Ja, Hedda, her kommer jeg i sorgens farver. For nu har da min stakkers søster endelig stridt ud.
Jeg véd det allerede, som De vel sér. Tesman sendte et kort ud til mig.
Ja, han lovte mig jo det. Men jeg syntes da alligevel, at til Hedda, – her i livets hus, – her måtte jeg da melde døden selv.
Det var meget venligt af Dem.
Å, Rina skulde bare ikke gåt bort netop nu. Heddas hus skulde ikke bære sorg i denne tid.
Hun døde jo så stille, frøken Tesman?
Å så dejligt, – så fredeligt løste det sig op for hende. Og så den usigelige lykke, at hun fik sé Jørgen engang til. Og fik sige ham rigtig farvel. – Er han kanské ikke kommen hjem endnu?
Nej. Han skrev, at jeg ikke måtte vente ham så snart. Men sæt Dem da ned.
Nej tak, kære – velsignede Hedda. Jeg vilde nok gerne. Men jeg har så liden tid. Nu skal hun stelles og pyntes så godt jeg kan. Rigtig pén skal hun komme i sin grav.
Kan ikke jeg hjælpe med noget?
Å tænk da aldrig på det! Sligt noget må ikke Hedda Tesman ta’ sine hænder i. Og ikke fæste sine tanker ved heller. Ikke i denne tid, ikke.
Å tankerne, – de lar sig ikke sådan mestre –
Ja, herre gud, så går det i verden. Hjemme hos mig skal vi nu sy lintøj til Rina. Og her skal vel også snart syes, kan jeg tænke. Men det blir af et andet slags, det, – gud ske lov!
Nå, det var da godt, du endelig kom engang.
Er du her, tante Julle? Hos Hedda? Tænk det!
Jeg vilde just til at gå igen, min kære gut. Nå, fik du så udrettet alt det, du lovte mig?
Nej, jeg er virkelig ræd, jeg har glemt halvparten, du. Jeg får springe ind til dig imorgen igen. For idag er mit hode så rent fortumlet. Jeg kan ikke holde tankerne sammen.
Men, snille Jørgen, du må da ikke ta’ det på den vis.
Så? Hvorledes da, mener du?
Du skal være glad i sorgen. Glad for det, som skét er. Ligesom jeg er det.
Å ja, ja. Du tænker på tante Rina, du.
Det blir ensomt for Dem nu, frøken Tesman.
I de første dagene, ja. Men det kommer vel ikke til at vare så længe, vil jeg håbe. Salig Rinas lille stue skal da ikke stå tom, véd jeg!
Så? Hvem vil du da skal flytte ind i den? Hvad?
Å, der findes altid en eller anden syg stakker, som trænger røgt og pleje, desværre.
Vil De virkelig ta’ sligt kors på Dem igen?
Kors! Gud forlade Dem, barn, – det har da ikke været noget kors for mig.
Men om der nu skulde komme et fremmed menneske, så –
Å, med syge folk blir en snart venner. Og jeg behøver da så sårt at ha’ nogen at leve for, jeg også. Nå, gud ske lov og tak, – her i huset turde vel også bli’ et og andet at ta’ hånd i for en gammel tante.
Å, tal bare ikke om vort.
Ja, tænk, hvor dejligt vi tre kunde ha’ det sammen, dersom –
Dersom –?
Å, ikke noget. Det ordner sig vel. Lad os håbe det. Hvad?
Ja, ja. I to har nok noget at snakke sammen, kan jeg skønne. (smiler.) Og Hedda har kanske også noget at fortælle dig, Jørgen. Farvel! Nu må jeg hjem til Rina. (vender sig ved døren.) Herregud, hvor underligt at tænke sig! Nu er Rina både hos mig og hos salig Jochum.
Ja, tænk det, tante Julle! Hvad?
Jeg tror næsten, dødsfaldet går dig mere til hjertet end hende.
Å, det er ikke dødsfaldet alene. Det er Ejlert, som jeg er så inderlig urolig for.
Er der noget nyt med ham?
Jeg vilde løbet op til ham i eftermiddag og sagt ham, at manuskriptet var i god behold.
Nå? Traf du ham så ikke?
Nej. Han var ikke hjemme. Men bagefter så mødte jeg fru Elvsted, og hun fortalte, at han havde været her tidlig imorges.
Ja straks efter du var gåt.
Og han skal jo ha’ sagt, at han havde revet manuskriptet istykker. Hvad?
Ja, han påstod det.
Men, herre gud, så har han jo været rent sindsforvirret! Og så turde du vel sagtens ikke gi’ ham det tilbage heller, Hedda?
Nej, han fik det ikke.
Men du sa’ ham da vel, at vi havde det?
Nej. (hurtigt.) Sa’ du kanske det til fru Elvsted?
Nej, det vilde jeg ikke. Men til ham selv skulde du ha’ sagt det. Tænk, om han i fortvilelse går hen og gør en ulykke på sig! Lad mig få manuskriptet, Hedda! Jeg vil springe ind til ham med det straks. Hvor har du pakken?
Jeg har den ikke mere.
Har du den ikke! Hvad i al verden mener du med det!
Jeg har brændt det op – alt sammen.
Brændt! Brændt Ejlerts manuskript!
Skrig ikke så. Tjenestepigen kunde gerne høre dig.
Brændt! Men du godeste gud –! Nej, nej, nej, – dette er rent umuligt!
Ja, det er nu så alligevel.
Men véd du da selv, hvad du der har gjort, Hedda! Det er jo ulovlig omgang med hittegods. Tænk det! Ja, spørg du bare assessor Brack, så skal du få høre.
Det er visst rådeligst, at du ikke taler om det, – hverken til assessoren eller til nogen anden.
Men hvorledes kunde du da gå hen og gøre noget så uhørt! Hvorledes kunde sligt falde dig ind? Hvorledes kunde det komme over dig? Svar mig på det. Hvad?
Jeg gjorde det for din skyld, Jørgen.
For min skyld!
Da du kom hjem imorges og fortalte, at han havde læst for dig –
Ja, ja, hvad så?
Da tilstod du, at du misundte ham det værk.
Å herre gud, det var da ikke så bogstavelig ment.
Alligevel. Jeg kunde ikke tåle den tanke, at nogen anden skulde stille dig i skyggen.
Hedda, – å, er det sandt, hvad du siger! – Ja-men, – ja-men – på den slags måde har jeg aldrig mærket din kærlighed før. Tænk det!
Nå, så er det bedst du får vide da – at just i denne tid – (hæftigt, afbrydende). Nej, nej, – du kan spørge dig for hos tante Julle. Så gir hun dig nok besked.
Å, jeg tror næsten jeg forstår dig, Hedda! (slår hænderne sammen.) Nej, herre gud, du, – skulde det være muligt! Hvad?
Skrig da ikke så. Pigen kan høre dig.
Pigen! Nej, du er virkelig kostelig, du, Hedda! Pigen, – det er jo Berte, det! Jeg vil selv ud og fortælle det til Berte.
Å, jeg forgår, – jeg forgår i alt dette her!
I hvad for noget, Hedda? Hvad?
I alt dette – løjerlige, – Jørgen.
Løjerligt? At jeg er så sjæleglad. Men alligevel –. Kanské det ikke er værdt, at jeg siger noget til Berte.
Å jo, – hvorfor ikke det også?
Nej, nej, ikke endnu. Men tante Julle må tilforladelig få vide det. Og det, at du begynder at kalde mig Jørgen også! Tænk det. Å, tante Julle, hun vil bli’ så glad, – så glad!
Når hun hører, at jeg har brændt Ejlert Løvborgs papirer – for din skyld?
Nej, det er jo også sandt! Det med papirerne, det må naturligvis ingen få vide. Men at du brænder for mig, Hedda, – det skal så sandelig tante Julle ha’ del i! For resten gad jeg vide, jeg, om sligt noget er almindeligt hos unge koner, du? Hvad?
Du bør spørge tante Julle om det også, synes jeg.
Ja, det vil jeg virkelig gøre ved lejlighed. (ser atter urolig og betænkelig ud.) Nej men, – nej men manuskriptet da! Herre gud, det er jo forfærdeligt at tænke sig for den stakkers Ejlert alligevel.
Å, kære Hedda, tag mig ikke ilde op, at jeg kommer igen.
Hvad er der hændt dig, Thea?
Er det noget med Ejlert Løvborg igen? Hvad?
Å ja, – jeg er så gruelig ræd for, at der er tilstødt ham en ulykke.
Ah, – tror du det!
Nej men, herre gud, – hvor kan De da falde på sligt, fru Elvsted!
Jo, for jeg hørte, at de talte om ham i pensionen, – just som jeg kom ind. Å, der går jo de utroligste rygter om ham i byen idag.
Ja, tænk, det hørte jeg også! Og så kan jeg bevidne, at han gik lige hjem og la’ sig. Tænk det!
Nå, – hvad sa’ de så i pensionen?
Å, jeg fik ikke rede på nogen ting. Enten de nu ikke vidste noget nærmere eller –. Der blev stille, da de så mig. Og spørge, det turde jeg ikke.
Vi vil håbe – vi vil håbe, De har hørt fejl, fru Elvsted!
Nej, nej, jeg er viss på, at det var ham, de talte om. Og så hørte jeg, der blev nævnt noget sådant som hospitalet eller –
Hospitalet!
Nej, – det er da vel umuligt!
Å, jeg blev så dødelig ræd for ham. Og så gik jeg op i hans logis og spurgte efter ham der.
Kunde du bekvemme dig til det, Thea!
Ja, hvad skulde jeg vel andet gøre? For jeg syntes ikke, jeg kunde holde den uvissheden ud længer.
Men De traf ham vel ikke, De, heller? Hvad?
Nej. Og folkene vidste ikke nogen besked om ham. Han havde ikke været hjemme siden igår eftermiddag, sa’ de.
Igår! Tænk, at de kunde si’ det!
Å, jeg synes det er umuligt andet, end at der må være noget galt på færde med ham!
Du, Hedda, – om jeg gik indover, du, og forhørte mig sådan på forskellige steder –?
Nej, nej, – bland ikke du dig op i dette her.
Å, er De der, kære assessor? Hvad?
Ja, jeg måtte nødvendigvis ud til Dem iaften.
Jeg kan sé på Dem, at De har fåt budskabet fra tante Julle.
Det har jeg også fåt, ja.
Er det ikke sørgeligt, De? Hvad?
Nå, kære Tesman, det er nu som man ta’r det.
Er der kanské ellers hændt noget?
Ja, der er det.
Noget sørgeligt, assessor Brack?
Også som man ta’r det, frue.
Å, det er noget med Ejlert Løvborg!
Hvorledes falder fruen på det? Véd fruen kanské allerede noget –?
Nej, nej, det gør jeg sletikke; men –
Men, gud bevar’ os, så sig det dog!
Nå, – desværre, – Ejlert Løvborg er bragt på hospitalet. Han ligger nok for døden allerede.
Å gud, å gud –!
På hospitalet! Og for døden også!
Så hurtigt altså –!
Og vi, som skiltes uden forsoning, Hedda!
Men, Thea, – Thea da!
Jeg må ind til ham! Jeg må sé ham ilive!
Det nytter Dem ikke noget, frue. Der får ingen komme til ham.
Å, men sig mig da bare, hvad der er hændt ham! Hvad er det for noget?
Ja, for han har da vel aldrig selv –! Hvad?
Jo, det er jeg viss på han har.
Hedda, – hvor kan du da –!
De har desværre gættet ganske rigtigt, fru Tesman.
Å, hvor forfærdeligt!
Selv altså! Tænk det!
Skudt sig!
Også rigtig gættet, frue.
Når skete det, herr assessor?
Nu i eftermiddag. Mellem tre og fire.
Men, herre gud, – hvor gjorde han det da? Hvad?
Hvor? Ja, kære, – han gjorde det vel i sit logis.
Nej, det kan ikke være rigtig. For der var jeg indom mellem sex og syv.
Nå, så et andet steds da. Det véd jeg ikke så nøje. Jeg véd bare, at han blev fundet –. Han havde skudt sig – gennem brystet.
Å, hvor grufuldt at tænke sig! At han skulde ende således!
Var det gennem brystet?
Ja, – som jeg siger.
Altså ikke gennem tindingen?
Gennem brystet, fru Tesman.
Ja, ja, – brystet er også godt.
Hvorledes, frue?
Å nej, – ikke noget.
Og såret er livsfarligt, siger De? Hvad?
Såret er absolut dødeligt. Sandsynligvis er det allerede forbi med ham.
Ja, ja, det aner mig! Det er forbi! Forbi! Å Hedda –!
Men sig mig da, – hvor har De fåt vide dette her altsammen?
Gennem en af politiets folk. En, som jeg skulde tale med.
Endelig engang en dåd!
Gud bevare mig, – hvad siger du, Hedda!
Jeg siger, at dette her er der skønhed i.
Hm, fru Tesman –
Skønhed! Nej tænk det!
Å, Hedda, hvor kan du da tale om skønhed i sligt noget!
Ejlert Løvborg har gjort op regningen med sig selv. Han har havt mod til at gøre det, som – som gøres skulde.
Nej, tro da aldrig, at det er gået til på den vis! Hvad han har gjort, det har han gjort i vildelse.
I fortvilelse har han gjort det!
Det har han ikke. Det er jeg så viss på.
Jo, han har! I vildelse! Ligesom da han rev vore hæfter istykker.
Hæfterne? Manuskriptet, mener De? Har han revet det istykker?
Ja, det gjorde han inat.
Å, Hedda, vi kommer aldrig bort fra dette her.
Hm, det var da besynderligt.
Tænke sig til, at Ejlert skal gå således ud af verden! Og så ikke efterlade sig det, som vilde ha’ fæstet hans navn så varigt –
Å, om det kunde sættes sammen igen!
Ja, tænk, om det kunde det! Jeg véd ikke, hvad jeg vilde gi’ –
Kanské det kan, herr Tesman.
Hvad mener De?
Se her. Jeg har gemt de løse lapper, som han havde med, når han diktérte.
Ah –!
Dem har De gemt, fru Elvsted! Hvad?
Ja, her har jeg dem. Jeg tog dem med, da jeg rejste. Og så er de ble’t liggende i lommen –
Å, lad mig bare få sé!
Men det er så forvirret. Så rent om hinanden.
Tænk, om vi kunde finde ud af det alligevel! Kanske når vi to hjalp hinanden –
Å ja, lad os forsøge idetmindste –
Det skal gå! Det må gå! Jeg sætter mit liv ind på dette her!
Du, Jørgen? Dit liv?
Ja, eller rettere sagt al den tid, jeg kan råde over. Mine egne samlinger, de får ligge sålænge. Hedda, – du forstår mig? Hvad? Det er noget, jeg skylder Ejlerts eftermæle.
Kanske det.
Og så, kære fru Elvsted, så vil vi ta’ os sammen. Herre gud, det nytter jo ikke at ruge over det, som sket er. Hvad? Vi vil sé at komme så vidt til ro i sindet, at –
Ja, ja, herr Tesman, jeg skal prøve så godt jeg kan.
Nå, kom så her. Vi må sé på notitserne straks. Hvor skal vi sætte os? Her? Nej, derinde i bagstuen. Undskyld, kære assessor! Kom så med mig, fru Elvsted.
Å gud, – om det endda bare var gørligt!
Å assessor, – hvilken befrielse der er i dette med Ejlert Løvborg.
Befrielse, fru Hedda? Ja, for ham er det jo rigtignok en befrielse –
Jeg mener, for mig. En befrielse at vide, at der dog virkelig kan ske noget frivilligt modigt i verden. Noget, som der falder et skær af uvilkårlig skønhed over.
Hm, – kære fru Hedda –
Å jeg véd nok, hvad De vil sige. For De er dog et slags fagmenneske, De også, ligesom – nå!
Ejlert Løvborg har været Dem mere, end hvad De kanské vil tilstå for Dem selv. Eller skulde jeg ta’ fejl i det?
Sligt svarer jeg Dem ikke på. Jeg véd bare, at Ejlert Løvborg har havt mod til at leve livet efter sit eget sind. Og så nu – det store! Det, som der er skønhed over. Det, at han havde kraft og vilje til at bryde op fra livsgildet – så tidligt.
Det gør mig ondt, fru Hedda, – men jeg nødes til at rive Dem ud af en smuk indbildning.
En indbildning?
Som De for resten snart vilde kommet ud af alligevel.
Og hvad er så det?
Han har ikke skudt sig selv – frivilligt.
Ikke frivilligt!
Nej. Sagen med Ejlert Løvborg hænger ikke ganske således sammen, som jeg fortalte.
Har De fortiet noget? Hvad er det?
For den stakkers fru Elvsteds skyld brugte jeg et par små omskrivninger.
Hvilke da?
Først det, at han virkelig allerede er død.
På hospitalet.
Ja. Og uden at komme til bevidsthed.
Hvad mere har De fortiet?
Det, at begivenheden ikke gik for sig på hans værelse.
Nå, det kan jo også være så temmelig ligegyldigt.
Ikke så ganske. For jeg skal sige Dem, – Ejlert Løvborg blev funden skudt i – i frøken Dianas boudoir.
Det er umuligt, assessor Brack! Der kan han ikke ha’ været idag igen!
Han var der i eftermiddag. Han kom for at kræve noget, som han sa’, de havde ta’t fra ham. Talte forvirret om et barn, som var ble’t borte –
Ah, – derfor altså –
Jeg tænkte mig, at det kanské kunde været hans manuskript. Men det har han jo selv tilintetgjort, hører jeg. Så må det vel ha’ været tegnebogen da.
Det har vel det. – Og der, – der blev han altså fundet.
Ja, der. Med en affyret pistol i brystlommen. Skuddet havde truffet ham dødeligt.
I brystet, – ja.
Nej, – det traf ham i underlivet.
Det også! Å det latterlige og det lave, det lægger sig som en forbandelse over alt det, jeg barerfeil for bare rører ved.
Der kommer noget til, fru Hedda. Noget, som går ind under det gemene også.
Og hvad er det?
Pistolen, som han havde på sig –
Nå! Hvad den!
Den må han ha’ stjålet.
Stjålet! Det er ikke sandt! Det har han ikke!
Det er umuligt andet. Han må ha’ stjålet den –. Hys!
Du, Hedda, – det er næsten ikke muligt for mig at sé derinde under hængelampen. Tænk det!
Ja, jeg tænker.
Måtte vi kanské få lov til at sidde lidt ved dit skrivebord. Hvad?
Ja, gerne for mig. (hurtigt.) Nej, vent! Lad mig få rydde af først.
Å det behøver du slet ikke, Hedda. Der er god plads.
Nej, nej, lad mig bare få rydde af, siger jeg. Bære dette her ind på pianoet sålænge. Se så!
Nå, søde Thea, – går det så med Ejlert Løvborgs mindesmærke?
Å gud, – det blir visst uhyre svært at finde rede i.
Det må gå. Der er ikke andet for. Og det, at bringe orden i andres papirer, – det er netop noget, som ligger for mig.
Hvad var det, De sa’ om pistolen?
At den må han ha’ stjålet.
Hvorfor netop stjålet?
Fordi enhver anden forklaring bør være umulig, fru Hedda.
Ja så.
Ejlert Løvborg har naturligvis været her imorges. Ikke sandt?
Jo.
Var De alene med ham?
Ja, en stund.
Forlod De ikke værelset, mens han var her?
Nej.
Tænk Dem om. Var De sletikke ude et øjeblik?
Jo, kanské et lidet øjeblik – ude i forstuen.
Og hvor havde De Deres pistolkasse imens.
Den havde jeg nede i –
Nå, fru Hedda?
Kassen stod der borte på skrivebordet.
Har De siden sét efter, om begge pistolerne er der?
Nej.
Behøves heller ikke. Jeg så den pistol, Løvborg havde havt på sig. Og jeg kendte den straks igen fra igår. Og fra før af også.
Har De den kanské?
Nej, politiet har den.
Hvad vil politiet gøre med pistolen?
Sé til at komme på spor efter ejeren.
Tror De, at det kan opdages?
Nej, Hedda Gabler, – ikke så længe jeg tier.
Og hvis De ikke tier, – hvad så?
Der er jo altid den udvej, at pistolen er stjålet.
Heller dø!
Sligt noget siger man. Men man gør det ikke.
Og når så pistolen altså ikke er stjålet. Og ejeren opdages. Hvad kommer så?
Ja, Hedda, – så kommer skandalen.
Skandalen!
Skandalen, ja, – som De har slig dødelig skræk for. De må naturligvis ind for retten. Både De og frøken Diana. Hun må jo forklare, hvorledes det hænger sammen. Om det er et vådeskud eller et drab. Har han villet trække pistolen op af lommen for at true hende? Og så er skuddet gåt af? Eller har hun revet ham pistolen ud af hånden, skudt ham, og stukket pistolen ned i lommen igen? Det kunde nok ligne hende. For hun er et håndfast pigebarn, den samme frøken Diana.
Men alt dette modbydelige kommer jo ikke mig ved.
Nej. Men De må svare på det spørgsmål: hvorfor gav De Ejlert Løvborg pistolen? Og hvilke slutninger vil man uddrage af den kendsgærning, at De gav ham den?
Det er sandt. Det har jeg ikke tænkt på.
Nå, heldigvis er der ingen fare, sålænge jeg tier.
Jeg er altså i Deres magt, assessor. De har hals og hånd over mig fra nu af.
Kæreste Hedda, – tro mig, – jeg skal ikke misbruge stillingen.
I Deres magt lige fuldt. Afhængig af Deres krav og vilje. Ufri. Ufri altså! (rejser sig hæftigt.) Nej, – den tanke holder jeg ikke ud! Aldrig.
Man plejer ellers at finde sig i det uundgåelige.
Ja, kanské det.
Nå? Lykkes det så, Jørgen? Hvad?
Vorherre véd, du. Det blir ialfald hele måneders arbejde, dette her.
Nej tænk det! (farer let med hænderne gennem fru Elvsteds hår.) Er ikke det underligt for dig, Thea? Nu sidder du her sammen med Tesman, – ligesom du før sad med Ejlert Løvborg.
Å gud, hvis jeg bare kunde beånde din mand også.
Å, det kommer nok – med tiden.
Ja, véd du hvad, Hedda, – jeg synes virkelig, jeg begynder at fornemme noget sådant. Men sæt så du dig hen til assessoren igen.
Er der ingen ting, I to kan bruge mig til her?
Nej, ingen verdens ting. (vender hovedet.) Herefter får såmæn De være så snil at holde Hedda med selskab, kære assessor!
Skal være mig en overmåde stor fornøjelse.
Tak. Men iaften er jeg træt. Jeg vil lægge mig lidt derinde på sofaen.
Ja gør det, kære. Hvad?
Uh, – hvad er det!
Men, kæreste Hedda, – spil da ikke op til dans iaften! Tænk da på tante Rina! Og på Ejlert også!
Og på tante Julle. Og på dem allesammen. – Herefter skal jeg være stille.
Hun har visst ikke godt af at sé os ved dette sørgelige arbejde. Véd De hvad, fru Elvsted, – De skal flytte ind til tante Julle. Så kommer jeg op om aftenerne. Og så kan vi sidde og arbejde der. Hvad?
Ja, det vilde kanské være det bedste –
Jeg hører godt, hvad du siger, Tesman. Men hvad skal så jeg fordrive aftenerne med herude?
Å, assessor Brack er visst så snil, at han sér ud til dig alligevel.
Gerne hver evige aften, fru Tesman! Vi skal såmæn få det nokså morsomt sammen her, vi to!
Ja, nærer De ikke det håb, assessor? De, som eneste hane i kurven – –
Å, nu fingrerer hun med pistolerne igen.
Skudt sig! Skudt sig i tindingen! Tænk det!
Men, gud sig forbarme, – sligt noget gør man da ikke!
Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Hedda Gabler er både et realistisk drama og et psykologisk drama, som først og fremst handler om hovedpersonens jakt på meningen med livet. Handlingen utspiller seg over to dager. Hedda og Jørgen Tesman har akkurat kommet hjem etter en seks måneder lang bryllupsreise. Det kommer tidlig fram at Hedda ikke finner seg til rette i sin nye tilværelse som gift frue. Hun kjeder seg og er ikke det minste glad for at hun venter barn heller. Hun setter derfor i gang en rekke hendelser som får dramatiske konsekvenser for alle de involverte.
Hedda Gabler ble første gang utgitt i 1890. Stykket fikk en blandet mottakelse både blant publikum og litteratur- og teaterkritikerne, mange anså stykket som moralsk forkastelig. Likevel ble stykket mye spilt på teatrene i inn- og utland. I dag anerkjennes Hedda Gabler som et av Ibsens hovedverk og det spilles fremdeles ofte ved teatre verden over.
Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1890 (NB digital)
Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.
Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.