Sehen Sie, meine Herrschaften, – dort borte liegt eine andere højde. Das willen wir også besteigen und so herunter –

Men, kære, hvorfor skulde vi da løbe fra Lyngstrand?

Fordi jeg kan ikke udstå at gå så langsomt i bakkerne. Se, – se, hvor han kryber opover.

Å, du ved jo, hvor dårlig han er.

Tror du, det er svært farligt?

Ja, det tror jeg rigtignok.

Han var jo hos far i eftermiddag. Jeg gad vide, hvad far mener om ham.

Far sa’ til mig, at det er forhærdelse i lungen, – eller sligt noget. Han blir ikke gammel, sa’ far.

Nej, sa’ han det! Tænk, – det er akkurat det samme, som jeg har tro’d.

Men du må for guds skyld ikke la’ dig mærke med noget.

Å kan du da falde på sligt. (halv sagte.) Se så, 56– nu har Hans fåt kravlet sig op. Hans –. Synes du ikke en kan se udenpå ham, at han heder Hans?

Vær nu bare skikkelig! Det rå’r jeg dig til.

Jeg må be’ frøkenerne undskylde, at jeg ikke kunde gå så fort som De.

Har De fåt Dem en parasol også nu?

Det er Deres mors. Hun sa’, jeg skulde bruge den til stok. For jeg havde ingen med.

Er de der nede endnu? Far og de andre?

Ja. Deres far gik lidt ind i beværtningen. Og de andre sidder udenfor og hører på musiken. Men siden så vilde de komme herop, sa’ Deres mor.

De er nok svært træt nu.

Ja, jeg synes næsten, jeg er ligesom noget træt af mig. Jeg tror så sandelig, jeg får sætte mig en liden smule.

Véd De det, at siden skal der være dans nede på musikpladsen?

Ja, jeg hørte, der blev snakket om det.

De synes vel, det er morsomt, det, at danse?

Å, Hilde, – lad nu herr Lyngstrand få puste ud.

Ja, frøken, jeg vilde gerne danse – ifald jeg bare kunde.

Å så. Har De aldrig lært det?

Nej, det har jeg ikke heller. Men det var ikke det, jeg mente. Jeg mente, jeg kan ikke for brystet.

For dette her knækket, som De siger, De har?

Ja, derfor er det.

Er De svært bedrøvet, fordi De har det knækket?

Å nej, jeg kan ikke sige det heller. (smiler.) For deraf tror jeg det kommer, at alle mennesker er så snille og venlige og så godgørendes imod mig.

Ja, og så er det jo slet ikke farligt heller.

Nej, det er ikke det mindste farligt. Det forstod jeg så godt på Deres far også.

Og så går det jo over, straks De bare kommer ud at rejse.

Jaha. Da går det over.

Se her, herr Lyngstrand, – disse her skal De stikke i knaphullet.

Å, tusend tak, frøken! Det er da også altfor snilt af Dem.

Der kommer de nede på vejen.

Bare de véd, hvor de skal bøje af. Nej, nu går de galt.

Jeg vil løbe der ned til svingen og skrige til dem.

De må skrige svært højt da.

Nej, det er ikke værdt. De blir bare så træt igen.

Å nedover går det så glat.

Ja nedover, ja. (ser efter ham.) Nu hopper han også! Og så tænker han ikke på det, at han skal opover igen.

Stakkers menneske –.

Hvis Lyngstrand fri’de til dig, vilde du så ta’ ham?

Er du ble’t gal nu?

Å jeg mener naturligvis, dersom han ikke havde dette her knækket. Og dersom han ikke så snart skulde dø. Vilde du så ta’ ham?

Jeg synes, det var bedst du tog ham.

Nej såmæn om jeg vilde. Han ejer jo ikke et gran. Han har ikke engang det, han selv skal leve af.

Hvorfor gir du dig da altid så meget af med ham?

Å det gør jeg jo bare for det knækkets skyld.

Jeg har slet ikke mærket noget til, at du ynker ham for det.

Nej, det gør jeg ikke heller. Men jeg synes, det er så fristende.

Hvilket?

At se på ham og få ham til at fortælle, at det ikke er farligt. Og så at han skal få rejse udenlands, og at han skal bli’ kunstner. Alt det går han og tror på og er så sjæle-fornøjet for det. Og så blir det ikke til noget ligevel. Aldrig i verden. For han får ikke leve så længe. Det synes jeg er så spændende at tænke på.

Spændende!

Ja, jeg synes netop, det er spændende. Jeg tillader mig det.

Fy, Hilde, du er rigtig en styg unge!

Det vil jeg også være. På trods! (ser nedover.) Nå endelig! Arnholm liker nok ikke det at stige tilvejrs. (vender sig.) Nej, det er sandt, – véddu, hvad jeg så på Arnholm ved middagsbordet?

Nå?

Tænk, – håret begynder at falde af ham – her midt oppe i hodet.

Å snak! Det er visst ikke sandt.

Jo. Og så har han rynker her ved begge øjnene. Gud, Bolette, at du kunde være så forlibt i ham, dengang han læste med dig!

Ja, kan du skønne det? Jeg husker, jeg engang græd mine modige tårer, fordi han havde sagt, at han syntes Bolette var et stygt navn.

Ja, tænk det! (ser nedover igen.) Nej, vil du bare se der, du! Nu går «fruen fra havet» og prater med ham. Ikke med far. – Jeg undres på, om ikke de to har et godt øje til hinanden.

Du skulde rigtig skamme dig, skulde du. Hvor kan du stå og sige sligt noget om hende? Nu var det ble’t så godt imellem os –

Javisst, – bild dig bare det ind, min tøs! Å nej, du, det blir såmæn aldrig godt imellem os og hende. For hun passer slet ikke for os. Og ikke vi for hende heller. Gud véd, hvad far skulde trække hende ind i huset for! – Det skulde ikke undre mig, om hun gik hen og blev gal for os en vakker dag.

Gal! Hvor kan du falde på sligt?

Å, det var da ikke så underligt. Hendes mor blev jo også gal. Hun døde som gal, det védjeg.

Ja, gudvéd, hvad ikke du har din næse i. Men gå bare ikke og snak om det. Vær nu snil – for fars skyld. Hører du det, Hilde?

Der ude ligger det!

Ja, rigtig. I den retning må det være.

Der ude ligger havet.

Synes De ikke, det er smukt heroppe?

Her er storartet, synes jeg. Pragtfuld udsigt.

Ja, De har sagtens aldrig været her oppe før?

Nej, aldrig. I min tid tror jeg knapt her var fremkommeligt. Ikke en fodsti engang.

Og ingen anlæg heller. Alt det har vi fåt i de sidste år.

Der borte på «Lodskollen» er det endnu mere storartet at se udover.

Skal vi kanské gå der bort, Ellida?

Tak. Ikke jeg. Men gå kun I andre. Så blir jeg siddende her imens.

Ja, da blir jeg hos dig. Småpigerne kan jo vise herr Arnholm omkring.

Har De lyst at gå med os, herr Arnholm?

Ja, meget gerne. Er der lagt vej did op også?

Å ja. Der er god bred vej.

Vejen er så bred, at der rundelig kan gå to mennesker arm i arm.

Ja mon tro det, lille frøken Hilde? (til Bolette.) Skal vi to prøve, om hun siger sandt?

Ja nok. Lad os det.

Skal vi også gå –?

Under arm –?

Nå, hvorfor ikke det? Gerne for mig.

Dette her er da rigtig løjerlig morsomt!

Løjerlig –?

Ja, for det ser jo akkurat ud, som om vi var forlovet.

De har visst aldrig promeneret med en dame under armen før, herr Lyngstrand.

Kære Ellida, nu har vi en stund for os selv –

Ja, kom og sæt dig her hos mig.

Her er frit og stille. Nu vil vi tale lidt sammen.

Om hvad?

Om dig. Og så om vort forhold, Ellida. Jeg ser nok, at det kan ikke bli’ sådan ved.

Hvad skulde komme i stedet, mener du?

Fuld fortrolighed, kære. Samliv mellem os, – som før.

Å, om det kunde! Men det er så rent umuligt!

Jeg tror, jeg forstår dig. Af visse yttringer, som du nu og da har ladt falde, tror jeg det.

Det gør du ikke! Sig ikke, at du forstår –!

Å jo. Du er en ærlig natur, Ellida. Du har et trofast sind –

Ja, det har jeg.

Hvert et forhold, som du skal kunne føle dig 68tryg og lykkelig i, må være et helt og fuldt forhold.

Nå, – og så!

Du er ikke skikket til at være en mands anden hustru.

Hvorledes kommer du på det nu?

Det har ofte skudt op i mig som en anelse. Idag stod det klart for mig. Børnenes mindefest –. Du så i mig et slags medskyldig –. Nu ja, – en mands erindringer kan jo ikke udslettes. Ikke mine i alle fald. Jeg har det ikke så.

Det véd jeg. Å, det véd jeg så godt.

Men du tar fejl alligevel. For dig står det næsten som om børnenes mor var levende endnu. Som om hun var usynlig tilstede iblandt os. Du tror, at mit sind er delt lige imellem dig og hende. Den tanke er det, som oprører dig. Du ser ligesom noget usædeligt i vort forhold. Derfor er det,69 at du ikke længer kan – eller ikke længer vil leve med mig som min hustru.

Har du sét alt dette, Wangel? Sét ind i alt dette?

Ja, idag har jeg endelig sét inderst ind i det. Helt til bunds.

Helt til bunds, siger du. Å tro bare ikke det.

Jeg véd meget godt, at der er mere end dette her, kære Ellida.

Véd du, at der er mere?

Ja. Der er det, at du ikke kan bære omgivelserne her. Fjeldene trykker og tynger på dit sind. Her er ikke lys nok for dig. Ikke vid himmel nok omkring dig. Ikke magt og fylde nok i luftstrømmen.

Det har du så fuldt ret i. Nat og dag, 70vinter og sommer er den over mig – denne dragende hjemvé efter havet.

Jeg véd det jo nok, kære Ellida. (lægger hånden på hendes hoved.) Og derfor så skal det stakkers syge barn få komme hjem til sit eget igen.

Hvorledes mener du det?

Ganske lige frem. Vi flytter.

Flytter!

Ja. Ud et steds ved åbne havet, – et steds, hvor du kan finde et rigtigt hjem efter dit sind.

Å, kære, tænk aldrig på det! Det er rent umuligt. Du kan ikke leve lykkelig noget steds i verden uden her.

Det får gå med det, som det kan. Og desuden, – tror du, jeg kan leve lykkelig her – uden dig?

Men jeg er her jo. Og jeg blir her. Du har mig jo.

Har jeg dig, Ellida?

Å tal ikke om dette andet. Her har du da alt det, som du lever og ånder for. Hele dit livs gerning ligger jo netop her.

Det får gå med det, som det kan, siger jeg. Vi flytter herfra. Flytter did ud et steds. Den sag står nu uryggelig fast, kære Ellida.

Å, men hvad tror du da vel, vi vilde vinde ved det?

Du vilde vinde sundhed og fred i sindet igen.

Knapt nok det. Men så du selv da! Tænk dog på dig selv også. Hvad vilde vel du vinde?

Jeg vilde vinde dig igen, du kære.

Men det kan du ikke! Nej, nej, du kan ikke det, Wangel! Det er jo netop det forfærdelige, – det fortvilende at tænke på.

Det får stå sin prøve. Går du her med slige tanker, så er der sandelig ingen anden redning for dig end – bort herfra. Og det jo før jo heller. Den sag står nu uryggelig fast, hører du.

Nej! Så får jeg da i himlens navn heller sige dig al ting lige ud. Slig, som det er.

Ja, ja, – gør bare det!

For ulykkelig skal du da ikke gøre dig for min skyld. Helst da det ikke kan hjælpe os til noget alligevel.

Jeg har nu dit ord på, at du vil sige mig al ting, – slig, som det er.

Jeg skal sige dig det så godt jeg kan. Og 73slig, som jeg synes, at jeg véd det. – Kom her og sid hos mig.

Nu vel, Ellida? Altså –?

Den dag, da du kom der ud og spurtemig, om jeg kunde og vilde tilhøre dig, – da talte du så åbent og så ærligt til mig om dit første ægteskab. Det havde været så lykkeligt, sa’ du.

Det var det også.

Ja, ja, det tror jeg nok, kære. Det er ikke derfor, jeg nævner det nu. Jeg vil bare minde dig om, at jeg på min side også var oprigtig imod dig. Jeg sa’ dig jo ganske uforbeholdent, at jeg en gang i mit liv havde holdt af en anden. At det var kommet til – til et slags forlovelse mellem os.

Et slags –?

Ja, noget sådant. Nå, det vared jo så ganske kort. Han rejste. Og så gjorde jeg det siden forbi. Det sa’ jeg dig alt sammen.

Men, kære Ellida, hvorfor ripper du så op i dette her? I grunden kom det jo slet ikke mig ved. Og jeg har da heller aldrig så meget som spurt dig en gang, hvem han var.

Nej, det har du ikke. Du er altid så hensynsfuld imod mig.

Å, i dette tilfælde –. Jeg kunde jo nok så omtrent sige mig navnet selv.

Navnet!

Ude i Skjoldviken og der omkring var der jo ikke mange at gætte imellem. Eller, rettere sagt, der var vel bare en eneste en –

Du tror visst, at det var – Arnholm.

Ja, var det kanské ikke –?

Nej.

Ikke det? Ja, da står unægtelig min forstand stille.

Kan du huske, at senhøstes en gang kom der et stort amerikansk skib ind til Skjoldviken for havari?

Ja, det husker jeg godt. Det var der ombord, at de en morgen fandt kaptejnen dræbt i kahytten. Jeg var selv ude og obducerte liget.

Ja, du var vel det.

Understyrmanden var nok den, som havde dræbt ham.

Det kan ingen sige! For det kom aldrig op.

Der er nok ingen tvil om det alligevel. Hvorfor skulde han ellers gå hen og drukne sig, som han gjorde?

Han drukned sig ikke. Han rejste opover med en nordfarer.

Hvoraf véd du det?

Jo, Wangel, – for det er den understyrmanden, som jeg har været – forlovet med.

Hvad er det, du siger! Kan dette her være muligt!

Ja, – således er det. Det var med ham.

Men i al verden, Ellida –! Hvor kunde du falde på sligt noget! Gå hen og forlove dig med en sådan en! Med et vildfremmed menneske! – Hvad hed han for noget?

Dengang kaldte han sig Friman. Siden, i brevene, skrev han sig Alfred Johnston.

Og hvor var han fra?

Oppe fra Finmarken, sa’ han. For resten 77var han født over i Finland. Var nok vandret ind som barn – med sin far, tror jeg.

Altså en kvæn.

Ja, de kaldes jo så.

Hvad véd du ellers om ham?

Bare det, at han var gået tidlig til sjøs. Og at han havde faret på lange rejser.

Ellers slet ingen ting?

Nej. Vi kom aldrig til at tale om sådant noget.

Hvad talte I da om?

Vi talte mest om havet.

Ah –! Om havet altså?

Om storm og om stille. Om mørke nætter på havet. Havet på de glittrende solskinsdage talte vi også om. Men mest talte vi om hvalerne og om springerne og om sælerne, som plejer ligge der ude på skærene i middagsvarmen. Og så talte vi om mågerne og ørnene og alle de andre sjøfuglene, som du véd. – Tænk, – er ikke det underligt, – når vi talte om sådant noget, så stod det for mig, som om både sjødyrene og sjøfuglene var i slægt med ham.

Og du selv –?

Ja, jeg syntes næsten, at jeg også kom i slægt med dem alle sammen.

Ja, ja. – Og så var det altså, at du forloved dig med ham?

Ja. Han sa’, at jeg skulde gøre det.

Skulde? Havde du da ingen vilje selv?

Ikke når han var i nærheden. Å, – bagefter syntes jeg, det var så rent ubegribeligt.

Kom du ofte sammen med ham?

Nej, det var ikke ret ofte. En dag var han ude hos os og så sig om i fyrtårnet. Derved blev jeg kendt med ham. Og siden så traf vi hinanden en gang imellem. Men så kom jo dette her på med kaptejnen. Og så måtte han jo rejse.

Ja, ja, lad mig høre lidt mere om det!

Det var tidligt i grålysingen, – da fik jeg en seddel fra ham. Og i den stod der, at jeg skulde komme ud til ham på Bratthammeren, – du véd, det næsset mellem fyrtårnet og Skjoldviken.

Ja visst, ja visst, – jeg kender det godt.

Did ud skulde jeg komme straks, skrev han, for han vilde tale med mig.

Og du gik?

Ja. Jeg kunde ikke andet. Nå, så fortalte han mig da, at han havde stukket kaptejnen om natten.

Det sa’ han altså selv! Sa’ det lige ud!

Ja. Men han havde bare gjort, hvad som ret og rigtigt var, sa’ han.

Ret og rigtigt? Hvorfor stak han ham da?

Det vilde han ikke ud med. Han sa’, at det var ikke noget for mig at høre på.

Og du trode ham på hans blotte og bare ord?

Ja, der faldt mig ikke ind andet. Nå, rejse måtte han jo alligevel. Men i det han skulde til at sige mig farvel –. Nej, du kan aldrig tænke dig, hvad han da fandt på.

Nå? Så lad mig høre da!

Han tog op af lommen en nøglehank og trak så af fingeren en ring, som han brugte gå med. Fra mig tog han også en liden ring, som jeg havde. Disse to ringene stak han sammen ind på nøglehanken. Og så sa’ han, at nu skulde vi to vie os sammen til havet.

Vie –?

Ja, så sa’ han. Og dermed så kasted han hanken med ringene, af al sin magt, så langt han kunde, ud i dybet.

Og du, Ellida? Du gik med på det?

Ja, tænk dig, – jeg syntes dengang, at det var, som om det skulde så være. – Men, gud ske lov, – så rejste han da!

Og da han vel var borte –?

Å, du kan vel tænke, at jeg snart kom til besindelse igen. Kom til at skønne, hvor rent galt og meningsløst det havde været alt sammen.

Men du talte før om breve. Du har altså dog hørt fra ham siden?

Ja, jeg har hørt fra ham. Først fik jeg et par korte linjer fra Arkangel. Han skrev bare, at han vilde over til Amerika. Og så opgav han, hvor hen jeg kunde sende svar.

Gjorde du da det?

Straks. Jeg skrev naturligvis, at al ting måtte være forbi imellem os. Og at han ikke mere skulde tænke på mig, ligesom jeg aldrig mere vilde tænke på ham.

Men skrev han da så alligevel igen?

Ja, han skrev igen.

Og hvad svared han på det, du havde ladt ham vide?

Ikke et ord på det. Det var, som om jeg slet ikke havde brudt med ham. Han skrev ganske sindig og rolig, at jeg skulde vente på ham. Når han kunde ta’ imod mig, vilde han la’ mig det vide. Og da skulde jeg komme til ham straks.

Vilde altså ikke slippe dig?

Nej. Så skrev jeg igen. Næsten ord til andet det samme som første gang. Eller endnu stærkere.

Og så gav han sig da?

Å nej, tro ikke det. Han skrev rolig som før. Ikke et ord om, at jeg havde brudt med ham. Så skønte jeg nok, det var unyttigt. Og derfor så skrev jeg aldrig mere til ham.

Og hørte ikke heller fra ham?

Jo, jeg har fåt tre breve fra ham efter den tid. En gang skrev han mig til fra Kalifornien og en anden gang fra Kina. Det sidste brev, jeg fik fra ham, var fra Australien. Da skrev han, at han vilde gå til guldminerne. Men siden har han aldrig ladt høre fra sig.

Den mand har havt en uvanlig magt over dig, Ellida.

Å ja, ja. Det grufulde menneske!

Men det må du ikke tænke mere på. Aldrig! Lov mig endelig det, min kære, velsignede Ellida! Nu skal vi forsøge en anden kur for dig. En friskere luft, end her inde i fjordene. Den saltsvangre, fejende havluft, du! Hvad siger du til det?

Å, tal ikke om den ting! Tænk ikke på sligt noget! Der er ingen hjælp i det for mig. Jeg føler det så godt, – jeg får ikke væltet det af mig derude heller.

Hvilket? Kære, – hvilket mener du egentlig nu?

Det grufulde, mener jeg. Denne ubegribelige magt over sindet –

Men det har du jo væltet af dig. For længe siden. Dengang du brød med ham. Nu er jo det længst forbi.

Nej, det er netop det, det ikke er!

Ikke forbi!

Nej, Wangel, – det er ikke forbi! Og jeg er ræd, at det aldrig blir forbi. Aldrig i dette liv!

Vil du dermed sige, at du inderst inde aldrig har kunnet glemme den fremmede mand?

Jeg havde glemt ham. Men så var det med et ligesom om han kom igen.

Hvor længe er det siden?

Det er nu omkring tre år siden. Eller lidt mere. – Det var imens jeg gik og vented barnet.

Ah! På den tid altså? Ja, Ellida, – da begynder jeg jo at få rede på så mangt og meget.

Du tar fejl, kære! Det, som er kommet over mig –. Å, jeg tror, det er aldrig i verden til at få rede på.

Tænke sig til – at her har du gået i hele tre år og båret kærlighed til en anden mand. Til en anden! Ikke til mig, – men til en anden!

Å, du tar så rent fejl. Jeg bærer ikke kærlighed til nogen anden end til dig.

Hvorfor er det da, at du i al denne tid ikke har villet leve med mig som min hustru?

Det er for den rædsels skyld, som står af den fremmede mand.

Rædsel –?

Ja, rædsel. En rædsel så grufuld, som jeg synes bare havet kan ha’ den. For nu skal du høre, Wangel –

Nej, går I og vandrer her oppe endnu?

Ja, det er så svalt og godt her oppe i højden.

Vi for vor part skal såmæn ned og danse.

Godt, godt. Vi kommer snart derned, vi også.

Farvel så længe da.

Herr Lyngstrand, – å vent et øjeblik.

Skal De også danse?

Nej, frue, jeg tror ikke, jeg tør.

Nej, det er bedst, De er forsigtig. Dette med brystet –. De har jo ikke rigtig forvundet det endnu.

Ikke så ganske rigtig, nej.

Hvor længe kan det vel nu være siden De gjorde den rejsen –?

Den gang jeg fik knækket?

Ja, den rejsen, De fortalte om i formiddags.

Å, det er vel så omtrent –. Bi lidt. Jo, det er nu godt og vel tre år siden.

Tre år altså.

Eller lidt mere. Vi gik fra Amerika i Februar. Og så forliste vi i Marts. Det var jævndøgnsstormene, vi var kommet ud for.

Altså på den tiden var det –.

Men, kære Ellida –?

Nå, lad Dem ikke opholde, herr Lyngstrand. Gå De. Men dans ikke.

Nej, bare se på.

Kære Ellida, – hvorfor spurte du ham ud om den rejsen?

Johnston har været med ombord. Det er jeg ganske viss på.

Hvoraf slutter du det?

Han har fåt vide ombord, at jeg havde giftet mig med en anden. Mens han var borte. Og så – i samme stunden så kom dette her over mig!

Dette med rædselen?

Ja. Ret som det er, kan jeg pludselig komme til at se ham lys levende foran mig. Eller egentlig lidt til siden. Han ser aldrig på mig. Han bare er der.

Hvorledes synes du, han ser ud?

Således, som da jeg så ham sidst.

For ti år siden?

Ja. Ude på Bratthammeren. Aller tydeligst ser jeg hans brystnål med en stor, blåhvid perle i. Den perlen ligner et dødt fiskeøje. Og det ligesom stirrer på mig.

I guds navn –! Du er sygere, end jeg trode. Sygere end du selv véd af, Ellida.

Ja, ja, – hjælp mig, om du kan! For jeg føler, at det trækker sig mere og mere sammen om mig.

Og i slig en tilstand har du nu gået her i hele tre år. Båret på disse lønlige lidelser uden at betro dig til mig.

Men det kunde jeg jo ikke! Ikke før nu, da det blev nødvendigt – for din egen skyld. Skulde jeg ha’ betrod dig alt dette her, – så måtte jeg jo også ha’ betrod dig – det uudsigelige.

Det uudsigelige –?

Nej, nej, nej! Spørg ikke! Bare en eneste ting til. Så ikke mere. – Wangel, – hvorledes skal vi grunde ud – dette gådefulde med barnets øjne –?

Kære, velsignede Ellida, jeg forsikrer dig, at 92det var bare en indbildning af dig. Barnet havde akkurat samme slags øjne som andre normale børn.

Nej, det havde ikke! At du ikke kunde se det! Barnets øjne skifted farve efter sjøen. Lå fjorden i solskinsstille, så var øjnene derefter. I stormvejr også. – Å, jeg så det nok, jeg, om ikke du så det.

Hm, – lad så være da. Men selv om så var? Hvad så?

Jeg har set slige øjne før.

Når? Og hvor –?

Ude på Bratthammeren. For ti år siden.

Hvad skal dette –!

Barnet havde den fremmede mands øjne.

Ellida –!

Nu må du vel forstå, hvorfor jeg aldrig mere vil, – aldrig mere tør leve med dig som din hustru!

Ellida, – Ellida! Min stakkers ulykkelige Ellida!