Mærkværdigt! O, meer end Mærkværdigt! Vidunder! Vidunder!
O, at mine Knæ aarkede at bøje sig for at tilbede!
Min Sjel har slaaet sine Vinger sammen;
den knæler ligesom i et tilhyllet Kapel;
thi mine Øine have lukket sig over det Syns Herlighed,
jeg har havt.
«Se dog» – – sagde jeg til min Viv – – «maaske gjør jeg Rosen Uret.
Kanske dog een er udsprungen inat.»
«Een fuldtudsprungen!» – – raabte hun slaaende sine Hænder
sammen – – «og sex halvtudsprungne omkring.»
«O hvilken smuk Familie!» sagde jeg.
«Den Fuldtudsprungne er som en Moder mellem sine Døttre.»
Vidunder! Himmelens Vidunder!
I den største Rose sad der en Matrone, ikke større end en Humle,
og klædt som den i Gyldenstykkes Trøje og sort Skjørt
og spandt nogle fine Støvtraade ud af en Blomsterkolbe til Teen.
«Srrr Stille!» sagde hun. «Aabn med et Kys de sex
halvtudsprungne af disse Roser, skal du faa se mine sex ældste Døttre.
Vi ere Génier, Englenes Tjenerinder.
Alle Vi ere i din Moders Tjeneste.
Hun har sendt os for at forfærdige den Dragt,
hvori din Sjel skal fare hen.»
Jeg aabnede, som befalet, den ene Rose efter den anden.
I hver af dem sad en Genius, herligere klædt end Guldbillen.
Alle arbeidede de som Moderen.
Ansigterne syntes mig bekjendte.
De syntes mig at være afdøde Elsktes.
«Se hvilken herlig rosafarvet Tunika, du skal faa!»
sagde den Første.
«Frygt ikke for at den er for liden,» sagde den Anden.
«Saasnart den kommer ud under fri Himmel, udvides den.»
«Jeg toer dit Skjærf», sagde den Tredie, toende nogle fine gyldne
Traade i en Duggdraabe.
«Og Jeg! og Jeg,» sagde de Andre eftersom jeg kom til dem,
«Se her! Se her!»
Og En lavede Rosenolje til at smøre de fine Fjer med,
som de sagde Sjelen allerede nu bar.
En syede paa et Par Sandaler, der saae ud som et Par af de
smaa hule fine Blade i Rosens Indre.
«Med dem kan du træde paa Solens Glødbund» sagde hun
og syede og syede med en Syl ikke større end en Mygs Brodd.
Den Sjette sad med Hænderne i Skjødet.
«Jeg er alt færdig» sagde hun: «Min Moder har alt faaet
mit Spind, og saa kan jeg da sladdre lidt.»
«Men kjender du mig ikke? Jeg er det fattige Barn,
som du ønskede var dit.»
«Se!» sladdrede hun. «Vi ere flere end syv.
Vi ere Een og Tyve.» Og til min Forbauselse tællede jeg
fjorten Knopper til.
«Først naar den Sidste aabner sig,» vedblev Hun,
«ønske vi Du skal flyve med til Himlen, og Du skal se,
hvor smukke og store vi blive i Flugten.»
«I den sidste Knop ligger kun en Kanarifugl, ikke større end et
Bygkorn, og en høirød Dompap, ikke større end en Granat.»
«Din Moder sender dem for at Du kan se, at Du træffer Alle
igjen i Himlen, som Du har elsket, endog det Mindste.
De søde Smaa skulle flyve med os tilbage.»
«Naar Hjertet hæves til Herligheden, fæster ogsaa det uskyldige
Jordiske, det har elsket, sig til det som til en Magnet . . .»
«Tys!» hviskede den søde Sladdrerske.
Jeg forraader af Himmelens Religion.»
«Dog vil jeg sige Dig, at Du skal faa se din Hest om du længes.
Du skal synes, at Du lægger din Haand paa hans Hals.
I en Skydal skal Du se ham spise Nelliker tilhøire
og Levkøjer tilvenstre.
«Vil Du endnu engang tumle den;
nu vel! Himlen har vide Sletter.»
«Det vil glæde din Moder, at du ikke har glemt hendes
Yndling, som hun saa ofte har klappet.
Hun har fortalt os, at Brunen hver Dag kom til hendes Vindu
og saae med de kloge Øine paa hende
til den venlige Haand kom ud.
Visselig, hendes Hjerte vil banke af Fryd over din Fart paa ham,
thi hun veed at dit fryder sig, naar du sprænger opad
et af Tordenens Bjerge eller over Lynildens Strømme.»
«Nu har jeg talt. Lad nu Rosen lukke sig for jeg trænger
til Hvile efter mit Arbeide.
Kun det endnu: saasnart den sidste Knop har aabnet sig,
falde vore Arbeidsceller sammen og vi ile tilbage til din Moder
med den himmelske Dragt, hun vil skjænke sin Førstefødte.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Som lyriker var Henrik Wergeland usedvanlig produktiv. Her er åtte av de mest kjente diktene.
«Til en Gran» er en ode, dvs. et dikt som hyller en bestemt gjenstand eller person. Diktet ble utgitt i samlingen Digte anden Ring i 1833 (1834).
«Pigen paa Anatomikammeret» ble skrevet i 1837. Noen år tidligere hadde Wergeland studert medisin og man kan anta at han som student hadde vært tilstede ved minst en obduksjon. Anatomikammeret er en allegori for de sosiale forholdene i samfunnet og metaforikken i diktet (kniv-metaforen og lampe-metaforen) brukes gjerne som eksempel på billedbruk i lyrikk.
«Den første Sommerfugl» ble skrevet i 1837. I diktet går dikter-jeg'et fra mismot til mot.
«Med en Bouqvet» er siste dikt i samlingen Poesier fra 1838. Samlingen består av kjærlighetsdikt skrevet til Amalie Sofie Bekkevold som han giftet seg med i 1839.
«Efter Tidens Leilighed» ble skrevet i 1841 og kan leses som et «svar» på kritikken han møtte da han ble Norges første riksantikvar i 1840.
«Til Foraaret», «Til min Gyldenlak» og «Den smukke Familie» er de tre siste diktene Wergeland skrev – på dødsleiet i 1845.
Les mer om «Til en Gran», «Pigen paa Anatomikammeret» og Wergelands liv og verk på nettstedet «wergeland 2008».
Hør Arne Nordheims «Til en Sommerfulg»
Til tross for at Henrik Wergeland døde bare 37 år gammel er han blant våre aller mest produktive forfattere. I dag er han nok best kjent som lyriker (og 17. mai-togets «far»), men Wergeland skrev også en rekke skuespill, artikler og debattinnlegg. Ofte omtales han som Norges «nasjonalskald».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.