En, to, tre, fire – Mor sa’: Jakob, pas godt paa snipperne dine, gutten min! – Fem, seks, syv – Du behøver ikke at ta’ saa mange med, sa’ hun – Ni, ti, elleve, tolv. (Holder dem i haanden og sukker.) Ak, mor havde ret! Men hvem kunde vel tænke sig, at Fanny og jeg skulde bli uvenner? (Tar op til snippen, han har paa.) Dette er den trettende; den har jeg havt paa 68i to dage. Ja, om det ikke er godt for andet, saa er det da godt for lintøiet. (Sukker og pakker, medens han taler.) Nei, nu er det bestemt! Reise vil jeg, og det før Fanny er staaet op. Ingen skal ane misforstaaelsen. (Eftertænksomt.) Misforstaaelse, siger jeg! Det var slet ingen misforstaaelse, slet ingen! Jeg hørte jo selv, at hun gav ham et kys – vist saa! (Klemmer en snip.) Og saa – og saa – tænke sig til, at – at hun vil indbilde mig, student Jakob Jæger – mig –, at det var en ørefig, hun gav ham, som om jeg ikke skulde skjønne forskjel paa et kys og en fig! (Tar en del lintøi og klemmer sammen i væsken.) Det er virkelig for galt!

Er det dig, Jakob?

Ja, vist er det mig!

Skal du klæde dig paa her til ballet?

Ja, tror du det, saa synes jeg, du heller burde gaa.

Saa! Synes du? Ja, men du og jeg har jo aldrig havt ens meninger, Jakob.

Nei, det ved Gud vi ikke har! (Pakker igjen.)

Jeg har faaet slig slem hoste.

Jeg har faaet noget, som er værre hoste, jeg! (Pause.)

Jakob! – (Jakob lader, som han ikke hører.) Du Jakob!

Hm! –

Ved du hvad, Jakob, i grunden er du gyselig dum!

Tak! Mange tak!

Aa, jeg ber! Har kanske ingen sagt dig det før?

Nei, du har den ære at være den første.

En maa jo være den første.

Aa ja, slige komplimenter spenderer du vel paa alle dem, du gjør nar af.

Men jeg kyssed ham ikke, Jakob. Det var ham, som kyssed mig.

Fanny, jeg ved, hvad et kys er, du!

Det ved jeg ogsaa, du!

Skal jeg hjælpe dig med at pakke?

Ja, vær saa god! – Vær saa god!

Jeg synes, du burde opsætte reisen din nogle dage, Jakob.

Saa! Synes du det? – Hm! –

Ja, for du kan da umulig reise hjem med sligt tøi til din mor. Hvad tror du hun vil tænke!

Jeg er lige glad, jeg!

Det er du slet ikke, det ved jeg. Hun vil bestemt tro, du har været i brydekamp (holder frem alle de krøllede snipper), slig som disse ser ud!

Ja, lad hende tro, hvad hun vil! Jeg reiser nu imorgen.

Kan du binde denne sløifen, Jakob? (Vender sig mod ham og giver ham baandet.)

Binde sløife? – Jeg! – Det kan jeg ikke!

Du kan da forsøge. Paa den venstre side skal den bindes. (Hun vender skulderen mod ham.)

Naa, jeg venter! (Jakob binder sløifen.) Synes du ikke, min dragt er pen, du?

Aa jo! Men naar jomfru Grøn faar se dig i det kostyme, faar du nok høre noget andet.

Aa pyt, hun skal nok ikke faa se mig før efterpaa. – Er du ikke snart færdig med den sløifen?

Jo, nu er den færdig!

Tak skal du ha’! Men skynd dig nu! Fuldmægtigen og lensmanden er kommet alt. Den pakningen kan du gjøre efterpaa.

Bry dig bare ikke om det! Jeg skal 75nok bli færdig. (Ser paa Fanny). Fanny, du klær den dragten.

Ja, ikke sandt, jeg er pen? Aa, Jakob, nu ved jeg, du tror paa den ørefigen, ikke sandt?

Nei, den tror jeg ikke paa!

Du blir nok overbevist engang!

Aldrig! – Aldrig, Fanny! (Gaar hurtig ud. Musiken begynder sagte at spille en vals af balletten Coppelia. Fanny synker ned paa en stol og ser fortvilet efter Jakob. Derpaa springer hun hurtig op og lytter.)

Nu begynder de at spille derinde! – Nei, nu vil jeg glemme det hele og øve mig, som frøken Talma sagde jeg skulde gjøre.

76(Hun danser efter musiken. Jomfru Grøn høres at komme. Fanny løber rundt og vil gjemme sig.) Nei, hvor skal jeg gjemme mig! (Hun hopper op paa kommoden, som staar i det ene hjørne, og skjuler sig i det store flag, der er hængt over samme. I det samme kommer jomfru Grøn.)

Nei, om jeg kan forstaa, at det skal være nogen fornøielse at hoppe rundt slig som andre galninger og mase og blaase, saa de næsten mister pusten, ikke at tale om alle de penge, sligt koster! (Hun er færdig med glassene, tar en flaske op og sætter den paa brettet ved siden af dem.) Aa, Herregud, hvor meget underligt har her ikke hændt, siden jeg kom i dette hus! Det vilde ikke forundre mig, om de blev rent gale derinde, slig som de opfører sig. Ak, Herregud, slige tider man lever i! (Vil gaa, men ser, at flaget i hjørnet 77ikke hænger som før.) Hvem er det nu, som har hængt flaget slig igjen? Jeg skal bande paa, det er denne pokkers ungen, som har været ude med narrestregerne sine igjen! Det er rigtignok noget at holde stas for, slig en –! Der er saamænd ingen, som anstrenger sig paa min fødselsdag. (Staar op paa en stol og skal rette paa flaget, da Fanny kommer tilsyne.)

Aa, du forbarmende Gud! Ser jeg spøgelser? Hvad er dette for troldskab?

Aa, jomfru Grøn, vær ikke sint! Det er bare moro alt sammen!

Er det dig, dit spektakel! – Saa, du kalder dette moro? (Fanny vipper op og ned.) Hvorledes er det, du staar og vipper? Kan du ikke svare mig? Hvad skal disse narrestreger til?

Jakob og jeg skal danse iaften, og saa skal vi ha’ tableau! Frøken Talma har arrangeret det hele.

Aa, jeg blaaser i frøken Talma – og i dig med! Danse mig her, og danse mig der, om jeg forstaar et eneste ord af alt dette sludder! (Peger paa hendes dragt.) Jeg vilde skamme mig ved at løbe omkring som et nøgent gespenst!

Aa, det er saa frygtelig moro! Og der er ingen, som ved det. Det skal være en overraskelse!

Saa? – En overraskelse! – Ja, jeg skal minsandten sørge for, at det skal bli en 79overraskelse, jeg! (Knytter haanden). Aa, jeg er saa sint, at jeg kunde spytte varme!

Ja, spyt bare! Naar du bare ikke spytter paa kjolen min!

Næsevisen! – Aa, jeg kan ikke bli længer i dette huset! Min anstændighed forbyder det. Hvad tror du folk vilde sige, om jeg fjasede mig ud slig? – Nei, dette er for galt! Du arme barn, du har nok faat al syndigheden i arv efter mor din! – –

Efter mor? Aa, jomfru Grøn, kald mig alt stygt, men sig ikke et ondt ord om hende, min kjære, snilde mor!

Din mor! Aa pyt, din vigtige unge, jeg 80skal fortælle dig, at din mor hørte til i kjøkkenet, akkurat som jeg. Du har ikke meget at være kry af, skulde jeg mene! (Med eftertryk.) Jeg kunde knuse modet dit, om jeg vilde. (Fanny ser maalløs paa hende.) Du behøver ikke at se slig paa mig, for Bolette Grøn snakker sandt, hun. Dans, saa meget du vil, for mig! Men det, som hører til i kjøkkenet, lugter af kjøkken, selv om man pudser det aldrig saa meget.

Er det dette, som man kalder at være voksen – aa, kjære Gud, lad mig saa blive barn igjen! Aa, hvor verden maa være ond! At tænke sig, ikke at høre nogen til – slet ingen! (Ser op, høitideiig.) Ikke at eie nogen mor! Hvor fattig, hvor fattig jeg maa være! – (Lysere.) Jeg vil alligevel gaa op og betro mig til hende! Hun vil fortælle mig sandheden.

Tak for bryderiet, Wang! Tror De nu ogsaa, at speilet hænger sikkert?

Sikkert? – Bare jeg hang saa sikkert!

Fy da, for et udtryk!

Ja, jeg mener nu, om halsen paa Dem!

Nu er De ækel, Wang!

Kjære frøken Betzy, jeg mente nu ikke at fornærme Dem. Det var bare spøg; – det vil sige, at – at –

Ja, tal nu ikke mere om det!

Men om jeg – nu – kunde ha’ lyst til at – at udtale, hvad jeg mener – saan i al oprigtighed –?

Ja, det kan De jo gjøre senere, ikke iaften.

Senere! Altid udsættelse! – Kan De ikke forstaa, frøken Betzy, hvad udsættelse vil sige for mig?

Aa, udsættelse for Dem er vel akkurat det samme som for andre, bare lidt taalmodighed.

Uf, for et væmmeligt ord! Dette «taalmodighed», det slaar folk ihjel i tommevis; lidt efter lidt borer det sig ind i os, ødelægger os, aandelig og legemlig! Og saa – og saa er det dette forbistrede, at tilsidst har man ingen taalmodighed igjen mere – faktisk slet ingen –, saa ender det med det uundgaaelige nederlag, paa den ene eller den anden maade.

Naar man har haab, mister man ikke taalmodigheden.

Haab – vil De give mig det, frøken?

Nei, desværre – jeg, som selv er haabløs, kan jo ikke –

Aa, jeg vidste det, – vidste, at De ikke vilde forstaa andres følelser og tanker!

Jo, Wang, det vilde jeg saa gjerne! Men naar jeg føler, at jeg ikke vilde magte dette, – da tør jeg heller ikke forstaa Dem.

Har De forsøgt, frøken Betzy? Ved De da ikke, at der gives enkelte mennesker, som gaar omkring i verden til ingen nytte, bare fylder op, – som lever uden forstaaelse, uden sympati? Og hvorfor? Jo, fordi – fordi deres tause og indesluttede natur hindrer dem fra at vinde omgang og venner; deres følelser fryser som oftest ihjel, før de er sprungne ud i blomst. Og endda kan de ikke forklare sig! Ja, selv om deres liv stod paa spil, selv om alt, de elsker i verden, glider dem ud af hænderne – de staar stille 85og hjælpeløse, fordi de mangler ord, disse rige, beaandede, sjælfulde ord, der aabner hjertet hos menneskene, disse bevingede ord, som baner en vei til maalet. Verden har ikke tid til at klække ud geniet og tankerne hos slige individer, dertil leves der for hurtig, og medens livet rullende gaar sin gang, saa visner slige menneskers haab og virkelyst, – og (sagtere) pludselig opdager stakkelen, at det er for sent, – og saa dør han tilsidst selv, ubemerket, som han fødtes, uden at savnes!

De har ret – men det passer ikke paa Dem, – ikke nu! De fortjener at finde forstaaelse.

Tror De, frøken Betzy?

Jeg ikke alene tror det, men jeg ved det!

Og hvad raader De mig nu til?

Til at tale – tale frit! (Gaar hurtig ud.)

Saa talte da Vilhelm virkelig sandt! Det var kjærlighedens labyrint alligevel. (Gaar efter hende.)

Saa, nu sidder du godt, ikke sandt? Sæt benene paa denne skammel, slig! (Kysser hende.) Du kjære, kjære mor!

Min solstraale er du blit i mit mørke! (Fortrolig.) Naa, kjæreste, fortæl mig nu alt, hvad der ligger dig paa hjerte.

Men, kjære mor – kanske det vil kjede dig!

Kjede mig? – Ved du da ikke, at jeg er din fortrolige?

Jo, jo! Jeg ved, du interesserer dig for alt angaaende mig; men dette her – kan jeg ligesom ikke fortælle. (Skjuler hovedet i hænderne.)

Fanny! Nu skal du betro dig til mig.

Aa, kjæreste, kjæreste – du, som jeg har faat lov til at kalde mor, jeg, som aldrig havde ret til det, jeg fattige, hjemløse barn! –

Fanny, hvorledes – ved du – det?

Aa, jeg har længe anet det.

Hvem har ladet dig ane dette, Fanny? – Hvem? – Svar mig!

Jomfru Grøn! Og iaften, da hun blev sint paa mig, sa’ hun, at – at jeg egentlig hørte til i kjøkkenet, og – (skjuler ansigtet) og at min rette mor havde været kokkepige her i huset. (Ser fast op paa hende.) Men jeg kan jo ikke hjælpe for det! Hun var saa snild og 89brav (med overbevisning), det sa’ Per, for han kjendte hende! –

Saa, du har spurgt ham?

Ja. Hvem vilde ikke spørge efter sin mor! (Uvilkaarlig.) Men var hun slig som du – aa, saa vilde jeg ønske, hun havde levet, selv om hun havde været kokkepige aldrig saa meget! (Hun læner sig i fanget til fru Skjoldberg, som stryger hende over haaret.)

Kjæreste, kjæreste barnet mit!

Men hvem var min far, du?

Din far – din far – han var ingen brav mand.

Var det alt det, han var? – Aa, sæt dig bedre! (Steller kjærlig med hende.) Du er vist ikke rigtig rask i det sidste –?

Aa nei, barn, for min sygdom hjælper ingen doktor. Det er sjælens strenge, som spændes for høit. (I en forandret tone.) Sæt dig nu ned og fortæl mig din hemmelighed; den har jeg endnu til gode.

Ja, nu vil jeg begynde! – Du ved, at onkel – onkel Arvid –

Ja, barn – videre!

Han er saa frygtelig elskværdig mod mig. Overalt, hvor jeg er, kommer han ogsaa, og 91nu ved du, at Jakob – at han – at han ogsaa holder saa meget af mig – og jeg –

Og du –?

Jeg – aa, jeg liker ham saa frygtelig godt!

Og saa –? Videre!

Ja, saa er han jaloux paa onkel Arvid, kan du tænke!

Jaloux? – Men, Fanny, det har han da vel ingen grund til?

Ja, nu skal jeg fortælle dig det alt sammen! – Igaaraftes kommer jeg springende nedad trappen fra mit værelse. Entrélampen var ikke tændt endda, saa det var næsten mørkt. Nede ved foden af trappen staar onkel Arvid, han griber mig haardt i armen, og saa trykkede han mig ind til sig, – og saa – og saa kyssed han mig! – Aa, et skrækkeligt kys! (Gysende). Uf, det var ækelt! (Hurtig.) Slig har aldrig Jakob kysset mig, det ved jeg –(holder pludselig inde).

Og saa –? og saa –? Fortæl – fortæl alt!

Saa hvisker han til mig, at jeg maa komme ind paa hans værelse, saa skal han vise mig fotografier og fortælle mig om alle de store byer. Men saa rev jeg mig løs, da han igjen vilde kysse mig, – og gav 93ham en ordentlig ørefig! Men tænk dig, saa havde Jakob hørt, at han kyssed mig, og havde løbet sin vei. Aa, bare han havde blit staaende og hørt den figen! – Men nu vil han reise imorgen og vil slet ikke tale med mig, – og jeg, som holder saa frygtelig meget af Jakob – aa, jeg er saa bedrøvet, saa bedrøvet! (Fru Skjoldberg er heftig bevæget, vil reise sig, men Fanny holder hende tilbage og siger undskyldende:) Men ved du, hvad jeg tror? – Jeg tror, onkel havde drukket lidt, og da er mandfolk altid saa ækle. (Fru Skjoldberg udstøder et skrig.) Men, kjæreste, hvad feiler dig? –

Fanny, du maa love mig ikke at fortælle et eneste ord om dette til nogen.

Det lover jeg dig ganske bestemt. (I forandret tone.) Nu skal jeg vende stolen lidt, saa du kan sidde og hvile rigtig uforstyrret.

Ja, gjør det, mit barn! Og saa maa du love mig at more dig derinde. Jeg skal tale med Jakob.

Vil du? – Aa, det var snildt! Og husk saa endelig paa at nævne ørefigen! – Skal jeg hente dig en pude? (Løber ud, kommer straks igjen, steller kjærlig med fru Skjoldberg.) Se saa, nu kan du hvile dig! (Lytter; man hører, at der stemmes fioliner.) Hør, de begynder at stemme fioliner derinde! – Aa, bare du kunde se, hvor pen jeg er!

Jeg ser dig nok, barnet mit! – Din kjole er vel ikke for udringet?

Føl her selv! Det er ikke meget, vel? (Lægger fruens haand om sin hals.) Det er ikke riktig slig, som de har det paa teatret. Nei, frøken Talma sagde, den saa meget anstændig ud.

Ja, naar hun har sagt det – saa dans du, barn! Glem alt leit – og bare mor dig!

Jeg tror, jeg vil! – Det blir nok godt alt sammen, naar du bare fortæller Jakob om ørefigen! – Skal jeg skrue lampen ned?

Ja tak! – Se saa – nu kan jeg høre musiken (sætter sig til rette, Fanny kysser hende.)

Nu vil jeg danse – danse mig bent ind i Jakobs hjerte! For jeg er jo saa pen iaften!

Velsignede uskyld! Hvor lette er dine sorger! – (I forandret tone.) Aa, Herregud, hvor Arvid er lig sin far! (Folder hænderne og sidder, som om hun sover. Pause.)

Ah, det var bra! – Nu skal man ha’ en cigar! Jeg haaber, den gamle ikke lugter lunten helt op paa værelset sit. (Drikker et par glas til og tænder en cigar. Moderen lytter.) Det var riktig heldigt, at der stod en flaske her! For at leve i slige forhold maa man enten være fuld eller gal. Jeg foretrækker nu det første! – Der skal altid være et sort faar i hver familie, siges der; det maa vel være mig her i huset. Jeg angrer næsten paa, jeg kom hjem; jeg hader at se kontraster. Fy for pokker, hvor Talma holder tonen! Det kan ærgre mig frygtelig, at hun er her. Naturligvis har hun beregnet dette møde. – Jeg maa se til at ryste det af alt sammen! Men ærgerligt er det, for Fanny er et pokkers kjækt pigebarn.

Arvid!

Aa, skrig nu ikke slig, frøken! Det er jo bare en gammel bekjendt! (Han reiser sig.) Tag min plads! (Trykker hende ned i stolen. Talma søger at reise sig, men han holder hende nede.) Naa, naa! det haster da ikke slig! Det var rigtig morsomt at træffe dig alene engang. (Hun vil op, men synker tilbage igjen; han bøier sig over hende.) Sid nu stille; det er bedre at sidde end at staa. (Hun bøier sig ned og vugger sig frem og tilbage.) Du er nok urolig, ser jeg, bange kanske for, at broder Vilhelm skulde finde os i en téte à téte. Ha ha ha! det vilde naturligvis spolere dit rygte som ung pige og frøken her i huset. (Hun ser op truende.) Og netop nu, da han kurtiserer dig, nu er det jo et uheldigt tidspunkt for at have daarligt rygte. Ha ha ha!

Arvid! –

Nu kjender jeg dig igjen! – Vær endelig ikke ræd for, at jeg skal staa dig i veien. Du har din frie vilje!

Min frie vilje? – (Fortvilet.) Men det er jo netop det, jeg ikke har! (Hun vugger sig hurtig og bedende frem og tilbage.) Aa, giv mig min frihed tilbage, Arvid! – Jeg har bedt dig engang før. Aa, giv mig den, hører du! (Rækker armene op mod ham.)

Aa, bry dig bare ikke med en slig bagatell! Du behøver ingen.

Behøver jeg ingen?

Jeg gjentar, du behøver den ikke. (Let.) Du var aldrig min hustru!

Aldrig – din hustru? Hvad er jeg da?

Aa, en god veninde, min kjære! –

Og – vor – brudeattest? –

Bah! – En god ven af mig gjengjældte kun en god tjeneste, jeg havde gjort ham. (Talma stirrer paa ham.) Ja, se nu ikke saa forstyrret ud! Men det er virkelig tilfældet. Husker du Phoebe? – Naa, hun var til meget bryderi; men da hun fik høre, at jeg var gift, saa blev hun bedre; det vil sige, hun blev kjed af mig, og det var en lettelse for pengepungen.

Du lyver! (Fru Skjoldberg, som har hørt hele samtalen, reiser sig halvt i stolen, aandeløst lyttende. Talma reiser sig hurtig, kaster sig paa knæ foran Arvid, der morer sig over hende.) Aa Arvid, sig, at du ikke taler sandt! Sig, du bare trodser mig! For din kjære, velsignede mors skyld sig sandheden! Aa, Arvid – jeg beder dig –

Arvid! – Arvid!

Mor! – (Talma reiser seg)

Ja, det er din mor! Din mor, som i dette øieblik for første gang ønsker at være døv istedenfor blind! – Talma, kom hid til mig; jeg trænger støtte nu. (Talma løber hurtig over 101og holder hende i sine arme.) Saa lavt troede jeg aldrig du vilde handle. (Tankefuld.) Aa, hvor lykkelig var jeg ikke, den dag du blev født! Slige forhaabninger, slige store tanker! – Dengang da du blev dødssyg, raabte jeg og bad til Gud om dit liv. Aa, hvor jeg elskede dig! Men hvor ofte har jeg ikke angret, at jeg bad slig! (Arvid staar bævende foran hende.) Arvid! dengang bad jeg om dit liv; nu ber jeg dig kun om lidt hensyn til mig, som har lidt for din skyld i saa mange aar. Din mor ber dig, Arvid – hører du? – sig, du har løiet lige overfor Talma! Sig, at du ikke har handlet som den værste af alle uslinger mod en uskyldig kvinde, som havde tillid til dig!

Mor! – Sover du?

Nei, barnet mit!

Jeg vilde bare fortælle dig, at Jakob og jeg er blit gode venner igjen, og nu skal vi begynde at danse! – Aa, jeg er saa glad for, at han tror paa den ørefigen! (Ser Arvid og Talma.) Nei, nu maa dere virkelig komme, for nu begynder vi!

De kommer snart, Fanny. Gaa du bare ind!

Ja, du kan tro, vi har frygtelig moro.

Naa, Arvid jeg venter paa svar. (Arvid staar og ser efter Fanny, Talma ligger grædende over stolryggen bag fru Skjoldberg.) For dette uskyldige barns skyld (peger paa døren, hvor Fanny stod) – for din datters skyld: sig sandheden!

Mor! – (Peger paa døren.) Er hun min datter?

Aa, jeg ante det!

Aa, mor! – Du kjære, kjære mor!

Faar jeg saa kalde Talma din – din –

Hustru!

Aa, jeg vidste jo, det var saa! – –