Fruen fra havet

av Henrik Ibsen

FEMTE AKT.


179(Den afsides del af doktor Wangels have ved karudsdammen. Tiltagende sommernatsskumring.)

(Hilde, i en båd, stager sig frem fra venstre langs stranden.)

    Hilde.

Se, her kan vi så magelig hoppe iland!


    Arnholm.

Nej, nej, gør ikke det!


    Lyngstrand.

Jeg kan ikke hoppe, frøken.


    Hilde.

De, Arnholm, kan ikke De heller hoppe?


    Arnholm.

Jeg vil helst la’ det være.


    Bolette.

Lad os så lægge til henne ved badehustrappen.

(De stager sig ud til højre.)
(I det samme kommer Ballested fra højre frem på fodstien, bærende notebøger og et valdhorn. Han hilser til dem i båden, vender sig og taler til dem. Svar høres fjernere og fjernere udenfor.)

    180Ballested.

Hvad siger De? – Ja visst er det for den engelske damperens skyld. For det er sidste gang, han kommer her iår. Men vil De nyde godt af tonerne, så må De ikke drøje for længe. (råber.) Hvad? (ryster på hovedet.) Kan ikke høre, hvad De siger!

(doktor Wangel, ind fra venstre.)

    Wangel.

Men, kære Ellida, – jeg forsikkrer dig, – der er rundelig tid endnu.


    Ellida.

Nej, nej, – der er ikke! Hvert øjeblik kan han komme.


    Ballested (udenfor ved havegærdet).

Se, god aften, herr doktor! God aften, frue!


    Wangel (blir ham var).

Å, er De der? Skal her være musik inat også?


    Ballested.

Ja. «Hornforeningen» agter at la’ sig høre. Det skorter os ikke på festlige anledninger i denne tid. I nat skal det være til ære for englænderen.


    181Ellida.

Englænderen! Er han alt i sigte?


    Ballested.

Ikke endnu. Men han kommer jo inde fra – mellem holmerne. En véd ikke ordet af, før han er lige over os.


    Ellida.

Ja, – just så er det.


    Wangel (halvt mod Ellida).

Inat er det sidste rejsen. Så kommer han ikke mere.


    Ballested.

En sørgelig tanke, herr doktor. Men derfor vil vi også, som sagt, gøre ære på ham. Ak ja, ak ja! Nu går snart den glade sommertid til ende. Snart er alle sunde lukket, som det heder i sørgespillet.


    Ellida.

Alle sunde lukket, – ja.


    Ballested.

Trist at tænke på. Nu har vi været sommerens glade børn i uger og måneder. Det holder hårdt at forsone sig med mørketiden. Ja, i førstningen, 182mener jeg. For menneskene kan alki-a-klimatisere sig, fru Wangel. Ja, såmæn kan de så.

(Han hilser og går ud til venstre.)

    Ellida (ser ud over fjorden).

Å, denne pinefulde spænding! Denne opjagende sidste halvtime før afgørelsen.


    Wangel.

Det står altså fast, at du selv vil tale med ham?


    Ellida.

Jeg tale med ham selv. For det er jo i frivillighed, at jeg skal træffe mit valg.


    Wangel.

Du har ikke noget valg, Ellida. Du får ikke lov at vælge. Får ikke lov for mig.


    Ellida.

Valget kan du aldrig hindre. Hverken du eller nogen anden. Du kan forbyde mig at rejse med ham, – følge ham, – ifald jeg vælger det. Du kan holde mig tilbage her med magt. Imod min vilje. Det kan du. Men at jeg vælger, – vælger inderst inde i mit sind, – vælger ham og ikke dig, – ifald jeg vil og må vælge således, – det kan du ikke hindre.


    183Wangel.

Nej, det har du ret i. Det kan jeg ikke hindre.


    Ellida.

Og så har jeg jo slet ingen ting at stå imod med! Her hjemme er der jo ingen verdens ting, som drager og binder mig. Jeg er jo så rent rodløs i dit hus, Wangel. Børnene ejer jeg ikke. Ejer ikke deres sind, mener jeg. Har aldrig ejet det. – Når jeg rejser, – om jeg rejser da, – enten med ham inat – eller ud til Skjoldviken imorgen, så har jeg ikke en nøgle at gi’ fra mig, – ikke en besked at lægge efter mig, hverken om det ene eller om det andet. Så rent rodløs er jeg i dit hus. Så rent udenfor alt sammen har jeg været lige fra første stund af.


    Wangel

Du har selv villet det således.


    Ellida.

Nej, jeg har ikke det. Jeg har hverken villet det eller ikke villet det. Jeg har bare simpelt hen ladet alting bli’ således, som jeg fandt det den dag, jeg kom. Det er dig – og ingen anden, – som har villet ha’ det således.


    Wangel.

Jeg tænkte at gøre det på det bedste for dig.


    184Ellida.

Å ja, Wangel, det véd jeg jo så godt! Men der er en gengældelse i dette. Noget, som hævner sig. For nu findes her ingen bindende magt, – ingen støtte for mig, – ingen hjælp, – ingen dragning ind imod alt det, som skulde ha’ været vort fælles inderste eje.


    Wangel.

Jeg ser det jo nok, Ellida. Og derfor så skal du jo også fra imorgen af få din frihed igen. Du skal herefter få leve dit eget liv.


    Ellida.

Og det kalder du mit eget liv! Å nej, mit eget rigtige liv kom ud af sporet, da jeg gik ind på samlivet med dig. (knuger hænderne i angst og uro.) Og nu, – inat – om en halv time – kommer han, som jeg har svigtet, – han, som jeg skulde ha’ holdt ubrødelig fast ved, ligesom han har holdt fast ved mig! Nu kommer han og byder mig – for sidste og eneste gang – at få leve livet om igen, – få leve mit eget rigtige liv, – det liv, som skræmmer og drager – og som jeg ikke kan gi’ slip på. Ikke i frivillighed!


    Wangel.

Just derfor trænger du til, at din mand – og din læge også – tar magten fra dig – og handler på dine vegne.


    185Ellida.

Ja, Wangel, jeg forstår det så godt. Å, du må ikke tro andet, end at der er stunder imellem, da jeg synes, der vilde være fred og redning i at ty inderligt ind til dig – og prøve på at trodse alle dragende og skræmmende magter. Men jeg kan ikke det heller. Nej, nej, – jeg kan det ikke!


    Wangel.

Kom, Ellida, – lad os gå lidt op og ned sammen.


    Ellida.

Jeg vilde så gerne. Men jeg tør ikke. For han sa’ jo, jeg skulde vente på ham her.


    Wangel.

Kom bare. Du har god tid endnu.


    Ellida.

Ja, tror du det?


    Wangel.

Rundelig tid, siger jeg.


    Ellida.

Lad os gå lidt da.

(De går ud i forgrunden til højre. I det samme kommer Arnholm og Bolette frem ved den øvre bred af dammen.)

    186Bolette (bemærker de bortgående).

Se der –!


    Arnholm (sagte).

Hys, – lad dem gå.


    Bolette.

Kan De begribe, hvad der er imellem dem i de sidste dage?


    Arnholm

Har De mærket noget?


    Bolette.

Om jeg har!


    Arnholm.

Noget sådan særligt?


    Bolette.

Å ja. Både det ene og det andet. Har ikke De?


    Arnholm.

Å, jeg véd ikke så rigtig –


    Bolette.

Jo, såmæn har De så. Men De vil bare ikke ud med det.


    187Arnholm.

Jeg tror, det vil være godt for Deres stedmor, at hun får gøre den lille rejsen.


    Bolette.

Tror De det?


    Arnholm.

Ja, jeg gad vide, om det ikke vil være bra’ for alle parter, at hun får komme lidt ud en gang imellem?


    Bolette.

Flytter hun nu imorgen hjem igen til Skjoldviken, så kommer hun visst aldrig mere her ind til os.


    Arnholm.

Men, kære Bolette, hvor falder De da på sligt?


    Bolette.

Jo, det tror jeg fuldt og fast. Pas De bare på! De skal sé, – hun kommer ikke igen. I alle fald ikke så længe jeg og Hilde er her i huset.


    Arnholm.

Hilde også?


    Bolette.

Nå, med Hilde kunde det kanske endda gå. For hun er jo ikke stort mere end barn endnu. 188Og så forguder hun Ellida i grunden, tror jeg. Men med mig er det anderledes, ser De. En stedmor, som ikke er så svært meget ældre end en selv –


    Arnholm.

Kære Bolette, – for Dem turde det kanske ikke vare så ret længe, før De får komme ud.


    Bolette (levende).

Siger De det! Har De altså talt med far om det?


    Arnholm.

Det har jeg også gjort, ja.


    Bolette.

Nå, – og hvad sa’ han så!


    Arnholm.

Hm, – Deres far er jo så stærkt optaget af andre tanker i disse dage –


    Bolette.

Ja, ja, det var jo det samme, jeg sa’ før.


    Arnholm.

Men så meget fik jeg dog ud af ham, at De nok ikke må gøre regning på nogen hjælp fra ham.


    Bolette.

Ikke –!


    189Arnholm.

Han forklarte mig så indlysende om sine forhold. Mente, at sligt noget var rent ud en umulig ting for ham.


    Bolette (bebrejdende).

Og så kunde De endda ha’ hjerte til at stå her og narre mig.


    Arnholm.

Det gjorde jeg så visst ikke, kære Bolette. Det beror helt og holdent på Dem selv – om De vil komme ud eller ikke.


    Bolette.

Hvad beror på mig, siger De?


    Arnholm.

Om De skal få komme ud i verden. Få lære alt det, som De mest har lyst til. Få del i alt det, som De går her hjemme og tørster efter. Få leve livet under lysere vilkår, Bolette. Hvad siger De til det?


    Bolette (slår hænderne sammen).

Å, du store gud –! Men det er jo rent umuligt, dette her. Når far hverken vil eller kan, så –. For jeg har jo ingen anden i hele verden, som jeg kunde vende mig til.


    190Arnholm.

Skulde De ikke kunne bekvemme Dem til at ta’ imod en håndsrækning af Deres gam- af Deres fordums lærer?


    Bolette.

Af Dem, herr Arnholm! Skulde De være villig til at –?


    Arnholm.

At stå Dem bi? Ja, så inderlig gerne. Både med råd og med dåd. Det kan De lide på. – Slår De altså til? Hvad? Går De ind på det?


    Bolette.

Om jeg går ind på det! Få komme ud, – få se verden, – få lære noget rigtig grundigt! Alt det, som har stået for mig som den store dejlige umulighed –!


    Arnholm.

Ja, alt det kan nu bli’ til virkelighed for Dem. Hvis De bare selv vil.


    Bolette.

Og al denne usigelige lykke vil De hjælpe mig frem til! Å nej, – men sig mig, –kan jeg ta’ imod sligt et offer af noget fremmed menneske?


    191Arnholm.

Af mig kan De så godt ta’ imod det, Bolette. Af mig kan De ta’ imod, hvad det så skal være.


    Bolette (griber hans hænder).

Ja, jeg synes næsten, at jeg kan det også! Jeg véd ikke hvorledes det er; men – (bryder ud). Å, jeg kunde både le og græde af glæde! Af lyksalighed! Å, – så skal jeg da få leve rigtig alligevel. Jeg begyndte at bli’ så ræd for, at livet skulde gå ifra mig.


    Arnholm.

Det behøver De ikke at ængste Dem for, kære Bolette. Men nu må De også si’ mig ganske oprigtigt – om der er noget – noget, som binder Dem her?


    Bolette.

Binder mig? Nej, det er der ikke.


    Arnholm.

Ikke noget som helst?


    Bolette.

Nej, slet ikke. Det vil si’, – far binder mig jo nok på en måde. Og Hilde også. Men –


    Arnholm.

Nå, – Deres far må De jo dog bort fra før 192eller senere. Og Hilde kommer jo også en gang til at gå sin egen vej gennem livet. Dette her er altså bare tidsspørsmål. Ikke andet. Men ellers er der altså ikke noget, som binder Dem, Bolette? Ikke noget slags forhold?


    Bolette.

Nej, slet ikke. For den sags skyld kan jeg så godt rejse, hvor hen det så skal være.


    Arnholm.

Ja, når så er, kære Bolette, – så skal De også få rejse med mig.


    Bolette (klapper i hænderne).

Å gud i himmelen, – hvilken lykke at tænke på!


    Arnholm.

For jeg håber da, at De har fuld tillid til mig?


    Bolette.

Ja, det har jeg rigtignok!


    Arnholm.

Og De tør altså trygt og fuldt betro Dem selv og Deres fremtid i mine hænder, Bolette? Ikke sandt? Tør De ikke det?


    Bolette.

Å jo, visst! Skulde jeg ikke det? Kan De 193tænke Dem andet! De, som har været min gamle lærer – min lærer i gamle dage, mener jeg.


    Arnholm.

Ikke blot derfor. Den side af sagen hæfter jeg mig ikke videre ved. Men –. Nå, – De er altså fri, Bolette. Der er intet forhold, som binder Dem. Og så spør’ jeg Dem da – om De kunde ville – kunde ville knytte Dem til mig – for livet?


    Bolette (viger tilbage i skræk).

Åh, – hvad er det De siger!


    Arnholm.

For hele livet, Bolette. Om De vil bli’ min hustru.


    Bolette (halvt for sig selv).

Nej, nej, nej! Dette her er umuligt! Aldeles umuligt!


    Arnholm.

Skulde det virkelig være så rent umuligt for Dem at –?


    Bolette.

Men De kan da vel aldrig i verden mene, hvad De siger, herr Arnholm! (ser på ham.) Eller –. Alligevel –. Var det således, De mente det – da De tilbød Dem at gøre så meget for mig?


    194Arnholm.

Nu skal De høre lidt på mig, Bolette. Jeg har nok overrasket Dem stærkt, lader det til.


    Bolette.

Å, hvor kunde sådant noget – fra Dem, – hvor kunde det andet end – end overraske mig!


    Arnholm.

Det kan De ha’ ret i. De vidste jo ikke, – kunde ikke vide, at det var for Deres skyld jeg har gjort denne rejsen hid.


    Bolette.

Er De kommet hid for – for min skyld!


    Arnholm.

Ja, det er jeg, Bolette. I våres fik jeg et brev fra Deres far. Og i det forekommer der en vending, som bragte mig på den tro – hm –, at De havde bevaret Deres fordums lærer i – i lidt mere end venskabelig erindring.


    Bolette.

Hvor kunde far skrive sligt noget!


    Arnholm.

Det var slet ikke således, han havde ment det. Men jeg leved mig nu altså ind i den indbildning, at der her gik en ung pige og længted 195efter, at jeg skulde komme igen. – Nej, nu må De ikke afbryde mig, kære Bolette! Og, – ser De vel, – når man, som jeg, ikke længer står i de egentlige ungdomsår, da gør en sådan tro – eller indbildning – et overmåde stærkt indtryk. Der vokste frem i mig en levende – en taknemmelig tilbøjelighed for Dem. Jeg syntes, jeg måtte rejse til Dem. Se Dem igen. Sige Dem, at jeg delte de følelser, som jeg bildte mig ind, at De gik her og bar på for mig.


    Bolette.

Men når De nu véd, at det ikke var så! At det var en fejltagelse!


    Arnholm.

Hjælper ikke, Bolette. Deres billede, – således, som jeg bærer det i mig, – vil altid stå farvet og præget af den stemning, som fejltagelsen satte mig i. De kan kanske ikke forstå dette her. Men således er det.


    Bolette.

Aldrig havde jeg tænkt mig muligt, at noget sligt kunde bli’ af.


    Arnholm.

Men når det nu altså har vist sig, at det dog kunde? Hvad siger De så, Bolette? Kunde De 196så ikke beslutte Dem til at, – ja, til at bli’ min hustru?


    Bolette.

Å, men jeg synes, det er så rent umuligt, herr Arnholm. De, som har været min lærer! Jeg kan ikke tænke mig at skulle stå i noget slags andet forhold til Dem.


    Arnholm.

Ja, ja, – når De aldeles ikke synes, at De kan –. Så blir altså forholdet uforandret, kære Bolette.


    Bolette.

Hvorledes, mener De?


    Arnholm.

Jeg står naturligvis ved mit tilbud alligevel. Jeg skal sørge for, at De kommer ud og får se Dem om i verden. Får lære noget, som De rigtig har lyst til. Får leve under trygge og uafhængige vilkår. Deres senere fremtid skal jeg nok også sikkre, Bolette. For i mig vil De altid ha’ en god, trofast, pålidelig ven. Vær De viss på det!


    Bolette.

Å gud, – herr Arnholm, – alt dette er jo ble’t rent umuligt nu.


    Arnholm.

Er dette også umuligt?


    197Bolette.

Ja, De kan da vel tænke Dem det! Efter det, De her har sagt mig, – og efter det svar, jeg har gi’t Dem –. Å, De må da selv kunne forstå, at jeg nu umulig kan ta’ imod så umådelig meget af Dem! Ikke nogen verdens ting kan jeg ta’ imod af Dem. Aldrig efter dette!


    Arnholm.

Vil De altså heller bli’ ved at sidde her hjemme og la’ livet gå fra Dem?


    Bolette.

Å, det er så forfærdelig våndefuldt at tænke på!


    Arnholm.

Vil De gi’ afkald på at få se noget af verden udenfor? Gi’ afkald på at få være med om alt det, som De selv siger, De går her og tørster efter? Vide, at der er så uendelig meget til, – og så alligevel aldrig få rigtig rede på noget af det? Betænk Dem vel, Bolette.


    Bolette.

Ja, ja, – De har så storlig ret, herr Arnholm.


    Arnholm.

Og så, – når engang Deres far ikke er her mere, – da kanske at stå hjælpeløs og alene i verden. Eller også at måtte gi’ Dem hen til en 198anden mand, – som De – muligens – heller ikke kunde føle nogen godhed for.


    Bolette.

Å ja, – jeg ser jo nok, hvor sandt det er, – alt det, som De siger. Men alligevel –! – Eller kanske dog –?


    Arnholm (hurtigt).

Nu!


    Bolette (ser tvilrådig på ham).

Kanske det da ikke var så rent umuligt alligevel –.


    Arnholm.

Hvilket, Bolette!


    Bolette.

At det kunde la’ sig gøre, – at gå ind på – på det, – som De foreslog mig.


    Arnholm.

Mener De, at De kanske dog kunde være villig til at –? At De i alle fald kunde ville unde mig den glæde at få hjælpe Dem som en trofast ven?


    Bolette.

Nej, nej, nej! Aldrig det! For det vilde 199nu være så rent aldeles umuligt. – Nej, – herr Arnholm, – tag mig så heller.


    Arnholm.

Bolette! Vil De alligevel!


    Bolette.

Ja, – jeg tror – jeg vil det.


    Arnholm.

De vil altså dog bli’ min hustru!


    Bolette.

Ja. Hvis De endnu synes, at – at De bør ta’ mig.


    Arnholm.

Om jeg synes –! (griber hendes hånd.) Å, tak, – tak, Bolette! Hvad De ellers sa’, – Deres tvilrådighed før, – det afskrækker mig ikke. Har jeg end ikke fuldt ud Deres hjerte nu, så skal jeg nok vide at vinde det. Å, Bolette, jeg skal bære Dem på hænderne!


    Bolette.

Og så får jeg sé mig om i verden. Får leve med i livet. Det har De lovet mig.


    Arnholm.

Og det står jeg ved.


    200Bolette.

Og får lov til at lære alt, hvad jeg har lyst til.


    Arnholm.

Jeg skal selv være Deres lærer. Ligesom før, Bolette. Husk på det sidste skoleåret –.


    Bolette (stille og fordybet i sig selv).

Tænk, – at vide sig fri – og få komme ud i det fremmede. Og så ikke behøve at gå og ængste sig for fremtiden. Ikke gå og grue for dette tossede udkomme –.


    Arnholm.

Nej, sligt noget skal De aldrig ha’ nødig at spilde en tanke på. Og – ikke sandt, min kære Bolette, – det er også en ganske god ting? Hvad?


    Bolette.

Ja. Det er det rigtignok. Det er visst og sandt.


    Arnholm (lægger armen om hendes liv).

Å, De skal bare se, hvor hyggeligt og lunt vi skal indrette os sammen! Og hvor godt og trygt og fortroligt vi to skal komme ud af det med hinanden, Bolette!


    201Bolette.

Ja, jeg begynder også at –. Jeg tror i grunden – at dette her må kunne gå. (ser ud til højre og gør sig hurtig løs.) Ah! Sig endelig ikke noget!


    Arnholm.

Hvad er det, kære?


    Bolette.

Å, det er den stakkers –. (peger ud.)Se der borte.


    Arnholm.

Er det Deres far –?


    Bolette.

Nej, det er den unge billedhuggeren. Han går der henne med Hilde.


    Arnholm.

Nå, Lyngstrand. Hvad er der i vejen med ham?


    Bolette.

Å, De véd jo, hvor svag og dårlig han er.


    Arnholm.

Ja, hvis det ikke bare er indbildning.


    Bolette.

Å nej, det er nok sandt. Han gør det visst 202ikke længe. Men det er kanske det bedste for ham.


    Arnholm.

Kære, hvorfor skulde det være bedst?


    Bolette.

Jo, fordi – fordi det blir visst aldrig til noget med hans kunst alligevel. – Lad os gå før de kommer.


    Arnholm.

Så hjertelig gerne, min kære Bolette.

(Lyngstrand kommer frem ved dammen.)

    Hilde.

Hej, – hej! Vil ikke herskabet vente på os?


    Arnholm.

Bolette og jeg går helst lidt i forvejen.

(Han og Bolette går ud til venstre.)

    Lyngstrand (lér stille).

Det er svært fornøjeligt her i denne tid. Alle mennesker så går de parvis. Altid to og to sammen.


    Hilde (ser efter dem).

Jeg tør næsten bande på, at han går og frier til hende.


    203Lyngstrand.

Så? Har De mærket noget sligt?


    Hilde.

Å ja. Det er da ikke vanskeligt, – når en har øjnene med sig.


    Lyngstrand.

Men frøken Bolette tar ham ikke. Det er jeg sikker på.


    Hilde.

Nej. For hun synes, han er ble’t så fælt gammel at se til. Og så tror hun, at han snart blir skaldet også.


    Lyngstrand.

Nå, det er ikke for det alene. Hun vilde ikke ta’ ham alligevel.


    Hilde.

Hvor kan nu De vide det?


    Lyngstrand.

Jo, for der er en anden en, som hun har lovet at gå og tænke på.


    Hilde.

Bare tænke på?


    204Lyngstrand.

Mens han er borte, ja.


    Hilde.

Å, så er det vel sagtens Dem selv, som hun skal gå og tænke på da!


    Lyngstrand.

Det kunde nok kanske være.


    Hilde.

Har hun lovet Dem det?


    Lyngstrand.

Ja, tænk, – det har hun lovet mig! Men De må endelig ikke si’e hende, at De véd om det.


    Hilde.

Å, gud bevare min mund. Jeg er så taus som graven.


    Lyngstrand.

Jeg synes, det er så svært snilt af hende.


    Hilde.

Og når De så kommer her hjem igen, – vil De så forlove Dem med hende da? Og gifte Dem med hende også?


    Lyngstrand.

Nej, det vilde ikke passe godt sammen. For 205jeg tør jo ikke tænke på sligt noget i de første årene. Og når jeg engang kommer så vidt, så vil hun ligesom være ble’t noget for gammel for mig, synes jeg.


    Hilde.

Men endda så vil De ha’, at hun skal gå her og tænke på Dem?


    Lyngstrand.

Ja, for det er så nyttigt for mig. For mig som kunstner, forstår De. Og hun kan jo så let gøre det, hun, som ikke selv har noget rigtigt livskald. – Men snilt er det af hende alligevel.


    Hilde.

Tror De, De kan arbejde fortere på kunstværket da, når De véd, at Bolette går her og tænker på Dem?


    Lyngstrand.

Ja, jeg forestiller mig det. Dette her, ser De, at vide, at der et steds i verden er en ung, fin og taus kvinde, som går stille og drømmer om en –. Jeg synes, det må være noget så – så –. Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det for.


    Hilde.

Mener De kanske – spændende?


    206Lyngstrand.

Spændende? Å ja. Spændende er det, jeg mener. Eller noget sligt noget. (ser en stund på hende.) De er så klog, De, frøken Hilde. Rigtig svært klog er De. Når jeg kommer hjem igen, så vil De være omtrent i samme alder, som Deres søster er i nu. Kanske De da også ser ud, som Deres søster nu ser ud. Og kanske De da har fåt det samme sind også, som hun nu har. At De kanske da er ble’t ligesom både Dem selv og hende – i én gestalt at kalde for.


    Hilde.

Vilde De gerne ønske det?


    Lyngstrand.

Jeg véd ikke rigtig. Jo, jeg tror næsten. Men nu – for i sommer – vil jeg helst, at De skal være lig Dem selv alene. Og akkurat slig, som De er.


    Hilde.

Liker De mig bedst sådan?


    Lyngstrand.

Ja, jeg liker Dem svært godt så.


    Hilde.

Hm, – sig mig, De, som er kunstner, – synes De godt om det, at jeg altid går lyst sommerklædt?


    207Lyngstrand.

Ja, det synes jeg rigtig godt om.


    Hilde.

Synes De, at de lyse farverne klæ’r mig da?


    Lyngstrand.

Ja, rigtig dejligt klæ’r det lyse Dem, efter min smag.


    Hilde.

Men sig mig, – De, som er kunstner, – hvorledes tror De, jeg vilde ta’ mig ud i sort?


    Lyngstrand.

I sort, frøken Hilde?


    Hilde.

Ja, i helt sort. Tror De, jeg vilde ta’ mig godt ud i det?


    Lyngstrand.

Sort er jo ikke egentlig sådan for sommertiden. For resten vilde De visst ta’ Dem udmærket godt ud i sort også. Netop De med Deres udseende.


    Hilde (ser hen for sig).

I sort helt op til halsen. – Sort krus omkring. – Sorte handsker. – Og et langt sort slør bagover.


    208Lyngstrand.

Hvis De klædte Dem slig, frøken Hilde, så vilde jeg ønske, jeg var maler – og skulde male en ung, dejlig, sørgende enke.


    Hilde.

Eller en ung, sørgende brud.


    Lyngstrand.

Ja, det passed De endnu bedre til. Men De kunde da vel ikke ønske at klæ’ Dem slig?


    Hilde.

Jeg véd ikke rigtig. Men jeg synes, det er spændende.


    Lyngstrand.

Spændende?


    Hilde.

Spændende at tænke på, ja. (peger pludselig ud til venstre.) Nej, men ser De der!


    Lyngstrand (ser derhen).

Den store engelske damperen! Og helt inde ved bryggen!

(Ellida kommer frem ved dammen.)

    Wangel.

Nej, jeg forsikkrer dig, kære Ellida, – du 209tar fejl! (ser de andre.) Nå, er I to her? Ikke sandt, herr Lyngstrand, – han er ikke i sigte endnu?


    Lyngstrand.

Den store engelske?


    Wangel.

Ja vel!


    Lyngstrand (peger hen).

Der ligger han alt, herr doktor.


    Ellida.

Ah –! Jeg vidste det nok.


    Wangel.

Kommen!


    Lyngstrand.

Kommen som en tyv om natten, kan en gerne sige. Så rent stilfærdig lydløst –


    Wangel.

De må følge Hilde hen på bryggen. Skynd Dem! Hun vil visst høre på musiken.


    Lyngstrand.

Ja, nu skulde vi just til at gå, herr doktor.


    Wangel.

Vi andre kommer kanske efter. Om lidt kommer vi.


    210Hilde (hvisker til Lyngstrand).

De to går også parvis.

(Hun og Lyngstrand går ud gennem haven til venstre. Hornmusik høres fjernt ude på fjorden under det følgende.)

    Ellida.

Kommen! Han er her! Ja, ja, – jeg føler det.


    Wangel.

Du skal helst gå ind, Ellida. Lad mig få tale med ham alene.


    Ellida.

Å, – det er umuligt! Umuligt, siger jeg! (udstøder et skrig.) Ah, – ser du ham, Wangel!

(Den fremmede mand kommer fra venstre og standser på fodstien udenfor havegærdet.)

    Den fremmede (hilser).

God aften. Her har du mig altså igen, Ellida.


    Ellida.

Ja, ja, ja, – timen er kommen nu.


    Den fremmede.

Er du så rejsefærdig? Eller er du det ikke?


    Wangel.

De ser da vel selv, at hun ikke er det.


    211Den fremmede.

Det er ikke rejseklæ’r eller sligt noget, jeg spør’ efter. Ikke fyldte kufferter heller. Alt det, hun behøver på rejsen, har jeg med mig ombord. Kahyt til hende har jeg også sørget for. (til Ellida.) Jeg spør’ dig altså, om du er rede til at følge med mig, – i frivillighed følge med mig?


    Ellida (bønfaldende).

Å, spørg mig ikke! Frist ikke således!

(En dampskibsklokke høres i frastand.)

    Den fremmede.

Nu ringer det første gang ombord. Nu får du sige ja eller nej.


    Ellida (vrider hænderne).

Afgørelse! Afgørelse for hele livet! Aldrig kunne gøre det om igen!


    Den fremmede.

Aldrig. Om en halv time er det for sent.


    Ellida (ser sky og forskende på ham).

Hvorfor er det, at De holder så uryggelig fast ved mig?


    212Den fremmede.

Føler ikke du ligesom jeg, at vi to hører sammen?


    Ellida.

Mener De for det løftes skyld?


    Den fremmede.

Løfter binder ingen. Hverken mand eller kvinde. Når jeg holder så uryggelig fast ved dig, så er det, fordi jeg ikke kan andet.


    Ellida (sagte og bævende).

Hvorfor kom De ikke før?


    Wangel.

Ellida!


    Ellida (bryder ud).

Å, – dette, som drager og frister og lokker – ind i det ukendte! Hele havets magt er samlet i dette ene!

(Den fremmede mand stiger over havegærdet.)

    Ellida (viger bag Wangel).

Hvad er det? Hvad vil De?


    Den fremmede.

Jeg ser det – og jeg hører det på dig, 213Ellida, – det blir altså dog mig, du vælger til slut.


    Wangel (træder imod ham).

Min hustru har ikke noget valg her. Jeg er sat både til at vælge og til at – værge for hende. Ja, værge! Hvis De ikke forføjer Dem herfra, – ud af landet, – og aldrig kommer igen, – véd De da vel, hvad De så udsætter Dem for?


    Ellida.

Nej, nej, Wangel! Ikke dette!


    Den fremmede.

Hvad vil De gøre mig?


    Wangel.

Jeg vil la’ Dem sætte fast – som en forbryder! Straks! Inden De kommer ombord! For jeg véd fuld besked om drabet ude i Skjoldviken.


    Ellida.

Å, Wangel, – hvor kan du –!


    Den fremmede.

Det var jeg forberedt på. Og derfor – (tager en revolver frem af brystlommen.) – derfor så har jeg også forsynet mig med denne her.


    214Ellida (kaster sig foran Wangel).

Nej, nej, – dræb ham ikke! Dræb så heller mig!


    Den fremmede.

Hverken dig eller ham. Vær rolig for det. Denne her er til eget brug. For jeg vil leve og dø som en fri mand.


    Ellida (i stigende oprør).

Wangel! Lad mig sige dig det, – sige det, så at han hører på det! Vel kan du holde mig tilbage her! Det har du jo magt og midler til! Og det vil du jo også gøre! Men mit sind, – alle mine tanker, – alle mine dragende længsler og begær, – dem kan du ikke binde! De vil hige og jage – ud i det ukendte, – som jeg var skabt for – og som du har lukket for mig!


    Wangel (i stille smerte).

Jeg ser det vel, Ellida! Skridt for skridt glider du fra mig. Kravet på det grænseløse og endeløse – og på det uopnåelige, – det vil drive dit sind helt ind i nattemørket til slut.


    Ellida.

Å ja, ja, – jeg føler det – som sorte lydløse vinger over mig!


    215Wangel.

Did skal det ikke komme. Der er ingen anden redning mulig for dig. Jeg øjner i alle fald ingen anden. Og derfor – derfor så lar jeg – handelen nu straks gå om igen. – Nu kan du altså vælge din vej – i fuld – fuld frihed.


    Ellida (stirrer en stund som målløs på ham).

Er det sandt, – sandt, – hvad du siger! Mener du det – af dit inderste hjerte!


    Wangel.

Ja, – af hele mit inderste, våndefulde hjerte mener jeg det.


    Ellida.

Og kan du det også! Kan du la’ det ske!


    Wangel.

Ja, det kan jeg. Jeg kan det – fordi jeg elsker dig så højt.


    Ellida (sagte og bævende).

Så nær – og så inderligt – skulde jeg være kommet ind til dig!


    Wangel.

Det har årene og samlivet virket.


    216Ellida (slår hænderne sammen).

Og jeg, – som så lidet har set det!


    Wangel.

Dine tanker gik andre veje. Men nu altså, – nu er du fuldt ud løst fra mig og mit. Og fra mine. Nu kan dit eget rigtige liv – komme ind på – på sit rette spor igen. For nu kan du vælge i frihed. Og under eget ansvar, Ellida.


    Ellida (griber sig om hovedet og stirrer frem for sig imod Wangel).

I frihed og – og under ansvar! Under ansvar også? – Der er – forvandling i dette her!

(Dampskibsklokken lyder atter.)

    Den fremmede.

Hører du, Ellida! Nu ringer de for sidste gang. Kom så!


    Ellida (vender sig imod ham, ser fast på ham og siger med magt i stemmen:)

Aldrig går jeg med Dem efter dette.


    Den fremmede.

Går du ikke!


    Ellida (klynger sig op til Wangel).

Å, – aldrig rejser jeg fra dig efter dette!


    217Wangel.

Ellida, – Ellida!


    Den fremmede.

Altså forbi?


    Ellida.

Ja! Forbi for alle tider!


    Den fremmede.

Jeg ser det nok. Der er noget her, som er stærkere end min vilje.


    Ellida.

Deres vilje mægter ikke et fnug over mig længer. For mig er De en død mand, – som er kommen hjem fra havet. Og som går did igen. Men jeg gruer ikke længer for Dem. Og jeg drages ikke heller.


    Den fremmede.

Farvel, frue! (han svinger sig over havegærdet.) Fra nu af er De ikke andet – end et overstået skibbrud i mit liv.

(Han går ud til venstre.)

    Wangel (ser en stund på hende).

Ellida, – dit sind er som havet. Det har både ebbe og flod. Hvorfra kom forvandlingen?


    218Ellida.

Å, forstår du da ikke, at forvandlingen kom, – at forvandlingen måtte komme – da jeg fik vælge i frihed.


    Wangel.

Og det ukendte, – det drager dig ikke længer?


    Ellida.

Hverken drager eller skræmmer. Jeg har kunnet få sé ind i det, – få gå ind til det, – ifald jeg bare selv havde villet. Jeg har kunnet vælge det nu. Derfor kunde jeg også forsage det.


    Wangel.

Jeg begynder at forstå dig – lidt efter lidt. Du tænker og fornemmer i billeder – og i synbare forestillinger. Din længsel og higen efter havet, – din dragning imod ham, – imod denne fremmede mand, – det har været udtrykket for et vågnende og voksende frihedskrav i dig. Andet ikke.


    Ellida.

Å, jeg véd ikke, hvad jeg skal sige til det. Men du har været en god læge for mig. Du fandt, – og du voved at bruge det rette middel, – det eneste, som kunde hjælpe mig.


    219Wangel.

Ja, – i den yderste nød og fare vover vi læger så meget. – Men nu kommer du altså til mig igen, Ellida?


    Ellida.

Ja, kære, trofaste Wangel, – nu kommer jeg til dig igen. Nu kan jeg det. For nu kommer jeg til dig i frihed, – frivillig – og under ansvar.


    Wangel (ser hjerteligt på hende).

Ellida! Ellida! Å, – at tænke sig til, at nu kan vi to få leve helt for hinanden –


    Ellida.

– og med fælles livsminder. Dine – så vel som mine.


    Wangel.

Ja, ikke sandt, du kære!


    Ellida.

– og for vore to børn, Wangel.


    Wangel.

Vore kalder du dem!


    220Ellida.

Dem, som jeg ikke ejer, – men som jeg nok skal vinde.


    Wangel.

Vore –! (kysser glad og ilsomt hendes hænder.) Å, – usigelig tak for det ord!

(Bolette kommer fra venstre inde i haven.)
(Samtidigt mange af byens unge folk og sommergæster udenfor på fodstien.)

    Hilde (halvhøjt til Lyngstrand).

Nej, sé – hvor rent forlovet hun og far ser ud!


    Ballested (som har hørt det).

Det er sommertid, lille frøken.


    Arnholm (ser mod Wangel og Ellida).

Nu sejler engelskmanden.


    Bolette (går til gærdet).

Herfra kan man bedst se ham.


    Lyngstrand.

Sidste rejs’ for iår.


    221Ballested.

Snart er alle sunde lukket, som digteren siger. Det er trist, fru Wangel! Og nu mister vi jo Dem også for en tid. Imorgen flytter De jo ud til Skjoldviken, hører jeg.


    Wangel.

Nej, – det blir der ikke noget af. For nu inat har vi to bestemt os om igen.


    Arnholm (ser afvekslende på dem).

Ah, – virkelig!


    Bolette (kommer fremover).

Far, – er det sandt!


    Hilde (hen imod Ellida).

Blir du hos os alligevel!


    Ellida.

Ja, kære Hilde, – ifald du vil ha’ mig.


    Hilde (kæmpende mellem gråd og glæde).

Åh, – tænk – om jeg vil –!


    222Arnholm (til Ellida).

Men dette her kommer da sandelig som en overraskelse –!


    Ellida (smiler, alvorligt).

Nå, ser De, herr Arnholm –. Husker De, – vi talte om det igår? Når en nu engang er ble’t en fastlandsskabning, – så finder en ikke vejen tilbage igen – ud til havet. Og ikke ud til havlivet heller.


    Ballested.

Bare med den forskel at havfruenhun dør af det. Menneskene derimod – de kan aklam-akli-matisere sig. Jo, jo, – jeg forsikrer Dem, fru Wangel, – de kan a-kli-matisere sig!


    Ellida.

Ja, i frihed kan de det, herr Ballested.


    223Wangel.

Og under ansvar, kære Ellida.


    Ellida (hurtigt, rækker ham hånden).

Netop det er det.

(Det store dampskib glider lydløst ud over fjorden. Musiken høres nærmere inde mod land.)

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fruen fra havet

Fruen fra havet ble utgitt høsten1888. Som de to foregående stykkene, Vildanden (1884) og Rosmersholm (1886), er skuespillet et psykologisk og symboltungt stykke.

Stykket handler om frihet, livsvalg og det å ta ansvar for de valg man tar.

Handlingen foregår i en liten by på vestkysten av Norge, hjemme hos doktor Wangel. Wangel er gift med den mye yngre Ellida, men de har ikke hatt noe ekteskapelig forhold på lang tid. Ellida føler en voldsom dragning mot havet og også mot sjømannen som dukker opp fra fortiden. Wangel skjønner at den eneste måten han kan hjelpe Ellida på er å gi henne full frihet til å ta sine egne valg.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.