Stå stille! Der ser jeg en stor en.

Hvor står den henne?

Kan De ikke se – der nede står den. Og se der! Der er, guds død, en til! (ser hen mellem træerne.) Uh, – nu kommer han og skræmmer dem for os!

Hvem kommer?

Din overlærer, mor!

Min –?

Ja, min har han, så gu’, aldrig været.

Er der kommet fisk i dammen nu?

Ja, her går nogen svært gamle karudser.

Nej, så de gamle karudserne er i live endnu?

Ja, de er sejge, de. Men nu skal vi vel se at få has på nogen af dem.

De skulde da heller prøve ude på fjorden.

Nej, dammen – den er ligesom mere hemmelighedsfuld at kalde for.

Ja, her er det mere spændende. – Har De været i sjøen nu?

Netop. Jeg kommer lige fra badehuset.

De holdt Dem vel inde i kummen da?

Ja, jeg er ikke nogen særdeles svømmer.

Kan De svømme på ryggen?

Nej.

Jeg kan. (til Lyngstrand.) Lad os prøve der borte på den andre siden.

Sidder De så alene, De, Bolette?

Å ja, det gør jeg som oftest.

Er ikke Deres mor her nede i haven?

Nej. Hun er visst ude og går med far.

Hvorledes står det til med hende i eftermiddag?

Jeg véd ikke rigtig. Jeg glemte at spørge efter.

Hvad er det for bøger, De har der?

Å, den ene er sådant noget om plantelære. Og den anden er en jordbeskrivelse.

Læser De gerne den slags ting?

Ja, når jeg kan få tid til det, så –. Men husstellet må jeg jo først og fremst ta’ mig af.

Men hjælper ikke Deres mor – Deres stedmor – hjælper ikke hun Dem med det?

Nej, det ligger til mig. Jeg måtte jo stå for det i de to år, far var alene. Og så er det ble’t ved det sidenefter også.

Men lige stor læselyst har De altså fremdeles.

Ja, jeg læser, hvad jeg kan få fat på af nyttige bøger. En vil jo gerne vide lidt besked om verden. For her lever vi jo så rent udenfor alt det, som til er. Ja, næsten da.

Men, kære Bolette, sig dog ikke det.

Å jo. Jeg synes ikke, vi lever synderlig anderledes, vi, end karudserne nede i dammen der. Fjorden har de så lige ind på sig og der stryger de store vilde fiskestimene ud og ind. Men det får de stakkers tamme husfiskene ikke vide nogen ting om. Og der får de aldrig være med.

Jeg tror ikke heller, det vilde bekomme dem videre bra’, om de slap ud der.

Å, det fik næsten være det samme, synes jeg.

For resten kan De da ikke sige, at man er sat så rent udenfor livet her. Ikke om sommeren i alle fald. Her er jo nu om dagene netop ligesom et slags mødested for verdenslivet. Næsten et knudepunkt – sådan i forbigående.

Å ja, De, som selv er her bare sådan i forbigående, De har sagtens let nok for at gøre nar af os.

Gør jeg nar –? Hvor falder De på det?

Jo, for alt dette her om mødested og knudepunkt for verdenslivet, det er noget, som De har hørt folk i byen sige. Ja, for de bruger at sige sådant noget.

Ja, oprigtig talt, så har jeg lagt mærke til det.

Men der er jo ikke et sandt ord i det i grunden. Ikke for os, som lever her til stadig. 100Hvad nytter det os, at den store fremmede verden kommer her forbi for at rejse op og se på midnatssolen? Vi selv får jo ikke være med på det. Vi får såmæn ikke se nogen midnatssol. Å nej, vi får nok pent leve livet her i vor karudsdam.

Sig mig en gang, kære Bolette, – er der ikke, mon tro, et eller andet, – noget bestemt, mener jeg, som De går her hjemme og længter efter?

Å jo, det kunde nok være.

Og hvad er så det egentlig for noget? Hvad er det, De går og længter efter?

Mest efter at få komme ud.

Det altså først og fremst?

Ja. Og så efter at få lære noget mere. At få vide noget rigtig om alle ting.

I den tid, jeg læste med Dem, sa’ Deres far ofte, at De skulde få lov til at studere.

Å ja, stakkers far, – han siger så meget. Men når det kommer til stykket, så –. Der er ikke nogen rigtig fremfærd i far.

Nej, desværre, det har De ret i. Der er ikke egentlig det. Men har De da nogensinde talt med ham om den sag? Sådan rigtig alvorligt og indtrængende?

Nej, det har jeg egentlig ikke gjort heller.

Men, véd De hvad, det skulde De dog virkelig gøre. Før det blir for sent, Bolette. Hvorfor gør De ikke det?

Å, det er vel fordi der ikke er nogen rigtig fremfærd i mig heller, kan jeg tro. Det er visst noget, jeg har efter far.

Hm, – mon tro De ikke gør Dem selv uret der?

Å nej, desværre. Og så har jo far så liden tid til at tænke på mig og min fremtid. Liden lyst har han også til det. Sligt noget skyder han 102helst ifra sig, når han bare kan. For han er jo så rent optaget af Ellida –

Af hvem –? Hvorledes –?

Jeg mener, at han og min stedmor –. (afbrydende.) Far og mor har jo sit for sig selv, kan De skønne.

Nå, desto bedre vilde det da være, om De så til at komme væk fra dette her.

Ja, men jeg synes ikke, jeg har ret til det heller. Ikke til at forlade far.

Men, kære Bolette, det blir De jo nødt til engang alligevel. Derfor så synes jeg, at De jo før jo heller –

Ja, der blir vel ikke andet for. Jeg må jo tænke på mig selv også. Søge at komme ind i en eller anden stilling. Når far engang falder fra, så har jeg jo ingen, jeg kan holde mig til. – Men stakkers far, – jeg gruer for at rejse fra ham.

Gruer –?

Ja, for fars egen skyld.

Men, herre gud, Deres stedmor da? Hun blir jo hos ham.

Ja, det er jo så. Men hun er slet ikke skikket til alt det, som mor havde sådant et godt greb på. Der er så mangt og meget, som denne her ikke ser. Eller som hun kanske ikke vil se, – eller ikke bryr sig om. Jeg ved ikke, hvilken af delene det er.

Hm, – jeg tror nok, jeg forstår, hvad De sigter til.

Stakkers far, – han er svag i enkelte stykker. De har kanske selv mærket det. Forretninger har han jo heller ikke nok af til at fylde tiden ud. Og så det, at hun er så rent ude af stand til at støtte ham. – Det har han nu for resten visst selv nogen skyld i.

Hvorledes det, tror De?

Å, far vil nu altid så gerne se glade ansigter omkring sig. Der skal være solskinsvejr og fornøjelighed i huset, siger han. Derfor er jeg ræd, han mangen gang lar hende få medicin, som hun slet ikke har godt af i længden.

Tror De virkelig det.

Ja, jeg kan ikke komme bort fra den tanke. For hun er så underlig iblandt. (heftig.) Men er det så ikke ubilligt, at jeg skal bli’ ved at gå her hjemme! Det er jo i grunden ikke til nogen verdens nytte for far. Og jeg har da også pligter imod mig selv, synes jeg.

Ved De hvad, kære Bolette, – disse sager skal vi to tale nærmere om.

Å, det nytter visst ikke stort. Jeg er vel skabt til at bli’ her i karudsdammen, kan jeg tro.

Slet ikke. Det kommer ganske an på Dem selv.

Siger De det?

Ja, tro De mig. Det ligger helt og holdent i Deres egen hånd.

Å gid jeg så sandt –! Vil De kanske lægge ind et godt ord for mig hos far?

Det også. Men først og fremst vil jeg tale åbenhjertigt og uforbeholdent med Dem selv, kære Bolette. (ser ud til venstre.) Hys! Lad Dem ikke mærke med noget. Vi skal komme tilbage til det siden.

Her er det godt! Her er det dejligt!

Har De været ude at spadsere?

Ja, en lang, lang herlig tur opover med Wangel. Og nu skal vi ud og sejle.

Vil du ikke sætte dig?

Nej tak. Ikke sidde.

For her er god plads.

Nej, nej, nej. Ikke sidde. Ikke sidde.

Den turen har visst bekommet Dem vel. De ser så oplivet ud.

Å, jeg befinder mig så inderlig vel! Jeg føler mig så usigelig lykkelig! Så tryg! Så tryg –. (ser ud til venstre.) Hvad er det for et stort dampskib, som kommer der?

Det må være det store engelske.

Det lægger til ude ved tønden. Plejer det stoppe her?

Bare en halv times tid. Det skal længere indover i fjorden.

Og så udover igen – imorgen. Ud på det store åbne hav. Helt over havet. Tænk, – at få være med der! Den, som kunde det! Den, som bare kunde!

Har De aldrig fåt gøre nogen større sørejse, fru Wangel?

Aldrig nogensinde. Bare sådanne små farter her inde i fjordene.

Å nej, vi får nok ta’ til takke med landjorden.

Nå, der hører vi jo også egentlig hjemme.

Nej, det tror jeg slet ikke, at vi gør.

Ikke på landjorden?

Nej. Jeg tror ikke det. Jeg tror, at dersom menneskene bare fra først af havde vænnet sig til at leve sit liv på havet, – i havet kanske, – så vilde vi nu ha’ været ganske anderledes fuldkomne end vi er. Både bedre og lykkeligere.

Tror De virkelig det?

Ja, jeg gad vide, om vi ikke vilde været det. Jeg har mangen gang talt med Wangel om dette her –

Nå, og han –?

Jo, han mener, det kunde kanske nok være.

Nå, lad gå. Men sket er sket. Vi er da altså en gang for alle kommet på gal vej og er ble’t landdyr istedet for havdyr. Under alle omstændigheder er det visst nu for sent at rette på fejlen.

Ja, der siger De en sørgelig sandhed. Og 109jeg tror, at menneskene aner noget sådant selv. At de går og bærer på det, som på en lønlig anger og sorg. De kan tro mig, – deri er det, at menneskenes tungsind har sin dybeste grund. Jo, – tro De mig på det.

Men, bedste fru Wangel, – jeg har ikke fåt det indtryk, at menneskene er så svært tungsindige endda. Jeg synes tvert imod, at de fleste ser livet så lyst og let – og i en stor, stille, ubevidst glæde.

Å nej, det er nok ikke så. Den glæden – den er nok ligesom vor glæde over det lange lyse sommerdøgn. Den har mindelsen om den kommende mørketid over sig. Og den mindelsen er det, som kaster sin skygge over menneskeglæden, – ligesom drivskyen kaster sin skygge over fjorden. Der lå den så blank og blå. Og så med et –

Du skulde ikke gi’ dig af med slige triste tanker nu. Nylig var du jo så glad og så oplivet –

Ja, ja, jeg var jo det. Å, dette her – det er så dumt af mig. (ser sig urolig om.) Bare Wangel nu vilde komme her ned. Han lovte mig det så 110bestemt. Men han kommer jo ikke alligevel. Han har visst glemt det. Å, kære herr Arnholm, vil ikke De se til at finde ham for mig?

Jo, meget gerne.

Sig ham, at han endelig må komme straks. For nu kan jeg ikke se ham –

Ikke se ham –?

Å, De forstår mig ikke. Når han ikke er tilstede, så kan jeg tidt ikke huske, hvorledes han ser ud. Og så er det, som om jeg rent havde mistet ham. – Det er så forfærdelig pinligt. Men gå bare!

Jeg går med Dem. De ved jo ikke besked –

Å hvad. Jeg skal nok –

Nej, nej, jeg er urolig. Jeg er ræd, han er ombord i dampskibet.

Ræd?

Ja, han plejer se, om der er bekendte med. Og så er der jo restauration ombord –

Ah! Ja kom så.

God aften, Ellida!

Å, kære, – kommer du da endelig!

Ja, endelig en gang.

Hvem er De? Søger De nogen her?

Det kan du vel forstå.

Hvad er det! Hvorledes tiltaler De mig! Hvem ser De efter?

Jeg ser da vel efter dig.

Ah –! (stirrer på ham, tumler tilbage og bryder ud i et halvkvalt skrig): Øjnene! – Øjnene!

Nå, – begynder du endelig at dra’ kendsel på mig? Jeg kendte dig straks, jeg, Ellida.

Øjnene! Se ikke sådan på mig! Jeg skriger om hjælp!

Hys, hys! Vær ikke ræd. Jeg gør dig jo ikke noget.

Se ikke så på mig, siger jeg!

Jeg er kommen med den engelske damperen.

Hvad vil De mig?

Jeg lovte dig jo at komme igen, så snart jeg kunde, –

Rejs! Rejs igen! Kom aldrig – aldrig mere her! Jeg har jo skrevet Dem til, at alt skulde være forbi mellem os! Alt sammen! Det véd De jo!

Jeg vilde gerne kommet til dig før. Men det kunde jeg ikke. Nu kunde jeg da endelig. Og så har du mig da, Ellida.

Hvad er det, De vil mig? Hvad er det, De tænker på? Hvad er det, De er kommet her for?

Du kan da vel vide, jeg er kommet for at hente dig.

Hente mig! Er det det, De tænker på!

Ja, forstår sig.

Men De må jo dog vide, at jeg er gift!

Ja, det véd jeg.

Og så alligevel –! Alligevel så kommer De her for at – for at – hente mig!

Ja vel gør jeg det.

Å, dette forfærdelige –! Å, dette grufulde, grufulde –!

Vil du kanske ikke?

Se ikke sådan på mig!

Jeg spør’, om du ikke vil?

Nej, nej, nej! Jeg vil ikke! Aldrig i evighed! 115Jeg vil ikke, siger jeg! Jeg hverken kan eller vil! (sagtere.) Jeg tør ikke heller.

Ja ja da, Ellida, – så lad mig bare sige dig én eneste ting, før jeg rejser.

Rør mig ikke! Kom ikke hid til mig! Ikke nærmere! Rør mig ikke, siger jeg!

Du får ikke være så ræd for mig, Ellida.

Sé ikke sådan på mig!

Bare ikke ræd. Ikke ræd.

Nå, du har nok ventet dygtig længe på mig.

Å, Wangel, – frels mig! Frels mig du – om du kan!

Ellida, – hvad i guds navn –!

Frels mig, Wangel! Ser du ham da ikke? Der borte står han jo!

Den mand der? (går nærmere.) Må jeg spørge, – hvem er De? Og hvorfor kommer De her ind i haven?

Jeg vil tale med hende der.

Ja så. Så var det vel Dem –? (til Ellida.) Jeg hører, der har været en fremmed mand inde i gården og spurt efter dig.

Ja, det var mig.

Og hvad vil De så min hustru? (vender sig.) Kender du ham, Ellida?

Å, om jeg kender ham! Ja, ja, ja!

Nu!

Å, det er jo ham, Wangel! Det er ham selv! Ham, som du véd –!

Hvad! Hvad er det, du siger! (vender sig.) Er De den Johnston, som engang –?

Nå, – De kan jo kalde mig Johnston. Gerne for mig. For resten heder jeg ikke så.

Ikke det?

Ikke nu længer, nej.

Og hvad kan De så ville min hustru? Ja, for De véd jo altså, at fyrforvalterens datter er gift for længe siden. Og hvem hun er gift med, det må De jo også vide.

Det har jeg nu vidst i over tre år.

Hvorledes fik De vide det?

Jeg var på vejen hjem til dig. Så kom jeg over en gammel avis. Det var et blad her fra disse kanter. Og i det stod der om vielsen.

Vielsen –. Altså det var det –

Det tog mig så underligt. For det med ringene, – det var jo også en vielse, Ellida.

Åh –!

Hvor tør De –!

Havde du glemt det?

Stå ikke og se således på mig!

De har at vende Dem til mig og ikke til hende. Altså, kort og godt, – når De nu kender forholdene, – hvad har De så egentlig her at gøre? Hvorfor kommer De hid og søger min hustru op?

Jeg havde lovet Ellida at komme til hende så snart jeg kunde.

Ellida –! Nu igen!

Og Ellida havde lovet mig så sikkert at bie på mig, til jeg kom.

Jeg hører, De kalder min hustru ved fornavn. Den slags fortrolighed bruges ikke her hos os.

Jeg véd godt det. Men da hun nu først og fremst hører mig til –

Dem! Fremdeles –!

Åh –! Han slipper mig aldrig!

Dem! Siger De, at hun hører Dem til!

Har hun fortalt Dem noget om to fingerringe? Min ring og Ellidas?

Ja vel. Men hvad så? Hun gjorde det jo siden forbi igen. De har jo fåt hendes breve. De véd det altså selv.

Både Ellida og jeg var enige om, at dette med ringene skulde stå ved magt og gælde så fuldt og godt som en vielse.

Men jeg vil ikke, hører De jo! Aldrig i verden vil jeg vide noget af Dem mere! Sé ikke således på mig! Jeg vil ikke, siger jeg!

De må være en forstyrret mand, dersom De tror, De kan komme her og bygge nogen ret på slige barnestreger.

Det er sandt. Nogen ret, – i den mening, som De tar det, – det har jeg jo slet ikke.

Men hvad vil De så gøre? De bilder Dem da vel aldrig ind, at De kan ta’ hende fra mig med magt! Mod hendes egen vilje!

Nej. Hvad skulde det være godt for? Vil Ellida være med mig, så må hun rejse frivillig.

Frivillig –!

Og det kunde De tænke Dem –!

Frivillig –!

De må være sindsforvirret. Gå Deres vej! Vi har ikke noget mere med Dem at skaffe.

Det er snart på tiden for mig at komme 122ombord igen. (et skridt nærmere.) Ja, ja, Ellida, – nu har jeg altså gjort min skyldighed. (atter nærmere.) Jeg har holdt det ord, jeg gav dig.

Å, rør mig ikke!

Og så får Du betænke dig til imorgen nat –

Her er ingen ting at betænke. Se til, at De kommer ud!

Nu går jeg med damperen indover i fjorden. Imorgen nat kommer jeg altså igen. Og så ser jeg indom til dig. Du får vente på mig her i haven. For jeg vil helst gøre den sagen af med dig alene, forstår du.

Å, hører du det, Wangel!

Vær bare rolig. Det besøg skal vi nok vide at forhindre.

Farvel da så længe, Ellida. Imorgen nat altså.

Å nej, nej, – kom ikke imorgen nat! Kom aldrig mere igen!

Og skulde du til den tid bli’ til sinds at følge med over havet –

Å, sé da ikke sådan på mig!

Jeg mener bare, at så får du holde dig rejsefærdig.

Gå op i huset, Ellida.

Jeg kan ikke. Å, hjælp mig! Frels mig, Wangel!

For du må vel tænke på den ting, at rejser du ikke med mig imorgen, så er det hele ude.

Er så det hele ude? For bestandig –?

Kan aldrig gøres om igen da, Ellida. Jeg kommer aldrig mere til disse lande. Du får aldrig se mig mere. Aldrig høre fra mig heller. Da er jeg som død og borte fra dig for bestandig.

Åh –!

Tænk altså nøje over, hvad du gør. Farvel. (går hen og stiger over gærdet, standser og siger:) Ja, Ellida, – hold dig så rejsefærdig til imorgen nat. For da kommer jeg her og henter dig.

Frivillig, sa’ han! Tænk, – han sa’, at frivillig skulde jeg rejse med ham.

Vær bare sindig. Nu er han jo borte. Og du skal aldrig få se ham mere.

Å, hvor kan du da sige det? Han kommer jo igen imorgen nat.

Lad ham komme. Dig skal han i alle fald ikke mødes med.

Å, Wangel, tro aldrig, at du kan hindre ham.

Jo, kære, – lid du bare på mig.

Når han nu har været her – imorgen nat –? Og når han så er rejst over havet med dampskibet –?

Ja, hvad så?

Gad vide, om han da aldrig – aldrig mere kommer?

Nej, kære Ellida, det kan du visst være ganske tryg for. Hvad skulde han vel gøre her bagefter dette? Nu har han jo fåt høre af din egen mund, at du slet ikke vil vide af ham. Dermed er den sag forbi.

Imorgen altså. Eller aldrig.

Og skulde han end finde på at komme her igen –

Hvad så –?

Da står det jo i vor magt at gøre ham uskadelig.

Å, tro ikke det.

Det står i vor magt, siger jeg! Kan du ikke få fred for ham på anden måde, så skal han komme til at bøde for drabet på kaptejnen.

Nej, nej, nej! Aldrig det! Vi véd ingen ting om drabet på kaptejnen! Slet ingen ting!

Véd vi ikke! Han har jo selv tilståt det for dig!

Nej, ingen ting om dette! Siger du noget, så nægter jeg det. Ikke spærre ham inde! Han 127hører til ude på det åbne hav. Der ude hører han til.

Ah, Ellida, – Ellida!

Å, kære, trofaste, – frels mig for den mand!

Kom! Kom med mig!

Å nej, frue, nu skal De høre noget mærkeligt!

Hvad er det?

Tænk, – vi har sét amerikaneren!

Amerikaneren?

Ja, jeg så ham også.

Han gik op bag om haven og så ombord i det store engelske dampskibet.

Hvor kender De den mand fra?

Jeg har faret til sjøs med ham en gang. Jeg trode så visst, at han var druknet. Og så er han ganske levendes.

Véd De noget nærmere om ham?

Nej. Men han er visst kommet for at hævne sig på sin troløse sjømandskone.

Hvad er det De siger?

Lyngstrand vil bruge ham til at lave et kunstværk af.

Jeg begriber ikke et ord –

Du skal få høre det siden.

Kom her og sé! Nu går den engelske damperen indover fjorden.

Inat kommer han visst over hende.

Over den troløse sjømandskonen, – ja.

Tænk, – ved midnats tider.

Jeg synes, det må bli’ spændende.

Imorgen altså –

Og så aldrig mere.

Å, Wangel, – frels mig for mig selv!

Ellida! Jeg aner det, – her er noget bagved.

Det dragende er bagved.

Det dragende –?

Den mand er som havet.