Katrine, her fandt jeg en til.

Å, du finder visst en hel del endnu.

De stenene skal jeg gemme som en helligdom. Ejlif og Morten skal få se på dem hver dag, og når de er ble’t voksne, skal de få dem i arv efter mig. (rager under en boghylde.) Har ikke – hvad 177fanden heder hun nu, – hun, tøsen, – har hun ikke været efter glasmesteren endnu?

Jo, men han svarte, han vidste ikke, om han kunde komme idag.

Du skal gerne se, han tør ikke.

Nej, Randine trode også, han tør ikke for naboerne. (taler ind i dagligstuen.) Hvad er det du vil, Randine? Nå så. (går ind og kommer straks tilbage.) Her er et brev til dig, Tomas.

Lad mig se. (åbner det og læser.) Ja så.

Hvem er det fra?

Fra husværten. Han siger os op.

Er det virkelig sandt? Han, som er så skikkelig en mand –

Han tør ikke andet, siger han. Han gør det så nødig; men han tør ikke andet – for sine medborgeres skyld – af hensyn til den offentlige mening – er afhængig – tør ikke støde visse formående mænd for hodet –

Der kan du bare se, Tomas.

Ja, ja, jeg ser det nok; de er fejge, allesammen, her i byen; intet menneske tør noget af hensyn til alle de andre mennesker. (slænger brevet på bordet.) Men det kan jo være os det samme, Katrine. Nu rejser vi til den nye verden, og så –

Ja men, Tomas, er det rigtig vel betænkt, dette med at rejse?

Skulde jeg kanske bli’ her, hvor de har sat mig i gabestokken som en folkefiende, brændemærket mig, slåt mine vinduer istykker! Og vil du se her, Katrine; de har revet en flænge i mine sorte buxer også.

Å nej da; og det er de bedste du har!

En skulde aldrig ha’ sine bedste buxer på, når en er ude og strider for frihed og sandhed. Ja, jeg bryr mig ikke så stort om buxerne, skønner du; for de kan du altid snurpe sammen for mig. Men det er det, at mobben og massen vover at gå mig ind på livet, som om de var mine ligemænd, – det er det, som jeg ikke kan fordøje for min død!

Ja, de har været svært grove imod dig her i byen, Tomas; men behøver vi da at rejse helt ud af landet for det?

Tror du kanske ikke plebejerne er ligeså næsevise i de andre byer som her? Å jo, du, det blir nok omtrent hip som hap. Nå, skidt; lad køterne glæfse; det er ikke det værste; det værste er, at alle mennesker er parti-trælle hele landet udover. Ikke for det, – det er kanske ikke ligere i det fri vesten heller; der grasserer jo også den kompakte majoritet og den liberale offentlige mening og alt det andet djævelskab. Men forholdene er storslagne der, ser du; de kan dræbe, men de sejgpiner ikke; de klyper ikke en fri sjæl med skruestikker ligesom herhjemme. Og i nødsfald så kan en jo holde sig undaf. (går henad gulvet.) Dersom jeg bare vidste, hvor der 180var en urskog eller en liden sydhavsø at få købt for en billig pris –

Ja men gutterne da, Tomas?

Hvor du er underlig, Katrine! Vilde du heller, at gutterne skulde vokse op i et sligt samfund som vort? Du så jo selv igåraftes, at halvparten af befolkningen er bindegal; og når den anden halvpart ikke har mistet forstanden, så er det, fordi de er fæhunde, som ikke har nogen forstand at miste.

Nej men, snille Tomas, du er da også så uforsigtig i din mund.

Nå! Er det kanske ikke sandt, hvad jeg siger? Vender de ikke op og ned på alle begreber? Rører de ikke ret og uret sammen i én vælling? Kalder de ikke alt det for løgn, som jeg véd er sandhed? Men det aller ravgaleste er, at her går voksne liberale mennesker omkring i hobetal og indbilder både sig selv og andre, at de er frisindede! Skulde du ha’ hørt sligt, Katrine!

Ja, ja, det er visst rent galt, men –

Er du alt kommen fra skolen nu?

Ja; jeg er ble’t opsagt.

Opsagt!

Du også!

Fru Busk sa’ mig op; og så syntes jeg, det var bedst, jeg gik straks.

Det gjorde du, min sæl, ret i!

Hvem skulde da tænkt, at fru Busk var et så slet menneske!

Å, mor, fru Busk er såmænd ikke slet; jeg så tydeligt, hvor ondt det gjorde hende. Men hun turde ikke andet, sa’ hun; og så blev jeg opsagt.

Hun turde ikke andet, hun, heller! Å, det er dejligt.

Å nej, efter de fæle spektakler igåraftes, så –

Det var ikke det alene. Nu skal du bare høre, far!

Nå da?

Fru Busk viste mig ikke mindre end tre breve, som hun havde fåt imorges –

Uden navn vel?

Ja.

Ja, for de tør ikke vove navnet, Katrine!

Og i to af dem stod der, at en herre, som vanker her i huset, havde fortalt i klubben inat, at jeg havde sådanne overmåde frie meninger om forskellige ting –

Og det nægted du da vel ikke for?

Nej, det kan du jo vide. Fru Busk har selv så temmelig fri meninger, når vi er på tomandshånd; men da nu dette var kommet ud om mig, så turde hun ikke beholde mig.

Og tænk, – det er en, som vanker her i huset! Der ser du, hvad du har for din gæstfrihed, Tomas.

Sligt griseri vil vi ikke leve i længer. Pak ind så fort du kan, Katrine; lad os komme væk jo før jo heller.

Vær stille; jeg synes, der er nogen ude i gangen. Se efter, Petra.

Å, er det Dem, kaptejn Horster? Vær så god og kom ind.

Goddag. Jeg syntes, jeg måtte indom og høre hvorledes det står til.

Tak; det var rigtig snildt af Dem.

Og tak, fordi De hjalp os igennem, kaptejn Horster.

Men hvorledes slap De så hjem igen?

Å jo, det gik; jeg har jo så temmelige kræfter; og de folk er nu mest for at bruge munden.

Ja, er det ikke mærkeligt, De, med denne svinagtige fejgheden? Kom, her skal jeg vise Dem noget! Se, her ligger alle stenene, som de hev ind til os. Se bare på dem! Der er, min sæl, ikke mere end to ordentlige, digre kampestene i hele haugen; resten er ikke andet end puksten, – rent småpluk. Og endda så stod de derude og skråled og svor på, at de vilde slå mig fordærvet; men handling – handling – nej, det ser en ikke stort til her i byen!

Det var nu også det bedste for Dem dennegang, herr doktor.

Visst var det så. Men det er ærgerligt alligevel; for kommer det engang til et alvorligt, landsvigtigt håndgemæng, så skal De se, den 185offentlige mening vil være for at ta’ benene på nakken, og så sætter den kompakte majoritet tilskogs som en saueflok, kaptejn Horster. Det er det, som er så sørgeligt at tænke på; det gør mig så inderlig ondt –. Nej, men for fanden, – igrunden så er det jo bare dumheder, dette her. Har de sagt, at jeg er en folkefiende, så lad mig være en folkefiende da.

Det blir du såmænd aldrig, Tomas.

Det skal du sletikke bande på, Katrine. Et stygt ord kan virke som et knappenålsrisp i lungen. Og dette fordømte ord –; jeg kan ikke bli’ det kvit; det har sat sig fast her under hjertekulen; det ligger og graver og suger ligesom sure safter. Og det hjælper der ingen magnesia imod.

Pyt; du skal bare le af dem, far.

Folk kommer nok engang på andre tanker, herr doktor.

Ja, Tomas, det kan du være så sikker på, som du står her.

Ja, kanske når det er forsent. Men så kan de ha’ det så godt! Så kan de gå her i sit griseri og angre på, at de har drevet en patriot i landflygtighed. Når sejler De, kaptejn Horster.

Hm, – det var egentlig det, jeg kom for at tale med Dem om –

Nå, er der kommet noget ivejen med skibet?

Nej; men det blir nok så, at jeg ikke går med.

De er da vel ikke ble’t opsagt?

Jo, jeg er rigtignok det.

De også.

Der ser du bare, Tomas.

Og det for sandhedens skyld! Å, dersom jeg havde kunnet tænkt mig noget sligt –

Det skal De ikke ta’ Dem videre nær af; jeg finder nok en post hos et eller andet udenbys rederi.

Og det er denne grosserer Vik, – en formuende mand, uberoende af alle og enhver –! Tvi, for fanden!

Han er ellers ganske retsindig; og han sa’ selv, han vilde gerne ha’ beholdt mig, hvis han bare turde –

Men han turde ikke? Nej, det forstår sig!

Det er ikke så grejt, sa’ han, når en hører til et parti –

Det var et sandt ord af den hædersmand! Et parti, det er ligesom en kødkværn, det; det maler alle hoderne sammen til en grød; og derfor så blir de også grødhoder og kødhoder, alle ihob!

Nej, men Tomas da!

Havde De bare ikke fulgt os hjem, så kanske ikke det var kommet så vidt.

Jeg angrer ikke på det.

Tak for det!

Og så var det det, jeg vilde sige, at når De endelig vil rejse, så har jeg tænkt på et andet råd –

Det var bra’; bare vi kan komme fort afsted –

Hys; banked det ikke?

Det er visst onkel.

Aha! (råber.) Kom ind!

Snille Tomas, lov mig nu endelig –

Å, du er optaget. Ja, så vil jeg heller –

Nej, nej; kom du bare.

Men jeg ønsked at tale med dig under fire øjne.

Vi skal gå ind i dagligstuen sålænge.

Og jeg vil komme igen siden.

Nej, gå De ind med, kaptejn Horster; jeg må få vide nærmere besked –

Ja, ja, så venter jeg da.

Du finder kanske, her er vel luftigt idag? Sæt huen på.

Tak, hvis jeg måtte det. (gør så.) Jeg tror, jeg har forkølet mig igår; jeg stod og frøs –

Så? Da syntes jeg s’gu det var varmt nok.

Jeg beklager, at det ikke stod i min magt at forhindre disse natlige excesser.

Har du ellers noget særdeles at sige mig?

Jeg har dette aktstykke til dig fra badedirektionen.

Er jeg opsagt?

Ja, fra dags dato. (lægger brevet på bordet.) Det gør os ondt; men – rent ud sagt – vi turde ikke andet for den almene opinions skyld.

Turde ikke? Det ord har jeg hørt før idag.

Jeg be’r, du vil gøre dig din stilling klar. 191Du må ikke for fremtiden regne på nogensomhelst praxis her i byen.

Fanden ivold med praxisen! Men hvoraf ved du det så visst?

Husejerforeningen har sat igang en liste, som bæres fra hus til hus. Alle velsindede borgere opfordres til ikke at benytte dig; og jeg tør indestå for, at ikke en eneste husfader vover at nægte sin underskrift; man tør det ikke, simpelt hen.

Nej, nej; det tviler jeg ikke på. Men hvad så?

Hvis jeg måtte gi’ dig et råd, så skulde det være det, at du fraflytted stedet for nogen tid –

Ja, jeg tænker netop så småt på at fraflytte stedet.

Vel. Og når du så havde fåt sådan et halvt års tid til at betænke dig i, og du da efter moden overvejelse kunde bekvemme dig til i et par beklagende ord at erkende din vildfarelse –

Så kunde jeg kanske få min post igen, mener du?

Kanske; sletikke ganske umuligt.

Ja, men den offentlige mening da? I tør jo ikke for den offentlige menings skyld.

Opinionen er en overmåde variabel ting. Og, oprigtig talt, det er os af særdeles vigtighed at få en sådan indrømmelse fra din hånd.

Ja, den slikker I jer nok om næsen efter! Men du husker da vel, for fanden, hvad jeg før har sagt dig om den slags rævekunster!

Dengang var din position ganske anderledes favorabel; dengang turde du supponere, at du havde hele byen i ryggen –

Ja, og nu får jeg føle, at jeg har hele byen på nakken –. (bruser op.) Men ikke, om jeg så havde selve fanden og hans oldemor på nakken –! Aldrig, – aldrig, siger jeg!

En familjeforsørger tør ikke handle således, som du gør. Du tør det ikke, Tomas.

Tør jeg ikke! Der er bare en eneste ting i verden, som en fri mand ikke tør; og ved du, hvad det er?

Nej.

Naturligvis; men jeg skal fortælle dig det. En fri mand tør ikke svine sig til som en lurv; han tør ikke bære sig ad slig, at han måtte spytte sig selv i øjnene!

Dette her klinger jo overmåde plausibelt; og dersom der ikke forelå en anden forklaringsgrund for din halstarrighed –; men det gør der jo rigtignok –

Hvad mener du med det?

Det forstår du visst meget godt. Men som din bror og som en besindig mand råder jeg dig til, ikke at bygge altfor trygt på forhåbninger og udsigter, som kanske så såre let kunde slå fejl.

Men hvad i alverden skal det sigte til?

Vil du virkelig bilde mig ind, at du skulde være uvidende om de testamentariske dispositioner, som garvermester Kiil har truffet?

Jeg ved, at den smule, han ejer, skal gå til en stiftelse for gamle trængende håndværksfolk. Men hvad kommer det mig ved?

For det første er det nu ikke smuler, her er tale om. Garvermester Kiil er en temmelig formuende mand.

Det har jeg aldrig havt en anelse om –!

Hm, – virkelig ikke? Du har altså heller ikke en anelse om, at en ikke ubetydelig del af hans formue skal tilfalde dine børn, således at du og din hustru skal nyde renterne for livstid. Har han ikke sagt dig det?

Nej så min sæl om han har! Tvert imod; han har støt og stadig gåt og raset over, at han 195var så urimelig højt skatlagt. Men ved du da også dette her så ganske visst, Peter?

Jeg har det fra en aldeles pålidelig kilde.

Nej, herregud, så blir jo Katrine sikret, – og børnene også! Det må jeg da rigtignok fortælle – (råber.) Katrine, Katrine!

Hys, sig ikke et ord endnu!

Hvad er der påfærde?

Ingen ting, du; gå bare ind igen.

Sikret! Nej, tænk, – de er sikret allesammen! Og det for livstid! Det er dog en velsignet følelse at vide sig sikret!

Ja, men det er netop det, du ikke er. 196Garvermester Kiil kan annullere testamentet hvad dag og time han vil.

Men det gør han ikke, min gode Peter. Grævlingen er altfor kisteglad over, at jeg tar fat på dig og dine velvise venner.

Aha, dette kaster lys over adskilligt.

Hvilket adskilligt?

Det hele har altså været en kombineret manøvre. Disse voldsomme, hensynsløse attentater, som du – i sandhedens navn – har rettet mod stedets ledende mænd –

Hvad de; hvad de?

De var altså ikke andet, end et aftalt vederlag for denne gamle hævnsyge Morten Kiils testamente.

Peter, – du er da den fæleste plebejer, jeg har kendt alle mine levedage.

Mellem os er det forbi. Din afsked er uigenkaldelig; – for nu har vi våben imod dig.

Tvi, tvi, tvi! (råber.) Katrine! Gulvet skal skylles efter ham! Lad hende komme ind med en balje, hun – hun – hvad fanden –, hun, som altid er sodet om næsen –

Hys, hys da, Tomas!

Far, bedstefar er her og spør, om han kan få tale med dig alene.

Ja, visst kan han så. (ved døren.) Kom De, svigerfar.

Nå, hvad er det så? Sæt Dem ned.

Ikke sidde. (ser sig om.) Her ser pent ud hos Dem idag, Stockmann.

Ja, synes De ikke det?

Rigtig pent ser her ud; og frisk luft er her også; idag har De da nok af det sure stoffet, som De snakked om igår. De må ha’ en svært fin samvittighed idag, kan jeg tænke.

Ja, det har jeg.

Kan tænke mig det. (banker sig på brystet.) Men ved De, hvad det er for noget, jeg har her?

Det er vel også en fin samvittighed, håber jeg.

Pyt! Nej, det er noget, som er bedre end som så.

Aktier i badeanstalten?

De var ikke vanskelige at få idag.

Og De har været ude og købt –?

Så mange, jeg havde penge til.

Men, kære svigerfar, – så fortvilet, som det står til med badet nu –!

Hvis De bær’ Dem ad som et fornuftigt menneske, så får De nok badet på fode igen.

Ja, De ser jo selv, jeg gør alt, hvad jeg kan; men –. Folk er jo gale her i byen!

De sa’ igår, at det værste griseriet kom fra mit garveri. Men hvis om det var sandt, så måtte jo min bedstefar, og min far før mig, og jeg selv i mangfoldige år ha’ gåt og griset byen til, ligesom tre morderengler. Tror De, jeg lar den skam sidde på mig?

Desværre, det blir De s’gu’ nok nødt til.

Nej tak. Jeg holder på mit gode navn og rygte. Folk kalder mig for «grævlingen», har jeg hørt sige. En grævling, det er jo en slags gris, det; men det skal de aldrig i verden få ret i. Jeg vil leve og dø som et rensligt menneske.

Og hvorledes vil De bære Dem ad med det?

De skal gøre mig ren, Stockmann.

Jeg!

Ved De, hvad det er for penge, jeg har købt disse her aktierne for? Nej, det kan De ikke vide; men nu skal jeg sige Dem det. Det er de penge, som Katrine og Petra og smågutterne skal ha’ efter mig. Ja, for jeg har nu lagt mig lidt tilbedste alligevel, ser De.

Og så går De hen og tar Katrines penge til sligt!

Ja, de pengene står nu i badet allesammen. Og nu vil jeg rigtig se, om De er så binde – pine – gal alligevel, Stockmann. Lar De endnu komme dyr og sligt stygt noget fra mit garveri, så er det akkurat det samme, som at skære brede remmer af Katrines hud, og af Petras også, og af smågutternes; men det gør ingen skikkelig husfar, – hvis han ikke er en gal mand da.

Ja, men jeg er en gal mand; jeg er en gal mand!

Så rent ravruskende gal er De vel ikke, når det gælder kone og børn.

Hvorfor kunde De ikke talt med mig, før De gik hen og købte alt det kram!

Det, som er gjort, det har bedst klem, det.

Dersom jeg endda ikke var så viss i min sag –! Men jeg er så inderlig overtydet om, at jeg har ret.

Holder De på med den galskaben, så er de ikke stort værd, disse her.

Men, for fanden, videnskaben måtte da vel også kunne finde på forebyggelsesmidler, synes jeg; et eller andet præservativ –

Mener De noget til at dræbe dyrene med?

Ja, eller til at gøre dem uskadelige.

Kunde De ikke probere med noget rottekrudt?

Å, snak, snak! – Men alle folk siger jo, at det bare er en indbildning. Kan det så ikke være en indbildning da! Lad dem ha’ det så godt! Har ikke de uvidende tranghjertede køtere skældt mig ud for en folkefiende; – og så var de færdig at rive klæ’rne af kroppen på mig også!

Og så alle ruderne, som de har slåt istykker for Dem da!

Ja, og så dette her med pligter imod familjen! Det må jeg snakke med Katrine om; hun er så nøje inde i de sager.

Det er bra’; lyd De bare en fornuftig kones råd.

At De også kunde bære Dem så bagvendt ad! Sætte Katrines penge på spil; sætte mig i denne græsselige pinefulde vånde! Når jeg ser på Dem, så er det, som jeg så fanden selv –!

Så er det bedst jeg går da. Men inden klokken to vil jeg ha’ besked fra Dem. Ja eller nej. Blir det nej, så går aktierne til stiftelsen, – og det den dag idag.

Og hvad får så Katrine?

Ikke en snus.

Nej se de to dér?

Hvad for noget! Vover De endnu at komme her ind til mig!

Ja såmænd gør vi så.

Vi har noget at snakke med Dem om, ser De.

Ja eller nej – inden klokken to.

Aha!

Nå, hvad er det så De vil mig? Gør det kort.

Jeg kan godt begribe, at De har imod os for vor holdning under mødet igår –

Og det kalder De holdning? Jo, det var en dejlig holdning! Jeg kalder det holdningsløst, kærringagtigt –. Fy for fanden!

Kald det for hvad det så skal være; men vi kunde ikke andet.

De turde vel ikke andet? Er det ikke så?

Jo, om De så vil.

Men hvorfor lod De ikke et lidet ord falde i forvejen? Bare sligt et lidet vink til herr Hovstad eller mig.

Et vink? Om hvad?

Om det, som stak bagved.

Jeg forstår Dem aldeles ikke.

Å jo så gu’ gør De så, doktor Stockmann.

Det er da ikke noget at lægge dølgsmål på længer nu.

Ja, men i pokkers skind og ben –!

Må jeg spørge, – går ikke Deres svigerfar omkring i byen og køber op alle badeaktierne?

Jo, han har været ude og købt badeaktier idag; men –?

Det havde været klogere, om De havde fåt en anden til at gøre det, – en, som ikke stod Dem fuldt så nær.

Og så skulde De ikke ha’ trådt op under navn. Der behøvte jo ingen at vide, at angrebet på badeanstalten kom fra Dem. De skulde ha’ ta’t mig med på råd, doktor Stockmann.

Kan sligt være tænkeligt? Kan sligt noget gøres?

Det viser sig jo, at det kan gøres. Men det bør helst gøres fint, skønner De.

Og så bør der helst være flere med om det; for det er jo altid så, at ansvaret mindsker for den enkelte, når han har andre med sig.

Kort og godt, mine herrer, – hvad er det, De vil?

Det kan herr Hovstad bedst –

Nej, sig De det, Aslaksen.

Nå ja, det er det, at nu, da vi ved, hvorledes det hele hænger sammen, så tror vi nok, at vi tør stille «Folkebudet» til Deres rådighed.

Nu tør De det? Men den offentlige mening da? Frygter De ikke for, at der vil rejse sig en storm imod os?

Vi får se at ride stormen af.

Og så får doktoren se at være kvik i vendingen. Så fort Deres angreb har gjort sin nytte –

Så fort min svigerfar og jeg har fåt aktierne ihænde for en billig pris, mener De –?

Det er vel nærmest videnskabelige hensyn, som driver Dem til at bli’ den styrende ved badet.

Forstår sig; det var af videnskabelige hensyn, at jeg fik han gamle grævlingen til at gå med på dette her. Og så flikker vi lidt på vandledningen og roder lidt op i stranden uden at det koster bykassen en halv krone. Tror De ikke, det går? Hvad?

Jeg tænker det, – når De har «Folkebudet» med Dem.

I et frit samfund er pressen en magt, herr doktor.

Ja vel; og det er jo den offentlige mening også; og De, herr Aslaksen, De tar da vel husejerforeningen på Deres samvittighed?

Både husejerforeningen og mådeholdsvennerne. Vær tryg for det.

Men, mine herrer –; ja, jeg skammer mig ved at spørge om det; men, – hvad vederlag –?

Helst vilde vi jo hjælpe Dem for rent ingenting, kan De skønne. Men «Folkebudet» står på svage fødder; det vil ikke rigtig gå; og at standse bladet nu, da her er så mangt at virke for i den store politik, det vilde jeg så inderlig nødig.

Forstår sig; det måtte jo falde svært hårdt for en folkeven som De. (bruser ud.) Men jeg er en folkefiende, jeg! (farer om i værelset.) Hvor har jeg kæppen henne? Hvor fanden har jeg kæppen?

Hvad skal det sige?

De vil da vel aldrig –?

Og hvis jeg nu ikke gav Dem en eneste øre af alle mine aktier? Mynten sidder ikke løs hos os rige folk, må De huske på.

Og De må huske på, at den sag med aktierne kan fremstilles på to måder.

Ja, det er De nok mand for; hvis jeg ikke 210kommer «Folkebudet» til hjælp, så får De visst et fælt syn på den sagen; De gør vel jagt på mig, kan jeg tænke, – sætter efter mig, – prøver på at kværke mig, som hunden kværker haren!

Det er efter naturens lov; ethvert dyr vil livnære sig.

En får ta’ føden, hvor en kan finde den, skønner De.

Så se I kan finde jer noget ude i rendestenen; (farer om i værelset.) for nu skal det, pine død, vise sig, hvem der er det stærkeste dyr af os tre. (finder paraplyen og svinger den.) Hej, se her –!

De vil da ikke forgribe Dem på os!

Tag Dem ivare med den paraplyen!

Ud af vinduet med Dem, herr Hovstad!

Er De rent forrykt!

Ud af vinduet, herr Aslaksen! Spring, siger jeg! Ligeså godt først som sidst.

Mådehold, herr doktor; jeg er en svagelig mand; jeg tåler så lidet – (skriger). Hjælp, hjælp!

Men gud bevare mig, Tomas, hvad er her på færde!

Hop ud, siger jeg! Ned i rendestenen!

Overfald på sagesløs mand! Jeg skyder Dem til vidne, kaptejn Horster.

Den, som bare kendte de lokale forholde –

Men så styr dig da, Tomas!

Ja så min sæl slap de fra det alligevel.

Men hvad var det da, de vilde dig?

Det skal du få vide siden; nu har jeg andre ting at tænke på. (går til bordet og skriver på et visitkort.) Se her, Katrine; hvad står her?

Tre store Nej; hvad er det?

Det skal du også få vide siden. (rækker kortet.) Der, Petra; lad den sodede løbe op til grævlingen med det, så fort hun kan. Skynd dig!

Ja, har ikke jeg idag havt besøg af alle fandens sendebud, så ved jeg ikke. Men nu skal jeg også spidse min pen imod dem, så den blir som en syl; jeg skal dyppe den i ædder og galde; jeg skal kyle mit blækhorn lige i skallen på dem!

Ja men vi rejser jo, Tomas.

Nå?

Besørget.

Godt. – Rejser, siger du? Nej så pine død om vi gør; vi blir, hvor vi er, Katrine!

Blir vi!

Her i byen?

Ja netop her; her er valpladsen; her skal slaget stå; her vil jeg sejre! Når jeg nu bare har fåt mine buxer sy’d sammen, så går jeg ud i byen og søger efter hus; vi må jo ha’ tag over hodet til vinteren.

Det skal De få hos mig.

Kan jeg det?

Ja, det kan De så godt; jeg har rum nok, og jeg er jo næsten aldrig hjemme.

Å hvor det er snildt af Dem, Horster.

Tak!

Tak, tak! Så er altså den sorg slukt. Og så tar jeg fat for alvor endnu i denne dag. Å, her blir en uendelighed at rode op i, Katrine! Men det er bra’, at jeg nu får tiden så ganske til min rådighed; ja, for se her; jeg er opsagt fra badet, skal du vide –

Ak ja, det vented jeg jo.

– og så vil de ta’ min praxis fra mig også. Men lad dem det! Fattigfolk beholder jeg ialfald, – de, som ingenting betaler; og herregud, det er jo dem, som mest trænger til mig også. Men høre på mig skal de, pine død, få lov til; jeg skal præke for dem både i tide og i utide, som der står skrevet etsteds.

Men, snille Tomas, jeg synes, du har set, hvad det nytter at præke.

Du er virkelig løjerlig, Katrine. Skulde jeg kanske la’ mig slå af marken af den offentlige mening og den kompakte majoritet og sligt noget djævelskab? Nej tak, du! Og det, jeg vil, det er jo så simpelt og grejt og ligetil. Jeg vil bare få banket ind i hodet på køterne, at de liberale er de fri mænds lumskeste fiender, – at parti-programmerne vri’er halsen om på alle unge levedygtige sandheder, – at hensigtsmæssigheds-hensynene vender op og ned på moral og retfærdighed, så at det blir rent grueligt at leve her tilslut. Ja, synes ikke De, kaptejn Horster, at jeg måtte kunne få folk til at begribe det?

Kan gerne være; jeg skønner mig ikke rigtig på sligt.

Jo, ser De, – nu skal De høre! Det er parti-høvdingerne, som må udryddes. For en partihøvding er ligesom en ulv, ser De, – han er ligesom en forslugen gråbén; – han behøver så og så mange stykker småfæ om året, hvis han skal bestå. Se nu bare Hovstad og Aslaksen! Hvor mange småfæ gør ikke de ende på; eller de skamferer dem og river dem fordærvet, så de aldrig blir til andet end husejere og abonnenter på «Folkebudet»! (sætter sig halvt op på bordet.) Nej, kom her, du Katrine, – se, hvor 216vakkert solen falder ind idag. Og så den velsignede friske vårluft, som jeg har fåt ind til mig.

Ja, når vi bare kunde leve af solskin og vårluft, Tomas.

Nå, du må spinke og spare ved siden af, – så går det nok. Det er min mindste bekymring. Nej, det, som værre er, det er det, at jeg ikke ved nogen så fri og fornem mand, at han tør ta’ min gerning op efter mig.

Å, tænk ikke på det, far; du har tiden for dig. – Nej se, der er alt gutterne.

Har I fåt lov idag?

Nej; men vi slo’s med de andre i frikvarteret –

Det er ikke sandt; det var de andre, som slo’s med os.

Ja, og så sa’ herr Rørlund, at det var bedst vi blev hjemme i nogen dage.

Nu har jeg det! Nu har jeg det, min sæl! I skal aldrig sætte jer fod i skolen mere!

Ikke i skolen!

Nej men, Tomas –

Aldrig, siger jeg! Jeg vil selv lære jer op; – ja, det vil sige, I skal ikke lære nogen guds skabte ting –

Hurra!

– men jeg vil få jer til at bli’ fri, fornemme mænd. – Hør, det må du hjælpe mig med, Petra.

Ja, far, det kan du lide på.

Og skolen, den skal holdes i salen, hvor de skældte mig ud for en folkefiende. Men vi må være flere; jeg må ha’ mindst tolv gutter til at begynde med.

Dem får du såmænd ikke her i byen.

Det skal vi få se. (til gutterne.) Kender I ikke nogen gadelømler, – nogen rigtige lurver –?

Jo, far, dem kender jeg mange af!

Så er det bra’; få fat på nogen stykker til mig. Jeg vil experimentere med køterne for én gangs skyld; der kan sidde mærkværdige hoder på dem iblandt.

Men hvad skal vi gøre, når vi er ble’t fri og fornemme mænder da?

Da skal Jfeil for I jage alle gråbenene over til det fjerne vesten, gutter!

Ak, bare det ikke blir disse her gråbenene, som jager dig, Tomas.

Er du rent gal, Katrine! Jage mig! Nu, da jeg er byens stærkeste mand!

Den stærkeste – nu?

Ja, jeg tør sige så stort et ord, at nu er jeg en af de stærkeste mænd i hele verden.

Å nej da!

Hys; I skal ikke tale om det endnu; men jeg har gjort en stor opdagelse.

Nu igen?

Ja visst, ja visst! (samler dem om sig og siger fortrolig.) Sagen er den, ser I, at den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene.

Å du Tomas –!

Far!