Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så holder jeg det også. På mandag skal det første dusinet være færdig. – Farvel, farvel!

Gik de nu?

Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem.

Men kan du skønne, at ikke far er kommet hjem endnu?

Er du viss på, at han ikke er nede hos Relling?

Nej, der er han ikke; jeg fløj ned køkkenvejen og spurte nu nylig.

Og så står vel maden og blir kold for ham også.

Ja tænk, – far, som altid passer så rigtig på at komme hjem til middag!

Å nu kommer han snart, skal du se.

Ja gid han bare vilde komme; for jeg synes, her er ble’t så underligt.

Der er han!

Far! Å nej, slig, som vi har ventet på dig!

Du blev da svært længe borte, Ekdal.

Jeg blev noget længe, ja.

Har du kanske spist med Werle?

Nej.

Så skal jeg sætte maden ind til dig.

Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu.

Er det ikke bra’ med dig, far?

Bra’? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen, Gregers og jeg.

Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til.

Hm; der er mangt og meget, som en mand får vænne sig til i denne verden. (driver lidt omkring.) Har her været nogen, mens jeg var ude?

Ikke andre end de to kæresterne.

Ingen nye bestillinger?

Nej, idag ikke.

Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.

Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg at ta’ fat med hele mit alvor.

Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag imorgen?

Nå, det er jo sandt –. Ja, så iovermorgen da. Herefter vil jeg gøre al ting selv; jeg vil være ganske alene om hele arbejdet.

Nej men hvad skal da det være til, Ekdal? Det er jo bare at gøre dig livet surt. Jeg passer 154nok fotograferingen, jeg; og så blir du ved at stelle med opfindelsen.

Og så med vildanden, far, – og med alle hønsene og kaninerne og –!

Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imorgen af sætter jeg aldrig mere min fod der inde på loftet.

Ja men, far, du lovte mig jo, at imorgen skulde der bli’ tilstelning –

Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha’ lyst til at vri’ halsen om på!

Vildanden!

Nu har jeg da aldrig hørt sligt!

Nej men, far, – det er jo min vildand!

Derfor gør jeg det heller ikke. Jeg har ikke 155hjerte til det, – ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler så inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle under mit tag en skabning, som har været i de hænder.

Men, herre gud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her sjofle Pettersen, så –

Der er visse krav –. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig sige – ideale krav, – visse fordringer, som en mand ikke kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl.

Men tænk, vildanden, – den skakkersfeil for stakkers vildanden!

Du hører jo, jeg skåner den – for din skyld. Der skal ikke krummes et hår på –; nå, som sagt, jeg skåner den. For der er jo også større opgaver, end som så, at ta’ fat på. Men nu skulde du gå ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det så passelig skummert for dig.

Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu.

Jo, gør det; jeg synes, du myser så med øjnene; du har ikke godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under dette tag.

Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en liden stund. Kåben og hatten –? Å, det ligger inde hos mig selv. Far, – du må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt, mens jeg er ude.

Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode. (trykker hende til sig.) Du og jeg, Hedvig, – vi to –! Nå, gå bare, du.

Gina.

Ja?

Fra imorgen af – eller, lad os sige fra iovermorgen af – kunde jeg ha’ lyst til at føre husholdningsbogen selv.

Vil du nu føre husholdningsbogen også?

Ja, eller ta’ rede på indkomsterne i al fald.

Å gud hjælpe os, det er nok snart bestilt.

En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at strække så mærkværdig langt. (standser og ser på hende.) Hvorledes går det til?

Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet.

Er det sandt, at far blir så rundelig betalt for den arkskrivningen hos grosserer Werle?

Jeg ved ikke, om det er så rundelig. Jeg kender ikke prisen på sligt noget.

Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre!

Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster os, og så en liden lommeskilling.

Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før!

Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du trodde, at han fik altingen af dig.

Og så får han det fra grosserer Werle!

Å ja, grossereren har da nok at ta’ af, han.

Lad mig få lampen tændt!

Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det kan jo godt være Gråberg –

Hvorfor kommer du med den udflugten om Gråberg?

Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare –

Hm!

Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet. Det var jo Berta, den tid hun kom i huset.

Jeg synes, du skælver så i stemmen.

Gør jeg?

Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke så?

Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gåt og snakket om mig?

Er det sandt, – kan det være sandt, at – at der var et slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du tjente der i huset?

Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la’ sig efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både slog mig og hun drog mig; det gjorde hun; – og så gik jeg af tjenesten.

Men siden altså!

Ja, så kom jeg jo hjem. Og mor – hun var ikke så real, som du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om det ene og det andre; for grossereren var jo ble’t enkemand da.

Nå, og så!

Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før han fik sin vilje.

Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget for mig!

Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha’ sagt dig det for længe siden.

Straks skulde du ha’ sagt mig det; – så havde jeg da vidst, hvad du var for en.

Men vilde du da ha’ giftet dig med mig alligevel?

Hvor kan du tænke dig det!

Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen. For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du ved. Og jeg kunde da ikke gøre mig selv rent ulykkelig –

Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at alt, hvad jeg her ser for mine øjne – (sparker til en stol.) – hele mit hjem, – det skylder jeg en begunstiget forgænger! Å, denne forføreriske grosserer Werle!

Angrer du på de fjorten–femten årene, som vi har levet sammen?

Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret på den væv af fortielse, som du, ligesom en ædderkop, har spundet mig ind i? Svar mig på det! Har du virkelig ikke gåt her og våndet dig i anger og nag?

Å snille Ekdal, jeg har havt så rundelig nok med at tænke på huset og alt det daglige bestyret –.

Du kaster altså aldrig et prøvende blik på din fortid!

Nej jeg havde, ved gud, næsten glemt disse her gamle intrigerne, du.

Å denne sløve, følesløse ro! Den har for mig noget så oprørende ved sig. Tænk, – ikke angre engang!

Men sig mig nu, Ekdal, – hvad havde der ble’t af dig, hvis du ikke havde fåt en slig kone, som jeg?

En slig –!

Ja, for jeg har da altid været ligesom lidt mere kontant og suffisant end du. Nå, det forstår sig, jeg er jo også de par år ældre.

Hvad der var ble’t af mig!

For du var da på alskens gale veje, den tiden du traf mig først; det kan du vel ikke nægte for.

Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en mand har det, når han sørger og fortviler; – navnlig en mand med mit ildfulde gemyt.

Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke på det heller; for du blev jo så inderlig bra’ en mand, straks du havde fåt hus og hjem. – Og nu havde vi fåt det så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med klæ’r.

I fortielsens sump, ja.

Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde få sin passasje her i huset!

Også jeg syntes, at hjemmet var godt at være i. Det var en vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornødne spænstighed fra, til at føre opfindelsen over i virkelighedens verden? Kanske dør den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina, som har dræbt den.

Nej, du må da ikke sige noget sligt noget, 164Ekdal. Jeg, som alle mine dage bare vilde gøre altingen til det bedste for dig!

Jeg spør, – hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm? Når jeg lå der inde på sofaen og grubled over opfindelsen, da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft. Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i mine hænder, – den dag vilde bli min – afskedsdag. Og så var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den hedengangne opfinders velhavende enke.

Nej, du må ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!

Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt!

Tør jeg komme?

Ja; kom.

Nå, I kære mennesker –! (ser afvekslende på dem og hvisker til Hjalmar): Altså ikke sket endnu?

Det er sket.

Det er?

Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.

Men også den mest løftede, tænker jeg.

Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden.

Gud forlade Dem, herr Werle.

Men jeg forstår ikke dette.

Hvad forstår du ikke?

Så stort et opgør, – et opgør, som en hel 166ny livsførelse skal grundes på, – en livsførelse, et samliv, i sandhed og uden al fortielse –

Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt.

Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så skulde der slå mig imøde et forklarelsens lys både fra mand og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette dumpe, tunge, triste –

Nå så.

De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal der vel tid til –. Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha’ ta’t en højere indvielse af det store opgør.

Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige, – sådan på en måde.

For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med det, at ha’ tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til sig i kærlighed.

Tror du en mand så let forvinder den beske drik, jeg nys har tømt?

Nej, en almindelig mand; det kan så være. Men en mand som du –!

Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du må jage på mig, Gregers. Der skal tid til, ser du.

Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.

Se så; er nu den vildanden på færde igen?

Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.

Grosserer Werles –? Er det ham, I snakker om?

Om ham og – os andre.

Gid fanden havde Dem!

Hvad er det, du siger?

Jeg yttrer et inderligt ønske om, at kvaksalveren vilde forføje sig på hjemvejen. Blir han her, så er han mand for at forkluddre jer begge to.

De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu ikke tale. Ham kender vi. Men også hun har visselig på bunden af sit væsen noget troværdigt, noget vederhæftigt –

Så skulde De bare lad’t mig gå for den jeg var da.

Er det næsevist at spørge om, hvad det er, De egentlig vil her i huset?

Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab.

Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt nok, som det er?

Det er visst et lige så godt ægteskab, som 169så mange andre, desværre. Men et sandt ægteskab er det endnu ikke ble’t.

Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du Relling.

Sludder, gutten min! – Med forlov, herr Werle; hvor mange – bare så på en slump – hvor mange sande ægteskaber har De set i Deres liv?

Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.

Ikke jeg heller.

Men jeg har set så utallige ægteskaber af det modsatte slags. Og jeg har havt anledning til på nært hold at se, hvad et sligt ægteskab kan bryde ned i et menneskepar.

En mands hele moralske grundlag kan svigte under hans fødder; det er det forfærdelige.

Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; så jeg tør ikke dømme om de ting. Men 170det ved jeg da, at til et ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la’ være i fred.

Å, – Hedvig! Min stakkers Hedvig!

Ja, Hedvig får I værs’go’ se at holde udenfor. I to er voksne mennesker; I får i guds navn kluddre og klusse med jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gøre en ulykke på hende.

En ulykke!

Ja, eller hun kan komme til at gøre en ulykke på sig selv – og kanske på andre med.

Men hvor kan De da vide sligt, Relling?

Der er da vel aldrig nogen nær fare for øjnene?

Dette her har ikke noget med øjnene at skaffe. Men Hedvig er i en vanskelig alder. Hun kan finde på alt det, som galt er.

Ja tænk, – det gør hun også! Hun er begyndt at hussere så stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege ildebrand. Jeg er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på huset.

Ser De bare; jeg vidste det nok.

Men hvorledes forklarer De sådant noget?

Hun er i stemmeskiftningen, far.

Så længe barnet har mig –! Så længe mit hode er oven mulde –!

Hys, Ekdal; der er folk på gangen. (råber.) Vær så god!

God aften!

Nej, er det dig, Berta!

Ja såmænd er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed?

Nej bevar’s; et sendebud fra det hus –

Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel.

Så? Rejser du da?

Ja, imorgen tidlig; – op til Højdal. Grossereren er rejst i eftermiddag. (henkastende til Gregers.) Kan hilse så meget fra ham.

Nej tænk –!

Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?

Ja hvad siger De til det, Ekdal?

Vogt Dem, siger jeg.

Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sørby.

Gifter han sig med hende!

Å nej, Berta; blev det da endelig!

Dette her er da vel aldrig sandt?

Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.

Vil De gifte Dem nu igen?

Ja, det blir nok til det. Werle har løst kongebrev, og så turer vi brylluppet i al stilhed oppe på værket.

Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som en god stedsøn.

Tak skal De ha’, hvis De mener noget med det. Og jeg håber da det, at det skal bli’ til lykke både for Werle og for mig.

Det kan De trøstig håbe. Grosserer Werle drikker sig aldrig fuld, – så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde.

Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også.

Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro.

Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig. Den mand, som det gør, han får ta’ følgerne.

Ikveld går jeg ud med Molvik.

Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det; – for min skyld.

Der er ikke andet for. (til Hjalmar.) Vil du være med, så kom.

Nej tak. Ekdal går ikke med på den slags apartementer.

Å så ti da!

Farvel, fru – Werle.

Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden temmelig nøje.

Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd engang ha’ ble’t til noget af hvert imellem os to.

Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev.

Ja det må De nok sige. Men jeg har altid ta’t mig i vare for at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig rent væk heller.

Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la’ min far få et nys om dette gamle bekendtskab?

De kan da vel tænke, at jeg har sagt ham det selv.

Så?

Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed kunde falde på at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham; det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at han havde hensigter.

Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg.

Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer længst med.

Hvad siger du til det, Gina?

Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på én vis og andre på en anden.

Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke med mig så åbent som et barn. Det har 177han aldrig havt lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre andet end straffeprækener. Og mangen gang drejed de prækener sig om de mest indbildte forgåelser, – efter hvad jeg har lad’t mig sige.

Ja, det er rigtignok så sandt, som det er sagt.

Hvis fruerne vil ind på de enemærker, så er det bedst jeg går.

De kan gerne bli’ for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha’ rede på, at jeg ikke har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed. Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjælpeløs.

Blir han hjælpeløs?

Ja, ja, tal ikke om det her.

Det nytter ikke at skjule det længer, så gerne han end vil. Han blir blind.

Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han også?

Det blir jo så mange.

Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for en forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på at bruge mine øjne for ham så godt jeg kan. Men nu tør jeg ikke bli’ længer; jeg er så opkavet i denne tid. – Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg.

Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for.

Ja så; jeg synes da ikke, at han før i tiden –

Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta’ nogen tingen fra grosserer Werle.

Vil De hilse Deres tilkommende mand fra mig og sige, at jeg i den nærmeste fremtid agter at gå til bogholder Gråberg –

Hvad! Kan du ville det?

– gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlange en konto over det beløb, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale denne æresgæld –; ha-ha-ha, det skal kaldes en æresgæld! Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter.

Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til.

Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent på min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det er ønsket om at bli’ en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg.

Her er nok sket et eller andet her i huset.

Ja, det er det.

Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med dig om, Gina; men det får være til en anden gang. Farvel.

Ikke ud over tærskelen, Gina!

Se så, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gældspost fra hånden.

Snart i al fald.

Jeg tror, min holdning må kaldes korrekt.

Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.

I visse tilfælder er det umuligt at sætte sig ud over de ideale krav. Som familjeforsørger må jeg jo vri’ og vånde mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spøg for en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig 181gældsfordring, som der, så at sige, havde lagt sig glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket i mig kræver også sin ret.

Kære Hjalmar, – var det så ikke godt, at jeg kom?

Jo.

At du fik fuld klarhed over alle forhold, – var ikke det godt?

Jo visst var det godt. Men der er én ting, som oprører min retfærdighedsfølelse.

Og hvad er det for noget?

Det er dette her, at –; ja, jeg ved ikke, om jeg tør yttre mig så uforbeholdent om din far.

Tag ikke noget som helst hensyn til mig.

Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så oprørende at tænke sig til, at nu blir det jo 182ikke mig, men ham, som realiserer det sande ægteskab.

Nej men hvor kan du da sige sligt!

Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby indgår jo nu en ægtepagt, som er bygget på fuld fortrolighed, bygget på hel og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg så må udtrykke mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.

Nå ja, hvad så?

Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette her vanskelige, som du selv sa’, hørte til, for at grunde det sande ægteskab.

Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to –? Nå, du forstår mig nok.

Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget, som sårer og krænker min 183retsbevidsthed. Det ser jo akkurat ud, som om der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var til.

Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved gud, ikke sige.

Hm; lad os ikke komme ind på de spørsmål.

Men på den anden side er det jo rigtignok som om jeg øjner skæbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind.

Å det er kanske ikke så sikkert.

Det er utvilsomt. Vi bør ikke tvile på det i al fald; for just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning –

Desværre, han har forblindet mange.

Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver grossererens egne øjne.

Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd.

Det er tjenligt at fordybe sig i tilværelsens natsider en gang imellem.

Er du alt der igen?

Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for nu mødte jeg nogen i porten.

Det var vel denne fru Sørby.

Ja.

Jeg vil håbe, du skal ha’ set hende for sidste gang.

Far.

Nå, – hvad er det, Hedvig?

Fru Sørby havde noget med til mig.

Til dig?

Ja. Det er noget, som skal være til imorgen.

Berta har altid havt en liden ting til dig på den dagen.

Hvad er det for noget?

Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal gi’ mig det på sengen imorgen tidlig.

Å, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor!

Nej, du kan gerne få se det. Det er et stort brev.

Et brev også?

Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men tænk, – et brev! Jeg har aldrig 186fåt noget brev før. Og så står der «frøken» udenpå det. (læser.) «Frøken Hedvig Ekdal». Tænk, – det er mig.

Lad mig se det brev.

Der kan du se.

Det er grosserer Werles hånd.

Er du viss på det, Ekdal?

Se selv.

Å tror du, jeg skønner mig på sligt?

Hedvig, må jeg åbne brevet – og læse det?

Ja det må du gerne, hvis du vil.

Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen.

Å kan du ikke la’ ham læse det! Det er visst noget godt; og så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen.

Jeg må altså åbne det?

Ja, vær så snil, far. Det skal bli morsomt at få vide, hvad det er.

Godt. (åbner brevet, tar et papir ud, læser det igennem og synes forvirret.) Hvad er da dette her –?

Hvad står der for noget da?

Å ja, far, – sig det!

Vær stille. (læser det en gang til igennem; er bleven bleg, men siger behersket:) Det er et gavebrev, Hedvig.

Nej, tænk! Hvad får jeg da?

Læs selv.

Øjnene! Øjnene, – og så det brevet!

Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal ha’ det.

Du Gina, – kan du forstå dette her?

Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.

Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner månedlig på kontoret –

Aha!

Hundrede kroner, mor! Det læste jeg.

Det blir jo godt for bedstefar.

– hundrede kroner, så længe han har det nødig, – det vil naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne.

Nå, så er da han forsørget, stakkers.

Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter skal denne gave gå over på dig.

På mig! Alt sammen?

Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han. Hører du det, Gina?

Ja, jeg hører det nok.

Tænk – alle de penge, jeg får! (rusker i ham.) Far, far, er du da ikke glad –?

Glad! (går om på gulvet.) Å, hvilke fjernsyn, – hvilke perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er det, han betænker så rigelig!

Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag –

Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg vil gi’ alle pengene til dig og mor.

Til mor, ja! Der har vi det.

Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for dig.

Tror du, det skulde være en snare nu igen?

Da han var her imorges, sa’ han: Hjalmar Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig.

Ikke den mand –!

Du skal få se det, sa’ han.

Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med penge –!

Men, mor, hvad er det da for noget?

Gå ud og tag af dig tøjet.

Ja, Hjalmar, – nu vil det vise sig, hvem der har ret, han eller jeg.

Her er mit svar.

Det vented jeg.

Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham blev helt forbi, da du – kom til at holde af mig, som du kalder det, – hvorfor satte han os da i stand til at gifte os?

Han tænkte vel, han skulde få sin gang her i huset.

Bare det? Var han ikke ræd for en viss mulighed?

Jeg skønner ikke, hvad du mener.

Jeg vil vide, om – dit barn har ret til at leve under mit tag.

Og det spør’ du om!

Du skal svare mig på dette ene: Hører Hedvig mig til – eller –? Nå!

Jeg ved ikke.

Du ved det ikke!

Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er –

Så har jeg ikke mere at gøre her i huset.

Betænk dig på dette, Hjalmar!

Her er ingen ting at betænke for en mand, som jeg.

Jo, her er så usigelig meget at betænke. Sammen må I tre være, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens offerstemning.

Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar hatten.) Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (brister i gråd.) Gregers, jeg har ikke noget barn!

Hvad er det du siger! (hen til ham.) Far, far!

Se så!

Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort. Jeg tåler ikke at se dig. Å, de øjnene –! Farvel.

Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig!

Se på barnet, Ekdal! Se på barnet!

Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; – væk fra alt dette!

Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen!

Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen.

Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.

Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?

Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem alligevel.

Å jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort ham? Mor, du må få ham hjem igen!

Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter ham. (tar ydertøjet på.) Kanske han er gåt indom til Relling. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig det?

Ja, jeg skal la’ det være; når bare far kommer igen.

Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin smertens kamp til ende?

Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst må vi få stagget barnet.

Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke far vide af mig mere?

De skal ikke spørge om det, forinden De er ble’t stor og voksen.

Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige til jeg blir stor og voksen. – Jeg skønner nok, hvad det er. – Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.

Hvorledes skulde det gå til?

Mor kan jo ha’ fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide det; for sligt har jeg læst om.

Nå, men om så var –

Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den.

Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, Hedvig.

Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri’ halsen om på den!

Å det gør han da visst ikke.

Nej, men han sa’ det. Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er.

Plejer De læse aftenbøn?

Jaha.

Hvem har vænnet Dem til det?

Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler på halsen; og så sa’ han, at han sad med døden i hænderne.

Nå ja?

Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er jeg ble’t ved med det.

Og nu bér De for vildanden også?

Jeg syntes, det var bedst at ta’ vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen.

Læser De kanske morgenbøn også?

Nej det gør jeg da rigtignok ikke.

Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?

Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget videre at være ræd for.

Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde Deres far vri’ halsen om på.

Nej, han sa’, det var bedst for ham, om han gjorde det; men han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af far.

Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?

Vildanden!

Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og véd i verden?

Tror De, det vilde hjælpe?

Prøv det, Hedvig.

Ja, jeg vil prøve det.

Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?

Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig.

Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt!

Hvorfor ikke det?

Hun forstår os ikke.

Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig?

Traf du ham, mor?

Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med sig.

Er De viss på det?

Ja, portkonen sa’ det. Molvik var også gåt med, sa’ hun.

Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til at kæmpe i ensomhed –!

Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har trukket ham hen! Jeg fløj over til madam Eriksen; men der var de ikke.

Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!

Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og da skal De få se, hvorledes han kommer. Sov så trøstig på det, Hedvig. God nat.

Mor, mor!

Ak ja; Relling havde ret, han. Så går det, når der kommer galne folk og pressenterer den intrikate fordringen.