Sigurd Slembe

av Bjørnstjerne Bjørnson

SIGURDS FØRSTE FLUGT




De Handlende

KOLL SÆBJØRNSON, Lendermand.
THORA, Saxe Vigs Datter.
SIGURD, hendes Søn.

Handlingen foregaar i Stavanger Kirke Aar 1122.






Første Scene

Et lidet Familiekapel i Stavanger Kirke, indviet St. Olaf. Tilhøjre er Altaret, men ses ikke. En kort Bænk staar tilvenstre. Ved Siden af den en Gitterdør, eneste Indgang.


    Sigurd  (kommer ind, kaster sin Hue paa Gulvet og sig selv paa Knæ
for Altaret).

Nu skal du høre, Hellig Olaf!
Idag vandt jeg paa Bejntejn! Bejntejn var
den Stærkeste i Landet. Nu er jeg!
Nu kan jeg gaa fra Lindesnæs helt op
til Bjarm’landssneen uden at behøve
at løfte Hatten eller gaa afvejen.
Der, hvor jeg er, faar Ingen Lov at slaas,
at holde Støj, at true eller bande, –
Fred overalt! Og den, som lider Uret,
han skal faa Ret, saa Lovene maa synge.
Og har en Stor før banket op en Smaa,
saa skal den Smaa faa banke op den Store.
Nu kan jeg gaa og give Raad paa Thinge.
Nu kan jeg gaa til Kongens Bord og sætte
mig næst ham selv og sige: her er jeg!
     Og dette har jeg Alt mig selv at takke!
Du Olaf, du har ikke gjort det Mindste.
Jeg bad dig sige, hvem min Fader var,
men tie, gjør du, som en rigtig Træklods.
Jeg maa faa vide det; det nytter ikke
Alt, hvad jeg gjør, naar jeg har ingen Slægt.
De raabe bare: der gaar Sigurd Slembe!
Ja «Slembe» sige de, jeg slaar dem ned,
men Andre voxe op og pege Fingre:
«bæ, Slembe, Slembe,» – er det ej en Skjændsel?
Staar unge Mænd i Leg, jeg træder til
og gjør det bedste Hug, det bedste Kast,
de raabe ikke: «Held dig, Sigurd,» – nej:
«hvad vil du her, gaa hjem igjen, du Slembe!»
Da tænker jeg: det gjør den Hellig Olaf,
som staar og tier borti Hovedkirken!
Hvis du blot vilde, du, saa talte Mo’r;
hun maa dog vide det! – O, Olaf hjælp mig!
Ser du da ikke, jeg foruden Slægt
er et Sankt-Hans Baal, som kun flammer ensomt
lavt i en Dal, det mindste Lys paa Fjeldet
kan sees bedre, – løft mig op paa Fjeldet!
     Alle har Hæder, og kun ikke jeg!
Hver Mand i Hirden er forgyldt og vidtspurgt:
de fulgte Kongen paa hans Tog til Jorsal!
Men Flere komme ifra Myklegard
fra Kejservagten og har Guld og Minder;
det straaler af dem, saa jeg knap kan sove.
Folk rejse skarevis fra England, Franken,
Burgund, Apulien paa store Korstog.
Se Balduin var næsten simpel Ridder,
og han blev Konge i Jerusalem!
Og Buomund og Rajmund, Adhemar
og Tankred, Robert, de vandt ogsaa Lande!
Lad mig faa komme til, – blot Slægt og Skibe,
saa skal jeg tvinge dem at give Lande!
     Nu kommer Moder; hun er stævnet hid,
hid for dit Aasyn, Koll er med som Vidne.
Nu maa du røre hendes Sjæl og Tunge,
saa skal jeg give dig det lille Bæger,
som jeg har arvet efter Saxe Vig.

(rejser sig).


Anden Scene

Sigurd. Thora, fulgt af Koll Sæbjørnson. (De Kommende knæle først for Altaret).


    Thora. 

Her er jo Opløb udenfor; du har
med Bejntejn kjæmpet.


    Sigurd. 

                    Ja, og vundet paa ham.


    Koll. 

Det er ej klogt at kjæmpe med de Bedste.


    Sigurd. 

Hvem Andre vel?


    Koll. 

                    En Søn af Adalbrekt
tør ikke altid vinde.


    Thora. 

                    Du har faaet
et Øgenavn istedetfor en Sang.


    Sigurd. 

Saa nævn min Fa’r, og Sangen den skal komme.


    Thora. 

Din Fa’r er Adalbrekt!


    Sigurd. 

                    Jeg tror det ikke.
I Vrede sagde han, jeg var en Andens.


    Thora. 

I Vrede, ja!


    Sigurd. 

                    Just da man taler Sandhed.


    Thora. 

Det Bedste flyr, og Djævle flytte ind.


    Sigurd. 

De røbe Sjælens tause Arbejd.


    Thora. 

                    Afstaa!


    Sigurd. 

Saavist som du har maattet give Væxt
til Fostret i dit Liv, du og maa give
det Navn og Hjemstavn!


    Thora. 

                    Du vil begge vinde
med ærlig Stræben gjennem nogle Aar.


    Sigurd. 

De bedste Aar blot til at bygge Skibet?
Jeg har Jevnaldrende, som svede alt
i Middagssolen, under Grækenland. – –
Du, Koll, er Vidne; og saasandt som du
har Kirken bygget og din Slægts Kapel,
hvori vi staa, saa lær min Moder nu,
hvad Kirken kræver, og hvad Slægten kræver!


    Koll  (til Thora).

Du ved det, Thora! han kan tvinge dig;
thi han er voxen …


    Thora  (til Sigurd).

                    – o, men gjør det ikke;
Thi hvad du kræver er din Undergang.


    Sigurd. 

Er mig det Samme, naar det ej er Skjændsel.


    Thora. 

Men det er Skjændsel!


    Sigurd  (studser lidt).

                    – – Jeg er ikke Træl;
det føler jeg, – og du er Saxes Datter.


    Thora. 

Ak, der er anden Skam end Trællefødsel.


    Sigurd. 

I Øjeblikket. Men i næsten tyve
gravdybe Aar den Skam er sænket ned.


    Thora. 

Men den ved Side staar et Taarebæger,
det ene brydes med det andet op,
og jeg faar atter mine Smertensdage.


    Sigurd. 

Men mine Dage ere meget længre,
og uden Fader blive de vist tyngre.

(Koll sætter sig paa Bænken).

    Thora  (efter Betænkning).

Din Fader lever ikke!


    Sigurd. 

                    Men hans Minde,
maaske hans Magt, – og Mere vil jeg ikke.
– – Ser du da ikke, at jeg lever nu
som disse herreløse store Hunde,
der staar paa Afstand, hvor der deles Brød.


    Thora. 

Hvad gjør det dig? Du ved, du er den Bedste.


    Sigurd. 

Det kan vel være. Men det er dog tungt.
Slet ingen klapper den; den jages bort,
naar den vil lege med et Gaardens Barn.
I alle Kampe har hver Kjøter Hjælp
imod dens Kraft, og Øjet bliver sky,
og Haaret trodsigt, Halen lumsk mod Jorden.
– Saa kan jeg blive, hvis du længer tier.


    Thora. 

O, aldrig, aldrig! Du har Mod og Lykke;
blot du vil vente, kan du naa det Største!


    Sigurd. 

Men vente kan jeg ikke. Nu er Tid:
Vi staa i Kirken; her er Olafs Billed,
her er et Vidne, og her er jeg selv.


    Thora. 

Et Ord af mig tror du kan give Alt?


    Sigurd. 

Ja, Slægt er Følge, om man end gaar ene.


    Thora. 

Men hvis den Slægt, du fik, ej vilde kjendes
ved dig og mig? Ja, hvis den brød os ned?
Og hvis jeg skammed mig til Døde, Sigurd?


    Sigurd. 

Min Slægt mig skulde ville fejgt foragte? –Saa maa den sidde med min

(med Eftertryk).

– – Saa maa den sidde med min Fædrearv!


    Thora. 

Storm ikke paa! Agt dog min dyre Bøn!
Riv ej omkuld paa Vejen frem til Ære
din gamle Mo’r! – O, skaan mig dog, jeg beder:
lad mig faa tie med min egen Skam,
lad mig faa holde dig fra Undergang!


    Sigurd. 

Nu ved jeg, o, saa frygtelig formeget
og saa for lidt!


    Thora. 

                    O, Sigurd, vær forstandig.
Et Øjeblik har styrtet mig i Skjændsel,
et Liv har bødt derpaa, samt Alt jeg ejed!
Et Øjeblik har røbet dig min Synd,
dit Liv du ogsaa spilder, faar du Mere.


    Koll. 

Nu maa du afstaa. Du maa tro din Moder.


    Sigurd. 

Farvel!


    Thora  (forskrækket).

          Hvor gaar du hen?


    Sigurd. 

                    Til Havet gaar jeg!


    Thora. 

O, Sigurd, Sigurd!


    Sigurd. 

                    Ja, det Liv, du gav mig,
kan ikke slæbe paa din Tausheds Lænke.
Er det min Undergang at vide Alt,
det er det ogsaa, hvis jeg blot ved dette.


    Koll. 

Han har et trodsigt og fortvivlet Sind.


    Thora. 

Ja, hans du ejer, som har styrtet mig
fra Uskylds Lege – i de Tauses Samfund.
– Min Fader kasted mig ud af sit Hus
med dig, som just var født. Min Søster
stod højt i Vinduet og kasted Klæder
ned efter os, fordømte os og jaged
med høje Skrig – og tog sin Død af Sorg.
Thi nu, saa vid det: – du er født i Blodskam!
– Din Fader, Sigurd, – var min Søsters Mand –,
var Norges Konge, – han var Magnus Barfod!


    Koll  (rejser sig).

Kong Magnus!


    Thora. 

          Ja. –


    Sigurd  (foran Sankt Olafs Billede). (med Eftertryk).

                    – Saa er vi To i Slægt!


    Koll. 

Den Kundskab bliver dig nok skjæbnesvanger.


    Sigurd. 

Ja, det er Mere, end jeg selv har tænkt.
– Men een Gang tænkt det aabner hele Verden!


    Thora. 

Nu maa du tie med det for de Andre!


    Sigurd.  (betragter sig).

Jo, jeg er saadan, at jeg strax kan gaa.


    Thora. 

Hvor vil du hen?


    Sigurd. 

                    Til Kongen, til min Broder.
Thi han skal give mig det halve Rige.


    Thora. 

Hvad tænker du!


    Koll  (samtidig).

                    Er du ved fuld Forstand!


    Sigurd. 

Uægte født er Kongen. Og hans Broder,
med hvem han Riget delte, var uægte.
Og flere Konger; thi Sankt Olafs Lov
gjør ingen Forskjel. Jeg har altsaa Ret
at være Konge!


    Koll. 

                    Sagte! sagte, Ven!


    Sigurd. 

Vor Fædrearv skal deles ganske lige.


    Koll. 

Den, som har Magten, vil ej gjerne dele.


    Sigurd. 

Med Ejstejn delte han, med Olaf ogsaa.


    Koll. 

Nu er han gammel og har faaet Søn.


    Sigurd. 

– Tør ikke nægte mig min klare Ret.


    Koll. 

Den maa bevises.


    Sigurd. 

                    Mo’r skal bære Jernbyrd!


    Thora. 

Med Jernbyrd vidne for min egen Skam!


    Sigurd. 

Naar jeg er Konge, skal den blive Ære!


    Thora. 

For mig? O, aldrig!


    Sigurd  (øm).

                    Hør mig og vær god.
For hver en Taare, som din Anger græd,
du skal faa Glædestanker ved din Søn!
Du skal gaa foran i de store Optog,
ved Gilder være paa min højre Side,
i Purpur klædes og med gyldne Smykker.
Altsaa du bærer?


    Koll. 

                    Det beror paa Kongen.
I bedste Fald, hvis han blot giver Vink,
kan hele Prøven faa et daarligt Udfald.


    Thora. 

Og sidste Skam end større end den første.


    Sigurd. 

En Konge Skurk?


    Koll. 

                    Nej, han er blot saa klog,
at han ej agter paa en Dreng, som kommer
foruden Følge og foruden Vidner.


    Sigurd. 

Foruden Følge? – Du, du Koll er Følge!
Du er jo Lendermand, din Slægt uhyre,
og dine Venner ere Landets Første.


    Koll. 

Den, som vil følge dig i saadant Ærind,
har brudt med Kongen og sat Sit paa Spil.


    Sigurd. 

Men jeg skal give dig det dobbelt, Koll!
Den anden Mand i Landet skal du blive,
din Slægt højagtes, som det var min egen.


    Koll. 

Dette er farligt, hvis det ikke lykkes,
– og endnu farligere, dersom det lykkes.


    Sigurd. 

En anden Konge har du ofte ønsket!


    Koll. 

Ja, det er sandt. Men ikke en som dig.


    Sigurd. 

Hvad er i Vejen? hvorfor ikke mig?
Gud selv har mig i Fødslen dertil indsat!
Er du en Høvding og vil ikke hjælpe
hver til sin Ret? Du, som for Olafs Aasyn
har hørt det først, du er af Olaf valgt
til Værn og Fæstning for hans ringe Slægtning.


    Koll. 

Til Værn for Landet er jeg valgt. Og hvis
det var til Held for Landet, gav jeg Hjælp.
– Det tror jeg ikke.


    Sigurd. 

                    Hør det, Hellig Olaf!
De vil fornægte mig! Kong Jorsalfarer
vil ikke give mig, hvad jeg har faaet
af Gud og dig! Din Lov de trampe paa,
og Guds, den hellige, som her er kjøbt
af Modersmerte, af et Liv i Taarer,
den sønderrives som forfalsket Skrift.
Du Martyrstærke, o indgiv mig nu
det Raad, som løfter mig af Stundens Fare.
– – Ha, han har gjort det! – Jeg skal gaa til Kongen
og sige ham, jeg er hans yngre Broder.
Men Land jeg kræver ikke af ham, nej,
blot Folk og Skibe, og saa vil jeg drage
paa Eventyr til fjerne, fjerne Lande,
som Olaf Trygvesson, som Olaf Digre,
som Harald Sigurdson, som Kongen selv!


    Koll. 

Prøv ej at nærme dig til Bjørnens Hule,
prøv ej at bide af hans eget Bytte.


    Sigurd. 

Naar jeg gjør Afkald paa min Ret til Riget.


    Koll. 

Han slipper ikke i Medbejlers Haand
sin gode Krigshær.


    Sigurd. 

                    Godt, saa vil jeg prøve
at samle Folkene paa egen Haand.
Her vente Mange paa et Eventyr;
De Store kuer han, i Synd sig vælter
og trodser sorgløs paa sin gamle Hæder
og paa den Splint af Korset, han bar hjem.
Jeg skal fortælle dem et lystigt Stykke
om andre Tider og om større Mænd, om Fædres Grave i de fjerne Lande,
som længe ventede paa friske Krandse.
Jeg skal fortælle dem om Kamp med Landse
paa Provençalernes Tourneringsplads
i gyldne Hjelme og i spansk Kyrads.
Og jeg skal føre dem til maurisk Guld,
til frække Hedningby af Bytte fuld
og derfra krigende mod Herrens Land,
hvor Blodet toes i Jordans hellige Vand.
Se, Verden skjælver i de stærke Grunde
og Kræfter vælte der af Folkebunde,
som før laa tramped’. Kristendommens Sol
har vakt et Mylder ifra Pol til Pol.
Didind vi jage som en Storm fra Norden,
der favner buende udover Jorden,
og stryger hjem igjen saa mange Skatte,
at Kongens Guldmænd skulle skinne matte.
Da er der Øre for et hurtigt Ord
om Rigets Deling over Drikkebord,
og vil han ikke, saa skal Sværdet dele,
og den, som vinder, drage hjem det Hele.


    Koll. 

Du glemmer Navnet paa den Ting, du skildrer.
I Norden kalde vi den Borgerkrig.


    Thora. 

Fra Solformørkelsen ved Stiklestad,
der endnu ruger over Norges Minde,
har Ingen baaret denne Kajnstanke.


    Sigurd. 

O, Jesus Kristus! – Hver en Port til Retfærd
ej blot er lukket, men med Syndens Segl.


    Koll. 

Det synes mig, at du for voldsomt jager
fra Skovens ene Grændse til den anden.
Der er saamangen Sti …


    Sigurd. 

          O, ti! –


    Thora. 

                    – Min Søn!
Bliv her i Fred og søg at …


    Sigurd. 

                    Aldrig, aldrig!
Alt nu jeg føler, hvordan Jorden brænder!
Kan jeg vel tigge af mit eget Bord,
kan jeg vel tjene i min egen Gaard,
kan jeg Stigbøjlen for min Broder holde
og staa tilbage, medens han faar jage
mod Æresmaal, hans Hest besprænge mig
med Skarn til Afsked, … o, fordømte Tanker,
i Hvirvel som den Støvsky om hans Hjelm
vil de omsuse mig, – jeg ser dem stige! –


    Thora. 

Men Sigurd!


    Sigurd. 

                    Hvor kom jeg frejdig som en Gut fra Sejer,
der netop lærte, at han Kræfter ejer.
Nu ser jeg alle som et splintret Staal
tilbage springe fra det høje Maal.
Mit Mod, min Længsel kjendte ingen Grændser,
den hele Verden var mig Arv og Rige;
– da fik jeg Retten til en Del deraf
og fik den ikkun for med den at miste
al Tro paa Retfærd og alt Godt, jeg vidste.
O, Moder, Moder, hvorfor taug du ikke.

(kaster sig paa Gulvet paa sit Ansigt).

    Thora. 

Til dig nu kommer, hvad jeg selv har lidt.

(over ham).


    Kor af Korsfarende  (indefra Kirken).

Dejlig er Jorden,
dejlig er Guds Himmel,
dejlig Sjælenes Pilgrimsgang.
Gjennem de fagre
Riger paa Jorden,
gaa vi til Paradis med Sang.

Tider skal komme,
Tider skal henrulle,
Slægt skal følge Slægters Gang
Aldrig forstummer
Tonen fra Himlen
i Sjælens glade Pilgrimsgang!

Englene sang den
først for Markens Hyrder,
skjønt fra Sjæl til Sjæl den lød:
Fred over Jorden!
Menneske, fryd dig!
Os er en evig Frelser fød! –


    Koll  (idet Sangen begynder).

Korsfarerne!

(De to andre rejser sig, Moderen helt op, Sigurd paa Knæ. Lidt efter lidt føler han sig greben, og før Sangen er endt, er han oppe, og idet den ender, udbryder han).

    Sigurd. 

Jeg tager Korset! Til Jerusalem!
Tankreds og Balduins og Roberts Vej
til Herrens Ære og til egen Hæder!


    Thora. 

Saa bliver jeg alene!


    Sigurd. 

                    Naar de spørge:
hvor er din Søn? du svarer: Palæstina!
– Ja, over Nattens Nød paa Morgenskyer
højt straaler Korset i en Laurbærkrands.
Den, som den ene griber, faar den anden?


    Thora. 

Naar du tilbage kommer, er jeg død.


    Sigurd. 

Naar jeg tilbage kommer, er jeg Høvding
saa stor som Kongen, eller ogsaa kommer
mit Rygte sørgeklædt foruden mig.


    Thora. 

Men jeg? – Du tænker ikke mer paa mig!


    Sigurd. 

Jo, Mo’r. – Hvad Større kan din Søn vel naa?
Hans Hæder din. «Se, der gaar Sigurds Moder!»
saa vil de sige; «han er bleven Høvding
i Palæstina. Høvding under Korset.
Hun maa dog være glad.» – Her hjemme
gik jeg tilgrunde. Rejsen er en Flugt
fra onde Tanker … hys, – fra Borgerkrig …
– Ja, Mo’r, jeg taaler ikke Uret! Jeg,
jeg føler, hvad her voxer; – stands mig ikke!

(Orgel og Basuner fra Kirken).

– – O, under Korset! det den vilde Jætte
i Sten fornagler, det uddriver Djævle,
det tænder Hedningernes By i Brand.
Omstyrtelsens nedstegne Erkeengel
med Sværdet jager os udover Jorden,
det hele Syden staar i Glød og Lue.
Did maa jeg! – Slagenes Forbilled af
den yderste Dag maa lyne over Sjælen,
derpaa Opstandelsens fromt stille Psalme
bedugge den i Østerlandets Morgen.
     Hør, Messen skyller over Kirkens Mure,
Hostien løfter for Højaltret Bispen,
indviede Kors uddele Præsterne …
ja, jeg vil skynde mig at tage mit!

(ud).



Tredie Scene

Koll. Thora.
(Moderen vakler et Skridt efter ham, vender, synker i Knæ for Sankt Olaf, med opstrakte Arme, siden bøjet).


    Koll. 

Tilkjæmp dig Kraft! Alt Uundgaaeligt
det maa vi bære, som vi bære Navn,
eller som Alle bære Dødens Vished.
Og dette, Thora, se, det maatte komme.
En Ørn maa løfte sig, en Ulv maa ud,
en mægtig Længsel er kun mægtig Kraft,
og den maa prøve sig. – Græd ikke, Thora,
fordi du fostrede en saadan Søn.
Det største Langskib i Korsfarerflaaden,
det skal han styre, det udrusted’ jeg;
saa faar han Vinger til sin første Flugt;
med Tiden voxe de. – Slet ingen Tak!
Det skylder jeg en Søn af Magnus Barfod, –
og jeg ser gjerne, at han kommer bort.

(Orgelspillet standser).

    Thora  (som har rejst sig).

O, at jeg ogsaa skulde lide dette!
Hans Barndom var saa skjøn,
hans Lærelyst umaadelig, hans Kraft
bestandig sejrrig, og hans Sind en Leg.
Da tænkte jeg saa glad, han trænger ikke
sin Faders Navn! Men se, helt Andet kom.
– Idag du hjalp ham til at sejre, Koll;
idag jeg tabte ham for hele Livet.


    Koll. 

Kan han derude faa sin Fred igjen,
saa har du vundet ham for mer end Livet.


    Thora. 

Med overflødig Haand bortkaster han
sin Moders Kjærlighed, bortskjænker Alt,
hvad her er sikkert, strør med gyldne Haab;
hans Øre hører ikke vore Raad,
hans Øje ser ej, hvad der ligger nær;
saa høje Længsler og saa ringe Vilkaar,
o, det vil ende som et Fald fra Fjeldet!


    Koll. 

De gaa fra Kirken, vi maa søge ham.

(gaar).



Fjerde Scene



    Thora  (vil følge ham, vender dog endnu en Gang tilbage for Sankt Olaf, synes hensunken i Bøn, men rejser sig pludselig).

Nej, Olaf giver ingen Trøst idag.
Mit Hjerte bæver som i hine Tider,
da Magnus rejste og lod mig alene.
Hvorhen jeg gik, jeg gik som mod en Storm,
der tog mit Aandedræt og al min Kraft.
Selv Kirken mørknedes og blev til Grav,
de Hellige stode som et Kors derover
og sagde ikkun, hvad jeg havde syndet.
O, hvorfor kommer det igjen idag,
det samme Mørke, hvorfor ængstes jeg,
som om jeg deri hørte Raab fra Skibbrud.
     En Moder lider fra den Dag, hun blev det.
Hun elsker Barnet, førend det er født,
i Dødens Smerte giver hun det Livet,
og for dets Barndom skjænker hun sin Helbred.
Hun er det Øje, Fod og Arm og siden
det Vingepar, som bærer det mod Lyset.
     Men har hun fuldbragt, o, saa mister hun det!
saa river det sig løs fra hendes Taarer,
ser ej tilbage, stormer under Jubel
frem, til det falder og har saaret sig;
eller det rejser sig og saarer Andre:
men begge Gange saarer det sin Moder.
     Saaledes føder og opdrager hun
sig selv en Smerte, lang som hendes Liv.

(gaar).


Femte Scene

En Høj mod Havet. I en Bugt ses Korsfarerskibene ligge, færdige til at hejse Sejl.


    Sigurd. 

Det store Skib paa Fløjen, det er mit!
Det Første, som jeg ejer her i Verden!
Snart skal det bruse gjennem Bølgens Skum
imod min Fremtid; jeg staar selv tilrors
og spejder Skyernes og Strømmens Gang
og hører Længslernes højstemte Sang,
da først jeg siger, at jeg rigtig lever!
     Det var en skjæbnerig, en mægtig Dag.
Jeg vandt, jeg tabte, vandt igjen, – og nu
forlader jeg mit Fædreland, min Arv
og ved ej mere, hvad der venter mig,
end Flyttefuglen, som mod Norden ror.
Men netop saadan er det allerherligst!
Thi kun i Eventyrets Underland
kan jeg forglemme, hvad jeg tabte her.
     Ak, som et Træ, det rankeste i Skoven,
afhugges for at blive Skibsmast, saadan
afhugge de mit Liv, som det staar frodigst,
og sætte det i Drift for Storm og Vove.
     Vil det ej friste mig som Sang fra Hjemmet?
vil det ej rykke med en saar Erindring?
– Ikke, hvis det gaar godt. – Men dersom …
ja, dersom Skibet knustes med mit Maal …
jeg sad paa Vraget, Gud saa taus derpaa, –
o, Jesus, skaan mig! Da kom Djævle strax
som Haj ved Skibbrud i de varme Søer!
     Det er ej muligt, at det kan gaa galt!
Mit tvungne Afkald er saa altfor stort,
det maa belønnes, – og jeg strider jo
under Korsets Fane!



Sjette Scene

Sigurd. Thora.


    Thora. 

                    Er du der, min Søn!


    Sigurd. 

Ja, her, paa Stenen, stod jeg tit og saa
Skibene sejle; derfor maatte jeg
hidop at se mit eget lægge ud.
     Se der; der er det! Rager som et Snebjerg
opover Skoven. Sejlet, hvor det spænder,
se Masten stigende med Ungdoms Mod,
se Barmen buet for et stormfuldt Favntag,
højbordet Skandsen som en Jomfrus Ære,
der bær’ sin Fæstemand i trofast Bryst,
men kaster Fristerne med Kraft tilbage.


    Thora. 

Der gaar en Gysen over mig, saa tit jeg hører,
at En betror sin Lykke til et Skib.


    Sigurd. 

Det er umuligt, at det kan gaa galt!
Thi jeg har tænkt derover, føler nu
en Vished munter, o, som Lykken selv!
Og se til Morg’nen, som vi staa i, se,
med klare Farver smykker den min Afsked
og giver Løfte om en herlig Dag.
Hvad Duft her er af Vaarens unge Skud,
hvor frisk er Luften, Himmelen hvor høj,
og aldrig mindes jeg en Dag, hvorpaa
jeg kunde se saa langt udover Havet.
Den Bris, der gjennemstrømmer Alt og slaar
mig let paa Kinden, siger den mig ikke
fra Luft, fra Hav, fra Morgen og fra Vaar:
Held til din Rejse, Sigurd Magnusson!


    Thora. 

Se, denne Ring, den satte Magnus mig
paa Armen Aftenen, da han tog Afsked.
Hvergang jeg saa den, husked’ jeg din Fader; (giver ham den).
hvergang du ser den, husker du din Moder,
hvad hun har lidt for dig, og hvor hun længes.
O, Sigurd, gaar det godt, saa tag mig til dig!


    Sigurd. 

Det skal jeg, Mo’r!


    Thora. 

                    Og dersom det gaar ilde …
saa fly mig ikke, kom tilbage til mig!


    Sigurd  (kysser hende).

Gud dig velsigne, du min kjære Mo’r!

(sætter sin Ring paa).

    Thora  (alene og bortvendt).

Og saa i Guds Navn faar du rejse da!

(brister i Graad).

    Sigurd. 

Græd ikke Mo’r, mig hjælper Hellig Olaf!

(Korsfarersangen høres fjernt).

    Thora  (kaster sig heftigt om hans Hals).

O, kom tilbage, dersom det gaar ilde!


    Sigurd. 

Græd ikke, Mo’r; naar vi betænker det,
er det dog dejligt, at jeg kan faa rejse.


    Thora. 

Jeg siger heller ikke mer imod. Men – (græder).


    Sigurd. 

Sæt dig her paa Stenen, paa min Sten,
og se mig første Gang ombord i Skibet!


    Thore. 

O, Gud og Fader! – –


    Sigurd. 

                    Trøst dig; jeg vil prøve
at komme igjen; vi rejser ikke strax. (hjælper hende op).
Se saa; nu sidder du, hvor tit jeg sad,
og ser mig bæres mod min Ungdoms Længsel.
(op og kysser hende).
Farvel! Farvel! – jeg kommer nok tilbage!

(ud).


    Thora  (paa Stenen).

Sigurd! – – Sigurd! – –

(Sangen høres endnu, efter at Teppet er faldet).

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Sigurd Slembe

Bjørnstjerne Bjørnsons historiske skuespill Sigurd Slembe kom ut i 1862. Stykket handler om kongsemnet Sigurd Slembe (ca. 1100–1139), som i tronstriden som oppstod etter Sigurd Jorsalfares død i 1130 krevde å bli Norges konge. Han var angivelig sønn av kong Magnus 3. Berrføtt (1073–1103).

Skuespillet er en dramatrilogi. Først kommer enakteren Sigurds første Flugt, som foregår i Stavanger i 1122, så kommer treaktsdramaet Sigurds anden Flugt, som er lagt til Skottland i 1127, og til slutt kommer femakteren Sigurds Hjemkomst, som foregår forskjellige steder i Norge på slutten av 1130-tallet.

Sigurd Slembe er tonesatt av flere komponister, bl.a. Rikard Nordraak, Johannes Haarklou og Johan Halvorsen (jf. Musikk til Bjørnstjerne Bjørnsons dikterverker, NB tema 2, 2017.)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.