Se, alt paa Pletten?

                                  Det kan trænges.

Tag Haand i med; her Løv skal hænges

fra Stav till Stav som Hegn for Toget.

Ved Prestegaarden rejses noget,

som slutter med en Aabning rund –

Javisst, javisst!

                                  Hvad skal det være?

Et saakaldt Skildt till Prestens Ære,

med Prestens Navn paa gylden Grund.

Jo, der blir Stads idag i Sognet!

Helt langvejs fra de strømmer hid;

af Sejl er Fjorden næsten hvid.

Ja, nu er Menigheden vaagnet;

i Prestens salig Formands Tid

der spurgtes aldrig Splid og Strid;

da sov man selv, da sov ens Næste; –

jeg ved ej hvad der er det bedste.

Liv, Klokker, Liv!

                                  Men jeg og I

gaar urørt Livelsen forbi;

hvad kan det komme af?

                                  Fordi

vi virked till de andre sov;

og da de vaagned, sovned vi, –

thi da var ej for os Behov.

Men dog I sagde Liv var bedst?

Det samme siger Provst og Prest;

jeg selv ej siger andet heller, –

men, vel at mærke, naar det gjælder

den hele store Folkets Rest.

Dog vi to har en anden Lov,

188end den, som læses rundt i Lierne;

vi er Distriktets Embedsmænd;

se, vi skal holde stramt igjen,

skal skjøtte Kirketugt og Videnskaber,

og ej befatte os med Lidenskaber, –

kort sagt, staa udenfor Partierne.

Men Presten selv staar midt i Sagen.

Det er just det, han ikke burde.

Jeg ved, hans Foresattes Kreds

er med hans Gjerning utillfreds,

og dersom de for Folket turde,

de havde længst alt vendt ham Bagen.

Men han er fin; han lugter Lunten;

han ved nok hvad som binder Bundten.

Han bygger Kirken. Alle smøres

med Blindhed her, naar noget gjøres.

Hvad der blir gjort, det rager ingen;

at der blir gjort, – se, det er Tingen; –

vi allesammen, Flok og Førere,

kan kaldes for en Slægt af Gjørere.

I har jo været Storthingsmand,

saa I maa kjende Folk og Land;

men en, som rejste gjennem Sognet

kort efter at man her var vaagnet,

har sagt at fordum var vi Sovere,

saa vaktes vi – og blev till Lovere.

Ja, lovende er dette Folk, –

et Folk, som lover saare meget, –

et Folk, som er i kort Tid steget,

saa Hvermand snart er Løftets Tolk.

Paa et jeg tidt har spekuleret;

hør, sig mig, I, som har studeret, –

hvad er et saakaldt Folkeløfte?

Et Folkeløfte, kjære Klokker?

Det blev vidtløftigt her at drøfte;

men det er noget, alle flokker

sig om i Kraft af en Idé;

det noget stort er, som skal ske –

i Folkets Fremtid notabene.

Saa Takk; nu skjønner jeg det ene;

men der er en Ting till, jeg maa

i Hastighed faa Rede paa.

Tal frit.

                                  Sig mig, hvad Aarstal kommer

den Tid, som kaldes Fremtid?

                                  Ej!

Den kommer aldrig!

                 Aldrig?

                                  Nej,

det er naturligt i sin Orden;

thi naar den kommer, er den vorden

till Nutid, – er ej Fremtid mer.

Ja, det er rigtigt, som jeg ser;

om den Ting kan ej Ordstrid voldes.

Men naar skal saa et Løfte holdes?

Nu har jeg jo fornylig sagt,

et Løfte er en Fremtidspagt;

i Fremtid skal det holdes.

                                  Ja, –

men sig, naar kommer Fremtid da?

Det er en Klokker!

                                  Kjære Ven,

skal nu jeg rippe opp igjen

at Fremtid kan umuligt komme;

thi naar den kommer, er den omme.

Takk!

                                  Bag om alle Tings Begreb

der noget staar, som ligner Kneb,

191men som er gansks ligefrem, –

at sige da for alle dem,

der tælle kan till mer end fem.

At love er tillsidst at lyve,

skjønt Loveren er lige ærlig;

al Holden kaldtes før besværlig,

men den kan kaldes rent umulig,

hvis i Logiken man er duelig. –

Naa, lad saa Løftefuglen flyve.

Hør, sig mig –?

                 Hys!

                 Hvad er det?

                                  Stille!

Min Tro, jeg hører nogen spille

paa Orgelværket.

                                  Det er ham.

Hvad? Presten?

                 Netopp.

                                  Faa mig Skam, –

saa har han været tidligt ude!

Knappt tror jeg han i denne Natt

har krammet Prestesengens Pude.

Hvad!

                                  Det er aldrig rigtig fatt.

Han gnages af en lønlig Tand

alt siden han blev Enkemand;

han gjemmer Sorgen, det er visst;

men ud den bryder her og hist;

det er som om hans Hjerte var

et overfyldt og utætt Kar; –

saa spiller han. Hør, hver en Tone

er som han græd for Barn og Kone.

Det er som om de taltes ved –

Som en der trøsted, en der led –

Hm, – den, som turde blive rørt!

Ja, den, som ej var Embedsmand!

Ja, den, som ej var klemt og snørt

af alslags Hensyn till sin Stand!

Ja, den, som turde give Pokker

og Fanden baade Pen og Bog?

Og den, som slapp at være klog;

og den, som turde føle, Klokker!

Ven, ingen ser os, – lad os føle!

Det var usømmeligt at søle

sig ned i Menneskenes Sfære.

En Mand skal, efter Prestens Lære,

paa engang ikke to Ting være;

selv den som vil, ej være kan

et Menneske og Embedsmand;

man være bør – i alt som noget –

en Efterligning af vor Foged.

Hvi just som han?

                                  I mindes vel

den store Brand i Fogedgaarden,

da ud Arkivets Skatt blev baaren

og reddet?

                                  Ja, det var en Kveld –

En Uvejrskveld, og Fogden stræved;

det var som om han tifold leved; –

men Fanden stod og lo i Stuen;

og flux hun saa ham, hylte Fruen:

o, frels din Sjæl, min kjære Ven, –

194den onde staar dig efter Livet!

Da raabte Fogden gjennem Luen:

min Sjæl? Till Helvede med den, –

hjælp blot at bære bort Arkivet! –

Se, han er Foged ud og ind,

med Hud og Haar, i Sind og Skind,

og derfor ved jeg visst han vinder

didhen, hvor han sin Livsløn finder.

Og hvor er det?

                                  Naturligvis

i gode Fogders Paradis.

Min lærde Ven!

                 Hvad godt?

                                  Jeg tror

jeg bagom hvert af jeres Ord

formærker Tegn paa Tidens Gjæring;

thi Gjæring er her, det er visst;

den kjendes gjennem alles Brist

paa Agt for gammel hævdet Sed.

Det muggne maa i Muldet ned;

det raadne er det færskes Næring; –

her hules Slægtens Bryst af Tæring,

195og kan ej Ondet hostes opp, –

saa ned i Kisten med dens Kropp.

Ja, Gjæring er her, det er sikkert,

det observeres uden Kikkert.

Hin Dag, den gamle Kirke faldt,

det var som tog den med sig alt,

hvori vort Liv till samme Stund

slog Rod og Trevl og fandt sin Grund.

Der kom en Stillhed over Mængden.

De havde raabt: riv ned, riv ned!

Men Skriget holdt ej ud i Længden,

og mangen blev om Øret hed

og skotted sky og stod betænkelig,

da Byggdens gamle Gudehus

for Alvor skulde ned i Grus, –

og mange fandt, den var ukrænkelig.

Men Mængden mente, tusind Baand

dem knytted till det gamles Aand,

saalænge ej det nye Slot

var viet ind solid og godt;

og derfor, under Angst og Spænding,

de agtede paa Tingens Vending

og blinked mod den store Dag,

da stryges skal det slidte Flag,

da friske Farver frit skal flomme; –

dog, alt som Spiret opad steg,

blev Flokken mere taus og bleg, –

Og nu, – ja nu er Tiden omme.

Se Myldret! Baade stor og liden

er stimlet hid.

                                  I tusindvis. –

Hvor stillt det er!

                                  Og dog det dønner,

som Havet dønner før en Bris.

Det Folkehjertet er som stønner; –

det er som om der gik den Viden

igjennem dem, at stor er Tiden;

det er som om de stævntes ud

till Thing og skulde bytte Gud.

Hør, hvor er Presten? Jeg er klemt; –

jeg skulde ønske jeg var gjemt!

Jeg med, jeg med!

                                  I slig en Stund

en lodder ej sin egen Bund;

hvert Dyb et dybere har under;

en vil, en viger og en stunder!

Ven!

                 Ven igjen!

                 Hm!

                                  Tal! – I nøler?

Jeg tror bogstaveligt vi føler!

Hvad! Ikke jeg!

                                  Jeg ikke heller!

Et Vidnesbyrd ej nogen fælder!

Vi to er Mænd, ej dumme Jenter.

Godmorgen! Skolens Ungdom venter.

Nys saa jeg Syner som et Fjog;

nu er jeg atter kjølig, klog

og lukket som en Spændebog.

Till Arbejd hist; – her er det ude,

og Lediggang er Fandens Pude.

Nej! jeg kan ej Tonen tvinge,

saa den høres fuldt at klinge.

Orgelsangen blir till Skrig;

198Loftets Buer, Hvælv og Vægge,

tykkes knugende sig lægge,

tykkes trangt og træhaardt møde,

lukke rundt om Sangen, lig

Kistelaaget om den døde!

Jeg har prøvet, jeg har fristet;

Orglet har sit Mæle mistet.

Røsten hæved jeg till Bøn;

men den drev tillbage, brusten,

som en Klokkes, sprukken, rusten,

i et dumpt, hulbrystet Støn.

Det var som Gud Herren stod

øverst tronende i Koret,

slog med Haanden vredt imod,

visende ifra sig Ordet!

Herrens Hus skal bygges stort;

saa det var jeg trøstig loved;

rydde, jævne, feje bort,

rive ned jeg glatt nok voved; –

nu staar Værket færdiggjort.

Alle korser sig i Kor,

skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –

Er det dem, som bedre ved det, –

eller mig, som ej kan se det?

Er den stor? Er dette Hus

fuldt og helt, hvad jeg har villet?

Er i den hin Anings Brus,

som har født den af sig, stillet?

Ligner den det Tempelbilled,

199som jeg skimted stort i Aanden,

hvælvet over Verdensvaanden? –

Hm, hvis Agnes havde levet,

var det anderledes blevet;

stort i smaat hun kunde se,

lyse fra mig Tvivlens Ve,

favne Jord og Himmel sammen,

lig et Løvtag over Stammen.

Grønne Kranse, Flag paa Stang;

Skolen øver ind sin Sang;

Prestegaarden snart er fuld;

alle Folk vil hilse paa mig; –

de har rejst mit Navn i Guld!

Gud, giv Lys, – hvis ej, saa slaa mig

tusind Alen under Muld? –

Om en Time aabnes Festen;

alles Tanker gjælder Presten;

Presten er i alles Munde!

Deres Tanker kan jeg kjende,

deres Ord jeg føler brænde;

Lov og Pris gaar trolddomsbaaret

som en Isstrøm gjennem Haaret!

Den som kunde, den som kunde

kaste Glemsel om sig, skjule

Hodet i et Vilddyrs Hule!

Nu har vi da den store Dag,

Sabbaten efter Ugens sex;

200nu firer vi vort Sejl tilldækks,

og hejser højt vort Søndagsflag,

og gaar for Strømmen lunt og smaat,

og ser at alt er saare godt!

Till Lykke, ædle, store Mand,

hvis Ry snart bæres vidt om Land!

Till Lykke; jeg er synlig rørt,

og dog uhyre glad tillige!

Men De –?

                                  Jeg er som strubesnørt.

Ej, den Fornemmelse maa vige.

Nu maa De præke saa det dundrer; –

maal Hjorden Skjæppen fuld tillrands.

Der er jo slig en Resonants,

at alle, jeg har talt med, undrer

sig højlig –

                 Saa?

                                  Ja selve Provsten

har undret sig og højlig rost den.

Og hvilken ædel Stil i Værket!

Og hvilken Mægtighed der bor

i Formerne –

                                  Det har De mærket?

Hvad mærket?

                                  At den tykkes stor?

Ej blot tykkes, – nej, den er,

i Frastand set saavel som nær.

Den er det? Virkelig? De tror –?

Ja Død og Plage er den stor, –

for stor for Folk saa langt mod Nord.

I andre Lande ved jeg nok

man bruger større Malestokk;

men her hos os, som knebent bor

paa Brakkmark og paa golde Hauser,

paa Strimlen mellem Fjeld og Fjord, –

her er den stor, saa det forbauser!

Ja, saa det er, og vi har byttet

en gammel Løgn kun for en ny.

Hvad nu?

                                  Vi Folkets Hug har flyttet

fra Mindesmærkets muggne Ly

till Nutidsspiret under Sky.

Før skraalte Koret: hvor ærværdig!

Nu brøler Koret: se hvor stor, –

dens Mage findes ej paa Jord!

Min kjære Ven, jeg maa ihærdig

betegne hver som lovlig grov,

der till en større har Behov.

Men hver skal eje klart den Viden,

at Kirken, som den staar, er liden;

at dølge dette, var at lyve.

Nej, hør, – lad slige Griller flyve!

Hvad skal det till, at kalde styggt,

hvad selv en har med Møje byggt?

Folk er saa inderlig tillfredse;

de tykkes alt er gjildt og rigt,

at aldrig før de øjned sligt; –

o, lad dem tænke saa for stedse!

Hvi skal vi pirke ved de Stakler

og pine dem med tændte Fakkler,

hvis Lysning ingen skjøtter om?

Alt kommer an paa Troens Dom.

Det gjør ej till, ej fra, en Snus,

om Kirken er et Hundehus,

naar Folk kun uforstyrret tror,

at den er overmaade stor.

I alle Forhold samme Lære!

Idag er her desuden Fest;

hver Sjæl er paa en Vis vor Gjæst;

det vilde utillbørligt være,

203om ej vi stelled alt som bedst.

Og mest for deres egen Skyld

det var urimeligt at røre

ved Lidenhedens Sandhedsbyld.

Hvorledes det?

                                  Nu skal De høre.

Først har vor Formandskab besluttet

at skjænke Dem en Sølvpokal,

hvis Indskrift vilde blive gal,

om Kirkens Storhed af blev pruttet;

og Sangen, som er skreven till, –

og Talen, som jeg holde vil,

blev ogsaa begge lige gale,

hvis Værkets Storhed skulde dale.

De altsaa ser, De maa Dem give

og holde begge Ører stive.

Jeg ser, hvad tidt mig skar i Øjne, –

en Løgnerfest till Pris for Løgne.

Men Gudbevares, kjære Ven, –

saa stærke Ord; hvor vil De hen!

Dog, for at faa den Smagssag endt,

saa hør mit andet Argument; –

som hint var Sølv er dette Guld;

thi vid, som Kjælebarn De sidder

i Naadens Yndest, Agt og Huld;

kort sagt, – De udnævnt er till Ridder!

204Idag De skal, som Ordensmand,

gaa stolt med Korset midt paa Brystet.

Jeg alt af tyngre Kors er krystet;

tag det ifra mig, hvo som kan.

Hvad nu? De blir ej mærkbart rystet

af Rørelse ved slig en Naade?

De er i et og alt en Gaade!

Men tænk Dem dog for Guds Skyld om –

Den hele Snakk er spildt og tom; –

jeg fra Dem gaar saa klog jeg kom;

De har ej fattet mindste Spor

af hvad der laa bag mine Ord.

Jeg har ej ment den Storhed, som

i Fod og Tommer ud kan maales,

men den, som dulgt tillbagestraales,

som isner og som ildner Sjælen,

som vinker ind till Drøm og Dvælen,

som løfter lig en Stjernenatt.

som, som – gaa fra mig! Jeg er matt; –

bevis, forklar, tal till de andre –

Hvo kan i sligt et Virvar vandre

og finde Rede? Storhed satt

i noget, som tillbagestraales,

som ikke tommevis kan maales?

205Og Stjernenatt? Saa faldt jo Ordet? –

Har Presten prøvet Frokostbordet?

Saa ensom paa de vilde Vidder

jeg aldrig gik, som her jeg gaar;

hvert Spørgsmaal gjenlydsfattigt slaar

tillbage de med Kvækk og Kvidder.

Ham gad jeg knuse med min Hæl!

Hver Gang jeg prøver paa at højne

hans Syn udover Kneb og Løgne,

han spytter ud sin raadne Sjæl,

uvorent, midt for mine Øjne! –

O, Agnes, hvi var du for vek?

Mig trætter denne tomme Leg,

hvor ingen vinder, ingen viger –.

Ja, haabløs er en ensom Kriger!

O, mine Børn! O, mine Faar –!

Nej, om Forladelse, – jeg mener

min Embedsbroder! Festens Scener, –

Prediknen mig till Hodet slaar;

jeg indstuderte den igaar,

men færsk den end i Halsen staar.

Dog, nok om den Ting. – Tag min Takk,

De, som saa mandigt Isen brakk,

som stolpred gjennem Skraal og Snakk,

som rev hvad der var faldefærdigt,

og bygged stort og nyt og værdigt!

Langt frem endnu.

                                  Hvad, kjære Ven?

Staar mer end Vielsen igjen?

I nybyggt Hus maa flytte ind

en gjenfødt Aand, et tvættet Sind.

Sligt kommer ganske af sig selv.

Saa stort og pent panelet Hvælv,

saa lyst et Rum vil trække med sig

at Folket tvættet lader se sig.

Og denne skjønne Resonants,

som af hvert Prestens Ord gjør to,

maa øge Menighedens Tro

med hundrede Procent tillmands.

Det er i Sandhed Resultater,

som ikke selv de store Stater

skal kunne vise bedre frem. –

Alt dette skyldes ene Dem;

tag derfor af en Embedsbroder

en dybtfølt Takk, som jeg formoder

ved Middagsbordet følges efter,

paa denne Deres Hædersdag,

af mangt bevinget Foredrag

ifra Provstiets yngre Kræfter. –

Men, kjære Brand, De er saa bleg –?

Alt længe Magt og Mod mig sveg.

Begribeligt; – saa mangt at skjøtte,

og alting uden Hjælp og Støtte.

Men nu er jo det værste over,

og alt en herrlig Dag os lover.

Kun ej forknytt; det glider nok!

Paa flere Tusinder en Flok

fra fjerne Prestegjæld er samlet; –

gaa i Dem selv, og sig – hvem hamled

med dem i Talegaver opp?

Se, Deres Embedsbrødres Tropp

Dem møder nu med aabne Arme,

og alle Menighedens Barme

for Dem er fyldt med Takk og Varme!

Og Værket, som saa godt er lykket!

Og alt, som er saa prægtigt smykket!

Og Dagens Text, – hvor høj, hvor stor!

Og saa det mageløse Bord!

Jeg var just indom Prestegaarden,

hvor netopp Kalven opp blev skaaren.

I Sandhed, De, et dejligt Dyr!

Jeg lover, det har voldt Bestyr

at faa sligt lækkert Stykke fundet

i denne vanskelige Tid,

da Kjødet staar i ni Mark Pundet.

Men lad den fare indtil vidre.

Et andet Ærind drev mig hid.

Tal kun; skjær opp, stikk, riv og slid!

Min Fremgangsmaade, Ven, er blidre.

Dog kort; thi knapp er begges Tid.

Der er et enkelt lidet Punkt,

som De fra denne Dag bør rette,

og det vil visst ej falde tungt.

Ja, jeg formoder De kan gjætte

saa halvt om halvt hvorhen jeg sigter?

Det gjælder Deres Embedspligter.

De hidindtil har stundom lagt

paa Skikk og Brug forliden Magt;

og Skikk og Brug er dog det første,

om ikke egentlig det største.

Naa, Herregud, jeg vil ej skjænde;

man er jo ung og man er ny;

man kommer fra den store By

og kan ej Landsens Forhold kjende.

Men nu, min Ven, nu er det vigtigt

at fatte Sagen mere rigtigt.

De hidtill har formeget plejet

hver enkelts særlige Behov;

den Fejl er, mellem os sagt, grov.

Lad dem i massevis bli vejet;

kjæm alle med den samme Kam;

tro mig, De faar ej deraf Skam.

Forklar Dem bedre!

                                  Ser De vel, –

De har nu byggt till Sognets Held

209en Kirke. Den er Klædebon

for Fredens og for Lovens Aand;

thi Staten ser i Religionen

den Magt. som bedst forædler Tonen, –

det Værn, hvori dens Trygghed bor, –

kort sagt, Moralens Rettesnor.

Se, Statens Forraad er kun tyndt;

den vil Valuta for sin Mynt.

God Kristen, siges der, god Borger.

Tror De den øser Penge ud

till Gavn for Godtfolk og for Gud,

og for sig selv at skaffe Sorger?

Nej, Staten, Faer, er ikke gal;

og Hvermands Tillstand snart blev skral,

hvis ikke Staten strængt og nøje

kun havde dette Liv for Øje.

Men dette Statens Formaal, Ven,

kun naaes ved dens Embedsmænd,

og det vil sige her, dens Prester –

Hvert Ord er Visdom! Tal!

                                  Der rester

kun ganske lidt. Nu har De skjænket

till Statens Nytte denne Kirke,

og følgelig maa Deres Virke

till Statens Opphjælp være lænket.

I denne Aand jeg ser den Fest,

som fejres skal i næste Time,

i denne Aand skal Klokken kime,

210i den blir Gavebrevet læst.

Med Gaven følger da et Løfte,

hvis Kjærne De bør nøje drøfte –

Ved Gud, saa var det aldrig ment!

Ja nu, min Ven, det er for sent –

For sent? For sent! Det skal vi se!

Vær sindig! Jeg maa næsten le!

Hvad er da her at hyle over?

Det er jo intet ondt De lover!

Hver Sjæl kan skjøttes lige godt,

om Staten tjenes med det samme;

to Herrers Tarv De nemt kan ramme,

hvis De Dem ter fornuftigt blot.

De er ej Prest, for Peer og Paal

at fri fra Syndestraffens Baal,

men for at hele Præstegjældet

kan nyde godt af Naadevældet;

dog, frelses Sognet, er det klart,

hver enkelt faar sin Frelsens Part.

Se, Staten er, hvad knappt De aner,

nøjagtigt halv Republikaner;

den hader Frihed som en Sot,

men ynder Lighed saare godt;

dog Lighed vindes aldrig, før

hver Ujevnhed er nivilleret, –

211og det er det, De ikke gjør!

De tvertimod har stærkt formeret

den Ujevnhed i Syn paa Sagen,

som aldrig forhen kom for Dagen.

Før var enhver et Kirkens Led,

nu er han en Personlighed;

og det er Staten ikke tjent med;

og derfor gaar det ogsaa sent med

at sammenskrabe Lighedsskatten

samt alle andre Samfundsgoder;

thi Kirken er ej længer Hatten,

som skulde passe alle Hoder.

O, hvilket Langsyn aabnes nu!

Kun ej forknytt; det intet baader;

skjøndt ej det nægtes kan, her raader

et Virvar, saa det er en Gru.

Men er der Liv, saa er der Haab;

og gjennem Kirkegavens Daab

De øged Deres Pligt at virke

for Statens Hensigt med sin Kirke.

I alting maa en Regel till,

hvis ej de spredte Kræfters Spil

skal, som en kaad utæmmet Fole,

forstyrre baade Grind og Hegn

og Vedtægts tusind Grændsetegn.

I alle Ordnens Forhold røbes

en Lov, skjønt den forskjelligt døbes.

212I Kunsten kaldes den for Skole,

og i vor Krigerstand, saa vidt

jeg mindes kan, at holde Tritt.

Ja, det er Ordet, kjære Ven!

Did er det Staten stævner hen!

Den finder, Springmarsch gaar for vidt;

paa Stedet Marsch er den for lidt; –

for Hvermand lige lange Skridt,

for Hvermaud samme Takt i Foden, –

se, det er Maalet for Methoden!

For Ørnen Rendesten; – for Gaasen

Skykløftens Svimmel over Aasen!

Vi, Gud ske Lov, er ikke Dyr; –

dog, skal vi bruge Digt og Fabel,

det bedst er vi till Skriften tyr.

Den har Belægg for alt; den kryr

fra Genesis till Aabenbaringen

af alskens vækkende Parabel.

Jeg vil nu bare minde om

hint projekterte Taarn i Babel!

Sig selv, hvor langt de Godtfolk kom?

Og hvorfor? Lettvindt er Forklaringen;

de holdt ej sammen i Geleder,

de talte hver sit eget Sprog,

de trakk ej samlet under Aag, –

kort sagt, de blev Personligheder.

Det er den halve Dobbeltkjærne,

213som gjemmes under Fablens Skal, –

at ensom ingen kan sig værne,

at sondret staar enhver for Fald.

Den, Gud vil slaa i Livets Strid,

ham gjør han først till Individ.

Hos Romerne var Sattsens Ramme

at Guderne tog hans Forstand; –

men gal og ensom er det samme,

og derfor maa hver ensom Mand

till Slutt sig samme Skjæbne vente,

som den der traff, da David sendte

paa Forpost Oberst Urian.

Vel muligt, ja; men hvad saa mer?

I Død jeg Undergang ej ser.

Og tror De da saa fuldt og visst

at hine Byggværksmænd tillsidst,

med samme Sprog og samme Sind,

var lykkedes at bygge ind

i Himlen Babelstaarnets Tind?

I Himlen? Nej, det er just Tingen,

at helt till Himlen rækker ingen.

Det er den anden halve Kjærne,

som gjemmes under Fablens Skal,

at hvert et Byggværk staar for Fald,

som toppes vil ved Himlens Stjerne.

Till Himlen rakk dog Jakobsstigen;

till Himlen rækker Sjælens Higen.

Paa den Manér! Ja, Gudbevares!

Derom al vidre Snakk kan spares.

Naturligvis er Himlen Løn

for velført Levnet, Tro og Bøn.

Men Liv er et og Tro et andet;

det skader begge, blir de blandet; –

sex Dage skal ens Gjerning gjøres,

den syvende skal Hjertet røres;

stod Kirken aaben hele Ugen,

var det forbi med Søndagsbrugen.

De svækker Ordets Luttringsduft,

hvis ej det spares med Fornuft;

thi Religion, saa vel som Kunst,

maa ikke flyde ud i Dunst.

De tryggt kan Idealet se

fra Prækestolens hellige Læ, –

men lægg det af med Præstekjolen

saa fort De kommer ud i Solen.

Som sagt, der er en Lov i alt,

en Lov, der kræver streng Begrænsning,

og det er till fornøden Rensning

af dette Punkt at jeg har talt.

Et er mig klart: for mig ej passer

de Statens tusind Sjælekasser.

Jo, Ven, De vil just prægtigt fylde, –

men paa en meget højre Hylde; –

De maa tillvejrs –

                                  Det naaes ej ved

at søle mig i Dyndet ned.

Hvo sig fornedrer, skal opphøjes;

skal Krogen gribe, maa den bøjes.

Skal Manden bruges, maa han dødes!

Gud fri os vel, hvor kan de tro,

at jeg har sligt isinde?

                                  Jo!

Saa skal det være! Først forblødes!

Man passer kun som Benrad stiv

for eders gustne Blegsotliv!

Jeg vil, ved Gud, ej aarelade

en Katt engang, langt mindre Dem;

men jeg har tænkt, det ej kan skade

at lukke Døren lidt paa Klem

till Vejen, hvor jeg selv gik frem.

Og skjønner De, hvad de har krævet?

At jeg paa Statens Hanegal

fornægte skal det Ideal,

hvorfor till denne Dag jeg leved!

Fornægte, Ven? Hvem kræver sligt?

Jeg har kun pegt paa Deres Pligt;

216jeg vil at De skal i Dem sluge,

hvad Deres Samfund ej kan bruge.

Behold det hele, hvis De vil, –

men lukk det blot hermetisk till;

flyv, sværm, i Herrens Navn, indvendigt,

men ikke aabenlyst for Mængden;

tro mig, det straffer sig i Længden

at te sig envist og ubændigt.

Ja, Skrækk for Straf og Haab om Vinding

er Kainsmærket paa din Tinding;

det skriger at du, verdensklog,

dit Hjertes rene Abel slog!

Nu siger han minsandten «du»; –

Det gaar for vidt!

                                  Jeg vil ej nu

forlænge denne Strid, men maa

dog atter bede Dem forstaa,

at vil De frem, saa bør De vide

hvad Land De lever i, hvad Tid;

thi ingen fanger Sejr i Strid,

har han ej Tiden paa sin Side.

Se blot till Kunstnerne, se Digterne!

Tør de foragte Samtidspligterne?

Se vore Krigere! En Sabel

med sleben Egg er her en Fabel!

Hvorfor? Fordi der er en Lov,

som byder, agt dit Lands Behov.

217Sin Særlighed maa Hvermand tæmme,

ej højne sig og ej gaa fremme,

men jævnt sig midt i Massen gjemme.

Human er Tiden, siger Fogden;

og dersom blot humant De tog den,

De kunde vorde noget stort.

Men af maa alle Kanter slibes,

og af maa alle Kviste knibes;

glatt maa De være, lig de andre,

og aldrig nogen Særvej vandre,

skal Værket varigt vorde gjort.

Væk, væk herfra!

                                  Ja, ganske visst

en Mand, som De er, maa tillsidst

ind i en bedre Virkekreds;

men skal De finde Dem tillfreds

i store Forhold, som i smaa,

maa Tidsmonduren trækkes paa.

Af Korporal med Haand om Stokken

maa Takten bankes ind i Flokken;

thi Tidens Fører-Ideal

er hertillands en Korporal.

Som Korporalen fører sine

i Kirken ind afdelingsvis,

saa skal og Presten føre sine

i sognevis till Paradis.

Alt er saa lett; till Grund for Tro

De har Auktoriteten jo;

218og da den er paa Lærdom byggt,

saa kan den følges blindt og tryggt;

og hvordan Troen frem skal bæres,

af Lov og Ritual jo læres.

Altsaa, min Broder, – ej forknytt;

till Eftertanke Tiden nytt;

gransk Stillingen og ængst Dem ikke! –

Jeg vil i Kirken prøve nøjre

om jeg kan stemme Tonen højre;

man er ej vant till Resonants, –

den er saa skjelden hertillands.

Farvel, farvel; jeg skal prædike

om Menneskenaturens Splid

og Gudebilledets Forviskning.

Men nu jeg tror det er paa Tid

at tage sig en lett Forfriskning.

Alt har jeg offret for mit Kald,

for Guds, som jeg forblindet mente;

saa skingred Døgntrompetens Skrald

og viste mig hvad Aand jeg tjente.

Nej, endnu ej! De har mig ikke!

Hin Kirketomt fik Blod at drikke;

mit Lys, mit Liv her lagdes ned; –

men Sjælen faar de ikke med!

Forfærdeligt at staa alene, –

hvorhen jeg ser at skimte Død;

219forfærdeligt at rækkes Stene,

saa hedt jeg hungrer efter Brød.

Hvor sandt, hvor ræddselssandt han talte, –

og lige vel hvor afgrundshult.

Guds Klarheds Due sidder skjult;

ve, aldrig over mig den dalte. –

O, mødte mig kun en i Tro –

og gav mig Trygghed, gav mig Ro!

Du, Ejnar?

                                  Ja, saa er mit Navn.

Just nu jeg tørsted efter en,

hvis Bryst ej var af Træ og Sten!

O, kom, kom inderst i min Favn!

Behøves ej; jeg er i Havn.

Du bærer Nag for hvad som hendte,

da sidstegang vi mødtes –

                                  Nej;

du har ej Skyld. Jeg ser i dig

det blinde Redskab, Herren sendte,

da vild jeg foer paa Verdens Vej.

Hvad Sprog er dette?

                                  Hvilens Sprog, –

det Sprog, som læres, naar en trækkes

af Syndens Søvn og gjenfødt vækkes.

Forunderligt! Jeg havde hørt,

at du paa ganske andre Veje

var slaaet ind –

                                  Jeg var forført

af Hovmod, Tro paa egen Styrke.

De Guder, Verden plejer dyrke,

Talentet, som jeg sagdes eje,

min Sangerrøst, var lutter Farer,

som drog mig ind i Satans Snarer.

Men Gud ske Lov, han var mig god;

sit svage Faar han ej forlod;

han tog sig af mig, da det gjaldt.

Paa hvilken Vis?

                                  Jo, jeg forfaldt.

Forfaldt? Hvortill?

                                  Till Svir og Spil;

han gav mig Smag paa Kort og Tærning –

Og det du kalder Herrens Gjerning?

Det var det første Skridt till Frelsen.

Derefter tog han fra mig Helsen.

Jeg misted ganske mit Talent;

min Lyst till Munterhed var endt;

jeg blev paa Hospitalet sendt, –

laa længe syg, laa som i Luer,

jeg syntes jeg i alle Stuer

saa Tusinder af store Fluer, –

kom siden ud og blev bekjendt

med nogle Søstre, tre i Antal,

som staar i Himlens Sold og Mandtal,

og disse, samt en Theolog,

fik løst mig helt af Verdens Aag

og trukket mig af Syndens Garn

og gjort mig till Vorherres Barn.

Ja saa.

                                  Forskjellige er Stierne;

en gaar i Dalen, en i Lierne.

Men siden?

                                  Siden? Det er sandt;

saa blev jeg Afholdsprædikant;

men dette Væsen stundom er

222med Fristelser formeget blandet;

jeg derfor greb til noget andet

og rejser nu som Missionær –

Hvorhen?

                                  Till Halenegerlandet.

Men det var bedst, om af vi brakk;

min Tid er dyr –

                                  Du vil ej dvæle?

Se, her er Fest idag.

                                  Nej Takk;

min Plads er hos de sorte Sjæle.

Farvel!

                                  Og intet Mindes Skimmer

dig standser her og byder spørge –?

Hvorom?

                                  Om en, som vilde sørge

ved Svælget mellem nu og sidst –

Nu aner jeg; du tænker vist

paa dette unge Fruentimmer,

som holdt mig under Lystens Nett,

før jeg hlev ren i Troens Tvætt.

Ja, hvordan staar det till med hende?

Hun blev min Hustru Aaret efter.

Det er uvæsentligt; jeg hefter

ej min Oppmærksomhed ved sligt;

det vigtige jeg kun vil kjende.

Vort Samliv blev velsignet rigt

med Sorg og Glæde; Barnet døde –

Det er uvæsentligt.

                                  Aa ja;

Det var jo mere Laan end Gave,

og engang dages jo et Møde.

Men siden gik hun selv herfra;

derinde grønnes begges Grave.

Det er uvæsentligt –

                                  Det med?

Om sligt jeg kræver ej Besked;

jeg vide vil hvordan hun døde.

Med Haabet om en Morgenrøde,

med Hjertets hele rige Skatt,

med Viljen stærk till sidste Natt;

med Takk for alt, hvad Livet gav

og Livet tog, hun gik i Grav.

Alt saadant er kun Tant og Skrømt;

nævn, hvordan hendes Tro saa ud.

Uryggelig.

                 Paa hvem?

                                  Paa Gud!

Ak, kun paa ham, saa er hun dømt.

Hvad siger du?

                                  Fordømt, desværre.

Gaa, Slyngel!

                                  Helveds Overherre

faar ogsaa dig i sine Klør; –

saa fuldt som hun, du evigt dør.

Du, Usling, dømme tør till Pølen!

Nys laa du selv i Syndesølen –

Ved mig der klæber ingen Plett;

jeg skyllet er i Troens Tvætt;

afgneden er hver Søleskvætt

paa Hellighedens Vaskebrett;

225jeg renset har min Adams-Ble

ved Hjælp af Vaktheds Banketræ;

jeg som en Messesærk ser ud

ved Brug af Bønnens Sæbelud.

Tvi!

                                  Tvi igjen. Her lugter Svovl,

og jeg ser Glimt af Djævlens Horn.

Jeg er et Himlens Hvedekorn, –

du Avnen er paa Dommens Skovl.

Det var Manden, som jeg trængte!

Nu er alle Lænker sprængte;

eget Flag skal om mig bølge,

selv om ikke en vil følge!

Kjære Pastor, skynd Dem bare!

Kirkeprocessionens Skare

er i Orden till at fare –

Lad den komme.

                                  Uden Dem!

Husk Dem om og skynd Dem hjem!

226Folket vil ej vente længer;

hele Menigheden trænger,

lig et Elvebrudd om Vaaren,

stimlende till Præstegaarden,

raaber, de vil Presten se.

Hør kun; atter Raab paa Presten;

Skynd Dem; thi jeg frygter næsten

de skal inhumant sig te!

Aldrig jeg mit Aasyn dølge

vil i eders Flok og Følge;

her jeg bliver.

                                  Er De gal?

Eders Vej er mig for smal.

Den blir smalere jo længer

Menigheden frem sig trænger.

Se, der stormer de minsandten!

Provst og Prester, Embedsmænd,

trænges ud paa Grøftekanten –;

kom dog, kom dog, kjære Ven;

brug Indflydelseskrabasken!

Ha, for sent; de bryder Hegnet;

Processionen gaar i Vasken!

Prest!

                 Se der!

                                  Giv Aabningstegnet!

Foged, hold dem inden Grænser!

Ej min Myndighed de ændser!

Tal og kast en Lysning ind

i de urofyldte Sind!

Er det styggt, hvad heller stort,

det, som her skal vorde gjort?

O, saa gaar der dog en Strømning

over Folkets Lummerstille! –

Mænd, I staar paa Vejens Skille!

Helt I maa det nye ville, –

alle raadne Værkers Rømning, –

før den store Tempelhal

rejses, som den bør og skal!

Presten raser!

                                  Han er gal!

Ja, jeg var det, da jeg mente

I paa Sætt og Vis dog tjente

ham, som Aand og Sandhed vil!

Og jeg var det, da jeg tænkte,

at jeg ham till eder lænkte,

gjennem Prutnings Leflespil.

Liden var den gamle Kirke,

og jeg slutted fejgt som saa:

dobbelt opp, det maa forslaa;

femfold opp, – jo, det maa virke!

O, jeg saa ej, at det gjaldt

enten intet eller alt.

Paa Akkordens Vej jeg slingred; –

men idag har Herren talt.

Domsbasunen over Huset

har i denne Time skingret, –

og jeg lytted angstomsuset, –

knust, som David stod for Nathan, –

slagen, vejret bort af Skrækk –;

nu er alle Tvivlsmaal væk.

Folk! Akkordens Aand er Satan!

Bort med dem, som har os blindet!

Ned med dem, som stjal vor Marg!

Bag jer selv boer Fienden arg,

som har listet paa jer Bindet.

229Høkret har I med jer Kræfter,

kløvet eder selv itu;

derfor kommer Spredthed efter

med sin hele Hulhedsgru.

Hvad vil I ved Kirken nu?

Stadsen, Stadsen eder lokker, –

Sang af Orgel og af Klokker, –

Lysten till at gjennemrissles

af en Højtidstales Ild,

der den læspes, der den hvissles,

der den flommer, tordner, hegler

efter alle Kunstens Regler!

Fogdens Snakk han sigter till!

Det er Provstens Væv han snerter!

Helligstundens tændte Kjerter,

Ydersiden kun I vil.

Og saa hjem igjen i Sløvhed,

hjem til Slid og Slæb i Døvhed,

Sjælen klædt i Hverdagsbrogen

som jer Kropp, – og Livsensbogen

gjemt og glemt paa Kistebunden

indtill næste Helg er runden!

O, det var ej saa jeg drømte,

da jeg Offerkalken tømte!

Stor jeg vilde Kirken bygge,

saa dens Hvælving kunde skygge,

230ej blot over Tro og Lære,

men udover alt i Livet,

som af Gud er Livsrett givet, –

over Døgnets Hverdagsdyst,

Kveldens Hvile, Nattens Kummer,

Ungdomsblodets friske Lyst,

alt hvad ringt og rigt et Bryst

lovligt som sit eget rummer.

Elven, som dernede skummer,

Fossen, som i Kløften brummer,

Tonerne fra Stormens Lunger,

Røsterne, hvor Havet runger,

skulde smelte sjælefangen

sammen fuldt med Orgelsangen

og med Kvad fra Folketunger.

Væk med Værket, her er gjort!

Kun i Løgnen er det stort;

alt i Aanden faldefærdigt,

eders usle Vilje værdigt.

I vil alle Spirers Kvæling

gjennem Arbejdets Fordeling;

under Ugens Dage sex

haler I Guds Flag tilldækks,

og det er kun paa den syvende,

at det ses mod Himlen flyvende!

Før os! der er Storm i Vejret!

Før os, du, saa har vi sejret!

Hør ham ej, han har ej Tro,

som det sømmer sig en Kristen!

Nej, der nævnte du just Bristen, –

Bristen for os begge to,

Bristen for det spredte hele!

Troen ejes kun af Sjæle;

peg paa en, som er en Sjæl!

Peg paa en, som ej har kastet

bort sin egen bedste Deel,

der han famled, der han hasted!

Gjennem Lystens Spræll og Sparken,

under Gjøglerpibers Lyd,

sløves I for Livets Fryd;

først, som udbrændt, Sjæleknarken

træder Dansen foran Arken!

Er af Krøbling og af Taabe

Bægret tømt till sidste Draabe, –

hej, da er det Tid at haabe,

Tid i Bøn og Bod at raabe.

Først I Præget af jer slider,

lever jer till Tobensdyr, –

saa till Naadens Port I tyr,

søger Gud – som Invalider!

Derfor maa hans Rige ramle.

Hvad skal han med sjælegamle

rundtom sine Fødders Skamle?

Har han ikke sagt det højt, –

kun med Blodets friske Sprøjt

232gjennem alle Sjælens Aarer

han dig till sin Arving kaarer!

Kun som Barn du Riget vinder;

did faar ingen ind sig lirke.

Kom da, baade Mænd og Kvinder, –

mød med friske Barnekinder

frem i Livets store Kirke!

Lukk da opp!

                                  Nej, ikke denne!

Kirken har ej Maal og Ende.

Gulvet er den grønne Jord,

Vidde, Vang, og Hav og Fjord;

Himlen kun kan Hvælvet spænde

over, saa den vorder stor.

Der skal al din Gjerning gjøres,

saa det tør i Koret høres;

du med Ugens Værk kan møde,

øver dog ej Helligbrøde.

Den skal dække alt, som Barken

dækker Træets alt i Stammen;

Liv og Tro skal smelte sammen.

Den skal Døgnets Gjerning bære

enhedshelt med Lov og Lære.

Der skal Dagens Yrke være

et med Flugt paa Stjernebanen,

233Barnets Leg om Julegranen,

Kongedansen foran Arken!

Lys er tændt, hvor før var Mørke; –

et er: Liv – og Gud at dyrke!

Ve, han Hjorden fra os lokker!

Foged, Skriver, Lensmand, Klokker!

Skrig dog ikke saa, for Pokker!

Hvem vil stanges med en Stud?

Lad ham først faa raset ud.

Bort herfra! Her er ej Gud, –

kan ej være mellem slige;

frihedsfagert er hans Rige.

Her jeg er ej længer Prest.

Gaven kalder jeg tillbage; –

af min Haand skal ingen tage

Nøglerne till eders Fest!

Vil du ind, du Træl af Muldet, –

kryb igjennem Kjelderhullet;

myg din Rygg er, kryb og bukk;

lad i Mørkets Kvalm dit Sukk

234stryge gifttungt langs med Jorden,

lig et magtløst Tæringsgisp!

Ha, der røg hans Ridderorden!

Saa; nu blir han aldrig Bisp!

Kom, du unge, – kom, du friske;

lad et Livspust af dig viske

Støvet fra den skumle Krog.

Følg mig paa mit Sejerstog!

Engang maa du vaagne dog;

engang maa du, adelsvorden,

bryde Freden med Akkorden; –

ud af Usseldommens Nød;

ud af hele Halvheds-Røret; –

slaa din Fiende paa Øret;

byd ham Krig paa Liv og Død!

Holdt! Jeg læser Opprørsakten!

Læs! Med jer jeg bryder Pagten.

Vis du Vejen! Vi skal følge!

Over Viddens frosne Bølge!

235Gjennem Landet vil vi fare,

løse hver en Sjælesnare,

Folket sidder fanget i, –

luttre, løfte, gjøre fri, –

knuse alle Sløvhedsrester,

være Mænd og være Prester,

præge nyt det slidte Stempel,

gjøre Riget till et Tempel!

Stor er Tiden! Store Syner

gjennem lyse Dage lyner!

O, forblindede, hvad vil I!

Ser I ej at Satans Spil i

al hans Tale ligger skjult!

Hej! Vend om; I hører till i

Byggdens Farvand, stillt og smult,

Godtfolk, stands, – I gaar tillgrunde! –

Hm, de svarer ej, de Hunde!

Tænk paa eders Hus og Hjem!

Større Hus skal voxe frem!

Tænk paa eders Eng og Aker;

tænk paa eders Faar og Kjør!

Himlens Dugg gav Mannakager,

da de kaarne hungred før!

Eders Kvinder bag jer skriger!

Ej vi kjender, dem, som sviger!

Barnet klager: Faer forlod os!

Enten med os eller mod os!

Uden Hjord, med Savnets Byrde,

staar den gamle Sjælehyrde

plyndret ud till bare Skjorten!

Hans blir Skammen; hans blir Torten!

Snart, Herr Provst, er Sejren vor!

Sejren? De er fra os dragne –!

Ja, men vi er ikke slagne,

hvis jeg kjender mine Faar!

Hvor monstro dog Fogden gaar?

Efter dem, saa sandt jeg lever!

Ha, sig atter Modet hæver.

237Jeg vil ogsaa med deroppe, –

slaa i Flok og gjøre Fanger!

Lægg mig Sadlen paa min Ganger; – –

skaff en sikker fjeldvant Hoppe!

Se fremad; did gaar Sejrens Flugt!

I Dybet ligger Byggden lukkt,

og Vejret har fra Fjeld till Fjeld

spændt over den sit Taagetjeld.

Glem Døsen i den skumle Grænd;

flyv frit, flyv højt, I Herrens Mænd!

Vent, vent; min gamle Faer er trætt

Jeg fra igaar har intet ædt –

Ja, still vor Sult og slukk vor Tørst!

Frem, fremad over Fjeldet først!

Hvad Vej?

                                  Hver Vej er lige god,

naar kun den Maalet bær imod.

Følg efter her –

                                  Nej, der er bratt;

vi vinder ikke frem før Natt!

Iskirken ligger og derborte.

Den bratte Vejen er den korte.

Mit Barn er sygt!

                                  Min Fod er saar.

Hvor finder jeg en Læskningstaar?

Mætt Mængden, Prest; – se Modet vakkler.

Prest, gjør Mirakler! Gjør Mirakler!

O, styggt jer Trældom har jer mærket;

I Lønnen vil forinden Værket.

Opp, ryst jer Dødningsløvhed af, –

hvis ej, saa gaa igjen i Grav!

Ja, han har Rett; først frem till Striden;

vi ved jo, vi faar Lønnen siden!

Det faar I, Folk, saa sandt en Gud

ser klarsynt over Verden ud!

Han er Profet! Han er Profet!

Hør, sig os, Prest, – blir Striden hed?

Og blir den lang? Og blir den blodig?

Prest, kræves det at være modig?

Jeg kan vel være trygg for Livet?

Hvad blir min Del af Sejrens Løn?

Jeg mister da vel ej min Søn?

Er Sejren os før Tirsdag givet?

Hvad spørges om? Hvad vil I vide?

Først om hvorlænge vi skal stride; –

derefter nævn vort Stridsforlis,

og endelig – vor Sejers Pris!

Det spørges om?

                                  Ja vel; dernede

vi fik ej rett paa Tingen Rede.

Saa skal I faa det nu!

                                  Tal! Tal!

Hvorlænge Striden vare skal?

Den vare skal till Livets Ende,

till I har alle Offre bragt,

og løst jer fra Akkordens Pagt, –

till I har Viljen hel ihænde,

till alle fejge Tvivlsmaal faldt

for Budet: intet eller alt!

Og Stridsforliset? Alle Guder,

hver Halvhedsaand paa Højtidshylden,

hver Jordtrælskjæde, blank og gylden,

al eders Slappheds Sovepuder!

Og Sejersprisen? Villjens Renhed,

i Troen Flugt, i Sjælen Enhed, –

hin Offerlydighed, som gav

med Jubel indtill Død og Grav, –

en Tornekrans om Hvermands Tinding, –

se, det skal vorde eders Vinding!

Forraadt, forraadt! Bedraget! Sveget!

Jeg har ifra mit Ord ej veget.

Du Sejr har lovet os ihænde; –

nu vil du den till Offer vende!

Jeg Sejr har lovet, – og jeg svær,

den vindes skal igjennem jer.

Men hver, som gaar i første Række,

maa falde for sin fagre Sag;

tør ej han det, saa lad ham strække

sit Vaaben inden Kampens Dag.

I Fjendevold er dømt det Flag,

som værges af en Vilje svag;

hvis du af Offerskrækken lammes, –

dødsmærket er du før du rammes!

Vort eget Fald han kræver frækkt

till Fromme for en ufødt Slægt!

Igjennem Offrets Ørkenvidder

gaar Vejen till vort Kanaan.

Till Sejr i Fald! Hver Slægtens Mand

jeg byder opp som Herrens Ridder!

Jo, her vi dejligt i det sidder!

I Byggden er vi satt i Ban –

Didned vi aldrig vinde kan.

Og fremad, fremad ingen gider!

Slaa ham ihjæl!

                                  Nej, det blev værre;

vi trænger jo en Overherre!

Hu, Provsten!

                                  Lad jer blot ej skræmme!

O, mine Børn! O, mine Faar!

Lytt till den gamle Hyrdes Stemme;

Ej mer vi har i Byggden hjemme;

bedst at vi over Vidden gaar!

O, at I kan saa tungt mig græmme

og slaa mit Bryst saa dybe Saar!

Du saared Sjæle Aar for Aar!

Hør ikke paa ham! Han jer mader

Med hule Løfter.

                                  Det er sandt!

Men vi er milde; vi forlader,

hvor vi oprigtig Anger fandt.

243O, gaa dog i jer selv tillsidst

og se den sorte Helvedlist,

hvormed han Folket om sig flokked!

Ja, det er sikkert; han os lokked!

Og tænk jer om; hvad mægter I,

en ringe Flok, i Vraaen baarne?

Er I till noget Storværk kaarne?

Kan I de bundne gjøre fri?

I har jer lille Hverdagsdont;

hvad der gaar over den er ondt.

Kan eders Arm paa Valen nytte?

J værge skal jer lave Hytte.

Hvad vil I mellem Falk og Ørn?

Hvad vil I mellem Ulv og Bjørn?

I blir kun Overmagtens Bytte, –

o, mine Faar, – o, mine Børn!

Ja, ve os, – det er Sandheds Ord!

Og dog, da vi fra Byggden foer,

vi lukked bag os Hyttens Dør; –

der er ej Hjemmet nu, som før.

Nej, han har lyst for Folkets Øjne,

har pegt paa Brist og Sot og Løgne;

ej længer Menigheden sover;

det Liv, som fordum var os nok,

blev Uliv for den vaagne Flok.

Ak, tro I mig, det gaar snart over.

Alt kommer i de gamle Folder,

naar blot en Stund i stillt jer holder.

Jeg borger for at Menigheden

skal snart fornemme Fortidsfreden.

Vælg, Mænd og Kvinder!

                                  Vi vil hjem!

For sent, for sent; langs Vidden frem!

O, Lykketræff at jeg jer finder!

Aa, kjære, vakkre, vær ej vred!

Ej nu, ej nu; kom bare med!

En bedre Tid for Byggden rinder; –

hvis I fornuftigt laer jer sige,

er alle Mand før Kvelden rige!

Hvorledes det?

                                  En Fiskestim

paa Millioner staar i Fjorden!

Hvad siger han!

                                  Gjør alt iorden!

Sky Viddens Uvejr, Sludd og Rim.

Før styred Stimen aldrig hid; –

nu, Venner, for vor Del af Norden

der rinder opp en bedre Tid!

Vælg mellem Herrens Raab og hans!

Følg eders egen sunde Sands!

O, her er et Mirakkel hændt;

et Fingerpeg fra Himlen sendt!

Ak, jeg har drømt det jævnt og tidt,

men tænkte det var Mareridt; –

nu ser vi klart hvorhen det sigter –

Jer selv I taber, hvis I svigter!

En Fiskestim!

                                  Paa Millioner!

Brød, Guld till eders Børn og Koner!

Nu ser I vel det ej er Tid

at spilde eders Kraft i Strid,

især imod en Overmagt,

som gjør Herr Provsten selv forsagt.

246Nu har I andre Maal for Øje,

end tomt at hige mod det høje.

Vorherre hytter nok sig selv;

Befæstet er jo Himlens Hvælv.

Bland ej jer opp i andres Trætte,

men skynd jer Havets Skatt at lette;

det er et praktisk Gjøremaal,

som øves uden Blod og Staal;

det bringer eder Velstands-Stoffer,

og kræver ej personligt Offer!

Just Offret staar med Lueskrift

som Herrens Krav bag Skyens Rift!

Ak, føler I till Offer Drift,

saa kom kun tryggt till mig en skjøn Dag, –

som for Exempel næste Søndag; –

jeg skal minsandten –

                                  Ja, ja, ja!

Beholder jeg min Post som Klokker?

Blir Skolen tagen mig ifra?

Ifald I Mængdens Stivsind rokker,

saa vil man vistnok være mild –

Afsted. afsted; ej Tiden spild!

Tillbaads, tillbaads, hver, som er klog!

Men Presten –?

                                  Presten! Slipp den Gale!

I ser jo her Vorherres Tale,

som i en aaben prentet Bog.

Svig Presten; det er Rett og Pligt;

han daared jer med Tant og Digt –

Han løj for os!

                                  Hans Tro er vrang;

og tænk, han har ej laud engang!

Hvad har han?

                                  Daarlig Karakter!

Ja, det er sandt, det klart vi ser!

Hans gamle Moer forgjæves vented;

han nægted hende Sakramentet!

Han fast tog Livet af sit Barn!

Af Konen med!

                                  Tvi, tvi, det Skarn!

Slett Søn, slett Faer, slett Ægtemand; –

mon værre Kristen gives kan!

Vor gamle Kirke rev han ned!

I Baglaas han den nye vred!

Han slang os paa en Havsnødsplanke!

Han stjal min Daarekistetanke!

Jeg Mærket ser paa Hvermands Pande,

Jeg ser, hvor denne Slægt vil lande.

Hej, hør ham ej! Af Byggden driv

den Helvedbrand med Sten og Kniv!

O, mine Børn! O, mine Faar!

Nu vender I till Hjemmets Arne;

lad Anger eders Øjne klarne,

og I skal se at godt det naar.

Vi ved, Vorherre er saa god;

han kræver ej uskyldigt Blod; –

249og vor Regjering er tillige

saa mild, som knappt i noget Rige,

og Øvrigheden, Amtmand, Foged,

vil ikke gjøre jer det broget,

og selv jeg er saa kjærlig, som

vor Tids humane Kristendom, –

jer Overmænd vil allesammen

med eder bo i Fred og Gammen.

Men hvis her findes nogen Brist,

saa maa den ændres, det er visst.

Naar først vi kommer lidt till Ro,

saa vælger vi en Kommission,

som prøve skal i hvilket Mon

der bødes kan paa Lys og Tro.

Den bør bestaa af nogle Prester,

som jeg og Provsten kalder till, –

desuden, dersom saa I vil,

af Klokker og af Skolemester

samt andre Mænd af Folkets Kreds, –

saa I kan slaa jer tryggt tillfreds.

Ja, vi skal lette al jer Byrde,

som I den gamle Sjælehyrde

idag har lettet for hans Angst.

Den Tanke gjøre Hvermand stærk,

at her er hændt et Underværk.

Farvel; god Lykke till jer Fangst!

Ak, det er Folk med kristen Mildhed!

De gaar sin Gang i bramfri Stillhed.

De er saa snilde og saa pene!

Saa rigtigt folkeligt gemene!

De kræver ikke Ulivssaar.

De Folk ved mer end Fadervor!

Ak, dette vil forbedre Tonen.

Nu er i alt et Omslag nær;

thi, Gudskelov, der noget er,

som bærer Navn af Reaktionen.

Mit Værk det var, at alt Spektakel

blev kvalt i selve Fødselstimen.

Ak, mest vi skylder hint Mirakel –

Hvad for Mirakel?

                                  Fiskestimen.

Det var en Løgn naturligvis!

Ja saa? En Løgn?

                                  Jeg gav till Pris

hvad Vrøvl mig først i Munden faldt; –

kan sligt vel lastes, hvor det gjaldt

en vigtig Sag?

                                  Nej, Gudbevares;

I Nødsfald kan det godt forsvares.

Og desforuden, om et Døgn,

naar Folket atter faar sig sundet,

hvad gjør det da, om Sejr blev vundet

i Kraft af Sandhed eller Løgn?

Ven, jeg er ingen Rigorist.

Men er det ikke Brand, som hist

sig slæber frem?

                                  Jo, ganske visst!

En enlig Kriger paa sit Tog!

Nej, vent; en till jeg øjner dog –

langt bag ham!

                                  Hvad; – det er jo Gerd!

Det Følgeskab er Karlen værd.

Naar stillet er hans Offerdrift,

ham sættes bør slig Efterskrift:

252her hviler Brand; hans Sejr blev skral;

en Sjæl han vandt, – og hun var gal!

Men naar jeg rett mig tænker om,

det dog mig forekommer, som

lidt inhuman var Folkets Dom.

Vox populi vox dei. Kom!

Tusind fulgte mig af Byggden;

ikke en vandt opp till Højden.

Gjennem alle Hjerter taler

Trangen till en større Tid;

over alle Sjæle daler

Ledingsbud till løftet Strid.

O, men Offret, Offret skræmmer;

Viljen vek og rædd sig gjemmer; –

en jo for dem alle døde, –

Fejghed er ej længer Brøde!

Jævnt og tidt jeg maatte grue,

Skrækken rissled i mit Haar,

naar jeg gik, som Barnet gaar,

253under Hyl og Hundetuden,

i den mørke Gjenfærdsstue.

Men jeg tvang min Hjertebanken,

og jeg trøsted mig med Tanken:

ude skinner Lysets Væld,

Mørket er ej Natt, ej Kveld, –

her er Skodder kun for Ruden

Og jeg tænkte, Dagens Skin,

Sommerlivets klare Lue,

skal igjennem Dørens Bue

vælde fuldt og fagert ind

i den mørke Gjenfærdsstue,

O, hvor bittert jeg bedrog mig.

Begsort Natt imøde slog mig, –

og derude sad forstemte

spredte Mænd langs Fjord og Vik,

holdt paa Minder, aandsforglemte,

gjemte dem, som Kongen gjemte

aarvis paa din Snefrids Lig,

løste Dødninglinets Flig,

lytted over Hjertekulen,

næred sig med Livshaabs-Smulen,

mente, nu sprang Blodets røde

Roser ud ifra den døde.

Ikke en, som han, sig hæved,

gav till Graven hvad den kræved.

Ikke en iblandt dem ved:

Liget drømmes ej tillive,

Liget maa i Muldet ned,

Ligets Hverv kun er at give

254Næring till en nylagt Sæd. –

Natt, kun Natt, – og Natt igjen

over Kvinder, Børn og Mænd!

Kunde jeg med Lyn i Haanden

frelse dem fra Straadødsvaanden!

Sorte Syner ser jeg jage

lig et Helridt gjennem Natten.

Tiden staar i Uvejrskofte,

maner med en Livsdaads Krav,

kræver svunget Staal for Stav,

kræver Skeden tom ved Hofte; –

Frænder ser i Strid jeg drage, –

Brødre ser jeg sidde spage,

krøbne under Gjemselshatten.

Og jeg øjner mer endnu, –

Usseldommens hele Gru,

Klynk fra Kvinden, Skrig fra Manden,

Øret stængt for Bøn og Bud, –

ser dem riste sig paa Panden

Navn af Fattigfolk ved Stranden,

Folk med Skillingspræg fra Gud.

Blege lytter de till Braget,

tror at selvgjort Afmagt skjærmer. –

Regnbue over Maivangen,

Flag, hvor er du nu at se?

Hvor er nu de Farver tre,

de, der slog og fnøs fra Stangen

under Storm af Folkesangen

till en Konge og en Sværmer

255Splitt og Tunge skar i Flaget?

Tungen brugte du till Pral;

tør ej Dragen vise Tænder,

trænges ingen Splittflagsender; –

Folkeskriget kunde tiet,

Kongesaxen kunde biet;

Flag med Fredens fire Hjørner

strækker till som Nødsignal,

naar en grundstødt Skude tørner!

Værre Tider; værre Syner

gjennem Fremtidsnatten lyner!

Brittens kvalme Stenkulsky

sænker sort sig over Landet,

smudser alt det friske grønne,

kvæler alle Spirer skjønne,

stryger lavt med Giftstoff blandet,

stjæler Sol og Dag fra Egnen,

drysser ned, som Askeregnen

over Oldtids dømte By. –

Da er Slægten vorden stygg; –

gjennem Grubens krumme Gange

lyder Nyn af Drypvandssange;

Puslingflokken, travl og trygg,

frigjør Malmens bundne Fange,

gaar med pukklet Sjæl og Rygg,

glor med Dvergens gridske Øjne

efter Guldets blanke Løgne.

Sjæl ej skriger, Mund ej smiler,

Brødres Fald ej Hjerter kløver,

eget Fald ej vækker Løver; –

256Flokken hamrer, mynter, filer;

rømt er Lysets sidste Tolk;

Slægten vorden er et Folk,

som har glemt, at Viljens Pligter

ender ej hvor Evnen svigter!

Værre Tider; værre Syner

gjennem Fremtidsnatten lyner!

Kløgtens Ulv med Gluff og Glam

truer Lærens Sol paa Jorden;

Nødskrig lyder opp mod Norden,

byder Leding ud langs Fjorden;

Dværgen hvæser tvær og klam, –

sligt er ikke Sag for ham.

Lad de stærke Samfund gløde;

lad de andre give Møde;

vi har ikke Raad at bløde, –

vi er smaa, vi savner Evne

till et Sandheds Styrkestævne,

kan ej offre Folkehelsen

for vor Brøk af Verdensfrelsen.

Ej for os blev Kalken drukket,

ej for os hugg Tornekransen

i hans Tinding sine Tænder,

ej for os blev Romerlandsen

i den dødes Side stukket,

ej for vor Skyld Naglen brænder,

boret gjennem Fod og Hænder.

Vi er smaa, er sidst i Laget,

byder Ledingsbudet Trods!

Ej for os blev Korset taget!

257Spanrem-Slaget, Spanrem-Slaget,

Ahasveri Rapp, som ruller

Purpur om den dømtes Skulder,

er Passionens Brøk for os!

Har jeg drømt? Er nu jeg vaagen?

Alt er graat og dulgt i Taagen.

Var det syge Syner kun,

hvad jeg saa til denne Stund?

Er det Billed glemt og tabt,

hvori Mandens Sjæl blev skabt?

Er vort Opphavs Aand besejret –?

Ha, det gaar som Sang i Vejret!

Aldrig, aldrig blir du lig ham,

thi i Kjødet er du skabt;

gjør hans Gjerning eller svig ham,

ligefuldt er du fortabt!

Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!

Stod han ej i Kirkekoret,

slog med Hannden vredt mod Ordet?

Tog han ikke alt mit Eje,

stængte alle Lysets Veje,

lod mig kjæmpe till det sidste,

lod mig Nederlaget friste!

Orm, du aldrig vorder lig ham, –

Dødens Bæger har du tømt;

følg ham efter eller svig ham,

lige fuldt din Daad er dømt!

Agnes, Alf, de lyse Dage,

Liv i Fred og Liv i Hvile,

bytted jeg med Kamp og Klage,

rev mit Bryst med Offerpile, –

fældte dog ej Folkets Drage.

Aldrig, Drømmer, blir du lig ham,

Arv og Odel har du tabt;

alt dit Offer gjør ej rig ham; –

for dit Jordliv er du skabt!

Alf og Agnes, kom tillbage;

ensom sidder jeg paa Tinden,

gjennemblæst af Nordenvinden,

bidt af Gjenfærd, klamme, spage –!

Brand, her har du mig igjen!

Agnes! Agnes! Hvad er dette!

Alt var Feberdrøm, min Ven!

Nu skal Sottens Taager lette!

Agnes! Agnes!

                                  Kom ej over!

Se dog Sluget mellem os!

Her gaar Fjeldets vilde Foss.

Ej du drømmer, ej du sover,

ej du mer med Syner slaas.

Du har været syg, du kjære, –

drukket Vanvids bittre Drikk,

drømt, din Hustru fra dig gik –

O, du lever! Lovet være –!

Hys, tal heller derom siden!

Følg mig, følg mig; knapp er Tiden.

O, men Alf?

                                  Ej heller død.

Lever!

                                  Lever sund og rød!

Alle Sorger har du drømt;

al din Kamp var ikkun Skrømt.

Alf er hos din gamle Moer;

hun er frisk og han er stor;

end er Byggdens Kirke till;

den kan rives, hvis du vil; –

Sognets Folk dernede slider

jævnt, som i de gode Tider.

Gode?

                                  Ja – da her var Fred.

Fred!

                                  O, skynd dig, Brand, kom med!

Ak, jeg drømmer!

                                  Nu ej længer.

Men till Røgt og Ly du trænger –

Jeg er stærk.

                                  Ak, ej endnu;

bag dig lurer Drømmens Gru.

Atter vil du taaget glide

bort fra min og Barnets Side,

261atter vil din Tanke sløves, –

hvis ej Lægemidlet prøves.

O, giv hid!

                                  Du selv er Manden.

Du kun kan det, ingen anden.

Nævn det da!

                                  Den gamle Læge,

som har læst saa mangen Bog, –

han, som er till Bunden klog,

fundet har din Sygdoms Spor.

Alle Syner, stygge, blege,

mantes frem med trende Ord.

Dem maa kjækkt du overstrege,

ud af Mindebladet slette,

væk fra Lovens Tavle stryge.

De har voldt at Sotten faldt.

paa dig som en Vildsinds-Byge; –

glem dem, glem dem, vil du tvætte

Sjælen ren for Sot og Syge!

Sig dem!

                                  «Intet eller alt».

Er det saa?

                                  Saa visst jeg lever,

og saa visst du engang dør!

Ve os begge! Sverdet svæver

draget over os som før!

Brand, vær mild; min Favn er varm;

hold mig med din stærke Arm; –

lad os søge Sol og Sommer –

Anden Gang ej Sotten kommer.

Ak, den kommer, Brand, vær trygg.

Den er slynget bag min Rygg.

Ingen vilde Drømmes Gru, –

Livets, Livets kommer nu!

Livets?

                 Følg mig, Agnes!

                                  Staa!

Brand, hvad vil du?

                                  Hvad jeg maa:

leve, hvad till nu er drømt, –

gjøre sandt, hvad end er Skrømt.

Ha, umuligt! Husk, hvorhen

Vejen bar dig!

                                  Om igjen!

Ræddslens Ridt i Drømmetaagen

vil du ride fri og vaagen?

Fri og vaagen.

                                  Slippe Barnet?

Slippe Barnet.

                 Brand!

                                  Jeg maa.

Blodig rive mig af Garnet?

Mig med Offersvøber slaa

indtill Døden?

                                  Jeg det maa.

Alle Lys i Natten slukke,

Dagens Solskjær udelukke,

aldrig Livets Frugter plukke,

aldrig løftes lindt af Sange?

O, jeg mindes dog saa mange!

Jeg det maa. Spild ej din Bøn.

Glemmer du din Offerløn?

Alt dit Løftningshaab bedrog dig;

alle sveg dig, alle slog dig!

Ej for egen Løn jeg lider;

Ej for egen Sejr jeg strider.

For et Folk i Grubens Gange!

En kan give Lys till mange.

Dømt er jo dets Fremtidsslægter!

Stort en enkelts Vilje mægter.

Husk at en med Flammeriset

Manden drev af Paradiset!

Porten har han lagt et Slug for;

over det du springer ej!

Aaben lod han Længslens Vej!

Dø! Dig har ej Verden Brug for!

Væk det jog i Skoddens Røg,

fløj paa store hvasse Vinger

over Vidden som en Høg.

Kravet var en Lillefinger

for at fange helt min Haand –!

Ha, det var Akkordens Aand!

Saa du Høgen! Saa du Høgen?

Ja, du; dennegang jeg saa ham.

Fort, sig Vejen, han er strøgen;

vi vil efter, vi vil naa ham!

Intet Vaaben bider paa ham;

stundom tykkes han at fly,

hjerteramt af Dødens Bly, –

men vil Baneslag du slaa ham,

er han bag dig lige kry,

gjækker, lokker dig paany.

Rensdyrskyttens Riffle stjal jeg,

har den ladt med Sølv og Staal;

du kan tro, jeg er saa gal ej,

som de siger!

                                  Træff dit Maal!

Prest, du halter jo paa Foden.

Hvad har voldt det?

                                  Folket jog mig.

Rød, som Blod fra Hjerteroden,

er din Tinding,

                                  Folket slog mig.

Før du havde Sang i Røsten, –

nu kun Knirk, som Løv om Høsten!

Alt og alle –

                 Hvad?

                                  Bedrog mig.

Haa, – nu kjender jeg dig først!

Jeg har tænkt at du var Presten; –

tvi med ham og hele Resten!

Du er Manden, som er størst.

Daarligt mente jeg det næsten.

Lad mig se paa dine Hænder!

Mine Hænder?

                                  Naglesaaret!

Blodets Dryp jeg ser i Haaret, –

Biddet efter Tornetanden,

hugget vildt og hvasst i Panden.

Dig har Korsets Træ jo baaret!

Faer har sagt da jeg var liden,

det blev gjort for længe siden,

langt herfra og af en anden; –

nu jeg skjønner han mig daared; –

ja, for du er Frelsermanden!

Vig ifra mig!

                                  Skal jeg falde

ned og bede for din Fod?

Vig!

                                  Du ødte jo det Blod,

som har Magt at frelse alle!

O, jeg ved ej Frelsens Fjæl

for min egen arme Sjæl!

Her er Rifflen! Lad dem dræbes –!

Frem mod Faldet skal der stræbes.

Ej af dig; du gaar jo først!

I din Haand er Naglehullet; –

du er udvalgt; du er størst.

Jeg er ringest Kryb i Muldet.

Ved du hvor du staar?

                                  Jeg staar

ved det første Trin af Trappen; –

højt er opp og Foden saar.

Svar mig! Ved du hvor du staar?

Ja, nu falder Taagekappen.

Ja, den falder; Svartetind

peger helt i Himlen ind!

Svartetind? Iskirken!

                                  Ja!

Kirkegjæst du blev endda!

Tusind Mile bort herfra! –

O, hvor inderligt jeg higer

269efter Lys og Sol og Mildhed,

efter Fredens Kirkestillhed,

efter Livets Sommerriger!

Jesus, jeg har raabt dit Navn;

aldrig tog du mig i Favn;

tæt forbi mig er du gledet,

gammelt Ord paa Tungen lig;

lad mig nu af Frelserklædet,

med den sande Bods-Vin vædet,

fange blot en fattig Flig!

Hvad er det? Du græder, du,

varmt, saa det paa Kinden ryger, –

varmt, saa Bræens Gravlin stryger

dryppende fra Topp og Tinde, –

varmt, saa Isen i mit Minde

løses opp i Graad herinde, –

varmt, saa Messekaaben glider

nedad Jøkelprestens Sider –!

Mand, hvi græd du ej før nu?

Frostvej bær igjennem Loven, –

siden Sommersol fra oven!

Till idag det gjaldt at blive

Tavlen hvorpaa Gud kan skrive; –

fra idag mit Livsensdigt

skal sig bøje varmt og rigt.

270Skorpen brister. Jeg kan græde,

jeg kan knæle, – jeg kan bede!

Se, der sidder han, den stygge!

Det er ham, som kaster Skygge,

der han pisker Tindens Sider

med sin brede Vingefjær.

Nu er Frelsens Time nær –

dersom bare Sølvet bider!

Ha, hvad gjør du!

                                  Ramt han glider!

Jeg har truffet; – se, han falder;

hør, han skriger saa det gjalder!

Mange tusind Fjer af Hammen

fyger ned fra Bergvæggs-Kammen; –

se, hvor han blir stor og hvid –!

Hej, han ruller ende hid!

Ja, hver Slægtens Søn tilldøde

dømmes maa for Slægtens Brøde!

Tifold større Himmeltelt

spændtes ud, da han blev fældt!

Se, han tumler; se han ruller –

271aa, jeg vil ej længer grue;

han er hvid jo, som en Due –!

Hu, det stygge, stygge Bulder!

Svar mig Gud, i Dødens Slug; –

gjælder ej et Frelsens Fnug

Mandeviljens qvantum satis –?!

Han er deus caritatis!