Hjemve.

Det har forud været bemærket, at der mellem Rusland og Finmarken er en Samhandel, som bestaar i Omtuskning af Varer; Terminen for denne Handel er bestemt ved Lov fra 1ste Juli til 15de August, og den kaldes Makketiden. En hel Del russiske Fartøjer – 17Lodjer – indfinder sig da paa Fiskehavet og tiltusker sig Raafisk imod Mel og enkelte andre Varer. Bestemmelsen blev fra først af taget for at beskytte Fiskeren imod Handelsmandens Vilkaarlighed, da han ofte nægtede at kjøbe Fisken i raa Tilstand; men da samtidigt hermed Statens Kontrol ved Fisketienden ophørte, og Fiskeren blev sin egen Opsynsmand, havde hverken han eller Staten godt af det. Desuden opskruede Russen sine Fordringer, og blev den, der oftest gik af med Fordelen. Men Fiskeren elsker sin Makketidshandel, – han er her til en Forandring Handelsherre, og uagtet han tilslut bøjer sig for Kjøberens raa Vilkaarlighed, anser han dog Makketidshandelen for den øverste af alle Frihandeler. Man kan efter Ordet fri omtrent hænge hvilket Slæng man vil, saa griber Almuen det med Tro – og selv med Tab.

Det var straks før en saadan Makketid. Flere Lodjer laa for Anker paa Vaagen, færdige til at begynde sin Handel om et Par Dage, og Mandskabet overgav sig med Fornøjelse til Lediggangen.

Størstedelen af Befolkningen var jo opfødt med Synet af de omdrivende Russere, men alligevel blev det en ny Opmuntring, hvergang de store, skjæggede Mænd i sine lange Kjoler kom syngende Arm i Arm som Brødre, og enten flokkede sig sammen paa en af de smaa Pladser eller stillede sig op foran et Butiksvindu – særlig med Billeder eller hvor en Gjente stod bagved. Men hvad de end gjorde, var det dog oftest et Udtryk for Godmodigheden og et barnsligt Sind.

8Der er til sine Tider talt meget om Hjertelaget her i Norden, – det kan være saa som saa; men naar man tillægger Russeren det gode Hjertelag, da er det fuld Sandhed. Om det kommer af, at hans Vilje er bunden, det kan være; thi Selvbestemmelsens Ret udvikler ofte Selvgodhed, og den kølner vist Hjertelaget mere end selve Polarluften. Russen er imidlertid Kjøbmand fra Top til Taa, og at han desuagtet kan fremlægge sin naive Hjertelighed i Handel og Vandel uden at skuffe, tyder hen paa, at Godmodigheden ikke alene er et Instinkt men et Grundtræk i hans Karakter. Dette gjælder dog kun for Nordrusseren, altsaa den ublandede Race.

Borte for de større Husklynger og hen imod Fuglenæsset til laa et lavt Træhus paa en Skraaning lige ved Vejen. Det var umalet, var belagt med Stenheller paa Taget, og havde et skrøbeligt Bislag foran Døren; men Vinduskarmene var overstrøget med en frisk blaa Farve, og det gjorde Indtryk af at være tilset med Omhu. Over Indgangen var der malet en Kaffekjedel, og ved Siden af den to Glas med et brunt Indhold, om det var en Indbydelse for Russen til et Glas The, eller for Nordmanden til en Toddi var ikke godt at vide; men gav det Vink til begge Sider, kunde det jo ikke skade.

I dette Hus boede Jane Birk, Kone til Hans Birk, som endnu levede, men som ikke mere regnedes med. Han var en aldrende, værkbruden Sømand, og havde den Lykke at være gift med en femten Aar yngre, 19stærk og driftig Hustru, der forsørgede baade ham og en Datter paa seksten Aar.

Folket levede et vakkert Liv med hinanden i det lille Hus, og den Ene lod ikke den Anden noget høre. Hans Birk havde sørget godt for Hustru og Barn, saalænge han kunde; men da han med et Fangstskib havde overvintret paa Spitsbergen, og han efter at Fartøjet var bleven sprængt af Isen med de Tiloversblevne af Mandskabet var gaaet tilsøs uden Kompas – med Sejl paa Vraget, og paa den Maade lykkelig var landet op i Nærheden af Hammerfest, havde han forlist baade Helbred og Gods, og da kom det vel med, at Jane forstod at tage fat; thi fra nu af maatte hun sørge for Alt.

De to Mennesker havde en mærkelig Respekt for hinanden, han for hendes Flid og redelige Sindelag, og hun for hans Klogskab og Veltalenhed; thi Hans Birk var paa sin Vis veltalende. Under sit stillesiddende Liv havde han læst meget, Folk laante ham villigt Bøger og Aviser, og han havde forstaaet at føre det læste over i sine Tanker. Han kunde desuden tale lidt Engelsk og Russisk, og han talte Finsk som en Fin. Det kom Janes Forretning meget tilgode og gav Manden selv en vis Anseelse, – men alligevel hed det «Jane Birks Kaffehus».

Den Tredje i Familjen var Datteren, en smuk mørkhaaret Pige, der i Væsen og i den spædlemmede Bygning slægtede Faderen paa. Men den sygelige Eftertanke hos ham var Sværmeri hos hende. Hun 20var af Moderen bleven holdt borte fra alt strengtstrengt] tungt Arbejde, og saaledes paa en Maade henvist til Faderen alene, hvis Sømandsbelæring mest egnede sig til at vække Rejselyst og fantastiske Forestillinger om fremmede Lande.

Han havde i sin Ungdom været lidt af en Natursanger, og kunde en Mængde Viser, dem lærte han nu hende; men den underlige, rørende Maade, hvorpaa hun sang dem, havde hun fra sin egen Grund. Hun kunde forvandle en liden sørgelig Vise til den mærkeligste Klagesang, saa Moderen undertiden i Mørkningen, naar hun havde sin korte Hvilestund, brast i Graad og sagde: «Ti stille, Lisa, det er som jeg hørte en liden Fugl, der skulde til at dø.»

«Ja!» udbrød da Lisa, som straks var inde i Rollen. «Og saa kalder den paa Moren.»

«Gud og Fader, Barn! Det er som Du ikke hørte denne Jord til!» afbrød Moderen, og lod som hun blev vred; men Sagen var, at hun blev ræd, saa hun skyndte sig ud i Kjøkkenet efter Lys, og da hun satte det paa Bordet, forsikkrede hun, at der fik tages fat paa noget Nyttigt – de havde ikke Raad til alt det! – Men hvad hun mente med alt det, var ikke rigtig klart; thi hun vedblev paa sin gamle Maade at lade dem drømme, mens hun arbejdede.

Det var mod Slutten af Dagen, en af de sidste i Juni Maaned. Der hørtes trestemmig Sang nedover Vejen til Kaffehuset, og Jane keg ud af det aabne Vindu for at se, om det var hendes Hus de styrede imod, eller 21om de drejede af og gik til Havnen. Det var tre velklædte Russere, en Ung og to Ældre, som hvert Øjeblik stod stille for at omfavne og kysse hinanden, og som tilslut standsede ved Kaffehuset, og endnu en Gang kyssedes under Graad og, som det syntes, hellige Forsikkringer.

«Hvad mon der er ivejen med dem, de Stakler?» sagde Jane.

«At de er fulde,» svarte Manden, og gav Tegn til, at hun skulde stænge Døren mellem Skjænkestuen og det Kammers, hvor Lisa holdt til, saalænge der var Gjæster i Huset.

Det blev gjort, og Jane gav sig strax til at stelle med Samovaren, der altid stod blank som en Sol, og parat til at tændes. Det var et gammelt Stykke, de engang havde modtaget for Gjæld af en Russeskipper, og som bar tydelige Mærker af en ublid Behandling; men den var som et Helgenbillede for Russerne, derfor havde Jane altid god Søgning af dem, og især ved Makketiden, da der i Kaffehuset udskjænkedes en god Del mere The end Kaffe.

Paa en Gang lød der et Brag, og to af Russerne styrtede med Døren ind i Stuen; den Tredje var bleven liggende udenfor, thi han havde faaet en løsreven Sten, der laa paa Bislaget, ned i Hovedet og havde tabt Bevidstheden.

Jane gav hurtigt sin Mening tilkjende paa Norsk; men Hans Birk overvejede, hvad han sagde, og derved blev det paa Russisk lidt mere lempet efter Omstændighederne: 22«Træværket var gammelt og skranglet – men saa var jo en Dør bestemt til at lukkes op og ikke til at brydes ind.» Russerne gik ogsaa villigt ind paa det, og Sagen endte med Løfter og gode Ord. Men Kammeraten, som laa der ude bevidstløs og blødende?

Hurtig greb nu Jane fat for med de to Andres Hjælp at faa ham baaret ind i Stuen. Men da Ingen af dem stod ret fast paa Foden, og Hans var en værkbruden Mand, der kun havde Munden til sin Raadighed, blev lille Lisa kaldt til, og hun lod ikke vente paa sig.

Der blev gjort et Par Oplivningsforsøg, men de var uden Virkning, og da Blodet vedblev at strømme ud af Saaret, vovede Jane Birk ikke at give sig ifærd med det alene, og overgav ham til Lisas Omsorg, mens hun løb afsted efter en Læge.

Lisa lagde sig paa Knæ ved det bevidstløse Menneske og tog hans Hoved i sin Arm. Hun skjalv ved Tanken om, at det maaske var en Døende hun holdt, og hun var ligesaa bleg som han.

De to Kammerater var af Skrækken bleven lidt opklarede, og trængte nu paa for at faa ham løftet op; men Hans Birk gav dem et Vink at standse: «Ser I ikke, at hun tager Vare paa ham som en Engel,» sagde han paa Russisk, og uvilkaarligt veg de tilbage, korsede sig, og blev staaende med bøjede Hoveder som foran et Helgenbillede.

Straks efter kom Jane Birk tilbage med Lægen, og den Saarede kom efterhaanden til Bevidsthed. Han blev da forbunden og bragt til Hvile, og bestemte Forholdsregler 23givne; thi uagtet det ingen dødelig Skade var, kunde det dog ved den mindste Uagtsomhed blive farligt.

Kammeraterne, som var de to Ældste i Flokken, afgav straks en nøjagtig Forklaring om den Syge. Hans Navn var Mikaila Tipanow. Faderen var Landhandelsmand og boede ved Bredden af det hvide Hav, og det var ham, som havde udstyret Lodjen, de alle tre var med – Mikaila som Tilsynsmand paa Faderens Vegne, den Ældste af de Andre som Skipper, og den Tredje som Passager.

Efter Lægens Erklæring maatte altsaa den unge Mand forblive, hvor han var, – og da omsider de godmodige Gjæster havde tømt Samovaren, forlod de Huset efter endnu en Gang at have korset og nejet sig foran den Syge og den dødblege Lisa, som sad med foldede Hænder ved Sengen.

Der gik mange Dage hen, før den saarede Mand gav bestemte Tegn til Bedring, og endnu kom de blot glimtvis frem. Lille Lisa var hans trofaste Plejerske, thi Jane Birk og hendes veltalende Mand maatte passe Forretningen. «Hun sidder der som en Engel,» sagde Hans, og dertil nikkede Jane med Taarer i Øjnene.

Og det var sandt: Lisa vaagede for den syge Mand som en Engel, men med et menneskeligt Hjerte! Hvert af Helbredelsens korte Glimt traf hendes Aasyn, og naar den Syge lukkede Øjnene, tog han hendes Billede med sig – og det forstod hun.

Lægen erklærede ham omsider uden Fare: Lille Lisa havde været en god Assistent, lagde han til – og 24det havde hun været. Men det Liv, som nu raskt kom til Kræfter hos Mikaila, tog hele hendes Hjerte til Fange, eller rettere: han levede sig ind i hende, og hun i ham – det blev Liv for Liv.

Endelig kunde Mikaila forlade Huset og rejse til sin Lodje; men der hengik ikke mer end to Dage, før han kom igjen, og da han jo nu af Jane Birk betragtedes som husvant, fik han være sammen med dem paa almindelig Maade. Han rejste saa tilbage igjen, men Besøget gjentog sig med kortere og kortere Mellemrum, til han omsider var mere der end paa sit Fartøj.

Da var endelig Makketiden slut og Lodjen sejlfærdig; men Mikaila fandt snart paa Et, snart paa et Andet, hvorved Afrejsen forhaledes. Skipperen raste og Matroserne drak, det rørte ham ikke, naar han blot havde Lisa i Nærheden, var alt Andet som en Sky, der trak forbi.

Omsider rejste Skipperen afsted med Lodjen.

Da det spurgtes, sagde Hans Birk til sin Hustru. «Det gaar ikke bra med den Russeren og Lisa, – hvad skal det bli?»

Det var som Mikaila havde hørt Spørgsmaalet og nu skyndte sig hid at besvare det; thi han kom idetsamme raskt hen imod Huset. Udenfor Døren blev han staaende, og det var som han betænkte sig; men det var snart forbi, og han skred besluttet ind over Tærskelen. Her blev han dog staaende igjen og stirre hen mod den Dør, hvor han vidste Lisa var indenfor. Baade Hans Birk og Jane taug stille, kun tørrede hun sine 25Øjne med Baghaanden; thi Begge forstod, at nu skete der noget Afgjørende, og tillige Noget, de ikke kunde forhindre.

Saa kom endelig Lisa ud fra sit Kammers, og hun blev saa betagenbetagen] berørt ved at se dem alle Tre, at hun skjælvede, og maatte holde sig fast for ikke at segne; men idetsamme kastede Mikaila sig ned foran hende, trykkede Panden mod hendes Klædning og hulkede højt. Da tog hun om hans Hoved paa samme Maade, som dengang han var syg, og smilede til ham …

«Der er ikke Noget at gjøre ved den Ting, Mor,» hviskede Hans Birk. «De vil ha’ hinanden.»

Da rejste Mikaila sig op og tren med Værdighed frem for dem. Han bøjede sig dybt for Faderen, dernæst for Moderen og bad om deres Datter til Hustru.

Lisa havde ogsaa rejst sig og stod med foldede Hænder og saa fra den Ene til den Anden.

«Hjælp mig lidt tilrette, Mor,» sagde Hans Birk. Og da han ved hendes Hjælp havde faaet Krykkerne fat, kom han sig ud paa Gulvet, og gav nu med en vis Selvfølelse sin Datter til Russeren. «Jeg gi’r Dem mit kjære Barn,» sagde han paa sit Russisk. «Men Vorherre gi’r Dem en Engel.» Han oversatte straks sin Tale for Konen, og hun nikkede til Bekræftelse.

Der hengik en Tid, inden de fornødne Beviser kom tilstede, og de nærmeste Hindringer for Ægteskabet fjernedes. For Mikaila var i Stunden det eneste Fornødne, at han fik Lov til at tage Lisa med til sit Hjem, og dertil opbød han Alt.

26Endelig kom Bryllupsdagen. Det enestaaende Tilfælde, at en liden norsk Pige skulde vies til en Russer, havde fyldt Kirken og alle tilgaaende Veje med Skuelystne. Det faldt paa en Maade i Hans Birks Smag; thi han likte sig med at gjøre lidt Opsigt, hans Hustru derimod følte sig dybt ydmyget ved at se sit kjære Barn saa bekigget af alle Mennesker.

Men den Dag fik jo ogsaa Ende, – og gav den nogen Smerte, fulgte der straks bag efter en anden, som gav endnu mere – det var Afrejsens. Der laa et større Russeskib sejlfærdigt paa Vaagen, som bare ventede paa gunstig Vind for at afgaa til det hvide Hav. Et Par Dage hengik da med at vente paa det, og de blev delt imellem Sorg og Glæde; men omsider luftede Vestenvinden op, og Skibet lettede Anker.

De stakkels Forældre stod grædende paa Stranden og kunde ikke udholde Synet – dog var det festligt nok! Skibets store Sejl blev hejset, og det blaa Flag viftede muntert i Dagglansen. Støttet til sin svære Mand stod lille Lisa paa Dækket, det var et smukt Par, og uagtet de græd Beggeto, saa de lykkelige ud. Endelig strøg Fartøjet om det sidste Næs. Da tog Mikaila sin Hustru og løftede hende højt ivejret paa sine Arme, at Forældrene endnuendnu] rettet (etter Folkeudgaven) fra: enduu en Gang kunde se hende – saa lukkede Fjeldet, og de ensomme Gamle gik til sit Hjem. Her var Alt, hvad de saa, bare en Mindelse om hende, som var borte. «Der er ikke Noget ved det at gjøre, Mor,» sagde Hans Birk. Og det blev ikke alene sagt til Jane, men til ham selv; thi den værkbrudne Mand savnede 27sin lille Kammerat fuldt saa meget som Moderen sin Datter. Det var imidlertid en Sandhed; der var ikke Noget ved det at gjøre. Jane svarede ogsaa med et Nik, at hun var enig med ham; men desuagtet gjorde de Hver for sig i Taushed alt, hvad Længsel, Savn og Sorg kan gjøre.

Paa samme Tid bar det fremad med de Unge. Den ene Pynt efter den anden forsvandt af det elskede Fødeland, og mægtigt bredte Østhavet sin bølgende Slette. Andre Sejlere dukkede op i Synskredsen, lyse Skyer gled hen over Himlen, og Lisa følte Hjertet løfte sig og vokse ved de store Syner. Vemodig tænkte hun tilbage – der var nok en og anden sollys Plads i det gamle Hus, som hun sendte et Suk; men ellers aandede hun op, som om hun mindedes et trangt Aflukke, hvor hun aldrig ret havde faaet puste ud.

Altid laa hans Arm støttende og kjærtegnende om hendes Liv – altid spurgte hans store, troskyldige Øjne, om hun holdt af ham? Der var ikke noget Spørgsmaal hun lettere kunde besvare, thi det kunde gjøres uden Ord. Det var et underligt Sprog de talte med hinanden! Den Ene brød paa Russisk, den Anden paa Norsk, og med en Latter sendtes Fejlene baade frem og tilbage.

Saadan gik det i flere Dage – Russen sejler sikkert men langsomt, det er som det store, tunge Skib har svært ved at komme afsted. Bølgerne hoppede om Skibets brede Sider som i en Lek, Maagerne kom strygende fra Land, gjorde sin Vending over Masten og forsvandt igjen. Af og til syntes det, som et Skibsvrag 28stak Kjølen ivejret mellem de spillende Bølger, men da satte pludselig en Skumstraale tilvejrs, og Vraget viste sig at være en Hval, som slikkede Solskin.

Endelig den fjerde Dag forsvandt mod Kvelden de sidste Mærker af Hjemlandet. Med dem forsvandt ogsaa det gode Vejr, og Himlen drev fuld af tunge Skyer. Fra nu af var den straalende Udsigt lukket, Uvejrets snigende Forbud, de vandtunge Taager, lagde sig over Havet, og den friske Luftning sank hen i en lurende Stilhed.

Da for et pludseligt Vindstød hen over Skibet og rev de slapt nedhængende Sejl ud fra Masten. Det peb og klapprede i Tougværket, Matroserne løb frem og tilbage paa Dækket efter Skipperens tordnende Befalinger, og Alting varslede Skræk og Fare.

Det varede heller ikke mange Minutter, før en Nordveststorm jog vilde Hyl gjennem Luften og piskede Havet til Skum. Det tunge Fartøj stupede fremover mellem de vældige Søer, det var som fra Afgrund til Afgrund.

Lisa laa i sin Køje i Kahytten, og holdt uvilkaarligt Øjnene fæstede paa en tynd Vokskjerte, som brændte henne i et Hjørne, hvor der hang et gammelt Helgenbillede. Dette var St. Nicolaus, de Søfarendes Helgen. Hun følte ingen Skræk for Faren; hun havde paa en Maade oplevet saamange Farer og Ulykker paa Søen gjennem Faderens Beretninger, at dette kun spændte hendes Sjæl, men ængstede den ikke. Hun 29havde det ogsaa fra ham, at tænke: Gud gjorde det nok paa det Bedste!

Da kom et Menneske hovedkuls ned af Trappen og ind i Kahytten – det var Mikaila. Hans Klæder var gjennemblødte, hans Haar stod vildt om Panden, og hans hele Ansigt var fordrejet af Skræk. Han saa ikke til den Side, hun laa, men kastede sig næsegrus ned for Helgenbilledet. Lidt efter rejste han sig igjen og hengav sig nu til den sædvanlige Korsen og Bukken, som atter endte med, at han kastede sig ned med Panden mod Gulvet.

Lisa holdt ikke ud at se paa de løjerlige Fagter, og hun magtede ligesaalidt at vende Synet bort. Hun vilde tale til ham, men hendes Tunge var lammet; da han omsider var færdig med sin Andagtsøvelse, nærmede han sig til Køjen, hvori hun laa, men hun lod som hun sov, og han skyndte sig igjen op paa Dækket.

Hvad var det dog for en Kval hun led i denne Stund! Vidste hun da ikke, at Mikaila var Russer – at han havde en anden Religion end hun, og at saadan brugte de at korse sig? Jo, hun vidste det, men det var alligevel ikke forekommet hende saadan før. Var det derfor, at naar hun traf det Russiske i Hjemmet, blev det kun som noget Forbigaaende, thi det Hjemlige havde Overmagten? Og havde det her vakt saadan Uhygge i hendes Sjæl, fordi hun var alene med det Fremmede? Da gik hun jo nu et helt Liv imøde med bare det Fremmede. – Hvordan skulde hun kunne forene sig med sin Mand i Bønnen, saasom hun 30havde set Forældrene gjøre det? Og skulde de bede hver for sig, da var det jo, som de havde hver sin Gud. Det var en skrækkelig Tanke.

Henimod Dagningen standsede Uvejret, og Lisa faldt i en tryg Søvn. Da hun langt ud paa Formiddagen vaagnede, sad Mikaila ved hendes Leje, og hans store, troskyldige Øjne saa paa hende med den samme tilbedende Kjærlighed som før.

Da smilede hun til ham, og Tungen løstes; der var jo ikke en Skygge tilbage af det fejge, forvildede Drag, som om Natten havde vansiret hans Ansigt! Havde det blot været en ond Drøm? Men hvad det nu var, hun taug med det. Faderen vilde hun have krævet til Regnskab – sin Mand? Nej, hun var undselig for det; det var jo, som hun mente, at hun var klogere og stærkere end han.

Saa gik Dagen hen i stille Lykke. Men da Aftenen kom, sank det nye Mod ligesom Solen ned i Taager. Det nye Mod er jo desværre ikke saa stærk som det gamle; thi det har havt sin Kamp med Forsagtheden og kan ikke forvinde det.

Hun følte en underlig Skræk for at komme ned igjen i den kvalme Kahyt med sin osende Vokskjerte og sine Helgenbilleder – det var, som hun blev mørkræd ved at tænke paa det. Da fik hun Mikaila til at blive oppe hos sig, og godt indsvøbt sad de nu tæt ind til hinanden og stirrede frem i det endeløse Rum, der mere og mere fyldtes af Nattens Billede.

Søen var endnu i stærk Bevægelse, og det tunge 31Fartøj stønnede og knagede under Bølgernes Paadrev; men Himlen klarede sig fra sine Skyer, og Fuldmaanen sejlede hen i den mørkblaa Æther som paa et straalende Hav. Mikaila var sovet ind ved hendes Side, Mandskabet laa omkring paa Dækket og sov, kun Styringsmanden stod ved Roret og nynnede sin tungsindige Sang – hun var alene med Natten, den store, tause Nat!

Langt borte laa en Række af sorte Skygger, det var ikke Norge, det forstod hun – det maatte da være Milkailas store Hjemland. Hvordan saa det ud? Hun havde altid hørt, at naar det vilde, kunde det opsluge hendes stakkers Finmarken, uden at Nogen turde sige saameget som: Stop! Det havde dog aldrig bekymret hende; men i denne Stund, da hun var paa Vej til det, fik hun en egen Skræk ved Tanken om, at hun nu gav sig det mægtige Land ivold. Vilde det ogsaa opsluge hende? Der var saavist ikke En, som kunde sige: Stop!

Hvad det var for en mærkelig Følelse, som nu lidt efter lidt fyldte hende! Hun havde ikke før tænkt over, at hun havde et Fædreland. Hun var født i Norge, og hun holdt af sit Hjem, det var saa lige til; men sit Fædreland! Det fremfor alle andre Verdens Lande! Og saameget mere, som det kun var lidet, og kunde ikke sætte Magt imod Vold – det fik hun først Syn paa i denne store Nat med det Vildfremmede til alle Sider.

Men just ifra samme Grund skjød nu en mindre 32Spire op – det var Hjemve. Fin og stærk, som en vild Ranke omsnoede den hendes Barnehjerte, og dens hvide Klokker blev de eneste Blomster, hendes Jordliv satte.

Da Rejsens Maal endelig var naaet, og hun gik med sin Husbond ind i hans Hjem, traadte hans gamle Fader højtideligt frem for at modtage Sønnen. Det var en krumbøjet Olding med strenge Miner; et hvidt Skjæg hang ham langt ned over Brystet, og han støttede sig med rystende Haand til en Stav. Han tiltalte Sønnen med hans fulde Navn og velsignede hans Hjemkomst, derefter omfavnede og kyssede de hinanden.

Da først tog Mikaila sin blege Hustrus Haand og førte hende frem til Faderen; men den Gamle bøjede kun sit Hoved til Hilsen, hendes udrakte Haand rørte han ikke, ligesom han heller ikke sad tilbords med dem, da Velkomstmaaltidet blev nydt, men spiste ved et Bord for sig selv.

Den Gamle var nemlig Starovær – Rettroende – medens Sønnen hørte til de almindelige Kirketroende. Disse anses af Staroværen for verdslige, medens han selv er hellig – den egentlige Søn af det hellige, russiske Rige. Han hævder da sin Forrang selv overfor Børnene, og lægger ikke nogen egentlig Hindring ivejen for at de styre en mere verdslig Kurs; men selv følger han ufravigelig sin egen Bane.

Om dette var der ikke bleven talt mellem Lisa og hendes Mand – det var af ham taget som en Selvfølge. 33Han var i det hele ogsaa frigjort fra de gamle Skikke, uagtet han i Troen var den Samme. Det var blot Skrækken, som i hin Nat paa Skibet havde jaget ham tilbage til det Gamle.

Ogsaa dette uhyggelige Indtryk beholdt Lisa for sig selv; men da hun fra ganske Lille var vant med at sige Alt til Forældrene, og at tale om, hvad hun troede og tænkte, med Faderen, saa gik nu alle hendes Tanker og Sorger til Barndomshjemmet og søgte sin Lindring der.

Mikailas Fader var, som før nævnt, en Slags Landhandelsmand, og boede paa den vestlige Bred af Hvidehavet, som kaldes Karelstranden. Sønnen havde rigtignok overtaget Handelen, men den Gamle var en strid Karakter, og megen Handlefrihed fik den Unge ikke. Han havde med stor Uvilje givet sit Ja til, at Sønnen førte et andet Lands og en anden Tros Barn ind i hans Hus; men videre havde han ikke lovet, og medens han med Barskhed holdt den godmodige Søn i Tøjle, lod han Lisa skjøtte sig selv og gjorde hende hverken Ondt eller Godt.

Der var en gammel Kvinde, en Slægtning af ham, som styrede Huset, følgelig blev der ikke stillet noget Krav til den unge Kone, hun kunde gjøre og lade ganske som hun vilde. I Førstningen savnede hun heller ikke noget Foretagende, Mikaila og hans Tilbedelse var hende nok; hun havde jo før ogsaa tilbragt en stor Del af sin Tid uden egentligt Arbejde. Men da Vinteren kom, og hun sad der fra Morgen til Aften i de jevntvarme, 34kvalmende Rum, da hun ikke saa Andet end de gamle Mennesker, som uafladelig korsede sig og bukkede for sine Helgenbilleder – lagde sig til Hvile over den varme Ovn, og kun stod op for at korse sig igjen og mumle sine Bønner, hensank hun efterhaanden i en sløv Ligegyldighed.

Paa den Maade gik Vinteren og den urolige Vaar. Da Sommeren endelig kom, rejste Mikaila paa Indkjøb til de forskjellige Fiskepladser og var sjeldent hjemme; men da var der Kornmarker, Græsvold og Skove i Nærheden, og Lisa vaagnede op af sin sløve Ro i Naturen. Dog derved vaagnede hun ogsaa op til Smerten! Det Fremmedliv, som havde rørt sig omkring hende i jevn Ensformighed, havde lammet hendes Aand og selv hendes Hjerte – hun kunde hverken længes eller sørge. Mikailas Kjærlighed var ogsaa bleven den samme, men tale med ham kunde hun ikke – de havde Ingenting at sige hinanden.

I Naturens levende Omgang fik hun da Liv og Rørelse paany. Der fik hun Tankerne op igjen, der fik hun Erindringen fat, og der drømte hun om sit Hjem – det lille Kammers, hvor hun stod paa Glyt bag Døren for at se, hvilke Gjæster der traadte ind, og hvor hun fornøjet bagefter talte de fortjente Penge med Moderen. Hvor hun siden satte sig stille hen til Faderen for at hviske med ham, og hvor der ikke var Ende paa alt det, hun havde at betro ham.

En Tid blev dette Drømmeliv hendes Trøst – hendes sorgfulde Glæde! Men Sommeren var kort, og 35da Høsten kom med sine ildevarslende Regnskyl, og Skoven fyldtes af Uhygge, da syntes Lisa, at hun havde mistet sit Hjem for anden Gang, og da vokste der et tærende Savn frem af Sorgen.

Den Vinter sad hun som en Hjemløs i Mikailas Fædrenehus. Han saa nok, at hun var syg, skjønt hun nægtede det, og han viste hende al Godhed og Kjærlighed; men den Glæde, han engang havde følt ved at se hendes spæde Skikkelse, forandrede sig efterhaanden til Skræk, thi nu blev hun mindre for hver Dag, som kom.

Hvad skulde han gjøre! Men hun trøstede ham, og han slog sig til Ro. Den strenge Starovær var i sin Hellighed ganske ligegyldig for hende, og den gamle Husholderske, delt imellem sine Helgener og sine Piroger – Postejer – kjendte sig, som Rettroende, mere i Slægt med sin Kat end med den fremmede Kvinde.

Af og til græd Mikaila over hende, og bar hende omkring i Stuen paa sine Arme, men det var uden Virkning, – Hjemveens tærende Kræft sad i hendes Hjerte, og Livet var hende imod.

Under dette sad Jane Birk i Kaffehuset med sin syge Mand; thi Hans var falden svært af i det Sidste, og den Ledeværk, han før havde snakket sig fra, da lille Lisa var hos ham, betog ham nu i Savnet med en ustandselig Ve. Men han taug med det. Det var hans Natur at skryde, men en alvorsfuld Sorg bar han hos sig selv. – Og Jane stræbte med sit Virke. Huset 36maatte jo ikke forfalde, fordi hun var bedrøvet og længselsfuld! Gjæsterne kom og gik som før, – Fortjenesten taltes efter, og lagdes hen i smaa Fordelinger – hver til sit Brug; men der var ingen Glæde, som bar det op, thi under Alt, hvad de sagde og gjorde, laa et tungt Sind.

«Det er ikke bra med den Sørgen og Sukken, Mor,» sagde Hans Birk – han lod altid, som han var den Stærke. «En Søster til min Mor tæredes ogsaa hen og døde, fordi hun havde en Søn i engelsk Prison, der længtede efter hende. En faar ikke lægge saa megen Elsk paa de Fraværende.»

Jane stod stille midt paa Gulvet, og Fejekosten sank hende ud af Haanden. «Du vil da vel ikke sige det, at lille Lisa sørger – der borte?»

«Lisa fik sin Vilje, Mor. Der er ingenting ved det at gjøre. Græder hun, saa græder hun over sig selv.»

«Aaja, hun længter nok, Stakkar!»

«Da er det for hun mins det, som bedre var,» svarede Hans med Stolthed.

«End om hun døde!» skreg Jane højtgrædende.

«Saa lever Vorherre,» sagde Hans Birk og foldede Hænderne. Men idetsamme keg han ud af Vinduet. «Der kommer Nogen, som ser ud til at trænge en Næsevarmer, Mor.»

Jane tørrede sig hen over Øjnene, greb Fejekosten og gav den indtrædende Gjæst et Goddag, som Ingenting var.

*

37Endelig skred den lysende Maj hen over Nordens forfrosne Lande. Isen knagede og bragede, og den friske bølgende Vaarstrøm sprængte sig op mellem Revnerne – der var ingen Raad! Den gamle Vinter maatte vige!

Da rejste Lisas Hjerte sig endnu en Gang, og det var i Stolthed over sit lille Fædreland. Derfra kom jo Vestenvinden med de linde Strømme, som løste det store Land ud af Isfængslet; derhen higede den fattige Arbejder, thi der fik han en større Løn; der var det store Tuskemarked for Handelsmanden, – kort: al Livets Rejsning pegte imod Norge, som mod det forjettede Land.

Endelig blev Hvidehavet fri af sit dødelige Stænge, og de løste Bølger flommede op over Stranden med herjende Ungdomskraft. Der var Ingenting, som stod for dem. Vaarens stærke Vind trængte ind i de mugne Kroge, hvor den rev alt det Gamle og Forbrugte ud af sine Fuger, som Sne og Is saalænge havde støttet – Aa den kaade, forviltrede, Alting foryngende Vestenvind!

Men der var et Sted, hvor dens oplivende Kraft Intet kunde udrette; thi der husede Døden, og Døden er jo den evigt Gamle! – Det var i lille Lisas hentærede Hjerte. Alt hvad den i Kaadhed eller Vrede udraabte; Alt, hvad den hviskede ømt og kjærtegnende, tyktes hende sagt til Ros for det elskede Fædreland – det evig tabte Hjemland!

Da hændte det, at et Fartøj, som var bestemt til 38at indtage Last i Archangelsk, havde anløbet den Kystby, som Mikailas Fader boede i Nærheden af. Anledningen til at faa en Del Varer sendt did blev da straks greben, og Mikaila hurtig bestemt til at følge med. Men da han paa sin troskyldige Maade sagde det til Lisa, fik hun for første Gang i to Aar en Skræk ved at se ham drage bort, og som om hun havde bedt for Livet, løftede hun sine Hænder mod ham og bad om Lov til at følge ham. Der var ikke lang Tid til Overvejelse, og da han i Stunden ikke vidste bedre, gav han sit Ja.

Det blev en Rejse paa fire Døgn, og der var daarligt indrettet for en kvindelig Passager, men hun holdt godt ud; det var, som hun ikke mer berørtes af nogen legemlig Uhygge.

Ved Ankomsten til Archangelsk modtog hun tilligemed sin Mand en Indbydelse til at bo hos den Kjøbmand, som skulde have Varerne. Det var af de mere verdslige Russere, og uagtet Alt gik til paa Russisk, laa dog ligesom et højere Tag og en lysere Farve over Huslivet.

Om Aftenen var der indbudt Gjæster til de Fremmede. Der samlede sig lidt efter lidt en kostbar klædt Damekreds i de store Rum, og lille Lisa trak sig frygtsom tilbage fra dem. Hun havde ikke før været i hvad der kaldtes et Selskab, og hun fik en trykkende Følelse af sin Ringhed.

Aa! hvor hun i denne Stund havde siddet lunt og trygt i det gamle Kaffehus! Havde hun endda kunnet 39græde, men der var i den senere Tid kommen noget Brændende i hendes Sorg, som havde udtørket hende. Saa lukkede hun Øjnene; thi ogsaa Synet brændte.

Men pludselig aabnede hun dem igjen; hun havde hørt et Anslag af Toner. Nede i Enden af Salen stod et Klaver, og foran det, samtalende med hendes Mand, stod en ung, lys Kvinde, klædt i Hvidt med røde Roser i sit Haar. Det syntes paa dem, som de talte om hende; af og til saa Mikaila med sine gode Øjne derhen, hvor hun sad, og den fremmede Dame smilede til ham. Hvem var hun? Der var noget Kjendt ved hende, Noget, som drog Lisas Hjerte til sig.

Nu satte hun sig ved Instrumentet, gjorde et Par raske Løb over Tangenterne, vendte sig og smilede hen til Lisa – og anslog med Begejstring den norske Fædrelandssang.

Lisa rejste sig, og stod et Øjeblik dødbleg og skjælvende, da sank hun tilbage med lukkede Øjne.

«Mens Nordhavet bruser ved fjeldbygt Strand
og stolte Erindringer vækker …»Conrad Nicolai Schwach (1793–1860) utga i 1823 «Mens Nordhavet bruser», den såkalte «Flagsang», som fungerte som nasjonalsang før Bjørnstjerne Bjørnsons «Ja, vi elsker» tok dens plass.

istemte nu den Spillende med klangfuld Røst, og lod Musikken følge med i stærke, fulde Akkorder.

Hvor den Sang malede Norges Kyst! Solen kom op over Fjeldet, Smaabaade satte Sejl til, og skar hen gjennem Bølgerne, Storskibene hejsede Flaget med «Hjertebladet det mørkeblaa!»Hjertebladet det mørkeblaa] henspiller på det blå korset i det norske flagget og hilsede hver Enkelt fra det hele Folk. – – Indunder Fjeldet laa et lidet Hus, det fik paa en Gang Lys i alle Ruder – – der ventedes Nogen, thi Døren blev aabnet paa Glyt! En 40gammel Mand begyndte at synge sammen med en liden Pige, som sad ved Siden af ham:

«O Flag for Norrig, stand evig saa,
mist aldrig dit Hjerteblads høje Blaa!»= de to siste linjene i Schwachs dikt, se kommentar til «Mens Nordhavet …» over

Den gamle Sang var sunget, den havde lydt som en Folkehymne og Flere af Gjæsterne havde rejst sig op for at høre den staaende, thi Indtrykket var gribende. Det var ikke Ordene, dem forstod de ikke; men de vidste, at det var en Sang om det gamle Norge, som de Fleste stod i et broderligt Driftsforhold til, og de bøjede sig i Ærbødighed.

Da skred Mikaila med en vis Højtidelighed hen til den norske Hustru, som han havde en stolt Følelse af i denne Stund var bleven hædret; og han bøjede sig kjærligt ned til hende. Men han udstødte i det samme et Skrig og faldt ned for hendes Fødder.

Lille Lisa var død.

En Maanedstid efter laa han hulkende med Panden mod Terskelen til Lisas Kammer i det gamle Kaffehus ved Hammerfest.

«Der er Ingenting at gjøre ved det, Mor,» sagde Hans Birk til sin grædende Hustru. «Vi kan makke om Mel og Fisk med Russen, men vi kan ikke makke om Mennesker. Hver har Hjertet paa sin Maade – lille Lisa, hun havde nu et rigtig norskt Hjerte, hun.»

*

41Saa gaar Farten sydvestlig mellem Sørøens og Sejlands vilde Klipper, og Hvaløen synker tilbage med sin energiske lille By i Fjernets Skygger. Luften fyldes nu efterhaanden med mørke Pletter, der kaste Skygge paa Søen, smaa hidsige Vindstød drive paa, og enkelte korte Brum varsle en Storm fra Nordvest. Dermed er og hele Naturens Aasyn formørket. Der jager et Kuldegys igjennem alt, og en Magt, som Intet kan modstaa, forstener hvert Drag. Da har man paa en Gang for sig i et samlet Syn alle de strenge Vilkaar, Finmarkens Natur har at byde paa.

Det Eneste man kan sige med al Sandhed er, at her findes ingen Overtalelse: Naturen giver sin Indbydelse med barske Miner, men den holder meget mere, end den lover. Fornemlig ejer den hin Stormagt, som saa ofte følger det Strenge, at den kan vinde Hjerter og holde dem fast i urokkelig Hengivenhed.

Det Næste er Stevnet i Øksfjord mellem sydgaaende og nordgaaende Postskibe, medens et Tredje støder til for at føre Posten videre ind i Fjordene.

Øksfjorden skjærer sydlig to Mile ind i Fastlandet; men det er saa temmelig i Begyndelsen, at Mødet finder Sted. Mod Nordvest har Fjorden en pragtfuld Indramning af spaltede Klipper, gjennemfuret af Jøkler og Snefanner, som aldrig gaar op. Og naar en Storm driver Bølgerne op omkring dem, og paa samme Tid Storskibene, de to uforfærdede Ærendsvende fra Syd og Nord, roligt kommer anstigende – det ene fra Dysten med det fraadende Østhav, det andet paa Vejen til det – da er der 42noget menneskeligt stolt i Billedet, som hævder Aandens Magt overfor det Brutale i Naturen.

Belysningen skifter nu fra Sort til Hvidt, og Naturens Aasyn skjælver af Raseri. Den vil kue alt Levende fra sig – den vil aldrig i Evighed gaa ind paa en Forsoning med Mennesket, – en slig Myre,Myre] maur som ikke vil ophøre med sine Angreb, og som uagtet Fjeldet og Havet, de Søskende to! øder Liv efter Liv, dog vedbliver at fostre Livsægget, og lægge ind Kimen til den evige Kamplyst i Sjælene.

Ikke længe efter Ankomsten vender Nordskibet sin Stavn mod Havet. Det klapprer i Tougværket og Maskinen stønner; thi det mægtige Vindfang slaar lige mod, og Stavnen løfter sig som til et Sprang, – men den duver idetsamme og kløver Søerne med en Magt, saa hele Bygningen dirrer. En Stund senere styrer Sydskibet imod samme Udgang. Over Øksfjordsklubben flammer en hvid Lysning gjennem Skyen; det ser ud som et ondskabsfuldt Grin over hvide Tænder, men et Solblink følger straks efter, og det blir til et Smil. – Længere holdt altsaa Naturens evige Vrede sig ikke!

Skyriften aabner sig nu mer og mer for Solen, og Søerne kaster Guldstænk paa hinanden. Et Menneske kan se sig glad paa to slige Fartøjer, der hver med sin alvorlige Tanke forfølger sin Vej, lige uberørt af Naturens Vrede eller Mildhed. Hvorfor staar ikke et mægtigt Folk bagved slige to Kulturbud? De synes jo næsten at give sig Mine deraf. Men man skal forstaa dem ret: de gaar ikke for et stort Folk, men for en stor 43Sag, og det beviser større Udholdenhed i Civilisationens Tjeneste end mangfoldige af de store Nationers monumentale Værker.

Foruden dette udretter de og Ærender af en mere ejendommelig Art, idet de befordrer mellem Aar og Dag, og i stigende Mon, Omsætningen af den Livskilde, som Nordlandenes herlige Luft og Natur i aldrig tømte Skaaler kan række de store Folks blaserte og blodfattige Børn. – Lad dem kun gaa frem med løftet Pande!

Der er en Ting til, som man kan se sig glad paa i Øksfjord – det er Handelsstedet: et stort, smukt Vaaningshus i Nutidsstil, præget af Sans for Luft og Lys. Det har den mørke jøkelfuredejøkelfurede] rettet (etter Folkeudgaven) fra: jøkkelfurede Fjeldkarm til Gjenbo, og til Naboer rundt omkring blot Klipper og Hav; men det klæder Naturen godt, og hvor vildt den end regjerer, staar den smukke Bolig og ser til med et Smil; thi den har baade Lunhed og Skjønhed at sætte imod.

Men Tiden er omme. Solen staar i fuld Glans over Fjeldet, og den halvgale Storm har raset sig træt. Fjordamperen belaver sig paa at løbe sine Bygdeærender, og vender kjækt sin Stavn imod Udgangen; det er ikke med Storfrændernes stolte Rejsning, men den løber kvikt, den naar frem til Tid og Sted, og den er højst velkommen, hvor den kommer.

Fra Øksfjord bøjer man ind i Stjernøsund, der løber fra Vest mod Øst mellem Stjernøen og Fastlandet. Tilbage i Synskredsen har man i en Taage Sildens enestaaende, spaltede Klippe, hvis brat nedgaaende Fod 44i Havet har truet saamange Skibbrudne fra sig, og kun uvillig givet Fæste for en redningssøgende Haand. Stjernøsundets Bredder ere døde og ubeboede, og først naar man træder ud i den brede Altenfjord, der fra sin egentlige Begyndelse løber over to Mil sydvestlig ind i Fastlandet og ruller som en Flod mellem sine Bredder, fornemmer man Noget af den Frihedslyst, som Havet saa gavmild skjænker.

Naar man fra Midten af Fjorden ser tilbage, synes det, som det var den, der gjennem de tre mægtige Sund, Stjernøsund, Rognsund og Vargsund havde banet sig et Udløb til Havet; men det er rigtignok Havet selv, som i sin utæmmelige Vildhed har sprængt sig Veje gjennem Klipperne og dannet Fjorden. Denne har da igjen ved Overmaalet sprængt sine Bredder: større og mindre Fjordløb, Vike, blomstrende Næs og Odder giver dem uafladeligt skiftende Former.

Man har allerede midtfjords havt Fornemmelse af en begyndende Velstand i Naturen, og det er første Gang i Finmarken. Dybt inde mod Syd, hvor Altenlandet hæver sig med blaanende Højder, drømmer Sommerdagen paa lyse Skyer, og Fjorden ligger udglattet i et sittrende Gjenskin af Solen. Mod Nord staar de mørke Klipper og overvejer endnu Følgerne af Stormnatten; men paa Altenlandet, som nok ogsaa har havt sine Fornemmelser af den, er ved den første Solstraale alting forglemt.

Saa gaar det raskt fremad mod Syden, ind til den 45vinkende Strand, hvor Sommeren holder Hof paa Finmarkens frugtbareste Grund!

Snart har man imod Vest en smilende Bugt, der runder sig i Halvkreds ind til græsklædte Bredder. En Kirke med flere Bygninger tegner sig smukt paa den frodige Baggrund; Birken staar i muntre Klynger, og fylker sig tættere op efter Fjeldet, smaa Elve risle ned imellem – det Hele er en Aabenbarelse af Skjønhed og Fred. Dette er Talvig. Forhen samlet i et Præstegjæld med Alten, nu et Sogn for sig; men da de skiltes, tog Alten Traditionerne med sig og forholdt sig til Delingen, som Hovedstaden til en Provindsby. Forventningen skyder da paa en Maade forbi det skjønne Sted og spejder videre efter Hovedlandet.

Det varer heller ikke længe, før det hæver sig i faste Former. Et enligt Fjeld skyder paa Langs ud i Fjorden og ender brat; det er det høje, nøgne Kongshavnsfjeld, som deler Altenfjord i to stærke Arme, hvoraf den ene, Rafsbotten, strækker sig mod Øst forbi Altnæsset ind til Storelvens Udløb, og den anden gaar sydvestlig forbi Handelsstedet Bossekop og fortsætter under Navn af Kaafjord videre ind mellem de stejle Fjelde, der lukker sig om Altens bekjendte Kobberværk.

Endelig har man en smuk, lysmalet Kirke for sig. Den ligger højt og frit paa et knudet Forland, som springer frem mellem de øst- og vestgaaende Strømme. En Del større og mindre Vaaningshuse ligger spredt udover et Par indgittrede Havestykker, og, hvor Knuderne har givet Plads, hist og her en opdyrket Jevning eller 46Græsvold. Forresten gaar der et ugjestmildt Drag imod den Kommende – det er Førstemødet med Finmarkens Italien.

Det er altid misligt at fremhæve et Fortrin ved en Sammenligning med noget Større, som aldrig kan naaes. For Finmarkens Vedkommende er det bedst, at Landet kan være sig selv bekjendt, og det kan det ganske godt. Fra vor Verdensdels sidste Landkjende mod Nord og i Norges hele Bredde har Finmarken en Udstrækning af 872 Kvadratmile. Udpisket af Havet og de rasende Storme har det selvfølgelig paa lange Strækninger kun et frastødende Aasyn at byde Verden, det kan da med Rette være stolt af sig selv ved at fremvise et Skjønhedsbillede som Altendalen, saameget mere som det paa alle Sider er indrammet af de ubøjelige Naturmagter.

Altsaa Sydfinmarken!

Man tør dog ikke forglemme, at man er lige under den 70de Breddegrad, og man har egentlig ikke Lov til at give knubbede Ord, fordi man lander ved en nøgen Bergkulle. En blomstrende Dal, som aabnede sig lige imod Stormens Paadrev, vilde snart føle Marven gjennemisnet fra Rod til Top, selv om en og anden Plante kjækt holdt ud ved Hjælp af sin haarde Fostring. Det knudede Forland er følgelig som et Pandser, der værger Livet.

Naar man da har overskredet det Stykke Nordfinmarken, som dækker Sydens bløde Drag, udbreder Altdalen et Billede af stor Skjønhed. Eng og Agerland med sine Smaahuse ligger lunt imellem dejlige Skovstykker. 47Furuen strækker sig rank og storvoksen ved Siden af en mangeartet Løvskov. Birken, der jo føler sig saa vel i fremmed Selskab, danner den ene Fylking efter den anden, hvor dens prægtige Kroner dækker over en Skovgrund af det fineste Græs. Foruden det er her en Blomsterfylde af Finmarksvioler og Rosmarin, i hvis berusende Duft en hel Hærskare af Insekter og Bier føre et vildt Slaraffenleben.

Saa har Finmarken, for ligesom at levere en Kraftprøve, her under sit ejendommeligste Mærke udformet en Vugge for Skjønhedstanker og magelige Drømme – og saadan bør det sig jo Syden at være!

Man skulde dog snart nyde og glemme det Hele, hvis ikke Naturen tillige havde paaskrevet det en af sine strenge Tanker; men den vil bestandig huske os paa, hvad vi har nydt. Det er den prægtige Elv, som i mangfoldige Slyngninger gjennemskjærer Dalen. Den udspringer paa Højfjeldet ved Kautokejno, og bryder sig sin Bane med farlige Stryg mellem stejle Bredder, indtil den her naar Jevningen, hvor den i stolt og rolig Fremgang forener sig med Fjorden. Den optager to større og enkelte mindre Sideelve, hvoraf dog den ene, som kommer fra Tverdalen, ikke forsvinder i den, men slaar blot Følge med den ind imod det fælles Maal.

Altenelven havde i ældre Tider en stor Betydning paa Grund af sit rige Laksefiske; det er nu meget mindre og behøver al den Støtte, Fredningsloven kan give, for ikke helt at ophøre som en Erhvervskilde. Man har fra den ældste Tid foruden at anvende Garn til Fangsten 48ogsaa brugt at stænge Elven, hvilket nok kan siges at være en Voldshandling imod Naturen. Herved medtoges nemlig en Mængde Smaafisk, som, naar de fik Lov til at vokse sig større, vilde have givet Fiskeren et ganske andet Udbytte. Forresten bruges denne Afstængen endnu, og da Landet paa alle Kanter, hvor Erhvervskilden flyder lettest, er gjennemtrængt af Kvænen, har han som religiøs Ivringsmand endog de Bibelens Ord for sig, at Ingen skal bekymre sig for den Dag imorgen – thi tager han Rub og Stub, som Dagen idag tilbyder.

Man kan da, som det synes, ustraffet forgribe sig paa Naturens Rigdomme, men paa dens imponerende Skjønhed vogter man sig vel for at lægge Haand; hvis man forsøgte at standse Elvens Løb, fik man nok Andet at vide.

Fra Ejby Bakke, som ligger midt i Dalen, har man et dejligt Rundskue paa det frugtbare Land. Den lyse Skovgrund er stadig gjennembrudt af Ager og Eng; thi her avles ikke saa lidt Korn og Kartofler. Det er Sommerens uafbrudte Lys, som giver Modningen, og Elven, som fugter og tillige varmer Grunden ved sine Sanddrev, saaledes – at med Uheld undtagen – Kornet her kan høstes tre Maaneder efter det er saaet.

I store bølgende Sving og Bugter gaar nu Elven sin egen Gang forbi dette. Snart skjærer den ind under brat opstigende Bredder, snart stryger den jevnhøjt med det blomstrende England, – snart glider den uklar og bleg hen over en knudet Sandbund, og snart jager den mørk som en Bugt af Havet gjennem et 49dybere Leje. Overalt kaster den sit Spejlbillede imod Grønningen, til alle Sider hører man Suset af dens evindelige Jag. Utroligt synes det næsten, at den mægtige Flod kan nedstige fra Fjeldet – uafladelig tømmes og uafladelig fyldes igjen. Men oppe paa Højfjeldet fostres og fredes Mangtslag, som Fjeldfinnen og Vildrenen ved bedre Besked om end nogen Anden. Der er det de findes, de talløse Smaavande, som ad usynlige Veje løber sammen, og omsider fylder den Strøm, som gjennembryder Klipperne, og ikke giver Vige for nogenting paa Jorden, før den naar Havet – og synker uden Modstand i sin Grav.

Finmarken har kun to saadanne Billeder, jevnbyrdig i Skjønhed og Kraft, det er Tanaelven i Øst og Altenelven i Vest. Tanen jager frem som en Naturmagt – en Hedning i sin stolte Vildhed. Altenelven har den samme Kraft, og den følger ligesom Tanen ganske sin egen Vilje; men der gaar en ordnet Tanke igjennem den, og den vidner midt i Selvraadigheden om Kultur.

Endnu har Alten et andet Rundskue, det er fra det saakaldte Sandfald. Man følger et skovrigt Højdedrag, til det stuper brat af foran et lavt Forland, som breder sig ud imod Fjorden – Stedet kaldes Aronnæs. Her har man under sig de umaadelige Sandmasser, som Elven fører med sig, og som spreder sig i mange vekslende Drag, der Allesammen synes at ville indskrive Navnet Ørken paa den skovrige Grund; men Frodigheden viger dog ikke, og saa staar Kampen der bestandig.

Fra Sandfaldet har man en af Finmarkens skjønneste 50Udsigter, og gjennemtrængt af Skuet, fristes man ikke et Øjeblik til at forflytte det, eller til at give det en højere Værdi ved Sammenligning med andre Egne. Det er Alt – og nok ved sig selv.

Længst tilbage i Dalen har man Rejpasfjeldet, som springer frem mellem Alten og Tverdalen. Mod Vest stiger op Kaafjordens truende Fjelde, og ret foran imod Nord de mægtige Forposter ved Havet: Stjernøen og det vilde Sejland, som aldrig har baaret Andet paa sine Skuldre end den evige Is og Sne. Mellem dem og Lavlandet ligger Fjorden i muntert Gjenskin af Himlen, og skjønt Billedet har en Udstrækning af flere Mil, træder dog Indramningen saa stormægtig frem, at det Hele staar samlet.

Paa det lave, sandige Forland ligger ved Elvens Udløb en Flok Smaahuse, Stedet kaldes Elvebakken og ser ud som en Landsby, hvis fleste Beboere ere Kvæner. Alten er idethele et af de første Steder, Kvænen slog ned over. Nærmere har man den gamle Altengaard, som i fordums Dage var Amtmandens Residens, men nu tilhører en katholsk Propaganda, som her har anlagt en Skole. Det Meste er opdyrket Land med Indblanding af Skov og Haver; og naar Klokkerne ringe til Hvile eller Bøn i det katholske Skolehus, og Sollyset ligger bredt og varmt over Sletten, kan Billedet for et Øjeblik nok løsne sig fra Bredderne og flyde sammen med Rhinens grønne Strande, ligesom i Sydvaranger Boris-Glebs Kuppelkirke med sit fængslende Klokkespil flytter Beskueren over i Rusland. Men der er Noget 51ved Finmarken, som hurtigt klarer Sansen for hvor man er – det er Ørkenstilheden. I den hører man den evige Tale om Ishavets Vildhed, og om Finmørks lange Nætter; og naar man ser sig vel omkring, forraader selve Skjønhedslinjerne de haarde Drag af en ubøjelig Natur.

Og nu kommer Enden med de samme Vanskeligheder som Begyndelsen – man maa atter i Kast med det knudede Forland. Det eneste, som her vinker til et mildt Farvel, er den stille Kongshavn; det er, som den vilde berolige Gemyttet efter de plagende Anstrængelser, og ønske hjerteligt velkommen igjen. Men det ligger trods al Skjønheden ikke i Altens Karakter. Man ser det med Glæde, men det frister ikke til et Gjensyn.

Saa følger man Altenfjordens vestre Løb ind mellem de stejle Klipper, der lukke sig om Kaafjordens Værk. Efterhaanden som man trænger dybere ind, mørkner det til alle Sider, og kun en Lysstrime spiller hen over Fjorden. Det lægger sig tungt paa Sindet, og man er spændt som af en uhyggelig Forventning. Sagen er, at alle de Klipper, som staa her og kaste Skygge paa hinanden, er ikke døde Stenmasser, hvis udvortes Drag beretter Alt, hvad der er at sige om dem; de have sin største Saga indadtil i de skumle Hjertekamre, hvor Naturen gjennem utalte Sekler har afsat sine Mærker paa en Forædling, der ved Naturkræfternes hemmelige Virke omsider er afsluttet og stillet færdig til at overgaa i en Mægtigeres Haand. Og skjønt de righoldige Klipper staa der ligesaa tause som det vejrbidte Fjeld paa 52Magerøen, fristes man dog til at lytte i deres Nærhed. Men Alt er dødt og stille, saa som kun det Uddøde kan være.

Det er den nordlige Fjeldkarm, som har givet Plads og Stof til Værket. Her ser man oven over hinanden Indgangen til de forskjellige Gruber og de store Banker af den fra Ertsen udskilte Sten. Længere borte begynder Smaahusene for Arbejderne og fra nu af i tæt Følge alle de Bygninger, som var nødvendig til Driften. Midtvejs i Anlæget staar paa en Højde Værkets Kirke, og danner Overgangen til den mere aristokratiske Side af Sagen; thi uagtet her ogsaa findes Arbejderhuse, er det dog især Boliger for Bestyreren og de højere Betjeningsmænd, som brede sig mellem Smaahaver, Parkanlæg og idethele Omgivelser, der vidne om Velmagt og Smag. Naturligvis er man i Et og Andet ikke kommet længere end Klimaet har tilladt, men dog saa vidt, at man har kunnet bevise Naturgrundens Føjelighed overfor en god Behandling.

Det er da i Naturen, man hist og her finder en levende Levning af det forsvundne Livsrøre; thi Bygningerne staar med sine mange tomme Rum, og Ødsligheden møder fra de store Vinduesruder, lig de stirrende Øjne af en Blind. Stormen har ogsaa banket paa hist og her, og da Ingen var hjemme, har den taget sig en Frigang gjennem Vinduer og Døre, og vildt har den jubileret saamangen Høstnat inde i de store Stuer og Sale, hvor engang Gjæstfriheden havde sine flotte Lag, 53og hvor man ved Glædens Banketter holdt Ørkenstemningen tre Skridt fra Livet.

Værket blev anlagt i 1826 af et engelsk Interessentskab. I Begyndelsen var ingen Arbejdere at faa paa Stedet, og Bestyreren maatte forskrive dem fra Sverig og andre Egne i Norge. Det gav en Blanding af modsatte Elementer, og der opstod Gjæring; for at afklare denne og bringe det Gode frem gjorde Bestyrelsen sig stor Umage; der blev bygget Skoler og Asyler for Arbejdernes Børn, der blev udsat Prisbelønninger for Flid og Orden, og idethele Intet forsømt, som kunde grundlægge og udvikle et fast og ordnet Samfund. Men i de første ti Aar kæmpedes næsten uafbrudt mod Strømmen. De norske Arbejdere var træge og umedgjørlige; de forstod ikke rigtig at tage Livet som fast lønnede Haandgjerningsmænd. Den nordlandsk-finmarkske Almue var trods sit tunge Slid vant med at drive en god Del af Livet hen for Lediggangens Vind.

Da kom Kvænen til, og han forstod sig paa at være dagtinget Mand. Fra dette Punkt dreves Værket med 600 Arbejdere. I de næstfølgende 10 Aar steg da baade Udviklingen og Fordelen, og over 1000 Mennesker fandt sit rigelige Erhverv i Kaafjorden. Kvænfolket udgjorde alene for sig et Bygdelag paa 400 Individer. Arbejderne var velklædte, Børnene fik sin Skolegang, for en god og billig Bespisning var der sørget, – en Dansesal oprettedes tilligemed en Læsestue under Bestyrelsens Opsyn, og hver flittig Arbejdsmand havde sin lille Kapital paa Rente. – Det hele Anlæg kunde trods 54de fremmede Entreprenører, med Rette indskrives i Norges Kulturliv.

Men Sagen havde i den første Iver taget saa stærk Fart,Fart,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Fart, at visse Forudsætninger blev sprungen over, og det gav Knæk. Metallet havde ingen Skyld, det var fint og godt, paa dygtige Styringsmænd manglede det heller ikke; Driftskapitalen fik nye Tilskud, og Forbedringer i Driften bleve indførte, – men det hele Anlæg var alligevel større, end det kunde bære sig. Vistnok siges der, at Kobberet sank i Pris, og det kunde jo, ikke blive uden Følger for Værket. Ertsen udkrævede ogsaa en større Behandling, end man havde troet, og Brændet var kostbart; men Kaafjorden har sin private Saga, og den fremlægger Træk af den yderste Flothed, som ikke kan have været uden Indflydelse paa det Hele.

Ingen kan sige Noget imod, at der i Bestyrelsen befandt sig Videnskabsmænd af Betydning, at der fandtes storslagne Evner, mærkelige Karakterer og vidtgaaende Originalitet, men saadanne Egenskaber forlange Plads og fyldigt Omraade og sprænge undertiden den Sag, de skulle fremme. Hvor Overmaalet har ligget, er ikke let for en Usagkyndig at opdage; Sprængstoffet har i alle Fald ikke samlet sig paa et Punkt, men har ligesom Glimmerkorn i Sand været særskilt nærværende, og dog uadskillelig fra det Hele.

Af de 35 Aar, hvori Værket har bestaaet, har kun de 25 været levedygtige, de ti en langsom Dødskamp. Tilsammen har det kun givet Driftsherrerne Tab. At der endnu hersker den Tro i Egnen, at Driften vil blive 55gjenoptaget, har først sin Grund i den Betingelse for Driftsretten: efter et vist Antal Aar at optage nyt Skjerp, – og dernæst at en stor Virksomhed skaber i Erindringen et Gjengangerliv, som baade Savnet og Haabet vedligeholder. Der er ogsaa i det Udvortes et Par Punkter, hvor det ser ud som Arbejdet var nedlagt igaar og skulde gjenoptages imorgen; men naar man træder ind i de forladte Grubegange, siges her rigtignok noget Andet.

Hvad er det for en mærkelig Stemning, som raader derinde. Hvorfor sidder ikke en Fjeldugle paa et af de sammenfaldne Stilladser og ser med sine forskende Øjne paa den døde Verden; thi den var maaske det eneste levende Væsen, som kunde forstaa den.

Mærkeligt maa det nok have været, at se Mennesker virre omkring derinde og kaste sine lange Skygger under Hvælvet, at se Lampeblussene som Ildtunger spille paa Fjeldvæggen, og høre den mangedobbelte Gjenlyd af Hammerslagene; men endnu mærkeligere er det at træde ind i denne Virksomhedens Ligstue, hvor Grubens dybtskaarne Drag endnu viser Livets hele Form, men hvor Hjerteslaget er standset. Og saa øde er Synet, at den Fortsættelse af Driften, som man ude i Dagslyset ikke vover sig til helt at fornægte, det forkaster man bestemt herinde i de sammenfaldne Grubegange.

Møjsommeligt strider man sig frem med sine blaffende Lys. Vandet, som her er den tause Udslætter af Kundskabens Tegn, risler ned fra Vægge og Loft og 56har sine fulde Beholdere aabne foran hvert Skridt. I Begyndelsen viger man tilside, men større Møjer forsoner med de mindre, og naar man kun ikke gaar tilbunds i dem, er man tilslut velfornøjet.

Saa træder man ind i de store Hvælvinger, med Overgange og Undergange, det Sidste i mer end en Betydning; thi medens Understigeren foretager sig en Vandring hen under Hvælvet paa en skrøbelig Sti, holder han Lyset op over et stort Vand, som lurer nede ved den gangbare Vej. Nu er der Mening i at vige tilside; skjønt det er ret interessant, naar man er i god Behold, at se lidt paa Faren.

Det hændte under Værkets sidste Driftsaar, at en ældre Arbejder røg uklar med sin Foresatte, en ung Ingeniør, som først havde tiltraadt sin Post ved Tilbagegangstiden.

Arbejderen var en Kvæn, der i flere Aar havde været ansat ved Værket, og som forstod sine Ting. Han var En af dem, som sætter Livet ind paa den Sag, de er med at fremme, uagtet Forretningens Held kun lægger nogle faa Skilling i deres Haand. Han havde saaledes været med til at holde paa Ligevægten, og med til at tabe den; og siden, da de fleste Arbejdere fortrak fra Værket, og spredtes for alle Vinde, var han endnu bleven tilbage for at følge det hensygnende Virke i Døden. Men denne Arbejden med Tab og omsider med Undergang havde dog afsat sin Braad i hans Sind, og han var som det hedder: ikke lang at tøje.

Den nævnte Bestyrer, som havde begyndt med at 57give Sagen en vis Fart i den Tro at kunne tilbagevinde det Tabte, var straks kommen paa Kant med Kvænen. Den Ene kunde mer end han vidste, den Anden vidste mer end han kunde, og de stak ikke op for hinanden. Men at den Overordnede havde Magt til at skade den Underordnede, det fik imidlertid baade Kvænen og de andre Arbejdere at føle, og det satte Nag.

Da hændte det en Kvæld efter Arbejdets Slut, at Ingeniøren maatte vende tilbage til Storgruben for at undersøge Noget, og da Kvænen var den Sidste ved Udgangen, fik han et Vink at følge med.

Kvænen adlød uden at sige et Ord, tændte Lygten og gik foran. Men paa et Sted, hvor der laa Bunker af nedraset Fjeld, gav Lyset et usikkert Skin, den unge Herre traadte fejl, og var ubesindig nok til at kaste et vredt Ord imod Føreren.

Kvænen vendte sig mod ham og blev staaende. Lysningen faldt klar paa hans Ansigt, og det Had, som kogte i ham, var tydeligt nok. Den Overordnede følte sig og i samme Øjeblik ganske at være den Underordnede, og han rørte sig ikke af Stedet. Det var det Klogeste han kunde gjøre; thi det eneste Lys, som fandtes i Gruben, var det Kvænen holdt i sin Haand. Hvælvingen var som en Afgrund i den usikkre Lysning, og faa Skridt fra dem laa det sorte Vand, lurende og lydløst, ret som det gav Vink om at kunne skjule Alt, og fortie det til evig Tid.

Der strøg et koldt Grin over Kvænens brede Mund – idetsamme pustede han Lygten ud og kastede den 58fra sig. Bestyreren udstødte et Vredesskrig, som gav kort Gjenlyd, bagefter hørtes en slæbende Hvislen, som naar Vand silrer ned gjennem en Urd – saa blev der Dødsstilhed rundtomkring.

Næste Morgen mødte de Begge frem til Tid og Sted, og dermed var jo Enden paa Nattens Historie given. Kvænen var ikke bleven Forbryder, og Ingeniøren havde faaet et Varsku, som han agtede; thi der skete ingen Anklage. De gik af Vejen for hinanden til Forholdene snart efter skilte dem. Men det er rimeligt, at de ikke glemte hinanden.

Prægtigt var det at se de metalrige Klippevægge, hvor Kobberertsen hviler i broget Indfatning og springer ligesaa straalende frem af Stenen, som Bergets rigeste Blomst – Guldet. Ved at betragte den Overflod af ædelt Stof, som Naturen her havde samlet, blev man bedrøvet ved at se det staa unyttet hen – ja man blev ligefrem mismodig ved at se en saa stor Kraft i Forfald.

Højere oppe mod Nord laa det indtrængende Vand som Islag i Grubegangene. Der havde Fugtigheden klædt Trævæggene med et snehvidt Fnug, tykt og fyldigt som et Svanedun. Intet kunde se friskere og smukkere ud end dette Sprede over Forraadnelsen. Hvor Gangene udvidede sig, saa Frosten kunde faa større Magt, havde den af de evige Neddryp dannet glimrende Ispyramider, indtil fire-fem Alens Længde. De var uden nogensomhelst Indblanding, klare som det reneste Bjergkrystal, og de havde et Udseende af Kostbarhed og 59næsten Pragt ved Siden af alt det Morkne, som Fugtigheden omgav dem med.

Til Udgangen førte en hvælvet Hal, baaret af en eneste uhyre Granitblok, hvis Rod og Top forsvandt i Berget. Fra den udgik der to Veje mod Øst og Vest, der førte til hin mærkelige Verden af Nat og Glimmer, hvor det for kort Tid siden havde dundret, braget og suset, saa Fjeldet skjalv, og hvor nu et Vanddryp vækkede Gjenlyden i den dødelige Stilhed.

Gjennem denne Udgang havde den første Indgang været. Herfra var det, de mange travle Mennesker havde boret sig ind i Fjeldet, udsprængt sig Veje og Stier, hvælvede Haller, Baner og Broer, og havde ikke endt, før Klippen var gjennemboret lige ned til Foden.

Dejligt var det at se Daglyset trænge ind under Hvælvet, hvor det mødtes med Dunsterne fra de fugtige Gange, og farvede dem blaa og gyldne som en varm Morgendis; men ude i det fulde Sollys blev man svimmel, og man forstod, at Mennesket kunde vænne sig saa fuldkomment til det fantastiske Lys derinde, at han følte sig mere hjemme der end ude i Dagen – den blev ham for virkelig.

Ved Kirken stod man stille for at betragte dens fornemme Skikkelse. Den var dog som de andre Bygninger af Værket: en Mindestøtte paa en Grav. Vistnok blev der af og til præket i den, men det forandrede ikke Karakteren. Det Indvendige var smukt udstyret, men uagtet den som kristen Kirke udtalte den kristne Trosbekjendelse 60i Ord og Billeder, var det dog som den talte et fremmet Tungemaal.

Det egentlige Alter bar Lovens Tavler, og det faldt godt sammen med hele Anlæget. Det var rejst af Fremmede – og for Gevinstens Skyld, da blev Loven den øverste Gud.

Forunderligt var det at se de overvoksede Grave omkring Kirken med sine fremmede Navne; de vidnede i al sin Forgangenhed om en mere legemlig Nærværelse end Gruberne og de store, tomme Huse med sine rustne Kakkelovne og knuste Vindusruder. Ja det syntes næsten, som de Døde laa der sørgeligt forladte af de Bortdragne.

Et indhegnet Gravsted fredede om Støvet af hin ulykkelige Landhandler i Kautokejno, Ruth, som tilligemed Lensmanden paa en saa grusom Maade blev dræbt af Finnerne under den religiøse Ophidselse i 1852.Dette hentyder til sameopprøret i Kautokeino i 1852, da samer som bekjente seg til Læstadius’ lære, gikk til angrep på presten og kirken i en slags religiøs rus. De skyldige ble senere halshugget, og hodene overlevert til Anatomisk institutt ved Universitetet i Oslo. De er nå overlatt til etterkommerne. Man blev greben af en stærk Sympathi ved hans Grav, thi han var falden som et Offer. Det var først ved at begaa en Forbrydelse, som stillede dem under Lovens Myndighed, at de ulykkelige Fanatikere kunde komme til Besindelse og se, hvor Grænsen stod.

Hans Drabsmænd laa paa samme Plet, men udenfor Hegnet naturligvis.Selvmordere, drapsmenn og andre grove forbrytere ble gravlagt utenfor kirkegården, i uinnviet jord. Her hvilede i en af Naturen dannet Gravhoug deres lemlæstede Legemer eller rettere en Del af dem, thi Hovederne havde faaet sin Plads i Videnskabens Atelier, maaske endog en Æresplads – der gaar det jo efter en anden Regel.

Men paa den uindviede Gravhoug var der en Rigdom 61af Smaabuske, Græs og vilde Blomster, der noksom vidnede for, at Jorden var lige god og gavmild, enten den bar Indvielsens Mærke eller ej.

Dog var det en forfærdelig Handling, de to Henrettede havde begaaet, og de havde efter Loven i fuldeste Maal fortjent sin Straf. Der var kun Et, som kunde indvendes: at de ikke vidste, hvad de gjorde. De gjentog Beviset for hvad der var sket utallige Gange før: at Intet ophidser Mennesket mere og gjør det saa til Sjælens Grund ugudeligt som religiøst Sværmeri.

Alligevel var der Noget ved den Grav, som gjorde Tanken mørkræd, og det var ikke det, som deri befandtes, men det, som var borte. Det er en frygtelig Magt, Staten har, hvor et Menneske skal gjøres uskadelig, at berøve ham Livet; men det er endnu frygteligere dertil at anvende Halshugning. Der udgaar en skummel Brutalitet fra Sværdets, Øksens og den elegante Guillotines Saga, og Gud – som ikke vil nogen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve, afspejler i sin strenge Vilje ikke dette blodige Billede.

De to Hoveder blev som sagt overgivet til Videnskaben. En Fin vandrede afsted med dem i en Sæk over Fjeldet til Talvig, hvorfra de skulde sendes videre. Men havde Finnen, som er saa ræd for Døde, vidst hvad det var han slæbte paa, mens han imod Skumringen af den korte Oktoberdag traskede alene hen over Fjeldet med sin skrækkelige Byrde, havde han kastet den og var løbet sin Vej – og det var bleven Ravnene 62som havde udkæmpet sine Meninger om det interessante Stof.

Fra Kirkepladsen blev det endnu muligt at faa et Overskue af Kaafjordens Værk. Man kunde her samle de løsrevne Blade af dets 50aarige Historie, og paa hvert af dem finde et Billede med levende Farver.

Fjorden har paa to Punkter en Indsnevring, hvor den kun er nogle Favne bred, disse kaldes den ydre og indre Strømsnæs. Gjennem den ydre gik Farten fra og til Værket med de store engelske Skibe, som hidførte Kul samt andre Forbrugsartikler, og udførte Malmen til England, hvor Smeltningen foregik, indtil Værket fik sin egen Smelteovn. – Paa en dobbelt Jernbane af 400 Alens Længde førtes Malmen fra Storgruben ned over Fjeldet til Pukværket og Vaskemaskinen, og her gik da det Gedigne tilbunds, medens det daarlige flød op.

Nærmere Vandet, hvor Ud- og Indskibningen foregik, havde Driften efterhaanden krævet et større og sikkrere Landfæste; da derfor Smeltningen blev sat igang, optoges Slaggerne i Former lig store Mursten, og af dette solide Materiale byggedes en Kaj, som endnu staar der og ligner Brystværnet af en gammel Fæstning.

Mod Sydvest havde Værket udfoldet sine betydelige sociale Bestræbelser. Der laa i uregelmæssig Spredning de før nævnte Bygninger, ja der var endog Levningen af et astronomisk Observatorium, hvor værdifulde Iagttagelser skal være gjorte.

Inderst bag det indre Strømsnæs lukker Fjeldene endnu tættere, og her ender Fjorden som et stille Vand, 63der i og for sig kun viser den lempelige Afslutning paa en stor og drivende Arbejdsbane. Men her hviler en forunderlig Stemning over Stedet – en Forladthedens Poesi, som ikke giver noget Haab.

Der har jo været og er fremdeles Steder, som igjennem Menneskealdere har fristet til Selvmord, – Naturen har saa at sige holdt Alting parat – dette er en af den Slags Lokaliteter.

Man vender sig da bort fra Uhyggen og søger hen til Livet igjen. Selv Gjæstfrihedens Kjærtegn af de enkelte Gjengangere, som endnu huser her og hejser Livets Fane over Ruinen, kan ikke holde tilbage, hvad Naturen forjager.

Dog Kaafjorden har endnu ikke været spurgt, og den agter at tale med! Den har maattet vige for Dampen, men den hævder endnu sin Ret til at kommandere over de mindre Befordringer. Thi den kan nok ligge smilende i en dejlig Morgenstemning og indbyde selv et Barn til Lek; men en Time efter kan der behøves en dygtig Baad med øvet Mandskab for at sætte tvers over fra Værket til Bosekop. Det er især Kastevindene, som regjere her; de styrte sig brat ned fra de høje Fjelde og river Fjorden op, ligesom et Rovdyr, der har ligget paa Lur, kaster sig over sit Bytte.

Endelig giver den da sin Tilladelse, og for fulde Sejl gynger Baaden hen forbi de mærkelige Bredder af en forgangen Verden. Oppe i Udgangen af en Grube gaar frem en Skikkelse med en stor, glimrende Solleje i Hatten – Bergets ensomme Aand, Tak og Farvel!

64Ved at passere det ydre Strømsnæs mærker man sig en Samling af Træhuse – allesammen tomme og øde, Skelettet af en Bygd. Dette var den saakaldte Kvænby, hvor Kvænerne sluttede sig sammen og dannede Værkets faste Arbejdsstok. Her steg op et Billede med levende Drag, med Farve og Karakter af de ejendommelige Tilstande, som Værket skabte. – Lad det hede

Søsteren.

Der var blandt de første Kvæner, som indvandrede til Kaafjorden, ikke saa faa dygtige Folk, og blandt dem en Mand, hvem Uheld og flere Aars Misvækst havde drevet fra Gaard og Grund.

Johan Mattis var en forstandig Mand, den Egenskab, som dog især udmærkede ham, var Paalidelighed. Værkstyrerne var heller ikke længe om at opdage ham, og i den megen Løshed, de havde at kæmpe med, tog de ham som en god Indtægt for Værket. Johan Mattis havde med sig Hustru og to Børn, en Gut paa ti Aar og en Pige paa fjorten. Konen var sygelig og saa ud til at have gjennemgaaet Meget, selv Datteren, Anna, saa ældre ud end hun var, og havde det tunge Alvor, som stille Børn faar, der opvokse under Forældrenes Bekymringer. Gutten, Paal, var derimod fuld af Løjer og Lek, var der noget Let og Løst i hans Nærhed, da 65sluttede han snart Kammeratskab med det – og paa det var der ingen Mangel i Kaafjorden.

Forresten hævdede Familjen en vis Stolthed, ikke som nogen Indbildning, men som et Skil imellem dens ærlige Strenghed og den Løsagtighed, som fulgte med saa mange af deres Landsmænd. De havde desuden før levet paa et ensomt Sted i Nordfinland, og da det gik saa svært tilbage for dem, havde de i Taushed spist sit Barkbrød og lidt Ondt.

Efter fire Aars Forløb døde Konen, og Anna, som da var atten Aar, gik roligt og sikkert i hendes Sted. Hun var Faderen lig baade i det Ydre og det Indre; men hans stærke Drag var i hendes Ansigt blevet fine og smukke. Forresten frembar hun det samme strenge Alvor i Skikkelse og Væsen som han, hvilket gjorde, at hun nok var agtet men ikke afholdt, og at hun blev haanet for et Hovmod, som hun ikke besad.

Broderen derimod var en rigtig Allemandsven. Han var Bestyrernes med samt deres Fruers udkaarede Yndling, og dannede ved sin Bøjelighed og sit kvikke Hoved et adspredende Element. Her var jo trods Theater og Selskaber ikke nogen stor aandelig Omsætning, og et ungt, smukt Menneske, der røbede Talent for Mangt og Meget, var nok værd at tage med.

Dette smigrede naturligvis Gutten, forresten ogsaa Faderen; derimod Søsteren likte det ikke. Paal var nu i sit sekstende Aar, og kunde meget Lidt. Hans klædelige Sikkerhed var ikke støttet af nogen større Evne eller Forstand, det var bare Livligheden og et vist 66Fantasteri, som havde givet ham Udseende af at være begavet. Men nu havde Naturen givet Sit, der var ikke mere at tage af, og fik han ikke en Tilflydning af Kundskab, vilde han snart være fallit. Det løse Virke, han hidtil havde drevet Tiden væk med, havde Intet lært ham, det havde kun fristet ham højere op, end han kunde naa. Han havde Ansættelse som et Slags Bud mellem Kontorerne, og forresten som Bestyrelsens Haandlanger med Stort og Smaat – mest ved Selskabslivet; men det gjorde ham blot uskikket til ordentligt Arbejde.

Alt dette fyldte nu Søsteren med Bekymring, og hun søgte at rejse hans Stolthed imod et saadant Liv; men han havde ingen, han havde bare Trods, og da han af og til satte den imod sine Overordnede, tabte han snart den Yndest, han havde staaet i. Men saa fik han sig andre Venner, der ligesom han søgte at komme fra en slet Opførsel ved at laste sine Foresatte. I den Kreds gjaldt han da endnu for Noget. Der blev storlét – ja der blev skreget til hans Vitser; thi han havde havt baade Øren og Øjne med sig, saalænge han var Pot og Pande hos Bestyrerne, – han havde endog flere Gange i Sygdomsfald maattet overtage Hofnarens Bestilling ved deres flotte Middage – saa han havde et vist Fond at tage af. Men der maatte ogsaa her gjøres Noget for at vedligeholde Anseelsen – her maatte spenderes. Det havde han ikke Penge til, saa laante han snart hos En og snart hos en Anden, og dybere sank han.

Under det var Faderen ubekymret. Mærkelig nok 67saa han sletikke nogen Tilbagegang hos Sønnen, og han var ganske sikker paa, at Bestyrerne nok sørgede for ham, og at den lille Bestilling, han nu havde, vilde ende med en betroet Post. Det Haab kunde Anna ikke nænnenænne] orke at betage ham, thi han var efterhaanden bleven svagelig, og hun dækkede af al sin Evne Broderens Fejl. Men da Faderens Arbejdskraft tabte sig, saa deres Indtægter formindskedes og Broderen Intet gav til, holdt det haardt at komme ud med hvad de havde. Da derfor Bestyrelsen tilbød Anna en maanedlig Betaling for at holde Regnskabsførerens Kontor og Værelse i Orden, blev det under nærværende Omstændigheder en Hjælp, og hun tog glad imod det.

Med disse Forhold hengik et Aar.

Der var før den Tid kommet et ungt Menneske til Kaafjorden, som først syntes at være der for sin Fornøjelse, og siden havde overtaget en ledig Post paa Regnskabskontoret. Hans Navn var Ejlert, han var Søn af en Landhandelsmand i en af Fjordene nordøstlig for Hammerfest, og han havde nydt en god Opdragelse. I Begyndelsen havde han ogsaa følt sig tiltrukken af Paal; men det var snart forbi, og han saa i Guttens Livlighed bare et dæmpet Udbrud af Kvænens almindelige Vildskab. Han gav da Agt paa ham. Og da Søsteren kom til at færdes i hans Nærhed, var hans første Syn paa hende blandet med den Mistro, som Broderen havde indgydt ham.

Anna havde ikke mødt hans forskende Øjne mere end et Par Gange, da vidste hun hvad han tænkte. 68Det kogte op i hendes Sind, og hun fristedes til at kaste den stakkers Fortjeneste fra sig og aldrig mere sætte sin Fod paa Kontoret; men ved nærmere Ettertanke forstod hun, at den havde sit Ophav i Broderen, – og da vilde hun holde ud! Hun vilde retfærdiggjøre ham ved sig.

Men det førte hende uvilkaarligt ind i et hemmeligt Forhold til den unge Mand; thi uden at Nogen anede det, mødte hun hver Dag frem med Hjertet opsat imod ham. Han vedblev imidlertid at betragte hende paa sin Maade, og naar hun ret strammede sig op, og som hun mente, oversaa ham, forvandlede det spottende Drag, han altid havde om Munden, sig til et Smil, som blev endnu mere krænkende.

Da sad han en Aften i Kontoret, og saa sig træt og kjed paa Alt, medens Anna tren ud fra Stuen bagved og skyndte sig hen til Udgangen.

«Kom og gi’ mig Haanden,» sagde han og strækkede dovent Haanden ud efter hende.

«Aa – Haanden min er ikke videre pen, den,» svarte hun kjækt. «Jeg har jo stelt derinde.» Og hun vilde forbi ham.

«Saa kom og gi’ mig et Kys,» føjede han leende til.

Det gav et Sæt i hende, og Blodet steg op i hendes Kinder. Et Kys havde endnu Ingen forlangt af hende, og siden Moderen døde, havde hun ikke kysset Nogen. Hun vilde rette sig op paa sin stive Maade for at vise, hvor vred hun var; men Holdningen knækkede brat af, og en dyb Bedrøvelse drev Graaden frem i hendes Øjne.

69Da slog hans Stemning pludselig om. «Kjære, har jeg gjort Dig Fortred? Det vilde jeg ikke. Gaa Du bare.»

Han sagde det med en saa varm og vellydende Røst, at det gik hende til Hjerte, og hun saa smilende op paa ham. «Nej, Gud forbarme sig for vakkre Øjne Du har, Gjente!» udbrød han, og han rejste sig op foran hende. «Nej, nej, Du skal ikke være ræd,» lagde han venlig til. «Jeg vil Dig sandelig ikke noget Ondt. End om jeg nu bad Dig igjen at gi’ mig Haanden.»

Anna betænkte sig, hun havde smaa Hænder, men de var stærkt mærkede af Arbejde, – hvad vilde han med hendes brune Haand i sin, hans var saa hvid, og tilmed havde han en stor Ring paa den ene Finger. Men da han vedblev at holde Haanden frem, gav hun ham endelig sin, og blev paa samme Tid rød igjen af Flouhed.

«Jeg har jo ikke set før, hvor vakker Du er – nej, lad mig sige De, De er smuk, Anna, De hedder jo Anna?» spurgte han, og beholdt hendes Haand.

«Ja,» hviskede hun og saa sky op til ham. Men da fik hun paany Skræk for ham, saa hun trak raskt Haanden til sig og gik.

«Nej, det er ikke Broren,» udbrød han, idet han saa efter hende gjennem Vinduet.

Nej, det var hun rigtignok ikke. Men alligevel var hun Søsteren, og til en vis Grad fik de slaa Følge gjennem Livet.

Efter dette Sammenstød kom og gik hun som sædvanligt 70til sin Gjerning. Ejlert blot hilste venligt paa hende, men ikke videre. Derimod gav han mere og mere Agt paa Broderen. Han var snart her snart der, og meget ørkesløs. Da fandt Ejlert bestandig paa Noget at beskjæftige ham med, og fik ham ofte sendt op i Gruberne til en og anden midlertidig Hjælp. Dette ærgrede Gutten, og da han tidligere havde mærket sig, at Kontoristen havde syntes godt om Søsteren, gav han hendes Tilbageholdenhed Skylden.

«Saa den Kontoristen jager med mig!» busede han ud en Dag.

«Aa bare han ikke jager Dig, saa er det endda bra,» svarte Søsteren.

«Ja jager han mig, saa er det Din Skyld, for Du er saa koutkout] stolt paa det. Men jeg vil, Du skal gjøre Dig tilvens med ham.»

«Gjør Du Dig selv tilvens med ham,» sagde hun stolt og gik.

«Ja, enten gjør Du det, eller jeg gjør en Ulykke paa mig,» raabte han efter hende.

Da standsede hun, og der for en skrækkende Tanke igjennem hende: Hvad om han gjorde en Ulykke paa sig, da var jo hun ulykkelig for hele sin Livstid, og det, som var værre, deres gamle Far vilde dø af Sorg. Hvad skulde hun gjøre? Hun lukkede sig inde i sit Kammers, et lidet trangt Skraarum, hvor der ikke var Andet end Moderens gamle Komode, en Seng og en Stol; men hun havde alligevel her en Verden for sig selv, som hun tyede hen til med sine Bekymringer.

71Denne Gang fandt hun dog ingen Fred; hun havde Broderens fortvivlede Ansigt for sig, og det vilde ikke vige. Hvad skulde hun gjøre – før det blev for sent? Skulde hun gaa til Kontoristen og be’ ham? Ak! det Kys hun havde nægtet ham, gav hun ham med Glæde, om det kunde redde Paal. Men i det Sidste havde det syntes, som Kontoristen var vred paa hende. Hun kom og gik, men han hverken saa eller hørte hende mer – hvordan skulde hun bære sig ad? Thi skulde hun gjøre sig tilvens med ham, maatte hun jo være den, som talte til ham, og først gav ham det gode Ord. Paa hvad Maade skulde hun gjøre det?

Da hun ud paa Dagen gik over til Kontoret, sad Kontoristen der, som han plejede, og lod helt ud, som han ikke saa hende. Hun gik langsomt ind i den anden Stue, gjorde sig færdig der og kom tilbage – endnu saa han ikke op. Da blev hun staaende midt paa Gulvet uden at røre sig, og den ene Stund gik efter den anden, uden Nogen af dem gav Tegn til at forandre Stilling.

Endelig rejste Ejlert Hovedet og saa overrasket paa hende. «Vil De mig Noget?» spurgte han.

Hun blev dødbleg og begyndte at skjælve.

«Hvad er det, som gaar af Dem?» sagde han deltagende og gik hen til hende.

Hun saa op paa ham med en Bøn i sine skinnende Øjne, saa forsøgte hun paa at tale, men hun kunde ikke.

«Hvad vil De sige med de Øjne, Anna? Kom frem med det.»

72Hun fattede et fortvivlet Mod, foldede Hænderne, og saa ham lige i Ansigtet: «Jeg vil gi’ Dem det Kys – – De bad mig om forleden.»

Han saa prøvende paa hende. «Og hvad vil De saa ha’ for det Kys?»

«Ingenting,» svarede hun stolt, og fik en vis Rankhed. Men den holdt ikke Minuttet ud, da sank hun ned i den ene Side og brast i heftig Graad.

«Jeg skal svare for Dem, Anna,» sagde Kontoristen. «Det er Deres Bror, det gjælder. De vil med det Kys skaffe ham Lov til at blive en Gavtyv.Gavtyv] bedrager, skurk Han har selv slaaet paa det til mig. Aanej, stakkers Anna! Behold De Deres Kys. Fik jeg et, vilde jeg nok ha’ flere. Se ikke saa bedrøvet paa mig! Jeg skal sige Dem en Ting, jeg vil ikke oftere tale med Dem. Der er Noget her i mit Ho’de, som løber rundt, og løber det ned i Hjertet og sætter sig fast der, hvad saa? – Farvel Anna! Jeg kunde i denne Stund lægge mig paa Knæ for Dem og be’ Dem om et Kys, – men jeg kjøber det ikke!»

«Aa – red ham!» stønnede hun og løftede Hænderne imod ham.

«Han kan ikke reddes uden ved Ulykken. – Lad ham bare gaa paa.»

«Da gaar det til Ulykken med vi Andre og,» sagde hun tungt og vendte sig mod Døren. Han vilde standse hende, men han betænkte sig, og saa gik hun.

Fra denne Dag var de dog paa en Maade oftere sammen end før; thi havde Tankerne sat Spor, da vilde der snart have ligget en hemmelig, stærkt befærdet Sti 73imellem dem. Men trods dette hverken mødtes eller taltes de mere. Hver saa til sin Side, og kunde de undgaa hinanden, gjorde de det.

Den Sag skulde imidlertid snart faa en hel anden Vending. Det var omsider med Paal kommet til en Yderlighed, som ikke kunde naa et Skridt videre, før Lovens Grænse var sprængt. Og uagtet Søsteren havde dækket over hans Fejl, saa ingen af dem fik træde Faderen krænkende imøde, havde den gamle Mand dog omsider forstaaet saa meget, at han var begyndt at ængstes for Sønnen.

Da kom der en Dag, en stille, solvarm Augustdag, hvor Fjorden hvilede i et Halvlys, og Fjeldene trak sig blidt tilbage fra den, som ønskede de at beholde sine Tanker for sig selv. Oppe i Gruberne drønede Mineskud, og Røgen trængte tykt ud af Aabningerne, trak sig langsomt ned over Bergets Sider til Fjorden og gled her ud i fine Taagebilleder.

Anna havde gjort sig færdig paa Kontoret og stod nu udenfor sit Hjem, hvor hun ventede paa Faderen. Det var just en Dag, som syntes at fostre Glæden i sit frugtbare Skjød. Men Taarerne kom hende i Øjnene – hvor var Glæde at vente for hende? Hun kunde ikke forvinde den Ydmygelse, som hun syntes, hun havde lidt, især da den jo ikke havde gavnet Broderen det Ringeste. Alligevel var hun kommen til at holde saa meget af det Menneske, som havde tilføjet hende den, og det havde ført hende ind i en pinlig Grublen; thi hun kunde jo ikke vide, hvordan hans Tanke var om 74hende. Og nu skulde de jo aldrig mere tale med hinanden! Da blev hun vel nødt til at lade ham tænke, som han vilde; men det gjorde hun alligevel ikke; thi hun stred uafladelig imod ham, og stred ham derved saa dybt ind i sit Hjerte, at hun fik ham aldrig mere ud igjen.

Da kom et langsomt Tog ned over Fjeldvejen. Fire Mand bar en Baare, hvorpaa der laa et Menneske, og Flere gik støttende ved Siden. Anna vidste, hvad det var for et Slags Tog, hun havde set det før – det var en Arbejder, som var kommen til Skade. Hun skyggede over Øjnene for at se, om hun kjendte Nogen af dem, jo – hun saa, at Broderen var med. Da fik hun en frygtelig Anelse, og den blev snart til Vished; thi Lidt efter styrede Toget ned til Faderens Hus, og han selv blev bevidstløs baaren ind og lagt paa sin Seng.

Han var ved Antændelsen af en Mine gleden ud og falden, hvorved han ikke var kommen langt nok afvejen, og de udsprængte Sten havde beskadiget ham livsfarligt. Han havde, før han blev lagt paa Baaren, bedt om at komme hjem til Datteren; Sønnen var først traadt til, da Faderen havde tabt Bevidstheden.

Der hengik en fjorten Dage, hvori det var uvist, om Livet eller Døden skulde sejre; men Kræfterne tog af, og Anna saa med smertefuld Bekymring, hvad Enden vilde blive.

Under dette gik Broderen fra og til; han var nok i Hjertet sorgfuld over Faderen, men samtidig var der 75et Vredeskog i ham mod Søsteren, og hun fik kun onde Ord, naar han engang tog sig over at tale til hende. Af enkelte Yttringer forstod hun, at Ejlert passede paa ham, og at Paal gav hende Skylden for det. Men det Opsyn raadede kun om Dagen, og Gutten var oftest ude af Huset til sent paa Natten. Faderens Sygdom gjorde ingen Forandring heri, ja det gik endog oftere paa nu end før.

En Nat havde den Syge uafbrudt fantaseret om Sønnen. Han syntes bestandig at maatte forsvare ham imod en Anklage og fremhævede snart sin egen Retskaffenhed og snart den afdøde Hustrus store Kjærlighed til Gutten. Først i Dagbrudet havde han faaet Ro, og da han lod til at sove trygt, gik Anna til sit Kammers for at tage sig en Stunds Hvile. Her laa Broderen fuldt paaklædt og sov paa hendes Seng. Hun vækkede ham, og han for op som et skrækslagent Menneske.

«Værs’go – og ransag mine Lommer,» raabte han.

«Uf! kjære Paal, hvad er det, Du siger, jeg vil Dig jo ikke noget Ondt.»

Han saa forvildet paa hende og drev da ud af Døren og op ad Trappen til det Loftskammers, hvor han havde sin Seng.

Anna tænkte paa hans underlige Ord, men hun var dødelig træt og faldt snart i en dyb Søvn. Først ud paa Morgenen vaagnede hun ved at høre tunge Trin op over Trappen til Loftet og højrøstet Tale inde hos Faderen. Hun klædte sig paa i en Fart og skyndte sig derind.

76Her stod et Bud fra Kjøbmandsstuen tilligemed en ældre Mand, som var en Ven af Faderen, – en Tredje, der af Værket brugtes som en Slags Politi, da man helst afgjorde mindre Ulovligheder uden at tilkalde den bestaltede Øvrighed, havde begivet sig op til Paal.

Anna stod som rammet af et Slag og saa fra den Ene til den Anden. Men pludselig gik det op for hende, hvad det Hele betød, og hun tumlede hen mod Faderens Seng. «Aa Far, Far! Du skal ikke tro det.»

«Ja, det vil jo vise sig,» tog Kontorbudet til Orde. «Der er en Tipundsnote forsvunden fra i gaar Kveld til Imorges, og Paal – og De er de Eneste, som har været der, siden Regnskabsføreren gik.»

Idetsamme kom Betjenten tilbage fra Loftet, og Paal fulgte raskt bagefter, – det var, som han vilde true sig frem, skjønt der var ingen imod ham. Betjenten erklærede nu, at Alt var undersøgt og Intet funden.

«Det var bra, Søn!» stønnede Johan Mattis, og et Udtryk af Lindring gled over hans Ansigt.

«Ja, da maa vi undersøge hos Dem,» sagde Budet til Anna, og gik hurtigt med Betjenten ind i hendes Kammers. Hun lod dem trygt gaa, og vedblev at holde Faderens Haand, som hun i Skrækken havde taget. Han havde lukket Øjnene, men en Taare listede sig frem under dem, og han drog Haanden til sig og søgte at folde de stive Fingre i hinanden, mens han bevægede Læberne. Hun forstod, at han takkede Gud for Sønnens 77Retfærdiggjørelse; men hun vovede ikke at se hen til Gutten, hun nærede en altfor stor Mistanke til ham.

Da kom Nogen ind i Svalen, og Døren blev forsigtigt aabnet – det var Ejlert. Han havde først faaet det Hele at vide bagefter, og kom nu for at give den Hjælp, han formaaede. Et Øjeblik saa han med inderlig Kjærlighed paa Annas afmagrede Skikkelse, saa gik han til den Syge.

«Min Søn er fri,» hviskede han og græd stærkere. «Men jeg vidste det – – jeg talte inat med hans Mor – – hun var saa sikker.»

«Jasaa,» sagde Ejlert og kastede et forskende Blik paa Gutten borte i Ovnskrogen. Men uagtet Paal mødte det med en trodsig Mine, slog han dog Øjnene ned.

Da kom Folkene tilbage, og Betjenten holdt den forsvundne Tipundsnote i Haanden. Anna udstødte et Skrig og for op fra Stolen.

«Den er funden i Deres Komode,» sagde han til Anna og viste hende Noten. «Den var godt gjemt.»

«Det er en Umulighed, for ikke at sige en Løgn!» afbrød Ejlert. «Er Tyven her i Huset – saa staar han der,» og han viste hen til Paal i Krogen.

«Nej, nej! – – Er Pengene funden hos mig, saa – – er det mig,» hviskede Anna. «Og det er mig,» gjentog hun stærkere.

«Anna!» raabte Johan Mattis og gav et Stød til Sengen, som den skulde sprænges. Saa faldt hans Hoved ned paa Brystet, og han lukkede Øjnene.

«Far, kjære Far!» jamrede hun. «Naar Ulykken 78skulde være, da var det vel bedre, den kom over mig, end over Paal.»

Ejlert var bleven dødbleg, og stod, som han var raadløs overfor det Hele. Endelig fattede han sig og bød Folkene gaa. «Nu ved De jo Besked, og har ikke mere her at gjøre.» Og da de nølede, gav han dem et Vink, som de adlød.

Da rejste Johan Mattis sig pludselig op ved egen Hjælp. «Kom hid, Paal!» befalede han, og uagtet Røsten var brudt, havde den dog en Mands Kraft. Paal luskede herhid og stillede sig fejg og overvældet foran Sengen.

«Op med Øjnene Dine, at jeg kan se, hvem Du er,» vedblev Faderen. Paal adlød. «Ja–ja! Jeg ser ham – Tyvsdjævlen! Tvi Dig! Gaa ud af mit Hus!»

«Far!» skreg Anna.

«Ud!» gjentog han, og Kvænnaturen sprang som en vild Kat ud af hele hans Væsen.

Men Datteren havde ogsaa Kvænblodet i sig. Hun greb Broren fast om Haandledet og drog ham til sig, og saa vendte hun sit kridhvide, gnistrende Aasyn mod Fa’ren. «Jager Du Barnet Dit ud i Fordærvelsen, saa frier Du ikke mig ved det – for jeg er fast i, hvad jeg har sagt – og saa kan Du jage mig med.»

Johan Mattis saa vist paa hende; da faldt han tilbage med lukkede Øjne, og Paal skyndte sig ud af Døren.

Ejlert havde ikke magtet at sige et Ord. Den Forelskelse, han havde følt overfor Anna, var brat forsvunden, 79det var, som han skammede sig overfor det stærke Menneske, at han nogentid kunde have budt hende Sligt. Men en dyb Beundring havde grebet ham isteden, og han følte Trang til at handle stort og stærkt ligesom hun. Ogsaa i hans Aand var der Evner, som laa og døsede hen under det ensformige Hverdagsbrug; men blev Fordringen stillet, kunde de vokse. Og nu syntes den at være der; thi aldrig før havde Hjertet løftet sig saa højt i hans Bryst.

Han gik stilfærdigt hen til Sengen og lagde sin Haand paa den Syges Pande. Denne aabnede Øjnene og saa ligesom fra en Afgrund op til ham. «Hør mig, Johan Mattis,» bad han mildt. «Du blir paa længere Tid ikke skikket til at arbejde, Du skal la’ Gutten gaa til Storgruben i Dit Sted; thi det Eneste, som kan retlede et Menneske, er strengt Arbejde.»

«De tar ikke imod ham,» hviskede den Syge.

«Jo, det skal jeg sørge for,» svarte Ejlert.

«Men hun, det gudsvelsignede Barn!» stønnede han. «Blir hun dømt?»

«Ja, Kjære! Det er ikke til at be’ for.»

«Aaje, Aaje!» jamrede han.

«Trøst Dig, Johan Mattis!» bad Ejlert. «Jeg gaar nu, men kommer siden tilbage. Vi skal se til at faa det Bedste ud af det. Farvel Anna!» bød han og rækkede Haanden imod hende. «Vil Du endnu ikke gi’ mig Din Haand?»

«Jeg er nu en Skam for alle Mennesker,» sukkede hun og saa bedrøvet paa ham.

80«Anna!» truede han. » Vil Du gjøre en ren Pjalt af mig?»

«Jeg vil takke og velsigne Dem, saalænge jeg lever!» hulkede hun.

«Ja, det vil hun,» lagde Faderen til.

«Og ved Du, hvad jeg vil, Anna! Jeg vil elske Dig i hele mit Liv. Kunde Du holde af mig igjen, tror Du?»

Anna greb fat om Sengestokken med rystende Hænder og lod Hovedet synke ned paa Brystet. Hun følte det, som hun maatte forgaa af Skræk og Ulykke.

«Skræmmes Du saa for mig, Anna?» spurgte han, idet han lagde sin Arm om hende og drog hende ind til sig. Da rejste Johan Mattis sig endnu en Gang og saa med et vildt Blink i Øjnene hen paa dem. «Vær uræd, Gamle,» sagde Ejlert. «Jeg har længe holdt af Anna – fordi hun var vakker og skjønsom fremfor alle sine Lige; men nu kjender jeg ikke et Menneske paa Jorden, som jeg sætter saa højt – – og da faar hun bli’ min Hustru, – med Tiden da – – – Vil Du det, Anna? Se op – – ser Du Svig paa mig?»

«Nej,» sagde Johan Mattis. «Der er ikke Svig i ham.»

«Nu kan Du trygt se paa mig med Dine smukke Øjne, Anna. Det løber ikke længer rundt i Hod’et paa mig, men det sidder fast i Hjertet.»

Hun hvilede som i en Afmagt ved hans Bryst.

«Hør nu, hvad jeg har at sige Dig, Anna. Jeg kjender Sorenskriveren inde i Alten, han er en Ven af min 81Far. Ham vil jeg betro Alt, thi jeg ved, han vil bevare det i et godt Hjerte. Du kan bli’ dømt til en Tjenestetid i Vestfinmarken, og der har jeg min Far. Hos ham kan Du faa aftjene Straffen, uden at han eller Nogen behøver at vide det. Alt det afgjør jeg med Fogden. Jeg har en Søster, som er hjemme, men hun skal giftes om et halvt Aarstid; Far vil da behøve kvindelig Hjælp, og den vil han finde i Dig. Til ham vil jeg skrive, at Du er forlovet med min bedste Ven, og at det paa Grund af Omstændighederne maa holdes hemmeligt et Aar. Jeg vil be’ ham vogte Dig som en betroet Skat. Naar han engang faar at vide, at Vennen er mig, da vil jeg sige ham, at mange daarlige Venner har jeg havt, men den Dag, jeg kaldte Dig min Forlovede, da fik jeg min bedste Ven, og det var mig selv.»

Anna begyndte at tro paa sin Lykke og smilede gjennem Taarer til ham.

«Men ties maa der,» vedblev han. «Ingen løs Snak om, hvad der er os imellem, thi ellers handler jeg ikke som fri Mand. Jeg vil nu rejse herifra, om en Tid, og jeg vil opholde mig i en af Vestlandsbyerne, til vi kan mødes med Frihed fra begge Sider. Det vil blive en Prøvelse for os; men Du vil nok arbejde Dig frem, og jeg skal ikke staa stille. Min Far er en Særling, men han er en stolt Karakter, – det blir Din Sag at vinde ham, og det vil ske, thi Du forstaar Dig ikke paa Falsk. Saa ser Du mig ikke mere her – der er spejdende Øjne bag hver Rude. Men vær kun tryg, Anna, der er En, som vogter Dig, om han ogsaa gaar 82lidt skjult tilværks. Nu rejser jeg endnu idag over til Sorenskriveren, og i hans Haand lægger jeg Din – vor Sag, Anna!»

«Der er ikke Svig i ham,» hviskede Johan Mattis og forsøgte at gjøre et Korstegn i Luften.

Ejlert gik nu med Anna hen til ham, tog hans kolde Haand og lagde den paa deres sammenføjede Hænder, – da fløj et lykkeligt Smil over den Syges Ansigt, og hans Øjne straalede af hint overjordiske Skin, som kun følger den Døende.

«Faar jeg saa Kysset, Anna?» Ja – han fik det, og med det et Hjerte af Guld!

Derefter skiltes de, og Kampen for Fremtiden tog sin Begyndelse. For Ejlert blev den selvtagne Bestemmelse: ikke mere at tale med Anna, den sværeste Prøvelse, medens den praktiske Ordning af Sagen gik ham let fra Haanden. Der rejste sig hos Sorenskriveren ingen Vanskeligheder; han sluttede Kontrakten om Tjenesteforholdet paa Faderens Vegne, og Resten af Ansvaret tog han paa sig. Sagen blev desuden lempet derhen, at Anna skulde forblive urørt af Loven hos Faderen, til hans svære Sygdom paa en eller anden Maade fik sin Afslutning.

Den lod ikke længe vente paa sig. De frygtelige Rystelser, Begivenhederne havde paaført ham, tog hans sidste Kræfter, og fra den Stund, Ejlert havde forladt dem, laa han hen i en Dødsdvale. Ud paa Natten begyndte han at tale vildt, og det var uafladeligt Tyvsdjævlen, han stred med.

83Anna stod under dette ved Vinduet og keg ud efter Broderen: han maatte dog komme, saa Faderen endnu en Gang kunde se ham, før Døden lukkede hans Øjne! Men Paal var ingensteds at øjne. Endelig lyste Morgengryet hen over Fjeldene, og en frisk Brise stod ud af Fjorden, det varslede en kraftig Høstdag – en af dem, som modner Tanken til Handling i et viljedygtigt Menneske.

Ved det yderste Strømsnæs laa en stor Tremaster parat til at afgaa. Livet begyndte at røre sig ombord, Ankeret blev hejst, og den klaprende Lyd af Kjættingen blandedes med Matrosernes Sang. Den lød først snøvlende og tung, men Arbejdet fik den snart klaret, og da hørtes det muntert som Opsangen til et nyt Liv. Efterhaanden løstes Sejlene fra Ræerne, og Englands Flag viftede fra den høje Stander og kastede sit Skjær paa Bølgerne.

Nu dundrede tre Skud, som besvaredes fra Land, og det stolte Fartøj strøg for fulde Sejl ud af Fjorden. Da det nærmede sig Udløbet, faldt det gyldne Morgenskjær lige paa det, og det forsvandt i en Lysbølge.

Anna fik ligesom en Velsignelse ved det Syn. Saadan skulde hun hive Ankeret op fra den gamle Grund – tungt i Begyndelsen, siden med mere trøstefuldt Mod, til hun kunde hejse Sejlene og styre ind i de lysende Farvande – og da var han med! Ja, thi han maatte jo hejse Flaget!

Anna fortabte sig saa rent i Fremtiden, at hun ikke lagde Mærke til en ældre Kvæn, en Kjending af 84Faderen, som havde stillet sig op et Stykke borte for Husdøren og gjorde Tegn til hende. Endelig blev hun ham da var og smøg med bankende Hjerte ud af Stuen til ham.

Han berettede hende da, at Broderen var rømt med det Skib, som for en Stund siden havde forladt Havnen. Han vidste det alt om Kvelden, men han fortaug det; thi han tænkte som saa: var Gutten først kommen ind paa det at rømme, saa bar det den Vej alligevel.

Anna stod tilintetgjort og hørte ham tale, hun havde ikke et Ord at svare ham.

«Gutten græd,» vedblev Kvænen. «Han vilde til et Par Gange og sige mig Noget, men det slap op i Graad. Saa var det nu heller ikke bra for ham at bli’ her, naar det var gaaet slig med Dig. Havde han endda faaet Pengene med sig! – thi det var da bare for at redde ham, Du tog dem. Du har altid tænkt mest paa ham.»

Dermed gik Manden.

Anna smøg tilbage til den Syge. Han laa nu med aabne Øjne, og i det fulde Dagslys saa hun den store Forandring, som var foregaaet med ham. Han hviskede Paal – Storgruben – og saa nikkede han, som han svarte Ja til sig selv.

«Far,» bad Anna hulkende. «Gud signe og bevare Paal!»

Faderen nikkede flere Gange. Saa faldt han endnu dybere hen, og vaagnede ikke mere. Anna lagde sit 85Hoved hen til ham, – den dybe Stilhed faldt lindrende over al hendes Smerte, og hun sov ind. Omsider tog det i Døren, og en Nabo traadte ind for at se, hvordan det stod til. Da vaagned Anna, og Johan Mattis var død.

*

Anna havde modtaget sin Dom, den lød paa et Aars Tjeneste i Østfinmarken, og uden at have vekslet et Ord med Ejlert var hun afgaaet fra Bossekop i Alten med en Nordfarjægt til sit Bestemmelsessted. Der var Alt forberedt paa hendes Ankomst, og hun blev af den gamle Ejlert med Datter modtaget paa det Bedste.

Anna var af Naturen begavet med Takt, paa hvilken lykkelige Grænsevogtning al sand Dannelse hviler, – og hun havde et rent Hjerte. Det var gode Grundstøtter for en uvis Fremtid. Men hun var tillige klog nok til at forstaa sin Sag, – ikke, saa hun ad en Snigvej søgte at opnaa Noget; men ved at lægge Arbejdskraften paa det rette Sted. Hun undgik derved de farlige Skjær for Selvdannelsen, som saa ofte møder frem med Huller i Sammenføjningen. Det kom ganske af sig selv, at hun rettede sig fra det Indre til det Ydre, men det gav hende hurtig Præget af en Karakter.

Ejlerts Søster, hvis Opmærksomhed mere var rettet paa Fremtiden end Nutiden, fik ved den uventede Hjælp i Husholdningen straks Godhed for hende, og da hun paa Forhaand maatte tænke sig Broderens bedste Vens 86Forlovede som en Person, der var udgaaet af et konditioneret Hus, tog hun hende som saadan, og Anna vakte ved sin hele Maade ingen Mistanke om det Modsatte.

Nu var det ogsaa mærkeligt, hvordan de nye Forhold udviklede hende, selv hendes Skjønhed, der i den senere Tid havde tabt sig, spirede her frem med forædlede Skud – ligesom en vild Urt, der omplantes i en Have. Hendes magre Kinder rundede sig, hendes Hud tabte det graalige Skjær, som Ulykken havde kastet over den, og den opstrammede Rejsning fik efterhaanden en vis Bøjelighed, der lignede Ynde – men den var Beskedenhed.

Gamle Ejlert, der i sin sære Ensomhed brød sig kun lidt om kvindelig Elskværdighed, havde dog en vis Evne til at vurdere den, hvor den sprang frem af et alvorligt Sind. Det kom da for, at han engang ved Bordet drak et Glas med hende, og uagtet hun havde været der i snart et Fjerdingaar, ønskede hende velkommen til sit Hus.

«Sandelig tror jeg, Far begynder at gjøre Kur til Dem, Anna!» sagde Datteren leende. Men da Anna blev blodrød og vidste ikke at skjule sin Forvirring, tilføjede hun: «Ja, forstaa mig ret, jeg mener, han liker Dem, og det er Nyt i gammelt Hus.»

«Aa, Gud give han gjorde det!» udbrød Anna og foldede Hænderne over Brystet.

Datteren kastede et mistænksomt Blik paa hende, 87og Anna samlede hele sin Kraft paa ikke at forraade den Sag, hun stred for.

Tidligt paa Sommeren blev nu Datterens Bryllup holdt, og Parret rejste til sit fremtidige Hjem. Fra nu af tog Anna Husets Styrelse paa sig, og med Ansvaret vokste hendes Kræfter. Den gamle Ejlert viste hende ogsaa mere og mere Tillid. Det var ret, som han i hende havde funden det, han hidtil havde savnet. Hun havde det hurtige Skjøn, han tidligere selv havde havt, og mangen Gang drog han hendes Mening til Følge, naar han var uvis om en Sag.

Det stillede hende lidt paa Kant med Betjente og dem, han havde om sig; thi de spekulerede af og til i hans Alderdom og i den Særhed, hvormed han skilte sig fra Folk af sine Lige. Men Annas skarpe Syn gjennemskuede dem og forhindrede ofte baade Tabet og Vrøvlet.

Der kom Tid imellem Brev fra Sønnen, og hendes Hjerte stod næsten stille, naar hun saa Ejlert ved Læsningen af dem; men hun undgik omhyggelig enhver Anledning til Omtale af den Fraværende, og da Gamlingen helst taug stille, laa det Forhold hen i Taushed.

Det, som mest drog ham til hende, var dog en Lighed i Naturen, som gjorde, at han mangen Gang syntes, han kunde være hendes Far. Han havde begyndt Livet med den samme stolte Aand, der forsmaaede ethvert Omsvøb og altid søgte den lige Vej til Sandheden; men overalt var Folk kommet ham imøde fra Omveje – bestandig med en Skjelm bag Øret. Præsten og 88Sorenskriveren og hele den Fylking af Dannelsens Mænd, som nedstammede fra Latinen, havde straks tilbudt ham sit Kammeratskab, thi hans Haand var aaben, hans Hus gjæstfrit og hans Karakter uden Plet; men han kjendte nøjagtig paa deres Miner, hvor meget de i Kraft af KlassisitetenKlassisiteten] klassisk mønstergyldighet; her vel nærmest klassisk dannelse? drog fra, og hvor langt han rækkede som Menneske – og han forsmaaede Tilbudet. De Handlende samt hele Opkjøbermassen med de dobbelte Miner – en til Dadel og en til Ros om samme Gjenstend, eftersom den gik fra hans Haand i deres – nej! Til den Side kunde han slet ikke søge hen.

Hans Husliv havde været saa som saa. Han havde ved sin strenge Karakter erobret Hustruen fra et forfinet Liv; men ved det daglige Samvær magtede hun ikke Forholdet. Hun var baade god og smuk, men hun havde en svag Natur; Mandens Strenghed var ligesom Polarstormen for hendes Sjælesundhed, og for at skaffe sig en mildere Temperatur i Hjemmet, var hun indsmigrende og føjelig. Hvad hun derved vandt, blev dog i rent udvortes Forstand, thi det indre Hold løsnede mer og mer, og omsider sad Ejlert i sit Hjem som en ordknap, ensom Mand, og udrugede den Bassilisk,Bassilisk] uhyre som kaldes Menneskefiendskab. – Datteren havde samme Natur som Moderen og kom ikke videre. Sønnen, Henning, var derimod en Blanding af Begge, men hans to Naturer laa i en evindelig Kiv med hinanden, og forhindrede ham i at tage sit Parti. Samtidigt med, at han droges stærkest til Moderen, havde han dog mest Respekt 89for Faderen, og naar han satte sig et Fremtidsmaal, gik det i den Retning.

Omsider tog Faderen den Bestemmelse at sende ham til en Realskole i Trondhjem, hvorfra han senere traadte ind paa et Handelskontor. Da døde Moderen, og i en Alder af toogtyve Aar kom Henning tilbage til Hjemmet.

Ejlert rejste sig nu op af den livslange Fortrykkelse og tog imod Sønnen med hele sit kraftige Hjertelag; men det, han gav igjen, var ikke, hvad Faderen havde ventet – det var hos Sønnen ikke endnu kommen til en Afgjørelse, hvilken Retning han skulde følge. Henning var da hjemme et Aar; men nu var Søsteren traadt i Moderens Sted, og da var det hende, som trak Broderen til sig ved al den elskværdige Løshed, som gjorde hende saa tiltalende og saa let at omgaaes.

Da traf Fader og Søn tilfældigt sammen med Bestyreren for Kaafjordens Værk, og der aftaltes et Besøg med den Unge, som saa fik det længere Ophold til Følge. Faderen havde endog, skjønt han vel behøvede Sønnen hos sig, givet det første Stød til Sagen, og netop med den Tanke at fjerne ham fra Hjemmet, indtil Søsteren var bleven gift.

Og nu var det sket, og endnu foretrak Sønnen at blive mellem Fremmede! Men gamle Ejlert havde lagt sig til et Brum, som skulde være et Nyn, hvergang han læste Hennings Breve, og det var vel, fordi han i dem fandt Noget at glæde sig over. Imidlertid skulde Sønnen 90vende tilbage i Oktober, og nu var man ved Slutten af Juli – den Tid gik ogsaa!

*

Det var omtrent ved Sommerfiskets Ophør. Baade lagde ideligt til Bryggen med Fisk, og Opkjøbere drog fra og til. Det gav et bevæget Liv, og Anna optog hele den friske Strøm af Kræfter i sig. Hun var en handledygtig Kvinde, og den fuldkomne Tillid, som vistes hende, gjorde, at hendes Skjøn udvikledes og at hun fik et klart Oversyn paa Forholdene.

Da kom en Handelsmand til Stedet med et af Ejlerts Fartøjer. Han havde forhen været der som Agent for et Handelshus, medens Henning opholdt sig i Trondhjem; men han var i den sidste Tid begyndt at spekulere for egen Regning. Han havde til en vis Grad forstaaet at vinde gamle Eilerts Interesse ved sin Verdenskundskab, medens denne dog forblev urørt af hans andre flotte Egenskaber.

Fyren var nemlig en af dem, hvis særegne Dannelse hører hen under Begrebet «Probenreuter»Probenreuter] nedsettende betegnelse for handelsreisende – en Race, som heldigvis paa det Nærmeste er forsvunden her i Norden. Synet er saavidt klaret, at man ikke længer imponeres af den Slags Hamburger-Politur, der i første Led støtter sig til en moderne Skrædder, og i andet til den Dristighed, som et sligt Rejseliv udvikler.

Ejlert var fraværende, og Agenten henvistes ligesom alle Andre i det Tilfælde til Jomfruen. Anna modtog 91ham i Dagligstuen. Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjerte kom til at banke saa stærkt, thi hun kjendte ham ikke. Han havde studset ved at se hende, og det Blik han holdt fæstet paa hende, fik hende til at slaa Øjnene ned. Et Par løst henkastede Ord besvarede hun saa godt hun kunde, og da Ejlert i det samme aabnede Døren, skyndte hun sig væk.

Agenten fik en god og høflig Modtagelse; gamle Ejlert havde i Handelssager mange Ting at spørge om, og den Anden gav med stor Overlegenhed sine Svar. Tilslut kom Personens egentlige Hensigt frem, og det var at faa overdraget en Agentpost for Huset tillige med Anbetroelsen af en Jægteladning Fisk.

Det var en flot Maade, hvorpaa Forslaget blev udviklet, og uagtet gamle Ejlert paa ingen Vis lod sig fange af Besnakkelsen, var han dog i Vildrede med, hvordan han skulde klare sig. Han fik imidlertid det afgjørende Svar skudt bagved en Indbydelse til at tage Ophold paa Gaarden, og medens Fyren fik sig et Gjæstekammers anvist, pustede Gamlingen ud. Siden talte han paa sin raadførende Maade med Anna om Sagen; men hun vidste ingen Raad, hendes klare Syn var for første Gang omtaaget. Imidlertid havde Agenten ogsaa havt sine Aarer ude, og havde hentet sig forskjellige Vink. Han vidste nu, at Ejlert satte al sin Lid til den unge Kvinde, som styrede Huset, og at han i Et og Alt tog Vejledning af hende. Der var altsaa Punktet, hvorpaa Angrebet skulde rettes!

Ved Middagsbordet stod Anna roligt og ventede 92Gjæstens Komme, og da han snart efter tren ind med hele Laget af den gamle Garde, holdt hun sig stolt oppe ved hans nærgaaende Hilsen.

Fyren var imidlertid ogsaa forberedt, og han havde en farlig Magt. Den Menneskeforagt, som betegner Arten, har giftige Vaaben, og det giftigste af dem er Cynismen. En forsvarsløs Kvinde kan have saa fin en Sjæl og saa rent et Hjerte, som hun vil, kommer hun under Cynismens Herredømme, maa hun give tabt – det er Slangeblikket og Fuglen!

Anna havde samlet hele sin alvorlige Sjæls Kraft; men hvor stærk hun holdt sig, tog dog hans stikkende Øjne Modet fra hende. De syntes uafladeligt at ville sige: Vi To ved, hvordan Folk skal tages ved Næsen; men vi skal ikke forraade hinanden. Det er en dum Fugl, som smudser sin egen Rede. – Hun følte en usigelig Angst snøre Brystet sammen, og hun søgte at undvige hans Blik; men til hvad Kant hun vendte Synet, jog han efter og fangede det.

Gamle Ejlert forundrede sig over hendes Væsen; men der blev drukket godt og tit, og den kritiske Sans blev derved sløvet.

«Jeg traf Deres Søn inde i Kaafjorden for et Aarstid siden,» tog Agenten Ordet med et Sideblik til Anna, der gik hende som et Sting gjennem Hjertet, thi nu vidste hun, hvad det gjalt.

«Det skal være en tung Natur,» sagde den Gamle. «Det har ialfald min Søn skrevet.»

«Aa, jeg tror ikke der er Fare for, at den skal 93lægge sig for Brystet af ham eller nogen Anden derinde. Det er Folk, som forstaar at leve! Der var Theater og Koncerter, Dinéer og Soupéer, Alt dansant. Det gik jo paa Entreprenørernes Regning: jeg fortærer og Du betaler! – Der var lige til Hofnar, Jomfrubur, og …»

«Jomfrubur?» afbrød Gamlingen med et Ryk.

«I al Anstændighed, naturligvis. Der var en gammel Skrue af en Englænder, som tog sig af Moralen. I den Anledning blev tolv af Værkets smukkeste Gjenter sat under Laas og Lukke i eget Hus, og en CerberusCerberus] i gresk mytologi en hund som vokter inngangen til underverdenen i Skikkelse af en haandfast Kvæn sat paa Vagt ved Døren. – Ja, de Engelskmænd! Hvor de slaar ned i andre Folks Land, der kan man med Sandhed sige, at de stikker ikke Fingeren i Jorden, og lugter hvor de er, men de graver Jorden om, og lægger ind sin egen Lugt.»

«Da er der ikke bra’ for Ungdommen,» sagde Ejlert mørk.

«Aa hvad! Lidt stryger med, hvor man kommer. Der var desuden en Slags Kontrol; thi der udkom et skrevent Blad hver Uge, og da der var fuldkommen Skrivefrihed, saa fik hver Ting sin Bekomst – Jomfruburet med naturligvis. Men da de trakterede Dydsvogteren à la Tyrk – rejste han sig som kristen Mand, og hug med Gideons Sværd ind i de Medianiter. Forresten skal der ha’ været en Historie ifjor, efter jeg var rejst derfra, som gjorde en Del Opsigt. Det var en vakker Kvænpige, som stjal paa Regnskabskontoret. 94Jeg saa hende et Par Gange, mens jeg var der, og da gik hun for at være et rent Kirkelys. Imidlertid vandrede en Tipunds Note ned i Dydens Lomme, og hun blev dømt til et Aars Forvisningstjeneste i Østfinmarken. Det var jo en ret nem Kvittanse! Naturligvis hænger hun Dydsskiltet ud her i en eller anden Krog. Shakespeare siger jo: Ingen kan lyve som en Kvinde!»

«Naa – ja,» smaalo Ejlert. «Østfinmarken sætter Adskilligt tillivs mellem Aar og Dag af den Slags.»

«Aa Jomfru!» udraabte Agenten og sprang hen til Anna, der, bleg som et Lig og med lukkede Øjne, var sunken tilbage paa Stolen.

Gamle Ejlert var ogsaa traadt til; men Anna viste deres Hjælp fra sig, og rejste sig med skjælvende Knæ for at gaa. «Tag De Støtte af mig, Jomfru,» sagde Agenten, idet han greb om hendes Arm. «Jeg er ikke saa gal at ha’ til Ven, naar det kniber – – De kan jo støtte mig igjen.»

Anna forstod ham, hun trak Armen til sig, og med et Par stammende Ord til Ejlert gik hun ud af Stuen.

«Vi faar gjøre det paa sit Engelske, Fa’r Ejlert,» sagde han, og gik til Bordet igjen. «Naar Damerne trækker sig tilbage, skifter Etiketten!» Dermed tog han en ny Flaske og fyldte Glassene, mens gamle Ejlert nikkede sit Bifald.

Og nu blev der fortsat, som der var begyndt. Gamlingen var efterhaanden bleven lidt omtaaget af Vindunsten, men han iagttog Fyren alligevel. Det var, som han ventede, at en eller anden af de Vitser, hvormed 95han lod Tungen spille Bold, kunde ramme ham selv.

Imidlertid havde Anna søgt til sit Værelse. Nu fik Huset gaa, som det kunde, hun havde Noget at klare for sig selv, der ingen Udsættelse taalte. Hvad havde hun ikke lært i denne frygtelige Time! Aldrig havde hun i sit Liv set en Orm, men i Mørkningsstunden tyktes hun at se dette Menneske rejse sig som en Orm imod sig.

Hun var ganske vist uskyldig i den Brøde, hvorfor hun var dømt; men naar hun havde taget den paa sig for Broderen, saa var Skylden hendes alligevel. Og nu havde hun været her snart et Aar, og istedenfor Straffen havde hun nydt en ærefuld Ophøjelse! Det var jo ikke ret. Hun saa Faderen rejst foran sig og med sit strenge Aasyn bebrejde hende, at hun havde forfalsket sin Sag.

Hvad skulde hun gjøre?

Han, som hun elskede saa inderligt, havde paalagt hende det, og gjort det til en hellig Pligt imod ham, at skjule hvem hun var. Det var jo paa den Maade, hun skulde støtte deres fælles Sag.

Men hvor ofte hun end fremholdt dette, og at hun kun af Kjærlighed til den Mand, som havde sagt, hun skulde være hans Hustru, havde handlet saa, det hjalp ikke – der var en Dommer i hendes Sjæl, som kaldte det et Bedrag. Havde hun taget Straffen paa sig og var gaaet igjennem den til en ærligt vunden Frihed, da havde hun nu været uden Frygt.

96Hvad skulde hun gjøre?

Hennings smukke Ansigt mødte hende fra den ene Side, vemodigt som om det sørgede ved et Tab, – og Forfølgerens Slangeøjne stak mod hende fra den anden. Men ikke nok med det: hun saa Øje ved Øje rettet mod sig fra den uvisse Fremtid – bestandig spørgende, bestandig med Tvivl. Hun syntes, hun maatte tabe Forstanden!

Tilslut blev hun saa dødtræt af Striden, at hun faldt isøvn.

Det var allerede langt paa Morgenen, da der blev banket paa hendes Dør. Hun sprang op, fuldt paaklædt som hun var fra Kvelden, og aabnede Døren. Det var et Bud fra gamle Ejlert med Spørgsmaal, om hun var saa vel, at hun kunde komme ned til Frokosten, – hun lovede at være der straks.

Da Budet var gaaet, ordnede hun sit Ydre, og stod saa et Øjeblik midt paa Gulvet, som for at samle sig. Søvnen havde styrket hendes Tanke, og Nattens vilde Syner var henvejret. I denne korte Stund, da hun stod der med Foden løftet til det næste Skridt tog hun et kort, energisk Sigte af den Vej, hun vilde følge. Saa steg hun ned over Trappen til Dagligstuen og gav sig der til at ordne Kaffestellet som sædvanligt.

Lidt efter kom Agenten. Han hilste og spurgte til hendes Befindende. «Naa Jomfru,» fortsatte han med en vis Gemytlighed. «Skal vi saa være Venner?»

«Nej,» svarede hun uden at se op.

«Au! – End om De betænkte Dem paa det?»

97«Det har jeg gjort,» svarte hun.

I det Øjeblik kom gamle Ejlert ind af Døren. Han studsede; thi han saa, at der var Noget imellem dem. «Tør jeg være saa fri at spørge, hvad her er ivejen?» sagde han med et forskende Blik.

Agenten vilde svare, men Anna tog Ordet. Hun traadte et Par Skridt frem paa Gulvet, og det syntes, som hun famlede i Blinde. «Der er Noget, jeg vilde sige,» hviskede hun; men idetsamme rejste hun sig, dødbleg og med vild Energi, som om det gjaldt et Dødssprang. «Jeg vil ikke længer bære Dølgsmaalet. Jeg er ikke paa den rette Maade her i Huset.» Ejlert stod stille og saa paa hende. «Det er mig, som er den Gjenten inde fra Kaafjord – der stjal Pengene – og blev dømt.»

«Og det vidste min Søn!» raabte den Gamle.

«Han vilde redde mig,» lagde hun sørgmodig til.

«Og Forlovelsen med Vennen, det er vel ogsaa en Løgn?»

«Jeg er ikke forlovet med Nogen,» svarede hun.

«Saa har baade De og min Søn holdt mig for Nar!»

«Han gjorde det for det Bedste.»

«Thi er Sandheden det Bedste!» afviste han.

«Ak, tilgiv ham!» bad hun og kastede sig ned paa Knæ foran ham.

«Staa op! De skal ikke be’ for min Søn. Jeg vil haabe, han ikke har Noget med Dem at gjøre.»

98«Nej,» skreg hun og rejste sig i det samme saa stiv som en Støtte og saa truende paa ham.

«Godt, det glæder mig. Her i Huset har De opført Dem bra’. Men da De ikke længer kan gaa ind under Titelen af en Vens Forlovede, er det bedst, De snarest ser Dem om efter noget Andet – det var ogsaa en Komedie!»

«Jeg vilde ikke blive her for mange Penge,» sagde hun stolt.

«De ved,» tilføjede Agenten leende, «at Jomfruen har et vist Skjøn paa Penge, saa De faar taksere Afslaget derefter.»

Men dette gik gamle Ejlert for vidt. Han havde en uhyggelig Fornemmelse af at have laant Skandalkræmmeren et altfor villigt Øre – og nu skulde det være slut. Der var Vrede i ham, men der var ikke Raahed. Han vilde have Anna ud af sit Hus, men han vilde ikke se hende forhaanet af en Fremmed. Han vendte sig da med et koldt, afvisende Blik til Agenten. «Den Besked, jeg lovede Dem igaarkveld, Hr. Agent, skal De ikke opholde Dem efter. Jeg har ingen Brug for Dem.» Og med et Tegn hen til Døren, bukkede han og vendte ham Ryggen. Agenten blev mørkerød i Hovedet, og forsøgte en Vending imod det Latterlige; men Ejlerts Barskhed betog ham Modet, og med et «Ærbødigste Tjener» forsvandt han skyndsomst.

Ejlert stod nu et Øjeblik raadløs. «Hvem siger 99mig, at der ikke alligevel har været Noget imellem dem,» brummede han hen for sig.

«Ak! Kun det, som var godt,» udbrød hun.

«Den, som lyver en Gang, kan lyve to Gange,» svarte han. «Noget er der imidlertid. Men naar min Søn kommer her, saa siger jeg: staa ude! Den, som behøver en Nar for sig, og ta’r sin Fa’r, han er ikke længer Søn.» Dermed gik han, og slog Døren til efter sig.

Næste Dag rejste Anna afsted med en Fiskerbaad. Hun havde ombyttet sin Klædning med en af Tjenestepigernes, og som et simpelt Almuesfruentimmer forlod hun Stedet. Hun vidste hverken Raad eller Udvej, hun var hjemløs og frændeløs, og hun var det, som var værre – Hun var Forbryder. Hvor skulde hun vende sig, saa hun ikke blev kjendt?

Under Opbrusningen af sin Vrede skrev nu Ejlert til Sønnen. Det blev et skyldbelastet Brev, der svulmede af Mistanke i alle Retninger, og fornægtede ham endog Muligheden af en Retfærdiggjørelse, thi det forbød ham enhver Tilnærmelse baade i Skrift og i Tale.

Men det varede ikke længe, efter Brevet var afgaaet, før gamle Ejlert i sit Hjerte tog det tilbage. Dog saa stædig var han, at han trods al sin Ærlighed ikke kunde bekvemme sig til at vedgaa sin Anger. Saa sad han han der og grublede i Ensomheden, og grov sig atter ned i det tunge, fiendtlige Sindelag, som han ved Sønnens kraftige og haabefulde Breve og ved Annas skjønsomme Omgang var bleven saa temmelig fri af.

*

100Midt i sin tillidsfulde Forventning om Fremtiden havde Henning modtaget Faderens Brev. Det overvældede ham med en bitter Smerte, men det lammede ham ikke. Han følte, der var ikke et Øjebliks Tid at tabe, uagtet han ikke vidste, hvorhen han skulde vende sig. Han kjendte Annas kraftige Vilje; men hvor førte Vejen, som den styrede ind paa? Til ham ikke, det var han sorgfuld vis paa. Da tog han den Beslutning at rejse hjem. Han bekymrede sig grumme lidt om Faderens Forbud; tvertimod var det ham, som skulde staa Sønnen til Regnskab for det ubesindige Indgreb i hans Skjæbne!

Han begav sig da paa Rejsen med et Fartøj, som afgik et Par Dage efter til Finmarken. For en dygtig Vind jog det fremad og duved i de kolde Bølger, medens Himlen hvælvede sig i Uendelighedens Dybde over Fjeldet, og paa Toppen af de fjerne Højder laa Nysneen og tindrede i den evige Kulde.

Henning stod alene med sig selv og lod Naturens kraftige Stemning mødes med sin Sorg. Det var netop en slig Dag, han havde tænkt sig til Mødet med Anna. Han havde været fuldtryg; thi Faderens Breve havde idelig omtalt hende med Beundring, og han forstod, at hun med trofast Mod arbejdede Fremtiden imøde. Selv havde han ikke med en Tanke skejet ud fra den foreskrevne Bane. Og nu var Maalet nær! Den Bygning, de i taus Fællesskab havde rejst, og som nu stod færdig til at hejse Kransen, den havde en Flab spyttet paa – og der laa den!

101Harmen kogte i hans Sind og drev Graaden op i Øjet, og med en uhyggelig Fornemmelse saa han omsider Hjemmet med sine lyse Græsvolde klare sig ud af Stenmasserne. Da Fartøjet nærmede sig Ankergrunden, saa han Faderen komme frem foran Huset, rygende sin Formiddagspibe og givende sine Ordre til Folket, som skulde ud i Baadene.

Saa hurtigt som muligt var Henning paa Land; men da Faderen blev ham vár,vár] rettet (etter Folkeudgaven) fra: var trak han sig tilbage og lukkede Døren efter sig. Sønnen forstod Varslet; men selv om Døren var stængt, vidste han andre Veje. Kneb det, satte han Stigen til Gavlen af Huset og gik gjennem Loftsruden – ind vilde han!

Han skred nu besindigt op over Vejen – her var ikke Noget at ile efter. Anderledes havde han tænkt sig det! Jo nærmere han kom Huset, jo tungere blev han, og da han tog i Døren og følte, at den ganske rigtig var stængt, overvældedes han dog af Smerten og satte sig paa en Stenbænk, der stod borte for Indgangen, og græd. Lidt efter keg Ansigtet af en gammel Tjenestepige frem om Hjørnet.

«Saa Du stænger mig ude, Marit,» sagde Henning.

«Aa Jøsses!» udbrød hun. «Sidder Du der paa Fattigbænken! Det er nu han Ejlert, som har gjort det.» Og dermed skyndte hun ind Bagvejen for at tage Skodden fra.

Ejlert sad i sin Stue, og Døren ud til Svalen stod aaben. «Hvad staar paa?» spurgte han barsk.

Men Marit var gammel i Gaarde, og hun kjendte 102sin Mand. «Der staar det paa,» svarte hun, «at Sønnen Jeres sidder udenfor paa Fattigbænken, og det er vel ikke som det bør være.» Dermed aabnede hun Døren og vinkede Henning ind.

«Luk Døren der,» befalede Gamlingen, men rejste sig samtidigt for selv at gjøre det.

«Du kan spare Dig Umagen, Far,» sagde Sønnen, idet han traadte ind i Stuen og lukkede efter sig.

Faderen for vred op, men Henning vendte sit sorgfulde Ansigt mod ham: «Du behøver ikke at sige Noget. Dit Brev har underrettet mig.»

«Hvad vil Du saa?» spurgte Fa’ren. «Jeg ved jo Besked.»

«Ja Sladderbesked ved Du. Men en ærlig Mands Besked, den er jeg kommen for at gi’ Dig.»

«Saa skjønner jeg, at der alligevel har vær’t Noget Jer imellem.»

«Ja, det har der, og Du skal faa fuld Underretning.»

«Med Løgn for og Løgn bag,» haan’te Faderen.

«Tror Du Din Søn saa fejg, at han skulde lyve, hvor en ubeskyttet Kvinde har vovet Sandheden? Jeg var hende lidet værd da.»

Og nu udviklede han fra Ord til andet i strengeste Sandhed hele Sagen. Gamle Ejlert gik imidlertid frem og tilbage paa Gulvet og trak paa den udgaaede Pibe. Af og til standsede han og betragtede den Talende, saa gik han paa igjen; men efterhaanden tabte Gangen sit afvisende Præg, og tilslut rettede han sig op foran Sønnen 103og saa ham lige i Ansigtet. «Du er jo ble’t en Mand!» udbrød han.

«Det ved jeg ikke, hvad jeg er, Far. Men vist ved jeg, at Anna kan gjøre mig til det. Jeg kunde ikke se hende i Øjnene med en fejg Tanke. Jeg har ofte smidt mig væk i Vrøvlet; men den Dag, jeg saa hende gaa frem for Fa’rens Dødsseng med Bro’ren ved Haanden og sige: dersom Du viser ham fra Dig i Fordærvelsen, saa viser Du mig med – da samlede jeg mig og gav hende mit Hjerte for hele Livet.»

Gamle Ejlert var sunken ned paa en Stol. Men pludselig rejste han sig energisk op. «Hvorfor har Du ikke straks sagt mig det – hvorfor førte Du mig bag Lyset?»

«Der trængtes Tid – Du maatte lære hende at kjende,» svarte Henning.

«Nej, det er ikke det. Det er det Drag af Løshed, Du har havt i Dig. Du maatte ta’ en Omvej. Du turde ikke stole paa mig – hvorfor? Naar Du stolede paa Dig selv, hvad saa? Nej. Du fristede mig over Evne. Jeg tænkte: den Gutten bli’r alligevel ikke til Noget, det Haab faar ud af mit Liv. – Men nu staar Du jo der som et dygtigt Menneske – – godt Søn! Din Far ber Dig om Forladelse. Jeg har grebet ind i Din Skjæbne og grebet fejl – raad over mig – hvad skal der gjøres for at rette paa det?»

Sønnen kastede sig hulkende til hans Bryst, og Faderen græd med ham. I det Øjeblik kom gamle 104Marit og kaldte dem tilbords, og med et Ansigt, hvori hver Rynke gav Gjenskin af hendes store Smil.

«Jasaa,» sagde Ejlert. «Her er stelt til Højtid!» Og han saa hen til Gjenten. «Du har nok efter gammel Skik lyttet ved Døren!»

«Aa nej, han Far talte saa bra’ højt, at det trængtes ikke denne Gangen,» svarte hun og gav Henning et Nik.

Saa blev nu talt videre om Sagen; Faderens Maade var undersøgende, Sønnens paagaaende til det Yderste.

«Du ser det,» sagde Henning. «At hun har forladt Dig uden at benytte sig af den Ret, jeg havde givet hende. Du kjender hende ikke rigtig, Far! Der er noget Vildt og Stolt i hendes Karakter, som vover det Yderste.»

«Du maa skrive til de Kjendinger, vi har langs Kysten,» sagde den Gamle.

«Og sidde her og forgaa i Stilhed! Nej, Far, det Raad du’er ikke. Jeg vil selv ud paa Søgning.»

Og derved blev det. Ved første givne Anledning rejste Henning hjemme fra. Det Fartøj, han var med, havde en strygende Vind efter sig, og vilde hurtigt naa frem – men var det til det rette Sted? Han kastede et fortvivlet Blik omkring paa Havet. Den Vej maatte hun have fulgt; men hvorledes finde hendes Spor? Et Fartøj kunde drage Kjølfuren saa dybt den vilde, Stunden efter var den udslettet, og som i Naturens første Morgen vilde Vejen ligge der uberørt af Mennesker.

Han landede ved fire forskjellige Fiskevær og forhørte 105sig; men hvorledes finde et Fruentimmer mellem de Mange, som paa Høsten drog fra og til Værene, især da han vidste, at hun var taget bort i en almindelig Tjenestepiges Klædning. Hun var kanske rejst til en af Nordlandsbyerne, hvor hun lettest kunde søge sig et Erhverv; men didhen førte mange Veje, og hvorledes finde den rette?

Omsider nødtes han at vende tilbage til Faderen med uforrettet Sag. Det lange Døgnmørke bredte sig nu over Alt, og Handelen hvilede. Boden aabnede sig kun for en og anden Fisker, som trængte Vinterforskud, og en Flok Finner, der krøb ind til Husvæggen som sammenblæst af den iskolde Vind, og bad om Hjælp.

Fra nu af støttede Fader og Søn hinanden – de havde en fælles Sag; men uagtet den gav en uafladelig Bekymring, var gamle Ejlert dog lykkelig. Han saa Sønnen færdes med Alvor og varmt menneskeligt Skjøn mellem Folket, og han følte, at han trygt kunde nedlægge sit Dagværk; thi det vilde blive optaget og ført videre af en Mand.

Han havde havt det Højmaal i Livet at ville hæve sin Stilling. Det Ord: at Fiskeren og Handelsmanden var et nødvendigt Onde for hinanden, vilde han have ud af Brug. Han vidste nok, at Fiskerne var som store Børn, der lod Fantasien raade over Fornuften, samt at Handelsmanden nødvendigt maatte handle alene med den fornuftige Beregning for Øje, – men det Uforudsete i Held og Uheld kunde jo ikke tages med i Beregningen, og her skulde Mennesket kjendes. En 106nærig Handelsmand kunde udpine Fiskerne paa mange Maader. Han stod i sin Bod med Varerne og Pengene paa sin Side, og Fiskerne med to tomme Hænder og tvivlsomme Udsigter paa sin – de var paa Vagt hos hinanden.

Og saaledes vilde han ikke have det. Han ansaa sin Stilling som en Vagtpost i Samfundet. Der laa Falsk, Presning og Svindel, som lurede paa Anledningen til alle Sider; men Retsindigheden kunde magte dem, og den skulde træde til – ikke som en Præken, men som et levende Vidne i Handling. Han vilde bevise, at der i Forholdet mellem Fisker og Handelsmand kunde udvikles en forædlende Kultur, som skulde virke videre frem i Samfundet.

Han havde og selv taget fat med Alvor og Kraft. Han var en klartseende Mand, og han havde den stille Evne at kunne opbygge sig en Grunddannelse af selvfundne Tanker og Meninger. Ansvaret var hos ham ikke en Følge af Oplysning, den var selve Oplysningen, – et Menneske med strengt Ansvar tyktes ham den største Kæmper og Retsindigheden det stærkeste Vaaben.

Men SkjæbnenSkjæbnen] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Skjebnen havde paa en Maade negtet ham Lykken, den havde kun givet ham en Lykkerus – og Ingen vaagner af en Rus uden Mismod. Ja, hvad Mismodet kan være for en Sjæl! Det stjal ham Marven ud af Livet og aabnede en Vej til Hjertet for det Menneskefiendskab, som gjorde ham til en forladt og ulykkelig Mand. Og paa den Maade var kraftfulde Aar gaaet tabt for ham. – Dog, nu var Tabet paa engang indvunden! 107Nu stod Sønnen ved hans Side med samme Forsæt og Vilje.

Men Lykken!

Ja, der kom Braaden, som gav Værk! Han kunde give sin Søn Alt, hvad han som driftig Mand behøvede – kun ikke Lykken. Dog uden Lykke vilde Livsmodet forkrøbles, lig Birken ved Vækstgrænsen, og han følte, at Sønnen vilde ende der, hvor han var endt – ja maaske endnu et Stykke nedenfor. – –

Imidlertid var Vinteren gjennemkæmpet. Men da Daglyset klarede op over Tingene, saa Ejlert, at Sønnen havde sat flere Kræfter til, end selv Ungdommen kunde taale. Hans Ansigt var magret af og Øjnene havde mistet sin Glans. «Du faar ud paa Søgning igjen, Søn!» opmuntrede han. Men Sønnen rystede paa Hovedet, – han havde lidt saa meget ved den forrige Søgning, at han veg tilbage ved Tanken om at begynde forfra – i den evige Tomhed!

Nu vaagnede desuden IdrætsaandenIdrætsaanden] arbeidsiver paa alle Kanter, og alles Øjne og Tanker vendte sig mod Havet. Den glødende Solkugle dukkede paany op af Bølgerne, og hele den farveløse Natur blussede i Ungdomsrødme. En saadan Tid var fuld af Travlhed, og Handelsstedet saa ud som en Markedsplads. Fiskerne strømmede til for at skaffe sig de fornødne Redskaber samt andre Forsyninger til Vaarfisket, og Henning kunde og vilde ikke tage sin kraftige Bistand fra Faderen og lægge den paa saa uvis en Sag. Der blev da ikke talt mere om det. Men hemmeligt fortsatte Gamlingen med sine Efterforskninger, 108og det Haab, som Sønnen lod til at have opgivet, vedblev han dog i Stilhed at nære.

Da kom Sommeren! Den var længe ventet og næsten opgivet, men den kom alligevel, og med et Hastværk for at faa alt det færdigt, som paalaa den, at man efter Indtrykket at dømme kunde gaa tilsengs en frysende Majaften og vaagne op en Midsommersmorgen. Selv Menneskene fik Hastværk med at gribe dens ilsomme Tilbud, og gjæstevenlige Miner bød sit: Velkommen til! fra hver en Krog.

Da traf det saa, at Henning befandt sig i Hammerfest paa Grund af en Forretningssag. Han drev en Godvejrsdag omkring ved Havnen og saa paa Trafikken. Et større Fartøj, som laa færdig paa Sejlleden, styrede nu for fulde Sejl ud imod Sørsundet, og saa muntert ud i Solskinnet. Han stod stille og saa efter det. Der laa et lidet Bjerg af Melsække paa Dækket, og en af Matroserne traadte til for at brede et Sejl over dem. Da rejste et Fruentimmer sig op for at gjøre Plads, og hun gik frem til Rælingen, hvor hun lænede sig udover for at se i Vandet.

Det for som et Lyn igjennem ham, at dette var Anna. Han kunde ikke bevise Noget for sig selv – en Rejsning af Hovedet maaske, – men nej, det holdt ikke Stand. Dog, Anelsen var der, og den fyldte ham paa en Gang med en Længsel, saa det svimlede for ham.

«Hvor gaar det Fartøj hen?» raabte han til en Mand, som stod der.

«Det gaar til Alten.»

109«Gaar her noget andet Fartøj samme Vej?»

«Nej, ikke det jeg ved.»

«Kunde man faa en Baad did – nu straks?»

«Det fik være god Baad og godt Mandskab, kan jeg tænke.»

«Helst det.»

«For saa lemper jo Prisen sig derefter.»

«Det er en Selvfølge.»

«Naar vilde De afsted?»

«Saa snart ske kan.»

«Godt. Saa er jeg Deres Mand. Om to Timer skal Alt være parat.»

Henning ilede op til sit Logi i Byen og fik sine Ting ordnet, og før Tiden var omme, strøg Baaden for en frisk Vind ud gjennem Sørsundet.

Imidlertid havde Fartøjet et betydeligt Forsprang. Vinden var gunstig og Farten gik strygende. Næste Dags Eftermiddag lagde det til ved den knudede Strand af Bosekop, og for dem, som skulde iland, var Vejen aaben.

Det varede heller ikke længe efter, før et ungt Fruentimmer blev lukket ind paa Sorenskriverens Kontor, og da denne med en vis embedsmæssig Barskhed forlangte at vide, hvad Vedkommende havde paa Hjerte, løftede et smukt, blegt Ansigt sig op imod ham med sorgfulde Øjne.

«Jeg kjender Dem jo,» udraabte han, «De er Anna Mattis fra Kaafjorden. I Himlens Navn, hvor kommer 110De her? Jeg trode, De sad trygt og godt oppe hos gamle Ejlert.»

Saa fortalte hun ham, hvordan Alt var gaaet til. «Og siden har De flakket om paa det Løse?»

«Aaja, jeg har det,» hviskede hun. «Jeg kunde jo ikke være saa længe paa et Sted, at jeg skulde skaffe Bevis for, hvem jeg var og hvorfra jeg kom – jeg var jo saagodtsom en Bortrømt.»

«Men Straffetiden var allerede forbi ifjor Høst, kjære Barn.»

«Hvordan skulde jeg bevise det? Der var jo En, som havde Papirerne – og ham kunde jeg ikke forraade.»

«Henning Ejlert! Ja, det er sandt. Men De er jo saa godt som forlovet med ham, Anna.»

«Nej, det er jeg ikke – og det blir jeg ikke. Den Skam, jeg har draget paa mig, vil jeg bære alene. Jeg vil ikke gaa ind bag et Skjul og siden ræddes for hvert Menneske, som ser paa mig. Ingen ved, hvad jeg har udstaaet. Jeg har kjendt mig som en rømt Forbryder, og jeg har vær’t utryg lige til i Søvnen. Nu kan jeg ikke staa i det længer. Jeg vil be’ Sorenskriveren gi’ mig et Bevis for, at min Straffetid er ude og at jeg er et frit Menneske – kanske drager jeg da hen til Bror min,» lagde hun sukkende til.

«Deres Bror har været her med et Fartøj ifjor Høst. Han havde taget sig til at fare som Matros. Jeg saa ham ikke, men Folk sa’, at han saa godt ud 111og skikkede sig vel. Han havde forhørt sig om Dem. Men var saa rejst afsted igjen.»

Anna var tumlet ind til Døren, og Sorenskriveren tog hende og ledte hende til en Stol, hvor hun sank hen i Graad.

«Ser De, kjære Anna,» trøstede han. «Paa den Maade kan endnu Alting blive godt.»

«Ak! Der er Noget, som aldrig kan bli’ godt,» stønnede hun.

«Tab ikke Modet, Anna! – Vent, jeg hører, der er Nogen ude, som spør’ efter mig, – jeg er straks tilbage.» Og han skyndte ud i Svalgangen. Men idetsamme skreg han op, som om det gjaldt at stoppe en Tyv, aabnede Døren igjen og drev et Menneske foran sig ind over Tærskelen. Det var Henning Ejlert.

Anna for op og saa forfærdet paa dem, men faldt brat som en knækket Gren til den ene Side – – Saalangt havde Modstanden holdt, og den havde holdt endnu længere paa Ulykkens Vej; men da Ulykken blev til Lykke, tabte hun den.

«Hør, ved I hvad, Børn,» sagde Sorenskriveren, da han efter en Stunds Forløb kom ind igjen. «Man ser paa Jer, at I har stridt for en alvorlig Sag – I er sandelig mærkede.»

«Nu skal Du hvile, Anna,» sagde Henning og lagde hendes smukke udmagrede Ansigt ind til sig.

«Aa – forlad mig min Skyld!» bad hun, idet hun traadte ud fra ham. «Jeg kan ikke.»

112«Vil Du bryde Dit Løfte, Anna? Vil Du ikke være min Hustru?»

«Jeg kan det sandelig ikke.»

«Jeg skal sige Dem, hvad det er, Ejlert,» tog Sorenskriveren Ordet. «Anna har i denne Tid flakket om fra Sted til Sted, og som hun selv siger: følt sig som en bortrømt Slave. Hun kan ikke længer holde den forlorne Tilstand ud – hun vil være det, hun er. – Og da er det jo, hun mener, at hun heller ikke kan være Deres Hustru.»

«Er det det, Anna?» udraabte Henning glad.

Hun saa paa ham med sine dejlige Øjne, og de gav ham fuldt Svar.

«Aa! Alt det, Du har lært mig, Anna! Nu forstaar jeg rigtig Fars Mening med: at et Menneske først og fremmest skal sørge for at være sig selv bekjendt. Og det er jo det, Du vil?»

«Ja.» svarede hun stille. «Jeg vil ikke narre Dig eller Nogen.»

«Og saa tror Du, Anna, at jeg ikke tør være Dig bekjendt! – Jeg vil svare Dig, som Du fortjener: kan Du være mig bekjendt? Thi jeg forsikrer Dig, at saa ung jeg er, har jeg dog en og anden skamfuld Bevidsthed i mig.»

«Hør, kjære Venner!» afbrød Sorenskriveren. «Naar I veritabeltveritabelt] virkelig elsker hinanden, saa kan I, for Gud! ogsaa være hinanden bekjendt.»

«Hvad siger Du, Anna?»

113Anna sagde Ingenting, men hun lagde Ansigtet til hans Bryst.

«End Deres Far?» sagde Sorenskriveren. «Jeg ved, han er en gammel Original, som har sine egne Meninger.»

«Aa, Far og jeg er paa Forhaand enige om den Sag,» svarte Henning. «Nu lyses til Ægteskab førstkommende Søndag for Ungkarl Henning Ejlert af Østfinmarken og Pigen Anna Mattis Datter af Kaafjorden. Hvis da Nogen har Noget derimod at indvende, da sige de til itide, og siden tie de stille!»

«Da antager jeg, at Anna gjør mig den Ære at være her hos mig, til Brylluppet skal staa,» sagde Sorenskriveren. «De ved, kjære Ejlert, at jeg er en Selskabsmand, og kjært skulde det være mig, om der gaves mig Anledning til at holde et Bryllup i mit Hus.»

«Hvad svarer Du, Anna?» spurgte Henning.

Men Anna havde kun tause Svar til Alt. Hun følte Ordene trænge paa, men det var, som om de nu vilde lyde med en langt højere, klarere Stemme end før, og hun blev bange. Hun havde saalænge talt Ængstelsens og Forsigtighedens lydløse Ord, at det var, som hun forraadte sit Hjerte ved at tale højt.

Imidlertid blev Sagen ordnet, og Henning afrejste som en lykkelig Brudgom. Otte Dage efter var han hos Faderen, og da Alt var sagt, mødte Sønnens Bestemmelser ikke en Skygge af Modstand.

«Saa blev det dog til det, at jeg kunde være min Søn bekjendt,» udbrød den Gamle. «Men nu skal Du 114ogsaa være Din Far bekjendt, Gutten min! Jeg drager med til Kaafjorden, – der falder ikke saamange Højtider af for mig, at jeg skulde la’ min Søns Bryllup gaa fra mig. Og da Anna ingen Far har, og Du har en – saa –» Men videre kom han ikke; Sønnen tog Mælet fra ham ved sin heftige Omfavnelse.

«Ja – jeg har en Far!» jublede han.

*

En Maaned efter var Kaafjordens Kirke pyntet med grønne Grene, og en stadselig Tilskuerflok sad omkring i Stolene. Det var alle Værkets Herrer og Damer, som gav Møde ved det mærkelige Bryllup, – ja, de havde end ikke betænkt sig paa senere at udvide Mødet ved en splendid Middag hos Sorenskriveren. Der herskede imidlertid mere Nysgjerrighed end Medfølelse i Forsamlingen.

Men nu kom Brudefølget. Det var som gamle Ejlert havde ordnet det. Han gik med Bruden ved Haanden og paa hendes højre Side, Brudgommen paa hendes venstre. Bagefter Sorenskriveren med Hustru – en blid, stilfærdig Kvinde, der saa med Beundring op paa sin Mand; thi han bar sig kjækt i sin guldbesatte Uniform, og han rejste Hovedet med det store graa Haar ligesom han vilde gjøre sig færdig til at raabe: Længe leve! eller: Fanden skal ta’ mig – ikke et Kny, mine Herrer!

Alles Øjne standsede dog ved Bruden. Rank og bleg gik hun frem i sin hvide Klædning og med den 115tykke Myrtekrans om Panden, og der var en saa stille, fornem Skik over hende, at hun vandt alles Hjerter. «Det er naturligvis Bro’ren, som har været Skyld i det,» hørtes det hviskende til alle Sider.

Saa kom nu Følget nedover fra Alteret paa samme Maade, kun gik Brudgommen paa Brudens højre Side og Faderen paa venstre. «En Kvinde skal ha’ Manden paa højre Siden, saa hun ikke gjør ham kjævhaandet; thi han skal være hendes Værge.» Det var nu gamle Ejlerts Mening.

Fra Kirken gik Brud og Brudgom over paa Kirkegaarden til Johan Mattis’ Grav. Pludselig bøjede Anna sig ned til Bagsiden af det lille Trækors: «Aa! Paal har været her!» udbrød hun. «Aa kjære, kjære Bror! – Se, hans Navn staar der, og mit ved Siden af. Gud signe Dig, hvor Du er, Bror!»

«Han har givet Dig et Løfte med det, Anna,» sagde Henning.

«Ja det har han,» hviskede hun. «Ellers havde han ikke stillet os sammen som Søskende paa sin kjære Fars Grav.» – – –

Ved Gildesbordet gik det muntert til; der trængtes ingen Nar for at sætte Glæden i Bevægelse. Skaaltaler holdtes og Festsange bleve sungne, – endelig tiltalte Sorenskriveren Bruden alene. «Min smukke Brud!» begyndte han. «Jeg kan med tusinde begejstrede Ord ikke udtale, hvad jeg tænker om Dem, – saa lad mig ligesaagodt gjøre det i al Korthed. Man taler bestandig om Fremtidsmænd, og om Fremtidskvinder – det er naturligt: 116enhver Nutid har en Fremtid, og Menneskeslægten vil vist ikke forgaa med det Første. Jeg vil nu tillade mig at indmelde Dem i det ærede Selskab som Fremtidskvinde. Men samtidigt vil jeg ogsaa melde mig selv ud; thi skal den Ærlighed og Sandhed, som er i Deres Sind, vinde Fremtidsherredømmet, da behøves der ingen Øvrighed i Landet.»

Sorenskriverens Tale blev modtaget med Hurraer; men da Støjen havde lagt sig, løftede gamle Ejlert sit Glas. «Thi er Betingelsen for al Fremgang: vær Dig selv bekjendt.»Dette var også Magdalene Thoresens valgspråk.

*

Fra Altenfjorden følger man dens største Sideløb, Langfjorden, fire Mil mellem pragtfulde Klipper ind til Sopnæs, som er Finmarkens sidste Station. Herfra fører en banet Vej over det en Mil brede Ejde, hvis modsatte Side løber ud i Nordland – det vil sige Tromsø Amt.

Midt paa Ejdet staar som en drukken Mand, der forgæves søger Ligevægten, den Pæl, som skal forkynde Verden i Lovens Navn: at her ender Finmarken. Trods Usselheden, har den dog noget Mærkeligt at sige; thi Finmarken er Nordens mærkeligste Land, endda det er præget saa bitterligt af Kuelse og Savn. Selv Nordland, som fra nu af aabner sin Billedrække, har sine mærkeligste Drag fra den nære Forbindelse med hint urgamle Rige.

117Thi hvem ved, hvor gammelt det var, da Nordens tre Regenter delte det imellem sig. Der dukker saa mange sære Kongenavne op i gamle Skrifter, og de var allesammen Finkonger. Og i Sagaen tales om Kampe med et Folk, der levede som Dyr i Vildskoven, de havde stærke Vaaben, men de kastede sig tillige over sine Fjender og bed sig fast i Struben paa dem. Dette Urfolk kaldtes Trolde, og engang har de sikkert maattet vige for Finnen, ligesom han nu maa vige for Normanden. Thi hvis ikke Staten havde holdt Vagt ved Finnens Ret, skulde han nok i Lighed med sine Forgængere have endt i Vildskoven som et Dyr.

Man holder da stille foran Skillet og hilser Finmarkens sidste Grund! Det gjør Hjertet baade ængstligt og bedrøvet. Tankerne gaar irette med hinanden, og som Aanderne i «Peer Gynt» sige de: vi er de Sange, Du skulde have sunget – vi er de Tanker, Du skulde have tolket!

Men det er jo den evige Historie om Skilsmissen fra det, man havde kjært. Frastanden udjevner alle Hindringerne, og man ser da, hvormeget der kunde være gjort, og hvormeget der er efterladt.

Saa et Farvel til Finmarken! Et Skridt fremad, og man staar paa Nordlands Grund. Norges Nordland! Det smukke, rige Land med de mange Udveje for Livserhvervet: store Skove, dyrkbar Jord og det uudtømmelige Hav!

Altejdet.

118Midnat nærmer sig. Solen er etsteds gjemt bag Fjeldene mod Nord; thi mod Syd ligger et brunrødt Skjær over alle Ting. Den prægtige Vej slynger sig fremad mellem Birkeskov og Myr og blomstrende Græsvold. Det er, som Naturen allerede har skiftet Karakter.

Endelig er man paa Højden af Ejdet. Vejen sænker sig ned gjennem det store Dalstrøg. som gjennemskjæres af Bongelven, og jevner sig til en bred Slette ud imod Fjorden, hvor Handelsstedet har sin Beliggenhed. Paa begge Sider staar høje, skovbevoksede Fjelde, og de følge hele Fjorden ud til Mødet med den mægtige Kvænangsfjord, der som et Hav stryger tvers forbi, og skiller sig fra sin ringere Slægtning ved et langt dybere Farveskjær.

Og saa er Klokken tolv – det er sikkert, thi Solens Uhr gaar aldrig galt. Midnatsolen staar nu i Nord, og da falder dens Gjenskin ret paa Kvænangstinderne, de prægtigste Tinder hele Nordlandet ejer, og de rejse sig Top ved Top som en Støbning af rødglødende Metal.

Stille og fredfuldt holder Billedet sig oppe imod en Himmel, saa ren og dyb, at den spejler indad i Dybden sin egen Rødme. Men det har dog ingen Blødhed, – 119man ser til alle Sider strenge Drag, kun er de overgydte af en straalende Skjønhed.

Altejdet er et mærkeligt Sted. Ved at staa der som Skillet mellem Nordland og Finmarken holder det sig historisk oppe. Men naar man ser nærmere til, forbauses man over, at Naturen her har kunnet udvikle saa meget Smukt og Harmonisk; thi høje Fjelde true sig ind paa det fra begge Sider, og medens det har Kvænangens vældige Fjordløb foran sig,sig,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: sig. har det Langfjordens stærke Strømdrag lige i Ryggen – der er kun en Mil, som skiller.

Men den Mil bærer frem de smukkeste og ejendommeligste Drag af Nordens Natur. Man skal se sig om! Der styrter en Fos ned mellem udbrustne Klipper, den er ikke stor, men den har Karakter. Udover Stupet bøjer ranke Birke sig mod hinanden, og hen langs hele Løbet, indtil Elven breder sig, og gaar strid og egenmægtig sin Vej ud til Fjorden, efterladende sig adskillige Mærker paa sin herjende Evne.

Lille Altenfjord, som den kaldes, er selv en bevægende Kraft i Billedet. Et Stykke fra Land hæver sig en græsbevokset Ø op af Vandet, og paa den har dannet sig en Fuglekoloni, som ved den fuldkomne Fredning tumler sig i vildeste Frihedslyst.

Naar nu Ebben eller Fjæren, som den her kaldes, indtræder, blottes et stort Stykke af Fjordlejet, og Fugleøen ligger frisk og blomstrende paa en nøgen Sandmo. Men naar Floden vender tilbage, svulmende og frisk som en Ungdomsmagt,Ungdomsmagt,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Ungdomsmagt. fyldes først alle Fordybninger, 120derpaa risler og bugter sig Strømmene hen over Sten og Sand, til omsider den fulde, bølgende Flod slaar op over alle Bredder, og Fugleøen svømmer paany i Fjorden.

Saadan er den evige Omskiftning i Fugleverdenens Beliggenhed. Men Beboernes Karakter er dog mere omskiftelig; der er hos dem aldrig Ro hverken Nat eller Dag – det er som i en vinget Myretue.Myretue] maurtue Størsteparten er de fine, snehvide Maager med lysgraa Fjer i Vingerne, som kaldes Terner – forresten en hel Del Stormaager, Edderfugle og enkelte Ravne. I Tusindvis stryge de ud over Fjorden og tilbage igjen; tæt samlede som i Geled,Geled,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Geled og følgende nøjagtig Kurs og Bevægelse svinge de hen i Luften som et bredt Belte, der bølger for Vinden.

Men naar man i Fjæretiden aflægger den travle Fugleverden et Besøg, faar man snart at forstaa, at der har man ingen Ret, selv ikke den Stærkeres. Der vilde ingen Skildring række til for at gjengive Billedet af den Forvirring, som opstaar. Et tæt Lag danner sig lidt efter lidt over ens Hoved, først i en vis Højde, saa nærmere og nærmere. Der er en Angst og et Had i deres Skrig, som i Forening med det evige Jag og Sus om Ørene gjør, at man giver tabt.

Inde under Græsvolden har andre Fugle sit Tilhold, og Alle drages de hid for den stærke Fjæres Skyld; thi den blotter mangfoldige smaa Hjælpekilder. En Fugl, som man kaldte Stilken, virrede bestandig omkring i Luften over sin Rede, og udstødte Skrig fulde af 121Hjerteangst. Men Stormen har her saa ofte sønderrevet Smaafuglenes Reder, naar den sætter voldsomt ind fra Havet, at de er bleven skræmte og spejder da altid efter Fare.

Altejdet besiddes af en gammel Slægt ved Navn Gjæver. Den hører Nordland-Finmarken til og har i lange Aarrækker fulgt Handelens Baner. Den har som alle gamle Slægter noget grundfast og enstonende ved sig og bærer Dygtigheden frem i Hverdagsform; men det er Folk med Retsindighed og Karakter – Handelsmandens Karakter, og i sin Helhed maa Slægten anses som typisk for disse Egne.

Alt er her endnu holdt i gammeldags Stil. Naturen skjøttes, men den fremhjælpes ikke. Et Utal af Smaahuse ligger paa langs og tvers for hinanden, og skjønt Stormen en Gang imellem flytter om paa dem, blir Skikken ikke bedre. Her som der har Anseelsen trukket det korteste Straa, og Nødvendigheden det Længste. Det er med dette haarde Ord, Kulturen har at kæmpe her Nord; og Kampen vil blive svær; thi flere Generationer har frembaaret det som sit Fostringsmærke.

Hele Sommeren igjennem bevæger sig en Strøm af Rejsende over Ejdet. Lokaldampere lægger til paa begge Sider, den ene fra Finmarken den anden fra Nordland, – desværre er der ikke saa megen Forstaaelse mellem de to Lande, der hver ejer sin halve Mil af Ejdet, at Skibene korrespondere. Der skiller kun nogle Timer; men det lægger Dage til Rejsen. Ogsaa har det fra Statens Side skortet paa Forstaaelse; thi ellers 122maatte den Telegraflinje, som nu løber over Fjeldet, have havt sin Bane her. Til Trods for disse Mangler glider Strømmen af de Rejsende frem i uafladelig Skiften. Det vilde nu paa mange andre Steder efterlade et Mærke – et vist Støvdrag over Livet! Men det er det Urokkelige ved Stilen, at det ikke kjendes paa nogen Ting. Alt er i fuldkommen Tryghed vedbleven at være sig selv.

En Lysttur til Finmarken.

Det var en dejlig Søndag. Et Par Kjøretøjer stod forspændte, og de livlige Heste stampede i Jorden af Utaalmodighed. Omsider var Alt i Orden, og Farten gik løs. Det bar opover paa den duftende Skovvej, indtil Højden af Ejdet var naaet. Herfra var det ikke langt til Finmarken!

Da fyldtes Luften mer og mer af en stram Lugt, som Vinden bar med sig. Var det det gamle Finmørk, man lugtede! Det var en Blanding af Rensdyrskind og Fedt, umuligt at gjengive med Ord. Men Tvivlen skulde snart blive hævet. Fem–seks bustede Finhunde kom ansættende fra Skoven i langstrakte Sprang og med et Glam, som kunde gjort en Ulveflok betænkelig – – her var altsaa en Finnelejr i Nærheden!

Ja ganske rigtig – her var Finfolk paa Sommertræk. 123Hundene blev nu kaldt tilbage, og man begav sig tilfods op til Lejren, hvor man udvekslede Hilsen og Haandtryk med Folket – det var gamle og unge Kvinder, smaa og store Børn, samt et Par Gutter. Der blev nu lagt Sten sammen til et Ildsted, og en Kaffekjedel stillet til Kog. Da den var færdig til at nydes, flokkede alle Finnerne sig i en taus, andægtig Kreds omkring Maaltidet; men da der senere blev uddelt Hvedebrød og Sukker til de unge og Kaffe til de ældre, forsvandt Skyheden, og de tumlede sig omkring Selskabet i vildeste Frihed. De Unge tog Tag med hinanden, de Gamle gav Agt, – Solen brændte og Finlugten blev varm – Hundene for gjøende imellem, og Myg i talløs Mængde.

Under dette forblev den egentlige Hersker i sit Telt. Han var nemlig en af de rigeste Finner paa den Kant og havde en meget stor Renhjord. Man tog derfor med et vist Hensyn den PjaltPjalt] fille tilside, som dækkede for Indgangen til Teltet, og hilste venligt paa ham – det var netop saa meget, at han hilste igjen. Han sad som en Orientaler med Benene oppe under sig ved Langsiden af Teltet paa et Renskind og røg sin Pibe. Midt paa Gulvet under Røghullet brændte en livlig Ild, og Kaffekjedlen hang over. Paa den anden Side sad et Kvindfolk paa Hug og saa ind i Ilden. Hun rejste sig, men Finnen blev siddende.

Man lod ham da sidde og gik sin Vej. Det er jo kun Dannelsen, som kan vurdere en Imødekommen, 124den raa Uvidenhed tæmmes bedst ved at vise den, at man er lige glad.

Lidt efter kom ogsaa Matadoren ud af sit Telt og stillede sig op til Beskuelse, eller rettere: til selv at beskue. Han havde en myndig Trods i sit Ansigt, – han var en af dem, som ikke vilde bøje sig for Lovbestemmelsen om Fjeldfinnernes Nedvandring paa Vaaren med sine Ren til Havet. Den fastsætter nemlig, at den Skade, Renen gjør paa de Fastboendes opdyrkede Jorder, skal af Ejermanden erstattes.

Han stillede Naturretten imod Loven. Hans Hjord vilde omkomme for ham, hvis den ikke i Sommertiden kom ned til Kysten; men at tøjle Renen paa sin higende Styrtning imod Havet er umuligt – den skal frem, og spørger ikke om Jorden er dyrket eller bar. Her staar da den evige Strid mellem Naturfolket og Kulturmennesket, og Staten, som skal mægle imellem dem, maa nødvendigt tage Parti for den Fastboende.

Endelig nedlod han sig til et Par korte Svar paa de Spørgsmaal: Var der kommet Ren bort over Grænsen? Havde Ulven været slem? Havde der været Rentyve paa Fjeldet?

Da det var sagt, forsvandt han igjen i Teltet, og Stunden efter sad han som Selvhersker over tretten Hundrede Ren – og drak sin Kaffe – og værdigede det, som stod udenfor, ikke saa meget som en Tanke.

Da fik man Lyst til at se lidt nøjere paa det Slot, hvori han tronede. Det var et usselt Telt – gammelt, udslidt, med Lap paa Lap, og det hele Udenomsstel var 125saa fattigt, at man maatte spørge: naar Velstanden saa slig ud, hvorpaa kjendtes da Armoden?

Endelig var man færdig til at forlade Finmarken. Kvinderne flokkedes til et Farvel og Tak, medens Mandfolkene stod og keg frem af en Krog. En liden Pige greb en af de Fremmedes Hænder, hvorpaa der var et Mygstik, og kløede det – hun vidste ikke bedre! Det er jo altid saa, at hvor der bare findes et lidet Gran af Skik, der er det Kvinderne, som bær den frem.

Saa gik Farten løs. Hestene i fygende Galop, Hundene efter med sit arrige Glam – vinkende Hænder fra Lejren, og Finlugten! Stunden efter var man atter i Nordland.

Paa Ejdet laa Søndagshvilen over Alt. Folk stod ved Husvæggen og smaapratede. Paa Græsvolden sad tause Mennesker og saa udover. Skoven stod rundtom, som om hvert Træ var falden i Søvn, og Fjorden laa svulmende fuld og drev Smaaskvulpet op mellem det høje Græs. Der laa over Kvænangstinderne en blændende hvid Taagedis, saa det syntes, som de skjulte sig bag et Slør. Ellers hvilede Alt i Aftensolens blanke Skjær.

Men paa en saadan fredfuld Sommerkveld kan der pludselig høres et Dur over hele Egnen som et vældigt Tordenbrag – hvad er det? Paa Himlen findes ikke en Sky, og Kvænangsfjorden er blank som en Isslætte. Er der da saa tæt ind ved Naturens Søndagsstemning en Dæmons Vildspil, som vrænger af det Hele?

Ja netop. Paa denne Side af Skjellet findes et 126Dalføre eller snarere en Sænkning i Fjeldet, der fører over til Jøkkelfjorden, og i dens inderste Baggrund gaar der ned en gammel Jøkkel. Det er, naar den kalver, at hint Brag høres.

Altsaa er Jøkkelen nærmeste Nabo til Altejdet! Men af det Naboskab fremgaar saa liden Hygge, at man kan prise sig heldig ved, at en forsvarlig Fjeldvæg gaar imellem. Man spørger heller ikke ofte Nyt fra hinanden. For Jøkkelens Vedkommende er det Nye ogsaa bestandig en gammel Historie, og hvad Samkvemmet angaar, da er det – uagtet det saa højlydt forkynder sin Nærværelse – indesluttet og frastødende som Døden.

Jøkkelen.

Denne Isbræ, som er den eneste i Norge, og følgelig i Europa, der umiddelbart gaar ned i Havet, har fra gammel Tid ikke havt andet Navn end «Jøkulen». Den Ismasse, hvorfra den stammer, har en Udstrækning af mange Mile indover Fastlandsfjeldet og strækker sine Isarme helt ned imod Bergsfjord og Øksfjord; men sin egentlige Nedgang har den i Jøkkelfjorden.

Den har og hidtil været meget lidt besøgt, da den har ligget udenfor den almindelige Route,Route] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Rutte og Fiskerne, som ved god Besked om den, har helst ikke havt noget med den at gjøre. Naar man vil besøge den, har man 127Valget mellem to Veje, der begge udgaar fra Altejdet, den ene tilhest over Fjeldsænkningen og den anden tilsøs gjennem Jøkkelfjorden – til begge udkræves mellem tolv og seksten Timer. Hvis engang Turistskibene lægger RouterRouter] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Rutter derhen, vil det ikke tage den halve Tid – men heller ikke give det halve Udbytte. Et Dampskib med sit Passagerliv vil forjage Ensomheden af det hemmelige Indelukke, og det er ikke mindst den, der stemmer Besøgeren til Ærbødighed – uden hvilken han paa ingen Maade faar Majestæten i Tale.

Tilsøs er dog det interessanteste. Fire raske GlunterGlunter] gutter i en Baad, Sol paa Himlen, en kraftig Godvejrsstemning paa Havet – saa er Begyndelsen bra’.

Gjennem lille Altenfjord, der dog er sin drøje Mil lang, styrer man om det runde Hjørne af Vasnæsfjeldet, og har nu Kvænangsfjordens stærke Havstrøm lige imod sig. Det gjælder et Styrketag at komme frem, og der maa holdes nærmere ind under Fjeldet; men den vilde Strand ligger fuld af nedrasede Fjeldblokke, saa det hedder: tre Skridt fra Livet – burde snarere hedde: tre Skridt fra Døden! Baaden maa da se til at holde Stand mellem de to Stormagter. Det er som Myggen og Elefanten. Men Baaden har Myggens snarraadige Karakter, og den vinder.

Vasnæsfjeldet er en Kolos og i hele sin Fremtræden en Olding. Dets mægtige Sider er Brist ved Brist, og helt op til Midten staar det som en Ruin. Men det Hele er pakket godt sammen og staar nok, saa længe Jorden staar – og det er jo længe nok.

128Et saadant udbrustent Fjeld har mange sære Former og staar som en Tavle, hvorpaa Fortiden i store, ulæselige Tegn har indskrevet Kampen mellem Elementerne. Det er og til den Slags Fjeld, Finnen har tyet hen, naar han trængte en højere Bistand. En udsprængt Fjeldblok er bleven det Gudebillede, han har knælet ned for og bragt sine Offer – fra første Færd har Mennesket villet gjøre sig tilvens med Overmagten! Men fra samme Tid har han og havt det Instinkt, at han var skabt i Guds Billede, thi Offerstenen, Sejda, som den hedder paa Finsk, har gjerne ved et eller andet Drag Lighed med et Menneske.

Paa Vasnæsfjeldet staar en saadan Offersten. Høj og mærkelig rejser den sig paa Fjeldsiden og ligner en Munk i sin Kutte. Den hedder Limalango og har lige ind i dette Aarhundrede endnu modtaget Løfter og Offringer af Finnerne. Kvænangsfjorden har krævet mangfoldige Menneskeliv, og man kan forstaa, at han, som ingen Gud fandt i Himmelen at anraabe, han har i Uvejrets skrækkelige Halvmørke anraabt hin fremtrædende Skikkelse paa Fjeldet – thi han blev ræd for den!

Saa drejer Baaden ind i Jøkkelfjorden, der er en Arm af Kvænangsfjorden og løber paa tvers ind i Fastlandet. Her faar Vasnæsfjeldet en meget yngre og blidere Karakter. Birkeskov og Græsvold følges ad, og hist og her staar et lidet Hus med sin Kartoffelager. Paa et Sted var der en Flok Finner forsamlede – det var ogsaa af dem, som var paa Sommertræk. Der var 129et vildt Skjenderi imellem dem. Langt borte hørtes de gnældrende Stemmer, og nærmere ved syntes det som en Flok Hunde, der snerrede og bjeffede mod hinanden – lige paa Spranget til at fare løs. Det saa fremmet og vildt – ja for den Sags Skyld ogsaa hedensk ud. Fire, fem Stykker stod op, de andre sad adspredte paa hver sin Bergknude og kastede Ordene mod hinanden. En Gammel var klædt i Højrødt, et Par i Renskind, Resten i mørkt og hvidt Vadmel, broget Belte om Livet og høj, firkantet Hue paa Hodet. Bag en Træklynge keg frem et Par rynkede Kvindeansigter, og ligesom bortskremte stod to langhaarede Finhunde med hængende Haler og gav Agt. Om Finkongen idetsamme var traadt frem paa Fjeldet og havde sendt sin Trusel ned over dem, havde det ingen Forundring vakt – der stod dog Finmørk skrevet paa hele den tunge, tause Natur, som nu mer og mer stængte af mellem sig og Verdenslivet!

Der roedes en liden Baad ud af Fjorden. «Hvordan staar til med Jøkkelen?» blev der raabt. «Aa, han er fæl,» svartes der. «Er det længe siden, den har kalvet?» – «Bare lidt.» – «Saa gaar det an at komme nær ind paa den?» – «Aaja, paa hin Siden. Han dætter jevnt.»

Det var Indledningen til Foretrædet hos den strenge Eneboer!

Nu drejede Fjorden af, den blev mørkere og trangere, men uagtet Fjeldene kastede en dyb Skygge over den, var Vandet dog tindrende grønt. Ja, ganske vist var 130det «bare lidt» siden Jøkkelen havde kalvet; thi paa begge Sider, hvor der fandtes en Smule Bred, laa Isen tykt ophobet, og en Mængde Isblokke drev udefter Fjorden.

Nu klemte Fjeldene tættere sammen, og der mødte et Drag af Vinterkulde. En hel Flaade af glimrende Isstumper kom drivende: Legetøjsskibe for fulde Sejl, store, højvingede Svaner, Kalve med Benene ivejret, Kameler med puklet Ryg og lang Hals – det mest fantastiske Følge! af AltAlt] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Alt, dog skjønnest et lidet lyseblaat Bjerg, hvorpaa en snehvid, levende Maage var dalet ned og lod sig føre hen over Bølgerne, mens den sad og saa forundret til.

Endelig en sidste Omdrejning, og der, hvor man troede slet ingen Plads var, stod Kæmpen i sin Afkrog.

Det første Syn paa den er mindre end Forventningen, det sidste er større. Der skal Tid til at forstaa den; thi hvis den ikke ender med at overvælde Beskueren, saa han kun rummer en eneste kolossal Forestilling – og det er den, da har han enten ikke set nok eller han har set galt.

Den første Fornemmelse man har, naar man er kommen lige ind paa den, er et Pres. Her er en Naturmagt, som har sin bestemte Lov at følge, og man faar være saa god at trække sig tilbage – man tager da Afstanden vel iagt. Det er tydeligt, at den nylig har kalvet; thi op fra Fjorden hæver sig en lodret Isvæg, glat afskaaren og blank som et Spejl. Der har 131endnu ikke været Tid til at hefte sig et eneste Fnug af Luftens Paadrev.

Paa Højfjeldet, hvor Islageret befinder sig, foregaar den stadige Fremadskriden, indtil Massen har taget sit sidste Skridt udover Fjeldranden, da knækker den af, og gjør enten et vældigt Kast fra Fjeldet lige ud i Fjorden eller ruller fra Stød til Stød nedover – knuses til Stumper, til Smul,Smul] småbiter, smuler til Stjernefnug og vejres hen i Luften, alt imens det tordner og brager inde under Isen, som det gav Gjenlyd i en Hvælving.

Men den egentlige Kalvning foregaar ikke her, det er blot hin «Dætten», som Finnen advarede for, og som han havde al Grund til. Det er først et Stykke nede paa Fjeldet, at Jøkkelen har banet sig en Udgang, og at det ikke er gaaet for sig med Lempe, beviser Ophobningen af de udsprængte Stenblokke ved Foden af Berget. Den frosne Bølge vælder da frem af sin Hule og breder sig i Nedgangen, indtil den naar Søen, da er det, som den veg tilbage for sin Dødsfiende og rejste sig til Modværge. I Virkeligheden er det saa: den fremskridende Isflom bevæger sig som enhver anden Vandflom hurtigere paa Overfladen end paa Bunden, og derved hobes de øverste Lag paa hinanden, indtil der staar et Isbjerg, som knækker af ved sin egen Tyngde,Tyngde,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Tyngde det er Kalvningen, – naar Kalven er fuldbaaren, kastes den!

Men det sker kun, hvor Havet gaar lige ind paa Jøkkelfoden, saa den bogstavelig ikke kan gjøre et Skridt videre, uden at synke i sin Grav. Imidlertid gi’r den 132sig ikke for Havet! Saalænge det ligger færdigt til at sluge dens Afkom, fortsætter den med at kaste sine Kalve.

Ved at vove sig ud paa Ismassen og langs med Jøkkelens Sider opdager man svimlende Kløfter, hvor Elven, som ustandseligt følger med, sukker og stønner under sit brydsomme Arbejde – thi ogsaa den vil og skal frem! Det er vanskeligt at stige Fjeldet op ved Siden af Jøkkelen, fordi alt er løsnet og paa Gled; men jo højere man stiger, jo større synes Ismassen og jo vildere den hele Flom. Selve Klippen, som bærer Dødskæmpen, følger Side om Side med den sin egen Natur. Der gaar Livsfostringen sin naturlige Gang. Hvor der paa Stenen blot ligger en Fingersbred Muld, udvikler sig de skjønneste Smaablomster, som priser Sommersol, Skjønhed og Glæde lige op i Ansigtet paa Ødelæggeren.

Naar da Jøkkelens indre Husholdning er beset og Helheden skal komme til sin Ret, maa man igjen fjerne sig fra den. Vistnok forstaar man dens Vælde bedst i Nærheden, men den samlede Karakter faar man først i Afstand – thi den har ikke alene Magt, den har ogsaa Skjønhed.

Der er som sagt to Nedgange, den ene, hvor Flommen bryder ud af Fjeldet og fostrer Kalven, den anden, hvor den rejser sig foran Stupet ved den øverste Bergkant. Her presser den naturligvis ogsaa paa, til den knækker af, hvilket sker uophørlig. Men derved fremkommer en Række takkede IstinderIstinder] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Istinder, af en lysblaa Farve, som hverken Himmel eller Jord har Mage til, og da de 133danne en Ramme foran Stupet, har de hele Lysbrydningen over sig. Selv en nedfalden Isklump, ikke større end en Haand, har hin mærkelige Blaafarve, der ikke er mørkere end en Forglemmigej, men af en Glans, hvorved selve Himlen falmer.

Ved at undersøge Isen ser man, at den er blandet med de fineste Fnug af indfrossen Sne. Det er dog blot i Udkanterne, at Jøkkelen har den blændende Farve, og den maa vel have sin Aarsag i det stærke Pres.

Imidlertid er Dagen forsvunden – og Midnat stunder til!

Indunder Kæmpen skumrer det; Foden hylles i et Slør af kolde Dunster, og der blir uhyggeligt at være. Det er en Folketro, at de Levende ikke ved Midnat skal gaa ind i en Kirke; thi da færdes de Afdøde der, – idet man forlader Jøkkelen og den synker hen i skummel Ensomhed, faar man en vis Skyhed for Stedet, som om der i Aandetimen kunde foregaa Noget, hvorved de Levende ikke skal være tilstede.

Men før Baaden skyder om Hjørnet af Fjeldet, staar Midnatsolen lige bag Jøkkelens Ryg, og man vender sig til det sidste Syn. – Hvad der dog ligger for en fyndig Tale i det Ord «Hurra» – hvor man ofte vilde snakke sig fra Begejstringen, siger dette ene Ord Alt. Paa en Gang gløder nu Istinderne i Gjenskinnet, og Midnatten har sat sin funklende Guldkrone paa Kæmpens Hoved.

Hurra! for den gamle Jøkkel.

*

134Fra Udgangen af lille Altenfjord fortsætter endnu Kvænangsfjorden sit Løb flere Mile ind i Landet, barsk og tøjlesløs som fra Begyndelsen, og overalt med utilgængelige Bredder. Dog er der inde ved Bunden, hvor dens Vildhed er brudt, en smuk, frugtbar Voldstrand, som giver Hvile for Synet. Dette Sted hedder Baddern.

Engang boede mange Finner her, som forstod sig paa at dyrke Jorden til Kornavling, og de var Velstandsfolk allesammen. Men saa kommer igjen den gamle Historie om Stalloen, hint Folk i Øst, der trængte frem over Fjeldet og gjennem Ødemarken for at udplyndre og myrde Finnerne; og der er ikke et Sted, hvor Gods kunde samles, uden at det er mærket af en Kamp paa Liv og Død med Stallofolket. Men hin nordøstlige Del af Finland var Kvænland. Aarhundreder før den egentlige Indvandring af Kvænen i Finmarken og Nordland har han altsaa havt sit Træk der; thi det er ikke vanskeligt at finde Ligheden mellem Stalloen og den nuværende Kvæn, og mellem Kalevalas Helte, Jukahajnen, Leminkajnen og den skrækindjagende Stallo.

Her fra Baddern berettes det, at der engang paa Forsommeren blev givet Folket et Varsko om Stalloernes Komme. Beboerne samlede nu i en Hast alt, hvad de ejede, og roede med fuldlastede Baade hen til en liden Ø ved Navn Nøkkeln, som laa en Milsvej derfra. Her trak de Baadene iland og indrettede sig et midlertidigt Bosted.

Da ankom Stalloerne i mandstærkt Følge til Baddern, men da de Intet fandt, brændte de Hus og Grund, 135saa der blev ikke et Træ i Skoven og ikke et Straa paa Marken. Imidlertid fik de Nys om,om,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: om. hvor Befolkningen var flygtet hen, og de drog nu tilfjelds for at fælde Træer, som de bandt sammen til en Flaade.

Da det besværlige Arbejde var færdigt, indskibede hele Følget sig paa Flaaden, og Farten gik løs. Men de kjendte ikke Farvandet! Det bølgende Hav skyllede hen over deres utrygge Fartøj og kastede det omkring som et Stykke RækvedForfatternote: Et Drivtømmer, som ingen Ejermand har.. De maatte trykke sig sammen for at støtte hinanden mod Faren, som en Faareflok imod Ulvene – men selv var de Ulve.

Efter et Par Døgns Omflakken drev de iland paa en anden, meget mindre Ø, som kaldes Højø, hvis udgaaede Bredder de kun med Nød kunde bestige. De kom dog paa Land allesammen – men her stod de nu! Der var ikke en Udvej at skimte, de var som paa et Vrag, kun endnu mere dødssikre, fordi det stod stille – de var Eneboere i gyselig Forstand.

Hvad Kamp der har staaet, er der intet Vidne om, men at de alle forgik af Sult og Nød, det ved man; thi der skal ind i Nutiden være fundet af deres blegede Knokler paa Øen.

Da Beboerne omsider vendte tilbage, var deres Hjem forsvunden. Badderns frugtbare Strand var en Ørken, og lang Tid gik hen, inden Kulturen paany afsatte et Mærke paa den herjede Grund.

For Tiden oprettes her et Asyl til Pleje og Opdragelse 136for Finnebørn, dog mest for Børn af de fra Sverige stadigt indvandrede Lapper. Det er en smuk Idé,Idé] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Ide om man end ikke fuldt ud kan kalde den god. Ved Kulturens uhyre Jag for at komme afsted springer den altfor ofte over Hensynet til Naturforholdet. Idet man tager Børnene fra Forældrene, forrykker man Samfundsidéen;Samfundsidéen] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Samfundsideen thi Børn skal under Kulturbevægelsen staa Last og Brast med Forældrene. Er der Lag i Samfundet, som ved manglende Kultur ligger under, maa det Hele hjælpes op, og man begaar et Indbrud i den ethiske Ret ved paa det Punkt at skille Børn fra Forældre. Gaar man ud fra den Idé,Idé] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Ide at Børnene skal vende tilbage til Hjemmet igjen, og med sine indvundne Erfaringer ophjælpe Forældrene, da skal det nok vise sig, at den er mere smuk end god; thi enten nødes de til at slutte Forlig med den gamle Ordning eller de skilles fra Forældrene.

Finnebørnene er desuden ikke værre stillet end Smaafolks Børn i Almindelighed, ja mangen Gang endog bedre. Finnen har smaa Fornødenheder, og han behøver hverken paa Fjeld eller Strand at lide Hunger.

Endelig viger Fastlandet tilbage, og hvor meget Skjønt og Mærkeligt det end besidder, fremgaar dog først Nordlands største og ejendommeligste Skjønhed i –

Om Billeder fra Midnatsolens Land

Med Billeder fra Midnatsolens Land fikk Magdalene Thoresen sitt virkelige gjennombrudd. Til tross for at hun hadde et stort forfatterskap bak seg og også hadde oppnådd et slags gjennombrudd med Billeder fra Vestkysten af Norge i 1872, følte hun seg ikke verdsatt som forfatter i Norden. Men Billeder fra Midnatsolens Land fikk stor og positiv oppmerksomhet både i Danmark, i Norge og til en viss grad også i Sverige. Selv den kritiske Edvard Brandes, den liberale avisen Politikens mest innflytelsesrike kritiker, fant at dette var et godt arbeid, enestående i sitt slag.

I boken beskriver Thoresen reisen til og oppholdet i Finnmark 1881-1882. Den dramatiske kampen mellom lys og mørke, liv og død som preget naturen der nord, og menneskets kamp mot naturkreftene, gjorde sterkt inntrykk på henne. Hun beskriver også ulike kulturforhold.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, del 1, 1884
• 1. utgave, del 2, 1886

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook