det væmmeligste paa jorden – jeg maa have moro, jeg – det er rart, at vi aldrig har snakket sammen før, du.»

«Ja –»

23Der kom Jens Berentsen hen og trak ham med sig, det var noget hemmeligt.

Om ikke de to kunde bytte damer nu med en gang – danselærerinden merkede det ikke nu, naar hun ikke kjendte nogen endda, «og det er vist dig knusende ligegyldigt, hvem du har.»

Han havde saavidt seet, at Jens Berentsen havde trukket afsted med tykke Janna Sendresen.

«Nei jeg vil ikke bytte,» sagde han og saa ret ud i luften med sit trodsige, store, lyserøde fjæs.

«Maa jeg spørge hvorfor?»

«Nei,» Paul Borch havde ingen grund, men han vilde ikke bytte.

«Det er lumpent af dig altsaa.»

«Paa plads,» raabte oldenborgerinden, saa det smeldte i ørene, og der stod de igjen i rad og række.

«Du er slet ikke værst,» sagde Lollik, «jeg havde troet, du havde været meget værre.»

– Paul travede hjemover i sølen den lange vei opefter til amtmandsboligen.

Hun var ikke værst ligevel, Lollik heller, hun var næsten koselig – og hun havde ikke leet saa fælt meget.

Nei sandelig om han vilde bytte med Janna Sendresen lel, den store dundra!

24Og næsten pen var hun ogsaa, Lollik.

Han vidste ikke af, før han var inde i gangen hjemme, saa meget nyt var det at tænke paa.

«Var det nu ikke morsomt?» spurgte tante Lena.

«Aah» – han vilde for alt i verden ikke sige til tante Lena, at det havde været lidt moro.

«Hvem dansede du med?»

«Med Lollik Bommen.»

«Den lille pene?»

Paul svarede ikke noget paa det. Tante Lena skulde være blaa for at faa vide, om han syntes, Lollik Bommen var pen.

Om aftenen blev han liggende længer vaagen, end han pleiede. Det var det, om han skulde øve sig i dansetrin hjemme, som han funderte paa. Bare han kunde gjøre det, saa ingen saa det. Hvis han hoppede slig heroppe paa sit værelse, var det vel al rimelighed for, at tante Lena kunde høre det nede i dagligstuen, og saa kom hun naturligvis op og spurgte, hvad der var paafærde. For saadan var hun akkurat. Midt paa svarte natten rev tante Lena af fyrstikker, naar hun hørte jernbanetogene, for at kontrollere, om de ogsaa holdt ruten paa minuttet. Saa kunde en jo vide, 25hvorledes hun var hjemme i huset, naar hun lagde sig op i jernbanen ogsaa. – –

«Naa, tænk nu paa det, at vi danser vals, og ikke paa al lærdommen din» – og Lollik svingede ham rundt. For det var det rare, at trinene kunde han nok klare, men at svinge kneb det altid med.

Han likte forresten det, at Lollik troede, at han ikke kunde svinge i dansetakt, fordi han var for lærd.

Hun maatte gjerne tro det ogsaa – det var ligesom saa voksent.

Men Jens Berentsen var rentud væmmelig. Der kunde ikke han og Lollik faa sidde i ro et øieblik og tale alvorlig, saadan som han likte det, før den figuren kom med alle ablegøierne sine og bød Lollik cigaretter. Selv stod han med en utændt cigaret i mundvigen og konverserte, naar danselærerinden havde travelt med de smaa oppe i salen.

Han kunde jo holde sig borte hos den tykke Janna Sendresen, han. Det var jo hans dame.

Men der var han aldrig, endda Janna hele tiden sad og saa efter ham med de umaadelig søvnige øinene sine.

En ting var forresten merkelig. Og det var det, at han aldrig havde troet, at det var 26saa let at snakke med piger. Naar han havde tænkt paa det før, havde han aldrig kunnet skjønne, hvad han skulde snakke om. For han havde jo aldrig været noget videre sammen med piger før, ingen søstre havde han jo, og ingen kusiner som alle andre, og hjemme var det jo saa græsselig stille bestandig. Ingen selskaber, uden det store herreselskab paa fars fødselsdag, 6te januar. Før i tiden havde han jo havt gutteselskaber, men nu var det blevet ligesom saa kjedeligt, saa nu vilde han ikke mere. Han rent gruede, naar tante Lena kom med forslag om, at han skulde have fremmede.

Eller bare bede en gut hjem til middag.

Nei ialverden, hvad skulde han stille op med en af de gutterne fra skolen hjemme i deres egne stuer? De vilde bare kjede sig, og han vilde ikke vide, hvad han skulde snakke om heller.

Forresten – naar han snakkede med Lollik Bommen paa danseskolen, saa var det ikke stort, han selv sagde. Det var i grunden bare nei og ja og jasaa. Mere behøvede han ikke at sige, for Lollik snakkede hele tiden alene.

Naar han kom hjem og tænkte over det, var det alligevel leit, at han aldrig sagde andet end ja og nei og jasaa.

27– Det kan godt hænde, at hun tror, jeg er et naut.

Men aldrig i verden kunde han faa det til at begynde at snakke om noget heller, endda han spekulerte ud temaer i forveien.

– Igaaraftes paa danseskolen havde det været rent galt med svingningen. Danselærerinden havde fulgt med et langt stykke, da han og Lollik dansede, og svinget og svinget dem rundt. Og Lollik havde storleet, og alle de andre ogsaa, som et kor af latter fra sofaerne rundt om.

Forresten troede han, de lo af det lange, tynde haaret hans ogsaa. Fordi det viftede, naar han dansede. Tante Lena vilde jo aldrig, han skulde klippe haaret sit om vinteren og høsten, forat han ikke skulde blive forkjølet. Men han skulde simpelthen gaa ind til en barber og klippe sig imorgen, han, uden at sige et eneste ord om det, før det var gjort. Og øve sig i at danse kunde han altid gjøre i det store gamle lysthuset nede i haven. Nøglen hang i gangen bestandig den.

En ting kunde han forresten ikke skjønne, og det var, hvorledes tante Lena kunde opdage al ting.

For mener du ikke, at hun havde opdaget, at han ikke syntes, det var værst at gaa paa 28danseskole. Naar hun havde spurgt ham, havde han bare blaast og ladet svært ligegyldig, og endda sagde hun en aften:

«Hvad sagde jeg, Paullikken? Jeg sagde, du vilde more dig, jeg, Paullikken – stol paa tante Lena, du Paullikken.»

Det var ækkelt, men tante Lena fik saa ofte ret – han kunde ialverden ikke skjønne, hvorfor det var saaledes bestandig.

For tænk nu glædede han sig hver aften han skulde paa danseskolen. Han kunde ikke skjønne, hvad det var, alt det han havde stelt med og tænkt paa alle de lange, mørke eftermiddagene, før danseskolen begyndte. For nu var det ligesom bare danseskolen, han tænkte paa bestandig.

Men svineheldig havde han været, som havde faaet Lollik Bommen til fast dame. Naar han saa paa alle de andre, saa var der ingen saadan som hende.

Ikke Claudine Soot og ikke Tilla Schou og ikke Magdalene Nilsen heller, hun med det sorte, krøllede haaret sit – nei de maatte ikke byde sig mod Lollik. –

For Lollik var saa nydelig, naar hun lo, og saa snakkede hun meget mere end alle de andre, meget morsommere ogsaa, og saa var hun ikke spor af generet.

29Tænk hun dansede midt paa gulvet mutters alene mange gange.

Og saa snild som hun var. Naar det kneb i svingene, saa hvisked hun:

«Lad os bare skynde os, saa hun ikke faar se det, Storemor.»

Hun kaldte danselærerinden aldrig andet end «Storemor».

Ja det var en koselig pige, Lollik Bommen.

Ekstra koselig i grunden.

Det var ganske rimeligt ogsaa, slig som alle gutterne vilde danse med hende. Men sandelig om det var noget hyggeligt heller; naar han og Lollik havde sat sig ned i god ro, saa kom de straks og bukkede for Lollik, ofte to tre paa en gang.

For i ekstradansene indimellem havde de jo lov til at danse med hvem de vilde.

Og Lollik var lige blid mod alle, og det var ikke noget hyggeligt det heller.

En dag han kom paa danseskolen – han var kommet sent afsted hjemmefra – sad Lollik med en stor pose teaterkonfekt borte paa en af sofaerne og tyggede og spiste. Jens Berentsen og Yngvar Lie stod ved siden af hende. Inden han havde faaet snoet sig frem mellem alle de dansende par paa gulvet, dansede Lollik ud med Jens Berentsen.

30Du store alverden, Lollik var jo hans dame, og første dans skulde de da altid danse sammen. –

Han vilde passe paa at være i nærheden, naar de satte sig ned, for det var skam dette.

Men der kom danselærerinden:

«Unge hr. Borch, værsgod, her er en dame» – og puffede den skjæve, tynde Gusta Olsen hen til ham.

Paul Borch havde en meget veltalende underlæbe. Den stod langt frem og var temmelig trodsig, da han bukkede stiv som en lineal for Gusta Olsen.

Gusta var ikke saa høi, som han selv. Over hendes skulder holdt han øie med Lollik og Jens. –

Der satte de sig ned. – Paul slap Gusta Olsen midt paa gulvet, men det oldenborgske kongeansigt var, sandt for dyden, lige ved:

«Nei, nei, min herre – salen tre gange rundt.»

Isch!

Han sled i det. Naa endelig, der var han færdig og styrtede hen til Lollik og bukkede for hende.

«Nei tak, jeg danser med Jens.»

«Ja, men du er jo min dame.»

31«Pyt – det var bare i begyndelsen det, kan du vide.» – Lollik kikkede ned i sin konfektpose og udvalgte sig en sukret valnød. – «Værsgod, vil du ikke have konfekt?»

Nei, han skulde vist ikke have nogen konfekt. – Inden han havde faaet summet sig til at sige noget, dansede Jens og Lollik ud igjen. Og straks Jens havde sluppet hende paa den anden side af salen, saa dansede hun med Yngvar Lie.

Det var saa skammeligt, at –

Og iaften som han netop havde glædet sig saa til at snakke med hende.

Tænk saa fik han ikke danse med Lollik den hele aften. Det var rent harmeligt. De var om hende som fluer alle de andre gutterne, og ret som det var, havde hun en ny stor pose konfekt.

Og slig, som hun lo den aftenen. Hun havde den slags latter, som trillede, jo mere hun lo, des rødere blev kinderne.

Det var som alle likte Lollik. Om det saa var selve danselærerinden, saa smeldte hun ikke saa i stemmen, naar hun talte til hende.

Og de gule fletterne til Lollik dansede om hende, hun var som en vind oppe i salen og nede i salen, hjalp de smaa og pratede med dem. Hun kunde ligge paa knæ i lange tider 32foran lille Sofie Wilms og snakke med hende om Bukken Bruse.

«Har du seet ham selv?» spurgte Lollik.

«Nei, ikke den store, og ikke den lille, men den mellemste har jeg seet mange gange,» sagde lille Sofie Wilms, hun var fem aar og havde blaa silkebaand ved tindingerne.

Hun brydde sig ikke det gran, om der stod gutter og vilde danse med hende, naar hun laa slig og snakkede med de smaa.

«Isch, vent da!» sagde Lollik.

Tilslut blev det saa, at danselærerinden fik hende til at hjælpe sig med de smaa.

Hun trillede og lo og kommanderte, og der blev en hel komedie af det hele.

For tænk, hun kommanderte paa dansk, akkurat som danselærerinden!

De smaa havde mest hoppet og tullet for sig selv dernede ved ovnen uden at være med i takten, men Lollik fik liv i det hele og strævede opover og nedover salen med lille Jens Kobro, der var tyk som en liden pølse og hang som en klump om livet paa hende.

Gid hvor rare piger kan være – tænkte Paul – at hun vil bry sig saa med de dumme smaaungerne!

Danselærerinden prakkede paa ham de værste damerne, de som dansede mindst og 33ikke var pene, Elisa Malvig f. eks. med den svære fødeflekken.

Ikke derfor, han havde i grunden vondt af hende, og han skulde gjerne danse med hende, for hun dansede svinagtig godt – hun var ikke værst Elisa Malvig.

Men Lollik trillede og lo længer op i salen – nei nu vilde han danse med Lollik!

Aa langtifra, der var nogen andre i veien altid.

Ikke kunde han finde paa at sige et eneste ord til hende heller – det var sandelig ikke saa let at snakke – saadan i en fart da.

Det havde været en kjedelig aften, det havde det. Den kjedeligste, siden danseskolen begyndte – han løb hjemover med nordenvinden i ryggen den mørke høstkvelden.

Latterligt ogsaa, at gutterne havde begyndt ligesom at skulle følge pigerne hjem om aftenen. De kunde saamænd saa inderlig godt gaa alene, de lange jenterne! Stod de ikke der ude i klubgangen og hang og ventede, til pigerne havde faaet byttet af sig danseskoene og kom ud. Han skulde vist aldrig staa der og hænge og vente paa en jente. Nei, det skulde de være blaa for.

Lollik havde havt følge med Yngvar Lie ikveld, havde han seet.

34Det skulde ligesom ogsaa være nogen moro at staa slig og vente – isch!

– Det var begyndt svært med traktering paa danseskolen nu. Mange af gutterne havde konfekt og chokoladekager med og cigaretter, som blev budt frem i smug.

Han saa aldrig Lollik nu, uden hun tyggede.

Jens Berentsen var værst til at traktere. Han havde to poser med sig hver dag – og sandelig – ja Paul var ikke vis paa det, men han troede, at Lollik fik dem begge. Hver dag.

Han kunde ikke like det. Simpelthen.

«Er du glad i saant?» Han saa græsselig morsk paa Lollik.

«Marcipan er altsaa simpelthen det bedste, jeg ved,» svarede Lollik.

Der dæmrede noget i Pauls sind, om at han – kanske – ogsaa skulde give hende nogen marcipan.

Jo – han vilde gjøre det. For alle de andre gutterne gav hende jo, og da kunde sandelig han ogsaa gjøre det. Det vilde næsten være lumpent, hvis han ikke gjorde det, for hun havde jo været hans dame fra begyndelsen af ialfald.

Hvor hestedum han havde været, at han ikke havde fundet paa dette før. Denne trakteringen 35havde jo holdt paa mindst en uge nu – og kanske det var derfor, at ikke Lollik dansede med ham saa meget som før. For altid var det nogen andre, som hun nødvendig skulde danse med. Naturligvis de som gav hende alt det slikkeriet.

Men sligt noget var vist dyrt – og hvor skulde han faa penge fra? Maanedspengene sine havde han brugt op for længe siden til de nye skøiterne.

Skulde han bede far om penge? Nei, saa vilde naturligvis far spørge om, hvad han skulde bruge de pengene til – for han maatte ikke have saa lidet heller – mindst fem kroner.

For slig marcipankonfekt var frygtelig dyr – og saa skulde han da være nødt til at sige til far, at det skulde være til marcipan til en pige!

Nei!

Og lyve for far – nei det vilde han ikke – for det var skammeligt, det.

Men tante Lena – mon der var nogen penge at faa ud af tante Lena? Han kunde jo sige, at han maatte have en ny bog paa skolen f. eks. Men saa skrev hun op i sit regnskab: Ny lærebog til Paul – og saa vilde kanske far spørge, hvad det var for en bog.

Det var væmmeligt ikke at have penge. Han havde syv øre akkurat i portemonnæen sin.

36Tænk om han fandt en skat f. eks. Det var jo mange, som fandt skatte – i gamle dage forresten mest, skrin med penge inde i mure, og saadant noget. Der var mange tykke mure oppe i amtmandsgaarden hjemme. –

Nei, det var kanske bedre at redde en rig engelskmand, som gav mange penge i belønning, saadan som det stod om i aviserne mange gange.

Men hvad skulde han egentlig redde ham fra?

Ja, han kunde jo f. eks. have staaet paa ski og brukket benet, og saa skulde han komme og hjælpe ham og være græsselig snild.

Og saa skulde engelskmanden give ham fem pund; saa regnede Paul Borch meget nøiagtig ud, hvormeget fem pund var i norske penge. Nei, det var altfor meget – nei, han skulde været fornøiet, om engelskmanden havde givet ham fem kroner for at redde ham.

Isch for noget tøv!

Var det ingen ting, han kunde sælge da. Han stod oppe paa gutteværelset sit og saa sig om.

Der var kurvhylden med skolebøgerne i de tre nederste hylder og morskabsbøgerne ovenpaa.

Alle de gamle indianerbøgerne, men hvem kjøbte sligt gammelt juks!

37Forresten havde far ogsaa engang sagt, at han likte ikke, at han solgte bøger.

Der laa frimerkealbumet hans. Tusen og otti frimerker havde han i det. Og mange sjeldne dubletter atpaa!

Tænk om han solgte det. Det kunde ikke et menneske sige noget om, for det var hans eget det.

Han stod og veiede det i haanden. Ækkelt ogsaa at sælge det, slig som han havde glædet sig over hvert nyt frimerke.

Men nu trængte han altsaa penge. Simpelthen i høi grad. Elias Weigert havde jo gaaet i lange tider og tigget og bedt om at faa kjøbt det.

Ja sandelig vilde han ikke sælge det jo – nu var han saa gammel, at nu brydde han sig ikke om at samle mere – paa nogenting. Alt det gamle jukset, fugleeg og rare stene var han ligeglad med nu. Knusende ligeglad. I grunden brydde han sig lidt mere om frimerkerne, men naar han altsaa trængte penge, saa!

Og Paul Borchs store lyserøde ansigt blev trodsigt: Jovist vilde han sælge det.

Det eneste leie var, at far kunde spørge efter det undertiden, eller komme med et nyt frimerke til ham fra kontoret. Men det var saa yderlig sjelden, det hændte, og gruelig 38længe siden nu, saa han havde sikkert glemt det hele.

Han tog frimerkealbumet med sig paa skolen næste dag. Det var jo ikke saa skraasikkert endda, om han solgte det. –

Han viste det frem til Elias Weigert. Og Elias beundrede og sammenlignede og spurgte og grov om al ting.

«Vil du kjøbe det?» spurgte Paul pludselig.

«Er du gal, gut, vil du sælge?»

«Det var nok muligt.»

«Hvormeget vil du have?»

«Tyve kroner.»

«Han er spikende gal han!» – Elias slængte albumet fra sig, «havde du sagt fem, saa.»

Sælge frimerkealbumet for fem kroner, nei, før kunde det være det samme med konfekt og danseskole og al ting.

Idetsamme han bøiede ud af skolegaarden og skulde gaa hjem, var Elias efter ham igjen.

«Jeg skal give syv.»

«Nei.»

«Otte da.»

«Nei.»

«Ja giver jeg ti, saa har du faaet evig nok, tværpompen, for alle de gamle fillemerkerne dine.»

Paul saa ned paa det gamle røde albumet 39med guldbogstaverne udenpaa, som han havde havt saa længe han kunde huske næsten; det var rent slidt i hjørnerne.

«Ja, vil du ikke, er det mig komplet det samme,» Elias vilde skraa over gaden.

«Jeg skal tænke paa det til imorgen.»

«Noget saa tværket som dig – værsgod, tænk du!»

Elias Weigert vendte braat om og fór nedover igjen.

– – Uf, at han ikke havde taget imod de ti kronerne, saa kunde han kjøbt konfekt til Lollik til iaften. Hestedumt ogsaa. Han troede knapt nok, han vilde gaa paa danseskolen iaften. –

Straks over middag kom Elias Weigert op paa hans værelse. Det var saa sjelden, at der kom nogen gutter op til ham den lange vei fra byen, at det var rent rart. Han var vis paa, at tante Lena vilde lægge merke til det og spørge, hvad det var for en gut.

«Jeg skal sige dig,» begyndte Elias ivrig, «jeg tænkte paa noget, gut. Jeg skal reise ind til Kristiania imorgen til begravelse, jeg, ikke noget sørgeligt, bare den ældgamle bedstemoderen min, du ved. Broderen min kjender en mand, som kjøber frimerker, og saa skal jeg gaa did – saa skal vi dele ligt, gut, – 40vi kan faa græsselig mange penge for det, saa ustyrtelig mange sjeldne frimerker, du netop har.»

Paul funderte en liden stund paa dette, han troede ikke noget videre paa Elias, han var ligesom altid saa ful og vringlete – men det kunde jo hænde, at han kunde faa flere penge for det der end her.

«Dele ligt var nu svært da,» sagde Paul tilslut.

«Det som blir over tyve kroner, kan jeg faa da.»

«Ja – det kunde vel lade sig høre.»

Ja saa aftalte de, at de skulde gjøre det paa den maade.

«Svinagtig lang vei opover her til dig, gut» – og Elias pilte til byen igjen med albumet under armen.

Inderlig godt, nu skulde han da faa penge, og det mange penge ogsaa. Nu skulde Lollik faa noget meget finere, end alle de andre havde givet hende. Han havde seet en æske med konfekt i et vindu med roser udenpaa og knyttet med silkebaand – den vilde han kjøbe.

Han havde da sandelig lov til at gjøre med sit, hvad han vilde. Han gav sig til at gjøre noget oppe paa sit værelse, endda der ikke var lagt i ovnen nu straks over middag, ryddede i 41boghylden – og jamænd var blækhuset hans ogsaa bra blækket nu. –

Du verden, tænk om tante Lena vidste, at han vilde kjøbe konfekt til en pige – og far behøvede jo slet ikke at vide noget om det i det hele.

Om aftenen kom der en ungdomsven af faderen op paa besøg. Han laa over med dampskibet og spiste aftens deroppe. Han var kammerherre, lidt tykfalden, næsten lidt oppustet, men førte sig med megen lethed og elegance, fortalte morsomt og nød amtmandens gamle vine med et vist forstaaende smek med tungen. Tante Lena var synlig oplivet og havde arrangeret en fin liden soupé. Selv amtmanden talte mere, end han pleiede.

Kammerherren havde ofte henvendt sig til Paul om skolen og hans studier, – henimod slutten af maaltidet blussede hans ansigt sterkt over servietten, der var stukket ind i knaphullet.

«Maa jeg saa drikke et glas med dig, min unge ven, min kjære gamle vens søn» – det lille smek med tungen var der igjen – «ingen forelskelse vel endnu, min unge mand – ingen kurtise med smaapigerne vel?»

Paul Borch blev blodrød, det var saavidt, han ikke fik vinen i vrangstruben. Svinagtig væmmeligt ogsaa. –

42«Nei gudskelov, Paul er et fuldstændigt barn endnu,» tog tante Lena ordet, «han har i den grad liden interesse for det smukke kjøn – jeg tror virkelig ikke, han kjender en eneste pige paa sin alder.»

«Se, se,» sagde kammerherren, «det var dog en meget merkelig ung kavaler – da var det dog anderledes i vor tid, frøken, maa jeg have den store ære –»

Tante Lena nippede til sit glas: «Nei, Paul er min gut han, i den retning er jeg tryg.»

«Det stille vand – og den dybe grund,» lo kammerherren og blinkede til Paul.

Amtmanden likte øiensynlig ikke denne passiar og fik det bort i noget andet. Da kammerherren merkede det, blev han med en eneste gang meget høitidelig og talte med halvlukkede øine meget alvorlig om et religiøst videnskabeligt spørgsmaal, der netop var dagens tema.

«Nei, hvor morsomt, at du spiser russiske erter nu, Paullikken,» sagde tante Lena med halvhøi stemme.

Han havde ikke idé om, hvad han spiste.

Hvor inderlig godt, at tante Lena ikke vidste noget om konfekten, han vilde kjøbe – og det gamle albumet og al ting – endda han angrede ikke det mindste paa det, saa koselig som Lollik Bommen var.

43Han var morsom, den kammerherren gid der ofte kom slige hyggelige gjester!

Hesten var alt kommet efter kammerherren, dampskibet skulde gaa øieblikkelig, afskeden gik i en fart: «Farvel ædle, unge mand!» – Pauls haand blev rystet kraftig, og øieblikket efter sad amtmanden, tante Lena og Paul igjen i den dybeste stilhed under den store lampe med den grønne silkeskjærm. Men der laa alligevel ligesom noget oplivende igjen i luften.

«Det er sandt,» sagde amtmanden pludselig, «hvor godt, at jeg huskede paa det» – han tog op sin lommebog og ledte i den. – «Her har jeg gaaet i lange tider med et overmaade sjeldent frimerke til dig, det er gammelt, fra Ægypten, som du ser; hent dit frimerkealbum, skal vi sammenligne og se, om du har noget tilnærmelsesvis lignende.»

Paul blev igjen sprutrød: «Nei jeg – jeg har det ikke –»

«Har du det ikke – hvorledes –?»

«Jeg – jeg laante Elias Weigert det idag.»

«Naa, saa venter vi til imorgen,» sagde amtmanden og lagde frimerket igjen i sin lommebog. «Det er rent pudsigt,» henvendte han sig til tante Lena, «jeg har ellers ingen 44samlermani, men frimerker interesserer mig virkelig.»

«Paul har ogsaa en nydelig samling,» sagde tante Lena, «du skulde virkelig ikke laane ud den smukke samling til hvemsomhelst, Paullikken.»

«Du kan vide, de bytter sig imellem,» sagde amtmanden venlig, «men husk paa at faa det igjen imorgen, Paul, det skal more mig at se det gjennem igjen.»

Paul stirrede ned i sin bog, bogstaverne dansede for hans øine. Du store alverden, hvorledes skulde dette gaa!

Tænk at han havde sagt, at han havde laant bort albumet, og nu vilde far se det imorgen.

Tænk han havde løiet for far! Han kunde aldrig huske, at han havde gjort det før. Aldrig. Nei, dette var det værste, som kunde hænde. Men han maatte lyve igjen. Jo, han maatte. For han kunde umulig sige til far, at han havde solgt frimerkealbumet for at faa konfekt til en pige. –

Tænk om tante Lena ogsaa fik vide det! Tankerne aldeles hvirvlede inde i hans hoved. Hvad skulde han gjøre?

Nei, ingen i verden maatte vide, at han havde solgt frimerkealbumet sit af den grund.

45Bare han kunde faa fat paa Elias Weigert iaften. Men klokken var over halv elleve, og Weigerts havde ikke telefon, det vidste han.

Løbe til byen nu i stupende bælgmørke – ikke heller fik han vel lov til det, om han end kunde finde paa en grund. –

Nei, han fik vente til imorgen, Elias reiste nok ikke saa tidligt, saa vilde han faa albumet igjen – det fik være det samme med konfekt og al ting, for lyve for far var det værste, som kunde hænde.

«Hvor du dog er interesseret i den bog,» hørte han tante Lenas stemme, «du hører jo ikke engang, naar man taler til dig.»

«Ja, Cooper er morsom,» nikkede faderen.

Tidlig næste morgen var Paul paa benene.

Nei, han havde ikke tid til at vente paa eg og den stegte skinke. –

– Om Elias var hjemme?

Nei da, han reiste igaaraftes han.

Om de vidste adressen.

Neimænd om de huskede den, der var ingen andre hjemme end to tjenestepiger.

Der kom en dump følelse over ham. Se saa, det var intet at gjøre ved det, han maatte finde paa noget at sige til far, han maatte lyve, han maatte.

Det var bedst at sige det ved middagsbordet, 46før far spurgte ham, for da faldt det vist lettest og ligesom naturligst. Han kunde jo sige, at Elias havde kommet til at kaste albumet i sjøen, eller brænde det op. Nei, det var naturligst, at det var brændt op, lampen veltede – jo, det var lettest det med lampen. –

Han øvede sig i at sige det ligesom fort og ligegyldig: Tænk Elias Weigert har brændt op frimerkealbumet mit – lampen veltede –

– De var kommet helt til desserten ved middagsbordet, før han kunde komme sig til at sige det, og da gik det saa fort, at han næsten snublede over ordene.

«Elias Weigert har brændt op frimerkealbumet mit – der veltede en lampe –»

«Det var da et uheld,» sagde amtmanden.

«Kjære, det har da ikke staaet noget i aviserne om det,» sagde tante Lena, «det pleier da altid staa om beatricer, som eksploderer, og lamper, som velter –»

«Det blev vist snart slukket,» sagde Paul utydelig.

«Ja, der er megen moro og hygge gaaet tabt for dig med det,» sagde saa faderen venlig, «stakkars gutten min.»

Han saa ikke op. Hvor fælt det var, at far var saa snild, nu som han sad her og løi.

47«Ja, dette er en lærepenge, Paullikken,» begyndte tante Lena, «rigtig en lærepenge –»

Nei, han havde ikke nogen ro paa sig til at læse lekser idag. Det store lyserøde ansigtet hans blev mer og mer trodsigt, der han sad med albuerne paa bordet oppe paa sit værelse.

Han var ligeglad med alting! Knusende ligeglad. Han kunde ligesaa gjerne gaa ned og borge den konfekten, saa havde han da den hyggen at give Lollik Bommen den iaften. At han ikke havde tænkt paa det før, at han bare kunde borge den konfekten – han fik jo alt, hvad han vilde, han – amtmandens søn.

Han gik til byen med lange skridt, ludede endda mere med hovedet, end han pleiede.

Ja, det var ikke det mindste iveien for, at han kunde faa den fine æske med konfekt paa kredit. Men isch, saa dyr den var. Fire kroner. Men nu kunde han ikke sige, at han ikke vilde have den heller, nu naar han alt stod med æsken i haanden og til og med havde spurgt, om han kunde faa den paa kredit.

Han skulde betale den om to dage.

«Ganske efter behag, hr. Borch.»

Første gang, han havde taget noget paa kredit ogsaa. Ja, nu var det gjort. Han saa igjen skrækkelig trodsig ud.

48Han var den allerførste, der kom paa danseskolen den aften. Hoteltjeneren gik endda og pudsede og stelte inde i salen. Det var da merkeligt, at det var saa tidligt, saa evig lang denne eftermiddagen havde været.

Saa sene, som allesammen var idag ogsaa. De kom jo aldrig. Nu var klokken et minut over seks, og Lollik var ikke kommet endda.

Naa endelig, der hørte han hendes stemme, hun lo ude i forværelset. Der kom hun og Magdalene Nilsen. Slig som alle roste det krøllede sorte haaret til Magdalene – enhver kunde da se, at gult, tykt haar var meget penere.

Det var flaut at gaa over gulvet saadan ganske alene, men skyndte han sig ikke, saa kom der en anden, og saa dansede Lollik med ham. Han gik med lange skridt over gulvet.

«Værsgod, vil du have lidt konfekt?» Uf, han kom til at række hende æsken, medens han endnu var saa langt fra hende, at han maatte staa med aldeles strak arm.

«Har du ogsaa konfekt – gid – nei tak – nu har jeg aldeles forspist mig paa konfekt – jeg er saa kjed konfekt, saa –»

Musiken spillede op. «Saa danser vi da,» sagde Jens Berentsen, og Lollik og han valsede ud.

49Paul stod igjen med æsken med de lyseblaa silkebaand. Vilde hun virkelig ikke have den – aa – aa –

Aa, han hadede hende – aa, han hadede hende forfærdelig. –

Det var som noget kogte inde i ham, det gik næsten rundt for ham – han vilde løbe hjem – han vilde ikke være her. –

Han saa efter hende. Det lyste i hendes hvide tænder, slig lo hun over skulderen til Jens Berentsen.

Nei, saadan havde han aldrig hadet noget menneske, som han hadede Lollik Bommen. «Hade» var netop det rigtige ord, «være vond paa» var et altfor svagt udtryk for det, han følte.

«Falder unge hr. Borch i tanker?» Det var danselærerinden. «Vil De behage at tage denne dame.»

Det var atter Gusta Olsen. «Jeg – jeg maa hjem,» sagde Paul med tyk stemme, «jeg tror jeg har hovedpine.»

«Pyt hovedpine,» sagde Gusta Olsen, «jeg har hovedpine bestandig, jeg – gid for en nydelig æske – er det teaterkonfekt?»

«Vil du have den?» sagde Paul pludselig, endda tykkere i mælet.

«Aa gid, hvor flot – nei tusen tak – har du virkelig kjøbt den til mig?»

50Med en eneste gang blev Paul ligeglad med Lollik og al ting – skidt!

«Ingen af de andre pigerne har faaet saadan nydelig æske som denne,» vedblev Gusta, «den er vel forfærdelig dyr?»

«Ja svært.»

De dansede ud. Idetsamme de dansede forbi Lollik og Jens Berentsen, der havde taget plads i en sofa, sagde Jens – Paul hørte det tydelig:

«Akkurat passeligt par.»

Det var ham og Gusta Olsen, han mente.

Aa, om han kunde løbe bort og rundjule Jens Berentsen. Rigtig ordentlig juling. –

Han fulgte dem med øinene, medens han dansede. Lollik saa ikke op, men sad og stregede med foden paa gulvet.gulvet] rettet fra: Gulvet (trykkfeil)

«Gid som du danser da, gut,» sagde Gusta Olsen.

«Skal vi sætte os?» sagde Paul.

Der dansede Lollik ud med Yngvar Lie. Ja du kan være blaa for, at jeg skal engagere dig mere, mor. –

Se nu saadant leven hun holdt, nu stod der om hende fire gutter mindst.

Nei, nu havde han hovedpine – rædsomt – han listede sig ud.

Han sprængløb hele veien hjemover. Tænk han, der havde løiet for far og borget 51den æsken, og saa vilde hun ikke have den! Aa slig som han hadede hende!

Tante Lena var snild, da han kom hjem. «Stakkars min gut, hvor varm du er i panden.»

Ja han vilde helst lægge sig, saa slap han at sidde nede med far hele aftenen.

Til sin egen forbauselse sov han hele natten. Han skulde aldrig se paa Lollik Bommen mere, om han mødte hende en gang.

Han var ligesom dumpt ligeglad hele formiddagen paa skolen – hun kunde være inderlig blaa for, at han skulde snakke til hende mere, og se paa hende ogsaa. –

«Jeg har kjøbt billet til dig ogsaa til konserten iaften,» sagde tante Lena ved middagsbordet, «det gjør vel ikke saa meget, om du forsømmer danseskolen en aften.»

Hvor deiligt det var! Altid havde han været saa kjed af det, at tante Lena trak ham med paa alle konserter. Han brydde sig ikke et pluk om det, det var bare tante Lena, som paa død og liv vilde han skulde være musikalsk, fordi hans mor havde været det.

«Ja, han kunde saa udmerket godt lade være at gaa paa danseskole iaften.»

– Konsertsalen var propfuld, da tante Lena og Paul kom ind. Paul var altid glad, naar de slap at gaa midtgangen opover, hvor 52alle saa dem. De skulde heldigvis idag have pladse nærmere væggen og trængte sig opover den smale gang, tante Lena foran, Paul efter.

Saa havde tante Lena naturligvisnaturligvis] rettet fra: nuturligvis (trykkfeil) glemt program, og Paul maatte klemme sig ud igjen.

Da han kom ind igjen, saa han pludselig Lollik Bommens hoved borte paa den anden side af midtgangen. Hun vendte ansigtet lige mod ham – nu nikkede hun.

Paul bøiede hovedet, men saa straks til en anden kant. Men da han var kommet paa plads, fik han alligevel saadan lyst til at se bort til den side Lollik sad.

Han vilde ikke se efter hende naturligvis – langtifra – han vilde bare se, hvor det var hun egentlig sad. Han havde ikke opfattet det i farten.

Han saa derbort. Der strakte ogsaa Lollik hovedet frem – nei, nu nikkede hun igjen.

Lynsnart trak han hovedet tilbage uden at nikke igjen.

Det var en violinsolo, som blev spillet. Han spillede jo saa sagte, at det var næsten ikke til at høre, folk pustede næsten ikke bare for at lytte.

Det var forresten ikke værst pent – uf, hvor lei han var af sig, fordi han ikke havde nikket til Lollik igjen. For det var uhøfligt ikke at nikke igjen, naar hun gjorde det.

53Nei, han maatte se efter den gule fletten igjen. Med det samme saa Lollik bort til ham – nei noget saa flaut – lynsnart dukkede han bag tante Lena.

Men saa maatte han se derbort igjen – bare for – bare for at se, hvor det egentlig var hun sad.

Violinsoloen var forbi, de klappede voldsomt rundt ham.

«Et yndigt pianissimo,» hviskede tante Lena, «men hvorfor sidder du og dreier og vender dig saadan, er det nogen du ser efter.»

«Jeg – nei langtifra.»

Saa sad han som en mur bag tante Lena. Bare en eneste gang til saa han derbort, og da havde han siddet og tænkt paa det saalænge, at han vidste ikke af, før han gjorde det.

Men da saa han bare den gule fletten og lidt af et rødt kind.

I grunden havde han lyst at snakke med hende ogsaa. Nei, ikke snakke heller, men bare – nei, snakke vilde han ikke paa nogen maade.

Han stillede sig lige ved indgangen, da alle strømmede ud. Det gik langsomt, for huset var propfuldt. Men hvorfor ialverden kom ikke Lollik!

Før havde han altid været inderlig kjed af tante Lenas uendelige passiarer inde i garderoben. 54Idag var det hende og gamle admiralinden – du, hvor de snakkede!

Bare de vilde snakke endda længer.

En gang maatte da Lollik komme.

Nei, nu var der næsten ingen andre igjen end tante Lena og admiralinden, hvor ialverden var det blevet af Lollik! Han havde da sandelig seet nøie efter, for han havde jo ikke tænkt paa andet.

Paa hjemveien kom hele elendigheden med frimerkealbumet, og at han havde løiet og borget, over ham igjen. Det smaaregnede, saa de kjørte med opslaaet kalesche, det var som han skulde kvæles, der han sad. Tante Lena kunde aldrig tie længe stille, nu snakkede hun med Svend kusk, det bar opover hele veien, saa det gik langsomt.

Aa, hvor lei han var af sig for alle mulige ting.

Stuepigen aabnede døren, da hesten stansede.

«Amtmanden havde bedt om, at Paul skulde komme ind til ham paa kontoret, straks han kom hjem.»

Paul kvak i. Hvad var det far vilde ham?

Du store alverden, hvad var det?

Han blev staaende i det ydre kontor, der hvor kontoristerne pleiede at sidde. Der var mørkt – uf, han gruede saa for at gaa ind til 55far! Han kunde da umulig vide noget om frimerkealbumet, men kanske konditoren alt havde sendt regning!

Han hørte faderen rømme sig inde paa sit kontor.

Nei han vilde vente til imorgen med at gaa derind. Idetsamme han famlede sig ud, stødte han mod en stol.

Døren til kontoret blev aabnet: «Er her nogen?»

«Ja – det er bare mig.»

«Kom herind.»

Der var altid en egen lugt inde paa fars kontor. I gamle dage havde han altid syntes, der lugtede saa fint af sterke cigarer og bøger i skindbind og papirer. Nu kunde han rigtignok ogsaa forstaa, hvad tante Lena mente, naar hun sagde, at der lugtede støv. Tante Lena klagede jo altid over, at hun ikke fik vaske alle væggene derinde og puste og blæse støvet af hvert eneste papir. Far fik da sandelig have lov at gjøre, som han vilde, naar han vilde have støv i boghylderne sine, saa behøvede ikke tante Lena bry sig. –

En ting, som Paul ogsaa altid syntes var saa fint ved fars kontor, var de grønne tykke gardiner, som ikke blev heftet op, men som far vilde skulde hænge ret ned. Det var ligesom 56saa aristokratisk. Det store skrivebord stod ret ud fra væggen mellem begge vinduer.

Han likte i grunden aldrig rigtig at komme ind paa fars kontor. Bare fordi han ikke vidste, hvad han skulde snakke om med far. Det var saa generet. Og saa hang det store billede af mor der ogsaa, og det var saa sørgeligt. Han vilde helst ikke se paa det, Paul.

«Naa, er det dig?» – Far ledte mellem nogen breve paa skrivebordet, du, hvor skaldet far var blevet i det sidste, han saa det saa godt nu lige under den svære lampe. – «Jeg har faaet et brev – naa her er det – det var jo saa, at dit frimerkealbum var brændt op?»

Paul kvak i, saa han næsten begyndte at skjælve.

«Ja –a.»

«Jeg har faaet et brev,» amtmanden blev staaende, men holdt brevet op under lampen, «fra en mig ubekjendt mand i Kristiania. Han skriver:

«Der er idag af en gut blevet udbudt mig til salg et album med ca. tusen frimerker, en ganske sjelden samling, efter sigende tilhørende hr. amtmandens søn. Da samlingen er ret værdifuld, og det ikke var eieren selv, der falbød den, tør jeg herved forespørge, om denne sag har sin rigtighed.»

57Amtraanden saa over brillerne hen paa sin søn. «Hvad er dette? Den gut, du laante dit album har altsaa løiet for dig og sagt, det var blevet ødelagt, og reiser saa direkte ind og udbyder det til salg til denne mand.»

Paul havde grebet fat i faderens kontorstol. Han havde en følelse, som om alt blodet strømmede ham fra hovedet ned i hjertet, men ikke en lyd kom over hans læber.

«Nu,» sagde amtmanden igjen, «du siger intet – naturligvis gjør det indtryk paa dig, at denne din skolekamerat kunde opføre sig saa skammelig – hvad er hans navn, jeg maa henvende mig til hans far.»

«Nei far» – halsen snørede sig aldeles sammen paa ham, «nei –»

«Hvilket?»

«Det er jo ikke sandt – jeg har løiet far – det var ikke sandt, det jeg sagde.» – Han sank ned i faderens kontorstol og holdt begge hænder op for ansigtet.

«Hvorledes hænger dette sammen, hvad er ikke sandt?» Amtmanden heiste hængelampen høiere op, saa lyset faldt sterkere paa den sammensunkne gut i stolen.

«Det var ikke sandt, at albumet brændte op» – voldsom hikst og graat.

«Saa – aa –»

58«Jeg vilde sælge det» – endda sterkere graat.

«Hvorfor?»

«Jeg vilde have nogen penge.»

«Hvad skulde de bruges til?»

Intet svar.

«Jeg venter et svar, Paul,» sagde amtmanden koldt.

«Jeg kan ikke sige det, far.»

«Kan du ikke sige det – saa maa det være noget meget slemt.»

Paul havde lagt hovedet ned paa faderens skrivebord: «Nei – jo – nei det er ikke noget galt.»

Der maatte være noget ved det lyse guttehoved der paa skrivebordet, som rørte faderen.

Han lagde sin haand paa den stridhaarede nakke.

«Saavidt jeg ved, er det første gang, du har løiet for mig, Paul, – jeg ser, du tager dig nær af det – hvad er det?»

Hvor frygteligt dette var! Hvor grusomt at sige til far, at han vilde have penge til konfekt til en pige. Far kunde vist ikke forstaa det. –

«Aa far – nei jeg kan ikke sige det – jo jeg vil» – han reiste sig op og stod lige ved siden af faderen.

59«Du synes vist, det er rart – du kan vist ikke forstaa det – men jeg vilde bare have noget konfekt til en pige.»

«Til en pige!»

«Ja, en paa danseskolen – alle de andre gutterne gav hende konfekt – og saa vilde hun ikke danse med mig,» han var holdt op at graate, men pillede og strøg henover udskjæringerne paa skrivebordet.

«Og saa?»

«Ja – saa havde jeg ikke penge – og saa blev Elias og jeg enige om, at han skulde sælge albumet for mig.»

«Og saa løi du for din far».

«Ja for det var saa leit –»

«Hvilket?»

«At jeg vilde have konfekt til en pige – du skjønner det vist ikke far, men det var saa skrækkelig leit.»

Amtmanden stod endnu med brevet i haanden: «Naa saaledes – dette er altsaa sandheden?»

«Ja far – ikke vær vond – det har været saa leit, saa.»

Amtmanden lagde brevet omhyggelig sammen og stak det ind i konvolutten. «Naa, saaledes –»

Saa lagde han begge sine hænder paa Pauls skuldre.

60«Du skjønner vel, det ikke er noget hyggeligt, naar man første gang opdager, at ens søn har løiet for en?»

«Ja, far.» Han saa op paa ham. Der maatte være noget ved de smaa lyse øine, som atter rørte faderen. Han kastede et hastigt blik paa det store billede over sofaen.

«Du er aldrig herinde og ser paa din mors billede, gutten min, du skulde gjøre det. Du har godt af at mindes hende.»

Det rykkede i Paul, graaten vilde frem igjen.

«Mig glæder det billede hver dag med en vemodig glæde.»

Det vibrede om Pauls mund, saa han næsten ikke kunde holde den rolig.

«Det er ikke fornemt at lyve Paul – ikke nobelt.»

Pauls mund skalv endda sterkere.

«Og saa ved du, der er en høiere, du ogsaa skylder regnskab.»

«Ja.»

«Saa kan du gaa, jeg tænker nok, du husker denne stund.»

Gud – han maatte sige det, at han havde borget konfekten ogsaa, jo han maatte, han maatte –

«Du –»

«Er det mere?»

61«Ja – jeg borgede for fire kroner konfekt igaar.»

«Saa,» far tog op sin portemonnæ og leverede ham penge, «du betaler dem øieblikkelig imorgen.»imorgen.»] rettet fra: imorgen. (trykkfeil)

«Ja.»

«Er det endda mere.»

«Nei.»

Paul gik ud. Aa gid far havde spurgt ham lidt mere. Saa vilde han fortalt, at de lo af ham paa danseskolen og alt det, og at Lollik ikke vilde have konfekten, og at alting var saa grusomt leit, at han ikke vilde gaa paa danseskoleballet og – bare ikke tante Lena fik vide det altsammen ogsaa.

Han holdt paa at gaa nedenunder til faderens værelse for at bede ham ikke sige noget til tante Lena. Han var alt helt ude paa gangen med tændt lys, for entrelamperne var slukket – der tittede tante Lena paa sin dør:

«Hvad er det Paul – er du syg?»

«Nei da.»

Tante Lena kom helt ud i nathabit: «Jo, noget er det, sig det straks.»

Han mumlede noget om «vand paa karaflen» og skyndte sig ind igjen.

Nei, magen til tante Lenas øren! –

62Der var tante Lena i dørsprækken med et glas vand. «Her har du vand, Paullikken, og for al del, du gaar jo i strømpelæsten –»

– Endda var det ligesom en lettelse, at det var blevet sagt, og at far vidste alt nu. Uf, hvor indviklet alt var blevet i det sidste. Alt det grusomme, han havde havt for dette frimerkealbumet for at faa de fillepengene, og saa vilde ikke Lollik have konfekten – hvor rasende, han havde været paa hende – saa gjild hun alligevel i grunden var. Da han saa den gule fletten og det røde kindet paa konserten iaften, saa maatte han huske paa, hvor inderlig hyggelig hun altid havde været.

Bare ikke tante Lena fik vide det, saa.

Hvor sørgeligt det var, da far sagde det om «vemodig glæde».

Uf, at han kunde lyve for far. Han skjendte ikke heller, men han kunde vist ikke begribe, at en kunde have lyst at give en pige konfekt.

Dumt forresten ogsaa – hestedumt – jenter er i grunden det værste, som find’s.

– Han gik i en feber hele næste dag, om far skulde sagt noget til tante Lena. Nei, han merkede intet. Det var taust og stille ved maaltiderne, som sedvanligt, kanske endda lidt stillere. To dage efter laa frimerkealbumet 63oppe paa hans bord. Det maatte være far, som havde lagt det der. Men faderen sagde ikke et ord, og ikke var Paul heller istand til at sige et ord. Han holdt paa fiere gange at sige: «Tak for albumet». Men saa kunde han ikke faa det til, og da der var gaaet nogle dage, syntes han, det var saa længe siden, at det var saa leit at sige noget bare af den grund.

Han havde fundet paa undskyldninger hver eneste aften, saa han havde sluppet at gaa paa danseskolen. Han havde havt saa rædsomt vondt i en ligtorn, saa. –

Men saa vilde tante Lena se den ligtorn, og saa var jo det forbi.

Nei, far havde nok ikke sagt et ord til tante Lena om nogen ting. Aa, hvor godt han likte far for det.

Lollik Bommen saa han intet til. Han havde taget sig en tur opover paa den anden kant af byen, hvor hun boede, men han saa hende ikke.

Han var ligeglad, han, baade med Lollik og alting, naar bare far ikke var vond, saa. –

Men næste dag tog han sig atter en sving opover veien, hvor Lollik boede. Men bare et lidet stykke, saa vendte han straks og gik nedover igjen.

«Nu skal det vel snart være danseskolebal?» 64sagde tante Lena pludselig ved middagsbordet.

DetDet] rettet fra: «Det (trykkfeil) kvak i Paul: «Ja, det skal vel det.»

«Du kan vel bruge dine sko?»

«Jeg – jeg tror ikke, jeg gaar.»

«Nu har jeg hørt det med – svoger hvad siger du om det?»det?»] rettet fra: det? (trykkfeil)

«Hum – han kan jo gjøre, som han vil.»

Min stilling i dette hus er ikke misundelsesværdig, tænkte tante Lena, godt at Vorherre gjemte min stakkels søster og sparede hende for at leve livet med en saadan utilgjængelighed og uforstaaelighed som denne mand. Han er stiv som en grindstolpe – jo, jeg staar her som mellem to grindstolper.

«Er det din mening, at Paul ikke skal gaa paa det bal?»

«Ja, han har sin frihed til at gjøre, hvad han vil.»

«Tak far,» brast det ud af Paul. Far var den snildeste mand paa kloden – han skjønte godt det, at han ikke likte sig paa danseskolen. Ja, noget saa klogt som den manden. –

Han havde tydeligvis ikke sagt et ord til tante Lena om alt det leie, saa nu gjorde han det nok ikke heller.

Det var bare det, at han var saa fjern bestandig, far.

65Han turde ikke snakke med ham om nogen ting, og ikke havde han nogen andre at tale med heller. Alle de andre gutterne havde saa mange venner, han hørte ikke andet paa skolen, end at de havde været sammen om eftermiddagene allesammen. Mest oppe hos Jens Berentsen, der var vist skokkevis af gutter oppe hos ham hver dag.

Men han vilde ikke gaa derop, for Jens Berentsen bad ham aldrig.

I grunden saa var Lollik Bommen det hyggeligste menneske, han havde truffet paa. Han likte hende simpelthen. Det var noget tøv det, at han hadede hende. Nei da, han hadede hende ikke, han tænkte paa hende hver dag.

Hvad ialverden kom det af, at hun begyndte med det, at hun ikke vilde danse med ham mere. Nu som han dansede saa meget bedre end i begyndelsen, og da som hun var saa snild.

Ikke vilde hun have konfekten heller. Hun skulde bare vide alt det leie, han havde havt for hendes skyld, saa. Han burde hade hende, men han gjorde det ikke.

Merkeligt nok, saa snakkede ikke tante Lena et ord mere om ballet. Hun saa rigtignok lidt martyragtig ud, men hun skubbede ham ikke det spor mere til nogen ting.

66I grunden havde han ønsket, at hun vilde skubbet ham lidt til at gaa. Ikke sagde nogen af kameraterne paa skolen noget heller, om han vel kom paa det ballet. Det var ligesom de allesammen havde glemt, at han havde gaaet paa dansekolen, han ogsaa.

Og Lollik saa han jo aldrig

Nei saamænd om han vilde gaa paa det fille ballet, han havde andet at gjøre, han.

Den aften ballet skulde være, var det forresten noksaa rart. Noksaa rart at vide, at nu var hele klubsalen straalende oplyst, og musiken bruste gjennem salen, og nu dansede de alle. –

Lollik Bommen dansede vel svært nu, mon hvadslags kjole hun havde paa? Jo hun havde vist blaa kjole. Hun snakkede engang om, at naar hun var paa bal, havde hun udslaaet haar. Tænk det svære haaret!

Uf, aldrig i verden havde han noget morsomt. Aldrig – aldrig! Han var saa kjed af bøger saa!

Saa græsselig stilt som det var iaften herhjemme! Far bruskede med aviserne og læste og læste, og tante Lena var martyr. Nu lagde hun forresten kabal.

Det var skrækkelig trist at leve. Det sidste, han tænkte paa, før han sovnede, var, hvem 67mon Lollik havde danset første dans med. Havde han været der, saa var det nu vel rimeligt, at de havde danset sammen, hun havde jo været hans dame fra begyndelsen af.

Ja alting var gyselig trist. – –

Et par dage efter, da han gik hjem fra skolen, ganske skjæv af den store bogpakke under den venstre arm, kom der nogen løbende efter ham. Det var Lollik.

Hun blev gaaende ved siden af ham og passede sine skridt efter hans.

«Hvorfor var du ikke paa ballet?»

«Aa – jeg ved ikke – jeg havde ikke lyst.»

«Der var saa morsomt saa.»

«Jasaa.»

Saa gik de nogen skridt tause, mange i grunden. De saa ned i jorden begge to.

«Du Paul Borch,» begyndte Lollik, «er du vond paa mig?»

«Jeg – nei –»

«Jeg ved ikke – jeg troede –»

«Hvorfor skulde jeg være vond da?»

«Ja det er jo det, jeg ikke ved,» se nu lo hun igjen, «uf, det er ækkelt at gaa og gjøre sig god igjen, maa du tro.»

«Hvorledes – hvad mener du?»

«Ja, det som jeg gjør nu vel – du har jo 68seet ud som en torden mindst, men saa tænkte jeg, at jeg vilde snakke til dig engang og spørge dig – uf, at du skal være saadan, Paul Borch!»

«Hvorledes er jeg?»

«Aa, saadan stiv og ækkel.»

Uf, hvad skulde han svare paa det da. Han vilde sandelig ikke være stiv og ækkel.

«Ja, jeg maa nok gaa, jeg,» sagde Lollik, «adjø da!»

Hun gik baglængs opover gaden: «Adjø da – adjø!»

Fremdeles baglængs gik hun og smilte hele tiden. «Adjø da!» raabte hun helt oppe fra hjørnet.

Paul stod hele tiden ganske stille og saa efter hende. Jakken var gledet ham opover hoften paa den side, bogpakken var, og haaret strittede ud ved ørene. Han saa græsselig morsk ud, for det var saa forfærdelig dumt, at han ikke vidste, hvad han skulde sige.

Han skridtede langt ud paa veien hjemover. Storartet veir det var idag. Barfrost og solskin. Kanske det snart blev skøiteis alligevel. Heroppe fra bakken var det pent i grunden, det blaa paa himlen der var forfærdelig vakkert.

Lollik Bommen var ogsaa storartet pen 69idag. Jenter kan virkelig være pene! Og greie ogsaa. Men magen til Lollik Bommen findes nu ikke. Nei, det var han vis paa.

Det var ligesom der sang noget indi ham. Noget som var saa gruelig deiligt. Han havde lyst til al ting ieftermiddag. Sandelig vilde han ikke gjøre rent hos duerne oppe paa høloftet. Han havde tænkt paa det længe, men aldrig havt lyst. Men idag skulde det rigtig være moro.

Han var saa glad over ingenting idag.

Duerne holdt til inde paa et lidet loft med mange stokker under taget til at sidde paa. Han gik og plystrede og sopede. Det var en sang, han havde hørt paa en konsert engang:

Irrnelin rose – Irmelin sol –

Kvitsch kvatsch med limen, duerne kurrede og flaksede om ham:

Irmelin rose – Irmelin sol.

Pludselig med en eneste gang slog det som et lyn ned i ham:

Jeg elsker vist Lollik Bommen!

Ja saadan var det, det som der stod om i alle romaner. Saa kjed, som han havde været af alt det om kjærlighed, som stod i alle romanbøger – han havde sprunget over mange blade, naar det bare var om kjærlighed – men tænk nu skjønte han det!

70Tænk at han havde syntes, at det havde været kjedeligt at læse om. Det som var saa forfærdelig deiligt.

Tænk han elskede hende!

Han vilde ikke snakke med hende. Nei da! Han brydde sig slet ikke om at snakke med hende. Men hver eneste dag vilde han gaa den veien om pigeskolen, saa kanske han mødte hende, og saa vilde han hilse.

Ikke et liv paa jorden skulde faa vide, at han likte Lollik Bommen græsselig godt. Før skulde de kappe hovedet af ham, før nogen skulde merke det.

Han sopede igjen af alle kræfter. Men tænk, om hun merkede det selv, at han – ja at han altsaa elskede hende.

Nei det maatte være grusomt simpelthen. Aldrig i evighed skulde hun merke det.

Ja forresten – om mange aar. Naar han var blevet berømt, saa vilde han sige det. For naturligvis skulde han nok blive berømt. Men hvorledes skulde han sige det mon?

Lollik Bommen, jeg liker dig forfærdelig godt, du aner ikke, hvor godt jeg liker dig!

Kanske han da ogsaa vilde sige: Jeg elsker dig. Men det var han ikke vis paa. Det gik vist ikke an at sige det saadan bent frem. Det var bare i romanerne det, ellers «tænkte» de det vist bare.

71Kvitsch, kvatsch med soplimen: Irmelin rose – Irmelin sol – han plystrede høit og skarpt.

Han fik lægge en plan ogsaa nu, hvad han skulde blive i verden.

Han troede nærmest, han vilde blive professor i geologi.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Paul og Lollik

Ungpikeromanen Paul og Lollik kom første gang ut i 1904.

Paul og Lollik blir kjent på byens danseskole. Lollik elsker å danse og har gledet seg til danskeskole i lang tid, mens Paul svært motvillig er blitt meldt på av sin tante Lena. Lollik er utadvendt og livlig, mens Paul er stille, sjenert og litt klønete, men likevel blir de gode venner.

Se faksmiler av førsteutgaven fra 1904 (nb.no).

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.