Vildanden (1884) og Rosmersholm (1886), er skuespillet et psykologisk og symboltungt stykke.

Stykket handler om frihet, livsvalg og det å ta ansvar for de valg man tar.

"/> FJERDE AKT. | Bokselskap

Fruen fra havet

av Henrik Ibsen

FJERDE AKT.


131(Doktor Wangels havestue. Døre til højre og venstre. I baggrunden mellem begge vinduerne åben glasdør ud til verandaen. Nedenfor denne ses en del af haven. Sofa med bord foran til venstre. Til højre et pianoforte og længere tilbage en stor blomsteropsats. Midt på gulvet et rundt bord med stole omkring. På bordet et blomstrende rosentræ og andre potteplanter omkring. – Det er formiddag.)

(Inde i stuen ved bordet til venstre sidder Bolette i sofaen, beskæftiget med et broderi. Lyngstrand sidder på en stol ved den øvre ende af bordet. Nede i haven sidder Ballested og maler. Hilde står ved siden af og ser på ham.)

    Lyngstrand (med armene på bordet, sidder en stund i taushed og ser på hvorledes Bolette arbejder).

Det må visst være svært vanskeligt at sy slig en bord, frøken Wangel.


    Bolette.

Å nej. Det er ikke så vanskeligt. Når en bare passer på at tælle rigtig –


    Lyngstrand.

Tælle? Må De tælle også?


    Bolette.

Ja, stingene. Se her.


    132Lyngstrand.

Rigtig, ja! Tænk bare! Det er jo næsten som en slags kunst. Kan De tegne også?


    Bolette.

Å ja, når jeg har mønster for mig.


    Lyngstrand.

Ikke ellers?


    Bolette.

Nej, ellers ikke.


    Lyngstrand.

Så er det ikke rigtig kunst alligevel.


    Bolette.

Nej, det er jo mest sådan – håndfærdighed.


    Lyngstrand.

Men jeg tror nu, at De kanske kunde lære kunst.


    Bolette.

Når jeg ikke har noget anlæg?


    Lyngstrand.

Alligevel. Hvis De bestandig kunde få være sammen med en rigtig ægte kunstner –


    Bolette.

Tror De, jeg så kunde lære af ham?


    133Lyngstrand.

Ikke sådan lære på almindelig måde. Men jeg tror, det vilde komme over Dem lidt efter lidt. Ligesom ved et slags underværk, frøken Wangel.


    Bolette.

Det var underligt.


    Lyngstrand (lidt efter).

Har De tænkt nærmere –? Jeg mener – om De har tænkt sådan dybere og alvorligt over ægteskabet, frøken?


    Bolette (ser flygtig på ham).

Over –? Nej.


    Lyngstrand.

Jeg har.


    Bolette.

Så? Har De det.


    Lyngstrand.

Jaha, – jeg tænker svært ofte over slige ting. Mest over ægteskabet. Og så har jeg jo læst om det i adskillige bøger også. Jeg tror, at ægteskabet må være ligesom et slags underværk at regne for. At kvinden sådan efterhånden forvandler sig over til at bli’ sin mand lig.


    134Bolette.

Får hans interesser, mener De?


    Lyngstrand.

Ja, netop det!


    Bolette.

Nå, men hans evner da? Og hans anlæg og hans færdigheder?


    Lyngstrand.

Hm, ja, – jeg gad vide, om ikke alt det også –


    Bolette.

Så tror De kanske også, at det, som en mand har læst sig til – eller tænkt sig til, – det skulde også kunne gå over på hans hustru?


    Lyngstrand.

Det også, ja. Lidt efter lidt. Ligesom ved et underværk. Men jeg véd nok, at sligt bare kan ske i et ægteskab, som er trofast og kærligt og rigtig lykkeligt.


    Bolette.

Er det aldrig faldet Dem ind, at en mand kanské også kunde drages således over i sin hustru? Bli’ hende lig, mener jeg.


    135Lyngstrand.

En mand? Nej, det har jeg ikke tænkt mig.


    Bolette.

Men hvorfor ikke lige så godt det ene som det andet?


    Lyngstrand.

Nej, for en mand har jo et kald at leve for. Og det er det, som gør en mand så stærk og fast, frøken Wangel. Han har et livskald, han.


    Bolette.

Hver eneste en?


    Lyngstrand.

Å nej. Jeg tænker nu nærmest på kunstneren.


    Bolette.

Synes De, det er rigtigt af en kunstner, at han går hen og gifter sig?


    Lyngstrand.

Ja, det synes jeg da. Når han kan finde nogen, som han holder inderlig af, så –


    Bolette.

Alligevel. Jeg tænker mig, at han helst skulde leve bare for sin kunst alene.


    136Lyngstrand.

Ja vel skal han det. Men det kan han jo så godt gøre, om han også gifter sig.


    Bolette.

Nå, men hun da?


    Lyngstrand.

Hun? Hvorledes –?


    Bolette.

Hun, som han gifter sig med. Hvad skal hun så leve for?


    Lyngstrand.

Hun skal også leve for hans kunst. Jeg synes, at en kvinde måtte føle sig så inderlig lykkelig ved det.


    Bolette.

Hm, – jeg véd ikke rigtig –


    Lyngstrand.

Jo, frøken, det kan De tro. Det er ikke bare al den ære og anseelse, som hun nyder for hans skyld –. For det synes jeg næsten er det mindste at regne for. Men det, at hun får hjælpe ham til at skabe, – at hun kan lette arbejdet for ham ved at være om ham og hygge for ham og pleje ham godt og gøre ham livet rigtig 137fornøjeligt. Det synes jeg måtte være så rent dejligt for en kvinde.


    Bolette.

Å, De véd ikke selv, hvor egenkærlig De er!


    Lyngstrand.

Er jeg egenkærlig! Nå, du store gud –! Å, dersom De bare kendte mig lidt bedre, end De gør –(bøjer sig nærmere hen til hende.) Frøken Wangel, – når jeg nu engang er borte, – og det er erdittografi ved linjeskift jeg jo snart –


    Bolette (ser deltagende på ham).

Men begynd da ikke at tro noget så trist.


    Lyngstrand.

I grunden er det nu ikke så svært trist, synes jeg.


    Bolette.

Hvorledes mener De da?


    Lyngstrand.

Jeg rejser jo om en måneds tid. Herfra først. Og siden så går jeg jo altså ned til de sydlige lande.


    Bolette.

Ah, således. Ja vel.


    138Lyngstrand.

Vil De da en gang imellem tænke på mig, frøken?


    Bolette.

Ja, det vil jeg gerne.


    Lyngstrand (glad).

Nej, lover De mig det!


    Bolette.

Ja, det lover jeg.


    Lyngstrand.

Helligt og dyrt, frøken Bolette?


    Bolette.

Helligt og dyrt. (slår om.) Å, men hvad skal det egentlig til, dette her! Det fører jo dog ikke til nogen verdens ting.


    Lyngstrand.

Hvor kan De da sige det! For mig vilde det være så dejligt at vide, at De gik her hjemme og tænkte på mig.


    Bolette.

Nå, men hvad så videre?


    Lyngstrand.

Ja, noget videre véd jeg jo ikke sådan rigtig –


    139Bolette.

Ikke jeg heller. Der står jo så meget i vejen. Al verdens ting står i vejen, synes jeg.


    Lyngstrand.

Å, der kunde vel ské et eller andet underværk. En lykkelig tilskikkelse af skæbnen – eller sligt noget. For jeg tror nu det, at jeg har lykken med mig.


    Bolette (levende).

Ja, ikke sandt! Tror De ikke det!


    Lyngstrand.

Jo, det tror jeg så fuldt og fast. Og så – om nogen år – når jeg kommer hjem igen som en navnkundig billedhugger og i gode kår og i sundhedens fylde –


    Bolette.

Ja, ja visst. Det vil vi håbe, at De gør.


    Lyngstrand.

Det kan De så trygt håbe. Bare De tænker trofast og varmt på mig, mens jeg er ude i de sydlige lande. Og det har jeg jo nu Deres ord for.


    Bolette.

Det har De. (ryster på hovedet.) Men det fører visst ikke til noget alligevel.


    140Lyngstrand.

Jo, frøken Bolette, det vil da i det mindste føre til det, at så får jeg arbejde så meget des lettere og fortere på mit kunstværk.


    Bolette.

Tror De altså det?


    Lyngstrand.

Ja, det føler jeg indvendig. Og jeg synes da, det måtte være så oplivendes for Dem også – her i det afsides – når De vidste med Dem selv, at De ligesom hjalp mig med at skabe.


    Bolette (ser på ham).

Nå, – men De, på Deres side da?


    Lyngstrand.

Jeg –?


    Bolette (ser ud mod haven).

Hys! Lad os tale om noget andet. For der kommer overlæreren.

(Overlærer Arnholmses nede i haven fra venstre. Han standser og taler med Ballested og Hilde.)

    Lyngstrand.

Holder De af Deres gamle lærer, frøken Bolette?


    141Bolette.

Om jeg holder af ham?


    Lyngstrand.

Ja, jeg mener, om De synes godt om ham?


    Bolette.

Å ja, det gør jeg. For han er svært bra’ at ha’ til ven og rådgiver sådan. – Og så er han altid så hjælpsom, når han kan.


    Lyngstrand.

Men er ikke det underligt, at han ikke har giftet sig?


    Bolette.

Synes De, det er så underligt?


    Lyngstrand.

Ja. For han er jo en velhavendes mand, siger de.


    Bolette.

Han skal nok være det. Men det har vel ikke været så let for ham at finde nogen, som vilde ha’ ham, kan jeg tro.


    Lyngstrand.

Hvorfor det da?


    Bolette.

Å, han har jo været lærer for næsten alle de unge piger, som han kender. Det siger han selv.


    142Lyngstrand.

Ja, hvad skulde det gøre?


    Bolette.

Men, herre gud, man gifter sig da ikke med én, som har været ens lærer!


    Lyngstrand.

Tror De ikke, at en ung pige kunde elske sin lærer?


    Bolette.

Ikke efter at hun er ble’t rigtig voksen.


    Lyngstrand.

Nej – tænk det!


    Bolette (advarende).

Så, så, så!

(Ballested har imidlertid samlet sine sager sammen og bærer dem ud til højre i haven. Hilde hjælper ham. Arnholm går op på verandaen og kommer ind i stuen.)

    Arnholm.

God morgen, min kære Bolette. God morgen, herr – herr – hm!

(Han ser misfornøjet ud og nikker koldt til Lyngstrand, som rejser sig og bukker.)

    Bolette (står op og går hen til Arnholm).

God morgen, herr overlærer.


    143Arnholm.

Hvorledes står her til idag?


    Bolette.

Jo tak, bra’.


    Arnholm.

Er Deres stedmor kanske i bad idag også?


    Bolette.

Nej, hun er oppe på sit værelse.


    Arnholm.

Ikke rigtig rask?


    Bolette.

Jeg véd ikke. For hun har lukket sig inde.


    Arnholm.

Hm, – har hun det?


    Lyngstrand.

Fru Wangel blev nok svært alteret over den amerikaneren igår.


    Arnholm.

Hvad véd De om det?


    Lyngstrand.

Jeg fortalte fruen, at jeg havde set ham gå levendes bagom haven.


    144Arnholm.

Åh, således.


    Bolette (til Arnholm).

De og far blev visst siddende længe oppe inat.


    Arnholm.

Ja, temmelig længe. Vi kom til at tale om noget alvorligt.


    Bolette.

Fik De tale lidt med ham om mig og mine sager også?


    Arnholm.

Nej, kære Bolette. Jeg kom ikke til. For han var så helt inde på noget andet.


    Bolette (sukker).

Ak ja, – det er han altid.


    Arnholm (ser betydningsfuldt på hende).

Men siden idag så skal jo vi to tale nærmere om de ting. – Hvor er Deres far nu? Kanske ikke hjemme?


    Bolette.

Jo. Han må visst være nede på kontoret. Nu skal jeg hente ham her op.


    145Arnholm.

Nej tak. Gør ikke det. Jeg vil heller gå ned til ham.


    Bolette (lytter mod venstre).

Vent lidt, herr overlærer. Der tror jeg far kommer i trappen. Ja. Han har nok været ovenpå og set til hende.

(Doktor Wangel kommer ind gennem døren til venstre.)

    Wangel (rækker Arnholm hånden).

Nå, kære ven, – er De allerede der? Det var snilt, at De kom så tidligt. For jeg vil gerne tale noget mere med Dem.


    Bolette (til Lyngstrand).

Skal vi kanske gå lidt ned i haven til Hilde?


    Lyngstrand.

Ja, så svært gerne det, frøken.

(Han og Bolette går ned i haven og ud mellem træerne i baggrunden.)

    Arnholm, (som har fulgt dem med øjnene, vender sig til Wangel).

Kender De noget nærmere til den unge manden?


    Wangel.

Nej, slet ikke.


    146Arnholm.

Men synes De så om, at han går og driver så meget med småpigerne?


    Wangel.

Gør han da det? Det har jeg såmæn ikke lagt mærke til.


    Arnholm.

Sligt burde De dog ha’ et lidet øje med, synes jeg.


    Wangel.

Ja, De har visst ret i det. Men, herre gud, hvad skal jeg arme mand gøre? Småpigerne er nu ble’t så vante til at skøtte sig selv. De lar sig ikke sige, hverken af mig eller af Ellida.


    Arnholm.

Ikke af hende heller?


    Wangel.

Nej. Og for resten så kan jeg jo ikke forlange, at hun skal blande sig op i sligt noget. Det ligger slet ikke for hende. (afbrydende.) Men det var jo ikke det, vi skulde tale om. Sig mig så, – har De tænkt videre over sagen? Over alt dette her, som jeg fortalte Dem?


    Arnholm.

Jeg har ikke tænkt på andet lige siden vi skiltes inat.


    147Wangel.

Og hvad mener De da, at der er her at gøre?


    Arnholm.

Kære doktor, jeg synes, at De som læge må vide det bedre end jeg.


    Wangel.

Å, dersom De bare vidste, hvor vanskeligt det er for en læge at dømme rigtigt om en syg, som han holder inderlig af! Og dette her er jo ikke nogen almindelig sygdom heller. Her hjælper ingen almindelig læge, – og ingen almindelige lægemidler.


    Arnholm.

Hvorledes har hun det idag?


    Wangel.

Jeg var nu netop oppe hos hende og da forekom hun mig ganske rolig. Men bag alle hendes stemninger ligger der noget dulgt, som det er mig umuligt at komme på det rene med. Og så er hun jo så foranderlig, – så uberegnelig, – så pludselig vekslende.


    Arnholm.

Det følger vel af hendes sygelige sindstilstand.


    Wangel.

Ikke alene. I sin dybeste grund er det 148hende medfødt. Ellida hører til havfolket. Det er sagen.


    Arnholm.

Hvorledes mener De egentlig det, kære doktor?


    Wangel.

Har De ikke lagt mærke til, at de mennesker der ude ved det åbne hav er ligesom et folk for sig selv? Det er næsten som om de leved havets eget liv. Der er bølgegang – og ebbe og flod også – både i deres tænkning og i deres fornemmelser. Og så lar de sig aldrig omplante. Å, jeg skulde jo ha’ betænkt det før. Det var en ren forsyndelse imod Ellida at ta’ hende bort der ude fra og flytte hende hid ind!


    Arnholm.

Er De kommen til den mening nu?


    Wangel.

Ja, mere og mere. Men jeg burde jo ha’ sagt mig det på forhånd. Å, i grunden vidste jeg det jo også. Men jeg lod det ikke komme til orde i mig. For jeg holdt jo så meget af hende, ser De! Derfor tænkte jeg først og fremst på mig selv. Så rent uforsvarlig egenkærlig var jeg dengang!


    Arnholm.

Hm, – enhver mand er visst lidt egenkærlig 149under de omstændigheder. For resten så har jeg aldrig mærket noget til den lyde hos Dem, doktor Wangel.


    Wangel (driver urolig om på gulvet).

Å jo! Og jeg har været det sidenefter også. Jeg er jo så meget, meget ældre end hun. Jeg burde ha’ været for hende som en far – og en vejleder tillige. Burde ha’ gjort mit bedste for at udvikle og klarne hendes tankeliv. Men det er der desværre aldrig ble’t noget af. Jeg har ikke havt fremfærd nok til det, ser De! For jeg vilde jo helst ha’ hende slig, som hun var. Men så blev det jo værre og værre med hende. Og jeg gik her og vidste ikke, hvad jeg skulde finde på. (sagtere.) Derfor var det, at jeg i min vånde skrev til Dem og bad Dem komme til os.


    Arnholm (ser forbauset på ham).

Hvad for noget! Var det derfor, at De skrev?


    Wangel.

Ja. Men lad Dem ikke mærke med det.


    Arnholm.

Men i al verden, kære doktor, – hvad gavn vented De da egentlig af mig? Det forstår jeg ikke.


    Wangel.

Nej, det er så rimeligt. For jeg var ledet 150på vildspor. Jeg trode, at Ellidas hjerte havde hængt ved Dem engang. At det lønligt hang en smule ved Dem endnu. At det kanske vilde gøre hende godt at få sé Dem igen og få tale med Dem om hjemmet og om gamle dage.


    Arnholm.

Det var altså Deres hustru, De mente, da De skrev, at her gik en og vented på mig og – og kanske længted efter mig!


    Wangel.

Ja, hvem ellers?


    Arnholm (hurtigt).

Nej, nej, De har ret. – Men jeg forstod det ikke.


    Wangel.

Meget rimeligt, som sagt. Jeg var jo rent på vildspor.


    Arnholm.

Og De siger om Dem selv, at De er egenkærlig!


    Wangel.

Å, jeg havde jo så stor en skyld at bøde på. Jeg syntes ikke, jeg turde vrage noget middel, når det kanske kunde lette hendes sind en smule.


    151Arnholm.

Hvorledes forklarer De nu egentlig den magt, som denne fremmede mand øver over hende?


    Wangel.

Hm, kære ven, – der turde være sider ved den sag, som ikke lar sig forklare.


    Arnholm.

Noget, som i og for sig er uforklarligt, mener De? Aldeles uforklarligt?


    Wangel.

I alle fald uforklarligt indtil videre.


    Arnholm.

Tror De da på noget sådant?


    Wangel.

Jeg hverken tror eller benægter. Jeg bare véd ikke. Derfor lar jeg det stå hen.


    Arnholm.

Ja, men sig mig nu én ting. Denne hendes underlige, uhyggelige påstand om, at barnets øjne –?


    Wangel (ivrig).

Det med øjnene tror jeg aldeles ikke på! Jeg vil ikke tro på sligt noget! Det må være den pure indbildning af hende. Ikke noget andet.


    152Arnholm.

La’ De mærke til mandens øjne, da De så ham igår?


    Wangel.

Ja visst gjorde jeg det.


    Arnholm.

Og De fandt ikke nogen slags lighed?


    Wangel (undvigende).

Hm, – herre gud, hvad skal jeg svare? Det var jo ikke ganske lyst, da jeg så ham. Og desuden så havde jo Ellida talt så meget om denne ligheden i forvejen –. Jeg véd slet ikke, om jeg var i stand til at se ganske uhildet på ham.


    Arnholm.

Nej, nej, det kan så være. Men så det andet da? At al denne angst og uro kom over hende netop på den tid, da dette fremmede menneske lader til at ha’ været på hjemrejsen?


    Wangel.

Ja, ser De, – det er også noget, som hun må ha’ digtet og drømt sig ind i siden i forgårs. Det kom aldeles ikke så pludselig – med én gang – over hende, som hun nu påstår. Men siden hun hørte af denne unge Lyngstrand, at 153Johnston – eller Friman – eller hvad han nu heder, – at han var på hidrejsen for tre år siden – i Marts måned, – så tror hun åbenbart nu, at sindsuroen greb hende netop i den selv-samme måned.


    Arnholm.

Gjorde den da ikke det?


    Wangel.

Ikke på nogen måde. Der har været spor og tegn at påvise længe før den tid. – Rigtignok kom det – tilfældigvis – netop i Marts måned for tre år siden til et temmelig voldsomt udbrud hos hende –


    Arnholm.

Altså dog –!


    Wangel.

Ja, men det lar sig ganske simpelt hen forklare af den tilstand – de omstændigheder, – som hun netop på den tid befandt sig i.


    Arnholm.

Altså tegn imod tegn.


    Wangel (knuger hænderne).

Og så ikke kunne hjælpe hende! Ikke vide sin arme råd! Ikke øjne noget som helst middel –!


    154Arnholm.

Om De nu kunde beslutte Dem til at skifte opholdssted? Flytte andetsteds hen? Så hun kunde få leve under forholde, som arted sig hjemligere for hende?


    Wangel.

Å, kære, – tror De ikke, jeg har tilbudt hende detogså! Jeg har foreslåt, at vi skulde flytte ud til Skjoldviken. Men hun vil ikke.


    Arnholm.

Ikke det heller?


    Wangel.

Nej. For hun tror ikke, der vilde være nogen nytte i det. Og det kan hun jo kanske ha’ ret i også.


    Arnholm.

Hm, – siger De det?


    Wangel.

Ja, og så desuden, – når jeg tænker mig nærmere om, – så véd jeg virkelig ikke, hvorledes jeg skulde kunne sætte det i værk. For jeg synes næsten ikke, jeg kan forsvare for småpigernes skyld at flytte ud til slig en afkrog. De må jo dog leve på et sted, hvor der i det mindste er nogen udsigt til at få dem forsørget en gang.


    155Arnholm.

Forsørget? Tænker De allerede så meget på det?


    Wangel.

Ja, herre gud, – jeg må da tænke på det også! Men så – på den anden side igen – hensynet til min stakkers syge Ellida –! Å, kære Arnholm, – jeg står virkelig – på mange måder – som midt imellem ild og vand!


    Arnholm.

For Bolette behøver De kanske ikke at være så særdeles bekymret – (afbrydende.) Jeg gad vide, hvor hun – hvor de er gåt hen?

(Han går op til den åbne dør og ser ud.)

    Wangel (henover mod pianoet).

Å, jeg skulde så gerne bringe hvad offer det end var – for dem alle tre. – Bare jeg vidste noget.

(Ellida kommer ind gjennem døren til venstre.)

    Ellida (hurtig til Wangel).

Gå endelig ikke ud i formiddag!


    Wangel.

Nej, nej visst. Jeg blir hjemme hos dig. (tyder mod Arnholm, som nærmer sig.) Men vil du ikke hilse på vor ven?


    156Ellida (vender sig).

Å, er De der, herr Arnholm! (rækker ham hånden.) Godmorgen.


    Arnholm.

Godmorgen, frue. Nå, altså ikke i bad idag ligesom ellers?


    Ellida.

Nej, nej, nej! Der kan ikke være tale om det idag. Men kanske De vil sidde ned et lidet øjeblik?


    Arnholm.

Nej, mange tak, – ikke nu. (ser hen på Wangel.) Jeg lovte småpigerne at komme ned til dem i haven.


    Ellida.

Ja, gudvéd, om De træffer dem i haven. Jeg har aldrig rede på, hvor de færdes.


    Wangel.

Å jo, de holder visst til nede ved dammen.


    Arnholm.

Nå, jeg skal sagtens nok komme på spor efter dem.

(Han nikker og går over verandaen ud i haven til højre.)

    Ellida.

Hvad er klokken, Wangel?


    157Wangel (ser på sit uhr).

Den er nu lidt over elleve.


    Ellida.

Lidt over. Og klokken elleve – halv tolv inat kommer dampskibet. Å, når jeg bare havde overståt det!


    Wangel (går nærmere hen til hende).

Kære Ellida, – der er en ting, jeg gerne vilde spørge dig om.


    Ellida.

Hvad er det for noget?


    Wangel.

I forgårs aftes – der oppe på «Udsigten» – sa’ du, at i de sidste tre år havde du så ofte set ham lys-levende for dig.


    Ellida.

Ja, det har jeg også. Det må du tro mig på.


    Wangel.

Nå, men hvorledes så du ham da?


    Ellida.

Hvorledes jeg så ham?


    158Wangel.

Jeg mener, – hvorledes syntes du, han så ud, når du trode, at du så ham for dig?


    Ellida.

Men, kære Wangel, – du véd jo nu selv, hvorledes han ser ud.


    Wangel.

Så han også således ud i dine forestillinger?


    Ellida.

Ja, det gjorde han da.


    Wangel.

Netop således, som du igår aftes så ham i virkeligheden?


    Ellida.

Ja, netop således.


    Wangel.

Nå, men hvoraf kom det da, at du ikke straks kendte ham igen?


    Ellida (studser).

Gjorde jeg ikke det?


    Wangel.

Nej. Du sa’ selv siden, at i førstningen vidste du slet ikke, hvem den fremmede manden var.


    159Ellida (slået).

Ja, jeg tror virkelig, du har ret! Synes du ikke, det var besynderligt, Wangel? Tænk, – at jeg ikke straks kendte ham!


    Wangel.

Det var bare på øjnene, sa’ du –


    Ellida.

Å ja, – øjnene! Øjnene!


    Wangel.

Nå, – men oppe på «Udsigten» sa’ du, at han altid viste sig for dig, slig, som han var, da I skiltes. Der ude for ti år siden.


    Ellida.

Sa’ jeg det?


    Wangel.

Ja.


    Ellida.

Så har han vel dengang set ud omtrent som nu.


    Wangel.

Nej. Du gav en ganske anden skildring af ham i forgårs på hjemvejen. For ti år siden var han uden skæg, sa’ du. Ganske anderledes klædt 160var han også. Og så brystnålen med perlen i –? Den havde jo slet ikke manden igår.


    Ellida.

Nej, den havde han ikke.


    Wangel (ser forskende på hende).

Tænk dig altså lidt om, kære Ellida. Eller – kan du kanske ikke længer huske, hvorledes han så ud, da han stod med dig på Bratthammeren?


    Ellida (eftertænkende, lukker øjnene en stund).

Ikke ganske tydeligt. Nej, – idag kan jeg det slet ikke. Er ikke det besynderligt?


    Wangel.

Ikke så besynderligt endda. Der er nu trådt et nyt virkelighedsbillede frem for dig. Og det skygger for det gamle, – så du ikke længer kan sé det.


    Ellida.

Tror du det, Wangel?


    Wangel.

Ja. Og det skygger for dine syge forestillinger også. Derfor er det godt, at virkeligheden kom.


    Ellida.

Godt! Siger du, at det er godt?


    161Wangel.

Ja. Det, at den kom, – det tør bli’ helsebod for dig.


    Ellida (sætter sig i sofaen).

Wangel, – kom og sæt dig hos mig her. Jeg må sige dig alle mine tanker.


    Wangel.

Ja, gør det, kære Ellida.

(Han sætter sig på en stol ved den anden side af bordet.)

    Ellida.

Det var egentlig en stor ulykke – for os begge – at just vi to skulde komme sammen.


    Wangel (studser).

Hvad er det du siger!


    Ellida.

Å jo. Det var det. Og det er jo så rimeligt også. Det kunde ikke bli’ til andet end ulykke. Ikke efter den måde, vi to kom sammen på.


    Wangel.

Hvad skulde der da være i vejen ved måden –!


    Ellida.

Hør nu, Wangel, – det nytter ikke, at vi går her længer og lyver for os selv – og for hinanden.


    162Wangel.

Gør vi da det! Lyver vi, siger du!


    Ellida.

Ja, vi gør. Eller – vi fordølger sandheden i alle fald. For sandheden – den rene, skære sandhed – er jo dog det, – at du kom der ud og – og købte mig.


    Wangel.

Købte –! – Siger du – købte!


    Ellida.

Å, jeg var jo ikke et hår bedre end du. Jeg slog til. Gik hen og solgte mig til dig.


    Wangel (ser smærtefuld på hende).

Ellida, – har du virkelig hjerte til at kalde det så?


    Ellida.

Men er der da noget andet navn for det! Du kunde ikke længer bære tomheden i dit hus. Du så dig om efter en ny hustru –


    Wangel.

Og efter en ny mor for børnene, Ellida.


    Ellida.

Kanske det også – sådan ved siden af. Skønt 163– du vidste jo slet ikke, om jeg dued til den stilling. Du havde jo bare set mig – og talt lidt med mig et par gange. Så fik du lyst til mig, og så –


    Wangel.

Ja, kald du det kun, hvad du helst synes.


    Ellida.

Og jeg, på min side –. Jeg stod jo der hjælpeløs og rådløs og så rent alene. Det var jo så rimeligt, at jeg slog til – da du kom og tilbød dig at forsørge mig for livstid.


    Wangel.

Det stod så visst ikke for mig som en forsørgelse, kære Ellida. Jeg spurte dig ærligt, om du vilde dele med mig og børnene den smule, jeg kunde kalde mit.


    Ellida.

Ja, det gjorde du. Men jeg skulde ikke ha’ ta’t imod det alligevel! Aldrig for nogen pris skulde jeg ha’ ta’t imod det! Ikke solgt mig selv! Heller det usleste arbejde, – heller de fattigste vilkår i – i frivillighed – og efter eget valg!


    Wangel (rejser sig).

Har altså de fem–sex år, vi har levet sammen, været så rent uden værd for dig?


    164Ellida.

Å, tro da endelig ikke det, Wangel! Jeg har havt det så godt her hos dig, som noget menneske kan ønske sig det. Men jeg gik ikke ind til dit hjem i frivillighed. Det er sagen.


    Wangel (ser hen på hende).

Ikke i – frivillighed!


    Ellida.

Nej. Det var ikke frivillig jeg rejste med dig.


    Wangel (dæmpet).

Ah, – jeg mindes – vendingen fra igår.


    Ellida.

I den vendingen ligger det alt sammen. Den har lyst op for mig. Og derfor så ser jeg det jo nu.


    Wangel.

Hvad ser du?


    Ellida.

Jeg ser, at det liv, vi to lever med hinanden, – det er i grunden ikke noget ægteskab.


    Wangel (bittert).

Der sa’ du et sandt ord. Det liv, vi nu lever, er ikke noget ægteskab.


    165Ellida.

Ikke før heller. Aldrig. Ikke fra først af. (ser hen for sig.) Det første – det kunde ble’t et helt og rent ægteskab.


    Wangel.

Det første? Hvilket første, mener du?


    Ellida.

Mit – med ham.


    Wangel (ser forundret på hende).

Jeg forstår dig aldeles ikke!


    Ellida.

Å, kære Wangel, – lad os ikke lyve for hinanden. Ikke for os selv heller.


    Wangel.

Nej, vel! Men hvad så videre?


    Ellida.

Jo, ser du, – vi kan aldrig komme bort fra den ting – at et frivilligt løfte er fuldt ud så bindende som en vielse.


    Wangel.

Men hvad i al verden –!


    166Ellida (rejser sig i hæftighed).

Lad mig få lov til at rejse fra dig, Wangel!


    Wangel.

Ellida –! Ellida –!


    Ellida.

Jo, jo, – gi’ mig bare lov til det! Du kan tro mig, – det blir så ikke til andet alligevel. Ikke efter den måde, vi to kom sammen på.


    Wangel (i behersket smerte).

Så vidt skulde det altså komme imellem os.


    Ellida.

Det måtte komme således. Kunde ikke andet.


    Wangel (ser tungt på hende).

Altså ikke vundet dig gennem samlivet heller. Aldrig, – aldrig ejet dig helt.


    Ellida.

Å, Wangel, – om jeg kunde holde af dig, således, som jeg så gerne vilde! Så inderligt, som du fortjener det! Men jeg føler det så godt, – det kommer aldrig.


    167Wangel.

Skilsmisse altså? Det er skilsmisse, – en fuld lovformelig skilsmisse, – som du vil ha’?


    Ellida.

Kære, du forstår mig så lidt. Det er slet ikke formerne, jeg bryr mig om. For det er jo ikke slige nogen ydre ting, som det kommer an på, synes jeg. Det, jeg vil, det er, at vi to skal bli’ enige om i frivillighed at løse hinanden.


    Wangel (bittert, nikker langsomt).

La’ handelen gå om igen, – ja.


    Ellida (levende).

Netop det! La’ handelen gå om igen!


    Wangel.

Og så siden, Ellida? Bagefter? Har Du tænkt over, hvorledes det så vil se ud for os begge? Hvorledes livet så vil komme til at arte sig både for dig og for mig?


    Ellida.

Det får være det samme. Bagefter får det arte sig, som det kan. Det, som jeg be’r og bønfalder dig om, Wangel, – det er jo dog det 168vigtigste! Gi’ mig bare fri! Gi’ mig min fulde frihed igen!


    Wangel.

Ellida, – det er et forfærdeligt krav, du stiller til mig. Lad mig da i det mindste få frist til at samle mig til en beslutning. Lad os få tale nærmere med hinanden. Og und dig da også selv tid til at overveje, hvad du gør!


    Ellida.

Men her er jo ingen tid at spilde med sligt! Jeg må jo ha’ min frihed igen i denne dag!


    Wangel.

Hvorfor just det?


    Ellida.

Jo, – for det er jo inat han kommer.


    Wangel (farer sammen).

Kommer! Han! Hvad har den fremmede mand med dette her at gøre?


    Ellida.

Jeg vil stå frem for ham i fuld frihed.


    Wangel.

Og hvad – hvad tænker du så videre at gøre?


    169Ellida.

Jeg vil ikke skyde mig ind under, at jeg er en anden mands hustru. Ikke skyde mig ind under, at jeg intet valg har. For ellers vilde der ingen afgørelse være i det.


    Wangel.

Du taler om valg! Valg, Ellida! Valg i denne sag!


    Ellida.

Ja, valg må jeg ha’. Valg til begge sider. Må kunne la’ ham rejse alene –. Eller også – følge med ham.


    Wangel.

Forstår du selv, hvad du siger? Følge med ham! Gi’ din hele skæbne i hans hænder!


    Ellida.

Men gav jeg da ikke min hele skæbne i dine hænder! Og det – sådan uden videre.


    Wangel.

Lad så være. Men han! Han! En vild-fremmed! Et menneske, som du kender så lidet til!


    Ellida.

Å, men dig kendte jeg jo kanske endnu mindre. Og jeg fulgte dog alligevel med dig.


    170Wangel.

Den gang vidste du da i alle fald så nogenlunde, hvad slags liv du gik imøde. Men her? Her? Tænk dig dog om! Hvad véd du her? Ikke det ringeste véd du. Ikke engang hvem han er – eller hvad han er.


    Ellida (ser hen for sig).

Det er sandt. Men det er netop det grufulde.


    Wangel.

Ja, vel er det grufuldt –


    Ellida.

Derfor synes jeg også, at jeg ligesom ind i det.


    Wangel (ser på hende).

Fordi det står for dig som noget grufuldt?


    Ellida.

Ja. Netop derfor.


    Wangel (nærmere).

Hør her, Ellida, – hvad forstår du da egentlig ved det grufulde?


    Ellida (tænker sig om).

Det grufulde, – det er det, som skræmmer og drager.


    171Wangel.

Drager også?


    Ellida.

Mest drager, – tror jeg.


    Wangel (langsomt).

Du er i slægt med havet.


    Ellida.

Det er det grufulde også.


    Wangel.

Og det grufulde igen med dig. Du både skræmmer og drager.


    Ellida.

Synes du det, Wangel?


    Wangel.

Jeg har nok aldrig kendt dig rigtig alligevel. Aldrig helt til bunds. Det begynder at gå op for mig nu.


    Ellida.

Derfor skal du også gi’ mig fri! Løse mig fra ethvert forhold til dig og dit! Jeg er ikke den, du tog mig for. Nu ser du det jo selv. Nu kan vi skilles i forståelse – og i frivillighed.


    172Wangel (tungt).

Det var kanske bedst for os begge – om vi skiltes. – Men jeg kan det ikke alligevel! – Du er for mig som det grufulde, Ellida. Det dragende, – det er det stærkeste i dig.


    Ellida.

Siger du det?


    Wangel.

Lad os se at komme over denne dag med overlæg. Med fuld ro i sindet. Jeg tør ikke løse og slippe dig idag. Har ikke lov til det. Ikke lov for din egen skyld, Ellida. Jeg gør gældende min ret og min pligt at værge for dig.


    Ellida.

Værge? Hvad er da her at værge imod? Det er jo slet ikke nogen vold og magt udenfra, som truer mig. Det grufulde ligger dybere, Wangel! Det grufulde, – det er dragningen i mit eget sind. Og hvad kan vel du gøre ved den?


    Wangel.

Jeg kan styrke og støtte dig til at stride imod.


    Ellida.

Ja, – hvis jeg vilde stride imod.


    173Wangel.

Vil du da ikke det?


    Ellida.

Å, det er jo det, jeg ikke selv véd!


    Wangel.

Inat er alting afgjort, kære Ellida –


    Ellida (bryder ud).

Ja, tænk! Afgørelsen så nær! Afgørelse for hele livet!


    Wangel.

– og så imorgen –


    Ellida.

Ja, imorgen! Kanske min rette fremtid da er forspildt!


    Wangel.

Din rette –?


    Ellida.

Et helt og fuldt liv i frihed forspildt, – forspildt for mig! Og kanske – for ham også.


    Wangel (sagtere, griber hende om håndledet).

Ellida, – elsker du denne fremmede mand?


    174Ellida.

Om jeg –? Å, hvad véd jeg det! Jeg véd bare, at han er for mig den grufulde og at –


    Wangel.

– og at?


    Ellida (river sig løs).

– og at det er hos ham, jeg synes, at jeg hører til.


    Wangel (sænker hovedet).

Jeg begynder at forstå det meste.


    Ellida.

Og hvad hjælp har så du imod dette her? Hvad råd véd du for mig?


    Wangel (ser tungt på hende).

Imorgen, – da er han altså rejst. Da er ulykken afvendt fra dit hode. Og da skal jeg være villig til at løse og slippe dig. Vi lar handelen gå om igen, Ellida.


    Ellida.

Å, Wangel –! Imorgen – da er det jo for sent –!


    175Wangel (ser ud mod haven).

Børnene! Børnene –! Lad os da i det mindste skåne dem – indtil videre.

(Lyngstrand kommer frem i haven. Lyngstrand tager afsked dernede og går ud til venstre. De øvrige kommer ind i stuen.)

    Arnholm.

Nu kan De tro, vi har gået og lagt planer –


    Hilde.

Vi vil ud på fjorden ikveld og –


    Bolette.

Nej, ikke sig noget!


    Wangel.

Vi to har også gået her og lagt planer.


    Arnholm.

Ah, – virkelig?


    Wangel.

Imorgen rejser Ellida ud til Skjoldviken – for en tid.


    Hilde (med et spring imod Ellida).

Rejser du! Rejser du ifra os!


    Ellida (forskrækket).

Men Hilde da! Hvad går der af dig?


    Hilde (fatter sig).

Å, det var ingenting. (halvhøjt, vender sig fra hende.) Rejs bare du!


    Bolette (angst).

Far, – jeg ser det på dig, – du rejser også – til Skjoldviken!


    Wangel.

Visst ikke, nej! Jeg ser kanske derud en gang imellem –


    Bolette.

Og her ind til os –?


    Wangel.

Ser jeg også –


    Bolette.

– en gang imellem, ja!


    177Wangel.

Kære barn, det så være.

(Han går henover gulvet.)

    Arnholm (hvisker).

Vi tales siden ved, Bolette.

(Han går hen til Wangel. De taler sagte sammen oppe ved døren.)

    Ellida (halvhøjt til Bolette).

Hvad var det med Hilde? Hun så jo ud som forstyrret!


    Bolette.

Har du aldrig mærket, hvad Hilde dag ud og dag ind har gået og tørstet efter?


    Ellida.

Tørstet efter?


    Bolette.

Lige siden du kom i huset?


    Ellida.

Nej, nej, – hvad er det?


    Bolette.

Et eneste kærligt ord fra dig.


    178Ellida.

Ah –! Skulde her være gerning for mig!

(Hun slår hænderne sammen om hovedet og ser ubevægelig frem for sig, ligesom gennemkrydset af stridende tanker og stemninger.)
(Wangel og Arnholm kommer i hviskende samtale fremover gulvet.)
(Bolette går hen og ser ind i sideværelset til højre. Derpå slår hun døren op.)

    Bolette.

Ja, kære far, – nu står maden på bordet – i fald du –


    Wangel (med tiltvungen fatning).

Gør den det, barn? Det var jo bra’. Vær så god, overlærer! Nu vil vi gå ind og tømme en afskedspokal med – med «fruen fra havet».

(De går mod døren til højre.)

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fruen fra havet

Fruen fra havet ble utgitt høsten1888. Som de to foregående stykkene, Vildanden (1884) og Rosmersholm (1886), er skuespillet et psykologisk og symboltungt stykke.

Stykket handler om frihet, livsvalg og det å ta ansvar for de valg man tar.

Handlingen foregår i en liten by på vestkysten av Norge, hjemme hos doktor Wangel. Wangel er gift med den mye yngre Ellida, men de har ikke hatt noe ekteskapelig forhold på lang tid. Ellida føler en voldsom dragning mot havet og også mot sjømannen som dukker opp fra fortiden. Wangel skjønner at den eneste måten han kan hjelpe Ellida på er å gi henne full frihet til å ta sine egne valg.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.