Er du også her ikveld, Lamstad?

Jeg er med ved alle folkemøder, jeg.

De har da vel ta’t pibe med, ved jeg?

Jagu’ har jeg da det. Har ikke De?

Jo da. Og skipper Evensen vilde ta’ med sig en svær diger lur, sa’ han.

Han er god, Evensen.

Hør, sig mig, hvad er det for noget, som skal gå for sig her ikveld?

Det er jo doktor Stockmann, som vil holde et foredrag imod byfogden.

Men byfogden er jo hans bror.

Det er det samme; doktor Stockmann er ikke ræd, han.

Men han har jo uret; det stod i «Folkebudet».

Ja, han må visst ha’ uret dennegang; for de vilde ikke låne ham sal hverken i husejerforeningen eller i borgerklubben.

Ikke engang badesalen kunde han få overladt.

Nej, det kan du vel vide.

Hvem skal en nu holde med i denne her sagen, De?

Bare pas på bogtrykker Aslaksen, og gør, som han gør.

Om forladelse, mine herrer! Måtte jeg kanske få slippe frem? Jeg skal referere for «Folkebudet». Tusend tak!

Hvem var han der?

Kender du ikke han da? Det er jo den Billingen, som går for Aslaksens avis.

Her havde jeg tænkt familjen kunde sidde; en slipper så nemt ud her, om der skulde komme noget på.

Tror De da her blir allarm?

En kan aldrig vide –; mellem så mange mennesker –. Men sæt De Dem ganske rolig.

Hvor det var snildt af Dem, at De tilbød Stockmann salen.

Når ingen anden vilde, så –

Og modigt var det også, Horster.

Å, der skulde nu ikke så stort mod til det, synes jeg.

Er ikke doktoren kommet endnu?

Han venter derinde.

Der har vi byfogden. Ser De!

Ja, gud døde mig, møder han ikke frem alligevel!

Hvorledes har du det, Katrine?

Jo, jeg har det godt. (sagtere.) Bliv nu endelig ikke hidsig, Tomas.

Å, jeg ved nok at styre mig, du. (ser på sit uhr, stiger op på forhøjningen og bukker.) Klokken er et kvarter over, – og så vil jeg da begynde –

Først må der vel vælges en ordstyrer.

Nej; det er sletikke nødvendigt.

Jo, jo!

Jeg skulde også formene, at der bør vælges en dirigent.

Men jeg har tillyst dette møde for at holde et foredrag, Peter!

Badelægens foredrag turde muligens gi’ anledning til divergerende opinionsytringer.

En ordstyrer! En dirigent!

Den almene borgervilje synes at kræve en ordstyrer.

Nu godt og vel; lad borgerviljen få sin vilje da.

Skulde ikke herr byfogden ville påtage sig det hverv?

Bravo! Bravo!

Af flere let forstålige grunde må jeg undslå mig. Men heldigvis har vi i vor midte en mand, som jeg tror alle kan akceptere. Jeg sigter til formanden i husejerforeningen, herr bogtrykker Aslaksen.

Ja, ja! Aslaksen leve! Hurra for Aslaksen!

Når mine medborgeres tillid kalder mig, så skal jeg ikke være uvillig –

Altså – «herr bogtrykker Aslaksen valgt med akklamation –»

Og da jeg nu står på denne plads, må jeg få lov til at sige et par kortfattede ord. Jeg er en stilfærdig og fredsommelig mand, som holder på besindig moderation og på – og på moderat besindighed; det ved hver og en, som kender mig.

Ja! Ja da, Aslaksen!

Jeg har i livets og erfaringens skole lært, at mådehold er den dyd, som båder en statsborger bedst –

Hør!

– og at sindighed og mådehold er det, som samfundet er bedst tjent med også. Jeg skulde derfor henstille til den agtede medborger, som har kaldt mødet sammen, at han beflitter sig på at holde sig indenfor mådeholdets grænser.

Mådeholdsforeningens skål!

Fy for fan’ da!

Hys, hys!

Ingen afbrydelser, mine herrer! – Er der nogen, som forlanger ordet?

Herr dirigent!

Herr byfogd Stockmann har ordet.

I betragtning af det nære slægtskabsforhold, jeg, som formentlig bekendt, står i til den fungerende badelæge, skulde jeg helst ønsket, ikke at ytre mig her iaften. Men min stilling til badeanstalten og hensynet til byens allervigtigste interesser tvinger mig til at fremsætte et forslag. Jeg tør vel supponere, at ikke en eneste af de her tilstedeværende borgere finder det ønskeligt at upålidelige og overdrevne fremstillinger af badets og byens sanitære forholde spredes ud i videre kredse.

Nej, nej, nej! Ikke det! Vi protesterer!

Jeg vil derfor foreslå, at forsamlingen ikke tilsteder badelægen at oplæse eller foredrage sin fremstilling af sagen.

Ikke tilsteder –! Hvad for noget!

Hm – hm!

Nå; ikke tilsteder altså.

Jeg har i min redegørelse i «Folkebudet» gjort almenheden bekendt med de væsentligste fakta, så alle velsindede borgere med lethed kan opgøre sin dom. Man vil deraf se, at badelægens forslag, – foruden et mistillidsvotum imod stedets ledende mænd, – i grunden går ud på at påbyrde byens skattepligtige indvånere en ufornøden udgift af mindst hundrede tusend kroner.

Silentium, mine herrer! Jeg må få lov at støtte byfogdens forslag. Det er også min mening, at doktorens agitation har en bagtanke. Han taler om badet; men det er en revolution, han efterstræber; han vil lægge styrelsen over i andre hænder. Ingen tviler om doktorens redelige hensigter; gud bevares, dem kan der ikke være to meninger om. Jeg er også en ven af folkeligt selvstyre, når det bare ikke falder for dyrt for skatteborgerne. Men det vilde bli’ tilfældet her; og derfor så –; nej guds død – med forlov – om jeg kan være med doktor 145Stockmann dennegang. En kan også købe guld for dyrt; det er nu min mening.

Også jeg føler mig opfordret til at gøre rede for min stilling. Doktor Stockmanns agitation lod til at vinde adskillig stemning for sig i førstningen, og jeg støtted den så upartisk jeg kunde. Men så kom vi undervejr med, at vi havde ladt os vildlede af en falsk fremstilling –

Falsk –!

En mindre pålidelig fremstilling da. Byfogdens redegørelse har påvist det. Jeg håber, ingen her på stedet mistænker mit liberale sindelag; «Folkebudets» holdning i de store politiske spørsmål er vel kendt af enhver. Men jeg har af erfarne og sindige mænd lært, at i rent lokale sager bør et blad gå frem med en viss varsomhed.

Fuldkommen enig med taleren.

Og i den foreliggende sag er det nu aldeles utvilsomt, at doktor Stockmann har den almene vilje imod sig. Men hvad er en redaktørs første 146og fornemste skyldighed, mine herrer? Er det ikke at virke i overensstemmelse med sine læsere? Har han ikke fåt ligesom et stiltiende mandat til ihærdigt og ufortrødent at fremme sine meningsfællers velfærd? Eller skulde jeg kanske ta’ fejl i dette?

Nej, nej, nej! Redaktør Hovstad har ret!

Det har kostet mig en tung kamp at bryde med en mand, i hvis hus jeg i den senere tid har været en hyppig gæst, – en mand, som indtil denne dag har kunnet glæde sig ved sine medborgeres udelte velvilje, – en mand, hvis eneste – eller ialfald væsentligste fejl er, at han mere spør’ sit hjerte end sit hode tilråds.

Det er sandt! Hurra for doktor Stockmann!

Men min pligt imod samfundet bød mig at bryde med ham. Og så er der et hensyn til, som driver mig til at bekæmpe ham og, om muligt, standse ham på den skæbnesvangre vej, han er slåt ind på; det er hensynet til hans familje –

Hold Dem til vandledningen og kloaken!

– hensynet til hans ægtefælle og hans uforsørgede børn.

Er det os, det, mor?

Hys!

Jeg vil altså sætte herr byfogdens forslag under afstemning.

Behøves ikke! Ikveld agter jeg ikke at tale om alt det svineriet nede i badehuset. Nej; I skal få noget ganske andet at høre.

Hvad er nu det for noget igen?

Jeg er skatteberettiget! Og derfor så er jeg meningsberettiget også! Og jeg har den fulde – faste – ubegribelige mening, at –

Vær stille derborte!

Han er drukken! Kast ham ud!

Har jeg ordet?

Herr doktor Stockmann har ordet!

Det skulde bare ha’ været for nogen få dage siden, at man havde vovet et sligt forsøg, som her ikveld, på at målbinde mig! Som en løve skulde jeg da ha’ værget om mine hellige menneskerettigheder! Men nu kan det være mig det samme; for nu har jeg større ting at udtale mig om.

Jeg har tænkt og jeg har grublet meget i disse sidste dage, – grublet så mangfoldigt, så det tilslut begyndte ligesom at løbe surr i mit hode –

Hm –!

– men så fik jeg rede i tingene; da øjned jeg sammenhængen så grangiveligt. Og derfor står jeg her iaften. Jeg vil gøre store afsløringer, mine medborgere! Jeg vil meddele eder en opdagelse af ganske anden rækkevidde, end den småting, at vor vandledning er forgiftet og at vort sundhedsbad ligger på en pestsvanger grund.

Ikke tal om badet! Vi vil ikke høre det. Ingenting om det.

Jeg har sagt, jeg vil tale om den store opdagelse, jeg har gjort i disse sidste dage, – den opdagelse, at alle vore åndelige livskilder er forgiftede og at hele vort borgersamfund hviler på løgnens pestsvangre grund.

Hvad er det han siger?

En sådan insinuation –!

Taleren opfordres til at moderere sig.

Jeg har elsket min fødeby så højt, som nogen mand kan elske sine unge års hjemstavn. Jeg var ikke gammel, da jeg rejste herfra, og afstanden, savnet og erindringen kasted ligesom en øget glans både over stedet og over menneskene.

Så sad jeg i mange år inde i en forskrækkelig afkrog langt der nordpå. Når jeg kom sammen med nogen af de folk, som leved hist og her mellem stenrøsene, så syntes jeg mangen gang, det havde været tjenligere for de stakkers forkomne skabninger, om de havde fåt en dyrlæge derop istedetfor en mand som jeg.

Nu har jeg da gud døde mig aldrig hørt –!

Dette er forhånelser imod en agtværdig almue!

Bi bare lidt! – Jeg tror ikke nogen skal kunne sige mig på, at jeg glemte min fødeby deroppe. Jeg lå på æg ligesom en ærfugl; og 151det, jeg ruged ud, – det var planen til badeanstalten her.

Og da så skæbnen endelig langt om længe føjed det så godt og velsignet for mig, at jeg kunde komme hjem igen, – ja, mine medborgere, da syntes jeg ikke jeg havde flere ønsker i verden. Jo, jeg havde det ønske, ivrigt, utrættelig, brændende at være virksom til hjemmets og til almenhedens bedste.

Måden er noget underlig – hm.

Og så gik jeg her og svælged i forblindelsens lykke. Men igår formiddag – nej, det var egentlig iforgårs aftes – da åbned sig mine åndelige øjne på vid væg, og det første, jeg fik syn på, det var autoriteternes umådelige dumhed –

Herr dirigent!

I kraft af min myndighed –!

Det er småligt at hænge sig i et ord, herr Aslaksen! Jeg mener bare, at jeg kom undervejr med det umådelige svineri, som de ledende mænd havde gjort sig skyldige i dernede i badet. Ledende mænd kan jeg ikke udstå for min død; – jeg har fåt nok af den slags folk i mine dage. De er som gedebukker i en ung træplantning; de gør ugagn overalt; de står en fri mand ivejen, hvor han så snor og vender sig, – og jeg skulde helst se, vi kunde få dem udryddet ligesom andre skadedyr –

Herr dirigent, kan sådanne ytringer passere?

Herr doktor –!

Jeg begriber ikke, at jeg først nu har fåt et rigtig årvågent syn på de herrer; for jeg har dog næsten dagstøt havt et så ypperligt exemplar for øje her i byen, – min bror Peter, – sen i vendingen og sejg i fordomme –

Er det mig De sigter til? Ja, for rigtignok heder jeg Pettersen; men nej så fan’ hente mig –

Ud med den drukne mand! På døren med ham!

Hvem var den person?

Kendte ham ikke, herr byfogd.

Han er ikke her fra byen.

Det skal nok være en lasthandler borte fra – (resten uhørligt).

Manden var øjensynlig beruset af bajerøl. – Bliv ved, herr doktor; men beflit Dem endelig på mådehold.

Nu vel da, mine medborgere; jeg skal ikke nærmere udtale mig om vore ledende mænd. Dersom nogen, af det, jeg nys har sagt, skulde 154indbilde sig, at jeg vil disse herrer tillivs her iaften, så tar han fejl, – ganske betydeligt fejl. For jeg nærer den velgørende fortrøstning, at efterliggerne, alle disse gamlinger fra en hendøende tankeverden, de besørger så ypperligt sig selv taget afdage; der behøves ingen doktors hjælp til at påskynde deres dødelige afgang. Og det er heller ikke den slags folk, som er samfundets overhændigste fare; det er ikke dem, som er de virksomste til at forgifte vore åndelige livskilder og til at forpeste grunden under os; det er ikke dem, som er sandhedens og frihedens farligste fiender i vort samfund.

Hvem da? Hvem er det? Nævn dem!

Ja, I kan lide på, at jeg skal nævne dem! For det er netop den store opdagelse, jeg har gjort igår. (hæver stemmen.) Sandhedens og frihedens farligste fiender iblandt os, det er den kompakte majoritet. Ja, den forbandede, kompakte, liberale majoritet, – den er det! Nu ved I det.

Ordstyreren forventer, at taleren kalder sine ubesindige ytringer tilbage.

Aldrig i verden, herr Aslaksen. Det er det store flertal i vort samfund, som berøver mig min frihed og som vil forbyde mig at udtale sandheden.

Flertallet har altid retten på sin side.

Og det har sandheden også; gud døde mig!

Flertallet har aldrig retten på sin side. Aldrig, siger jeg! Det er en af disse samfundsløgne, som en fri, tænkende mand må gøre oprør imod. Hvem er det, som udgør flertallet af beboerne i et land? Er det de kloge folk, eller er det de dumme? Jeg tænker, vi får være enige om, at dumme mennesker er tilstede i en ganske forskrækkelig overvældende majoritet rundt omkring på den hele vide jord. Men det kan da vel, for fanden, aldrig i evighed være ret, at de dumme skal herske over de kloge!

Ja, ja; I kan nok overskrige mig; men I 156kan ikke modsige mig. Flertallet har magten – desværre –; men retten har det ikke. Retten har jeg og de andre få, de enkelte. Minoriteten har altid retten.

Haha; doktor Stockmann er altså ble’t aristokrat siden iforgårs!

Jeg har sagt, at jeg ikke gider spilde et ord på den lille, trangbrystede, stakåndede flok, som ligger agterud. Med dem har det pulserende liv ikke længer noget at bestille. Men jeg tænker på de få, de enkelte iblandt os, som har tilegnet sig alle de unge fremspirende sandheder. Disse mænd står ligesom ude mellem forposterne, så langt fremskudt, at den kompakte majoritet endnu ikke har rukket did, – og der kæmper de for sandheder, som endnu er for nybårne i bevidsthedens verden til at ha’ fåt noget flertal for sig.

Nå, så er doktoren ble’t revolutionsmand dalfeil for da!

Ja, så pine død er jeg så, herr Hovstad! Jeg agter at gøre revolution imod den løgn, at flertallet sidder inde med sandheden. Hvad er 157det for sandheder, som flertallet plejer flokke sig om? Det er de sandheder, som er så vidt tilårs, at de er på vejen til at bli’ affældige. Men når en sandhed er ble’t så gammel, så er den også på gode veje til at bli’ en løgn, mine herrer.

Ja ja, De kan tro mig, om De vil; men sandhederne er sletikke nogen sådanne sejglivede Metusalemmer, som folk bilder sig ind. En normalt bygget sandhed lever – lad mig sige – i regelen en 17–18, højst 20 år; sjelden længer. Men slige alderstegne sandheder er altid forskrækkelig skindmagre. Og alligevel er det først da, at flertallet gir sig ifærd med dem og anbefaler dem til samfundet som sund åndelig føde. Men der er ikke stor næringsværdi i den slags kost, kan jeg forsikre jer; og det må jeg som læge forstå. Alle disse flertals-sandheder er at ligne med fjorgammel spegemad; de er ligesom harske, ulne, grønsaltede skinker. Og deraf kommer al den moralske skørbug, som grasserer rundt om i samfundene.

Det forekommer mig, at den ærede taler skejer vel langt ud fra teksten.

Jeg må i det væsentlige tiltræde dirigentens mening.

Nej, men jeg tror du er rent gal, Peter! Jeg holder mig jo så tæt ind til teksten, som jeg kan. For det, jeg vil tale om, det er jo netop det, at massen, flertallet, denne fandens kompakte majoritet, – at det er den, siger jeg, som forgifter vore åndelige livskilder og forpester grunden under os.

Og det gør folkets store frisindede flertal, fordi det er sindigt nok til bare at hylde de sikre og godkendte sandheder?

Ak, min snille herr Hovstad, snak ikke om sikre sandheder! De sandheder, som massen og mængden godkender, det er de sandheder, som forpostfægterne holdt for sikre i vore bedstefædres dage. Vi forpostfægtere, som lever nutildags, vi godkender dem ikke længer; og jeg tror sletikke, der er nogen anden sikker sandhed til, end den, at intet samfund kan leve et sundt liv på slige gamle margløse sandheder.

Men istedetfor at stå her og tale sådan hen i det blå, så kunde det være morsomt at få 159høre, hvad det er for nogen gamle margløse sandheder, vi lever på.

Å, jeg kunde regne op en hel hob af sligt noget styggetøj; men for det første vil jeg holde mig til en godkendt sandhed, som igrunden er en fæl løgn, men som alligevel både herr Hovstad og «Folkebudet» og alle «Folkebudet»s tilhængere lever på.

Og det er –?

Det er den lære, som I har taget i arv fra forfædrene og som I tankeløst forkynder både vidt og bredt, – den lære, at almuen, hoben, massen, er folkets kærne, – at den er folket selv, – at menigmand, at disse ukyndige og ufærdige i samfundet, har den samme ret til at fordømme og godkende, til at styre og råde, som de enkelte åndeligt fornemme personligheder.

Nu har jeg da, gud døde mig –

Borgere, læg mærke til dette her!

Hoho, er ikke vi folket? Er det bare de fornemme, som skal styre!

Ud med den manden, som står og snakker så!

Hiv ham på porten!

Tud i luren, Evensen!

Men så vær da rimelige! Kan I da ikke tåle at høre sandhedens røst for en gangs skyld? Jeg forlanger jo sletikke, at I allesammen straks på timen skal være enige med mig. Men jeg havde jo rigtignok ventet, at herr Hovstad vilde gi’ mig ret, når han bare fik summet sig lidt. Herr Hovstad gør jo fordring på at være fritænker –

Fritænker, sa’ han? Hvad? Er redaktør Hovstad fritænker?

Bevis det, doktor Stockmann! Når har jeg sagt det på tryk?

Nej, det har De død og plage ret i; – den frimodighed har De aldrig havt. Nå, jeg vil såmænd ikke sætte Dem i kattepine, herr Hovstad. Lad det være mig selv, som er fritænkeren da. For nu vil jeg af naturvidenskaben gøre det indlysende for jer allesammen, at «Folkebudet» trækker jer skammelig efter næsen, når det fortæller jer, at I, at almuen, at massen og mængden er folkets rette kerne. Det er bare en avisløgn, ser I! Almuen er ikke andet end det råstof, som folket skal gøre folk af.

Ja, er det da ikke så det går til i hele den øvrige levende verden? Hvilken forskel er der ikke mellem en kultiveret og en ukultiveret dyrefamilje? Se bare på en gemen bondehøne. Hvad kødværdi har slig en forkrøblet hønseskrot? Det er ikke stort, det! Og hvad er det for slags æg den lægger? En nogenlunde ordentlig kråke eller korp kan værpe omtrent ligeså gode æg. Men tag så for jer en kultiveret spansk eller japanesisk 162høne, eller tag en fornem fasan eller kalkun; – jo, da ser I nok forskellen! Og så vil jeg nævne hundene, som vi mennesker er så overmåde nær i slægt med. Tænk jer nu først en simpel almuehund, – jeg vil sige, slig en ækkel, ragget, pøbelagtig køter, som bare render gadelangs og sviner husvæggene til. Og stil så køteren sammen med en puddelhund, som gennem flere slægtsled stammer fra et fornemt hus, hvor den har fåt fin føde og havt anledning til at høre harmoniske stemmer og musik. Tror I ikke, at kraniet hos puddelen er ganske anderledes udviklet end hos køteren? Jo, det kan I lide på! Det er slige kultiverte puddelhvalpe, som gøglerne afretter til at gøre de allerutroligste kunststykker. Sligt noget kan en gemen bondekøter aldrig lære, om den så stod på sit hode.

Vil De nu gøre os til hunde også?

Vi er ikke dyr, herr doktor!

Jo så min sæl og salighed er vi dyr, far! Vi er så gode dyr, allesammen, som nogen mand vil forlange. Men fornemme dyr findes der rigtignok ikke mange af iblandt os. Å, der er en 163ganske forskrækkelig afstand mellem puddelmennesker og køtermennesker. Og det er det løjerlige ved tingen, at redaktør Hovstad er ganske enig med mig, sålænge talen er om de firbenede dyr –

Ja lad dem gå for dem de er.

Ja vel; men såsnart jeg udvider loven til de tobenede, så stopper herr Hovstad op; så tør han ikke mene sine egne meninger længer, ikke tænke sine egne tanker tilende; så stiller han hele læren på hodet og forkynder i «Folkebudet», at bondehanen og gadekøteren – det er just de rigtige pragtexemplarer i menageriet. Men slig går det altid, så længe det almueagtige sidder i kroppen på en, og så længe en ikke har arbejdet sig ud til åndelig fornemhed.

Jeg gør ikke fordring på nogen slags fornemhed. Jeg stammer fra simple bønder; og jeg er stolt af, at jeg har min rod dybt nede i den almue, som her forhånes.

Hurra for Hovstad! Hurra, hurra!

Den slags almue, som jeg taler om, den findes ikke dybt nede alene; den kryr og mylrer rundt omkring os, – lige op til samfundshøjderne. Se bare på jeres egen pene, pyntelige byfogd! Min bror Peter er såmænd så god en almuesmand, som nogen, der går i to sko –

Jeg protesterer mod deslige personlige henvisninger.

– og det er han ikke, fordi han, ligesom jeg, stammer ned fra en gammel, fæl sjørøver nede fra Pommern eller deromkring, – ja, for det gør vi –

Absurde traditioner. Benægtes!

– men han er det, fordi han tænker sine foresattes tanker og fordi han mener sine foresattes meninger. De folk, som det gør, de er åndelige almuesmænd; se, derfor er min stadselige bror Peter så forskrækkelig lidet fornem igrunden, – og følgelig også så lidet frisindet.

Herr dirigent –!

Så det er de fornemme, som er frisindede hertillands? Det var en ganske ny oplysning.

Ja, det hører også med til min nye opdagelse. Og der hører også det med, at frisind er omtrent præcist det samme som moralitet. Og derfor så siger jeg, at det er rent uforsvarligt af «Folkebudet», når det dag ud og dag ind forkynder den vranglære, at det er massen og mængden, den kompakte majoritet, som sidder inde med frisindet og moralen, – og at laster og fordærvelse og alskens åndeligt svineri, det er noget, som siver ud af kulturen, ligesom alle uhumskhederne siver ned til badet fra garverierne oppe i Mølledalen!

Og endda så kan dette samme «Folkebudet» præke om, at massen og mængden skal løftes op til højere livsvilkår! Men, i pokkers skind og ben, – dersom «Folkebudet»s lære holdt stik, så vilde jo det, at løfte massen, være akkurat det samme, som at vippe den lige lukt ind i 166fordærvelsen! Men heldigvis så er det bare en gammel arvtagen folkeløgn, dette, at kulturen demoraliserer. Nej, det er fordummelsen, fattigdommen, styghed over livsvilkårene, som forretter den fandens gerning! I et hus, hvor der ikke luftes og fejes gulv hver dag –; min hustru Katrine påstår, at gulvet bør skylles også; men det kan der nu disputeres om; – nå, – i et sligt hus, siger jeg, dèr mister folk inden en 2–3 år evnen til at tænke og handle moralsk. Mangel på surstof afkræfter samvittigheden. Og det er nok svare knapt med surstoffet i mange, mange huse her i byen, lader det til, siden hele den kompakte majoritet kan være samvittighedsløs nok til at ville bygge byens opkomst på et hængedynd af løgn og bedrag.

En så grov beskyldning må ikke udslynges mod et helt borgersamfund.

Jeg henstiller til dirigenten at ta’ ordet fra taleren.

Ja, ja! Det er rigtigt! Ta’ ordet fra ham!

Så skriger jeg sandheden ud på alle 167gadehjørner! Jeg skriver i udenbys aviser! Hele landet skal få vide, hvorledes det her er fat!

Det lader næsten til, at doktoren har til hensigt at ødelægge byen.

Ja, så meget holder jeg af min fødeby, at jeg heller vil ødelægge den end se den blomstre op på en løgn.

Det er stærkt sagt.

Den mand må være en borgerfiende, som kan ville ødelægge et helt samfund!

Der ligger ingen magt på, at et løgnagtigt samfund ødelægges! Det bør jævnes med jorden, siger jeg! Udryddes som skadedyr bør de, alle de, som lever i løgnen! I forpester hele landet tilslut; I bringer det derhen, at hele landet fortjener at lægges øde. Og kommer det så vidt, da siger jeg af mit fulde inderste hjerte: lad 168hele landet lægges øde; lad hele dette folk udryddes!

Det er at snakke som en ren folkefiende!

Der lød, gud døde mig, folkets røst!

Ja, ja, ja! Han er en folkefiende! Han hader sit land! Han hader hele folket!

Jeg er både som statsborger og som menneske dybt rystet ved hvad jeg her har måttet høre på. Doktor Stockmann har afsløret sig på en måde, som jeg aldrig havde drømt om. Jeg må desværre tiltræde den mening, som nys blev udtalt af agtværdige borgere; og jeg holder for, at vi bør gi’ denne mening udtryk i en resolution. Jeg foreslår følgende: «Forsamlingen udtaler, at den anser badelægen, doktor Tomas Stockmann for en folkefiende».

Å I dårer, som I er, – jeg siger jer, at –

Doktoren har ikke ordet længer. En formelig afstemning bør finde sted; men for at skåne personlige følelser bør det ske skriftligt og uden navn. Har De noget rent papir, herr Billing?

Her er både blåt og hvidt papir –

Det er bra’; på den vis går det fortere. Klip istykker –; se så, ja. (til forsamlingen.) Blåt betyder nej; hvidt betyder ja. Jeg vil selv gå omkring og samle stemmerne.

Hvorledes er det fat med doktoren, De? Hvad skal en tænke om sligt?

De ved jo, hvor fremfusende han er.

Hør; De vanker jo der i huset. Har De mærket om manden drikker?

Jeg ved, gud døde mig, ikke hvad jeg skal sige. Toddyen er altid på bordet, når der kommer nogen.

Nej, jeg tror heller, han er forrykt iblandt.

Ja, mon der ikke er nogen arvelig galskab i familjen?

Det kan s’gu gerne være, det.

Nej, det er bare pure ondskaben, er det; det er hævn over et eller andet.

Han talte rigtignok en af dagene om gagetillæg; men det fik han da ikke.

Aha; da er det jo let at forstå!

Jeg vil ha’ en blå en, jeg! Og så vil jeg ha’ en hvid en også!

Der er den drukne mand igen! Ud med ham!

Nå, Stockmann, ser De nu, hvad der kommer ud af sligt noget abespil?

Jeg har gjort min skyldighed.

Hvad var det, De sa’ om garverierne i Mølledalen?

Det hørte De jo; jeg sa’, at det var fra dem alt griseriet kom.

Fra mit garveri også?

Desværre, Deres garveri er nok det allerværste.

Vil De sætte det på tryk i aviserne?

Jeg stikker ingenting under stol.

Det kan bli’ Dem dyrt, det, Stockmann.

Nå, kaptejn, De låner altså Deres hus ud til folkefiender?

Jeg tænker, jeg kan gøre med min ejendom, hvad jeg vil, herr grosserer.

Så har De vel ikke noget imod, at jeg gør det samme med min.

Hvad mener grossereren?

Imorgen skal De høre fra mig.

Var ikke det Deres reder, Horster?

Jo, det var grosserer Vik.

Mine herrer, må jeg gøre Dem bekendt med udfaldet. Med alle stemmer imod én –

Den ene er den drukne mands!

Med alle stemmer imod en beskænket mands har denne borgerforsamling erklæret badelægen, doktor Tomas Stockmann for en folkefiende. (råb og bifaldstegn.) Leve vort gamle hæderlige borgersamfund! (atter bifaldsråb.) Leve vor dygtige og virksomme byfogd, som så lojalt har undertrykt blodets røst! (hurra.) Mødet er hævet.

Leve dirigenten!

Hurra for bogtrykker Aslaksen!

Min hat og min frakke, Petra! Kaptejn, har De plads for passagerer til den nye verden?

For Dem og Deres skal der skaffes plads, herr doktor.

Godt. Kom, Katrine! Kom, gutter!

Snille Tomas, lad os gå bagvejen.

Ingen bagveje, Katrine. (med hævet røst.) I skal få høre fra folkefienden, før han ryster støvet af sine fødder! Jeg er ikke så godslig som en viss person; jeg siger ikke: jeg tilgiver eder; thi I ved ikke, hvad I gør.

Det er en bespottelig sammenligning, doktor Stockmann!

Det er, gud dø – –. Sligt er drøjt at høre på for en alvorlig mand.

Og så truer han også!

Lad os slå ruderne ind hos ham! Dyp ham i fjorden!

Blæs i luren, Evensen! Tud, tud!

Folkefiende! Folkefiende! Folkefiende!

Nej gud døde mig, om jeg vilde drikke toddy hos Stockmanns ikveld!