Aa-ja, du er sejg, du gamle Kall;

men det baader knappt, for du staar for Fald.

Jeg ser nok, du har en Staaltraadsærk;

men jeg flænger den, jeg, var den aldrig saa stærk. –

Ja, ja; du ryster din krogede Arm;

det er rimeligt nok, du er arg og harm;

men lige fuldt saa skal du i Knæ –!

Løgn! Det er bare et gammelt Træ.

Løgn! Det er ingen staalklædt Knark;

det er bare en Furu med sprukken Bark. –

Det er tungvindt Arbejd at hugge Tømmer;

men Fandenskab naar en baade hugger og drømmer. –

Det skal væk, dette her, – at staa i Taagen

og væve sig bort lyslevende vaagen. –

88Du er fredløs, Gut! Du er jaget paa Skogen.

Ja, fredløs, ja. Du har ikke Moer

till at bære frem Maden og duge dit Bord.

Vil du æde, Gut, faar du hjælpe dig selv,

hente det raat fra Skog og Elv,

spike dig Tyri og nøre dig Ild,

stulle og stelle og lage det till.

Vil du klæde dig varmt, faar du vejde Ren;

vil du mure dig Hus, faar du bryde Sten;

vil du tømre det opp, faar du fælde Stokken

og bære den frem paa din Rygg till Traakken. –

Gjildt skal det bygges. Taarn og Fløj

skal der være paa Tagryggen hæv og høj.

Og saa vil jeg snitte, till Knapp paa Gavlen,

en Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen.

Messing skal der være paa Fløjen og Laasen.

Glas faar jeg ogsaa se jeg kan faa.

Fremmede Folk skal undres paa

hvad det er, som skinner langt borti Aasen.

Helvedes Løgn! Der var den igjen.

Du er fredløs, Gut!

                             En barktækkt Hytte

gjør baade i Rusk og i Frost sin Nytte.

Nu staar han og vagger. Saa; bare et Spænd!

Der stuper han skraas efter hele sin Længde; – –

89det grøsser i Ungskogens Mylr og Mængde!

Der er nogen efter mig! – Naa, er du slig,

du Hæggstadgubbe; – du farer med Svig.

En Gut! Bare en. Han tykkes skræmt.

Han skotter omkring sig. Hvad har han gjemt

under Trøjen? En Sigd. Han standser og glytter, –

lægger Næven tillrette paa en Skigard-Stav.

Hvad er det nu? Hvorfor staar han og støtter –?

Uf da! Hugg han ikke Fingren af!

Hele Fingren af! Han bløder, som en Stud. –

Der sætter han paa Sprang med Næven i en Klud.

Det var Fanden till Kropp! En umistelig Finger!

Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.

Haahaa, nu mindes jeg –! Det er den eneste

Maade at fri sig fra Kongens Tjeneste.

Saa er det. De vilde ham i Krigen skikke;

og Gutten, forstaar sig, vilde nødig afsted. –

Men hugge –? For altid skille sig ved –?

Ja, tænke det; ønske det; ville det med; – –

men gjøre det! Nej; det skjønner jeg ikke!

Kari, hør her!

                   Hvad godt?

                             Hør her –!

Hvor ligger –? Hvor finder jeg –? Svar mig; hvor er –?

Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!

Hvor er Nøglen till Kisten?

                             I Nøglehullet.

Hvad er det, som rumler?

                             Det sidste Læss

blir kjørt till Hæggstad.

                             Jeg var tillfreds,

jeg selv blev kjørt ud i den svarte Kiste!

Aa, hvad et Menneske maa taale og friste!

Gud hjælpe mig naadig! Hele Huset tømt!

Hvad Hæggstadbonden levned, har Lensmanden taget.

Ikke Klæderne paa Kroppen engang blev vraget.

Tvi! Faa de Skam, som saa haardt har dømt!

Baade Gaard og Grund er ude af Ætten;

91strid var den gamle; men stridere var Retten; –

der var ikke Hjælp og der var ikke Naade;

Peer var borte; ingen kunde mig raade.

Her i Stuen faar I dog sidde till jer Død.

Ja; Katten og jeg, vi faar Naadsensbrød!

Gud bedre jer, Moer; han, Peer, blev jer dyr.

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!

Ingrid kom jo velberget hjem tillslut.

Det var ligest, de havde holdt sig till Fanden; –

han er Brottsmanden, han, og ingen Anden;

den Styggen fristed min stakkars Gut!

Var det ikke bedst, der gik Bud efter Presten?

Det staar værre till, end I kanske tror.

Efter Presten? Aa jo, jeg mener det næsten.

Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er Guttens Moer;

jeg faar hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;

lage det som bedst, naar de andre svigter.

Denne Kuften har de skjænkt ham. Den faar jeg lappe.

Gud give, jeg ogsaa turde Skindfellen nappe!

Hvor er Hoserne?

                             Der, blandt det andet Skrammel.

Hvad finder jeg her? Aa nej; en gammel

Støbe-Ske, Kari! Med den har han leget

Knappestøber, smeltet og formet og præget.

Engang her var Gilde, kom Ungen ind

og bad sin Faer at faae en Klump Tin.

Ikke Tin, sa’e Jon, men Kong Kristians Mynt;

Sølv; det skal mærkes, du er Søn till Jon Gynt;

Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,

og da ændsed han hverken Tin eller Guld.

Her er Hoserne. Aa, der er Hul i Hul;

de maa stoppes, Kari!

                             Jeg mener, det trængs.

Naar det er gjort, faar jeg komme tillsengs;

jeg kjender mig saa skral og saa ussel og klemt –

To Uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

Ja, rigtig har de det.

                             Det træffer sig nemt.

Den ene kan du tillside lægge.

Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; –

den, han har paa, er saa slidt og tynd.

Men Kors, Moer Aase, det er visst Synd!

Aa ja; men du ved nok, Presten forkynder

Naade for den og de andre Synder.

Laas maa der være; Laas, som kan binde

Døren for Troldtøj, og Mand og Kvinde.

Laas maa der være; Laas, som kan lukke

for alle de arrige Nissebukke. –

De kommer med Mørket; de klapper og banker:

lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som Tanker!

Under Sengen vi pussler, i Asken vi rager,

gjennem Piben vi russler som gloende Drager.

Hi-hi! Peer Gynt; tror du Spiger og Planker

kan stænge for arrige Nissebukktanker?

Gud signe dit Arbejd. Du faar ikke vrage mig.

Budsendt jeg kommer, og saa faar du tage mig.

Solvejg! Det er ikke –! Jo, det er! –

Og du blir ikke rædd for at komme saa nær!

Bud har du skikket med Helga lille;

flere kom efter med Vind og i Stille.

Bud bar din Moer i alt hun fortalte,

Bud, som yngled, der Drømmene dalte.

Nætterne tunge og Dagene tomme

bar mig det Bud, at nu fik jeg komme.

Det blev som Livet var slukknet dernede;

jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.

Jeg vidste ikke tryggt hvad Sind du aatte;

jeg vidste kun tryggt hvad jeg skulde og maatte.

Men Far din?

                             Paa hele Guds vide Jord

har jeg ingen at kalde for Faer eller Moer.

Jeg har løst mig fra alle.

                             Solvejg, du vene, –

for at komme till mig?

                             Ja, till dig allene;

du faar være mig alt, baade Ven og Trøster.

Værst var det at slippe min lille Syster; –

men endda værre at skilles fra Faer;

men værst ifra den, som ved Brystet mig bar; –

nej, Gud forlade mig, værst faar jeg kalde

den Sorg at skilles fra dem alle, – alle!

Og kjender du Dommen, som blev læst ivaar?

Den skiller mig baade ved Arv og Gaard.

Mener du vel at for Arv og Eje

jeg skillte mig fra alle de kjæres Veje?

Og ved du Forliget? Udenfor Skogen

tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.

Paa Skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;

de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte: jeg skal hjem.

Saa væk med baade Spiger og Planker!

Nu trænges ingen Stængsel mod Nissebukktanker.

Tør du gaa ind for at leve med Skytten,

saa ved jeg der kommer Vigsel over Hytten.

Solvejg! Lad mig se paa dig! Ikke for nær!

Bare se paa dig! Nej, hvor du er lys og skjær!

Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og lett!

Faar jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig trætt!

Jeg skal ikke smudse dig. Med strake Arme

skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!

Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage –;

aa, men jeg har længtes baade Nætter og Dage.

Her skal du se, jeg har tømret og byggt; –

det skal ned igjen, du; her er ringt og styggt –

Ringt eller gjildt, – her er efter mit Sind.

96Saa lett kan en puste mod den strygende Vind.

Dernede var det klummert; en kjendte sig klemt;

det er halvvejs det, som har fra Byggden mig skræmt.

Men her, hvor en hører Furuen suse, –

for en Stillhed og Sang! – her er jeg tillhuse.

Og ved du det visst? For alle dine Dage?

Den Vej, jeg har traadt, bær aldrig tillbage.

Saa har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i Stuen!

Gaa ind! Jeg skal hente Tyri till Gruen;

lunt skal det varme og bjart skal det lyse,

blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.

Min Kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!

Hej! Nu skal Kongsgaarden tømres fra Grunden!

Godkveld, Peer Rappfod!

                             Hvad godt? Hvem der?

Gamle Venner, Peer Gynt! Min Stue ligger nær.

Vi er Grandfolk.

                             Saa? Det er mer, end jeg ved.

Alt som Hytten din byggtes, byggte min sig med.

Jeg har Braahast –

                             Det har du altid, Gut;

men jeg trasker nu efter og raaker dig tillslut.

I mistaer jer, Moer!

                             Jeg har før saa gjort;

jeg gjorde saa dengang du lovte saa stort.

Jeg lovte –? Hvad Fanden er det for Snakk?

Har du glemt den Kveld, du hos Faer min drak?

Har du glemt –?

                             Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.

Hvad rører du om? Naar mødtes vi sidst?

Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.

Byd Faer din Drikke; jeg mener han er tørst.

Faer? Er du drukken? Kalder du ham –?

Du kan da vel kjende Grisen paa Skindet!

Har du Øjne? Kan du ikke se, han er lam

paa Skanken, som du er lam paa Sindet?

Vil du bilde mig ind –?

                             Vil du vringle dig bort –?

Denne langbente Ungen –!

                             Han er voxet fort.

Tør du, dit Troldtryne, lægge mig ud –?

Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en Stud!

Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,

som dengang du lokked mig i Lider og Bakker?

I Høst, da jeg fødte, holdt Fanden om min Rygg,

og saa er det rimeligt nok en blir stygg.

Men dersom du vil se mig saa ven, som før,

skal du bare vise Jenten derinde paa Dør,

jage hende ud af Sindet og Synet; –

gjør saa, kjære Vennen min, saa mister jeg Trynet!

Vig fra mig, din Troldhex!

                             Ja, se, om jeg gjør!

Jeg skal slaa dig i Skallen –!

                             Ja; prøv, om du tør!

Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan staa for Slag!

Jeg kommer igjen hver evige Dag.

Jeg glytter paa Døren, ser ind till jer begge.

Sidder du med Jenten paa Bænkefjæl, –

blir du kjælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, –

sætter jeg mig hos og kræver min Del.

Hun og jeg, vi skal bytte og skifte dig.

Far vel, kjære Gutten min, imorgen kan du gifte dig!

Din Helvedes Mare!

                             Men det er s’gu sandt!

Ungen faar du fostre, din fodlette Fant!

Vesle-Fanden, vil du till Faer din?

                             Tvi!

Jeg skal hugge dig med Øxen; bare bi, bare bi!

Aa nej, for et Hoved der sidder paa den Kropp!

Du blir Faer din opp af Dage naar du engang voxer opp!

Gid I var saa langt –!

                             Som vi nu er nær?

Og alt dette –!

                             Bare for Tanker og Begjær!

Det er Synd i dig, Peer!

                             Værst for en anden! –

Solvejg, mit reneste, skjæreste Guld!

Aa ja; det svier till de skyldfri, sa’e Fanden,

Moer hans gav ham Hugg, for Faer hans var fuld!

Gaa udenom, sa’e Bøjgen. En faar saa her. –

Der faldt Kongsgaarden min med Braak og Rammel!

Det slog Mur om hende, jeg var saa nær;

her blev styggt med et, og min Glæde blev gammel. –

101Udenom, Gut! Der finds ikke Vej

tvers igjennem dette till hende fra dig.

Tvers igjennem? Hm, der skulde dog findes.

Der staar noget om Anger, hvis rett jeg mindes.

Men hvad? Hvad staar der? Jeg har ikke Bogen,

har glemt det meste, og her er ikke nogen

Rettledning at faa i vilde Skogen. –

Anger? Saa skulde der kanske gaa Aar,

før jeg vandt mig igjennem. Det Liv blev magert.

Slaa sønder, hvad skjært er, og vent og fagert,

og klinke det ihob af Stumper og Skaar?

Sligt gaar med en Fele, men ikke med en Klokke.

Der, det skal grønnes, faar en ikke traakke. –

Men det var jo en Løgn med det Hexetryne!

Nu er alt det Styggetøj ude af Syne. –

Ja; ude af Syne, men ikke af Sind.

Smygende Tanker vil følge mig ind.

Ingrid! Og de tre, som paa Hougene sprang!

Vil de ogsaa være med? Med Skratt og Harme

kræve, som hun at krystes i Fang,

løftes varligt og vent paa strake Arme?

Udenom, Gut; var Armen saa lang,

som Furuens Lægg eller Granens Stang, –

jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,

till at sætte hende fra mig menløs og skjær. –

Jeg faar udenom dette paa Sætt og Vis,

saa det hverken blir Vinding eller Forlis.

En faar skyde sligt fra sig og faa det glemt –

Gaa ind efter dette? Saa stygg og skjæmt?

102Gaa ind med alt det Troldskab i Følge?

Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge –?

Det er Helgedagskveld. At stævne till Møde,

slig, som jeg nu er, var Kirkebrøde.

Kommer du?

                   Udenom!

                   Hvad?

                             Du faar vente.

Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.

Bi; jeg skal hjælpe; vi Byrden skal dele.

Nej, staa der du staar! Jeg faar bære det hele.

Men ikke for langt, du!

                             Vær taalsom, Jente;

langt eller kort, – du faar vente.

                             Ja, vente!

Nej, Herregud, kommer han ikke?

Det dryger saa inderlig langt.

Jeg har ikke Bud at skikke;

og sige ham har jeg saa mangt.

Her er ikke Stunder at miste!

Saa braat! Hvem skulde det tænkt!

Aa, dersom bare jeg vidste

jeg ikke har holdt ham for strængt!

Godkveld!

                             Vorherre dig glæde!

Saa kom du da, kjære min Gut!

Men hvor tør du færdes hernede?

Her er jo dit Liv forbrudt.

Aa, Livet faar være det samme.

Jeg maatte nu se herned.

Ja, nu staar Kari tillskamme;

og jeg kan gaa bort i Fred!

Gaa bort? Hvad er det du snakker?

Hvor er det du agter dig hen?

Ak, Peer, det mod Enden lakker;

jeg har ikke langt igjen.

Se saa! Fra det tunge jeg render;

jeg mente, jeg her var fri –!

Er du kold paa Fødder og Hænder?

Ja, Peer; det er snart forbi. –

Naar du ser mine Øjne briste,

maa du lukke dem varligt till.

Og saa faar du sørge for Kiste;

men, kjære, lad den bli gjild.

Aa nej, det er sandt –

                             Ti stille!

Tidsnok at tænke paa sligt.

Ja, ja.

                             Her ser du det lille

de levned. Det er dem ligt.

Nu igjen!

                             Jeg ved, jeg har Skylden.

Hvad gavner, jeg mindes derom?

Du! Nej, den fordømte Fylden,

fra den var det Ulykken kom!

Kjære Gutten min, du var jo drukken;

da ved en ej selv hvad en gjør;

og saa havde du redet paa Bukken;

det var rimeligt nok, du var yr!

Ja, ja; lad den Rægglen fare.

Lad fare den hele Sag.

Hvad tungt er, det vil vi spare

till siden – en anden Dag.

Nu, Moer, vil vi sammen snakke;

men bare om løst og fast, –

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er saart og hvasst. –

Nej, se da; den gamle Katten;

saa den er ilive endnu?

Den bær sig saa styggt om Natten;

du ved, hvad det varsler, du!

Hvad er her for nyt i Byggden?

De siger, her findes etsteds

en Jente, som stunder mod Højden –

Mads Moen, slaar han sig tillfreds?

De siger, hun har ikke Øre

for begge de gamles Graad.

Du skulde dog indom høre; –

du, Peer, vidste kanske Raad –

Men Smeden, hvor er han havnet?

Aa ti med den skidne Smed.

Jeg vil heller sige dig Navnet

paa hende, Jenten, du ved –

Nej, nu vil vi sammen snakke, –

men bare om løst og fast,

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er saart og hvasst.

Er du tørst? Skal jeg hente dig Drikke?

Kan du strække dig? Sengen er stutt.

Lad mig se; – ja, mener jeg ikke

det er Sengen, jeg laa i som Gut!

Kan du mindes, hvor tidt om Kvelden

du sad for min Sengestokk

og bredte over mig Fellen,

og sang baade Stev og Lokk?

Ja, minds du! Saa legte vi Slæde,

naar Faer din i Langfart foer.

Fellen var Karmesprede

og Gulvet en islagt Fjord.

Ja, men det allerbedste, –

Moer, kan du minds det med? –

det var dog de glupe Heste –

Ja, mener du ikke jeg ved –?

Det var Karis Katt vi fik laane;

den sad paa en Kubbestol –

Till Slottet vestenfor Maane

og Slottet østenfor Sol,

till Soria-Moria-Slottet,

gik Vejen baade højt og lavt.

En Kjæpp, som vi fandt i Kottet,

du brugte till Svøbeskaft.

Der fremme i Dumpen jeg knejste –

Jo, jo; du gav Tømmen løs,

og vendte dig, jævnt som vi rejste,

og spurgte mig om jeg frøs.

Gud signe dig, gamle Styggen, –

du var dog en kjærlig Sjæl –!

Hvad ynker du for?

                             For Ryggen;

det volder den haarde Fjæl.

Strækk dig; jeg skal dig støtte.

Se saa; nu ligger du blødt.

Nej, Peer, jeg vil flytte!

                             Flytte?

Ja, flytte; saa ønsker jeg stødt.

Du snakker! Bred over dig Fellen.

Lad mig sidde paa Sengestokk.

Se saa; nu korter vi Kvelden

baade med Stev og Lokk.

Hent heller Postillen i Kottet;

jeg er saa urolig tillsinds.

I Soria-Moria-Slottet

er der Gilde hos Konge og Prins.

Hvil dig paa Slædepuden;

jeg kjører dig did over Mo –

Men, snille Peer, er jeg buden?

Ja, det er vi begge to.

Hypp! Vil du rappe dig, Svarten!

Moer, du fryser vel ej?

Jo-jo; det kjendes paa Farten,

naar Grane lægger ivej!

Kjære Peer, hvad er det som ringer –?

De blanke Dumbjelder, Moer!

Hu, nej da, hvor hult det klinger!

Nu kjører vi over en Fjord.

Jeg er rædd! Hvad er det, som bruser

og sukker saa underlig vildt?

Det er Granene, Moer, som suser

paa Moen. Sidd bare stillt.

Det gnistrer og blinker langt borte.

Hvor kommer den Lysningen fra.

Fra Slottets Ruder og Porte.

Kan du høre, de danser?

                             Ja.

Udenfor staar Sankt Peder

og byder dig stige ind.

Hilser han?

                             Ja, med Hæder,

og skjænker den sødeste Vin.

Vin! Har han ogsaa Kager?

Ja da! Et smækkfuldt Fad.

Og salig Provstinden lager

dig Kaffe og Eftermad.

Aa, Kors; kommer vi to sammen?

Saa tidt og saa jævnt du vil.

Aa nej da, Peer, for en Gammen

du kjører mig, Stakkar, till!

Hypp; vil du rappe dig, Svarten!

Kjære Peer, du kjører vel rett?

Her er brede Vejen.

                             Den Farten,

den gjør mig saa laak og trætt.

Der ser jeg Slottet sig højne;

om lidt saa er Kjørslen slut.

Jeg vil ligge og lukke Øjne

og lide paa dig, min Gut!

Rapp dig, Grane, min Traver!

I Slottet er Stimlen stor;

mod Porten de myldrer og kaver.

Nu kommer Peer Gynt med sin Moer!

Hvad siger du, Herr Sankt Peder?

Faar ikke Moer slippe ind?

Jeg mener du længe leder,

før du finder saa ærligt et Skind.

Om mig vil jeg ikke snakke;

jeg kan vende ved Slottets Port.

Vil I skjænke mig, taer jeg tilltakke;

hvis ej, gaar jeg lige-nøjd bort.

Jeg har digtet saa mangen Skrøne,

som Fanden paa Prækestol,

112og skjældt min Moer for en Høne,

fordi hun kagled og gol.

Men hende skal I agte og hædre

og gjøre det rigtig tilllags;

her kommer ikke nogen bedre

fra Byggderne nutilldags. –

Ho-ho; der har vi Gud Fader!

Sankt Peder, nu faar du dit!

«Hold opp med de Kjøgemester-Lader;

Moer Aase skal slippe frit!»

Ja, var det ikke det, jeg vidste?

Nu blev der en anden Dans!

Hvorfor ser du, som Øjet skulde briste?

Moer! Er du fra Samling og Sans –!

Du skal ikke ligge og glane –!

Snakk, Moer; det er mig, din Gut!

Ja saa! – Du kan hvile dig, Grane;

for rett nu er Rejsen slut.

Hav Takk for alle dine Dage,

for Bank og for Barne-Byss! –

Men nu faar du takke tillbage –

Se saa; det var Takk for Skyds.

Hvad? Peer! Naa, saa er vi over

den tungeste Sorg og Nød!

Herregud, hvor godt hun sover – –

eller er hun –?

                             Hyss; hun er død.

Faa Moer med Ære begravet.

Jeg faar friste at fare herfra.

Skal du langvejs fare?

                             Mod Havet.

Saa langt!

                             Og længer endda.