Brændt altsammen. Lige til grunden.

Det brænder endnu i kælderne.

At ikke Osvald kommer op. Der er jo ingenting at redde.

Skal jeg kanske gå ned til ham med hatten?

Har han ikke sin hat engang?

Nej, der hænger den.

Så lad den hænge. Nu må han dog komme op. Jeg vil selv se efter.

Er ikke fru Alving her?

Nu gik hun netop ned i haven.

Dette er den forskrækkeligste nat, jeg har oplevet.

Ja, er det ikke en gruelig ulykke, herr pastor?

Å, tal ikke om det! Jeg tør knapt tænke på det engang.

Men hvorledes kan det være gåt til –?

Spørg mig ikke, jomfru Engstrand! Hvor kan jeg vide det? Vil De kanske også –? Er det ikke nok, at Deres far –?

Hvad han?

Å, han har gjort mig rent fortumlet i hodet.

Herr pastor –!

Er De efter mig her også!

Ja, jeg må Gu’ døde mig –! Å, Jøss da! Men dette her er så fælt, herr pastor!

Desværre, desværre!

Hvad er det for noget?

Å, det kom af denne her andagten, ser du. (sagte.) Nu har vi gøken, barnet mit! (højt.) Og så at jeg skal være skyld i, at pastor Manders blev skyld i sligt noget!

Men jeg forsikkrer Dem, Engstrand –

Men der var jo ingen andre end pastoren, som rejerte med lysene dernede.

Ja, det påstår De. Men jeg kan tilforladelig ikke erindre, at jeg havde et lys i min hånd.

Og jeg, som så så grangiveligt, at pastoren tog lyset og snød det med fingrene, og slængte tanen lige bort i høvleflisene.

Og det så De på?

Ja, det så jeg plent, det.

Dette er det mig umuligt at begribe. Det er ellers aldrig min vane at pudse lys med fingrene.

Ja, det så også fælt uvorrent ud, gjorde det. Men kan det da bli’ så rent farligt, herr pastor?

Å, spørg mig ikke!

Og så har jo ikke pastoren assurert det heller?

Nej, nej, nej; det hører De jo.

Ikke assurert. Og så gå bent bort og stikke varme på det alt ihob. Jøss, Jøss, for en ulykke!

Ja, det må De nok sige, Engstrand.

Og så at sligt skulde hænde sig med en velgørendes anstalt, som skulde været til nytte for både by og bygd, som de siger. Bladene vil nok ikke fare fint med pastoren, kan jeg tro.

Nej, det er just det, jeg går og tænker på. Det er næsten det værste af det altsammen. Alle disse hadefulde angreb og beskyldninger –! Å, det er forskrækkeligt at tænke sig til!

Han er ikke at formå til at gå fra slukningen.

Ah, er De der, frue.

Så slap De dog at holde Deres festtale, pastor Manders.

A, jeg skulde så gladeligen –

Det var bedst, at det gik, som det gik. Dette asyl var ikke blevet til nogen velsignelse.

Tror De ikke?

Tror De det?

Men det var dog en overmåde stor ulykke alligevel.

Vi vil tale kort og godt om det, som en forretningssag. – Venter De på pastoren, Engstrand?

Ja, jeg gør nok det.

Så sæt Dem ned så længe.

Tak; jeg står så godt.

De rejser nu formodentlig med dampskibet?

Ja. Det går om en times tid.

Vær da så god at ta’ alle papirerne med Dem igen. Jeg vil ikke høre et ord mere om denne sag. Jeg har fåt andre ting at tænke på –

Fru Alving –

Siden skal jeg sende Dem fuldmagt til at ordne alting som De selv vil.

Det skal jeg så inderlig gerne påtage mig. Legatets oprindelige bestemmelse må jo nu desværre aldeles forandres.

Det forstår sig.

Ja, så tænker jeg foreløbig, jeg ordner det så, at gårdparten Solvik tilfalder landsognet. Jordvejen kan jo ingenlunde siges at være fuldstændig værdiløs. Den vil altid kunne gøres nyttig til et eller andet. Og renterne af den kontante beholdning, som indestår i sparebanken, kunde jeg kanske passeligst anvende til at støtte et eller andet foretagende, som måtte siges at være til gavn for byen.

Ganske som De vil. Det hele er mig nu aldeles ligegyldigt.

Tænk på mit sjømandshjem, herr pastor!

Ja, tilforladelig, De siger noget. Nå, det må nøje overlægges.

Nej fan’ ikke overlægge –. Å Jøss’ da!

Og jeg ved jo desværre ikke, hvor længe jeg får med de sager at bestille. Om ikke den 137offentlige mening vil nøde mig til at fratræde. Det beror jo altsammen på udfaldet af brandforhørerne.

Hvad er det De siger?

Og udfaldet lar sig aldeles ikke på forhånd beregne.

Å jo såmæn gør det så. For her står Jakob Engstrand og jeg.

Ja ja, men –?

Og Jakob Engstrand er ikke den mand, som svigter en værdig velgører i nødens stund, som de kalder det.

Ja men kære, – hvorledes –?

Jakob Engstrand er som en redningens engel at lignes ved, han, herr pastor!

Nej, nej, dette kan jeg tilforladelig ikke modtage.

Å, det blir nu så alligevel. Jeg ved en, som har taget skylden på sig for andre engang før, jeg.

Jakob! (trykker hans hånd.) De er en sjelden personlighed. Nå, De skal også bli’ forhjulpen til Deres sømands-asyl; det kan De lide på.

Og så afsted. Vi to rejser sammen.

Følg med mig, tøs! Du skal få leve som guld i et æg.

Merci!

Lev vel, fru Alving! Og gid ordenens og lovlighedens ånd ret snart må holde sit indtog i denne bolig.

Farvel, Manders!

Farvel, barnet mit. Og skulde der komme noget på med dig, så ved du, hvor Jakob Engstrand er at finde. (sagte.) Lille Havnegaden, hm –! (til fru Alving og Osvald.) Og huset for de vejfarendes sjømænderne, det skal kaldes «Kammerherre Alvings hjem», det. Og får jeg styre det huset efter mine funderinger, så tør jeg love, at det skal bli’ salig kammerherren værdigt.

Hm – hm! Kom så, min kære Engstrand. Farvel; farvel!

Hvad var det for et hus, han talte om?

Det er nok et slags asyl, som han og pastor Manders vil oprette.

Det vil brænde op ligesom alt dette her.

Hvor falder du på det?

Alting vil brænde. Der blir ingenting tilbage, som minder om far. Jeg går også her og brænder op.

Osvald! Du skulde ikke blevet så længe dernede, min stakkers gut.

Jeg tror næsten, du har ret i det.

Lad mig tørre dit ansigt, Osvald; du er ganske våd.

Tak, mor.

Er du ikke træt, Osvald? Vil du kanske sove?

Nej, nej, – ikke sove! Jeg sover aldrig; jeg bare lader så. (tungt.) Det kommer tidsnok.

Jo, du er rigtignok syg alligevel, min velsignede gut.

Er herr Alving syg?

Og så luk alle dørene! Denne dødelige angst –

Luk, Regine.

Se så; nu vil jeg sidde hos dig –

Ja, gør det. Og Regine skal også bli’ inde. Regine skal altid være om mig. Du gir mig nok håndsrækningen, Regine. Gør du ikke det?

Jeg forstår ikke –

Håndsrækningen?

Ja, – når det behøves.

Osvald, har du ikke din mor til at gi’ dig en håndsrækning.

Du? (smiler.) Nej, mor, den håndsrækning gir du mig ikke. (ler tungt.) Du! Ha-ha! (ser alvorligt på hende.) Forresten var du jo nærmest til det. (hæftigt.) Hvorfor kan du ikke sige du til mig, Regine? Hvorfor kalder du mig ikke Osvald?

Jeg tror ikke fruen vilde like det.

Om lidt skal du få lov til det. Og sæt dig så her hos os, du også.

Og nu, min stakkers forpinte gut, nu skal jeg ta’ byrderne af dit sind –

Du, mor?

– alt det, du kalder for nag og anger og bebrejdelser –

Og det tror du, du kan?

Ja, nu kan jeg det, Osvald. Du kom før til at tale om livsglæden; og da gik der ligesom et nyt lys op for mig over alle tingene i hele mit liv.

Dette her forstår jeg ikke noget af.

Du skulde ha’ kendt din far, da han var ganske ung løjtnant. I ham var livsglæden oppe, du!

Ja, det ved jeg.

Det var som et søndagsvejr bare at se på ham. Og så den ustyrlige kraft og livsfylde, som var i ham!

Og så –?

Og så måtte sligt et livsglædens barn, – for han var som et barn, dengang, – han måtte gå herhjemme i en halvstor by, som ingen glæde havde at byde på, men bare fornøjelser. Måtte gå her uden at ha’ noget livsformål; han havde bare et embede. Ikke øjne noget arbejde, som han kunde kaste sig over med hele sit sind; – han havde bare forretninger. Ikke eje en eneste kammerat, som var mægtig at føle hvad livsglæde er for noget; bare dagdrivere og svirebrødre –

Mor –!

Så kom det, som det måtte komme.

Og hvorledes måtte det da komme?

Du sagde selv før iaftes, hvorledes det vilde gå med dig, om du blev hjemme.

Vil du dermed sige, at far –?

Din stakkers far fandt aldrig noget afløb for den overmægtige livsglæde, som var i ham. Jeg bragte heller ikke søndagsvejr ind i hans hjem.

Ikke du heller?

De havde lært mig noget om pligter og sligt noget, som jeg har gåt her og troet på så længe. Alting så munded det ud i pligterne, – i mine pligter og i hans pligter og –. Jeg er ræd, jeg har gjort hjemmet uudholdeligt for din stakkers far, Osvald.

Hvorfor har du aldrig skrevet mig noget til om dette?

Jeg har aldrig før set det slig, at jeg kunde røre ved det til dig, som var hans søn.

Og hvorledes så du det da?

Jeg så bare den ene tingen, at din far var en nedbrudt mand før du blev født.

Ah –!

Og så tænkte jeg dag ud og dag ind på den ene sagen, at Regine igrunden hørte til her i huset – ligesom min egen gut.

Regine –!

Jeg –!

Ja, nu ved I det begge to.

Regine!

Så mor var altså slig en.

Din mor var bra’ i mange stykker, Regine.

Ja, men hun var altså slig en alligevel. Ja, jeg har nok tænkt det iblandt; men –. Ja, frue, må jeg så få lov til at rejse straks på timen?

Vil du virkelig det, Regine?

Ja, det vil jeg da rigtignok.

Du har naturligvis din vilje, men –

Rejse nu? Her hører du jo til.

Merci, herr Alving; – ja, nu får jeg vel sige Osvald da. Men det var rigtignok ikke på den måden, jeg havde ment det.

Regine, jeg har ikke været åbenhjertig imod dig –

Nej, det var såmæn synd at sige! Havde jeg vidst, at Osvald var sygelig så –. Og så nu, da det ikke kan bli’ til noget alvorligt mellem os –. Nej, jeg kan rigtig ikke gå her ude på landet og slide mig op for syge folk.

Ikke engang for en, som står dig så nær?

Nej såmæn om jeg kan. En fattig pige får nytte sin ungdom; for ellers kan en komme 148til at stå på en bar bakke før en ved af det. Og jeg har også livsglæde i mig, frue!

Ja, desværre; men kast dig bare ikke bort, Regine.

Å, sker det, så skal det vel så være. Slægter Osvald på sin far, så slægter vel jeg på min mor, kan jeg tænke. – Må jeg spørge fruen, om pastor Manders ved besked om dette her med mig?

Pastor Manders ved altsammen.

Ja, så får jeg rigtig se at komme afgårde med dampbåden så fort jeg kan. Pastoren er så snil at komme tilrette med; og jeg synes da rigtignok, at jeg er lige så nær til lidt af de pengene, som han – den fæle snedkeren.

De skal være dig vel undt, Regine.

Fruen kunde gerne ha’ opdraget mig som en konditioneret mands barn; for det havde passet bedre for mig. (kaster på nakken.) Men 149skidt, – det kan være det samme! (med et forbittret sideblik til den korkede flaske.) Jeg kan såmæn endnu komme til at drikke champagnevin med konditionerte folk, jeg.

Og trænger du til et hjem, Regine, så kom til mig.

Nej, mange tak, frue. Pastor Manders tar sig nok af mig, han. Og skulde det gå rigtig galt, så ved jeg jo et hus, hvor jeg hører hjemme.

Hvor er det?

I kammerherre Alvings asyl.

Regine, – nu ser jeg det, – du går tilgrunde!

Å pyt! Adieu.

Gik hun?

Ja.

Jeg tror det var galt, dette her.

Osvald, min kære gut, – har det rystet dig stærkt?

Alt dette om far, mener du?

Ja, om din ulykkelige far. Jeg er så ræd, det skal ha’ virket for stærkt på dig.

Hvor kan du falde på det? Det kom mig naturligvis højst overraskende; men igrunden kan det jo være mig ganske det samme.

Det samme! At din far var så grænseløs ulykkelig!

Naturligvis kan jeg føle deltagelse for ham, som for enhver anden, men –

Ikke anderledes! For din egen far!

Ja, far – far. Jeg har jo aldrig kendt noget til far. Jeg husker ikke andet om ham, end at han engang fik mig til at kaste op.

Dette er forfærdeligt at tænke sig! Skulde ikke et barn føle kærlighed for sin far alligevel?

Når et barn ikke har noget at takke sin far for? Aldrig har kendt ham? Holder du virkelig fast ved den gamle overtro, du, som er så oplyst forresten?

Og det skulde bare være overtro –!

Ja, det kan du vel indse, mor. Det er en af disse meninger, som er sat i omløb i verden og så –

Gengangere!

Ja, du kan gerne kalde dem gengangere.

Osvald, – så elsker du heller ikke mig!

Dig kender jeg da ialfald –

Ja, kender; men er det alt!

Og jeg ved jo, hvor meget du holder af mig; og det må jeg da være dig taknemmelig for. Og du kan jo være mig så umådelig nyttig, nu, da jeg er syg.

Ja, kan jeg ikke det, Osvald! Å, jeg kunde næsten velsigne din sygdom, som drev dig hjem til mig. For jeg ser det nok; jeg har dig ikke; du må vindes.

Ja, ja, ja; alt dette er nu sådanne talemåder. Du må huske på, jeg er et sygt menneske, mor. Jeg kan ikke beskæftige mig så meget med andre; jeg har nok med at tænke på mig selv.

Jeg skal være nøjsom og tålmodig.

Og så glad, mor!

Ja, min kære gut, det har du ret i. (går hen til ham.) Har jeg nu taget alle nag og bebrejdelser fra dig?

Ja, det har du. Men hvem tar nu angsten?

Angsten?

Regine havde gjort det for et godt ord.

Jeg forstår dig ikke. Hvad er dette med angsten – og med Regine?

Er det meget sent på natten, mor?

Det er tidligt på morgenen. (ser ud i blomsterværelset.) Dagen begynder alt at gry oppe i højderne. Og så blir det klarvejr, Osvald! Om lidt skal du få se solen.

Det glæder jeg mig til. Å, der kan være mangt og meget for mig at glæde mig ved og leve for –

Det skulde jeg vel tro!

Om jeg end ikke kan arbejde, så –

Å, nu vil du snart kunne komme til at arbejde igen, min kære gut. Nu har du jo ikke længer alle disse nagende og trykkende tankerne at gå og ruge over.

Nej, det var godt, at du fik væltet alle de indbildninger af mig. Og når jeg nu bare er kommen over dette ene – (sætter sig i sofaen). Nu vil vi snakke sammen, mor –

Ja, lad os det.

– og så rinder solen imens. Og så ved du det. Og så har jeg ikke længer denne angsten.

Hvad er det jeg ved, sa’ du?

Mor, var det ikke så du sa’ før ikveld, at der ikke var den ting til i verden, som du ikke vilde gøre for mig, om jeg bad dig om det?

Jo, det sa’ jeg rigtignok!

Og det står du ved, mor?

Det kan du lide på, du min kære eneste gut. Jeg lever jo ikke for noget andet, end bare for dig alene.

Ja, ja, så skal du da høre –. Du, mor, du har et stærkt kraftfuldt sind, det ved jeg. Nu skal du sidde ganske rolig, når du får høre det.

Men hvad er det da for noget forfærdeligt –!

Du skal ikke skrige op. Hører du? Lover du mig det? Vi vil sidde og snakke ganske stille om det. Lover du mig det, mor?

Ja, ja, jeg lover dig det; men bare tal!

Ja, så skal du da vide, at det med trætheden, – og det, at jeg ikke tåler at tænke på arbejde, – alt det er ikke sygdommen selv –

Hvad er da sygdommen selv?

Den sygdom, jeg har fåt som arvelod, den – (peger på panden og tilføjer ganske sagte.) den sidder herinde.

Osvald! Nej – nej!

Ikke skrige. Jeg kan ikke tåle det. Jo, du, den sidder herinde og lurer. Og den kan bryde løs hvad tid og time det skal være.

Å, hvilken rædsel –!

Nu bare rolig. Slig står det til med mig –

Dette er ikke sandt, Osvald! Det er umuligt! Det kan ikke være så!

Jeg har havt et anfald dernede. Det gik snart over. Men da jeg fik vide, hvorledes det havde været med mig, da kom angsten over mig så rasende og jagende; og så rejste jeg hjem til dig så fort jeg kunde.

Det er altså angsten –!

Ja, for dette er så ubeskrivelig afskyeligt, ser du. Å, havde det bare været en almindelig dødelig sygdom –. For jeg er ikke så bange for at dø; skønt jeg jo gerne vil leve så længe jeg kan.

Ja, ja, Osvald, det må du!

Men dette er så forfærdelig afskyeligt. At bli’ ligesom forvandlet til et spædt barn igen; at måtte mades, at måtte –. Å, – det er ikke til at beskrive!

Barnet har sin mor til at pleje sig.

Nej, aldrig; det er netop det, jeg ikke vil! Jeg tåler ikke at tænke på, at jeg kanske skulde 158ligge slig i mange år, – bli’ gammel og grå. Og så kunde du kanske dø fra mig imens. (sætter sig i fru Alvings stol.) For det behøver ikke at ende dødeligt straks, sa’ lægen. Han kaldte det et slags blødhed i hjernen – eller noget sligt. (smiler tungt.) Jeg synes, det udtryk høres så smukt. Jeg kommer altid til at tænke på kirsebærrøde silkefløjels drapperier, – noget, som er delikat at stryge nedad.

Osvald!

Og nu har du taget Regine fra mig! Havde jeg bare havt hende. Hun havde nok givet mig håndsrækningen, hun.

Hvad mener du med det, min elskede gut? Er der da nogen håndsrækning i verden, som ikke jeg skulde ville gi’ dig?

Da jeg var kommen mig efter anfaldet dernede, så sa’ lægen mig det, at når det kommer igen, – og det kommer igen, – så er der ikke noget håb mere.

Og det var han hjerteløs nok til at –

Jeg forlangte det af ham. Jeg sa’ ham, at jeg havde forføjninger at træffe –. (smiler listigt.) Og det havde jeg også. (trækker en liden æske op af den indre brystlomme.) Mor, ser du denne her?

Hvad er det for noget?

Morfinpulver.

Osvald, – min gut?

Jeg har fåt tolv kapsler sparet sammen –

Giv mig æsken, Osvald!

Ikke endnu, mor.

Dette overlever jeg ikke!

Det må overleves. Havde jeg nu havt Regine her, så havde jeg sagt hende, hvorledes det stod til med mig – og bedt hende om den sidste håndsrækning. Hun havde hjulpet mig; det er jeg viss på.

Aldrig!

Når det forfærdelige var kommet over mig og hun så mig ligge der hjælpeløs, som et lidet spædebarn, uhjælpelig, fortabt, håbløs, – ingen redning mere –

Aldrig i verden havde Regine gjort dette!

Regine havde gjort det. Regine var så prægtig lethjertet. Og hun var snart bleven ked af at passe en slig syg, som jeg.

Da lov og pris, at ikke Regine er her!

Ja, nu får altså du gi’ mig håndsrækningen, mor.

Jeg!

Hvem er nærmere til det end du?

Jeg! Din mor!

Just derfor.

Jeg, som har givet dig livet!

Jeg har ikke bedt dig om livet. Og hvad er det for et slags liv, du har givet mig? Jeg vil ikke ha’ det! Du skal ta’ det igen!

Hjælp! Hjælp!

Gå ikke fra mig! Hvor vil du hen?

Hente lægen til dig, Osvald! Lad mig komme ud!

Du kommer ikke ud. Og her kommer ingen ind.

Osvald! Osvald, – mit barn!

Har du en mors hjerte for mig, – du, som kan se mig lide al denne unævnelige angst!

Her er min hånd på det.

Vil du –?

Om det blir nødvendigt. Men det blir ikke nødvendigt. Nej, nej, det er aldrig muligt!

Ja, lad os håbe på det. Og lad os så leve sammen så længe vi kan. Tak, mor.

Føler du dig nu rolig?

Ja.

Det har været en forfærdelig indbildning hos dig, Osvald. Altsammen indbildning. Du har 163ikke tålt alt dette oprivende. Men nu skal du få hvile ud. Hjemme hos din egen mor, du min velsignede gut. Alt, hvad du peger på, skal du få, som dengang du var et lidet barn. – Se så. Nu er anfaldet over. Ser du, hvor let det gik! Å, det vidste jeg nok. – Og ser du, Osvald, hvilken dejlig dag vi får? Skinnende solvejr. Nu kan du rigtig få se hjemmet.

Mor, gi’ mig solen.

Hvad siger du?

Solen. Solen.

Osvald, hvorledes er det med dig?

Hvad er dette! (skriger højt.) Osvald! Hvorledes har du det! (kaster sig på knæ ned ved ham og rusker 164i ham.) Osvald! Osvald! Se på mig! Kender du mig ikke?

Solen. – Solen.

Dette bæres ikke! (hvisker ligesom stivnet.) Dette bæres ikke! Aldrig! (pludseligt.) Hvor har han dem henne? (famler pilsnart over hans bryst.) Her! (viger et par skridt tilbage og skriger:) Nej; nej; nej! – Jo! – Nej; nej!

Solen. – Solen.