Ja, når De kommer en time for sent, herr Billing, så får De ta’ tiltakke med kold mad.

Det smager aldeles fortræffeligt, – ganske udmærket.

De ved jo, hvor nøje Stockmann holder på sin bestemte spisetid –

Det gør mig slet ingen ting. Jeg synes næsten det smager bedst, når jeg kan sidde og spise sådan ganske alene og uforstyrret.

Ja-ja, når det bare smager Dem, så – (lytter mod forstuen). Der kommer visst Hovstad også.

Kanske det.

Ærbødigst godaften, svigerinde.

Nej se, godaften; er det Dem? Det var da snildt De vilde se op til os.

Jeg gik just forbi og så – (med et blik mod spisestuen). Å, men De har nok selskab, lader det til.

Nej aldeles ikke; det er rent tilfældigt. (hurtigt.) Vil De ikke gå ind og ta’ en bid med?

Jeg! Nej, mange tak. Gud bevare mig; 3varm mad om aftenen; det er ikke for min fordøjelse.

Å men for én gangs skyld –.

Nej nej, gud velsigne Dem; jeg holder mig til mit thevand og mit smørrebrød. Det er dog sundere i længden, – og også lidt mere økonomisk.

De må nu ikke tro, at Tomas og jeg er nogen rene ødelande heller.

Ikke De, svigerinde; det være langt fra mig. (peger mod doktorens arbejdsværelse.) Er han kanske ikke hjemme?

Nej, han er gåt en liden tur efter maden, – han og gutterne.

Mon tro, det kan være sundt? (lytter.) Der kommer han nok.

Nej, det er nok ikke ham. (det banker.) Vær så god!

Å, er det herr Hovstad, som –?

Ja, De får undskylde; men jeg blev opholdt nede i trykkeriet. Godaften, herr byfogd.

Herr redaktør. Kommer formodentlig i forretninger?

Tildels. Der er noget, som skulde ind i bladet.

Kan tænke mig det. Min bror skal være en særdeles frugtbar forfatter i «Folkebudet», hører jeg.

Ja, han tillader sig at skrive i «Folkebudet», når han har et sandhedens ord at sige om et og andet.

Men vil De ikke –?

Bevares vel; jeg fortænker ham sletikke i, at han skriver for den læsekreds, hvor han tør vente at finde mest anklang. For øvrigt har jo 5jeg personlig ingen grund til at nære nogen uvilje imod Deres blad, herr Hovstad.

Nej, det synes jeg også.

I det hele taget råder der en smuk fordragelighedens ånd i vor by; – en rigtig god borgerånd. Og det kommer deraf, at vi har et stort fælles anliggende at samle os om, – et anliggende, som i lige høj grad vedkommer alle retsindige medborgere –

Badeanstalten, ja.

Netop. Vi har vor store, nye, prægtige badeanstalt. Pas på! Badet blir byens fornemste livsbetingelse, herr Hovstad. Utvivlsomt!

Det samme siger Tomas også.

Hvilket ganske overordentligt opsving har ikke stedet taget bare i disse par år! Her er kommet penge imellem folk; liv og rørelse. Bygninger og grundejendomme stiger i værdi med hver dag.

Og arbejdsløsheden tar af.

Også det, ja. Fattigbyrden er bleven i en glædelig grad formindsket for de besiddende klasser og vil bli’ det endnu mere, hvis vi blot dette år må få en rigtig god sommer; – rigtig talrigt besøg af fremmede, – brav mange syge, som kan bringe anstalten i ry.

Og det er der jo udsigt til, hører jeg.

Det tegner meget lovende. Hver dag indløber der forespørgsler om boliger og sådant noget.

Nå, da kommer jo doktorens opsats netop tilpas.

Har han nu skrevet noget igen?

Dette her er noget, han skrev ivinter; en anbefaling for badet, en fremstilling af de gunstige sundhedsforholde her hos os. Men dengang lod jeg opsatsen ligge.

Aha, der var formodentlig en eller anden hage ved den?

Nej, ikke det; men jeg syntes, det var bedre at bie til nu udover våren; for nu begynder jo folk at ruste sig og tænke på sommerophold –

Meget rigtigt; overmåde rigtigt, herr Hovstad.

Ja, Tomas er såmænd utrættelig, når det gælder badet.

Nå, han står jo også i badets tjeneste.

Ja, og så er det jo også ham, som har skabt det fra først af.

Er det ham? Ja så? Ja, jeg hører jo undertiden, at visse folk er af den mening. Men jeg trode dog rigtignok, at jeg også havde en beskeden andel i dette foretagende.

Ja, det siger Tomas altid.

Ja, hvem nægter det, herr byfogd? De har sat sagen i gang og ført den ud i det praktiske liv; det ved vi jo alle. Men jeg mente bare, at idéen kom fra først af fra doktoren.

Ja, idéer har visselig min bror havt nok af i sin tid – desværre. Men når noget skal sættes iværk, så spørges der om andre slags mænd, herr Hovstad. Og jeg trode rigtignok, at man allermindst her i huset –

Men, kære svoger –

Hvor kan dog byfogden –

Gå så ind og få Dem noget tillivs, herr Hovstad; så kommer visst min mand imens.

Tak; en liden bid kanske.

Det er mærkeligt med de folk, som stammer direkte fra bønder; aldrig kan de lægge taktløsheden af.

Men hvad er nu det værd at bry sig om? Kan ikke De og Tomas dele æren som brødre?

Jo, det skulde jo synes så; men det er nok ikke alle og enhver, som nøjes med at dele, lader det til.

Snak om en ting! De og Tomas kommer jo så udmærket ud af det med hinanden. (lytter.) Der tror jeg vi har ham.

Se, her får du en gæst til, Katrine. Er ikke det morsomt; hvad? Vær så god, kaptejn Horster; hæng frakken der på knaggen. Nå så, De går ikke med overfrakke, De? Tænk, du, Katrine, jeg fanged ham på gaden; han vilde næsten ikke gå op med.

Ind med jer, gutter. Nu er de skrubsultne igen, du! Kom her, kaptejn Horster; nu skal De få smage en oksesteg –

Men, Tomas, ser du da ikke –?

Å, er det dig, Peter! (går hen og rækker ham hånden.) Nej, det var da inderlig morsomt.

Jeg må desværre gå om et øjeblik –

Sniksnak; nu kommer snart toddyen på bordet. Du glemmer vel ikke toddyen, Katrine?

Nej visst; vandet står og koger.

Toddy også –!

Ja, slå dig bare ned, så skal vi ha’ det hyggeligt.

Tak; jeg deltager aldrig i toddygilder.

Men dette her er da ikke noget gilde.

Jeg synes dog – (ser mod spisestuen). Det er mærkværdigt, at de kan sætte al den mad tillivs.

Ja, er det ikke velsignet at se unge mennesker spise? Altid madlyst, du! Det er som det skal være. Mad må der til! Kræfter! Det er de folk, som skal rode op i det gærende fremtids-stof, Peter.

Tør jeg spørge, hvad her skulde være at «rode op i», som du udtrykker dig?

Ja, det får du spørge ungdommen om – når tiden kommer. Vi ser det naturligvis ikke. Selvfølgelig. Slige to gamle stødere, som du og jeg –

Nå nå da! Det er dog en højst påfaldende benævnelse –

Ja, du må ikke ta’ det så nøje med mig, Peter. For jeg er så inderlig glad og fornøjet, skal jeg sige dig. Jeg føler mig så ubeskrivelig lykkelig midt i alt dette spirende, sprættende liv. Det er dog en herlig tid vi lever i! Det 12er som om en hel ny verden var i opkomst omkring en.

Finder du virkelig det?

Ja, du kan naturligvis ikke se det så godt som jeg. Du har jo alle dine dage levet med i dette her; og så sløves indtrykket. Men jeg, som måtte sidde der nordpå i min afkrog i alle disse mange år, næsten aldrig se et fremmed menneske, som havde et vækkende ord at sige mig, – på mig virker det, som om jeg var flyttet midt ind i en mylrende verdensby –

Hm; verdensby –

Ja, jeg ved jo nok, at forholdene er små i sammenligning med mange andre steder. Men her er liv, – forjættelser, en utallighed af ting at virke for og stride for; og det er hovedsagen. (råber.) Katrine, har ikke postbudet været her?

Nej, her har ingen været.

Og så det gode udkomme, Peter! Det er 13noget, en lærer at sætte pris på, når man, som vi, har levet på sulteforing –

Gud bevares –

Å jo, du kan vel tænke dig, at det var trangt for os mangen gang deroppe. Og nu at kunne leve som en herremand! Idag, for exempel, havde vi oksesteg til middag; ja, vi har havt af den til aftens også. Vil du ikke smage på et stykke? Eller skal jeg ikke vise dig den ialfald? Kom her –

Nej, nej, på ingen måde –

Nå, så kom her da. Ser du, vi har fåt bordtæppe?

Ja, jeg har bemærket det.

Og så har vi fåt lampeskærm. Ser du? Alt det har Katrine sparet sammen. Og det gør stuen så hyggelig. Synes du ikke det? Stil dig bare her; – nej, nej, nej; ikke så. Så, ja! Ser du; når lyset falder sådan samlet ned –. Jeg finder virkelig, at det ser elegant ud. Hvad?

Ja, når man kan tillade sig den slags luxus –

Å jo, nu kan jeg nok tillade mig det. Katrine siger, at jeg tjener næsten lige så meget, som vi bruger.

Næsten, ja –!

Men en videnskabsmand bør dog leve en smule fornemt. Jeg er viss på, at en almindelig amtmand bruger meget mere om året end jeg.

Ja, det tror jeg nok! En amtmand, en overøvrighedsperson –

Nå så en simpel grosserer da! En slig en bruger mange gange så meget –

Ja, det ligger nu i forholdene.

For resten øder jeg sandelig ikke noget til unytte, Peter. Men jeg synes da ikke jeg kan nægte mig den hjertens glæde at se mennesker hos mig. Jeg trænger til det, ser du. Jeg, som 15har siddet så længe udestængt, – for mig er det en livsfornødenhed at være sammen med unge, kække, frejdige mennesker, frisindede mennesker, virkelystne –; og det er de, alle de, som sidder og spiser så godt derinde. Jeg vilde ønske, du kendte lidt til Hovstad –

Ja Hovstad, det er sandt, han fortalte mig, at nu vil han trykke en opsats af dig igen.

En opsats af mig?

Ja, om badet. En opsats, som du havde forfattet ivinter.

Å den, ja! – Nej, men den vil jeg ikke ha’ ind nu for det første.

Ikke det? Da finder jeg dog, at det netop nu vilde være den belejligste tid.

Ja, det kan du ha’ ret i; under almindelige forholde –

Hvad ualmindeligt skulde der da være ved forholdene nu?

Ja, Peter, det kan jeg minsæl ikke sige dig for øjeblikket; ialfald ikke iaften. Der kan være mangt og meget ualmindeligt ved forholdene; eller også kanske slet ingenting. Det kan gerne være, at det bare er en indbildning.

Jeg må tilstå, dette klinger højst gådefuldt. Er der noget påfærde? Noget, som jeg skal holdes udenfor? Jeg skulde dog formene, at jeg, som badebestyrelsens formand –

Og jeg skulde formene, at jeg –; nå, lad os ikke ryge i håret på hinanden, Peter.

Gud bevares vel; det er ikke min vane at ryge i håret, som du siger. Men jeg må på det bestemteste forlange, at alle foranstaltninger træffes og afgøres på forretningsmæssig vej og gennem de dertil lovlig indsatte myndigheder. Jeg kan ikke tillade, at der betrædes krogveje og bagveje.

Bruger jeg nogensinde at gå krogveje og bagveje!

Du har en indgroet tilbøjelighed til at gå dine egne veje ialfald. Og det er i et vel ordnet samfund omtrent ligeså utilstedeligt. Den enkelte får sandelig finde sig i at indordne sig under det hele, eller, rettere sagt, under de myndigheder, som har at våge over det heles vel.

Kan gerne være. Men hvad pokker kommer det mig ved?

Jo, for det er dette, min gode Tomas, som du aldrig synes at ville lære. Men pas på; du kommer nok engang til at bøde for det, – sent eller tidligt. Nu har jeg sagt dig det. Farvel.

Men er du da bindegal? Du er rent på vildspor –

Det plejer jeg dog ikke. Forøvrigt må jeg frabede mig – (hilser ind i spisestuen). Farvel, svigerinde. Farvel, mine herrer.

Gik han?

Ja, du, og det i fuld arrigskab.

Men, kære Tomas, hvad har du da nu gjort ham igen?

Ingen verdens ting. Han kan da ikke forlange, at jeg skal gøre ham regnskab, før tiden kommer.

Hvad skulde du gøre ham regnskab for?

Hm; lad mig om det, Katrine. – Det er da besynderligt, at ikke postbudet kommer.

Ah, efter et sligt måltid føler man sig, gud døde mig, som et nyt menneske.

Byfogden var nok ikke i det lyse hjørne ikveld.

Det kommer fra maven; han har en dårlig fordøjelse.

Det var nok især os i «Folkebudet», han ikke kunde fordøje.

De kom da tålelig godt ud af det med ham, synes jeg.

Å ja; men det er nu ikke andet end en slags våbenstilstand.

Der er det! Det ord udtømmer situationen.

Vi må huske på, at Peter er en enslig mand, stakker. Han har ikke noget hjem, hvor han kan hygge sig; bare forretninger, forretninger. Og så alt det fordømte tynde thevand, som han går og tyller i sig. Nå, så sæt dog stole til bordet, gutter! Katrine, får vi så ikke toddyen ind?

Nu kommer jeg med den.

Og sæt Dem så her i sofaen hos mig, kap 20tejn Horster. En sjelden gæst, som De –. Vær så god; ta’ plads, mine venner.

Se så; her er arrak, og dette her er rum; og her står kognak. Nu får enhver hjælpe sig selv.

Jo det skal vi nok. (mens toddyen blandes.) Og så cigarerne frem. Ejlif, du ved visst, hvor kassen står. Og du, Morten, kan ta’ min pibe. (gutterne går ind i værelset til højre.) Jeg har en mistanke om, at Ejlif kniber en cigar en gang imellem; men jeg lader som ingenting. (råber.) Og så min kalot, Morten! Katrine, kan ikke du sige ham, hvor jeg har lagt den. Nå, han har den jo! (gutterne bringer det forlangte.) Vær så god, mine venner. Jeg holder mig til piben, ved I; denne her har gjort mangen uvejrs-tur sammen med mig deroppe i Nordland. (klinker.) Skål! Ah, det er rigtignok noget bedre at sidde her trygt og lunt.

Skal De snart sejle, kaptejn Horster?

I næste uge tænker jeg at bli’ færdig.

Og så går De jo til Amerika?

Ja, det er meningen.

Men så kan De jo ikke ta’ del i det nye formandsvalg.

Skal her være nyt valg?

Ved De ikke det?

Nej, jeg blander mig ikke i de sager.

Men De bryr Dem da vel om de offentlige anliggender?

Nej, jeg forstår mig ikke på sligt.

Alligevel; en må være med at stemme ialfald.

De, som ikke skønner sig på det, også?

Skønner? Ja, hvad mener De med det? 22Samfundet er som et skib; alle mand må være med at styre roret.

Kan hænde det er bra’ på landjorden; men ombord vilde ikke det gå godt.

Det er underligt, at de fleste sjøfolk bryr sig så lidet om landets sager.

Ganske mærkeligt.

Sjøfolk er som trækfuglene; de føler sig hjemme både i syd og i nord. Men derfor må vi andre være desto virksommere, herr Hovstad. Kommer der noget almengavnligt i «Folkebudet» imorgen?

Ikke noget om byens sager. Men iovermorgen tænkte jeg at ta’ ind Deres opsats –

Ja, død og plage, opsatsen! Nej, hør, den må De vente med.

Så? Nu havde vi netop så god plads, og jeg synes, det var just den belejligste tid –

Ja ja, det kan De nok ha’ ret i; men De må vente alligevel. Jeg skal siden forklare Dem –

Godaften.

Godaften, Petra; er du der?

Og her sidder man og gør sig tilgode, mens jeg har været ude og trællet.

Nå, så gør dig tilgode, du også.

Skal jeg lave et lidet glas til Dem?

Tak, jeg vil heller selv; De laver det altid for stærkt. Men det er sandt, far, jeg har et brev til dig.

Et brev! Fra hvem?

Jeg fik det af postbudet just som jeg gik ud –

Og så bringer du det først nu!

Jeg havde virkelig ikke tid til at løbe op igen. Værs’god, her er det.

Lad mig se; lad mig se, barn. (ser på udskriften.) Jo, ganske rigtigt –!

Er det det, du har ventet så på, Tomas?

Ja netop; nu må jeg straks ind –. Hvor skal jeg finde et lys, Katrine? Er der nu ingen lampe i mit værelse igen!

Jo, lampen står og brænder på skrivebordet.

Godt, godt. Undskyld et øjeblik –

Hvad kan det være for noget, mor?

Jeg ved ikke; i de sidste dage har han spurgt så tidt efter postbudet.

Formodentlig en udenbys patient –

Stakkers far; han får snart altfor meget at bestille. (laver sit glas.) Ah, det skal smage!

Har De læst i aftenskolen idag også?

To timer.

Og i formiddags fire timer i institutet –

Fem timer.

Og iaften har du stile at rette, ser jeg.

En hel bunke, ja.

De har nok også fuldt op at bestille, lader det til.

Ja; men det er bra’. En blir så dejlig træt bagefter.

Synes De om det?

Ja, for så sover en så godt.

Du må være svært syndig, du, Petra.

Syndig?

Ja, når du arbejder så meget. Herr Rørlund siger, at arbejde er en straf for vore synder.

Pyh, hvor dum du er, at du tror på sligt noget.

Nå, nå, Ejlif!

Nej, det er udmærket.

Vil ikke du gerne arbejde så meget, Morten?

Nej, det vil jeg ikke.

Ja, men hvad vil du da bli’ til i verden?

Jeg vil helst bli’ viking, jeg.

Men så måtte du jo være hedning da.

Ja, så kunde jeg jo bli’ hedning da.

Det holder jeg med dig i, Morten! Jeg siger akkurat det samme.

Nej visst gør De ikke, nej, herr Billing.

Jo, gud døde mig –! Jeg er en hedning, og det er jeg stolt af. Pas på, snart blir vi hedninger allesammen.

Og kan vi da få lov at gøre alt det vi vil?

Ja, ser du, Morten –

Nu skal I gå ind med jer, gutter; I har visst noget at læse over til imorgen.

Jeg kunde da gerne få bli’ en stund –

Ikke du heller; gå så begge to.

Tror De virkelig, det kan skade gutterne at høre på sligt?

Ja, jeg ved ikke; men jeg synes ikke om det.

Ja men, mor, jeg tror det er rent galt af dig.

Ja det kan gerne være; men jeg synes ikke om det; ikke her hjemme.

Der er så megen usandhed både i hjemmet og i skolen. I hjemmet skal der ties, og i skolen må vi stå og lyve for børnene.

Må De lyve?

Ja, tror De ikke, vi må foredrage mangt og meget, som vi ikke selv tror på?

Jo, det er nok altfor visst.

Havde jeg bare midler til det, så skulde jeg selv oprette en skole, og der skulde det gå anderledes til.

Å hvad, midler –

Ja tænker De på det, frøken Stockmann, så skal De gerne få lokale hos mig. Salig fars gamle store hus står jo næsten tomt; der er en svært stor spisesal neden under –

Ja, ja, tak skal De ha’; men det blir der nok ikke noget af.

Å nej, frøken Petra går nok heller over til bladskriverne, tænker jeg. Det er sandt, har 30De fåt tid til at se lidt på den engelske fortælling, som De lovte at oversætte for os?

Nej, ikke endnu; men De skal nok få den i rette tid.

Jo, nu kan I tro, her skal spørges nyt i byen!

Nyt?

Hvad er det for noget nyt?

En stor opdagelse, Katrine!

Så?

Som du har gjort?

Ja netop jeg. (går frem og tilbage.) Lad dem nu komme, som de plejer, og sige, at det er griller og gal mands påfund. Men de vogter sig nok! Haha, de vogter sig, tænker jeg!

Men, far, så sig da, hvad det er.

Ja, ja, giv mig bare tid, så skal I få vide det altsammen. Tænk, om jeg nu havde havt Peter her! Ja, der ser man, hvorledes vi mennesker kan gå omkring og dømme som de blindeste muldvarper –

Hvad mener De med det, herr doktor?

Er det ikke den almindelige mening, at vor by er et sundt sted?

Jo det forstår sig da vel.

Et ganske overordentlig sundt sted endogså, – et sted, som fortjener at anbefales på det varmeste både for syge og for friske medmennesker –

Ja men, kære Tomas –

Og anbefalet det og lovprist det har vi da 32også. Jeg har skrevet og skrevet både i «Folkebudet» og i flyveskrifter –

Nu ja, og så?

Denne badeanstalt, som kaldes for byens pulsåre, og byens livsnerve og – og fanden ved, hvad det er for noget altsammen –

«Byens bankende hjerte» har jeg engang i en festlig stund tilladt mig at –

Å ja, det også. Men ved De så, hvad det i virkeligheden er, dette store, prægtige, lovpriste badeanlæg, som har kostet så mange penge, – ved De, hvad det er?

Nej, hvad er det da for noget?

Ja, hvad er det da?

Hele badet er en pesthule.

Badet, far!

Vort bad!

Men, herr doktor –

Aldeles utroligt!

Hele badeanstalten er en kalket forgiftig grav, siger jeg. Sundhedsfarlig i allerhøjeste grad! Alle disse uhumskhederne oppe i Mølledalen, – alt dette her, som lugter så fælt, – det inficerer vandet i spisningsrørene til brøndhuset; og dette samme fordømte giftige smuds siver også ud i stranden –

Der, hvor sjøbadene ligger?

Netop der.

Hvoraf ved De nu alt dette så visst, herr doktor?

Jeg har undersøgt forholdene så samvittighedsfuldt, som tænkes kan. Å, jeg gik længe 34og havde en mistanke om noget sligt. Ifjor indtraf her en del påfaldende sygdomstilfælder blandt badegæsterne, – både tyføse og gastriske tilfælder –

Ja, det gjorde der jo også.

Dengang trode vi, at de fremmede havde ført smitten med sig; men siden, – ivinter, – kom jeg på andre tanker; og så gav jeg mig til at undersøge vandet, så godt det lod sig gøre.

Det er altså det, du har havt så travlt med!

Ja du kan nok sige jeg har havt travlt, Katrine. Men her mangled jeg jo de fornødne videnskabelige hjælpemidler; og så sendte jeg prøver både af drikkevandet og af sjøvandet ind til universitetet for at få en exakt analyse af en kemiker.

Og den har De nu fåt?

Her har jeg den! Der er påvist tilstedeværelsen af forrådnede organiske stoffer i vandet, 35– infusorier i mængdevis. Det er absolut skadeligt for sundheden enten det nu bruges indvortes eller udvortes.

Det var da en guds lykke, at du kom efter det itide.

Ja det må du nok sige.

Og hvad agter De nu at gøre, herr doktor?

Naturligvis se at få rettet på sagen.

Lar det sig altså gøre?

Det må la’ sig gøre. Ellers er hele badeanstalten ubrugelig, – ødelagt. Men det har ingen nød. Jeg er ganske på det rene med, hvad der må foretages.

Men, snille Tomas, at du har holdt alt dette her så hemmeligt.

Jo, jeg skulde kanske rendt ud i byen og 36snakket om det, før jeg havde fuld visshed? Nej tak; så gal er jeg ikke.

Nå, men til os her hjemme –

Ikke til nogen levende sjæl. Men imorgen kan du løbe indom til «grævlingen» –

Nej men, Tomas –!

Nå, nå, til bedstefar da. Jo, nu skal han få noget at forundre sig over, den gamle; han tror jo, jeg er forrykt i hodet; å ja, der er nok flere, som tror det samme, har jeg mærket. Men nu skal de godtfolk få se –; nu skal de bare få se –! (går omkring og gnider hænderne.) Her blir et sligt opstyr i byen, Katrine! Du kan aldrig tænke dig det. Hele vandledningen må lægges om.

Hele vandledningen –?

Ja, det forstår sig. Indtaget ligger for lavt; det må flyttes til et sted meget højere oppe.

Så fik du altså dog ret alligevel.

Ja, kan du huske det, Petra? jeg skrev imod dem, da de skulde til at bygge. Men dengang var der ingen, som vilde høre på mig. Nå, I kan tro, jeg gir dem det glatte lag; – ja, for jeg har naturligvis skrevet en fremstilling til badebestyrelsen; den har ligget færdig en hel uge; jeg har bare gåt og ventet på dette her. (viser brevet.) Men nu skal den afsted straks på timen. (går ind i sit værelse og kommer tilbage med en pakke papirer.) Se her! Hele fire tætskrevne ark! Og brevet skal lægges ved. En avis, Katrine! Skaf mig noget til omslag. Godt; se så; giv det til – til –; (stamper.) hvad fanden er det nu hun heder? Nå, giv det til pigen da; sig, hun skal straks bringe det ned til byfogden.

Hvad tror du onkel Peter vil sige, far?

Hvad skulde han vel sige? Han må da vel sagtens bli’ glad ved, at en så vigtig sandhed kommer for dagen, ved jeg.

Må jeg få lov til at bringe en liden notits om Deres opdagelse i «Folkebudet»?

Ja, det skal De rigtig ha’ tak for.

Det er jo ønskeligt, at almenheden får vide besked jo før jo heller.

Ja visst er det så.

Nu gik hun med det.

De blir, gud døde mig, byens første mand, herr doktor!

Å hvad; igrunden har jeg jo ikke gjort andet end min pligt. Jeg har været en heldig skattegraver; det er det hele; men alligevel –

Hovstad, synes ikke De, at byen burde bringe doktor Stockmann et fanetog?

Det vil jeg ialfald ta’ ordet for.

Og jeg skal snakke med Aslaksen om det.

Nej, kære venner, lad slig gøgl fare; jeg vil ikke vide af nogen slags tilstelninger. Og hvis badebestyrelsen skulde falde på at bevilge mig gagetillæg, så tar jeg ikke imod det. Katrine, det siger jeg dig, – jeg tar det ikke.

Det gør du ret i, Tomas.

Skål, far!

Skål, skål, herr doktor.

Gid De må få bare glæde af dette her.

Tak, tak, mine kære venner! Jeg er så hjertelig glad –; å, det er dog velsignet at vide med sig selv, at en har gjort sig fortjent af sin fødeby og af sine medborgere. Hurra, Katrine!