1ste Januar.

116Jeg prædikede for fuld Kirke og troer baade efter min egen Bevidsthed og det hædrende Vidnesbyrd af alle, som have talt om min Prædiken, at den lykkedes fortrinligen. Min Text var Rom. 2, 4–11. Jeg begyndte med en Udsigt over de mørke Tider: den vedholdende Krig, den skrækkelige Dyrtid, Misvæxten, befrygtet Hungersnød og smitsom Syge. Kan man juble? skal man klage og fortvivle? Ingen af Delene, men heller anstille en alvorlig Betragtning, hvorvidt vi selv have paadraget os disse Ulykker? hvorvidt vort Forhold under dem har været og er saadant, at vi med Grund maa forfærdes over Udfaldet? Jeg sluttede med en Bøn, som ikke var fri for Tautologie, men hvor Bønnen for Kongen og Fædrelandet og de to Rigers vedvarende, uadskillelige Forening vist fortrinligen lykkedes.

Fra Kirken gik jeg som sædvanlig i Visiter. Prindsen havde havt isinde at gaae i Kirken og ophøies ved min Prædiken, men en uventet Hindring var indtruffen. Imidlertid havde han, ventelig af Haxthausen, hørt store Lovtaler over mig, og takkede mig for den gode Stemning, jeg søgte at bevare blandt min Menighed, hvorved jeg viiste mig som en sand og hæderlig Folkelærer. Jeg kunde med god Samvittighed modtage denne Tak, thi jeg er mig bevidst, at ingen uædel Bihensigt, men blot inderlig Lyst til at fastholde Baandet mellem Regent og Folk besjeler mig under 117min Tale som i min Daad. Rosenkrantz bad mig lade min Prædiken trykke paa hans Bekostning, men jeg kunde ikke tjene ham deri. Vor Herre har rigtignok givet mig et stort Pund, som dog ogsaa frister til Dovenskab. Hvilket Maal skulde jeg naaet ved møisommeligen at udarbeide og memorere en Tale, som jeg her ikke fuldstændigen opnaaede? En og anden heldig Ordføining vilde jeg maaskee have udfundet fremfor nu; derimod vilde Anstrængelsen for at fastholde Contexten og huske hvert Ord, som var optegnet, paalagt mig en Tvang, som jeg nu var befriet for, og gjort mit Foredrag mindre livligt og indtrængende. De, der uden Indskrænkning bryde Staven over det extemporerede Foredrag, have høiligen Uret.

Til Middag var jeg hos GrünerHans Frederik Isaachsen Grüner (1776–1836), cand. theol, eier av Nedre Foss Mølle og av området som senere ble til Grünerløkka i Oslo i Møllen, hvor der var stort Mandfolkeselskab. Jeg lever i denne Vinter i uendelig Sviir og Svæven; den var da idag i Ordets sandeste Forstand, skjøndt ingen af Gjæsterne havde nogen egentlig Perial, undtagen en Kammerraad og Foged LindChristian Andreas Lind (1754–?), fogd over Østerdalen 1792–1817 fra Østerdalen, en leed Person, der bestandig seer ud som han var fuld. Haffner og Carlsen havde faaet ham mellem sig, og Gud hjælpe den, der falder i deres Hænder! Alle de liderlige Viser bleve sungne, men der var Ingen, som kunde tage Forargelse deraf, da endog Opvartersken var en Kone, der har havt et Par Børn, og altsaa tør vedkjende sig Kundskab i de omhandlede Gjenstande.

3die Januar.

Oberstelieutenant KrebsAndreas Samuel Krebs (1769–1818), kommandant på Kongsvinger festning fortalte skrækkelige Ting om Immoraliteten i Soløer, der skal være stegen til en afskyelig Høide. Nylig er paa Kongsvinger Fæstning indkommen som Slave en Gaardmand, som har begaaet den skjændige Ugjerning, at spænde sin gamle Fader tilligemed en Hest for Ploven. Oldingen døde kort efter, og angav paa sit Dødsleie Sønnens Mishandling som Aarsag til hans Død. 118Ved Høiesteret var Umennesket dømt fra Livet, men Kongens Resolution forandrede Straffen til Slaverie paa Livstid.

4de Januar.

Der siges, at Aarsagen til Kjøbenhavnspostens lange Udeblivelse (vi har nu ingen faaet siden idag 8 Dage) er en Finantsoperation, hvorefter vore Bancosedler skulle nedsættes til 16 Skill. pr. Rigsdaler, hvorved da ventelig de gyldne Tider skulle vende tilbage.

6te Januar.

Tiltrods for alle Spaadomme kom omsider i Nat de to manglende Kjøbenhavnsposter, men bragte ikke det ringeste uden- eller indenlandsk Nyt, undtagen at det fremdeles synes at gaae skjævt med den franske Armee. Ogsaa vor egen Intelligentsseddel og de andre Stifters Aviser ere i denne Tid særdeles magre, og indeholde slet ingen Curiosa enten i Vers eller Prosa. Det ellers saa epitaphrige Bergen har ikke i mange Maaneder leveret mindste Gravskrift eller Liigvers.

7de Januar.

Listen over forrige Aars Studenter viser, at af 133 var kun 19 dimitterede fra norske Skoler. Skulde det virkelig for et saa lidet Antals Skyld være den Uleilighed og de Penge værd, som det koster i denne Tid at oprette et nyt Universitet? Og endda Spørgsmaal, om fra de nordenfjeldske Skoler, ja selv fra Christiansand ei ogsaa herefter en eller anden tyer til Kjøbenhavn? Jeg har bestandig tænkt og sagt, at, naar jeg havde en studerende Søn, og ikke boede i Christiania, unægteligen sendte jeg ham til Kjøbenhavn og ikke hid. Altsaa, naar de 25 Professorer lykkeligen ere arriverede, hvad mon her da bliver fleest af: Lærere eller Lærlinge?

8de Januar.

Man har valgt mig til Medlem af Theaterdirectionen. Det er mig ikke ukjært. Jeg troer at være Posten saa nogenlunde voxen, og tør jeg end ligesaalidt her som i vigtigere 119og alvorligere Ting haabe at udrette alt, hvad jeg ønsker, tør jeg dog love, at Tingen ei ved min Medvirken skal forværres, og Sottiser, som jeg hidtil i Stilhed har ærgret mig over, skulle, om end ikke hæves, i det mindste ikke blive upaatalte.

9de Januar.

Jeg fik fra Schmidt et svensk Digt, Skjæbnen, som han currente calamo har oversat. Det er en af disse didaktiske Oder, hvorpaa den svenske Litteratur er saa riig, men som jeg tilstaaer, ikke stemmer overens med min nærværende Smag.

10de Januar.

Borch, som har været paa Landet i Julen, fandt, at Levemaaden nu er tarveligere end forhen, og det er saare vel, men at ingen Viin drikkes i deres Gjæstebud gjør et ubehageligt Brud paa den selskabelige Fornøielse. Godt Øl smager mig vistnok vel saa meget som den delicateste Rødviin, men denne finder jeg dog i Gjæstebud at være et uundværligt Requisit. I Hverdagslivet, ved mit eget Bord, gider jeg ikke see Viin; om den igjen faldt til et Par Mark Flasken, blev den aldrig min daglige Drik; ved et Gjæstebudsbord er den mig derimod ligesaa uundværlig som Maden, og kan den ei tilveiebringes, saa lad det Hele bortfalde. Selskabelig Glæde, Sammenhold i Conversationen er saa alligevel ikke at tænke paa. – Hos Tracteur CarstensJohan Henrik David Carstens (1754–1837), startet i 1807 driften av Hotel d’Angleterre i Rådhusgaten 26, ChristianiaFotnote i trykt utgave utgave: Boede i nuværende Hotel d’Angleterre. betales nu 90 Rd. maanedlig for den blotte Middagsmad, uden Drikke.

12te Januar.

Rahbek har i Dagen forsvaret sig mod en rigtignok lidt uartig, men dog neppe ugrundet Beskyldning af Grundtvig, at «han roser alt, hvad der skygger Parnas fra Fod til Top». Hans Forsvar er saa net og sindrigt som en slet Sags Forsvar kan være, thi den evige Støden i Basunen i 120Tilskueren, Sandsigeren og Dagen har dog vist været de allerfleste til Forargelse. At i disse Blade Læselysten heller burde vækkes end Vragelysten, kan saa være; det fordrer vel heller Ingen, at han skulde disrecommandere et udkommet Skrift, skjøndt der vel var dem, der fortjente det, men hvad han ei med god Samvittighed kunde anbefale, kunde han, som aldrig har forpligtet sig til at levere nogen fuldstændig Udsigt over Litteraturen, forbigaaet med Taushed, og det har han ikke gjort. At han aldrig har roest eller engang som «uskadeligt omtalt» nogen af det, i hvis Skygge man «indaander Gift eller Uhumskhed», maa og tilstaaes, men desværre! GiftblanderenFotnote i trykt utgave utgave: T. C. Brun, Forfatter af en Mængde tildels letfærdige Digte (Fritimerne). roser han dog altfor ofte, skjøndt ikke som Giftblander, og jeg veed ikke hvorfor man bør hædre den overbeviste Forbryder for det Gode, der findes hos ham som hos Alle. En Recensent kan rose det, thi han dadler og det Slette, og der er Upartiskhed og Ligevægt; men at udhæve det Roesværdige og fortie det Lumpne, derved gjør man i dette Tilfælde hverken sig selv Ære eller Publicum nogen Tjeneste. Naar endelig Rahbek i Anledning af den besynderlige Yttring af G., «at det vakre Hoved er gaaet under, fordi det ikke vilde i det Rene med sig selv«, med Selvfølelse erklærer, aldrig vitterligen at have foragtet eller forsaget de Grundsætninger, han engang har forsvaret og forkyndt, da kan han, hvad Grundsætningerne angaaer, have Ret, ligesom jeg og maa tilstaae, at hans Afvigelser ikke vare vitterlige, men en Følge af Svaghed. Men at ingen dansk Skribent af Celebritet saaledes har temporiseret, lempet sin Tone efter Tider og Mennesker, viist overalt saa megen Personsanseelse, det kan jeg, fordum hans ivrige Beundrer og endnu hans oprigtige Ven, umulig fragaae.

13de Januar.

121Atter har Esmarch ladet høre fra sig i Throndhjems Aviis ved følgende Avertissement: «Præsten Esmarchs Sendebrev til sin Menighed (?) tilbydes herved Exemplaret for een Ort til Salg for Almuen, men hvis endog Andre skulde finde Smag og Lyst i sammes Læsning, betale Personer af Dannelse 10 Rd. og Personer af Stand og Rang efter Behag og Bevaagenhed, naar disse ved skriftlig Begjæring og Befaling overbevise mig om samme.»

16de Januar.

Haxthausen fortalte mig, at baade han og Prindsen har gjort Kongen opmærksom paa mine Bestræbelser ved enhver Leilighed at befæste Baandet mellem Regent og Folk og at jeg uden Tvivl med første vilde see Prøver paa hans Naade. Altsaa faaer jeg da vel Ridderkorset, og tør smigre mig med ikke at være blandt de meest ufortjente til denne Ære. Skal ethvert Talent hædres og enhver gavnlig Daad lønnes, saa synes det rigtig nok, som den Præst, der ikke danner Skolelærere, ikke vaccinerer, ikke anlægger Humlehaver, ikke anbefaler Hestekjøds Spiisning, men i andre Maader viser sig som en duelig Lærer og retskaffen Mand, ogsaa qualificerer sig til offentlig Hæder.

17de Januar.

Min Tjener Niels gjør sig Umage for at komme i Tjeneste hos Holten. Hans Formand ChristianChristian, Pavels´s tidligere tjener aflægger i disse Dage Zahlkassererens Liberie og kommer paa hans Contoir. Saaledes begyndte ogsaa nuværende Kammerraad og Toldinspecteur BeragerReier Berager (1763–1824), kammerråd og tollinspektørFotnote i trykt utgave utgave: Han var født paa Gaarden Bergsager i Lyngdals Præstegjeld og saavidt Udg. bekjendt, var han ugift. Hans Familie i Hjembygden arvede ham omsider. Havde nok før været ansat i Kjøbenhavn, se Breve til R. Nyerup, udg. af L. Daae, S. 82. som simpel Bondekarl med at være Tjener hos Etatsraad HolmPeter Holm (1733–1817), danskfødt jurist og topograf, amtsmann i Lister og Mandals amt (Vest-Agder) i Christiansand, og er nu 122en af Arendals første Noblesse. «Hvem veed», sagde min Kone idag, «om du ikke engang kan blive inviteret i Gjestebud til Niels eller Christian?» – I Søndagsskolen prøvedes nye Elever og siden var Commissionsmøde. Jeg fortryder dog ikke at have modtaget Valget, og tør maaskee endda, naar jeg faar orienteret mig, blive et nyttigt Medlem af Commissionen, især ved at understøtte Sigvardts Meninger, som ellers, ved Nogles Selvklogskab og Andres rechtbruderske Eftergivenhed letteligen kunde blive overstemte, da hans Beskedenhed hindrer ham fra at sætte dem igjennem med Kraft.

18de Januar.

Dagens Hovedforretning var en Tour til Bækkelauget, som jeg gjør engang hver Vinter over Isen for at berette min kjære, nu 96aarige Sivert.Syver Christiansen (1716–1813), gårdbruker og garnfisker, stamfar til flere familier på Bekkelaget Til sit 50de Aar sværmede han om som Søemand i alle Verdensdele, udholdt Strabadser og har vel heller ikke med den Styrke og det Temperament, der maa forudsættes hos ham, sparet sig i andre Maader. 51 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige og har avlet 19 Børn med hende, sidste Gang Tvillinger i hans 74de Aar, og endnu lever han med taalelig god Helbred. Det bedste er, at han tillige er en hæderlig Mand, hvis Aasyn byder Ærbødighed og hvis Adfærd ikke svækker den.

19de Januar.

Med den inderligste Tilfredshed har jeg læst i det sjellandske Landemodes Forhandlinger J. P. Mynsters Betragtninger over den Kunst at prædike. Der er Lys og Grundighed og varm Religionsfølelse uden Grundtvigsk Hyperorthodoxie og Intolerance. Særdeles interessant er, hvad han siger om de saa tidt misforstaaede Udtrykke: at tale til Forstanden og til Hjertet. Det extemporerede Foredrag har i ham en heldig Forsvarer, den første offentlige, som er mig bekjendt, og hvad han siger om dem, der klage over at arbeide forgjæves, fordi de stundom tale for en liden og uoplyst 123Hob, har rørt og beskjæmmet mig, der mere end engang har gjort mig skyldig deri.

20de Januar.

Min Kone og jeg vare i stort Selskab hos Frue Bagge.Georgine Bagge f. Neumann (1770–1841), enke etter Thomas Bagge, giftet seg senere med Hans Henrik RammFotnote i trykt utgave utgave: Rimeligvis Enken efter Agent og Administrator i B. Ankers Fideicommis, Thomas Bagge. Ved Bordet blev sunget meget lifligt af Frue Baumgarten Hedewig Margaretha Baumgarten f. Lachmann (1778–?), gift med den danskfødte legen Berendt Godske Baumgarten og Jomfruerne Blom, men jeg kunde dog ikke bare mig for i mit stille Sind at holde mig op over disse Damer, der istemte Viser, som ene og allene passede i Mandfolks Mund. Det fornøieligste for mig var, da de omsider Kl. 2 udbrød: «Og dette skal være Vertindens Skaal, Hurra!» – thi det var Tegn til Afmarsch, men ellers var det ubeskrivelig dumt af unge Fruentimmer uopfordrede at istemme den Ting. At der var Mandfolk i Selskabet, som havde Tone i Halsen, ignoreredes aldeles.

21de Januar.

Endelig er da den længe ventede Finantsforordning kommen. Ganske rigtig reduceres vore Bancosedler til 16 Skill. pr. Rigsdaler ɔ: Regjeringen gjør Bankerot og giver 16? Procent. Imidlertid var det vel nødvendigt for at forebygge det Værre, og kan det lede til et ønskeligt Resultat i Fremtiden, og afværge lignende Jammer fra os og vore Efterkommere, saa faaer man finde sig i den nærværende Tids Piinagtighed.

22de Januar.

Gamle Lumholtz udlod sig med sædvanlig Bitterhed om al Verdens Ting. Først taltes kortelig om Finantserne; derfra gik han over til Selskabet for Norges Vel, som han paastod befatter sig med Alt og udretter Intet. Directionsmøderne skildrede han saalunde: «Der sidder de et Par Timers Tid og bygger Casteller i Luften, saa gaae de hen 124og faae et godt Maaltid Mad hos Rosenkrantz; derpaa spille de en Lhombre eller Boston, og nyder en lille Souper til Slutning, og dermed er det forbi.» – Heller ikke af Universitetet lover han sig meget for det første.

Siden fortalte han, hvorledes han havde angivet en Kjøbmand for Helligdagsbrøde, hvorover Politiet for Skams Skyld maatte mulctere ham med 10 Rd., og at Vedkommende tog den dumme Hevn at skrive i sin Offerseddel: «Fra mit sædvanlige Offer 5 Rd. afdrages for Angivelsens Skyld 3 Rd., sendes altsaa 2», hvilke da Lumholtz, som billigt, i et grovt Brev sendte ham tilbage. Derpaa gik han over til at tale om de berygtede Huse i Vaterland, som han med Vished vidste, en gift Mand af vor egen Orden besøgte og engang var gaaet ud fra Kl. 4 om Morgenen, og om et Dueslag i Pebervigen, som en gradueret Person (ogsaa af vor Orden? maaskee den samme som foromtalte?) besøger om Aftenen. Er dette sandt, er det en skjændig Skandal, men Lumholtz hører gjerne efter Sladder, og man bør haabe, dette er Løgn.Fotnote i trykt utgave utgave: Om Lumholtz’s Smag for Sladderhistorier, Passiar med Tjenestefolk o. s. v. se C. B. Dunker, Gamle Dage, S. 61.

24de Januar.

Med Statstidenden fulgte et Tillæg, der indeholder en populair Apologie for den nye Forordning. Den forekom mig meget net og instructiv, men Rasmussen fandt ikke Behag i den; den syntes ham i det mindste at være et vist Kjendetegn paa, at Forordningen har gjort ubehagelig Sensation paa Kjøbenhavnerne, da man har fundet en næsten officiel Forklaring nødvendig. En lignende fra Provideringscommissionen fandtes indrykket i Dagen, foruden et Par beroligende Erindringer fra Privatmænd. Her gjør Forordningen den ei uventede Virkning, at Priserne paa Alt end mere forhøies, 125men de fleste finde den fornuftig og billig. De, som frakjende den denne sidste Egenskab, ere dog enige i at erkjende den for et Foster af Klogskab og Indsigt, og det er mere end man i lang Tid har villet tilstaae om Regjeringens Foranstaltninger. Selv Hount,Peter Ulrik Magnus Hount (1769–1815), prest, deltok på Riksforsamlingen i på Eidsvoll og var stortingsrepresentant høsten 1814 og ble valgt til stortinget 1815–16 hvis Oppositionsaand ofte har været mig til Forargelse, skriver i et Brev, hvori han melder mig sin Ankomst til Markedet: «Saavidt jeg kan dømme, er Forordningen bygget paa rigtige Principer og synes at være retfærdig i de Opofrelser, den fordrer. Skulde nogen Forandring i vort Pengevæsen gjøres, veed jeg ikke nogen bedre, som man kunde gribe til. Vistnok ville mange komme at lide derved, men dette er jo Tilfældet med alle Hovedforandringer, og enkelt Borgers Interesse maa vige for det Almindeliges.» Man finder især tre fortrinlige Egenskaber ved den: at hele Landets faste Eiendomme ere bestemte som Rigsbankens Fond, hvorved den faar urokkelig Garantie, og som maa skaffe den Agtelse blandt Fremmede: at Banken er aldeles skilt fra Landets Finantsvæsen, og at et vist Antal Sedler er fastsat, som vel maa formindskes, men aldrig overskrides.

26de Januar.

Atter var jeg i Møde hos Lumholtz. Han havde nu gjennemlæst Forordningen, og spaaede os tusinde Ulykker i Anledning af den; kun troede han, den endnu i 4–5 Aar kunde gjælde som Palliativ, og inden den Tid kan meget forandre sig, hvoriblandt det især er rimeligt, at Lumholtz ikke da lever. – Ogsaa Døderlein finder Forordningen høist uretfærdig, men deels talte maaskee de Kjøbmænd, han omgaaes, gjennem hans Mund, deels er nok privat Interesse med i Spillet. Hans Forfatning er nedtrykt, og Forordningen bedrer den i det mindste ikke; af ham bør ikke fordres en aldeles upartisk Dom.

27de Januar.

126Forordningens Indflydelse paa den udenlandske Cours imødesees med frygtblandet Længsel. I Kjøbenhavn skal den have gjort en desperat Effect i de første Dage. Man forlangte 60 Rd. for en Gaas og 11 Rd. for et Skaalpund Smør.

29de Januar.

Forordningen skal have gjort god Sensation i Hamburg, hvilket man frygtede, den ikke vilde, og den Forvirring, den i de første Dage voldte i Kjøbenhavn, skal være aldeles forbi og Tilfredsheden temmelig almindelig. Bankcommisair CollinJonas Collin (1776–1861), dansk embetsmann, støttet den unge H. C. Andersen og Prof. Abr. KallAbraham Kall (1743–1821), filolog og historikerFotnote i trykt utgave utgave: At den lærde Historiker Kall har havt Andel i denne Forordning, er lidet sandsynligt. Collin og A. S. Ørsted ansees for at have Hovedandelen deri. nævnes som Forordningens Hovedforfattere, og tillader udvortes Forhold vor Regjering at virke frit efter disse Grundsætninger, ville disse Mænd faa et udødeligt Navn i Fædrelandets Annaler.

30te Januar.

Af Bergens Aviis afskriver jeg et Avertissement: «Undertegnede agter at sælge sit iboende Huus, meget tjentligt for dem, der vil boe ved Kirken og slaae sig til Roe.» Jeg kan ikke andet end misunde Bergen den sancta simplicitas, der kan gjøre det til en anbefalende Egenskab ved et Huus, at det ligger nær Kirken. Her vilde saadant lidet gjælde uden forsaavidt Kirken ligger paa Torvet og Huset kunde vente god Søgning af Oplandsbønder, især i Markedstiden.

De danske Aviser melde, at Kongen under fordeelagtige Vilkaar har offereret Banken den unyttige Guldtaffelservice, hvilket gjør ham Ære, ligesom overalt ethvert Skridt, som gjøres i denne Sag, er saa ædelt og liberalt, at man ret inderligen maa ønske den god Fremgang, da det ei længer er usle Palliativer, men reen Radicalcuur, der bruges, og da 127den nærværende Fremgangsmaade røber ligesaa megen Fasthed, Klogskab som god Villie. Men ak! Krigen er snart paa Danmarks Grændser, og hvo kan forudsee, hvortil Russernes Fremgang vil lede, hvis Danmark fremdeles bliver det franske System tro?

31te Januar.

Paa Embedsvegne gjennemlæste jeg en biographisk Lovtale over Prinds Christian August, indsendt fra Danmark efter den af Selskabet for Norges Vel udsatte Priisopgave. Det forekom mig at være noget daarligt Kram, der paa ingen Maade kunde qvalificere sig til Præmie, men heller ikke simpelt hen trykt i Selskabets Skrifter fandt jeg, at den vilde gjøre enten det eller Prindsen Ære. Denne Dom nedskrev jeg (vistnok i høfligere Udtryk) og sendte den til Wulfsberg, som anden Censor. Han underskrev den vel, men indstillede dog til min nøiere Betænkning, om den ikke, naar nogle Vangrene bleve bortskaarne, dog kunde decreteres til Trykken, hvilket han af flere Aarsager intet skulde have imod. Disse flere Aarsager fatter jeg ikke. Kjender han maaskee Autor og ønsker ikke hans Arbeide saa reent forkastet? eller er det af Agtelse for Prinds Christians Minde han ønsker, at der dog maa findes noget om ham i Selskabets Skrifter? I sidste Tilfælde synes mig, at intet er bedre end noget slet, og da Sagen dog nu begynder at gaae i Forglemmelse, er det nok saa godt at lade den fremdeles hvile, som at det skulde siges: «Henved tre Aar gik hen, inden man kunde tilveiebringe en Lovtale om denne forgudede Fyrste, og omsider nøiedes man med et Fuskerværk fra Danmark.» – Jeg sendte Platou det Hele og overlod Decisionen til ham.

3die Februar.

Første Markedsdag og dens Historie er uforanderlig fra det ene Aar til det andet. Tidlig om Morgenen sætter jeg 128mig ved Bordet, saa kommer en Kirkeeier og en, som modtager Kongetiende, og vi sidde da til Kl. 12–1 og modtage, afskrive og quittere for Tiende.

4de Februar.

Jo vistnok fik jeg Ridderkorset, og med mig min Collega og nærværende Gjæst Schmidt. Jeg har ved denne Leilighed med ham og Hount gjort en Opdagelse, som rigtignok ikke kunde være Menneskekjenderen uventet. Begge have mangen Gang scoptiseret over Ridderværdigheden, og erklæret det for en større Ære at mangle end besidde den. Imidlertid er i dette Øieblik Schmidts Tilfredshed ligesaa umiskjendelig som Hounts lønlige Harme. Man tee sig i sine Domme saa philosophisk som muligt, saa længe man ikke selv er Partie; i det Øieblik man er blevet det, stikker det svage Menneske frem: man troer sig forurettet og er bitter paa den Forurettende, eller man finder sit Værd paaskjønnet, og forsones med den, der nu har viist sig saa retfærdig, om man end før har været ham nok saa gram. Jeg for min Deel har aldrig affecteret at foragte et Bifaldstegn af min Konge, om dette endogsaa før eller tilligemed mig er bortødslet til en Uværdig; altsaa er det mig nu heller ingen Skam at bekjende, at denne Udmærkelse er mig kjær. – Edvard MunchEdvard Munch (1780–1847), stiftsprost i Christiania, farfar til maleren Edvard Munch kom idag tilbage fra Kjøbenhavn med bestemt Løfte om Gjerpens Sognekald. Han medbragte et Brev fra Liebenberg, som indeholdt et vidtløftigt og heel interessant Udtog af en Brevvexling mellem Jacob Mynster og Grundtvig, hvis Haand ogsaa er mod ham, som mod alle, der ei forsage al verdslig Viisdom. Ogsaa bedrøvede det mig meget at see, hvilket sørgeligt Liv den gamle ærværdige Biskop Balle fører i sin svage Alderdom hos den Svigersøn, der gjør Vers til hans Ære, men iøvrigt har forarmet ham og nu lader ham savne enhver Bequemmelighed, endog den Sopken til Frokost og Aftensmad, han har været vant til.

5te Februar.

129Dagens Historie er mit Præstegilde. Klokken 2 samledes hos mig følgende Embedsbrødre: Bispen, Schmidt, Hount, Sigvardt, Provst HopstockFrantz Philip Hopstock (1746–1824), prost på Toten, kjent som potetprest paa Toten (ogsaa udnævnt til Ridder, formodentlig paa Grund af hans Duusbroderskab med Cancelliepræsidenten, thi hans øvrige Meriter ere ubekjendte), Dr. Neumann, Provst StenersenJonas Henrik Stenersen (1763–1831), norsk prest fra Nittedalen, Dr. Garmann, Wulfsberg og hans Onkel Provst WulfsbergAndreas Dorotheus Wulfsberg (1747–1828), norsk prest, prost i Østerdalen, Niels Wulfsbergs onkel, opplysningsmann og medlem av Det Kongelige Norske Videnskapers Selskab i Trondheim fra Aamodt (en vakker kraftfuld Olding), Provst DircksAndreas Fuglesang Dircks (1762–1828), prest på Tynset (en dannet og elskværdig Mand), Lassen fra Gran, Bjerk fra Nannestad, Brødrene Munch, Juell, Borch og den elskværdige SchnitlerPoul Fredrik Vilhelm Schnitler (1762–1832), sogneprest i Rygge, i 1818 stortingsrepresentant fra Rygge. Jeg havde faaet god Viin, og i det Hele herskede en særdeles behagelig Tone. Da Fiskebuddingen kom ind, omdeltes en Sang af Schmidt, hvorved jeg udbragte: «Den geistlige Stands og dens værdige Medlemmers Skaal!» Derpaa kom min Sang til Bispen, og min Toast lød saalunde: «Hr. Biskop! Oplysningens, Fædrelandets og vor Stands Ven! vi takke Dem for alt, hvad De er for hine og for os! De høste ønskede Frugter af alle Deres Bestræbelser, og leve længe for at nyde dem!» Paa en værdig og passende Maade, med umiskjendelig Følelse takkede han os for denne sjeldne Hyldning, og erkjendte denne Dag for en af de lykkeligste i sit Liv, da han nød et saa udmærket Beviis paa sine Brødres Venskab og Agtelse, der «næst Hjertets Fryd over stiftet Gavn» vilde være hans Arbeides kjæreste Løn. Munchs «Af Norges svundne Herlighed» var den næste Sang, og vi drak Fædrelandets Skaal. Nu istemtes en ny, meget vakker Sang af Munch til Selskabet for Norges Vel, hvis voxende Flor vi under Glassenes Samklang ønskede. Til Norges Universitet havde Wulfsberg efter min Begjæring skrevet en Sang. Imedens han nu, efter at denne Skaal var udbragt, udarbeidede et Gratulations-Impromtu til de to Muncher, gav Schmidt os et Par af 130sine svenske Viser. Derpaa kom den bemeldte Lykønskning og saa nok en do. til Schmidt, mig og Hopstock, som Riddere, hvori vor Bisp dog ikke syntes ret at entrere, men bragte strax tre til Dannebrogsmænd udnævnte Skoleholdere paa Bane. Det kryber nok i den gode Mand, at man ikke i saa Henseende kan lykønske ham, og at det ventede Commandeurkors endnu fremdeles udebliver. Iøvrigt var han idag særdeles human og venskabelig. Et Par Vers til Ære for vore Koner og Taksigelse til Vert og Vertinde sluttede endelig dette høist interessante Maaltid. Hvad der siden passerede, er neppe værd at nævne. Der spilledes Kort, og efter Spillet spistes som sædvanlig kold Mad.

6te Februar.

Vor Regjering synes at begynde at hænge Kappen paa begge Skuldre, og saa hemmeligen at vedtage det Princip, som rigtignok for en saa liden og afmægtig Stat som vor er det klogeste: at holde med den, som vinder. Situationen er imidlertid slem, da paa den ene Side Danmark, paa den anden Norge er i Fare.

12te Februar.

Resultatet af Forhandlingerne i Skolekommissionen om nye Lærebøger var det lidet lystelige, at der hverken i Skolens Casse eller i Selskabets, hvorunder den sorterer, er Penge. Saaledes lægges en Plan efter en anden, man gjør store Anlæg, men beregner ikke, om man har Evne til at udføre dem. Gud give, dette ikke var Tilfældet med alle de nye Indretninger uden Undtagelse, lige fra det mindste Sogneselskab til Universitetet og Selskabet for Norges Vel.

15de Februar.

Der fortælles, at der skal være stærk Coureervexling mellem England og Danmark; en engelsk Admiral skal endog have været i Kjøbenhavn. Danmark gjøres de fordeelagtigste Tilbud om Erstatning af al Skade. England og Rusland 131garanterer vor Konge Holsteen og Jylland, og man troer Freden nær.

17de Februar.

KjerulfFotnote i trykt utgave utgave: Rimeligvis Peder Kjerulf. † som Expeditionssekretær 1841. er misfornøiet over Wulfsbergs Indlemmelse i Declamatoriet, da han frygter for, at han vil blive en Confusionsmager der. Jeg haaber Frygten er større end Faren. Jeg finder ikke, at Wulfsberg er enten Fredsforstyrrer eller utidig Prosjectmager, kun at han aldrig maa komme i Selskabet fra et godt Middagsbord, thi saa turde vi maaskee, udenfor Dagens Orden, faae mere Declamation, end vi skjøttede om. – Paa mit Spørgsmaal, om vi ikke ogsaa kunde declamere tydske Stykker, svaredes af Kjerulf og flere, at det var bedst, vi for det første bleve ved vores Modersmaal, da vi ellers kunde faa Baronessen og Frøken VasmerFriederica Christina Wulfine von der Wisch (1780–1836), niese av Baronesse Clara v. Lilliencron og stedatter av Lorenz Jacob von Wasmer ind, og det syntes man ei at have Speculation paa. – Holten fortalte som et Rygte, at Biskoppen søger en Viceraadmands Post for sin Søn Krigsassessoren,Carl Frederik Beck (1792–1832)Fotnote i trykt utgave utgave: Biskop B.s ældste Søn, Exam. jur. Carl Fred. B. (da «Krigsassessor» og 21 Aar gl.). Kom ikke i Magistraten, men blev siden Fuldm. i Kirkedepartementet og derpaa Overtoldbetjent i Skudesnæs, hvor han døde 1832. og da jeg yttrede, at han i saa Fald burde have en fredeligere Titel, svarede han, at det maatte jeg ikke sige, thi der havde nylig været Slagsmaal i Magistraten, og Osterhaus havde faaet udrevet eller selv udrevet nogle Haar af sit Hoved, lagt dem paa Bordet og sagt, at de vare blevne graae i Hans Majestæts Tjeneste m. v.

18de Februar.

Hos ZahlcassererenFotnote i trykt utgave utgave: Andreas Schaft. fortaltes i Aftes den fæle Geschichte, at Fangerne i Raadstuearresten idag skreeg (det hørte jeg selv, da jeg gik forbi) og vare nær ved at gjøre Opstand 132af Sult, og det blot fordi Byfogden og Stiftamtmanden vare for indolente til at gjøre Forestilling hos Vicestatholderskabet om Forøgelse i den til deres Forpleining anviiste Sum, hvilken fra andre Steder er skeet og strax bevilliget. Procurator Aars sendte dem ind et stort Fad Meelgrød, og saa bleve de rolige.

19de Februar.

Jeg har faaet og tildeels læst Indberetningen om Nationalfesten den 11te December 1811.Fotnote i trykt utgave utgave: Udgaves 1812 af Selsk. f. Norges Vel ved L. Stoud Platou. Det er artigt nok at læse om de Festligheder. Brilliantest af alle var den paa Kongsberg, hvor man havde sat sig saa fast i Hovedet, at Viisdommens Tempel der skulde opreises. Det kan imidlertid ikke nægtes, at der i det hele Optog var vel megen Theaterstads, efter de forrige franske Nationalfesters Maade og man behøvede slet ikke at være nogen foragtelig Phlegmatiker for at finde, at det mere var et Skuespil end en Borgerhøitid, man bivaanede. Som et frappant oppositum herimod afskriver jeg den jammerlige Hr. MoltzausHans Christian Paulson Moltzau (1750–1842), prest i Hurdal korte og enfoldige Indberetning om Dagens Celebration i Hurdalen. «Paa den Dag blev af mig holdt en kort Tale fra Prædikestolen, og en Sang før og efter Talen blev afsungen af Stedets Klokker. Efter at Forretningen var tilende, blev Tavlen udbaaren ved Kirkedøren, og gaves da af de faa Tilstedeværende, efter foregaaende Opmuntring fra Prædikestolen, til de Fattige i alt 10 Rd., hvilke bleve Dagen efter i Lensmandens og Medhjælpernes Overværelse meddelte til de meest Trængende i Sognet.» – Ret vittig og sindrig er Biskop Bruns Indberetning, men retfærdiggjør dog ikke aldeles det ubetydelige Bidrag fra en saa stor og velhavende Bye som Bergen. Langt mere forargede det mig dog at see, hvilken patriotisk Henrykkelse man har følt i Stavanger og Christiansand, medens Subscriptionen 133paa samme Tid saa umiskjendelig vidnede om, med hvilken Ligegyldighed man betragtede Universitets-Sagen. Fotnote i trykt utgave utgave: Den Smaalighed, som Vestlandet i saa høi Grad lagde for Dagen i Universitetssagen, medens Østlandet med en saa priselig Liberalitet understøttede den, vakte saa meget mere ufordelagtig Opsigt, som just Vestlandsbyerne i Krigens Tid havde gjort ret gode Affærer. «Skulde en Sørøver have været udrustet, havde de ikke staaet tilbage», bemærker I. C. Berg i et samtidigt Brev til Nyerup. Se ogsaa N. Wergelands Kritik over Christiansandensernes Mangel paa Interesse for denne Sag, Norsk hist. Tidsskr., 2. R., 3. B. S. 301.

20de Februar.

Mariboe fortalte, at det i Kjøbenhavn har gjort en ubehagelig Sensation, at her i Norge aldeles ingen Høitid var gjort af forrige Aars 11te December. Saa ligefrem kan jeg ikke give de gode Kjøbenhavnere Ret, da jeg ikke indseer, hvad mærkeligt der er ved den 11te December mere end ved Aarets øvrige Dage, og den 2den September uden Tvivl var en langt mere passende Høitidsdag; men at den hele Universitetssag fra det norske Folks Side betragtes og behandles med en Kulde, der ubehageligen og ubegribeligen contrasterer med den hede Enthusiasme, man paastod sig engang at være besjelet af, det er desværre altfor sandt. Sørgeligt var det og, om det skulde være som Mariboe yttrede for mig under fire Øine, at saavel den Iver for Universitetets Oprettelse som overalt det hele Selskab for Norges Vel havde en skjult, langt vigtigere og mere omfattende Tendents, end man vilde være bekjendt. En af de bestemte HovedmændFotnote i trykt utgave utgave: Grev Wedel. har jeg rigtignok, uagtet hans agtværdige Charakteer som Privatmand, længe anseet for et politisk farligt Menneske, og hans nærværende Inactivitet, da Regjeringens Klogskab og Liberalitet har omstemt Almenaanden, gjør mig det dobbelt sandsynligt, at han, siden han ei kan spille Demagogrolle, aldeles ingen 134vil spille, thi om hans udmærkede Evner, hvo tvivler om dem? I al Fald, Gud skee Lov, at Sagen har taget den Vending! og Kongens og hans Raadgiveres Forhold, saameget maaskee fra andre Synspunkter kan være derpaa at udsætte, har i denne Sag været baade vakkert og vel overlagt.

21de Februar.

Tre af Universitetstalerne har jeg nu læst. Bechs, som jeg da før kjendte, er som sædvanligt correct i Tanke og Udtryk. Der er megen Menneskeforstand i den, men liden Kraft og ingen Varme. – Neumanns er virkelig baade fra Materiens og Formens Side et heldigt Arbeide. – Derimod kan jeg aldeles ikke rose Langbergs.Gunder Langberg (1772–1844), danskfødt prestFotnote i trykt utgave utgave: Gunder Langberg, dengang Sognepræst til Moss, siden til Stavanger. I en Tale, holden i en Kirke, der ender med en Bøn til den eneste Gud, nævnes Freyr og de Underjordiske, Surtur og Njord. At «Nøisomhed er umulig uden Videnskab», er en splinterny Sætning, som de utallige Vilde, vistnok Jordens nøisomste Mennesker, aldeles modsige. Ogsaa skulde jeg tvivle om, hvad Hr. Langberg ligeledes debiterer, at «Mangel paa Universitet er Skyld i Norges ringe Folkemængde.» Man har talt meget om den Mands philosophiske Hoved, men efter hvad jeg har læst af ham, synes han ret at have sin Force i at deraisonnere.

22de Februar.

Forrige Vagtmester ved Dragonerne Carl Schøyen,Carl Johannessen Schøyen (1766–1813), vaktmester = underoffiser Aggers Sogns fornemste Bonde, blev idag begraven. Han og Raadmand Mostue,Jens Envold Laurentius Moestue (1747–1813), kjøpmann og rådmann der eiede en Løkke paa hans Grund, laae i Proces med hinanden blot af Egensindighed og Vrangvillie fra begge Sider – nu blev det deres Lod paa een Dag og i een Time at nedsænkes i Graven – og der, hvor deres sande Jeg nu er, hvorledes mon der dømmes om deres Vrøvlerier. Jeg er ved Brev fra Lendsmand Knoph indbuden til denne Stads, og kjørte da til Schøyen, hvor jeg fandt 135Juell, et Par Byemænd og adskillige af Aggers Sogns fornemste Bønder og Bønderkoner. Jeg fik en Dram, Liget blev baaret ud, og Enken med flere Qvinder gav dem efter Sædvane til at græde ret bitterligen, hvilket jeg vilde fundet meget naturligt, naar jeg senere havde fundet Spor af Sorg hos nogen af dem, men da syntes de at være ret blide og fornøiede, saa Skik og Brug vel mere end dybtfølt Kummer havde Deel i hine Taarer. Efter Tilbagekomsten fra Kirkegaarden fik vi et overflødigt og vel tillavet Maaltid, der, paa den manglende Viin nær, sjelden gives bedre hos nogen Mand i Christiania.

23de Februar.

Den forhen omtalte Lorentz Olsen er nu ved kongelig Resolution frigiven af Slaveriet. Personen var her i Eftermiddag og takkede mig, og jeg formanede ham herefter at føre et arbeidsomt og christeligt Liv, at jeg kunde have Ære og Glæde af min Anbefaling. Han lovede godt; hvad han vil holde, maa Tiden lære. Det er en betænkelig Sag med Mennesker, der i saa mange Aar have staaet i nøie Forbindelse med lutter Afskum. Der skal stor Lykke til, at de nogensinde hæve sig til sand Menneskeværdighed, saa meget mere, da de ved deres Tilbagekomst i Verden atter staae Fare for at komme i Connection med Tyve og Kjæltringer, kun under honnettere Benævnelser.

24de Februar.

Baronessen har idag samlet glødende Kul paa min Kones Hoved ved at lade sin Vogn standse udenfor vor Dør og indsende to Visitbilletter, uagtet min Kone aldrig har gjort Mine til at hilse paa hende.

25de Februar.

Af Universitetstalerne har jeg læst Jacob Aalls og Præsten FuhrsPresten Fuhr på Jevnaker har jeg ikke klart å finne. Sognepresten på Jevnaker i 1813 var Johan Jørgen Lange i Jevnager. Begge ere særdeles gode, uden mærkelige rhetoriske Prydelser, men simple og sande; kun den 136store moralske Fordærvelse, Ungdommen i Kjøbenhavn var udsat for, og som her ei skal være at befrygte, kan jeg aldrig faae i mit Hoved.

26de Februar.

Etatsraad Falbe har intet tillokkende Udvortes. I Omgang med Fruentimmer har han vel ogsaa vænnet sig til en Tone, som Ægtemanden og Faderen har aflagt eller snart vil aflægge, men ellers er han en fornuftig, jeg troer virkelig ogsaa en god Mand. Talen var blandt andet om Grev Wedel og hans Underligheder, især den, at han affecterer at ophøie sig over alle Former og driver Ligefremheden saa vidt, at den generer ikke mindre end den stiveste Etikette. – I Aften læste jeg Biskop Sørensens Tale den 11te December. Den har meget gode Steder, især beundrer jeg den Kjækhed, hvormed han siger Christiansandenserne saa godt som lige i Øinene, at de bør skamme dem over deres usle Bidrag til Norges Universitet, men som Tale kan jeg dog ikke tillægge den fortrinlig Roes. Den har lange og indviklede Perioder, aldeles ikke afpassede efter Aandedrættet; Udtryk ere anbragte, som ei høre til det høiere Foredrag; i en Bøn til Gud tales f. Ex. om denne kritiske Tid, ligesom det heller ikke synes passende at fortælle det høieste Væsen om «at fraadse paa Sardanapals Viis», om «Orientens Despoter» og om «Nordens og Romerfolkets Titus». Ogsaa er mig ingen Tale, holden i den Anledning, bekjendt, hvor Oekonomien saaledes er taget i Betragtning, hvor man, efter mine Ord, har «vanhelliget Herrens Huus, misvurderet Kongens Gave, nedværdiget sin egen Glæde ved at tale paa denne Dag om Vinding eller Besparelse».

28de Februar.

Oftedahls UniversitetstaleFotnote i trykt utgave utgave: L. A. Oftedahl, Sognepræst til Rennesø, siden Stiftsprovst i Christiansand og omsider Sognepræst til Eker, holdt Talen i Stavanger. er uden Tvivl den skjønneste 137af alle dem, dette Bind indeholder, men den er aldeles beregnet paa det læsende Publicum, thi i Stavangers Kirke var nok ikke mange, som forstode ham. Men med alt det, at Talen fordrer tænkende Læsere og Tilhørere, er den aldeles fri for abstract Philosophie, for mythologisk Stads, for Svulst og uægte Pathos, det er en Tale, hvor kun Hjertet synes at burde have sagt noget mere.

1ste Marts.

Declamatoriet holdt i Aften sit andet Møde. Sex Stykker bleve fremsagte, de fleste maadeligt nok; men hvorledes skal jeg beskrive den Glæde og Beundring, hvormed jeg hørte Munchs Nytaarsnat 1808 declameret af Hagbarth Falsen? Det var mesterligt, omnibus numeris absolutum. For ham maatte vistnok de allerfleste offentlige og private Declamateurer, FoersomPeter Thun Foersom (1777–1817), dansk skuespiller og oversetter og HegerStephan Heger (1769–1855), dansk skuespiller sikkerligen ikke undtagne, skjule deres Ansigter med Blusel.

2den Marts.

I Aften opførtes Maleren og Ligene, et af de nyere ikke umorsomme franske Intriguestykker, men som maa spilles med Lethed og Præcision for at gjøre tilbørlig Effect. Denne Forestilling var ikke af de overmaade slette, men endnu mindre af de overmaade gode. Blancas Rolle spilledes af Frue Harboe,Sannsynligvis Julie Gertrude Harboe, f. Mourier (1790–1840), gift med Henrik Harboe hvis skjønne Stemme, naturlige Diction og tækkelige Anstand drager Skjul over de Mangler, der endnu røber Begynderinden. Hun vil nok i sin Tid blive Frue ThulstrupEleonora Thulstrup f. Clauson (1778–1823), utnevnt til statsfrue av Karl Johan i 1818 en farlig Medbeilerinde. Frue Dunker var en ganske fortræffelig Sladdersøster, Rosenørn en tækkelig Pedrillo og Hagbarth Falsen en ypperlig Fabio. BilstedUkjent skillede sig meget godt ved Don Anselmos Rolle. Han havde den Selvfornægtelse at fremstille sin egen Individualitet uden carricaturmæssig Overdrivelse, og saa kunde Rollen ikke mislykkes ham. Om de øvrige Spillende er intet godt at sige, og saa tier jeg heller.

3die Marts.

138Præsten Schive, som har været i Kjøbenhavn og faaet Ringeboe Kald, reiste idag derop for at arrangere sig. Den gode Mands Vanitet viiste sig paa en nok saa mærkelig Maade som General Lovzows, der har Commandeurkors paa sin Morgenfrakke, da hans Reisedragt er saaledes indrettet, at Ridderbaandet meget tydelig stikker frem, saa hver Bonde paa Landeveien herfra til Ringeboe kan ved første Møde i ham erkjende en af Kongens høibenaadede Mænd. Forresten omtales han med liden Respect som en Person, hvis fornemste Pund bestaar i hans Færdighed til at producere sig.

4de Marts.

Collegialtidenden melder, at Biskop Brun er bleven Medlem af den Committe, der skal udvælge en Generalcontrollør for Norge ved Rigsbanken. Synderlig høit maa den Mand staae anskreven, da man bringer ham ind i Affairer, der ere hans Embede saa reent uvedkommende, og synes i enhver Henseende at ligge udenfor hans Kundskabs- og Virkekreds.

6te Marts.

Wulfsberg og jeg have undertiden for Skik at sende hinanden versificerede Breve; et saadant Brev fik jeg idag fra ham:

De Munke,Fotnote i trykt utgave utgave: Brødrene J. St. og E. Munch. der vandre saa vide,
Alt mellem Himmel og Jord,
De sidde nu her ved min Side
Og Kaffe staaer for dem paa Bord,
Og Grundtvig os sætter i Varme,
Ja stundom vel vækker til Harme;
Men flux de til Biskoppen ile
For gunstig at see hannem smile;
Derefter de vende tilbage
Og Mindet om henfarne Dage
139Og Samliv med Høiskolens Ven
Med dem kommer til mig igjen.
I Aften vil PetraPetra Elisabeth Wulfsberg f. Wiinholt (1781–1831), gift med Niels Wulfsberg os give
En Punsch, som skal Sindet oplive.
Ven! vil du da drikke med os,
Saa kom, Lørdag Aften til Trods!

Efter denne Indbydelse gik jeg derhen, og havde en meget behagelig Aften i de to Brødres, Wulfsbergs og Stenersens Selskab.

9de Marts.

Etatsraad Holten var herinde i Eftermiddag og laante mig til Gjennemlæsning Biskop Bugges Erklæring om Kroghs tidligere omtalte Forslag til en Folkefest til Hæder for de faldne Krigere. Han undskylder, at den kommer saa silde, men han havde holdt sig forpligtet til at raadspørge sine Embedsbrødre. Af dem havde nogle svaret i en leende, andre i en alvorlig Tone, men alle vare enige i at forkaste Forslaget. Krogh havde angivet to Grunde: sin egen Følelse, og det, at Præsterne i hans Stift ved deres Prædikener sjeldent søge at virke til Varme for Almeenvel. Om den Første lader sig ikke disputere, men i Henseende til den anden maa Bugge troe, at Præsterne i Nordlandene sjelden prædike Christendommen, der i hans Tanker er det virksomste Middel til at vække denne Følelse, thi han kan ikke troe, Projectet grunder sig paa den Mening, at Prædiken om nogle skudte Soldater virker ivrigere Lyst til Opofrelse, end Prædiken om Christus og hans Død. I Anledning af Kroghs Udtryk Helte, anmærker Bugge, deels at Heltemod ikke er det eneste, som berettiger til Hæder, deels ogsaa, at hiint Navn ei blot tilkommer dem, der ere faldne i Slaget, men i langt høiere Grad dem, som døe paa Lazaretherne, eller gaae ud derfra som Krøblinge. Vil man ogsaa holde Fest for dem? Han beklager den Tidsalder, da man behøver Feste, Titler, Ordener o. s. v. for at faae Folk til at gjøre deres Pligt, og den 140Stat, der maa erkjende de Mennesker, som drives af slige Bevæggrunde, for sine Ædle. Religionen er i hans Tanker det Eneste, der skal begrunde Folkevel. «Alle andre Paafund ere kun møre Støtter under en raadden Bygning, der ei kunne hindre dens Fald.» Tilsidst ønsker han, at Kirkerne maae haandhæves i deres Værdighed som Gudshuse, og fremfor alt aldrig vanhelliges til at opføre Farcer, hvorved Spotteren vil lee og den alvorlige Christen forarges, men heller ikke til andre Ting, der i sig selv kunne være nyttige nok, men ei ere religiøse. Han beder Prindsen, om muligt, at forebygge, at de ei vorde Localet for Dannebrogsmændenes Korses Paahængelse. Saa salvede endog de derved holdte Amtmandstaler maatte være, saa vigtig Forretningen i sig selv er, saa er den dog ikke religiøs, og Uoverensstemmelsen mellem Erindringen om Jesu Død og et kongeligt Naadetegns Uddelelse frygter han vil være mangen Communicant anstødelig. Han ender med de Ord: «Suum cuique! Kirken være Christendommens Forkyndelse helliget! det er det mindste man kan lade den beholde i Roe!» – Det er høist interessant at see, hvorledes disse tre ellers meget disharmonerende Biskopper, hver i deres charakteristiske Maneer bestride hiint umodne og forkastelige Project.

10de Marts.

En Kone i Smaalenene, fortaltes i Aften, skal af Fortvivlelse over den herskende Brødmangel have dræbt sig og sine tre Børn.

12te Marts.

I Selskabet paa Økern gik Borddiscoursen fornemmelig ud paa Landets Providering, og erfarede jeg da, at Mistanke har hvilet paa Mariboe i Kjøbenhavn i Henseende til Kornindkjøb, hvilken han vel har gjendrevet, men som dog tilstrækkelig forklarer, at han ikke kom bekorset tilbage.

13de Marts.

141Endnu maa jeg fra i Gaar fortælle om det første Selskab Mariboe nogensinde var i hos Conferentsraad BrunJohan Christian Constantin Brun (1746–1836), forretningsmann og dansk komsul i Sankt Petersburg, senere konferensråd Det er saa charakteristisk, at det vel er værd at erindres. Gjæsterne samledes, men hverken Vert eller Vertinde modtoge dem. Han var bortreist; om hende vidste man intet. Man blev kaldt til Bords; under Maaltidet aabnedes en Fløidør og Frue BrunFriederike Brun (1765–1835), forfatter og salongvertinne, gift med Joh. Chr. Constantin Brun blev syg baaren ind i en Bærestoel af to Tjenere og placeret ved Bordet. Hun bukkede rundt for Selskabet, og da hun havde siddet saaledes taus nogle Minutter, bukkede hun atter og blev baaren ud igjen. Efter at man havde spiist, kom man ind i et halvoplyst Værelse, hvor man omduftedes af den meest aromatiske Vellugt. I en Alkove stod en Seng og der laae Frue Brun. Ved Sengen stod et Claver, hvor WeiseChristoph Ernst Friedrich Weyse (1774–1842), dansk komponist og klaverspiller spillede og Frue KnutzenUkjent sang. Det skal have været saare fortryllende. Visiten ved Bordet lader jeg nu staae ved sit Værd, men det sidste Optrin er dog lige tryllende for Sandserne og opløftende for Aanden. Havde jeg Rigdom og Anstand til at spille en saadan Rolle, jeg gjorde det gjerne og blev ikke slettere Menneske for det.

Det var temmelig stort Selskab hos Mad. Collett, men ingenlunde morsomt. Under Theedrikningen jamredes over Tiderne, og saa naturligt det kan være i en fortrolig Samtale mellem Mand og Mand, saa begribeligt det er, at man i en Klub, hvor man er for sine Penge, altsaa omtrent som hjemme, ventilerer saadanne Æmner – saa utidigt forekommer det mig i et Gjæstebud, hvor man indbydes til Glæde, at gjøre Jammer og Nød til Timens Orden, og naar Verten, som her var Tilfældet med Overkrigscommissaire Collett, selv er en af de meest Klynkende, saa er dette omtrent lige saa upassende som om han gav suur Viin og fordærvet Mad. Hiint rebuterer den moralske, dette den physiske Sands og for begge bør man søge at skaffe sine Gjæster behagelig Nydelse. 142Og naar man saa, hvor man er, seer Pragt og Elegance i hver Krog, seer Lysekroner med Voxlys i, spiser Posteier og drikker Capsviin, saa fristes man let til at spørge: «Hvor kan man, gjennemtrængt af dyb Følelse for Landets Nød, give saadanne Soupers? – Jeg havde en fire Skillings Boston og har aldrig spillet saa høit, men da en Lieutenant foreslog Pointet, syntes jeg, at jeg ikke kunde gjøre ham den Skam, at erklære det Spil for høit for mig, hvori han af egen Drift entrerede.

14de Marts.

Fra Biskop Brun fik jeg tilsendt hans sidste Fasteprædiken og en lille Afhandling om Vexelobligationer (hvorom den nye Forordning ikke udtrykker sig bestemt), som han vil have trykt her i Christiania i dybeste Hemmelighed. Prædikenen handler om aandelig Gjerrighed, d. e. Lyst til at blive mere og mere fuldkommen, og indeholder i sig selv, paa Titelen nær, intet mærkeligt. Derimod er Noten, hvorpaa han selv gjør mig opmærksom, og som han ønskede Haxthausen meddeelt, heel frappant. Ikke længe efter Themaets Fremsættelse kom han aldeles ud af Contexten. Det mørknedes for hans Øine og hans Knæ skjalv. Han følte ikke Kraft hos sig, siger han, til at tage Manuscriptet op af Lommen, talede vel henved et Kvarteer uden selv at vide hvad, og maatte da slutte, men besindede sig med et paa det Bibelsprog, hvormed Prædikenen endte, og det var: «Jeg offres allerede, og min Opløsning er forhaanden. Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen; nu er Retfærdighedens Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hin Dag.» – Han aner selv, at dette turde være hans sidste Tale, og synderligt, om den virkelig blev det!

Om sin Deelagtighed i Generalcontrolleurens Valg siger han: «Overvættes Ære for mig, men, mellem os, jeg 143havde heller ønsket mig jus vocandi til de 5–6 første ledige Sognekald i Stiftet, for at faae dem besatte efter Ønske og hjælpe meest Trængende. Ja nu lærer mig Forordningen af 5te Januar ogsaa at sukke under Trang, thi siger jeg med Dido:Dido (9. årh. f. Kr.), mytisk grunnlegger av Karthago som tok sitt liv etter at Aeneas forlot henne og reiste videre mot Roma haud ignara mali, miseris succurrere disco.»

Vi vare i Aften paa Concert og havde nogen Fornøielse for Pengene. Coras skjønne Ouverture begyndte den. Derpaa sang Jfr. SmithUsikkert hvem dette er. I Conradine Dunkers Gamle Dage vises det til en Jomfru Smith som ble gift med Hans Grüner. Men siden de ble gift ca 1803, er det vanskelig å tenke seg at hun i 1813 ville blitt omtalt som Jfr. Smith en Arie, der vandt hende almindelig Beundring. Hendes Stemme er meget smuk, bøielig og udtryksfuld. Kjendere forsikre, at hun sang med megen Konst og Præcision, og hendes vakre, uskyldige Ansigt gav Foredraget forøget Ynde. Derpaa fulgte en dobbelt Violinconcert af Brødrene JohannesJohannes Berg Thrane (1779–1841), handelsmann og amerikansk visekonsul og Waldemar Thrane.Waldemar Thrane (1790–1828), norsk komponist og musiker, komponerte bl.a. Fjeldeventyret Til Slutning havde vi Skatten, dette sjeldne Syngestykke, som jeg saae med saa megen Fornøielse i Kjøbenhavn. Hovedpersonen, den gamle Gnier, spilledes her ligesaa mesterligt af Holten, som der af Frydendahl.Jørgen Peter Frydendahl (1766–1836), dansk skuespiller IbsenLars Møller Ibsen (1786–1846), dansk-norsk amatørmusiker, musikkforlegger og amatørskuespiller var en overmaade god Crispin. Elskerens Rolle er ubetydelig og blev ikke interessantere under WittrupsLorentz Wittrup (1783–1831), overlærer ved Oslo (Christiania) katedralskole Behandling. Begge Jomfruerne LassenUsikkert hvem dette var spilte Elskerinden og Pigen. For et Par Aar siden vare de stærkt i Skuddet; nu kunne de sige til Jfr. Smith som WesselJohan Herman Wessel (1742–1785), norsk-dansk dikter og oversetter til Baggesen:Jens Baggesen (1764–1826), dansk forfatter «Du stiger i din Flugt, vi dale!»

16de Marts.

Tilligemed en Subscriptionsplan paa en saakaldet militair Afhandling, som dog skal udvikle 13 forskjellige Gjenstande, fik jeg imorges et Brev fra General de Seve, som jeg afskriver, da det aldeles charakteriserer Manden:

«Det torde være heterodox, at sende en geistlig Mand en Indbydelse til at deeltage i (?) en Afhandling over en Stand, hvis voldsomme Bajonetstik contrasterer i høieste Grad med hins aandelige Sværd. Dog – jeg har læst – jeg veed ikke hvor – at Pave BonifaciusPave Bonifatius VIII (1225–1303) forsvarede den Paastand, at det var ham tilladt at bruge to Sværd, af Begivenhederne 144med Apostlerne, da de sagde til Christus: Herre! her er to Sværd! Jeg tilkommer altsaa, sagde Paven, at føre to Sværd i min Haand, det ene for Kirken, det andet af Kirken. Men Skjerts a part – Vi leve i et Tidspunkt, hvor det maaskee kunde blive nødvendigt, endog for en Præst at bruge Sværdet for Kirke, Konge og Land, og da Deres Velærværdighed desuden er Garnisons- og Soldaterpræst, saa tager jeg saameget mindre i Betænkning at give mig den Ære og Fornøielse, at sende Dem vedlagt Subscriptionsplan til behagelig Betjening for Dem selv og de flere Venner, som De vilde gjøre deeltagende deri, hvilken jeg da derefter turde vente behageligen remitteret.» – Collegialtidenden anmeldte flere geistlige Befordringer.

«Gud hjælpe dem, der skal de Store søge;
Den Vei fast værre er, end Veien ned til Kjøge».

Disse, den ærlige Agent HolksHans Holck (1726–1783), dansk filantrop, forfatter og avisutgiver Vers, maa man i vore Dage med fordobblet Eftertryk gjentage, naar man seer, hvorledes mange gamle agtværdige Embedsmænd tilsidesættes for ganske unge Solicitanter.

19de Marts.

Ved Kirkeordination idag holdt Bispen en af de bedste Taler, jeg mindes nogensinde at have hørt af ham. Særdeles heldigen skildrede han den Kamp, en oplyst Religionslærer har at udholde, ei alene mod Mængdens Fordomme, men ogsaa mod Magthavernes Ligegyldighed eller Had mod Sandhed og Almeenforædling, i hvilken Anledning han sagde saa djærve og kjække Ord, at de efter Neumanns Udtryk «kunde koste ham Kappe og Krave», naar en Magthaver havde hørt ham. Det er sjelden, fast aldrig jeg med den Tilfredshed har hørt en Tale af Bech fra Begyndelsen til Enden. Langt mindre behagede mig Hr. Steens Prædiken. Jeg havde under Ceremonien tænkt paa, om det nogensinde faldt i min Lod at forrette denne Handling, at da min første 145Text skulde være Pauli Ord til Thimotheus: «Giv Agt paa dig selv og paa Lærdommen» o. s. v – jeg forestilte mig, hvad jeg herved vilde lægge mine unge Embedsbrødre paa Hjerte, og blev ret meget flau, da Hr. Steen med en blød, barnlig Stemme fortalte, at den befalede Text just var disse Pauli Ord. Nu! det kunde han da ikke gjøre for, at Bispen havde givet ham en Text, som passede langt bedre i en Ordinators Mund, naar han kun virkelig havde vakt de Følelser, som Ordene, det være nu en Ældre eller Yngre, der sige dem, indbyde til. Men det gjorde han ikke. Det var ret gode og sunde Ting, han sagde, men det Hele var af det, hvorom den engelske Digter siger: «We may not blame indeed, but we may sleep«, og min Tilbøielighed hertil udtrykte sig vel en halv Snees Gange ved en ufrivillig Gaben.

20de Marts.

Med Bruns Pjece om Vexelobligationer tog det en bedrøvelig Ende. Den stod idag averteret for 4 Skilling, og Alting synes godt og vel, men saa kom LehmannJacob Lehmann (1779–1827), boktrykker, utga bl. a. fra 1813 den ofisielle almanakk og lod mig vide, at Politimesteren forbød dens Salg, da den var anonym. Dette havde jeg rigtignok forudanet, da den Exception, som fandt Sted med de halvofficielle Apologier, som ere udkomne i Kjøbenhavn, vel neppe kunde gjælde, hvor der skrives mod Forordningen, men da Forlæggeren ikke gjorde Indvending, var jeg naturligviis ikke den, der vilde eller burde indgive ham Betænkeligheder.

21de Marts.

Da Borch prædikede, saa nyttede jeg mit Otium til at gaa i Byens Kirke, hvor Hr. GottvaldtUkjent lod sig høre af Bispen. Først oplæstes Evangeliet og saa en befalet Text, hvorover man vel maatte spørge: cui bono? Skulde Dagens Evangelium være saa fattigt paa Æmne, at Bispen maatte tye til Propheten Ezechiel for at skaffe Hr. G. noget at tale 146om? Texten var de Ord: «Jeg vil give Eder et nyt Hjerte og en ny Aand; jeg vil borttage fra Eder det gamle Steenhjerte og give Eder et Kjødhjerte», og heraf uddrog Hr. G. efter megen Venden og Vriden et Thema, der ligesaagodt kunde været hentet fra Dagens Evangelium, ja fra de tre Fjerdedele af alle Søndags-Evangelier i det hele Aar. Han talede om Letsind, en Feil, der vist ikke er charakteristisk for et Steenhjerte, da den Letsindiges Ulykke er, at hans Hjerte er altfor blødt og bøieligt. Han viste da «Letsinds sørgelige Indflydelse paa Religiøsitet og Sædelighed og Borgersamfundets Vel», og vistnok lod der sig sige adskilligt godt om hans Prædiken, men i sin Heelhed behagede den mig aldeles ikke. Først var den umiskjendelig beregnet paa at høres af den eneste Mand, der havde paalagt ham Texten og sad ligeoverfor ham som Censor; og naar en Candidat eller Præst lader sig høre af Bispen, da er det ikke for at underrette ham om, hvad man veed over et vist Thema, men for at bringe ham til Erfaring om, hvilke Gaver man har til at være Folketaler. Menigheden, man har for sig, bør alene tages i Betragtning. Dernæst var Hr. G.s Prædiken aldeles i de forrige Decenniers fast- og kraftløse Maneer, en kold, tør, moralsk Afhandling, uden Christendoms Aand. Ikke et Bibelsprog citeredes, ikke mærkedes Glimt af høi religiøs Følelse. Det Hjerte, der kunde røres ved denne Prædiken, maatte sandelig ikke være et Steenhjerte. Sandelig! han er ikke den, der skal vække de fordærvede Totninger af den Dvale, hvori de som deres Naboer Hedemarkerne saa dybt ere hensjunkne.

Ved min Hjemkomst fandt jeg Aviser, som ikke vare umærkelige. Allerede den 4de vare Russerne i Berlin, og ventelig ere de i Hamburg i dette Øieblik. Det maa nu vel snart komme til en Katastrophe med os. Vor Konge maa fatte eller har vel alt fattet en endelig Beslutning, thi Sagen 147er kommen til det Yderste. Bliver han den franske Alliance troe, have Russerne kun et Skridt over Grændsen til Holsten og derfra til Jylland. Englænderne kunne forurolige Danmarks Kyster, og gjøre det umuligt for Kongen at concentrere sin Magt; de Svenske kunne falde ind i Norge. Al denne Ulykke synes saa stor, at der vel ikke kan være nogen Tvivl om, hvilket Partie maa tages. Og naar saa maaskee til Sommeren de Franske atter seire, saa ere de i Holsteen og Jylland; ja sandelig er vor Konges Situation yderst betænkelig! Et af to Onder synes uundgaaeligt, og det gjælder da at vælge det Mindste. At under saadanne Omstændigheder vort Pengevæsen, trods Forordningen, ei kan forbedres, lader sig begribe.

24de Marts.

Det er dog Fjas med de Fruentimmer, der som vor kjære Moer Koren gjøre Læsen og Skriven saaledes til deres Hovedfag, at de ikke have Smag for anden Virksomhed. Bestandig Syslen i Kjøkken og Spisekammer eller i Bibliothek og Skrivestue ere begge slemme hos en Kone – men eet af to, dog heller det første end det sidste.

25de Marts.

Collegialtidenden leverede næsten blot Cancellieresolutioner paa Forespørgsler i Anledning af Pengevæsenets Forandring. Man seer, at Cancelliet anseer den af Brun omhandlede Sag om Vexelobligationer fuldkommen afgjort, og saaledes afgjort, som han, der ventelig er den mod Slutningen omtalte Olding, som er graanet i Statens Tjeneste, fandt ei at kunne bestaae med Ret og Billighed. Dog giver Cancelliet 10 af de 13 Spørgende den Trøst, at de kunne lade Sagen afgjøre ved Lands Lov og Ret, hvis de ei ere fornøiede med dets videtur. Det er en fornøielig Udsigt for Procuratorerne til en frugtbar Proceshøst.

26de Marts.

148Jeg prædikede for 18 Communicanter, hvoriblandt jeg med Fornøielse saa 3 unge Lieutenanter uden Følgeskab med Fædre, Mødre eller Foresatte. Det er et sjeldent Phænomen i vor irreligiøse Tidsalder, hvor Ungdommen, sig selv overladt, viser dybeste Ringeagt for Communionen som for al udvortes Cultus, uden for saa vidt Moden byder, desimellem at høre en veltalende Prædikant, som er i Skuddet.

28de Marts.

Schmidt var ude hos Biskoppen meest for at spørge, om han skulde tage Paaskeoffer, eller oppebie det nye Indkomstregulativ. Biskoppens Svar, hvorimod jeg for min Deel har lidet at indvende, var: «De kan tage Paaskeoffer og Pintseoffer og Juleoffer; for i Aar bliver vist intet Regulativ fastsat, og Gud veed, om det skeer nogensinde!»

29de Marts.

Declamatoriet har flere ret respectable Executeurer, især i den comiske Declamation, men ingen virkelige Konstnere, undtagen Hagbarth Falsen og Kjerulf. Theeconversationen var heel morsom, men Critik hersker der næsten slet ikke ved vore Samlinger.

Prindsen har med sidste Post faaet Brev fra Kongen, som fortæller, at en Fyrst DolgoruckiSergei Dolgorucki (Dolgorukov) (1769–1829), russisk offiser og diplomat har overbragt ham et egenhændigt, meget forbindtligt og angenemt Brev fra Keiser Alexander.Aleksander I (1777–1825), russisk tsar 1801-25 Det er da at haabe, at af ham og Svensken er intet at befrygte, og o, hvor meget kan skee, der gjør det sorteste Blad i Skjæbnens Bog hvidt og skinnende!

30te Marts.

Jeg har idag kjøbt og læst Munchs «Fjeldblomster». Dedicationen, hvor han kalder Grev Wedel ret og slet Herman Wedel Jarlsberg, men giver ham Jarletitelen til Erstatning for Grevenavnet, og fortæller os, at han er hans Ven, forekommer mig affecteret, og hvad han siger i den 149korte Forerindring: at disse Forsøg blot maa betragtes som Indledning til større og vigtigere Arbeider, som i Tidens Fylde skulle udkomme, bærer Præg af megen Arrogance. Men ellers har Samlingen mange skjønne Stykker, og jeg kan ikke nægte, at en høiere Digteraand fremlyser af den end af Schmidts, der vel i det idyllisk-elegiske har sine Fortjenester, men at hæve sig høiere blev ham sikkerlig ikke givet, og i hans Leilighedsdigte hersker fast uden Undtagelse Trivialitet.

31te Marts.

Grundtvigs «Udsigt over Verdenskrøniken» er en aandriig Bog, men i de Domme, som fældes, hersker en Eensidighed, som Stenersen vel kalder Conseqvents, men som dog overskrider Grændsen, denne maa bevare, naar den skal kaldes en roesværdig Egenskab. At den alvorligt tænkende og følende Christen maa, som det blev sagt i Anledning af MolièresJean-Baptiste Poquelin (Molière) (1622–1673), fransk dramatiker og skuespiller precieuses ridicules, brænde meget af det, han tidligere har tilbedt og omvendt, naar han læser Grundtvig, er vist; djærveligen borttages Helgenglorien og drages Masken af mangen en, som i Aarhundreder var Verdens Afgud; men naar alt skal føres til Religionen, naar fra Christendommens Begyndelse Heltenes, Statsmændenes, Digternes, kort Enhvers Fortjenester skal vurderes efter hans Hengivenhed for Christendommen og Arbeide for dens Fremme, gaaer Grundtvig for vidt. Jeg vil blot nævne Frederik den AndenFrederik 2 (1534–1588), dansk-norsk konge (som jeg iøvrigt aldrig har forgudet) og vor gode, gamle Holberg, som han forekommer mig reent at misforstaae. Disse og vel mange Flere ere aabenbart forurettede. – Den gamle Historie overfarer han iøvrigt vel hurtigt, hvorimod han i en «Udsigt over Verdenskrøniken» indlader sig i altfor vidtløftige Details om vort Fædreland og dets Mænd. Hans Dom om disse er for det meste rigtig. Hvad han f. Ex. siger om SuhmPeter Frederik Suhm (1728–1798), dansk historiker og Bastholm er noget ganske andet end man hidtil har vovet at 150udlade sig med, men dog nok intet uden den rene Sandhed; kun gjør det mig ondt for den endnu levende ærværdige Olding Bastholm, der engang var Danmarks og Norges Mønster og Beundring, at han paa Gravens Rand maa lade sig sige slige Sandheder. Det maa dog være tungt, saaledes at overleve sin Hæder! – Grundtvigs Sprog er, naar man kan arbeide sig gjennem hans bizarre Orthografi, skjønt og kraftfuldt. Næsten alle hans Lignelser ere træffende, og nogle deilige, men undertiden synker han dog til det Trivielle og Uædle. Bryde Staven over dette Arbeide kan jeg ikke – men jeg kan dog ikke sige, at jeg gider læst det anden Gang.

1ste April.

Atter fik jeg et saare venskabeligt Brev fra Liebenberg. Det handler meest om Øhlenschlægers to nyeste Stykker: «Canariefuglen» og «Ærlighed varer længst». Ingen af dem har gjort Lykke; ved det sidste blev endog hysset. Det synes overalt som om Øhlenschlægers Stjerne daler, mindre fordi hans Værd aftager, end fordi aura popularis har vendt sig, og fordi et Partie hæver sig imod ham med den foragtelige Baggesen i Spidsen, hvilken det ikke lidet smigrer min Menneskekundskab at have gjennemskuet saa nogenlunde endog medens det endnu var crimen læsæ ei at forgude ham. Jeg haaber, jeg og min gamle Ven, Stephan Heger, lettere nu ville enes om hans Digter- og Menneskeværd, end da vi engang i Kjøbenhavn for hans Skyld nær vare blevne dødelige Fiender. At Øhlenschlæger fremdeles vedbliver at hige efter de Stores Protection, er dumt.

4de April.

Gud være lovet! Min Moders tunge Lidelser ere endte, og længe før jeg fik dette Budskab, hvilede alt det trætte, udpinte Legeme i den venlige Grav. Samme Dag og samme Time, hendes Mand for et Aar siden bares til 151Graven, henslumrede hun sødeligen. Biskop Brun kjørte derhen om Morgenen, fandt hende ved fuld Samling og glad over, at Forløsningstimen var kommen. Fred, evig Fred med dig, dyrebare Moder, Veninde, Velgjørerinde! Aldrig glemmer jeg de herlige Lærdomme, det skjønne Exempel, du gav mig! Dit Minde omsvæve mig, din Aand besjele mig uophørligen paa den Vei, jeg endnu har at vandre herneden, at jeg engang kan døe saa rolig, saa salig som du, at jeg engang kan møde dig frelst og glad i Guds frydefulde Himmel! Indtil da Farvel! Farvel!

I Classesamlingen oplæstes et langt Stykke af Bispen om at eftertrykke Psalme- og Lærebøger her oppe i Norge, da det er saa vanskeligt at faae dem fra Kjøbenhavn. Ansøgning var før indgivet, men afslaaet; nu vilde man banke stærkere paa Naadens Port.

5te April.

Det er idag 20 Aar siden jeg indviedes til Præst. Til mange alvorlige Betragtninger og samvittighedsfuld Selvprøvelse opmuntrer mig hiin Dags og den lange Mellemtids Minde. Jeg takker Gud for de mange Glæder, han skjænkede mig, og den Kraft, han gav mig til at overvinde de faa og i Sammenligning ubetydelige Lidelser, jeg hjemsøgtes med. Vidt og bredt har jeg omvanket; med mange Mennesker har jeg staaet i Forbindelse. Jeg har været Lærer ved Danmarks og Norges folkerigeste Menigheder, har forberedt mellem 1000 og 2000 Ynglinge og Piger til Confirmationen, har staaet ved mangfoldige Sygesenge, har forkyndt Guds Ord utallige Gange i og udenfor Kirken. Men hvorledes har jeg udført disse hellige Pligter? og hvad godt har jeg udrettet? – Jeg tiltraadte Lære-Embedet med en Enthusiasme, som udvortes Omstændigheder snarligen dæmpede. Hvad jeg tør sige til min Roes er, at jeg omhyggeligen har uddannet og brugt de Evner, Gud har udrustet mig med, 152til fra Talerstolen at være en gavnlig Folkelærer; at det altid har været mig meget magtpaaliggende at erkjende og forkynde Sandheden reen og uforfalsket, og at jeg saaledes i enhver af mit offentlige Livs forskjellige Perioder har talt efter min Overbeviisning. Paa den anden Side har jeg maaskee, stolende paa mit udmærkede Talent, ikke altid anvendt den Flid, jeg burde. Skolevæsenet i mine Menigheder har jeg nok behandlet med vel megen Lunkenhed. Min Iver og Interesse for Confirmanders Underviisning er aftaget. Det Afguderie, Mængden driver med Sygeberettelser, har givet mig bestemt Afsmag for Sygebesøg og gjort det til et ubehageligt Hoverie for mig. Endelig erkjender jeg, at ihvorvel min Vandel aldrig har været forargelig, men tvertimod, det tør jeg stadigen haabe, men Hensyn paa mit Forhold som Borger, Menneske og Huusfader, opmuntrende og læreriig, saa føler jeg dog altfor vel, at meget fattes mig endnu, og at jeg, især hvad Virksomhed, Taalmodighed og Selvfornægtelse angaaer, ikke altid selv er, hvad jeg opfordrer mine Medchristne til at være. Gud tilgive mig det Forbigangne, og give mig Styrke til, med de tiltagende Aar, den modnere og mere udstrakte Erfaring, de fastere Grundsætninger, stedse at vandre værdigen for hans Aasyn!

6te April.

I Formiddag hjemmedøbte jeg Overkrigscommissair Carlsens Barn. Jeg kan ikke undlade at finde saavel ham og hans Kone som overhovedet den Omgangskreds at være af Byens interessanteste Mennesker. Vor Formuesforfatning tillader os naturligviis ikke at leve med dem, ogsaa har en saadan sluttet Cirkel gjerne en mellem sig vedtagen Tone, i hvilken den Fremmede seent og vanskeligen indvies, men det er mig klart, at den Aandsnæring, vi udenfor vort Huus saa bitterligen savne, i Carlsens, Thulstrups,Magnus Andreas Thulstrup (1769–1844), lege og professor i medsin ved universitetet i Christiania fra 1814 Tullins og flere Familier sandsynligen var at vente. – Jeg fik Brev fra 153Baronessen, som lader mig vide, at hun, Frøken Vasmer og Frøken HornBetzy Horn (1791–?), datter av kancelleriråd Erich Horn agte at communicere paa Skjærthorsdag. Jeg havde allerede engageret Borch til at prædike paa den Dag, men da Capellanen ogsaa prædikede ved hendes forrige Communion, kunde det maaskee synes, som om jeg forsætteligen skyede hendes Aasyn i Herrens Huus. Prindsen selv kunde uddrage slemme Fortolkninger deraf og Anonymus Scandal kunde gjøre Anmærkninger, der syntes hædrende for mig, men i Grunden vare vanærende. Heller ikke fandt jeg det afveien, at ogsaa denne Kone engang hørte Religionens advarende Stemme høi og kraftig lyde til hendes Hjerte, og at dette kan skee bedre fra min Mund end fra den kolde Borchs, var det grundfalsk Beskedenhed at yttre Tvivl om. Altsaa gjorde jeg det om og prædiker selv paa Thorsdag og lader «Bazile, min Broder og Undermand» søvndysse Folket Langfredag.

7de April.

I Throndhjem skal Nøden være skrækkelig. At vor Konge endnu, da det gjælder Landets Frelse eller Ruin, ikke vil opgive Forbindelsen med Napoleon, er ærligt, men hvorvidt en Fyrste er berettiget til at opofre sit Folk, for at holde et Ord, givet af Mand til Mand, er tvivlsomt. Her kommer Regentens og Menneskets Pligter i en Collision, hvor det synes som disse maa vige. En duelig Regent og en agtværdig Privatmand ere to forskjellige Væsener. Det sidste er vistnok Frederik den sjette, men det første – ja Gud bedre os! her gaaer Syn for Sagen.

8de April.

Jeg læser i denne Tid en tydsk Bog, kaldet: «Geheime Geschichte des Hofes und Cabinets von St. Cloud«, og finder den at være en ret morsom Roman, men andet kan jeg ikke antage den for. Bogen tilhører Major Gøssel, har været i mangfoldige Hænder, og er vist altsaa læst af den hele antifranske Cirkel med uendelig Gammen.

9de April.

154I Aften opførtes «De to Grenaderer«. Den meste Interesse, jeg havde af denne Forestilling, var Erindringen om, hvorledes jeg Fredag før Palmesøndag 1801 ogsaa saae dette Stykke i Kjøbenhavn. Da nærmede den engelske Flaade sig og Alt var i fyrigste Bevægelse. QvistQuist, dansk skuespiller. Kanskje Hans Quist fremtraadte først og sang Thaarups: «Det glimter i Kimingen; varslende Gnye bebude et Uveir i Norden», og efter Stykket kom KnudsenHans Christian Knudsen (1763–1816), dansk skuespiller i Matrosdragt og sang den da nye: «Vi alle dig elske, livsalige Fred», og hele Parterret istemte gladeligen. Det var Danmarks Helds- og Hædersdage. De ere nu forbi – komme de nogensinde igjen? Man tvinges til Mismod, naar man betragter Tidernes Tegn og Regjeringens bedrøvelige Ubestemthed. Skal det komme til det Yderste, inden vor gode velmenende Konge griber til et kraftigt Redningsmiddel? og er det da ikke for sent? Major Gøssel har skrevet 7 Timer paa et Brev fra Prinds Frederich til Kongen, hvori Landets jammerfulde Tilstand skildres med levende Farver. Man mener, det vil lede til en Catastrophe, men hvilken?

10de April.

Efterat de korte Forhandlinger i Bondevenscommissionen vare endte, gik det ud paa Politik og Pengevæsen. Anker kaldte Forordningen af 5te Januar et Misfoster, især ved den bestemte Forskjel mellem Sølv- og Navneværdi, og den Coursforandring, som hvert Halvaar skal skee, hvorved han paastaaer, at Ingen herefter kan vide, hvad han eier, eller betrygges mod at han uafvidende og uforskyldt kan blive fra en Capitalist til en fattig Mand. Saaledes dømmes nu. Beklageligt er det, skal denne foregivne Radicalcour være et usselt Palliativ, der for Øieblikket standser, men ei kan forebygge Landets Ruin.

11te April.

Jeg fik et Brev fra Biskop Brun, som fortæller om sit sidste Besøg hos min Moder. «Hun kjendte, hørte og forstod 155mig, og da jeg engang sagde: Ja Gud skee Lov, at vi har været gode Venner, svarede hun besværlig, men ganske forstaaelig: Gud velsigne Dem! De, hendes Eenbaarne, misunde mig ikke denne Velsignelse. Jeg stjal den ikke som Jacob!»Jacob, patriark som ifølge første Mosebok lurte til seg velsignelsen som førstefødt som hans eldre tvillingbror Esau skulle ha hatt – Iøvrigt giver Brun sit Minde til at han nævnes som Forfatter til Pjecen om Vexelobligationer, hvilken han selv har nedsendt til Cancelliet. Han er vred over den her omtalte Collegialtidende med alle de Resolutioner og Formaninger, Pengevæsenet angaaende: «Skulde ikke Fanden eller Politiemesteren tage de Næsvise, som indrykke i offentligt et quidem officielt Blad, hvad Collegiet skriver til enkelt Mand, hvad det selv ikke tør kalde Resolution, men kun Raad, kun Mening?»

14de April.

Wulfsbergs haabefulde unge Datter blev idag begraven. Wulfsberg forrettede selv Jordpaakastelsen. – Paa Hjemveien til Sørgehuset var Omsen min Sidemand og vi førte ret interessant Samtale. Hans Grundsætninger ere ypperlige og jeg troer han følger dem, og saa tilgiver man ham let, at han nok ikke for nogen Verdens Ting har æsthetiske Anskuelser. Han er kold Prosaisk, men altid bedre end en varm Poet uden Grundsætninger og Retskaffenhed. Vi indbødes ved vor Tilbagekomst til at spise varm Frokost, men dette Maaltid fornøiede mig aldeles ikke. Man førte de meest fordømte Discourser, som aldrig vilde behaget mig, men allermindst ved en Jordefærd. Man begyndte med Profos- og Bøddelhistorier, kom derfra til Selvmord og voldsom Død ved Ulykkestilfælde og endte med fæle Daarekisteanekdoter.

15de April.

Baronessen communicerede da, og jeg vil troe, at der blev sagt Ord, som ogsaa hun kunde være tjent med at høre og bevare. Det stødte mig ellers, at hun og hendes to Selskabsfrøkener marscherede midt igjennem Kirken under det 156korte Slutningsvers, hvis Ende de gjerne kunde oppebiet, eller ogsaa i Stilhed listet sig ud af den lille Dør.

17de April.

Vor nye StiftamtmandFotnote i trykt utgave utgave: Emanuel de Thygeson. er nu ankommen og kjører i disse Dage omkring paa Visiter. I Formiddags holdt hans brillante Vogn ved min Dør og her blev indleveret to overvættes elegante Billetter fra ham og hans Kone, og to mindre pene som Tilgift fra Mademoiselle Waltersdorff og Frøken Poulsen.Disse to er ukjente Gud kjender dem!

Jeg har udlæst den forhen omtalte «Geheime Geschichte«. I sidste Capitel havde En ved et Sted skrevet: «Nonsens», men deraf findes ikke meget i denne Bog; det er en kløgtig Karl, som har skrevet den. Han ligner overalt Grundtvig deri, at begge har en forunderlig Færdighed i at opsøge og finde næsten ethvert Menneskes onde Side, dog med den Forskjel, at Grundtvig ledes af varm, skjøndt ofte overspændt Iver for Religion og Dyd, medens denne Mand derimod neppe er et Haar bedre end de sorteste af de Djævle, han skildrer, og om han aldrig har begaaet saadanne Voldsomheder eller Nederdrægtigheder, som han tillægger dem, er det nok mere, fordi han har manglet Anledning, end af religiøs og moralsk Følelse. Jeg mores ved at læse hans Bog, men ham afskyer jeg. – Jeg har fremdeles læst flere af Plauti Lystspil i Guldbergs Oversættelse, som er meget god. Adskillige af hans Anmærkninger ere ogsaa meget instructive og al Tak værd, men mere end Halvdelen, og just de allerlængste kunde han gjerne skaanet os for at læse og betale. Hans egne moralske og satiriske Betragtninger ere undværlige nok, men end mere er dette Tilfældet med de lange Citater af Cicero og Lucian,Loukianos fra Samosata (ca 125–etter 180), romersk dikter og satiriker, født i romersk Syria, skrev på gresk Cervantes,Miguel de Cervantes Saavedra (1547–1616), spansk forfatter Holberg etc., der have sagt noget lingnende som Plautus siger her, men som i Grunden 157hverken bestyrker eller forklarer hans Udsagn. Guldberg er, kan jeg formode, af samme Mening som Skriver i Harlekin Patriot:Harlekin Patriot er en komedie av Johannes Ewald «Vi Lærde maae citere», men en saa virkelig lærd og smagfuld Mand burde forsmaae slig ussel Nødhjælp.

18de April.

Efter Prædikenen i Aggers Kirke ofredes der, og det gik da af i megen Gesvindighed; derfor sørger nok mine Aggersbønder, der ville faa andet at fornemme, hvis Regulativet engang kommer i Stand. Offeret var som Paaskeoffer altid er; dog fik jeg fra ClausenLars Clausen (1781–1844), grossist i Aker/Christiania, eide en periode Sandaker gård paa Bjølsen en Seddel med 30 Rd. og ovenikjøbet følgende versificerede Indskrift:

O Pavels, med og uden Orden stor!
Fra dine Læber Tak for hvert et Guddoms Ord!»

der, paa Storheden nær, var mig ret behageligt, da Clausen er en fornuftig og religiøs Mand, der (en Sjeldenhed i Aggers Sogn) fast aldrig i det værste Uføre forsømmer mine Prædikener.

Wulfsberg fortæller mig, at Thygeson har begyndt sit Stiftamtmandskab med at foreholde Prindsen Nødvendigheden i, at de militaire Magaziner aabnes for Landalmuen, hvis hastig og tilstrækkelig Tilførsel ei kan erholdes. Hvad herpaa er svaret, veed man ikke, men saa meget skal være vist, at Thygeson paa Tirsdag reiser til Oplandene for at berolige Folket og føie virksomme Anstalter til Sædekorn. Throndhjems og Nordlandenes Nød skal være afhjulpen.

19de April.

Hvad mærkeligt jeg for denne Dag har at optegne, er et officielt Brev fra Vicestatholderen, som blev sendt mig fra Amtet med Anmodning om at divulgeres i min Kreds paa passende Maade. Det lyder Ord til andet som følger:

«I en Krisis som denne, da Alles Forventning paa Fremtiden er spændt paa det høieste, og hvori Mangelen er stegen til en høi Grad, formedelst det forrige Aars Misvæxt, 158holder jeg det for Pligt mod den Nation, hvis nærmeste Bestyrelse H. M. allernaadigst har overdraget mig, ved dette Cirkulære til Rigets samtlige Overøvrigheder (som dog ikke ved Trykken offentlig bekjendtgjøres) at underrette Indvaanerne om, at vor allerhøieste Konge og gode Landsfader paa det kraftigste arbeider paa at tilveiebringe Freden mellem England og hans Riger, og at Allerhøistsammes første og største Bevæggrund til denne forandrede Synspunct har været at frelse det ham saa kjære Norge, og at redde dette Rige fra den Nød, som Uaaret har bragt over samme.

Lykkes disse Fredsunderhandlinger ikke, som jeg dog ei tvivler om, da er dette allene Nabohoffets Skyld, som paa enhver tænkelig Maade søger at forhindre det Formaal, vor Konge har for Øie, idet at det er dette Hofs store Attraae, enten ved Magt at erobre eller ved List at tilvende sig Norge, og forvende Nationens Hjerter fra den retmæssige Konge, hvilken Hensigt det ikke troer at kunne opnaae uden at Krigen mellem England og det danske Hof vedvarer, og uden at udsætte Norge for dræbende Mangel.

Derfor laaner Svensken endog, formodentlig med den engelske Regjerings Samtykke, beredvillig Haand til vore Kornskibes Opbringelse, Ladningerne vorde solgte i Sverrig, og Norge saaledes berøvet den Hjælp, som Danmark kunde række det af sin Overflødighed.

Men saadan trædsk Adfærd vil, ved den Almægtiges Hjælp, kun lidet fremme Opspinderen af denne ugudelige Fremfærd mod en Nation, med hvilken de staar i det dybeste Fredsforhold: Fiendtlighederne med England ville snart vorde hævede, og Landets Trang vil blive afhjulpen. Gud vil være med den retfærdige Sag, og skeer end det Værste, saa vil Nationen dog vide at forsvare sig med Magt, og agte sig for List og staae og falde som det sømmer sig for gamle 159Norges Indvaanere, for hvilke fremmed Nations Aag er en ukjendt, oprørende Ting.» –

Gud give sin Velsignelse til Kongens ædle Daad, og give, at Svenskens Magt maa være ligesaa frugtesløs som jeg sikkert haaber, hans List vil være det!

22de April.

Postens lange Udebliven gav Anledning til, at man troede Freden med Sverrig brudt, men denne Gang var det uden Grund. Den bragte ellers intet Nyt, kun at man tydelig seer, at Regjeringen helder til det russiske Partie, hvis Seiervindinger nu fortælles med samme trættende Detail, som fordum de Franskes. Grev BernstorffJoachim Frederik Bernstorff (1771–1835), dansk diplomat, sønn av den tidligere utenriksminister A. P. Bernstorff er afgaaet fra Glückstadt til London i kongeligt Ærinde. Fra Kjøbenhavn læser man blot, at en svensk Chargé d’Affaires er reist bort og at en anden har taget hans Plads, hvoraf man intet lærer enten til eller fra. – Man finder, at Biskop Brun deraisonerer slemt i sin Pjece om Vexelobligationer.

23 April.

Collegialtidenden indeholder en ikke umærkelig Befaling. I sidste Litteraturtidende begyndte en temmelig ufordeelagtig Recension over en 431 Sider lang Religionslærebog af Pastor HolmAndreas Krag Holm (1767–1851), dansk teolog og prest i Kjøbenhavn, og nu er det befalet, at der i enhver Almueskole paa Landet og enhver Borgerskole i Kjøbstæderne skal anskaffes et Exemplar af denne Bog, at Læreren flittig skal studere den til Veiledning ved Underviisningen. Altsaa, hvad en berømt Theolog (det er dog virkelig P. E. Müller)Peter Erasmus Müller (1776–1834), dansk historiker og teolog, fra 1811 redaktør av Dansk Litteraturtidende næsten med rene Ord erklærer for et mislykket Product, det autoriseres i samme Øieblik som Norm for Underviisningen i hele Danmark, thi længer strækker Befalingen sig dog ikke.

24de April.

Grev Wedel har taget Afsked som Amtmand, og Kammerraad CollettJonas Collett (1772–1851), embedsmann og politiker, konstituert amtmann i Buskerud 1813-14, deltok på stormannsmøtet på Eidsvoll i februar 1814, bror av Johan Collett er bleven hans Eftermand, hvorover Buskeruds 160Amt vist er tilfreds. Greven er en brav og driftig Mand, men han har nok altfor mange Jern i Ilden til at være for en saadan enkelt indskrænket Virkekreds, hvad han bør.

25de April.

Confirmationssøndag. Borchs Prædiken var i alle Henseender maadelig. Den stakkels ThomasApostelen Thomas (?–72), apostelen som tvilte på at det var den gjenoppståtte Jesus han så, inntil han fikk ta på sårene fik i Indgangen sin Text læst, uagtet alt, hvad NiemeyerAugust Hermann Niemeyer (1754–1828), tysk teolog og forfatter har gjort, for at gjøre ham elskværdig for os som den ømtelskende Thomas, og derfra gik han over til at vise (man tænke sig paa en Confirmationsdag!) Jesu Opstandelses Sandhed og Mulighed. Koldt og tørt og flaut var det tilhobe, og jeg sad og harmedes ret inderligen over, at jeg havde tilladt ham ved denne tomme Passiar at forstemme de Tilhørere, Unge og Gamle, der vare komne i Kirken med gudelig Følelse. – Jeg selv holdt en kort Tale før Overhøringen og en kortere til Slutning. Begge hang sammen og var over Pauli Ord: «Jeg formaaer alle Ting ved Christum, som gjør mig mægtig», i den første udviklede (jeg) i Almindelighed og i den sidste anvendte paa Confirmanderne. Jeg var begeistret og rørt, men hvad der dog rørte mig meest var de tørre Øine og de kolde, udeeltagende Ansigter hos Confirmationsungdommen, saavidt mit Øie naaede.

I Confirmationsselskabet hos Major Juell dreiede Samtalen sig om de evige Æmner: Korn og Politik, og da den alvidende og alherskende Justitsraad WiewildJohan Bøge Wiewild (1764–1818), tollinspektør i Chrsitiania 1808-14 var en af dem, som især førte Ordet, fik man megen Viisdom at høre. De fleste spaae meget godt af de Forhandlinger, vor Regjering har aabnet med England. (Statstidenden fortæller, at der affyredes 15 Kanonskud, da Grev Bernstorff gik ombord paa den engelske Fregat, og Privatefterretninger lægge til, at han modtoges af Matroserne med Hurraraab). Det var imidlertid for meget forlangt, at Ulykkespropheterne skulde tie, førend de faae Troen i Hænderne, og da det skal være 161notorisk, at Rusland og Østerrige med Varme interessere sig for Danmark, da man endog anseer det engelske Ministerium tilbøieligt til at slutte Fred med os, saa er Sverrig nu Bussemanden, ved hvis fine, roes- og beundringsværdige Politik England muligens kunde omstemmes, ja (livagtigen ligesom ægri somnia!) en Coalition dannes mellem England, Frankrig og Sverrig imod Rusland, Østerrige og os! Dette var Mathiesens Tanker i en Samtale jeg havde med ham efter Bordet, hvortil han endnu lagde, at Ærlighed, som vor Regjerings, er meget god til Tid og Sted, men naar man har med fuule og falske Folk at gjøre, maa man selv være fuul og falsk; derved er Sverrig kommen i sin nærværende Stilling (?), og flere hæderlige Grosserere og andre Privatfolk have da og speilet sig i dets Exemplar og ere blevne Matadorer – probatum est!

27de April.

Wulfsberg søger Meelhus Sognekald i Trondhjems Stift og har paa Ansøgningen faaet en Erklæring af Biskoppen, fuld af Lovtaler over ham, hvor blandt andet erindres, at hans Charakteer nu er bleven langt mere sat end i hans fyrige Ungdom, og at de Overilelser, hvortil raske og levende Genier letteligen henfalde, nu ere gangne over til en ligesaa rask og levende Borgervirksomhed, hvoraf Fædrelandet kan vente sig de skjønneste Frugter.

29de April.

Statstidenden fortæller, at den nye svenske Chargè d’Affaires alt er reist igjen, og at vor i Stockholm ogsaa er tilbagekaldt. Det Hele seer næsten ud som en Krigserklæring, synes idetmindste at bebude, at en saadan snart forestaaer. Jeg har dog hørt den Mening udtale, at det endnu ingen Fare har, og at det blot (i Cabinetternes Sprog) er en Demonstration fra svensk Side. Tiden vil 162nok snart lære det. Overordentlige Forholdsregler fra Regjeringens Side mærkes her endnu intet til.

2den Mai.

Jeg ansaae det for Borgerpligt at tale nogle Ord i Anledning af Statholderbrevet. Efterat have i Almindelighed udviklet Regentens og Undersaattens gjensidige Fordringer til hinanden, anvendte jeg til Slutning uden Forbeholdenhed Alt det sagte paa os og vor Konge. Jeg viiste, at de Fordringer, som vi med Billighed kunne gjøre til ham, fra hans Side ere opfyldte, og at Norge ikke tør klage over stedmoderlig Behandling, da det nylig har faaet den attraaede Høiskole, da Kongen for dets Skyld afviger fra et i 6 Aar haandhævet System, hvilket for Manden af Charakteerfasthed altid maa være tungt, og da han for at frelse vort Land udsætter Danmark for voxende Farer, hvis Krigslykken atter skulde vende sig. Altsaa opfordrede jeg mine Tilhørere til at tilsværge Frederik den sjette og Broderriget evig Troskab, og i hvad der end herefter skal opoffres, aldrig at opofre Ære og Dyd.

3die Mai.

Diem perdidi! ɔ: Jeg har siddet i Aggers Fattigcommissjon fra Morgenen Kl. 8 til Aftenen 8½. Naar jeg undtager nogle Breve og Erklæringer, og enkelte Gange, da jeg afgav en raadgivende eller deciderende Stemme, forholdt jeg mig passiv og lod Tanken flyve til behageligere Gjenstande, eller anstillede melancholske Betragtninger over hvorledes vi, alt som Fattigvæsenet fuldkommen organiseres, arbeide paa at gjøre den christelige Kjærligheds Liigsteen, som Grundtvig kalder den, større og større, saa at det tilsidst vil ansees for en moralsk som det nu næsten er en borgerlig Brøde at ynkes over en Lidende og give en Almisse til andet end en Fattigkasse.

4de Mai.

163I Dag var Examen paa Ankers Waisenhuus. Der var Tilhørere nok, havde der kun været noget Godt at høre! Som sædvanligt begyndtes med et Vers af en Psalme, hvorfra man gik over til Læsen i Bog og Forstandsøvelser. Det gik der som paa Allunværket, kun at Bispen var misfornøiet med samtlige Drenges Indenadslæsning, rettede deres Feil og begik nu og da selv en lige saa slem. Falbe og jeg vare imidlertid komne i en Snak, som rigtignok, især fra hans Side, var vel høirøstet. Den afbrødes ved min Bortgang til et Liigfølge, og som jeg gik ud af Døren havde Bech den Insolence med høi Røst at sige: «Nu er vel Historien ude, Hr. Etatsraad!» Paa Veien fra Kirkegaarden hørte jeg af Borch i Anledning af Prof. Pihls ublue Kornaagreri (han har forlangt 120 Rd. for en Tønde Havre), at der i disse Dage har været opslaaet en Paskil paa hans Port, og Falbe fortalte mig en ny Historie om samme Professor, ligesaa slem som den, som skilte ham fra Præste-Embedet, og lagde til, at man aldrig burde indbyde eller komme til denne Mand, men skye ham som et Afskum, man selv vanæredes ved at holde Omgang med – see om man gjør det! – Fra Kirkegaarden vendte jeg tilbage til Waisenhuset, hvor Examen endnu var i fuld Gang. Der regnedes Brøk, og jeg havde været fristet til at fortsætte den forrige Passiar, men vestigia terrebant! Jeg hørte da taalmodigen paa Biskoppens Viisdom og saae paa Skriftprøverne, hvormed Examen endtes. Bech endte med en liden Epilog, hvori han, som billigt, ei erklærede sig fuldkommen tilfreds med Børnenes Fremgang, men tilskrev samme Læremoderens alt for store Herredømme over Pigebørnene, hvori maatte gjøres Forandring. Det var uforsigtigt offentligen at fremsætte en saadan Anke; Agent Nielsen stod da ogsaa frem og tog til Gjenmæle, og klagede især over Feyring, at han istedetfor 164at henvende sig til Administrationen havde fremført sin Klage til Bestyrelsen, af hvis Mund de nu offentligen maatte høre den, og deri troe at finde en Bebreidelse mod sig. Kammerherre Anker lagde til, at Drengene ikke vare et Haar bedre end Pigerne, og at Grunden vel altsaa ikke kunde være den angivne. Jeg frygtede et ubehageligt Optrin, men man besindede sig paa alle Sider, Ventilationen døde hen, og det hele fornemme Selskab forføiede sig nu til Agent Nielsen, der som sædvanlig paa denne Dag gav Middagsselskab. Der er maaskee ikke et Huus i Christiania, hvor Elegants i Beværtning, Ameublement, i Alt hersker i saa udmærket Grad som hos Nielsen. Vi havde et høist velsmagende Maaltid, dertil 3 Sorter ypperlig Viin og Biskop af friske Pommerantzer og en Dessert, som vel ikke Mange i denne Tid kunde tilveiebringe: Appelsiner, Rainetter, Figen og lombardske Nødder. Thygeson underholdt Selskabet med Fortællinger om den nyere elegante Tone i Paris af hvilke et Par fortjener at optegnes. Hos Ministeren Regnauld de St. Jean d’AngelyMichel-Louis-Étienne Regnaud de Saint-Jean d’Angély (1761–1819), fransk politiker var paa hans Kones Navnedag meget stort Aftenselskab. Man samledes Kl. 11 ½. Kl. 12 begyndte en Comedie, som varede en Times Tid; derpaa musiceredes. Kl. 2 tog Verten en Dame og førte hende til Bords. De andre Damer fulgte efter, men alle Herrerne, hvoriblandt de udenlandske Ministre og Landets første Mænd bleve tilbage. Omsider kom Vertinden og beklagede, at de af Mangel paa Plads maatte soupere i Luftenɔ: de drev om i Værelserne og Haven, saae undertiden noget af den deilige Mad, Damerne beværtedes med, men de fik ikke det ringeste, ikke engang et Glas Viin, og da Maaltidet var endt, tog man hjem. Til Festins i de største Huse leier man hos Restaurateuren visse kostbare Retter Mad. At spise af dem forbyder god Levemaade; de staaer der kun til Skue og retournere til Eieren. «Men hvoraf 165kan nu en Gjæst vide», spurgte jeg, «af hvilke Retter han maa eller ikke maa spise»? «Det hører med til bon ton at kjende dem», svarede Thygeson, «har man ikke den, kan man let forløbe sig og sætte Verten i en upaaregnet Bekostning.

5te Mai.

Med Intelligentsseddelen fulgte som Tillæg en velmeent, men i Grunden tom og intetsigende Formaning i Anledning af de svenske Proclamationer. Forfatteren skal være gamle General von KroghGeorg Frederik von Krogh (1732–1818), dansk-norsk general og kommandant i Trondhjem i Trondhjem, og Pjecen er trykt med Statholderens Tilladelse, da det ellers ikke gaaer an paa Prent at beraabe sig paa og offentligen gjendrive hemmeligen uddeelte Manuscripter. Forfatteren kunde sparet sin Uleilighed. Det gamle Nationalhad synes at vaagne i sin fulde Styrke.

Professor Pihls Rygte er nu igjen saa brændemærket, at jeg undres han endnu kan faae sin Polskpas. Han skal, fortalte Major Juell, have søgt om at blive Ridder, paa Grund af hans Omsorg for at forsyne Norge med Korn. Det er en Lykke, ingen Ridderpromotion stunder nær til, ellers kunde det let hændes, han fik Korset gjennem samme urene Canal, som før Professortitelen.

7de Mai.

I Formiddags begyndte den store Skolecommissjon sine Forhandlinger. Egentlig bestemtes blot Forretningernes Gang, og det bliver, som jeg har spaaet: Bispen gjør alt, vi sige Ja og skrive under, og dermed kunne vi da og være vel tjente. Hvad der behagede mig bedst er, at formodentlig meget faae simple Læregjenstande vorde fastsatte for Almueskolerne, og at man vil kaste al seminaristisk Viisdom bag sin Ryg som ufornøden for Bonde- og Arbeidsstanden. Paa den Maade vil Skolelærernes Dannelse vorde et mindre besværligt og mere lønnende Arbeide for Præsterne, hvem dog nok denne Pligt kommer at paaligge, kun at det bliver Capellanen, 166hvor denne existerer. Hver anden Løverdag holdes Møderne paa Stiftamtmandens Contoir. Da dette var afgjort, snakkedes længe om uvedkommende Ting og Falbe yttrede atter sin Harme over Prof. Pihl. Der opslaaes Paskiller over ham paa hans Port og flere Steder. Man har sat hans Navn paa Halsjernet og beklaget, at han ikke selv kunde staae der, og man har bedet ham betimeligen lukke sine Vinduesskodder, da man ellers kunde faae det Indfald at kaste smaae Stene ind gjennem hans store Vinduesruder. Det er ikke bestemt Ridderkorset, men en Udmærkelse han har søgt, og i den Anledning skal Omsen have sagt: at saadan Udmærkelse ei vel kunde nægtes ham, kun maatte det overlades til ham selv at vælge, om han vilde have den paa Panden eller paa Ryggen. Wulfsberg troede, den conserveredes bedst paa første Sted, siden hans Pande er af Jern.

8de Mai.

Der var i Nat Brand i Grændsen hos en Farver Magelsen,Christian Magelssen (1771–1853), farger hvis Gaard med et tilstødende Leiehuus opbrændte. En ung Kjøbmand HoffHans Hoff, vitnet i rettssaken om brannen i farger Magelssens gård var i Gaar flyttet ind i det sidste, og skulde have Bryllup paa Mandag. Alt hans Tøi stod endnu indpakket og det meste kunde saaledes rimeligvis været reddet, da Ilden først angreb Eierens Bygning, men han blev saa forvirret, at han lod Penge og Bohave og alt betydeligt i Stikken og, efter Thulstrups Sigende, i Forfjamselsen løb bort med en Thepotte og et Par Buxer. Siden besindede han sig vel, og kom tilbage, men da var det for silde. Hans hele Indboe er nu en Thepotte.

Baronessen beærede mig i Formiddags med en Visit og traf Aftale angaaende hendes DattersLouise Elisabeth von Liliencron (1797–1855), datter av Baronesse Clara v. Lilliencron Confirmation; ved hvilken Leilighed min Kone fik tre Kys, Julie eet, vi andre intet, og dermed var den Stads forbi.

9de Mai.

167I Selskabet hos Thygeson talte Prindsen til mig. Han sagde, at han havde hørt saameget godt om min Prædiken fra idag 8 Dage, at han vilde udbede sig den til Gjennemlæsning. Jeg svarede, at jeg ikke kunde meddele den Ord til andet, da jeg kun havde Tankegangen nedskrevet, men naar hans Durchlautighed ønskede det, skulde jeg sammenskrive den, saaledes at jeg turde forsikre, at intet Væsentligt var udeladt og intet af Vigtighed indført, som ei var sagt paa Prædikestolen. Senere bad Rosenkrantz ogsaa om Prædikenen og gjentog sit Tilbud om at lade den trykke paa sin Bekostning. Jeg tog nu imod det.

11te Mai.

Bondevenscommissjonen var samlet paa Bogstad. Vort fremdeles derangerede Finantsvæsen sætter Anker graa Haar i Hovedet, og Fredsunderhandlingernes gunstige Udfald sætter han ingen Lid til, da de trække saa i Langdrag, og slet intet Resultat endnu spores. Overalt høres, hvor man kommer, fast idel mistrøstende Tale.

Flor var ellers i sin Herres Glæde. Kammerherrens Jæger havde i Forgaars skudt en Bjørn, den første, jeg i mit Liv har seet, og denne blev medens vi vare der flaaet og opskaaret, og Flor, som ikke kjendte Bjørnens Inderste, var ude med Dr. BaumgartenBerendt Godske Baumgarten (1761–1821), danskfødt lege og kirurg, stadsphysikus i Christiania, reiste tilbake til Danmark i 1814 under den sidste Operation og ragede i Indvoldene med Hjertens Plaisir. Wulfsberg, som dog virkelig er et meget ædelt Menneske, har i disse Dage gaaet om i alle de Riges Huse og søgt Understøttelse til de Brandlidte. Han har alt faaet samlet 10,000 Rd. Anker tegnede sig for 500 og Prof. Pihl havde endog givet 1500. «Han har sat sin Samvittighed en Clysteer», sagde Wulfsberg ei uvittigen.

12te Mai.

I vort Intelligentsblad findes en Apologie for de høie 168Kornpriser eller rettere for den overvættes Betaling nogle af vore Handlende tage for deres Kornvarer. Hvilken slet Sag kan ei forsvares, understøttes med Grunde, som den lidet Tænkende finder antagelige?

I Aften hørte vi Bugtaleren Charles,Bugtaleren Charles, kom til Christiania etter en turné i Danmark. Sannsynligvis fransk (se Skilling-Magazin, 1841 s. 92) som nu ogsaa besøger Norge. Der var en Mængde Mennesker, og de 5 Rd. som han ogsaa her lader sig betale for hver Billet, havde ikke afskrækket Publikum. Flor figurerede saavel under Taskenspillerkunsterne som under Bugtalingen. Som Naturkyndig vilde han vel see at finde Tingenes sande Beskaffenhed og stillede sig derfor til Skue, som ellers i saadant et talrigt og glimrende Selskab ikke maa være morsomt.

13de Mai.

Den store Gaade er fremdeles uopløst. Nu er det almindelige Rygte, at Norge, som man længe hár vidst, er Maalet for Sverrigs Ønsker, men at man vil erobre det fra en ganske anden Kant uden Blodsudgydelse og Udhungren: at nemlig PontecorvoKarl 3 Johan (Norge)/Karl 14 Johan (Sverige) (1763–1844), norsk-svensk unionskonge 1818-1844. Opprinnelig døpt Jean-Baptiste Bernadotte. Utnevnt til fyrste av Ponte Corvo i Italia i 1806 av Napoleon vil falde ind i Holsteen og Jylland, og der tvinge vor Konge til frivilligen at give Slip paa Norge. For med nogenlunde rimeligt Haab at udføre denne Plan, var det dog nok nødvendigt, at Svensken vidste, hvilken Armee, den russiske eller franske, skal prædominere i Tydskland i Sommer, og at denne ikke par malheur er den samme, med hvilken Danmark er eller vorder allieret. Jeg anseer den svenske Regjering for klog til et saadant Vovespil, da det ellers let kunde hændes, at man maatte udraabe om Pontecorvo, som Herman von BremenHerman von Bremen, hovedrollen i Holbergs Den politiske kannestøper om Prinds Eugenius:Prins Eugen av Savoyen (1663–1736), østerriksk feltherre «Ak Hans Durchlauchtighed er slagen med Blindhed!» Hvorom alting er, synes Tingen endnu at trække i Langdrag, og selv Fred med England ei at kunne bringe den i fuldkommen Rigtighed. Jeg har imidlertid begyndt at sammensætte og renskrive den omtalte Prædiken, og Lehmann har lovet at skaffe den færdig fra Trykkeriet til Prindsens Fødselsdag 169Mandag 8 Dage. Saadan Forandring kan ikke skee i det korte Mellemrum, at den jo endnu altid bliver et Ord sagt i sin Tid og et Ord, man maatte ønske hørt og lagt paa Hjerte over hele Norges Land.

15de Mai.

I Skolecommissjonen er og bliver Bispen Ordfører, hvortil han er fuldkommen qvalificeret, men at han saa aldeles ikke vil lade nogen Indvending gjælde, at han ikke alene har Svar paa alt, men at dette Svar er sans appel og staar fast som Lov, det gaaer dog for vidt. Som den, der eene vil raade, har han overalt handlet klogeligen i at vælge sine Colleger, thi at vi ere foreslaaede af ham, derom er ingen Tvivl. Falbe og RostedJacob Rosted (1750–1833), rektor ved katedralskolen i Christiania og titulær professor kjendte han som føielige Mænd, der overalt følte, at Landsbyeskolevæsenet laae udenfor deres Erfaringskreds. Om mig vidste han, at det just ikke er af de Ting, hvori jeg har min fornemste Styrke, og at jeg er for beskeden til med Æslet at tage Tonen saa høi, at jeg ikke kan holde Musiken ud. Altsaa sidder han som Dictator, hører paa vor Snak og gjør, hvad han vil, og gotter sig med den Tanke, at fem Navne vel staae under Forslaget, men eet Hoved har udtænkt det – og det lad ham! – Falbe fortalte mig ellers et nyt Beviis paa Bispens Forfængelighed og Attraae efter at pege sig frem, baade hvor man ønsker og ikke ønsker ham. Lyceet giver en Concert i Byens Kirke til Bedste for trængende Enker af høiere Classer, og man vilde anmode mig om at holde Talen i den Anledning. Stifsdirectionen skulde da bedes om Tilladelse til at benytte Kirken, men vel betænkt havde man ikke nævnt, af hvem Talen skulde holdes, og saa havde man den – ja hvad skal jeg kalde det? – at sige uopfordret «at man selv vilde besørge en passende Tale holdt ved den Leilighed». Jeg taber intet; ikke et Blad afriver Bispen af min Hæderskrands, og jeg tør lægge til, ikke et Blad tilføier han sin 170egen ved at hindre mig fra at holde Talen og selv holde den isteden, men et usselt Charakteertræk er det, ikke at ville erkjende og taale en Andens Superioritet i nogen Verdsens Ting, som han selv giver sig af med, og det er dog saa langt fra at Biskop Bech er Taler, at han neppe engang har Idee om Veltalenhed og Talerværd.

17de Mai.

Jeg stod just færdig til at gaae ud, da Baronessen kom i Regn og Blæst med et tyndt Schavl over sig, med Skoe og hvide Strømper og Papirkrøller i Haaret. «Om hun var gaaet fra Forstanden?» Nei, det just ikke, men i megen Bevægelse var hun. Prindsen har faaet Ordre til at forføie sig til Holsteen og commandere en Armee. Baronessen reiser strax efter og nu var hendes indstændige Bøn, at jeg vilde confirmere hendes og Prindsens Datter paa Søndag otte Dage. Jeg lovede det paa det Vilkaar, at Prindsen skriftlig indestaaer mig for det Ansvar, jeg kunde paadrage mig, om kongelig Bevilling ei forinden indløber. Og nu er Alt i fuld Confusion. Over Hals og Hoved flytter de ud til Ladegaardsøen, da Palaiet skal gjøres ryddeligt for Prinds Christian Frederik, som hver Dag kan ventes, og (Norge uden Tvivl til sandeste Held og Glæde) er udnævnt til Prinds Friederichs Eftermand. Jeg kan ikke troe andet, end at jo denne Forandring overalt maa vække den behageligste Sensation, og at Norges Sønner alle som een ville modtage denne Kongens Gave som en af de kjæreste og kosteligste, der kunde skjænkes dem. Man har endnu ingen Efterretning om, at Prindsen er kommen til Norge (Vinden er nu ogsaa nordlig, og det forsinker ham vel) men Stiftamtmanden og en af Adjutanterne ere reiste herfra for at modtage og complimentere ham ved Landingsstedet. I Eftermiddag kom Circulaire fra Biskoppen til Byens Præster, at vi maa holde os færdige paa givet Vink i Ordensdragt at 171møde ved Prindsens Ankomst til Gratulations-Cour. Borgerskabet, Regimentet, Skolelærerne, Cadetcorpset, kort Alt, hvad der seer ud som Corps har Ordre ligesom vi at holde sig parate.

20de Mai.

Grev Bernstorff har forladt London med uforrettet Sag. Da han ei vilde antage Norges Afstaaelse til Sverrig som Basis for Underhandlingerne, stedtes han ei engang til Conference med Ministrene. Paa samme Tid siges Frankrig at have erklæret Danmark Krig, fordi det havde tilbudt sig at operere i Fællesskab med Russerne og Preusserne. At vi skulde faae Krig baade med Frankrig og England synes nu sagtens underligt, næsten uhørt. Norge vilde desuden ei lide betydeligen mere herved end ellers. Tid skal da vel ogsaa til, inden Napoleon kan overfalde Danmark. Men hvad der er frygteligen sandt er, at Norge næppe har Korn for to Maaneder, at Kysten aldrig har været saa besaaet med fiendtlige Krydsere, der gjøre Tilførsel fast umulig, og at ikke Halvdelen af Landets Agre kan tilsaaes af Mangel paa Sædekorn. Uden Sværdslag maae altsaa Norge falde, dersom ikke Forsynet underligen hjælper. Nøden vil tvinge til, hvad jeg haaber Normanden ellers aldrig vilde gjort. Intet Menneske kan see Udgangen af denne Labyrinth, men hvorledes den skal blive enten ærefuld eller glædelig, gaaer vist over enhver dansk og norsk Mands Forstand. Troe paa Gud og Bevidsthed om opfyldt Pligt er det eneste, som kan indgyde Haab og Mod. I Sverrig skal være trykt et Skrift, kaldet «Ny-Skandinavien», hvoraf adskillige Exemplarer skulle cirkulere i Norge, om den gjensidige Fordeel af begge Rigers Forening. – Blandt Landets Ulykker glemte jeg ovenfor at anføre, at dets Finantsvæsen er nu i langt slettere Tilstand, end da Forordningen udkom.

21de Mai.

172Lehmann sendte mig to pent indbundne Exemplarer af min Prædiken, og med dem gik jeg flux til Hans Durchlautighed og leverede ham det ene Exemplar til ham selv, det andet til Kongen, om passende Leilighed skulde gives ham til at faae det anbragt. Han viiste mig uendelig Attention, omfavnede mig 3 Gange, og syntes meget rørt: «Det vilde altid gjort mig ondt,» sagde han, «at forlade Norge, men dobbelt smerter det mig nu, da jeg maa forlade Landet i Sorg».

22de Mai.

Medens man, efter den roesværdige Skik, at troe og spaae det allerværste, mistvivlede om at Prinds Christian kunde slippe op til Norge gjennem de utallige Krydsere, og forsikrede, at han endnu sad i Danmark, og vilde længe blive siddende der, skeer pludselig Anskrig Kl. 11: «Han er kommen til Moss og ventes her Kl. 1.» Med en Baad var han i 24 Timer kommen over fra Fladstrand til Hvaløerne, var inat kommen iland, og havde udhvilet en liden Stund og derpaa fortsat Reisen. Kl. 12 kom Tilsigelsen om at møde i det saakaldte Palai Kl. 1½. Jeg indfandt mig punktlig, men først da Klokken var over 4 saa man det gule Corps, der eskorterede Prindsen ved Nedfarten fra Egeberg. Endnu varede det imidlertid længe, da Prindsen reed meget langsomt igjennem Gaderne, lod sig forestille de forsamlede Corps, standsede ved hvert Hjørne og talte til Folket, hvis Hurraraab hilsede ham. Omsider kom han da, ledsaget af Prinds Friederich og Haxthausen; Dørene aabnedes, og Alle strømmede ind i det ikke meget store Audientsværelse. Prinds Christian er en smuk Mand med et fuldt, behageligt Organ og ædel Anstand. Han hilsede os med en kort Tale, hvori han erklærede, at det vel havde smertet ham at forlade sit Hjem og sin Søn, men at han glad og villig havde fulgt 173Kongens Bud, der kaldte ham til et Folk, hvis Troeskab han længe havde kjendt og æret, og at den Modtagelse han fandt, var ham meget opmuntrende. Derpaa gik han omkring, ledsaget af Prinds Friederich, som nævnede ham dem, som stod nærmest, og da den Vandring var forbi, sagde han, at han ønskede at see os her igjen imorgen Kl. 12 efter Kirketjenesten. – Iaften fik jeg en trykt Kundgjørelse, som skal oplæses imorgen fra Prædikestolen efter Prindsens Forlangende. Den lyder som følger:

«Normænd! Eders Konge kjender og paaskjønner Eders urokkelige Troeskab for ham og for den norske og danske Kongeslægt, som nu i flere Aarhundreder har regjeret over Eders Fædre og Eder. Hans landsfaderlige Hu staaer til at see Broderkjærligheden og Samdrægtigheds uopløselige Baand befæstet mellem Tvillingrigets Folk. Sjette Frederiks Hjerte er stedse hos Eder, men hans Omhue for Staten i alle dens Dele nægter ham den Glæde at see sig omringet af sit troe norske Folk. Derfor sender han mig til Eder med Fuldmagt till som Statholder i hans Rige Norge at udrette hans Villie, som var han selv blandt Eder tilstede. Hans Bud skal være min Lov; at vinde Eders Tillid min Bestræbelse, Eders Høiagtelse og Kjærlighed vorde min Løn. Maaskee endnu haardere Prøvelser forestaae os; med Troe paa Forsynet og med freidigt Mod skal jeg gaae dem imøde og overvinde dem, ved Eders Bistand, troefaste Normænd! thi jeg veed, at jeg kan stole paa Eders Troeskab mod Kongen, at I ville bevare gamle Norges Selvstændighed, og at det Løsen, der forener os Alle, er: for Gud, for Kongen og Fædrelandet!

Christiania den 22de Mai 1813.

Christian Frederik.
Prinds til Danmark og Norge, Statholder over Kongeriget Norge, commanderende General».

174Nu mistvivler jeg ingenlunde om Norges Redning.

23de Mai.

I Slotskirken var Prindsen og hans Adjutant og iøvrigt en talrig Forsamling, især af de høiere og mere cultiverede Folkeklasser; blandt Menigmand har det nok ikke været bekjendt, at Prindsen ventedes, ellers havde vel Trængselen været større. Min Prædiken handlede om Bønnen i Jesu Navn. I Slutningen af Talen gik jeg over til Dagens nyeste Begivenheder ved at vise, at ægte Borgerdyd, Troeskab mod Konge og Fædreland ogsaa væsentlig henhører til vor Forædling som Mennesker og Christne, og at vi vel og i Jesu Navn tør bede om disses Bevarelse iblandt os, og de Frugter, vi af samme kunne vente. Som en Forberedelse til denne Bøn oplæste jeg Kundgjørelsen og ledsagede den med følgende Ord: «Og hvad, mine Venner, kan jeg endnu tilføie? I have selv hørt ham, den Ædle, fra hvem Opfordringen kom. I see ham her i dette Tempel, hvor han med os opsender sin Tak og Bøn til Gud. Lader os i hans Nærværelse for den Allerhøiestes Aasyn gjentage vor Eed: Evig Troeskab og Kjærlighed mod Danmarks og Norges Konge, Frederik den Sjette! Evig uadskillelig Forening mellem Norge og Danmark! Gud styrke os i vort Forsæt og give os Held til at udføre det!» Man sagde, Prindsen græd, hvilket jeg af hans egne Ord maa slutte. – En Mængde Mennesker var sammenpakket i Palaiet. Da man havde samlet sig nogenlunde corpsvis, dog uden streng Orden, kom begge Prindserne ind. Prinds Friederich oplæste Kongebudet, hvorved han selv entledigedes og Prinds Christian Frederik udnævntes til hans Eftermand, dog som virkelig Statholder og commanderende General over hele Norge – med nogle Exceptioner i regard af gamle Krogh i Trondhjem. Prinds Christian vendte sig derpaa til Prinds Friederich med en hjertelig Tiltale, hvor især det simple broderlige 175du, hvormed han apostropherede ham, var mig glædeligen frappant, og holdt af Papiret en kort Tale til os andre med megen Kraft og Anstand, omtrent i den Aand og af det Indhold som Kundgjørelsen, kun lagde han til: «Ingen troe, at jeg kommer for at underskrive nogen Afstaaelse af dette i Aarhundreder med Danmark forenede Land; nei før visne denne Haand, før det skal skee!» Til Slutning sagde han. «Det var mig magtpaaliggende at faae sagt alt dette, og jeg stolede ikke paa min Hukommelse ellers kunde og vilde jeg sagt det ex tempore«. Han gik nu omkring i Værelset. Da han kom til os, sagde han til Biskoppen og os andre, at det især var Geistligheden, af hvilken Regjeringen kunde vente, at den ved sin Tale og ved sit Forhold vilde indgyde Folket den Stemning, det i Tider som nærværende maatte have til Fædrelandets Frelse. Herover tog Bech til sit Sprog, og forsikrede hans Høihed i en lang Harangue, at den norske Geistlighed vist ikke havde forsømt denne Pligt, og at den baade ved Opmuntringer og Opofrelser havde vist Konge og Fædreland sin Hengivenhed. Da Prindsen endelig kom tilorde, sagde han: «Det er langtfra min Hensigt at gjøre Standen Bebreidelser, det var kun en almindelig Bemærkning. Jeg tvivler ingenlunde om Geistlighedens Patriotisme». Derpaa sagde han til mig: «Jeg takker dem for den gode Maade, hvorpaa de frembragte min Kundgjørelse. De saae selv den Virkning, det gjorde paa mig». Da han kom til Professorerne, sagde han, at Kongen havde lagt ham Universitetet paa Hjertet som en Statssag, samt at han en af Dagene vilde følge dem op og besee det bestemte Locale, men fik derved, ligesom før af Bispen, en Correx af Stiftamtmanden, der lod ham vide, at dette var Bygningscommissjonens Sag, hvis Medlemmer han nævnte.

25de Mai.

Prinds Christian skal have yttret Ønske om at see 176Byens Damer hos sig til Cour i Morgen Aften Kl. 7. Det synes mig urimeligt og ubegribeligt. Hvad skulle Damerne hos Prindsen, en ugift Herre? Hvo skal introducere og forestille dem?

26de Mai.

Det blev dog Alvor med den omtalte Damecour. Det skal i Forgaars være aftalt mellem de to Prindser paa et Bal paa Ladegaardsøen. Staldmester KaasConrad Fredrik Clauson-Kaas (1782–1853), fortsatte som kammerherre for Chrsitian Frederik også da han var blitt kong Christian VIII av Danmark havde flux tilskrevet Stiftamtmanden, og bedet ham tilkjendegive alle Damer af Embedsclassen, at Prindsen ønskede at see dem, og gjøre deres Bekjendtskab. Dette Brev lod Stiftamtmanden cirkulere, og i Middags kom det ogsaa hid. Man samledes i et stort Værelse i Palaiet, og stillede sig i Orden uden Hensyn paa Rang eller Stand. Prindsen kom nu ud, efter en almindelig Hilsen associerede han sig med Frue Thygeson, og gik Stuen rundt, og til hver eneste talte han nogle, undertiden endda ikke faae Ord. Derpaa serveredes med Thee og saa var det forbi. –

Generalkrigskommissair VibesDitlev Vibe (1751–1834), generalkrigskommisær ældste Datter blev begravet. Professor Pihl, som Vibes Paarørende var en af Følget. Hans første Hilsen til mig var: «Gid De var saa indtagen i mine Døttre, som mine Døttre ere i Dem!» – for mine Prædikener nemlig, og iøvrigt har han bevaret uforandret sin forrige Friskhed. I Anledning af et Rygte, man har nu igjen om uhindret Korntilførsel, sagde Major Leschly,Jens Leschly (1759–1843), dansk-norsk offiser som sagtens er en grov Stud, directe til Pihl: «Det vil nok ærgre Kornjøderne» – og denne svarede aldeles degagé: «Jeg kan ikke troe det vil ærgre noget Menneske; naar ingen Resico mere finder Sted, vil vist Enhver glæde sig ved at gjøre Priserne saa billige som muligt».

27de Mai.

Endnu gaaer Posten uhindret gjennem Sverrig. Avisen, den bragte, indeholdt intet Nyt, uden officiel Efterretning 177om, hvad man længe har vidst, at Grev Bernstorff er hjemsendt fra England med uforrettet Sag. Om de nyere Forandringer, Rygtet taler om, siger Aviserne intet, og Privatbreve, paastaaer man, heller ikke. Derimod fik jeg et meget interessant Brev fra Liebenberg, en Slags Afsked, da han troer vor Brevvexling nu paa lang Tid vil blive afbrudt.

Selskabet for Norges Vel havde iaften mellem 6 og 7 en høitidelig Forsamling paa Cathedralskolens Auditorium i Anledning af Prinds Friederichs Fra- og Prinds Christians Tiltrædelse som Selskabets Præses. De høie Herrer lod overmaade længe vente paa sig, og imidlertid skoptiseredes i min Cirkel over Damecouren, som ikke har gjort nogen god Sensation i Byen. Man opholder sig over, at ogsaa de yngste og smukkeste Fruentimmer udenfor Embedsstanden vare tilsagte, og udtolker det som om Prindsen vilde see sig om blandt Landets Døttre i samme Hensigt som fordum Kong Ahasverus.Ahasverus (egentlig Xerxes 1, 519 f.Kr.–465 f.Kr), i Esters bok i det gamle testamente velger Xerxes seg en ny dronning (Ester) etter å ha samlet unge kvinner til hoffet De mildest dømmende mene, at han har villet gjøre sig bekjendt med de meest passende Balsubjekter, men dette finder man at røbe vel megen Smaahedsaand i en Tid, da der er saa meget alvorligt at tage vare. Omsider begyndte Høitiden og den var tom og flau. Bispen førte Ordet, og gjorde det i mine Tanker slet, som han altid gjør, naar han holder Festtaler. Hvad kunde der ikke være sagt i den Anledning! Ved Overgangen fra den paatagne Vemod, da Prinds Friederichs Afreise omtaltes, til den triumpherende Tone, da Raden kom til Prinds Christian, kunde jeg ikke bare mig for at tænke paa hvad der fortælles om en høi Herre, der fra Christiansborgs Slotsaltan annoncerede Frederik den FemtesFrederik V (1723–1766), dansk-norsk konge Død. Han kom ud med Tørklædet for Øinene og sagde i en grædende Tone: «Kong Frederik den Femte er død!» men flux tog han Tørklædet bort, og udbrød med smilende 178Aasyn og jublende Stemme: «Længe leve Kong Christian den Syvende!»Christian VII (1749–1808), dansk-norsk konge Begge Prindser talte til Slutning nogle Ord. Stakkels Friederich er nu slet ikke Taler, og vil heller ikke ansees derfor, men Christians Tale havde heller ikke meget at betyde. Hans Deklamation er i det Hele rigtig og god, men har den Feil, at han lægger for stærk Vægt paa det sidste Ord i Perioden. Han gjør det vel for at det bedre skal høres, da Slutningsordet ellers saa let opsluges, men begge Dele ere Feil, og en Mand med hans mandige, bøielige Organ maa kunne undgaae dem begge.

28de Mai.

Lyceets Concert i Byens Kirke blev et Hastværksarbeide, da man med samme vilde holde Afskedshøitid for Prinds Friederich og en Velkomsts do. for Prinds Christian, og dermed maatte iles, da den Første reiser i Morgen. Man havde en gammel Sang af Platou med et Par nye Stropher til efter Tidernes Leilighed, og den kjedsommelige Universitetscantate. Bispens Tale var stiv og kold. Han adresserede til Prinds Christian en lang Prædiken om Misvæxten og Tilførselen, om Sparsomhed med Fødekorn og Jordens fornuftige Dyrkning, der maaskee i Budstikken, men fremfor alt i Bondevennnen, vilde været paa sit rette Sted, men klang næsten pudseerlig, fremført af en fløielsklædt Bisp i en Kirke og henvendt til en nys ankommen Prinds, hvem han vilde byde velkommen.

Til Middag var hos Thygeson meget stort Selskab, vist 60–70 Personer, hvoriblandt da ogsaa Prinds Christian, men ikke Friederich, der havde undskyldt sig. Prindsen og nogle Officerer havde en Conference, der forsinkede deres Ankomst saaledes, at Klokken var næsten 5 inden vi kom tilbords, men saa gik det min Troe ogsaa lystigt til. Denne Prinds kan ganske anderledes bringe Folk i Vinden end nogen af de Forrige. Skaaler, Sang, Klap og Hurraraab 179vankede i Overflødighed. Alle Skaaler, hans egen undtagen, udbragtes af Prindsen, og til Alle var Sang.

29de Mai.

Paa Sæter, Lensmand Knophs Gaard en halv Miil hinsides Egebjerget, var opreist et umaadelig stort Telt og i samme dækket et Bord med 262 Couverts, samt udenfor nogle mindre Borde, alt overmaade elegant og smagfuldt, ligesom ogsaa i det Hele den skjønneste Orden fandt Sted. Prindserne kom Klokken 3, og vi gik strax tilbords. Der var kold Anretning med Rødviin, Madera, ja Champagne. Først drak man Kongens, Dronningens og Prinds Christians Skaal; derpaa blev min Sang sungen, og under den og Prindsens meget vakre og inderlige Tak var der vist Taarer i mange Øine. Nogle flere Skaaler proponeredes endnu, alt under Hurraraab, Musik og Kanonskud. Tilsidst stod Prinds Christian op og raabte: «Længe leve Prinds Friederich!» Et vældigt Hurraraab lød. Med taarekvalt Stemme sagde Prindsen: «Min hjertelige Tak! Adieu!» og skyndte sig i Vognen, tog i Haanden og sagde nogle vemodige Afskedsord til dem, han traf paa Veien – og borte var han. Der kunde ikke tænkes en skjønnere Afskedsfest og saa forgudet Prinds Christian August var, mindre vemodig var dog Stemningen hiin Dag paa Aas Præstegaard, end den var idag. Hjertet beholder dog altid sine Rettigheder, og Eiegodhed vinder dette fremfor enhver anden nok saa glimrende Egenskab. At der ei kunde være frommere og ædlere Menneske til paa Jorden end Prinds Friederich, det erkjender Enhver, selv idet man ikke lægger Dølgsmaal paa hans Svaghed og Uselvstændighed; det erkjendes nu saa almindeligen her, at man næsten er uretfærdig mod den nys ankomne Prinds Christian, og, fordi der vel er en god Portion Epicuræisme i hans Charakteer, vil gjøre den til Hovedtrækket deri. Man lærer vel med Tiden bedre at kjende ham, haaber 180jeg, og jeg mistvivler ingenlunde om Opfyldelsen af det Ønske, han saa ædelt yttrede idag: «Gid jeg, naar jeg engang forlader Norge, maa have en saadan Afskedsstund!» Hvad der er det besynderligste hos ham er den Blanding af rask Jovialitet og stiv Hofetiqette i hans Væsen. – Treschow troede, at Norge er det eneste Land paa Jorden, hvor en saadan Nationalfest kan finde Sted. Jeg veed ikke, om jeg kan give ham Ret heri. Der er rigtignok fra gammel Tid et Liv, en Raskhed, en vis Frihedsaand tilbage hos Normændene, som ved slige Leiligheder viser sig paa en meget ædel Maade, men det forekommer mig dog som om Stemningen i Kjøbenhavn 1788 og 1801 ogsaa var al Ære værd, og ligesaa levende og rask og fri, som jeg nogensinde har seet den i Norge.

30te Mai.

En overmaade sørgelig Begivenhed indtraf i Fredags paa samme Tid, som vi jublede hos Thygeson. Den som Menneske saa elskværdige Grev KnuthEggert Christopher Knuth (1786–1813), dansk adelsmann og kammerherre, amtmann over Akershus – i hvad han nu var som Embedsmand – var reist til Borregaard, hans bestemte Bolig for Fremtiden. Fredag Middag gik han ud til nogle Saugbrug, som drives af Sarpen. Han traadte ud paa et Bræt, der gled under ham, og han faldt ud i Fossen. Man fik ham snart op, men han var uden Sands, og efter en halv Times Forløb døde han.

Den unge Baronesse blev confirmeret. Borch prædikede og undersøgte om Troe og Overbevisning er en ligegyldig Sag, og skilte sig som sædvanlig overmaade slet ved dette Arbeide, de fornemme Tilhørerinder, Generalinde HaxthausenCatharina von Haxthausen, f. von Oldenburg (1765–1843) og Baronessen til stor Forargelse. Den unge Baronesse stod sig ret flink. Hendes Moder havde indbuden os til Middag paa Ladegaardsøen, som hun forlader i Morgen. Selskabet bestod for en stor Deel af Ungdom, saa jeg troede, der skulde være Bal om Aftenen, som dog nok ikke var Tilfældet, 181da ingen Anstalter mærkedes ved vor Afreise Kl. 8½, og endel af Selskabet gik før os. Bordconversationen var ikke overvættes morsom, men derimod gjorde vi efter Caffeen i det deiligste Veir en lang og høist interessant Spadseertour gjennem de Anlæg i den nærliggende Skov, hvormed Prindsen og Baronessen i deres Tid har forskjønnet Ladegaardsøen. Denne Kone har vist og sine meget gode Sider, er driftig og virksom, ingen blot Stadsdame, og har uden Tvivl et menneskeligt Hjerte. Hendes Forhold til Prindsen er rigtignok umoralsk eller maaskee snarere ulovligt, thi hvorvidt Moralen virkelig fordømmer en saadan Forbindelse, naar Statsraisons ei tilstede nogen lovhjemlet, er saare problematisk. Man har aldrig i disse fire Aar hørt, at Prinds Friederich nogensinde ofrede til fremmede Guder. Offentligheden medfører vel nogen Scandal, men kun i Førstningen. Hvad ondt er der i Grunden i at erklære: «Dette Fruentimmer erkjender jeg for min Kone, siden Staten ikke tillader mig at have nogen anden fornemmere?» Hvo kan sætte en saadan i Classe med de erklærede Maitresser af en Pebersvend, der lev det blot af Lune, uden ringeste Trang eller Nødvendighed, jeg vil ikke engang nævne en Ægtemand?

1ste Juni.

Om vore Udsigter snakkes og gjættes frem og tilbage; dog synes man i det Hele langt mere haabefuld end for 14 Dage siden. Som sidste Ressource om alt andet slog feil, nævntes i Dag i Selskabet hos Rougtved et Middel, som dog ikke saa ganske syntes at bære det Ærligheds Præg, der hidtil har betegnet vor Regjerings Foretagender, ligesom det vel ogsaa er tvivlsomt, om Frederik den Sjette for sin egen Magts og Æres Skyld vilde give sit Minde til, at saadan en Comedie spilles. Jeg ønsker, at det aldrig maa komme dertil, thi vel er det tusinde Gange bedre end Forening med 182det lumske, nederdrægtige Sverrig, men godt er det dog alligevel ikke.

2den Juni.

Man har isinde at følge Baronessen ligesom i Løverdags Prindsen, og at beværte hende med Chokolade og Frokost paa Sæter, men deri tager hverken jeg eller min Kone Deel. Jeg har sagt, at jeg erkjender agtværdige Sider hos dette Fruentimmer, og at jeg end ikke som Moralist bryder Staven over hendes lovstridige Forhold til Prindsen, men at gjøre saadan Ære af hende, forekommer mig ligefrem uanstændigt, og hiin skjønne Afskedsfest nedværdiges i mine Øine, ved den Farce, som strax under de samme Entrepreneurers Bestyrelse følger ovenpaa. Dog de derom. Kun skulde det smerte mig, om de, der kjendte og ærede Folkets Stemme i hiint rørende Skuespil, ogsaa vilde troe at finde den i det flaue Efterstykke, thi det tør jeg sige, uden at bivaane det – der lader den sig ikke høre.

3die Juni.

Idag fik jeg igjen en uventet Indbydelse: fra Generalauditeur Bergh til Selskab med Biskop Sørensen, som var kommen hertil for at besøge Thygeson og complimentere Prindsen, hvilke begge ere bortreiste. Indbudne tilligemed mig vare den nys ankomne Professor Sverdrup,Georg Sverdrup (1770–1850), professor i gresk og filosofi, og Norges første universitetsbibliotekar. Deltok i stormannsmøtet på Eidsvoll februar 1814 og i Riksforsamlingen på Eidsvoll senere samme vår Treschow, Vibe, Thulstrup og Major Sundt.Michael Andreas Sundt (1758–1815), norsk-dansk offiser Der spiltes ikke Kort og i en saa cultiveret Cirkel kunde det ikke savnes. Det er mig overalt i denne Sommer sandsynligere end nogensinde forhen, at min gamle Kjærlighed til Spil om kort Tid aldeles vil forlade mig. Jeg har aldrig, siden jeg begyndte at spille, været saa ligegyldig for denne Forlystelse, som jeg er nu, og jeg føler, jeg vilde være i Stand til reent at forsage den, naar ikke aandelig Hungersnød tvang mig fast i alle Selskaber at gribe med Begjærlighed denne Ressource som den eneste, der levnes mig. Drive om og amusere 183mig, gider jeg ikke; til at conversere Damer har jeg intet Talent og de fleste Mandfolk tale om Ting, jeg ikke forstaaer, tildeels heller ikke skjøtter om at forstaae. Sidde bestandig hjemme – nei, det kan jeg heller ikke; jeg maa see Mennesker, og have de ingen Aandsnæring, tager jeg til Takke med den legemlige, og har jeg end intet andet fælles Berøringspunct med dem, end Spillebordet, er jeg temmelig vis paa at finde det.

5te Juni.

Haxthausen talte om Landets Nød. Saa grundet Haab man efter dette ualmindelig frugtbare Veir kan gjøre sig om en riig Høst, turde dog det gamle Ordsprog her altfor bogstaveligen være at anvende, at medens Græsset groer døer Koen. «Bare disse tre Maaneder vare overstandne», sagde han. Blokaden langs vore Kyster skal være strengere end nogensinde forhen; endog af de smaa Kornbaade, som forhen have været uantastede, er opbragte nogle og 20, og det meste af Kornet har man været umenneskelig nok til at kaste i Søen. Det Project, jeg under 1ste d. M. omtalte, uden at sige, hvori det bestod, at Norge skulde erklære sig for et selvstændigt Rige under Prinds Christians Regjering, og som saadant slutte Fred med England, fandt Haxthausen antageligt. Han tvivler ei heller paa, at Kongen vil samtykke i det, da Prinds Christian er den rette Thronarving, saasnart Kongen aldrig mere gifter sig, om han bliver Enkemand (og den Forpligtelse vilde han til sit Lands Redning gjerne indgaae) – kun er det et stort Spørgsmaal, om England vil slutte Fred med Norge, og om ei Tractaten med Sverrig da som nu er en uovervindelig Anstødssten. Meget vil vel beroe paa den tydske Krigs Udfald.

Allevegne hører jeg bekræftet den skrækkelige Historie, at Grev Knuth er død som Selvmorder. Han havde lagt fra sig en Brystnaal, der var en Gave af hans Kone, var 184gaaet ud med tilsyneladende Rolighed, og havde styrtet sig i Sarpen. Næsten ved et Mirakel blev han reddet og fik blot en Contusion i Hovedet. Man bragte ham hjem, og han syntes atter rolig, sendte sin Tjener ud efter et Glas Vand, men medens denne var fraværende, skar han Struben over paa sig med en Ragekniv. Da Tjeneren kom op igjen, laa han og svømmede i sit Blod og døde strax efter. Hvad der har bevæget ham til denne fortvivlede Handling, ved Ingen. Jeg har hørt fire Gisninger, der alle synes urimelige: den slette Forstaaelse mellem ham og hans Fader, det afhængige Forhold, hvori han stod til sin Svigerfader,Fotnote i trykt utgave utgave: Rosenkrantz. et bebreidende Spørgsmaal, Prinds Chirstian havde gjort ham, hvorfor han som en ung Mand uden anden Virkekreds var traadt ud af Statens Tjeneste,Fotnote i trykt utgave utgave: Han havde været Amtmand i Akershuus Amt, medens hans Svigerfader var Stiftamtmand i Christiania. og endelig en Hjernens Forrykkelse, som man i den senere Tid vil have mærket Spor af.

6te Juni.

Selskabet paa Sæter var ikke meget talrigt, gik ogsaa af i al Simpelhed, og kunde ikke betragtes som andet end et noget høitideligt Farvel af Baronessens nærmeste Vennekreds. – Tre engelske Krigsskibe ligge udenfor Dragø og en Parlamentair var ved Postens Afgang i Kjøbenhavn.

7de Juni.

Jeg har med overmaade stor Fornøielse læst Ditmarskernes Historie af Molbech,Christian Molbech (1783–1857), dansk historiker og litteraturhistoriker baade fordi Historien selv er interessant og fordi den er saare heldigen fortalt i et levende pragmatisk Foredrag, uden vidtsvævende Betragtninger og uden poetiske Floskler. To Ting tildrog sig især min Opmærksomhed under den Lecture. Zetlitz siger etsteds:

185«Slettens Søn begriber ei
Denne Fjeldboens Styrke i Tanker og Lemmer;
Før ham ad den Dødens Vei
Op ad Hornelen, og der han fornemmer,
At en Normand aander let,
At de gyselig skjønne Naturscener fylde
Med sin Storhed Mennesket;
Der han Norriges Skytsaand skal hylde».

Ditmarskerne have i et og alt, baade i «Tanker og Lemmer» været hvad de gamle Normænd og deres Jevnlige Helvetiens Bjergboere vare; og Stedet, hvor de fødtes og opdroges og levede – gik de opad Hornelen eller St. Gotthard? aandede de reen Bjergluft? saa de gyselig skjønne Naturscener? – Jeg lader Molbech tale: «Ensformig er den udvortes Natur, hele Marsken er en lav Slette uden Skove og Søer; ingen livfuld afvexlende Skjønhed fryder Øie og Sind. Tyk og fugtig Luft, Havtaage og den fede Jordbund medføre jevnlig Usundhed og landegne Sygdomme. Dog boer Kraft og Kjækhed i Marsken som paa Norges og Helvetiens Fjelde, i den lette ætherrene Bjergluft; dog elsker Marskbonden sit Land fremfor den hele øvrige Jord, og med dets Brøst og dets Fordele bytter han det ei med noget andet». En eneste saadan Undtagelse tilintetgjør, synes mig, den hele Regel, og jeg, som boer her iblandt Fjeldene, har til denne Dag intet erfaret, som kunde bestyrke den. – Det andet, som var mig sørgeligen interessant, var Ditmarskernes Undertvingelse. Herre Gud! hvad det er haardt for et Folk, som elsker Frihed og føler udvortes Kraft til at bevare sin Selvstændighed, at maatte bukke under, fordi en større og mere disciplineret Hær anfalder det, at maatte knælende tigge Livet af sine Undertrykkere! Ak, Frihed er dog intet Phantom, det føler jeg dybt i mit Inderste – og hvor er den paa den hele vide Jord?

186Rasmusen beskrev Grev Knuths Død som et af de meest overlagte Selvmord, der var besluttet, da han reiste herfra og maaskee længe før. Aarsagen kan ingen gjætte. Prindsens forhen omtalte Erindring: «Det er besynderligt, at en Mand i Deres Aar og med Deres Kundskaber vil ophøre at virke for Fædrelandet i Tider som nærværende» nævnte Rasmusen som den eneste tænkelige Grund, men det var dog den meest overdrevne Delicatesse at aflive sig selv over en saa mild, i sig selv ei ugrundet Bebreidelse, og hvis Aarsag det jo stod til ham selv at hæve. Enken og Forældrene vide intet om hans sande Dødsmaade, og hvad man nu meest frygter, er at de uforvarende skulde faae den at vide ved deres Ankomst der i Egnen, da alle Husets og Gaardens Folk 20–30 i Tallet løb til og saae ham ligge i sit Blod.Fotnote i trykt utgave utgave: I et Brev til sin Ven Engelstoft skriver Prof. B. Thorlacius den 4 Juli 1813: «Du har vel hørt om den unge Amtmand Knuths Død i Sarpen ved et Selvmord af Jalousie. Hans Kone ansaaes ellers for et bravt Fruentimmer. Slig en Forvildelse havde jeg aldrig forestillet mig hos denne virkelig agtværdige unge Mand.» (Kbh. Univ. Bibl.)

8de Juni.

Mere end den halve Statstidende var opfyldt med et Vers af Guldberg efter Tidernes Leilighed, med Paralelsteder af de svenske Digtere KellgreenJohan Henric Kellgren (1751–1795), svensk dikter og avisredaktør, bibliotekat for Gustav 3. og medlem av Svenska Akademien og Leopold,Carl Gustaf af Leopold (1756–1829), svensk dikter, sekretær for Gustav 3. og medlem av Svenska Akademien hvori med megen Styrke og Djervhed bekjendes de Grundsætninger, hvorfra deres Landsmænd nu afvige. Verset, hvis Indrykkelse efter «Nutidens billigste Priser» vel ikke kan have kostet stort mindre end 100 Rd., har meget af de senere Guldbergske Digtes Stivhed og Haardhed, men ogsaa adskillige materialiter og formaliter skjønne Steder. Følgende fire Linier antyde med prophetisk Aand, hvad der muligen kan skee nu, 187men hvad der i saa Fald upaatvivlelig ogsaa vil skee i Fremtiden:

«Lad Barnet spærre ranet Due ind
Og tolke ud til Glemsel Sorg i Sind;
Nødsultet skal den Lokkekornet tage,
Men mættet skal den søge Hjem og Mage».

Dog afvende Gud de Rædselsoptrin, saadant baade i den første og anden Periode vilde volde! – I Litteraturtidenden vare baade Munchs Fjeldblomster og hans Oversættelse af Don Carlos recenserede. Den sidste roses i mine Tanker over Fortjeneste; dog lægges ei Dølgsmaal paa de utallige Skjødesløsheder i Versebygningen og Stavelsernes Qvantitet, hvori Munch som Oehlenschlägers Discipel, langt overgaaer sin Mester. Fjeldblomsterne roses mindre, og jeg tvivler paa, at Munch vil være aldeles fornøiet med den Recension, og allermindst dermed, at MøllerJens Møller (1779–1833), dansk teolog, professor, anmelder i Sansk Litteraturtidende bebreider ham, at have nedsat den norske Nations Værd og nægtet vore Tiders Normænd den Hæder, hvortil de have billig Adkomst. At lade sig saadant bebreide af en dansk Mand vil uden Tvivl være galdebittert for den stolte, pirrelige Munch.

9de Juni.

I Eftermiddag fik jeg et høist uventet Besøg. Thulstrup kom her og medbragte Acteur Knudsen. Med Lieutenant Herløv,Hans Nicolaj Herløv (Müller), dansk offiser som havde overbragt Depescher fra Kongen, var han kommen hid fra Kjøbenhavn paa en aaben Baad. I fire Dage havde de uden Lods og kjendt Mand drevet om blandt Skjær og Grunde, desimellem havt Storm og høi Søe, og næsten uophørligt været omgivne af fiendtlige Krydsere; men alt dette skræmmede ikke Knudsen. Det havde været hans Ønske at komme op til Norge gjennem Farer, og det var lykkedes ham. Nu vil han nytte sine Feriemaaneder til at vandre om fra Bye til Bye, opflamme Normændenes Enthusiasme for Konge og Fædreland, og ligesom i Danmark 188indsamle Bidrag til saarede Krigere og Faldnes Efterladte. Han reiser først til Frederikshald, og giver dernæst en Forestilling i Christiania, hvortil han anmodede mig om en Prolog med tilhørende Sang. Det kan med Sandhed siges om ham, at han ikke er en Mand, der sætter sit Lys under en Skjæppe, men det maa man ogsaa lade ham, at det er ingen ringe Stillingspraas, han fremstiller i en pyntelig Lysestage.

10de Juni.

Det en en mageløs deilig Sommer; jeg har aldrig oplevet dens Lige. Alt fremdrives ved Regn og Solheden saaledes, at man venter sidst i næste Maaned at kunne høste Byg og spise Kartofler af dette Aars Grøde, og saa stor er vel ikke Nøden endnu, at Landet jo kan udholde disse faa Uger, og hvad kan ei hændes imidlertid! – Grev Knuths Selvmord har gjort en meget ubehagelig Sensation i Publicum, og jeg veed ikke nogen bekjendt Selvmorder fra den senere Tid, over hvis Daad man er saa enig i at bryde Staven. Hans rolige Temperament, hans for Verdens Øine saa lykkelige Forfatning, og den dybe, maaskee ulægelige Smerte hans Død volder hans ædle Svigerfader, gjør det rigtignok høist ubegribeligt, helst da det ikke var i et lidenskabeligt Udbrud, men med Overlæg Handlingen udøvedes. Dog – ogsaa her maae vi sige: «Dømmer ikke, at I ei skulle dømmes!»

11te Juni.

Imorges fik jeg et langt og ret overmaade venskabeligt og interessant Brev fra Biskop Brun. Det handler dog mest om Vexelobligationernes Omskrivning, der sætter og fremdeles vil sætte ham graae Haar i Hovedet. Dog bærer han sin Skjæbne med mandig Frimodighed. Jeg afskriver et Stykke af hans Brev: «Den 1ste Marts har De læst min Note (til Fastelavnsprædikenen); jeg frygtede for den 18926de Marts, da jeg skulde ordinere Præster. Den 25de kom Posten tidlig, og bragte netop det for mig Afgjørende i et Brev om Vexelobligationernes tilkommende Skjæbne. Det var altsaa min Dødsdom. Jeg fik ikke et Slag – det var meget; jeg nød Nattens qvægende Søvn, det var mere; men at jeg holdt en stiv Times Tale med al den Aandskraft, som nogensinde, at jeg ei alene ikke glemte et Ord, men endog deklamerede et Par Vers, som først faldt mig ind, idet jeg talede – dette nærmede sig til et lidet Mirakel, hvorfor Gud alene Æren. Imidlertid har jeg dog tillivs det aqua tophana, som før Tiden skal dræbe den virkelig Stærke. Det komme, om Gud vil, jo før jo heller, saa kan min af alle Retskafne agtede Enke, en Paralel til Deres salige Moder, gaae fra Arv og Gjæld uden at beskjæmme den døde Mand, som ikke ved Ødselhed, men ved Kongens Magtsprog blev banquerot».

12te Juni.

De Franske gaae atter frem med ustandset Fart; atter er et afgjørende Slag vundet, og Russernes og Preussernes Krigslykke i Tydskland synes at være forbi. Den omtalte Parlamentair havde bragt det meget uegennyttige og moderate Forslag at overlade de Svenske Trondhjems Stift og 25000 Mand til at agere i Forening med dem mod de Franske. Forslaget er naturligvis modtaget som det burde og maatte. Imidlertid har Napoleon foreslaaet en almindelig Fredscongres eller, om England ei vil entrere deri, en Congres i Prag til at gjenoprette og betrygge Fastlandsfreden. Nei, den store Stjerne er endnu ikke dalet, og hvo ved, om vi dog ei engang skulle velsigne dens Lys?

Vi havde i Formiddags Skole-Commissionsmøde hos Thygeson. Biskoppen førte som sædvanlig Ordet og havde optegnet hvad han vilde, vi skulde sige Ja til. Vel mødte han nu og da levende Modsigelse af Thygeson, tildeels ogsaa 190af Falbe og mig (kun Rosted taug og var i alt af samme Mening som Niels Skriver) men Bispen slog os alle af Marken ved at beraabe sig paa sin mere udstrakte Erfaring, hvilken ei kan frakjendes ham, og da Ingen af os har Øvelse og Suffisance nok til at indlade sig i grundig Dispute med ham, maatte vi taale det, i hvor indlysende det end er mig, at mange af hans Planer ere blotte Idealer, som vel maaskee engang i Verden kunne realiseres, men neppe i vor, vore Børns eller vore Børnebørns Tid. I nogle Smaating gav han dog efter.

13de Juni.

Det lader til, at jeg vil faae en flittig Tilhører i Prindsen. Stiftamtmandens Familie er ogsaa hver Søndag i Kirke. Det er et herligt Exempel, vore Stormænd give, som Smaafolk maaskee med Tiden tør efterligne. Prinds Friederich satte aldrig sin Fod i Slotskirken.

14de Juni.

I Morges var en af Prindsens Tjenere her og bad mig i Hans Høiheds Navn «gjøre ham den Fornøielse» at spise hos ham paa Ladegaardsøen Kl. 3½. Er dette den stive Tilsigelse, man har fortalt om, da maae jeg tilstaae at den er meget forbindtlig og populair, ligesom man overalt hos den Prinds vil finde en Stivhed, som synes mig saare langt fra hans Væsen, uden for saavidt han nok ikke gjerne seer, man glemmer, at han er Fyrste og Thronarving, og deri gjør han uden Tvivl saare Ret. Jeg troer ikke Adjutanterne føre det store Ord ved hans Taffel, og at Discourser forefalde der, som en bluefærdig Yngling eller Pige skulde rødme ved at høre, men velsignet være saadan Stivhed! og at han ikke hader eller selv mangler Jovialitet i Selskaber, det har han nok vist, hvor der var Tid at vise det.

16de Juni.

191I Tydskland er mellem de krigførende Magter sluttet Vaabenstilstand og en Fredscongres skal aabnes under den feirende Napoleons Auspicier. Det lader sig med Grund haabe, at dette vil have fordeelagtig Indflydelse paa vore, hans troe Allieredes Kaar. – I Statstidenden staaer aftrykt et Brev fra en Svensk til en Normand af samme Surdeig som de forhen her omtalte, men endnu mere oprørende. Det er ledsaget af 53 Anmærkninger, hvoraf nogle ret vittige og træffende, men de kunne ikke hos den tænkende og følende Fædrelandsven forstærke den Afskye, selve Brevets Læsning vækker.

17de Juni.

Kammerjunker MansbachCarl von und zu Mansbach (1790–1867), tysk-dansk-norsk offiser, fortsatt i norsk tjeneste etter 1814 og ble etterhvert diplomat fortalte om Prindsens Leveorden, hvad jeg her vil optegne, da det gjør ham Ære. Kl. 5 om Morgenen staaer han op, og fra den Tid til Kl. 4 om Eftermiddagen arbeider han utrætteligen. Ethvert Brev af Vigtighed forfatter han selv og afleverer blot Concepten til Afskrivning. Han gjennemlæser Alt, hvad der kommer til ham, Alt hvad han underskriver. Og nu kan man da ikke fortænke ham i, at han vil have et godt og veltillavet Middagsmaaltid. Han har ladet gjøre en Liste over Byens civile og militaire Embedsmænd, og ordentligviis lader han fire af disse hver Dag tilsige eller indbyde til Taffels. Fra den Tid, han har forladt Selskabet, arbeider han igjen til kl. 10½, da han faaer Thevand og Smørrebrød og gaar saa i Seng. Han vil nok bedre vide at sætte sig i Respect hos sine Adjutanter og Secretairer end den eiegode men svage Prinds Friederich, og ak! vel ogsaa mere end den eiegode men svage Kong Frederik.

18de Juni.

Stridsskrifter ere vexlede mellem Grundtvig og Molbech i Anledning af dennes Yttringer i Kjøbenhavns Skilderie 192om Grundtvigs Krønnike, hvilke G. besvarer i et meget venskabeligt Brev, og Molbech har igjen svaret paa dette i en Bog paa 35 Sider. Jeg vil troe at M. i meget, ja vel i det meste kan have Ret, men hans Fremgangsmaade billiger jeg ikke. Fra Begyndelsen vælter han sig ind paa G. med vel megen Bitterhed. Denne svarer ham i sin særegne Maneer, men med venskabelig Varme og christelig Sagtmodighed.

Efter et saadant Brev vilde det været mig umuligt at svare med den Bitterhed, M. har brugt, om endog den meest aabenbare Uret forhen var mig vederfaret, og den hele Pjece gjør hans Hjerte i mine Tanker saare liden Ære, hvad hans Adfærd mod G. angaaer; thi at han har udpillet et Par tydske og danske af G. dadlede Mænd og opkastet sig til deres Apologet, synes vel meget smukt og humant, men saaledes at bryde en Landse for levende Mand blandt sine Landsmænd, der burde forsvare sig selv, om han fandt det fornødent, det forekommer mig saare arrogant. At angribe en Mand, der kan forsvare sig, røber altid et vist Mod; man forudsættes belavet paa at mødes med ligesaa skarpe, ja skarpere Vaaben – men at træde frem med en høiviis Mine og sige: «Den Mand er urigtig bedømt; rigtignok har han de og de Feil, men dem han sigtes for, har han ikke begaaet», og saaledes gjøre sin Kjendelse til en Dom i sidste Instants, det forekommer mig inpertinent.

21de Juni.

Berghs yngste Datter er mig altfor voxen paa Sjel og Legeme til at være uconfirmeret. Den Grundsætning han og flere har, at Confirmation for unge Piger skal opsættes saalænge, vil ikke ret ind i mit Hoved. Nogen Barnlighed synes mig klæder en Confirmand overmaade vakkert. Kan denne bevares hos en Pige til hendes 17–18de Aar, nuvel, saa lad Confirmationen opsættes saalænge! men i 193vore Dage, især i de store Stæder og fremfor alt hos Piger, der har opnaaet fuld Legemsmodenhed og undervises i et Institut, er dette en reen Umulighed. Altsaa, naar Forstanden kan fatte og Hjertet føle (det kan de længe før), saa lad dem confirmeres og ansees som voxne Piger og giftes med, om nogen vil have dem; jeg seer slet ikke, hvorfor alt dette skal opsættes. Med dybere, inderligere Følelse kunde jeg ikke aflagt Løftet i mit 18de, end jeg gjorde kort efterat jeg havde fyldt det 13de Aar. Det kommer an paa den foregaaende Dannelse. Har Ynglingen og Pigen denne og laborerer ikke under Forstands eller Hjertets Stivhed, da ligesaavel i det 14de eller 15de Aar som i det attende. Intet vindes ved Opsættelse, efter Verdens nærværende Løb tabes maaskee langt mere. Det er sandt, fra Økonomiens Side vinder man Tid, thi en uconfirmeret Pige indbydes ei i store Selskaber og maa nøies med tarveligere Pynt, og Skam faae mig, om jeg da ikke troer, at hiin er Hovedgrunden til at holde yngre Døttre saa længe i Børneclassen i Haab om, at maaskee den ældste kunde imidlertid faae en Mand.Fotnote i trykt utgave utgave: C. A. Berghs Døtre vare fødte 1795, Jan. 1797 og Decbr. 1797; den ældste blev gift 1814, den yngste 1815, medens den mellemste allerede døde i Decbr. 1813.

22de Juni.

Man maae beundre den mandhaftige Roe, hvormed Almuen udholder den sværeste Nød, som den vel i Aarhundreder har været bestedt i. Saaledes fortalte Justitsraad ThranePaul Olsen Thrane (1751–1830), norsk forretningsmann og ledende person i Christiania rundt 1814, W. Thranes far mig, at han nylig havde over 100 Bønder udenfor sit Huus, Alle manglende de fornødne Levnetsmidler, og dog Alle stille og taalmodige.

23de Juni.

Det er St. Hansaften og hele Verden er i Bevægelse. Prinds Friederich havde forbudt at antænde Ild denne Aften, forat den ei skulde forvexles med Krigssignal, men Prinds Christian har været saa liberal at ophæve Forbudet, da han 194ikke vilde berøve Folket dets uskyldige og ved ældgammel Vedtægt hævdede Fornøielse.

24de Juni.

Kjøbenhavnsposten er ikke kommet idag, er altsaa standset i Sverrig eller tilbageholdt i Kjøbenhavn. I nærværende Øieblik foruroliges Ingen herover. Tingene have været i en Spænding, som ikke kunde vedvare; det maatte komme til et Resultat og til en anden Tid kunde dette for os være langt sørgeligere. Sverrigs bedste Tropper og dets Kronprinds er i Tydskland. Vaabenstilstanden gjælder ei dem, altsaa er den forenede danske og franske Armee imod dem, og man troer, der har været en Action, som har fremkaldt hiint afgjørende Skridt. At vende hjem tillade Englænderne dem ikke, da de ere betalte af dem for at agere i Tydskland mod de Franske. Krigsskibe skal ligge i Elben, for at hindre deres Hjemfart. Pontecorvo synes at være i en slem Forlegenhed og nu at angribe Norge umiddelbar vil Svensken ikke vove. Paa samme Tid begynde vi at faae nogen Tilførsel. – Til St. Hansgildet igaar hos Thygeson, hvor Prindsen og hele den elegante Verden var samlet, havde Wulfsberg skrevet ikke mindre end 13 Viser paa 1 à 2 Vers. Han er en altid færdig Improvisator. Jeg selv har idag maattet love Morten AnkerMorten Anker (1780–1838), norsk grosserer og godseier, gikk konkurs i 1836 at skrive en Sang til Prindsen. Honoraret for den er da et brillant Bal paa Frogner med tilhørende Agrement: 20 Rd. Vognleie, Stads til min Kone (et Par hundrede Rigsdaler), Haarklipper og Friserløn, og maaskee endnu mere.

26de Juni.

Paa Frogner dirigerede Acteur Knudsen Lystigheden og gjorde mange Narrestreger. Naar jeg tænker paa, at dette foregik, ikke i et lystigt Mandfolkeselskab, hvor poculum hilaritatis alt var tømt, men paa et glimrende Bal i Overværelse 195af Norges og Danmarks Kronprinds, kan jeg ikke nægte for, at jeg synes det falder noget anstødeligt.

28de Juni.

De Seues militaire Afhandlinger, som nu ere udkomne, røbe temmelig bon sensog Menneskekundskab, samt Kjendskab til Historien, men Sproget er jammerligt, og Bogen vrimler af Underligheder. Saaledes taler Pag. 17 om «sjette Frederiks lykkelige Regjering (!!) og grændseløse, før ukjendte Omsorg for Land og Rige», en ublue og for de afdøde Konger høist fornærmelig Smiger. Pag. 18 fortæller han, at «Beskedenhed ikke tillader ham at afhandle alle de delicate Omstændigheder, en General kommer i, naar han commanderer over 100,000 Mand». Pag. 70 hedder det: «Intet Menneske, i hvilken Stand han end er, har saamegen Leilighed til at stifte Godt i Forhold til den Post og Rang han beklæder, som Soldaten». Ei, ei! hvad siger han?

29de Juni.

Af de Seues Rariteter maa jeg endnu anføre en Historie om Alexander 4 (ca 1190–1261), pave 1254–1261Alexander den Fjerde, der viiste saamegen Agtelse for sine gamle Generaler, og gav i den Anledning sin Søn BorgiaCesare Borgia (1475–1507), sønn av pave Alexander VI Borgia, kardinal og deretter general en Reprimande. At det skal være Pave Alexander 6 Borgia (1431–1503), bl.a. far til Cesare Borgia og Lucrezia BorgiaAlexander den Sjette, er soleklart, men Forf. synes hverken at vide, at han var Pave (Kirkestaten havde nok ikke mange fortjente, gamle Generaler) eller, at han var af Jordens afskyeligste Uhyrer.

30te Juni.

I Formiddag var jeg paa Kathedralskolen, hvor examen artium for første Gang holdtes og hørte Hersleb examinere i Religion. Det gik yderst søvnigt baade fra Examinators og Examinandernes Side. Hvad der spurgtes om er, hvad nogenlunde oplyste Confirmander pleie at kunne gjøre Rede for, og jeg vilde forbinde mig til inden Mikkelsdag at bringe Karen DahlgreenKaren Dahlgreen (1799?–?), hun ble konfirmert av Pavels 3/10-1813 saavidt, at hun kunde besvare de samme 196Spørgsmaal, som Hersleb gjorde, ligesaa godt som de Candidater, jeg hørte. Den Fornøielse fik jeg da snart nok af.

2den Juli.

Knudsens TheaterhøitidFotnote i trykt utgave utgave: Jfr. Christiania Intelligents-Sedler for 9de Juli 1813. var Dagens Hovedbegivenhed. Efter en Symphonie gik Tæppet op og Knudsen reciterede min Prolog. Sangen blev istemt af nogle faae Tilskuere. Derpaa spilledes Dragedukken, hvori Knudsen selv spillede Jacob Skomagers Rolle. Endelig kom den egentlige Stads: Foran paa høire Side et granbevoxet Fjeldstykke, hvorpaa Navnene Dreier,Nikolai Peter Dreyer (1773–1808), norsk offiser, falt i slaget ved Tangen 25/4-1808, kjent fordi han ledet en del av kampen mens han sto på en stubbe («Dreyer på stubben») BlixThomas Blix (1783–1808), norsk offiser og SætherHalvor Tollefsen Sæter (1789–1808), norsk offiser (Officerer, faldne i den svenske Krig 1808) og der paraderede 4 Underofficerer; paa venstre Side en afbrudt Skibsmast med Kongeflag og Vimpel og Navnene Grothschilling,Georg Joachim de Grotschilling (1785–1812), dansk-norsk marineoffiser, døde ved Lyngør under senkingen av Najaden BuhlPeter Buhl (1789–1812), dansk-norsk marineoffiser, døde ved Lyngør under senkingen av Najaden og en tredie, som jeg ikke husker. Her paraderede 4 Matroser. Paa begge Sider langs Theatret stode hvidklædte Damer og Børn med Krandse og Guirlander, og sluttede sig til et Velgjørenhedsalter i Baggrunden, hvorpaa det idag indkomne (omtr. 3000 Rbd.) var henlagt. Knudsen fremtraadte nu med et Skilderie i Haanden, og holdt først en Tale, hvori han beklagede, at maatte savne sine Venner Bernt Anker,Bernt Anker (1746–1805), trelasthandler, skipsreder, bergverkseier mm. Var med på å grunnlegge Det Dramatiske selskab i Christiania i 1780 John Collett og Enevold Falsen,Enevold de Falsen (1755–1808), dansk-norsk jurist og dramatiker, var med på å grunnlegge Det Dramatiske selskab i Christiania i 1780 som han sidst havde mødt her. Derpaa talte han noget om Phønix (vort eneste Orlogsskib), hvis Afbildning han fremviste, reciterede desimellem Visestumper, istemte Sange og raabte Hurra for Kongen, for vor lille Flaade (bestaaende foruden Phønix af to Fregatter, nogle Brigger samt endel Kanonbaade), for de faldne Krigeres Minde og for Norge. Det første, andet og fjerde istemtes af Prindsen og Forsamlingen med de behørige Klap. Knudsen henvendte sig nu til Prindsen, fik ham gjennem to Hænder overrakt det Indkomne, lykønskede ham og sig selv og Norge, hvorpaa fulgte et meget enstemmigt og enthusiastisk Hurraraab. Ved 197Pengenes Modtagelse talte Prindsen nogle Ord, og takkede Knudsen for den Iver, hvormed han vedblev at gjøre sig fortjent af Fædrelandet. Til Slutning offererede Knudsen Selskabet (i hvis Navn Haxthausen taus modtog det) Skilderiet, og det Hele endte med Hurraraab, jeg husker ikke for hvem. Da Dækket var faldet, forlangte Prindsen Knudsen fremkaldt.

3die Juli.

Endnu er ikke Fladstrandspost organiseret, omendskjøndt Krig med Sverrig i nogle Maaneder har været anseet uundgaaelig, og man havde ventet Passagen derigjennem forlænge siden ophørt. «At jeg mig ei idag forhaster» er endnu bestandig Administrationens Morgenbøn nede i Danmark.

4de Juli.

Jeg mødte paa Gaden Provst Stenersen.Fotnote i trykt utgave utgave: Jonas Henr. Stenersen, dengang Sognepræst til Nitedal og Provst over nedre Romerike, † 1821 [Sannsynligvis trykkfeil for 1831, se Jørgen Gløersen: Dødsfall i Norge 1826–1840, s. 397 (ESO)] som Sognepr. til Jevnager. som har været herinde for at tilveiebringe et lidet Qvantum Levnetsmidler til sit Sogn. Han fortalte, at der til Provideringscommissjonen er indløben mange Klager over Præsternes ulovlige Fremgangsmaade ved Magazinkorns Uddeling. En personel Capellan B– skal offentlig have rost sig af at have profiteret 2500 Rd., da han har ladet sig betale af Bønderne for hver Skjæppe Korn en vis Pengesum pro labore.

5te Juli.

Det norske Universitets første Borgere proclameredes idag høitideligen af Treschow paa Cathedralskolens Auditorium. For en endda ikke saa ganske liden Forsamling, naar det betænkes, at TalenFotnote i trykt utgave utgave: Talen er trykt bl. A. i M. J. Monrads Det kgl. Frederiks Universitets Stiftelse, Chr.a 1861, S. 108 fgg. holdtes paa Latin, sagde 198Treschow nogle Ord til os Tilhørere og nogle flere til de unge Studenter. Ordene vare vakre og net sammensatte, men han har et søvndyssende Foredrag. Candidaterne vare ialt 17, hvilke da udgjør vor hele civitas academica.

Efter Høitideligheden, som var kort og ikke meget høitidelig, talte jeg en Times Tid med Professorerne og andre literati. Overalt sporer jeg megen Lunkenhed for Universitets-Sagen, og det synes som Øieblikket, da Alt er organiseret og Borgerret derfra meddeelt, da altsaa dets Uafhængighed af Kjøbenhavns Universitet ligger klart for Dagen, burde have fremkaldt mere Enthusiasme. Rigtignok træffer det i en uheldig Periode da Brødsorg sysselsætter Enhver, den Rige som den Fattige; imidlertid seer man, at ogsaa nu er Slagsmaal om Comediebilletter og raabes Hurra i Theatret og i Gjæstesale og leves lystig paa Land og Bye, og saa synes da en saa vigtig Nationalsag, der foregives at have været Normændenes ivrigste Ønske i et halvt Aarhundrede, ogsaa at kunne vække Interesse; men nei! jeg maae desværre vende tilbage til min gamle Mening: det var ikke Folkets Stemme, der raabte paa et nyt Universitet, det var blot enkelte Individers, hvoraf dog ingenlunde følger, at ikke høist velgjørende Følger for Norge med Tiden vil emanere fra denne Stiftelse.

6te Juli.

Man udlader sig om Knudsens Forestillinger, tildels ogsaa om Prindsen paa en Maade, som ikke staar mig an. At f. Ex. Prindsen opholder Posten 5–6 Timer, før den udleveres, er sikkert en Uvidenheds eller Uagtsomheds Skyld, som han vist blot behøver at gjøres opmærksom paa for at aflægge. Det var høilig at ønske, at der maatte findes en Mand, der havde Mod og Retskaffenhed nok til at sige ham, hvad man finder urigtigt i hans Adfærd. Vil man tie og bukke i hans Nærværelse og skumle paa hans Bag, da kan 199han snart ophøre at nyde og fortjene Folkets Kjærlighed. Hvad det angaar, at det skulde være Uret at spille Comedie i en Jammerperiode som nærværende, da staaer det jo Enhver frit for, om han vil deeltage deri, men at der ved begge Forestillinger var fuldt Hus, beviser tilfulde, at man endnu er stemt til at nyde denne Forlystelse. Jeg indseer heller ikke, hvad der vandtes ved at sætte sig hen og sørge. Jo sparsommere Glæden falder, desmindre kan man fortænke i, at man tager den, naar den er at faae saa uskyldig og ædel som denne. Og Pengene? Gud give vi aldrig værre bortødslede vore Penge end disse. At man gav en Gjøgler 5 Rbd. paaankede Ingen, men at man nu giver 6 Rbd. til lidende Medmennesker, fordi Nøden nu er lidt større end da, det skal saare den almindelige Følelse! Om Fattiginspecteur EggertzEggertz, fattiginspektør. Ansvarlig for Christian Augusts Minde/Arbeidshuset i Mangelsgaarden 1811–14 havde ladet en Subscription gaae om, mon der da var indkommet 6000 Rbd. i reen Gevinst i to Dage? sikkerligen ikke. At man har spillet her for de Fattige i saa mange Aar, og at Knudsen derfor ikke havde behøvet at komme herop, og indsamle Penge til dem, det er et dumt og derhos skammeligt Raisonnement. For det første er det jo ganske andre Fattige, Selskabet spiller for; og dernæst – fordi en anden har understøttet Trængende, skal jeg da høre ilde, fordi jeg forøger Understøttelsen? Det kan desværre ikke nægtes, at der er Charlatanerie i Knudsens Adfærd, og at det samme Maal kunde naaes paa en simplere, mere pretensionsløs Maade, men at elskværdig Enthusiasme for Fædreland og Menneskehed er Hovedfjedren i hans Daad, det bør man ikke miskjende. Navnet af en hæderlig Borger kan ikke frakjendes ham. Han fortalte mig idag, at han ved sin Hjemkomst i Fredags Aftes havde siddet i sin Ensomhed og fældet Glædestaarer over det Held og den Fryd, det lykkes ham at udbrede.

7de Juli.

200Provideringsvæsenet berøver Falbe, efter hans eget Sigende, Glæde om Dagen og Søvn om Natten. Min Tanke faldt uvilkaarligt paa hans Formand.Fotnote i trykt utgave utgave: Enevold Falsen Saaledes hentæredes ogsaa han af Mismod; saaledes følte ogsaa han, at der fra Regjeringens Side ingenlunde var gjort, hvad der kunde og burde gjøres, og at det var for dens Indolents eller Uforsigtighed Norge maatte lide. Falbes Colleger tage sig det lettere. Thrane har mere Fasthed og Styrke, og vil ved sin Charakteer og Conduite stifte mere Gavn og lide mindre derved. WiewildFotnote i trykt utgave utgave: En dansk Mand, som paa den Tid opholdt sig i Christiania, som det synes i offentligt Ærinde, udentvivl dem samme af hvem et Par smaaskrifter omtales i Erslevs Lexicon (III, S. 594) uden at Personalier tilføies. snøfter og kaster Næsen i Veiret, og ser med lige Phlegma en Flue døe og et Rige forgaae.

10de Juli.

Dagens Intelligentsseddel indeholdt en svensk Proclamation, der synes officiel, angaaende begge Rigers Forening, med Anmærkninger, som i Vittighed og Bitterhed overgik de Kjøbenhavnske. De ere undertegnede B. N. og ere ganske vist af Cancellieraad Prahl.Bendix Djurhuus Prahl (1747–1814), skolekamerat av Johan Herman Wessel og medlem av Det Norske Selskab i København Tillægget indeholdt Oversættelse af en vidtløftig fransk Erklæring, angaaende Danmarks og Frankrigs gjensidige Forhold. Der gives en meget fuldstændig Udsigt over hvad der er forhandlet mellem begge Riger siden Krigens Begyndelse. Intet af hvad der er skeet lægges Dølgsmaal paa; Alt fremstilles i sit sande Lys, og den franske Keiser lader vor Konge vederfares fuldkommen Ret, endog i det Øieblik, han underhandlede med den fælles Fiende. Tilsidst garanterer han Kongen Danmark, Norge og Holsteen i fuld Integritet.

11te Juli.

201Vi vare idag allesammen budne til Bogstad, og afhentedes i Middagsstunden i en Kurvevogn med tre Heste for. Veiret var deiligt, Egnen er en af de skjønneste jeg kjender paa Østlandet, naar ikke viid Udsigt, men landlig Stilhed og Ynde tages i Betragtning; Pragt og Elegance er der i hver Krog; vi bleve modtagne med Gjæstfrihed og vel beværtede – og dog vare min Kone og jeg enige om, at vi slet ikke havde fornøiet os der. Det bedste savnedes: glade Mennesker. I denne skjønne Egn, i dette pragtfuldt decorerede Huus, ved dette med Sølv belæssede Spisebord herskede Sygdom, Sorg og Misnøie. Der var den arme Frøken Anker, der «svinder som Lilien i Enge» og hendes alvorlige Moder; der var den endnu meget sorgfulde Enke, Grevinde KnuthKaren Knuth f. Rosenkrantz (1792–1837), datter av stiftsamtmann Marcus Gjøre Rosenkrantz og Fru Rosenkrantz, hvis Græmmelse er stille, men sikkerlig dyb; der var Anker selv, nedstemt over Tidernes Tegn, bekymret for de Mange, hvis Forsorg er ham anbetroet, plagede sig fremdeles med dunkle Udsigter over Norges Skjæbne og Harme over vort Fiendskab med Sverrig og England.

14de Juli.

Selskabet paa Ladegaardsøen bestod af Grev Wedel (som dog ikke var indbuden, men havde Ærinde hos Prindsen, der ikke vilde lade ham fare), Grev TrampeFrederik Trampe (1779–1832), stiftsamtmann i Trondhjems stiftamt (en smuk Mand, med et godmodigt Udseende), men derfor kan han rigtignok være baade en Nar og noget værre. At han er det første, idetmindste naar han fører Pennen, give hans Avertissementer stærk Formodning omFotnote i trykt utgave utgave: Kammerherre, Dr. jur. Fredr. Christopher T. (Greve af det romerske Rige og naturaliseret dansk Greve) er især bekjendt af den Rolle, han som Islands Stiftamtmand spillede under Jørgen Jørgensens Occupation af denne Ø 1809. Han var Stiftamtmand i Throndhjem fra 1810 til sin Død 1832. Se om ham bl. A. Lars v. Engeströms Minnen II S. 281–284. Hans stilistiske Ubehjelpelighed gjorde ham stadig til Skive for Biskop Bugges Vittigheder. Kjøbmand Rolfsen,Jens Rolfsen (1765–1819), forretningsmann, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll 202fra Bergen (Bispens Svigersøn), Etatsraad Falbe, Prof. Sverdrup og mig, samt af Staben Haffner og en Sværm Adjutanter. Hans Høihed lod os rigtignok vente ugudelig længe; jeg troer Klokken var over halv sex, da vi kom tilbords, men saa fik vi ogsaa skjøn Næring baade for Aand og Sandser. Vi spiste i det deiligste Veir i fri Luft ude i Haven, men det var ingen Luftdinér, Mage til Madam RegnauldsAugustine-Françoise-Eléonore (Laure) d’Angely f. de Guesnon de Bonneuil (1776–1857), gift med Regnaud de Saint-Jean d’Angély, hadde en salong i Paris Soupér, thi vi fik fem Retter overmaade delicat Mad, god Viin og Porter ovenikjøbet. Ved Bordet forefaldt meget morsomme Discourser, der fortaltes vittige Anekdoter, raisonneredes uden al Tvang om alskens Ting og herskede al den anstændige Frihed, man i saadant Selskab bør ønske sig. Hvo der finder det stivt der, har et Begreb om utvungen Selskabstone, som jeg ikke bifalder. At en anden Tone hersker ved Statholderens og Thronarvingens Taffel end ved Even HolmsUkjent person eller en anden Kjøbmands Svirelag er saare vel.

15de Juli.

I Selskabet for Norges Vels SkrifterFotnote i trykt utgave utgave: I Historisk-philos. Samlinger III, 2. Forf., den forhv. Professor i Philosophi ved Kjøbenhavns Universitet, Anders Gamborg, privatiserede dengang i Roskilde. har jeg læst GamborgsAnders Gamborg (1753–1833), dansk filosof og professor inntil han trakk seg tilbake i 1803 Prisafhandling om Kjøbstadungdommens Forædling, hvorfor han tilkjendtes Halvdelen af den udsatte Præmie. Med Anger og Ruelse tilstaar jeg, at jeg var en af Censorerne, men overvældet af al den Lecture, man i de sidste Dage pakkede paa mig, underskrev jeg mine Collegers Dom uden at have læst Skriftet. Accessit havde jeg vel fundet det værdigt til, men mod Præmie-Tilkjendelsen vilde jeg høitideligen protesteret. Det er forsaavidt meget sandt 203og godt altsammen, hvad han siger, men lutter trivielle Ting, hvorved ikke et Glimt af Lys udbredes over Qvæstionen, mere end man havde før. Hans Ivren mod overdreven Hang og Tillid til den udvortes Cultus kunde han gjerne sparet. Den er saamen paa de allerfleste Steder i Norge og især i dets Kjøbstæder (naar Bergen undtages) hjertelig liden og kunde snarere behøve at opmuntres, end at nedkues. – Ved at blade i en gammel Nytaarsgave traf jeg tilfældigvis iaften et Brev til Prinds Christian Frederik, skrevet af Pram i Skuespiller Knudsens Børns Navn, da han fyldte sit femte Aar. Jeg erindrer, at vi i den Laubske CirkelFotnote i trykt utgave utgave: Se om denne Pavels’s Autobiographi p. fl. Steder. i de Dage gjorde Nar af alle de Lovtaler, der gjordes over den lillebitte Dreng og de herlige Spaadomme om hans tilkommende Ypperlighed. Imidlertid har dog Udfaldet retfærdiggjort Tode,Johann Clemens Tode (1736–1806), dansk lege og forfatter Pram o. fl. som sanddrue Propheter. Bogstavelig, langt over Forventning, opfyldtes den Bøn, der lagdes hans Moder i Munden:

O Gud! lad denne Fryd bestaa,
lad den fremvoxe, som den lover,
at grundet den erkjendes maa
i Tiden hele Riget over!
Min Søn da bliver det saa kjær,
som han idag sin Moder er!

Paa den Tid, da Fredrik var i sin Middagshøide, forgudet af enhver, da man spaaede ham Sønner og Døttre i Hobetal, just i de Dage, da hans Førstefødte modtoges med Jubel – hvo maatte da ikke finde flau Smiger i denne Yttring om en Prinds af en lidet agtet Sidelinie? Og nu – næst Gud og den retfærdige Sag, hvo er Danmarks og Norges Haab uden han? O Tiden aabenbarer meget, som 204var skjult i Mørket; den opløfter den Ringe og nedstyrter den Ophøiede.

16de Juli.

Kornaagrerne i Christiania er vistnok ublide, men endnu værre ere deres Colleger paa Landet. Hine sælge dog deres Forraad for Bancosedler, men disse kun for Creaturer, Smør, Sølv og Guld; en god Melkekoe for een Tønde Byg. – Hos Wulfsberg traf jeg en Præsten GrøttingStrøm Thorsen Grøtting (1767–1838), norsk prestFotnote i trykt utgave utgave: Strømme Grøtting, Sognepr. til Kvikne, blev senere forflyttet til Nitedalen og derfra til Aal i Hallingdal, se Halvorsens Forf. Lex. II, S. 439. fra Østerdalen, en meget stille og som det syntes melancholsk Mand. Han er egentlig Sognepræst til Qvikne, men dette Sted blev ham saa utaaleligt, at han forlod Kaldet, og fungerer som personel Capellan hos gamle Provst Wulfsberg, hvis Capellan LorentzenLorentzen, har ikke funnet annen informasjon om Lorentzen enn at han ble pers. kapellan i Aamot 21/12-1808 igjen forestaar Qvikne Kald.

17de Juli.

Intelligentsseddelen giver en udførlig Beskrivelse over de Høitideligheder Knudsen foranstaltede i Drammen, hvorved indkom flere Penge end i Christiania. Den sidste Fest, som egentlig holdtes for de garnisonerende Tropper af det bergenhusiske Regiment, hvilke fra den Høieste til den Ringeste, efter Indsenderens Forsikring, fortjener ubegrændset Høiagtelse, celebreredes under aaben Himmel. Præsten Tybring holdt en Tale, og Mænd og Kvinder gik ordentlig op til Offers til Velgjørenhedsalteret. Der var Stads over al Maade, saa vi Christiania-Mennesker maa skjule vore Ansigter med Blussel.

18de Juli.

Jeg læser i denne Tid HerdersJohann Gottfried von Herder (1744–1803), tysk filosof, teolog og forfatter Legender og ZimmermannsJohann Georg Zimmermann (1728–1795), sveitsisk forfatter, lege og botaniker Skrift om Ensomhed og det er mig særdeles interessant at se de forskjellige Synspunkter, hvorfra disse Mænd 205betragtede de samme Mennesker: Anachoreterne i den første christne Kirke. Z.’s Anskuelse er medicinsk-philosophisk (hvad man nemlig i VoltairesFrançois-Marie Arouet Voltaire (1694–1778), fransk forfatter og filosof og Consorters Periode kaldte Philosophie), H.’s poetisk-religiøs. H. svæver i de høiere Regioner og søger at opløfte os med sig; Z. spadserer med Seglas for Øiet omkring paa Jorden, udpeger de Fratzengesichter, han opdager rundt omkring sig og hindrer os fra at hæve vort Blik til det, som er heroventil. H.’s Muse er den himmelske Venus, hellig og reen som det Væsen, hvorfra hun udgik. Z. gaar undertiden saa dybt i Texten, at man troer, at læse T. C. BruunsThomas Christopher Bruun, 1750–1834, dansk forfatter, professor i engelsk ved Københavns Universitet Fritimer. Man beundrer Z.’s Menneskekundskab, men faar intet tilovers for Forfatteren. H.’s store, ædle Sjel præger sig i hver Linie han har skrevet: hans dybsindige Philosophemer, hans historiske Granskninger, hans barnlig fromme Asketik og hans høie Himmelflugt.

19de Juli.

Det er glædeligt overraskende, at i denne Tid, da menig Mand har saa lidet at spise og af dette endda adskilligt, der stedse er anseet for usund Føde, slet ingen smitsom Sygdom eller usædvanlig Mortalitet hersker. Dette vedligeholder da ogsaa Folkets Mod, og man spiser sit Barkebrød med en Freidighed, hvorom Kornlandenes forkjælede Indvaanere ikke gjør sig noget Begreb.

21de Juli.

Endelig kom da en Kjøbenhavnspost af 2den Juli, men tom og flau skal den være, og i min Mund smagte den nu som slet intet, thi der kom kun 30 Sæt Aviser, og da nok overalt Postmesterens Fuldmægtig ikke er mig meget gunstig, faldt naturligvis ingen af dem i min Lod.

Adjunct Hersleb gjorde mig Visit og overgav mig Lectionscatalogen for Universitetets første Semester. Den er forsynet med en lang Fortale af Treschow om Vigtigheden 206af, at ogsaa Ustuderede for det første besøge Forelæsningerne, samt at Landet forsynes med flere lærde Skoler, som jeg seer, man haaber oprettede i Drammen, Scheensfjorden og Fredrikshald. Udenfor Aggerhus Stift mærker man endnu ikke, at der tænkes paa nogen, og Stavanger var vel det eneste Sted, hvor den endnu kunde behøves. Bergens Stift har kun den eneste Kjøbstad, Throndhjems næsten heller ikke, thi saaledes som jeg har hørt Molde og især Christiansund beskrive, opslaa Muserne neppe deres Bolig der. Treschows latinske Stil er vanskelig at forstaae, har lange, indviklede Perioder og er neppe classisk.

22de Juli.

Generalkrigscommissair Vibe fortalte, at den gamle Plan at gjøre Slotskirken til Kaserne nu igjen er fremdraget og uden Tvivl bringes i Udførelse. Endnu maa jeg efter Vibes Fortælling anføre det hæderlige Træk af Prindsen, at han ikke vil give noget stort, glimrende Selskab, saalænge den nærværende Kornmangel vedvarer.

24de Juli.

Det eneste Mærkelige, Aviserne indeholdt, var en svensk Vise, som en Anonym havde sendt Guldberg, og denne oversat, samt ladet indrykke jevnsides med Originalen, «til Beviis for, at ikke enhver Svensk tænker som den svenske Regjering». Jeg maa tilstaae, at jeg har stor Tvivl om Sangens Ægthed, og troer den ikke alene frembragt paa dansk Grund, men endog avlet i en dansk Hjerne.

25de Juli.

Jeg havde sagt Amen, bedet for Kongehuset og begyndt paa Fadervor da – kom Prindsen og hans Adjutant. Jeg blev ganske undselig paa hans Vegne, og nænnede ikke at se henover til Stolen, hvor han stod. Da jeg gik hjem, var han inde hos Holten eller paa Exercerpladsen, nok hans Vogn stod der udenfor og da han strax efter kjørte forbi mit 207Huus, hilste vi ham fra Vinduet og han smilede ind til mig, som om han vilde sige: Jo jeg kom net an!

26de Juli.

«Moses og Jesus» er Titelen paa en Bog, som er forfattet for endeel Aar siden af en vis BuchholtzFriedrich Buccholz (1768–1843), tysk forfatter i Berlin, og nylig oversat af Thomas Thaarup. Denne sidste Omstændighed gav mig gode Tanker om Bogen, inden jeg havde læst den, men jeg kan ikke sige, de ere bestyrkede. Der er vistnok meget sandt i hvad Forfatteren siger om Jødernes Nationalcharakteer, om deres Historie i ældre og nyere Tider, om den fordærvelige Indflydelse, skakrende Jøders Overmagt har havt paa Folkenes Velstand og Selvstændighed; han viser sig virkelig som en skarpseende og conseqvent Tænker og fører et godt Sprog, men Værkets hele Tendents kan jeg ikke lide, og endnu mindre enkelte af hans Yttringer. Saa dybt at nedværdige et Folk, af hvilket vi fra Oldtiden og vel ogsaa fra nyere Dage kjende saa mangt et hæderligt Individuum, fra hvilket vor egen Religionsstifter udgik, om hvilket han og hans Apostle vidne, at det nød Guds Aabenbaring og særdeles Beskyttelse, at skjære Alle over en Kam fra Abraham til Moses Mendelsohn,Moses Mendelssohn (1729–1786), jødisk-tysk forfatter og filosof det er dog en betænkelig, for ikke at sige forhadt Sag. Første Afdeling er ganske i «Jesus og Fornuftens» Smag. Den troende Abraham, den elskværdige Joseph, den store kraftfulde Moses affærdiges cavalierement à la Horrebow, og jeg undres, at en saa alvorlig og virkelig religiøs Mand som Thaarup har villet oversætte og bifalde disse Flauheder, da dog Enhver, der af Herder, Niemeyer o. fl. har lært at sætte sig ind i Tidsalderens Aand og ikke bedømme Patriarchernes Forhold efter vore Sæder og vort Moralsystem, vil begribe og undskylde meget, som hos en oplyst Christen vilde være strafværdigt. Denne Fortale af Thaarup maa jeg overalt tilstaae aldeles ikke er efter mit Sind. Af Bogen selv vil jeg kun anmærke, 208at Side 72 siges: «Religion, naar den opløses i sine Bestanddele, er intet andet end et Middel til at holde Selskabet sammen ved en objectløs Frygt», samt at Religion og Religiøsitet Bogen igjennem bruges næsten som et Skjældsord, at der tillægges Jøderne den Plan ved Christi Tider at rapse til sig hele Romerrigets Guld og Sølv og samle det i Jerusalem og dets Tempel, at dette ogsaa temmelig var lykkets, og at det var Omsorg for disse Skatte, og ikke, som man før har troet, rasende Fanatisme og misforstaaet Fædrelandskjærlighed, der opflammer dem til det fortvivlede Forsvar, som, imod Erobrerens Hensigt, voldte Stadens og Templets Undergang (noget, som jeg aldrig før ved at have læst, og som uden Tvivl er puur Gisning), og endelig, at han, efterat have forkastet alle baade voldsomme og lemfældige Midler til at udrydde Jøderne som Nation og Religionspartie af Jorden, omsider anfører det som probat, at nøde dem til at gjøre Militairtjeneste. Slutningen, som overalt Bogens hele Tone, har i høi Grad hvad man for en Snees Aar siden kaldte Tydskhed, en Arrogance og Selvtillid, som er ubeskrivelig.

I Anledning af den Feide, denne Bog har vakt, er nu ogsaa Horrebow vaagnet, og har begyndt et Tidsskrift, kaldet «Jødernes Krønike». No. 1, som jeg har for mig, forekommer mig at være, hvad der i de gode Tider hedder et Styverfængerproduct. Nu koster det vel et Par Mark, kan jeg troe, altsaa maa Benævnelsen forandres, men Tingen er den samme. Men hvor kan det forlanges, at Morianen skal omskifte sin Hud og Parderen sine Pletter? Ogsaa Baggesen har blandet sig i Striden.

(Eker Præstegaard)1ste August.

Mod Schmidt som Prædikant maa jeg efter min Overbevisning, føre samme Anke som imod Wulfsberg; hvad der er foreskrevet Formular affærdiger han for hurtigen, ikke med 209den alvorlige Langsomhed, Tingenes, Stedets og Embedets Værdighed fordrer. Selve Prædikenen var overmaade god, og udførtes saa heldigen, som det med Schmidts ikke bøielige Organ og Talens Oplæsning fra Papiret, nogensinde var muligt. Den handlede om «Vor Pligt at bevare Medlidenheds Følelse ved Synet af mange Nødlidende», og var altsaa ganske et Ord i sin Tid. Ved Middagsbordet havde vi flere Viser, hvoriblandt da Schmidt ikke kunde undlade at give os et Par af sine Svenske. Jeg maa tilstaae, at jeg i denne Tid for Ordene «Sverrig og Svensk» har et Had saa overdrevent, at det næsten strækker sig til Viserne. Efter Bordet havde jeg en varm Disput med begge mine Herrer Colleger om Knudsen. Jeg betragtede ham blot som den, der indsamlede Hjælp til Nødlidende, og naar jeg da antog, hvad mine Antagonister indrømmede mig, at han handler i god Mening, at det er et velgjørende Øiemed, han stræber til, og at dette virkelig opnaaes, saa synes mig, at der intet kan siges derimod, og at det er utidigt, og næsten uædelt at føie til: «Men det var dog bedre, om dette Maal opnaaedes ved en anden end en dansk Skuespiller, der baade paa og udenfor Theatret nedværdiger sig til at agere Bajads». Derimod træder jeg aldeles over paa Schmidts og HebersCarl Wilhelm Heber (1771–1839), dansk prest, reiste til Danmark i 1816Fotnote i trykt utgave utgave: Res. Capellan til Eker, som han i 1816 forlod for at drage til sit Fødeland Danmark, hvor han 1813 blev Sognepræst til Svendborg; cfr. Erslevs Lexicon. Side, hvis han med sin Reise har et andet patriotisk Øiemed, og er det sandt, som man paastaaer, at han har sagt: «han vilde indsynge Nordmændene Mod», da fortjener han Tugtelse for en saadan Yttring. Overalt skal baade Knudsen og Tybring have teet sig som Narre ved den Drammenske Folkefest under aaben Himmel, De græd og omfavnede de bergenhusiske Soldater, og disse – loe dem ud.

2den August.

210Schmidt viste mig et usselt Mesterværk, han har faaet tilsendt i Marmorbind, hvorpaa hans Navn og Giverens ere indgravede med forgyldte Bogstaver. Det er et Lovforslag til Selskabet for Modums Præstegjælds Vel af dets nuværende Formand, en halvstuderet Røver, før Klokker og Skoleholder, nu Proprietair. Det er et temmelig opus i Kvartformat, thi foruden Forslaget er der en lang Tale, Slutningsformaninger til Almuen og en Retfærdiggjørelse for hans egen Person m. v. Hvad der mest slog mig, var følgende Sprogrettelse: (Der tales om Bygdemagaziner) «Ja, ligetil Navnet, omtalte Inbretning bærer, have hidtil en stor Del af Eder været uvidende. Det var mig ikke anderledes muligt at udfinde Aarsagen til Eders Udtryk Magasimen, naar I egentlig skulde sige Magazin, uden fra en Fortids Bygdeskomager, som hedte Simen og Ordet Maga. Saa ofte I derfor forlangte Magazin under hint stygge Navn, have I saaret mine Øren. Læs derfor her og øv Eder ofte i at udtale Ordet Magazin i sine tre Stavelser: Ma–ga–zin, og herefter uden Undskyldning sige Magazin».

10de August.

Haxthausen vilde vide, at Sølvværdien er fastsat til – ja Terminologien kjender jeg ikke, men en Rigsdaler skal gjælde 10½ Rd. dansk Curant, men derhos fortalte han, at en Committee af 22 Mand nu arbeider paa et splinter nyt Finantssystem, da Rigsbankvæsenet ikke vil holde Stik, og at dens første Medlemmer, gamle Grev Moltke og Geheimeconferenceraad MallingOve Malling (1747–1829), dansk statsmann og historiker spiller samme Rolle som fordum Moses og Aron: Moltke undfanger Ideerne og Malling sætter dem i Stil.

Ordbogscommissjonen med samt Ordbogen gaar ventelig med det første ad undas. Stenersen har frasagt sig Arbeidet, Døderlein er sysselsat og forknyttet, Wulfsberg ogsaa 211det sidste i høi Grad, og nu har Molbech i Kjøbenhavn udgivet en orthografisk Ordbog med Retskrivningsregler, som synes at gjøre vor overflødig.

13de August.

I Selskabet hos Mariboe var det mig mærkeligt at høre, at der, som jeg formodede, i Prinds Christian Augusts Tid arbeidedes paa Norges Løsrivelse fra Danmark, og at kun Dissens mellem Hovedmændene, om Norge skulde være et selvstændigt Rige eller combineres med Sverrig, hindrede Planens Udførelse. Hvad Deel Prindsen selv tog i denne Sag, er skjult i Mørket og vil maaskee fremdeles blive det. At han ikke var aldeles skyldfri, skjøndt han maaskee troede at handle efter Pligt, er meget sandsynligt, ligesom at hans Død var Norges sandeste Hæder og Held, og at han ved den, mere end ved sin Heltedaad i Livet, blev vort Lands Befrier. Meget er nu vel tabt, men vor Nationalære, vor Troeskab mod Kongen, vort hæderlige Navn i Samtid og Eftertid, vor rolige Bevidsthed, de ere bevarede! – Mariboe fik iaften Efterretning om en ny Forandring i Pengevæsenet, hvoraf Hovedsagen skal være en Nationalbanks Oprettelse. Sagkyndige har længe doleret over, at Banken var i Kongens Hænder, som en af de vigtigste Mangler ved den sidste Anordning.

16de August.

Biskop Brun skriver, at han havde sendt Prindsen noget til Indrykkelse i Budstikken, men faaet det tilbage med et egenhændigt Brev fra Prindsen, hvori han bad ham gjøre et Par Forandringer, hvortil Brun ikke vilde bekvemme sig. Han meddeler mig sit Svar, der ikke staaer mig an. At en til Almeengavn forfattet Afhandling «har gjort sin Forfatter den væsentligste Tjeneste ved at tolke hans politiske Trosbekjendelse» for den præsumtive Thronarving, eller, som han udtrykker sig «for den Prinds, der efter Rigets Grundlov formodentlig bliver hans Børnebørns Konge», er en flau Compliment. 212Hvo tvivlede om hans politiske Trosbekjendelse? og maa man ikke antage hans Ord for bogstavelig Sandhed: «at han skrev for at tilvende sig Prindsens Opmærksomhed?» Jeg formoder at det var et Pendant til Pjecen om Vexelcursen, og saa vil Tabet ikke skade Jorden.

18de August.

Collegialtidenden indeholdt et kongeligt aabent Brev, hvorved Rigsbanken overgives i Nationens Hænder, og udgjør herefter tre af hinanden uafhængige Hovedafdelinger, hvoraf den ene i Christiania. Sølvværdien er sat til 375 for 200 Rd., som er over 11 Rd. D. C. for hver Rigsbankdaler. Embedsmanden maa lykønske sig, hvoriblandt da ogsaa jeg, hvis Tiende fra 250 Rd. er stegen til henved 3000 Rd. Men Kjøbmanden vil nok heller ikke glemme at sætte paa sine Varer, og tager næppe sin hidtilværende uforholdsmæssige Profit i Betragtning.

19de August.

Af indenlandsk mærkeligt fandt jeg intet andet i Dagen end at T. C. Bruun har skrevet en «ublufærdig» Pjece mod Baggesen, kaldet: «Ikke om Jøderne, men om Jødernes Frelser Justitsraaden», og som Baggesen siger, vist, at han ligesaavel i Prosa, som i Vers kan trodse Velanstændigheden. Blandt de udenlandske Artikler læste jeg med Gysen med hvilken Frækhed en ung Mand paa 30 Aar og en Pige paa 21, der mangfoldige Gange havde gjort sig skyldige i Mordbrand, gik til Døden, den græsselige Død: at brændes levende. Det var i Berlin dette Optrin forefaldt.

22de August.

Efter omtrent et Fjerdingaars Pause var endelig tredie Classe af Selskabet for Norges Vel samlet. Foretaget blev et Brev fra Jacob Aall paa Næs med Forslag om at tilstaae en islandsk Litterat, Finn Magnussen,Finnur Magnússon (1781–1847), islandsk filolog og arkeolog en aarlig Gage for at forsyne Selskabet med Afskrifter af interessante islandske 213Documenter. Jeg fik til Gjennemlæsning og Bedømmelse et langt anonymt Brev, hvis Forfatter Stenersen formodes at være. Han begynder med den Anmærkning, at den, som nøie kunde efterspore alle de Begivenheder, som bidroge til Selkabets Stiftelse, «vilde det sikkert være aabenbart, at denne Forening ei alene af Mandevid blev sammenføiet, og at her var noget større med, som indledte og fremledte alt, at dette Selskab efter Forsynets Raad ei skulde blive et forbifarende Syn, som kun opblussede og sank, uden at deraf saaes noget Spor». Ogsaa er allerede noget Stort udrettet: Universitetets Stiftelse. Men opnaaet er dog ingenlunde Maalet, endskjøndt man synes at troe det, «da ethvert Selskabets Medlem, som alvorlig vil gaa i Rette med sig selv, efter upartisk Prøve vil erkjende, at Selskabet har allerede som en Olding stillet sig rolig hen, for blot at være Tilskuer ved Livets Færd». De økonomiske Forbedringer, det har virket, komme ei i Betragtning; kun Selskabets Iver for Videnskaberne omtaler Forfatteren, og den er kjølnet. Det var Følelse af Svaghed, der gav Anledning til dets Stiftelse, den Følelse, at vi havde tabt den selvstændige Kraft, der fordum aabenbaredes gjennem Normændenes Færd, men denne Svaghed hæves ei, denne Kraft vender ikke tilbage ved økonomiske Forbedringer. Tværtimod troer Forfatteren, at, hvis Norge, uden at Aanden var gjenfødt, nogen Dag skulde komme saa vidt, at det ei trængte til andres udvortes Hjælp, saa viser os de senere Aars Erfaring, da Bonden havde lidt mere end han kunde spise op, altfor tydeligt, at Norge snarere maatte forbande end velsigne denne Dag. Men hvorledes kan da denne aandelige Gjenfødelse ske? Selskabet valgte ikke det rette Middel, «thi det lod, som det paa engang vilde saa og høste. Det talede strax til Almuen, og vil, at den nu med eet skal bære gode Frugter, skjøndt endnu de onde Safter løbe ustandsede om i det Indre, da vi derimod burde 214gjøre som Moses, først lade den gamle Slægt uddøe, for med den unge, af os selv optugtede, at indtage det forjættede Land». De Ældre af os savne ialmindelighed fornøden Kraft og Mod. «De føle hos sig selv den aftagende Kraft, og derfor tale de til Andre, for ligesom hos dem at opbevare denne Skat. Enhver, som ret vil prøve sig selv, skal vist sande, at han ei føler den aandelige, alt opoffrende Varme, som han hos Andre søger at fremme, denne Jevnhed, Arbeidsomhed, Tarvelighed, Uegennyttighed, kort denne sande Selvstændighed er mere i hans Mund end i hans Hjerte». Det er altsa af Ungdommen, det skal ventes og dette gjennem Universitetet. Og nu kommer da Forfatteren til sin Hovedhensigt. Hvorledes dannes Landets Ungdom? «Kun af saadanne, der ret kunne besidde Videnskaberne, og have Evne til at fremstille til andres Beskuelse, hvad der rører sig i deres Indre». Og disse Faa, hvis de findes, «skulde Selskabet anvende al sin Anseelse, Indflydelse og Overtalelse for at drage hid». Men hvor findes, «i disse Tider, hvori alt helder til tvende Sider, en saadan Eenhed, Heelhed og Reenhed i Aanden, at den skulde være istand til ganske at fatte Videnskabens Sands?» – Jo, den findes hos en Mand: Grundtvig, og ham vil altsaa Forfatteren have hid som Norges Reformator. «Han har det, som vi mangle; han har erhvervet sig denne trygge og faste Overbevisning, der i disse Tider er et sandt Særsyn; han har grebet denne Overbevisning med et fuldt Hjerte; han har overvundet den Menneskefrygt, hvorunder vi Andre lide; han har vundet den Kjærlighed, der agter intet for dyrt til Offer, naar han kan bringe andre til den Overbeviisning, hvorved han selv føler sig salig; han stod engang paa samme Standpunct som vi, men er fra dette med fuld Bevidsthed gangen ind i Christendommen og har tilkjæmpet sig sin Troe. Forfatteren frikjender ham aldeles for Hovmod, Sværmerie og 215Intolerance, ved hvilken sidste gives det forhadte dominicanske Vink, at «de, der beskylde ham derfor, maaskee gjør det, fordi de føle, at det ei var ganske ufortjent, om over dem en Forfølgelse udgik.» Denne Mand kunde da kalde Aand i den halvdøde Slægt, og denne Mand skulde ikke i sin Natur være forgjængelig; den skulde øses af den stedse rindende Kilde, af det Evige selv, og det Eviges Aabenbarelse i Tiden: Christus.

23de August.

Min Erklæring gaaer ud paa, at Directionen ikke bør anvende sin Anseelse, Indflydelse og Overtalelse paa at drage Grundtvig hid, da det ikke er mig indlysende, at han besidder alle de opregnede positive og negative Egenskaber, eller at ingen Mand i hele Norge besidder dem i ligesaa høi Grad som han. Udnævner Kongen ham til Professor ved Universitetet, modtage vi ham som enhver Gave, hvis Værd vi endnu ikke tilfulde kjende, med Lydighed og Resignation; men efter saa usikre Data at udbede sig ham som Norges sidste og eneste Redningsmand, turde af mange Grunde være betænkeligt.

25de August.

Holten, som har været paa Vestlandet med Prindsen, fortalte mig om denne Reise. I Christiansand havde været megen Stads; Byen var illumineret, ligesom der ogsaa om Aftenen gaves Bal. Knudsen var der ved samme Tid og gav en Fest paa Torvet, hvorved Wergeland holdt en Tale, som skal have været overmaade skjøn. Paa Brekke hos Niels AallNiels Aall (1769–1854), godseier, forretningsmann, statsråd og stortingsrepresentant havde været megen Lystighed. Der var ikke tænkt paa Bal, men om Aftenen begyndte man at dandse ude paa Marken. Siden gik man op i Huset, og blev ved til Kl. syv om Morgenen. Den gode Prinds er nok endnu ikke saa lidet Epicuræer, og synes i flere Henseender at træde i sin Bedstefader Fredrik den Femtes Fodspor. I Driftighed, 216Duelighed og Selvstændighed tør man haabe, at han vil overgaae ham, men ellers er der megen Lighed i Legemsskjønhed, Lyst til Vellevnet og sandselig Nydelse. Endog den Blanding af Bonhommie og stiv Etiquette, som Rygtet tillægger Farfaderen, viser sig stærkt udpræget hos Sønnesønnen.

26de August.

Bondevensselskabet holdtes i Dag paa Grefsen.Fotnote i trykt utgave utgave: Eiedes dengang af Kjøbmand (og Student) Fred. Glad, Storthingsmand 1815–16 og en fortjent Landmand. Se Forf. Lex. To stive Klokketimer sysselsatte man sig med en Afhandling af Flor om Grøfter og Vandledninger, hvorved jeg, paa et Par Sproganmærkninger nær, forholdt mig aldeles passiv, saa jeg endog var nær ved at falde i Søvn. Flor skriver saare maadelig Dansk, og hver Gang noget af ham oplæses, forefalder næsten ved hveranden Linie ubehagelige Stilerettelser. Omsider gik jeg ind i en anden Stue, hvor Fogden Holst,Poul Christian Holst (1776–1863), norsk embetsmann og statsråd Grüner og Præsten Juell sad og politiserede. Med Bedrøvelse erfarer jeg, at Kongens sidste Foranstaltning til Finantsvæsenets Opkomst ogsaa møder Mistillid og ublidt Omdømme. Især harmedes jeg over Grüner, som i en haanlig Tone udlod sig om vort hele Regjeringsvæsen, som vel har mange svage Sider, men hvor dog to Ting bør tages i Betragtning: Regentens gode Villie og in specie hans saare ædle og humane Forhold mod Norge, og dernæst hvormeget lettere det er at sige, en Ting er indrettet galt, end at sige, hvorledes den skulde indrettes bedre, og atter hvor meget lettere dette er, end selv at udføre og ordne det til Trods for mødende Hindringer. Grüner har særdeles agtværdige Egenskaber, men i nogle Henseender er han en underlig Patron. Holst syntes i det Hele ei at dissentere fra hans Mening, men taler med Embedsmandens Circumspection. Kun Juell talte som Embedsmanden og Undersaatten og 217Statsborgeren og Mennesket bør tale. Jeg frygtede denne Samtales Fornyelse ved Bordet, men der afhandledes andre Materier og var ret morsomt.

Mad. GladJohanne Marie Elisabeth Glad f. Dallas (1764–1837), tidligere danserinne ved Det Kongelige Teater i København var Figurantinde paa det Kjøbenhavnske Theater, og syntes altsaa bestemt til en langt anden Bane, end som Landsbykone paa Grefsen i en halv Fjeldbygd at opdrage 10 Børn. Denne hæderlige Rolle har hun imidlertid nu udført i nogle og 20 Aar saa vel, at om hun var bleven Solodandserinde, hun ei kunde udført noget bedre. I Forening med en meget agtværdig Mand har hun nu den Glæde at see en talrig og veldannet Afkom omkring sig, og at leve i god Velstand paa en Gaard, som GladsFredrik Glad (1760–1840), bedriftseier, stortingsrepresentant 1815-16 Flid og Indsigt har forvandlet fra en af de sletteste til en af de bedste Jordeiendomme i Aggers Sogn. – Det mageløs ypperlige Høstveir vedbliver endnu.

27de August.

SaxildErik Nicolai Saxild (1787–1846), jurist, skolemann, med på etableringen av barneasyl fra 1839, rådmann fra 1820–27Fotnote i trykt utgave utgave: Den i sin Tid bekjendte, utrættelige Philanthrop, Raadmand E. N. Saxild, bl. a. Christiania Asylers Grundlægger († 1846). har store Fortjenester af Søndagsskolen. Tre Timer hver Søndag opofrer han dette Institut, og uforberedt træder han ikke frem blandt sine Disciple. Det mærkes paa hans Foredrag, hvad han ogsaa selv sagde, at han læser med Flid og Skjønsomhed og confererer f. Ex. Badens,Jacob Baden (1735–1804), dansk filolog og litteraturkritiker NissensNiels Lang Nissen (1771–1845), dansk filolog og skolemann og BirchsDavid Seidelin Birch (1780–1854), dansk prest og lærebokforfatter danske Grammatik med udtrykkeligt Hensyn paa hans Undervisning i Søndagsskolen. Og at alt det, han lærer sine Elever der, er godt og hensigtspassende, om end en skarpsindig Kritiker kunde opdage enkelte materielle og formelle Feil, det kan ikke nægtes. Han er vist Søndagsskolens første Velgjører og fortjener, hvis han saaledes vedbliver, endog Regjeringens hædrende Opmærksomhed. – I Litteraturtidenden recenserer Prof. I. Møller Grundtvigs Krønike paa en meget bitter og revsende Maade. Voltaire er 218han imidlertid enig med Grundtvig i at fordømme. Til dennes Ukvemsord mod hin det attende Aarhundredes Afgud lægger han endnu et og kalder ham «en sneverhjertet Versemager», ham, som Baggesen for 28 Aar siden kaldte «Jordens første Digter», og som Rein med Prædicatet «den herlige Voltaire«, for 20 Aar siden høfligen bad at overlade Didactikeren PopeAlexander Pope (1688–1744), engelsk dikter og oversetter «den første Digterære». Sic transit gloria mundi.

28de August.

Det er mig ubehageligt at høre, hvorledes Haxthausen saa fiint og lempeligen søger at nedværdige vor ædle, virksomme Prinds, og da det er hans Feil, at han mindre end en Forretningsmand bør være, er Manden efter Klokkeslettet; saa fremdrager man denne i Tide og Utide, og for at vise sin allerunderdanigste Hengivenhed for Kongen anprises dennes store Ordentlighed og Accuratesse.

29de August.

Selskabet hos Mathiesen var stort og fornemt; Beværtningen var elegant, luxuriøs endog med Hensyn paa Tiderne. Vi fik 6 Retter Mad, foruden Kage og Frugter og 4 Sorter Viin. Bordconversationen var ret behagelig, bestod hverken i Klager, Skumlen eller Fadaiser; man vilde glædet sig ved et saadant Gjæstebud, naar ikke den Tanke fremtrængte sig, at saamange sukke over det nødtørftige, medens her ødsles, og den endnu værre, at Manden, som tracterede saa herligen, har nok tilovers, naar det gjælder om at tilfredsstille Sandselighed og Forfængelighed, men intet for sit Fædreland, intet for trængende Mennesker. Det gjør mig inderlig ondt, thi Manden har ellers noget ved sig, som gjorde, at jeg kunde ynde ham. – Treschow paastaaer om Nordal Brun, som har været hans Contubernal i Studenteraarene, at han alle sine Dage har været en Fiende af Læsning, og at han ikke gider læst en Bog igjennem. Smag og Philosophie 219har han rigtignok ikke valgt til Ledere paa sin litteraire Bane, men at han har Læsning, skjøndt stundom maadeligen fordøiet, synes at fremlyse selv af hans Feil.

30te August.

I Aften var jeg og Neumann hos Bispen. Samtalen dreiede sig næsten udelukkende om Selskabet for Aggers Sogns Vel og dets befrygtede Undergang, hvilken vi vare enige om, vilde være baade skammelig og sørgelig. Et andet Samlingssted ansees for et virksomt Middel til at bevare dets Existents, ligesom og min Yttring i Mindetalen over John Collett synes bekræftet af Erfaring, at de nu ophævede Middagsmaaltider var et nyttigt Foreningspunkt for dets Medlemmer. Men hvad der især mangler er Colletts Aand, hvilken han ikke efterlod sin Successor tilligemed Formandsværdigheden. Anker sover; Glad trækker sig beskeden tilbage; Agerdyrkningscommissjonen med den kløgtige Veimester SteenIver Steen (1784–1828), veimester i Akershus fra 1808 i Spidsen bekymrer sig hverken om Aggers Sogns Vel i Almindelighed eller Agerdyrkningen in specie; Almuen har ingen Sands for den Ting; Secretairen Otto Collett, der bærer sin Onkels Navn, er over ham i Rang, men forresten dybt under den afdøde Hædersmand i enhver anden Henseende, lader fem være lige. Altsaa er det at befrygte, at Selskabet ikke vil komme til at føre andet end et vegeterende Liv, men end ikke dette bør ophøre for den almindelige Opsigts Skyld, og fordi det dog var muligt, at den udslettede Aand engang i bedre Dage kunde tændes paany, og Selskabet vækkes til et bedre, ædlere Liv. Ophører derimod dets Existents, saa er alt forbi, thi Aggers Sogn eier ikke og faaer vel aldrig en Mand af Colletts Mod til at beslutte og Kraft til at gjennemføre. Der skal overalt være et sørgeligt Derangement i den collettske Familie. Endnu idag var der hos mig en ung Mand, der bestilte sit Barns Begravelse, som fortalte, hvor bitterlig John Collett savnes af sine Undergivne, og at 220Savnet daglig føles haardere. Paa Hjemveien lagde jeg med Fornøielse Mærke til den store Stilhed paa Gaderne og i alle Grønlands mangfoldige Skjænkehuse. Drikkevarer ere nu saa sjeldne og kostbare, at man maa indskrænke sig i deres Brug. Derved ophører for en stor Deel de larmende Forlystelser, og et beruset Menneske sees nu fast aldrig. – Med Bedrøvelse erfarer jeg, at ogsa Kongens sidste Foranstaltning til Finantsernes Opkomst møder Mistillid.

31te August.

I Bergen averteres tilkjøbs: Johan Arndt’sJohann Arndt (1555–1621), tysk prest og forfatter sande Christendom. Den Bog turde man vist ikke her byde andre end en Høker eller Urtekræmmer.

1ste September.

Der var stort Bal hos Prindsen. Man trak Lod om Plads ved Bordet, hvilken Lodkastning Prindsen selv underkastede sig og fik til Dame Jfr. Fleischer,Sannsynligvis en av døtrene (Kaia eller Stina) etter avdøde Balthazar Fleischer som jeg ifjor confirmerede. Vi havde 6 Viser, sungne af Fru Thygeson og Haffner med tilhørende Skaaler: Kongens, Norges, Prinds Friederichs, vor høie Verts, Damernes og Glædens. Prindsen sang selv med og har en mandig, behagelig Stemme. Beværtningen var særdeles god, men kun en Slags Viin var paa Bordet.

2den September.

I Generalforsamlingen i Christiania Sogneselskab kunde intet decreteres, da den ikke var fuldtallig efter Lovene. Indberetning om Selskabets Virksomhed i det forløbne Aar og Embedsmænds Valg var altsaa det eneste, som foretoges. Sigvardt oplæste en lang Prospectus om Søndagsskolen og endte med en formelig Afskedstale, hvori endog gamle Norge ønskedes Held. Da Manden ei forlader Byen eller gaar ud af Selskabet, syntes denne Høitidelighed besynderlig. Til hans Eftermand valgtes Rasmussen, og det var vel. Jeg var neppe bleven i Selskabet og Commissjonen, hvis Valget 221var faldet paa Flor. Iøvrigt skal Generalauditør Bergh sørge for Byens Nytte og Ziir og Ritmester EliesonIver Elieson (1762–1815), eide en periode Frogner gård for Haandværkstandens Forædling. HettingGabriel Hetting (1768–1826), sjøkrigskommisær administrerer uden bestemt Virkekreds. Til Dagens Forhandling hørte ogsaa Præmiers Uddeling, dels Guldringe, dels Penge til 10–12 Tjenestefolk for lang og tro Tjeneste. – Man mediserer over Prindsen, men man har indtil dette Øieblik ei kunnet nævne et Fruentimmer, der saaledes har behaget ham, at en mistænkelig Forbindelse kunde formodes eller forudsees. Skulde det engang blive Tilfældet, da bør dyb Taushed hvile derover. Hvor Manden handler for Publicums Aasyn, der er han og underkastet dets Dom, men hemmelige Privatanliggender bør man ignorere hos ham som hos enhver. Roes og Dadel, Forsvar og Fordømmelsesdom, Undskyldning og Persiflage er her lige utidig. Prinds Friederichs Forhold til Baronessen havde Publicitet, kunde altsaa bedømmes, men hvad Prinds Christian foretager sig i sit Lønkammer, vedkommer ikke os, naar det kun ei har Indflydelse paa hans Regent- og Menneskeværd.

3die September.

Endelig fik vi da idag Post, og med den Efterretning om Stilstandens Ophævelse og Krigens fornyede Udbrud paa den holstenske Grændse, hvori vore danske Tropper med Held og Hæder skal have taget Del. – I Formiddags havde jeg et sjeldent og ikke behageligt Besøg: Mad. Collett. Da Besøget gjaldt mig, saa var det naturligvis et nyt Hoveriearbeide, der skal paalæsses mig – ja, Gud bedre! endog in duplo. Prindsen ventes med det første til Fladebye til et Jagtpartie.Fotnote i trykt utgave utgave: Om Christian Friederichs Deltagelse i Fladeby-Jagten, har man en charakteristisk Skildring i A. Colletts Skrift: «Fladeby» (Chra. 1881, 4. Særtryk af «Ny illustr. Tid.») S. 7 fgg. Man vil her ogsaa finde «Obervertindens», Martine Colletts, Billede. Der vil da det hele Jagtselskab paradere 222ved hans Ankomst og Mad. Collett vil overrække ham et Digt, der skal være en Velkomst i den ærværdige 57 Aar gamle Corporations Navn. Men ikke nok hermed! ved Bordet skal han ogsaa bydes «velkommen til Fladebye, hvor Glæden boer og Sorger flye»; det vilde da ligesom Corfitz’s Sang klinge slet i Prosa, og til hvem skal man da henvende sig uden til mig? Det er sagtens udelicat og for mig helt ærgerligt og byrdefuldt, men, spurgte jeg Moer Koren, da hun yttrede, at man gjerne kunde sige Nei til en saadan Begjæring: «om De nu ikke selv kunde gjøre en Vise og De personligen var kommen til mig eller en anden Versemager, og bedet om denne Tjeneste, vilde De da taget det vel op, om jeg havde afslaaet det?» Nei, det vilde hun ikke, men hun vilde ikke bedet derom. Nu ja, det er en anden Sag, men nu bad Mad. Collett, og hvad skulde jeg da gjøre? – Jeg fik ved samme Leilighed de nitid afskrevne og indbundne gamle Jagtlove. Under Titel: Forerindring med tre Udraabstegn findes allerførst følgende Vers:

Naar du paa Jagten skyder,
Da byder
Selv Forsigtighed, at du adlyder,
Den Lov her skreven er,
Især
Om nogen er dit Skud saa nær,
At han kan derved Skade tage;
Da bør du det saa mage,
At Ingen faar Anledning til at klage.

Efter denne kraftige Formaning begyndes saalunde: «Erfarenhed har lært, at intet Folkeslag er uden Gudsdyrkelse og intet Selskab stiftet uden at være passelige Love underkastet. Saaledes udfordres det af os den 9de September anno Christi 1756 her paa Fladebye Gaard oprettede Jagtselskab indbyrdes at vedtage efterfølgende Regler» osv.

223De fleste af disse Regler overgaae nu min Forstand; dog findes der og saadanne, som følgende: «§ 3. Det formenes ingen Jæger at være forsynet med en saakaldet Lommepuffert eller Lærke og et godt Stykke Brød eller Bisquite, i Tilfælde af Flauhed, som ofte paakommer ved Forandring af Luft, omendskjøndt Provisionen pleier altid at være rigelig ved Landlordens priselige Omsorg».

4de September.

Der siges, at Krigserklæring fra dansk Side mod Sverrig ventes i disse Dage. Man har Ret i at beklage den grusomme Nødvendighed, der tvinger Kongen til dette Skridt, men at laste ham derfor eller ansee Handlingen overilet, finder jeg urigtigt. Sverrig har nu i flere Maaneder viist vor Regjering en Række af saadanne tirrende Fornærmelser, at det vilde være Feighed, om den ikke greeb til Modværge. Det er vel, det engang kommer til et Resultat, og det maa det vel nu. Kan Sverrig vinde Norge med væbnet Haand – à la bonne heure! saa tager man sine Forholdsregler da og siden. Men ved formelig Krigserklæring, ved svensk Indfald i Norge og norsk i Sverrig ophører al Tanke om den skjændige Underhandling, Svensken har villet aabne. Vi kunne vorde en overvunden, men ikke en forrædersk Nation. Det er nu ellers kommen dertil, at Prinds Friederich hos den franske Gouverneur i Hamburg har maattet drikke Napoleons Skaal, og stort videre kan det ikke gaae.

5te September.

Med Wulfsberg og Sigvardt gik jeg i Eftermiddag til Frøen i Selskabet for Aggers Sogns Vel. Lensmand Knoph har reddet det fra Undergang; han har atter aabnet sit Huus til Samlingssted, og dermed var al Urede klaret. Hvad der iøvrigt forhandledes, kan være vigtigt nok, men ikke for mig; altsaa forbigaaes det her. At efter en af O. Collett bestemt Taxt en Dram ganske almindelig fransk Brændevin betales 224med 2 Rd., maa dog anføres. Lidt billigere, skjøndt altid dyrt nok var 1 Rd. for en Kop Kaffe og allerbilligst 2 Mk. for en Kop The. – I Litteraturtidenden findes recenserede 3de Skrifter Jøderne vedkommende. De fleste antijødiske Brochurer nedrives med største Føie.

6te September.

Man tænker paa at give Prindsen et Subscriptionsbal paa hans Fødselsdag, hvor Billetten skal koste 10 Rbd. N. B. 60–80000 Rd. menes den Stads at skulle koste paa en Tid, da Hungersnøden vel er forbi, men Landets øvrige Nød og Fare saa stor som nogensinde før. Sandelig, det er mig en ubehagelig Nødvendighed, at bortkaste mine 120 Rbd. til det Gilde, men jeg kan desværre neppe undgaae det.

7de September.

Aggers Fattigcommissjon holdt et overordentligt Møde, hvortil alle Sognets Lægds- og andre Almisselemmer, vare indkaldte, for at fremstille sig. Dette er da nok sagt om Dagens Historie fra Kl. 8 Morgen til Kl. 5 Eftermiddag. Det er det evige Einerley: Klager og Vrøvleri fra de Fattiges og Bøndernes Side, vel ogsaa derimellem unødig og uvedkommende Snak fra Commissjonens. Juell er vel langsom i sin Færd og gaaer dybere i Texten, end han behøvede eller burde. Han har Taalmodighed til at pille halve Timer ved en Haardknude, som i et Minutt kunde overhugges, uden at det forekommer mig, at der vindes det ringeste ved dens langsomme Opløsning. Imidlertid overlader jeg ham med Fornøielse og Taknemmelighed Ordet, saalænge han vil føre det.

8de September.

Throndhjems Avis indeholder en lang Fortælling om med hvilken umanerlig Høitid man har modtaget Grev Trampe der. Om han havde bragt Landet Fred, Overflod og alt muligt Held, om han havde været Norges ypperste 225Mand, om han et halvt Aarhundrede havde levet blandt Thrønderne agtet og hædret, kunde man ikke gjort mere Væsen af ham, og han havde saavidt man ved, Intet udrettet ved sit Ophold i Kristiania og Kjøbenhavn, han skal være som Embedsmand og Menneske en ganske almindelig Person, ja, hvad endnu er det mærkeligste, han skal være forhadt i Throndhjem, og man ønskede ved hans Bortreise aldrig at see ham igjen. – Wulfsberg forelagde mig Planen til et Conversationsselskab, der bestaaer af lutter studerede Folk, hvortil han leverer Locale, og som skal samles hver Aften. En af Hovedlovene er, at der ei skal spilles Kort eller noget andet Spil om Penge. Cancellieraad Prahl staaer i Spidsen for Indbydelsen.

10de September.

Hans Houge havde bedet os at besøge ham engang i Sommer, og denne Dag bestemtes til Touren. Kl. 11 mødte han frem med Heste, for selv at kjøre Phaetonen. Vi fik et meget veltillavet Middagsmaaltid med god Rødviin og desuden Ribsviin til Damerne. Verten, hans Broder og hele Huusgesinde have i Sprog og Manerer noget vist, som charakteriserer dem, men agtværdig Forstands og Sæders Dannelse synes de Alle at besidde. Overalt troer jeg stadigen, at Hans Houge har stiftet langt mere Godt end Ondt i Norge. Hans apostoliske Omvandring, hans dumme Skrifter, hans Tilhængeres, tildeels ogsaa hans egen fanatiske Adfærd mærkes nu Intet til; men at han har dannet en Sect, som umiskjendelig endnu existerer, der udmærker sig ved Gudsfrygt, Sædelighed og Orden, Flid, Fredsommelighed, kort næsten Alt, hvad der udgjør Borgerværd og fastholder Samfundet – dette kan kun Partiskhed benægte. Hans Houges Sag er nu optagen til Doms, og man spaaer et godt Udfald.

11te September.

Man troer, at Subscriptionsballet mere vil mishage end 226glæde Prindsen. Thygeson nævnes som Hovedmanden for dette Project. Han skal endog have havt det Indfald, at paaligne Borgerne med Byskatten, hvad der maatte mangle i den subscriberede Sum. Man har overalt det imod denne ellers saa ypperlige Mand, at han indblander sig i flere ham uvedkommende Ting.

13de September.

Paa Veien til Ordbogscommissionen mødte jeg Prof. Sverdrup, som fortalte mig, hvad jeg siden har hørt bekræfte af hvert Menneske, jeg mødte, at Napoleon har vundet en fuldkommen Seier over den allierede Armee, hvorved mangfoldige Mennesker ere dræbte, saarede og fangne, men vore Lande uden Tvivl betryggede og Sverriges Magt til at skade os høiligen svækket, da derimod, om Lykken havde vendt sig til modsat Side, vor Skjæbne uden Tvivl havde været meget sørgelig. Saa dømme, (med mere eller mindre levende Følelse, med flere eller færre Reservationer) alle de, jeg har talt med, undtagen Døderlein, Fotnote i trykt utgave utgave: Overlærer ved Cathedralskolen, († 1839). som sagde, at denne Tidende havde slet ikke gjort noget Indtryk paa ham, og Wulfsberg, som declamatorisk forsikrede, at Kongeriget Norge aldeles Intet vandt ved alle mulige Seire paa Fastlandet. Hvor jeg kan harmes over disse Mennesker, der smaaligt opsøge noget ubehageligt ved enhver god Tidende og hver heldig Begivenhed, for at kunne have den Fornøielse at styrke sig selv og andre i den Troe, at vort Land er ulykkeligt og bliver ulykkeligt! Nei, da priser jeg min gamle gode Frue Dyhring.Fotnote i trykt utgave utgave: Elisabeth Sophie Dyhring, født Jessen, var Enke efter VagtmesterLieutenant, Capt. Johan Georg Dyhring. Hun var født i Marts 1740 og døde i Christiania 13 Febr. 1817 i sit Hus paa Hovedtangen. Jeg gik hen til hende i Eftermiddag, for at melde hende dette Seiersbudskab, men hvor hun glædede sig og takkede Gud og velsignede Napoleon!

15de September.

227Selskabet i Aften hos Grüner var ikke stort, men ret muntert og interessant. Vi tømte et Par Bispeboller, og Schmidt meddelte os som sædvanlig rigelig af sit svenske Viseforraad. Idet jeg harmedes over at høre dette mig ved Ideassociationen saa forhadte Sprog, randt det mig med et i Tanke, at det (naar Alt forenes) maaskee ypperligste Menneske, jeg har kjendt paa Jorden, min uforglemmelige ClaessonClas Frederik Horn (1763–1824), svensk greve, var involvert i attentatet på Kong Gustav 3. og ble dømt til landflyktighet, levde i København under navnet ClaessonFotnote i trykt utgave utgave: Grev Horn, som under dette Navn levede i Kjøbenhavn, see Pavels’s Autobiogr. p. fl. St. var en Svensker, og for hans Skyld tilgav jeg Nationen (ikke Adelen og Regjeringen) og hørte paa Viserne med stille Veemod, der sagtens ikke er den Følelse, Forfatteren har søgt at vække.

17de September.

Jeg her nu udfundet, hvorfor jeg ikke finder Smag i Jean Paul: Moer Koren skriver nemlig i sit sidste Dagbogshefte: «Jean Paul burde man aldrig læse uden under Guds skjønne blaa Himmel.» Dette har jeg aldrig forsøgt – hinc illæ lacrymæ!

18de September. Fotnote i trykt utgave utgave: Christian Frederiks 27de Fødselsdag.

Den store Høitidsdag er da nu forbi. Festen begyndte paa Cathedralskolens Auditorium, hvor den fløielsklædte Bisp efter en kort Symphonie besteg Kathedret og tog til sit Sprog. Efterat han havde sluttet, og Thaarups Hymne var afsungen, fremtraadte Prindsen fra sin Tribune og sagde nogle forbindtlige Ord til Selskabet for Norges Vel, samt endte med et: Leve Kongen! hvilket vi Alle istemte med de sædvanlige Klap og Hurraraab. Naturligviis fik da ogsaa han samme Hylding med fordoblet Enthusiasme. Nu gik det da til Cour i samme Sal og paa samme Maade som ved Velkomsten. Middagsselskabet hos Thygeson var umaadelig 228stort og skal have bestaaet af omtrent 100 Gjæster. Vi havde 6 nye Sange, nemlig foruden mine to, to af Platou og en af Schmidt og Wulfsberg. Frue Thygeson og Frøken Poulsen sang alt, og vi Mandfolk gjentoge blot Choret, hvilket med et Par af Sangene ikke tog sig godt ud. Platous Sang for Tvillingriget, min for Danmark og Munchs for Tvillingrigets Selvstændighed vare i Tanke og Følelse aldeles de samme, kun at Danmark og Norge hos mig fremstilles som to Mænd, hos Platou som to Piger og hos Munch som to Træer. «Hver elsker sig selv,» sagde Krageungen til Nattergalen, altsaa vil jeg ikke ubetinget erklære min Fremstillingsmaade for den ædleste og meest passende, kun synes det mig, at Munch og flere Digtere forpidske denne Træe-Allegori saaledes, at den vel fremdeles kan blive poetisk, men ikke det ringeste original. Efter Middagsselskabet kom Theaterstadsen. Til Prologen havde man gjort en Decoration med Træer og couleurte Lamper, som ikke vandt almindeligt Bifald. Haffner især og FalsenFotnote i trykt utgave utgave: Den senere Stiftamtskriver Hagbart Falsen. erklærede det for reen Fjælebodstads. Derimod vare Alle enige om, at min Prolog blev mesterlig fremsagt af Kjerulf. «Menzikoff og Dolgorucki»Fotnote i trykt utgave utgave: Skuespil i tre Akter af la Martelliere. spilledes derpaa. De bedste blandt de Spillende var Thulstrup, der spillede Menzikoffs Rolle med ualmindelig Kraft og Sandhed, Falsen som den sibiriske Yngling, der var saare tækkelig, men naar er ikke Falsen det – paa Theatret? og hans Søster Frue MøllerMarthe Haagine Enevoldsdatter Møller f. de Falsen (1790–1851), medlem i Det Dramatiske Selskab i Christiania fra 1809 som Marie.

19de September.

I Aften gaves Ballet. Den nyopbyggede Sal var et frappant deiligt Syn. Det lange Værelse var beklædt med Tax og derimellem behængt med henimod 1000 Lamper. Øverst i Salen var et Transparent: Prindsens Navnetræk, med en flau Inscription under, og paa begge Sider Folk 229af alle Stænder, der svingede med Hattene og supponeredes at raabe Hurra, hvilket vi i disse Dage næsten have gjort formeget af. Prindsen kom Kl. 9, og saa begyndte Dandsen. Jeg fik Billet til hans Bord; der var udmærket Beværtning, men iøvrigt heel kjedsommeligt. Prindsens Taushed under Maaltidet contrasterede besynderligt mod de næsten vilde Hurraraab, hvortil han ellers pleier at angive Tonen.

20de September.

I Aften samledes for første Gang det Wulfsbergske Selskab. Det bestaaer for nærværende Tid af 21 Medlemmer, af hvilke mødte: Prahl, Flor, Døderlein, Wittrup, Debes,Jens Peter Gløersen Debes (1776–1832), norsk jurist og politiker Hersleb, Sigvart, Stenersen, Kjerschow,Peder Christian Hersleb Kjerschow (1786–1866), senere biskop først i Tromsø, så i Bergen Tandberg og Studenterne MessellJohn Andreas Messel (1789–1850), ble professor i engelsk ved Universitetet i Christiania og Lassen.Albert Peder Lassen (1789 (eller 1788 iflg. J. B. Halvorsen, Norsk Forfatter-Lexikon 1814–1880)–1857), overlærer og forfatter av historiske verk Der laae endeel Blade paa Bordet; fremdeles serveredes med Thee og siden med Brændeviin, Alt paa fælles Bekostning. Af dem, der vare indbudne, havde Alle modtaget Indbydelsen undtagen de fire Professorer, der vel ikke bestemt afsloge den, men havde dog hver sine Betænkeligheder. Efter en Motion af Stenersen debatteredes længe om Selskabets egentlige Tendents, og blev da omsider besluttet, at hver Mandag Aften skal opofres til videnskabelige Forhandlinger. Medlemmernes Maximum bestemtes til 32 indenbyes og 8 udenbyes. Man vil endog indbyde Rosenkranz og Thygeson som inscriberede Borgere ved Kjøbenhavns Universitet, men have disse Mænd engang været i Wulfsbergs Havestue i Tobaksdamp af en Snees Menmesker, komme de der neppe oftere. Jeg, som kun er en Maddik at regne mod dem, kan ikke sige, at den Forsmag, jeg fik, var meget tillokkende, og dette Selskab udfylder ingenlunde det Ideal, jeg havde dannet mig om et saadant Samfund. Til Formænd valgtes Flor og Wulfsberg. Paa den sidste voterede jeg selv, men aldrig skal jeg votere paa Flor til nogen Verdens Ting. Han er vist et eiegodt Menneske, 230men skrækkelig blottet for Smag og god Tone. Endelig toges da Selskabets Økonomie i Betragtning. Man syntes at have tænkt sig daglig Theedrikken og havde til den Ende alt indkjøbt Kopper, Maskine, Thee og Sukker, men Selskabet fandt, at denne Theeslabberads vilde koste mere, end det var værd. Nogle, hvoriblandt jeg, vilde have det reent ophævet, men Pluraliteten var dog for, at man maatte have Thee om Mandagen til at væde Taleredskaberne. Brændeviin og Øl anskaffes af et Bud og betales af hvem, som drikker det. Til Brænde, Lys m.v. betaler for det første hvert indenbyes Medlem 5 Rd. og hvert udenbyes 2½. Det forslaaer vel ikke langt.

21de September.

Heller ikke Oberstlieutenant Sundts vakre DatterFotnote i trykt utgave utgave: Susanne Christiane Sundt, senere Friherrinde d’Albedyhll, f. 1798 † 1855. Se Personalhist. Tidskr. 2 R. IV S. 95 f. skal confirmeres, før hun gaaer i sit syttende Aar. «Det er godt at være Barn saa længe som muligt», sagde Fruen, og da Datteren var tilstede, vilde jeg ikke modsige hende; ellers maatte jeg indvendt: «Ja, naar det er nok til at være Barn at være uconfirmeret!» Men, naar baade Sjelens og Legemets Barndom for længe siden er ophørt, troer jeg, det skader mere end gavner at holde en ung Pige i politisk Umyndighedstilstand, og fra anden Synspunct er jeg ikke istand til at betragte denne Opsættelse. Thi skjøndt Forældrene ved saadanne Leiligheder gjerne føre Moralitet i Munden, troer jeg, de i Hjertet tænke saare lidet derpaa. Jeg er vist ikke ligegyldig for mine Børns Dyd og Religiøsitet, men jeg troer at arbeide mere for end imod den, naar jeg, om Gud lader mig leve saalænge, confirmerer dem i deres femtende Aar. Ere de da ikke modne dertil, falder Skammen tilbage paa Forældrene.

Vi vare i Aften paa Tøien. Treschow og hans Kone vare der ogsaa, og med ham havde jeg ret behagelige Samtaler. 231Især var det mig en Triumf at høre, at han omtrent dømmer om Jean Paul som jeg. Han er den eneste i min litteraire Omgangscirkel, i hvis Øine det ei er crimen læsæ at finde Feil hos Jean Paul, eller idetmindste ikke at ansee disse for elskværdige Bizarrerier, som forhøie Skjønhederne end mere. Han spurgte, om jeg ikke længere hen kunde paatage mig at holde Forelæsninger, naar Universitetet faaer theologiske Candidater, over Homiletik og Pastoraltheologi, og naar den Tid kommer, skal jeg nøiere betænke mig derpaa.

22de September.

Prindsen har sendt 3000 Rd. til Stiftamtmanden, bestemte til et vederkvægende Maaltid for Byens og Forstædernes Fattige i den samme Balsal, hvor Luxus og Elegance herskede i Søndags.

23de September.

Jeg var Censor paa Cathedralskolen ved Examen i det danske Sprog. Den nu brugelige Underviisning i dette Fag kan jeg aldrig faae ret i mit Hoved, og jeg veed ikke, hvorpaa man grunder det Haab, at vore Efterkommere skulle blive bedre Stilister end vi. Jeg tog mig og den Frihed i Dag, da General Haxthausen gjorde store Ophævelser over den ypperlige Underviisning, Ungdommen nuomstunder faaer i sit Modersmaal, at gjøre den Anmærkning: «Men vi skriver dog ogsaa et godt Dansk, og ere aldrig saaledes underviiste.» – «Ja», svarede Prof. Rosted, «men det kostede os ogsaa langt større Møie.» Deri maae jeg tilstaae, at jeg slet ikke er enig med den gode Professor. Jeg tør vel sige, at faa danske Skribenter skrive Modersmaalet renere og skjønnere end jeg, og det har ikke kostet mig ringeste Anstrængelse. Det er kommet næsten ganske af sig selv. Hvad nu Rosteds Examination angaaer, da hørte jeg den for 5–6 Aar siden og opbyggedes ikke derved. Opbyggelsen var ikke større i Dag. Der examineredes først i Rhetorik og den danske Stiil, og 232dette var det bedste. Det var ret gode udenadlærte Regler, som Eleverne saa nogenlunde syntes at fatte, og som oplystes ved Exempler, hvilke dog Rosted selv for det meste maatte fremføre. Dernæst oplæstes et Stykke Prosa af Rahbeks Læsebog, men den Analyse, som gaves derover, var uden Saft og Kraft. Men allerflauest var det, som skulde være det interessanteste. Eleverne havde lært udenad FrimannsClaus Frimann (1746–1829), medlem i Det Norske Selskab i København, prest og dikter berømte Digt over Hornelen; deraf reciterede enhver en Strophe (de fleste maadeligt nok) og saa skulde de opløse den i Prosa; men dette i sig selv blasphemiske og utaknemmelige Arbeide havde ingen Art. Digteren Frimanns Genius vilde tilraabt baade Examinator og Examinander: «procul, o procul abeste profani!» og den prosaiske Diplomatiker Frimann vilde glæde sig ved at see sit Mesterstykke saaledes behandlet, hvis det er sandt, hvad der siges, at han angrer sig over nogensinde at have givet sig af med Poesie. At Secretair ArbinErik Nicolai Arbin (1743–?), til 1811 kontrollør ved Zahlkassen og General Haxthausen, som vare Censorer, fandt det altsammen saare godt, begriber jeg, men neppe troer jeg, at Generalauditeur Bergh, skjøndt hverken Digter eller Kunstdommer, har følt sig «ophøiet» derved, som Prinds Friederich sagde.

25de September.

Paa Veien til Ladegaardsøen sagde Treschow sine Tanker om nogle af de kjøbenhavnske Præster: Gutfeldt forekommer ham mere at prædike sig selv end vor Herre; Clausen kan han aldeles ikke lide og siger, at det ikke er Religion, blot Klogskabslære, han foredrager. Mynster derimod er ham i Levnet og Lære næsten Idealet for en ypperlig Religionslærer.

(Asker Præstegaard)26de September.

Neumann messede meget godt med Anstand og Værdighed, og holdt siden en opbyggelig Homilie over Dagens Evangelium. Derpaa rangeredes Ungdommen og Overhyrden 233traadte frem. Han kunde med Sandhed siges at begynde ab ovo, thi han gik tilbage til Menneskeslægtens Historie før Bogstavskriftens Opfindelse, og gik saaledes fremad til Christus og Bibelens Forfattere og Pavedømmet og Luther.Martin Luther (1483–1546), tysk teolog og kirkereformator Alt dette var nu heel kjedsommeligt; men saa kom en Sammenligning over den Agt, hvori Bibellæsning stod for et halvt Aarhundrede siden, og den Ringeagt, der vises den nu, og denne var særdeles træffende, ligesom denne Ringeagts Indflydelse paa Moraliteten tydeligen lagdes for Dagen. Biskoppens Katechisation forekom mig derimod i høi Grad hensigtsstridig. Paa den Maade at prøve Ungdommens virkelige Kundskaber er en reen Umulighed, og det er Synd at bedømme den efter saadan Prøve, hvor Katecheten undertiden gjør Spørgsmaal, ved hvilke den litterate Tilhører tvivlsom maae studse, undertiden spørger om Ting, som nødvendig maae besvares med et simpelt Ja eller Nei, og hvor fremfor alt fremlyser af Examinators Foredrag den Tanke: «Jeg hører heller mig selv tale end noget andet Menneske paa Jorden». Efterat en Skoleholder havde examineret i Indenadslæsning, hvilket var det rene Opiat og en høitidelig Bispevisitats neppe vedkommende, kom da endelig Slutningstalen, og den fortjente megen Berømmelse. Undtager jeg, at en og anden Yttring var eensidig, hvilket jeg dog under de Omstændigheder og i den Forsamling undskylder, saa var det overmaade godt, hvad Bispen sagde, og det fremsattes med Popularitet og Eftertryk.

27de September.

Bispen lod sig ikke see før Kl. 2, men imidlertid gav han Privataudience, blandt andre til Lechve, hos hvem han skal visitere paa Torsdag. Sidst var han meget misfornøiet i Lier, og tog saa grumt afsted med Præsten, at denne blev syg, og Madamen slog i Bordet for Bispen og kaldte ham til Ansvar for Herrens Domstol, hvis hendes Mand døde 234af Ærgrelse. Derover vilde Bech indlogere sig paa et andet Sted, og for at afværge denne Tort var Lechve oppe og bad om godt Veir og gik i Caution for sin Kone, og tilbød desuden paa Alles Bekostning et velbehageligt Forsoningsoffer. Han bad nemlig, at Bispen efter Katechisationen vilde gaae for Alteret, da det tilstedeværende Præsteskab vilde bevidne ham sin Høiagtelse og Erkjendtlighed – ved en Hundrededalerseddel «eller, hvad mere Veldædighed vilde yde». Til den Ende bad Lechve mig, da Alt var bragt i Rigtighed, ogsaa at indfinde mig med min Person og min Gave. Det første kunde og vilde jeg nu aldeles ikke tjene ham i; det sidste? ja hvem kan undslaae sig for saadant? Jeg havde en Hundrededalerseddel hos mig; den svøbte jeg ind i en Seddel med en liden skreven Compliment, og Neumann fremlægger den i mit Forfald. – Klokken mellem 10 og 11 begyndte vore lærde Forhandlinger. Allerførst delibereredes om Provstemøder, og da et Par af de Materier, som Bispen antog burde afhandles, slog ind i det homiletiske Fag, tog jeg frem det Udkast, hvorefter jeg engang ifjor begyndte at udarbeide et Skrift om Prædikener og Prædikanter, og forelæste mine høie og høistærede Tilhørere samme. Det vandt deres Bifald, og man opmuntrede mig til atter at lægge Haand paa Arbeidet. Derpaa kom den forsømte Kirkedisciplin paa Bane. Bech søgte i den Anledning at vække de slumrende Løver: Loven og Ritualet og nogle mosgroede Forordninger, som nuomstunder slet ikke lade sig anvende. Da Nogle, hvoriblandt gamle Lumholtz, hertil yttrede, at man vel fik lade dem sove, indtil Kongen dræbte dem reent og gav os nye istedet, tog Bech til sit Sprog med en utaalelig Myndighed, der – Tingen selv forholde sig, som den vil – var aldeles upassende i en saadan Kreds. At man ved saadan Leilighed tier og bukker, er fast en Skam; imidlertid haaber jeg, de blandt os, der muligen kunne vorde 235Bisper, havde samme Nytte af denne Prædiken, som de unge Spartaner af Heloternes Drukkenskab og ved at see, «hvordan sligt monne lade», gjorde sig selv det hellige Løfte, aldrig at bære sig saaledes ad.

Ved Middagsbordet gik det ud over Napoleon, der efter de svenske Aviser skal have tabt et Slag. Man vil ham med Pokkers Magt paa Nakken, og Bispen staaer i Spidsen for hans Fiender. Kunde Magtsprog fælde ham, var han caput for længe siden.

(Christiania)29de September.

I Aften var jeg i Conversationsselskabet, hvor foruden mig kun Hersleb, Stenersen, Tandberg og Prahl indfandt sig, og var der endda kun kort. Jeg frygter, at dette Selskab er bygget paa Sand, og at der hverken behøves Regnskyl eller Stormvind for at ødelægge det. Det vil falde, men dets Fald vil just ikke være stort, hvilket det selv heller aldrig har været.

30te September.

Den hele jammerlige Flok af Onsdags- og Torsdagscomfirmander havde jeg i Dag samlet for sidste Gang. Det er en yderst nedslaaende Tanke, at blandt de 28 Børn er neppe mere end 3, som, naar vi havde et godt Skolevæsen, som samvittighedsfuldt blev benyttet, burde været confirmerede, medens alle de andre ere reent umodne, tankeløse Udenadspjattere og Nogle ikke det engang. Og om jeg nu havde bortviist dem alle 25, om de vare komne igjen næste Sommer og atter afviste og saa fremdeles til deres 25de Aar, mon da virkelig en Femtedel var bleven bedre, end den er nu? Ak, jeg tvivler. Det er en sørgelig Forretning at confirmere disse Mennesker – o mit kjære Kjøbenhavn!

3die Oktober.

236Confirmationssøndag. I min Tale gik jeg ud fra den Sandsynlighed, at mange af disse unge Mennesker kunde blive bortrevne i deres feireste Alder, og det ei alene de sygelige iblandt dem, de, der bestemtes til Krigerstanden eller Sømandsliv, men selv blandt de sunde og stærke, hvem ingen os bekjendt Fare truer. Og nu spurgte jeg deres Forældre og Venner: Om de nu vidste, at denne Lod ventede deres Børn og Yndlinge, hvad kunde da trøste og berolige dem ved deres Dødsseng og Grav? Ikke, at de vare smukke og talentfulde, velhavende, havde Næringsvid og gode Udsigter til jordisk Held; det var jo Alt forbi, og hiin Tanke, hvad de var, og hvad de kunde blevne, vilde maaskee heller skjærpe end sløve Smertens Braad. Men: at deres udødelige Sjæle ere berigede med de Skatte, som gjelde i det Land, hvortil de ere henvandrede, at deres Forstand er dannet og oplyst, deres Hjerte reent og uskyldigt, at de har lært at kjende og elske deres Skaber, det er det, som ene kan lindre Sorgen over deres tidlige Bortgang; thi Intet af alt dette er tabt ved Døden. Det, hvormed Forældre allerbedst kunne væbne sig mod Mistrøstighed ved deres Elsktes tidlige Død, er altsaa, at de have bidraget til deres intellectuelle, moralske og religiøse Dannelse Alt, hvad de formaaede. Er der nu for denne talrige Ungdom, der samledes her, gjort Alt, hvad der kunde gjøres? Kunde Forældrene, om deres Børn i denne Nat bortkaldtes, ved deres Grav give sig det Vidnesbyrd: «Vor Samvittighed bebreider os Intet!» Med Veemod benægtede jeg det om den store Mængde iblandt dem og sagde de Tilstedeværende nogle meget alvorlige Ord om deres Ligegyldighed i at bibringe Ungdommen den vigtigste af alle Kundskaber. Jeg endte med Formaninger til de Forældre, som havde yngre Børn, med hvilke endnu noget kan udrettes, inden de slipper deres Lederes Haand, og til de Unge endnu, saavidt muligt, at 237indhente det forsømte. Ak! det var vel tomme Ord, som henveiredes i Luften, Frøkorn, henstrøede paa Veien og flux opædte af Himmelens Fugle, uden at et eneste fremspirer og bærer Frugt. – Prindsen kom, da en Trediedeel af Prækenen var holdt, sort klædt; thi hele Byen har Hofsorg i Anledning af Enkedronningen af SverrigesSofia Magdalena av Danmark (1746–1813), dronning av Sverige gift med kong Gustav III, datter av den danske kong Frederik V Død. Saasnart Overhøringen begyndte, gik han, og deri fortænker jeg ham ikke. Gid ogsaa jeg kunde gaaet! Cadetterne vare næsten uden Undtagelse under min Forventning, som dog ikke var stor. Kloge vare ikke de fleeste af dem, men de teede sig dummere, end de virkelig vare. Af alle de 41 Drenge var der kun en eneste, som nogenlunde fyldestgjorde mig. Ganske faa av Pigerne kan jeg give fordeelagtigere Vidnesbyrd, dog var Karen Dahlgreen sig selv liig, og jeg beklagede offentligen, at Samtalen med hende maatte være saa kort, ligesom jeg ogsaa ved Confirmationen lyste en ganske besynderlig Velsignelse over hende; thi ligesom hun var den forstandigste af dem Alle, ja den ypperste Confirmandinde, jeg nogensinde i mine 21 Embedsaar har havt, saa var der og heller Ingen saa hjertelig rørt som hun. I den hele Drengeflok saae jeg neppe et vaadt Øie; Cadetterne især vedligeholdt deres Mandhaftighed. Derimod græd adskillige Piger, men hvad disse Taarer betyde nu, og fremfor alt, hvad Frugt de ville bære herefter, veed kun den Alvidende. Det var mig imidlertid et rørende Syn at see de mange taarefulde Øine under Slutningstalen. Denne var over sidste Vers af: «I Jesu Navn», i dets gamle, langt skjønnere Form. Jeg havde beredt mig paa at tale hjertelige, indtrængende Ord. Men jeg saae omkring mig! Stolene vare næsten tomme, Kjedsomheden syntes at staae malet paa Cadetternes Ansigter. Jeg blev kold og hastede mod Enden og vandrede hjem Klokken 1, glad med Hensyn paa mit udvortes Menneske, men som Lærer og Christen mere mismodig end tilfreds.

238At Coursen med et er faldet fra 13000 til 6000 (man ved ikke ved hvilken heldig Finantsoperation), og at en formelig Røverbande er opdaget i Smaalehnene, og 24 af den grebne paa Moe Marked, hvorved den da ventelig vil opløses, er Dagens ei umærkelige Nyheder.

4de Oktober.

Conversationsselskabet var i Aften talrig besøgt, da Stenersen havde bebudet at ville oplæse en Afhandling om, hvad han tænkte sig som Selskabets Tendents. Efter en lang og altfor beskeden captatio benevolentiæ opstillede han (i sin Skoles Sprog) et henrivende Ideal, hvorved jeg kunde fristes til at udbryde med Geheimeraaden i «Bewustseyn»: «O Sohn! welch’ himmlich’ Bild! weiter in deinen schönen Träumen!» Saaledes sværmede og drømte ogsaa jeg i min Ungdom, kun i en anden Terminologie og med en noget forskjellig Anskuelse, og lod det sig haabe, at et saadant Ideal kunde vorde realiseret – o, jeg blev ung igjen, og kastede mig i Tingen med Liv og Sjæl. Men jeg saa rundt omkring mig, og saae – heterogene Væsener, der neppe nogensinde have opløftet sig til Tanken om det Guddommelige i Mennesket, om det Høie og Høieste, vi bør fremstræbe til. Jeg saae fremdeles paa Medlemslisten og fandt Navnene paa end flere Jordorme, der krybe i Støvet og aldrig blive Sommerfugle. Da sank min Enthusiasme, og jeg fik Lede til et Selskab, hvor man havde opstillet sig et Ideal, som der maatte blive uopnaaeligt, og hvor jeg ikke kan sige mine Tanker frit uden personligen at fornærme Mennesker, som jeg i andre Henseender finder al Agtelse værd. Skulde et saadant Maal opnaaes – nei, da maatte en anden Grund være lagt, og andre Bygmestere lagt Haanden paa Arbeidet.

5te Oktober.

I Directionsmødet paa Theatret behandledes et Forslag af Holten om at gjøre Prindsen en Surprise paa Theatret 239i Anledning af hans SønsFrederik VII (1808–1863), sønn av Christian Frederik, dansk konge 1848–1863. Fødselsdag. Efter Stykket skulde opreises en Piedestal, og i en Fordybning af samme anbringes den lille Prinds’s Portrait, hvorpaa Holten som administrerende Directeur vilde træde frem og gratulere Prindsen i Selskabets Navn. Efter de sidste Ord: «Gid han vorde sin Fader liig», skulde som sædvanlig klappes og raabes Hurra. Uheldigviis var Holten ikke tilstede, hvilket havde tilfølge, at hans værgeløse Forslag ynkelig blev harcelleret af Directionens Spottefugle som et Foster af Holtensk Egoisme. Imidlertid fandt man, siden Motionen var skeet, at Noget burde gjøres, og var i temmelig stor Forlegenhed, da Haxthausen kom, og allerførst kuldkastede Ideen om Portraitet som upassende. Derpaa fik Holtens Tale Naadestødet, og endelig bestemtes, at Piedestalen fra 18de Septbr. skulde overmales, og et nyt Navnetræk anbringes. Smukt oplyst skulde den da fremstilles paa Theatret, og Haxthausen, som fornemste Directeur, omgiven af alle sine Colleger, staae op fra sin Bænk og frembære Directionens underdanigste Compliment, undskylde de tarvelige Tilberedelser, og saa Hurra og Klap! Nu gjaldt det da at faae fat i en Maler, som i Hast kunde opflinke vor Milepæl, som de kaldte den. Endelig fik de en tertii ordinis, der paatog sig det, og dermed var det forbi.

«Medbeilerne» spilledes. Efter Stykket kom den ovenomtalte Surprise, for hvilken Prindsen takkede, og ønskede, at hans Søn snart personligen kunde, – ja jeg veed ikke ret, hvad det var.

7de Oktober.

Man vil vide, at den afsatte Kong GustavsGustav 4 Adolf (1778–1837), konge av Sverige 1792-1809 da han ble avsatt SønGustav Gustavsson av Wasa (1799–1877), svensk kronprins 1899-1809 skal af den norske Armee indføres i Sverrig, hvor han ventes af et stærkt og talrigt Parti, der vil sætte ham paa Thronen og da vil forandre System. Det synes urimeligt, og er 240vel ogsaa Løgn. At her med det første bliver alvorlig Udmarsch, paastaaes imidlertid med Sikkerhed.

8de Oktober.

Jeg gjorde en meget lønnende Gang i Provideringscommissionen, hvor jeg fik Anviisning paa en Tønde Rug og ½ Tønde Hvede, begge Deele for 330 Rd. hvilket er Røverkjøb i disse Tider. Det var nok især Thrane, jeg havde at takke for denne, ved Magasinets nuværende Tomhed ikke ubetydelige Gunst. – Efter min Hjemkomst fik jeg en uventet Visit af Etatsraad Falbe og Staldmester Kaas, men det var naturligviis ikke for at vise mig en Høflighed, de kom: tvertimod havde de, eller egentlig Kaas en dobbelt Bøn til mig at holde en Tale paa Lørdag ved Capt. HirschnachsAdolph Siegfried Hirschnach (1781–1813), dansk offiser Grav og forfatte en Gravsang, som Falbe skal componere, og Nogle af Lyceets Medlemmer synge. Altsaa er jeg da atter dømt til det gamle Hoveri. Talen regner jeg aldeles ikke dertil. Der siges mig saa meget Godt om denne tidlig bortrevne unge Mand, og Prindsens Hengivenhed til ham (de have været sammen i 14 Aar, siden hans 17de og Prindsens 13de Aar), og der lader sig saa meget tænke og føle ved hans, som det synes, ubetimelige Bortgang fra alt det Gode, han kunde nydt, og al den Herlighed, han som Thronarvingens Yndling kunde ventet, at jeg ret lykønsker mig med at skulle tale ved denne Grav. Men Sangen ønskede jeg saare gjerne at skaanes for.

9de Oktober.

Jeg har aldrig gaaet saa bedrøvet fra gamle Frue Dyhring som i Dag. Religionsscrupler ere vakte hos hende, og jeg tør maaskee ved hendes Sygeseng faae et sværere Arbeide, end jeg havde ventet. Jeg har ofte sammenlignet hende med min Moder. Denne var i det Timelige langt lykkeligere; derimod fandt jeg deres Sjælstilstand noget lignende, skjønt min Moders Aand var lysere og friere og hendes Stemning mindre exalteret. Men aldrig har jeg fundet 241saa fremstikkende Forskjel som i Dag. Angst for Satans Fristelser, Samvittighedsnag over at være falden i Søvn under Bønnen, eller at have tænkt formeget paa Verden, Selvanklage for store Synder, ja for Ugudelighed, saadant har jeg aldrig hørt af min Moder, og jeg er forvisset om, at Ingen har hørt det. Jeg søgte at bringe Frue Dyhring fra Tanken om Djævelen, og det var ligesom der udbredte sig et nyt Liv over hendes Væsen ved den Forestilling, at hendes Ængstelser og Adspredelser vare Prøvelser af Gud og ikke Fristelser af Satan. Ved denne Tanke lod og lader jeg hende blive. Den skader intet, naar Kjærlighed og Tillid til Gud og Forvisning om hans Godhed forenes dermed.

10de Oktober.

Den høitidelige Jordefærd er det eneste, som i Dag kan meldes noget om. Handlingen endtes med en tredobbelt Salve, der hører til en militair Begravelse, men passer iøvrigt til religiøs Sang og Tale som en knyttet Haand til et blaat Øie, hvorefter Kaas bukkede for os Alle og takkede i Slægtningers og Hans Høiheds Navn, og Soldaterne droge nu bort under lystig Marsch, hvori Holten fandt en Afbildning af Livet.

Endnu erindres, at vi have faaet et af Moer Korens Dagbogshefter. Jo flere Venskabsforbindelser og jo flere Læsere Dagbogen faaer, des mere maae hun lempe sig efter Alle, og sige Enhver smukke Ting, og desmindre vil den kunne give en troe Afbildning af hendes sande Følelser og Mening. I den Periode, hvis Historie her fortælles, har hun fast uophørlig levet blandt Dagbogens Læsere – cetera qvis nescit?

11te Oktober.

Sverdrup har laant mig to Smaaskrifter af Grundtvig: «Krønikens Gjenmæle» og «Til Fædrelandet om dets Tarv og Fare». Det første er et i det Hele tilfredsstillende Svar 242paa Molbechs Brochure.Fotnote i trykt utgave utgave: Om Polemikken mellem de hidtil i nøie Venskab forbundne, Molbech og Grundtvig, see nu den i 1888 i Kbhvn. udgivne Samling af deres Breve. Jeg kan endnu ikke fravige hiin første Mening, at Grundtvig i det Hele har Ret i, hvad han siger om Bastholm saavel her i Krøniken. Ikke et Ord af, hvad Liebenberg skrev, drager jeg i Tvivl, og jeg erkjender, at min Udladelse fortjente en Tilretteviisning. Høiligen ærer jeg Videnskabsmanden og Mennesket Bastholm, men at Grundtvig med skarpt Blik har gjennemskuet hans Skribentcharakteer, tør jeg heller ikke nægte. Meget Lys, men liden Varme har jeg bestandig fundet i Bastholms Arbeider, og har han end selv virket Gavn, saa har hans Efterabere og Efteraberes Efterabere langt mere skadet end gavnet, og middelbart idetmindste har han saaledes bidraget mere til at svække end til at fremme sand Religiøsitet i vort Fædreland. – Det andet Skrift er ensidigt og fuldt af Underligheder som Alt, hvad G. skriver, er hist og her stemt i reen Præketone med lange Citater af Bibelsprog, er heller ikke frit for udsvævende Tautologie, men meget ypperligt siges der om den rasende Egennytte, der hersker i vore Dage, om Klagerne over vort Finantsvæsen, om Jødefeiden o. m. dl.; og «at det ikke er Fremmedes Vaaben eller Rænker, vi have at frygte, som volde vor Nød og true vort Fædreland med Skjændsel og Undergang, at det er os selv, vor Vantroe (og vore Laster), vi have at frygte, at det er dem, som vil ødelægge os» – o, at jeg turde nægte dette eller, at vi idetmindste kunde sige: Grundtvigs Paastand er overdreven! Nei desværre! vi kunne det ikke. O, at dog denne herlige Mand, dette luevarme Hjerte vilde følge den evig gyldne Regel: ne qvid nimis! Det er en ypperlig Sag, Grundtvig forsvarer, men hans overspendte Iver ophjelper den vist ikke. Han vil være en Luther, men baade i ham selv og i Tiderne ere Grunde nok, hvorfor han aldrig kan vorde det. – Der var meget at oplæse 243efter Prædikenen i Dag, hvoriblandt Indkaldelse til alle Svenske at møde for Øvrigheden og aflægge den under forrige Krig befalede Eed, og en Placat fra Statholderen om et Laan af Kornvarer til Armeens Brug fra hver Jordbruger i Aggershuus og Christiansands Stift, hvilket loves tilbage om 3 Maaneder med en Skjæppes Opgjæld pr. Tønde. Bare man ogsaa kan holde Løftet!

17de Oktober.

Af det forhen omtalte Esmarchske Sendebrev til hans fordums Menighed (Humble paa Langeland) ere i Dag 3 Exemplarer indleverede i mit Huus, jeg formoder af ham selv, som nu, efter i længere Tid at have fyldt Trondhjems Aviis med Sottiser paa Vers og Prosa mod «Sandhedsfienden Bech,»Fotnote i trykt utgave utgave: Saaledes har Esmarch kaldt ham i Nystuens Skydsbog paa Fillefjeld. (Pavels’s Anm.) med Bechs Tilladelse er personel Capellan hos Professor Leganger i Eidsvold. Brevet er i hans sædvanlige excentriske Maneer, dog ikke uden en vis rørende Hjertelighed. Brevet slutter saa: «Gud og hans Forsyn paa og udi Jorden befalet, henlever jeg Eders Alles troe Ven og med Guds viise Tilladelse berøvede Lærer A. E.» – Der var Examen i Søndagsskolen. Bispen holdt en ret meget passende og smuk Tale, ved hvilken jeg gjorde to Anmærkninger: 1) Jo mindre Umage Bech gjør sig, desto heldigere er han. Jeg har aldrig hørt noget slettere af ham end hans Universitets-, Geburtsdags- og Prindsetaler, og aldrig noget bedre end det, der, som denne Tale, var udarbeidet for et Hverdagsauditorium, som han ei behøvede at genere sig for. 2) Uagtet dette extemporerer han meget slet, da et Par Steder i Slutningen, som nok efter Omstændighederne var forandret, røbede Forlegenhed og var reent Væv.

18de Oktober.

Som Prøve paa en af vore Fattiginspecteurers og en 244af Aggers rigeste, fornemste, meest indbildske Bønders Cultur afskriver jeg følgende Billet, som i Dag sendtes til Fattigcommissionen: «Kisine Pers Datter og Iinger Toften Datter ønsker at faa noget til jelp til Hvinderen af Komessoene.»

«Tiden» er nu vakt tillive igjen. I Førstningen optegnede Wulfsberg alle Naragtigheder, som findes i vore Stiftsaviser, med spidse Anmærkninger; men dette skal have mishaget Prindsen, og nu er Bladet saa tamt og uskyldigt, som det bedst kan være.

20de Oktober.

I Bondevensmødet havde vi en Fortsættelse af Flors vandige Snak om Vand, og da Maschmann saae, at det kjedede mig, var han saa honnet at flye mig en tydsk Reisebeskrivelse af en Mineralog ved Navn Hausmann,Johann Friedrich Ludwig Hausmann (1782–1859), tysk mineralog, utga bl.a. Reise durch Skandinavien in den jahren 1806 und 1807 hvor jeg læste adskilligt interessant om Christiania og hans Ophold der og i Omegnen. Maschmann selv, Schandorff, Flor, Dr. Müller,Johannes Müller (1758–1825), Dr. med., professor ved universitetet i Kristiania fra 1813 Mad. TullinHenriette Tullin, f. Wilster, gift med Claus Tullin, skuespillerinne ved Christiania Privattheater (som Skuespillerinde) og fremfor Alle Moer Koren staae der med Palmer i Hænderne. Han lader iøvrigt til at være en indsigtsfuld og honnet Mand, og man kan ikke sige Andet, end at han viser sig erkjendtlig for hver Ret Mad, man har trakteret ham med, kun maae jeg tilstaae, at hans Yttringer om Normændenes Forhold til deres danske Brødre og Sindelag mishage mig som overdrevne, tildeels usande og ingenlunde uskadelige. Hverken Regjeringen eller nogen retskaffen dansk Patriot vil med Ligegyldighed kunne læse, hvad her er skrevet om den indbyrdes Disharmonie mellem de to Broderfolk. Efter det skulde man troe de svenske Insinuationer maatte gjort mere Indtryk og Virkning; men dette Aars Erfaring, haaber jeg, har i Regjeringens og Folks Øine gjort den slet underrettede Tydsker til Løgner. Den betydelige Forskjel, han finder mellem det norske og det danske Sprog, viser og tilfulde, at han Ingen af dem forstaaer.

21de Oktober

245Der har længe cirkuleret et taabeligt Rygte blandt Almuen baade i Byen og paa Landet, at unge og fede Mennesker blive lokkede hen til et Sted i Byen, hvor man slagter og nedsalter dem. En savnet Pige, som man ikke vidste, hvor hun var blevet af, har givet nogle lystige Hoveder Anledning til at sammensmøre et Eventyr, som nu er blevet almindelig Folketroe. To Tyrker opholde sig her i Byen og give en Tønde Guld for en Tønde Menneskekjød og to for et lige Qvantum Menneskeblod. Frimurerne ere deres Commissionairer, og i Ledtog med dem ere Folk af de høiere Stænder, især Kammerherre Rosenkrantz, som Directeur for Rigsbanken, til hvis Ophjælp denne Entreprise foretages. Fyldige unge Piger ere de især gridske paa; de lokkes ind i Christian OlsensDette er kanskje kjøpmann Christian Olsen som i folketellingen fra 1801 er registrert med hus i Grensegaden (Grensen i dag) Huus, som er Slagterstedet. Endog Prindsen skal være Medvider. En Mand fra Landet, som havde fundet sin bortkomne Datter derinde afklædt, med Kniven for Brystet, men lykkeligviis udrevet hende af Mordernes Kløer, og gik til Prindsen for at klage, fandt en kold Modtagelse og fik ingen Satisfaction. Saaledes lyder Historien.Fotnote i trykt utgave utgave: Aldeles lignende Historier om Nedslagtninger af Mennesker, især Piger vare i Omløb i Christiania i 1869, se «Aftenposten» for 16de September, og «Morgenbladet» for 17de September f. A.

22de Oktober.

Rasmussen, som har været i Kjøbenhavn, holdt store Lovtaler over Kongen. Haxthausen istemte naturligviis, men kunde dog ikke frikjende ham for det ulykkelige Detailvæsen, at han paa Smaating spilder den Tid, der kunde været bedre anvendt, og derved nødvendig maae forsømme Meget, der er en Regents Opmærksomhed langt værdigere. Dette røber dog altid en Forstandssvaghed og en Selvtillid, der kan udrette Ulykke nok i en Privatmands Affairer, men som hos 246en Fyrste, der ikke har ypperligere Ministre, er dobbelt fordærvelig, og gjør det altfor begribeligt, at et Land, saaledes regjeret, i vanskelige Tider maae gaae ad undas.

23de Oktober.

En af Christianias meget agtværdige Oldinge, Cantor Flintenberg,Isaac Andreas Flintenberg (1735–1813), norsk kordirigent og komponist har i disse Dage forladt Jorden. I hans yngre Dage rostes han som musikkyndig Mand, endog Componist. Hans hele Liv igjennem kjendtes og æredes han som et retskaffent Menneske, og et stort, uindbudet Følge skal have ledsaget ham til Graven. Han havde selv forfattet følgende charakteristiske Gravskrift, som læses i vort Ugeblad:

«Bene vixit, gui bene latuit.
Født i Throndhjem den 17 Decbr. 1735,
død den 16 Octbr. 1813.
Vellyst var min naturlige,
Gavnelyst min moralske Tilbøielighed.
At stundom den første vandt Bugt med Fornuften,
veed Faa:
at ofte den sidste gav mig Forsmag paa Himlen,
veed Færre:
men at jeg med rolig Samvittighed døde,
veed Ingen
uden Gud og jeg,
Isach Andreas Flintenberg.»

Frue Dyhring bragte som sædvanlig religiøse Materier paa Bane og beraabte sig paa sin Onkel, Præsten SchjønnebøllesFotnote i trykt utgave utgave: Ulrik Fredrik Schjønnebølle, af en norsk Adelsfamilie, som med ham uddøde, var Sogneprest til Id og Nordre Frederikshald († 1769). See om ham Worms Lex. over lærde Mænd III. S. 336. Top. Journal, H. 6, S. 50 og Suhms Samll. Skr. IV. S. 349. Han havde i sin Tid været Suhms Informator, see Stamtavle over Slægten Bernhoft, XIV, Anm. 247og en af hans Bøgers Autoritet for at beviise, at man i Krigstid ved almindelig og indstændig Bøn kunde bevæge Gud til at give endog det svagere Partie Seier. At et Folks Religiøsitet kan formilde, ja afvende mangt et Nationalonde, som Irreligiøsitet fremkalder og forøger, er ogsaa Grundtvig. Mening og i sig selv vel en soleklar Sandhed. Den gode Kone, hendes Onkel og hans Yndlingsautor havde nu givet den en Udstrækning, som vel hverken bestaaer med sand Religion eller sand Philosophie; men hverken hos Ung eller Gammel vilde jeg dog bestride denne elskværdige og vist ikke skadelige Fordom. – Kun vilde jeg naturligviis lægge til: «Ikke nok, at Du beder, Du maa ogsaa arbeide og kjæmpe.» Hun har ellers det meget rosværdige Princip, aldrig at nævne Religionen for noget fremmed Menneske, som besøger hende, da hun veed, hvor dybt Mængden ringeagter den. Heri som i meget Andet ligner hun min Moder og differerer fra salig Provstinde Bugge, der viiste enhver Fremmed sin kunstige Getsemane Have og talte til letsindige Ynglinge og erklærede Spottere om Jesu Blod og Vunder. – Rasmussen fortalte, at han havde været i Directionsmøde i Selskabet for Norges Vel fra Kl. 10½ til Kl. 4; saalænge havde Prindsen holdt dem varme og var vel vedblevet, dersom ikke Bispen paa en fiin Maade havde foreslaaet Sessionens Ophævelse. Det hurtige og tillige dybe Blik, hvormed Prindsen overskuer og gjennemskuer Alt, hans Utrættelighed i Arbeide som i Dands kunde Rasmussen ikke noksom berømme. Saa uendelig sysselsat han maae være med hele Norges krigerske og fredelige, legemlige og aandelige Anliggender, havde han dog givet sig til at gjennemstudere Selskabets nye Love og de Betænkninger, som herover vare givne, havde selv skrevet et heelt Ark Anmærkninger og gjennemgik Punkt for Punkt, som om det var hans vigtigste Hovedsag. Med sin lyse, vidtomfattende Aand og sine Indsigter vil han bedre end 248mange Andre kunne forene Detailkundskab med Oversyn over det Hele. Han vil ogsaa have judicium til at skjønne, hvor der sattes hans Evner og hans Virkekreds et non plus ultra. Mindre kjært var mig, hvad Rasmussen fortalte mig om den afskyelige Tone, der skal være herskende i Kjøbenhavn, den Misnøie, fast med alle Regjeringens Foranstaltninger, der yttres hemmelig og aabenbare. Gud være lovet, at ingen saadan Bebreidelse kan gjøres de for ikke længe siden mistænkte og miskjendte Normænd! At der mod Patriotismen i deres Adfærd er Meget at sige, kan desværre ikke nægtes; men i at holde strengt over den udvortes Tugt, i at tale værdigen og ærbødigen om Landets Regjeringer, i at lade Hensigten vederfares Ret, om endog Midlerne misbilliges, kunne de fremsættes som Mønstere.

24de Oktober.

Her kom i Morges Circulaire fra Bispen, hvormed fulgte kongelig Bekjendtgjørelse angaaende Krigserklæringen mod Sverrig, hvilken skulde oplæses fra Prædikestolen. Det har vist ikke været Kongens Mening, at den egentlige Declaration paa den Maade skulde bekjendtgjøres; sandsynligviis er det blot Holtens Indfald, som Prindsen har givet sit Samtykke til. Begges Indhold stemmer i det væsentlige overeens, kun at Sverriges Fornærmelser udførligen deduceres i Declarationen, og at Bekjendtgjørelsen er affattet i et mere populairt Sprog og ender med en Bøn, hvori Udtrykt utgave «vor hellige Kamp» stødte mig. Borch prædikede, og jeg gik ud i Tugthuuskirken for at høre Sigvart. Jeg fortrød ikke min Vandring, thi han holdt en overmaade god Prædiken om christelig Frimodighed, hvor han vel ikke sagde noget nyt eller frappant, men som var en fuldkommen hensigtspassende Folketale for en blandet Menighed, var instructiv, opvækkende og trøstende. Med det udvortes Foredrag 249var jeg mindre tilfreds. Han havde ligesom Juell sidste Søndag faaet et anseeligt Offer paa Herrens Alter af Folk udenfor hans Menighed, og takkede derfor efter Prædikenen paa en meget passende og anstændig Maade. Skal endelig saadan offentlig Taksigelse finde Sted, maae man ønske den som Sigvarts. Jeg pønsede ved samme Leilighed paa min Julecompliment til Aggers Menighed, der neppe vil blive fuldt saa rørende. Jeg er ret inderlig kjed af den, og opofrede gjerne nogle 100 Courantdaler, om Deficit skulde finde Sted i Fattigkassen, om jeg med samme kunde sige som hiin Præst i hans Afskedsprædiken: «Gud være evig Lov og Tak, som frelste os fra det forbandede Pak – jeg mener Synden, Døden og Djævelen».

Jeg har ellers i Dag af mine egne Børn faaet en Lærdom, som jeg alvorligen maae tage til Hjerte. Deres Veninde Engel LangeEngel Maria Lange (1801–1891), gift Delphin. Et maleri av henne malt av Matthias Stoltenberg i 1844 eies av Nasjonalmuseet havde fortalt dem, hvorledes hun kunde Bordbønner, Morgen- og Aftenbønner udenad, og de spurgte nu, om de ikke ogsaa skulde lære saadanne. Jeg mindedes min salige Moders Formaninger til os; med Skamfuldhed erkjendte jeg, at Huusandagt ikke existerer hos os, og at, skjøndt jeg troer, mine Børn kjende Gud saa godt, som de i deres Alder behøve, have de endnu ikke lært at elske og tilbede ham. Pludseligen at gjøre en Forandring heri, var at tilstaae Børnene, at vi have feilet, og at formindske deres Agtelse for os; men forberede den skal jeg, saa at vi i det nye Aar kunne begynde et nyt Levnet. Forsættet er fattet for Guds Aasyn, og det maae og skal fuldbyrdes.

25de Oktober.

I Conversationsselskabet var Samlingen meget talrig og forsaavidt udvalgt, at man just ikke kan sige, at de Perler, Kjerschow udstrøede for os, ganske vare henkastede for Sviin. Han oplæste nemlig en Critik over en Afhandling, Hersleb i forrige Møde havde leveret om de religiøse Begrebers 250Oprindelse. Uden at kjende det Skrift, mod hvilket Indvendinger vare gjorte, kan jeg ikke bedømme disses Gyldighed; men Critikken røbede megen Læsning og var forfattet i et reent og skjønt Sprog. Den captatio benevolentiæ, hvormed den begyndte, var ellers altfor lang og ydmyg.

26de Oktober.

Jeg kan ikke undlade at afskrive et deiligt Digt af Grundtvig til Molbech, indrykket i «Kjøbenhavns Skilderie.» Jeg har forhen omtalt Molbechs Adfærd mod sin fordums Ven som illiberal afstikkende mod den ømme, sagtmodige Tone i dennes Brev. I «Krønikens Gjenmæle» findes Intet, der kunde opirre Molbech; ikke destomindre skal han have besvaret dette Skrift med megen Bitterhed og blandt Andet sagt, «at han herefter havde intet mere at skifte med Grundtvig.» Svaret herpaa lyder som følger.Fotnote i trykt utgave utgave: Digtet er trykt paa flere Steder og nu atter i den nys citerede Bog: Chr. Mollbech og N. F. S. Grundtvig, en Brevvexling, samlet af Chr. K. F. Mollbech. S. 129–130.

Gud ske Lov! jeg kan ikke gjøre mig noget Begreb om, hvorledes man kan modtage et saadant Farvel og ikke synke i sin fornærmede Vens Arme og aldrig mere i Liv eller Død forlade ham.

Hersleb har laant mig sin Afhandling, og jeg har i Dag læst den med stor Fornøielse paa Indledningen nær, der atter er en til Nederdrægtighed grændsende captatio benevolentiæ, som jeg neppe troer Bibelhistoriens lærde og smagfulde Forfatter kan meene af Hjertet. Hvad er det for ældre, indsigtsfulde Mænd i vort Samfund, Hersleb skulde undsee sig ved at indlade sig i Væddekamp med, eller frygte altfor strengeligen at bedømmes af? I Erudition er han dog nok vort Selskabs ypperste Medlem, og hvo sig saaledes fornedrer, fortjener neppe at ophøies. Afhandlingen gaaer ellers ud paa at vise, at al sand Religion udgaaer 251af Aabenbaring, og at den gradvise Overgang fra Fetischdyrkelse, Sabæisme og Idolatrie til reen Fornuftreligion er en Chimære, som baade Philosophie og Historie modsige. Man kunde ønske dette udførligen bevist, men hvad der her i Korthed er sagt, er baade grundigt og skjønt. Hans Svar paa en af de ventede Indvendinger maae jeg afskrive: «Det var mig, som sagdes der til mig med haanligt Smiil: Men hvem kan da begribe, hvorledes Gud meddelte Adam eller Nogensomhelst en Aabenbaring? Paa dette Spørgsmaal kan jeg kun svare med et Andet af samme Natur, der dog ligger os langt nærmere: Siig mig engang, siden Du tænker saa klart, hvad da egentlig en Tanke er? Til Du bliver færdig med dit Svar, kan Du vel give mig Frist til at tænke paa mit.»

Rasmussen præsiderede for første Gang i Skolecommissionen. Han er en Formand, wie er seyn soll: Mod ham bortfalder Sigvardt reent. Som øvet Forretningsmand staaer han langt over mig. Han ligner mig i ikke at spilde Tiden paa Allotria, og ei at være en halv Time om det, som kan afgjøres i fem Minutter; derimod er han min Mester i med et Øiekast at overskue Tingen heel og paa en ganske kostelig Maade at affærdige hver utidig Snakker. Som saadan viste Dr. Garmann sig i Aften ret i udmærket Grad, og han er aldrig med saadan Blidhed og Eftertryk, i tilsyneladende Spøg og virkeligt Alvor redigeret in absurdum.

27de Oktober.

I Aften opførtes den politiske Kandestøber, men det er desværre lidet glædeligt, hvad jeg kan sige derom. De flestes Spil var saare maadeligt, tildeels smagløs og tankeløs Carricatur. Costumerne vare ogsaa tildeels absurde. Naar Holberg behandles saaledes, undrer det mig ikke, at den fiine Verden gjør Nar ad ham. Prindsen syntes dog at more sig.

28de Oktober.

252Til Conserten i Aften havde Platou leveret en Cantate sub tiltulo: «Norske Høstblomster, helligede Landets Moder: Hendes Majestæt Dronning Maria», hvilken var et nyt Beviis paa det egne Talent, han har til at sige gedigent Nonsens saaledes, at det seer ud som ægte Poesie. Maaltidet var mere tarveligt end luxuriøst, og saa bør det være i Tider som nærværende. Storkorsene Rosenkrantz, Haxthausen og Anker og Commandeuren Thygeson bebreidede hverandre efter Bordet, at de havde forsømt at udbringe Prindsens Skaal. Jeg troer ikke, man blev enig om, hvem saadant egentlig havde tilkommet, men derom kunde der kun være een Mening, at det var en Sottise, naar ikke alene Kongens og Dronningens, men selv Prindsesse CarolinesCaroline av Danmark (1793–1881), datter av Kong Frederik 6. Skaal blev drukken, og at Stormændene vare Skyld deri.

29de Oktober.

I Conversationsselskabet holdtes Generalforsamling, hvori besluttedes: 1. At Thedrikningen under de videnskabelige Forhandlinger om Mandagen bortfalder paa Grund af Theens, Sukkerets og Flødens Kostbarhed. 2. At Selskabet herefter kun samles fire Gange om Ugen. 3. At Torsdagsafternerne skal anvendes til Declamationsøvelser, der skulle bestyres og reguleres af Lector Hersleb og mig. 4. At ogsaa enkelte ikke akademiske Borgere kunne være Medlemmer. For at faae de manglende Pladse besatte besluttede man at indbyde Bergh, Maschmann, Schandorff, Assessor Krog, Mariboe, Tullin og RoverudLars Roverud (1776–1850), musikklærer, drev en notehandel til at tiltræde vort Selskab, over hvis Forsamlingssal heel passende kunde anbringes: Parturiunt montes, – det manglende kan den gunstige Læser i Tankerne supplere. I Aften udrettedes Intet enten for Videnskaben eller Selskabelighed; det var en Generalforsamling i en Club, kun deri forskjellig fra andre mig bekjendte, at man frøs, sultede og tørstede. At Declamationsøvelsen 253kun bliver et usselt Palliativ, der ikke vil holde Selskabet ved Live til Vinterens Ende, er mig klart. Vort Declamatorium paa Theatret begyndte under ganske andre Auspicier, og synes dog allerede at sove den evige Søvn. Hvad tør da vort i det Hele uæsthetiske Samfund love sig? Alt ligetil det elendige Locale modsætter sig en saadan Indretnings heldige Fremgang, og skjøndt jeg vel vilde følt mig fornærmet, om man havde forbigaaet mig, beklager jeg, at jeg ved at være valgt til Bestyrer af det Fjas nu er nødt til at være tilstede idetmindste hver Torsdag som Regulator ved en Forretning, der aldrig i Verden kan blive til Nytte og neppe nok til Fornøielse for nogen Moders Sjæl.

31te Oktober.

Ringeagt for Religionen er værre end aabenbar Modstand, var i Dag min Prædikens Thema. Jeg beviste det af tre Grunde: 1. Ringeagt er langt almindeligere. 2. Religionens Modstandere kan modsiges og gjendrives, dens Foragtere ikke. 3. Der er Haab om, at Religionens Modstander kan vende tilbage til Sandhedens Erkjendelse, men ikke at dens Foragter vil det. En djærv Anvendelse paa vore Tiders Tegn endte Talen, som jeg regner til mine heldigste, baade hvad Plan og Udførelse angaaer.

1ste November.

«Nora til Svea» er Tittelen paa et Digt, BonnevieFotnote i trykt utgave utgave: Andreas Bonnevie, født i Mandal 1782, var som theologisk Candidat gaaet over i Militærstanden, tjente som Lieutenant i den danske Hær, og deltog i Krigen 1813–1814. Derpaa blev han i Marts 1814 udnævnt til Sogneprest i Kallundborg og til Consistorialassessor men besluttede sig saa til at vende hjem til Norge, hvor han s. A. blev Sogneprest til Kongsberg (herfra var han Storthingsmand 1815–16) og tilsidst til Øiestad, hvor han døde 1833. Han synes at have været en Mand ikke uden literært Talent og skrev i sin Ungdom endeel Digte. Et af disse, en humoristisk Selvbiographi paa Vers, (trykt hos A. Faye, Bidrag til Øiestads Presters Historie, Arendal 1861. S. 55–56) er ikke uden Interesse. Det er paa engang en Efterligning af Johan Vibes «I Versprotocollen hans Minde saa skriv: Personen er født udi Norge» osv. og tillige, som det synes, Forbillede for Schwachs versificerede Skildring af sin egen Personlighed. Bonnevie var et politisk Brushoved, hvis exalterede Svenskehad holdt sig ogsaa efter 1814, og paa det Storthing, hvor han mødte, var han en ilter Modstander af Regjeringen. (Cfr. Morgenbladet for 5 Apr. 1868.) Han angrede efter Tilbagekomsten til Norge, at han havde forladt Danmark, og synes ogsaa forgjæves at have bestræbt sig for atter at blive ansat der. 254har udgivet. Jeg læste det i Dag, og mindes aldrig at have læst noget haardere eller bitrere. Til Beviis herpaa afskriver jeg de første otte og de sidste otte Linier.

«Vanslægtet Søsterland! ufrie Dverges Hjem!
Jeg nævner dem med Grue, en Skjændsel for sin Stamme!
Den Asaslægt, som først blandt mine Fjeld drog frem,
Og dine Sønner blev – o Thor! det var den samme!
Men Svea! dine Børn har glemt de Dyders Navn,
Som dybt hiin Helteflok grundfæstede i Norden;
Dem kjender du ei meer – og kun ved deres Savn
Udmærke de dit Sted blandt Rigerne paa Jorden.

Vend om, Fornedrede! lær først i Fædrestavn
At skatte Dyd og Mod og Nordiskhed og Ære!
Da kan Du Nor og Dan tilbyde Brodernavn,
Men Herskerscepret skal Du aldrig bære.
Hvis ei, saa drag dit Sværd, om Du endnu har Mod
Til, som det bør sig Mænd, i Kamp mod Mænd at træde,
At tørstig, haanet Jord inddrikke kan dit Blod
Og graadig Ulv og Ravn Dig værdig Gravsang kvæde.

I denne Tone er det Hele stemt.

2den November.

Aggers Fattigvæsen er den evige Anstødssten for min Roe og Tilfredshed. I Dag har jeg havt et fast uafladeligt Overløb. Blandt Andre var her en Pige, som var flyttet fra Byen ud i Lakkegaden og havde ligget i Barselseng 255der og opholdt sig der saalænge, at hendes uægte Barn de jure hører under Aggers Fattigvæsen. Jeg følte i det Øieblik, jeg nedtordnede Skjændsel over hende, at min Adfærd var haard og inhuman, og maaskee hun havde fortjent en lemfældigere, men Taalmodigheden forgik mig reent over disse mange uægte Børn. Letsindigheden blandt de unge Piger af Almuesklassen er saa almindelig og vederstyggelig, at min naturlige Medlidenhed forsvinder.

3die November.

Guldbergs Døgnpjece: «Et Ord til sin Tid» er inddeelt i tre Stykker, hvoraf den første kaldes «Stemmer fra Fortiden». Ret sindrigen opstilles her Udsagn af Fortids Talere og Skribenter, hvoraf udledes det upolitiske og umoralske i Sverriges nuværende Forhold og vor Pligt under den farlige Kamp, vi indvikles i. Imidlertid kunde vel her spørges: hvad beviser alt dette? Sandhed og Ret bliver Sandhed og Ret, om den end ikke understøttes med en eneste Autoritet, og om en Contrapart citerede Machiavel,Niccolò di Bernardo dei Machiavelli (1469–1527), florentinsk/italiensk diplomat, forfatter og filosof William PittWilliam Pitt–sannsynligvis William Pitt den yngre (1759–1806) og ikke Pitt den eldre (1708–1778) siden sistnevnte var adlet som Lord Chatham, men det er usikkert hvem Pavels mener, begge var britiske politikere og andre heller ikke forkastelige Autoriteter, blev vore Fienders Adfærd derved ikke mindre lovstridig, end den nu er. Disse Citater beviser slet Intet, uden at en Hob ældre og yngre Forfattere have tænkt som vore Dages og vort Fædrelands sande Patrioter, og det vidste vi nok Alle, førend Guldberg sagde os det.

4de November.

Jeg har gjennembladet «En Svenskes Sendebrev til August Wilhelm Schlegel«,August Wilhelm Schlegel (1767–1845), tysk filolog, oversetter og forfatter som har fornedret sig ved at gaae i Pontecorvos Tjeneste, og skrive Forsvarsskrifter for den nedrige svenske Politik. Pjecen er skreven paa Fransk, og oversat af T. C. Brun, og man anseer den danske Legationsraad MantheyJohan Daniel Timotheus Manthey (1771–1831), dansk diplomat, økonomidirektør for det Konglige Theater i København for dens Forfatter. Han maskerer sig ogsaa meget slet og den Ironie, hvormed han begynder, som 256er maadelig nok, vedvarer kun et Par Blade, da Forfatteren, skjøndt under en Svenskers Navn, siden tager Bladet reent fra Munden. En god Sag er let at forsvare. Den danske Regjerings Adfærd er saa ædel og redelig, at simple Kjendsgjerningers ukunstlede Fremsættelse er dens bedste Apologie. At iøvrigt dette Skrift har noget mærkeligt ved sig, kan jeg ikke sige, og Udfaldene mod Schlegel som Æsthetiker ere ligesaa ubeføiede som denne Sag uvedkommende. At han, som udmærket æsthetisk Skribent, fornedrer sig til at være leiet Pamphletskriver for en svensk Prinds, vanærer ham i mine Tanker langt mere, end om han som tysk Stymper og Vindmager havde paataget sig dette Arbeide – thi hvad bedre kunde da ventes af ham?

5te November.

Treschow er misfornøiet med Christianias Stemning i Henseende til Universitetssagen og med det ringe Antal Tilhørere, han holder Forelæsninger for. Det første er kun en Bekræftelse af min Mening, som det vilde været crimen læsæ at yttre, at et Universitet i Norge blot var Individers Ønske, ikke Nationens. Jeg havde og allerede begyndt en Afhandling, som jeg vilde indsendt til Directionen for Selskabet for Norges Vel, men saa kom den store 2den Septbr. 1811, modtagen af Jubelen fra Øst og Vest, og naturligviis maatte jeg bringe den minde profane Tanker som et ringe Brændoffer. Nu erfares det klarligen, at mit Syn endda ikke var saa svagt, og naar Krandsen endelig skal sættes paa den stolte Bygning, veed vor Herre. Treschows anden Klage forekommer mig mindre beføiet. Vor Byes Embedsmænd ere i denne commissionsrige Tid saa overvældede med Arbeide, især om Formiddagen, at der virkelig ikke levnes dem tid til at høre Forelæsninger i Sammenhæng, og afbrudte Fragmenter af et philosophisk Foredrag, hvor det foregaaende 257maatte være hørt, for at det efterfølgende kunde forstaaes gider man dog ikke høre. Desuden ere jo Forelæsningerne udtrykkelig bestemte for den studerende Ungdom, og man kan da ikke fortænke Byens ældre academici, om de ei besøge dem, saaledes som Kjøbenhavnerne de Collegier, som holdtes for provectiores. At Kjøbmænd ei høre en Treschow, er ikke at undres over, og saaledes kan det vel være krænkende for den lærde og fortjente Olding at see sine Tilhøreres Antal indskrænket til 18 unge Studenter, men uventet burde det neppe være ham, naar han ei havde ventet mere, end Tidernes Tegn berettigede ham til. – Med al sin Stilfærdighed og tilsyneladende Stivhed er Hersleb uden Tvivl en saare prægtig ung Mand.Fotnote i trykt utgave utgave: Prof. B. Thorlacius skrev den 13de Sept. 1813 til Engelstoft (Brevet findes blandt den sidstes Papirer i Kbhvns. Univ. Bibl.): Jeg sender Dig Cataloget over Forelæsningerne ved Univ.Freder. i dets første Semester med Tak for dens Gjennemlæsning. – Jeg gad vide, hvad Treschow forstaar ved philosophemata Norvegorum. Det kan vel ei være andet end de Eddiske Myther. I hvad det end er, ønskede jeg at høre Treschow selv over det, han ei forstaar, thi at han har studeret Edda-Sproget, har jeg aldrig hørt, og Erfaring har lært mig, at dette Studium er meget knudret. Men forundret blev jeg, da jeg hørte en kyndig Mand forsikre mig, at Treschow havde sagt ham, at han, naar han fik Tid, vilde levere Norges Historie. Efter de Loavtaler, jeg har hørt Treschow holde over Schøning (paa Suhms Bekostning) kan jeg idetmindste ikke endnu ansee ham for nogen kritisk Historiker, skjønt neppe nogen kan mere end jeg høiagte Schønings store Fortjenester. Er det sandt, at vor Grundtvig forbereder sig til at blive Professor i Historie i Norge? Er han saa hastig kjed af Troen, saa kan hans Forsvar for den neppe være alvorlig ment. Det er ellers sært, at Mænd af saa godt Hoved, som Treschow og Sverdrup og saa fornuftige som Hersleb kunde forgude Grundtvig. Skulde saadanne Mænd ei kjende Kjernen fra Skallen? Eller tro de, at Videnskaberne behøve exentriske Overdrivelser for at vække Hverdagsmennesker af deres Søvn? Maaske, men den Vækkelse er vistnok et Opium, hvorpaa følger dobbelt Slappelse.

6te November.

258Falbe fortalte, at Prindsen melder sig til Aftensmaaltid snart hos en, snart hos en anden af Stadens Indvaanere, at han alt tre Gange har viist ham den Naade, og at han vist troer, Touren ogsaa engang kommer til mig.

7de November.

Saa misfornøiet jeg var med min Prædiken sidste Allehelgens Søndag, saa tilfreds var jeg med den, jeg i Dag holdt i Aggers Kirke. Jeg har heller aldrig betraadt Prædikestolen i en bedre Stemning, og den vedligeholdtes uafbrudt under hele Gudstjenesten. Veiret var mørkt, og Føret afskyeligt. Paa 100 Communicanter nær, kunde jeg altsaa ikke vente mange Tilhørere; men denne Omstændighed, der mere end en Gang har forstemt mig i Slotskirken, gjorde i Dag slet intet Indtryk paa mig. Jeg tænkte paa, hvad Mynster siger derom i hans skjønne Afhandling «Om den Kunst at prædike». Det er sandt, at møisommeligt indstuderet Veltalenhedsværk er det ærgerlig at fremsige i en tom Kirke, hvor der maaskee ikke er et Menneske, som kan paaskjønne Talens Værd; men et populairt, christeligt Foredrag, hvor ægte Religionslære forkyndes med Simpelhed og Følelse, det er ikke frugtesløst, fordi det ei har mange og høilærde Tilhørere. Er der i Kirken to Mennesker, hvis Forstand bifalder og hvis Hjerte røres ved det sagte, har Prædikanten ikke talt forgjæves, og at der vel i Dag var mere end to i Aggers Kirke, paa hvem min Prædiken gjorde velgjørende Indtryk, haaber jeg. Jeg talte over de Ord: «Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdighed, thi de skulle mættes.» Til Slutning omtalte jeg i Anledning af Reformationsfesten Luther som den, der aldrig kunde foretaget og udført saa store Ting, naar ei Hunger og Tørst efter Retfærdighed, at kjende Sandheden og virke Gavn havde drevet ham. 259Hans Løn var Millioners Oplysning og Forædling her, og hans og deres Salighed hisset nævnede jeg som Opmuntring for os til, hver i sin Virkekreds, at besjeles af saadan Længsel og arbeide paa at faae den tilfredsstillet.

8de November.

Prindsen havde i Aften meldt sig til Holten. Foruden ham og hans Adjutant MeidellChristian Garup von Meidell (1780–1863), dansk-norsk offiser, senere norsk Stortingsrepresentant var Justitsraad Thrane, Kammerjunker Mansbach og jeg de eneste Fremmede. Jeg havde en meget livlig Lhombre med Hans Høihed selv, Mansbach og Holten. Aftensmaaltidet var tarveligt (Fricassee og Pandekager), men jeg har ikke paa længe bivaanet et morsommere, mere tvangfrit. Der var megen Spøg. Da saaledes Holten undskyldte Kagernes Simpelhed, sammenlignede Prindsen sig med den adelige Frue i Barselstuen, som tog tiltakke med de ringe Kager, der stode paa Bordet.

9de November.

Forsamlingen i Conversationsselskabet var overmaade talrig. PrahlFotnote i trykt utgave utgave: Den i det norske Selskabs Historie velbekjendte Bendix Djurhuus Prahl («Pilen Palen») var efter et langt Ophold i Ostindien 1804 bleven By- og Raadstueskriver i Christiania, fra hvilket Embede han i 1809 havde taget Afsked. Han fortsatte her sin literære Virksomhed og udgav navnlig «Skygger af romerske Mænd» (Chra. 1807, 1–2), om hvilket Verk Fru C. B. Dunker (Gamle Dage, s. 142) fortæller, at det «fandtes næsten i hvert Huus i Christiania». I de Bidrag, han leverede til Selsk. f. N. Vel’s «Historisk-philosophiske Samlinger», omtaler han jevnlig sin Ven J. H. Wessel. Mellem disse hans af Wessels Biographer overseede Bemærkninger er der en ret paafaldende om hin Digters økonomiske Vilkaar, der i Modsætning til, hvad der ellers altid har været sagt, skildres som ret taalelige. (Hist. phil. Samll. V. 1, S. 87). forelæste to ovidske Fortællinger, som han havde oversat paa sin Maade og forsynet med allehaande spidsfindige Anmærkninger. Jeg kan ikke sige, det bedrøvede mig at maatte forlade Selskabet, inden Læsningen var endt; thi jeg indsaa hverken, hvorfor vi skulde høre de Geschichter, 260eller hvad der bagefter kunde være at sige om dem. Der er mig overalt for meget af det norske Selskabs Aand og Tone hos Prahl. At gjøre Alt latterligt, det er det meest charakteristiske ved den, og hvad kan ikke et vittigt Hoved gjøre latterligt, naar Villien er der?

10de November.

I aften opførtes Barberen af Sevilla, der i det Hele gik godt. Øverst blandt de Spillende stod Frue Thygeson som Rosine (hun har et overmaade smukt Organ, der kun kan sammenlignes med Mad. Hegers,Ellen (Eline) Heger f. Smidth (1774–1842), dansk skuespillerinne spillede ogsaa med udmærket Simpelhed og Ynde) og Capt. Schjøtt,Niels Schiøtt (1780–1824), dansk-norsk offiser, senere Stortingsrepresentant der i Figaro har sin Bravourrolle.

12te November.

Jeg har i disse Dage faaet to Bind af det store norske Selskabs historisk-philosophiske Skrifter. Det nye, jeg fandt der, var Provst RynningsJens Rynning (1778–1857), norsk prest og senere ordfører i Snåsa. Han var ikke prost, men residerende kapellan i Ringsaker på denne tiden og ble konstituert sogneprest samme sted i 1817 Afhandling om Odelsretten og Jacob Aalls om den norske Geistligheds Forfatning i ældre og nyere Dage. Den første synes mig meget grundig og overbevisende; til egentlig at bedømme den mangler jeg baade juridiske og økonomiske Kundskaber. Det er vel, at denne Sag engang er gjennemgaaet fra Grunden af, paa det at ethvert Forsvarsvaaben kunde vorde Indløsningens forblindede Forsvarere betaget. Mig har denne Rets Fornuftstridighed og Skadelighed været saa indlysende, at jeg ikke behøvede en Afhandling paa henved 200 fiintrykte Sider i stor Octav for at bestyrkes i min Overbeviisning. – Til Læsningen af Aalls Skrift gik jeg med en Nysjærrighed, som ikke tilfredsstilledes. De historiske Beretninger, der gaae saare langt tilbage i Tiden, ligetil Harald Haarfager,Harald 1 Hårfagre, ca 850–930, fikk etterhvert makt over store deler av Norge og som udgjør den betydeligste Deel af Skriftet, ere meget bekjendte og bidrage ei heller betydeligen til at oplyse eller forstærke, hvad Forfatteren erklærer for sin Hovedsag: Geistlighedens nærværende Kaar og sammes mulige Forbedring. 261Denne afhandles kort og superficielt, og hvad man egentlig meest maa glædes ved, er at see en verdslig Mand fremtræde som den miskjendte Geistligheds Forsvarer, og af en upartisk og uafhængig Jorddrot og Brugspatron at høre Sandheder, hvilke man hos Bisp eller præst maaske vilde betragte som Fostere af esprit de corps. Men for at høres af vore paa Hjerter og Øren uomskaarne Collegiemænd, maatte man rigtignok have hævet Røsten høiere og eftertrykkeligere end Aall. Dette, som saa meget, bliver vel «den Røst, som raaber i Ørkenen». – Prindsen har yttret Ønske om, at Knudsen, som nu er kommen tilbage fra sin Rundtour, maae gives en Benefice inden sin Hjemreise, og at «Den Stundesløse» maa være Stykket, som bestemmes dertil. Hans Høiheds Ønske var naturligviis Befaling, og efter mine Collegers Ønske skrev jeg et complimentsbrev til Knudsen med et saadant Tilbud, medens de andre besatte Rollerne.

13de November.

Atter kaldtes jeg til Directionsmøde hos Mad. Collett. Der fremlagdes et Brev fra Knudsen, hvori han frabad sig den ham tiltænkte Benefice, men tilbød sig at spille Oldfux til Bedste for Byens Huusarme. Pluraliteten fandt dette Tilbud uantageligt og lidt stødende, som om Selskabet behøvede Knudsens Paamindelse om, hvad det skyldte de Fattige, eller hans Hjælp til at understøtte dem. Man vilde sendt ham et høfligt Afslag, men saa foreslog Haffner i Prindsens Navn at træffe en Middelvei: at Selskabet selv skulde give en Forestilling for de Fattige, og anmode Knudsen om at spille Oldfux som Gjæsterolle, hvorved da al Indsamling og Bekjendtgjørelse fra hans Side med samt Prolog og Epilog bortfaldt. Atter valgte man mig til Consipist, og med Fiinhed tilkjendegav jeg ham Directionens sande Mening saaledes, at han ei syntes at kunne tage Feil af den. Dette gjorde han imidlertid, enten han nu ikke forstod eller ikke vilde forstaae den; thi i Eftermiddag, da han besøgte mig, og var 262(det forstaaer sig) idel Henrykkelse og Taknemmelighed, yttrede han at ville holde en Prolog, Holbergs Minde til Ære. Jeg kunde lykkeligviis henvise ham til KjerulfFotnote i trykt utgave utgave: Expeditionssecretair Peder Kjerulf († 1841). angaaende den Sag, og hvorledes de komme ud af det uden Misnøie paa nogen af Siderne, det see de til! Ellers henkastede han saa løseligt som et Flyveindfald, at istedetfor en Benefice, som Delicatesse forbød ham at modtage, kunde Prindsen og Christiania Bye vise ham den Opmærksomhed, hvis de fandt, han var den værd, at gjøre Sammenskud og sende ham denne Sum for en Billet, naar Kongen forunder ham en Benefice i Kjøbenhavn. Iøvrigt vil jeg aldrig nægte, at han i Dag teede sig som en Nar eller et forrykt Menneske. Han talte uophørlig om sit Jeg og intet Andet end sit Jeg: de Strabadser, han havde udstaaet: de Fester, han havde holdt: de Summer, han havde indsamlet: den Agtelse og Glæde, han havde nydt, hvorledes han f. Ex. havde faaet 80 Communicanter op paa en Bakke udenfor Selløe Kirke i Bergens Stift, og sunget og præket for dem saaledes, at de vare færdige til at kysse ham baade paa Haand og Mund. Var end Halvdeelen af det Vers af min Prolog:

«Ei kom jeg her for Guld og Roes at vinde»,

sand, hvad Guldet angik, saa frygter jeg ret meget, at jeg i Henseende til Roes «løi, og at min Løgn var grov». Hvis Schmidt og HeberFotnote i trykt utgave utgave: Carl Wilhelm Heber, dengang res. Capellan paa Eker. Erslew, Dansk Forfatter-Lex. I. 602 og Suppl. I. 732. have seet ham i et saadant Bajadslune, undres jeg ikke over, at de ei i ham vilde erkjende Fædrelandets Repræsentant. – Fra Treschow sendtes mig et nyt Dagbogshefte af Moer Koren. Hvad der meest interesserede mig deri, var nogle sande og træffende Betragtninger over Enkedronningen af Sverriges Død. Ja hun har Ret: af det elskværdige Kongepar Fredriks og LovisesLouise av Storbritannia (1724–1751), datter av George II av Sorbritannia, gift med kong Frederik V av Danmark-Norge Børn var Lovise,Louise av Danmark (1750–1831), datter av Frederik V av Danmark, gift med Karl av Hessen-Kassel som i Verdens Øine gjorde mindst Lykke, den lykkeligste. 263Christian var født til Thronen, sad paa den 42 Aar, men det meste af denne Tid vanvittig og frydløs, ved sine Dages Aften saae han Rigets Held og Hæder at dale, og døde som Flygtning fjernt fra sin Hovedstad. Sophie Magdalene blev i sit 20de Aar Dronning i Sverrig, miskjendtes af sin Mand, mishandledes af sin Svigermoder, saae sin Mand falde for en Snigmorders Haand, sin eneste Søn stødt fra Thronen og omvankende i Schweitz og Tydskland som en latterlig Vagabond, og et nyt Dynasti at reise sig paa det faldnes Ruiner. Wilhelmine CarolineWilhelmine Caroline av Danmark (1747–1820), datter av Frederik V, gift med landgreve Wilhelm IX av Hessen-Kassel, fra 1803 kurfyrste Wilhelm I av Hessen-Kassel blev gift med Arveprindsen til et af de mægtigste og ældste tydske Fyrstehuuse,Fotnote i trykt utgave utgave: Hessen-Cassel. hun var i mange Aar regjerende Fyrstinde, var en Gang paaveie til at blive Dronning – og har maattet rømme Landet for en corsicansk Adelsmand og privatiserer, Gud veed hvor, i ubemærket Dunkelhed. Kun Lovise, der fik en yngre Prinds af samme Huus,Fotnote i trykt utgave utgave: Prinds Carl af Hessen. egentlig kun en dansk Undersaat og Embedsmand, er endnu, hvad hun var for 47 Aar siden, har undgaaet alle Lykkens Stormvinde, seer sin Datter som Danmarks og Norges almeenelskede Dronning, er selv nu sikker for at falde dybt, siden hun aldrig er steget høit, og kan haabe at ende sine Dage i Roe.

15de November.

Rasmussen fortalte mig, at Hensigten med hans Kjøbenhavnsreise er opnaaet, ja over Forventning. Kongen har bevilliget Norge en egen Discontobank, hvis Beskaffenhed og Nytte vel hidtil er Arabisk for mig, men som det giver god Mening om, at den er Resultatet af Prindsens, Thygesons, Carsten Ankers, TanksCarsten Tank (1766–1832), forretningsmann og stortingsrepresentant, i 1822 stortingspresident og Rasmussens forende Granskninger, og at den fandtes vigtig nok til at behøve og fortjene den sidstes personlige Nærværelse hos Kongen som dens Tolk og Talsmand. Der skal nu udgaae Indbydelse til Norges fornemste 264Kjøbmænd og Proprietairer til en stor Forsamling den 15de Decbr. for at organisere Banken. Der fortælles som vist, at en dansk Caper har afskaaret fra Convoien et svensk Skib, ladet med ikke mindre end 2 Millioner Rigsdaler i Kobberpenge.Fotnote i trykt utgave utgave: Dette Rygte var dog nok falskt. (Pavels’s Anm.) – I Selskabet hos Rosenkrantz var ogsaa Knudsen, der var i sit lystige Hjørne og fremdrog af sit Liggendefæ Vers og Prosa, Alt hvad der kunde amusere ein hochzuehrendes Publicum, der ogsaa loe af Hjertensgrund. Blandt andet havde vi Brægers Afskedssang med Accompagnement af 6 Glas, som han gneed paa, og den berømte bergenske Sang: «I rykande Uveir og fykande Vind», som han forkortede og forfalskede. Jeg kan ikke sige, at alt dette fornøiede mig, men imidlertid røbede han saamegen Godmodighed, at man ei kan andet end holde af ham, og til andre Tider viser han og saamegen Forstand og anstændig Levemaade, at man paa ingen Maade kan sætte ham i Classe med de gemeene Spasmagere, der gjør sig til Nar for en Steeg og et Glas Viin, men maa yde ham sand Agtelse. «Jeg har,» sagde han i Dag, «faaet mange Mennesker til at lee, men aldrig, saavidt jeg veed, forvoldt Nogen Taarer,» og det er al Ære værd.

17de November.

Strax imorges kom Circulaire fra Kjerulf med Indbydelse til nok et Directionsmøde, hvor der skulde ventileres om et andet Stykkes Valg end «Emilie Gealotti.» Jeg haabede rigtignok lidet af dette Stykkes Forestilling, men det var nu en Gang valgt, og Rollerne besatte med lutter øvede Mennesker, og jeg ønskede, det var blevet derved. I fortrædeligt Lune gik jeg derhen og hørte da rigtignok en Historie om Prindsen, der paa anden og tredie Haand tager sig vel meget af vort Theaters Bestyrelse, hvorledes han ikke ynder Sørgespil og især ikke kunde være Tilskuer ved dette, da 265Alles Øine vilde henvendes paa ham, hver Gang man nævnte eller saae Lessings Prinds; men det var dog nok ikke Hovedagen. Prindsens i Samtale løseligen henkastede Yttring var nok blot en tilfældig, men kjærkommen Understøttelse for en Cabale af Theatrets ærede Directrice,Fotnote i trykt utgave utgave: Martine Collett paa Ulevold. som paa sin gamle Alder og med sin fyldige Figur gjerne vilde spillet Orsina, der var given Frue Holten,Elise Alida Augusta von Holten (f. Behagen) (1787–1874) og fandt det fornærmeligt, at man vilde afspist hende med Claudias Rolle, og fratage hende den unge, smukke, brilliante Orsinas.Fotnote i trykt utgave utgave: Cfr. L. Daae, det gamle Christiania. S. 311. Prindsens Ønske lagde imidlertid Laas paa hver Mund, ogsaa paa min, som sandelig ellers ikke saa let skulde ladet mig paalægge Taushed, og Alle fandt sig i, at det dumme Kotzebueske Stykke «Forplumringerne» spilledes først og derpaa «Ringen No. 2». – I Aften opførtes «Den Stundesløse». Knudsens Oldfux var, som man kunde vente den af ham. Weidemanns Vielgeschrey var meget morsom og godt gjennemført. Frue Dunker var som sædvanlig en overmaade god Magdelone, men det Bedste af Alt var dog Mad. Tullins Pernille. De øvrige Roller forfuskedes i mere eller mindre Grad.

20de November.

Fra Biskop Brun fik jeg følgende Taksigelsesbrev for den Portefeuille, mine Børn havde broderet til ham: «Ja salige ere de Døde, som døe i Herren, og de Gjenlevende, som kunne glæde sig til snart at møde dem – altsaa De Hr. Broder og jeg blandt disse sidste; jeg rimeligviis først. Dog min Helbred har igjennem denne blide Sommer og vakre Høst ligesom hærdet sig mod de Krænkelser, om hvilke jeg haabede, at de skulde forkorte mine Stridsdage. Det skjønne «Forglemmigei!» med denne Post skal være mig, saalænge jeg lever og sandser, et kjært Legetøi, Oldingens Glæde værdigt, og det dermed fulgte Brev et stolt Seierstegn, 266hvormed jeg overbeviser mig selv om, at jeg paa den fredeligste Bane har erobret en værdig Ven. Jeg testamenterer min Søn, Præsten, begge Dele, og dette skal være min faderlige Velsignelse til ham: Fortjen mange Veninder, som denne Salige, og, om muligt, nogle Venner, saadanne som hendes Søn.
J. N. Brun.»

24de November.

Der er neppe noget Stykke, som har gjort den Lykke paa vort Theater som Syngestykket «De to Dage».Fotnote i trykt utgave utgave: Syngestykke af Bouilly med Musik af Cherubini. Selv Biskop Lumholtz havde i Mandags været i Theatret for at see det, hvilket spaaer Dommedag. Stykket spilles i Morgen fjerde Gang, og hver Gang bliver Riften efter Billetterne større. Prindsen takkede i Mandags Falbe for de to skjønneste, meest nydelsesrige Aftener, han har havt, siden han kom til Norge. Hvor man kommer, hører man Lovtaler og Henrykkelse over Stykket. Jeg maae ogsaa, hvad Texten angaaer, erkjende det noget nær for vort bedste Skuespil. Fabelen er interessant, vel anlagt og vel udført, og Michellis Charakteer er mesterlig tegnet. Musikken er vel i det Hele mere kunstig end henrivende, men haandhæver altid sin Rang blandt vore fortrinligste Compositioner. For dem, der gaae i Theatret for at søge Augenspektakel, er der ogsaa sørget rigeligt. Der er en talrig og velklædt Vagt; en Trillebør med en stor Tønde paa og en Mand, som kryber ud af den; Chor af unge Hyrdinder, som bringe to hvide Duer i en pyntet Kurv; en Mand, som sidder i et hult Træ, og tilsidst Theatret saa fuldt af Mennesker, at de træde paa hverandre. Konstkyndige forsikre, at den yderst vanskelige Musik udførtes med megen Præcision; jeg forstaaer ikke at bedømme det og kan kun sige, at mit Øre ikke saaredes af nogen Disharmonie. Om Forestillingen er det da egentlig, jeg har 267nogen Stemme, og da maae jeg tillægge Knudsens Michelli mit uindskrænkede Bifald. Det var i mine Øine et sandt Mesterstykke, der tydelig vidnede om hans ypperlige Talent, naar han vil bruge det paa en værdig Maade. Ibsen (Antonio) Jfr WingeUkjent person (Marcellina) og Frue Thulstrup (Angelina) spillede deres Roller meget tækkeligt, men over alle de øvrige maae jeg raabe Ak og Vee.

25de November.

Napoleons Fiender her i Christiania triumphere nu. Der er desværre ikke længer nogen Tvivl om, at hans Sager staae slet. Hans Armeer ere slagne, og han selv er vendt tilbage til Paris og har udstedt en Proclamation, hvori han tilstaaer, at han, forladt af sine Allierede, har lidt et betydeligt Tab.

26de November.

Prindsen havde i sit eget Navn forlangt Theatret tillaans for Knudsen, som vilde give nogle Scener. Alle Selskabets Medlemmer forundtes Adgang til denne Forestilling. Desuden havde Prindsen ladet indbyde Andre, deels Byens Indvaanere udenfor Selskabet, deels Reisende til at bivaane denne Stads. Vel lidt over 7 kom Prindsen, og efter en kort Ouverture gik Teppet op. Som Skolemesteren i «Viinhøsten», svinglede Knudsen ind paa Theatret og sang sin første Arie med mange Buffastreger. Derpaa talte han en Deel, noget af Stykket, noget af sit eget Hoved, og forberedte ret naturligt den anden Arie, hvilken han sang vakkert uden synderlig Carricatur. Som Tilgift fik vi Brægers Vise af «Indtoget,» hvilken han dog ikke foredrog fuldt saa naragtig, som naar han synger den i Selskaber. Dermed var første Act forbi, og Waldemar Thrane gav en liden Violinconcert. Da Teppet paany gik op, fremtraadte Knudsen i Matroscostume, kaldte paa sine Gutter, talte om sin Lieutenant, der var henne for at besøge sin Kjæreste, saae ham siddende under et Træe, og 268kaldte atter paa sine Gutter, som ikke vilde komme. For at lokke dem med vante, kjære Toner, sang han Visen af «Ungdom og Galskab»: «Naar jeg engang skal i Brudeseng», men altid lige nær; han var og blev alene. Nu vilde han ikke blive der længer, men vilde reise til Danmark, hvor han var kommen fra, og sang Arien af samme Stykke: «God Nat Intriger og Cabaler,» hvorpaa han forføiede sig bort, og Tæppet faldt. Endnu havde vi en Violinrondo, hvorefter Knudsen traadte frem i sin egen Dragt og tog Afsked med Prindsen, Selskabet og Norge. De Penge, den Herlighed kostede, var den sagtens værd, men skulde jeg betalt den, vilde jeg angret, at jeg for dens Skyld havde forladt Bostonbordet hos Assessor Mathiesen.

27de November.

Knudsen bad mig om et prosaisk Farvel i hans Navn, som efter hans Afreise skal indrykkes i Intelligentsseddelen. Deri kunde jeg da let tjene ham og skrev i Aften en saadan Afskedscompliment, hvori jeg troer fuldkommen at have grebet hans Aand, og hvor jeg tillige lader ham erklære det for sin Reises eneste Hensigt at lindre Medmenneskers Nød, især deres, hvis Forsørgere vovede og opofrede Liv og Blod for Fædrelandet. Fra denne Side fortjener han al den Agtelse og Velvillie, som er ydet eller nogensinde kunde ydes ham, thi man sige, hvad man vil, den, der uden en Skillings Fordeel for sig selv indsamler 120,000 Rd. til de Fattige, er en Hædersmand, og den Sum var sandelig ikke indkommen uden hans Opmuntring og Medvirken.

28de November.

Knudsen gjorde mig Afskedsvisit. Han viste os en smuk Gulddaase, Prindsen havde foræret ham i Gaar, og indeni den laae et Taksigelsesbrev, hvori specificeredes de betydelige Summer, han havde indsamlet i Norge til Trængendes 269Bedste. Han reiser i Morgen som Courer tilbage. Jeg vil haabe, Kongen giver ham Ridderkorset ved næste Promotion.Fotnote i trykt utgave utgave: Dette skedde ikke; Knudsen havde forøvrigt allerede 1809 faaet Danebrogsmændenes Sølvkors. – I Classesamlingen blev man enig om at foreslaae en ny Ordbogsrevisions-Commission, der skulde bestaae af Prof. Rosted, Assessor Debes, Lector Hersleb og Tandberg, da to af Classens Medlemmer selv ere Ordbogscommissairer, og Platou aldrig har villet befatte sig med at afgive Stemme i den Sag. Da nu Bispen er bleven stødt, fordi de nye Love ei hjemle ham som Vicepræses Ret til at være voterende og underskrivende Medlem af nogen særskilt Classe, og derfor udeblevet fra vore Forsamlinger, saa kom vi til at revidere vort eget Arbeide, hvilket ikke gik an; det kan nok være galt nok alligevel.

29de November.

I Middagsselskabet hos Thygeson indfandt Knudsen sig endnu zu guter letzt: Thygeson havde bedet ham Lov hos Prindsen til at blive i Dag over. Vi havde et overmaade fornøieligt Maaltid. Tilligemed den ypperlige Beværtning var der den behageligste Selskabstone, man kan tænke sig. Der var utvungen Munterhed, men ingen Kaadhed eller Narrestreger. Knudsen fortalte et Par af sine Anekdoter og sang sin Hververvise, men uden anstødelig Carricatur. Iøvrigt var der megen Sang og mange Skaaler uden Klap og Hurraraaben. Rigtignok drak man dygtigt; jeg har vel neppe i et Par Aar været i et Selskab, hvor det gik saa varmt til. Vi havde to Slags Rødviin, Madera og tilsidst to Boller Biskop, der tømtes, men Ingen var beruset, skjøndt maaskee heller Ingen var aldeles uden Perial. Klokken var vel omtrent halv syv, da vi kom fra Bordet, og jeg skyndte mig nu til Conversationsselskabet, for efter 270Løfte at meddele mine Ideer om Litteraturens Tilstand nu og for 16–18 Aar siden. Jeg begyndte med den tredobbelte Erklæring: at ingen Afhandling kunde ventes: at jeg ikke tog Hensyn paa de Forandringer, Presseloven af 1799 umiddelbar gav Anledning til: og at jeg i Mathematik, Physik, Naturhistorie og dermed beslægtede Videnskaber, af Mangel paa de fornødne Indsigter, ikke kunde anstille nogen Sammenligning. Derpaa tilstod jeg, at vor Litteraturs merkantile Forfatning i denne Tid er saa slet som muligt, men paa denne tilfældige, temporaire Omstændighed nær troede jeg, at vor Litteratur bestemt gaaer fremad. I Almindelighed anmærkede jeg, at en vis Bagatelaand herskede da fremfor nu blandt Dagens Skribenter, og at i Forhold til Antallet langt flere betydelige Skrifter nu udkomme, fremfor i hiin Periode: at der i vore Dages Skrifter aabenbarer sig en alvorligere, sindigere, Videnskabsmanden værdigere Aand end i de forbigangnes, hvor Frivolitet eller Terrorisme almindelig herskede: at endelig de yngre Skribenter, der ere fremtraadte i den sidste Periode, have tildeels allerede præsteret mere stort og godt end de unge Litterati af det attende Aarhundrede. Endelig gjennemgik jeg i en kort Oversigt de Videnskaber, som deels ringeagtedes da og have nu gjenvundet fordums Hæder (Philologie og Oldgranskning), deels nu sees fra et rigtigere og værdigere Synspunct, hvoriblandt Theologie og Pædagogik, Historie, Philosophie og Æsthetik. Man syntes at høre mig med Bifald og at være af min Mening. Meget ventileredes ikke om Sagen, derimod foreslog Flor, at vi skulde paatage os, hver i sit Fag at skrive og efterhaanden oplæse en Udsigt over vor Litteraturs Fremskridt siden det 19de Aarhundredes Begyndelse. Selv paatog han sig de physiske og økonomiske Videnskaber, Hersleb Theologie, Stenersen Philosophie, Debes Lovkyndighed, Kjerschow Historie, og jeg Æsthetik.

1ste December.

271«Forplumringerne» er vistnok af Kotzebues platteste Farcer, men skal jeg vælge mellem et af to Onder, seer jeg dog meget heller en god Forestilling af et slet Stykke, end en slet af et Mesterværk. Denne Aftens Forestilling var unægtelig den bedste, som er given paa vort Theater i denne Saison. Øverst blandt de Spillende stod Carlsen som Hr. von Langhalm. Jeg kan ikke tænke mig noget fuldkomnere i sit Slags. Saare tækkelig var ogsaa Falsen som Frits. Uskyldig Overgivenhed og inderlig Godmodighed smeltede saaledes sammen i Rollens Behandling, som det ikke lykkedes Kotzebue at forene dem, da han støbte Carakteren. De tre Fruentimmer bleve overmaade godt spillede, Fruen af Mad. Collett, som her var i sit rette Fag, Doris af Frøken Mansbach,Sannsynligvis Sophia Mansbach, men også muligens hennes yngre søster Marie Lovise, begge søstre av Carl Mansbach som i denne Rolle ikke giver Mad. Tullin det ringeste efter, og Babet af Frue Thulstrup. Celicour spilledes af David Thrane,David Thrane (1780–1832), bror av W. Thrane og far til Marcus Thrane. Forretningsmann og en av tre direktører i Rigsbanken. Ble i 1817 arrestert for underslag av 100 000 spesiedaler fra banken og var den bedste Rolle, jeg nogensinde har seet af ham. Glad som Majoren var den svageste, men dog et godt Stykke over det maadelige. Alle Roller vare ypperlig memorerede, kort: paa Comedien nær, var det altsammen saare godt.

Efter Forestillingen var der Assemblee, der siges at have bestaaet af 160 Personer. Den brilliante, herligen oplyste Suite af Værelser var pakfuld af Mennesker. Man drak Thee og spillede derpaa Kort; Prindsen havde Partie med Rosenkrantz, Admiral Admiral LütkenOtto Lütken (1749–1835), dansk-norsk kontreadmiral 1810-14, deltok på stormannsmøtet på Eidsvoll i februar 1814. Senere admiral i den danske marine og Bispen. En Stund musicerede ogsaa Falbe, og et Par Damer sang. Endelig spistes skaarne Smørrebrød med Iis, Gelee og Kage, hvorpaa hans Høihed zu guter letzt legte Julelege med nogle Herrer og Damer, ja maatte endog, efter Frøken BechsSannsynligvis en av døtrene til Biskop Bech udtrykkelige Forlangende sidde paa Forundringsstolen.Forundringsstol (fra Det Norske Akademis Ordbok): sitte på forundringsstol: selskapslek, som består i at en person sitter på en stol midt i kretsen mens de andre deltagere i leken hvisker sine forundringer over ham eller henne til lederen, og denne gjengir dem høyt, hvorpå den sittende velger den hvis uttalelse han finner mest ondskapsfull, til sin etterfølger på stolen

3die December.

StaffeldtsBernhard Ditlef von Staffeldt (1753–1818), dansk-norsk offiser hele Brigade paa Grændsen maae forsynes 272herfra med Brød, siden der ingen Rug er mere, enten i Frederikstads eller Frederikshalds Magaziner. «Her», sagde Major Juell, som fortalte mig dette, «er heller ikke stort, og saa vil Krigen snart faae en Ende paa den Maade». Og hvorledes vil den endes? Jeg gyser ved at tænke derpaa. Hvorfor skulle dog de Soldater ligge uvirksomme paa Grændsen, og tære paa vort ringe Forraad? mon ikke vore Fiender just have ønsket, at vi skulle bære os saaledes ad? hviler ikke en Blindhed over vor Statsstyrelse, som hist over Trojas? og mon Udfaldet bliver stort anderledes? O jeg frygter meget, at Mange, selv blandt vore Oldinge, ville opleve den Dag, da de staae paa det gamle ærværdige Tvillingriges Ruiner. Dets sidste Time synes at nærme sig.

4de December.

Hos Holten gjorde jeg i Aften Bekjendtskab med Capt. SuensonUkjent person af Søe-Etaten, Flagcapitaine hos Admiral Lütken. Han gav en sørgelig Beskrivelse af Prinds Ferdinand.Arveprins Ferdinand (1792–1863), yngre bror av Christian Frederik Gud holde sin Haand over vor raske, ædle Christan! Før hiin skulde vorde Tronarving, før – ak! det er et bedrøveligt Alternativ! – Carl Johan og Oscar.Josef Frans Oskar (Oskar 1) (1799–1859), sønn av Karl Johan og unionskonge fra 1844

5te December.

Jeg fik et Brev fra Schmidt, hvoraf jeg afskriver en Tirade: «Hvad sige I Christianiensere om Napoleon? Troer I, at han nu er caput? jeg ikke. Den Kraft, hvormed han har udholdt saa skrækkelige Stød, og den dybe Nederdrægtighed, hvormed de ere ham tilføiede, vil nok reise ham igjen, og synes mig mere end Andet at vidne om hans sande Storhed. Og saa har Forræderiet atter givet ham Tønder til atter at oppuste den maaskee ellers udslukte Gnist af Enthousiasme hos Franskmændene, og jeg frygter eller haaber (jeg veed ikke ret hvilken af Delene), at han tager en blodig Hævn.» –

7de December.

273I Bondevensmødet, som i Dag holdtes hos mig, fortaltes om et Jagtpartie, Prindsen giver i Morgen paa Ladegaardsøen, og en Dejeuner med paafølgende Bal hos Bispen iovermorgen. Man lever ret med den rige Mand, maatte kun ikke ogsaa Enden blive som hans! Dette lystige Levnet og Hans Høiheds vel store Condescence, saa at han endog sidder blandt unge Piger paa Forundringsstolen, omtaltes med Mishag af Anker, Neumann o. fl. Det er ogsaa tungt, at dette skjønne Lys skal være forenet med saamegen Skygge.

8de December.

I Skolecommissionen tilkjendegav Bispen os sin naadige Villie. Jeg kan imidlertid ikke sige andet, end at hans Forslag jo i det Hele vare gode og vel overlagte, og man kan ikke uden Partiskhed nægte ham et skarpt overskuende Blik, og megen Routine. At ingen af os andre fire kunde gjort det halvt saa godt, erkjender jeg villigen, men om vi dog ikke ved at gjennemlæse Bispernes Betænkninger kunde grebet en og anden Idee, som han har overseet, og som vi ikke af os selv kunde faldet paa, er et andet Spørgsmaal, ligesom det ogsaa upaatvivlelig er imod al Skik og Orden ikke at lade circulere mellem en Commissions Medlemmer de til samme indkomne Documenter. To Capitler af Planen og Skolecommissionernes og Lærernes Instruxer gjemtes til et nyt Møde, som bliver det sidste.

9de December.

Den store Gjæstebudsdag, da Crethi og Plethi, kun ikke de første Medlemmer af den Stand, hvortil Manden selv hører, vare indbudne af vor forfængelige Bispefamilie, tilbragte jeg rolig ved mine Hverdagssysler, vistnok langt behageligere, end om jeg havde taget Deel i al den Qvalm, da Larm ingenlunde er min bedste Leeg. Men skjøndt jeg havde 274liden Lyst til at deeltage i den Stads, kan jeg dog ikke andet end finde denne Tilsidesættelse scandaløs. Kanefarten skal iøvrigt have været en daarlig Fornøielse. Veiret var koldt og Føret til Vækkerøe saare maadeligt. For at faae mere af den Plaseer, havde imidlertid Prindsen efter Frokosten foreslaaet at benytte Maaneskinnet til en længere Tour opad til Voxen, og hjemad kjørte man igjennem Byens principaleste Gader, item Torvet rundt to, tre Gange. Kan man saaledes sværme i Trængselens Tid – Herregud! hvilket Liv der da vil blive ført, hvis vi engang faae Fred og gode Dage. Af Dagens Herlighed saae jeg kun et mat Glimt. Paa Hjemveien fra Ordbogscommissionen mødte jeg nemlig Hans Høihed i Slæde med en Forrider for sig og to Adjutanter efter sig kjørende til Forsamlingsstedet.

10de December.

Hans Houge er dømt til 10 Aars Fæstningsarbeide. Jeg raadede ham til at søge Benaadning, men han er bestemt paa at appellere til Overcriminalretten, og først, naar denne ogsaa nægter ham Ret, at tye til Kongens Naade. Han synes endnu vel meget at ville retfærdiggjøre sit hele Forhold, men det tilstaaer jeg gjerne, at jeg finder Dommen streng. Han har allerede bødet haardt ved sit langvarige Fængsel, og hans egen og hans Tilhængeres senere exemplariske Vandel burde nu udslette den forriges Minde.

12te December.

Igaar havde alle Professorerne været indbudne til Prindsens Taffel i Anledning af 11te Decbr., som med Pokkers Magt skal være Universitetsfest. Dog var ei engang vor alma mater’s Skaal drukket, og sagtens er der, paa Professorernes betydelige Gage nær, ikke stort at sige om den Ting.

17de December.

I Kirken havde jeg en Historie, hvis Lige jeg ikke har 275oplevet i mine 21 Embedsaar. Atten Communicanter vare tegnede, men ved Skriftemaalet indfandt sig kun fjorten. Da jeg kom ned af Prædikestolen og gik hen for Alteret, forekom de Knælendes Antal mig større end før, og ved løselig Overtælling under Tiltalen fandt jeg min Formodning bestyrket. Jeg fattede nu min Beslutning, og da Messen var forbi, vendte jeg mig om og bød Klokkeren Taushed. Jeg tællede Flokken, og de vare der alle atten. Alvorlig udbrød jeg nu: «Her er atten Mennesker og kun fjorten have gaaet til Skrifte. De andre fire maae forføie sig bort og en anden Gang vise mere Ærbødighed mod vor Gudsdyrkelse og den Gud, i hvis Tempel vi samledes.» Klokkeren traadte frem til min Assistence og de fire Uvedkommende maatte staae op og gaae bort. Jeg troer, dette Optrin rystede mig mere end nogen af de Tilstedeværende. Der paakom mig en Skjelven, som generede mig under Sacramentets Uddeling. De Bortviste derimod bleve endnu en god Stund siddende i deres Stole, som om ingen Ting var dem vederfaret. Det er en letsindig, fordærvet Slægt, jeg lever iblandt.

18de December.

Hos Thygeson var meget stort Selskab for alle de Mænd, som i denne Tid ere samlede her i Byen for at organisere Discontobanken. Jeg havde haabet, at de herlige bergenske Sangere, Meyer og Bøschen, skulde udført min Sang, men det skede ikke. Frue Thygeson og Frøken Poulsen sang, og vi andre gjentoge Choret. De to Damer synge rigtignok meget, smukt, men deels hører man dem saa tidt, at nogen Afvexling kunde være brav, deels burde denne Sang været udført af Mænd; saa havde jeg tænkt mig under Udarbeidningen og i denne Menighed burde Kvinderne bestemt have tiet.

20de December.

Uophørlig sysselsat med Discontobanken, synes Rasmussen nu ikke at love sig de velgjørende Følger deraf, som 276han spaaede, da han glad fortalte mig, at hans Sendelses Hensigt var opnaaet, endog over Forventning. – Gaarsdagens Bal skal have været meget brillant. Det er sandt, man bedøver sig saa godt man kan mod Følelsen af Nutids og Udsigten til Fremtids Jammer. Dronning ElisabethHan tenker sannsynligvis på den engelske dronning Elizabeth I som var svært glad i musikk og dans lod jo ogsaa opføre lystig Dandsemusik i sin Dødsstund. Men sagtens hører der endnu mere Heroisme til med Dands og Hurraraab og gaae sit Fædrelands Undergang imøde. Og den synes at nærme sig med stærke Skridt. Pengemangelen tiltager, uhyre Skatter paalægges, Borgernes sidste Marv udsuges. Alt øses i det aabne Svælg; Private forarmes, Landet er og bliver elendigt. Man troer, det nu snart kommer til det Punct, at de fleste ei kunne betale, og hvad saa? Over den nye MobilieskatIldstedskatt, beløpet avhenger av kvadratalen boligflate. Innført oktober 1813 raabes især Ak og Vee, da den rammer Fattige ligesaa haardt som Rige. Wulfsberg med sit store Areal er halv fortvivlet. Det sørgeligste er endnu, hvis det er sandt, at norske Soldater desertere over til Sverrig, og at man frygter, mange flere ville gjøre det, da de mangle baade Penge og Levnetsmidler. Skal ovenikjøbet vort Land vanæres, det vil sætte Kronen paa vor Elendighed!

21de December.

Atter gav Ordbogscommissionen Livstegn, men svagt. Vi kom ikke videre end fra hen og til Hengang.Fotnote i trykt utgave utgave: Det blev Commissionens Hengang. Den samledes aldrig mere. (Pavels’s Anm.) Hersleb føler ikke megen Interesse for den Sag, og for mig tilstaaer jeg ogsaa, at den mere er et Par Timers afvexlende Tidsfordriv end Noget, hvoraf jeg spaaer væsentlig Nytte. Fuldendes Arbeidet, hvorom jeg saare tvivler, kommer endog den Tid, da Selskabet for Norges Vel vil kunne bestride Trykningsomkostningerne, og de norske Videnskabselskere blive 277saa mange og saa velhavende, at de kunne erstatte dem, saa er og bliver det dog et Spørgsmaal, om den Entreprise vil gjøre os Skam eller Ære, da dog hverken Wulfsberg, Døderlein, Stenersen eller jeg ere Lingvister af Profession; og at alle Danmarks og Norges Skribenter ville erkjende os som deres Lovgivere og tage deres egen Overbeviisning fangen under den blinde Troes Lydighed, fordi Biskop Bech, Prof. Rosted, Assessor Debes og Lector Hersleb have fældet Dom i sidste Instants og sagt: saa skal det være! – ja, om det er at ønske, veed jeg just ikke, men at det ikke er at haabe, det er mig klart som Dagen.

Med Declamationsøvelserne i Conversationsselskabet er og bliver det Fjas. Paa Student LassenFotnote i trykt utgave utgave: Vistnok Albert Peter Lassen, i sin Tid Overlærer ved Cathedralskolen og Forfatter af de mange bekjendte historiske Lærebøger. nær, hvis comiske Talent er umiskjendeligt, veed jeg ikke Selskabet har et eneste Subject, hvis udvortes Foredrag hæver sig over det maadelige. I Versdeclamation ere Wulfsberg og Schandorf Syndere som hele den øvrige Rest.

22de December.

Jeg er rigtignok udelukket fra disse Dages larmende Gjæstebud; men i Kvalitet af tidtbemeldte mit besværlige Embede som Hofpoet har jeg da ogsaa faaet min Rolle at spille. Prindsen giver Maskerade Nytaarsaften, og der vil Carlsen forestille en Matros, og forære Prindsen et Compas i Form af en Daase, og indvendig paa dens Laag skal anbringes en poetisk Compliment paa to Linier om Hans Høihed som Norges Compas under nærværende Storm. Ihvorvel jeg ved slige Leiligheder heller skriver 20 end 2 Linier, da jeg har maadeligt Talent til saadanne elegante Bagateller, var jeg dog ret glad ved at slippe saa vel og lovede at opfylde Carlsens Ønske. Men det blev ikke derved. I Theatrets 278Directionssamling tog Haffner mig tilside og fortalte, at han, Frue Thygeson, og jeg veed ikke hvem flere vilde sige Prindsen nogle smukke Ting i Anledning af Aarsskiftet, og da de vilde fremtræde i norsk Bondedragt, ønskede de et Vers efter den yndede Nationalmelodie: «Stusle Søndags Kvellen.» Dermed var jeg mindre tilfreds, men kunde dog ikke sige Nei. – Det hedte i Dag, at al Skibsfart mellem Danmark og Norge i dette Øieblik er forbuden, i Haab naturligviis om dens fuldkomne Betryggelse for Fremtiden, da Kongen skal være i Underhandling med de Allierede, skal være i Holsteen for at fremme den, og skal see sig nødsaget til at kjøbe Fred ved Afstaaelsen af Tronhjems Stift. I saa Fald takker jeg Gud, at jeg ikke lever i Trondhjem. Bittert vilde det være mig at bekjendtgjøre Norges Sønderlemmelse, men utaaleligt var det mig at maatte sværge Carl den Trettende og Pontecorvo Troskabseed. Den Dag, da dette skede, vilde være den ulykkeligste i mit Liv.

23de December.

Der fortælles, at Eckmühl med et dansk Cavallerieregiment er indsluttet i Hamburg, at Russerne ere i Holsteen, og at Østerrigerne have gjort Vaabenstilstandsforslag, som af vor Konge ere antagne. Cours og Varepriser ere betydelig faldne: man venter en nær forestaaende Fred, men paa hvad Vilkaar?

I Morgen skal Julen kjøres ind gjennem Byens Gader ved Fakkelskin, hvorpaa Touren gaar til Carlsen, hvor Stadens fiffige Ungdom skal tilbringe den hellige Julenat i Sværm og Leeg. Paa Løverdag er Aftenselskab hos Tullin, paa Søndag Middagsselskab og Bal paa Ellingsrud, og saa gaaer det forthen hos Capt. Schjøtt, hos Thulstrup, hos Morten Anker og vor Herre veed hvem flere, der ere eller blive henhvirvlede i den fordærvelige Strøm, som desværre ogsaa henriver Prindsen og nedsætter ham i Folkets Agtelse.

24de December.

279Mit Hoveriarbeide fik iformiddags en ny Tilvæxt, da Hagbarth Falsen kom med et Supplement til Haffners Bøn iforgaars. Sagen skulde nemlig indledes ved en Tiltale af en norsk Yngling. Jeg havde sagt A og maatte sige B, fik altsaa følgende Linier sammensmurte:

Compas Inscription:
I susende Orcan, paa oprørt Bølges Ryg
Veiledt af Christian hver Normand færdes tryg.

(Sagtens kunde man slutte heraf, at Christian var en virkelig Skipper eller Styrmand, da Allegorien er svagt eller slet ikke antydet; men slige Smaating regnes vel ikke saa nøie.)

De norske Bønder:
En liden Hob af norske Mænd og Kvinder
Ind i din Høisal, Fyrste! voved sig;
«For Christians Aasyn Tvang og Frygt hensvinder!»
Eenstemmig vidner hver, som skued Dig.
Det Aar, da først Du saae vort Norges Dale,
Alt synker det til fjerne Fortid hen,
Men til dets Priis skal sildigst Fremtid tale:
Det gav os vor Beskytter og vor Ven.
Tillad, at mens det gamle Aar vi byde
Med forrigblandet Lyst et ømt Farvel,
I konstløs Fjeldboes vante Toner lyde
Vor Tak til Dig, vor Bøn for Norges Held:

Norges Lyst og Haab, Du vennesæle Mand!
Kjærlig Tak Dig Normæned yde;
Hør den her blandt os og vidt henover Land
I foreenet Samklang lyde:
Tak for hvad Du var os i det svundne Aar!
Vær os lige huld i det, som forestaaer!
Vinket frem av Dig,
Blid og ynderig
Fredens Morgen snart frembryde.

At den unge Normand taler vel høitravende, for en Bondekarl at være, vil jeg aldrig nægte; man havde maaskee 280ventet nogle martialske Udbrud, Trudsler mod Landets Fiender og Løfte om at give dem deres sidste Rest, men det forekom mig i nærværende Øieblik ikke saa passende. Jeg vil iøvrigt tilstaae, at det vamler lidt for mig at nedskrive, ja endog at udspinde af min Hjerne alle disse Lovtaler, og jeg ønskede, man nu vilde forskaane mig, saalænge Prinds Christians Blidhed og gode Villie er Alt, hvad man kan besynge; naar engang virkelig, velgjørende Daad af ham kan prises, da er jeg igjen til Tjeneste.

Grassatkjørselen i Aften gik overstyr, da Prindsen, som havde faaet en Post eller Courer, først kom i Selskabet hos Carlsen Kl. 9. – Jeg havde en Samtale med Oberst Seyerstedt.Johannes Klingenberg Sejersted (1761–1823), dansk-norsk offiser Han var ilde tilmode over Tidernes Tegn og misfornøiet med de Foranstaltninger, der fra Danmark af føies til Norges Frelse.

25de December.

Oberst Hegermann opbygges heller ikke over Tiderne, hverken over Regjeringens Forholdsregler til Landets Redning, eller den Letsindighed, hvormed man i disse critiske Dage synes at gjøre sig Visens Ord efterrettelige: «Tænk Dig aldrig næste Dag». Ved den forunderligste og utilgiveligste Skjødesløshed fra vor Regjerings Side var Slesvig nær ogsaa bleven occuperet af Fienden. Men omsider indløb da Vaabenstilstandens Sanction, og den er nu sluttet. Man siger, Pontecorvo vil give Slip paa Sverrig og være Konge i Westphalen. Gid det var sandt! Ventelig er da Norge frelst.

27de December.

Ogsaa denne Dags Historie kan affattes i megen Korthed. Jeg fik en Billet fra Juell, hvor han indbyder mig til i Morgen Middag, da han vil give Bispen en Diner for at bevidne ham sin Erkjendtlighed.

28de December.

281Det eneste, jeg har at omtale, er Dagens Diner. Jeg forbausedes over den ypperlige Beværtning, hvori jeg virkelig, især hvad Drikkevarer angaaer, skulde have ondt ved at hamle op mod denne «min Broder og Undermand». Overmaade god Rødviin, kold Punsch til Carryen, en dygtig Bispebolle – hvem af Stadens Matadorer kunde i disse Dage gjort det bedre? Der istemtes adskillige Bordsange og Bordconversationen var taalelig. Biskoppen er dog virkelig, naar han aflægger sin Embedsmine, fornedrer sig selv og er andre Mennesker liig, en meget behagelig Mand. Den, der blot havde kjendt ham fra Selskabet i Dag, kunde neppe undlade at holde af Manden. Selv i det Politiske var han mindre peremtorisk, end han pleier, endskjønt jeg rigtignok fandt mig bestyrket i min Mistanke, at hans Grundsætninger ikke ere de meest loyale, og at han, skjøndt dansk født, helder til det Partie, hvis Existents vel ikke kan nægtes, men som til denne Dag og forhaabentlig fremdeles vil staae til Skamme med deres Planer og Spaadomme.

29de December.

Jacob Aall, som besøgte mig i Dag, slaaer Rynker i Panden over det uophørlige Vellevnet, og ihvorvel Prindsens Virksomhed er usvækket, ihvorvel det virkelig kan kaldes beundringsværdigt, at han, som i denne Tid lægger sig hver Morgen Kl. 4–5, er oppe igjen Kl. 8, saa spurgte dog den alvorlige, frugale Aall med Føie: «Hvorlænge kan hans Sjel og Legeme holde dette ud?» Aall troer, at Freden er vis, at Embedsmændenes Kaar snart ville forbedres, og at Priserne paa Livets Fornødenheder inden næste Aars Ende ville falde lige saa dybt, som de nu ere stegne høit.

– Her skal i denne Jul gaae mange maskerede Mennesker paa Gaden, hvoriblandt paastaaes at være galante saavel Herrer som Fruer.

30te December.

282Man har paa flere Steder i Byen fundet opslaaet Placater, hvori klages over de Stores og Riges Luxus under den almindelige Nød; man siger endog, at de skulle have indeholdt Trudsler.

31te December.

Man vil vide, at WellingtonArthur Wellesley (1769–1852), fra 1809 Viscount Wellington og fra 1814 hertug av Wellington er i Bordeaux og Prindsen af OranienWilhelm VI av Oranien (1772–1843), fra 1815 Wilhelm I, konge av Nederland i Holland, og at Napoleons Stilling er fortvivlet. Skulde det da virkelig nu være forbi med ham? Jeg spurgte saa for omtrent et Aar siden, og da hævede han sig. Men dybere end nogensinde synes han dog nu at være falden, skjøndt det vel ikke kan nægtes, at han er falden med Ære, og at han er større, misundelsesværdigere i sit Fald, end de temporiserende Fyrster af anden og tredie Rang, der frækt træde paa den døende Løve i Triumph. Staaende eller faldende vil han til evig Tid blive et af Jordens første Mennesker.

I Aften, medens den elegante Verden i allehaande Skikkelser kjørte paa Maskeraden, sad jeg med min Familie om vort tarvelige Bord. Børnene læste sine Bordpsalmer, og vore Hjerter opløftede sig til Gud med Tak for hans mange, gode Gaver. Siden spillede min Kone, og vi sang Begge til Afsked med det gamle Aar Voss’sJohan Heinrich Voss (1751–1826), tysk klassisk filolog, dikter og oversetter opløftende Nytaarssang: «O Brødre, Timen lyder».Fotnote i trykt utgave utgave: Sangen er oversat af Pavels og har senest staaet aftrykt med Schultz’s Musik i 3die Aargang af «Illustreret Tidende».Originaltittelen er Neujahrslied Jeg gjenkaldte mig deres Minde, «som var blandt os, men ei er meer», først og fremst min dyrebare Moder, som nu nyder den evige Hvile, hvorefter hun saa længselsfuldt stundede, hvorfor jeg ogsaa glædedes og takkede Gud, selv i det Øieblik, Dødsbudskabet forkyndtes mig – og dernæst alle mig bekjendte Mennesker i og uden for min Menighed, som i det henrundne 283Aar have nedlagt Vandringstaven. Med rørt Hjerte lyste jeg Fred over dem Alle. Ved sidste Vers fløi Tanken fra dem til mine danske Venner, som jeg nu har været fjernet fra paa niende Aar. Jeg mindedes Fortids glade Dage; lys stod den Tanke for min Sjel:

«For evig vi ei skilles ad!» –

og med den lagde jeg mig paa mit rolige Leie, uden at misunde dem, der i dette Øieblik sværmede om i Prindsens glimrende Dandsesale.

Om Dagbog 1812–1813

Denne utgaven av Pavels dagbok fra årene 1812 og 1813 følger Ludvig Daaes utgave fra 1889. Den er delt inn i tre deler: 1) dagboksnotater fra et opphold i Bergen våren 1812, 2) dagbok fra resten av 1812, og 3) dagbok for 1813. Utgaven er utstyrt med innledning og kommentarer av Espen S. Ore.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Claus Pavels's Dagbøger for Aarene 1812–1813, utgave ved Ludvig Daae, 1889

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X