Gengangere

av Henrik Ibsen

FØRSTE AKT

7(En rummelig havestue med en dør på den venstre sidevæg og to døre på væggen til højre. I midten af stuen et rundt bord med stole omkring; på bordet ligger bøger, tidsskrifter og aviser. I forgrunden tilvenstre et vindu, og ved samme en liden sofa med et sybord foran. I baggrunden fortsættes stuen i et åbent noget smalere blomsterværelse, der er lukket udad af glasvægge og store ruder. På blomsterværelsets sidevæg tilhøjre er en dør, som fører ned til haven. Gennem glasvæggen skimtes et dystert fjordlandskab, sløret af en jævn regn.)
(Snedker Engstrand står oppe ved havedøren. Hans venstre ben er noget krumt; under støvlesålen har han en træklods. Regine, med en tom blomstersprøjte i hånden, hindrer ham fra at komme nærmere.)

   Regine  (med dæmpet stemme).

Hvad er det du vil? Bliv stående der du står. Det drypper jo af dig.


   Engstrand. 

Det er Vorherres regn, det, barnet mit.


   Regine. 

Det er fandens regn, er det.


   8Engstrand. 

Jøss’ som du snakker, Regine. (halter et par skridt frem i stuen.) Men det var det, jeg vilde sige –


   Regine. 

Klamp ikke så med den foden, menneske! Den unge herren ligger og sover ovenpå.


   Engstrand. 

Ligger han og sover nu? Midt på lyse dagen?


   Regine. 

Det kommer ikke dig ved.


   Engstrand. 

Jeg var ude på en rangel igårkveld –


   Regine. 

Det tror jeg gerne.


   Engstrand. 

Ja, for vi mennesker er skrøbelige, barnet mit –


   Regine. 

Ja, vi er nok det.


   Engstrand. 

– og fristelserne er mangfoldige i denne verden, ser du –; men endda så stod jeg, ja Gu’, ved mit arbejde klokken halv sex idag tidlig.


   9Regine. 

Ja, ja, kom dig nu bare afsted. Jeg vil ikke stå her og ha’ rendez-vous’er med dig.


   Engstrand. 

Hvad vil du ikke ha’ for noget?


   Regine. 

Jeg vil ikke ha’, at nogen skal træffe dig her. Se så; gå så din vej.


   Engstrand  (et par skridt nærmere).

Nej Gu’ om jeg går, før jeg får snakket med dig. I eftermiddag blir jeg færdig med arbejdet dernede i skolehuset, og så stryger jeg hjemover til byen med dampbåden inat.


   Regine  (mumler).

Lykke på rejsen!


   Engstrand. 

Tak for det, barnet mit. Imorgen skal jo asylet indvies, og så blir her venteligvis ståk og styr med berusendes drikke, ser du. Og der skal ingen sige på Jakob Engstrand, at han ikke kan holde sig undaf, når fristelsen kommer.


   Regine. 

Hå!


   10Engstrand. 

Ja, for her møder jo så mange fine folk imorgen. Presten Manders er jo også ventendes fra byen.


   Regine. 

Han kommer alt idag.


   Engstrand. 

Ja ser du det. Og så vil jeg fan’ ikke, at han skal få noget at sige på mig, skønner du.


   Regine. 

Ahå, er det fat!


   Engstrand. 

Hvadfornoget er fat?


   Regine  (ser visst på ham).

Hvad er det nu for noget, du vil narre presten Manders til igen?


   Engstrand. 

Hys, hys; er du gælen? Vil jeg narre presten Manders til noget? Å nej, presten Manders er altfor snil en mand imod mig til det. Men det var det, jeg vilde snakke med dig om, ser du, at inat så rejser jeg altså hjem igen.


   Regine. 

Rejs jo før jo heller for mig.


   11Engstrand. 

Ja, men jeg vil ha’ dig med mig, Regine.


   Regine  (med åben mund).

Vil du ha’ mig –? Hvad er det, du siger?


   Engstrand. 

Jeg vil ha’ dig med mig hjem, siger jeg.


   Regine  (hånsk).

Aldrig i evighed får du mig med dig hjem.


   Engstrand. 

Å, det skal vi nok få se.


   Regine. 

Ja, det kan du være viss på vi skal få se. Jeg, som er opvokset hos kammerherreinde Alving –? Jeg, som blir holdt næsten som et barn her –? Skulde jeg flytte hjem til dig? Til et sligt hus? Fy da!


   Engstrand. 

Hvad fan’ er det? Sætter du dig op imod din far, tøs?


   Regine  (mumler, uden at se på ham).

Du har tidtnok sagt, at jeg ikke kom dig ved.


   Engstrand. 

Pyt; hvad vil du bry’ dig om det


   12Regine. 

Har du ikke mangen god gang skældt og kaldt mig for en –? Fi donc!


   Engstrand. 

Nej-Gu’ brugte jeg da aldrig så stygt et ord ligevel.


   Regine. 

A, jeg sanser nok, hvad ord du brugte.


   Engstrand. 

Ja, men det var jo bare når jeg var på en kant – hm. Fristelserne er mangfoldige i denne verden, Regine.


   Regine. 

Uh!


   Engstrand. 

Og så var det, når din mor slog sig vrang. Noget måtte jeg da finde på at ærte hende med, barnet mit. Altid skulde hun nu være så fin på det. (hærmer) «Slip mig, Engstrand! Lad mig være! Jeg har tjent tre år hos kammerherre Alvings på Rosenvold, jeg!» (ler.) Jøss’ bevar’s; aldrig kunde hun da glemme, at kaptejnen blev kammerherre, mens hun tjente her.


   Regine. 

Stakkers mor; – hende fik du da tidsnok pint livet af.


   Engstrand  (svinger på sig).

Ja det forstår sig; jeg skal jo ha’ skylden for alting.


   13Regine  (vender sig bort, halvhøjt).

Uf –! Og så det benet.


   Engstrand. 

Hvad siger du, barnet mit?


   Regine. 

Pied de mouton.


   Engstrand. 

Er det engelsk, det?


   Regine. 

Ja.


   Engstrand. 

Ja-ja; lærdom har du fåt herude, og det kan komme godt med nu, det, Regine.


   Regine  (efter en kort taushed).

Og hvad var det så du vilde med mig i byen?


   Engstrand. 

Kan du spørge om, hvad en far vil med sit eneste barn? Er jeg ikke en enslig og forladt enkemand.


   Regine. 

Å, kom ikke til mig med sligt sludder. Hvorfor vil du ha’ mig derind?


   Engstrand. 

Jo, jeg skal sige dig, jeg har tænkt at slå ind på noget nyt nu.


   14Regine  (blæser).

Det har du prøvet så tidt; men lige galt blev det.


   Engstrand. 

Ja, men denne gangen skal du bare se, Regine! – Fan’ æte mig –


   Regine  (stamper).

Lad være å bande!


   Engstrand. 

Hys, hys; det har du så evig ret i, barnet mit! Det var bare det, jeg vilde sige, – jeg har lagt ikke så lidet penger op for arbejdet ved dette her nye asylet.


   Regine. 

Har du det? Det er jo godt for dig, det.


   Engstrand. 

For hvad skal en vel bruge skillingen til her på landsbygden?


   Regine. 

Nå, og så?


   Engstrand. 

Jo, ser du, så havde jeg tænkt at sætte de pengerne i noget, som kunde lønne sig. Det skulde være som en slags beværtning for sjøfolk –


   15Regine. 

Uf da!


   Engstrand. 

En rigtig fin beværtning, skønner du; – ikke sligt noget svineri for matroser. Nej, død og pine, – det skulde være for skibskaptejner og styrmænder og – og rigtig fine folk, skønner du.


   Regine. 

Og så skulde jeg –?


   Engstrand. 

Du fik hjælpe til, ja. Bare så for et syns skyld, kan du vel tænke. Du skal fan’ ikke få det svært, barnet mit. Du kan få det rakt som du vil ha’ det.


   Regine. 

Ja-vel, ja!


   Engstrand. 

Men fruentimmer må der være i huset, det er grejt som dagen, det. For om kvellerne skal vi jo ha’ det lidt morosomt med sang og dans og sligt noget. Du må sanse på, det er vejfarendes sjømænder på verdens hav. (nærmere) Vær nu ikke dum og stå dig selv ivejen, Regine. Hvad kan det bli’ til med dig herude? Kan det nytte dig til noget, at fruen har kostet lærdom på dig? Du skal jo passe ungerne på det nye asylet, hører jeg. Er det noget for dig, det? 16Har du slig glupendes lyst til at gå og slide dig helseløs for de skidne ungernes skyld?


   Regine. 

Nej, gik det som jeg havde lyst til, så –. Nå, det kan vel komme. Det kan vel komme!


   Engstrand. 

Hvad for noget er det, som kan komme?


   Regine. 

Bry’ dig aldrig om det. – Er det mange penge, du har lagt dig op herude?


   Engstrand. 

I et og alt kan det vel bli’ så en syv– otte hundrede kroner.


   Regine. 

Det er ikke så ilde.


   Engstrand. 

Det er nok til at sætte sig ivej med, det, barnet mit.


   Regine. 

Tænker du ikke på at gi’ mig noget af de pengene?


   Engstrand. 

Nej Gu’ tænker jeg ikke på det, nej.


   Regine. 

Tænker du ikke på at sende mig så my’ som et stakkers kjoletøj engang?


   17Engstrand. 

Kom bare og vær med mig ind til byen, du, så kan du få kjoletøjer nok.


   Regine. 

Pyt, det kan jeg gøre på egen hånd, hvis jeg har lyst til det.


   Engstrand. 

Nej, ved en fars vejledendes hånd, det er bedre, Regine. Nu kan jeg få et pent hus i Lille Havnegaden. Der skal ikke mange kontanter til; og der kunde bli’ som et slags sjømandshjem, ser du.


   Regine. 

Men jeg vil ikke være hos dig! Jeg har ikke noget med dig at bestille. Gå så!


   Engstrand. 

Du blev fan’ ikke længe hos mig, barnet mit. Det var nok ikke vel. Hvis du forstod at te dig da. Så vakker en tøs, som du er ble’t på de sidste par år –


   Regine. 

Nå –?


   Engstrand. 

Det vilde nok ikke vare længe før der kom en styrmand, – ja, kanske en kaptejn –


   18Regine. 

Jeg vil ikke gifte mig med slige nogen. Sjømændene har ingen savoir vivre.


   Engstrand. 

Hvad har de ikke for noget?


   Regine. 

Jeg kender sjømændene, siger jeg. Det er ikke folk til at gifte sig med.


   Engstrand. 

Så la’ bli’ å gifte dig med dem. Det kan lønne sig ligevel. (fortroligere) Han – Engelskmanden – han med lystkutteren – han gav tre hundrede speciedaler, han; – og hun var ikke vakkrere, hun, end du.


   Regine  (imod ham).

Ud med dig!


   Engstrand  (viger).

Nå, nå; du vil da vel ikke slå, ved jeg.


   Regine. 

Jo! Snakker du om mor, så slår jeg. Ud med dig, siger jeg! (driver ham op mod havedøren.) Og smeld ikke med dørene; den unge herr Alving –


   19Engstrand. 

Han sover, ja. Det er svært som du bryr dig om den unge herr Alving. – (sagtere.) Hoho; det skulde da vel aldrig være så, at han –?


   Regine. 

Ud, og det fort! Du er ør, menneske! Nej, gå ikke den vejen. Der kommer pastor Manders. Nedover køkkentrappen med dig.


   Engstrand  (mod højre).

Ja ja, jeg skal så gøre. Men snak så med ham, som der kommer. Han er mand for at sige dig, hvad et barn skylder sin far. For jeg er nu din far ligevel, ser du. Det kan jeg bevise af kirkebogen.

han går ud gennem den anden dør, som Regine har åbnet og igen lukker efter ham.)

   Regine  (ser sig hastigt i spejlet, vifter sig med lommetørklædet og retter på sit kravebånd; derpå gir hun sig ifærd med blomsterne).
(Pastor Manders, i overfrakke og med paraply, samt med en liden rejsetaske i en rem over skuldren, kommer gennem havedøren ind i blomsterværelset.)

   Pastor Manders. 

Goddag, jomfru Engstrand.


   Regine  (vender sig glad overrasket).

Nej se, goddag, herr pastor! Er dampskibet alt kommet?


   20Pastor Manders. 

Det kom nu netop. (går ind i havestuen.) Det er dog et fortrædeligt regnvejr vi har nu om dagene.


   Regine  (følger ham).

Det er et så velsignet vejr for landmanden, herr pastor.


   Pastor Manders. 

Ja, det har De visst ret i. Det tænker vi byfolk så lidet på.

(han begynder at drage overfrakken af.)

   Regine. 

Å, må ikke jeg hjælpe? – Se så. Nej, hvor våd den er! Nu skal jeg bare hænge den op i forstuen. Og så paraplyen –; den skal jeg slå op, så den kan bli’ tør.

(Hun går ud med sagerne gennem den anden dør tilhøjre. Pastor Manders tager rejsetasken af og lægger den og hatten på en stol. Imidlertid kommer Regine ind igen.)

   Pastor Manders. 

Ah, det gjorde rigtig godt at komme i hus. Nå, her står dog alting vel til på gården?


   Regine. 

Jo, mange tak.


   Pastor Manders. 

Men dygtig travlt, kan jeg tænke, i anledning af imorgen?


   21Regine. 

Å ja, her er jo en del at gøre.


   Pastor Manders. 

Og fru Alving er forhåbentlig hjemme?


   Regine. 

Ja kors; hun er bare ovenpå og passer chokoladen til den unge herren.


   Pastor Manders. 

Ja sig mig –, jeg hørte nede ved stoppestedet, at Osvald skal være kommen.


   Regine. 

Ja, han kom iforgårs. Vi havde ikke ventet ham før som idag.


   Pastor Manders. 

Og frisk og rask, vil jeg håbe?


   Regine. 

Jo tak, det er han nok. Men gruelig træt efter rejsen. Han har faret i et kør lige fra Paris –; jeg mener, han har kørt hele routen med et og samme træn. Jeg tror nok han sover lidt nu, så vi må nok tale en liden bitte smule sagte.


   Pastor Manders. 

Hys, vi skal være så stille.


   22Regine  (idet hun flytter en lænestol tilrette ved bordet).

Og så vær så god og sæt Dem, herr pastor, og gør Dem det mageligt. (han sætter sig; hun flytter en skammel under hans fødder.) Se så! Sidder herr pastoren nu godt?


   Pastor Manders. 

Tak, tak; jeg sidder fortræffeligt. (betragter hende.) Hør, ved De hvad, jomfru Engstrand, jeg tror tilforladelig De er vokset siden jeg så Dem sidst.


   Regine. 

Synes herr pastoren det? Fruen siger, at jeg har lagt mig ud også.


   Pastor Manders. 

Lagt Dem ud? Nå ja, kanske lidt; – så passeligt.

(kort ophold.)

   Regine. 

Skal jeg kanske sige fruen til?


   Pastor Manders. 

Tak, tak, det haster ikke, mit kære barn. – Nå, men sig mig nu, min gode Regine, hvorledes går det så Deres far herude?


   Regine. 

Jo tak, herr pastor, det går ham nokså bra’.


   23Pastor Manders. 

Han var indom hos mig, da han sidst var i byen.


   Regine. 

Nej, var han det? Han er altid så glad, når han får tale med pastoren.


   Pastor Manders. 

Og De ser da vel flittigt ned til ham om dagene?


   Regine. 

Jeg? Jo, det gør jeg nok; så tidt jeg får stunder så –


   Pastor Manders. 

Deres far er ingen rigtig stærk personlighed, jomfru Engstrand. Han trænger så inderligt til en ledende hånd.


   Regine. 

Å ja, det kan gerne være, det.


   Pastor Manders. 

Han trænger til at ha’ nogen om sig, som han kan holde af, og hvis omdømme han kan lægge vægt på. Han erkendte det selv så trohjertigt, da han sidst var oppe hos mig.


   Regine. 

Ja, han har snakket til mig om noget sligt. Men jeg ved ikke, om fru Alving vil være af 24med mig, – helst nu, da vi får det nye asylet at styre med. Og så vilde jeg så gruelig nødig fra fru Alving også, for hun har da altid været så snil imod mig.


   Pastor Manders. 

Men den datterlige pligt, min gode pige –. Naturligvis måtte vi først indhente Deres frues samtykke.


   Regine. 

Men jeg ved ikke, om det går an for mig, i min alder, at styre huset for en enslig mandsperson.


   Pastor Manders. 

Hvad! Men kære jomfru Engstrand, det er jo Deres egen far, her er tale om!


   Regine. 

Ja, det kan så være, men alligevel –. Ja, hvis det var i et godt hus og hos en rigtig reel herre –


   Pastor Manders. 

Men, min kære Regine –


   Regine. 

– en, som jeg kunde nære hengivenhed for og se op til og være ligesom i datters sted –


   Pastor Manders. 

Ja, men mit kære gode barn –


   25Regine. 

For så vilde jeg nok gerne ind til byen. Herude er det svært ensomt, – og herr pastoren ved jo selv, hvad det vil sige at stå ensom i verden. Og det tør jeg nok sige, at jeg er både flink og villig. Ved ikke herr pastoren nogen slig plads for mig?


   Pastor Manders. 

Jeg? Nej, tilforladelig, om jeg det ved.


   Regine. 

Men kære, kære herr pastor, – tænk ialfald på mig, dersom at –


   Pastor Manders  (rejser sig).

Jo, det skal jeg nok, jomfru Engstrand.


   Regine. 

Ja, for hvis jeg –


   Pastor Manders. 

Vil De kanske være så snil at hente fruen?


   Regine. 

Nu skal hun komme straks, herr pastor.

(hun går ud til venstre.)

   Pastor Manders  (går et par gange op og ned i stuen, står en stund i baggrunden med hænderne på ryggen og ser ud i haven. Derefter kommer han atter i nærheden af bordet, tar en bog og ser på titelbladet, studser og ser på flere):

Hm, – ja så!

26
(Fru Alving kommer ind gennem døren på venstre side. Hun er fulgt af Regine, som straks går ud gennem den forreste dør tilhøjre.)

   Fru Alving  (rækker ham hånden).

Velkommen, herr pastor.


   Pastor Manders. 

Goddag, frue. Her har De mig, som jeg loved.


   Fru Alving. 

Altid på klokkeslettet.


   Pastor Manders. 

Men De kan tro, det kneb for mig at slippe bort. Alle de velsignede kommissjoner og bestyrelser, jeg sidder i –


   Fru Alving. 

Desto snillere var det af Dem, at De kom så betids. Nu kan vi få vore forretninger afgjort, før vi spiser middag. Men hvor har De Deres koffert?


   Pastor Manders  (hurtigt).

Mit tøj står nede hos landhandleren. Jeg blir der inat.


   Fru Alving  (undertrykker et smil).

Er De virkelig ikke at formå til at overnatte hos mig dennegang heller?


   27Pastor Manders. 

Nej, nej, frue; ellers så mange tak; jeg blir dernede, som jeg plejer. Det er så bekvemt, når jeg skal ombord igen.


   Fru Alving. 

Nå, De skal få ha’ Deres vilje. Men jeg synes da rigtignok ellers, at vi to gamle mennesker –


   Pastor Manders. 

Å Gud bevares, hvor De spøger. Ja, De er naturligvis overstadig glad idag. Først festdagen imorgen, og så har De jo fåt Osvald hjem.


   Fru Alving. 

Ja tænk Dem, hvilken lykke for mig! Det er nu over to år siden han var hjemme sidst. Og så har han lovet at bli’ hos mig hele vinteren over.


   Pastor Manders. 

Nej, har han det? Det var jo smukt og sønligt gjort af ham. For det må vel være ganske anderledes tiltrækkende at leve i Rom og Paris, kan jeg tænke mig.


   Fru Alving. 

Ja, men her hjemme har han sin mor, ser De. Å min kære velsignede gut, – han har nok hjerte for sin mor, han!


   28Pastor Manders. 

Det vilde jo også være altfor sørgeligt, om adskillelse og syslen med sådanne ting som kunst skulde sløve så naturlige følelser.


   Fru Alving. 

Ja, det må De nok sige. Men nej såmæn har ikke det nogen nød med ham, ikke. Ja, nu skal det rigtig more mig at se, om De kan kende ham igen. Han kommer ned siden; nu ligger han bare oppe og hviler sig lidt på sofaen. – Men sæt Dem nu ned, min kære herr pastor.


   Pastor Manders. 

Tak. Det er Dem altså belejligt –?


   Fru Alving. 

Ja visst er det så.

(hun sætter sig ved bordet.)

   Pastor Manders. 

Godt; så skal De da se –. (går hen til stolen, hvor rejsetasken ligger, tar en pakke papirer op af den, sætter sig på den modsatte side af bordet og søger en ryddig plads for papirerne.) Her har vi nu for det første –. (afbrydende.) Sig mig, fru Alving, hvorledes kommer de bøger her?


   Fru Alving. 

De bøger? Det er bøger, som jeg læser i.


   Pastor Manders. 

Læser De den slags skrifter?


   29Fru Alving. 

Ja såmæn gør jeg det.


   Pastor Manders. 

Føler De, at De blir bedre eller lykkeligere ved den slags læsning?


   Fru Alving. 

Jeg synes, at jeg blir ligesom tryggere.


   Pastor Manders. 

Det var mærkeligt. Hvorledes det?


   Fru Alving. 

Jo, jeg får ligesom forklaring og bekræftelse på mangt og meget af det, jeg selv går og tænker mig. Ja for det er det underlige, pastor Manders, – der er egentlig sletikke noget nyt i disse bøger; der står ikke andet end det, som de fleste mennesker tænker og tror. Det er bare det, at de fleste mennesker ikke gør sig rede for det eller ikke vil være ved det.


   Pastor Manders. 

Nå du min Gud! Tror De for ramme alvor, at de fleste mennesker –?


   Fru Alving. 

Ja, det tror jeg rigtignok.


   Pastor Manders. 

Ja, men dog ikke her i landet vel? Ikke her hos os?


   30Fru Alving. 

A jo såmæn, her hos os også.


   Pastor Manders. 

Nå, det må jeg rigtignok sige –!


   Fru Alving. 

Men hvad har De da forresten egentlig at indvende imod de bøger?


   Pastor Manders. 

Indvende? De tror dog vel ikke, at jeg beskæftiger mig med at granske sådanne frembringelser?


   Fru Alving. 

Det vil sige, De kender sletikke, hvad De fordømmer?


   Pastor Manders. 

Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrifter for at misbillige dem.


   Fru Alving. 

Ja men Deres egen mening –


   Pastor Manders. 

Kære frue, der er mangfoldige tilfælde i livet, da man må forlade sig på andre. Det er nu engang således her i verden; og det er godt. Hvorledes skulde det ellers gå med samfundene?


   Fru Alving. 

Nej-nej; De kan ha’ ret i det.


   31Pastor Manders. 

Forresten benægter jeg naturligvis ikke, at der kan være adskilligt tiltrækkende ved deslige skrifter. Og jeg kan jo heller ikke fortænke Dem i, at De ønsker at gøre Dem bekendt med de åndelige strømninger, som efter sigende foregår ude i den store verden, – hvor De jo har ladet Deres søn færdes så længe. Men –


   Fru Alving. 

Men –?


   Pastor Manders  (sænker stemmen).

Men man taler ikke om det, fru Alving. Man behøver dog virkelig ikke at gøre alle og enhver regnskab for, hvad man læser og hvad man tænker indenfor sine fire vægge.


   Fru Alving. 

Nej, naturligvis; det mener jeg også.


   Pastor Manders. 

Tænk nu bare, hvilke hensyn De skylder dette asyl, som De beslutted at oprette på en tid, da Deres meninger om de åndelige ting var såre afvigende fra nu; – så vidt jeg kan skønne da.


   Fru Alving. 

Ja ja, det indrømmer jeg fuldkommen. Men det var om asylet –


   Pastor Manders. 

Det var om asylet vi skulde tale, ja. Altså – forsigtighed, kære frue! Og nu går vi da 32over til vore forretninger. (åbner omslaget og tar en del papirer ud.) Ser De disse her?


   Fru Alving. 

Dokumenterne?


   Pastor Manders. 

Allesammen. Og i fuld stand. De kan tro, det har holdt hårdt at få dem i rette tid. Jeg har formelig måttet presse på. Autoriteterne er jo næsten pinlig samvittighedsfulde, når det gælder afgørelser. Men her har vi dem altså. (blader i bunken.) Se her er thinglæst skøde på gårdparten Solvik, under herregården Rosenvold, med påstående nyopførte husebygninger, skolelokale, lærerbolig og kapel. Og her er approbationen på legatet og på statuterne for stiftelsen. Vil De se – (læser:) Statuter for børnehjemmet «Kaptejn Alvings minde».


   Fru Alving  (ser længe på papiret).

Der er det altså.


   Pastor Manders. 

Jeg har valgt betegnelsen kaptejn og ikke kammerherre. Kaptejn ser mere bramfrit ud.


   Fru Alving. 

Ja ja, ganske som De synes.


   33Pastor Manders. 

Og her har De sparebankbogen over den rentebærende kapital, som er afsat for at dække asylets driftsomkostninger.


   Fru Alving. 

Tak; men vær så snil at beholde den for bekvemheds skyld.


   Pastor Manders. 

Meget gerne. Jeg tænker, vi lar pengene bli’ stående i sparebanken for det første. Rentefoden er jo ikke meget tillokkende; fire procent på sex måneders opsigelse. Hvis man senere kunde komme over en god panteobligation, – det måtte naturligvis være første prioritet og et papir af utvilsom sikkerhed, – så kunde vi jo nærmere tales ved.


   Fru Alving. 

Ja ja, kære pastor Manders, alt det skønner De bedst.


   Pastor Manders. 

Jeg skal ialfald ha’ øjnene med mig. – Men så er der en ting til, som jeg flere gange har tænkt at spørge Dem om.


   Fru Alving. 

Og hvad er det for noget?


   Pastor Manders. 

Skal asylbygningerne assureres eller ikke?


   34Fru Alving. 

Ja naturligvis må de assureres.


   Pastor Manders. 

Ja, stop lidt, frue. Lad os se noget nærmere på sagen.


   Fru Alving. 

Jeg holder alting assureret, både bygninger og løsøre og avling og besætning.


   Pastor Manders. 

Selvfølgelig. På Deres egne ejendomme. Det samme gør jeg også, – naturligvis. Men her, ser De, er det en ganske anden sag. Asylet skal jo dog ligesom helliges til en højere livsopgave.


   Fru Alving. 

Ja men fordi om –


   Pastor Manders. 

For mit eget personlige vedkommende vilde jeg sandeligen ikke finde det ringeste anstødeligt i at sikre os imod alle muligheder –


   Fru Alving. 

Nej, det synes rigtignok jeg også.


   Pastor Manders. 

– men hvorledes har det sig med stemningen hos folket her ude omkring? Den kender jo De bedre end jeg.


   35Fru Alving. 

Hm, stemningen –


   Pastor Manders. 

Er her noget betragteligt antal af meningsberettigede, – af virkelig meningsberettigede, som kunde ta’ anstød af det?


   Fru Alving. 

Ja, hvad forstår De egentlig ved virkelig meningsberettigede?


   Pastor Manders. 

Nå, jeg tænker nærmest på mænd i såvidt uafhængige og indflydelsesrige stillinger, at man ikke godt kan undlade at tillægge deres meninger en viss vægt.


   Fru Alving. 

Af sådanne findes her adskillige, som kanske nok kunde ta’ anstød, ifald –


   Pastor Manders. 

Nå, ser De bare! Inde i byen har vi mangfoldige af den slags. Tænk blot på alle min embedsbroders tilhængere! Man kunde virkelig så såre let komme til at opfatte det, som om hverken De eller jeg havde den rette tillid til en højere styrelse.


   Fru Alving. 

Men for Deres vedkommende, kære herr pastor, ved De da ialfald med Dem selv at –


   36Pastor Manders. 

Ja jeg ved; jeg ved; – jeg har min gode bevidsthed, det er sandt nok. Men vi vilde alligevel ikke kunne hindre en vrang og ufordelagtig udlægning. Og en sådan kunde igen lettelig komme til at øve en hæmmende indflydelse på selve asylgerningen.


   Fru Alving. 

Ja, skulde det bli’ tilfældet, så –


   Pastor Manders. 

Jeg kan heller ikke ganske bortsé fra den vanskelige, – ja, jeg kan gerne sige pinlige stilling, jeg muligens vilde komme i. I byens ledende kredse beskæftiger man sig meget med denne asylsag. Asylet er jo delvis oprettet til gavn for byen også, og forhåbentlig vil det i en ikke ubetragtelig grad komme til at lette vore komunale fattigbyrder. Men da nu jeg har været Deres rådgiver og har styret det forretningsmæssige ved sagen, så må jeg befrygte, at de nidkære først og fremst vilde kaste sig over mig


   Fru Alving. 

Ja, det bør De ikke udsætte Dem for.


   Pastor Manders. 

Ikke at tale om de angreb, der utvilsomt vilde blive rettet imod mig i visse blade og tidsskrifter, som –


   37Fru Alving. 

Nok, kære pastor Manders; det hensyn er aldeles afgørende.


   Pastor Manders. 

De vil altså ikke, at der skal assureres?


   Fru Alving. 

Nej; vi lar det være.


   Pastor Manders  (læner sig tilbage i stolen).

Men hvis nu ulykken engang var ude? En kan jo aldrig vide –. Vilde De så kunne oprette skaden igen?


   Fru Alving. 

Nej, det siger jeg Dem rent ud, det vilde jeg aldeles ikke.


   Pastor Manders. 

Ja men ved De hvad, fru Alving, – da er det igrunden et betænkeligt ansvar vi tar på os.


   Fru Alving. 

Men synes De da, at vi kan andet?


   Pastor Manders. 

Nej, det er just tingen; vi kan egentlig ikke andet. Vi bør dog ikke udsætte os for et skævt omdømme; og vi har på ingen måde lov til at vække forargelse i menigheden.


   38Fru Alving. 

De, som prest, ialfald ikke.


   Pastor Manders. 

Og jeg synes da virkelig også, vi må stole på, at en sådan anstalt har lykken med sig, – ja, at den står under en særlig beskærmelse.


   Fru Alving. 

Lad os håbe det, pastor Manders.


   Pastor Manders. 

Skal vi altså la’ det stå til?


   Fru Alving. 

Ja visst skal vi så.


   Pastor Manders. 

Godt. Som De vil. (noterer.) Altså – ikke assurere.


   Fru Alving. 

Det var ellers underligt, at De kom til at tale om dette her netop idag –


   Pastor Manders. 

Jeg har tidt tænkt at spørge Dem om det –


   Fru Alving. 

– for igår havde vi sånær fåt en ildebrand dernede.


   Pastor Manders. 

Hvad for noget!


   39Fru Alving. 

Nå, det havde forresten ingenting på sig. Der var gåt ild i noget høvlflis i snedkerværkstedet.


   Pastor Manders. 

Hvor Engstrand arbejder?


   Fru Alving. 

Ja. Han skal mangengang være så uforsigtig med fyrstikker, siges der.


   Pastor Manders. 

Han har så mange ting i hodet, den mand, – så mange slags anfægtelser. Gud ske lov, han beflitter sig jo nu på at føre et ulasteligt levnet, hører jeg.


   Fru Alving. 

Så? Hvem siger det?


   Pastor Manders. 

Det har han selv forsikkret mig. Og en flink arbejder er han jo også.


   Fru Alving. 

Å ja, sålænge han er ædru –


   Pastor Manders. 

Ja, den sørgelige svaghed! Men han er mangengang nødt til det for sit dårlige bens skyld, siger han. Sidste gang han var i byen, 40blev jeg virkelig rørt over ham. Han kom op til mig og takked mig så inderligt, fordi jeg havde skaffet ham arbejde her, så han kunde få være sammen med Regine.


   Fru Alving. 

Hende ser han nok ikke meget til.


   Pastor Manders. 

Jo, han taler med hende hver dag, det sad han selv og fortalte mig.


   Fru Alving. 

Ja ja, kan være.


   Pastor Manders. 

Han føler så godt, at han trænger til nogen, som kan holde ham tilbage, når fristelsen nærmer sig. Det er det elskelige ved Jakob Engstrand, dette, at han kommer så rent hjælpeløs til en og anklager sig selv og bekender sin skrøbelighed. Sidst han var oppe og talte med mig –. Hør, fru Alving, hvis det skulde være ham en hjertets fornødenhed at få Regine hjem til sig igen –


   Fru Alving  (rejser sig hurtigt).

Regine!


   Pastor Manders. 

– så må De ikke sætte Dem imod det.


   41Fru Alving. 

Jo, det sætter jeg mig rigtignok imod. Og desuden, – Regine skal jo ha’ en stilling ved asylet.


   Pastor Manders. 

Men betænk, han er dog hendes far –


   Fru Alving. 

Å, jeg ved bedst, hvad slags far han har været for hende. Nej, til ham skal hun aldrig komme med min gode vilje.


   Pastor Manders  (rejser sig).

Men kære frue, tag det da ikke så hæftigt. Det er så sørgeligt, hvorledes De miskender snedker Engstrand. Det er jo som om De blev rent forskrækket –


   Fru Alving  (stillere).

Det kan være det samme. Jeg har taget Regine til mig, og hos mig blir hun. (lytter.) Hys, kære pastor Manders, tal ikke mere om dette her. (Glæden lyser op i hende.) Hør! Der kommer Osvald i trappen. Nu vil vi bare tænke på ham.

(Osvald Alving, i en let overfrakke, med hat i hånden og røgende af en stor merskumspibe, kommer ind gennem døren tilvenstre.)

   Osvald  (blir stående ved døren).

Å om forladelse – jeg trode man sad i kontoret. (kommer nærmere.) Goddag, herr pastor.


   42Pastor Manders  (stirrende).

Ah –! Det var da mærkværdigt –


   Fru Alving. 

Ja, hvad siger De om ham der, pastor Manders.


   Pastor Manders. 

Jeg siger, – jeg siger –. Nej, men er det da virkelig –?


   Osvald. 

Jo, det er virkelig den forlorne søn, herr pastor.


   Pastor Manders. 

Men min kære unge ven –


   Osvald. 

Nå, den hjemkomne søn da.


   Fru Alving. 

Osvald tænker på dengang De havde så meget imod, at han blev maler.


   Pastor Manders. 

For menneskelige øjne kan jo mangt et skridt se betænkeligt ud, som siden alligevel –. (ryster hans hånd.) Nå, velkommen, velkommen! Nej, min kære Osvald –. Ja, jeg må da nok få kalde Dem ved fornavn?


   Osvald. 

Ja, hvad skulde De ellers kalde mig?


   43Pastor Manders. 

Godt. Det var det, jeg vilde sige, min kære Osvald, – De må ikke tro om mig, at jeg ubetinget fordømmer kunstnerstanden. Jeg antager, der er mange, som kan bevare sit indre menneske ufordærvet i den stand også.


   Osvald. 

Vi bør håbe det.


   Fru Alving  (strålende fornøjet).

Jeg ved en, som har bevaret både sit indre og sit ydre menneske ufordærvet. Se bare på ham, pastor Manders.


   Osvald  (driver opover gulvet).

Ja ja, kære mor, lad nu det være.


   Pastor Manders. 

Nå tilforladelig – det kan ikke nægtes. Og så har De jo alt begyndt at få et navn. Aviserne har ofte talt om Dem, og det så overmåde gunstigt. Ja, det vil sige – i den senere tid synes jeg det har været ligesom lidt stille.


   Osvald  (oppe ved blomsterne).

Jeg har ikke fåt male så meget på det sidste.


   Fru Alving. 

En maler må jo også hvile sig imellem.


   44Pastor Manders. 

Jeg kan tænke mig det. Og så forbereder man sig og samler kræfter til noget stort.


   Osvald. 

Ja. – Mor, skal vi snart spise?


   Fru Alving. 

Om en liden halv time. Madlyst har han da, Gud ske lov.


   Pastor Manders. 

Og smag for tobak også.


   Osvald. 

Jeg fandt fars pibe oppe på kammeret og så –


   Pastor Manders. 

Aha, der har vi det altså!


   Fru Alving. 

Hvilket?


   Pastor Manders. 

Da Osvald kom der i døren med piben i munden, var det som jeg så hans far lyslevende.


   Osvald. 

Nej virkelig?


   Fru Alving. 

Å, hvor kan De dog sige det! Osvald slægter jo mig på.


   45Pastor Manders. 

Ja; men der er et drag ved mundvigerne, noget ved læberne, som minder så grangiveligt om Alving – ialfald nu han røger.


   Fru Alving. 

Aldeles ikke. Osvald har snarere noget presteligt ved munden, synes jeg.


   Pastor Manders. 

Å ja, å ja; adskillige af mine embedsbrødre har et lignende drag.


   Fru Alving. 

Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg vil ikke ha’ røg herinde.


   Osvald  (gør så).

Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg har engang røgt af den som barn.


   Fru Alving. 

Du?


   Osvald. 

Ja. Jeg var ganske liden dengang. Og så husker jeg, jeg kom op på kammeret til far en aften, han var så glad og lystig.


   Fru Alving. 

Å, du husker ingenting fra de år.


   46Osvald. 

Jo, jeg husker tydeligt, han tog og satte mig på knæet og lod mig røge af piben. Røg, gut, sa’ han, – røg dygtigt, gut! Og jeg røgte alt hvad jeg vandt, til jeg kendte jeg blev ganske bleg og sveden brød ud i store dråber på panden. Da lo han så hjertelig godt –


   Pastor Manders. 

Det var da højst besynderligt.


   Fru Alving. 

Kære, det er bare noget Osvald har drømt.


   Osvald. 

Nej, mor, jeg har aldeles ikke drømt det. For – kan du ikke huske det – så kom du ind og bar mig ud i barnekammeret. Der fik jeg ondt og jeg så, at du græd. – Gjorde far ofte slige spilopper?


   Pastor Manders. 

I sin ungdom var han en særdeles livsglad mand –


   Osvald. 

Og fik endda udrettet så meget her i verden. Så meget godt og nyttigt; ikke ældre end han blev.


   Pastor Manders. 

Ja, De har i sandhed taget en virksom og værdig mands navn i arv, min kære Osvald Alving. Nå, det vil forhåbentlig være Dem en spore –


   47Osvald. 

Det burde så være, ja.


   Pastor Manders. 

Det var ialfald smukt af Dem, at De kom hjem til hans hædersdag.


   Osvald. 

Mindre kunde jeg da ikke gøre for far.


   Fru Alving. 

Og at jeg får beholde ham så længe; – det er nu det aller smukkeste af ham.


   Pastor Manders. 

Ja, De blir jo hjemme vinteren over, hører jeg.


   Osvald. 

Jeg blir hjemme på ubestemt tid, herr pastor. – Å, det er dog dejligt at være kommen hjem!


   Fru Alving  (strålende).

Ja, ikke sandt, du?


   Pastor Manders  (ser deltagende på ham).

De kom tidligt ud i verden, min kære Osvald.


   Osvald. 

Jeg gjorde det. Undertiden tænker jeg, om det ikke var for tidligt.


   48Fru Alving. 

Å sletikke. Det har en rask gut netop godt af. Og især en, som er eneste barn. Slig en skal ikke gå hjemme hos mor og far og bli’ forkælet.


   Pastor Manders. 

Det er et såre omtvisteligt spørsmål, fru Alving. Fædrenehjemmet er og blir dog barnets rette tilholdssted.


   Osvald. 

Det må jeg rigtignok være enig med pastoren i.


   Pastor Manders. 

Se nu bare til Deres egen søn. Ja, vi kan jo godt tale om det i hans nærværelse. Hvad har følgen været for ham? Han er bleven sex –syv og tyve år gammel og har aldrig fåt anledning til at lære et ordentligt hjem at kende.


   Osvald. 

Om forladelse, herr pastor, – der tar De aldeles fejl.


   Pastor Manders. 

Så? Jeg trode, De havde færdedes sågodtsom udelukkende i kunstnerkredsene.


   Osvald. 

Det har jeg også.


   Pastor Manders. 

Og mest iblandt de yngre kunstnere.


   49Osvald. 

Å ja vel.


   Pastor Manders. 

Men jeg trode, de fleste af de folk ikke havde råd til at stifte familje og grundlægge et hjem.


   Osvald. 

Der er adskillige af dem, som ikke har råd til at gifte sig, herr pastor.


   Pastor Manders. 

Ja, det er jo det, jeg siger.


   Osvald. 

Men de kan jo derfor ha’ et hjem. Og det har også en og anden; og det et meget ordentligt og et meget hyggeligt hjem.


   Fru Alving  (følger spændt med, nikker men siger intet).

   Pastor Manders. 

Men det er jo ikke ungkarlshjem, jeg taler om. Ved et hjem forstår jeg et familjehjem, hvor en mand lever med sin hustru og sine børn.


   Osvald. 

Ja; eller med sine børn og med sine børns mor.


   Pastor Manders  (studser; slår hænderne sammen).

Men du forbarmende –!


   50Osvald. 

Nå?


   Pastor Manders. 

Lever sammen med – sine børns mor!


   Osvald. 

Ja, vilde De da heller, han skulde forstøde sine børns mor?


   Pastor Manders. 

Det er altså om ulovlige forhold, De taler! Om disse såkaldte vilde ægteskaber!


   Osvald. 

Jeg har aldrig mærket noget særlig vildt ved de folks samliv.


   Pastor Manders. 

Men hvor er det muligt, at en – en blot nogenlunde vel opdragen mand eller ung kvinde kan bekvemme sig til at leve paa den måde – lige for almenhedens øjne!


   Osvald. 

Men hvad skal de da gøre? En fattig ung kunstner, – en fattig ung pige –. Det koster mange penge at gifte sig. Hvad skal de så gøre?


   Pastor Manders. 

Hvad de skal gøre? Jo, herr Alving, jeg skal sige Dem, hvad de skal gøre. De skulde holdt sig fra hinanden fra først af, – skulde de!


   51Osvald. 

Den tale kommer De ikke langt med hos unge, varmblodigede, forelskede mennesker.


   Fru Alving. 

Nej, den kommer De ikke langt med!


   Pastor Manders  (vedblivende).

Og så at autoriteterne tåler sådant noget! At det får lov til at ske åbenlyst! (foran fru Alving.) Havde jeg så ikke årsag til at være inderlig bekymret for Deres søn. I kredse, hvor den utilhyllede usædelighed går i svang og ligesom har fåt hævd –


   Osvald. 

Jeg vil sige Dem noget, herr pastor. Jeg har været en stadig søndagsgæst i et par slige uregelmæssige hjem –


   Pastor Manders. 

Og det om søndagene!


   Osvald. 

Ja, da skal man jo more sig. Men aldrig har jeg der hørt et anstødeligt ord, og endnu mindre har jeg været vidne til noget, som kunde kaldes usædeligt. Nej; ved De når og hvor jeg har truffet usædeligheden i kunstnerkredsene?


   Pastor Manders. 

Nej, Gud være lovet!


   52Osvald. 

Nå, da skal jeg tillade mig at sige det. Jeg har truffet den, når en og anden af vore mønstergyldige ægtemænd og familjefædre kom derned for at se sig om en smule på egen hånd – og så gjorde kunstnerne den ære at opsøge dem i deres tarvelige knejper. Da kunde vi få vide besked. De herrer vidste at fortælle os både om steder og om ting, som vi aldrig havde drømt om.


   Pastor Manders. 

Hvad? Vil De påstå, at hæderlige mænd her hjemmefra skulde –?


   Osvald. 

Har De aldrig, når deslige hæderlige mænd kom hjem igen, har De aldrig hørt dem udtale sig om den overhåndtagende usædelighed udenlands?


   Pastor Manders. 

Jo, naturligvis –


   Fru Alving. 

Det har jeg også hørt.


   Osvald. 

Ja, man kan trygt tro dem på ordet. Der er sagkyndige folk iblandt. (griber sig om hodet.) Å – at det skønne, herlige frihedsliv derude, – at det skal således tilsøles.


   53Fru Alving. 

Du må ikke forivre dig, Osvald; du har ikke godt af det.


   Osvald. 

Nej, du har ret i det, mor. Det er nok ikke sundt for mig. Det er den fordømte trætheden, ser du. Ja, nu går jeg en liden tur før bordet. Undskyld, herr pastor; De kan ikke sætte Dem ind i det; men det kom således over mig.

(han går ud gennem den anden dør tilhøjre.)

   Fru Alving. 

Min stakkers gut –!


   Pastor Manders. 

Ja, det må De nok sige. Så vidt er det altså kommet med ham!


   Fru Alving  (ser på ham og tier).

   Pastor Manders  (går op og ned).

Han kaldte sig den forlorne søn. Ja, desværre, – desværre!


   Fru Alving  (ser fremdeles på ham).

   Pastor Manders. 

Og hvad siger De til alt dette?


   54Fru Alving. 

Jeg siger, at Osvald havde ret i hvert eneste ord.


   Pastor Manders  (standser).

Ret? Ret! I sådanne grundsætninger!


   Fru Alving. 

Her i min ensomhed er jeg kommen til at tænke ligedan, herr pastor. Men jeg har aldrig dristet mig til at røre ved det. Nu, godt og vel; min gut skal tale for mig.


   Pastor Manders. 

De er en beklagelsesværdig kvinde, fru Alving. Men nu vil jeg tale et alvorsord til Dem. Nu er det ikke længer Deres forretningsfører og rådgiver, ikke Deres og Deres afdøde mands ungdomsven, som står for Dem. Det er presten, således, som han stod for Dem i det mest forvildede øjeblik i Deres liv.


   Fru Alving. 

Og hvad er det, presten har at sige mig?


   Pastor Manders. 

Jeg vil først ryste op i Deres erindring, frue. Tidspunktet er vel valgt. Imorgen er det tiårsdagen efter Deres mands død; imorgen skal hædersmindet afsløres over den bortgangne; imorgen skal jeg tale til hele den forsamlede skare; – men idag vil jeg tale til Dem alene.


   55Fru Alving. 

Godt, herr pastor; tal!


   Pastor Manders. 

Mindes De, at De efter knapt et års ægteskab stod på afgrundens yderste rand? At De forlod Deres hus og hjem, – at De flygted fra Deres mand; – ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det?


   Fru Alving. 

Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg følte mig i dette første år?


   Pastor Manders. 

Det er just den rette oprørsånd at kræve lykken her i livet. Hvad ret har vi mennesker til lykken? Nej, vi skal gøre vor pligt, frue! Og Deres pligt var at holde fast ved den mand, som De engang havde valgt og til hvem De var knyttet ved hellige bånd.


   Fru Alving. 

De ved godt, hvad slags liv Alving førte i den tid; hvilke udskejelser han gjorde sig skyldig i.


   Pastor Manders. 

Jeg ved såre vel, hvilke rygter der gik om ham; og jeg er den, som mindst af alle billiger hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne 56medførte sandhed. Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som en højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader den snublende, som De skulde have støttet, går hen og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og – er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.


   Fru Alving. 

Andres? En andens, mener De nok.


   Pastor Manders. 

Det var overmåde hensynsløst af Dem at søge tilflugt hos mig.


   Fru Alving. 

Hos vor prest? Hos vor husven?


   Pastor Manders. 

Mest derfor. – Ja, tak De Deres herre og Gud, at jeg besad den fornødne fasthed, – at jeg fik Dem fra Deres overspændte forehavender og at det blev mig forundt at føre Dem tilbage på pligtens vej og hjem til Deres lovlige husbond.


   Fru Alving. 

Ja, pastor Manders, det var visselig Deres værk.


   57Pastor Manders. 

Jeg var kun et ringe redskab i en højeres hånd. Og hvorledes har ikke det, at jeg fik Dem bøjet ind under pligt og lydighed, hvorledes har ikke det vokset sig stort til velsignelse for alle Deres følgende levedage? Gik det ikke, som jeg forudsagde Dem? Vendte ikke Alving sine forvildelser ryggen, således, som det sømmer sig en mand? Leved han ikke siden den tid kærligt og ulasteligt med Dem alle sine dage? Blev han ikke en velgører for denne egn, og hæved han ikke Dem således op til sig, at De efterhånden blev en medarbejder i alle hans foretagender? Og det en dygtig medarbejder; – å, jeg ved det, fru Alving; den ros skal jeg gi’ Dem. – Men nu kommer jeg til det næste store fejltrin i Deres liv.


   Fru Alving. 

Hvad vil De sige med det?


   Pastor Manders. 

Ligesom De engang har fornægtet hustruens pligter, således har De siden fornægtet moderens.


   Fru Alving. 

Ah –!


   Pastor Manders. 

De har været behersket af en uheldsvanger selvrådighedens ånd alle Deres dage. Al Deres tragten har været vendt imod det tvangløse og 58det lovløse. Aldrig har De villet tåle noget bånd på Dem. Alt, hvad der har besværet Dem i livet, har De hensynsløst og samvittighedsløst afkastet, lig en byrde, De selv havde rådighed over. Det behaged Dem ikke længer at være hustru, og De rejste fra Deres mand. Det faldt Dem besværligt at være moder, og De satte Deres barn ud til fremmede.


   Fru Alving. 

Ja, det er sandt; det har jeg gjort.


   Pastor Manders. 

Men derfor er De også bleven en fremmed for ham.


   Fru Alving. 

Nej, nej; det er jeg ikke!


   Pastor Manders. 

Det er De; det De være. Og hvorledes har De fåt ham igen! Betænk Dem vel, fru Alving. De har forbrudt meget imod Deres mand; – dette erkender De ved at rejse ham hint minde dernede. Erkend nu også, hvad De har forbrudt imod Deres søn; det tør endnu være tid til at føre ham tilbage fra forvildelsens stier. Vend selv om; og oprejs, hvad der dog måske endnu kan oprejses i ham. Thi (med hævet pegefinger.) i sandhed, fru Alving, De er en skyldbetynget moder! – Dette har jeg anset det for min pligt at måtte sige Dem.

(Taushed.)

   59Fru Alving  (langsomt og behersket).

De har nu talt, herr pastor; og imorgen skal De tale offentligt til min mands erindring. Jeg skal ikke tale imorgen. Men nu vil jeg tale lidt til Dem, ligesom De har talt til mig.


   Pastor Manders. 

Naturligvis; De vil fremføre undskyldninger for Deres færd –


   Fru Alving. 

Nej. Jeg vil bare fortælle.


   Pastor Manders. 

Nu –?


   Fru Alving. 

Alt, hvad De nys sagde her om mig og min mand og om vort samliv, efterat De, som De kaldte det, havde ført mig tilbage til pligtens vej, – alt det er noget, som De jo sletikke kender af egen iagttagelse. Fra det øjeblik satte De – vor daglige omgangsven – ikke mere Deres fod i vort hus.


   Pastor Manders. 

De og Deres mand flytted jo fra byen straks efter.


   Fru Alving. 

Ja; og herud til os kom De aldrig i min mands levetid. Det var forretninger, som tvang 60Dem til at besøge mig, da De havde fåt med asylsagerne at gøre.


   Pastor Manders  (sagte og usikkert).

Helene – skal dette være en bebrejdelse, så vil jeg be’ Dem overveje –


   Fru Alving. 

– de hensyn, De skyldte Deres stilling; ja. Og så at jeg var en bortløben hustru. Man kan aldrig være tilbageholdende nok lige over for slige hensynsløse fruentimmer.


   Pastor Manders. 

Kære – fru Alving, dette er en så umådelig overdrivelse –


   Fru Alving. 

Ja, ja, ja, lad det så være. Det var bare det, jeg vilde sige, at når De dømmer om mine ægteskabelige forhold, så støtter De Dem sådan uden videre til den almindelige gængse mening.


   Pastor Manders. 

Nu ja vel; og hvad så?


   Fru Alving. 

Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem sandheden. Jeg har svoret ved mig selv, at De engang skulde få den at vide. De alene!


   61Pastor Manders. 

Og hvad er da sandheden?


   Fru Alving. 

Sandheden er det, at min mand døde lige så ryggesløs, som han havde levet alle sine dage.


   Pastor Manders  (famler efter en stol).

Hvad var det De sagde?


   Fru Alving. 

Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs, – i sine lyster ialfald, – som han var før De vied os.


   Pastor Manders. 

Og disse ungdomsvildfarelser, – disse uregelmæssigheder, – udskejelser, om De så vil, kalder De ryggesløst levnet!


   Fru Alving. 

Vor huslæge brugte det udtryk.


   Pastor Manders. 

Nu forstår jeg Dem ikke.


   Fru Alving. 

Behøves ikke heller.


   Pastor Manders. 

Det næsten svimler for mig. Hele Deres ægteskab, – hele dette mangeårige samliv med 62Deres mand skulde ikke være andet end en overdækket afgrund!


   Fru Alving. 

Ikke en smule andet. Nu ved De det.


   Pastor Manders. 

Dette – det finder jeg mig sent tilrette i. Jeg kan ikke fatte det! Ikke fastholde det! Men hvorledes var det da muligt at –? Hvorledes har sådant noget kunnet holdes skjult?


   Fru Alving. 

Det har også været min uophørlige kamp dag efter dag. Da vi havde fåt Osvald syntes jeg det blev ligesom noget bedre med Alving. Men det vared ikke længe. Og nu måtte jeg jo kæmpe dobbelt, kæmpe på liv og død for at ingen skulde få vide, hvad mit barns far var for et menneske. Og så ved De jo, hvor hjertevindende Alving var. Ingen syntes de kunde tro andet end godt om ham. Han var af de slags folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte. Men så, Manders, – det skal De også vide, – så kom det afskyeligste af det altsammen.


   Pastor Manders. 

Afskyeligere end dette!


   Fru Alving. 

Jeg havde båret over med ham, skønt jeg så godt vidste, hvad der gik for sig i løn udenfor huset. Men da så forargelsen kom indenfor vore egne fire vægge –


   Pastor Manders. 

Hvad siger De! Her!


   Fru Alving. 

Ja, her i vort eget hjem. Derinde (peger mod den første dør tilhøjre) i spisestuen var det jeg først kom undervejr med det. Jeg havde noget at gøre derinde, og døren stod påklem. Så hørte jeg vor stuepige kom op fra haven med vand til blomsterne derhenne.


   Pastor Manders. 

Nu ja –?


   Fru Alving. 

Lidt efter hørte jeg, at Alving kom også. Jeg hørte, at han sa’ noget sagte til hende. Og så hørte jeg – (med en kort latter.) Å, det klinger endnu for mig både så sønderrivende og så latterligt; – jeg hørte min egen tjenestepige hviske: Slip mig, herr kammerherre! Lad mig være!


   Pastor Manders. 

Hvilken usømmelig letsindighed af ham! Å, men mere end en letsindighed har det ikke været, fru Alving. Tro mig på det.


   Fru Alving. 

Jeg fik snart vide, hvad jeg skulde tro. Kammerherren fik sin vilje med pigen, – og dette forhold havde følger, pastor Manders.


   64Pastor Manders  (som forstenet).

Og alt det i dette hus! I dette hus!


   Fru Alving. 

Jeg havde tålt meget i dette hus. For at holde ham hjemme om aftenerne – og om nætterne måtte jeg gøre mig til selskabsbror i hans lønlige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg måttet sidde på tomandshånd med ham, har måttet klinke og drikke med ham, høre på hans utérlige sansesløse snak, har måttet kæmpe nævekampe med ham for at få slæbt ham i seng –


   Pastor Manders  (rystet).

At De har kunnet bære alt dette.


   Fru Alving. 

Jeg havde min lille gut at bære det for. Men da så den sidste forhånelse kom til; da min egen tjenestepige –; da svor jeg ved mig selv: dette skal ha’ en ende! Og så tog jeg magten i huset – hele magten – både over ham og over alt det øvrige. For nu havde jeg våben imod ham, ser De; han turde ikke kny. Dengang var det Osvald blev sat ud. Han gik da i det syvende år, og begyndte at lægge mærke til og gøre spørsmål, som børn plejer gøre. Alt dette kunde jeg ikke tåle, Manders. Jeg syntes, barnet måtte forgiftes bare ved at ånde i dette 65tilsølede hjem. Derfor var det jeg satte ham ud. Og nu skønner De også, hvorfor han aldrig fik sætte sin fod her hjemme, så længe hans far leved. Der er ingen, som ved, hvad det har kostet mig.


   Pastor Manders. 

De har da i sandhed prøvet livet.


   Fru Alving. 

Jeg havde aldrig holdt det ud, hvis jeg ikke havde havt mit arbejde. Ja, for jeg tør nok sige, at jeg har arbejdet! Alle disse forøgelser af jordegodset, alle forbedringerne, alle de nyttige indretninger, som Alving fik pris og berøm for, – tror De han havde fremfærd til sligt? Han, som lå hele dagen på sofaen og læste i en gammel statskalender! Nej; nu vil jeg sige Dem det også: jeg var den, som drev ham ivej, når han havde sine lysere mellemstunder; mig var det, som måtte dra’ hele læsset, når han så igen begyndte på sine udskejelser eller faldt sammen i jammer og ynkelighed.


   Pastor Manders. 

Og over denne mand er det De rejser et æresminde.


   Fru Alving. 

Der ser De den onde samvittigheds magt.


   Pastor Manders. 

Den onde –? Hvad mener De?


   66Fru Alving. 

Det stod mig altid for, at det var umuligt andet, end at sandheden måtte komme ud, og bli troet på. Derfor skulde asylet ligesom slå alle rygterne ned og rydde al tvil afvejen.


   Pastor Manders. 

Da har De visselig ikke forfejlet Deres hensigt, fru Alving.


   Fru Alving. 

Og så havde jeg en grund til. Jeg vilde ikke, at Osvald, min egen gut, skulde ta’ nogetsomhelst i arv efter sin far.


   Pastor Manders. 

Det er altså for Alvings formue, at –?


   Fru Alving. 

Ja. De summer, jeg år efter andet har skænket til dette asyl, udgør det beløb, – jeg har regnet det nøje ud, – det beløb, som i sin tid gjorde løjtnant Alving til et godt parti.


   Pastor Manders. 

Jeg forstår Dem –


   Fru Alving. 

Det var købesummen –. Jeg vil ikke, at de penge skal gå over i Osvalds hænder. Min søn skal ha’ alting fra mig, skal han.

(Osvald Alving kommer gennem den anden dør tilhøjre; hat og overfrakke har han skilt sig ved udenfor.)

   67Fru Alving  (imod ham).

Er du alt igen? Min kære, kære gut!


   Osvald. 

Ja; hvad skal man ude i dette evindelige regnvejr? Men jeg hører, vi skal tilbords. Det er prægtigt!


   Regine  (med en pakke, fra spisestuen).

Her er kommet en pakke til fruen.

(rækker hende den.)

   Fru Alving  (med et blik på pastor Manders).

Festsangene til imorgen formodentlig.


   Pastor Manders. 

Hm –


   Regine. 

Og så er der serveret.


   Fru Alving. 

Godt; vi kommer om lidt; jeg vil bare –

(begynder at åbne pakken.)

   Regine  (til Osvald).

Ønsker herr Alving hvid eller rød portvin?


   Osvald. 

Begge dele, jomfru Engstrand.


   68Regine. 

Bien –; meget vel, herr Alving.

(hun går ind i spisestuen.)

   Osvald. 

Jeg får vel hjælpe med flaskekorkene –

(går ligeledes ind i spisestuen, hvis dør glider halvt op efter ham.)

   Fru Alving  (som har åbnet pakken).

Jo, ganske rigtig; her har vi festsangene, pastor Manders.


   Pastor Manders  (med foldede hænder).

Hvorledes jeg imorgen med frejdigt sind skal kunne holde min tale, det –!


   Fru Alving. 

Å, det finder De nok ud af.


   Pastor Manders  (sagte, for ikke at høres i spisestuen).

Ja, forargelse kan vi jo dog ikke vække.


   Fru Alving  (dæmpet men fast).

Nej. Men er også dette lange stygge komediespil tilende. Fra iovermorgen af skal det være for mig, som om den døde aldrig havde levet i dette hus. Her skal ingen anden være, end min gut og hans mor.

(Inde i spisestuen høres larm af en stol, som væltes; samtidigt høres)

   69Regines stemme  (hvast men hviskende).

Osvald da! Er du gal? Slip mig!


   Fru Alving  (farer sammen i rædsel).

Ah –!

(Hun stirrer som i vildelse mod den halvåbne dør. Osvald høres hoste og nynne derinde. En flaske trækkes op.)

   Pastor Manders  (oprørt).

Men hvad er dog dette for noget! Hvad er det, fru Alving?


   Fru Alving  (hæst).

Gengangere. Parret fra blomsterværelset – går igen.


   Pastor Manders. 

Hvad siger De! Regine –? Er hun –?


   Fru Alving. 

Ja. Kom. Ikke et ord –!

(Hun griber pastor Manders om armen og går vaklende henimod spisestuen.)

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gengangere

I Gengangere tar Ibsen opp temaer som arv og miljø, dobbeltmoral, utsvevende livsførsel, kjønnssykdommer og død. Skuespillet, som ble utgitt første gang i 1881, skapte øyeblikkelig skandale. I mange måneder etter utgivelsen ble stykket kritisert og diskutert i avisene og ingen av de store teatrene i Norden ville sette opp stykket. I brev til forleggeren Frederik Hegel 23/11 1881 skriver Ibsen om mottakelsen av stykket: «'Gengangere' vil rimeligvis i nogle kredse vække allarm; men det må så være. Gjorde den ikke det, så havde det ikke været nødvendigt at skrive den.» (sitert fra HIS).

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.