Over skyerne

22Jeg vilde løpe fra en gammel længsel,
og fjelge mig paa fjeldet og bli bra!
Jeg vilde styrte mig i høifjeldsbølgen,
og tvætte alle kvindeminder af!
En elskov over skyerne blev følgen,
et møte, jeg kom frysende ifra!

Paa noen magre, grønne moseklipper
staar sanatoriet ved Hauketind.
Og dér, i skrænterne, hvor bræen slipper,
og jøkelglaamet gjør en bymand blind,
traf jeg en mø med blonde øienvipper,
en myruldmø med viddeluftig sind!

Der gik en stenet styrtning ned til tjernet
som laa i bunden, som en kold oval –
23og rundt i lændet krabbet kraakebær’ne
og myggen stak og drak, som den var gal!
Og det var der, vi begge mødtes gjerne,
naar spisestuen blev til dansesal!

Den fagre sagde alt, som kunde passe
en tænksom og besynderlig bohêm!
Hun kaldte sanatoriet en kasse,
men mennesket og livet et problem!
Som vanlig: Jeg forelsket mig en masse –
smaapiken hadde nok i mit poem!

Aa, viddekvelderne! Den spinkle slyngen
af stien gjennem brisken til en klop!
Og saa et lite holt, hvor blaabærlyngen
var ligget ned, fra før, af hendes krop –
og noe nedenfor var kræklingklyngen
af svære hænder raadløst rotet op – –

Saa smaat begyndte sommeren at lide.
Jeg husker, at jeg knurret: «Gaa i hi,
24din neglebiterbjørn! Lusk af itide!
Hun ender ut paa høsten med at si,
at elskov ikke fins fra hendes side,
men at hun næsten dør af sympathi!

*

Til frokost var hun altid af de sene,
og det var gjerne slik paa afstand, at
jeg skjønte, jeg var lykkeligst alene –
da hamstret jeg af øienkast en skat,
som aldrig rigtig bragtes paa det rene,
naar stævnemøtet efterpaa blev sat!

Da tok hun stilling, i en tonløs smægten,
og klappet lyngen, dvælende og træg –
hun svaiet kanske lidt i likevægten,
naar stemmen min blev hetere, og steg,
men endte altid med den samme nægten,
og samme blaff i blikket, da det veg!

25Jeg hungret mot et tegn, som kunde trøste!
Jeg raste: Var naturen gaat i staa?
For aldrig var der helsebot at høste,
men heller ikke naadestøt at faa!
Jeg tumlet med et luftigt taakenøste,
som aldrig røbet spidsen af sin traad!

*

Men stunden kom for tinderne og trærne,
og for den arme lyngen, stunden kom!
Og jeg var vek og sa, jeg vilde gjerne
si stederne farvel, jeg brød mig om!
Og blid og rolig blev hun med til tjernet,
tørhænde, mér end vanlig fjern og from!

Først da jeg sagde, saare lite læget
af hendes ro: «Jeg reiser nu afsted!
Her har mit hjerte blottet sig for meget –
min lidenskap for Dem kan alle sé!»,
da blev den lille blussende bevæget,
og spurgte rapt og spændt: «Nei, tror De det?»

26Sligt hændte dèr, hvor bræen faar vælte
sin salighet, som bølger i et sind,
og stuper sig i dalen for at smelte,
og topper sig i himmelen som tind,
og hvor om natten stjernehimmelbeltet
tar jøkelen i evigheten ind!

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.