Cille Parsberg.

Cille Parsberg var en Præstedatter fra Nordland. Hendes Fader havde været meget stærk i sin Latin, og overmaade dygtig paa Stolen.Stolen] rettet fra: Skolen (jf. rettelseslisten i 1. utg.)Stolen] prekestolen Men stærk var han tillige i visse Ting, hvor han med mindre Styrke havde gjort mindre Fortred. Han tog sig fornemlig af dømte Trold- og Signekvinder, hvis Skjæbne han dog ikke forbedrede, men kun forhalede. Forresten sloges han med sine Modstandere, drak med sine Velyndere, og havde agtpaagivende Spejdere ude for Kirkestedet hver Søn-Søn-] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Søn og Helligdag, som skulde gribe og opfange alle de 78Ugudelige, der dristede sig til at fare Kirken forbi. Disse idømtes da Helligbøden – selv om de vare Lapper og Russer, der ikke forstod et eneste af de Gudsord, som udgik af Præstens Mund. Men Præsten havde Lovens Ord for hvad han gjorde.

Han havde været gift med en dansk Kvinde af fornem Slægt, som døde ung, og efterlod sig et Barn, den ovennævnte Cille. Af Datteren havde nu Præsten den sære Fornøjelse at gjøre en lærd Student, med hvem han talte Latin – fornemlig i andre Herrers Nærværelse. Forresten kjærede han sig ikke om hendes Opdragelse og lod hende leve som hun vilde. Men hun var ham stærkt hengiven og vilde just leve i den Lydighed, han ikke krævede. Han havde med Latinen indpodet hende et Stykke af sin egen Natur; thi paa det Omraade behandlede han hende med den kolde Fornemhed, som laa i Sproget. Naar hun derfor talte Latin med Faderen, fik hun et helt andet Lag; hun strøg Haaret fra Panden, rettede sig saa lige som et Lys, og fulgte hans Minespil med funklende Øjne, under det hendes livfulde Ansigtsdrag formede sig efter hans.

Da hændte en Ting, som forresten ikke hændte første Gang. Et ungt Kvindfolk anklagedes for Trolddom, dømtes til Døden, og hensattes i Lensmandsfængslet der i Bygden. Hun hørte til Finfolket, var vakker og dristig, og gav sig med Stolthed hen i Troen paa sin egen Trolddomskunst. Der sagdes om hende, at hun kunde lamme og kvæle baade MenneskerMennesker] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Menne- og Dyr, alene ved at fæste sit ildfulde Blik paa dem, 79og da hun selv bekjendte sig skyldig, dømtes hun til at «miste sin Hals.»

Ved Retterstedet mødte Præsten frem; men han fandt snart, at Forbrydersken var ilde forberedt til Døden, og tog hende med sig hjem til Præstegaarden for at give hende en værdigere Forberedelse. Her forblev hun i tre Aar.

Efter den Tid lod Lensmanden hende paany føre til Fængslet, og da Præsten ikke denne Gang ret vel kunde beraabe sig paa hendes uværdige Forberedelse, blev Mestermanden hentet, og Dagen til Henrettelsen bestemt. Men Natten før denne Dag forsvandt hun. Taget i hendes Fangehul var sønderbrudt, Heksen var faret ud, og Ingen vidste hvorhen. Mærkeligt nok dømtes Præsten til at lade Taget reparere, hvilken Forpligtelse han ogsaa villig gik ind paa – men aldrig opfyldte. Sandsynligvis holdt han det for klogere, at lade Aabningen henstaa for en anden Gangs Skyld.

I disse Aar forsømte Præsten at tale Latin med sin Datter; men den Stoltheds Aand, han selv havde indpodet hende, rejste sig da i en saadan Kraft og Afsky mod ham og alt hans Væsen, at hun flygtede væk fra Hjemmet, sejlede med et Fartøj længere nordpaa, og tog Tjeneste som simpel Pige hos en Foged. Her forblev hun i to Aar, men forraadte aldrig, hvem hun var eller hvorfra hun var kommen.

Da skete det, at Fogdens ældste Datter skulde have Bryllup med en Handelssvend ved Navn Jens Korn fra Bergen, og at Folk og Hus med glad Travlhed 80iførtes den Festdragt, som en slig Højtid krævede. Efter Bryllupet skulde de Nygifte drage til Vardø, hvorhen den unge Mand var beordret af sin Principal for at bestyre hans Handelsforretning.

Men Dagen, som endelig bragte den forventede Brudgom, blev ingen Lykkedag for Huset. Bruden, som han tre Aar iforvejen havde trolovet sig med, var hverken smuk eller god, og Mellemtiden havde Intet forbedret heri. Hun havde en stor Snedighed i sin Natur, som hun forstod at anvende; ved den havde hun fanget sin Brudgom, og ved den holdt hun ham fast. At han nu i Gjensynets Stund veg tilbage fra hende, som fra noget Ondt, anfægtede hende ikke, – Snedigheden havde i samme Øjeblik sine Polypfingre ude, og hver Eneste fandt sit svage Sted at hage sig fast i – han skulde nok slippe for at gjøre sig fri af den!

Dagen efter hans Ankomst begik hun alligevel en Uforsigtighed, som kom hende dyrt at staa. Hun var ved Ildstedet i travl Virksomhed med en Madret, der skulde hævde hendes Ære som tilkommende Husmoder, da han fra sit Værelse paa Kvisten raabte efter en Tjenestegjente, med Anmodning om at bringe ham et tændt Lys. Det burde hun have været saa klog at bringe ham selv, endog med Fare for et Fradrag i Kogekunsten; men isteden derfor gav hun Cille et bydende Vink at bringe det Forlangte, og Stunden efter stod Gjenten med Lyset foran Jens Korn. Han var ivrig beskjæftiget med Udskriften paa sine Breve, og først da han rejste sig for at tage Lakket, blev han opmærksom paa hende. 81Synet slog ham; var det en Tjenestegjente, i hvis mørkblaa Øjne der luede en Stolthed, som gjorde ham ganske forvirret. Hvem var hun, og hvorfra var hun kommen? Hvad var det for et mærkeligt Aasyn, der tog ham fangen i et eneste Øjekast, saa han syntes han maatte bøje sig til Jorden for hende. Han fortabte sig rent i at stirre paa hende, først med Forundring, saa med Glæde – den største Glæde han nogensinde havde kjendt!

Jens Korn var et vakkert lyshaaret Menneske med et tiltalende Væsen, og der var i hans Øjne en Ømhed og Uskyld, som vandt ham Alles Hengivenhed, og som hidtil havde banet Livets Veje for ham, uagtet det vidnede mere om Hjerte end om Kløgt. Men noget kom der dog til i dette Øjeblik, som gjorde ham farlig for en Kvinde.

Først var Cille bleven forarget over hans Stirren; men da hans Ansigt blev mere lysende, og hans Blik mere varmt, veg hun ræd tilbage, thi der mødte hende pludselig Noget i hans Væsen, som kaldte hendes Hjerte tillive efter den lange Græmmelse, der havde døvet hele hendes Ungdom.

Omsider tog han da Lakket, stak det i Lyset og holdt Brevet hen til. «Cille,» raabte en skarp Kvinderøst nede fra Kjøkkenet. Det gav et Ryk i Gjenten. «Cille!» gjentog Jens Korn, og lod i Forvirringen det brændende Lak dryppe ned paa hendes Haand istedenfor paa Brevet.

82Hun satte raskt Lyset fra sig, pustede paa den brændte Haand og fløj ud ad Døren og ned over Trappen til Kjøkkenet. Her mødte hende et ondt Øje og haarde Ord, som hun dog standsede ved Taushed. Hun havde sin værkende Haand, og med den vidste hun Noget, hun aldrig før havde vidst. Det var som hun paa en Gang havde tabt hele Fortiden af Minde og vundet en Fremtid.

Efter dette hengik en Uge, Bryllupet var bleven opsat, hvorfor vidste hun ikke; men hun forstod der ulmede en skjult Strid i Huset, og hun mærkede, at hun blev paaagtet ved hvert Skridt. Da blev endelig Bryllupsdagen igjen bestemt, og uagtet hun ingen Ret havde til at miste noget Haab, var det dog som hun paa en Gang tabte det for hele Livet.

Paa Bryllupsdagen holdtes Bruden indelukket, – Vedtægten krævede det som en Blufærdighedsakt, at Brudgommen ikke saa hende før paa Vejen til Kirken. Ak! Jens Korn havde gjerne givet sit halve Liv for aldrig mere at se hende, ja han havde maaske givet det hele, hvis Cille ikke havde været, men ved hende hang hans Tanke saa fast, at den tvang ham til at leve. Imidlertid havde han ladet sig binde, og kunde nu ikke mere komme løs. Havde han vidst, hvem Cille Parsberg var, 83havde han dog maaske gjort sig fri; men uagtet han skjønnede, at hun kunde ikke være en almindelig Bondegjente, var han uvis, og i Uvisheden blev han fanget. Men paa denne Dag, hvor han altsaa skulde gjøre Andre til Vilje og sig selv til Fortræd, havde han dog taget sig sammen i et Forsæt: han vilde mødes med Cille. Han kjendte sig nok ligesom hun paaagtet baade inde og ude; men det skulde ikke nytte – og hans Vilje sejrede.

Der kom mange Gjæster til Huset, og et levende Røre bredte sig paa Land og Vand. Flere havde ventet den Høflighed af Brudgommen, at han havde budt dem sit Velkommen; men en Opfordring hertil havde han bestemt afvist. Han holdt sig indelukket paa sit Værelse, og lod til at have meget at overveje, før han skred til den rigtige Handling; Overvejelsen var dog af en anden Art end de tænkte! Gjennemtrængt i lige Maade af Lykke og Ulykke sad han her Haand i Haand med Cille, som paa en Gang havde aabnet ham sit Hjerte og sit Livs Hemmelighed. Der var en Angst og Kval over disse to Mennesker, hvis Skjæbne i det korte Møde var bleven sammenknyttet for bestandig, at deres Sjæle aabnede sig mod hinanden uden Skyhed og uden Haab, som to Døende, hvem Evigheden jager paa.

Under dette kom der Uro over Husets Folk, thi Alle vidste, at Cille Parsberg var indelukket med Jens Korn; det blev berettet fra Mund til Mund ligesaa hurtigt som det var sket. Alligevel vovede Ingen at forstyrre Mødet, selv ikke Brudens Fader; thi hvad kunde ikke ske endnu i sidste Øjeblik? Men deres Bekymring var overflødig. Da Uhret varslede den bestemte Time, tren Brudgommen ind i Forsamlingen, og gav Enhver den Høflighed han kunde fordre. Han saa just ikke 84ud som nogen lykkelig Elsker, men det var der ingen af de Fremmede, som undrede sig over, dertil var Bruden altfor godt kjendt. Enhver vidste, at hun kun vilde bringe ham en fattig Lykke.

Ved Tilbagekomsten fra Kirken varKirken var] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Kirk veirar Cille Parsberg forsvunden, – havde hun kastet sig i Søen, eller var hun rømt? Dette Spørgsmaal gav Bruden sin Brudgom med en vis øm Forsigtighed, som naar en Læge skjult lister Kniven til en Byld. Det skulde hun ogsaa lade være, thi han svarte hende med et Aasyn fuldt af Ulykke og Nag, og det lovede hende fast, at han fra nu af og saa langt Livet rækkede var Cille Parsbergs Brudgom, enten hun var levende eller død.

Kort efter afrejste Parret til Vardø, og her overtog Jens Korn sin Plads som Agent for det Bergenske Handelshus. Hans Ægtefælle prøvede alle de Vaaben hun ejede for at vinde ham, men det lykkedes ikke. En Gang havde hun af en Finkjerring kjøbt en Trolddrik, som kunde vække Elskov, og da hun ved Hjælp af anden Drik havde lokket ham til at nyde den, overkom ham en slig Forvirring, at Sejren tyktes hende vis. Men pludselig greb han sig selv, som man griber sin Bevidsthed i en ond Drøm. «Hvis Du bruger dine Troldkunster en Gang til,» skreg han rasende, «da være det Dig svoret, at jeg dræber Dig.»

Hun saa paa ham, han var kridhvid i Ansigtet, og Læberne skjalv i en Krampetrækning. Der var noget Frygteligt ved ham, som hun ikke kunde magte, og hun følte, at han vilde holde Ord. Da lod hun 85Striden falde. Men hvad hun ikke kunde tiltvinge sig af Kjærlighed, det tiltvang hun sig af Herredømme, og her veg han tilsiden. Hun kunde for ham herske over Alt, naar hun lod ham være fri, og denne Magt benyttede hun ganske paa Rovfuglens Vis, med Næb og Klør. At hun med disse ikke kunde faa Tag i hans Hjerte blev hende dog en nagende Orm, foruden at han pinte hende til Døde ved sin stille Ulastelighed, og ved det fine Skjær, som Kyskheden bredte over ham.

Fire Aar vare forløbne efter dette. Det var ved St. Hans, at et Pust af den første Vaarvind strøg lunende hen over de blege Græsspirer paa Vardø. Sneen laa endnu i Skar og Dybninger, og keg frem som om den var krøben i Ly for Solen, trøstende sig til endnu at kunne jage et Kuldegys imod det nyfødte Haab. – Men ude paa den straalende Havslette krydsede store og smaa Sejlere for den blaffende Vind, der i sin milde Stemning ikke syntes at kunne bekvemme sig til at tage Parti mellem Syd og Vest.

Mange Mennesker færdedes paa Bryggerne og omkring Boderne, og enkelte blege Skikkelser smøg skjælvende hen langs den varme Husvæg for at rette paa sine gigtbrudne Lemmer og fornemme Vaarens rene Aande over sit skørbugsottige Kjød.

Da kom frem om Fastlandsodden et større Fartøj, der med alle Sejl oppe søgte at fange saameget af den løse Vind, at det kunde liste sig gjennem Bussesundet hen til Ankerpladsen i Østrevaag. Det tog Tid, men Dagen var lang – fra Midnat til Midnat! og ingen 86Aftenskygge fordunklede Ankergrundens blændende Hvidhed. Da det endelig laa vel fortøjet, fløj som et Ilbud fra Hus til Hus den Efterretning, at Skibet foruden anden god velkommen Last tillige medbragte sin Menneskeladning, som Oktroyen havde forpligtet sig til hvert Aar at sende op til Finmarken.

Dette satte Liv i Vardøværingerne, thi Alle, som kunde, vilde gjerne tinge sig et nyt og kraftigt Tjenestetyende, og snart vrimlede Skibets Dæk af hæsblæsende og nyfigne Tilbudsmænd. Det gik raskt fra Haanden, og Hver drog afsted med sit Individ, saalænge der var Nogen at faa, men Mange blev tilbage, som Ingen fik. Mellem dem befandt sig en bleg Mand med sygelige Træk, og uagtet hans hele Udseende viste Handelsmanden, syntes han dog imellem saa aandsfraværende, at man maatte tænke sig ham som døv. Han bar ganske Præget af at have sluppet Tilværelsens Traad, og ængstlig søgende efter et Sted at knytte den til igjen. Denne Mand var Jens Korn – Cille Parsbergs Brudgom.

Ogsaa han havde det huslige Hverv at tinge en Tjenestekvinde, og stod nu som Den, der betænker Følgerne af et Uheld. Da blev han var et Fruentimmer, der med vaklende Gang og Hovedet indhyllet i et stort Uldklæde smøg frem langs Rælingen af Skibet og syntes at være i Tvivl om, hvor hun skulde tage sig en Plads. Synet slog ham: dette var sikkerlig en Efternølerske, som af Søsygen var hindret i at møde frem til Valget med de Andre, og som nu saameget lettere kunde 87tages. Jens Korn var hurtigt overover] rettet (etter Folkeudgaven) fra: ovre paa Skibets Dæk og henne hos det indhyllede Kvindfolk, der stod med Ryggen imod og saa hen over Øen. Det gav et Ryk i hende ved hans høflige Tiltale, Klædet gled tilbage fra Hovedet, og mod ham lyste Cille Parsbergs aldrig forglemte Træk. De stod lamslaaet overfor hinanden, – hvad læste han i hendes udmagrede Ansigt, og hvad læste hun i hans henfaldne, sygelige Drag? Det Samme og det Samme! Ustillet Længsel, Haabløshed og Død. Men det var ikke saa snart læst, før det var udslettet; Gjensynet gød sin Varme i Hjertets afmattede Strøm, og Døden fik indtil videre nedlægge sit Arbejde.

Hvad hun havde at sige Jens Korn, som han ikke vidste, var snart sagt. Skjæbnen havde været vrang imod hende paa mange Maader, – nu var hun kommen til det, at hun maatte vide, om han havde glemt hende, thi da vilde hun ikke gaa her længer og drages som en Halvdød med Livet. Men var han forbleven hende tro, vilde hun fare nedover igjen med Skibet, og saa leve Livet ud med ham i Mindet, saalænge Gud havde bestemt.

Om denne Afrejse vilde han ikke høre Tale. Nu slap han hende aldrig mer! Som Tjenestekvinde kunde hun naturligvis ikke følge ham, hellerikke kunde hun forblive paa Vardø – der maatte vel findes en anden Udvej?

Men Kjærligheden har sin egen Forstand, og den staar aldrig fast. Den havde ogsaa snart udfunden, at hun med en Fiskerbaad skulde drage over Sundet til 88Fastlandet og tage Husly indtil videre hos en af Bønderne der. De kunde da uset mødes mellem Strandens nøgne Klipper, og han kunde vaage over hendes Liv. Siden fik Tiden bringe den Lod, Skjæbnen vilde forunde dem.

Dette blev straks udført og fik nøjagtigt de Følger, som af Kjærligheden var forudset. Bussesundet kunde have sine milde Stemninger, og ofte laa en lysende Vej banet for Baaden med den ensomme Sejler. Mangengang blev der dog stridt mod Vind og Vove for at naa frem, og for at kunne drive Baaden op imellem Stenene, hvor den laa sikkert, medens de to stille Mennesker sad omme bag en Fjeldknude og holdt de rystende Hænder fast i hinanden. Men Jens Korn havde ikke lært halvt saameget af Verden, som han nu lærte af Kjærligheden. Han fandt ikke alene ud at styre sin Baad med Snildhed, han optænkte tillige det ene Paaskud efter det andet for at dække sin hemmelige Sejllads, og han var snu som en Odder i Valget af deres Mødested. Men Skjæbnen?

Dette gruelige Sammenstød af menneskelige Viljer, hvori det Gode vender sig til det Onde, og det Onde til det Gode, og endelig slynger sine uopløselige Knuder mod Himlen for at give dem Indseglet af Guds uransagelige Beslutninger. –

Deres korte Møder varede Sommeren ud. Jens Korn var efterhaanden bleven et andet Menneske, Ungdom og Elskelighed udfoldede sig af hvert Træk og hver Mine i hans Aasyn, fast som Blomstret paa et 89Frugttræ, og Alle var sikkre paa, at den Mand kun vilde det Gode. Hans skarpe Hustru var den Eneste, som ikke saa noget Godt i denne Forandring. At hendes Haan og Kuelse gled af ham som en Haglskur paa et solvarmet Berg, gjorde hende længe forundret, – omsider nysgjerrig, og med Nysgjerrigheden kom Mistanken. Men den Første lurer endnu ved Dørene, medens den Sidste bryder Laasen op!

Hun søgte nøje Underretning, men fik ingen, thi hun havde ikke Ord for, hvad hun søgte. Da gik det omsider op for hende, at der var kun en Ting i Livet, som kunde tage Braadden ud af Alt, og det var Kjærligheden; hun vidste jo i sit onde Sind, at havde han givet hende sit Hjerte, var hun alligevel bleven et bedre Menneske end hun nu var. Dog det hverken fristede eller smertede hende mere, hun vilde nu blot vide, hvem den Kvinde var, han holdt af, for at hun kunde tage hende fra ham, – han selv skulde faa Lov til at leve, thi han var jo den som ernærede hende, og hun havde gode Kaar. Men holde ham under Foden som en nedtrampet Regnorm – det lovede hun ham i sit Hjerte.

Mange Planer lagde hun, mange Snigveje gik hun, men Intet fik hun at vide. Da udtænkte hun en List. Jens Korn blev paa engang heftig syg, sank flere Gange i Afmagt, og maatte bæres til sin Seng. Hans Hustru skreg sammen det halve Vardø, saa det gav Gjenlyd til den anden Halvdel, og forkyndte i hjerteskjærende Klager sin Mands forestaaende Død. Læge var der jo 90ikke til hver Tid paa Stedet, og hvad kloge Kjerringer skrabte sammen af billige Raad, vidste Jens Korns kloge Hustru vel at nytte saa, at ikke den Aarsag svækkedes, hvorved Sygdommen var opstaaet. At Mandens Hoved var forvirret og at han talte over sig, det kunde Enhver se og høre; men forargeligt var det for hans Hustru, at Hjertet holdt sin Hemmelighed tilbage! Hun kunde gjerne have dræbt ham, hvergang han i Vildelse gjennemgik Regnskabs- og Kontrabøger, talte op Fisk og noterede Forskud i Penge og Varer; om det vidste hun fuld Besked, det var noget ganske Andet han skulde forraade. – Da hørte hun ham nævne et Navn, – Cille. Det faldt uforvarende fra hans Læber; og idetsamme rejste han sig op for ligesom at gribe det i Faldet; men det var allerede grebet af Rovfuglen ved hans Side. Nu vidste hun hvad Landkjendingen hed, og om Vejen bar gjennem de vildeste Paadrev og Skjær, hun skulde nok finde den!

Hun behøvede ikke at søge, den lagde sig selv aaben. Samme Dag Jens Korn i et Suk havde tabt den Elskedes Navn, kastede hun selv sit Liv til Grams for Døden. Hun havde hørt om hans farefulde Sygdom, hun lyttede med stigende Angst til hver Beretning, og hun længtes efter at dø med ham; dog først vilde hun se ham. Hun vidste ikke paa hvad Maade det kunde ske, men ske maatte det.

Da krøb hun i den lyse Nat mellem Klipperne ned til Stranden, hvor et Par Smaabaade laa fortøjede; en af dem løste hun og satte ud paa Sundet. Folket sov, 91og naar hun kun i Stunden ingen Hindring mødte, gav hun ikke en Tanke til det, som fulgte efter. Men Bussesundet behøver ikke at rase for at være farligt, det er en Arm af Polarhavet og gjennemjages af den samme Livsaare, som løfter Aandepustet i det mægtige Brysthvælv. De hvidtoppede Smaabølger se lystelige ud fra Land, men midt ude i dem driver en stærk Strøm, og der gjælder det om at styre ret.

Det var det Cille ikke gjorde, hun kunde til Nød ro en liden Baad frem, men samtidigt styre med Aarerne magtede hun ikke. Ude i Midtstrømmen drev Sydvestvinden paa, og den Landing hun sigtede imod skjød Baaden tvers forbi. Tilslut nødtes hun at lægge Aarerne ind, og dermed dreves Baaden i et Sigsag ud mellem Bølgene, som skyllede hen over Rælingen og tumlede med den som Blæsten med det visne Løv i Skoven. Efter et Par Timers Omtumlen, og just som det syntes, at den styringsløse Baad skulde forlade Sundet og gaa tilsøs, slog en Bølge den mod Land paa Nordvestsiden af Øen, og kilede den saa fast ind imellem Stenene, at den ikke mere flyttede sig.

Gjennemvaad af Sødrevet og besindelsesløs af Skræk var Cille tumlet om ved Grundstødet, og blev liggende uden Samling i Baaden. Folk var imidlertid bleven opmærksomme, og kom løbende til for at give Hjælp. Hun blev da baaret op paa Land, hvor hun af den skarpe Vind paa Berget snart kom til Bevidsthed igjen; men nogen nærmere Besked gav hun ikke, og saa overlodes hun omsider til sig selv.

92Hun saa ængstlig omkring sig – hvor var hun? Et Stykke borte for hende skar en Vik af Bussesundet ind under Græsvolden, som fra Fæstningen runder sig ned imod Søen. Længere borte steg et Sus af Livsrøret i den lille By, og gav hende Vished for, at hun var der, hvor hun vilde være. Alligevel dristede hun sig ikke til at forlade sin Plads, før Dagen var slut, skjønt hun nok forstod, at den kunde give hende bedre Underretning end Natten.

Saa blev hun siddende paa Berget og stirrede ud over Viken. Der var nu indtraadt en stærk Fjære, og Havbunden kom efterhaanden tilsyne. Utallige Søfugle havde samlet sig omkring paa Bredderne, og fulgte efter det synkende Vand, for at hugge ind og gribe et og andet Smaaliv, som det ikke længer kunde dække. Kun Faa af dem vare nøjede med hvad de fik, de Fleste kvaltes næsten i Sluget af sin egen Fangst for at rive til sig, hvad der endnu hang ud over Næbbet paa Naboen. Alle var paa Kant med hinanden, selv de, som stod flokkede i store Klynger og kun saa til, skreg rasende op, som om hver Eneste af dem havde en Sag at forsvare imod Sidemanden.

Af og til lød harpeklingende Triller over fra Fastlandet, som sad der hist paa Skjæret en ensom Fugl af en højere Art, der trængte til at synge mens de andre sloges, til at juble mens den graadige Mylder misundte. Vildt og dejligt hørtes Trillen, – var det dog som Fuglen vidste om Skjønheden i sin egen Sang, og vidste at Skjønheden skal vogtes vel for Mængden; 93thi den satte enten ind i de korte Pauser, eller den lod Trillen svinge op som en Fanfare højt over Skraldret, – og naar den taug, var det som Kunstens fornemme Venten paa det rette Øjeblik.

Cille lyttede over imod Sangen, og varme Taarer dryppede ned paa hendes korslagte Hænder. Det var der, hun havde siddet ved hans Side i de korte Møder, og hvor den klingende Trille havde sagt dem Begge, hvad de vel vidste, men aldrig ret fik udtalt. Dog længe varede det ikke, før Skriget fik Overhaand, og Sangen maatte tie. Mylderen fik aldrig Fred med sig selv; thi den fik ikke Nok, saalænge Andre fik Noget. Det var det evigt hakkende, huggende og skrigende Brødnid! – Af og til blandede Bylarmen sit Hak og Hug ind i, som mødtes Gjenlyd med Gjenlyd, – da betoges hun af Rædsel. Der var Noget i dette, som vilde faa Magt over hende, det følte hun, og hvad havde hun at sætte imod? Retten? Ak nej! hun græd varmt over sit stakkels Hjerte, thi det mente jo at have Ret, men havde det ikke. Kun Et ejede hun med Rette, og det var Livet, – fik de da tage det og gjøre med det hvad de vilde, hun skulde ikke hverken spare eller korte af. Havde hun sat en Livsens Gjæld – da var hun ikke ræd for Betalingen.

I denne Tanke fik hun efterhaanden fast Mod, og gik til Byen. Her var hun allerede meldt, saa hun mødte nysgjerrige Øjne, hvor hun kom. Men Cille lod sig ikke mere skræmme, hun havde klart for sig hvad den yderste Fordring kunde blive, og hun gik saa at 94sige med den optalt i Hænderne. Ham vilde hun se, og give sit Farvel, før han døde, fra dette kunde hun ikke vige.

Saa fik hun da opspurgt hans Hus, og fandt sig et Skjulested i Nærheden af det, hvor Ingen kunde ane et Menneskeliv gjemt. – Hunger og Tørst slog sine Klør i hende, men Tanken paa ham overvandt Alt. Hun blev listig og fandt snart paa et Middel, snart et andet, men ingen lykkedes. Nej. – Thi indenfor de Husvægge, hvor hun ikke veg fra med sit stirrende Blik, der raadede ogsaa en List, og den var stærkere end hendes. Jens Korns Hustru vidste god Besked om Altsammen, og hun havde sin Mand i en Lænke, som hverken List eller Gave skulde løse.

Cille Parsberg havde heller ingen Gave at byde – ja hun havde, som sagt, sit Livs Kapital, men den var jo ikke skikket til Udbetaling af mindre Summer. Derimod havde hun Dristighed, thi Ulykke og Mangel havde forvandlet hendes Mod til Vildskab. Og med den anfaldt hun under Trusler og Forbandelser hvem som kom hende nær, indtil Almuen stimlede sammen, væbnede med Knive og Stokke for at tage Heksen til Fange, – da blev Cille fanget, bunden og kastet i Fængsel.

Der rejste sig nu en Række af Beskyldninger for Hekseri og Signeri imod hende: En havde faaet Svimmelhed ved at se hende, en Anden havde tabt Synet, Hørelsen eller Mælet; men øverst af alle stod dog den Klage, som Jens Korns Hustru fremdrog 95med Korsen og Nejen og afmægtig Røst: at hendes hæderlige Ægtefælle var bleven daaret af Heksen, og bag efter lamslaaet med en skrækkelig Sygdom, hvoraf han sikkert ikke vilde komme sig, saalænge hun var ilive.

Cille svarede ikke imod. Vildheden havde forladt hende, hun tog sin Dom og gav sig stille hen i Dødstanken. Han skulde jo ogsaa dø, han var kanske allerede død, hvad havde hun da at leve efter!

Under dette sad Jens Korn vel bevogtet af sin Hustru. Det syntes ham urimeligt al den Tid det tog, inden han kom til Kræfter – men det var hendes Hemmelighed. Naar hun, Heksen, var afvejen, skulde han nok faa Kræfter; thi det trængtes vel, at han kom til sit Arbejde igjen – kun ikke i Utide!

Endelig spurgtes, at to Hekse skulde brændes paa en Dag og paa et og samme Baal. Man fik spare paa Veden, den vokste ikke paa Stedet, og maatte hentes langvejs fra. Den ene af dem var en gammel Signekvinde, som havde læst over Brændevin, og indgivet Syge den til Lægedom, men hvorefter de alligevel vare ynkeligen kreperede. Og havde hun udøvet den Trolddom at skabe Bør eller Modbør for Fiskeren, idet hun satte sin højre Fod i Vandet for deraf at spaa Retningen af den Vind, hun havde blæst op.

Alt dettedette] rettet (etter Folkeudgaven) fra: dete samlede sig til en stor Anklage, – hun fik den sædvanlige Vandprøve og dømtes derefter til Baalet.Vannprøven gikk ut på at den som var anklaget for hekseri fikk hender og føtter bundet sammen og ble kastet på dypt vann. De aller fleste fløt, noe som ble oppfattet som et tegn på at vedkommende var en heks eller trollmann og måtte straffes deretter. Den anden var Cille Parsberg. De førtes begge fra Fængslet paa samme Tid. Arme og Hænder 96vare ombundne med Reb, og Bøddelknægtene holdt dem fast ved Rebet som i et Tjore.

En Flok hujende Mennesker drev med Følget ud gjennem Vardødalen til Skage, hvor Baalet stak enkelte røde Tunger op mellem tykke Røgskyer af det nysfældede Birkeved. Den Gamle indhøstede hele Vejen en Slags Martyrtriumf, idet hun højlydt forkyndte alle de Synder hun baade havde begaaet og ikke begaaet, og som Mængden gav sit levende Bifald til. Den Unge derimod gik viljeløs fremad, hun tyktes hverken høre eller se, og Rebet hang slapt mellem hende og Bøddelknægten.

Snart var den Del af Øen forbigaaet, hvorpaa Byen laa, kun Jens Korns velbyggede Hus, der skilte sig ved en Græsmark fra de andre Huse, var tilbage. Men paa det tænkte Cille ikke, Livet fostrede ingen Tanker mere i hendes trætte Aand.

Oppe i et af Husets Vindusfang stod imidlertid Husets Ejer og ved hans Side den vogtende Hustru; thi endnu havde hun ømt at tage Vare paa hans Helbred. Og naar hun i denne Stund havde overtalt ham til dog at kaste et Øje paa Folket, «fordi det vilde muntre ham lidt efter Sygdommen,» saa var det fordi hun herved vilde give ham den sidste Dosis af hans bittre Medicin.

Da hørtes med et fra dette Vindu en hjerteskjærende Mandsrøst raabe «Cille!» Den Dødsdømte kjendte Røsten, og vendte sig mod Vinduet. I et eneste Øjekast mødtes hun med ham, da saa hun ham falde tilbage, 97– med overmenneskelig Styrke sled hun Rebet fra Bøddelknægten, skjød Mængden tilside, og styrtede hen mod Husets Dør. Men ligesaa hurtigt var Knægten bagefter for at gribe hende. Og nu snørede han ubarmhjertigt tykke Reb om hendes fine Haandled, og slog hende rasende over Armene og i Ansigtet med det. Men Intet hjalp, hun vilde løs! Blodet sprang af Haandlederne, blodrøde Strimer trak sig over hendes blege Ansigt – hun ænsede det ikke, med Skrig kjæmpede hun mod Overmagten, til hendes Styrke brast og hun faldt til Jorden.

Om den urene Troldkvind var levende eller død, da hun hævedes op paa Baalet, var der Ingen, som vidste, men at hun var den vildeste Heks, som i Mands Minde var bleven dømt til Baalet, det var i Alles Munde. Selv Bøddelknægten, som med sine haarde Næver omsider havde tæmmet hende, gik bagefter ned til Bussesundet, og lod Bølgerne aftvætte hendes vanhellige Blod.

Saaledes døde Cille Parsberg.

Og nu var Vejen ryddet for Jens Korns Ægtemage; nu først havde hun Manden for sig selv. Nu kunde hun igjen lægge Selen paa ham og spænde ham for Trælleploven, og ve ham, om han knyede!– Saa slap hun Sygevagten, fra nu af kunde han ret vel passe sig selv, – det gjorde han ogsaa.

Morgenen efter fandt man Jens Korns tomme Baad drivende om i Bussesundet, og Folk fra Fastlandet vidnede, at de kort forud havde set Ejermanden i den. Dette gav hans Hustru en vis Fornemmelse af, at han 98frivilligt havde trukket sig tilbage fra hendes Omraade. Og saaledes var det.

Det kan være, at Jens Korns sidste Valg her i Livet rejste sig mellem Vikens hakkende, huggende og skrigende Mylder og hin enkelte Maage paa Fastlandsskjæret, og at dens dejlige Trille lokkede ham til at tage Hvile i Dødens Favn. Kan være han derved saa Himlen aaben over sin korte Dødskamp? Verden kan med sine Ordsætninger Gudskelov hverken aabne eller lukke Himlen for den Ulykkelige,Ulykkelige] rettet fra: lykkelige (jf. rettelseslisten i 1. utg.) Nøglen dertil bærer han i sit eget Hjerte.

Men endnu sidder hin enkelte Maage paa Fastlandsskjæret ved Bussesund og fløjter sin harpeklingende Trille ind i det evige Sus af Bølgernes Paadrev, og man lytter efter med grebent Sind, som hørte man en Sang om Rædselens Poesi.

*

Blandt alle de hyppige Lovbrud, som forekom paa Vardø, var der egentlig kun to, som Straffen saa at sige greb med begge Hænder, medens andre, som Svig og Bedrag, Vold og Overgreb, snoede sig medgørligt imellem hinanden: Dette var Brud paa Handelsretten og paa Sædeligheden.

Naar en Fisker solgte sin Fisk til en Anden end den Kjøbmand, han var i Skyld til, maatte han første Gang staa i Halsjernet, anden Gang staa i Fjæren, og tredje Gang føres i Lænker til Bremerholm.tukthusanstalt i det gamle København En fremmed Skipper, som i en Udhavn drev Handel med 99Fiskerne, dømtes første Gang fra Skib og Ladning, siden til at – hænges ved sin Hals! Med slige Lovbud var naturligvis en uhyre Magt over Almuen nedlagt i Oktroyens Hænder.

I Henseende til Sædeligheden da var vistnok den største Strenghed fornøden. Men her fremkom igjen den samme Svaghed i Administrationen; medens de Ni gik løse om, blev den Tiende straffet. Naar Tøjlesløsheden drev det for vidt, blev Eksemplet statueret. En maatte da sone for Mange; men det er farligt for Retsbevidstheden, at Loven gjør Uret, og det gjør den i dette Tilfælde.

Ingenting kan være mærkeligere end at stille alle de veltænkte Love og Anordninger, som udkom overfor den Lovløshed som herskede; hvis man staar fast paa den ene af Siderne med sin Dom, maa den modsatte blive til Løgner. Men heldigvis kan man gaa Midtveien og drage sine sikkre Slutninger.

Der paalagdes Amtmanden at have strengt Tilsyn med alle de unge, løse og ledige Personer, som ankom til Øen: at de sig ikke i Ægteskab indlade og derved Betleriet at forøge. Men samtidigt paabydes strenge Straffedomme for dem, som af Kjærlighed drages til hinanden, og ikke ved Ægteskab sig forene. – Der indforskrives Forbrydere og alskens Løsgængere til at ophjælpe Befolkningen; men den naturlige Befolkningsmaade banlyses. Men Hans Liljenskjold siger om dette: at Folket alligevel inclinerede for at peuplere Landet; thi her haves et større Antal Børn udenfor 100Ægteskabet end i noget andet ham bekjendt Land, – og vi ved, han kjendte mange.

Under alt dette var der Et, som trivedes, og det var Romantik. Der vokste paa Vardøs øde Grunde ingen Plantning, men Romantikens Træ stod eviggrønt og evigblomstrende. Maaske vil Nogen tænke, at det er Friheden, som hertil giver sin rige Fostring, men deri fejler man; Friheden er altfor streng og ansvarsfuld. Det er tvertimod alle de Tilstande, som forveksles med Friheden, og som fostres af Tvang. At Romantiken ogsaa har sin Fødsel i Skjønhedens Rige, gjør ingen Forandring heri, den er da blot et Søndagsbarn af samme Æt.

Men Finmarksromantiken har sjeldent den Slags fornemme Fødsel, uden derfor at tabe Evnen til at farve Livet med et Skjær. Den er enten Letsindighedens Foster og forsvinder snart i andre Ideers Tjeneste, eller den er født af Smerte og Nød, og stiger da selv i sin kummerligste Skikkelse som en hvid Svane op over hin – hakkende, huggende Mylder i Viken. Det var et ungt Par, som paa denne Vej satte et dybere Mærke end de Fleste; men Ingen havde Forstand paa, at det Aarhundreder efter skulde staa der endnu, som et blodigt Ar i Tidens Aasyn.

Lasse Paal.

101Lasse Paal var ikke mer end tyve Aar, da han fra Lyngen i Norland begav sig til Vardø i Haab om Fortjeneste. Han havde dygtige Kræfter og trods sin Fattigdom et godt Mod. Den sidste Del af sin Rejse havde han gjort tilfods over Fjeldene, og her havde han truffen en liden Pige paa knap seksten Aar, der møjsomt skred sig frem over Myr og Sten, paa samme Vej og til samme Maal som han. Saa led de Ondt med hinanden, sultede med hinanden – og fik hinanden kjær. Ingen af dem havde noget Tillokkende ved sig; men Lasse var stærk og dristig i Laget, det beundrede hun; thi selv var hun spædbygget og sky som en liden Markmus. Han derimod fik en vis Selvfølelse ved at tage Vare paa hende, og netop det, at hun trængte til ham, gjorde, at han helst havde taget Hjertet ud af Livet og givet hende det.

Da de ankom til Vardø, havde Lasse Paal og Anche for Liv og Død sluttet sig til hinanden. Fra nu af delte de den ringe Fortjeneste, som de delte Armoden, og hvis Nogen havde foreholdt dem det Syndige i saaledes at leve sammen som Mand og Hustru uden Vielsesattest, vilde de i Hjertets Enfoldighed have holdt det for en langt større Synd, om de forlod hinanden. Men der var heller ingen, som forargedes over dem, dertil var Sagen altfor gængse. Saa levede de Aaret ud og et godt Stykke ind i det næste, da befandtes det, 102at Anche og Lasse Paal vare Forældre til et nogle Uger gammelt Pigebarn, der blev deres Stolthed og Glæde, – ja de gik endog saavidt i deres sædelige Uvidenhed, at de mente Gud havde skjænket dem dette lille Kryb, ligesom naar en god Fader giver en Trøstegave til sine plagede Børn. Anche havde lidt megen Nød og Smerte, før Sagen var bragt til Ende, og i Armodens Kaar flød ikke mange Hjælpekilder til Lægedom for den udmattede unge Moder. Men Lasse-Paal sprængte sig næsten for at skaffe Lidt over det haardt Fornødne, og naar han om Aftenen sad paa Jorden ved Siden af det gamle Renskind, hvorpaa Anche og Barnet laa, keg han fra den Ene til den Anden med poliskepoliske] lure Øjne, idet han talte op en efter en af den Smaamynt, Daglønnen havde ydet ham, ladende et Par Gange, som om det nu var Slut, medens han dog havde et Par Stykker i Lommen til yderligere Overraskelse.

«Der er faste Næver paa den Gutten,» blev der sagt om ham. Ja, der var virkelig kommet noget Kraftigt over Lasse, siden han havde set og hørt paa saamegen Jammer, der dog var godt. Lasse-Paal havde et godt Sind, han holdt af Arbejdsgiveren og han holdt af Medarbejderen, – han sprang som en ung Ren, naar den første gav Vink, og han kom villig med en Haandsrækning, hvor en træt Kammerat slap Taget. Det syntes overhovedet, som han var begyndt at arbejde for to, siden han for at ernære tre havde sat sig selv paa halv Ranson. Men Gutten havde endnu Ungdommen at tage af – og desuden Lykken! Thi uagtet han 103sultede tit og kun hvilede sig paa den bare Jord i Hytten ved Siden af Anche og det klynkende Spædbarn, var han dog saa glad som han aldrig før havde været.

Men det bar ud over mod Høsten, og tit var der intet Arbejde at faa. Lasse-Paal bød sig frem til baade Stort og Smaat, tog hvad der gaves ham med Tak, tog ogsaa imod det, som var et Skambud; men tabte alligevel efterhaanden Modet, fordi han tabte Kræfterne. – Da blev han heftig og gav onde Ord, hvor han helst skulde tiet, og derved stængtes snart en Dør, snart en anden, indtil han gik mærket som et Udskud, og da var der ingen Udvej mere. Men Lasse var Mand og Far, to svagelige Liv skulde opholdes af ham, – hvad skulde han gribe til?

Da stjal Lasse Paal. Han vidste at der i en Jægt, som laa færdig til Afrejsen, var bare en halvvoksen Gut til at passe paa, mens Skipperen tilbragte Aftenen iland. Lasse var smidig som en Odder, og mens Gutten var paa den ene Kant af Fartøjet, sneg han sig ind paa den anden. Udfaldet blev, at Lasse den Kveld kom sent hjem med god Forsyning af Mel og Brændevin, – og at han for første Gang i sit Liv sov ind som en drukken Mand.

Da Morgenen som, var Tyveriet allerede spurgtes over hele Øen – der var ikke Mange at bære Bud til! Mistanken faldt straks paa den ulykkelige Lasse, og Folk, som trængte ind i Hytten til ham, havde ikke svært ved at faa Bevis i Sagen, thi Melet og Brændevinen 104stod der endnu, og paa Gulvet laa Beboerne mer og mindre bedøvede af hvad de havde nydt om Kvælden.

Da blev han sat fast og dømt til at staa i Halsjernet ved Kirken tre Søndage i Rad. Og da her tillige var gyldigt Bevis for et usædeligt Forhold, dømtes Anche til at lide samme Straf.

Tre Søndage i Rad stod nu han og hun i Halsjernet ved Vardø Kirke. – Befolkningen gik fra og til for at se paa, – der skete jo ikke hver Dag noget Nyt, saa man fik ikke lade det gaa fra sig!

Efter dette bleve de udviste af den usle Jordgamme, de havde levet saa gode og lykkelige Dage i; overhovedet bleve de forbudte at leve sammen. Men saasom der ved Samliv forstodes et Liv bag lukkede Døre og inden fire Vægge med paahvilende Tag, saa mente de Stakler endnu at være i sin gode Ret, naar de med Barnet i en Kumse, en Slags Vugge uden Gænge i Form af en afskaaret Baad tog Hjem ude under Berget, hvor der var saameget sikkert Ly, at Kumsen kunde staa.

Om Vinteren søgte de Hus under Hvælvet af et Baadvrag, som Lasse tættede med Græstørv og Tang. Han fik ogsaa lidt Arbejde, thi da Mørketiden kom, tog den Braadden ud af Folks Vrede. Hver søgte at klare sig selv saa godt han kunde imod Naturens langsomme Overmanden, og det stakkels unge Par fik derved leve i Fred; men Livet var en Hungerskamp lige til Vaaren.

105Barnet var under Mørketiden død, og Lasse havde begravet det nede i Fjæren. Ved Lavvande i den blændende hvide Sandbund havde han gravet Graven, og da han havde læst Fadervor over Liget, medens Anche stod hos og græd bitterlig, hentede han fra Berget et Par store Heller, som han lagde ovenpaa hinanden for at dække. To Timer efter steg Floden, og Bølgerne skjød susende hen over Graven.

Endelig lyste Solen op igjen over Øen; men strenge Storme piskede Havet til Skum, og mange Bølger strøg hen over Lasse-Paals lave Hus, hvis Vægge just ikke vare faste i Sammenføjningen, saa Vandet trillede lysteligt ud og ind af Revnerne. Men Parret levede alligevel – om ikke godt, saa dog godt sammen. De vidste, at de havde været lykkelige, og naar To i Trofasthed ved det med hinanden, kan derpaa leves godt og længe.

De fik dog ingen Tid til at prøve Holdbarheden. Præsten, som ud paa Vaaren kom til Vardø for at efterse, hvorledes Hjorden under Vintergræsningen havde teet sig uden Hyrde, fandt ikke Faa, som havde forvildet sig ind paa de ugjerdede Veje! – Der maatte nu ryddes op – statueres Eksempler! – Og som første Syndepar i Rækken stod den ulykkelige Lasse-Paal og Anche.

De havde et frygteligt Regnebrædt at opvise. Først at de efter at være straffede for ulovligt Samliv atter havde levet sammen – under Hvælvet af et Baadvrag! At de havde begravet et udøbt Barn nede i Fjæren! 106Thi at der kun en, højst to Gange i Aaret kom Præst til Øen, undskyldte Intet. Der var handlet mod Loven, og Eksemplet skulde statueres.

Saa dømtes Parret til at staa i Fjæren – han ved en Søs Fald, og hun, som Kvinde, ved to Søers Fald, altsaa fire og tyve Timer i Havet under stigende og synkende Flod. Men hun havde født Utugtens Barn, og havde følgelig den største Brøde at sone.

Det var en Morgen ved Klokken 6, i Slutten af Maj, hvor Vinden drev koldt ind fra Ishavet og hvirvlede Øens løse Snelag op i Luften, da marcherede fire Bøddelknægte med Lasse-Paal og Anche foran sig, bunden ved Haandreb, raskt nedover til Stranden. En Flok Nysgjerrige sprang efter og raabte forargede til hinanden om det slette Vejr, som tog Fornøjelsen fra dem.

Lasse-Paal blev stillet et Stykke borte fra Anche, dog saa, at han kunde se og tale hen til hende. Men Ordlyd fik han dog ikke frem af sit beklemte Bryst, og det rædde Blik, han Stund imellem sendte did, mødtes kun med hendes lukkede Øjenlaage;Øjenlaage] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Øjenlange thi hun havde en Gru for Havet, og vilde ikke se det.

Det var en vakker Staaplads de havde! Glat som et uslebent Marmorgulv, var Ishavets barlagde Sandbund. Omkring Anches Fødder spillede det grønlige Vand, og det jog paa og veg tilbage som dreven af et langsomt Aandepust. Men Anløbet vokste og Floden rullede tungt ind over Stranden, den rev i Anches Klædning og svingede med hendes kraftløse Arm som 107med Vragstumper. Efterhaanden kom de store Flodbølger, de langdragende, der fyldte Viken som en Stenkumme, til Vandet buede sig over Randen, og da omspændte hele det svulmende Hav Anches Bryst.

Men dermed var ogsaa Højden naaet. Kirkeklokken slog tolv søvnige Slag, og paa Vardøhus fulgte Klokkeslagene efter i korte, faste Malmlyd. Fra nu af sank Havet umærkeligt tilbage, som om det hemmeligen opslugte sig selv. Anches Legeme stod igjen frit mod den mørke Sneluft, og Lasse-Paal rystede Vandet af Hænderne, og keg lettet hen til hende. Lidtefter lidt kom ogsaa hun til Besindelse; den hvide Sandbund vinkede trøstende op gjennem Søen, og paa Gjentagelsen tænkte hun ikke.

Men den mindede sig selv. Da Lasse-Paal fik sin Frihed, maatte hun staa igjen. Det jog en forfærdelig Skræk ind i hende, og hun saa hen paa ham, som om hun mente, han kunde redde hende. Dette Syn gjorde ham saa elendig, at Alting gik rundt for hans Øjne, og han satte sig afmægtig ned, hvor han stod.

Time efter Time sad han her og saa til – hvad kunde han gjøre Andet. Havet steg og steg til det syntes at bære en Afgrund op imod ham, og et tæt Snefald trak sit blændende Forhæng mellem ham og hende. Da det lettede, var Tidsmaalet fyldt; nu var det at holde ud til Midnat!

Han tog ikke Øjnene fra hende: bare seks Timer til! – Men hendes Hoved hang tungt ned paa Brystet, og hun syntes ikke at ændse ham, hellerikke den blændende Sandbund, som paany gav sit trøstefulde Vink.

108Det blev en frygtelig lang Tid, inden Midnatsklokken slog. Men da det sidste Slag var falden, løste Bøddelknægten et Lig fra Pælen, som uden megen Opstuds blev henlagt i et Skur til senere Behandling.

Og Lasse-Paal saa til – hvad kunde han gjøre Andet? Bøddelen havde jo samme Magt over den Døde som over den Levende. Det Eneste, han kunde, var at sidde paa Vagt ved Ulykken, og det gjorde han Natten ud og den næste med.

Da havde imidlertid Byens Barmhjertighed sat sig i Bevægelse. En ældre, velstaaende Mand tog sig for at gaa udover til den Ulykkelige og snakke ham tilrette. Han gik endog saa vidt, at han med et velovervejet Ord lagde en velmenende Haand paa Lasse; men det blev rent galt forstaaet. Gutten for op som en vild Ren, og overfaldt Manden med Hug og Spark, han var helt fra sig selv; og da den Ene ikke var mere fremmelig i sin Opfattelse end den Anden, kom det til et vildt Slagsmaal, hvori den velmenende Borger blev ilde tilredt.

En Uge efter førtes Lasse-Paal med Jernringe om Haand og Fod til Vardøhus – det tredje Sted i Forbryderrangen; herfra var der kun et Skridt til det næste, og det var Retterstedet.

Mærkeligt hørtes det, at uagtet Gutten var «fæl og bidsk som en sulten Varg» blev han dog, da han kjendte Jernet paa sig, svag som en Kalv. «Ondt Blod i den Gutten – Fælt Opsyn – Hænges skulde han!» Det blev Lasse-Paals Eftermæle, og han fik intet andet.

109Kanske blev det senere stadfæstet. Det syntes ikke urimeligt, om Lasse-Paal endte med at blive fulgt til Retterstedet af en hujende, bandende Folkehob. Hvem vidste Noget om, at han hin Nat, da han begrov sit lille Barn i Fjæren, havde ligget paa Knæ ved Siden af Anche, og havde slaaet Kors for hende og sig selv og for Graven med, og at de Begge havde grædt saa inderligt. Hvem huskede paa, selv om de vidste det, at han havde siddet dernede ved Søen under stigende og faldende Flod, og tilslut set Bøddelen tage Anches døde Legeme og slænge det ind i et Skur. – Og endnu mindre tænkte vel Nogen paa, at naar den Uvidende rammes af Ulykken, griber han ofte til den falske Lindring at vende sig mod Alle, – selvfølgelig vende Alle sig mod ham igjen, og da er han færdig.

*

Som dette Pennerids fremtræder en Mængde Billeder paa den fjerne Baggrund af Øens lokale Historie, kun forskjellige ved Individets Forskjellighed, i Oprindelsen og den endelige Udgang ens. Sammenstødet af de mange blandede Individer, som mødtes og skiltes uden Varsel, – Moralen, som til sine Tider slap enhver Tøjle, og til andre meldte sit Herredømme ifølge Lovens hele Strenghed, blev til en Forførelse, som de Fleste bukkede under for. Hvem huskede paa, at her var en Foged, da han i lange Tider var fraværende, fordi hans juridiske Kjendskab maatte fordeles paa hele Finmarkens Amt. Hvem tænkte paa Præstens Myndighed, naar man 110knap hvert halve Aar hørte hans manende Røst. Oktroyens Kandidater var de eneste Altidnærværende, og de tog sig hverken af Moral eller Ret, – de var der saa omtrentlig paa Rov, og fik de blot Æggene ud af Reden, kunde Yngelen gjerne for dem gaa tilgrunde.

En Begivenhed illustrerer denne Sag med et Par haarde Træk, ligesom naar Barnet træffer den menneskelige Lighed i et Ansigt med to Prikker og en Streg paa Langs og Tvers.

*

Sakramentet.

Det var en sludfuld Dag i Begyndelsen af April. Regn og Sne drev vekselvis paa, og stundom mødtes de midtvejs, hvorved en St. Veits-Dans opførtes, som ethvert menneskeligt Væsen maatte bede Gud bevare sig fra at komme nær.

I Bunden af Østre Vaag ved Omgangen af Pølen laa en smal Bygning, hvis Bagside rækkede ned imod den nuværende Havn. Dette var en Kjøbmandsbod. Rummet var trangt, lavt og kvalmt, og de Skikkelser, som halvt stod og halvt hang over Disken, saa ikke meget kontante ud, medens en ældre og en yngre Svend bagved den ikke gav det ringeste Haab om Kredit.

Da kom en Skikkelse til, en slingrende, elendig gammel Mand. Han havde Møje med at faa Døren 111aabnet, og tog saa urimeligt fejl af Haandtaget; men alligevel var der Ingen, som bød sig til at hjælpe ham. Hver havde nok med sig selv og sin egen Usselhed.

Da Manden var kommen ind, og havde lukket efter sig, sank han tilbage imod Døren, og gispede pinligt efter Vejret. Heller ikke det rørte Nogen. «Hvad skal Du, OlausOlaus] rettet fra: Claus?» spurgte den ældste Betjent.

«Jeg ska’ ha’ Opgjør, ska’ jeg.»

«Opgjør? Har Du ikke Din Kontrabog?»

«Det har jeg, ja – men det er ingen Opgjør. Det er bare Noget, Du har skreven ind, og det skjønner ikke jeg. Borte i Huset mit – staar Opgjøret, og det er grejt, det. Nu faar Du være med mig, for jeg er om at dø.»

«Sludder med Dig!» fuste Betjenten imod ham. «Tror Du ikke jeg har Andet at gjøre?»

«Aajo Du har nok det – for snyde og bedrage gaar fort fra Haanden.»

«Pak Dig ud, Kar!» skreg hin igjen.

«Hys, hys! Tag ikke saa hardt paa Vej. Da jeg var en holden Mand, og havde Baad og Børnskab,Børnskab] fiskeredskap da var det: kom bare hid, Olaus! – Penge? – Der træng’s ingen. Kredit kan Du faa – bare tag for Dig af hvad Du ser, saameget Du vil.»

«Det mener jeg var godt tilbudt,» sagde Betjenten og saa sig om mellem enkelte nye Gjæster, som i en mere tiltalende Skikkelse havde stillet sig op ved Disken.

«Aaja, det var en vakker Agn – – og Fisken bed paa, saa det havde Klem!» vedblev Manden med en 112kort Latter. «Men der er fulgt en Krog med Agnen, Far! og den slider med sig baade Lever og Mage. Jeg spiste og drak paa Kredit saalænge, til Sulten kom, men den fik ingen Kredit, den.»

«Min Bod er ikke et Fattighus!» fnøs Svenden.

«Nej – Du er ikke gal, at Du fisker efter en sulten Mand, det var værre end Dødfiske, det.»

«Nu skal Du gaa, eller jeg hiver Dig ud.»

«Jeg vil ha’ Opgjør, vil jeg,» skreg Manden, og slog med begge Næver i Disken, saa en Flaske og et Par Glas ramlede ned.

Men idetsamme svingede Betjenten over Disken, greb Olaus i Brystet og drev ham ud af Boden med en saadan Vold, at han styrtede baglængs om i en Pøl af opløst Sne og Mudder.

Her blev han liggende en Stund uden Samling, til et Par Almuesfolk tog sig over at skaffe ham hjem. Han havde engang boet i et ordentligt Hus, nu holdt han til i en forfalden Gamme, hvor Folket var uddød af en smitsom Sygdom, og som henstod ubeboet.

Den følgende Dags Morgen havde Forbigaaende hørt Støn og Raab inde i Gammen, men Ingen havde vovet sig derind. «Nu slogs en Olaus med den Onde,» blev der sagt, og saa gik Hver sin Vej; thi Olaus var ikke likt, – han hverken gav Godt eller tog imod Godt af Nogen. Og dog var der dem, som kunde huske ham fra hans unge Dage. Først paa Havet og sidst i Havn, altid fuldladt Baad. Gik det ikke med Line, saa gik det med Angel, aldrig var han raadløs. Vakker Kone havde 113han, og han holdt hende som en Madam! Børnene hans var ogsaa velklædte. Siden kom der Uaar, og Mange led Sult, men Olaus fik paa Borg det han vilde ha’. Efter det fiskede han godt igjen; men Heldingen var begyndt, og hvordan han stred, hvordan han kavede, tilbage gik det. Da blev han tungsindt, – der kom Nød og Død i Huset – Kjøbmandssvenden truede ham fra sig og tilpligtede ham først at betale sin Gjæld. Det kunde han ikke, thi han ejede ikke det Mindste, og han vilde hellerikke have gjort det, fordi han paastod at vide en bedre Besked med Gjælden end Handelsbetjenten. Men det var jo hvad alle Fiskerne troede at vide, og som de aldrig fik hverken Forstand eller Lov til at bevise.

De Allerfleste taug stille, sank i Armod og døde, og Regnskabsbogen beholdt sin hemmelige Forstaaelse med Kontrabogen uden Modsigelse. Men Olaus var baade klogere og mere stridbar end de Fleste, og derfor vilde han have et Opgjør. Han fik det ikke.

To Døgn laa han hen i Vildelse og stred for sin Ret, stred med Hunger, Sygdom og Død, og saalænge hed det fremdeles blandt Folket, at han stred med Djævelen.

Paa den tredje Dag ankom Præsten til Vardø. Siden Mørketiden trak sig hen over Øen, havde han ikke været der, derfor laa her en hel Ophobning af Synd og Nød, som ventede paa den gejstlige Ekspedition. Manden maa imidlertid have været mere tilbøjelig til at gaa efter Hjertet end efter Registret; thi nogle Timer 114efter han var kommen, saa man ham vandre med Klokkeren ud til Olaus’s frygtede Opholdssted, og bøje sig ind under den lave Døraabning.

Olaus laa fuldt paaklædt med Skindstak og Komager paa Gulvet. Levningen af en gammel Skindfeld laa i en Rul under hans Hoved, og det syntes, som han tilfældig havde kastet sig hen til en Middagshvile. Hans Øjne vare lukkede, og hvert Drag var ligesom stivnet i Vrede. Selv Hænderne holdt han knyttede til en Kamp.

Præsten stod ventende stille. Sov Manden, vilde han ikke afkorte med et Aandepust hans sidste Livsens Hvile; og var det Døden, tilkom det ikke ham at kalde den flygtende Bevidsthed tilbage; thi undfly Livets og Dødens Herre kunde den jo alligevel ikke.

Men pludselig aabnede den Syge sine Øjne – to Afgrunde af Rædsel og Fortvivlelse. «Hvem er Du?» spurgte han.

«Jeg er Præsten.»

«Hvad vil Du?»

«Jeg vil trøste og lindre Dig saa godt jeg kan.»

«Skaf mig Mad – Mad – Mad!» skreg han.

Præsten vendte sig til Klokkeren og talte hemmeligt med ham, hvorefter denne skyndte sig ud af Gammen. «Nu skal Du faa Mad,» sagde Præsten og strøg ham over Hænderne. «Men Kjære! jeg har noget Bedre at byde Dig, – jeg har Mad og Drikke fra Herrens Naadebord, og er Du færdig med Dit Livsens Opgjør ….»

«Røver, Gavtyv – der Du er!» skreg Olaus og slog ud i Luften med knyttede Næver. «Opgjør vil jeg 115ha. Fanden med Kontrabogen, den er fuld af Løgn. Der staar Opgjøret – der paa Væggen …. ti Streger og en paa tverre, det gjør Hundrede …. et Hundrede, to Hundrede, tre Hundrede ….»

Præsten var først vegen tilbage for det vanvittige Menneske, der syntes at eje Kraft til at tage hver den med Vold, som kom ham nær. Men ved efterhaanden at følge hans Gestus, blev han var en Mængde Kridtstreger, som mer og mindre udviskede fyldte hele Bagvæggen af Gammen, og han forstod, at det maatte hænge sammen med den Syges Vanvid.

Efter nogen Tid kom Manden til sig selv igjen, og da Præsten gjorde ham et Par Spørgsmaal angaaende Stregerne paa Væggen, fortalte han temmelig ordret sin sørgelige Historie. Havde han tidligere med den Samlethed kunnet berette den for sin verdslige Dommer, havde han nok faaet Ret. Nu var det først i det sammentrængte Lys ved Dødens Dør, at han rigtig fik Øje paa den, – men dermed var ogsaa Opgjøret naaet!

Efter en Stilhed vendte han sig til Præsten igjen. «Og Du er Fader Præsten,» sagde han. Præsten nikkede bekræftende. «Hvad Godt har Du at sige en dødgiven Mand?»

«Det første,» svarede Præsten, «at Du efter et ærligt Skjøn dør som en skyldløs Mand. Og vil ingen Anden bevise det, da skal jeg staa som Vidne for Dig.»

«Jeg vidner for mig selv,» afbrød Olaus. Og idetsamme rejste han sig paa Knæ og pegende hen paa Væggen, gjennemgik han endnu engang Regnskabet. Af 116og til betoges han af en Skjælven og faldt tilbage paa Lejet; men han rejste sig igjen og begyndte nøjagtigt, hvor han slap. Mere og mere kortedes Aandedraget; han rev sig i Brystet, han stønnede og stred med Døden om hvert Haarsbred af Livet. Tilslut hørte Kampen op, og han faldt om paa Lejet.

Da vendte Klokkeren tilbage med en Kumme Melsuppe i Haanden. «Her er Mad,» sagde han raskt og fornøjet. Præsten gav ham et tyssende Vink.

«Mad!» skreg Manden og rejste sig igjen. En vild Begjærlighed flammede hen over hans Ansigt, han rækkede begge Hænder efter Kummen og skjalv over hele Legemet. Han havde ikke hørt noget andet Ord i Verden mere; men det hørte og fattede han. Fra Dødens Hvile vendte han endnu en Gang tilbage til Livets Kampplads for at tiltvinge sig en Næring, han ikke mer behøvede.

Men Præsten stillede sig hurtigt imellem.

«Du døende Mand,» sagde han, «nu er det ikke den legemlige Spise, Du trænger til; nu er det Læskningen fra Herrens Naadebord, og det har jeg her at byde Dig.»

«Mad!» stønnede Olaus. «Mad!» skreg han, og han forsøgte at skyde Præsten tilside.

Præsten stod forfærdet; udaandede det hungerpinte Menneske under denne Kamp, vilde han dø som et Dyr. Men her var ikke et Øjeblik at tabe, hvad der skulde ske, maatte ske straks. Da greb han Skaalen med Suppe: – «Hør mig Du Ulykkens Mand,» udbrød han og gik 117tæt til den Døende, der med vilde Øjne forfulgte Skaalen. «Her rækker jeg Dig den Mad, Du attraar, og jeg velsigner den i Navnet Gud Fader, Guds Søn og Gud den Helligaand.»

Manden lod Armene synke stille ned, og drak af Kummen i Præstens Haand. Han drak i ustandselige Drag til sidste Draabe. Da sank han tilbage, et mildt Smil gled over hans fortrukne Ansigt, og han var død. Han døde retfærdiggjort og mættet, det var mer end Tusinde Andre gjorde i lignende Kaar.

Præsten knælede ned ved den Døde, rettede hans Hænder og foldede dem over Brystet, – saa læste han Fadervor, og Klokkeren sagde Amen. Dermed var den aandelige Gravfæstelse forrettet; den legemlige skete et Par Dage senere paa Sognets Bekostning. – Som det Sidste af det Sidste indførtes Olaus i Aarsberetningen til Regjeringen under Rubrikken «Hvormange døde af Sult?»

*

Mærkeligt nok er det, at næsten hvert Billede, som springer frem af den jevne Almindelighed med udprægede Træk og Farver, paa en Maade hører Ulykken til; medens det korte Blink af en glad Tilværelse ikke fastholder Lyset saalænge, som der behøves til at afsætte faste Omrids. Nødtvungent og kortvarigt har Opholdet været her – paa faa Undtagelser nær, og Tusinder ere stævnede hidop med sit sidste Haab, som efter at have tilsat det ere forsvundne igjen uden Spor. Dette var 118dog fornemligt Fiskeværets gyldne Tider, thi da Vardø i Slutten af det attende Aarhundrede ophøjedes til Kjøbstad, kunde det ikke bære sin Rang, og udstedte ikke mere saa fristende Indbydelser til Eventyreren. En Kjøbstad paalægger desuden Forpligtelser og fordrer Garantier, og det vækker Betænkeligheder hos Individer af tvivlsom Art.

Omsider da Vardø som 36aarig Kjøbstad holdt Livet oppe med 88 Indvaanere, er det ikke vanskeligt at forstaa, at Ulykken havde sat dybe Mærker i en Befolkning, der Aar efter Aar forarmedes og formindskedes. De Fleste, som havde Kræfter og Evner til at blive, rejste væk, og kun den Nødtvungne blev tilbage. Men hver af de Bortdragende kastede i Udsigten til noget Bedre Mistrøstighedens Aag fra sig paa den nøgne Strandbred, og den Tilbageblivende nødtes paa en Maade til at tage det op og føje det til sin egen Skjæbnebyrde.

Som et Samfund for sig, ordnet efter egne Love, stod Fæstningen Vardøhus. Garnisonen var i Fiskeværets Tid dobbelt saa stor som nu, og udgjorde en fast Stok midt i Stedets fluktuerende Forholde. Dens Kaar var paa det Nærmeste uafhængige af Gevinst og Tab, og da den repræsenterede en liden Flig af Statsmagten, havde den fuld Ret til at hævde Aristokratiet overfor Fiskeværets plebejiske Tendenser – men det var alligevel ingen let Sag.

Dersom Kommandanten paa Vardøhus saa sig istand til at følge den aristokratiske Retning, var der Intet ivejen for, at han kunde betragte sig som en liden 119Økonge, hvis Ansvarlighed vanskeligt kunde udmaales eller kontrolleres. Gik han derimod Menneskets almindelige Gang, og valgte at slaa Tiden ihjel med de Vaaben, som fandtes, da var Manden paa Plebejernes Side. Vælge maatte han imidlertid, det var ikke til at bede for; men – og det var det Frygtelige ved Sagen – hvordan Valget end faldt, var Manden fortabt.

Der forekommer imellem disse to Arter: Plebejerne og Kongen, forunderlige Figurer. At tegne dem efter de løse Antydninger af en Tradition, som man mærker i Begyndelsen har været trykket af den personlige Nærværelse, kan være vanskeligt nok; men til Gjengjæld lægger dette hist og her en Farve paa, som markerer Grunden, og et uforvarende Ord giver Nøglen til de hemmeligste Aflukker.

Saa skal her til Begyndelse en saadan Økongesaga berettes.

*

Den gale Kommandant.

Der gives Mennesker, som ere lysrædde overfor Tilværelsen; deres Tal var i Fortiden større end nu, men de vil aldrig helt forsvinde. De elske at gjemme sig bort for Verden, og de ende stundom med at gjemme sig bort for sig selv; men de have Alle – Høje og Lave – et fornemt Drag i Naturen. Det hænder dog, 120at en Handling pludseligt kaster sit elektriske Lys over dem, og at de staa der ligesom prisgivne i Klarheden; det kan de ikke udholde, og de tyer da atter til et endnu dybere Skjul. Men hvad Navn det end bær, det er udenfor Livets almindelige Vejr – og maa en kjærlig Gud finde dem, af Mennesker findes de ikke mere.

Hin Kommandant paa Vardøhus var en Mand af stor Begavelse, altfor stor og fremtrædende til det Brug, Staten havde for ham – efter hans Alder at sige. Hos smaa Nationer raader jo alene Aarene eller Dødeligheden over Forfremmelserne, og Talentet har den kunstneriske Opgave at rende Panden mod Muren – uden at sprænge den, hvilket er en vanskelig Sag.

Manden havde giftet sig i en ung Alder, og dermed var hans Skjæbnekamp begyndt. Han havde paa et Bal i en af Kystbyerne danset med en ung Pige, hvis lysebrune Øjne havde betragtet ham saa frygtsomt og saa beundrende, at hans forfængelige Hjerte var bleven ganske betagen deraf. Efter Dansen havde han ladet alle sine Evner defilere forbi hende med vajende Faner og klingende Spil, indtil han sad ligesaa beruset af sin egen Herlighed som den lille Pige ved hans Side. Og da han bemærkede, at hendes Øjne svømmede i Taarer, at de ligesom Dugdraaber paa ungt Græs hang bævrende i hendes lange Øjenhaar, blev han formelig vansmægtende af Kjærlighed, friede og fik Ja i samme Aandedrag, og havde tillige den utrolige Lykke, at hendes Sindsbevægelse rystede Taaredryppet ned over hans 121Hænder, og at han ved at bortkysse dem for første Gang smagte Kjærlighedens Gudedrik.

Bruden var forældreløs, levede under Beskyttelse af en Formynder, og besad en ret vakker Formue. Foruden dette var hun af en anset Familje, havde nydt en Slags fin Opdragelse, præsenterede en smægtende lille Skjønhed, og var idethele et godt Parti for den opadstræbende, unge Lieutenant. At Taarekilden bag de lysebrune Øjne var saa mærkeligt anlagt, at den fast ved hvert Ord fik en Rystelse og piblede frem, var der efter et forelsket Skjøn ikke Noget at anke paa. Runde og klare hang Taarerne næsten altid paa Dryp omkring i Øjenhaarene, og naar de en Gang imellem trillede ned over Kinden, blev den friske Rødme bare forhøjet derved.

Men efterat de i 5 Aar havde været Ægtefolk og Forældre til – paa et nær – ligesaamange Børn, var Taareflodens PoesiPoesi] rettet fra: Parti (jf. rettelseslisten i 1. utg.) forlængst udtømt. Da der var grædt til Alt og til Intet, ja egentlig ikke grædt, men taaredrysset, blev det ham i mangen fortrædelig Stund til ligefrem Afsky. Aldrig et vredt Ord, en Indrømmelse eller et Modbevis; aldrig en frisk, sund Glædesyttring, kun det evindelige Taaredryp, – som forresten ikke altid glimrede hen over en uskyldig Baggrund; thi det hændte af og til, at det viste et lidet Falskneri i Sjælen, der dog hastigt skjulte sig. Da begyndte efterhaanden Mandens Hjerte at lide af Fugtighed, og for at bøde herpaa, tilegnede han sig en vis fornem Tørhed saavel i Tænkemaade som i Ord, – herved tog baade hans Evner og hans Husliv Skade.

122Den Arv, som skulde tilfalde Hustruen og ham i Forening, slap efterhaanden op. Der var ved Hjælp af den bleven indvævet mangen Pragtblomst i deres Ungdomsliv. Den havde tit gjort ham taalsom ved hendes ringe Begavelse og holdt Illusionen oppe over de hyppige Taarer, saa de til en vis Grad bevarede Karakteren af det rene Vand. Men da denne Indvævning blev mindre rig, og da Resterne – i Filler og Affald – blev anvendt paa smagløs Maade, brast hele Blændværket istykker. Den opbrugte Formue, de mislykkede Udsigter og den tabte Ungdom – Alt laa for ham i Virkelighedens Lys som et Livs Ruin, og han fortvivlede. Han var ikke af dem, som havde Mod og Evne til af Stumperne at opføre sig en mindre, men holdfast Bygning, – han maatte enten glimre eller forsvinde fra Skuepladsen.

Saa blev han Kommandant paa Vardøhus.

Her sad han nu i sin ensomme Højhed og saa sig om efter den Magt, han skulde udøve. Garnisonen var mere Fiskere end Soldater og levede i løse Forhold – det maatte forandres! Men gammel Vane er som Ukrud; selv naar det oprykkes med Rod, har det efterladt sig et Frø. Soldaterne lo til hinanden ved de nye Reglementer, og mente, at det nok gav sig. Det var hændt før, at en Kommandant havde været lidt ilter i Begyndelsen, men efter en Tid var Manden bleven spag.

Denne Kommandant var dog af en mindre medgjørlig Natur, thi spag blev han aldrig. Der var saa meget Stof i ham, at han kunde tage det op med 123Ulykken. – «Vel! han var ulykkelig.» Han erklærede dette for sig selv med Stolthed og frembar det i sin Person som et Adelsmærke. Alle veg ogsaa tilside for ham; ønskede han at være alene med sig selv, det skulde være ham vel undt!

Ikke saa let klarede han sit Forhold til Naturen og den rugende Ensomhed. Hverken den Første eller den Sidste respekterede Adelsmærket; den Første fornemlig var af en saa hensynsløs Karakter, at ingen jordisk Højhed stod for den. Mod kunde have sejret, Personlighedens Mod, men det havde han ikke, skjønt han bildte sig det ind; han havde kun Trods – han kunde ikke udholde, han kunde gaa paa. Men Trods overfor denne Natur! Dæmonerne vilde sætte ind med et rungende Latterhyl i Nordveststormen, eller i Havskodden omringe ham som en røgsort Slange, indtil han tabte Aanden og gispede efter Liv.

Og den Anden, Ensomheden! Ja for den maatte selv Modet skjælve paa sin Post. Den angriber ikke, og den vrænger ikke som Naturkræfterne, den gjør det af i al Stilhed. Hvor den møder Resignationen, ved den sin Sag i gode Hænder, thi Sløvheden vil snart følge efter, og hvor den træffer Utaalmodigheden, stirrer den saalænge paa den med sine tomme Øjne, at den bliver Svimmel, og da kommer Vanvidet bagfra, og tager Manden i Nakken – saa er Visen ude!

Men Visen havde i dette Tilfælde mange Vers, og før Kommandanten naaede det sidste, havde han gjennemgaaet alle Fortvivlelsens Lydfald.

124Han havde aarlig et offenligt Pengeregnskab at aflægge; men Manden var en daarlig Regnskabsfører, ug to Gange fik han ved gode Menneskers Hjælp Kassemangelen dækket, forinden Regjeringens Ettersyn meldte sig. Ved disse sprængende Tilstande blev hans Sind endnu mere formørket. Han følte sin Stolthed rodhugget og vidste med sig selv, at Livet maatte falde med den. At rette paa Sagen vilde være det Samme som at forandre hele Levnetsløbet, og det var umuligt. Desuden: der var paa den anden Sinde ikke et lyst Syn, ikke en vinkende Haand, – hvorfor da bry sig!

Hans Hustru skyede ham, thi hun vidste Noget med sig selv, som ingen Anden ustraffet skulde have sagt hende. Hun var baade ødsel og sjusket, og hun vidste, at alle de Smaafif, hun gjennem Aarene havde anvendt for at dække Fejlene, var for længe siden opdagede. Herved gav hun ham paa en Maade sin Frihed; men det hjalp ham dog ikke ud af alle de tusinde Indfiltringer og Knytninger, som et daarligt Ægteskab omvikler Mennesket med, og som knapnok løsnes ved et Overhug af Lovens Sværd.

At hun opholdt sig i Husets ene Del og overlod Resten til ham, var for saavidt en Lindring, som han slap den Ophidselse og den uhyggelige Fornemmelse af sin egen Brutalitet; der altid var Følgen af hendes taaredryppende Selvanklage. Sagen var, at han troede ikke paa den, thi han vidste, hvor rasende hun var i sit Hjerte over at se sig gjennemskuet og taus foragtet.

125Efter den sidste Underbalance var nu hengaaet et Par Aar, hvor Skrækken havde været den ledende Raadgiver i Huset, saa Kassen befandtes i temmelig Overensstemmelse med Regnskabsbøgerne. Men Skrækken tog efterhaanden af og Forvirringen tog til, og der kom da atter et Foraar fuldt af Rædsel for den Kgl. Kontrol. Lig en Skygge vankede den ulykkelige Kommandant omkring paa Fæstningsgrunden, efter at han ved Gjennemsynet af sine Bøger havde en ny Underbalance for sig, som ingen Udvej fandtes til at dække. Der var kun en eneste Dækning mulig – det var en Kugle for Panden.

Denne Tanke var slet ikke ny for Manden, han havde længe omgaaedes med den. Han vidste godt, at han derved ikke blot nedlagde sin egen Fjende, men ogsaa Statens, og at han allerbedst forsvarede sin Post ved at give sig selv Afsked.

Til samme Tid var et nyt Skib ankommen med den sædvanlige Menneskeforsyning til Øen, og en af Fæstningens unge Mandskab, en Nummer 15, var paa Fruens Vegne skikket afsted for at tinge Huset en Tjenestekvinde. Gutten var en ung Nordlænding, vakker, kjæk og velopdragen, og gjorde sig al Umage med sin Kommission. Den lykkedes ogsaa. Nr. 15 kom stolt tilbage med et Fruentimmer, som langt overbød de Fordringer, Husfruen stillede til hende. Det var en kraftig bygget Kvinde med en stolt Rejsning og noget Bydende i Laget, som ved første Møde truede med at 126overfløje Kommandantfruen, der endnu vedblev at frembære det rørende og Smaanette i en sjusket Skikkelse.

Ragna, saa hed Fruentimmeret, tog med Dygtighed fat paa sin Gjerning. Hun var i sit hele Væsen aflukket, og saa ud til at have brudt med Skjæbnen. En Ulykke var stormet hen over hendes Ungdom, det vistes paa enkelte Træk, hvor den havde afsat Mærker, der ikke kunde udslettes, og det vistes paa den ligegyldige Ro, hvormed hun gik løs paa Forvirringen i det forsømte Hus. Fruen havde god Nytte af hende, men hun havde tillige en stadig Ydmygelse, det var ikke frit at hun ønskede, hun kunde ramme Gjenten i en Fejl.

Hendes første vanskelige Bestilling blev den, at træde op som en mæglende Aand mellem Kommandanten og Fruen. Naar han afslog at spise, eller nægtede sig hjemme for Folk, sendtes Ragna til ham med Bøn og Bud, og saa mærkelig var hendes Optræden, at han uvilkaarligt gav efter. Det blev en farlig Bestilling for hende, saaledes flere Gange om Dagen at træde bønfaldende op overfor den strenge Mand, og at se den stigende Virkning af sit Herredømme.

Hun var en fast og tillige afvisende Kvinde; Livets første Ungdom var falden af; men Skjønheden sad endnu tilbage i hvert Træk, og en Mand, hvem han end var, kunde ikke undlade at gribes deraf. Hun var ligesom en Fostring af den umiddelbare Naturgrund. Hendes Haar var graagult og svært, Øjnene mørkblaa med et gyldent Blink, som Solskin paa Is. Kinderne 127vare noget afmagrede, men Munden derimod havde ikke mistet Noget af sin Skjønhed. Forhen havde den baade spurgt og leet, nu taug den med hvad den vidste, og det klædte den godt.

Hvem var den Kvinde? Det Spørgsmaal gjorde Kommandanten sig saa tit, at han var nær ved at glemme al sin Elendighed for det.

Ragna derimod havde ikke langt at gaa, før hun vidste Besked om Alt, og hun tog modig den Beslutning at lægge sit Liv til for at gjøre det godt for dem Alle. Men hun raadførte sig ikke først med Skjæbnen, og den kjendte bedre end hun Umuligheden af at føre en ny Bygning og paa den synkende Grund – den havde selv været med at udhule den.

Noget Saadant maa Kommandanten ogsaa have følt; thi hendes Magt syntes med en Gang at ophøre og hans fortvivlede Stemning at tage til. Nu taalte han ingen at se, og Ragna allermindst. Fruen aflagde hyppige Visitter ved Nøglehullet til hans Dør, oftest dog uden noget Udbytte, indtil hun en Dag ved den heldige Drejning af en Stoleryg fik Øje paa et Noget, som laa paa Skrivebordet foran Manden. Dette Noget var en Pistol.

Hun beholdt saavidt Magt over sig selv, at hun uden at forraade sig kom væk fra Nøglehullet; og hun følte, at her i en Fart maatte ske Noget, der fik ham til idetmindste at aabne Døren; men Ingen vidste Raad eller Udvej. Da tog hun sin Tilflugt til en Besvimelse, medens Ragna stod lamslaaet af en Skræk, hun aldrig 128før havde kjendt. Det var som en Afgrund aabnede sig for hendes Fod og hun maatte styrte ned i den. Fruen tog nu paa at jamre sig, og idetsamme kom et forfærdet Kvindfolk styrtende til og spurgte om det brændte?

«Ja – det brænder,» svarte Ragna uden Betænkning, og fløj med Skriget «Brand!» til Kommandantens Dør.

Det havde god Virkning. Kommandanten for op af sin mørke Grublen og ilede ud i Fæstningsgaarden, hvor allerede Soldaterne var i fuld Bevægelse, og hvor han nu med stor Sindighed kommanderede Slukningsredskaberne frem – mod en Ild, som ikke brændte!

Det viste sig da snart, at det Hele kun havde været blind Allarm, og Kommandanten forlangte i rasende Sinne den Skyldige opgivet. Efter en kort Undersøgelse pegte alle Vidnesbyrd paa Ragna; men idetsamme traadte Nr. 15 resolut ud af Rækken og erklærede sig skyldig. Han havde i Barakken antændt noget Halm, og Gjenskinnet heraf var det, som havde vildledet hende. Det blev naturligvis taget for godt, Gutten blev paa Stedet dømt til KrumslutningKrumslutning] få hender og føtter lenket sammen for en kortere periode, slik at man ligger sammenkrøpet og Tamp,Tamp] ris og afmarcherede straks under formelt GelejdeGelejde] ledsagelse til Arresten.

Ved at erfare dette blev Ragna fortvivlet. Hun vidste jo, hvor fri Gutten var, og hun forstod, hvorfor han havde givet sig den Skyld, hun havde. Men det maatte ikke ske, da før skulde det Yderste voves! – Hun vidste knapt, hvad hun mente med det Yderste.

129Men det tog alligevel enhver Betænkelighed bort, og Stunden efter bankede hun paa hos Kommandanten. Den vrede Mand, hvis Stormskridt frem og tilbage i Stuen havde givet Gjenlyd i Huset, var nu igjen dødstille. Det gjorde hende mere angst, og med skjælvende Røst begyndte hun sin Selvanklage udenfor den stængte Dør.

Kommandanten rejste sig og gik til Døren. Hvad var det han hørte! Derude stod et Menneske, som anklagede sig for en Brøde, der bestod i at have skaffet sig selv Fortræd for at komme ham til Hjælp. Og det Menneske var hende med det gribende Aasyn, om hvem Ingen vidste, hvorfra hun kom, eller hvad hun var, og som havde formaaet ved sin blotte Nærværelse at vække nyt Liv i hans døde Hjerte!

Skjælvende aabnede han Døren og bød hende træde ind, medens han uvilkaarligt veg tilbage i Stuen.

Der kom en dyb Forvirring over dem Begge, og Ingen af dem vidste et Ord at sige. De følte uvilkaarligt, at en Skjæbneafgjørelse trængte paa, men de vovede ikke at se den i Øjnene. Endelig udtalte han hendes Navn, og hun løftede Ansigtet. Hun var bleg som et Lig, og alle Mærkerne af den gamle Skjæbne – den, som Ingen kjendte – stod i læselige Skrifttegn derpaa. Men Øjet var klart, og gjennem det skimrede noget af en fordums Stolthed frem. Hun betragtede ham uden Frygt; thi hun forstod, at det Yderste, som hun havde tænkt saa usikkert paa, det stod hun nu foran.

130Kommandanten havde lænet sig ind til Stuevæggen. Ogsaa hans Ansigt bar Mærket af lange Tiders Græmmelse; men han var desuagtet en smuk Mand med Fornemhed i sit Væsen. Hans Haar var sort og hans Pande præget af rig Begavelse, men i Øjnene kom og gik der noget Vildt, som virkede uhyggeligt, uagtet der var en Mellemlysning fuld af varm og overtalende Lidenskab. Han var, som han saadan stod, ikke velgjørende at se paa, men han var gribende – og uforglemmelig.

«Er Du en anden Mands Hustru?» spurgte han halvhøjt.

«Jeg er det ikke mere,» svarte hun.

«Er han død?»

«Nej. Han satte alt Mit overstyr, skamskjændte mig for Livet, og rømte med en Gjente, som jeg havde givet Hus og Opdragelse.»

«Venter Du paa ham?»

«Aldrig i Evighed!»

«Men Du kan alligevel ikke glemme ham … Engang har Du elsket ham?»

«Ja, det har jeg. Men jeg væmmes ved det, og dog faar jeg Lykke til at huske min egen Afsky.»

Under disse Spørgsmaal og Svar stod de fattede Ansigt mod Ansigt. Nu gik Kommandanten nogle Skridt fremover, men vaklede og satte sig paa Stolen ved Skrivebordet, idet hans Pande sænkede sig ned paa den frygtelige Pistol. Det holdt Ragna ikke ud at se 131paa, det forfærdelige Vaaben maatte han give hende! Men hun fik af Skræk ikke Ordene frem.

Det behøvedes hellerikke, han saa hendes Tanke i det udtryksfulde Aasyn.

«Det er min – eneste Redning,» sagde han.

«O Gud! Det er jo Døden!» stønnede hun.

Han rejste sig kraftigt med Pistolen i Haanden. «Der – tag den, og gjem den, Du!»

«Det skal jeg,» svarte hun og tog den.

«Nu har Du mit Liv i din Haand, Ragna – Hvad gir Du mig igjen?»

Hun skjalv ved det dybe Lydfald i hans Stemme, det kom fra Hjertet af et Menneske, som bad for sig. Hun saa op paa ham, i hans luende Blik stredes Kjærlighed og Angst – – «Tag mig,» hviskede hun, og laa i næste Øjeblik ved hans Hjerte.

Det var to Skibbrudne, som fra hver sit Vrag kastede sig i hinandens Favn, og det var ikke blot Kjærlighedens Førstemøde, de fejrede, men det var Livets Frelse.

Dagen derpaa modtog Nr. 15 en Æresoprejsning af Kommandanten; men den Erkjendtiighed, han havde ventet sig af Ragna, spejdede han forgjæves efter. – Det var som om hun ved sin venlige Tak gav ham en ugangbar Mynt; paa andre Steder kunde den have fuld Værdi, i hans Haand gav den Kobber for Guld.

Og Tiden gik. Sommer og Høst mødtes og skiltes og endelig bredte det lange Vintermørke sine Skygger over Øen. Lydløst sjabbede Folket omkring, og fra 132Ruderne i Smaahusene keg det evige Lampelys søvntungt ud paa Dagens famlende Skjær. Ikke to Ord rejste sig mod hinanden til en Afgjørelse af Noget, selv Naturen holdt Fred i den dødelige Jevnhed.

Da viste det Mærkelige sig, at Kommandanten livnede op, medens alle Andre døsede hen. Længe var det bleven upaaagtet; men da Sagen anmeldtes i de kvindelige Thecirkler, gik den hurtigt over til Mændenes Toddylag, og nu blev der opstillet adskillige Hypotheser, som alle var lige langt fra Virkeligheden. At der maatte have aabnet sig en skjult Kilde til Velstand for Manden var den Mening, som tilslut samlede de fleste Stemmer, og det hjalp kjendelig paa den offentlige Dom.

Havde Nogen anet, at den uhyggelige Mand blev baaret op af den eneste Lykke, som er istand til at byde hele Tilværelsen Trods, var der ikke En, som havde løftet paa Hatten for ham, – hvilket fornuftigt Menneske vilde være over at hilse en gal Mand! Nu derimod blev der respektfuldt gjort Plads for ham, om det saa var midt i en Snedrive med Nordvesten pibende midt imod.

Hvad var det for en lysræd Skikkelse, han forhen havde præsenteret, naar han efter Mørketiden krøb ud af sit Vinterhie? Var det ikke baade en raadløs og pengeløs Mand? Se nu, hvor han stred sig frem i det vildeste Vejr, se hvor han stillede sig blot paa Højderne, og lod Sødrevet piske sig om Ørene, til han dryppende af Væde kæmpede sig hjemover igjen, – og se hvor 133uforfæredet han tog sin Morgen- og Aftenvandring i Granalleen, ret som det var en virkelig Slotsalle, og dog vidste han ligesaagodt som de, at det bare var en Snes afhugne Grantræer, som fra Fjordene var ført hid og nedfrosne i Sneen for at mærke Vejen fra Fæstningen til Byen. Med et sligt Naturfusk tog han sig til Takke, ret som en Ungdom, der tror, at Roser gror allevegne! – Var han ikke pludselig bleven en Velstandsmand, saa var Ingen det!

Ja ganske vist var han en Velstandsmand, og det som Faa! Der var i Virkeligheden aabnet ham en forborgen Rigdomskilde, hvoraf han øste en saa stor Formue, at den bøjede hans Sind i Tak til Gud, og gjorde ham taalsom og god mod Alle. Men hvad hjalp det, at Gud talte fra Hjertet, naar Lovens Tunge talte imod!

Kommandantens Frue havde længe haft en Mistanke til denne pludelige vending i Sagen; men da hun havde vundet langt mere end hun havde tabt, lod hun det foreløbig staa hen. Dog Tiden kom, da Hustruen ikke længer ville nøjes med Affaldet af de Andres Lykke, uagtet hun saaledes havde levet meget rimeligere end før. Men netop den styrkende Næring rejste Modet til at forlange Mere.

Det traf sig nu, at Kommandanten maatte gjøre en Rejse paa nogle Dage ind til Vardø, og Fruen blev eneraadig over Huset; hendes første Myndighedsakt rejste sig da mod Ragna. Der var Smaating, som hun savnede i Mandens Gjemmer, Mider fra hans Barndom, 134som han hidtil havde holdt hellige og urørlige, – havde han skjænket dem til Ragna? Hvis saa var, skjønnede hun, at han elskede Pigen over Alt paa Jorden. Men fra dette vilde hun vide fuld Besked.

Der fandtes i Ragnas Kammer et lidet Rejseskrin, som altid var aflaaset – det gjemte naturligvis Hemmeligheden!

Hun skikkede nu Pigen i et Ærinde til Byen, og lod imens Skrinet bryde op. Ganske rigtig! her fandtes baade det hun savnede og mere til, iblandt Andet Pistolen. Det var Bevis nok. Uden videre Betænkning lod hun Lensmanden hente og udpegte de fundne Ting som Tyvekoster. At de tilhørte Kommandanten, kunde ikke drages i Tvivl, og da Ragna kom tilbage, og uden et Forsvar lod Sagen gaa hen over sig, var det næste Skridt at sætte hende under Bevogtning som Tyv.

En Stund efter blev hun ogsaa virkelig ført til Lensmandsarresten nede i Byen, medens Rygtet om Kommandantfruens resolutte Handling fløj som en moralsk Forfriskning hen over Øen.

Imidlertid sad Ragna i sit Indelukke og forsøgte at samle sig paa hvad der var sket. Det vakte en smertende Eftertanke. De Gjenstande af ringe Værdi, som nu satte Tyvsmærket paa hendes Liv, havde jo allerede plettet hendes Sjæl for Gud; thi vel var de skjænket hende som en Kjærlighedens Gave, og mange Taarer havde hun i Stilhed grædt over dem; men Vidner om hendes Brøde var de alligevel. Saa vilde hun tie til 135Døden, og tage sin Skjændselsstraf efter Lovens Bydende. Men han! hvordan vilde han tage det?

Da vendte omsider Kommandanten tilbage fra Rejsen. I Fæstningsgaarden saa han sig spejdende om: hvor var det klare Aasyn, som han under sit korte Fravær næsten havde længtet sig dødssyg efter? Han gik ind paa sit Kontor: hvad betød den Gravstilhed, som fyldte Huset? Ordonantsen bragte ham endelig den reglementerede Melding om Fæstningens Bestand, og heri kunde Tyveriet ikke forbigaas, – nu havde han Svar!

Han var i Besiddelse af en stor formel Kraft, og med sin sædvanlige Stolthed modtog han Rapporten og afskedigedeafskedigede] sendte ut Sergeanten. Men da SubordinationenSubordinationen] underordning, lydighet var hævdet, og den mørke Dør stængt mellem ham og alt Levende, faldt Masken, og Lidenskaben rystede ham, til han sank afmægtig om og blev liggende uden Samling ud over Natten.

Da han kom til sig selv, var han syg paa Sjæl og Legeme; men eftersom Tanken klarede, hvad der var sket, blev han paany Herre over sig selv, og med fuld Kraft tog han sig sammen og gik ud af Stuen. Her fulgte han en smal Gang, der trak sig bagved de øvrige Beboelsesrum, indtil han stod foran en Dør med en liden Trappe foran.

Et Øjeblik syntes han at vige tilbage, men i det næste aabnede han Døren, og traadte ind i sin Hustrus Soverum. At han her var en ligesaa uventet som uvelkommen Gjæst, blev synligt paa Modtagelsen.

136Han havde stillet sig foran Sengen og tvang hende ved sin fortsatte Tanshed til at aabne Øjnene. Men ligesaa lynsnart, som en Maage snapper Fisken i Vandskjellet, hug hans Blik sig fast i hendes, og i Kraft af den overlegne Aandsmagt, som hun altid havde skjælvet for, kunde hun uagtet al sin Rædsel ikke vende Synet fra ham.

«Giv mig Nøglen til Skrinet med de bekjendte Tyvekoster,» sagde han. Han talte langsomt og med en vist Haan, som æggede hende.

«Jeg har ikke Nøglerne til min Tjenestepiges Gjemmer, det er nok hende, som har Nøglerne til mine,» svarte hun.

Den Hentydning lod han gaa forbi, hun skulde nok snart faa kvitte baade for den og mere. «Nøglen med Skrinet er givet i dit Værge. Det staar i Rapporten,» sagde han.

Hun vovede ingen Modstand længer, og med et Suk over sin Glemsomhed henviste hun ham til en Krog i Stuen, hvor Skrinet stod med Nøglen i. Kommandanten aabnede det og udtog sin Pistol. Resten lod han ligge. «Det Skrin er jo mit,» sagde han. «Hvor er Pigen kommen til det?»

Fruen saa forbauset paa ham og rystede paa Hovedet: Hun vidste ikke det var hans.

«Jovist ved Du det. Du har naturligvis selv laant Pigen det, og ikke sanset, at mine Ting laa deri. Jeg kjender din Glemsomhed, og jeg ved, at din Omtanke ikke er bedre.»

137Hun gjorde en hel Del benægtende og himmelpaakaldende Tegn; men der var et Udtryk i Mandens Aasyn, som ingen Modsigelse tillod, og hun taug.

«Imorgen skal Pigen underkastes Forhør, og da Du nu ved, at hun er uskyldig – thi det ved Du, saa har Du at skikke Bud herom til Lensmanden, det snareste Du kan, og tilmed det samme Bud, som Du lod gaa afsted med Anklagen. Har Du forstaaet mig?»

Jo. Hun havde det.

«Godt. Pas nu, Du ikke glemmer det. Forresten skal jeg huske Dig paa det, om det behøves.»

Da han stod med Haanden paa Dørtaget, fik hun et Slags Mod igjen, og hun kastede sig stønnende tilbage i Sengen. Det gik ham til Hjerte. Han vendte sig om og saa paa hende med et Blik fra Ulykkens inderste Grund. Hun forstod Meningen; der laa i det en Anklage, som hun ikke kunde værge sig for, selv om hun havde Loven og hele Verden paa sin Side. Da brast hun i en virkelig Graad, og hulkede hans Navn.

Men for sent er forskyldt.forskyldt] som man har gjort seg fortjent til Han drog et tungt Suk, rystede paa Hovedet og gik. Der var ikke mere at sige i den Sag.

Saasnart Dagen kom, sendte Fruen sit Bud til Lensmanden, affattet med Snildhed og Omtanke – hendes Hukommelse behøvede ingen Hjælp. Sagen blev ogsaa med det Samme hævet, og Pigen sat i Frihed. «Naar det var gaaet slig til – da –.»

Men der var en liden, forkrøblet Mistanke, som i 138længere Tid havde lusket omkring ved Bagdørene, den fik herved baade Vækst og Anseelse – og Indgang gjennem alle Hoveddøre, og dermed var Kommandanten dømt. Ikke af Sædelighedshensyn, dertil florerede Finmarksromantiken altfor rigt, men af Hævn. Den hovmodige Mand, som selv i Kassemangelens Knibe havde holdt dem Allesammen tre Skridt fra Livet!

Kommandantens Frue var hidtil ikke meget afholdt; men nu indtegnedes hun i Registret over kvindelige Martyrer, og iførtes den dertil svarende uplettede Klædning. Det satte Liv i Eftermiddagscirklerne. Her flød den fine, duftende Russethe i rundeligt Maal, under det Kommandanten stod i Pølen, den store kommunale Rendesten, der som før nævnt førte lige til Helvede. Her kunde han efter Behag staa med sine tre Skridt foran sig, han kunde gjerne maale seks, om han vilde!

Medens nu det satte Bevægelse i de videre Kredse, trak de nærmere sig sammen i krampagtig Smerte, og her fremholdtes Sagen for en anden Dommer – for hvem hine tre Skridt aldrig havde været til.

Da Ragna modtog Tilsigelsen om fuld Frihed, betog det hende forfærdeligt: hvor skulde hun hen? Havde hun faaet Dom over sig, var hendes Hjerte bleven trøstet og hendes Omsorg slukket. Nu var hun lige nær. – Sorgfuld og afmattet vankede hun hen over Øen, hvor Ingen færdedes, og fandt sig her under en Berghammer saapas meget Ly, at hun uset kunde lade Dagen gaa hen over sig. Og Dagen gik, og Natten kom med en hvilende Søvn, hvori hun ikke vidste 139Noget om Andre eller sig selv, før det tidlige Dagvirke gav Gjenlyd i hendes Nærhed.

Da hun havde fattet sig paa at gjøre de fornødne Skridt til at komme bort fra Øen, gik hun indover mod Havnen. Her mødte hun flere af Fæstningens Mandskab, som havde afløst Andre i at søge efter hende, hvilket hele Natten var bleven fortsat. Dagen forud havde man ventet paa hende til ud over Aftenen, selv Kommandanten havde vanket omkring som en Aand, snart ude, snart inde, – og nu fik hun da være med hjem, at Sagen kunde tage en Ende!

Ragna svarte Intet og betænkte sig meget. Hun kjendte hans Uro, og forstod hans Kval, – hun fik gaa til ham! I hvad Ondt saa herved kunde møde, var der et Gode: hun fik se ham og høre hans kjærlige Ord. Hun var jo dog den, som havde sin Frihed, medens han var en stakkels Livslange med Lænken om Benet. Desuden havde hun jo hans Liv i sin Haand. Han havde selv sagt: Jeg gi’r Dig mit Liv, behold det saalænge Du vil; men gi’r Du mig det tilbage, kaster jeg det fra mig – jeg vil da ikke eje det mer.

Nogen Tid efter aabnedes Kommandantens Dør for den skjælvende Kvinde, og en Pande, hvorpaa den bittreste Græmmelse stod skrevet, bøjede sig imod hende.

Saa dybt havde hun aldrig skuet ind i hans Sjæl som i denne Stund. Hun var med al sin sunde Styrke dog ikke den mægtige Lidenskab voksen, som han, Ulykkens Mand, omslyngede hende med, og hun svimlede som over en Afgrund. Men hele Verden ejede 140ikke en Erstatning for den skrækblandede Lykke, han skænkede hende.

Det var det han læste i hendes Øjne, og det han svarede paa med et Kys, da Døren pludselig aabnedes, og hans Hustru tren ind fulgt af to Smaabørn. Ragna tumlede næsten sanseløs hen til en Side, og Kommandanten blegnede af Raseri.

«Hvad vil Du her?» spurgte han.

Den Tiltalte bøjede sig som En, der faar et Slag i Ansigtet, men hun lod sig ikke skræmme. Hun skjød Børnene foran sig og gik hen til Ragna. «Kjære Ragna!» bad hun med forsagende Røst. «Tag Du Barnene og sørg for, at deres Fars Hjerte aabner sig for dem. Jeg er ham jo imod. – – Det var ikke sunget for min Vugge! Men lad mig bare faa gaa her – – udenom Jer; jeg skal tage min Lod, som I vil unde mig den.»

Efter denne ydmyge Tale korsede hun Børnene, tørrede Taaredryppet væk og gik til Døren.

Kommandanten stod et Øjeblik overvældet, da fattede han sig raskt, tog Børnene, ledte dem ud af Stuen og lukkede Døren efter dem.

«Det er en nobel Spekulation, Du der har udtænkt,» vendte han sig til sin Hustru. «En Negotie,Negotie] handel som sømmer sig for Dig! Du vil tiltuske Dig Retten til at spytte mig i Ansigtet; men den Nedværdigelse, Du vil give i Bytte, vejer ikke mere end en hul Nød.»

«Sig ikke det,» klynkede hun.

141«Og om den vejede en hel Jord, fik Du ikke Byttet istand,» skreg han og gik med knyttet Næve imod hende.

Ragna udstødte et Skrig, og i samme Aandedrag tog han sig sammen, – Voldsmanden forsvandt i indædt Foragt.

«Du havde tænkt at drage Dig et Fiske i rørt Vand; men Agnen Du bød paa var falsk – saa blev det Hele til Fusk. For at Du imidlertid kan tage Noget med Dig, bør Du vide, at Ragna er hos hos mig for at sige Farvel.»

Fruen saa overrasket paa ham.

«Ja, det er sandt hvad jeg siger. Men for at Du ikke skal tro, at jeg ogsaa gaar paa med Fusk, vil jeg tilføje: at med hende forlader al min Glæde dette Hus. Hun har givet mig et uforfalsket Sind og et kjærligt Hjerte – jeg har kun givet hende Ulykke for det; thi min Kjærlighed har aldrig iskænket hende nogen sød Drik. – – Du ser haansk paa hende, var Dig! Jeg erklærer her i din Nærværelse, at jeg kjender ingen Kvinde, som jeg ærer højere eller saa højt som hende – thi min Mor er død, – og Du har i tolv Aar ikke gjort Andet end bedraget mit Hjerte.”

«Jeg bedraget Dig!» udraabte hun.

«Hys! – Der er andre Bedragerier end dem, som Loven rammer. – Saa gjør nu engang den Erfaring, at mellem Dig og mig er rejst et Skjel, som aldrig flyttes – aldrig! Nu har Du fuld Besked, Du har selv afkrævet mig den.»

142Der var en Haardhed i hans Lag, som ikke tillod nogen Indvending, og hun gjorde heller ingen. Hun forsvandt smygende og lydløst. som hun var kommen, fulgt til Døren af hans frastødende Aasyn, der mer end Ord advarede hende imod nogensinde at gjentage den Slags Overlistning; thi det kunde hænde, at den blev endnu dyrere.

Da Døren var lukket, vendte Kommandanten sig til Ragna og saa længe paa hende! Det Ubøjelige i hans Sind trængte Tid til at løsne. Endelig brast den sidste Jernring om hans Bryst, og Hjertet fik Liv igjen, og da bruste Kjærligheden frem i al sin Styrke.

Men hemmelighedsfuldt, som en Røst fra Evigheden, kaldte Sjælen ham tilbage til sig selv. Det Frygtelige, Uundgaaelige stod for ham. Han tren tilbage fra hende, og hun løftede sit Aasyn rolig og fattet imod ham. De vidste Begge, hvad der skulde ske, og de vaklede ikke.

«Ragna,» hviskede han. «Der er Forskjel paa Synd og Skjændsel – Nu maa vi skilles.»

Hun tilnikkede ham sit Ja. Men idetsamme faldt hendes Øje paa den kjendte Pistol, som igjen laa paa Bordet. «Giv mig den med til et Minde!» bad hun.

Han rystede tungsindig paa Hovedet. «Ingenting skal Du tage med til Minde om mig uden det, Du ved i dit Hjerte. Saalænge Du har mig kjær, har Du Minder nok. Og glemmer Du mig, taler bare Tingene imod mig.»

143«Saa kast den i Sjøen!» udbrød hun, og ligesom den første Dag sank hun overvældet af sin Sorg paa Knæ foran ham.

Han drog hende op til sig, han vilde tale; men Graaden kvalte hans Røst, og det hørtes som en træt Mands sidste Ord. «Ragna, naar Du gaar ud ad den Dør, og den staar lukket efter Dig, er Verden lukket for mig. – – – Kom ikke med nogen Bøn, kræv ikke noget Løfte; for dem, som skilles evindeligt, er Løfter Ingenting.

Husk, Du kom til en Døende – Du gaar fra en Døende. Men det er sandt, Du gav mig et Aar – et Leveaar! Vel, jeg skal give Dig et Aar for det – – et Sørgeaar, Ragna! – Hav saa Tak – og Farvel.»

Ragna gik tungt hen til Døren, hun skjønnede ikke, at hun kunde gaa. Fra Døraabningen saa hun endnu en Gang tilbage paa ham. Lænet ind til den mørke Stuevæg stod han just der, hvor han for et Aar siden havde staaet og taget Støtte imod sin heftige Sindsbevægelse, idet han fulgte hende med sit brændende Blik. Nu var Ilden sluknet i Øjet, hans Haar faldt tungt ned over Panden, og hans Aasyn var dødsmærket i hvert Drag. Hun syntes, at hun endnu maatte ile hen til ham, – han rystede paa Hovedet, og hun gik.

Da Døren var kikket, lagde hun Ansigtet ind mod den og græd stille. Det var endnu et Farvel fra hendes Hjerte, som hun overfor hans stolte Smerte umuligt kunde have sagt ham. Da smøg en Skikkelse langs med Væggen; lydløst og blødt som en Snog gled den 144frem, indtil den var lige ved hende – der rejste den sig. «Skjøge» hvæste den, og idet Ragna forfærdet vendte sig, saa hun Fruens taareløse Øjne ligesom to Brande gnistre imod sig.

Da flygtede hun rædselsslagen ud af Huset, ud over Berget, saa langt væk. som hun kunde komme; men Udvejene var ikke mange, og Tilflugtsteder endnu færre. Endelig satte hun sig paa en Sten nede ved Søen, thi der var da ialfald en Udvej, hvis ingen anden fandtes. Saa lod hun Dagens Stunder gaa hen over sig, indtil Aftenen kom, og Havtaagen rullede sine lave Skymasser imod Land og lukkede over Øen.

Gjennemtrængt af den tunge Væde følte hun sig, som om hun allerede laa i Havet, og hun rejste sig op for at blive klar over sin Tilstand. Da hørte hun Skridt i Nærheden, hun hørte en Fod glide ud, et Menneske falde og rejse sig igjen; og saa blev det ved, til der pludselig dukkede en Skikkelse op af Taagen lige ved hende. Det var Nr. 15.

Hun havde i over et halvt Aar ikke set ham. Det havde været hendes Kunst at holde sig udenfor Synsvidden af Fæstningens Besætning, og Nr. 15 havde skyet hende med samme Iver, om just ikke af samme Grund.

Han saa ud, som han havde gjennemgaaet en svær Sygdom, og den tunge Væde, der sivede ned over ham, gjorde ikke Udseendet bedre.

«Du kjender mig vel knapt?» spurgte han forknyt.

Aajo – hun kjendte ham.

145«Den hele Kvæld indtil nu Midnat har jeg maset omkring her i Taagen for at finde Dig.»

«Hvad vil Du mig da?» spurgte hun.

«Ja – jeg vil Dig ikke mere det, jeg vilde Dig ifjor; men saa vil jeg Dig noget Godt alligevel,» svarte han.

«Sæt ikke noget Haab til mig, – jeg er ikke til i dette Liv hverken for Andre eller mig selv,» sagde hun og brast i Graad.

«Ragna – – jeg ved, hvordan det staar til med Dig, jeg har længe vidst det, og det er ikke frit, at jeg har græmmet mig. Men nu vil jeg bare sige Dig det, at jeg har mine gamle Forældre nede i Øksfjord. De sidder med et ganske godt Jordbrug og godt Fiske, men efterat min Bror døde her paa Vaaren, er de alene om at stelle med det. Jeg kan ikke komme fri af Tjenesten, før to Aar er gaaet, og jeg synes Synd i dem – sær i Mor, for hun er skrøbelig af sig. Vilde Du nu tage nedover til dem og stelle for dem, da gjorde Du en god Gjerning, og stor Tak vandt Du – baade af mig og af dem.»

«End om De ikke vil tage imod mig?»

«Ak Ragna, Dig tager alle Mennesker imod med Kyshaand!»

Der gik en ny Livstanke gjennem hende: Et lidet Tilhold her paa Jorden, hvor hun kunde give Arbejde for Brødet og vinde Fred for sit saare Hjerte – ja det vilde hun! «Og paa hvad Maade skal jeg komme væk?» spurgte hun.

146«Her ligger en liden Jægt sejlfærdig, som skal gaa til Hammerfest. Jeg skal lige nu løbe ned til Skipperen og aftale Alting med ham. Der er altid Lejlighed derfra til Øksfjord, – og naar Du bare er hos de Gamle, saa er Alt vel. Du er klogere end baade jeg og dem, tal Du som bedst, da gaar det bra.»

«Jeg skal gjøre det saa godt jeg kan,» sagde hun fattet.

«Saa bliv her, til jeg henter Dig. Jeg ser der aabner sig et lidet Fremkig i Nordost, da letter Skodden, og ud paa Formiddagen faar vi frisk Bør. – Tak Ragna! Jeg gi’r Dig min Haand paa, at Du aldrig skal angre det.»

Hun tog hans Haand med Graad, han skjulte Ansigtet, og Taagen skilte dem.

Ragna satte sig igjen under Fjeldknuden og søgte at samle sig paa det Nye, som saa uforvarende var trængt ind paa hende. Det var en Udvej, men hun kjendte det som en Smerte at følge den; den skilte hende jo endnu mere fra den mørke Mand bag Fæstningsmuren, og fra ham vilde hun aldrig skilles.

Imidlertid voksede Fremkig’et i Nordøst med hver Stund, som gik, og en blaffende Morgenvind satte Taagen i Bevægelse. Endnu laa den dog som en rullende Kuppel over Øen, hvert Vejspor var udslettet, hver Lyd var som et Ekko, hver Form omdannet, og Menneskene dukkede op og ned som i et Fatamorgana.

Ud paa Formiddagen fik Nordostvinden endelig Bugt med den, og da Solen brød sejrende igjennem, 147skinnede den muntert paa et lidet Fartøj, der krydsede hen under Renøen med alle sine Smaasejl udslagne for at fange saamegen Vind, at det med et Stryg kunde klare Fastlandspynten. Det gik ikke hurtigt, Sejlene fik Tid til at tørres; men til Gjengjæld fløj det som en Maage med hvide Vinger forbi Svartnæs og var i næste Stund forsvunden.

Paa Dækket af den flinke, lille Sejler havde Ragna staaet ganske fortumlet af hvad der var sket med hende. Nu kunde det ikke mere gjøres om, det gav hende jo ogsaa et Hold, men det lindrede hende ikke. Hun følte, at saalænge Dødsfangen sad der i sit mørke Rum paa Vardøhus, var hun med alt sit Væsen fængslet til hans Side og delte Fangenskabet med ham. –

Under dette hvirvlede Trommen paa Vardøhus, og Mandskabet traadte i Geled. Kommandanten gik frem og tilbage i en Frastand med Miner, som ikke spaaede godt, Sergeanten stod parat til at udføre hans Ordre. Da blev Nr. 15 raabt op, og næsten stolt tren Gutten frem af Rækken.

Han var flygtet fra sin Natvagt, og var uden angiven Grund udebleven fra Morgenrevuen, – hvad havde han at anføre til sit Forsvar? – Intet. Godt. Krumslutning 24 Timer – Afmarchering. Trommen hvirvlede paany, Kommandanten gik tilbage til sin Stue, og Nr. 15 eskorteredes til Fængslet.

Efter udstaaet Straf lod Kommandanten ham kalde ind til sig. Han var kommet i Tanker om hin Gang, da Gutten frivilligt havde ladt sig dømme for at frelse 148Ragna, – nu var der opstaaet en Tvivl hos ham, som gik i samme Retning. Hvor var Ragna tyet hen, da hun forlod ham; havde Gutten støttet og retledet hende?

I Enrum, med sin Overordnedes sorgbøjede Skikkelse for sig og underkastet et Forhør, hvorved Mandens Angst og Kjærlighed talte tydeligere end Fornuften, gav Gutten ham fuld Underretning om baade Ragna og sig selv.

Hvert Ord borede sig ind i den ulykkelige Mands Hjerte med en Blanding af Skinsyge og Smerte. «Du vil vel se til at faa Permission?» spurgte han omsider.

«Nej,» svarede Gutten frejdig, «da havde jeg løjet for Ragna, og det var hende, jeg sidst vilde lyve for.»

Kommandanten seg sammen af Smerte og sagde Intet.

«Jeg bød Ragna en Far og en Mor – og om hun saa vil: en Bror; men havde jeg budt hende Andet, da havde hun ikke ta’t imod.»

«Det havde hun ikke!» udbrød Kommandanten, næsten i Triumf.

«Det hun har gi’t, tar hun aldrig tilbage,» tilføjede Gutten stolt.

«Og det, hun har vunden, skal hun beholde,» lagde Kommandanten til. Saa rejste han sig og gav Gutten Haanden. «Forlad mig min Synd,» mumlede han, men tilvinkede ham idetsamme at gaa.

Da Døren var lukket efter Gutten, gik han hen til Væggen og stillede sig op, med Fødderne stemmende imod og Hovedet hvilende ind til Tapetet. Det var 149uvilkaarligt, at Legemet havde dannet sig denne Position under Aandens vilde Jag. Han stod Timer igjennem som fastnaglet, med sit smukke Ansigt vendt mod Døren, uden et bevægende drag. Af og til rettede han sig en Smule, som om han vilde prøve paa med Livet, og sank tilbage igjen; thi ikke før han med stolt Holdning kunde bære sig, slap han Støtten.

Og saa begyndte han paa Aaret!

I den første Tid, da der endnu var Døgnskifte, førte han en Slags Dagbog; men da han aldrig betroede den en Tanke, fremviste den kun en Kvittering for hver Dag, som var gaaet. Alene for Den, som kjendte Aarets Betydning, blev hver Dag et Spadestik i Jorden til hans Grav. Men da Mørketiden kom, hvor Dag og Nat løb sammen i Et, løb ogsaa hans Optegnelser over i hinanden, til de endte i Forvirring.

Han viste sig i lang Tid ikke udenfor Fæstningen; men da Sneen laa favntyk over alt Berg, og den sammenfrosne Granalle netop stak sine Toppe frem over Ørkenlandet for at vise Vej til Mennesker, spankulerede Kommandanten om i de værste Driver, saa det næsten blev livsfarligt, og Mandskabet holdt Udkig fra Fæstningen, for at være parate til hans Redning.

Efter Mørketiden kunde Manden dog endnu mindre holde Stand. Det, som blev til en Livsfornyelse for Andre, blev til en stigende Dødskamp for ham.

Da overfaldtes han med et af den Mistanke: at Alle viste ham Mangel paa skyldig Respekt. Det var som han havde drømt det; thi en Morgenstund lod han 150Sergeanten kalde og overgav ham privat den strengeste Instruks til at paase Subordinationsforholdet i Garnisonen. Det hjalp ikke, at Næstkommanderende forsikrede ham om den fuldkomneste Respekt, hans Mistanke var rettet mod Alle, og hele Mandskabet var som paa sit Liv, at ikke en Forsømmelse skulde indsnige sig. Det gik da, som det maatte gaa, at man aabenlyst krøb for ham, og i Smug gjorde sig tilgode paa hans Bekostning.

Og det anede ham. Han vidste, som fra Sjælens egen Tilsigelse, at Snigrygtet var efter ham, – det lille, svippende Tusindben, som han ikke kunde faa fat i og knuse, thi det vogtede sig nok at komme under hans Hæl. Da rejste Stoltheden sig og gik mod Krybdyret, – det blev dens sidste Sejrsgang – og han foragtede tildøde den fejge Yngel, som Skavanken opdrætter, og som er baade uden Hjerte og uden Forstand!

Men da spillede han paa en Gang alle sine Trumfer ud – og var fortabt.

Der spurgtes de forunderligste Ting om Kommandanten, Ting, som umuligt kunde siges om et fornuftigt Menneske. Det var paany Subordinationen, hvormed hans forvirrede Hjerne arbejdede. Midt om Natten i de frygtelige Vaarstorme, hvor hele Øen forsvandt i et Raak af Sne og Hagl, hørtes Allarmtrommen paa Vardøhus. Var det Ildløs, var det Indbrud af Havet? Opskræmte Mennesker sprang fra og til.

Da saa man det mærkelige Skuespil, at Kommandanten stod foran Fronten af sin kuldegysende ArmeArmé] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Arme 151med dragen Sabel i Haanden, den kongelige danske Uniformsfrakke med Skjærf over Skjorten, trekantet Generalhat med vajende Fjer paa Hovedet – og forresten Ingenting.

Heldigvis var slige natlige Opmarcheringer altfor pinlige til at fostre Latteren; der kunde ellers let være bleven dikteret Straffedomme af den gale Mand, som Ingen havde vovet at modsætte sig. Thi han gav strengt Agt paa hver Mine, og bar sig med en saadan Anstand midt i Galskaben, at han til Trods for Alt indgød Respekt.

I dette Vanvid lod han sig forresten pleje af sin Hustru; men hun maatte være var! Prøvede hun paa med Taaredryppet, blev han rasende og vilde ikke se hende i flere Dage. De to Børn, en Dreng og en Pige, som Døden havde levnet dem, tog han idelig for sig og indøvede i Respekt. Alt syntes dødt for ham i Livet undtagen Respekten – det var hans Orm.

Imidlertid skred Aaret frem, og Midsommertiden med sin evige Dag lyste herligt over Øen. Mellem fattige Græsspirer keg hist og her en liden gul Viol op mod Solen og vilde gjerne lidt højere tilvejrs; men heri kunde Lyset ikke hjælpe den, og Grunden havde Intet at hjælpe med, da fik den holde sig ved Jorden. Hvide Vaarskyer sejlede paa den mørkblaa Himmel og styrede mod Syd med Nordvindens kolde Drag efter sig. Alting vilde saa gjerne være sommerligt, men var vinterligt, og selv den evige Sol saa ud som den frøs. Men der var Kraft i Naturen, og for hvem der kunde og vilde gribe fat med Mod og Udholdenhed, gav den store Tilbud.

Da begyndte Kommandanten at finde sig selv igjen, men da forsvandt ogsaa den medgjørlige Ægtemand, og den halvgale Kommandant blev atter den strengt formelle Militær. Og nu tog han paany Sigte af Aaret.

En Mængde Fremmede kom til Øen, og Alle tog de Sigte af Aaret saavelsom han, men til Liv og Fremgang i den længe ventede Sommer. For dem begyndte Aaret med Lystiden, for ham med Mørketiden; derfor blev efter hans Kalender Julisolens Glød til Høstsolens afblegede Skjær.

Endelig vendte Tidspuktet tilbage, da den kongelige Kontrol skulde ankomme til Vardø. Aaret forud vidste man, at Kommandantens Kassemangel var bleven dækket af Formanden i Kommisionen, der var en Ungdomsven af ham; men hvordan det stod til iaar var endnu et aabent Spørgsmaal. Af Manden selv skulde man ikke gjætte sig til Noget; han var som altid dækket af Kulde og Upaavirkelighed; – det var et Harnisk,Harnisk] rustning hvori de maaske kunde se sig selv, men aldrig ham.

Da fløj en tidlig Morgen det Rygte over Byen, at Kommandanten havde skudt sig, og Rygtet blev senere stadfæstet. Samme Dags Aften ankom den kongelige Kontrol.

Naturligvis droges den Slutning, at en ny Kassemangel havde givet Aarsag til hans Død. Det viste sig ogsaa, at Regnskabet ikke var i fuldkommen Orden: men DeficitDeficit] underskudd var alligevel saa ringe, at man var nødsaget 153til at tage Mandens Tungsind med for at bringe lidt mere Ligevægt i Sagen. –

Traditionen føjer en Efterskrift til denne Kommandants Historie. Da nemlig de kontrollerende Herrer meldte sig paa Vardøhus, og den Ældste af dem ønskede at se sin afdøde Ven, havde han grædende bøjet sig hen over Liget og sagt: «Kjære, hvorfor havde Du saadan Hast?»

Paa dette Spørgsmaal gav den stille Mand intet Svar. Men mange Mile sydfor Øen levede en Kvinde, som, da hun et Fjerdingaar efter fik Begivenheden at høre, vidste med sig selv, at det havde været Sørgeaarets sidste Dag, – og at hun just i samme Stund havde optaget Sørgeaaret efter ham.

*

Saa skifter Vardøhus Kommandant, og Øen faar en ny Konge – ikke absolut at regne efter Talrækken, men efter Arten. Gik den sidste ned af sin Trone som et skummelt Syn, steg hans Efterfølger op i den fornøjelige HabitusHabitus] skikkelse af en glad Gut. Han var ikke Manden, som med fornem Mine udmaalte de tre Skridt; Folk kunde komme ham nær, maaske lidt for nær. Han passede imidlertid til Stillingen, et Par Streger for liden; men det havde jo vist sig, hvordan det kunde gaa med En,gaa med En] rettet (etter Folkeudgaven) fra: aa med en med en, som var for stor. Han skal da træde frem for Læseren – i

Danseballet paa Vardøhus.

154Han var en overbærende Chef, og der skal under hans Herredømme have udviklet sig en Stok af unge Løver i Garnisonen, hvorved der tilflød Finmarksromantiken rigelige Bidrag. Manden havde giftet sig som ung Lieutenant og kunde præsentere en meget statelig Frue, hvilket han heller ikke undlod ved hver Lejlighed at gjøre. Han skrød af hende som en Kjøbmand af uholdbare Varer, men var alligevel skinsyg paa hver Hilsen hun fik – og hun fik mange, uagtet hun havde et behersket Væsen og hilste nedladende paa Folk. Men hun var dog langfra uimodtagelig for Beundring og maa have havt en Maade at tilkjendegive det paa, som gjennem Tiderne havde gjort Kommandanten utryg; thi han var skinsyg udover alle rimelige Grændser.

Den Løvestok,Løvestok] løveflokk som hans Tolerance havde givet Mod og Manke inden Garnisonen, havde naturligvis sine Forbilleder i Bybefolkningen. Der fostres jo Løver overalt, hvor Kvinder pynte sig.

I Nutiden er Racen saa udartet, at den kan finde Næring i fast alle Samfundslag; men i Tiden for denne Histories Udspring var Løven endnu en stor Sjeldenhed paa Vardø. Men iblandt alt det menneskelige Strandingsgods, som af Skjæbnen kastedes op her paa Kysten, fandtes dog altid en og anden Lykkejæger, som kunde afgive Stof til en Løve. Havde han maaske før været kræsen og taget længere Sigte, end han kunde 155række, blev han paa Vardø snart og grundigt kureret for det. Her var det knappe Fodfæste til alle Kanter, det Haabløse saa inderligt parret med det Endeløse, at selv Naturens store Vidder fostrede en Trangbrystethed, som kvalte alle finere Spirer i Mennesket. Den, som vilde leve her, maatte slaa af paa Fordringen – Livet selv slog ikke af.

Naturligvis var det ikke Enhver givet at kunne være Løve, det var paa en Maade en betroet Post. Men den gav alligevel saa store Fordele, at det blev vovet.

Uagtet nu Kommandanten var særlig human imod Fæstningsløverne, fordi han maaske fandt Racen mindre farlig for sin personlige Sikkerhed, traadte han dog snart i et fjendtligt Forhold til de andre Ørkenens Konger, eftersom disse mer eller mindre truede hans Enevoldsherredømme. Manden var nemlig foruden meget Andet ogsaa Hustyran; han havde et gammeldags Soldatermod, som ikke tillod ham den Frihed at tale sig tilrette med Nogen. Ligepaa! var hans Valgsprog, der fik sin nærmere Tydning af en knyttet Næve, og da han havde Kræfter som en Okse, blev hans Bevisførelse straks respekteret. En Mand havde ikke nødig mer end en Gang at fornemme hans brede Næve i Bringen og en gammel Brædevæg knage bag sin Ryg, før han erklærede sig neutral.

Der sagdes, at han anvendte samme Bevisførelse overfor sin Hustru, og at det stod i nøje Forbindelse med et Bordtæppe – et stort gammeldags Sprede, der 156dækkede et firkantet Bord lige ned til Gulvet og gav den triste Stue et vist Præg af Velstand. Men hvortil denne Forbindelse sigtede, og om der overhovedet var nogen, blev aldrig bekjendt. Der var Intet i Fruens beherskede Væsen, som gav ham Ret.

Det hændte en og anden Gang, at Manden bevægede sig hjemover fra Byen i den svajende Takt af en Rus. Ved Ankomsten paa Vardøhus var hans første Handling da at rive Tæppet af Bordet, slænge det paa Gulvet og trampe paa det med adskillige Udtryk af lokal Opfindelse, hvis Tydning helst bør forbigaaes. Naar Bordet var afdækket og stod nøgtern paa sine fire stive Ben, skred Manden videre frem paa sin Bærsærkergang igjennem alle Husets Rum, indtil han tørnede op i sit eget – i det Smertens Asyl, hvor hin ulykkelige Forgænger havde endt sit forspildte Liv, – og her sov han saa Rusen ud.

Ofte var han i en saadan løftet Stemning paa Krigsfod med Alle, fornemlig med Russen. Der var da ingen Tvivl om, at han kunde jage en hvilkensomhelst russisk Orlogsmand paa Flugten med Fæstningens tolv Kanoner – selv om Tilfældet spillede ham det Puds, at der ingen Ammunition fandtes. Men samtidigt svor han højt og dyrt paa, at han skulde gladelig indtage hele Vardøhus med ti Kjør!

At han som Chef for denne ArmeArmé] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Arme tituleredes Okse, faldt paa det Nøjeste sammen med hans Person og stødte hverken ham eller Andre.

157Engang var han dog saa uheldig at lægge en ny Angrebsplan imod det ominøseominøse] ulykkelige Bordtæppe, som ikke bekom ham vel. Han fik nemlig Latteren over sig, og det er mere end selv den største Storhed kan bære. Istedenfor at afkaste Bordtæppet krøb han ind under det, og forraadte saaledes en vis Erfaring. Om han selv havde erlagt Betalingen herfor, eller om han engang i Ungdomstiden havde overført den paa en Anden, var hans Hemmelighed.

Imidlertid sad han stille og paa Lur! Og han fik sidde i god Fred; thi var der virkelig Noget, som helst kunde foregaa udenfor Kommandantens Syns- og Hørevidde, blev det naturligvis henlagt til andet Sted. Det varede heller ikke længe, før Manden sov ind, og da han havde en skjøn Rus at klare, sov han til den lyse Morgen.

Under dette allarmeredes Fæstningen, og Byen gjennemsøgtes for at finde den forsvundne Kommandant. Havde Byen saasom nu havt Telegrafen at raade over, vilde Regjeringen have modtaget Budskab om, at Fæstningschefen i det højeste Nord var falden paa sin Post; medens han sov trygt – rigtignok paa sin Post, men han havde paa den ikke Norges Flag at forsvare.

At Fruen holdt Stuedøren lukket, medens alle andre Døre aabnedes paa vid Væg var ikke uden Hensigt. Hun vidste nok, hvor Manden var at finde, han var ikke af dem, som kunde holde en Søvn hemmelig; men nu havde hun ham fangen i hans eget Garn, og hun 158agtede at lade ham sone for Et og Andet, som Verden ikke vidste.

Da endelig Situationen efter hendes Mening var tilstrækkelig udnyttet, blev Stuedøren aabnet for deltagende Venner og Bekjendte. Ved Støjen vaagnede den Vagthavende og krøb frem af sit Skjul, og blev naturligvis modtaget med blandede Følelser. Manden var ogsaa hurtig klar paa sin Stilling; han forstod, at Latteren lurede omkring ham ligesom Uvejret i den skyede Horisont, og at den vilde bryde løs, bare han vendte Ryggen til. Der var kun et eneste Middel: at vende Oksen imod, og det gjorde han med Fynd. Virkningen udeblev heller ikke. Deltagelsen lagde sig, og den venskabelige Fylking trak sig tilbage – men Latteren fulgte med!

Efter dette gik Kommandanten nogentid omkring med Blodet i Kog, – Byvitsen lagde til, at han i Spidsen for de ti Kjør krigede med Latteren. Men det Hele døde snart hen; Sladderen kan ikke leve længe af en aabenbar Sag. Mørketiden begyndte nu ogsaa at drage sit tunge Gardin for, og det som laa bagved fristede hverken til Nysgjerrighed eller Kritik.

Men Mørketiden er Danseballernes Saison paa Vardø.

Baade offentlig og privat danses der i Skyggernes Tid, af Gamle og Unge uden Forskjel, – det er Forlammelsen, Fordummelsen og Livsvirkets Øde, man vil danse fra sig. Men dette er kun Udvækster af en Svamp, som Grunden fostrer, og bedst som man bryder 159Toppen af, giver Roden nye Skud. Imidlertid gjør man klogt i at danse.

Da kom en Aften, hvor der gik Dans paa Vardøhus. Den havde været længe imødeset af Befolkningen, og paa Slaget syv trængte et Mylder af fornøjede Mennesker ind gjennem den buede Fæstningsport med Kronen over.

Inde i Stuen gav glade Ansigter Vink til hinanden, og stadselige Dragter satte Kulør paa Selskabet. En mindre Kreds af Anstandspersoner sad stive omkring Thebordet, hvor Værtinden i græsgrøn AtlaskkjoleAtlaskkjole] atlask: kostbart, glinsende stoff med højrød FlorturbanFlorturban] flor: tyll præsiderede som Festens Dronning – den Ære var Alle enige om at tilkjende hende.

Naturligvis var Størstedelen af Øen samlet – hvis ret Mange skulde vrages, hvem tog man da? Naturligvis maatte Byens Løver være med til Festen, og uagtet der kun fandtes to, hvoraf selv den ene maatte siges at være stærkt paa Retur, fik Kommandanten dog hvert Øjeblik et Opkog i Blodet, naar en af bemeldte Herrer lod sine Fuldkommenheder paradere i den bedste Belysning. Dette gjaldt dog nærmest den Yngste af dem, en Helt paa 26 Aar, med sort Haar og Skjæg, runde rødmussede Kinder, en særdeles kjæk, fremspringende Næse og fyldige Læber; thi ikke blot var han i Besiddelse af den elskværdige Dristighed, som det giver at være sig sin Førsterang bevidst, men der var efter Kommandantens Mening en altfor hyppig Udveksling af Smil og forbindtlige Ord mellem ham og Fruen. Hos hende var dette ikke andet eller mere end den elskværdige 160Værtindes Forekommenhed mod Damernes erklærede Yndling, men hos Fyren rejste det et Overmod, som kom ham dyrt at staa.

Endelig begyndte Dansen. Man raadede i hine Tider ikke over Luksusgjenstande som Pianoforte eller Positiv,Positiv] stueorgel el. lirekasse Dansen gik simpelthen efter Sang, hvorved der jo vandtes den Fordel, at de Dansende tillige præsterede Musikken.

Stødvis og aandeløs jog Melodien frem, og Dansen fulgte efter i tvivlsom Takt. Naturligvis trængte de anstrengte Ganer at vædes, og den Læskning, som tilbødes, blev greben og nydt med Begjærlighed; men derved tabtes efterhaanden Noget af Grundideernes Logik. Frastand, Stilstand og Bevægelse løb ganske sursur] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Sur i hinanden. Par rendte mod Par og tumlede om paa Gulvet, stødte mod Væggene, kom i Strid med Stole og Borde, og medens Ungdommen fejede afsted efter en Hopsamelodi, som Fødderne heldigvis kunde udenad, thi Sangen var ikke til at stole paa, snurrede Anstandsfolket besindig rundt midt paa Gulvet i langsom Valsetakt til Melodien: «Fryd Dig ved Livet i dine Dages Vaar.» – I den aabne Stue ved Siden af Dansepladsen blev der røget, pokuleretpokuleret] skålt og sunget en Unisone af «Mads og Lass de gjanga paa Raad, tre hejlahejla] rettet (etter Folkeudgaven) fra: fejla Dager tilende,» der trygt kunde have taget det op med en Polarstorm baade i Toneskifte og i Kraft.

Paa en Gang blev der hysset og klappet af. Der skulde danses en Menuet af Husets Frue og den sejrende Løve, og medens Stemmerne klarede sig og forsøgte 161en nynnende Prøve paa Melodien, stod det straalende Par og lod sig beundre i den opryddede Rundkreds midt paa Gulvet.

Menuetten blev danset med al mulig Bravur af begge Parter. Fruens beherskede Væsen gav hende en Dronnings Anstand, det stod endog til at befrygte, at hendes Koldsindighed skulde berøve Kavalleren Noget af den ridderlige Romantik, som hører til Menuetten; der maa dog være tilflydt ham Varme fra skjulte Kilder; thi hans Begejstring steg for hver Gang han tog sin Dames Haand og førte hende rundt, og Dansen endte med al mulig ridderlig Bravur med Fruen nejende og Kavaleren paa Knæ.

Der var maaske Ingen af Selskabet undtagen de Dansende, som kjendte en Menuet, hvorfor det ogsaa blev anset som en Kunstpræstation af første Rang og modtaget med stort Bifald; men hemmeligt havde den beriget den kvinnelige Del af Selskabet med Stof til næste Eftermiddagsthe. Der var ikke En, som ikke tænkte, at her havde Kommandanten faaet en ny Fjende at gaa imod – som Hærfører for den bekjendte Arme.

Kommandanten havde naturligvis ogsaa set paa, og med en vis Takt havde han skjult sine Brum i en forlorenforloren] falsk Hoste, men Blodet kogte og boblede i ham, og da Bifaldet brød løs, satte han en drøj Ed i, som vilde have forraadt mer end han ønskede, – derfor føjede han hurtigt et «Brilliant» til, og det frelste ham.

«Men – ja gu’ havde ogsaa han en Præstation at by’ Gjæsterne!» Han rømmede sigrømmede sig] kremtet et Par Gange, og 162udsendte et Varsko til nogle Forsøgende, som anslog den gamle Takt, og de flygtede straks, hver til sin Krog. Da det blev almindelig forstaaet, at Værten vilde give Noget til Bedste, var der med det Samme ryddet Plads for ham.

Kommandanten sprang nu frem midt paa Gulvet. Han havde trukket sin langskjødede Frakke af, og lempet lidt paa den øvrige Paaklædning, saa den blev mer bekvem for Dansen, thi det var en Halling, som skulde opføres, og den kunde han danse, den var omtrent Bravurnumret i Mandens Virksomhed.

Han begyndte først en dansende Rundgang for at sætte Lemmerne i Bevægelse, og den tog til i Hurtighed; Skuldrene blev skudt op og ned og Hofterne drejede. Da sprat han ned i Hug, og nu begyndte Hallingkastene – fremover, rundt uafladeligt fra Hælen til Taaen. Man saa det tog paa ham, Ansigtet blev mørkeblaat og Øjnene underløbne med Blod, han mærkede det selv; men han havde Urkraften i sig, og da Bærsærken først var bleven oparbejdet, forsvandt Anstrengelsen.

Og nu fik man se en veritabel Halling; thi den danses ikke efter Beregning, men helt igjennem paa vilde Indskydelser. Let som en Sekstenaars Gut sprat han op og slog sig paa en Gang under begge Fodsaalerne, hvirvlede sig i Hjulkast, fægtede med Armene og vred Hofterne, saa man maatte tænke, der kom aldrig noget helt Menneske ud af det. Alligevel var Hovedkastet tilbage, men det kom! Med den højre 163Haand paa Gulvet slængte han den venstre Fod ivejret og mærkede Loftet. Det skete saa hurtigt som Tanken kunde tænke det – og dermed var han færdig.

Mørkerød og sveddrivende stod han nu paa sine to hele Ben og saa sig omkring med en Sejerherres Blik. En Bifaldsstorm af Bravo og Klap brød ogsaa løs over ham, – ja der hørtes selv et Dakapo! Hvem var det? Løven! Godt – han skulde faa Dakapo! Kommandanten saa et Øjeblik paa ham. Løvens muntre Ansigt var blussende rødt. Næsen sprang overmodigt frem, og Øjnene keg haanende ud under et Par tykke Øjenlaage. Kommandanten mærkede sig Skjønheden baade hurtigt og nøje, og Løven havde gjort klogt i at gjøre det Samme, thi der var noget Farligt i Mandens Blik.

Pludselig drejede han rundt igjen, satte sig i Hug og kastede Benene frem; og inden Nogen anede det, slængte han Fødderne ivejret til det store Kast, men dennegang sad Mærket i Løvens Pande og ikke i Taget.

Det rejste et Hyl af Forfærdelse, thi Blodet suste ud af Næse og Mund paa Fyren, og Alle greb om sig efter Noget, som kunde hjælpe, hvorved en hel Del meningsløse Ting kom frem. Fruen var uagtet al sin Selvbeherskelse en Afmagt nær, medens det ene Lommetørklæde efter det andet præsenteredes hende som et Kondolencekort mærket med Løvens Blod. Kommandanten derimod fremhævede med Beklagelse alle Enkelthederne med det uheldige Spark. «At slig dristig Næse 164skulde faa en saa syndig Skamfering – det gik ham, ja gu’ til Hjerte.» Men den Beklagelse var der Ingen, som troede paa, og det fortjente den heller ikke.

Den Saaredes Ansigt svulmede forfærdeligt op og antog Dimensjoner, som vilde have ødelagt en større Skjønhed end hans. Navnlig blev Næsen monstrøs,monstrøs] misdannet og den fuldkomme Mangel paa moralsk Mod, som talte gjennem hele Personens Lag, forvandlede hurtigt Medlidenheden til Spot. Da han vel var bleven besørget hjemover, fulgte ham et Latterchor, i hvilket Kommandantens Bas dominerede paa Skjønhedens Bekostning. Om Løven efter sin Helbredelse vendte tilbage til Fæstningen, derom tier Historien, men det er ikke rimeligt; den Race taaler mindst af Alle Latteren over sig. Hans sørgelige Forsvinden gjorde heller ikke Skaar i Stemningen; Danseballet fortsattes ihærdigt til den mørke Morgen, da en blodrød Strime i Øst viste Vej for Fantasien til andre, solbeskinnede Egne. Fruens Bleghed var det Eneste, som uagtet hendes Selvbeherskelse forraadte Sympathi med ham. Men om hun sad inde med Noget af et knust Hjerte, medens Løven vaandede sig over sin skamferede Næse, – vilde hun idetmindste have den Fordel, at Anstanden var paa hendes Side.

Dermed endte Dansen paa Vardøhus. Det var ikke det første Dansebal, og blev heller ikke det sidste, som saa Blod. –

Mellem disse to Kommandanter, der repræsentere Yderligheden af Arten, ligger naturligvis en Middelvej, hvor Eftermanden er traadt i Formandens Sted, og det 165ene Spor er løbet over i det Andet. Mærkede blive de dog Alle uden Undtagelse; thi Naturen frembyder ingen Middelvej.

Det hændte for en Aarrække siden, at en Rejsende traadte ind i en 1ste Klasses Koupé paa Ejdsvold Station. Det var en Mand i Officersuniform.Officersuniform] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Officiersuniform Da Farten gik løs, begyndte man den sædvanlige Eksamen af sine Medrejsende, og den nævnte Militær tildrog sig uvilkaarligt størst Opmærksomhed. Var han gammel eller ung, var han holdt borte fra enhver Udvikling, eller havde han netop rejst sig af en Sygdom, hvor Fantasien havde spillet Herre? Hans Haar var isgraat og Øjnene urolige med noget Vildt i Opsynet; Læberne fortrak sig uafbrudt til et Smil, der dog lignede mere det fornøjelige Grin, som staar om Munden af en halvvoksen Gut, der er ude paa sin første Ferierejse.

Manden var opmærksom paa Alting, spurgte om Alt, og lod ikke nogen Anledning gaa forbi til at blande sig i Samtalen. Men eftersom Toget nærmede sig Byen, blev han mere urolig og spændt, og da han troede, man lo af ham, hvilket ikke var Tilfældet, vendte han et saa forunderlig vemodigt Barneansigt til, der var altfor slaaende i Forhold til det Stykke Alderdom, som stod ved Siden af, at man maatte spørge Manden, hvor han kom fra. – Han kom fra Finmarken, og præsenterede sig som forhenværende Chef paa Fæstningen Vardøhus.

Da Toget standsede, og Hver mødtes i et Velkommen med Sine, stod tilslut en ensom Skikkelse paa 166Perronen og saa sig om, det var Kommandanten paa Norges vigtigste Fæstning. Og Gud maa vide, at han ikke i hint Øjeblik ønskede sig tilbage igjen. Finmarken har en farlig Evne til at forvænne Folk; thi at leve sans façonsans façon] uten å ta hensyn til skikk og bruk gjør Mennesket ømtaalig overfor en hvilkensomhelst Kontrol, og Ingen husker paa, at denne Magelighed er Degenerationen.

Den her nævnte Kommandant var altsaa en Middelvejsfarer og slap fra det med lempelig Afgift; men Ingen ved, hvad der senere timedestimedes] skjedde med ham. Maaske han dog ikke fandt sig tilrette i en mindrerangs Stilling efter at have været den Første paa Vardø.

Om en anden Middelvejsfigur beretter Sagnet, at han som Kommandant selv fabrikerede Garnisonens Fodtøj. Hvis saa var, maa man rose Manden; det var ikke stort, men det var klogt. Arbejde er det eneste Middel mod Sløvheden. Forresten er et Haandværk ikke nogen Degradation.Degradation] nedverdigelse De forskjelligste Monarker have fundet det stemmende med sin Værdighed at indøve et Haandværk, og det ene Haandværk kan være ligesaa kongeligt som det andet.

Man ler naturligvis af en saadan Figur, og man har Uret; thi den er mere tragisk end komisk. – Den tragiske Skjæbne giver sig mange forskjellige Udslag her i Verden; hvor den fostrer Ulykkens Helt, begejstres vi ved hans Lidelse, fordi den hører Poesien til, medens Hverdagslivets tunge Drama udvikler sig omkring os uden at afvinde os et Glimt af Sympathi.

167En Kommandant paa Vardøhus, som slaar Tiden ihjel med at sy Sko, vilde maaske paa en Grænsefæstning mellem Tyskland og Frankrig udkaste Planer til et Felttog. De lokale Forhold regjere med Vilkaarlighed. Fra MolluskenMollusken] bløtdyr til ham, som frembærer Gudsbilledet paa Jorden, undgaar Ingen at blive mærket deraf.

Og de lokale Forhold paa Vardø?

Man kan tænke, at de omtrent ere ens over hele Finmarkskysten, men det er langt fra, og heri gjør det Kvantitative Forskjellen. De samme Naturkræfter virke, men Landet er ikke overalt lige paavirkeligt. – Af Ondt og Godt har hvert Sted faaet sit Maal; men Vardø har faaet Overmaal.

Det Lokale er dog ikke udelukkende det Haandgribelige; Stemninger og Tilstande gaa i lige Maade ind under den samme Kategori. Man kan ikke mere undgaa det Ene end det Andet; thi ogsaa Virkningen af de materielle Forhold varierer efter Individet, ligesom Stemningen efter Gemyttet.

Saalænge Mylderen af Fremmede bevæger sig paa Øen, forandre Lokaliteterne sig i høj Grad; først naar de forsvinde, kommer den egentlige Lokalfarve tilsyne. Derfor ved den Bortdragende heller ikke Noget herom, fordi Ingen kan af Slutninger drage den Erfaring, som Oplevelsen giver.

*

De lokale Forhold paa Vardø.

1684de November.
Dagens Lys korter af, og det gaar raskt ned imod den lange Døgnnat. Trækfuglenes Tid er forbi; men her kommer Svanen ikke, den følger en lettere Bane paa sit Træk mod Syden, – det er Driftsmanden i enhver Retning, som hører Fiskeriet til, der pakker sammen og sætter sin Kurs mod bedre Egne. Han gjør det med let Sind; hvad er Vardø med sit Bystræv for ham andet end et afgnavet Ben, som ligger tilbage efter Maaltidet. Det er Fiskeværet, han har holdt sig til – Byen kan staa og falde for ham, han har Hjem og Ansvar i andre Egne.

Det sidste Dampskib ligger ude paa Vaagen med Dampen oppe, færdig til at afgaa. Nordvestvinden driver tunge Søer ind mod det, og det ruller stærkt. Baade med Fragtgods og Passagerer tørne uafbrudt mod hinanden, Folk hive sig op ved Hjælp af Tougender og en svingende Trappestige, den Ene styrter over den Anden; thi Alle vil og skal med Skibet. Saa sætter Damppiben ind med sit utaalmodige Hvin, nu giver den ingen mere Udsættelse; maa Noget blive tilbage, falder Et og Andet i Havet, her er ikke Tid til Undersøgelse. Der iles, der sprænges – en Kasse til paa Dækket er som et frelst Liv. Skrig fra Baadene, Raab fra Skibet, Vink til Vink – Farvel til farvel! – Røgen vælter tyk og sort ud af Røret, Ankeret 169hives op, Himlen tykner, Blæsten pisker mod Tougværket, Flaget hejses, og endelig gjør Skibet sin stolte Vending, sætter Stavnen imod det aabne Hav og Ryggen imod Vardø. Endnu en kort Stund vinker Flaget sit Farvel til Kongeflaget paa Fæstningen, da gaar Fastlandsodden imellem – og Døren er stængt. Den uhyre, vidtaabne Dør! Ja, det er Knuden; netop i den store Aabenhed ligger Stænget.

En Stund følger man det bortdragende Skib med Tankerne og ser i dem Kampen, det gaar imod; da vender man Synet – der ligger Ørkenen! Der er Noget, som hvisker omkring en, det er det særegne Støn, som udgaar fra ensom Forladthed. Man tør ikke forlænge lytte til, der lurer en Afgrund i den. Saa trækker Mørket hurtig Forhænget sammen om det smalle Fremblink af Synskredsen, og man gaar forsigtig, som paa en usikker Grund, tilbage fra Stranden, – man ved, at man gaar ind i Mørketiden.

Den 18de November.
Solens sidste Dag. Luften er ren og kold, Snelaget gnistrer, og Havet ligger mørkeblaat og stille. I Sydost drager sig en blodrød Halvring rundt Synskredsen, og ved Middagstide gaar Solen op deraf. Den kommer ganske rigtig, og man følger aandeløs Stigningen fra Linje til Linje. Omsider naar den saa højt, at Soløjet aabner sig og ser for sidste Gang henover Øen. Pludselig faar det kolde Sneland Liv og Farve; rent var det forud, rent, som kun nyfalden Sne kan 170være, men det var Døden; nu er det gnistrende, rødmende, som om hvert eneste Snefnug havde fanget Ild. Hvor er nu Mørketidens Dæmoner henne?

Da gik der en Sittren gjennem Solblikket, ligesom fra et Syn, der blændes af Taarer. Snart udholdt det ikke mere sit eget Gjenskin, det blinkede som et sygt Øje imod Lyset. Saa lukkede det sig i Synskredsen – og forsvandt. Et Drag af Kulde jog hen over Alt, – i Nord fødte den ene Sky den anden, og inden man saa sig for, var hele Himlen belejret. Her er vi! sagde Mørketidens Dæmoner.

Efter denne Dag er Lysets Kilde lukket, og det er kun med Lysets Afglans, Mørket kæmper. Derfor opstaar i Regelen heller ingen store Brydninger, det er mere snigende, at Graaskyen omsider bemægtiger sig hele Himmelhvælvet. Naar det er sket, kjendes det som et Laag blev lagt over Land og Vand, og Luften stod stille. – Tungt og tungere aander Mennesket; Ørkesløshed, Søvnløshed, Glædesløshed liste sig over Aanderne, indtil de ligesom Graaskyen dækker for Tankens Lys – da trækker umærkeligt en Skimmel hen over Alt.

Imidlertid vil Mennesket ikke give tabt. Han famler om i den vandtunge Natluft efter en Udvej. Gjennem Byens Gader? Der findes hverken Vej eller Udvej, og alle de gule Lys bag Ruderne kappes med Dagens Gjenskin i Trøstesløshed.

I Guds Navn! Lad Noget rejse sig til Kamp – til en Modstand, som Livet kan bryde sig paa. Her er vi, 171svarer Dæmonerne, og Graaskyerne vælte frem i langsomt Følge. Men den ene Sky hænger i den anden, og Følget har hverken Begyndelse eller Ende.

Er der da Ingenting, som bærer Livets Paaskrift? Tausheden giver Svaret: Se Dig om efter Noget; Terrænet er frit. Saa ser man sig om. Der løber en Brygge fra Fæstningsgrunden ud i Havet. Den syntes at give et Tilbud. Den er skrøbeligt bygget og tvinges til at holde sig paa sine Ben ved Hjælp af tre-fire vægtige Graasten, henlagt paa dens yderste Punkt. Her kan man finde sig et Sæde, hvorfra man kan iagttage Flod og Fjære, og modtage den Trøst, at Naturen endnu lever og ikke forsømmer sin daglige Dont. Bryggen løber nemlig et godt Stykke ud i Havet, og Floden suser højt op under den; men det varer ikke ret længe, før Livspirringen dødes af Ensformigheden, og da er man lige nær.

Saa følger en ny Opmuntring!

Bryggen er sammensat efter Længden af et Brædelag, syv til otte Stykker udgjør Bredden. Paa den ene Side er Bræderne smalle og usikkre med gabende Mellemrum; paa den anden ligge de tætsluttende og har en god Bredde. Man forsøge nu i tre Dage at tage sig en halv Times Frem- og Tilbagevandring paa de smalle Bræder, og man kan være forvisset om, at naar man henlægger den fjerde Dags Spadseretur til den modsatte Side, vil det faste, bekvemme Fodskifte give en Lindring, der – i Kraft af de lokale Forhold – maa anses for en Opmuntring.

172Den 23de December.
Om Svartnæsodden bøjer en sort Kolos, kun Havblinket lyser op omkring den, – det er et Dampskib! Hvorfor høres der ikke et rungende Hurra over hele Øen? Har allerede Sløvheden afsat sin Graatykning i Sindet, saa man kjender ikke Glæde fra Sorg?

Jo, jo! Der er kun den Forskjel, at Glæden har mistet sine Svingfjer, den kan ikke længer flyve. Men vent! den kommer alligevel. Da høres et Skud, Damppiben sætter sit Hvin ind gjennem Graaskyen, og Flaget vajer fra Standeren. Og nu styrter Folket til, og Baadene rende paa hinanden af Hastværk, uagtet Vejen ud til Skibet er bred nok; thi det ligger midt paa Vaagen.

Dette Skib er en Julehilsen fra Norges Hjerte til det formørkede Land – Tusindfold Velkommen!

Hundrede af Mile paa farefulde Veje har det tilbagelagt, det store, prægtige Skib! fyldt med Smaaærinder fra Slægt og Venner, og ligger nu derude som en kolossal Julebomme,Julebomme] kasse med julegaver der snart lukker Laaget op og la’r sit Indhold strømme ned i Baadene ved Hjælp af saamange Hænder, som bare faar Lov at gribe til.

Alle vente da at faa Noget! Selv det urimeligste Haab spekulerer i Paaskrifter af Pakker og Kasser, og der er en Stund overfor de fuldt lastede Baade, hvor det virkelig synes, som Ingen var glemt. Men Virkeligheden klares hurtigt, og det viser sig, at Størstedelen af Befolkningen hverken har Ret til at tro sig husket 173eller glemt. Kun Et er lige for Alle, det er Flagets Hilsen: Glædelig Jul!

Saa hurtig som muligt er Skibet klar til at gaa videre, thi Vadsø er sidste Station. By ved By kan ikke egentlig siges at have Hjerte for hinanden; men denne Dag – før Juleaften, gjorde det EnEn] rettet (etter Folkeudgaven) fra: en godt at se Skibet paa sin mørke Vej fremover Havet, ind til andre Længtende – især da det næste Morgen anløb Vardø igjen paa Tilbagerejsen.

Den 24de December.
Damppiben varsler paany. Graaskyen sortner og glider frem under Himlen som Røg, til den mødes i Sydost med et Gjenskin af Solrødmen. Det giver en underlig Blanding, og snart er det halve Himmelstrøg farvet som tykke Røgbølger, der vælte ud af et brændende Hus.

Saa styrer Dampskibet over imod Svartnæs, Flaget vinker Farvel, et Øjeblik ses den mørke Kolos i Havblinket for Fastlandspynten, da er den forsvunden. Nødbudet er løbet – hver faar nu sørge for sig.

I Nordost trækker store Bjerge sammen af Skyer, mørkeblaa som det dybeste Ultramarin og bløde som Dun. De stiger og mødes i Zenith med Røgskyen, der uafladelig farves, ikke af et Solskjær, men som af en fjern Ildebrand. En Timestid holder de to Farvetoner sig mod hinanden, da drejer Vinden sig et Par Streger og ret fra Nord pisker et Snefog ind over Øen. Det ser ud, som det kom tyndt, fint og medgjørligt; men 174hvert Snekorn er skarpt som Grus, og det samler sig tæt og haardt, hvor det fyger op. Dette piner Mennesket at kæmpe imod, saa bliver Hver hos sig og Sine. Og Juleaften rinder lydløs op over Vardø.

Da sniger en mørk, uhyggelig Skygge sig fra Hus til Hus, – den har aldrig set bedre Dage, og paa dens Vej brænder hverken Lys eller Stjerner, høres hverken Sang eller gode Ord.

Det er Trøstesløsheden.

En slig Himmel kan den just spejle sig i! Og Havets frygtelige Afgrund, som ligger der og stønner over sig selv, er et Moderbryst, hvorved den kan vokse og tage Kræfter.

Den lytter omkring ved Dørene, – ellers behøver den ikke det paa Vintertiden, den kan da som en god Kjending gaa ud og ind i Husene. Men det var Julekveld, og da er den lidt usikker. Der var hos de Fleste et lidet Stræv henimod at fange Glæden, og det er saa tidligt paa Kvelden, at de endnu holdt Døren paa Glyg efter den. Senere, naar Frelserbarnet har bragt de Velstaaende mange gode Ord og vakkre Gaver, har styrket og mættet dem med Overflod, da ved den ikke saa faa Steder, hvor den kan finde vidtaabne Døre for sig. Den er vel kjendt med Lokaliteterne.

Og videre sniger den sig frem i Mulmet.

Da hændte det, at den paa sin Vandring kom forbi et enligt liggende Hus, hvor der endnu ikke var stængt for Vinduerne. Der var meget oplyst indenfor, og til den ene Side i Stuen stod et Juletræ, en veritabel Furu, 175med tyndt Naalehang, men med en Fylde af brogede Blomster og Lys. Da kom et Par Smaabørn springende til, og de satte i et Glædesskrig foran Træet. Trøstesløsheden kjendte sig underlig mager, og det begyndte at røre sig paa Bunden af dens ulykkelige Hjerte, som om den kunde dø, og i Døden føde et lysende Barn, som kaldtes Haab. Men idetsamme blev der lukket for Vinduerne, og det glade Syn var forbi. Da keg den omkring sig: der var en lidelsesfuld Uhygge til alle Sider, at det syntes som selve Naturen led ondt. Det var, hvad den vidste! Dens Herredømme var ikke kuldkastet ved et glad Syn, der skulde mere til! Selv Vardø Kommunalbestyrelse vilde med alt sit ærlige Stræv ikke faa den detroniseret. Den vilde trods Alt beholde adskillige Lokaliteter paa sin Side; og desuden vilde Mørketidens Dæmoner evindeligt blive dens haandgangne Svende!

Da kom en gammel træt Mand gaaende, Hatten var blæst af ham, og Snedrevet piskede løs paa hans skaldede Pande. Stund imellem stod han stille og saa sig om, – han vendte ikke engang Ryggen til Drevet, det syntes at være ham lige ens, enten han fik det for eller bag.

Trøstesløsheden kjendte Laget, det var En af hans! Gamlingen lod til ikke at kunne finde Vejen, det skulde ikke bekymre ham – den skulde være Vejviser. Og foran gik den over øde Tomter ned til Havet. Her var saa vildt og ensomt, at havde nogentid Livet bevæget sig paa dets Bredder og Sollyset spillet paa dets 176Bølger, da var det en Saga, der hørte andre Tider til. Hverken Havet eller det knudede Berg vidste Noget herom.

Pludselig drejede Manden af og gik mod Byen. I Frastand laa et stort Hus med mange oplyste Ruder, og der var Sang og Spil derinde. Manden stillede sig op ved et af Vinduerne og lyttede, medens Trøstesløsheden roligt stod bag ham og gav Tid. Den var kjendt med slige Sidespring, de gavnede i Regelen dens Sag mere end de skadede den.

Det viste sig ogsa her. Efter en Stunds Lytten drog Gamlingen sig væk fra Ruden igjen. Og nu vendte han Ryggen til Byen og stolprede langsomt nedover til Havet. Her stod en gammel Søbod og saa ligesaa forladt ud som han selv; han stansede foran den; Døren var uden Stænge, vilde han, kunde han trygt gaa ind og lægge sig til at sove. Gulvet der var ikke haardere eller koldere end det Sovested, han ellers hvilte sig paa.

Men ved denne Bestemmelse fik Trøstesløsheden en liden Betænkning: Faldt Manden isøvn, kunde det let hænde, at han vaagnede med et lettere Sind, – Søvnen var idethele en Dødsfjende, som den stred haardt med. Men den havde sine Hjælpetropper!

Bedst som Manden havde lagt sig til Hvile med Hovedet paa noget gammelt Tougværk, rev et Vindstød Døren op og blev ved at slænge den frem og tilbage med Knag og Brag. Han rejste sig overende igjen, Sneen piskede ind mod ham, og ude om Berget æsede 177Bølgerne, ligesom et hæst Brøl af mange Dyr. Men indimellem lød et Klokkeslag, snart ud imod Fjernet, snart ind mod Øen, klangløst, manende, som et Varsel for Evigheden. Det var Klokken paa den store Bøje, der i Natmulmet gav Varsel om Faren og hørtes som et Dødsbud.

Manden holdt ikke længer ud med det Klokkespil! Aldrig havde Noget saa tydeligt sagt ham, hvor elendigt hans Liv var, og hvor haabløst Mørkedagen vilde gaa op for ham, endda det var Juledag. Han rejste sig ganske forarget og stolprede frem mod Døraabningen, – der snørede et Reb sig om Fødderne paa ham, han fik det hurtigt grejet og tren udenfor med det i Haanden; men idetsamme betænkte han sig og gik ind igjen, og Blæsten hev Døren til efter ham – som for at gjøre Ende paa Vrøvlet.

Nogle Minutter senere forlod Trøstesløsheden det uhyggelige Rum – dens Værk var endt. Men saa ufejlbart havde Klokkespillet virket med til Udfaldet, at den mærkede sig det som en Lokalitet af første Rang.

Tidligt om Julemorgen blev Lægen vækket af et Ilbud: en gammel Mand havde hængt sig i et Baadnøst. Da han kom til, havde Manden været død i flere Timer. –

Saa kom Aarsskiftet, og Trøstesløsheden gav fremdeles Agt. Det kunde hænde, En og Anden indbildte sig, at naar den første Halvdel af Mørketiden var stridt, vilde den sidste løbe som en Kugle ad en Skraaning, 178og inden man saa sig for, var Lyset der igjen. Men den vidste Raad!

Da det nye Aar mødtes med det Gamle, havde de Intet at sige hinanden. Det Gamle havde vistnok en Erfaring om lange Lysdage, men Hukommelsen var gaaet under i Mørket, og det Unge var født med et Haab, som overfor Lokaliteterne syntes en letsindig Tilbøjelighed, der snarest mulig burde undertrykkes. De mødtes og skiltes i Midnatstunden, og det Første, som hændte det Unge, var, at det blev mørkræd; thi et gammelt Ravnepar strøg saa lavt henover Berget, at Vingerne skurede paa Sneen, og i sin ungdommelige Fantasi troede det at se Aanderne fra det gamle Finmørk, som i Døgnskiftet endnu vaagede over Øen.

Saa er Festdagene slut, og Hverdagene sætte ind med sin stemningsløse Ensformighed. Til Hverdagene hører Arbejde, men naar Arbejdsevnen er lammet og Livet endnu vil leves, gaar man paa med det sidste Nødværge, og det er at vegetere.

At vegetere?

Ja, hvad det Ord egentlig mener, faar Ingen at vide af almindelig Talebrug, hvor det oftest betegner en ørkesløs Tilværelse. Men naar al udvortes Hjælp ophører, naar Mennesket aandelig og legemlig maa tære paa sig selv, da først kommer han tilbunds i Meningen.

Et Menneske, som vegeterer, forbruger Alt, lige til de sidste dirrende Nervetraade, og ikke før det Ydre 179igjen skyder Noget til, forstaar han, med hvor ringe Livsmon han har fristet Livet.

Den 10de Januar.
Mørketiden har dog ogsaa sin Feststemning. Man kunde tænke, at den i Overensstemmelse med Karakteren trak sig ind imod det dybeste Mørke, men tvertimod. Den stiger, ligesom alt Festligt, mod Lyset.

Efter flere Dages streng Frost fortyndes Skyhvælvet og taber sin Mulmfarve. Bussesundet faar en Lysning ind fra Sydost; det ser ud, som den indeholdt Varme, thi den jager en Kuldeskygge foran sig, der nærmest mod Vest stiger op som Damp fra hver Bølge. Det er Frostrøgen. Den er tynd og hvidgraa, og den stiger ikke højt, men den ser mærkelig ud. Medens enhver anden Damp vækker Fornemmelsen af Varme, jager Frostrøgen et Kuldegys fra sig, der sittrer i den sidste Draabe, som Bølgesprøjtet kaster fra sig.

Det er et Slør af Rimfrost, som vifter hen over Havet.

Fra Morgenen har en mørkerød Ildbræm ligget lavt i Øst; men henad Formiddagen stiger den, og samtidigt trækker den over fra Øst til Syd. Det luende Røde holder sig; men fra det stiger et Belte af Guldgult, som i Mødet med Skyfarven blander sig til et Lysegrønt; der overgaar enhver Beskrivelse. Det Hele ender mod Zenith i en Blaanen, som gjerne kunde kaldes hvid, – og her træder bestemt Graafarven til – thi Norden, Nattens Region, har ogsaa sit Festoptog!

180Nordens største Farveskjønhed er i det Mørkeblaa, hvis Refleks sortner Havet og er af en Dybde, som ingen Malers Pensel kan gjengive. Det kan føde Digtet, men Digtet selv viser det fra sig til andre Egne – maaske til Evigheden.

Men jo nærmere Norden træder Syden i det høje Møde paa Issepunktet, destomere blidgjøres Strengheden i dets Karakter.

Det ufravigelige Graa blander sig med Blaat og faar Isfarvens blanke Skjønhed. Og nu bryder lige i Middagsstunden Fuldmaanen igjennem med et Par store Stjerner. Et klart Maaneskin lyser op over Norden og kaster stjaalne Blink paa Havet, til den ene Side blaaner Sneøen under Nattens Øje, medens den paa den anden Side rødmer som ved en Solopgang.

Dette Syn gjentog sig i nogle Dage fra elleve Formiddag til to Ettermiddag. Det var som Naturaanderne selv erkjendte, at det var for pragtfuldt til kun at fremvises en Gang.

Senere gav Natten et Festspil for sig alene, fuldt af straalende Farver.

Det var Nordlyset.

Det var Noget før Midnat. Luften var stille, men der snoede sig et iskoldt Drag henover Øen, som et Menneske enten maatte løbe fra eller staa stille i. Da blev i et Par Minutter hele Himlen overstænket med hvide, skinnende Pletter, ligesom Strøg af en Malerkost. De flyttede om, forsvandt og kom tilbage som efter en TaskenspillersTaskenspiller] tryllekunstner Regler, og bar sig idethele som Lygtemænd 181paa en Tørvemose.Et lysfenomen som om natten noen ganger skal kunne vise seg over myrer, enger osv., og som i folketroen oppfattes som et overnaturligt vesen med en lykt, som lokker mennesker ut i en myr e.l. Da dette Spil havde varet en Stund, samlede Pletterne sig til et bredt Baand, der flagrede hen over Himlen fra Sydvest til Nordost og delte den i to Halvbuer. I den vestlige stod Maanen og viste Gjøgleriet fra sig, som om den i sin stille Klarhed var højt ophøjet over det – og det var den ogsaa.

Men efterhaanden svulmede Baandet, til det fik Lighed med en hvidglødende Slange, som bugtede sig fremover imod Nordost og der tilslut veg tilbage for en Modstand, Ingen kunde se. Den krympede sig da pludselig sammen og fik en saa uforholdsmæssig Tykkelse paa et Punkt, at den sprak, mens den udladede et helt Fyrværkeri af bengalsk Ildbengalsk Ild] kunstig, farvet flamme som ofte brukes i fyrverkeri i alle Regnbuens Farver.

Dermed var Blændværket slut, og Nattens tunge Sky lukkede ikke alene over det, men ogsaa over Maanen.

Den 18de Januar.
Solens første Dag! Glødende Ildskyer havde under de sidste Dage anmeldt Solens Komme. Den 17de viste sig ved Middag en Regnbue i Øst: den var ikke højere eller bredere end en stor Portaabning, men en retopstigende Solrefleks faldt netop indenfor den, og man kunde ikke andet end se Æresporten rejst for den kommende Majestæt.

Imidlertid dækkede et Snevejr hurtigt til for Herligheden, og Natten satte ind med sludfuld Kulde. Det 182gav en tung Morgenstund og tog al Udsigt væk til et Førstemøde med Solen. Men som Middagen nærmede sig, klarede det op i Synskredsen, en svag Rødme viste sig i Sydost, og Haabet kom igjen.

Man besteg i en Fart Højderne for om muligt at fange et Glimt af selve Soløjet, og paa Fæstningen stod Konstablerne færdige med Lunten for at give Ild til de reglementerede to Skud, hvormed Vardøhus hilser Dagens Konge.

Da steg et Ildskjær langs med Synskredsen, og idetsamme gled Solskiven op over Randen. Man tabte Aandedraget af Spænding. I næste Sekund aabnede Soløjet sig, en varm Straale fløj henover Øen. Kanonskudene dundrede – Livet var gjenfødt!

Mennesker lo og græd, vinkede og raabte til hinanden: Har Du set Solen? Den Syge satte sig op i Sengen, den Sunde løb udenfor og lod Døren staa aaben. Skolebørnene fik Frilov, nyt Mod fik Alle.

Naturligvis forsvinder Solen i samme Stund, den har vist sig; men Livshilsningen er givet, og det nye Leveaar er begyndt.

Og saa stiger Lyset for hver Dag. Alt hvad Mørket og den tunge Luft har samlet, begynder at spredes – det er Dødens Overtræk, som falder af. Og nu træder Livet til og vrager: hvormeget kan der bruges af det, som Mørketiden har gjemt?

Da begynder Polarstormene sit frygtelige Hærværk. Men de er alligevel Lysets Børn, og hvem, som er levedygtig, rejse sig til Modstand! Ingen slipper for Prøven 183unddtagen han, som allerede er vejet og funden for let. Thi SkimmelenSkimmelen] mugg kan blæses væk, og Lyset kan give ny Let; men det, som Skimmelen har fortæret, er borte for bestandig.

Saa træder Nogle frem i første Række. De er i Regelen ikke gamle paa Stedet, en fem seks Aar er omtrent den Tid. Individet kan, uantastet af Lokaliteterne, holde sig kampdygtig i Finmarken; thi det er et Land, som stempler sit Folk!

Efter første Række kommer anden og tredje.

Ved de selv, at de ere sunkne, at Degradationen stilfærdigt har kortet Syn og Sans? Det er ikke rimeligt; thi med den legemlige Slappelse afkortes Bevidstheden.

Mørketiden er for syg til at fostre nogen Kritik, og Lystiden er saa fyldt med Arbejde, at den ingen Stunder har; da faar hver skrive over sin Dør: jeg er fornøjet med mig selv. – Dermed er Visen ude.

Men som et Motto kunde sættes over Indgangen til hele Finmarken: Mørketiden er stærkere, end Gud og Mennesker kan faa Bugt med den.

Den 10de Februar.
Javist er Mørketiden endt! Den blygraa Snog kryber ikke mere omkring langs Væggene. Istrækket, som laa over alle Ting, er falden, og en naturlig Tilværelse staar aaben til alle Sider; men er det Lysets Sejer, at knuse alle de Vrag, Mørket har sparet, da 184bringer hver Dag og Time saamange Triumfer, at man skjælver for Sejerherren.

Det brager og knager i alle Vægge, Tagene løfte sig og splintres, Husene rokkes i Grunden, og Havet rejser sig imod Alt med frygtelige Brøl. Øen ligger under for Snedriver, som af Stormen hvirvles lodret op i Luften, og sporløst er alle Veje forsvundne. Den nye Tid vil kun det Naturlige, derfor er Granalleen forsmaaet, som hin ulykkelige Kommandant spadserede i; men stod nu blot et eneste Træ til Vejviser i Ørkenen, det skulde være Ære værd, om ogsaa det stod der som et Gjenfærd.

Naturen er saa vild, at det tilslut ser ud, som den ene Magt vrænger til den anden. Det Gribende og Storartede viger for det Hæslige, og der gives og modtages ikke andet end Ondt.

Naar det Stadium er overstaaet, er Prøven forbi. Og da følger en Afklaring i Luften, som intet Ord kan beskrive. Man ser op i et flammende Dyb af Mørkeblaat og bliver svimmel ved Synet. Mere jordisk skjøn og medgjørlig ligger Sneøen midt i Havet; selv er den ganske blaa i Gjenskin af Luften, og Bølgerne, der suse hen om den, er mørkegrønne med takket Skumtop. Højere kan Naturens kolde Skjønhed ikke naa.

Den 20de Februar.
Det første Dampskib. Ja det er en anden Sag! Det kommer denne Gang ikke som et Naadensbud, men simpelthen for at melde sig ind i Livsvirket. Nu kan 185Piben med Fornøjelse hvine ud sit arrige Hastværk, Alle har det samme Hastværk som den.

Flagene hejses ned og op til et lystigt Goddag! Tak for Sidst! Alt vel! – Aaja, det som ligger omkring i Hierne og stønner efter Mørketiden og Stormtiden, snakker ikke mere med. Nu er det Førsteklassefolket, som har Ordet, og anden Klasse, som hjælper til; Resten gaar til Affaldsbunken.

Et Par Handelsrejsende med sine Prøvekister eskorteres iland og hilses næsten med Jubel – som de første Svaler! Man aflægger dem Visit, og man forhører sig om Dit og Dat, som forresten er ligegyldigt, det sker blot for at give sig et Ærinde. Man trænger til at tale med Mennesker fra andre Egne, og mens man lader som man er fuld af Interesser, søger man egentlig blot at komme til sig selv igjen.

*

Og nu følger Livets Tilbud raskt i Hælene paa hinanden. For hver ny Art af Trækfugle, som med Skibene ankomme til Øen, opstaar nye Lokaliteter. Tomme Rum fyldes, døde Arnesteder flamme op, og fra uhyggelige Skorstenspiber fortæller en liden Røgsky, at nu er der Husliv bag de øde Vægge.

Vaagen vrimler med Sejlere, og i Havnen ligger Baad ved Baad i tredobbelt Række. Alle er ved Haanden og Ingen griber fejl; thi Arbejdet er overalt og i enhver Form. Selv Naturen hjælper til: den lyse 186Nat støtter den lange Dag, sjeldent kommer Regn, og Blæsten giver Sundhed og Mod.

Da lyder en Dag det Trolddomsord hen over Øen «Lodden er her!» Dermed er hvert eneste Baand, som hedder Hensyn til Bylivet, løst, og Vardø forvandler sig i samme Stund til et Fiskevær. Thi Lodden er den Smaafisk, som trækker Torsken efter sig, og et Indsig af den Ene følges hurtigt og sikkert med et Indsig af den Anden. Fra nu af er Fiskeren den Fremtrædende. Med Loddens Ankomst begynder for ham en ny Kredit – og et nyt Liv.

Og kjend nu Ørkenøen igjen!

De samme Huse, de samme Gader, og dog en fuldstændig ny Ordning. Den som træder til med Lystidens Lokaliteter, skal i det bevægelige Liv kanske ikke finde noget Slaaende; men den, som har beset sig paa Øen i Følge med hin mørke Ledsager, der Juleaften fulgte den gamle Mand til Søboden og under Klokkespillet fra Redningsbøjen fik ham lullet isøvn, har den Ære at kunne sammenligne Lokaliteterne og bevise det Slaaende.

Alle, Kjøbmænd, Embedsmænd. Haandværksmænd, blive Fiskegrosserere, selv Kommandanten med hele sin Garnison gaar over i Marinen. Det er end ikke sjeldent, at Kvinder er med at spekulere i Torsken, og mangt et Kostyme har vundet sit kostbare Udstyr ved Hjælp af en Hel- eller Halvlotskarls vandtrukne Fingre. En Hellotskarl er nemlig en Fisker, som modtager fuld Kost og Løn og til Gjengjæld afleverer hele sit Udbytte, 187en Halvlotskarl deler derimod Fangsten med Udrederne.

Paa den Maade skifter hele Befolkningen Karakter. Den penible Smaabyfornemmelse gaar over til Fiskeværets eventyrlige Stemning, og Ørkenen løfter sig til et Mirage med fristende Syner.

Naturligvis følger der en Fare med – Noget for Noget, om Livet skal holde! Lystidens gunstige Forhold udvikler mangen rodløs Skikkelse, der ved et heldigt Kup svinger ud af en Bane og ind paa en anden, som ligger et godt Stykke over hin. Selvfølgelig iklæder han sig den Habitus, som hører til, og han spiller Herre. Men Lykken er ofte ligesaa omskiftelig som Vejret. Hvad der blev vunden idag, kan tabes imorgen, og endnu mere; thi Slumpelykken frister sin Mand til en vild Ødselhed. Saa gaar det op og ned paa Lykkehjulet, indtil det en vakker Dag kaster ham af netop der, hvor det tog ham paa, – og nu maa han altsaa ind i det gamle Hylster igjen. Men de smaa Kaar, som før var en Skjæbne, bliver fra nu af en Ulykke, og det virker en Degradation, som gaar fra den Enkelte over paa det Hele.

Det er en af Skyggesiderne ved de nye Lokaliteter. Alligevel overstraales den af hele det Fuldblodsliv, som Arbejdet fostrer; thi Spekulanten kan ofte finde sine Penge, Fiskeren maa altid fortjene dem. Og det vises paa Manden! Han være saa raa han vil, han har paa Toften af sin fuldladte Baad et ganske andet Sikkerhedens og Stolthedens Præg end Opkjøberen, som staar 188paa Kajen og tager imod ham med sit velberegnede Minespil.

Saa klages der, at Fisken er stur. Linen er sat, og En og Anden la’r Snøret gaa ned; men Fiskene holder sig i Frastand og pakker sig nysgjerrige sammen, Hoved ved Hoved, til der former sig en muret Brønd af gabende Torskefysionomier omkring Snøret. Men bide vil den ikke – den er for mæt. Under dette synker Fiskerens Mod, og han hænger med Vingerne ligesom de sultne Maager paa Berget. Da meldes pludselig Lodden fra en anden Kant, og et nyt Indsig af Torsk følger den. Det viser sig snart, at den har bedre Appetit, og i samme Øjeblik staar der skrevet et Magtsprog i Fiskerens Ansigt.

Sejlene hejses, og Baad efter Baad styrer ud af Havnen. Udenfor paa Vaagen krydses lidt hid og did, da tages fast Sigte paa Kursen; henover det bølgende Hav bærer det, hver til sit Maal, og de hvide Smaasejl forsvinde bag Synskredsen. Imidlertid følges de med Interesse af enkelte Figurer paa Bryggerne, – Spekulanter og Kjøbmænd have hver Sit at betænke; men der er foruden dem en gammel Stok,Stok] flokk som og ved slige Lejligheder giver Møde. Den er kun faatallig, men den opvejer i Karakter, hvad den mangler i Tal – det er Fiskeriets Augurer.Augurer] spåmenn

Til alle Tider har Sømanden og Fiskeren spaaet ud af Luftens og Havets Stemninger, og en hel Del Overtro har derved vunden Hævd i Folket; men ovennævnte Spaamænd, som alle ere udgaaede fra de Rodfaste, 189har et Grundlag af Aarhundreders Erfaring at bygge paa, og det giver en vis Respekt. De mærke sig Frostdagene i Januar og Februar. De tælle Ravnene, som søge til Vardø om Vinteren, beregne Ankomsten af Fugl og Fisk, og tage Varsel af enhver Omskiftning. Paa denne Maade er der oparbejdet en Saga, som med god Ret kan følge Fiskeriernes Historie; thi den har vist Vej for mangt et følgevigtigt Studium.

Naturligvis lader En og AndenAnden] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Andeu – af Fremskridtsmændene, som de ikke befatter sig med Sligt; men de have alligevel sine Anfægtelser deraf.

Saa gaar det mod Aftenen, og Folket flokker sig til Udkig. Smaa hvide Punkter stige op i Synskredsen; en let Brise fra Nordost driver paa, og hurtigt forvandles Punkterne til Sejlflader. Der gaar endnu en Stund, da jager Smaabaadene ud af Havnen for allerede paa Vaagen at sikre sig et Indkjøb for En og Anden; men skal nogen sikker Aftale træffes, maa Ordene tages iagt; thi det gaar strygende forbi Alt, og ind om Moloen, hvor Sejlet tages ned, og hvorfra den fuldladte Baad, som knap har en Haandsbred over Vandlinjen, roes hen til en af Bryggerne.

Og nu gribes til med tusinde Hænder! Her spørges ikke om hvad der er at gjøre, Hver kjender sin Gjerning og tager fat med en Kraft, som ikke spilder et Sekund med Betænkning – Tanken ligger i Haanden.

Fra Baaden hives Fisken iland. To tæller, en Tredje skriver op, og naar Hundredet er fuldt, henlægges 190en Fisk for sig til Mærke. Samtidigt sidder Fiskerne i Baadrummet og oprisper Fiskens Bug, river Indvolden ud, som kaldes Slo, klarer den prægtige Lever fra, og hiver saa med den ene Haand Leveren i Tøndemaal, og med den anden Sloen i Havet, hvor Maager i Hundredevis holde Vagt for at sluge den.

Ligesaa hurtigt som Fisken tælles, hugges en Jernhage i den, og den slænges hen til videre Behandling. Saa træder Opskjæreren til; Hovedet kappes af, Bugrispningen føres videre, Rygbenet skjæres ud, det slænges til en Side, Fisken til en anden, og Øjeblikket efter ligger den med Saltet paa sig i Saltbingen, hvor den, til Trods for den lynsnare Behandling, stedes til Hvile med stor Akkuratesse.Akkuratesse] nøyaktighet

Det er Handlingens muntre Liv. Alle Øjne spille, alle Miner følge med – ingen Træthed, ingen Nølen, og sjeldent Mundhuggerier. Tusinder af Mennesker, der Alle ere lige ind paa Livet af hinanden, snurre her rundt som Hjulene i et Maskineri, uden at støde paa. Det er Ordenen og Hastværket, som gjør det. Men Fiskeren er ogsaa godmodig, og det er først naar han faar Tid til at drikke over Tørsten, at han bliver kranglet, vild og undertiden hævngjerrig.

Over og ved Siden af ham foregaar samtidig i Hav og Luft en anden Trafik, – det er mellem Fiskeriets uadskillelige Drabanter Maagerne. De gjemmer ikke til en anden Gang! Hos dem følger Begjærlighed, Had og Hævn paa hinanden ligesaa fort, som Instinktet føder dem. Men det er smukt at se de store Skarer af Søfugle 191kredse over Baadene og med sine Ildøjne tage Sigte af Fiskerens Bevægelser. Utallige Indvolde udkastes til dem, men alligevel rives og slaas de om Byttet og fylde Luften med sine rasende Skrig. Flere hakke sig fast med Næb og Klør i en og samme Indvold, skyde tilvejrs med den, og fortsætte Kampen oppe i Luften. Andre spejde derimod efter Smaafisk i Vandskorpen, og sætte ned paa dem som et Pileskud, naar det rette Øjeblik er kommen; men højt over hele Røret svinger bestandig de enkelte Stormaager i vide Kredse, og enten de nu ere mætte, eller de forsmaa Trafikken, de fastholde sin stolte Afstand og synes blot at tumle sig paa en Lystfart mellem Solstraaler og snehvide Skyer.

Et sligt Lysbillede af Vaarfisket paa Vardø følger dog langtifra hvert Aar efter Mørketidens Gru. Der udkræves ikke sjeldent tre-fire Aars skuffede Forventninger, for at det lykkelige Fiske kan skabe Glædens og Modets skiftende Farver dertil.

At der selv med et lykkeligt Vaarfiske følger Ulykker og Tab, ved man, og for dem, som har set Ishavet rulle sin svulne Kæmpekrop under et Uvejr, staar Fiskeren, der uafladelig tager Kampen op med det for at vinde sit daglige Brød, som en Helt, der forsvarer sit Fødelands Ære saagodt som Nogen.

Saa ankommer den første Ladning af russiske Arbejdere, og det lægger pludselig en ny Farve paa Billedet. Det er livfuldt og trykkende paa en Gang at se dem myldre iland; thi medens de Fleste se elskværdige 192og godmodige ud, og et sky Barneblik kigger frem af deres vilde Øjne, har de Allesammen Slavens kuede Præg, og kun Faa ere mærkede af en egen Vilje, der da mere ligner Brutalitet. Kvinderne er iført tynde Bomuldsdragter, selv i en skjærende Kulde; Mændene bær hvid ulden Kaftan, som er meget kortere end sædvanligt; men den giver dem dog i Forening med det lange Skjæg en imponerende Fremtræden.

Det er mærkeligt at se dem tulle sig hen over Brygger, hver med sin Pakke Mel, sin Bundt Birkeris og et Par usle Kogekar. Birkerisene høre med til deres Bade, og Badene høre ligesaa sikkert med til Russens Liv som en tændt PraasPraas] lys foran Helgenbilledet i en Krog. Alle blive hurtigt optagne af Arbejdsgiverne og ligesaa hurtigt installerede i de Rum, han holder ledige til dem, og som svarer til deres nøjsomme Fordringer. Og her tages nu fat paa Livet. Her soves, koges, spises og bades, – her knæles, korses og bedes, intet forsømmes af hvad Religion og Nationalitet fordrer.

Noget egentligt Samkvem mellem dem og de Norskfødte udvikler sig dog ikke. Den slaviske Fostring skiller dem lige til Grunden. Og denne Skilning vil ikke flytte sig, uagtet Samfærselen mellem den norske og russiske Almue gaar paa med Stormskridt; thi den er Racemodstanden. Den Afsky, Gammelrussen føler for anderledes Troende, og som forbyder ham at spise og drikke af samme Kar som de – ja endog vækker hans Modbydelighed for den Kilde, en slig Hedning har 193slukket sin Tørst i, ham lukker Religionen over med et Blytag, som ingen Norsk kunde aande under.

Den russiske Almueskvinde er mærkelig finbygget, hun er oftest rankvoksen og lys og har ikke Noget af det Uartikulerede, som Manden fører med sig i Lag og Miner, og som under en Rus kan stige til stor Vildhed.

Dette rigt bevægede Folkeliv har sin egentlige Udfoldelse i en seks-syv Uger, i den Tid maa Lykken eller Ulykken have løbet Linen ud; hvad der da følger efter, kan nok give Bevægelighed, men det omskaber ikke Tilværelsen. Da er det Opkjøbernes Tid, og man er kommen nogle Streger op imod det Kultiverede – om ægte eller uægte gjør Intet til Sagen, her er det Kapitalen, som gjør Udslaget.

Russeskipperen melder sig med en god Del mere Selvfølelse hos Kjøbmanden end hans fattige Forgænger fra Karelstranden, for at bytte sine Melsække imod den saltede Torsk. Og de norske Opkjøbere, som kunne notere sine Fuldmagter fra Europas store Handelsfirmaer, træde op med en vis Flothed, der ikke undlader at imponere Øboerne. Det Naturforhold, som under Fisket hist og her har sat sine Vildskud, neddysses og lempes, at Skolpen ikke skal forraade sig overfor disse Prøver paa Verdenskulturen. Men den har en Evne til at gaa igjen, som trodser alle Forsigtighedsregler. Naar Verdensmanden tømmer et Glas med Øboeren, præsenterer han ham selvfølgelig sit høfligste Buk; men samtidigt nikker han kammeratlig til Skolpen – den Skjelm! der 194kigger frem over Mandens Nakke, og har en tindrende Fornøjelse af hvert Glas der fyldes.

Men Tiden skifter. Midsommersolen svinger i sin spiralformige Gang over Øen, og den ser som Nattens Øje med samme varme Blik paa Livet, som naar den fra Øst til Vest beskriver sin luende Dagkreds. Alligevel jager Iskulde ind fra Havet, Sneflagerne hvirvle om i Luften, og Naturen synes at ville støde enhver Glæde fra sig. Det er som Mørkets Dæmoner skjult arbejdede paa at hindre Lysets Virkning, da de ikke kunne forhindre dets Fremgang; thi den kolde Lysmasse knuger Alt tildøde.

Under dette fremgaar en ny Lokalitet – det er Polarstationen.

Fremmede Nationers Flag udveksle glade Hilsener med Korsflaget paa Vardøhus, og Kanonerne melde et festligt Møde. Noble Skikkelser blande sig imellem Befolkningen og søger ingen anden Gevinst end den Venlighed, som aldrig bringer Tab. Her er Intet at riskere i Sammenligningen, hverken for Intelligensen eller Skolpen, hver staar ved hvad han er; men netop derved træder den Rodfaste i første Række, fordi han giver Lokalfarven, – og endelig fordi han danner Samfundets Grundpiller. Sligt mærker den Fremmede sig hurtigt.

Og nu er det Damernes Tid!

Kvikke unge Piger bevæge sig pyntede gjennem Byens Gader og yder et forfriskende Skue. Der er ikke nogen Lammelse af Mørketiden eller det kolde 195Lystryk, men alligevel en Udstraalen af den forhøjede Stemning, Fremmedbesøget giver. Samtidigt med dette leveres og et uimodsigeligt Bevis for, at den Kultur, som pr. Post vandrer hele Verden over, ikke har forsmaaet at lægge sin Vej om Jordens nordligste By, og at man her «udenfor Folkeskikken» ret vel kan præstere baade Smag og god Opdragelse.

Fra dette gaar man frem mod Sommerfisket, og hvem som vil styrer indad til Fjordene paa Sejfangst; Sejen er nemlig Russens Yndlingsfisk og afgiver derfor et betydeligt Produkt til Tuskhandelen. Men den har langtfra den Værdi som Torsken, uagtet den i senere Aaringer med Held tilvirkes som Klipfisk.

Her forekommer nu et Mellemstadium, hvor Fiskeren driver om som Løsgænger. Men han er da ikke i sit Element, og beviser ofte, at han paa Landjorden langtfra er den Styringsmand som paa Søen. Det hænder og iblandt, at han selv agerer Torsk og bider paa Angelen, som en eller anden Løvinde i den grovere Genre kaster efter ham, og han er i Regelen en god Fangst; thi Pengene løbe ligesaa let ud af Haanden, som Fisken er løbet i den. Der opholder sig til hans Ulykke altid en Del SchakkrereSchakkrere] omvandrende handelsmenn, kramkarer ved Været, som forstaar at udnytte hans Godtroenhed; disse forhandler oftest Sølv- og Guldvarer, og det frister ham mest. «En Ring til hu Gjenta!» og Pengene gaar. Om Guldet ikke er af det, som taaler Ildprøven, holder det altid Kjærlighedsprøven ud. – Den varer sjeldent længere end Fisket.

196Naturligvis ved Fiskeren meget godt, at den Kjærlighed, der bydes ham, ikke altid er ægte Vare; men saa behandler han den efter Værdien. At derved begaaes Uret er sikkert nok; thi det hænder dog, at taarefulde Øjne følge hans Baad, naar han sætter Sejl til og styrer ud forbi Svartnæspynten, medens han i Blæsten tænker mere paa sin Hat end paa sine Løfter.

Et af de Billeder, som denne Letsindighed har tegnet, skal her berettes.

Prøven.

Det var to Aar iforvejen at Jetmund Sølve, en storbygget, stout Helgøværing med brunt Haar, rødt Skjæg og kloge blaa Øjne, havde gjort sin Indtrædelse paa Vardø. Han havde først været med ved Linefisket; men under en Storm havde han mistet baade Baad og Børnskab – som er det Navn, hvormed hele Fiskebaadens Udstyr betegnes. Da der senere tilbød sig en rigelig Fortjeneste ved Haakjerringfisket, gav han sig med godt Mod ind paa det.

Men i Dagene, som laa mellem hans Tab og den nye Bedrift, havde han vanket omkring paa Øen, og var pludselig en Aftenstund stoppet op foran et Vindu, hvor en liden ung Pige sad flittig og drejede paa sin Symaskine.

197For det Første havde Jetmund Sølve aldrig før set en Symaskine, og dernæst aldrig en saa vakker Gjente. «Det var noget til lidet Væsen, det! Net som en Snetiting,» mumlede han for sig selv.

Jetmund stod her en god Stund. Da blev Gjenten ham var og lo til ham. Det kunde vel være, at hun havde skjændt paa enhver Anden; men Jetmund var en vakker Gut, og det forsonede jo med Adskilligt. Imidlertid tog Gutten hendes Venlighed til god Indtægt, og da han gjennem en anden Rude havde set, at hun var alene i Stuen, gik han uden videre ind, stod en Stund indenfor Døren og keg sig om, og tog da et Par Skridt henimod hende – omtrent som fra en Baadtoft til en anden.

Da blev hun alligevel ræd, thi hun var ikke blot alene i Stuen, men idethele alene. Hun var Datter af en fattig Haandværker, som Aaret iforvejen var gaaet med paa Fisket og havde sat Livet til; Moder havde hun aldrig kjendt, hun var død, da Datteren blev født. Hun havde nu lejet sig et Rum, hvor hun levede af at sy for Folk; men Levemaaden var knap, og Udsigten til noget bedre endnu knappere.

Det var en egen hjertevarm Maade, Jetmund bar sig paa, og her kom igjen hans vakkre Ansigt til Hjælp; havde han været styg, var det syntes som Dristighed, nu blev hvad han sagde lig et godt Tilbud.

«Hvad hedder Du?» spurgte han.

«Jeg hedder Caroline,» svarte hun og saa blidt paa ham.

198Jetmund følte sig svært betagen af det Syn og havde mest Lyst til at løfte hende op i sine Arme; men han betænkte sig, og satte sig ned.

«Kan jeg spise Kveldsmaden med Dig,» spurgte han omsider.

«Jeg har ingenting, og heller ikke Tid til at lage Noget istand,» svarte hun.

Om hun havde Kjøkken? Jo, det havde hun. Da vilde han hente en Fisk, og den skulde han stelle til, mens hun syede. Hun lo, og virrede med Ho’det; men Jetmund gav et forsikkrende Nik og gik afsted. Udenfor Huset maatte han dog endnu hen til Ruden og kigge lidt paa hende – for der saa hun akkurat ud som et Billede i en Billedbog.

Han kom snart tilbage igjen og stelte nu i Kjøkkenet ganske som kjendt Mand. Da Caroline rystende af Anstrengesle endelig vandt Bugt med Sytøjet, gik hun til et vel beredt Maaltid, det første i mange Dage. Thi Arbejde havde hun ikke meget af, og endnu mindre Kræfter; saa hengav hun sig til Hvilen istedenfor til Madstellet, hvilket for hende baade var det Billigste og det Nemmeste.

Det blev til en lang Snak mellem de To, og da Lyset ingen Varsel gav, glemte de Tiden. Først da Solens røde Øje keg ind ad Kjøkkenvinduet til dem, for hun op og udbrød: «Nu er det Midnat!» – «Og da er det snart Morgen,» lo Jetmund. «Men da skal Du ud paa Fiske?» sukkede hun. «Ja – fem, seks Mils tilhavs!» 199Og leende tog han hende op i sine Arme og bar hende ind i Stuen.

Paa Haakjerringfisket gik det ham godt, og efter tre-fire Døgn vendte Jetmund tilbage med en rig Ladning af Lever. Dette gjentoges flere Gange med samme Held, og da han efter Sædvane fik Del i Udbyttet, steg hans Fortjeneste i kort Tid op til at dække Størsteparten af hans Tab.

Ud over Sommeren reiste han væk. Ved Afskeden fik Caroline en Guldring paa sin Finger foruden en Del billig Smaapynt, som skulde lette Sorgen. Det gjorde den ogsaa til en Tid, især fordi der med Gaverne var fulgt gode Løfter – hun var jo ikke større vant og ikke bedre opdragen!

Men Sommeren gik snart, og Dagen sank ned imod den lange Nat, – Caroline blev syg, og de lokkende Smaating, som JetmundJetmund] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Getmund havde givet hende, blev Stykke efter Stykke udnyttet til Livsophold. Trøstesløsheden bankede ofte paa hendes Dør og lod ingen af sine slaaende Midler ubenyttede for at bevise hende, hvor urimeligt det var at sidde der og tage imod Fattigforsørgelse af Haabet, medens den kunde byde hende Alt, hvad hun behøvede, i et Par knappe Aandedrag.

Men Caroline slap ikke sit Haab – hun haabede desuden for To. Hun vidste, at hun bar paa et Liv, som levede eller døde ved hende, og hun stred ærligt imod. Hun tænkte paa Jetmund, hvad han vel vilde sige, om han vidste hvad hun udstod. Hun havde haft mange Rædsler over sig, skjønt hun knap var sytten 200Aar gammel; thi Faderen havde haft Anfald af Drukkenskab, og hun døjede da baade Sult og Mishandling, – men den Forfærdelse, hun havde udstaaet ved at blive var sin egen Tilstand, overgik dog Alt. Det tyktes hende at være den mest gudforladte Elendighed, et Menneske kunde stedes i.

Endelig gik Lyset op over Livet igjen, og det ene Menneske gav Agt paa det andet; men den Agt var skrækkelig for hende, uagtet den gav Nødhjælpen, som hun ikke kunde undvære. Og hun var stærk til at udholde, – ingen Klage eller Anklage kom over hendes Læber, hvad hun skulde gjennemgaa, klarede hun med godt Mod.

Saa sad hun i de første Dage af April igjen ved sin Symaskine og stræbte. Bordet var flyttet fra Vinduet hen i Stuen, for at hun kunde være nærmere en anden Gjenstand, som ved et ophængt Tørklæde var gjemt for Menneskers Indkig – denne Gjenstand var en Vugge; Barmhjertigheden, der Gudskelov ikke dør af Mørke, havde forsynet hende med den og Mere.

Caroline følte sig saa underlig gammel, der hun sad; men det havde hun ingen Skade af. Naar et Menneske er bleven gammelt nok til at krænke Idealet, er det ogsaa gammelt nok til at overtage Ansvaret. Det var just ogsaa det hun tog sit første Tag med, og at det var alvorlig ment, beviste den Sindsro, hvormed hun overvejede Skyld og Ikkeskyld. Hvad Jetmund havde forbrudt sig gik paa hans Regning, hvad hun havde forbrudt sig, gik paa hendes. Saa tørrede hun 201Øjnene og snurrede løs med Maskinhjulet, til det durede i Huset. Det var i praktisk Tydning Resten af hendes Overvejelse.

Men haabe gjorde hun alligevel. De hundrede Gange bildte hun sig ind,sig ind,] rettet fra: sig, ind at hun saa Jetmunds store, vakkre Skikkelse foran Ruden, og da tog hun ofte et hurtigt Skjøn op af Gutten i Vuggen, for at udfinde Lighed med Faderen, – naar hun da sukkede, smilede og græd paa en Gang, var det vist fordi hun fandt, hvad hun søgte.

Den Vaar kom Jetmund ikke til Vardø. Ærgrede han sig, skammede han sig, eller var der saameget af Strandhuggerens Natur i ham, at han drog afsted med Rovet, og gav en god Dag til den, som sad med Tabet?

En god Dag! det er jo i den Forstand en ond Dag – og onde Dage fik Caroline nok af. Den eneste Hjælp til at bære dem var Glæden over den vakkre Gut, som blev stor af Lidet og bar et Livsmod frem i sit Ansigt, som trodsede Fattigdom og Nød; thi Nød maatte han lide, med Moderen, og han fik tidligt lære at undvære.

Den næste Vinter fik paa denne Maade ogsaa Ende. Hun tænkte ikke hun kunde staa i det; men baade hun og Gutten levede vel. Ingen Mand ved hvad han kan udholde, før han er prøvet, og da kan en Kvinde altid række et Stykke længer. Nu havde Caroline lært en Ting til og det var, at gaa paa uden Haab. Kom nu Vaarfisket med Kjendinger og Venner 202til Andre, til hende kom Ingen, – og saa fik Gud hjælpe!

Der afsatte sig, idet Lyset kom igjen, et lidet Styrkepunkt i hendes Sind, og det var Stolthed. Hun vilde ikke tigge sig Far til for den vakkre Gutten! – Og saa drev hun paa med Maskinen, til Sveden trillede hende ned af Panden, og hendes magre Hænder rystede.

Den Vaar kom Lodden sættende ind i store Stimer, og glimrende Forudsigelser om Fisket lød fra Augurernes Lejr. I tusindvis strømmede Fiskerne til Øen og de omliggende Smaavær, og Alt var Liv og utrætteligt Røre. For den Fattige som den Rige gik der et nyt Haab op – Begge imødesaa en Fremgang.

Da kom der en Kveld, hvor Caroline sad trykket ind i en Krog af Stuen med sit sovende Barn paa Fanget. Hun havde arbejdet sig mer end træt og var selv sunken hen i en Halvdøs over Barnet. Under det kom en høj Mandsskikkelse smygende hen om Hushjørnet, og søgte at snige sig til et Indkig gjennem det nærmeste Vindu. Der var Ingenting at se. Han betænkte sig en Stund, det var aabenbart, at han ikke vilde forbi Ruderne; da greb han til en Omvej, og fik sig derved et Indkig fra den modsatte Side. Det gav bedre Underretning. Herfra kunde han se bort i Krogen, hvor Caroline sad med Barnet.

Synet betog ham svært: men han gik alligevel, da hun rørte paa sig. Dette Besøg gjentog sig flere Gange, det var som han vilde udspejde hendes Levesæt; thi 203han kom baade Nat og Dag – altid listende, som en Kat hen under Husvæggen.

Da røg det en Morgen sammen til et Uvejr, og det varede ikke længe, før hele Himlen var overtrukken med Skyer, saa tunge som Vandhoser. Det maatte enten give Storm eller øsende Regn – det blev til det Første. De Fiskerbaade, som var saa nær, at de kunde komme til Land, satte alle Kræfter paa at naa did, de Andre maatte søge ind under den russiske Kyst eller ride Stormen af paa Havet. Alle, som ikke var paa Havet, stod omkring paa Brygger og Kajer og tog Uvejrets Komme iagt; thi omendskjøndt deres Baade laa vel fortøjede i Havnen, var der ingen Sikkerhed for at de kunde forlises. Den ene Baad kunde hugge den anden til Smaapluk, og Ingen kunde hindre det. Det vilde heller ikke være første Gang, en Nordveststorm flyttede om i Lokaliteterne, satte Baade paa Land og Huse paa Vand og Skorstenspiber i Luften.

Snart røg ogsaa Luft og Hav sammen i en Stormtykning. Baadene hug mod hinanden og hev sig op som til et Kast. Fartøjer og Skuder, som laa ind til Bolværket og syntes mere sikkret ved sin Tyngde end Baadene, gik under eller søndersloges netop af sin egen Tyngde. De Fiskerbaade, som naaede Havnen, var sejlet halvfulde af Vand, og de fleste havde mistet Sejl og Børnskab. Men hvad var det imod Kampen paa selve Havet! Mange Baade vare ude, og tvivlsomt var det, om nogen vendte tilbage.

204I det forfærdelige Raak kunde Synet heller ikke følge en Gjenstand. Undertiden saa det ud, som to Søer slog sammen om en Baad og begrov den, og senere var det netop den, der nogenlunde frelst kom ind bag Moloen.

For Beboerne gjaldt særlig Spørgsmaalet: hvorvidt Hus og Hjem stod fast, og overhovedet, hvorvidt en Mand var sikker paa sin rørlige Ejendom. Besvaredes det tilfredsstillende, tog man det temmelig roligt – man levede nu engang i Stormenes Himmelegn!

Men skjælvende Hjerter var der alligevel, og af dem et, som i Nattens frygtelige Stunder havde afkastet Stoltheden og gjennem Faren faaet nyt Liv i sin Kjærlighed. Det var Caroline. Hun havde til sin Forskrækkelse bemærket Jetmunds Kommen og Gaaen omkring Huset, og hun havde ventet hver Dag at se ham træde indenfor; men da Uger hengik, inden det skete, var hun endt med at sætte en Stolthed imod ham, der uden Skam kunde være fostret paa højere Steder – og nu stod det fast som Gud i Himlen, at baade Hjerte og Dør var stængt for ham, saalænge hun levede!

Da kom Stormen, og hun kunde ikke lade være at forhøre sig om Jetmund. Man antog for sikkert, at han var blandt dem, som endnu var paa Havet. Denne Tidende vendte op og ned paa hendes kjække Bestemmelse, og Frygten for, at hendes Barn i samme Stund kunde være faderløs, gjorde hende saa sorgfuld ydmyg, 205at hun tilslut ansaa Ulykken for givet og modtog den som en Afbetaling paa sin Gjæld til Gud og Mennesker.

Det led hen paa Natten. Caroline var ikke gaaet tilsengs, men var falden isøvn ved Barnets Vugge. Da bankede det paa Ruden, og da hun forskrækket sprang op, saa hun Jetmunds Ansigt lige mod sig. Hun skjalv tilbage, men hun saa, at her var ingen Stunder til Betænkning, – hurtigt skjød hun Stænget fra Døren, og ligesaa hurtigt tren Jetmund ind i Stuen til hende.

Han saa fæl ud. Ansigtet var ophovnet og forslaaet, Blodet sprang ud mellem Fingrene, og Klæderne hang i Filler.

«Er Du ræd mig?» spurgte han. Hun rystede paa Hovedet.

«Men Du er vond, og det siger jeg ikke Noget om.»

Caroline drog et Suk og gik hen til Vuggen.

«Er det min Gut – det der?» spurgte han.

«Han er min,» svarte hun, og Vreden fløj op i hende.

«Ja ja, – derfor kan han ligevel være min,» sagde han lunt.

«Du har ikke Noget med ham! Jeg har født ham til Verden og stridt for ham til denne Stund. Med Guds Hjælp –.» Længer kunde hun for Graad ikke komme.

«Caroline!» bad han. «Lad mig snakke med Dig. Det jeg vil sige Dig, er kanske Guds Hjælp, for i denne Nat har jeg snakket alvorligt med ham.»

206Caroline saa op paa ham i stor Spænding.

«Ja, det er som jeg siger, og nu skal Du høre. Da jeg drog ifra Dig for to Aar siden, holdt jeg svært af Dig, men jeg tro’de Dig ikke, – og saa blev jeg vegge – for jeg vilde prøve Dig.»

«End prøve mig!» udbrød hun og brast i Graad.

«Græd ikke, Caroline, det nager mig saa. Jeg har nu gaa’t her og spekuleret, for jeg vilde ha’ ren Besked. Den fik jeg inat. Nu skal Du høre: Kammeraten min gik tilsjøs med baade Sejl og Mast, – han var væk i et Skjøl,Skjøl] skyll, bølgedrag og jeg var lige ved at følge efter. Da fik jeg med en Gang den Tanke: Du har jo Kone og Barn, Du faar finde paa en Raad! Det var mærkeligt, som det tog i mig. Det kjendtes som jeg blev rystet af indvendig, for saa bratænkt har jeg aldrig før vær’t.»

«Du ser saa paa mig, Caroline, – det er sandt, hvad jeg siger. Men nu skal Du høre mer, for det er ligesom et Mirakkel, at jeg bjergede Livet. Der kom en Storsjø og trev Baaden min op i Fjæren – der ved Fæstningsbryggen, og var det ikke sket lige paa den Kant, havde den vær’t knust. – Nu er den baade hel og bra; men det er overhændig, hvad jeg har arbejdet. Jeg havde hverken Toug eller Grejer, det var sat til alt ihop, og fortøjes maatte Baaden, hvis den ikke skulde kastes tilhavs af Stormen. Saa har jeg draget Sten ifra Bjerget og gi’t den en Baglast, som nok skal holde den ved Jorden. – Du ser, hvor jeg ser ud, 207Caroline; men det faar en Kone finde sig i – er det ikke saa?»

Caroline stod oprejst foran ham og græd stille.

«Nej – nu faar Du ta’ Gutten op til mig, at han kan begynde med at dra’ Kjendsel paa Far sin!»

Der var endnu Noget i hende, som stred imod.

«Caroline!» bad han. «Vorherre har vær’t god, var nu ogsaa Du god.»

Da kom der hin Mildhed i Øjnene, som hun kjendte fra før,før] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Før og den kunde hun ikke modstaa, og hun tog Barnet og lagde det hen til ham. Men da det vaagne Barneansigt smilte ham imøde, var det forbi med hans Styrke, ialfald tog den en anden Retning. Han græd og hulkede, saa Moderen maatte tage det forskrækkede Barn fra ham igjen, og stod med det paa Armen, indtil Graaden havde udtømt Mandens overvældende Følelse. Da rejste han sig, kyssede Moder og Barn, og mumlede Noget, som Ingen forstod, men som rimeligvis mere var sagt til Gud end til Mennesker.

«Jeg kommer tilbage over Middag,» sagde han. «Vi faar greje det med Papirerne.»

«Hvadfor Papirer?» hviskede hun.

«Dem Præsten skal ha’e.»

«Aa!»

«Tænkte Du jeg vilde ha’ en selvgjort Kjerring?» spurgte han, og gik leende mod Døren. «Nej – nu ska’ der være Lov og Ret os imellem.»

Udenfor stillede Jetmund sig endnu en Gang op foran Ruden, og blev saa hjerteglad ved det Syn han 208saa, at han tumlede mellem Stormbygerne som en halvdrukken Mand ned til sin Baad, og her krøb han ind i sin lille Kabys og sov, til Kirkeklokken ringede og Trommehvirvlen paa Fæstningen forkyndte Middagen.

Før Sommerfisket begyndte, blev han og Caroline viede. Han vilde, at Gutten skulde være i Kirken under Vielsen, og en gammel Kjerring fik baade Brændevin og Kaffe for at udføre det Hverv. Men uagtet det langtfra var sjeldent, at Brud og Brudgom allerede havde taget et Par Skridt forud i Familjelivet, var det dog en Sjeldenhed at se en ung, stout Brudgom træde Kirkevejen som et Par Aars gammel Familjefader med et vakkert Barn paa Armen, og Bruden i Smaagang bagefter, som det skikkede sig for en velindøvet Familjemor.

Jetmund Sølve keg sig tilbage efter hende – jo, hun var der, Familjen var samlet! Da smilte han. Mand og Kone havde de snart været i to Aar, men det var det, han havde glemt, og som Vorherre i hin Nat havde mindet ham om.

Bryllupsdagen blev en hel lang Fridag for Jetmund, og han kunde ikke blive træt af at lade Barnet danse paa sit Knæ. Men da Gutten pludselig ruskede Faderen i Skjæget, skreg Jetmund op og meldte det til Caroline, som stelte ude i Kjøkkenet.

«Kjære!» svarte hun tilbage. «Det Lejeste er, at det er en Brudgom, han farer slig med. Vi faar være var om Gutten, at det ikke gaar ham ligesaa.»

209Jetmund betænkte sig en Stund. «Aaja, Du har Ret, Caroline. En faar se til, at komme sig fremad.»

*

Endelig luer den korte Sommer hen over Øen, og Lystiden giver sit Overmaal. Mellem Byen og Fæstningen strækker sig et bølgende England; det har i tre-fire Døgn udviklet en tæt Fylde af Grønt, og i ligesaa kort Tid indvæves det med utallige gule Blomster. Soløjer, enkelte og dobbelte Anemoner flokke sig saa tæt, at selv et Græsstraa kryber forsigtigt op imellem dem. Det er et gyldent Sprede, som den korte Højsommer lægger hen i Ørkenen, og kvitter dermed for sig. Den giver kun en Gang, men med fulde Hænder.

Ingensteds har Engblommen og Solejen en større Skjønhed. Det er isandhed en Solblomme, et Naturens Elskovsbarn, fostret af den lange Omfavnelse mellem Døgnsolen og den aldrig hvilende Jord. Men der er maaske hellerikke noget Sted i Verden, hvor Himmel, Jord og Hav mødes i et større og renere Smil end her.

Skyhvælvet flammende blaat, Havet mørkegrønt og Luften ren – ikke en Skygning fra Kuldens Region, – og midt i dette svømmer en Ø, oversaaet af gule Blomster, det er et Eventyrland! Hvis en af Nymferne fra Sorrentos Grotter fik det vilde Mod at aflægge et Besøg hos sin Langtudbeslægtede, Polarhavets mørkebrune Havmand med Tangskjægget og det svære Haar, 210eller hos den uhyggelige Havfrue med sit lange, gule Haar og Liglagnet flagrende fra Skuldrene – der aldrig viser sig uden mod et Uvejr eller for at give Varsel om Død, – da vilde hun her gjøre en Skjønhedserfaring, hvorom hun endnu ikke havde drømt. Men ve hende, om hun træffer sine høje Slægtninge hjemme!

Hun vilde nok i første Øjeblik ræddes ved at se Delfinen gjøre sine Luftspring, og Hvalen tumle sig i en kaad Leg paa de Enemærker, hvor den er fredet. Slige vældige sorte Rygge og Haler, som der skyder op over Bølgerne, kan nok ligne Skjær og indgyde Skræk. Og naar først en-to-ti-hundrede jager Skumstraalen tilvejs, da vil Nymfen ikke kunne forstaa, at det er en Skabnings almindelige Aandepust, og hun vil flygte.

Men hun glemmer hurtigt sin Skræk ved at møde en Flok Edderfugle, som er ude paa Svømning med sine dunede Unger, og hun vil faa Tryghed af at se en Maage med blegrødt Bryst og mørkegult Næb ligge sovende paa Bølgen, der vugger den stille og støt og bærer den langsomt over imod en Klippeø.

Der i Nord, hvor Midnatsolen staar højt paa Himlen som en ildrød Kugle, hvis Lue farver Alt, lige til den grimmeste Fjeldknort, med en fantastisk Skjær, rejser sig to Klippeøer – Tvillingøer kunde man kalde dem, thi en Grundvold bærer dem Begge. Det er Renøen og Hornøen. Renøen har sin største Betydning ved det kostelige Multebær, Jordbunden fostrer midt i 211det vildeste Paadrev af Havet og under det evindelige Kuldegys fra Nord. Kun for Blomstret er der Fare i Vaarstormen, derfor har man Aar, hvor ingen Frugt kommer fra Renøen. En almindelig Stormtid kan Blomstret dog godt staa imod, uagtet den er fin som et Silkeflor og hvid som en Lilje; men en Storm, som flytter Huse, maa den bukke sig for. Foruden dette er Øens runde Højder dækkede med Renmos, der i Frastand ser ud som nøgen Graasten, men nærved er en fintforgrenet Lavvækst, som paa Grund af dens Tørhed ingen Anelse giver om, at den indeslutter et saa righoldigt Næringsstof.

Hornøen er derimod en eneste stærkt spaltet Klippeblok. Den har et Par blide Drag mod Syd, men er i Nord saa truende og vild, at man gyser tilbage for den; selv Midnatsolen aflokker den ikke et Smil. Men Hornøen er et Fuglebjerg, og frembyder som saadant et levende Syn. Fra Foden, hvor Edderfuglen holder til med sine Unger i Kiler og Kløfter, og afsatsvis hele Klippen op over til den øverste Kegle, bor utallige Fuglefamiljer af enhver Art lige til Ravn og Skarv. Midt paa Klippen er en Indgang til en stor Hvælving med et fast, fremkommeligt Grundlag og enkelte Aabninger for Lyset. Rummet har bestemt Udseende af at være planmæssigt ordnet, og dog maa det være Naturens Værk. I slig en rummelig Sal kunde man tænkt sig, Fuglesværmen gjorde sig det bekvemt; men paa ethvert andet knapt og udsat Sted sloges de om Pladsen – her fandtes ingen.

212Overalt paa Berget sad tæt, tæt, de snehvide Maagegrupper, vaagne og sovende i Lysningen af Midnatsolen. Et Skrig vækkede dem Alle, og et Par Haandklap drev dem paa Flugt. Da lignede Øen en Røverborg i Ruiner, og Ligheden talte maaske sandt. Af Røvere var her før i Tiden nok, og Berget gav sikkert Tilhold. Det gav desuden hist og her en liden Fiskeplads og Fugleæg i stor Mængde.

Den eneste Fugl, som ikke lader sig forskrække, er Skarven. Der siges om et usselt, upaalideligt Individ: den Skarv! Ligheden slaar til. Der kan ikke findes en uslere Pjalt af en Fugl, end Skarven. Alligevel har den en vis Stolthed, naar den staar paa en Afsats i Berget og ser med uforstyrret Ro omkring sig, mens Maager og Terner, og hvad de nu Alle hedde, fare frem i Forskrækkelse. Lang fra Benene til Hovedet, kluntet i Formen, pjusket og graasort i Fjerene, ligner den en hovmodig, forsulten Tigger. Den driver imidlertid samme Næringsvej som de andre og staar ikke fast for Udkommet, men den er ikke deres Kammerat. Mellem Rovfuglene er Skarven kun en simpel Tyv.

Omkring det glansfulde Billede lægger sig nu pludselig en mørk Ring. Solrødmen blusser stærkere, og over Fjeldene gaar en Skygge, som runder af paa Kanter og Knuder og gjør dem lavere, – hele Billedet bliver mindre, thi Ringen i Synskredsen breder sig.

Lad Nymfen se sig godt om, denne Pragt vil ikke vare længe; men hvem tror paa, at Skjønheden forgaar! Nymfen har glemt Sorrent med alle dens Vidundere 213for Polarhavets Fuglesværm og Midnattens Solglød, og hun har vist Bægeret fra sig med den evige Nydelse, for en Styrkedrik af Strenghedens Poesi. Men lad hende vogte sig, at hun ikke glemmer, hvor hun er!

En Stund endnu skyder lange Ildstrimer ud fra Solen; de kortes efterhaanden og ligne gloende Lanser, som flyve ind i Taageringen; men Kampen er forgjæves. Ringen lukker hurtigt over Synskredsen, over Solen, Klipperne, Havet, Alt! – Men saadan gaar det til, naar Sommeren vil spille Herre saa nær ved Isdrottens Kongeborg: den evige Vinter. Slig Varmeluft baade Nat og Dag gjør ham syg, og da har man hans Aandedrag mod sig i røgsorte Skyer, der slaar et dryppende Liglagen om Alt.

Hvis Nymfen overlever denne Skræk, vil hun ile med at komme bort, thi hun kan ikke tænke, at Skjønheden kommer levende ud af en slig Omfavnelse. Men hun vil faa Øjnene op!

Ved Middagstide samler Taagen sig i store Bunker, der hænge saa tunge under hinanden, at det ser ud, som de skulde falde ned; men heldigvis er de ikke saa stofrige, som de synes. En Luftning fra Syd skiller dem ad og driver dem paa Flugt indover mod Isregionen igjen, – de lover rigtignok at komme snart tilbage, og det holder de, men foreløbig er baade Himmel og Hav befriet fra sin værste Fjende.

Da synker Dagen, thi uagtet Lyset er lige klart, mærkes Synkningen. Bussesundet ligger spejlblank med 214et Gjenskin af hvide Smaaskyer og Solrødme. Fastlandet hyller sig ind i et lyseblaat Overtræk, og hele Naturen drømmer om en evig Hvile.

Nymfen sætter sig paa en Græsvold mellem de gule Blomster og betragter Alt, men forstaar Intet. Hvordan er en slig Forvandling mulig i saa korte Stunder? Hun maa have havt en fæl Drøm – et Mareridt, hvor Døden sætter sig paa den Levendes Bryst og fortæller ham en kort Historie fra Spøgelsernes Verden.

Paa Sundet ligger to Dampskibe med Dampen oppe. Et Par Smaabaade lægge til Siden, Mandskabet holder sig klar, Ankeret er oppe – Røgen tykner, og sagtelig hver til sin Kant glide Skibene ud over Vandet. Det er Hvalfangere. Skjønnere kan ingen Fart begynde. Det er som et Brudetog, der blufærdigt og hemmelighedsfuldt fører Bruden til den ventende Brudgom. Det kan Nymfen ikke tabe af Syne, og hun følger Skibet tilhavs.

Dampen sættes højere, og Farten øger paa. Snart er Landet som en Skybræm at se tilbage paa, og Havets hele Udstrækning ligger foran. Paa en Forhøjning midtskibs, et Slags Kommandobræt, staar Rorgængeren og giver gjennem et Rør Signalet til Maskinisten. Endnu er det øvrige Mandskab i Ro, og selv Skytten hviler sig paaklædt ved Siden af Kanonen, der springer frem paa Skibets Forstavn som en uhyggelig Gallionsfigur.

Naar Kanonen er ladet, rækker nemlig den forreste Del af Harpunen udover Mundingen. Paa Harpunen er igjen fastgjort fire Klør, som skulle hage sig fast i 215Legemet, foruden den med Krudt opfyldte Granat, som bærer en skarpsleben Trekant, der har den Bestemmelse at give Dyret det første Saar og bane Vej for Harpunen. –

Det er en øvet Fanger; han gaar paa med Besindighed. Manden ved Rattet ser med et langtrækkende Syn paa Havet, som i endeløs Udstrækning ikke kruser sig til en Fold. Alting er stille, kun Maskineriet giver sine Støn og Vandet sit Sus foran Stavnen. Bestandig fremad, meningsløst fremad!

Da høres et Raab af Rorgængeren, et eneste Ord: Blaast! og som et Lyn er Skytten paa sin Plads ved Kanonen. Ude i Horisonten ses Skumsprøjtet af en Hval – det er det, som kaldes Blaast. Og nu begynder Jagten. Kanonen hæver sig tilsyneladende let paa sine Tapper og kan svinge i alle Retninger, derfor er ogsaa Skytten den, som staar for Skibets Manøvre.

Det gjælder nu at gjøre Hvalen tryg, – den er nysgjerrig og vil gjerne vide, hvad det er for et Uhyre, som bevæger sig henover Vandet; men den er tillige sky, den kjender ikke Faren, den ved kun, at den er til. Saa rykker Skibet og Hvalen efterhaanden nærmere: Hvalen med sin reglementerede ti til femten Minutters pludselige Forsvinden og ligesaa pludselige Tilbagekomst, og Skibet med sin støtte Fremgang – Skytten som et TræpostamentTræpostament] trestøtte ved Kanonen, Rorgængeren med det vagtsomme Udkig fra Rattet.

Endelig kortes Afstanden saavidt, at snart et Skud kan voves – dertil fordres nemlig ti Favne; at skyde 216Bumskud, med andre Ord Fejlskud, er ikke alene ærgeligt, men det er Tab; thi det er ikke blot et Dyr, som derved faar Varsel, det er stundom hele Flokke.

Stadigt dukker Hvalen op og ned, og stadigt lader Damperen, som den Ingenting vil. Det giver Mod. Dyret bliver dristigere, sætter snart den kløftede Hale tilvejrs og snart Ryggen – den leker med sig selv. Og alt imens sluger den i sig store Svælg fulde af Vand og Smaadyr.

Endelig er Skibet omtrent i Højde med Hvalen, der boltrer sig ret foran Kanonen. Vandet er klart som Krystal, og man ser Uhyrets blaasorte Legeme skyde paa skraas op imod Vandranden. Nu er Øjeblikket kommen. «Fuld Fart!» kommanderes ned i Maskinrummet, og med al den Styrke, Maskinen raader over, gaar det ind paa Dyret. Det er imidlertid kommen op for at tage sine Blaast, og sætter muntert Skumstraalen tilvejrs. Af slige Pust maa den nødvendigt have syv til otte, altsaa før Livets Stykke er udblæst, har den Harpunen i sig!

Et Øjeblik efter høres Eksplosionen af Granaten. De førnævnte Klør have da hugget sig fast i Saaret og ved et Tryk paa Tændapparatet bragt Ild til Granaten. Alt er gaaet rigtigt til – det frygtelige Drabsinstrument har gjort sin Pligt.

Ved Skuddet er alle Mand paa Benene og hver paa sin Post, thi nu kommer Jagtens anden Del. Det er et voldsomt Skuespil! I samme Stund Eksplosionen er foregaaet, ved man, at Dyrets Indre er sprængt. 217Alligevel sætter det tilsøs med en Fart, som Lynstraalen fra Skyen, trækkende Linen efter sig i mange Hundrede Favnes Længde.

Endelig bræmses der, og nu maa den trække Skibet, eller rettere: Skibet maa enten følge Hvalen eller kappe Linen. Det vil man naturligvis ikke; da sættes Stoppere paa Skibet, hvilket er et Slags Lemme, som slaas bredt ud fra hver Side og forhøjer i betydelig Grad Modstanden, samtidigt med, at Maskinen arbejder baglængs for at stoppe Farten. Dette udgjør tilsammen omtrent seksti Hestes Kraft, som det døende Dyr vedblivende styrter afsted med, medens Harpunen med sine Klør endnu skærer løs i dets Legeme.

I to Timer løb den saaledes, da gav den tabt, det vil sige, den døde. Saa blev Spillet sat i Bevægelse til Ophejsning; thi det døde Dyr synker, indtil dets Indvolde dekomponeres, hvilket hurtigt gaar for sig, og da udvikler sig en Mængde Gas, som bærer den op igjen i Havskorpen, hvor en saadan flydende Kolos ofte er bleven et kostbart Fund for Fiskerne.

Endelig er Dyret kommen saa højt, at Linen kan gjøres fast, og nu sættes Dampen op med lettet Sind og Hjemfarten gaar paa. Klokken er bleven to, og Midnatsolen har forvandlet sig til Morgensol. Havet er lige skjønt, men Midnatsdrømmen er slut, og nu er det vaagent.

Nymfen ser vemodigt efter Skibet. Ofte har hun med Lyst fulgt Skumfuren af et fremskridende Fartøj; men den frygtelige Kolos, som her med graa og sort 218randet Bug ivejret, udspændt som en Ballon svømmer i Skibets Kjølvand, faar hende til at gyse af Modbydelighed, skjønt hun en Stund iforvejen havde sukket over det arme Dyrs voldsomme Drab.

Da hilser hun Polarlandet Farvel. Men hun ved, at naar hun forlængst har glemt dets Rædsler, vil hun erindre Fuglebjerget midt i Bølgerne, omflagret af de utallige snehvide Maager, og Øen med sit gule Blomstersprede, hvis Fylde hun ikke gjenfinder paa en eneste af Sydens rige Marker. Og naar hun paany ser Vesuv flamme op under den mørke Nathimmel, vil hun længes tilbage til Landet med de lyse Nætter, hvor Midnatsolens store Ildrose fæster sit Gjenskin paa det uoverskuelige Hav.

Skibet glider nu ind i Bussesundet og varsler med et Skud, at det vender hjem med Fangst. Et sligt Skud giver Gjenlyd i Hjerterne; thi med en død Hval sættes mange Kræfter i Bevægelse. Det er et uhyre Arbejde at faa den saameget paa Land, at Skalperingen kan begynde: men omsider ligger Kolossen paa Stranden, det vil sige saameget over Vandet, at den kan bestiges, thi da er den med det samme grundfæstet.

Først afhugges Hoved og Hale, begge Dele, især Hovedet, af et Omfang, som man maa have set for at kunne tænke det. Et stort, børstet Skjæg besætter Mundvigerne, og af lignende Børster sidder en Filtrermaskine inde i det uhyre Gab. Derved optages Alt, hvad som er for stort til Hvalens forholdsvis lille Svælg, thi den sluger enorme Masser, som den ikke 219kan fordøje; Vandet gaar ud igjen ved Hjælp af Aanderøret, og de faste Dele, som holdes tilbage i Ganen, skylles væk. Inde under dette Filtrerapparat ligger da Tungen, en stor sort Guttaperkaklump, der er overordentlig tranholdig.

Og saa begynder Skalperingen. Tre-fire Mand staar paa Dyret og skjære løs, medens det samme Antal ved en fastgjort Kjetting drage Kjødet og Spækken paa Land. Spækken er snehvid og Kjødet friskt rosenrødt; det ser appetitligt og uappetitligt ud paa samme Tid, det Sidste maaske alene i Indbildningen eller paa Grund af Lugten.

Omsider er hver Del kommen til sin Bestemmelse og tilbage paa Stranden ligger Skelettet med Indvoldene. Naar den belejlige Tid kommer, flyttes Benene over paa Guanofabrikationens Enemærker, og en Hær af Søfugle kaste sig graadige over Resten. Efter dem og sammen med dem samle Fluer og Myg sig omkring det stinkende Maaltid, der under den evige Sol hurtigt faar en styg Forvandling. Men de varme Dage ere snart talte, og naar først det sætter ind med en Storm fra Nordvest, fejes Stranden ren i en Fart. Indtil da skyr man Hvalfangernes Enemærker.

Men Hvalfangernes Antal stiger, og hver Grund tages i Brug. Det tyveaars Monopol, som har været paa en enkelt Haand, er udløben, og Fangsten er fri. Rundt om Øen foregaar nu paa en eller anden Maade Tilvirkningen af Fiskedyret. Her spørges ikke om Sommerdagens Behag, kun om dens Nytte. Trankogerierne 220foregaar bedst under Godvejret, følgelig begynder den herlige Morgenstund med, at Røgen snegler sig langsomt op i den blaa Luft fra alle Øens Kanter og en kvalmende Stank gjennemtrænger Rummet.

Men der tjenes Penge! Rigtignok er det i det Hele Fremmede, som driver Hvaltrafikken, – Finmarkingen kan endnu ikke andet end liste sig frem, og her maatte nødvendigt gjøres dristige Sprang. Men der foregaar Omsætninger, som alligevel kommer Øens Befolkning til Gode, og Velværet stiger for hvert Aar. Det fattige Vardø med sine 25 Huse – og sin nedfrosne GranalléGranallé] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Granalle er forsvunden, og Fremskridtsbyen med de 1500 Indbyggere kjendes ikke mere ved sin magre Forgænger.

Dog en Beretning siger, at for to hundrede Aar siden «gik Havet sort» af Hval paa Finmarkens Kyster. Det gaar ikke mere sort, og hænde kunde det, at Havet en vakker Dag lysnede saa stærkt, at Hvalfangerne skiftede Kvarter. Der er urokkelige Beviser for, at Hvalen forsvinder fra de Steder, hvor den ihærdigt efterstræbes. Hvalfangerne erklære desuden, at de træffe paa flere Hval, som ret vel kjende den frygtelige Gallionsfigur og holde sig i alle sine Bevægelser agterude. Og hvorfor skulde Dyret ikke blive klog af Skade – det gjør ethvert levende Væsen. Der sker saamange Bumskud og flyder saamange døde Hvaler op, som Fangerne har set sig nødsaget til at slippe, at Instinktet godt kan tage Varsel heraf. Og Dyret har et stærkt Instinkt, det viser sig paa den Dristighed, hvormed det 221boltrer sig omkring paa fredet Grund, og den Snildhed,Snildhed] dyktighet hvormed det bevarer sine Unger.

Naar den Tid oprinder over Vardø, vil den faa en lettere Sommerluft, men ogsaa en lettere Indtægt. Synke tilbage vil den dog ikke for det. Fiskeriet ved Finmarkens Kyster vil fra nu af faa en større Historie end det nogentid har havt, og i Konkurrensen mellem Norge og Rusland er det fornemlig Vardø, som skal give Møde – Vardø med sin tusindaarige Historie.

Om Billeder fra Midnatsolens Land

Med Billeder fra Midnatsolens Land fikk Magdalene Thoresen sitt virkelige gjennombrudd. Til tross for at hun hadde et stort forfatterskap bak seg og også hadde oppnådd et slags gjennombrudd med Billeder fra Vestkysten af Norge i 1872, følte hun seg ikke verdsatt som forfatter i Norden. Men Billeder fra Midnatsolens Land fikk stor og positiv oppmerksomhet både i Danmark, i Norge og til en viss grad også i Sverige. Selv den kritiske Edvard Brandes, den liberale avisen Politikens mest innflytelsesrike kritiker, fant at dette var et godt arbeid, enestående i sitt slag.

I boken beskriver Thoresen reisen til og oppholdet i Finnmark 1881-1882. Den dramatiske kampen mellom lys og mørke, liv og død som preget naturen der nord, og menneskets kamp mot naturkreftene, gjorde sterkt inntrykk på henne. Hun beskriver også ulike kulturforhold.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, del 1, 1884
• 1. utgave, del 2, 1886

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X