Min elskte Husbond, atter foer

dit Øje angstfuldt over Fjord –

Jeg venter Bud.

                                  Du er urolig!

Jeg venter Bud ifra min Moer.

Tre Aar har nu jeg ventet trolig

det Bud, som aldrig blev mig bragt.

Imorges blev for visst mig sagt,

at hendes Time snart er omme.

Brand, uden Bud du skulde komme.

Har hun ej Anger for sin Brøst,

jeg ved ej Ord, jeg har ej Trøst.

Hun er din Moer.

                                  Jeg har ej Rett

at dyrke Guder i min Ætt.

Brand, du er haard!

                 Mod dig?

                                  O, nej!

Jeg spaade dig en Trængselsvej.

Det slog ej ind; du har ej holdt

dit Ord.

                                  Jo, her er hvasst og koldt;

her bleges Skjæret paa din Kind;

det isner i dit veke Sind.

Vort Hus er ingen Trivsel ved;

det ligger midt i Urd og Skred.

Her ligger det desmere tryggt.

Saa yderligt har Bræen byggt,

84at naar ved Løvsprættstid den gaar,

den skrider udenover os,

og Prestehuset urørt staar,

som inde i en Hulfaldsfoss.

Og Sol, som aldrig rækker hid.

Den danser jo saa varm og blid

paa Bergets Skulder bent imod –

Tre Uger, ja, – ved Sommertid, –

men vinder aldrig till dets Fod.

Brand, der er et, som gjør dig rædd!

Nej, dig!

                 Nej, dig!

                                  Du bær en Gru,

en løndomsfuld.

                                  Brand, ogsaa du!

Du svimler som ved Stupets Bredd!

Tal ud! Nævn alt!

                                  Jeg stundom skalv – –

Du skalv? Hvem skalv du for?

                                  For Alf.

For Alf!

                 Du ogsaa!

                                  Stundom, ja!

Men nej, han tages os ej fra!

Gud er jo god! Min lille Gut

sig voxer stor og stærk tillslutt.

Hvor er han nu?

                 Han sover.

                                  Se;

han drømmer ej om Sot og Ve;

den lille Haand er trind og rund –

Dog bleg.

                                  Ja bleg; men det gaar over.

Hvor sødt og kvægende han sover.

Gud signe dig; sov nu dig sund!

86Med dig og ham blev Lys og Fred

om alt mit Kaldsværk sænket ned;

hver Sorgens Stund, hver Gjerning svær,

blev lett at bære mellem jer;

hos dig mig aldrig Modet sveg,

mig Styrke gav hans Barneleg.

Mit Kald jeg tog som Martyrdom;

men se, hvor alt har vendt sig om,

hvor Held har fulgt mig paa min Færd –

Ja, Brand; men du er Heldet værd.

O, du har kjæmpet, lidt og stridt,

har døjet ondt, har slæbt og slidt, –

jeg ved, at stillt du Blod har grædt –

Ja vel; men alt mig tyktes lett;

med dig drog Kjærligheden ind,

som solklar Vaardag, i mit Sind.

Den havde før jeg aldrig kjendt;

ej Faer, ej Moer, den havde tændt;

de dulmed helst den Flyvegnist,

som sprang af Asken her og hist.

Det var som al den Sum af mildt,

jeg havde baaret dulgt og stillt,

blev sparet till en Glorieglød

om ham og dig, min Hustru sød.

Ej os alene; alle dem,

som nu er Lemmer af vort Hjem,

87hver Sorgens Søn, hver Nødens Broer,

hvert Barn som græd, hver Moer, som led,

et kvægsomt Sæde finder ved

dit Hjertes fulde, rige Bord.

Men gjennem dig og ham. I to

slog Mildhedsaandens Himmelbro.

Ej nogen Sjæl kan alle favne,

hvis ikke først han elsked en;

jeg maatte længte, maatte savne,

saa Hjertet hærded sig till Sten –

Og dog – din Kjærlighed er haard;

den, som du klappe vil, du slaar.

Dig, Agnes?

                                  Mig? O nej, du kjære;

lett var hvad mig du bød at bære; –

men mangen Sjæl ifra dig faldt

ved Kravet: intet eller alt!

Hvad Verden kalder Kjærlighed,

jeg ikke vil og ikke ved.

Guds Kjærlighed jeg kjender till,

og den er ikke vek og mild;

den er till Dødens Ræddsel haard,

den byder klappe, saa det slaar.

Hvad svarte Gud i Oljelunden,

88da Sønnen laa i Sved og Skrækk

og bad og bad: tag Kalken væk!

Tog han ham Smertens Kalk fra Munden?

Nej, Barn, den maatte ud till Bunden.

O, maalt med slig en Maalestokk,

er dømt al Jordens Sjæleflok.

Ej nogen ved, hvem Dommen naaer;

men i en evig Ildskrift staaer:

vær tro till Prøvens sidste Sluttning,

Livskronen vindes ej ved Prutning!

Ej nok i Angstens Sved at bades;

du maa igjennem Martrens Ild.

At ej du kan, dig vist forlades, –

men aldrig at du ikke vil.

Ja, det skal være, som du siger.

O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;

led mig mod dine høje Himle;

stærk er min Hug, men sløvt mit Mod;

tidt Angst mig slaar, mig tykkes svimle,

og trætt og jordtung er min Fod.

Se, Agnes, for den hele Hjord

er Kravet: ingen fejg Akkord!

I alt sit Værk en Mand er dømt,

hvis halvt det øves og paa Skrømt.

Den Lære skal till Lovbud hæves,

ej gjennem Ord, men ved at leves.

Jeg gaar, hvor du har Foden satt!

For to er ingen Klev for bratt.

Hej, øves Leg af kjælne Duer

paa disse ørkenbrune Tuer!

Min gamle Doktor, er du her!

O, kom dog indom!

                                  Ej till jer!

Du ved jo godt, at jeg er vred.

At knytte sig till sligt et Sted,

hvor Viddens Vejr og Vintrens Vind

skjær iskoldt gjennem Sjæl og Skind –!

Ej gjennem Sjælen.

                                  Ikke? Naa!

Nej-nej, det lader næsten saa.

Det synes, som jer Hastværkspagt

staa lige fuldt og fast ved Magt,

skjønt ellers efter gammel Skikk

en skulde tro, at fort forgik,

hvad skabt blev i et Øjeblik.

Et Solskjærs Kyss, et Klokkeslag,

kan vække for en Sommerdag.

Farvel. Jeg ventes hos en syg.

Min Moer?

                                  Ja. Skal De samme Vej?

Nu ikke.

                 Var der kanske?

                                  Nej.

Prest, De er haard. I Sludd og Fyg

jeg sled mig over Vidden frem,

skjønt godt jeg ved, hun er af dem,

der lønner som et Fattiglem.

Gud signe Deres Kløgt og Flid.

Lett, om De kan, den tunge Strid.

Min Vilje signe han; jeg kom

saa fort i Nød det spurgtes om.

Dem har hun budsendt; jeg er glemt; –

jeg venter, venter hjerteklemt.

Kom uden Bud!

                                  Før Bud hun sender,

jeg intet Hverv dernede kjender.

Du veke Stakkel, som blev lagt

i slige haarde Hænders Magt!

Jeg er ej haard.

                                  Sit Blod han gav,

hvis hendes Sjæl det tvætted af!

Som hendes Søn i Arv jeg tog

frivillig hendes Skyldnerbog.

Klar Deres egen!

                                  Manges Mén

for Gud kan klares gjennem en.

Ej gjennem en, der selv som Tigger

i Skyld oppover Øret ligger.

Rig eller Tigger; – helt jeg vil, –

og dette ene strækker till!

Ja, Mandeviljens qvantum satis

staar bogført som din Rigdoms Rad; –

men, Prest, din conto caritatis

er Bogens hvide Jomfrublad!

Ej noget Ord blev sølet ned

i Løgn som Ordet Kjærlighed; –

det lægger de med Satans List

som Slør udover Viljens Brist;

med det de dækker svigfuldt till,

at Livet er et Leflespil.

Er Stien trang og bratt og skred,

den knappes af – i Kjærlighed;

gaar en ad Syndegaden bred,

han har dog Haab – i Kjærlighed;

saa en sit Maal, og dog ej stred,

han sejre kan – i Kjærlighed;

gaar en sig vild, skjønt rett han ved, –

der er et Ly – i Kjærlighed!

Ja, det er falskt, og endda maa

jeg tidt mig spørge: er det saa?

Et springes over; Viljen først

maa læske Lovens Rettfærdstørst.

Først maa du ville, ikke blot

hvad gjørligt er i stort og smaat,

93ej blot hvor Daaden i sig bær

en Sum af Møje og Besvær, –

nej, ville maa du stærk og glad

igjennem alle Ræddslers Rad.

Det er ej Martyrskab, i Ve

at dødes paa et Korsets Træ;

først det at ville Korsets Død,

at ville midt i Kjødets Nød,

at ville midt i Aandens Angst,

først dette er din Frelses Fangst.

Naar Kravet skræmmer med sin Gru, –

min stærke Husbond, tal da du!

Vandt Viljen Sejr i slig en Strid,

da kommer Kjærlighedens Tid,

da daler den som Duen hvid

og bringer Livets Oljeblad;

men her, mod Slægten slapp og lad,

ens bedste Kjærlighed er Had!

Had! Had! En Verdenskamp at ville

det enkle Ord, det lette, lille!

Han knæler hos sin søde Dreng

og vugger Hodet som i Graad;

94han knuger sig till Barnets Seng,

som en, der ej ved Hjælp og Raad. –

O, hvilken Sum af Kjærlighed

i denne stærke Mandesjæl!

Alf tør han elske; Barnets Hæl

endnu ej Verdensslangen bed.

Opp springer han med Hænders Vrid!

Hvad ser han? Han er askehvid!

Kom der ei Bud?

                                  Nej, intet Bud.

Det brænder i hans stramme Hud;

hans Tinding hamrer, Pulsen banker –!

O, frygt ej, Agnes!

                                  Gud, hvad Tanker –!

Nej, frygt blot ej –

                                  Der ser jeg Budet!

Nu faar du komme, Faer!

                                  Ja strax!

Hvad Hilsning bær du?

                                  Ugrej Slags;

hun sad i Sengen, frem hun luded

og sagde: gaa; faa Presten hentet;

mit halve Gods for Sakramentet.

Det halve! Nej! Sig nej!

                                  Da var

ej Budet ærligt bragt dig, Faer.

Det halve! Halve! Alt var ment!

Kanhænde det; men lydt og rent

blev Ordet sagt. Jeg glemmer sent.

Paa Herrens Dag, for Dommen stævnt,

du vidne tør, det Ord blev nævnt?

Ja.

                                  Gaa og sig, det Svar blev sendt, –

ej kommer Prest, ej Sakrament.

Du har nok ikke skjønt mig da;

det er din Moer jeg kommer fra.

Jeg kjender ingen tvedelt Rett

for Fremmedfolk og egen Ætt.

Haardt Ord er det.

                                  Hun ved, det gjaldt

at byde intet eller alt.

Prest!

                                  Sig, at mindste Guldkalvstump

er lige fuldt en Afgudsklump.

Med Svarets Svøbe skal jeg slaa

saa lett og lindt jeg kan og maa.

For hende gror den Trøst endnu:

Gud er ej fuldt saa haard, som du!

Ja, denne Trøst har tidtnok blæst

sin Aadselluft till Verdens Pest.

Den Løgntrøsts Grød i Skrækkens Stund

blir kaldt for Mad af Naadens Mund.

Naturligvis! Det saa sig bør!

De kjender jo sin Mand fra før; –

fra alt sit Værk de godt jo ved,

at Gubben laer sig prutte med.

Nyt Budskab!

                 Ja!

                                  Hvad bringer du?

Ni tiende Dele lød det nu.

Ej alt?

                 Ej alt.

                                  Mit Svar er kjendt; –

ej kommer Prest, ej Sakrament.

Haardt har i Ve og Værk hun bødt –

Prest, kom ihug, hun har dig født!

Jeg tør ej bruge to Slags Vægt

for Avindsmænd og egen Slægt.

Den syges Nød er vild og stor;

kom, eller send et Soningsord.

Gaa; sig den syge som jeg bød:

rent Bord for Naadens Vin og Brød.

Brand, tidt jeg ræddes for din Færd;

du flammer som et Herrens Sverd.

Staar Verden ej mod mig igjen

med sverdtom Slire ved sin Lænd?

Slaar ikke den min Sjæl tillblods

med al sin slappe Sejgheds Trods.

Haardt er det Vilkaar, du har stillt.

Byd, om du tør, et mere mildt.

Lægg sligt et Maal paa hvem du vil,

og see om nogen strækker till.

Nej, der du har till Ræddsel Rett.

Saa vrangt, saa tomt, saa fladt, saa slett

er hele Slægtens Livssyn blevet.

Det regnes højt, faar en det drevet

till, som en lovprist ubekjendt,

at offre sit ved Testament.

Byd Helten stryge ud sit Navn

og nøje sig med Sejrens Gavn;

giv Kejser, Konge, samme Kaar,

og se hvad stort du øvet faar.

Byd Digteren i Løndom smugle

af Buret sine Skjønhedsfugle,

99saa ingen aner, det var ham,

der gav dem Røst og Guldfjærs Bram.

Frist frodig eller vindtørr Gren;

Hengivelsen er ej hos en.

Igjennem alt gaar Jordtræls-Tanken; –

udover Stupet vildt og hvasst

hver klamrer sig till Støvlivsranken, –

og svigter den, – i Trevl og Bast

han klorer sig med Negler fast.

Og till en Slægt, som raadløst faldt,

du raaber: intet eller alt!

Hvo Sejr vil fange, faar ej vige;

fra dybest Fald maa højst du stige. –

Og dog, naar for den enkle Sjæl

jeg staar og stiller Rejsningskravet,

da er det, som jeg svam i Havet

stormslagen paa en Vragstumps Fjæl.

I Kval og Graad jeg lønligt bed

den Tunge, som jeg tugted med, –

og løfted Armen jeg till Slag,

jeg tørsted mod et Favnetag! –

Gaa, Agnes, se till ham, som sover;

syng ham i lyse Drømme ind;

en Barnesjæl er klar og lind

som Tjern i Sommersolens Skin;

en Moder stryge kan derover

100lig Fuglen, der sig spejler smukt

i dybest Dyb paa lydløs Flugt.

Hvad er det, Brand? Hvorhelst du sender

din Tankes Pil, – mod ham den vender!

O, intet. Vogt ham godt og stillt.

Giv mig et Ord.

                 Et stærkt?

                                  Et mildt.

Den, som er uden Skyld, skal leve.

Et ejes, som ej Gud tør kræve!

Men hvis han turde? Herren tør,

hvad «Isaachs Ræddsel» turde før.

Nej, nej; mit Offer har jeg bragt.

Mit Livskald har jeg fra mig sagt, –

at runge som en Herrens Torden

og vække sovende paa Jorden.

Løgn! Intet Offer laa deri;

det glapp, da Drømmen var forbi,

101da Agnes vakte mig – og fulgte

till samme Gjerning i det dulgte.

Hvi nøler dog den syges Bud

om Offervillighed og Bod,

som rykker Brøden opp med Rod,

med dybest Trevl med vildest Skud! –

Se der –! Nej, det er Fogden kun,

velvillig, væver, rask og rund,

med Hænderne i begge Lommer,

lig Klammer om en Parentés.

Goddag! Kun skjelden vi to ses,

og sagtens jeg i Utid kommer –

Træd indenfor.

                                  Takk; her er godt;

og vandt mit Ærind Indgang blot,

saa mener jeg for sandt og visst,

det alles Baade blev tillsidst.

Nævn Deres Ærind.

                                  Deres Moer

er haabløs syg, saavidt jeg tror; –

det gjør mig ondt.

                                  Jeg tvivler ej.

Det gjør mig meget ondt.

                                  Tal ud!

Dog, hun er gammel; – Herregud,

vi skal jo alle samme Vej.

Og da jeg netopp foer forbi,

saa tænkte jeg: det springes i

saa lett som krybes; ydermere

saa blev det mig fortalt af flere,

at hun med Dem, fra De kom hid,

har levet i Familjesplid –

Familjesplid?

                                  Der siges jo,

hun holder stærkt og sejgt paa sit.

De finder vel, det gaar for vidt.

Man maa ej glemme eget Tarv.

Hun sidder i uskiftet Bo

med hele Deres Fædrearv –

Uskiftet Bo; – ja, det er sandt.

Saa kommer Skyldfolk lett paa Kant.

Og da jeg nu med skjellig Grund

formoder De med kjølig Barm

forventer hendes Afgangsstund,

saa haaber jeg De uden Harm

103vil høre mig, skjønt visstnok Tiden

er ilde valgt.

                                  Nu eller siden,

det kommer ud for mig paa et.

Ja, saa till Sagen slett og rett.

Saa saare Deres Moer er død,

og salig lagt i Jordens Skjød, –

hvad snart vel times, – blir De rig –

Det tror De?

                                  Tror? Nej, det er sikkert.

Hun ejer Grund i hver en Vik,

saa langt De øjne kan med Kikkert.

Rig blir De, Prest!

                                  Trods Skifteretten?

Hvad skal den her? Den skiller Trætten,

hvor der er fler om Gjæld og Arv;

men her ej trues nogens Tarv.

Og dersom dog till Gods og Gjæld

Medarving mødte lige vel

og sagde: jeg er rette Manden?

Det maatte være selve Fanden!

Ja, se kun paa mig; – ingen anden

104har her et Ord at sige med;

lid tryggt paa mig; jeg ved Besked.

Nu altsaa; De blir Velstandsmand,

rig Mand endogsaa; ikke længer

till denne Afkrogs Kald De trænger;

Dem aabent staar det hele Land.

Hør, Foged, er ej, fattet kort,

al Talens Kjærne den: rejs bort!?

Omtrent. Till alle Parters Bedste

jeg tror det blev. Hvis De vil fæste

oppmærksomt Øje paa de Folk,

for hvem De nu er Ordets Tolk,

saa vil De se, saalidt De passer

blandt os, som Ulv blandt Gjæs og Gasser.

Forstaa mig vel! De ejer Evner

till større Samfunds Gavn og Brug,

men fast till Mén for den, som nævner

sig Odelsmand till Klippens Revner

og Ættling af en Dalbunds Slug.

Ens Fædrebyggd for Mandens Fod

er, hvad for Træet er dets Rod; –

er der ej till hans Gjerning Trang,

hans Daad er dømt, og endt hans Sang.

Det er al Idrætts første Lov,

at lempes efter Lands Behov.

Men Lands Behov ses bedst fra Højden,

ej fra en fjeldklemt Krog i Byggden.

Det er de store Samfunds Tale,

ej Ord for Folk i fattige Dale.

O, I med eders Grænseskjell

imellem Sletteland og Fjeld!

I kræver Rett som Verdensriger,

mens hver en Samfundspligt I sviger;

I mener fejgt, det skal jer fri,

det Nødskrig: vi er Smaafolk, vi!

Alt har sin Tid, hver Tid sit Hverv,

hver Slægt sin egen Dont at passe.

Vor Byggd har ogsaa lagt sin Skjærv

i Verdens store Formaals Kasse;

forstaar sig, det er længe siden;

men Skjærven var ej ganske liden.

Se, nu er Byggden tom og snever;

dens Ry dog end i Sagnet lever;

dens svundne Storheds Dage falder

samtidigt med Kong Beles Alder; –

der meldes endnu mangt et Ord

om Brødreparret Ulf og Thor

og Snese gjæve Mænd, som foer

paa Herjetog till Brettlands Kyst

og plyndred, saa det var en Lyst.

106Sydboen skreg, af Ræddsel kold:

Gud fri os for de grummes Vold!

Og disse grumme var, tilltrods

for alle Tvivlsmaal, Mænd fra os.

Og som de Karle kunde hævne,

og slaa ihjæl i Brandværks-Stævne!

Ja, Sagnet ved endnu at nævne

en Herrens Helt, som Korset tog; –

dog meldes ej, at ud han drog –

Der stammer visst en Sønneflok

fra denne Løftets Mand?

                                  Sandt nok;

men hvoraf ved De –?

                                  Aa, fordi

mig tykkes Ætten kjendes i

de Løftets Helte nutilldags,

hvis Korstog er af samme Slags.

Ja, Slægten rækker lige hid.

Men vi var i Kong Beles Tid!

Først slog vi altsaa udenlands,

saa gjæsted vi vor Grandemands

og Frændes Grund med Øxe-Egg;

i Knas vi tramped Akren hans,

sved Kirkespir og Stuevægg

og fletted os en Stordaads-Krans. –

107Af alt det Blod, som slig er flydt,

er kanske lidt formeget skrydt;

dog, efter hvad jeg her har sagt,

jeg troer jeg vover, fuldt beskeden,

at pege bagud paa vor Magt

i Storhedstiden, længst forleden,

og paastaa, denne Byggd har lagt

sin Skjærv med baade Ild og Staal

till Verdens Fremgangs store Maal.

Dog tykkes mig, som om I svigter

det Ord, at Adelskab forpligter, –

som om, med Hakke, Plog og Harv,

I mulder ned Kong Beles Arv.

Paa ingen Maade. Gaa blot ud

i Sognefolkets Gjestebud,

hvor jeg og Lensmand, Klokker, Dommer,

som Hæderslemmer er at finde,

saa skal De se, naar Punchen kommer,

at dødt ej er Kong Beles Minde.

I Skaaler, Bægerklang og Sang,

i Tale, baade kort og lang,

han ihukommes, lades leve.

Jeg selv har tidt en dybtfølt Trang

fornummet till om ham at væve

mit Tankespind till blomstret Dug,

og løftet mangen indfødts Hug.

108Jeg liker godt lidt Poesi.

Det gjør igunden alle vi

fra denne Byggd; – dog alt med Maade;

i Livet bør den aldrig raade, –

kun mellem Klokken syv og ti

om Aftenen, naar Folk er fri,

naar man, af Dagens Gjerning trætt,

kan trænge till en Løftnings-Tvætt.

Den Forskjell er der mellem os

og Dem, at De med Vold og Trods

paa engang pløje vil og slaas.

Saa vidt jeg ser, er Deres Mening:

vort Livs og dets Idees Forening, –

Guds Krig, med Dyrkning af Poteter

i Enhed stillet frem tillslutt,

saa inderligt, som af Salpeter

med Kul og Svovel vorder Krudt.

Omtrent.

                                  Men sligt er her ugjørligt.

I store Samfund lød det hørligt; –

gaa did med deres høje Krav;

lad os saa pløje Myr og Hav.

Pløj allerførst i Havet ned

jer Pral om Fædres Herlighed;

ej Dverg blir mandshøj, skjønt han har

en Goliath till Oldefaer.

Der ligger Væxt i store Minder.

Naar Mindet sig till Livet binder;

men I af Mindets Gravhoug hul

har byggt jer Sløvheds Skalkeskjul.

Mit første blir mit sidste Ord; –

bedst var det, om herfra De foer.

Her vil ej Deres Gjerning grønnes,

her vil ej Deres Livssyn skjønnes.

Den Smule Flugt, som er fornøden, –

den Løftning, som behøves kan

fra Tid till Tid for Slæbets Mand,

skal jeg besørge ufortrøden.

Igjennem al min Embedstid

staar vakkre Vidner om min Flid;

ved mig er Folkets Tal fordobblet,

ja øget fast till tre mod en, –

idet jeg har till Stedet kobblet

snart hin snart denne Næringsgren.

Mod trodsende Natur i Kamp

er frem vi skredet som med Damp;

her brydes Vej, her bygges Bro –

Men ej imellem Liv og Tro.

Imellem Fjord og Viddens Sne.

Ej mellem Gjerning og Idé.

Først farbart mellem Grænd og Grænd,

først Fremkomst mellem Mænd og Mænd, –

det var der kun en Mening om,

før De som Prest till Byggden kom.

Nu har De blandet alt i et,

vort Grubebluss med Nordlysflammen;

hvem kan i sligt et Tveskjær se,

hvad der er vrangt, hvad der er rett,

hvad der er Bod, hvad der er Ve?

Hvert Forhold har De filtret sammen;

De splittet har i fiendske Lejre

den Flok, som samlet skulde sejre.

Her blir jeg dog tilltrods for Dem.

En vælger ej sit Virkes Hjem.

Den Mand, som Maalet ved og vil,

fornummet har i Skrift af Ild

det Gudsraab: her du hører till!

Saa bliv, men inden egne Grænser;

jeg gjerne ser De Folket renser

for Synd og Last, som gaar isvang;

Gud ved, det trænges mangen Gang!

Men gjør blot ingen Helligdag

af Yrkets sex, – og ton ej Flag,

111som om Vorherre var ombord

paa hver en Jagt, der skar vor Fjord.

Hvis Deres Raad mig skulde nytte,

jeg maatte Sjæl og Sjælssyn bytte;

men Kaldet er, sig selv at være,

sin egen Sag till Sejr at bære,

og jeg skal bære Sagen frem,

saa det skal lyse om mit Hjem!

Det Folk, jer hele Styrertropp

har dysset ind, skal vækkes opp!

I længe nok i Trangheds Bur

har pint dets Rest af Fjeldnatur;

fra eders Smaaheds Sultekur

hver Mand gaar ud forstemt og stur;

I tappet har hans bedste Blod,

har hulet Margen af hans Mod;

I pukket har i Stumper smaa

hver Sjæl, som malmstøbt skulde staa; –

men endnu kan et Rejsnings-Skrig

i eders Øre tordne: Krig!

Krig?

                 Krig!

                                  Hvis De till Vaaben kalder,

De blir den første Mand, der falder!

Med Klarsyn skjønnes skal en Dag,

at største Sejr er Nederlag!

Betænk Dem, Brand; De staar paa Skillet;

sætt alt ej paa det ene Kort.

Og dog jeg gjør det!

                                  Tabes Spillet,

er Deres Jordliv ødslet bort.

De ejer alle Verdens Goder,

er Arving till en grundrig Moder,

De har et Barn at leve for,

en elsket Hustru; – Lykkens Kaar

blir rakkt Dem som af milde Hænder!

Og hvis jeg endda Ryggen vender,

till hvad De Lykkens Kaar har kaldt?

Ifald jeg maa?

                                  Fortabt er alt,

hvis her, i Verdens Udmarks Vik,

De aabner Deres Verdenskrig!

Drag sørpaa, mod de rige Strande,

hvor Mænd tør staa med løftet Pande;

der kan med Rett De lyse Møde

og byde Menigheden bløde;

113vort Offer er ej Blod, men Sved

i Kamp for Brød blandt Klippeskred.

Her blir jeg dog. Her er mit Hjem,

og i mit Hjem min Krig skal frem.

Husk, hvad De taber, hvis det glipper; –

og først og fremst, husk, hvad De slipper!

Mig selv jeg taber, hvis jeg viger.

Brand, haabløs er en ensom Kriger.

Min Flok er stærk; jeg har de bedste.

Ja, muligt det, – men jeg de fleste.

Der gaar en fuldblods Folkets Mand,

rettsindigt tænkende, velvillig,

paa sin Vis virksom, varm og billig, –

og dog en Svøbe for sit Land.

Ej Jordfald, Flom og Vinterblæst,

ej Hungersnød, ej Frost og Pest,

forvolder halvt det Nederlag,

som slig en mellem Aar og Dag.

Af Landeplagen Liv kun røves; –

men han –! Hvor mange Tanker kløves,

114hvor mange friske Viljer sløves,

hvor mange stærke Sange døves

af slig forklemt, trangbrystig Sjæl!

Hvor mangt et Smil paa Folkemunde,

hvor mangt et Lyn i Folkebarm,

hvor mangen Løftnings Lyst og Harm, –

der frem till Daad sig voxe kunde, –

slog ikke blodløst han ihjæl!

Men Budet! Budet! – Ingen kommer!

Jo, Doktoren!

                                  Tal, tal! Min Moer –?

Nu er hun stedet for sin Dommer.

Død! – Men i Bod?

                                  Det knappt jeg tror;

hun hang ved sit paa denne Jord,

till Timen slog, og de blev skillt.

Er her en vildsom Sjæl forspildt?

Kan hænde vel hun dømmes mildt, –

ej efter Lov, men efter Skjøn.

Hvad talte hun?

                                  Hun mumled stillt:

Gud er ej haardhændt, som min Søn!

I Brødens Kvalm, paa Dødens Fjæl,

den samme Løgn, som slaar hver Sjæl!

De vil en gjennemlevet Tid

i et og alting flytte hid.

De tror endnu hin Lovens Pagt

for Gud og Godtfolk staar ved Magt; –

hver Slægt har dog sin egen Vis;

vor skræmmes ej med Flammeris,

med Ammesnakk om Sjæleran; –

dens første Bud er: vær human!

Human! Ja, dette slappe Ord

er Feltraab for den hele Jord!

Med det hver Stymper hyller till,

at ingen Daad han tør og vil;

med det hver Skrælling dækker over,

at ej han alt for Sejren vover;

i Ly af det blir lettvindt brudt

hver Uslings Løfte, fejgt fortrudt; –

I Puslingsjæle gjør tillsidst

af Mennesket en Humanist!

116Var Gud human mod Jesus Krist?

Hvis eders Gud fik dengang raade,

han under Korset raabte Naade, –

og Soningsværket sagtens blev

et diplomatisk Himmelbrev!

Ras ud, ras ud, du Sjæl i Storm; –

bedst, om du kunde Taarer fange.

Her ind! Følg med!

                                  Du gjør mig bange!

Hvad er det, Barn?

                                  En Angstens Orm

har koldt sig om mit Hjerte lagt –!

Hvad er det?

                                  Kom! – Guds evige Magt!

Død uden Bod. Død, som hun leved.

Er ikke der Guds Fingerpeg?

Igjennem mig skal vorde hævet

117den Skatt, som hun har fra sig skrevet; –

nu tifold ve mig, om jeg sveg!

Med Sønnens Pligt, paa Hjemmets Grund,

uryggelig fra denne Stund

som kaaret Korsmand slaa jeg skal

for Aandens Sejr i Kjødets Fald.

Gud har mig rakkt sin Tunges Staal,

har tændt i mig sin Vredes Baal; –

nu staar jeg i min Viljes Vælde,

nu tør, nu kan jeg knuse Fjelde!

Beskikk dit Hus og drag herfra!

Om Jorden skalv, jeg blev endda!

Saa er dit Barn till Døden dømt.

Alf! Barnet! Alf! Hvad Ræddsels Skrømt

er dette her! Mit Barn!

                                  Nej bliv! –

Her er ej Lys, her er ej Sol,

her skjær en Luft, som Pust fra Pol, –

her sænker Skodden klamt sig ned; –

118en Vinter till paa dette Sted

vil vissne bort hans spæde Liv.

Rejs, Brand, og Deres Barn er frelst;

men gjør det snart, imorgen helst.

Ikveld, idag, i denne Stund!

O, han skal voxe stærk og sund; –

ej Gufs fra Bræ, ej Sno fra Kyst,

skal isne mer hans lille Bryst.

Kom, Agnes, løft ham lindt i Blund!

Paa Flugt, paa Flugt langs alle Sund!

O, Agnes, Agnes, Dødens Garn

sig spinder om vort lille Barn!

Jeg lønligt aned, lønligt skalv, –

og dog jeg saa kun Faren halv.

Men Flugt ham frelser? Saa De lover!

Det Liv, en Fader vaager over

ved Natt og Dag, er sejerstryggt.

Vær alt for ham, og sundhedssmykkt

De snart skal se ham; nær ej Frygt.

Takk, Takk!

                                  Hyll tætt i Dun ham ind;

langs Fjorden stryger Aftnens Vind.

Mod Verdens Flok saa ubønhørlig,

og mod sig selv saa lett medgjørlig!

For den ej gjælder lidt, ej meget, –

kun Lovens intet eller alt;

men fra en selv er Modet veget

i samme Stund som Loddet faldt

og Offerlammet var ens eget.

Hvad mener De?

                                  Till Deres Moer

De tordned Lovens haarde Ord:

fortabt, hvis alt ej lægges af,

hvis ej du nøgen gaar i Grav!

Og samme Raab har runget tidt

naar Folkets Flok, som tyngst, har lidt!

Nu er De Havsnødsmanden selv

i Skjæbnens Storm paa Baadens Hvælv;

nu kaster De fra krænget Kjøl

tillhavs hvert Brev om Straffens Pøl, –

tillhavs, tillhavs den tunge Bog,

hvormed De Brødres Bringer slog;

nu gjælder det i Kuling stiv

at berge egen Afkoms Liv.

Paa Flugt, paa Flugt langs Fjord og Vik, –

paa Flugt fra egen Moders Lig, –

paa Flugt fra Sjælehjord og Kald; –

nu lyser Presten Messefald!

Er nu jeg blind! Var jeg det før!

De handler, som en Fader bør.

Tro ej, jeg laster, hvad De gjør; –

for mig De er i stækket Stand

mer stor, end før som Styrkens Mand. –

Farvel! Nu har jeg rakkt Dem Spejlet,

brug det, og sukk saa: Herregud,

slig ser en Himmelstormer ud!

Nu eller før, – naar er her fejlet?!

Hør, Prest, du har en Avindsmand!

Ja, her.

                                  Vær paa din Post mod Fogden.

Din Sæd skjød frodigt over Land

till han med Rygtets Brandpest slog den.

Alt ofte har han ymtet om,

at Prestegaarden snart staar tom, –

har sagt, at os du Ryggen vender,

saa først din rige Moer er død.

Og hvis saa var –?

                                  Prest, jeg dig kjender

og ved, hvi slige Giftord lød;

du staar jo ham og hans imod,

han aldrig fik din Vilje bøjet, –

se, det er Rygtets rette Rod –

At sandt er sagt – sig tænke lod.

Da har du styggt for alle løjet.

Har jeg –?

                                  Hvor tidt har ej du sagt,

at Gud har selv till Strid dig vakkt, –

at mellem os du har dit Hjem,

at her din Krig skal føres frem,

at ingen Mand tør Kaldet svige,

at slaa han skal, men aldrig vige.

Og Kaldet har du! Stærkt og lyst

din Ild har fængt i mangt et Bryst.

Mand, her er Mængdens Øre døvt;

fast hvert et Sind er slukkt og sløvt!

Du bedre ved; – i mangt et Sind

nu glittrer Himlens Solskin ind.

I tifold flere er der Natt.

Du er som Lys i Natten satt.

Men lad det være, som det vil;

at tælle trænges her ej till;

thi her staar jeg, den ene Mand,

og siger: rejs, ifald du kan!

Jeg har en Sjæl saa fuldt som nogen;

jeg kan ej hjælpe mig med Bogen;

du har mig opp af Dybet draget, –

prøv, om du nu tør slippe Taget!

Du kan det ej; jeg holder fast;

min Sjæl var tabt, hvis Taget brast! –

Farvel! Jeg venter tryggt det Bud,

min Prest ej slipper mig og Gud.

Din Kind er hvid, din Mund er bleg;

det er, som du i Hjertet skreg.

Hvert klangfuldt Ord, mod Bergvægg sagt,

mig slaar med tifold Gjenlyds Magt.

Jeg er beredt!

                                  Beredt? Hvortill?

Till hvad en Moder maa og vil!

Har I hørt det? Bort fløi Presten! –

Ud af Bakken, opp af Houg,

myldrer baade Trold og Draug,

svarte, stygge, store, smaa, –

hu, hvor hvasst de kunde slaa –!

Øjet rev de af mig næsten;

halve Sjælen har de taget; –

aa, jeg hjælper mig med Resten;

der er nok igjen af Vraget!

Pige, vildt din Tanke gaar;

her du ser jeg for dig staar.

Du? Ja du, men ikke Presten!

Ned fra Svartetind min Høg

rapp bortover Lien strøg;

bidslet, sadlet, vild og vred

hvæste han i Mørkningsblæsten,

og en Mand paa Ryggen red, –

det var Presten, det var Presten!

Nu staar Byggdens Kirke tom,

stængt med baade Laas og Bom;

Styggekirkens Tid er omme;

nu skal min till Ære komme.

Der staar Presten, stærk og stor,

i sit hvide Messeklæde,

vævt af Vintrens Dryp og Væde; –

124vil du være med, saa kom;

Byggdens Kirke staar jo tom;

Presten min har slige Ord,

at det runger over Jord!

Brudte Sjæl, hvo bød dig fange

vildsomt mig med Afgudssange!

Afgud? Hvad er det for noget?

Afgud? Aa, jeg ved det godt;

stundom stort og stundom smaat;

altid gyldent, altid broget.

Afgud! Hør, du; ser du hende?

Kan du under Klædet kjende

Barnehænder, Barneben?

Kan du see, hvor fint og broget

Svøbet folder sig om noget,

der er ligt et Barn, som sover?

Rædd hun viger, – dækker over!

Afgud? – Mand, der ser du en!

Har du Taarer, har du Bønner?

Ud har Ræddslen mine brændt!

Agnes, Hustru, – ve, jeg skjønner,

hende har en større sendt!

Hør; nu ringer alle Klokker

sammen paa den vilde Hej!

125Se, hvad Menighed der flokker

sig till Færd paa Kirkevej!

Kan du se de tusind Trolde,

Byggdens Prest har sænkt i Havet?

Kan du se de tusind Dverge?

Indtill nu de laa begravet,

med hans Segl som Gravbrudds-Værge.

Hav og Grav dem kan ej holde;

frem de myldrer vaade, kolde; –

skindødt Troldbarn ser jeg grine,

vælte af sig Bergskredsblokken.

Hør, de skriger: Moer og Faer!

Mænd og Kvinder giver Svar;

Byggdens Mand gaar mellem sine,

som en Faer i Sønneflokken;

Byggdens Kvinde taer sin døde,

rækker ham sit Bryst till Føde; –

aldrig før saa stout hun knejste

naar hun Barn till Daaben bar.

Her blev Liv, da Presten rejste!

Vig ifra mig! Fast jeg ser

værre Syner –

                                  Hør! Han ler,

han, som sidder langsmed Vejen,

der den svinger opp mod Hejen;

ind han skriver i sin Bog

hver en Sjæl, som oppad drog; –

126hej, han har dem alle næsten;

Byggdens Kirke staar jo tom,

stængt med baade Laas og Bom, –

og paa Høgens Rygg fløj Presten!

Lad os gaa; nu er det Tid.

Hvilken Vej?

                                  Did? – eller did?

Brand, dit Barn, – dit Barn!

                                  Giv Svar;

var jeg Prest, før jeg blev Faer?

Blev end spurgt med Tordnens Brag, –

intet Svar i denne Sag!

Svare skal du; du er Moer;

du har her det sidste Ord!

Hustru er jeg; tør du byde,

skal jeg bøje mig og lyde!

Valgets Kalk mig tag ifra!

Aldrig var jeg Moder da!

Der er Dom i dette Svar!

Spørg dig selv, om Valg du har!

Styrket Dommen atter lød!

Tror du fuldt paa Herrens Kald?

Ja!

                                  Og nu du sige skal

Ordet over Liv og Død!

Gaa den Vej, din Gud dig bød!

Lad os gaa; nu er det Tid.

Hvor gaar Vejen?

                 Did?

                                  Nej, – did!

Gud! Det Offer, du tør kræve,

tør jeg mod din Himmel hæve!

Led mig gjennem Livets Gys!

Jesus, Jesus, giv mig Lys!