Jeg synes, jeg hører ham. (Lytter.) Nei, han er vist faldet i søvn igjen. (Kommer fremover.) Stakkars gut! Gud ved, hvor længe han skal lide. (Gaar tilbage til døren.) Det er alligevel bedst, jeg gaar ind og gir fruen besked.
(I det samme hun vil gaa, kommer)Naa, saa her bor altsaa den meget omtalte kunstmaler Arvid Borch! (Tar sin lorgnet paa og ser sig rundt.) Se! se! Her er jo noksaa net. (Ser Ragna.) Ah, pardon! Kan jeg faa tale med hr. Borch? (Knipser med fingrene.) Straks, hører De! (Ragna staar fremdeles stille og ser paa hende.) Hurtig!
Herren pleier at sove middag paa denne tid, og vi har streng ordre til ikke at vække ham.
Saa? Det er beklageligt. (Gaar tæt hen til hende.) Men hør nu: vi vækker ham alligevel, hører De! Han har lovet at spille for mig, forstaar De, naar jeg synger. (Peger paa flygelet.)
Spille og synge, naar gutten ligger for døden! Det gaar slet ikke an, det ved jeg bestemt.
De ved vist meget! Men gaa De nu alligevel ind og fortæl ham, at Phoebe Careni venter paa ham herinde, og De skal se, han blir snart vaagen!
Naa, adlyd ordre! Straks! Det er jeg vant til.
(Ragna gaar frygtsomt ud. Phoebe gaar over til flygelet, trækker handskerne af, sætter sig og begynder at spille og synge en varietésang.)Gode Gud! Hvem synger slig her i 4huset? (Ser Phoebe) Madame! Jeg ber Dem holde op. Min gut ligger for døden!
Ah! en net person! De er formodentlig husholdersken. (Let.) Ja saa! Deres gut – saa, De har en gut? – Frygtelig ubeleiligt for Dem og mig netop nu i øieblikket, – for De har formodentlig ingen mand. (Talma udstøder et skrig.) Nu ja, tag det ikke saa nøie! Det hænder ofte. Men jeg foretrækker nu at ha’ flere mænd og ingen børn. Mændene kan man skifte, saa ofte man vil; men børn hænger altid saa pokkers fast! – (Ler.)
Hvem er De, som tør vove at føre et sligt sprog?
Hvem jeg er? – Ja, det skal jeg gjerne fortælle Dem. Har De ikke hørt tale om 5Phoebe? (Talma skjuler hovedet i hænderne.) Jeg antar, De har! – Ja, hvem kjender ikke det navn? – Den smukke, geniale, bedaarende Phoebe, der kan synge som en nattergal og sparke høiere end nogen anden! (Sparker op med benet.) Min begavelse er ensidig, det tilstaar jeg; men jeg glimrer, virker berusende paa mænd, for jeg skal betro Dem, at de fleste af dem er ogsaa ensidige, og derfor følger de mig! Hele denne armé af nærsynte idioter lar jeg passere revue for mig; enkelte tar jeg til naade; de fleste (gjør en bevægeise) – sparker jeg til! (Talma stirrer forferdet paa hende.) Aa, se ikke saa glubende paa mig! – Ha, ha, ha! De tror, jeg er fuld, ikke sandt? Det blir man saa let! Og jeg tilstaar: kunstneren her, han beruser mig! Ham elsker jeg for øieblikket, ingen anden. Jeg synger, han maler – superb tilværelse! – Leve og drømme, og saa igjen leve drømmenes berusende øieblikke, glødende af begeistring for hinanden, glemmende alt i nuet, i sine tankers stemningsfulde verden, og realisere sine idéer i det skjønneste af alt – i kjærlighed! (Reiser sig.)
Aldrig er her ro; enten barneskrig eller hysteriske scener. Hvad pokker er der nu i veien? (Ser phoebe.) Phoebe! – Du her?
Ja, som du ser! – Hvor det igrunden klær dig at være sint! Men det er mig, som har givet tonen an denne gang, og ikke den lille nipsgjenstand der. (Peger paa Talma.) For slige typer som mig er tjenestefolk næsten altid bange. Ha, ha, ha!
Det – er – min hustru. (Til Talma.) Sangerinden Phoebe Careni.
Deres navn er mig ubekjendt. Derfor kan jeg heller ikke paaskjønne Deres visit.
(Gaar hurtig ud).Det var trist, den gik i stykker. Den var antik, ser jeg. (Let.) Men da du har flere antike sager paa lager, vil denne maaske ikke savnes. (Slænger stykkerne haardt henad gulvet; spotsk.) Saa, du er altsaa gift! Hvem anede sligt? –Og her skjuler du din mage for alle graadige blikke. Denne lille dukke i lange klæder, hun er din kone! (Ler ustanselig).
Aa, hold op at le slig! Du erter mig. 8Jeg bad dig jo slet ikke komme op her; det var mig, som skulde komme ned i koncerthallen til dig.
Nei, nu er du virkelig fornøielig! Du bad mig ikke, siger du. Forstaar du da ikke, at det er, fordi du aldrig har bedt mig, at jeg kom? Naturer som min føler netop det pikante i modstanden; jeg er saa vant til at blive bedt; men da gaar jeg ikke, skjønner du. (Ler igjen.)
Du gik da til den russiske gesandt.
Jaloux? hvad? – Nei, saa du er jaloux? (Tar ham under hagen.) Gesandter, min ven, vokser ikke op som andre paddehatte; de er sjeldne at faa fat i.
Hys! hys! Er du gal?
Gal? Nei, slet ikke! Det er snareresnarere] rettet fra: snaerre (trykkfeil) du, synes jeg, slig som du hysser. Det er længe, siden jeg gik paa tærne af hensyn. Nei du! jeg er vokset op i en slegt, som var støiende baade udvendig og indvendig, der sprudlede af livslyst, og hvor sinnet fik lov til at lege blindebuk med samvittigheden, og hvor viljen sad til rors og styrede pokker i vold. Det ligger i blodet, du; – Nemesis, min engel! Nemesis!
Phoebe, jeg ber dig, her i mit hus, om at beherske dig.
I dit hus, – der traf du ordet! Der er du bange, ikke sandt? Ha ha ha! Stakkars dig! Men ude paa kaféerne og 10andre steder, der er du den modigste, den mest uforfærdede af dem alle, der kaster du lænken og er dig selv. Der sprudler dit kunstnergeni, der fødes dine bedste idéer til det arbeide, du har viet dit liv. Her lever du i løgn og spiller komedie hver dag! – Humbug!
(Ler overgivent.)Naa, min egen ven, bliv nu ikke sint! Det var vel snarere mig, som havde grund dertil. Men du ser, jeg er slet ikke jaloux paa – hende derinde (peger mod døren).
Aa, du ved godt, jeg længes efter dig, og at jeg elsker kunstnernes bohèmeliv ligesaa meget, som jeg hader dette trivielle familieliv.
Nu begynder du at blive fornuftig, hører jeg. Men hvorfor i al verden gik du hen og giftede dig?
(Arvid trækker undvigende paa skuldrene).Aa, jeg forstaar – nødvendigheden! Men offeret? Det lider skade, fordi du selv skal være en mand af ord. (Alvorlig.) Stakkars hende! (Sukker, peger ind).
Føler du medlidenhed?
Ja! – med hende. Ikke med dig.
Tak! Det er ellers i et nyt lys, jeg ser dig nu.
Du mener maaske, at kvinder som jeg ikke kan have følelse? – Jo, du, naar vi bare fik lov til at pleie den! (Let.) Naa ja, jeg skal ikke genere dig. (Trækker handskerne paa.) Jeg kom ganske vist meget ubeleilig, det tilstaar jeg; (bøier sig indsmigrende mod ham) men da kjærligheden 12altid er overbærende, saa ved jeg bestemt, du tilgir mig. (Han vil gribe hende; men hun løber raskt hen til døren, kysser paa fingeren og siger koket:) Paa gjensyn! – Adiø! (Løber ud).
Nei, det er for galt at rode sig ind i slige bagvendte forhold. Jeg vil reise derind straks! – Men saa Talma og gutten? (Stamper.) Aa, jeg holder det ikke ud – kan ikke – (Han gaar hen og trækker gardinet tilside fra det tildækkede maleri, som viser et døende barn.) Der er du, der jager mig som en gal! Der er min fremtid, – og endda kan jeg ikke faa dette eneste penselstrøg, der kunde skabe min lykke. (Han kaster sig i en stol foran billedet, lukker øinene.) Aa, at maatte sidde slig med idéer, med tanken paa det, som skulde være – og ikke magte at male det udtryk, som jeg maa, maa ha’! (Reiser sig, gaar frem og tilbage.) 13Om jeg var fri! (Dæmpet.) Aa, denne evindelige stimulation, man trænger for at blive til noget! Denne vekslen af scener og oplevelser, man maa ha’, denne jagen efter nye indtryk, lystige øieblik, hvor sjælen jubler ud og holder ferie, for atter at tage kraftig fat! Alt dette forstaar hun ikke, hun derinde (peger ind), vil og kan ikke forstaa det. (Lytter.) Hys! jeg synes, Talma graater. Eivind skulde vel ikke være bleven værre? (Stumt spil; han vil gaa ind, men stanser foran staffeliet.) Jeg skal forsøge at male! (Sætter sig.) Maaske vil det lykkes mig nu, jeg føler slig rasende lyst. (Ordner farverne og begynder at male; derpaa febrilsk:) Dette eneste penselstrøg! – Naar –? (Afbrydes, idet han ser Talma komme hurtig ind.)
Arvid, skynd dig! Kom! – Eivind dør!
Du gjør dig nu altid unødig bekymring. Da jeg var derinde før, sov han.
Nei, nei! han sover ikke, han dør! Udtrykket i hans øine er døende.
Udtrykket! (Hæst.) Udtrykket er døende, siger du?
Ja, Arvid, døende! – Aa Gud!
Hvorledes er – udtrykket? (Hurtig.) Udtrykket!
Stirrende – glansløst. (Skjuler ansigtet i hænderne.)
For Eivinds skyld er alt glemt og tilgivet. Kom, hører du! Kom!
Der staar du – fosteret uden fødsel! (Høiere.) Et eneste penselstrøg, og maalet var naaet! (Reiser sig; til Talma, der forfærdet forstaar hans mening:) Talma! Bring Eivind ind her, foran dette billede! Hører du? Skynd dig! Det døende udtryk mangler jeg her (peger paa maleriet.)
Arvid, sig – at jeg tar feil!
Udtrykket – de døende øine! –Bring ham ind!
Aldrig! – (Mere roiig.) Talentet, som Vorherre har givet dig, maa ikke modnes gjennem synd. Alt har jeg ofret dig, alt har jeg tilgivet dig, – men dette gjør jeg ikke. (Hun løber hen mod døren.)
Gaa væk, siger jeg! – Gaa!
Skynd dig! – Bring Eivind ind her!
Ind her? – Gode Gud! –
Bring ham ind, siger jeg! – Hurtig! (Ragna skynder sig ud til venstre.)
Du slog mig, du! – slog mig! (Med eftertryk.) Saa forbander jeg ogsaa dit talent, som bragte dig til det! – Det skal kue dit mod og din fremtid.
(Ragna kommer ind, bærende barnet, og lægger det forsigtig paa sofaen. Arvid begynder at male. Stumt spil. Talma kaster sig paa Knæ foran barnet.)Teppet falder.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Skuespillet Nemesis av Ovidia Aas kom ut i 1899. Handlingen er fordelt på et forspill og tre akter.
I stykket møter vi kunsteren Arvid som er villig til å ofre det meste for kunsten sin.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1899 (nb.no).
Ovidia Aas skrev både skuespill og dikt, men er nok i dag en nokså glemt forfatter. I 1899 ga hun ut skuespillet Nemesis.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.