Endnu ikke! Endnu ikke! –

O, hvor tungt det er at vente, –

Længsels Raab paa Raab at skikke, –

aldrig noget Svar at hente! –

Sneen falder blødt og tætt,

har, som med et Linskaut klædt

Taget paa den gamle Kirke – –

Hyss! Jeg hører Grinden knirke!

Fodtrin; faste Mandetrin!

Er det dig? Kom ind, kom ind!

O, hvor du blev længe borte!

Gaa ej fra mig, gaa ej fra mig;

130ensom kan jeg ej de sorte

Natteskygger ryste af mig!

Hvilken Natt og hvilke Dage,

disse to og denne Natt!

Barn, nu har du mig tillbage.

Du er bleg.

                                  Og trætt og matt.

Jeg har længtet, spejdet, stundet, –

og saa har lidt grønt jeg bundet, –

lidt; men det var, hvad jeg ejed,

alt ifra isommer plejet

till at pynte Juletræet.

Busken kaldte jeg for hans;

ja, han fik den og – som Krans!

Se, nu er den halvvejs sneet

ned – o Gud –

                                  Paa Kirkegaarden.

O, det Navn!

                                  Tørr af dig Taaren.

Ja, jeg skal, men vær taalmodig;

endnu er min Sjæl som blodig;

131Saaret er saa friskt og nyt,

ud min Styrkes Væld er flydt.

O, men det skal snart bli bedre;

er jeg over disse Dage,

skal du aldrig se mig klage.

Er det Herrens Helg at hædre?

Nej, jeg ved –; men vær taalmodig!

Husk, ifjor saa sund og frodig,

og iaar ifra mig baaren,

baaren ud –

                                  Paa Kirkegaarden!

Nævn det ej!

                                  Med fulde Lunger

maa det nævnes, er du rædd!

Nævnes maa det, saa det runger

lig en Bølge mod en Bredd!

Selv du lider under Ordet

mer, end du vil kjendes ved;

paa din Pande ser jeg Sporet

af den Sved, det kjøbtes med.

Duggens Draaber paa min Pande

er kun Sprøjt fra Fjordens Vande.

Er og Draaben i dit Øje

smeltet Sneflok fra det høje?

Nej, o nej, den er for varm;

Kilden er din egen Barm!

Agnes, Hustru, lad os begge

være stærke, staa imod,

sammen vore Kræfter lægge,

vinde fremad Fod for Fod. –

O, jeg var en Mand derude!

Sjøen skylled over Fluen,

Maagen taug i Uvejrsgruen,

Hagglen slog min skrale Skude;

midtfjords laa vi, Vandet fræste,

Mast og Takkel hugg og hvæste,

Sejlet, slidt i Pjalter, blæste

langt i Læ for Havraaksfraaden,

hver en Nagle skreg i Baaden; –

udfor Stup og udfor Lider

gik der Skred fra begge Sider,

otte Mænd med hvilte Aarer

sad som otte Lig paa Baarer.

O, da voxte jeg ved Roret;

jeg var den, som førte Ordet,

kjendte godt, en stor mig døbte

till mit Kald, det dyrekjøbte.

Lett at staa i Stormen stiv,

lett at leve Kampens Liv;

133o, men tænk paa mig, som sidder

stillt i Sorgens Spurvekvidder,

mig, som ej kan døve Tiden,

om jeg nok saa gjerne vil;

tænk paa mig, som, stængt fra Striden,

ej faar Glimt af Daadens Ild;

tænk paa mig, hvem kun en liden

snever Gjerning hører till;

tænk paa mig; jeg sidder hjemme,

tør ej mindes, kan ej glemme!

Har du liden Gjerning, du?

Aldrig var den stor som nu.

Hør; jeg vil dig sige noget,

som i Sorgen er mig mødt.

Ofte blir mit Øje taaget,

Tanken ydmyg, Sindet blødt;

det er, som der laa en Glæde

i at kunne græde, græde.

Agnes, – tænk, da ser jeg Gud

nær, som aldrig før jeg saa ham, –

o, saa nær at det ser ud,

som om det var lett at naa ham.

Og jeg tørster mod at kaste

mig som funden till hans Barm,

mod at trykkes af hans faste

stærke varme Faderarm.

Brand, – o, se ham altid saa, –

134som den Gud, du mægter naa, –

mere Fader, mindre Herre!

Tør ej, Agnes; tør ej spærre

Vejen for hans eget Værk;

jeg maa se ham stor og stærk,

himmelstor, – saa kræver Tiden,

just fordi den selv er liden.

O, men du kan se ham nær,

se ham som en Fader kjær,

i hans Favn dit Hoved bøje,

hvile, hvile, er du trætt,

gaa ifra ham, sund og lett,

med hans Afglans i dit Øje,

bære Glansens Glorie med

ned till mig, som led og stred.

Ser du, Agnes, slig at dele

er just Ægteskabets Kjærne;

en skal stride, storme, værne,

en skal alle Dødshugg hele;

da først kan med Sandheds Rett

siges, at de to er et.

Alt ifra du Verdens Liv

vendte Ryggen, blev min Viv,

kasted kjækkt din Skjæbnes Terning,

hviler paa dig dette Kald;

jeg skal slaa til Sejr og Fald,

slaa i Dagens hede Straaler,

staa paa Vagt i Nattens Kulde,

du skal række mig de fulde

135Kjærlighedens Læskningsskaaler,

slynge Mildheds Kappefold

varmt indunder Bringens Skjold; –

liden er ej denne Gjerning!

Hver en Gjerning, spejdet efter,

er for tung for mine Kræfter;

mine Tankers tusind Grene

slynges sammen i den ene.

Alt er endnu som et Digt.

Lad mig klage, lad mig græde,

hjælp mig saa at finde Rede

paa mig selv og paa min Pligt. –

Brand, inatt, mens du var borte,

kom han i mit Kammer ind; –

sundhedssmykket var hans Kind;

tyndklædt i sin lille Skjorte

stavred han med Barnetrin

frem till Sengen, hvor jeg hvilte,

rakkte mod mig sine Arme,

kaldte paa sin Moer og smilte, –

men som om han bad om Varme!

Ja, jeg saa det! O, jeg gøs –!

Agnes!

                                  Jo, du, – Barnet frøs!

O, det maa han jo derude

paa de kolde Spaaners Pude!

Liget ligger under Sneen;

Barnet er till Himlen baaret.

O, hvi river du i Saaret,

grusomt, midt i Ræddselsveen!

Det, som haardt du Liget kalder,

Barnet er for mig endnu.

Sjæl og Legem sammen falder;

end ej mægter jeg, som du,

mellem disse to at dele;

begge er for mig det hele;

Alf, som under Sneen sover,

er min Alf hist ovenover!

Mangt et Saar maa blodigt rives,

før du læges for din Sot.

Ja, men vær taalmodig blot; –

jeg kan ledes, ikke drives.

Staa mig nær og styrk mig, Brand;

tal det mildeste du kan.

Du, som ejer Stormens Tone

i de store Øjeblikke,

naar en Sjæl skal drage Brikke

om sin egen Livsenskrone, –

har du ikke Sangens Mildhed

till at døve Smertens Vildhed?

137Har du ej et Ord, som kvæger,

et, som ud i Dagen peger?

Gud, som du mig lærte kjende,

er en Konge paa sin Borg? –

hvor tør jeg till ham mig vende

med min lille Modersorg?

Tror du, bedre du dig vendte

till den Gud, som før du kjendte?

Aldrig, aldrig did igjen!

Og dog er det tidt, som drages

jeg af Længsel ud, derhen,

hvor det lysner, hvor det dages.

Lett at løftes, tungt at bære;

lød ej saa den gamle Lære?

Dine Riger er for store,

alt er her for stort for mig,

du, dit Kald, dit Maal, din Fore,

al din Vilje, hver din Vej,

Fjeldet, som udover hænger,

Fjorden, som for Foden stænger,

Sorgen, Mindet, Mørket, Striden, –

ikkun Kirken er for liden.

Kirken? Atter denne Tanke!

Ligger den i Landets Luft?

Hvi for liden?

                                  Kan jeg sanke

Grunde sammen med Fornuft?

Kommer ikke Stemnings-Strømmen

som med Vindens Strøm en Duft?

Hvorfra kom den, hvorhen gaar den?

Mig er nok, at jeg forstaar den,

og jeg ved foruden Viden –

Kirken er for mig for liden.

Der er Syn i Folkedrømmen.

Hundred Sjæle, som jeg mødte,

af sig samme Tanke fødte,

selv hos hin, som vildt forreven

skreg paa Vidden, stod den skreven.

«Der er styggt, for der er smaat»

lød det; hun ej heller kunde

rede Tanken ud med Grunde.

Hundred Kvinder sagde siden:

Byggdens Kirke er for liden!

Dette Raab fra Kvindemunde

tolker Trangen till et Slot. –

Agnes, – o, jeg ser det godt,

du er Kvinden, Herren kaared

till sin Engel paa min Sti; –

trygg og sikker, skjønt iblinde,

ved du Vejen rett at finde,

hvor jeg Skillet gaar forbi.

Aldrig Blaalysblink dig daared;

139første Dag du pegte lige

mod det sande Skabningsrige, –

standsed mig, som vilde stige

paa min Flugt mod Himlens Hvælv,

retted Synet paa mig selv,

indad mod det inderlige. –

Agnes, atter har du sagt

Ord, som slog med Lysets Magt, –

ført mig, hvor jeg uviss foer,

kastet Dagskjær paa mit Virke.

Liden er Vorherres Kirke; –

godt; saa skal den tømres stor!

Aldrig saa jeg grant som nu,

hvad i dig min Skaber gav mig;

derfor tryggler jeg, som du:

gaa ej fra mig, gaa ej fra mig!

Jeg skal ryste af mig Sorgen,

jeg skal tørre Taaren af,

jeg skal stænge Mindeborgen,

som det sømmer sig en Grav;

jeg skal lægge Glemsels Hav

aabent mellem den og mig;

jeg skal viske Lykkefærden

af min lille Billedverden,

være Hustru helt for dig!

Vejen gaar imod det store.

O, men brug ej Strængheds Spore.

Gjennem mig en større byder.

En, om hvem du selv har sagt,

at han Viljen ej forskyder,

skjønt den savner Evnens Magt.

Hvorhen, Agnes?

                                  Husets Skjøttsel

faar ej glemmes, mindst ikveld.

Forrige Jul du husker vel,

at du sagde, jeg var ødsel.

Lys var tændt i alle Stager;

her var grønt og smukke Sager,

Legetøj paa Juletræet;

her blev sunget, her blev leet.

Brand, iaar skal atter tændes

alle Lys, saa Helgen kjendes;

her skal pyntes opp som bedst

till den stille store Fest.

Titter Gud i Stuen ind,

skal han se en straffet Datter,

refset Søn, med ydmygt Sind,

Børn, som lydigt ved og fatter,

at de ej for Fadervreden

tvært tør skyde fra sig Glæden. –

Ser du nu vel Spor af Taaren?

Barn, tænd Lys; det er dit Virke!

Bygg saa du din store Kirke; –

o, men faa den rejst før Vaaren!

Villig, villig midt i Vaanden,

villig midt i Martrens Ild;

svigter Evnen, segner Aanden,

sker det, skjønt kun Offret vil.

Herre, lægg din Styrke till; –

og fra mig tag Hvervets Kalk,

bittrest Kalk, at maatte skikke

Lovens grumme Høg og Falk

over hende for at drikke

Hjertets fulde varme Flod.

Jeg har Kræfter, jeg har Mod;

læss paa mig din Vægt for tvende, –

vær barmhjertig blot mod hende!

Her gjester Dem en slagen Mand.

En slagen Mand?

                                  Som slig jeg kommer.

De husker sagtens, da isommer

jeg vilde drive Dem fra Land,

jeg spaade Dem just ej det bedste

af Krigens Udfald mellem os –

Nu ja?

                                  Men al min Rett tilltrods

jeg vil ej længer med Dem slaas.

Hvorfor?

                                  Fordi De har de fleste.

Har jeg?

                                  Det tænker jeg De ved;

Dem søger Folk jo langt af Led;

her er, især paa sidste Tiden,

en Aand i Byggden kommen ind,

som Gud skal vide ej er min,

og deraf tør jeg slutte da,

at det er Dem, den kommer fra.

Her er min Haand; vi ender Striden!

En Krig, som vor, faar ikke Slutt,

er end den enes Modstand brudt.

Hvad skal der mer till Slutt paa Krig,

end Fred og mindeligt Forlig?

Jeg er ej den, som staar mod Brodden;

man er, som Folk er flest, jo skabt;

naar for sit Bryst man kjender Odden

af Fiendens Vaaben, gier man tabt;

har man kun Kjæpp mod Landsespids,

bør Marken rømmes i betids,

og staar man som en ensom Kriger,

er det fornuftigst, at man viger.

To Ting jeg tror er her at mærke;

først at De kalder mig den stærke;

jeg har de fleste –

                                  Ganske visst!

Ja muligt endnu; men tillsidst,

paa Offrets store Alvorsdag, –

hvem har da Magten for sin Sag?

Paa Offrets Dag? Men Herregud,

det er jo den, som ikke kommer!

I værste Fald gaar Offret ud

paa Lossning af de Godtfolks Lommer;

human er Tiden, vil ej Offer

af mere dyrebare Stoffer.

Og ærgerligst det er ved Sagen,

144at selv jeg hører mellem dem,

som bragte det humane frem

og derved hindred Offerdagen,

saa det kan siges paa en Vis,

jeg givet har mig selv till Pris, –

iallefald, at jeg bandt Ris

till Rapp paa eget Livsværks Ende.

At Rett De har, kan muligt hænde.

Men for det andet kan jeg knappt

forstaa, at De tør give tabt.

Om riset eller ikke riset,

en Mand er for sin Gjerning skabt;

hans Maal for ham er Paradiset;

om mellem ham og det sig hvælved

et Hav, mens Satans Land laa nær, –

tør derfor raabes: væk, Besvær, –

her er jo kortere till Helved?!

Jeg hertill svarer ja og nej;

etsteds maa Mennesket jo havne, –

og ser man Møjen ej kan gavne,

hvem vil vel gaa forgjæves Vej?

Det er nu saa, vi vil Erstattning

for liden eller stor Befattning;

kan Sejr ej vindes ved at kjæmpe,

saa faar man fare frem med Læmpe.

Men aldrig sort dog vorder hvidt!

Min kjære Ven, det hjælper lidt

at kalde noget hvidt som Bræen,

naar Mængden raaber: sort som Sneen!

De raaber kanske med?

                                  Naa, naa, –

jeg raaber ikke sort men graa.

Human er Tiden; Folk maa mødes,

ej bums imod hinanden stødes.

Husk paa, at dette Land er frit;

her skal jo alles Mening gjælde; –

hvor tør da en mod alle fælde

sin Særdom over sort og hvidt? –

Kort sagt, da De har Fleretallet,

saa er De første Mand i Kaldet;

jeg slutter mig, som alle andre,

till Dem saa godt jeg kan og ved,

og haaber ingen Sjæl vil klandre,

at ej jeg till det sidste stred.

Folk dømmer nu, det ser jeg godt,

mit Virke kun som spredt og smaat;

de kalder en Ting mer fornøden

end aarligaars at øge Grøden,

man er ej villig nu, som før,

at yde Skjærven, hvor sig bør, –

og er ej Viljen med i Legen,

da er en Gjerning sejerssvegen. –

146Det falder tungt, det maa De tro,

at slippe Plan om Vej og Bro,

om Tappning ud af Myr og Fjære,

og meget mer, som var igjære.

Men Herregud, hvad skal man sige;

kan ej man sejre, faar man vige,

taalmodigt haabe alt af Tiden

og bøje klogeligt till Siden.

Nu, – Folkets Yndest har jeg tabt

paa samme Vej, hvor den blev skabt;

ja, ja; saa maa paa andre Veje

jeg komme till mit fordums Eje.

Men var det da for Folkegunst

De øved Deres Kløgt og Kunst?

Nej, det ved Gud det ikke var.

Det alment bedste har jeg villet

till Byggdens Nytte blot og bar.

Dog nægtes ej, at med i Spillet

kom Haabet om et Vederlag

for velgjort Værk paa Yrkets Dag.

Det er nu saa; en virksom Mand

med Evner og med god Forstand

vil Frugten af sin Gjerning se,

ej stønne gjennem Slidets Ve

till Fromme for en bar Idé.

Jeg kan ej, selv med bedste Vilje,

forsømme egen Velfærds Røgt

og offre andre al min Kløgt.

147Jeg sidder med en stor Familje;

jeg har jo Kone, mange Døttre,

som skal forsørges allerførst; –

Ideen læsker ingens Tørst,

Ideen slukker ingens Sult,

hvor man, som jeg, har Huset fuldt;

og dersom nogen skulde yttre

Forundring, har jeg blot det Svar,

han er en slett Familjefaer.

Og nu er Deres Agt –?

                                  At bygge.

At bygge, siger De?

                                  Ja vel, –

till eget som till Byggdens Held.

Først vil jeg bygge opp det Ry,

jeg stod i for ej længe siden; –

det lakker stærkt mod Thingvalgstiden;

thi maa till noget stort jeg ty

og bringe Foretag paa Bane,

saa jeg blir Kurvens første Hane

og hindrer Valget af en ny.

Nu har jeg tænkt som saa, – man kan

fornuftigvis ej ro mod Flommen.

Folk vil, som nu det heder, hæves;

den Gjerning er for mig forgjæves;

148jeg kan kun hjælpe Folk paafode;

men sligt maa gjøres med det gode,

og her staar mod mig alle Mand.

Se, derfor er jeg modent kommen

till Forsætt om, hvis det gaar an,

at søge Bod mod Armodsdommen.

Den vil De rydde ud?

                                  Nej visst; –

den er jo en nødvendig Brist

i alle Samfund; den maa døjes;

men med lidt Klogskab kan den bøjes

i visse Former, strængt begrænses,

saafremt itide blot den ændses.

Vi ved jo, Armod er det Dynd,

som gjødsler bedst al Landsens Synd; –

for Dyndet vil jeg Dæmning sætte.

Paa hvilken Vis?

                                  Ja, kan De gjætte?

Afhjælpes skal et dybtfølt Savn,

idet jeg till Distriktets Gavn

faar byggt et Armodsdommens Pesthus;

ja, Pesthus siger jeg, fordi

det skal for Brødens Smitte fri.

Og denne Byggning, har jeg tænkt,

forbindes nemt med et Arresthus,

saa Virkning blir med Aarsag stængt

149bag samme Bom og samme Laas,

med Vægg kun mellem Baas og Baas.

Og da jeg engang er paa Gled,

saa er min Agt at bygge med

en Fløj indunder samme Tag,

som bruges kan till Valg og Lag,

till Alvorshandling som till Fester,

med Talerstol og Rum till Gjæster, –

kort sagt, et pent politisk Festhus.

Sligt trænges haardt; især det sidste;

dog ved jeg et, som trænges mere.

De tænker paa en Daarekiste?

Ja, ganske visst; den trænges haardt.

Den ogsaa var min første Tanke;

men efter Overlægg med flere

jeg ganske kom fra Tanken bort;

thi hvorfra skal vi Midler sanke

till noget overvættes stort?

Og tro De mig, en saadan Kiste

vil kræve en alvorlig Sum,

hvis hver og en skal der faa Rum,

som Trang og Værdighed beviste.

Man tænke maa paa Tidens Elv

og ej blot bygge for sig selv; –

alt gaar jo frem med Kjæmpeskridt;

ifjor tillpass, iaar forlidt; –

De ser i hvilke Dimensioner

150hvert folkeligt Behov har Væxt;

med Syvmilsstøvler, rent forhext,

udvikkles Kraft og alslags Evne

i hvilket Fag De saa vil nævne.

Det altsaa blev for dyr en Spas

at skaffe Efterslægten Plads

for sig og sine Børn og Koner.

Jeg siger derfor: Herregud;

den Tand, den faar vi nok slaa ud!

Og teer sig nogen altfor gal,

saa har De jo den store Sal.

Ja, Rummet staar som oftest ledigt!

Det Indfald, Brand, var ganske snedigt!

Vil Byggeplanen blot ej briste,

saa har vi gratis Daarekiste,

har samlet under fælles Tag,

beskyttet af det samme Flag,

de væsentligste Elementer,

hvorfra vor Bygdd sin Farve henter; –

vi har vor hele Armodsdom

samt Slyngelflokkens Syndeflom

og Daarerne, som før gik om

foruden Røgt og uden Tugt, –

og saa har vi vor Friheds Frugt

med Valgkamp og med Talers Flugt;

vi har vor Raadssal, hvor vi drøfter,

hvad gjøres kan till Byggdens Tarv, –

vor Festsal, hvor vi giver Løfter

151om Skjøttsel af vor Fortids Arv.

Hvis altsaa blot ej Sagen faldt,

saa faar jo Klippesønnen alt,

hvad han med Billighed kan kræve,

for rett sit eget Liv at leve.

Gud ved, vort Strøg er ikke rigt;

dog, staar først Fælledsgaarden byggt,

saa tror jeg, det kan kaldes tryggt

et vel organisert Distrikt.

Men Midlerne –?

                                  Ja, det er Knuden

i denne som i hver en Sag;

till Ydelser er Viljen svag,

og staar jeg Deres Hjælp foruden,

jeg ved, at jeg maa stryge Flag.

Men støtter De med Ordets Magt

min Tanke, vil den lettvindt fremmes, –

og faar jeg den till Modning bragt,

skal Deres gode Hjælp ej glemmes.

Det sige vil, De gad mig kjøbe?

Med andet Navn jeg vilde døbe

min Plan, – till fælles Gavn og Brug

at fylde ud det Splidens Slug,

som hidtill mellem os har gabt,

og hvorved begge to har tabt.

Da har De ilde Tiden kaaret –

Ak ja; jeg ved den store Sorg,

som nys har Dem og Deres saaret;

men Deres Mandighed mig daared;

og Trangen till Distriktets Borg –

I Sorgens som i Glædens Stund

jeg staar tillrede, naar det kræves;

men af en anden gyldig Grund

De dennegang dog gaar forgjæves.

Og hvilken Grund –?

                                  Jeg selv vil bygge.

Hvad! Bygge? Tage min Idé?

Ej ganske.

                                  Foged, kan De se –?

Der?

                 Ja.

                                  Det store stygge Træhus?

Det er jo Prestegaardens Fæhus!

Nej, ikke det; – det lille stygge –

Hvad! Kirken!

                                  Den vil stor jeg bygge.

Nej, det skal Fanden ikke ske!

Ved Kirken skal ej nogen rygge; –

det var at krydse min Idé!

Min Plan er færdig og den haster;

men Deres mig af Sadlen kaster.

To Ting paa engang er formeget, –

vig altsaa –!

                                  Jeg har aldrig veget.

Her maa De, Mand! Bygg mit Arresthus

med Pesthus og politisk Festhus,

altsammen, kortsagt, – Daarekisten, –

saa spørges ej om Kirkebristen.

Og hvorfor skal den nu i Muld?

Den var dog god nok før i Tiden.

Ja, muligt; nu er den forliden.

Da har jeg aldrig set den fuld!

Selv for en enkelt Sjæl derinde

er ikke Løftningsrum at finde.

Ved sligt den enkle Sjæl beviste

Nødvendigheden af min Kiste.

Lad Kirken staa, det vil jeg raade;

den kan jo kaldes paa en Maade

et Stykke ædelt Arveguld.

Den er et ædelt Arvestykke; –

den skal ej falde for en Nykke!

Ja, gaar min Byggeplan i Vasken,

jeg som en Fønixfugl af Asken

skal rejse mig i Mængdens Naade!

Jeg træder opp som Riddersmand

for Mindesmærket ved vor Strand!

Her stod engang et Gudehov, –

det var nok i Kong Beles Tider;

saa rejste Kirken sig omsider

ved fromme Heltes Ran og Rov.

Ærværdig ved sin simple Pragt,

højhellig i sin Oltidsdragt

den knejste indtill vore Dage –

Men hine Tegn paa fordums Magt

er visst forlængst i Graven lagt; –

nu staar igjen ej mindste Flage.

Just netopp det! Saa gammel er den,

at ej den mer er till i Verden;

155men i min Bedstefaders Dage

et Hul i Væggen stod tillbage!

Et Hul?

                                  Vidt, som en Tøndesækk!

Men Væggen selv?

                                  Ja, den var væk.

Se, derfor maa jeg rentud sige,

at Kirkens Rivning er umulig; –

det var en skammelig, en grulig

barbarisk Handling uden Lige!

Og Midlerne, – hvor faar vi dem?

Tror De, at her man er saa ødsel

at lokke Udgiftsposter frem

ved ufuldbaarne Forslags Fødsel,

naar med en liden Smule Skjøttsel

man saavidt støtte kan det gamle,

at det i vor Tid ej vil ramle?

Men gaa De ud og spejd i Lejren, –

jeg blir dog den, som vinder Sejren.

Jeg agter ej at presse ud

en Hvid till Husly for min Gud.

Af egne Midler vil jeg bygge; –

min Arv, alt mit till sidste Skjærv

skal gives ud till dette Hverv.

156Nu, Foged, er De end saa djerv

at mene, De kan Tanken rygge?

Jeg staar som falden ned fra Skyerne!

Sligt spørges knappt engang fra Byerne; –

og her i Byggden, – her hos os,

hvor Pungens Lukkning længst var Lov

mod hvert et trængende Behov, –

her aabner De en Rundheds Foss,

som rissler, blinker, sprøjter, skummer –!

Nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer!

Jeg længst i Tanken fra mig skrev

min Arv –

                                  Ja her er ymtet meget,

som hen paa noget sligt har peget,

men jeg har tænkt at det var Væv.

Hvem pleier vel at offre alt,

naar ej det synbar Fordel gjaldt?

Dog, det blir Deres egen Sag; –

gaa foran De, saa gaar jeg bag.

De er i Skuddet; De kan virke,

og jeg kan skridtvis frem mig lirke. –

Brand, sammen vil vi bygge Kirke!

Hvad? Vil De Deres eget slippe?

Det ved den søde Gud jeg vil!

157Jeg var jo gal, om ej jeg gjorde.

Hvem tror De Mængden flokkes till,

naar en vil gjøde, mæske, fore,

en anden malke, flaa og klippe?

Ja Død og Plage er jeg med!

Jeg er af Tanken ganske hed,

bevæget, greben, synlig rørt;

en heldig Skjæbne har mig ført

i denne Kveld till Prestegaarden;

thi jeg tør tro, at uden min

var Deres Plan knappt faldt Dem ind, –

ialfald ej till Verden baaren.

Det alsaa er mit eget Virke

at bygge Byggdens nye Kirke!

Men kom ihug, vi kan ej skaane

hin Oldtids knejsende Ruin!

Betragtet her i Dobbeltskin

af Nyfaldssne og Nyets Maane

den taer sig ud som noget Skrammel.

Hvad, Foged?

                                  Brand, den er for gammel!

Det er mig ganske uforklarligt,

at ej jeg saa det før ikveld, –

men Hanebjælken staar paaheld;

at bruge den var uforsvarligt.

158Og hvor er Stil, Architektur,

naar rett man gransker Loft og Mur?

Hvad skal man kalde slige Buer?

en Fagmand vil dem kalde fæle; –

ja, jeg maa samme Mening dele!

Og Tagets mosbeklædte Tuer, –

de er minsæl ej fra Kong Bele.

Nej, Pietet kan gaa for vidt!

Det maa dog Hvermand se og skjønne,

at denne gamle raadne Rønne

i et og alt er noget Skidt!

Men dersom Mængdens Røst sig hæved

till Vægring ved at faa den revet –?

Vil ingen anden, saa vil jeg.

I Helgen skal, jo før jo heller,

jeg ordne alt, hvad Formen gjælder,

og sætte Sagen glatt ivej.

Jeg ivre skal og virke, skrive;

jo, jo, – De kjender Fogden nok;

og kan jeg Hjælp ej sammendrive

till Rivning blandt den dumme Flok,

skal jeg med egne Hænder rive

den ned till Grunden, Stokk for Stokk.

Ja, om jeg saa skal ta’e min Kone

og alle mine Døttre med,

saa skal den Død og Plage ned!

Det er en ganske anden Tone,

end den, som blev fra først af brugt.

Det er Humanitetens Frugt

at faa med alt ensidigt Bugt;

og dersom Digteren ej lyver,

saa er det netopp noget smukt,

at Mandens Tanke ejer Flugt, –

med andre Ord, – at Tanken flyver. –

Farvel!

                                  Nu faar jeg se till Banden.

Till hvad?

                                  Aa, tænk Dem, jeg, selv anden,

idag paa Byggdegrænsen kneb

et Fantefølge, styggt som Fanden;

jeg fik da Hjælp med Toug og Reb; –

nu sidder de forvart hos Granden

her nærmest Nord; men Pokker ta’e mig,

om ikke to–tre løb ifra mig –

Nys ringtes ind dog Fredens Tid.

Hvi kom det Djævelskab da hid?

Dog, det forstaar sig, paa en Maade

160de hører sagtens Sognet till –

ja endog Dem! Hør her en Gaade;

løs den, ifald De kan og vil:

Folk findes, som er till i Kraft

af den, De har till Udspring havt,

og dog de till er, slett og rett,

fordi de er af anden Ætt!

O Gud, der er saa mangen Gaade

en stirrer paa, men ej kan raade.

Da er dog denne lettvindt gjættet.

De har vel tidtnok hørt berettet

i Byggden et og andet Ord

om Fattiggutten, han, her vester,

der var saa lært som fire Prester; –

han friede til Deres Moer –

Hvad mer?

                                  Tænk, till en grundrig Jente!

Dog hun naturligvis ham sendte

till Bloksberg, som han maatte vente.

Men ved De saa, hvad Fyren gjør?

Har sørger halvt sig fra Forstanden

og fæster sluttelig en anden

af Taterslægt; – og før sin Død

161han med en Afkom øged Banden,

som stryger om i Synd og Nød.

Ja, en af disse Slegfredtrolde

fik Sognet rigtignok beholde

till Minde om hans vakkre Færd –

Og det er –?

                                  Taterungen Gerd.

Ja saa!

                                  Hvad? Gaaden er ej slett!

Hans Afkom er jo till i Kraft

af den, De har till Udspring havt;

thi Ynglens indre Opphav var,

at Elsk till Deres Moer han bar.

Sig, Foged, kan De nævne et,

som rummed Hjælp for disse Sjæle?

Pyt, de maa ind bag Tugthusdørene.

De er fortabt opp over Ørene;

at frelse dem, det var at stjæle

fra Fanden, som maa gaa fallit,

hvis ej han faar af Verden sit.

De tænkte jo at bygge stort

et Hus till Ly mod Nød og Klage?

Det Forslag, – fort, som det blev gjort, –

tog Forslagsstilleren tillbage.

Men hvis det dog –; det var dog smukt –

Nu taler De i anden Tone,

end den, som blev fra først af brugt.

Lad dødt kun være dødt og glemt;

en Mand skal handle fast bestemt.

Farvel! Jeg tør ej længer tøve;

nu maa jeg ud igjen og prøve

at finde Rømlingernes Skjul.

Vi mødes snart. Fornøjet Jul!

Farvel, farvel; hils Deres Kone!

O, endeløst er her at sone. –

Saa vildt, saa broget filtres ind

de tusind Skjæbnetraades Spind, –

saa ligger Skyld med Skyldfrugt blandet,

det ene smittende det andet,

at den, som ser derind, ser Rett

og blodigst Urett vorde et.

Mit lille Barn, skyldløse Lam,

du fældtes for min Moders Gjerning;

163en brusten Sjæl bar Bud fra ham,

som troner over Skyens Kam,

og bød mig kaste Valgets Terning; –

og denne brustne Sjæl blev till,

fordi min Moders Sjæl foer vild.

Saa bruger Herren Skyldens Grøde

till Ligevægts og Rettfærds Føde;

saa slynger han fra Højden ned

Hjemsøgelsen i tredje Led.

Ja, Lovens Gud er over Slægten!

Det første Maal er Ligevægten.

I Offervillighedens Magt

er Rejsningsmuligheden lagt;

men Ordet lyves ud af Tiden;

thi Flokken ræddes for sin Viden.

At bede? Bede? Hm, – et Ord,

som glatt nok over Læben foer, –

som ruttes med i alle Stænder.

Bøn er for dem at skrige Naade

i Vind og Vejr till Gaaders Gaade,

at tigge Plads paa Kristi Læss,

at strække oppad begge Hænder –

og staa i Tvivlens Pøl tillknæs.

Haha, var dermed Sagen gjort,

da turde jeg, som Hvermand, vove

at hamre paa den Herres Port,

der er «forfærdelig at love»!

164Og dog – i Angstens værste Dage,

i Sorgens store Ræddselsstund,

da Barnet sov den sidste Blund,

da intet Kyss af Modermund

bar Smilet paa hans Kind tillbage, –

hvad var det –? Bad jeg ikke da?

Hvad kom den søde Svimlen fra,

den Sangens Strøm, den Melodi,

som langvejs lød og jog forbi

og bar mig højt og bar mig fri?

Bad jeg? Blev jeg i Bønnen svalt?

Har jeg med Gud herinde talt?

Har han mig hørt? Og saa han ned

i Sørgehuset, hvor jeg græd? –

Hvad ved jeg! Nu er lukkt og stængt,

og Mørket atter om mig sænkt, –

og intet, intet Lys at finde – –

Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –!

Lys, Agnes, – Lys, ifald du kan!

Lys!

                                  Ser du Julelyset, Brand?

Ha, Julelyset!

                                  Blev jeg længe?

Nej, nej!

                                  O, hvor du har det koldt;

du maa jo isne –

                 Nej!

                                  Hvor stolt!

Du vil ej Lys og Varme trænge.

Hm, vil ej!

                                  Her skal Stagen staa.

Ifjor han greb med Fingre smaa

mod Julelysets klare Blink.

Han var saa glad og frisk og flink;

han strakk sig fra sin lille Stol

og spurgte, om det var en Sol.

Nu falder Lysets fulde Skjær

ud over – over Stedet der.

Nu kan han gjennem Rudens Glas

se Blinket fra sin Soveplads;

nu kan han glytte stillt herind

i Julestuens Glans og Skin. –

166Men Ruden staar som taareslørt; –

vent lidt, vent lidt; snart skal den smile –

Naar lægger sig till Fred og Hvile

det Sorgens Hav, fra Bunden rørt!

Det maa till Hvile.

                                  Se, hvor klar!

Det er som Skillet borte var,

som Stuen vided ud sig stor,

som om den stygge kolde Jord

med et blev till en lun Alkove,

hvor Barnet sødt og godt kan sove.

Hvad gjør du, Agnes?

                                  Stille; hys!

Hvi trakk Gardinet fra du nys?

O, kun en Drøm; nu er jeg vakt.

I Drømmen er der Snarer lagt.

Stæng atter!

                 Brand!

                                  Stæng tætt, stæng tætt!

O, vær ej haard; det er ej rett!

Stæng, stæng!

                                  Nu har jeg lukkt og stængt.

Men tryggt jeg tror, Gud er ej krænkt,

om end i Drømmens korte Frist

jeg drakk af Trøstens Væld –

                                  Nej visst!

Han er en mild, medgjørlig Dommer;

du rager ej med ham paa Kant,

om i din Dyrkelse der kommer

lidt Afgud hist og her iblandt.

O, sig mig da, hvor langt gaar Kravet!

Min Fod er dødstrætt, – Vingen faldt –

Jeg har dig sagt, at slængt i Havet

hvert Offer er, som ej er alt.

Men mit var alt; jeg har ej mere!

Dit Offer følges maa af flere.

Kræv! Jeg har Fattigdommens Mod!

Giv!

                                  Tag! Ak, Brand, du intet finder!

Du har din Sorg og dine Minder, –

du har din syndige Længsels Flod –

Jeg har mit pinte Hjertes Rod!

Riv ud! Riv ud!

                                  I Afgrundsgabet

unyttigt du dit Offer slang,

ifald du hyler over Tabet!

Din Herres Vej er bratt og trang.

For Viljen er der kun den ene.

Men Naadens –?

                                  Byggt af Offerstene.

Nu aabnes, lig en Afgrund stor,

det Skriftens Ord, som aldrig før

jeg kom tillbunds i.

                                  Hvilket Ord?

Hver den, som ser Jehova, dør!

O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!

Lukk dine Øjne –

                 Skal jeg?

                                  Nej!

Du lider, Brand.

                                  Jeg elsker dig.

Haard er din Kjærlighed.

                                  For haard?

Ej spørg; jeg følger, hvor du gaar.

Tror du, at meningsløst jeg drog dig

af Dansen og af Legen ud, –

at for en Halvheds Skyld jeg slog dig

med Offerlydighedens Bud?

170Ve dig og mig; for dyrt og stort

var da det Offer, her blev gjort.

Du er min Hustru; jeg tør kræve

dig helt, for Kaldets Liv at leve.

Ja, kræv; men gaa ej fra mig!

                                  Jo;

jeg trænger Stillhed, trænger Ro.

Snart skal den store Kirke bygges –

Min lille Kirke sank i Grus.

Var den dit Hjertes Afgudshus,

saa maatte den i Stormen rygges.

Al Fred om dig, – og gjennem dig

till mig, till mit, den lige Vej!

Brand, maa jeg flytte ganske stille

paa Vindueslugens stygge Skille?

Kun lidt? Paa Klem? Brand, maa jeg?

                                  Nej.

Lukket, lukket, – alting lukket!

Selve Glemslen lukket af!

Bom for Klagen, Segl for Sukket,

Laas for Himmel og for Grav!

Jeg vil ud; jeg kan ej aande

her i Ensomhedens Vaande!

Ud? Hvorhen? Ser ej fra Højden

strenge Øjne paa mig ned!

Kan jeg vel paa Flugt fra Byggden

føre Hjertets Eje med?

Kan jeg flygte, om jeg vilde,

fra min Ræddsels tomme Stille?

Lydt han læser; till hans Øre

rækker ikke frem min Røst.

Ingen Hjælp! Ej Raad, ej Trøst!

Julens Gud har nok at gjøre

med at lytte till de riges,

børneriges, lykkeliges

Takk og Sang og Leg og Dans.

Jul er Jublens Tid og hans.

Ej han ser mig, ej han agter

paa en ensom Moders Fagter.

Skal jeg aabne Skillets Rammer,

saa det klare fulde Lys

jager Nattens Skrækk og Gys

fra hans sorte Sovekammer? –

172Nej, dernede er han ikke!

Julen er jo Barnets Tid; –

han faar Lov at komme hid; –

kanske staar han nu derude,

strækker Armen for at pikke

paa sin Moders stængte Rude. –

Lød der ikke Barnegraad?

Alf, jeg ved ej Hjælp og Raad!

Her er stængt; din Fader stængte; –

Alf, jeg tør ej aabne nu!

Lydigt lidet Barn er du;

aldrig du og jeg ham krænkte.

O, flyv hjem igjen till Himlen;

der er Lys og der er Glæde;

der er Leg i Børnevrimlen.

Men lad ingen se dig græde, –

sig ej, at din Fader lukked,

da du kom og banked paa.

Lidet Barn kan ej forstaa,

hvad vi store voxne maa.

Sig, han sørged, – sig, han sukked;

sig dem, det var ham, som plukked

smukke Blade till en Krans.

Kan du se den? Den er hans!

O, jeg drømmer! Mer end Rammen

staar som Skille mellem os.

Først i Glød af Luttringsflammen

falder Skillevæggen sammen,

173revner Hvælv og brister Stængsler,

hviner Fængselsdørens Hængsler,

springer opp den store Laas!

Meget, meget her maa gjøres,

før vi to kan sammen føres. –

Jeg skal virke, virke stille,

for at fylde Kravets Svælg;

jeg skal hærdes, jeg skal ville. –

Men iaften er det Helg.

Fra ifjor hvor vidt forskjellig –!

Hys, – den højt skal holdes hellig;

frem jeg henter mine Skatte, –

dem, hvis endeløse Pris,

fra min Lykkes Livsforlis,

kun en Moders Sjæl kan fatte.

Evig samme Flugt om Graven,

samme Leg i Dødninghaven.

Her er Sløret. Her er Kaaben,

han blev baaren i till Daaben. –

Her i Knyttet har jeg Kjolen –

Herre Gud, hvor sød og butt!

Dejlig var min lille Gut,

da han sad i Kirkestolen. –

Her er Skjærfet, her er Kuften,

174han var klædt i første Gang

han fik komme ud i Luften.

Dengang var den altfor lang,

men den blev ham snart for liden –;

den skal lægges her ved Siden. –

Vanter, Strømper, – hvilke Ben! –

og hans nye Silkekyse,

som han fik for ej at fryse –;

den er ubrugt, ren og pen. –

O, der ligger Langfærdsdragten,

han blev svøbt i lunt og tætt,

for at rejse lindt og lett; –

da jeg atter havde lagt den

bort, jeg var till Døden trætt.

Spar mig, Gud! Jeg kan ej knuse

hendes sidste Afgudshuse;

skikk en anden, er det rett!

Den er plettet; – har jeg grædt? –

Hvilken Rigdom! Perlestukken,

smertekrammet, taaredrukken,

glansomstraalt af Valgets Gru,

hellig! Den er Kroningskaaben,

som han bar i Offerdaaben!

O, hvor jeg er rig endnu!

Del med mig, du rige Moer!

Du er tifold mere rig!

Haa, du er de andre lig;

altid Munden fuld af Ord!

Nævn mig, hvad du søger her.

Ikke dig, for du er Presten!

Heller ud igjen i Blæsten,

end at høre Præk om Brøde;

heller flygte sig tilldøde,

drukne, raadne paa et Skjær,

end at staa for Svartemanden,

som ved Vejen ned till Branden!

Kan jeg hjælpe, jeg, for Fanden,

at jeg blev till den jeg er?

Denne Røst og disse Trækk

isner mig med Aningsskrækk!

Hvil dig, varm dig, hvis du fryser.

Sulter Barnet, skal det mættes –

Taterungen tør ej sættes,

hvor det luner, hvor det lyser.

176Vore Folk har Landevejen,

Urden, Skogen, Fjeldet, Hejen; –

vi skal færdes, vi skal vandre;

Hus og Hjem er for jer andre.

Lynsnar maa jeg ud igjen;

de er efter mig som Hunde!

Foged, Lensmand, Lovens Mænd,

gad mig binde, hvis de kunde.

Her du skal ej røres.

                                  Her?

Under Tag og mellem Vægge?

Nej, du; Vinternatten bær

bedre Luftning till os begge.

Men et Plagg till Svøb for Barnet!

Ældste Broder hans, det Skarnet,

er som Tyv ifra mig strøgen

med den Klud han svøbtes i.

Ser du, han er halvvejs nøgen,

blaa, forfrossen, gjennemføgen

af den Rim, som røg forbi.

Kvinde, gjør din spæde fri

for din vilde Dødsfærds Sti; –

lad ham løftes, lad ham lettes;

af kan Brændemærket tvættes –

Jo, du kjender godt till Tingen!

Sligt et Under mægter ingen, –

177skal ej mægte det engang!

Krig med jer, som har forstødt ham!

Ved du hvor hans Moer har født ham?

Jo, paa Grøftekantens Hælding

under Drikk og Spil og Sang.

Han blev døbt i Sluddets Vælling,

korset med et Kul af Asken,

læsket med en Klunk af Flasken; –

samme Stund han slapp sin Moer,

stod der om os Folk, som svor; –

ved du hvem det var? Gudbedre; –

Ungens Faer – og Ungens Fædre!

Agnes?

                 Ja.

                                  Du ser din Pligt.

Brand! Till hende! Aldrig sligt!

Giv mig, giv mig! Giv mig alt!

Silkevæv og vraget Pjalt!

Intet er for slett, for godt,

kan det lindes om ham blot.

Snart hans Aande slipper opp;

han skal dø med tinet Kropp!

Nu du hører Valget runge!

Du har nok till egen Unge;

sig mig, – har du ej till min

Livets Plagg og Dødens Lin?

Lyder ej fra denne Tunge

maningsfulde Varslers Hvin?

Giv mig!

                                  Det er Helligbrøde!

Blodskyld mod den lille døde!

Gavnløst han i Døden sendtes,

hvis paa Tærsklen Vejen endtes.

Viljen ske. Mit Hjertes Rødder

skal jeg træde under Fødder.

Kvinde, kom og tag imod; –

deles skal min Overflod –

Giv mig!

                                  Deles? – Agnes; deles?

Heller dræbes jeg, end stjæles

alt ifra! Se, jeg har veget

Fod for Fod! Jeg kan ej længer!

Halvt er nok; ej mer hun trænger!

Var det hele da formeget,

da det kjøbtes till dit eget?

Kvinde, kom; se her, tag Kaaben,

som mit eget bar i Daaben.

Her er Kjolen, Skjærfet, Kuften;

den er god mod Natteluften;

her den lille Silkekyse;

under den han skal ej fryse;

tag det; tag till sidste Pjalt –

Giv mig!

                                  Agnes, gav du alt?

Kvinde, her er Kroningskaaben,

som han bar i Offerdaaben!

Saa! nu ser jeg der er tømt.

Den som nu var langvejs rømt!

Jeg vil svøbe ham paa Trappen; –

saa paa Flugt med hele Lappen!

Sig mig, Brand, om det er billigt

at der kræves mer endnu?

Sig mig først om det var villigt

at du gik till Gravens Gru?

Nej.

                                  Din Skjænk er slængt i Havet.

Over dig er endnu Kravet.

Brand!

                 Hvad vil du?

                                  Jeg har løjet; –

se, jeg angrer; jeg er bøjet.

Ej du aned, ej du vidste

andet end jeg gav det sidste.

Nu?

                                  Se, et er i Behold.

Kappen?

                                  Ja, med Taarer vædet,

fugted af hans Dødssved kold, –

siden ved mit Hjerte fredet!

Bliv i dine Guders Vold.

Stands!

                 Hvad vil du?

                                  O, du ved det!

Villigt?

                 Villigt!

                                  Rækk mig Kappen.

Kvinden sidder end paa Trappen.

Røvet, røvet, – alting røvet, –

sidste Baand, som bandt till Støvet!

Jeg er fri! Brand, jeg er fri!

Agnes!

                                  Mørket er forbi!

Alle Ræddsler, som har tynget

lig en Mare paa mit Bryst,

ligger nu i Sluget slynget!

Der er Sejr i Viljens Dyst!

Af er alle Taager strøget,

bort er alle Skyer føget;

gjennem Natten, over Døden

ser jeg Skimt af Morgenrøden!

182Kirkegaarden, Kirkegaarden!

Ordet aabner ej for Taaren.

Navnet river ej i Saaret; –

Barnet er till Himlen baaret!

Agnes! Ja, nu har du sejret!

Ja, tillvisse sejret nu, –

sejret over Grav og Gru!

O, se oppad, se ivejret!

Ser du Alf for Tronens Fod,

lysglad som i Livets Dage,

strække Armen os imod?

Om jeg ejed tusind Munde,

om jeg turde, om jeg kunde,

ikke en jeg dog opplod

for at kræve ham tillbage.

O, hvor stor, hvor rig er Gud

till at finde Midler ud.

Barnets Offer, Offerbrøden,

baaret har min Sjæl fra Døden;

han mig fødtes for at mistes;

frem til Sejr jeg maatte fristes! –

Takk, at du min Haand har ledet;

du har trofast for mig stredet;

o, jeg saa din Hjertekval.

Nu staar du i Valgets Dal;

over dig nu Vægten faldt

af dets intet eller alt!

Agnes, gaadefuldt du taler; –

endt er alle Stridens Kvaler!

Glemmer du det Ord fra før:

den, som ser Jehova, dør!

Ve mig, hvilket Lys du tænder! –

Nej! og tusind Gange nej!

Jeg har kjæmpestærke Hænder;

gaa ifra mig skal du ej!

Lad kun alt paa Jorden glippe;

hver en Vinding kan jeg slippe, –

o, men aldrig, aldrig dig!

Vælg; du staar paa Vejens Skille!

Slukk det Lys, som i mig brænder,

stæng for Juletankens Kilde;

giv mig mine Afgudsklude, –

Kvinden sidder end derude, –

lad mig atter gaa tillbage

till de himmelblinde Dage,

sænk mig atter ned i Dyndet,

hvor, till nu, jeg sløvt har syndet, –

alt du kan; det staar dig frit;

jeg mod dig kun mægter lidt;

stækk min Vinge, stæng for Sjælen,

Døgnets Blylodd hæng om Hælen,

bind mig, trækk mig atter ned,

184did, hvorfra du selv mig hæved, –

lad mig leve som jeg leved,

da i Mørket jeg mig vred!

Hvis du dette vil og tør,

jeg din Hustru er som før; –

vælg; du staar paa Vejens Skille!

Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!

O, men langt fra dette Sted,

langt fra alle Sorgens Minder,

Liv og Lys som et du finder!

Glemmer du at her dig binder

Kaldets Daab – og Offrets med?

Glemmer du de tusind Sjæle,

som dit Hverv er her at hele, –

dem, Gud Herren bød dig føre

fremad, hjem, till Frelsens Kilde?

Vælg; du staar paa Vejens Skille!

Jeg har intet Valg at gjøre.

Takk for alt, – og Takk for dette!

Du har ledet tro den trætte!

Over mig er Tungheds Taage, –

du vil tro ved Lejet vaage.

Sov! Nu er dit Dagværk endt.

Endt, og Nattelyset tændt.

Sejren tog min Styrkes Skatt;

jeg er mødig, jeg er matt;

o, men Gud er lett at love!

Brand, Godnatt!

                 Godnatt!

                                  Godnatt!

Takk for alt. Nu vil jeg sove.

Sjæl, vær trofast till det sidste!

Sejrens Sejr er alt at miste.

Tabets alt din Vinding skabte; –

evigt ejes kun det tabte!