Af Vejen!

                 Jeg kom først!

                                  Gaa væk!

Se her; fyld Gabet i min Sækk!

Giv Tid.

                                  Ugjørligt; – jeg maa hjem;

der sidder sultne fire – fem!

Du ved ej Tallet paa en Prik?

En drog med Døden, da jeg gik.

Bi lidt. Du staar paa Listen vel?

Nej; – jo, du staar. Det var dit Held.

Giv Nummer ni og tyve sit. –

Naa, naa, I Godtfolk, vent dog lidt!

Nils Snemyr?

                 Ja!

                                  Idag du faar

trekvart kun mod hvad du fik sidst.

I er jo færre nu.

                                  Ja visst, –

hun Ragnhild døde rett igaar.

En mindre. Spart er altid spart.

Men far nu ikke hen i Fart

og gift dig anden Gang!

                                  Hi, hi!

Hvad ler De af?

                                  Jeg lo fordi

Herr Fogden er saa morsom.

                                  Ti!

Det Stævne her er ingen Spas;

men bedste Raad mod Graad er Fjas.

Nu har jeg tømt den sidste Lomme,

og Pung og Tegnebog er tomme; –

ombord jeg kommer som en Fant

og sætter Uhr og Stokk i Pant.

Ja, I to kom i rette Stund.

Hvad jeg har samlet, er kun lidt;

det slaar ej till, som hver kan vide,

naar fattig Haand og halvmætt Mund

skal skifte Deles Del af sit

med dem, som intet har at bide.

En till! Velkommen! Har De hørt

om Hungersnøden, Flommen, Tørken,

saa løs for Pungen, er den snørt.

Vi tar imod af alle Slags.

Vort Forraad er paa Bunden strax; –

fem Fiske smaa i Armods Ørken

gjør intet Maaltid nutilldags.

Ti tusind, i en Afguds Navn

delt ud, blev ingen Sjæl till Gavn.

Det var ej Ord jeg bad Dem om.

Ord er kun Sten, er Maven tom.

Det er umuligt, at du ved

hvor haardt og længe Folket led!

Brand, her er Uaar, Sult og Sot.

Her ligger Lig –

                                  Jeg ser det godt.

Paa hvert et Øjes blygraa Ring

det kjendes hvem som holder Thing.

Og endda staar De haard som Flint!

Hvis Livet her gik slappt og lindt,

gik trægt sin Gang med Hverdagsnød,

da ynked jeg jert Skrig om Brød.

Maa du paa fire krybe hjem,

da kommer Dyret i dig frem.

Gaar Dag for Dag i lummer Ro,

i Skridtgang som et Ligfærdstog,

da ligger det saa nær at tro

sig strøgen ud af Herrens Bog.

Men eder var han mere god;

han dryssed Ræddsel i jert Blod;

44med Dødsnøds Svøber han jer slog;

hvad dyrt han gav, han atter tog –

Han sparker os i al vor Nød!

Han skjælder os, som gav jer Brød!

O, kunde alt mit Hjerteblod

jer læske som en Helsens Flod,

det skulde vælde frem i Flom

till Aarens Seng var tørr og tom.

Men her at hjælpe var en Synd!

Se, Gud vil løfte jer af Dynd; –

et Livsfolk, – om end spredt og svagt, –

af Trængslen suger Marg og Magt;

det sløve Syn faar Falkeflugt,

og skuer vidt og skuer smukt,

den veke Vilje skyder Rygg

og ser bag Striden Sejren trygg;

men avler Nød ej Adelsfærd,

er Flokken ej sin Frelse værd!

Der slaar et Uvejr over Fjord,

som om det vaktes ved hans Ord!

Han ægger Gud! Min Spaadom mærk!

Jer Gud gjør intet Underværk!

Se Vejret! Se!

                                  Af Byggden driv

den haarde Sjæl med Sten og Kniv!

Hvor faar jeg Hjælp i Jesu Navn!

Hvad trænges? Nævn hvad Nød, hvad Savn –

Ej Nød, ej Savn det gjælder nu!

Det gjælder Verdens værste Gru!

Hvad er det? Tal!

                                  Jeg har ej Røst!

Hvor findes Presten? – Hjælp og Trøst!

Her er ej Prest –

                                  Fortabt, fortabt!

Haard var du, Gud, at jeg blev skabt!

Kanhænde dog her findes en.

Saa lad ham komme, vær ej sen!

Nævn mig din Nød, saa kommer han.

Tversover Fjorden –

                 Nu?

                                  Min Mand –

tre sultne smaa, og Huset tømt, – –

sig nej, sig nej, – han er ej dømt!

Tal først.

                                  Min Barm var tørket ud;

os hjalp ej Mennesker, ej Gud;

den yngste tungt med Døden drog;

det skar hans Sjæl; – han Barnet slog –!

Han slog –!

                 Sit Barn!

                                  I samme Stund

han saa sin Gjernings Afgrundsbund!

Hans Anger flommed som en Elv;

han lagde Voldshaand paa sig selv –.

Kom, berg hans Sjæl trods Vejr og Sjø!

Han kan ej leve, tør ej dø;

med Liget ligger han i Favn

og skriger paa den ondes Navn!

Ja, her er Nød.

                                  Er muligt sligt!

Han hører ej till mit Distrikt.

Gjør loss en Baad og sætt mig over!

I sligt et Vejr? Det ingen vover!

Rundt Fjorden gaar en Sti –

                                  Nej, nej, –

nu findes ingen farbar Vej;

jeg foer den, men et Elvebrudd

skar lige bag mig Kloppen ud!

Gjør Baaden loss.

                                  Umuligt nu;

Det bryder over Grund og Flu!

Se der! Et Kast fra Højden strøg,

saa hele Fjorden staar i Røg!

Er Vejret sligt med Slag og Skrald,

saa lyser Provsten Messefald!

En Syndersjæl, sin Domsstund nær,

ej venter efter Vind og Vejr!

I vover Baaden?

                                  Ja; men bliv!

Godt; kom nu den, som vover Liv!

Jeg gaar ej med.

                                  Og ikke jeg!

Det var den lige Dødsens Vej!

Jer Gud hjalp ingen over Fjord;

men husk, at min er med ombord!

Han ufrelst dør!

                                  En Mand er nok

till Hjælp med Øsekar og Fokk!

Kom, en af jer, som nylig gav!

Giv, Mænd, giv indtill Død og Grav!

Kræv aldrig sligt!

                                  Af Baaden ud!

Det er for stærkt at friste Gud!

Se, Vejret voxer!

                                  Linen brast!

Godt; kom da du; men kom i Hast!

Jeg! Her, hvor ingen –!

                                  Lad dem staa!

Jeg kan ej!

                 Kan ej?

                                  Husk de smaa –!

Dynd er den Grund I bygger paa!

Har alt du hørt?

                                  Ja; han er stærk!

Gud signe dig! Du ved dit Værk!

Se, – her er en, som vel er værd

at følge med paa Frelsens Færd!

Saa kom!

                 Jeg!

                                  Gaa! Jeg har Dig skjænkt!

Højt ser mit Syn, som før var sænkt!

Før dig jeg traff, jeg skulde skjænkt

mig selv, og villig med ham styrt –

Men nu –!

                                  Mit Liv er ungt og dyrt; –

jeg kan det ej!

                                  Hvad har du sagt!

Jeg tør det ej!

                                  Nu blev der lagt,

med Stormslag og med Strømnings Foss,

et Verdenshav imellem os!

Jeg gaar i Baaden!

                                  Godt; saa kom!

Hjælp, Jesus!

                 Agnes!

                                  Stands! Vend om!

Hvor ligger Huset?

                                  Ende der

paa Næset bag det svarte Skjær!

Husk dine Syskend; husk din Moer!

Frels Livet!

                                  Her er tre ombord!

Han klarer Odden!

                 Nej!

                                  Jo, se, –

han har den agter alt i Læ!

En Kastevind! den har dem fatt!

Se, se, – den stryger med hans Hatt!

Saa svart, som Korpens Vinge, slaar

i Vejret vildt hans vaade Haar!

Alt staar i Kog og Røg.

                                  Hvad var

det Skrig, som gjennem Stormen skar!

Det kom fra Fjeldet.

                                  Der staar Gerd

og ler og hujer ad hans Færd!

Hun blæser i et Bukkehorn

og kaster Sten som Koglekorn!

Nu slang hun Hornet som en Vaand

og tuder i den hule Haand!

Ja, tud og skrig, du stygge Trold, –

den Karl har baade Vagt og Skjold!

I værre Vejr, med ham tillrors,

staar tryggt jeg næste Gang tillfjords.

Hvad var han?

                 Prest.

                                  Ja, hvad han var, –

det kjendtes vel han var en Karl!

I ham var Mod og Magt og Trods!

Det var en rigtig Prest for os!

Ja, det var rigtig Prest for os!

Det formløst er i alle Fald

at træde opp i fremmed Kald

og gribe ind og vove Liv

foruden tvingende Motiv. –

Jeg gjør bestandig og min Pligt, –

men altid indom mit Distrikt.

Det var Døden. Af den tvætted

alle Ræddslers Stænk og Skrækk;

nu med stille, store Trækk

54ligger han saa lys og lettet.

Kan et svigtende Bedrag

gjøre Natt till slig en Dag?

Af sin vilde Helvedbrøde

saa han ydre Skorpen kun, –

det, som nævnes kan med Mund, –

det, som gribes kan med Hænder, –

som hans Navn med Brandflekk skjænder, –

Volden mod den lille døde.

Men de to, som sad forskræmt,

stirrende med store Øjne,

stillt, som Fugle sammenfløjne,

opp i Skorstenskrogen klemt, –

de, som bare saa og saa, –

skjønte ikke selv hvorpaa, –

de, hvis Sjæle fik en Plett

ætset ind, som ej de skrubber

af i Tidens Slid og Tvætt

selv som bøjde Sølvhaarsgubber, –

de, hvis Livsens-Elv skal rinde

ud fra dette stygge Minde, –

de, som nu skal gro i Lys

af hans Nattegjernings Gys, –

de, som aldrig ud kan brænde

denne Tankes Aadselbaal, –

dem han mægted ej at kjende

som de to, der har ihænde

just det store Eftermaal. –

Og fra dem gaar kanske ud

Led paa Led till Synd og Brudd.

55Hvorfor? Hule Afgrundssvar, –

de var Sønner af sin Faer!

Hvad skal stryges ud i Stillhed?

Hvad skal jævnes ud med Mildhed?

Naar begynder Ansvarsvægten

af ens Arvelod fra Slægten?

Hvilken Thingdag, hvilken Dommer,

naar det store Forhør kommer!

Hvem skal prøve, hvem skal vidne,

hvor enhver er Delinkvent;

hvem tør lægge frem sit skidne

transporterte Dokument?

Tages da for godt det Svar:

Gjælden skriver sig fra Faer? –

Svimmeldybe Nattegaade,

ingen mægter dig at raade.

Men paa Afgrundsbredden danser

Sværmen uden Sind og Sanser; –

Sjæle skulde skrige, bæve, –

men ej en blandt tusind øjner

hvilket Skyldberg der sig højner

fra det lille Ord: at leve.

Vi skal nok mødes anden Gang.

Han har till eders Hjælp ej Trang.

Selv er han løst og hjulpen; men

i Stuen sidder tre igjen.

Og saa?

                                  Af Smulerne, vi fik,

vi førte med en liden Slikk –

Hvis alt du gav foruden Livet,

da vid, at du har intet givet.

Hvis han, som her nu ligger død,

idag var stedt i Livsensnød

og skreg om Hjælp fra Baadens Hvælv,

jeg skulde vovet Livet selv.

Men Sjælens Nød har ingen Vægt?

Husk paa, vi er en Slæbets Slægt.

Saa vend jert hele fulde Syn

fra Lyset over Aasens Bryn;

skjel ej, som nu, med venstre Øjet

tillhimmels og det højre vendt

mod Muldet, hvor, med Ryggen bøjet,

I har jer selv for Aaget spændt.

Jeg havde tænkt, du heller gav

det Raad at ryste Aaget af.

Ja, om I kan.

                                  Du ejer Magt.

Gjør jeg?

                                  Alt mangen har os sagt

og vist, hvor Vejen var, før nu; –

de pegte, men du gik den, du.

Du mener –?

                                  Ikke tusind Ord

sig prenter som en Gjernings Spor.

Vi søger dig i Byggdens Navn; –

vi ser, en Mand er just vort Savn.

Hvad vil I mig?

                                  Bliv du vor Prest.

Jeg? Her!

                                  Du har vel hørt og læst,

vor Menighed er presteløs?

Ja nu jeg mindes –

                                  Før i Tiden

var Byggden stor, nu er den liden.

58Da Uaar kom, da Kornet frøs,

da Sot faldt over Folk og Fæ,

da Armod slog hver Mand iknæ,

da Nøden sang hver Sjæl i Døs,

da her blev dyrt paa Sul og Sæd, –

da blev her Prestedyrtid med.

Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!

Paa mig er lagt en større Pligt.

Jeg trænger Livets stærke Røre,

jeg trænger Verdens aabne Øre.

Hvad skal jeg her? Hvor Fjeldet stænger,

har Mandemælet ingen Magt.

Hvor Fjeldet svarer, lyder længer

det Ord, som fuldt og stærkt blir sagt.

Hvem lukker sig i Gruben inde,

naar Vangen vinker fri og flakk?

Hvem pløjer Ødemarken brakk,

naar der er odlet Land at finde?

Hvem vil af Kjærner høste Frugt,

naar Ungtrær staar i Modningsaldren?

Hvem sløver sig i Døgnværkskvaldren,

naar han har Syners Lys og Flugt?

Din Daad forstod jeg, – ej dit Ord.

Spørg ikke mer! Ombord, ombord!

Det Kald, som ej du slippe vil,

det Værk, som nu du stunder till, –

det er dig altsaa dyrt?

                                  Mit Liv

i et og alt det er!

                                  Saa bliv!

Hvis alt du gav foruden Livet,

saa husk, at du har intet givet.

Et ejes, som du ej kan skjænke;

det er dit eget indre selv.

Du tør ej binde, tør ej lænke,

du tør ej stemme Kaldets Elv; –

den vil sin Vej till Havets Hvælv.

Blev den i Myr og Tjern begravet, –

den naaer som Dugg tillslutt dog Havet.

Hvo gav dig slige Ord i Munden?

Du gav mig dem i Storværkstunden.

60Da Stormen skreg, da Sjøen slog,

da frem trods Storm og Sjø du drog,

da for en raadløs Syndersjæl

du satte Livet paa en Fjæl, –

da strøg det gjennem mangt et Sind

snart koldt, snart varmt, som Sol og Vind,

da ringed det som Klokkeklemt – –

Imorgen, kanske, er det glemt;

da firer vi det Løftningsflag,

du hejste over os idag.

Hvor Kraft ej er, der er ej Kald.

Kan ej du være, hvad du skal, –

saa vær alvorligt, hvad du kan;

vær helt og holdent Muldels Mand.

Ve dig, som slukkte, da du gik;

Ve os, som saa et Øjeblik!

En for en med bøjde Nakker

gaar den stille Klynge hjem.

Sindet sturer, Foden sakker,

staver tungt og trætt sig frem;

hver af dem med Tungsinds Lader

gaar som truet af et Ris,

61gaar, som Menneskenes Fader

dreven ud af Paradis, –

gaar, som han, med skyldslørt Tinding, –

ser, som han, i Mørkets Gab, –

bær, som han, sin Kundskabs Vinding, –

bær, som han, sin Blindheds Tab.

Mennesket jeg kjækkt har villet

skabe nyt og helt og rent; –

der er Værket, – Brødens Billed,

ikke Guds, som det var ment. –

Ud herfra till større Vidder;

her er Rum ej for en Ridder!

Se, hvor lyttende hun sidder,

som om her var Sang i Luften.

Lyttende hun sad i Baaden,

da den skar de rørte Vande, –

lyttende hun holdt i Tuften, –

lyttende hun Havraaksfraaden

rysted af sin klare Pande.

Det ser ud som Hørslen bytted

Plads og hun med Øjet lytted.

Unge Pige, er det Fjordens

krumme Vej, som Synet følger –?

Hverken Fjordens eller Jordens;

begge sig for Synet dølger.

Men en større Jord jeg skimter;

62skarpt mod Luften staar dens Runding;

Have ser jeg, Floders Munding;

Solblink gjennem Taagen glimter.

Jeg ser Slaglys, luerøde,

legende om skyslørt Tinde,

ser en umaalt Ørkens Øde.

Store Palmer staar derborte,

svajer i de hvasse Vinde,

kaster bag sig Skygger sorte.

Intet Livstegn er at finde;

det er ligt en Jord, som skabes;

og jeg hører Røster runge

og jeg hører Stemmer tolke:

nu du frelses eller tabes;

gjør dit Værk, det ansvarstunge; –

denne Jord skal du befolke!

Sig, hvad mer du ser!

                                  Herinde

kan jeg kjende Kræfter ulme,

kan jeg føle Floder svulme,

kan jeg se en Dagning rinde.

Hjertet, lig en Verden, vider

stort sig ud till alle Sider,

og jeg hører Stemmer tolke:

denne Jord skal du befolke!

Alle Tanker, som skal komme,

hver en Gjerning, som skal gjøres,

63vaagner, hvisker, aander, røres,

som om Fødslens Stund var omme;

og jeg aner mer end øjner

ham, som ovenom sig højner,

føler at han skuer ned

fuld af Sorg og Kjærlighed,

lys og mild som Morgenrøden,

og bedrøvet dog till Døden;

og jeg hører Røsten runge:

nu du skabe skal og skabes;

nu du frelses eller tabes; –

gjør dit Værk, det ansvarstunge!

Indad; indad! Det er Ordet!

Did gaar Vejen. Der er Sporet.

Eget Hjerte, – det er Kloden,

nyskabt og for Gudsliv moden;

der skal Viljegribben dødes,

der den nye Adam fødes.

Lad saa Verden gaa sin Gang

under Trældom eller Sang; –

men ifald vi fiendtligt mødes, –

hvis mit Værk den knuse vil, –

da, ved Himlen, slaar jeg till!

Plads paa hele Jordens Hvælv

till at være helt sig selv, –

det er lovlig Rett for Manden,

og jeg kræver ingen anden! –

Være helt sig selv? Men Vægten

64af ens Arv og Gjæld fra Slægten?

Hvem er hun, som jordvendt kommer

klavrende oppover Bakken,

kroget, ludende med Nakken?

For at puste maa hun staa,

støtter sig for ej at slingre,

griber med de magre Fingre

hvasst i sine dybe Lommer,

som en Skatt hun slæbte paa.

Om den vissne Benrad slænger

Stakken, som en Fjærhams Lægg;

Haanden krummer sig som Tænger;

hun er Ørnen lig, der hænger

spigret paa en Stabbursvægg.

Hvilket iskoldt Barneminde,

hvilket Gufs fra Hjem og Fjord

drysser Rim om denne Kvinde, –

drysser værre Rim herinde – –?

Naadens Gud! Det er min Moer!

Her har de sagt han var.

                                  Den onde

ta’e Solen, – hun gjør halvt mig blind!

Søn, er det dig?

                 Ja.

                                  Hu; det Skin,

det brænder en i Synet ind;

en kan ej skille Prest fra Bonde.

Derhjemme saa jeg aldrig Sol

fra Løvet faldt till Gjøgen gol.

Nej, der er godt. Der blir en frossen,

som Istapp-Kallen over Fossen.

En blir saa stærk, at hvadsomhelst

en tør, – og tror sig endda frelst.

Goddag. Farvel. Min Tid er knapp.

Ja, du har altid været rapp.

Som Gut du stunded bort herfra –

At bort jeg foer dig tyktes bedst.

Ja, det var skjelligt nu som da;

det trængtes vel at du blev Prest.

Hm, han er voxet stærk og stor.

Men agt nu bare paa mit Ord, –

vær vaer om Livet!

                                  Er det alt?

Ja, Livet? Ja, hvad er der mere?

Jeg mener: Raadet, som nu faldt,

er det det hele?

                                  Ved du flere,

saa brug dem, som du vil. Men Livet,

berg det for mig; jeg har det givet.

Det spørges vidt, hvad du har øvet;

og det har gjort mig rædd og skræmt.

Tillfjords idag! Du kunde røvet,

hvad du for min Skyld skulde gjemt.

Du er den eneste i Slægten.

Du er min Søn, mit Kjød og Blod.

Du slutter af, som Tagrygg-Lægten,

det Hus jeg tømred Fod for Fod.

Hold fast; staa stærk; bær lange Tider!

Vær vaer om Livet! Aldrig svigt!

At leve er en Arvings Pligt, –

og du blir min – engang – omsider – –

Saa? Derfor er det, at du kommer

og søger mig med fyldte Lommer?

Søn, er du gal!

                                  Kom ikke nær!

Bliv staaende! Jeg slaar med Staven!

Hvad mente du med det? – Hør her!

Jeg ældes Aar for Aar; det bær

67sent eller tidligt frem mod Graven;

saa faar du alt, hvad jeg har ejet;

det ligger tællet, maalt og vejet – –.

Jeg har ej paa mig! – Hjemme ligger

det hele. Det er ikke stort;

men den, som faar det, er ej Tigger – –

Staa der du staar! Kom ej herbort! –

Jeg lover dig, jeg skal ej putte

i Sprækker eller grave ned

en Hvid paa noget ukjendt Sted, –

ej gjemme noget under Stene,

i Muren, under Gulvets Fjæl; –

du, Sønnen min, faar Arven hel;

altsammen gaar till dig alene.

Paa visse Vilkaar?

                                  Paa det ene,

at ej du skal med Livet rutte.

Hold Ætten oppe, Søn for Søn;

jeg kræver ingen anden Løn.

Og sørg saa for, at intet spildes,

at intet deles eller skilles; –

øg, eller ikke, hvad du faar;

men gjem det, gjem det Aar for Aar!

En Sag faar klares mellem os.

Jeg har fra Gut af vist dig Trods; –

68jeg var ej Søn, du var ej Moer,

till du blev graa og jeg blev stor.

Jeg kræver ikke Klapp og Smek.

Vær som du vil; jeg er ej vek.

Vær haard, vær strid, vær istappkold, –

det kløver ej mit Bringeskjold;

gjem blot din Arv, – om død og gold, –

naar kun den er i Slægtens Vold!

Og hvis jeg tvertom fik isinde

at strø den ud for alle Vinde?

Strø ud hvad gjennem Trældoms-Aar

har krøgt min Rygg og blegt mit Haar!

Strø ud.

                                  Strø ud! Hvis det du gjør,

for Vinden ud min Sjæl du strør!

Og hvis jeg gjør det lige vel?

Hvis ved din Seng jeg staar en Kveld,

naar Lys er foran Lejet satt,

naar du med Salmebog i Hænder

skal sove Dødens første Natt, –

hvis da jeg gramser, famler, kjender,

hvis frem jeg finder Skatt for Skatt, –

hvis jeg taer Lyset, hvis jeg tænder –?

Hvor har du denne Tanke fra?

Hvorfra? Skal jeg fortælle?

                                  Ja!

Ifra et Barndomseventyr,

som aldrig af mit Minde flyr,

som skjæmmer Sjælen, lig et Ar

ifra et helet Hareskar.

Det var en Høstkveld. Død var Faer,

og du laa syg. Jeg sneg mig ind,

hvor han laa bleg i Voxlysskin.

Jeg stod og stirred fra en Krog,

og saa han holdt en Salmebog;

mig undred mest den dybe Dvale,

og hvi hans Haandled var saa smale;

jeg kjendte Lugt af kuldslaaet Lin; –

da hørte jeg paa Gangen Trin; –

ind kom en Kvinde, saa mig ej, –

hun gik till Sengen rakt sin Vej.

Hun gav sig till at gramse, rode;

først flytted hun den dødes Hode,

saa trakk hun frem en Bundt, saa flere, –

hun tælled, hvisked: mere, mere!

Saa grov hun ud af Sengens Puder

en Pakke bunden till med Knuder;

hun rev, hun hugg med ilske Hænder,

70hun bed den opp med sine Tænder.

Hun grov paany. Hun hitted flere.

Hun tælled, hvisked: mere, mere!

Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;

hun vejred efter Gjemslers Spor, –

og fandt hun, – flux med Jublens Angst

hun skjød, som Falken, paa sin Fangst.

Tillslutt var hver en Lønkrog tømt;

hun gik af Stuen som en dømt;

hun svøbte Fundet i en Pjalt

og stønned stillt: saa det var alt!

Mit Krav var stort, mit Fund var skralt;

og det var mer end dyrt betalt.

Det blev dig dyrere endda;

mit Sønnesind det stjal dig fra.

Lad gaa. Det er jo gammel Brug

at kjøbe Gods for Sind og Hug.

Jeg gav fra først en større Pris;

jeg tror, jeg gav mit Livs Forlis.

Jeg noget gav, som nu er slukkt; –

det staar mig for som Lys og Flugt,

som noget baade dumt og smukt; –

jeg gav, hvad knappt jeg længer ved; –

Folk kaldte det for Kjærlighed. –

Jeg mindes godt, min Strid var svar;

jeg mindes godt det Raad fra Faer:

glem Husmandsgutten; tag den anden;

71agt ikke paa hans vissne Kropp;

det er en Karl med Kløgt i Panden;

han øger Ejet dobbelt opp! –

Jeg tog ham, men fik Skam till Takk.

Till dobbelt opp han aldrig rakk.

Men siden har jeg slæbt og slidt,

saa nu der fattes ikkun lidt.

Og mindes du, saa nær din Grav,

at Sjælen du paa Kjøbet gav?

At det jeg mindes, vistes bedst,

da Sønnen min blev satt till Prest.

Naar Timen kommer, for min Tarv

du sørge skal till Takk for Arv.

Jeg ejer baade fast og løst;

du ejer Ord og Magt og Trøst.

Saa klog du er, du saa dog fejl,

da mig du saa i Hjemmets Spejl.

Der gives fler langs Li og Led

med slig Forældrekjærlighed; –

I ser i Barnet en Forvalter

for Husets efterladte Pjalter;

af Evigheden gaar et Skjær

forbi jer Tanke hist og her;

I griber efter den og mener

I Tingen er paa Livet nær,

naar Ætt og Arv I sammengrener, –

at Døden I med Livet ener,

72at Evighed som Sum I faar

af sammenlagte Rækker Aar.

Gransk ikke, Søn, din Moders Sind,

men tag din Arv, naar den blir din.

Og Gjælden?

                                  Gjælden? Hvilken Gjæld?

Der er ej nogen Gjæld.

                                  Nu vel;

men hvis der var, – jeg maatte svare

till hvert et Skyldbrev, alting klare.

Søns Sag det er, at alle Krav

sker Fyldest paa hans Moders Grav;

var Huset tomt, naar jeg det tog, –

jeg arved dog din Skyldnerbog.

Saa byder ingen Lov.

                                  Ej den,

som skreven er med Blækk og Pen;

men i hvert ærligt Sønnesind

en anden Lov staar ristet ind, –

og denne Lov skal Fyldest ske.

Forblindede, lær dog at se!

Guds Bo paa Jord har du forringet,

dit Sjælelaan har du forødt,

det Billed, hvori du blev født,

73har du med Dyndets Skimmel dækkt;

den Aand, som engang var bevinget,

har du i Myldret vingestækkt.

Det er din Gjæld. Hvor vil du hen,

naar Herren kræver sit igjen?

Hvor jeg vil hen? Hvor hen?

                                  Frygt ej;

din Søn taer al din Gjæld paa sig.

Gudsbilledet, som du har plettet,

i mig skal rejses viljetvættet!

Gaa du kun trøstig till de døde.

Gjældbunden sover ej min Moer; –

jeg klarer Gjælden.

                                  Gjæld og Brøde?

Din Gjæld. Kun den; mærk vel mit Ord.

Din Sjælegjæld din Søn skal klare;

men for din Synd maa selv du svare.

Den Sum af Menneske, som blev

forskingret i en Jordtræls Stræv,

kan indtill sidste Rest og Hvid

betales ved en andens Id;

men at den ødtes, det er Brøden;

for den er Anger – eller Døden!

Det er nok bedst jeg kommer hjem

i Skyggen under Bræens Brem;

74her skyder giftig Tankegrøde

i dette klumre Solskins Skjær;

en blir af Duften næsten svimmel.

Søg Skyggen du; jeg er dig nær.

Og drages du mod Lys og Himmel,

og stunder du imod et Møde,

da skikk mig Bud og jeg skal komme.

Ja, du med dine Straffedomme!

Nej, varm som Søn og mild som Prest

jeg værger dig mod Ræddslens Blæst;

med Sang jeg ved dit Lejes Fod

skal svale Svien i dit Blod!

Det lover du med Haand og Mund?

Jeg kommer i din Angers Stund.

Men Vilkaar sætter jeg, som du.

Alt, hvad till Jord dig binder nu,

skal du frivilligt kaste af

og skride nøgen mod din Grav.

Byd Ilden skilles fra sin Hede,

Sne fra sin Frost, Sjø fra sin Væde!

Slaa af!

                                  Kast midtfjords Barn af Baaden

og bed at Gud vil signe Daaden.

Kræv anden Bod; kræv Sult og Tørst, –

men ikke det, som tykkes størst!

Gaar en det største udenom,

al Resten mildner ej hans Dom.

Jeg lægger Sølv i Kirkeblokk!

Alt?

                                  Søn, er meget ikke nok?

For dig er intet Bodsværk, før,

som Hjob paa Askens Hob, du dør.

Mit Liv forspildt, min Sjæl forstødt,

om stakket Tid mit Gods forødt!

Saa hjem og kryste tætt i Favn

alt, hvad af mit endnu bær Navn!

Mit Gods, mit Smertens Barn, mit Gods, –

for dig jeg rev mit Bryst tillblods; –

nu hjem og græde som en Moer

ved Vuggen for sit syge Noer. –

Hvi blev min Sjæl da født i Kjød,

naar Kjødets Elsk er Sjælens Død? –

76Bliv nær mig, Prest! – jeg ved ej nu

hvad Sind jeg faar i Timens Gru.

Maa alting jeg ilive miste, –

jeg vil dog vente till det sidste.

Ja, din Søn skal nær sig holde,

bie paa din Bodsstunds Bud,

varme opp din gamle kolde

Haand, saa fort den rækkes ud.

Kvelden blev ej Morgnen lig.

Da stod Sind og Hug till Krig;

fjernt jeg hørte Slagsang klinge,

Vredens Sverd jeg vilde svinge,

knuse Løgnen, dræbe Trolde,

klemme Verden mellem Skjolde.

Morgnen var mod Kvelden bleg.

Da jeg vilde Løgn og Leg,

vilde vinde, vilde skabe,

hvad min Vinding var at tabe.

Stærke Drømme, fagre Drømme

kom i Flok som vilde Svaner,

løfted mig paa brede Vinger.

Udad saa jeg mine Baner; –

77Slægtens, Tidens, Skyldbetvinger

stævned stor paa Støjens Strømme.

Kirkeprocessioners Pragt,

Hymner, Virak, Silkefaner,

gyldne Skaaler, Sejersange,

Løftnings-Jublen fra de mange

lyste, om mit Livsværk lagt. –

Alt laa lokkende og rigt; –

men det hele var et Digt,

kun et Viddens Glimmersyn,

halvt i Solblink, halvt i Lyn. –

Nu jeg staar, hvor graat det kvælder

længe førend Dagen hælder, –

staar imellem Urd og Sund,

udestængt fra Verdensvrimlen,

med en Strime kun af Himlen, –

men jeg staar paa Hjemmets Grund.

Sunget er mit Søndagsdigt;

af maa Vingehesten sadles;

men jeg ser et større Maal,

end en Dyst med Ridderstaal, –

Slidets Dagværk, Yrkets Pligt,

skal till Søndagsgjerning adles.

Og hin Gud, som skulde falde?

Han skal falde ligefuldt, –

men i Løndom, dulgt og skjult,

ikke aabenlyst for alle.

78Grant jeg ser, at fejl jeg tolked

Frelsens Helsebod for Folket.

Ingen bramfuld Storværkshandling

løfter Slægten till Forvandling;

Vækkelsen af rige Evner

bøder ej dens Sjælerevner.

Det er Viljen, som det gjælder!

Viljen frigjør eller fælder,

Viljen, hel, i alt det spredte,

i det tunge som det lette. –

Kom da, Mænd, som vandrer sløve

i min Hjembyggds lukte Dale; –

Sjæl mod Sjæl i Tomandstale

vil vort Luttringsværk vi prøve,

Halvhed fælde, Løgnen døve,

vække Viljens unge Løve!

Haand om Hakken, som om Sverdet,

enes kan med Mandeværdet;

et er Maalet, – det at blive

Tavler, hvorpaa Gud kan skrive.

Stands og giv mig, hvad du tog!

Er det hende? Der hun sidder.

Vælg imellem lyse Vidder

og den skumle Sorgens Krog!

Jeg har intet Valg at gjøre.

Agnes, Agnes, laan mig Øre!

Kom ihug den gamle Lære:

lett at løftes, tungt at bære.

Gaa med Gud, du fagre Frister;

jeg skal bære till det brister.

Tænk paa alle dine kjære!

Hils till Syskend, hils till Moer;

Brev jeg skikker, faar jeg Ord.

Ude paa de blanke Vande

skjær de hvide Sejl fra Strand; –

Længsler lig paa drømfyldt Pande

høje, perlestænkte Stavne

jager, flygter, for at havne

fjernt ved et forgjettet Land!

Sejl i Vester eller Øster; –

tænk paa mig som en begravet.

Agnes, følg mig som en Søster!

Mellem os er Verdenshavet.

O, saa hjem da till din Moer!

Ej fra Lærer, Ven og Broer.

Unge Kvinde, vogt dig vel.

Klemt imellem Fjeld og Fjeld,

skygget om af Tagg og Tinde,

stængt i Revnens Halvnatt inde,

skal mit Liv fra nu af rinde

som en stur Oktoberkveld.

Mørket skræmmer ikke længer;

Stjernen gjennem Skyen trænger.

Husk at jeg er streng i Kravet,

fordrer intet eller alt;

hvis paa Vejen fra du faldt,

var dit Liv som slængt i Havet.

Ingen Prutningsmon i Nøden,

ingen Eftergivt i Brøden; –

strækker ikke Livet till,

maa du villigt gaa i Døden!

Flygt fra dette vilde Spil!

Slipp den mørke Lovens Mand;

lev det Liv, du ved, du kan!

Vælg; du staar paa Vejens Skille.

Vælg imellem Storm og Stille!

Valget mellem gaa og bliv

Valg er mellem Fryd og Sorgen,

Valg imellem Natt og Morgen,

Valg imellem Død og Liv!

Ind i Natten. Gjennem Døden. –

Bagom dæmrer Morgenrøden.