Sigurd Slembe

av Bjørnstjerne Bjørnson

SIGURDS HJEMKOMST





De Handlende

SIGURD SLEMBE.
KONG HARALD GILLE, hans Halvbroder.
KOLL SÆBJØRNSON
THJOSTULF AALESON
HALLKELL HUUK, Kongens Lendermænd.
BEJNTEJN
SIGURD STALLAR
GYRD, Brødre, Kongens Mænd.
IVAR KOLLBEJNSON, Befalingsmand i Hirden.
IVAR INGEMUNDSON, Skald.
ERLEND.
EN VAGT.
EN NONNE.
EN FINNEPIGE.
HIRDMÆND, BORGERE o.s.v.

Tiden 1136 og de tre følgende Aar.




Første Akt

I Bergens Kongsgaard.
Hallen er festlig prydet. Indgangsdøren foran paa højre Side (fra Tilskuerne). Op mod Midtvæggen staar paa en Forhøjning Kongestolen med Bord foran. I Stolen sidder Harald Gille, hans Stallar sidder ved samme Bord lige mod ham, men lavere. Paa hver Side af Kongen staar en Kjertesvend med højt Lys. Paa Bænke langs begge de andre Vægge sidde Kongens Mænd; Borde med Mad og Drikkevarer staa foran dem, Opvartende løbe frem og tilbage; naar Kongen bydes Noget, sker det knælende. Gyrd har den Dag Overopsyn med Beværtningen. Der er stor Pragt.


Første Scene

Kongen, Koll Sæbjørnson, Hallkell Huuk, Thjostulf Aaleson, Ivar Ingemundson, Bejntejn, Gyrd, Sigurd Stallar, Ivar Kollbejnson, o. fl. (Der føres en dæmpet Samtale).

    Thjostulf Aaleson  (rejser sig fra sit Sæde og gaar til Ivar Ingemundson, der sidder længst foran tilhøjre. Thjostulf drager en Krak frem og sætter sig lige mod ham).

I kjender ham altsaa?


    Ivar Ingemundson. 

Ikke ham selv, men hans Skjæbne.


    Thjostulf. 

Det var haarde Ord, vi hørte om ham. Tror I, de ere sande?


    Ivar. 

Her blev saa stille bagefter. Dermed tror jeg, de ere dømte.


    Thjostulf. 

Bejntejn maa have truffet ham før. Saadan taler ingen Mand, der ikke selv er krænket.


    Ivar. 

Bejntejn vil være Landets bedste Mand. Men Sigurd overvandt ham allerede som Gut.


    Thjostulf. 

A-ha! Da kommer Sigurd til en uheldig Tid; thi Bejntejn og hans Slægt …


    Ivar. 

Man hører Eder! –


    Thjostulf. 

Hvorlænge har Sigurd været paa Korstog?


    Ivar. 

Hele otte Aar.


    Thjostulf. 

Og siden?


    Ivar. 

Siden har han sejlet i to Aar i Nordsøen frem og tilbage mellem Danmark, Island og Normandiet.


    Thjostulf. 

Som Kjøbmand?


    Ivar. 

Som Kjøbmand.


    Thjostulf. 

Han har været uvis med sig selv.


    Ivar. 

Det har han nok været hele sit Liv.


    Thjostulf. 

Men han kommer i en uheldig Tid …


    Ivar. 

Kongen forstaar, hvem vi tale om.


    Gyrd  (sagte til Thjostulf).

Kongen vil gjøre Eder den Ære at drikke med Eder!

(Thjostulf iler tilbage til sin Plads, rejser sig med sit Bæger, som han holder ind mod sit Bryst, idet han bøjer Hovedet, indtil Kongen har drukket).

    Kongen. 

Skaal, du!


    Gyrd  (raaber).

Kongen drikker!

(Alle slippe, hvad de have i Haanden, bøje Hovedet og folde Hænderne, til Kongen har drukket).

    Hallkell Huuk. 

Maa det være mig tilladt, Herre, at tage op det Emne, vi sidst slap; thi jeg vilde gjerne spørge Koll Sæbjørnson, der netop nu kommer fra Orknøerne, om Mordet paa Thorkel Fostre. Hvem har Ansvaret derfor?


    Koll. 

Nu er det ti Aar gammelt.


    Hallkell. 

Det ved jeg nok; men ogsaa, at den Dræbte var Eders Frænde. Skyldes dette Mord ikke Sigurd Slembe?


    Koll. 

Han havde dengang den øverste Magt paa Øerne; mere ved jeg ikke.


    Hallkell. 

Havde han den øverste Magt, bærer han ogsaa Ansvaret. – Hvad synes Eder, Herre, om at kræve ham til Regnskab derfor? Saa fik han kanske Andet at tænke paa end Halvdelen af Eders Rige?


    Flere. 

Ja! Hallkell har Ret!


    Kongen  (hvis Sprog og Udtale er noget fremmed).

Lad – lad tale om noget Andet!(til Hallkell) Skaal, du! (Alle bøje Hovedet o.s.v. som før).


    Thjostulf. 

Tag det ikke ugunstigt op, Herre, at vi gjerne ville afværge denne Fare. Thi at Sigurd er Magnus Barfods Søn, er neppe tvivlsomt, da han bærer Beviset paa sin Pande. Nu beder han ærbødigt om et Svar; dette maa han faa. At det skal gaa tvertimod hans Ønske er ikke tilraadeligt, thi deraf opstaar Strid.


    Hallkell. 

Men at det skal gaa lige til hans Ønske, kan heller ikke Mange ville, som nu sidde højt her.


    Gyrd. 

Den Udvej, som Hallkell før bød, synes mig ikke ilde.


    Flere. 

Nej, den er ikke ilde.


    Thjostulf. 

Mig synes, at deri ligger baade Uretfærdighed og Fare. Kongen, der har saa godt et Hjerte, er det Synd at tilraade saadant.


    Kongen. 

Stallar, har vi ikke en Gave til Thjostalf?


    Stallaren. 

Ja, … de Gaver, som vi sidst fik hjem, ere alle …


    Kongen. 

Tag det Bæger!

(giver Stallaren. Kongen faar et andet, Stallaren overrækker Thjostulf).

    Thjostulf  (har rejst sig).

Det synes Mange med mig, at I er den huldrigeste Konge i Norden!

(Bægeret gaar rundt til Beskuelse; man modtager det med Udraab og Beundring).

    Gyrd  (raaber).

Kongen drikker! (Alle som før).


    Hallkell. 

Vi talte om Orknøerne. Kunde det ikke tækkes Eder, Koll Sæbjørnson, at fortælle os Noget om Orknøerne. Da I kommer lige derfra, maa der være Meget, som er de Fleste af os ukjendt.

(Kongen nikker til Koll).

    Koll. 

Da Kongen, vor Herre, synes opmuntre dertil, er det mig naturligvis en Pligt. I, Herre, gav min Søn Folk og Skibe, og da gik det hurtigt med Landets Undertvingelse. Paal Jarl blev tagen tilfange af en rask Mand, som hedder Svenn Aslejvsson, og Orknøerne kom under min Søn, er saaledes atter et Len under Norge. (rejser sig). Det er mig en glad Dag denne, hvorpaa jeg ved Eders Bord, høje Herre, kan takke for den store Naade, som blev min Søn og mig tildel, skjønt vi vare mest uværdige af Alle. Og de herlige Mænd, jeg her ser sidde, føle vist som jeg, at Kronen har faaet en stor Besiddelse tilbage i Orknøerne, og det mere ved Rygtet om denne Konges forunderlige Godhed og Huldsalighed end ved Strid, som det altid er bedst at undgaa. Den gode Jomfru Maria og den hellige Olaf vil staa frem med Forbønner alle Dage! Eders Mænds Kjærlighed og Eders gamle Lykke følge Eder til Eders sidste Stund, – den vi ønske langt borte, til Held for dette Rige, men især for os, der staa Eder nærmest!


    Alle  (rejse sig).

Held følge Kongen.


    Kongen. 

Stallar, har du ikke en Gave til Koll!


    Sigurd Stallar. 

De Gaver, som vi sidst fik hjem, ere alle …


    Kongen. 

Saa tag Puderne under mig!

(De rykke Silkepuderne, han sidder paa, frem og give Koll).

    Alle  (i Munden paa hverandre).

O, hvilken Gavmildhed, hvilket kjærligt Hjerte!

(Puderne gaa rundt).

    Koll  (har rejst sig).

I behøver ikke, milde Herre, med saa kostbare Gaver gjøre synligt, at min Alderdom efter megen Møje skal i Eders store Naade hvile blødt og stille ligesom i Silke og Dun. (Bifaldsmumlen).


    Ivar Kollbejnson. 

Saa gavmild Herre sad aldrig paa Norges Throne.


    Alle. 

Aldrig!


    Ivar Kollbejnson. 

Hvad var selv Haakon Athelstejnsfostre?


    Andre. 

Eller Magnus den Gode?


    Atter Andre  (samtidig).

Eller Olaf Kyrre, eller – (almindelig Tale).


    Hallkell  (højere).

Her er ikke En af os, som ikke skylder ham Halvten af sin Ejendom!


    Ivar Kollbejnson  (endnu højere).

De Fleste skylde ham Alt!


    Gyrd. 

Kongen vil rejse sig!

(Alle springe op, Kongen bliver hjulpen af Sæde. Man kommer frem i Grupper om Kongen. Under det Følgende borttages Bordene).

    Kongen. 

Dengang jeg endnu ikke var Konge, kunde jeg saa godt staa paa mine Ben.


    Alle. 

Ha, ha, ha!


    Ivar Kollbejnson. 

I har jo ogsaa været den bedste Hurtigløber, som Norden har seet.


    Hallkell. 

Jeg var tilstede, dengang I, Herre, værdigedes at løbe omkaps med Magnus’s gøtske Hest.


    Flere. 

Jeg ogsaa! Kongen vandt i tre Løb!


    Kongen. 

Men siden jeg er bleven Konge, saa er det gaaet fra Benene og op i Hovedet.


    Flere. 

Ha, ha, ha! Saa er det gaaet fra Benene op i Hovedet!


    Hallkell. 

Men saa veldannede Ben som Eders nedenfra og helt op til Hoften tror jeg, ingen anden Mand tør vise Magen til.


    Ivar Kollbejnson. 

En Mand, som havde den Ære at føle paa de kongelige Ben, sagde, at han skulde tro, de vare gjorte i en Smedie, hvis de ikke vare saa hvide.


    Kongen  (til Ivar Kollbejnson).

Du skal faa Lov at føle paa dem!


    Ivar. 

Bed Gud bevare!


    Kongen. 

Hvorfor ikke?


    Ivar. 

Lægge Haand paa Kongen!


    Kongen. 

Men jeg give Lov!


    Ivar. 

Ikke for Alt i Verden.


    Kongen. 

Men jeg befale dig!


    Ivar Kollbejnson. 

Saa megen Nedladenhed! (føler) Ja, er det ikke, – er det ikke som – hele Vejen!


    Kongen. 

Kanske der ere Flere, som have Lyst at føle paa mine Ben?

(Man trænger sig frem).

    Koll. 

Jeg tror nok, jeg har kjendt dem saa faste før.


    Kongen. 

Har du det, Koll!


    Koll. 

Ja, i Marmor og Guld.


    Kongen. 

I Marmor og Guld! Ha, ha, ha!


    Thjostulf. 

Det er mærkværdigt! Det er jo Hesteben. Ja jeg mener Forbenene – paa Hesten. Egentlig mener jeg ikke Hesten, men om saa stærke Ben som Hestens Forben sad paa et Menneske, mener jeg, … ja, det er mærkværdigt!

(Flere kjender).

    Ivar Kollbejnson. 

Jeg skulde aldrig ønske Andet paa Jorden, havde jeg saadanne Ben.


    Gyrd. 

Hin Mand, som kalder sig Eders Broder, har ventet i Gaarden i tre Timer.


    Kongen. 

Lad ham komme morgen. Sig: Vi have Forretninger.


    Ivar Ingemundson. 

I otte Dage har han faaet samme Svar.


    Koll. 

Hvis jeg maa sige det: det tør dog maaske være bedst ikke at sende ham for ofte bort.


    Hallkell. 

Ja, lad os engang faa det afgjort med ham!


    Kongen. 

Det tænkte jeg, mine Mænd havde gjort – uden mig.


    Thjostulf. 

Saadan stod ogsaa I engang for Sigurd Jorsalfarers Dør; han tog Eder ind og kaldte Eder sin Broder.


    Hallkell Huuk. 

Den store Forskjel var der, at Harald var Kongens Broder, men Ingen ved, hvem denne er.


    Thjostulf. 

Harald blev stedt til Jernbyrd; det samme kunde denne fordre.


    Hallkell. 

Kongen kan ikke stede til Jernbyrd enhver Fremmed, som kommer ind i Gaarden med frække Paastande.


    Gyrd. 

Thi vi vide Alle, hvordan det gaar til med Jernbyrd.


    Koll. 

Om man ogsaa ved det, saa siger man det ikke.


    Ivar Ingemundson. 

Thjostulf, tal mere!


    Thjostulf. 

Herre Konge, I har endnu aldrig staaet tilbage for nogen Forgjænger i mild Nedladenhed. I gjør det heller ikke idag!


    Kongen. 

Thjostalf har Ret. Hvad Sigurd Jorselfar gjorde mod mig, det gjøre jeg mod denne. – Befalingsmand, før ham ind.

(Ivar Kollbejnson gaar).

    Sigurd Stallar  (bukkende).

Vil I ikke bestige Thronen?


    Kongen. 

Jo, han har jo været baade i Provence, Roma, Jorsel, Myklagard. Vi maa vise, at vi kjende de sidste Regler.


    Koll. 

Men, Herre, det var dog maaske at tage for meget Hensyn til ham.


    Hallkell. 

Vi vide jo endnu ikke, hvem han er.


    Kongen. 

Nu, – saa staa Vi her? – Saadan?


    Gyrd. 

Kongen burde maaske sidde, og alle de Andre staa.


    Kongen. 

Nu; jeg skal sidde, og I skal staa.


    Thjostulf. 

Var det ikke bedst, vi sad her omkring nede paa Gulvet? Det skal være Brug hos mange udenlandske Fyrster.


    Kongen. 

Det vil jeg paa ingen Maade. I skal ikke sidde paa Gulvet.

(de ordne sig).


Anden Scene

De Forrige. Sigurd, Ivar Kollbejnson, (som bliver staaende lidt afsides).

    Sigurd  (bøjer Knæ for Kongen).

Den hellige Olaf, vor Himmelfrænde, være idag tilstede ved vort Møde. (rejser sig).


    Thjostulf  (til Ivar Ingemundson).

Denne Mand ser ud, som havde han lidt meget.


    Ivar. 

Ja, ja!


    Sigurd. 

Herre Konge og Broder, I har ladet mig længe vente. Hav nu ogsaa I Taalmodighed; hør mig og husk, at det er femten Aars Kamp, som idag stedes til een Times Afgjørelse.

Magnus Barfod, der er Eders Fader, er ogsaa min. Lendermanden Koll Sæbjørnson var tilstede i Stavanger Kirke, da min Moder for Guds Aasyn betroede mig dette. Dengang var jeg 20 Aar.

Den mægtige Herre Sigurd Jorsalfarer, vor Broder, sad paa Norges Throne. Han var en uægte Søn som jeg selv, jeg havde Ret til at dele hans Throne. Men Koll Sæbjørnson og min Moder beviste mig, at dertil kunde en ukjendt Dreng ikke naa. Være i Landet uden min Ret følte jeg ikke Kraft til; da drog jeg paa Korstog; jeg vilde vinde Magt og Ære i fremmede Lande.

Men Gud kastede mit Skib og mit Forsæt op mod Skotlands Kyst og slog det i Stykker. En Kjæmper af saa urene Grunde vilde han ikke have.

Vinket forstod jeg ikke; men tog Tjeneste, hvor jeg var, og lod mismodig den ene Dag følge den anden.

Da hørte jeg, at lige ved Siden skete det, hvorfor jeg var flygtet: paa Orknøerne, det gamle norske Len, sloges to Halvbrødre om Magten; did rejste jeg og tog dens Parti, som var svagest.

Sejer fik jeg; men den Tanke: for hvem har du sejret? – skjød Planer i min Sjæl; kunde jeg ikke faa Landet, vilde jeg have Lenet, og de to svage Brødre kastede jeg tilside.

Da stængte Gud mig ved en forfærdelig Advarsel alle Ærgjerrighedens Veje, bange slap jeg mine Planer, selv mine Pligter, tyede i hans Favn og troede at se den Krone, der funkler for os Alle i Evighedens Morgen. Jeg tog Korset.

Jeg var Korsfarer i otte Aar. Mangt et stort og højtideligt Øjeblik gav det mig paa Havet og i de blaa Lande; men Fred gav det mig ikke. Thi et Menneske kan ikke brænde sine Tanker over som en Traad, og Nørfasunds Sol, saa hed den faldt, magtede ikke fortære Erindringen om mit Hjem, min Fødsel og de Pligter, jeg havde flyet.

Thi dette var Ordet: jeg havde flyet dem, jeg havde ikke løst dem.

Og hvilket Selskab var jeg kommen imellem? Munke, der før Slaget sang og prædikede om en salig Død, men rømte, strax en østerlandsk Hvidkappe flagrede frem under Palmen; Riddere, der foran Kampen omfavnede hinanden med Broderkys, bagefter dræbte hinanden i Strid om Byttet! Tjente jeg dog ikke min Gud bedre, spurgte jeg, ved at vende hjem og taalmodig bære de mindre Pligter, som vente?

Men to Gange havde jeg taget fejl, den tredie Gang vilde jeg ikke, derfor lod jeg min Tanke modnes i otte Aar; – kan I begribe, hvad Tid det er for den, der længes?


    Thjostulf  (til Ivar Ingemundson).

Denne Mand har lidt meget, og der er Sandhed i hans Tale.


    Kongen. 

Visselig, visselig, han er vor Broder!


    Koll. 

Forhast Eder ikke!


    Sigurd. 

Da jeg atter stod i Danmark, hørte jeg, at de to, for hvis Skyld jeg nærmest var kommen, begge vare gangne i Kloster. Men jeg hørte ogsaa, at Sigurd Jorsalfarer var død, hans Søn Magnus var bleven Konge, men kun over den halve Del; thi den anden halve regjerede en yngre Halvbroder af mig selv; det var Eder, Herre! I havde vovet, hvad jeg havde flyet, og den Mand, som i sin Tid havde fraraadet mig, (peger paa Lendermanden Koll Sæbjørnson) han havde tilraadet Eder, han stod nu stærk ved Eders Side! – Og saa jeg hen til Orknø, da forsøgte hans Søn at gjøre, hvad jeg ogsaa der var flygtet for; thi han underlagde sig Paal Jarls Rige! –


    Thjostulf. 

Dette havde jeg ikke holdt ud.


    Gyrd  (til Hallkell).

En mærkelig Skjæbne!


    Sigurd. 

Det var Sorg og Strid i begge Lande, jeg vilde ikke forøge den. I to Aar sejlede jeg i Nordsøen frem og tilbage som Kjøbmand; men i denne Tid blev Paal Jarl paa Orknø fangen og dræbt! Forinden var i Norge den unge Magnus bleven fangen og – blindet!


    Kongen. 

Det gjorde ikke jeg, – jeg ikke!


    Sigurd. 

Jeg ved det; og Eders Mænds Taushed siger mig, hvem som gjorde det.

Det rygtedes snart, at I tvertimod havde det mildeste Hjerte, gjerne delte Eders Magt og gav hver Mand sin Ret. Da tænkte jeg: maaske han ogsaa giver mig min, nu er Stunden kommen! Fredelig, alene vil jeg gaa til ham, sige, hvem jeg er, og hvad jeg har lidt. – Derfor, Konge og Broder, kommer jeg idag! Vil I ikke kjendes ved mig, saa sig kun et Ord, og Hellig Olaf er mit Vidne, at jeg træder tilbage. Men har I Hjerte for mig, o, saa er jeg ført saa kjærligt, at jeg, der var heftig og stærk, jeg skulde vente og forbedre mig; men en Broder, der var mild, skulde vinde Landet for os Begge!


    Kongen. 

Saadan skal være! Ja, ja –!


    Hallkell  (der har trængt sig frem).

Herre Konge!


    Sigurd. 

Naar jeg ser Eder sidde i den kongelige Stol, og den simpleste Mand ved Eders Bord have det bedre end jeg, som er Eders Broder, saa rejser der sig ubudne Tanker. Lad dem ikke vinde, saa Alt, jeg til idag har kjæmpet, skal være forgjæves!


    Kongen. 

Hallkell, Hallkell, – maa ikke være for strenge!


    Sigurd. 

Jeg er ført vidt omkring i Handling og Tanke. Jeg har været i flere Slag end alle disse Mænd tilsammen, næsten hele den bekjendte Verden har jeg besøgt, en stor Sum af Erfaring og Planer bærer jeg med. Og jeg har en Trang til at virke, saa stor, at jeg neppe kan raade den. Dette maa Altsammen faa blive mit Fædreland til Velsignelse!

Der gives Øjeblikke i vort Liv, hvori det Gode og det Onde hænge lige over Vægten; – hvis dette var et saadant for mig! Men der gives ogsaa Øjeblikke, for hvis Skyld vi ene ere blevne til; – hvis dette var et saadant for Eder! Hvis I var bleven Konge alene for at øve denne store Handling – og saa forsømte den!

Men det gjør I ikke! I erindrer, hvordan I selv kom til Sigurd Jorsalfarer, I vil vise Eder taknemlig for den store Lykke, Gud har laant Eder, og lade en Del komme til mig! (falder paa Knæ).


    Kongen  (rejser sig, bevæget).

Ja, ja, du er min Broder! Jeg vil gjøre alt Godt mod dig!

(omfavner og kysser ham).

    Hallkell, Gyrd, Sigurd Stallar, Bejntejn. 

Konge, Konge!

(stor Bevægelse mellem Høvdingerne).

    Kongen. 

Men I sige selv, han er min Broder! Koll, du har hørt hans Moder, hvad sagde hun?


    Koll. 

Hun sagde, han var Magnus Barfods Søn.


    Kongen. 

Der kan I høre! Og jeg føle det! Føle det strax!


    Gyrd. 

Men i saa vigtig Sag tager man ikke Beslutning strax.


    Hallkell. 

Og i Statssager har Hjertet neppe den første Stemme.


    Ivar Ingemundson. 

Men Retten.


    Kongen. 

Ja, Retten! Og jeg gjør mod ham, som Sigurd mod mig, det er Retten!


    Hallkell. 

Sigurd Jorsalfarer gav Eder Ret til at bevise Eders Fødsel, mere gav han ikke. At I blev Herre til Norges Rige, skylder I Eders Høvdinger, som derfor fortjene at spørges tilraads i en Sag af saa usædvanlig Vigtighed, og det gjør mig ondt, at jeg først maa minde Kongen herom.


    Kongen. 

Mine Høvdinger! Kjære Venner! Ville I have Alt, jeg ejer, saa tag det! Men i saadan Sag, hvor mit Hjerte sige mig, at det gaar mig meget galt, hvis jeg ikke gjøre ret, – at jeg ikke leve længe, fordi jeg føle … ja, jeg kan ikke sige … jeg kan ikke Eders Sprog … men vær god mod mig; for jeg vil være god mod Eder!


    Thjostulf. 

Jeg skal aldrig glemme Kongen, hvor vakkert I har følt og talt idag.

Det Første, som her er at gjøre, er uomgjængeligt: tvivler Nogen om, at denne Mand er Magnus Barfods Søn?


    De fleste Høvdinger. 

Ja!


    Thjostulf  (studser, fatter sig).

Godt, saa er det Andet at stede ham til Jernbyrd, saa kan han bevise sin Fødsel; thi saadan Ret fik Harald.


    Hallkell. 

Saa vide vi ogsaa Udfaldet, saasandt der kan opdrives nogle Skilling til Præsterne!


    Koll. 

Jeg maa gjentage, at saadant siger man ikke.


    Hallkell. 

Ja, jeg er for god en Undersaat til at lægge Dølgsmaal paa det: de gloende Jern maa ikke blive Alfarvej op til Norges Throne.


    Thjostulf. 

Saavidt jeg ved, var Hallkell et af Vidnerne, dengang Kongen gik. Jeg har endnu aldrig hørt en Mand staa og beskylde sig selv for Bedrageri!


    Kongen. 

Nu, nu, ikke uforligte! Kjære Venner! – Stallar, har vi ikke en Gave til Thjostalf.


    Stallar. 

De Gaver, som vi sidst –


    Hallkell. 

– Kong Harald og hans Mænd have Ingen bedraget, ganske andet Bevis forelaa end de gloende Jern. Men de Beviser, som skulle bygge Sigurds Sag, dem savne vi ganske.


    Kongen. 

Nu blive det saa indvikkelt. Du Koll, hvad sige du!


    Koll. 

Jeg har endnu aldrig seet eller hørt, Herre Konge, at den Mand selv var tilstede, hvis Sag man undersøgte.


    Kongen. 

Det er sandt, det er sandt, det er en stor Fejl! Sigurd, gaa ind til mig selv, Befalingsmand, følg –, nej, en Større: Stallar, følg ham! Stol paa mig! jeg give strax Svar!

(Sigurd bukker og gaar).


Tredie Scene

De Forrige (uden Sigurd Slembe og Sigurd Stallar, hvilken sidste dog kommer strax tilbage).

    Kongen. 

Nu sætte jeg mig ned; nu skal vi ret tage det grundig. Tal du, Thjostalf, først.


    Thjostulf. 

Skal der gaa Beviser forud for Jernbyrden, saa lad os begynde med dem. (til Ivar Ingemundson). Lever hans Moder?


    Ivar. 

Hun er i Kloster.


    Thjostulf. 

Desto større Magt ligger paa hendes Vidnesbyrd, som hun har afsagt Verden, og det er sin egen Skam, hun betror. Forlanger man mere Bevis? Nu, han har det i sit Aasyn, hent Vidkunn Jonson fra Bjarkø, hent de gamle Mænd, som fulgte Magnus paa hans lystige Tog, og vi skulle høre!


    Gyrd. 

Thjostulf taler, som om han heller vilde Sigurds Vel end Kongens.


    Thjostulf. 

Det er daarlige Venner, som tage andre Hensyn end Retfærdighedens. Forsømme vi dem, kan Harald maaske miste Mere end det halve Rige. Men ve den, fra hvem Ulykken maatte komme.


    Gyrd. Sigurd Stallar. 

Dette er Trusel!


    Kongen. 

Nej, nej, ikke uforligte! Thjostulf har Ret, og hvad jeg føle, er saa mange Ting. Vær nu god, Hallkell!


    Hallkell. 

Det tror jeg dog, jeg altid har været. Thjostulf var nok langt borte, dengang jeg tog Eder med til Norge og førte Eder for Sigurd Jorsalfarer. Dengang var det lidt voveligere at være Eders Ven end nu.


    Kongen. 

Ja, ja, Hallkell, du var den Første!


    Hallkell. 

Men skal Lønnen for det, vi da gjorde, være den, at vi nu skulle faa to Herrer, saa vil jeg just ikke kalde den stor.


    Thjostulf. 

Landets Tarv er dog vel lidt mere end Hallkells, og Retfærdighed ikke altid det Samme som Fordel.


    Hallkell. 

Landets Tarv beror væsentlig paa Høvdingernes. – Men lad Koll tale; jeg forstaar ikke, hvorfor han tier.


    Koll. 

Ja, jeg kan ingenlunde give Hallkell Medhold.


    Kongen. 

Der høre du!


    Koll. 

Jeg maa meget mere give Thjostulf Ret. Jeg har aldrig tvivlet paa, at Sigurd var Magnus Barfods Søn.


    Kongen. 

Der hører I!


    Thjostulf. 

Hvad forlange vi saa Mere?


    Koll. 

Men netop derfor har jeg idag levende husket den Tid, da her var to og tre retmæssige Konger, der laa i Slagsmaal paa hvert Thing hele Landet rundt. Det er den sørgeligste Tid, jeg har levet.


    Kongen  (rejser sig).

Nej, nu blive det saa indvikkelt! – Hvad skal vi saa gjøre? Sig det kort!


    Koll. 

Desværre, det lader sig ikke sige kort. Men Opsættelse har jeg tilraadet fra det Første. Tid giver Tanker.


    Kongen. 

Nu ja, saa opsætte vi det!


    Thjostulf. 

Men I lovede ham jo Afgjørelse.


    Kongen. 

Det gjorde jeg ogsaa … Dette er som Djævelen, saa indvikkelt. Hør, kan vi dog ikke faa afgjort Noget?


    Thjostulf. 

Ja for Exempel, om han er Eders Broder eller ej.


    Gyrd, Sigurd, Hallkell, Bejntejn. 

Nej, det er det Samme som Alt.


    Hallkell. 

Dette er kun en Snare!


    Kongen. 

Nu ja, hvad skal vi saa?


    Gyrd  (sagte til Kongen).

I husker nok ikke, hvem I har lovet at besøge efter Bordet?


    Kongen. 

Torden og Lynild, det har jeg glemt!


    Gyrd  (hviskende).

Det er ikke saa godt at lade hende vente!


    Kongen. 

Nej, hun give mig en Ulykke, gjør hun!


    Thjostulf. 

Lad denne Dag være mærket af en kongelig Handling; tag Beslutning, før I gaar.


    Kongen. 

Men, min gode Mand, jeg har gjort Alt, jeg kan!


    Thjostulf. 

Sig ham i det Mindste et Par Ord til Trøst, saa han har Noget at haabe!


    Kongen. 

Ja, saa han kan haabe, – ja, det vil jeg!


    Hallkell  (til Gyrd).

Han maa ikke tale med ham!


    Gyrd  (til Kongen).

Kan ikke en af os sige Sigurd dette?


    Kongen. 

Ja, det er bedre! Sig ham, sig ham, at han kan haabe!


    Thjostulf. 

Men det er dog for lidt!


    Kongen. 

Men, min gode Mand –


    Gyrd. 

Hun venter!


    Kongen. 

Ja, ja! – Ak, hvad en Konge Alt har at høre og gjøre!

(gaar, Hirden følger, efter at først Alle har stillet sig i to hilsende Rækker).


Fjerde Scene

Koll, Hallkell (gaar i Samtale opover). Ivar Ingemundson, Thjostulf (nedover). Ivar Kollbejnson (sætter sig for sig selv).

    Ivar Ingemundson. 

Slip ikke Kongen af Syne de første Dage, saa er maaske endnu ikke Alt tabt.


    Thjostulf. 

Jeg giver baade Kongen, Sigurd og hans Sager Fanden.


    Ivar Ingemundson. 

Det gjør I ikke!


    Thjostulf. 

Aa nej, det gjør jeg heller ikke. Men jeg vil rejse hjem til Viken. Jeg er kjed af det Hele her.


    Ivar. 

Det gjør I heller ikke.


    Thjostulf  (barsk).

Jo, jeg gjør!

(Pause).

Saalænge her er Godvejr og Vindstille, er det ofte Hygge med en saadan Konge. Men strax det slaar i Sejlene saavidt, at man ikke netop kan holde Rorpinden med Benene, saa er det dog en Elendighed!


    Ivar. 

Hvorfor hjalp I ham frem!


    Thjostulf. 

Ja, det maa I spørge Koll om, han tænkte for mig.


    Koll  (nedover, idet Hallkell gaar).

Taler I om mig?


    Thjostulf. 

Ja, vi gjør! Hvordan kan I staa foran Harald og sige, det er farligt med to Konger. Var det ikke netop I, som gjorde Harald til Magnus’s Medkonge?


    Koll. 

Men saa skaffede vi jo ogsaa Magnus bort saa hurtig som muligt.


    Thjostulf. 

Tænkte I altsaa strax paa at styrte Magnus?


    Koll. 

Duede den Drukkenbolt til Konge?


    Thjostulf. 

Han var dog bedre end denne – Benmand.


    Koll. 

Ja, det er en Smagssag.


    Thjostulf. 

I Begyndelsen troede jeg, det var blot Sprog, han manglede, men det er jo Hoved!


    Koll. 

Hvem har ogsaa sagt, at en Konge skal have Hoved?


    Thjostulf  (studser).


    Ivar Ingemundson. 

Det har Gud sagt.


    Koll. 

Saa, har han det? det vidste jeg ikke. – Men i alle Fald tror jeg, at det ikke er saa rigtig sagt af ham.


    Ivar Ingemundson. 

Dette er letfærdig Tale, og Skriftens Ord herom burde en gammel Høvding kjende – og ære.


    Koll. 

Min vise Skjald, jeg tror dog, I har læst en Smule fejl. Thi der staar nok, at en Konge skal være Hoved, men ikke at han skal have? –


    Ivar Ingemundson  (svarer ikke).


    Thjostulf. 

Er det Eders oprigtige Mening, at en Konge skal være – som denne her?


    Koll. 

Jeg vil just ikke sætte ham op som et Mønster. Men han er saamænd ganske god, – at sige, saalænge der staar gode Mænd omkring ham.


    Thjostulf. 

Vi saa det idag.


    Koll. 

Idag var han ganske dygtig, ret over Forventning. Thi kom en Mand som Sigurd paa Thronen eller ganske nær den, saa var det forbi med os Allesammen.


    Thjostulf. 

Sigurds Fejl er altsaa, at han har for godt Hoved?


    Koll. 

Det glæder mig, at I engang har forstaaet det.


    Thjostulf. 

Det er nederdrægtigt, hvad I der siger.


    Koll. 

Man ved, hvad man har, men ikke, hvad man faar.


    Thjostulf. 

Og med dette søvnige Ordsprog tænker I at vippe en Mands Ret og et Livs Lidelse? En liden doven Spøg stiller I hen i Vejen for de Evner, den Virkelyst, der higer mod sine Fædres Throne! Drager heraf ikke et Uvejr op, saa maatte jeg ikke forstaa de dybe Øjne, som idag dømte vor Forsamling.


    Koll. 

En Mands Ret og et Livs Lidelse er mig Intet mod et Lands Skjæbne. Den Straf, Koll Sæbjørnson maatte lide for denne Tro, skal han paatage sig med Taalmodighed. Godaften mine Venner!

(gaar).


Femte Scene

Thjostulf, Ivar Ingemundson, Ivar Kollbejnson.

    Thjostulf. 

Hør, Ivar, der er intet Udkomme! De store Hoveder, der løfte sig op over Massen, behøve kun at blinke over til hverandre, saa trænger Ingen indenfor Kredsen.


    Ivar Ingemundson. 

Nej, der maa engang komme en Konge, der hugger flere i et Hug.


    Thjostulf. 

Hvad er det, I der siger? De mægtige Lendermænd, som ere Landets Styrke og Ære, – bed Gud bevare os!


    Ivar Ingemundson. 

Saa er Verden kun skabt for nogle Faa, og Kristendom en Vildfarelse.


    Thjostulf. 

I lille, stille Menneske, hvad er det dog for Tanker I omgaas med? –


    Ivar Ingemundson. 

Dem, der koge paa Bunden af den halve Verden. Hvert Land er mig som et lukket Kar; Laaget derover er Kongemagten, Baandene derom ere Lendermændene. Men den ædle Vin er i Gjæring, den løfter Laaget, den sprænger Baandene, den vælter i røde Strømme over de hellige Marker ved Jerusalem. Thi Korsfarersangen, hvad er den andet end Frihedslængsel og Skaberlyst, som bryder Grændsen og taber sig i det Uendelige. –


    Thjostulf. 

Var denne Opfatning sand, saa er hele Verden syg med kvalt Aandedræt.


    Ivar Ingemundson. 

Thi i den hele Verden er der kun ti tusinde Mennesker, der faa røre sig i fri Villie, og den er for Sjælen, hvad Luften for Lungen. De sydlige Lande tappes for det urolige Blod i grusomme Korsfarerkrige; men derved berøves de ogsaa sin Kraft og lade sig atter lænke. – I de nordlige Lande erobrer snart den kuede Kraft Plads over Fængselherrernes Lig!


    Thjostulf. 

Dette er en Tale af Eders lave Herkomst. Her er Retfærdighed at faa i Landet, her er Plads for den Stærke, jeg har aldrig seet Andet.


    Ivar Ingemundson. 

Saa stod I ikke ved Haralds Hof idag.


    Thjostulf. 

Nu ja, kommer det derpaa an, saa skal Sigurd ogsaa erfare, at saa er det.


    Ivar Ingemundson. 

Nu, saa vis det! – Her er ikke mange, der kjende de Kræfter, som I ejer, fordi I begynder at glemme dem selv. I kjeder Eder nu; her er ikke Krig længer, ikke store Formaal, ikke en undertrykt Sag at kjæmpe frem. Tag Sigurds paa Eders stærke Skuldre og bliv atter Thjostulf Aaleson! Ved dette Hof gaar I tilgrunde! I Øjeblikket blusser I op, Eders ædle Hjerte gjør Oprør, men en Spøg eller en Gave slaar det atter ned. Samle nu disse gode Indskydelser til Dagens bestandige Tanke, og det vil gaa som altid, at en god Sag og en god Mand give hinanden Væxt.


    Thjostulf. 

Hvor er Sigurd?


    Ivar Ingemundson. 

Han venter jo i Kongens Rum. Men Kongen er gaaet til sin Frille, i det hele Land er der kun to Mænd, som nu tænke paa ham, det er I og jeg.

(Thjostulf giver ham Haanden og gaar).

    Ivar Ingemundson  (til Ivar Kollbejnson).

Sidder I her?


    Ivar Kollbejnson. 

Ja.


    Ivar Ingemundson. 

Venter I Nogen?


    Ivar Kollbejnson. 

Ja.



Sjette Scene

Sigurd Slembe, Thjostulf, Ivar Ingemundson, Ivar Kollbejnson.

    Sigurd Slembe. 

Er Kongen ikke her?


    Thjostulf. 

Nej.


    Sigurd  (stigende).

Er her intet Svar til mig?


    Thjostulf. 

Nej.


    Sigurd. 

Hvor gik Kongen hen?


    Ivar Kollbejnson  (rejser sig op og kommer frem).

Til sin Frille!


    Sigurd. 

Til sin – (standser).


    Ivar Kollbejnson. 

Undrer det Eder? –


    Sigurd. 

Alt havde jeg tænkt mig; – kun ikke Ligegyldighed!


    Ivar Kollbejnson. 

Da der skulde besluttes over den fangne Magnus, – gik ogsaa Kongen bort til sin Frille.


    Sigurd. 

Er det muligt!


    Ivar Kollbejnson. 

Da han atter spurgte efter ham, var Magnus afhugget den ene Fod, blindet, – og endnu værre lemlæstet.


    Sigurd. 

Saadan gik det til!


    Ivar Kollbejnson. 

Men Høvdingerne troede, at Biskop Rejnald af Stavanger gjemte Magnus’s Skatte. Da Rejnald ikke vilde tilstaa, hængte de ham ude paa Øren i fuld Ornat; Kongen var den Dag drukken og fik først vide det den anden Morgen.


    Sigurd. 

Men hvad gjorde han saa?


    Ivar Kollbejnson. 

Han gik i Kirke og tog Syndsforladelse.


    Sigurd. 

Men hvad gjorde han med sine Høvdinger?


    Ivar Kollbejnson. 

Han tog paa Jagt med dem.


    Sigurd. 

Er det sandt, hvad denne Mand fortæller?


    Thjostulf. 

Ja, det er sandt! Ja, det er en Skjændsel, og her maa Noget gjøres!


    Ivar Kollbejnson. 

Det sige Flere end I!


    Sigurd. 

Hvem er I?


    Ivar Kollbejnson. 

Befalingsmand i Hirden. Men egentlig er jeg Sigurd Jorsalfarers gamle Hirdmand og siden hans Søns.


    Sigurd. 

Hvad? Er her Mænd fra Magnus’s Hird i Haralds?


    Ivar Kollbejnson. 

Over Halvdelen er Magnus’s gamle Hird.


    Sigurd. 

Og I vilde spise Haralds Brød?


    Ivar Kollbejnson. 

Thi vi ventede.


    Sigurd. 

Hvem?


    Ivar Kollbejnson. 

Vi hørte, at Sigurd Magnusson sejlede i Nordsøen.


    Sigurd  (gjør et Sprang frem).

(Pause).

    Thjostulf  (efter ham).

Ingen Voldsomhed!


    Sigurd. 

I har Ret!


    Thjostulf. 

Jeg har engang i en farlig og stor Stund brudt min Kongsed. Men siden har jeg dog ikke ret været mig selv. – Gaa aldrig over Lovens Grændse! Men did, med alle Eders store Evner, – og hvis I vil have en Hjælp – (byder Haanden).


    Sigurd  (tager den).

Tak!


    Ivar Kollbejnson. 

Saa staar nok jeg Vagt under Eders Galge om tre Dage.


    Thjostulf. 

Gamle Mand, saa kjender du os ikke!


    Ivar Kollbejnson. 

Men jeg kjender Hallkell Huuk og ti andre Stormænd her ved Hoffet. Her gjælder det om at komme først.


    Sigurd. Thjostulf. 

Hvormed?


    Ivar Kollbejnson. 

Ja, kan I ikke skjønne det, saa vil jeg ikke sige det.

(Pause).

    Sigurd. 

Tænker over Halvdelen af Hirden det Samme?


    Ivar Kollbejnson. 

Den venter paa et Vink.


    Thjostulf. 

Imorgen lader jeg Eder tage tilfange, hver eneste Mand, og anklager Eder for Planer til Kongemord!


    Ivar Kollbejnson. 

I faar Andet at bestille, – saasandt som Koll og Hallkell hviskede sammen her paa Gulvet.



Syvende Scene

De Forrige. Bejntejn. Vagt.

    Bejntejn  (til Sigurd).

I Kongens Navn: I er Fange!


    Thjostulf. Sigurd. 

Fange!


    Bejntejn. 

I er anklaget for at have myrdet Thorkel Fostre paa Orknø, og I skal sidde i Forvaring, til I er frifunden eller dømt.


    Thjostulf. 

Hvem har givet den Befaling?


    Bejntejn. 

Kongen!


    Ivar Kollbejnson  (over til Sigurd).

Vil I nu? –

(viser paa sine Vaaben).

    Ivar Ingemundson  (fra den anden Kant med udstrakte Hænder).

Nej!


    Sigurd. 

Nej! – Saadan endte mine Drømme!

(han gaar med Bejntejn og Vagten).



Anden Akt

Sammesteds.


Første Scene


    Ivar Ingemundson.  (han sidder og slaar Akkorder paa en Harpe, men holder snart op, læner sig paa den og siger)

Hvorfor fik jeg Længsler,
som jeg ikke kan løfte?
Og hvorfor ser jeg,
naar jeg kun skal se Sorg?

Flyver mit Øje ud i det Store,
skylles Alting sammen som i Storm,
men flygter det tilbage i det Mindre,
da dunkles det af Medynk.

Thi jeg ser et Folk uden Fører,
jeg ser en Fører uden Folk.
O, hvor Folket lider!
Og Føreren, hvor han længes!

Vidste, vidste Mændene,
at han var midt imellem dem!
Men de se en Mand i Lænker
og lade ham ligge.

Skibet rives bort i Stormen,
en Daare staar tilrors, hvem kan redde?
Han, han, der længes under Dækket,
halvdød og i Lænker.

(opad)

Hør, hvor de skrige
og strække Arme mod dig!
De have Frelsen i sit Skjød,
og du siger det ikke?

Skal de da Alle omkomme,
fordi den Ene mangler?
Vil du ikke offre Daaren,
saa de Mange kunne leve?

Forklar mig: Ordet lyder:
En skal lide for Mange.
Men Mange lide for Een,
o, forklar mig!

Den Visdom, du gav mig,
vikler mig ind i Gaader,
og de Lys, du tændte,
lede til Mørke.

Men ikke mig alene,
Millioner, Millioner!
Rummet rummer ikke alle Spørgsmaal
fra Jorden og op mod Himlen.

Svaghed kaster sig paa Knæ i Klostret,
men Kræfterne ville frem,
de trænges, de længes,
de trykke hinanden ud af Landene, –

Hvorhen? For deres Øje er Nat.
«I Nazareth er Lys oppe!» raaber En,
– raaber saa hundrede Tusind,
Alle se det; til Nazareth!

Men den halve Del dør paa Vejen af Hunger,
den anden halve for Hedningernes Sværd,
Pilegrimen af Pest i Nazareth,
var du der, eller var du der ikke?

O, hvor er du?
Den hele Verden er oppe
og paa Vandring efter dig,
og leder efter dig!

Eller var du i Hungeren?
Var du i Pesten?
Var du i Hedningernes Sværd?

Salter du med Vredens Salt?
Luttrer du i Lidelsens Ild?
Har du Millioners Millioner inde i din Fremtid,
som du saaledes vil frelse?

O, mod dem ere de Tusinde, der nu lide,
blot Een,
og den Ene, jeg vilde bede for,
Ingen!

Jeg følger en liden Bæk
og kommer til et Hav,
jeg betragter en liden Draabe,
og den dunster ind i de uendelige Skyer.

Se, hvor jeg tumler viljeløs paa Tankernes Vover. Vinden væltede min liden Baad, ved Vraget holder jeg mig.

Led mig, led mig,
jeg ser ikke Land!
Løft mig, løft mig,
jeg føler ingen Grund!



Anden Scene

Ivar Ingemundson, Thjostulf Aaleson, Koll Sæbjørnson. En Kjertesvend.

    Thjostulf  (hurtig ind, en Kjertesvend er kommen fra Kongens Værelse).

Meld mig hos Kongen! – Er der allerede Nogen?


    Kjertesvenden. 

Hallkell er netop kommen.


    Thjostulf. 

Skynd dig!

(Kjertesvenden vil gaa).

    Koll Sæbjørnson  (kommer hurtig).

Holdt, holdt! Meld ogsaa mig! (Kjertesvenden gaar).

(De to Lendermænd hilse hinanden i Taushed).

    Koll Sæbjørnson  (fremover til Ivar Ingemundson).

I sidder allerede over Harpen?


    Ivar Ingemundson. 

Ja.


    Koll. 

Et Digt til Morgenstjernen –?


    Ivar Ingemundson. 

– som gaar under; ja.


    Koll. 

Men i Dagen, Ivar Ingemundson! – i Dagen gaar du under.


    Kjertesvenden. 

Lendermanden Koll Sæbjørnson har Fortræde!

(gaar).

    Thjostulf  (gjør en utaalmodig Bevægelse).


    Koll  (til Thjostulf).

I skal faa komme først, – naar I bliver ældre end mig.



Tredie Scene

Thjostulf. Ivar Ingemundson.

    Ivar. 

Thjostulf, hvorfor taler I ikke mere med mig? Jeg trænger det.


    Thjostulf. 

Den Tause er tryg.


    Ivar. 

I arbejder utrætteligt, jeg har seet det. Sig mig blot saa meget: lykkes det?


    Thjostulf. 

Om en liden halv Time kan I selv se. – Har I været i hans Fængsel?


    Ivar. 

Ja. Han er meget forandret, haardere, koldere. Jeg siger Eder, I skal lade Ivar Kollbejnson og den halve Hird sætte fast. Ivar er hos ham hver Dag, et mørkt Fængsel er Værksted for det Onde.


    Thjostulf  (efter at have betænkt sig, tager ham ved Armen).

Ser I de Langskibe, som idag ere komne for Bryggen?


    Ivar. 

Det er jo Eders egne.


    Thjostulf. 

Man har overdraget mig et ærefuldt Ærinde til Thrøndelag.


    Ivar. 

Vil I da forlade ham?


    Thjostulf. 

Ved I, hvem som følger mig?


    Ivar. 

Nej.


    Thjostulf  (hviskende).

Sigurd; – hys!


    Ivar. 

Thjostulf, saa krænker I Loven!


    Thjostulf. 

Loven er ogsaa med. Thi endnu En kommer ombord.


    Ivar. 

Kongen? –


    Thjostulf. 

Kongen selv!


    Ivar. 

Hellige Olaf, hvordan er det gaaet til?


    Thjostulf. 

Jeg har gjort en Opfindelse. Jeg har ladet Kongen love Alt til Alle, men mig har han samtidig lovet endelig engang at fri sig fra sine Plagere, og for ti Herskere tage een.


    Ivar. 

Sigurd skal blive Medkonge!


    Thjostulf  (nikker og gjør Tegn til Forsigtighed).


    Ivar. 

I har vundet mange Sejre, krigsvante Høvding, men ingen smukkere, ingen større og med saa uhyre Følger!


    Thjostulf. 

Jeg tror det næsten selv; jeg er idetmindste glad, som da jeg var Barn. Men de To tale med Kongen alene. De kunde skræmme ham i det allersidste Øjeblik, de kunde lokke ham, saa han røbede sig. Havde jeg ham først ombord paa mit Skib!


    Ivar. 

Hvor jeg misunder Eder denne Evne til at sætte hver Tanke i Handling!


    Thjostulf. 

Islænding! Gaa med til Nidaros! Hør Sigurd tale fra Frostathing!


    Ivar. 

Ja, ja!


    Thjostulf. 

En frisk Bris staar netop ned fra Fjeldene.


    Ivar. 

Og Haab fra det Høje!


    Kjertesvenden  (kommer).

Kongen melder, at han er færdig, – at han venter Eder!

(gaar).

    Thjostulf  (til Ivar).

Saa har han holdt sig, – saa rejse vi til Sejer og Fest!

(gaar til Kongen).

    Ivar. 

Jeg henter mine Søndagsklæder.

(Udgangsdøren).


Fjerde Scene

Koll og Hallkell (fra Kongens Værelse).

    Hallkell. 

Han gik glad ind!


    Koll. 

Og hans Glæde vil fordoble sig, naar han derinde finder to Gaarde føjet til sit ærefulde Ærinde.


    Hallkell. 

I saamegen Lykke og paa Rejsen i nye Festindtryk glemmer han Sigurds Sag. Thjostulf er forfængelig og ingenlunde dyb.


    Koll. 

Men den anden er dyb. Hvilket uhyre Parti han alt har faaet, og hvem er dog hans Redskaber?


    Hallkell. 

Vi behøve ikke at tænke derover, naar vi kun faa ham selv flyttet til et sikkrere Sted. Thjostulf sendt til Thrøndelag er ikke nok. Sigurd maa ogsaa bort fra Bergen, – langt bort!


    Koll. 

Med den sidste Sag vil jeg Intet have at gjøre.


    Hallkell. 

Den anser jeg for vigtigere end den første. Saalænge Sigurd sidder her, er Ingen sikker. Jeg vaagner hver Morgen i en Skræk, nu vil jeg gjøre Ende derpaa.


    Koll. 

I har meget Mod, Hallkell.


    Hallkell. 

Bejntejn har paataget sig det Hele; han er alt paa Vejen.


    Koll. 

Nu, det kan jeg bedre lide.


    Hallkell. 

Hvorfor?


    Koll. 

Det er godt, at et Parti har slige Mænd, – saa slipper man at være dem selv.


    Hallkell. 

Da agter jeg dog ikke et Øjeblik at unddrage mig Ansvaret.


    Koll. 

Det vil jeg ligne ved, at I foruden Eders egen Kappe ogsaa bærer Bejntejns.


    Hallkell. 

Men naar Sigurds Forsvinden en Dag bliver bekjendt, saa maa dog Bejntejn for at redde sig have Lov at opgive os?


    Koll. 

Hvem taler her om os? Jeg har den hele Tid fraraadet.


    Hallkell. 

Saa har I dog Intet derimod.


    Koll. 

Det er en ganske anden Sag. Spørger I, om jeg ønsker en farlig Mand afvejen, svarer jeg ja. Men spørger I, om jeg eller I skal gjøre det, saa svarer jeg nej.


    Hallkell. 

I begynder at gjøre mig raadvild. Jeg indser, at vi ikke kunne stole paa Eders mægtige Hjælp.


    Koll. 

Saa det indser I? – Naar Sagen engang bliver bekjendt, hvem skal da som en ganske upartisk Mand træde til og forsvare Eder?


    Hallkell. 

Det tænker I at gjøre?


    Koll. 

Saa hold mig udenfor. Jeg ved Intet og fraraader Alt.


    Hallkell. 

Nu forstaar jeg. Sigurd skal inden Aften være en død Mand.


    Koll. 

Bed Gud bevare Eder! Ikke saadan, det er mit Alvor! I krænker alle Love, og han er en forsvarsløs Mand.


    Hallkell. 

Men en farlig Mand, som hver Dag bliver farligere.


    Koll. 

Den Følelse, I har for Eders Fædreneland og Konge, glæder mig. Men vogt Eder, Hallkell!


    Hallkell. 

Hvad kan jeg tabe? Min Stilling hos Kongen kan jeg ikke tabe!


    Koll. 

I Kamp med Sigurd kan I tabe, og jo dybere I har viklet Eder ind, des slemmere kan han straffe.


    Hallkell. 

Allerede har jeg gjort formeget, til at han kan tilgive.


    Koll. 

Ja, – I har et stærkt sort Haar. Det skulde gjøre mig ondt engang at se det vippe om en Skarpretters Fingre.


    Hallkell. 

Vil I afskrække mig – eller tilskynde mig?


    Koll. 

Eders Kamp med Sigurd er en Kamp om Livet. Kunde I desuagtet skaane ham, var det stort gjort af Eder, Hallkell.


    Hallkell. 

Nu tror jeg nok, at jeg ikke taler mere med Eder herom.


    Koll. 

Nej, det er bestemt det Klogeste.


    Hallkell. 

Godt, – saa taler jeg med Bejntejn.


    Koll  (ligegyldigt).

Bejntejn?


    Hallkell. 

Bejntejn har paataget sig at føre ham ind gjennem Fjordene; men paa Vejen –


    Koll. 

– Ja, det er en lang Vej, Farvel! (vil gaa).


    Hallkell. 

Jeg gaar med.


    Koll. 

I skal jo tale med Bejntejn?


    Hallkell. 

Han er udenfor.


    Koll. 

Ah, saa bliver jeg her!


    Hallkell. 

Ja, han kan ogsaa gjerne komme ind.


    Koll. 

Min Vej falder idag ikke sammen med Eders eller Bejntejns!


    Hallkell. 

Jeg gaar! (gaar).



Femte Scene

Koll. Thjostulf.

    Koll  (alene).

Jeg maa dog se, hvordan Thjostulf ter sig. Om han tager Snøret om Benene eller slider det. – Endnu gladere? – – Han har det om Benene, den brave Mand!


    Thjostulf. 

Ser I nogen Forandring ved mig!


    Koll. 

Ikke den ringeste!


    Thjostulf. 

I betragter mig saa deltagende.


    Koll. 

Saa er det vel netop, fordi jeg ingen Forandring ser.


    Thjostulf. 

Jeg er den samme Nar, mener I?


    Koll. 

Saa, er I det?


    Thjostulf. 

Men heller være den samme Nar end den samme Skurk.


    Koll. 

I har i alle Fald den samme Artighed som altid.


    Thjostulf. 

Der gaar en vis Artighed her til Hove, hvis Ægthed jeg havde Lyst at prøve med Æggen af et godt Slagsværd. Men det vilde være som at hugge i Uld.


    Koll. 

I minder mig stærkt om Gutten, der tænkte, han kunde gaa Elven i sin Faders Træsko. – – Hvad vilde I til Hove, Thjostulf?


    Thjostulf. 

Jeg saa, det gik Eder saa godt her: – Men jeg mærker nu, at jeg burde have ventet, til jeg blev gammel; thi da kan man krumme Ryggen bedre efter Smuler fra Herrens Bord.


    Koll. 

Hvordan var det, – I fik jo et ærefuldt Ærinde nordpaa?


    Thjostulf. 

Ja.


    Koll. 

Eders Langskibe ligge alt for Bryggen. – I tog imod det?


    Thjostulf. 

Det var Kongens Befaling.


    Koll. 

Og idag har I faaet to ret anstændige Gaarde i Rejsenisten?


    Thjostulf. 

I er godt underrettet.


    Koll. 

Nu, saa kommer I Eder jo!


    Thjostulf. 

Synes I?


    Koll. 

Saamænd! Det er ganske artige Smuler; man tager dem heller ikke op uden med krum Ryg.


    Thjostulf. 

Det skulde ikke være Eder, jeg havde at takke for disse Gaver?


    Koll. 

Det skal man i al Fald ikke mærke paa Eders Sprog idag. Imidlertid er det mig kjært, at I har taget dem. Og kunde I med disse Gaver bringes til at erindre, hvem der er Eders sande Venner, som trods Alt paaskjønne de store Tjenester, I har vist Kongen og den nærværende Statsorden, saa vilde det være mig dobbelt kjært.


    Thjostulf. 

Disse Gaver behøve ikke at erindre mig derom. Det har tynget paa min Sjæl i lang Tid, det har født den Beslutning, at hvad jeg da gjorde galt, det vil jeg nu gjøre godt igjen.


    Koll. 

Da maa jeg minde Eder om, at disse Gaver ogsaa have en anden Hensigt. Det er den, at fortælle Eder, Thjostulf Aaleson, hvem det er, som her har Magten!


    Thjostulf. 

Nej, da maa ogsaa jeg fortælle Eder Noget! Jeg har faaet Bud fra flere af Landets Stormænd, fra Vidkunn af Bjarkø, fra Gunnar af Gimse, fra alle de Bedste i Thrøndelag; de ere trætte af Eder, de ere villige til med mig at se Sigurd ophøjet til Haralds Medkonge!


    Koll. 

Hvad vover I?


    Thjostulf. 

Og jeg tog det ærefulde Ærinde, fordi det netop fører mig did, til disse Mænd, til Thrøndelag, til den store Sten paa Frostathing, hvor Sigurd kaares!


    Koll. 

Thjostulf!


    Thjostulf. 

Dernæst tog jeg de to Gaarde, fordi det var en god Hjælp: med dem kan Sigurd hverve mange Tilhængere i Thrøndelag!


    Koll. 

Oprører!


    Thjostulf. 

Dernæst tager jeg Sigurd selv med paa mit Skib!


    Koll. 

Men dernæst begaar I den Daarskab at fortælle Koll Sæbjørnson dette!


    Thjostulf. 

Men dernæst den Forsigtighed at lægge til: Kongen følger ogsaa med; – nu er han ombord paa mit Skib! Han beder hilse, at han ikke vil anstrænge Eder, I har tjent saa længe, I og Hallkell og andre brave Høvdinger skulle faa blive her tilbage som Vægtere for den tomme Borg! – Farvel, gamle Mand!

(gaar).


Sjette Scene


    Koll  (ualmindelig nedslagen).

Just som jeg havde ham i det trange Sund, faar han Lods ombord og staar for fulde Sejl tilhavs – med hele mit Livs Arbejde! Er her da Intet at gjøre? Hallkell, Bejntejn, nu komme I for sent, Sigurd er allerede paa Kongens Skib! Kongen, Kongen, Kongen! Offre sin gamle tro Hjælp for en Eventyrer! Som alle Svage flyr han dem, der mene ham det vel, og tyr til dem, der ombringe ham! Thi om et Aar har han ingen Skygge af Magt, den Borg af sikkre Mænd, hvori den boede, bliver væltet, og Landets Fremtid lægges atter aaben for alle Storme!

Var det ikke sikkrere, hvad vi byggede, end at det kunde væltes i et Øjeblik og ved en eneste Mand! O, jeg har ofte tænkt det, Bunden, hvorpaa vi byggede, var Lovløshedens, jo mere vi lagde i Højden, des snarere tog det Fald!

Men hvilken Tilstand er usikkrere end den gamle Selvherskermagts? Naar vare vi lovløsere end i Jorsalfarers sidste Dage eller i hans Søns første? Værn, Værn for os selv og vore Love trængte vi og det byggede vi, nu er det styrtet!

Thi Sigurd rejser de gamle Selvherskerdage. En Mand, der i femten Aar og trods saa store Lidelser ikke kan glemme, hvem han er, han maa føle et uhyre Kald, han vil kun skabe af sit eget Hoved, han vælter vore Planer, og Landet skal atter skjælve i den Enkeltes Vilje. Men efter hans Død? Staa som en bange Jomfru, der venter sin Bejler, forknyt og umyndig.

Saa var det Altsammen forgjæves! Saa lever fremtidig kun en Erindring om, at vi styrtede den unge Magnus, men ikke om, hvad vi tænkte at rejse, – ikke om, at vi for det ene Kongespir vilde hæve en uhyre Borg omfattet af Mure med hundrede Taarne! Nu falder Aftensolen, Koll, og finder ikke din Gjerning.



Syvende Scene

Hallkell. Koll.

    Hallkell. 

Op, samle Eders Folk, Lendermand; Sigurds Fængsel er aabent! Bejntejn søger jeg forgjæves, vistnok søger han Sigurd.


    Koll. 

Sigurd er paa Kongens Skib, men Kongen følger Thjostulf til Frostathing; der skal Sigurd kaares. Utaknemmelighed tog vor Magt, og Daarskab vil forlise den! Læg vore Langskibe ud, vi sejle over til min Søn og give Landet til dets Skjæbne.


    Hallkell. 

Det skulle vi? Heller vil jeg slaas med Thjostulf midt paa Fjorden og tage Kongen fra ham!


    Koll. 

Saa bliver Hallkell Jonson Norges Konge og det Sidste værre end det Første.


    Hallkell. 

Saalænge Kongen holdes fjern fra sit Raad, er han en fangen Mand og bliver først Konge igjen, naar han er befriet.


    Koll. 

Saadan Tale beviser mig først, hvor indvendig opløst den Tilstand var, – som jeg tænkte saa sikker!


    Hallkell. 

Men hvilken Statsorden i Verden kan blive sikker, naar dens Beskyttere i Farens Øjeblik forlade sin Vagt?


    Koll. 

Den, jeg har staaet Vagt for, har givet mig min Afsked. Det kan smerte; thi jeg er gammel og har været tro; men jeg vender ikke mine Vaaben mod min egen Herre og Lov, endnu mindre mod mit eget Værk.


    Hallkell. 

I talte anderledes, Koll, da Kong Magnus skulde styrtes!


    Koll. 

Ja, tænkte vi dengang at bygge Lov og Orden paa en ulovlig Grund, saa se vi nu Følgerne!


    Hallkell. 

I tør altsaa ikke mere blive og forsvare Eders Venner?


    Koll. 

Jeg er for gammel til at søge Plads i det Nye, lad dem saa bygge, der kunne, jeg søger Hvile hos min Søn. –


    Hallkell. 

Ja, ham hjalp vi til Jarl over Orknøerne, I har faaet, hvad I søgte, – og nu svigter I os!


    Koll. 

Eders hovmodige, uforstandige Væsen har fjernet Kongens og Folkets Tillid; nu, da det bliver tomt omkring os, angriber I Eders egne Venner!


    Hallkell. 

Gamle Hykler, jeg har talt og handlet, hvor I selv var for fejg, og nu regner I mig dette til Last? –


    Koll. 

Fejg? – Nej, lad dog ikke Folk sige, at vi kun vare Venner, saalænge vi havde samme Fordel!


    Hallkell. 

Men hvem er det, der her lader det briste?


    Koll. 

Alt skal jeg gjøre for mine Venner, kun ikke hjælpe dem til Angreb paa den højeste Lov!


    Halkell. 

Lov, I taler om Lov? Det er ikke en Time siden, I stod her og talte for Sigurds Mord imod alle Love! I sidder fast i en Væv af Modsigelser; Samvittighedens Spinderske lurer fra sin Krog, men I søger endnu at sprælle med Værdighedens Vinge!


    Koll. 

Den, der er farlig for Landets Hovedlov, kan vi støde ned; men Hovedloven selv kan vi ikke styrte. Er der Modsigelse heri, saa har hele mit Liv været fejl ført, og saa har jeg en angerfuld Aften.


    Hallkell. 

Til at angre findes altid en Tid, men ikke til at handle.

(vil gaa).


Ottende Scene

De Forrige. Thjostulf, siden Ivar Ingemundson.

    Thjostulf. 

Er Sigurd ikke her?


    Hallkell og Koll. 

Er han ikke paa Eders Skib!


    Thjostulf. 

Nej. – Jeg tænkte, han var her og søgte Kongen; men Kongen er alt ombord.


    Hallkell  (til Koll).

Saa er Bejntejn kommen først, – og vi ere reddede! –


    Ivar Ingemundson  (kommer).

Er Sigurd ikke her!


    Thjostulf. 

Nej! Har heller ikke du seet ham?


    Ivar. 

Jo, seet ham har jeg!


    Thjostulf. 

Hvad mener du? Hvor?


    Ivar. 

Da jeg gik herfra for at hente mine Sager, kunde jeg ikke faa det over mig at gaa forbi hans Fængsel, jeg sprang ind og fortalte ham, at strax kom Kongens Mænd og førte ham til Frihed, til Eder, til Kongen, til Nidaros, til Thronen! Han faldt paa sine Knæ, bad og brast i Graad. Men jeg ilte hjem for at hente mine Sager, saa tilbage forat vente ved hans Side. Da var Døren aabnet, Kongens Mænd vare komne, fortalte Vagten, men Bejntejn var deres Anfører!


    Thjostulf. 

Bejntejn! – – Jeg er overlistet! … af Eder!


    Ivar. 

Ja, det er af dem!


    Thjostulf. 

Hirden drager strax forbi til Indskibning, stands den her!

(Ivar gaar).

    Hallkell. 

Hvad skal den her?


    Koll. 

I vover dog ikke?


    Thjostulf. 

Trøstig har han fulgt sine Mordere, han troede, det gik til Frihed, til mig, til Kongen, til Nidaros, til Thronen, – og de have ført ham til Dødens Huler. O Skjændsel og Nederdrægtighed, o fordømte Lovbrydere, o Stimænd i en Konges Raad! – Ja, i Kongens Raad med hvilken Blodskyld har I ikke betynget det fra den første Dag; – ogsaa dette Offer vil engang som et ondt Spøgelse forfølge Kong Haralds Minde, ligesom Magnus’s Lemlæstelse, ligesom Bisp Rejdars Drab, ligesom de fangne Høvdingers, der lede for Magnus! – I have givet ham Navn af Konge, men stjaalet hans Navn som Menneske for Tid og Evighed. I har nedsat ham til et Baghold for Eders Myrdelyst! Og hvem er han, som I sidst have myrdet? Kongens Broder, Magnus Barfods første Søn og den første Høvding, der nogensinde er kommen til Norge! Han var Rigets Frelse, han var Manden, vi skulde have ventet, da vi tog vor Tilflugt til Harald, han er den, der nu kunde have gjort godt, hvad vi da gjorde galt! Men I have dræbt ham, I have dræbt Landets Fremtid! – mit Arbejde har I ogsaa dræbt, jeg har gaaet i Maaneders Spænding, jeg tog ret et Tag, jeg troede, det var lykkedes, jeg holdt mit Værk op mod Fremtidens Gud, da brast det mellem mine Hænder!


    Hallkell. 

Ja, nu maa I vel sørge, Thjostulf; thi med Sigurd faldt Eders Oprør! Hvad nytter det nu, I har bedraget Eders gamle Venner, har lokket Kongen som Fange ombord paa Eders Skib og lokket ham ind i landsforræderiske Planer? – Nej, spar Eders vrede Mine; I er Lovbryderen! Vi ere de, som have frelst Landet! – Dets Skjæbne skal ikke kastes i en Eventyrers Lune, men hvile paa en Vagt af sikkre Mænd. – I har seet, hvordan de slaa til Jorden Enhver, som modsætter sig!

(Man har hørt og hører Hirden drage op).

    Thjostulf. 

Nej, nu skal det være forbi med Eders Blodherredømme. Knækkede I mine Planer som en ond Hagelbyge, – Eders skal dog heller ikke gro i Landet!


    Koll. 

I staar med Trusler og taler som Overherre! Naar Raseriet dunster bort, vil I kunne overse, hvor liden Eders Magt er bleven. Kongens Raad er atter indsat, og I er den Eneste, som er kommen udenfor. – Hallkell, nu gaa vi til Kongen!


    Thjostulf. 

I skal aldrig mere skue hans Aasyn! Nu er Hirden kommen. (Musiken standser). Jeg er dens Høvedsmand, jeg er fra idag den Anden i Riget. I Kongens Navn, I ere Fanger og skulle føres til det Fængsel, hvori Sigurd sad.


    Begge. 

Hvad vover I?


    Hallkell. 

Betænker I Følgerne?


    Thjostulf. 

Først gjør jeg min Pligt, siden betænker jeg Følgerne!


    Hallkell. 

Men os kan Ingen dømme uden Kongen! Vi forlange at stilles for Kongen!


    Koll. 

Nu er jo Enhver Konge, som blot vil være.


    Thjostulf. 

Saa høste I Frugterne af Eders egen Udsæd.



Niende Scene

De Forrige, Ivar Ingemundson, Ivar Kollbejnson.

    Thjostulf. 

Befalingsmand, disse Mænd føres til det Fængsel, hvori Sigurd sad.


    Ivar Kollbejnson. 

Eders Vaaben!


    Koll  (giver).


    Hallkell. 

Det har i fem Aar kun været draget til Kongens Beskyttelse! (giver).


    Thjostulf  (til Koll).

Sig dog ogsaa I en Spøg, idet I gaar fra Hove, I havde før saamange! –


    Koll. 

At jeg gaar, og I bliver, er Spøg nok.

(de berede sig til at gaa).

    Ivar Kollbejnson  (ilsomt til Thjostulf).

Gyrd er udenfor!


    Thjostulf. 

Ogsaa han, ogsaa han!

(Ivar Kollbejnson aabner Døren).

    Koll og Hallkell  (som netop skulde ud).

Gyrd!



Tiende Scene

De Forrige. Gyrd.

    Gyrd. 

Her er Bud fra Bejntejn!


    Alle. 

Fra Bejntejn!


    Gyrd. 

Beintejn skulde bringe Sigurd til et sikkert Sted, han fulgte frivillig. Men da han saa, det gik ind igjennem Fjorden, blev han urolig. Snart vilde han rejse sig, to Mænd rejste sig ogsaa og holdt i hans Kappe. Da slog Sigurd en Haand i hver af dem, drog dem med sig i det iskolde Vand, løste sig der fra dem og svømmede selv videre under Vandet. Før Baaden kunde vendes og de to Mænd reddes, naaede han Foden af Fjeldet, og snart saa de ham uden Kappe og Hat klattre op over den glatte Væg.


    Hallkell. 

Der brast det sidste Toug!


    Koll. 

Og vi drive ud i Borgerkrigens Storme!


    Ivar Ingemundson. 

Arme Sigurd! Midt om Vinteren i Fjordens Isvand, paa de øde Fjelde uden Kappe og Hat!


    Thjostulf. 

Da fødes onde Tanker!


    Ivar Ingemundson. 

Skulle vi lade Hirden rykke ud og lede ham op?


    Thjostulf. 

I hver Mand som nærmer sig, ser han en Fjende og flygter, thi troløsere er Ingen behandlet.


    Gyrd. 

Bejntejn raabte til ham, han skulde ikke dræbes, blot føres til et sikkrere Sted; men han flygtede.


    Thjostulf. 

Hans Flugt friede Eder fra et Mord.


    Koll. 

Hvilken end vor Hensigt var: nu maa fælles Fare forene os! Fra denne Stund er Borgerkrigen begyndt. Enhver Handling, hvormed vi tænkte at slukke, vil i hans fornærmede Sjæl puste Ilden op til en uhyre Lue, hvori snart hele Landet brænder.


    Thjostulf. 

Ja, lever Sigurd, saa have I ført os til Randen af en Afgrund.


    Hallkell. 

Det er koldt Vejr, med Vind fra Nord.


    Gyrd. 

I Nat bliver det haardt paa Højfjeldene!


    Ivar Ingemundson. 

Stakkels Sigurd! Desværre han overstaar det!


    Koll. 

Ja, han er stærkere end Andre.


    Ivar Ingemundson. 

Men den Taalmod, den Fred, hvormed han kom tilbage fra femten Aars Flugt, den fryser ihjel inat.


    Thjostulf. 

Fra imorgen søger han Varme ved Broderkrigens Baal.


    Koll. 

Og det, vi Alle vilde forhindre, det sker!


    Ivar Ingemundson. 

Kan vi dog ikke standse ham?


    Ivar Kollbejnson. 

Kan man ikke byde ham de Forslag, som før vare færdige?


    Koll. 

Ansigt til Ansigt med denne Fare siger jeg for min Del, at jeg tilbyder Alt.

(Hallkell og Gyrd trække sig sammen til en anden Side).

    Ivar Ingemundson. 

Nej, nu tror han Ingen længer.


    Thjostulf. 

Du har Ret. Saa maa Uvejret komme! Naar det sidste Skybrud med Tordenskrald er faret hen, hvilke Stammer ere da spaltede, hvilke Dæmninger sprængte, over hvis Agre og Huse gik Fjeldskreden og Flommen? –


    Ivar Kollbejnson  (med Heftighed).

I, Thjostulf, kan kue den hele Fare! Kongen er i Eders Vold, ogsaa de, der kunne beskytte ham; – blot et sagte Tryk og Alting synker; det er nu ikke mere værdt!


    Hallkell, Gyrd, Koll  (frem fra hver sin Kant).

Nej, nej!


    Thjostulf. 

Nej, der er dog Noget, som er værre end Borgerkrig.


    Koll. 

Altsaa, Thjostulf: I kjæmper mod Sigurd?


    Thjostulf. 

Mod Sigurd? Nej!


    Gyrd, Hallkell. 

Forlader I Kongen!


    Thjostulf. 

Jeg forlader Begge. I, der kunne, skulle kjæmpe, I ere Alle fri!


    Ivar Kollbejnson. 

Thjostulf!


    Ivar Ingemundson. 

Saadan er det bedst!


    Hallkell. 

Velan, saa drage vi Leding til os og hvile paa den, som paa et Skjold. Magten er Lovens Værge, i Ufred er den Loven selv.


    Koll. 

Og som et stærkt lastet Skib offrer til Bølgerne, naar det stormer, – skulle ogsaa vi kaste Ejendom og Fordel ud til Mængden; – naar vi blot naa Havn, er der nok at vinde.


    Ivar Ingemundson. 

I, Thjostulf, hvad vil I?


    Thjostulf. 

Drage til mine Gaarde.


    Ivar Kollbejnson. 

Thjostulf!


    Thjostulf. 

Mit Haab og mit Arbejde er kastet som et Barns Leg.


    Ivar Ingemundson. 

Alle have vi tabt og Ingen vundet.


    Koll. 

I en Taage have vi kjæmpet, to Afdelinger af samme Hær, kun saaret hverandre.


    Thjostulf. 

Thi Noget skulde frem, som Ingen af os var mægtig.


    Hallkell. 

Lad os gaa til Kongen, bekjende ham Landets Fare, men ogsaa tilsige ham vor Bistand.


    Koll, Gyrd. 

Ja, til Kongen!


    Thjostulf. 

Jeg følger med for at tage Farvel.


    Ivar Kollbejnson. 

Thjostulf!

(Denne ændser det ikke, men gaar).

    Ivar Ingemundson. 

Men jeg vil gaa til Kirke og lade en Messe læse for den Sjæl, som inat skal brydes med sin Gud oppe i Højfjeldenes Kulde.

(han gaar, Ivar Kollbejnson langsomt efter).
En trang Bjerghule. Mørke.

    Sigurd  (kommer krybende ind ovenfra).

Nu kunne de ro hjem med Sigurds Kappe og Hat. Jeg skal hente begge Dele tilbage en graahvid Nat i kold Vind fra Nord. – Her er fugtigt. Saa bor her ikke Dyr. Naar jeg standser, fryser jeg. De vaade Klæder ere stivnede til Is og skjære mig. De rasle, naar jeg gaar, som fulgte mig en Benrangle nøjagtig med samme Skridt. Det er Døden selv! Den Knoklede vil eje mig, siden jeg svømmede hans brede Fjord. Men Livet har bedraget mig, nu bedrager jeg Døden. Thi hernede kan Nattens skarpe Fjeldsno ikke længer naa mig; Lemmerne kunne give hinanden Varme. Og saa vil jeg tænke over, hvorfor jeg er kommen hid.

Begyndelsen er, at jeg er en Konges Søn. Men i mit tyvende Aar blev jeg fortroldet til en sort Hund og jaget ud i al Verden. Paa mine Fædres Sæde satte sig en gal Mand, saa kom et Barn, saa kom en dum Enfoldig. Men jeg joges bestandig rundt, til jeg blev saa tam, at jeg slikkede den Haand, som jog. Da fik jeg komme hjem igjen, og den Enfoldige i mit Sæde blev spurgt, om han kjendte mig. Jo, sagde han, han er min fortroldede Broder, jeg vil tage ham op i mit Skjød. Men Skjødet var det dybe, kolde Hav, jeg skulde synke, men se, jeg sank ikke, jeg steg. Men Hundepeltsen sank, og den, der steg, var en Konge (rejsende sig) i Hevnens Rustning, med Fortvivlelsens Øje og et rødt flammende Sværd. Naar det engang svinges, skal det lyse over hele Norge, Taarer følge saa tæt som Regn paa Lynild, og dog kan ikke hele Slægters Graad forløse den, som nu er indeklemt i mit Bryst.

(kaster sig ned). (Hvilende paa en Arm halvtoprejst).

Skal jeg leve med denne Smerte? Døden er bedre Døden vilde de ogsaa give mig, men jeg fik Livet. Saa maa det være hine, der skulle dø; thi Begge kunne vi dog ikke leve!

Da jeg holdt det ud i Asiens Hede, sagde jeg til mig selv: saa maa du være Livet værdig. Holder jeg det ud i Nat, saa maa en Anden være det uværdig.

En Konge! Hvad tænkte jeg mig ikke, naar jeg tænkte mig en Konge! I hvert Land, jeg for, tog jeg en Sten til hans Krone, de store Mænd gave Visdom til hans Scepter, enhver god Lov lagde jeg om ham som et Rygte. Men da jeg kom hjem til min Throne, var en Padde krøbet op derpaa. Skal jeg nu lade den sidde og selv flygte videre?

(rejser sig mere).

Nej, ved den retfærdige Gud, hid og ikke længer! Fra her af, maa jeg jage, og de se til, om de kunne finde en Hule. Kongeborgen vil jeg opbryde, Regnskabens skarpe Vinterluft skal strømme ind til dem. Endnu Mere: jeg vil styrte disse Forsmædelsens Rester ud af de aabnede Vinduer, ligesom hin Israels Hevner. Ham selv, hans Raad, hans Tjenere, de største med de mindste, alle, som have mættet sig med Uretfærdighed. O, det, der nu er ulykkeligt, maa blive lykkeligt, det maa ikke hulke i en eneste skjult Krog, – o, jeg hører det græde lige hid, men mest fra et Kloster paa Nidarholmen. Magnus! Atten Aar gammel sad han i en øde Nat! Ham vil jeg løfte op paa Fløjel og bære ind til sine Venner. Men hver den, som forlod ham, skal vises ud, hver den, som kjæmpede mod ham, skal dø, hver den, som trodser os begge, skal ogsaa dø, ja, om de vare ti Tusinde! – hvem ser paa mig der fra Krogen? –

Kan man se sig selv? – – Feber fra det kolde Vand. Thi ser jeg mig først selv idag, hvem var jeg saa igaar?

Slægten har en Aabenbaring, den Enkelte kjender ingen anden end den, han kan finde ud af sin Skjæbne og sin Trang. Det tør jeg kalde en Aabenbaring, efter femten Aars Flugt at være ført hid.

Paa denne Nats Is skulde min Vilje slibes. Dette Tilflugtssted er med flittige Tagdryp i tusinde Aar hulet ud for denne ene Nats Bestemmelse.

Atter der! Er du en Anden end min egen Tanke, saa tal! Eller gaa et Skridt imod mig, og jeg skal sige, du er til. Du gjør det!

Man siger, at kun den, der skal dø, kan se sig selv. Skal jeg da dø? Thi nu ser jeg mig selv, nu løfter jeg en Haand, nu sænker jeg den. Jeg er syg, jeg maa finde Folk og redde mig. Jeg fryser, jeg vil sætte mig; se: han i Krogen sætter sig ogsaa. O, hvor jeg skjælver, og dog brænder mit Hoved, brænder med Gnister af hundrede tusinde smaa Lys, – o, hvis jeg dog skulde dø! Hvorfor døde jeg saa ikke i Vandet, hvorfor dræbte de mig ikke, nej, jeg skal ikke dø, men jeg skal lide. Bare det snart lysnede i Dagen, saa jeg kunde finde frem til Folk.




Tredie Akt

Kongebryggen i Bergen, Fjorden op imod den, men saameget lavere, at ingen Baad ses, naar den lægger til. Stene i lige Afstand paa den ene Side og ud imod Fjorden. Nat og ved Juletid.


Første Scene

En Vagt. En Nonne.
(Vagten sidder paa en Sten i Baggrunden, Nonnen paa den anden Side og i Forgrunden; hun beder sin Rosenkrands, foroverbøjet, standser undertiden og ser mod Fjorden.)

    Vagten  (synger):

(«Magnus bliver blindet»).
«O, lad mig endnu een Gang faa se
op mod de tindrende Stjerner!»
bad ung Magnus og sank i Knæ,
det var Ynk at se.
Alle Kvinder i Graad sig fjerner.

«O, først imorgen! først Fjeldene se
og Søen, hvor langt den blaaner,
een Gang til, og saa kan det ske!»
og han sank i Knæ; og hans Venner med ham: o, skaaner!

«O, først til Kirke, Guds hellige Blod
være det Sidste, jeg skuer!
Det skal bade i Lysets Flod,
tage mildt imod
mit Øjes bristende Luer!»

Staalet randt i, og hans Øjes Væld
sank som et Lyn i Natten.
«Magnus vor Konge, Farvel, Farvel!»
– «O, Farvel, Farvel,
I, som fulgte i Somre atten!»



Anden Scene

De Forrige. Ivar Ingemundson. (Vagten rejser sig).

    Ivar  (imod ham).

Guds Fred paa Vagten! En kold Nat.


    Vagten. 

Kold Nat.


    Ivar. 

Fuldmaane og rolig Sø.


    Vagten. 

Rolig Sø.


    Ivar. 

Stusle at staa alene.


    Vagten. 

Jeg er ikke alene.


    Ivar. 

Nej, nu ser jeg – en Kvinde.


    Vagten. 

Hun er gal.


    Ivar. 

Intet muntert Selskab i Mørke.


    Vagten. 

Tredie Nat, at hun kommer igjen.


    Ivar. 

– Maa dog tale til hende.


    Vagten. 

– Hun svarer ikke.


    Ivar. 

Hvad foretager hun sig den lange Nat?


    Vagten. 

Sidder, som du ser.


    Ivar. 

Er der Nogen, som kjender hende?


    Vagten. 

Hun er ikke herfra. –


    Ivar. 

Skulde forsøge at faa hende i Hus; hun fryser ihjel.


    Vagten. 

Hun vil ikke.


    Ivar  (til Nonnen).

Guds Fred!


    Vagten. 

Han skal prøve det, han (opover).


    Nonnen  (ser op, sænker atter Hovedet og beder som før).


    Ivar. 

I maa fryse, ærværdige Søster; – sidder saa stille –.


    Nonnen  (nikker og fortsætter).


    Ivar. 

Vil I ikke søge Hus?


    Nonnen  (ryster Hovedet).


    Ivar. 

Har I Sted, hvor I kan tage ind?


    Nonnen  (nikker).


    Ivar. 

Er det for at gjøre Bod, I sidder her ved Nattetid?


    Nonnen  (løfter Hovedet, ser mod Søen, synker atter sammen).


    Ivar. 

Jesus, det tænkte jeg: det er hende! – Thora!


    Nonnen  (forskrækkes, stirrer).


    Ivar. 

Kjender I mig ikke mere?


    Nonnen  (ser længe paa ham, ryster Hovedet).


    Ivar. 

Ivar, den, som søgte Eder i Kloster? – Den, som talte om Eders Søn?


    Nonnen  (rejser sig).

Min Søn, – hvor er han!


    Vagten. 

Ham svarer hun!

(frem og tilbage langs Fjorden).

    Nonnen. 

– O, sig det, men sagte. De ville dræbe ham!


    Ivar. 

Jeg kan ikke sige det.


    Nonnen. 

Er her Ingen, som kan sige det?


    Ivar. 

Ingen, tror jeg, – uden Gud. –


    Nonnen. 

Død, mener I? – Nej, han er ikke død.


    Ivar. 

Vilde det smerte Eder at faa Vished?


    Nonnen. 

Nej; – thi saa kunde Ingen mere gjøre ham ondt.


    Ivar. 

Saa glæd Eder: han er død.


    Nonnen. 

Har I seet hans Lig?


    Ivar. 

Han er død paa Fjeldet. Ingen kan finde ham før til Vaaren, naar Sneen smelter.


    Nonnen. 

Nej, han er ikke død paa Fjeldet.


    Ivar. 

Levede han, saa havde vi nu hørt fra ham. Men Thjostulf Aaleson har ladet søge i hver Hytte omkring Bjerget, hvor han kom bort; han har ogsaa spurgt i Havnene, der er ingen Sigurd kommen eller rejst. – Tro mig, jeg talte med Thjostulf igaar.


    Nonnen. 

Han er ikke død; han kommer endnu hver Nat i mine Drømme. Han er bleg, han lider, lider.


    Ivar. 

Und Eder selv Fred. Han er der, hvor man har det godt, og han venter Eder.


    Nonnen. 

Her, her venter han mig!

(Pause).

    Ivar. 

I er syg, Thora.


    Nonnen. 

Men jeg maa sidde til han kommer.


    Ivar. 

Hvorfra?


    Nonnen. 

Fra Søen stiger han op.


    Ivar. 

Fra Søen?


    Nonnen. 

Eder vil jeg sige det; men fortæl det ikke: fra Søen stiger han op, og ser sig omkring. – Fred er flygtet af hans Øje, Had forfølger ham, han vil videre, videre, – men da skal han møde mig! Jeg har ikke seet ham paa femten Aar, men jeg har ventet ham hver Time i alle dem.


    Ivar. 

Har I Lov fra Eders Kloster at rejse saadan rundt i Landet?


    Thora. 

Nej! I maa ikke sige, hvor jeg er. –


    Ivar. 

Efter ham rejser I?


    Thora. 

Bestandig! O, de fange ham tilsidst og stikke Øjnene ud paa ham som paa Magnus!


    Ivar. 

Hans Øjne ere lukkede for denne Verden. – Kom! Sigurd var mig kjær; for ham kunde jeg Intet gjøre; lad mig faa Lov at gjøre Noget for hans Mo’r.


    Thora. 

Saa I har min Søn kjær.


    Ivar. 

Ja.


    Thora. 

Hvordan ser han ud nu? Bleg, ikke sandt?


    Ivar. 

Bleg.


    Thora. 

Og med den høje Pande?


    Ivar. 

Med den høje Pande. Men hans Haar tyndes.


    Thora. 

Det har altid været som Silke, saadant Haar falder.


    Ivar. 

Kom og følg mig hjem, og jeg skal fortælle mere om ham, hvor smuk han endnu er, og hvad han sagde.


    Thora. 

O ja, saa vil jeg komme, – naar det bliver Morgen.


    Ivar. 

Men det er jo Morgen!


    Thora. 

Nej; jeg kan tælle det paa mine Bønner. – Tak, mange Tak!

(nejer, sætter sig).

    Ivar. 

Ser I Vagten, hvor han fryser? – Tror I, at I taaler mere end han? – Tør I forkorte Eders korte Levetid? Tør I tage Dage fra Gud?


    Thora. 

Tror I, jeg gjør det?


    Ivar. 

Ja, det tror jeg.


    Thora  (rejser sig).

Ja saa. Ja, det tør jeg ikke. Men jeg fryser ikke stort.


    Ivar. 

Fordi I er saa syg, at I ikke længer kan kjende det.


    Thora. 

Saa? … Men hvis min Søn kom, just som jeg var gaaet!


    Ivar. 

Eders Tale er ogsaa en Sygs! – Hvad vil I ham?


    Thora. 

Hys, er her Nogen, som kan høre os!


    Ivar. 

Nej!


    Thora. 

Jeg vil sige ham, at han for Christi dyre Blods Skyld maa slutte! –


    Ivar. 

Kom nu!


    Thora  (indsmigrende).

Tror I ikke, jeg kan sidde bare denne Nat ud.


    Ivar. 

Den kan for Eder blive Evighedens.


    Thora. 

Saa? O ja, saa maa jeg følge …


    Ivar. 

Her er min Kappe, slaa den vel om. Hvor I fryser!


    Thora. 

Ja; – men jeg –


    Ivar. 

Støt Eder paa min Arm …


    Thora. 

Tak, mange Tak! Men jeg …


    Ivar. 

Nej, denne Vej!


    Thora. 

O nej, jeg kan ikke! (falder paa Knæ). Hvis han nu netop kom! …


    Ivar. 

Døde stige ikke op af Havet.


    Thora. 

Han er ikke død!


    Ivar. 

Lever han, saa skal jeg finde ham til Eder.


    Thora. 

Hvad siger I?


    Ivar. 

Hvor han saa er i Verden, jeg skal føre Eder sammen.


    Thora. 

Lover I mig det paa Christi Kors?


    Ivar. 

Ja.

(Hun rejser sig ved hans Hjælp).

    Thora. 

Saa vil jeg følge!


    Ivar. 

Snart kommer Dagen, Stjernerne begynde at gaa ud.


    Vagten  (mod Søen).

Holdt, hvem der!


    Thora. 

Aareslag af en Baad! (Fra Søen). Befalingsmanden!


    Ivar. 

Han, som efterser Vagterne.


    Thora. 

Men der er Flere!


    Ivar. 

De, som ro ham. – Kom nu! –

(De gaa).


Tredie Scene

Vagten, Ivar Kollbejnson, fulgt af Sigurd Slembe, Erlend og to Mand til.

    Ivar Kollbejnson. 

Skyder I Baaden ifra?


    Sigurd Slembe. 

Vi behøve den ikke mere.


    Ivar  (til Vagten sagte).

Er Kongen gaaet i Byen inat?


    Vagten  (sagte).

Ja. (ler).


    Ivar  (ler).

Fulgte Nogen ham?


    Vagten. 

En Kjertesvend. (opover).


    Ivar  (fremover til Sigurd og de Andre).

Han sover hos sin Frille!


    Erlend  (til Sigurd).

Herre, saa maa vi vel vække ham?


    Sigurd. 

Hvad falder du paa?


    Erlend. 

Dræbe vi ham midt i en Synd, saa kommer han i Helvede.


    Ivar Kollbejnson. 

Naar Sigurd bliver Konge, lader han Messer læse.


    Erlend. 

Om det er et Dyr, saa dræber de det ikke, mens det sover.


    Sigurd. 

I Søvne kommer Døden lettest.


    Erlend. 

Lad ham blot læse et lidet pater noster.


    Ivar. 

Med tre Sværd for sine Øjne, vil han ikke huske.


    Erlend  (pegende paa Sigurd).

Broderen kan hjælpe ham. Han er lært til Præst.


    Sigurd. 

Hør! Nu galer Hanerne anden Gang; – det er paa Tide!

(De gaa).


Fjerde Scene


    Vagten  (sætter sig, hvor Nonnen sad).

Jeg skulde gjerne vide, om Mo’r faar sove for den Mindste inat. Blot han vender sig isøvne, han, saa vaagner hun. En Mo’r er en underlig Ting. Vidste Børnene, hvad hun gjorde for dem som smaa, saa fore de varligere som store.

Dog hvem kan tænke paa Alt? Jeg tænker nu som saa, at det ikke er værdt at tænke. Der sker, hvad der skal ske, det Meste er splittergalt, men det kan vi ikke hjælpe. Thi Synden kom ind i Verden formedelst – (synger):

Synden, Døden, de Søstre to,
to, to,
sade tilsammen i Morgenrøden.
Gift dig, Søster, saa faar jeg bo,
bo, bo
i dit Hus, sagde Døden.

Synden holdt Bryllup, og Døden lo,
lo, lo,
dandsede om dem paa Bryllupsdagen;
Natten kom, hun Brudgommen tog,
tog, tog
og bar bort i et Lagen.

Synden vaagned alene og græd,
græd, græd.
Døden sad over i Morgenrøden:
Den, du elsker, jeg elsker med,
med, med; han er her, sagde Døden.


    En kvindelig Stemme  (noget fjernt).

Hjælp, Hjælp! Kongen er dræbt, Kongen!


    Vagten  (styrter paa Knæ).

Hellig Olaf, hvor er du? Pater noster, noster pater, pater, pater, pater, pater, jeg kommer ikke paa – – – – Tak for Mad og Drikke, som du satte frem i betimelig Tid, vi bleve Alle mætte, den Fattige …


    Stemmen  (nærmere).

Hjælp, Hjælp! Kongen er dræbt, Kongen!


    Vagten  (op).

Hjælp, Hjælp! Kongen er dræbt, Kongen! Jeg maa sende det videre, skjøndt det brænder paa Tungen. Gud bevare Kongen, give Fred i Landet med godt Aar, med Fisk af det Vaade og Brød af det Tørre, ingen Sot for Folk og Fæ …


    En Mand fra den anden Side. 

Op, op alle Kongens Mænd!

(Lure høres).

    Vagten. 

Op, op alle Kongens Mænd! – Ja, det skulde jeg nok have raabt før.



Femte Scene

Vagten. Efterhaanden Flere.

    Hallkell Huuk  (halvt paaklædt, med Sværd).

Hvorfra kommer Skriget?


    Vagten. 

Derfra! Nu kom det ogsaa derfra! – Hellig Olaf, hvem ejer den store Hund?


    Hallkell. 

Jeg ser ingen Hund. (løber).


    Bejntejn  (kommer).

Derhen?


    Vagten. 

Ja, Lendermanden Hallkell Huuk for derhen; men derfra kom en stor Hund, og Befalingsmanden kom fra Søen … (Bejntejn løber; flere halvt og helt paaklædte Mænd over Scenen). Nu løber de Alle, som de havde Gløder i Skoene og lader mig her alene; Folk har seet Sigurd Jorsalfarer gaa her paa Borgen med et kort Sværd; nu, inat er han ude igjen om sin Søn Magnus. Mod Sligt kan Ingen staa Vagt. Gud bevare Kongen! Nej, det var igaar det, – derfor saa (vil liste bort).


    Koll  (møder ham).

Er du Vagt her?


    Vagten. 

Nej, det tror jeg, at jeg tør fritage mig for.


    Koll. 

Er du da afløst?


    Vagten. 

Ja, er jeg nu ikke afløst, saa bliver jeg det aldrig!

(løber).

    Koll. 

Med Kongen falder Loven, med Loven Lydighed. (Hallkell kommer tilbage). Hallkell, er det sandt?


    Hallkell. 

Jeg har selv seet ham. Fem Stik igjennem Brystet.


    Koll. 

Morderen?


    Hallkell. 

Det var mørkt, hun kjendte Ingen. – Hvem tror du?


    Koll. 

Den Samme som du.


    Hallkell. 

Har jeg da nævnt ham?


    Koll. 

Jeg ser det paa din Forfærdelse.


    Hallkell. 

Ja, Sigurd lever, det var det første Bud fra ham.


    Koll. 

Og Kongen var uskyldig, Hallkell!


    Hallkell. 

Koll, vi have myrdet Kongen, vi, vi!

(sætter sig og gjemmer Hovedet i sine Hænder).

    Koll. 

Tal ikke derom, men om, hvad her nu er at gjøre.


    Hallkell. 

En usynlig Haand er imod os. Enhver udskudt Pil vender tilbage i vor Lejr!


    Koll. 

Hvad gjøre vi?


    Hallkell. 

Intet nytter! Vi sidde forskandsede bag en stor Hærmagt; men Døden gaar over Muren om Natten og myrder Kongen i Søvne.


    Koll. 

Taber du Modet, Hallkell?


    Hallkell. 

Snart kommer han lydløst til dig, til mig, til alle Kongens Venner; thi her ere Forrædere iblandt os, og Folket har forladt vor Sag.


    Koll. 

Skulle vi da sætte os ned og vente Døden?


    Hallkell. 

For hvem skulle vi rejse os og kjæmpe?


    Koll. 

For det, hvorfor vi altid have kjæmpet.


    Hallkell  (springer op).

Er jeg blot et Sværd, som tages af den Faldnes Haand? Med ham ligger det, hvorfor jeg kunde kjæmpe.


    Koll. 

Blot en Mand er falden; men en Sag staar, – og tro mig: – nu har Sigurd sat den paa de rette Fødder!


    Hallkell. 

Der er ikke det Væsen af Kjød og Blod, som du offrer en Times Erindring, uden hvor du kan bruge det i en Plan!


    Koll. 

Naar vi faa Tid dertil, skulle vi ret ofte tale om Kongen. – Hør: var Sigurd gaaen ud til aaben Kamp, ved Gud, hvad Udfaldet var bleven. Men han gik til Mord, nu har han vendt det ganske Folk ifra sig, og samlet de Store i en fælles Skræk og Forbittrelse.

(Stormklokkerne høres, snart ogsaa Trommer og Larm, men meget fjernt).

    Hallkell. 

Men til hvad Maal? – Vi have jo ingen Konge mere.


    Koll. 

Er I fra Forstanden, eller fra Sankt Olafs Lov? Hans Børn!


    Hallkell. 

Drenge paa fire Aar og mindre.


    Koll. 

Havde vi ogsaa første Gang taget et Barn, istedetfor en enfoldig Mand, saa hørte vi nu ikke Stormklokkerne! Men gjennem dem hører jeg en stærk Røst: frels Landet, raaber det; for Eder har Sigurd arbejdet i Nat! – I en Mindreaarsregjering skulle vi nu grundlægge det Stormandsvælde, der var vort Maal, og paa dette rejse Landets Fred og Fremtid.


    Hallkell. 

Det er Eders gamle Planer, som spøge i Kongens Dødsnat?


    Koll. 

Spøge? Nej, med fuldt Liv tage de hans ledige Krone og række den mod os; de hæve hans blodige Purpur gjennem Larmen som et Helgenlin, der beskytter; de vise hans faderløse Børn frem paa Thinge, og Bønderne faa Taarer og slaa paa sine Skjolde – Hallkell, kan I ikke se det? –


    Hallkell. 

Jeg ser, hvad I glemmer, Folkets Krigshelt, Afgud …


    Koll. 

Thjostulf!


    Hallkell. 

Nu er han løst fra sin Ed; – did han gaar, følger Folket!


    Koll  (forfærdet).

Der har I Ret! Dette har Sigurd gjort med Tanke paa Thjostulf. – –


    Hallkell. 

Og hvis nu Thjostulf hylder Sigurd? –


    Koll. 

Thjostulf gaar som i en Døvelse. Maaske han slet ikke tager Parti.


    Hallkell. 

Folket vil trænge sig om ham og vække ham!


    Koll. 

Meget beror paa Øjeblikket. Det bryder frem over en sprængt Dæmning; vi kjende endnu ikke Vejene.


    Hallkell. 

O, hvor der er lavest.


    Koll. 

Ofte blot en Sten ivejen, og det bøjer.


    Hallkell. 

Lad os se; – thi der kommer et stort Tog fra Byen. (man hører Larm nærmere). Det skinner paa Vaaben i Solens første Straaler. Det er Krigens nye Dag, som begynder.


    Koll. 

Ere de Sigurds eller vore?


    Hallkell. 

Tilfældets. Lad os gaa af Vejen. Det ækler mig i en Folkehob.


    Koll. 

Aa nej; er Alting løst, saa lad os strømme med; thi møder der saa en liden Hindring, kunne vi forøge den.

(Folket kommer nærmere i stor Larm, alle tale i Munden paa hverandre, den følgende Scene gaar meget hurtigt).


Sjette Scene

De Forrige. Folk, anførte af Ivar Kollbejnson.

    Nogle. 

Vi ville have Fred i Landet!


    Andre. 

Vi ville ikke have Krig!


    Nogle. 

Fred og Handel!


    Andre. 

Væk med dem, som give Ufred og Mord!


    Nogle. 

Væk med Storbukkene!


    Alle. 

Væk med dem!


    Nogle. 

Der staa To!


    Andre. 

Have de dræbt Kongen?


    Alle. 

Kongemordere!


    Ivar Kollbejnson  (forklædt).

Nej, nej, disse vare Kongens Venner. Kjende I ikke Koll og Hallkell.


    Nogle. 

Er det de Blodhunde!


    Andre. 

De, som stak Øjnene ud paa Magnus!

(flere Skjeldsord, almindelig Larm).

    En Kjæring  (med skarp Stemme).

I, som sugede Folket ud, tvi!


    Ivar Kollbejnson. 

Der kommer Thjostulf Aaleson.



Syvende Scene

De Forrige. Thjostulf Aaleson (nedslagen).

    Nogle. 

Hurra for Thjostulf Aaleson!


    Alle. 

Hurra! (Almindelig Hylding).


    Nogle. 

Hjælp Folket til Fred!


    Andre. 

Hjælp os mod Storbukkene!


    Kjæringen. 

Stang Øjnene ud paa dem, de …


    Thjostulf  (uvillig).

Lad mig være!


    Nogle  (tage fat paa hende).

Lad ham være!


    Kjæringen. 

Ah!


    Koll  (til Thjostulf).

Hvad tror I om dette?


    Thjostulf  (svarer ikke).


    Alle. 

Den I hjælper, hjælper vi!

(Alle forsikkre dette gjentagende).

    Ivar Kollbejnson  (betydningsfuldt til ham).

Nu lever ingen Konge længer, som I skylder Lydighed!


    Folket. 

Nævn ham, du hylder!


    Ivar Kollbejnson. 

Nævn ogsaa dem, som staa dig ivejen!


    Alle. 

Nævn dem!


    Koll. 

Lyt ikke til dette, Thjostulf!


    Ivar Kollbejnson. 

De staa ivejen!

(heftigt pegende mod Hallkell og Koll).

De nævne sig selv!


    Alle. 

Ja, de!

(Truende Optræden).

    Hallkell  (med Haand paa Sværd).

Tilbage! Oprørets Rovdyr brøler igjennem Eders Struber, giv Eder ikke ud for at hævde Loven mod os; thi den slider I og tramper I.


    Ivar Kollbejnson. 

Læg Haand paa dem, ned med dem! Hevnens alle Klokker ringe!

(Stor Larm, de omringes).

    Hallkell. 

Thjostulf! Denne Nats Rædsler vil komme over Eders Hoved!


    Koll. 

Tal til dem!


    Thjostulf. 

Rolig, godt Folk, rolig! – Hvo er han, som har dræbt Kongen?


    Koll. 

Han dukker sig i Natten, hvoraf han steg!


    Hallkell.  (Under en bestandig truende Mumlen i Mængden).

Ja, det er en eneste Mands Had, der inat har løst de onde Aander! Mærk, han slog Kongen som et Lyn; hør, han rører Stormklokkerne; se, han hidser Folket, han er overalt og ingensteds som Djævelen selv, men Alt, som nu rører sig, er fyldt af ham!


    Koll. 

Vig tilbage fra ham, Thjostulf! –


    Thjostulf  (rolig).

Hvor er han, som har dræbt Kongen? –


    Alle. 

Vi vide det ikke!


    Hallkell. 

Han kommer ikke i Dagens Pragt, han blinker som en ond Tanke, han springer som en Tiger, han hugger som en Slange, og saadan kommer han og gaar han!


    Flere. 

Hvor er han?


    Andre. 

Ja, hvor er han?


    Alle  (almindeligt).

Hvor er han? Hvor er han?


    Ivar Kollbejnson  (paa en stor Sten ud mod Fjorden).

Stille! – Der er en Mand i en blaa Kappe, som raaber op til os fra en Baad.


    Sigurds Stemme  (langsomt).

Søger I ham, som har dræbt Kongen?


    Alle. 

Ja!


    Sigurds Stemme. 

Jeg har gjort det, jeg, Sigurd Magnusson.


    Alle. 

Saa han har gjort det!


    Ivar Kollbejnson. 

Han havde ogsaa meget at hevne!


    Sigurds Stemme. 

Magnus den Blinde har jeg hevnet og mig selv. Nu tage vi Thronen tilsammen!


    Alle. 

Tilsammen!


    Koll  (til Hallkell).

Saa faar han Folket!


    Ivar Kollbejnson. 

Saa er her strax Fred, godt Folk!


    Alle. 

Ja, Fred ville vi have!


    Sigurds Stemme. 

Hylde I os, saa er her Fred i Landet, og Intet er skeet uden en Mands Fald, som aldrig skulde være Konge.


    Ivar Kollbejnson. 

Det første sande Ord, jeg har hørt om Harald!


    Mange. 

Ja, ja!


    Hallkell  (til Koll).

O, dette gaar ilde!


    Ivar Kollbejnson. 

Stille! (lytter).

(Pause).

    Sigurds Stemme. 

Er her ingen Høvdinger paa Bryggen?


    Mange. 

Jo, Thjostulf Aaleson er her!


    Sigurds Stemme. 

Han maa nu have et Ord at sige mig!

(Alle mod Thjostulf).

    Thjostulf  (bestiger langsomt en Sten i Nærheden).

Ja, jeg har et Ord at sige dig, Sigurd. Enten er du Haralds Broder, og da kan man se, at du er født dertil i en Synd. Eller ogsaa er du ikke Haralds Broder, og da er det dobbelt Niddingsværk, du har øvet.


    Sigurds Stemme. 

Betænk dig nu, Thjostulf Aaleson! – Betænk ogsaa mig.


    Thjostulf. 

Da du stødte Sværdet i din Broders Bryst, betænkte du ikke, at du stødte mig og alle brave Mænd ifra dig.


    Sigurds Stemme  (meget langsomt).

Hvad jeg har gjort, kan jeg forsvare for min Gud.


    Thjostulf. 

Det er vel muligt; men for mig kan du ikke forsvare det. – Og den Hjælp, som jeg tilsagde dig, den gik til Lovens Grændseelv; – nu raaber du til mig fra den anden Side!


    Sigurds Stemme. 

Saa faar der komme, hvad Gud vil!


    Thjostulf  (mod Folket).

Hør, han gjør det Onde i sit Sind til Guds Vilje. Saa vil han tilsidst bedrage sig selv, som han nu har bedraget os. Han er en farlig Mand med en mørk Vilje under sin blege Hud. Men vi ville samle os om Landsloven; Haralds Børn have nu sat sig paa den og strække de smaa Hænder efter Hjælp. – Men ham her i den blaa Kappe, – kast Stene i hans Baad og ryd ham ud af Landet; thi han vil bringe det mange Ulykker.


    Mængden. 

Ja, ja! – Tvi være dig, din Brodermorder!

(kaste). (Idet Thjostulf stiger ned, falder Hallkell til hans Bryst; Koll trykker hans Haand. Derpaa drage de Alle sine Sværd og lægge dem sammen, Sigurd Stallar og Gyrd, som ogsaa ere komne, lægge sine til).



Fjerde Akt

Mere end to Aar efter. En stor Hule i Gljusrefjorden i Tjeldesund. Sejl dække Baggrunden; de kunne tages tilside udenfra. Skibsredskaber og Skind ligge om hinanden.


Første Scene

Ivar Kollbejnson (siden Flere).

    Ivar  (alene, syr paa en laadden Hue. Raaber ud).

Har han skudt Dyret? – – Javist skal vi have det til Middag. – Aa nej, dyre Død, om I maa! Vil I bare flaa det strax! – – He? Ryperne? – Men jeg mener, den skinbarlige Djævel er i Jer, vil I lade Ryperne ligge i Sneen og flaa Dyret! – –

(Sejlet drages tilside, Udsigt over et stort Landskab med Snefjelde til den ene Side og sort Sø til den anden; thi Alt ligger som i Maaneskin. Tre skindklædte Mænd ville ind med et skudt Dyr).

Vil I her ind med det, nu, naar Høvdingen kommer op fra Søen med den fremmede Mand! – (de gaa). Drag Sejlet til, her bliver koldt! (de gjør saa; han syr, men mumler den hele Tid med sig selv, omtrent som han trættede med En). Hvem er det, I raaber til? – De ville ikke svare nu. – Hvem er det, som kommer? – De lader, som de ikke høre nu.

(Sejlet drages anden Gang fra; en skindklædt Mand).

    Erlend. 

Høvdingen raaber op, de kan ikke klattre længer, der er Issvuld.


    Ivar Kollbejnson  (venter lidt).

Hvorfor staar du der og gaber? Skal du ikke tage Touget og hidse ned?

(Erlend tager et sammenlagt Toug og gaar, Sejlet drages til).

    Ivar Kollbejnson  (rejser sig, gjør ryddeligt, men trættes med sig selv).



Anden Scene

Sigurd Slembe. Ivar Ingemundson.

    Ivar Ingemundson  (betragter først Hulen, siden længe Ivar Kollbejnson, som undviger).

Men det er jo Ivar Kollbejnson! –


    Ivar Kollbejnson. 

Hm!


    Ivar Ingemundson. 

Nu har jeg aldrig før seet en Mand ældes saa stærkt paa to Aar! –


    Ivar Kollbejnson. 

Hm!

(gaar).

    Sigurd. 

Ivar Kollbejnson har oplevet store Skuffelser; men de største sidst.


    Ivar Ingemundson. 

Han maa være Eder et frysende koldt Selskab! – En hel Vinter med ham i denne Hule i Nordlandene!


    Sigurd  (lægger sig).

Nu, Livet giver ikke altid Varme. – Det var ellers bravt, I kom: her er ensomt.


    Ivar Ingemundson  (sætter sig).

Men hvad Møje jeg havde med at finde Eder! Jeg tænkte, Magnus den Blinde efter Eders sidste tabte Slag maatte være gaaet i Kloster. Da han ikke var der, søgte jeg ham hos hans gamle Fosterfader paa Bjarkø, og der var han. Jeg er den Eneste, til hvem han har sagt, hvor I var.


    Sigurd. 

Hvad tror Folk?


    Ivar Ingemundson. 

Folk tror, at I er gaaet under i de sidste Efteraarsstorme.


    Sigurd. 

De føle sig trygge nu.


    Ivar Ingemundson. 

Ja, Hæren er opløst, og Høvdingerne paa sine Gaarde.


    Sigurd. 

Saa skal være! – Men hvorfor troede I, at jeg levede?


    Ivar Ingemundson. 

Der var En, som med stor Bestemthed sagde det.


    Sigurd. 

– Der lever dog Ingen, som kunde bringe Tidende om mig. Thi Enhver, som af et Tilfælde kom hid, vendte ikke tilbage.


    Ivar. 

Hvad mener I?


    Sigurd. 

Det, jeg siger. – Nu ere vi over de Forholde, hvori Hensyn tør tages. – Finnerne have bragt mig Mad. Man vænner sig til Alt: for fem Aar siden drak jeg Kamelmelk hos Araberne, i Vinter Rensdyrmelk hos Finnerne!


    Ivar. 

Og I agter at fortsætte denne Kamp?


    Sigurd. 

Jeg har tænkt ud en ny Sort Skibe, som sejle fra alle andre; Finnerne have bygget dem. Paa dem tager jeg afsted imorgen eller overmorgen, – og saa finder jeg Høvdingerne enkeltvis! –


    Ivar. 

Men vil I da aldrig slutte?


    Sigurd. 

Jo, naar jeg har mit Maal.


    Ivar. 

I har dog nu tabt i over to Aar.


    Sigurd. 

Sig heller, jeg har tabt i over sytten; thi saa længe er det, siden jeg begyndte. – – Ivar, tror I, jeg har Ret? Og tror I, jeg vilde gjøre Noget, hvis jeg kom paa mine Fædres Throne?


    Ivar. 

Jeg tror, at I har større Ret end nogen Nulevende til at være Norges Konge; jeg tror, at I som saadan vilde skabe Alt fra Nyt af.


    Sigurd  (har rejst sig).

Og endnu kan I spørge, om jeg vil slutte?


    Ivar  (sidder fremdeles).

Jeg vil fortælle Eder Noget af mit Liv, der er ringe mod Eders; men dog ikke uden Erfaring. En Pige paa Island var mig saa kjær, at jeg aldrig kunde tænke mig Fremtiden uden hende. Og dog havde jeg Intet sagt, selv ikke, da jeg tog afsted for at rejse til fremmede Lande. Men da min Broder engang skulde hjem, bad jeg ham sige hende, at hun maatte vente, thi jeg kunde ikke leve hende foruden.


    Sigurd. 

Hun var dit Livs Maal!


    Ivar. 

Hun var mit. – – Da jeg saa selv kom efter, tog jeg ind hos min Broder, og der mødte jeg hende som hans Hustro.


    Sigurd. 

Hvad gjorde du saa?


    Ivar. 

Hvad vilde I have gjort?


    Sigurd. 

Det ved jeg ikke.


    Ivar  (rejser sig).

Jeg skal sige Eder det: først rejste I derifra og kom tilbage, – et Par Gange; men saa dræbte I ham! –


    Sigurd. 

Nej! – Maalet var mig dog for ringe!


    Ivar. 

Men sæt nu, hun for Eder betød Norges Rige?

(Pause).

    Sigurd. 

Du var dog aldrig siden lykkelig.


    Ivar. 

Var jeg lykkeligere, om jeg dræbte min Broder?


    Sigurd. 

Harald Gille var en Usling, et Kryb, som skjændede mit Sæde og stræbte mig selv efter Livet!


    Ivar. 

Ikke han, men hans Mænd.


    Sigurd. 

Landet var uden Lov, og Skylden hans?


    Ivar. 

Nu ja, … vi lade dette ligge. – Husker I, Sigurd, at I har en Moder?


    Sigurd. 

Hvordan kommer du herpaa?


    Ivar. 

Ønsker I at se hende, – tale med hende?


    Sigurd. 

Kjender du hende? – Hvor er hun?


    Ivar. 

Hun var paa Bergens Brygge hin Nat … nu, den sidste Nat, I var i Bergen. Hun var der, lige til I kom!


    Sigurd. 

Hellige Olaf!

(Pause).

    Ivar. 

Ønsker I at tale med hende?


    Sigurd. 

Nej! – Siden! – Nej, ikke nu. –


    Ivar. 

Saa er I dog ikke tilfreds med Eder selv.


    Sigurd. 

Ikke saadan –; men vi vilde nu ikke forstaa hinanden.


    Ivar. 

Det kommer nok!


    Sigurd. 

Et Møde vilde kun smerte – os begge.


    Ivar. 

Eders Moder er kommen ud over det, at Noget i Verden mere kan smerte hende.


    Sigurd. 

Hun lever dog?


    Ivar. 

Ja; jeg mente, hun ser i Eder sin Søn, alt det Andet er hende det Samme.


    Sigurd. 

Men ikke mig. – Man vil dog gjerne have naaet Noget, før man gjenser sin Moder.


    Ivar. 

Eders Moder er gammel nu.


    Sigurd. 

Ja, hun maa være gammel!


    Ivar. 

Jeg mente, … det blev kanske for længe at vente.


    Sigurd. 

Har hun megen Lyst til at se mig?


    Ivar. 

Hun lever ikke for noget Andet. Hun har tabt sin Klosterret, fordi hun uden at aflade i to Aar har gaaet Landet rundt efter Eder!


    Sigurd. 

Herre Jesus!


    Ivar. 

Vil I tale med hende!


    Sigurd. 

Hvor er hun?


    Ivar. 

Jeg satte hende efter paa Møre.


    Sigurd. 

I har altsaa fulgt hende?


    Ivar. 

Ja.


    Sigurd  (byder Haanden).

Ivar, vil du være min Ven?


    Ivar. 

Det kan jeg ikke, Herre!


    Sigurd. 

Er det dig for tungt, Ivar?


    Ivar. 

Ja, Herre; thi da maatte jeg dele Eders Arbejde.


    Sigurd. 

Og det kan du ikke.


    Ivar. 

Nej, Herre, ikke som det er begyndt – og fortsat.


    Sigurd. 

Du skal gaa, Ivar!


    Ivar. 

Først …


    Sigurd. 

Du skal gaa, thi du har skuffet mig.


    Ivar. 

Det gjør mig ondt. Men lad dog ikke Eders Moder savne Svar for min Skyld.


    Sigurd. 

Hun skal faa se mig, – naar jeg sidder paa Norges Kongestol.


    Ivar. 

Stakkel, hun vil græde mangen Taare til den Tid.


    Sigurd. 

Hun bærer dog ikke større Byrde, end jeg bærer.


    Ivar. 

Men hun elsker mere, Herre! – Hun kan ikke saa godt med at vente.


    Sigurd. 

O, blot fordi hun længes til saa lidt.


    Ivar. 

Da I kom tilbage, længtes ogsaa I til saa lidt.


    Sigurd. 

Men meget er forandret siden den Tid.


    Ivar. 

Tør jeg endnu engang sige det, Herre: Naar man frygter et Møde med sin Moder, er Forandringen ikke god.


    Sigurd  (rolig).

Frygter? I har misforstaaet mig. – Sig min Moder, jeg skal møde hende, hvor hun selv vil.


    Ivar. 

O, af Forfængelighed gjør han det!


    Sigurd. 

Bestem du Stedet; vi have jo ikke længer noget Hjem.


    Ivar. 

Faar hun blot tale med Eder, finder I nok Hjemmet!


    Sigurd. 

Ja, det maa være en Betingelse, at om mine Planer maa ikke tales; thi I ved jo, at deri gjør Ingen nogen Forandring.


    Ivar. 

O, Herre, hvorom skal I saa tale?


    Sigurd. 

Der er nok; – der er nok! Men dette maa I sige hende.


    Ivar. 

Jeg skal sige hende det.


    Sigurd. 

Saa maa I hilse hende sønligt fra mig, og forsikkre hende, at jeg har det vel.


    Ivar. 

Det skal jeg.


    Sigurd. 

At jeg har Haab om et godt Udfald.


    Ivar. 

Jeg skal sige saa.


    Sigurd. 

Og da skal ogsaa hun faa det godt. –


    Ivar. 

– hvis hun lever, –


    Sigurd. 

Ja, dør min Moder forinden, saa ser hun det endnu bedre, at jeg tænkte det godt med hende. Men Vejen var lang og laa over kolde høje Steder, og der var ingen varm Stue for et Møde. – Nu, Farvel! Fordi du gik min Moders Ærinde, vil jeg dog altid have dig kjær.


    Ivar. 

I har glemt at nævne Stedet, –


    Sigurd. 

Nu – Stedet … Hun burde heller opsætte det!


    Ivar. 

Nej.


    Sigurd. 

Godt … Det vil være vanskeligt at finde Sted. Herefter farer jeg fort og usikkert.


    Ivar. 

Der er saa mange graa Holme i Skjærgaarden; nævn I blot en, og den Gamle skal sidde der.


    Sigurd. 

Graa Holme, sagde du? Holmengraa!


    Ivar. 

Den ligger langt syd.


    Sigurd. 

Men netop i Farevandet, naar jeg ud paa Sommeren kommer fra Danmark.


    Ivar. 

Holmengraa.


    Sigurd. 

Ja, – der er stille i den Bugt.


    Ivar. 

Vi skulle møde.


    Sigurd. 

Følger du selv med?


    Ivar. 

Ja.


    Sigurd. 

Hvad driver dig dog til saadan Omsorg for min Moder, skjøndt du ikke vil være min Ven?


    Ivar. 

O, det kan jeg Altsammen ikke sige.


    Sigurd. 

Nu har jeg aldrig før bedet et Menneske om Fortrolighed eller Venskab, – og du nægter mig begge Dele.


    Ivar. 

Dette er kun et Øjebliks Trang hos Eder; – Eders Sjæl begjærer højere Ting.


    Sigurd. 

Men en Ven paa Vejen, en eneste …


    Ivar. 

O, saa læg den saa lavt, at jeg kan! Kom strax med til Eders Moder, send Eders Mænd hjem, slut, græd een Gang hos hende, og Gud i Himlene, hvor vi skulle blive gode Venner!


    Sigurd. 

Nu er du Skald, Ivar! I et Øjebliks Følelse fortoner du et Livs Gjerning!


    Ivar. 

Farvel!


    Sigurd  (raaber).

Sejlet tilside? (det bliver gjort. Ivar gaar). Farvel! (raaber). Ivar Kollbejnson! (kommer). Denne Mand stødes ikke ned! To Mænd ro ham over Fjorden, – forstaar du! –


    Ivar Kollbejnson. 

Hm.

(gaar).


Tredie Scene


    Sigurd  (alene).

Ogsaa han forsmaar mig! – Nej, ikke mere bede om et venligt Blik! Ikke mere tigge! Hvad gjorde, at jeg tabte i to Aar? Den Svaghed, at jeg for mildt frem for at vinde Venner. Jeg saa snart, at det ikke gik, men Magnus vilde; – nu ere vi kastede som Vrag paa Stranden, thi saadan er Livet. Lette Skuder maa føre os, snare Aarer maa falde i Vandet; thi vi ro Døden tillands! Min Ret har jeg af Gud, min Lidelse af Menneskene; nu maa jeg forsone dem!

– De Store have forraadt Landet, idet de have forraadt mig. Derfor skal Landet have deres Lig, men jeg deres Gods. Den, som har Gods, har Magt, og den, som har Magt, har Sejer, – Venner behøves ikke. – Eller beder Styrmanden om blid Sol og Vindstille? Naar den hvasse Piben i Tougværket begynder, glæder han sig!

(En lang trillende Lokken af en Kvinde høres).

O, det er Finnepigen, som samler sine Hunde! Dejligt, at hun kom! Hun er som Livet i Ungdomsdrømmenes Dæmring. Som Nordlyset er hun, usikkert stræbende over al Himmel i Halvmørke. Fuldere Lys – og det havde ingen Farver.

(Sejlet raskt op, Finnepigen midt i Aabningen).


Fjerde Scene

Sigurd Slembe. Finnepigen.

    Finnepigen. 

Jeg spændte mine Ski og stod ned ad Fjeldet; thi er det sandt, at Faklerne slukkes i Hulen, og du styrer videre efter din Stjerne?


    Sigurd. 

Ja!


    Finnepigen  (frem, advarende).

O, tro den ikke! Den førte dig fra det Land, hvor Sandet brænder under Fodsaalen, og hid, hvor Sneen lægger Tag over Telte, – se, hvor den er usikker!


    Sigurd. 

Ikke altid saa jeg den; derfor for jeg saa vide.


    Finnepigen. 

Den bedrager! Min Fader, den gamle Konge har spurgt den store Aand om dig, – og vi skjælve!


    Sigurd. 

Hvad saa han?


    Finnepigen. 

En Valplads saa han, med mange Døde.


    Sigurd  (bange).

Var jeg derimellem?


    Finnepigen. 

Nej.


    Sigurd. 

Saa trøst dig; thi min Vej gaar over Valen.


    Finnepigen. 

Da saa han en Ø i Havet. Der sad mange Mænd i blaa Klæder. Men op af Havet kom flere og satte sig ved deres Side.


    Sigurd. 

Var jeg derimellem?


    Finnepigen. 

Nej! Men de, der kom op af Havet, vare de Andres dræbte Slægtninge, vaade og graa, – og de bare imellem sig en bunden Mand.


    Sigurd. 

Hvem var han?


    Finnepigen. 

Han var dig!


    Sigurd  (sætter sig).


    Finnepigen. 

Lad mig sidde ved dit Knæ. (paa Gulvet ved ham). Hvad hedder din Gud?


    Sigurd. 

Han har intet Navn.


    Finnepigen. 

Hvor lever han?


    Sigurd. 

Overalt.


    Finnepigen. 

Er han da nu her?


    Sigurd. 

Visselig.


    Finnepigen. 

Saa spørg ham, om din Rejse er lykkelig.


    Sigurd. 

Men han svarer mig ikke.


    Finnepigen. 

Med Tegn mener jeg, og andre Tegn ville svare.


    Sigurd. 

Nej, han svarer ikke.


    Finnepigen. 

Men hvortil nytter han saa?


    Sigurd  (peger paa sit Bryst).

Her taler han, og her siger han, at jeg skal løse de Knuder, jeg selv har bundet, og søge de Maal, der ere satte.


    Finnepigen. 

Og disse Maal har han nævnet?


    Sigurd. 

De ere mig givne i min Fødsel og aabenbarede i min Skjæbne.


    Finnepigen. 

Og dette Maal er at dø?


    Sigurd. 

Hvad siger du?


    Finnepigen. 

Du rejser kun for at dø en streng Død, saa taler den store Aand.

(Pause).

    Sigurd. 

Saa sker min Guds Vilje.


    Finnepigen. 

Da er din Gud en grusom Gud!


    Sigurd. 

Stille!


    Finnepigen. 

Intet Under; thi ogsaa hele det Folk, der dyrker ham, er grusomt. Ligesom du bliver det aldrig mæt. Først toge de vort Land i Syd, saa toge de det i Nord, nu have de drevet os op i Sneen. Men de glemme os ikke, de komme hvert Aar og tage en Tiendedel af vor Ejendom! – Naar de have den, dræbe de hinanden i Kamp derom!


    Sigurd. 

Det Onde have de ikke af Gud.


    Finnepigen. 

Men han taler jo i Eders Bryst? Se nu til dig selv! Har du ikke fortalt mig dit Livs Skjæbne, er der ikke den samme Umættelighed deri? Hvi blev du ikke hos din Moder? – Du toges godt op af en fremmed Høvding, hvorfor forlod du ham? Tjente du ikke en Jarl med Ære, hvi rejste du? – Blev du ikke Hærfører i de fjerne Lande langt Syd, – men du vendte tilbage. Samlede du ikke Skibe og Gods paa det store Hav, hvor gjorde du af det? Nu er du slagen og forladt af det Folk, hvis Konge du er, og dog vil du derhen? Er da ikke din Gud en grusom Gud, at han driver dig med evig Uro og tilsidst støder dig ud i Døden?

– Se til vort Folk! Her ejer ingen Mand en Klædning af fremmed Uld, intet Smykke, spiser sine Rensdyrs Kjød og drikker deres Melk, har aldrig sovet anderledes end paa Jorden, og maa give Tiendedelen af sin Ejendom til dit Folk, har intet Hus uden Stormenes store, og dog ere vi glade! Thi vi vide, at naar vi i Døden komme over de evige Snefjelde, lyser det paa et stort, herligt Land, hvor Solen bestandig er oppe, Bækkene have smeltet Sneen, Birkene blive tre Gange saa høje og bære Frugter, og den store Aand kommer ned til Stranden og drager alle Skovens og Havets Dyr til med sit Spil, og Mennesket gaar iblandt dem uden onde Tanker.

(rejser sig).

O Sigurd, hør mig! Jeg er en Finnepige, ringere end dig og dit Folk. Men du kom ikke som andre Fremmede for at plyndre og dræbe, mit Folk elsker dig, og jeg tør tale med dig. Du gik ind i vore Telte, sad ved vore Borde, du fortalte om fremmede Lande og lærte os nyttige Ting. Se, naar du kommer, gjø ikke vore Hunde, men slikke din Haand, og Rensdyrene snøfte til dine Klæder. – Bliv imellem os! Min Fader ejer fem tusinde Ren, jeg er hans Arving, – tag Halvdelen og driv, hvorhen du vil! Din Gud er jo overalt, saa er han ogsaa paa de evige Snebjerge.


    Sigurd. 

Saadan som du har en Pige lokket mig før, – og hende ligner du.


    Finnepigen. 

Men hvad hun bad om –?


    Sigurd. 

– Kunde jeg dengang ikke tage, fordi jeg søgte det Større. – Nu –


    Finnepigen. 

Nu –?


    Sigurd. 

Nu maa jeg prøve det Sidste, ikke for min Skyld alene, men for alle deres, som stole paa mig.


    Finnepigen. 

Tror du da, det gaar godt?


    Sigurd. 

Jeg ved det ikke. Men som det nu staar, vilde et Liv blandt Eder være frygteligt!


    Finnepigen  (forfærdet).

Frygteligt?


    Sigurd  (rejser sig).

Nej, saa hellere Døden; saa er det forbi!


    Finnepigen  (bange).

Ere vi dig værre end Døden?


    Sigurd. 

Du forstaar mig ikke!


    Finnepigen. 

Saa sig mig, hvad jeg ikke forstaar!


    Sigurd. 

Der er Noget, jeg har kjærere end alt Andet. Hvis du elskede en Mand, forlod du ikke saa Alt forat følge ham?


    Finnepigen. 

Jo, – hvis han elskede mig!


    Sigurd. 

Ellers ikke?


    Finnepigen. 

Nej! –


    Sigurd. 

Du vilde dog søge at vinde ham?


    Finnepigen. 

Nej.


    Sigurd. 

Men saa blev du ulykkelig.


    Finnepigen. 

En Stund! – Men hvis jeg kom til en anden Rydningsplads, hvor jeg kjendte mig igjen fra Barn –


    Sigurd. 

Kunde du saa glemme ham?


    Finnepigen. 

O ja, – især hvis det var Sommer.


    Sigurd. 

Dig kan jeg ikke forklare, hvad jeg mener.


    Finnepigen. 

Lad da mig forklare dig Noget?


    Sigurd. 

Gjerne.


    Finnepigen. 

Kan du føle, hvor her er smukt!


    Sigurd. 

O ja, undertiden. Naar jeg staar udenfor Hulen og ser den uendelige Sne; – Træerne over den ligne i Halvmørket uhyre Spøgelser, der nærme sig. – Men du kommer paa dine Ski stormende ned ad Fjeldet, dine Hunde omkring dig, dit Følge bagefter, og I synes Alle tre Gange saa store. Over Eders susende Tog og dette omskabte Eventyrland Nordlyset i Farver og Figurer, samlende sig, bredende sig, angst, vildt, – jo, saa gribes jeg af store Rørelser. –


    Finnepigen. 

Og hvad føler du saa?


    Sigurd. 

Længsel efter Alt, jeg i Livet ikke har naaet.


    Finnepigen  (studser, fatter sig).

O, jeg forstaar, det er, fordi du ikke har seet Sommeren her! Da vil du ikke føle Længsel efter noget Andet.


    Sigurd. 

I Vinteren længes altsaa ogsaa du efter noget Andet.


    Finnepigen. 

Ja, jeg længes jo efter Solen! Men om Sommeren gaar den aldrig under, jeg sover ude med mine Hunde, og Renerne ligger rundtom. En Stund hvile vi, en Stund drive vi, Nat er det samme som Dag og Dag som Nat, vi tænke ikke efter, det er, som det aldrig vil tage Ende, eller som Enden paa Alt er kommen.


    Sigurd. 

Da vilde jeg længes endnu mere!


    Finnepigen. 

Saa maa du ikke ret føle Glæde i Noget. – Kan du holde af en Hund?


    Sigurd. 

Undertiden kan jeg holde af det Mindste.


    Finnepigen  (forundret).

Men ikke altid?


    Sigurd. 

Som oftest har jeg ikke Tid til at tænke derpaa.


    Finnepigen. 

Ikke Tid, hvad vil det sige?


    Sigurd. 

Mit Øje ser det ikke.


    Finnepigen. 

Nu forstaar jeg!

(vil gaa).

    Sigurd. 

Vil du gaa? – O, du tror, jeg ikke kan lide dit Folk, ikke dit Land!


    Finnepigen. 

Mere end det! – Rejs!


    Sigurd. 

Hvorfor?


    Finnepigen. 

Intet Sted i Verden kan mere give dig Ro, og der er ikke det levende Væsen, du bryder dig om! Din Gud maa være en grusom Gud, Døden maa være dig kjær! Nu forstaar jeg, at du skal rejse! – Farvel!


    Sigurd. 

O, vent dog!


    Finnepigen. 

Nu vil jeg samle mine Rene, bryde op mine Telte, gaa længer sydpaa og vente Solen!

(Sejlet op, og hun gaar).


Femte Scene


    Sigurd  (alene).

Den enkelte Sneflok smelter, naar den falder i en varm Haand. – Om en Stund husker jeg hende ikke.

– Et Menneske maa ud over Fødested og Familie; de ere som Skove, der stænge for vort Syn. – Det, man saa faar at se, er ikke smukt som det, man tænkte; men man har Klarhed. – I denne tegner sig vor Bestemmelse, og vi gaa sikkert.

Men hvorfor har jeg ikke længer noget Følge? Hvorfor fandt Harald Gille Venner, – og ikke jeg? Derfor at jeg ingen Svaghed firer ned som Trappestige op til mig. Højt paa min Ret staar jeg, Loven giver Vej op til mig; men den har Ingen mere Styrke til at gaa, – og derfor er jeg ene.

Beklage mig? Jeg, som er kommen for at indføre Loven! Øxen kan ikke være Skovens Ven, Lugeren ikke Ukruddets, Skytten ikke Rovdyrets. Skam og Skjændsel, om de gave mig Kjærlighed, de Samme, som gave Harald Gille!



Sjette Scene

Sigurd (Sejlet gaar op, Hulen fyldes af skindklædte Mænd).

    Sigurd. 

Det er Middag?


    Mændene. 

Ja!


    Sigurd. 

Den sidste, vi spise her.


    Mændene. 

Vel!


    Sigurd. 

I blive glade, ser jeg, I længes efter Bytte? Det skal I faa. Jeg ved, der er ikke En af Eder, som følger for min Skyld.


    Flere. 

Jo, jo!


    Sigurd. 

Stille! Ingen Løgn! Jeg bryder mig ikke derom! (til Ivar Kollbejnson). Du Gamle trænger dig frem? Du stod ved min Side i hvert Slag, vil du sige; du redede mit Leje bagefter. Hm, du vil kun Hevn over de Store, og du tror, jeg kan bedst bringe den! (Ivar rækker en Hue frem). Du har syet mig denne Hue? Du har plejet mine Saar i Vinter? O, ligesom Bonden, der i Middagshvilen sliber sin Øxe. – Stille! Ingen Løgn længer; jeg ved det. – Jeg ved ogsaa, at jeg er i Eders Haand som en Høg med Snor; I lader mig stige, fordi jeg maaske kunde gjøre en Fangst. I skulle ogsaa faa den! – Jeg har Brug for Eder, som I ere, vi passe hinanden, thi nu gaa vi ud for at hilse paa alle Drotsvigere, Lovbrydere, Drabsmænd i Landet. Jeg er Loven; thi jeg er Kongen! Nu dømmer jeg, at hver Lendermand i Landet, hver Kongens Foged, hver Storbonde, der sveg Magnus og mig, ere Dødens Mænd, men deres Ejendomme ere mine! Paa vore lette Skuder falde vi over dem, bag os en Gaard, der brænder, foran en, der venter! – Saa skal det vise sig, om ikke Flere slaa sig til vor Sag, naar de se, der er noget at vinde! – Og naar min Styrke er stor nok, lægger jeg ind til Slag, og af dette stiger jeg op paa Thronen. Da, paa et Tegn skal Ilden slukkes over alt Land og Kornet gro, og lyder I mig ikke, saa kommer Turen til Eder! – Nu hører I, hvad Baand der binder os sammen, og hvad I have at vente og frygte. Fra mig – i Afstand! Det er ikke Eders Kjærlighed, det er Eders Had, Eders Byttelyst, Hevngjerrighed, jeg vil have, for med det at tænde Ild paa. – Nej, sænk ikke Hovederne, sørg ikke over mig; thi saadan er jeg lykkeligst!




Femte Akt

Ved Holmengraa. Et højtliggende Skjær ved Havet, Stene derpaa. Det er Efteraarsaften med klart Vejr og Solskin. Langt ude ses mange Langskibe under Opsejling.


Første Scene

(Fra Havet kommer opklattrende een efter een: Gyrd, Sigurd Stallar og Thjostulf Aaleson. Lidt besværligere Hallkell med Koll (som er bleven betydelig ældre paa disse snart tre Aar). Efterhvert som de komme op, stille de sig hen og se ud tilhøjre f. T. Der er længe Taushed mellem dem).

    Thjostulf  (idet han vender sig).

Nu! hvorfor tie vi? Det kan ikke dølges, at her ligger Sigurd Slembes Stridsmagt, stor som vor egen!


    Hallkell. 

For tre Maaneder siden havde han to Finneskuder; idag har han en uhyre Flaade!


    Gyrd. 

Nu begynder jeg at blive bange. Jo oftere vi slaa ham, des vældigere kommer han igjen.


    Hallkell. 

Men jeg stoler paa, at hver tredie Mand i vor Hær har en dræbt Slægtning at hevne; thi saadant giver Mod.


    Thjostulf. 

Hos Sigurd har ingen Mand noget at tabe; men Alt at vinde, – og Rovdyrets Mod vejer Hevnens.


    Gyrd. 

Men hos os er to Trediedele tilbage, som kjæmpe af Fortvivlelse!


    Koll. 

Hvor ere saa de, der kjæmpe for Fædrenelandet?


    Thjostulf. 

I en Borgerkrig ere de ikke mange.

(Koll sætter sig i Midten; lidt efter de Andre, med Undtagelse af Thjostulf, der betragter ufravendt Sigurds Flaade).

    Hallkell. 

Tabe vi dette Slag, saa ved Gud alene, hvilken vor Skjæbne bliver.


    Gyrd. 

Saa vide vi dog ret godt, at den bliver som de mange Høvdingers, hvis Gods han tog, hvis Gaarde han brændte, og hvis Legeme maatte skjæres ned af en Galge.


    Sigurd Stallar. 

Den bliver som vor Broder Bejntejns.


    Hallkell. 

Stakkels Bejntejn! Over ham tog han skrækkelig Hevn!


    Gyrd. 

Over Alle, over Alle! Grusommere Mand var aldrig i Norge, siden vort Folk vandrede ind.


    Hallkell. 

Man taler om, at Gjengjeldelsen vil komme over ham. Jeg forstaar ikke rigtig dette Ord; thi paa eet Menneske kan dog ikke Hundredes Død gjengjeldes.


    Gyrd. 

Aa – jo. Hvis han dræbes saa langsomt som Hundrede tilsammen.


    Koll. 

Det holdt ingen Mand ud at se paa.


    Gyrd. 

Saa ved jeg dog En, som holdt det ud.


    Sigurd Stallar. 

Ogsaa jeg ved En.


    Thjostulf  (som betragter Flaaden).

Hans Skibe ere større end vore; vi borde dem ikke. Og saa staar noget Andet os nærmere end Sigurds Dødsmaade.


    Koll. 

Du er mismodig, Thjostulf?


    Thjostulf. 

Ja, jeg dølger ikke, at jeg i alle Slag, som jeg vandt over ham, havde større Fordele. Dennegang er det ikke saa, – og Sigurd er bedre Anfører end jeg.


    Koll. 

Men du tæller flere Forstavne.


    Thjostulf. 

Nej. Se selv; Aftensolen falder lige paa, du kan tælle dem.


    Koll. 

Vent til Morgengry, – og du skal se Halvdelen staa ud mod det aabne Hav! –


    Alle. 

Hvad siger du!


    Koll. 

De ere Danske og ville hjem igjen.


    Alle. 

Blive de Danske ham utro?

(Hallkell, Gyrd, Sigurd Stallar, springe op).

    Koll  (siddende).

Jeg har havt et lidet Fartøj inde mellem dem, og imorgen med Solen hejse de Sejl; thi de have faaet, hvad de søgte i Norge.


    Thjostulf. 

Saa have vi en uhyre Sejer!


    Hallkell. 

Indstængt fra alle Kanter –,


    Sigurd Stallar og Gyrd. 

– Er han vor med al sin Hær!


    Thjostulf. 

Saa være Hellig Olaf i al Tid lovet: fra imorgen skal Bonden sove for aabne Døre!


    Hallkell. 

Saa falder det dog i vor Lod at bringe Dommens højtidelige Stund.


    Gyrd. 

Ja, sker det, som jeg ønsker, da har en Kirke meget Gods ivente.


    Sigurd Stallar. 

Men sker det, som jeg ønsker, da skal Bispestolen i Stavanger faa to Fartøj med Brænde; thi de trænge dertil paa de Kanter.


    Gyrd. 

Hvad er dit Ønske, Bro’r!


    Sigurd Stallar. 

Ja, hvad er dit?


    Gyrd. 

Kanske vi ønske det Samme.


    Hallkell. 

I ønske Begge, at han levende maa falde i Eders Hænder!


    Koll. 

Sker det, som jeg ønsker, da sætter jeg to Guldstager i den Kirke, som jeg selv har bygget.


    Thjostulf. 

Hvad er dit Ønske, Gamle?


    Koll. 

At han maa faa dø som en Helt; thi som en saadan har han levet.


    Thjostulf. 

Dette er ogsaa min Mening.


    Hallkell. 

Som en Røver og Blodhund har han levet, – og som en saadan maa han dø!


    Sigurd Stallar. 

Dette er hele Hærens Mening!


    Gyrd. 

Og det gaar den ilde, som sætter sig op imod den!


    Thjostulf. 

Har du, Koll, oplevet, at et Menneske var saa hadet.


    Koll. 

Nej.


    Hallkell. 

Men der har heller ikke levet en mere koldblodig Morder. Et Tog som hans sidste overgaar al bekjendt Rædsel.


    Gyrd. 

Blot den Maade, hvorpaa vor Broder Bejntejn blev dræbt! Han huggede hans Hoved af og lod det trille ud blandt sine Mænd!


    Thjostulf  (sætter sig, ogsaa de Andre).

Ja, der maa være en Djævel sprungen i ham, som nu ret har faaet Magt. Ingen har draget mig saa heftigt til sig som Sigurd; Ingen har stødt mig saa langt bort!


    Hallkell. 

Mig har han aldrig draget til sig. Fra første Stund maatte jeg samle alle mine Kræfter for ligesom ikke at komme under hans Hæl. Mig var det, som Ingen kunde leve i hans Nærhed uden som Slave.


    Thjostulf. 

Det følte jeg ikke. – Jeg skulde een Gang have givet ham Alt, selv mit Liv. –


    Koll. 

Du, Gyrd, har du aldrig holdt af ham?


    Gyrd. 

Jeg husker det ikke. Thi nu ser jeg ham blot trille paa Bejntejns Hoved.


    Sigurd Stallar. 

Det gaar mig som Gyrd.


    Thjostulf. 

Stygge Gjerninger har han øvet, men han har ogsaa havt en ublid Skjæbne. Hvem ved, i Lykken var han bleven en stor Konge?


    Koll. 

Det tror jeg ikke. Gjør Ulykken ham ond, vilde Magten gjøre ham despotisk.


    Hallkell. 

Kunne vi ikke mere sidde tilsammen uden at tale om ham?


    Gyrd. 

Vi komme dog aldrig længere end til en stængt Dør.


    Thjostulf. 

Han er af de Mennesker, som hele Verden maa rejse sig op imod, omringe og slaa ihjel, – og naar det er gjort, staa vi Alle omkring og angre det.


    Hallkell. 

– Du Koll, du har kjendt ham fra Barn, du ved mere om ham end vi.


    Koll. 

Nej. Men det maa jeg nu sige: dersom han anden Gang fik begynde og jeg anden Gang raade ham, visselig, jeg skulde møde ham med andet end verdslig Kløgt.

Da han kom tilbage som Mand, frygtede vi ham. Det var det Mægtige i hans Natur, vi frygtede; – at det nemlig skulde slaa ned vore egne Planer. Hvad der skal sejre tilsidst, faar vel Ingen af os at se; for Øjeblikket har han ikke alene væltet vore Planer, men det hele Land har skjælvet i hans Haand.

Siden har Virkningen af hans Kraft fortroldet ham. Han har hørt det Ondes Eccho i Naturen og vil ikke mere holde op at raabe. Han er bleven saadan, at enten maa vi Alle fly og han leve alene, eller de Kræfter, som her ikke kan finde Forsoning, maa sprænges og dunste tilbage i sit Ophav.

Men den Tro har jeg faaet, at det Store, som her blot stykkevis og kjæmpende blev aabenbaret, det vil hisset samle sig til herlig Mening. – Venner, jeg tror paa et Liv efter dette.

(Rejser sig, vender sig, ser Sigurd, som i det Samme løfter sit Hoved op over Stenene. Sigurd er ligbleg og forsvinder strax, Koll forfærdes, men tier).

    Thjostulf  (idet han rejser sig).

Det forekommer mig, som vare vi Landets Lagmænd og havde siddet til Doms over ham.


    Hallkell  (idet han rejser sig).

Siden de Danske forlade ham, gaa vi heller ikke imorgen til Slag, men til Udførelse af Fædrelandets Dom.


    Gyrd  (idet han rejser sig tilligemed Broderen).

Og den lyder: alle hans Mænd falde, men han selv fanges levende.


    Koll. 

Nej. (Med hævet Stemme). Kunde han høre mig, saa vilde jeg sige, at selv maa han falde med sine Mænd eller dræbe sig; thi han maa ikke komme i onde Menneskers Hænder.


    Thjostulf. 

Ve den Mand, som maa tage tiltakke med saadant Raad!


    Sigurd Stallar. 

De ere ham dog for gode.


    Koll. 

Var Gud saa streng som Menneskene, stod Verden snart tom.

(opover tilligemed de Andre).

    Gyrd. 

En Baad har lagt til ved Siden af vor. Her er Flere?

(ser sig om).

    Koll. 

En Fisker, som tager Agn. (Da Gyrd bliver ved at se). Giv mig Haanden, Gyrd!

(Gyrd skynder sig og hjælper ham ned).


Anden Scene

En Stund tomt.

    Sigurd Slembe  (kommer op bag en Sten; frem uden at sige et Ord, er i voldsom Bevægelse).

De Danske forlade mig? Slaget tabes? Hid – og ikke længer?

Inat Flugt mod Fjeldene! Skibene i Bytte mod Frihed! – Heste flokkevis paa Fjeldene, vi kaste os op og falde som Snestormen i Dalene!

Men naar saa Vinteren kommer? – Begyndelsens Begyndelse, Røvernes Liv, – aldrig længer! – Jeg har brugt mit sidste Middel; var det gaaet godt, blev det beundret, – det gik galt og bliver forbandet. – Nu samler jeg ingen Hærmagt mere i Norge!

Forbi? Hid og ikke længer? Nej: De Danske sejle, men vi sejle med! inat, iaften løfte vi Ræerne og følge dem mod det fri Hav!

Hvorhen vende Stavnene? Mod Danmark! – – Tredie Gang samle vi ingen Hærmagt i Danmark. – Gaa ud igjen som Kjøbmand? Nej! – Tjeneste i fremmed Land? Nej! – Korstog? – Nej! – Hid og ikke længer? – Sigurd, nu er Enden!

(Pludselig). Døden! O, som en Dør sprang Tanken op, klirrende paa sine Hængsler; Lys, Luft, tag mig! (han drager sit Sværd). … Nej, kjæmpende vil jeg falde, i Spidsen for det, jeg har levet, – mine Mænd skal have sin Anfører!

Men er der ikke Mulighed for en Sejer? – Er der da ingen List … kan jeg ikke faa dem paa Grund? … Kan jeg ikke vikle dem ind? – … Thjostulf er for krigsvant. – Men den ligefremme Kamp, Mand mod Mand, med Fortvivlelsens fulde Kraft, – de kjæmpe med Hadets, og Overmagten er saa uhyre! – O, kunde de høre mig, kunde jeg finde et højt Sted og raabe ned til dem, hvor soleklar min Ret er, hvor uhyre det er, som jeg har udstaaet, og hvad det er for en Synd, de begaa! I myrder jo ikke mig alene, men tusinde, tusinde Tanker for mit Fædrenelands Vel, jeg har jo Intet faaet gjort, ikke saaet et eneste lille Korn, ikke lagt en Sten paa en anden, som kan vidne, jeg har været til. O, jeg har Kræfter til andet end Krig, det var Længsel efter at virke, som drev mig hjem, det var Utaalmodigheden, som gjorde mig ond! Tro mig dog, prøv mig, giv mig blot den halve Del, Harald Gille lovede mig, giv mig endnu Mindre, giv mig ganske Lidt, blot jeg kan leve og forsøge … Jesus, min Gud, det var jo det Mindre, du altid bød mig, og som jeg altid forsmaaede?

Hvor er jeg? Ved min egen Grav staar jeg og hører det ringe med den store Klokke, – jeg skjælver som Taarnet under dens Slag; thi hvor ere nu de Maal, jeg saa? Graven aabner sin Mund og svarer! Men bag mig ligger mit Liv som en udtørret Flod, mine atten Aar have tabt sig i en Ørken! Vinket, Vinket fra min Fødsel? Hid har jeg fulgt det i høj Flugt med alle min Sjæls Evner, og her rammes jeg af Dødens Pil, synker og ser det, at jeg skal knuses mod disse Stene! Har jeg da seet fejl? O, Livets Strømning og Vind stod did, hvor der var frugtbart og varmt, men jeg arbejdede op, hvor der altid blev koldere, og nu klemmes mit Skib af drivende Isbjerge; næste Sekund skal det synke! Lad det synke, saa er det forbi! (paa Knæ). Men i din Favn, Barmhjertige, saa faar jeg Fred!

Hvad er dog hændt mig for Under. I samme Stund, jeg bad, fik jeg det! Er dette det Rige, du vil give mig? – Fred, fuld Fred? – (rejser sig). Da vil jeg imorgen gaa til min sidste Kamp som til Kirke; Fred for mine Længsler vil jeg erobre!

(holder Hovedet bagover med begge Hænder for sine Øjne. Da han endelig tager dem langsomt bort, ser han sig omkring).

Hvilken Forsoning der gaar imod mig af denne Efteraarsaften! Sol og Vand og Strand og Sol gaa sammen som alle Tanker i Gud, – har jeg dog aldrig før seet det saa smukt! – Dette dejlige Land skulde jeg ikke faa styre. Hvor meget Ondt jeg har gjort det! – Hvordan er det dog gaaet til; thi ude saa jeg dine Bjerge i enhver Sky, jeg længtes hjem som et Barn til Julen, men jeg kom ikke før hjem, – og jeg gav dig Saar i Saar.

Langmodigt ser du paa mig, og giver mig din dejligste Efteraarskveld til Afsked. Jeg maa gaa op paa Stenen og tage et langt Farvel. (stiger op).

Saadan stod jeg for atten Aar tilbage. Jeg saa udover det blaa Hav under stigende Sol, den friske Morgenluftning tog jeg for Vift fra en rask Fremtid, bag de lette Skyslør skimtede jeg fremmede Lande, i Morgensolens Glød saa jeg Ære og Guld, og Korsfarernes hvide Sejl skulde bære mig derhen!

Farvel, mine Ungdoms Drømme, Farvel, mit Land, mit dejlige Land! O, til hvilken Smerte du har født mig! Men nu er det snart forbi. (gaar ned).

Men dersom disse Skibe ikveld sejlede op med alle mine Ungdoms Drømme i Gave? – – Var jeg nu istand til at tage imod een, – eller kan et Træ to Gange i samme Aar bære Frugt?

Jeg gjør Afkald for en Bedre. Men vær god mod mig og lad mig dø i det Øjeblik, jeg føler det; thi jeg havde dog kanske ikke i Livet Styrke til at blive tro.

Det Ord: du skal dø imorgen, – hvilken sikker Skriftefader; det er første Gang, jeg taler Sandhed med mig selv.



Tredie Scene

Sigurd Slembe, Ivar Ingemundson med Nonnen (Sigurds Moder).

    Ivar  (over en Sten i Baggrunden).

Jo, her er han!

(giver Haanden ned til Nonnen).

    Nonnen  (uden at ses).

Sigurd! (kommer op). Ja, der er han!


    Sigurd. 

Mo’r!


    Nonnen. 

Mit igjenfundne Barn!

(de ligge længe ved hinandens Bryst).

Min Søn, min Søn, nu slipper jeg dig ikke mere!


    Sigurd. 

O, min Mo’r!


    Nonnen. 

Du bliver borte fra dette Slag, ikke sandt? Vi To skulle tilsammen erobre et andet Rige, som er meget bedre.


    Sigurd. 

Jeg forstaar dig, Mo’r!

(han fører hende til Sæde og kaster sig selv paa Knæ).

    Nonnen. 

Ja, ikke sandt? Du er ikke saa slem, som de Alle sige, jeg vidste jo nok, bare jeg fik tale med dig … og nu, du er træt og har forlist dine Haab i Verden, nu kommer du vel tilbage til mig, nu har du vel Tid! Af hele dit Rige unde de dig nok en liden Gaard, og der skulle vi saa leve, ikke langt fra en Kirke; thi naar det ringer til Ottesang, ere vi der alt hos Hellig Olaf og følge med ham ind til den Større. Der tvætte vi dine Saar i Vievand og Anger; saamange gode Tanker, du aldrig kan huske, du har havt, de komme der imod dig i hvid Klædning, der er en Gjenkjendelse uden Ende og en Forundring; thi det Store er blevet smaat, men det Smaa stort, og Opdagelser og Spørgsmaal og evig Glæde! … Ikke sandt, min Søn, du vil gaa did med mig og leve der med mig, du bliver borte fra dette Slag og følger strax?


    Sigurd. 

Mo’r, nu har jeg ikke grædt, siden jeg laa i det hellige Lands afsvedne Græs.


    Nonnen. 

Du følger mig!


    Sigurd. 

Engang før har jeg kastet al Verden og ilet did, du vil. Men jeg har lært, at did kommer jeg ikke forbi mine Pligter, men gjennem dem.


    Nonnen. 

Hvilke Pligter har du nu?


    Sigurd. 

Pligter mod den blinde Konge, jeg tog ud af hans Kloster, Pligter mod de Mænd, jeg førte hid.


    Nonnen. 

Og dem løser du – hvorledes?


    Sigurd. 

Ved at kjæmpe og falde i deres Spidse.


    Nonnen  (springer op, Sigurd rejser sig).

Skal jeg efter et helt Livs Sorg ogsaa se dig dø?


    Sigurd. 

Saa vil Livets og Dødens Herre.


    Nonnen. 

O, hvad et Menneske undertiden maa lide for et Øjebliks Synd.

(Hun falder til hans Bryst; da synker hun med opstrakte Arme).

O, min Søn, skaan mig!


    Sigurd. 

Min Mo’r, frist mig ikke!


    Nonnen. 

Har du tænkt dig det Allersidste? Har du tænkt dig at fanges, lemlæstes …?


    Sigurd. 

Jeg har nogle Psalmer fra min Barndom, dem skal jeg saa synge.


    Nonnen. 

Men jeg … din Mo’r … Skaan mig!


    Sigurd. 

Gjør mig ikke denne Stund sværere end Dødens.


    Nonnen. 

Hvorfor dø nu, – vi have fundet hinanden.


    Sigurd. 

Vi To have ikke Mere at leve for.


    Nonnen. 

Gaar du strax ifra mig?


    Sigurd. 

Til imorgen, Solen kommer, sidde vi sammen. Lad mig løfte dig og sætte dig paa Stenen.

(Han gjør det og kaster sig ned for hende).

Det var dejligt, du kom. Alt, jeg har levet, er udslettet, jeg er atter Barn hos dig. Nu flygte vi tilsammen til vort Arveland, jeg skal blot hen og tage Afsked, saa er jeg færdig, og da tænker jeg, at ogsaa du er det.


    Ivar Ingemundson  (kaster sig paa Knæ hos dem).

Herre, lad mig saa blive Eders Ven!


    Sigurd  (giver ham Haanden).

Ivar, – du gaar ikke fra hende imorgen?


    Ivar Ingemundson. 

Ikke før hun er forløst.


    Sigurd. 

Saa syng mig Korsfarersangen! Jeg gaar glad hen efter den!


    Ivar Ingemundson  (rejser sig, synger):

Dejlig er Jorden, dejlig er Guds Himmel,
dejlig Sjælenes Pilgrimsgang.
Gjennem de fagre Riger paa Jorden
gaa vi til Paradis med Sang.

(Moderen holder begge Hænder om Sigurds Hoved, og deres Øjne hvile i hinanden; siden lægger han Hovedet op mod hendes Bryst).

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Sigurd Slembe

Bjørnstjerne Bjørnsons historiske skuespill Sigurd Slembe kom ut i 1862. Stykket handler om kongsemnet Sigurd Slembe (ca. 1100–1139), som i tronstriden som oppstod etter Sigurd Jorsalfares død i 1130 krevde å bli Norges konge. Han var angivelig sønn av kong Magnus 3. Berrføtt (1073–1103).

Skuespillet er en dramatrilogi. Først kommer enakteren Sigurds første Flugt, som foregår i Stavanger i 1122, så kommer treaktsdramaet Sigurds anden Flugt, som er lagt til Skottland i 1127, og til slutt kommer femakteren Sigurds Hjemkomst, som foregår forskjellige steder i Norge på slutten av 1130-tallet.

Sigurd Slembe er tonesatt av flere komponister, bl.a. Rikard Nordraak, Johannes Haarklou og Johan Halvorsen (jf. Musikk til Bjørnstjerne Bjørnsons dikterverker, NB tema 2, 2017.)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.