Velbekomme, herr pastor. (taler ind i spisestuen.) Kommer du ikke med, Osvald?

Nej tak; jeg tror jeg går lidt ud.

Ja gør det; for nu er det en smule opholdsvejr. (lukker spisestuedøren og går hen til forstuedøren og kalder:) Regine!

Ja, frue?

Gå ned i strygeværelset og hjælp til med kransene.

Ja vel, frue.

Han kan dog ikke høre noget derinde?

Ikke når døren er lukket. Desuden så går han jo ud.

Jeg er endnu som fortumlet. Jeg begriber ikke, hvorledes jeg har kunnet synke en bid af den velsignede mad.

Jeg ikke heller. Men hvad er her at gøre?

Ja, hvad er at gøre? Jeg ved det, min tro, ikke; jeg er så aldeles uerfaren i deslige tilfælde.

Jeg er overbevist om, at endnu er ingen ulykke sket.

Nej, det forbyde himlen! Men et usømmeligt forhold er det ligefuldt.

Det hele er et løst indfald af Osvald; det kan De være viss på.

Ja, jeg er jo, som sagt, ikke inde i den slags ting; men jeg synes dog tilforladelig –

Ud af huset må hun jo. Og det straks. Det er en soleklar sag –

Ja det forstår sig.

Men hvorhen? Vi kan da ikke forsvare at –

Hvorhen? Naturligvis hjem til sin far.

Til hvem, sa’ De?

Til sin –. Nej, men Engstrand er jo ikke –. Men, Herregud, frue, hvorledes er dette muligt? De må jo dog ta’ fejl alligevel.

Desværre; jeg tar ikke fejl i nogenting. Johanne måtte gå til bekendelse for mig, – og Alving kunde ikke nægte. Så var der jo ikke andet at gøre, end at få sagen neddysset.

Nej, det var vel det eneste.

Pigen kom straks af tjenesten, og fik en temmelig rigelig sum for at tie indtil vidre. Resten sørged hun selv for, da hun kom ind til byen. Hun fornyed gammelt bekendtskab med snedker Engstrand, lod sig vel forlyde med, kan jeg tro, hvor mange penge hun havde, og bildte ham så noget ind om en eller anden udlænding, som skulde ha’ ligget her med et lystfartøj den sommer. Så blev hun og Engstrand viet i huj og hast. Ja, De vied dem jo selv.

Men hvorledes skal jeg da forklare mig –? Jeg husker tydeligt, da Engstrand kom for at bestille vielsen. Han var så rent sønderknust, og anklaged sig så bitterligt for den letsindighed, han og hans forlovede havde gjort sig skyldig i.

Ja, han måtte jo ta’ skylden på sig.

Men en sådan uoprigtighed af ham! Og det imod mig! Det havde jeg tilforladelig ikke troet om Jakob Engstrand. Nå, jeg skal rigtignok ta’ ham alvorligt for mig; det kan han belave sig på. – Og så det usædelige i en sådan forbindelse! For penges skyld –! Hvor stort var det beløb, pigen havde at råde over?

Det var tre hundrede specier.

Ja, tænke sig bare, – for lumpne tre hundrede specier at gå hen og la’ sig ægtevie til en falden kvinde!

Hvad siger De da om mig, som gik hen og lod mig ægtevie til en falden mand?

Men Gud bevare os vel; – hvad er det, De siger? En falden mand!

Tror De kanske Alving var renere, da jeg gik med ham til alteret, end Johanne var, da Engstrand lod sig vie til hende?

Ja men det er dog så himmelvidt forskellige ting –

Sletikke så forskellige endda. Der var rigtignok stor forskel i prisen; – lumpne tre hundrede daler og en hel formue.

Men at De kan stille noget så uligt sammen. De havde jo dog berådet Dem med Deres hjerte og med Deres pårørende.

Jeg trode De forstod, hvorhen det, De kalder mit hjerte, havde forvildet sig dengang.

Havde jeg forståt noget sådant, var jeg ikke bleven en daglig gæst i Deres mands hus.

Ja, det står ialfald fast, at med mig selv berådte jeg mig sandelig ikke.

Nå så med Deres nærmeste slægt da; således som foreskrevet er; med Deres mor og med begge Deres tanter.

Ja, det er sandt. De tre gjorde op regnestykket for mig. Å, det er utroligt, hvor grejt 76de fik ud, at det vilde være den rene dårskab at vrage et sligt tilbud. Om mor kunde se op nu og vidste, hvor al den herlighed havde båret hen!

Udfaldet kan ingen gøres ansvarlig for. Så meget står ialfald fast, at Deres ægteskab blev stiftet overensstemmende med fuld lovlig orden.

Ja, dette med lov og orden! Jeg tror mangengang, det er det, som volder alle ulykkerne her i verden.

Fru Alving, nu forsynder De Dem.

Ja, det får så være; men jeg står ikke i det med alle disse bånd og hensyn længer. Jeg kan det ikke! Jeg må arbejde mig ud til frihed.

Hvad mener De med det?

Jeg skulde aldrig lagt dølgsmål på Alvings levnet. Men jeg turde ikke andet dengang, – ikke for min egen skyld heller. Så fejg var jeg.

Fejg?

Havde folk fåt noget at vide, så havde de sagt som så: stakkers mand, det er rimeligt, at han skejer ud, han, som har en kone, der løber ifra ham.

Med en viss ret kunde sådant nok siges.

Hvis jeg var den, jeg skulde være, så tog jeg Osvald for mig og sa’: hør, min gut, din far var et forfaldent menneske –

Men du forbarmende –

– og så fortalte jeg ham alt, hvad jeg har fortalt Dem, – rub og stub.

Jeg er nær ved at oprøres over Dem, frue.

Ja jeg ved det. Jeg ved det jo! Jeg oprøres selv ved den tanke. (går fra vinduet.) Så fejg er jeg.

Og De kalder det fejghed at gøre Deres ligefremme pligt og skyldighed. Har De glemt, at et barn skal agte og elske sin fader og sin moder?

Lad os ikke ta’ det så almindeligt. Lad os spørge: skal Osvald agte og elske kammerherre Alving?

Er der ikke en røst i Deres morshjerte, som forbyder Dem at nedbryde Deres søns idealer?

Ja men sandheden da?

Ja men idealerne da?

Å – idealer, idealer! Hvis jeg bare ikke var så fejg, som jeg er!

Kast ikke vrag på idealerne, frue, – for det hævner sig hårdeligen. Og nu især Osvald. Osvald har nok ikke ret mange idealer, desværre. Men så meget har jeg kunnet skønne, at hans far står for ham som et sådant ideal.

Det har De ret i.

Og disse hans forestillinger har De selv vakt og næret hos ham gennem Deres breve.

Ja; jeg var under pligten og hensynene; derfor løj jeg for min gut år ud og år ind. Å, hvor fejg, – hvor fejg jeg har været!

De har grundfæstet en lykkelig illusion hos Deres søn, fru Alving, – og det bør De sandeligen ikke skatte ringe.

Hm; hvem ved, om det nu er så bra’ alligevel. – Men noget maskepi med Regine vil jeg ialfald ikke vide af. Han skal ikke gå hen og gøre den stakkers pige ulykkelig.

Nej, du gode Gud, det vilde jo være forfærdeligt!

Hvis jeg vidste, han mente det alvorligt og at det vilde bli’ til hans lykke –

Hvorledes? Hvad så?

Men det vilde det ikke bli’; for Regine er desværre ikke slig.

Nå, hvad så? Hvad mener De?

Hvis jeg ikke var så gudsjammerlig fejg, som jeg er, så vilde jeg sige til ham: gift dig med hende, eller indret jer som I vil; men bare ikke noget bedrag.

Men du forbarmende –! Et lovformeligt ægteskab endogså! Noget så forskrækkeligt –! Noget så uhørt –!

Ja, siger De uhørt? Hånden på hjertet, pastor Manders; tror De ikke, at der ude omkring i landet findes adskillige ægtepar, som er lige så nær i slægt?

Jeg forstår Dem aldeles ikke.

Å jo såmæn gør De så.

Nå, De tænker Dem det mulige tilfælde at –. Ja, desværre, familjelivet er visseligen ikke 81altid så rent, som det burde være. Men sådant noget, som De sigter til, kan man jo dog aldrig vide, – ialfald ikke med bestemthed. Her derimod –; at De, en mor, kunde ville tilstæde, at Deres –!

Men jeg vil det jo ikke. Jeg vilde ikke kunne tilstæde det for nogen pris i verden; det er jo netop det jeg siger.

Nej, fordi De er fejg, som De udtrykker Dem. Men hvis De altså ikke var fejg –! Du min skaber, – en så oprørende forbindelse!

Ja, vi stammer nu forresten allesammen fra den slags forbindelser, siges der. Og hvem er det, som har indrettet det slig her i verden, pastor Manders?

Sådanne spørsmål drøfter jeg ikke med Dem, frue; dertil har De langtfra ikke det rette sind. Men at De tør sige, at det er fejgt af Dem –!

Nu skal De høre, hvorledes jeg mener det. Jeg er ræd og sky, fordi der sidder i mig noget af dette gengangeragtige, som jeg aldrig rigtig kan bli’ kvit.

Hvad var det De kaldte det?

Gengangeragtigt. Da jeg hørte Regine og Osvald derinde, var det som jeg så gengangere for mig. Men jeg tror næsten, vi er gengangere allesammen, pastor Manders. Det er ikke bare det, vi har arvet fra far og mor, som går igen i os. Det er alleslags gamle afdøde meninger og alskens gammel afdød tro og sligt noget. Det er ikke levende i os; men det sidder i alligevel og vi kan ikke bli’ det kvit. Bare jeg tar en avis og læser i, er det ligesom jeg så gengangere smyge imellem linjerne. Der må leve gengangere hele landet udover. Der må være så tykt af dem som sand, synes jeg. Og så er vi så gudsjammerlig lysrædde allesammen.

Aha, – der har vi altså udbyttet af Deres læsning. Skønne frugter isandhed! Å, disse afskyelige, oprørske, fritænkerske skrifter!

De tar fejl, kære pastor. De er selv den mand, som fik ægget mig til at tænke; og det skal De ha’ tak og pris for.

Jeg!

Ja, da De tvang mig ind under det, som De kaldte pligt og skyldighed; da De lovpriste som ret og rigtigt, hvad hele mit sind oprørte sig imod, som imod noget vederstyggeligt. Da var det jeg begyndte at se Deres lærdomme efter i sømmene. Jeg vilde bare pille ved en eneste knude; men da jeg havde fåt den løst, så rakned det op altsammen. Og så skønte jeg, at det var maskinsøm.

Skulde dette være vindingen af mit livs tungeste strid?

Kald det heller Deres ynkeligste nederlag.

Det var mit livs største sejr, Helene; sejren over mig selv.

Det var en forbrydelse imod os begge.

At jeg bød Dem og sagde: kvinde, gå hjem til Deres lovlige husbond, da De kom til mig forvildet og råbte: her er jeg; tag mig! Var det en forbrydelse?

Ja, jeg synes det.

Vi to forstår ikke hinanden.

Ikke nu længer ialfald.

Aldrig, – aldrig i mine lønligste tanker engang, har jeg set Dem anderledes, end som en andens ægtefælle.

Ja – tro det?

Helene –!

En går sig selv så let af minde.

Ikke jeg. Jeg er den samme, som jeg altid var.

Ja, ja, ja, – lad os ikke tale mere om gamle dage. Nu sidder De til op over ørene i kommissioner og bestyrelser; og jeg går her og 85kæmper med gengangere både indvendig og udvendig.

De udvendige skal jeg nok hjælpe Dem at få bugt med. Efter alt, hvad jeg med forfærdelse har hørt af Dem idag, kan jeg ikke for min samvittighed forsvare at lade en ung ubefæstet pige forblive i Deres hus.

Synes De ikke det var bedst, om vi kunde få hende forsørget? Jeg mener – sådan godt gift.

Utvivlsomt. Jeg tror, det vilde være i alle henseender ønskeligt for hende. Regine er jo nu i den alder, da –; ja, jeg forstår mig jo ikke på det, men –

Regine blev tidlig voksen.

Ja, gjorde hun ikke det? Det svæver mig for, at hun var påfaldende stærkt udviklet i legemlig henseende, da jeg forberedte hende til konfirmation. Men foreløbig må hun ialfald hjem; under sin fars opsigt –. Nej, men Engstrand er jo ikke –. At han – at han således kunde fordølge sandheden for mig!

Hvem kan det være? Kom ind!

Jeg ber så my’ om forladelse, men –

Aha! Hm –

Er det Dem, Engstrand?

– der var ingen af pigerne tilstede, og så tog jeg mig den dristige friheden at banke lige på.

Nå ja, ja. Kom ind. Vil De tale med mig om noget?

Nej, ellers så mange tak. Det var nok med pastoren jeg gerne vilde tale et lidet ord.

Hm; ja så? De vil tale med mig? Vil De det?

Ja, jeg vilde så fælt gerne –

Nå; må jeg spørge, hvad det er for noget?

Jo, det var det, herr pastor, at nu har vi klarering dernede. Mangfoldig tak, frue. – Og nu er vi færdig med altingen; og så synes jeg, det vilde være så pent og passeligt, om vi, som har arbejdet så oprigtigt sammen al denne tiden, – jeg synes, vi skulde slutte med en liden andagt ikveld.

En andagt? Nede i asylet?

Ja, synes kanske ikke pastoren det er passeligt, så –

Jo visst synes jeg det, men – hm –

Jeg har selv brugt at holde lidt andagt dernede om kveldene –

Har De?

Ja, en gang imellem; slig en liden opbyggelse at kalde for. Men jeg er jo en ringe, gemen mand og har ikke rigtig gaverne, Gu’ bedre mig, 88– og så tænkte jeg, at siden herr pastor Manders just var herude, så –

Ja, ser De, snedker Engstrand, jeg må først gøre Dem et spørsmål. Besidder De den rette stemning for en sådan sammenkomst? Føler De Deres samvittighed fri og let?

Å Gu’ hjælpe os, det er nok ikke værd at snakke om samvittigheden, herr pastor.

Jo, det er just den, vi skal tale om. Hvad svarer De så?

Ja, samvittigheden – den kan være fæl, den, sommetider.

Nå, det erkender De da ialfald. Men vil De så uforbeholdent sige mig, – hvorledes hænger det sammen med Regine?

Pastor Manders!

Lad De mig –

Med Regine! Jøss’, hvor ræd De gør mig da! (ser på fru Alving.) Det er da vel aldrig galt fat med Regine?

Det vil vi håbe. Men jeg mener, hvorledes hænger det sammen med Dem og Regine? De går jo og gælder for hendes far. Nå?

Ja – hm – herr pastoren ved jo dette her med mig og salig Johanne.

Ingen fordrejelse af sandheden længer. Deres afdøde hustru meddelte fru Alving den rette sammenhæng, før hun kom af tjenesten.

Nå så skulde da –! Gjorde hun det alligevel?

De er altså afsløret, Engstrand.

Og hun, som både svor og bandte så helligt på –

Bandte hun!

Nej, hun bare svor, men det så inderlig oprigtigt.

Og i alle disse år har De fordulgt sandheden for mig. Fordulgt den for mig, som så ubetinget har fæstet lid til Dem i et og alt.

Ja, desværre, jeg har nok det.

Har jeg fortjent dette af Dem, Engstrand? Har jeg ikke stedse været redebon til at gå Dem tilhånde med råd og dåd, så vidt det stod i min magt? Svar! Har jeg ikke det?

Det havde nok ikke set godt ud for mig mangengang, om jeg ikke havde havt pastor Manders.

Og så lønner De mig på en sådan måde. Får mig til at indføre uefterretteligheder i ministrialbogen og forholder mig siden gennem en række af år de oplysninger, som De var både mig og sandheden skyldig. Deres færd har været aldeles uforsvarlig, Engstrand; og fra nu af er det ude mellem os.

Ja, det er vel det, kan jeg skønne.

Ja, for hvorledes vilde De vel kunne retfærdiggøre Dem?

Men skulde hun da gåt og skamferet sig endda mere ved at snakke om det? Vil nu bare herr pastoren tænke sig, at han var i samme forfatning, som salig Johanne –

Jeg!

Jøss’, Jøss’, jeg mener ikke så lige akkurat. Men jeg mener, om pastoren havde noget at skæms over i menneskenes øjne, som de siger. Vi mandspersoner skal ikke dømme en stakkers kvinde for strængt, herr pastor.

Men det gør jeg jo heller ikke. Det er Dem, jeg retter bebrejdelsen imod.

Måtte jeg få lov til at gøre herr pastoren et bitte lidet spørsmål?

Nå ja, spørg.

Er det ikke ret og rigtigt af en mand, at han oprejser den faldende?

Jo, selvfølgelig.

Og er ikke en mand skyldig at holde sit oprigtige ord?

Jo visselig er han det; men –

Den gangen, da Johanne var falden i ulykke desformedelst denne Engelsmanden – eller kanske det var en Amerikaner eller en Russer, som de kalder det, – ja, så kom hun ind til byen. Stakker, hun havde slåt vrag på mig før en gang eller to; for hun så nu bare på det, som vakkert var, hun; og jeg havde jo denne her skavanken i benet. Ja, pastoren minds jo, jeg havde fordristet mig op på en dansesal, hvor sjøfarendes matroser rejerte med drukkenskab og beruselse, som de siger. Og da jeg så vilde formane dem til at vandre i et nyt levnet –

Hm –

Jeg ved det, Engstrand; de rå mennesker kasted Dem nedover trapperne. Den begivenhed har De før meddelt mig. De bærer Deres skavank med ære.

Jeg hovmoder mig ikke deraf, herr pastor. Men det var det, jeg vilde fortælle, at så kom hun og betrode sig til mig under grædendes tårer og tænders gnidsel. Jeg må sige herr pastoren, det gjorde mig så hjertelig ondt at høre på.

Gjorde det det, Engstrand. Nå; og så?

Ja, så sa’ jeg til hende: Amerikaneren han er omflakkendes på verdens hav, han. Og du, Johanne, sa’ jeg, du har begåt et syndefald og er en falden skabning. Men Jakob Engstrand, sa’ jeg, han står på to reelle ben, han; – ja, det mente jeg nu slig som en lignelse, herr pastor.

Jeg forstår Dem så godt; bliv De bare ved.

Ja, så var det jeg oprejste hende og ægtevied hende oprigtigt for at ikke folk skulde få 94vide, hvor vildfarendes hun havde været med udlændinger.

Alt dette var såre smukt handlet af Dem. Jeg kan blot ikke billige, at De kunde bekvemme Dem til at modtage penge –

Penge? Jeg? Ikke en styver.

Men –!

Å ja, – bi lidt; nu minds jeg det. Johanne havde nok nogen skillinger ligevel. Men det vilde jeg ikke vide noget af. Tvi, sa’ jeg, mammon, det er syndens sold, det; det usle guldet – eller papirsedler, hvad det var for noget – det slænger vi i Amerikaneren igen, sa’ jeg. Men han var afsides og forsvunden over det vilde hav, herr pastor.

Var han det, min gode Engstrand?

Ja vel. Og så blev jeg og Johanne enige om, at de pengene skulde gå til at opdrage barnet for; og så blev det da også; og jeg kan 95gøre regnskab og rigtighed for hver evig eneste skilling.

Men dette forandrer jo sagen ganske betydeligt.

Slig hænger det sammen, herr pastor. Og jeg tør nok sige, jeg har været en oprigtig far for Regine, – så langt mine kræfter rak da – for jeg er en skrøbelig mand, desværre.

Nå nå, min kære Engstrand –

Men det tør jeg sige, at jeg har opdraget barnet og levet kærligt med salig Johanne og øvet hustugten, som skrevet står. Men aldrig kunde det da falde mig ind at gå op til pastor Manders og hovmode mig og gøre mig til af, at jeg havde gjort en god gerning engang i verden, jeg også. Nej, når sligt hændes Jakob Engstrand, så tier han stille med det. Desværre, det går vel ikke så tidt på, kan jeg tro. Og når jeg kommer til pastor Manders, så har jeg så evig nok med at snakke om det, som galt og skrøbeligt er. For jeg siger det, som jeg sagde nylig, – samvittigheden kan være styg en gang iblandt.

Ræk mig Deres hånd, Jakob Engstrand.

Å Jøss, herr pastor –

Ingen omsvøb. (trykker hans hånd.) Se så!

Og hvis jeg så pent og vakker turde be’ pastoren om forladelse –

De? Nej tvertimod; det er mig, som skal bede Dem om forladelse –

Å nej kors da.

Jo, tilforladelig. Og det gør jeg af hele mit hjerte. Tilgiv, at jeg således kunde miskende Dem. Og gid jeg så sandt kunde vise Dem et eller andet tegn på min oprigtige fortrydelse og på min velvilje for Dem –

Vilde herr pastoren det?

Med den allerstørste fornøjelse –

Ja for så var der rigtignok lejlighed til det nu. Med de velsignede pengene, som jeg har 97lagt mig tilbedste herude, tænker jeg på at grundlægge et slags sjømandshjem inde i byen.

Vil De?

Ja, det skulde bli’ som et slags asyl at kalde for. Fristelserne er så mangfoldige for sjømanden, som vandrer på landjorden. Men i dette her huset hos mig kunde han få være som under en fars opsigt, tænkte jeg.

Hvad siger De til det, fru Alving!

Det er jo ikke stort, jeg har at fare med, Gu’ bedre det; men hvis jeg bare kunde få en velgørendes håndsrækning, så –

Ja, ja, lad os nærmere overveje den sag. Deres forehavende tiltaler mig ganske overordentligt. Men gå De nu foran, og gør alting istand og få tændt lys, så det kan være lidt festligt. Og så skal vi ha’ en opbyggelig stund sammen, min kære Engstrand; for nu tror jeg nok De har den rette stemning.

Jeg synes ligesom det, ja. Og så farvel, frue, og tak for her; og ta’ rigtig godt vare på 98Regine for mig. (visker en tåre af øjet.) Salig Johannes barn – hm, det er underligt med det – men det er lige rakt som hun var vokset fast til hjerterødderne mine. Ja-mænd er det så, ja.

Nå, hvad siger De så om den mand, fru Alving! Det var en ganske anden forklaring, den, vi der fik.

Ja, det var det rigtignok.

Der ser De, hvor overmåde varsom man må være med at fordømme et medmenneske. Men det er da også en inderlig glæde at forvisse sig om, at man har taget fejl. Eller hvad siger De?

Jeg siger, De er og blir et stort barn, Manders.

Jeg?

Og jeg siger, jeg kunde ha’ lyst til at slå begge armene om halsen på Dem.

Nej, nej, Gud velsigne Dem –; deslige lyster –

A, De skal ikke være ræd for mig.

De har stundom en så overdreven måde at udtrykke Dem på. Nu vil jeg først samle dokumenterne sammen og lægge dem i min taske. (gør som han siger.) Se så. Og nu farvel sålænge. Hav øjnene med Dem, når Osvald kommer tilbage. Jeg ser siden op til Dem igen.

Osvald, sidder du endnu ved bordet!

Jeg røger bare min cigar ud.

Jeg trode, du var gået lidt opover vejen.

I sligt vejr?

Var det ikke pastor Manders, som gik nu nylig?

Jo, han gik ned på asylet.

Hm.

Kære Osvald, du skulde vogte dig for den likør. Den er stærk.

Den er god imod fugtigheden.

Vil du ikke heller komme ind til mig?

Jeg må jo ikke røge derinde.

Cigar ved du jo godt du må røge.

Ja ja, så kommer jeg da. Bare en bitte liden dråbe til. – Se så.

Hvor er pastoren henne?

Jeg sa’ dig jo, han gik ned på asylet.

Å ja, det er sandt.

Du skulde ikke bli’ siddende så længe ved bordet, Osvald.

Men jeg synes, det er så hyggeligt, mor. (stryger og klapper hende.) Tænk, – for mig, som er kommen hjem, at sidde ved mors eget bord, i mors stue, og spise mors dejlige mad.

Min kære, kære gut!

Og hvad skal jeg ellers ta’ mig til her? Jeg kan ikke bestille noget –

Ja, kan du ikke det?

I sligt gråvejr? Uden at der falder et solblink hele dagen? (går hen over gulvet.) Å, det, ikke at kunne arbejde –!

Det var nok ikke rigtig vel betænkt af dig, at du kom hjem.

Jo, mor; det måtte så være.

Ja, for jeg vilde da ti gange heller undvære den lykke at ha’ dig hos mig, end at du skulde –

Men sig mig nu, mor, – er det da virkelig så stor en lykke for dig at ha’ mig hjemme?

Om det er en lykke for mig!

Jeg synes, det måtte næsten være det samme for dig, enten jeg var til eller ikke.

Og det har du hjerte til at sige til din mor, Osvald?

Men du har da så godt kunnet leve mig foruden før.

Ja; jeg har levet dig foruden; – det er sandt.

Mor, må jeg få lov at sidde i sofaen hos dig?

Ja, kom du, min kære gut.

Nu må jeg sige dig noget, mor.

Nu vel!

For jeg kan ikke gå og bære på det længer.

På hvad for noget? Hvad er det?

Jeg har ikke kunnet komme mig for at skrive dig til om det; og siden jeg kom hjem –

Osvald, hvad er dette for noget!

Både igår og idag har jeg prøvet at skyde tankerne fra mig, – slå mig løs. Men det går ikke.

Nu skal du tale rent ud, Osvald!

Bliv siddende, så vil jeg prøve på at sige dig det. – Jeg har klaget så over træthed efter rejsen –

Nu ja! Hvad så?

Men det er ikke det, som fejler mig; ikke nogen almindelig træthed –

Du er da ikke syg, Osvald!

Bliv siddende, mor. Tag det bare roligt. Jeg er ikke rigtig syg heller; ikke sådan, hvad man almindelig kalder syg. (slår hænderne sammen over hodet.) Mor, jeg er åndelig nedbrudt, – ødelagt, – jeg kan aldrig komme til at arbejde mere!

Osvald! Se på mig! Nej, nej, dette er ikke sandt.

Aldrig kunne arbejde mere! Aldrig – aldrig! Være som levende død! Mor, kan du tænke dig noget så forfærdeligt?

Min ulykkelige gut! Hvorledes er dette forfærdelige kommet over dig?

Ja, det er just det, jeg umulig kan fatte og begribe. Jeg har aldrig ført noget stormende liv. Ikke i nogen henseende. Det skal du ikke tro om mig, mor! Det har jeg aldrig gjort.

Det tror jeg heller ikke, Osvald.

Og så kommer dette over mig alligevel! Denne forfærdelige ulykke!

Å, men det vil rette sig, min kære, velsignede gut. Det er ikke andet end overanstrængelse. Du kan tro mig på det.

Det trode jeg også i førstningen; men det er ikke så.

Fortæl mig fra ende til anden.

Det vil jeg også.

Hvad tid mærked du det først?

Det var straks efter at jeg havde været hjemme forrige gang og var kommen ned til Paris igen. Jeg begyndte at føle de voldsomste smerter i hodet – mest i baghodet, syntes jeg. Det var som om en trang jernring blev skruet om nakken og opover.

Og så?

I førstningen trode jeg, det ikke var andet, end den sædvanlige hodepine, som jeg havde været så plaget med, da jeg var i opvæksten.

Ja, ja –

Men det var ikke så; det mærked jeg snart. Jeg kunde ikke arbejde længer. Jeg vilde begynde på et nyt stort billede; men det var som om evnerne svigted mig; al min kraft var som lamslåt; jeg kunde ikke samle mig til faste forestillinger; det svimled for mig, – løb rundt. Å, det var en forfærdelig tilstand! Til slut sendte jeg da bud efter lægen, – og af ham fik jeg vide besked.

Hvorledes, mener du?

Det var en af de første læger dernede. Jeg måtte da fortælle ham, hvorledes jeg følte det; og så begyndte han at gøre mig en hel del spørsmål, som jeg syntes slet ikke kom sagen ved; jeg begreb ikke hvor manden vilde hen –

Nu!

Tilsidst sa’ han: der har lige fra fødselen af været noget ormstukket ved Dem; – han brugte netop udtrykket «vermoulu».

Hvad mente han med det?

Jeg forstod det heller ikke, og bad ham om en nærmere forklaring. Og så sa’ den gamle cyniker – (knytter hånden.) Å –!

Hvad sa’ han?

Han sa’: fædrenes synder hjemsøges på børnene.

Fædrenes synder –!

Jeg havde nær slåt ham i ansigtet –

Fædrenes synder –

Ja, hvad synes du? Naturligvis forsikkred 109jeg ham, at der aldeles ikke kunde være tale om sligt noget. Men tror du han gav sig for det? Nej, han blev ved sit; og det var først da jeg havde taget frem dine breve og oversat for ham alle de steder, som handled om far –

Men da –?

Ja, da måtte han selvfølgelig indrømme, at han var på vildspor; og så fik jeg vide sandheden. Den ubegribelige sandhed! Dette jublende lyksalige ungdomsliv med kammeraterne skulde jeg afholdt mig fra. Det havde været for stærkt for mine kræfter. Selvforskyldt, altså!

Osvald! Å nej; tro ikke det!

Der var ingen anden forklaring mulig, sa’ han. Det er det forfærdelige. Uhelbredelig ødelagt for hele livet – for min egen ubesindigheds skyld. Alt, hvad jeg vilde udrettet i verden, – ikke at turde tænke på det engang, – ikke at kunne tænke på det. Å, kunde jeg bare leve om igen, – gøre det ugjort altsammen!

Havde det endda været noget nedarvet, – noget, som en ikke selv kunde gøre for. Men dette her! På en så skammelig, tankeløs, letsindig måde at ha’ sløset bort sin egen lykke, sin egen sundhed, alting i verden, – sin fremtid, sit liv –!

Nej, nej, min kære, velsignede gut; dette er umuligt! (bøjer sig over ham ) Det står ikke så fortvilet til med dig, som du tror.

Å, du ved ikke –. (springer op.) Og så det, mor, at jeg skal volde dig al den sorg! Mangen gang har jeg næsten ønsket og håbet, at du igrunden ikke brød dig så stort om mig.

Jeg, Osvald; min eneste gut! Det eneste, jeg ejer og har i verden; det eneste, jeg bryr mig om.

Ja, ja, jeg ser det nok. Når jeg er hjemme, så ser jeg det jo. Og det er noget af det tungeste for mig. – Men nu ved du det altså. Og nu vil vi ikke tale mere om det for idag. Jeg tåler ikke at tænke længe på det af gangen. (går opover gulvet.) Skaf mig noget at drikke, mor!

Drikke? Hvad vil du drikke nu?

Å, hvadsomhelst. Du har jo noget kold punch i huset.

Ja, men min kære Osvald –!

Sæt dig ikke imod det, mor. Vær nu snil! Jeg må ha’ noget at skylle alle disse nagende tankerne ned med. (går op i blomsterværelset.) Og så – så mørkt, som her er!

Og dette uophørlige regnvejr. Uge efter uge kan det jo vare ved; hele måneder. Aldrig få se et solglimt. De gange, jeg har været hjemme, mindes jeg aldrig jeg har set solen skinne.

Osvald, – du tænker på at rejse fra mig!

Hm – (drager vejret tungt.) Jeg tænker ikke på nogenting. Kan ikke tænke på nogenting! (lavmælt.) Det lar jeg nok være.

Ringte fruen?

Ja, lad os få lampen ind.

Straks, frue. Den er alt tændt.

Osvald, vær ikke forbeholden imod mig.

Det er jeg ikke, mor. (går hen til bordet.) Jeg synes, jeg har sagt dig så meget.

Hør, Regine, du kunde hente os en halv flaske champagne.

Vel, frue.

Det er, som det skal være. Jeg vidste nok, mor vilde ikke la’ sin gut tørste.

Du min stakkers kære Osvald; hvorledes skulde jeg kunne nægte dig nogenting nu?

Er det sandt, mor? Mener du det?

Hvorledes? Hvilket?

At du ikke vilde kunne nægte mig nogen ting?

Men kære Osvald –

Hys!

Skal jeg åbne –?

Nej tak, det skal jeg selv.

Hvad var det, du mente – jeg ikke måtte nægte dig?

Først et glas – eller to.

Tak, – ikke for mig.

Nå, så for mig da!

Nu da?

Hør, sig mig, – jeg syntes du og pastor Manders så så underlig – hm, stilfærdige ud ved middagsbordet.

La’ du mærke til det?

Ja. Hm – (efter en kort taushed.) Sig mig, – hvad synes du om Regine?

Hvad jeg synes?

Ja, er hun ikke prægtig?

Kære Osvald, du kender hende ikke så nøje som jeg –

Nå?

Regine fik desværre gå for længe hjemme. Jeg skulde taget hende til mig tidligere.

Ja, men er hun ikke prægtig at se på, mor?

Regine har mange og store fejl –

Å ja, hvad gør det?

Men jeg holder af hende alligevel; og jeg har ansvaret for hende. Jeg vilde ikke for alt i verden, at hun skulde komme noget til.

Mor, Regine er min eneste redning!

Hvad mener du med det?

Jeg kan ikke gå her og bære al denne sjælekval alene.

Har du ikke din mor til at bære den med dig?

Jo, det tænkte jeg; og derfor kom jeg også hjem til dig. Men det går ikke på den måden. Jeg ser det; det går ikke. Jeg holder ikke mit liv ud her!

Osvald!

Jeg må leve anderledes, mor. Derfor må jeg bort ifra dig. Jeg vil ikke ha’, at du skal gå og se på det.

Min ulykkelige gut! Å, men, Osvald, så længe du er så syg som nu –

Var det bare sygdommen alene, så blev jeg nok hos dig, mor. For du er min bedste ven i verden.

Ja, ikke sandt, Osvald; er jeg ikke det!

Men det er alle kvalerne, noget, angeren, – og så den store dødelige angst. Å – denne forfærdelige angst!

Angst? Hvilken angst? Hvad mener du?

Å, du må ikke spørge mig om mere. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke beskrive det for dig.

Hvad er det du vil?

Jeg vil min gut skal være glad, vil jeg. Han skal ikke gå her og gruble. (til Regine, som kommer i døren.) Mere champagne. En hel flaske.

Mor!

Tror du ikke vi forstår at leve her på gården også?

Er hun ikke prægtig at se på? Slig, som hun er bygget! Og så kærnesund.

Sæt dig, Osvald, og lad os tale roligt sammen.

Du ved nok ikke, mor, at jeg har en uret at gøre god igen mod Regine.

Du!

Eller en liden ubetænksomhed – hvad du vil kalde det. Meget uskyldigt forresten. Da jeg sidst var hjemme –

Ja?

– så spurgte hun mig så ofte om Paris, og jeg fortalte hende da et og andet dernedefra. Så husker jeg, at jeg en dag kom til at sige: skulde De ikke selv ha’ lyst til at komme derned?

Nu?

Jeg så, at hun blev ganske blussende rød, og så sa’ hun: jo, det havde jeg rigtignok lyst til. Ja ja, svarte jeg, det kan der nok bli’ råd for – eller noget sligt.

Nu ja?

Jeg havde naturligvis glemt det hele; men da jeg iforgårs kom til at spørge hende, om hun var glad over, at jeg skulde bli’ så længe hjemme –

Ja?

– da så hun så besynderligt på mig, og så spurgte hun: men hvad blir der så af min rejse til Paris?

Hendes rejse!

Og så fik jeg ud af hende, at hun havde taget sagen alvorligt, at hun havde gåt her og tænkt på mig hele tiden, og at hun havde lagt sig efter at lære fransk –

Derfor altså –

Mor, – da jeg så den prægtige, smukke, kærnefriske pige stå der for mig – før havde jeg jo aldrig lagt videre mærke til hende – men nu, da hun stod der ligesom med åbne arme færdig til at ta’ imod mig –

Osvald!

– da gik det op for mig, at i hende var der redning; for jeg så der var livsglæde i hende.

Livsglæde –? Kan der være redning i den?

Jeg ber undskylde, at jeg blev så længe; men jeg måtte i kælderen –

Og hent så et glas til.

Der står fruens glas, herr Alving.

Ja, men hent et til dig selv, Regine.

Nå?

Er det med fruens vilje –?

Hent glasset, Regine.

Har du lagt mærke til, hvorledes hun går? Så fast og frejdigt.

Dette sker ikke, Osvald!

Den sag er afgjort. Det ser du jo. Det nytter ikke at tale imod.

Sæt dig, Regine.

Sæt dig ned.

Osvald, – hvad var det du sa’ om livsglæden?

Ja, livsglæden, mor, – den kender I ikke stort til herhjemme. Jeg fornemmer den aldrig her.

Ikke når du er hos mig?

Ikke når jeg er hjemme. Men det forstår du ikke.

Jo, jo, jeg tror næsten jeg forstår det – nu.

Den – og så arbejdsglæden. Ja, det er nu igrunden den samme ting. Men den ved I hellerikke noget om.

Det kan du nok ha’ ret i. Osvald, lad mig høre mere om dette her.

Ja, det er bare det jeg mener, at her læres folk op til at tro, at arbejdet er en forbandelse og en syndestraf, og at livet er noget jammerligt noget, som vi er bedst tjent med at komme ud af jo før jo heller.

En jammerdal, ja. Og det gør vi det da også ærligt og redeligt til.

Men sligt noget vil menneskene ikke vide af derude. Der er ingen der, som rigtig tror på den slags lærdomme længer. Derude kan det kendes som noget så jublende lyksaligt, bare det at være til i verden. Mor, har du lagt mærke til, at alt det, jeg har malet, har drejet sig om livsglæden? Altid og bestandig om livsglæden. Der er lys og solskin og søndagsluft, – og strålende fornøjede menneskeansigter. Derfor er jeg ræd for at bli’ her hjemme hos dig.

Ræd? Hvad er det du er ræd for her hos mig?

Jeg er ræd for, at alt det, som er oppe i mig, vilde arte ud i styghed her.

Tror du, det vilde ske?

Jeg ved det så visst. Lev det samme liv herhjemme, som derude, og det blir dog ikke det samme liv.

Nu ser jeg sammenhængen.

Hvad ser du?

Nu ser jeg den for første gang. Og nu kan jeg tale.

Mor, jeg forstår dig ikke.

Skal jeg kanske gå?

Nej, bliv her. Nu kan jeg tale. Nu, min gut, skal du vide det altsammen. Og så kan du vælge. Osvald! Regine!

Vær stille. Pastoren –

Se så, nu har vi havt en hjertens hyggelig stund dernede.

Vi også.

Engstrand må hjælpes med dette sjømandshjem. Regine må flytte til ham og være ham behjælpelig –

Nej tak, herr pastor.

Hvad –? Her, – og med et glas i hånden!

Pardon –!

Regine flytter med mig, herr pastor.

Flytter! Med Dem!

Ja, som min hustru, – hvis hun forlanger det.

Men du forbarmende –!

Jeg kan ikke gøre for det, herr pastor.

Eller hun blir her, hvis jeg blir.

Her!

Jeg forstenes over Dem, fru Alving.

Ingen af delene sker; for nu kan jeg tale rent ud.

Men det vil De da ikke! Nej, nej, nej!

Jo, jeg både kan og vil. Og endda skal der ingen idealer falde.

Mor, hvad er det for noget, som her skjules for mig!

Frue! Hør! Der er folk, som skriger udenfor.

Hvad er der påfærde? Hvor kommer den lysningen fra?

Det brænder i asylet!

Brænder!

Brænder? Umuligt. Jeg var jo nylig dernede.

Hvor er min hat? Nå, det kan være det samme –. Fars asyl –!

Mit tørklæde, Regine! Det brænder i lys lue.

Forfærdeligt! Fru Alving, der lyser straffedommen over dette forstyrrelsens hus!

Ja, ja visst. Kom, Regine.

Og så ikke assureret!