Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby.

Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem?

Fan’ véd.

For han har nok vær’t en svær buk i sine dage.

Kanske det.

Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de.

Ja. Sønnen kom hjem igår.

Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn.

Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdals-værket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset.

De, Pettersen, her er en gammel fyr, som –

Hvad fan’, kommer her nu nogen!

Jøss’, – hvad vil De her inde?

Må så nødvendig ind på kontoret, Pettersen.

Kantoret er stængt for en time siden, og –

Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (peger mod tapetdøren.) Har gå’t den vejen før.

Ja, De får så gøre da. (åbner døren.) Men sans endelig på, at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har fremmede.

Ved det nok, – hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. (mumler sagte.) Torsk!

Hører han også til kantorfolkene?

Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær’t en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal.

Ja, han så ud som noget af hvert.

Ja da; han har vær’t løjtnant, kan De tænke.

Å fan’, – har han vær’t løjtnant!

Ja gu’ har han så. Men så slog han sig nok paa skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha’ gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.

Han kan da ikke ha’ stort at spandere for, han.

Jøss’, Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som spanderer. For jeg synes, en skal 5være sjangtil imod bedre folk, som det er gåt så ilde med.

Har han spillet bankerot da?

Nej, det var nok værre end som så. For han kom på fæstningen.

På fæstningen!

Eller kanske det var i bodsfængslet – (lytter). Hys, nu går de fra bordet.

Pettersen, vil De la’ kaffeen servere inde i musiksalen.

Ja vel, fru Sørby.

Puh, – den dinér – det var et drøjt stykke arbejde!

Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer.

Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre!

Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen.

Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke.

Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du.

Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner.

Jeg tror ikke nogen la’ mærke til det, Gregers.

Hvilket?

La’ ikke du heller mærke til det?

Hvad skulde jeg lægge mærke til?

Vi var tretten til bords.

Så? Var vi tretten?

Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de øvrige.) Vær så artig, mine herrer!

Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.

Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be’ min eneste og bedste ven –

Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset.

Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen. – Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten–sytten år.

Er det så længe siden?

Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud. Du er næsten ble’t fyldig og svær.

Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang.

Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.

Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås.

Hvorledes går det din far nu?

Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du. – Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket.

Dejlig ensomt har jeg havt det, – havt god anledning til at gruble over mangt og meget. – Kom her; lad os gøre os det hyggeligt.

Du skal dog ha’ tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har noget imod mig.

Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha’ noget imod dig?

I de første årene havde du det dog.

Hvilke første år?

Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble’t trukket med ind i disse her – å, disse her skrækkelige historierne!

Og derfor skulde jeg ha’ noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind?

Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det.

Far! Ja så. Hm. – Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig, – ikke med et eneste ord.

Ja.

Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?

Din far sa’, det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting.

Nej, nej, kanske han kunde ha’ ret i det. – Men sig mig nu, Hjalmar, – finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling?

Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den store ruinerende ulykke med far, – skammen og skændselen, Gregers –

Ja vel, ja. Ja vel.

Jeg kunde jo ikke tænke på at bli’ ved med studeringerne; der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld; mest til din far, tror jeg –

Hm –

Nå, så syntes jeg det var bedst – sådan med et ryk, ser du – at komme ud af alle 12gamle forhold og forbindelser. Det var især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så hjælpsomt af mig –

Gjorde far?

Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta’ penge fra til at lære fotograferingen og til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro.

Og alt det har far kostet?

Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig.

Ikke et ord om at det var ham. Han må ha’ glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far –!

Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske – ved du ikke det heller?

Nej, det vidste jeg rigtignok ikke. – (ryster ham i armen.) Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her glæder mig – og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel – i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed –

Samvittighed –?

Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far. – Ja, du er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig som gift mand?

Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra’ en kone, som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse.

Nej, det er hun da vel ikke.

Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig –; og så kommer der jo 14jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.

Gina?

Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina?

Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke –

Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid?

Er det Gina Hansen –?

Ja, naturligvis er det Gina Hansen.

– som styred huset for os det sidste år mor lå syg?

Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.

Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at – (går om på gulvet). Jo, bi lidt; – kanske dog alligevel – når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. (sætter sig halvt på stolarmen.) Hør, sig mig, du, Hjalmar –; dette her er morsomt –; hvorledes gik det til, at du blev kendt med Gina – med din hustru?

Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom –; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa’ hun op og flytted. Det var året før din mor døde, – eller kanske det var samme år.

Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?

Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse.

Og det var du kanske så heldig at komme over?

Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der, – ser du, – der var det egentlig jeg lærte Gina at kende.

Og så blev det til forlovelse?

Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden –; hm –

Sig mig, – da du var ble’t forlovet – var det da at far lod dig –; jeg mener, – var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering?

Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt sig efter at retouchere.

Det passed da vidunderlig godt sammen.

Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen?

Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags forsyn for dig, han.

Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For han har hjertelag, ser du.

Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.

Jeg tror næsten, De har ret i det.

Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha’ et glas punsch, så må han umage sig her ind.

Men herre gud, er det sandt, at De har ophævet den velsignede røgefrihed?

Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr kammerherre.

Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven, fru Sørby?

Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som tillod sig at gå over stregen.

Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru Berta? Virkelig aldeles ikke?

Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.

Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?

Det er bare et album, herr grosserer.

Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.

Har De ikke taget nogen med af Deres egne?

Nej, jeg har ikke.

Det skulde De ha’ gjort; det er så godt for fordøjelsen således at sidde og se på billeder.

Og så gir det jo altid en skærv til underholdningen, ser De.

Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.

Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man også arbejde for føden, herr Ekdal.

I et godt madhus er det en ren fornøjelse.

Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så –

Det har De ret i!

Du må snakke med, Hjalmar.

Hvad skal jeg snakke om.

Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en forholdsvis sund drik for maven?

Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå for; den er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja, det forstod De da vel også.

Ja, den smagte mærkværdig delikat.

Er der nogen forskel på årgangene?

Nej, De er god!

Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for.

Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal. Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så?

Jo, lyset gør visst sit.

Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de trænger også svært til solskin, som der siges.

Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!

Fruen producerer sig –

– og det på vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta!

Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige. De gamle årgange er de fineste.

Regner De mig til de gamle!

Å langt ifra.

Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby –?

Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til?

Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.

Fru Sørby finder altid en udvej – når hun vil. Stik dog på glassene, mine herrer! – Pettersen, å, sørg for –! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers rører sig ikke.) Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke anledning til at erindre Dem ved bordet.

Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.

Nå, er De nu ble’t låset inde igen?

Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne –

Nå, så gå De bare her igennem.

Men der er én til –

Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.

Uf da!

Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket; – porten lukket. Ber om forladelse.

Den forbistrede Gråberg!

Men det var da vel aldrig –!

Hvad er det for noget? Hvem var det?

Å, det var ingen; bare bogholderen og én til.

Kendte De den manden?

Jeg ved ikke –; jeg la’ ikke mærke til –

Hvad pokker er der dog i vejen?

Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.

Skal så gøre.

Det var altså virkelig ham!

Ja.

Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham!

Men kunde jeg da –!

– kendes ved din far?

Å, hvis du var i mit sted, så –

Aha, står man her og frisker op gamle minder fra studenterårene? Hvad? Røger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha’ ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke –

Tak, jeg skal ikke ha’ –

Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt.

Jeg kan desværre ikke huske noget.

Å, det var skade. Ja, hvad skal vi så finde på, Balle?

Gregers, – jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende slag på sit hoved, ser du –. Sig din far farvel fra mig.

Ja, ja. Går du lige hjem?

Ja. Hvorfor det?

Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden.

Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er trist, Gregers, – især ovenpå et strålende gilde, som dette her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen.

Går De, Ekdal?

Ja.

Hils Gina.

Tak.

Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.

Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil forsvinde ubemærket.

Nå, fik så den gamle noget med?

Ja da; jeg stak til ham en flaske konjak.

Å, De kunde da fundet på noget bedre.

Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved.

Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?

Ja nok; lad os det.

Bravo, bravo!

Far, vil du ikke vente lidt?

Hvad er det?

Jeg må tale et ord med dig.

Kan ikke det vente til vi blir alene?

Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene.

Hvad skal det sige.

Hvorledes har man her kunnet la’ den familje så ynkeligt forkomme.

Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke.

Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær.

Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.

Var han virkelig den eneste skyldige.

Hvem ellers, mener du!

Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb –

Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne, – dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad løjtnant Ekdal foretog sig.

Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog sig.

Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden.

Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.

Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers, – her i byen er de historier glemt for længe siden – for mit vedkommende.

Men den ulykkelige ekdalske familje da!

Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige frem skulde blotstille mig og gi’ næring til alskens mistanke og folkesnak –

Mistanke –? Nå så, ja.

Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, 31og jeg betaler ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd –

Hm; tviler ikke på det.

Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige udgifter bogfører jeg aldrig.

Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at bogføre.

Hvad mener du med det?

Har du bogført, hvad det kosted dig at la’ Hjalmar Ekdal lære fotografering?

Jeg? Hvorledes bogført?

Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg også, at det var dig, som satte ham så rundelig i stand til at etablere sig.

Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig voldt mig udgifter nok.

Har du bogført nogen af de udgifter?

Hvorfor spør’ du om det?

Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig, – den tid, da du tog dig så varmt af din gamle vens søn, – var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig?

Ja, hvor pokker, – hvor kan jeg efter så mange års forløb –?

Du skrev mig den gang et brev til, – et forretningsbrev naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen.

Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.

Men du skrev ikke noget om, at den frøken 33Hansen var Gina Hansen, – vor forhenværende husjomfru.

Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så særligt for vor forhenværende husjomfru.

Det gjorde jeg heller ikke. Men – (sænker stemmen.) her var nok andre her i huset, som interesserte sig særligt for hende.

Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel aldrig til mig!

Jo, jeg sigter til dig.

Og det vover du –! Det understår du dig –! Hvor kan han, den utaknemmelige, han, fotografen –; hvor tør han driste sig til at komme med slige sigtelser!

Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt.

Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant?

Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende.

Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, – I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig.

Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked under og gik så ynkelig til grunde.

Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle. – Og så går du og bærer på en slig mistanke, – går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta’ dig noget nyttigere til.

Ja, det turde jo nok være på tiden.

Så vilde kanske også dit sind bli’ lettere, end det nu lader til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig.

Ja, dersom jeg var så ganske viss på det.

Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til at bli’ uafhængig, din egen herre i et og alt.

Så? Og på hvad måde –?

Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu straks – hm –

Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få vide det.

Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet.

Jeg! I dit firma? Som kompagnon?

Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket.

Vilde du?

Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli’ noget svage.

Det har de jo altid været.

Ikke som nu. Og så desuden, – omstændighederne kunde kanske gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe – i al fald for en tid.

Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig.

Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller imellem os. Men vi er jo 37dog far og søn alligevel. Jeg synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse med hinanden.

Sådan i det ydre, mener du vel?

Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers. Synes du ikke, det måtte kunne la’ sig gøre? Hvad?

Her stikker noget under.

Hvorledes det?

Der må være noget, som du har brug for mig til.

I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden.

Ja, man siger jo så.

Jeg vilde gerne ha’ dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har 38altid følt mig ensom, – hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at ha’ nogen om mig. –

Du har jo fru Sørby.

Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble’t mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset; – og det kan jeg så sårt trænge til.

Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det.

Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli’ ved. En kvinde i slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke tjent med det.

Å, når en mand gir slige middagsselskaber som du, så kan han visst vove adskilligt.

Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det, – selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og 39bagvaskelse og sligt noget –? Synes da du, Gregers, du med din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse –

Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende?

Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?

Ja, det spør’ jeg også. Hvad så?

Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod?

Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.

Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til din afdøde mors minde –

Jeg er ikke overspændt.

Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet en tung sten fra mit bryst. 40Det er mig overmåde kært, at jeg tør gøre regning på din tilslutning i denne sag.

Nu skønner jeg, hvad det er, du vil bruge mig til.

Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!

Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord; – ikke på to mands hånd i al fald. (ler kort.) Ja så da! Derfor var det altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir noget nyt, det!

Hvor tør du tale i den tone!

Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den slags. For det vil jo unægtelig ta’ sig godt ud, når det kan fortælles, at sønnen – på pietetens vinger – er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den 41stakkers afdøde måtte lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.

Gregers, – jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der er dig så meget imod som jeg.

Jeg har set dig på for nært hold.

Du har set mig med din mors øjne. (sænker stemmen lidt.) Men du skulde huske på, at de øjne var – omtåget en gang iblandt.

Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær’ skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse –! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer – å!

Ord til andet, som om jeg hørte din mor.

– og der sidder han nu, han med sit store troskyldige barnesind midt i bedraget, – lever 42under tag sammen med en slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget på en løgn! (et skridt nærmere.) Når jeg ser tilbage på al din færd, da er det, som om jeg så ud over en slagmark med knuste menneskeskæbner langs alle vejene.

Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.

Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og går.

Går du! Ud af huset?

Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for.

Hvad er det for en opgave?

Du vilde bare le, ifald du hørte det.

En ensom mand ler ikke så let, Gregers.

Se, far, – der leger kammerherrerne blindebuk med fru Sørby. – God nat og far vel.

He –! Stakker, – og så siger han, at han ikke er overspændt!