Metope

av Olaf Bull

Memoirer

27Jeg hænger en junidag ved ellevetiden,
over en glohet bænk paa Kierulfs plads,
og nyder igjen, som før, for længe siden,
at sole mig ør, og dovne mig paatrass!
Psykefontænens lave, lette latter
lager et hvælv af helg i dagens støi –
og se, geraniens grelle, rø’ rabatter
ligner en baard med blomster gjort af tøi!
I støttens skygge ligger en hund og gjæsper
med pelsen vidunderlig fuld af vand og støv,
og spurvene bader, søndenvinden læsper
i lindekronernes unge, løse løv – –
Saa blaaser det op fra sør! En deilig træk
løfter mit hjerte høit og luftigt væk,
høit over trær og steile skiffertaker
og svaiende speilblaa ruter, lyn i lyn –
det klikker i hundre hvite vindushaker
opover Hægdehaugen og Homansbyn!
28I havers duftende dyp gir jorden af
perler og guld og grønt, paa solens krav –
som før, bestandig, føler jeg samme pinen
for sommerens rørende tærskeltræ, syrinen!
Smægtende snehvit, hektisk himmelblaa
speiler den vaarens hvælv med skyer paa,
og blør i usigelig afmagt hele duften
fra bristende vellugtvener ut i luften! – –
Nu løier det af – men hvad? Mot veir og vind
driver en ny og rar aroma ind!
Hvad er det for anden lugt, som her paa pladsen,
sammen med bjærker og bris i kummen her,
minder om dig, min bedste ven i klassen
som rømte et aar tilsjøs og døde dèr!?
Livsalige voner fylder mig! Jeg snuser
en underlig søt og emmen snurpelugt!
Aa, herremingud, jeg har det: Blaatøisbluser,
den herlige, første gangen, de blev brukt,
og endnu var ru og blaa og altfor stive,
og strammet saa gjævt og høitidsfuldt om livet!
– – – – –

Og nu er Alrunen rørt! Af tidens grav
stiger en morgen, fjærn og lys og lav,
29da bror min og jeg og du, Johan, var non a’
smaaskolegutterne der, ved kakekona!
Et lykkelig laug, smaa stutte menneskestumper,
som bare blev hørt i vers, og fort fik fri,
og sudde paa knæk og knaste kandisklumper,
med noen afskyelige seige traaer i! – –
Paa Lab’ratoriets tomt er Bua væk –
melkebutikkerne har ikke længer knæk,
men savnet af saant faar bæres – tanken gaar
henover bitre og viltre gutteaar,
op til den blinkende, blaa examenstiden,
med feriefeber, saan paa sommersiden!
Dronningparken i sol og friske skygger,
i lindekronernes første blomstringstid,
og bror min og du og jeg med bøide rygger
over en bok, i olm, forsinket flid!
Alt var i jagende opbrudd! Hjemme ingen,
rulgardinerne nede, kjøkkenspringen
aapen bestandig, sengene aldrig stelte,
en døvende dunst af naftalin mot møll –
men kvelderne saa, paa Bygdø, under teltet,
med kladder og kaker og flirt og halve øl,
hver med et flunkende nyt elastisk belte,
med to imponerende S’er af engelsk sølv!
– – – – –

30Saa dagen igjen, med søndenvindens sus
om skolens gamle, myndige hjørnehus!
Kirsebærtræet, snehvidt til examen,
var hørt af himmelen alt, paa kryds og tvers –
og himmelen vet hvad visdoms svar det ga, men
Gud, hvor det vældet af friske, hvite vers!
Bakom den bedstefarsbrede kundskapsarken,
ligger i øde solskin guttegaar’n,
med masser af gyldent blomsterstøv paa marken,
og underlig stor og lys, mot før paa vaar’n!
Der bander af barn løp løs i yre mængder,
med helvedeshyl og skraal og slag og spark,
driver der om no’n faa, forlæste «Længder»,
med ruller af hvite, skjæbnessvangre ark!
Og leiekaserner bak! En ølfabrik,
murer og piper og bord og bølgeblik!
Besynderlig klart trær frem af ungdomsaar’ne
en barnenaiv kontrast af sorg og fryd:
Den sturende gaten, stængt af Olafstaarnet,
og byen og fjordens lykkelys fra syd!
Men underligst lel, vor ven ved hjørneruten,
kirsebærtræet! Hvad var væggen uten!
Dets levende vækst var vor! Den mørke foten
sat vi i drøm og stirret paa, som smaa –
31men mindre barn kom til, og vi forlot den,
for jevnt at stige med stammen mot det blaa,
og slutte en deilig dag, der træet slutter,
i blomster og lys og luft, som voksne gutter!
– – – – –

Fra Psykefontænen op til gatekrysset
slentrer jeg lat min barndoms kjendte gang,
men stanses med ét paa grønne sommerdrysset,
af taakete, fjerne kirkeklokkers klang!
Kan noget i verden mér vemodig si,
den mægtige ting, at fler end jeg fik fri!
Forlængst har det ringt, det store frikvarteret
for skolens ærværdige tre, og mange flere –
Og klokkernes bronzebryst, som sænkes, hæves,
aander i sin angst sin sang: Forbi, forgjæves – –
Men frem af en dis af drøm staar gamle skolen
borgerlig bred og but, belyst af skjæmt,
og jeg staar styrket igjen og ler i solen:
Kridtet paa ruterne hadde jeg jamen glemt!
Husker du ruterne! Hver var halvt bestrøket
med noe besynderlig skrubbet, blaasurt hvidt,
vel for at (vanskelig nok) faa fliden øket,
naar sommer og sol i gaten krævet sit!
32Ja, jeg er voksen nu, har «Skalk», gaar ute
paa denne hellige, alvorsfulde tid,
og ingen bestyrer hvidter halvt min rute,
og kommer uhyre ind og fordrer flid!
Men hjertens gjerne vil jeg nu bli med
en time i tugt, ved pultens sorte træ –
sitte i kroken, tæt ved hjørnevindu’,
bakom en rad af rygger lunt gjemt væk,
og svælge i «Nana Saib, den store hindu»
eller i «Tom Toledo, Texas skræk»!
Klokken er et omtrent, og solen steker –
jeg, som blev hørt igaar, kan fable frit,
mens du, din slemme filur, staar flau og streker
skjæve rektangler op med fugtig kridt,
og kan ikke et bevis engang, men svinger
passeren rundt, i svære, svimle ringer – –

*

Men, ven i det øde! Du tør ikke tynges
af kolde beviser og formlers gru!
Hør! Evighetsklokkernes sange slynges
indover trærne i parken nu!
33Vi driver for dufte og klang, vi gynges
dypere ind i vor barndoms blu! – – –
Høst i alléen! De solblaa, stille
eftermiddagens timer milde,
da bladerne blandet sig, brændte og rene,
og blev til et løvtak med hundrede hul,
og barn hadde lov til at løpe alene
rundt i septembers gode guld,
som strømmet, som stænk fra en varm fontæne,
flimrende nedover singel og muld!
Luften var underlig tynd og ren,
ingen paa bænkene i alléen –
i Nissebergbuskerne ingen røver,
bare der bjærkene lager en lund,
sitter en underlig skrulling og prøver
at gjøre sig rar for en fremmed hund!
Aa du, for en dag! Mellem bænkene der,
rendte vi rundt, for at sitte paa hver,
og jeg skulde altid klore og prikke,
for vabler i malingen taalte jeg ikke!
Vi herjet og kjæmpet med kjæpper, og heiet
under en lind, hvor en ekorn kløv,
eller var borte med foten og feiet
ferske kastanjer i solsprødt løv!
34Nogen kom trillende, like fra faldet,
spiselige brune og glatte som speil –
andre sat fast i det illsure skallet,
og maatte ha hjælp av en kyndig negl!
Men nede i solen, der veien kom,
laa plænen og lyste, med gjærder om –
plænen, udødelig karsk og grøn,
med skinnende løvfald av lind og løn –
og dit, hvor det hellige felt under trærne
dægget om bladerne, vilde vi gjerne!
Det tøvete, lave lilleputgjærdet
stod der da sandelig bare paa ært,
for fartende gutter, som støtt vil være
hvor føtter af gutter aldrig har vært!
Saa var det at vasse, og finde et sted,
hvor plænen var lubben, og hive sig ned,
og ligge med sprikende armer og presse
næserne ned i det kjølige græsset!
Da var vi i vilde Brasilien! Hvilken
vidunderlig urskog af stengler og straa,
og ned gjennem grønne lianerne, stilken
af noe kastanjeblad ovenpaa!

*

35Ja, saan laa der reiser for tusinde dage
i parkens forheksede hestehage! – –
Derborte ved drivhuset, nedenfor Grotten,
kom der en vei under skyggende trær,
hvor lugten af marken var nummen og raatten
af vrakede blomster og løv i gjær!
Og inde i jordbakken var der et hul,
hvor gartneren hentet sig rosenmuld!
Og bakenom buskerne, længer til siden
laa Grotten forreven og høi og vild,
og mor hadde sagt, at tilbake i tiden,
i lysere dage, før hun var til,
bodde en underlig barneven i den,
umaadelig stor og meget snild!
Hvad under, om saan en sørgmodig grop,
som gartnerens graadige spade grov,
og mulden, han mumlende hivde ihop,
møtte vort sugende sinds behov?
Vi skjønte, han saa paa os, kjæmpemanden,
bak Grottens forvirrede vildvinvæg –
det var ikke Jesus, men en annen
med likesaa brunt og venlig skjæg! – –
Saa faldt der en flammende kveldsolflake
i lunden, som nu kaldes Nordraaks plads,
36og ruterne henover drivhustaket
glitret som brogede kirkeglas!
Arbeiderne hentet sit tøi og gik,
og kveldguldet brændte i spand af blik!
Da blev det med ét saa usigelig stille
i hulningen indunder løvet her!
Kronerne sænket sig, mørke og milde
og suste og sukket med noget, de vilde,
men fik ikke sagt det, fordi de var trær,
og da var det ikke no rart, vi rendte
for levende livet, skjønt solen brændte!

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Metope

Samlingen Metope kom ut i 1927 og inneholder 21 dikt.

Titteldiktet «Metope», kanskje Olaf Bulls mest kjente dikt, er et kjærlighetsdikt som reflekterer over hvordan ingenting i verden varer evig.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1927 på nb.no.

Les mer..

Om Olaf Bull

Olaf Bull har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie. Innenfor norsk og nordisk lyrikk plasserer han seg i overgangen mellom det tradisjonelle og det moderne.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.