En folkefiende

av Henrik Ibsen

FJERDE AKT.

135(En stor gammeldags sal i skibskaptejn Horsters hus. En åben fløjdør i baggrunden fører til et forværelse. På den venstre langvæg er tre vinduer; midt på den modsatte væg er hensat en forhøjning og på denne et lidet bord med to lys, vandkaraffel, et glas og en klokke. Salen er forøvrigt oplyst med lampetter mellem vinduerne. Til venstre i forgrunden står et bord med lys på og en stol. Forrest tilhøjre er en dør og ved denne et par stole.)
(Stor forsamling af byens borgereaf alle stænder. Enkelte kvinderog nogle skolegutterses blandt mængden. Flere og flere mennesker strømmer efterhånden ind fra baggrunden, så at salen fyldes.)

    En borger  (til en anden, som han støder på).

Er du også her ikveld, Lamstad?


    Den tiltalte. 

Jeg er med ved alle folkemøder, jeg.


    En hosstående. 

De har da vel ta’t pibe med, ved jeg?


    Den anden borger. 

Jagu’ har jeg da det. Har ikke De?


    136Den tredje. 

Jo da. Og skipper Evensen vilde ta’ med sig en svær diger lur, sa’ han.


    Den anden borger. 

Han er god, Evensen.

(Latter i klyngen.)

    En fjerde borger  (kommer til).

Hør, sig mig, hvad er det for noget, som skal gå for sig her ikveld?


    Den anden borger. 

Det er jo doktor Stockmann, som vil holde et foredrag imod byfogden.


    Den nykomne. 

Men byfogden er jo hans bror.


    Den første borger. 

Det er det samme; doktor Stockmann er ikke ræd, han.


    Den tredje borger. 

Men han har jo uret; det stod i «Folkebudet».


    Den anden borger. 

Ja, han må visst ha’ uret dennegang; for de vilde ikke låne ham sal hverken i husejerforeningen eller i borgerklubben.

137
    Den første borger. 

Ikke engang badesalen kunde han få overladt.


    Den anden. 

Nej, det kan du vel vide.


    En mand  (i en anden klynge).

Hvem skal en nu holde med i denne her sagen, De?


    En anden mand  (sammesteds).

Bare pas på bogtrykker Aslaksen, og gør, som han gør.


    Billing  (med en mappe under armen, baner sig vej gennem mængden).

Om forladelse, mine herrer! Måtte jeg kanske få slippe frem? Jeg skal referere for «Folkebudet». Tusend tak!

(han sætter sig ved bordet tilvenstre.)

    En arbejder. 

Hvem var han der?


    En anden arbejder. 

Kender du ikke han da? Det er jo den Billingen, som går for Aslaksens avis.

(Skibskaptejn Horsterfører fru Stockmannog Petraind gennem døren tilhøjre i forgrunden. Ejlifog Mortenfølger med dem.)

    138Horster. 

Her havde jeg tænkt familjen kunde sidde; en slipper så nemt ud her, om der skulde komme noget på.


    Fru Stockmann. 

Tror De da her blir allarm?


    Horster. 

En kan aldrig vide –; mellem så mange mennesker –. Men sæt De Dem ganske rolig.


    Fru Stockmann  (sætter sig).

Hvor det var snildt af Dem, at De tilbød Stockmann salen.


    Horster. 

Når ingen anden vilde, så –


    Petra,  (som også har sat sig).

Og modigt var det også, Horster.


    Horster. 

Å, der skulde nu ikke så stort mod til det, synes jeg.

(Redaktør Hovstadog bogtrykker Aslaksenkommer samtidigt men hver for sig fremover gennem mængden.)

    Aslaksen  (går hen til Horster).

Er ikke doktoren kommet endnu?


    139Horster. 

Han venter derinde.

(Bevægelse oppe ved døren i baggrunden.)

    Hovstad  (til Billing).

Der har vi byfogden. Ser De!


    Billing. 

Ja, gud døde mig, møder han ikke frem alligevel!

(Byfogd Stockmannbaner sig med lempe vej mellem de forsamlede, hilser høfligt og stiller sig ved væggen tilvenstre. Lidt efter kommer doktor Stockmannind gennem døren tilhøjre i forgrunden. Han er sortklædt. i frakke, med hvidt halstørklæde. Enkelte klapper usikkert, men mødes af en dæmpet hyssen. Det blir stille.)

    Doktor Stockmann  (halvhøjt).

Hvorledes har du det, Katrine?


    Fru Stockmann. 

Jo, jeg har det godt. (sagtere.) Bliv nu endelig ikke hidsig, Tomas.


    Doktor Stockmann. 

Å, jeg ved nok at styre mig, du. (ser på sit uhr, stiger op på forhøjningen og bukker.) Klokken er et kvarter over, – og så vil jeg da begynde –

(tar sit manuskript frem.)

    Aslaksen. 

Først må der vel vælges en ordstyrer.


    140Doktor Stockmann. 

Nej; det er sletikke nødvendigt.


    Nogle herrer  (råber).

Jo, jo!


    Byfogden. 

Jeg skulde også formene, at der bør vælges en dirigent.


    Doktor Stockmann. 

Men jeg har tillyst dette møde for at holde et foredrag, Peter!


    Byfogden. 

Badelægens foredrag turde muligens gi’ anledning til divergerende opinionsytringer.


    Flere stemmer  (fra mængden).

En ordstyrer! En dirigent!


    Hovstad. 

Den almene borgervilje synes at kræve en ordstyrer.


    Doktor Stockmann  (behersket).

Nu godt og vel; lad borgerviljen få sin vilje da.


    Aslaksen. 

Skulde ikke herr byfogden ville påtage sig det hverv?

141
    Tre herrer  (klapper).

Bravo! Bravo!


    Byfogden. 

Af flere let forstålige grunde må jeg undslå mig. Men heldigvis har vi i vor midte en mand, som jeg tror alle kan akceptere. Jeg sigter til formanden i husejerforeningen, herr bogtrykker Aslaksen.


    Mange stemmer. 

Ja, ja! Aslaksen leve! Hurra for Aslaksen!


    Doktor Stockmann  (tar sit manuskript og går ned fra forhøjningen).

    Aslaksen. 

Når mine medborgeres tillid kalder mig, så skal jeg ikke være uvillig –

(Håndklap og bifaldsråb. Aslaksen stiger op på forhøjningen.)

    Billing  (skriver).

Altså – «herr bogtrykker Aslaksen valgt med akklamation –»


    Aslaksen. 

Og da jeg nu står på denne plads, må jeg få lov til at sige et par kortfattede ord. Jeg er en stilfærdig og fredsommelig mand, som holder på besindig moderation og på – og på moderat besindighed; det ved hver og en, som kender mig.

142
    Mange røster. 

Ja! Ja da, Aslaksen!


    Aslaksen. 

Jeg har i livets og erfaringens skole lært, at mådehold er den dyd, som båder en statsborger bedst –


    Byfogden. 

Hør!


    Aslaksen. 

– og at sindighed og mådehold er det, som samfundet er bedst tjent med også. Jeg skulde derfor henstille til den agtede medborger, som har kaldt mødet sammen, at han beflitter sig på at holde sig indenfor mådeholdets grænser.


    En mand  (oppe ved døren).

Mådeholdsforeningens skål!


    En stemme. 

Fy for fan’ da!


    Mange. 

Hys, hys!


    Aslaksen. 

Ingen afbrydelser, mine herrer! – Er der nogen, som forlanger ordet?


    Byfogden. 

Herr dirigent!


    143Aslaksen. 

Herr byfogd Stockmann har ordet.


    Byfogden. 

I betragtning af det nære slægtskabsforhold, jeg, som formentlig bekendt, står i til den fungerende badelæge, skulde jeg helst ønsket, ikke at ytre mig her iaften. Men min stilling til badeanstalten og hensynet til byens allervigtigste interesser tvinger mig til at fremsætte et forslag. Jeg tør vel supponere, at ikke en eneste af de her tilstedeværende borgere finder det ønskeligt at upålidelige og overdrevne fremstillinger af badets og byens sanitære forholde spredes ud i videre kredse.


    Mange stemmer. 

Nej, nej, nej! Ikke det! Vi protesterer!


    Byfogden. 

Jeg vil derfor foreslå, at forsamlingen ikke tilsteder badelægen at oplæse eller foredrage sin fremstilling af sagen.


    Doktor Stockmann  (opbrusende).

Ikke tilsteder –! Hvad for noget!


    Fru Stockmann  (hoster).

Hm – hm!


    144Doktor Stockmann  (fatter sig).

Nå; ikke tilsteder altså.


    Byfogden. 

Jeg har i min redegørelse i «Folkebudet» gjort almenheden bekendt med de væsentligste fakta, så alle velsindede borgere med lethed kan opgøre sin dom. Man vil deraf se, at badelægens forslag, – foruden et mistillidsvotum imod stedets ledende mænd, – i grunden går ud på at påbyrde byens skattepligtige indvånere en ufornøden udgift af mindst hundrede tusend kroner.

(Uvilje og nogle piber.)

    Aslaksen  (ringer med klokken).

Silentium, mine herrer! Jeg må få lov at støtte byfogdens forslag. Det er også min mening, at doktorens agitation har en bagtanke. Han taler om badet; men det er en revolution, han efterstræber; han vil lægge styrelsen over i andre hænder. Ingen tviler om doktorens redelige hensigter; gud bevares, dem kan der ikke være to meninger om. Jeg er også en ven af folkeligt selvstyre, når det bare ikke falder for dyrt for skatteborgerne. Men det vilde bli’ tilfældet her; og derfor så –; nej guds død – med forlov – om jeg kan være med doktor 145Stockmann dennegang. En kan også købe guld for dyrt; det er nu min mening.

(Livlig tilslutning fra alle sider.)

    Hovstad. 

Også jeg føler mig opfordret til at gøre rede for min stilling. Doktor Stockmanns agitation lod til at vinde adskillig stemning for sig i førstningen, og jeg støtted den så upartisk jeg kunde. Men så kom vi undervejr med, at vi havde ladt os vildlede af en falsk fremstilling –


    Doktor Stockmann. 

Falsk –!


    Hovstad. 

En mindre pålidelig fremstilling da. Byfogdens redegørelse har påvist det. Jeg håber, ingen her på stedet mistænker mit liberale sindelag; «Folkebudets» holdning i de store politiske spørsmål er vel kendt af enhver. Men jeg har af erfarne og sindige mænd lært, at i rent lokale sager bør et blad gå frem med en viss varsomhed.


    Aslaksen. 

Fuldkommen enig med taleren.


    Hovstad. 

Og i den foreliggende sag er det nu aldeles utvilsomt, at doktor Stockmann har den almene vilje imod sig. Men hvad er en redaktørs første 146og fornemste skyldighed, mine herrer? Er det ikke at virke i overensstemmelse med sine læsere? Har han ikke fåt ligesom et stiltiende mandat til ihærdigt og ufortrødent at fremme sine meningsfællers velfærd? Eller skulde jeg kanske ta’ fejl i dette?


    Mange stemmer. 

Nej, nej, nej! Redaktør Hovstad har ret!


    Hovstad. 

Det har kostet mig en tung kamp at bryde med en mand, i hvis hus jeg i den senere tid har været en hyppig gæst, – en mand, som indtil denne dag har kunnet glæde sig ved sine medborgeres udelte velvilje, – en mand, hvis eneste – eller ialfald væsentligste fejl er, at han mere spør’ sit hjerte end sit hode tilråds.


    Nogle spredte røster. 

Det er sandt! Hurra for doktor Stockmann!


    Hovstad. 

Men min pligt imod samfundet bød mig at bryde med ham. Og så er der et hensyn til, som driver mig til at bekæmpe ham og, om muligt, standse ham på den skæbnesvangre vej, han er slåt ind på; det er hensynet til hans familje –


    Doktor Stockmann. 

Hold Dem til vandledningen og kloaken!


    147Hovstad. 

– hensynet til hans ægtefælle og hans uforsørgede børn.


    Morten. 

Er det os, det, mor?


    Fru Stockmann. 

Hys!


    Aslaksen. 

Jeg vil altså sætte herr byfogdens forslag under afstemning.


    Doktor Stockmann. 

Behøves ikke! Ikveld agter jeg ikke at tale om alt det svineriet nede i badehuset. Nej; I skal få noget ganske andet at høre.


    Byfogden  (halvhøjt).

Hvad er nu det for noget igen?


    En drukken mand  (oppe ved udgangsdøren).

Jeg er skatteberettiget! Og derfor så er jeg meningsberettiget også! Og jeg har den fulde – faste – ubegribelige mening, at –


    Flere stemmer. 

Vær stille derborte!


    148Andre. 

Han er drukken! Kast ham ud!

(den drukne mand sættes udenfor.)

    Doktor Stockmann. 

Har jeg ordet?


    Aslaksen  (ringer med klokken).

Herr doktor Stockmann har ordet!


    Doktor Stockmann. 

Det skulde bare ha’ været for nogen få dage siden, at man havde vovet et sligt forsøg, som her ikveld, på at målbinde mig! Som en løve skulde jeg da ha’ værget om mine hellige menneskerettigheder! Men nu kan det være mig det samme; for nu har jeg større ting at udtale mig om.

(Mængden trænger sig tættere sammen om ham. Morten Kiil kommer tilsyne mellem de omstående.)

    Doktor Stockmann  (fortsætter).

Jeg har tænkt og jeg har grublet meget i disse sidste dage, – grublet så mangfoldigt, så det tilslut begyndte ligesom at løbe surr i mit hode –


    Byfogden  (hoster).

Hm –!


    149Doktor Stockmann. 

– men så fik jeg rede i tingene; da øjned jeg sammenhængen så grangiveligt. Og derfor står jeg her iaften. Jeg vil gøre store afsløringer, mine medborgere! Jeg vil meddele eder en opdagelse af ganske anden rækkevidde, end den småting, at vor vandledning er forgiftet og at vort sundhedsbad ligger på en pestsvanger grund.


    Mange stemmer  (skrigende).

Ikke tal om badet! Vi vil ikke høre det. Ingenting om det.


    Doktor Stockmann. 

Jeg har sagt, jeg vil tale om den store opdagelse, jeg har gjort i disse sidste dage, – den opdagelse, at alle vore åndelige livskilder er forgiftede og at hele vort borgersamfund hviler på løgnens pestsvangre grund.


    Forbløffede røster  (halvhøjt).

Hvad er det han siger?


    Byfogden. 

En sådan insinuation –!


    Aslaksen  (med hånden på klokken).

Taleren opfordres til at moderere sig.


    150Doktor Stockmann. 

Jeg har elsket min fødeby så højt, som nogen mand kan elske sine unge års hjemstavn. Jeg var ikke gammel, da jeg rejste herfra, og afstanden, savnet og erindringen kasted ligesom en øget glans både over stedet og over menneskene.

(Nogle håndklap og bifaldsråb høres.)

    Doktor Stockmann. 

Så sad jeg i mange år inde i en forskrækkelig afkrog langt der nordpå. Når jeg kom sammen med nogen af de folk, som leved hist og her mellem stenrøsene, så syntes jeg mangen gang, det havde været tjenligere for de stakkers forkomne skabninger, om de havde fåt en dyrlæge derop istedetfor en mand som jeg.

(Mumlen i salen.)

    Billing  (lægger pennen).

Nu har jeg da gud døde mig aldrig hørt –!


    Hovstad. 

Dette er forhånelser imod en agtværdig almue!


    Doktor Stockmann. 

Bi bare lidt! – Jeg tror ikke nogen skal kunne sige mig på, at jeg glemte min fødeby deroppe. Jeg lå på æg ligesom en ærfugl; og 151det, jeg ruged ud, – det var planen til badeanstalten her.

(Håndklap og indsigelser.)

    Doktor Stockmann. 

Og da så skæbnen endelig langt om længe føjed det så godt og velsignet for mig, at jeg kunde komme hjem igen, – ja, mine medborgere, da syntes jeg ikke jeg havde flere ønsker i verden. Jo, jeg havde det ønske, ivrigt, utrættelig, brændende at være virksom til hjemmets og til almenhedens bedste.


    Byfogden  (ser hen i luften).

Måden er noget underlig – hm.


    Doktor Stockmann. 

Og så gik jeg her og svælged i forblindelsens lykke. Men igår formiddag – nej, det var egentlig iforgårs aftes – da åbned sig mine åndelige øjne på vid væg, og det første, jeg fik syn på, det var autoriteternes umådelige dumhed –

(Larm, råb og latter. Fru Stockmannhoster ivrigt.)

    Byfogden. 

Herr dirigent!


    Aslaksen  (ringer).

I kraft af min myndighed –!


    152Doktor Stockmann. 

Det er småligt at hænge sig i et ord, herr Aslaksen! Jeg mener bare, at jeg kom undervejr med det umådelige svineri, som de ledende mænd havde gjort sig skyldige i dernede i badet. Ledende mænd kan jeg ikke udstå for min død; – jeg har fåt nok af den slags folk i mine dage. De er som gedebukker i en ung træplantning; de gør ugagn overalt; de står en fri mand ivejen, hvor han så snor og vender sig, – og jeg skulde helst se, vi kunde få dem udryddet ligesom andre skadedyr –

(Uro i salen.)

    Byfogden. 

Herr dirigent, kan sådanne ytringer passere?


    Aslaksen  (med hånden på klokken).

Herr doktor –!


    Doktor Stockmann. 

Jeg begriber ikke, at jeg først nu har fåt et rigtig årvågent syn på de herrer; for jeg har dog næsten dagstøt havt et så ypperligt exemplar for øje her i byen, – min bror Peter, – sen i vendingen og sejg i fordomme –

(Latter, larm og piber. Fru Stockmannsidder og hoster.)

    Aslaksen  (ringer voldsomt).
153
    Den drukne mand  (som er kommen ind igen).

Er det mig De sigter til? Ja, for rigtignok heder jeg Pettersen; men nej så fan’ hente mig –


    Vrede stemmer. 

Ud med den drukne mand! På døren med ham!

(Manden kastes atter ud.)

    Byfogden. 

Hvem var den person?


    En nærstående. 

Kendte ham ikke, herr byfogd.


    En anden. 

Han er ikke her fra byen.


    En tredje. 

Det skal nok være en lasthandler borte fra – (resten uhørligt).


    Aslaksen. 

Manden var øjensynlig beruset af bajerøl. – Bliv ved, herr doktor; men beflit Dem endelig på mådehold.


    Doktor Stockmann. 

Nu vel da, mine medborgere; jeg skal ikke nærmere udtale mig om vore ledende mænd. Dersom nogen, af det, jeg nys har sagt, skulde 154indbilde sig, at jeg vil disse herrer tillivs her iaften, så tar han fejl, – ganske betydeligt fejl. For jeg nærer den velgørende fortrøstning, at efterliggerne, alle disse gamlinger fra en hendøende tankeverden, de besørger så ypperligt sig selv taget afdage; der behøves ingen doktors hjælp til at påskynde deres dødelige afgang. Og det er heller ikke den slags folk, som er samfundets overhændigste fare; det er ikke dem, som er de virksomste til at forgifte vore åndelige livskilder og til at forpeste grunden under os; det er ikke dem, som er sandhedens og frihedens farligste fiender i vort samfund.


    Råb fra alle kanter. 

Hvem da? Hvem er det? Nævn dem!


    Doktor Stockmann. 

Ja, I kan lide på, at jeg skal nævne dem! For det er netop den store opdagelse, jeg har gjort igår. (hæver stemmen.) Sandhedens og frihedens farligste fiender iblandt os, det er den kompakte majoritet. Ja, den forbandede, kompakte, liberale majoritet, – den er det! Nu ved I det.

(Umådelig larm i salen. De fleste skriger, tramper og piber. Nogle ældre herrer veksler stjålne øjekast og lader til at gotte sig. Fru Stockmannrejser sig ængstelig; Ejlifog Mortengår truende hen til skolegutterne, der gør optøjer. Aslaksenringer med klokken og formaner til ro. Hovstadog Billingtaler begge, men kan ikke høres. Endelig blir der stilhed.)

    155Aslaksen. 

Ordstyreren forventer, at taleren kalder sine ubesindige ytringer tilbage.


    Doktor Stockmann. 

Aldrig i verden, herr Aslaksen. Det er det store flertal i vort samfund, som berøver mig min frihed og som vil forbyde mig at udtale sandheden.


    Hovstad. 

Flertallet har altid retten på sin side.


    Billing. 

Og det har sandheden også; gud døde mig!


    Doktor Stockmann. 

Flertallet har aldrig retten på sin side. Aldrig, siger jeg! Det er en af disse samfundsløgne, som en fri, tænkende mand må gøre oprør imod. Hvem er det, som udgør flertallet af beboerne i et land? Er det de kloge folk, eller er det de dumme? Jeg tænker, vi får være enige om, at dumme mennesker er tilstede i en ganske forskrækkelig overvældende majoritet rundt omkring på den hele vide jord. Men det kan da vel, for fanden, aldrig i evighed være ret, at de dumme skal herske over de kloge!

(Larm og skrig.)

    Doktor Stockmann. 

Ja, ja; I kan nok overskrige mig; men I 156kan ikke modsige mig. Flertallet har magten – desværre –; men retten har det ikke. Retten har jeg og de andre få, de enkelte. Minoriteten har altid retten.

(Stor larm igen.)

    Hovstad. 

Haha; doktor Stockmann er altså ble’t aristokrat siden iforgårs!


    Doktor Stockmann. 

Jeg har sagt, at jeg ikke gider spilde et ord på den lille, trangbrystede, stakåndede flok, som ligger agterud. Med dem har det pulserende liv ikke længer noget at bestille. Men jeg tænker på de få, de enkelte iblandt os, som har tilegnet sig alle de unge fremspirende sandheder. Disse mænd står ligesom ude mellem forposterne, så langt fremskudt, at den kompakte majoritet endnu ikke har rukket did, – og der kæmper de for sandheder, som endnu er for nybårne i bevidsthedens verden til at ha’ fåt noget flertal for sig.


    Hovstad. 

Nå, så er doktoren ble’t revolutionsmand dalfeil for da!


    Doktor Stockmann. 

Ja, så pine død er jeg så, herr Hovstad! Jeg agter at gøre revolution imod den løgn, at flertallet sidder inde med sandheden. Hvad er 157det for sandheder, som flertallet plejer flokke sig om? Det er de sandheder, som er så vidt tilårs, at de er på vejen til at bli’ affældige. Men når en sandhed er ble’t så gammel, så er den også på gode veje til at bli’ en løgn, mine herrer.

(Latter og udtryk af hån.)

    Doktor Stockmann. 

Ja ja, De kan tro mig, om De vil; men sandhederne er sletikke nogen sådanne sejglivede Metusalemmer, som folk bilder sig ind. En normalt bygget sandhed lever – lad mig sige – i regelen en 17–18, højst 20 år; sjelden længer. Men slige alderstegne sandheder er altid forskrækkelig skindmagre. Og alligevel er det først da, at flertallet gir sig ifærd med dem og anbefaler dem til samfundet som sund åndelig føde. Men der er ikke stor næringsværdi i den slags kost, kan jeg forsikre jer; og det må jeg som læge forstå. Alle disse flertals-sandheder er at ligne med fjorgammel spegemad; de er ligesom harske, ulne, grønsaltede skinker. Og deraf kommer al den moralske skørbug, som grasserer rundt om i samfundene.


    Aslaksen. 

Det forekommer mig, at den ærede taler skejer vel langt ud fra teksten.


    158Byfogden. 

Jeg må i det væsentlige tiltræde dirigentens mening.


    Doktor Stockmann. 

Nej, men jeg tror du er rent gal, Peter! Jeg holder mig jo så tæt ind til teksten, som jeg kan. For det, jeg vil tale om, det er jo netop det, at massen, flertallet, denne fandens kompakte majoritet, – at det er den, siger jeg, som forgifter vore åndelige livskilder og forpester grunden under os.


    Hovstad. 

Og det gør folkets store frisindede flertal, fordi det er sindigt nok til bare at hylde de sikre og godkendte sandheder?


    Doktor Stockmann. 

Ak, min snille herr Hovstad, snak ikke om sikre sandheder! De sandheder, som massen og mængden godkender, det er de sandheder, som forpostfægterne holdt for sikre i vore bedstefædres dage. Vi forpostfægtere, som lever nutildags, vi godkender dem ikke længer; og jeg tror sletikke, der er nogen anden sikker sandhed til, end den, at intet samfund kan leve et sundt liv på slige gamle margløse sandheder.


    Hovstad. 

Men istedetfor at stå her og tale sådan hen i det blå, så kunde det være morsomt at få 159høre, hvad det er for nogen gamle margløse sandheder, vi lever på.

(Tilslutning fra flere kanter.)

    Doktor Stockmann. 

Å, jeg kunde regne op en hel hob af sligt noget styggetøj; men for det første vil jeg holde mig til en godkendt sandhed, som igrunden er en fæl løgn, men som alligevel både herr Hovstad og «Folkebudet» og alle «Folkebudet»s tilhængere lever på.


    Hovstad. 

Og det er –?


    Doktor Stockmann. 

Det er den lære, som I har taget i arv fra forfædrene og som I tankeløst forkynder både vidt og bredt, – den lære, at almuen, hoben, massen, er folkets kærne, – at den er folket selv, – at menigmand, at disse ukyndige og ufærdige i samfundet, har den samme ret til at fordømme og godkende, til at styre og råde, som de enkelte åndeligt fornemme personligheder.


    Billing. 

Nu har jeg da, gud døde mig –


    Hovstad  (samtidigt, råber).

Borgere, læg mærke til dette her!

160
    Forbittrede stemmer. 

Hoho, er ikke vi folket? Er det bare de fornemme, som skal styre!


    En arbejder. 

Ud med den manden, som står og snakker så!


    Andre. 

Hiv ham på porten!


    En borger  (skriger).

Tud i luren, Evensen!

(Vældige lurtoner høres; piber og rasende larm i salen.)

    Doktor Stockmann  (når støjen har lagt sig noget).

Men så vær da rimelige! Kan I da ikke tåle at høre sandhedens røst for en gangs skyld? Jeg forlanger jo sletikke, at I allesammen straks på timen skal være enige med mig. Men jeg havde jo rigtignok ventet, at herr Hovstad vilde gi’ mig ret, når han bare fik summet sig lidt. Herr Hovstad gør jo fordring på at være fritænker –


    Studsende spørsmål  (dæmpet).

Fritænker, sa’ han? Hvad? Er redaktør Hovstad fritænker?


    161Hovstad  (råber).

Bevis det, doktor Stockmann! Når har jeg sagt det på tryk?


    Doktor Stockmann  (tænker sig om).

Nej, det har De død og plage ret i; – den frimodighed har De aldrig havt. Nå, jeg vil såmænd ikke sætte Dem i kattepine, herr Hovstad. Lad det være mig selv, som er fritænkeren da. For nu vil jeg af naturvidenskaben gøre det indlysende for jer allesammen, at «Folkebudet» trækker jer skammelig efter næsen, når det fortæller jer, at I, at almuen, at massen og mængden er folkets rette kerne. Det er bare en avisløgn, ser I! Almuen er ikke andet end det råstof, som folket skal gøre folk af.

(Knurren, latter og uro i salen.)

    Doktor Stockmann. 

Ja, er det da ikke det går til i hele den øvrige levende verden? Hvilken forskel er der ikke mellem en kultiveret og en ukultiveret dyrefamilje? Se bare på en gemen bondehøne. Hvad kødværdi har slig en forkrøblet hønseskrot? Det er ikke stort, det! Og hvad er det for slags æg den lægger? En nogenlunde ordentlig kråke eller korp kan værpe omtrent ligeså gode æg. Men tag så for jer en kultiveret spansk eller japanesisk 162høne, eller tag en fornem fasan eller kalkun; – jo, da ser I nok forskellen! Og så vil jeg nævne hundene, som vi mennesker er så overmåde nær i slægt med. Tænk jer nu først en simpel almuehund, – jeg vil sige, slig en ækkel, ragget, pøbelagtig køter, som bare render gadelangs og sviner husvæggene til. Og stil så køteren sammen med en puddelhund, som gennem flere slægtsled stammer fra et fornemt hus, hvor den har fåt fin føde og havt anledning til at høre harmoniske stemmer og musik. Tror I ikke, at kraniet hos puddelen er ganske anderledes udviklet end hos køteren? Jo, det kan I lide på! Det er slige kultiverte puddelhvalpe, som gøglerne afretter til at gøre de allerutroligste kunststykker. Sligt noget kan en gemen bondekøter aldrig lære, om den så stod på sit hode.

(Larm og løjer høres rundt omkring.)

    En borger  (råber).

Vil De nu gøre os til hunde også?


    En anden mand. 

Vi er ikke dyr, herr doktor!


    Doktor Stockmann. 

Jo så min sæl og salighed er vi dyr, far! Vi er så gode dyr, allesammen, som nogen mand vil forlange. Men fornemme dyr findes der rigtignok ikke mange af iblandt os. Å, der er en 163ganske forskrækkelig afstand mellem puddelmennesker og køtermennesker. Og det er det løjerlige ved tingen, at redaktør Hovstad er ganske enig med mig, sålænge talen er om de firbenede dyr –


    Hovstad. 

Ja lad dem gå for dem de er.


    Doktor Stockmann. 

Ja vel; men såsnart jeg udvider loven til de tobenede, så stopper herr Hovstad op; så tør han ikke mene sine egne meninger længer, ikke tænke sine egne tanker tilende; så stiller han hele læren på hodet og forkynder i «Folkebudet», at bondehanen og gadekøteren – det er just de rigtige pragtexemplarer i menageriet. Men slig går det altid, så længe det almueagtige sidder i kroppen på en, og så længe en ikke har arbejdet sig ud til åndelig fornemhed.


    Hovstad. 

Jeg gør ikke fordring på nogen slags fornemhed. Jeg stammer fra simple bønder; og jeg er stolt af, at jeg har min rod dybt nede i den almue, som her forhånes.


    Mange arbejdere. 

Hurra for Hovstad! Hurra, hurra!


    164Doktor Stockmann. 

Den slags almue, som jeg taler om, den findes ikke dybt nede alene; den kryr og mylrer rundt omkring os, – lige op til samfundshøjderne. Se bare på jeres egen pene, pyntelige byfogd! Min bror Peter er såmænd så god en almuesmand, som nogen, der går i to sko –

(Latter og hyssen.)

    Byfogden. 

Jeg protesterer mod deslige personlige henvisninger.


    Doktor Stockmann  (uforstyrret).

– og det er han ikke, fordi han, ligesom jeg, stammer ned fra en gammel, fæl sjørøver nede fra Pommern eller deromkring, – ja, for det gør vi –


    Byfogden. 

Absurde traditioner. Benægtes!


    Doktor Stockmann. 

– men han er det, fordi han tænker sine foresattes tanker og fordi han mener sine foresattes meninger. De folk, som det gør, de er åndelige almuesmænd; se, derfor er min stadselige bror Peter så forskrækkelig lidet fornem igrunden, – og følgelig også så lidet frisindet.


    165Byfogden. 

Herr dirigent –!


    Hovstad. 

Så det er de fornemme, som er frisindede hertillands? Det var en ganske ny oplysning.

(Latter i forsamlingen.)

    Doktor Stockmann. 

Ja, det hører også med til min nye opdagelse. Og der hører også det med, at frisind er omtrent præcist det samme som moralitet. Og derfor så siger jeg, at det er rent uforsvarligt af «Folkebudet», når det dag ud og dag ind forkynder den vranglære, at det er massen og mængden, den kompakte majoritet, som sidder inde med frisindet og moralen, – og at laster og fordærvelse og alskens åndeligt svineri, det er noget, som siver ud af kulturen, ligesom alle uhumskhederne siver ned til badet fra garverierne oppe i Mølledalen!

(Larm og afbrydelser.)

    Doktor Stockmann  (uforstyrret, ler i sin ivrighed).

Og endda så kan dette samme «Folkebudet» præke om, at massen og mængden skal løftes op til højere livsvilkår! Men, i pokkers skind og ben, – dersom «Folkebudet»s lære holdt stik, så vilde jo det, at løfte massen, være akkurat det samme, som at vippe den lige lukt ind i 166fordærvelsen! Men heldigvis så er det bare en gammel arvtagen folkeløgn, dette, at kulturen demoraliserer. Nej, det er fordummelsen, fattigdommen, styghed over livsvilkårene, som forretter den fandens gerning! I et hus, hvor der ikke luftes og fejes gulv hver dag –; min hustru Katrine påstår, at gulvet bør skylles også; men det kan der nu disputeres om; – nå, – i et sligt hus, siger jeg, dèr mister folk inden en 2–3 år evnen til at tænke og handle moralsk. Mangel på surstof afkræfter samvittigheden. Og det er nok svare knapt med surstoffet i mange, mange huse her i byen, lader det til, siden hele den kompakte majoritet kan være samvittighedsløs nok til at ville bygge byens opkomst på et hængedynd af løgn og bedrag.


    Aslaksen. 

En så grov beskyldning må ikke udslynges mod et helt borgersamfund.


    En herre. 

Jeg henstiller til dirigenten at ta’ ordet fra taleren.


    Ivrige røster. 

Ja, ja! Det er rigtigt! Ta’ ordet fra ham!


    Doktor Stockmann  (opbrusende).

Så skriger jeg sandheden ud på alle 167gadehjørner! Jeg skriver i udenbys aviser! Hele landet skal få vide, hvorledes det her er fat!


    Hovstad. 

Det lader næsten til, at doktoren har til hensigt at ødelægge byen.


    Doktor Stockmann. 

Ja, så meget holder jeg af min fødeby, at jeg heller vil ødelægge den end se den blomstre op på en løgn.


    Aslaksen. 

Det er stærkt sagt.

(Larm og piber. Fru Stockmannhoster forgæves; doktoren hører det ikke længer.)

    Hovstad  (råber under larmen).

Den mand må være en borgerfiende, som kan ville ødelægge et helt samfund!


    Doktor Stockmann  (i stigende ophidselse).

Der ligger ingen magt på, at et løgnagtigt samfund ødelægges! Det bør jævnes med jorden, siger jeg! Udryddes som skadedyr bør de, alle de, som lever i løgnen! I forpester hele landet tilslut; I bringer det derhen, at hele landet fortjener at lægges øde. Og kommer det vidt, da siger jeg af mit fulde inderste hjerte: lad 168hele landet lægges øde; lad hele dette folk udryddes!


    En mand  (i mængden).

Det er at snakke som en ren folkefiende!


    Billing. 

Der lød, gud døde mig, folkets røst!


    Hele mængden  (skriger).

Ja, ja, ja! Han er en folkefiende! Han hader sit land! Han hader hele folket!


    Aslaksen. 

Jeg er både som statsborger og som menneske dybt rystet ved hvad jeg her har måttet høre på. Doktor Stockmann har afsløret sig på en måde, som jeg aldrig havde drømt om. Jeg må desværre tiltræde den mening, som nys blev udtalt af agtværdige borgere; og jeg holder for, at vi bør gi’ denne mening udtryk i en resolution. Jeg foreslår følgende: «Forsamlingen udtaler, at den anser badelægen, doktor Tomas Stockmann for en folkefiende».

(Stormende hurraråb og bifald. Mange slår kreds om doktoren og piber imod ham. Fru Stockmannog Petrahar rejst sig. Mortenog Ejlifslås med de andre skolegutter, som også har pebet. Nogle voksne skiller dem ad.)

    Doktor Stockmann  (til piberne).

Å I dårer, som I er, – jeg siger jer, at –


    169Aslaksen  (ringer).

Doktoren har ikke ordet længer. En formelig afstemning bør finde sted; men for at skåne personlige følelser bør det ske skriftligt og uden navn. Har De noget rent papir, herr Billing?


    Billing. 

Her er både blåt og hvidt papir –


    Aslaksen  (stiger ned).

Det er bra’; på den vis går det fortere. Klip istykker –; se så, ja. (til forsamlingen.) Blåt betyder nej; hvidt betyder ja. Jeg vil selv gå omkring og samle stemmerne.

(Byfogdenforlader salen. Aslaksenog et par andre borgere går med papirstykkerne i hatte omkring i forsamlingen.)

    En herre  (til Hovstad).

Hvorledes er det fat med doktoren, De? Hvad skal en tænke om sligt?


    Hovstad. 

De ved jo, hvor fremfusende han er.


    En anden herre  (til Billing).

Hør; De vanker jo der i huset. Har De mærket om manden drikker?


    170Billing. 

Jeg ved, gud døde mig, ikke hvad jeg skal sige. Toddyen er altid på bordet, når der kommer nogen.


    En tredje herre. 

Nej, jeg tror heller, han er forrykt iblandt.


    Den første herre. 

Ja, mon der ikke er nogen arvelig galskab i familjen?


    Billing. 

Det kan s’gu gerne være, det.


    En fjerde herre. 

Nej, det er bare pure ondskaben, er det; det er hævn over et eller andet.


    Billing. 

Han talte rigtignok en af dagene om gagetillæg; men det fik han da ikke.


    Alle herrerne  (istemmer).

Aha; da er det jo let at forstå!


    Den drukne mand  (inde i mængden).

Jeg vil ha’ en blå en, jeg! Og så vil jeg ha’ en hvid en også!

171
    Råb. 

Der er den drukne mand igen! Ud med ham!


    Morten Kiil  (nærmer sig doktoren).

Nå, Stockmann, ser De nu, hvad der kommer ud af sligt noget abespil?


    Doktor Stockmann. 

Jeg har gjort min skyldighed.


    Morten Kiil. 

Hvad var det, De sa’ om garverierne i Mølledalen?


    Doktor Stockmann. 

Det hørte De jo; jeg sa’, at det var fra dem alt griseriet kom.


    Morten Kiil. 

Fra mit garveri også?


    Doktor Stockmann. 

Desværre, Deres garveri er nok det allerværste.


    Morten Kiil. 

Vil De sætte det på tryk i aviserne?


    Doktor Stockmann. 

Jeg stikker ingenting under stol.


    172Morten Kiil. 

Det kan bli’ Dem dyrt, det, Stockmann.

(han går.)

    En fed herre  (går hen til Horster, hilser ikke på damerne).

Nå, kaptejn, De låner altså Deres hus ud til folkefiender?


    Horster. 

Jeg tænker, jeg kan gøre med min ejendom, hvad jeg vil, herr grosserer.


    Grossereren. 

Så har De vel ikke noget imod, at jeg gør det samme med min.


    Horster. 

Hvad mener grossereren?


    Grossereren. 

Imorgen skal De høre fra mig.

(han vender sig og går.)

    Petra. 

Var ikke det Deres reder, Horster?


    Horster. 

Jo, det var grosserer Vik.


    Aslaksen  (med stemmesedlerne i hånden, stiger op på forhøjningen og ringer).

Mine herrer, må jeg gøre Dem bekendt med udfaldet. Med alle stemmer imod én –

173
    En yngre herre. 

Den ene er den drukne mands!


    Aslaksen. 

Med alle stemmer imod en beskænket mands har denne borgerforsamling erklæret badelægen, doktor Tomas Stockmann for en folkefiende. (råb og bifaldstegn.) Leve vort gamle hæderlige borgersamfund! (atter bifaldsråb.) Leve vor dygtige og virksomme byfogd, som så lojalt har undertrykt blodets røst! (hurra.) Mødet er hævet.

(han stiger ned.)

    Billing. 

Leve dirigenten!


    Hele mængden. 

Hurra for bogtrykker Aslaksen!


    Doktor Stockmann. 

Min hat og min frakke, Petra! Kaptejn, har De plads for passagerer til den nye verden?


    Horster. 

For Dem og Deres skal der skaffes plads, herr doktor.


    Doktor Stockmann  (mens Petra hjælper ham frakken på).

Godt. Kom, Katrine! Kom, gutter!

(han tar sin hustru under armen.)

    174Fru Stockmann  (sagte).

Snille Tomas, lad os gå bagvejen.


    Doktor Stockmann. 

Ingen bagveje, Katrine. (med hævet røst.) I skal få høre fra folkefienden, før han ryster støvet af sine fødder! Jeg er ikke så godslig som en viss person; jeg siger ikke: jeg tilgiver eder; thi I ved ikke, hvad I gør.


    Aslaksen  (råber).

Det er en bespottelig sammenligning, doktor Stockmann!


    Billing. 

Det er, gud dø – –. Sligt er drøjt at høre på for en alvorlig mand.


    En grov stemme. 

Og så truer han også!


    Ophidsende råb. 

Lad os slå ruderne ind hos ham! Dyp ham i fjorden!


    En mand  (i mængden).

Blæs i luren, Evensen! Tud, tud!

(Lurtoner, piber og vilde skrig. Doktorengår med sine mod udgangen. Horster baner vej for dem.)
175
    Hele mængden  (hyler efter de bortgående).

Folkefiende! Folkefiende! Folkefiende!


    Billing,  (idet han ordner sine notitser).

Nej gud døde mig, om jeg vilde drikke toddy hos Stockmanns ikveld!

(De forsamlede stimler mod udgangen; larmen forplanter sig udenfor; fra gaden høres råbet: «Folkefiende! Folkefiende!»)

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En folkefiende

Det er dette skuespillet det berømte sitatet «den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene» er hentet fra. Stykkets hovedperson, legen Tomas Stockmann, oppdager at kurbadet i byen har forurenset vann. Når det etter hvert blir klart at forurensingen vil få store økonomiske konsekvenser for mange i byen, vender alle seg mot ham. Doktor Stockmann mister jobben og familien hans blir mobbet og utstøtt. Han velger likevel å stå på sitt.

En folkefiende ble første gang utgitt i 1882. Stykket fikk en blandet mottakelse blant kritikerne, men oppnådde suksess på teatrene i inn- og utland.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.