Hedda Gabler

av Henrik Ibsen

ANDEN AKT.

77(Værelset hos Tesmans ligesom i første akt, kun at pianofortet er flyttet ud og et elegant lidet skrivebord med bogreol er stillet i stedet. Ved sofaen til venstre er et mindre bord hensat. De fleste af blomsterbuketterne er borttagne. Fru Elvsteds buket står på det større bord fremme på gulvet. – Det er eftermiddag.)
(Hedda, omklædt i modtagelsesdragt, er alene i værelset. Hun står ved den åbne glasdør og lader en revolverpistol. Magen til den ligger i en åben pistolkasse på skrivebordet.)

    Hedda  (ser ned i haven og råber):

Goddag igen, herr assessor!


    Assessor Brack  (høres nedefra i frastand).

I lige måde, fru Tesman!


    Hedda  (hæver pistolen og sigter).

Nu skyder jeg Dem, assessor Brack!


    Brack  (råber dernede).

Nej-nej-nej! Stå da ikke og sigt lige på mig!


    78Hedda. 

Det kommer der ud af at gå bagveje!

(Hun skyder.)

    Brack  (nærmere).

Er De rent gal –!


    Hedda. 

Å, herre gud, – traf jeg Dem kanské?


    Brack  (fremdeles udenfor).

Lad være med de narrestreger!


    Hedda. 

Kom så ind da, assessor.

(Assessor Brack, omklædt som til herreselskab, kommer ind gennem glasdøren. Han bærer en let overfrakke på armen.)

    Brack. 

For pokker, – driver De på med den sport endnu? Hvad skyder De på?


    Hedda. 

Å, jeg står bare sådan og skyder op i den blå luft.


    Brack  (tar lempeligt pistolen ud af hånden på hende).

Med forlov, frue. (sér på den.) Ah, denne her, – den kender jeg godt. (ser sig om.) Hvor har vi så kassen? Nå her. (lægger pistolen ned i og lukker.) For nu skal vi ikke ha’ mere af den spas for idag.


    Hedda. 

Ja, hvad i herrens navn vil De jeg skal ta’ mig til?


    Brack. 

Har De ingen besøg havt?


    Hedda  (lukker glasdøren).

Ikke et eneste. Alle de intime ligger nok på landet endnu.


    Brack. 

Og Tesman er kanské heller ikke hjemme?


    Hedda  (ved skrivebordet, lukker pistolkassen ned i skuffen).

Nej. Straks han havde spist, så løb han hen til tanterne. For han vented ikke Dem så tidligt.


    Brack. 

Hm, – at jeg ikke tænkte mig det. Det var dumt af mig.


    80Hedda  (drejer hovedet og ser på ham).

Hvorfor dumt?


    Brack. 

Jo, for så var jeg kommet herud endnu lidt – tidligere.


    Hedda  (går henover gulvet).

Ja, da havde De nu slet ingen truffet. For jeg har været inde og klædt mig om efter middagen.


    Brack. 

Og der er ikke sådan en bitte liden dørsprække, som en kunde ha’ forhandlet igennem?


    Hedda. 

De har jo glemt at arrangere en slig en.


    Brack. 

Det var også dumt af mig.


    Hedda. 

Nå, så får vi slå os ned her da. Og vente. For Tesman kommer visst ikke hjem så snart.


    81Brack. 

Ja-ja, herre gud, jeg skal være tålmodig.

(Hedda sætter sig i sofahjørnet. Brack lægger sin paletot over ryggen på den nærmeste stol og sætter sig, men beholder hatten i hånden. Kort ophold. De ser hen på hinanden.)

    Hedda. 

Nå?


    Brack  (i samme tone).

Nå?


    Hedda. 

Det var mig, som spurgte først.


    Brack  (bøjer sig lidt fremover).

Ja, lad os så få os en liden lun passiar, fru Hedda.


    Hedda  (læner sig mere tilbage i sofaen).

Synes De ikke, det er som en hel evighed siden vi sidst taltes ved? – Ja, det småtteri igåraftes og i formiddag – det regner jeg nu ikke for noget.


    Brack. 

Men sådan – imellem os selv? På tomandshånd, mener De?


    82Hedda. 

Å ja. Så omtrent.


    Brack. 

Hver eneste dag har jeg gåt her og ønsket, at De bare var vel hjemme igen.


    Hedda. 

Og jeg har såmæn hele tiden bare ønsket det samme.


    Brack. 

De? Virkelig, fru Hedda? Og jeg, som trode, De havde moret Dem så inderlig godt på rejsen!


    Hedda. 

Jo, det kan De tro!


    Brack. 

Men det skrev da Tesman bestandig om.


    Hedda. 

Ja, han! For han synes nu, det er det dejligste han véd at gå og rode i bogsamlingerne. Og få sidde og skrive af gamle pergamentblade, – eller hvad det nu er for noget.


    83Brack  (lidt ondskabsfuldt).

Nå, det er jo hans kald her i verden. For en del da.


    Hedda. 

Ja, det er jo det. Og da kan en sagtens –. Men jeg! Å nej, kære assessor, – jeg har havt det gruelig kedeligt.


    Brack  (deltagende).

Siger De virkelig det? For ramme alvor?


    Hedda. 

Ja, De kan da vel selv tænke Dem –! Sådan i et helt halvt år aldrig at træffe på et menneske, som kender en smule til vor kreds. Og som en kan tale med om vore egne sager.


    Brack. 

Nej-nej, – det vilde jeg også føle som et savn.


    Hedda. 

Og så det, som er det aller u-udholdeligste –


    Brack. 

Nå?


    84Hedda. 

– evig og altid at skulle være sammen med – med én og den samme –


    Brack  (nikker bifaldende).

Både sent og tidlig, – ja. Tænk, – til alle mulige tider.


    Hedda. 

Jeg sa’: evig og altid.


    Brack. 

Lad gå. Men med vor skikkelige Tesman synes jeg jo rigtignok, at man måtte kunne –


    Hedda. 

Tesman er – et fagmenneske, kære.


    Brack. 

Unægtelig.


    Hedda. 

Og fagmennesker er slet ikke morsomme at rejse sammen med. Ikke i længden i alle fald.


    Brack. 

Ikke engang – det fagmenneske, man elsker?


    85Hedda. 

Uh, – brug da ikke det klissede ord!


    Brack  (studsende).

Hvad nu, fru Hedda!


    Hedda  (halvt léende, halvt ærgerlig).

Ja, De skulde bare prøve det, De! At høre tale om kulturhistorie både sent og tidlig –


    Brack. 

Evig og altid –


    Hedda. 

Ja-ja-ja! Og så dette her om husfliden i middelalderen –! Det er nu det aller græsseligste!


    Brack  (ser forskende hen på hende).

Men, sig mig, – hvorledes skal jeg da egentlig forstå at –? Hm –


    Hedda. 

At der blev et par af mig og Jørgen Tesman, mener De?


    Brack. 

Nå ja, lad os udtrykke det så.


    86Hedda. 

Herregud, synes De da, det er så underligt?


    Brack. 

Både ja og nej, – fru Hedda.


    Hedda. 

Jeg havde virkelig danset mig træt, kære assessor. Min tid var omme – (farer let sammen). Uh nej, – det vil jeg da ikke sige alligevel. Ikke tænke det heller!


    Brack. 

Det har De da tilforladelig heller ingen grund til.


    Hedda. 

Åh, – grund –. (ser ligesom spejdende på ham.) Og Jørgen Tesman, – han må jo dog siges at være et korrekt menneske i alle måder.


    Brack. 

Både korrekt og solid. Gud bevar’s.


    Hedda. 

Og noget egentlig løjerligt kan jeg ikke finde der er ved ham. – Finder De det?


    87Brack. 

Løjerligt? Ne–j, – det vil jeg just ikke sige –


    Hedda. 

Nå. Men så er han da en svært flittig samler ialfald! – Det kan såmæn godt være, at han bringer det vidt med tiden alligevel.


    Brack  (ser noget uviss på hende).

Jeg trode, De mente ligesom alle de andre, at der vilde bli’ en særdeles fremragende mand af ham.


    Hedda  (med et træt udtryk).

Ja, jeg gjorde det. – Og da han så gik der og endelig med vold og magt vilde få lov til at forsørge mig –. Jeg véd ikke, hvorfor jeg ikke skulde ta’ imod det?


    Brack. 

Nej-nej. Fra den side betragtet –


    Hedda. 

Det var såmæn mere end mine andre opvartende venner var villige til, kære assessor.


    88Brack  (lér).

Ja, jeg kan tilforladelig ikke svare for alle de andre. Men hvad mig selv angår, så véd De jo nok, at jeg altid har næret en – en viss respekt for ægteskabets bånd. Sådan i sin almindelighed, fru Hedda.


    Hedda  (spøgende).

Å, jeg har såmæn aldrig gjort mig forhåbninger med hensyn til Dem.


    Brack. 

Alt, hvad jeg begærer, det er at ha’ en god, fortrolig omgangskreds, hvor jeg kan være til tjeneste med råd og dåd og får lov til at gå ud og ind som – som en prøvet ven –


    Hedda. 

Af manden i huset, mener De?


    Brack  (bøjer sig).

Oprigtig talt, – helst af fruen. Men dernæst også af manden, forstår sig. Véd De hvad, – et sådant – lad mig sige, et sådant trekantet forhold, – det er i grunden en stor behagelighed for alle parter.


    89Hedda. 

Ja, jeg har mangen god gang savnet en tredjemand på rejsen. Uh, – det, at sidde på tomandshånd i kupéen –!


    Brack. 

Heldigvis er nu bryllupsrejsen overstået –


    Hedda  (ryster på hovedet).

Rejsen tør bli’ lang, – lang endnu. Jeg er bare kommen til et stoppested undervejs.


    Brack. 

Nå, så hopper man ud. Og moverer sig en smule, fru Hedda.


    Hedda. 

Jeg hopper aldrig ud.


    Brack. 

Virkelig ikke?


    Hedda. 

Nej. For der er altid nogen tilstede, som –


    Brack  (leende).

– som ser på ens ben, mener De?


    90Hedda. 

Ja netop.


    Brack. 

Nå, men, herre gud –


    Hedda  (med en afværgende håndbevægelse).

Holder ikke af det. – Da blir jeg heller siddende, – hvor jeg nu engang er. På tomandshånd.


    Brack. 

Nå, men så stiger der en tredjemand ind til parret da.


    Hedda. 

Ja sé, – det er noget ganske andet!


    Brack. 

En prøvet, forstående ven –


    Hedda. 

– underholdende på alskens livlige områder –


    Brack. 

– og slet ikke spor af fagmenneske!


    Hedda  (med et hørligt åndedrag).

Ja, det er jo rigtignok en lettelse.


    91Brack  (hører indgangsdøren åbnes og skotter hen).

Trekanten sluttet.


    Hedda  (halvhøjt).

Og så kører toget videre.

(Jørgen Tesman, i grå spadsérdragt og med blød filthat, kommer ind fra forstuen. Han har en hel del uindbundne bøger under armen og i lommerne.)

    Tesman  (går op til bordet ved hjørnesofaen).

Puh, – det var sandelig hedt at slæbe på, – alt dette her. (lægger bøgerne fra sig.) Jeg formelig sveder, Hedda. Nej se, se, – er De alt kommen, kære assessor? Hvad? Det sa’ ikke Berte noget om.


    Brack  (rejser sig).

Jeg gik op igennem haven.


    Hedda. 

Hvad er det for bøger, du kommer med?


    Tesman  (står og blader i dem).

Det er nogen nye fagskrifter, som jeg nødvendigvis måtte ha’.


    92Hedda. 

Fagskrifter?


    Brack. 

Aha, det er fagskrifter, fru Tesman.

(Brack og Hedda veksler et forstående smil.)

    Hedda. 

Behøver du endnu flere fagskrifter?


    Tesman. 

Ja, kære Hedda, dem kan man aldrig få for mange af. Man må jo følge med, hvad der skrives og trykkes.


    Hedda. 

Ja, man må vel det.


    Tesman  (roder om mellem bøgerne).

Og sé her, – her har jeg fåt fat på Ejlert Løvborgs nye bog også. (rækker den frem.) Har du kanské lyst til at sé i den, Hedda? Hvad?


    Hedda. 

Nej mange tak. Eller – jo, kanské senere.


    Tesman. 

Jeg bladed lidt i den på vejen.


    93Brack. 

Nå, hvad synes så De – som fagmand?


    Tesman. 

Jeg synes, det er mærkeligt, hvor sindigt den er holdt. Han skrev aldrig således før. (samler bøgerne sammen.) Men nu vil jeg bære ind alt dette her. Det skal bli’ en fryd at få skære op –! Og så må jeg klæ’ mig lidt om. (til Brack.) Ja, for vi behøver vel ikke at gå nu straks? Hvad?


    Brack. 

Å bevares, – det haster ikke på længe endnu.


    Tesman. 

Nå, så gir jeg mig tid da. (går med bøgerne, men standser i døråbningen og vender sig.) Det er sandt, Hedda, – tante Julle kommer ikke ud til dig iaften.


    Hedda. 

Ikke det? Er det kanské den historie med hatten, som er ivejen?


    Tesman. 

Å langt ifra. Hvor kan du tro sligt om tante Julle? Tænk –! Men tante Rina er så svært dårlig, sér du.


    94Hedda. 

Det er hun jo altid.


    Tesman. 

Ja, men idag var det nu så rent galt fat med hende, stakker.


    Hedda. 

Nå, så er det jo så rimeligt, at den anden blir hos hende da. Jeg får finde mig i det.


    Tesman. 

Og du kan ikke tænke dig, du, hvor sjæleglad tante Julle var alligevel, – fordi du var ble’t så trivelig på rejsen!


    Hedda  (halvhøjt, rejser sig).

Åh, – disse evige tanterne!


    Tesman. 

Hvad?


    Hedda  (går hen til glasdøren).

Ingenting.


    Tesman. 

Ja-ja da.

(Han går gennem bagværelset ud til højre.)

    95Brack. 

Hvad var det for en hat, De talte om?


    Hedda. 

Å, det var noget med frøken Tesman imorges. Hun havde lagt sin hat fra sig der på stolen. (sér på ham og smiler.) Og så lod jeg, som om jeg troede det var tjenestepigens.


    Brack  (ryster på hovedet).

Men, snille fru Hedda, hvor kunde De nu gøre det! Imod den skikkelige gamle dame!


    Hedda  (nervøs, går henover gulvet).

Ja, sér De, – sligt noget kommer over mig ret som det er. Og så kan jeg ikke la’ det være. (kaster sig ned i lænestolen ved ovnen.) Å, jeg véd ikke selv, hvorledes jeg skal forklare det.


    Brack  (bag lænestolen).

De er ikke egentlig lykkelig, – det er nok sagen.


    Hedda  (ser frem for sig).

Jeg véd heller ikke, hvorfor jeg skulde være – lykkelig. Eller kan De kanské sige mig det?


    96Brack. 

Ja, – blandt andet fordi De har fåt netop det hjem, som De havde ønsket Dem.


    Hedda  (sér op på ham og lér).

Tror De også på den ønskehistorien?


    Brack. 

Er der da ikke noget i det?


    Hedda. 

Jo bevares, – noget er der.


    Brack. 

Nå?


    Hedda. 

Der er det i det, at jeg brugte Tesman til at følge mig hjem fra aftenselskaber ifjor sommer –


    Brack. 

Desværre, – jeg havde jo en ganske anden vej.


    Hedda. 

Det er sandt. De gik nok på andre veje ifjor sommer.


    97Brack  (lér).

Skam Dem, fru Hedda! Nå, – men De og Tesman altså –?


    Hedda. 

Ja, så kom vi her forbi en aften. Og Tesman, stakker, han vred og vendte på sig. For han vidste ikke, hvad han skulde finde på at snakke om. Så syntes jeg synd i det lærde menneske –


    Brack  (smiler tvilende).

Gjorde De? Hm –


    Hedda. 

Jo så tilforladelig gjorde jeg det. Og så – for at hjælpe ham ud af vånden – så kom jeg, rent letsindigt, til at sige, at her i denne villaen skulde jeg ha’ lyst til at bo.


    Brack. 

Ikke andet end det?


    Hedda. 

Ikke den aften.


    Brack. 

Men bagefter altså?


    98Hedda. 

Ja. Min letsindighed havde følger, kære assessor.


    Brack. 

Desværre, – det har vore letsindigheder kun altfor ofte, fru Hedda.


    Hedda. 

Tak! Men i dette sværmeriet for statsrådinde Falks villa var det altså, at Jørgen Tesman og jeg mødtes i forståelse, sér De! Det drog efter sig både forlovelse og giftermål og bryllupsrejse og alt sammen. Ja, ja, assessor, – som man reder så ligger man, – havde jeg nær sagt.


    Brack. 

Det er kosteligt! Og i grunden så brød De Dem kanské sletikke en smule om dette her.


    Hedda. 

Nej, det véd gud jeg ikke gjorde.


    Brack. 

Ja, men nu da? Nu, da vi har fåt indrettet det lidt hjemligt for Dem!


    Hedda. 

Uh, – jeg synes her lugter lavendler og saltede roser i alle værelserne. – Men den lugt har kanské tante Julle ført med sig.


    Brack  (lér).

Nej, så tror jeg heller det er efter salig statsrådinden.


    Hedda. 

Ja, noget afdød er der ved det. Det minder om balblomster – dagen efter. (folder hænderne bag om nakken, læner sig tilbage i stolen og sér på ham.) Å, kære assessor, – De kan ikke forestille Dem, hvor gyseligt jeg vil komme til at kede mig herude.


    Brack. 

Skulde da ikke livet ha’ en eller anden opgave at byde på for Dem også, fru Hedda?


    Hedda. 

En opgave, – som der kunde være noget lokkende ved?


    Brack. 

Helst det, naturligvis.


    Hedda. 

Gud véd, hvad det skulde være for en opgave. Mangen gang tænker jeg på – (afbrydende.) Men det går visst ikke, det, heller.


    Brack. 

Hvem véd? Lad mig bare høre.


    Hedda. 

Om jeg nu kunde få Tesman til at slå sig på politik, mener jeg.


    Brack  (lér).

Tesman! Nej, véd De hvad, – sligt noget som politik, det ligger da slet – aldeles ikke for ham.


    Hedda. 

Nej, det tror jeg gerne. – Men om jeg nu kunde få ham til det alligevel?


    Brack. 

Ja, – hvad tilfredsstillelse vilde der være for Dem i det? Når han nu ikke duer. Hvorfor vil De så ha’ ham til det?


    Hedda. 

Fordi jeg keder mig, hører De! (lidt efter.) Tror De altså, det vilde være så rent umuligt, at Tesman kunde bli’ statsminister?


    101Brack. 

Hm, – sér De, kære fru Hedda, – for at bli’ det måtte han nu for det første være en temmelig rig mand.


    Hedda  (rejser sig utålmodig).

Ja, der har vi det! Det er disse tarvelige vilkår, jeg er kommet ind i –! (går henover gulvet.) Det er dem, som gør livet så ynkeligt! Så rent ud latterligt! – For er det.


    Brack. 

Jeg tror nu, at skylden ligger andetsteds.


    Hedda. 

Hvor da?


    Brack. 

De har aldrig fåt leve noget rigtig vækkende igennem.


    Hedda. 

Noget alvorligt, mener De?


    Brack. 

Ja, man kan jo gerne kalde det så også. Men nu tør det kanské komme.


    Hedda  (kaster på nakken).

Å, De tænker på vederværdighederne med denne stakkers professorposten! Men det får bli’ Tesmans egen sag. Det spilder jeg såmæn ikke en tanke på.


    Brack. 

Nej-nej, lad så være med det. Men når der nu blir stillet, – hvad man – sådan i den højere stil – kalder alvorsfulde og – og ansvarsfulde krav til Dem? (smiler.) Nye krav, lille fru Hedda.


    Hedda  (vred).

Ti stille! Aldrig får De opleve noget af den slags!


    Brack  (varsomt).

Vi skal tales ved om et årstid – i det aller længste.


    Hedda  (kort).

Jeg har ikke anlæg til sligt noget, herr assessor. Ikke noget med krav til mig!


    Brack. 

Skulde ikke De, ligesom de fleste andre kvinder, ha’ anlæg for et kald, som –?


    103Hedda  (henne ved glasdøren).

Å, ti stille, siger jeg! – Mangen gang synes jeg, at jeg bare har anlæg til en eneste ting i verden.


    Brack  (går nærmere).

Og hvad er så det, om jeg tør spørge?


    Hedda  (står og sér ud).

Til at kede livet af mig. Nu véd De det. (vender sig, ser mod bagværelset og lér.) Ja, ganske rigtig! Der har vi professoren.


    Brack  (sagte, advarende).

Nå, nå, nå, fru Hedda!

(Jørgen Tesman, selskabsklædt, med handsker og hat i hånden, kommer fra højre side gennem bagværelset.)

    Tesman. 

Hedda, – er der ikke kommet afbud fra Ejlert Løvborg? Hvad?


    Hedda. 

Nej.


    Tesman. 

Nå, så skal du sé, vi har ham såmæn om lidt.


    104Brack. 

Tror De virkelig, at han kommer?


    Tesman. 

Ja, det er jeg næsten viss på. For det er nok bare løse rygter, det, som De fortalte i formiddags.


    Brack. 

Så?


    Tesman. 

Ja, i det mindste sa’ da tante Julle, at hun trode aldrig i verden, han vilde gå i vejen for mig herefterdags. Tænk det!


    Brack. 

Nå, så er jo alting godt og vel.


    Tesman  (sætter hatten med handskerne i på en stol til højre).

Ja, men jeg må virkelig få lov til at vente på ham i det længste.


    Brack. 

Det har vi så rundelig tid til. Der kommer ingen til mig før klokken syv – halv otte.


    Tesman. 

Nå, så kan vi jo holde Hedda med selskab sålænge. Og sé tiden an. Hvad?


    105Hedda  (bærer Bracks overfrakke og hat hen på hjørnesofaen).

Og i værste fald så kan jo herr Løvborg slå sig ned her hos mig.


    Brack  (vil selv tage sagerne).

Å jeg be’r, frue! – Hvad mener De med værste fald?


    Hedda. 

Hvis han ikke vil gå med Dem og Tesman.


    Tesman  (sér tvilrådig på hende).

Men, kære Hedda, – tror du, det går an, at han blir her hos dig? Hvad? Husk på, at tante Julle kan ikke komme.


    Hedda. 

Nej, men fru Elvsted kommer. Og så drikker vi tre en kop té sammen.


    Tesman. 

Ja, sé da går det an!


    Brack  (smiler).

Og det turde kanske også være det sundeste for ham.


    106Hedda. 

Hvorfor det?


    Brack. 

Herre gud, frue, De har da tidt nok skoset over mine små ungkarlsgilder. De skulde ikke egne sig for andre end rigtig principfaste mandfolk, mente De.


    Hedda. 

Men herr Løvborg er da vel principfast nok nu. En omvendt synder –

(Berte kommer i forstuedøren.)

    Berte. 

Frue, der er en herre, som gerne vil ind –


    Hedda. 

Ja, lad ham komme.


    Tesman  (sagte).

Jeg er viss på, det er ham! Tænk det!

(Ejlert Løvborg kommer ind fra forstuen. Han er slank og mager; jævnaldrende med Tesman men ser ældre og noget udlevet ud. Hår og skæg er sortbrunt, ansigtet langagtigt, blegt, kun med et par rødlige pletter på kindbenene. Han er klædt i elegant, sort, ganske ny visitdragt. Mørke handsker og cylinderhat i hånden. Han blir stående i nærheden af døren og bukker hastigt. Synes noget forlegen.)

    107Tesman  (hen til ham og ryster hans hånd).

Nej, kære Ejlert, – så skal vi da endelig en gang mødes igen!


    Ejlert Løvborg  (taler med tyst stemme).

Tak for brevet, du! (nærmer sig Hedda) Tør jeg række en hånd til Dem også, fru Tesman?


    Hedda  (tager imod hans hånd).

Velkommen, herr Løvborg. (med en håndbevægelse.) Jeg véd ikke, om de to herrer –?


    Løvborg  (bøjer sig let).

Assessor Brack, tror jeg.


    Brack  (ligeså).

Bevares. For en del år siden –


    Tesman  (til Løvborg, med hænderne på hans skuldre).

Og nu skal du lade akkurat som om du var hjemme, Ejlert! Ikke sandt, Hedda? – For du vil jo slå dig ned her i byen igen, hører jeg? Hvad?


    Løvborg. 

Jeg vil det.


    108Tesman. 

Nå, det er jo så rimeligt. Hør, du, – jeg har fåt fat på din nye bog. Men jeg har sandelig ikke fåt tid til at læse den endnu.


    Løvborg. 

Det kan du også godt spare dig for.


    Tesman. 

Hvorfor det, mener du?


    Løvborg. 

For der er ikke noget videre ved den.


    Tesman. 

Nej tænk – at du siger det!


    Brack. 

Men den blir da så svært rost, hører jeg.


    Løvborg. 

Det var netop det, jeg vilde. Og så skrev jeg bogen, så at alle kunde være med på den.


    Brack. 

Meget fornuftigt.


    Tesman. 

Ja men, kære Ejlert –!


    109Løvborg. 

For nu vil jeg prøve på at bygge mig op en stilling igen. Begynde forfra.


    Tesman  (lidt forlegen).

Ja, du vil vel kanske det? Hvad?


    Løvborg  (smiler, sætter hatten fra sig og trækker en pakke i papiromslag op af frakkelommen).

Men når dette her kommer, – Jørgen Tesman – så skal du læse det. For det er først det rigtige. Det, som jeg selv er i.


    Tesman. 

Ja så? Og hvad er da det for noget?


    Løvborg. 

Det er fortsættelsen.


    Tesman. 

Fortsættelsen? Af hvad?


    Løvborg. 

Af bogen.


    Tesman. 

Af den nye?


    Løvborg. 

Forstår sig.


    110Tesman. 

Ja men, kære Ejlert, – den går jo lige til vore dage!


    Løvborg. 

Den gør det. Og dette her handler om fremtiden.


    Tesman. 

Om fremtiden! Men, herre gud, den véd vi jo slet ingen ting om!


    Løvborg. 

Nej. Men der er et og andet at sige om den alligevel. (åbner pakken.) Her skal du se –


    Tesman. 

Det er jo ikke din håndskrift.


    Løvborg. 

Jeg har dikteret. (blader i papirerne.) Det er delt i to afsnit. Det første er om fremtidens kulturmagter. Og dette her andet – (blader længere frem.) – det er om fremtidens kulturgang.


    Tesman. 

Mærkværdigt! Sligt noget kunde det aldrig falde mig ind at skrive om.


    111Hedda  (ved glasdøren, trommer på ruden).

Hm –. Nej-nej.


    Løvborg  (stikker papirerne ind i omslaget og lægger pakken på bordet).

Jeg tog det med, fordi jeg tænkte at læse lidt op for dig iaften.


    Tesman. 

Ja, det var jo svært snilt af dig, du. Men iaften –? (ser hen til Brack.) Jeg véd ikke rigtig, hvorledes det skal kunne ordnes –


    Løvborg. 

Nå, så en anden gang altså. Det haster jo ikke.


    Brack. 

Jeg skal si’ Dem, herr Løvborg, – der er en liden tilstelning hos mig iaften. Nærmest for Tesman, forstår De –


    Løvborg  (ser efter sin hat).

Ah, – så vil jeg ikke længer –


    Brack. 

Nej, hør nu her. Kunde så ikke De gøre mig den fornøjelse at følge med?


    112Løvborg  (kort og bestemt).

Nej, det kan jeg ikke. Jeg takker Dem så meget.


    Brack. 

Å hvad! Gør nu det. Vi blir en liden udvalgt kreds. Og De kan tro, vi skal få det «livligt», som fru Hed–, som fru Tesman siger.


    Løvborg. 

Det tviler jeg ikke på. Men alligevel –


    Brack. 

Så kunde De ta’ Deres manuskript med og læse op for Tesman der hos mig. For jeg har værelser nok.


    Tesman. 

Ja tænk, Ejlert, – det kunde du jo gøre! Hvad?


    Hedda  (går imellem).

Men, kære, når nu herr Løvborg slet ikke vil! Jeg er viss på, at herr Løvborg har meget mere lyst til at slå sig ned her og spise til aftens med mig.


    Løvborg  (ser hen på hende).

Med Dem, frue!


    113Hedda. 

Og så med fru Elvsted.


    Løvborg. 

Ah – (henkastende.) Hende traf jeg så flygtig i middags.


    Hedda. 

Gjorde De det? Ja, hun kommer herud. Og derfor så er det næsten nødvendigt, at De blir, herr Løvborg. For ellers har hun ikke nogen til at følge sig hjem.


    Løvborg. 

Det er sandt. Ja, mange tak, frue, – så blir jeg her.


    Hedda. 

Så vil jeg bare gi’ pigen en liden besked –

(Hun går hen til forstuedøren og ringer. Berte kommer indenfor. Hedda taler sagte med hende og peger mod bagværelset. Berte nikker og går ud igen.)

    Tesman  (samtidigt til Ejlert Løvborg).

Hør, du, Ejlert, – er det dette nye emne, – dette her om fremtiden, – som du vil holde foredrag over?


    Løvborg. 

Ja.


    114Tesman. 

For jeg hørte inde hos boghandleren, at du vil holde en række foredrag her i høst.


    Løvborg. 

Jeg vil det. Du må ikke fortænke mig i det, Tesman.


    Tesman. 

Nej, gud bevar’s vel! Men –?


    Løvborg. 

Jeg kan jo godt forstå, at det må komme dig så temmelig påtvers.


    Tesman  (forknyt).

Å, for min skyld kan jeg jo ikke forlange, at du –


    Løvborg. 

Men jeg venter til du har fåt din udnævnelse.


    Tesman. 

Venter du! Ja men, – ja men, – vil du da ikke konkurrere? Hvad?


    Løvborg. 

Nej. Jeg vil bare sejre over dig. I folks mening.


    115Tesman. 

Men, herre gud, – så fik jo tante Julle ret alligevel! Å ja, – det var nok det, jeg vidste! Hedda! Tænk, du, – Ejlert Løvborg vil sletikke gå os ivejen!


    Hedda  (kort).

Os? Hold dog mig udenfor.

(Hun går op mod bagværelset, hvor Berte står og sætter et bræt med karafler og glasse på bordet. Hedda nikker bifaldende og kommer fremover igen. Berte går ud.)

    Tesman  (samtidigt).

Men De da, assessor Brack, – hvad siger så De til dette her? Hvad?


    Brack. 

Nå, jeg siger, at ære og sejr – hm, – det kan jo være overmåde skønne sager –


    Tesman. 

Ja-visst kan det så. Men alligevel –


    Hedda  (ser på Tesman med et koldt smil).

Jeg synes du står og ser ud som du var lynslåt.


    116Tesman. 

Ja, – så omtrent, – tror jeg næsten –


    Brack. 

Det var jo også et tordenvejr, som trak over os, frue.


    Hedda  (peger mod bagværelset).

Vil ikke herrerne så gå ind og ta’ et glas kold punsch?


    Brack  (ser på sit uhr).

På faldrebet? Jo, det kunde ikke være så galt.


    Tesman. 

Udmærket, Hedda! Ganske udmærket! I sådan en let stemning, som jeg nu befinder mig i –


    Hedda. 

Vær så god, De også, herr Løvborg.


    Løvborg  (afværgende).

Nej, mange tak. Ikke for mig.


    Brack. 

Men, herre gud, – kold punsch er da ikke nogen gift, véd jeg.


    117Løvborg. 

Kanske ikke for alle.


    Hedda. 

Jeg skal nok holde herr Løvborg med selskab så længe.


    Tesman. 

Ja-ja, kære Hedda, gør så det da.

(Han og Brack går ind i bagværelset, sætter sig, drikker punsch, røger cigaretter og taler oprømt sammen under det følgende. Ejlert Løvborg blir stående ved ovnen. Hedda går til skrivebordet.)

    Hedda  (med noget hævet stemme).

Nu skal jeg vise Dem nogen fotografier, hvis De har lyst. For Tesman og jeg – vi gjorde en trip gennem Tyrol på hjemrejsen.

(Hun kommer med et album, som hun lægger på bordet ved sofaen, og sætter sig i dennes øverste hjørne. Ejlert Løvborg går nærmere, standser og ser på hende. Derpå tager han en stol og sætter sig ved hendes venstre side med ryggen mod bagværelset.)

    Hedda  (slår albumet op).

Ser De dette fjeldpartiet her, herr Løvborg? Det er Ortlergruppen. Tesman har skrevet det nedenunder. Her står det: Ortlergruppen ved Meran.


    118Løvborg  (som ufravendt har set på hende, siger sagte og langsomt):

Hedda – Gabler!


    Hedda  (skotter hastigt hen til ham).

Nå! Hys!


    Løvborg  (gentager sagte):

Hedda Gabler!


    Hedda  (ser i albumet).

Ja, så hed jeg før i tiden. Dengang – da vi to kendte hinanden.


    Løvborg. 

Og herefter, – og for hele livet, – så må jeg altså vænne mig af med at sige Hedda Gabler.


    Hedda  (blader fremdeles).

Ja, De får det. Og jeg synes, De skulde øve Dem på det itide. Jo før jo heller, synes jeg.


    Løvborg  (med harmfyldt stemme).

Hedda Gabler gift? Og det med – Jørgen Tesman!


    119Hedda. 

Ja, – så går det.


    Løvborg. 

Å Hedda, Hedda, – hvor kunde du dog kaste dig slig væk!


    Hedda  (ser hvasst til ham).

Nå? Ikke dette her!


    Løvborg. 

Hvilket, mener du?

(Tesman kommer ind og går hen imod sofaen.)

    Hedda  (hører ham komme og siger ligegyldigt).

Og dette her, herr Løvborg, det er nede fra Ampezzodalen. Se bare de fjeldspidserne der. (ser venligt op på Tesman.) Hvad er det nu disse underlige fjeldspidserne kaldes, du?


    Tesman. 

Lad mig sé. Å, det er dolomiterne, det.


    Hedda. 

Rigtig, ja! – det er dolomiterne, herr Løvborg.


    120Tesman. 

Du, Hedda, – jeg vilde bare spørge, om vi ikke skulde sætte ind lidt punsch alligevel? Til dig i alle fald. Hvad?


    Hedda. 

Jo tak skal du ha’. Og et par kager kanské.


    Tesman. 

Ingen cigaretter?


    Hedda. 

Nej.


    Tesman. 

Godt.

(Han går ind i bagværelset og bort til højre side. Brack sidder derinde og holder af og til øje med Hedda og Løvborg.)

    Løvborg  (dæmpet, som før).

Svar mig så, Hedda, – hvor kunde du gå hen og gøre dette her?


    Hedda  (tilsyneladende fordybet i albumet).

Blir De ved at sige du til mig, så vil jeg ikke tale med Dem.


    121Løvborg. 

Må jeg ikke sige du, når vi er alene heller?


    Hedda. 

Nej. De kan få lov til at tænke det. Men De må ikke sige det.


    Løvborg. 

Ah, jeg forstår. Det støder Deres kærlighed – til Jørgen Tesman.


    Hedda  (skotter hen til ham og smiler).

Kærlighed? Nej, nu er De god!


    Løvborg. 

Ikke kærlighed altså!


    Hedda. 

Ikke nogen slags utroskab alligevel! Sligt vil jeg ikke vide af.


    Løvborg. 

Hedda, – svar mig bare på den ene ting –


    Hedda. 

Hys!

(Tesman, med et serveringsbræt, kommer fra bagværelset.)

    122Tesman. 

Se så! Her kommer de gode sager.

(Han sætter brættet på bordet.)

    Hedda. 

Hvorfor går du selv og serverer?


    Tesman  (skænker i glassene).

Jo, for jeg synes det er så svært morsomt at opvarte dig, Hedda.


    Hedda. 

Men nu har du jo skænket i begge. Og herr Løvborg vil jo ikke ha’ –


    Tesman. 

Nej, men fru Elvsted kommer vel snart.


    Hedda. 

Ja, det er sandt, – fru Elvsted –


    Tesman. 

Havde du glemt hende? Hvad?


    Hedda. 

Vi sidder så fordybet i dette her. (viser ham et billede.) Husker du den lille landsbyen?


    123Tesman. 

Å, det er den nedenfor Brennerpasset! Det var der, vi blev liggende natten over –


    Hedda. 

– og traf alle de livlige sommergæsterne.


    Tesman. 

Ja-visst var det der. Tænk – om vi kunde havt dig med os, Ejlert! Nå!

(Han går ind igen og sætter sig hos Brack.)

    Løvborg. 

Svar mig bare på dette ene, Hedda –


    Hedda. 

Nå?


    Løvborg. 

Var der ikke kærlighed i forholdet til mig heller? Ikke et stænk, – ikke et skær af kærlighed over det heller?


    Hedda. 

Ja mon der egentlig var det? For mig står det, som om vi var to gode kammerater. To rigtig fortrolige venner. (smiler.) De især var svært åbenhjertig.


    124Løvborg. 

Det var Dem, som vilde ha’ det så.


    Hedda. 

Når jeg tænker tilbage på det, så var der dog noget skønt, noget lokkende, – noget modigt synes jeg der var over – over denne løndomsfulde fortrolighed – dette kammeratskab, som ikke noget levende menneske havde anelse om.


    Løvborg. 

Ja, ikke sandt, Hedda! Var der ikke det? – Når jeg kom op til Deres far sådan om eftermiddagen –. Og generalen sad borte ved vinduet og læste aviserne, – med ryggen imod –


    Hedda. 

Og vi to i hjørnesofaen –


    Løvborg. 

Altid med det samme illustrerte blad foran os –


    Hedda. 

I mangel af et album, ja.


    Løvborg. 

Ja, Hedda, – og når jeg så skrifted for Dem –! Fortalte Dem om mig selv, hvad ingen af de andre vidste dengang. Sad der og tilstod, at jeg havde været ude og raset hele dage og nætter. Raset døgn efter døgn. Å, Hedda, – hvad var det dog for en magt i Dem, som tvang mig til at bekende sligt noget?


    Hedda. 

Tror De, det var en magt i mig?


    Løvborg. 

Ja, hvorledes skal jeg ellers forklare mig det? Og alle disse – disse omsvøbsfulde spørgsmål, som De gjorde mig –


    Hedda. 

Og som De så inderlig godt forstod –


    Løvborg. 

At De kunde sidde og spørge således! Ganske frejdigt!


    Hedda. 

Omsvøbsfuldt, må jeg be’.


    Løvborg. 

Ja, men frejdigt alligevel. Spørge mig ud om – om alt sligt noget!


    Hedda. 

Og at De kunde svare, herr Løvborg.


    126Løvborg. 

Ja, det er jo netop det, jeg ikke begriber – nu bagefter. Men sig mig så, Hedda, – var der ikke kærlighed på bunden af forholdet? Var det ikke fra Deres side, som om De vilde ligesom tvætte mig ren, – når jeg tyed til Dem i bekendelse? Var det ikke så?


    Hedda. 

Nej, ikke ganske.


    Løvborg. 

Hvad drev Dem da?


    Hedda. 

Finder De det så rent uforklarligt, om en ung pige, – når det kan ské sådan – i løndom –


    Løvborg. 

Nå?


    Hedda. 

At en da gerne vil kikke lidt ind i en verden, som –


    Løvborg. 

Som –?


    Hedda. 

– som en ikke har lov til at vide besked om?


    127Løvborg. 

Det altså var det?


    Hedda. 

Det også. Det også, – tror jeg næsten.


    Løvborg. 

Kammeratskab i livsbegæret. Men hvorfor kunde så ikke det ialfald ble’t ved?


    Hedda. 

Det er De selv skyld i.


    Løvborg. 

Det var Dem, som brød.


    Hedda. 

Ja, da der var overhængende fare for, at der vilde komme virkelighed ind i forholdet. Skam Dem, Ejlert Løvborg, hvor kunde De ville forgribe Dem på – på Deres frejdige kammerat!


    Løvborg  (knuger hænderne).

Å, hvorfor gjorde De ikke alvor af det! Hvorfor skød De mig ikke ned, som De trued med!


    Hedda. 

ræd er jeg for skandalen.


    128Løvborg. 

Ja, Hedda, De er fejg i grunden.


    Hedda. 

Forfærdelig fejg. (slår om.) Men det var jo heldigt for Dem. Og nu har De jo trøstet Dem så dejligt oppe hos Elvsteds.


    Løvborg. 

Jeg véd, hvad Thea har betrod Dem.


    Hedda. 

Og De har kanské betrod hende noget om os to?


    Løvborg. 

Ikke et ord. Sligt noget er hun for dum til at forstå.


    Hedda. 

Dum?


    Løvborg. 

I den slags ting er hun dum.


    Hedda. 

Og jeg er fejg. (bøjer sig nærmere hen til ham, uden at se ham i øjnene, og siger sagtere:) Men nu vil jeg betro Dem noget.


    129Løvborg  (spændt).

Nå?


    Hedda. 

Det, at jeg ikke turde skyde Dem ned –


    Løvborg. 

Ja?!


    Hedda. 

det var ikke min argeste fejghed – den aften.


    Løvborg  (ser et øjeblik på hende, begriber, og hvisker lidenskabeligt).

Å, Hedda! Hedda Gabler! Nu skimter jeg en dulgt grund under kammeratskabet! Du og jeg –! Det var dog livskravet i dig –


    Hedda  (sagte, med et hvasst øjekast).

Vogt Dem! Tro ikke sligt noget!

(Det er begyndt at mørkne. Forstuedøren åbnes udefra af Berte.)

    Hedda  (klapper albumet sammen og råber smilende):

Nå endelig! Kæreste Thea, – så kom dog ind!

(Fru Elvsted kommer fra forstuen. Hun er selskabsklædt. Døren lukkes efter hende.)

    130Hedda  (i sofaen, strækker armene imod hende).

Søde Thea, – du kan ikke tænke dig, hvor jeg har ventet på dig!

(Fru Elvsted veksler i forbigående en let hilsen med herrerne i bagværelset, går så hen til bordet og rækker Hedda hånden. Ejlert Løvborg har rejst sig. Han og fru Elvsted hilser hinanden med et stumt nik.)

    Fru Elvsted. 

Jeg skulde kanské gå ind og tale lidt med din mand?


    Hedda. 

Å langtfra. La’ de to sidde. De går snart sin vej.


    Fru Elvsted. 

Går de?


    Hedda. 

Ja, de skal ud i et svirelag.


    Fru Elvsted  (hurtigt, til Løvborg).

Ikke De vel?


    Løvborg. 

Nej.


    Hedda. 

Herr Løvborg – han blir her hos os.


    131Fru Elvsted  (tager en stol og vil sætte sig ved siden af ham).

Å, hvor her er godt at være!


    Hedda. 

Nej tak, min lille Thea! Ikke der! Du kommer pent her over til mig. Jeg vil være midt imellem.


    Fru Elvsted. 

Ja, ganske som du vil ha’ det.

(Hun går omkring bordet og sætter sig i sofaen på højre side af Hedda. Løvborg sætter sig på stolen igen.)

    Løvborg  (efter et kort ophold, til Hedda).

Er hun ikke dejlig at sidde og sé på?


    Hedda  (stryger hende let over håret).

Bare til at sé på?


    Løvborg. 

Ja. For vi to, – hun og jeg, – vi er to rigtige kammerater. Vi tror ubetinget på hinanden. Og så kan vi sidde og tale så frejdigt sammen –


    Hedda. 

Uden omsvøb, herr Løvborg?


    132Løvborg. 

Nå –


    Fru Elvsted  (sagte, klynger sig til Hedda).

Å, hvor jeg er lykkelig, Hedda! For, – tænk, – så siger han, at jeg har beåndet ham også.


    Hedda  (ser på hende med et smil).

Nej, siger han det, du?


    Løvborg. 

Og så det handlingens mod, som hun har, fru Tesman!


    Fru Elvsted. 

Å gud, – jeg mod!


    Løvborg. 

Umådeligt – når det gælder kammeraten.


    Hedda. 

Ja, mod, – ja! Den, som bare havde det.


    Løvborg. 

Hvad så, mener De?


    Hedda. 

Da kunde en kanske endda leve livet. (slår pludselig om.) Men nu, min kæreste Thea, – nu skal du såmæn drikke dig et godt glas kold punsch.


    Fru Elvsted. 

Nej tak, – jeg drikker aldrig sådant.


    Hedda. 

Nå, så De da, herr Løvborg.


    Løvborg. 

Tak, ikke jeg heller.


    Fru Elvsted. 

Nej, ikke han heller!


    Hedda  (ser fast på ham).

Men når nu jeg vil det?


    Løvborg. 

Hjælper ikke.


    Hedda  (lér).

Har jeg altså slet ingen magt over Dem, jeg stakker?


    Løvborg. 

Ikke på det område.


    134Hedda. 

Alvorlig talt, så synes jeg dog, De skulde gøre det alligevel. For Deres egen skyld.


    Fru Elvsted. 

Nej men, Hedda –!


    Løvborg. 

Hvorledes det?


    Hedda. 

Eller for folks skyld, rettere sagt.


    Løvborg. 

Så?


    Hedda. 

Folk kunde jo ellers let falde på den tro, at De ikke – sådan i grunden – følte Dem rigtig frejdig, – rigtig tryg på Dem selv.


    Fru Elvsted  (sagte).

Å nej da, Hedda –!


    Løvborg. 

Folk kan få lov til at tro, hvad de vil, – indtil videre.


    Fru Elvsted  (glad).

Ja, ikke sandt!


    135Hedda. 

Jeg så det så tydeligt på assessor Brack nu for nylig.


    Løvborg. 

Hvad så De?


    Hedda. 

Han smilte så hånligt, da De ikke turde gå med derind til bordet.


    Løvborg. 

Turde jeg ikke! Jeg vilde naturligvis heller bli’ her og tale med Dem.


    Fru Elvsted. 

Det var jo så rimeligt, Hedda!


    Hedda. 

Men det kunde vel ikke assessoren ane. Og jeg så også, at han drog på smilet og skotted til Tesman, da De ikke turde gå med til dette stakkers lille gildet heller.


    Løvborg. 

Turde! Siger De, at jeg ikke turde?


    Hedda. 

Ikke jeg. Men således forstod assessor Brack det.


    136Løvborg. 

Lad ham bare det.


    Hedda. 

De går altså ikke med?


    Løvborg. 

Jeg blir her hos Dem og Thea.


    Fru Elvsted. 

Ja, Hedda, – det kan du da vel tænke dig!


    Hedda  (smiler og nikker bifaldende til Løvborg).

Altså rigtig grundmuret. Principfast for alle tider. Sé, det er som en mand skal være! (vender sig til fru Elvsted og klapper hende.) Nå, var det ikke det, jeg sa’, da du kom så rent forstyrret her ind imorges –


    Løvborg  (studsende).

Forstyrret!


    Fru Elvsted  (i skræk).

Hedda, – Hedda da –!


    Hedda. 

Ser du nu bare selv! Det er jo slet ikke nødvendigt, at du går her i denne dødelige angst – (afbrydende). Så! Nu kan vi alle tre være livlige!


    Løvborg  (er faret sammen).

Ah, – hvad er dette her for noget, fru Tesman!


    Fru Elvsted. 

Å gud, å gud, Hedda! Hvad er det du siger! Hvad er det du gør!


    Hedda. 

Vær bare stille! Den ækle assessoren sidder og holder øje med dig.


    Løvborg. 

I dødsangst altså. For min skyld.


    Fru Elvsted  (sagte, jamrende).

Å Hedda, – nu har du da gjort mig så rent ulykkelig!


    Løvborg  (ser en stund ufravendt på hende. Hans ansigt er fortrukket).

Det var altså kammeratens frejdige tro på mig.


    Fru Elvsted  (bønligt).

Å kæreste ven, – du må da først høre –!


    138Løvborg  (tager det ene fyldte punschglas, løfter det og siger sagte med hæs stemme):

Din skål, Thea!

(Han tømmer glasset, sætter det fra sig og tager det andet.)

    Fru Elvsted  (sagte).

Å Hedda, Hedda, – at du kunde ville dette her!


    Hedda. 

Ville! Jeg? Er du gal?


    Løvborg. 

Og en skål for Dem også, fru Tesman. Tak for sandheden. Den leve!

(Han drikker ud og vil fylde glasset påny.)

    Hedda  (lægger hånden på hans arm).

Så, så, – ikke mere for øjeblikket. Husk på, De skal til gilde.


    Fru Elvsted. 

Nej, nej, nej!


    Hedda. 

Hys! De sidder og ser på dig.


    139Løvborg  (sætter glasset fra sig).

Du, Thea, – vær nu sandfærdig –


    Fru Elvsted. 

Ja!


    Løvborg. 

Vidste fogden besked om, at du rejste efter mig?


    Fru Elvsted  (vrider hænderne).

Å Hedda, – hører du, hvad han spør’ om!


    Løvborg. 

Var det en aftale mellem dig og ham, at du skulde rejse til byen og passe på mig? Var det kanske fogden selv, som fik dig til det? Aha, du, – han havde sagtens brug for mig på kontoret igen! Eller var det ved kortbordet, han savned mig?


    Fru Elvsted  (sagte, vånder sig).

Å Løvborg, Løvborg –!


    Løvborg  (griber et glas og vil fylde det).

En skål for gamle fogden også!


    140Hedda  (afværgende).

Ikke mere nu. Husk på, De skal ud og læse op for Tesman.


    Løvborg  (rolig, sætter glasset fra sig).

Det var dumt af mig, Thea, dette her. At ta’ det på slig vis, mener jeg. Vær så ikke vred på mig, du kære, kære kammerat. Du skal få sé, – både du og de andre, – at var jeg end engang falden, så –. Nu har jeg rejst mig igen! Ved din hjælp, Thea.


    Fru Elvsted  (glædestrålende).

Å gud ske lov –!

(Brack har imidlertid set på sit uhr. Han og Tesman står op og kommer ind i salonen.)

    Brack  (tager sin hat og overfrakke).

Ja, fru Tesman, nu er vor time slagen.


    Hedda. 

Den er vel det.


    Løvborg  (rejser sig).

Min også, herr assessor.


    141Fru Elvsted  (sagte og bønligt).

Å Løvborg, – gør det ikke!


    Hedda  (kniber hende i armen).

De hører dig!


    Fru Elvsted  (skriger svagt).

Au!


    Løvborg  (til Brack).

De var så venlig at be’ mig med.


    Brack. 

Nå, kommer De så alligevel?


    Løvborg. 

Ja mange tak.


    Brack. 

Glæder mig særdeles –


    Løvborg  (stikker papirpakken til sig og siger til Tesman):

For jeg vilde gerne vise dig et og andet, før jeg gi’r det af.


    Tesman. 

Nej, tænk, – det skal bli’ morsomt! – Men, kære Hedda, hvorledes får du så fru Elvsted hjem? Hvad?


    Hedda. 

Å, det blir der altid råd for.


    Løvborg  (ser hen mod damerne).

Fru Elvsted? Jeg kommer naturligvis igen og henter hende. (nærmere.) Sådan omkring ti- tiden, fru Tesman? Passer det?


    Hedda. 

Ja visst. Det passer udmærket.


    Tesman. 

Nå, så er jo alting godt og vel. Men mig må du ikke vente tidligt, Hedda.


    Hedda. 

Å kære, bli’ du så længe – så længe du bare vil.


    Fru Elvsted  (i dulgt angst).

Herr Løvborg, – jeg bier altså her, til De kommer.


    Løvborg  (med hatten i hånden).

Forstår sig, frue.


    143Brack. 

Og så går forlystelsestoget, mine herrer! Jeg håber, vi skal få det livligt, som en viss skøn frue siger.


    Hedda. 

Ak, kunde så sandt den skønne frue være usynlig tilstede –!


    Brack. 

Hvorfor usynlig?


    Hedda. 

For at få høre lidt af Deres uforfalskede livligheder, herr assessor.


    Brack  (lér).

Det vilde jeg dog ikke tilråde den skønne frue.


    Tesman  (lér også).

Nej, nu er du rigtig god, Hedda! Tænk det!


    Brack. 

Nå, farvel, farvel, mine damer!


    Løvborg  (bukker til afsked).

Omkring ti-tiden altså.

(Brack, Løvborg og Tesman går ud gennem forstuedøren. Samtidigt kommer Berte fra bagværelset med en tændt lampe, som hun sætter på salonbordet, og går ud igen samme vej.)

    144Fru Elvsted  (har rejst sig og driver urolig om på gulvet).

Hedda, – Hedda, – hvad skal dette her bli’ til!


    Hedda. 

Klokken ti, – da kommer han altså. Jeg ser ham for mig. Med vinløv i håret. Hed og frejdig –


    Fru Elvsted. 

Ja, gid det var så vel.


    Hedda. 

Og da, ser du, – da har han fåt magten over sig selv igen. Da er han en fri mand for alle sine dage.


    Fru Elvsted. 

Å gud, ja, – dersom han bare vilde komme således, som du ser ham.


    Hedda. 

Således og ikke anderledes kommer han! (rejser sig og går nærmere.) Tvil du på ham så længe du vil. Jeg tror på ham. Og nu skal vi prøve –


    Fru Elvsted. 

Der stikker noget under med dig, Hedda!


    145Hedda. 

Ja, der gør. Jeg vil for en eneste gang i mit liv ha’ magt over en menneskeskæbne.


    Fru Elvsted. 

Har du da ikke det?


    Hedda. 

Har det ikke – og har aldrig havt det.


    Fru Elvsted. 

Men over din mands da?


    Hedda. 

Jo, det var rigtignok møjen værd. Å, dersom du kunde forstå, hvor fattig jeg er. Og du skal ha’ lov til at være så rig! (slår armene lidenskabeligt om hende.) Jeg tror, jeg svi’er håret af dig alligevel.


    Fru Elvsted. 

Slip mig! Slip mig! Jeg er ræd for dig, Hedda!


    Berte  (i døråbningen).

Thebordet er dækket inde i spisestuen, frue.


    Hedda. 

Godt. Vi kommer.


    146Fru Elvsted. 

Nej, nej, nej! Jeg vil heller gå hjem alene! Nu straks!


    Hedda. 

Snak! Først skal du få thevand, du lille tossehode. Og så, – klokken ti, – så kommer Ejlert Løvborg – med vinløv i håret.

(Hun drager fru Elvsted næsten med magt mod døråbningen.)

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Hedda Gabler

Hedda Gabler er både et realistisk drama og et psykologisk drama, som først og fremst handler om hovedpersonens jakt på meningen med livet. Handlingen utspiller seg over to dager. Hedda og Jørgen Tesman har akkurat kommet hjem etter en seks måneder lang bryllupsreise. Det kommer tidlig fram at Hedda ikke finner seg til rette i sin nye tilværelse som gift frue. Hun kjeder seg og er ikke det minste glad for at hun venter barn heller. Hun setter derfor i gang en rekke hendelser som får dramatiske konsekvenser for alle de involverte.

Hedda Gabler ble første gang utgitt i 1890. Stykket fikk en blandet mottakelse både blant publikum og litteratur- og teaterkritikerne, mange anså stykket som moralsk forkastelig. Likevel ble stykket mye spilt på teatrene i inn- og utland. I dag anerkjennes Hedda Gabler som et av Ibsens hovedverk og det spilles fremdeles ofte ved teatre verden over.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1890 (NB digital)

Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.