Peer, du lyver!
Nej, jeg gjør ej!
Naa, saa band paa, det er sandt!
Hvorfor bande?
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er Tøv og Tant!
Det er sandt – hvert evigt Ord!
Og du skjæms ej for din Moer?
Først saa render du tillfjelds
maanedsvis i travle Aannen,
for at vejde Ren paa Faannen,
kommer hjem med reven Pels,
uden Byrse, uden Vildt; –
og tillslut med aabne Øjne
mener du at faa mig bildt
ind de værste Skytterløgne! –
Naa, hvor traf du saa den Bukken?
Vest ved Gjendin.
Rigtig, ja!
Hvasse Vinden bar ifra;
bag et Oreholdt forstukken
han i Skaresneen grov
efter Lav –
Ja rigtig, ja!
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte Knirken af hans Hov,
saa af ene Hornet Grenene.
3Derpaa varsomt mellem Stenene
frem paa Bugen jeg mig flytted.
Gjemt i Røsen opp jeg glytted; –
slig en Bukk, saa blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
Nej, bevares vel!
Det smaldt!
Bukken stupte bums i Bakken.
Men i samme Stund, han faldt,
sad jeg skrævs paa Bukkeryggen,
greb ham i det venstre Øre,
vilde netopp Kniven kjøre
bagom Skolten ind i Nakken; –
hej! da skreg han vildt, den Styggen,
stod med et paa alle fire,
slog mig med et Agterkast
ud af Næven Kniv og Slire,
skrued mig om Lænden fast,
stemte Hornene mod Læggen,
klemte mig, som i en Tang; –
dermed satte han paa Sprang
bent fremover Gjendin-Eggen!
Jesu Navn da –!
Har du set den
4Gjendin-Eggen nogen Gang?
Den er halve Milen lang,
hvass bortefter, som en Ljaa.
Udfor Bræer, Skred og Lider,
rakt nedover Urder graa,
kan en se till begge Sider
lukt i Vandene, som blunder
svarte, tunge, mer end tretten-
hundred Alen nedenunder. –
Langsmed Eggen han og jeg
skar os gjennem Vejret Vej.
Aldrig red jeg slig en Fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred Sole.
Brune Ørnerygge svam
i det vide svimle Slug
midtvejs mellem os og Vandene, –
sakked agterud, som Fnug.
Isflak brast og brød mod Strandene;
men der var ej Døn at høre;
bare Hvirvlens Vætter sprang,
som i Dans; – de sang, de svang
sig i Ring for Syn og Øre!
Aa, Gud trøste mig!
Med et,
paa en raadløs braabratt Plett,
5foer ivejret Rype-Steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for Bukkens Fod paa Eggen.
Bukken gjorde halvt omkring,
satte med et Himmelspring
udfor Dybet med os begge!
(Aase vakkler og griber efter en Træstamme. Peer Gynt bliver ved.)Bag os Bergets svarte Vægge,
under os et bundløst Slug!
Først vi kløvte Lag af Taager,
kløvte saa en Flok af Maager,
som igjennem Luften vigende
fløj till alle Kanter skrigende.
Nedad, uden Stands, foer Toget.
Men i Dybet glittred noget
hvidlet, som en Rensdyrbug. –
Moer, det var vort eget Billed,
som igjennem Fjeldsjø-Stillet
opp mod Vandets Skorpe piled
i den samme vilde Fart,
som i den vi nedad kiled.
Peer! Gud fri mig –! Sig det snart –!
Bukk fra Luften, Bukk fra Bunden,
stangedes i samme Stunden
saa at Skummet om os klasked.
Ja, der laa vi nu og plasked. –
6Langt om længe, du, vi naade
nordre Landet paa en Maade;
Bukken svam, og jeg hang bag ham; –
jeg foer hjem –
Men Bukken, du?
Aa, han gaar der vel endnu; –
(knipser i Fingrene, svinger sig paa Hælen og tillføjer:)kan du finde ham, saa tag ham!
Og du har ej knækket Nakken?
Ikke begge Laar engang?
Ikke Ryggebenet brudt?
O, Vorherre, – Prisen, Takken,
skyldes dig, som hjalp min Gut! –
Brogen har dog faaet en Revne;
men det er knappt værd at nævne,
naar en minds, hvad meget værre
kunde hændt i sligt et Sprang –!
(standser pludselig, ser paa ham med aaben Mund og store Øjne, kan længe ikke finde Ord, endelig udbryder hun:)O, din Fandens Rægglesmed!
Kors og Kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjendt
som en Jente paa de tyve.
Gudbrand Glesne er det hændt, –
ikke dig, du –!
Mig, som ham.
Sligt kan mer end engang hændes.
Ja, en Løgn kan endevendes,
stadses opp med Brask og Bram,
klædes i en nygjort Ham,
saa dens magre Skrott ej kjendes.
Det er det, som du har gjort,
laget alt saa vildt og stort,
uglet ud med Ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løjet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig maalløs Skrækk,
at en kjends ej ved tillsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slaa ham!
Aa, Gud give jeg laa Lig;
gid jeg sov i svarte Jorden!
Bøn og Graad ej bider paa ham. –
Peer, du er og blir forloren!
Kjære, vakkre, lille Moer,
8du har Rett i hvert et Ord; –
vær saa blid og glad –
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt Svin till Søn?
Maa det ikke bittert krænke
mig, en stakkars magtløs Enke,
stødt at fange Skam for Løn?
(græder igjen.)Hvad har Slægten nu tillbage
fra din Farfars Velmagtsdage?
Hvor er Skjæpperne med Mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem Fødder, han, –
ødte dem saa glatt som Sand,
kjøbte Jord i alle Sogne,
kjørte med forgyldte Vogne –.
Hvor er det, som gik tillspilde
ved det store Vintergilde,
da hver Gjæst lod Glas og Flaske
bag sin Rygg mod Væggen klaske?
Hvor er Sneen fra ifjor?
Du skal tie for din Moer!
Se tillgaards! Hvert andet Rude-
Hul er fyldt med gamle Klude.
Hægn og Skigard ligger nede,
9Fæet staar for Vejr og Væde,
Eng og Aker ligger brakk,
hver en Maaned blir jeg pantet –
Ti saa med den Kjærringsnakk!
Ofte nok har Lykken skrantet,
og saa kom den højst paafode!
Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er Storkarl, du, –
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang Presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte dig om Døbenavn,
bandte paa at sligt et Nemme
sakned mangen Prins derhjemme,
saa at Faer din gav ham Hesten
med en Slæde till, som Takk
for den vennesæle Snakk. –
Haa; ja da var alting gjildt!
Provst, Kaptejn og hele Resten
hang her dagstødt, aad og drak,
fyldte sig, saa fast de sprak.
Men i Nød skal kjendes Næsten.
Her blev folketomt og stillt
samme Dag da «Jon med Skjæppen»
tog ivej med Kramkarl-Skræppen.
(tørrer Øjnene med Forklædet.)Ak, du er dog stærk og stor,
10skulde staa som Stav og Støtte
for din gamle skrale Moer, –
skulde Gaardens Gjerning skjøtte,
værge Slumpen af din Arv; –
(græder paany)aa, Gud hjælpe mig for Nytte
jeg har havt af dig, din Skarv!
Hjemme ligger du i Gruen,
roder rundt i Kul og Emmer;
mellem Byggdens Folk du skræmmer
Jenterne fra Gildestuen, –
gjør mig Spe paa alle Kanter,
slaas med Sognets værste Fanter –
Lad mig være.
Kan du nægte
du var fremste Mand i Laget
i det store Basketaget,
som for nylig stod paa Lunde,
der I slogs som olme Hunde?
Var det ikke dig, som knækte
Armen paa han Aslak Smed, –
eller idetmindste brækte
ene Fingren hans af Led?
Hvem har fyldt dig med slig Præk?
Husmandskonen hørte Hylene!
Ja, men det var mig, som skreg.
Dig?
Ja, Moer, – for jeg fik Pryglene.
Hvad for noget?
Han er spræk.
Hvem er spræk?
Han, Aslak, ved jeg.
Tvi – og tvi; nu maa jeg spytte!
Slig en slarvet Fyldebøtte,
slig en Rangler, slig en dranket
Drammesluger har dig banket?
(græder igjen.)Mangen Skam og Skjændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste Spe.
12Lad ham være nok saa spræk; –
skal du derfor være vek?
Om jeg hamrer eller hamres, –
ligefuldt saa skal der jamres.
(ler.)Trøst dig, Moer –
Hvad? Har du løjet
nu igjen?
Ja, denne Gang.
Tørr saa Graaden pent af Øjet; –
(knytter den venstre Haand.)se, – med denne Knibetang
holdt jeg hele Smeden bøjet;
højre Næven var min Slægge –
O, din Slagsbror! Du vil lægge
mig i Graven med din Færd!
Nej da; du er bedre værd;
tyve tusend Gange bedre!
Lille, stygge, snille Moer,
du kan lide paa mit Ord, –
hele Byggden skal dig hædre,
bare vent till jeg faar gjort
noget – noget rigtigt stort!
Du!
Hvem ved, hvad en kan møde!
Gid du bare blev saa klog,
at du engang kunde bøde
Flængen i din egen Brog!
Jeg skal blive Konge, Kejser!
Aa, Gud trøste mig, nu rejser
sidste Resten af hans Vid!
Jo, jeg skal! Giv bare Tid!
Ja, giv Tid, saa blir du Prins,
siges der, om rett jeg minds!
Du skal se, Moer!
Hold din Mund!
Du er gal i Bund og Grund. –
Naa, det er forresten sandt, –
noget var der blevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
14af med Løgn og Tøv og Tant.
Hæggstadjenten var dig god.
Lett du havde vundet Spillet,
hvis du rigtig havde villet –
Tror du?
Gamlen har ej Kræfter
till at staa sit Barn imod.
Han er stivsindt paa en Maade;
men tillslut faar Ingrid raade,
og hvor hun gaar, Fod for Fod
stavrer Knarken arrig efter.
(begynder igjen at græde.)Ak, min Peer; en grundrig Jente, –
Odelsjente! Tænk dig till; –
hvis du bare havde villet,
stod du nu som Brudgom gjild, –
du, som gaar her svart og fillet!
Kom, saa vil vi Ja-Ord hente!
Hvor?
Paa Hæggstad!
Stakkars dig;
den er stængt, den Friervej!
Hvorfor det?
Ak, jeg maa sukke!
Spildt er Stunden, spildt er Heldet –
Naa?
Mens du i Vesterfjeldet
gjennem Luften red paa Bukke,
har Mads Moen fæstet Jenten!
Hvad? Den Kvindfolkskræmsel! Han –!
Ja, hun taer ham nu till Mand.
Vent mig her, till jeg faar spændt en
Hest for Kjærren –
(vil gaa.)Spar sligt Spræl.
Bryllupet skal staa imorgen –
Pyt; jeg kommer jo ikveld!
Tvi dig; vil du øge Sorgen
med et Læss af Hvermands Spott?
Trøst dig. Alting skal gaa godt.
(skriger og ler paa engang.)Hejsan, Moer! Vi sparer Kjærren;
det taer Tid at hente Mærren –
(løfter hende ivejret.)Slipp mig!
Nej, paa mine Arme
bær jeg dig till Bryllupsgaarden!
(vader ud i Elven.)Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner –
Jeg er baaren
till en gjildere Død –
Ja visst;
du blir sagtens hængt tillsidst!
(rusker ham i Haaret.)O, dit Ubæst!
Hold nu Fred;
her er glatt og Slim paa Bunden.
Asen!
Ja, brug bare Munden;
det gjør ingen Mand Fortred.
Saa; nu skraar det atter opp –
Slip ej Taget!
Hejsan, hopp!
Vi skal lege Peer og Bukken; –
(galoperende.)jeg er Bukken, du er Peer!
Aa, jeg ved ej af mig mer!
Ser du; nu er Evjen rukken; –
(vader iland.)Giv saa Bukken pent et Kyss;
det faar være Takk for Skyds –
Der er Takk for Skydsen!
Au!
Den Betaling var for snaud!
Slipp mig!
Først till Bryllupsgaarden.
18Vær min Talsmand. Du er klog;
snakk med ham, den gamle Daaren;
sig, Mads Moen er et Drog –
Slipp!
Og sig ham saa tillslut,
hvad Peer Gynt er for en Gut.
Ja, det kan du bande paa!
Du skal vakkert Skudsmaal faa.
Skildres skal du for og agter;
alle dine Fandens Fagter,
skal jeg nævne grejdt og grant –
Saa?
Jeg skal ej stagge Munden,
før den gamle hidser Hunden
paa dig, som du var en Fant!
Hm; saa faar jeg gaa alene.
Ja, men jeg skal komme efter!
Snille Moer, du har ej Kræfter –
Ikke det? Jeg er saa sindt,
at jeg kunde knuse Stene!
Hu, jeg kunde æde Flint!
Slipp mig!
Ja, ifald du lover –
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
Nej, du faar nok vente her.
Aldrig! Jeg vil med i Laget!
Faar ej Lov.
Hvad vil du gjøre?
Sætte dig paa Kværnetaget.
(sætter hende deropp. Aase skriger.)Løft mig ned!
Ja, vil du høre –?
Sludder!
Snille Moer, jeg beer –
Løft mig ned paa Timen, Peer!
Turde jeg, saa visst jeg vilde.
(nærmere.)Husk nu paa at sidde stille.
Ikke spark og spænd med Benene;
ikke riv og rusk i Stenene, –
ellers kan det gaa dig ilde;
du kan dratte ned.
Dit Bæst!
Ikke spræl!
Gid du var blæst
som en Bytting ud af Verden!
Fy da, Moer!
Tvi!
Giv mig heller
din Velsignelse till Færden.
Vil du? Hvad?
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok saa stor!
Ja, far vel da, kjære Moer!
Hav nu Taal; jeg blir ej længe.
(gaar, men vender sig, løfter Fingeren formanende og siger:)Husk saa paa du ikke spræller!
(gaar.)Peer! – Gud hjælpe mig, nu gaar han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skraar han
over Jordet –!
(skrigende.)Hjælp! Jeg svimler!
Kors; hvem skriger?
Det er mig!
Aase! Se, – saa højt paa Straa?
Dette her vil lidt forslaa; –
snart, Gud bedre mig, jeg himler!
Signe Rejsen!
Hent en Stige;
jeg vil ned! Den Fandens Peer –!
Sønnen jers?
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.
Vi skal vidne.
Hjælp mig bare;
jeg vil bent till Hæggstad fare –
Er han der?
Saa blir I hævnet;
Smeden kommer og till Stævnet.
Aa, Gud trøste mig for Gutten;
de taer Livet hans till Slutten!
Ak, den Lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det saa er laget!
Hun er rent fra Sans og Vid.
(raaber oppover:)Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
Hvad er fatt?
Peer Gynt har løftet
Moer sin opp paa Kværnetaget!
*
Der ligger Hæggstad. Snart er jeg fremme.
(stiger halvt over; saa betænker han sig.)Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(skygger for Øjnene og ser bortover.)Nej. Sendingsfolk myldrer tillgaarde som Mygg. –
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(trækker atter Benet till sig.)Stødt saa flirer de bag ens Rygg,
og tisker, saa det tvers igjennem en brænder.
(gaar nogle Skridt fra Gjærdet og river tankespredt i Løvet.)Den, som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gaa uformærkt. –
Eller den, som var ukjendt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for saa bider Latteren ikke.
(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derpaa skjuler han sig mellem Buskene. Nogle Folk med Sendingskost gaar forbi nedover mod Bryllupsgaarden.)Faer hans var fordrukken, og Moer hans er laak.
Ja, saa faar en ikke undres paa at Gutten blir et Drog.
Var det mig, de snakked om?
(med et tvungent Slæng.)Aa, lad dem snakke!
De kan da vel ikke Livet af mig rakke.
(kaster sig ned i Lyngbakken, ligger længe paa Ryggen med Hænderne under Hovedet og stirrer opp i Luften.)For en underlig Sky. Den ligner en Hest.
Der er Mand paa med, – og Sadel – og Grime. –
Bagefter rider en Kjærring paa en Lime.
(ler smaat ved sig selv.)Det er Moer. Hun skjælder og skriger: dit Bæst;
hejda, Peer! – –
(lidt efter lidt lukker han Øjnene.)Ja, nu er hun bange. –
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. – –
Hesten har Sølvtopp og Guldsko fire.
Selv har han Handsker og Sabel og Slire.
Kaaben er sid og med Silke foret.
Gjilde er de, som ham følger i Sporet.
Ingen dog sidder saa stout paa Folen.
Ingen dog glittrer som han imod Solen. –
25Nede staar Folk i Klynger langs Gjærdet,
løfter paa Hatten og glaner ivejret.
Kvinderne nejer sig. Alle kan kjende
Kejser Peer Gynt og hans tusende Svende.
Tolvskillingsstykker og blanke Marker
ned han som Smaasten paa Vejen sparker.
Rige som Grever blir alle i Byggden.
Peer Gynt rider tvers over Havet i Højden.
Engellands Prins staar paa Stranden og venter.
Det samme gjør alle Engellands Jenter.
Engellands Stormænd og Engellands Kejser,
der Peer rider frem, sig fra Højbordet rejser.
Kejseren letter paa Kronen og siger –
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne Svin –!
Hvad, Kejser –!
Rejs paa dig, Gutten min!
Hvad Djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
Lunde-Sviren hænger nok i ham endnu.
Gaa med det gode!
Jeg skal saa, ja.
Men Karl, hvor kommer du sidst ifra?
Sex Uger væk. Var du bergtagen? Hvad?
Jeg har gjort underlige Gjerninger, Smed!
Lad os høre, Peer!
Kommer ingen ved.
Du skal vel till Hæggstad?
Nej.
En Tid
de sagde, Jenten derborte var dig blid.
Du svarte Korp –!
Ikke harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, saa finds jo fler –;
27tænk; Søn till Jon Gynt! Følg med tillgaards;
der kommer baade Ung-Lam og Enker tillaars –
Till Helved –!
Du finder nok en som vil ha’e dig. –
God Kveld! Nu hilser jeg Bruden fra dig!
(de gaar under Latter og Hvisken.)For mig kan Hæggstad-Jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
(ser nedover sig.)Brogen revnet. Fillet og fæl. –
Den, som havde noget nyt at skifte.
(stamper i Bakken.)Kunde jeg med et Slagtertag
rive dem Ringagten ud af Bringen!
(ser sig pludselig om.)Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? –
Hm, jeg syntes saa visst –. Nej, det var nok ingen. –
Jeg vil hjem till Moer.
(gaar oppover men standser igjen og lytter mod Bryllupsgaarden.)De spiller till Dans!
(stirrer og lytter; gaar skridtvis nedover; Øjnene lyser; han gnider sig langsad Benene.)For en Mylder af Jenter! Syv-otte tillmands!
Aa, piskende Død, – jeg maa med i Laget! –
Men Moer, som sidder paa Kværnetaget – –
(Øjnene drages nedover igjen; han hopper og ler.)28Hejsan, hvor Hallingen gaar over Traakken!
Ja, han Guttorm med Felen er glup!
Det laater og sprætter, som Foss i et Stup.
Og saa hele den glittrende Jenteflokken! –
Ja, piskende Død maa jeg med i Laget!
(sætter med et Spring over Gjærdet og nedover Vejen.)*
Bruden? Aa, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldrig ændse.
Nu faar I, Godtfolk, paa Dunken lænse.
Takk, som byder; men du skjænker for tidt.
Hejsan, Guttorm, spar ikke Strengene!
Stryg, saa det ljomer udover Engene!
Gjildt Kast var det!
Han er spænstig i Læggen!
Her er højt till Loftet og vidt till Væggen!
Hun vil ikke, Faer; hun er saa kaut!
Hvad vil hun ikke?
Hun har stængt sig inde.
Naa, saa se du kan Nøglen finde.
Jeg ved ikke Vejen.
Du er et Naut!
(vender sig till de andre igjen. Brudgommen driver bortover Tunet.)Jenter! Nu kommer der Liv i Tingen!
Peer Gynt er paa Gaarden?
Hvem har bedt ham?
Ingen.
(gaar mod Huset).Snakker han till jer, saa hør ikke paa ham!
Nej; vi lader, som vi aldrig saa ham.
Hvem er den sprækeste Jente i Ringen?
Ikke jeg.
Ikke jeg.
Ja, jeg ikke heller.
Saa kom da du, før en bedre sig melder.
Har ikke Tid.
Saa du!
Jeg skal hjem.
Ikveld? Er du rent fra Sans og Samling!
Peer; der gaar hun till Dans med en Gamling.
Hvor er de ledige du?
Find dem frem.
(gaar fra ham.)Øjekast; sylhvasse Tanker og Smil.
Det gnissler, som Sagbladet under en Fil!
(han stryger sig langs Gjærdet. Solvejg, med lille Helga ved Haanden, kommer ind paa Tunet i Følge med Forældrene.)Se Indflytterfolket.
De vesterfra?
Ja, de fra Hedalen.
Rigtig, ja!
Faar jeg danse med Datter din?
Faar saa; men først
maa vi ind og hilse paa Folk i Huset.
(de gaar ind.)Er du kommen, saa skal du vel stikke paa Kruset?
Takk; jeg skal danse. Jeg har ingen Tørst.
(Kjøgemesteren gaar fra ham. Peer Gynt ser mod Huset og ler.)Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned paa Skoen og det hvide Sprede –!
Og saa holdt hun i Moderens Skjørteflig,
og bar en Salmebog svøbt i et Klæde –!
Jeg maa se paa den Jenten.
(vil ind i Stuen.)Peer, gaar du alt
fra Dansen?
Nej.
Men saa stævner du galt!
(tager ham i Axlen for at vende ham.)Lad mig slippe forbi!
Er du rædd for Smeden?
Jeg rædd?
Ja, du minds vel paa Lunde forleden?
Du er visst den Gutten, som vilde danse?
Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?
(tager hende i Haanden.)Kom saa!
Ikke for langt, sa’e Moer!
Sa’e Moer? Sa’e Moer! Er du født ifjor?
Du gjør Nar –!
Du er dog en Unge næsten.
Er du voxen?
Jeg gik ivaares till Presten.
Sig Navnet dit, Tøs, saa snakker vi lettere.
Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?
Peer Gynt.
Aa, Kors da!
Hvad er det nu?
Mit Strømpebaand er løst; jeg maa binde det tættere.
(gaar fra ham.)Moer, hun vil ikke –!
Vil ikke? Hvad?
Vil ikke, Moer?
Hvad?
Lette paa Laasen.
Aa, du var værd at bindes i Baasen!
Naa, skjæld ikke. Stakkar, han blir nok bra’.
(de gaar bortover.)Lidt Brændevin, Peer?
Nej.
Bare lidt?
Har du noget?
Det kunde nok hænde.
(trækker en Lommeflaske frem og drikker.)Aah! hvor det river! – Naa?
Lad mig kjende.
(drikker.)Nu faar du ogsaa smage paa mit.
Nej!
Aa, Snakk; vær nu ingen Taabe.
Drikk du, Peer!
Saa giv mig en Draabe.
(drikker igjen.)Kom, lad os gaa.
Er du rædd for mig, Tøs?
Hvem er ikke rædd for dig?
Paa Lunde
viste du jo hvad Konster du kunde.
Jeg kan mer end som saa, naar jeg først slaar mig løs!
Nu kommer han sig!
Fortæl; fortæl!
Hvad kan du?
Imorgen –!
Nej, nu ikveld!
Kan du hexe, Peer?
Jeg kan mane Fanden!
Det har Bedstemoer kunnet før jeg blev født!
Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
Jeg har engang manet ham ind i en Nødd.
Den var ormstukken, ser I!
Det er grejdt at skjønne!
Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt –
Men maatte derind?
Ja vel. Jeg dytted Hullet med en Pind.
Hej; I skulde hørt ham surre og rumle!
Nej, tænk!
Det var plent som en hører en Humle.
Har du ham endnu i Nødden?
Nej,
nu er den Djævel strøgen sin Vej.
Det er hans Skyld at Smeden har lagt mig for Had.
Saa, du?
Jeg gik till Smidjen og bad
han vilde knække den Nøddeskallen.
Det lovte han; lagde den bort paa Pallen;
men Aslak er nu saa haardhændt, han; –
og stødt saa skal han nu bruge Slæggen –
Slog han Fanden ihjæl?
Han slog som en Mand.
Men Fanden hytted sig, foer som en Brand
tvers gjennem Taget og kløvte Væggen.
Og Smeden –?
Stod der med stegte Hænder.
Siden den Dag var vi aldrig Venner.
Den Rægglen er god!
Den er snart hans bedste!
Tror I, jeg digter ihob?
Aa nej,
det er du fri for; jeg kjender det meste
fra Farfaer –
Løgn! Det er hændt med mig!
Det er jo alting.
Hej, jeg kan ride
rakt gjennem Luften paa gjilde Heste!
Aa, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide!
Peer, rid lidt i Luffen!
Ja, kjære Peer Gynt –!
I har ikke nødig at tryggle saa tyndt.
Jeg skal ride som et Uvejr over jer alle!
Hele Sognet skal mig tillfode falde!
Nu er han rivende gal.
Det Fæ!
Storskryder!
Løgnhals!
Ja vent, skal I se!
Ja vent; du skal faa dig en børstet Trøje!
En mørbanket Rygg! Et blaamalet Øje!
Du, Peer, er det sandt du kan ride i Luften?
Alting, Mads! Du maa tro, jeg er Kar’, jeg.
Saa har du vel ogsaa Usynligheds-Kuften?
Hatten, mener du? Ja, den har jeg.
(vender sig fra ham. Solvejg gaar over Tunet med Helga ved Haanden.)Solvejg! Aa, det er godt du kommer!
(griber hende om Haandledet.)Nu skal jeg svinge dig spræk og gjild!
Slipp mig!
Hvorfor?
Du er saa vild.
Vild er Renbukken med, naar det gryr mod Sommer.
Kom saa, Jente; vær ikke tvær!
Tør ikke.
Hvorfor?
Nej, du har drukket.
(gaar bortover med Helga.)Den, som havde sit Knivsblad stukket
tvers igjennem dem, – en og hver!
Kan du ikke hjælpe mig ind till Bruden?
Bruden? Hvor er hun?
Paa Stabburet.
Naa.
Aa, du, Peer Gynt, du faar friste paa!
Nej, du faar være min Hjælp foruden.
(en Tanke skyder opp i ham; han siger sagte og hvasst:)Ingrid paa Stabburet!
(nærmer sig Solvejg.)Har du betænkt dig?
(Solvejg vil gaa; han træder ivejen.)Du skjæms, fordi jeg ser ud som en Fant.
Det gjør du ikke; det er ikke sandt!
Jo! Og saa er jeg lidt paa en Kant;
men det var paa Trods, for du havde krænkt mig.
Kom saa!
Tør ikke nu, om jeg vilde!
Hvem er du rædd for?
Mest for Faer.
Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med Øret? Hvad? – Naa, svar!
Hvad skal jeg svare?
Er Faer din Læser?
Er ikke du og Moer din med?
Naa, vil du svare!
Lad mig gaa i Fred.
Nej!
(dæmpet, men hvasst og skræmmende.)Jeg kan skabe mig om till et Trold!
Jeg skal komme for Sengen din inatt Klokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
saa maa du ikke bilde dig ind det er Katten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit Blod i en Kopp;
og din vesle Syster, hende æder jeg opp;
ja, for du skal vide, jeg er Varulv om Natten; –
jeg skal bide dig over Lænder og Rygg – –
(slaar med engang om og beder som i Angst:)Dans med mig, Solvejg!
Nu var du stygg.
(gaar ind i Stuen.)Du skal faa en Stud, vil du hjælpe mig!
Kom!
Hold Fred!
Nej, nu skal her æskes Dom.
Peer Gynt eller jeg skal i Bakken bændes.
Ja, lad dem nappes!
Nej, bare skjændes!
Næver maa till; her baader ej Ord.
Styr dig, Mand!
Vil de slaa ham, Moer?
Lad os heller gjøgle med alle hans Løgne!
Sparke ham af Laget!
Spytte ham i Øjne!
Stikker du opp, du?
Øget skal slagtes!
Der kan du se hvor den Tomsing agtes.
Er Sønnen min her? Nu skal han ha’e Stryg!
Nej, hvor inderligt jeg skal dænge ham!
Till slig en Kropp er Paaken for myg.
Smeden vil dænge ham!
Flænge ham!
Hænge ham!
Hvad? Hænge min Peer? Ja, prøv, om I tør; –
46Aase og jeg, vi har Tænder og Klør! –
Hvor er han?
(raaber henover Tunet.)Peer!
Aa, Guds Død og Plage!
Kom, Faer og Moer, og –!
Hvad er ivejen?
Tænk, Peer Gynt –!
Har de taget ham afdage?
Nej, Peer Gynt –! Se, oppover Hejen –!
Med Bruden!
Det Ubæst!
I bratteste Fjeldet
klyver han, ja-Gud, paa Gjetens Vis!
Han bær’ hende, Moer, som en bærer en Gris!
O, gid du faldt ned og –!
(skriger i Angst.)Træd varsomt i Hældet!
Jeg tager hans Liv for det Bruderov!
Aa, nej Gud straffe mig om I faar Lov!
Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Peer Gynt ble skrevet i Italia og utgitt i november 1867. Boken ble straks en salgssuksess og allerede samme høst kom stykket i et nytt opplag.
Handlingen starter og slutter i Norge, men i løpet av stykket beveger hovedpersonen seg rundt i store deler av verden. Vi møter ham i Marokko, Egypt og ombord på et skip i Nordsjøen. Stykket er fullt av litterære allusjoner til europeisk diktning, men er også tydelig inspirert av Ibsens norske bakgrunn, hans reise gjennom Gudbrandsdalen i 1862 og ikke minst skildringer i norsk diktning, som for eksempel Peter Chr. Asbjørnsens Norske Huldreeventyr og Folkesagn.
Stykket har undertittel «et dramatisk dikt» og var fra Ibsens hånd først og fremst ment som et lesedrama. Uroppføringen kom ni år etter utgivelsen, på Christiania Theater i februar 1876, med Edvard Griegs musikk. Siden den gang har stykket jevnlig blitt satt opp og det spilles fremdeles på scener over hele verden.
Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1867 (NB digital)
Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.