En folkefiende

av Henrik Ibsen

ANDEN AKT.

40(Doktorens dagligstue. Døren til spiseværelset er lukket. Formiddag.)

    Fru Stockmann  (med et forseglet brev i hånden kommer fra spiseværelset, går hen til den forreste dør tilhøjre og kiger ind).

Er du hjemme, Tomas?


    Doktor Stockmann  (indenfor).

Ja, jeg kom nu netop. (kommer ind.) Er der noget?


    Fru Stockmann. 

Brev fra din bror.

(rækker ham det.)

    Doktor Stockmann. 

Aha, lad os se. (åbner omslaget og læser:) «Det oversendte manuskript remitteres herved –» (læser mumlende videre). Hm –


    Fru Stockmann. 

Hvad siger han så?


    41Doktor Stockmann  (stikker papirerne i lommen).

Nej, han skriver bare, at han vil selv komme herop henimod middag.


    Fru Stockmann. 

Så må du endelig huske på at holde dig hjemme.


    Doktor Stockmann. 

Ja det kan jeg godt; for jeg er færdig med mine formiddagsbesøg.


    Fru Stockmann. 

Jeg er svært nysgærrig efter at vide, hvorledes han tar det.


    Doktor Stockmann. 

Du skal se, han vil ikke synes rigtig om, at det er mig og ikke ham selv, som har gjort den opdagelse.


    Fru Stockmann. 

Ja, er ikke du også bange for det?


    Doktor Stockmann. 

Nå, igrunden blir han jo glad, kan du skønne. Men alligevel –; Peter er så forbandet ængstelig for, at andre folk, end han, skal udrette noget til byens bedste.


    Fru Stockmann. 

Men, ved du hvad, Tomas, – så skulde 42du være snil og dele æren med ham. Kunde det ikke hede sig, at det er ham, som har sat dig på spor –?


    Doktor Stockmann. 

Jo, det kan det gerne for mig. Når jeg bare får rettet på sagen, så –


    Gamle Morten Kiil  (stikker hodet ind gennem forstuedøren, ser sig forskende om, ler indvendig og spørger polidsk).

Er det – er det sandt?


    Fru Stockmann  (imod ham).

Far, – er det dig!


    Doktor Stockmann. 

Nej se, svigerfar; godmorgen, godmorgen!


    Fru Stockmann. 

Å men så kom da ind.


    Morten Kiil. 

Ja, hvis det er sandt; for ellers går jeg igen.


    Doktor Stockmann. 

Hvad for noget er sandt?


    Morten Kiil. 

Denne galskaben med vandværket. Er det sandt, det?


    43Doktor Stockmann. 

Ja visst er det sandt. Men hvorledes har De fåt vide det?


    Morten Kiil  (kommer ind).

Petra fløj indom, da hun gik til skolen –


    Doktor Stockmann. 

Nej gjorde hun det?


    Morten Kiil. 

Jaha; og så fortæller hun –. Jeg tænkte hun bare vilde holde mig for nar; men det ligner ikke Petra heller.


    Doktor Stockmann. 

Nej, hvor kunde De tænke sligt!


    Morten Kiil. 

Å, en skal aldrig lide på nogen; en kan bli’ gjort til nar, før en ved af det. Men så er det altså sandt alligevel?


    Doktor Stockmann. 

Ja tilforladelig er det så. Sæt Dem nu bare, svigerfar. (nøder ham ned på sofaen.) Og er det ikke en sand lykke for byen –?


    Morten Kiil  (kæmper med latteren).

Lykke for byen?


    44Doktor Stockmann. 

Ja, at jeg gjorde den opdagelse så betimelig –


    Morten Kiil  (som før).

Jo, jo, jo! – Men aldrig havde jeg da tænkt, at De vilde drive abespil med Deres egen kødelige bror.


    Doktor Stockmann. 

Abespil!


    Fru Stockmann. 

Nej men, kære far –


    Morten Kiil  (hviler hænderne og hagen på stokkeknappen og blinker polidsk til doktoren).

Hvorledes var det nu? Var det ikke så, at der var kommet nogen dyr ind i vandrørene?


    Doktor Stockmann. 

Å ja, infusionsdyr.


    Morten Kiil. 

Og der skulde jo være kommet mange slige dyr derind, sa’ Petra. En rent ustyrtelig mængde.


    Doktor Stockmann. 

Ja vel; de kan være der i hundrede-tusendvis.


    Morten Kiil. 

Men der er ingen, som kan se dem, – var det ikke så?


    45Doktor Stockmann. 

Jo; se dem kan man ikke.


    Morten Kiil,  (med stille klukkende latter).

Dette her er, fan’ flytte mig, det bedste, jeg har hørt af Dem endnu.


    Doktor Stockmann. 

Hvorledes, mener De?


    Morten Kiil. 

Men aldrig i verden får De bildt byfogden sligt noget ind.


    Doktor Stockmann. 

Nå, det skal vi nok få se.


    Morten Kiil. 

Tror De, han kunde være så gal?


    Doktor Stockmann. 

Jeg håber hele byen vil være så gal.


    Morten Kiil. 

Hele byen! Ja det kan sgu’ gerne være, det. Men det er tilpas for dem; det har de godt af. De skulde nu være så meget klogere end vi gamle. De hundsvoterte mig ud af formandskabet. Ja, jeg siger så; for de voterte mig ud som en hund, gjorde de. Men nu får de det igen. Driv bare abespil med dem, Stockmann.


    46Doktor Stockmann. 

Ja men, svigerfar –


    Morten Kiil. 

Bare abespil, siger jeg. (rejser sig.) Kan De få det til det, at byfogden og hans venner render med næsen i en klud, så gir jeg straks på timen hundrede kroner til de fattige.


    Doktor Stockmann. 

Se, det var jo snildt af Dem.


    Morten Kiil. 

Ja, jeg har jo ikke stort at rutte med, kan De vide; men får De det til det, så skal jeg betænke de fattige med halvhundrede kroner til julaften.

(Redaktør Hovstadkommer fra forstuen.)

    Hovstad. 

Godmorgen! (standser.) Å undskyld –


    Doktor Stockmann. 

Nej kom De; kom De.


    Morten Kiil  (klukker igen).

Han! Er han også med på det?


    Hovstad. 

Hvad mener De?


    47Doktor Stockmann. 

Ja visst er han med.


    Morten Kiil. 

Kunde jeg ikke næsten tænke det! Det skal stå i aviserne. Jo, De er rigtignok den rette, Stockmann. Men læg nu bare over; nu vil jeg gå.


    Doktor Stockmann. 

Å nej, bliv nu lidt, svigerfar.


    Morten Kiil. 

Nej, nu vil jeg gå. Og find så på alt det abespil, De kan; De skal fan’ ikke ha’ gjort det for ingenting.

(Han går; fru Stockmann følger ud med ham.)

    Doktor Stockmann  (ler).

Tænk Dem bare, De, – den gamle tror ikke et ord af dette her med vandværket.


    Hovstad. 

Nå, var det den sagen –?


    Doktor Stockmann. 

Ja, det var den, vi talte om. Og det er kanske for det samme, De kommer også?


    Hovstad. 

Ja det er det. Har De tid en liden stund, herr doktor?


    48Doktor Stockmann. 

Så længe De vil, kære.


    Hovstad. 

Har De hørt noget fra byfogden?


    Doktor Stockmann. 

Endnu ikke. Han kommer herhen siden.


    Hovstad. 

Jeg har tænkt en del på sagen siden igår-kveld.


    Doktor Stockmann. 

Nå ja?


    Hovstad. 

For Dem, som er læge og som er en videnskabsmand, står dette tilfælde med vandværket som noget for sig. Jeg mener, det falder ikke Dem ind, at dette hænger ihob med mange andre ting.


    Doktor Stockmann. 

Ja, hvorledes –? Lad os sætte os, kære. – Nej, der i sofaen.

(Hovstad sætter sig i sofaen, doktoren i en lænestol på den anden side af bordet.)

    Doktor Stockmann. 

Nå? De mener altså –?


    49Hovstad. 

De sagde igår, at det fordærvede vand kom af urenligheder i jordbunden.


    Doktor Stockmann. 

Ja, det kommer ganske utvilsomt fra denne forgiftige sump oppe i Mølledalen.


    Hovstad. 

Undskyld, herr doktor, men jeg tror, det kommer fra en ganske anden sump.


    Doktor Stockmann. 

Hvad skulde det være for en sump?


    Hovstad. 

Den sump, som hele vort kommunale liv står og rådner i.


    Doktor Stockmann. 

Nej men for pokker, herr Hovstad, hvad er nu det for snak?


    Hovstad. 

Alle byens sager er lidt efter lidt kommet i hænderne på en flok embedsmænd –


    Doktor Stockmann. 

Nå, embedsmænd er de da ikke allesammen.


    Hovstad. 

Nej, men de, som ikke er embedsmænd, de 50er ialfald embedsmændenes venner og tilhængere; det er alle de rige, alle dem med de gamle ansete navne i byen; dem er det, som styrer og råder over os.


    Doktor Stockmann. 

Ja, men de folk har da virkelig både dygtighed og indsigt.


    Hovstad. 

Viste de dygtighed og indsigt, da de lagde vandledningen der, hvor den nu ligger?


    Doktor Stockmann. 

Nej, det var naturligvis en stor dumhed af dem. Men det blir der jo nu rettet på.


    Hovstad. 

Tror De, det vil gå så glat?


    Doktor Stockmann. 

Glat eller ikke glat, – gå skal det ialfald.


    Hovstad. 

Ja, dersom pressen får gribe ind.


    Doktor Stockmann. 

Blir aldrig nødvendigt, kære. Jeg er viss på, at min bror –


    Hovstad. 

Undskyld mig, herr doktor, men jeg vil 51sige Dem, at jeg agter at ta’ sagen under behandling.


    Doktor Stockmann. 

I avisen?


    Hovstad. 

Ja. Da jeg overtog «Folkebudet», var det min tanke, at jeg skulde få sprængt denne ring af gamle envise stivstikkere, som sad inde med al magten.


    Doktor Stockmann. 

Men De har jo selv fortalt mig, hvad ende det tog; De havde jo nær ødelagt bladet på det.


    Hovstad. 

Ja, dengang måtte vi stikke piben i sæk, det er ganske sandt. For der var fare for, at badeanstalten ikke skulde komme istand, hvis de mænd faldt. Men nu står den der, og nu kan de høje herrerne undværes.


    Doktor Stockmann. 

Undværes, ja; men vi skylder dem dog stor tak.


    Hovstad. 

Det skal også bli’ erkendt, i al pyntelighed. Men en bladskriver af min folkelige retning kan ikke la’ en slig lejlighed, som denne her, gå fra sig. Der må rygges ved den fabelen om de 52styrendes ufejlbarhed. Sligt noget må ryddes ud ligesom al anden slags overtro.


    Doktor Stockmann. 

Det er jeg enig med Dem i af hele mit hjerte, herr Hovstad; er det en overtro, så væk med det!


    Hovstad. 

Byfogden vilde jeg nu så nødig røre ved, siden han er Deres bror. Men De synes da visst som jeg, at sandheden går foran alle andre hensyn.


    Doktor Stockmann. 

Det forstår sig jo af sig selv. – (udbrydende.) Ja men –! Ja men –!


    Hovstad. 

De skal ikke tro ilde om mig. Jeg er hverken mere egennyttig eller mere magtbegærlig end de fleste mennesker.


    Doktor Stockmann. 

Men kære, – hvem falder også på det?


    Hovstad. 

Jeg er kommen af ringe folk, som De ved; og jeg har havt anledning nok til at se, hvad som mest trænges til i de lavere samfundslag. Og det er, at få være med på at styre de almene anliggender, herr doktor. Det er det, 53som udvikler evnerne og kundskaben og selvfølelsen –


    Doktor Stockmann. 

Det kan jeg så overmåde godt forstå –


    Hovstad. 

Ja, – og så synes jeg, en journalist tar et tungt ansvar på sig, om han forsømmer en gunstig lejlighed til frigørelse for de mange, for de små, for de undertrykte. Jeg ved nok, – i de stores lejr vil de kalde det for opvigleri og sligt noget; men det får de gøre som de lyster. Når jeg bare har min samvittighed fri, så –


    Doktor Stockmann. 

Just det, ja! Just det, kære herr Hovstad. Men alligevel – for fanden –! (det banker.) Kom ind!

(Bogtrykker Aslakseni forstuedøren. Han er tarveligt men anstændigt klædt, i sort, med et hvidt, noget krøllet halstørklæde, handsker og floshat i hånden.)

    Aslaksen  (bukker).

Om forladelse, herr doktor, at jeg er så dristig –


    Doktor Stockmann  (rejser sig).

Se, se, – der har vi jo bogtrykker Aslaksen!


    Aslaksen. 

Ja såmænd, herr doktor.


    54Hovstad  (står op).

Er det mig, De vil ha’ fat på, Aslaksen?


    Aslaksen. 

Nej, det er ikke det; jeg vidste ikke vi skulde træffes her. Nej, det var nok doktoren selv –


    Doktor Stockmann. 

Nå, hvad står til tjeneste?


    Aslaksen. 

Er det sandt, som jeg hørte af herr Billing, at doktoren tænker på at skaffe os et bedre vandværk?


    Doktor Stockmann. 

Ja, til badeanstalten.


    Aslaksen. 

Ja vel; det skønner jeg nok. Nå, så kommer jeg for at sige, at den sagen vil jeg støtte af alle mine kræfter.


    Hovstad  (til doktoren).

Ser De!


    Doktor Stockmann. 

Det skal De ha’ så hjertelig tak for; men –


    Aslaksen. 

For det kunde kanske nok trænges at ha’ 55os småborgere i ryggen. Vi danner nu ligesom en kompakt majoritet her i byen, – når vi rigtig vil da. Og det er altid bra’, at ha’ majoriteten med sig, herr doktor.


    Doktor Stockmann. 

Det er unægtelig sandt; men jeg kan bare ikke begribe, at nogen særlige anstalter skulde være nødvendige her. Jeg synes da, at en så grej og ligefrem sag –


    Aslaksen. 

Å jo, det kunde nok være bra’ alligevel; for jeg kender de lokale myndighederne så godt; magthaverne går ikke gerne godvilligt ind på forslag, som kommer fra andre folk. Og derfor mener jeg, det kunde ikke være afvejen, om vi demonstrerte lidt.


    Hovstad. 

Netop det, ja.


    Doktor Stockmann. 

Demonstrerte, siger De? Ja, hvorledes vilde De da egentlig demonstrere?


    Aslaksen. 

Naturligvis med stort mådehold, herr doktor; jeg beflitter mig altid på mådehold; for mådehold, det er en statsborgers første dyd, – efter min mening da.


    56Doktor Stockmann. 

Det er De jo også kendt for, herr Aslaksen.


    Aslaksen. 

Ja, jeg tror nok jeg tør sige det. Og denne sagen med vandværket, den er så svært vigtig for os småborgere. Badet tegner jo til at bli’ ligesom en liden guldgrube for byen. Det er badet, vi skal leve af allesammen, og mest da vi husejere. Derfor vil vi jo gerne støtte anstalten alt det vi kan. Og da jeg nu er formand i husejerforeningen –


    Doktor Stockmann. 

Ja –?


    Aslaksen. 

– og da jeg desforuden er agent for mådeholdsselskabet, – ja, doktoren ved vel, at jeg virker for mådeholdssagen?


    Doktor Stockmann. 

Ja, det forstår sig.


    Aslaksen. 

Nå, – så er det jo begribeligt, at jeg kommer sammen med en hel del mennesker. Og da jeg er kendt for at være en sindig og lovlydig statsborger, som doktoren selv sa’, så har jeg jo en viss indflydelse i byen, – en liden slags magtstilling, – om jeg selv skal sige det.


    57Doktor Stockmann. 

Det ved jeg meget godt, herr Aslaksen.


    Aslaksen. 

Ja se – derfor vilde det være en smal sag for mig at få en adresse istand, om det skulde knibe.


    Doktor Stockmann. 

En adresse, siger De?


    Aslaksen. 

Ja, en slags takadresse fra byens borgere for at De har båret denne samfundsvigtige sag frem. Det siger sig selv, at den måtte være affattet med sømmeligt mådehold, så den ikke støder myndighederne og dem, som har magten forresten. Og passer vi bare nøje på det, så kan da vel ingen ta’ os det ilde op, ved jeg?


    Hovstad. 

Nå, selv om de ikke likte det så svært godt, så –


    Aslaksen. 

Nej, nej, nej; ikke nogen nærgåenhed imod øvrigheden, herr Hovstad. Ikke nogen opposition imod folk, som står os så tæt indpå livet. Det har jeg fåt nok af i mine dage; og det kommer der aldrig noget godt ud af heller. Men en statsborgers sindige og frimodige ytringer må ikke være nogen mand forment.


    58Doktor Stockmann  (ryster hans hånd).

Jeg kan ikke sige Dem, kære herr Aslaksen, hvor inderligt det glæder mig at finde al denne tilslutning blandt mine medborgere. Jeg er så glad, – så glad! Hør; skal det ikke være et lidet glas sherry? Hvad!


    Aslaksen. 

Nej mange tak; jeg nyder aldrig den slags spirituosa.


    Doktor Stockmann. 

Nå, men et glas øl da; hvad siger De til det?


    Aslaksen. 

Tak, ikke det heller, herr doktor; jeg nyder ingenting så tidligt på dagen. Men nu vil jeg gå ud i byen og snakke med en del af husejerne og forberede stemningen.


    Doktor Stockmann. 

Ja, det er så overmåde snildt af Dem, herr Aslaksen; men jeg kan umulig få i mit hode, at alle disse anstalter skulde bli’ nødvendige; jeg synes sagen må kunne gå ganske af sig selv.


    Aslaksen. 

Autoriteterne arbejder noget tungvindt, herr doktor. Ja, gudbevar’s, jeg siger ikke det for at laste dem –


    59Hovstad. 

Imorgen skal vi køre dem ivej i bladet, Aslaksen.


    Aslaksen. 

Men bare ikke voldsomt, herr Hovstad. Far frem med mådehold, ellers får De dem ikke af flækken; De kan lide på mit råd; for jeg har sanket erfaringer i livets skole. – Nu ja, så vil jeg sige doktoren farvel. De ved nu, at vi småborgere ialfald står bag Dem som en mur. De har den kompakte majoritet på Deres side, herr doktor.


    Doktor Stockmann. 

Tak for det, min kære herr Aslaksen. (rækker ham hånden.) Farvel, farvel!


    Aslaksen. 

Går De med indom på trykkeriet, herr Hovstad?


    Hovstad. 

Jeg kommer bagefter; jeg har endnu lidt at afgøre.


    Aslaksen. 

Godt, godt.

(Han hilser og går; doktor Stockmann følger ham ud i forstuen.)

    Hovstad  (idet doktoren kommer ind igen).

Nå, hvad siger De så, herr doktor? Synes 60De ikke, det er på tiden, at her luftes ud og rystes op i al denne slaphed og halvhed og fejghed?


    Doktor Stockmann. 

Sigter De til bogtrykker Aslaksen?


    Hovstad. 

Ja jeg gør. Han er en af dem, som står i sumpen – så bra’ en mand han end kan være forresten. Og slig er de fleste her hos os; de går og vipper og svingler til begge siderne; af bare hensyn og betænkeligheder tør de aldrig ta’ fuldt skridt.


    Doktor Stockmann. 

Ja, men Aslaksen var da så inderlig velsindet, synes jeg.


    Hovstad. 

Der er en ting, som jeg sætter højere; og det er at stå som en tryg, selvsikker mand.


    Doktor Stockmann. 

Det gir jeg Dem så fuldstændig ret i.


    Hovstad. 

Derfor er det jeg nu vil gribe lejligheden og prøve, om jeg ikke skulde kunne få de velsindede til at mande sig op engang. Autoritetsdyrkelsen udryddes her i byen. Dette uforsvarlig store fejlgreb med vandværket må 61gøres indlysende for alle stemmeberettigede borgere.


    Doktor Stockmann. 

Godt; når De mener, det er til almenhedens bedste, så lad så ske; men ikke førend jeg har talt med min bror.


    Hovstad. 

Jeg skriver ialfald en redaktionsartikkel færdig imens. Og hvis byfogden så ikke vil fremme sagen –


    Doktor Stockmann. 

Å men hvor kan De tænke Dem sligt?


    Hovstad. 

Det kunde nok tænkes. Og da –?


    Doktor Stockmann. 

Ja, da lover jeg Dem –; hør, – da kan De trykke min afhandling, – ta’ den ind hel og holden.


    Hovstad. 

Må jeg det? Er det et ord?


    Doktor Stockmann  (rækker ham manuskriptet).

Her har De den; ta’ den med Dem; det kan jo ikke skade, at De læser den igennem; og så gir De mig den igen siden.


    62Hovstad. 

Godt, godt; det skal jeg nok gøre. Og så farvel, herr doktor.


    Doktor Stockmann. 

Farvel, farvel. Ja, for De skal se, det går så glat, herr Hovstad, – så glat!


    Hovstad. 

Hm, – vi får se.

(han hilser og går ud gennem forstuen.)

    Doktor Stockmann  (går hen og ser ind i spisestuen).

Katrine –! Nå, er du kommen hjem, Petra?


    Petra  (kommer ind).

Ja, nu kom jeg netop fra skolen.


    Fru Stockmann  (kommer).

Har han ikke været her endnu?


    Doktor Stockmann. 

Peter? Nej. Men jeg har snakket en hel del med Hovstad. Han er ganske betaget af den opdagelse, jeg har gjort. Ja, for den har en langt større rækkevidde, end jeg tænkte i førstningen, ser Du. Og så har han stillet sit blad til min rådighed, hvis det skulde behøves.


    63Fru Stockmann. 

Men tror du da det behøves?


    Doktor Stockmann. 

Å sletikke. Men det er ialfald en stolt bevidsthed, at man har den frisindede, uafhængige presse på sin side. Ja, og tænk – så har jeg havt besøg af formanden i husejerforeningen.


    Fru Stockmann. 

Så? Og hvad vilde han?


    Doktor Stockmann. 

Også støtte mig. De vil støtte mig allesammen, ifald det skulde knibe. Katrine, – ved du, hvad jeg har for noget bag mig?


    Fru Stockmann. 

Bag dig? Nej; hvad har du for noget bag dig da?


    Doktor Stockmann. 

Den kompakte majoritet.


    Fru Stockmann. 

Ja så. Er det godt for dig, det, Tomas?


    Doktor Stockmann. 

Ja, det skulde jeg mene, det er godt! (gnider hænderne og går op og ned.) Ja, herregud, hvor fornøjeligt det er at stå således i broderlig forening sammen med sine medborgere!


    64Petra. 

Og så at udrette så meget godt og nyttigt, far!


    Doktor Stockmann. 

Ja, og det ovenikøbet for ens egen fødeby, du!


    Fru Stockmann. 

Nu ringte det.


    Doktor Stockmann. 

Så har vi ham visst. – – (det banker.) Vær så god!


    Byfogd Stockmann  (kommer fra forstuen).

Godmorgen.


    Doktor Stockmann. 

Velkommen, Peter!


    Fru Stockmann. 

Godmorgen, svoger. Hvorledes står det til?


    Byfogden. 

Jo tak; så-så. (til doktoren.) Jeg modtog igår efter kontortid en afhandling fra dig betræffende vandforholdene ved badeanstalten.


    Doktor Stockmann. 

Ja. Har du læst den?


    Byfogden. 

Jo, jeg har.


    65Doktor Stockmann. 

Og hvad siger du så til den sag?


    Byfogden  (med et sideblik).

Hm –


    Fru Stockmann. 

Kom, Petra.

(hun og Petra går ind i værelset tilvenstre.)

    Byfogden  (efter et ophold).

Har det været nødvendigt at drive alle disse undersøgelser bag min ryg?


    Doktor Stockmann. 

Ja, så længe jeg ikke havde absolut visshed, så –


    Byfogden. 

Og den, mener du altså, du nu har?


    Doktor Stockmann. 

Ja, det har du da vel selv overbevist dig om.


    Byfogden. 

Er det din hensigt at fremlægge dette aktstykke for badebestyrelsen, som et slags officielt dokument?


    Doktor Stockmann. 

Ja vel. Noget må der jo gøres ved sagen; og det fort.


    66Byfogden. 

Du bruger, som sædvanligt, stærke talemåder i din afhandling. Du siger blandt andet, at det, vi byder vore badegæster, er en permanent forgiftelse.


    Doktor Stockmann. 

Ja men, Peter, kan det da betegnes anderledes? Tænk dig bare, – forgiftet vand både til indvortes og udvortes! Og det til stakkers sygelige mennesker, som tyr til os i god tro, og som betaler os i dyre domme for at få sin sundhed igen!


    Byfogden. 

Og så kommer du i din deduktion til det resultat, at vi må bygge en kloak, som kan optage de postulerede uhumskheder fra Mølledalen, og at vandledningen må lægges om.


    Doktor Stockmann. 

Ja, ved du da nogen anden udvej? Jeg ved ingen.


    Byfogden. 

Jeg gjorde mig i formiddag et ærend ind til stadsingeniøren. Og så bragte jeg – sådan halvt i spøg – disse foranstaltninger på bane som noget, vi kanske burde tage under overvejelse engang i fremtiden.


    Doktor Stockmann. 

Engang i fremtiden!


    67Byfogden. 

Han smilte af min formentlige extravagance – naturligvis. Har du gjort dig den ulejlighed at tænke på, hvad de foreslåede forandringer vilde komme til at koste? Efter de oplysninger, jeg modtog, vilde udgifterne rimeligvis løbe op i flere hundrede tusend kroner.


    Doktor Stockmann. 

Skulde det bli’ så dyrt?


    Byfogden. 

Ja. Og så kommer det værste. Arbejdet vilde medtage et tidsrum af mindst to år.


    Doktor Stockmann. 

To år, siger du? To hele år?


    Byfogden. 

Mindst. Og hvad skal vi så gøre med badet imens? Skal vi lukke det? Ja, det vilde vi bli’ nødt til. Eller tror du kanske nogen vilde søge hid til os, når det rygte kom ud, at vandet skulde være sundhedsfarligt?


    Doktor Stockmann. 

Ja men, Peter, det er det jo.


    Byfogden. 

Og så alt dette nu, – netop nu, da anstalten er i opkomst. Nabobyerne har også visse 68betingelser for at kunne bli’ søgte som badesteder. Tror du ikke, at de straks vilde sætte sig i aktivitet for at drage hele strømmen af fremmede til sig? Jo, ganske upåtvilelig. Og så stod vi der; vi måtte rimeligvis nedlægge hele den kostbare anstalt; og så havde du ruineret din fødeby.


    Doktor Stockmann. 

Jeg – ruineret –!


    Byfogden. 

Det er blot og bart gennem badet, at byen har nogen nævneværdig fremtid for sig. Det indser du visst lige så godt som jeg.


    Doktor Stockmann. 

Men hvad har du da tænkt, at der skulde gøres?


    Byfogden. 

Jeg har ikke af din afhandling kunnet overbevise mig om, at vandforholdene ved badet er så betænkelige, som du fremstiller dem.


    Doktor Stockmann. 

De er snarere værre, du! Eller de blir det ialfald til sommeren, når varmen kommer i vejret.


    Byfogden. 

Som sagt, jeg tror, du overdriver betydeligt. En duelig læge må vide at træffe sine 69forholdsregler, – han må forstå at forebygge skadelige indvirkninger og at afhjælpe dem, hvis de aldeles øjensynligt skulde gøre sig gældende.


    Doktor Stockmann. 

Og så –? Hvad videre –?


    Byfogden. 

Den etablerede vandforsyning ved badet er nu engang et faktum og må selvfølgelig behandles som et sådant. Men rimeligvis vil direktionen i sin tid ikke være utilbøjelig til at ta’ under overvejelse, hvorvidt det med overkommelige pekuniære offere skulde være muligt at få indført visse forbedringer.


    Doktor Stockmann. 

Og en sådan underfundighed, tror du, jeg nogensinde går ind på!


    Byfogden. 

Underfundighed?


    Doktor Stockmann. 

Ja, det vilde være en underfundighed, – et bedrageri, en løgn, en ligefrem forbrydelse imod almenheden, imod hele samfundet!


    Byfogden. 

Jeg har, som før bemærket, ikke kunnet tilegne mig den overbevisning, at der er nogen egentlig overhængende fare påfærde.


    70Doktor Stockmann. 

Jo, du har! Det er umuligt andet. Min fremstilling er så slående sand og rigtig, det ved jeg! Og du skønner det meget godt, Peter; men du vil bare ikke være ved det. Det var dig, som fik drevet igennem, at både badebygningerne og vandværket blev lagt, hvor de nu ligger; og det er det, – det er dette forbandede misgreb, som du ikke vil indrømme. Pyt, – tror du ikke, jeg gennemskuer dig?


    Byfogden. 

Og selv om så var? Dersom jeg måske med en viss ængstelighed våger over min anseelse, så sker det til gavn for byen. Uden moralsk autoritet kan jeg ikke styre og lede sagerne således, som jeg eragter det tjenligst for det heles vel. Derfor, – og af diverse andre grunde, – er det mig magtpåliggende, at din forestilling ikke indleveres til badedirektionen. Den må holdes tilbage for almenvellets skyld. Jeg skal så senere bringe sagen under diskussion og vi skal gøre vort bedste i stilhed; men der må ingenting, – ikke et eneste ord, komme til offentlighedens kundskab i dette fatale anliggende.


    Doktor Stockmann. 

Ja, det vil nu ikke kunne forhindres, min kære Peter.


    71Byfogden. 

Det må og det skal forhindres.


    Doktor Stockmann. 

Det går ikke, siger jeg; der er altfor mange, som ved om det.


    Byfogden. 

Ved om det! Hvem? Det er dog vel aldrig disse herrer i «Folkebudet», som –?


    Doktor Stockmann. 

Å jo; de også. Den frisindede, uafhængige presse vil nok sørge for, at I gør eders skyldighed.


    Byfogden  (efter et kort ophold).

Du er en overmåde ubesindig mand, Tomas. Har du ikke betænkt, hvad følger dette kan drage efter sig for dig selv?


    Doktor Stockmann. 

Følger? Følger for mig?


    Byfogden. 

For dig og dine, ja.


    Doktor Stockmann. 

Hvad fanden skal det sige?


    Byfogden. 

Jeg tror, at jeg al min tid har vist mig som en tjenstvillig og hjælpsom bror imod dig.


    72Doktor Stockmann. 

Ja, det har du; og det takker jeg dig for.


    Byfogden. 

Forlanges ikke. Jeg har jo også for en del været nødt til det – for min egen skyld. Det var altid mit håb, at jeg skulde kunne holde dig nogenlunde i ave, når jeg hjalp til at forbedre din økonomiske stilling.


    Doktor Stockmann. 

Hvad for noget? Det var altså bare for din egen skyld –!


    Byfogden. 

Tildels, siger jeg. Det er penibelt for en embedsmand, når hans nærmeste pårørende går hen og kompromitterer sig gang efter gang.


    Doktor Stockmann. 

Og det synes du, at jeg gør?


    Byfogden. 

Ja, desværre, det gør du, uden at du selv ved af det. Du har et uroligt, stridbart, oprørsk sind. Og så din ulyksalige hang til at skrive offentligt om alle mulige og umulige sager. Aldrig så snart får du et indfald, – straks skal du skrive en avisartikel eller en hel brochure om det.


    Doktor Stockmann. 

Ja, men er det da ikke en statsborgers pligt 73at meddele sig til almenheden, når han har fanget en ny tanke!


    Byfogden. 

Å, almenheden behøver slet ingen nye tanker. Almenheden er bedst tjent med de gamle, gode, anerkendte tanker, den allerede har.


    Doktor Stockmann. 

Og det siger du sådan ligefrem!


    Byfogden. 

Ja, engang må jeg dog tale ligefrem med dig. Hidtil har jeg søgt at undgå det, da jeg ved, hvor irritabel du er; men nu må jeg sige dig sandheden, Tomas. Du gør dig ingen forestilling om, hvormeget du skader dig selv ved din fremfusenhed. Du beklager dig over autoriteterne, ja, over selve regeringen, – river ned på den sågar, – påstår, at du er bleven tilsidesat, forfulgt. Men kan du vente dig andet, – en så besværlig mand, som du er.


    Doktor Stockmann. 

Hvad nu, – er jeg besværlig også?


    Byfogden. 

Ja, Tomas, du er en meget besværlig mand at arbejde sammen med. Det har jeg fåt føle. Du sætter dig ud over alle hensyn; du synes rent at glemme, at det er mig, du kan takke for posten her som badelæge –


    74Doktor Stockmann. 

Den var jeg selvskreven til! Jeg og ingen anden! Jeg var den første, som så, at byen kunde bli’ et blomstrende badested; og jeg var den eneste, som så det dengang. Jeg stod alene og stred for tanken gennem mange år; og jeg skrev og skrev –


    Byfogden. 

Unægtelig. Men dengang var endnu ikke det rette tidspunkt forhånden; nå, det kunde jo du deroppe i din afkrog ikke bedømme. Men da så det betimelige øjeblik kom, da tog jeg – og de andre – sagen i vor hånd –


    Doktor Stockmann. 

Ja, og så forkludred I hele min herlige plan. Å jo, det viser sig rigtignok nu, hvilke kløgtige fyre I var!


    Byfogden. 

Efter min formening viser det sig kun, at du igen trænger til et afløb for din stridslyst. Du vil dine foresatte tillivs; – det er jo din gamle vane. Du kan ikke tåle nogen autoritet over dig; du ser skævt til enhver, der beklæder en overordnet embedsstilling; du betragter ham som en personlig fiende, – og straks er det ene angrebsvåben dig ligeså godt som det andet. Men nu har jeg gjort dig opmærksom på, hvilke interesser der står på spil for hele byen, – og 75følgelig for mig også. Og derfor siger jeg dig, Tomas, at jeg er ubønhørlig i den fordring, jeg nu agter at stille til dig.


    Doktor Stockmann. 

Hvad er det for en fordring?


    Byfogden. 

Da du har været åbenmundet nok til at omtale dette kildne anliggende for uvedkommende, omendskønt det burde ha’ været bevaret som en direktionshemmelighed, så kan sagen naturligvis ikke dysses ned. Allehånde rygter vil sprede sig vidt omkring, og de ildesindede iblandt os vil nære rygterne ved alskens tilsætninger. Det vil derfor være nødvendigt, at du offentlig imødegår deslige rygter.


    Doktor Stockmann. 

Jeg! Hvorledes? Jeg forstår dig ikke.


    Byfogden. 

Det tør forventes, at du ved fornyede undersøgelser kommer til det resultat, at sagen ikke på langt nær er så farlig eller betænkelig, som du i første øjeblik indbildte dig.


    Doktor Stockmann. 

Aha, – så det forventer du!


    Byfogden. 

Endvidere forventer man, at du nærer og 76offentlig udtaler den tillid til bestyrelsen, at den grundigt og samvittighedsfuldt vil foranstalte det fornødne for at afhjælpe mulige ulæmper.


    Doktor Stockmann. 

Ja men det vil I aldrig i verden kunne gøre, sålænge I farer med fusk og flikværk. Jeg siger dig det, Peter; og det er min fuldeste og rammeste overbevisning –!


    Byfogden. 

Som funktionær har du ikke lov til at nære nogen separat overbevisning.


    Doktor Stockmann  (studser).

Ikke lov til at –?


    Byfogden. 

Som funktionær, siger jeg. Som privatperson, – gudbevar’s, det er en anden sag. Men som underordnet tjenestemand ved badet har du ikke lov til at udtale nogen overbevisning, som står i strid med dine foresattes.


    Doktor Stockmann. 

Dette går for vidt! Jeg, som læge, som videnskabsmand, skulde ikke ha’ lov til –!


    Byfogden. 

Det anliggende, her handles om, er ikke noget rent videnskabeligt; det er et kombineret 77anliggende; det er både et teknisk og et økonomisk anliggende.


    Doktor Stockmann. 

Å lad det være for mig, hvad fanden det være vil! Jeg vil ha’ frihed til at udtale mig om alle mulige anliggender i hele verden!


    Byfogden. 

Vær så god. Men bare ikke om badets – Det forbyder vi dig.


    Doktor Stockmann  (skriger).

I forbyder –! I! Slige nogen –!


    Byfogden. 

Jeg forbyder dig det, – jeg, din øverste foresatte; og når jeg forbyder dig noget, så har du at lystre.


    Doktor Stockmann  (betvinger sig).

Peter, – var du såsandt ikke min bror –


    Petra  (river døren op).

Far, dette skal du ikke tåle!


    Fru Stockmann  (efter hende).

Petra, Petra!


    78Byfogden. 

Ah, man har ståt på lur.


    Fru Stockmann. 

Der er så lydt; vi kunde ikke undgå at –


    Petra. 

Jo, jeg stod og hørte efter.


    Byfogden. 

Nå, det er mig igrunden kært –


    Doktor Stockmann  (går nærmere).

Du talte til mig om at forbyde og at lystre –?


    Byfogden. 

Du har nødsaget mig til at tale i den tone.


    Doktor Stockmann. 

Og så skal jeg i en offentlig erklæring slå mig selv på munden?


    Byfogden. 

Vi eragter det uomgængelig nødvendigt, at du offentliggør en erklæring, således, som jeg har forlangt den.


    Doktor Stockmann. 

Og hvis jeg nu ikke – lystrer?


    79Byfogden. 

Så udsteder vi selv en erklæring til beroligelse for publikum.


    Doktor Stockmann. 

Godt og vel; men så skriver jeg imod jer. Jeg holder på mit; jeg skal bevise, at jeg har ret og at I har uret. Og hvad vil I så gøre?


    Byfogden. 

Da vil jeg ikke kunne forhindre, at du får din afsked.


    Doktor Stockmann. 

Hvad –!


    Petra. 

Far, – afsked!


    Fru Stockmann. 

Afsked!


    Byfogden. 

Afsked som badelæge. Jeg vil se mig foranlediget til at andrage om øjeblikkelig opsigelse, fjerne dig fra enhver befatning med badets anliggender.


    Doktor Stockmann. 

Og det skulde I vove!


    Byfogden. 

Det er dig selv, som her spiller det vovelige spil.


    80Petra. 

Onkel, dette er en oprørende fremfærd imod en mand som far!


    Fru Stockmann. 

Vil du bare tie stille, Petra!


    Byfogden  (ser på Petra).

Aha, man indlader sig allerede på opinionsytringer. Ja naturligvis. (til fruen.) Svigerinde, De er formentlig den besindigste her i huset. Anvend den indflydelse, De måtte ha’ over Deres mand; få ham til at indse, hvad dette vil drage efter sig både for hans familje –


    Doktor Stockmann. 

Min familje kommer ingen anden ved end mig selv!


    Byfogden. 

– både for hans familje, siger jeg, og for den by, han lever i.


    Doktor Stockmann. 

Det er mig, som vil byens sande vel! Jeg vil afsløre de mangler, som sent eller tidligt må komme for dagens lys. Å, det skal nok vise sig, at jeg elsker min fødeby.


    Byfogden. 

Du, som i forblindet trods går hen og afskærer byens vigtigste næringskilde.


    81Doktor Stockmann. 

Den kilde er forgiftet, menneske! Er du gal! Vi lever her af at høkre med uhumskhed og råddenskab! Hele vort opblomstrende samfundsliv suger sin næring af en løgn!


    Byfogden. 

Indbildninger – eller noget endnu værre. Den mand, der udslynger så nærgående insinuationer imod sit eget hjemsted, han må være samfundets fiende.


    Doktor Stockmann  (imod ham).

Og det vover du –!


    Fru Stockmann  (kaster sig imellem).

Tomas!


    Petra  (griber sin far om armen).

Bare rolig, far!


    Byfogden. 

Jeg vil ikke udsætte mig for voldsomheder. Du er nu advaret. Betænk så, hvad du skylder dig og dine. Farvel.

(han går.)

    Doktor Stockmann  (går op og ned).

Og en sådan behandling må jeg tåle! I mit eget hus, Katrine! Hvad siger du til det!


    82Fru Stockmann. 

Ja visst er det både skam og spot, Tomas –


    Petra. 

Kunde jeg såsandt komme onkel tillivs –!


    Doktor Stockmann. 

Det er min egen skyld; jeg skulde ha’ rejst børster imod dem for længe siden, – vist tænder, – bidt fra mig! – Og så kalde mig for en samfundsfiende! Mig! Det lar jeg, min sæl og salighed, ikke sidde på mig!


    Fru Stockmann. 

Men, snille Tomas, din bror har nu engang magten –


    Doktor Stockmann. 

Ja, men jeg har retten, du!


    Fru Stockmann. 

Ak ja, retten, retten; hvad hjælper det, at du har retten, når du ikke har nogen magt?


    Petra. 

Nej men mor da, – hvor kan du snakke slig?


    Doktor Stockmann. 

Så det skulde ikke hjælpe noget i et frit samfund at ha’ retten på sin side? Du er løjerlig, Katrine. Og desuden, – har jeg da ikke den frisindede uafhængige presse foran mig, – og 83den kompakte majoritet bag mig? Det er vel magt god nok, det, skulde jeg mene!


    Fru Stockmann. 

Men herregud, Tomas, du tænker da vel aldrig på –?


    Doktor Stockmann. 

Hvad for noget tænker jeg ikke på?


    Fru Stockmann. 

– at sætte dig op imod din bror, mener jeg.


    Doktor Stockmann. 

Hvad fanden vilde du, jeg ellers skulde gøre, når jeg ikke skulde holde på det, som ret og sandt er?


    Petra. 

Ja, det spør’ jeg rigtignok også om?


    Fru Stockmann. 

Men det nytter dig jo ingen verdens ting; når de ikke vil, så vil de ikke.


    Doktor Stockmann. 

Hoho, Katrine, giv du bare tid, så skal du se, jeg driver nok min krig igennem.


    Fru Stockmann. 

Ja, du driver kanske igennem, at du får din afsked, – det gør du.


    84Doktor Stockmann. 

Så har jeg ialfald gjort min pligt imod almenheden, – imod samfundet. Jeg, som kaldes for en samfundsfiende!


    Fru Stockmann. 

Men imod din familje, Tomas? Imod os herhjemme? Synes du, det er at gøre din pligt imod dem, du skal forsørge?


    Petra. 

Å tænk da ikke altid først og fremst på os, mor.


    Fru Stockmann. 

Ja, du har let for at snakke; du kan i nødsfald stå på egne ben. – Men husk på gutterne, Tomas; og tænk lidt på dig selv også, og på mig –


    Doktor Stockmann. 

Men jeg tror du er rent gal, Katrine! Hvis jeg så jammerlig fejgt faldt tilfode for denne Peter og for hans fordømte slæng, – vilde jeg da nogensinde få en lykkelig stund mere i mit liv?


    Fru Stockmann. 

Ja det ved jeg ikke; men vorherre bevare os for den lykke, vi vil få, allesammen, hvis du blir ved at trodse. Så står du der igen uden levebrød, uden faste indtægter. Jeg synes, vi 85har fåt nok af det i gamle dage; husk på det, Tomas; tænk på, hvad det har på sig.


    Doktor Stockmann  (vrider sig kæmpende og knytter hænderne).

Og sligt noget kan disse kontortrælle føre ned over en fri ærlig mand! Er det ikke forfærdeligt, Katrine?


    Fru Stockmann. 

Jo, det er syndigt handlet imod dig, det er visst og sandt. Men, herregud, der er så meget uretfærdigt, en får bøje sig under her i verden. – Der er gutterne, Tomas! Se på dem! Hvad skal der bli’ af dem? Å nej, nej, du kan da aldrig nænne –

(Ejlifog Morten, med skolebøger, er imidlertid kommet ind.)

    Doktor Stockmann. 

Gutterne –! (står med engang fast og fattet.) Ikke, om så hele verden faldt ned, bøjer jeg nakken under åget.

(han går imod sit værelse.)

    Fru Stockmann  (efter ham).

Tomas, – hvad vil du gøre!


    Doktor Stockmann  (ved døren).

Jeg vil ha’ ret til at se mine gutter i øjnene, når de engang blir voksne fri mænd.

(han går ind.)

    86Fru Stockmann  (brister i gråd).

A gud hjælpe og trøste os allesammen!


    Petra. 

Far er bra’, han! Han gir sig ikke.

(Gutterne spør’ forundret, hvad det er for noget; Petra gir dem tegn til at tie.)

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En folkefiende

Det er dette skuespillet det berømte sitatet «den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene» er hentet fra. Stykkets hovedperson, legen Tomas Stockmann, oppdager at kurbadet i byen har forurenset vann. Når det etter hvert blir klart at forurensingen vil få store økonomiske konsekvenser for mange i byen, vender alle seg mot ham. Doktor Stockmann mister jobben og familien hans blir mobbet og utstøtt. Han velger likevel å stå på sitt.

En folkefiende ble første gang utgitt i 1882. Stykket fikk en blandet mottakelse blant kritikerne, men oppnådde suksess på teatrene i inn- og utland.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.