Paave Kvæn.

Der laa midt inde i Vadsø By et gammelt enetages Hjørnehus. Det var imidlertid vel vedligeholdt og frembød et højst agtværdigt og fredsommeligt Skue. Huset havde ingen Have, men der var indenfor Ruderne i den store Hjørnestue en hel Del Potteplanter, som saa frodige og velplejede ud. Paa Gaardspladsen stod et langt, smalstammet Oldertræ, der forlængst var udvokset, og havde Lighed med en langstrakt gammel Mand, som slingrer om med en vis ungdommelig Lethed. Kronen var en Dusk af Smaagrene som sprang frem i den yderste Top og hang ud over en Brønd, hvis mørke Vandspejl den pyntede med sit faldende Løv. Paa hver Side af Træet, rygfast med Brøndkarmen, stod en Bænk, ikke større end til en Mand, og paa den modsatte Side en tredje Bænk noget mindre end de andre.

232Paa Gaardspladsen spadserede en Flok adstadige Høns omkring, og en stor kinesisk Hane tog sig en Forfriskning af Rendestenen mellem hvergang den med kongelig Overhøjhed mønstrede sine norske Hustruer.

To midaldrende Mænd sad paa hver sin Bænk, den Ene sov stille med Hænderne foldede paa Maven, den Anden dupede saa smaat med Piben i Munden. Over det Hele hvilede en mild Sommerdags Ro, der saa ud til aldrig at skulle ende.

Dette var de Herrer Laurids og Clas Vasvaag, hvis Handelsfirma var «Brødrene Vasvaag,» og hvis Liv havde holdt sig paa samme Punkt som Firmaet. Om det var denne inderlige Sammenslutten, der havde hindret Brødrene i at gifte sig, er ikke konstateret, men de var idetmindste aldrig veget saa langt fra hinanden, at en Tredje kunde faa Plads imellem dem.

Da satte Hanen i et frygteligt Gal, og Manden med Piben for hidsigt op af sin Søvn. «Aa hold Kæft, Kvæn!» slængte han imod Hanen, som betragtede ham med fornem Forundring.

Den Anden rejste sig nu ogsaa af sin Lur. «Kjære Clas-Far!» tyssede han. «Du har altid Noget at udsætte paa den Hanen. – Gal Du væk, Peter!»

Brødrene havde nemlig hver sit Navn paa Hanen. Laurids, den Ældste, havde straks fundet ud, at den paa Grund af sin Vælde burde opnævnes efter Peter den Store, medens den tre Aar yngre Broder Clas fandt de samme Egenskaber at være simpel Storsnudethed, 233og kaldte den Kvæn. Om Hanen havde Skjøn paa den Respekt, som fulgte med Peter-Navnet, og den Foragt, som altid slængtes imod den med Navnet Kvæn, var ikke godt at vide, men den kom altid løbende til, naar Laurids kaldte, og holdt sig urokkelig paa Kampfod overfor Clas.

Imidlertid havde Hanen paa Opfordring gjentaget sit Gal, og Clas havde sat sine gnistrende Øjne paa den. «Var Dig, at jeg ikke engang faar Fingre i Halsen din.»

«Clas-Far!» truede Laurids. «Nu koger Venstreblodet op i dig. Men hvor er Micca?»

«Ja, hvor er Micca?» gjentog Clas og raabte idetsamme «Micca!»

«Ja,» svarede en klinger Fruentimmerrøst inde fra Huset og straks efter kom en ung Pige løbende til. Hun var et Tjenestetyende, det saa man, men hun bar alligevel en mere klædelig Dragt end almindeligt, og der var Noget over hende, som syntes at ville vække Behag. Hun var liden og spædbygget, havde et blegt Ansigt, et stort lysebrunt Haar, og Øjne af et blandet Farveskjær, der oftest var mat, men kunde pludselig gaa over til en sværmerisk Dybde.

«Hvad havde Du at gjøre i Svalgangen?» busede Clas ud.

Micca blev blussende rød og angav, at hun troede der var Nogen ved Døren. Og gik da tilbage til Kjøkkenet for at hente Kaffen.

234«Du skal ikke spørge Gjenten ud,» rettede Laurids. «Du skal huske, vi er dannede Folk, Clas.»

«Det er der ingenting ivejen for,» svarede Clas, idet han trak til sig fra Næsen med stor Kraft. Han havde nemlig en urolig Næse, som trængte til en stadig Skjøtning, og den forrettedes oftest paa denne Maade. «Det er bare den her Kvænen …»

«Paave Kvæn?»

«Ja.»

«Er Du rigtig klog?»

«Jeg undres, at Du ikke er lige saa klog.»

«Hør Clas, hvad Forstanden anbelanger, da tænker jeg, Du kan være nøjet med mig. Vorherre har laget os af en Surdejg, – at Du render gal med Venstre, det kan ikke han for.»

Men idetsamme kom Micca med Kaffen, og Laurids gav Clas et Vink at tie. Da hun havde stelt Kaffen tilrette for dem, tog hun et Haandarbejde frem og satte sig paa den tredje Bænk ved Brønden – og nu var Familjen Vasvaag inclusive Peter den Store og hans Hof, samlede til den sædvanlige Eftermiddagshygge i Lystgaarden.

Micca hørte nemlig lidt til Familjen. Brødrene havde haft en fælles Barnepige, som havde tjent deres Forældre i mange Aar; hun giftede sig i en sen Alder, og døde efter at have født Micca til Verden. Barnet blev opfostret hos en velstaaende Fin, der boede paa Elvebredden ved Seida, og tumlede sig i alslags Leg med Familjens to Sønner. Her fik hun sit rette Navn, 235Marie, omskabt til Micca, og havde vist ikke haft Noget imod at fortsætte med Finopdragelsen. Men da hun vokste frem til Konfirmationstiden, tog Brødrene Vasvaag hende til sig, og hos dem forblev hun indtil nærværende Dag, idet hun var gaaet over til at være Husets eneste Tjenestetyende, men holdtes forresten i samme Agt og Ære som før. Da derfor Lystgaarden blev indrettet, hvilket skete ved at opsætte de omtalte Bænke omkring Brønden, kunde Brødrene ikke tillade sig en slig Luksus uden at dele den med Micca, og saa fik hun sin Bænk ligesom de – naturligvis i en passende Afstand.

Laurids, der ved sine tre Aars Forsprang stod som Familjens Hoved, holdt svært paa det Passende. At afveje det med Byskikkens justerede Lodder var hans Dannelse, og han var sikker paa at være en dannet Mand. Clas derimod skejede noget ud fra dette, hvad der gav ham i Broderens Øjne en Venstremands Karakter. Hovedsummen af dem Begge var Godhed og Skikkelighed.

Efter Kaffen vandrede Brødrene regelmæssigt nedover til Kajen og skyttede sine Smaahverv til forskjellige Sider. Vendte da hjem for at begive sig til Hvile i hver sin Lænestol med en Avis i Haanden, og endte regelmæssigt dette Stadium med en Strid om Højre og Venstre. Clas var i hele sin Tænkemaade ganske rigtig Venstremand, men da han ikke vilde være Andet end det han kunde være i Forening med Broderen, 236holdt han sig borte fra enhver Demonstration og nægtede bestemt at være – det han selv vidste, han var.

Naar Dagen var slut, fik de sig en Skumringspibe, og efter et solidt Aftensmaaltid et Glas Toddy, der ufravigelig præsenterede sig med en Undskyldning. Det hed altid: «Ja Micca, Bror Clas faar nok ha’ sig en Opvarmer.» Var det Sommer, blev det nydt i Lystgaarden og hed Aftensvaler. Naturligvis bragte hun et Glas til Hver. Næste Gang hed det: «Tror nok, Micca, at Bror Laurids spenderer ikveld,» og atter opmarcherede de to Glas. – Derefter gik man tilsengs Kl. halvti og sov til Kl. syv om Morgenen. Det var Husordenens uforanderlige Regel.

*

Klokken slog ti i Kirketaarnet. Paa Kvisten, hvor Brødrene Vasvaag havde sit fælles Soverum, var Lyset slukket for en god Stund siden, og kun fra den lille Stue ved Siden af Kjøkkenet skinnede endnu en Lysning ud paa Gaardspladsen. Det var der, Micca havde sit Tilhold. Hun havde det travelt; thi hun bevægede sig hastigt fra et Sted til et andet, da bøjede hun sig mod Vinduet, afbrød en fyldig Gren af et Myrtetræ, slukkede Lyset og smøg Stunden efter ud af Kjøkkendøren, over Pladsen, og ud gjennem en liden Laage, som førte til et Smug, og herfra gik hun raskt hen imod Vejen, som førte ud til vestre Kvænby.

237Paa samme Tid vankede en ung Gut utaalmodigt hid og did foran et nogenlunde oplyst Hus i den Længe af Smaahuse, som udgjør Kvænbyen. Døren stod aaben, og et forvirret Sus af Ordlyd, Musik og Dans lød ud fra den, medens snart En, snart en Anden kom frem paa Dørhellen for at afkjøle sig.

Da gled Skyggen af en Kommende ind i Lyset, og med et Hop var Gutten ved Siden af den. Det var Micca. Og som om han maatte rykkes med en Anden om hende, rev han hende til sig med en Vold, der fik hende til at skjælve, uagtet hun havde trodset Alt for at stjæle sig hid til et Møde med ham.

Det var nemlig en Søndag, og paa den maatte Kvænen have sin Dans; vilde hun da træffe Paave Kvæn, fik hun søge ham, hvor han fandtes. Men Micca havde søgt ham i Havet, om saa skulde være, og hun vilde følge ham til en Afgrund, hvad Tid han krævede det. Han var kommen til hende som en Forløsning i den dødelige Ensformighed, hvormed Brødrene Vasvaags agtværdige Hus omgav hende. Under det faste Tilhold blev det netop Paaves Løshed, som fristede hende, og hans Vildhed, som jog en Lidenskab op i hendes Sind, der fulgte ham som Baaden følger det fraadende Stryg i Elven.

Kort efter Mødet tumlede han afsted med hende i en hurtig Dans, og der tog han sig ud! Han var høj og bredskuldret, og havde et Slæng med Overkroppen, som lignede Flothed. Hans store, askefarvede Haar rejste sig busket over Panden. Øjnene var skinnende 238i Opsynet, og Blikket ustadigt som Blaffet af et Nordlys, – men hele Skikkelsen fuld af Ungdom og Liv. Han syntes ubændig stærk, han havde ogsaa en Slagsbro’rs Styrke, men ikke nogen samlet Kraft.

Omsider slængte han hende fra sig paa en Bænk, hvor hun efterhaanden fik Aandedraget tilbage, medens han var borte ved Udskjænkningsdisken og slugte to Glas Brændevin efter hinanden. Da han igjen kom hen til hende, stod han en Stund og saa paa hende. «Du er en fin Gjente,» sagde han og vedblev at se. Hun svarte ikke, men hendes Ansigt luede imod ham. «Hvad tænker Du om mig?» spurgte han vekt, det var som hendes Fagerhed havde rørt ham. Hun slog Øjnene ned for at samle sig paa et Svar, men hun kunde det ikke, – hun kunde ikke tænke for bare Hjertebanken. Da rev han hende med sig i Dansen paany, hoppede op med hende, saa hun slap Gulvet og hang i hans Arme, og rundt snurrede i susende Takt det ene Par efter det andet – det gik paa Livet løs.

Under det var en Fingut kommen hen til Huset, og havde stillet sig op foran Ruderne, men efter hans Miner at dømme fik han ingen videre Glæde af hvad han saa. Han var lavvoksen og krum i Benene, hans Hoved var stort, Ansigtet kantet, mørkt og uden Skjæg, og Munden ligesom overfyldt af store Tænder. Men han var velstandsklædt efter sin Maade, der laa heller ikke noget Fortrykt i hans Aasyn, snarere noget Nedtrykt. Han havde en Finhund med sig, som fulgte ham, hvor han gik; thi han stod ikke meget længe paa 239et Sted. Snart var han ved en Rude, snart ved en anden, snart paa Siden af Huset og snart bag det, der var en evindelig Uro over ham, som om han søgte Nogen.

Da kom Paave Kvæn frem fra en Sidevej med Micca. En Stund holdt de sig i Lysskjæret, og hun hvilede træt paa hans Arm, saa daskede han hende spøgfuldt i Ansigtet med Myrtegrenen, – de brast i en Latter begge To og svingede endnu en Gang rundt med hinanden. Derpaa gik de Arm i Arm ind ad Byen til, medens Fingutten sneg efter dem med Hunden, og slap dem ikke et Øjeblik af Syne.

Ved Smuget til Brødrene Vasvaags Gaardsplads forsvandt Micca, og Paave Kvæn gik rask Vejen tilbage igjen til Kvænbyen. Men som han drejede om et Hjørne og kom væk fru Bygrunden, hidsede Fingutten Hunden efter ham, og uagtet Paave slog godt fra sig, hagede den sig fast i ham, og bed sine skarpe Tænder gjennem hans Klæder lige ind i Benet. Men da blev det ham for stridt; med et raskt Tag fik han Hunden fat i Nakken og skar det ene Øre af den. «Hils der, Du kommer fra,» sagde han og gik fløjtende fremad, mens Hunden krøb pibende tilbage til Fingutten.

Paave Kvæn dansede og drak Natten tilende, og først ud paa Formiddagen var han paa Benene igjen og ved sit Arbejde hos Kjøbmanden. Denne mente i al Høflighed, at Paave nok havde været lidt for nær Flasken inat; hvortil Paave svarede mygt og skamfuldt: men da han om Kvelden traf Micca i Smuget, udgjød 240han sit Had til Kjøbmanden i en saa heftig Strøm af Ord, at det forskrækkede hende lige ind i Sjælen, uagtet det blev sagt paa Kvænsk, hvoraf hun ikke forstod ret meget, men dog nok til at skjønne, at han vilde drage væk fra Byen.

«Vil Du indover til Sejda?» spurgte hun og skjalv af Forknyttelse.

«Jeg vil det,» svarte han. «Jeg gaar til Simon Rejtan, og siden hvorhen det kan falde.»

«Naar kommer Du igjen?»

«Efter Tid og Lejlighed.»

«Aa – gjør det kort!»

«Kort Tid, ond Tid; lang Tid, god Tid. Det er efter Fortjenesten,» svarede han paa Kvænsk.

«Sig det paa Norsk!» bad hun.

«Vrager Du mit Sprog?» spurgte han hidsigt.

«End vrage dit Sprog! Men Kjære! jeg skjønner det ikke.»

«Skjønner det ikke!» gjentog han. «Kjøbmanden skjønner det, Præsten og Futen skjønner det – hvem er, som gjør Nytten her?»

«Ja – saavist er det Kvænen!» skyndte hun sig at lægge til. «Jeg faar lære mig Kvænsk, jeg ogsaa.»

«Ha – ha! Vil Du være Kvænkjerring, faar Du snakke Kvænsk.»

«Det skal nok bli’. Men da faar Du være snar og komme igjen, Paave!»

«Tvertom!» udbrød han leende. «Jeg faar gi’ Dig Tid til at lære det vel.»

241«Hys! Der kommer Nogen – jeg vil ikke, de skal se Dig. Gaa bagom Døren der.»

«Fanden staa bag Døren! Jeg gaar med det samme. Farvel!»

Han gav hende Haanden, og hun gav ham et Kys, dermed skiltes de.

Paave satte med et Sprang over Hegnet, som delte mellem Smuget og en aaben Plads, og hun stod lyttende, til hun ikke mere hørte ham gaa; da smøg hun ind i sit Soverum. – Men naar Brødrene Vasvaag næste Morgen sagde, at det syntes paa hende, som hun havde haft en ond Nat, kunde hun med Sandhed tie og samtykke.

*

Fra Vadsø løber Varangerfjorden seks Mil dybere ind i Landet til et Sted, som kaldes Nyborg. Efter mange skiftende Løb ender dens Bane her i en Halvbue med smukke Bredder, hvor den hviler stille ud fra Striden. Thi om der stundom farer en Skygge hen over den, og Vandspejlet brydes af et Bølgestrøg, har det ikke stort at sige; Polarhavets Raseri er betydelig afdæmpet, inden det naar herind. Derfor har Bunden ogsaa Lighed med en Indsø, der fryser til om Vinteren, og her er et fuldkomment Indlandsklima med stærk 242Kulde, klar Luft, og i Mørketiden et straalende Nordlysskin.

Nyborg beboes af en Landhandler, som med megen Skjønhedssans har udstyret Hus og Grund. Smaaskov mellem Græsmarker, Myrstrækninger med en straalende Frilandsblomstring, banet Vej og blaa Sø er Naturens Indskrift paa dette Sted, som til den ene Side glider ud i et nøgent Land ved Næsby, og til den anden har en stigende Vej over Fjeldet ind til Sejda ved Tanaelvens Bredder.

Et Menneske kan fare videnom i Verden, og mange Strækninger kan tilbagelægges, der ikke frembyde hverken Skjønhed eller Glæde; men den Indforliven i det Haabløse, som en Finmarksvinter byder paa, sætter sig saa fast i Sjælen, at den øjeblikkelig melder sig nærværende ved det mindste Skimt af Ødemarken. Det er et trist Landstykke, Næsby Kirke ligger paa, omgiven af Fjord og nøgent Fjeld. Men netop i dette Øde taler Kirken sit mægtigste Sprog: Hertil skal Du komme og ikke videre, før Du og jeg har talt med hinanden! – Hvor mange Mennesker jevnligt flokkes og færdes om Kirken, bliver den mindre streng og mere menneskelig, hvor den staar som her, ensomt i Ørkenen, er den Gud selv.

Men der er et lyst Drag, som ofte springer frem af disse Kirker med det strenge Aasyn, og det er de unge Præster. Finmarken har unge Præster. Theologen gjør her sin første Tjeneste, og vinder derved at komme tidligere i Virksomhed; følgelig tager han sin 243Finmarkstid med godt Mod, – en ung Hustru følger med ham, og under Kjærlighedslivets Førsteblomstring forsvinder Ørkenbilledet, saa selv det stakkels Folk nyder med af hans Lykke. – To unge Mager med Haand i Haand og Smil til Smil jager Haabløsheden ud af Ørkenen.

Paa den anden Side af Nyborg gaar en nyanlagt Kjørevej, to Mile lang, henover Fjeldet. Det bær næsten hele Tiden gjennem Smaakrat og Birkeskov, som paa sine Steder er af stor Skjønhed, og kun afveksler med Multemyr og Klynger af de skjønneste Blomster. Denne Vej fører ned til Sejda ved Tanaelven, hvor en stor Del Elvefinner bo.

Det var ind paa Kvelden tredje Dagen efter Paave havde forladt Micca, da han træt og halvt udhungret kom ned over det vakkre Fjeld til Sletten ved Sejda. Han havde i Vadsø opbrugt Alt, hvad han havde fortjent, paa Grund af den Rus, han drev om i næsten hver Dag af de sidste Uger, han var der. Paa sin Maade havde han været meget betagen af Micca; men uagtet hun stod højt over ham baade i Hjerte og Forstand, var der ikke kommet nogen Alvor i hans Kjærlighed. «Den Gjenten har fortrollet mig,» sagde han, og saa drak han sig endnu mere forstyrret end han var. Men han havde sovet den ene Rus ud med den anden, og da han rejste fra Vadsø, brød han sig ikke om Micca.

Han tog sig nu en kort Hvile, skiftede sit Skraa og tænkte sig om.

244Til Vadsø kunde han ikke komme, og i Tanen var paa denne Tid af Aaret ingen Fortjeneste for ham. Her paa Sejdasletten hos Las Rejtan kunde han nok slaa sig ned en Uge eller to; men det var Miccas Plejefar, og han havde to Sønner, som ikke likte ham, især Simon, den Yngste, havde af og til vist Tænder mod ham. Men det fik alligevel prøves. Micca levede jo i god Tro, og Las Rejtan havde ingen Tanke om det, som var dem imellem.

En Stund efter tren Paave Kvæn ind i Gammen til Las Rejtan. Sønnerne Hejki og Simon var ude paa Søen for at fange Smaafisk til Kveldsmaden, og Fa’ren holdt Ilden brændende under en stor Gryde med Vand, som hang færdig til at modtage Fisken.

Inde i det næste Rum af Gammen laa Las Rejtans gamle Mor paa sit Alderdomsleje med en RenfældRenfæld] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Renfel under sig paa det bare Gulv. Foran Lejet stod en Lerkumme med Vand. Saaledes laa hun taalmodig og ventede Døden.

Las tog vel imod Kvænen, og de var snart inde paa at spørge og svare med stort Liv.

Noget efter kom Sønnerne hjem med et Par Smaalaks, som hurtigt blev ekspederet i Gryden, og da de var kogte, uden anden Tilberedelse sat paa Bordet, hvor et Stykke Fladbrød udgjorde Tallerkenen og Naturens femfingrede Gaffel det eneste Spiseredskab.

«Hvor staar til med Micca?» spurgte pludselig Finkjerringen, idet hun satte sig overende paa Lejet.

245Det blev sagt paa Finsk, og Paave lod, som han ikke skjønnede hende.

Las Rejtan, som talte Kvænsk med ham, greb Ordet og føjede selv et Spørgsmaal til. Men Paave havde Ingenting at svare: han havde ikke Noget at gjøre med Kvindfolket paa Vadsø. Han havde havt saa nok med Arbejdet.

«Der løgløg] løy han Kvænen,» sagde den Gamle og lagde sig tilbage paa Lejet med lukkede Øjne.

Paave kjendte sig ikke vel tilmode, men han holdt Ørene stive, og da Maaltidet var slut, gik han udenfor Gammen. Her kom en Hund farende mod ham og satte Tænderne rasende i hans Ben, og som han vilde gribe fat i den og fri sig fra den, kom Simon frem i Døren og kaldte Hunden til sig. «Den vil kvitte for Øret,» sagde Simon og grinte til Paave.

Paave havde havt god Lyst til at slaa ned over den skjæggeløse Fyr, men Hejki og Las Rejtan var lige ved, og de var ikke til at spøge med. Saa taug han; men han rejste sig i hele sin Længde foran Finnen og satte ham en knyttet Næve mod Panden. Det blev dog kun en Trusel; thi i næste Stund var han ude af Syne.

Da Simon kom tilbage i Gammen, blev han spurgt efter Kvænen. Han svarede, at Paave var gaaet sin Vej.

Da rejste Kjerringen sig overende paa Lejet og syntes at besinde sig vaa Noget. «Han nægtede for 246hende,» mumlede hun paa sit Finsk. «Saa maa Fader Gud komme, at her blir Plads til Micca.»

Simon var den Eneste, som hørte hende, og da Faderen med Hejki var gaaet til Hvile, smøg han hen til Bedstemoderen; det var hans Skik, naar han var tung i Sind. Han trak da Benene op under sig og lagde Ansigtet i hendes Fang – og hun kløede ham i Haaret, til han sov.

*

Dette Aar blev det tidlig Høst, og allerede i Slutten af October laa høj Sne baade over Fjeld og Dal. Men det tøjlede Vinden, og efter en stormfuld Udgang af September faldt det ind med klar Luft og Kulde.

I Brødrene Vasvaags «Lystgaard» var selvfølgelig de hyggelige Eftermiddagsmøder forlængst afsluttede og omlagte til Dagligstuen. Den opløbne Træolding ude ved Brønden havde forlængst sænket sit Hoved endnu dybere, og det saa ganske ud, som den bar en stor Snesæk paa Nakken.

Inden Døre gik Livet sin gamle Gang; dets Bane var engang afstreget, og de forskjellige Aarstider havde hver sin Ordning, hvori der ingen Ændring skete. Der hændte blot det, som nu var Tilfældet, at Laurids fik Gigten, og da gik Clas Eftermiddagsturen alene, medens Broderen sad i sin Lænestol ved Ovnen, med Fødderne i et Par store Filtsko. Men naar Clas stod færdig med Hat og Stok i Haanden, gav han endnu nølende den 247Forsikkring: at det var saa lejdt at gaa fra Bro’ren, og Laurids jog ham hvergang paa Døren med de Ord: «Clas-Far, det er Vorherres Vilje.»

Da hændte sig en Dag, at Clas kom meget før hjem end han plejede, og at han saa yderst ophidset ud. Laurids var øjeblikkelig inde i den Tankegang, at nu var det Broderens Mangel paa Dannelse, som havde paaført ham en Fortræd. «Hvad er det nu, Du har vær’t ude for igjen, Clas? Det er altid slig, naar ikke jeg er med dig.»

«Hvad jeg har vær’t ude for?» gjentog Clas ærgerlig. «Det er ikke mig mere end Dig. Det er forresten Ingen af os.»

«Ja, saa er det jo ikke Noget, da.»

«Aajo, det er Noget, for det er Micca.»

«Micca!» udraabte Laurids bestyrtet, og idetsamme tren Micca ind med Eftermiddagstheen paa et Bræt. Hun blev staaende ved Døren og saa forskremt paa Brødrene, hvis gamle Ansigter røbede en saa ualmindelig BevægelseBevægelse] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Bevægclse.

«Er Du kommet noget Galt til?» spurgte Laurids, og da hun ikke svarede, vendte han sig til Clas. «Kjære! hvad er der med Micca?»

«Jeg har ikke sagt, at hun er kommen galt afsted; det er bare Folk, som siger det.» Og han tog sig en Tur omkring i Stuen.

«Hvad er det, Folk siger, Clas?»

«Ja – det er det –»

248«Hys! ser Du ikke, hvor hun ryster paa Hænderne, tag Brikken fra hende, Gut!»

Men idet Clas nærmede sig, fik Micca Magten over sig selv igjen, satte Brættet paa Bordet og gik ud.

«Du er nu et mærkeligt Menneske, Clas, at Du siger Sligt, saa Gjenten hører paa det. Er der Nogen, som er kommen galt afsted, da er det Dig, Far!»

«Jeg?» spurgte Clas, og stansede sin Gang ligesaa brat, som om han var rendt mod en Væg. «Er det mig, som er Skyld i det?»

«Er det mig kanske?» spurgte Laurids, idet han flyttede sine syge Ben.

«Det kommer ikke mig ved,» brummede Clas.

«Hør, Clas, nu er det Venstreblodet, som koger op i Dig. Hvornaar har «Brødrene Vasvaag» skilt sin Sag?»

«Skal det gaa under Firmaet, da?» spurgte Clas og lo, saa det klukkede i ham.

«Tag Vare paa Næsen Din, Clas!»

Ja, Clas vedblev at le, men tog Vare paa Næsen og brugte til en Forandring sit Lommetørklæde. «Sig mig, Laurids,» fik han endelig frem, «hvad er det, Du snakker om, Far?»

«Jeg snakker om det, Du snakker om. Det er ikke mig, en Agnmak af en Redaktør har rendt overende med en Sludder-Sladder.»

«Det er hellerikke mig,» svarede Clas. «Jeg kan staa paa Fødderne, jeg.»

249«Tak Gud for det, Du! Der er ligesaa bra Folk som Du, der ikke kan det.»

«Naa, Laurids-Far! Det er ikke saa ondt ment. Se her, tag Theen Din. Jeg faar vel skjænke, hun kommer ikke, hun!»

«Hun gjør nok ikke det, – ja, da er der noget Galt fat, Clas.»

Saa taug de en Stund, og Theen mildnede Stemningen.

«Hør, Bror,» sagde Laurids betænkt. «Brødrene Vasvaag» er et agtendes Hus, det er skammeligt gjort af hende, og hun faar komme sig væk.»

«Aa, jeg ved ikke, hvad Skammeligt der er i det.»

«Du er Fritænker, Clas, det hører jeg paa Dig. Men jeg er en troende Mand, og jeg er den Ældste – jeg siger: hun faar komme væk, og det fort.»

«Hvad skal hun ta’ sig til, da?» spurgte Clas.

«Ja, hun har naturligvis ingen Sutien,Sutien] økonomisk støtte men det faar bli’ hendes Sag.»

«Skal vi saa ha’ en Løbertøs isteden?»

«Jeg vil ikke ha’ et Kvindfolk, som gaar løs i det, Clas. Det er en Venstrehaandstjener, det.»

«Micca var Højrehaandstjener, og hvordan gik det?»

«Ja, jeg ved det nok; men det er alligevel paa en anden Maade. Det er – om jeg saa maa sige: paa en mere dannet Maade. Men hvordan skal vi bli’ hende kvit?»

«Paa en dannet Maade,» haanede Clas.

250«Nu vil Du mig Ondt,» klagede Laurids og tog sig til Fødderne.

«Nej, mænd om jeg vil. Laurids-Far! Og er der nogen Anden, som vil Dig noget Ondt for den Sag, saa lad dem komme til mig!»

«Ingen Skilning, Clas-Far! «Brødrene Vasvaag,» om jeg maa be’.»

Da Kvelden kom, ordnede Micca i Taushed Bordet for dem. Hun var bleg som et Lig, men holdt sig stolt og kæk. Næste Morgen, da Brødrene vaagnede og ganske trygt ventede paa den varme Morgendrik, kom den ikke. De ventede længe, de stavrede sig ud af Sengen og kom i Klæderne, en Time var gaaet ud over den almindelige Tid – var der vendt op og ned paa Verden! Der gik en Rystelse gjennem Firmaet, som om det paa en Gang var erklæret insolvent.insolvent] konkurs

Da Clas, til Trods for sit gode Fodfæste, temmelig ustød paa Benene sneg sig hen til Kjøkkendøren og bagefter hen til Miccas Stue – var hun borte. I stum Forbauselse og med en kold Middag gik Dagen hen for Brødrene. Da Aftenen kom, og Clas med stor Besvær havde faaet Theen istand, sad de i Kjøkkenet og drak den, og Begge var enige i, at der var overgaaet dem en stor Ulykke.

*

Et af de mange Sideløb, som fra Varangerfjorden skjærer ind i Landet, er Langfjorden. Den løber i sydostlig 251Retning hen mod Rusland og stopper op ved et Dalføre, som kaldes Langfjorddalen. For en Snes Aar siden begyndte Koloniseringen af denne Grændsedal, som foruden en Del Norske fra sydligere Egne hovedsagelig bestaar af Kvæner. En vis ydre Fordragelighed holder det gaaende mellem de to Nationaliteter; men i Grunden ulmer en Modvilje, der paa begge Sider har sin stærkeste Næring i Religionen. Den Norske med sin sejge, rolige Karakter og med sit dertil svarende enkle Troesforhold, fordømmes af Kvænen som en vantroende, forstokket Hedning, medens han igjen af den Norske paa det Nærmeste anses som en Gudsbespotter.

Den store aandelige Bevægelse, som for nogle og firti Aar siden rejste sig i Finland og skabte en Række af pietistiske Bodsprædikanter, fik en halv Snes Aar efter sit største Udslag i Læstadianismen. Lars Lævi Læstadius var netop dengang Præst i Karasuanda, det finske Nabosogn til Kautokejno i norsk Lapmark. Naturligvis forplantede hans Lære sig hurtigt fra det ene Sogn til det andet, og uagtet Læstadius ikke personlig stod i Spidsen for den vanvittige Retning, Opvækkelsen tog i Kautokejno, var han dog Ophavsmanden til den. Heldigvis endte det med Blodsudgydelse baade paa Folkets og Statens Side; uden det var Strømmen vokset til en Flod, som havde overskyllet hele Finmarken; thi Intet er saa smittende som religiøst Vanvid, og Finlapper samt Kvæner ere aandelig svage og irritable Folk.

252Oprindelig var Tanken god og retfærdig. Læstadius saa, at hans ufortrødne Arbejde i Lovens Navn var spildt overfor det lastværdige Liv i Menigheden, og forstod, at der maatte tages fat paa en langt strengere Maade. Men den strenge Ret bliver ofte til den største Uret. Han brugte efterhaanden mere naturlige Ord og talte billedlig efter Folkets Smag, – det udartede til Raahed og Blasfemi. Han søgte at drage Folket til sig ved at betegne de Udenforstaaende som «Hjordens fede Faar,» hvilket var det samme som Ugudelige, – og Hovmod og Forfølgelsessyge blev Frugten. Han kaldte sig og sin Menighed: «Vi Aandelige»; men Aanden banlystes af deres Forsamlinger, og af Bibelen drog de den krasseste Ordtrældom til Støtte for sin Lære.

Det Bibelord af Apostelen Jakob, som siger: «Bekjender Eders Overtrædelser for hinanden og beder for hinanden,» blev en af Menighedens Læresætninger, men toges til Følge paa en Maade, som fostrede de største Udskejelser. Ganske vist ophørte Drankeren at beruse sig, Tyven bragte uopfordret det Stjaalne tilbage, Bedrageren afslørede selv sin Løgn, og alle offentlige Retssager faldt bort; men Selvretfærdigheden voksede i en uhyre Grad og lagde hele sin giftige Yngel i Sjælen. Fra at være Vakte bleve de Hellige og Syndefri, og tilslut Kristus’er Allesammen.

Alligevel var Læstadius en stor Aand og udstyret med alle de Egenskaber, som en Religionsstifter maa have. Ingen jordisk Fordel eller Ære fristede ham; 253klædt i Pjalter, uden en Tanke for Legemets Pleje og Velvære, gik han frem i Lapmarkens vilde Egne mellem Dyriskhed og Laster og pegte paa den nye Vej til Himlen. Da han var af den Tro, at Præsterne ikke kunde vejlede et Folk til Salighed, samt at Enhver, som indgik i de «Helliges» Samfund, var at anse som en aandelig Præst, kaldet til at prædike Omvendelse for Alle, efterfulgtes han snart af en løs Prædikantskare, hvis Raahed og Uvidenhed totalt nedbrød den Grændse for det Sømmelige, som Læstadius selv ved sine Anløb havde svækket.

At Kvænen anser Læstadianismen for sin Nationalreligion, er meget rigtigt; thi der er nu ikke mange Finner og omtrent ingen Norske, som har Naturel til at løbe med i dens løse Spor. Men uagtet Kvænen gjør sig Umage for at skabe Proselyter, er han dog stolt af at have en Tro for sig selv, og derved endnu et Skjel mere imellem de Norske og sig. Med den stigende Indvandring af Kvæner i Finmarken vil dog Læstadianismen brede sig, – hver Fodsbred Land, de erobre, erobres ogsaa af den, og det er en Tilbagegang, thi den kan ikke bære et Kulturliv. Den faar ved sin tøjlesløse Forkyndelse Udseende af at være en aandelig Kraft, men den er en aandelig Svaghed.

*

Mørkedagens rugende Graasky hang tungt over Langfjordsdalen. En haardfrossen Sne laa mandshøjt 254over alle Ting, og det nedtraadte Vejspor var islagt, saa det var svært at komme frem. Alligevel stred flere Fodgængere sig op gjennem Dalen til et større Hus, hvor en Forsamling af Mænd og Kvinder stod hen under Vinduerne, foran paa Vejen og i den aabne Indgangsdør. De syntes Allesammen at vente paa Nogen, især Kvinderne holdt skarpt Udkik, medens den største Samling af Mænd flokkede sig om en højttalende og gestikulerende Person i deres Midte. Dette var Paave Kvæn.

Han var drevet om fra Løst til Løst, saalænge Sommeren og Høsten endnu gav Lys og Arbejde, og omsider var han landet op her mellem sine Stamfæller. Han havde vel vogtet sig for at komme til Vadsø, hvor han, til Trods for sin Upaalidelighed, dog følte sig bunden af et Løfte. Naturligvis stod der ikke paa! slige Løfter havde han brudt før; men «Brødrene Vasvaag» hørte til Byens bedste Folk, og han var ræd for, at naar de tog sig af Sagen, kom han ikke fra det med Snak. Her i Langfjorddalen var han derimod sikker nok, ialfald saalænge han var ny imellem Folket, og hans store Ord slog ned over dem som Aabenbarelser. Penge havde han ikke, og i Mørketiden var der ikke Noget at fortjene; kunde han derfor holde det gaaende fra et Hus til et andet, indtil Lyset kom igjen, saa var den Pust klaret.

Da kom nogen Tid efter fra Tanen en af de «Hellige,» en saakaldet Præst, som havde et Par andre «Vakte» med sig. Det satte Fantasien i Bevægelse, og 255da Præsten gav tilkjende, at han vilde holde Læsning hos en af de fastboende Kvæner, strømmede ikke alene de Vakte, men de Uvakte sammen i Mængde for at høre ham.

Dette Staahej likte Paave Kvæn ikke, han havde hidtil gaaet som en Profet imellem dem, og nu kom en Overmand, der truede med at tage baade Æren og Fordelen fra ham! Men der var ved den Sag ikke Noget at gjøre. Paa selve Forsamlingsstedet fik han endnu en gabende Flok samlet om sig, idet han skreg op med sin meningsløse Snak og søgte at fastholde dem, indtil Præsten kom, at han kunde lægge Mærke til ham. Dette var vel beregnet, thi da den hellige Prædikant kom til, skjønnede han straks Arten og gav den sit Bifald.

Prædikanten saa lurvet ud i Klædedragt, var gulgusten i Ansigtet og havde sort Haar og mørke Øjne. Da han havde sat sig paa en Krak midt paa Gulvet og slaaet op en Postil i det kvænske Maal og lagt den foran sig paa Knæene, sad han længe stille med lukkede Øjne, og Folket stod tæt sammenpakkede omkring med Væggene og saa paa ham.

Endelig lod han Øjnene rulle hen over Forsamlingen, som om han vilde prøve deres Andagt, saa begyndte han med lav Røst at læse op af Postillen. Efter hver Sætning standsede han for at give sin Udtydning og adspørge Forsamlingen om dens Mening. Det skete paa en rolig Maade, de afvigende Meninger drøftedes og endte med at samstemme. Men der var i Stilheden 256en lummer Luft, som spaaede Uvejr. Ogsaa vidste Enhver af dem, at det skulde komme, thi det var jo det, som havde samlet dem.

Da fløj med en Gang et Kvindfolk ud af Flokken og kastede sig om Halsen paa Præsten. Han tog hende om Livet og trak hende ned paa Fanget til sig, og omslyngede af hinanden begyndte de at vugge frem og tilbage, indtil de tumlede ned paa Gulvet. Da brast Tøjlen, og nu lod Hver staa til efter sin Indskydelse.

Nogle greb i hinanden og dansede rundt, Andre vedblev at hoppe paa et og samme Sted, – en Del kastede sig paa Gulvet og rullede frem og tilbage under frygtelige Hyl, en Del satte sig ihug og græd, medens Andre tog fat i Stole og Bænke, brød dem isønder og rendte skrigende ud og ind med Stumperne, slog dem mod Loft og Vægge, lo og hoppede, klappede i Hænderne og vendte det Hvide ud af Øjnene, indtil de udmattede faldt om paa Gulvet.

Nu var Præstens Time kommen!

Han rettede sig op og gav sig saavidt muligt en imponerende Holdning. Han forvrængte sit gustne Ansigt, trak Aanden hæst og rallende og begyndte endelig at tale i en syngende, hylende Tone, som syntes at komme fra Hjertet, – men den havde ikke længere Vej at gaa end fra Halsen til Læberne, og det hellige Guds Barn, som han kaldte sig, gjorde sig al tænkelig Umage for at ligne den Djævel, han prækede imod.

«Jeg er den, som er, den, som var, og den, som bliver,» udbrød han. «Jeg er det hellige Kjøds Apostel, 257og mit Kjød forraadner ikke; thi det er saltet med Kristi Naade. Jeg har bekjendt mine Synder i Forsamlingen og modtaget de hellige Brødres og Søstres Syndsforladelse. Mit Legeme er ikke længer et Kjøds Legeme, men et Aandens Legeme, som ikke kjender Synden; thi hvo, som er af Aand, er af Gud og haver ingen Synd. Kan Gud synde? Men saaledes taler Hjordens fede Faar fra Djævelens Myrvold, hvor de have ædt sig fede som Svin af Hovmods og Forfængeligheds Urt. Men de skulle enten komme til os og bekjende sine Overtrædelser i Forsamlingen, eller de skulle gaa til sin Fader Djævelen, de Naadetyve! – O, hellige Brødre og SøstreSøstre] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Søste, I Aandelige i Langfjorddalen! værer Lyset og Stjerner paa Mørkets Dag, værer ikke Tusser og Padder og det, som stinker i Pølen, saasom de Andre; men været liflige som den vilde Rosmarin og nærende som den hvide Mos paa Fjeldet. O, følger de hellige Udsagn af Naadens Profet i Pajala!Forfatternote: Læstadius – Følger ham, I Naadens Hvalpe, som den villige Yngel, der ikke bider den Hellige i Læggene, men slikker hans Saar, hans Synders Saar! – og logrer paa Forsamlingens Dørtærskel. – O, bekjender 258for Hverandre, afvælter Syndebjerget og ifører Eder Forladelsens Svaneham! Glæder Eder over Eders Synder med hellig Glæde, I Salighedens Smaabørn! Forlader hinanden og velsigner hinanden! Thi I ere af Gud – thi Gud er Aand, og I ere aandelig gjenfødte i ham. Bekjender, O bekjender for hverandre! Graver op i Syndehulen, kaster væk det Stinkende, – graver dybt og bredt; thi Ærens Konge skal deri nedlægge Sennepskornet, som vokser til et Træ, hvis Græne række ind i Himlen, og i hvis tusinde Grene I skulle næbbes og bygge Reder – I elskelige Smaafugle, I Spurve paa Marken, I Svaler under Tag, I kviddrende Blaakjælker i Lunden!»

Manden havde efterhaanden hidset sin trætte Aand op, saa han med stigende Røst og heftig Gestus fik nogenlunde Udseende af at være inspireret, og da han sluttede, gik der et Stormsus gjennem Huset af Tilhørernes Bifald.

Og nu begyndte Vanvidet paany; men dennegang var det Bekjendelserne. En Del kastede sig paa Knæ for hinanden og skreg op om sine Synder, Nogle hængte sig om Halsen paa hinanden og bad om Forladelse for deres Vantro, Andre hengav sig grædende til hellige Kys og Omfavnelser, og ind imellem var det Himmerigets Smaabørn som hoppede og dansede; selv gamle Mænd og Kjerringer gav ikke den dansende Kong David foran Arken Noget efter.

Da sprang Paave Kvæn resolut midt frem paa Gulvet, sparkede Krakken tilside og stillede sig paa Præstens Plads. Alle blev opmærksomme, Tummelen stilnede af, og man faa paa ham. Paave var mærkelig at se paa i dette Øjeblik, da han overgav sig helt til sin vilde Natur. Han ragede ved sin Højde opover de Fleste, og det, at han var løs i Lederne, kom ham blot 259tilgode i den voldsomme Gestus, som var et af Vækkelsens Hovedmidler.

Han stod ligesom Præsten og lod Øjnene rulle. Hans lingraa Haar rejste sig som Børster op fra Panden, og uagtet han var bleg, syntes det dog, som han blegnede hen, mens han stod der. Det hvide Opsyn i Øjnene fik et gult Gjennemskin, og han saa ud til at stirre paa et overjordisk Syn.

Da dette havde varet en Stund, sænkede han Hovedet, foldede Hænderne over Brystet og bad. I Begyndelsen var det en Mumlen, men efterhaanden gik det over til Hulken med afbrudte Hyl, og en Strøm af meningsløse Ord for ham ud af Munden, Taarerne trillede ned over Ansigtet, og Struben snøredes sammen, saa han fik kun med den yderste Anstrengelse Lyden frem. Det Hele saa ud som en frygtelig, gribende Sandhed.

Da hørtes der Hulken borte i en Krog og en klagende Kvinderøst udtalte hans Navn. Paave for sammen og skulte hen til Stedet; men idetsamme skubbedes et Fruentimmer frem af Flokken og stod nu indenfor den Kreds, som havde dannet sig om ham. Det var Micca. Udhungret, bleg og forpjusket saa hun ud og havde af sin Ungdoms Finhed kun de sværmeriske Øjne tilbage. Med dem saa hun kjærlighedsfuldt op paa Kvænen; thi den Syndekval, som talte af hans hele Skikkelse, greb hende med en uimodstaaelig Trang til at dele hans Nød.

260Paave var et Øjeblik nær ved at gaa fra Konsepterne; han skjønnede, at Alle vilde om dette Tilfælde tænke det, som sandt var. Han kunde altsaa i samme Stund, han havde taget det forvovne Sprang op paa Højden, dumpe ned igjen, – ned der, hvor han vidste den fæle Haanlatter lagede sig til for at tage imod ham. Han gøs ved Tanken. Men paa Højden af Skrækken kom Indskydelsen!

Med et Hyl kastede han sig plat ned paa Jorden, og efter et Par Rullinger, hvorved han kom ind i Rollen igjen, rejste han sig paa Knæ foran Micca, og hylte nu ud en Række af Besværgelser i de frækkeste Ordlag, hvorved hun, «Djævelens Horkvinde,» befaledes at vige fra ham, at han som et Guds Barn ikke skulde standses paa Vejen til de Helliges Forsamling. Saa vendte han sig til Folket og anraabte om deres Tilgivelse og Hjælp til at fly fra den Onde, som i denne Kvinde forfulgte ham. Han sønderrev sine Klæder, satte Neglene i Brystet, til Blodet flød, og sivede Spyttet ud mellem sine Tænder, saa det stod i Skum paa Læberne. Han var ikke længer en Fantast, men en Besat.

Micca var først med Afsky vegen fra ham; men efterhaanden grebes hun af hans Vanvid. Hun stod en Stund med Hænderne for Ansigtet, saa udstødte hun et vildt Skrig og rendte ud af Stuen, ud over Vejene, – og forsvandt i den endeløse Sneørken, hvor ikke et Fodspor fandtes.

261Bedre kunde det ikke ende for Paave Kvæn. Og nu gik han dristigt paa med Mødets sidste Akt. Alle kappedes og reves om at hænge sig om Halsen paa ham og bekjende for ham. Især Kvinderne var som besatte, og fandt op en hel Del Synder for at kunne hyle saameget længere med ham og modtage en desto større Syndsforladelse. Uden grove Synder var disse Aandelige rene Sinker paa Himmeriges Veje. Efter Syndsforladelsen fulgte nu de hellige Kjærtegn og sammen med dem den himmelske Barneglæde, saa der var ikke megen Samling i Menigheden, da Mødet blev hævet.

Dagen efter skred Paave som en Helgen gjennem Dalen ned til Fjorden for at drage til andre Egne. Han var ikke tryg for Micca, og han keg stødt omkring sig for at se, om hun ikke i Halvmørket smøg efter ham; men samtidigt var hans bedre Jeg, eller med andre Ord hans indvortes Menneske, der jo har sin Viden fra Samvittigheden, overbevist om, at Micca saa han aldrig mere. Han havde i Førstningen en nagende Fornemmelse ved at tænke paa hende, men det gik over. Han havde nu andre Veje at gaa! Han var Opvækkelsens Prædikant, og «den fattige Kristus» vilde ikke faa Mangel hverken paa Udkomme eller paa Venner.

*

Paa Vadsø laa endnu Snelagene med lysende Skjær, da Mørketiden var ved at rinde ud, og de røde Skysøjler 262i Øst forkyndte Solens snarlige Ankomst. Folk begyndte at se paa hinanden. Den Ene tyktes, den Anden var ældet, men Ingen talte om det, derfor tænkte Enhver ved sig selv, at han var vel bevaret.

I Brødrene Vasvaags Hus var Mørketiden gaaet tungt hen over Sjæl og Legem. Laurids havde ikke sluppet sin Skræk for Mennesker, og Clas var ikke bleven mere dannet i sine Udtalelser; men Begge følte med sig selv et uafladeligt Nag over Miccas Forsvinden, som de hemmeligt gav hinanden Skyld for.

Da kom der en Dag, hvor Laurids igjen paa Grund af Gigten havde været nødt til at lade Clas tage sig en Tur – paa sin egen Boldgade.Boldgade] tumleplass, virkefelt Men en god Stund, før han sædvanligt vendte tilbage, kom han sættende forbi Vinduerne ind i Svalgangen med en Fart, saa han syntes at maatte løbe sig selv overende.

«Clas Far! er Vargen efter Dig?» raabte Laurids ud i Svalgangen til ham.

«Nu er der Besked om Micca!» buste det ud af Clas, inden han endnu havde faaet Døren lukket.

«Hvad for Besked?»

«Hun har vær’t i Langfjorddalen for en Maanedstid siden, og nu er hun hos en Fin i Nærheden af Polmak.»

«End sige hos en Fin! Hvad er det hun vil med Finnen?»

«Hvad hun vil med Finnen?» gjentog Clas.

«Han har fundet hende halvdød paa Fjeldet. 263Kanske Du vilde ladt hende ligge og omkomme der, Du?»

«Det var at vente det, at jeg fik Skylden,» svarede Laurids krænket. «Jeg undres, at du har tiet saa længe.»

«Hvad Skyld er det Du har faaet?»

«Tag ikke slig paavej, Clas. Jeg bare mente det, at siden det var mig, der havde sagt, hun skulde ud af Huset …»

«Saa var det mig, der sa’, at hun var kommen galt afsted, og det kan gaa lige op,» afbrød Clas.

«Men«Men] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Men Du er ikke jeg, Clas-Far! Vi har ikke det samme Standpunkt, Du er mer ubetænksom.»

«Ja saa!» lo Clas overlegent.

«Se nu her, hvor Du kommer ansættendes ligesom en Nordost, ta’r baade Vinduer og Døre med Dig for at sige, at Du har spurgt fra Micca. Hvad skal Folk tænke om Sligt, Clas? Det er jo som om Lodden var kommen.»

«Har Du ikke vær’t lej over, at Micca var vække?» spurgte Clas, idet han stillede sig op foran Laurids.

«Jovist har jeg det.»

«Naa. Har Du ikke hundrede Gange sagt: stakkers Micca!»

«Nægter jeg for det? Men vi skal bare holde det for os selv. «Brødrene Vasvaag» skjønner Du!»

«Jeg skjønner Dig. Du mener, at Laurids Vasvaag vilde nok hjælpe og trøste en Stakker, men Firmaet er for dannet til at gjøre Godt.»

264«Der siger Du noget Ondt, Clas-Far! Det er ikke Firmaet, det er Bysnakken.»

«Hør et Ord, Laurids. Kan «Brødrene Vasvaag» ikke taale Bysnakken, saa siger jeg mig løs.»

«Er Du gal Clas! – Hvad er det Du vil, Mand?»

«Jeg vil redde Gjenten.»

«Kanske jeg ikke vil redde hende?»

«Og jeg bry’r mig ikke det Dusten om Bysnak.»

«Bry’r jeg mig om den, naar det kommer til Stykket?»

«Jeg rejser den Dag imorgen lige til Polmak. – Stakkers Micca!»

«Ja – stakkers Micca! – Du faar være saa snild Clas, at se efter de store Skindkomagerne mine, for naar jeg har dem paa, er jeg endnu en gaaendes Mand!»

«Vel! – Saa ta’r vi med Baad ind til Nyborg, og kjører med Ren over Fjeldet til Sejda. Sneen er noget løs af sig, men det gaar lel.»

«Og saa i Elvebaad til Polmak. Jeg skal nok sørge for Tegnebogen,Tegnebogen] pengepungen jeg!» sagde Laurids og nikkede fornøjet.

«Og jeg skal ta’ mig af Provianten,» svarede Clas. «Havde vi nu haft Micca!»

«Aaja, hun havde nok sørget for baade Mad og Klæder.»

«Men da kunde vi jo ble’t hjemme,» lo Clas.

«Ja det har Du nu Ret i, Bror,» sagde Laurids og saa ned paa sine Fødder med et langt Suk.

*

265Ved Sejda havde Mørketiden i denne Vinter tynget svært paa Livet i Las Rejtans Gamme. Faderen havde af og til været sygelig, den gamle Moder laa endnu og ventede paa «at Dødens Ren skulde kjøre for Døren.» Simon trak sig tungsindig fra Sted til Sted og var ikke mægtig til at gjøre Noget. Alene Hejki, den ældste Broder, holdt Vinterens Dagværk gaaende, men var af den Grund tvær og kort for Ho’det.

Den eneste Lettelse, som kom, var Elvens tidlige Opbrud; det gav nok mere Arbejde, men hidførte ogsaa et større Livsrøre end Isfarten med Ren kunde skaffe – og endelig: Ørkenstilheden var brudt. Elvesuset talte højere for hver Dag, eftersom Isflagerne drev tilhavs og Snesmeltningen gav større Vandfyld.

Da endelig kom en Dag, hvor den Trusel, som hele Vinteren havde staaet over Huset, slog ned og satte en Aabning efter sig, som Ingen fyldte, Simon, der altid hang over en Bænk inde hos Gamlemo’ren, blev vist ud af hende, og Døren blev lukket til imellem dem. Han fik nu skjøtte sig selv, havde hun sagt. For hende var nu Tiden der, og hun maatte stelle sig til, at Fader Gud ikke skulde komme, før hun var færdig.

Næste Morgen, da man aabnede Døren, laa hun Lig. Hun havde med stor Omhu stelt sig, og laa nu renere og pynteligere i Døden end nogensinde i Livet. Det blev en gruelig Sorg for Simon, thi hun havde været hans Fortrolige og havde delt hans store Kjærlighed til Micca ligefra Barndommen af. Hun havde nok et Par Gange i det Sidste hvisket til ham, mens 266hun kløede ham i Ho’det: at han skulde ikke være lej, han kom snart efter; men han var endnu saa ung og stærk, og Livet var saa langt, saa langt! Hvordan skulde det gaa til?

Dagen efter maatte han være med Broderen til Polmak paa Elvebaad, og medens Hejki fik ordnet hos en derboende Landhandler, hvad han skulde have med tilbage, havde Simon truffet en gammel Fin, der fortalte ham om et sygt Kvindfolk, som var fulgt med ham nedover fra en Gamme højere oppe i Fjeldet; thi der havde været en slig Usselhed og Armod hos Finnen, at hun kunde ikke være der længer.

Simon gjennemtrængtes af en Anelse, som ikke gav ham Ro, før han fik undersøgt, hvem Kvindfolket var, og da Gamlingen havde vist ham Stedet, hvor hun opholdt sig, stod han ikke længe efter med sin øreløse Hund foran et Menneske, hvis udmagrede og forgræmmede Aasyn slet ikke mindede om den Micca, han søgte. Men han gjenkjendte hende dog! Hun stod med Ryggen op til en Gammevæg og syntes ikke at kunne bære sig selv, og da hun saa Fingutten, lukkede hun Øjnene, og vilde ikke kjendes ved ham.

Simon vovede heller ikke at tale til hende, men han satte sig ihug ved Siden af hende, og Hunden lagde sig hen over hendes Fødder. Først ved Daggry skulde Baaden vende tilbage til Sejda, og saalænge Natmulmet tyngede, vilde han vaage over hende. Men Natten blev ogsaa ham for tung, og mens han dubbede i et kort Blund, lysnede det saa mærkeligt for hans 267indre Syn. Alting blev hvidt omkring ham, saa hvidt, at der kjendtes hverken Himmel eller Jord. Da kom noget Mørkt puslende frem bag det Hvide, og det trykkede paa, til det fik Overmagten, og det Hvide blev mindre og mindre. Omsider syntes det alene som to døde, renvaskede Legemer, lig Gamlemor derhjemme. Da for Simon op og saa Dagskjæret over Fjeldene; han vendte sig til Micca og sukkede, og gik tung og sammenkroget henover til Elven.

Men da han havde gaaet et Stykke, keg han tilbage for at se, om Hunden var der; den kom med Micca langsomt bagefter! Nu sagnede ogsaa Simon sin Gang; fik han hende draget med sig, var det ham lige ens, om Hejki gav onde eller gode Ord.

Hejki havde allerede havt Baaden parat en god Stund, da Simon ankom til Elvebredden med sit Følge. Han gav heller ikke nogen Haandsrækning til for at støtte Micca, da hun gik ud i Baaden, og Simon vovede det ikke, saa hun hjalp sig alene; den Dødstræthed, hvormed hun hengav sig i det, blev hendes Støtte.

Og nu bar det ud over den susende Elv.

Der var Noget hos Brødrene, som paa Forhaand afgjorde, hvilken Plads de skulde have i Baaden. Hejki, der var høj og kjæk, stod i Forstavnen lænet til Baadkanten og holdt det løse Styr i fast Haand. Simon stod bagi og afvekslende stagede eller roede, eftersom Grunden tillod det. Hejki havde et skarpt Syn rettet paa Elven; thi uagtet han kjendte hver Stens Leje ligesaa nøje, som Lodsen kjender Skjærene paa Kysten, 268var deres nye Plads dog endnu ikke klar for ham. Den skifter nemlig under Isbrydning, og maa følgelig hver Vaar paany kartlægges i Hukommelsen. Desuden gik Elven højt og gjorde det sværere at styre Baaden, der allerede var temmelig stærkt ladet, før Micca kom til. Men der var paa dette Stykke ingen farlige Stryg, og ved nøje Agt kunde det gaa.

Simon holdt Udkig med Broderen, for at følge de Vink han gav; thi et Øjenblink, en Hovedbevægelse var ufravigelige Ordre, som maatte følges i Aandedraget. Baaden løb paa en Finger nær lynsnar forbi Stenen, hvor den skulde knuses til Splinter, hvis den stødte an. Derfor maa han, som ror, være et med ham, som styrer; gaar deres Tanker hver sin Vej, er der Fare selv paa mindre Stryg, særlig under Snesmeltningen.

Micca sad midt i Baaden med lukkede Øjne, og Hunden trykkede sig med sin lurvede Pels tæt ind til hende. Simon kunde ikke lade være at se derhen, og i sit Hjertes Ydmyghed tænkte han sig i Hundens Sted, og var nøjet med sin Skjæbne.

Efterhaanden kom nu smaa og store Isflager drivende nedover og trykkede Baaden ud af sin Kurs; Hejki slængte lynende Blikke hen paa Simon, som sad der og famlede med Aarerne, og viste sig mere ræd for, at en Isflage skulde stryge ind i Baaden til Micca, end opmærksom paa hans Vink.

Da bar det mod et større Stryg. Dagen forud, da Baaden var uladet, havde de staget den hen over Stenene, nu maatte Kursen sættes ind imellem dem, 269og det krævede Aandsnærværelse. Dertil kom, at Isstykkerne uafladelig drev med Baaden, snart ved Siden, snart efter, og rejste sig undertiden op for Stavnen.

«Ro til, alt hvad Du orker,» skreg Hejki med gnældrende Røst, Simon fulgte Ordren i Sekundet; men Micca for op, som rædselsslagen, og idetsamme svingede Baaden paa tvers for Stryget og hvælvede.

Hejki havde grebet fat i Baaden og lod sig drive med den; Simon derimod tænkte kun paa Micca og greb i Hvirvlen efter en Flig af hendes Klædning; men en Isflage skar det over og hug imod hans Pande, saa han ikke sansede mere. Da drev han samme Vej som hun, – først gjennem Dødens Slug, indtil de Begge tørnede op imod en Sandbunke. Senere fortsatte de Rejsen med hinanden nedover gjennem Elvens milelange Slyngninger ud i Havet.

Simons og Miccas trofaste Ven, Hunden med den lurvede Pels, sprang hylende fra Sten til Sten, og da den Intet mere øjnede, svømmede den ind til Bredden, hvor den senere stødte sammen med Hejki. Han havde omsider faaet Baaden vendt, og da nu Hunden kom til, vidste han hvad der var sket. Saa fortsatte han Rejsen hjemad.

*

Der var til Sejda netop ankommet to Rejsende, som ønskede Skyds til Polmak. De syntes at have 270svær Hast, og da en Baad idetsamme skjød ind mod Land, fulgte de Las Rejtan ned til Elven.

Hejki sprang raskt iland, fulgt af Broderens øreløse Hund, og da Faderen spurgte efter Sønnen, fik han en kort Beretning om det Skete. Han saa kummerfuldt ud over Vandet, rystede paa Hovedet, og vendte sig til de Fremmede for at give dem Besked i Sagen, og for at bede dem give Tid, til der kunde skaffes en anden Skyds. Men de havde allerede hørt og vel forstaaet Alt, – og behøvede ikke mere nogen Skyds.

Mens Fingutten og Faderen gik hjem til Gammen, satte de sig paa hver sin Sten ved Elven og syntes overvældede af Bedrøvelse.

Der gik en Timestid paa denne Maade, da kom en gammel Fin beskedent hen til dem, han kom af Nysgjerrighed, men blev selv den, som gav Oplysning. Fra Gammen kom i samme Stund den øreløse Hund snigende hid ynkelig, afkræftet og sky. Den satte sig ved Baaden og keg ud paa Elven.

«Det er Simon sin Hund,» sagde Finnen.

De rejsende saa paa Hunden og sukkede. Efter en længere Stilhed viste Finnen ud over Elven. «Gad vide, hvad det er for Noget, som driver der?»

Men idetsamme udstødte Hunden et langt Klagehyl, løb et Par Gange frem og tilbage paa Bredden, og sprang da i Elven. «Nu skjønner jeg hvad det er,» lagde Finnen til, og rejste sig for bedre at se.

Op og ned løftede Strømmen en Mandsarm, det saa næsten ud som den vinkede imod Land, – samtidigt 271boblede et lysternet Klædningsstykke op; men Floden drev ustandseligt paa, og videre frem bar det – med den svømmende Hund efter.

«Det var tydeligt han Simon med Micca,» sagde Finnen.

«Micca!» udraabte En af de Fremmede, idet han rejste sig fra Stenen.

«Ikke skrige op slig, Clas-Far,» sagde den Anden. «Lad os se til at komme hjemover, det er bedre. Vi var kommen her i en god Mening, – men Vorherre vilde det anderledes.»

«Aaja, jeg tænker nok han vilde, at vi skulde ha’ lagt ivej noget før.»

«Nej Clas, det som sker, det skal ske.»

«Hør Laurids-Far,» sagde Clas, idet han tog den siddende Broder med en kraftig Næve i hver Skulder, og det saa lidt ud, som han vilde trykke ham til Jorden. «Jeg har den Tro, at Alt kan reddes her i Verden, naar Tiden passes.»

«Aaja, Du har kanske Ret, Bror. Det var nu den Mørketiden!»

«Stakkers Micca!» sukkede Clas og vinkede ud over Elven.

«Stakkers Micca!» sukkede Laurids efter. Saa listede Brødrene op over Vejen, og sørgede for at komme til Vadsø igjen.

Her levede de som før. Miccas sørgelige Skjæbne gjorde ingen Forskjel i deres Levemaade, men vel i deres Hjertefred; thi de ophørte ikke at bedrøves over 271hende. Laurids var dog fremdeles paa Vagt ved Venstremanden Clas, at han ikke ved sin Mangel paa Dannelse skulde forraade «Firmaet.»

Da Brødrene igjen tog sin Middagslur i Lystgaarden, var der en kjendelig Forandring i Arrangementet: Peter den Store stod ikke mere i Spidsen for sin Hofstat, Clas havde straks ved Hjemkomsten fra Sejda drejet Halsen om paa den, og erstattet den med en almindelig Finmarkshane, – og den tredje Bænk, Miccas Æresplads, var tom, men den gik aldrig over til nogen Anden.

*

Naar man har fulgt Varangerfjordens nordlige Bredder forbi Vadsø ind til Nyborg, og gaar herfra tilbage langs med dens sydlige Grændser, har man for sig Norges fjerneste Præstegjeld Sydvaranger.

Dette Stykke Land, der imod Nord er spaltet af flere store Fjordløb, som skjære ind fra Hovedfjorden, har snart sagt her sin eneste norske Grænse, da det paa Lidt nær er helt omgiven af Rusland. Ved nærmere at komme i Berørelse med Sydvaranger forstaar man den Aarhundreder gamle Strid mellem Nordens tre Overhøjheder om dets Besiddelse; thi det er kun en smal Landstrimmel, som skjærer dybt ind i et andet Land, og som paa en fast ubegribelig Maade er sluppen for at komme med i den store Deling af Finmarken.

273Dengang Norges nordligste Grænse var de Gamles Halogaland, laa altsaa Finmarken med sin vilde, omvankende Befolkning udenfor Norge, skjønt landfast med det. Men da Finmørk havde en mægtig Udstrækning fra Polarhavet lige ned til den botniske Bugt og ind til det hvide Hav, og altsaa omfattede Ishavskysterne med de store Fjeldørkener af baade Norge, Sverig og Rusland, udgjorde det disse Landes Nordgrænse og blev omsider ganske naturligt delt imellem dem. Denne Deling kunde ikke ske uden Strid, og meget har Tidens mægtige Afgjørelse rettet paa; men hvad der senest og vanskeligst har ladet sig ordne, og hvad der til Trods herfor endnu staar med Sprækker i Skillevæggen, det er dette Sydvaranger, der rækker næsten en hel Breddegrad ind i det russiske Rige og ved sin ringe Befolkning er at anse som en nøgen Arm, hvorpaa der meget let kunde tatoveres et fremmed Rigsmærke.

Naar man paa Varangerfjordens nordre Side har passeret Domen, det skumle Urfjeld, Finmarkens Bloksbjerg, hvor Heksene og Dæmonerne fordum havde sine Stævnemøder – og videre forbi de golde Klipper sætter Kursen ind i Bøgfjorden, forandres straks Naturens Aasyn. Fra at have stødt Mennesket tilbage med Haardhed og Kulde, saa han isandhed har modtaget Naadsensbrødet af dens Haand, begynder den her at byde sig til med Smil og gode Løfter. Smaa Oaser træde frem mellem Fjeldene, lavstammede Birke staa i Klynger og se ungdommelige ud, og Berget runder sig 274til bløde Dybninger. Saaledes bliver det ved i en fortsat Udfoldelse, indtil Fjorden møder et Næs, hvorpaa Sydvarangers Kirke ligger, og her deler den sig i to Arme, hvoraf den ene kaldes Klosterfjorden og løber ind til Elvenæs ved Pasvigelvens Udløb.

Det er ofte nok sagt, at Forholdene vænne Mennesket hurtigt baade fra og til, det Samme gjør Naturen. Naar den i længere Tid kun har udfordret til Kamp, glemmer man, at man engang i lykkelige Stunder har hvilet ved dens Hjerte, og man lukker Øjnene for det glædeløse Syn.

Men se nu op – der ligger Elvenæs!

Morgensolen, som er lige glad, uagtet den har været oppe hele Natten, glimrer hen over Fjordbunden, der omkredses af Bregner, Siv, Smaakrat og blomstrende England. Næsset springer paa tvers frem mellem Fjorden og Elven, og hvor denne suser ud i Fjorden, møder noget Strengt; dog det glemmes hastigt i Smilet fra den anden Kant.

Oppe paa Jevningen ligger et stort Vaaningshus med mange skinnende Ruder, og Smaahuse hist og her til Siderne mellem Klynger af højvoksne Birketræer. Yderst paa Næsset vajer det norske Flag over Trætoppene, og ved dets Fod er der plantet Kanoner – dog blot til Lyst! Deres Glædessignal behøves imidlertid ikke; Alt, baade det Levende og det Livløse, møder her med en Opfordring til at være glad, og naar man er vandret gjennem Ørkenen for at komme hid, kaster man sig med Henrykkelse i Naturens aabne Arme.

275Dette Sted beboes af en Lensmand ved Navn Klerk. En Descendent af en gammel skotsk Adelsfamilje, som under Carl I udvandrede fra England. Der er endnu Noget af en Clan i Manden, og enten man har set ham i Spidsen for en Elvefart om Sommeren eller en Renfart om Vinteren, – ved Styret paa en vovelig Fjordsejlads, eller med udrækket Haand til Velkomst paa Tærskelen af sit gjæstfri Hus, man glemmer ham aldrig. Men han er en Fostring af sit Land, og han vil udenfor dette staa med bundne Evner; han behøver Finmarkens stærke Lys og dybe Skygger for ret at sees, og hele Ørkenlandet med sin sære Befolkning om sig for at erkjendes. Sjeldent fremgaar af Natur og Kultur en hel Støbning, han er en saadan. Mandens SagaSaga] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Saga, er fuld af mærkelige Træk, der alle fremtræde med en Blanding af Finhed og raa Naturkraft, snu Kløgt og et letbevægeligt Barnesind.

Under den religiøse Fanatisme, som i Aarene 49–61 raste i Kautokejno, blev Klerk foreløbig ansat som Lensmand. Da skete det en Søndag, at en Fingut ligefrem drev Præsten ned af Prækestolen og indtog hans Plads som Prædikant. Men da omgjordede Lensmanden sig med en stor gammel Sabel, banede sig Vej gjennem den ophidsede, hujende Menighed op til Prækestolen, tog Fingutten og bar ham væk i sine Arme. Senere ved en lignende Anledning stillede han sig op foran de fremstormende Fanatikere, som vilde rive Præsten væk fra Alteret, og han tvang Formanden efter en fortvivlet Modstand til at vige; men dengang 276kostede det Blod. Udenfor Kirken efterlod den Vigende hist og her et Blodspor i Sneen, og nu stod paa en Gang Lensmanden midt i et tøjlesløst Udbrud af de vilde Sværmere. Fornemlig raste Kvinderne, dyppede sine Fingre i Blodpletterne og besmørte sig under Hyl og Forbandelser med – det hellige Blod.

Da greb Manden til et snurrigt Middel for at fri sig af deres Klør. Han tog med sine Jernhænder fat i PæskerneForfatternote: Skindpels paa dem og flængede den ene efter den anden, saa de hang ned i lange Traser – det hjalp. Her var ikke længer Tale om det hellige Blod, men om et Klædningstykke, som det kostede Tid og Møje at faa istand, og pludselig slog den fanatiske Tone om i det hverdagslige Udraab: «Pæsken min! – Pæsken min!» Midlet var simpelt, men probat.probat] virkningsfullt Det materielle Hensyn slog koldt Vand i Blodet, og Sjælesorgen maatte vige Omsorgen for en Pæsk.

Senere, da en halvgal Kvindesværm havde sat sig fast i Præstefruens Kjøkken, hvor de holdt et syndigt Styr i deres hellige Iver, fik Lensmanden smyge sig til at dreje Hanen om paa Vandbeholderen, saa Vandet ganske jevnt oversvømmede Gulvet. Dette var ogsaa mere af Materien end de Aandelige kunde fordrage, og Kjøkkenet blev rømmet i en Fart.

Samme Mand har man paa en Fjeldvandring med sin Finhund. En tidlig Nat vælder taaget og tung ud over Egnen og alle Vejspor forsvinde; men videre maa 277han, og afsted bær det med Hunden foran. Det var en trætsom Vandring gjennem Sne og over knudet Grund, og Taalmodigheden sættes haardt paa Prøve, uagtet det er hans Bestillings Medfør at færdes paa slige Veje.

Da staar Hunden paa en Gang stille. Den faar paa Finsk sit Kommandoord: frem! men den lystrer ikke. Den faar et-to dygtige Rap af Fjeldstokken; den lægger sig klynkende ned, men den bliver paa Stedet. Lensmanden ser sig om, han har et skarpt Syn, men han opdager Intet. Endnu en Gang forsøger han at drive Vejviseren fremad; den hyler og logrer, men den flytter sig ikke.

Der er da ikke andet for end at blive Natten over paa Fjeldet, og Lensmanden gjør sig det saa bekvemt som muligt i Sneen. Efterat han vel har lagt sig tilrette, lægger Hunden sig tvers over ham, og Begge sove ind, varmede af hinanden.

Ved Dagbruddet undersøger han Terrænet. Ikke mer end nogle Fod udenfor hans Natteleje gaber en Revne i Fjeldet, kun af et Par Skridts Bredde, men stor nok til at opsluge et Menneske og gjemme ham evindeligt for Verdens Øjne.

Da kaster Lensmanden sig paa Knæ, tager grædende Hunden i Favn og kysser den, og læser sit Fadervor.

Samtidigt falder ogsaa Træk i hans Saga, da Barnehjertet pludselig er bleven gammelt og haardt som Staal, og Despoten gaar da ubønhørligt frem over Alt.

278Her paa Elvenæs har han foruden Andet det Hverv, at være sidste Vagtpost paa Grænsen mellem Norge og Rusland. Og han staar den som en fornuftig Mand, der giver en myg Vennehaand til begge Sider, men holder med fast Haand paa sin Ret.

Paa dette Tverstykke Land, hvor Fjorden standserFjorden standser] rettet fra: Fjordenstand ser op til den ene Side og Pasvigelven til den anden, – hvor Dampfarten afsætter sine Passagerer paa en Bred og Elvebaaden sine paa den modsatte, bevæger sig i den korte Sommertid et straalende Frilandsliv. Notable Fiskere fra de brittiske Øer ombytte her i nogle Uger sit High Life med Laksefiskerens temmelig ensformige Kaar og sætter naturligvis Kulør paa med den EkstravaganceEkstravagance] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Esktravagance, som altid staar til deres Raadighed. Polarekspeditionerne aflægge ogsaa sin Visit tilligemed Forskere af enhver Art baade fra Ind- og Udlandet. Hvalfangerne fra Fjord og Hav, russiske og norske Embedsmænd, og endelig hele Sværmen af Lystrejsende i en broget Blanding.

Da fremgaar paa Elvenæs Billedet af en festlig Sommerdag. I store solfyldte Rum staar Borde opdækkede, Gjæster gaa fra og til, og smukke, glade Ansigter giver sit Velkommen! At en Finhund lusker om imellem Stolene, gjør Intet, den bider ikke i Benene!

Omkring det smukke Hus staar prægtige Birketræer i Klynger; der er Græsvold med Smaakrat, der er blomsterhegnede Spadseregange, der er Skovstier op over Fjeldet og Elvebaad ved Stranden, – da glemmer man, hvor man er og skynder ud af Stuen, for endnu 279at komme Skjønheden nærmere! Men om den havde en Skok af drabelige Kæmper til sit Forsvar, den vilde ikke være saaledes omgjærdet som af det lille summende Graaben, vi kalder Myg.

Som i et Stryg er man pludselig omsuset af dem. Man skriger, man jager, man dræber – til ingen Nytte. Hvad udretter man med den Enkelte blandt de Utallige? Og utallig er Mængden; kunde man tælle Tusinder for hvert Aandedrag – da maaske! Men man skulde vel vogte sig for at aabne Munden, der vilde Adskillige gaa den Vej, og man kom ufrivilligt til at nedsluge sin Næstes Blod.

Finmarksmyggen er nemlig altid fuld af Blod. Kun ikke Myggen paa Vardø, thi den lever af Tran. Den har ogsaa en hel forskjellig Karakter end Varangermyggen, og hvis Nogen vilde offre Vardømyggen et kort Studium, skulde han gjøre interessante Erfaringer – i Retning af Begrebet Skolp.

Saa nødes man til at indhylle sig i Slør og at værge sig mod Sværmen ved alle optænkelige Midler; men det frie Syn paa Naturen er dermed slut og man gaar omkring i en Anspændthed, som gjørsom gjør] rettet (etter Folkeudgaven) fra: gsom jør Sjælen for træt til at nyde. Selv godt beskyttet kan man ved at søge et Øjebliks Hvile se sig saa besat af Myg, at man gyser for sin egen Lighed med et Aadsel.

Dette varer til ind i August.

Da siger man Farvel til Midnatsolens røde Strime op over Elven og man spejder i den friske Morgenstund efter alle Mærker paa en god Dag; thi nu kan 280man uden Slør betragte Naturen, og uden at blive Mygsluger indaande den herlige Luft.

Liaaen stryges, Græsset skjæres, og Rypen kurrer for sin Mage, der vogter Reden inde i Birkeskoven; træder Nogen Stedet for nær, jager Hannen tvers over Vejen til den modsatte Side for at vildlede Sporet. Op over Fjeldet er hver fremspringende Knaus dækket med Mos og Blomster. Vild Rosmarin skyder ud af Revnerne, og dens hvide Blomsterklasser strømme over af en berusende Krydderduft. Linéen stikker sine smaa blegrøde Kalke op overalt, men alligevel ikke Side om Side med Rosmarinen – den er ligesom for fin til det Naboskab. Paa Sandhaugerne har man en duftende Nellik og i Sænkningen mod Elven en Rigdom af Glemmigej og den dejlige gule Finmarksviol. Overalt Blomster med dybe Farver og i Lynget straalende røde Bær. – Her er det muligt at glemme hele Verden og fornemlig det ubegribelige Faktum, at Ishavet stryger langs med Landet paa den modsatte Side.

Fra Elvenæs fører en smuk Vej ind til Jarfjorden, og her møder man en ny Fjordbund, dog af en helt anden Karakter. Man er med Et hensat i en jordbrugende Egn, hvor Naturen er komplet antifinmarksk. I Jarfjorden bor nemlig en Del Nybyggere fra sydligere Egne, som leve af at dyrke Jorden og som føre et Indlandsliv; det Anstrøg af Fiskeværet, som ellers møder paa hvert beboet Sted, findes derfor ikke her. Landet er lavt og bølgeformet med Frugtbarhedens Fylde til alle Sider. Men den 70de Breddegrad staar ogsaa her 281over Indgangen, man kan blot ikke se den i de dejlige Sommerdage.

Paa Vejen passerer man i Frastand den russiske Grændsesten. Den er sat ved en truende Fjeldkolos, og naar man ser forbi den – videre indover mod russisk Lapland, faar man et Indtryk som paa det vidtaabne Hav: man skjelner intet Særeje og synes, at det uvægerligt maa blive Naturkræfternes store Alfarvej.

Men hvad her glider ud i Ødemarkens Fællespræg, samler sig paa et andet Sted i faste, markerede Drag.

Naar man fra Elvenæs vanker opover Elvebakken, hvor Vejen ligger bred midt paa Fjeldsiden, mellem røde Granitblokke og prægtig Birkeskov, og man fra Højden ser hen over Elven, møder fra den modsatte Bred et slaaende Syn. Paa et knudet Næs hæver sig en Kirke i bysantinsk Stil, og dens gyldne Kupler staar som Sole uden Straaler imod Fjeldene. Den flade Grund, som smukt bevokset med Skov breder sig inde bagved, ser man nemlig ikke herfra, en dunkel, øde Fjeldkarm synes at lukke sig om Kirken, og kun paa den ene Side skinner Elveblinket imod. Men ikke Elven, ikke Fjeldene, ikke Noget i Omgivelserne passer sammen med den gyldne Kirke; den er i al sin Stads som en landsat Fremmed, Ingen kjendes ved.

Efterhaanden synker Solen imod Nord; et rødt Skin stryger langs Elven, og fredmild Stilhed hviler over Alt. Da stiger Klokkeklang, først enkelte Toner, saa 282et Samspil af mange – den fremmede Gjæst taler sit fremmede Tungemaal! Men hvem taler den til? Man ser hverken Baade eller Mennesker; og da den omsider tier og kun Elven fortsætter med sit evindelige Sus, staar Kirken som den Forladte i Ørkenen.

Dette er Boris-Gleb, den russiske Kirke, som er bygget paa den KvadratverstKvadratverst] verst: russisk mil= 1066 m. Land, Norge ved OmtuskningOmtuskning] byttehandel har maattet afstaa til sin mægtige Nabo. Oprindelig stod her et Kapel, som skal være bygget i det sekstende Aarhundrende af en russisk Munk ved Navn Trifan, til Minde om de russiske Helgener Boris og Gleb. Disse var efter Sagnet to Prinser, som for deres Kristentro maatte lide en skrækkelig Død, omtrent 900 Aar efter Kristus.

Der har saaledes været præket Kristendom for de hedenske Lapper af russiske Missionærer, udsendt af de Novgorodske Fyrster, flere Hundrede Aar før af nogen anden Nation i Norden. Men desuagtet fandt de første danske Missionærer i Midten af det syttende og Begyndelsen af det attende Aarhundrede et gjennemført Afguderi imellem Lapperne, og der maatte endnu sættes ind baade Mandsmod, Savn og Lidelse, ja selv Livet, for at klare Troens Sag.

*

I Skoltebyen.

283En By kalder Lapperne baade paa Fjeld og ved Vand det Sted, hvor en to-tre Familjer bo op til hinanden, og hvorved der fremkommer et vist Fællesskab. Skoltebyen bestaar dog af en sytti Individer græsk-katholske Lapper, som til forskjellige Tider af Aaret samle sig her omkring Boris-Glebs Kirke. Disse kaldes Skolter. Navnet skal være et Øgenavn, som er tillagt dem paa Grund af en Sygdom i Hovedbunden, egentlig paa Issepunktet, hvorved Haaret gaar bort og det faar Lighed med en Tonsur.

Ikke Enhver har Sygdommen, dog Flere end man kan se, thi en Del gaar om med uldne Huer paa, medens det ellers er deres Skik at færdes barhovedet baade hjemme og ude. De har alligevel et stort Haar, der hos de Unge redes glat ned over Panden og klippes snorlige af. Skolten er stærkt mærket af den russiske Type, men ligner forresten de øvrige Lapper; han er dog i sit Præg nærmere ind paa det Uartikulerede end de Norske, af hvem han tiltil] rettet (etter Folkeudgaven) fra: lil Trods for sin religiøse Konservatisme dog modtager lidt Kultur.

Han har i sin Kultus saamegen Form, at det nødvendigt maa sløve Aanden; thi en sand Gudhengivenhed støtter sig jo til den mindst mulige Form. Han har blandt Andet streng Faste en Tredjedel af Aaret, og sætter følgelig Halvparten af sin Levekraft til paa Religionen. 284Om det er heraf han har sin Skoltesyge, der af Mange betragtes som et Tegn paa Racens Undergang, kan ikke bevises; men sikkert er det, at han under Kirkens Septer endnu er en Livegen, og at det græske Korstegn paa hans Bryst er et aandeligt Stænge.

Da spurgtes det en Dag, at nu var alle Skolterne vendt tilbage fra Sommerfisket, og saaledes Tiden kommen til at aflægge et Besøg i deres By.

Det var en livfuld Søndagmorgen, da Elvebaaden stak ud fra Bredden, og begyndte Farten til Boris-Gleb. Allerede i Frastand bar Vinden det kimende Klokkespil imod Baadene, og som en fjern Blæst hørtes Suset af Skoltefossen, der falder ud lige ved Kirken. Det var en straalende Fart, en Kirkevej som faa i Norden; men gold, – ikke en eneste rettroende Baad paa Elven og paa Kirkestedet, udover Græsvolden – ikke en Skolt! De maatte da alt være i Kirken, og med stemningsfuldt Sind begav man sig derind, – den samlede Menighed bestod af fem Rettroende, tre Mænd, en gammel Kjerring og et Barn.

Da træder Præsten for Alteret i guldbræmmet Messekaabe, og Klokkeren staar parat med de tændte Vokskjerter. Messen begynder, og synges vekselvis af dem Begge. Derefter foretages Vandringen ud og ind fra det Hellige til det Allerhelligste, som aldrig tør betrædes af en Kvindes Fod, med Mindre hun giver fuldt Bevis for at være vantroende; og den hellige Gang fortsættes med brændende Kjerter fra Helgen til Helgen, 285indtil Hver har modtaget sin skyldige Hyldest – da afsluttes Tjenesten med en Messe.

Under alt dette har de Rettroende uafladeligt nejet, bukket, korset og nedkastet sig, hvilket hos Mændene, hvoraf to var iført Skindpæsk, krævede et Arbejde, der drev Sveden i store Draaber ned over deres Ansigter.

Endelig ringes fra Kirke, og Gudstjenesten er slut.

Af de sytti Individer var altsaa kun fem nærværende ved den første Gudstjeneste! Det blev sagt, at der som oftest sletingen var tilstede, og at Tjenesten ligefuldt gik sin Gang. Kirketjenesten var til for Guds og Kejserens Skyld, ikke for Menighedens. Kirken helliger Gudstanken imellem dem, og de er, om ikke medvirkende, dog altid deltagende i den. De kunne derfor trygt blive hjemme og hænge over Bænkene med sin Saltfisk eller sin The, det med Vorherre besørgede Præsten for dem.

Der var en slaaende og næsten bedrøvelig Uoverensstemmelse mellem den straalende Kuppelkirke og Skolten. Ingen Under, om den syntes ham at indeslutte en saa fornem Gud, at han med større Fortrolighed gaar frem for sin tilrøgede Helgen med Tranlampen foran derhjemme i Krogen. De To er godt kjendte! Den har maaske været nærværende ved hans Fødsel, hans Daab, og hans unge Hustrus Indtrædelse i Gammen. Den har fulgt ham paa Sommerfisket, og skal følge ham indover til de stille Søer for at dele Vinterlivet med ham. Der er kun Et, den ikke har delt, og det er hans flittige Badning. Naar han uforanderligt hver Lørdag eller 286Søndag efter sit varme Dampbad og sin Afkjøling i Elven træder skinnende ren fremfor den, viser den sig saa gemytlig skidden, at Glorien knapt kan ses. Det varer imidlertid ikke længer end til Mandag, da har de hvad Renlighed angaar ikke mere Noget at lade hinanden høre.

Et Par Dage efter Kirketjenesten tog nu alle de andre religiøse Smaatjenester sin Begyndelse i Menigheden. Den første var Indvielsen af Boligerne, og den maatte ske paa en Dag; den, hos hvem det blev opsat, følte sig tilsidesat.

Og nu styrter da Præsten afsted med Klokkeren fra et Hus til et andet for at velsigne. Dette sker ved at læse en Messe foran det ufravigelige Helgenbillede i Krogen og siden ved at bestænke Alt, baade Mennesker og Ting med Vievand; som det Sidste rækkes et Krusifiks omkring til Kys. Imedens foretages naturligvis den sædvanlige Bukken, Korsen og Nejen, og da det græske Korstegn fordrer en stor Gestus – det drages nemlig med to Fingre fra Panden ned til Beltet, og fra den højre Skulder over til den venstre – og dette gjentages uafladeligt af en sammenpakket Menneskehob, afstedkommes der en Uro og en Tummel, som jager enhver Andagt paa Flugten.

Saaledes gik det hele Skoltebyen indover. Men Husene var ikke mange. De Fleste indeholdt to Familjer, idet Rummet er delt midtover af en Skillevæg med aaben Indgang. Tilslut var Præsten hæs som en Ravn, og de sidste Indvielser hørtes som en Rallen, Ordlyd 287var det ikke mere. Da han var færdig, stod Folket efter i sammenjagede Flokke og saa ud til at have mistet Aanden Allesammen.

Ovenpaa fulgte nu en Indbydelse til The hos en af Skoltebyens Notabiliteter. «Om Nogen vilde tage til Takke hos en Skolt?» Hertil kunde kun svares med Ja og Tak. Lokaliteten var saa som saa. Bordet lidet, Stolene ikke magelige, men benfaste, og Serveringen en Kop The uden Fløde med to Stykker Sukker. Det ene skulde nemlig give Vink om, at der vilde blive frembudt endnu en Kop. Drikker man kun den ene, hvælver man Underkoppen paa Overkoppen og lægger Sukkerstykket derpaa, det er saameget som: Tak for mig!

Under denne Akt pakker der sig saamange Nysgjerrige sammen, som paa nogen Maade kan faa Plads.

Senere foretages Barnedaab i en anden Gamme.

Dagen forud er Barnet født. Moderen ligger paa Gulvet, hvor der er udbredt en gammel Renfæld.Renfæld] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Renfel Hun er fuldt paaklædt og har intet Overdække; Barnet er indsvøbt i en afreven Klud og ligger ved hendes Side. Forresten er Rummet fuldt af Unge og Gamle af begge Kjøn.

Og nu træder Præsten op med Klokkeren. Der gjøres Plads midt paa Gulvet til et Bord, og to kvindelige Faddere stille sig frem. Under dette er der fra Elven hentet Vand, og en stor Jerngryde fyldt med det er løftet op paa Bordet. Med Møje faar Præsten sine hellige VokspraaserVokspraaser] vokslys gjort fast ved Grydekanten, og naar 288det er sket, holdes en Messe til Indvielse af Vandet. Da kommer endelig Barnet for en Dag, og uden Omstændigheder tager Præsten det i Nakken og Benene og dypper det tre Gange ned i det iskolde Vand, medens der uafbrudt læses, messes og gives Responsorier.Responsorier] liturgisk svar fra menigheten Derpaa leveres Barnet tilbage til Fadderne, og der holdes en Tale til disse, hvorved de neje og bukke, og, hvergang Djævelens Navn nævnes, spytte ned for sig med stor Afsky.

Nu fremtages Glasset med den hellige Olie, og det nøgne Barn, som er violet af Kulde, besmøres hermed paa Pande, Næse og Mund, paa Brystet og under Fødderne, saa det glinser i Skinnet af Lysene. Tilslut faar det en liden Messinghelgen paa Brystet, overgives igjen til Moderen – og der er en Rettroende til i Skoltebyen. Det er ikke meget, men i et Folk, hvor de sidste ti Aar har givet en Livsovervægt af seks Individer – er det Noget.

Samtidigt er det dog adskillige Gamle, som have henlagt sig foran Tærskelen til Dødens Dør, og gaar det efter deres Ønske, vil denne Formerelse af Folkemængden hurtig blive overstegen af Dødens Register.

En af disse Henlagte var en gammel Kvinde – hendes Mærke var hundrede Aar, hendes Levealder toogsytti. Hun laa i en Krog, som om hun var kastet tilside for at give Plads.

Da Fremmede tren ind i Gammen, rejste hun sig lidt og bød Haanden til Goddag. Det var en vandkold Knokkel,Knokkel] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Knoggel og det Samme var hele Skikkelsen. Man fristedes 289til at spørge om Sygdom eller Sorg havde afgnavet hver Trevl af Livets Klædning.

«Sygdom? Aanej. Sorg? Mennesket kunde ikke sørge nok over sin Synd. Derfor drak hun hellerikke The – – nej, ikke mere The.»

Hun var i Skikkelse og Væsen den skjælvende Elendighed; men Tilbudet om en Kop The viste hun fra sig. Det var hendes sidste og eneste Nydelse her i Livet, og hun tog det fra sine hentørrede Læber og gav det til Gud, eller rettere til Kirken. Hun kunde ikke kjøbe en ægte Perle og nedlægge ved Alteret, hun bød sin Kop The.

Hun havde været af de Grebne i Kirken, og havde flere Gange taget den saakaldte Fornyelsens Daab i Elven. En slig Daab foregaar i Midten af Januar, og forberedes ved at der hugges et Hul i Isen, omtrent fire Alen i Kvadrat. Fra Kirken gaar da Folket ned paa Elven til Hullet, hvor de, som agte at blive døbte, kaste af sig et Dække, og med eller uden Linned springer i Vaagen. Der er bunden et langt Haandklæde om Livet paa dem, som holdes fast af de Nærstaaende, for at hindre, at de ikke forsvinde under Isen, og hvorved, efter at de har dykket tre Gange, de da dragesde da drages] rettet (etter Folkeudgaven) fra: drages de da op igjen. Naar Daaben er endt, skynde de hjem til sine Boliger, og betragtes af de Andre med Respekt. Men forresten tager Enhver sin Salighedsindtægt deraf; thi det er jo ikke for den Enkelte det gjøres, det er for Kirken – En for Alle, og Alle for En!

290Det var en Skjæbne, at hun var kommen til det samme Hus for at dø, hvor hun som ung Pige var bleven hentet af sin Brudgom.

Dengang maatte hun efter Skikken flygte hen i en Krog, og med glad Hjerte hyle og græde til Bevis for hvor nødigt hun forlod sit Barndomshjem. Og uagtet hun mer end gjerne fulgte ham til Kirken, maatte hun dog gjøre en vild Modstand, og lade sig tage med Magt. Nu laa hun i samme Krog med en virkelig, tærende Smerte i Sjælen og længtede efter en anden Brudgom, og det syntes som det nu var ham, der gjorde sig kostbar; thi han gjorde vist samtidigt sin Opvartning hos Andre, hvor han ikke var nær saa kjærkommen som her.

Hun mindedes ogsaa, at hun ved Udgangen af Fædrehjemmet havde medtaget Brød og Salt til sit nye Bo, saa hun aldrig skulde lide Nød; men Nød havde hun lidt alligevel. Og dog var hun glad ved at mindes hin Tid, og hun glemte aldrig den Stund, da hun som Brud blev pakket ned i Pulken, hvor Brudgommen sprang op bagpaa for at kjøre hende hjem til sit. Først gik det stilt og ligesom nødtvungent bort over Vejen; men saa slap han Renen løs, og i vildeste Sprang bar det ind over Tundraen, ret som om de rømte, og hun hverken hørte eller saa, før hun var, hvor hun skulde være. – Kom nu bare Renen for Døren igjen, da skulde hun vel fare med over Stok og Sten – og uden Ynk!

291Og Renen kom efter kort Tid; men den havde ikke langt at kjøre. Paa en Græsvold tæt ved Kirken blev hun mellem et Par sammenslaaede Brædder nedlagt i sin Grav, og den var hverken dyb eller bred. Ovenpaa blev der lagt et Dække, der lignede en omvendt Pulk eller et Kistelaag; det skete vist fordi der laa en saadan gammel Figur og slængte ved en Side, og som herved kom til Nytte. Ellers staar der ogsaa Trækors paa Gravene i den græske Form, og den er meget smuk.

Før i Tiden begravedes paa en lidt anden Maade. Der var en Ø i Bunden af Varangerfjorden, som Finlapperne havde deres Madboder byggede paa, og hvor de uden videre Ceremoni puttede deres Døde ned i Jorden. Det blev da strængt forbudt og ophørte efterhaanden. Men Skoltelapperne har havt sin løse Begravelsesmaade meget nærmere ind imod Nutiden. Der berettedes om en Mand, som endnu kraftig gik omkring mellem Skolterne, at da hans Mor følte Døden nærme sig, klædte hun sig selv i sin Ligdragt, lagde sig tilrette i Dødens Pulk, og bød Sønnen kjøre hende ind til Gravøen, som laa i Vandene ovenfor Klosterelven. Han gjorde som hun bød; da han ankom til Stedet var hun død, – og da han vendte hjem var hun begraven.

Der hersker forøvrigt et sædeligt Liv imellem Skolterne. Hændes det en sjelden Gang, at der befinder sig en Tyv imellem dem, tvinge de ham til at bringe det stjaalne tilbage og at bede om Forladelse. Brændevin er deres værste Fristelse, ved den bliver de rasende, 292ellers er det gode, venlige Mennesker. Fattige er de næsten Alle, og nødlidende Mange. Naar Vinteren kommer tyr de til sin Præst, som til en Fader. Først tiggende om Sukker og The – deres største Nydelse; men siden naar det gjælder Livet, med Bønner saa nøjsomme, at Dyret ikke kunde hjælpe sig med ringere.

Og Præsten?

Manden i den ensomme Afkrog med sin fattige Løn til det store Forbrug, en sandfærdig Fader for den Hjord han er sat til at vogte! Der er mellem ham og den straalendestraalende] rettet (etter Folkeudgaven) fra: stralleude Kirke ikke nogen Lighed. Den klæder ham stadseligt paa, saalænge den benytter ham, ligesom andre Fornemheder gjør med sine Tjenere, bagefter er den yderste Nøjsomhed hans Lod. – Uafladelig ringes til Kirke – ingen Menighed, kun Præsten i Guldbrokades Messekaabe syngende foran Boris og Glebs gloriesmykkede Billeder, og Klokkeren med sit vemodige Responsorium. Det er det Stykke russisk Kirkehistorie man for Tiden kan læse her.

Den oprindelige Kirke ved Boris-Gleb var ikke større end en Gamme, og staar endnu ved Siden af den nye Kirkebygning som et slaaende Bevis for andre Tiders Skik. Ti Mennesker kunde maaske krybe ind i den og faa Plads, men hvad gjorde man da med det Allerhelligste og Højalteret? Sikkerlig har man maattet hjælpe sig i Kirken som i Theatret, ved at benytte samme Rum og kun mælde ChangementetChangementet] endringen ved en ny Benævnelse.

293Et mærkeligt Syn er det at se disse to Billeder Elvenæs og Boris-Gleb stillet mod hinanden; og ligesaa interessant er det at se de to Grænsevogtere, Lensmanden og Præsten. Den Første mærket med alt det, hans Nation har af lyst og frejdigt, den Sidste med Slaviskhedens kuende Drag. Begge Lige i Gjæstfrihed og Velgjørenhed, men absolut forskjellige i Maaden.

Naar Fremmede tage Plads ved Præstens veldækkede Bord, bliver han selv staaende som deres Tjener, ikke af Ydmyghed, men for at antyde: jeg med hele mit Hus staar til din Raadighed, – naar Lensmanden sætter sig i Højsædet af sit og byder Gjæsterne tage Plads ved sin Side, mener han akkurat det Samme. Gjæstfriheden er hos Begge en Poesiens Blomst, der knuppes uafladelig saavel i Præstens tarvelige Stue som i Lensmandens lyse Bolig; og Mangfoldige paa begge Sider ere glædede og opretholdte derved.

Men af Grænseblanding og Nationaludviskning findes til Trods for den megen Samfærdsel ikke Spor; det beviser til hvilken Grad Kirken skiller og vogter.

Lige ved Boris-Gleb er den omtalte Skoltefos, ikke mer end tyve Fod høj men saa brat i Faldet, at Hvirvlen straks ophører. Naar derimod Floden driver Bølgerne ind fra Fjorden, saa de mødes med Fossen, rejser sig en voldsom Brydning, og da skal man være var; thi Baaden faar sig let en Svingom med de stride Strømme, som ikke kommer hverken den eller dens Passagerer til Gode.

294Fra Fossen gaar Vejen langs Elven med russisk Grænse paa den ene Side og norsk paa den anden, gjennem farlige Stryg, som Baaden maa bæres forbi, og over stille Søer med den skjønneste Vegetation. Denne Elvebane fører omsider ind i hin Del af russisk Besiddelse, som fordom kaldtes: «de tusinde Sjøars Land.» Den største af dem, Enaresøen, er egentlig det Bassin, som udgyder sin mægtige Vandflom i Pasvigelven, og som ved Skoltebyen danner det lodrette Fald.

Der er i en saadan udover stupende Vandmasse en frygtelig Kraft, og det synes umuligt, at noget Menneske skulde vove sig saa nær, at Styrtningen drog ham med sig, men det er sket. Et lidet Stykke ovenfor Faldet glider nemlig Vandmassen saa stille fremad, at Intet i Verden kan synes mere ulig Vold og Undergang end det; og dog er Baad og Mand her allerede indviet til Døden. Et Sagn fra fordums Tid om denne Fos gjemmer Skoltelapperne endnu paa, som paa et gammelt Familjestykke. –

Det var dengang Kvænerne, som af de russiske Lapper kaldes Tschuder, udgjorde det nordlige Ruslands ældste Befolkning. De var vel af samme Oprindelse som Lapperne, men de vare vilde og stridbare, medens disse levede sorgløse som Børn, og gav Alt for at have Fred. Den eneste Fjende de vovede sig i Kast med var Ulven; men for enhver Anden flygtede de til de endeløse Skov- og Fjeldørkener, og overlod sin surt erhvervede Ejendom til Røverne. Naturligvis undlod disse ikke at drage sig deres Rædsel til Fordel, og saaledes 295er endnu Navnet Tschude for dem det samme som en Fjende.

Da spurgtes det engang, at Tschuderne drog mandstærke hidover fra Kvænland, men da de var ukjendte med Vejen til «Fossen» som i de Tider Boris-Gleb blev kaldt, tilbød en Mand ved Navn Laurikasj sig til at være deres Vejviser. Ned ad Pasvigelven førte han dem nu med megen Kyndighed, og det var ikke let, thi der var et stort Følge, og Baadene vare fastbundne til hinanden for at ingen skulde gaa tabt. Tschuderhøvdingen selv sad i den bageste Baad, for at have Opsyn med Toget.

Da de nu nærmede sig Fossen hørtes fra Stupet et forfærdeligt Drøn, og de spurgte Føreren hvad det kunde være. Laurikasj svarede, at det var den Larm, som opstod, hvergang Søvand og Ferskvand mødtes. Men da de ikke var kjendte med Havet, vilde han raade dem til at lægge sig fladt ned i Baadene med tildækkede Øjne; thi det kunde blive stor Skade for Synet at se derpaa.

Da lagde de sig Alle med Ansigtet mod Bunden, og nu gled hele Baadrækken jevnt og lynsnart hen imod Faldet. Men Laurikasj kjendte det rette Øjeblik, og sprang iland paa en Sten, just som den forreste Baad gik udover Stupet. Da forstod Høvdingen at de var forraadte, og kastede i Raseri sit Spyd efter ham.

Laurikasj skyndte sig nu ned til Skoltebyen, hvor han traf Skolterne ifærd med at spille Bold paa Græsmarken. De kjendte ham ikke og anfaldt ham som en 296Fjende, men han viste dem koldsindigt hen til Elven, og fortalte dem hvad der var sket. Da de kom derhen saa de med Rædsel alle Tschudernes døde og halvdøde Kroppe drive om mellem Vragstumper af Baadene. Derefter hædredes Laurikasj højt, og boede sin Levetid iblandt dem.

Bagefter fandtes paa et Skjær ude i Fjorden den højre Arm af en Mand, hvor Haanden endnu omfattede Heftet af et stort Sværd. Skjæret ligger en Mils Vej fra Elvemundingen og kaldes endnu Sværdskjæret. Ligesaa fandtes et halvt Hundrede uldne Votter – Vanter – landede op i en Bugt længere ude, som derefter bærer Navnet: Vottebugten. Selv de sønderbrudte Lemmer drev med Strømmen og kastedes omsider ind paa en stenet Strand, der døbtes «Svenskestenene,» hvilket beviser, at de allerede dengang ansaa Kvænerne for Svenske.

En Nutidsbegivenhed løfter et lignende Billede over Fossen – ikke saa stort, men mere sørgeligt. Det var to Rejsende, som for faa Aar siden drog nedover Pasvigelven fra Finland til Boris-Gleb. Elven var fuld og Flommen dækkede flere Stenmærker, hvilket gjorde Skydsen usikker. Der befandt sig to Mand i hver Baad, og Baadene fulgte et Stykke efter hinanden. Da fik den forreste en Drejning, og i samme Sekund kastede Passageren og Skydsgutten sig ud i Vandet, og fik Hold ved en Sten, som de efter nogen Kamp med Strømmen baksede sig op paa. Den anden Baad strøg ind i samme Grundhvirvel, men greb fejl af Øjeblikket, 297– tog ikke det første men det andet, og med de dødblege Ansigter vendt mod Kammeraterne strøg de ud over Fossen i det kogende Dyb.

Gud ved, hvem der var mest at beklage, enten de, som aldrig fik dette Syn fra sine Øjne, eller de, som drak Døden i et eneste Slug af den rasende Vandflom?

Der er imidlertid en Kraft, som kan lægge Baand paa den, og det er Vinteren. Her er fuldt otte Maaneders streng Indlandsvinter med 30–35 Grader R., og i de to af dem ingen Dag. Lykkeligvis kan det lille Hjerteslag i et skrøbeligt Legeme holde Stand, hvor selv den Alt ødelæggende Naturkraft maa vige. Skoltefossen, som har saa stort et Dyb under sig, at den paa en Maade skjuler sit eget Sprang, fryser bogstavelig i Faldet. Og nu skyder Elven paa saalænge den kan; det ene Lag fryser over det andet, til omsider der staar rejst et Isbjerg, som dækker hele Elvegabet, og da har den i sin Utæmmelighed rejst en Mur for sig selv, som den ligger lænket bagved.

Dette sker ikke hver Vinter, men det sker, og da funkler Bjerget i Nordlysskinnet ved Nat og Maaneskinnet ved Dag med en Pragt, der visselig ikke skaffer samme Glæde som Boris-Glebs forgyldte Kirke i den varme Morgensol, men til Gjengjæld er meget mere imponerende.

Ved Elvenæs er Landskabet ogsaa forandret; thi Sneen fylder alle Sænkninger og Huller, og højner sig favntyk over den frosne Elv. Stedet ligger ikke længer 298paa et Næs men paa et udstrakt Snebjerg, og Fjorden, som før gav saa stor Plads ved sine ubestemte Grændser, bærer nu sit Isgulv mellem trange Fjeldvægge.

Livsvirket er dog ikke bunden for det. I lange Rejder flyr Renen frem med belastede Slæder over Isen, og Pulken svinger den samme Vej fra GrandeGrande] nabo til Grande. Og naar Julen kommer, skulde Nordlyset – hvis det ikke fløj altfor letsindigt omkring – kunne fortælle en Saga om Elvenæs: at Juletræet med sine mangefarvede Lys staar midt i et festligt Rum, at hvidklædte unge Piger og Børn gaar syngende omkring det – og at det Mærkelige viser sig, at en Russepræst med sit brede Lappefysiognomi følger Kredsgangen Haand i Haand med de Andre – selv et stort hoppende og leende Barn.

Imens forsøger nu Ulven, om den ikke ogsaa kunde faa sig en Julenadver, men Alt er saa vel stængt, at den faar ikke Andet end Lugten af det levende Liv indenfor. Saa lister den snusende fra Fjøs til Fjøs, og blir tilslut saa rasende af Sult, at den stryger tilskovs og hyler sit vilde Hungerskrig ud i Julenatten.

Men den kan alligevel takke Julenatten for at den beholder sin Pels; det havde ellers ikke manglet paa en Kugle til Afsked. Stakkels Ulv! Naturen har givet den en rasende Hunger, og Kulturen ikke et Haarsbred af Ret til Mættelse.

*

299Paa det Sted, hvor Klosterfjorden deler sig og sender det ene Løb ind til Elvenæs, medens det Andet danner Langfjorden ligger Sydvarangers Kirke. Stedet kaldes Kirkenæs.

Det er en stor Fladestrækning med en Del Sand og Myrgrund, og med Græsmarker og skjøn Birkeskov til alle Sider; man kankan] rettet (etter Folkeudgaven) fra: kau ikke se et mere indbydende Bosted. Her er saa frit, saa aabent, og Fjeldene trække sig lige som tilbage, for at give Plads, men her er alligevel ikke Mange, som indtage den. Foruden Kirken og en fem, seks Bygninger, ser man kun aabne Tomter gabe frem overalt.

Det kaster Ugjæstfrihedens Kulde over Naturen, og først ved et nærmere Syn, skjønner man, at Naturen netop med stor Gjæstfrihed indbyder Enhver.

HvorforHvorfor] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Hverfor er der Ingen, som vil gribe Tilbudet? Skal enhver Higen og Tragten i disse Egne da vende sig mod Havet, fordi det selv besørger sin egen Tilberedelse, sin Udsæd og sin Afgrøde? Noget af Skylden hælder sikkert til denne Side – den Plougfure Baadkjølen skjærer er lettere draget end den, som skal bane sig Vej gjennem Smaasten og Myr; men Hovedaarsagen er dog en anden. Over den henrivende Kirkevej og den skovrige Strand staar som et memento: Finmarken 70°70°] rettet (etter Folkeudgaven) fra: 7C° N. B.

Fra den Paaskrift udgaar Betænkelighederne, som standser Nybyggeren, saavel her som andre Steder,Steder,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Steder og han rejser hellere til Amerika.

300I Kirken prækes afvekslende Finsk, Kvænsk og Norsk for den vidtspredte Menighed paa Fjeldet, ved Elvebredden og i Fjordene. Som Annekskirke til Sydvarangers Sogn hører St. Jakobs Kirke ved Jakobselvens Udløb i Havet. Denne Elv danner den yderste Grænse mellem Norge og Rusland, og har mest en fluktuerende Menighed af Fiskere.

Præsten her er altsaaaltsaa] rettet (etter Folkeudgaven) fra: altssa den tredie Grænsevogter, man støder paa i Sydvaranger, og hans Post er ikke den letteste. Ofte maa han vandre flere Mil paa uvejsomt Fjeld for at komme til en Døende; og til Jakobskirken som ligger paa den yderste Spidse af det nordøstlige Norge, med Ishavet lige imod sig, kan han i haardt Søvejr ikke komme hverken frem eller tilbage paa anden Maade.

Et eneste Syn paa Manden viste ham ogsaa som den han var: ikke paa sin Vagt saa enslig stillet som Russepræsten, men meget mere udsat, frembar han en stærk, indesluttet Karakter, medens hin alene præsenterede sit Racemærke. Hver stod ved sin Kirke. Russen ved den gyldne Kuppelkirke i Skoltebyen, Nordmanden ved sin lille alvorlige Kirke ude i HavstokkenHavstokken] havkanten – med Glans for Magten, med Gud for Retten!

Præsten var en Ven af Naturen! han samlede dens Mærkværdigheder, og syslede kjærligt dermed, og det skulde man ikke se paa ham; thi der var noget Haardt i hans Ansigt – det var som Isfurer drog sig hen gjennem hvert Træk. Sligt viser sig ofte ved en for tidlig Stans i Livsudviklingen. Topspiren hugges af 301Træet for at gjøre det lavtvoksende, det kan ogsaa derved udvikle mere Kraft, men Skjønhedsvæksten, den høje Krone faar det ikke. Imidlertid er det den Vækst, Finmarken giver sine indforskrevne Børn. Som før bemærket, gaar der ikke stort mere end en fem, seks Aar, før Finmarksnaturen indskriver sit Mærke – og Knudevæksten begynder.

Her som der er det den Rodvoksne, som kan staa imod. Det er ikke ham, som bær Isfuren efter Polarstormen, eller den blegsotige Kind efter Mørketiden.

Her gik en ensom Svane om paa Marken. Hvorfor gik den underlige Fugl der paa en Maade, som om den holdt sig fremmedfremmed] rettet (etter Folkeudgaven) fra: fremmet overfor Alle? Hvorfor slog den ikke sit store Vingefang ud og tog Flugten, eller gik tilsøs?

Den kunde ikke nogen af Delene. Alle Svingfjerene var borte og Svømmehinden var frossen væk i den strenge Vinterkulde. Efter det var den bleven ondskabsfuld, og gik nu forladt og forhadt af Alle.

Den var som en Unge bleven tæmmet og fostret paa Elvenæs, hvor den elskede sin Herre, medens den hadede Kvinder og Børn, naturligvis fordi de drillede og plagede den. Naar Lensmanden rejste bort, sad den sørgende paa Stranden, og naar han kom tilbage, smøg den sig ind til ham som en liden Fugleunge. Da skjænkede han den bort; men hos sin nye HerreHerre] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Herre, var den rent umedgjørlig. Den tog fat i Smaabørnene og ruskede dem, efter at den naturligvis havde lidt Ondt af deres Forfølgelser, og den trak uden videre afsted 302med dem hen til Husdøren, hvor den gjorde et saadant Anskrig, at Voksne maatte komme til; og holdt nu en Anklageret over Synderen, som den tydeliggjorde ved fornyede Ruskninger. Det var som den krævede enten Død eller Fred.

Da den ved Kirkemødet blev var sin forrige Herre, styrtede den skrigende imod ham, rækkede Halsen op over hans Bryst, og gav ved lange Trompetstød sin Glæde tilkjende. Men da det var gjort, istemte den en anden Tone – arrige, skjærende Skrig, hvori den anklagede sine Fjender. Han strøg den kjærligt nedover Halsen, og søgte at dæmpe dens Vrede, det kunde ikke nytte: før hele Klagemaalet var udtømt gav den sig ikke. Efter det sank Tonen, det var som den i sit lange Luftrør søgte efter Steder, hvor Lyden blødgjordes; og nu blæste den bogstavelig et Klagestykke paa det haarde Instrument. Dens tørre, ondskabsfulde Øjne fik noget Kjælent i Blikket, som naar en And lægger Hovedet paa Siden og blinker mod Solen, og den smøg paany ind til sin gamle Herre – klynkende og pylrende,pylrende] klagende som om den bad for sig.

Men der blev sagt Farvel til Alle og til Svanen med. Da stod den ganske stille og saa efter de Bortdragende; og idet de nærmede sig en Omdrejning af Fjeldet, sendte den sit sidste Farvel i et langt Skrig. Men den blev hvor den var – den forstod sin Skjæbne.

Thi et Dyr har ogsaa en Skjæbne, og Svanens var meget tung. Dens Naturbestemmelse var at færdes paa Havets og Luftens frie Baner, men her stod den lænket 303til en fjendtlig Grund, og kunde Intet gjøre til sin Redning. En Slags Forløsning fik den, idet den atter som en Foræring overgik til den franske Polarekspedition. Men i Fængsel bliver den dog sin Levetid ud. –

Inden man forlader Sydvaranger, omsejler man endnu et Næs. Det er lavt, men springer brat frem i Fjorden og bærer tydelige Mærker af at kæmpe haardt med Havet, hvilket man finder uforstaaeligt, naar man tager alle Omgivelser i Betragtning. Men naar Strømmen løber ud i Fjorden, og den stigende Flod løber ind, mødes de her, og rejser sig bogstavelig som stejlende Heste imod hinanden. Da staar Næsset midt i Oversuset af de fraadende Vande, og gjør maaske netop ved sin Lavhed den djærve Modstand.

Dette Næs blev af Finnerne i gammel Tid anset som et ondt Sted, hvor der husede en Trold, og Ingen vovede sig i Baad udenom det. Saa fandt de paa at lægge en Vej tversover Næsset, og at trække sine Baade ned til Vandet paa den modsatte Side. Det voldte dem dog stort Besvær og megen Tidsspilde; men det maatte saa være, og Aarhundreder gav Skikken Hævd.

Da tren op en kristen Mand, en Missionær, og prækede imod den dumme Overtro; men før han i Gjerning havde givet Bevis for sin Tale, troede de ham ikke. Han begav sig da i Baad forbi Næsset, og tog Ophold i en liden Vik paa dets søndre Side. Her opholdt han sig i flere Uger, og færdedes uafladeligt omkring paa Søen ved Næsset – vel vogtende sig for at 304komme imellem den udløbende Strøm og den indløbende Flod. Det gav Tillid. Siden den Tid gaar Sejladsen uhindret forbi; men Kampen mellem de to Strømme som mødes, og hvoraf Ingen vil give Vige ophører naturligvis aldrig. Det ved ogsaa Næsset Besked om! Vandet kan slikke om Dvergkæmpen saa blideligt som det vil, Stridsmærkerne paa hans furede Pande udviskes ikke.

Maatte hvert Næs, hver Odde og hver Strand i Sydvaranger staa ligesaa urokkeligt under Tidens og Forholdenes Paadrev! Da kan de gjerne give tabt i Højmaalet,Højmaalet] det høyeste idealet? = kulminasjon, maksimum naar det, som drages derfra forøger Styrken i Karakteren.

Om Billeder fra Midnatsolens Land

Med Billeder fra Midnatsolens Land fikk Magdalene Thoresen sitt virkelige gjennombrudd. Til tross for at hun hadde et stort forfatterskap bak seg og også hadde oppnådd et slags gjennombrudd med Billeder fra Vestkysten af Norge i 1872, følte hun seg ikke verdsatt som forfatter i Norden. Men Billeder fra Midnatsolens Land fikk stor og positiv oppmerksomhet både i Danmark, i Norge og til en viss grad også i Sverige. Selv den kritiske Edvard Brandes, den liberale avisen Politikens mest innflytelsesrike kritiker, fant at dette var et godt arbeid, enestående i sitt slag.

I boken beskriver Thoresen reisen til og oppholdet i Finnmark 1881-1882. Den dramatiske kampen mellom lys og mørke, liv og død som preget naturen der nord, og menneskets kamp mot naturkreftene, gjorde sterkt inntrykk på henne. Hun beskriver også ulike kulturforhold.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, del 1, 1884
• 1. utgave, del 2, 1886

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook