Goddag igen, herr assessor!

I lige måde, fru Tesman!

Nu skyder jeg Dem, assessor Brack!

Nej-nej-nej! Stå da ikke og sigt lige på mig!

Det kommer der ud af at gå bagveje!

Er De rent gal –!

Å, herre gud, – traf jeg Dem kanské?

Lad være med de narrestreger!

Kom så ind da, assessor.

For pokker, – driver De på med den sport endnu? Hvad skyder De på?

Å, jeg står bare sådan og skyder op i den blå luft.

Med forlov, frue. (sér på den.) Ah, denne her, – den kender jeg godt. (ser sig om.) Hvor har vi så kassen? Nå her. (lægger pistolen ned i og lukker.) For nu skal vi ikke ha’ mere af den spas for idag.

Ja, hvad i herrens navn vil De jeg skal ta’ mig til?

Har De ingen besøg havt?

Ikke et eneste. Alle de intime ligger nok på landet endnu.

Og Tesman er kanské heller ikke hjemme?

Nej. Straks han havde spist, så løb han hen til tanterne. For han vented ikke Dem så tidligt.

Hm, – at jeg ikke tænkte mig det. Det var dumt af mig.

Hvorfor dumt?

Jo, for så var jeg kommet herud endnu lidt – tidligere.

Ja, da havde De nu slet ingen truffet. For jeg har været inde og klædt mig om efter middagen.

Og der er ikke sådan en bitte liden dørsprække, som en kunde ha’ forhandlet igennem?

De har jo glemt at arrangere en slig en.

Det var også dumt af mig.

Nå, så får vi slå os ned her da. Og vente. For Tesman kommer visst ikke hjem så snart.

Ja-ja, herre gud, jeg skal være tålmodig.

Nå?

Nå?

Det var mig, som spurgte først.

Ja, lad os så få os en liden lun passiar, fru Hedda.

Synes De ikke, det er som en hel evighed siden vi sidst taltes ved? – Ja, det småtteri igåraftes og i formiddag – det regner jeg nu ikke for noget.

Men sådan – imellem os selv? På tomandshånd, mener De?

Å ja. Så omtrent.

Hver eneste dag har jeg gåt her og ønsket, at De bare var vel hjemme igen.

Og jeg har såmæn hele tiden bare ønsket det samme.

De? Virkelig, fru Hedda? Og jeg, som trode, De havde moret Dem så inderlig godt på rejsen!

Jo, det kan De tro!

Men det skrev da Tesman bestandig om.

Ja, han! For han synes nu, det er det dejligste han véd at gå og rode i bogsamlingerne. Og få sidde og skrive af gamle pergamentblade, – eller hvad det nu er for noget.

Nå, det er jo hans kald her i verden. For en del da.

Ja, det er jo det. Og da kan en sagtens –. Men jeg! Å nej, kære assessor, – jeg har havt det gruelig kedeligt.

Siger De virkelig det? For ramme alvor?

Ja, De kan da vel selv tænke Dem –! Sådan i et helt halvt år aldrig at træffe på et menneske, som kender en smule til vor kreds. Og som en kan tale med om vore egne sager.

Nej-nej, – det vilde jeg også føle som et savn.

Og så det, som er det aller u-udholdeligste –

Nå?

– evig og altid at skulle være sammen med – med én og den samme –

Både sent og tidlig, – ja. Tænk, – til alle mulige tider.

Jeg sa’: evig og altid.

Lad gå. Men med vor skikkelige Tesman synes jeg jo rigtignok, at man måtte kunne –

Tesman er – et fagmenneske, kære.

Unægtelig.

Og fagmennesker er slet ikke morsomme at rejse sammen med. Ikke i længden i alle fald.

Ikke engang – det fagmenneske, man elsker?

Uh, – brug da ikke det klissede ord!

Hvad nu, fru Hedda!

Ja, De skulde bare prøve det, De! At høre tale om kulturhistorie både sent og tidlig –

Evig og altid –

Ja-ja-ja! Og så dette her om husfliden i middelalderen –! Det er nu det aller græsseligste!

Men, sig mig, – hvorledes skal jeg da egentlig forstå at –? Hm –

At der blev et par af mig og Jørgen Tesman, mener De?

Nå ja, lad os udtrykke det så.

Herregud, synes De da, det er så underligt?

Både ja og nej, – fru Hedda.

Jeg havde virkelig danset mig træt, kære assessor. Min tid var omme – (farer let sammen). Uh nej, – det vil jeg da ikke sige alligevel. Ikke tænke det heller!

Det har De da tilforladelig heller ingen grund til.

Åh, – grund –. (ser ligesom spejdende på ham.) Og Jørgen Tesman, – han må jo dog siges at være et korrekt menneske i alle måder.

Både korrekt og solid. Gud bevar’s.

Og noget egentlig løjerligt kan jeg ikke finde der er ved ham. – Finder De det?

Løjerligt? Ne–j, – det vil jeg just ikke sige –

Nå. Men så er han da en svært flittig samler ialfald! – Det kan såmæn godt være, at han bringer det vidt med tiden alligevel.

Jeg trode, De mente ligesom alle de andre, at der vilde bli’ en særdeles fremragende mand af ham.

Ja, jeg gjorde det. – Og da han så gik der og endelig med vold og magt vilde få lov til at forsørge mig –. Jeg véd ikke, hvorfor jeg ikke skulde ta’ imod det?

Nej-nej. Fra den side betragtet –

Det var såmæn mere end mine andre opvartende venner var villige til, kære assessor.

Ja, jeg kan tilforladelig ikke svare for alle de andre. Men hvad mig selv angår, så véd De jo nok, at jeg altid har næret en – en viss respekt for ægteskabets bånd. Sådan i sin almindelighed, fru Hedda.

Å, jeg har såmæn aldrig gjort mig forhåbninger med hensyn til Dem.

Alt, hvad jeg begærer, det er at ha’ en god, fortrolig omgangskreds, hvor jeg kan være til tjeneste med råd og dåd og får lov til at gå ud og ind som – som en prøvet ven –

Af manden i huset, mener De?

Oprigtig talt, – helst af fruen. Men dernæst også af manden, forstår sig. Véd De hvad, – et sådant – lad mig sige, et sådant trekantet forhold, – det er i grunden en stor behagelighed for alle parter.

Ja, jeg har mangen god gang savnet en tredjemand på rejsen. Uh, – det, at sidde på tomandshånd i kupéen –!

Heldigvis er nu bryllupsrejsen overstået –

Rejsen tør bli’ lang, – lang endnu. Jeg er bare kommen til et stoppested undervejs.

Nå, så hopper man ud. Og moverer sig en smule, fru Hedda.

Jeg hopper aldrig ud.

Virkelig ikke?

Nej. For der er altid nogen tilstede, som –

– som ser på ens ben, mener De?

Ja netop.

Nå, men, herre gud –

Holder ikke af det. – Da blir jeg heller siddende, – hvor jeg nu engang er. På tomandshånd.

Nå, men så stiger der en tredjemand ind til parret da.

Ja sé, – det er noget ganske andet!

En prøvet, forstående ven –

– underholdende på alskens livlige områder –

– og slet ikke spor af fagmenneske!

Ja, det er jo rigtignok en lettelse.

Trekanten sluttet.

Og så kører toget videre.

Puh, – det var sandelig hedt at slæbe på, – alt dette her. (lægger bøgerne fra sig.) Jeg formelig sveder, Hedda. Nej se, se, – er De alt kommen, kære assessor? Hvad? Det sa’ ikke Berte noget om.

Jeg gik op igennem haven.

Hvad er det for bøger, du kommer med?

Det er nogen nye fagskrifter, som jeg nødvendigvis måtte ha’.

Fagskrifter?

Aha, det er fagskrifter, fru Tesman.

Behøver du endnu flere fagskrifter?

Ja, kære Hedda, dem kan man aldrig få for mange af. Man må jo følge med, hvad der skrives og trykkes.

Ja, man må vel det.

Og sé her, – her har jeg fåt fat på Ejlert Løvborgs nye bog også. (rækker den frem.) Har du kanské lyst til at sé i den, Hedda? Hvad?

Nej mange tak. Eller – jo, kanské senere.

Jeg bladed lidt i den på vejen.

Nå, hvad synes så De – som fagmand?

Jeg synes, det er mærkeligt, hvor sindigt den er holdt. Han skrev aldrig således før. (samler bøgerne sammen.) Men nu vil jeg bære ind alt dette her. Det skal bli’ en fryd at få skære op –! Og så må jeg klæ’ mig lidt om. (til Brack.) Ja, for vi behøver vel ikke at gå nu straks? Hvad?

Å bevares, – det haster ikke på længe endnu.

Nå, så gir jeg mig tid da. (går med bøgerne, men standser i døråbningen og vender sig.) Det er sandt, Hedda, – tante Julle kommer ikke ud til dig iaften.

Ikke det? Er det kanské den historie med hatten, som er ivejen?

Å langt ifra. Hvor kan du tro sligt om tante Julle? Tænk –! Men tante Rina er så svært dårlig, sér du.

Det er hun jo altid.

Ja, men idag var det nu så rent galt fat med hende, stakker.

Nå, så er det jo så rimeligt, at den anden blir hos hende da. Jeg får finde mig i det.

Og du kan ikke tænke dig, du, hvor sjæleglad tante Julle var alligevel, – fordi du var ble’t så trivelig på rejsen!

Åh, – disse evige tanterne!

Hvad?

Ingenting.

Ja-ja da.

Hvad var det for en hat, De talte om?

Å, det var noget med frøken Tesman imorges. Hun havde lagt sin hat fra sig der på stolen. (sér på ham og smiler.) Og så lod jeg, som om jeg troede det var tjenestepigens.

Men, snille fru Hedda, hvor kunde De nu gøre det! Imod den skikkelige gamle dame!

Ja, sér De, – sligt noget kommer over mig ret som det er. Og så kan jeg ikke la’ det være. (kaster sig ned i lænestolen ved ovnen.) Å, jeg véd ikke selv, hvorledes jeg skal forklare det.

De er ikke egentlig lykkelig, – det er nok sagen.

Jeg véd heller ikke, hvorfor jeg skulde være – lykkelig. Eller kan De kanské sige mig det?

Ja, – blandt andet fordi De har fåt netop det hjem, som De havde ønsket Dem.

Tror De også på den ønskehistorien?

Er der da ikke noget i det?

Jo bevares, – noget er der.

Nå?

Der er det i det, at jeg brugte Tesman til at følge mig hjem fra aftenselskaber ifjor sommer –

Desværre, – jeg havde jo en ganske anden vej.

Det er sandt. De gik nok på andre veje ifjor sommer.

Skam Dem, fru Hedda! Nå, – men De og Tesman altså –?

Ja, så kom vi her forbi en aften. Og Tesman, stakker, han vred og vendte på sig. For han vidste ikke, hvad han skulde finde på at snakke om. Så syntes jeg synd i det lærde menneske –

Gjorde De? Hm –

Jo så tilforladelig gjorde jeg det. Og så – for at hjælpe ham ud af vånden – så kom jeg, rent letsindigt, til at sige, at her i denne villaen skulde jeg ha’ lyst til at bo.

Ikke andet end det?

Ikke den aften.

Men bagefter altså?

Ja. Min letsindighed havde følger, kære assessor.

Desværre, – det har vore letsindigheder kun altfor ofte, fru Hedda.

Tak! Men i dette sværmeriet for statsrådinde Falks villa var det altså, at Jørgen Tesman og jeg mødtes i forståelse, sér De! Det drog efter sig både forlovelse og giftermål og bryllupsrejse og alt sammen. Ja, ja, assessor, – som man reder så ligger man, – havde jeg nær sagt.

Det er kosteligt! Og i grunden så brød De Dem kanské sletikke en smule om dette her.

Nej, det véd gud jeg ikke gjorde.

Ja, men nu da? Nu, da vi har fåt indrettet det lidt hjemligt for Dem!

Uh, – jeg synes her lugter lavendler og saltede roser i alle værelserne. – Men den lugt har kanské tante Julle ført med sig.

Nej, så tror jeg heller det er efter salig statsrådinden.

Ja, noget afdød er der ved det. Det minder om balblomster – dagen efter. (folder hænderne bag om nakken, læner sig tilbage i stolen og sér på ham.) Å, kære assessor, – De kan ikke forestille Dem, hvor gyseligt jeg vil komme til at kede mig herude.

Skulde da ikke livet ha’ en eller anden opgave at byde på for Dem også, fru Hedda?

En opgave, – som der kunde være noget lokkende ved?

Helst det, naturligvis.

Gud véd, hvad det skulde være for en opgave. Mangen gang tænker jeg på – (afbrydende.) Men det går visst ikke, det, heller.

Hvem véd? Lad mig bare høre.

Om jeg nu kunde få Tesman til at slå sig på politik, mener jeg.

Tesman! Nej, véd De hvad, – sligt noget som politik, det ligger da slet – aldeles ikke for ham.

Nej, det tror jeg gerne. – Men om jeg nu kunde få ham til det alligevel?

Ja, – hvad tilfredsstillelse vilde der være for Dem i det? Når han nu ikke duer. Hvorfor vil De så ha’ ham til det?

Fordi jeg keder mig, hører De! (lidt efter.) Tror De altså, det vilde være så rent umuligt, at Tesman kunde bli’ statsminister?

Hm, – sér De, kære fru Hedda, – for at bli’ det måtte han nu for det første være en temmelig rig mand.

Ja, der har vi det! Det er disse tarvelige vilkår, jeg er kommet ind i –! (går henover gulvet.) Det er dem, som gør livet så ynkeligt! Så rent ud latterligt! – For så er det.

Jeg tror nu, at skylden ligger andetsteds.

Hvor da?

De har aldrig fåt leve noget rigtig vækkende igennem.

Noget alvorligt, mener De?

Ja, man kan jo gerne kalde det så også. Men nu tør det kanské komme.

Å, De tænker på vederværdighederne med denne stakkers professorposten! Men det får bli’ Tesmans egen sag. Det spilder jeg såmæn ikke en tanke på.

Nej-nej, lad så være med det. Men når der nu blir stillet, – hvad man – sådan i den højere stil – kalder alvorsfulde og – og ansvarsfulde krav til Dem? (smiler.) Nye krav, lille fru Hedda.

Ti stille! Aldrig får De opleve noget af den slags!

Vi skal tales ved om et årstid – i det aller længste.

Jeg har ikke anlæg til sligt noget, herr assessor. Ikke noget med krav til mig!

Skulde ikke De, ligesom de fleste andre kvinder, ha’ anlæg for et kald, som –?

Å, ti stille, siger jeg! – Mangen gang synes jeg, at jeg bare har anlæg til en eneste ting i verden.

Og hvad er så det, om jeg tør spørge?

Til at kede livet af mig. Nu véd De det. (vender sig, ser mod bagværelset og lér.) Ja, ganske rigtig! Der har vi professoren.

Nå, nå, nå, fru Hedda!

Hedda, – er der ikke kommet afbud fra Ejlert Løvborg? Hvad?

Nej.

Nå, så skal du sé, vi har ham såmæn om lidt.

Tror De virkelig, at han kommer?

Ja, det er jeg næsten viss på. For det er nok bare løse rygter, det, som De fortalte i formiddags.

Så?

Ja, i det mindste sa’ da tante Julle, at hun trode aldrig i verden, han vilde gå i vejen for mig herefterdags. Tænk det!

Nå, så er jo alting godt og vel.

Ja, men jeg må virkelig få lov til at vente på ham i det længste.

Det har vi så rundelig tid til. Der kommer ingen til mig før klokken syv – halv otte.

Nå, så kan vi jo holde Hedda med selskab sålænge. Og sé tiden an. Hvad?

Og i værste fald så kan jo herr Løvborg slå sig ned her hos mig.

Å jeg be’r, frue! – Hvad mener De med værste fald?

Hvis han ikke vil gå med Dem og Tesman.

Men, kære Hedda, – tror du, det går an, at han blir her hos dig? Hvad? Husk på, at tante Julle kan ikke komme.

Nej, men fru Elvsted kommer. Og så drikker vi tre en kop té sammen.

Ja, sé da går det an!

Og det turde kanske også være det sundeste for ham.

Hvorfor det?

Herre gud, frue, De har da tidt nok skoset over mine små ungkarlsgilder. De skulde ikke egne sig for andre end rigtig principfaste mandfolk, mente De.

Men herr Løvborg er da vel principfast nok nu. En omvendt synder –

Frue, der er en herre, som gerne vil ind –

Ja, lad ham komme.

Jeg er viss på, det er ham! Tænk det!

Nej, kære Ejlert, – så skal vi da endelig en gang mødes igen!

Tak for brevet, du! (nærmer sig Hedda) Tør jeg række en hånd til Dem også, fru Tesman?

Velkommen, herr Løvborg. (med en håndbevægelse.) Jeg véd ikke, om de to herrer –?

Assessor Brack, tror jeg.

Bevares. For en del år siden –

Og nu skal du lade akkurat som om du var hjemme, Ejlert! Ikke sandt, Hedda? – For du vil jo slå dig ned her i byen igen, hører jeg? Hvad?

Jeg vil det.

Nå, det er jo så rimeligt. Hør, du, – jeg har fåt fat på din nye bog. Men jeg har sandelig ikke fåt tid til at læse den endnu.

Det kan du også godt spare dig for.

Hvorfor det, mener du?

For der er ikke noget videre ved den.

Nej tænk – at du siger det!

Men den blir da så svært rost, hører jeg.

Det var netop det, jeg vilde. Og så skrev jeg bogen, så at alle kunde være med på den.

Meget fornuftigt.

Ja men, kære Ejlert –!

For nu vil jeg prøve på at bygge mig op en stilling igen. Begynde forfra.

Ja, du vil vel kanske det? Hvad?

Men når dette her kommer, – Jørgen Tesman – så skal du læse det. For det er først det rigtige. Det, som jeg selv er i.

Ja så? Og hvad er da det for noget?

Det er fortsættelsen.

Fortsættelsen? Af hvad?

Af bogen.

Af den nye?

Forstår sig.

Ja men, kære Ejlert, – den går jo lige til vore dage!

Den gør det. Og dette her handler om fremtiden.

Om fremtiden! Men, herre gud, den véd vi jo slet ingen ting om!

Nej. Men der er et og andet at sige om den alligevel. (åbner pakken.) Her skal du se –

Det er jo ikke din håndskrift.

Jeg har dikteret. (blader i papirerne.) Det er delt i to afsnit. Det første er om fremtidens kulturmagter. Og dette her andet – (blader længere frem.) – det er om fremtidens kulturgang.

Mærkværdigt! Sligt noget kunde det aldrig falde mig ind at skrive om.

Hm –. Nej-nej.

Jeg tog det med, fordi jeg tænkte at læse lidt op for dig iaften.

Ja, det var jo svært snilt af dig, du. Men iaften –? (ser hen til Brack.) Jeg véd ikke rigtig, hvorledes det skal kunne ordnes –

Nå, så en anden gang altså. Det haster jo ikke.

Jeg skal si’ Dem, herr Løvborg, – der er en liden tilstelning hos mig iaften. Nærmest for Tesman, forstår De –

Ah, – så vil jeg ikke længer –

Nej, hør nu her. Kunde så ikke De gøre mig den fornøjelse at følge med?

Nej, det kan jeg ikke. Jeg takker Dem så meget.

Å hvad! Gør nu det. Vi blir en liden udvalgt kreds. Og De kan tro, vi skal få det «livligt», som fru Hed–, som fru Tesman siger.

Det tviler jeg ikke på. Men alligevel –

Så kunde De ta’ Deres manuskript med og læse op for Tesman der hos mig. For jeg har værelser nok.

Ja tænk, Ejlert, – det kunde du jo gøre! Hvad?

Men, kære, når nu herr Løvborg slet ikke vil! Jeg er viss på, at herr Løvborg har meget mere lyst til at slå sig ned her og spise til aftens med mig.

Med Dem, frue!

Og så med fru Elvsted.

Ah – (henkastende.) Hende traf jeg så flygtig i middags.

Gjorde De det? Ja, hun kommer herud. Og derfor så er det næsten nødvendigt, at De blir, herr Løvborg. For ellers har hun ikke nogen til at følge sig hjem.

Det er sandt. Ja, mange tak, frue, – så blir jeg her.

Så vil jeg bare gi’ pigen en liden besked –

Hør, du, Ejlert, – er det dette nye emne, – dette her om fremtiden, – som du vil holde foredrag over?

Ja.

For jeg hørte inde hos boghandleren, at du vil holde en række foredrag her i høst.

Jeg vil det. Du må ikke fortænke mig i det, Tesman.

Nej, gud bevar’s vel! Men –?

Jeg kan jo godt forstå, at det må komme dig så temmelig påtvers.

Å, for min skyld kan jeg jo ikke forlange, at du –

Men jeg venter til du har fåt din udnævnelse.

Venter du! Ja men, – ja men, – vil du da ikke konkurrere? Hvad?

Nej. Jeg vil bare sejre over dig. I folks mening.

Men, herre gud, – så fik jo tante Julle ret alligevel! Å ja, – det var nok det, jeg vidste! Hedda! Tænk, du, – Ejlert Løvborg vil sletikke gå os ivejen!

Os? Hold dog mig udenfor.

Men De da, assessor Brack, – hvad siger så De til dette her? Hvad?

Nå, jeg siger, at ære og sejr – hm, – det kan jo være overmåde skønne sager –

Ja-visst kan det så. Men alligevel –

Jeg synes du står og ser ud som du var lynslåt.

Ja, – så omtrent, – tror jeg næsten –

Det var jo også et tordenvejr, som trak over os, frue.

Vil ikke herrerne så gå ind og ta’ et glas kold punsch?

På faldrebet? Jo, det kunde ikke være så galt.

Udmærket, Hedda! Ganske udmærket! I sådan en let stemning, som jeg nu befinder mig i –

Vær så god, De også, herr Løvborg.

Nej, mange tak. Ikke for mig.

Men, herre gud, – kold punsch er da ikke nogen gift, véd jeg.

Kanske ikke for alle.

Jeg skal nok holde herr Løvborg med selskab så længe.

Ja-ja, kære Hedda, gør så det da.

Nu skal jeg vise Dem nogen fotografier, hvis De har lyst. For Tesman og jeg – vi gjorde en trip gennem Tyrol på hjemrejsen.

Ser De dette fjeldpartiet her, herr Løvborg? Det er Ortlergruppen. Tesman har skrevet det nedenunder. Her står det: Ortlergruppen ved Meran.

Hedda – Gabler!

Nå! Hys!

Hedda Gabler!

Ja, så hed jeg før i tiden. Dengang – da vi to kendte hinanden.

Og herefter, – og for hele livet, – så må jeg altså vænne mig af med at sige Hedda Gabler.

Ja, De får det. Og jeg synes, De skulde øve Dem på det itide. Jo før jo heller, synes jeg.

Hedda Gabler gift? Og det med – Jørgen Tesman!

Ja, – så går det.

Å Hedda, Hedda, – hvor kunde du dog kaste dig slig væk!

Nå? Ikke dette her!

Hvilket, mener du?

Og dette her, herr Løvborg, det er nede fra Ampezzodalen. Se bare de fjeldspidserne der. (ser venligt op på Tesman.) Hvad er det nu disse underlige fjeldspidserne kaldes, du?

Lad mig sé. Å, det er dolomiterne, det.

Rigtig, ja! – det er dolomiterne, herr Løvborg.

Du, Hedda, – jeg vilde bare spørge, om vi ikke skulde sætte ind lidt punsch alligevel? Til dig i alle fald. Hvad?

Jo tak skal du ha’. Og et par kager kanské.

Ingen cigaretter?

Nej.

Godt.

Svar mig så, Hedda, – hvor kunde du gå hen og gøre dette her?

Blir De ved at sige du til mig, så vil jeg ikke tale med Dem.

Må jeg ikke sige du, når vi er alene heller?

Nej. De kan få lov til at tænke det. Men De må ikke sige det.

Ah, jeg forstår. Det støder Deres kærlighed – til Jørgen Tesman.

Kærlighed? Nej, nu er De god!

Ikke kærlighed altså!

Ikke nogen slags utroskab alligevel! Sligt vil jeg ikke vide af.

Hedda, – svar mig bare på den ene ting –

Hys!

Se så! Her kommer de gode sager.

Hvorfor går du selv og serverer?

Jo, for jeg synes det er så svært morsomt at opvarte dig, Hedda.

Men nu har du jo skænket i begge. Og herr Løvborg vil jo ikke ha’ –

Nej, men fru Elvsted kommer vel snart.

Ja, det er sandt, – fru Elvsted –

Havde du glemt hende? Hvad?

Vi sidder så fordybet i dette her. (viser ham et billede.) Husker du den lille landsbyen?

Å, det er den nedenfor Brennerpasset! Det var der, vi blev liggende natten over –

– og traf alle de livlige sommergæsterne.

Ja-visst var det der. Tænk – om vi kunde havt dig med os, Ejlert! Nå!

Svar mig bare på dette ene, Hedda –

Nå?

Var der ikke kærlighed i forholdet til mig heller? Ikke et stænk, – ikke et skær af kærlighed over det heller?

Ja mon der egentlig var det? For mig står det, som om vi var to gode kammerater. To rigtig fortrolige venner. (smiler.) De især var svært åbenhjertig.

Det var Dem, som vilde ha’ det så.

Når jeg tænker tilbage på det, så var der dog noget skønt, noget lokkende, – noget modigt synes jeg der var over – over denne løndomsfulde fortrolighed – dette kammeratskab, som ikke noget levende menneske havde anelse om.

Ja, ikke sandt, Hedda! Var der ikke det? – Når jeg kom op til Deres far sådan om eftermiddagen –. Og generalen sad borte ved vinduet og læste aviserne, – med ryggen imod –

Og vi to i hjørnesofaen –

Altid med det samme illustrerte blad foran os –

I mangel af et album, ja.

Ja, Hedda, – og når jeg så skrifted for Dem –! Fortalte Dem om mig selv, hvad ingen af de andre vidste dengang. Sad der og tilstod, at jeg havde været ude og raset hele dage og nætter. Raset døgn efter døgn. Å, Hedda, – hvad var det dog for en magt i Dem, som tvang mig til at bekende sligt noget?

Tror De, det var en magt i mig?

Ja, hvorledes skal jeg ellers forklare mig det? Og alle disse – disse omsvøbsfulde spørgsmål, som De gjorde mig –

Og som De så inderlig godt forstod –

At De kunde sidde og spørge således! Ganske frejdigt!

Omsvøbsfuldt, må jeg be’.

Ja, men frejdigt alligevel. Spørge mig ud om – om alt sligt noget!

Og at De kunde svare, herr Løvborg.

Ja, det er jo netop det, jeg ikke begriber – nu bagefter. Men sig mig så, Hedda, – var der ikke kærlighed på bunden af forholdet? Var det ikke fra Deres side, som om De vilde ligesom tvætte mig ren, – når jeg tyed til Dem i bekendelse? Var det ikke så?

Nej, ikke ganske.

Hvad drev Dem da?

Finder De det så rent uforklarligt, om en ung pige, – når det kan ské sådan – i løndom –

Nå?

At en da gerne vil kikke lidt ind i en verden, som –

Som –?

– som en ikke har lov til at vide besked om?

Det altså var det?

Det også. Det også, – tror jeg næsten.

Kammeratskab i livsbegæret. Men hvorfor kunde så ikke det ialfald ble’t ved?

Det er De selv skyld i.

Det var Dem, som brød.

Ja, da der var overhængende fare for, at der vilde komme virkelighed ind i forholdet. Skam Dem, Ejlert Løvborg, hvor kunde De ville forgribe Dem på – på Deres frejdige kammerat!

Å, hvorfor gjorde De ikke alvor af det! Hvorfor skød De mig ikke ned, som De trued med!

Så ræd er jeg for skandalen.

Ja, Hedda, De er fejg i grunden.

Forfærdelig fejg. (slår om.) Men det var jo heldigt for Dem. Og nu har De jo trøstet Dem så dejligt oppe hos Elvsteds.

Jeg véd, hvad Thea har betrod Dem.

Og De har kanské betrod hende noget om os to?

Ikke et ord. Sligt noget er hun for dum til at forstå.

Dum?

I den slags ting er hun dum.

Og jeg er fejg. (bøjer sig nærmere hen til ham, uden at se ham i øjnene, og siger sagtere:) Men nu vil jeg betro Dem noget.

Nå?

Det, at jeg ikke turde skyde Dem ned –

Ja?!

– det var ikke min argeste fejghed – den aften.

Å, Hedda! Hedda Gabler! Nu skimter jeg en dulgt grund under kammeratskabet! Du og jeg –! Det var dog livskravet i dig –

Vogt Dem! Tro ikke sligt noget!

Nå endelig! Kæreste Thea, – så kom dog ind!

Søde Thea, – du kan ikke tænke dig, hvor jeg har ventet på dig!

Jeg skulde kanské gå ind og tale lidt med din mand?

Å langtfra. La’ de to sidde. De går snart sin vej.

Går de?

Ja, de skal ud i et svirelag.

Ikke De vel?

Nej.

Herr Løvborg – han blir her hos os.

Å, hvor her er godt at være!

Nej tak, min lille Thea! Ikke der! Du kommer pent her over til mig. Jeg vil være midt imellem.

Ja, ganske som du vil ha’ det.

Er hun ikke dejlig at sidde og sé på?

Bare til at sé på?

Ja. For vi to, – hun og jeg, – vi er to rigtige kammerater. Vi tror ubetinget på hinanden. Og så kan vi sidde og tale så frejdigt sammen –

Uden omsvøb, herr Løvborg?

Nå –

Å, hvor jeg er lykkelig, Hedda! For, – tænk, – så siger han, at jeg har beåndet ham også.

Nej, siger han det, du?

Og så det handlingens mod, som hun har, fru Tesman!

Å gud, – jeg mod!

Umådeligt – når det gælder kammeraten.

Ja, mod, – ja! Den, som bare havde det.

Hvad så, mener De?

Da kunde en kanske endda leve livet. (slår pludselig om.) Men nu, min kæreste Thea, – nu skal du såmæn drikke dig et godt glas kold punsch.

Nej tak, – jeg drikker aldrig sådant.

Nå, så De da, herr Løvborg.

Tak, ikke jeg heller.

Nej, ikke han heller!

Men når nu jeg vil det?

Hjælper ikke.

Har jeg altså slet ingen magt over Dem, jeg stakker?

Ikke på det område.

Alvorlig talt, så synes jeg dog, De skulde gøre det alligevel. For Deres egen skyld.

Nej men, Hedda –!

Hvorledes det?

Eller for folks skyld, rettere sagt.

Så?

Folk kunde jo ellers let falde på den tro, at De ikke – sådan i grunden – følte Dem rigtig frejdig, – rigtig tryg på Dem selv.

Å nej da, Hedda –!

Folk kan få lov til at tro, hvad de vil, – indtil videre.

Ja, ikke sandt!

Jeg så det så tydeligt på assessor Brack nu for nylig.

Hvad så De?

Han smilte så hånligt, da De ikke turde gå med derind til bordet.

Turde jeg ikke! Jeg vilde naturligvis heller bli’ her og tale med Dem.

Det var jo så rimeligt, Hedda!

Men det kunde vel ikke assessoren ane. Og jeg så også, at han drog på smilet og skotted til Tesman, da De ikke turde gå med til dette stakkers lille gildet heller.

Turde! Siger De, at jeg ikke turde?

Ikke jeg. Men således forstod assessor Brack det.

Lad ham bare det.

De går altså ikke med?

Jeg blir her hos Dem og Thea.

Ja, Hedda, – det kan du da vel tænke dig!

Altså rigtig grundmuret. Principfast for alle tider. Sé, det er som en mand skal være! (vender sig til fru Elvsted og klapper hende.) Nå, var det ikke det, jeg sa’, da du kom så rent forstyrret her ind imorges –

Forstyrret!

Hedda, – Hedda da –!

Ser du nu bare selv! Det er jo slet ikke nødvendigt, at du går her i denne dødelige angst – (afbrydende). Så! Nu kan vi alle tre være livlige!

Ah, – hvad er dette her for noget, fru Tesman!

Å gud, å gud, Hedda! Hvad er det du siger! Hvad er det du gør!

Vær bare stille! Den ækle assessoren sidder og holder øje med dig.

I dødsangst altså. For min skyld.

Å Hedda, – nu har du da gjort mig så rent ulykkelig!

Det var altså kammeratens frejdige tro på mig.

Å kæreste ven, – du må da først høre –!

Din skål, Thea!

Å Hedda, Hedda, – at du kunde ville dette her!

Ville! Jeg? Er du gal?

Og en skål for Dem også, fru Tesman. Tak for sandheden. Den leve!

Så, så, – ikke mere for øjeblikket. Husk på, De skal til gilde.

Nej, nej, nej!

Hys! De sidder og ser på dig.

Du, Thea, – vær nu sandfærdig –

Ja!

Vidste fogden besked om, at du rejste efter mig?

Å Hedda, – hører du, hvad han spør’ om!

Var det en aftale mellem dig og ham, at du skulde rejse til byen og passe på mig? Var det kanske fogden selv, som fik dig til det? Aha, du, – han havde sagtens brug for mig på kontoret igen! Eller var det ved kortbordet, han savned mig?

Å Løvborg, Løvborg –!

En skål for gamle fogden også!

Ikke mere nu. Husk på, De skal ud og læse op for Tesman.

Det var dumt af mig, Thea, dette her. At ta’ det på slig vis, mener jeg. Vær så ikke vred på mig, du kære, kære kammerat. Du skal få sé, – både du og de andre, – at var jeg end engang falden, så –. Nu har jeg rejst mig igen! Ved din hjælp, Thea.

Å gud ske lov –!

Ja, fru Tesman, nu er vor time slagen.

Den er vel det.

Min også, herr assessor.

Å Løvborg, – gør det ikke!

De hører dig!

Au!

De var så venlig at be’ mig med.

Nå, kommer De så alligevel?

Ja mange tak.

Glæder mig særdeles –

For jeg vilde gerne vise dig et og andet, før jeg gi’r det af.

Nej, tænk, – det skal bli’ morsomt! – Men, kære Hedda, hvorledes får du så fru Elvsted hjem? Hvad?

Å, det blir der altid råd for.

Fru Elvsted? Jeg kommer naturligvis igen og henter hende. (nærmere.) Sådan omkring ti- tiden, fru Tesman? Passer det?

Ja visst. Det passer udmærket.

Nå, så er jo alting godt og vel. Men mig må du ikke vente så tidligt, Hedda.

Å kære, bli’ du så længe – så længe du bare vil.

Herr Løvborg, – jeg bier altså her, til De kommer.

Forstår sig, frue.

Og så går forlystelsestoget, mine herrer! Jeg håber, vi skal få det livligt, som en viss skøn frue siger.

Ak, kunde så sandt den skønne frue være usynlig tilstede –!

Hvorfor usynlig?

For at få høre lidt af Deres uforfalskede livligheder, herr assessor.

Det vilde jeg dog ikke tilråde den skønne frue.

Nej, nu er du rigtig god, Hedda! Tænk det!

Nå, farvel, farvel, mine damer!

Omkring ti-tiden altså.

Hedda, – Hedda, – hvad skal dette her bli’ til!

Klokken ti, – da kommer han altså. Jeg ser ham for mig. Med vinløv i håret. Hed og frejdig –

Ja, gid det var så vel.

Og da, ser du, – da har han fåt magten over sig selv igen. Da er han en fri mand for alle sine dage.

Å gud, ja, – dersom han bare vilde komme således, som du ser ham.

Således og ikke anderledes kommer han! (rejser sig og går nærmere.) Tvil du på ham så længe du vil. Jeg tror på ham. Og nu skal vi prøve –

Der stikker noget under med dig, Hedda!

Ja, der gør. Jeg vil for en eneste gang i mit liv ha’ magt over en menneskeskæbne.

Har du da ikke det?

Har det ikke – og har aldrig havt det.

Men over din mands da?

Jo, det var rigtignok møjen værd. Å, dersom du kunde forstå, hvor fattig jeg er. Og du skal ha’ lov til at være så rig! (slår armene lidenskabeligt om hende.) Jeg tror, jeg svi’er håret af dig alligevel.

Slip mig! Slip mig! Jeg er ræd for dig, Hedda!

Thebordet er dækket inde i spisestuen, frue.

Godt. Vi kommer.

Nej, nej, nej! Jeg vil heller gå hjem alene! Nu straks!

Snak! Først skal du få thevand, du lille tossehode. Og så, – klokken ti, – så kommer Ejlert Løvborg – med vinløv i håret.