Endnu ikke! – Å gud, – å gud, – endnu ikke!
Nå, – har her været nogen?
Ja, nu netop var her en pige med dette brevet.
Et brev! Gi’ mig det!
Nej, det er til doktoren, frue.
Ah så.
Det var frøken Tesmans pige, som var her med det. Jeg lægger det her på bordet.
Ja, gør det.
Det er visst bedst jeg slukker lampen. For den står og oser.
Ja, sluk De. Det blir vel snart lyst nu.
Det er alt lyst, frue.
Ja, lys dag! Og så endda ikke kommen hjem –!
Å herre gud, – jeg tænkte nok, at det vilde gå så.
Tænkte De det?
Ja, da jeg så, at en viss mandsperson var kommen til byen igen, så –. Og trak af med dem. For den herren har en da hørt nok om før i tiden.
Tal ikke så højt. De vækker fruen.
Nej, gud, – la’ hende bare sove, stakker. – Skal jeg ikke lægge lidt mere i ovnen?
Tak, ikke for mig.
Ja-ja da.
Hvad er det –!
Det var bare pigen –
Ah herinde –! Ja, nu husker jeg jo – (retter sig op, siddende på sofaen, strækker sig og gnider øjnene.) Hvad er klokken, Thea?
Den er nu over syv.
Hvad tid kom Tesman.
Han er ikke kommet.
Ikke kommet hjem endnu?
Her er slet ingen kommet.
Og vi, som sad her og våged og vented lige til klokken fire –
Og slig som jeg vented på ham!
Ak ja, – det kunde vi da ha’ sparet os for.
Fik du så sove lidt siden?
Å ja. Jeg tror, jeg fik sove nok så bra’. Fik ikke du?
Ikke et øjeblik. Jeg kunde ikke, Hedda! Det var mig så rent umuligt.
Så, så, så! Det er da ikke noget at ængste sig for. Jeg skønner så godt, hvorledes det hænger sammen.
Ja, hvad tror du da? Kan du sige mig det!
Nå, det har naturligvis trukket gruelig længe ud hos assessoren –
Å gud, ja, – det har det visst. Men alligevel –
Og så, sér du, så har ikke Tesman villet komme hjem og gøre larm og ringe på midt om natten. (lér.) Kanské ikke gerne villet vise sig heller – sådan lige ovenpå et lysteligt lag.
Men, kære, – hvor skulde han da være gåt hen?
Han er naturligvis gåt op til tanterne og har lagt sig til at sove der. De har jo hans gamle værelse stående.
Nej, hos dem kan han ikke være. For nu nylig kom der et brev til ham fra frøken Tesman. Der ligger det.
Så? (sér på udskriften.) Ja, det er såmæn fra tante Julle egenhændig. Nå, så er han altså ble’t igen hos assessoren da. Og Ejlert Løvborg, han sidder – med vinløv i håret, og læser op.
Å Hedda, du går bare og snakker noget, som du ikke selv tror på.
Du er virkelig et lidet fårehode, Thea.
Å ja, desværre, jeg er vel sagtens det.
Og så dødelig træt som du sér ud.
Ja, jeg er også dødelig træt.
Nå, derfor skal du gøre, som jeg siger. Du skal gå ind i mit værelse og lægge dig lidt på sengen.
Å nej, nej, – jeg får så ikke sove alligevel.
Jo visst gør du så.
Ja, men din mand må da snart komme hjem nu. Og så må jeg straks få vide –
Jeg skal nok sige dig til, når han kommer.
Ja, lover du mig det, Hedda?
Ja, det kan du stole på. Gå du bare ind og sov sålænge.
Tak. Så vil jeg prøve på det da.
Er det noget, som fruen ønsker?
Ja, De får lægge mere i ovnen. Jeg går her og fryser.
Jøsses, – straks på timen skal her bli’ varmt.
Nu ringte det på gadedøren, frue.
Så gå ud og luk op. Ovnen skal jeg selv sørge for.
Det kommer snart i brand.
God morgen.
Hedda! (kommer nærmere.) Men i al verden, – er du oppe så tidligt! Hvad?
Ja, jeg har været svært tidlig oppe idag.
Og jeg, som var så viss på, at du lå og sov endnu! Tænk det, Hedda!
Tal ikke så højt. Fru Elvsted ligger inde hos mig.
Er fru Elvsted ble’t her inat!
Ja, her kom jo ingen for at hente hende.
Nej, der gjorde vel ikke det.
Nå, var det så morsomt hos assessoren?
Har du været ængstelig for mig? Hvad?
Nej, det kunde da aldrig falde mig ind. Men jeg spurgte, om du havde havt det morsomt.
Ja såmæn. For en gangs skyld, så –. Men mest i førstningen, synes nu jeg. For da læste Ejlert op for mig. Vi kom jo over en time for tidligt, – tænk det! Og Brack havde jo så meget at ordne. Men så læste Ejlert.
Nå? Lad mig så få høre –
Nej, Hedda, du kan aldrig tro, hvad det blir for et værk! Det er visst næsten noget af det mærkeligste, som er skrevet. Tænk det!
Ja, ja, det bryr jeg mig ikke om –
Jeg vil tilstå en ting for dig, Hedda. Da han havde læst, – så kom der noget stygt over mig.
Noget stygt?
Jeg sad og misundte Ejlert, at han havde kunnet skrive sådant noget. Tænk det, Hedda!
Ja, ja, jeg tænker jo!
Og så vide, at han, – med de evner, som han har, – desværre nok er rent uforbederlig alligevel.
Du mener vel, at han har mere livsmod end de andre?
Nej, herre gud, – han kan sletikke holde måde i nydelsen, sér du.
Og hvad blev det så til – tilslut?
Ja, jeg synes nu nærmest, at det måtte kaldes et bakkanal, jeg, Hedda.
Havde han vinløv i håret?
Vinløv? Nej, det så jeg ikke noget til. Men han holdt en lang, forvirret tale for den kvinde, som havde beåndet ham under arbejdet. Ja, således udtrykte han sig.
Nævnte han hende?
Nej, det gjorde han ikke. Men jeg kan ikke tænke mig andet, end at det må være fru Elvsted. Pas du på!
Nå, – hvor skiltes du så fra ham?
På vejen indover. Vi brød op, – de sidste af os, – på samme tid. Og Brack gik også med for at få lidt frisk luft. Og så, sér du, så blev vi enige om at følge Ejlert hjem. Ja, for han var da så rent overlastet også!
Han var vel det.
Men nu kommer det mærkværdige, Hedda! Eller det sørgelige, skulde jeg vel heller sige. Å, – jeg skammer mig næsten – på Ejlerts vegne – for at fortælle det –
Nå da, altså –?
Jo, mens vi gik sådan indover, ser du, så blev jeg tilfældigvis lidt tilbage på vejen. Bare sådan et par minutters tid, – tænk det!
Ja, ja, herre gud, men –?
Og da jeg så skynder mig efter de andre, – véd du så, hvad jeg finder i vejkanten? Hvad?
Nej, hvor kan nu jeg vide det!
Sig det endelig ikke til nogen, Hedda. Hører du det! Lov mig det for Ejlerts skyld. (trækker en pakke i papiromslag op af frakkelommen.) Tænk, du, – jeg fandt dette her.
Er det ikke den pakken, som han havde med sig her igår?
Jo, du, det er hele hans kostbare, uerstattelige manuskript! Og det havde han gået der og mistet – uden at han mærked det. Tænk dig bare, Hedda! Så sørgeligt –
Men hvorfor gav du ham så ikke pakken igen straks?
Nej, det turde jeg da ikke gøre – i den forfatning, han var i –
Fortalte du ikke til nogen af de andre, at du havde fundet den heller?
Å langtfra. Det vilde jeg da ikke for Ejlerts skyld, kan du skønne.
Der er altså ingen, som véd, at du har Ejlert Løvborgs papirer?
Nej. Og det må ingen få vide heller.
Hvad talte du så siden med ham om?
Jeg fik sletikke tale mere med ham, du. For da vi kom ind i gaderne, så blev han og en to–tre andre rent borte for os. Tænk det!
Så? De har vel fulgt ham hjem da.
Ja, de havde nok det, lod det til. Og Brack gik også sin vej.
Og hvor har du så tumlet dig siden efter?
Jo, jeg og nogen af de andre, vi fulgte op med en af de lystige fyrene og drak morgenkaffe der hos ham. Eller natkaffe må det vel nærmest kaldes. Hvad? Men når jeg nu bare har hvilet mig en smule – og så jeg kan tænke mig, at Ejlert, stakker, har fåt sovet ud, så må jeg indover til ham med dette her.
Nej, – gi’ det ikke fra dig! Ikke straks, mener jeg. Lad mig få læse det først.
Nej, kære, snille Hedda, det tør jeg, ved gud, ikke.
Tør du ikke?
Nej, – for du kan da vel tænke dig, hvor rent fortvilet han blir, når han vågner og savner manuskriptet. For han har ingen afskrift af det, må du vide! Det sa’ han selv.
Kan da ikke sligt noget skrives om igen? Sådan en gang til.
Nej, det tror jeg aldrig vilde gå. For beåndelsen, – sér du –
Ja, ja, – just det er det vel – (henkastende.) Men det er sandt, – her ligger et brev til dig.
Nej, tænk –!
Det kom tidlig imorges.
Fra tante Julle, du! Hvad kan det være? (lægger papirpakken på den anden taburet, åbner brevet, løber det igennem og springer op.) Å Hedda, – hun skriver, at den stakkers tante Rina ligger på sit sidste!
Det var jo at vente.
Og at hvis jeg vil se hende endnu en gang, så må jeg skynde mig. Jeg vil straks springe derind.
Vil du springe også?
Å kæreste Hedda, – om du kunde overvinde dig til at følge med! Tænk det!
Nej, nej, bed mig ikke om sligt noget. Jeg vil ikke sé på sygdom og død. Lad mig få være fri for alt det, som stygt er.
Ja, herre gud da –! (farer omkring.) Min hat –? Min overfrakke –? Nå, i forstuen –. Jeg vil da inderlig håbe, at jeg ikke kommer for sent, Hedda? Hvad?
Å bare spring, så –
Assessor Brack står udenfor og spør’, om han må komme ind.
På denne tid! Nej, nu kan jeg umulig ta’ imod ham.
Men jeg kan. (til Berte.) Bed assessoren komme.
Pakken, Tesman!
Ja, giv mig den!
Nej, nej, jeg gemmer den for dig sålænge.
Nå, De er rigtignok en morgenfugl.
Ja, synes De ikke det? (til Tesman.) Skal De også ud på farten?
Ja, jeg må nødvendigvis ind til tanterne. Tænk, – den syge, hun ligger for døden, stakker.
Å herre gud, gør hun det? Men så må De endelig ikke la’ Dem opholde af mig. I et så alvorligt øjeblik –
Ja, jeg må virkelig løbe –. Farvel! Farvel!
Det har nok været mere end livligt hjemme hos Dem inat, herr assessor.
Jeg er såmæn ikke kommen af klæderne, fru Hedda.
Ikke De heller?
Nej, som De sér. Men hvad har så Tesman fortalt om nattens oplevelser?
Å, noget kedeligt noget. Bare det, at de havde været oppe og drukket kaffe etsteds.
Det kaffelag har jeg alt rede på. Ejlert Løvborg var nok ikke med der, tror jeg?
Nej, de havde fulgt ham hjem forinden.
Tesman også?
Nej, men et par andre, sa’ han.
Jørgen Tesman er virkelig en troskyldig sjæl, fru Hedda.
Ja, det véd gud han er. Men stikker der da noget under?
Ja, det er ikke frit for det.
Nå da! Lad os sætte os, kære assessor. Så fortæller De bedre.
Nå da altså?
Jeg havde særlige grunde til at efterspore mine gæsters – eller, rigtigere sagt, en del af mine gæsters veje inat.
Og imellem dem var kanske Ejlert Løvborg også?
Jeg må tilstå – han var det.
Nu gør De mig virkelig begærlig –
Véd De, hvor han og et par af de andre tilbragte resten af natten, fru Hedda?
Går det an at fortælle det, så gør så.
Bevar’s, det kan godt fortælles. Jo, de indfandt sig i en særdeles animeret soirée.
Af det livlige slags?
Af det allerlivligste.
Lidt mere om dette her, assessor –
Løvborg havde fåt indbydelse i forvejen, han også. Jeg vidste fuld besked om det. Men da havde han afslåt at komme. For nu har han jo iført sig et nyt menneske, som De véd.
Oppe hos fogden Elvsteds, ja. Men så gik han altså alligevel?
Ja, ser De, fru Hedda, – så kommer uheldigvis ånden over ham oppe hos mig i aftes –
Ja, der blev han jo beåndet, hører jeg.
I temmelig voldsom grad beåndet. Nå, så kom han vel på andre tanker, kan jeg tro. For vi mandspersoner, vi er desværre ikke altid så principfaste, som vi burde være.
Å, De danner da visst en undtagelse, assessor Brack. Men Løvborg altså –?
Ja, kort og godt, – enden blev, at han havned i frøken Dianas saloner.
Frøken Dianas?
Det var frøken Diana, som gav soiréen. For en udvalgt kreds af veninder og beundrere.
Er det en rødhåret en?
Netop.
Sådan en slags – sangerinde?
Å ja, – det også. Og derhos en vældig jægerinde – for herrerne, – fru Hedda. De har visst hørt tale om hende. Ejlert Løvborg var en af hendes varmeste beskyttere – i sine velmagtsdage.
Og hvorledes endte så dette her?
Mindre venskabeligt, lader det til. Frøken Diana skal fra den ømmeste modtagelse være gået til håndgribeligheder –
Imod Løvborg?
Ja. Han beskyldte hende eller veninderne for at ha’ bestjålet ham. Han påstod, at hans tegnebog var ble’t borte. Og andre sager også. Kort sagt, han skal ha’ gjort et morderligt spektakel.
Og hvad førte så det til?
Det førte såmæn til almindelig hanekamp mellem både damer og herrer. Heldigvis så kom da endelig politiet tilstede.
Kom politiet også?
Ja. Men det blir nok en dyr spas for Ejlert Løvborg, det gale menneske.
Nå!
Han skal ha’ gjort voldsom modstand. Skal ha’ slåt en af konstablerne på øret og revet hans frakke istykker. Så måtte han da med på stationen også.
Hvoraf véd De nu alt dette?
Fra politiet selv.
Således er det altså gåt for sig. Da har han ikke havt vinløv i håret.
Vinløv, fru Hedda?
Men sig mig nu, assessor, – hvorfor går De egentlig sådan og sporer og spejder efter Ejlert Løvborg?
For det første kan det da ikke være mig så ganske ligegyldigt, om det oplyses ved forhørerne, at han kom lige fra mig.
Blir der altså forhører også?
Forstår sig. For resten så fik nu det endda være for hvad det var. Men jeg synes, at jeg, som ven af huset, pligted at skaffe Dem og Tesman fuld oplysning om hans natlige bedrifter.
Hvorfor egentlig det, assessor Brack?
Jo, fordi jeg har en levende mistanke om, at han vil bruge Dem som et slags skærmbræt.
Nej, men hvor kan De da falde på sligt noget!
Å herre gud, – vi er da ikke blinde, fru Hedda. Se De bare til! Denne fru Elvsted, hun rejser såmæn ikke så snart fra byen igen.
Nå, skulde der være noget imellem de to, så er der vel så mange andre steder, hvor de kan mødes.
Ikke noget hjem. Ethvert anstændigt hus vil fra nu af igen være lukket for Ejlert Løvborg.
Og så bør mit også være, mener De?
Ja. Jeg tilstår, det vilde falde mig mere end pinligt om denne herre fik fast indpas her. Om han, som en overflødig – og en uvedkommende – skulde trænge sig ind i –
– ind i trekanten?
Netop. Det vilde for mig være det samme, som at bli’ hjemløs.
Altså, – eneste hane i kurven, – det er Deres mål.
Ja, det er mit mål. Og det mål vil jeg kæmpe for – med alle de midler, jeg har til min rådighed.
De er visst et farligt menneske, – når det kommer til stykket.
Tror De det?
Ja, jeg begynder at tro det nu. Og jeg er hjerteglad – sålænge De ikke i nogen måde har hals og hånd over mig.
Ja-ja, fru Hedda, – De kan kanské ha’ ret i det. Hvem véd, om jeg ikke i så fald var mand for at finde på både det ene og det andet.
Nej men hør nu her, assessor Brack! Det er jo næsten som om De sidder og truer.
Å, langtfra! Trekanten, ser De, – den bør helst befæstes og forsvares i frivillighed.
Det mener jeg også.
Ja, nu har jeg altså fåt sagt, hvad jeg vilde. Og så får jeg sé at komme indover igen. Farvel, fru Hedda!
Går De gennem haven?
Ja, for mig er det kortere.
Ja, og så er det jo en bagvej også.
Meget sandt. Jeg har ikke noget imod bagveje. Til sine tider kan de være nokså pikante.
Når der skydes med skarpt, mener De?
Å, man skyder da vel ikke sine tamme kurvhaner!
Å nej, når man ikke har flere end den ene, så –
Og jeg siger Dem, jeg må og skal ind! Se så!
Nå, herr Løvborg, det er lovlig sent De kommer efter Thea.
Eller lovlig tidlig jeg kommer ind til Dem. Jeg be’r Dem undskylde.
Hvoraf véd De, at hun er hos mig endnu?
Det blev sagt i hendes logis, at hun havde været ude hele natten.
Kunde De mærke noget på folkene, da de sa’ det?
Mærke noget på dem?
Jeg mener, om det lod til, at de tænkte sig sådan et og andet ved det?
Å ja, det er jo også sandt! Jeg trækker hende ned med mig! Forresten kunde jeg ikke mærke noget. – Tesman er vel ikke ståt op endnu?
Nej, – jeg tror ikke –
Når kom han hjem?
Svært sent.
Fortalte han Dem noget?
Ja, jeg hørte, at der havde været rigtig muntert hos assessor Brack.
Ikke noget andet?
Nej, jeg tror ikke det. For resten var jeg så gruelig søvnig –
Ah, Løvborg! Endelig –!
Ja, endelig. Og for sent.
Hvad er for sent?
Alt er for sent nu. Med mig er det ude.
Å nej, nej, – sig da ikke det!
Du vil selv sige det samme, når du får hørt –
Jeg vil ikke høre noget!
De ønsker kanské helst at tale alene med hende? For så går jeg.
Nej bliv, – De også. Jeg be’r Dem om det.
Ja, men jeg vil ikke høre noget, siger jeg!
Det er ikke nattens eventyr, jeg vil tale om.
Hvad er det så –?
Det er om det, at vore veje må skilles nu.
Skilles!
Jeg vidste det!
For jeg har ikke mere brug for dig, Thea.
Og det kan du stå her og sige! Ikke mere brug for mig! Jeg skal da vel hjælpe dig nu som før? Vi skal da vel bli’ ved at arbejde sammen?
Jeg agter ikke at arbejde herefterdags.
Hvad skal jeg så bruge mit liv til?
Du får prøve på at leve livet, som om du aldrig havde kendt mig.
Men det kan jeg jo ikke!
Prøv om du kan, Thea. Du får rejse hjem igen –
Aldrig i denne verden! Hvor du er, der vil jeg også være! Jeg la’r mig ikke således forjage! Jeg vil være her tilstede! Være sammen med dig, når bogen kommer.
Ah, bogen, – ja!
Min og Theas bog. For det er den.
Ja, det føler jeg, at den er. Og derfor så har jeg også ret til at være hos dig, når den kommer! Jeg vil sé på, at der strøes agtelse og ære over dig igen. Og glæden, – glæden, den vil jeg dele med dig.
Thea, – vor bog kommer aldrig ud.
Ah!
Kommer den ikke!
Kan aldrig komme.
Løvborg, – hvor har du gjort af hæfterne!
Ja, hæfterne –?
Hvor har du dem!
Å Thea, – spørg mig helst ikke om det.
Jo, jo, jeg vil vide det. Jeg har ret til at få vide det straks.
Hæfterne –. Nu vel da, – hæfterne, dem har jeg revet i tusend stykker.
Å nej, nej –!
Men det er jo sletikke –!
Ikke sandt, tror De?
Jo vel. Naturligvis. Når De selv siger det. Men det lød så urimeligt –
Sandt alligevel.
Å gud, – å gud, Hedda, – revet sit eget værk istykker!
Jeg har revet mit eget liv istykker. Så kunde jeg vel rive mit livsværk også –
Og det har du altså gjort inat!
Ja, hører du. I tusend stykker. Og strød dem ud i fjorden. Langt ude. Der er i alle fald friskt saltvand. Lad dem drive i det. Drive for strøm og vind. Og om en stund så synker de. Dybere og dybere. Ligesom jeg, Thea.
Véd du vel, Løvborg, at dette her med bogen –. Alle mine dage vil det stå for mig, som om du havde dræbt et lidet barn.
Du har ret i det. Det er som et slags barnemord.
Men hvor kunde du så –! Jeg havde jo også min del i barnet.
Ah, barnet –
Forbi altså. Ja, ja, nu går jeg, Hedda.
Men du rejser da vel ikke?
Å jeg véd ikke selv, hvad jeg gør. Nu er alting mørkt foran mig.
De vil altså ikke følge hende hjem, herr Løvborg?
Jeg? Gennem gaderne? Skulde kanské folk sé, at hun gik sammen med mig?
Jeg véd jo ikke, hvad der ellers er gåt for sig inat. Men er det da så rent uopretteligt?
Det blir ikke ved denne nat alene. Jeg véd det så sikkert. Men så er der det, at jeg gider ikke leve den slags liv heller. Ikke nu pånyt. Det er livsmodet og livstrodsen, som hun har knækket i mig.
Den søde lille tosse har havt sine fingre i en menneskeskæbne. (ser på ham.) Men at De kunde være så hjerteløs imod hende alligevel?
Å sig ikke, at det var hjerteløst!
Gå hen og ødelægge, hvad der har fyldt hendes sind gennem lange, lange tider! Det kalder De ikke hjerteløst!
Til Dem kan jeg sige sandheden, Hedda.
Sandheden?
Lov mig først, – gi’ mig Deres ord på, at hvad jeg nu betror Dem, det får Thea aldrig vide.
Det har De mit ord på.
Godt. Så vil jeg da sige Dem, at det ikke var sandt, hvad jeg stod her og fortalte.
Det om hæfterne?
Ja. Jeg har ikke revet dem istykker. Ikke kastet dem i fjorden heller.
Nej, nej –. Men – hvor er de da?
Jeg har ødelagt Demfeil for dem alligevel. I bund og grund, Hedda!
Dette her forstår jeg ikke.
Thea sa’, at det, jeg havde gjort, det stod for hende som et barnemord.
Ja, – så sa’ hun.
Men det, at dræbe sit barn, – det er ikke det værste, en far kan gøre imod det.
Det ikke det værste?
Nej. Det var det værste, jeg vilde skåne Thea for at høre.
Og hvad er så dette værste?
Sæt nu, Hedda, at en mand, – sådan henad morgenstunden, – efter en forvildet, gennemsviret nat kom hjem til sit barns mor og sa’: hør du, – jeg har været der og der. På de og de steder. Og jeg har havt vort barn med mig. På de og de steder. Barnet er kommet væk for mig. Rent væk. Pokker véd, hvad hænder det er faldet i. Hvem der har havt sine fingre i det.
Ah, – men til syvende og sidst så – så var da dette her bare en bog –
Theas rene sjæl var i den bog.
Ja, jeg forstår det.
Og så forstår De vel også, at mellem hende og mig er der ikke fremtid foran.
Og hvad vej vil De så gå?
Ingen. Bare sé til at få ende på det altsammen. Jo før jo heller.
Ejlert Løvborg, – hør nu her –. Kunde De ikke sé til, at – at det skede i skønhed?
I skønhed? (smiler.) Med vinløv i håret, som De før i tiden tænkte Dem –
Å nej. Vinløvet, – det tror jeg ikke længer på. Men i skønhed alligevel! For én gangs skyld! – Farvel! De skal gå nu. Og ikke komme her oftere.
Farvel, frue. Og hils Jørgen Tesman fra mig.
Nej vent! En erindring fra mig skal De da ta’ med Dem.
Den der? Er det erindringen?
Kan De kende den igen? Den har engang været løftet imod Dem.
De skulde ha’ brugt den dengang.
Sé der! Brug De den nu.
Tak!
Og så i skønhed, Ejlert Løvborg. Lov mig bare det!
Farvel, Hedda Gabler.
Nu brænder jeg dit barn, Thea! – Du med krushåret! (kaster et par hæfter til i ovnen.) Dit og Ejlert Løvborgs barn. (kaster det øvrige ind.) Nu brænder, – nu brænder jeg barnet.
Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Hedda Gabler er både et realistisk drama og et psykologisk drama, som først og fremst handler om hovedpersonens jakt på meningen med livet. Handlingen utspiller seg over to dager. Hedda og Jørgen Tesman har akkurat kommet hjem etter en seks måneder lang bryllupsreise. Det kommer tidlig fram at Hedda ikke finner seg til rette i sin nye tilværelse som gift frue. Hun kjeder seg og er ikke det minste glad for at hun venter barn heller. Hun setter derfor i gang en rekke hendelser som får dramatiske konsekvenser for alle de involverte.
Hedda Gabler ble første gang utgitt i 1890. Stykket fikk en blandet mottakelse både blant publikum og litteratur- og teaterkritikerne, mange anså stykket som moralsk forkastelig. Likevel ble stykket mye spilt på teatrene i inn- og utland. I dag anerkjennes Hedda Gabler som et av Ibsens hovedverk og det spilles fremdeles ofte ved teatre verden over.
Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1890 (NB digital)
Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.
Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.