Jomfru Grøn! – Jomfru Grøn! – Aa, tag denne vadsækken fra studenten da! – Ja vist er det juleveir, du, rigtig deiligt slædeføre! – Hæng nu frakken din op og kom ind!

Nei, hvor her er hyggeligt!

Ja, ikke sandt, du!

Tak for indbydelsen! Jeg skal hilse hjemmefra. Far har været lidt skral i det sidste. Han taler saa ofte om eder; men mor vil ikke lade ham reise, saalænge han ikke er bedre end nu. (Langsomt). De syntes nok ikke rigtig om, at jeg reiste fra dem, men –

Men –? (Ler.) Du kunde ikke andet, mener du?

Nei! – Jeg tænkte – (raskt) jeg tænkte, det vilde glæde eder, jeg kom.

Ja vist! Ja vist, min kjære gut, glæder det os. Ungt selskab giver ungt blod. Desuden er Fanny ogsaa hjemme, – saa her skal vel rigtig tures, tænker jeg.

Onkel Vilhelm! var det Jakob, som kom, du?

Mor kalder paa mig. (Opover.) Ja, nu kommer jeg, Mor. (Gaar op.)

Ja, Fanny, det var mig, som kom. Det 24var virkelig mig. Ventede du kanske nogen anden?

Fy dig! At erte mig saadan! Du er vist bleven rigtig vigtig, siden du blev student, lader det til; og jeg – jeg holdes ikke for andet end en skolepige. (Vender sig fornærmet om.)

Fanny! (Pause.) Fanny!

Naa, hvad er det?

Skal vi love ikke at være fornærmet paa hinanden mere?

Det kan vi gjerne.

Du Fanny, vil du se i vadsækken min alle presenterne?

Om jeg vil! Ja, slig moro det skulde bli!

Ja, men saa vil jeg have et velkomstkys!

Gjerne to, du! Men det andet faar du ikke før efterpaa, for nu skal du være med ud paa gaardspladsen, saa jeg faar givet dig en ordentlig sneball!

Har nogen set slig jente? Hvad er der i veien med dig? Er du splitter gal? Aa Gud bevare mig for slig ungdom! Jeg tror, de kunde sidde paa en vaad sky og synge halleluja bare for at faa et mandfolk til at hænge paa. – Ja, er det noget forunderligt, at mandfolk blir opstanasige og kry, naar kvindfolkene blir ellevilde, bare de ser en fyr? Men det kommer af al denne læsningen, ja vist saa, i alle disse nye bøger med de forgyldte permer og svingninger og gesveisninger paa forsiden. Nei, der skulde ikke findes andre bøger end bibelen og kogebogen, saa blev der skik paa alt sammen. Ja, sligt leven, som her er blevet, siden denne jentungen er kommen hjem igjen! Der blir vel ikke en krog, som Bolette Grøn kan spytte i engang. (Spytter.) Tvi for en styggedom og 27ulykke for kristendommen! (Steller med pakkerne.) Lad mig nu se; det er seksten aar idag, siden Fanny blev født. Ak, der er rendt meget vand i stranden siden den dag! Fruen liker ikke, jeg snakker om det; men jeg har nu faaet snakketøiet af Vorherre, forat jeg skal bruge det (med eftertryk) og jeg vil bruge det. Det var nu godt, moren døde, da jentungen kom til verden; for han reiste jo sin vej, saa fruen maatte beholde hende. Ja, hun paastaar nu, at jentungen er til velsignelse; men jeg siger nu, at børn er en himmelens gave, men en fandens plage (slænger en pakke henad gulvet); nu bandte Bolette Grøn.

Jomfru Grøn! – Jomfru Grøn!

Ja, ja! – Nu kommer jeg. (Gaar ud.)

Han skriver, at han vil glæde os ved at komme hjem i julen. Glæde os? (Bittert.) Det vilde ialfald være første gang, for han har jo aldrig bragt os andet end sorg. (Synker i en stol, støtter hovedet i haanden.) Og saa mor! Stakkars, stakkars mor, vil hun kunne orke at modtage ham nu?

Vilhelm! Brevet er fra –?

Arvid! Han kommer.

Naar?

Kanske allerede iaften. Læs! –

Og hvad skal vi gjøre?

Ja, han maa naturligvis komme; vi kan jo ikke forbyde ham det.

Og tante! Skal du melde hende det?

Nei, vi skal vente, til han er kommen. (i forandret tone.) Betzy, ved du, at Arvid Borch og Arvid Skjoldberg er én og samme person?

Jeg ante det. (Tankefuld.) Men en stor kunstner er gaaet tabt i ham.

Kanske! Men han var for ussel som 30menneske til at arbeide i sit kald. Talentet maa vokse i god jord, ellers blir det som oftest forkrøblet. Tænk dig al den sorg, han har gjort mor, al den skam og skjendsel, som har nedbrudt hendes fysiske kraft mange aar før tiden! Hun, som med al sin opofrelse og kjærlighed har hjulpet ham! Men dog er han bleven værre og værre. Nu er han vist en uhelbredelig dranker, efter hvad jeg har hørt.

Aa, det fæle ord!

Ja, det er frygteligt, at vi ikke formaar at hjælpe ham. Og saa at komme hjem, netop i aften, som jeg tænkte – tænkte paa at –. (Tager hendes haand.) Ja, Betzy! jeg vil betro dig alt. Jeg elsker Talma. (Betzy holder sig for hjertet; han ser ængstelig paa hende). Er du syg, Betzy?

Nei, du! Fortæl! – Det var bare et lidet stik i hjertet.

Det var slemt! – Nu ja, iaften vil jeg bede hende blive min hustru. – Men, Betzy, du er vist syg?

Vær ikke ængstelig for mig! (Trykker hans haand.) Jeg ønsker dig al lykke og velsignelse.

Naa ja, jeg returnerer det! Kandidaten benytter vel –

Vilhelm, ikke et ord om dette! Kvinder som jeg sælger sig ikke.

Men, Betzy, han holder vist saa meget af dig!

Netop derfor! Han fortjener en hustru, 32som gjør det samme lige overfor ham. Uden gjensidig kjærlighed er egteskabet en ulykke.

Gid alle kvinder maatte tænke slig! (Han kysser hendes haand.)

Per maa snart være her med børnene, og bordet maa dækkes.

Det var en smuk idé, den at holde jul for sognets fattige børn.

Det var Talmas idé fra begyndelsen af.

Var det Talmas idé? Men du hjalp hende vel?

Hun maatte jo ha’ hjælp, Vilhelm. (Hun gaar langsomt ud.)

Slige kvinder trænger ikke diamanter for at glimre. Heller ikke Talma, denne fine, sarte kvindetype, der strandede, som hun siger, her hos os. – Ja, hele menneskeheden er en stranding; mange gaar til bunds, og andre fortsætter som vrag. – (Tankefuld.) Der er noget saa yndefuldt kvindeligt over Talma, noget saa betagende sympatisk, men som en rose i sin skjønneste flor: bare se, ikke røre; saa falder bladene af! Hendes øine taler om skuffelse, om sorg og modgang, men dog saa fængslende, ligesom graatende bange for at høre ord, der saarer, og ligesom bedende om venlighed og kjærlighed.

Ah! er doktoren her?

Søger De noget?

Ja. Jeg glemte et manuskript herinde iaftes. Har De seet det?

Det, jeg fandt, var ikke færdigt; men jeg læste det alligevel med megen interesse. De har vel ikke noget imod det?

Nei! Men slutningskapitlet mangler.

Naar blir det færdigt?

Naar – det ved jeg ikke selv.

Men naar De faar det skrevet, vil De saa lade mig læse det?

Ja, hvis jeg faar det skrevet – –

De maa have stor livserfaring for at kunne skrive sligt.

Livserfaring, ja – det har jeg!

Men jeg forstaar ikke, at –

De vil forstaa alt, hvis min bog blir færdig.

Er det nødvendigt at vente paa staaelse saa længe?

Jeg tror, det blir bedst – bedst for os begge.

Nu vel! Jeg vil vente – saa længe De vil.

Jeg vidste, De ikke vilde skuffe mig. Til den tid – tak! Tak for al Deres venlighed, Deres tillid (sagtere) – og kjærlighed!

Talma! Talma!

Nei, slig en hemmelighedsfuld atmosfære 37der er alle steder paa en juleaften! Naa, lad mig ikke forstyrre! Vær saa god, fortsæt!

Nei, aldeles ikke! Jeg spurgte blot frøknen om et godt raad.

Et godt raad? Du fik det naturligvis?

Doktoren tror ogsaa paa andres recepter og følger dem nøie.

Ja, man stoler jo mere paa andre end paa sig selv.

Ja, det har jeg altid fundet ud! (Talma gaar langsomt ud. Wang og Vilhelm ser efter hende.)

Du Vilhelm, jeg vil ogsaa bede dig om et godt raad.

Er det noget specielt?

Ja, det er det. Jeg vilde nemlig spørge dig: hvad skal jeg gi’ Betzy i juleklap?

Jeg synes, det er temmelig sent at tænke paa det nu.

Ja, du forstaar, jeg har allerede kjøbt den. (Tager op en pakke.)

En brosche – og en ring!

Ja, hvad synes du nu, jeg skal gi’ hende?

Hvis jeg var dig, saa gav jeg hende begge dele.

Siger – du det? – Siger du – det?

Forsøg! (Wang staar forlegen; han slaar ham paa skulderen.) Se, du gamle ven, staa ikke der og spil den uvidende! – Naar man blir saa gammel som du, maa man holde ørene stive og ha’ tankerne greie og klare, ellers er spillet tabt.

Ja, men ser du, Betzy har aldrig saadan ligefrem vist, at hun holder af mig.

Wang! man siger, at forelskede mennesker aldrig er rigtig normale; – hvor i alverden kan du være saa enfoldig at tro, at en kvinde viser det, naar hun holder af os? 40Nei, min ven, de leder os fuldstændig ind i en labyrint. Den, som de holder mest af, behandler de mest ukjærlig.

Siger du det? – Siger du det?

Naa, der har vi jo Betzy! (Til Wang.) Forsøg nu! (Afsides.) Bare det maatte lykkes ham! (Til Betzy.) Aa, byd kandidaten en kop te, Betzy!

Med glæde! (Til jomfru Grøn.) Aa, sæt tebrettet paa det lille bord!

Vil du ha’ en kop?

Ja tak! Men jeg tar den med ind paa kontoret.

Som du vil. (Rækker ham koppen. Vilhelm gaar.)

Men saa sæt Dem dog ned, Wang!

Tak, tak! (Sætter sig.)

Liker ikke kandidaten te? Her er ogsaa en af jomfru Grøns vel bekjendte pigekys; dem maa De endelig smage.

Tak! (Tager en.) En god kop te er ikke at foragte. Min salig mor sa’ altid: «Naar en kop te ikke hjælper, er det selve døden» 42Men far, han troede ikke paa slig medicin, uden han tog en konjak i.

Og det hjalp?

Ja, saavidt jeg husker, hjalp det nok, – skjønt han gjentog det ofte.

Vær saa god, her er fløde og sukker. (Wang bærer sig forlegent og keitet ad; medens han taler, kommer han sukker i flødeskaalen og omvendt.)

Juleaften er en deilig aften!

Ja, den er saa hyggelig.

Ja, – og saa alle de presenter, man faar!

Venter De nogen?

Ja – nei! – Men det at gi’ dem synes jeg er saa morsomt. (Tager seks stykker sukker i sin te paa én gang.)

Synes ikke kandidaten, at den te er sød nok?

Jo tak! (Smager.) Den er passe.

Men hvordan i alverden er det, kandidaten bær sig ad! De helder jo fløde i sukkerkoppen.

Aa, jeg ber om forladelse! Jeg er sommetider saa distrait.

Ja, det behøver De ikke at fortælle mig. Kan De huske, da der var brand i prestegaarden, og kandidaten skulde kaste alt gangtøiet ud af vinduet? hvorledes De da bar tøiet forsigtig ned ad trapperne og kastede prestefruens nips ud af vinduet! (Ler.) Det skal jeg aldrig glemme.

Aa, frøken Betzy, De minder mig nu altid derom; men det var egentlig Deres skyld dengang –

Min?

Ja, Deres skyld; for jeg var saa bange, De skulde brænde inde.

Ja saa! Men hvor kan kandidaten være saa bange for mig?

Aa jo, fordi – fordi – (hurtig) frøken Betzy har mere værdi for mig end prestefruens nips. (Skjænker en hel del fløde i koppen.)

Synes De ikke, der er fløde nok i den te?

Jo tak! Den er passe. (Drikker.)

Skal det være en kop til?

Jeg siger tak. (Rækker frem koppen. Betzy gir den tilbage til ham. Denne gang drikker han den uden fløde og sukker, medens Betzy forsøger at skjule latteren.) Jeg vilde saa inderlig gjerne tale med Dem alene.

Alene? – Men vi er jo alene.

Ja, der var noget, jeg vilde spørge Dem om. (Man hører dombjelder og støi.)

Kandidaten maa opsætte det til en anden gang, for nu kommer Per tilbage med børnene. (Ringer.)

Hvor skal jeg finde den huen henne? Hvor har jeg gjort af den?

Hvilken hue?

Hvilken hue? Jacobs naturligvis! Vi kasted sneball ude paa gaarden, og saa erted jeg ham med at gjemme huen hans, og nu kan jeg slet ikke huske, hvor jeg har gjort af den.

Aa, nu husker jeg, hvor jeg gjemte den. (Til jomfru Grøn.) Inde paa din seng, du, under hovedpuden. (Løber hurtig ud.)

Ja, du kan komme med noget mandfolkskrab paa kammerset mit, du! (Til de andre, idet hun gaar ud.) Der er liv i den tøsen, for mye liv; men ikke for det, jeg vil rode mig op i slig styggedom. (Gaar.)

Mandfolk staar ikke numer en hos jomfru Grøn.

Har De forsøgt?

Nei! Gud bevare mig! Nei!

Saa, nu rolige, troldpak! Tørk fødderne af! Slig søle I trækker med jer, unger! Man har fornøielse af at gjøre rent her i huset.

Tak, børn! Naa, hvordan staar det saa til med klæderne iaften?

Der mangler ingen knapper; Berte Marie har syet dem i alle sammen.

Naa, det var jo deiligt!

Det er bare Gunnar, den tosken! Han skulde vise os, før han Per kom og hented os, hvor sterk han var, og saa satte han i at dænge Halvor, saa buksa hans sprak!

Er det sandt, Gunnar?

Det er saa sandt, saa sandt!

Kom herhen, Gunnar! (Gunnar kommer langsomt hen til hende.) Vend dig om, saa jeg kan faa 50se! (Han vender sig; et stort hul sees, hvoraf skjorten stikker ud.) Nei, slig en stor lap har jeg nok ikke!

Kan frøkenen bruge dette, staar det til tjeneste.

Tak! kanske det dækker, til de nye klær kommer ned af juletræet.

Skal ikke jeg gjøre dette?

Nei tak! Men, kjære Dem, tag børnene ud og sørg for, de faar sin te og kage, er De snild! Han her (peger paa Gunnar) kommer straks efter.

Alt er færdigt. (Til børnene.) Kom nu, gutter! (De følger hende støiende.)

Aa, vil kandidaten tænde kandelabrene, er De snild!

Ja, det skal jeg. (Idet han tænder en lampe.) Kan jeg saa faa tale med Dem?

Det har De jo altid anledning til.

Jeg mener alene. Jeg vilde spørge Dem om noget.

Men, Wang, da? nu har De tændt lampen! 52Jeg sa’ kandelabrene. (Wang ser sin feiltagelse og tænder dem.) Se aaa, nu sidder den! (Vender gutten rundt.) Den tar sig storartet ud. Løb nu ud til de andre og faa te og kage! (Gunnar springer ud med et hurra. Betzy ler og samler sysagerne sammen.)

Ved De, frøken Betzy, hvad jeg har iaften –?

Nei, det kan jeg virkelig ikke gjette.

Jeg har en ring –

Nei virkelig! (Fortrolig.) Ved De, kandidat, hvor mange jeg har? – Jeg har otte – tænk otte! – ringe. (Hurtig.) Men nu vil jeg ikke bry mig om at ha’ flere. – De maa undskylde mig nu, for min hjælp trænges 53nok deude. (Idet hun løber ud.) Aa, tag kandelabrene med Dem!

Men frøken Betzy da! – Naa, hun er gaat. (Eftertænksomt.) Vilhelm sa’, at naar en kvinde liker en, saa er hun mest ukjærlig. (Patetisk.) Gud, hvor saa frøken Betzy maa elske mig! (Gaar langsomt ud med kandelabrene.)

Onkel! Onkel Vilhelm! – (Kommer helt ind.) Er du her? (Hun løber over og banker paa hans dør.)

Er det dig, Fanny?

Ja vist, onkel! Der er kommen en fremmed herre, som spør efter mor.

Som spør efter mor? Ja saa, du! – Hvor – er han?

Lige her ude paa gaarden. Per har taget hans hest. (Det ringer.) Der er han! (Løber hen og lukker op).

Naa, det lader til, at jeg maa præsentere mig selv, før nogen kjender mig her. Mit navn er Arvid – født Skjoldberg. Formodentlig er det min bror, min ældre bror, som jeg har den fornøielse at hilse paa.

Du tar ikke feil; – jeg er din bror.

Naa ja, – men ikke et velkomstord, ikke spor af gjestfrihed vises der mig; det er jo ikke min skyld, at vi er i familie, og familien, den maa jo altid gaa ud til fremmede for at hygge sig og være velkommen. Den er gammel, den historie. Man er jo næsten altid til gêne for sine egne. Men ræk mig nu haanden alligevel! Det er som sagt ikke vor skyld. (Rækker ham haanden.)

Der er meget, man ikke kan hjælpe for. – Velkommen, Arvid! Det er længe, siden du var hjemme nu!

Ja, en seksten aar, antar jeg. Derfor tænkte jeg –

Arvid, her røges ikke. Kun paa mit værelse. Mor taaler ikke tobaksrøg.

Aa, ja saa! – Saa, hun taaler ikke røg? – Naa, hvordan har hun det egentlig?

Hun er bleven blind.

Blind – det maa være fanden saa kjedeligt. Hvor længe har hun været det?

I de sidste ti aar.

Er det kanske en familiesvaghed?

Arvid! – (I en dæmpet tone.) Du valgte ellers uheldig aftenen for din gjenkomst.

Saa? Synes du det? – Nei, min bror, den forlorne søn kommer altid tilpas, og iaften er gjødkalven slagtet, og vinen flyder i strømme.

Du er nok ikke meget forandret, skjønner jeg.

Aa nei! Aarene har just ikke taget stort paa mig. (Pause.)

Hvor har du opholdt dig i al den tid?

Aa, i Paris og London. Jeg har havt 58den lykke at flyde ovenpaa, som alt andet smuds.

Og du har profiteret?

Profiteret! Aa ja, det er, som man tar det. Jeg har gjort studier over mennesket ligesom du. Jeg dræber dem aandelig, du flaar dem levende; det er hele forskjellen.

Du bringer julestemning, skjønner jeg!

Stemningen kommer nok; den skal bare fugtes, saa man kan svelge alle pillerne med lethed; det mangler dig, min bror. Du skulde forsøge experimentet med dig selv – ialfaId med dem, du selv laver til andre. (Reiser sig.) Nu ja, hver sit talent. (I forandret tone.) Her er sgu rigtig hyggeligt, – og saa er her saadan 59kvindelig atmosfære. (Hurtig.) Hvor mange har du egentlig her i huset?

Jeg skal præsentere dig –

Prat! Det fornuftigste er at la’ mig vide ialfald, om du er ugift. Tænk, om jeg ubevidst kom til at gjøre stormende kur til din kone! (Støder til ham med albuen.)

Det slipper du for; jeg er ugift.

Naa ja, godt ord igjen! I det kapitel er du sgu fornuftig; i det ligner du din kjære bror. Jeg liker bedst at suge honningen af blomsterne.

Og naar saa blomsten er ødelagt?

Ja, saa er den ødelagt! – Saa har jeg suget lidt føde ud af den til mine poetiske arbeider. Ja, du ved vel, jeg fusker lidt i haandteringen. Jeg er saadan rundt om begavet. Min sidste bog blev rigtignok beslaglagt i Paris; men det lønner sig oftest og er en god reklame for en digter.

Digter! – Ha, saa du kalder dig digter! Ved du, hvad jeg syntes skulde være den første betingelse for at kunne digte? Det var selv at eie de grundsætninger, der kunde løfte en opad til høiere moral og menneskekundskab, saa man kunde skabe og udforme det ideale, det fuldendte og helstøbte og saaledes sprede lykke og velsignelse i verden. (Høiere.) Du kalder dig digter! Ved du, hvad slige digtere er for vort land? En forbandelse er de! De tror at rydde vei, at bryde bane for efterslegtens frihed, ved at fremstille alle slags uhumskheder og sanselige lyster, indhyllede 61i indsmigrende talemaader og et vakkert sprog. Hvad er følgen? (Stigende.) Se paa vor ungdom, dem, som lever efter disse saakaldte digteres visdom! Tag dem én for én og spørg dem ud, om de er lykkelige ved tilværelsen, disse sønner af Norge, der er udlevede før manddomsalderen, blaserte, rensede for noble følelser! Er det de sønner, den kjække norske kvinde ammed ved sin barm? Som oftest dør hun før tiden af sorg over en slig søn. (Langsomt, alvorlig.) Og nu ber jeg dig som din ældre bror: ikke et eneste ord om dette her i huset! Her er atmosfæren ren. Besmit den ikke, om kun af hensyn til din mor, som har lidt saa meget for dig! (Haardt.) Paa disse betingelser kan du blive; – hvis ikke maa du gaa. (Peger paa døren.)

Tak, kjære dig! Tak! Døren finder jeg altid selv; jeg har stedsans, du. Men jeg takker dig for tilladelsen. Jeg skal nok være snild gut, spise sukkertøi og lege blindebuk; man maa jo tude med de ulve, man er iblandt. (Tager pelsen af og slænger den paa en stol.)

Faar jeg lov at præsentere – min bror Arvid? Det er seksten aar, siden han var hjemme, saa I kjender ham vel neppe. (Alle vender sig. Arvid og Talma faar øie paa hinanden og staar maalløse. Arvid sætter lorgnetten paa og ser paa hende; hun støtter sig ubevidst til Vilhelm.)

Her er dog én, som kjender mig, ser jeg.

De tar feil; jeg kjender Dem ikke – slet ikke.

Ja saa! Naa saadan – ja, ja, saa maa det vel være en feiltagelse.

Hvem mente du frøken Talma ligned?

Aa, en af blomsterne, jeg talte om, du.

Arvid! husk min advarsel!

Gudbevares! Gudbevares!

Vil frøken Talma hjælpe mig at hente mor?

Hvor kan De spørge? (De gaar op ad trappen.)

Er du min onkel?

Jeg har den fornøielse!

Aa, onkel Arvid, det var morsomt, du kom!

Du er vist ogsaa den eneste, som synes det. (Ser paa Betzy, der taler med kandidaten.) Min kusine Betzy deler vist ikke din mening?

Talte du til mig, Arvid?

Se, se! Navnet har du ialfald ikke glemt. (I en let tone.) Har du noget sukkertøi der borte?

Se her, onkel Arvid, her er et med knaldeffekt!

Det trænges her i huset, tror jeg!

Ja da! – Ja da! (Ler.)

Hvor du prater! Var her mere af den ting, saa exploderet vi min salighed alle sammen, din spjaak, du er!

Er jeg ogsaa onkel til alle disse planter?

Det er sognets hjemløse børn, som vi har hos os hver juleaften.

Ah, hvilken opløftende mission!

Arvid! Arvid, min gut!

Du har ret, mor! Det er din forlorne søn!

Saa sig, at julen bragte velsignelse! – Kom, gutter! Kom, begge to! Lad mig føle eder hos mig! (Stryger Arvid over trækkene.) Gammel er du blit, og træt er du vist ogsaa; men hvil dig her hos mig! (Hun trykker ham til sig. Alle er rørte.) Nu blir du vel hos din mor, stakkars, stakkars gutten min!