Gaa ifra mig!

                             Efter dette!

Hvor?

                             Saalangt du vil for mig.

O, hvad Svig!

                             Unyttig Trætte.

Hver faar gaa sin egen Vej.

Brott – og Brott igjen os binder!

Djævlen staa i alt, som minder!

Djævlen staa i alle Kvinder, – –

uden en –!

                             Hvem er den ene?

Ikke dig.

                             Hvem er det da?

Gaa! Gaa did du kom ifra!

Fort! Till Faer din!

                             Kjære, vene –!

Ti!

                             Du kan umuligt mene,

hvad du siger.

                             Kan og vil.

Lokke først, – og saa forskyde!

Og hvad Kaar har du at byde?

Hæggstad Gaard og mere till.

Har du Salmebog i Klædet?

Har du Guldfax over Nakken?

Skotter du nedover Spredet?

Holder du din Moer i Stakken?

Svar!

                   Nej; men –?

                             Gik du till Presten

nu ivaar da?

                             Nej, men Peer –?

Har du Blygsel over Øjet?

Kan du nægte, naar jeg beer?

Kors; jeg tror, hans Vid er fløjet –!

Blir der Helg, naar en dig ser?

Svar!

                   Nej, men –

                             Hvad er saa Resten!

Ved du, det er halsløs Daad,

hvis du sviger?

                             Faar saa være.

Du kan vinde Gods og Ære,

hvis du taer mig –

                             Har ej Raad.

O, du lokked –!

                             Du var villig.

Trøstløs var jeg!

                             Jeg var yr.

Ja, men Boden blir dig dyr!

Dyrest Bod faar kaldes billig.

Staar du fast ved dit?

                             Som Sten.

Godt; saa se da, hvem som vinder!

Djævlen staa i alt, som minder!

Djævlen staa i alle Kvinder!

Uden en!

                             Ja; uden en.

Alting er imod mig med Vredens Vælde!

Himmel og Vand og de stygge Fjelde!

Himlen vælter Skodde for at forvilde ham!

Det lumske Vand vil ved Livet skille ham!

Fjeldene vil slaa ham med Skred og Rap; –

53og saa Menneskene! De er ude paa Drab!

Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!

O, den Bytting; at Fanden skulde friste ham!

Ja, er det ikke rent utænkeligt, sligt?

Han, som stødt foer med Løgn og Digt; –

han, som bare i Munden var stærk;

han, som aldrig har prøvet et dugeligt Værk; –

han –! En kunde baade græde og le! –

O, vi holdt sammen i Nød og Ve.

Ja, for du skal vide, Manden min drak,

foer Byggden rundt med Daarskab og Snak,

ødte og traadte vor Velstand under Fod.

Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.

Vi vidste ikke bedre Raad, end at glemme;

for det falder mig saa svært at staa rigtig imod.

Det er saa fælt at se Skjæbnen under Øjne;

og saa vil en jo gjerne ryste Sorgerne af sig,

og prøve som bedst at skyde Tankerne fra sig.

En bruger Brændevin, en anden bruger Løgne;

aa, ja! saa brugte vi Eventyr

om Prinser og Trolde og alleslags Dyr.

Om Bruderov med. Men hvem kunde tænkt,

de Fandens Ræggler skulde i ham hængt?

Hu, for et Skrig! Det er Nøkken eller Draugen!

Peer! Peer! – Deroppe paa Haugen –!

Ikke Spor at se!

                             Det er værst for ham.

Ak, min Peer! Mit fortabte Lam!

Ja, rigtig. Fortabt.

                             Nej, snakk ikke slig!

Han er saa glup. Der er ingen ham lig.

Du daarlige Kvinde!

                             Aa-ja, aa-ja;

jeg er daarlig; men Gutten er bra’!

Hans Sind er forhærdet; hans Sjæl er tabt.

Nej, nej da! Saa haard er Vorherre knappt!

Tror du han kan for sin Syndegjæld sukke?

Nej, men han kan ride i Luften paa Bukke!

Kors, er I gal?

                             Hvad siger I, Moer?

Ingen Gjerning er ham for stor.

I skal se, faar han bare leve saa længe –

Bedst var det, I saa ham i Galgen hænge.

Kors i Jesu Navn!

                             Under Mestermands Hænder

tør ske, at hans Sind sig till Anger vender.

Aa, I snakker mig snart i Svime!

Vi maa finde ham!

                   Frelse hans Sjæl.

                             Og Kropp!

Sidder han i Myren, maa vi drage ham opp;

er han bergtagen, maa vi efter ham kime.

Hm! – Her er Fævej –

                             Gud lønne jer rigt,

at I hjælper mig tillrette!

                             Det er Kristenpligt.

Tvi; da er de Hedninger, alle de andre!

Der var ikke en, som med vilde vandre –

De har kjendt ham for godt.

                             Han var dem for gjild!

Og tænk, – og tænk, hans Liv staar paa Spil!

Her er Spor af Mandefod.

                             Her maa vi lede!

Under Sæteren vor vil vi Flokken sprede.

Fortæl mig lidt mere.

                   Om Sønnen min?

                             Ja; –

alting!

                             Alting? – Trætt blev du da!

Før blir I trætt af Talen at føre,

end jeg af at høre.

Hele Sognet er efter i Flok!

De har væbnet sig baade med Rifle og Stok.

Fremst kan en høre Hæggstadgubben tude. –

Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude!

Det er noget andet end at baske med en Smed!

Det er Liv! En blir Bjørn i hvert et Led.

Bryde, velte, stemme Fossen imod!

Slaa! Rykke Furuen opp med Rod!

Det er Liv! Det kan baade hærde og højne!

Till Helved med alle de vassne Løgne!

Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!

Troldpak! Vil I sove i Armene vore?

Hvem skriger I efter?

                             Efter Trold! Efter Trold!

Trond! Far med Lempe!

                             Baard! Far med Vold!

I Sælet staar alle Koverne tomme!

Vold er Lempe!

                             Og Lempe er Vold!

Fattes der Gutter, en leger med Trold!

Hvor er Gutterne da?

                             De kan ikke komme!

Min kaldte mig baade for Kjærest og Frænke.

Nu er han gift med en halvgammel Enke.

Min mødte en Tatertøs nord i Lien.

Nu traver de to paa Fantestien.

Min tog Løsungen vor afdage.

Nu staar hans Hoved og griner paa en Stage.

Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!

Troldpak! Vil I sove i Armene vore?

Jeg er tre Hoders Trold, og tre Jenters Gut!

Er du slig Karl, du?

                             I faar dømme tillslut!

Till Sælet! Till Sælet!

                   Vi har Mjød!

                             Lad den flomme!

Denne Lørdagsnatt skal ingen Kover staa tomme!

Han gnistrer og sprutter som glohede Jernet.

Som Barneøjne fra svarteste Tjernet.

Hugen sturen og Tanken kaad.

I Øjet Latter; i Halsen Graad!

Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!

Troldpak! – Fik I sove i Armene vore?

Slot over Slot sig bygger!

Hej, for en skinnende Port!

Staa! Vil du staa! Det rygger

længer og længere bort!

Hanen paa Fløjen løfter

Vingerne sine till Flugt; –

alt blaaner sig bort i Kløfter,

og Berget er laast og lukt. –

Hvad er det for Stammer og Rødder,

som voxer af Aasens Sprækk?

Det er Kjæmper med Hegrefødder!

Nu daaner de ogsaa væk.

Det vimrer, som Regnbustrimer;

det skjær mig i Sind og Syn.

Hvad er det, som langvejs kimer?

Hvad Vægt paa mit Øjenbryn!

Hu, hvor det værker i Panden. –

61En bændende glohed Ring –!

Jeg kan ikke mindes, hvem Fanden

der bændte mig den omkring!

Flugt over Gjendin-Eggen.

Digt og forbandet Løgn!

Oppover bratteste Væggen

med Bruden, – og drukken et Døgn;

jaget af Høg og Glenter,

truet af Trold og sligt,

turet med galne Jenter; –

Løgn og forbandet Digt!

Der sejler to brune Ørne.

Mod Sør gaar de vilde Gjæss.

Og her skal jeg traske og tørne

i Mudder og Søl tillknæs!

Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i

de hvasseste Vindes Bad!

Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i

det skinnende Døbefad!

Jeg vil ud over Sæterbøen;

jeg vil ride mig skjær tillsinds;

jeg vil fram over salte Sjøen,

og højt over Engellands Prins!

Ja, glan kun, I unge Jenter;

min Færd kommer ingen ved;

det er ikke Gavn at I venter –!

Jo, kanske jeg svipper derned. –

62Hvad nu da? De brune Ørne –?

Jeg mener Fanden dem tog! –

Der rejser sig Gavlens Hjørne;

det højnes i hver en Krog;

det voxer sig opp af Gruset; –

se, Porten vidaaben staar!

Ha, ha, nu kjender jeg Huset;

det er Farfars nybyggte Gaard!

Væk er de gamle Klude;

væk, Gjærdet, som stod for Fald.

Det glittrer fra hver en Rude;

der er Lag i den store Sal.

Der hørte jeg Provsten klaske

med Knivsryggen mod sit Glas; –

der slængte Kaptejnen sin Flaske,

saa Spejlvæggen sprakk i Knas. –

Lad ødes; lad gaa tillspilde!

Ti, Moer; det er lige fedt!

Den rige Jon Gynt holder Gilde;

Hurra for den gyntske Ætt!

Hvad er det for Staak og Stønnen?

Hvad er det for Skrig og Skraal?

Kaptejnen raaber paa Sønnen; –

aa, Provsten vil drikke min Skaal.

Ind da, Peer Gynt, till Dommen;

den lyder i Sang og Klang:

Peer Gynt, af stort est du kommen,

og till stort skalst du vorde engang!

Er det sandt?

                             Saa sandt, som jeg heder Peer; –

saa sandt, som du er en dejlig Kvinde!

Vil du ha’e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;

du skal hverken træde Væven eller spinde.

Mad skal du faa, saa du er færdig at sprække.

Aldrig skal jeg dig i Haaret trække –

Ikke slaa mig heller?

                             Nej, var det ligt?

Vi Kongssønner slaar ikke Kvindfolk og sligt.

Er du Kongssøn?

                   Ja.

                             Jeg er Dovrekongens Datter.

Er du det? Se, se; det træffer jo godt.

Inde i Ronden har Faer min sit Slot.

Da har Moer min et større, saavidt jeg fatter.

Kjender du Faer min? Han heder Kong Brose.

Kjender du Moer min? Hun heder Dronning Aase.

Naar Faer min er sindt, saa sprækker Fjelde.

De raper, bare Moer min taer paa at skjælde.

Faer min kan spænde under højeste Hvælven.

Moer min kan ride gjennem strideste Elven.

Har du anden Klædning, end de Fillerne der?

Haa, du skulde se mine Søndagsklæer!

Jeg gaar till Hverdags i Guld og Silke.

Det tykkes dog ligere Stry og Stilke.

Ja, der er et, du maa komme ihug;

65saa er nu Rondefolkets Skikk og Brug:

tvefold laget er alt vort Eje.

Kommer du frem till min Faders Gaard,

tør det hænde sig lett at du er paaveje

till at tro, du i styggeste Stenrøsen staar.

Ja, er det ikke akkurat sligt hos os?

Alt Guldet vil tykkes dig Rusk og Boss;

og kanske vil du tro, hver glittrende Rude

er en Bylt af gamle Hoser og Klude.

Svart tykkes hvidt, og styggt tykkes vent.

Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent.

Ja, Peer, saa ser jeg, vi to passer sammen!

Som Benet og Brogen; som Haaret og Kammen.

Brudehest! Brudehest! Kom, Brudehesten min!

Hejsan! Vi skal stryge gjennem Rondeporten ind!

Rapp dig, rapp dig, min Ganger god!

Ak, nylig gik jeg saa stur og mod –.

Nej, en ved aldrig hvad der kan hændes!

Paa Ridestellet skal Storfolk kjendes!

Slagt ham! Kristenmands Søn har daaret

Dovregubbens veneste Mø!

Maa jeg skjære ham i Fingren?

                             Maa jeg rive ham i Haaret?

Hu, hej; lad mig bide ham i Laaret!

Skal han lages till Sodd og Sø?

Skal han steges paa Spidd eller brunes i Gryde?

Isvand i Blodet!

                             Lad os ikke skryde.

Vi er gaaet tillagters i de senere Aar;

vi ved ikke mer om det ramler eller staar,

og Folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.

Desuden er Gutten fast uden Lyde,

og stærkbygget med, saavidt jeg ser.

Sandt nok, han har kun et eneste Hode;

men Datter min har jo heller ikke fler.

Tre Hoders Trolde gaar rent af Mode;

selv Tvehoder faar en knappt Øje paa,

og de Hoder er endda kun saa som saa.

Altsaa, det er min Datter, du kræver?

Din Datter og Riget i Medgift, ja.

Det halve faar du, imens jeg lever,

og det andet halve naar jeg engang falder fra.

Det er jeg nøjd med.

                             Ja, stopp min Gut; –

du har ogsaa nogle Tillsagn at give.

Brydes et af dem, er hele Pagten brudt,

og du slipper ikke herfra ilive.

For det første maa du love, at du aldrig ændser

hvad der ligger udenfor Rondernes Grænser;

Dag skal du sky, og Daad og hver lysbar Plett.

Faar jeg kaldes for Konge, saa holdes det lett.

Dernæst, – nu vil jeg i Kløgt dig prøve –

Lad se, om du har en Visdomstand,

som kan Dovregubbens Gaadenødd kløve!

Hvad er Forskjellen mellem Trold og Mand?

Der er ingen Forskjell, saa vidt jeg ser.

Stortrold vil stege og Smaatrold vil klore; –

ligesaa hos os, hvis bare de turde.

Sandt nok; vi er ens i det og mer.

Men Morgen er Morgen, og Kveld er Kveld,

saa Forskjell blir der nu lige vel. –

Nu skal du høre hvad det er for noget:

Derude, under det skinnende Hvælv,

mellem Mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»

Herinde hos os mellem Troldenes Flok

det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»

Øjner du Dybden?

                             Det tykkes mig taaget.

«Nok», min Søn, det kløvende, stærke

Ord maa staa i dit Vaabenmærke.

Nej, men –

                             Det maa, skal du her vorde Herre!

Ja, Skidt; lad gaa; det er jo ikke værre –

Dernæst maa du lære at sætte Pris

paa vor jævne hjemlige Levevis.

Koen giver Kager og Studen Mjød;

spørg ej om den smager sur eller sød;

Hovedsagen er, det faar du ej glemme,

den er brygget herhjemme.

Fanden med eders hjemlige Drikk!

Jeg vænner mig aldrig till Landsens Skikk.

Bollen følger med, og den er af Guld.

Hvo Guldbollen ejer, ham er Datter min huld.

Der staar jo skrevet: Du skal tvinge din Natur; –

70og i Længden falder Drikken vel mindre sur.

Lad gaa!

                             Se, det er fornuftigt sagt.

Du spytter?

                             En faar haabe paa Vanens Magt.

Dernæst maa du kaste dine Kristenmandsklæder;

thi det skal du vide till vort Dovres Hæder:

her er alting fjeldvirket, ingenting fra Dalen,

undtagen Silkesløjfen yderst paa Halen.

Jeg har ingen Hale!

                             Saa kanst du faa.

Hoftrold, bind ham min Søndagshale paa.

Nej, om du faar! Vil I gjøre mig till Nar?

Bejl aldrig till Datter min med Bagen bar.

Gjøre Menneske till Dyr!

                             Min Søn, du fejler;

jeg gjør dig bare till en høvelig Bejler.

71Du skal faa en brandgul Sløjfe at bære,

og det gjælder her for den højeste Ære.

Der siges jo, Mennesket er kun et Fnug.

Og lidt faar en lempes efter Skikk og Brug.

Bind væk!

                             Du est en medgjørlig Fyr.

Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!

Haa, vil I endnu till mere mig tvinge?

Kræver I ogsaa min Kristenmands-Tro?

Nej, den kan du gjerne beholde i Ro.

Troen gaar frit; den lægges ingen Told paa;

det er Skorpen og Snittet en skal kjende et Trold paa.

Bare vi er ens i Lader og Klædsel,

kan du gjerne kalde Tro, hvad vi kalder Ræddsel.

Du er dog, de mange Vilkaar tilltrods,

mere rimelig Karl, end en skulde frygte.

Min Søn, vi Trolde er bedre end vort Rygte;

det er ogsaa en Forskjell mellem jer og os. –

Dog, endt er Gildets alvorlige Del;

72nu vil vi Ører og Øjne fryde.

Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!

Dansemø, frem! Træd Dovrehallens Fjæl!

Hvad tykkes dig?

                   Tykkes? Hm –

                             Tal uden Frygt.

Hvad ser du?

                             Noget ustyggelig styggt.

Med Kloven slaar en Bjeldeko et tarmestrængt Spil.

I Stutthoser tripper en Purke dertill.

Æd ham!

                             Husk, han har Menneskesanser!

Hu, riv af ham baade Øre og Øje!

Huhu! Sligt maa vi høre og døje,

naar jeg og Søster min spiller og danser!

Aahaa; var det dig? Lidt Spøg i Gildet,

det ved du, er aldrig saa ilde ment.

Tør du bande paa det?

                             Baade Dansen og Spillet

var, Katten klore mig, rigtig pent.

Det er underligt med den Menneskeart;

den hænger i saa mærkværdigt længe.

Faar den i Dyst med os en Flænge,

sætter den vel Ar, men den heles snart.

Min Svigersøn er nu saa føjelig som nogen;

villig har han kastet Kristenmandsbrogen,

villig har han drukket af Mjødpokalen,

villig har han bundet bag paa sig Halen, –

saa villig, kort sagt, till alt, hvad vi bad ham,

at tryggt jeg tænkte den gamle Adam

var engang for alle paa Porten jaget;

men se, med et har han Overtaget.

Ja-ja, min Søn, saa maa du i Kur

mod denne hersens Menneskenatur.

Hvad vil du gjøre?

                             I venstre Øjet

jeg risper dig lidt, saa ser du skjævt;

men alt det du ser, tykkes gjildt og gjævt.

Saa skjærer jeg ud den højre Ruden –

Er du drukken?

                             Her ser du Glasmestertøjet.

Spjeld skal du faa, som den olme Studen.

Da vil du skjønne, hun er dejlig, Bruden, –

og aldrig vil Synet dit kverves, som før,

af trippende Purker og Bjeldekjør –

Det er Galmands Snakk!

                             Det er Dovregubbens Tale;

han er den vise og du den gale!

Tænk efter, hvor megen Fortræd og Plage

du kan fri dig for mellem Aar og Dage.

Kom dog ihug, at Synet er Kilden

till Graadens argende beske Lud.

Sandt nok; og der staar i Huspostillen:

forarger dig Øjet, saa slaa det ud.

Hør! Sig mig, naar heles saa Synet igjen

till Menneskesyn?

                             Ingensinde, min Ven.

Naa, saa! Ja, saa siger jeg Takk for mig.

Hvad vil du udenfor?

                             Gaa min Vej.

Nej, stopp! Det er lettvindt at slippe herind;

men udad gaar ikke Dovregubbens Grind.

Du vil da vel ikke tvinge mig voldeligt?

Hør nu, og vær fornuftig, Prins Peer!

Du har Gaver for Troldskab. Ikke sandt, han ter

sig allerede nu saa temmelig troldeligt?

Og Trold vil du være?

                             Ja-Gud vil jeg saa.

For en Brud og et velskjøttet Rige paa Kjøbet

kan jeg finde mig i at noget gaar i Løbet.

Men alting i Verden er der Maade paa.

Halen har jeg taget, det er ganske sandt;

men jeg kan vel faa løst, hvad det Hoftrold bandt.

Brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;

men jeg kan vel igjen faa den paa mig knappet.

Og sagtens kan jeg ogsaa faa losset Baaden

for denne dovriske Levemaaden.

Jeg skal gjerne sværge paa, en Ko er en Mø;

en Ed kan en altid jo æde i sig; –

men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,

at en ikke som et skikkeligt Menneske kan dø,

at gaa som et Bergtrold alle sine Dage, –

dette her, at en aldrig kan træde tillbage,

76som der staar i Bogen, det lægger du Vind paa;

men det er noget, som jeg aldrig gaar ind paa.

Nu bliver jeg, sandt for Udyden, vred;

og da er jeg ikke till at gantes med.

Du dagblakke Pilt! Ved du hvem jeg er?

Først saa kommer du min Datter for nær –

Det er Løgn i din Hals!

                             Du maa hende ægte.

Tør du sige mig paa, at –?

                             Hvad? Kan du nægte,

hun var i din Attraa og i din Begjær?

Ikke andet? Hvem Fanden hænger sig i sligt?

Mennesket blir sig dog altid ligt.

Aanden bekjender I alle med Kjæverne;

dog agtes kun det, som kan fakkes med Næverne.

Saa du mener, at Attraaen intet gjælder?

Vent; du skal snart faa Syn for Sagn –

Du fisker mig ikke med Løgnens Agn!

Min Peer, du er Faer før Aaret hælder.

Lukk opp; jeg skal ud.

                             I et Bukkeskind

faar du Ungen efter dig.

                             Gid jeg var vaagnet!

Skal han skikkes till Kongsgaarden?

                             Skikk ham paa Sognet!

Godt, Prinds Peer; den Sagen blir din.

Men den Ting er sikker, at gjort er gjort,

item at din Afkom vil voxe;

sligt Blandingskræ voxer urimelig fort –

Gubbe, vær nu ikke strid som en Oxe!

Vær rimelig, Jomfru! Tag mod Forlig.

Du skal vide, jeg er hverken Prins eller rig; –

og enten du saa vil maale eller veje mig,

kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.

Hiv ham i Knas mod Bergvæggen, Børn!

Aa, Faer, maa vi først lege Hubro og Ørn!

Ulvelegen! Graamus og gloøjet Katt!

Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnatt!

Slipp mig, Djævelstøj!

                             Tomtegubber! Nisser!

Bid ham bag!

                   Au!

                             Stæng alle Ridser!

Hvor de morer sig, de smaa!

                             Vil du slippe, dit Skarn!

Tag varsomt, Slyngel, paa et kongeligt Barn!

Et Rottehul –!

                             Nissebroer! Det maa du spærre!

Den gamle var fæl; men de unge er værre!

Flæng ham!

                             Ak; den, der var liden som en Mus!

Stæng Gjærde! Stæng Gjærde!

                             Ak; var jeg en Lus!

Nu i Synet paa ham!

                             Hjælp, Moer, jeg dør!

Bjelder i Fjeldet! Det er Svartekjolens Kjør!

Giv Svar! Hvem er du?

                   Mig selv.

                             Af Vejen!

Gaa udenom, Peer! Den er stor nok, Hejen.

Hvem er du?

                             Mig selv. Kan du sige det samme?

Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit Sverd kan ramme!

Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!

Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!

Hvem er du?

                   Mig selv.

                             Det dumme Svar

kan du gjemme; det gjør ikke Sagen klar.

Hvad er du?

                   Den store Bøjgen.

                             Naa, saa!

Før var Gaaden svart; nu tykkes den graa.

Af Vejen, Bøjg!

                             Gaa udenom, Peer!

Igjennem!

                   Han faldt!

                             Haa, haa! Er her fler?

Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.

Det er Bøjgen, som er saarløs, og Bøjgen, som fik Men.

Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.

Værget er troldsmurt; men jeg har Næver!

Ja, lid paa Næverne; lid paa Kroppen.

Hi-hi, Peer Gynt, saa rækker du Toppen.

Atter og fram, det er lige langt; –

ud og ind, det er lige trangt!

82Der er han! Og der! Og rundt om Svingen!

Rett som jeg er ude, staar jeg midt i Ringen. –

Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?

Bøjgen.

                             Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; taaget.

Ingen Skikkelse heller! Det er som at tørne

i en Dynge af knurrende halvvaagne Bjørne!

Slaa fra dig!

                             Bøjgen er ikke gal.

Slaa!

                   Bøjgen slaar ikke.

                             Kjæmp! Du skal!

Den store Bøjgen vinder uden at kjæmpe.

Var her bare en Nisse, som kunde mig prikke!

Var her bare saa meget, som et aarsgammelt Trold!

Bare noget at slaas med. Men det er her ikke. –

Nu snorker han! Bøjg!

                   Hvad godt?

                             Brug Vold!

Den store Bøjgen vinder alting med Lempe.

Klør og flængende Tænder i Kjødet!

Jeg maa kjende Dryppet af mit eget Blod.

Kommer han, Bøjg?

                             Ja; Fod for Fod.

Alle Systre langt borte! Flyv frem till Mødet!

Skal du berge mig, Jente, saa gjør det snart!

Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. –

Spændebogen! Kyl ham den bent i Øjet!

Han vimrer!

                   Vi har ham.

                             Systre! Skyd Fart!

For dyrt, at kjøbe sig Livet till

for slig en Times tærende Spil.

Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!

Han var for stærk. Der stod Kvinder bag ham.

Den, som havde sig en ramsaltet Sild!

Haa, Unge, er du her? Hvad er det, du vil?

Det er Solvejg –

                   Hvor er hun?

                             Bag Sætervæggen.

Kommer du nær, saa sætter jeg paa Sprang!

Kanske du er rædd, jeg skal ta’e dig i Fang?

Skam dig!

                             Ved du, hvor jeg var inatt? –

Dovregubbens Datter er efter mig, som Klæggen.

Da var det vel, der blev ringet med Klokker.

Peer Gynt er ikke den Gut, de lokker. –

Hvad siger du?

                             Aa, hun taer Benene fatt!

Vent!

                             Se her, hvad jeg har i Lommen!

En Sølvknapp, Unge! Den skal du faa, –

bare snakk godt for mig!

                             Slipp; lad mig gaa!

Der har du den.

                             Slipp; der staar Nistebommen!

Gud naade dig, hvis du ej –!

                             Uf, du skræmmer mig!

Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!