Er du alt der igen, Gina?

Å ja, en får nok rappe sig.

Så du indom til Gregers?

Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer.

Nå da?

Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa’ han. Så skulde han nu lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så hele værelset er ble’t fuldt af røg. Uf, der var en stank, slig at –

Å nej da.

Men så kommer det bedste; for så skal han nu slukke, og så slår han alt vaskevandet ind i ovnen, så gulvet driver over af det værste svineri.

Det var da kedeligt.

Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter ham, den grisen; men der blir ikke værendes der inde før i eftermiddag.

Hvor har han så gjort af sig imens?

Han gik ud lidt, sa’ han.

Jeg var også inde hos ham et øjeblik – efter du var gåt.

Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til frokost.

Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det er jo første dagen –; vi kan ikke godt undgå det. Du har vel altid noget i huset.

Jeg får jo se at finde lidt.

Men lad det endelig ikke bli’ for knapt. For Relling og Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just Relling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo –

Nå, skal vi ha’ de to også?

Herre gud, – et par stykker mere eller mindre; det gør da hverken fra eller til.

Hør her, du Hjalmar – (bemærker Gina.) Nå så.

Er det noget, som bedstefar vil ha’?

Å nej; det kan være det samme. Hm!

Pas endelig godt på ham, så han ikke går ud.

Ja, ja, det skal jeg nok. – Hør du, Gina; lidt sildesalat vilde være svært bra’; for Relling og Molvik har nok været ude på rangel inat.

Bare de ikke kommer for snart over mig, så –

Nej visst ikke; gi’ du dig tid.

Ja ja da; og så kan jo du få arbejde lidt imens.

Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg årker!

For så har du det fra hånden, ser du.

Har du det travlt, du?

Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse billederne –

Ja ja, gud bevar’s, – når du har det så travlt, så –. Hm!

Har du det travlt, far?

Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm!

Ja ja da.

Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke.

Jeg synes du sad og skrev.

For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller to? Det står da ikke om livet, ved jeg.

Nej; og du er da ikke nogen træl heller.

Og så var det dette her andet derinde –

Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke op for dig?

Vilde rigtig ikke være af vejen.

For så havde vi det fra hånden.

Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det er jo imorgen? Hm?

Ja visst er det imorgen.

Nå, så får du gå ivej da, far.

Kommer ikke du med?

Jo, ved du hvad, – jeg tror næsten – (ser Gina i køkkendøren.) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde. – Men så var det mekanismen –

Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund.

Skulde han nu der ind og grassere igen?

Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam Eriksen? (sætter sig.) Er det noget, du vil? Du sa’ jo –

Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække frokostbordet her?

Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så tidlig?

Nej, jeg venter ikke andre end de to kæresterne, som skal sidde sammen.

Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!

Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når du sover.

Nå, så er det jo bra’. Ja, så spiser vi her.

Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan godt bruge bordet en stund til.

Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det jeg kan!

For så er du fri siden, ser du.

Hjalmar!

Nå?

Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.

Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.

Hm-hm-hm.

Hvad er det du vil?

Jeg vilde bare ind til dig, far.

Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på kanske?

Nej slet ikke det.

Hvad tar mor sig til derude nu?

Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun. (går hen til bordet.) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjælpe dig med, far?

Å nej. Det er bedst, jeg bli’r alene om det alt sammen, – så længe kræfterne slår til. – Det har ingen nød, Hedvig; når bare din far må få beholde sin helse, så –

Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt.

Hvad er det, han tar sig for, du?

Det skal visst bli’ en ny vej op til vandtrauget.

Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg være fordømt til at sidde her –!

Lad mig få penselen, far; jeg kan nok.

Å snak; du bare fordærver øjnene med det.

Langt ifra. Kom her med penselen.

Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.

Pyt, hvad skulde det så gøre? (tar penselen.) Se så. (sætter sig.) Og her har jeg et at se efter.

Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha’ noget ansvar; du må selv ta’ ansvaret på dig, – det siger jeg dig.

Ja ja, det skal jeg nok.

Du er svært flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstår du.

Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og så hugjernet, du. (vender sig indover.) Jo, nu skal du bare se, far. Lad mig 106da først få lov til at vise dig, hvorledes jeg mener det!

Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du.

Hm –!

God morgen. Vær så god, kom nærmere.

Tak. (ser mod loftet.) De lader til at ha’ arbejdsfolk i huset.

Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.

Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente lidt.

Her er så uryddigt –

Å lad bare ligge. Er det billeder, som skal gøres i stand?

Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med.

Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.

Å nej.

Har vildanden sovet godt i nat?

Jo tak, jeg tror visst det.

Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i måneskin.

Ja, det kan være så svært forskelligt. Om morgenen ser det anderledes ud end om 108eftermiddagen; og når det regner, ser det anderledes ud, end når det er godt vejr.

Har De lagt mærke til det?

Ja, for det ser en jo.

Holder De også gerne til der inde hos vildanden?

Ja, når det lar sig gøre, så –

Men De har sagtens ikke så megen fritid; De går vel på skolen.

Nej, ikke nu længer; for far er ræd, jeg skal fordærve øjnene.

Nå, så læser han altså selv med Dem.

Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke fåt tid til det endnu.

Men er der da ikke nogen anden, som hjælper Dem lidt?

Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig, rigtig – sådan –

Er han fuld da?

Han er visst det.

Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er det vel som en verden for sig selv, der, – kan jeg tænke?

Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting.

Så?

Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder.

Aha!

Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer.

Tiden er altså gåt istå derinde – hos vildanden.

Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.

Og de bøgerne læser De vel i?

Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne. – Der er en svært stor bog, som heder «Harrysons History of London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og store skibe, som sejler på havet.

Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare sagerne fra?

Å her har engang bodd en gammel sjøkaptejn, og han har ført dem hjem. De kaldte ham «den flyvendes Hollænderen». Og det er underligt; for det var ikke nogen Hollænder.

Ikke det?

Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble’t stående efter ham.

Hør, sig mig nu, – når De sidder der inde og ser på billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den store rigtige verden selv?

Nej da! Jeg vil altid bli’ her hjemme og hjælpe far og mor.

Med at gøre fotografier istand?

Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg lære at gravere slige billeder, som de, der står i de engelske bøgerne.

Hm; hvad siger Deres far til det?

Jeg tror ikke far liker det; for far er så underlig i sligt. Tænk, han snakker om, at jeg skal lære kurvfletning og stråfletning! Men det synes jeg da ikke kan være noget.

Å nej, det synes ikke jeg heller.

Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha’ gjort den nye kurven til vildanden.

Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det.

Ja; for det er min vildand.

Ja, det er jo det.

Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så tidt de vil.

Så; hvad bruger de den da til?

Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget.

Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde.

Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun, stakker.

Har ingen familje ligesom kaninerne. –

Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som ved, hvor hun er fra heller.

Og så har hun været på havsens bund.

Hvorfor siger De havsens bund?

Hvad skulde jeg ellers sige?

De kunde sige havets bund – eller havbunden.

Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund?

Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker siger havsens bund.

Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.

Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt.

Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.

Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang – i en fart – kommer til at huske på det der inde, så synes jeg altid, at hele rummet og alt sammen heder «havsens bund». – Men det er jo så dumt.

Det skal De slet ikke sige.

Jo, for det er jo bare et loft.

Er De så viss på det?

At det er et loft!

Ja, ved De det så sikkert?

Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.

Å et steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd af bordet, Hedvig.

Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal.

Jaha, jeg kan det.

Det traf sig da rigtig heldigt.

Hvorledes heldig?

Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.

Mor kan også fotografere.

Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten.

Så er det kanske Dem, som driver forretningen?

Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så –

Han er sagtens så opta’t af sin gamle far, han, kan jeg tænke.

Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal, at gå her og ta’ potrætter af kreti og preti.

Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den vejen, så –

Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en af de almindelige fotograferne.

Nå så alligevel! Men –?

Hvad er det!

Uf, nu skyder de igen!

Skyder de også?

De går på jagt.

Hvad for noget! (henne ved loftsdøren.) Går du på jagt, Hjalmar?

Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var så opta’t –. (til Hedvig.) Og du, som ikke siger os til!

Går du og skyder inde på loftet?

Å, det er bare med denne her.

Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gøre en ulykke med den pigstolen.

Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en pistol.

Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.

Så du er altså ble’t jæger, du også, Hjalmar?

Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars skyld, kan du skønne.

Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha’ noget at dividere sig med.

Ja rigtig, ja; vi skal altid ha’ noget at divertere os med.

Ja det er jo akkurat det jeg siger.

Nå; hm! (til Gregers.) Jo, ser du, og så træffer det sig så heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det, når vi skyder. (lægger pistolen på den øverste reolhylde.) Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på det.

Jagtgevær har du også, ser jeg.

Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt at ha’ det alligevel; for vi kan ta’ det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen –. Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget.

Nu kan De da rigtig se vildanden.

Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg.

Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt.

Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så?

Kanske en bitte liden smule.

Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.

Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i kroppen og som har været mellem hundetænder –

– og som har været på havsens bund – så længe.

Ja.

Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for.

Hm; – er det snart dækket kanske?

Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig.

Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han liker det ikke.

Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind. (skræmmer med hænderne.) Hysch – hysch; vil I væk med jer! (i det han hejser forhænget op og trækker døren sammen.) Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig ganske morsomt at ha’ sligt noget at stelle med og gøre i stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha’ kaniner og høns ind i atelieret.

Nej, nej; og det er kanske din kone, som står for styret her?

Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger; for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de ting, som vigtigere er.

Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?

Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen?

Opfindelsen? Nej.

Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og ødemarkerne –

Du har altså gjort en opfindelse!

Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for fotografien, så var det ikke for at gå her og ta’ portrætter af alskens hverdagsmennesker.

Nej, nej, det sa’ også din kone nu nylig.

Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den håndtering, så skulde jeg også hæve den så højt, at den blev både til en kunst og til en videnskab. Og så beslutted jeg at gøre den mærkelige opfindelsen.

Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går den ud på?

Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu. Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for mig nat og dag.

Hvilken livsopgave da?

Glemmer du gubben med sølvhåret?

Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham?

Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen.

Det er altså din livsopgave.

Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv. 124Pistolen der henne, du, – den, som vi bruger til at skyde kaniner med, – den har spillet en rolle i den ekdalske slægts tragedie.

Pistolen! Så?

Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast, – da havde han pistolen i sin hånd –

Havde han –!

Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så ruineret på sjælen var han ble’t allerede dengang. Å, kan du begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni bjørne, og som stammed ned fra to oberstløjtnanter, – ja, fra den ene efter den anden, naturligvis –. Kan du begribe det, Gregers?

Ja, jeg begriber det godt.

Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under lås og lukke, – å, det var forfærdelige tider for mig, kan du tro. 125Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse.

Slig følte jeg det også, da mor var død.

I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit eget bryst.

Du tænkte også på at –!

Ja.

Men du skød ikke?

Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv. Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælge livet under de vilkår.

Ja, det er som man tar det.

Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu gør jeg snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg, at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre det som min eneste løn.

Så det er det med uniformen, som han –?

Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham. Hver gang vi fejrer en liden familjefest – som Ginas og min bryllupsdag, eller hvad det nu kan være – da træder oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens dage. Men banker det så bare på gangdøren, – for han tør jo ikke vise sig for fremmede, ved du, – da piler han ind i sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham. Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du!

Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli’ færdig?

Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder som tiden. En opfindelse, 127det er noget, som en ikke helt og holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på inspirationen, – på en indskydelse, – og det er næsten umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder.

Men fremad går det da vel?

Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det nytter ikke til noget; det siger Relling også.

Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet dra’r dig bort og spreder dig for meget?

Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme anstrængende tankerne. Jeg må ha’ noget ved siden af, som kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser du, – når den kommer, så kommer den alligevel.

Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden i dig.

Af vildanden? Hvorledes det, mener du?

Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset.

Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har rammet far i vingen – og mig også?

Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt; men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at dø i mørke.

Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig la’ være med slig snak.

Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op igen. For jeg har også fåt en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igår.

Ja det kan gerne være; men du skal bare 129la’ mig bli udenfor. Jeg kan forsikkre dig, at – fraregnet min let forklarlige melankoli naturligvis – så befinder jeg mig så vel, som noget menneske kan ønske det.

At du det gør, det kommer også af forgiften.

Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.

Nej, det skal du nok få mig til at tro.

Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft, som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget lavt, det ved jeg nok, – og mine kår er ringe. Men jeg er en opfinder, du, – og jeg er familjeforsørger tillige. Det bærer mig oppe over de små vilkår. – Ah, der kommer de med frokosten!

Nå, de to kommer da rigtig til rette tid.

Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og så var han ikke til at holde. – Godmorgen for anden gang, Ekdal.

Gregers, må jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor –, ja, Relling kender du jo?

Ja, så løselig.

Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har været i totterne på hinanden oppe på Højdalsværket. De er nok netop flyttet ind?

Jeg flytted ind nu imorges.

Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har ikke langt til doktor og prest, om De skulde få brug for slige nogen.

Tak, det kunde nok hænde; for igår var vi tretten til bords.

Å, kom nu ikke ind på det uhyggelige igen!

Du kan ta’ det med ro, Ekdal; for dig træffer det s’gu ikke.

Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la’ os nu sætte os og spise og drikke og være glade.

Skal vi ikke vente på din far?

Nej, han vil ha’ sit ind til sig siden. Kom så!

Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ekdal.

Så? Igår igen?

Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham inat?

Nej, jeg kan ikke sige det.

Det var bra’; for inat var Molvik fæl.

Er det sandt, Molvik?

La’ os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger jo ikke af mit bedre jeg.

Det kommer over ham som en indskydelse; og så må jeg ud med ham på rangel. For kandidat Molvik er dæmonisk, ser De.

Dæmonisk?

Molvik er dæmonisk, ja.

Hm.

Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt. – Nå, og De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu?

Jeg har holdt ud indtil nu.

Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med?

Fordringen? (forstår ham.) Nå så.

Har du inkasseret fordringer, Gregers?

Å snak.

Jo såmænd har han så; han gik omkring i alle husmandshytterne og præsenterte noget, som han kaldte «den ideale fordring».

Jeg var ung dengang.

De har ret i det; De var svært ung. Og den ideale fordringen – den fik De da aldrig honoreret så længe jeg var der oppe.

Ikke siden heller.

Nå, så er De vel ble’t så klog at slå lidt af på beløbet da, kan jeg tænke.

Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt menneske.

Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt. – Lidt smør, Gina.

Og så et stykke flæsk til Molvik.

Uh, ikke flæsk!

Luk op, Hedvig; far vil ud.

God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt en stor en.

Og så har du flådd den før jeg kom –!

Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det kaninkødet; og så er det sødt; smager som sukker. God appetit, mine herrer!

Undskyld –; jeg kan ikke –; jeg må ned som snarest –

Drik sodavand, menneske!

Uh – uh!

Lad os tømme en dram for den gamle jægersmand.

For idrætsmanden på gravens bred, ja.

For den gråhærdede –. (drikker.) Ja, sig mig, – er det gråt hår, han har, eller er det hvidt?

Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke ret mange hårstrå igen på sin isse.

Nå, med forlorent kommer man også igennem verden. Ja, du er da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre livsopgaven at stræve for –

Og jeg stræver også, kan du tro.

Og så har du din flinke kone, som lunter så lunt ud og ind på filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for dig.

Ja, Gina – (nikker til hende.) du er en bra’ ledsagerinde, at ha’ med på livsvejen, du.

Å sid nu ikke der og ressensér om mig.

Og så din Hedvig, du Ekdal?

Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom hid til mig. (stryger hende over håret.) Hvad er det for en dag imorgen, du?

Å nej, du skal ikke sige noget, far!

Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, når jeg tænker på, at det skal bli’ så ringe; bare en liden festlig tilstelning inde på loftet –

Å men det blir just dejligt, det!

Og vent så bare til den mærkelige opfindelsen kommer til verden, Hedvig!

Ja da – da skal du se –! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre din fremtid. Du skal få det godt så længe du lever. Jeg vil forlange noget for dig, – et eller andet. Det skal være den fattige opfinders eneste løn.

Å du snille, snille far!

Nå, synes De ikke ganske bra’ om det, til en forandring, at sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?

Ja, disse timer ved bordet sætter jeg virkelig pris på.

Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.

Sumpluft?

Å kom nu ikke med den snak igen!

Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter såmænd ud hver evige dag.

Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.

Stank!

Ja, hvad synes du, Ekdal!

Om forladelse, – det skulde vel ikke være Dem selv, som bringer stanken med der oppe fra gruberne?

Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind i huset.

Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt mistænkt for, at De går med «den ideale fordring» uforkortet i baglommen endnu.

I brystet går jeg med den.

Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ikke rå’ Dem til at spille inkassator her, så længe jeg er inde.

Og hvis jeg gør det alligevel?

Så kommer De på hodet ned over trapperne; nu ved De det.

Nej men, Relling!

Ja, kast De mig bare ud –.

Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem, herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om stank.

Mor, der er nogen, som banker.

Se så; nu skal vi ha’ det rend også!

La’ bare mig –. (går hen og åbner døren, studser, farer sammen og viger tilbage.) Åh! Uf da!

Be’r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset.

Ja.

Vil ikke herr grossereren være så artig –?

Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn.

Ja, hvad godt? Her står jeg.

Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse.

I mit værelse – nå –

Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at –

Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire øjne.

Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen, Relling.

Ja, nu er vi altså under fire øjne.

Du lod falde nogen yttringer igår aftes –. Og såsom du nu har lejet dig ind hos Ekdals, så må jeg næsten formode, at du har et eller andet i sinde imod mig.

Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals øjne. Han skal se sin stilling, som den er; – det er det hele.

Er det den livsopgaven, du talte om igår?

Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.

Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.

Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det med mor –. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.

Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.

Jeg skulde ha’ trådt op imod dig dengang, der blev stillet snarer for løjtnant Ekdal. Jeg skulde ha’ advaret ham; for jeg aned nok, hvor det vilde bære hen.

Ja, da burde du sandelig ha’ talt.

Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg. Jeg var så usigelig ræd for dig – både dengang og længe bagefter.

Den rædsel er gåt over nu, lader det til.

Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal, både af mig og af – andre, det kan aldrig bødes på; men Hjalmar kan jeg 143fri ud af al den løgn og fortielse, som han her holder på at gå til grunde i.

Tror du, at du vilde gøre en god gerning med det?

Det tror jeg da så trøstig.

Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde takke dig til for en slig venskabstjeneste?

Ja! Den mand er han.

Hm, – vi får se.

Og desuden – skal jeg bli’ ved at leve længer, så må jeg se at finde helsebod for min syge samvittighed.

Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig lige fra barneårene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers; – den eneste arv, hun efterlod dig.

Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned galt, da du trode, du skulde få formue med hende?

Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting. – Holder du altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et spor, som du formoder er det rigtige?

Ja; det forsæt holder jeg fast ved.

Nå, så kunde jeg jo ha’ sparet min gang her op. For da nytter det vel ikke at spørge dig, om du vil flytte hjem til mig igen?

Nej.

Og ind i firmaet går du vel ikke heller?

Nej.

Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt ægteskab, så vil boet bli’ skiftet imellem os.

Nej; det ønsker jeg ikke.

Du ønsker det ikke?

Nej, jeg tør ikke det for min samvittigheds skyld.

Rejser du op til værket igen?

Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste.

Men hvad vil du da slå ind på?

Bare løse min livsopgave; ikke noget andet.

Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af?

Jeg har lagt lidt op af min løn.

Ja hvor længe vil det forslå!

Jeg tænker, det forslår min tid ud.

Hvad skal det sige?

Nu svarer jeg ikke på mere.

Farvel da, Gregers.

Farvel.

Nu gik han jo?

Ja.

Den frokosten, den gik da i vasken.

Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig.

Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om mig?

Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på.

Du skulde ikke gå ud med ham, Ekdal.

Nej gør ikke det, du; bliv hvor du er.

Hvad for noget! Når en ungdomsven føler det behov at åbne sig for mig i enrum –!

Men, for fanden, – skønner du da ikke, at fyren er gal, forrykt, forstyrret!

Ja, der kan du bare høre. Hans mor havde også slige fysiske raptusser iblandt.

Desto mere trænger han til en vens årvågne øje. (til Gina.) Lad endelig middagsmaden være færdig i god betids. Farvel så længe.

Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til helvede ned i en af Højdalsgruberne.

Jøss’, – hvorfor siger De det da?

Å jo, for jeg har nu så mine funderinger.

Tror De, at unge Werle er rigtig gal?

Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men en sygdom har han rigtignok i kroppen.

Hvad er det for noget, som fejler ham da?

Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut retskaffenhedsfeber.

Retskaffenhedsfeber?

Er det en slags sygdom, det?

Jaha; det er en national sygdom; men den optræder kun sporadisk. (nikker til Gina.) Tak for maden!

Uf, den Gregers Werle, – det har altid vær’t en fæl fisk.

Dette her synes jeg er underligt.