Sigurd Slembe

av Bjørnstjerne Bjørnson

SIGURDS ANDEN FLUGT





De Handlende

HARALD, Jarl over Katanæs (ogsaa Jarl over en Del af Orknøerne, men fordreven af sin Medregent og Halvbroder).
HELGA, hans Moder.
FRAKARK, hendes Søster.
AUDHILD, deres Søsterdatter.
SVENN ASLEJVSSON, en Dreng.
SVENN BRIOSTREJP, kaldt SVENN VIKING.
SIGURD fra Norge.
KAARE, Jarlens Mand.
Andre Jarlens Mænd.

Katanæs i Skotland, og Orfjara paa Orknøerne, 1127.




Første Akt

Katanæs. En højbygget, noget mørk Hal fra Begyndelsen af det tolvte Aarhundrede.


Første Scene

Frakark. Helga.
(Den første syr paa en rød Skjorte, stærkt broderet med Guld og Stene, den anden paa en Baret).


    Frakark. 

Hør disse vældige Stød! Jeg tror, her aldrig mere bliver godt Vejr.


    Helga. 

Det er ogsaa sent paa Høsten.


    Frakark. 

Hvor det bryder i det svære Hus.


    Helga. 

Et Dobbelthus skal der stærke Storme til at vælte.


    Frakark. 

Overgang til Høst er alvorlig; men især for den, der sidder i Uvished.


    Helga. 

Idag kommer Svenn Viking fra Orknø.


    Frakark. 

Hvad Tidende tror du, han bringer?


    Helga. 

Ingen god.


    Frakark. 

Nej. (læner sig paa Bordet.) Saa skulle vi ogsaa denne Vinter sne ned her.


    Helga. 

Idag er det netop tre Aar, siden vi bleve fordrevne.


    Frakark. 

Tre Aar til kunde jeg ikke holde ud.


    Helga. 

Det maa vi dog. – Vi have Ingen, som kan hjælpe os.


    Frakark. 

Daglig komme Vikinger hjem fra deres Sommertog. Med saamange tappre Mænd kunde Noget udrettes.


    Helga. 

Men de have ingen Anfører.


    Frakark. 

Jeg maa sige dig det: i de sidste Dage har jeg dog tænkt paa En. (Søstrene se paa hinanden). Hvad kræver du af en Anfører?


    Helga. 

Høj Byrd.


    Frakark. 

Det tror jeg, han har.


    Helga. 

Han maa være en Fremmed.


    Frakark. 

Hvorfor?


    Helga. 

En Anfører med fuld Magt kunde blive os farlig; derfor maa han staa frit, uden Slægt og Venner.


    Frakark. 

Saadan staar han, og saadan har jeg selv tænkt.


    Helga. 

Har du da ogsaa det, hvormed vi kunne vinde ham?


    Frakark. 

Der er kun eet Baand, som gjør tro, det er Fordelens.


    Helga. 

Han kunde vinde større Fordel ved at blive utro; thi Paal Jarl har flere Skatte end Harald.


    Frakark. 

Kjender du da et andet?


    Helga. 

Det gjør jeg. – Men kjender du Manden?


    Frakark. 

– Hvad synes dig om den Mand, der kom hid for fjorten Dage siden?


    Helga. 

Fra Skotland?


    Frakark. 

Ja.


    Helga. 

Godt.


    Frakark. 

Ham mener jeg.


    Helga. 

Jeg har ment det Samme fra første Dag, jeg saa ham; men jeg vilde ikke være den første, som sagde det.

(rejser sig).

    Frakark  (rejser sig ogsaa).

Hvad Mærke tog du, Helga?


    Helga. 

Jeg har aldrig været saa bange for nogen Mand …


    Frakark. 

Men jeg har i disse fjorten Dage faaet mere Tillid til ham, end til Svenn Viking, som jeg kjender fra Barn.


    Helga. 

Ogsaa du tror, han er af høj Byrd?


    Frakark. 

Ja; – han giver alle Andre sit Værd.


    Helga. 

Og deltager aldrig i deres Lege –


    Frakark. 

Hvorfor siger han ikke, hvem han er?


    Helga. 

Han venter, vi skulle spørge.


    Frakark. 

Nuvel, saa spørge vi ham, – og vinde vi ham; men hvorledes? –


    Helga. 

Ja, tag nu ikke som altid for stærk Fart.


    Frakark. 

Sandelig her er længe ventet!


    Helga. 

Saa lad os høre Jarlens Mening.


    Frakark. 

Din Søns?


    Helga. 

Ja.


    Frakark. 

Hvis han havde nogen.


    Helga. 

Han er vor Høvding – og sæt, han ikke vilde.


    Frakark. 

Faar man nogensinde vide, hvad han vil?


    Helga. 

Det er sandt; men spørges maa han til det Sidste, – ellers kunde vi engang angre det.



Anden Scene

De Forrige. En ældre Tjener.


    Tjeneren. 

Eders Søsterdatter Audhild er nok borte.


    Frakark. 

Hvad mener du? Borte?


    Tjeneren. 

Hun er gaaet ud igaar, det er nu et Døgn siden. Trods Stormen er hun endnu ikke kommen hjem, hendes Piger turde Intet sige, men ledte; siden er gamle Kaare gaaet ud med mange Mænd, men hun er endnu ikke funden.


    Frakark. 

I saadant Vejr ude, alene, o, den bestandige Gang alene! –


    Helga. 

Over et helt Døgn? –


    Frakark. 

Her er jo ingen Naboer; hun maa være i Skoven eller ved Stranden –


    Helga. 

Eller omkommen!


    Frakark. 

Hvad siger du!


    Helga. 

Har du ledt overalt, i hver Hulning, hver Lund, hvert lille Sted dybest inde.


    Tjeneren. 

De har raabt med Vinden, og da maa det høres. Men hun kom ikke.


    Frakark. 

Jeg tænkte nok, dette blev Enden! Hun vilde aldrig være, hvor Andre var, og hun tog intet Raad.


    Helga. 

Alle Mand paa Gaarden maa ud! Vi ville selv med! – Der maa søges, saa ingen Plet bliver glemt i de store Skove.


    Frakark. 

Kald ogsaa dem til, der arbejde ved Skibsnøstene.


    Tjeneren. 

Men her kommer netop et Fartøj.


    Frakark. 

Bestemt Svenn Viking! –


    Tjeneren. 

Det synes saa, og i saadant Vejr trænger han Hjælp.


    Helga. 

Han faar hjælpe sig selv. Kom, Frakark, lad os klæde os.


    Frakark. 

Men der er hun jo!


    Helga. 

Audhild!



Tredie Scene

De Forrige. Audhild.


    Frakark og Helga. 

Men hvor har du været?


    Audhild. 

Ude.


    Helga. 

Du sætter os Alle i den største Skræk! Dine Piger græde og søge i Skovene, gamle Kaare og mange Mænd have ogsaa søgt, nu først fik vi høre det og kom i den hæftigste Angst –


    Frakark. 

For dine Luners og Narrestregers Skyld.


    Helga  (til Tjeneren).

Du kan gaa. – (han gaar). Hvor har du været, Barn?


    Audhild. 

Mangesteder.


    Frakark. 

Hvor har du sovet inat?


    Audhild. 

Jeg har ikke sovet.


    Frakark. 

Din Adfærd er ikke passende. Du skal lyde dem, hos hvem du er, – om du ogsaa ikke har Kjærlighed til dem. – – Hvor gaar du hen?


    Audhild. 

At spise.


    Helga. 

Stakkels Barn; har du havt noget med?


    Audhild. 

Nej.


    Frakark. 

Nu finder du kun kold Mad, og trænger varm. Hele denne Gaard kan ikke rette sig efter dine Indfald, eller har du kanske et andet Sted at tage hen?


    Audhild  (med Suk).

Nej.


    Frakark. 

Saa faar du passe Tid, mit Barn. Du er i den Alder, at man maatte slippe at sige dig saadant. Og disse dine Udflugter? Hvem borger for, at du en Dag blev overfaldt af Vikinger, som lægge i Land, bortført eller noget endnu værre?


    Audhild. 

Jeg kan løbe fra dem.


    Frakark. 

Fra Mænd kan ingen Pige løbe. Hun kan endnu mindre værge sig, naar hun er tagen.


    Audhild  (smiler).


    Frakark. 

Hvorfor smiler du?


    Audhild. 

Jeg har en liden indviet Kniv, som jeg har arvet efter Fa’r, den hellige Marias Billede staar paa Bladet.

(tager den op af Barmen).

    Helga  (pludselig over til Frakark).

Hun kan vinde den Fremmede!


    Frakark  (betragtende hende).

Du har Ret!


    Audhild. 

Hvad vil I mig? –


    Frakark. 

Hun er smuk. – Tænker du aldrig paa at gifte dig, Audhild?


    Audhild  (ryster Hovedet).

Nej …


    Frakark. 

Det skulde du dog. – Sidste Gang gik det daarligt. Det kan gaa bedre.


    Audhild. 

Man er sikkrest, naar man ikke prøver.


    Helga. 

Der er Mænd, som ere værdige en Kvindes Kjærlighed.


    Audhild. 

Derom skulde du især minde.


    Helga  (saares).

Ikke saadan! – Et godt Giftermaal giver Slægten Hæder, og sin Slægt skylder man noget.


    Audhild. 

I vil anden Gang handle mig bort!


    Frakark. 

Hvem nævner slige Ord? Som Helga sagde: der er Mænd, som ere værdige en Kvindes Kjærlighed; Du er ung og lever kun i Indbildninger; men vi have Erfaring.


    Audhild. 

Ja, I maa have Erfaring. Den, du valgte, Moster Frakark, blev kaldet Nidding, og den, Helga valgte, var saa brav, at han gjorde hende til – Frille.


    Frakark. 

Ti, dristige Barn!


    Audhild. 

Det kan jeg ikke, Moster; thi dette er min daglige Tanke.


    Frakark. 

Erfaring er ikke blot, hvad man selv har levet; thi da blev den ofte mørk.


    Helga. 

Tro om os, som ere dig i Moders Sted, at det Onde, vi selv kan have oplevet, byde vi ikke vort Barn. Her er ikke Tale om at gifte dig bort uden dit eget Minde; men du skal ikke sky alle Mænd, ikke tro, de alle ere uværdige, – dette er det, vi mene.


    Frakark. 

Unge Mennesker tænke, at de gaa med store Opdagelser i Livet. Endvidere tro de, at man ikke forstaar dem, fordi man lader, som man Intet mærker. Men vi forstaa dig godt, Audhild. Dog heller ikke dennegang vil jeg nævne, hvad du savner, jeg vil blot sige: Du kjeder dig her paa Katanæs.


    Audhild. 

Til Døden.


    Frakark. 

Hvad sagde du, om vi kom herifra?


    Audhild. 

Saa ofte er jeg skuffet, at jeg ikke tror, før jeg staar i Stavnen under god Bør! –


    Frakark. 

Den kunde du kanske selv give.


    Helga  (til Frakark).

Nu ikke længere idag.


    Audhild. 

Hvad mener du?


    Frakark. 

Her er en mærkelig Fremmed her paa Gaarden. Du har set ham.


    Audhild. 

Ja.


    Helga  (som før).

Ikke videre.


    Frakark. 

Hvad synes du om ham?


    Audhild. 

Ha, ha, ha! Vær vis paa, at fra Nu vil jeg hade ham! –

(hun tager sig i det samme smerteligt for Brystet).

    Helga. 

Hvad er det, Barn?


    Audhild. 

I skulde ikke plage mig idag. Jeg har ondt for Brystet; thi jeg har ikke spist.


    Frakark. 

Men Barn, hvorfor siger du ikke saadant strax?

(Audhild gaar).


Fjerde Scene

Frakark. Helga.


    Frakark. 

Hun har et forunderlig heftigt Sind.


    Helga. 

Og jo mere du paa een Gang kaster deri, des højere stiger Bølgerne.


    Frakark. 

Jeg forstaar ikke alle dine Hensyn.


    Helga. 

Nej, du forstaar blot, hvad du vil, – og (idet hun sætter sig) derfor er det ogsaa gaaet, som det er gaaet.


    Frakark. 

Hvad sagde du? – (standser lidt). Man ved aldrig rigtig, enten man har dig med eller imod.


    Helga. 

Naar det gaar voldsomt, er jeg altid imod.


    Frakark. 

Og dog er her gjort for lidt.


    Helga. 

Harald er bleven altid ulykkeligere, – og da er her gjort formeget.


    Frakark. 

Jeg finder dog din Tanke i Alt, som hidtil er sket.


    Helga. 

Hvad tænker ikke en Moder for sin Søn; – men hun gjør ikke Alt.


    Frakark. 

Hvorfor tænke blot paa denne Eneste! Det er dette, som svækker din Vilje. Jeg har ogsaa Børn; men derfor er mit Maal ikke dem eller mig alene; det var noget kort.


    Helga. 

Og dog har hver af dem et evigt Liv.


    Frakark. 

Den Enkeltes Evighed, hvorom nu saameget prædikes, er mig ikke ganske vis; men der er en Evighed, jeg er vis paa, og det er Slægtens. Saa dit Arbejde i den, og Slægtens Høst og Vaar tager det af din Haand, den ene for at lægge i Lade, den anden for atter at gjøre Udsæd. Livet er til alle Sider intet Andet end Kamp mellem de forskjellige Slægter. Stoltest bryder Bølgerne sig om Thronen. To Konger kjæmpe, Slægtsrækker nedover lige til Bonden tage Del; de, der vinde, drive dem, der tabe, fra Ejendom og Land; men aldrig have de saasnart sejret, før de indbyrdes kjæmpe om at komme længst frem; i Kjæder gaar det, og den ene Slægt drager den anden med, enten op mod Thronen, eller ned i Afgrunden.


    Helga. 

Saa bruge Landene ingen Love!


    Frakark. 

Ja, jeg for min Del kjender ingen anden Lov end Blodets, ej heller nogen anden Synd end den, at unddrage sig. Led maa tage Arbejde efter Led, at Slægten kan blive den første i sine Fædres Land. Og jeg vil ikke standse, før din Søn atter er Jarl over alle Orknøerne og Katanæs, at han kan hjælpe vor Broder til Jarl over Thorsaa, og vore Døttre til godt Gifte. Land og Folk til alle Sider maa blive vore. Thi da først er jeg sikker paa at eje det Gravsted, hvori jeg lægges, og at det æres af dem, der leve efter. (tager Skjorten og gaar til Døren. Idet hun har aabnet den, raaber hun:) Svenn Viking gaar i Spidsen for sine Mænd op mod Husene; vi maa tage mod dem!


    Helga. 

Allerede!

(hun følger skyndsomt).


Femte Scene

Harald. Svenn Aslejvsson.


    Svenn Aslejvsson  (ser først ind).

Jo, de er gaaet!


    Harald  (kommer; de gaa frem).

Du! Den Ulv, vi har fanget i Ulvegravene, ikke sandt, den bør hedde Moster.


    Svenn. 

Ja, Moster! den ligner hende ogsaa, hvis den fik Hovedtøj paa.


    Harald. 

Men idag skal vi dræbe den, du.


    Svenn. 

Det kan vi gjøre nu strax, – saa har vi noget at bestille.


    Harald. 

Men langsomt, Svenn.


    Svenn. 

Ja, langsomt.


    Harald. 

Faa høre, hvad du finder paa?


    Svenn  (paa Hug foran Jarlen).

Aa, vi kan binde Knive paa lange Stænger og stikke den.


    Harald. 

Ja, ja! – Men mer.


    Svenn. 

Saa kan vi kaste Ild paa den.


    Harald. 

Ja, ja! – Hvor ond du bliver, naar du faar Magt! – Mer! –


    Svenn. 

Saa kan vi tirre den til at bide i smaa Kjeppe; men der maa være Spiger paa.


    Harald. 

Ho, ho, hvor ond han bliver!


    Svenn. 

Ond? Den har jo dræbt vor bedste Hund.


    Harald. 

Det er sandt, ja det glemte jeg, den har dræbt Baldur. Moster har ogsaa –. Om vi slap den?


    Svenn. 

Hvorfor?


    Harald. 

Jo mellem alle Mosters Faar, – hvad?


    Svenn. 

Saa kom den jo ogsaa mellem dine? –


    Harald. 

Det er sandt … Nu ja, saa dræber vi den. –


    Svenn. 

Saa kom da!


    Harald. 

Men det er dog stygt at se paa; kan ikke en Anden gjøre det?


    Svenn. 

Men Kjære! Moroen er netop at se paa!


    Harald. 

Det er ogsaa sandt, det glemte jeg. – Men … du kunde jo se paa, og saa fortælle mig!


    Svenn. 

Saa er det bestandig! –


    Harald. 

Naa, naa, lille Svenn! Vær nu god, jeg skal finde paa en anden Leg for dig. – – Hvad er det? Er det Stormen?


    Svenn. 

Nej, det er Raab. (klattrer op til Vinduet). Det er Svenn Viking med alle sine Mænd. Nu er han kommen!


    Harald. 

Der er det! Den Fremmede har hans Plads ved Bord og Seng – nu bliver her Slagsmaal paa Gaarden, Svenn!


    Svenn. 

Hvem tror du vinder?


    Harald. 

Svenn Viking vinder! Jeg kan ikke lide den Fremmede, – end du?


    Svenn. 

Jeg lider Ingen her.


    Harald. 

Nej, lad dem bare slaas, saa blive vi dem kvit! Men det er ikke mig, som gav Pladsen bort – hører du! – Jeg skyder Skylden paa dig!


    Svenn. 

Men jeg gaar ikke fra dig!


    Harald. 

Nej, saa tør de Ingenting gjøre dig. Lider du Svenn Viking?


    Svenn. 

Ingen, Ingen!


    Harald. 

Ikke jeg heller … O, den, der turde, Svenn!


    Svenn. 

Hvad vilde du saa?


    Harald. 

Ja, det siger jeg ikke. – Men een Ting tror jeg dog, jeg tør, hvis dette varer længe.


    Svenn. 

Hvad er det?


    Harald. 

– Dø –.


    Svenn. 

Men, kjære Jarl!


    Harald  (har sat sig).

Fortæl mig om Sigurd Jorsalfarer.


    Svenn. 

Bestandig om ham!


    Harald. 

Det er en stor Høvding, Svenn.


    Svenn. 

Han var; – men nu er han gal.


    Harald. 

Hvoraf tror du, han blev gal?


    Svenn. 

Der kom en Fisk i Badekarret til ham.


    Harald  (ryster Hovedet).

Hm, hm! – Ved du, hvad den Fisk er?


    Svenn. 

Fisk?


    Harald. 

Det er en ond Tanke, som man ikke faar sove for.


    Svenn  (gaar bort og fingrer ham i Haaret).

Tænk nu ikke mere paa dette, Jarl. Lad os tage os Noget for, lad os synge.


    Harald. 

Ja, lille Svenn, ja, lad os synge.


    Svenn. 

Om Kongen uden Land og Dronning, den du selv har laget.


    Harald. 

Ja, den! – Ja, – syng du Omkvædet, saa skal jeg synge Visen.


    Svenn. 

Tag den saa ikke for tungt.


    Harald. 

Nej, (prøver) den Tone, – hvad? –


    Svenn  (prøver).

Ja den.


    Harald  (tier).


    Svenn. 

Nu, Jarl!


    Harald. 

Nej, jeg vil ikke.


    Svenn. 

Hvad skal vi nu finde paa?


    Harald. 

Imorgen skal vi more os, lille Svenn, – imorgen.


    Svenn. 

Der kommer din Moder, Jarl!


    Harald. 

Se saa! – Længer fik jeg altsaa ikke Fred.

(rejser sig).


Sjette Scene

Harald. Helga. Svenn Aslejvsson.


    Helga. 

God Morgen, min Søn!


    Harald. 

Det er mere, end jeg før vidste.


    Helga. 

Hvordan staar det da til?


    Harald. 

Aa, ikke fuldt saa slemt som med den Ærgjærrige; men heller ikke saa godt som med den, der er død.


    Helga  (viser Baretten).

Jeg har syet en smuk Hue til dig – ikke sandt? Gjør mig den Glæde at modtage den.


    Harald  (idet han tager den).

Tak! Den vil klæde mig godt paa min Bryllupsdag.


    Helga. 

Hvad mener du dermed, min Søn?


    Harald. 

Dermed mener jeg, min Moder, at jeg idag er stærkt forelsket og tænker paa at forandre mig.


    Helga. 

Der er vist Intet ivejen.


    Harald. 

Tror du, min Moder? – Ja, Huen er smuk, dens Glimmer passede vist godt paa et dødt Hoved.


    Helga. 

Et dødt?


    Harald. 

Thi det levende passer ikke mig. – Og Bruden, jeg talte om – forstaar du Latin, Mo’r?


    Helga. 

Nej!


    Harald. 

Saa skulde jeg have sagt dig hendes Navn paa Latin. – Ellers er hun sort i alle Sprog og meget stille … Hvad har du kjøbt af mig med denne Hue?


    Helga. 

Det er en Moders Gave.


    Harald. 

Dine Gaver ere som Jacobs til Pharao. – Du vil gjerne ind i Gosen.


    Helga. 

Hvad kalder du saa?


    Harald. 

Mine Tanker, kjære Moder. Bliv ikke bange! Jeg skal bruge et andet Billede: hvergang du giver mig Noget, har du solgt en Stump af mig til Moster.


    Helga. 

Alle Helgene, hvad siger du?


    Harald. 

Bliv ikke bange! Der er Flere end dig, som maa se sit Billede i Vand. – Hvad er det saa, du vil have mig til idag?


    Helga. 

Det synes, som du er vred paa mig. – Er det fordi … Svenn Viking atter forsøger at underhandle med din Broder?


    Harald. 

Jeg siger Intet; jeg er aldrig vred … Nu, hvad vil du?


    Helga. 

Du behandler mig ikke smukt.


    Harald. 

Saa beder jeg om Forladelse. –


    Helga. 

O, vidste du, Harald …! –


    Harald  (vigende).

Bliv ikke rørende, Mo’r; du ved, jeg giver mig alligevel.


    Helga. 

Saa sig din Mening, og vi skal Intet gjøre, hvis du vil saa!


    Harald. 

Nej, nej, for Guds Skyld! Jeg vil ingen Mening have!


    Helga. 

Hvorfor denne Mangel paa Tiltro … Jeg er den dog værdig. – Jeg har lidt meget for din Skyld.


    Harald. 

Meget! – Ja, «Meget» kan være et stort Tal; men Meget fra Meget giver Intet … lad det gaa op, Mo’r! … Skynd dig, skynd dig, jeg har vigtige Forretninger, sig, hvad vil du kjøbe af mig idag?


    Helga. 

Kjøbe af dig? Jeg, som har givet dig hele mit Liv! Tror du, jeg vil mere for mig selv? Saasandt som der er en Himmel over os –


    Harald. 

Er der et Helvede under os! – Ja, ja, Mo’r, helst ikke op i det Høje; der er galt nok, hvor vi er.


    Helga. 

Det skal aldrig lykkes dig at betage mig Taalmodigheden. Jeg har engang havt dig paa Armen og har gjennem Barneøjet seet den gode Spire i din Sjæl. Det, der nu møder mig, er ikke dig; utrættelig skal jeg vente og arbejde mig frem gjennem al din Tale og Handling til engang at finde det Smil, som gjorde mig til Moder. – O, vilde du sige, hvorledes jeg atter kunde faa se det?


    Harald. 

Strax kan jeg sige det: du skal gaa til Sengs; thi i Drømme er meget muligt, som Livet ikke længer kan. Ellers siger man, at i Døden kan ogsaa en ung Mand ofte faa tilbage sit Barneansigt; derfor bør du vente.


    Helga. 

O, Harald, har du nogensinde betænkt, – at du kunde dræbe mig?


    Harald. 

Ja, kjære Moder. Havde jeg ikke det, saa var meget nu anderledes.


    Helga. 

Jeg elsker dig over Alt i Verden, og der er ikke i Jordens og Tankens Kreds Noget, jeg skyr tilbage for, hvis jeg blot magtede endnu at kjøbe dig en glad Time.


    Harald. 

Ja, en Moders Kjærlighed kan være forfærdelig.


    Helga. 

Min Søn! –


    Harald. 

Nu, nu, Mo’r! Lidelsen er saa lang, Navnet saa kort; vi bære den ene, lad da det andet ikke forfærde. Mo’r, dit Ærinde!


    Helga. 

Dine mange Ord –


    Harald. 

Ja, de er mine Dyner. Dit Ærinde!


    Helga. 

Gud, blot: Ærinde!


    Harald. 

Er det formeget at forlange? I har fordrevet mig fra mit ene Jarledømme, I har faaet mit andet, og min Magt, og mit Hus, og meget Mere! Og saa beder jeg kun om den lille Ting: at faa være i Fred. Men det maa nok være det Kostbareste af Alt; thi det under I mig slet ikke!


    Helga. 

Har du ved vor Skyld mistet, hvad du siger, o, tro, det var af Kjærlighed, – som tog fejl kanske. O, tro, det er vor Tanke ved Dag, ved Nat, at skaffe dig det igjen! – – Det sidste Forsøg – ad fredelig Vej – har vi gjort – Svenn Viking kommer netop tilbage – tag godt imod ham, hør hans Ærinde, og sig os din Beslutning.


    Harald. 

Der er Ræven, som jagede alle de forstyrrede Lam foran sig! – der er dit Ærinde! – Jeg har ikke sendt Bud til min Broder, jeg har Intet gjort, jeg vil Intet høre!


    Helga. 

Men i dit Navn gaar det dog, – og for Folkets Skyld, vor Skyld og din Skyld …


    Harald. 

Nu ja, … ja … som I vil … ja! – Men lad det hurtig faa Ende! (Helga bliver staaende.) Er der Mere?


    Helga. 

O, kunde ikke jeg spørge derom?


    Harald. 

Endnu Mere? …


    Helga. 

Nej, nej … der er ikke Mere!

(hun gaar).


Syvende Scene

Harald. Svenn Aslejvsson. Siden Frakark, Helga, Svenn Viking.


    Harald  (sætter sig).

O, lod de mig blot i Fred; der er formange Ulve om een Hund. (synker hen).


    Svenn Aslejvsson  (som har sat sig paa en Fodskammel).

Idag er en Vente-Dag. Idag skal vi ærgre os.


    Frakark  (som kommmer ind, fulgt af Helga og Svenn Viking).

Her kommer vi med Svenn, vor første Mand; han bringer Budskab fra din Broder.

(Harald rejser sig, Svenn Aslejvsson gaar hen til ham og staar hos ham).

    Frakark. 

Du faar nu selv høre, om der er mindeligt Forlig muligt.


    Svenn Viking. 

Guds Fred hos Eder, Herre Jarl! – Jeg kommer i slemt Vejr idag; men jeg vilde bære frem min Tidende.


    Harald. 

Rigtig nok har jeg hverken bestilt Vejret eller Tidenden, saa jeg ikke kan sige velkommen. Men du selv skal dog faa den Modtagelse, som du er værd.


    Frakark. 

Der er sørget herfor.


    Harald  (sagte til Drengen).

Han er saa tyk i Ansigtet, han ved det vist, at den Fremmede har faaet hans Plads. –


    Svenn Viking. 

Stor Forskjel er der paa Eder Brødre. Paal er stille og ordknap, saa Folk kalder ham den Faamælte; du har mange Ord, ofte flere end fornødiges, og de kalde dig derfor ogsaa den Megettalende.


    Harald. 

Noget endnu Besynderligere kan jeg fortælle dig: vi vare engang saa temmelig lige; men den samme Ting, som gjorde ham taus, gjorde mig megettalende. (han sætter sig, tager Gutten paa Knæet og læner sit Hoved mod hans Skulder).


    Frakark. 

Sig saa dit Ærinde, Svenn, og da Jarlen glemmer at takke dig for din Umage, vil jeg gjøre det. Man maa paaskjønne, at du tager hid i saadant Vejr, – og fra en Jarl, som kanske bød dig bedre Vilkaar.


    Svenn Viking. 

Derom har jeg et Ord at tale siden. Nu vil jeg først røgte, hvad jeg har taget mig paa, skjøndt det synes, som at man har liden Tak derfor.


    Svenn Aslejvsson. 

Jo, han ved det! –


    Svenn Viking  (nærmere).

Paal Jarl sender Eder Guds og sin Hilsen. Han siger Eder, at den Halvdel af Riget, som I, skjøndt uægte født, fik af Eders Fader, har I forbrudt ved det, som senere er skeet. Men da jeg nævnte Eders nye Vilkaar, sagde han, at for det Venskabs Skyld, som han engang bar til Eder, vil han se, hvad han kan gjøre. Dog maa han sætte et nyt Vilkaar.


    Harald. 

Du maa gjerne dele halvt med mig, sagde Ulven til Haren, men naar du har spist dit, spiser jeg dig.


    Svenn Viking. 

Hans Vilkaar er, at I kommer alene, – uden Moster og Moder.

(Taushed).

    Frakark. 

Jeg haaber, du ser det dragne Sværd, som er lagt i Fredstilbudet?


    Harald. 

Ja, slib det du!


    Frakark. 

Forstaar du ogsaa ret? Din Moder, – hun, der for din Skyld i sexten Aar holdt ud hos din Fader, Haakon Jarl, trods de Forhaanelser, hans Ægtehustru og andre Folk overøste hende med, din Moder, som elsker dig, Harald, mere end fatteligt for os Andre, det er din Moder, som skal forskydes. (Taushed.) Du maa bestemt ikke forstaa det?


    Harald  (ubevægelig).

Jo, jeg forstaar det.


    Frakark. 

Det kan du ikke gjøre, Harald; thi da maatte du have et Ord at sige hende. Se dog hendes Angst … elsker du din Broder mere?


    Helga. 

Frakark!


    Harald  (som før).

O, jo, jeg forstaar det Altsammen, – enten skal jeg dræbe min Broder eller min Moder.


    Begge Søstre. 

Hvad?


    Harald. 

Nu kan jeg ikke komme til Orknøerne, før min Broder er dræbt; thi paa de Vilkaar, som han nævner, dræber jeg jo min Moder. –


    Helga  (imod ham).

Ja! rejste du fra mig, dræbte du mig! (knælende). Gud evig velsigne dig for de Ord, – o, det første Glimt af Kjærlighed, som jeg har seet paa tre Aar! Men nu har jeg seet det; (omklamrende hans Knæ) du kan nu støde til mig, thi du er syg; – men nu ved jeg det, at du dog elsker mig, – o, Harald, lad det denne Stund komme til Forklaring!


    Harald  (har sat Drengen fra sig, siden rejst sig).

Har jeg sagt Noget, som kan kaste dig paa Knæ for mig, saa beder jeg om Forladelse …


    Frakark. 

Hendes Moderflamme trykkes tilbage af dine Blik og Ord som af en klam Røg. – Helga! At du dog ikke kan slukke paa Arnestedet og gaa ud i Verden til det store Lys! Dyrene elsker alene i første Led, Menneskene maa kunne omspænde mere. –


    Harald  (som atter har sat sig, til Drengen).

O, hende maa du engang huske, naar du bliver stor.


    Frakark. 

For at vende os fra denne Forvirring til vort Forehavende: var Thorkel Fostre tilstede, da Paal gav dette Svar?


    Svenn Viking. 

Fra ham kom det.


    Frakark. 

Det tænkte jeg!


    Svenn Viking. 

Han traadte frem og sagde, at Helga og Frakark har i tyve Aar vakt Ufred paa Orknøerne. Det var dem, som fik Jarlenes Fader til at stræbe efter Eneherredømmet, dem, som fik ham til at dræbe Magnus, Thorkel Fostres Frænde. Det er dem, som nu ogsaa have faaet Brødrene uforligte; thi deres eneste Tanke er Eneherredømmet. Saalænge de leve, er ingen Fred at vente.


    Frakark. 

Da vil jeg vende det om og sige, at saalænge Thorkel Fostre lever, er ingen Fred at vente. – Tak for dit Ærinde, Svenn; gaa ud og gjør dig tilgode.


    Svenn Viking. 

Det er vel nok; – hvis jeg vidste, hvorhen jeg skulde gaa.


    Harald og Svenn Aslejvsson  (til hinanden).

Nu kommer det!


    Frakark. 

Hvorhen du skal gaa?


    Svenn Viking. 

Jeg har altid her paa Katanæs havt den første Plads blandt Eders Mænd baade ved Bord og Seng; men medens jeg var borte i Jarlens Ærinde, er den givet til en Fremmed –


    Frakark. 

Det har jeg seet, men hvem har gjort det?


    Helga  (skyndsomt).

Bestemt en af Folkene af Vanvare.


    Svenn Viking. 

Nej, de sige, det er skeet paa Jarlens Befaling.


    Helga. 

Det kan ikke være muligt, det maa være misforstaaet.


    Harald. 

Har man sagt, at jeg har sagt det?


    Svenn Viking. 

Eders Dreng har sagt det.


    Harald  (tager ham i Øret).

Hvor kan du finde paa noget saadant, Gut? –


    Svenn Aslejvsson. 

Aa, strænge Herre Jarl, jeg vidste det ikke bedre, han var saa forskrækkelig fornem, han, som kom.


    Harald. 

Ja, du skal faa Noget af mig for dette, som du aldrig har faaet før!


    Helga  (til Svenn Viking).

Du hører altsaa, det blot er en Barnestreg.


    Svenn Viking. 

Jeg hører det: med Drenge kan man ikke stride, ellers skulde Svenn blive Svenns Bane.


    Harald  (til Svenn Aslejvsson).

Ham maa du ogsaa huske, naar du bliver stor.


    Svenn Viking. 

Men han, som følte sig saa sikker, at han modtog Pladsen, maa ogsaa prøve, om han kan forsvare den. Folket er netop nu forsamlet paa Tunet.

(gaar.)

    Harald og Svenn Aslejvsson. 

Nu gaar det løs!


    Helga. 

Nej, Svenn, betænk dig!


    Frakark. 

Vi, Svenn, skal give dig Erstatning!


    Helga. 

Mindeligt Forlig!

(men Svenn er alt ude).


Ottende Scene

De Forrige (uden Svenn Viking). Audhild (kommer).


    Helga. 

Jeg spaar mig meget Ilde af dette!


    Frakark. 

Hvorfor jager han ikke engang den Dreng!


    Svenn Aslejvsson. 

O, jeg maa op i Vinduet og se paa! (klattrer op). Ganske rigtig! De staa paa Tunet, alle Mænd komme ud, Svenn taler – Se der! De Andre gaa lidt tilside … Kom Jarl, det gaar bestemt rask, dette!


    Harald  (til Vinduet; træder atter tilbage).

Nej, jeg vil ikke se paa; fortæl mig du! –

(Audhild og Helga søge paa hver sin Side af ham at se.)

    Frakark. 

Dette kunde være undgaaet. – (hun gaar ogsaa til Vinduet). Svenn kaster alt Kappen.


    Svenn Aslejvsson. 

Den Fremmede smiler; han er ikke ræd. –


    Harald. 

Har de draget Sværd?


    Svenn Aslejvsson. 

Nej, ikke endnu. De tale fremdeles … nu Svenn, … nu den Anden … Se der! Den Fremmede sprang ind paa ham! Ah! –


    Alle. 

De falder!


    Svenn Aslejvsson. 

Den Fremmede under! –


    Alle. 

Aa nej!


    Harald. 

Hvad er det? – Hvad er det?


    Svenn Aslejvsson. 

Nu har jeg aldrig seet Mage! (hopper ned). Den Fremmede sprang ind paa ham som en Kat, kastede sig ned med ham, sig selv under, og med Ben og Hænder op mod hans Bryst, vippede han ham over sig, flere Alen bort, – sprang saa selv op, trak Sværd og satte det paa ham!

(Raab udenfor).

    Frakark  (frem).

Jeg har aldrig seet saadant!


    Helga  (efter).

Han kan bruges!


    Frakark. 

Magter han Svenn Viking, magter han Alle.

(Raab udefra).

    Helga. 

Hør, hvor de juble mod ham!


    Frakark. 

Audhild, gaa ud og kald ham ind!


    Audhild. 

Jeg?


    Helga. 

Hun mener, du skal bede en af Folkene gjøre det.

(Audhild gaar, atter høres Raab.)

    Frakark. 

Hør! Den Mand er født til Anfører. Nu skal Paal Jarl faa Svar paa sin Sending!


    Harald. 

Dertil er han bestemt. – Jeg følte jo nok, jeg ikke kunde taale ham. – Svenn, hent Skaktavlen! Vi ville lege det Spil, hvori Høvdingen staar stille, og Kvinden er den første.

(sætter sig; Svenn gaar og kommer tilbage med Skakspillet).


Niende Scene

De Forrige. Audhild, saa Sigurd (i Datids-Ridderdragt med skotsk Snit).


    Sigurd. 

Guds Fred herinde! –


    Frakark. 

Vi vare alle Vidner til din Daad, og byde dig komme nærmere.


    Sigurd. 

Han vilde tage den Plads, I havde hædret mig med.

(Harald og Svenn sætte sig tilhøjre og spille).

    Helga. 

Du er kommen fra vor Ven, den skotske Konge?


    Sigurd. 

Sidst fra ham.


    Helga. 

Men du er neppe Skotte.


    Sigurd. 

Jeg er Normand.


    Helga. 

Hvordan kom du saa til Skotland?


    Sigurd. 

Mit Skib drev did i Uvejr. Jeg fik Tilbud og blev.


    Frakark. 

Hvor agtede du dig hen, da du kom did?


    Sigurd. 

Paa Korstog.


    Helga. 

Men nu?


    Sigurd. 

Hvis intet Andet byder sig – paa Korstog.


    Frakark. 

Har du intet egentligt Maal?


    Sigurd. 

Nej.


    Helga. 

Har du da ingen Slægt?


    Sigurd. 

Jeg har en Moder.


    Helga. 

Saa du har en Moder.


    Frakark. 

Hvem er du?


    Sigurd. 

Det, som mine Handlinger gjør mig til.


    Frakark. 

Vi skulle ikke spørge dig derom. – I fjorten Dage har du været her; vi har ikke frittet dig om dit Hjem eller dit Ærinde. Det kommer nu an paa, om du har syntes saa godt om os i den Tid, som vi om dig; vi agte nemlig at tilbyde dig Tjeneste.


    Sigurd. 

Saa træffer det godt sammen; thi mit Ærinde var omtrent dette.


    Helga. 

Det glæder os.


    Svenn Aslejvsson  (til Jarlen).

Men du passer ikke paa.


    Harald. 

Jo, jeg passer paa!


    Frakark. 

Her tales nu om et Tog mod Paal paa Orknø.


    Sigurd. 

Jeg har hørt det.


    Frakark. 

Men Jarlen er syg; vi har ingen Anfører.


    Sigurd. 

Jeg ved det.


    Frakark. 

Vi have Tillid til dig; – du skulde ikke ville paatage dig Anførselen over de Mænd, du ser her, og flere til?


    Sigurd. 

Det er meget vilde Mænd.


    Frakark. 

Du maatte have Jarlens Magt over dem.


    Helga. 

Jarlen vil det ikke, jeg ser det!


    Frakark. 

Hvem spørger ham?


    Helga. 

Han vil det ikke! det skal ikke ske!


    Frakark. 

Hvad er dette for Noget i den sidste Time? – Harald, ønsker du ikke Krigen?


    Harald. 

Spurgte Nogen mig?


    Frakark. 

Du ved selv, i Fred kan Intet vindes; nu er her Lejlighed til at prøve en anden Vej.


    Harald. 

Til Galgen ere alle Veje lige gode, sagde Gutten; jeg kan gjerne gaa den korteste (han spiller).


    Frakark. 

Bliver man saa klog paa, hvad han vil? –


    Helga. 

Hvis vi gjorde galt!


    Frakark. 

Som jeg ofte har sagt: paa Orfjara bliver han først glad igjen. (Til Sigurd). Tager du mod Tilbudet?


    Sigurd. 

Det kommer an paa. Hvis Alle sværge mig Lydighed, og hvis jeg ingen Befaling modtager af Nogen, saa skal jeg anføre.

(Jarlen rejser sig, men sætter sig igjen).

    Helga. 

Dette er formegen Magt for en enkelt Mand.


    Frakark. 

Da bliver jo du Herre, alle vi Andre følge blot med.


    Sigurd. 

Nu, eller jeg skal følge med, og I befale.


    Frakark. 

– Du skal faa det, som du vil have det.


    Helga. 

Men Jarlen –?


    Frakark. 

– Høster kun Fordel deraf.


    Harald. 

Nu er jeg solgt, lille Svenn; hvad giver du nu for mig?


    Svenn. 

Nu giver jeg et helt Jarledømme for dig!


    Frakark  (til Sigurd).

Den Kvinde, du betragter, er vor Søsterdatter.


    Sigurd  (hilsende).

Det har jeg hørt.

(Audhild drager sig tilbage.)

    Sigurd. 

Kan Mændene strax tages i Lydighed?


    Frakark. 

Det kan jeg lide, at her endelig kommer En, som haster!


    Helga. 

Men hvad Løn kræver du?


    Sigurd. 

Naar jeg er færdig, kan I give, hvad I vil.


    Frakark. 

Han er efter mit Sind. – Audhild, sørg for, at Mændene blive kaldte ind som til Hirdstevne.

(Audhild gaar.)

    Harald  (rejsende sig).

Lad os nu gaa, Svenn, nu kommer her saa mange Folk.

(Svenn samler Spillet sammen).

    Helga. 

Gaar du?


    Harald. 

Kanske man vil savne mig?


    Frakark. 

Men nu komme Mændene.


    Harald  (gaaende).

Sig, jeg er syg; – saa er I heller ikke saa langt fra Sandheden.



Tiende Scene

De Forrige. (Uden Jarlen og Svenn). Audhild.


    Helga. 

Ser Du? det er ham imod! –


    Frakark. 

Halvvejs kan Ingen standse. – (Til Sigurd). Du har vel underlige Tanker om Jarlen?


    Sigurd. 

Hm; – den, der ikke er stærk, kan ofte bukke under for sine egne Tanker.


    Helga. 

Du svarte kjærligt.


    Sigurd. 

Paa saadan Sygdom hjælper kun Lykke.


    Helga. 

Tror du? – Hvis det altsaa gik godt –?


    Sigurd. 

O, saa blev han strax frisk!


    Audhild  (kommer).

Stormen har revet Taget af Skibsnøstene, derfor ere mange Mænd dernede. Men der er sendt Bud.


    Frakark. 

Tak, mit Barn!

(hun taler til hende, retter paa hendes Tøj).

    Helga  (til Sigurd).

Du synes saa vis paa, at han vil komme sig, dersom alt lykkes.


    Sigurd. 

Fordi jeg kjender lidt til dette. At stride med sin egen Slægt er tungt; for dens Skyld at miste Alt, hvortil man er født, er ogsaa tungt. Mange tør ikke vælge mellem saa haarde Vilkaar; – men er der valgt, – o, saa bliver man frisk, ganske frisk! –


    Helga. 

Du maa selv have udstaaet Noget.


    Sigurd. 

Den, som ikke kan hjælpe sig selv, finder ofte Lise i at hjælpe Andre.


    Helga. 

Derfor kom du!


    Sigurd. 

Og til Bevis har jeg Brev med fra Skotlands Kong David.


    Frakark  (kommer til).

Et Brev fra Skotlands Konge?


    Sigurd  (giver hende det).

Til Eder.


    Frakark. 

Jeg kan ikke læse; – der, Helga!


    Helga. 

Nej, mine Øjne ere i den senere Tid blevne saa daarlige; – men Audhild kan.


    Frakark  (til Audhild).

Kom hid og læs!


    Audhild  (læser).

«David, Konge over Skotland, sender Frakark, Maddads Datter, Guds og sin Hilsen! – Efterdi Vi vide, i hvilket Betryk din Søstersøn Harald Jarl lever, – hvem Gud unde mange Dage! – sende vi dig herved en Mand, som vist kan hjælpe Eder. I tre Aar har han været hos mig, og i to havt Anførselen paa egen Haand, og jeg har aldrig havt bedre Mand. Han vil nu rejse, hvilket bedrøver mig, men det glæder mig dog, at det er for Eders Skyld. Harald Jarls Strid med sin egen Broder ligger ham meget paa Hjerte; han hører, I savne en Anfører, og tilbyder sig selv. Og mit Ord er det, at I neppe faa nogen bedre. Alle Helgene bede den Herre Jesus, som forløste os, at tage os i sin Varetægt!»


    Frakark. 

Og dette har du ikke før givet os?


    Sigurd. 

Jeg vilde lære Alt her at kjende. Det var ikke gjort paa een Dag.


    Frakark. 

Uventet Hjælp er som Bud ved en Korsvej. Vi vide nu, hvor vi skulle hen.


    Helga  (tager Sigurds Haand).

Tak! Og Gud lønne dig! Jeg kan det ikke!



Ellevte Scene

Mændene komme; de Forrige.


    Frakark. 

Mænd paa Katanæs og fremmede Mænd! Ofte har I sagt: naar det gjaldt et Tog mod Paal Jarl paa Orknø, gik I med; thi den Uret, I led af ham, harmede Eder. Har I nu saasandt Eders Skibe istand, saa er her kommen En, som ved, hvorhen I skulle styre. Naar tappre Mænd gaa til Krig, bruges ingen Ord, – og mindst en Kvindes. Men efter Sejer passe de bedre, helst naar de ledsages af gode Gaver. Som den Ældste i vor Slægt lover jeg Eder disse, men kræver ogsaa, at I skulle love ham Lydighed, som vi give Eder til Fører. (Idet hun løfter et Crucifix). I Frelserens Paasyn tilsige I ham (peger paa Sigurd) den Lydighed, som Mænd skylde sin Høvding.


    Mændene. 

Den tilsige vi ham!


    Frakark  (til Sigurd).

Saa tale du, som herefter har at byde over dem.


    Sigurd. 

Jeg har aldrig talt paa Ting eller ved Hirdstevne. (nærmere). Men saavidt mig syntes, var der dem, som Intet lovede. Disse gaa strax, – og dette være talt til dig, du Svenn Viking henne ved Døren.


    Svenn Viking  (skubbende sig frem).

Følge med skal jeg – men som fri Mand, der lægger fra og til, naar han lyster. Vi faar da at see, hvem der først viser Hælene, enten de, der svor saa hvast, eller han, som taug.


    Sigurd. 

Paa slige selvtagne Vilkaar kommer Ingen med. Men at du kan vide, jeg skatter dig, Svenn Viking, tilbyder jeg dig forud Fjerdeparten af det Bytte, som falder paa Anførerens Lod.


    Flere Yngre. 

Det var godt Tilbud.


    Flere Ældre. 

Ja, det var ikke saa ilde.


    Et Par til Svenn. 

Det kan du tage, Svenn.


    Kaare. 

Ja, deri er ingen Skam.


    Frakark  (som staar hos Helga og Audhild).

Han forstaar dem.


    Kaare  (vender sig mod Sigurd, idet han tager Huen af).

Mange ere her, som i fordums Dage have fulgt den herlige Høvding Magnus Barfod. Men ham ligner du, som den ene Draabe Vand ligner den anden, og derfor have vi ogsaa Lyst til at følge dig!


    En anden gammel Mand. 

Ja, denne er som han, der bar Løven paa den røde Skjorte!


    Flere. 

Han er en Søn af Magnus!

(Under dette har flere yngre Mænd trængt sig frem, en efter anden, for at se ham, hvorover Sigurd i Forlegenhed er kommen ganske hen i Forgrunden blandt Kvinderne).

    Svenn Viking  (frem).

Og der har du Grunden til, at jeg fulgte de Andre ind. Thi da jeg hørte dette af mange troværdige Mænd, syntes det mig ingen Skam at være overvunden.

(Sigurd over til den anden Side).

    Helga  (til Frakark).

Vi have gjort en Daarlighed! Han kan blive farlig for min Søn!


    Frakark. 

Tror du, Helga?


    Sigurd  (pludselig mod Mandskabet).

Saa stræb da I at ligne hans Mænd; thi hæderligere Eftermæle fik ingen Krigere. I Kveld drikke vi hinanden Held til, imorgen tjelde vi vore Skibe!


    Alle. 

Ja, i Kveld Lystighed, imorgen –

(de tale i Munden paa hverandre).



Anden Akt

En Hal paa Orfjara (Orknø). Det er mørkt.


Første Scene

Sigurd Slembe og Svenn Viking (begge rejseklædte. Den sidste bærer en Lygte og Sager fra en Rejse).


    Sigurd. 

Er dette en Modtagelse, naar man vender hjem fra et Tog, som har erobret dem Resten af Landet!


    Svenn Viking  (som tænder Lys o. s. v.).

Kanske ere de endnu ikke oppe.


    Sigurd  (idet han tager af sig Klæder og Vaaben).

Ikke oppe! Korsfarermunkene holde Otteprædiken paa Kapelhøjen, alt Folk er oppe.


    Svenn Viking. 

Saa have de ikke seet os.


    Sigurd. 

Du mener ikke, hvad du selv siger.


    Svenn Viking  (nærmere).

Kanske du heller vil tro mig, naar jeg fortæller dig, at Thorkel Fostre er dræbt inat.


    Sigurd. 

Umuligt. – Han sad fangen paa mit Æresord.


    Svenn Viking. 

Det er for tynd Mur mellem Frakark og den, hun hader. –


    Sigurd. 

Saa rejser jeg strax!


    Svenn Viking. 

Bliv hellere. Tag dit Land!


    Sigurd. 

Mit Land?


    Svenn Viking. 

Orknøerne er norsk Lehn, og Brødrene have forbrudt sin Lehnsret.


    Sigurd. 

Gaa!


    Svenn Viking. 

Du er dog Magnus Barfods Søn. Du har hjemme her.


    Sigurd. 

Gaa.


    Svenn Viking. 

Hele Hæren holder af dig!


    Sigurd. 

Saa gaar jeg. – Der maa Nogen forbinde mit Saar.


    Svenn Viking  (idet han tager sin Lygte og følger).

Hører I den Støj fra Højen? Nu er Thorkel Fostres Drab bekjendt blandt Folket! Nu kan det ske!

(begge ud).


Anden Scene



    Helga  (kommer fra højre Side og lytter ved en Dør tilvenstre).

Jo, han er oppe! – Men endnu i Dagbrydningen saa jeg Lys. Altsaa heller ingen Søvn paa Orfjara! – Han har atter, hvad han tabte; – det var altsaa ikke dette –

(lytter igjen).

Drengen sover vist, han gaar saa stille. – Derinde saa stille, – og ude, hvilken Larm fra den tidlige Dag. Korsfarermunkene ville have vore Folk mod Kristi Grav. Her er nok at tage vare, hvor de ere. Men hvilken Støj? Det kan aldrig være om Korstog, at der tales nu? Tales der om Andet, saa tales vistnok ogsaa om os, om vort Forehavende. Ord kan da falde, der kan gaa os imod, vi skulde have været der. – Sigurd er kommen, han er ikke at stole paa, han vinder Folket mere og mere, i et ophidset Øjeblik … o, Harald maa følge os op paa Højen!

(lytter, banker).

Han standsede? – Nej, han gaar igjen.

(banker).

Intet Svar (hun staar lidt). Larmen stiger bestandig. Vi Kvinder kunne ikke gaa derop alene … han maa gaa med! (raaber) Harald! Harald! det er mig!

(Døren aabnes).

    Helga  (farer tilbage).

Alle Helgene, hvor bleg han er! –


    Haralds Stemme  (dæmpet).

Denne Banken Dag og Nat er som Ravne over et Aadsel. Kom nu; men stille!

(hun gaar ind, han lukker).


Tredie Scene

Sigurd. Audhild (med en liden Flaske og Baand).


    Audhild. 

Hvor er I saaret, siger I?


    Sigurd  (holder højre Haand frem).

Her mellem de to Fingre … et Spydstik. Blot et Par Draaber af Flasken, jeg gav Eder, og saa et Bind om. Man naar aldrig til at give mig dybt Saar.


    Audhild. 

Men selv giver I nok ofte.


    Sigurd. 

Og naar jeg engang saares, gror det strax.


    Audhild. 

En Lykke for den, der farer saa vide.


    Sigurd. 

I spilder Draaberne paa Gulvet.


    Audhild. 

Jeg har været tidlig oppe, jeg skjælver paa Haanden.


    Sigurd. 

I ser ikke ud til at være svag.


    Audhild. 

Jeg arbejder ogsaa imod. – Vil I holde Flasken.


    Sigurd  (modtager den).

Et saadant Lægemiddel er en herlig Ting. Jeg fik det af min Moder, Opfindelsen er kommen fra Irland med Magnus Barfod.


    Audhild. 

Det hjalp ham dog lidt tilsidst.


    Sigurd. 

Tilsidst hjælper Intet.

(hun ser paa ham).

    Sigurd. 

Men naar det er kommet saavidt, er det bestemt ogsaa sødt at give efter.


    Audhild. 

I er færdig. –


    Sigurd. 

Saa maa I have Tak (smilende). Højre Haand kan jeg ikke byde Eder. (giver venstre). Hvor varm Eders er; min er kold.


    Audhild. 

Det tyder paa Sundhed.


    Sigurd. 

Saa siger man.

(prøver, hvor han skal gjemme Flasken).

    Audhild. 

Kanske jeg skal bevare dette Lægemiddel for Eder.


    Sigurd. 

Da nyttede det mig ikke stort; thi nu skal jeg rejse.


    Audhild. 

Skal I rejse?


    Sigurd. 

Ja, nu er jeg færdig her, – og Andre tage mit Arbejde.


    Audhild. 

Hvad mener I?


    Sigurd. 

I ved det altsaa ikke? – Medens jeg var borte, er Thorkel Fostre dræbt i sit Fængsel.


    Audhild. 

Sancta Maria, Thorkel dræbt?


    Sigurd. 

Ja. Paa mit Æresord havde jeg lovet ham Frihed, naar Alt var ordnet. Nu er det brudt, – og ikke ved mig.


    Audhild. 

Men ved hvem?


    Sigurd. 

Det kan baade skjønnes og siges. –

(Taushed).

Hører I Larmen fra Kapelhøjen? Der tales nu om Mordet. Korsfarerprædikanter rejse Landet rundt, gribe hver Lejlighed til at skræmme Folk mod Korstog, Sindene ere i Oprør, – hvad ellers maaske vilde være taalt blandt slige Folk, taales ikke, naar Tankerne gjære uklart i det Hellige. – Men de tage Følgerne, som ville have dem!


    Audhild. 

Nu ere vi nok først fortabte!


    Sigurd. 

Hvordan det saa er, jeg maa strax rejse. Bliver jeg, ser det ud, som om Mordet havde mit Minde.


    Audhild. 

O, Ingen vil tro Eder dette til! Og om saa var, I, der staar saa højt, frygter I et Skin?


    Sigurd. 

Ens Eftermæle er mere. –


    Audhild. 

Der kan komme Krav saa store, at selv Omdømmet offres.


    Sigurd. 

Men her ere de ikke. –


    Audhild. 

Helga og hendes Søn! –


    Sigurd. 

Skal jeg føre deres Sag, maa ikke Andre blande Ondt i den.


    Audhild. 

Hvad Andre have gjort, maa Harald Jarl ikke lide for …


    Sigurd. 

Det faar nu engang at være hans Skjæbne, der er formegen Mistanke og Uærlighed omkring ham, han kan ikke længer hjælpes. – For dybt vil jeg heller ikke indvikle mig selv; thi min eneste Lykke er at staa frit.


    Audhild. 

Det tænkte ogsaa jeg – før; men fandt, det var Bedrag.

(Taushed).

    Sigurd. 

Med Baand komme Sorger.


    Audhild. 

Hvad, tror I, er tyngest at føre, – Tomhed eller Sorg?


    Sigurd. 

O, Tomhed! –


    Audhild. 

Saa har I selv svaret.


    Sigurd. 

Men hvor stor Del jeg end tog her, – det fyldte mig dog ikke! Jeg træder aldrig ind i en liden Kirke uden at tænke mig en stor, aldrig i en af Træ uden at længes til hine af Marmor med en Barm af Søjler og derover de uhyre Buer. Saaledes staar jeg heller aldrig i en liden Handling uden at tænke mig i en stor, i mange Tusinders Overvær, i Lysning af et Digt.


    Audhild. 

Det forstaar jeg, at med saadanne Længsler kan I ikke trives paa Orknø.


    Sigurd. 

O, havde jeg et Livsmaal, jeg skulde lide og taale trods Nogen!


    Audhild. 

Og det har I ikke?


    Sigurd. 

Ved I ogsaa, hvad I der spørger om? – Har I noget?


    Audhild. 

En Kvinde –


    Sigurd. 

Hun venter sit, det er sandt. – Jeg begyndte med at lægge mit bag mig.


    Audhild. 

Et Livsmaal, tænkte jeg, kunde altid tages.


    Sigurd  (ryster paa Hovedet).


    Audhild. 

Tilgiv, at jeg førte Eders Tanker til dette. – I rejser altsaa nu?


    Sigurd. 

Nu gaar det mig som engang før. Jeg havde alle Grunde klare for at rejse paa Korstog; da jeg kom til Skotland, blev jeg dog der. – Og det, skjønt jeg hver Dag længtes, – ikke hid, ikke hjem, ikke nogensteds, – længtes.


    Audhild. 

I bliver?


    Sigurd. 

Hvad I har sagt, og saadan som I har sagt det, jeg skal i alt Fald blive, til jeg har tænkt det over. – Jeg vil op paa Højen og høre, hvordan det staar.


    Audhild. 

Saa tag Sværd med.


    Sigurd. 

At I minder mig om Saadant? Tak! – Faar jeg til Gjengjæld minde Eder om Noget?


    Audhild. 

Hvis I vil have saamegen Tanke for mig –


    Sigurd. 

Jeg hører, I gaar omkring her paa Øen – alene. Disse Øer ere ikke sikkre, jeg har hørt Ord falde; thi I er smuk. Nu ja, bliv ikke vred over mit Raad; I kan jo glemme det.

(gaar).


Fjerde Scene

Audhild, Helga (kommer fra Sønnens Kammer bedrøvet).


    Audhild  (falder hende om Halsen).

Jeg har vist ofte saaret dig!


    Helga. 

O, lærer du engang at elske, bliver du mildere!

(Audhild kysser hende heftigt og gaar).


Femte Scene

Helga.


    Helga. 

Nu finder jeg ikke hans Tanke. Den er som et skræmt Dyr; den flygter altid dybere ind. Formeget have vi gjort – eller forlidt. – Vi staa paa en Halvvej, og han frygter Alle, Ven som Fjende. Men hvis han Ingen havde at frygte? Hvis Sigurd, alle disse Mænd, – og vi selv bleve overflødige, – fordi han ingen Broder længer havde? Altsaa Broderen bort? – Stygge Tanke, hvorfor frister du mig! Jeg maa tale til Frakark … nej, hun vil det Samme … Jeg maa betro mig til Sigurd; nej, han er ikke længere at stole paa. – Svenn Viking? Ja, hvad vil jeg ham egentlig? – Her er jo ikke mere end een Ting, – og den tør jeg ikke. – Jeg maa se min Søn daglig hentæres, og kan ikke hjælpe! Ikke hjælpe? En Moder ikke hjælpe? Frakark; ja, Frakark er saa stærk … Der staar en frisk Kjøling af hendes blotte Blik … bort med Sigurd! Men er hun ikke værre end Sigurd? Hendes Voldsomhed skræmmer Alle bort. Men Sigurd drager igjen Alle formeget til sig. Jeg trængte, at der faldt Lys ned fra Himlen; thi i mit Sind bliver der altid Mørke.



Sjette Scene

Helga. Frakark (kommer).


    Helga. 

Har du været paa Kapelhøjen?


    Frakark. 

Ja.

(hun gaar nynnende omkring).

    Helga. 

Hvorfor denne forfærdelige Støj? Der kan ikke længer prædikes; thi Alle tale jo paa een Gang.


    Frakark. 

Saa have de vel noget Vigtigt at tale om.


    Helga. 

Hvad mener du? – Tale de om os?


    Frakark. 

Det gjør de vist …

(synger)

Han stod ud af Fjorden for fulde Sejl;
Bølgerne saa sig i Skjoldenes Spejl;
Selv holdt han Ror!


    Helga. 

Frakark, jeg frygter Sigurd.


    Frakark. 

Nu frygter jeg ham ikke længer.


    Helga. 

Er der da hændt Noget?


    Frakark. 

Ja; Folkene ville have ham til Jarl.


    Helga. 

Og du frygter ham ikke?


    Frakark. 

– En Haandfuld Forrædere –!


    Helga. 

Hvem have vi at stole paa?


    Frakark  (synger).

Han stod ud af Fjorden for fulde Sejl.


    Helga. 

Os selv? – Tager Thorkel Fostre hans Parti, bliver vor Magt for liden.


    Frakark. 

Ja, Thorkel Fostre kunde være farlig.


    Helga. 

Men han er jo her, og i Forvaring! Sigurd gaar daglig til ham, – o, vi ere Bytte for en dyb List!


    Frakark  (synger).

– – – Selv holdt han Ror!


    Helga. 

Frakark! Thorkel har meget at hevne.


    Frakark. 

Det har han.


    Helga. 

Den Dag, han er fri Mand, ere vi fortabte.


    Frakark. 

Ja, den Dag –


    Helga. 

Hvad mener du?


    Frakark. 

At du er en Nar; Thorkel Fostre er dræbt.


    Helga. 

Dræbt! (Frakark synger). I Fangenskab? (fremdeles). Ved hvem? (træder et Par Skridt hen mod Søsteren). Ved hvem?


    Frakark. 

De gjette paa mig.


    Helga. 

Fy!


    Frakark  (standser).

Kom det fra Hjertet?


    Helga. 

Ja, fra Dybet.


    Frakark. 

Saa maa du være paa et grundt Sted idag.

(gaar atter).

    Helga. 

Frakark! hvorledes maa det gaa af tilsidst?


    Frakark  (synger med stort Mod).

Bølgerne saa sig i Skjoldenes Spejl.


    Helga. 

Ja, sit eget urolige Billede saa de! Vi, der svømme efter Skjæbnens Skib, vi maa synke, hvis vi ikke snart se mere!


    Frakark. 

Paa din Tak har jeg aldrig regnet, skjønt dette frelste os Alle. Thi slap Thorkel Fostre løs, svømmede vi neppe længe efter Skjæbnens Skib.


    Helga. 

En levende Fjende kan vindes, en død giver Intet uden Efterlevendes Hevn.


    Frakark. 

Saa rammer den i det Højeste en Kvinde; men din Søn, vor Slægt er grundfæstet.


    Helga. 

Tror du, at Sigurds Mænd mere vil løfte Sværd for os?


    Frakark. 

Nu larme de en Stund og tænke paa mangehaande; siden indse de nok, at uden Hjælp kunne de intet Oprør vove; thi deres egen Flok er forliden.


    Helga. 

Men Sigurd?


    Frakark. 

Over Thorkels Lig betænker han sig.


    Helga. 

Alle Traade glide mig ud af Hænderne; thi dette gaar for fort. – Jeg er ikke tryg, jeg frygter Alle, men mest Sigurd.


    Frakark. 

Sigurd rejser.


    Helga. 

Han rejser?


    Frakark. 

Han er for stolt til at være den Anden, hvor han en kort Stund drømte at blive den Første.


    Helga. 

Men naar han er rejst, hvem have vi saa mod Paal Jarl?


    Frakark. 

Paal Jarl? Han ligger udenfor med kun tre Skibe; han er Intet. –


    Helga. 

Du tror da, det staar godt?


    Frakark. 

Jeg gad vide, naar det stod bedre.


    Helga. 

Hvilken forfærdelig Larm fra Højen. Den stiger, bestandig stiger den.



Syvende Scene

De Forrige. Audhild.


    Audhild  (skyndsomst, angest).

Helga, Helga, tag Harald og flygt … Mændene ville ikke længer tjene Eder, nogle ville til Paal Jarl, andre ville have Sigurd; der er Fare for vort Liv!


    Helga. 

Hører du, Frakark?


    Frakark. 

Kommer du fra Højen?


    Audhild. 

Ja; Alle, Alle ere i Oprør! Da Sigurd kom, blev han modtagen som en Konge; de, der vilde til Paal Jarl, standsede atter, han talte …


    Frakark. 

… Fiskede i rørt Vand.


    Audhild. 

Sigurd traadte ædelt op. Han bad dem skille mellem Harald Jarl og dem, der gjorde, hvad Harald ikke vilde –


    Frakark. 

Se, se!


    Audhild. 

Men Munkene skrege om Broderkrig og Helvede, bestandig Broderkrig og Helvede. Almuen var ophidset, Nogle lovede Korstog, og Andre raabte, at Jarlerne maatte fra Øerne, men Svenn Viking over dem Alle, – at nu maatte Sigurd tage Styret!


    Helga. 

Min Søn, min Søn!


    Audhild. 

O, der blev saadan forfærdelig Larm. Jeg tror, jeg saa Sigurd sidde paa Skjolde, det brød hen over mig, de raabte – om mig og efter mig, Nogle, at de vilde brænde vor Gaard, Andre, at nu kom Paal Jarl op efter Fjorden – jeg ved ikke, hvorledes jeg kom hid … men flygt, Helga; thi snart bryde de ind over os!


    Helga  (bestemt).

Jeg rejser med min Søn. Saa bliver det vel Alle bekjendt, hvem Mordet skyldes.


    Frakark. 

Gjør det ikke, Helga; thi saa skilles vi.


    Helga. 

Naar min Søn er frelst, tænker jeg først paa, hvem jeg forlod.


    Audhild. 

Det bryder sig som Isflager i en Storm. Flygt, Helga!


    Helga. 

Ja! (iler mod hans Kammer; standser). Sigurds Stemme?


    Audhild. 

Han kunde dog endnu frelse os!


    Helga. 

Men han vil ikke.


    Audhild  (forbauset).

Vil han ikke?


    Sigurds Stemme. 

I, der holde Vagt mod Fjorden, melde hvert Sejl, der kommer, I, der staa Vagt om Huset, slipper Ingen igjennem, ud eller ind, uden min Befaling.


    Audhild. 

Hellig Olaf, hvad er dette?


    Frakark. 

Ere vi Fanger i vort eget Hus?

(De tre Kvinder stille sig sammen.


Ottende Scene

De Forrige. Sigurd (bevæbnet).


    Sigurd. 

Det maa gjøres strax! – Nu, det er godt, I ere her begge To! –

(Sigurd tager Hjelmen og Kappen af, gaar tilbage mod Døren og slaar Skodden for).

    Frakark. 

Hvad tænker du paa?


    Sigurd. 

Jeg kunde nok heller spørge Eder derom.


    Frakark. 

Vi stænges inde.


    Sigurd. 

Ja, – og Vagt udenfor.


    Frakark. 

Ogsaa for den anden Dør?


    Sigurd. 

Ja; – prøver I desuagtet paa at bryde ud, kan det hænde, I ere Dødens.


    Helga. 

Saa dette er den Fremmede, vi betroede os til!


    Frakark. 

Vogt dig, Sigurd!


    Sigurd. 

For Eder? – som nu ikke kan vogte Eder selv?


    Frakark. 

Vi gav vor Magt til en redelig Mand; men finder en Oprører.


    Sigurd. 

Giv mig Pergament; der skal skrives Fredsforslag.


    Frakark og Helga. 

Fredsforslag!


    Helga. 

Med hvem?


    Sigurd. 

Med Paal Jarl.


    Helga. 

Hans Magt er altsaa atter stegen?


    Sigurd. 

Ja.


    Helga. 

Og du vil ikke møde ham?


    Frakark. 

Skjønner du ikke, han skal mødes med Pennefjedre?


    Helga. 

Sigurd! Du møder ham ikke?


    Sigurd. 

Nej.


    Helga. 

Nu tror du dig sikker. – Men er du saasandt en Forræder, Sigurd Slembe, som Intet paa Jorden skal beskytte dig mod mig
alene – –!


    Sigurd  (studser).

– – Nu vil jeg vise, at jeg her har den øverste Magt.


    Frakark. 

Tro ikke, du har os her. Vi kan finde Hjælp, hvor du mindst venter!


    Sigurd. 

Sæt Eder et højere Maal; thi dette glipper.


    Frakark. 

Tal ikke til mig om Maal, unge Mand; thi af os to har jeg det længste.


    Sigurd. 

Hvad sagde I? – Nu ja, det er sandt; – der skal ogsaa saa lidt til. Men mind mig ikke for stærkt derom – nu!


    Audhild  (træder frem).

O, svar mig: skal Helga rejse?


    Sigurd. 

Hun, som I Alle, ere mine Fanger. Herfra kommer Ingen.


    Audhild. 

Men naar Paal Jarl kommer?


    Sigurd. 

Saa langt som hid kommer han ikke.


    Helga. 

Ikke?


    Sigurd. 

Han venter, at alt Mandskab skal strømme mod ham fra denne Forsamling. I dets Sted faar han høre, at det har samlet sig om mig.


    Frakark. 

Med dig har vi altsaa at gjøre.


    Sigurd. 

Med mig.


    Frakark. 

Og du underhandler med Paal Jarl, – nu forstaar jeg!


    Helga. 

Har du Hjerte til at glemme ham, som sidder syg i sit Kammer og kjender ingen Fare?


    Sigurd. 

Gak selv derind. Jeg deler ikke længer min Magt eller mine Planer med Nogen. – I har gjort Ulykke nok.


    Audhild. 

O, I er ædel – I misbruger ikke Eders Magt?


    Helga  (til Frakark).

Se Audhild!


    Sigurd. 

Jeg tænkte, vi havde talt sammen.


    Audhild. 

Ja, jeg tror Eder!


    Frakark  (til Helga).

Du har Ret!


    Helga. 

O, nu kommer det for sent!


    Frakark. 

Nu er det farligt!


    Sigurd  (som er gaaet til Bordet, rejser sig).

Men jeg kan jo ikke skrive, – min Haand … (til Audhild) saa maa I hjælpe mig.


    Audhild. 

Jeg? – Jeg har kun skrevet for mig selv.


    Sigurd. 

Eders Hjælp gjælder nu meget. – (bestemt) I nægter mig den ikke.


    Audhild. 

Naar I kan være tjent med den –


    Frakark. 

Hun skriver ikke saa godt, det kan bruges.


    Sigurd. 

Derom kan Ingen dømme, som selv ikke kan læse. – I fjerner Eder!


    Helga. 

Audhild skal følge med!


    Sigurd. 

Audhild har lovet at blive.


    Frakark. 

Os skal hun lyde; vi ere hende i Moders Sted.


    Sigurd. 

Men nu er det mig, som befaler, – og faar ikke hun skrive, kan det hænde, som bliver slemt for Eder Alle.


    Frakark. 

Kom, Helga; – i Nød flyder ofte Raad af Uraad!


    Helga. 

Ja, saalænge det gaar med!

(de fjerne sig).


Niende Scene

Sigurd. Audhild.


    Sigurd. 

Folket tror, at jeg vil tage Magten; ene derved kan jeg frelse Eder Alle. Nu benytter jeg min Stilling til hurtigt Forlig mellem Brødrene, – saa falde alle Oprørsplaner af sig selv.


    Audhild. 

Altsaa for Brødrene gjælder Fredsforslaget?


    Sigurd. 

For Brødrene.


    Audhild. 

Herligt!

(sætter sig for at skrive).

    Sigurd. 

Sidder I godt saaledes?


    Audhild. 

Tak. –


    Sigurd  (langsomt).

«I den hellige Treenigheds Navn gjøre vi følgende Forlig, – som vi søge stadfæstede af den norske Konge.»


    Audhild  (spørgende).

Den norske Konge?


    Sigurd. 

Lenspligten maa op igjen; deri ligger den eneste Sikkerhed.


    Audhild  (skriver).


    Sigurd  (for sig selv).

Mon ikke de to Brødre elske hinanden? Jeg maa prøve, hvad Kvinderne ikke have prøvet; og dette have de neppe prøvet! –


    Audhild. 

… «Den norske Konge». –


    Sigurd. 

«Vi regjere Øerne tilsammen og bo tilsammen paa vore Ejendomsgaarde – med een Hird.»


    Audhild  (rejser sig halvt).

Tilsammen og med een Hird?


    Sigurd. 

Adskilte have de aldrig været lykkelige.


    Audhild  (ser paa ham og skriver).


    Sigurd  (for sig).

Men de, som kunne sætte Ondt, maa bort, – ja, hun maa bort! –


    Audhild  (om en Stund).

– «med een Hird».


    Sigurd. 

«Alle, der ere delagtige i Thorkel Fostres Drab, forvises Øerne for bestandig.»


    Audhild. 

Altsaa Frakark? –


    Sigurd. 

Ja, det er hende, jeg mener.


    Audhild  (skriver).


    Sigurd. 

Men Moderen maa blive. Nu maa hun have lært.

(Pause).

    Audhild. 

– «for bestandig». – – Nej, nej, I maa ikke se!


    Sigurd. 

Vist maa jeg se!


    Audhild. 

Men husk, at jeg hidtil kun har skrevet for mig selv. –


    Sigurd. 

Klart og frit. – Altsaa det Sidste: «Sigurd fra Norge med Tilnavnet Slembe forvises Øerne for bestandig».


    Audhild. 

Jesus! Men hvorfor? –


    Sigurd. 

Det ønsker begge Jarler. – Uden denne Post have de heller ingen Tillid til mine Forslag.


    Audhild. 

Men hvorledes kommer I bort? Eders Mænd? –


    Sigurd. 

Saasnart begge Jarler er kommen sammen, savnes jeg. Thi jeg er rejst med Korsfarerne.


    Audhild. 

I sagde jo nys, at I ikke vilde rejse.


    Sigurd. 

Nu er det blevet nødvendigt. –

(Taushed, Audhild skriver endelig).

    Sigurd  (som er falden i Tanker).

Saa gjør jeg min Pligt. – Men hvis jeg tog Magten og førte Øerne tilbage under den norske Krone, gjorde jeg ogsaa min Pligt. Og ikke alene min Pligt; men min Ret. Havde jeg først Lenet, fik jeg lettere Riget; thi derfra gik jeg en klar Dag paa Havets blaa Tæppe mod Thronen. – – – Usikkert blev det dog altid. Og føre de mig ikke til Norge, er Orknøerne mig ikke nok. De splitte kun mine Længslers Tog, aaben maa Vejen staa mod al Verden; – videre frem! – – – Havde jeg kun Noget, som bandt mig …


    Audhild. 

Jeg er færdig.


    Sigurd  (ser i hendes Arbejde, sætter en Finger paa).


    Audhild. 

Har jeg glemt Noget?


    Sigurd. 

Ja: – «med Tilnavnet Slembe». – Men har I glemt det, skal det heller ikke staa.

(hun rejser sig).

    Audhild. 

Der er ikke mere?


    Sigurd. 

Nej. I maa have Tak!


    Audhild  (bliver staaende).

(Taushed).

    Audhild. 

I rejser altsaa?


    Sigurd. 

Ja. – Det Raad, jeg gav Eder, bliver det sidste.


    Audhild. 

Det var netop derom …


    Sigurd. 

I husker det altsaa?


    Audhild. 

Ja … Og til Bevis paa, at jeg vil følge det, jeg har en Kniv; (tager den af Barmen) den trænger jeg nu ikke længer … og jeg vilde gjerne, at I skulde tage den … den er indviet!


    Sigurd. 

Et herligt Vaaben!


    Audhild. 

Den er kommen fra Jerusalem. – Fader har baaret den derfra.


    Sigurd. 

Den skal endnu engang gjøre Rejsen, og føre mig hjem, som den førte ham.


    Audhild. 

Og saa faar Gud være med Eder!


    Sigurd. 

Gaar I?


    Audhild. 

Ja …


    Sigurd. 

Dog ikke strax?


    Audhild. 

Der er jo ikke mere.


    Sigurd. 

Men vi har jo igrunden aldrig talt sammen? –


    Audhild. 

Nu tror jeg ogsaa, det er bedst, vi ikke taler mere sammen.


    Sigurd. 

Hvad sagde I der?


    Audhild. 

Intet (vil gaa).


    Sigurd. 

Audhild!


    Audhild. 

Farvel!


    Sigurd. 

Audhild!


    Audhild. 

Sigurd!

(han springer to Skridt mod hende, da kaster hun sig om hans Hals).

    Audhild  (som af en Bedøvelse).

Hvad har jeg gjort? –


    Sigurd. 

Jeg ved ikke; men jeg er i et Øjeblik bleven lykkeligere end tænkt i et Liv.


    Audhild. 

I maa bort.


    Sigurd. 

Nu ikke mere.


    Audhild. 

Eders Korsfarere?


    Sigurd. 

Kjender dem ikke.


    Audhild. 

Eders Forsætter?


    Sigurd. 

Husker dem ikke.


    Audhild. 

Gud i Himlene, saa er jeg lykkelig!

(Omfavnelse).

    Sigurd. 

Audhild!


    Audhild. 

Sigurd!


    Sigurd. 

En Gang til, Audhild!


    Audhild. 

Sigurd! – Evige Skaber, at du elsker mig!


    Sigurd. 

Se paa mig!


    Audhild. 

Jeg gjør intet Andet.


    Sigurd. 

Du har Taarer!


    Audhild. 

Jeg kan ikke for det.


    Sigurd. 

Lad mig kysse dig!


    Audhild. 

Ja! –

(han kysser hende).

    Sigurd. 

Kan dette ende?


    Audhild. 

Ikke, medens jeg holder dig.


    Sigurd. 

Saa løs dit Haar og bind mig!


    Audhild. 

Er det ogsaa dig, jeg holder?


    Sigurd. 

O ja!


    Audhild. 

Og det er sandt, du elsker mig?


    Sigurd. 

– Som at jeg tænker!


    Audhild. 

Det er næsten formeget til at tro paa.

(Omfavnelse).


Tiende Scene

De Forrige. Helga (kommer).


    Sigurd. 

Hvad vil I?


    Helga. 

Forslaget.


    Sigurd. 

Hvad? Forslaget? – Her er det!


    Helga. 

Det indeholder?


    Sigurd. 

Nej, ikke læs; men Underskrift – strax!


    Helga. 

Maa altsaa vide, hvad der staar.


    Sigurd. 

Nej, – jo; – men ikke her! Hører I, læs og drøft derinde, saa jeg Intet hører; thi ved Olaf: jeg vil ingen Betænkning, blot Underskrift!


    Helga. 

Jeg kjender Eder ikke igjen!


    Sigurd. 

Nej, I kjender mig ikke! – I ved ikke, hvem jeg er – hvad jeg nedlader mig til! – Ingen Betænkning, Kvinder! Underskriften her om et Øjeblik!


    Helga. 

Alle Helgene! – Her maa være noget … (kaster et Øje i Dokumentet og raaber) skal Frakark bort?


    Sigurd. 

Ja!


    Helga. 

Men Frakark?


    Sigurd. 

Ja! Ja! Vov ikke at sige et Ord derimod.

(Helga til sin Søns Dør).

Ja, har jeg sagt, ja!

(hun forsvinder).


Ellevte Scene

Sigurd. Audhild.


    Sigurd. 

Ved disse Kvinder er noget saa ideligt Overhængende, Sejgt, der tirrer, trætter! – O, Audhild! – Er du løben i Krog? – Kom frem igjen! (hun tier) Audhild? (hun tier) Hvor forandret du ser paa mig?


    Audhild. 

Jeg er bange dig!


    Sigurd. 

Er du bange mig?


    Audhild. 

Du er jo To.


    Sigurd. 

Hvad siger du?


    Audhild. 

Dette var jo ikke dig!


    Sigurd. 

Men Audhild?


    Audhild. 

… haard som en Staalfjeder, hoppende over Gulvet uden Skridt, med gnistrende onde Øjne og en Stemme som fra en lang Gang i Mørke … Medens du staar saaledes, kommer det frem igjen!


    Sigurd. 

Blot Hidsighed, Audhild. Følelser i Oprør slaa let over.


    Audhild. 

Men saaledes?


    Sigurd. 

Glem det og kom frem igjen!


    Audhild. 

Saa sig noget Godt først.


    Sigurd. 

Jeg er kun Godt, naar jeg ser paa dig. Og er der endnu en Uro i mig, som gjør dig bange, da tro, at den flygter det Øjeblik, du vil rødme i min Morgenbøn, smilende forny min Dag, kalde hjem og drage Slør over min Aften … (hun kommer) thi hos dig er der Fred og Hjem. Læg dine Hænder paa mit Hoved.


    Audhild. 

Sigurd, kunde du nogensinde gaa fra mig?


    Sigurd. 

Umuligt!


    Audhild. 

Denne Uro i dig? – Hvem er du, Sigurd?


    Sigurd. 

En, der glemmer, hvem han er.


    Audhild. 

Har du da gjort noget Ondt?


    Sigurd. 

Nej. – Men spørg ikke.


    Audhild. 

Kjærligheden har Fortrolighed. – Alt, Alt, kunde jeg sige dig.


    Sigurd. 

Ogsaa jeg dig. – Men jeg ved forud, at ikke Alt vilde gjøre dig godt.


    Audhild. 

At jeg ved Noget fortiet, gjør mig ondt. – Har du elsket Nogen før?


    Sigurd. 

Aldrig.


    Audhild. 

Hvorledes kom du saa til at elske mig?


    Sigurd. 

Jeg tror i et Øjeblik – ja, jeg ved ikke; – men du mig?


    Audhild. 

Fra jeg saa dig! Og nu kan jeg sige dig det: var du rejst, saa døde jeg!


    Sigurd. 

Og nær var jeg rejst!


    Audhild. 

Ja, se dette! Hvor ganske anderledes du maa elske end jeg.


    Sigurd. 

Jeg er ogsaa en Anden.


    Audhild. 

Ja, Noget jeg ikke fatter; noget Forunderligt, Stort … Du maa være en mægtig Mands Søn.


    Sigurd  (viger).

Audhild!


    Audhild. 

Hvad er det?


    Sigurd. 

For vor Fremtids Skyld: nævn ikke mere Saadant.


    Audhild. 

Gud!


    Sigurd. 

Ikke det Blik, Audhild!


    Audhild. 

Det Blik? … Jeg ved ikke af det …


    Sigurd. 

Det spørger altid: hvem er du, Sigurd?


    Audhild. 

Saa se ikke paa mig!

(hun gjemmer Hovedet hos ham).


Tolvte Scene

De Forrige. Helga.


    Sigurd. 

Der igjen!


    Helga  (fra Sønnens Kammer).

Du maa være en Troldmand, Fremmede! Hvad der i tre Aar ikke er lykkedes mig, har du opnaaet: han rejste sig og sang! Da det kom til Frakark, lo han og kaldte paa Drengen. Her hans Underskrift, se, med hvilke uhyre Bogstaver!


    Sigurd  (tager Forslaget).

Godt, – saa skal det strax sendes.



Trettende Scene

De Forrige. Frakark.


    Helga. 

Men hvad vil Frakark sige?


    Sigurd. 

Spørg hende; thi der staar hun!


    Helga  (raabende).

Frakark!

(Begge Søstre betragte hinanden). (Taushed).

    Frakark  (endelig).

Hvad er det?


    Sigurd. 

Jeg har opsat et Fredsforslag mellem Brødrene, deri hedder det blandt Andet, at Alle, som have Del i Thorkel Fostres Drab, forvises Øerne. – Dette Forslag har allerede Harald Jarls Underskrift.

(Taushed).

    Sigurd. 

Det er Eder, som er ment.


    Frakark. 

Saa det er Lønnen.


    Sigurd. 

Jeg tror, den svarer til Arbejdet.

(Taushed).

    Frakark  (til Sigurd).

Men du bliver?


    Sigurd. 

Jeg forlader Øerne samtidigt. (afsides i stor Overraskelse) Men det gjør jeg jo ikke længer?


    Audhild. 

Men det gjør du ikke nu!


    Frakark. 

Hvem skal saa staa hos Jarlen?


    Helga. 

Ingen.


    Frakark. 

Ingen?


    Helga. 

Uden mig. Brødrene skulle herefter leve sammen.


    Frakark. 

Ha, ha, ha, ha!


    Helga. 

Du er ikke den Eneste, som dette Budskab har glædet. Ogsaa Harald lo.


    Frakark. 

Ha, ha, ha, ha! – – Saadan naar Børn skulle bygge; Voxne faa Stene frit.


    Helga. 

Andet skal du se! (til Sigurd). Lad Forslaget strax komme i Paal Jarls Hænder!

(Sigurd ser paa det, men svarer ikke).

    Helga. 

Betænker du dig?


    Sigurd  (fra hende, for sig selv).

Nu er Alt forandret! Nu gro min Fremtids Planer i samme Jord som deres.


    Helga  (mod Audhild).

Hvorfor gaar han ikke? – (til Sigurd). Du rejser jo; det er jo dit eget Forslag!


    Sigurd. 

Det var; – men hvem støder sin Baad fra Land, naar en Kvinde vinker med hvid Haand, og Huset staar aabent bag hende?


    Helga  (med Udraab imellem dem).

I elske hinanden!


    Sigurd. 

Ja! (gaar over til Audhild). Og jeg rejser ikke!


    Helga. 

Du staar ikke længer fri i min Søns Tjeneste! Du har pludselig faaet egne Planer!


    Sigurd. 

Det er sandt; fra nu af har jeg atter Maal!


    Helga. 

Skal saa min Søn synke? –


    Sigurd. 

Nu arbejder jeg ikke længer for Andre. –


    Helga. 

Og du tager, hvad hans er?


    Sigurd. 

Jeg tager, hvad bydes!


    Helga. 

Jesus Christus! Hvor faar jeg nu Hjælp!


    Frakark  (frem).

Hos mig, Helga. – Fra ham, Audhild! Han er en Forræder imod vor Slægt!


    Sigurd. 

Jeg tror, jeg lader det bryde løs strax!


    Helga. 

Er der den mindste Ærlighed i dig, saa sender du Forslaget!


    Sigurd. 

Ja, jeg lader det bryde løs …

(vil rive Forslaget itu).

    Helga  (til).

Det er ikke længer dit! – Hans Haand staar paa det, som hersker i Landet.


    Sigurd. 

Landet er ikke hans; det er den norske Konges!


    Frakark. 

Siden Magnus Barfods Levetid har Lenspligten ikke været oppe.


    Sigurd. 

Saa sidde Brødrene i uret Ejendom … og det er paatide at gjøre Forandring.


    Frakark. 

Du vil paatage dig dette?


    Sigurd. 

Jeg har et Ord at sige den norske Konge, som giver mig i Len, hvad de have med Uret.

(Audhild har fjernet sig).

    Helga. 

Og alt dette Blod, som i denne Slægt har været spildt for det ulyksalige Herredømme, skal være flydt for en Fremmed?


    Sigurd. 

Saa gaar det altid. – Lige fra Fafners Guld har røvet Gods givet Lidelse og liden Lykke.


    Frakark. 

Men dette Gods har du paataget dig at forsvare for os!


    Sigurd. 

Da I dræbte Thorkel Fostre, brød I selv vor Pagt. Her skylder jeg Ingen Noget (viser mod Audhild) uden hende!


    Helga. 

Er Audhild den Lov, hvormed du griber efter min Søns Land?


    Sigurd. 

Hun gav mig Lyst til at bruge den Lov, som ligger i mine Mænds Sværd. Men jeg har en anden og større, som I skulle høre læst den Dag, jeg staar hos den norske Konge.


    Helga. 

Er du da den, de sige –?


    Sigurd. 

Det skulle I saa faa at vide.


    Frakark. 

Ser du, ser du, Helga, hvorledes det gaar at dele Magt med en Anden? Og du vil endnu dele den med din Søns Broder?


    Helga. 

O Audhild, hjælp mig, saasandt som du nu ved, hvad det er at elske!


    Audhild  (til Sigurd).

Sigurd, dette trænger vi ikke for at leve sammen.


    Sigurd. 

Skal da jeg altid offre?


    Audhild. 

At forsmaa, hvad Andres er, det er ikke at offre.


    Sigurd. 

Men det er ikke deres! Vidste du blot: det er mit med større Ret, end det er deres!


    Audhild. 

Hvad der nu er oppe i din Sjæl, forstaar jeg ikke. – O, giv Forslaget, jeg følger dig jo overalt!


    Helga. 

Hører du: hun beder, som du har valgt, jeg beder som en Moder, og han beder, som i dette Forslag ser al sin Lykke.


    Sigurd  (for sig selv).

Nu: lad Paal Jarl komme! Desto lettere tages begge Brødre til Fange – og sendes den norske Konge … Her er Forslaget!

(giver det til Audhild).

    Audhild. 

O Tak, Tak! Her, Helga!


    Helga. 

Saa være alle Helgene priset! Det maa strax afsted.


    Frakark  (imøde).

Betænker du dig ikke?


    Helga. 

Nej. Dette er det eneste Middel, som ikke er forsøgt til hans Frelse.


    Frakark. 

Der er dog endnu et.


    Helga. 

Frist mig ikke! Paal Jarl skal komme!


    Frakark  (nærmere).

Men naar han kommer … (Helga standser) saa give vi ham den Skjorte, som jeg har syet paa i tre Aar.


    Helga. 

Ti! (hun gaar).


    Audhild. 

Sigurd, hvor rejse vi saa hen?


    Sigurd. 

Mød mig her hver Morgen, før de Andre staa op.


    Audhild. 

Rejse vi da ikke?


    Sigurd. 

Det skal jeg sige dig, naar Paal Jarl kommer.




Tredie Akt

Hallen prydes med Skjolde, Skind, Tepper; Bænke opstilles, Svende løbe ud og ind. Det er i Morgengry; Svende sidde sammen i en Klynge og pudse Sølvtøj, Kaare blandt dem; han synger.


Første Scene

Kaare. Svende.


    Kaare. 

Hvad vælter de Bølger i stille Vejr?
Hvad stiger saa stort i Vest?
Hvad tænder Stjerner i Dagens Lejr
som Fakler til Dødningfest?


    Alle. 

Gud hjælpe dig, vor Jarl,
Gud hjælpe dig, vor Jarl,
det er Helga, som kommer til Orknøj.


    Kaare. 

Hvad er det for Drage, som puster frem,
saa Bølgen gaar rød af Blod?
Søfuglene skrige, de flygte hjem,
de flokke sig om min Fod.


    Alle. 

Gud hjælpe dig, vor Jarl,
Gud hjælpe dig, vor Jarl,
det er Helga, som kommer til Orknøj.


    Kaaare. 

Hvad stiger af Stavnen for sælsom Mø
i Straaler og mild Musik?
Hvad er det, som gjør, at Blomsterne dø,
hvad taarer saa Eders Blik?


    Alle. 

Gud hjælpe dig, vor Jarl,
Gud hjælpe dig, vor Jarl,
det er Helga, som kommer til Orknøj.


    En vinterklædt Mand  (ind ad Døren).

Stille! Der er tændt Lys hos Jarlen.

(Alle rejser sig).

    Kaare. 

Han venter sin Broder. Ses Skibene?


    Manden. 

Endnu er det for mørkt.


    Kaare. 

Nu, nu, der vil snart komme Dag.

(de gaa).


Anden Scene

Jarlen og hans Dreng.


    Jarlen. 

Kom nu! Her er Ingen.


    Drengen. 

Hu, her er saa koldt.


    Jarlen. 

Saa tag mere om dig. (klæder ham).


    Drengen. 

Hvorfor vil du ogsaa være her?


    Jarlen. 

Her er Rummet større.


    Drengen. 

Vil du da aldrig sove?


    Jarlen. 

Siden, siden skal jeg sove. – Nu maa min Broders Skibe kunne ses?


    Drengen. 

Endnu er det for mørkt.


    Jarlen. 

Stakkel, du er træt. Vaag blot denne ene Nat med mig. Siden skal du faa Ro. – Du siger, at de sy paa Skjorten?


    Drengen. 

Ja, begge to.


    Jarlen. 

Og de taler om min Broder, naar de sy?


    Drengen. 

Bestandig.


    Jarlen. 

Bestandig. (Taushed). Hørte du Noget af Mændenes Samtale i Nat.


    Drengen. 

Nej, ikke i Nat; jeg var saa søvnig.


    Jarlen. 

Du hørte dog Visen.


    Drengen. 

Ja Visen –


    Jarlen. 

Den er om min Moder, siger du.


    Drengen. 

Ja og om din Fader, som blev gal, da din Moder kom. – Men det blev han jo ikke?


    Jarlen. 

Han var en klog Mand. – Men den Vise synger Alle?


    Drengen. 

Den synger Alle.


    Jarlen. 

Den synger Alle. – (Taushed). Svenn?


    Drengen. 

Ja.


    Jarlen. 

Vi ere altsaa hadede her paa Øerne?


    Drengen. 

Jeg tror ikke, I ere elskede.


    Jarlen. 

I Dag maa jeg sige dig, hvad længe har ligget mig paa Hjerte: – jeg vil rejse herfra!


    Drengen. 

Rejse? Hvorhen?


    Jarlen. 

Rejse fra det Hele, fra Had, fra Fristelse, alt Ondt, rejse!


    Drengen. 

Saa vil jeg følge med.


    Jarlen. 

Did jeg rejser, kan Ingen følge.


    Drengen. 

Fra Orknøerne føre blot de store Skibe.


    Jarlen. 

Ikke de alene. – Det er en Opfindelse, Svenn; naar jeg taug, var det den, jeg grundede ud.


    Drengen. 

Jeg forstaar dig ikke.


    Jarlen. 

Og dog er den gammel. Men den maa hvergang findes paany; forklares kan den ikke.


    Drengen. 

Og du har fundet den?


    Jarlen. 

For længe siden. – Ser du, det var den, der forbød mig at gjøre Modstand; thi jeg vidste jo, jeg havde noget i Baghaand. – Det var ogsaa den, som gjorde mig taalmodig; thi jeg tænkte, jeg kunde rejse, hvis det blev for galt. Men nu er det bleven for galt: – nu ville de dræbe min Broder!


    Drengen. 

Og du rejser?


    Jarlen. 

Over de store Vande; Havtaagen skal tage og skjule mig.


    Drengen. 

O, rejs ikke, o, for min Skyld, rejs ikke!


    Jarlen. 

Ogsaa for din Skyld maa jeg rejse. Forlænge har du vist været hos mig. Du har en stor Fremtid ivente, jeg vil ikke staa den ivejen.


    Drengen. 

Du staar Ingen ivejen!


    Jarlen. 

Alle, endog mig selv. Jeg lever mig selv til Byrde, Andre til Spot og Had, men En til Fristelse, og det er min egen Moder. For min Skyld har hun gjort meget ondt; for min Skyld vil hun dræbe min Broder. Hvorfor skal han dø? Er det ikke bedre, at jeg gaar bort, som til Intet duer, end han, som er en daadkraftig Mand? Og skal jeg ikke spare min Moder for en Synd? Og skal jeg ikke give dig en Fremtid, min elskede Dreng?


    Drengen. 

Gaar du fra mig, saa har jeg Intet mere at længes til.


    Jarlen. 

Du er ung, du bliver snart glad igjen.


    Drengen. 

O, aldrig!


    Jarlen. 

Jo, naar du gaar hjemme paa din Faders Gaard og tænker, at nu har din stakkels syge Jarl det godt, der han er, saa vil du dog føle dig glad.


    Drengen. 

Men hvor gaar du da hen?


    Jarlen. 

Hys!


    Drengen. 

Skal dine Hunde ogsaa følge dig?


    Jarlen. 

Dem skal du tage til dig. De hylede inat; – o, du maa være god mod dem!


    Drengen. 

Vil du da strax gaa ifra os?


    Jarlen. 

Jeg ved det ikke, og om jeg vidste det, saa sagde jeg det ikke. Græd ikke, lille Svenn.


    Drengen. 

O, kan du aldrig mere besøge mig?


    Jarlen. 

Jo, om Natten, i dine Drømme. Dertil tror jeg, at jeg faar Lov; thi jeg ved, at jeg har været saadan hos min Broder. Og da ville vi tale sammen som nu, og da vil jeg sige dig til, naar en Fare truer dig, og hjælpe dig med de Tanker, som blive for tunge for Een.


    Drengen. 

Men om Dagen vil du ikke komme?


    Jarlen. 

En Natvandrer var jeg og bliver jeg; Dagen har jeg ikke kjendt. – Græd ikke, lille Svenn! Hvor du har været god mod mig! Nu skal du have Tak for Alt. (kysser ham). Og saa maa vi skilles!


    Drengen. 

Nej, nej! (kaster sig om hans Hals).


    Jarlen. 

For idag mener jeg blot … fat dig, min elskede Dreng! (græder selv).


    Drengen. 

O, du siger mig farvel, du rejser ikke, uden at jeg ved det!


    Jarlen. 

Nej, nej –


    Drengen. 

O, tag mig med!


    Jarlen. 

Hys! – Store Ting vente dig! Vidt vil du fare, stærke Gjerninger ville berømme dig, Fjender ville rejse sig, men segne for dit Sværd, sejrende vil du fuldbringe Alt, som jeg efterlod dig at gjøre, og da først vil du følge mig. – Gaa nu ud i Morgenluften og styrk dig!


    Drengen. 

Men du kalder paa mig, naar du vil rejse.


    Jarlen. 

Det lover jeg dig. (henover mod Døren med ham). Nu kommer Dagen, og da vil jeg tilbage i mit Kammer og være ene. – Farvel!


    Drengen  (om hans Hals).

O, Jarl, hvor jeg holder af dig!


    Jarlen. 

Tak, Tak!

(han kysser ham gjentagende, skyder ham derpaa ud af Døren).


Tredie Scene



    Jarlen  (alene).

Se saa! Nu er det Tyngste gjort. – Nu kommer de vel. Jeg vil ind i mit Kammer og vente for halvaaben Dør. Naar de ere komne, vil jeg slaa den helt op for deres Samvittighed.

(ind tilvenstre).


Fjerde Scene



    Audhild  (fra højre Side).

Ak, jeg er altid den Første. Men hvis jeg ikke var det, vilde jeg skamme mig. – Nu maa han snart være her; thi jeg saa, at de gik med Lys nede ved Nøstene. Dagen er ikke langt borte; naar dens første Straaler kysser Sneen, saa vil han – (gjemmer sit Ansigt). Til han kommer, vil jeg bede; jeg glemmer det jo ganske. Inat vaagnede jeg, ved at Jarlens Hunde tudede saa stygt, da blev jeg bange og vilde bede. Men blot det gik i en Dør, lyttede jeg efter Sigurds Skridt; blot Skildvagten hostede, kom jeg ud af mig selv; thi jeg tænkte, det var Sigurd, som ventede. O, hellige Mænd og Kvinder, vredes ikke, at jeg glemmer Eder over ham; jeg ved, det er Uret, men jeg kan ikke hjælpe for det. Nu vil jeg afbetale og bede, ligetil han kommer (knæler). Men ikke til Eder, I strenge Helgene i Kirken; thi I forstaa mig ikke; men til dig, du hellige Olaf, til dig, som tog den guldhaarede Astrid i Favn, skjønt det vist ikke var ganske rigtigt, – du maa vide, hvad de Elskende lide, at de stedes i mangehaande Fristelser, som de slet ikke bestaa, og at de glemme Eder, I Hellige, og Alt, som er til, og betale siden derfor med Taarer i et helt Liv. Men værer ikke saa strænge med mig; thi jeg har det værst af Alle. Jeg kan ikke holde den Mand fast, som jeg elsker. Jeg lever i en bestandig Angst for, at den næste Dag skal tage ham fra mig; jeg kjøber ham vist dyrere, end jeg har Ret til, han er for stor for mig, men alligevel maa jeg faa Lov at beholde ham! Thi hvor er han ikke herlig! Jeg gik og vilde ikke se det; men selv naar jeg vendte mig fra ham, følte jeg ham som en Overstraalelse; jeg gik og indbildte mig, at jeg ikke vilde elske og kom til at gjøre det saa alt for meget – o, tilgiv mig; thi hvor er han ikke herlig! Selv hans Vrede, er den ikke som Bølge paa Bølge, hans Tale, jager den ikke Tankerne op som Fuglene i en Skov, naar Jægeren træder hurtig ind, hans Gang, er den ikke let og Slag i Slag som Eccho i en Sommernat, hans Bevægelser, ere de ikke som Tonerne i en Kjæmpevise; hans Øjnes Sprog, er det ikke rigt susende i Rummet som Vinden gjennem Træernes Kroner. – Men er dette at bede! Dybt bøjer jeg mig af Skam, – hans Billede fortrænger Eders, I hellige Mænd og Kvinder … stille, der er han selv!



Femte Scene

Sigurd (ad Hoveddøren). Audhild.


    Sigurd. 

Her er jeg!


    Audhild. 

Men se: jeg var den Første!


    Sigurd. 

Det kom deraf, at jeg igaaraftes laa længere vaagen end du; thi jeg tænkte paa dig!


    Audhild. 

Men stærkere er den Kjærlighed, som vækker af Længsel, end den, som holder vaagen af Erindring.


    Sigurd. 

O, naar jeg sover, er min Søvn saa fuld af Drømme om dig, og derfor kunde jeg imorges ikke vaagne.


    Audhild. 

Da elsker jeg mere; thi mine Drømme om dig ere saa heftige, at de vække.


    Sigurd. 

Nej, Audhild, da elsker jeg mere; thi Drøm og Liv gaar nu saa sammen, at jeg ved ikke, naar jeg sover, og naar jeg vaager.


    Audhild. 

Da elsker jeg dog mere; thi borte fra dig kan jeg ikke sove.


    Sigurd. 

Nu tabte du; thi du er aldrig borte fra mig.


    Audhild. 

Nej, jeg vandt; thi ikke engang min Tanke kan erstatte dig selv.


    Sigurd. 

O, min Tanke, den er dig!


    Audhild. 

Lad os da bytte, at vi kan leve hinandens Lykke.


    Sigurd. 

Saa har du uddannet dig i disse herlige Dage, at du kunde følge med til Provence og blive Kjærligheds Dronning.


    Audhild. 

Er jeg blot din, saa har jeg den Krone, jeg attraar.


    Sigurd. 

Hvor du er glad!


    Audhild. 

Thi gladere har du aldrig set paa mig!


    Sigurd. 

Hvoraf kommer det, tror du?


    Audhild. 

Du har fattet Beslutning om at rejse!


    Sigurd. 

Nej.


    Audhild. 

Men skulle vi ikke rejse?


    Sigurd. 

Hvorhen?


    Audhild. 

Til Skotland.


    Sigurd. 

Skotland er jeg kjed af.


    Audhild. 

Til England.


    Sigurd. 

Det har jeg kjæmpet mod.


    Audhild. 

Til Normandiet.


    Sigurd. 

– Kunde træffe Landsmænd.


    Audhild. 

Sigurd, jeg bliver bange!


    Sigurd. 

Vi kunne blive, hvor vi ere.


    Audhild. 

Men du har jo landsforvist dig?


    Sigurd. 

Blot jeg strækker Haanden ud, er jeg Jarl her!


    Audhild. 

Af Andres Ulykke maa ikke vor Lykke bygges.


    Sigurd. 

Jeg gjør Jarlerne en Velgjerning ved at ende deres Herredømme, og Landet en endnu større.


    Audhild. 

Min Sjæl ængstes ved dette. – Hørte du Haralds Hunde inat?


    Sigurd. 

Nej. – Men lad os hellere tale om Kjærlighed.


    Audhild. 

Vi lever voveligt; den stjæler Dage fra sig selv.


    Sigurd. 

I Vished om nær Fare forlyster den sig.


    Audhild. 

Du er som den, der ser i Havet, dit Blik kommer aldrig op igjen.


    Sigurd. 

Disse Dages Lykke er saa umaadelig som Havet.


    Audhild. 

Men naar det bærer Fjendens Skibe henimod dig, maa du dog se op.


    Sigurd. 

At de ere Fjendens Skibe, er ikke vist; men det er vist, at du nu sidder ved min Side.


    Audhild. 

Kan du da ikke tænke paa mer end een Ting ad Gangen?


    Sigurd. 

Kan nok; men vil ikke. Thi vilde jeg, saa sad jeg ikke her!


    Audhild. 

Hvad sagde du?


    Sigurd. 

Nu har du det Blik igjen –?


    Audhild. 

O nej! (hun gjemmer Hovedet hos ham). Sigurd! (hun holder Haanden for hans Øjne.) Se Intet, uden min Kjærlighed.


    Sigurd. 

Og derfor gjør du mig blind?


    Audhild. 

Anderledes tør jeg ikke. – O, den Dag du ser en stor Tanke komme, saa farer du!


    Sigurd. 

Umuligt; thi med Kjærlighed kom netop een: jeg fik atter Maal.


    Audhild. 

Just det gjør mig ræd; thi Kjærligheden er altsaa ikke ene.


    Sigurd. 

Nej, i stort Selskab, Jarleselskab!


    Audhild. 

Sigurd, Sigurd, du vil Andet end mig!


    Sigurd. 

Kjærlighed aabner Livet.


    Audhild. 

Der er det! O, du forlader mig tilsidst.


    Sigurd  (omarmer hende).

Barnagtige! Lægger du Mærke til, at alle vore Samtaler gjør en rund Ring, som vi maa lukke med et Kys.

(han kysser hende).

    Audhild. 

Jeg er dog lykkelig.

(det banker).

    Audhild  (farer op).

Det er Jarlens Skibe, som ses!


    Sigurd. 

Ikke endnu.


    Audhild. 

Men naar de ses –?


    Sigurd. 

Du hører over hele Gaarden, naar de ses (det banker igjen). Vagten vil tale med mig.


    Audhild. 

Skal jeg holde mig rejsefærdig?


    Sigurd. 

Vent, til jeg taler med dig.


    Audhild. 

Sigurd, hvad er din Hensigt?


    Sigurd. 

Stol paa mig!


    Audhild. 

Jeg kan ikke gaa, jeg ved ikke hvorhen. (brister i Graad). O, lad mig være hos dig.


    Sigurd. 

Det gaar ikke an; jeg har meget at tage vare.

(det banker).

    Sigurd. 

Ja, ja!


    Audhild. 

O Sigurd, forlad mig ikke!


    Sigurd. 

Barn, hvordan falder du paa saadant? … (han fører hende til Døren). Godmorgen! (endnu i Døren.) Godmorgen!

(aabner Hoveddøren).


Sjette Scene

Svenn Viking (vinterklædt). Sigurd.


    Sigurd. 

Undskyld, jeg lod dig vente.


    Svenn. 

Vi ser endnu ingen Skibe; men det bliver ved Aftalen?


    Sigurd. 

Naturligvis.


    Svenn. 

Altsaa, – naar du giver Tegnet? –


    Sigurd. 

Saa tage I Jarlene tilfange; – men varligt.


    Svenn. 

Frakark søgte atter igaar at faa Bud over til Katanæs (smiler).


    Sigurd  (smiler).

Saa.


    Svenn. 

Men han, som hun gav Pengene, drak dem op. (ler).


    Sigurd  (ler ogsaa).

Saa.


    Svenn. 

Korsfarerskibene kaster løs idag.


    Sigurd. 

Nu; derfor var der Lys ved Nøstene i Nat.


    Svenn. 

Ja; – de tror, du vil være med (ler).


    Sigurd  (ler ogsaa).

Saa. (de ser en Stund paa hinanden; Svenn vil gaa).


    Sigurd. 

Du Svenn?


    Svenn. 

Nu?


    Sigurd. 

I maa ikke gjøre noget, før jeg giver Tegn.


    Svenn. 

Nej, nej.


    Sigurd. 

Selv om det sker lidt sent.


    Svenn. 

Godt.

(gaar).

    Sigurd  (som har seet efter ham).

Jeg vil ned til Korsfarerne. Thi det var dog muligt, jeg rejste.

(gaar).


Syvende Scene

(Døren tilhøjre aabnes langsomt; de to Søstre komme. Frakark bærer Skjorten). Frakark. Helga.


    Frakark. 

Endnu ses ikke Skibene, men vi maa skynde os, medens vi ere ene. Har du Salven?


    Helga. 

Her.


    Frakark. 

Blot indvendig. Kommer der et Korn paa din Finger, –

(de løfter Skjorten for at vende den).

    Helga. 

– Ja, jeg ved det.


    Frakark. 

Lokkende er Skjortens Ydre; han er glad i Guld og Stene; – han tager den strax paa.

(de stryge med et Klæde; og de holde med et Klæde).

    Helga. 

Du lægger Aad for den Ulv, som skal komme; men vi have den anden i Huset.


    Frakark. 

Over Paal Jarls Lig fanger Sigurd Eftertanke.


    Helga. 

Han gjorde det ikke over Thorkels.


    Frakark. 

Det er den rolige Gjentagelse, som skrækker, ikke det enkelte Træk. – Stryg tyndere, Helga.


    Helga. 

Ja, den maa ikke ses.


    Frakark. 

Denne Gift er en skjøn Opfindelse.


    Helga. 

Hvem mon den skyldes?


    Frakark. 

Vist en Kvinde, som var utro.


    Helga. 

Hvorfor netop en utro?


    Frakark. 

Hun tænker dybest – og tausest.


    Helga. 

Det trøster mig, at han vil dø først og uden Smerte.


    Frakark. 

Og vil være lykkeligere, end han nu er.


    Helga. 

Blev ogsaa han det, som lever efter!


    Frakark. 

Alene bliver han det nok.


    Helga. 

Ja, saa haaber jeg. – En af Brødrene maa dø. Jeg er nu meget rolig.


    Frakark. 

Naar saa Maddads Slægt styrer Orknøerne og Katanæs, har vi dog gjort Noget, Helga.


    Helga. 

Jeg vil lade rejse et Kapel her paa Øen. Det gamle er raaddent i Taget.


    Frakark. 

Jeg har altid tænkt mig – ja vel, der om Haanledet –, at din Søn burde gjøre et Korstog nu, naar Alt var endt. – Det vil opmuntre ham; det gjorde hans Fader, da Magnus var fældet.


    Helga. 

Ja, du siger Noget.


    Frakark. 

Ved Korstog stryger man ud, baade egne og Andres Synder.


    Helga. 

Jeg tror ikke Andres.


    Frakark. 

Saa har jeg dog hørt, – ja vel, i Armringen; allesteder, hvor det kommer mest nær –. Men Munkene love vel ofte mer, end de kunne holde.


    Helga. 

Aa, for Penge ville de gjøre meget.


    Frakark. 

Jeg har talt med Bispen i Kirkevaag. Det er en fornuftig Mand, som det er let at faa Salighed hos.


    Helga. 

Nu er der snart ikke mere Salve.


    Frakark. 

Saa maa vi dog have strøget for tykt. – Desto lettere vil hans Død blive.


    Helga. 

Han har gjort os megen Sorg.


    Frakark. 

Og mere forestod.


    Helga. 

Vidste jeg, hvad jeg nu ved, saa skulde dette være gjort for tre Aar siden.


    Frakark. 

Det foreslog jeg.


    Helga. 

Ja; da vilde Meget være anderledes.


    Frakark. 

Men vor Alderdom bliver stille.


    Helga. 

Jeg er ogsaa træt. Jeg kan have det behov.


    Frakark. 

Her paa Orfjara maa vi bo; Havet lægger saadant Alvor til.



Ottende Scene

Harald kommer (let morgenklædt). De Forrige.


    Helga. 

Vel staaen op, min Søn!


    Harald. 

Kunde jeg sige Eder det Samme! – Det var en sælsom Skjorte.


    Frakark. 

Den er en Velkomstgave for din Broder.


    Harald. 

Virket af Eders Hænder maa den ogsaa komme vel. – En Anden vilde det have kostet noget at gjøre en saadan Skjorte.


    Frakark. 

Nu; – den har kostet os tre Aar.


    Harald. 

Tre Aar. – Der kunde gjøres meget godt i tre Aar. – Hvor længe gik Jesus Christus omkring med sine Disciple?


    Helga. 

Det ved jeg ikke.


    Harald. 

… Tre Aar …, det er et helligt Tal. Karl den Store gjorde meget i tre Aar! – Olaf den Hellige kristnede hele det sydlige Norge. Mindre Tid behøvede Vilhelm for at erobre England, Alexander den halve Verden! Og i tre Aar har jeg Intet gjort; – men I have gjort denne Skjorte. – Kan man med een Dag betale for tre Aar?


    Helga. 

Har man i tre Aar betænkt sig og er bleven ulykkeligere i hvert, saa maa man en Dag forsøge.


    Harald. 

Har man i tre Aar betænkt sig og er bleven ulykkeligere i hvert, saa maa man en Dag forsøge. – Det Samme sagde du for tre Dage siden.


    Helga. 

Det er nok muligt.


    Harald. 

Og da sagde jeg: underligt hvor vore Tanker træffes, sagde jeg.


    Helga. 

Det gjorde du ogsaa.


    Harald. 

Men idag igjen.


    Helga. 

Hvad mener du, min Søn?


    Harald. 

Tre Aars Arbejde er den jo; – i tre Aar har jeg ikke arbejdet. Kunde jeg nu ved at tage den paa komme i tre Aars Arbejde?


    Helga. 

Der er ikke Mening i, hvad du siger.


    Frakark. 

Skjorten er bestemt for din Broder.


    Harald. 

Men den passer herligt til en Bodsskjorte for mig.


    Helga. 

Du ved ikke, hvorom du taler.


    Harald. 

Hør mine Hunde, de stakkels Bæst’! Giv mig Skjorten!


    Begge. 

Vogt dig!


    Harald. 

Naar jeg har den paa, saa kan I bedre se, hvorledes den passer Paal.


    Helga. 

Rør den ikke!


    Harald. 

Skal den da ikke røre ved Paal?


    Frakark. 

Farven smitter endnu.


    Harald. 

Da maa det være fra Eders Hænder; thi dette er jo Kjøbetøj.


    Helga. 

Dine Hunde tude.


    Harald. 

Ja, de tude stygt. – Giv mig Skjorten!

(vil tage den).

    Helga. 

Det gjælder dit Liv!


    Harald. 

Nu spøger du!


    Helga. 

Skulde det være dig, der spøger?


    Harald. 

Livet, Mo’r, Livet. Tre Aars Arbejde indbyder til en Times Dands; – Paal skal se paa fra sit Skib!


    Begge. 

Hvad siger han?


    Harald. 

Aldrig har jeg bedet Eder om Noget, det jeg mindes; men nu beder jeg om denne Skjorte. Jeg har faaet en Kjærlighed til den, som Røgen til Luftens Barme, Høstbladene til Jorden, Aftentaaren til Havet, eller en saaret Hjort til et Gjemme.


    Frakark. 

Er det Galskab?


    Harald. 

Jeg sværmer mod denne Skjorte! Det er ikke dens Farve; thi den minder om Blod; ikke dens Perler; thi de minde om Havets Falskhed; – ikke dens Guld; thi det minder om Helvedes Ild. Men det er dens tre Aar vævede ind i den som gode Tanker i en ond Handling, eller Mening i en Gals Tale, eller Daniel ved Nebukadnesars Gjæstebud. Giv mig Skjorten, at jeg kan finde mig selv i den – kun et Øjeblik; thi længer varer dog ikke et Menneskes Klarhed. – Hvad Stort har I ment med den, Kvinder? Er der noget Større end at give et grædende Barn Trøst eller en Mand Klarhed?


    Helga. 

Harald, skaan os!


    Harald. 

O, Mo’r, det er blot Spøg Altsammen, blot Spøg! Eller kan der tænkes noget Spøgefuldere end Ræve, der blive bange for sin egen Skygge? eller gjerrige Kvinder, der lade sin Baad, saa de synke midtvejs? eller en Huntiger, der opdager, at den har kjælet sin Unge ihjel? eller den Ærgjerrige, der dør Dagen før Kroningen? Saadan har jeg seet Livet tage fejl, og nu tilsidst ser jeg ogsaa Døden gjøre det.


    Begge. 

Men Harald, hvad er der?


    Harald. 

Hys, hys! Det pibler, det krabler i min ene Finger, den, der rørte Eders Skjorte, den er bleven frugtsommelig med en Hemmelighed; nu, jeg lægger den til Øret, fortæller den, o, I skulle vide … der er Skjorten!

(med et Spring er han ved Bordet, Kvinderne have glemt den over hans Finger, han tager Skjorten, løber til sit Kammer, stænger Døren).


Niende Scene

De to Søstre alene (efter ham).


    Helga. 

Skjorten er forgiftet! Min Søn, Gift!


    Frakark. 

Den er for din Broder, Afsindige!


    Helga. 

Du styrter dig i den evige Fordærvelse!


    Frakark. 

Og os Allesammen!


    Helga. 

For den almægtige Barmhjertigheds Aasyn falder jeg paa Knæ og raaber til ham og dig! Jeg, som gav dig Livet og tusinde, tusinde Gange har givet dig det paany ved at vove mit, jeg, jeg, jeg gjør det! Gaar du fra mig, er der bare Nat og Forfærdelse og ingen Himmel længere omkring Jorden.


    Frakark. 

Tag den ikke paa!


    Helga. 

Tag den ikke paa! Tag den ikke paa!


    Frakark. 

Han gjør det, han gjør det dog!

(hun river Huen af sit Hoved).

    Helga  (rejsende sig).

Fordømte, græsselige, Spøgelse af en ond Aand, du er det! Koldere end Trækvind Vinternatten, sygere end Mosedamp har du forkjølet min Sjæl. Gjennem den eneste Svaghed, jeg ejer, Kjærligheden til dette Barn, som jeg fødte i Synd, fik du Magten over mig, og saa mishandlede du mig! Betragt nu dit Arbejde! Magnus, Haakon, Thorkel, min Søn, jeg, ere snart væltede omkring dig, staa nu du der som Gravsten med Indskrift, der siger, hvoraf vi døde! – Der kommer han!

(hun falder).


Tiende Scene

De Forrige. Harald (i Skjorten).


    Harald. 

Nu, Mo’r, faldt du!


    Frakark. 

Lad os hjælpe hende op igjen.


    Harald. 

Saa falder hun en Gang til.


    Frakark. 

Nu er det ude!


    Harald. 

Ja, nu er det ude! – Nu er det Synd, at alle Brønde ere tilfrosne; thi jeg brænder i Helvedes Ild. – Saa dette var det, som I havde tiltænkt ham; – hvad maa da være tiltænkt Eder? O, hjælp mig! jeg vidste dog ikke, det var saa forfærdeligt! Min Broder, min Broder, min Broder, kunde du nu se mig! Lad mig holde det ud, det koster at dø som en Mand, bøj mig ikke … (skriger.) Nej, nej, nej, jeg holder det ikke ud! (falder).


    Helga  (rejsende sig).

O, min Søn, hjælp ham!


    Frakark. 

Der er ikke det til i Verden, som nu kan hjælpe ham.


    Harald. 

Jo, Noget … o, hvilken Smerte! … Mo’r, du er den Nærmeste til det!


    Helga. 

Hvad er det?


    Harald. 

Eller Svenn, kald paa Svenn! – Det flammer, det brænder, det suser, det knittrer, … o, o! lad mig faa Vand!


    Frakark  (har bragt ham Vand).

Her, her!


    Harald. 

Nej; giv mig det, du Mo’r; (hun gjør det, han drikker.) Et Øjebliks Lise … (ser paa sin Moder.) Stakkels Mo’r! Saa denne Lædskedrik i Døden blev det, du skulde give mig. – – O, det kommer igjen med slikkende Tunger af et Ildbad; kald paa Svenn! (raaber.) Svenn, Svenn!



Ellevte Scene

Svenn (kommer med Kniv i Haanden). De Forrige.


    Svenn. 

Du raaber, Jarl! Skjorten! Gift!


    Harald. 

Giv mig din Kniv.


    Svenn. 

Jarl, Jarl!

(han kaster sin Kniv bag sig og styrter mod Jarlen).

    Harald. 

Kom mig ikke nær. Du dør af det! – – Din Kniv, din Kniv! – – aa nej! nu behøver jeg ingen Hjælp; det er snart forbi. (Svenn tager og holder hans Hoved.) Svenn, husk mine Hunde.


    Svenn. 

Ja.


    Harald. 

Og bed min Broder, at han lader Messer læse for mig …


    Svenn. 

Ja.


    Harald. 

Hvor Alt forandrer sig … Er det dig, som nu staar der?


    Helga. 

Nej, det er mig.


    Harald. 

Er det dig.


    Helga. 

O, se hid til mig!


    Harald. 

Jeg ser dig ikke.


    Helga. 

Her er jeg, her! O, kan du tilgive mig!


    Harald. 

Hvem holder mit Hoved?


    Svenn. 

Det er mig … Svenn.


    Harald. 

Er det Svenn. – Hvor er du Mo’r?


    Helga. 

Nu holder jeg din Haand.


    Harald. 

Vogt dig for Skjorten, Mo’r.


    Helga. 

Nej, Harald, jeg vil dø med dig.


    Harald. 

Nu var det første Gang, du forstod mig, Mo’r. Hvor er du?


    Helga. 

Det er mig, som nu kysser dig.


    Harald. 

Men hvor lyst det bliver … Er det dig, som er hvid? –


    Helga. 

Her er Ingen hvid.


    Harald. 

Jo, her er Nogen … Læg mig ned. – (det bliver gjort.) Mo’r, hvor er du? (hun kaster sig over ham).


    Svenn  (rejser sig).

Nu er han død.



Tolvte Scene

De Forrige. Sigurd (kommer i det Samme).


    Sigurd. 

Død?


    Svenn. 

Ved sig selv.


    Sigurd. 

Herre Jesus!

(han vil løfte ham op).

    Svenn. 

Rør ikke ved Skjorten; den har Gift.


    Sigurd. 

Gift?


    Svenn. 

Den var syet for Paal; men han tog den paa.


    Sigurd  (lynslagen).

Det gjorde han! Og jeg?

(dækker Ansigtet med sine Hænder).


Trettende Scene

De Forrige. Svenn Viking, fulgt af Flere.


    Svenn Viking. 

Nu ses Paal Jarls Skibe!


    Sigurd. 

Men Harald Jarls er lagt i Havn.


    Svenn Viking. 

Han er død!


    De Andre. 

Død!


    Sigurd. 

Ja, ved sig selv! – (kaster sin Kappe.) Bær ham i denne Kappe; den, han har, er forgiftet.


    Svenn Viking  (idet han gaar forbi Sigurd for at tage fat).

Den Ene er afvejen!


    Sigurd  (heftigt over Scenen).

Gud, du store advarende, hør mig: den anden Broder skal faa sejle med Fred! –


    Helga  (til dem, som lægge Kappen).

Varligt! Varligt!


    Svenn Viking. 

Han kjender ingen Smerte mere.


    Helga  (som har rejst sig, byder med et Tegn Mændene at vente).

Frakark! Det Hus, du vilde bygge os, er sunket sammen over os Alle. Kun du er sparet, og det Værste, som kan hænde den Ærgjerrige, bliver din Lod: du skal leve længere end dine Planer. – Det bliver øde for dig! Gud besøge din Alderdom! – I Andre … bed for mig! Den alt for store Kjærlighed, som bragte mig Døden, bed, at den dog maa tale for mig hos Alkjærligheden. Ham, jeg har søgt i Livet, vil jeg søge videre frem; men lad der læses mange Messer; thi kanske Kjærligheden alene ikke magter at forene os. Farvel!

(de gaa med den Døde, hun efter).

    Sigurd  (til Drengen Svenn).

Og du, min lille Ven, hvor vil du hen?


    Svenn. 

Jeg følger ogsaa, til han er begravet.


    Sigurd. 

Og saa?


    Svenn. 

Saa tager jeg hans Hunde og ror hjem.


    Sigurd. 

Du har været en tro Tjener; du har gjort Mange til Skamme.


    Svenn. 

Saa faa I have Tak for mig!


    Sigurd. 

Er ikke dette din Kniv?


    Svenn. 

Jo.

(han tager den, betragter den, ser roligt paa Frakark og gaar).

    Sigurd  (til hende).

Der voxer din Banemand.


    Frakark. 

Har du mere at sige mig?


    Sigurd. 

Nej.


    Frakark. 

Saa bliver du ene.

(hun gaar).


Fjortende Scene



    Sigurd. 

Saa bliver jeg ene … i dette Hus … mellem Lig og brustne Planers Suk … Ansigt til Ansigt med mine egne … Denne Stilhed … denne Stilhed bagefter, stirrende paa mig som et uhyre Øje … Alt, jeg ser paa, synker ned i det, her er blot Uendelighed, Uendelighed … o, den er over mig som en Susning af Hærskarernes Vingeslag; thi han er her, han, den store, vrede Gud. Mig skaante han, hvor skal jeg krybe hen og skjule mig, Advarselen sattes saa forfærdende stor foran mig, knust synker jeg i Knæ for dig: jeg vil aldrig lade Magten oftere friste mig! Kan jeg ikke tjene Andre, hvad jeg nu har lært, og har du nægtet mig at styre selv, nuvel, saa vier jeg mig din Tjeneste, du Verdensordnende, – ikke af Ærgjerrighed, som første Gang, men uendeligt fra den kimende Tanke til hvert fødende Øjebliks Handling. Gjør dette Forsæt til mere end et Blink, som din Vredes Lynild skræmte ind i min Sjæl, gjør det til en lang Lysning over mit Liv. Dybt under mig synker Alt, som bandt mig, i Begejstring løftes jeg op til dig, som Disciplene til din Søn, havende Intet med, svæver min Aand imod dig, bred du Korsfanen ud, og hvor den vajer, vil jeg stride, dit Navn til Ære! Hvad er dog Alt paa Jorden uden Taage, som spredes og samles af hvert Aandedrag; hvor har min Sjæl ængstet sig forgjæves i disse selvvalgte Maal, der komme og gaa. Dit Kors paa Skulderen er ikke tungt; thi tyngre end Alt, jeg ved, er den Tomhed, Sjæle sukke under, som søge, hvad jeg har søgt. O, hør mig, Korsførende, idag er jeg hos dig, men stræk den ud, saa der ingen Nat mere kommer mellem os.

(Audhilds Stemme høres).

O, hvilket Jammerens Hus! Hvor er du, Sigurd? Sigurd, hvor er du?

(hun kommer).


Femtende Scene

Sigurd. Audhild.


    Audhild. 

Hvad er der hændet? Helga ligger død over sin Søns Lig; aabne ere alle Døre, Fremmede bryde ind, Paal Jarl kommer, Frakark ror afsted, hvor har jeg Skjul uden hos dig, du evig Elskede!


    Sigurd  (viger).

Da søger du det hos en Landflygtig!


    Audhild. 

Tag mig med!


    Sigurd. 

En Hustru er for Fred og Hjem, men jeg har intet blivende Sted.


    Audhild. 

Du forlader mig?


    Sigurd. 

Morgenen er brudt ind over vore Favntag, Huset renses, nu søger Hver til Sit! –


    Audhild. 

Saa kommer, hvad jeg har frygtet! – Hvad skal der saa blive af mig?

(synker i Knæ og gjemmer Hovedet).

    Sigurd  (nær mod hende).

Spørg heller, hvad du har havt hos mig?


    Audhild  (giver ham begge Hænder).

Lykke, den eneste, jeg har kjendt!


    Sigurd. 

Smerte og Skjælven, en Times Henrykkelse, en andens Taarer.


    Audhild. 

– Thi hvem er du, Sigurd, at jeg aldrig har følt mig sikker hos dig?


    Sigurd. 

Magnus Barfods Søn, Arving til Norge.


    Audhild  (idet hun rejser sig i stille Smerte).

Saa skulde du ikke have talt til mig.


    Sigurd. 

Jeg har ikke fundet Ro i den ganske Verden; derfor, da du bød mig den, var det sødt at give efter.


    Audhild. 

Du tog min, og har selv ingen faaet.


    Sigurd. 

Barn, hvor ondt jeg har gjort dig.


    Audhild. 

Der hænder mig dog ikke Mere, end jeg vidste. Thi Angst og Bæven var det Første, du gav mig. Traadte du ind, kunde jeg neppe aande. Hvad siden er skeet, ved jeg ikke; det gaar sammen for Øjet som Hav og Luft. Jeg har ikke en eneste Dag været rigtig vaagen.


    Sigurd. 

Det har vi nylig lært, at saameget tør det ene Menneske ikke blive for det andet.


    Audhild. 

Det har jeg ogsaa følt … O, hvad skal saa ske?


    Sigurd. 

Det, der ligger bag os, gav ikke Hvile, – saa maa vi søge længer frem. Jeg bliver Korsfarer!


    Audhild. 

Saa gaar jeg atter ene, som jeg begyndte.


    Sigurd  (modtager hende).

Naar du om Morgenen aabner din Laage, og det slaar koldt imod dig, men Lyset stræber gjennem Kulden op over Bjergene, da tænk paa mig!


    Audhild. 

Og naar det om Aftenen dæmrer med farvede Erindringer om Lyset, der gik bort, og Alt bliver Drøm og Minde, da tænk paa mig!


    Sigurd. 

Denne Ring blinker mat med et Minde; den gav Magnus Barfod min Moder; den giver jeg dig.


    Audhild  (lægger Armen om hans Hals).

Sig mig, at jeg er den Eneste, du har elsket!


    Sigurd. 

Mere vil jeg sige dig: gjennem hele mit Liv kan jeg ikke elske nogen anden.


    Audhild. 

Saa tænker jeg mig dig som min herlige Mand, der er paa Rejse.


    Sigurd. 

Men du maa ikke dølge for dig selv, at han neppe kommer tilbage.


    Audhild. 

Nej, thi han følger det store Tog, som ogsaa jeg vil prøve at naa.


(Fra Søen høres):

Dejlig er Jorden, dejlig er Guds Himmel,
dejlig Sjælenes Pilgrimsgang.
Gjennem de fagre Riger paa Jorden
gaa vi til Paradis med Sang.


    Sigurd  (idet Sangen begynder).

Hører du Korsfarernes Sang? Anden Gang løfter den mig af Drøm og Tvivl, men højere end første. Disse Toner, strygende gjennem Luften som Engle i hvide Slæb, o, lad dem blive vor større Brudesang! Audhild, Farvel! (de omfavne hinanden, han river sig løs). Ja, jeg kommer, jeg kommer! (ud).


    Audhild. 

Herre, følg ham!(falder paa Knæ). Men bliv ogsaa hos mig!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Sigurd Slembe

Bjørnstjerne Bjørnsons historiske skuespill Sigurd Slembe kom ut i 1862. Stykket handler om kongsemnet Sigurd Slembe (ca. 1100–1139), som i tronstriden som oppstod etter Sigurd Jorsalfares død i 1130 krevde å bli Norges konge. Han var angivelig sønn av kong Magnus 3. Berrføtt (1073–1103).

Skuespillet er en dramatrilogi. Først kommer enakteren Sigurds første Flugt, som foregår i Stavanger i 1122, så kommer treaktsdramaet Sigurds anden Flugt, som er lagt til Skottland i 1127, og til slutt kommer femakteren Sigurds Hjemkomst, som foregår forskjellige steder i Norge på slutten av 1130-tallet.

Sigurd Slembe er tonesatt av flere komponister, bl.a. Rikard Nordraak, Johannes Haarklou og Johan Halvorsen (jf. Musikk til Bjørnstjerne Bjørnsons dikterverker, NB tema 2, 2017.)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.